(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Modtaget 4 kæmpe poser arvetøj, som nu er sorteret, vasket og lagt på plads.
Jeg blev for en lille månes siden spurgt, om tøjet var noget, jeg var interesseret i, og det var det på alle måder. For et par uger siden var jeg så fræk nok til at sende en forsigtig besked og spørge, hvornår den søde giver forventede at være færdig med at sortere. Det ville jeg ALDRIG have gjort tidligere, for det føles sgu lidt offensivt. Men jeg nåede frem til, at når jeg selv giver tøj væk, så er det jo i håb om, at modtageren kan få glæde af det, og det får de ikke, hvis de når at købe alt det, de mangler i den størrelse, de modtager fra mig.
Jeg kørte første sortering efter børnene var lagt i seng, så jeg kunne pille det fra, som de ikke kan passe. Der er ingen grund til at invitere til et sammenbrud i tre etaper over en enhjørning-kjole, der er to størrelser for lille.
Anden sortering fik børnene lov til at være med til. Her fik vi skilt det fra, som ikke lige er dem – f.eks. alle de jeans, som jeg sådan havde håbet, Anton gerne ville have, men som han ikke kan forlige sig med at have på.
Herefter blev alt det tilvalgte tøj vasket, og lagt i stakke på bordet, hvorefter vi tog den runde som børnene H-A-D-E-R: Hvor bluserne fra skabet lægges oveni den nye stak af bluser, og man får at vide, hvor mange, man må vælge at beholde. Det gør vi med alle bunkerne, for i en pose med arvetøj kan der sagtens være 10 t-shirts, og hvis det så tilfældigvis også er dem, vi har mange i skabet af, som stadig passer, så bliver skabet fuldstændig uoverskueligt. Jeg er til at forhandle med, så det er ikke sådan, at man bliver tvunget til at afgive tøj, man virkelig gerne vil beholde, men særlig Frida er slem til bare at ville gemme ALT, og det er der simpelthen ikke plads i skabet til.
Alt, hvad vi sorterede fra, røg videre, så andre kan få glæde af det, og jeg har nu et godt overblik over, hvad børnene har, og hvad de mangler.
2.
I forlængelse af ovenstående: Tvunget mig selv til ikke at fare ud og købe det, de/vi mangler til efterårs- og vintergarderoben. Det er jeg ellers slem til, både fordi det er en opgave, der skal vinges af på listen, men også fordi det kan være svært at få fat i f.eks. en vinterjakke, hvis man slæber for meget på fødderne. Det kritiske tidspunkt er ofte midt i oktober, fordi det er der, børnepengene kommer, men i år har jeg besluttet, at vi venter. Både med fodtøj, termotøj og regntøj. For i år bliver anderledes end de foregående år pga. covid, og børnene kommer til at være meget mere ude. Derfor venter vi og ser, om det bliver mest vådt eller koldt. Desuden skyder begge børn i vejret som ukrudt, og kan vi trække den lidt, kunne man godt være så heldig, at de kan bruge det, vi køber, foråret med.
3.
Købt en radio til mit køkken, som jeg er så glad for, at jeg bliver i upassende godt humør, hver gang jeg får øje på den.
Vi har haft nogle uger, hvor vi har været VIRKELIG tidligt oppe, og hver gang vi skal det, tænker jeg på, at det ville være hyggeligere for ungerne at vågne til duften af kaffe og lyden af lidt stille musik end mig, der forsøger at ruske liv i dem. Men jeg gider ikke stå og rode med spillelister på den tid af døgnet, hvor min evne til at træffe beslutninger stadig ikke er aktiveret, så jeg fik lyst til at købe en helt old school radio. Den står nu og brummer i baggrunden stort set hele tiden, og jeg elsker det.
Når den er at finde her på listen, er det fordi, den minder mig om, hvor meget bedre jeg er blevet til ikke at bruge forbrug og nye ting som copingmekanismer, når jeg er træt, stresset eller sat til vægs. Ikke, at jeg tidligere har købt store eller vilde ting, men jeg har opdaget, at jeg, når jeg er presset i bund, har en lyst til at bruge penge, der faktisk minder lidt om den kulhydrat-craving, jeg kan blive grebet af, når jeg egentlig bare er træt eller overvældet. Og alle de små æsker fra Søstrene Grene og tørklædet og den fine kaffekop fra Sinnerup virker jo ikke som noget, der påvirker budgettet nævneværdigt. Men de ender alligevel med at fylde, hvis man små-shopper et par gange i måneden, og hvor jeg tidligere nærmest glemte min glæde ved noget nyt samme dag, jeg havde anskaffet det, fordi noget andet hurtigt kom til, så kan jeg i dag glæde mig virkelig længe og inderligt over de ting, jeg køber. De er ikke købt for at fylde et tomrum eller kamuflere en følelse, men udelukkende fordi jeg ægte mangler dem eller gerne vil have dem. Det føles godt.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
I weekenden brugt resterne af grøntsagerne, jeg preppede i sidste uge i en stor balje kødsauce til lasagne. Grøntsagerne var ikke længere helt pæne, men i kødsauce er alle katte grå, som vi siger, og ydermere havde de præ-rensede-og-hakkede grøntsager den store fordel, at Frida kunne hjælpe til med et minimum af internal screaming for mit vedkommende. (Hvad? Vis mig den mor, der hævder, at hun hygger sig fra A til Å med børn i køkkenet, og jeg skal vise dig en løgner).
Vi lavede lasagne af halvdelen af kødsaucen og frøs resten ned, hvilket fik mig til at tænke over, at det også er et sted, hvor jeg er blevet god til at tænke lavpraktisk. For en af de få ulemper ved at være ret god til at mindske madspild ved at fryse rester, mens de stadig kan bruges, er, at man altid er lige på kanten af at løbe tør for fryserplads. Men ligesom jeg har lært at løs-fryse kødboller så de fylder mindre, end de gør, hvis man hælder dem i to liter tomatsauce, så er der jo sådan set heller ingen grund til at fylde hele fryseren med færdiglavet lasagne; det er kødsaucen, der tager tid at lave. At samle den tager to sekunder.
2.
Sat 6 puslespil til salg og solgt dem. Det gav penge til at købe 4 nye.
3.
Skilt min parasol ad og med min søde fars hjælp fået den hængt op under loftet i mit skur. Vestenvinden mener det alvorligt på disse kanter, og jeg vil gerne, at vi kan have glæde af den så længe, som muligt.
4.
Foræret min ekstra brødkniv væk i erkendelse af, at ingen har brug for to. Jeg fik 2’eren i julegave for et par år tilbage af min daværende arbejdsplads, og den kunne ikke byttes. Derfor har den været en del af holdet siden, men jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at jeg mindst én gang hver eneste dag har tænkt, at ‘det er sgu også lidt åndssvagt at have to’. Den røg op i Fejlkøbsgruppen på fb, og er nu klar til sit nye liv som Første Brødkniv hos et ungt menneske, der snart skal flytte hjemmefra.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Brugt søndagen inden vanvidsugen i køkkenet. Jeg hev alt ud af køleskabet, omsatte, hvad jeg kunne, smed ud, hvad jeg kunne se ville overskride sidste salgsdato, og reorganiserede, så det, der kunne holde sig længst, stod ind bagved.
Det er en af de opgaver, der kræver en indsats, men som gør en reel forskel, fordi jeg efterhånden har lært, at selvom jeg, når jeg står og skuer ud over ugen, tænker, at SÅ lang tid tager det jo ikke at snitte et iceberg, så får jeg det bare ikke gjort, fordi jeg – til min egen store overraskelse – har det om aftenen, som om jeg har fået tæsk med en stol, når jeg har tolket hundrede timer, kørt 200 km. i bil, smurt mad, vasket tøj, haft børn plus det løse.
Derfor er det en meget lavpraktisk måde at forebygge madspild på, og så har det den yderligere fordel, at madpakker og madlavning bliver nemmere i hverdagene, der følger.
De 4 stykker ingefær og 2 lime blev til ingefærte, som jeg kogte og satte på køl, alt i grøntsagsskuffen blev snittet, skrællet og hakket, frugten blev vasket og det hele blev hældt i plastikskåle med låg og sat på køl. Alt blev spist, madpakkerne tog 5 minutter at lave, og jeg har haft lyst til at helgenkåre mig selv hele ugen.
2.
Fået de brødposer, jeg har bestilt, af min mor.
Hun fik 4 slidte viskestykker, og min forklaring om, at de “bare lige skulle syes sammen” (gør det selv, Linda!), og i torsdags fik jeg det fine resultat retur.
Tanken er ikke, at de skal bruges til opbevaring, for så bliver bagværket tørt, men jeg bager ofte, når vi skal noget. Tager vi f.eks. i skoven eller på stranden, bager jeg ofte en plade pølsehorn, inden vi skal afsted, og ligeledes tager jeg ofte en håndfuld friskbagte boller med, hvis vi besøger mine forældre en lørdag formiddag.
Andre gange har jeg bagt et eller andet, der ikke kan nå at køle helt af, inden vi skal afsted og være væk i flere timer, og i begge situationer er plastikposer en jammerlig løsning, fordi kondensen fra det knap-kolde brød får dem til at mugne virkelig hurtigt.
Men poser i stof er perfekte både at medbringe bagværk i, og også at smide bollerne ned i, så de kan køle helt af, uden at tørre ud.
3.
Købt to hurricane-stager and I ain’t even sorry.
Sidste år til halloween købte jeg kunstige lys med fjernbetjening, som jeg brugte i mine græskar. Det er smart ud over enhver tænkelig grænse, at jeg dels kan tænde dem inde fra stuen, men også, at jeg kan tænde dem, når vi er oppe/hjemme. Lys med timere er fint indenfor, men hen over efterår og vinter er der bare meget lidt idé i at have et lys til at stå og fyre batteri af udenfor, når alle gardiner er rullet for, eller vi er i madklub.
Til gengæld er det noget så utrolig hyggeligt, at vi om morgenen, når vi sidder og spiser morgenmad, kan have keramikgræskarene udenfor tændt – og slukke dem, når vi kører.
Men det er jo lidt åndssvag at have stearinlys stående, som jeg kun bruger én måned om året. Og hvor gerne, jeg end vil, så *synes* jeg ikke, at kunstige lys er ligeså fine som ægte stearinlys, så de flade stager, jeg plejer at bruge til bloklys, har ikke været en mulighed.
Derfor har jeg siden sidste efterår haft på den mentale liste, at jeg skulle købe stager til lysene, når jeg fandt de rigtige, som dels skulle være høje nok, og ikke måtte være gennemsigtige. Det lyder nemt nok. Det er det ikke.
Pointen er sådan set ikke, at jeg har købt dem. Pointen er, at jeg først har købt dem NU. For hvis det her havde været for 4 år siden, ville jeg på nuværende tidspunkt have 4 fejlslagne sæt stager stående i skabet, fordi jeg ville have tænkt det som en opgave, der skulle vinges af. Og det – har jeg opdaget – er en ret hyppig kilde til fejlkøb, fordi jeg så får købt noget, jeg egentlig ikke er helt tilfreds med, og derfor køber noget andet, når jeg så finder noget, jeg tror passer bedre.
Her har jeg været på udkig i næsten et år, og da jeg så de her, vidste jeg med det samme, at det var dem, det skulle være, uanset pris. De viste sig at stå i brølende 80 kr. stykket, og er præcis lige så perfekte, som jeg vidste de ville være.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt bogbind af stof til Anton, og jeg er nødt til at sige, at jeg ikke umiddelbart er overbevist.
På papiret er ideen god. Bogbind, der kan bruges igen og igen, lyder alt andet lige bedre, end papir, man vikler om bogen og smider ud, når året er omme.
Men bogbindene får mig til at tænke på bøgerne ‘En shopaholics bekendelser’, som jeg læste for år tilbage, hvor hovedpersonen sætter sig for at spare, og som den indledende manøvre bruger en formue på at købe notesbøger og smukke kuglepenne til regnskaberne og tæskedyre æsker til kvitteringerne, og på den måde opretholder sin problematiske adfærd, men på en måde hun kan leve med, fordi det føles som om, hendes overforbrug sker i god sags tjeneste.
Jeg synes egentlig, at det er et generelt problem i alt det her minimalisme og forsøg på at begrænse CO2-udledning. For det er så nemt at falde i fælden, hvor man stadig overforbruger, men ikke opdager det, fordi en mulepose i økologisk, bæredygtig hør på alle måder virker som en forsvarlig ide, og man derfor glemmer at forholde sig til, om man virkelig mangler den.
Jeg havde selv overvejelserne i sidste uge, i forbindelse med de strikkede rondeller, jeg nævnte. For de er uomtvisteligt en god ide, men hvor mange gange skal de bruges for at materialerne til dem og de glas, jeg har købt til opbevaring af dem, opvejer det impact, som produktionen af almindelige vatrondeller har på miljøet? Hvor krydser akserne?
For bogbind i stof kan i teorien bruges i flere år – men kan de også det, når de udsættes for børn? Børn, der måske kommer til at tegne en lille bitte smule på dem, hiver i dem, fordi det laver en sjov lyd, når elastikken snapper osv. osv. Er stof bedre for miljøet, hvis levetiden er den samme som for papir? Jeg er i tvivl.
Derfor har jeg købt to i stof, og de kommer til at fungere som eksperiment. Resten af bøgerne binder vi ind i det Starwars papir, vi har i overskud fra sidste år, og så må jeg evaluere på det til sommer.
2.
Gjort min grill pænt rent og sat den væk, så den er klar til næste år. Det forlænger levetiden på ting markant at passe godt på dem, så jeg har været opmærksom på at få den sat ind i sikkerhed, inden regn og rusk tog over.
3.
Købt plastikbøtter. Og igen brugt ret lang tid på at tænke over, om det er et ønske om forbrug forklædt som miljøbevidsthed. For jeg har masser af plastikbøtter, men ingen der er små, hvilket er en daglig kilde til irritation. Børnene har efterhånden madkasser på størrelse med parcelhuse, fordi alt indhold er pakket i mindre beholdere, og *stadig* er der ikke plads til både bøtter, madder og frugt i samme madkasse.
De nye er små, perfekte til bær, nødder og dressing, og de kostede ikke alverden. De har været med hver dag, siden de flyttede ind, og jeg konkluderer derfor, at det faktisk somme tider kan give mening at øge sit forbrug, selvom man er kronisk optaget af at skære ind til benet.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Nærmest fået nye klipklappere efter at have opdaget, at man kan børste dem med en opvaskebørste.
Jeg har 6 par af de billige kopi-Birckenstock fra Bilka, som alle er lavet af ruskind. De er superbehagelige at have på, fordi skindet bliver blødt og tilpasser sig foden, og de skarver ikke, når man får varme sommerfødder. Men ruskind er noget af det mest upraktiske ever, og jeg havde egentlig indstillet samtlige par til Småt Brændbart, når sommeren er ovre.
Men sidste weekend, hvor jeg stod og var på vej ud ad døren til en sommerfest, opdagede jeg, at jeg havde fået en træls plet lige midt på den ene klip. I desperation prøvede jeg at børste det af med den bløde opvaskebørste, jeg bruger til at børste sand af ungernes sko med, når de kommer hjem med hele stranden – og den blev simpelthen så fin. Nu har alle 6 par fået en tur, og dermed gjort sig fortjente til et år mere i aktiv tjeneste.
2.
Nærlæst min betalingsoversigt ift. fripladstilskud og opdaget noget, jeg syntes, så mærkeligt ud.
Jeg ringede til pladsanvisningen, og fik først et standardsvar. Men fordi jeg er blevet så gammel, at det ikke rokker det mindste ved min selvfølelse at stå ved, at der er noget, jeg ikke forstår, spurgte jeg ind og ind og ind – og det viste sig, at det var dem, der havde lavet en fejl, og jeg skal have penge tilbage. Det sker i 1 ud af 1000 tilfælde, men moralen er, at det somme tider er godt at huske, at man gerne må bede om en forklaring, selvom man er voksen og føler, at man *burde* forstå.
3.
Ryddet op i mit skur, hvilket efterhånden ikke tager ret lang tid, og de mange plastikkasser, jeg over årene har købt til opbevaring, er flyttet på loftet.
Jeg har længe valgt bare at sætte dem ud i skuret, fordi der altid går 24 sekunder, fra jeg har tømt en kasse og udfaset den, til jeg skal bruge den til noget nyt. Men over de sidste år er der blevet mindre og mindre arvetøj at flytte rundt på, der er væsentligt færre mapper med papir pga. både oprydning og digitalisering, og jeg har ikke længere en masser kasser med diverse indhold til ‘måske en dag’. Derfor har jeg efterhånden ret mange tomme kasser, og de tog en del plads op i skuret.
Fordi jeg ikke vil risikere at skille mig af med dem, og så pludselig stå og have brug for dem til ét eller andet, vælger jeg i første omgang at beholde dem. De kan sagtens tåle at stå på loftet (som er stort set tomt), og hvis jeg om et år ikke har haft brug for at hente dem ned igen, ryger de videre ud i verden. Ting skal bruges for at have værdi, men man må også godt somme tider sove på det, så man ikke risikerer at skulle købe den samme ting 3 gange.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Lavet om på Fridas værelse. Det er lidt snyd at sætte den på her, for det var faktisk i sommerferien, jeg gjorde det, men fordi M2020 har været sat på pause, kommer den på nu.
Frida har det mindste værelse af de 3 i huset, ganske enkelt fordi hun ikke bruger det ret meget. Vi kommer til at lave en rokade på et tidspunkt, så Anton får det største, hun får det mellemste, og jeg laver soveværelse i det mindste, og fordi jeg ved, at det er på tegnebrættet, havde jeg egenligt besluttet, at der ikke skulle ske mere på det nuværende værelse.
Men så spurgte min veninde, om vi ville arve et sminkebord, der doubler som skrivebord, og hvis der er *noget* Frida har ønsket sig, så er det et sminkebord. Så jeg gik igang med opmåling og skitser, for det *er* sgu et miniaturerum, hun har. Jeg var 2 mm. fra at købe en reol, fordi jeg tænkte, at løsningen ville være opbevaring i højden, men kom i tanke om den regel, jeg brugte, da vi flyttede ind herude, nemlig at det er forbudt at købe møbler/ting, før jeg har en konkret plads, hvor det skal stå.
Og det var godt, jeg fulgte hestene tilbage i stalden, for gæt hvem der ikke skulle bruge en reol alligevel? Den lille reol, hun har, købte jeg i sin tid hos Trævarefabrikken, og pludselig slog det mig, at jeg nok egentlig kunne pille et fag af den. Hvilket viste sig at være rigtigt. Af grunde jeg ikke helt kan redegøre for, viste det sig, at den ændring overflødiggjorde mere hyldeplads (fordi det blivende fag kunne udnyttes bedre, måske?), og til alles store overraskelse har hun fået markant mere plads på værelset.
(Godt hjulpet på vej af en oprydning, der ville have givet Marie Kondo glædestårer i øjnene. Fordi:)
2.
Indført ‘rotationsprincippet’ på legetøj, dukker og bamser. For jøsses, det barn har mange tøjdyr! Og barbieting. Og dukker. Og glimmer og slim og figurer og lommelygter og. så. videre. Hun er det mindste barn i omgangskredsen, så aflagt legetøj har det med at flyde i hendes retning, og hun elsker det HELE.
Men hun bliver også en smule blind for det, når det er alle vegne, og hvor jeg med Anton godt kunne smide legetøj ud, da han var 5, fordi han aldrig opdagede det, så har lagerchefer med kitler & klæbehjerner ingenting på Frida. Hun kan huske A-L-T, hvad hun ejer.
Kompromisset blev, at hun måtte vælge 10 bamser og 4 dukker, som nu er bosiddende på værelset, mens resten er på tålt ophold i store kasser i vores kæmpeskab, som har flere frie hylder, fordi jeg efterhånden har skilt mig af med så mange ting.
Det har været et kinderæg af fordele, for hun kan være på værelset igen, ingen dyrebare bamser er smidt ud (Gud forbyde!!), og om et par måneder åbner transfervinduet, og alt det gamle legetøj er – forhåbentlig – nyt og sjovt igen.
3.
Været så heldig at få tilsendt en stak hjemmestrikkede rondeller af en fantastisk læser. (Igen: Tidsmæssigt lidt snyd. Det her var også i sommerferien).
Vatrondeller har været min dårlige samvittighed i lang tid, for vi ved jo godt, at vi ikke skal bruge engangsprodukter. Men jeg kommer ikke selv til at strikke nogle, jeg ejer ikke en symaskine, så at klippe tøj op og kante det er heller ikke en mulighed, og længere end det er jeg bare aldrig rigtig kommet.
Men nu landede de i skødet på mig, så jeg besluttede, at nu var det nu.
Og fordi jeg ved, at der sidder virkelig mange kvinder som mig derude, der, ligesom mig, også somme tider dropper gode løsninger pga. praktiske benspænd, der måske ikke ser ud af meget, men som alligevel bliver det, der tager livet af de gode intentioner, får I her mine erfaringer med projektet.
For første udfordring var, helt lavpraktisk, hvad jeg skulle gøre ved dem. Både når de var rene og når jeg havde brugt dem. For lige at vurdere, hvad der var smart, startede jeg bare med at have dem liggende løst i skabet, når de var rene, og i et glas, når de var brugte.
Det var skideirriterende. Dels fordi de allesammen faldt ud, når jeg tog én, og dels fordi de er fugtige, når man har brugt dem, og derfor skal ligge på vasken og tørre, før de kan smides dem i glasset. Det sidste kan min ordenssans ikke rigtigt komme over.
(De skal vaskes og tumbles i en vaskepose, da de ellers kan vandre ind i maskinen og ødelægge den, skrev hende, der sendte dem til mig, så at smide dem til vask enkeltvis virkede som en dårlig ide).
Jeg gik på jagt og fandt to glas, som var perfekte i størrelsen. Begge glas er store nok til at rumme en god stak rondeller, de kan stå i lågene, så glassene er åbne og frit tilgængelige (=easy access), og skulle jeg finde ud af, at jeg gerne vil have dem stående fremme med lågene på, så slutter disse ikke tæt, og det betyder derfor ikke noget, at rondellerne er en smule fugtige.
Næste udfordring var, at de suger mere end traditionelle vatrondeller gør. Jeg ved godt, at nogle sværger til at gøre rondellerne våde først, netop for at undgå, at de suger for meget af renseprodukterne, men jeg synes ikke, at disse virker ret godt, når de på den måde bliver fortyndede. Problemet er ikke så stort, at jeg ikke kan leve med det ift. skintonic, men øjenmakeupfjerneren var tæt på at blive en dealbreaker. Indtil jeg kom i tanke om, at man jo kan få noget, som ikke er flydende, men mere har konsistens som creme, og dét fungerer perfekt, for det bliver liggende ovenpå rondellen.
Jeg har ikke købt vatrondeller, siden jeg fik de her tilsendt, og jeg er simpelthen så glad for dem. Jeg bruger dem til skintonic og eyemakeupremover, men jeg kommer ikke til at bruge dem til at fjerne neglelak med. De kan i princippet koges, men jeg vasker dem ved 60 grader, og har ikke lyst til at få eventuelle rester af neglelakfjerner i ansigtet. Glassene fungerer perfekt, og rondellerne ryger med hver fredag, når jeg vasker håndklæder.
Så altså: Har man mulighed for at få fingrene i nogle, så synes jeg virkelig, at man skal give det et skud. Og er man fiks på fingrene, er det verdens bedste værtindegave, for jeg sender Grethe en kærlig tanke to gange om dagen, hver eneste dag.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
Siden sidst har jeg:
1.
Købt en ny forlængerledning og givet den en plads indenfor.
Jeg bruger den stort set kun, når jeg slår græs, og derfor har jeg opbevaret den sidste ledning, jeg havde, i mit skur, hvor plæneklipperen også står.
Det, jeg så har lært nu, er, at isoleringen bliver mør, når den er fugtig for længe af gangen, og når den bliver mør, flækker den. Selvom jeg køber den dyre model med jordforbindelse, virker det alligevel unødvendigt idiotisk at slå en våd græsplæne en blotlagt, elektrisk leder, så den gamle røg ud, og den nye bor nu trygt og sikkert på en lun hylde i bryggerset.
2.
Været meget konsekvent med at købe ind efter, at vi ferien igennem har været afsted hele dagen og er kommet sent hjem.
Jeg har før begået den fejl, at lade optimismen skrive indkøbssedlen, men når vi vælter ind ad døren efter en lang dag på stranden og i Legoland, og alle er varme, trætte og færdige, kommer salatingredienserne i skuffen til at lide en stille, umærkelig død, og de ferske kød hober sig op i fryseren.
Jeg satte derfor i år ambitionsniveauet *markant* ned, og har ikke været bange for at servere hverken pastapots eller madder. For sat overfor friskhakket salat og hjemmelavede frikadeller, er pastapots jo ikke ved at blæse nogen bagover med fibre og vitaminer – men de slår stadig regulær junk food og en nummer 17 med ekstra hvidløg med længder. Også økonomisk.
Så i år har det været 1000% velovervejet den håndfuld gange, vi har konverteret til take away, og når vi har gjort, har jeg været fri for at stresse over et køleskab fyldt med ingredienser til retter, jeg ikke når at lave.
3.
Købt en ny skoletaske til Anton, som ikke er en ægte skoletaske, men bare en helt almindelig rygsæk.
Da han startede i skole fik han en Legoskoletaske, og roses den, der roses bør: Kvaliteten ER god. Men den er ved at ligne noget, en håndfuld håbefulde AMU-chauffører har bakket hen over adskillige gange, og faktisk havde jeg derfor tænkt, at det var i år, han skulle have en ny.
Men hold nu KÆFT, skoletasker er dyre!
Efter megen roden rundt på nettet, kunne jeg se, at de fleste taskeforhandlere inddeler taskerne i ‘0. – 3. klasse’, og ‘4. – 6. klasse’. Og eftersom Anton skal starte i 3. klasse, blev jeg sådan lidt ‘Ej. Det er sgu også træls at købe et kæmpe skur til ham nu, hvis ikke det er nødvendigt’ – og der er under INGEN omstændigheder råd til at købe ny både i år og til næste år.
Jeg er med på, at vi skal passe på vores børns rygge, og at den taske, de skal bruge hver dag, selvfølgelig skal være mere end bare to nylonsnore og en vinylpose. Men vi bor 900 meter fra skolen, så et er ikke fordi Anton kommer til at traske rundt med sin på ryggen i timevis, og det er stadig ret begrænset, hvad han har med frem og tilbage af bøger.
Derfor endte jeg med at købe en rygsæk fra Quicksilver, som fint kan bruges som skoletaske, og finder vi ud af til næste år, at han er nødt til at have En Ægte Skoletaske et nummer større, er det her en fin rygsæk, som både han og jeg kan bruge, når vi bare skal ned at handle eller på tur.
Som lovet kommer her langt om længe en opsamling på mine M20XX- indlæg. Jeg har været hele vejen tilbage i arkiverne, og har forsøgt at samle alt, hvad jeg har lært, opdaget og fundet ud af i relativt overskuelige kategorier. Indlægget her ville blive 600000 km. langt, hvis jeg skulle have samtlige punkter med, så jeg har forsøgt kun at tage de punkter med, som jeg tror kan være relevante for jer på den ene eller den anden måde.
I bunden af indlægget har jeg samlet en håndfuld links til de indlæg, hvor jeg har skrevet lidt om mine erfaringer ift. at rydde op, sælge brugt osv.
Min tur tilbage har gjort det tydeligt, at hvor hele øvelsen i starten var meget konkret og bundet op på regulært forbrug og økonomi, så har det udviklet sig til at handle om en masse andet og indlæggene er i dag i langt højere grad en afsøgning af livsværdier og et forsøg på kontinuerligt at praktisere og fastholde, hvad der er vigtigt og meningsfyldt for mig og os. Derfor er det virkelig også nogle brede punkter, jeg skal forsøge at sammefatte, for de strækker sig lige fra, hvordan man bedst bruger rester af en kyllingefilet til overvejelser om vigtigheden af at slette energivampyrer på facebook.
I starten var der nye punkter på listen hver eneste uge, men i takt med, at jeg arbejdede mig gennem skabe og holdninger, er der blevet færre nytilkommere og kommet flere variationer over samme tema til. Indlæggene er blevet en måde at holde mig selv fast på projektet på, fordi de vaner, jeg har prøvet at bevæge mig væk fra er grundlagt over et helt liv. Det tager tid at ændre på, og indlæggene her har for mig været en god hjælp til at holde fokus.
Så. Uden yderligere ophold kommer her:
M2018 – M2020
En opsamling
I de forgangne år har jeg:
Fødselsdage, ferier og højtider:
*Gennem forældrerådet fået vedtaget, at Fridas institution nu tilbyder, at alle forældre kan låne service med hjem til børnefødselsdage, så ingen behøver at købe engangsservice længere. Debatten om miljø har medført, at børnene for et par måneder siden blev bedt om at medbringe en vandflaske dagligt, så man sparer opvasken af de mange krus, som kun kan bruges én gang.
*Indført doggybags. Jeg giver nu altid gæsterne mad med hjem efter fødselsdage, hvis der er meget til overs.
*Lært at bruge Bilka to go, når vi tager på ferie. Jeg bestiller varerne hjemmefra og vælger afhentningssted i den by, vi skal bo på ferien. Alle ‘fuck det – det er ferie!’ beslutningerne er truffet på forhånd, og man kan i øverste højre hjørne hele tiden se, hvad dét så koster. (Og fortryde, hvis det går *lidt* for godt).
*Givet bedsteforældrene dagligvarer i jule- og fødselsdagsgave i stedet for endnu en bog, de ikke får læst.
*Opdaget, at det i hverdagen fungerer godt at handle to gange om ugen, mens det i ferier og op til fødselsdage er bedre at handle lidt ad gangen over 3-4 dage, så overblikket ikke ryger.
*Besluttet at lave, hvad der bliver spist og ikke, hvad jeg ville ønske, gæsterne (= børnene) spiste, når jeg laver mad til særlige lejligheder.
*Lært at købe børnemenuer til mig selv også, når vi er på tur og spiser ude, f.eks. i zoo osv. (Indrømmet: Jeg gør det ikke, hvis vi er på café). Sammen med det, børnene ikke spiser, er det længe rigeligt til at alle bliver mætte, og jeg slipper for at få ondt i hovedet over 3 halvfyldte tallerkener, der ryger tilbage til køkkenet og lige i skraldespanden.
*Lært lidt mere om, hvad der er smart at gøre, hvis vi i ferierne skal have mad med på tur. F.eks. at medbragte boller skal smøres hjemmefra, og at der ikke er nogen grund til at slæbe en pose idealistisk grønt med i Tivoli Friheden. En kande kaffe er fin i bilen, men træls at slæbe rundt på, mens en dåsecola og en flaske vand i rygsækken sparer ret mange penge, og er virkelig rare at have ved hånden, så man ikke først skal finde et sted at købe drikkevarer, når tørsten pludselig melder sig. (Og hvor der ALTID er nogle hurtige CBS-typer, der har tænkt ‘mer-salg’ i betalingsområdet.)
*Været på forkant med julen, og sparet ret mange penge på både kalenderlys og adventsgaver. Kalenderlys kan ofte købes til langt under halv pris i slutningen af december, og særligt hvis man har de stager, der kun passer til specielle lys, kan der være mange penge at spare på at være et år på forkant.
*Opdaget at medbragt mad, når man er på ture til f.eks. Legoland kan være fantastisk, hvis man går tilbage til bilen og spiser den. Det giver en pause fra al hurlumhejet, som ALLE faktisk synes er rar, der er tid til lige at regruppere, og børnene vil gerne spise en sandwich, når den ikke skal indtages 4 meter fra alle de andres burgere og pommes frites.
*Haft stor glæde af Min Bog, hvori jeg skriver de ting, jeg skal huske fra år til år, f.eks. hvor meget, der er blevet spist til fødselsdage og julefrokoster, at jeg har købt et kalenderlys (og hvor det ligger..) osv. Det forebygger madspild og dobbeltindkøb.
*Haft glæde af at spørge om nogen kender til rabat-aftaler, de gange, vi har været på ture (primært i sommerferien), og at tjekke sweet deal, inden jeg køber billetter til diverse arrangementer. Jeg sparede MANGE penge på den her sidste år.
*Erfaret, at når man har et sommerbarn, så er det en god ide at hænge en seddel op i børnehaven, hvorpå familier kan skrive, hvis deres børn holder fri den dag, man holder fødselsdag. Sidste år inviterede vi 18 humlebier, og der summede kun 9 forbi. Det giver ALT for meget madspild.
*Fundet ud at tænke stort, når jeg planlægger fødselsdage, forstået på den måde, at jeg planlægger menuen ud fra, at de samme ingredienser skal kunne bruges til det, jeg laver, både når familien og klassen/børnehaven kommer.
*Sorteret juleting i starten af december og givet dem til genbrugsbutikkerne, så de kan sælge dem i stedet for at bruge lagerplads på det i et år.
*Lavet pølsevogn til børnefødselsdag. Kæmpehit hos ungerne, og virkelig smart ift. at man tilbereder maden, når den bliver bestilt, og dermed kun serverer, hvad der bliver spist.
*Aftalt med veninderne, at vi i stedet for tørklæder og neglelak giver hinanden et gavekort til noget alternativt (horoskop/clairvoyant/håndlæser/massage etc) i julegave. Det kan jeg varmt anbefale.
Madspild:
*Indført i omgangskredsen, at vi lige skriver sammen, når vi skal noget med børnene, så alle ikke i et anfald af Emma Gad kommer slæbende med en masse mad, som efterfølgende skal kasseres, fordi varme, børn og sand.
*Vænnet vennerne til, at pålæg bliver sat uåbnet på bordet, hvilket ikke betyder, at man ikke må åbne det. Det må man virkelig, virkelig gerne – der er bare ingen grund til at gøre det, hvis ingen spiser af det.
*Lært at lave salat med forlænget holdbarhed. Hvis man serverer kød, knas (nødder osv) og dressing ved siden af i stedet for at vende det i salaten, holder den sig lækker meget længere.
*Tænkt ind, at forplejning til gæster skal kunne bruges som aftensmad/madpakker de kommende dage. Man rammer altid mere skævt, når man laver mad til mange mennesker, så der er belæg for meget madspild, hvis man laver noget, der kun er godt på dagen. Det er utroligt meget nemmere at forebygge madspild, hvis man tænker det ind i planlægningsfasen.
*Lært at vafler kan fryses.
*Og at løsfrosne kødboller er geniale, fordi man kan tage det antal op, man skal bruge, de tør hurtigt op, og man optager mindre fryserplads, end hvis man fryser dem i tomatsaucen.
*Gjort det til en vane lige at reminde på fb, når der er fødselsdage, bålhygge med snobrød osv. i børnehaven, så alle husker at tilpasse madpakken.
*Indarbejdet en rutine med at løbe køleskab, fryser og køkkenskabe igennem et par gange om måneden. Super effektivt ift. at få brugt, hvad man har.
*Opøvet at forholde mig til det, jeg så finder i skabe og skuffer, og træffe bevidste beslutninger om at bruge det/sende det videre, mens det stadig kan anvendes.
*Lært at forholde mig til, om jeg reelt skal/kan nå at bruge det, jeg står med i hånden, når jeg handler. For hvis ikke, er 2 for 1 og økonomi-pakker ikke en god ide, hverken ift. madspild eller ressourcer generelt.
*Købt låg til dåsesodavand, så de ikke bliver flade, hvis børnene ikke drikker det hele. Hvor jeg før hældte ca. 1/2 dåse doven sodavand ud, hver gang børnene havde fået, kan den nu holde brus i de par dage, det tager at komme igennem den.
*Eksperimenteret med at fryse overskydende madvarer, som jeg i første omgang tvivler på, at man kan fryse. Hvis noget alligevel er på vej ud, er det gratis at smide det i fryseren og se, om det kan overleve. F.eks. kage med frosting/glasur, smøreost, creme fraiche, datomælk, skivede tomater osv. Meget af det kan ikke bruges, som det kan, når det er frisk, men de fleste supper bliver ekstra lækre med en skefuld pikantost blendet i, og skivede, optøede tomater er glimrende i lasagne.
*Vænnet mig til at smøre madpakker, når vi har spist aftensmad, og på den måde gjort det muligt at bruge de rester fra aftensmaden, som ikke kan udgøre et måltid den efterfølgende dag. Ofte ender jeg med at have en fuld madpakke, når jeg har tømt de forskellige gryder og skåle ned i en plastikbøtte, og selvom det ikke vinder nogen priser for æstetisk udtryk, smager det fint.
*Genopdaget muligheden for at spare på kødet ved at skære det, når det stadig halvfrossent, og dermed kan skæres meget tyndere end når det er råt. Som ekstra bonus kan man så med fordel købe dato-kød og smide det i fryseren.
*Opdaget at overnight oats er en fremragende måde at få brugt rester af grød, kompot, marmelade, yoghurt og frugt på.
*Lært at overskydende rundstykker fra bageren bliver superlækre, hvis man fryser dem, og luner dem senere.
*Gjort Remas frosne, krydrede grøntsagsblandinger, en færdig ‘sauce’ (f.eks. salsa, tomatsauce, tikki masala eller kokosmælk) og tomatsuppe til en del af mit faste basislager, fordi de kan bruges til forvandle nærmest alle madrester til fuldgyldige måltider. Kødrester, rester af lasagne, ris/pasta/bulgur/quinoa; stort set alt kan hældes i suppen eller steges på panden med grøntsagerne. At have de her ting i fryser og skabe, hvor de kan holde næsten uendeligt, gør det nemt at minimere madspild, og det tror jeg er ret afgørende for at få det til at fungere i hverdagen. At skulle udtænke nye retter og være kreativ med alternative opskrifter kan være sjovt og inspirerende, men det kræver tid og overskud, og det har man bare ikke altid. Med de her ting i baghånden kan man onsdag aften tage af bordet, smide resterne i en plastikboks og så have alt, hvad man skal bruge til aftensmaden til torsdag, uden at skulle google opskrifter eller ud at handle for det.
*Blevet opmærksom på, at der er udviklingspotentiale ift. at mindske madspild hos børnene. At jeg f.eks. skærer frugt i halve/både, så der ikke står et halvt æble og glor, når Frida ikke kan spise mere, eller at huske, at man jo altså godt kan lave/hente morgenmad to gange.
*Indført reste-tapas. Både morgen, middag og aften. Det er ren vane, at vi altid tror, at alle om bordet skal spise det samme, for det har altid været en succes her, når der er sat en bakke på bordet med 4 forskellige ting i skåle og et par smurte grovboller. Så når du næste gang tænker: “Der er ikke nok til i morgen” så hiv det lige i fryseren alligevel. For med et par bokse af den slags, har du ret hurtigt til en gang spraglet aftensmad.
*Frosset saft, som ikke lige faldt i smag, som isterninger, og hældt dem i danskvand eller saftevand på varme sommerdage. De udvander ikke saftvandet, og ingen opdager, at det er Det Falske Saft, vi bruger.
*Opdaget at det er smart at fryse overskudsmad i små portioner, fordi det giver langt bedre muligheder for at bruge det igen. Mad, der er frosset i portionsstørrelser, der passer til én dag, er nemmere at bruge, end en ordentlig motherf*cker af en tupperware, hvori der er mad til to dage, (og af en eller anden grund passer det aldrig med, at man er hjemme to dage i træk). Sandsynligheden for at du skal bruge 2 dl. risengrød er ret lille, hvorimod 1 dl i en kande smoothies og 1 dl. i en bolledej kan sagtens tænkes ind. Derudover er det også meget nemmere at sætte det sammen på kryds og tværs i ovennævnte reste-tapas, når man kan tage 5 skiver pølse, to boller og 1/2 dl. pesto op, end hvis man skal finde anvendelse for hele pakken med pølse og de to dl. pesto, der var i bægeret.
Ressourcer/CO2:
*Eksperimenteret med at bruge de samme ting til flere formål. Af eksempler kan nævnes: Arganolie (balsam, hårkur, makeupfjerner), balsam (shaving-gel), sulfo (opvaskesæbe, universalrengøring), brunt papir af den gammeldags slags (til forsendelser, som gaveindpakning uanset årstid/anledning), læbepomade i krukke (neglerødder, småsprækker på hælene), sandaler (hjemmesko i forårsmånederne) solcellelamper (nattelamper), ekstra fede cremer f.eks. til spækkede hæle (som håndcreme om natten, på nyshavede skinneben), tekstilpind (alm. sprittusch) osv. osv.
*I forlængelse af ovenstående: Lært at fjerne mentale labels, så ting bliver brugt og gør gavn, i stedet for at ligge uvirksomme hen. F.eks: Træningssko = sko, sandkasselegetøj = legetøj til badekar, sommertøj = træningstøj (udemærket til hjemmebrug), bodylotion = ansigtscreme, juleservietter = servietter, bloklys til hurricane-stager = lys, der kan stå i alle stager.
*Erstattet stort set alle mine stearinlys med lyskæder og/eller solcellelamper.
*Endelig lært, at der er pant på saftevandsflasker.
*Vænnet mig til at lægge ting, der set med mine øjne er defekte, op på fb. og spørge, om nogen vil have det gratis. For ikke at gøre mit eget liv sværere end det er, skriver jeg MEGET tydeligt i teksten, hvad der er galt med tingen (f.eks. en grim front på en skuffe, jeg selv har forsøgt at male), så folk ved, at det er ment som en form for reservedel, og hver gang jeg har gjort det, er tingene blevet revet væk. Jeg skriver også i opslaget, at pågældende ting ryger ud på en bestemt ugedag, så dem, der evt. er interesserede, bliver tvunget til at komme og hente det næsten med det samme, for det er irriterende at flytte rundt på noget, man egentlig selv er færdig med. (Og bare et lille råd: Nøjes med at lægge den slags opslag op i én gruppe, og skriv ‘først til mølle’. Så har du alle henvendelser samlet i én tråd med tidspunkt på, og bliver ikke rodet ind i at skulle vurdere, hvem der kom først)
*Erhvervet mig en lille kogekeddel, så jeg kun koger den mængde vand, jeg skal bruge, og ikke er tvunget til at koge 0,8 liter, som var minimum i den gamle.
*Skelet til, hvad børnene ellers har af tøj, når jeg køber nyt, så vi ikke får 14 t-shirts og underbukser, der pga. farverne skal vaskes seperat.
*Undersøgt og lært, at man ikke, som i 90’erne, skal lade lyset brænde, når man går ud af et rum, men bare slukke det efter sig.
*Lært at bruseforhæng kan klippes over på midten, så man får to ud af ét og undgår at have overskydende stof til at hænge i siderne og mugne.
*Anbefalet vordende forældre at afsøge muligheden for at låne ting på fb, og vurdere, om det er noget, barnet reelt vil bruge, i stedet for at starte med at købe viklen/løbecyklen/kugledynen.
*Oprettet en gruppe, som kun består af mennesker fra min venneliste på fb (og jeg er benhård. Jeg har lukket for alle andres rettigheder, så det kun er mig, der kan tilføje medlemmer) til køb og salg af fejlkøb og ting, man er træt af. Den fungerer GLIMRENDE, og der bliver handlet lystigt på kryds og tværs.
*Opretttet et par lokale grupper på fb til de ting, jeg køber og sælger ofte, f.eks. puslespil. Ingen grund til at bruge emballage og benzin på at sende dem tværs over landet, hvis man kan købe/sælge det i baghaven.
*Lært at bruge gavebevis og årskort, når jeg har dem, i stedet for at gemme dem til Det Perfekte Øjeblik og risikere ikke at få dem brugt.
*Lært at tænke over at vælge et produkt, hvor emballagen kan genbruges, når jeg skal købe noget, hvor mærket ikke er vigtigt. F.eks. er jeg ret glad for Urtekrams beholdere, fordi låget kan skrues af, og man dermed kan genfylde med alt, fra sæbe til shampo til tøjsæbe. Anton har altid en flaske sæbe med til idræt i skolen, og det sker jævnligt, at han glemmer den. Derfor er det ret smart at have sådan et par stykker stående, som man kan fylde halvt op (= mindre at slæbe på) og som er lavet af den type plastik, der ikke går i stykker, når man taber det på gulvet.
*Lært at bladre arvetøjet igennem med jævnere mellemrum, og – helt fysisk – at sammenholde tøjet med det, de bruger nu. Størrelsen i nakken er ikke retvisende længere, når tøj har været vasket x antal gange.
*Skilt mig af med det tøj, som jeg allerede nu kan se, at de ikke kommer i. (Det er nemmere at overskue færre ting, og dermed også at få dem brugt)
*Lært at trække indkøbsturen en dag for langt, når det kan lade sig gøre, for på den måde at tvinge mig selv til at bruge det, man bliver lidt blind for i hverdagen, f.eks. den lille prøve med shampo eller de to frosne pitabrød bagerst i anden skuffe.
*Lært at bruge en tallerken eller et skærebræt som låg i stedet for film eller det djævelske sølvpapir, når jeg sætter store skåle med ting i køleskabet.
*Vænnet mig til at tørre håndklæder på tørrestativet og efterfølgende give dem 20 minutter i tørretumbleren, så de bliver bløde, i stedet for at køre det fulde tørreprogram.
*Blevet god til at tænke over, om ting, der går i stykker kan repareres. Og om man kan købe det, man mangler som reservedel på DBA/Marketplace. (Smadrer du f.eks. glaskanden på din blender, kan du sagtens være heldig at finde en tilsvarende blender på DBA, som er billgere, end hvis du skal købe en helt ny glaskande).
*Fået som reel vane at genbruge plastikposer i køkkenet.
*Lært at *kigge* på vasketøjet og vurdere, om det rent faktisk er snavset, i stedet for bare at automat-fyre det til vask. Efter et par år kan jeg se, at det forlænger levetiden på tøjet markant.
Økonomi:
*Vænnet mig til at prøve supermarkedernes egne mærker af dagligvarer, og på den måde fundet virkelig mange ting, som jeg fremover kommer til at spare mange penge på.
*Brugt koldskål som drikkeyoghurt. HELT anden literpris.
*Gjort en indsats for at forstå, hvorfor jeg blev ved med at få eftersmæk fra Skat, og nu endelig fået vendt skuden, så jeg får penge tilbage.
*Købt lightergas til genopfyldning af lightere i stedet for at købe nye, hver gang, de var tomme. 15 kr. for en flaske, hvor der er til ca. en million opfyldninger.
*Groet respekt for, at det er i undtagelser, ‘den her ene gang’ og alle de små ting, pengene forsvinder hen, og derfor gjort det til en vane først at tjekke dba og Tradono, når noget går i stykker (og det vel at mærke giver mening at købe brugt). Det hjælper med at sætte ting i perspektiv. 50 kr. for en brugt brødkasse versus 250 for den nye, jeg havde kig på.
*Skiftet fra gel til pulver, når jeg kører en quick-vask i opvaskemaskinen. Når jeg vasker normalt, bruger jeg tabs, men de kan ikke nå at blive opløst, når jeg kører lyn-program. Og det gør jeg ret tit, fordi madkasser og drikkeflasker fylder helt vildt, og aldrig er decideret beskidte. Da jeg brugte gel, brugte jeg ca. en flaske i måneden, som jeg gav 50-60 kr. for, når jeg fandt den på bud. Jeg har brugt ca. 1,5 beholder med pulver i år; prisen her er 50 kr. pr. beholder. Dvs. en årlig besparelse på ca. 600 kr. (Her skal man være obs på, om man har en maskine, der bruger mere strøm, vand osv. på quickprogrammer)
*Sænket farten fra 130 til 110. Det her har uden sammenligning været den største økonomiske gevinst, jeg har fået ud af M20XX-eksperimentet. Et slag på tasken er, at det giver en besparelse på 6.000 – 10.000 kr. om året.
*Skiftet håndsæben ud med skumsæbe, som jeg selv laver. Det kræver en særlig dispenser, men jeg genbruger bare en, jeg oprindeligt købte med skumsæbe fra Palmolive, og fylder 1/5 sæbe i og 4/5 vand. Det her er et kinderæg af fordele: Sæben rækker MEGET længere, det sparer vand, fordi det er hurtigere at skyllet af, og så er det mere skånsomt for hænderne, fordi sæbekoncentrationen er lavere. (Her skylder jeg at sige, at jeg er gået væk fra det i Covid-tiden, fordi jeg har vurderet, at sæben pt. gerne må være så koncentreret som muligt).
*Indført papvin i mit liv, fordi det ofte er meget billigere. Jeg har et par tomme tomatpassata-flasker, jeg fylder over i, så jeg stadig kan opbevare hvid og rosé på køl.
*Lært at nogle ting ER bedre i den dyre version, og dermed også erkendt, at discount-udgaverne både er spild af penge og ressourcer, fordi jeg ofte ender med at købe den dyre udgave til sidst alligevel. Fordi der er virkelig mange varer, som jeg i løbet af de seneste år har lært, at jeg sagtens kan bruge i discount-udgaven, betyder det også, at jeg med både glæde og god samvittighed køber den gode kaffe, rugbrød hos bageren og den dyre shampo
*Indført ‘kan det bruges 3 måneder mere?’-reglen ift. børnetøj, som de er ved at vokse ud af. (Og ‘kan de gøre det uden at komme til at ligne noget fra Oliver Twist?’, selvfølgelig.) Mit effektivitets-gen er tilbøjeligt til at ville fikse et problem, så snart jeg konstaterer, at det nærmer sig, og ‘de undertrøjer er snart for korte’ har i mange år betydet, at jeg køber nye med det samme. Men ‘snart’ er ikke det samme som ‘nu’, har jeg opdaget, og i stedet har jeg i dag en liste i min notesbog over ting, der skal købes om 3-6 måneder, når børnepengene kommer, så jeg ikke glemmer det.
*Haft held med at efterlyse på marketplace, når der er specifikke varer, jeg mangler. Det giver ofte bedre priser, fordi folk, der endnu ikke har fået deres varer lagt op, er villige til at sætte prisen efter, at de slipper for bøvlet.
*Undladt at tilmelde de store udgiftsposter betalingsservice, så jeg konkret forholder mig til, om noget stadig er nødvendigt, inden jeg tager et år mere.
*Fået renterne på mine lån sat ned; en besparelse på ca. 10.000 kr.
Vaner, tanker og nye syn
*Gjort op med mentaliteten omkring, at det altid er rart at have en ekstra (x) i skabet. Jeg har aldrig tænkt over, at mange ting på lager var et problem, men i løbet af de sidste år er det blevet tydeligt for mig, at det giver et meget bedre overblik over, hvad jeg har, når mængden er mindre. Det giver en langt mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, og jeg undgår at købe noget, jeg allerede har stående i skabet. Og endelig gør det også hverdagen betydeligt nemmere, fordi det f.eks. er hurtigere at bladre arvetøjet igennem, når man har en eller to overskuelige kasser, frem for 6 proppede af slagsen. Overvej hvor mange t-shirts i den samme størrelse, dit barn kan nå at bruge, og send resten videre.
*I forlængelse af ovenstående bemærket, at det i dag går *meget* hurtigere med at sortere. Både tøj og ting. Hvor jeg i starten vendte og drejede alting 16 gange, før jeg tog stilling til, om det skulle blive eller ud/videre, så er beslutningen i dag truffet på 1,5 sekund, fordi mit mål er færre ting, og alt derfor på en eller anden måde skal fortjene sin plads.
*Lært at lade falde hvad ikke kan stå, så det ikke skygger for de gode ting. En håndcreme, der stadig fugter, men har tabt duften, mad, du har taget hul på, men ikke kan lide (og hvor det ikke giver mening at forære det væk) osv. Ud med det, så du kan se, hvad du har og rent faktisk få det brugt.
*Glædet mig over, hvor gode vi i omgangskredsen er blevet til at tale om spild, miljø osv. I dag er der altid poser med børnetøj, toiletartikler osv. der skifter hænder, når vi mødes, og værtindegaver kan sagtens være brugte puslespil eller firmagave-vin.
*Indført en håndfuld rene vegetaruger om året. Det hører med til historien, at vi ikke spiser ret meget kød; jeg gætter på et gennemsnit på omkring 500-800 gram for husstanden i løbet af en uge. Men for at presse mig selv til at udvide repertoiret af basisopskrifter, fungerer det for mig godt at køre en temauge, når det lige passer med liv og overskud.
*Vænnet mig til at sende varer retur, hvis de går i stykker inden for garantien. Også selvom de ikke var specielt dyre. Jeg vil gerne være med til at sende et signal retur til producenten om, at vi gerne vil have varer, der holder og kan bruges. Også selvom det gør dem dyrere.
*Gjort mig tanker om, hvordan man skaber en bæredygtig garderobe, hvis man ikke har stangvaremål og derfor har svært ved at finde godt tøj brugt.
*Nået til et punkt, hvor jeg oprigtigt ønsker på passe på ting, der ikke er mine, fordi alle ressourcer i allersidste ende er fælles. F.eks. passer jeg væsentligt bedre på den lejebolig, vi bor i nu, end jeg gjorde på mange af de lejligheder, jeg boede i, da jeg var yngre.
*Gjort mig mange overvejelser om krydsområderne, hvor man ved at vælge noget, der er gavnligt for ét område, samtidig tilvælger nogle konsekvenser, der er skadelige for et andet. Ikke, at der er noget, der er rigtigt eller forkert, men jeg kan egentlig godt lide visheden om, at det her område er komplekst, og at der er mange måder at gøre det rigtige på.
*Lært at bruge, hvad vi har. Både krydderier på hylden, årskort til zoo og bøger, der er købt, men aldrig læst. Det taler ind i noget med at nære større omtanke for vores brug af ressourcer, og også at øge bevidstheden om, hvad vi har, og hvad vi kan klare os med.
*Forstået helt ned i følelserne, at min økonomi ikke består af 12 fragmenterede dele årligt, men er et samlet hele.
*Opdaget at det er blevet sværere at bruge penge, selvom det er både planlagt og budgetteret. Når man i hverdagen lever for begrænsede midler, føles det hurtigt meget ekstravagant, når det er større beløb, man sender efter noget. Jeg er spændt på, om det her ændrer sig, når min gæld er betalt ud. Det håber jeg. For jeg gider ikke ende et sted, hvor jeg stadig er bange for penge, bare med modsat fortegn.
*Undersøgt hvilke genbrugs-organisationer, der tager imod hvad. (Tøj, der lugter, tøj med pletter/huller osv) Det er forbløffende rart at have styr på.
*Lært at jeg skal re-stock’e, når vi har måneder, hvor vi er ekstra klemte, og jeg derfor bruger ALT i skabene, så jeg ikke bare skubber problemet til den kommende måned. Jeg behøver ikke fylde hylderne, men der skal stadig stå noget på dem, når vi kommer forbi d. 1.
*Afventet, når jeg har været i tvivl om, om et eller andet virkelig var nødvendigt. F.eks. ventede jeg med at købe entre til fantasyfestival (hvor det viste sig at være nok for børnene at suge indtryk på pladsen omkring biblioteket), jeg ventede med at købe et fitnessmedlemskab, fordi jeg først ville se, om jeg overhovedet havde tid til at bruge det (det havde jeg ikke), og jeg ventede med at købe en sommerjakke til Anton, fordi jeg ville se, om han fik brug for en (det gjorde han ikke).
*Foræret virkelig mange ting væk. I starten gjorde jeg meget for at sælge det, vi ikke brugte mere, og jeg har tjent gode penge på det. Men stille og roligt er det blevet vigtigere for mig, at ting bliver brugt, og at jeg får dem ud af mit hjem, når jeg er færdig med dem, end at tjene penge på det. Og så har jeg opdaget, hvor utrolig glad, jeg selv bliver, når jeg får noget, jeg mangler, foræret, og det vil jeg gerne give videre.
Sagt nej tak til:
*Bevidstløs at sende ting videre. Verden bliver et markant bedre sted, hvis vi hver især tager konkret ansvar for at vurdere, om noget reelt kan bruges, og selv påtager os rollen som bødler, hvis det ærlige svar er ‘nej’. (Link til indlæg hvor dette uddybes under ‘guides’)
*Rasul-ler. Det tog mit hår 3 uger at blive sig selv igen.
*Bee wraps. Jeg synes ikke, de slutter ordentlig tæt, og kan dermed ikke bruges til de formål, jeg havde købt dem til.
*En kassekredit. Som banken ellers MEGET gerne vil give mig.
*Brugt fodtøj. Heller ikke selvom det fremstår som nyt.
*Årskort. Fordi: Corona.
*WISH og de andre apps, der måske nok sælger billige ting, men som dels giver lyst til at købe en masse, man ikke har brug for, og også belaster miljøet helt åndssvagt, fordi alt, hvad man køber, skal sendes fra Kina.
*At bage rugbrød selv. Alt er prøvet. Jeg giver op.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg holdt 3 x fødselsdag for Frida og har til hver fejring gjort mig umage for at sammensætte en menu, der genererede mindst muligt madspild.
Det er ikke et nyt punkt, men jeg vil så gerne bidrage med min erfaring med, at det bare er virkelig meget nemmere at begrænse madspild, hvis man tænker det ind i planlægningsfasen. At man f.eks. ikke sjasker dressing og sprøde toppings over salaten, men i stedet serverer tingen hver for sig, så overskydende salat kan holde i 2-3 dage og ikke kun 1. Eller at man nøjes med at komme frosting på halvdelen af kagen, og afventer om den bliver spist. Hvis ikke, kan man fryse resten af både kagen og frostingen, men hvis fadet er støvsuget efter 10 minutter, kan man lynhurtigt samle en runde mere.
Selvfølgelig skal man somme tider lave bestemte retter, fordi det er lige præcis dem, man har lyst til at spise/servere, men netop, når der kommer gæster, er laver vi mængdemæssigt meget mere mad end når det bare er til os selv, og dermed er der også mere mad, der ryger i skraldespanden, hvis ikke det kan “genbruges”.
Jeg tænker meget over at vælge mad, der giver mulighed for at fryse resterne eller bruge dem til madpakker, hvis jeg skal lave mad til mange, og derfor sandsynligvis skyder over mål med mængden. F.eks. kan pizza både fryses og bruges til madpakker, mens mad med kort holdbarhed og/eller mælkeprodukter (f.eks. kagemand af vandbakkelse, rå fisk, smørrebrød eller kartoffelsalat) kræver, at man kan sætte resten til livs dagens efter, hvis ikke det skal hældes ud.
2.
Har jeg – mest for eksperimentets skyld – prøvet at lave et bytte-opslag i den lokale køb/salg/bytte gruppe.
Vi har på badeværelset to af de høje skamler fra Ikea, men begge børn er efterhånden så lange, at de ikke er nødvendige mere. Vi har dog stadig besøg af små legekammerater og Frida kan også godt lide at pjaske vand i ansigtet, så jeg vil gerne have et par af de små skamler i stedet. Derfor tænkte jeg, at jeg ville prøve at se, om bytte-funktionen virkede.
Det gjorde den ikke. Som i: Overhovedet ikke. 8 skambud på mine skamler, og 3 tilbud om at købe de små til tre (og det var altså: T-R-E) gange nyprisen senere, pillede jeg opslaget af igen, og lovede mig selv, at det var første og sidste gang jeg prøvede dén manøvre.
(Mit blodtryk er ved at være tilbage i normalt leje igen, tak fordi du spørger).
3.
Har jeg været i Bauhaus efter en plade, der kunne bruges til at lægge puslespil på. Jeg har en, men havde fået købt et (svært!!) puslespil, der var rundt, og som derfor ikke passede på pladen. Jeg ville ønske, at jeg kunne lære at elske de der puslemåtter, men jeg hader fornemmelsen af at lægge brikker på stof, så plade it is.
Jeg forklarede mit ærinde for en ansat; at jeg var på jagt efter en glat plade med en diameter på 70 cm, som ikke skulle saves eller pudses til. “Lidt i stil med jeres reklameskilt derhenne.” “Jamen, vil du ikke bare have et gammelt et af dem så?” Øhm, jo tak? Så det fik jeg, kvit og frit, og jeg har totalt optur over mit held.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Været meget, meget specifik ift. Fridas ønskeseddel. Det smager lidt af curling, og sådan må det være, men ud over den indlysende fordel i, at barnet kan tage sine gaver i brug med det samme, synes jeg også, at det ud fra et miljø-perspektiv giver mening, at man ikke skal til at sende dobbeltgængergaver retur.
Helt lavpraktisk deler jeg ønskesedlen op, så mormor, moster osv. får forskellige ønsker, og de dermed stadig har noget at vælge imellem. Egentlig ville jeg gerne, at nogle af tingene kunne købes brugt, men jeg kan høre, at nogle af gavegiverne er så uvante med at gebærde sig på marketplace og DBA, at de nærmest får angst ved tanken, og sådan skal det selvfølgelig ikke være.
2.
Givet en bog videre, som jeg selv har fået foræret, og bedt modtageren om at give den videre, når han er færdig med den – hvis det er muligt. (Og bare for god ordens skyld: Det er hans, og han må gøre med den, hvad han vil. Men han spurgte, hvad han skulle gøre med den efter endt læsning, og kan han finde en aftager, kan jeg godt lide tanken om en bog, der vandrer og skaber glæde af mange omgange).
I det hele taget kan jeg mærke, at jeg oftere og oftere forærer ting væk i stedet for at sælge dem. Der er et par undtagelser til dette, bl.a. mine puslespil, som jeg typisk sælger, når de er lagt én gang, og bruger pengene på at købe nye, for på den måde koster min nye hobby mig stort set ingenting. Men hvor jeg for et år siden solgte det meste af det, jeg skilte mig af med, forærer jeg 80% af det væk i dag.
Mon andre derude oplever det samme?
3.
Oprettet en lokal køb-og-salg-af-puslespilsgruppe på fb. På den måde bliver puslespillene brugt i stedet for bare at ligge og glo i et skab, og samtidig har miljøet godt af, at de ikke skal sendes på kryds og tværs af landet.
