M2018-M2020, opsamling

Som lovet kommer her langt om længe en opsamling på mine M20XX- indlæg. Jeg har været hele vejen tilbage i arkiverne, og har forsøgt at samle alt, hvad jeg har lært, opdaget og fundet ud af i relativt overskuelige kategorier. Indlægget her ville blive 600000 km. langt, hvis jeg skulle have samtlige punkter med, så jeg har forsøgt kun at tage de punkter med, som jeg tror kan være relevante for jer på den ene eller den anden måde.

I bunden af indlægget har jeg samlet en håndfuld links til de indlæg, hvor jeg har skrevet lidt om mine erfaringer ift. at rydde op, sælge brugt osv. 

Min tur tilbage har gjort det tydeligt, at hvor hele øvelsen i starten var meget konkret og bundet op på regulært forbrug og økonomi, så har det udviklet sig til at handle om en masse andet og indlæggene er i dag i langt højere grad en afsøgning af livsværdier og et forsøg på kontinuerligt at praktisere og fastholde, hvad der er vigtigt og meningsfyldt for mig og os. Derfor er det virkelig også nogle brede punkter, jeg skal forsøge at sammefatte, for de strækker sig lige fra, hvordan man bedst bruger rester af en kyllingefilet til overvejelser om vigtigheden af at slette energivampyrer på facebook.

I starten var der nye punkter på listen hver eneste uge, men i takt med, at jeg arbejdede mig gennem skabe og holdninger, er der blevet færre nytilkommere og kommet flere variationer over samme tema til. Indlæggene er blevet en måde at holde mig selv fast på projektet på, fordi de vaner, jeg har prøvet at bevæge mig væk fra er grundlagt over et helt liv. Det tager tid at ændre på, og indlæggene her har for mig været en god hjælp til at holde fokus. 

Så. Uden yderligere ophold kommer her:

M2018 – M2020

En opsamling

I de forgangne år har jeg:

Fødselsdage, ferier og højtider: 

*Gennem forældrerådet fået vedtaget, at Fridas institution nu tilbyder, at alle forældre kan låne service med hjem til børnefødselsdage, så ingen behøver at købe engangsservice længere. Debatten om miljø har medført, at børnene for et par måneder siden blev bedt om at medbringe en vandflaske dagligt, så man sparer opvasken af de mange krus, som kun kan bruges én gang.

*Indført doggybags. Jeg giver nu altid gæsterne mad med hjem efter fødselsdage, hvis der er meget til overs.

*Lært at bruge Bilka to go, når vi tager på ferie. Jeg bestiller varerne hjemmefra og vælger  afhentningssted i den by, vi skal bo på ferien. Alle ‘fuck det – det er ferie!’ beslutningerne er truffet på forhånd, og man kan i øverste højre hjørne hele tiden se, hvad dét så koster. (Og fortryde, hvis det går *lidt* for godt).

*Givet bedsteforældrene dagligvarer i jule- og fødselsdagsgave i stedet for endnu en bog, de ikke får læst. 

*Opdaget, at det i hverdagen fungerer godt at handle to gange om ugen, mens det i ferier og op til fødselsdage er bedre at handle lidt ad gangen over 3-4 dage, så overblikket ikke ryger.

*Besluttet at lave, hvad der bliver spist og ikke, hvad jeg ville ønske, gæsterne (= børnene) spiste, når jeg laver mad til særlige lejligheder.

*Lært at købe børnemenuer til mig selv også, når vi er på tur og spiser ude, f.eks. i zoo osv. (Indrømmet: Jeg gør det ikke, hvis vi er på café). Sammen med det, børnene ikke spiser, er det længe rigeligt til at alle bliver mætte, og jeg slipper for at få ondt i hovedet over 3 halvfyldte tallerkener, der ryger tilbage til køkkenet og lige i skraldespanden.

*Lært lidt mere om, hvad der er smart at gøre, hvis vi i ferierne skal have mad med på tur. F.eks. at medbragte boller skal smøres hjemmefra, og at der ikke er nogen grund til at slæbe en pose idealistisk grønt med i Tivoli Friheden. En kande kaffe er fin i bilen, men træls at slæbe rundt på, mens en dåsecola og en flaske vand i rygsækken sparer ret mange penge, og er virkelig rare at have ved hånden, så man ikke først skal finde et sted at købe drikkevarer, når tørsten pludselig melder sig. (Og hvor der ALTID er nogle hurtige CBS-typer, der har tænkt ‘mer-salg’ i betalingsområdet.)

*Været på forkant med julen, og sparet ret mange penge på både kalenderlys og adventsgaver. Kalenderlys kan ofte købes til langt under halv pris i slutningen af december, og særligt hvis man har de stager, der kun passer til specielle lys, kan der være mange penge at spare på at være et år på forkant.

*Opdaget at medbragt mad, når man er på ture til f.eks. Legoland kan være fantastisk, hvis man går tilbage til bilen og spiser den. Det giver en pause fra al hurlumhejet, som ALLE faktisk synes er rar, der er tid til lige at regruppere, og børnene vil gerne spise en sandwich, når den ikke skal indtages 4 meter fra alle de andres burgere og pommes frites.

*Haft stor glæde af Min Bog, hvori jeg skriver de ting, jeg skal huske fra år til år, f.eks. hvor meget, der er blevet spist til fødselsdage og julefrokoster, at jeg har købt et kalenderlys (og hvor det ligger..) osv. Det forebygger madspild og dobbeltindkøb.

*Haft glæde af at spørge om nogen kender til rabat-aftaler, de gange, vi har været på ture (primært i sommerferien), og at tjekke sweet deal, inden jeg køber billetter til diverse arrangementer. Jeg sparede MANGE penge på den her sidste år.

*Erfaret, at når man har et sommerbarn, så er det en god ide at hænge en seddel op i børnehaven, hvorpå familier kan skrive, hvis deres børn holder fri den dag, man holder fødselsdag. Sidste år inviterede vi 18 humlebier, og der summede kun 9 forbi. Det giver ALT for meget madspild.

*Fundet ud at tænke stort, når jeg planlægger fødselsdage, forstået på den måde, at jeg planlægger menuen ud fra, at de samme ingredienser skal kunne bruges til det, jeg laver, både når familien og klassen/børnehaven kommer.

*Sorteret juleting i starten af december og givet dem til genbrugsbutikkerne, så de kan sælge dem i stedet for at bruge lagerplads på det i et år. 

*Lavet pølsevogn til børnefødselsdag. Kæmpehit hos ungerne, og virkelig smart ift. at man tilbereder maden, når den bliver bestilt, og dermed kun serverer, hvad der bliver spist. 

*Aftalt med veninderne, at vi i stedet for tørklæder og neglelak giver hinanden et gavekort til noget alternativt (horoskop/clairvoyant/håndlæser/massage etc) i julegave. Det kan jeg varmt anbefale.  

Madspild:

*Indført i omgangskredsen, at vi lige skriver sammen, når vi skal noget med børnene, så alle ikke i et anfald af Emma Gad kommer slæbende med en masse mad, som efterfølgende skal kasseres, fordi varme, børn og sand.

*Vænnet vennerne til, at pålæg bliver sat uåbnet på bordet, hvilket ikke betyder, at man ikke må åbne det. Det må man virkelig, virkelig gerne – der er bare ingen grund til at gøre det, hvis ingen spiser af det.

*Lært at lave salat med forlænget holdbarhed. Hvis man serverer kød, knas (nødder osv) og dressing ved siden af i stedet for at vende det i salaten, holder den sig lækker meget længere.

*Tænkt ind, at forplejning til gæster skal kunne bruges som aftensmad/madpakker de kommende dage. Man rammer altid mere skævt, når man laver mad til mange mennesker, så der er belæg for meget madspild, hvis man laver noget, der kun er godt på dagen. Det er utroligt meget nemmere at forebygge madspild, hvis man tænker det ind i planlægningsfasen.

*Lært at vafler kan fryses.

*Og at løsfrosne kødboller er geniale, fordi man kan tage det antal op, man skal bruge, de tør hurtigt op, og man optager mindre fryserplads, end hvis man fryser dem i tomatsaucen. 

*Gjort det til en vane lige at reminde på fb, når der er fødselsdage, bålhygge med snobrød osv. i børnehaven, så alle husker at tilpasse madpakken.

*Indarbejdet en rutine med at løbe køleskab, fryser og køkkenskabe igennem et par gange om måneden. Super effektivt ift. at få brugt, hvad man har. 

*Opøvet at forholde mig til det, jeg så finder i skabe og skuffer, og træffe bevidste beslutninger om at bruge det/sende det videre, mens det stadig kan anvendes.

*Lært at forholde mig til, om jeg reelt skal/kan nå at bruge det, jeg står med i hånden, når jeg handler. For hvis ikke, er 2 for 1 og økonomi-pakker ikke en god ide, hverken ift. madspild eller ressourcer generelt.

*Købt låg til dåsesodavand, så de ikke bliver flade, hvis børnene ikke drikker det hele. Hvor jeg før hældte ca. 1/2 dåse doven sodavand ud, hver gang børnene havde fået, kan den nu holde brus i de par dage, det tager at komme igennem den.

*Eksperimenteret med at fryse overskydende madvarer, som jeg i første omgang tvivler på, at man kan fryse. Hvis noget alligevel er på vej ud, er det gratis at smide det i fryseren og se, om det kan overleve. F.eks. kage med frosting/glasur, smøreost, creme fraiche, datomælk, skivede tomater osv. Meget af det kan ikke bruges, som det kan, når det er frisk, men de fleste supper bliver ekstra lækre med en skefuld pikantost blendet i, og skivede, optøede tomater er glimrende i lasagne. 

*Vænnet mig til at smøre madpakker, når vi har spist aftensmad, og på den måde gjort det muligt at bruge de rester fra aftensmaden, som ikke kan udgøre et måltid den efterfølgende dag. Ofte ender jeg med at have en fuld madpakke, når jeg har tømt de forskellige gryder og skåle ned i en plastikbøtte, og selvom det ikke vinder nogen priser for æstetisk udtryk, smager det fint.

*Genopdaget muligheden for at spare på kødet ved at skære det, når det stadig halvfrossent, og dermed kan skæres meget tyndere end når det er råt. Som ekstra bonus kan man så med fordel købe dato-kød og smide det i fryseren.

*Opdaget at overnight oats er en fremragende måde at få brugt rester af grød, kompot, marmelade, yoghurt og frugt på.

*Lært at overskydende rundstykker fra bageren bliver superlækre, hvis man fryser dem, og luner dem senere.

*Gjort Remas frosne, krydrede grøntsagsblandinger, en færdig ‘sauce’ (f.eks. salsa, tomatsauce, tikki masala eller kokosmælk) og tomatsuppe til en del af mit faste basislager, fordi de kan bruges til forvandle nærmest alle madrester til fuldgyldige måltider. Kødrester, rester af lasagne, ris/pasta/bulgur/quinoa; stort set alt kan hældes i suppen eller steges på panden med grøntsagerne. At have de her ting i fryser og skabe, hvor de kan holde næsten uendeligt, gør det nemt at minimere madspild, og det tror jeg er ret afgørende for at få det til at fungere i hverdagen. At skulle udtænke nye retter og være kreativ med alternative opskrifter kan være sjovt og inspirerende, men det kræver tid og overskud, og det har man bare ikke altid. Med de her ting i baghånden kan man onsdag aften tage af bordet, smide resterne i en plastikboks og så have alt, hvad man skal bruge til aftensmaden til torsdag, uden at skulle google opskrifter eller ud at handle for det. 

*Blevet opmærksom på, at der er udviklingspotentiale ift. at mindske madspild hos børnene. At jeg f.eks. skærer frugt i halve/både, så der ikke står et halvt æble og glor, når Frida ikke kan spise mere, eller at huske, at man jo altså godt kan lave/hente morgenmad to gange.

*Indført reste-tapas. Både morgen, middag og aften. Det er ren vane, at vi altid tror, at alle om bordet skal spise det samme, for det har altid været en succes her, når der er sat en bakke på bordet med 4 forskellige ting i skåle og et par smurte grovboller. Så når du næste gang tænker: “Der er ikke nok til i morgen” så hiv det lige i fryseren alligevel. For med et par bokse af den slags, har du ret hurtigt til en gang spraglet aftensmad. 

*Frosset saft, som ikke lige faldt i smag, som isterninger, og hældt dem i danskvand eller saftevand på varme sommerdage. De udvander ikke saftvandet, og ingen opdager, at det er Det Falske Saft, vi bruger.

*Opdaget at det er smart at fryse overskudsmad i små portioner, fordi det giver langt bedre muligheder for at bruge det igen. Mad, der er frosset i portionsstørrelser, der passer til én dag, er nemmere at bruge, end en ordentlig motherf*cker af en tupperware, hvori der er mad til to dage, (og af en eller anden grund passer det aldrig med, at man er hjemme to dage i træk). Sandsynligheden for at du skal bruge 2 dl. risengrød er ret lille, hvorimod 1 dl i en kande smoothies og 1 dl. i en bolledej kan sagtens tænkes ind. Derudover er det også meget nemmere at sætte det sammen på kryds og tværs i ovennævnte reste-tapas, når man kan tage 5 skiver pølse, to boller og 1/2 dl. pesto op, end hvis man skal finde anvendelse for hele pakken med pølse og de to dl. pesto, der var i bægeret.

Ressourcer/CO2:

*Eksperimenteret med at bruge de samme ting til flere formål. Af eksempler kan nævnes: Arganolie (balsam, hårkur, makeupfjerner), balsam (shaving-gel), sulfo (opvaskesæbe, universalrengøring), brunt papir af den gammeldags slags (til forsendelser, som gaveindpakning uanset årstid/anledning), læbepomade i krukke (neglerødder, småsprækker på hælene), sandaler (hjemmesko i forårsmånederne) solcellelamper (nattelamper), ekstra fede cremer f.eks. til spækkede hæle (som håndcreme om natten, på nyshavede skinneben), tekstilpind (alm. sprittusch) osv. osv.

*I forlængelse af ovenstående: Lært at fjerne mentale labels, så ting bliver brugt og gør gavn, i stedet for at ligge uvirksomme hen. F.eks: Træningssko = sko, sandkasselegetøj = legetøj til badekar, sommertøj = træningstøj (udemærket til hjemmebrug), bodylotion = ansigtscreme, juleservietter = servietter, bloklys til hurricane-stager = lys, der kan stå i alle stager.

*Erstattet stort set alle mine stearinlys med lyskæder og/eller solcellelamper.

*Endelig lært, at der er pant på saftevandsflasker. 

*Vænnet mig til at lægge ting, der set med mine øjne er defekte, op på fb. og spørge, om nogen vil have det gratis. For ikke at gøre mit eget liv sværere end det er, skriver jeg MEGET tydeligt i teksten, hvad der er galt med tingen (f.eks. en grim front på en skuffe, jeg selv har forsøgt at male), så folk ved, at det er ment som en form for reservedel, og hver gang jeg har gjort det, er tingene blevet revet væk. Jeg skriver også i opslaget, at pågældende ting ryger ud på en bestemt ugedag, så dem, der evt. er interesserede, bliver tvunget til at komme og hente det næsten med det samme, for det er irriterende at flytte rundt på noget, man egentlig selv er færdig med. (Og bare et lille råd: Nøjes med at lægge den slags opslag op i én gruppe, og skriv ‘først til mølle’. Så har du alle henvendelser samlet i én tråd med tidspunkt på, og bliver ikke rodet ind i at skulle vurdere, hvem der kom først)

*Erhvervet mig en lille kogekeddel, så jeg kun koger den mængde vand, jeg skal bruge, og ikke er tvunget til at koge 0,8 liter, som var minimum i den gamle.

*Skelet til, hvad børnene ellers har af tøj, når jeg køber nyt, så vi ikke får 14 t-shirts og underbukser, der pga. farverne skal vaskes seperat. 

*Undersøgt og lært, at man ikke, som i 90’erne, skal lade lyset brænde, når man går ud af et rum, men bare slukke det efter sig.

*Lært at bruseforhæng kan klippes over på midten, så man får to ud af ét og undgår at have overskydende stof til at hænge i siderne og mugne. 

*Anbefalet vordende forældre at afsøge muligheden for at låne ting på fb, og vurdere, om det er noget, barnet reelt vil bruge, i stedet for at starte med at købe viklen/løbecyklen/kugledynen.

*Oprettet en gruppe, som kun består af mennesker fra min venneliste på fb (og jeg er benhård. Jeg har lukket for alle andres rettigheder, så det kun er mig, der kan tilføje medlemmer) til køb og salg af fejlkøb og ting, man er træt af. Den fungerer GLIMRENDE, og der bliver handlet lystigt på kryds og tværs.

*Opretttet et par lokale grupper på fb til de ting, jeg køber og sælger ofte, f.eks. puslespil. Ingen grund til at bruge emballage og benzin på at sende dem tværs over landet, hvis man kan købe/sælge det i baghaven. 

*Lært at bruge gavebevis og årskort, når jeg har dem, i stedet for at gemme dem til Det Perfekte Øjeblik og risikere ikke at få dem brugt.

*Lært at tænke over at vælge et produkt, hvor emballagen kan genbruges, når jeg skal købe noget, hvor mærket ikke er vigtigt. F.eks. er jeg ret glad for Urtekrams beholdere, fordi låget kan skrues af, og man dermed kan genfylde med alt, fra sæbe til shampo til tøjsæbe. Anton har altid en flaske sæbe med til idræt i skolen, og det sker jævnligt, at han glemmer den. Derfor er det ret smart at have sådan et par stykker stående, som man kan fylde halvt op (= mindre at slæbe på) og som er lavet af den type plastik, der ikke går i stykker, når man taber det på gulvet.

*Lært at bladre arvetøjet igennem med jævnere mellemrum, og – helt fysisk – at sammenholde tøjet med det, de bruger nu. Størrelsen i nakken er ikke retvisende længere, når tøj har været vasket x antal gange.

*Skilt mig af med det tøj, som jeg allerede nu kan se, at de ikke kommer i. (Det er nemmere at overskue færre ting, og dermed også at få dem brugt)

*Lært at trække indkøbsturen en dag for langt, når det kan lade sig gøre, for på den måde at tvinge mig selv til at bruge det, man bliver lidt blind for i hverdagen, f.eks. den lille prøve med shampo eller de to frosne pitabrød bagerst i anden skuffe.

*Lært at bruge en tallerken eller et skærebræt som låg i stedet for film eller det djævelske sølvpapir, når jeg sætter store skåle med ting i køleskabet.

*Vænnet mig til at tørre håndklæder på tørrestativet og efterfølgende give dem 20 minutter i tørretumbleren, så de bliver bløde, i stedet for at køre det fulde tørreprogram.

*Blevet god til at tænke over, om ting, der går i stykker kan repareres. Og om man kan købe det, man mangler som reservedel på DBA/Marketplace. (Smadrer du f.eks. glaskanden på din blender, kan du sagtens være heldig at finde en tilsvarende blender på DBA, som er billgere, end hvis du skal købe en helt ny glaskande).

*Fået som reel vane at genbruge plastikposer i køkkenet.

*Lært at *kigge* på vasketøjet og vurdere, om det rent faktisk er snavset, i stedet for bare at automat-fyre det til vask. Efter et par år kan jeg se, at det forlænger levetiden på tøjet markant.

Økonomi:

*Vænnet mig til at prøve supermarkedernes egne mærker af dagligvarer, og på den måde fundet virkelig mange ting, som jeg fremover kommer til at spare mange penge på.

*Brugt koldskål som drikkeyoghurt. HELT anden literpris. 

*Gjort en indsats for at forstå, hvorfor jeg blev ved med at få eftersmæk fra Skat, og nu endelig fået vendt skuden, så jeg får penge tilbage.

*Købt lightergas til genopfyldning af lightere i stedet for at købe nye, hver gang, de var tomme. 15 kr. for en flaske, hvor der er til ca. en million opfyldninger. 

*Groet respekt for, at det er i undtagelser, ‘den her ene gang’ og alle de små ting, pengene forsvinder hen, og derfor gjort det til en vane først at tjekke dba og Tradono, når noget går i stykker (og det vel at mærke giver mening at købe brugt). Det hjælper med at sætte ting i perspektiv. 50 kr. for en brugt brødkasse versus 250 for den nye, jeg havde kig på.

*Skiftet fra gel til pulver, når jeg kører en quick-vask i opvaskemaskinen. Når jeg vasker normalt, bruger jeg tabs, men de kan ikke nå at blive opløst, når jeg kører lyn-program. Og det gør jeg ret tit, fordi madkasser og drikkeflasker fylder helt vildt, og aldrig er decideret beskidte. Da jeg brugte gel, brugte jeg ca. en flaske i måneden, som jeg gav 50-60 kr. for, når jeg fandt den på bud. Jeg har brugt ca. 1,5 beholder med pulver i år; prisen her er 50 kr. pr. beholder. Dvs. en årlig besparelse på ca. 600 kr. (Her skal man være obs på, om man har en maskine, der bruger mere strøm, vand osv. på quickprogrammer)

*Sænket farten fra 130 til 110. Det her har uden sammenligning været den største økonomiske gevinst, jeg har fået ud af M20XX-eksperimentet. Et slag på tasken er, at det giver en besparelse på 6.000 – 10.000 kr. om året.

*Skiftet håndsæben ud med skumsæbe, som jeg selv laver. Det kræver en særlig dispenser, men jeg genbruger bare en, jeg oprindeligt købte med skumsæbe fra Palmolive, og fylder 1/5 sæbe i og 4/5 vand. Det her er et kinderæg af fordele: Sæben rækker MEGET længere, det sparer vand, fordi det er hurtigere at skyllet af, og så er det mere skånsomt for hænderne, fordi sæbekoncentrationen er lavere. (Her skylder jeg at sige, at jeg er gået væk fra det i Covid-tiden, fordi jeg har vurderet, at sæben pt. gerne må være så koncentreret som muligt).

*Indført papvin i mit liv, fordi det ofte er meget billigere. Jeg har et par tomme tomatpassata-flasker, jeg fylder over i, så jeg stadig kan opbevare hvid og rosé på køl. 

*Lært at nogle ting ER bedre i den dyre version, og dermed også erkendt, at discount-udgaverne både er spild af penge og ressourcer, fordi jeg ofte ender med at købe den dyre udgave til sidst alligevel. Fordi der er virkelig mange varer, som jeg i løbet af de seneste år har lært, at jeg sagtens kan bruge i discount-udgaven, betyder det også, at jeg med både glæde og god samvittighed køber den gode kaffe, rugbrød hos bageren og den dyre shampo

*Indført ‘kan det bruges 3 måneder mere?’-reglen ift. børnetøj, som de er ved at vokse ud af. (Og ‘kan de gøre det uden at komme til at ligne noget fra Oliver Twist?’, selvfølgelig.) Mit effektivitets-gen er tilbøjeligt til at ville fikse et problem, så snart jeg konstaterer, at det nærmer sig, og ‘de undertrøjer er snart for korte’ har i mange år betydet, at jeg køber nye med det samme. Men ‘snart’ er ikke det samme som ‘nu’, har jeg opdaget, og i stedet har jeg i dag en liste i min notesbog over ting, der skal købes om 3-6 måneder, når børnepengene kommer, så jeg ikke glemmer det.

*Haft held med at efterlyse på marketplace, når der er specifikke varer, jeg mangler. Det giver ofte bedre priser, fordi folk, der endnu ikke har fået deres varer lagt op, er villige til at sætte prisen efter, at de slipper for bøvlet.

*Undladt at tilmelde de store udgiftsposter betalingsservice, så jeg konkret forholder mig til, om noget stadig er nødvendigt, inden jeg tager et år mere.

*Fået renterne på mine lån sat ned; en besparelse på ca. 10.000 kr.

Vaner, tanker og nye syn

*Gjort op med mentaliteten omkring, at det altid er rart at have en ekstra (x) i skabet. Jeg har aldrig tænkt over, at mange ting på lager var et problem, men i løbet af de sidste år er det blevet tydeligt for mig, at det giver et meget bedre overblik over, hvad jeg har, når mængden er mindre. Det giver en langt mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, og jeg undgår at købe noget, jeg allerede har stående i skabet. Og endelig gør det også hverdagen betydeligt nemmere, fordi det f.eks. er hurtigere at bladre arvetøjet igennem, når man har en eller to overskuelige kasser, frem for 6 proppede af slagsen. Overvej hvor mange t-shirts i den samme størrelse, dit barn kan nå at bruge, og send resten videre. 

*I forlængelse af ovenstående bemærket, at det i dag går *meget* hurtigere med at sortere. Både tøj og ting. Hvor jeg i starten vendte og drejede alting 16 gange, før jeg tog stilling til, om det skulle blive eller ud/videre, så er beslutningen i dag truffet på 1,5 sekund, fordi mit mål er færre ting, og alt derfor på en eller anden måde skal fortjene sin plads.

*Lært at lade falde hvad ikke kan stå, så det ikke skygger for de gode ting. En håndcreme, der stadig fugter, men har tabt duften, mad, du har taget hul på, men ikke kan lide (og hvor det ikke giver mening at forære det væk) osv. Ud med det, så du kan se, hvad du har og rent faktisk få det brugt. 

*Glædet mig over, hvor gode vi i omgangskredsen er blevet til at tale om spild, miljø osv. I dag er der altid poser med børnetøj, toiletartikler osv. der skifter hænder, når vi mødes, og værtindegaver kan sagtens være brugte puslespil eller firmagave-vin.

*Indført en håndfuld rene vegetaruger om året. Det hører med til historien, at vi ikke spiser ret meget kød; jeg gætter på et gennemsnit på omkring 500-800 gram for husstanden i løbet af en uge. Men for at presse mig selv til at udvide repertoiret af basisopskrifter, fungerer det for mig godt at køre en temauge, når det lige passer med liv og overskud. 

*Vænnet mig til at sende varer retur, hvis de går i stykker inden for garantien. Også selvom de ikke var specielt dyre. Jeg vil gerne være med til at sende et signal retur til producenten om, at vi gerne vil have varer, der holder og kan bruges. Også selvom det gør dem dyrere. 

*Gjort mig tanker om, hvordan man skaber en bæredygtig garderobe, hvis man ikke har stangvaremål og derfor har svært ved at finde godt tøj brugt. 

*Nået til et punkt, hvor jeg oprigtigt ønsker på passe på ting, der ikke er mine, fordi alle ressourcer i allersidste ende er fælles. F.eks. passer jeg væsentligt bedre på den lejebolig, vi bor i nu, end jeg gjorde på mange af de lejligheder, jeg boede i, da jeg var yngre. 

*Gjort mig mange overvejelser om krydsområderne, hvor man ved at vælge noget, der er gavnligt for ét område, samtidig tilvælger nogle konsekvenser, der er skadelige for et andet. Ikke, at der er noget, der er rigtigt eller forkert, men jeg kan egentlig godt lide visheden om, at det her område er komplekst, og at der er mange måder at gøre det rigtige på.

*Lært at bruge, hvad vi har. Både krydderier på hylden, årskort til zoo og bøger, der er købt, men aldrig læst. Det taler ind i noget med at nære større omtanke for vores brug af ressourcer, og også at øge bevidstheden om, hvad vi har, og hvad vi kan klare os med.

*Forstået helt ned i følelserne, at min økonomi ikke består af 12 fragmenterede dele årligt, men er et samlet hele.

*Opdaget at det er blevet sværere at bruge penge, selvom det er både planlagt og budgetteret. Når man i hverdagen lever for begrænsede midler, føles det hurtigt meget ekstravagant, når det er større beløb, man sender efter noget. Jeg er spændt på, om det her ændrer sig, når min gæld er betalt ud. Det håber jeg. For jeg gider ikke ende et sted, hvor jeg stadig er bange for penge, bare med modsat fortegn. 

*Undersøgt hvilke genbrugs-organisationer, der tager imod hvad. (Tøj, der lugter, tøj med pletter/huller osv) Det er forbløffende rart at have styr på.

*Lært at jeg skal re-stock’e, når vi har måneder, hvor vi er ekstra klemte, og jeg derfor bruger ALT i skabene, så jeg ikke bare skubber problemet til den kommende måned. Jeg behøver ikke fylde hylderne, men der skal stadig stå noget på dem, når vi kommer forbi d. 1.

*Afventet, når jeg har været i tvivl om, om et eller andet virkelig var nødvendigt. F.eks. ventede jeg med at købe entre til fantasyfestival (hvor det viste sig at være nok for børnene at suge indtryk på pladsen omkring biblioteket), jeg ventede med at købe et fitnessmedlemskab, fordi jeg først ville se, om jeg overhovedet havde tid til at bruge det (det havde jeg ikke), og jeg ventede med at købe en sommerjakke til Anton, fordi jeg ville se, om han fik brug for en (det gjorde han ikke).

*Foræret virkelig mange ting væk. I starten gjorde jeg meget for at sælge det, vi ikke brugte mere, og jeg har tjent gode penge på det. Men stille og roligt er det blevet vigtigere for mig, at ting bliver brugt, og at jeg får dem ud af mit hjem, når jeg er færdig med dem, end at tjene penge på det. Og så har jeg opdaget, hvor utrolig glad, jeg selv bliver, når jeg får noget, jeg mangler, foræret, og det vil jeg gerne give videre. 

Sagt nej tak til:

*Bevidstløs at sende ting videre. Verden bliver et markant bedre sted, hvis vi hver især tager konkret ansvar for at vurdere, om noget reelt kan bruges, og selv påtager os rollen som bødler, hvis det ærlige svar er ‘nej’. (Link til indlæg hvor dette uddybes under ‘guides’)

*Rasul-ler. Det tog mit hår 3 uger at blive sig selv igen.

*Bee wraps. Jeg synes ikke, de slutter ordentlig tæt, og kan dermed ikke bruges til de formål, jeg havde købt dem til.

*En kassekredit. Som banken ellers MEGET gerne vil give mig.

*Brugt fodtøj. Heller ikke selvom det fremstår som nyt. 

*Årskort. Fordi: Corona. 

*WISH og de andre apps, der måske nok sælger billige ting, men som dels giver lyst til at købe en masse, man ikke har brug for, og også belaster miljøet helt åndssvagt, fordi alt, hvad man køber, skal sendes fra Kina.

*At bage rugbrød selv. Alt er prøvet. Jeg giver op.

Guides og punkter, der gav gode diskussioner:

Oprydning/minimalisme med børn

Børn og lommepenge

Skal ting sendes videre eller smides ud?

Genbrugsgaver

Oprydning

Sælg brugt

Små tricks til at komme i gang

Hvad giver mening at købe brugt?

Hvorfor man sparer penge på at handle dagligvarer online

M2020, uge 25

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg holdt 3 x fødselsdag for Frida og har til hver fejring gjort mig umage for at sammensætte en menu, der genererede mindst muligt madspild.

Det er ikke et nyt punkt, men jeg vil så gerne bidrage med min erfaring med, at det bare er virkelig meget nemmere at begrænse madspild, hvis man tænker det ind i planlægningsfasen. At man f.eks. ikke sjasker dressing og sprøde toppings over salaten, men i stedet serverer tingen hver for sig, så overskydende salat kan holde i 2-3 dage og ikke kun 1. Eller at man nøjes med at komme frosting på halvdelen af kagen, og afventer om den bliver spist. Hvis ikke, kan man fryse resten af både kagen og frostingen, men hvis fadet er støvsuget efter 10 minutter, kan man lynhurtigt samle en runde mere.

Selvfølgelig skal man somme tider lave bestemte retter, fordi det er lige præcis dem, man har lyst til at spise/servere, men netop, når der kommer gæster, er laver vi mængdemæssigt meget mere mad end når det bare er til os selv, og dermed er der også mere mad, der ryger i skraldespanden, hvis ikke det kan “genbruges”. 

Jeg tænker meget over at vælge mad, der giver mulighed for at fryse resterne eller bruge dem til madpakker, hvis jeg skal lave mad til mange, og derfor sandsynligvis skyder over mål med mængden. F.eks. kan pizza både fryses og bruges til madpakker, mens mad med kort holdbarhed og/eller mælkeprodukter (f.eks. kagemand af vandbakkelse, rå fisk, smørrebrød eller kartoffelsalat) kræver, at man kan sætte resten til livs dagens efter, hvis ikke det skal hældes ud. 

2.

Har jeg – mest for eksperimentets skyld – prøvet at lave et bytte-opslag i den lokale køb/salg/bytte gruppe.

Vi har på badeværelset to af de høje skamler fra Ikea, men begge børn er efterhånden så lange, at de ikke er nødvendige mere. Vi har dog stadig besøg af små legekammerater og Frida kan også godt lide at pjaske vand i ansigtet, så jeg vil gerne have et par af de små skamler i stedet. Derfor tænkte jeg, at jeg ville prøve at se, om bytte-funktionen virkede. 

Det gjorde den ikke. Som i: Overhovedet ikke. 8 skambud på mine skamler, og 3 tilbud om at købe de små til tre (og det var altså: T-R-E) gange nyprisen senere, pillede jeg opslaget af igen, og lovede mig selv, at det var første og sidste gang jeg prøvede dén manøvre.

(Mit blodtryk er ved at være tilbage i normalt leje igen, tak fordi du spørger).  

3.

Har jeg været i Bauhaus efter en plade, der kunne bruges til at lægge puslespil på. Jeg har en, men havde fået købt et (svært!!) puslespil, der var rundt, og som derfor ikke passede på pladen. Jeg ville ønske, at jeg kunne lære at elske de der puslemåtter, men jeg hader fornemmelsen af at lægge brikker på stof, så plade it is.

Jeg forklarede mit ærinde for en ansat; at jeg var på jagt efter en glat plade med en diameter på 70 cm, som ikke skulle saves eller pudses til. “Lidt i stil med jeres reklameskilt derhenne.” “Jamen, vil du ikke bare have et gammelt et af dem så?” Øhm, jo tak? Så det fik jeg, kvit og frit, og jeg har totalt optur over mit held.

M2020, uge 24

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været meget, meget specifik ift. Fridas ønskeseddel. Det smager lidt af curling, og sådan må det være, men ud over den indlysende fordel i, at barnet kan tage sine gaver i brug med det samme, synes jeg også, at det ud fra et miljø-perspektiv giver mening, at man ikke skal til at sende dobbeltgængergaver retur.

Helt lavpraktisk deler jeg ønskesedlen op, så mormor, moster osv. får forskellige ønsker, og de dermed stadig har noget at vælge imellem. Egentlig ville jeg gerne, at nogle af tingene kunne købes brugt, men jeg kan høre, at nogle af gavegiverne er så uvante med at gebærde sig på marketplace og DBA, at de nærmest får angst ved tanken, og sådan skal det selvfølgelig ikke være.

2.

Givet en bog videre, som jeg selv har fået foræret, og bedt modtageren om at give den videre, når han er færdig med den – hvis det er muligt. (Og bare for god ordens skyld: Det er hans, og han må gøre med den, hvad han vil. Men han spurgte, hvad han skulle gøre med den efter endt læsning, og kan han finde en aftager, kan jeg godt lide tanken om en bog, der vandrer og skaber glæde af mange omgange).

I det hele taget kan jeg mærke, at jeg oftere og oftere forærer ting væk i stedet for at sælge dem. Der er et par undtagelser til dette, bl.a. mine puslespil, som jeg typisk sælger, når de er lagt én gang, og bruger pengene på at købe nye, for på den måde koster min nye hobby mig stort set ingenting. Men hvor jeg for et år siden solgte det meste af det, jeg skilte mig af med, forærer jeg 80% af det væk i dag.

Mon andre derude oplever det samme?

3.

Oprettet en lokal køb-og-salg-af-puslespilsgruppe på fb. På den måde bliver puslespillene brugt i stedet for bare at ligge og glo i et skab, og samtidig har miljøet godt af, at de ikke skal sendes på kryds og tværs af landet.

M2020, uge 22

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

For første gang gjort mig overvejelser omkring, om det giver bedre mening at sælge bilen og få det, jeg kan få for den, og så låne penge til en brugt, der kan holde et par år.

Jeg kan næsten ikke holde tanken ud, for jeg har *sådan* set frem til det tidspunkt, hvor jeg er gældfri, men onsdag døde min bil, lige midt på motorvejen. Verdens bedste mekaniker hentede mig, gav mig en lånebil, fiksede min bil, og ville ikke have noget for noget af det, hvilket sgu var så meget godhed på én gang, at jeg tudede over det.

Så den kører igen – men hvor længe? For det er, som om A-L-T, hvad der kan gå galt i en bil, går galt i min.

Jeg snakkede med mekanikeren om det, og hans råd var at køre i den, til den ikke kan køre mere. Ingen af os vil være bekendt at sælge den videre til en anden sagesløs stakkel, og derfor er der ingen grund til at skele til, hvad jeg kan få for den hvornår, for den skal sælges som reservedele/skrot, når den tid kommer.

Det har været fint at bruge et par dage på at gå og vende tanken, for jeg kan mærke, at jeg er ok med det nu, hvis det er sælg-og-lån-til-en-brugt-løsningen, der ender med at være den bedste. 

2.

Haft virkelig, virkelig travlt, og det bliver ikke bedre den kommende uge. Både af dén grund og pga vores økonomi har jeg derfor valgt at køre rugbrødsmadder til både frokost og aftensmad, fordi jeg så i det mindste ikke skal bruge tid og penge på mad til mig selv, men kan koncentrere mig om at købe og lave noget nogenlunde ernæringsmæssigt forsvarligt til børnene (som synes, at madder er det værste i hele verden). 

3.

Ved et guds mirakel husket, at der er pant på saftevandsflasker. Det er, som om jeg har en defekt i hjernen, der gør, at den oplysning ikke kan hænge fast. Men denne gang afleverede jeg hele 3 stk. i flaskeautomaten, og jeg var bristefærdig af stolthed, da jeg gjorde det. 

4.

Haft min egen kaffe med på job. Principielt burde det her være normen, men hånden på hjertet synes jeg, at det er besværligt at komme bøvlende med madpakke, termokande, taske, overtøj og mig selv i fri dressur, når jeg skal ud på en uddannelse, hvor jeg ikke er vant til at komme, og derfor ikke ved, om vi har et sted at sætte vores ting. Men der, hvor jeg tolker fast lige nu, har vi fået et skab (hurra!), og jeg skal derfor ikke hele tiden have mine ting med rundt, fra lokale til lokale. Kombineret med det faktum, at en kop sort filterkaffe koster 16 kr. (for real? Til folk på SU??), har det udløst en revival til termokanden.

5.

Lavet de indledende manøvrer til et opsamlingsindlæg. Det kommer på i juli, hvor de ordinære M20XX-indlæg så holder ferie, og jeg skal lige finde ud af, om det skal postes i ét ryk eller om jeg skal dele det op.

—————— O o O ——————– 

Jeg har været så heldig at lande en korrekturopgave, så jeg tror ikke, jeg når herud før på fredag igen. Until then:

M2020, uge 21

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Manglet en lampe og købt den brugt.

I den her tid, hvor vi er meget mere hjemme, end vi plejer at være, sidder jeg jævnligt og lægger puslespil ved det skrivebord, jeg har op ad min blommefarvede væg, fordi kiddos har okkuperet spisebordet, men den suger så meget lys, at det nærmest er umulig at se brikkerne.

Vi er ret økonomisk pressede nu pga. krisen, og det er ikke en mulighed at købe en lampe fra ny. Men Marketplace var – igen – min ven: Jeg fandt en fin, brugt arkitektlampe til 50 kr. i Kolding, og min veninde, der var på besøg i tirsdags, var så sød at svinge forbi efter den, så jeg ovenikøbet sparede portoen.

2.

Tænkt på, at jeg gerne ift. madspild vil slå et slag for Remas frosne grøntsagsblandinger med smag. (Det er ikke spons, men de fungerer så perfekt ift. til det her tema, at de kommer på med navns nævnelse).

De koster kun omkring 10 kr., de skal tilberedes på panden, hvilket er både nemt og hurtigt, krydderierne gør, at de smager af noget, og så er de *perfekte* til at få brugt rester af kød, pasta, quinoa, bulgur osv.

Jeg ved godt, at det er meget specifikt, men jeg bliver jævnligt spurgt, hvad jeg gør med alle de små rester, der jo ikke i sig selv kan bruges til noget, og de her grøntsagsblandinger er meget ofte svaret, fordi de binder resterne sammen til et måltid. En halv kyllingefilet fra aftensmaden, ternet og smidt på panden med en pose fajitagrønt, en frossen rest linser eller ris og en smule salsa – så er du kørende. Det tager under 10 minutter fra du starter, til du sætter dig til bords.

Det kræver, at man opgraderer sit basislager, så man, udover grøntsagerne i fryseren, altid har et glas salsa, en dåse kokosmælk eller måske nogle af de lidt mere eksotiske saucer, man somme tider kan finde på spot, i skabet, men fordi disse også har virkelig lang holdbarhed, er det ikke noget, man behøver at stresse over at få brugt.

3.

Købt en stor pose frosne pølsehorn i den lokale Brugsen. Jeg tror, de fleste voksne har blandede følelser for pølsehorn, for de er svære at få øje på i kostpyramiden, ikke? Men børnene og alle deres venner elsker dem, og nu, hvor vi igen må have legeaftaler, er det bare både nemmere og billigere at kunne smide sådan et par stykker i ovnen, hvis nogen pludselig er sultne, end hver gang at sørge for at købe ind efter, at der er flere børn – som så, lige præcis den dag, ikke er sultne alligevel = Madspild galore. Hos den lokale bager (som vi ellers gerne støtter) koster de 8 kr. stykket, og er jævnligt udsolgt; her fik vi 50 for 125 kr.

M2020, uge 21

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Hjulpet mine forældre, som også har haft gang i den store oprydning, og som derfor havde en stak ting, som skulle videre ud i verden.

Fordi jeg efterhånden er så vant til at bruge de forskellige køb-og-salg-platforme tilbød jeg at gøre det for dem, og det tog, bogstaveligt talt, under et døgn før alle ting var foræret væk og solgt. Jeg er ikke sikker på, at de havde fået det gjort, hvis de skulle gøre det selv, og jeg finder det utroligt tilfredsstillende at alt det, der ellers havde kurs mod genbrugsstationen nu har fået nye hjem og ejere. 

2.

Tippet min veninde om noget, som jeg ikke kan huske, om jeg har nævnt herinde før: Overklip af bruseforhæng.

For jeg ved ikke, hvorfor bruseforhæng skal være så brede? Det *må* være et fåtal, der har brug for 2 meters afskærmning. Men da jeg boede i Aarhus, kom jeg til at tænke på, at man måtte kunne dele dem i to – og det kan man. På den måde får man pludselig to bruseforhæng ud af ét indkøbt, og ud over den indlysende besparelse, der ligger i dét, så er det tusind gange mere hygiejnisk med et smallere forhæng, fordi det tørrer meget hurtigere, når der ikke er 40 cm. overskydende stof, der klumper sig sammen i siderne.

3.

Foræret børnenes gamle Puky løbecykel til børnehaven (og selvfølgelig fulgt alle covid-regler i forbindelse med overdragelsen). 

Anton fik den, da han fyldte to, så den har efterhånden 7 år på bagen, men kører stadig upåklageligt. Begge børn har indtil for ganske nyligt brugt den til at lege med, men nu syntes jeg, vi ramte det punkt, hvor værdien ved at bruge den til det, den er designet til, oversteg underholdningsværdien i at fjolle rundt på den en gang hver anden måned.

Jeg klappede det af med både Anton og Frida, inden jeg spurgte børnehaven, om de kunne bruge den, og der var grønt lys. 

Det her punkt giver mig mulighed for at svare på noget, som Pernille spurgte om i kommentarfeltet for et par uger siden, nemlig hvad jeg gør ift. oprydning, når det kommer til børnenes ting. 

I mit forældreskab er én af de ting, jeg bruger rigtig meget tid og energi på at tænke over, at min opgave som mor er at hjælpe mine børn til at blive dem, de skal og gerne vil være og ikke bare forlængelser af mig. At min opdragelse skal værne om deres respektive personligheder, og give dem mulighed for at udfolde den. Når jeg skriver det på den måde, kommer jeg til at lyde mere zen, end jeg er, men jeg tror, vi alle sammen har noget, som er ekstra vigtigt for os ift. vores børn, og det her er én af mine kæpheste.

Derfor prøver jeg hver gang, jeg støder på noget, der er lidt større end bare hverdagens små meningsudvekslinger, at minde mig selv om, at de ikke er mig, men fuldgyldige medlemmer af vores lille familie, og at deres personligheder har præcis lige så meget ret til at være her, som min.

Det kan holde hårdt, når Ordning&Reda-Linda kigger ind på Antons værelse, som ligner indersiden af Tjernobyls 4. reaktor anno 1986, men jeg prøver. 

Og fordi jeg selv har været hele den her oprydnings/minimalist-proces igennem i en relativ sen alder, så oplever jeg egentlig, at jeg ikke har været ret meget i tvivl om, hvordan jeg skal gribe det an, når det kommer til oprydning af børnenes ting. 

Som jeg har skrevet om før, så tror jeg, at man skal være utrolig varsom med at forsøge at tvinge sine egne holdninger ned over sine børn, fordi det – synes jeg – er helt utrolig urimeligt at tvinge dem til at stå på mål for vores værdier, som vi har haft et helt liv til at forme og tænke over. Jeg har skrevet et indlæg om det, som jeg ikke kan finde, men hvor essensen er, at jeg ikke tror, at man skaber en bevidst forbruger på den lange bane, hvis man ignorerer, hvad der er vigtigt for ens børn, fordi man selv har fundet de vise sten. Brugte konfirmationskjoler og genbrugsskoletasker er både gode og miljørigtige valg set ud fra et minimalistisk synspunkt, men det er stadig værdikampe, der udkæmpes by proxy, og det tror jeg kan give eftertrykkeligt bagslag, hvis man ikke passer på. 

Derfor prøver jeg i videst muligt omfang at lade mine børn bestemme selv, når vi rydder op i deres ting, mens jeg samtidig husker, at hvis jeg gennemgik mit hjem med min far ved siden af, så ville han formentlig pege 3/4 af mit jordiske gods ud som småt brændbart. Vi ved ikke, hvad der er vigtigt for andre mennesker – eller hvorfor – og det faktum gælder også i forhold til vores børn. Forskellen her er bare, at det er os, der står med bestemmepinden.

Så hovedreglen er, at de får lov at beholde det, de gerne vil beholde, også selvom jeg ikke forstår det, og i forhold til ‘ – men du leger jo aldrig med den?’-argumentet er det værd at huske, at værdien af en given ting ikke nødvendigvis hænger sammen med anvendelsesfrekvensen. Ting kan sagtens være vigtig af andre årsager. Jeg har et par øreringe, som jeg ELSKER, men kun bruger ved særlige lejligheder, fordi jeg gerne vil værne lidt om, at nogle begivenheder er specielle, så selvom jeg kun bruger dem 3-4 gange om året, er de stadig super vigtige for mig.

Fordelen ved at lade børnene bestemme, har jeg opdaget, er, at de får et meget mere afslappet forhold til deres ting. De klynger sig ikke til dem, men forholder sig meget mere objektivt til, om det er noget, de stadig leger med og bruger, og jeg tror, det er fordi de oplever, at de har 100% råderet over tingene, og derfor ikke behøver være bange for, at jeg pludselig dømmer det ude. Begge børn kommer jævnligt med ting og siger, at nu er de færdige med dem, så nu synes de, vi skal give det til nogle andre, og jeg er i de situationer HYPER opmærksom på ikke at rose dem overdrevet, men blot at tage imod og sige noget i retning af: “Det var en fin ide. Lad os gøre det” For mig er det vigtigt, at deres valg udspringer af, hvad DE gerne vil, og ikke er forsøg på at gøre mig glad.

Og nu er det her efterhånden som de madbloggere, der ikke vil ud med opskriften på dampede asparges, før de har skrevet en fire sider lang afhandling om deres oldeforældres oplevelser under krigen – sorry! Men det er bare fordi hele min håndtering af lige præcis det her, faktisk er noget, jeg har brugt meget tid på at tænke over, netop fordi det hænger så tæt sammen med en af hjørnestenene i min opdragelse.

Så: 

Helt lavpraktisk kører jeg små, men hyppige oprydninger med dem, f.eks. en time en lørdag formiddag, hvor vi rydder op i skivebordsskufferne. På den måde er der jævnligt lidt, der bliver sluset ud, og det resulterer altid i, at de genfinder skatte, som de egentlig havde glemt, hvilket ofte inspirerer til leg. 

Jeg prøver at være på forkant ift. hvad vi fylder i vores hjem, fordi de ikke har de samme følelser knyttet til noget, de endnu ikke har fået. F.eks. vil Frida meget gerne have sådan en “puslestation” til sine dukker, men den er nærmest større end hendes værelse. (Og koster det samme som en hest). (Som vi heller ikke har hverken plads eller råd til). Så somme tider er opgaven også at sige nej, eller på forhånd at sætte nogle betingelser op, som f.eks. at hvis man gerne vil spare sammen til en puslestation, så skal man sige farvel til nogle af de andre store ting, man har på værelset. På den måde tvinger man dem også til at forholde sig lidt til, hvad der er vigtigt; at mærke forskel på, hvad de ægte gerne vil have og hvad de bare er momentant forblændede af. 

Og endelig har jeg Karantænekassen i bryggerset, som jeg bruger til undtagelserne – for dem har jeg og vi selvfølgelig også. Børnene skal inddrages så meget som overhovedet muligt, men der er enkelte ting, hvor der bliver kontraproduktivt, fordi de for længst har glemt det, vi skal rydde op i, men pludselig kommer i tanke om det, når de ser det. F.eks. har jeg gentagne gange forsøgt at rydde op i børnenes dvd’er med dem ved siden af, og hver gang er resultatet, at vi ikke får lagt én eneste film i ‘videre’-bunken – og når de så er sat tilbage på hylden, får de lov at samle støv igen. På samme måde kan særligt Frida også have svært ved at slippe tøj, som hun er vokset fra, eller som efterhånden er så hærget, at det ikke kan hænge sammen. Den slags ting sluser jeg ud i Karantænekassen, hvor de ligger en måneds tid. Hvis ikke der i løbet af de fire uger er nogen, der savner dem eller spørger efter dem, ryger de ud.

Det blev langt, og jeg er lidt usikker på, om det giver mening udenfor mit eget hoved. Men det er i hvert fald de overvejelser jeg gør mig, og argumenterne for, hvorfor jeg griber det an, som jeg gør. Jeg håber, at det var en form for svar til dig, Pernille, og at I andre kan bruge bare lidt af det.

Rigtig god weekend derude.

M2020, uge 20

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Endelig fundet anvendelse for den meget lækre læbepomade fra Rudolph Care på, som jeg ellers ikke får brugt. For den ER virkelig lækker – men den bliver alt, alt for blød, når den står ved stuetemperatur, synes jeg. Når jeg opbevarer den i køleskabet glemmer jeg at bruge den, og når den står på mit bord, føler jeg mig som Clement, når jeg tager den på, fordi det er umuligt at tage så lidt på fingeren, som læberne kræver, når den nærmest er flydende. 

Men nu er jeg begyndt at bruge den til neglerødder og til de lede hormonsprækker, jeg får i hælene 2 gange om måneden, og det er den glimrende til. 

2

Bagt en kanelkage efter denne opskrift, som altid er god, men denne gang brugte jeg en sjat jordbærkoldskål i stedet for kærnemælk, og *janice-stemme* Oh! My! GOD! Shit, den blev god!!

3.

Har jeg konverteret mine solcellelamper til nattelamper.

Jeg har 5 af dem, og de er simpelhen så fine, så det har ærgret mig, at jeg faktisk ikke rigtig har glæde af dem, fordi de først begynder at lyse, når jeg er landet i sofaen, hvorfra jeg ikke har udsyn til haven.

Nu stiller jeg dem ud på en bakke om morgenen og så står de og suger sol hele dagen. Om aftenen fordeler jeg dem rundt omkring i de mørke kroge i huset, og så står de dér og minder om, at det næsten er sommer.

4.

Har jeg i to kommentarfelter på fb pippet om muligheden for at bruge DBA og Marketplace som et sted at finde reservedele. En veninde havde smadret sin blender, og spurgte, om nogen havde én billigt til salg, mens den anden var ved at lave en løbevogn og manglede hjul.

Og selvfølgelig er det nemmere bare at bestille noget fra nyt. Men da jeg smadrede min egen blender for år tilbage, var jeg glad for, at nogen mindede mig om, at man kan købe reservedele, for det var en dyr og en god blender, som jeg ikke ville have haft råd til at erstatte med en tilsvarende. Og så bliver løsningen jo ofte, at man køber noget billigt lort, som man aldrig bliver rigtig glad for. Men reservedelen, jeg manglede, viste sig at koste en fjerdedel af, hvad en ny blender ville have kostet – jeg havde bare aldrig tænkt over, at man kunne købe reservedele før. 

I dag, hvor DBA og Marketplace er helt faste bestanddele af mit liv, starter jeg altid der, og der kan være mange penge af spare. Jeg har også et par gange efterlyst specifikke ting, som f.eks. dengang jeg smadrede glaskanden til min kaffemaskine. Det vil jeg virkelig også gerne slå et slag for, for der kan sagtens sidde mennesker derude, som faktisk har en barnevogn stående i skuret, som de ikke længere bruger, men som er for ramponeret til at sælge som barnevogn-barnevogn. Ser de, at du efterlyser hjul eller stel til lige præcis den model, vil de fleste være glade for muligheden for at få skrumlet skudt af, og min egen oplevelse er, at folk ofte vil sælge ret billigt, når det er dig, der efterspørger, fordi de dermed slipper for hele bøvlet med at tage billeder, lægge op og svare på alle spørgsmål i hele universet. 

Ud over at du sparer penge, bliver miljøet også i godt humør, fordi du forlænger levetiden af det, du har, i stedet for at bidrage til at øge produktionen ved at købe noget nyt.

M2020, uge 18

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Hentet en efterløber til cyklen, ganske gratis. Fordi sådan et aggregat ikke er noget, man lige smider i en kuvert og sender, havde jeg lagt en agent ind på DBA, så der kom en notifikation, når nogen satte en efterløber til salg. På den måde kunne jeg hele tiden følge med i, om der blev lagt én op her i nærheden. Og fordi man somme tider har lov at være heldig, blev der lagt en fin én op med overskriften ‘Foræres væk’ i køreafstand herfra. Den er nu hentet hjem og sat i stand, og vi er klar til lidt længere cykelture til sommer. 

2.

Lavet en pass-it-on og foræret min cykelstol, en kasse tegnefilm og to lamper væk. Jeg kunne godt have forsøgt at sælge det, men egentlig havde jeg bare lyst til at gøre andre lige så glade, som jeg selv blev over, at der faldt en efterløber ned i skødet på mig.

3.

Været ret konsekvent med at un-follow’e og snooze mennesker på de sociale medier, som suger min energi. 

Jeg tror, de fleste af os både følger mennesker og har venner og bekendte, som vi ikke er enige med i alt, og i nogle situationer kan det være både sundt og inspirerende at blive præsenteret for andre verdenssyn og holdninger. Men når alting er sat på spidsen, som det er lige nu, så bliver det for mig bare træls, når tonen bliver alt for rabiat. Og lige pt. tror jeg, at det er ekstra vigtigt at værne om den gode energi, man har, og ikke hælde den ned i en kloak af ligegyldige kommentarfelter og diskussioner, som i sidste ende ikke rigtigt får nogen til at ændre holdning. 

Sådan kan egenomsorg og mentalminimalisme også se ud. 

4.

Kørt oprydning og hovedrengøring af hele huset, et rum ad gangen. Alt har været ude af skabe og oppe af skuffer, og der er sorteret, smidt ud og lagt på plads på de ny-aftørrede hylder igen. 

Jeg var, som de af jer, der var med for et års tid siden ved, det hele igennem sidste år, hvor jeg tog den helt store tur med A.L.T. Denne gang var det langt, LANGT nemmere, ganske enkelt fordi jeg har meget færre ting. Men jeg har stadig været på genbrugsstationen med 8 store poser, og det siger måske lidt om, at det at holde sit hjem i kort snor, er en ongoing opgave, man aldrig bliver færdig med.

At der har været ting at smide ud/sende videre handler jo til dels om, at der er kommet nye ting til. 

Men det handler også om, at jo færre ting man har, jo nemmere bliver det at få øje på de ting, man ellers bare automatisk flytter med videre igennem årene, fordi man ikke forholder sig til dem. F.eks. har jeg denne gang smidt to brætspil ud, fordi jeg pludselig kom til at tænke på, at et 20 år gammelt spil på paratviden måske ikke er heeeelt up to speed. Jeg har smidt en lanterne ud, som var smuk, men som åd så mange batterier, at jeg for længst er holdt op med at skifte dem, og jeg har også sagt farvel til en kagedåse, som jeg, da jeg anskaffede den, ønskede mig VIRKELIG højt, og som derfor nærmest har været helllig. Men den var – kunne jeg pludselig se – bulet og skrammet, og jeg har ikke brugt den i årevis. Den slags ting får man pludselig rigtigt øje på, når alt det fyld, de tidligere har været omgivet af, er væk.

Og så er der det mentale aspekt, som betyder, at man bliver klar til at skille sig af med ting i etaper. Da jeg ryddede op sidst, gemte jeg f.eks. et babytæppe, som jeg ikke nænnede at skille mig af med. Det var jeg klar til at sende videre denne gang. Og mit tøjskab, som sidste gang var en smertefuld tur i følelsescentrifugen, fordi det primære fokus var på at skille mig af med det, jeg ikke længere kunne passe, hvilket var rædselsfuldt, så kunne jeg denne gang lave en objektiv vurdering af, hvad jeg reelt bruger og eliminere resten. Den *eneste* følelse forbundet med projektet denne gang, var glæde over at få et skab med meget mere plads og luft, og det var fedt at opleve.

Jeg har taget 1-2 rum pr. dag, fordi det har været vigtigt for mig at bevare momentum – og også at kunne overskue længden af projektet. Det betyder, at det jeg har været hele huset igennem på 5 dage, og det har lettet oprydningen af de enkelte rum en del, at jeg var helt up to speed med, hvad status var i de andre rum. At der f.eks. var blevet en hylde fri i skabet i soveværelset, som nu kunne bruges til puslespil, eller at de tomme billedrammer, jeg fandt rundt omkring (??) blev samlet i en kasse i bryggerset. Ting vandrer – specielt når man ikke bor alene – og ved at køre det hele igennem på under en uge, var det nemt at få alting samlet, grupperet og tilbage på plads.

Nu er her MEGET rarere at være, og jeg er Monica fra Friends.

M2020, uge 17

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Sat Fridas cykel til salg – og solgt den. Hun kunne i princippet køre på den et par måneder endnu, men for ikke at nå til det punkt, hvor den pludselig er for lille, og man derfor ender med at skulle panikshoppe en ny, satte jeg den til salg nu, så vi kunne bruge pengene fra dén som tilskud til den nye. 

Den nåede at være til salg 12 timer; så var den væk, og i morgen skal vi til Vejle og kigge på en ny.

Det slog mig, da jeg sad og browsede brugte cykler, hvor stor en gave internettet er ift. at købe second hand. For da jeg var barn var det SÅ træls at skulle have en brugt cykel, fordi man ikke rigtigt kunne se noget på det mikroskopiske billede, der var trykt ved siden af salgsannoncen i avisen. Og man blev næsten ALTID skuffet, når man så den i virkeligheden, fordi det er umuligt at se noget på et billede på størrelse med et frimærke. 

Men i dag, hvor vi kan søge utrolig specifikt på alle køb&salg-siderne, og blæse billederne op i fuld størrelse, er det mit indtryk, at børnene egentlig ikke tænker specielt over, at cyklerne er brugte. 

2.

Endelig fundet en løsning på #AspargessuppeGate

Og det her er på papiret virkelig, VIRKELIG i småtingsafdelingen, men det har været træls igennem en længere periode (mine Her-går-det-godt-homies, where you at?), og derfor er jeg uhørt begejstret. 

For.

Mine børn vil gerne have aspargessuppe.

Men de kan ikke lide asparges.

Hvilket besværliggør tingene en del.

Faktisk handler det nok om, at de accepterer suppen for at få adgang til kødbollerne, men uanset hvad, så er jeg farlig træt af, at aftensmaden skal udvikle sig til en form for afsky-befængt fiskekonkurrrence. Og fordi jeg typisk spiser noget andet end suppe, ender jeg altid med at smide en halv grydefuld ud, når jeg har kørt Mou-suppe til dem, og det gør ondt i mit madspilds-gen.

Men så kom jeg til at tænke på, at man jo sådan set kan få suppe fra Knorr, der *ikke* er frosset, og hvor portionen er mindre. Jeg testede det i denne uge; købte en pose, hældte indholdet op i min mest stor-hullede si, og lod den stå 10 minutter. Og Lord behold: Alle asparges blev fanget i sien, børnene kunne spise uden at gag’e, og gryden var næsten tom, da vi rejste os fra bordet. One small step for man.

3.

Truffet en beslutning om, hvordan jeg køber tøj, når nu jeg hverken har højde eller facon til at shoppe genbrug eller vælge frit mellem diverse bæredygtige mærker. For det synes jeg faktisk er utrolig frustrerende, 

Jeg tror, at de stykker tøj, jeg har købt til mig selv, siden jeg fik Frida, kan tælles på et par hænder. Af flere grunde. Dels pga. penge, dels pga. tid (jeg har altid skulle sætte lang tid af til at finde og prøve, fordi jeg åbentbart har verdens mest u-stangvarede krop), og endelig også fordi jeg har haft det svært med, at jeg har taget på. Men jeg er. så. træt af bare at være nødt til at tage, hvad jeg lige kan finde, og så bare købe 3 af den. Jeg savner at have det godt med mig selv i det, jeg har på, og at give den gas med øreringe, neglelak osv. som er det, jeg får lyst til, når jeg føler mig godt tilpas. 

Ved et tilfælde faldt jeg over mærket My Little Curvy Love, som Benedikte Utzon står bag. Jeg har kigget på det LÆNGE, for der er virkelig meget fint. Men det er også dyrt. I hvert fald når det er min økonomi, man står med. 

Men jeg er også bare ved at løbe tør for ideer til, hvad jeg skal stille op, fordi jeg ikke gider have mere tøj, der gør mig deprimeret, eller som kun kan holde 10 minutter, før det bliver slidt og skævt og skal skiftes ud. 

Derfor er jeg efter mange, lange overvejelser endt på, at den måde, jeg kan være mest bæredygtig omkring tøj til mig selv, er at bygge en garderobe op fra bunden, med tøj af ordentlig kvalitet, som jeg stadig kan bruge i takt med, at jeg (forhåbentlig) taber mig. Prisen betyder, at jeg kan tilføje 3-4 nye items (#fashionblogger) i løbet af et år, og på den måde ender jeg forhåbentlig med at stå med en langtidsholdbar garderobe, som gør mig glad i løbet af et par år eller tre.

Jeg får ikke en krone for at skrive det her, men det har været den *bedste* oplevelse at finde det her mærke. Dels er tøjet SÅ. LÆKKERT, og så elsker jeg, at det er designet til at sidde ordentligt, og ikke bare er en t-shirt, man har ganget op i størrelse. Der falder pænt, så man ikke bare ligner en papkasse på ben, fordi nogle idiotiske typer har lavet tøjet bredere men ikke længere, og der er tænkt over detaljer, som gør, at tøjet også sidder pænt på mennesker, der ikke er en størrelse 36. Benedikte/Liv fungerer selv som model for tøjet på både hjemmesiden og insta. Hun er 1.76 høj, og er 100% ærlig omkring egne mål, så man faktisk har en realistisk chance for at bedømme, om tøjet også vil sidde pænt på én selv. Jeg har skrevet et par gange med spørgsmål, og hver gang svarer hun selv, meget deltaljeret og præcist, og hver gang tilføjer hun, at jeg bare skal skrive igen, hvis det er noget specifikt, jeg er på udkig efter eller har brug for hjælp til. 

Som sagt: Jeg får ingenting for at skrive om det her, og hun aner ikke, hvem jeg er, men jeg ville virkelig, virkelig ønske, at nogen havde fortalt mig om det her mærke noget før, så tippet er hermed givet videre.

M2020, uge 16

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg bestilt sommertøj på nettet, og først da jeg havde afsendt ordren, så jeg, at man kunne få en ret anselig rabat, hvis man tilmeldte sig nyhedsbrevet. Jeg prøvede at sende dem en mail uden de store forhåbninger, men de skrev tilbage næste morgen, at det ikke var noget problem, og således sparede jeg et par hundrede, som jeg faktisk havde afskrevet.

2.

Har jeg solgt 5 puslespil og brugt pengene til 3 nye. Om det er urinstinkter eller afledningstrang ved jeg ikke, men i den her lock-down-fase har jeg haft lyst til at spise alle kulhydrater i verden og købe alt på hele internettet. Jeg skal lade være med begge dele, men jeg har forsøgt at undgå amokløb ved trods alt at købe lidt, men har til gengæld gjort mig voldsomt umage for at købe ting, jeg faktisk mangler (sommertøj), eller som kan sælges videre med minimalt tab (puslespil).

3.

Er jeg begyndt at øve ‘er tøjet beskidt’ med Frida. Lige nu, hvor vi bare er herhjemme, er svaret som oftest ‘nej’, men det ændrer sig jo, når børnehavelivet starter for alvor igen.

I takt med at hun bliver større og mere selvhjulpen, er hun blevet god til selv at tage tøj af og smide det til vask. Lidt for god, faktisk. For hun kan godt finde på at skifte tøj et par gange om dagen, og det er ikke altid, jeg opdager det. Det resulterer i ALT for meget unødvendig tøjvask, så hvis hun selv kan lære at vurdere, om tøjet reelt trænger til en tur i maskinen, vil der være meget arbejde og vand sparet dér. 

3.

Været over-gennemsnit god til at bruge op, hvad vi har haft i køleskabet.

Jeg har skrevet om det før, men for mig fungerer det ikke så godt at købe stort ind én gang om ugen. Det er dels pga. praktiske omstændigheder, som f.eks. at vores køleskab ikke er rasende stort, men det er også fordi jeg får stress af at have råvarer liggende, som skal bruges inden de udløber.

Vi kører med flydende madplan, hvilket betyder, at jeg køber ind til et par retter, men ikke lægger mig fast på bestemte ugedage. Det er formentligt et produkt af at have haft skiftende arbejdstider i snart 20 år (hvor jeg først kender mit skema for den kommende uge fredag aften, og der har jeg som oftest købt ind til den kommende uge)  men det handler også om, at det er utrolig forskelligt hvor lidt/meget børnene spiser. Derfor tror jeg somme tider, at jeg har mad til to dage, og så er gryden tom efter én, mens jeg andre gange får tre dage ud af noget, jeg troede ville række til én gang aftensmad og en frokost.

Men her i covid-æraen har jeg gerne ville minimere antallet af ture til supermarkedet, både til Bilka to go og i fysiske forretninger, fordi jeg er nødt til at have børnene med. Derfor har vi haft mere i køleskabet end vi plejer, og det har krævet lidt ekstra opmærksomhed at få det hele brugt.

Som eksempler på ‘oprydningsmad’ jeg har lavet, kan nævnes:

*Tomatsuppe (hk. tomat, en kartoffel, en peberfrugt, et par løg og lidt hvidløg, samt rester af soltørret tomat, ketchup, creme fraiche, pikantost, pesto, kylling og rød quinoa)

*Pandekager (med rester af risengrød, yoghurt og kærnemælk i dejen)

*Børnetapas (et par frikadeller, en fiskefrikadelle, lidt yoghurt, en håndfuld chickennuggets og melon)

*Madder (med en rest leverpostej, der blev varmet i ovnen, en håndfuld ukurant frugt og grønt skåret i både, og de sidste skiver pålæg til fri afbenyttelse)