Kategori: M20XX

M2020, uge 3

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Inden vi går til ugens liste, er der lige et par ting, jeg gerne vil adressere:

A) Tak for jeres fine, fine tilbagemeldinger på mit seneste indlæg. Jeg laver en opsamling på, hvad det har sat gang i af tanker, opdagelser og konkrete tiltag i løbet af næste uge. 

B) I forlængelse af sidste uges M2020-indlæg: Jeg laver en opsamling af hele M20XX-serien, inden længe. Mit mål er at lave det som vinterferie-M2020-indlæg, så med mindre tiden løber fra mig, kommer det op i uge 7.

Således oplyste kan vi gå tilbage til originalformatet. 

I den forgangne uge har jeg:

1.

Pimpet en bodyscrub, jeg har købt, som havde *så* lidt scrub i sig, at betegnelsen grænsede til vildledende markedsføring. Jeg har flyttet rundt på den et par måneder, fordi jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre med den, men nu har jeg smidt en halv pose perlesukker og en dl. kaffegrums i, og den kan bruges til det egentlige formål.

(I gamle dage lavede jeg altid min egen scrub af mandelolie tilsat sukker og rørsukker (min hud tørrer ud af salt), tilsat et par dråber æterisk olie. Den er SUPERlækker, men glatte fliser og børn fungerer bare virkelig dårligt med produkter lavet på olie).

2.

Besøgt Bazaren i Esbjerg for første gang, siden jeg flyttede herned. I Aarhus handlede jeg en del i Bazaar Vest, fordi der virkelig var penge at spare på frugt og grønt; jeg tolkede ofte i nærheden, og så var det nemt at svinge forbi.

I Esbjerg ligger Bazaren i den østlige del af byen, og vi bor i nord, så det er ikke et sted, vi umiddelbart kommer forbi. Men fordi jeg har fødselsdag i morgen, og dermed i denne uge har haft brug for ekstra meget frugt og grønt, tænkte jeg, at jeg ville benytte lejligheden til at kigge derud.

Og det er virkelig no hate, og måske jeg kom på den helt forkerte dag – men der lå 4 forkølede peberfrugter i hvert sit hjørne af en kasse og råbte til hinanden, mens persillen og de 2 ensomme meloner bare lå i køleren og mugnede i stoisk tavshed.

Men nej er også et svar, og nu er jeg fri for at spekulere mere over dét.

3.

Har jeg prøvet at skrive dato på min opvaskesæbe, da jeg tog hul på den. Der er KÆMPE forskel på i pris på opvaskesæbe, og jeg kan ikke finde ud af, om den dyre faktisk *er* mere drøj, eller om det er same-same.

Én ting er, at det kan være billigere at købe 3 discount-sæber, og stadig spare penge ift. til dyre, men jeg forestiller mig her, at faktisk mængde her også hænger sammen med mængden af kemi, man hælder i afløbet, så hvis den dyre virkelig *er” så meget mere drøj, at det gør en forskel, vil jeg gerne betale mere for den.

M2020, uge 2

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Lagt mærke til, at jeg har smidt mere ud, end jeg plejer. I første omgang tænkte jeg på, om det skyldtes en kombination af juleoverload og mangel på overskud til at forholde mig til de ting, jeg smed ud, men da jeg prøvede at zoome ind på, hvad det var, der røg ud, kunne jeg se, at det faktisk næsten var det modsatte, der var tilfældet.

For det, der er smidt ud, er næsten uden undtagelse ting, som ikke skal have andre destinationer end skraldespanden, og måske er det derfor, jeg først rydder op i dem nu. Efter i 2 år at have skærpet opmærksomheden på genbrug, upcykling, stop-alle-former-for-spild osv, virker det næsten helt vulgært bare at åbne skraldespanden og hælde i. (Og bare så ingen får kaffen galt i halsen: Jeg har selvfølgelig både sorteret og brugt genbrugsstationen flittigt).

Men overbygningen på at give videre, tror jeg, er, at begynde at tage ansvar for at vurdere, hvad der reelt kan bruges af andre. Jeg tror, at MANGE kender følelsen af, at det er nemmere at rydde op, hvis man kan forære tingene til nogen, man kender, i stedet for bare at smide dem ud eller aflevere til genbrug. Men efterhånden som jeg selv har flyttet mig i den her proces, er det gået op for mig, hvor anti-minimalistisk, det egentlig er, set ud fra et mentalt ressource-synspunkt. 

For det, der ofte sker er, at man som afsender holder op med at forholde sig til, om det, man lægger i bunken, rent faktisk kan bruges af andre – eller om det, hånden på hjertet, er affald. Jeg oplever det ind imellem ift. Frida, fordi hun tillægger ting værdi efter, hvem hun har fået dem af og ikke, om hun leger med tingene eller gå med tøjet. Og hvis hun har fået noget af en af sine helte, så er der INTET, der i Fridas øjne skal smides ud. Heller ikke den ensomme sko, kufferten, der ikke kan lukke eller udklædningskjolen, der er hullet og mør og mangler et ærme.

Og det er tosset. Og dovent, hvis vi skal være helt ærlige, for et sted undervejs i processen, holder man op med at putte i posen, fordi man tror, at nogen kan have glæde af tingene, men slår hjernen fra, fordi det er hurtigere og mere bekvemt, og forvandler dermed modtageren til skraldespand/pulterrum for de ting, man har følelser bundet i, og derfor ikke kan nænne at smide ud, men heller ikke længere selv gider flytte rundt på. 

Men det betyder, at man binder flere menneskers tid til projektet, hvilket er helt unødvendigt. For når jeg f.eks. rydder op i min makeup, som jeg gjorde forleden, og jeg i ‘væk’-bunken har øjenskygger, der er så gamle, at der formentlig er både asbest og beriget uran i dem, så ved jeg jo godt, at de skal ud. Dem skal Frida ikke have at lege med, bare så jeg slipper for at forholde mig til, hvad jeg ellers skal gøre ved dem, og det samme gælder udtrådt fodtøj, gamle køkkenredskaber, slidt babytøj, som mormor har syet (“kan børnehaven ikke bruge det til dukkerne, Frida?”) osv. osv.

Så lang historie kort er jeg nu i forhold til op- og udrydning nået til det sted, hvor det ikke længere kun handler om, at jeg kommer af med tingene, men at jeg også tager ansvar for, at de ender, hvor de hører til. Første gang.

2.

Ryddet op i kasserne med tøj fra hhv. SFO og børnehave, nu hvor vi alligevel havde dem med hjemme på ferie. Shit, de børn gror!! Ved samme lejlighed tog jeg vores respektive kasser med hatte/handsker/refleksveste osv i bryggerset, hvor jeg, ud over det, vi for nuværende bruger, lægger alt, hvad vi arver af den slags, når vi får det. Tidligere smed jeg det i arvekasserne sammen med bukser, bluser osv., men fordi det måske er 3-4 måneder om året, den slags skal bruges, er det bare mere hensigtsmæssigt at have det seperat, fordi man så kan se, om hatten passer, når den skal bruges, og ikke skal gætte, hvor meget et hoved mon vokser på et år.

3.

Foræret hhv. to glas instantkaffe med smag og en parfumeprøve væk, alle 3 dele fordi jeg ikke brød mig om dem. Jeg ved godt, at jeg ofte skriver en variation af det her tema på, men det er fordi det stadig er nyt for mig, og noget, som jeg virkelig synes gør en forskel. Tidligere følte jeg, at jeg havde ryddet op, hvis jeg havde tømt køle- og køkkenskabe for madvarer med overskredet salgsdato, og ting, jeg ikke fik spist, men set i bakspejlet har jeg smidt utrolig meget mad ud, fordi jeg ikke lige gad forholde mig til det, mens det stadig kunne spises.

Det falder lidt i tråd med punkt nummer 1, både ift. at der sker en udvikling i enhver proces, uanset hvor man er, når man starter, men også ift. at man selvfølgelig skal huske at spørge om folk, om de vil have 1 liter mælk eller 1/2 rulle marcipan, inden man bare deponerer det hos dem. Takker de nej, må man selv være den, der går den tunge vej til skraldespanden, eller finder på en kreativ måde at få tingene brugt op på.

4.

Tænkt over, om der er kommet nogle nye med ombord, der har brug for lidt opsummering på, hvad jeg har erfaret indtil nu, eller som bare har spørgsmål af den ene eller anden slags? Hvis det er tilfældet, så fyr løs i kommentarfeltet. Så kigger vi på det.

M2020, uge 1

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været nærmest upassende glad for at få min sorteringskasse i bryggerset tilbage. Den har været brugt til julegaver, fordi der bare kun er så mange steder, man kan gemme gaver, når man bor på 100m2, men nu er den tom og klar igen. 

Kassen er den, jeg smider tøj i, efterhånden som det bliver for småt, eller jeg kan se, at det ikke bliver brugt. Fordi den står i samme rum som tørrestativet, sparer det en del tid og oprydning, at jeg bare kan tage tøjet fra, når jeg alligevel har det i hænderne. Når kassen er fyldt, sorterer jeg tøjet, og smider til genbrug eller giver det videre. 

På den her måde er der orden i skabet, og det frasorterede tøj har stadig en plads, hvilket system-mennesker som mig sætter umådelig pris på.

2.

Frosset resten af vores dip fra nytårsaften. “Hvad??” “HVAD sagde hun??” “Kan man virkelig fryse dip!?” hører jeg den vantro forsamling mumle. Det kan man. Konsistensen ændrer sig, så det kan ikke bruges som dip-dip, men det er jo reelt bare creme fraiche med krydderier i, som man sagtens kan fryse og bruge i madboller, tærter og sammenkogte retter.

Det kræver dog, at man på forhånd beslutter, at man vil fryse det overskydende, for er man, som mig, moderat hys med bakterier, går det ikke, at man har et mælkeprodukt til at stå og lumre på bordet i timevis, mens alle mulige stikker alt muligt i det, og så smider det i fryseren. Det kræver, at man rører det, opbevarer det på køl, og så fylder op i skålen, der står på bordet, efterhånden som det bliver spist. (- med en ren ske hver gang, ikke?)

Det, der har været på bordet, ryger ud, men det, der har stået i køleren, kan man sagtens genbruge.

3.

Ryddet op i vore sengetøj. Fridas nye dyne er en voksen-dyne, og dermed skal vi ikke længere bruge hverken juniordyne eller -betræk.

Vi har fået foræret to sæt sengetøj med Frost og et sæt med Chima, og når noget nyt rykker ind, må noget gammelt ud. Jeg gav morfar 2 dynebetræk, som var godt slidte, og derfor perfekte som klude, resten smed jeg i poser og afleverede i Røde Kors containeren, fordi jeg ved, at de bruger rub og stub ved enten at sælge det, eller bruge det som møbelfyld/tvist.

M2019, uge 52

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Husket at opsige min testperiode på hhv. Mofibo, TV2 Play og et spil, børnene havde fået lov at købe på iPad’en.

Jeg hentede Mofibo for at se, om Tinka fangede som lydbog (det gjorde den ikke), og TV2 Play, så vi kunne følge med i årets julekalender. Begge abonnementer er sat op, så man tilmelder sig med sine betalingsoplysninger; selvfølgelig fordi udbyderne håber, at man bliver hængende. Jeg har tidligere undgået den form for prøveperioder, netop fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg glemmer det, men jeg er begyndt at lægge en notifikation ind i min kalender, så jeg får en reminder, dagen inden prøveperioden udløber. Det er dejlig effektivt, og betyder, at vi faktisk kan prøve forskellige tilbud af, og kan finde ud af, om det er noget, vi bruger.

Mofibo brugte vi i prøveperioden sammenlagt 24 minutter, TV2 Play blev udelukkende brugt til Tinka, og spillet, som børnene bare ikke kunne LEVE uden, spillede de 2 dage, og glemte herefter alt om. 

Til gengæld har jeg besluttet, at vi, når jeg engang begynder at tjene menneskepenge igen, skal have fjernsynskanaler. For hvor iPads indbyder til soloridt og eget værelse, har det været skidehyggeligt at sidde som høns på en pind i sofaen og se det samme. Det vil jeg gerne gøre noget mere. 

2.

Ryddet op i skabet med vin og sprut, hvilket umiddelbart lyder sjovere, end det reelt har været.

I det skab, hvor jeg har vin og spiritus, har jeg haft 5 flasker rødvin stående i snart et år, som jeg konsekvent er styret udenom. Derfor besluttede jeg i starten af december at der ikke skulle åbnes andet, før de flasker var væk. Det viste sig at intuitionen var god nok: Af de 5 flasker røg 4 direkte i afløbet, fordi de ikke duede. En af dem havde sågar udviklet en form for brus. Den sidste endte sine dage i en gryde, hvor den sammen med sjatter af rom, portvin og noget cognac, som jeg ikke ANER, hvor kommer fra, blev til basen i en hidsig, men virkelig lækker gløgg.

3.

Været en ørn til at bruge, hvad jeg har haft i køleskab og fryser, og at få foræret det væk, som jeg på forhånd kunne se, vi ikke kunne nå at bruge.

Det med at være på forkant, er en detalje, jeg har lært over tid. Tidligere ryddede jeg først op i køleskabet, når vi var igennem ferier og helligdage, og det betød, at de tre liter mælk, der var i overskud, for længst var blevet dårlige. Ved at tjekke køleskab, brødboks og grøntsagsskuffe dagligt, har jeg dels fået brugt de ting, jeg kunne i madlavningen herhjemme, og dels kunne skrive til de mennesker, vi har besøgt, om de manglede mælk, rugbrød, salat, osv.

Det betyder, at jeg stadig har kunne køre med feriehjerne, hvor det somme tider først er samme eftermiddag, jeg har taget stilling til, hvad aftensmaden skulle bestå af, og alligevel har undgået at smide mad ud.

Det hører med til historien, at jeg har lavet madplan med netop den betingelse i baghovedet, og derfor har købt ind til retter, der a) kan kombineres på kryds og tværs (mexicansk/bolognese), b) består af enkeltdele, der kan spises separat eller sammen med rester af salat/i pitabrød/på rugbrød til frokost (kylling/frikadeller) eller c) har lang holdbarhed (topping til pizza). Det kræver et vist overblik, fordi man skal være sikker på, at der er pitabrød i fryseren og mel nok at bage pizza af, men til gengæld det giver helt frie hænder, så man med god samvittighed kan lave det, der er tid og overskud til på dagen, og stadig nå igennem det, man har købt. 

__________________________________

Og hvad sker der så nu? Officielt er vi jo sådan set nået til vejs ende med de her indlæg, men.. altså… Ja. Det er bare så hyggeligt at skrive dem, så efter at have tænkt over 16 forskellige undskyldninger for, hvorfor jeg gerne ville fortsætte, kom jeg i tanke om, at det her jo sådan set er my house, og at jeg derfor er så priviligeret, at jeg kan gøre, næsten hvad der passer mig. Så nu går vi benhårdt efter det 20 års jubilæum. Løber jeg tør for punkter eller tanker, må jeg lukke serierækken ned undervejs; den bro brænder vi, når vi kommer til den.

Men indtil da ruller karavanen videre, og jeg håber, I bliver siddende i vognene.

Tak fordi I hænger på. Tak for input, tilbagemeldinger og engageret debat i kommentarfeltet. I er helt i særklasse, og jeg er heldig at have jer med ombord.

Godt nytår.

M2019, uge 51

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været på jagt i gemmerne efter en speedmarker til vores nye KÆMPE kalender (så kan jeg lære at rejse mig fra sofaen og finde min tommestok og se, hvor meget 100 cm. i *virkeligheden* er) – men uden held. Til gengæld faldt jeg over en tekstil-pen, jeg købte i tidernes morgen, som jeg kun brugte én gang, fordi den skriver igennem tøjet. Den viste sig at være perfekt til formålet, så dobbeltscore på både at spare penge og at få brugt noget, der ellers bare lå og lurepassede.

2.

Kombineret husnissens drillerier med småopgaver, jeg alligevel havde på to-do’en.

Således hang alle børnenes trusser og boksershorts på juletræet forleden morgen, mens alle de forvaskede og dem, der er blevet for små, på mystisk vis havde fundet vej til kludekassen. 

I går havde nissen gemt alle spiseskeer, og jeg benyttede lejligheden til at rydde op i bestikskuffen, som indeholdt bemærkelsesværdigt mange teskeer og mærkværdige køkkenredskaber, som jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvorfor jeg har anskaffet. Den overskydende urtekniv kom med min veninde hjem, de ekstra skeer er lagt i genbrugs-opsamlingskassen, og skuffen er nu så ren, at man trygt kan foretage et mindre kirurgisk indgreb i den.

3.

Lagt en reminder op i børnehavegruppen dagen inden børnenes julefrokost, således at glemsomhed og decemberstress ikke kom til at betyde, at 50 humlebier stillede med madpakker, der ville gå direkte i skraldespanden.

4.

Spist skyr til morgenmad, fordi jeg har müsli for en mindre formue stående, og det trænger til at blive spist. Jeg er beklageligvis 5 år gammel, når det kommer til morgenmad; når jeg har lyst til yoghurt, har jeg KUN lyst til yoghurt, og så er det det, jeg kører HVER dag – lige indtil yoghurt pludselig er det værste i hele verden, og jeg aldrig ønsker at se det for mine øjne igen. (- før næste gang).

Sidst jeg var i yoghurtfasen købte jeg to store poser luksusmüsli, som holder en kilopris på lige omkring det samme som heroin. Dem *nægter* jeg at smide ud, fordi jeg ikke er voksen nok til at pålægge mig selv at spise op, så nu kører jeg en uge hist og en uge pist, hvor jeg surt tygger mig igennem alle de tørrede bær og nødder, mens jeg spekulerer på, hvem det er, jeg straffer.

M2019, uge 50

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt julegave til mine bedsteforældre, som – helt klassisk – ikke ønsker sig noget. Jeg har derfor i bedste spion-stil haft lange øjne de sidste par gange, vi har besøgt dem, og min julegave er et par poser fyldt med dagligvarer, jeg ved, de bruger; müsli, juice, vaskepulver osv. Det er jo ikke en julegave i sådan helt traditionel forstand, men det er noget, jeg ved, de kan bruge, og fordi jeg har modstået impulsen til at opgradere til versioner af varerne, som *jeg* synes er lækre, ved jeg også, at det er noget, de kan lide.

2.

Købt en skridttæller brugt. Og ja. En helt old school skridttæller af dem, man har i lommen. Jeg *kan* ikke forlige mig med at gå med noget om håndledet, og telefonen er både for upræcis, og ligger for meget af tiden i min taske eller på bordet. 

Jeg har tabt og taget de samme 6 kilo på 3 gange i 2019, og jeg er ved at gå amok. Da min mor havde fødselsdag tilbage i oktober, ønskede hun sig en skridttæller, og jeg researchede derfor ret grundigt dengang. Og efter hun har fået sin, har vi nærmest ikke set hende, fordi hun spæner rundt på veje og stier, så nu får den et skud her også. Jeg har ikke 400 at smide efter sådan én lige nu, men DBA var – som sædvanlig – min ven, og jeg fandt en, stadig i originalindpakningen, til beskedne 70 kr.

3.

Snakket med 70% af de mennesker, der er ansat på hovedkontoret i min boligforening. Som jeg skrev om her, står der vand nok i mit skur til at jeg kunne etablere et dambrug, hvis jeg ville, og da jeg ringede til viceværten, var hans kommentar, at det er et generelt problem herude. Den samtale havde vi tilbage i oktober, og siden er der ikke sket mere. Og det synes jeg, helt ærligt, er lidt idiotisk, for selvom vi bor til leje, giver det ingen mening bare at lade tingene stå og forfalde.

Derfor ringede jeg mig hele vejen igennem områdechefer og fuldmægtige, og fik endelig irriteret mennesker nok til, at der igår stillede to habitter med clipboards ved min hoveddør. Efter et forbløffet: “HOLD da kæft!?” er der nu bestilt en kloakmester, der skal komme og grave ud (op?), og jeg synes virkelig, at det er fedt, at være nået så langt i opmærksomheden på, at selvom ejendomsretten til det, vi omgiver os med, er individuel, så er ressourcerne, helt overordnet, hele gruppens, og derfor er det i alles interesse, at vi hjælpes ad med at passe på dem.

M2019, uge 49

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Repareret min sofa. Og med ‘jeg’ mener jeg her mest ‘min mor’.

Min sofa er en gammel svend. Jeg har prøvet at komme i tanke om, præcis hvornår jeg købte den, men det fortaber sig i tågerne. Vi skal bruge i hvert fald begge hænder og måske endda den ene fod, hvis vi skal tælle år. På den måde er den et stoisk, ongoing statement ift. at det betaler sig at købe kvalitet, for selvom man ikke tænker: “Gud, har du ikke fået ny sofa?!” når man ser den, så ligner den bestemte heller ikke en grand old lady. Betrækket er stadig stramt og fast, farven er ikke falmet, og puderne holder facon.

Nå, men for et par måneder siden sled vi hul i betrækket på en pude og puffen, stort set samtidig.

Og selvom jeg stirrede begge børn stift i øjnene og sagde: 

vil jeg sige, at de huller, der skulle fikses i den forgangne uge, i diameter målte *noget* mere, end de første forsigtige af slagsen.

Jeg tjekkede priser på ombetrækning (ca. 2000 kr), jeg tjekkede priser på nye, brugte sofaer (folk er vanvittige) og jeg trawlede Pinterest tyndt i forsøget på at finde en løsning, jeg selv kunne omsætte til virkelighed. Men i sidste ende blev det min mor, der kom med vinderforslaget, som var at købe et par meter møbelstof i en helt anden farve, og sy det på hhv. puf og pude. Jeg var skeptisk, men havde omvendt ikke rigtigt selv flere ideer, så vi gik med det – og det blev SIMPELTHEN så godt.

Og som bonus var det bare virkelig hyggeligt at have en hel dag med min mor og et fælles projekt.

2.

Lavet en madplan med faste ugedage – og holdt den.

Jeg kører normalt med flydende madplan, forstået på den måde, at jeg køber ind til to retter, og så i løbet af ugen vurderer, hvornår det passer bedst ift. tid og planer at lave hvad. Det plejer at passe med, at der er mad til 4-5 dage, og resten af tiden supplerer vi op med fryser, rester og impro. 

Men den seneste uge har været tosset, og det opdagede jeg for en gang skyld på forhånd. Derfor lavede jeg en plan, hvor jeg på forhånd fordelte retterne på specifikke ugedage, så jeg ikke f.eks. stod med dag-2-mad torsdag, hvor der var julefrokost i Antons klasse.

Resultatet er, at alt, hvad der er købt ind, er omsat til aftensmad, og intet er endt som spild. 

3.

Fået 2 store poser med børnetøj, som jeg sorterede med det samme.

Jeg valgte denne gang at sortere ad to omgange; første runde var en grovsortering, hvor alt, hvad børnene kunne passe blev taget fra. Anden runde var finsortering, hvor jeg fjernede de stykker tøj, som jeg med sikkerhed ved, at børnene ikke kommer til at gå med, og samtidig justerede jeg antal ift. forbrug. Det er f.eks. ikke nødvendigt at have 19 undertrøjer i samme størrelse, når 8 er nok.

Al overskydende tøj blev, efter aftale med den søde giver, afleveret til genbrug. 

4. 

“Ofret” et par vinterstøvler, jeg har fået til Frida.

Vi arvede sidste år et par virkelig pæne Bundgaard vinterstøvler, som nærmest ikke var brugt. Jeg har kviet mig ved at give hende dem med i børnehaven, fordi de netop var så fine, og børnehaven bare er det sted, hvor alt fint går hen for at dø. Men nu er vi ved at være der, hvor gummistøvler er for kolde, og fordi der er ret meget mudder på legepladsen dernede, overvejede jeg derfor, om jeg skulle købe et par termostøvler til hende. De kan i det mindste skylles. Men jeg besluttede at lade være, fordi det er en fælde, jeg er faldet i før: Jeg glemmer, at hvor jeg selv kan have sko i årevis, hvis jeg passer på dem, så er der ingen af børnene, der kan passe dette års fodtøj til næste år. 

Og hvis jeg tænker mig grundigt om, så kan jeg måske komme i tanke om én, max to lejligheder, hvor det ville være fedt at have et par fine vinterstøvler – og det *er* da knald i låget at have et par dyre, gode støvler til at stå ubrugte i skabet, fordi de ikke må blive beskidte.

De er givet med i børnehaven nu, og så må vi børste og vånde os ud af det, når de kommer med hjem på weekend, og ligner noget fra en arkæologisk udgravning.

M2019, uge 48

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Pyntet til jul. I min vindueskarm plejer jeg at have en stor glaskrukke med julekugler og en lyskæde i, men glaskrukken har jeg i nu i bedste M2019-stil i brug til noget andet. Jeg havde derfor allerede skrevet ‘stor glaskrukke’ på min indkøbsseddel, da jeg kom til at tænke over, om jeg mon havde et eller andet i køkkenskabene, der kunne bruges. Og sandelig så: En af de store Mason-Jars, jeg har brugt til tebreve, stod bagerst i skabet og kedede sig, og den fungerer perfekt som stand in for den gamle glaskrukke. 

2.

Fået nyt sofabord.

Tirsdag morgen hørte jeg pludselig et *knas* fra stuen, efterfulgt af larmende, påfaldende tavshed. 

Da jeg stak hovedet ind, stod Frida med et bordben i den ene hånd, mens hun med den anden hånd og tankens kraft forsøgte at få det kuldsejlede sofabord til at forsvinde.

Retfærdigvis skal det siges, at bordet har været dingelvornt i et par måneder, så det *var* et spørgsmål om tid.

Lige nu er ikke tidspunktet til de store, økonomiske møbeludskrivninger, men jeg kunne huske, at min veninde havde lagt et brugt sofabord på Marketplace for et par uger tilbage, så jeg skrev og spurgte, om hun stadig havde det. Det havde hun, så afsted det gik.

Vel tilbage i stuen fik jeg bordet sat op – og min første tanke var egentlig, at det var for stort, for det er ca. 3 gange større, end det, vi havde. Men inden jeg nåede at foretage mig yderligere, havde børnene kastet al deres kærlighed på det nye bord, som man kan 1) ligge på 2) ligge under 3) bruge som Beyblade bane 4) sidde ved og spise. Vi har med andre ord fået nyt, større sofabord, og min veninde insisterede på, at det var en gave. Jeg sender hende en kærlig tanke, hver eneste gang, jeg kigger på det. 

3.

Ryddet op i mine juleting, hvilket udviklede sig til, at jeg også rydde op i de to kasser med det, der i gamle dage hed ‘pynteting’ (vaser, lysestager etc.). 

Udrensningen kom sig af, at jeg, da jeg gik forbi Hjemløses Venner-butikken kunne se, at de solgte brugt julepynt. Jeg ved ikke hvorfor, men det havde jeg simpelthen ikke tænkt over, at man kunne. Men det gav mig lyst til at rydde op i mit og donere det tiloversblevne, nu hvor butikkerne faktisk kan sælge det, så de ikke skal flytte rundt på det et helt år.

I 2018 var jeg også julekassen igennem, men da det er lidt forskelligt, hvad jeg finder frem fra år til år, havde nogle ting fået lov at blive, selvom jeg ikke havde dem oppe sidste år. Eftersom vi i år *har* pyntet, og jeg derfor kunne se, at det for 3 ud 4 tings vedkommende var de samme ting, der stod tilbage i kassen, konkluderede jeg, at de måtte videre.

Jeg tillod mig selv at gemme en lille pose med nostalgisk pynt, som jeg ikke har fremme, men som stadig har affektionsværdi, f.eks. en dekoreret papirspose min oldemor gav mig, da jeg var barn.

Jeg ved, at mange minimalister er meget optagede af, at ALT, hvad man ikke bruger, skal ud, og at nostalgiske følelser ikke er grund nok til at beholde noget, men det er for ekstremt til mig. Jeg vil gerne finde balancen, hvor jeg tager de ting med videre, som understøtter minder og historie, men hvor jeg ikke drukner i dem, og hvor de ikke tager så meget plads, at de enkelte ting ender med at blive usynlige, og dermed ligegyldige.

Når jeg rydder op i den slags ting, bruger jeg derfor et lille trick, jeg i sin tid samlede op i podcasten ‘A slob comes clean’ og som virker ret godt, nemlig at vurdere, om én X er nok. Jeg syntes f.eks. at det var utrolig svært at skille mig af med Antons sparkedragter (i str. 44 for crying out loud!), men det gav mening for mig at tænke over, om det har betydning for minderne, om der ligger 12 dragter i kassen, eller om det faktisk er nok med en enkelt eller to.

M2019, uge 47 (Fødselsdagsedition)

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I forbindelse med Antons fødselsdag har jeg: 

1.

Lavet “pølsevogn”, da vi havde besøg af drengene fra klassen. Jeg gjorde det også sidste år, men da det jo i år var nye børn, kunne jeg uden problemer kopiere konceptet, som i al sin enkelthed går ud på at printe et billede af hhv. en fransk hot dog, en pølse med brød og en almindelig hotdog, og så ellers bare lade børnene bestille. 

Ud fra et madspildsperspektiv er det genialt, fordi man tilbereder maden, i takt med, at den spises, hvilket betyder, at der stort set ikke levnes noget.

De pølser, vi havde varmet, som ikke blev spist, skar jeg dagen efter i skiver. Halvdelen smed jeg på et par pizzaer  (= nem aftensmad og indhold til madpakkerne de næste par uger), og halvdelen frøs jeg med henblik på en omgang gammeldags biksemad. Når jeg har dét på menuen, starter jeg med at stege løg, og tager dem af panden. Så steger jeg pølserne, mens kartoflerne, som er skåret i tern og vendt i olie og salt, hygger sig i ovnen. Vi spiser meget sjældent kogte kartoflter, så ved at lave dem i ovnen, sparer jeg en arbejdsgang (kogning og stegning) og resultatet er en slags saml-selv biksemad, som er umådelig populært hos børnene. 

2.

Lavet gourmet-hotdogs med hjemmesyltede rødløg, luksuspølser og langtidshævede pølsebrød til familiefødselsdagen, som blev holdt 2 dage efter børnefødselsdagen. Ketchup, sennep osv. havde vi jo i forvejen, og på den her måde fik vi det brugt i stedet for bare at flytte rundt på det i køleskabet de næste mange uger.

3.

Lavet kagemand af to Dagmar tærter og en pistacie-stang, hvilket betød, at jeg for 60 kr. havde alt den kagemand, vi kunne spise.

 

4.

Skåret chokoladekagen som et 9-tal, og ud fra et madspilds-perspektiv, jeg må bare sige, at tal- og bogstavkager virkelig er nogle guttermænd: De ser ud af noget, selvom man kun serverer kage i den mængde, det er realistisk, at gæsterne spiser. 

9-tallet skar jeg af en halv bradepande chokoladekage, jeg havde i fryseren. Den bagte jeg for et par uger siden, da børnene og jeg holdt fødselsdag for min kammerat, og kagen til dén lejlighed var skåret og pyntet som et L. Mindre arbejde, mindre spild, kage nok. Det ER smart.

5.

Lavet en kagepose i fryseren, som jeg har smidt alle kanter, skorper og rester i. Tanken er, at det skal bruges til hjemmelavede træstammer, næste gang, vi skal medbringe kage til noget. 

Jeg ved godt, at det er meget forskelligt, hvor ens grænser går ift. hvad man smider ud af mad, men jeg er ret hysterisk med bakterier. Både fordi jeg er den, jeg er, men også fordi det mest nederdrægtige i verden er, når vi alle 3 er syge samtidig. Derfor fryser jeg kun det kage, som ingen har rørt ved eller spist af. (Jamen, det er der nogen, der er ligeglade med). Jeg ville normalt ikke gide bruge plads i fryseren til en kage-restepose, for det ville blive én skive i oktober og halvanden i november, og træstammer af årgamle rester er måske ikke det mest indbydende i verden. Men i løbet af den sidste uge har jeg samlet rester nok til at kunne omsætte dem til 15-20 træstammer, og det er da lidt tankevækkende, at jeg ikke ville have bemærket det, hvis jeg bare havde kasseret undervejs.

Når jeg har fundet en god opskrift og testet den, skal jeg nok give et heads up, så man kan kopiere ideen, hvis man har lyst. 

God weekend derude.

M2019, uge 46

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

1.

Foræret Fridas vinterjakke, som hun ikke kunne passe mere, væk. Det var en lækker Lego Wear i virkelig fin stand, og jeg har forsøgt at sælge den, men af en eller anden grund, var der ikke nogen, der bed på. Og her kunne jeg så faktisk mærke, at der er sket noget med mit syn på ressourcer, for hvor jeg for bare et år siden ville have gjort mere for at få den solgt, så synes jeg egentlig nu, at det er vigtigere, at den bliver brugt, og med en vinterjakke er det ved at være op over. Røde Kors osv. er jo altid en mulighed, men ved at forære den væk på fb, betyder det, at der nu er nogen, der ikke går ud og køber en ny jakke, og på den måde prøver jeg at hjælpe med til, at tingene bliver brugt helt op.

2. 

Har jeg købt en lille reol og stillet den i stuen.

Jeg skrev for et halvt år siden det her indlæg om at lege selv, og det var et af de indlæg, hvor noget faldt på plads, da jeg skrev det. Det gik op for mig, at Fridas mangel på lege-lyst handler mere om, at hun er udadvendt og langt mere social end både Anton og jeg, og at hun er mere til de kreative sysler, hvis det endelig skal være. 

Derfor har jeg gået og tygget på, hvordan jeg kan fremme det, og mit forsøg på en løsning er en krea-reol i stuen. Jeg har sat klistermærker, papir og malebøger i tidskriftholdere, og fyldt perler, modellervoks og maling i gennemsigtige kasser, så hun kan se, hvad der er i. Og så ved jeg tilfældigvis, at der på pakkekalenderen kommer en hel kuffert, fyldt med glimmerlim, stempler og sakse, som nu også har et hjem.

Min egen ordnung-muss-sein personlighed har jeg sat på loftet og besluttet, at hvis hun maler på væggen, eller tegner på gulvet – ja, så må vi se, om ikke det kan vaskes af.

Ift. det her tema er reolen købt brugt til den svimlende sum af 60 kr., de gennemsigtige kasser er købt på bud og i et design, der gør, at de kan stables, så jeg kan gemme dem, uden at de fylder det hele, når hun på et tidspunkt ikke gider lege med tingene mere, og endelig vi har fået flyttet de kreative legesager ud af det skab, hvor de stod og oftere blev glemt end husket.

3.

Haft 1/2 liter pumpkin spice-mælk, som jeg ikke kunne nå at drikke, og derfor brugt det i boller. Jeg bagte på slump og smed lidt ekstra kanel og kardemomme i, og de blev så gode, at Anton spiste 3. Det lader til, at alt, hvad der er græskar i, taler til ham, og næste gang, der er casting til et boyband, ryger han til audition som Pumpkin Spice.