(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Brugt to gavekort på helt almindelige, gode ting. Vi har snakket om det før i denne indlægsrække, det med at bruge, hvad man har. Jeg er bare utrolig tilbøjelig til at synes, at gavekort skal bruges til Noget Særligt, men det sker så sjældent, at jeg køber noget helt ekstraordinært, at jeg ender med at glemme, jeg har dem. Da jeg i uge 51 ryddede op i min pung, fandt jeg ét fra Bestseller. Det var ikke dateret, men jeg ved, med sikkerhed, at det er tilbage fra da jeg boede i Aahus. Som var dengang, vi stavede det med Å. Det er sgu lidt åndssvagt. Derfor har jeg lagt de gavekort, jeg har, ned i en den kop, jeg smider penge i, når folk køber noget af mig og betaler kontant. Det betyder, at jeg ser dem med jævne mellemrum, og derfor husker, at jeg har dem. Samtidig har jeg besluttet, at målet bare er at bruge dem på noget, jeg mangler, så de gør gavn, i stedet for at ligge uvirksomme hen, til jeg står og skal købe den hellige gral.
For en måned siden brugte jeg kortet fra Bahne på Buddhalampen, jeg viste i uge 4, i går skød jeg Bestsellerkortet af på et sæt nattøj til Anton, og i onsdags var jeg forbi Matas, og købe for 100 kr. blandet te, som jeg bliver i godt humør af at kigge på.
2.
Besluttet, at jeg, når det kan lade sig gøre, tager/beder om en almindelig kop i stedet for en engangskop, når jeg er på arbejde. Det er klart, at det er en af dem, hvor det er meget kontekstafhængigt, om det kan lade sig gøre. Man stopper jo ikke et møde på en arbejdsplads, fordi tolken ikke er tilfreds med udvalget af kopper på bordet, men står jeg i en kantine eller lignende, og der er mulighed for at vælge, så går jeg med porcelænsvarianten. I denne uge har jeg sparet 5 engangskopper, så på årsbasis er der belæg for, at det kommer til at gøre en forskel.
3.
Modtaget en regning på den sundhedsforsikring, jeg har tegnet på mine børn, og brugt en time på at tjekke op på, om den reelt er nødvendig at have. For jeg har selvfølgelig ulykkesforsikring på dem begge to, ligesom de også er med i danmark, så jeg kom lidt i tvivl om, om det egentlig var overkill. Derfor ringede jeg til mit eget forsikringsselskab for at tjekke op på, om der var mulighed for at tegne noget sundhedsforsikrings-agtigt tillæg på ulykkesforsikringerne (det var der ikke), og jeg var omkring danmarks hjemmeside for at se, om de tilbød noget i den retning (det gjorde de ikke).
Jeg rodede derfor lidt rundt på nettet for at se argumenter for og imod, og enden på det blev, at jeg betalte regningen, primært fordi der er psykologhjælp med i pakken. Da jeg som 15 årig oplevede at blive omsluttet af komplet og totalt mørke, var der var 4 måneders ventetid på at komme til en psykolog, hvilke gjorde psykofarmaka til eneste mulige alternativ, for man kan ikke have det sådan i 4 måneder uden at noget afgørende i sjælen knækker. Det ønsker jeg ikke for nogle mennesker, og slet ikke mine børn, og da de genetisk er disponerede for at ende i samme situation, tager vi den her med.
Så den er ikke på listen, fordi jeg endte med at spare pengene, men mere fordi jeg i den nye version af mig selv ikke længere bare betaler regninger uden helt at vide, hvad de dækker over, og det føles rart og voksent.
4.
Ryddet voldsomt, voldsomt op i kasserne med arvetøj til Frida. Jeg er god til at trimme, før jeg lægger fra, men det til trods, var vi alligevel endt med at have for meget af det samme, f.eks. 3 flyverdrager størrelse 116, og 24 t-shirts og 6 par jeans i størrelse 104/110 (til barnet, der hader jeans) (- og som i går smed sig meget dramatisk på sin seng, og hulkeråbte: “Min sut er døøøøhøøhøøhød!!” #SuttestopSucks).
Da jeg har været så heldig i denne uge at få en pose tøj i lidt større størrelser, benyttede jeg lejligheden til at sortere efter sætningen: “Do I like it or do I love it?” Sidstnævnte røg tilbage i kasserne, mens resten blev lagt pænt sammen og sendt videre til andre, der kan bruge det.
Med fare for at gentage mig selv, så får vi bare så meget mere glæde af arvetøjet, når jeg hurtigt kan tjekke, hvad vi har, og derfor får det fundet, når det kan bruges, i stedet for at have 5 tætpakkede kasser stående, som jeg først har tid til at løbe igennem, når 3/4 af indholdet er blevet for småt.
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Tænkt over, at noget af det, er er virkelig rart ved at køre denne indlægsrække er, at der er kommet langt mere transparence min omgangskreds.
I weekenden havde jeg besøg af en veninde, og i stedet for en blomst (som vi plejer at give hinanden) havde hun været på lageret i den virksomhed hun arbejder, og bl.a. fundet lidt rengøringsmidler, lidt luksuskrydderier og en pakke køkkenrulle. I torsdags havde en anden veninde et par flasker rødvin med, som var givet som firmagave til mennesker, der ikke bryder sig om vin, og for et par uger siden gav jeg selv en kogebog jeg ikke længere bruger, videre som værtindegave.
Jeg ELSKER, at vi er blevet langt mere åbne omkring brug, genbrug og økonomi. At vi kan videregive noget, vi hver især har adgang til, eller ikke længere bruger, uden at det virker usselt eller nærigt. Det føles, som om et lag er blevet fjernet, og som om relationerne er blevet endnu mere ægte.
(Men jeg sætter også pris på, at vi er enige om, hvornår vi kører genbrug; at det altid er til de små-gaver, som man ikke forventer at få. For jeg kan sagtens se, hvordan lige præcis det her emne kunne blive rigtig træls ift. jule- og fødselsdagsgaver, hvis man ikke er enige om reglerne).
2.
Ønsket mig – og fået – en termokande fra Contigo. Efter at have ransaget min sjæl ift. hvorfor jeg ikke bruger den udmærkede termokande jeg har, når jeg er på heldagsopgaver, hvor kaffen koster en million, er jeg nået frem til, at det handler om 3 ting: Den savler, hvilket gør, at jeg skal have den med i en særskilt pose, den fylder, fordi den er designet til at stå på et bord, og den kræver, at jeg medbringer en kop, hvilket nærmest gør sættet til et ensemble. Et træls ensemble.
Derfor undersøgte jeg, om ikke man kunne få en termoflaske i samme mærke, som de termokopper, jeg har, som holder så tæt, at jeg uden at svede kan smide dem på hovedet i min lædertaske, og sørme jo.
Jeg fik den i går, og den er skøn. Den rummer mere, fylder mindre, låget fungerer som kop og ingen kan stoppe mig nu.
3.
For første gang prøvet at købe ind gennem Bilka To Go (ikke spons). Og det kommer til at spare mig mange penge fremover, kan jeg se.
Fordi jeg selv har været sådan lidt “Ja ja. We get it. Man sparer impulskøbene. Men man *kan* jo bare styre sig, når man handler”, når folk lovpriser den her måde at handle på, vil jeg gerne prøve at beskrive, hvad der har overrasket mig, som helt konkret gør en forskel:
*Impulskøbene. Jamen, vi er nødt til at have dem på, for de udgør virkelig en latterlig stor procentdel af den samlede købesum, kan jeg se.
*Man kan hele tiden i hjørnet se, hvor meget man nu har købt for, hvilket jeg skulle hilse at sige har en MEGET præventiv effekt. For hvor man i butikken bare står med en proppet vogn, og det derfor føles lidt lige meget, om man lige smider et par ekstra ting i, så bliver det bare meget tydeligt, at det gør en forskel, når man med det samme i kroner og ører kan se det samlede beløb kravle opad.
*Man kan justere sin kurv ligeså mange gange, man har lyst, så hvis man pludselig har for 200 kr. mere, end man havde kalkuleret med, kan man bare slette varerne i kurven. Det gør man ikke lige i forretningen, vel?
*Jeg er – åbentbart – sådan en, der normalt ikke tænker over, hvor mange bananer, jeg skal bruge, men bare tager en klase, der ser pæn ud. Vi spiser ret meget frugt og grønt, så alene det, at jeg hver gang, jeg skulle tilføje en varegruppe, udelukkende tog, hvad jeg vidste, jeg skulle bruge, og ikke bare lige en klase med 6, gjorde en forskel. Jeg tror aldrig, jeg har tænkt over, hvor meget jeg handler med øjnene og pr. refleks.
*Hver gang man søger, kan man vælge at sortere på tilbud. Det betyder, at man ikke overser en tilbuds-ø, hvor man kan få ekstra billig kokosmælk, fordi butikken har valgt at placere øen langt væk fra varegruppen ‘asiatisk mad’. Samtidig er der på hvert billede en kg/stk/liter-pris anført, så alle billeder i varegruppen står side om side, og man med det samme kan se, hvad der reelt er billigst.
*Og endelig er man fri for det evindelige problem med forkerte hyldeforkanter, hvor man står ved kassen og får at vide, at lige præcis de japanske citroner desværre ikke er med i tilbuddet, og man er nødt til at sige fuck it, fordi man har frostvarer, og derfor ikke har tid til at stå og være nummer 100 i køen ved kundeservice. .
Den eneste alvorlige irritationsfaktor er, at man er tvunget til at bruge de plastikposer, de pakker i. Jeg ville ønske, at man kunne tilvælge nogle mere robuste af slagsen, som man betalte pant for, og havde mulighed for at returnere, men mon ikke der på sigt bliver tænkt over et eller andet, som er mere bæredygtigt, end den model, de kører nu.
Vil man gerne hente varer inden kl. 14, kræver det også, at man er lidt på forkant, for handler jeg mandag, kan det først hentes fra tirsdag kl. 14. Så vil jeg gerne hente inden kl. 14, skal jeg bestille to dage før (altså, bestille mandag og vinge af, at jeg henter tirsdag efter kl. 14 – så kan det hentes onsdag fra kl. 6).
Men det til trods bliver det helt sikkert sådan, vi kommer til at handle fremover.
____________________
Til sidst får I lige et par anbefalinger med:
Leonora Christine Skov – Den der lever stille
Det, der gør, at man kan holde ud at læse den her historie, er måden, den er skrevet på. For selve fortællingen er simpelthen så grum og hjerteskærende, at det næsten overgår, hvad man som menneske kan forstå.
Kort fortalt er det historien om emotionel vanrøgt, og om hvordan man genskaber sig selv, bid for bid, når ens forældre ikke har givet én den omsorg og kærlighed, som de fleste af os tager for givet.
Bogen skifter mellem nutid og fortid, og fordi Leonora Christine er et halvt år ældre end mig, er der virkelig meget genkendelse i det billede, hun tegner af tiden, hun voksede op i.
Sproget er eminent, og det virker så nemt og ubesværet, når ordene flyder og stemninger, steder og personer vokser frem for øjnene af én.
Den er blevet rost til skyerne og det er umådelig velfortjent. Tusind stjerner herfra.
(Og endelig skal man skynde sig i biografen og se Bohemian Rhapsody, hvis ikke man har været afsted. SÅ fin og rørende og respektfuld.)
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Husket, at det er fastelavn om lidt.
Man kunne givetvis lave et eller andet finurligt, hvis man var den håndarbejds-efne type, men jeg er nærmest det modsatte. Samtidig er jeg rimelig priviligeret, fordi ingen af børnene har stærke holdninger til, hvad de gerne vil klædes ud som. Jeg ved ikke, om den bliver ved med at gå, men så længe den gør, kan jeg ligeså godt udnytte det.
Derfor tog jeg, da vi sidste år fik en pose tøj, hvori der var en udklædningskjole som Frida vil ELSKE, denne fra, og gemte den bagerst i skabet.
Til Anton fandt jeg i mandags på Marketplace et fint Super Mario outfit til den beskedne sum af 85 kr, inkl. forsendelse.
Så nu kan de bare komme an med den kat.
2.
Fået “nyt” sengetøj, som er en stak af min mors aflagte. Sengetøj har stået MEGET langt nede på listen over ting, jeg har prioriteret at bruge penge på, så det sidste år har jeg brugt en sikkerhedsnål, når jeg har lynet mine dynebetræk, fordi lynlåsene var i stykker, og at kalde sengetøjet ‘slidt’ ville være en kompliment.
Men min mor sendte en pose af deres god-kvalitet-og-ikke-specielt-brugte sengetøj i min retning, og efter at have sendt to sæt retur, som hun var så sød at sy kortere, var der nyt sengetøj til hele banden.
3.
Været ud-over-det-sædvanlige dygtig ift. sidste weekends aftensmad. Lørdag skulle vi til fødselsdag, og jeg ved, at når vi har været afsted hele eftermiddagen, så GIDER jeg ikke lave mad, når vi kommer hjem.
Samtidig vil jeg også gerne undgå at ty til fryseren i weekenden, fordi det er der, hvor jeg – i hvert fald på papiret – burde have bedst tid til at lave mad; de frosne retter vil jeg gerne kunne hive ud og frem i hverdagen.
Men når man har siddet og guffet kage i timevis, synes jeg også bare tit, at man har lyst til noget rigtig mad, når man kommer hjem, så jeg havde besluttet, at vi skulle have hjemmelavede sliders med pulled chicken og coleslaw, og det tager jo ca. 20 år at lave.
Men fordi det bare var os, og det derfor ikke betød det store, hvis jeg eksperimenterede og fejlede, prøvede jeg at koldhæve dejen til burgerbollerne, som jeg rørte sammen om morgenen, og satte i køleskabet. Kyllingen smed jeg i stegesoen og tilsatte lidt ekstra væske, og så fik den lov at stå og hygge sig, mens vi var til fødselsdag. Da jeg til frokost alligevel skar gnavegrønt til de kommende dage, rev jeg kål og gulerødder, så salaten var også lavet.
Og alt lykkedes, og det smagte så englene sang. Ridende på denne bølge af succes, gemte jeg fonden, som kyllingen havde kogt i, og dagen efter satte jeg den til at simre med en dåse hakkede tomater, et løg, en gulerod og en håndfuld rød peber af det, jeg allerede havde skrællet og skåret. Jeg blendede det med en rest smøreost og en sjat creme fraiche, der ellers var sat på dødsgangen, og så var der, sammen med resten af burgerbollerne, mad til både mandag og tirsdag, og det smagte fantastisk, og jeg har det nok lidt som om, jeg ene mand har skubbet klimakrisen 3-4 år #selvtak
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fundet og solgt en gammel mobiltelefon. Jeg fik 500 kr. for den, hvilket var fint, men shit det er godt nok også en anden gruppe af købere, man får henvendelser fra, end når man sælger børnetøj og tupperware. Jeg fik sygt mange bud på den, heriblandt virkelig mange skam-bud. Jeg tror også, jeg blev kontaktet af noget undercover politi; profilen så i hvert fald ualmindelig suspekt ud, og det var nogle MEGET specifikke spørgsmål, han/hun stillede.
Så det, jeg her har lært er, at hvis man skal sætte elektronik til salg, så skal man gøre det på et tidspunkt, hvor man har tid og overskud til at svare på mange (MAAANGHE!!) spørgsmål.
2.
Ryddet op i mine smykker, hvilket er et projekt, jeg har skubbet i 100 år. Uden egentlig helt at vide hvorfor, for det er meget få af mine smykker, jeg har et nostalgisk forhold til. Men jeg har AFSINDIGT mange øreringe, fordi det er noget af det, man må give den gas med i mit fag, hvor vi ellers helst skal være uden for meget juletræspynt. Så jeg sorterede ca. 2/3 fra, satte det hele til salg, solgte ca. halvdelen, og forespurgte i den lokale genbrug om de ville have resten. Det ville de gerne.
3.
I forlængelse af ovenstående fået vurderet et par armbånd og en halskæde jeg har i sølv. For jeg tror virkelig, at det somme tider er fint lige at afstemme idé om værdi og virkelighed. Og sættet, der har kostet – og stadig koster – omkring 1000 kr. fra nyt, kan man hos en sølvsmed få.. wait for it… 75 kr. for. I alt. Så nu er jeg helt i fred med, at det ligger og kigger, og venter på, at den rigtige modtager kommer forbi.
4.
Prøvet at lave flødekarameller af fløde, der har været frosset ned, og vil bare som serviceinfo videregive, at det ikke kan lade sig gøre. Det tykner ikke, uanset hvor meget sukker, man hælder i. Jeg har smidt det alt for bløde resultat i fryseren i en rugbrødsform, og tænker, at jeg lægger det imellem to bjælker chokoladekage og serverer det med is, næste gang jeg får gæster.
5.
Svedt over, at økonomien er lidt stram i februar, samtidig med, at Antons værelse stadig kun er halvvejs færdigt. Det har jeg det sådan her med:
Men klog af skade ift. at have brugt for mange penge på for kort tid på Fridas værelse, har jeg lavet en liste over, hvad der skal købes til Antons værelse, og valgt at starte med træet til hylderne. Det er noget af det, der kommer til at gøre en reel forskel at få op, og som får projektet til at skride fremad, hvorimod et nyt sengetæppe mere er kosmetisk nødvendigt.
Så selvom jeg er ærgerlig over, at jeg med Fridas værelse faldt lidt af minimalist-vognen, gør det mig alligevel glad, at min læringskurve er blevet så stejl, at jeg opdager, hvad der foregår, mens det går ned, og reagerer (stort set) med det samme, i stedet for at lukke øjnene og stikke fingrene i ørerne, som jeg ville have gjort for bare et par år siden.
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
(Det bliver langt i dag – bare så I lige er advarede. )
I den forgangne uge har jeg:
1.
Smidt smør i fryseren. Jeg havde fødselsdag i lørdags, og havde bl.a. bagt en krydderkage, som jeg havde lavet appelsinsmør til. (Smør, appelsinsaft og appelsinskal). Desuden havde jeg haft rigtig smør på bordet til bollerne. Men i dette hus er det primært børnene, der spiser smør (og det er IKKE med min gode vilje #RundErOgsåEnForm), og i hverdagen har de ikke tålmodighed til at vente på, at smørret bliver blødt nok til at smøre ud på knækbrøddet. Derfor kører vi udelukkende med blandingsprodukter, og en halv pakke smør kan derfor ikke rigtig bruges. Men jeg smed både den neutrale variant og den med appelsin i fryseren (og huskede at veje det inden), så næste gang jeg bager, tester jeg, om dét fungerer.
2.
Irriteret mig over, at jeg stadig bruger mange poser til at fryse mad i. Min fryser er en skabsfryser med 3 skuffer, som altid er mindre, end jeg tror, så jeg skal tænke over, hvad jeg fylder i den, så jeg ikke pludseligt står med 4 portioner gullasch og intet sted at parkere dem. Derfor bruger jeg ofte plastikposer, fordi de ikke levner den mindste smule spildplads omkring maden , hvilket man ikke kan sige om plastik- og glasbøtter. Men efter at have lagt inderside til en portion lasagne, er der ikke så meget at gøre ift. at rengøre og genbruge poser. Hvad gør I? Jeg ved, at mange bruger mælkekartoner, men kan læse mig frem til, at de fleste putter poser i dem – og så er vi jo lige vidt. Ideer modtages med kyshånd.
3.
Fået de LÆKRESTE Kitchen Aid gryder i fødselsdagsgave. Jeg ved, at gaver er et stridspunkt i minimalistkredse, og at det er ugleset med ønskesedler, fordi det “bare er bestillingslister”. Derfor vil jeg gerne byde ind med min holdning. For jeg synes, at gaver kan være en god mulighed for at tilvejebringe noget, man ikke selv ville have haft mulighed for at købe, og hvor man kan gå efter en bedre kvalitet med længere levetid til følge. Jeg vidste allerede tilbage i september, hvor Bilka begyndte at reklamere med, at man kunne samle mærker og bruge dem til Kitchen Aid gear, at jeg ville ønske mig gryderne i fødselsdagsgave, så jeg har selv samlet mærker, og også smidt et par hundrede i puljen. Til gengæld har jeg nu for første gang i mit liv gryder, er ikke er arvede eller købt i Ikea, og jeg ELSKER dem.
4.
Fået et spørgsmål om, om ikke jeg vil prøve at skrive noget om vaner ift. at fokusere på sit forbrug. Lones spørgsmål var: “Hvad med at skrive noget om nye/gode vaner? Jeg er ved at lytte til A Slob Comes Clean, og det mest slående for mig er, at det handler om vaner og tankemønstre”
Jeg ved ikke, om det helt er, hvad du, Lone, har i tankerne, men A slob comes clean-Dana taler meget om 4 vaner, som har været grundlæggende for hende ift. at holde rodet i huset i skak. Jeg har derfor tænkt over, hvad der udgør skelettet i min proces, og det er det, jeg prøver at beskrive nedenfor.
(Inden jeg gør, er jeg nødt til at nævne, at jeg i går brugte et kvarter på at lede efter min telefon, mens jeg gik og talte i den, så om jeg er den bedste til at komme med gode råd, kan jeg godt selv være lidt i tvivl om).
Men jeg giver det et skud, og så må I tage det, I kan bruge.
A. Gennemgå en hylde eller to i køkkenskabe/fryser/køleskab, hver gang du kan.
Brug, hvad du har, send videre, hvad du ikke får brugt, og smid det ud, der er for gammelt, så du kan *se* hvad du har.
For mig har denne vane været rygraden i det hele, og den har indvirkning på stort set alle de områder, jeg gerne vil være (mere) opmærksom på: Den reducerer madspild betydeligt og sparer dermed også penge, den giver en bedre udnyttelse af ressourcerne, og så føles det bare på alle måder bedre at åbne et skab, man kan overskue indholdet af, i stedet for ét, der angriber, så snart man linder på lågen.
Jeg ved ikke, hvor mange skabe andre har med fødevarer, men jeg har to, og mit køleskab og min fryser er også af overkommelig størrelse. Derfor er det en ret overskuelig opgave at gå et par hylder igennem, når jeg alligevel bare står og venter på, at pastavandet koger.
Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke er tanken, at man skal tage hele (køle)skabet eller fryseren hver gang, eller køre fuld rengøring og afrimning. For så bliver det Et Projekt, og dermed noget, der skal sættes tid af til, og som man ikke når i hverdagen, og det er ikke meningen.
B.Lav en kasse til salg/genbrug og stil den, hvor du kan se den.
Det har to formål. Tre, faktisk.
For det første betyder det, at det er nemt at rydde op, og giver mening at gøre det en kasse af gangen. For ingen starter bilen for at gøre på genbrugspladsen med to sæt forvasket børneundertøj, og hvad gør man med den Frost-dukke, som ingen længere leger med?
Jeg smider tingene i kassen, når jeg støder på dem, og en gang i måneden-ish, går jeg den igennem, hvilket er det andet punkt på formåls-listen. For så sætter jeg det til salg, som kan sælges, og tager det arbejde det giver i ét hug, fordi det betyder, at jeg faktisk kan se, at der kommer en reel indtjening ud af det; også selvom jeg sælger en kasse stearinlys til 25 kroner og en Spidermandukke til en 30 kr. Det, jeg ikke kan/vil sælge, kører jeg på genbrugsstationen med, for nu er der pludselig til en pose eller to, og så giver det mening.
Så Kassen minimerer dels rod, fordi man samler alt ét sted, den genererer lidt penge, og endelig betyder den, at du har fingrene i dine Tradono og DBA-apps ofte nok til at huske at bruge dem, når du selv står og mangler et eller andet.
Som et slags ps til dette punkt, er kassen for mig også en slags smertegrænse ift. hvor meget, jeg vil have til at ligge og flyde. I forbindelse med børnenes nye værelser, har jeg ryddet voldsomt op i tøjskabe og legetøj, og dér har jeg gjort kort proces: Alt tøj er blevet kørt på genbrugspladsen, alt legetøj er enten givet til Antons skole eller til Frelsens Hær, og alle små plastikdimser er røget i genbrugsspanden. Jeg ved, at mange synes, det kan være svært, for “den jakke er så fin, og den må da kunne sælges” – og det kan den sikkert også. Og man *kan* sortere, så man lige tager de mest salgbare ting fra – men der kommer aldrig et tidspunkt, hvor man får tid til at fotografere 600 kjoler og t-shirts og sætte dem til salg, så skyd det af, og glæd dig over, at det enten i tøjform eller omsat til penge, kommer børn i f.eks. Syrien til gavn.
C.Gør hvad du kan, når du kan. Og gør det færdigt.
Det her er det modsatte af KonMari – og har man tid og overskud til at køre hendes model, er jeg sikker på, at den er bedre. Men hvis ikke, er det her også en måde at nå virkelig langt på, på en meget overskuelig måde. For når jeg sidder og snakker med Frida, som er i bad, kan jeg sagtens lige sortere min æske med neglelak, og min kasse med sæbe/shampo/creme. Det tager vitterligt under 5 minutter. Når jeg leder en en undvegen strømpe, sorterer jeg kassen, nu jeg har fingrene i den. Og hylden med krydderier eller den, hvor du har bage-gear tager kortere tid at gå igennem, end det tager for kaffe-vandet at komme i kog.
Det har den KÆMPE fordel, at du ikke påbegynder noget, som du bliver afbrudt i, og pludselig ikke kan nå at gøre færdig, hvilket giver stress og surhed, fordi det ikke på nogen måde er fedt at have et køkkenbord FYLDT med indholdet fra ALLE skabe, som man startede med at hive ud, inden nogen pludselig trådte på et søm og skulle på skadestuen.
Og det, jeg efterhånden har fundet ud af, er, at jeg har ikke “Et skab”. Jeg har en trækasse med hylder, der indeholder en masse små beholdere og stakke. Og er de hver især sorterede – og det behøver ikke være samtidig – er der pludselig på magisk vis orden.
Det har også for mig vist sig, at overblik smitter. Når jeg åbner mit køkkenskab, og der stadig er plads på hylderne, så bemærker jeg det pludselig, når jeg åbner mit skab på badeværelset og det ser ud som om indholdet er smidt ind med en skovl. Og så begynder man stille og roligt at kopiere “bare lige den her hylde”-strategien til andre områder end køkken- og køleskab, og det gør en verden til forskel.
Sidst men bestemt ikke mindst er der et par råd fra A slob comes clean, som jeg selv har haft meget glæde af, når jeg har ryddet op. For lige når man står med fløjten, man havde om halsen til karnevallet i Aalborg i 1998, synes man pludselig, at det virker lidt dumt at smide den ud. For tænk, hvis man skulle bruge den igen? Til et arrangement med børnene eller sådan noget?
Der bruger jeg hendes spørgsmål:
Hvis jeg en dag i år 2022 skulle bruge en fløjte:
a. Ville jeg så overhovedet huske, at jeg havde én?
b. Ville jeg vide, hvor jeg skulle lede efter den?
c. Hvad koster en ny?
Det synes jeg virkelig er solid advise, for 3/4 af mine ting er røget på den konto, og jeg har ikke manglet en eneste af dem siden.
Det sidste lille punkt for i dag er et par billeder, jeg har lovet af vise, så dem, der er interesserede (ud over Sidsel) kan se, hvordan jeg bruger lyskæder og smålamper herhjemme:
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)
I den forgangne uge har jeg:
1.
Erstattet flere af mine lysestager med lyskæder og små-lamper. Jeg har et svinsk forbrug af fyrfadslys, og selvom jeg på papiret bifalder de kunstige stearinlys, må jeg bare konstatere, at jeg ikke bruger dem, jeg selv har købt. Derfor har jeg over de sidste mange måneder købt og ønsket mig forskellige lyskæder osv. og jeg har efterhånden fundet en god håndfuld, som jeg selv synes er smukke. Jeg køber dem, der kan lades op, eller sættes i en stikkontakt, fordi jeg tænker, at intet er vundet, hvis de kører på batterier, og en fordel ved dét er, at man ikke har den lange fase, hvor man skal forsøge at beslutte, hvornår belysningen er blevet *så* fesen, at man kan forsvare at skifte batterier.
2.
Købt 4 dybe tallerkner i den lokale genbrugsbiks. Af en eller anden grund løber vi tør for dybe tallerkner 3 gange så hurtigt, som vi løber tør for alt ander service, og jeg har nu i 100 år irriteret mig over, at jeg enten er nødt til at bruge skåle, som bare passer virkelig dårligt i min opvaskemaskine, som derfor på ingen måde kan fyldes optimalt, eller at vaske, mens opvaskemaskinen egentlig ikke er *helt* fyldt. (Og ja. Man kunne vaske op i hånden. Men altså… Ja. Life.) I mandags gik jeg forbi en genbrugsbutik og fik øje på en reol med tallerkner, og 2 minutter efter gik jeg derfra med 4 nye tallerkner, jeg havde givet 20 kroner for. Jeg har siden holdt en daglig takketale og dedikeret den til mig selv.
3.
Konstateret, at det åbenbart stadig er svært for mig at være bevidst om mit forbrug, når jeg er i projekt-mode. For jeg har brugt for mange penge i januar, og der er ingen tvivl om, at det er Fridas nye værelse, der er synderen. Jeg har tænkt over, hvorfor det sker, og er nået frem til, at det handler om, at én af mine mest dominerende sider kolliderer med mit fokus på at nedbringe mit forbrug, nemlig min trang til at følge opgaver til dørs. Jeg bliver så forhippet på, at jeg vil have værelset lavet færdig, at jeg ikke når at stoppe og tænke over, om jeg egentlig har penge til at købe de 3 kurve til opbevaring, jeg har fundet, eller om jeg måske er nødt til at vente til næste måned. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med den her erkendelse, for jeg er typen, der stresser helt vanvittigt over løse ender, og det er, hvad et halvfærdigt værelse er for mig. Men nu har jeg i hvert fald opdaget, at det sker. Så må vi se, om jeg kan omsætte det til et mere fornuftigt handlemønster.
4.
Fået et spørgsmål i sidste uges kommentarfelt om, om ikke, jeg vil prøve at skrive lidt om mine erfaringer ift. at købe brugt på f.eks. DBA og Tradono. Og selvfølgelig vil jeg det.
Hvad ville jeg købe uden at blinke med øjnene:
Hårde ting uden “indmad”.
F.eks. brødbokse, legetøj, køkkenservice og haveredskaber. Disse varer kan man tjekke kvaliteten af, ganske enkelt ved at tage ud og se dem, eller ved at bede om flere billeder.
Børnetøj.
Prismæssigt typisk ikke en katastrofe, hvis tøjet viser sig at være for småt/stort, eller ikke ligner det, man synes, man så på billedet. Dog tjekker jeg altid, hvor længe tøjet har været til salg, og har noget været til salg i mere end en måned, spørger jeg, hvor det har været opbevaret. Jeg er én gang kommet galt afsted med at købe en flyverdragt, der havde ligget på loftet, som lugten ikke kunne vaskes ud af.
Hvad ville jeg være *meget* forsigtig med at købe brugt af fremmede mennesker:
Dyre ting, som det kan være rart at have garantien på.
F.eks. kan du ikke se, om en babyalarm har været med ude i regnvejr, og det er også svært at vurdere, om en barnevogn kører skævt, når man bare står og triller den frem og tilbage i stuen hos Lone i Varde.
Ting i stof.
Her medgiver jeg, at jeg er lidt hysterisk, men der er bare ikke rigtigt en måde at desinficere en bamse eller et sengetæppe på.
Stof har også den store ulempe, at det ret nemt suger lugt og fugt til sig, så under alle omstændigheder ville jeg altid spørge til, hvor det har været opbevaret. Og særlig, hvis man kan se, at noget har været sat til salg i lang tid. Jo større ting, man køber, desto mere relevant er dette spørgsmål, for hvis en sofa har været sat til salg i 36 måneder, så kan man jo give det en tanke, at de færreste har 3 sofaer stående i stuen i 36 måneder.
Ting, jeg ville være varsom med at købe:
Potentielle kopivarer.
Hvilket i 2019 er noget andet en det, man lige umiddelbart forestiller sig. I gamle dage var det designervarer, der var faldgruppen her, men i dag er det helt almindelige ting, som man måske ikke lige tænker over. F.eks. køber folk rigtig meget kopi-lego-merch på Wish, og sælger det som the real deal. Kopiparfumer “i ubrudt emballage!!”, købt med hjem fra en ferie i Ungarn, er også rigtig trælse at købe, hvis man tror, man har fat i originalen.
El og teknik.
Dels kan der være masser af fejl på, som man ikke med det blotte øje kan se, og dels er der noget sikkerhed, som er ret vigtigt. Jeg ville være ligeglad med at købe en stavblender eller en brødrister, fordi det er ting, der kun er i brug, når jeg er tilstede, men jeg ville ikke købe nattelamper til børn osv., som kan være købt på Wish, og produceret et sted, hvor der mildest talt er mere lempelige krav til ledninger og brandsikkerhed end i Danmark.
Ting med holdbarhed.
F.eks. parfumer. Vi har alle prøvet at købe/få en parfume, tage hul på den og efter 3 sprøjt konstatere, at den ikke lige falder i smag, og så er det jo oplagt at sælge den. Derfor er der ofte ret gode køb at gøre her – men man kan til gengæld også risikere, at sælger måske.. husker lidt forkert.. ift. hvornår parfumen blev åbnet. En ny parfume dufter bare bedre end én, der har stået og lumret på en hylde i 2 år.
Fodtøj til børn.
Den her har jeg lært på den hårde måde. Efter køb af 6 par brugte sko, må jeg bare sige, at der er for langt mellem de gode køb. For selvom jeg har købt sko, der var lagt op under betegnelsen “Fejlkøb” og som alle uden undtagelse fremstod som nye, har der kun været ét par, som reelt har været brugbare. Resten er flækket, har suget unaturligt meget vand til sig, eller har været utætte, formentlig pga. forkert opbevaring (på loftet) eller manglende imprægnering.
Små-tips:
*De fleste salgstjenester har en funktion, hvor man kan følge andre brugere. Brug den, hvis du finder én, der sælger gode ting i pæn stand til en god pris. Særlig hvis du finder en, der har børn, der er lige et nummer større end dit/dine, er det en god måde at spare penge på.
*Overvej om det bedst kan betale sig at købe online eller i en lokal genbrugsbutik. Udvalget er ofte størst online, men til gengæld kommer portoen oveni, hvis man skal have varen sendt.
*Tjek prisen på større ting i andre landsdele. Her er børnenes nyligt købte senge et godt eksempel. Jeg tjekkede 3 forskellige mærker af senge med samme liggemål: Alle kostede mellem 2 og 3 gange så meget på Sjælland/Fyn som i Jylland.
*Husk den sunde skepsis, hvis billedet, der ledsager annoncen, ikke er et, folk selv har taget, men er et, de har fundet på nettet. Det er der tit en grund til.
*Styr i en stor bue udenom varer, der er kategoriserede som “retro”. Det betyder i 9 ud af 10 tilfælde ‘slidt’ eller ‘umoderne’.
*Tjek, hvad sælger ellers har til salg. Flere annoncer/billeder kan være en god måde at tjekke på, om man deler smag, og om sælger generelt passer ordentligt på sine ting.
Hvis man tjekker, og det viser sig, at vedkommende har 700 andre varer til salg, skal man være opmærksom på, at der typisk er tale om et mellemled (f.eks. én, der opkøber dødsbo eller varer fra konkursramte virksomheder), og man derfor reelt ikke ved, hvem man køber noget af. Det kan gøre det svært have føling med stand og kvalitet.
*Hvis du som køber laver en aftale om at hente/komme forbi, så hold den, eller tilbyd at betale på forhånd, hvis du gerne vil være sikker på, at det er dig, der får varen. Som sælger oplever man MANGE, der tilkendegiver, at de vil komme på bestemte tidspunkter – for derefter at forsvinde ud i den blå luft. Personligt er jeg blevet benhård med den her. Jeg sælger ofte så billigt, at jeg har folk i kø. Derfor har jeg lært at sætte en tidsfrist på, og overskrider interesserede købere denne frist med så meget som fem minutter, har jeg lige præcis nul skrupler ved at lade buddet gå videre.
————————–
Ovenstående er, hvad jeg har gjort mig af erfaringer. Hvis I derude har andre tips og tricks, så del dem endeligt i kommentarfeltet.
Ja. Man har et standpunkt, til man skriver et nyt.
Ovenpå årets første indlæg forstår jeg godt, hvis man som læser tænker, at det handler om, at jeg ikke kan skrive, hvis ikke jeg skriver de her indlæg, men det er ikke tilfældet. Efter snart 11 år som blogger ved jeg, at det bare er et spørgsmål om at blive ved med at skrive – så folder indlægscentret i hjernen sig ud igen.
Svare er så enkelt, at det næsten er deprimerende: Jeg glemmer at holde fokus på, hvordan vi forbruger, når jeg ikke skal aflægge ugentlig rapport. Mange af vanerne, jeg har fået over det sidste år er heldigvis så etablerede, at jeg fortsætter med dem, uden at tænke over det, men i de uger, der er gået, siden jeg skrev et reelt M2018-indlæg, har jeg ikke tænkt *videre* – og det savner jeg for meget til at være villig til at give slip, for jeg synes ikke, jeg er i mål endnu.
Så. Jeg laver en fuld Kopernikus, og går tilbage til at lave et ugentligt indlæg, dog med den lille ændring, at jeg lægger lidt elastik ind ift. antallet af punkter, og heller ikke holder mig for fin til at slå to uger sammen, hvis der ikke har været punkter nok på 7 dage.
Jeg ved godt, at ikke alle derude er begejstrede for de her indlæg, men lige her kalder jeg rang og siger, at når bloggen kan bidrage positivt til min selvudvikling, så bliver det det, jeg bruger den til. Til gengæld vil jeg indtrængende opfordre til, at jer, der ikke føler, indlæggene giver mening, springer dem over. Både for jeres og for min skyld.
Jeg holder fast i navnet, fordi indlæggene er en direkte udløber af M2018-indlæggene, men skriver en anden intro, så det forhåbentlig bliver lidt mere klart, hvad baggrunden for indlæggene er, så ingen sidder tilbage og synes, at tiltagene ikke er minimalistiske/økologiske/sparsommelige/veganske nok.
Til jer, der vil med på en tur mere: Velkommen tilbage.
I de forgangne uger har jeg:
1.
Fået Aben i firmajulegave, og efter mange overvejelser byttet den til et tilgodebevis til butikken, hvor den er købt. Vi har for mange Nerf-guns i dette hjem til at have et stykke træ til 700 kr. hængende, men i første omgang havde jeg tænkt, at jeg ville lægge den i skabet, og tage den frem igen, når der hersker lidt mere lov og orden i den her by. Det ér trods alt en klassiker, og den er fin.
Men efter at have tygget på det et par uger, nåede jeg frem til, at det gør jeg ikke mere, det der med at lægge nye ting væk til det fjerne og ikke nærmere definerede tidspunkt “Engang”. Så jeg traf i stedet en beslutning om, at tilgodesedlen skal være rygsøjlen i en opsparing til den Kenwood røremaskine, jeg har sukket efter i flere år, og at alt, hvad jeg sælger brugt fra nu af, skal gå i den pulje. I skrivende stund har jeg solgt for 1300 kr. siden jul, så vi er nu ca. halvvejs. (Med mindre selvfølgelig, at den pludselig kommer på bud). Det føles meget tilfredsstillende, at de småbeløb, jeg sælger for, kommer til at give mig noget konkret, jeg har ønsket mig så længe.
2.
Byttet øreringe, som jeg fik i julegave af Anton. Den her var ægte svær. For bytter man gaver, man får af sine børn? I første omgang havde jeg lagt dem på plads, men efter at have brugt en uge på at vende og dreje det (og noteret mig, at Anton lader til at have glemt alt om dem igen) nåede jeg frem til, at det ikke er værre at have dem liggende ubrugte i skabet, end at bytte dem til nogle, jeg rent faktisk bruger.
3.
Købt brugte senge til børnene. Som nævnt i sidste indlæg er begge børn skudt godt i vejret, og nye senge var nødvendige. Det her projekt har jeg næsten ikke kunne overskue, fordi det også indebærer overvejelser om, hvornår vi laver Lokale-Rokaden. Lige nu har jeg soveværelse i det største rum (fordi der er et indbygget skab, som alt mit tøj, sengetøj osv. kan være i), Anton har det næst-største, og Frida har tændstikæsken. Når Frida begynder at være mere på værelset, end tilfældet er nu, skal vi have rykket, så Anton får det største, Frida det mellemste, og jeg det mindste. Men når vi skal det, skal alt skrues ned, og der skal males. Og det kan. jeg. bare. ikke. overskue. lige. nu. Og så var der overvejelser om, hvorvidt der skulle nye senge til, eller om Frida skulle arve Antons aflagte og blablabla. Meget rodet og langstrakt. Men ved et tilfælde så jeg et billede af en halvhøj seng, og så begyndte tandhjulene at snurre, og jeg endte med at beslutte, at det var den vej, vi ville gå. Halvhøje senge er SYGT dyre fra nye, så jeg brugte nogle uger på at lede efter nogle second hand, der passede i mål til både børn og værelser, og var så heldig at finde nogle, der i hvert fald på billederne så fine ud.
Jeg er styret uden om alt, der “bare lige skal males” eller “måske mangler en skrue eller to *smiley*” og har valgt to, der er danskproducerede, og som fra nye prismæssigt ligger i den hidsige ende, så forhåbentligt kan de holde nogle år, og jeg synes, jeg har fået ret meget for mine penge. Jeg har bestilt nye madrasser til begge børn (fordi brugte madrasser creeper mig ud) og er endt med i alt at have betalt 1100 for Fridas seng (som ville have kostet 2700 fra ny) og 1900 for Antons (som ville have kostet kostet 4500 fra ny), og tanken er, at når vi rykker værelser, så overtager Frida Antons seng, fordi målet passer til værelset.
4.
Solgt Fridas puslebord og Antons gamle seng så billigt, at jeg havde 7 i kø til bordet og 12 i kø til sengen. Og hvor jeg for et år siden ville have ærgret mig over, at jeg kunne have solgt dem dyrere, var jeg nu bare glad for, at jeg vidste, at jeg ikke ville være nødt til at skille tingene ad, og flytte rundt på dem i månedsvis.
5.
Indført et begreb ift. arvet legetøj, jeg for mig selv kalder “Bryd smittekæden”. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, eller om det er noget kønsbestemt, men hvor jeg til Anton primært arvede “store” stykker legetøj (f.eks. en bil, et sværd, en bold eller en kappe), så oplever jeg, at jeg til Frida ofte modtager poser med småting. Og tanken er simpelthen så fin – men det er fuldstændig umuligt at gennemskue, hvad 600 stykker pink plastik i fri dressur skal bruges til, når er ikke er samlevejledning med, og hvor man *sagtens* kan få mange timers god leg ud af en mini-ovn, hvor lågen mangler, hvis man har haft den fra ny, så er det ikke min oplevelse, at det samme er tilfældet, når man arver den og ikke ved, hvad den skal bygges sammen med.
Og i flere år har jeg bare sendt det videre, for det virker simpelthen så forkert at smide legetøj ud. Men de sidste par gange, jeg har modtaget defekt legetøj, har jeg tænkt “Hvorfor smider folk det ikke bare ud?” – og derfor har jeg besluttet, at det er mig, der er final destination. For hvor plettet og hullet tøj kan bruges som twist og møbelpolstring, så kan ødelagt legetøj jo ikke rigtig bruges til noget. Og det er simpelthen ikke fair, at Erna og Jytte i Kirkens Korshær skal bruge deres generøst donerede, frivillige arbejdstimer på at stå og sortere i legetøj, fordi jeg ikke vil være den, der træffer beslutningen. Så det er jeg nu. Jeg affaldssorterer pligtskyldigt, og jeg kører på genbrugsstationen med det, der hører til dér, men det er slut med bare at sende aben videre (full-cirkle-moment) – også selvom det bliver gjort i bedste mening.
52 uger er gået, og vi er nået til vejs ende. Som lovet kommer hermed den samlede liste over, hvad M2018 helt konkret har givet af resultater. Det bliver langt, så sæt jer godt til rette.
Nye tiltag i omgangskredsen:
M2018 har givet anledning til mange virkelig gode snakke i omgangskredsen, også om de emner, man normalt ikke italesætter. Jeg har det frygtelig stramt med nærighed, og derfor kan jeg somme tider komme til at overkompensere, når vi f.eks. har gæster til spisning. Men i takt med, at jeg har forholdt mig til vores forbrug på alle andre områder, kommer det til at virke ret ekstremt, når man bare kører fuld plade for en sikkerheds skyld her. Min egen oplevelse er, at mine overvejelser også har sat tanker i gang andre steder, og uden at jeg kan se, hvad folk tænker, så virker det til, at de også synes, at den nye, lidt anderledes måde at gøre tingene på, fungerer fint.
Lavet aftaler om at give oplevelser i stedet for gaver, når vi giver hinandens børn fødselsdagsgaver.
Anbefalet vordende forældre at afsøge muligheden for at låne ting på fb, og vurdere, om det er noget, barnet reelt vil bruge, i stedet for at starte med at købe viklen/løbecyklen/kugledynen.
Gennem forældrerådet fået vedtaget, at Fridas institution nu tilbyder, at alle forældre kan låne service med hjem til børnefødselsdage, så ingen behøver at købe engangsservice. Debatten om miljø har medført, at børnene for et par måneder siden blev bedt om at medbringe en vandflaske dagligt, så man sparer opvasken af de mange krus, som kun kan bruges én gang.
Oprettet en gruppe, som kun består af mennesker fra min venneliste på fb (og jeg er benhård. Jeg har lukket for alle andres rettigheder, så det kun er mig, der kan tilføje medlemmer) til køb og salg af fejlkøb og ting, man er træt af. Den fungerer GLIMRENDE, og der bliver handlet lystigt på kryds og tværs.
Indført i omgangskredsen, at vi lige skriver sammen, når vi skal noget med børnene, så alle ikke i et anfald af Emma Gad kommer slæbende med en masse mad, som efterfølgende skal kasseres, fordi varme, børn og sand.
Vænnet vennerne til, at pålæg bliver sat på bordet uåbnet, hvilket ikke betyder, at man ikke må åbne det. Det må man virkelig, virkelig gerne – der er bare ingen grund til at gøre det, hvis ingen spiser af det.
Nye vaner:
De nye vaner er kommet snigende hen over året. Det er ikke sådan, at jeg startede med, hver eneste uge, at gå alle skabe igennem, eller at jeg med det samme var bevidst om, hvor der var mulighed for at prøve at gøre noget anderledes. Alle nedenstående ting er vokset frem af spæde begyndelser, f.eks. at jeg lige bladrede mit ene køkkenskab igennem, mens jeg alligevel stod og ventede på, at vandet kogte. Nu er mange af dem så indgroede, jeg ikke engang tænker over dem længere.
Erstattet min balsam med Arganolie, som jeg også bruger i Fridas hår om morgenen, så det kan reddes igennem uden for mange hyl og skrig. Jeg er gået fra 6-8 flasker balsam årlig til ca. 1,5 flaske arganolie.
Lært at bruge gavebevis og årskort, når jeg har dem, i stedet for at gemme dem til Det Perfekte Øjeblik og risikere ikke at få dem brugt.
Lært at tænke over at vælge et produkt, hvor emballagen kan genbruges, når jeg skal købe noget, hvor mærket ikke er vigtigt. F.eks. er jeg ret glad for Urtekrams beholdere, fordi låget kan skrues af, og man dermed kan genfylde med alt, fra sæbe til shampo til tøjsæbe. Anton har altid en flaske sæbe med til idræt i skolen, og det sker jævnligt, at han glemmer den. Derfor er det ret smart at have sådan et par stykker stående, som man kan fylde halvt op (= mindre at slæbe på) og som er lavet af den type plastik, der ikke går i stykker, når man taber det på gulvet.
Indarbejdet en rutine med at løbe køleskab, fryser og køkkenskabe igennem et par gange om måneden.
Badeværelsesskabet ligeså.
Opøvet at forholde mig til det, jeg har i skabe og skuffer, og træffe bevidste beslutninger om at bruge det/sende det videre, mens det stadig kan anvendes.
Gjort børnenes fødselsdage til anledninger til at rydde op og ud i deres legetøj.
Lært at tænke den kommende uges madplan ind i det, jeg laver af mad i weekenden.
Opdaget, at det i hverdagen fungerer godt at handle to gange om ugen, mens det i ferier og op til fødselsdage er bedre at handle lidt ad gangen over 3-4 dage, så overblikket ikke ryger.
Groet en respekt for, at det er i alle de små ting, pengene forsvinder hen, og derfor gjort det til en vane først at tjekke dba og Tradono, når noget går i stykker (og det vel at mærke giver mening at købe brugt). Det hjælper med at sætte ting i perspektiv. 50 kr. for en brugt brødkasse, kontra 250 for den nye, jeg havde kig på. Når man efterhånden kender sin økonomi, og ved, hvor meget man har tilbage til resten af måneden, træffer valget ofte sig selv. I år har jeg gjort det med en julebog, en kaffekande, en lampe, samt bObles til Fridas julegave.
Lært at bladre arvetøjet igennem med jævnere mellemrum, og – helt fysisk – at sammenholde tøjet med det, de bruger nu. Størrelsen i nakken er ikke retvisende længere, når tøj har været vasket x antal gange.
I forlængelse af ovenstående: Skilt mig af med det, som jeg allerede nu kan se, at de ikke kommer i. (Igen: Princippet om, at det er nemmere at overskue færre ting, og dermed også at få dem brugt)
Lært at bruge en tallerken eller et skærebræt som låg, når jeg sætter store skåle med ting i køleskabet.
Blevet god til at vaske min bil manuelt, så tit det kan lade sig gøre.
Lært at trække indkøbsturen en dag for langt, når det kan lade sig gøre, for på den måde at tvinge mig selv til at bruge det, man bliver lidt blind for i hverdagen, f.eks. den lille prøve med shampo eller de to frosne pitabrød bagerst i anden skuffe.
Vænnet mig til at prøve supermarkedernes egne mærker af dagligvarer, og på den måde fundet virkelig mange ting, som jeg fremover kommer til at spare mange penge på.
Vænnet mig til at tørre håndklæder på tørrestativet og efterfølgende give dem 20 minutter i tørretumbleren, så de bliver bløde, i stedet for at køre det fulde tørreprogram.
Blevet god til at vurdere, om ting kan repareres i stedet for at skiftes ud. F.eks. er mit sofabord, som fik nye beslag for snart et år siden, still going strong, og min vaskemaskine, som plasthåndtaget knækkede af for 1 1/2 år siden, vasker upåklageligt, selvom jeg skal åbne lågen med en tang.
Fået som reel vane at genbruge plastikposer i køkkenet.
Lært at *kigge* på vasketøjet og vurdere, om det rent faktisk er snavset, i stedet for bare at automat-fyre det til vask. Efter et år kan jeg se, at det forlænger levetiden på tøjet markant.
Madspild:
I starten handlede det bare om, at der ikke skulle smides for meget mad direkte fra køleskab/gryde/fryser i skraldespanden, men efterhånden er tankegangen kommet til at gennemsyre meget mere end bare det, og den væsentligste forskel er nok i virkeligheden, at jeg tænker på det forlods, så jeg allerede inden jeg køber ind, forholder mig til, at det, jeg køber skal kunne bruges eller genbruges sammen med andet, jeg har i fryseren. Det giver væsentlig færre situationer, hvor jeg står med et fyldt køleskab, og på ingen måde kan nå at udnytte alt, hvad der ligger i skuffer og på hylder.
Lært at forholde mig til, om jeg reelt skal/kan nå at bruge det, jeg står med i hånden. For hvis ikke, er 2 for 1 og økonomi-pakker ikke en god ide, hverken ift. madspild eller ressourcer generelt.
Testet nye modeller af, når vi har gæster. F.eks. at det fungerer fint at lave madklub med forskellige rester fra fryseren, og at det er smart at lave noget, hvor børn kan vælge, hvad de vil spise, uden at resten går til spilde. F.eks. pølsevognen vi lavede til Antons fødselsdag.
Købt låg til dåsesodavand, så de kan genbruges. Hvor jeg før hældte ca. 1/2 dåse doven sodavand ud, når børnene havde fået, kan de nu dele en sodavand over en weekend, og der er stadig brus i den søndag.
Besluttet at lave, hvad der bliver spist og ikke, hvad jeg ville ønske, gæsterne (= børnene) spiste, når jeg laver mad til særlige lejligheder.
Eksperimenteret med at fryse madvarer, jeg ikke plejer at fryse (- og finde anvendelse for dem). Mælk til smoothies, skivede tomater til lasagne, kage med smør/ostetopping osv.
Lavet et system med at skrive det på min madplan, hvis en ret den kommende uge skal indeholde noget fra fryseren, som jeg skal have brugt. Ellers glemmer jeg det.
Fået så meget plads i skabene, at der ikke længere er gemmesteder, hvor torskerogn og mango chutney kan stå og spille døde.
Vænnet mig til at smøre madpakker, når vi har spist aftensmad, og på den måde gjort det muligt at bruge de rester fra aftensmaden, som ikke kan udgøre et måltid den efterfølgende dag. F.eks. en kartoffel, et par skefulde kødsauce osv. Ofte ender jeg med at have en fuld madpakke, når jeg har tømt de forskellige gryder og skåle ned i en plastikbøtte, og selvom det ikke vinder nogen priser for æstetisk udtryk, smager det fint.
Genopdaget muligheden for at spare på kødet ved at skære det, når det stadig halvfrossent, og dermed kan skæres meget tyndere end når det er råt. Som ekstra bonus kan man så med fordel købe dato-kød og smide det i fryseren.
Opdaget at overnight oats er en fremragende måde at få brugt rester af grød, kompot, marmelade, yoghurt og frugt
Lært at overskydende rundstykker fra bageren bliver superlækre, hvis man fryser dem, og luner dem senere.
Lært at købe børnemenuer til mig selv også, når vi er på tur og spiser ude, f.eks. i zoo osv. (Indrømmet: Jeg gør det ikke, hvis vi er på cafe osv.) Sammen med det, børnene ikke spiser, er det længe rigeligt til at alle bliver mætte, og jeg slipper for at få ondt i hovedet over 3 halvfyldte tallerkener, der ryger tilbage til køkkenet og lige i skraldespanden.
Blevet opmærksom på, at der er udviklingspotentiale ift. at mindske madspildet hos børnene. At jeg f.eks. skærer frugt i halve/både, så der ikke står et halvt æble og glor, når Frida ikke kan spise mere, eller at huske, at man jo altså godt kan lave/hente morgenmad to gange.
Lært lidt mere om, hvad der er smart at gøre, hvis vi i ferierne skal have mad med på ture. F.eks. at medbragte boller skal smøres hjemmefra, og at der ikke er nogen grund til at slæbe en pose idealistisk grønt med i Tivoli Friheden. En kande kaffe er fin i bilen, men træls at slæbe rundt på, mens en dåsecola og en flaske vand i rygsækken sparer ret mange penge, og er virkelig rare at have ved hånden, så man ikke først skal finde et sted at købe drikkevarer, når tørsten pludselig melder sig. (Og hvor der ALTID er nogle hurtige CBS-typer, der har tænkt ‘mer-salg’ i betalingsområdet.)
Frosset saft, som ikke lige faldt i smag, som isterninger, og hældt dem i danskvand eller saftevand på varme sommerdage. De udvander ikke saftvandet, og ingen opdager, at det er Det Falske Saft vi bruger.
Fundet ud at tænke stort, når jeg planlægger fødselsdage, forstået på den måde, at jeg lægger menuen ud fra, at de samme ingredienser skal kunne bruges til det, jeg laver, både når familien og klassen/børnehaven kommer.
Opdaget at det er smart at fryse overskudsmad i små portioner, fordi det giver langt bedre muligheder for at bruge det igen. Mad, der er frosset i portionsstørrelser, der passer til én dag, er nemmere at bruge, end en ordentlig m*therfucker af en tupperware, hvori der er mad til to dage, (og af en eller anden grund passer det aldrig med, at man er hjemme to dage i træk), og sandsynligheden for at du skal bruge 2 dl. pisket fløde er ret lille, hvorimod 1 dl i en smoothie og 1 dl i en bolledej kan sagtens tænkes ind. Derudover er det også meget nemmere at sætte det sammen på kryds og tværs i tapas-lignende arrangementer, når man kan tage 5 skiver pølse, to boller og 1/2 dl. pesto op, end hvis man skal finde anvendelse for hele pakken med pølse og de to dl. pesto, der var i bægeret.
Hvor har jeg sparet penge:
Det var her, det hele startede, og selvom det hurtigt stoppede med kun at handle om dét, så har jeg på den anden side ikke tænkt mig at klage over, at jeg har fundet måder at få pengene til at række længere.
Skiftet fra gel til pulver, når jeg kører en quick-vask i opvaskemaskinen. Når jeg vasker normalt, bruger jeg tabs, men de kan ikke nå at blive opløst, når jeg kører lyn-program. Og det gør jeg ret tit, fordi madkasser og drikkeflasker fylder helt vildt, og aldrig er decideret beskidte. Da jeg brugte gel, brugte jeg ca. en flaske i måneden, som jeg gav 50-60 kr. for, når jeg fandt den på bud. Jeg har brugt ca. 1,5 beholder med pulver i år; prisen her er 50 kr. pr. beholder. Dvs. en årlig besparelse på ca. 600 kr.
Sænket farten fra 130 til 110. Det her har uden sammenligning været den største økonomiske gevinst, jeg har fået ud af M2018-eksperimentet. Et slag på tasken er, at det komme til at give en besparelse på 6.000 – 10.000 kr. om året.
Fundet ud af at testlytte nye numre på YouSee musik, som jeg har gratis, og kun købe dem, der hænger ved efter et par uger. Bare fordi det ikke føles som rigtige penge, når det hele foregår med 2 click i iTunes, betyder det ikke, at det ikke løber op.
Skiftet håndsæben ud med skumsæbe, som jeg selv laver. Det kræver en særlig dispenser, men jeg genbruger bare en, jeg oprindeligt købte med skumsæbe fra Palmolive, og fylder 1/5 sæbe i og 4/5 vand. Det her er et kinderæg af fordele: Sæben rækker MEGET længere, det sparer vand, fordi det er hurtigere at skylle af, og så er det mere skånsomt for hænderne, fordi sæbekoncentrationen er lavere.
Lært at nogle ting ER bedre i den dyre version, og dermed også erkendt, at discount-udgaverne både er spild af penge og ressourcer, fordi jeg ofte ender med at købe den dyre udgave til sidst alligevel. Fordi der er virkelig mange varer, som jeg i løbet af i år har lært, at jeg sagtens kan bruge i discount-udgaven, betyder det også, at jeg med både glæde og god samvittighed køber den gode kaffe, rugbrød hos bageren og den dyre shampo.
Indført ‘kan det bruges 3 måneder mere?’-reglen ift. børnetøj, som de er ved at vokse ud af. (Og ‘kan de gøre det uden at komme til at ligne noget fra Oliver Twist?’, selvfølgelig.) Mit effektivitets-gen er tilbøjeligt til at ville fikse et problem, så snart jeg konstaterer, at det nærmer sig, og ‘de undertrøjer er snart for korte’ har i mange år betydet, at jeg køber nye med det samme. Men ‘snart’ er ikke det samme som ‘nu’, har jeg opdaget, og i stedet har jeg i dag en liste i min notesbog over ting, der skal købes om 3-6 måneder, når børnepengene kommer, så jeg ikke glemmer det.
Haft held med at slå op på fb osv. når der er specifikke varer, jeg mangler. Det giver ofte bedre priser, fordi folk, der endnu ikke har fået deres varer lagt op, er villige til at sætte prisen efter, at de slipper for bøvlet.
Været på forkant med julen, og sparet ret mange penge på både kalenderlys og adventsgaver.
Undladt at tilmelde de store udgiftsposter betalingsservice, så jeg konkret forholder mig til, om noget stadig er nødvendigt, inden jeg tager et år mere. FDM røg i år, fordi jeg har fået vejhjælp gratis gennem min forsikring, og det sparer mig årligt for 1800 kr.
Taget hul på hjemmetræning, hvilket har vist sig at være en god måde at gøre det på, for jeg har haft MANGE uger, hvor det ikke har kunne lade sig gøre. Og jeg er ikke en af dem, der leder efter undskyldninger for at slippe, så for mig er det en reel konstatering af, at tiden ikke har været der, og dermed heller ikke havde været der, hvis jeg havde købt et medlemskab i et fitnesscenter.
Opdaget at medbragt mad, når man er på ture til f.eks. Legoland kan være fantastisk, hvis man går tilbage til bilen og spiser den. Det giver en pause fra al hurlumhejet, som ALLE faktisk synes er rar, der er tid til lige at regruppere, og børnene vil gerne spise en sandwich, når den ikke skal indtages 4 meter fra alle de andres burgere og pommes frites.
Fået renterne på mine lån sat ned; en besparelse på ca. 10.000 kr.
Hvad har jeg lært:
Det virker lidt skørt at liste det her i punktform, for det er faktisk hele min måde at betragte verden på, der er blevet forrykket. Ikke desto mindre er det stadig rart at se, hvor det kommer konkret til udtryk.
Forstået helt ned i følelserne, at min økonomi ikke består af 12 fragmenterede dele årligt, men er et samlet hele.
Lært at fjerne mentale labels, så ting bliver brugt og gør gavn, i stedet for at ligge uvirksomme hen. 2018 eksemplerne er: Træningssko = sko. Sandkasselegetøj = legetøj til badekar. Sommertøj = træningstøj (udemærket til hjemmebrug). Bodylotion = ansigtscreme. Balsam = shaving gel. Juleservietter = servietter. Bloklys til hurricane-stager = lys, der kan stå i alle stager.
Opdaget at det er blevet sværere at bruge penge, selvom det er både planlagt og budgetteret. Når man i hverdagen lever for begrænsede midler, føles det hurtigt meget ekstravagant, når det er større beløb, man sender efter noget. Jeg er spændt på, om det her ændrer sig, når min gæld er betalt ud. Det håber jeg. For jeg gider ikke ende et sted, hvor jeg stadig er bange for penge, bare med modsat fortegn.
Blevet meget klogere på do’s and don’ts ift. at sælge brugt. Jeg har ofte tænkt på noget Jane skrev for længe siden om at have respekt for de små beløb. 2018 har været en lektie i, hvor meget små beløb reelt kan akkumulere sig til. (Gode råd til salg af brugte ting her)
I forlængelse af ovenstående: At det godt kan betale sig at sætte noget til salg, selvom man måske kun kan få 50 kr. for det (med mindre det giver mening at forære væk, fordi mange kan have glæde af det længe. F.eks. har jeg foræret alle Fridas babylegesager til vuggestuen, fordi jeg godt kan lide tanken om, at mange børn i mange år kommer til at få glæde af dem). Eller at returnere defekte varer, hvis jeg stadig har bon’en. Også selvom det kun er 50 kr. det drejer sig om.
Undersøgt hvilke genbrugs-organisationer, der tager imod hvad. (Tøj, der lugter, tøj med pletter/huller osv) Det er forbløffende rart at have styr på.
Lært at jeg skal re-stock’e, når vi har måneder, hvor vi er ekstra klemte, og jeg derfor bruger ALT i skabene, så jeg ikke bare skubber problemet til den kommende måned. Jeg behøver ikke fylde hylderne, men der skal stadig stå noget på dem, når vi kommer forbi d. 1.
Stoppet op, når vi har mødt ‘det plejer vi da’-udgifter. F.eks. til de årlige billeder af børnene.
Afventet, når jeg har været i tvivl om, om et eller andet virkelig var nødvendigt. F.eks. ventede jeg med at købe entre til fantasyfestival (hvor det viste sig at være nok for børnene at suge indtryk på pladsen omkring biblioteket), jeg ventede med at købe et fitnessmedlemskab, fordi jeg først ville se, om jeg overhovedet havde tid til at bruge det (det havde jeg ikke), og jeg ventede med at købe en sommerjakke til Anton, fordi jeg ville se, om han fik brug for en (det gjorde han ikke).
Genopdaget vennetjenester.
Fundet ud af at lommepenge/feriepenge er en super måde at mindske konfliktniveauet på, når vi er afsted, fordi det er beløbet i pungen, der sætter begrænsningen og ikke Sure Mor.
Erfaret, at når man har et sommerbarn, så er det en god ide at hænge en seddel op i børnehaven, hvorpå familier kan skrive, hvis deres børn holder fri den dag, man holder fødselsdag. I år inviterede vi 18 humlebier, og der summede kun 9 forbi. Det giver ALT for meget madspild.
Lært på den hår(d)e måde, at argan-olie ikke bare er argan-olie, men at man skal købe den model, der er til håret, hvis det er det, man gerne vil bruge det til.
Haft glæde af at spørge om nogen kender til rabat-aftaler, de gange, vi har været på ture (primært i sommerferien), og at tjekke sweet deal, inden jeg køber billetter til diverse arrangementer. Jeg sparede MANGE penge på den her i år.
Erhvervet mig en lille kogekeddel, så jeg kun koger den mængde vand, jeg skal bruge, og ikke er tvunget til at koge 0,8 liter, som var minimum i den gamle.
Undersøgt og lært, at man ikke, som i 90’erne, skal lade lyset brænde, når man går ud af et rum, men bare slukke det efter sig.
Nej tak til:
Med så mange nye tiltag, har der selvfølglig også være nogle, der ikke har fungeret.
Rasul-ler. Det tog mit hår 3 uger at blive sig selv igen.
Bee wraps. Jeg synes ikke, de slutter ordentlig tæt, og kan dermed ikke bruges til de formål, jeg havde købt dem til.
En kassekredit. Som banken ellers MEGET gerne vil give mig.
Brugt fodtøj. Heller ikke selvom det fremstår som nyt.
En bambuskop til at tage med på arbejde. Ideen er god, men jeg slæber på virkelig meget andet i forvejen (vandflasker, madkasser osv), og i og med, at vi altid befinder os på andres studiesteder og arbejdspladser, hvor der ikke er et skab eller en hylde til os, bliver det for massivt at komme slentrende med en trailer med service.
WISH og de andre app’s, der måske nok sælger billige ting, men som dels giver lyst til at købe en masse, man ikke har brug for, og også belaster miljøet helt åndssvagt, fordi alt, hvad man køber, skal sendes fra Kina.
Nescafe fyldt i poser og medbragt på arbejde. Det taber smagen, og giver ekstra emballagespild. I stedet har jeg en lille pose med tebreve, som er pakket individuelt, i tasken. Det fungerer meget bedre.
At bage rugbrød selv. Alt er prøvet. Jeg giver op.
Hvad har jeg fået brugt/ryddet op i:
Et punkt, der helt generelt har været en øjenåbner for mig. Jeg har aldrig tænkt over, at mange ting på lager var et problem, men i løbet af i år er det blevet tydeligt for mig, at det giver et meget bedre overblik over, hvad jeg har, når mængden er mindre. Det giver en langt mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, og jeg undgår at købe noget, jeg allerede har stående i skabet. Og endelig gør det også hverdagen betydeligt nemmere, fordi det f.eks. er hurtigt at bladre kassen med arvetøj igennem, når den består af en eller to overskuelige kasser, frem for 6 proppede af slagsen.
Endelig kan jeg også se, at det i dag går *meget* hurtigere med at sortere. Hvor jeg i starten vendte og drejede alting 16 gange, før jeg tog stilling til, om det skulle blive eller ud/videre, så er beslutningen i dag truffet på 1,5 sekund, fordi mit mål er færre ting, og alt derfor på en eller anden måde skal fortjene sin plads.
Rengøringsmidler (jeg vil gerne ned på en håndfuld og er der næsten)
Kasserne med arvetøj.
Mit tøjskab. (Av)
Engangsservice og sugerør, jeg i tidernes morgen købte.
Alle de små prøver i badeværelsesskabet.
Lageret af håndcreme. 7 stk. (plus to ekstra, jeg fandt i mine tasker.) Alt sammen fordi jeg fyldte dem over i en pumpe.
Go-cards (Til indkøbssedler, to-do’s osv.)
Stearinlys
Div:
Rodekassen til de erfaringer og inspirationskilder, der ikke lige passer i de andre kasser.
Opdaget podcasten ‘A slob comes clean’.
Virkelig undrende erkendt, at hele det her projekt har fjernet 90% af min lyst til at snuse rundt i butikker for at se, om jeg dog ikke kunne skabe et behov for forbrug.
Gjort mig mange overvejelser om krydsområderne, hvor man ved at vælge noget, der er gavnligt for ét område, samtidig tilvælger nogle konsekvenser, der er skadelige for et andet. Ikke, at der er noget, der er rigtigt eller forkert, men jeg kan egentlig godt lide visheden om, at det her område er komplekst, og at der er mange måder at gøre det rigtige på. (Den første overvejelse af slagsen jeg gjorde mig, var dåseferskner kontra frossen mango i uge 9)
Forsøgt at tænke ind, hvordan vi sparer på vandet, både ift. når vi bader, når jeg skyller af efter maden, og bare helt generelt.
Betalt 72.000 kr. af på min gæld.
Haft stor glæde af Min Bog, hvori jeg skriver de ting, jeg skal huske fra år til år, f.eks. hvor meget, der er spist til fødselsdage og julefrokoster, at jeg har købt et kalenderlys (og hvor det ligger..) osv. Det forebygger madspild og dobbeltindkøb.
Skiftet mine 6 ruller gavepapir med mønster ud med brunt genbrugspapir, som jeg pynter til lejligheden.
Øvet mig i at huske at cykle, når det er muligt, hvilket er sværere, end man lige skulle tro, fordi jeg altid har mindst 50 km. på job, og derfor er afsted i bilen alligevel. Det bliver for omstændigt at skulle hjem og sætte bilen, for derefter at cykle tilbage til den butik, jeg lige er kørt forbi. Men jeg forsøger at blive bedre til at få det lagt ind i weekenderne, og lidt har også ret.
Læst “Et år uden overforbrug” af Trine Baadsgaard, og den kan varmt anbefales.
Lært at bruge, hvad vi har. Både krydderier på hylden, årskort til zoo og bøger, der er købt, men aldrig læst. Det taler ind i noget med at nære større omtanke for vores brug af ressourcer, og også at øge bevidstheden om, hvad vi har, og hvad vi kan klare os med.
—- O —-
Så there you have it, som vi siger på godt dansk. Hvor har det været en skelsættende rejse, og hvor er jeg glad for, at så mange af jer har haft lyst til at lege med.
Tilbage er der vist kun at sige tak for i år. Tak fordi I læser med. Tak fordi I er så ordentlige, og tak fordi I gør min blog til noget, der giver langt mere, end den kræver.
Været god til at fryse ting, som jeg normalt ikke husker at fryse. F.eks. har jeg skåret en bakke halvsløje tomater i skiver og frosset dem ned, og senere brugt dem i lasagne. Jeg huskede også at smide en liter dato-mælk i fryseren, og bruge den i weekendens smoothies.
2)
Skrevet til min bank og spurgt, om ikke vi skulle sætte mine renter ned. Det skulle vi. 1 procent på det ene lån og 3 procent på det andet, hvilket samlet set kommer til at spare mig for små 10.000.
3)
Ryddet op i min pung og smidt alt ud, som jeg ikke længere bruger eller har udsigt til at få brugt, f.eks. alle de gamle kaffe-rabat kort til uddannelsessteder, hvor jeg ikke længere tolker. Jeg fandt ved samme lejlighed et meget, meget gammelt gavekort fra Vila, som jeg først lagde i affaldsbunken, fordi jeg simpelthen ikke havde fantasi til at forestille mig,, at det stadig var gyldigt – og desuden ikke kan huske, hvornår jeg sidst har været i Vila. En pludselig indskydelse fik mig til at google, om man på nettet havde mulighed for at tjekke saldoen, og jeg har nu 130 kr. at fyre af i en Bestseller-butik efter eget ønske.
4)
Tænkt at jeg ville huske at skrive den her på, selvom den ikke kun hænger sammen med den forgangne uge: Jeg kører Mac over hele linjen, og har derfor valgt, at al min musik ligger i iTunes. For et halvt år siden gik det op for mig, at jeg faktisk har adgang til YouSee musik, fordi YS er min internetudbyder. Jeg synes, det er noget knald at bruge de to tjenester samtidig, for jeg gider ikke sidde og lave spillelister i YouSee med alle de samme sange, som jeg allerede har købt i iTunes, men jeg er begyndt på YS at hente de musiknumre, som vi et par gange i ugen pludselig opdager, at vi ikke kan leve uden. Det kan vi jo *ret* tit, viser det sig, og jeg har sparet temmelig mange penge på, at jeg nu kun køber det på iTunes, som vi stadig elsker og hører på repeat efter et par uger.
—- 0 —-
Dette var det sidste ordinære indlæg i M2018-rækken, så hvad nu?
Tilbage i sensommeren, hvor jeg første gang begyndte at overveje, hvad der skulle ske, når vi var igennem 2018, var min tanke egentlig, at jeg ville fortsætte med et ugentligt indlæg. Jeg synes, det har været meget givende, både ift. at skærpe mine egne øjne, men også fordi jeg har fået mange, mange tilbagemeldinger på, at det også har sat tanker og processer igang ude blandt jer.
Men de sidste 3-4 måneder er det som om, der er sket noget i mailboksen og kommentarfeltet til M2018-indlæggene. Jeg tror måske det handler om, at fordi jeg poster indlæg en gang om ugen, der har minimalisme/miljø/besparelser som omdrejningspunkt, så har det trukket nye læsere til, som har et andet udgangspunkt, end det, jeg oprindeligt skrev ind i.
I hvert fald har jeg oplevet mere undren, flere kritiske spørgsmål til mit liv og mine valg, og sågar også et par stykker, der har sat spørgsmåltegn ved, om vores økonomiske situation virkelig er så slem, som jeg giver udtryk for.
Det har jeg oplevet som ret grænseoverskridende. Når vi har diskussioner i forlængelse af indlæg om emner, der naturligt vækker stærke følelser, er jeg forberedt på, at kommentarer kan stikke af i alle retninger, men i mine 11 år som blogger synes jeg, at det i 99% af tilfældene har været bolden og ikke manden, man er gået efter.
Det oplever jeg anderledes her, og det påvirker min lyst til at skrive. Mit udgangspunkt med disse indlæg var at skrive til og for os, der lever helt almindelige liv, og som – gode intentioner til trods – måske ikke har kunne overskue at stige ombord på zero waste og nul kød.
Mit mål har aldrig været at blive rig eller at finde alle de steder, jeg kan spare. Jeg har aldrig arbejdet hen imod at leve et liv, hvor vi kun har det *allermest* nødvendige, og har skåret alt andet fra. Jeg har haft et ønske om at få pengene til at række længere, og om at leve mere bevidst, og jeg har hele tiden forsøgt at tage udgangspunkt i mig selv.
Derfor kommer det til at kræve for meget god energi, hvis jeg skal forsvare og forklare, fordi indlæggene læses af mennesker, der er meget længere på denne rejse, end jeg er – for selvfølgelig påvirker det mig. Det ville være løgn at påstå andet, og det kan al logik og fornuft ikke ændre på.
Når alt det er sagt, har jeg ikke lyst til at stoppe helt, for jeg har fået så utrolig meget ud af at holde mig selv fast på at aflægge ugentlig rapport, og jeg er desuden nærmest upassende stolt af, at jeg også har været med til at gøre en reel forskel. Hvis bare 10% af jer, der sidder derude, er begyndt at tænke over at sænke farten, når I kører på motorvej, har disse indlæg, helt konkret, ændret noget til det bedre. Hvis bare 5 af jer har grebet bolden, og er gået tilbage til jeres respektive børns institutioner og har ønsket, at det bliver muligt at låne service i børnehaven, når der holdes fødselsdage, er det en betragtelig mængde engangsservice, disse indlæg har været med til at overflødiggøre. Det giver mening på en måde, som jeg ikke har prøvet før.
Derfor har jeg besluttet, at jeg ændrer frekvensen, og poster et M2019-indlæg den sidste weekend i måneden, og når 2019 er slut, trykker vi hinanden i hånden og tager afsked med M20xx-kategorien. På den måde holder jeg stadig mig selv fast på at holde fokus, indlæggene kan forhåbentlig stadig sætte tanker i gang og inspirere, og den lavere frekvens vil formentlig betyde, at det bliver den oprindelige målgruppe, jeg skriver til igen.
Så med det sagt: Tak for kampen. Det har været en ualmindelig lærerig oplevelse.
På søndag kommer der en et opsamlingsindlæg med de fleste af årets punkter, sat op i herlig, overskuelig listeform.
Må I alle få den bedste jul med de mennesker, I holder allermest af.
Skrevet til mine bedsteforældre og spurgt, om jeg ikke i julegave skal give dem, at vi stikker forbi med en gang frisklavede frikadeller, en ny-stegt medister, en gryde skrællede kartofler, tilbehør og en omgang ris á la mande d. 24.
Jeg vil så gerne give dem et eller andet, de kan bruge, men de er 89 og 91 år, og de mangler i-n-t-e-t, og da min bedstefar oven i købet har fødselsdag nytårsaften, sidder vi 2 gange på under 14 dage og river os i håret over, hvad vi kan glæde ham og dem med.
Men de blev så begejstrede over udsigten til hjemmelavet mad, at jeg nu har spurgt resten af familien, om en fødselsdagsgave kunne være, at vi tilvejebragte nytårsmenuen; de får gæster, og måske det var rart, at de bare kunne koncentrere sig om dét?
Ideen er hermed givet videre, hvis andre kan bruge den.
2)
Brugt det sidste af mit gavepapirs-stash, og besluttet, at jeg bare vil købe en rulle med almindeligt, brunt papir, når jeg handler næste gang.
Jeg ved godt, at mange minimalister får hovedpine ved tanken om indpakningspapir, men vi er ikke helt der endnu, hvor det vil virke naturligt at overrække en gave pakket ind i en gammel avis.
Men det brune gavepapir, som jeg før har haft, bliver så fint, hvis man pynter det med et glansbillede eller et klistermærke, eller hvis børnene får lov at tegne på det. Det kan på denne måde customizes til alle anledninger, og man behøver derfor ikke have en kasse med forskellige typer af gavepapir stående.
3)
Haft gæster (sidste weekend) og tænkt over, at der faktisk har også været en uventet fordel forbundet med at arbejde så meget, som jeg har gjort de sidste par måneder. For det har tvunget mig til at være bedre til at tænke over, at den mad, jeg laver i weekenden, skal være et oplæg til madplanen den kommende uge. At jeg f.eks. laver suppe med friskbagte boller (som jeg ikke kan nå at bage i hverdagen). Eller laver burritobowl og steger ekstra kylling, så der er til quesadillas. Og at jeg tænker over at lave noget med gnavegrønt søndag, hvor jeg så snitter og hakker til den kommende uge.
Sidste weekend lavede jeg frikadeller til frokost, købte et frisk rugbrød og et glas rødkål, kogte en bakke æg, og varmede resten af madpakke-leverpostejen. Der var *ingen* klager fra hverken gæster eller børn, og den kommende uges madpakker var næsten i hus.
Ud over at det giver lidt ekstra luft den efterfølgende uge, hvilket altid er rart fordi: mere tid = bedre valg, så giver det også mindre spild ift. hvis vi i værtsskabets navn havde taget hul på 3-4 forskellige slags pålæg, som vi bagefter ikke ville kunne nå at spise.
