M2018, uge 24

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

(Sommerferieindlægget kommer i næste uge, hvor jeg har tid til læse alle jeres gode ideer igennem, og sætte dem lidt i system)

Denne uges M2018-indlæg er en fødselsdags-edition, fordi hende her fylder 3 år i morgen:

I går havde vi besøg af børnehaven og i morgen, på selve dagen, kommer familien. Alle denne uges punkter handler derfor om fødselsdag.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Været virkelig, VIRKELIG opmærksom på ikke at skabe unødvendigt madspild. a) Maden til både fredag og søndag er således planlagt, så rigtig mange af ingredienserne går igen, og vi på den måde får spist op, b) jeg har varmet maden i små portioner ad gangen, så det, der ikke blev varmet/serveret, kunne gemmes og fungere som nem aftensmad til os både i går og i dag, og c) så jeg har tænkt meget over at styre mig (jeg ved ikke, hvorfor jeg helt instinktivt tror, at et barn på 3 år kan spise en bradepande pizza, 2 hele agurker, 4 peberfruger og en lagkage selv; noget i min hjerne kortslutter, når jeg forsøger at gætte, hvor meget børn spiser). Denne gang har jeg holdt mig selv i stramme, STRAMME tøjler, og hver gang jeg har haft lyst til at bage en ekstra chokoladekage, eller supplere med 200 frikadeller, har jeg lige kørt mad-versionen af What Would Jesus do: “Hvad kan Frida spise?” Og der var – selvfølgelig – rigeligt.

2)
Da børnehaven kom, var der 9 børn med, hvilket ud fra et lydmæssigt synspunkt var rigeligt – men de er 18 børn på stuen, og det var det, jeg havde planlagt efter. Jeg spurgte, om de var ramt af sygdom, men det viste sig at mange børn havde fri/var på ferie. Derfor har jeg i min bog skrevet, at jeg til næste år skal lave en kolonne på invitationen, vi hænger op i børnehaven, hvor forældrene kan skrive på, hvis de på forhånd ved, at deres børn ikke kommer, den dag, vi inviterer til.

3)
Brugt virkelig lang tid på at lave en ordentlig ønskeseddel. I år kan jeg mærke, at jeg faktisk gerne vil, at de gaver, mine børn er så heldige at få, er lidt funktionelle, forstået på den måde, at de kan bruges til mere end én ting, og på den måde inspirerer til at bruge fantasien. Ikke et ondt ord om squishies og pruttepuder, for hvis det er det eneste i hele verden, man ønsker sig, så synes jeg faktisk også, man skal have det – men Frida har ikke på den måde haft inderlige ønsker, og derfor har jeg forsøgt at finde på ting, der kan bruges længe og måske endda af flere af os. F.eks. har jeg ønsket mig et telt til hende i en størrelse, som vi alle sammen kan sove i, og takket pænt nej til, at det skal været et 8 m2 stort pløk-udstyret hyldest-monument af Elsa & Anna, som nok er sjove i år, men formentlig ikke er det til næste år.

Og så lige et 4. punkt, som intet har med noget at gøre, men som nok nærmest kan betegnes som en slags disclaimer:

4)
Opdaget, at Argan-olie ikke bare er argan-olie, og den erfaring synes jeg næsten ikke, jeg kan sidde på selv. Jeg bestilte for et par uger siden en ny flaske,  og valgte den reneste af slagsen, jeg kunne finde – og fik så fedtet hår, at hormonramte teenagere ville vige bort i rædsel. Så. Man skal (åbenbart) købe én, der er beregnet til håret, hvis man skal bruge den, som jeg har gjort.

M2018, uge 23

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Re-introduceret lommepenge. Det er et begreb, jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal gribe an, fordi det ikke betyder noget særligt for Anton, og Frida er for lille til at forstå det. Jeg har prøvet det af et par omgange, men dels strander det altid på, at jeg aldrig har kontanter, og ikke har kunne finde en sparegris-app, jeg synes fungerer, og dels er jeg fanget mellem at synes, at de skal arbejde lidt for sagen, og nægte at skabe præcedens for, at man kun vil støvsuge, hvis man får penge for det.

Tanken genopstod, fordi mine øjne faldt på deres Motormille-briller, som jeg købte til dem for en måned siden. Jeg gav 220 kroner for dem, og de har ikke haft dem på, siden vi kom hjem fra koncerten. Det synes jeg sker lidt for ofte; at de forelsker sig hovedkuls i et eller andet, som jeg så køber til dem – og efter 20 minutter er det ikke interessant mere.

Så med sommerferien LIGE om hjørnet (…), har jeg i år besluttet at prøve at puffe en lille smule til forståelsen for, at man kun kan bruge pengene én gang, og at hvis man vælger at kaste bolde i en spand vand i Tivoli Friheden for at vinde en stof-doughnut med en diameter på 95 cm, så kan man ikke også købe en Minecraft økse. Og Minecraft øksen har immervæk en lidt længere levetid og brugsværdi, end et dumt stykke bagværk i velour.

2)
Lavet frugtsalat. Frida E-L-S-K-E-R blåbær og jordbær, og kan gnaske sig igennem en bakke af hver på et døgn. Det er for dyrt. Derfor har jeg købt lidt andet, billigere frugt, skåret det hele i tern og blandet det med bærrene. Med lidt god vilje kan jeg strække sådan et par bakker over 4 dage. Som ekstra bonus er det en god måde at få brugt den lidt triste fersken, der ligger bagerst i grøntsagsskuffen, og de 4 skiver melon, der ligger tilbage i skålen efter aftensmaden, og det er dejlig nemt at give hende en skålfuld om morgenen, uden at skulle stå og skylle, snitte og hakke først.

3)
Været på forkant med, hvilke ture, vi skal på i sommerferien. Ud fra devisen ‘det skader i hvert fald ikke at spørge’ sendte jeg en føler ud på fb, om nogen mon kendte til rabataftaler med Tivoli Friheden, og fordi jeg kun kender sygt gode mennesker, faldt der 5 fribilletter ned hatten på mig. Opmuntret af mit held tænkte jeg, at jeg lige kunne tjekke, hvornår vores årskort til Odense Zoo udløb – men jeg havde egentlig opgivet på forhånd, for jeg mente, at det var købt i juni. Men engang i mellem resulterer glemsomhed i, at man bliver virkelig glædeligt overrasket, for sørme om ikke det gjaldt helt til slut-juli. Dermed har jeg forlods sparet ca. 1500 kroner i entre, og kan købe Minecraft-øksen til Anton, når vi står tomhændede ved doughnut-boden med tårerne silende ned ad kinderne, og jeg knækker, fordi jeg ingen rygrad har (- og “vi er jo også på ferie”) #MoralErGodt #DobbeltMoralErDobbeltSåGodt

M2018, uge 22

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Fundet ud af, at de rester af balsam, jeg ikke får brugt (fordi jeg, som nævnt her, har opdaget, at Argan-olie er meget bedre i mit hår) kan bruges som shaving-gel. Det fungerer faktisk næsten bedre end the real deal, fordi det bliver siddende, når huden bliver våd.

2)
Kastet et blik i skabene og sat de småting til salg, jeg ikke bruger. Jeg har på en uge solgt for 700 kroner, nok primært fordi jeg sælger tingene så billigt, at det virker dumt at lade være med at købe dem. (Helt alvorligt tror jeg faktisk, at det er én af de to fejl, de fleste laver, når de er nye i Tradono/DBA. Enten skriver de “Byd” – hvilket jo på papiret sikrer, at man får det, en eventuel køber er villig til at betale, men ofte fører til, at man ingen henvendelser får, fordi der er 16 andre, der har samme produkt til salg, hvor køber ikke først skal til at bruge tid på forhandle prisleje 2) Eller også kan de ikke slippe varen, men kommer til at prissætte den ud fra, hvad de selv har betalt for den, eller hvad den har betydet for dem, fremfor hvad de selv ville være villige til at betale for en brugt håndcreme eller blazer.)

3) Planlagt Fridas fødselsdag for børnehaven.

“Enten kanbørnehavenkommeher, eller OGSÅ (stemme op i begejstrings-high-pitch) kan mor komme ned i børnehaven, og så er vi der SAMMEN, og du kan komme tidligt, tidligt med hjem?”

De kommer – naturligvis – her.

Men jeg har ikke service til 20 børn og 3 voksne, og hvor jeg for et år siden, uden at blinke, ville have købt engangsservice til hele selskabet, valgte jeg i år at spørge i børnehaven, om vi kunne låne af dem. Jeg fik ja, men kunne på pædagogens mimik se, at Esbjerg ikke er helt er der endnu, miljø-wise, men fordi modstand er mit brændstof har jeg nu sendt en mail til forælderbestyrelsen og fremsat forslag om, at vi indkøber 3 sæt låne-service i melamin eller plastik, som kan stå i børnehaven. For ca. 10 kroner pr. barn, kan vi købe tallerkener og glas til 60 børn, så der er et sæt man kan låne, selvom flere børn holder fødselsdag samtidig, og jeg har foregrebet begivenhedernes gang ved at skrive, at hvis forslaget har udsigt til at strande på økonomi, så kan vi spørge ud, om nogen har noget stående i skabene, de ikke længere bruger. Det har jeg f.eks. selv.

Prøv lige at overveje, hvor meget engangsservice, vi kommer til at spare, hvis bare de her låne-sæt kan leve 5 år. Jeg håber virkelig, virkelig, at de andre forældre kan se idéen i det, for nu hvor forslaget er sendt, kan jeg næsten ikke holde ud, hvis det ikke bliver til noget.

M2018, uge 21

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Klaret mig igennem pinsen uden at handle først. Jeg kan ikke prale af, at det var en bevidst handling, ( – jeg er ikke mere minimalist, end at jeg altid op til ferier handler lidt som om Tyskens invasion er nært forestående) for det var egentlig bare et resultat af, at jeg var syg, og derfor ikke var på forkant med noget som helst. Men det viste sig at fungere fuldstændig fantastisk, for det betød, at jeg kom helt ind i hjørnerne af, hvad vi havde liggende, både ift. mad, snacks og det, der på supermarkedsprog hedder ‘non-food’. De 5 halvkrøllede juleservietter, den ensomme pose mikro-popcorn, bundslatten af den shampo, der gør mit hår en lille smule mærkeligt, instantkaffen, der burde smage af hasselnød, men som ikke rammer den helt.

Jeg ved ikke, om jeg har mod på gøre det igen en anden gang, for når mit hoved ikke er most af feber, er jeg nok, præ-ferie, lidt for slem til shoppe op, men jeg håber det, for det var yderst tilfredsstillende.

2)
Købt to brugte parfumer af min veninde; min egen var tom, og da parfume er en af de laster, jeg elsker at dyrke, spurgte jeg ud, om nogen havde fejlkøb stående, som de var interesserede i at sælge. Det havde hun, og jeg fik 2 nye parfumer, som begge er 3/4 fyldte, for 200 kr.

3)
Inspireret af ovenstående fik jeg ideen til at lave en gruppe på fb, bestående af mennesker fra min venneliste, som jeg har kaldt “Fejlkøb2018”.

Gruppebeskrivelsen, jeg lagde op, lød sådan her:

Kongstanken med denne gruppe er, at ting skal leve og bruges. Gruppen er derfor tænkt som et sted, hvor man kan sælge sine fejlkøb eller ting, man ikke længere bruger.

Det, der adskiller denne gruppe fra alle mulige andre køb/salg-grupper er, at den er lukket. Den kommer kun til at bestå af mennesker fra min venneliste på FB, og din kusine kommer ikke med i hulen, uanset hvor mange snegle, hun æder. Dette fordi kendskab forpligter, og jeg vil gerne skabe et sted, hvor man godt tør købe Gittes brugte parfume, fordi man ved, at den ikke er harsk, købe 1/2 bøtte proteinpulver, fordi man ved, at det er rigtigt, når Pernille skriver, at hun får ondt i maven af det, eller købe Lenes aflagte Burberry-taske, som hun ikke har bonen på, men som man godt tør stole på er original.

Så. En eksklusiv gruppe til køb og salg af smykker, solbriller, make up, parfume, tøj, brugskunst, køkkengear, kosttilskud osv. osv. osv. blandt mennesker, man i en snæver vending godt ville lade tage en tår af sin kaffekop.

Reglerne er, at man ikke sælger noget, man ikke selv ville købe, at varen potentielt skal kunne bruges af alle (dvs. ingen børnetøj og -udstyr), og at man sælger til vennepris.

I skrivende stund har ca. 1/5 af mine venner meldt sig ind i gruppen, og jeg håber, at den kommer til at fungere efter hensigten.

4)
Det her skal ikke udvikle sig til et langt reklame-rant for Lidl (stadig ikke spons) men jeg har alligevel lyst til at skrive, hvad jeg fik for 700 kroner, da jeg handlede der i sidste uge, fordi jeg synes, at det giver et godt billede af, hvorfor det gør en reel forskel at være omhyggelig med, hvor man handler, hvis pengene er små:

1 flaske skin tonic
1 flaske øjenmakeupfjerner
2 x 1250 ml refill håndsæbe
2 x 1,5 liter tøjsæbe
1 solcreme, spray, faktor 50 (ikke afprøvet endnu)
1 flaske parfume (her tester jeg det princip, jeg for ca. et år siden satte for mig selv, nemlig at det er forbudt at være snobbet; alt skal prøves i discountudgaven, før jeg må diskvalificere det)

1 vandmelon
1 honningmelon
2 avocadoer
1 agurk
1 bakke røde druer
1 bakke friske asparges
1 pose sugarsnaps
1 kg. kartofler
1 kg. æbler
1 kg. pærer
1 potte purløg
1 bundt radiser
1 kg. ferskener
1 kg. gulerødder
1 bakke tomater
1 icebergsalat
1 bakke San Marino tomater
1 pose snackpebre

1 glas mayonaise
1 flaske oliemargarine
1 stor pose overtrukne pekannødder
12 wanna-be-Capri Sun juice
1 pose skumfiduser

3 kasser sodavandis

3 l. mælk
1 l. yoghurt
1/2 l. piskefløde
1 leverpostej
1 pakke skiveskåret ost

Så langt tror jeg ikke, jeg har fået 700 kroner til at række før.

M2018, uge 19 og 20

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I de forgangne uger har jeg:

1)
Levet det ultimative, minimalistiske liv, hvor jeg ikke har belastet miljøet med bilkørsel, tøjvask eller andre smudsige CO2-fingeraftryk, fordi jeg primært har ligget på min sofa og febersvedt i det samme tøj, og kun haft lyst til sodavandsis.

2)
Haft et af de øjeblikke, hvor man ikke kan finde ud af, om man er genial eller ualmindelig tungnem, fordi den idé, man fik, ikke var det allerførste, der faldt én ind: Jeg fik – ligesom 5,8 millioner andre danskere – lyst til jordbærkoldskål i det gode vejr, og det var ingen steder at opdrive. Jeg googlede mig til en opskrift på en hjemmelavet variant, og så, da jeg stod i forretningen, slog det mig, at jeg jo, i stedet for at købe en hel liter kærnemælk og en hel liter ymer og pasteuriserede æggeblommer, og få ALT for meget koldskål til vores lille husholdning, bare kunne købe en almindelig koldskål på bud, og så blende en bakke friske jordbær i. Har alle andre regnet det ud? For så kunne I godt lige have sendt en mail.

3)
Købt Fridas fødselsdagsgave på DBA. Hun ønsker sig en nat-lampe fra Aloka, og har kigget længselsfuldt efter Antons i flere måneder, og den *er* fin. Men 450 kroner er også mange penge, og jeg brugte derfor lidt tid på at rode rundt på div. genbrugssider, og heldet var med mig. Jeg fandt lige præcis den, hun gerne ville have, ny og i ubrudt emballage, til 150 kroner. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at sikre mig, at der ikke er tale om hælervarer (spurgt efter kvittering og årsag til, at man har 3 forskellige, u-udpakkede lamper liggende), men sælgeren hedder Birthe og allerede der, tror jeg godt, vi kan parkere vores bekymringer. 

4)
Kørt forbi Ilva og for første gang mærket, at hele den her øvelse har flyttet noget i hovedet på mig, for da jeg så et kæmpe “TILBUD!!!”-skilt, var min første tanke, at jeg ikke mangler noget. Det er, som om den der købe-buzz/rastløshedsshoppetrang er forsvundet, og erstattet med en langt mere kritisk forholden mig til, hvad jeg egentlig har brug for. Det var fedt at mærke. 

5)
Slettet min Wish-app. Lidt i forlængelse af ovenstående kan jeg mærke, at jeg ikke længere kan se bort fra, hvordan tingene er produceret, og hvor sindssygt det i virkeligheden er at hidkalde 12 metalspænder fra den anden side af jorden, hvor børn på Antons alder sidder under kummerlige forhold 15 timer om dagen, fordi de kun koster 10 kroner. Det er sgu ikke i orden.

M2018, uge 18

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Prøvet at fryse en rest sprød, knust bacon og taget den op igen. Det fungerer 100%, og er stadig sprødt, når man tør det op. (Jeg kan forstå, at det med at have bacon i overskud er nogenlunde ligeså uhørt som at have diamanter til at ligge og flyde rundt omkring i huset. Lang historie kort har jeg engang fået omgangssyge lige efter at have spist røgede ben, og mit forhold til røget mad er aldrig kommet sig helt ovenpå dén oplevelse.)

2)
Øvet mig i at fryse overskydende mad i portioner til én dag og ikke to, som jeg ellers plejer at gøre. Jeg ved helt ærligt ikke, hvor jeg har samlet den vane op henne, for jeg har altid, både før og efter børn, haft et meget elastisk forhold til min madplan, hvilket betyder, at aftaler, sygdom osv. ofte forplumrer mine intentioner om at spise det samme to på hinanden følgende dage. Fryser jeg til to dage, ender jeg derfor ofte med at stå en portion i overskud. Da den jo har været frosset ned én gang, smider jeg den ikke i fryseren igen, og så står den dér og stirrer bebrejdende på mig.

3)
Fundet og prøvet 3 produkter i Lidl, som er både billige og overraskende gode, nemlig deres rosiner (9 kroner/250 gram), deres mascara (20 kroner), og deres neglelak (15 kroner). Rosinerne er bløde og ikke-sukrede, mascaraen bliver, hvor den skal og er nem at tage af, og neglelakken holder 4-5 dage uden at skalle. Ift. hvad jeg lige kan læse mig frem til, ser kemien i produkterne også fornuftigt ud.

Benyt endelig lejligheden til at dele, hvis du har gode erfaringer med produkter fra discountkæderne.

M2018, uge 17

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Haft gæster til frokost og stillet alle de uåbnede pakker pålæg på bordet med ordene om, at det hele måtte åbnes – men at der bare ikke var nogen grund til at tage hul på det, ingen lige havde lyst til i dag. De hverken slog korsets tegn for sig eller lignede nogen, der var parate til at melde mig til Emma Gad. Ud af 5 forskellige slags pålæg, var det kun 2 af pakkerne, der blev åbnet; de blev næsten spist op, og jeg slap for at stå tilbage med en masse åbne pakker, vi ikke kan nå at spise.

2)
Fyldt nescafe over i små ziplock-poser og taget med på job. Jeg må indrømme, at det her ikke så meget var pga. miljøet, som det var fordi jeg skulle tolke et sted, hvor kaffen er *så* dårlig, at den får motorolie til at virke som en delikatesse. De genbrugelige poser er valgt, fordi jeg altid er i transit. Somme tider tolker jeg samme sted hele dagen, mens jeg andre gange er på 3 forskellige lokationer i løbet af en dag. Det gør det *lidt* udfordrende at slæbe rundt på alle de platstikbøtter og termokrus, jeg i forvejen bruger, og vi behøver ikke føje en termokande eller et glas necsafe oven i.

3)
Købt låg til dåsesodavand. Mine børn er nærmest forelskede i Pepsi Max, og jeg køber derfor meget sjældent de store halvanden-liters flasker, fordi jeg simpelthen ikke gider de konflikter, der følger i kølvandet på min administrering og dosering. Men som enhver esbjergenser med respekt for sig selv, har jeg selvfølgelig et secret stash af dåser i en mørk afkrog af mit skur, som de kan få bevilliget en enkelt af ved særlige lejligheder. Men jeg har været træt af, at jeg ofte ender med at hælde halvdelen ud, fordi de ikke når at drikke det hele, og dåser, modsat flasker, ikke kan genlukkes – før nu, hvor jeg har fundet de her smarte låg (no spons).

Dels fungerer de som genluk, men derudover gør de det nemmere at drikke af dåsen, og det lille net-filter nede i betyder, at man kan have sin åbne cola stående udenfor, uden at hvepse, ulve og andet utøj forvilder sig ned i den.

M2018, uge 16

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Arrangeret samkørsel til en børnefødselsdag, og dermed været den uudholdeligt selvtilfredse årsag til, at 1 og ikke 3 biler startede op og kørte en time.

2)
Besluttet, at vi i år prøver at se, om Anton kan klare sig uden en sommerjakke. Sidste år syntes jeg simpelthen ikke, at vi brugte den nok til, at den var udgiften værd, og da han har en håndfuld overtrækstrøjer af god kvalitet afventer jeg og ser, om ikke de dækker behovet.

3)
Steppet mit grøntsagsskuffe-game *sygt* op.

Jeg startede med at beslutte, at alt, hvad jeg havde i den, skulle bruges, inden jeg måtte handle igen, så med skuffens indhold lavede jeg bolognese (af resterne fra grøntsagsversionen fra sidste uge), som jeg serverede med blomkålsris den første dag, og dagen efter brugte som”bøf” i en gang burgere*, jeg fik lavet en kande ingefær-te med citron, og endelig blev et slattent hvidløg og en trist porre vendt på panden med et par æg, revet ost, og en kvart pose frossen spinat og spist på ristet rugbrød.

Jeg synes faktisk, at det kan være svært at nå at bruge de grøntsager, som af den ene eller anden grund bliver til overs; jeg har typisk købt ind til nogle bestemte retter, og et overskudsblomkål er bare ikke kompatibelt med alt. Det smager f.eks. ret træls i gullasch. Derfor synes jeg somme tider, at jeg ender med at skulle vælge mellem at lave mad med semi-suspekte ingredienser, der får retten til at smage underligt, eller at skubbe det, jeg *skulle* have brugt – som så bliver det næste, der ligger og stresser mig. En slags ondsindet grøntsagsdomino. Derfor besluttede jeg søndag at prøve at preppe alt det grønt, jeg havde tænkt mig at bruge til madpakker den kommende uge, så dét i hvert fald ikke lå og vansmægtede i skuffen sidst på ugen. Jeg slicede alle snackpebrene, skyllede alle tomaterne og skrællede alle gulerødderne og smed dem i vand, og stillede det hele i køleskabet. Resultat? Alt var spist, da vi nåede til fredag, og det var ca. 20 gange nemmere at smøre madpakker. Det bliver helt klart den model, vi kommer til at bruge fremadrettet.

*Jeg vil bare lige videregive, at Sloppy Joe-konceptet i vores størrelse-small/medium/large-familie ca. 100 gange så smart, som almindelige burgere med bøf, fordi det er meget nemmere at tilpasse portionsstørrelsen til det, vi hver især kan spise.

M2018, uge 15

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Købt vaskepulver til min opvaskemaskine i stedet for tabs. Jeg har et lynprogram på min maskine, som ofte er nok, fordi meget af det, der skal vaskes, ikke er specielt beskidt, men den korte tid betyder, at en tablet ikke når at blive opløst. I lang tid har jeg brugt Neophos gel (ikke spons), men dels er det dyrt, og dels er det kun nogle butikker, der har det. Da jeg skulle handle i fredags, havde Netto tilfældigvis den store beholder med pulver på bud, så det fik et skud. Det fungerer præcis ligeså godt som gel’en, og koster cirka det halve.

2)
Haft fokus på vores kød-forbrug. Ikke specielt oplagt, for vi spiser ikke ret meget kød (ikke pga. principper eller overbevisninger, men simpelthen fordi jeg synes, at kød bliver ulækkert i det sekund, jeg ikke er sulten-sulten længere) – men derfor synes jeg alligevel, at det kunne være sjovt at se, om vi kunne skrue yderligere ned ved at fokusere på det. Helt konkret har jeg prøvet at lave vegetar-bolognese, lavet gryderet med én kyllingefilet i stedet for en pakke, og formet 6 små bøffer af den samme mængde kød, som ifølge opskriften skulle give 3-4 af slagsen. Bolognesen blev udemærket, men var for omstændig at lave, og ungerne gad det ikke, men dét med at skære markant ned på mængden af kød var et hit.

3)
Eksperimenteret med tidsforholdet ‘tørre ude’ > < ‘tørretumbler’ ift. håndklæder, så vi tumbler kortest mulig tid, men stadig lige får dem bløde nok til, at det ikke føles som at tørre sig med papkasser. Konklusionen er, at hvis jeg tager dem ind, når de er næsten-tørre, og bare lige giver dem 5-10 minutter i tumbleren, så bliver de ligeså bløde, som hvis de havde kørt full throttle i maskinen.

Faktisk er tørring af tøj én af de voksen-ting, jeg aldrig helt har fundet en god løsning på: Tøj bliver virkelig træls, virkelig hurtigt, hvis det bliver tørretumblet, hver gang det er vasket, det er umuligt at tørre ude fra oktober til april, og indeklimaet har mildest talt ikke godt af, at man tørrer det på et stativ indedøre. What to do? Hvis nogen har fundet en genial løsning på dét problem, så hold jer endelig ikke tilbage.

“Hæng dit vasketøj ud” sagde de. “Det bliver så lækkert og friskt” sagde de. 

 

M2018, uge 14

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)
Repareret mit meget-tæt-på-at-være-opgivet sofabord i stedet for at købe et nyt. Og her skal ‘jeg’ forståes i løsest mulige forstand, idet mit bidrag til processen var at ringe til min far, som kan fikse *alt*, og spørge, om han ville give det et skud. Hans betydelige evner til trods, har lopperne hærget det så grundigt, at det nok aldrig kommet til at kunne tåle et vaterpas igen, men det kan understøtte en kop kaffe, og det må række.

2)
Været så heldig at arve den fineste, lille el-kedel, som ud over at være meget hurtigere end den gamle, også er næsten lydløs, hvilket man – konsekvent afkalkning til trods – ikke kunne sige om forgængeren. Det har givet den ekstra fordel, at jeg nu kan lave te om aftenen, når børnene sover, uden at vække dem; jeg ikke længere er nødt til at lave en helt kande te, inden jeg putter dem, som jeg ofte kun ender med at drikke en enkelt kop af. Det lyder måske ikke af meget, men helt lavpraktisk vil jeg tro, at jeg, lavt sat, i gennemsnit hælder 1/2 liter te ud hver morgen – hvilket på årsplan nærmer sig 200 liter vand, som der er brugt ressourcer på både at rense og varme op.

3)
Renset og ternet 6 pærer, som var for modne til madpakker og salat, blandet dem med blåbær og smidt dem i fryseren, så jeg har til en crumblecake, næste gang vi får gæster. Lidt i stil med dåseferskenerne er dette punkt med, fordi det har givet anledning til at tygge på, hvor meget ekstraforbrug, det giver mening at skabe for at redde noget, der ellers skulle have været smidt ud (til fuglene). For jeg måtte ud og købe de frosne blåbær, og selvom jeg er med på, at det her er i småtingsafdelingen, ville jeg ikke have købt dem, hvis jeg bare havde smidt pærerne ud. Jeg synes, det er svært. Nogle ting er no-brainere, som f.eks. at købe en lap til et par bukser med hul på knæet, men hvad med gamle møbler, som skal renses med kemikalier eller males og upcycles med nye greb osv? Hvornår giver det faktisk, fra et miljøperspektiv, mere mening at smide ud/købe nyt/brugt, end at forlænge levertiden på det, man har?

Den sidste overvejelse er opstået, fordi jeg synes, at der somme tider er så meget fokus på processen, at man glemmer formålet. Jeg ser f.eks. ofte mennesker, der i diverse minimalist-fora laver opslag, hvori de efterspørger ideer til områder at kaste sig over.

Det, der står, er: “Jeg har lige en time, nu hvor børnene sover. Er der nogen, der har forslag til, hvad jeg kan rydde ud i?”

Det, jeg ser, er:

Naturen og miljøet er jo formentlig ligeglade med, om man giver en hjælpende hånd, fordi man bekymrer sig om kloden, eller om det handler om, at man er blevet en dopaminafhængig oprydningsjunkie – men for mig kommer det til at virke som om, man bare har erstattet én slags overforbrug med et andet. Og det er ikke det, jeg gerne vil med hele denne proces. Helt langhåret er det nok mere noget med, at jeg gerne vil nå det punkt, hvor min tilfredshed med livet ikke hænger sammen med materialistiske ting, som dybest set ikke bidrager med noget af essentiel betydning, men hvor jeg samtidig heller ikke frygter, at bilen går i stykker eller at vi ikke har råd til at blive boende, hvor vi bor. For mig handler det om at finde balancen, og holde den, og det er svært, hvis man er bange. Både hvis angsten handler om at have for meget og om at have for lidt.