Linda16 Comments

M2023, uge 12

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Skruet ned for varmen.

Den her går ud til dem, der – ligesom mig – glemmer, at der ikke kommer en voksen og sørger for, at termostat og gulvvarme flugter med kalenderen. Og den her årstid er svær, for ligesom med overtøj er det som om, at det hele tiden, alle steder, er enten for koldt eller for varmt. 

Men når det nu alligevel er umuligt at ramme et niveau, hvor det er behageligt hele tiden, så kan man ligeså godt vælge den model, hvor ubehaget i det mindste er billigst, og så cardiganne sig ud af problemet.

Så. Lad dette være dit tegn fra universet til at forholde dig til det, hvis det er dig, der er varmemester, der hvor du bor. 

2.

Lavet min første anmeldelse til både e-mærket. 

Jeg købte for et par måneder siden 3 nye opladere på en side, som ser helt legit ud. Ingen sære priser, ingen dårlige googleoversættelser og ingen farver, der var for rasende til at være skandinaviske. 

Opladerne kom, jeg satte dem til – og de larmer. Det skal opladere jo, helt indlysende, ikke, og jeg har derfor kontaktet firmaet flere gange, både via kontaktformular, mails, og på Facebook. De svarer ikke, og efter en måneds radiotavshed, må jeg formode, at jeg er blevet snydt, og at opladerne formentlig er nogle billige kopier, der er købt på Wish.

Én ting er pengene. Det er trælse 800 kr. at have brugt, men det er faktisk næsten det mindste af det.

For opladere er skidefarlige, hvis ikke de lever op til de relativt strenge sikkerhedskrav, vi har i Danmark, fordi de ofte er i brug mange timer, hvor de ikke er under opsyn. Jeg kan høre, at de her hyler, når de er sat til, men det ville mine forældre ikke kunne. Ej heller de mennesker, jeg lever af at tolke for. Og går der ild i en oplader, kan det jo ret hurtigt blive et ret stort problem for mange, både hvis man ligger og sover, eller hvis opladeren sidder i en virksomhed, hvor folk er gået hjem, eller i stuen hos fru Jensen, som bor på 5. sal i en etageejendom.

Jeg har forfærdelig respekt for strøm og ild. Derfor vælger jeg at bryde min sædvanlige regel om ikke at nævne navne, når jeg har haft trælse oplevelser med bestemte forhandlere, men inden jeg skriver det, skal jeg have jer til at love, at I ikke stormer derover, så den øgede søgning flytter siden op på google, og vi dermed uforvarende får ledt flere derind.

Deal?

Det er dem, der hedder Magnetcovers.  

3.

Overvejet, om det sidste punkt her skulle med eller ej. For mig hænger det klart sammen med det helt overordnede tema i de her indlæg, men jeg ved ikke, om det også er jeres oplevelse og derfor besluttede jeg, at jeg denne gang vil bruge de nødvendige linjer på at prøve at forklare, hvorfor mental decluttering for mig hænger sammen med økonomiske besparelser og madspild.

Da jeg for snart 5 år siden begyndte at skrive de her indlæg, handlede det i første omgang om at få pengene til at strække længst muligt. Ret hurtigt bevægede det sig over i noget med at bruge, hvad man har, skille sig af med det, man ikke længere har glæde af, og derfra begyndte vi at snakke om klima, CO2 og klodens ressourcer. 

Efter nogle måneder blev det ret tydeligt for mig, at man ikke kan skille sine materielle omgivelser og sit forbrug fra sin måde at tænke og være i verden på. Hvis man gerne vil bruge færre penge, bliver man nødt til at tænke over og mærke efter, hvor de penge, man bruger, gør den største forskel. Tømmer man skabe og skuffer for at rydde op og skabe plads, opdager man, hvor mange følelser, der kan være knyttet til børnetegninger og kjolen, man havde på til en særlig begivenhed, og forholder man sig til klima og miljø, gør man det ud fra en holdning til, at der gerne må være en jord at leve på for vores børn og deres børn. Kort sagt tager det 10 minutter at finde ud af, at tanker og følelser hænger uløseligt sammen med vores forbrug og fysiske omgivelser, og at dét at leve bevidst enten kan være slået til eller fra. Du kan ikke være lige opmærksom på alting hele tiden, men enten forholder du dig, helt overordnet, til, hvordan du bruger ressourcer, eller også gør du ikke.

Det er det, der er baggrunden for, at jeg somme tider har punkter på listen, som ikke giver økonomiske besparelser eller nye måder at bruge quinoa på, men som for mig stadig er en del af den minimalistiske tankegang.

Sådan et punkt er det her.

For det handler om, at jeg siden efteråret har forsøgt at handle på min instinktive reaktion, når jeg/vi bliver inviteret til noget. 

Jeg er ikke rendyrket tilhænger af, at man kun skal gøre det, man gider. Jeg synes efterhånden, at jeg er ved at have lært, at livet meget ofte handler om at finde balancen mellem at være noget for andre, og at være noget for sig selv. Eksempelvis er de færreste gæster ved at besvime af begejstring over udsigten til en barnedåb, men for de nye forældre er det en stor og vigtig dag, og en fest uden gæster giver ikke mening. Jeg synes, at der er nogle ting, man stiller op til, no questions asked, og at man har ret til at forvente det samme af dem, man har i nærmeste cirkel.

Men de fleste af os bliver inviteret til en lang række af begivenheder, hvor det ikke er en enkeltperson, der inviterer, eller hvor den primære årsag til at sige ja er, at det gør de andre. De invitationer har jeg forholdt mig meget konkret til det sidste halve år. 

For herhjemme kommer det altid med en regning på bagkant, når jeg er ude. Selvom mine børn sover hos mine forældre, er det stadig et brud på rutinen, og derfor er de trætte og har mindre overskud, når jeg henter dem dagen efter. Mine forældre er ikke helt nye mere, og da de er de eneste, der kan passe børnene lige nu, er jeg også nødt til at tænke over, hvornår og hvor meget, jeg bruger dem. Endelig har min egen udredning og turen hen imod den også pludselig gjort det klart for mig, hvorfor jeg bruger så usandsynligt mange kræfter på planlægge og være i den slags settings, og det æder af mit overskud – også når det er noget, jeg gerne vil.

Hvis du ikke bøvler med ADHD, så prøv eventuelt at sætte dig ud i en andens bil, kør rundt i 6 timer med radion skruet helt op på en station, du ikke selv har valgt og AC’en kørende på max, i en by, du ikke kender, og parallelparker hver gang, nogen i radion synger ‘love’. Nogenlunde sådan føles det inde i hovedet.

Læg dertil, at jeg på bagkant af dét, skal hjem og være mor for to børn, der *også* har været på overarbejde, og som derfor har brug for mere, end de plejer. 

Nogle gange er det regningen værd. Nogle gange vil jeg have, at det er regningen værd. Og nogle gange er der noget, der gør, at jeg ved, jeg ikke kan betale den, uanset hvor gerne jeg ville.

Det vilkår er jeg begyndt at forholde mig mere bevidst til, hvilket har gjort det nemmere for mig at bide mærke i, hvordan jeg har det, når jeg åbner en indbydelse eller invitation. For hvis jeg med det samme kan mærke, at det her er et nej, uanset om det er fordi, jeg har rigeligt at se til, eller om det er fordi, det ikke er regningen værd, så øver jeg mig i at melde fra med det samme. Min default har i mange år været Den Lunkne: “Ej, det lyder VILDT hyggeligt – jeg skal lige finde ud af noget med en barnepige” – og så slæber jeg på fødderne helt frem til arrangementet. 

Jeg gør det, fordi jeg ikke vil skuffe folk. Eller være hende, den sære/kedelige. Nogle gange gør jeg det også, fordi jeg ikke kan mærke, om jeg gerne vil eller ej.

Men det er så åndssvagt. For dels er der meget sjældent nogen, der ligger vågne om natten og tænker: “BARE dog Linda kommer!” Og dels er det ret røvhulsagtigt at trække den, for det kan komme til at betyde, at man holder liv i et arrangement, som ender med at smuldre i 11. time, fordi for mange melder fra i sidste øjeblik. 

Og endelig – og nu når vi så langt om længe til, hvorfor punktet her er på listen – så suger det energi hver ENESTE gang, der kommer info eller remindere. For hver gang skal jeg træffe beslutnigen forfra, og hver gang får jeg dårlig samvittighed, hvis jeg inderst inde godt ved, at jeg ikke kommer til at deltage.

De sidste 6 måneder har jeg derfor meldt fra med det samme, hvis jeg kunne mærke, at det skulle jeg ikke. Og jeg har været helt ærlig. Ikke noget med barnepiger eller planeternes stilling på himlen. Bare helt straight up nej tak. Nogle afslag har jeg begrundet, andre har jeg ikke, men når jeg har, har jeg været ærlig, og sagt, at jeg har for meget lige nu, og derfor ikke har plads til mere.

Ingen er døde af skuffelse. Der har ikke være demonstrationer udenfor min dør. Jeg tror ikke engang, at nogen har grædt.

Vi er SÅ tilbøjelige til at tro, at det fylder ligeså meget for andre, som det gør for os selv, når vi melder fra, men i 80% af tilfældene har folk glemt det, 24 sekunder efter, du har skrevet. Det er i virkeligheden temmelig selvovervurderende at tro, at det udløser landesorg, at man ikke kommer til en fredagscafe eller et tapasarrangement med dem, man gik på gymnasiet med, og det har hjulpet mig at huske på, når jeg har været bange for at skuffe folk, jeg holder af.

Til gengæld har jeg hver eneste gang, der har været updates eller yderligere info på de her arrangementer udelukkende følt lettelse over at have meldt fra med det samme, og den energi, jeg i de situationer ellers har brugt på at skulle træffe beslutningen igen eller finde på dårlige, let gennemskuelige undskyldninger, har jeg kunne bruge, hvor den gør langt mere gavn. På bagkant behøver jeg heller ikke være bange for at tale over mig, når jeg snakker med nogle af dem, der deltog, for jeg skal ikke holde styr på en historie om syge barnepiger eller opfundne fødselsdage hos ikke-eksisterende onkler. 

Sig nej, hvis det ikke giver mening at deltage. Ingen har glæde af en sidedame m/k, der mentalt er et andet sted, eller som trækker på reserver, der går fra nogen, de er vigtigere for. Den besparelse, det giver på energikontoen, er konkret og vigtig, og 10 minutter efter dit afslag, er alle andre videre. Det kræver lidt øvelse, men det er indsatsen værd.

Linda15 Comments

M2023, uge 11

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Gjort mit køleskab rent og afrimet fryseren. 

Jeg får ikke gjort køleskabet rent så ofte, som jeg egentlig gerne ville, men fordi jeg efterhånden er god til at få det trimmet løbende, bliver det aldrig sådan rigtig træls. 

Men som det sker hver eneste gang jeg så får det gjort, blev jeg mindet om, hvorfor det stadig er en god ide at gøre jævnligt. For når jeg løbende scanner hylder og skuffer, får jeg fjernet det, der er blevet for gammelt, eller som vi ikke får brugt. Men der er glas, dåser og poser, som i princippet stadig kan holde, men som det ikke giver mening at lade optage plads. Det er de ting, man har stirret sig blind på, og derfor ikke ser eller tager stilling til, når de bare står på deres vante plads, men som man pludselig opdager, når man tømmer køleskabet. Eksempelvis spiser vi så lidt marmelade, at vi ikke har brug for at have 3 åbne glas stående, og de 4 dåser tonic kan også hives ud, når nu jeg har ikke drukket alkohol siden nytår.

Da lov og orden var genoprettet i køleskabet, tog jeg en dyb indånding og gik i gang med fryseren – og det havde jeg ikke behøvet at frygte. For det var NEMT. Det gik op for mig, at det her faktisk er den første fryser, jeg har haft fra ny, og hvor de aflagte frysere, der er fulgt med lejemål gennem tiden har været fulde af metal, sære gitre og rimfrost, så var den her en drøm af lige linjer, rette vinkler og plastik. Det tog 20 minutter fra jeg åbnede lågen, til jeg var færdig og havde hængt klude og viskestykker til tørre.

Det æder temmelig meget ekstra, unødvendig strøm at holde -18 grader i en fryser, hvis den er betrukket med rim og is, og man anbefaler at afrime cirka to gange om året. Derfor: Mangler man køleskabsplads, er det måske nu, hvor tingene stadig kan stå køligt ude, mens man er i gang, at man skal få det gjort.

2.

Modtaget 2022-opgørelsen for vand og varme, og kan se, at jeg skal betale 900 kr. i varme, men til gengæld får 850 kr. tilbage for vand. 

Jeg har sat varme på min mentale liste over ting, jeg skal holde øje med, for jeg er ikke sikker på, at jeg synes, beløbet lyder rigtigt. Men eftersom vi først sidste år fik intelligente målere sat op her i boligforeningen, og priserne siden har opført sig som en rutchebane i Tivoli, har jeg ikke et konkret tal at sammenligne med.

Det har jeg til næste år, og luppen *er* lagt frem. 

3.

Forsøgt mig med at lave præ-formede burgerbøffer og fryse dem. 

Som mange andre autister er Anton super selektiv ift. mad, og lige nu vil han meget gerne spise burgere, udelukkende bestående af bolle og bøf. Jeg forsøger at trække næringsindholdet op ved at bage boller med lidt fintmalet grovmel i og lave bøfferne af ordentlig, økokød, men fordi vi andre meget, meget sjældent spiser oksekød, står jeg hele tiden med kød, jeg ikke skal bruge her og nu.

Derudover er 400 gram kød, som der ofte er i de her pakker, for meget til 2 bøffer og for lidt til 3. Det giver alt for mange poser i fryseren med klumper af kød, som mængdemæssigt ikke passer til ret meget af det, jeg ellers laver.

Og så HADER jeg at røre ved råt kød, så at forme bøffer af fars er noget af det værste jeg ved – nærmest kun overgået af at forme fars, der har været frosset. Der sker noget med teksturen, som jeg ikke kan forklare, men .. noget med vand. Yikes.

Nu har jeg prøvet at købe en større pakke kød, som var billigere på kiloprisen, og som med sine 900 gram passede perfekt til 6 bøffer. Jeg har formet dem på forhånd, og hvis de ellers gider opføre sig ordentligt, når jeg tager dem op og steger dem, har jeg vundet på både økonomi, madspild og ubehag.

Linda10 Comments

M2023, uge 10

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

1.

Har jeg købt en ny parfume, brugt den 3 gange – og foræret den væk igen. 

Den duftede himmelsk, men på mig .. forsvandt den. Den duftede ikke grimt, den duftede bare slet ikke. Jeg satte den til salg i de 3 faste grupper, jeg bruger til den slags med ‘kvittering haves’, og lod den stå en uge. Herefter gjorde jeg kort proces, og forærede den til min søster. 

I samme ombæring plukkede jeg en anden parfume ud, som har stået bagerst på hylden i skabet i et halvt års tid, og som jeg af en eller anden grund bare aldrig vælger, når jeg står der om morgenen. Den fik min mor. 

Jeg klappede det af med dem begge inden overdragelsen, og jeg tænkte endnu engang, at det bare er virkelig rart, at vi i både min familie og min omgangskreds har fået skabt præcedens for, at man altid må spørge og altid må sige nej. Vi har fuldstændig fået pillet følelserne ud af den her brugs-cirkulation, og ingen føler sig forpligtede til at sige ja til noget, de ikke kan bruge. Det fjerner den ulempe, som godt kan følge af, at nogle bliver gode til at rydde ud og sende videre – men hvor de glemmer, at det ikke gør noget som helst for bæredygtigheden, hvis noget, man ikke selv bruger, bare kommer til at stå i et *andet* skab og samle støv. Jeg elsker, at vurderingen af, hvad der skal ske med tingen, ligger hos afsender, hvor den hører til, og ikke hos en sagesløs modtager, der ikke har bedt om aflagte gryder og vaser. 

Sidst men ikke mindst gik det denne gang også op for mig, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere behøver at retfærdiggøre over for mig selv eller finde en forklaring på, hvorfor jeg skiller mig af med noget. Der er ikke altid en logisk grund til, at man ikke bruger en parfume eller en cardigan, som man ellers virkelig ønskede sig, da man erhvervede den, og det er befriende, at beslutningen om at sende noget videre allerede træffes ved konstateringen af, at det ikke længere bruges.

2.

Er jeg begyndt at fryse min havremælk i portioner af 2,5 dl. 

Jeg kører almindelig komælk i min kaffe på mine havregryn, men ind i mellem drikker jeg Ceremoniel Kakao og Golden Milk, og det laver man på plantemælk.

Men fordi det ikke er en daglig forteelse, bliver det irriterende – og dyrt – at tage hul på en liter havremælk, for så kun at bruge en kvart og en uge senere hælde resten ud.

Derfor er jeg begyndt at fryse det i portioner, der passer til et krus, og det fungerer glimrende. Jeg bruger den fra Naturli’, der hedder Oat Barista, og den klarer fint en tur i fryseren og en efterfølgende opvarmning uden at skille. 

3.

Har jeg taget hul på de saltede citroner, jeg lavede for 2-3 måneder siden, og de er gode!

Jeg kan dog godt se, at det ville have givet mening dels at skære dem i mindre stykker, da jeg lavede dem, og at nøjes med at lave 3-4 stykker i første omgang. Mine er halve, og så meget bruger jeg aldrig, og fordi det er en ingrediens, man kun bruger engang i mellem, kommer de til at stå længe. Derfor er jeg, bakterie-wise, ikke vild med at fiske op og lægge tilbage i glasset, så til mine fellow novice-citrus-saltere derude (og til mig selv næste gang): Færre citroner og mindre stykker.

Linda44 Comments

M2023, uge 9

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Inden vi går til ugens punkter, vil jeg bare lige nævne, at jeg har oprettet en ny indlægs-kategori, der hedder ‘ADHD, autisme & udredning’. Her har jeg samlet de indlæg, jeg de sidste par år har skrevet specifik om disse emner, og jeg vil tagge de indlæg, jeg skriver fremadrettet, så de også nemt kan findes her. Bare, så I lige ved det, hvis I sender nogen herind, der egentlig ikke skal bruge bloggen til noget som sådan, men bare gerne vil læse lidt om dét specifikke emne.

I den forgangne uge:

1.

Er foråret begyndt at trække i mig, og så får jeg altid lyst til at gøre alt muligt i haven. Jeg var allerede begyndt at fantasere om whiskeytønder med krydderurter og tomater op ad plankeværket – men fordi jeg efterhånden har lært, at min hukommelse ofte bliver snigløbet af mine impulser, fandt jeg min bog frem og slog op – og her havde 2022-Linda skrevet til 2023-Linda: “Du skal IKKE have krydderurter og tomater. Heller ikke selvom du – igen i år – tror, at du urtehavetypen”.

Og som Meatloaf sang: It’s all coming back to me now. For jeg ville så gerne være sådan én, der nusser rundt i haven og taler med mine lavendler og min basilikum, og jeg kan sgu næsten få krise over min manglende samhøringhed med muldjord og planter – men jeg kan simpelthen ikke holde fokus på det længe nok til, at det bliver en succes.

Og i takt med, at tomatplanten vokser sig højere og højere og skal bindes op i ét væk, og mynten og citronmelissen først vokser eksplosivt, for så at resignere og begynde at visne og rådne indefra, så stiger mit stressniveau og min selvforagt over, at jeg ikke engang formår at holde liv i den smule have, jeg har. 

Men jeg har besluttet at haverelateret selvhad er so last year, så i år kommer jeg til at følge mit eget råd og gå med lave blomster (der ikke skal bindes op…) i mine krukker, som bare skal vandes, og ellers bare er der for at pynte og skabe god stemning.

2.

Har jeg, helt iskoldt, opsagt de abonnementer på spil, som børnene har på deres iPads, som jeg ikke har set dem spille længe.

Jeg har denne gang ikke spurgt, om de stadig bruger de respektive spil, inden jeg trykkede ‘opsig’, for når jeg gør, insisterer de på, at det nærmest er det *eneste*, de spiller. 

Vi får at se. Men for samtlige abonnementer gælder, at de kører med månedsbetaling, og dermed er der intet sat til ved at gøre det på den her måde, for vi kan bare tegne dem igen, hvis det viser sig, at de vitterligt er så uundværlige, som børnene forsøger at overbevise mig om.

3.

Har jeg opsagt et par tillægspakker på min YouSee TV-pakke i erkendelse af, at jeg ikke bruger dem.

Jeg har det så blandet med det tv. For vi bruger det sgu godt nok ikke ret meget. Men når vi gør, er det bare rart at have. Og jeg er ikke tech-interesseret nok til at gennemskue, hvordan vi ellers kan få Netflix, Blockbuster osv. blæst op på TV’et i stuen. Lige her ville jeg ønske, at jeg var gift med en normcore mand, der levede og åndede for gadgets og teknik.

Men indtil vi får dét til at ske, må vi nøjes med mig, der brandslukker og lappeløser, og i det mindste bliver den nuværende løsning så en lille smule billigere fremadrettet.

4.

Har jeg modtaget madmagasinet, jeg abonnerer på. 

Hver eneste måned forholder jeg mig til, om jeg stadig synes, at det er udgiften værd, og indtil videre er svaret ja.

Ikke fordi jeg egentlig bruger så mange af opskrifterne deri, men fordi jeg synes, at det udvider min kulinariske horisont. For man kan finde virkelig mange, gode opskrifter på nettet. Men derude får man, hvad man beder om, og det betyder, at man egentlig bare kommer til at cykle rundt på den bane, man allerede kender. Derfor er bladet for mig en god måde at komme i tanke om retter, jeg egentlig havde glemt, opdage nye krydderier og ingredienser og generelt bare at få lidt inspiration.

Jeg elsker at være nået så langt i alt det her, at jeg har råd til den luksus, det er at kunne betale knap 70 kr. i måneden for noget, der ikke er strengt nødvendigt.

Men jeg elsker ligeså højt at være nået til, mentalt, konstant at forholde mig til, hvad jeg bruger mine penge på, og dermed også hele tiden at kurskorrigere, så det, jeg vælger til, er noget, jeg oprigtigt sætter pris på og som, helt Kondo’sk, bare gør mig glad.

Linda6 Comments

M2023, uge 8

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg, foranlediget af en artikel, jeg faldt over, kommet i tanke om noget, jeg flere gange har ville skrive om herude, men bare er blevet ved med at glemme.

Det handler om sociale medier, og om, hvordan man selv kan påvirke indholdet af sit feed.

Jeg er ikke en af dem, der hele tiden er på nippet til at skrotte fb og insta. Jeg kan sagtens se alle deres fejl og mangler, men på bundlinjen giver de mig stadig mere, end de tager.

Men begge steder er meget som digitale haver, synes jeg. Hvis man ikke sørger for at luge ukrudtet væk og vande det, man gerne vil have til at vokse, så blinker man med øjnene og pludselig er alt det, man selv har valgt at sætte, fuldstændigt forsvundet i reklamer og bizarre opslag, som venners venner har kommenteret på.

Det ved jeg egentlig godt. Og jeg har også over årene været god til en gang imellem at få ryddet op og unfollowet mennesker, steder og emner, der ikke længere giver mening for mig at følge. 

Men undervejs er jeg kommet til at glemme, at algoritmen er sat op til at give dig det, du beder om. Og når du bare scroller forbi noget, som du egentlig griner af eller bruger tid på at se, så bliver det langsomt sluset ud. Fordi et helt blankt feed jo ikke rigtigt giver mening, fylder Zuckerberg og vennerne så selv den tomme side ud med forslag til, hvad du så kunne kaste dig over, og så er det, at man ender med reklamer, idiotisk indhold og opslag, der primært klarer sig godt pga. raseri.

Derfor begyndte jeg inden jul at like alt det, jeg så, som jeg godt kunne lide. Jeg satte baren lavt; jeg behøver ikke rulle rundt på gulvet i latterkramper, lave chips af broccoli-stokken eller forsøge mig med den make up, som Bailey Sarian viser mig, hvordan jeg lægger: Hvis jeg er underholdt, får det et like. Og for mig har det gjort, at både IG og FB nu er blevet meget federe steder at hænge ud, fordi de konti og personer, jeg bliver foreslået, faktisk rammer rimelig plet.

Det siger sig selv, at det her er en dårlig ide, hvis man oplever at have et problematisk forhold til sine sociale medier, men hvis man, som mig, har et job eller et liv, hvor man jævnligt sidder steder, hvor man skal slå 10 minutter ihjel, så er det her en ret god måde at hjælpe Det Gode Feed på vej, så man faktisk har hygget sig, når pausen er slut og telefonen skal tilbage i tasken. 

2.

Har jeg – i forlængelse af ovenstående – haft mere fokus på mental-minimalisme den forgangne uge, end på økologi og madspild.

For mig hænger det hele sammen. Når der bliver frigivet kapacitet, som ellers er bundet fast i frustration eller irritation, træffer jeg bedre valg og har mere opmærksomhed at ofre på de ting, der er vigtige for miljøet og pengepungen. Og i den her uge var der lige 3 sager, der tog mere lagerplads, end godt var. 

a.

Første energisluger var en ongoing feud, jeg har haft med et firma, der først var urimeligt langsomme ift. at sende en vare – for så at sende den forkerte. De sendte mig en returlabel, jeg sendte pakken, og derefter forsvandt de fra jordens overflade. De svarede ikke på mine mails, og mine penge kom ikke. Jeg rykkede 3 gange, uden nogen reaktion overhovedet, og onsdag morgen lå pakken igen i min garage med ‘Ikke afhentet af modtager’ på.

Og så tabte jeg tålmodigheden. Så selvom jeg faktisk ikke synes, at det er måden at gøre det på, så lagde jeg en kommentar på deres fb-side, hvor jeg, stramt men sagligt, skrev, at de havde 2 dage til at tilbagebetale mine penge; ellers ville jeg sende en anmeldelse til politiet og til E-mærket.

Og tror jeg, at politi og E-mærket klasker udrykning på taget og på to hjul kommer og smider dem i benlås? Selvfølgelig ikke. Men begge instanser fører lister over firmaer, de modtager anmeldelser på, og alene på dén baggrund synes jeg, at det giver mening at gøre, når et firma laver strudsen. For hvad skal man gøre?

Efter 5 uger med absolut tystnad, landede pengene på magisk vis på min konto morgenen efter min kommentar på fb, og i dag har jeg fået en mail fra dem, hvori de undskylder (sig med, at det hele er GLS’ skyld. De kommer lidt let omkring det med egen radiotavshed).

b.

Jeg har også smidt en termokop ud, som jeg måske godt kunne have reklameret over, fordi den er købt for 4 måneder siden og allerede er utæt i toppen – men jeg kunne købe en ny for 100 kr., og ovenpå sagaen ovenfor lavede jeg en lynhurtig cost-benefitanalyse og besluttede, at jeg hellere ville bruge mit tid og energi på at drikke te og høre podcast, end på at grave flere kvitteringer frem, forfatte mails og bøvle med bobbelplast og returlabels.

c.

Endelig har jeg bidt mig fast i en kommunikationsmedarbejder fra Esbjerg Kommune på kommunens fb-side, fordi jeg var ved at blive sindssyg over, at vi på Aula igen og igen fik et opslag fra kommunen om ‘Blå Mandag’. “Ej, Linda. Går du ikke i små sko nu?” hører jeg jer sige. Nej. Det synes jeg faktisk ikke. Opslaget er kommet til mig i hvert fald 30 gange over de sidste par uger, og da jeg spurgte ud i en stor, lokal gruppe, viste det sig, at ALLE forældre på ALLE skoler i HELE Esbjerg Kommune, bliver spammet. Én skrev, at hun havde fået det 8 gange på en dag.

Der er jo helt indlysende en fejl i systemet et sted, og det er jo som sådan ingens skyld. Men jeg har skrevet til både Aula og kommunen uden resultat, og med 11.000 skolebørn i kommunen, hvis forældre alle sammen får den her besked mellem 5 og 15 gange om ugen, synes jeg sgu helt ærligt, at det er et problem, der kræver mere end et skuldertræk.

Men nu har jeg irriteret SoMe-Julie længe og offentligt nok til, at noget er blevet gjort, for der har været fred på Aula i næsten to dage. Vi krydser fingre.

3.

Er alle mine fine solcellelamper, som denne vinter har fået lov at blive stående i haven, begyndt at lyse igen. Og her må jeg bare stand corrected, for jeg var 100% sikker på, at de ville have bedre af at blive taget ind, slukket og gjort rent, men de 4 år, jeg har gjort det, er der ingen af lamperne, der har overlevet. I år lyser samtlige lamper allerede nu så stærkt, at det grænser til at være provokerende.

Solcellelamper er åbentbart masochistisk anlagte, og jeg skal aldrig igen genere dem med pauser, fugtige klude eller varme skabe.

Linda13 Comments

M2023, uge 7

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg prøvet at lave mine egne soyalys – og det er virkelig ikke svært: Hæld flagerne i en gryde. Smelt. Hæld i glas. Slut.

Soyalys udleder markant færre skadelige partikler end almindelige stearinlys, og da jeg ikke rigtigt kan slutte fred med kunstige lys i min køkkenvindueskarm, har jeg prøvet at finde et andet alternativ.

Jeg købte en pakke med soyaflager og væger, og fandt et sted, hvor de havde bud på de gamle apotekerglas, så på det første batch her har jeg ikke sparet det store ift., hvad det ville have kostet at købe dem færdige. Men fordi soya opfører sig anderledes end almindelig stearin, når det smelter, bliver glassene ikke grimme indeni, og fordi soya smelter ved lav temperatur, er de nemme at vaske af og genbruge*, så næste gang jeg laver lys, vil stykprisen være væsentligt lavere. 

Lader du dig smitte af ideen, så vil jeg bare lige nævne, at det kan være en god ide at købe ekstra væger, når du bestiller, og så have et glas eller to i baghånden, hvis der er mere tilbage i gryden, når du har fyldt de planlagte glas. Alternativt kan du, som jeg har gjort, hælde resten i en plastikbeholder og lade det størkne; så kan det vippes ud og smides med i gryden næste gang, du laver lys.

 *Her skal lige indskydes, at man skal tænke over, hvordan man vasker dem af, så man ikke stopper sin køkkenvask til. Jeg tømmer glassene af i et stykke køkkenrulle, når de er næsten brændt ud, hælder et par skefulde vand fra kogekedlen i, hvirvler rundt, tømmer i køkkenrulle og sætter dem i opvaskemaskinen. Så bliver de som nye, og ingen afløb lider overlast i processen. 

2.

Har jeg fået min første regning fra Ewii, som jeg skiftede til 01. januar og den ser sådan her ud:

Der har jeg flere positive ting at sige om. 

For det første kan jeg bare virkelig, virkelig godt lide, at de ikke ruller med aconto. Det, jeg bruger, er det, jeg betaler for, og jeg gør det måned for måned. 

For det andet får de 10000 point for at splitte regningen op på en overskuelig måde, så jeg kan se, hvad jeg betaler for el, og hvad jeg betaler i transport og afgift. De gør de fleste selskaber, men her er det ikke gemt i tusinde andre tal og oversigter, og min tanke er, at det vil gøre det nemmere at holde øje med, om jeg bliver for lose med at bruge strøm i de dyre timer, fordi jeg pludselig meget nemt kan se, hvordan dét tal bevæger sig, uafhængigt af den rene kWh-pris. 

Det vil også gøre nemmere at holde fokus, når regningen bliver lavere, fordi nettariffen falder til april, for når man kigger på et samlet tal, kan jeg godt frygte, at det trækker forbruget i den forkerte retning, fordi den lavere tarif skjuler det, hvis kWh-forbruget kravler opad. Det vil jeg gerne undgå, både af hensyn til miljøet, og fordi det nemmere at holde fast i gode vaner end at skulle bygge dem op igen.

3.

Har jeg forsøgt at kombinere 46 års erfaring med nyfunden viden. For selvom jeg jo altid godt har vidst, at jeg kan få en ide, hyperfiksere på den, gå all all all in – for så efter 2 uger at miste interessen fuldstændigt, så har min forståelse af årsagen til egen adfærd gjort det meget, meget nemmere for mig at handle på det.

Måske fordi der pludselig er en forklaring og et mønster, og jeg derfor ikke bare skal forholde mig til 746 random områder, hvor min hjerne opfører sig fuldstændig autonomt.

For jeg bøvler lidt med morgenmaden. Det har været en ting de sidste par år, og er ikke blevet bedre med medicinen. Men hvor min sult før kom slentrende op ad formiddagen og var meget sådan her:

– så spiller den nu død, LIGE indtil den sparker døren ind og laver den her:

Og det er bare ret uhensigtsmæssigt, når man har et job, hvor man ikke selv kan bestemme pauserne.

Jeg har forsøgt med mangt og meget, og det eneste, jeg nogenlunde kan overskue om morgenen, er .. havregrød. I know. Det er super sært. Og det passer ad helvede til at skulle stå og makke med om morgenen (“det tager 2 minutter, Linda” JEG VED DET! Men det fungerer bare ikke, uanset hvordan jeg prøver at gøre det nemt). Jeg testede at varme overnight oats, og jeg er stadig traumatiseret af oplevelsen. 

Summa summarum: Det skal være noget i stil med pasta-pots-princippet, hvis det skal fungere. 

“Det kan man da lave selv!” tænkte jeg begejstret og begyndte at google opskrifter. Og det kan man. Men de opskrifter, der så gode ud, indeholdt flere ingredienser, som jeg skulle ud at købe. Og som nævnt: Jeg er ved at have fanget, hvad der sker som det næste her…

Så jeg har gjort kort proces og købt det færdig i en version, som også indeholder proteinpulver. Det smager strålende, er *præcis* så nemt, som det er nødt til at være, for at jeg får det gjort, og jeg har ikke 5 ingredienser, der kommer til at stå og kigge bebrejdende på mig, hver gang jeg åbner skabet, når jeg pludselig ikke længere gider havregrød. 

Læren hér er, at minimalisme på den lange bane somme tider kræver maksimalisme på den korte.

Linda6 Comments

M2023, uge 6

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg besluttet at genindføre et princip, jeg praktiserede, inden jeg fik børn, for den her uge har været alt for hidsig. Biografklub mandag, svømning tirsdag, karneval i Antons klasse torsdag og fastelavn i Fridas klasse fredag.

Tre af tingene har ligget slut-eftermiddag/aften og to af dem har krævet ekstra tid og opmærksomhed, både pga. udfordringer omkring ændring af rutiner og pga. planlægningselementet, der følger med udklædning.

Inden jeg fik børn havde jeg en aftale med mig selv om, at jeg max. måtte lave to aftaler om ugen. For de fleste er det nok ikke nødvendigt at sætte den slags på formel, men for mig, der både er for nem at begejstre og som brænder mere ud end gennemsnittet, når jeg rammer min grænse, har det bare været rart med en konkret tommelfingerregel at navigere efter.

Med børn er man jo underlagt det vilkår, at man ofte ikke selv har så meget at skulle have sagt ift. hvad skolen planlægger, ligesom højtider også altid føjer lidt ekstra til programmet. Men jeg har været helt kørt over i den her uge, fordi jeg kun har haft aftenerne til at ordne både alt det sædvanlige jazz og alt det ekstra, der har været. Set i bakspejlet skulle vi bare være sprunget over svømning tirsdag, for havde vi gjort det, ville ugen have været langt mere overkommelig.

Da det gik op for mig, kom jeg i tanke om mit gamle hjælp-til-selvhjælps-trick, og det kommer vi til at praktisere fremadrettet så vidt det overhovedet er muligt.

2.

Brugte jeg i bedste 1950’erne-stil søndagen på at tjekke madskabe og køleskab, og bruge alt det, der trængte til at blive spist i madprep til ugen, vi var på vej ind i.

(Som altid vil jeg skynde mig at sige, at jeg ikke lister nedenstående, fordi jeg tror, at I har præcis de samme rester til at stå og glo, så mine kreationer er bare tænkt som inspiration til, hvad man *kan* bruge sine rester til).

Et stykke ingefær, en avocado og to bananer blev skåret og fordelt i 4 bokse, jeg pressede et par citroner ud over og fyldte bægrene op med frosne mangostykker, og de er nu klar til at blive omsat til solskinssmoothies på forårslørdage et sted ude i fremtiden.

Alle rester af kerner og frø blev sammen med en rest parmesan omsat til to slags knækbrød.

En rød peber, en håndfuld tomater og en dåse ananas blev vendt i chilisauce til en slags cajun salsa, spidskål og gulerødder blev revet og vendt med lidt olie, eddike, salt og peber, og endelig fik lime, løg, chili og hvidløg fik lov at boble med et par dåser bønner og et halvt glas salsa til en gang refried beans. De tre ting har hele ugen fungeret som bund i bowls, hvor jeg så bare har hevet et par asiatiske frikadeller eller lidt kødsauce ud af fryseren og toppet med bagte kartoffeltern og forskellige slags dressing.

Det var ikke fordi jeg søndag bare stod og fløjtede begejstret i min køkken-sweatshop, men dels er det bare virkelig tilfredsstillende at få brugt tingene i stedet for at smide dem ud, og dels har det være den indsats, der har gjort, at jeg har spist ordentligt uden at stresse, selvom ugen var vild.

3.

Har jeg fundet to af mine gamle protein-shakere, og skulle andre have et par af dem stående i skabet, vil jeg bare lige plugge, at de fungerer virkelig godt til opbevaring af f.eks. skrællede gulerødder i køleskabet, for de tager nærmest ingen plads overhovedet.

4.

Lovede jeg for 100 år siden at tage et billede af min famøse bog, som jeg skriver i efter jul, fødselsdage og ferier. Men min tolkehjerne smed løftet væk, så det her er mig, der kommer snigende tilbage med en bedre-sent-end-aldrig.

Bogen er bare en helt almindelig A4-notesbog med spiralryg og faner. Spiralryg fordi man så kan hive sider ud, hvis man skriver forkert, eller skriver noget sammen, og faner, fordi den så forbliver overskuelig, selvom man skriver til, år for år.

Der er 5 faner i min, og jeg har en til fødselsdage, en til jul/nytår, en til sommerferie, en til hus/have og en, jeg endnu ikke har taget i brug.

De ting, jeg skriver i den er f.eks. mængder (hvor meget blev spist), placering (hvor er de juleting, vi har brug for, før vi pynter op, f.eks. nissehuer, udendørsbelysning osv), pakkelister, ideer til ferieaktiviteter, erfaringer, jeg gør mig, som er bundet op på specielle lejligheder og helt lavpraktisk info (f.eks. hvor meget maling, der gik til at male entreen).

Jeg har en håndskrift så grim, at alle verdens læger bare må sukke misundeligt, men efter 1000 dokumenter på mac’en og noter på telefonen, er konklusionen, at det for mig fungerer bedst at have en fysisk blok, jeg kan sidde med, både når jeg skal skrive, og når jeg skal læse i den.

Når vi tager på ferie, tager jeg, inden vi smutter, et billede af pakkelisten, så jeg ved, hvad jeg skal huske at få med hjem igen. Bogen forlader aldrig matriklen, for den er min eksterne harddisk og mit historiearkiv, og jeg ville være virkelig, virkelig ked af at glemme den et sted ude i verden.

Linda8 Comments

M2023, uge 5

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Har jeg lavet en komparativ analyse af stofservietter. 

For nogle måneder siden fik jeg lyst til at prøve at genindføre konceptet, for vi bruger servietter en håndfuld gange eller 7 om året, og når nu vi er gået genanvendeligt på så mange andre ting, synes jeg, at det var oplagt at prøve med servietter også. 

Jeg har snust rundt på nettet og fundet et par tilbud hist og pist, og så faldt jeg ved et tilfælde over nogle viskestykker i den fineste farve, som jeg fik min søde mor til at klippe af og kante, så de blev kvadratiske. 

Og efter at have testet to forskellige færdigkøbte mærker, det ene sæt i hør og det andet i bomuld, og sammenlignet med viskestyks-versionen, må jeg bare sige, at sidstnævnte vinder med længder. Både ift. sugeevne, hvordan de opfører sig, når de bliver vasket, og hvor stive/bløde de er efter vask.

Så går man og overvejer stofservietter, så bare lige en anbefaling af viskestyks-modellen, som også har den fordel, at den er meget billigere end det færdigkøbte sidestykke. 

2.

Er vi så småt begyndt at varme op til fastelavn.

Jeg har de sidste år begået den fejl at tro, at vi aldersmæssigt var ovre det, og/eller at der ikke blev afholdt noget i skoleregi, og det kan jeg ikke anbefale. Det viser sig at være en opgave, der ligger meget tæt på at skabe fred i mellemøsten at skaffe kostumer den sidste uge op til begivenheden. 

Men de er ved at være store, ungerne, og derfor har jeg i år haft fokus på at finde udklædning, der også kan bruges som almindeligt tøj bagefter. Frida vil gerne være Enid fra Wednesday (den lyserøde varulv), mens Antons klasse har EMO-tema.

Jeg har derfor købt en (virkelig fed!!) Iron Maiden t-shirt og en sort hoodie til Anton, mens Frida har fået en lækker striktrøje og en nederdel, der ligner en drøm. Det blev dyrere, end det ville være blevet, hvis jeg havde købt udklædningstøj, men det ville de til gengæld kun have haft på én gang, og det er også lidt noget svineri. 

3.

Har jeg brugt et ulideligt antal timer på at læse op på telefonabonnementer, men i det mindste har min indsats båret frugt. 

Indtil nu har jeg betalt 440 kr. pr. måned for:

Min mobil (179 kr), Antons iPad (99 kr), 2 x GPS ure (2 x 29 kr), og 2 x tlf (2 x 49 kr)

Men efter en ørkenvandring gennem Googles trøstesløse landskab og 5 opkald/chats til forskellige selskaber, endte jeg med at ringe til YouSee og sige, at jeg sgu bare gerne vil have alt samlet hos dem; hvad de kunne tilbyde? 

Det skal til deres ros siges, at de faktisk selv meldte børnenes abonnementer til hhv. ure og telefoner ned, fordi deres billigste produkter var væsentligt dyrere end konkurrenternes (fordi de indeholder mere data og taletid, hvilket vi ikke har brug for). 

Derfor endte vi med at annullere Antons abonnement på Ipad’en og i stedet lave datadeling, som er koblet op på min telefon. Jeg fik et abonnement med mere data, som af grunde, der fortaber sig i erindringens tåger, pludselig er blevet 30 kroner billigere. Børnene kunne få et deledatakort på deres iPads, og kombineret med de 4 x abonnementer, jeg købte hos Lebara (efter anbefalinger i sidste uges kommentarfelt), er jeg nu på en månedspris på 290 kr., dvs. en årlig besparelse på 1800 kr. Og så har jeg endda tilføjet et abonnement på Fridas iPad, som indtil nu bare er hoppet på min telefon, men som nu begynder at spille med sine venner, når hun er ude, og så er det sgu meget smart, at hun også selv har net. 

De nye priser ser sådan her ud: 

Min mobil (149 kr), datakort til iPads (2 x 30 kr), 2 x GPS ure og 2 x tlf (4 x 19 kr).

Jeg ville ønske, at jeg kunne lave en anbefaling af bestemte abonnementer og/eller selskaber, men mit take away fra den her tur i teleland er, at det er fuldstændig umuligt at gennemskue og sammenligne, fordi der er mængderabat, kombinationstilbud, gratis data hvis du er rødhåret/skorpion/veganer i en grad, der får forsikringstilbud til at virke gennemskuelige. Da jeg fik min nye kontrakt stod der f.eks. kun 40 GB data på mit teleabonnement, og jeg havde lavet aftale om 80. Det tog en god halv time i en chat med søde Arthur i support at finde ud af, at det er fordi, jeg har ‘dobbeltdata’.

Hvilket man åbentbart ikke kan se nogen steder, men bare ved, fordi noget med fiber.

Jamen, jeg ved det heller ikke. 

Men lektionen er stadig, at det godt kan betale sig at bruge en aften i sofaen på lige at logge ind og se, hvad man egentlig har af forbrug, og så tjekke, om man kører helt overkill på data- og taletidsfronten.

Linda25 Comments

M2023, uge 4

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Har jeg fået en mail fra YouSee, som sætter prisen op med 10% på det mobile bredbånd, jeg har på Antons iPad. 

Lige præcis ift. ham er det vigtigt, at det fungerer alle steder, uanset om jeg er med eller ej, for han bruger den både i sine pauser på skolen og i sociale sammenhænge, når han har brug for at trække sig. Derfor skal der være netværk på hans, hvorimod Frida stadig kan klare sig med at hoppe på netværket på min telefon. 

Men med stigningen synes jeg sgu pludselig, at det bliver rigtig dyrt, og da begge børn samtidig har simkort på både deres ure og deres mobiltelefoner (som de meget sjældent bruger), er jeg gået i gang med at undersøge, om vi kan samle noget af det, og få det billigere et andet sted. 

Det er en af de ting, jeg har utrolig svært ved at interessere mig nok for til at sætte mig ordentligt ind i, men det er så dyrt nu, synes jeg, at det bliver idiotisk at lade være. 

Hvis nogen kan anbefale noget, er jeg lutter ører. 

2.

Tolkede jeg mandag meget langt nede i Sønderjylland og benyttede lejligheden til at vippe over grænsen efter lidt småting. Opvaskemiddel, sæbe, bagepapir osv. er væsentligt billigere dernede, og når nu jeg allerede var på de kanter, var det en besparelse, det gav mening at tage med. 

Anton elsker Nutella, men da det kun er ham, der spiser det, køber jeg det aldrig i Tyskland, fordi de kun har de der KÆMPE glas, som jeg synes, det bliver ulækkert at stå og grave i med en kniv.

Derfor køber jeg normalt de små glas herhjemme, der bare er lige op og ned, og hvor der ikke kan være ret meget i. Men JA, de er blevet dyre. Vi har forsøgt med billigere kopi-alternativer, men Anton kan ikke lide dem, og det respekterer jeg.

Da jeg gik rundt i Fleggaard, kom jeg forbi Nutellapallen; de havde de store glas på tilbud, og de var så billige, at det var til grin. Jeg købte to, og da det lille glas herhjemme i denne uge var tomt, vaskede jeg det grundigt af og fyldte over i fra det store glas.

Man kan ikke bare overføre modellen til alle typer af fødevarer, fordi glasset jo nok var vasket, men ikke skoldet, og holdbarheden bliver dermed begrænset. Men fordi det er så relativ lille en portion, tænker jeg ikke, at det bliver et problem, og jeg tror, at vi nu har Nutalla nok til resten af året for sølle 60 kroner. 

3.

Har jeg haft fødselsdagsgæster, og jeg gik ret målrettet efter en næsten-vegetarisk løsning.

Fordelen ved at være flere voksne er, at man kan give den lidt mere gas med udvalget, fordi det ikke ender i madspild på bagkant, når jeg skal forsøge at gnave mig igennem 3 kg. spinat, kål og peberfrugter.

Jeg gik – selvfølgelig – med buddhabowls med følgende indhold:

Bund:

  • Revet spidskå
  • Revet gulerod
  • Peberfruger
  • Spinat

Fyld:

  • Speltsalat
  • Grov, rød pastasalat med kylling
  • Søde kartoffeltern
  • Dahl

Topping:

  • Syltede rødløg
  • Ristede sesamfrø
  • Hakket nøddeblanding
  • Friske ærteskud
  • Edmamebønner vendt i lime og salt

Dressing:

  • 2 slags hummus
  • Fetacreme
  • Peanutbutterdressing
  • Appelsinvinagrette

Gæsterne havde på forhånd fået besked på at medbringe en plastikbøtte, der passede til en frokostsalat, så de fik rester med hjem, og med 1,5 kyllingefilet i pastasalaten som eneste kød-indslag, tror jeg, at Greta Thunberg ville være tilfreds med os. 

LindaLeave a comment

M2023, uge 3

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Frosset rester af saft og æblemost ned i isterningebakker, str. XL, ligesom jeg også har gravet de te-rester frem, der har måtte vige pladsen for mine nye Chaplon-darlings. 

Efter jeg er startet på medicin, er jeg tørstig hele tiden, og samtidig har jeg mindre lyst til kaffe. Kaffen har jeg et langt stykke hen ad vejen bare erstattet med te, men det er lidt van(d)skelligere med tørsten, fordi jeg i forvejen drikker relativt meget vand. For ikke at skylle nyrerne helt tørre eller gro aspartam-udløst teflon på indersiden, er jeg derfor begyndt at lede efter alternativer til postevand og Pepsi Max, og her er vand og danskvand med tebreve og/eller isterninger af æblemost og saft et ret godt alternativ. At jeg så samtidig får brugt noget af det, der ellers bare står og optager plads, er det, de fleste mellemledere ville kalde win/win. 

2.

Har jeg fraveget mit ellers ret håndfaste princip om, at mine ting enten skal bruges eller videre.

For som jeg skrev i det her indlæg, er jeg begyndt at få øje på de steder i mit hjem, der sander til i løbet af et år. Det er åbentbart en januarting for mig, og måske er det ikke så mærkeligt, at man efter julens kompakte hygge, trænger til plads, rum og luft. 

Jeg skrev meget modigt i samme indlæg, at jeg ikke ville give den hele armen i år, men bare taget tingene, når jeg fik øje på dem, men jeg kan allerede nu se, at der nok er brug for en smule mere system end dét. Min tanke var, at det ville være mindre stressende ikke at skulle have fat i *alting* i *alle* rum, men jeg kan mærke, at manglen på struktur faktisk bliver en stressfaktor, fordi jeg pludselig vil i gang med det hele samtidigt.

Til gengæld giver jeg fortsat mig selv ret i, at det ikke er nødvendigt at skulle have det hele gennem hænderne; der er efterhånden områder, hvor jeg kan se, at der ikke sker det store i løbet af et år. Kassen med det store fad, termoflaskerne osv. står f.eks. bare og passer sig selv bagerst i skabet, og når jeg har brugt dé ting, er der reelt kun ét sted, de kan stilles tilbage i. Det begrænser roderiet betragteligt.

Men de steder, jeg hele tiden er i, eller hvor der sniger sig en ny beboer ind i ny og næ; de skal trimmes og sorteres, og vildfarne ting skal følges tilbage på plads. Og hér er det nok gavnligt for både overblik og proces at tage ét rum ad gangen, men i stedet for minutiøst at gå a-l-t igennem, så nøjes med de skabe og skuffer, der er blevet lidt uglede. 

I sidste uge tog jeg køkkenskabene, fordi jeg er blevet helt besat af buddhabowls (kæmpe last-mover, I know), og jeg derfor har købt et par skåle, der egner sig til dét. Ligeledes har jeg foræret mig selv et par termo-krus til te, og det begyndte derfor at knibe med pladsen. Og nu er det så, at vi – endelig, fristes man til at sige – er fremme ved, hvor jeg fraveg mit princip, for efter et grundigt kig i mine skabe, synes jeg faktisk ikke, at der var noget, jeg kunne undvære permanent. Den ekstra kaffekande er rar at have, fordi en ny-ny, når man smadrer den, man har, er rasende dyr, gin-glassene, jeg fik i gave, er tindrende smukke, og jeg vil ikke af med dem – men jeg bruger dem jo ikke dagligt.

Derfor endte jeg med at sortere de ting fra, som jeg ikke bruger i hverdagen, men som jeg gerne vil gemme, og pakke dem ned i en kasse, som nu står i mit skur.

Det kan hurtigt blive en glidebane, der leder durk ind i overfyldte loftrum og proppede pultekamre, men lige nu og her stod princippet i vejen for at komme videre med oprydningen, fordi jeg havde fået mig stirret blindt på det, og derfor prøver vi med en forsigtig undtagelse. 

3.

Har jeg spurgt min mor, om hun kunne bruge 3 x bodylotion, som jeg ikke har taget hul på og ikke får brugt.

To af dem har jeg fået i gave, mens den sidste var én, jeg købte, engang jeg – igen – troede, at jeg skulle til at være sådan én med velafbalanceret, fugtig hud. Men jeg må bare erkende, at det kun er én gang hver anden uge, jeg kan overskue fornemmelsen af creme på huden, og her rækker de to cremer, jeg allerede har taget hul på, formentlig frem til sommer. Derfor er der ingen grund til, at de 3 andre står, helt fortabte, i mit skab og bliver for gamle.