(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
1.
Foræret Fridas vinterjakke, som hun ikke kunne passe mere, væk. Det var en lækker Lego Wear i virkelig fin stand, og jeg har forsøgt at sælge den, men af en eller anden grund, var der ikke nogen, der bed på. Og her kunne jeg så faktisk mærke, at der er sket noget med mit syn på ressourcer, for hvor jeg for bare et år siden ville have gjort mere for at få den solgt, så synes jeg egentlig nu, at det er vigtigere, at den bliver brugt, og med en vinterjakke er det ved at være op over. Røde Kors osv. er jo altid en mulighed, men ved at forære den væk på fb, betyder det, at der nu er nogen, der ikke går ud og køber en ny jakke, og på den måde prøver jeg at hjælpe med til, at tingene bliver brugt helt op.
2.
Har jeg købt en lille reol og stillet den i stuen.
Jeg skrev for et halvt år siden det her indlæg om at lege selv, og det var et af de indlæg, hvor noget faldt på plads, da jeg skrev det. Det gik op for mig, at Fridas mangel på lege-lyst handler mere om, at hun er udadvendt og langt mere social end både Anton og jeg, og at hun er mere til de kreative sysler, hvis det endelig skal være.
Derfor har jeg gået og tygget på, hvordan jeg kan fremme det, og mit forsøg på en løsning er en krea-reol i stuen. Jeg har sat klistermærker, papir og malebøger i tidskriftholdere, og fyldt perler, modellervoks og maling i gennemsigtige kasser, så hun kan se, hvad der er i. Og så ved jeg tilfældigvis, at der på pakkekalenderen kommer en hel kuffert, fyldt med glimmerlim, stempler og sakse, som nu også har et hjem.
Min egen ordnung-muss-sein personlighed har jeg sat på loftet og besluttet, at hvis hun maler på væggen, eller tegner på gulvet – ja, så må vi se, om ikke det kan vaskes af.
Ift. det her tema er reolen købt brugt til den svimlende sum af 60 kr., de gennemsigtige kasser er købt på bud og i et design, der gør, at de kan stables, så jeg kan gemme dem, uden at de fylder det hele, når hun på et tidspunkt ikke gider lege med tingene mere, og endelig vi har fået flyttet de kreative legesager ud af det skab, hvor de stod og oftere blev glemt end husket.
3.
Haft 1/2 liter pumpkin spice-mælk, som jeg ikke kunne nå at drikke, og derfor brugt det i boller. Jeg bagte på slump og smed lidt ekstra kanel og kardemomme i, og de blev så gode, at Anton spiste 3. Det lader til, at alt, hvad der er græskar i, taler til ham, og næste gang, der er casting til et boyband, ryger han til audition som Pumpkin Spice.
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
1.
Fundet min lysnet, jeg plejer at have spændt over min bænk ude foran frem, og testet det. Der var 4 pærer, der var sprunget, og lige når det er et lysnet, der er tale om, ser man det med det samme, fordi mønstret bliver brudt.
Jeg var på vej ud i miljøkassen med det, men så kom jeg til at tænke, at man måtte kunne krølle det sammen og smide det i en lanterne eller lignende, så jeg drog på planteskolen for at kigge på mulighederne.
Det viste sig, at lanterner i zink koster det samme som et F-16 fly, så den løsning gik jeg hurtigt fra. Men efter lidt snusen rundt og lidt justering af de mentale tandhjul, fik jeg den ide, at man måtte kunne bruge et af de små espalier, man sætter i krukker. Resultatet blev det her:
Billedet yder det ikke retfærdighed, men jeg er SÅ tilfreds, og selvom jeg selvfølgelig har måtte betale for hhv. espalier og underskål, så har jeg forlænget levetiden på lysnettet, jeg har købt remedier, der kan bruges igen og til andre formål, OG resultatet kommer til at holde sig væsentligt pænere end en lanterne, der både ruster og får snavset glas af at stå på jorden.
2.
Vasket 4 par af vores sko vaskemaskinen. De trængte. Jeg er lidt ambivalent med den her, for jeg synes, at sko hurtigere bliver sure, når de er blevet vasket, og jeg ved også godt, at der er lim osv. i, der ikke er beregnet til at vaske på dén måde. Men særlig Antons sko var så trashede, at det var enten dét eller skraldespanden, så lige her var der intet at tabe.
Jeg kørte en forespørgsel i minimalistgruppen, fordi jeg – hvis jeg nu skal være *helt* ærlig – kun har prøvet at vaske sko i maskinen, de steder, jeg har boet til leje, hvor vaskemaskinen var noget fælles, der stod i kælderen. Og nu hvor tromlen var min egen, blev jeg pludselig nervøs. (Det eneste, jeg kan sige til mig forsvar er, at jeg *er* flov). Men alle tilbagemeldinger sagde ‘go’, så det gjorde jeg. Jeg smed alle sko i et pudebetræk, og fandt lidt gamle tæpper osv. i bagagerummet at fylde maskinen med, og vaskede hele svineriet. Skoene blev pæne, tæpperne blev rene og vaskemaskinen overlevede. Der var ikke et øje tørt.
3.
Taget hul på kalender-, fødselsdags- og julegaver. Det er lidt løgn at skrive, at det er i den forgangne uge, jeg er startet, for jeg har faktisk været i gang siden starten af oktober, men for ikke at kvæle eventuelle julehadere for tidligt, har jeg siddet lidt på den.
Når jeg starter så tidligt, handler det dels om, at jeg gerne vil dele udgiften ud over et par måneder, og samtidig kan holde øje med gode tilbud og slå til, når de er der – men det er også for at undgå, at gaveindkøb bliver en sur pligt og noget, jeg stresser over, med dårlige valg til følge. På den her måde bliver det hyggeligt, rart og gennemtænkt.
Jeg kører med adventsgaver til børnene, fordi jeg gerne vil give noget, jeg ved, de ønsker sig, og det bliver simpelthen for dyrt, hvis de skal have hver dag. Jeg har ikke et bestemt beløb sat af, men køber, når jeg får en god ide, eller finder noget på bud, og så fordeler jeg til sidst.
Indtil videre har jeg købt:
a.
En ordentlig stak Beyblades og et par baner til Anton. Han har leget med det i over et år nu, og alle dem, han har, er ved at gå i stykker. De er alle købt brugte, og nu synes jeg, at det er hans tur til at få dem, han ønsker sig allermest, købt fra nye. Jeg har allieret mig med mine forældre, og købt dem alle på én gang, både til fødselsdag, kalendergaver og julegaver, så vi sparer på forsendelsen.
b.
To sparegrise med lås. Planen er, at sparegrisen måske kan anspore til, at man hellere vil have en 20’er end fredagsslik – og så kan den bruges ift. at regulere, at Anton bare ønsker sig mindre til jul, end Frida gør, fordi han lige har haft fødselsdag, og kun leger med Beyblades og Lego. På den her måde kan jeg give ham en lille ting, og så en 50’er, så de får for nogenlunde det samme, og så det stadig er noget, der kan bruges.
c.
En voksendyne og -pude til Frida med Frozen sengetøj i god kvalitet. Jeg købte i tidernes morgen noget Star Wars sengetøj til Anton, som efter 2 vaske var ligeså behageligt at ligge i som tagpap, så det prøver vi at styre udenom her. Dynen var på bud.
d.
En kuffert med krea-ting til Frida, som f.eks. papir med mønster, glimmerlim, små papir-udstikkere osv. Alt indhold er fundet på tilbud og som spotvarer.
e.
En højtaler med blue tooth til Anton. Han har fået sin første telefon, og kan dermed streame musik, men det lyder. så. jammerligt, når den bette telefon ligger og spiller. Min søster har for nogle måneder siden købt en højtaler til min niece i Ikea, og den spiller bedre, end den, jeg selv har, som har kostet det dobbelte. Jeg håber, at den her kan være med til, at det bliver en lille smule mere hyggeligt at sidde ved sit bord og lave lektier… (Ja, håbet er jo lysegrønt).
f.
En lille kuffert med make up af ordentlig kvalitet og pensler, der kan vaskes til Frida. Sidste år købte jeg børnemake up, som hun i princippet kan spise, uden at der sker noget ved det, men det er noget gnat. Det fedter, farverne smitter af på alting og penslerne er af nylon og kan ikke vaskes ordentligt rene. Indholdet til denne kuffert blev købt, da Bilka kørte 30% på alt make up, og fordi det jo ikke er noget, hun får lov at stå og smøre i masken hver dag, har jeg valgt at se igennem fingrene med, at det faktisk er voksen-make-up.
g.
En æske lego til Anton, som jeg fik mulighed for at købe til indkøbspris.
4.
I forlængelse af ovenstående tænkt på, om vi måske kunne inspirere hinanden til voksen-ønsker af den lidt mere bæredygtige slags? (Hele diskussionen om gaver/ikke gaver og ønskesedler/bestillingslister tog vi i det her indlæg).
Smid endelig dine forslag i kommentarfeltet, men hjælp med at gøre det til en tråd, der er værd for alle at læse, så begrund, *hvorfor* du ønsker dig en bestemt mascara eller gryde (f.eks. pga. bæredygtighed/fordi det er noget, du alligevel selv skulle ud at købe/fordi det er muligt at ønske sig noget, der er dyrere/af bedre kvalitet, end det, du selv har mulighed for at købe etc.) i stedet for bare at skrive “Jeg ønsker mig 2 par sokker”, yes?
Mine forslag so far:
*Årskort til steder, du kommer
*Gavekort til håndlæsning, et horoskop, massage, et besøg hos en clairvoyant
*Te af god kvalitet. (Ikke spons, men Rituals laver nogle meget smukke paprør med tebreve til meget rimelige penge, og de er gode!)
*Slibning af knive
*Gavekort til vinduespudser
*Bio-biletter. De vil så gerne sælge pakken med popcorn og sodavand, men hvis man – som mig – gerne selv vil have lov at vælge, hvad man besudler sit legeme med, når man ser film, så er her et link til en side, hvor du selv kan lave gavekort og bestemme beløbet: (https://giftcard-engine.gogift.com/DK/shop/nordiskfilmbio/#/giftcards)
Nu glæder jeg mig til at læse jeres forslag i kommentarfeltet.
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Gjort haven vinterklar, og i den forbindelse sørget for at sikre mine ting i skuret (hvor der er problemer med grundvand, der stiger op gennem gulvet, når det regner), jeg har taget dug og kantstykke af trampolinen og møvet det på loftet, jeg har renset græsslåmaskinen for fugtige rester af græs, jeg har taget alle legesagerne op af sandkassen, ladet dem tørre og pakket dem væk, og jeg har taget børnenes løbehjul ind, slået dem sammen og lagt dem på en hylde i bryggerset (som var blevet ledig, fordi se punkt 3) Alt sammen fordi jeg gerne vil forlænge levetiden på tingene ved at passe godt på dem – hvilket er noget, jeg altid skal tage mig lidt sammen til, fordi det er en opgave uden fast bagkant. Så sent som i onsdags var jeg på arbejde med bare fødder i skoene, så det er jo ikke, fordi det haster, eller at tingene går i stykker fra i dag til i morgen, hvis jeg bare lader dem passe sig selv. Men at det betaler sig, er der ingen tvivl om: Trampolinen, som jeg købte brugt, og som dermed er ved at have 5 år på bagen, er stadig både pæn og hel, og græsslåmaskinen, som jeg også købte brugt, klipper stadig lige efter bogen.
2.
Blendet en sjat salsa, et rest creme fraiche, et halvt glas soltørrede tomater og lidt ajvar, og hældt det over en pandefuld lynstegte grøntsager, en dåse kidneybeans og lidt oksekød. Det smagte FORMIDABELT.
3.
Erkendt, at den halve (åh, hvem forsøger jeg at narre? HELE!) størrelse, mine fødder voksede, da jeg ventede Frida, åbenbart er permanent. Da først den mentale del af arbejdet var gjort, var det let nok at browse de 3 kasser med sko, og smide 6 par sneakers og 2 par sandaler efter Røde Kors. Easy peasy. (AV!!)
4.
Været hjemme med Anton, som natten til mandag pludselig stod i soveværelset og erklærede, at han “havde ondt i hjernen”, hvorefter han vendte vrangen ud på sig selv. Heldigvis var en af de der mærkelige børneting, der aldrig bliver til mere end dét. Derfor var han, omend lidt mat i sokkerne af natteroderiet, relativt frisk mandag, og det benyttede jeg mig af: Jeg har længe gerne ville rydde op på hans værelse, fordi både fødselsdag og jul er lige om hjørnet, men han er så stor nu, at han – selvfølgelig – selv skal være med. Nu var der ro til det, fordi den lille var afsted, så vi tog det fra en ende af, og fik smidt 4 poser ud, sendt 3 til genbrug og afleveret en enkelt i børnehaven.
5.
Slået et par timer ihjel med Frida i en tøjbutik, mens Anton var til Halloween-fest i taekwondo-klubben. Vi er efterhånden til bunds i kasserne med arvetøj, og Frida er ufravigelig i sine krav om, hvad hun vil og særligt *ikke* vil have på. Børnepengene er lige kommet, jeg har haft 3 korrekturopgaver på 14 dage, og det var hendes tur.
Da vi stod i butikken gik det op for mig, at hun faktisk ikke har fået lov at være med ude og handle på den måde, nogensinde. Hun har arvet, og ellers har jeg købt en jakke hist og et par bukser pist. Den erkendelse nev lidt i hjertet. Vores eskapade kostede 750 kroner, og der var flere af delene i posen, jeg ikke ville have valgt, men hun var ikke til at skyde igennem, da hun skred ud af butikken, svingende med posen, i en sky af palietter, pink og Frozen, og der har været nul problemer med at vælge tøj om morgenen siden.
Ikke Frida, men det kunne det *sagtens* have været…
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Genopvarmet en stak vafler, jeg havde sat på en tallerken og i køleskabet og derefter glemt alt om. De var stive som pap, og var egentlig på vej ud. Men så kom jeg til at tænke over, at man måtte kunne gøre det samme med dem, som man gør med tørt brød, så jeg vred et stykke bagepapir under vandhanen, og pakkede dem ind i det. De fik små 10 minutter i ovnen ved 150 grader, blev bløde og lækre som pandekager, og børnene spiste rub og stub.
2.
Købt fyrfadslys med 3 forskellige brændetider, så jeg nu har med hhv. 4, 6 og 8 timer. Den her er i småtingsafdelingen, men jeg synes egentlig stadig, at princippet holder. For nogle dage er vi sent hjemme, nogle dage er det gråt fra kl. 15 osv. På den her måde kan jeg hver gang “bruge lyset op” i stedet for at slukke det om aftenen, mens det stadig brænder, og dagen efter konstatere, at der er så lidt stearin tilbage, at det er nemmere bare at kassere det og tage et nyt med det samme.
3.
Lavet morgenmadstapas på en helt almindelig onsdag. Den her er på, fordi det stadig overrasker mig, hvor meget slave af vane, jeg er. For jeg laver jævnligt ‘reste-tapas’ til aftensmad af alle småresterne fra fryseren, som hver især ikke engang er nok til at udgøre frokost, men som serveret på en bakke samtidig føles en smule eksotisk. Men jeg har ikke en *eneste* gang skænket en tanke, at man kunne gøre det til morgenmad. Det er selvfølgelig heller ikke så tit, vi har *så* mange rester af den her type, men i onsdags havde vi, og børnene besvimede nærmest af begejstring, da der kom en bakke over med en lille skål yoghurt, en bolle med smør, en rest risengrød, en smule æblegrød og en lille portion øllebrød med flødeskum.
4.
Steppet mit halloween-game op og forsøgt at gøre det bare en smule bæredygtigt. Det her er ét af de punkter, jeg altid har en lille smule lyst til ikke at skrive på, for lad os være ærlige: Ingen har BRUG for halloween-ting, vel? Det, der altid ender med at gøre, at jeg alligevel sætter det på, er, at jeg synes, det kan være med til at udfordre enten-eller tankegangen. At det måske kan inspirere til, at man husker, at der altid er knapper at skrue på; også i de situationer, der ikke som udgangspunkt lægger op til det.
(Inden jeg udløser spændingen er jeg dog nødt til lige at have luft: For kan vi få bremset den trend, hvor butikkerne pakker tingene væk, *inden* højtiden overhovedet er gået i gang? For min skyld må de gerne stille græskar og nisser frem i starten af oktober, men jeg bliver sgu nærmest depressiv, når alle halloweenting er pakket væk EN UGE før, det egentlig går ned, og man ikke længere kan gå en tur i midtbyen d. 24. december, fordi man bliver suicidal over, at de allerede dér er ved at afmontere julen. Hvis det skal være på dén måde, kan vi sgu da ligeså godt købe kister i stedet for senge?)
Nå, men altså. Tilbage til min indkøbskurv. Jeg sørgede for at købe pynt, der kan pakkes ned og væk og genbruges i mange år frem. Jeg tjekkede alle brugttøjsportaler for udklædning, men måtte konstatere, at folk ville have det samme for et sæt brugt tøj, som jeg kunne købe det til fra nyt. Nej tak. Jeg købte ansigtsmaling af ordentlig kvalitet, som kan bruges sammen med den almindelige ansigtsmaling, vi leger med flere gange i måneden, i stedet for at blive nærig og købe fedtfarver, der tegner ad helvede til, altid bliver gnedet ud og lukker porerne. Og endelig forærede jeg børnehaven den guirlande, jeg havde købt til køkkenvinduet, der viste sig at være 6 meter lang, og som vi derfor aldrig får brugt.
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Konverteret min argan-olie, som jeg købte til håret, til øjen-makeupfjerner. Min sædvanlige arganolie, som er beregnet til håret, og som jeg bruger til både Frida og mig selv i stedet for balsam, var udsolgt, da jeg sidste gang løb tør. Derfor tog jeg chancen og bestilte den rene argan-olie i stedet. Big mistanke. Tænk Lady Gagas kødkjole, bare oven på hovedet. JØSSES, det fedtede.
Siden har jeg flyttet rundt på den, og ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle bruge den til, for lige til min hudtype var den også for fed at smøre på huden.
Men da jeg forleden løb tør for make up-fjerner, og ingen havde tænkt på at købe en ny (hvem kører den her husholdning!? To stjerner på Trustpilot herfra) fik den et skud, og til det formål virker den fortrinligt.
2.
Shoppet Bilka to go i søndags, hvor det var den anden søndag i måneden, og dermed øko-søndag i Bilka, hvilket betyder, at de har 25% på alle økologiske varer.
Den her er på, fordi jeg før har talt rigtig varmt om to-go servicen, og virkelig, oprigtigt synes, at ideen er fantastisk. Det er langt, LANGT billigere for mig at betale 29 kr. i ekspeditionsgebyr, end at have begge børn med ind i butikken – og så har vi stadig ikke snakket om alle de konflikter, vi undgår.
Derfor skal det her punkt ikke opfattes som et forsøg på at starte en shit-storm. Fejl sker, og det er, hvad der er. Når jeg sætter den på her i indlægget, er det fordi, det ikke er første gang, jeg oplever det her problem, og det derfor begynder at føles som om, man er nødt til at tænke risikoen ind.
For da jeg hentede varerne, studsede jeg godt nok over, at det ikke så ud af meget, men jeg kunne ikke huske, præcis hvad jeg havde købt, så tænkte, at det nok bare var fordi der var mange småting blandt varerne.
Det viste sig, at alle mine kølevarer og halvdelen af mine grøntsager manglede; 5 bæreposer i alt.
Jeg er efterhånden blevet vant til lige hurtigt at løbe kvitteringen igennem, når den kommer på mail. På den måde ved jeg på forhånd, hvis der har været udsolgt af et eller andet, og jeg kan planlægge mig ud af det ved at svinge forbi Brugsen, eller lave noget andet til aftensmad.
Men at stå i køkkenet, med to trætte børn, kl. 16.30 en søndag, og mangle 3/4 af ingredienserne til aftensmaden var sgu tæt på at få en sikring til at ryge. Jeg fik mine penge retur, lige på stedet, da jeg ringede, men lige i det øjeblik var dét ikke ret meget værd, fordi jeg 1000 gange hellere ville have haft mine varer. Men der var ingen i varehuset, der kunne efterpakke varerne til mig, så jeg kunne vælge mellem at genbestille dem (= få øko-rabatten), og hente dem mandag efter kl. 14, eller at tage begge børn med ud i en butik, der kl. 17, efter en hel dag med 25% på økologi, ligner et fejlslagent, planøkonomisk eksperiment fra midtfirserne.
Jeg kommer ikke til at holde op med at bruge servicen, for fordelene er – trods alt – stadig større end ulemperne, men der er nogle forholdsregler, man er nødt til at tage; særligt hvis man får gæster eller er meget sent hjemme. Den del vil jeg også gerne give videre.
3.
lavet græskarlygter med børnene, og fordi tiden lige var til det, besluttede jeg, at jeg ville finde noget at bruge kødet til. Jeg fandt et par forskellige opskrifter og endte med et græskar/bananbrød, fordi det lige var, hvad jeg havde til i skuffer og skabe. Oplægget var den her opskrift, som jeg huggede en hæl og tilsatte en tå på.
Slutresultatet er et lidt kageagtigt brød, som kan spises, som det er, eller accessorizes med smørcreme, flødeskum eller chokolade, afhængigt af, hvad man skal bruge det til.
Jeg havde lavet dobbeltportion, fordi jeg havde indmad fra 3 græskar og 4 meget modne bananer, der skulle bruges, så planen var at teste, hvordan brødet opførte sig, når det blev frosset ned og tøet op igen.
Men så kom Anton forbi, og han spiste, ene mand, hele ekstra-brødet på 3 dage. Og det var altså: Anton. Barnet, der er bygget på lige dele pizza, kødboller og honningmelon.
Så det her må virkelig siges at være en opskrift, der er både testet og godkendt.
Da jeg havde bagt brødene, havde jeg 1,5 dl. græskarmos i overskud, som jeg besluttede at prøve at bruge i min pumpkin spice latte-opskrift, hvor jeg normalt bruger mos fra hokkaidogræskar. Det kunne man sagtens, omend jeg synes, at hokkaidomosen er en my mere smooth i konsistensen, men smagsmæssigt er det meget tæt på at være det samme.
Og fordi det er fredag, får I lov at slippe for at sidde og klikke rundt, og får i stedet begge opskrifter serveret, lige her.
God weekend🎃🍁
Græskarbrød:
100 gr. sukker
100 gr. farin
3 æg
1 tsk vanille
1 tsk bagepulver
1 knsp. salt
1/2 tsk stødt ingefær
1/4 tsk stødt nellike
1 tsk. pumpkin spice**
1 spsk kanel
250 gr. græskar-pure (kog/damp kødet i en gryde med en smule vand i bunden i ca. 20 min. Hæld væden fra og blend kødet)
30 gr. smeltet smør
2 mosede bananer
200 gr. mel
Pisk sukker, farin og æg skummende, tilsæt resten og rør godt rundt.
Hæld dejen i en springform og bages ved 180 grader i ca. 40 min.
Pumpkin spice latte (2-3 krus):
1/2 liter mælk
3 spsk. græskar-mos*
3 spsk sukker
1 spsk vanille
0,5 – 1 tsk pumpkin spice**
Hæld det hele i en gryde, kog op, fordel i 3 krus og fyld op med kaffe.
Lav gerne dobbelt- eller trippleportion af græskarmælken; den kan holde op til en uge i køleskabet.
* Hvis du laver mos af hokkaidogræskar, vasker du græskaret, halverer det, skraber kernerne ud, og lægger det med kødsiden nedad. Bages i ovnen 1 time v/ 175 grader. Derefter skrabes kødet ud og blendes. Det afgiver AFSINDIGT meget vand, når man bager det, så tag højde for dét, og læg det evt. i et smurt, ildfast fad. 1 græskar giver ca. 4 portioner (altså 12 spiseskeer) mos. Jeg har testet om man kan fryse det, og det kan man sagtens.
**Bland 2 tsk kanel, 1 tsk stødt ingefær, 1 tsk stødt nellike, 1 tsk muskatnød og 1 tsk. kardemomme. Opbevar blandingen i et lufttæt glas og brug den i alt, der gerne må smage af halloween og efterår.
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Set mig sur nok på en pose salatmix/studentermix (hvad hedder det? Den der blanding af rosiner og peanuts, der hænger sammen med pinjekernerne og den klamme, tørrede papaya i grøntafdelingen?), som har ligget med korslagte arme i skabet i 2 måneder, til at finde på noget at bruge den til. Jeg købte den i håb om, at mine børn ville have det med i madpakken, men kæmpe nej.
Jeg tænkte, at den måtte kunne bruges til ét eller andet, og det eneste, jeg kunne komme i tanke om, var cookies. Jeg fandt og brugte denne opskrift, og de blev VIRKELIG gode. Min far, som normalt ikke rigtigt gider kager, nappede 4.
2.
Købt en flaske lightergas, og genopfyldt min lighter. Det her er latterligt, for jeg har tænkt på at gøre det en million gange, men det har føltes som en opgave, der boede i samme kasse som ‘lapning af cykel’ og ‘udskiftning af filter på loftet’: Nødvendigt, men andre må gøre det.
Men i mandags kom jeg i tanke om det, da jeg alligevel var ude at handle, så *drumroll* og here we go.
Og jeg må le. En flaske, som indeholder lightergas til 87.000 opfyldninger, koster 11,50 kr, det tager 3 sekunder at gøre, og er så nemt, at det er pinligt.
3.
Lavet en grydefuld hokkaido-suppe og husket at veje portionen, både før jeg spiste af den, og da jeg havde fået, så hatten passede. Jeg bliver altid så snydt af mængdeforhold, når jeg laver mad i store gryder, for jeg mister fuldstændig fornemmelsen af, hvor lidt eller hvor meget en portion reelt er. Hvilket typisk betyder, at jeg får lavet for store portioner til fryseren. Der er for meget til én gang aftensmad, men for lidt til to, og så ender jeg med sådan en irriterende rest, der mest af alt er i vejen. Men denne gang fik jeg vejet hele herligheden, og dermed ved jeg, at jeg har frosset det i portioner, der er lige, som de skal være.
4.
Købt kunstige lys med fjernbetjening til, og den her er, i al beskedenhed, genial.
Vi har fået fundet vores keramik-græskar og -spøgelser frem (- og hvis jeg én gang til skal svare på, om det er halloween i morgen, så skyder jeg mig selv), og dem skal der jo lys i.
Men når jeg sætter ægte stearinlys i dem, der står udenfor, får jeg dem ikke rigtig tændt, fordi.. jamen, så skal jeg jo ud? Jeg har prøvet med kunstige lys med timer-funktion men så lyser de kun om aftenen, og lige med halloweentingene, sover børnene faktisk, når det er mørkt nok til at kunne se dem, og derfor vil jeg gerne have dem tændt om morgenen også.
Derfor kom jeg til at tænke på, at jeg flere steder havde set lys med fjernbetjening, så jeg gik på jagt og fandt et par bloklys til græskarene udenfor og et par lyskæder som “fyld” til spøgelserne i vindueskarmen.
Det er. så. smart.
For hvor lys med timere bruger 6 timers batteri hver dag (også de dage, man ikke er hjemme) kan jeg tænde alting her med et klik – og slukke det igen, når vi ruller gardinerne for. Alt sammen inde fra min varme, tørre, vindstille stue. Jeg kan tænde lysene om morgenen, så børnene også får glæde af dem, og fjernbetjeningen har *også* en timer-funktion, så man kan vælge, at lysene slukker automatisk efter 2, 4 eller 6 timer.
Fjernbetjeningen kostede 30 kroner, lyskæderne kostede 70 kr. og bloklysene kostede 90 kr., så det er ikke engang fordi det er dyrt, synes jeg, og i disse dage, hvor det betyder lidt ekstra med smukke lys og fokus på det, der glæder, var de hver en krone værd.
Tak for jeres fine, gode og omsorgsfulde kommentarer til det seneste indlæg. Jeg ved ikke helt, hvornår der er ro og rum til almindelige blogindlæg igen, men det var rart at skrive dette, fordi det giver sådan en dejlig ro at skrive noget, hvor emnet er givet på forhånd, og ordene nærmest skriver sig selv.
Tak fordi I læser med, tak fordi I altid er så skidegode, og god ferie til de af jer, der har.
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Været til fødselsdag, som ud over lækker mad og godt selskab også bød på Den Store Bytte-runde, hvor alt det, vi hver især har ryddet ud i de sidste måneder, blev udvekslet.
Vi har efterhånden i omgangskredsen fået skabt en kultur, hvor man lige sender et billede af det, man ikke længere selv skal bruge, med teksten “Noget for dig?”, inden man kører det til genbrug, og det betød, at urtepotteskjulere, sko, bøger, trøjer, regntøj, termotøj, hårkur, tampax og en enkelt bamse skiftede hænder midt i al festivitasen. Jeg elsker det.
2.
Taget mig sammen til at måle den indbyggede krydderihylde over mit komfur og købt nye (brugte) krydderiglas.
Jeg hader at stå og fistre med poser med krydderier, når jeg er i gang med at lave mad, men jeg har også længe haft det træls med at købe glas/dåser med krydderi, både fordi det lugter lidt af emballage-spild, men også fordi hylden er så snedig indrettet, at halvdelen af de glas med krydderier, man kan købe, er for høje til at stå på den. Det betyder, at jeg har glas og dåser og poser til at skøjte rundt 5 forskellige steder, hvilket på alle måder er uoptimalt. Det er det vildeste ilandsproblem, men ikke desto mindre noget, der har irriteret mig længe.
Jeg billedegooglede krydderiglas, og fandt nogle, der levede op til både højdemål og æstetiske krav. Derefter prøvede jeg at søge på Marketplace, og var så heldig, at en kvinde dagen før havde lagt præcis de glas op, stadig i originalindpakning, til 1/3 af prisen. Haps.
Jeg ved godt, at der kan være enorm forskel på kvaliteten af krydderier, og at de kan købes *for* billigt, men de står relativt langt nede på listen over ting, jeg gerne vil betale ekstra for lige nu, så jeg lever fint med discountkardemomme og billig oregano.
For sjov prøvede jeg at tjekke forskellen på kiloprisen på karry og kanel i hhv. pose (Budget), glas (Santa Maria) og dåse (Urtekram). For karry var den 55 kr/600 kr/838 kr, mens den for kanel var 70 kr/500 kr/700 kr.
Urtekrams er økologisk, og derfor må man forvente en højere kilopris, men der er sgu stadig langt fra 55 til 838 kroner, synes jeg.
3.
Fremsendt et forslag til min boligforening om at måtte tage et istandsættelseslån til at lægge fliser i haven.
Jeg har en lille forhave, hvor solen TÆSKER ned fra morgen til aften, hvilket betyder, at alt, undtagen ukrudtet, dør.
Samtidig er den åben ud til vejen, hvilket jeg er temmelig træt af.
Jeg har haft fat i en håndværker, som gav et overslag på ca. 5.000 kr., hvilket jo er ganske, ganske rimeligt, men stadig ikke er penge, vi har.
Det er for nyligt blevet vedtaget, at man kan få istandsat køkken og badeværelser gennem et moderniseringslån, som afbetales over huslejen de næste 10 år. Det betyder, at hvis man fraflytter efter 3 år, så er det den nye ejer, der overtager forpligtelsen, og på den måde, betaler man kun for den forbedring, man selv har glæde af. Huslejestigningen ligger typisk på 300-500 kr. pr. måned, så det er, trods alt, til at have med at gøre.
Derfor fik jeg den tanke, at man måske kunne gøre det samme med haven, så jeg sendte forslaget til boligforeningen.
Desværre viste det sig, at det for haven ville blive så omstændigt, at det i praksis er umuligt, (noget med realkreditinstitutter og definitioner af ‘forbedring’) men jeg er stadig ret tilfreds med, at jeg efterhånden har fået opdraget min hjerne til at se muligheder og alternativer, når der er noget, jeg gerne vil have, i stedet for bare at rive kortet igennem på beløbet, og defor får den lov at komme med her.
Min nye have, hvor jeg har valgt beplantning, der matcher min personlighed
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Besluttet at fyre det byttebevis af, jeg sidste år fik i en isenkramforretning, som jeg egentlig havde bestemt mig for at bruge som startskud til en køkkenmaskine. Det lyder på 720 kroner, og er dermed et beløb, der er stort nok til, at jeg gerne vil omsætte det til en lidt større ting.
Men den pågældende forretning tager konsekvent det dobbelte af, hvad jeg kan finde maskinerne til på tilbud, og så bliver det jo lidt idiotisk. Den, der gemmer til natten, og alt det der, så når butikken åbner som fysisk butik i her i byen i næste måned, tager jeg derind og får købt nogle af de småting, mit køkken og jeg går og mangler.
2.
Lavet græskarmos til pumpkin spice latte, og endelig taget mig sammen til at prøve at bruge kernerne til noget. Jeg vendte dem med lidt chiliolie og salt, og satte dem i ovnen sammen med græskarret, og de blev lækre – men det *er* sgu lidt noget grat at stå med #SlimFingre
3.
Efterlyst en væg-kalender for 2019 på FB. Jeg har de sidste mange år kørt med kalender i min telefon, men dels kunne begge børn have gavn af at se, sådan helt konkret, hvad et år består af, og dels vil jeg gerne bruge den som en slags overbliks-almanak. Jeg er træt af, at de samme måneder kommer bag på mig hvert eneste år, for der har været flere ting, jeg selv har planlagt i september, som jeg ikke ville have lagt her, hvis jeg havde husket, hvad måneden ellers er fuld af.
Jeg er vokset op med den slags væg-kalendre, som min far altid fik gennem sit arbejde, og jeg er helt ligeglad med, at der står Geberit eller Brødrende Dahl på den. Derfor tænkte jeg, at jeg måske gennem fb kunne være heldig, men en god bekendt skrev, at jeg kunne prøve at spørge på det lokale trykkeri, så det gjorde jeg.
Det viste sig, at de godt ville bytte en 2019 kalender (som stadig koster 140 kr. i butikken…) for en plade chokolade.
4.
Lavet kødboller efter den her opskrift, og løsfrosset dem. Det er muligt, at alle andre end jeg har regnet det her ud, men hvis ikke, kommer den her: For jeg har en helt almindelig skabsfryser, som ikke er ret stor. Derfor er alle smutveje velkomne, når det kommer til at pakke den rigtigt, så der er plads til mest muligt.
Når kødbollerne er frosset løst, tør de hurtigtere op, jeg kan tage præcis det antal, jeg skal bruge (som jo svinger ift. om børnene begge spiser hjemme, om nogen har været til fødselsdag og dermed mest er symbolsk sultne osv.) men vigtigst af alt fylder de meget mindre i fryseren, fordi jeg først hælder tomatsaucen ved, når jeg varmer dem op.
Jeg har lavet dem på den her måde et par gange nu, og det har flere gange vist sig at være lidt af en life-saver: Med et glas tomatsauce i skabet og en pakke pasta, kan jeg, på de dage, hvor intet vil lykkes, lave aftensmad til børnene på den tid, det tager at koge pastaen, hvilket er både billigere og mindre omstændigt end at skulle ud ad døren efter take away.
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
Denne uges indlæg bliver lagt ekstra tidligt op, fordi jeg håber, at så mange som muligt når at læse punkt 5, og får lyst til at være med.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg ryddet op i mine krydderier, da jeg stod og ventede på noget vand, der skulle koge. Det er da utroligt, så hurtigt det blev 2019!?
2.
Har jeg brugt 20 minutter på minutiøst at gennemgå mine Facebookgrupper. Jeg er ikke så hys med antal af venner; jeg har og har haft jobs, der giver store berøringsflader, og jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg synes, signalværdien i en afvisning af en venneanmodning er langt mere problematisk, end at have ligeså mange bekendte som venner derinde. Til gengæld sidder min snooze-knap utrolig løst, og på den måde er der plads til os alle sammen.
Men grupperne kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har luget ud i, og det var rart at få gjort. Bl.a. er jeg hoppet ud af 3-4 boliginspirationsgrupper, for selvom der somme tider kan være ideer at få, så er det også der, der bliver plantet små forbrugsfrø, som jeg jo ikke savner, når jeg ikke ser dem. Så væk med dem, og med 23 andre grupper, jeg ikke længere følte mig kompatibel med.
3.
Har jeg måtte tage mig til hovedet over den seneste mail fra To Good To Go. Normalt er jeg ret meget imod, at vi peger fingre af mennesker, der prøver at gøre en forskel, men bare gør tingene anderledes end vi selv gør – men tillad mig at vise et par screenshots:
WTAF? Så vi vil gerne have folk til at spise op, så vi kan nedbringe den samlede produktion, vi vil gerne klimastrejke og bekæmpe CO2-udledning – og så laver vi en aftale, hvor vi forsøger at lokke folk til at købe to kopper fuldstændig overflødig kaffe – i engangsemballage – så de kan få ‘en lykkepose’ som de ikke ved, hvad indeholder, og dermed om de kan bruge??
Jeg blev sgu helt hidsig.
4.
Har jeg været i Frelsens Hær efter en skjorte og et par seler til Anton. Indskolingen afholder Høstfest i dag, og da det var onsdag, jeg fandt ud af, at “Alle børn møder udklædte!” var der ikke tid til at finde tingene til låns. Men Frelleren var en ven i nøden og for sølle 45 kroner, blev barnet ekviperet, og kan nu, udklædt som karl, fejre, at høsten er i hus.
5.
Har jeg meldt børnene og jeg til World Clean Up Day i morgen, lørdag.
World Clean Up Day er et tilbagevendende event, som hvert år arbejder for at begrænse mængden af forurening i naturen. På WCUD’s hjemmeside kan jeg læse, at der sidste år var 18 mio mennesker, der deltog på verdensplan, og at de formåede at indsamle 88.500 tons affald, som ellers bare ville have ligget og flydt i naturen.
Vi skal på stranden, men andre steder i landet foregår det i skove, på stisystemer osv. Hos os er der Fiskerimuseet, der står for at arrangere det, og de har i dag lagt et opslag op om, at de giver kaffe – hvis man selv har koppen med. (Det der *den* form for overensstemmelse, man som forbruger gerne vil se, To Good To Go, for hvad fanden nytter det ellers?)
Jeg synes, det er et forrygende tiltag, og det er så nemt at gøre en forskel, for uanset om du har en, to eller fire timer, og om du er selv eller sammen, så flytter du noget ved at komme. En pose affald fjernet er en pose affald fjernet, det er en nem måde at få lidt frisk luft på, og har man børn med, er det en god og konkret anledning til at snakke om, hvorfor vi skal passe på naturen.
Hvis nogle af jer derude kunne tænke jer at være med, er her et link til de steder i Danmark, hvor der allerede er etableret events, og hvor det bare er at hoppe i sko og jakke på og møde op.
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft et par dl. dip til overs, som jeg først på ugen lavede til nogle grøntsagsstave. Jeg kan ikke huske, hvor jeg købte creme fraichen, men man kunne i butikken ikke få mindre end 1/2 liter, når det skulle være 5%’s versionen. Det ved jeg på forhånd godt, at jeg ikke kan nå at spise, men fordi #septemberstress har jeg ikke fået det smidt i fryseren. Til gengæld har jeg længe tænkt, at jeg ville prøve at lave tunfrikadeller, og det foresvævede mig, at der i nogle af de opskrifter jeg har set, skulle relativt meget creme fraiche i, så efter lidt higen og søgen fandt jeg den her opskrift, og de blev virkelig gode.
2.
Ryddet op i børnenes tøjskabe, og kasserne med arvetøj, og ligesom sidst var det den hårde hånd, jeg satte på opgaven.
I takt med, at børnene bliver større, arver vi mindre og mindre tøj, simpelthen fordi store børn kan passe deres tøjet i længere tid, og det dermed bliver langt mere slidt, end når de er små.
Jeg har de sidste mange år haft 6 store kasser med arvetøj, som jeg gennemgår hver gang, jeg rydder op i tøjskabene, men efter oprydningen i denne uge er jeg nede på to små stabel-kasser pr. barn, hvilket er virkelig rart. Dels er det meget nemmere at holde øje med, at man får hentet tøjet frem, når størrelser og årstid passer sammen (for en str. 128 er ikke nødvendigvis en str. 128 – og slet ikke, når den har været vasket), dels har det givet ret meget ekstra plads, og endelig er begge børn ved at være så bevidste om, hvad de gerne vil have på, at der ikke er grund til at sidde på tøj, som vi ikke får glæde af.
Jeg har været umådelig taknemmelig over alt det tøj, vi har fået, og det har sparet os for MANGE penge gennem årene. Men det tager også meget plads, og når det er noget, man modtager over 4-5 år er der simpelthen også noget, man glemmer, man har. Vi snakkede om det i kommentarfeltet til det her indlæg; det her med ikke at sige ja tak til en vinterjakke, hvis vi har én i forvejen, men det princip til trods, havde jeg ikke færre end 9 overtrækstrøjer, windbreakere og vinterjakker til Frida til den kommende sæson. Jeg lagde det i stakke, og så fik hun lov at vælge 1-2 af hver slags, og resten har vi kørt til genbrug, fordi det jo også er nu, andre børn derude kan få glæde af det.
Der er også detaljen med, at tøjets stand bliver vurderet ud fra den stak, det kommer i, så når jeg modtager en pose usorteret tøj, så er det måske i første omgang 1/3, der er for slidt og forvasket til hverdagsbrug. Men når jeg så finder alt arvetøjet frem, så er det pludselig en ny 1/3, som – sammenholdt med det andet – er godt slidt. Det betyder, at det, der nu ligger i skabene, er lækkert og pænt, og det er en god fornemmelse.
Jeg har kørt 10 poser tøj til genbrug, og det sværeste tøj at skille sig af med, var faktisk det, som mormor selv har syet/strikket. Den nostalgiske værdi er bare svær at være nøgtern omkring.
Jeg afleverede det hele til Røde Kors, fordi de, da jeg kontaktede de forskellige nødhjælpsorganisationer, som de eneste meldte tilbage, at de kan bruge revl og krat. Både det hullede, det beskidte og det, der lugter. Derfor har jeg gjort det til en vane, at det er dem, jeg bruger, når tøjet er af blandet stand, for så kan de tage det, der er brug for som tøj/det, de vurderer, de kan sælge, og lave møbelpolstring og twist af resten. På den måde tænker jeg, at tøjet bliver brugt lige præcis dér, hvor det gør mest gavn.
3.
Solgt 5 par bukser af Antons for 100 kr. i alt – og det er stort set det eneste, jeg har solgt i denne omgang. Min erfaring er, at det ofte er nemt at komme af med mange stykker af samme slags tøj i samme størrelse, så det tip vil jeg bare lige give videre.
4.
Foreslået i venindegruppen, at vi i julegave giver hinanden en tur til noget hekse-relateret i stedet for en ting. For helt ærligt, så mangler jeg ikke flere øreringe eller tørklæder, vi har testet og droppet det med at tage ud at spise sammen, og vi ender altid med at have lidt stress over at få gaverne udvekslet.
På den her måde bliver det noget, vi gør sammen, og det bliver i hvert fald en gave, vi husker, uanset om vi ender hos en håndlæser, en clairvoyant eller lignende (anbefalinger modtages i øvrigt med kyshånd).
