(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fået et tip i kommentarfeltet på sidste uges indlæg fra DorteS om, at man kan aflevere sine lysestumper i Kirkens Korshær, som så støber dem om til nye lys.
Det er en stjernegod ide, så jeg har sendt en mail til Kirkens Korshær og forespurgt på det praktiske; hvor afleverer man, kan man gøre det i alle byer osv. I får besked, når jeg hører noget.
Tak for input, Dorte.
2.
Erkendt, at mængderabat på pålæg ikke er for os.
For 3 uger siden gjorde jeg for første gang brug af det tilbud, Bilka ofte kører med, hvor man kan købe 10 pakker pålæg for 100 kr.
På plussiden har jeg ikke sat penge til. Det, vi har nået at spise, ville have kostet mere end 100 kr. hvis jeg ikke havde købt det på tilbud.
Men jeg har smidt mere pålæg ud de sidste 14 dage, end i hele 2021 tilsammen, tror jeg. Det stresser mig helt vildt, for det er noget svineri. Men dels var der nogle af pakkerne, der havde uforskammet kort holdbarhed (hvilket er en af mine få anker ift. Bilka To Go), og dels var der simpelthen så meget, at jeg mistede overblikket, og glemte pakker, jeg havde åbnet.
Man kan givetvis fryse meget af det, men pålæg er en af de få ting, jeg synes ændrer så meget konsistens/tekstur af en tur i fryseren, at jeg ikke kan lide det bagefter.
Så lærte vi dét.
3.
Fået 6 fine gin-glas foræret – og efter moden overvejelse sendt dem videre ud i verden.
Jeg fik dem af mine forældre, som havde fået dem af et sæt venner – men mine forældre drikker ikke gin, og derfor landede de hos mig. Men jeg 4 i forvejen, og det er alt rigeligt. Jeg spurgte dem derfor, om det var ok, at jeg forærede dem videre, og fik en opadvendt tommel retur. De lever nu det vilde liv i Sønderjylland, og har det givetvis meget sjovere der, end de ville have bagerst i mit køkkenskab.
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge er jeg nået længere med mit køkkenprojekt, end jeg havde turde håbe, og det passer fint som tema til denne uges indlæg, for jeg har:
1.
Som jeg skrev for nyligt, lagt en agent på Marketplace efter et bord.
Jeg havde på forhånd gjort op med mig selv, at det skulle være hvidt, måle ca. 90 x 200, og være firkantet og uden plader, fordi jeg ikke gider have skillelinjen i midten.
Når man lægger en agent op, får man jo notifikationer om revl og krat, og som et ekstra irriterende feature, har facebook nu udvidet tjenesten med ‘Emner, der ligner dem, du søger på’, hvilket betyder, at man også får sofaborde, spisebordsstole osv. Jeg har set mere fyr- og egetræ de sidste 14 dage, end jeg har set det meste af mit voksne liv tilsammen, men det er måden at gøre det på, hvis man vil have fingrene i de helt gode køb. For der, hvor man kan gøre en god handel, er i de situationer, hvor Lars og Mette har impulskøbt et bord, da de bare lige skulle i Ilva og kigge, og derfor nu står med to gigantiske borde i deres relativt lille stue. De skal bare af med det gamle, og det skal være nu. Prisen vil være derefter, og derfor handler det om at være hurtigt = agent, så man når at se det.
Ift. møbler går jeg konsekvent udenom opslag, der er over en måned gamle. Der er sikkert mennesker, der bor så stort, at de uden problemer kan have dobbelt op på både sofaer og spisebordsensembler, men de fleste gør ikke. Og derfor skal man spørge sig selv, hvor de mon så har opbevaret tingene, så de ikke stod i vejen. Hverken stof eller laminat (som jo ret beset bare er sammenpresset papir og harpiks) har særlig godt at fugt og kulde, og derfor skal jeg ikke have noget, der har stået i en garage eller på en overdækket terrasse og hængt med mulen.
Der er mulighed for at gøre en god handel, hvis man kan leve med ukendt bagkant – og det er en pointe, jeg også gerne vil have med her: At man jo så skal være klar til at gå i gang, når det rigtige bord så pludselig er der. Det var det i mandags; et bord 10 km. herfra, på 210 x 90, uden plade, og med brugsspor, jeg sagtens kan leve med. Til 450 kr. Egentlig oplever jeg, at det næsten kan være rart, at tingene ikke er spritnye. Det her har en lille skramme hist og resterne af en kuglepensstreg pist, men intet, man med det blotte øje kan se, og intet, det ikke ville have fået på en måned her. Faktisk oplever jeg det næsten som en lettelse, at jeg ikke skal våge over det som en høg, fordi det er pristint og har kostet hele opsparingen og to indre organer.
Jeg sidder og skriver ved det nu, og det er så fint, så fint.
2.
Fundet de to lamper, jeg gerne vil have over bordet på Marketplace.
Jeg har Hektar lamper fra Ikea som både spot, standerlamper og over bordet, og jeg er virkelig glad for dem, fordi pæren sidder på en måde, så man ikke bliver blændet, når man sidder under dem. Nu, hvor bordet bliver større, er det nødvendigt med lys i begge ender (som man siger), og derfor skal den ene nuværende skiftes ud med to.
De koster 150 kr. fra nye pr. stk. Jeg fik dem begge for 100 kr.
3.
Ønsket mig mine nye stole i fødselsdagsgave (om 11 dage), og været anmassende nok til at sende link til min søster og mine forældre, fordi stolene pludselig var på bud til 250 kr/stk og ikke de 399, de normalt koster.
4.
Købt 1 liter maling i Flügger til at male en 8 m2 stor firkant, selvom ekspedienten insisterede på, at det ikke var nok.
Jeg var selv i tvivl. Men sidste år, da jeg malede 4 af vores rum, havde jeg ALT for meget maling i overskud. Og én ting er sikkert: Når man får nok af en farve, så skal man jo ikke have den igen i et andet rum. Derfor er det nogle åndssvage liter at have stående.
Problemet er, at Flügger sælger deres maling i hhv. 1 liter, 3 liter og 5 liter – hvilket er virkelig irriterende, når man er sådan én, der maler enkeltvægge. Men prismæssigt koster 2 x 1 liter tonet maling ca. det samme, som 3 liter, og eftersom jeg ikke skal bruge den sidste liter, valgte jeg i stedet at købe 1 liter og så vurdere efter første overmaling, om jeg havde nok til anden runde. Hvis ikke, kan man nemlig bare købe 1 liter mere, som man blander med resten af den første, så man undgår, at der er nuanceforskel hen over væggen.
Jeg malede 3 gange med min ene liter, og jeg har stadig maling i overskud.
5.
Solgt mit gamle bord inkl. stole for 300 kr, og vores 2 Trip Trap Stokke stole for 500.
Jeg havde gjort det hele pænt rent og afventet en dag med godt lys, så jeg kunne tage nogle ordentlige billeder af tingene. Det betaler sig at tænke over den slags, for det tog 5 timer fra jeg lagde tingene op, så var de afhentet.
Pengene brugte jeg til at købe stel til min kommende bænk, så nu må UPS sådan set godt skynde sig ud på Autobahn med kursen stik nord, så vi kan få projektet afsluttet.
——
Når jeg har alle beløb med her, er det for at illustrere, at jeg for 850 kr. (og en endnu-ukendt pris for træ til bænken), har et HELT nyt spiseområde. Det kræver lidt tålmodighed, og at man kan leve med, at nogle af tingene er brugte, men jeg kan *næsten* ikke være i mig selv over, hvor fedt, det bliver, og jeg skal nok lægge et billede op, når jeg er færdig.
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Grebet forberedelserne til julefrokosten (som i år var her) an med ‘stop madspild’ i baghovedet.
Det betyder, at jeg, i stedet for at lave al maden dagen før, nøjedes med at dække bord, finde fade osv. frem, lave ostefad (med små stykker af ostene) og koge kartoflerne til kartoffelsalaten.
På selve dagen lavede jeg dressing til kartoffelsalaten, ris a la mande og frikadeller, så de stadig var lune, da gæsterne kom (så de kun var lavet, og ikke allerede opvarmet én gang). Alt, hvad jeg lavede, fyldte jeg i to mindre bøtter i stedet for én stor, hvilket både gør det nemmere at finde plads til tingene i køleskabet, er verdens nemmeste måde både at begrænse madspild på, og oven i købet også gør det hyggeligere at sidde ved bordet, fordi man ikke skal flå skålen med kartoffelsalat ud af hænderne på folk, inden de er færdige med at spise, så den kan komme på køl.
2.
Fundet mine små hurricane-stager frem, så jeg kan bruge dem til resterne af kalenderlyset og lysene fra adventskransen.
Det er stadig så mørkt hele tiden, at der ikke er en kat, der kan se hverken farve eller facon på det, der står i dem, og så får jeg lysestumperne brugt.
3.
Arbejdet aktivt på at få bugt de madvarer, jeg har købt ind til julen, men som ikke er blevet spist.
Af en eller anden grund er jeg ikke ret god til at spise frugt, når vi bare går herhjemme, så jeg brugte 15 minutter på at lave citrussalat af alle mine appelsiner, mandariner og grapefrugter, som jeg skar skrællen af, ternede og fordelte i mindre bøtter, så det bare har været at tage en bøtte ud og gå amok.
De skårne tomater og peberfrugter fra julefrokostens ostebord røg i en gryde med en trist porre, godt med løg/hvidløg, en dåse hakkede tomater og en kyllingefilet og kogt til suppe, som jeg blendede med resterne af creme fraichen fra kartoffelsalaten og pikantosten fra ostebordet. Den smagte fuldstændig forrygende.
4.
Skrevet i min bog, hvor meget vi spiste til hhv. adventshygge og julefrokost.
Vi er en ret lille familie; når alle er her, er vi 9. Derfor giver det mening at skrive ned, helt konkret, hvor meget fars, jeg lavede frikadeller af til julefrokosten, hvor mange æbleskiver, vi spiste osv.
Jeg har gjort det de sidste 4 år, og det er efterhånden blevet en integreret del af julefrokosten, at dagen slutter med, at jeg skriver årets liste i bogen, mens jeg har mængderne – og samtlige retter – i helt frisk erindring.
5.
Og apropos bogen: Skrevet, hvordan jeg har pakket julen ned; hvad jeg har pakket i hvilke kasser.
Ligesom sidste år har jeg sørget for at pakke tingene ned, så det giver mening ift. hvordan jeg skal bruge dem til næste år. Ungerne har fx. altid juleklip i skolen i slutnovember, så nissehuerne skal være til at komme til, ligesom både nissedør, kalenderstage (inkl. nye lys) og min bakke til adventskrans er noget af det, jeg gerne lige vil have 10 minutter til at gøre klar, inden jeg finder *alle* juletingene frem. Derfor er de ting lagt i samme kasse, sammen med julelysene udefra, der alle stadig fungerede, da jeg pillede dem ned. Jeg har haft dem liggende i bryggerset, så de er gennemtørre, og har lagt dem i en pose, sammen med bon’en, så jeg i god tid kan tjekke dem og evt. bytte dem til næste år.
Alle glaskugler (også dem, jeg dekorerer vinduer, adventskrans osv med) er øverst i kassen med juletræspynt, og bogen er opdateret med, hvad der ligger hvor, hvad jeg har og hvad jeg mangler.
6.
Ventet med at købe nytårsting til i dag, selvom de var billigere inden jul.
Set med de økonomiske briller, giver det ikke så megen mening. Men. Jeg har selv, hele mit liv, frygtet Når Ting Slutter. Ferier, højtider, ting, jeg har glædet mig til. Derfor gør jeg, hvad jeg kan, for at hjælpe mine børn med at lære, at der altid kommer noget bagefter.
Det her med at være, hvor man er, i stedet for hele tiden at være i gang med at planlægge fremtiden og glemme at nyde afviklingen af nutiden, er en fælde, der er ekstra let for en type som mig at falde i, fordi jeg trives med planlægning. Derfor gør jeg mig ekstra umage for at kæmpe imod min egen impuls til at være to skridt foran, når jeg opdager den steder, hvor den har gjort livet sværere for mig selv.
————
Om lidt er det 2022. Den første uge i det nye år skal vi på børnepsyk., og lige nu er der vist ingen, der ved, om vi skal forberede os på nedlukning og hjemsendelse eller om vi kører på. Derfor er det muligt, at M2022-indlæggene først ryger på fra uge 2 – jeg ville bare nævne det, så de af jer, der har spurgt, om M20XX-indlæggene fortsætter, ved, at de kommer.
Godt nytår til hver eneste af jer. I er en kæmpe fornøjelse at pleje omgang med.
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Trukket indkøbsturen endnu længere end jeg plejer, og gjort en ekstra indsats for at få spist op af alt det, der står i køleskabet. Helt ned til de små ting, som at få tømt et glas med syltede tomater, og drukket den sidste juice fra turen, vi var på, for 2 måneder siden. Formålet har ene og alene været at få skabt så meget plads som overhovedet muligt, så der er hylder fri til rester i juledagene – for vi ved alle, at når man er mæt, og pladsen i køleskabet er trang, så virker skraldespandens dyb pludselig både logisk og tiltalende.
Derudover øger det sandsynligheden for, at man også får resterne spist, hvis de ikke er kilet ind i et mørkt hjørne, hvor man ikke kan se dem, når man åbner køleskabet og lige skal have en hurtig rugbrødsmad.
‘Plads’ og ‘overblik’ er undervurderede, men væsentlige betingelser ift. at stoppe madspild, og det her punkt fik mig til at tænke på, om det måske ville give mening, at jeg ind i mellem lavede et præ-indlæg? For M20XX-indlæggene skriver jeg jo bl.a. i håb om, at mine tiltag inspirerer jer til også at have den økonomiske miljø-brille på, når I skuer ud over jeres liv – men det er jo lidt sent at komme i tanke om, at det måske var smart at have plads i køleskabet, når punktet først er på dagen inden jul.
Ville det være brugbart, at der kom et ‘Den kommende måned vil jeg’-indlæg, f.eks. inden sommerferie og jul?
2.
Købt kalenderlys til de næste to år.
Som jeg har skrevet før, er det kun Stelton og Georg Jensen lys, der passer i min Medusa-stage (det vidste jeg IKKE, da jeg købte den), og da de laver års-specifikke lys (hvilket er virkelig åndssvagt. Peg på dét menneske, der går *så* meget op i design, at de kan se forskel på et lys fra hhv. 2021- og 2022-kollektionen, I dare you).
Nå, men det kommer mig til gode, for de er sat ned nu, og fordi flere netshops kører med gratis forsendelse op til jul, fik jeg to lys til 1/3 af, hvad ét normalt koster.
3.
Købt en shaker. Simpelthen.
Jeg er blevet bidt af et galt enebær, fordi jeg for et par måneder siden købte en gin, som bare var længder bedre, end alt, hvad jeg tidligere har prøvet. Det ene førte til det andet, og jeg faldt ned i virtuelle kaninhuller om kinin, simple sirup og forskellen på at shake en drink og bare røre den sammen – og vi kender det alle sammen: Pludselig havde mine fingre googlet ‘Shaker’, helt af sig selv. Inden jeg fik trykket ‘Tilføj kurv’ kom jeg dog i tanke om, at jeg ikke er med i en film med Hugh Grant, og derfor skal styre mig, men Zucks husker bedre end samtlige forsmåede kvinder i verden til sammen, og derfor tonede der en shaker frem, da jeg lavede mit daglige spisebordstjek på Marketplace dagen efter. Fra mit googlefeber-anfald vidste jeg, at den, der stod og gjorde sig til, normalt koster 400 plus forsendelse – her kunne jeg få den, u-udpakket, stadig plomberet og geografisk placeret i baghaven – til 70 kr.
Så blev jeg enig med mig selv om, at der måske alligevel er lidt engelsk landadel i mig.
Nu vil jeg finde den sidste kalendergave frem, puste ud, shake mig en julecocktail og nappe den sidste Harry Potter.
Tilbage er der vist bare at ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul.
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg lavet en gang pastasalat af bunden af grøntsagsskuffen, en ensom pakke bacon og en rest ost, jeg skar i tern. Både for at få brugt madvarerne, men også fordi der har været meget logistik i denne uge og lidt sygdom on the side, og nem aftensmad derfor var mamas little helper.
Jeg lavede pastasalaten, så den kunne holde længere tid, hvilket betød, at jeg med én arbejdsgang havde frokost/aftensmad til 3 dage. Hvis man tænker sig lidt om, kan det nemlig sagtens lade sig gøre.
Måske I alle sammen synes, det er fuldstændig logisk, men i fald der sidder en enkelt, der lige er flyttet hjemmefra, kommer her the hows and whys:
Jo mindre fugtig en mad-salat er, desto bedre holder den. Jeg skar derfor det bløde ud af agurken, og skar cherryblommetomaterne på den lange led, fordi de våde kerner så bliver i skallen. Jeg undlod at vende dressing i salaten, men lod den blive i flasken, og hældte bare på det, jeg tog over på tallerkenen.
Derudover er det en tanke værd, at nogle salatingredienser hurtigere bliver brune/slatne/bløde end andre. Jeg brugte gulerødder, snackpebre og forårsløg, og generelt kan man sige, at jo hårdere en grøntsag er, jo bedre holder den.
Nødder bliver trælse af at stå og suge fugt, så de skal også bare tilsættes på dagen.
Og skal man så kun skele til holdbarhed og bare stikke smag og præferencer to hidsige langemænd? Selvfølgelig ikke. Hvis man ELSKER icebergsalat eller tern af kylling i sin pastasalat, så skærer man bare den mængde, man skal bruge på dagen, og blander det i den portion, man spiser. På den måde betyder forskellen i holdbarhed ingenting, og der er stadig nem og hurtig aftensmad.
2.
Har nissen byttet om på børnenes tøj i deres respektive skabe.
Det er én af de nisserier, der er lidt mere omfattende end at gemme toiletpapiret og hænge en opvaskebørste i stedet eller at gemme alle julekalenderne, men det er en af dem, jeg plejer at lægge ind, fordi det er en god mulighed for at få bladret alle stakke af tøj igennem og fjerne det, de aldrig bruger, samt sortere de t-shirts fra, som de ikke kunne slippe i sommer, men som de nu godt selv kan se er for små.
3.
Kørt affære-stilen med gavebyt på rastepladser rundt omkring i Jylland. Når vi nu alligevel ligger og rakker rundt på E45, kan vi ligeså godt koordinere det, så vi kan spare forsendelsen.
4.
Købt erstatningstakeaway til fryseren.
Jeg ved af erfaring, at jeg ikke gider lave mad, når vi rammer juledagene, og at der i vores lille familie er rester galore, der vandrer mellem mine forældre, min søsters familie og mig, og derfor har jeg på forhånd besluttet at gå mere pragmatisk end ideologisk.
Jeg har købt et par frosne pizzaer, en pose nuggets (kæmpe anbefaling af Remas, som er længder bedre end alle andres, og som faktisk har et nogenlunde forsvarligt næringsindhold) og om omgang cup noodles, og det er nok ikke noget, vi kommer til at finde i kostpyramiden i nærmeste fremtid, men når jeg rammer ‘fuck det!’-fasen d. 26. december, er det stadig billigere og bedre alternativer end McD og den lokale pizzamand.
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
—————
Inden vi går til ugens punkter, skal vi lige have udnævnt de to vindere af Jespers bog. Det blev:
1. Tina b.
2. Stine H.
I må meget gerne sende jeres navne og adresser til mig på blogsbjerg@gmail.com, så jeg har dem senest mandag d. 13.12 kl. 12. Har jeg ikke hørt fra jer inden da, trækker jeg (en) ny(e) vinder(e).
Tak til alle jer, der havde lyst til at være med.
—————
I den forgangne uge har jeg:
1.
Improviseret mig frem til en fetacreme, som smager himmelsk, og som kan bruges sammen med alle rester i verden i en sandwich, fordi den løfter alt fra syltede tomater, over en skive skinke til kolde kartofler flere niveauer.
Den opstod fordi jeg immerimmerimmer har et halvt bæger creme fraiche i overskud, når jeg har brugt det til/i mad, og jeg erfaringsmæssigt ved, at jeg ikke får brugt det hele, hvis jeg fryser det ned hver gang. Derfor spekulerede jeg på, hvad man kunne blande det med, så jeg fik det brugt, og ud af dette voldsomt i-lands-agtige problem opstod tanken om en fetacreme.
I al sin enkelthed består den af 1/2 bæger creme fraiche, 1 bæger feta (salattern), citronsaft (ca. 1/2 citron), ét fed hvidløg (det smager MEGET igennem) samt salt og peber, som alt sammen bare jernes i en blender. Så. Godt!
2.
Rettet forskudsopgørelse, og selvom mit fradrag falder, så var det sgu alligevel en rimelig vild oplevelse at sætte mine renteudgifter 20.000 kr. ned.
3.
Købt en flyverdragt til Frida på Marketplace til den overdådige sum af 50 kr. Den er stort set ubrugt, og passer hende perfekt.
4.
Foræret en parfume væk, som jeg købte i sensommeren, men som ikke på mig dufter, som jeg synes, den skal.
Dette punkt er på som en kærlig reminder om at huske at sende de ting videre, vi inderst inde godt ved, at vi ikke kommer til at bruge, mens der stadig er levetid tilbage i dem. Der er ingen grund til at lade en parfume blive harsk eller æggene dårlige, hvis vi allerede på forhånd ved, at vi ikke kommer til at bruge den og spise dem.
5.
Opsagt mit HBO-abonnement, fordi teknikken bliver ved med at fejle. Det gider jeg ikke betale 79 kr. i måneden for. Og inden du spørger: Yes. Jeg har kontaktet dem. 3 gange. Ingen vender tilbage, og jeg får stadig bare ‘Titlen kan ikke afspilles – prøv venligst senere’ på alt, hvad jeg vælger.
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt gin med guldglimmer i til nytårsaften. Jeg går fuld glamour.
Egentlig plejer jeg ikke at være i *så* god tid med nytårsaften-gearet, for børnene og jeg skal bare være herhjemme, som vi plejer, men fordi jeg for et par måneder siden researchede på gin, har min algoritme besluttet, at jeg er alkoholiker, og jeg modtager derfor en lind strøm af gin-reklamer i mit feed.
For et par uger siden begyndte den her guldglimmer-model så at dukke op, og jeg forelskede mig øjeblikkeligt i den – men det er måske også *lidt* flot at købe gin til lige knap 400 kr. for at lave to drinks til sig selv.
Men! Forleden blev jeg så sendt til Herning på job, og – kæmpe no offence – den vej er noget af det mest dødsyge EVAH. Så da jeg kørte forbi én af de eneste bygninger på vejen, og pludselig opdagede, at det var gin-destilleriet bag den famøse glimmer-gin, føltes det som om, Gud talte direkte til mig. Og kun højere, da den søde forhandler spurgte, om det ikke også for mig føltes lidt som om, det stadig var Black Friday? Sjældent har jeg været større tilhænger af konceptet.
Jeg sparede næsten 100 kr., har god samvittighed ift. (manglende) forsendelse, har støttet lokalt og er nu klar til palietter, konfetti og hot dogs.
2.
Ringet til Boligstøtte, som 01.12 sendte mig et brev om, at jeg fra 01.01 ikke længere kan få boligstøtte. Hvilket umiddelbart var lidt af en bet, eftesom jeg plejer at få mellem 1500 og 2000 kr. i måneden.
Men i stedet for at gå i blind panik, som jeg engang gjorde, hver gang jeg modtog noget i E-boks, trak jeg vejret dybt og tænkte igennem, om det lød logisk. Og det gør det jo ikke. Så jeg ringede derop, og blev, ganske skamløst, hængende i røret og spurgte og spurgte og spurgte, ind til jeg var sikker på, at jeg havde forstået, hvad problemet var, og hvordan jeg skulle forholde mig.
Min manglende gæld er helt sikkert en stor del af grunden til, at jeg ikke bare falder ud over afgrunden i bundløs rædsel over at skulle finde penge, jeg ikke har, og jeg sendte endnu engang både jer og mig selv en kærlig tanke. Hvor ER det rart at være på den anden side.
3.
Styret mig. Det overrasker mig ind imellem, at jeg stadig, efter så lang tids opmærksomhed og indsats, kan blive smittet af en stemning og en følelse af, at det nok er bedst, at jeg køber alting NU – og køber rigeligt.
For der er jo ingen logisk forklaring på, at jeg føler behov for at købe ind til ALLE de madpakker, vi skal smøre fra nu af og frem til juleferien, men ikke desto mindre skulle jeg tage mig selv i at gøre det og aktivt bekæmpe at lade mig rive med af den hektiske jule-hamster-stemning.
Da jeg først opdagede, hvad der var ved at ske, gik jeg kontra, så nu er vi ved at bruge op af de madpakketing, der ligger og putter i skabe, skuffer, køleskab og fryser, så der er rent bord, når vi har skålet i guld-gin og igen skal opruste til næste ladning madpakker.
4.
Sendt en million taknemmelige tanker til det helt uTROligt søde personale i svømmestadion, hvor vi holdt Antons fødselsdag i fredags.
Fordi det jo lidt var en løsning, der var valgt, fordi andre ikke var mulige, var jeg spændt på, om jeg ville synes, det var pengene værd. 75 kr. pr. mand er stadig væsentlig mere, end det ville løbe op i, hvis vi hev drengene herhjem og serverede boller og lagkage.
Men det skal jeg godt nok love for, at jeg syntes, der var.
Da vi kom, var der pyntet op helt ud i receptionen med balloner og flag, og verdens uden tvivl rareste svømmedame tog imod os med ordene: “Du må være Anton – tillykke med de 11 år!” Der var en gave til ham (en svømmebillet), is til alle deltagere, saft ad libitum, kaffe til morfar og mig, 3 timer i svømmehallen, 2 x særaktiviteter, der blev sat frem i et bassin, der var reserveret til os, og et lokale, hvor vi kunne sidde og spise den medbragte kage. Da jeg spurgte, om jeg ikke lige skulle tørre af og spritte ned efter os, fik jeg venligt men bestemt at vide, at det skam var med i prisen; vi skulle bare hygge os. Og det gjorde vi virkelig.
Ved et rent tilfælde havde vi ramt black friday, hvilket betød, at der stort set ikke var andre i svømmehallen end os, og det var bare på alle måder den bedste dag overhovedet.
Og præcis som i #2 har jeg efterfølgende tænkt tusind gange, at det kun kunne lade sig gøre, fordi jeg ikke længere skylder en nyre i banken. De muligheder, dét giver, kommer jeg aldrig til at tage for givet.
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har min søde mor hjulpet mig med at klippe den slidte kant af mit Modström-tørklæde (som med hastige skridt nærmer sig sit 15-års jubilæum), og sy en ny.
Jeg har længe været på jagt efter et nyt tørklæde, men efter 1000 googlinger og besøg i samtlige stofbutikker jeg kender, må jeg give fortabt. Mit Modström er syet i stof af så god kvalitet, at stofbutikkerne bare blankt erkender, at de ikke har noget, der kan måle sig med det.
Det har givet anledning til lidt selvransagelse, for i princippet burde jeg jo elske, at jeg ved blindt held har erhvervet mig noget, der har vist sig så slidstærkt, holdbart og bæredygtigt. Men der er et eller andet med den alder, jeg har nu, og en angst for at.. stagnere, tror jeg? Eller at blive opfattet som én, der stoppede med at udvikle sig, da hun fik børn?
Jeg er ikke færdig med at tænke, men angsten har trods alt ikke bedre fat, end at jeg glæder mig over at en ny søm har forlænget levetiden på mit all-time-favorite tørklæde markant.
2.
Har jeg brugt en aften på at gennemgå mine kasser med advents- og julegaver.
Den eneste ulempe ved at starte i god tid er nemlig, at jeg somme tider glemmer, hvad jeg *har* købt, og derfor pludselig ender med at være lige rigeligt gavmild.
Klog af skade har jeg kun pakket de første adventsgaver ind. Resten pakker jeg ind hen ad vejen. Ellers kan jeg simpelthen ikke huske, hvad de får #scatterbrain
3.
Har jeg smidt en næsten-ny pakke te ud, efter kun at have drukket 2 kopper af den.
Fordi jeg har haft kronisk fokus på at stoppe madspild de sidste 4-5 år, kommer jeg somme tider, af ren vane, til bare at slave mig igennem ting, jeg reelt ikke kan lide, og det er livet sgu for kort til. Selvfølgelig er der gråzoner, men når man er sådan en, der MEGET ligger i den ene grøft, skal man somme tider hjælpe sig selv med at huske, at det er ok at dyppe tåen i vandet i den anden.
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Prioriteret mit mentale helbred, fordi jeg ikke rigtig synes, jeg kan følge med. Føj, hvor der er meget at se til. Sidste uge havde jeg over 50 timer på arbejde, og det er tæt på umuligt at få det hele til at gå op.
I weekenden lavede mine børn en soveaftale med mine forældre, og selvom jeg havde en to-do på længde med den kinesiske mur, lukkede jeg verden ude og ned og tog på roadtrip med min kammerat. Det var verdens bedste ide.
Lørdag havde jeg besøg af en veninde, og jeg lavede afrikansk kylling til os, fordi den kunne passe sig selv i stegesoen hele eftermiddagen, så jeg i stedet fik tid til at snakke, tune ind og få luft.
Og i går havde min allerbedste Anton fødselsdag. 11 år, mand. Og hvor jeg plejer at lave alt fra bunden og sørge for, at der er 17 forskellige ting at vælge imellem, så holdt jeg det simpelt i år, købte mig fra det, jeg kunne, og spurgte min mor, om hun ville bage en plade boller. Jeg er gammel nok til at synes, at der skal være nogenlunde rent, når vi får gæster, men i år bestod rengøringen af at give vandhanen på badeværelset en gang vinduesrens, hænge et rent håndklæde op og feje sandet i entreen ind under skobænken. Fødselsdagsbarnet fik lov at vælge menuen til aften, og han gik nærmest i bro af begejstring, da han håbefuldt sagde: “.. McDonald’s?” og svaret var ja.
2.
Fået en pose tøj til Frida af en veninde, og jeg kan ikke beskrive i ord, hvor glad jeg er for, at de damer, jeg har omkring mig, forstår hvorfor det er en god ide at give mig posen i smug. Så får jeg mulighed for at præ-sortere, inden Frida forelsker sig i indholdet og insisterer på, at man sagtens kan bruge en morgenkåbe som vinterjakke, hvis bare den er pæn nok.
Jeg fik sorteret, lagt i skabet og på lageret og sendt resten til genbrug med det samme, og det var fedt bare at få gjort.
3.
Brugt rester af bogbind som indpakningspapir til fødselsdagsgaverne.
Af en eller anden grund har jeg to år i træk skudt langt over mål ift. antallet af udleverede bøger (og vi har også eksperimenteret med stofbind, hvilket selvfølgelig også nedsætter papirbehovet), så i stedet for at lade rullerne dø i synden, fik de lov at aftjene værnepligten som gavepapir i stedet.
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1. Foræret min søde genbo en portion suppe, jeg havde i overskud fra aftensmaden.
Det er en lillebitte ting, men det fik mig til at tænke på, hvor fedt det er, at vi er nået til at punkt, hvor det ikke er mærkeligt bare ud af det blå at skrive: “Kan du bruge en portion aspargessuppe? Den skal spises i morgen”.
Det har gjort mig langt bedre til på forhånd at tage stilling til, om jeg/vi kan nå at spise rester, jeg ikke havde regnet med at have, og det redder mere mad fra skraldespanden, end man lige tror.
2.
Solgt 11 af mine puslespil.
Vi har talt om det før, men for mig gør det hele forskellen, når jeg sælger brugt, at jeg har en stak at sælge af, uanset om det er tøj eller ting, for det kræver mere arbejde, end man lige tror. Der er både nogle ting, man skal tænke ind ift. at lave og vedligeholde annoncerne, men der er også mange henvendelser, man skal svare på, ting, der skal afhentes eller sendes og mennesker, der er … tunge at danse med.
Dengang jeg startede hele denne indlægsrække, havde jeg mange ting at sælge ud af, og virkelig meget brug for pengene. Dengang havde jeg altid annoncer på Marketplace og en livlig trafik i indkørslen.
Så fulgte en tid, hvor det kom til at handle mere om at minimere end om at tjene på det, og i den periode forærede jeg stort set alt væk.
Jeg havde også en periode, hvor jeg lagde ting ud i en kurv i bryggerset, og så først solgte, når jeg havde samlet sammen; netop for at have ting nok at sælge til, at det var arbejdsindsatsen værd. Men i takt med at børnene bliver større, slider de tøjet mere og har ikke samme fase-afvikling med legetøj. Derudover har jeg efterhånden også fået afviklet alt det, der lå og fyldte i skabe og skuffer, og er landet på new normal, hvor vi stadig har ting, men slet, slet ikke så mange som før, og ikke noget, som jeg har flyttet rundt på i årevis. Derfor blev det til sidst irriterende at optage bordplads med en 1/4 fyldt kasse, der indbragte 50 kr. hver 3. måned.
I dag er jeg landet et sted, hvor fordelingen på salg/genbrug er ca. 25/75; det handler stadig mest om at få tingene ud, så jeg kan få plads i både hoved og hjem, men hvis der er tale om store eller mange ting, ser jeg, om jeg kan få dem solgt. De får en uge på Marketplace, og hvis ikke nogen har bidt på, ryger det til Røde Kors. Det er et fint kompromis, for jeg kan godt leve med, at tingene står og fylder i bryggerset i 7 dage, og jeg sørger for at sætte dem til salg på et tidspunkt, hvor jeg har tid til at svare på spørgsmål og køre på posthuset – men det er også fedt bare at have truffet en beslutning om, at efter det ryger de videre.
3.
Delt vores ønskesedler lidt op, inden jeg sendte dem ud, så alle ikke får de samme ønsker.
Der er ingen grund til at facilitere en situation, hvor vi skal til at fragte varer retur over landet, fordi der ligger 3 af samme slags under træet. Når nu der *er* flere ønsker på sedlen (og man er sådan en familie, der giver gaver), så er det en nem måde vise lidt klimahensyn på.
