M2024, uge 15

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg været inde og læse op på, hvad et årskort til WOW-park ellers giver rabat til, for de har fået nye samarbejdspartnere, og det betyder, at der nu er rabat på entre på mange af de steder, vi kommer, bl.a. Odense Zoo, Djurs Sommerland og Universe. Men alle med børn ved også, at ‘rabat’ kan være et meget bredt og bøvlet begreb (Legoland, jeg kigger på jer), så jeg brugte en time på læse det med småt.

Men lige her ER der faktisk meget reel rabat at hente. De steder, vi kommer, hedder den enten 25 eller 50%, og med en gennemsnitspris på en entrebillet på omkring 300 kr., kan det ikke betale sig *ikke* at gøre. 

Sommerferien bliver af 100 forskellige grunde ikke Sverige, som jeg ellers havde tænkt, men med det her kort og de medfølgende rabatter, er der i stedet mulighed for flere, kortere ture, hvor vi kan  køre B&B eller besøge gode mennesker, og så kombinere det med noget af det, ungerne synes er sjovt. 

2.

Er jeg så småt gået i gang med at kigge på haven. Den er mit smertensbarn, for jeg ville så utroligt gerne være sådan én, der slentrede zenbuddhistisk rundt og fandt eksistentialistisk ro ved at nippe blade af frodige planter. 

Desværre må jeg efterhånden sande, at jeg nok mere er sådan en, der er lidt grundrasende hele tiden, fordi det er støvet og meget varmt og der er dyr overalt. Planterne hader mig, fordi jeg vander i overensstemmelse med min personlighed, og de derfor enten kan vælge mellem for lidt eller for meget vand, og så er der den helt overordnede udfordring, at forhaven står i bagende sol fra morgen til aften, mens baghaven er i skygge det meste af dagen. Så. It’s complicated, som vi siger.

Men i år forsøger jeg at tackle det med realisme og minimal indsats, og derfor har jeg omtænkt hele konceptet. Min forhave, hvor jeg fik lagt fliser sidste år, egner sig fortrinligt til forårskaffe (og vin), men den er helt uafskærmet, og det kan godt give oplevelsen af at sidde i et udstillingsvindue, selvom vi bor i sidste hus på en lukket vej.

Baghaven er skideskøn om aftenen, og der er tagudhæng, der gør, at man også kan sidde derude, når det regner, hvis ikke vinden er alt for hysterisk. 

Så med ‘brugsværdi’ som bærende koncept, besluttede jeg, at jeg manglede noget afskærmning ud mod vejen, mens baghaven ville det fungere bedre med et mindre bord, der kan stå under halvtaget hele tiden, og dermed være klar til bare at bruge, uanset vejr.

Jeg fandt nogle fine og billige kapilærskjulere i træ uden bund. Dem har jeg købt 4 af, og når jeg lige får dem samlet, kommer de til at stå langs kanten af forhaven – men i stedet for at fylde dem med jord, kommer jeg til bare at købe planter, der kan stå i, uden at skulle plantes om. Min tommestok og jeg kan se, at der er plads til 2-3 planter i hver, og dør der en enkelt, kan den bare skiftes ud, hvilket er billigere og langt mere overskueligt end fuld udskiftning, jord og flere lecanødder.

Ift. mit kæmpe bord på 200 x 100 cm., fik jeg den ide, at nogen med et mindre måske havde lyst til at bytte, så jeg smed en besked op i den lokale fb-gruppe og spurgte – og det var der sgu! Så i stedet for at bøvle med at sælge det, jeg har, og derefter finde et nyt, der passer, så byttede vi bare lige over. Jeg hentede det i eftermiddag, og det er perfekt.

Ovenikøbet betyder det, at de 6 stole, jeg har til det gamle bord, så kan fordeles, så de to af dem kan stå i forhaven med mit lille bord, mens de sidste 4 kan stå i baghaven om det nye, tilbyttede bord.

Jeg synes, i al beskedenhed, at jeg er genial. 

3.

Tror jeg, at Bilka To Go har fået nye folk, for da jeg hentede varer i mandags, havde jeg fået 4 liter mælk med, jeg ikke havde bestilt.

Vi drikker, når bølgerne går højt, 1 liter mælk om ugen, så jeg smed 2 liter ind til naboen, 1 liter over til min mor, og da jeg alligevel skulle ud til oldefar med den sidste, fik han en pose boller fra fryseren og en bøtte frisklavet tomatsuppe med. Jeg fik plads i fryseren, og han fik ordentlig aftensmad. Win/win, som vi sagde i 90’erne. 

Status, Månedens Mål, april (2/4)

Jeg har hængt godt i, synes jeg.

Jeg har fået sagt mit madblad op, har tjekket Patreon ift. kun at betale til de podcasts, jeg hører, og så har jeg tjekket de abonnementer, jeg har på min telefon. Jeg har ikke opsagt en eneste af dem, men jeg har lagt en reminder i min kalender i slutningen af juni, for der er et par stykker, jeg ikke har brugt de sidste 4-5 uger, og de skal siges op, hvis jeg til den tid stadig ikke bruger dem.

Derudover har jeg regnet på, hvad jeg bruger på de streamingtjenester, vi har, og sammenholdt med, hvad en tilsvarende løsning vil koste hos YouSee, og det viste sig at være billigere. Ikke meget, men lidt har også ret, og det ER smart, at det hele er samlet samme sted, fordi jeg så med det samme kan se, om jeg kan nedgradere til en billigere pakke, hvis jeg opsiger én af streamingtjenesterne.

Endelig opdagede jeg, at jeg faktisk kan spare penge ved at konvertere mine iTunes- og iCloud-abonnementer til Apple One, for ud over at spare 20 kroner i måneden, får jeg Apple+ (endnu en streamingtjeneste) oveni. Jeg kan ikke gennemskue, hvordan det forholder sig med iCloud ift. at børnene kører på familieabonnement, men fordi priserne ikke er vanvittigt forskellige, synes jeg ikke, at der er noget at miste ved bare at skifte, og så må jeg se, om jeg ender med at få en notifikation om, at jeg er ved at løbe tør for lagerplads.

Jeg håber, at I også har fået skåret en hæl og hugget en tå, så det, I har nu, passer til det, I rent faktisk bruger?

Dermed er vi nået frem til næste uges fokuspunkt, som er telefon og internet. 

Stort set alle udbydere har på deres hjemmeside en funktion, der hedder noget i stil med ‘Mit YouSee/Telia/Whatever, hvor du kan gå ind og se, hvad du/I konkret har forbrugt de sidste mange måneder. Jeg opdagede for et par år siden, at jeg, uden at opdage det, var blevet opgraderet til et abonnement, der var way overkill ift. hvad jeg faktisk forbrugte, så hvis man de sidste 3 måneder ikke har været i nærheden af at nærme sig sit max, så kan det vise sig at være time well spend at tjekke, om der findes en billigere løsning, man kan skifte til.

M2024, uge 14

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Erkendt, at jeg ikke får brugt de to (ellers meget lækre) sprays fra Rituals, som jeg fik i fødselsdagsgave.

Årsagen er lige så simpel, som den er idiotisk: Jeg har haft begge dufte som håndcremer, og jeg er helt og aldeles ovre dem. Det har jeg brugt et par måneder på at parlamentere med mig selv om logikken i, men fact er, at jeg styrer udenom dem hver eneste morgen, og de er for dyre til bare at stå og samle støv.

Min veninde fik den ene, min søster den anden, og nu er jeg fri for at irritere mig over mig selv, hver eneste gang, jeg åbner skabet. 

2.

Justeret min vaffelopskrift – og inden du tænker: “Ej, ok. HVOR små ting skriver vi på??” så lad mig lige forklare. 

For vi har rigtig ofte små mennesker sovende her, og de ved, at de kan lokke mig til at lave vafler til dem uden at presse ret hårdt. Derfor er det faktisk lige nu noget, der er på menuen et par gange i måneden.

Og hvor jeg tidligere ikke bemærkede, om der var vafler i overskud, når børnene gik fra bordet – for hvis der var, kunne det skyldes mellem 50 og 100 forskellige ting – så kan jeg pludselig nu se, at der konsekvent er cirka 1/3 af portionen tilbage, når alle har sagt tak for mad. 

Man kan jo egentlig godt fryse dem, for stakker du dem og pakker dem i bagepapir, så kan de lunes i ovnen uden at blive tørre – men jeg er blevet selektiv med, hvad jeg fylder fryseren med. Ganske enkelt fordi jeg efterhånden har fundet ud af, at stort set alt kan fryses, hvis du gør det rigtigt. Men det bliver rodet og uoverskueligt, hvis hylder og skuffer er fyldt med 100 små rester og ting, der kan bruges som snacks, og så ender jeg med enten pludselig at mangle mad-mad til de dage, hvor det ville være en hjælp at have, eller at opdage, at jeg har frosne retter nok til at bespise et mellemstort Hjemmeværnsarrangement, under alle vaflerne og bægrene med smøreost.

Men at smide en solid håndfuld vafler ud, hver gang jeg laver en portion, er ikke i orden, så nu har jeg haft lommeregneren fremme og har reduceret opskriften med en tredjedel.

3.

Fået ny ovn og emhætte (hurra!). 

Inden den søde elektriker stak af med det gamle, sørgede jeg for at rapse de 2 riste fra den gamle ovn, for nu, hvor jeg ofte udnytter, når jeg alligevel har gang i ovnen, står jeg jævnligt med 3 varme bageplader, eller brød, der ikke er kølet nok af til at smide i poser, når jeg skal bruge pladen igen, og mangler en rist.

No more. Nu har jeg 3, og det er perfekt.

Status, Månedens Mål, april (1/4)

Jeg synes, det har været en krads start ovenpå påsken og De Uendelige Ugers sygdom. Føj, hvor jeg har løbet stærkt. Der har været svømning og læsning og dobbelt op på klub til Anton, mens Frida fik en tandbyld midt i det hele, og så har der været en del kommuner, der ikke har betalt deres fakturaer, for ‘det har jo været påske?’, som de siger, når jeg ringer. (Og ja. Jeg vil gerne bede om en medalje for at holde mit tonefald indenfor normaltregistret, når jeg spørger, om de udviser samme largeness over for de mennesker, der skylder dem penge, tak fordi du spørger).

Jeg øver mig i at kigge tingene kritisk efter i sømmene, når det bliver SÅ vildt, som den her uge har været, for selvfølgelig er der noget af det, som bare er #life.

Men der er også knapper at skrue på. F.eks. er jeg indtil nu gået med Anton ind, når han skal til E-sport, og har hjulpet ham med at logge ind. Samtidig har han fået lov at køre på nedsat tid – men det betyder, helt lavpraktisk, at vi onsdag kører hjemmefra 16.40, og at den er 17.15, inden Frida og jeg er hjemme igen. Det er røv og nøgler, når vi så skal afsted kl. 18.10 for at hente ham igen. Ikke mindst fordi vi om tirsdagen har et tilsvarende set up, hvor jeg afleverer Anton først, kører videre med Frida til svømning, venter 45 minutter, tager Frida med igen, og samler Anton op på hjemvejen.

Jeg vil strække mig ret langt for at få det til at fungere, men nu har jeg lavet et lamineret kort med hans login-oplysninger (på den analoge, krypterede måde, selvfølgelig) og sagt, at han skal være der de fulde 2 timer. Det betyder, at Frida og jeg faktisk får tid nok til, at den kan bruges til noget, f.eks. lektier eller aftensmad.

Det er ongoing work in progress, men det er ok. Det er fedt, at der er noget, han har lyst til og kan rumme, og vi skal nok få det til at fungere. 

Nå, men alt det for at sige, at mit fokus på månedens mål har været laserfokus-glemt-glemt-glemt-LASER!-glemt-glemt-fokus. Og alligevel er jeg faktisk nået med. Så altså: Håb for os alle, I guess?

*Jeg har fået slettet ikke færre end 23 apps på min telefon. Derudover har jeg pakket nogle af de mapper ud, som jeg har lavet for at skabe overblik, men hvor jeg simpelthen glemmer, hvad jeg har liggende. Og det er jo ikke fordi jeg er ved at løbe tør for plads, vel? Men der er heller ingen grund til at have en masse crap liggende, som man bare swiper hen over 400 gange om dagen. 

*Jeg har afmeldt omkring 20 nyhedsbreve, heraf flere, jeg ikke ANER, hvordan jeg er endt med at få. Det vilde er, at jeg ikke som sådan har forholdt mig til, at de dumper ned i min indbakke flere gange dagligt – men sikke dog en ro det har givet at melde dem fra.

*Min oprydning på insta har vist sig at være en lidt mindre strømlinet omgang, for jeg har gennem længere tid været i gang med at redesigne mit feed. Jeg har skruet voldsomt ned for folk, der mener en masse om mad og træning og politik og neurodivergens, og har i stedet tilføjet en ordentlig stak kunstnere, fotografer, sportsfolk – og dyr. 

Derfor har jeg faktisk de sidste måneder unfollowed meget af det, der ikke længere giver mening for mig, og fordi jeg samtidig har været nogenlunde konsekvent i, hvilke typer af konti, jeg trykker ‘Følg’ på, rammer algoritmen plet meget af tiden med nye forslag. 

Derfor følger jeg netto nogenlunde samme antal, som inden jeg begyndte at rydde op, men sammensætningen er en anden, og passer bedre til det, jeg bliver glad af at kigge på nu.

__________

Den kommende uges underemne er: Underholdning.

1.

Mit primære fokus bliver min tv-pakke og mine streamingtjenester. Det er et punkt, jeg har skubbet siden november, for det er sådan en opgave, jeg HADER. Min hjerne smelter, når jeg skal sætte mig ind i ting, der ikke interesserer mig, og det gør det her virkelig, virkelig ikke. Det er bare noget af det, der skal fungere, og hvor jeg, hånden på hjertet, kan komme til at køre alt for længe på dyre og/eller outdatede workarounds, fordi jeg ikke kan overskue at skulle læse op på alt det med småt. 

Men da jeg ville tilkøbe TV2 i november, så Frida kunne se julekalender, var der sket en HELT masse med pakkerne hos YouSee. Det har derfor været på min mentale liste siden, for jeg kan formentlig samle de streamingtjenester, vi har, og tilkøbe de tv-kanaler, vi gerne vil have, for nogenlunde det samme, som vi giver nu.

Og jeg siger ikke, at hverken jeg eller I kunne finde på at dele login med andre mennesker. Men HVIS nu man hørte om nogen, der besudlede moralen med den slags, så kunne man lige lade gå videre, at det ser ud til at være en stakket frist, så man kan måske ligeså godt få fundet en mere holdbar løsning først som sidst. 

2.

Jeg vil have taget stilling til mine abonnementer på podcasttjenester, blade og aviser.

3.

Og endelig kommer jeg til at tjekke de abonnementer, jeg har på min telefon. Der er helt sikkert nogen, jeg ikke bruger nok til at forsvare det, de koster.

(Hvis man lige har glemt, hvor man gør det, så er det Indstillinger -> Apple-id -> abonnementer)

M2024, uge 13

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået de forkerte frostvarer udleveret fra Bilka To Go.

Det var ikke fordi, der var så mange af dem, og der var nul problemer med at få de manglende varer udleveret, men fordi BTG ikke må tage fødevarer retur, når de først er udleveret, stod jeg med 3 poser frosne rundstykker, som vi aldrig får spist. 

Jeg spurgte derfor naboen, om de kunne bruge dem, og det kunne de.

Nu er jeg fri for, at rundstykkerne optager plads i min fryser, og naboen har fået dem, mens der stadig er masser af levetid tilbage på holdbarheden. 

2.

Brugt de 6 gange, jeg af min sundhedsforsikring fik bevilget til behandling hos akupunktøren.

Vi er et stykke ad vejen, men vi er der ikke helt endnu. Derfor lagde vii en ny plan, da jeg var der sidst, og jeg var egentlig indstillet på, at det ville blive for egen regning. Men hvis ikke man spiller, vinder man ikke, og derfor prøvede jeg at søge om 6 nye behandlinger – og dem fik jeg. Sgu. 

Det er 3600 kr., jeg ikke selv skal have op ad lommen, og det er umådeligt værdsat. 

3.

Har jeg igen haft Frida og slænget med i svømmehallen. Vi øver selvhjulpenhed og selvstændighed i vildskab, og som jeg vist har nævnt før, er de der næsten.

For mig er det ok at sidde med en bog eller noget arbejde et par timer eller tre, og damerne passer stort set sig selv, men fordi de efterhånden er store, og kan være i vandet længe, ender de ofte med at blive sultne, mens vi er der.

Det er helt fair, og om de får en is på en legeplads, eller en bolle i svømmehallen gør ikke den store forskel, men her ender det bare ofte med at blive lidt af en udskrivning, fordi de så også skal have noget at drikke, og det åbentbart er der, vores svømmehal har valgt, at avancen skal ligge.

Derfor købte jeg, sidst jeg var i Tyskland, en ramme 0,25 cl. kildevand med skruelåg med hjem, og dem er jeg begyndt at have med.

“Men Linda – hvorfor tager du ikke bare vandflasker med? Det er da meget mere bæredygtigt?”

Det er fuldstændig rigtigt. Og det er faktisk noget, jeg selv har brugt tid på at irritere mig over.

Men jeg må sande, at det her er et af de områder, hvor praktikken ender med at spænde ben for projektet, hvis jeg sætter ambitionerne for højt. Hvis jeg skal sørge for drikkedunke til 3-4 børn, alt imens jeg superviserer pakning af svømmetøj, sørger for, at Anton har, hvad han skal bruge herhjemme, mens vi er væk, og også husker det, jeg selv har planlagt at lave eller fikse, mens jeg sidder vagt, så ender det med, at jeg glemmer det, og så bliver det købte kildevand til priser, der kun *lige* ligger under det, en nyre på det sorte marked står i.

Det er en af de erfaringer, jeg har gjort mig over de sidste par år; at man kan inkorporere gode, bæredygtige vaner, men det er ikke dem alle sammen, der holder ved, når hverdagen ruller, og man har mange bolde i luften.

I starten fik jeg nærmest stress over det, fordi det føltes som 2 skridt frem og halvandet tilbage, men efterhånden er jeg nået til en slags fred med, at ambitionsniveauet er nødt til at matche det generelle overskud, og at det, der er en god løsning den ene måned, ikke nødvendigvis er det den næste.

Status, Månedens Mål, marts (4/4)

Jeg er ved at være godt med ift. at få brugt ned af det, der bare har ligget og gjort sig til, så der har ikke være store områder, der har stået og kaldt på fokus.

Derfor har der været plads til et par små-projekter, som dels har været fryseren og dels har været snack-kurven.

Om et par uger afholdes der påskefrokost i Fridas klasse, og traditionen tro er det sammenskudsgilde. Da Anton var lille, var jeg ret strømlinet med de ting, og bød jeg ind med pizzasnegle bagte jeg, så der var til hele flokken.

8 år senere har jeg lært, at børn er fuldstændigt ligeglade til arrangementer af den her slags. Derfor har jeg sænket ambitionsniveauet betydeligt, og denne gang meldte jeg ind med ‘sødt’. Det giver mig nemlig mulighed for at få lunet og medbragt de 2 poser fastelavnsboller, æbleskiverne og den halve chokoladekage, der trænger til at blive spist. Der er INGEN, der går op i, om der er den mindste smule sammenhæng eller tema i det, der medbringes, så på den her måde får vi både arbejdet lidt med madspild, samtidigt med, at vi sørger for, at der er lidt til alle små smagsløg. 

Derudover har jeg købt en pose vaniljeproteinpulver, så jeg kan få lavet smoothies af de poser med restfrugt, jeg har smidt i fryseren de sidste måneder, og så har jeg samlet alle de rester af kiks, nødder og tørret frugt, som altid ender i forskellige kasser og bokse, mine forsøg på at holde dem samlet til trods. Om 10 minutter er vi så langt, at sommerferien begynder at tegne sig i horisonten, og så er det omsonst af have madpakkesnacks liggende. Derfor gør vi lige en indsats for at få brugt det, vi har, og så sørger jeg for at være lidt systematisk med indkøb de sidste måneder frem mod ferien.

Med marts i ryggen og april i fjæset, er vi således klar til en ny runde.

Månedens Mål, april:

Målet for april er at få luget ud i abonnementer og tilmeldinger.

Egentlig havde jeg tænkt, at vi skulle køre de hårde hvidevarer nu, hvor strømmen falder til sommertarif, og fryseren (forhåbentlig) er nogenlunde tom ovenpå marts’ fokuspunkt, men fordi der på en del abonnementer er en opsigelsesperiode, synes jeg, at det er smart at få dem kigget igennem, så de kan siges op, inden vi rammer sommerferien.

Denne gang vælger jeg, at vi følges ad, så jeg varsler ugens fokuspunkt på forhånd. På den måde bliver det forhåbentligt overskueligt nok til, at I derude kan få det flettet ind; også selvom vi snubler rundt i sommertid og helligdage. 

Vi starter stille og roligt ud, og den kommende uge handler det om at få luget ud på de sociale medier.

Mine 3 punkter bliver:

*at tjekke min telefon igennem og slette de apps, jeg ikke længere bruger.

*at bruge de 10 sekunder der tager at afmelde nyhedsbreve og reklamemails, der brager ind i indboksen, fordi jeg engang i tidernes morgen købte noget, der fortaber sig i tågerne.

*at unfollower de profiler på insta, som jeg lidt for længe bare har scrollet hen over, fordi jeg ikke længere er et sted, hvor de giver mening for mig at følge. Jeg synes ubetinget, at det er nemmest at gøre, når profilerne popper op i feedet, for går jeg ind på min følger-liste, kan jeg ikke huske, hvem der poster hvad. Jeg har god erfaring med at have det som fokuspunkt, og er man den lidt resultatdrevne type, kan man tjekke, hvor mange man følger i dag, og så sammenligne med tallet om en uge.

Det handler ikke kun om at være en ordentlig følger, der faktisk gerne vil se det, afsenderen poster (for ingen af os kan lide at blive iagttaget af mennesker, der dybest set ikke bryder sig om os), men også meget om, at algoritmen giver dig det, du gerne vil have. Følger du 100 bageprofiler, bliver det det, den foreslår, igen og igen, og det er der jo ikke rigtigt nogen grund til, hvis du er ovre surdejsbrød og banankager.

M2024, uge 12

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Lavet lidt lavpraktisk fb-empiri ift. en termo-beholder til mad. Frida er ofte så sulten, at hun kunne æde en ulv, når hun kommer hjem fra SFO, så vi har talt om, at det måske kunne være fint at have nogle rester eller nudler med.

Jeg har selv haft en termo-beholder på ønskesedlen, for jeg har også somme tider rester med, så nu syntes jeg, at der var en lejlighed til at købe én, som vi så kan deles om.

Men når man googler, kommer der 16.000 forskellige mærker og typer frem, og i de tests, der er lavet, er der intet system i, hvilke der får hhv. gode og dårlige anmeldelser. 

Jeg smed derfor en fb-forespørgsel ud på den, jeg selv havde forelsket mig i, og hele 3 forskellige mennesker i min omgangskreds havde præcis den model. De sagde god for den, så nu er den købt og prøvet – og den *er* god. 

2.

Returneret et par svinedyre sko, jeg havde købt til mig selv online, som simpelthen var så fine. 

Men jeg syntes, de svuppede en lille smule i hælen i den ene størrelse, og var lige til den lille side i den anden.

Det er en milepæl for mig at få dem sendt retur. Faktisk. For tidligere ville jeg have beholdt de største af dem og sagt til mig selv, at det ikke var et problem, eller at det kunne løses med en sål. Selvom det virker fuldstændig idiotisk, og blottet for logik, så er der et eller andet i, at når pengene er trukket på kortet, 5 dage inden jeg får varen i hænderne, så føles det ikke som et ÆGTE-ægte køb – og derfor bliver jeg  mere tilbøjelig til at trække på skulderen af detaljer, som ville få mig til at lægge varen tilbage på hylden, hvis jeg stod i en fysisk butik og skulle betale for varen, her og nu.

Når jeg shopper tøj, har jeg lært, at det ofte er en god ide at bestille så meget på én gang, at jeg VED, at noget skal retur. For hvis jeg kun bestiller to ting, og den ene er perfekt, mens den anden er ok-ish, så kan jeg sgu godt komme til at beholde dem begge, fordi det virker lidt bøvlet at skulle igennem returmøllen for én ting. Ikke, at jeg er så klar omkring det inde i hovedet, men når jeg lige dvæler ved det, kan jeg godt se, at det er det, der sker.

Derfor er enkelt-items altid lidt et sats, og derfor tæller den her sejr tredobbelt.

3.

Haft besøg af min søde veninde fra Aarhus.

Jeg havde derfor pakket de ting fra Den Store Oprydning, som andre Aarhus-folk havde lagt billet ind på, så hun kunne få dem med retur, og så bladrede jeg for et par uger siden mine parfumer igennem, og sorterede dem fra, jeg ikke bruger.

Hun er et af de få mennesker, jeg deler duft-smag med, og derfor er vi de sidste par år begyndt at give hinanden de parfumer, der bare står og glor, eller dem, der kun er en smule tilbage i. Det er en ret fin måde at teste dufte på, inden man selv køber dem full size, så ud over, at det altid er sjovt at få noget i hænderne, man ikke selv er stødt på eller havde tænkt på at vælge, så er det også en god måde at undgå kommende fejlkøb på.

Hun nappede et par af dem, jeg havde fundet frem, fik en med til en fælles veninde, og den sidste fik min mor.

Det gav lidt plads på hylden, hvilket var perfekt – for hun havde nemlig også en med til mig:)

Status, Månedens Mål, marts (3/4)

I den her uge har jeg fået brugt noget af det, som egentlig ikke er bøvlet at have stående, fordi det er noget af det, vi stadig spiser, f.eks. pesto, pizzasauce og nødder.

Men jeg har tænkt over, at der faktisk ikke er grund til at have et basislager af den type fødevarer, når det nu er så forskelligt, hvad jeg laver af mad.

Selvfølgelig er det rart at have lidt mel, sukker og salt på hylden, ligesom hakkede tomater og tomatpure også bliver brugt i så mange retter, at det nok skal få ben at gå på.

Men derudover giver det mere madspild, end det giver mening at have hylderne pakkede med nudler, kokosmælk, havregryn og peanutbutter, for det når at blive for gammelt, inden jeg får det brugt.

Derfor har jeg besluttet, at vi prøver at køre med den model, hvor jeg kun har det allermest nødvendige i skabet, og så ellers køber fra scratch, når jeg pludselig forelsker mig i wok, bowls eller det græske køkken. Det kommer til at give nogle lidt højere emissionsomkostninger, end jeg har nu, fordi jeg somme tider er heldig, at jeg har soya eller en orientalsk krydderblanding til at stå, men mit bud vil være, at det på bundlinjen bliver udlignet af det, jeg køber, men ender med at smide ud, fordi jeg ikke når at bruge det.

Så hvis omkostningerne er de samme, så kan jeg ligeså godt vælge den model, der ikke giver madspild, så det prøver jeg nu.

M2024, uge 11

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har vi, som nævnt, haft besøg af Omgangssygen Fra Helvede.

Så snart der er sygdom her i huset, forvandler jeg mig til den menneskelige autoklave, for der er kun én ting, der er værre end at skulle håndtere opkast, og det er at skulle håndtere det, mens man også selv kaster op.

Derfor koger jeg tandbørsterne dagligt, jeg er superhysterisk med, at ingen deler noget som helst, og alle håndklæder ved håndvasken bliver erstattet med vaskeklude, så man tager en ren, tørrer hænder og smider den i vaskespanden, jeg har sat derud. 

Jeg kan ikke huske, at vi før har været ramt i 3 fulde døgn, men det var vi denne gang. Derfor oplevede jeg for første gang, at jeg ikke kunne følge med til at vaske vaskeklude, så der blev ved med at være rene at tage af. 

Men i sidste uge smed jeg en dug over til min mor og spurgte, om ikke hun kunne sy viskestykker af den. (Den er af bomuld, hvid og kan koges). Nu har jeg ringet til hende og spurgt, om jeg kan bestille klude i stedet; bare klippet og zigzagget, så de ikke trevler. 

For det er for træls at stryge ud og købe 20 nye vaskeklude for de få gange, det her er et problem; ikke mindst fordi de også fylder en del. Men den her dug var smidt i vulkanen alligevel, de klude, den kan forvandles til, fylder ingenting, og i en snæver vending kan de faktisk også bruges som servietter.

2.

Har jeg haft gang i en skruetrækker og lidt let vold.

Jeg har ikke noget at lade nogen høre for ift. at elske pynt og ekstravagance, men jeg har aldrig pyntet op til påske. Fordi.. jamen, det ved jeg ikke? At æg og kaniner ikke lige står øverst på min æstetiske ønskeliste?

Men så fik jeg Frida, og Frida skal bede om all things extra, så nu er vi sådan nogle, der også pynter til påske.

For 3 år siden købte jeg nogle ret fine keramik-æg med lys i. Men de er trælse, fordi det er tænd/sluk-modellen, og jeg glemmer at tænde dem, fordi vi er så langt henne på året, at det er lyst til langt ud på aftenen.

I år slog det mig, at jeg jo egentlig bare kunne brække batterimodulet og pæren ud af dem, og i stedet fylde mine højtelskede, meget brugte lyskæder i dem.

Det har jeg gjort, og nu er de timet til at tænde 4 timer hver aften, startende kl. 19.

Det er svært at insistere på, at påskepynt er decideret minimalistisk, men det er stadig og altid vigtigt for mig, at det, vi har; det bruger vi. 

(Og så sendte jeg vores oprydningsprojekt en varm, varm tanke, fordi jeg i år samlede alle lyskæder og kunstige stearinlys i en kasse i bryggerset. Indtil nu har de ligget i 16 forskellige kasser og æsker, men nu har jeg hele svineriet samlet ét sted, og det tager 10 sekunder at finde den/dem, jeg skal bruge).

3.

Er jeg så småt gået i gang med at sortere det legetøj, vi fik sluset ud af Antons værelse. Første runde handlede om at få det delt op i 2 bunker: Det, der kan sælges, og det, der kan bruges. 

For der er altid noget, som der er mange flere timers leg i, men som bliver for irriterende at forsøge at sælge, f.eks. bamser, legosværd med hakker i bladet, eller 19000 ukurante actionfigurer, som man ikke kan huske navnene på.

Da jeg havde taget det fra, som min venindes søn kan bruge (og havde spurgt hende først, for vi er ikke Dem, Der Tørrer Vores Affald Af På Andre mere), fotograferede jeg resten og lagde det på markedsplace til en meget symbolsk pris.

Et par dage senere så jeg pludselig et opslag fra en kvinde, der stod og skulle ekvipere en førskole (tror jeg? Der var noget mere forklaring, men den har jeg glemt), og som derfor efterlyste legetøj. Jeg sendte hende alle billeder, spurgte, hvad de kunne bruge, og hun ville gerne have det hele. Hun kunne hente i næste uge, men jeg er ved at gå til over at have ting overalt, så jeg smed poserne forbi i går, og hun blev simpelthen så glad for at slippe for at skulle køre efter det. 

Det var en fin måde at få det ud af huset på, og jeg har smidt 100 kroner på Antons opsparing for at belønne ham for at slippe det, han ikke længere bruger. (Hvad? Jamen, jeg er sgu ikke for fin til Haribo-pædagogik). 

Status, Månedens Mål, marts (2/4)

Selvom vi har været ramt af pest, har jeg forsøgt at holde fast i månedsmålet, og i den forgangne uge har jeg haft fokus på morgenmad. For JA, vi har mange slags til at stå!

Det er én af dem, hvor jeg, helt oprigtigt, synes det er svært at finde ud af, hvad den rigtige løsning er. For madvarer, både smag og tekstur, er en ting ift. mennesker med ND-diagnoser, og jeg er selv ret hårdt ramt. Jeg får ofte lyst til én bestemt ret, og så spiser jeg (variationer af) den i 2 måneder – for så nærmest at føle væmmelse ved tanken om den i al evighed, amen.

Jeg tolkede engang et foredrag af en muslimsk mand, der blev spurgt, hvordan det var for ham, hvis hans danskfødte børn gerne ville have pølsehorn eller noget andet med svinekød i. Hans svar var, at det ikke for ham var noget religiøst, men at han var opdraget i en kultur, hvor svin er urene, og det derfor var sådan, de føltes for ham.

“Det ville svare til, at I besøgte et land, hvor man ved pølsevognen kunne købe hotdogs med pølser lavet af rottekød.”

Det har jeg simpelthen sådan tænkt på siden.

For jeg har prøvet at blive tvunget til at spise nogle af de madvarer, jeg ikke kan have, og jeg har flere gange, også som voksen, været tæt på at græde over det. Det er svært at forklare graden af ubehag, når det hele føles forkert, halsen lukker til og konsistensen er ved at få dig til at kaste op.

Af samme grund bliver jeg ualmindelig stram, når lærerne i børnenes skoler til f.eks. julefrokost insisterer på, at mine børn SKAL spise rugbrød, før de må få andet. Skik følge eller land fly – men hvis det er en ufravigelig regel, så meld det ud på forhånd, for så sørger jeg for, at mine børn selv har madpakke med, eller taler med dem om, om det er et hard-hard no, eller om der kan gøres noget, så de kan spise det uden at kaste op.

Nå, nu kom min kæphest til at ride ud af et sidespor. ANYWAY: 

Derfor er jeg ret nem at overtale, når mine børn gerne vil have noget bestemt til morgenmad, fordi jeg kender det fra mig selv.

Men jeg kan, trods alt, godt se, at der her også er et element af hedonisme, og derfor har jeg sat de åbnede, men uspiste produkter på morgenbordet med beskeden om, at man må mixe og matche, men at det er det, vi spiser, i hvert fald 3 dage om ugen, indtil vi er i bund. I sympati er jeg så gået i gang med noget af al den skyr, jeg har købt, men pludselig ikke rigtig orker mere… 

(Ej, men så send sgu da en voksen..!)

Jeg har sat et decilitermål morgenbordet, så ungerne også kan øve sig lidt i øjemål kontra appetit, og på den måde får vi også snakket om madspild. 

Det synes jeg egentlig er ret godt gået på en uge, hvor overskuddet nærmest har været ikke-eksisterende. 

Begynder der at være plads på hylderne i jeres køleskabe rundt omkring?

M2024, uge 10

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Lagt de overskydende køkkenting op på min egen fb-profil; de fleste af dem er væk nu, og jeg kan ikke forklare, hvor rart det er at kunne trække vejret, nu hvor jeg pludselig er ved at have mine bordplader og gulve frie igen. 

2.

Er lynlåsen i Fridas jakke gået i stykker. Fordi ugen har været et olympisk clusterfuck af misforståelser, sygdom og ekstra arbejde, var jeg ude af stand til at vurdere, hvad jeg skulle stille op med jakken, da jeg fik den overrakt. 

Men det hele begynder langsomt at lysne og løsne, og dermed får jeg også langsomt ilt til hjernen igen. Jeg er derfor blevet enig med mig selv om at lægge den i regntøjskassen i bryggerset, for om 10 minutter er den for varm, og til næste år kan hun ikke passe den.

De par uger, vi kommer til at få brug for en vinterjakke i løbet af foråret, tror jeg faktisk, at det kommer til at fungere at have den på stående åben, eventuelt med en hoodie indenunder. Hvis ikke, må vi købe en ny/brugt, men jeg prøver lige i første omgang at trække den.

3.

Har jeg besluttet, at jeg er nødt til at prøve at bage pizza-focaccia i stil med dem, de har i Lidl, selv. 

Min spinkle, småt-spisende Anton, der kun vil have det, han vil have, og ellers bare spiser ingenting, lever lige nu af dem, og de er ret dyre at købe færdige.

Jeg har fundet en opskrift, der ser fornuftig ud, men sidder nogen derude med én, der skamløst kopierer smag og konsistens, så er der tusind point og et distancekram, hvis man smider den i kommentarfeltet. 

Status, Månedens Mål, marts (1/4)

Jeg har kørt lidt spredt fægtning, fordi det hele har været så idiotisk, at jeg ikke har kunne mønstre et systematisk overblik, men jeg har:

*Lavet en slags bootleg-pesto af 3 forskellige krydderurter, en halv pose salte mandler og et bæger feta. Planen var ellers at få brugt det sidste af den parmigiano-reggiano-ost, jeg har haft liggende (for) længe. (Jeg havde en periode, hvor jeg hele tiden bagte knækbrød med dén og timian, men så gik jeg død i det, og osten har ligget og set forpint ud siden). For at straffe mig for mit fravær, valgte den at være muggen, da jeg havde smidt alle andre ingredienser i blenderen, og bare manglede dén, og så stod jeg dér. Men fetaen reddede mig, og resultatet blev virkelig godt.

*Fået brugt et glas rød karrysauce sammen med lidt kylling og en pose frosne grøntsager fra fryseren.

*Bagt grovboller med alle rester af både kerner og mel, jeg havde stående i skabet. (Har man planer om det, skal man lige have i baghovedet, at almindeligt hvedemel hjælper brød med at hæve. Som tommelfingerregel kan man udskifte 20-25% af melet med grovere varianter uden at det påvirker hæveegenskaberne mærkbart). Halvdelen af bollerne har jeg brugt i madpakken, (smurt med den grønne fetacreme fra første punkt), og den anden halvdel er frosset ned, så de kan spises til den suppe, jeg planlægger at lave af andre rester senere på måneden.

Er I kommet i gang?

(Og måske skal vi aftale, at man holder det i overskrifter, hvis man fortæller, hvad man har omsat diverse madvarer til? Bare så kommentarfeltet er overskuelig inspiration og ikke kilometervis af reelle opskrifter? Eller hvad?)

(Jamen, der er *vores* projekt, jo, så I må gerne have en holdning).

M2024, uge 8

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Bestilt en håndcreme med sheasmør – troede jeg. Det viste sig at være ren sheasmør, som har samme konsistens som kokosolie, hvilket gør den svær at bruge uden at fedte hele verden ind.

Efter først at have opgivet det, slog det mig, at man da egentlig selv måtte kunne blande det i håndcreme. Jeg smed en skefuld i en plastikskål, som jeg satte i en tallerken med kogende vand, så det smeltede, rørte 3 forskellige rester af håndcreme i, imens jeg følte mig som Walter White, og sluttede med at smide det i køleskabet. 

Blandingsforholdet er ikke helt på plads, for det er blevet lige stift nok, men det giver stadig bløde poter, uden at de er glatte som våde stykker sæbe de næste mange timer. 

2.

Været forbi en akupunktør, som efter at have sat flere nåle i mig, end der er græsstrå i verden, riggede en infrarød lampe til. Det var fuldstændig fantastisk, og efter at have spurgt ud i netværket, om effekten var legit eller bare ren indbildning, endte jeg med beslutte at prøve at købe en. 

Efter lidt research på størrelser, styrke osv. tog jeg en runde på Marketplace, og fandt én 20 km. uden for Esbjerg.  Min søster bor på de breddegrader, og da vi havde en MGP-aftale i aftes, fik jeg lokket hende til at tage den med, så jeg ikke selv skulle starte bilen, og dermed var der dobbelt op på nypudset klimaglorie.

3.

Lang om længe, og som sidste udvej, googlet ‘rengøre lysestager glas hvordan?’ efter at have forsøgt mig med kogende vand, køkkenrulle og kødnåle. Som det sidste menneske i verden kører jeg old school stearinlys i de her to stager, som er meget, meget fine – og af ler, som er glaseret på øverste halvdel, men ikke den nederste. Det betyder, at der er grænser for, hvad man kan udsætte dem for af rengøring.

Jeg havde faktisk mentalt smidt dem ud, da jeg lavede en Hail Mary søgning – og jeg måtte næsten grine. For man skal bare sætte dem omvendt på et stykke bagepapir, smide dem i ovnen og tænde den på 60 grader. Efter 10 minutter er al stearin smeltet og løbet af.

Det lyder næsten *for* nemt, ikke? Det virker.

Status, Månedens Mål, januar og februar (6/7)

Det lakker mod enden, og det gør bare overhovedet ingenting. Jeg gider ikke mere – men vi er så tæt på, at jeg godt kan mønstre den sidste viljestyrke til at nå i mål. 

Jeg er blevet færdig i køkkenet, og vi er gået i gang på Antons værelse, hvor jeg tager mig selv i at længes efter 1950’erne, hvor børn ikke havde fået installeret holdninger endnu.

Jeg har forhandlet lokalaftaler med mindre overtalelse og snilde.

Men nå. Det ER hans værelse, og det er ham, der bestemmer. Jeg har lavet en to-do med alle de områder, vi skal igennem, og han får så lov at vælge rækkefølgen. De ting, der kan gøres, uden at noget skal sorteres, tager jeg, når jeg lige har 10 minutter, men resten er han med til. Der er 4 punkter tilbage på listen, og selvom det er de ubetinget mest hidsige, er det også det allersidste jeg mangler.

Fordi jeg gerne vil være færdig, har jeg forsøgt at være lidt taktisk ift. de hængepartier, jeg har.

F.eks. smed jeg de ting, der blev i overskud, da jeg havde været køkkenet igennem, op i den lokale fb-gruppe med info om, at man kunne hente dem her inden torsdag; fredag ville det hele bliver kørt til genbrug.

Samtidig lagde jeg den håndfuld ting, det kan betale sig at sælge, på Marketplace, og på Antons værelse er jeg startet med det store, indbyggede skab (det eneste punkt, jeg bestemte), fordi det er der, jeg har et par kasser med ting til at stå.  

På den måde kan jeg, de dage, hvor han har brug for en pause, begynde at få de sidste ting på plads i bryggerset og afleveret på genbrugspladsen. Det skulle meget gerne betyde, at jeg omkring onsdag kun har tilbage at beslutte, hvad jeg gør med det, jeg har sat til salg, som ikke er solgt endnu, samt sætte de bedrollers, vi har i overskud efter den her runde, tilbage på loftet – sammen med kælkene (som vi MÅ være enige om, at vi ikke får brug for mere i år, ikke??).

Vi er så tæt på nu, at vi kan smage det – og det næste månedsmål er et dejlig nemt og overskueligt et af slagsen.

M2024, uge 7

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Set Anton i det regntøj, han fik for 10 minutter siden, og det var et ømt syn. Jeg ved ikke, om tigerspring for teenagere er en ting, men shit, hvor det sad dårligt på det barn, der pludselig er blevet næsten er ligeså høj som mig. 

Det blev et nyt og større sæt til ham, og det gamle smed jeg op i den lokale fb-gruppe og spurgte, om nogen ville have det. Det tog 90 sekunder at få afsat, og jeg er bare glad for, at det kommer nogen til gavn. 

2.

Tænkt over, hvor rart det er, når ting er multifunktionelle; både i det store og i det små.

For nu, hvor jeg arbejder mig systematisk gennem huset, og ting skal sorteres og opbevares på nye måder, tænker jeg hver gang, jeg rykker en hylde eller flytter tøj fra en stor bedroller og over i en lille, på, hvor glad jeg er for, at jeg over årene har købt løsninger, hvor det er muligt.

De reoler, jeg har i bryggers og på værelserne, er fra Trævarefabrikkernes Udsalg, og ud over, at hylderne kan flyttes, kan man også skille dem ad i fag, hvor det så bare kræver en enkelt ende-stige mere at gå fra én lang reol til to mindre.

Mine bedrollers (både dem, der reelt er beregnet til at rulle under en seng, og de semi-transparente kasser, der er lavet af samme materiale, og har samme lukkefunktion, men som egentlig bare er opbevaringskasser) er geniale. De kan stables, man kan nogenlunde se, hvad de indeholder (men de er stadig farvede nok til, at de beskytter indholdet mod at falme pga. sollys), og så kan man komme en stak af de små ned i en af de store og opbevare dem på loftet eller i et skur. Jeg elsker fine æsker og bokse, og det er dem, jeg har stående i stuen og i de åbne reoler – men det kan kun lade sig gøre, fordi jeg kan opbevare virkelig, virkelig meget i de mindre pæne men langt mere praktiske kasser i bryggerset.

Mine to Twinkly-lyskæder har jeg skiftet farverne på i den app, man styrer dem med, og det betyder, at de samme lyskæder nu kan bruges både til jul og resten af året – og både inde og ude.

Mine små, batteridrevne lyskæder fra Sirius er, nu hvor dagene er blevet længere, sat til at tænde 4 timer i stedet for 6. Fjernbetjeningen giver mulighed for at sætte timeren til 2, 4, 6 eller 8 timer, og det betyder, at man i de måneder, hvor det bliver senere mørkt, kan spare på batterierne, fordi man ikke er tvunget til bare at æde de 6 timer, som de fleste lyskæder med timer, giver mulighed for at vælge.

3.

Bestilt en tid hos en akupunktør til noget muskelbøvl, jeg ikke kan komme til livs, uanset hvor meget jeg træner. 

Min PT er fys, og jeg fik en anbefaling til en behandler, der skulle være god og ikke alt for begejstret for hjemmeøvelser og elastikker (for #nejtak), og hun har en åbning allerede den kommende uge.

Da jeg havde booket tiden, slog det mig pludselig, at jeg måske egentlig kunne få tilskud fra danmark – og har jeg egentlig en sundhedsforsikring? Det er pinligt at indrømme, men jeg kunne ikke huske det.

En hurtigt tur på google viste, at danmark refunderer 85 kr. pr. behandling, men derfra er der stadig et stykke vej op til de 600 kr., en behandling koster. Derfor besluttede jeg mig for at bruge den tid, det måtte tage at tjekke op på den sundhedsforsikring – og praised be: Jeg havde én, OG de tilbød “i særlige tilfælde” at dække nogle typer af alternativ behandling.

Jeg føler egentlig, at jeg, sådan helt overordnet, passer meget godt i kassen med særlige tilfælde, så jeg skød en ansøgning afsted, men uden de store forhåbninger.

Jeg sendte den torsdag aften kl 23; fredag morgen kl. 8.02 havde jeg svar: De vil gerne betale 6 behandlinger.

Hurra og tak herfra. 

4.

Skiftet hest i vadestedet og besluttet, at jeg skrotter punktet med links til de tidligere års indlæg fra samme uge, simpelthen fordi det kræver mere tid og arbejde, end jeg tror, udbyttet for jer er værd. 

Skulle jeg mod forventning tage fejl, så smid lige en kommentar; så kigger vi på det.

Status, Månedens Mål, januar og februar (5/7)

Jeg er ved vejs ende i mit bryggers – eller i hvert fald har jeg været det hele igennem.

Rummet ligner stadig noget, der er løgn, dels fordi jeg bruger bordet derude som p-plads til de ting, jeg ikke har besluttet, hvor skal være, og dels fordi, der er nogle kasser, jeg ikke kan pakke færdig endnu. 

Jeg har flere gange tænkt, at det var godt, jeg valgte den rækkefølge, jeg gjorde, for det havde været SUPER demotiverende at have et rum, der teknisk set er færdigt, men som stadig roder helt ekstremt.

Sagen er, at der står nogle kasser i Antons skab, som jeg gerne vil have ryddet op i, og hvor nogle ting kommer til at skulle bo i bryggerset, ligesom der er noget af det, jeg har fundet under min gennemgang af kasserne derude, som skal ind i køkkenet. Derfor er det lige nu et åbent spil Tetris, og sådan må det være.

Til gengæld har jeg fået den rulle klistermærker, jeg har bestilt, som jeg kommer til at klistre på kasser og æsker derude, når jeg er færdig-færdig, så jeg kan se, hvad jeg har hvor, og som kommer til at strømline udtrykket lidt, selvom der både står stofkasser og bedrollers på hylderne. 

Til min overraskelse er det lykkes mig at tage hul på køkkenet, og jeg er cirka 1/3 af vejen. Jeg har valgt, at jeg i første omgang udelukkende forholder mig til, om jeg bruger det, jeg hiver ned ad hylderne eller om jeg ikke gør. Jeg beslutter ikke, hvad der skal ske med det, jeg ikke bruger, men samler det bare i et par store kasser efterhånden som jeg støder på det. 

Det har vist sig at være overraskende effektivt, for det går hurtigt, og jeg har meget lettere ved at være objektiv. Jeg tror egentlig, at det også var sådan, jeg gjorde i tidernes morgen, da jeg startede med Den Store Tur, men siden har der ikke være mere at rydde op i, end at jeg godt kunne lægge fra og bunke det i ‘smid ud’, ‘giv væk’ og ‘sælg’ i samme ombæring.

Men denne gang bemærkede jeg, at der er ting, jeg gemmer, uden at tænke over hvorfor, som f.eks. kogebogen God Mad Let At Lave. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har brugt den, for hvis jeg skal have et bud på, hvor mange gram kartofler, man skal beregne pr. person, googler jeg det, men den føles stadig … dannende? på en eller anden måde.

I år smed jeg den i kassen – og opdagede det HELT magiske, at jeg åbentbart slipper ting i det sekund, jeg ikke kan se dem mere. For da først den var røget derned, blev jeg med et trylleslag fuldstændig ligeglad med dens videre skæbne. Go figure.

Så det her bliver måden at gå hele køkkenet igennem på, og så bider jeg i mig, at der står ting på de fleste af mine vandrette overflader. Jeg har 2-3 dages arbejde tilbage derude, og så længe kan jeg godt leve med rodet.

——-

Jeg ELSKER de mange fine tilbagemeldinger, I giver, og det er simpelthen så rart at se, at I tager imod den her ide, som den var tænkt: At man stempler ind på det niveau, hvor det giver mening. En skuffe med sokker kan kræve ligeså meget, som et hus i to plan, og det gør mig oprigtigt glad at tænke på, hvor mange der sender vores lille community herinde en tanke, når de åbner et skab, der plejer at rode, men hvor alting nu er helt strømlinet og pænt.

M2024, uge 6

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg hentet den nye, brugte blender i Kolding, hvor jeg alligevel var forbi på en tolkeopgave. Det kræver lidt ekstra koordinering, når man køber/sælger noget i en by, hvor man ikke bor, men faktisk ikke meget mere, end når man skal hente pakker i pakkeshops eller pakke ting ind, så de kan holde til den ekstremsport, det er blive sendt med GLS og Postnord.

Tidspunktet er perfekt, for nu har jeg jo så en 1/2 ekstra blender, og den fylder lidt. Men køkkenet er næste rum på listen, og så skal jeg alligvel have det hele ud af skabene. Jeg er undervejs i min oprydning stødt på lidt forskelligt, der egentligt hører til i køkkenet, så jeg forestiller mig at lave en kasse, der kan stå bagerst i det hjørneskab, hvor man har masser af plads, men hvor det kræver en slanges smidighed at komme ind.

2.

Er jeg i mit bryggers nået til reolen, der også dobler som fjernlager for madvarer. Her har jeg i en måneds tid flyttet rundt på en kæmpekasse af min yndlingsaversion: Yum-nudlerne. Beklageligvis er jeg den eneste i husstanden, der finder dem afskyelige, så jeg har erkendt mit nederlag og køber dem, når jeg alligevel er en tur over grænsen, hvor de er meget, meget billigere end herhjemme. 

Sidst købte jeg i et anfald af overmod en kasse med andesmag, og som Julia Roberts sagde: Big mistake. Big. Huge. Oprør, tumult og trusler om nedlæggelse af arbejdet.

Men altså. Det er sgu også mange nudler at kyle ud, uanset hvor grimt de smager.

Tilfældigvis var jeg i onsdags sammen med én, der huser en teenager, som viser sig at elske lige netop andeversionen, så hele kassen er nu, til alles tilfredshed, ekspederet videre. 

3.

Har jeg brugt det sidste af min favorithåndsæbe fra Meraki. Pumpe-dispenseren, den kommer i, er af ret god kvalitet, så den har jeg vasket af, så den kan bruges til opvaskesæben, jeg købte for et par uger siden, og som jeg siden har bandet over. For hullet på den er på størrelse med en hulahopring, og uanset hvor umage jeg gør mig, er det svært ikke at hælde 1,5 liter sæbe ud på børsten. 

Ikke mere, du.

De fanger mig aldrig. 

4.

Tidligere års uge 6 indlæg:

2018

2019

2020

2021

2022

2023

Status, Månedens Mål, januar og februar (4/7)

Den sidste uge har været en arbejdssejr. For HELVEDE, hvor har jeg bandet over, at jeg overhovedet gik i gang med det her projekt.

For bryggerset er præcist lige så rædselsfuldt denne gang, som jeg havde frygtet/forventet (hvilket ikke just indgyder håb for de to kommende rum, vil jeg sige..). 

Ligesom i de værelser, jeg har taget indtil nu, skyldes bøvlet, at det i år ikke er nok bare at rydde op i de respektive kasser, mapper og skuffer, men at tingene skal samles anderledes. Ellers får jeg 8 skabe, hvor hylderne er halvt fyldte og tingene står og råber til hinanden, og en bunke på gulvet på størrelse med en Maersk-containter med de ting, der så pludselig ikke har en plads.

Og, helt forudsigeligt, kræver det, at alt skal hives ud og sorteret s-a-m-t-i-d-i-g-t, og det konstante rod giver mig lyst til at rive min hud af i strimler. Det får mig til at veksle mellem apati over uoverskueligheden og lyst til bare at rage-cleane og smide ALT ud, så jeg kan blive færdig.

Men jeg har bidt tænderne hårdt sammen (*var* der måske en lille smule benmel med, da jeg spyttede tandpasta ud den anden aften?) og holdt mig til min plan. Kasserne med tøj, vanter og sko én dag, skabet med papir den næste, de store kasser med ledninger, gaveindpakning og halloweenting den tredje osv.

Og ja. Jeg vil sgu da gerne bede om medalje. I kender mig da?!

Nu er jeg 3/4 af vejen, og det er med vilje, at jeg har kørt lidt hårdt på. For ungerne har vinterferie den kommende uge, og jeg selv har lidt arbejde, en træningsaftale og en smule socialt, der skal passes. Det betyder, at jeg på forhånd ved, at der vil være dage, hvor jeg intet får lavet, så for at holde tidsplanen har jeg holdt kadencen.

Det betyder, at jeg nu faktisk kan begynde at se en ende på det derude, og ret skal være ret: Det *bliver* godt. 

Men det er nok meget godt, at der nu kommer en uge, hvor det bliver minimalt, hvad jeg når, for jeg trænger faktisk til en pause, inden jeg kaster mig over de sidste to rum.

Et skridt ad gangen. Ikke?

Hvad med jer? Har I fået taget en skuffe eller to i ugens løb?

M2024, uge 5

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Flækket bunden på min blender, som sgu ellers har gjort det godt.

I første omgang var jeg egentlig nået frem til, at vi måske bare skulle leve amish-style uden blender, for jeg bruger den stort set kun til smoothies, og det kunne man måske godt finde en alternativ løsning på. 

Men Frida ELSKER smoothies, og når jeg en sjælden gang laver til mig selv, skal jeg bede om ligeså meget is, som jeg skal have ingefær, spinat og frossen mango, og det tror jeg ikke, at en bullet kan trække.

Jeg har før haft held med at købe reservedele, når dele af køkkenmaskiner går i stykker, og der findes nogle fine, autoriserede steder online, hvor det er til at betale sig fra for penge. 

Men den her blender er åbentbart af *så* god kvalitet, at den har overlevet sig selv, så de sædvanlige steder havde ikke længere dele til den model, og de steder, der havde, så sgu lidt anløbne ud.

Derfor endte jeg med at tjekke Marketplace, og der var hele 5 stk. af min model til salg inden for en radius af 30 km. Alle sammen til mindre, end det ville koste at købe den enkelte reservedel de suspekte steder – og så har jeg jo så at sige en hel blender som reservedel.

Min tur på Marketplace gav mig i øvrigt lyst til at nævne, at hvis man bor i de lidt større byer, f.eks. Odense eller Aarhus, så kan det virkelig, virkelig godt betale sig at udvide sin søgning, så dem omfatter hele Jylland. Den her blender er et godt eksempel, for de 5, der var til salg her i området, lå til mellem 195 og 250 kroner stykket, mens de 3, der var til salg i Aarhus lå på hhv. 550, 600 og 650 kr. Så bor man på de kanter, kan man få et GLS-bud til at kravle baglæns tværs over Jylland med pakken bundet på ryggen, og det vil STADIG være billigere at købe den i Hvide Sande end 100 meter længere oppe ad Ringgaden.

2.

Besluttet at prøve at lave et budget på den daglige husholdning. 

Der er meget ift. min økonomi, som jeg har fået rettet op over de sidste par år, men fordi jeg nu er selvstændig, og det går op og ned i showbizz, så synes jeg stadig, at jeg lidt for ofte står i situationer, hvor jeg føler, at jeg er afhængig af held. Sidste år var der meget få opgaver at tolke i sommerperioden, og det stresser mig, at jeg kan risikere det samme i år, hvor jeg ikke kan få supplerende dagpenge, for det har vi ikke buffer til at økonomien bare helt uproblematisk kan bære. 

Der vil jeg gerne hen – hvilket faktisk var et af mine nytårsforsætter. Jeg har brugt januar til at vende og dreje, hvordan jeg nemmest kan hjælpe mig selv, og jeg er nået frem til, at øget fokus på hverdagsudgifterne nok er et godt sted at starte. Både for at synliggøre, hvad pengene går til, og hvor meget, der er nice to have kontra need to have.

Jeg har gjort det HELT simpelt, med 6 kategorier, som alle vores udgifter falder i. I første omgang handler det bare om at tracke, så der er et udgangspunkt at arbejde ud fra. 

3.

Haft 3 poser med spil med til SFO’en.

Oprydningen af stuen resulterede i, at stakken af brætspil blev væsentligt reduceret, fordi børnene pludselig er blevet for store til Vildkat (thank GOD!) og Matematik Med Hr. Skæg. De fylder temmelig meget, sådan nogle spil, og jeg gider ikke have dem stående i ugevis, fordi de er svære at sælge – og så synes jeg egentlig også, at det giver ret god mening at lade dem komme de lokale unger til gode. 

Jeg huskede, som altid, at spørge først, om de kunne bruge dem dernede, eller om de var ved at drukne i spil i forvejen, men de ville meget gerne bede om dem til de kommende førskolebørn. De skal nemlig være i en anden fløj, end den, hvor de nuværende skolebørn holder til, og på den her måde har personalet noget, de kan sætte derned, uden at det mangler et andet sted. 

4.

Tidligere års uge 5 indlæg:

2018

2019

2020

2021

2022

2023

Status, Månedens Mål, januar og februar (3/7)

Jeg har i den her uge holdt mit løfte til mig selv og udelukkende fokuseret på stuen. Det har egentlig givet sig selv, for der har været smæk på på jobfronten, så jeg har ikke haft mange ekstra timer at gøre med.

Men det, jeg igen har måtte konstatere er, at jeg i år er virkelig dårlig til at forudse, hvad der vil være hurtigt overstået, og hvad der kræver tid. Post-stue kan jeg se, at det handler om, at der er sket meget med børnene det sidste år.

For hvor jeg tidligere egentlig bare har ryddet op i tingene, hvor de stod, så giver det i år ikke mening at rydde op, uden samtidig at sortere og flytte rundt.

I stuen er de pludselig blevet for store til halvdelen af vores brætspil, krea-reolen behøver ikke længere have kasser til modellervoks og enhjørningemalebøger, og bogreolen trængte også til en opstramning.

I køkkenet kan vi efterhånden skille os af med det meste melamin, i bryggerset er det ikke længere nødvendigt med de store kasser til flyverdragter og arvetøj, og skabet med mapper får mere og mere luft på hylderne i takt med, at alt bliver digitalt.

Det betyder, at stort set alle rum kræver en ret omfattende regruppering af ting, og det tager længere tid, end jeg lige havde forestillet mig. For det er jo ikke bare at flytte rundt på tingene; de skal sorteres og puttes i nye kasser og æsker, hylder skal flyttes op eller sættes ned, og noget skal lægges væk, mens andet skal flyttes frem. Derfor er viben i år meget, at 1) det ser nogenlunde ordentligt ud 2) det ligner Sarajevo ’92 3) det er MEGET mere strømlinet og brugervenligt end før.

Det er fedt. Faktisk. Men det betyder også, at tiden meget nemt kan skride, hvis jeg ikke lige har et halvt øje på den, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at sker det, så går jeg død i projektet. Derfor er løsningen i år blevet, at jeg har oprydning/regruppering som primært fokus, og så tager jeg det rengøring, jeg kan nå. Det skal mit indre system-menneske lige æde, for hvis der på min seddel står, at jeg har planlagt at vaske lister ned, så irriterer det mig, hvis det i to rum bliver den fulde nedvaskning, mens det i to andre kun bliver til en tur med støvsugeren. Men det hjælper (for mig) at have gjort mig klart, at oprydning har første prioritet, og herefter trumfer tidsplan ideologi.

Jeg er nu igennem min entre (nem), mit badeværelse (nemt på sortering og nye placeringer, tungt på rengøring), mit soveværelse (nemt på alle måder), Fridas værelse (overraskende tungt), samt stuen (medium på begge dele). 

Det betyder, at jeg mangler de tre rum, jeg *næsten* ikke kan overskue, nemlig køkken (tungt på sortering), bryggers (aflåst sideleje hele vejen rundt) samt Antons værelse (her kan jeg ikke udelukke, at jeg må gribe til psykofarmaka).

Jeg har forsøgt at gøre det spiseligt ved at sørge for, at jeg har god tid; 2 uger til hvert rum. Det bliver nødvendigt – men gør det også en mikro-my mere overskueligt.

(MEGET mikro).

Til sidst vil jeg bare sige, at det faktisk er overraskende rart for mig at høre, at I også er i gang. Det får det til at føles lidt som en holdsport, og det kan jeg godt lide.

Hvis motivationen er ved at være lidt tyndslidt derude, vil jeg gerne opfordre til, at man laver sig en kop kaffe, sætter sig ned, og så vælger 4 nemme og overskuelige projekter til de sidste 4 uger. Tag noget, du kan se og/eller som har irriteret dig længe. Det kan være skuffen med ledninger, din krydderihylde, eller bøgerne på reolen. Det er egentlig ikke så vigtigt, hvad det er; hovedsagen er, at du forbliver ombord, og at du gør bare ET eller andet. For når februar er gået, så har du stadig fået trimmet *noget*, og jeg lover, at den tilfredsstillelse vil være indsatsen værd.

Hold ud.