M2021, uge 14
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Ryddet op på facebook. Ikke i venner, for der er algoritmen efterhånden så god/skræmmende, at jeg næsten udelukkende ser opslag fra dem, jeg interagerer med, men i grupper. Jeg er hoppet ud af dem, der ikke længere er relevante, og så har jeg smidt min administratorhat i ringen på et par stykker. I begge grupper fik andre buddet om at overtage først, og i den ene var en anden villig til at hoppe ind, men i den anden spillede folk døde, og det er fair. Men jeg slettede derfor gruppen uden videre dikkedarer.
Jeg kan være slem til at tage sådan noget over for mange runder, både virtuelt og IRL. At jeg først annoncerer, at andre må træde til. Sker der intet, er jeg på talekassen igen. Sker der stadig intet, gør jeg opmærksom på, at det så betyder, at gruppen/det-jeg-står-for bliver nedlagt og først derefter gør jeg noget ved det. Men jeg har truffet en beslutning om at stoppe med at bruge så meget energi på noget, der faktisk er ligegyldigt. For der er jo ingen, der ligger vågne over, at en gruppe bliver nedlagt eller at jeg har solgt noget til anden side, hvis man har været for langsom til at reagere, så nu kører jeg one-strike-politik, og det har frigivet forbløffende meget energi.
2.
Købt et nyt cover til min nye telefon – igen.
Da jeg bestilte min 12’er, bestilte jeg i samme ombæring et nyt cover, som simpelthen var så pænt. Men det, man ikke kunne se på billedet af det var, at det var glat som en olieret fisk. Jeg havde det på i to dage, fordi jeg næsten ikke kunne bære at skulle bruge flere penge på noget, jeg allerede havde købt én gang, men efter 48 timer med dårlige nerver og 3 nær-ved-ulykker besluttede jeg, at det – trods alt – ville ærgre mig mere at smadre telefon og/eller skærm, når jeg kendte faren på forhånd.
3.
Læst – føles det som – alt, hvad der nogensinde er skrevet om leasing af biler og udfrittet alle, jeg kender, der har erfaring med det.
Tre ting inden vi går videre:
*Resten af dette indlæg bliver meget kedeligt for dem, der ikke skal have en bil. Man er mere end tilgivet, hvis man holder weekend hér.
*Jeg er ikke FDM. Jeg er bare mig, og alt nedenstående er det, jeg har kunne læse mig frem til. Hvis nogen kan se, at noget af det, jeg har skrevet, er forkert, eller jeg har misforstået noget, så meld ENDELIG ind. Og grav selv lidt mere i det, hvis du overvejer, for der kan sagtens være noget, jeg har overset.
*Jeg har oplevet, at nogen går lidt i defensiven, når jeg har luftet, at leasing måske ikke er så god en idé. Her er der bare virkelig vigtigt for mig at understrege, at de to ord “ – for mig” står med usynligt blæk efter alt, hvad jeg skriver nedenfor. For jeg kender flere, der leaser, som elsker det; jeg er ikke ude på at skyde konceptet ned, og jeg kan SAGTENS se masser af steder, hvor det kan være en strålende ide.
Men.
For sådan én som mig, der de sidste 7 år i gennemsnit har kørt 33.000 km om året ser det, efter alt, hvad jeg kan læse mig til, ikke ud til at være en god ide.
Men inden jeg skriver om, hvorfor det er tilfældet, vil jeg faktisk gerne starte et andet sted, for jeg synes, at det første og største problem med leasing er, hvor svært det er at gennemskue. For som jeg forstår det, så skulle den største fordel ved leasing jo netop være, at man undgår overraskelser, og fjerner man den fordel, synes jeg, at det er begrænset, hvad man står tilbage med.
De fordele, der er blevet nævnt i det materiale, jeg har kunne finde, har været:
*Man har mulighed for at køre en ny(ere) bil hele tiden.
*Man skal ikke tænke på restværdi.
*Man kan (efter en bindingsperiode) komme af med bilen stort set fra dag til dag og står ikke med en kæmpe restgæld, hvis man er tvunget til uventet at skulle skille sig af med den.
*Service, dækskift, vejhjælp osv. er typisk med i pakken.
*Man slipper for at stifte gæld.
*Man kan få underkørte kilometre refunderet (dog ikke til samme takst, som man selv betaler for dem)
Ovenstående kan være afgørende for nogle, mens der for andre er ting, der vejer tungere og det er tilfældet for mig.
Min situation er, at jeg skal vælge mellem en brugt bil og at lease, hvilket der ikke er lavet ret mange sammenligninger på. Jeg fandt ingen, men de må næsten være derude et sted. Jeg opgav af finde et uvildigt sted, hvor jeg kunne læse om det – de fleste sider er lavet af banker, forhandlere osv, hvilket man må formode medfører et vist bias pga. egeninteresser – så jeg prøvede simpelthen at hente tilbud på 4 forskellige biler med samme motorstørrelse som den, jeg kører i i dag. Derefter gjorde jeg det samme med forsikringer.
For at tage det nemmeste først: De sammenligninger, jeg lavede, gav den samme pris på en leasingforsikring inkl. afleveringsforsikring, som jeg har på min nuværende bilforsikring. Her er altså ingen umiddelbar forskel.
Det hører også med til historien, at jeg har vejhjælp gennem min forsikring, og den udgift, nogle dermed kan slippe for, dermed ikke for mig er en besparelse.
Men herfra bliver det lidt mudret.
Fælles for alle 4 biler var, at de var slået op med 15.000 km. pr år, og alle sammen kostede lige knap 2000 pr/måned. Når jeg ændrede km-pakken til 30.000 (som var den højeste, jeg kunne vælge), steg prisen med lige omkring 1000 kr. pr. måned på dem alle. Dvs. en leje på 3000 kr pr. måned, hvilket er 300 kr. mere, end jeg skal give for hhv. en brugt-brugt over 3 år, eller en ny demomodel over 5 år.
(Og bare for god ordens skyld: Jeg siger ikke, at det er hverken urimeligt eller snyd. Flere kilometer medfører øget slid, og det skal selvfølgelig med i regnestykket).
Hvis regnestykket så stoppede ved, at man slap for mekanikerudgifter ville det være nemt, for man kan ikke komme ret meget på værksted for de cirka 10.000 kr, som 300 kr. x 36 måneder løber op i.
Problemet er, at det er UMULIGT at blive klogt på. hvad leasingselskaberne opfatter som omfattet af ‘almindeligt slid’, som er omfattet af din leasingaftale, og det synes jeg er superproblematisk. For så kender du jo ikke dine udgifter alligevel.
Ved leasing skal du, så vidt jeg kan tolke, selv betale for de ting, du “bruger” f.eks. bremser, vinduesviskere osv.
Banker nogen ind i siden på dig, er det kasko og selvrisiko – dvs. samme betingelser som hvis du ejer bilen (altså, ikke noget sparet ved leasing) og hvor du med en bil, du ejer, selv kan bestemme, om du vil have lavet de små lakskader, om du kan leve med en dør i en anden farve, om reservedelene skal være originale eller må være de billigere standart-versioner, så er det leasingselskabet, der bestemmer, hvad der skal laves og med hvad og hvordan, når du leaser.
Man kan tegne en afleveringsforsikring på leasingbiler – men igen sidder jeg, som semipro-googler, og kan ikke blive klog på detaljerne på forhånd. For hvis alt kan gå under den, så er meget jo reddet der – men jeg fandt eksempler på, at hvert eneste lille stenslag i lakken talte som separate skader, at en sele, man har smækket døren på, ikke var omfattet af almindeligt slid (og dermed dækket af forsikringen dækkede) osv. osv.
Endelig er der jo en restværdi i en brugt bil, som man ikke har, når man leaser. De indledende vurderinger er, at jeg kan få ca. 20.000 kr. for min nuværende i bytte. Forudsat at jeg ville kunne få det samme for den næste, jeg køber, betyder det, at jeg, hvis jeg lægger restværdi og merudgift ved leasing frem for afbetaling sammen, ender med en merudgift på 30.000 kr. ved leasing fremfor køb.
Dertil kommer afregning for eventuelt overkørte kilometre, og de små eller store reparationer, jeg kan høre, at stort set alle har, når de afleverer. Og 30.000+ kan man immervæk køre en del på værksted for.
Jeg vil også gerne lige have med, at det for mig ville være en betydelig stressfaktor, at jeg hele tiden skulle holde øje med mit kilometerforbrug; specielt fordi vi ikke har en bil nummer to, jeg ville kunne “aflaste” med.
Min konklusion er derfor, at den usikkerhed, jeg egentlig gerne ville betale mig fra ved at lease, faktisk ikke forsvinder, fordi jeg, pga. mit km-forbrug, betaler så høj en månedlig ydelse. Dermed er der ingen månedlig besparelse (ift. afbetaling) at “afsætte” til de usikkerhedsmomenter, jeg synes, man har ved leasing.
Som sagt: Kast jer i blækhuset, hvis der er noget, jeg har overset eller misforstået. Også hvis det er noget, der måske ikke lige passer på min situation. Det her indlæg må meget gerne være et, andre, der overvejer leasing, kan have gavn af, så skrivskrivskriv og lad os se, om ikke vi ved fælles hjælp kan gøre der her bare en anelse mere overskueligt.
