(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Måtte ændre den planlagte rækkefølge, jeg vil sætte værelser i stand i.
Planen var, at det næste rum, der stod for tur, var mit kommende soveværelse. Fordi jeg næsten ikke kan holde ud at være sat på hold (for ja, det er jo mest synd for mig #obviously) har jeg været to millimeter fra at bestille den snart berømte futon som beset, men fordi jeg gerne vil brøste mig af at have lært lidt, har jeg tvunget mig selv til at ringe til de forskellige Ilva-butikker i Jylland. I direkte modstrid med Ilvas egne oplysninger, viser det sig, at den er udstillet i Varde, som ligger 10 km. fra, hvor jeg sidder nu, og der er med andre ord ingen undskyldning for ikke at prøveligge den inden bestilling, og dermed er soveværelset sparket til hjørne, indtil verden åbner igen.
I stedet har jeg kastet mig over entreen. Jeg fandt Flüggermaling med 30% rabat på nettet, som netop er ankommet idag, og de småting, jeg skifter ud, har jeg enten fundet brugt eller på tilbud.
2.
Forsøgt at forære hhv. en front til en Ferm Living lampe fra Frida værelse, samt en pakke cupcakepynt, som er købt hos en af de Ægte Bagesider, væk.
Selve lampen er gået i stykker, men fronten er et fint udskåret stykke træ, som man bare hænger på lampe-stykket, og dermed ville man sagtens kunne skifte en gammel front ud med den her, hvis man trængte til lidt fornyelse.
Ingen meldte sig på banen, og det er absolut ok. Det er ikke fordi folk skal have stoppet mine efterladenskaber ned i halsen – men da jeg smed en skuffe til et Ikea-møbel op, som bestemt havde set bedre dage, kastede folk sig over den med en iver, jeg sjældent har set på disse breddegrader.
Jeg har derfor lært, at det er umuligt at forudsige, hvad andre mennesker kan bruge, og derfor fik det et skud.
3.
Foræret min mor en pakke store pastaskaller og en pakke fiberkost, som jeg har flyttet rundt på i nogle måneder, men ikke får brugt.
4. Været virkelig god til at spise det, vi har haft stående, selvom det nogle dage har betydet nogle ret alternative måltider. Fordi jeg havde luppen fremme, kunne jeg se, at der var et par ting i skabet, som jeg bliver ved med at gå udenom, fordi jeg ikke gider spise det, som f.eks. et glas tikki masala sauce, som jeg har fået en fiks ide om smager af kanel.
Jeg skrev sidste weekend de madvarer, det drejede sig om, på min to-do, så de stirrede mig i face hver eneste dag. Det har betydet, at jeg har fået indkorporeret 3 ud af 4 bænkevarmere i madplanen, og det føles forbløffende godt, at de ikke står på hylden og udstråler skuffelse, hver gang jeg åbner skabet.
5.
Indløst det gavekort, chefen gav mig i julegave.
Jeg har en historie med at gemme gavekort for længe, fordi de altid repræsenterer en værdi, jeg ikke havde regnet med at råde over, og jeg derfor gerne vil bruge dem på Noget Særligt.
Men de er jo i hvert fald ingenting værd, så længe de ligger ubrugte hen i pungen eller i cyber, og jeg har derfor for et par år siden lavet en aftale med mig selv om, at gavekort gerne må bruges på noget, som jeg måske ellers ikke ville have købt.
I denne omgang har jeg fundet den fineste Stelton vandflaske, som forhåbentlig kan hjælpe mig til at blive bedre til at huske at drikke vand, de dage, jeg er herhjemme, hvor jeg – af en eller anden grund – har væsentligt sværere ved at huske at hydrere, end når jeg er på opgave.
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Vurderet, at når jeg er ramt af trangen til at lave om i det hjem, jeg har set uforholdsmæssigt meget til de sidste mange måneder, så er der nok også andre, der er. Derfor har jeg sat gang i et par ting samtidig, og dermed fraveget min egen ellers ret skrappe regel om at gøre én ting færdig ad gangen.
Planen var oprindeligt, at male stuevæggen først og gøre dét projekt færdigt. Herefter at starte med at sætte børnenes halvhøje senge til salg, og når de så var solgt, at påbegynde rokaden. Simpelthen for at få noget ud, før vi begynder at male, rykke rundt og fylde ind.
(Samtidig er jeg ramt af en futon-relateret udfordring, nemlig at jeg ikke kan få lov at se den futon, jeg har forelsket mig i. Firmaet bag insisterer på, at den er udstillet hos Ilva, Ilva siger nej. Og så står vi dér. Det skal jeg lige finde ud af, hvad jeg gør ved.)
Men fordi jeg kender mig selv for godt, ved jeg, at jeg ikke har tålmodighed til at vente 4 måneder på at få sengene solgt, når først jeg er klar til at starte på værelserne. Derfor tænkte jeg, at jeg ville sætte dem til salg nu, hvor andre måske også er ramt af Wanderlust, 2020/21-edition.
Det tog 7 timer, så var de solgt. Den ene står stadig i stuen, spaltet i atomer, fordi der lige skulle skaffes en trailer, men den anden er ude og leve livet hos et andet barn.
(Og bare for god ordens skyld: Jeg er super opmærksom på alle covid-restriktioner. Der bliver vasket ned, sprittet af og holdt rigeligt med afstand).
2.
Solgt Fridas legekøkken fra Ikea. Vi havde modellen uden overdel, så det var bare selve køkkenet med kogeplader, der ikke altid virker. Jeg gjorde det pænt rent, klappede af med Frida, at service og legemad måtte sælges med, var 100% ærlig ift. stand i opslaget og satte det til salg til 150 kr.
Det tog 30 minutter og der var 8 i kø, da det blev afhentet. Så bare for at sige: Ting behøver ikke være perfekte for at kunne bruges af andre, men vær ærlig omkring det, tag ordenlige billeder (= ikke for mørke) og sæt prisen efter, hvad du selv ville give for det. Så kan man faktisk sælge det meste.
3.
Købt for meget maling – og solgt den spand, jeg ikke fik brugt.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har købt maler-maling. De sidste mange gange jeg har malet, har jeg købt Bilkas eller Bauhaus’ den bedste, og jeg har aldrig tænkt over, om den var dårligere eller bedre end så meget andet.
Men fordi jeg denne gang skulle gå fra en dyb, blommelilla væg til en støvet grøn, tænkte jeg, at det måske ville være godt givet ud at betale lidt ekstra for malingen. Og *Janice-stemme* Oh! My! God! Hold KÆFT, hvor er der forskel. Da jeg malede væggen blommefarvet, malede jeg på en hvid væg. Jeg malede 3 gange, og der var stadig helligdage. Denne gang kunne jeg formentlig godt være stoppet efter 2. gang, til trods for at væggen under var mørkelilla. Jeg valgte at give den en ekstra tur, fordi jeg havde RIGELIGT med maling, og fordi lyset er lidt besværligt på den væg, og det derfor kan være svært at se nuanceforskelle, men jeg tror faktisk ikke, at det havde været nødvendigt. Jeg kommer aldrig til at købe billig maling igen, det er helt sikkert.
Jeg prøvede at smide de 5 liter på Marketplace, og her var det igen en fordel at have valgt et etableret mærke, for det var bare at skrive farvekoden, så kunne eventuelt interesserede selv google farven og se alle de billede-eksempler, deres hjerter måtte begære.
Det tog 4 timer at komme af med, og jeg har noteret i min lille bog, hvor meget, jeg brugte, så jeg har et nogenlunde målestoksforhold at gå ud fra, når jeg skal male næste rum.
3.
Solgt de to store Visse Vasse billeder, jeg havde hængende på min stuevæg.
Min første tanke var, at jeg ville gemme dem, for de har kostet en formue. Både fordi de er store, men også fordi jeg er en idiot, der troede, at jeg selv kunne sætte en plakat i en skifteramme, hvilket a) ikke bliver godt med så store plakater – de SKAL sættes op med vakuum og b) derfor bøvlede så meget rundt, at jeg endte med at flække glasset. Jeg lærte min lektie, bed i det sure æble og tog plakaten med til en .. opsætter? plakat-butik? jeg ved ikke, hvad det hedder, men sådan én tog jeg den med til og betalte for både opsætning og ramme helt forfra.
Af samme grund vurderede jeg, at der faktisk ikke var grund til at beholde billederne, for motiverne har jeg stirret mig mæt på, så de kommer ikke op igen, og her i byen kan man ikke få plakater sat op i egen ramme, men skal købe den med hos opsætteren. (Som jeg hermed vedtager, at det hedder).
Jeg brugte 5 minutter på at glæde mig over, at jeg er nået til det sted, hvor jeg med det samme kan vurdere, om det er værd at gemme ting eller om de skal videre, for dels slipper jeg for at skulle finde steder, de kan stå uden at blive ødelagt af kulde eller fugt, og dels bliver tingene *brugt* i stedet for bare at stå og fylde, uden mål og med.
Jeg satte dem til 350 kr. for begge, og de var også væk næsten med det samme. Køberen har sendt mig et billede af væggen, de hænger på nu, og det gør mig oprigtigt glad, at de lever videre et andet sted.
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft gang i den store oprydning i julepynten. Det gjorde jeg sådan set også sidste år, hvor jeg i starten af december sørgede for at få afleveret det, jeg ikke satte frem, til genbrugsbutikken, så de kunne sælge det, og ikke skulle bruge lagerplads på at opbevare det, men i år ryddede jeg også op i juletræspynten, og de lamper, lanterner osv. vi har haft stående.
Fordi julen var overstået, spurgte jeg i en stor, esbjergensisk gruppe på fb, om nogen kunne bruge overskydende pynt, der stadig var fint og fungerede, som det skulle, men som bare var i overskud. Mit håb var, at nogen, som arbejdede et sted, hvor det kunne bruges, ville henvende sig, og alt gik op i en højere enhed, da en pige, jeg har været i mødregruppe med, kontaktede mig. Hun arbejder et sted for socialt udsatte, og alt deres pynt gik til sidste år.
Vi har snakket om det før: Jeg er kæmpe modstander af, at man for selv at få det bedre, insisterer på at ville bestemme, at det skal være Nogen, Det Er Synd For, der skal arve de ting, man ikke længere selv kan bruge. Jeg forstår sådan set godt impulsen, men jeg står fast på, at det handler mere om dig end om modtageren, hvis du insisterer på, at den aflagte flyverdragt SKAL aftages af en syrisk flygtning.
Derfor lavede jeg mit opslag på facebook, så man kunne byde ind uden at skulle krænge sin økonomiske situation ud, for for mig er det tusind procent ligegyldigt, om tingene bliver brugt af hjemløse, fattige studerende eller mennesker, der selv kunne købt fra nyt, hvis de manglede. For mig er det vigtigste, at tingene bliver brugt.
Og det er hjælp til selvhjælp, for det er tusinde gange nemmere at smide ting i Ud-kassen, når man ved, at de kommer til at leve videre et andet sted. Jeg fik derfor ryddet GRUNDIGT op, og fik endda trukket min mor med i faldet, så onsdag satte jeg 6 store bæreposer med aflagt julepynt, glaskugler, lanterner og lamper i garagen hos min tidligere mødregruppe-veninde.
Jeg brugte et par ekstra timer på at ompakke den resterende julepynt, så det nu er grupperet efter, hvornår jeg skal bruge det. Jeg har taget alle småting og glaskugler ud af kasser og æsker, og det hele ligger nu i gennemsigtige poser, så det er nemt at finde f.eks. kugler, der skal bruges til at pynte adventskransen, og jeg har skrevet i min bog, hvad der ligger hvor, så jeg kan finde nissehuerne, når Anton pludselig d. 29. november kl. 21.45 kommer og meddeler, at han skal have én med i skole i morgen tidlig.
Til sidst lagde jeg en reminder ind i min kalender, så jeg i starten af november husker at læse op på, hvad vi mangler og hvad vi har, og jeg er nærmest upassende tilfreds med mig selv.
2.
Solgt 6 puslespil og foræret to, som jeg blev gammel og sur af at lægge, væk. Der var et par nye under træet, og du kan ikke sælge julepuslespil i april, så de skulle skyde af nu, og det blev de.
3.
Lavet mad til vores familiejulefrokost på dagen. Krævede det, at jeg satte vækkeuret og stod op, så jeg kunne nå det? Ja. Var jeg vild med min egen idé, lige den dag? Meget lidt. Men til gengæld forlængede jeg levetiden på maden markant, for der var intet af det, jeg medbragte, der var opvarmet, så alt hvad der ikke blev spist, kunne uden problemer holde sig et par dage, genopvarmes eller smides i fryseren.
Jeg har skrevet i min bog, hvor meget, der blev spist, så vi til næste år forhåbentligt kan ramme lidt mere plet, mængdemæssigt, og jeg har sørget for at få tænkt ind i madplanen, hvad vi havde i overskud. Det overrasker mig altid lidt, at det faktisk kræver en indsats at få ryddet køleskabet, men alle skåle og fade er tømt, de ting, vi ikke selv kunne nå at spise, blev foræret væk, og resten røg i fryseren.
Mon nogle af jer derude gjorde jer nye erfaringer med madspild i julen? Hvis I gjorde, så del det endelige med resten af os i kommentarfeltet, uanset om det var sejre eller nederlag, I høstede.
*Jeg ved godt, at vi er i uge 53, men det virker træls at skrive ‘2021, uge 53’, så jeg hijacker lige hele kalenderkonstruktionen og laver en selvbestemmer.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Lavet ingefær-te af 3 knolde ingefær og 2 citroner, der var købt ind til andet formål, men som jeg aldrig fik brugt.
(Hvis man gerne vil prøve at lave det, men ikke lige ved, hvad det er, så handler det i alt sin enkelthed om at skrælle og skive ingefær, smide skiverne i en liter vand eller to, bringe vandet i kog og lade det koge 5 minutter. Herefter slukker man og lader gryden stå og koge videre på restvarmen 10 minutter mere. Op med ingefær, citron- eller grape-saft i, og så er man kørende. Det, man ikke drikker som te, smider man bare i køleren; det smager også skønt koldt).
2.
Fulgt mit eget råd og arbejdet på at frigøre plads i fryseren. Vi har lavet smoothies, fået nem aftensmad, og jeg har smidt de småting, jeg ikke får brugt, ud.
3.
Kørt old school-indkøbs-matrix i mit kladdehæfte.
Vi skal kun se familien denne jul, men lidt julefroskost skal vi have, og der er også en nytårsaften i horisonten. Jeg vil strække mig langt for ikke at skulle ud og købe stort ind mellem jul og nytår, men jeg vil også gerne undgå den fælde, jeg nogle år er faldet i, hvor jeg køber alting for tidligt i min iver for at få det overstået.
Derfor har jeg delt en side i mit kladdehæfte i 4, og lavet 4 separate indkøbssedler til hhv. almindelig indkøb, julefrokost, madplan til juledagene og nytårsaften.
På den måde har jeg alle indkøb samlet ét sted, og når jeg har været ude at handle, har jeg plukket det, det giver mening at købe ift. holdbarhed osv., men ved at skille listerne ad, får jeg ikke købt noget nu, som jeg først skal bruge om 14 dage, eller som jeg køber, for derefter, om 10 dage, for længst at have glemt, at jeg har købt det én gang, og derfor køber igen.
Jeg har nu købt ALT til resten af december, på nær 5 råvarer, som ikke kan holde sig mere end et par dage, og som jeg derfor er tvunget til at skulle afsted efter i næste uge, og vi kan derfor kravle i hi og låse døren bag os, så vi forhåbentlig får lov at holde jul med familien.
________________________________________________
Så gik der endnu et år med M20XX-indlæg, og selvom det efterhånden nok mere er gentagelser og påmindelser, end det er nye åbenbaringer, jeg poster, så elsker jeg stadig at skrive dem.
De fortsætter i det nye år, og skulle nogen i mellemtiden have lyst til at læse de to opsummeringer, jeg har lavet indtil nu, er de at finde her og her.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fået en bunke undertrøjer til Frida af min mor.
Vi er så heldige, at min mor syr temmelig meget tøj til børnene, og i den forbindelse er der ofte rester af stof tilbage, som hverken rækker til det ene eller det andet. Jeg spurgte derfor, om ikke de kunne forvandles til en stak ukurante undertrøjer, for i disse dage, hvor de i børnehaven er udenfor hele tiden, er der mere skiftetøj med hjem, og undertrøjer mangler vi nærmest altid. Nu har vi 5 nye af slagsen, som til Fridas udelte begejstring alle består af forskellige for- og bagstykker i alt det stof, hun og mormor gennem tiden har valgt til kjoler, bluser osv.
2.
Ryddet op på Antons værelse med Anton som rasende, modvillig assistance.
Som nævnt i sidste indlæg er jeg i gang med at lave en plan for at rykke rundt i starten af det nye år. De 3 værelser vi har, er meget forskellige i størrelse. Lige nu har Frida det mindste, Anton det mellemste, mens jeg har soveværelse i det største – af den simple grund, at det er der, det store, indbyggede skab er at finde.
Men børnene har brug for mere plads, og jeg har brug for, at de har værelser, de kan tage deres legeaftaler med ind på. Udfordringen er, at vi nærmest er nødt til at lave hele rokaden i ét ryk, fordi vi bor så relativt småt, at det ikke er muligt at have ekstra senge og tøjskabe stående i stuen. Derudover har jeg også haft meget bøvl med at finde en løsning, så jeg kan have både min seng og mit tøjskab på det lille værelse, for hvor jeg de næste par år sagtens kan hente tøj i skabet på det store værelse, bliver det træls, når Anton bliver teenager. (Løsningen bliver formentlig en futon, så alle tips, tricks og erfaringer modtages med kyshånd) Planen tager så småt form, ligesom rækkefølgen også begynder at falde på plads, og derfor gav det mening at benytte en påtvungen og meget nødvendig oprydning til at få kigget lidt på det hele, så jeg kan sætte en mental gryde over sagte ild, hvor den kan stå og simre ideer frem ift. hvad han har brug for af reoler og opbevaring.
3.
Kørt vegetar-tema på madpakke-fronten.
Jeg har aldrig været sådan en, der fråder i store bøffer, eller ikke kan leve uden bacon, og vores kødforbrug ligger klart i den beskedne ende. Ikke pga. etiske forbehold, men egentlig bare fordi jeg foretrækker kulhydrater over proteiner.
Nu bliver det lidt personligt (skrev hun på sin blog, hvor hun på 13. år krængede sit hjerte ud), men de sidste 3-4 år er der også sket noget med mine smagsløg, som med 100% garanti er hormonelt betinget. To steder i min cyklus går de helt grasat; kaffe og cola smager af metal, og jeg bliver nærmest fysisk dårlig ved tanken om at tygge på koldt kød.
Dér var jeg, da jeg i sidste uge skrev indkøbsseddel, og jeg besluttede derfor at køre (næsten) kødfri uge. Det er somme tider nemmere at være kreativt idealistisk, hvis man sætter nogle rammer for opgaven. I fald nogle af jer kunne bruge lidt inspiration, har min madpakke de seneste dage således budt på:
-Chili-philadelphia smøreost med avocado (den frosne version fungerer fint og er ekstra god i denne sammenhæng, fordi man kan nøjes med at tage den mængde avocado op, man skal bruge)
-Chili-humus, avocado og tomat
-Chili-philadelphia med kartoffelskiver
-Feta, syltede rødløg, chilihumus og tomat
Den opmærksomme læser vil bemærke, at der er en del overlap på ingredienslisten, og på papiret ser madderne næsten end ud. Det er de overhovedet ikke, når først man sætter tænderne i dem, og som ekstra bonus slipper man for, at der står tyve halvtomme bøtter og bægre og kigger bebrejdende på én, når man åbner køleskabet.
Jeg har i denne uge besluttet at fravige det sædvanlige format til fordel for et tema, nemlig hvordan man kan forebygge madspild julen over.
Min tanke er ikke, at vi skal revolutionere vores tilgang til madspild med den ene hånd, mens vi kører en fuld jul med gaver og svigerfamilie på den anden. Men meget af det, jeg har set om at begrænse madspild i løbet af julen, går på konkrete forslag til opskrifter, og hvor de fleste er nogenlunde åbne for at prøve noget nyt i løbet af året, så kræver det en vis stamina at introducere linsefrikadellen juleaften.
Så. Det her er et forsøg på at forebygge madspild med små, konkrete tiltag, der ikke kræver så meget ekstra.
Inden vi kaster os over de enkelte forslag, er der dog lige en enkelt ting, jeg gerne vil adressere. For som vi tidligere har snakket om i denne indlægsrække, kan man ikke altid være idealist på alle områder samtidig. Er udenlandsk økologisk bedre en dansk ikke-øko, er CO2 aftrykket større ved at fragte små mængder af frisk frugt ift. at udnytte kapaciteten på diverse transportmidler ved at sælge mad på konservesdåser og dermed forlænge levetiden, så de kan stå og vente på et lager osv. osv.
Derfor vil jeg gerne sige, at fokus her, helt eksplicit, er på at begrænse madspild, hvilket somme tider går ud over andre parametre som f.eks. økonomi og fedtprocenter.
Det er ikke meningen, at det her skal være endnu en ting at stresse over, så tag, hvad I kan bruge, og lad resten ligge. Alle store projekter er startet med det første spadestik, og lidt er altid bedre end ingenting.
Jeg har prøvet at dele tiltagene lidt op, så det – håber jeg – bliver nemmere at overskue.
Skab plads i fryseren.
Den her er dejlig nem. Men den er også nødvendig, for hvis du skal udnytte det, der bliver til overs, så kræver det, at du har et sted at gøre af det. Så få spist noget af det, du har liggende i fryseren i løbet af de næste par uger, så der er en hylde fri.
Begynd at tænke lidt over julens madplan
Du behøver ikke lægge dig fast på bestemte retter, men projektet er dødsdømt, hvis du udskyder alle menu-overvejelser til d. 20.
Hvis I spiser and juleaften, så er det det, I gør. Uanset hvad man har af traditioner, så er det ikke værd at pille ved, hvis de mennesker, du er sammen med, synes, det er vigtigt. Det er én aften/uge om året – det går nok.
Men til julefrokosten er der måske ikke helt så mange hellige køer, og her kan du godt tænke over at vælge mad, der kan genbruges. Fiskefilet’er er der f.eks. ikke meget sjov ved dagen efter, mens frikadeller efterfølgende kan bruges både som aftensmad og pålæg.
Hvad kan holde sig længst?
Når du så har en liste med ideer til, hvad du gerne vil lave, deler du den (mentalt) i to: De ting, der ikke kan fryses og de ting, der kan.
Herefter kigger du på det, der ikke kan fryses, og overvejer, hvad der hhv. forkorter/forlænger levetiden på retten. En kartoffelsalat med en olie/eddikedressing holder sig bedre end en tilsvarende lavet på mælkeprodukter, en salat kan leve længere, hvis dressingen serveres ved siden af osv.
Nu skulle du gerne være så langt, at du har en inspirationsliste, både til det, der kan smides i fryseren og bruges enten selvstændigt eller som ingrediens i noget andet, og til det, der skal spises i løbet af juledagene. Så langt, så godt.
I takt med at vi arbejder os gennem december, justerer du den, så du plukker det, du kan overskue og kører Plejer på resten. Jeg siger det lige igen: Det er IKKE meningen, at det skal være træls og uoverskueligt, og det her år har taget kvantespring i minutintervaller, så ingen ved, hvad der er overskud til om 14 dage.
Hvad kan det bruges til?
Næste del af projektet er så at bruge en aften eller en frokostpause på at snuse rundt efter opskrifter, som dine rester kan bruges i. Tærte med tern af hamburgerryg, en salat med rester af and, good ol’ biksemad med rester af medister osv. Det er MEGET nemmere og LANGT mere oplagt at gemme sine rester, når man har en konkret ide til, hvad de skal omsættes til.
Det gør det også nemmere at pakke resterne til fryseren i passende mængder.
Halvfabrikata og mængder
Den oplagte under dette punkt er selvfølgelig at være realistisk ift. hvor meget mad, man laver. Der findes masser af gode hjemmesider, hvor man kan læse lidt om mængde/gram/stk pr. person, som f.eks. her.
Men én ting er det, der ender på bordet. Noget andet er det, der ender i (køle)skabet. For lige præcis i juledagene er der så meget, der kræver vores opmærksomhed, at de færreste har overskud til også at tænke en dl. reste-creme fraiche eller en kvart rødkål ind i madplanen.
Mange køber f.eks. et kilo grødris, hvert eneste år til jul, fordi de står for ris a la manden. Og det er fint, hvis det er altafgørende, at den laves fra bunden. Alternativet er en pølse færdig risengrød og en kvart piske, hvor alt er brugt op, når man sætter skålen på bordet – og det er fuldstændig rigtigt, at du kan lave 700 liter risengrød for det, det koster at købe én liter færdig. Men får du det gjort? For hvis du ellers *aldrig* spiser risengrød, så er det ligemeget, at literprisen, når det laves fra bunden er lavere. Det er stadig bare mad, der, år efter år, ender i skraldespanden.
Er du kartoffelsalatsansvarlig, og har besluttet, at det *skal* være mormor-versionen med creme fraiche og mayo, så overvej, om det virkelig er værd at insistere på creme fraiche 9%, som kun fåes i 500 ml. eller om du den ene gang kan leve med 18%, som kan købes i bægre med 200 ml.
Og selvfølgelig kan du koge rødkålen selv. Men der bliver edderfløjteme meget rødkål ud af et helt hoved, og får I det spist, så giv den gas. Det smager forrygende. Men hvis du alligevel kun laver af det halve hoved, eller du ender med at smide en halv grydefuld ud, så gå med fred og Beauvais.
Kan du bruge det, du har?
Her kan det være ret godt at tænke på, hvilken funktion en bestemt ingrediens har i en ret. De fleste opskrifter indeholder de 5 grundsmage (surt, sødt, salt, bittert og umami), og det kan være en stor hjælp at huske, for det hjælper dig til at vurdere, om noget i en opskrift, som du ikke har på lager, kan erstattes af noget, du allerede har. Eddike kan f.eks. ofte erstattes af citron, ketchup kan erstattes af sukker osv. Man kan selvfølgelig ikke erstatte alt, fordi noget også har betydning for konsistensen, men hvis du har i baghovedet, hvilken funktion en given råvare har, så lover jeg, at du stille og roligt begynder at bruge det, du alligevel har stående, i stedet for blindt og slavisk at følge opskriften og købe dig fattig i eddikevarianter.
Jeg har gravet lidt på nettet og fundet en fin guide med overskuelige erstatningsforslag her.
Dagen(e) efter
Luk dig ude i køkkenet med et glas vin og en god spilleliste og brug en time på at sortere, pakke og ompakke. Det er urealistisk at få gjort, når børnene er midt i en spændingsudløst nedsmeltning, og kan sagtens vente til dagen efter, men her er det så til gengæld også vigtigt, at du får det gjort. De ting, du smider i fryseren, kommer jo til at indgå i noget senere, hvor du/I formentlig ikke spiser det hele i ét ryk. Og måske har jeg tolket for mange hygiejnekurser, men jeg skal ikke bede om en 3. dags servering af noget, der også stod 3 dage, inden det blev frosset ned.
Og del ud. (Med alle covid-relaterede forholdsregler taget, selvfølgelig). Hvis du har overnattende gæster, vil de med garanti elske at få mad med hjem, og jeg lover, at den nyslåede enkemand på vejen bliver glad for lidt hjemmelavet kartoffelsalat og en frikadelle. Få knaldet en destination i røven på resterne, inden de skal spises NUNU! – så er sandsynligheden for, at de ender i maven frem for i skraldespanden langt større.
———————————————–
Jeg prøver at lave en slags opsamling på indlægget her i slutningen af december, hvor I kan byde ind med, hvad I lykkedes med, og hvad I opgav på forhånd eller undervejs. Hvis det viser sig, at alle har bøvl med at finde på noget til resterne af anden, så laver vi en ide-bank, som jeg lover at linke til til næste år.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft travlt med julegaverne, fordi mine arbejdsskemaer lige nu er lidt mere uforudsigelige, end de plejer at være, og jeg derfor gerne vil være på forkant, så jeg ikke skal ud og købe det hele d. 23. december.
Tirsdag, hvor Frida går til gymnastik, udnyttede jeg derfor muligheden for at suse i BR, mens hun var afsted – men gymnastik slutter 17.50, og Frida skal helst være i seng kl. 19.15, hvis ikke den efterfølgende dag skal blive træls. Det giver lidt en udfordring ift. aftensmad, for uanset hvor nemt, man gør det, så skal det stadig lige findes frem og evt. varmes. MEN. I tirsdags fik jeg den geniale ide at samle en lasagne (med kødsauce fra fryseren) og sætte den i en kold ovn, som jeg så tændte på 175 grader. Jeg smed barnet til gymnastik, kørte på julegaveshopping, samlede hende op kl. 17.50, og kl. 18.01 sad vi om bordet og spiste en lasagne, der var så perfekt i konsistens, at jeg stadig får tårer i øjnene ved tanken.
I det hele taget er jeg blevet god til at udnytte opvarmnings-varmen, når jeg tænder ovnen; brød, pizza osv. der bare skal lunes, bliver f.eks. væsentligt bedre af den milde, snigende varme, end af 10 min på fuld smadder.
2.
Haft mere madspild, end jeg plejer.
Min første reaktion, da jeg bemærkede det, var irritation. For jeg synes, at jeg efterhånden burde have så godt styr på køkkenet og resterne, at det ikke skulle påvirke rutinen synderligt, at jeg har travlt.
Men da jeg begyndte at se på, hvad det var, der røg ud, kunne jeg se, at det for størstedelens vedkommende var de madvarer, som jeg ender med at smide ud alligevel, når de har ligget i fryseren for længe.
For en dl. yoghurt, et par skiver pålæg eller en rest smøreost har jeg 285 forskellige anvendelses-ideer til. Men fordi det er noget af det, vi ofte spiser, så er det også det, vi ofte har lidt i overskud af. Og der er grænser for, hvor mange boller/pandekager/smoothies, vi laver, hvor yoghurten kan smides i, eller hvor meget pastasauce/kartoffelmos jeg laver/tærte, jeg bager, som smøreosten egner sig til. Derfor bliver det et dumt optag af begrænset fryserplads, når jeg sætter den 5. bøtte med samme rest-indhold derind.
Og i dén erkendelse, fandt jeg også forklaringen på, at det netop er, når jeg har travlt, at jeg ender med at smide ud, for i de perioder er jeg ekstra afhængig af, at vi kan hive noget op ad fryseren. Derfor laver jeg dobbeltportion af det, jeg laver, de dage, jeg har tid til at lave aftensmad fra bunden – hvilket kræver frie lejemål i fryseren.
Så det, jeg endte med at nå frem til var, at det faktisk bare er endnu et duelighedstegn i madspilds-passet, at jeg nu kan identificere de ting, der reelt bare er udsat madspild, og ekspedere dem med det samme.
3.
Følt trang til små-oprydning, som er min copingmekanisme, når jeg er lidt overvældet af hverdagstempoet. For mig giver det en følelse af at skabe orden i kaos, og derfor har jeg nu fået trimmet vores lille medicin-kasse (Zovir fra 2016, Linda? Really?), nappet hylderne i lågen på køleskabet, brugt de notesbøger, der lige var 5-6 blanke sider tilbage i og ryddet op i mine app’s på telefonen.
4.
Købt næsten alle mine julegaver, og i processen forsøgt at navigere i Black Friday, smittefare og støtte til de lokale butikker.
I år har jeg købt væsentligt flere af mine julegaver i fysiske butikker end over nettet. Dels fordi jeg de sidste par år har tænkt mere og mere over, at netshopping mest handler om, at det er nemt for mig som giver, for som modtager er det ret træls at skulle igang med bobleplast og returporto, hvis noget skal byttes.
Men også fordi de små butikker – ligesom alle andre – har haft et op-ad-bakke år.
De ting, jeg har købt online, har typisk været ting, som jeg ikke har haft et konkret bud på, hvor jeg skulle gå hen for at købe. I de situationer har jeg vurderet, at det ift. smitterisiko var mere optimalt at køre en googlesøgning og Tilføj Til Kurv, end at besøge 6 forskellige butikker i jagten.
Og så har jeg udnyttet Black Friday for på den måde at kunne give folk noget, de mangler, eller give dem gaver af bedre kvalitet, end vores gavebudget ellers lægger op til.
Jeg ved, at Black Friday deler vandene, og jo særligt fordi det standpunkt, man har, afhænger af, om man er forbruger eller butiksansat/ejer. Det er svært at påvirke perspektiverne ret meget lige dér.
Til gengæld er jeg én af dem, der ikke tror, at BF skaber det overforbrug, som mange snakker om. Jeg kender ingen, der går forbrugs-grasat fem dage før årets dyreste måned. De mennesker, jeg snakker med, bruger BF på samme måde som mig, nemlig til at give gaver af lidt bedre kvalitet, men også som en anledning til at gøre nogle julegaveindkøb i god tid, så man ikke skal spæne rundt i sidste øjeblik. Altså, det samme forbrug, som man ellers ville have haft, men bare flyttet til et andet tidspunkt.
Jeg kan godt forstå, at man foranlediges til at tro, at folk forvandler sig til maniske forbrugspsykopater, når man ser billeder fra USA – og jeg har ikke noget statistisk belæg for at hævde, at det ikke er tilfældet – men min tanke er, at der er så mange socio-økonomiske forhold, der spiller ind, at vi reelt ikke ved, hvad vi kigger på, når vi ser De Vilde Billeder. Vi sidder trygt og godt i vores sofa af mindsteløn og velfærd, og selv med vores relativt velfungerende sundhedssektor, tror jeg, at der ville opstå lignende tilstande herhjemme, hvis vi én dag om året fik mulighed for at købe fri tandlægebehandling i et år for 10 kr.
5.
Delt vores ønskesedler op og klappet af med familien, hvad de hver især giver hinanden, så vi ikke belaster miljøet unødvendigt med ting, der skal sendes retur, eller skal have nogen ind og stå i kø for at bytte, midt i en pandemi.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg tømt min salgskasse i bryggerset; den, jeg smider ting i hen ad vejen. Denne gang indeholdt den et par jakker, et par rulleskøjter, to My Curvy Little Love kjoler, jeg har fået foræret, men ikke bruger og et tracksuit størrelse Frida.
Jeg elsker den kasse, for hvor det næsten ikke føles som besværet værd at oprette ét salgsopslag for at sælge en jakke til 50 kr., så tager det ikke meget længere tid at oprette en håndfuld salgsopslag samtidig, og lige her solgte jeg i løbet af en dag for 230 kr.
Kassen giver mig et sted at samle tingene, så de ikke bare ligger og flyder, og jeg bruger den også til tøj, der er slidt/hullet/for småt. Hvis affaldssortering og genbrug skal fungere, tror jeg, at det er ret afgørende at finde en løsning, der fungerer i hverdagen, og jeg ville aldrig køre på genbrugsstationen med ét par bukser. Nu samler jeg bare sammen efterhånden, og så sorterer jeg, når kassen er fuld. Det plejer at passe med, at der så er en pose eller to, der skal til Røde Kors, samt en håndfuld ting, der skal sættes til salg eller foræres væk.
Det er forskelligt, hvordan man har det med den slags, og nogle mennesker har det fint med at have ting til at ligge i flere måneder, mens de venter på en køber. For mig er det faktisk næsten vigtigere at få tingene ud ad døren, end at tjene penge på dem, så jeg ruller med et ret kort transfervindue. Derfor valgte jeg at lægge den ene jakke, der ikke var nogen, der havde skrevet på, i posen til hende, der købte den anden*. Dem, der købte tracksuitet, fik et sæt termotøj med, som Frida pludselig ikke længere kunne passe, og de to smukke MCLL kjoler valgte jeg efter lidt debat med mig selv at give til Røde Kors. Begge havde fået et skud i second hand-MCLL gruppen til den yderst beskedne sum af 100 kr. pr. stk, og ingen havde budt på dem. Først havde jeg egentlig tænkt, at jeg ville lægge dem op og spørge, om nogen ville have dem, for de er for fine til ikke at blive brugt. Men jeg nåede frem til, at når ingen ville betale 100 kr. for dem, så var der ingen, der ægte gerne ville have dem – og så ville det være en af de situationer, hvor nogen ville takke ja, fordi gratis = fedt. Og jeg syntes egentlig, at de her kjoler fortjente en bedre skæbne end dét. Derfor gav jeg dem til Røde Kors i håbet om, at de kan sælge dem og tjene lidt mere på dem, end de gør på aflagt H&M tøj – og så håber jeg, at den køber, der falder over dem, føler sig heldig over at gøre et røverkøb, og vil bruge og elske dem, så de kommer til gavn i stedet for bare at hænge i et skab og glo.
(*Jeg spurgte selvfølgelig, om hun kunne bruge den først).
2.
Har jeg bagt boller til Antons fødselsdag, og givet min søster de overskydende med hjem. Vi skal til fødselsdag ved min niece lørdag, og på den her måde bliver bollerne spist, og min søster slipper for at skulle have ovnen igang.
3.
Er jeg blevet klogere ift. Klarna, som jeg omtalte i sidste uges indlæg, og uden at det skal blive alt for konspirationsteoretisk, vil jeg opfordre til, at man lige skimmer kommentarfeltet, så man er lidt bedre klædt på, når man selv støder på dem derude.
4.
Købt et krus i Søstrene Grene. Og hvorfor er den på her, spørger du? Fordi krus er mit kryptonit. Jeg ELSKER dem, og ser jeg et, jeg synes er fint, er det mig næsten umuligt at gå forbi det.
Af samme grund ville det være løgn at påstå, at jeg mangler krus.
Så jeg så kruset, forelskede mig – og tog hjem og sov på det. Først dagen efter stak jeg ind forbi efter det, og for mig var det en sejr. For jeg bliver nok aldrig så meget minimalist, at jeg udelukkende køber, hvad jeg hard core mangler. Jeg bliver stadig glad af ting. Et par fine øreringe, et sæt smukke orakelkort eller det perfekte krus kan gøre mig i godt humør, hver eneste gang jeg har dem og det i brug, og de små, emotionelle stjernekastere lyser livet og hverdagen op for mig. Men det føles som en miniature-milepæl, at jeg har fået bremset den impuls, der bare smider i kurven, når jeg ser et af mine svagheds-items, for 8 ud af 10 gange har jeg glemt dem, når jeg kommer hjem/logger af.
Sådan var det ikke denne gang, og derfor føltes det så også ok at give efter for fristelsen.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Været Den Trælse Kunde, men været det med ro i sindet.
Det har taget noget tid for mig at lære, for i starten følte jeg mig simpelthen så nærig og smålig, når jeg gik tilbage med defekte varer, og derfor endte jeg ofte med bare at trække på skulderen, når noget, som stadig burde virke, ikke længere gjorde det. Men de sidste mange år har lært mig meget om vigtigheden af respekt for de små beløb, så selvom jeg egentlig føler, at det er lidt ukompatibelt med min øvrige personlighed, så er jeg idag blevet sådan en, der jævnligt sætter kursen mod Kundeservice.
I denne uge har jeg derfor skrevet til Bilka To Go hele to gange, fordi jeg den ene gang havde bestilt kylling, og fået en pakke, der kun var holdbar til den dag, varerne var bestilt, og den anden gang havde bestilt og fået hhv. en pose boller og en bakke æg, som kun kunne holde sig til den efterfølgende dag. Det plejer ikke at være et problem, og derfor føltes det ok at skrive, selvom varerne jo teknisk set ikke var for gamle, da jeg hentede dem.
Jeg har tjekket de to julelyskæder fra sidste år, hvoraf den ene viste sig at have flere defekte pærer, så den røg retur, og endelig skrev jeg til Blockbuster, hvor jeg for første gang havde lejet en film, som var så pixeleret, at den var umulig at se.
Og selvom det i de enkelte tilfælde ikke er astronomiske beløb, det drejer sig om, så løber ovenstående alligevel op i 300 kroner, som jeg har fået retur på kontoen.
(I øvrigt vil jeg her gerne give et lavpraktisk tip videre, for i disse digitale tider, er der mange varer, som ikke længere kommer med en fysisk bon. Men – og måske det bare er mig – det kan *bare* være svært at huske, hvor og hvornår man købte en lyskæde eller et par sko, og jeg er derfor begyndt at gemme følgesedlerne til de lidt dyrere ting, fordi der på dem står både forhandler og dato. Det gør det uendeligt meget lettere at søge den digitale bon frem, hvis/når jeg skal bruge den).
2.
Brugt lang tid på noget af det, der interesserer mig mindst i hele verden, nemlig at læse op på, hvad for en telefon, jeg skal have.
Min nuværende begyndte for et par uger siden at slukke fra det ene øjeblik til det næste, hvilket er SUPER træls, fordi man jo efterhånden har alt fra billetter over kvitteringer til adresser på sin mobil.
Egentlig havde jeg håbet, at jeg kunne trække den til foråret, men det går ikke, at Anton, børnehaven og mine forældre ikke kan få fat i mig, så der er ingen vej udenom. Når det er sagt, så sidder jeg stadig med en 6’er, så det er heller ikke fordi, det er fråds med en ny.
Men hvor jeg plejer at gå med modellen, der ligger en version eller to tilbage (fordi de ofte kan næsten det samme som den nyeste, men prisen er langt mere spiselig), så kan jeg læse mig frem til, at det denne gang vil være idiotisk at gå med en 11’er, når 12’eren er tilgængelig.
Jeg har smidt en oplader i tasken og afventer Black Friday for at se, om nogle af teleselskaberne kører et tilbud, og hvis ikke, må jeg bide i det dyre æble. Til gengæld har min research betydet, at jeg nu er helt up to speed med mit forbrug og priserne på de enkelte abonnementer hos de store selskaber, så jeg er godt klædt på til at træffe en fornuftig beslutning, hvis der skulle landet et tilbud i indbakken.
3.
Sparet 120 kr. på returporto på 3 pakker, jeg selv er kørt forbi med, fordi jeg har handlet online hos firmaer, der har fysiske lagre/returmodtagelser i nærheden.
For mig er returporto blevet noget, jeg er begyndt at tage højde for, når jeg vælger, hvor jeg handler på nettet. For det bliver hurtigt dyrt at købe f.eks. vinterstøvler online, hvis det koster 39 kr. at få dem sendt, og derefter 39 kr at sende dem retur, hvis de ikke passer alligevel.
Nettet er smart, og jeg vil strække mig langt for at slippe for at have børnene med i 7 forskellige skobutikker, men denne gang har jeg returneret 4 par støvler; 3 par, hvor størrelsen var skæv, og 1 par, hvor jeg ikke havde været opmærksom på, at der under søgning på ‘Termostøvler’ også fremkom gummistøvler, og det derfor var sådan et par, jeg havde fået lagt i kurven.
Tidligere har jeg ikke tænkt så meget over porto, fordi mange firmaer lægger en returlabel i pakkerne, og man derfor skal læse det med småt for at finde ud af, at de fratrækker 39 kr. fra beløbet, de fører retur på dit kort, hvis du bruger den. Men fordi Covid har flyttet så meget handel fra de fysiske butikker til de virtuelle, og det derfor pludselig drejer sig om ret mange varer, man potentielt skal sende tilbage, synes jeg, at man skal gøre sig selv den tjeneste at være opmærksom på det her. Også når man køber julegaver – for det er sgu da lidt træls for modtagerne, hvis de skal betale penge for at bytte dobbeltgængere og forkerte størrelser og farver, fordi man gerne ville gøre det nemt for sig selv.
4.
Ringet til Klarna, som er den svenske bank, der står for betaling på Panduros hjemmeside. For selvom jeg ellers synes, at jeg efterhånden har sort bælte i nethandel, var det alligevel lykkedes mig at få vinget et eller andet af, da jeg købte halloween-hobbyting, så jeg ikke betalte med kort, men derimod havde købt på kredit.
Jeg havde ikke engang tænkt på at tjekke, om beløbet (70 kroner) var trukket på mit kort.
Men pludselig lå der i min postkasse et brev fra Klarna, der skulle bede om deres penge, samt et rykkergebyr på 100 kr. for for sen betaling. Efter at have dobbelttjekket, at jeg ikke havde modtaget noget på mail, ringede jeg til dem, og det viste sig, at de havde lidt problemer med at ryge i spamfilteret. Jeg spurgte derfor ligeud, om vi kunne slå halv skade om gebyret, og den søde, svenske dame valgte at slette det helt.
Der sker aldrig noget ved at spørge, og så længe man gør det på en ordentlig måde, er de fleste mennesker til at snakke med, har jeg lært.
Ovenstående punkter handler hver især om små beløb, der ikke ser ud af meget, men sammenlagt løber de op i over 500 kr.
5.
Haft 2 grønne peberfrugter i køleren, som jeg ikke kunne få brugt. De var ved at se lidt trætte ud, og da jeg en aften skulle bruge et halvt løg,, valgte jeg at snitte peberfrugterne og det andet halve løg, svitse hele molevitten på panden og smide de sidste 3 skefulde pizzasauce, der var i overskud fra snurre-produktionen i.
Grøntsagerne kunne på denne måde smides i fryseren, og der ligger de nu og afventer en suppe, en pastasauce eller lignende.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt refleks-clips til begge børn.
Jeg fandt de her til mig selv sidste år, og de er smarte. For reflekser med snor og sikkerhedsnåle er noget lort i regntøj og tyndt stof, og de klisterreflekser, vi har haft, har løsnet sig fra tøjet eller er faldet helt af, når tøjet er vasket en håndfuld gange. De efterlader nogle ret grimme mærker på tøjet, hvilket er træls, fordi tøjet så ikke rigtigt kan sendes videre og bruges i bund.
Den her sidder fast med en kraftig magnet, så nul huller, som de siger hos Colgate. Den kan flyttes fra regnjakke til vinterjakke til løbesko til hatte, så man kan nøjes med én refleks, og samtidig undgår man, at den pludselig sidder et sted, hvor en taske-rem eller et tørklæde skjuler den. Og endelig er der LED lys i, så den er supernemt at se på LANG afstand.
Jeg fandt dem i Fakta til den beskedne sum af 30 kroner pr. stk.
2.
Solgt en My Curvy Little Love kjole til mindre, end jeg egentlig syntes, jeg burde have haft for den.
Det er verdens fineste maxikjole, og jeg købte i sin tid to, fordi kjolen er sort og super alsidig, og derfor kan bruges på job i situationer, hvor man ikke på forhånd kender dresscoden, f.eks. i kirke eller til en reception. Min tanke var derfor, at jeg ville bruge den ene som almindelig sommerkjole, mens den anden blev fredet, så den kunne holde sig pæn og ikke blive alt for forvasket.
Men dels er kvaliteten af kjolerne så god, at man ikke kan se på den, jeg har brugt sommeren over, at den overhovedet er blevet vasket ( – og den er den altså), og dels er den virkelig, VIRKELIG lang. Jeg er 1.80, så for mig var det en ganske ny verden, der åbnede sig, da jeg pludselig opdagede generne ved tøj, der er så langt, at man træder i det, hver gang man læner sig bare en smule frem.
Derfor er jeg endt med, at den ene jeg har er nok, og den anden skulle således sendes videre ud i verden. Og her var jeg lige ved at falde i den fælde, jeg ellers har advaret andre om, nemlig at ville have det for kjolen, som JEG syntes, den er værd, og ikke det, som potentielle købere ville give.
Men efter at have haft den til salg i 2 måneder og have fået nogenlunde samme beløb tilbudt for den 3 gange, endte jeg med at sluge min stædighed og lade den gå. 460 kr. på kontoen er stadig bedre, end 0 kroner i lommen og for meget tøj i skabet.
Og som vi har snakket om før: Efter at have sendt den afsted, har jeg ikke skænket den en tanke. Blot for at sige, at selvom man bliver gnaven og småfornærmet over, at en pris ikke afspejler det, man *selv* synes noget er værd, så bider det kun, til varen er ude ad døren.
3.
Fået følgende spørgsmål i kommentarfeltet:
Fik en ide til et indlæg, som jeg ville synes var interessant. Synes at huske at du på et tidspunkt skrev, at du vasker håndklæder torsdag? Jeg bøvler selv lidt med at få struktur og organisering på min hverdag – som skilt og alene med mine børn 10-4-model. Min tanke er, hvordan man effektiviserer sin hverdag – gør det nemmere for sig selv; samtidig med at man sikrer at man få gjort de basale ting, så man hele riden er et skridt foran (i stedet for som nu et skridt bagud). Et system, hvor man ikke skal tænke så meget – tingene kører bare. Måske en illusion, men hvis du har tips, tricks eller modeller, så høret jeg det gerne. Men måske du allerede har skrevet om det før?
Det vil jeg meget gerne prøve at svare på. Som de fleste ved, er jeg ikke underlagt en deleordning, men til gengæld har jeg skæve arbejdstider, som varierer fra uge til uge, og som jeg først kender fredag ugen forinden. Så selvom det på ingen måde er det samme, så har jeg noget uforudsigelighed i min hverdag, der også forudsætter struktur, hvis ikke jeg skal ende med at være 3 skridt bagud og i kronisk fare for at vælte af brættet.
Når jeg skriver nedenstående, kommer jeg til at lyde som det kedeligste og mest anale menneske i verden, og jeg har brug for lige at starte med at sige, at det er små systemer og hacks, som er opstået hen ad vejen, og som jeg dårligt tænker over længere. Det er bare sådan, det er endt med at være, fordi det er det, der fungerer her, men når jeg kigger på det, kan jeg godt se, at hele konstruktionen består af enkeltdele, som jeg faktisk er ret systematisk omkring.
Jeg har valgt at dele min kommentar op i 3 hovedpunkter, som jeg forestiller mig er dem, vi alle sammen bøvler med at få til at rulle uden for meget slinger i valsen. Men inden vi når så langt, så vil jeg lige nævne den vigtigste livsregel, jeg i mit 43-årige liv har lært, nemlig, at det er de løse ender, der stresser. Den sætning siger jeg til mig selv mindst én gang om dagen, fordi jeg kan være slem til at ville ordne alting samtidig. Men mange sene aftener med snot og tårer har lært mig, at det er federe at skubbe nogle opgaver til i morgen, end at starte på 56 opgaver, som jeg så er nødt til at afslutte, inden jeg kan gå i seng. For vådt tøj i maskinen og et køkkenbord med 2/3 af ingredienser til morgendagens aftensmaden, skal trods alt lige følges til dørs. Ved at gøre én ting færdig ad gangen, kan jeg hele tiden stoppe, når jeg er færdig med det, jeg står med – og så har jeg opdaget, at det bliver væsentligt lettere at prioritere. For klokken 16, hvor der stadig er strøm på batteriet, synes jeg, at alting er vigtigt, jeg har MAAAAAASSER af overskud, og jeg kan da også lige. Men klokken 23 er jeg retrospekt til at forhandle med ift. om det nu også var *så* vigtigt at vaske tøj, når der stadig er i skabene, eller om aftensmaden partout skulle være den, der krævede allermest arbejde, når Anton kom hjem med 2 ekstraopgaver og Frida havde en legeaftale her.
Så den sætning gennemsyrer alt, fra det store til det helt små.
Men i forhold til de 3 grundpiller i en husholdning med børn, griber jeg dem an på følgende måde:
Rengøring:
Jeg gør rent fredag, hvis mit skema tillader det, og når jeg gør rent, skifter jeg samtidig sengetøj og håndklæder. Det betyder 2 maskiner tøj, og ca. 1,5 times rengøring. Jeg kan bedst lide at gøre det hele samme dag, men da jeg var på barsel, og var nødt til at skære hæle og klippe tæer, begyndte jeg at dele det op, så jeg skiftede sengetøj, gjorde badeværelset rent og vaskede én maskine tøj den ene dag, mens jeg så tog resten af huset og den anden maskine dagen efter. Det system har jeg holdt ved, så de uger, hvor mit skema ikke tillader, at jeg tager hele svineriet fredag, deler jeg det op.
Opdelt tager det en god halv time begge dage, og det kan jeg sagtens gøre med børnene om fødderne eller når de er lagt i seng.
Og er det pinedød nødvendigt at gøre rent hver eneste uge? Nej. Formentlig ikke. Men vi har glatte trægulve og fliser i hele huset, og det betyder, at de uger, hvor jeg må trække den 2-3 dage ekstra, så lægger det SYGT lang tid til den normale tid, fordi alting er væsentligt mere støvet. Desuden frigiver det hos mig noget mental kapacitet, at jeg ikke skal lede efter huller, hvor det passer at gøre rent, men bare ved, at det er (torsdag og) fredag, det foregår.
Madlavning, madplaner og indkøb:
Fordi jeg først kender mit skema for den kommende uge fredag eftermiddag, begynder jeg allerede torsdag/fredag at skue ud over den kommende uge. Ellers bliver der for meget, der skal planlægges og forberedes søndag.
Jeg har efterhånden fundet ind i et system, hvor jeg planlægger 2-3 retter, afhængigt af arbejdsskema, sociale arrangementer, personale/forældremøder osv, men ikke sætter faste ugedage på. Jeg bestiller varer på Bilka to go fredag eller lørdag, og henter dem lørdag eller søndag. På den måde kan jeg, de uger, hvor det passer, preppe grønt til den kommende uge, når jeg laver frokost søndag, og lave mad til 2 dage søndag aften, for min oplevelse er, at ugen bare kommer bedre i gang, når man har nem mad til mandag aften, og derfor forærer sig selv et lille forspring.
Når jeg laver min madplan, lægger jeg mig, som nævnt, ikke fast på bestemte ugedage, og jeg prøver, så vidt det er muligt at planlægge retter, hvor den ene ikke indeholder noget, der skal bruges umiddelbart efter det er købt, mens den anden gerne må indeholde kød eller grønt, som skal bruges indenfor et par dage. Eksempelvis planlagde jeg for et par uger siden at lave vegetar tikki masala og baked beans. I TM skal der bruges grøntsager, græsk yoghurt og persille, mens BB næsten udelukkende består af tørvarer, langtidsholdbart grønt (løg og hvidløg), og baconskiverne, hvilket betyder, at alle ingredienser kan holde ret længe, og om nødvendigt skubbes en uge.
Jeg har lært, at det for mig er en stressfaktor med en madplan, hvor jeg har køleskabet fyldt med grønt og kød, der skal bruges i løbet af kort tid, for laver vi en aftale eller får jeg en ekstra opgave, så føles det som om, det hele skrider. På den her måde er det muligt at konvertere en ellers planlagt menu til fryser eller take away, hvis noget pludselig kommer ind fra højre, uden at det dermed betyder, at man hælder værdifulde råvarer direkte i skraldespanden.
De uger, hvor jeg alligevel planlægger 2 retter, der begge indeholder let fordærvelige ting, sørger jeg for at bestille alle langtidsholdbare ingredienser, når jeg bestiller varer, mens jeg venter med at købe kød og grønt, for det tager 20 sekunder at svinge forbi Rema efter en pakke kylling, så jeg kan holde fast i det planlagte, når resten af det, jeg skal bruge, står hjemme i skabene.
Ugelisten:
Den her har jeg kørt med så langt tilbage, jeg kan huske. For mig er det en rar måde at skabe plads i hovedet, uden at miste overblikket på.
Jeg skriver listen for den kommende uge hver søndag morgen, når jeg sidder med min morgenkaffe. På den måde har jeg dagen til at fikse legeaftaler, hive barnepiger ind og lave en løs skitse til, hvilke dage, vi skal spise hvad.
Under ugedagen skriver jeg hvor og hvad tid jeg skal arbejde, ud for de enkelte dage skriver jeg det, der er på tapetet for den dag, f.eks. et forældremøde, skolefoto eller en social aftale, og i højre side har jeg a) opgaver, der skal laves snart, men ikke på et bestemt tidspunkt (f.eks. fødselsdagsgave til Anton, aflevere biblioteksbøger og bestille tid til frisør), b) de faste opgaver (tjekke Aula, opdatere mit arbejdsskema, blog/kommentarer, lektier osv), c) madplan og d) eventuelt (f.eks. ‘Have’, hvad jeg mangler af vintertøj til børnene osv).
Og det er jo ikke fordi, jeg glemmer at blogge eller at Anton har lektier for. Men for en ukuelig tidsoptimist som mig fungerer det godt med en kronisk påmindelse om, at der er ting, som altid er på tapetet, selvom den aktuelle dagskalender er tom. Jeg er sikker på, at det for nogle ville være overflødigt, men for mig hjælper det mig til at huske, hvorfor jeg ikke bare kan proppe gøgl og gak ind i kalenderen, selvom den ser dejlig tom ud.
Hver aften konfererer jeg med ugeplanen, og skriver en to-to for den kommende dag i min notesbog, som følger mig, hvor end jeg går og står.
________________________________________________
Som skrevet øverst ved jeg godt, at det ser voldsomt omstændigt ud, når jeg skiller det ad, og noterer alle enkelt-dele. Men for mig er det det system, der er opstået over tid, som giver så fast en struktur, at jeg ikke behøver bruge krudt på at forholde mig til alle hverdagselementerne, men bare skal eksekvere dem, og for mig er det årsagen til, at der bliver tid til alt det sjove, som f.eks. at se gode mennesker, at bruge en eftermiddag på en legeplads – eller at skrive et blogindlæg.
Anne Maries spørgsmål tager udgangspunkt i en deleordning, og derfor vil jeg meget gerne opfordre til, at de af jer, der selv lever med det vilkår, øser af jeres erfaringer i kommentarfeltet. Jeg er sikker på, at der er mange derude, der vil sætte pris på et par gode, lavpraktiske fifs.
