(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Lavet menuen til årets julefrokost, som skal holdes her.
Og ligesom jeg ville have gjort, hvis det bare havde været en almindelig sammenkomst, har jeg tjekket min fryser, så jeg får brugt nogle af de ting, jeg har i den, i stedet for at købe ind fra scratch.
Jeg tror, at mange af os, der er 40+ har en form for Emma Gad-brist, hvor vi helt automatisk køber ind fra bunden, når vi laver mad til gæster – men der er jo INTET som helst i vejen for, at man bruger de rester af chorizo, ost eller pesto, man har i fryseren, f.eks. i en tærte.
Der bliver smidt hysteriske mængder af mad ud i julen, og vi har alle sammen traditioner, vi ikke kan fravige, uden at det føles amputeret – men måske man godt kan leve med en julefrokostmenu, der tænker madspild ind, hvis man til gengæld kan få lov at køre fuld mormor d. 24.?
2.
Undladt at købe ind til nytårsaften, udelukkende for ikke at falde i ‘fuck det – vi køber ALTING – og MEGET af det! – nu!’-fælden.
For al emperi her på adressen peger på, at overblikket ryger lige omkring d. 17. december, og at jeg derfor får købt for meget af .. jamen, alting, egentlig.
Samtidig vil der med stor sandsynlighed også være penge at spare, hvis man kan beholde bukserne på til efter d. 26., for butikkerne ved godt, hvad vi skal bruge d. 31.12, og derfor er det ofte mellem jul og nytår, at de gode tilbud bliver smidt efter os.
3.
Bagt boller til juledagen og sørget for at få brugt alle rester af specialmel og kerner.
Koldhæver man en dej, eventuelt med lidt revne gulerødder eller en squash i, så den ikke bliver tør, er det næsten umuligt at fucke den op, så egentlig kan du bare køre din favoritopskrift, og så smide i, hvad der trænger til at blive brugt.
4.
Været badeværelsesskabet igennem, og tjekket op på, hvad jeg mangler af shampo, ansigtscreme og make up.
Sygt mange butikker kører i anledning af julen tilbud, gaveæsker og mængderabat på lige præcis den type produkter, og det er næsten for åndssvagt ikke at stock’e up, hvis man kan se, at man løber tør i løbet af de næste par uger.
——-
Nu er det lige ved at være op over, så tilbage er vist bare at ønske hver eneste af jer en rigtig glædelig jul.
Jeg bliver ved med at få kommentarer på Liv & Død-indlægget, samt opfølgeren her. Det lader til, at vi er mange, der lige nu tygger en del på relationer og vores måde at være i dem på. Både ift. hvad vi byder ind med, og hvad vi lader os byde.
Jeg spekulerer på, om det handler om, hvor vi er i livet, eller om det er tiden lige nu. Vi er ikke alle jævnaldrende herinde, men så vidt jeg kan vurdere ud fra kommentarer, jeg modtager, bor de fleste af os i nogenlunde samme segment.
Men noget har ændret sig efter pandemien, synes jeg. Og på én eller anden måde bliver det forstærket af den kollektive fornemmelse af, at verden brænder og af den konstante følelse af, at alt lige nu er så absurd vigtigt, at man faktisk bliver helt apatisk.
Måske er det den .. overvældelse, der kommer af dét, der gør, at vi fokuserer på de nære relationer? Fordi de er håndterbare, og fordi det er det, der er tilbage, nu hvor alt føles som om, det er i frit fald.
Samtidig medførte pandemien en langt mere skærpet sans for at vælge til og fra. Da alt lukkede ned, og man skulle definere sin nære cirkel, blev det starten på en mere bevidst måde at forholde sig til de mennesker, man er omkring, og den proces tror jeg, at mange af os stadig er farvede af.
2023 har været et vildt år i min omgangskreds. Der er sket store ændringer rundt omkring, og det er de bærende søjler, der er sunket i grus. Folk er blevet fyret og skilt, har haft affærer og har fundet kærligheden på, om ikke håbløse steder, så i hvert fald nogle bøvlede nogle af slagsen, og fordi vi har den alder, vi har, er der børn, der i farten både er faldet til ro, under bussen og af pladen.
Og når alle dele bevæger sig samtidigt, og de gør det på begge sider af bordet i en relation, så trykprøver det helt automatisk hele konstruktionen, fordi dét, der engang bandt os sammen, ikke længere er.
For mig har opstart på medicin samtidigt betydet, at jeg har fået færre timer i døgnet, ganske enkelt fordi jeg for første gang i mit liv kan mærke, når jeg bliver træt. Både helt konkret, f.eks. sidst på dagen, men også i situationer og relationer.
Det kan der være mange grunde til, men uanset årsag, så har det for mig betydet, at jeg har været nødt til at forholde mig til, at jeg ikke er den, jeg var for et år siden – og ej heller har den tid til rådighed, som jeg havde dengang.
Jeg har altid været en mærkelig blanding af pragmatisk og kompromisløs, men på begge sider af dét paradoks, har det været vigtigt for mig at være tro mod mine egne værdier. Det er lidt noget bøvl at skulle redefinere sig selv i forhold til andre mennesker, mens man stadig er en del af både cirkler og kredse, men den pludselige evne til at mærke, hvad jeg føler, tvinger mig også til at forholde mig til, hvad jeg så stiller op med de følelser.
Derfor har der været 3 sætninger, jeg har været nødt til at minde mig selv om mange, mange gange over de sidste 12 måneder:
1.
Folk har ret til at træffe dårlige beslutninger.
Det er irriterende. Men det er også virkeligheden. Og når jeg husker det, husker jeg også, at det er ok ikke altid at stemple HELT ind og forholde mig til det, jeg bliver præsenteret for, for dén proces kræver 110% nærvær og opmærksomhed på detaljerne. Det er der nogle situationer, der kræver, hvis man vil have lov at smykke sig med titlen ‘Ven’ – men vi ved også alle sammen, at der er situationer, hvor det ikke gør den fjerneste forskel, hvad du byder ind med. Du kan trække hesten til truget, men du kan ikke tvinge den til at drikke, og det sidste år har været én lang øvelse i at vurdere, hvornår jeg skal pege truget ud, og hvornår jeg skal lade hesten stryge afsted over prærien, fordi den faktisk godt ved, hvor det står, men vælger at ignorere det.
(Det er i øvrigt relativt ofte mig, der er hesten).
2.
Alle relationer skal ikke kunne rumme og bære alt.
Her er vi tilbage ved sofa-metaforen; at de mennesker, der i overført betydning står i entreen, ikke har hverken brug for eller ønske om at blive inviteret ind i alle dele af privatlivet. Den tanke er egentlig ikke ny. Men det, der for mig ER nyt, er, at det jo også somme tider er MIG, der står i entreen. Og med dén indsigt er opstået en lavere barre ift. hvad jeg synes, jeg skal stille op til og indkaldes som problemknuser på.
3.
En telefon, der ringer, er en invitation til en samtale, som man ikke er forpligtet til at takke ja til.
Og det er jo ikke fordi jeg læner mig op ad en helgenkåring, vel? Men jeg kan pludselig mærke, når jeg faktisk ikke lige kan overskue en samtale, fordi jeg er blæsende overstimuleret, (f.eks. af en lang dag på arbejde) – og det er nyt. Det betyder, at jeg nu på forhånd kan vurdere, om jeg har lyst til at overtrække kontoen, men det er stadig svært for mig at skille ad, om det er relationen eller den samtale, der bliver lagt i skødet på mig, jeg reagerer på.
Jeg elsker, når jeg kan få lov at hjælpe folk med at kurskorrigere ift. noget, de er på vej ud i, fordi jeg kan tilbyde perspektiver, de måske ikke selv er opmærksomme på.
Jeg vil også umådeligt gerne stille min surt optjente erfaring til rådighed, så andre ikke skal brænde ud på at begå de samme fejl, som jeg har begået.
Men jeg kan for første gang i mit liv også mærke, at der er områder og relationer, jeg har lyst til at slippe, når jeg selv er færdig med dem, og synes, jeg har givet, hvad jeg har; f.eks. fordi jeg selv er videre, og den erfaring, jeg kan byde ind med, vedrører problemer, jeg ikke længere har inde på livet, eller hvis jeg er ved at drukne i vrede detaljer om noget, vi ikke længere har til fælles.
Og det skal ikke forståes sådan, at jeg synes, at ven- og bekendtskaber skal være bytte-bytte købmand, hvor vi nidkært afregner på øren. Men det er da en overvejelse værd, om den tid, vi kan finde mellem børn og job og skolefodbold, skal bruges på, at man hver gang der laves aftaler bare er indkaldt som en slags publikum til en monolog om en åndssvag eksmand.
Eller om man i en løs, romantisk forbindelse er forpligtet til at agere sparring på dumme chefer og 7/7-aftaler, når man kun har mellemtimer og forlængede frokostpauser at gøre med.
Man må godt forvente af en relation, at det er givende for begge parter, synes jeg. Der skal være plads til, at det somme tider er den ene, og somme den anden, der har brug for at være i centrum, men den er helt grundlæggende nødt til at bygge på et gensidigt ønske om, at vi både kan og gerne vil være noget for hinanden.
Det lader til at være indlysende for andre mennesker. Det ser endda ud som om, at det for mange sker helt automatisk, og ikke engang er noget, de behøver at tænke over at navigere i.
Ikke for mig. For mig kræver det opmærksomhed og fokus at huske, at man ikke behøver indgå i en relation, fordi man er ønsket, og mit hoved er nogle dage ved at eksplodere af tanker – og af at forsøge at navigere og sortere i alt det, jeg har opfattet som naturligt og sandt hele mit liv.
Men jeg begynder langsomt at forstå vigtigheden af ikke altid at være til rådighed for alle til alt, og at grænsesætning også somme tider kan være noget så lavpraktisk og nemt som at undlade at besvare en ringende telefon.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Siden jeg hentede mine øreringe med de udskiftede kroge mandag, ikke haft andet i.
Så bare en opfordring til, at man, hvis man har smykker liggende, som man gerne vil bruge, men hvor noget lavpraktisk spænder ben, overvejer, om det kan løses.
2.
Glædet mig over, at jeg efterhånden har selvindsigt nok til at vide, at jeg skal skrive en liste over de gaver og ting, jeg bestiller online, fordi det generelt tager mig under 20 sekunder at glemme alt, hvad jeg nogensinde har trykket ‘gennemfør betaling’ på.
Det er anden gang, jeg gør det, og både sidste år og i år har det været grunden til, at jeg opdager, når en ting, jeg har bestilt, ikke kommer frem – eller en ordre ikke går igennem.
Børnene er så heldige, at de får julegaver af min kammerat i Aarhus, og vi har for længst etableret den arbejdsfordeling, at han står for alt, hvad der hedder Apple på begge adresser, mens det så er mig, der står for købe gaver til børnene.
I år giver han Anton en Sonic The Hedgehog sweatshirt, og fordi jeg skrev den på min liste, da jeg bestilte den i søndags, studsede jeg allerede tirsdag over den manglende ordrebekræftelse. Da jeg ringede til dem, var ordren ikke gået igennem, og det var bare virkelig rart at opdage i så god tid, at jeg kunne nå at bestille den igen, i stedet for at skulle udtænke en panisk plan B lillejuleaften kl 22.18, når jeg står i mit bryggers, med tape og guldstjerner til op over øjnene og mangler noget, jeg var sikker på ville være der.
3.
På 3. uge forsøgt at få en netbutik i tale, hvor jeg i maj købte noget så ligegyldigt som en pedalspand.
Under den pedal, man træder på for at åbne spanden, sidder en metalfod, som er gået løs, hvilket betyder, at spanden ikke kan åbne. Den skal svejses fast igen, hvis den skal laves, og selvom jeg har tolket 1000 svejsekurser, og egentlig tror, at jeg i en snæver vending godt kunne fikse det selv, så har jeg ikke lige adgang til et sted at gøre det.
Derfor fandt jeg kvitteringen og skrev til Ideshoppen, hvor jeg har købt den.
Intet.
Efter en uge ringede jeg til dem. De havde, helt uTROlig uheldigt, haft problemer med YouSee, og derfor var der mange mails, der simpelthen ikke var nået frem.
Fordi jeg er den, jeg er, og tillid er godt men kontrol er bedre, bad jeg sælger blive i røret, mens jeg gensendte mailen, og ved et Guds mirakel gik den denne gang igennem. Så heldigt.
Sælger bad mig have forståelse for, at det dagen efter var Black Friday, så der kunne godt lige gå en dag eller to ekstra, inden de vendte tilbage.
Da de (endelig!!) svarede en uge efter, var det et langt, meget irriterende svar, som skåret ind til benet, er et forsøg på at insinuere, at det formentlig er en “betjeningsfejl”.
Men altså. Nu er det her jo ikke min første tur i manegen, vel? Så jeg ved, at der i købeloven står, at hvis en fabriksfejl viser sig i løbet af de første 12 måneder, så ligger bevisbyrden hos sælger.
Jeg er godt opdraget, så jeg sendte beredvilligt flere billeder, og en helt usarkastisk beskrivelse af, hvordan jeg havde betjent spanden.
(-hvilket jeg godt vil roses for. Faktisk).
Det er snart 3 uger siden, og 3 rykkere til trods svarer de ikke.
Jeg er jo heldigvis et sted, hvor jeg bare kan købe en ny spand – og det gør jeg så. Men jeg gjorde også mig selv den tjeneste at nærstudere Trustpilot, hvor de ellers har en rating på 4.7 stjerner. Og det mønster, der tegnede sig, var, at de positive anmeldelser var påfaldende enslydende, mens de ét-stjernede af slagsen alle beskrev det samme: YouSee som undskyldning, og herefter radiotavshed.
Jeg siger ikke, at de positive anmeldelser er falske. Jeg siger bare, at man ikke skal identificere sig med Mit Id eller lignende for at blive verificeret på Trustpilot. Derfor har jeg gjort en dyd ud af at lave *min* anmeldelse, så det fremgår, at alle os, der har oplevet dårlig service, har oplevet det samme, og at de positive anmeldelser er *meget* ens…
Butikken har ‘udbedt sig flere oplysninger’ som man skal give, for ellers bliver din anmeldelse slettet – og det skal da være det mindste problem. Så jeg har fremsendt både ordrenummer, e-mailadresse osv. – og det er værd at notere sig, at selvom det er fremsendt, så har butikken STADIG ikke reageret.
Man kan ikke gardere sig imod, at luskede butikker selv skriver 4.345.835 anmeldelser på Trustpilot i et forsøg på at udvande de dårlige anmeldelser, og trække den samlede score op, men det ER en god ide at læse de 1-stjernede anmeldelser, for hvis de alle beskriver det samme problem, så er der nok noget om snakken. Jeg ved det jo egentlig godt, men jeg var for doven til at gøre det for en pedalspand, og nu står vi så her.
Men jeg vil gerne opfordre til, at vi hjælper hinanden med at lave grundige, konkrete anmeldelser på Trustpilot, så vi som forbrugere er med til at sikre, at et system som Trustpilot, der på mange måder ER den eneste måde at advare hinanden på, faktisk kan bruges, selvom tvivlsomme typer forsøger at bypass’e det.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg begyndt at tænke over at lave plads i køleskab og fryser, fordi det er ret afgørende for at kunne gemme rester i juledagene.
Den seneste uge har været fuldstændig vanvittig, og egentlig har det været rart med en slags ramme ift. madplanen. Jeg har dedikeret én hylde til de ting, der skal bruges, så når jeg skal købe ind, tjekker jeg, hvad der står på den, og handler og laver mad ud fra dét.
I samme boldgade gemmer jeg egnet emballage, som man kan sende rester med hjem i, f.eks. de halv-liters plastbøtter, som Fridas yndlings-yoghurt kommer i.
Det kan lyde analt, men min erfaring er bare, at man er meget mere tilbøjelig til at gemme rester, hvis man ikke skal Tetris’e dem ind i køleren, ligesom det også er meget, meget nemmere og langt mere oplagt at sende ris a la mande med gæsterne hjem, hvis man har engangsbøtter stående klar på bordet, som man kan fylde i, når man pakker væk.
2.
Har jeg været til juleklip i Fridas klasse, hvor der blev serveret pebernødder i de der små aluminiums-bægre, man kan bage postejer i.
Og jeg kan virkelig, virkelig godt forstå, at man ikke kan køre porcelæn i hele indskolingen, når der skal bruges 8-10 bægre i hver klasse – men aluminium godt nok?
Jeg spurgte, om ikke vi kunne fin de noget at bruge dem til på bagkant. Skylle dem og bruge dem til maling i Craft, eller måske, som jeg har set på et hospital, hvor jeg tolker, at sætte dem under de dispensere med håndsprit, der sjatter og misfarver både vægge og linoleumsgulve.
På det pågældende sygehus, har de endda været så geniale, at de har genbrugt de ringe, som man i tidernes morgen havde askebægre (!!) i. 100.000 point til den medarbejder, der på et p-møde har sagt: “Tror I egentlig ikke, at de passer i størrelsen?”
Om de er endt med at genbruge dem, ved jeg ikke, for jeg måtte stryge ud ad døren, inden arrangementet var slut, men jeg håber, at de enten har gemt dem til et egnet formål, eller vælger en anden løsning til næste år.
3.
Har jeg på opfordring fra én af jer, lånt og læst kogebogen ‘Bæredygtig Gourmet’ af Gittemarie Johansen.
Jeg er slet ikke dygtig nok i et køkken til at kaste mig over de opskrifter, bogen indeholder, men jeg synes, at det er virkelig fedt, at der begynder at være inspiration at hente til også at tænke klima og CO2-belastning ind i menuen, når vi hæver niveauet.
Og så indeholder bogen nogle ret fantastiske lister over, hvad der er i sæson, samt idéer til bæredygtig borddækning osv, så bare en opfordring til at tjekke den ud, hvis man er et madøre med grønne ambitioner, der rækker ud over den allestedsnærværende vegetar-bolognese.
*Planlægger jeg at opstarte en nebengheschäft, hvor jeg underviser firmaer i marketing og reklame, som er obligatorisk at gennemføre, før man må sende mig nyhedsbreve. Første modul kommer til at hedde ’Daglige nyhedsmails. Inspiration eller irritation?’
*Glemte jeg forleden mit træningstøj i bilen, og på listen over Hidtil Ukendte Rædsler står nu at skulle tage sit varme tøj af for at iføre sig Nike med en kernetemperatur på -8 grader. F.Ø.J.
*Vil jeg på alle børns vegne komme med en servicemeddelelse til de forældre til børnehavebørn, der tænker, at gummistøvler med en ekstra sål nok er ligeså fint som termostøvler: Nej. Ikke på nogen måde, i nogen version af virkeligheden. Jeg har en tolkeopgave, hvor jeg står på et betongulv i bidende kulde, 3 timer ad gangen. Jeg startede i gummistøvler. Så oprustede jeg med uldsokker. Termosåler. Uldsåler. Ekstra skumsåler. Til sidst var vi halvanden millimeter fra en fuld Buffalo, og stadig var mine fødder efter 20 minutter så kolde, at jeg nærmest kunne græde istapper på kommando. I sidste uge overgav jeg mig og bestilte termostøvler – og what a difference a boot makes. Jeg føler mig lidt som B. S. Christiansen, når de spørger, om jeg fryser, og jeg nærmest må slå en vantro latter op.
*Kommer der lige her en OBS til alle, der enten selv er nye i ADHD-medicin eller har børn, der har: Vær ekstra hidsige med tandbørsten. Medicinen nedsætter spytproduktionen, hvilket giver Karius & Baktus mulighed for rigtigt at slå sig løs. Jeg har for første gang fået skæld ud af min tandlæge, og det tackler jeg dårligt.
*Har jeg i dag tilbragt 4 timer på det danske vejnet, og jeg må bare sige, at der er mange derude, der trænger til at læse lidt op på bremselængder.
*Og når de nu alligevel har teoribogen fremme: Tag lige afsnittet om køretøjers bredde også. Vi *kan* godt passere hinanden på den her 17 meter brede vej, selvom det har sneet.
*Skylder jeg svar på både kommentarer, mails og sms’er, men jeg er blevet inviteret i Musikhuset i aften for at se Hugorm & Frank Hvam, så som Imagine Dragon siger: First things first.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
Fordi i dag er d. 1. december, tænkte jeg, at det ville give mening at køre en tematiseret liste over emnerelaterede overvejelser, man kan gøre sig den næste måneds tid, hvor mange af os er så forblændede af Traditioner & Plejer, at vi helt glemmer alle de gode vaner, vi ellers er blevet ferme til at praktisere den resterende del af året.
Jeg har prøvet at dele emnerne op, og har man tilføjelser eller kommentarer, er man mere end velkommen til at supplere i kommentarfeltet, så vi har det hele samlet ét sted.
Mad & Madspild
Med de mange julefrokoster og sammenkomster, måneden byder på, er der belæg for at gøre en indsats for at forebygge madspild.
Når du planlægger menuen, eller beslutter, hvad du skal medbringe, så tænk ind, at maden skal kunne holde sig længere end bare til den rammer spisebordet.
Du kan f.eks.:
*Forberede det, der har den korteste holdbarhed sidst, så eksempelvis frikadeller ikke har været opvarmet 2 gange allerede første gang, de serveres.
*Overveje, om dele af en ret skal serveres on the side. Sprøde toppings til salat eller kartoffelsalat kan sagtens stå i skåle ved siden af selve salaten, ligesom sprødstegt bacon ikke behøver at ligge ovenpå den varme leverpostej.
*Tænke over, at mælkeprodukter forkorter holdbarheden markant. En salat med en dressing på creme fraiche er sjældent sjov på 3. dagen, men det kan en grøn salat med limesaft/honning eller olie/eddikedressing sagtens være.
*Være skarp på, at give overskudsmad videre til f.eks. bedsteforældre (hvis de gerne vil aftage), mens det stadig er friskt. Ingen har brug for en halv flæskesteg eller en skål ris a la mande, der kun er 4 timers holdbarhed tilbage i.
*Øse op og sætte på bordet lidt ad gangen. Det tager 10 sekunder at genfylde skålen med kartoffelsalat, men har hele baljen stået på bordet i 3 timer, skal det i skraldespanden, når du tager af bordet. Har du haft halvdelen til at stå i køleskabet, er der nem mad til de næste par dage.
*Være bevidst om, at du faktisk godt ved, hvilke rester, du typisk har i juledagene. Brug lige 10 minutter på at tænke igennem, hvad de kan omsættes til, så du får købt ind til det, inden det hele går op i flettede hjerter og mandelgaver. Spiser I f.eks. flæskesteg d. 24., så kan du jo snildt have burgerboller og lidt agurkesalat i baghånden, så resterne kan forvandles til flæskestegssandwiches i juledagene, hvor det gerne må være lidt nemt.
*Overveje, om de rester, du normalt smider ud, kan bruges til noget. Eksempelvis fungerer julesmåkager strålende som bund i en cheesecake, rester af nødder, chokolade og skumfiduser er lækre i en Rocky Road (der kan holde virkelig længe på køl), og rester af kød kan sagtens ternes og fryses, så det senere kan bruges som biksemad, i pitabrød eller som protein i en Buddha bowl.
Gaver:
*Ønskesedler er den reducerede CO2-udlednings bedste ven, for de er med til at sikre, at det, du køber, ikke skal sendes retur eller ender bagerst i et skab efter d. 24. Vi havde en god debat om ønskesedler og brugte gaver her og her.
*Vær lige en kammerat og tænk over, hvor du køber gaver, hvis du bestiller på nettet. Bor man i Hvide Sande er det f.eks. fedt nok, at de krus, man har fået dobbelt af, er købt i en Imerco, som man har lokalt, og ikke i f.eks. Magasin.
*En gave skal være nem for modtageren at bytte, hvis det er nødvendigt. Brug derfor 5 minutter på at tjekke, om modtageren selv skal betale for returfragt, eller om virksomheden kører med 7 sekunders returret. Specielt hvis du køber gaver på særlige tilbudsdage, som f.eks. Black Friday. Der er ikke meget jule-ånd over, at du shopper online, fordi det er nemt for dig, hvis det bare flytter bøvlet over på mormor.
*Hvis du arbejder ud fra et ønske om at begrænse ressourceforbruget ved at give hjemmelavede gaver, så er du nødt til at forholde dig til, hvordan modtageren har det med det, du planlægger at give. Der er ikke mange ressourcer sparet ved, at du laver karameller med børnene, hvor du bruger råvarer, strøm, glas, pap og snor til hjemmelavede skilte, hvis modtageren har det hyperstramt med mad, andre (=børn) har lavet, og derfor ender med at smide hele balladen ud.
*Skriv meget gerne på din egen ønskeseddel, hvis nogle af tingene må købes brugt. Jeg ønsker mig f.eks. tynde men tunge vægtskiver i år, og jeg er fuldstændig ligeglad med, at de er købt brugt. Men skriv det på, og sørg for at fordele dine ønsker, så du ikke får 6 20 kg’s skiver, der ikke kan byttes, fordi de er købt på DBA.
Diverse:
*Overvej, om der er ting, der giver mening at købe efter jul, hvor de typisk er sat ned, f.eks. kalenderlys, lyskæder og pynt. Husk at notere et sted, hvor du nemt kan finde informationen til næste år, at du allerede *har* købt det – for nej: Du kan *ikke* huske det om 11 måneder.
*Kør LED-lyskæder i stedet for dem med batterier, og invester i en timer, som kan holde i årevis, så du kun har lys tændt, når du er hjemme (og vågen) til at beundre det.
*Køl julemaden ned udendørs, inden du sætter den i køleskabet eller smider den i fryseren, når nu vi alligevel har fået en omgang permafrost udleveret. Jo varmere maden er, jo mere strøm skal bruges på at køle den ned, og det er der næsten ingen grund til, når hele verden lige nu er forvandlet til en dybfryser.
*Overvej, om det er billigst at lave tingene fra bunden eller at købe dem færdige. Den her er lidt kontroversiel, emnet taget i betragtning, men det kan godt betale sig at tænke situationen ærligt igennem. Uanset om der er tale om adventskranse eller pebernødder. Vi spiser f.eks. aldrig nogensinde småkager herhjemme. Aldrig. Da vi skulle medbringe nogen til et skolearrangement sidste år, havde jeg skrevet en indkøbsseddel, så vi kunne bage dem selv – men da jeg kom til at regne på, hvad ingredienser, som jeg INTET ville have at bruge til bagefter, faktisk ville ende med at koste (og vi hertil ikke engang havde lagt strømforbrug, bagepapir osv.), kunne jeg se, at det ville ende med at koste mig ca. 4 gange mere i rene råvarer at lave det selv, end at købe det hos den lokale bager.
*Begynd at tale med dine mennesker om minimalisme og om at ting skal bruges, så I får pillet gætværk og Emma Gad ud af jeres traditioner. I min omgangskreds tog vi hul på snakken for 4-5 år siden, og det betyder, at det i dag er fuldt ud legitimt at bruge rødvin, man har fået i firmagave, som værtindegave. Ligeledes er det også sket flere gange, at fejlkøb og mindre gaver, der næsten koster ligeså meget at sende retur, som tingene i sig selv er værd, er blevet konverteret til ‘tak for at lægge hus til’-gaver. Alle vinder på det.
*Vær åben for, at en kasse med dagligvarer eller en vinduespudser, der kommer en gang i måneden det næste halve år, kan være en langt federe gave at få end Tolkiens Samlede Værker. Min bedstefar bliver 96 nytårsaften, og han mangler intet. Synet er ikke, hvad det har været, og kræfter og overskud rækker ikke til et kursus i salsa eller Det Nye, Mexicanske Køkken. Han har flere hjemmesko, cardigans og uldtæpper, end han kan nå at få brugt op i dette liv – men jeg vil stadig gerne give ham noget, fordi han så hæsblæsende awesome. Derfor har gaverne de sidste år været netop gavekort til vinduespudsere, take away, eller mad, jeg kan lave, som jeg ved, han kan lide, eller kasser med dagligvarer, jeg ved, han bruger.
—————
Nu er det jeres tur. Jeg forestiller mig egentlig bare, at jeg lader tips og tricks stå, som de er, så jeg ikke forurener kommentarfeltet med svar og ævl, men bare holder det helt stramt, så både indlæg og kommentarfelt udelukkende kan fungere som inspiration.
Det sker ofte, at de indlæg, jeg skriver herinde, bliver springbræt for samtaler, jeg har med mine venner ude i det virkelige liv, og ét af dem, der de sidste uger har fyldt, er Liv & Død, som jeg skrev for en måned siden.
Jeg oplever, at det over årene er blevet sværere at skrive om de ting, der rører sig helt inde på det personlige felt. Ikke fordi jeg har berøringsangst eller er hyper privat, men faktisk mere fordi, jeg er bange for, at nogle af de mennesker, jeg kender og holder af, skal læse det og tro, at det er en slet skjult hentydning til dem. Jeg ville selv synes, at det var en super røvet måde at blive opmærksom på gnidninger i en relation på, og fordi jeg ikke altid selv er så god til at opdage, at noget kan tolkes på flere måder, er det derfor en type indlæg, jeg over tid er kommet til at fase lidt ud.
Der kan også være specifikke emner, jeg selv får det gradvist mere ambivalent med. Eksempelvis kan jeg mærke, at det begynder at føles lidt dobbelt at skrive om livet med ADHD. For på den ene side vil jeg virkelig gerne være med til at synliggøre, hvordan den kan være noget rigtig bøvl – også for mennesker, der på overfladen ser ud til at have mere end gennemsnitligt tjek på tingene.
Omvendt kan jeg også se, at det kan fungere som en slags uhensigtismæssig opskrift for dem, der af den ene eller den anden grund synes, at det er en diagnose, som er eftertragtelig at få. Det føles meget dobbelt, synes jeg.
For på den ene side tror jeg, at der er *rigtig* mange, der uvidende går rundt med neurobøvl, og for mig er det en interessant tanke, hvordan det ville påvirke statistikken for selvskade, spiseforstyrrelser, misbrug osv., hvis man, sammen med høre- og synstest i børnehaven, screenede for ADHD og autisme.
På den anden side kan jeg også godt se, at det er en diagnose, der får bedre PR og virker mere sexet end f.eks. borderline, fobi eller OCD. For man ser ikke ret mange artikler, hvor fremtrædende mennesker ‘står frem’ med de diagnoser, og hvor vi skal snakke om, hvordan det i *virkeligheden* er en superkraft. Det får en smule karakter af humblebrag og Misforstået Krea-røv, som jeg har det svært med, for det er ikke alle forundt at drible afsted i en autocamper og i ophøjet ensomhed skrive en bog om alt det fantastiske ved at køre på kronisk, mentalt bredbånd (Manu Sareen, jeg kigger på dig) – eller som tilfældigvis er født ind i en social kaste, der gør hele forskellen på at ende som et forslået, men helt menneske med vilde historier i bagagen og ituslået, forgældet narkoman.
Med alt det vil jeg egentlig bare sige, at der kan være indlæg, som det kribler i fingrene for at skrive, men som jeg stadig fravælger, enten fordi jeg ikke selv kan finde ud af, hvor jeg står, eller af hensyn til de mennesker, jeg har omkring mig.
Men somme tider bliver det, jeg egentlig er lidt loren ved at udgive, noget af det, der bagefter giver de mest indsigtsfulde og udbytterige samtaler, og sådan ét blev Liv & Død. For siden jeg skrev det, har vi talt meget om uskrevne regler i relationer, både helt generelt, men også mere specifikt i de tilfælde, hvor man kan komme til at føle sig en lille smule jaget.
For måske er det faktisk slet ikke den ikke-opsøgende, der er egoistisk, når vedkommende efter mange forsøg på at regulere en relation, ender med at være direkte afvisende: Måske er det faktisk den, der insisterer på at holde fast, flere forsøg på at løsne grebet til trods?
Jeg synes, man kender det fra dating-livet og de gange, hvor man er gået hjem med fornemmelsen at være villet; ikke for den man er, men for de muligheder, man repræsenterer. Hvor det kan være svært at sætte fingeren på, præcis hvad det er, der føles off, men hvor det på bagkant går op for én, at man her kunne have være hvem som helst. Den, du sidder overfor, mangler en spiller for at nå i mål med den fremtid, han ønsker sig, og for ham er det (næsten) underordnet, hvem han trækker trøjen over hovedet på.
Det er de fleste enige om, at vi ikke skal, for det er dømt til at gå galt. Ingen vil vælges til for de fødedygtige hofter eller den potentielle indkomst (og ingen tænker det så konkret, det ved jeg godt) – men i relationer, der ikke hører til parforholds-genren, så er vi – jeg – tilbøjelig til at ignorere, når vi ser den samme mekanisme optræde.
Indlægget har skabt mange gode samtaler om lige præcis dét. For i de eksempler vi har vendt IRL, bliver de sociale spilleregler siddet helt overhørigt. Jeg ved bedre end de fleste, at det ikke altid er et valg – men det, jeg begynder at tænke over, er, om der alligevel foregår en eller anden grad af aktiv, bevidst øjenlukning for, at noget i relationen er skævt.
For det er jo også et valg. Ligesom det er, hvis du bliver ved med at se en fyr, du kun hører fra, når han er i byen og kl. 03.17 sender en ‘U up?’
Du kender også godt dine egne motiver, hvis du kun tænker over at skrive til en person, når du keder dig eller savner opmærksomhed.
Men hvorfor er det, at vi undlader at forholde os til, at de samme regler vel også gælder, når vi taler om mennesker, vi ikke knalder eller vil beundres af?
For ingen mener vel oprigtigt, at vi skal gifte os med nogen, der er fuldstændig ligeglade med, hvem vi er, og som gladeligt ville have giftet sig med enhver anden, der havde meldt sig til jobbet?
Derfor er det sært, at vi er tilbøjelige til at forvente det, både af hinanden, af vores børn og af os selv, når det er venne-arenaen, vi befinder os på. For i virkeligheden er det jo ligeså urimeligt at forvente venskab som kærlighed, hvis du ikke forholder dig til, hvad den, du beder om at indgå i relationen, gerne vil.
Måske handler det om, at venskab arbejder over et større spektrum, end kærlighedsrelationer gør. Det er svært at sætte fingeren på, hvornår en kollega bliver en god bekendt, og hvornår en god bekendt er blevet en ven. Og fordi det er tilfældet kan det jo være svært at vurdere, om man har nålen til at pege to forskellige steder hen på skiven.
Men det var en ny tanke for mig, at det, jeg hidtil har opfattet som egoisme hos mig selv, måske faktisk ikke bor hos mig, men hos den, der bevidst vælger at overse den manglende balance og kompatibilitet for at tage noget, vedkommende gerne vil have – men egentlig ikke er blevet tilbudt.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1
Været forbi en guldsmed med to par øreringe, som jeg har betalt så rigeligt for, men hvor selve hængeren er så tyk, at jeg får ondt i ørerne af at have dem på.
Det er jeg åbentbart det eneste menneske i verden, der bøvler med, så det havde de aldrig hverken hørt om eller skiftet før, og de var ikke sikre på, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Men det fine ved fagfolk er, at de fleste af dem faktisk elsker en udfordring, så efter lidt ringen rundt, og en masse lup og skydelære-måleri, blev nye kroge bestilt, og jeg har netop fået en sms om, at øreringene er klar.
Det har kostet næsten det samme at få krogene skiftet, som jeg gav for de to par i første omgang, men alternativet er, at de bare hænger og glor, og det bruger vi ikke i det her hus, Morten.
2.
Har jeg været – for mig – grænseoverskridende uhøflig på Marketplace og bare blokeret en dame, der gerne ville købe noget, jeg havde sat til salg.
Jeg synes ellers, at jeg efterhånden er så garvet, at jeg, uden at tænke over det, styrer uden om de mest irriterende fælder. Jeg sætter tid på, hvis folk spørger, om jeg vil holde en vare til dem, jeg er ret klar omkring, at jeg sælger til anden side, hvis andre kan hente før (og folk ikke har betalt), og jeg tilbyder altid, at de bare kan hente, når det passer og betale, når de tager tingene med – også selvom jeg ikke er hjemme. Jeg har første gang til gode at blive snydt, og det sparer mig for en masse skriveri og logistik.
Hende her ville gerne købe, men ville have afslag i prisen. Jeg ville bare gerne af med tingene og sagde ja. Så kunne hun ikke sige, hvornår hun ville hente. Så ville hendes veninde hente. Så gik tiden. Og pludselig var det faktisk bare blevet ret irriterende.
Ud af det blå skrev en anden køber, som var ellevild, gerne ville betale prisen og kunne hente med det samme.
Og indtil nu har jeg skrevet til de første købere, når det her er sket. Jeg har gjort opmærksom på, at en anden gerne vil købe, og skrevet, at jeg gerne vil holde varen, fordi de bød først, men at de så skal betale nu (for vi har *også* prøvet, at folk bare laver en Houdini, selvom vi havde en aftale).
Men min oplevelse har været, at mange tror, at det er et trick; at jeg bare lader som om, der er en anden køber for at presse på.
Jeg har også prøvet at få læst og påskrevet om moral og etik, og jeg troede, vi havde en aftale.
Så jeg brugte 5 minutter på lige at mærke efter, hvad jeg selv ville forvente. Og jeg ville ALDRIG bede folk om at holde en vare i over en uge, uden at tilbyde at betale. Så for første gang undlod jeg at skrive til den første mulige køber, men solgte til den anden, og slettede annoncen. Da første køber efter flere dage skrev igen, gik jeg simpelthen ind og blokerede hende, mens jeg følte mig som en, der var ved at købe en billet på første klasse, direkte til Helvede.
Men efter at have tænkt det igennem igen, er jeg faktisk endt med at nå frem til samme konklusion: At man må tilbyde at betale forud, hvis man vil være sikker på at få en vare, man er interesseret i. Og det var forbløffende rart at slippe for al den unødvendige korrespondance, så selvom jeg egentlig synes, at den anden model er den mest ordentlige, bliver det nok den her, jeg kører fremadrettet.
3.
Har jeg ryddet op i badeværelsesskabet og fundet alle de rester af shampoo frem, som er købt, men ikke fungerer i vores hår, og de bundslatter af sæbe, som er for trælse for børnene at stå og fedte med til svømning og idræt, og konverteret dem til håndsæbe.
Jeg har brugt temmelig lang tid på at google, om det er ok; dels for at undgå en skov af ‘wElL AcTuAlLy’-kommentarer, men faktisk mest fordi én ting er, hvad vi gør herhjemme, men jeg *ville* være ked af at pushe en ide ud, der ender med at give jer alle sammen eksem på hænderne – men jeg kan ikke finde noget som helst om, at det ikke fungerer dén vej. De fleste er enige om, at man ikke kan gøre det modsat; at man får hår som hø, hvis man vasker det i håndsæbe, men jeg kan ikke finde nogen form for valid forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan. Mit lægmandsbud er, at der i mange typer af shampoo er tilsat noget balsam-ish i, der skal gøre håret nemmere at redde ud, hvilket der selvsagt ikke er i håndsæbe. Men jeg gætter, så hvis nogen ved noget her, så smid endelig en kommentar – også hvis det er en af de her:
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har vi holdt fødselsdag for Anton, og ugens liste er smurt ind i flag.
1.
Fredag var jeg ude i den nye klasse, og havde medbragt lidt underholdning, rigeligt med forplejning og kaffe til de voksne. Jeg var meget i tvivl om, om jeg havde ramt bare nogelunde rigtigt, med både menu og mængder, fordi det hos neurodivergente børn ofte er andet end appetit og lyst, der påvirker hvad og hvor meget de spiser.
Men det var sgu ikke helt skævt, og de var nogle søde og høflige – og sultne! – unge mennesker. Det var også en ret god oplevelse at se, hvor meget børnenes respektive udfordringer bliver tænkt ind, helt ned til, at en lærer stille spurgte Anton, om han gerne ville have sunget fødselsdagssang. (GIGANTISK nej tak fra den unge mand).
Jeg har noteret de nygjorte erfaringer i Min Bog, og Anton har 12 gange siden fredag sagt, at det ‘var sådan en god dag!’ Det er det allervigtigste. Resten er bare detaljer.
2.
Medbragte jeg fredag, som den insisterende hippie jeg er, de plastiktallerkner og -skåle, som jeg sidste år købte, da Fridas klasse kom til fødselsdag.
Jeg kan ikke komme over, hvor geniale de er. Plastiktallerknerne er kagetallerkenstørrelse, og som én, der andre år har kørt med spisetallerkner, må jeg bare sige, at det giver VÆSENTLIGT mindre madspild, at der er en naturlig begrænsning på, hvor meget mad, børn kan læsse op.
De små skåle har indtil videre fungeret som både is-assietter, chipsskåle (til den legendariske chips-buffet, der hvert år er millimeter fra at få talrige børn til at bryde ud i vantro begejstringsgråd), kagebægre og suppeskåle. De høje kanter er alle mødres bedste ven, når der skal skovles kage med smørcreme op, eller der serveres is i stærke farver, og *nogen* engang valgte stole med lyst betræk.
Både tallerkner og bægre kan stables, og de fylder og vejer ingenting. Men jeg kan godt se, at jeg skal have købt en stak krus også, for når vi har tingene med ud, som vi havde i fredags, bliver det noget knald at have almindelige glas og krus med.
Planen er at finde nogle i kraftig plast, der kan tåle varme, så de kan bruges til både sommerfester, voksenkaffe og varm kakao.
3.
Var vi efter fødselarens ønske ude at spise i aftes. Efter at jeg havde nedlagt et McD-veto så stramt, at det ville have fået Magaret Thatcher til at fremstå blødsøden, havde han besluttet sig for Bones.
Og no hate. Vi kom der hele tiden, da jeg var studerende, og det *ER* fedest at have børn med et sted, hvor de ligesom er den primære målgruppe.
Men jeg bliver nærmest svimmel over deres menukort, og de 10.000 muligheder for at kombinere ting på kryds og tværs, alt sammen tilsat BLACK WEEK! og slagtilbud på Facebook.
Dertil kommer, at jeg er træt i mit hoved, når jeg har planlagt og eksekveret to fødselsdage på to dage, med den sædvanlige dosis hverdag on the side. Der er meget at holde styr på, der har var været talende mennesker omkring mig mange flere timer, end jeg er vant til, begge børn i to uger har været ved at selvantænde over udsigten til fest og farver – og alles bogstavdiagnoser står selv på en god dag altid i Caps Lock efter kl. 17.
I år gjorde jeg så noget, jeg ikke fatter, at jeg ikke har tænkt på noget før: Jeg tjekkede menukort og facebookside, inden vi tog hjemmefra.
Game.
Changer.
Det var *storslået* at ankomme og faktisk vide, hvad der var mulighed for at vælge imellem. Og det er ubegribeligt, at jeg aldrig tidligere har tænkt over muligheden, taget i betragtning af, at jeg som tolk har sort bælte i forberedelse og kan google JFK’s rigtige morder frem, hvis du lige giver mig 10 minutter.
Det bliver sådan vi gør herfra og til verden går under, og den er hermed givet videre til dem, der måtte have det ligesom mig.
Det er snart et år siden, jeg fik min adhd-diagnose og startede op på medicin. En af jer skrev i kommentarfeltet, at det tager cirka et år at lande i, fordi man dels skal sætte sig selv og sin livshistorie ind i en helt ny kontekst, samtidig med, at man løbende pludselig forstår nogle ting, der aldrig har givet mening før.
For mig har diagnosen også medført en lang sorteringsproces, hvor jeg – stadig – arbejder på at skille ad, hvad der er personlighed, valg og dårlige vaner, og hvad der er neurodivergens, maskering og copingstrategier.
Endelig har der faktisk også for mig været en form for mæthed omkring det, som jeg har skulle finde ud af at placere. Jeg har stået med udredning og diagnoser til op over begge ører i 4 år, og kan mærke et voksende behov for, at en cigar også sommetider bare kan være en cigar.
Samtidig ruller livet jo videre med alt, hvad det indebærer, og som jeg vist også har skrevet lidt om før, så går det, i takt med, at jeg bliver ældre, mere og mere op for mig, at man er work in progress fra vugge til grav. Det slog mig, fordi jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at skrive det her indlæg, og først tænkte, at ‘det har jeg skrevet om før’. Men det er netop det, der faktisk er pointen: At selv processer, som jeg troede, jeg havde fået styr på, bliver ved med at vende tilbage med nye vinkler og udfordringer, og tilbud om yderligere arbejde og udvikling.
I virkeligheden er vi nok bare en slags avancerede Appleprodukter, der livet igennem har brug for at opdatere vores styresystemer og programmer, så vi får bugfixet og tilpasset vores programmer til nye versioner af virkeligheden.
Lige nu tænker jeg meget over, at man har ret til at have det, som man har det.
Det ser så banalt ud, når man skriver det, men jeg bemærker hos mig selv en kontinuerlig forventning om, at mine følelser skal være logiske; at de skal kunne forsvares og forklares på en måde, der får dem til at give mening for andre.
Den forventning får mig somme tider til at undlade at reagere, når jeg kan mærke, at noget føles forkert, fordi jeg først bruger en masse kræfter på at prøve at analysere og forstå. Og så taber man momentum, fordi man kommer forbi det punkt, hvor reaktionen er ren og umiddelbar, og i stedet får den fedtet ind i efterrationalisering og flokdyrsadfærd.
Det tankespor er ikke nyt for mig. Det er kendt landskab, og jeg har været her før.
Men det nye er, at jeg pludselig har fået en forklaring på, hvorfor mine reaktioner somme tider er anderledes end andres.
For der er vitterligt nogle interaktioner, jeg ikke forstår. Som smuldrer mellem fingrene på mig, uden at jeg nogensinde forstår hvorfor.
Jeg har lært, at én af mine copingmekanismer er at forsøge at spejle dem, jeg er sammen med, ved at afkode deres sindsstemning, deres nonverbale signaler og lave en slags lynanalyse af mulige bevæggrunde, baseret på min viden om deres personlighed, præferencer og valg. I forbindelse med min udredning, scorede jeg på IQ-testen voldsomt højt på spatial begavelse, hvilket hjælper mig i de her situationer, fordi det ofte gør det muligt for mig at se mønstre og sammenhænge i det bombardement af informationer, der smadrer ufiltreret gennem mit alt for groftmaskede social-net. Det er én af de superkræfter, ADHD giver, som jeg ikke gider læse mere om, for de glemmer altid at skrive, hvor helt afsindigt udmattende det er.
Men i al den databearbejdning er det svært at fokusere på mine egne følelser; at isolere dem længe nok til at kunne genkende og forstå dem – og reagere i overenesstemmelse med dem.
Derfor har jeg haft et livslangt mønster med bare at gå. Fra mænd, fra venner og fra samarbejdsrelationer. For når man ikke kan høre, hvad man føler, før ubehaget, usikkerheden eller vreden bliver så øredøvende, at den ikke længere kan ignoreres, så er vi forbi det punkt, hvor relationen kan repareres.
Sådan gider jeg faktisk ikke, at det skal være. Ikke længere. Ikke nu, hvor jeg pludselig begynder at forstå.
Så jeg øver mig i at lukke støj ude, og prøve at rette fokus indad.
Jeg øver mig i at kommunikere. At være ærlig omkring, hvordan jeg har det. Det synes jeg egentlig aldrig, at jeg har haft svært ved, men jeg kan godt se, at det nok kun er indtil der er noget på spil, eller jeg står overfor mennesker, jeg ikke kender 100%. Når dét sker, bruger jeg al ledig kapacitet på at afkode og forstå, og så glemmer jeg at forholde mig til mine egne følelser, og lade dem være, hvad de er.
Irrationelle. Store. Bøvlede. Ulogiske.
Jeg øver mig i ikke at lukke ned, og jeg øver mig i at blive stående.
Det går sgu ikke lige godt hele tiden. Det skal jeg være den første til at indrømme. Men de mønstre, jeg har, har jeg brugt 46 år på at lære og integrere, og det tager tid at omstille sig; at være ny og at starte forfra.
Så. Jeg øver mig i at huske, at man har ret til at have det, som man har det.
Og når det er svært – og det er det – så minder jeg mig selv om et citat, jeg læste for snart længe siden:
