Kategori: M20XX

M2021, uge 47

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har min søde mor hjulpet mig med at klippe den slidte kant af mit Modström-tørklæde (som med hastige skridt nærmer sig sit 15-års jubilæum), og sy en ny.

Jeg har længe været på jagt efter et nyt tørklæde, men efter 1000 googlinger og besøg i samtlige stofbutikker jeg kender, må jeg give fortabt. Mit Modström er syet i stof af så god kvalitet, at stofbutikkerne bare blankt erkender, at de ikke har noget, der kan måle sig med det.

Det har givet anledning til lidt selvransagelse, for i princippet burde jeg jo elske, at jeg ved blindt held har erhvervet mig noget, der har vist sig så slidstærkt, holdbart og bæredygtigt. Men der er et eller andet med den alder, jeg har nu, og en angst for at.. stagnere, tror jeg? Eller at blive opfattet som én, der stoppede med at udvikle sig, da hun fik børn?

Jeg er ikke færdig med at tænke, men angsten har trods alt ikke bedre fat, end at jeg glæder mig over at en ny søm har forlænget levetiden på mit all-time-favorite tørklæde markant. 

2.

Har jeg brugt en aften på at gennemgå mine kasser med advents- og julegaver.

Den eneste ulempe ved at starte i god tid er nemlig, at jeg somme tider glemmer, hvad jeg *har* købt, og derfor pludselig ender med at være lige rigeligt gavmild.

Klog af skade har jeg kun pakket de første adventsgaver ind. Resten pakker jeg ind hen ad vejen. Ellers kan jeg simpelthen ikke huske, hvad de får #scatterbrain

3.

Har jeg smidt en næsten-ny pakke te ud, efter kun at have drukket 2 kopper af den.

Fordi jeg har haft kronisk fokus på at stoppe madspild de sidste 4-5 år, kommer jeg somme tider, af ren vane, til bare at slave mig igennem ting, jeg reelt ikke kan lide, og det er livet sgu for kort til. Selvfølgelig er der gråzoner, men når man er sådan en, der MEGET ligger i den ene grøft, skal man somme tider hjælpe sig selv med at huske, at det er ok at dyppe tåen i vandet i den anden.

,

M2021, uge 46

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Prioriteret mit mentale helbred, fordi jeg ikke rigtig synes, jeg kan følge med. Føj, hvor der er meget at se til. Sidste uge havde jeg over 50 timer på arbejde, og det er tæt på umuligt at få det hele til at gå op.

I weekenden lavede mine børn en soveaftale med mine forældre, og selvom jeg havde en to-do på længde med den kinesiske mur, lukkede jeg verden ude og ned og tog på roadtrip med min kammerat. Det var verdens bedste ide. 

Lørdag havde jeg besøg af en veninde, og jeg lavede afrikansk kylling til os, fordi den kunne passe sig selv i stegesoen hele eftermiddagen, så jeg i stedet fik tid til at snakke, tune ind og få luft.

Og i går havde min allerbedste Anton fødselsdag. 11 år, mand. Og hvor jeg plejer at lave alt fra bunden og sørge for, at der er 17 forskellige ting at vælge imellem, så holdt jeg det simpelt i år, købte mig fra det, jeg kunne, og spurgte min mor, om hun ville bage en plade boller. Jeg er gammel nok til at synes, at der skal være nogenlunde rent, når vi får gæster, men i år bestod rengøringen af at give vandhanen på badeværelset en gang vinduesrens, hænge et rent håndklæde op og feje sandet i entreen ind under skobænken. Fødselsdagsbarnet fik lov at vælge menuen til aften, og han gik nærmest i bro af begejstring, da han håbefuldt sagde: “.. McDonald’s?” og svaret var ja.

2.

Fået en pose tøj til Frida af en veninde, og jeg kan ikke beskrive i ord, hvor glad jeg er for, at de damer, jeg har omkring mig, forstår hvorfor det er en god ide at give mig posen i smug. Så får jeg mulighed for at præ-sortere, inden Frida forelsker sig i indholdet og insisterer på, at man sagtens kan bruge en morgenkåbe som vinterjakke, hvis bare den er pæn nok.

Jeg fik sorteret, lagt i skabet og på lageret og sendt resten til genbrug med det samme, og det var fedt bare at få gjort. 

3.

Brugt rester af bogbind som indpakningspapir til fødselsdagsgaverne.

Af en eller anden grund har jeg to år i træk skudt langt over mål ift. antallet af udleverede bøger (og vi har også eksperimenteret med stofbind, hvilket selvfølgelig også nedsætter papirbehovet), så i stedet for at lade rullerne dø i synden, fik de lov at aftjene værnepligten som gavepapir i stedet.

M2021, uge 45

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.
Foræret min søde genbo en portion suppe, jeg havde i overskud fra aftensmaden.

Det er en lillebitte ting, men det fik mig til at tænke på, hvor fedt det er, at vi er nået til at punkt, hvor det ikke er mærkeligt bare ud af det blå at skrive: “Kan du bruge en portion aspargessuppe? Den skal spises i morgen”.

Det har gjort mig langt bedre til på forhånd at tage stilling til, om jeg/vi kan nå at spise rester, jeg ikke havde regnet med at have, og det redder mere mad fra skraldespanden, end man lige tror.

2.

Solgt 11 af mine puslespil.

Vi har talt om det før, men for mig gør det hele forskellen, når jeg sælger brugt, at jeg har en stak at sælge af, uanset om det er tøj eller ting, for det kræver mere arbejde, end man lige tror. Der er både nogle ting, man skal tænke ind ift. at lave og vedligeholde annoncerne, men der er også mange henvendelser, man skal svare på, ting, der skal afhentes eller sendes og mennesker, der er … tunge at danse med.

Dengang jeg startede hele denne indlægsrække, havde jeg mange ting at sælge ud af, og virkelig meget brug for pengene. Dengang havde jeg altid annoncer på Marketplace og en livlig trafik i indkørslen.

Så fulgte en tid, hvor det kom til at handle mere om at minimere end om at tjene på det, og i den periode forærede jeg stort set alt væk.

Jeg havde også en periode, hvor jeg lagde ting ud i en kurv i bryggerset, og så først solgte, når jeg havde samlet sammen; netop for at have ting nok at sælge til, at det var arbejdsindsatsen værd. Men i takt med at børnene bliver større, slider de tøjet mere og har ikke samme fase-afvikling med legetøj. Derudover har jeg efterhånden også fået afviklet alt det, der lå og fyldte i skabe og skuffer, og er landet på new normal, hvor vi stadig har ting, men slet, slet ikke så mange som før, og ikke noget, som jeg har flyttet rundt på i årevis. Derfor blev det til sidst irriterende at optage bordplads med en 1/4 fyldt kasse, der indbragte 50 kr. hver 3. måned. 

I dag er jeg landet et sted, hvor fordelingen på salg/genbrug er ca. 25/75; det handler stadig mest om at få tingene ud, så jeg kan få plads i både hoved og hjem, men hvis der er tale om store eller mange ting, ser jeg, om jeg kan få dem solgt. De får en uge på Marketplace, og hvis ikke nogen har bidt på, ryger det til Røde Kors. Det er et fint kompromis, for jeg kan godt leve med, at tingene står og fylder i bryggerset i 7 dage, og jeg sørger for at sætte dem til salg på et tidspunkt, hvor jeg har tid til at svare på spørgsmål og køre på posthuset – men det er også fedt bare at have truffet en beslutning om, at efter det ryger de videre. 

3.

Delt vores ønskesedler lidt op, inden jeg sendte dem ud, så alle ikke får de samme ønsker.

Der er ingen grund til at facilitere en situation, hvor vi skal til at fragte varer retur over landet, fordi der ligger 3 af samme slags under træet. Når nu der *er* flere ønsker på sedlen (og man er sådan en familie, der giver gaver), så er det en nem måde vise lidt klimahensyn på.

M2021, uge 44

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Fået mine forældres aflagte sofa og foræret min egen væk.

Den, jeg havde før, var meget mere min stil, men jeg sad himmelråbende dårligt i den, og det har ikke hjulpet at øve sig i +4 måneder.

Mine forældres brugte er af god kvalitet, og der kan godt vrides et par år mere ud ad den, så jeg lever med, at farven ikke er én, jeg selv ville have valgt. På plussiden har jeg lært noget ret vigtigt ift. hvad jeg skal være opmærksom på, når jeg skal ud og købe enten sofa eller 3 store lænestole (som jeg hælder mere til) næste gang, og det er også noget værd. 

2.

Ovenpå halloweenfesten i børnenes SFO snakket med personalet på skolen og lagt en reminder i min kalender om at sende en mail til fest-udvalget, når vi nærmer os høstfest og halloween til næste år.

For der er et madspild af så astronomiske proportioner, at jeg næsten ikke kan være i min krop over det – hvilket nemt kunne begrænses, hvis dem, der skrev invitationerne, under ‘Børnene skal medbringe noget spiseligt’ tilføjede en sætning i stil med: “Hvert barn skal blot medbringe smagsprøver” eller “Hvert barn skal medbringe mad til ca. 5 personer”. Lige nu har hvert eneste barn mad med til alle i klassen, og det er fuldstændig unødvendigt. 

Det handler om misforstået godhed, for alle forældre vil selvfølgelig gerne være sikre på, at deres børn ikke som de eneste står med en kvart saltstang til buffeten, men der bliver smidt så meget mad ud, at det faktisk ikke rigtigt kan forsvares.

Jeg spurgte personalet, om det var ok, at jeg sendte en mail til næste år (så jeg ikke kommer til at træde nogen over tæerne), og det var det, så nu er der lagt en reminder i kalenderen, så jeg husker det. 

3.

Foræret en kæmpe stak ziplock-poser til SFO’en.

Jeg har flyttet rundt på dem i årevis, og de passer bare ikke i størrelsen til noget som helst herhjemme. Pædagogen lyste helt op, da jeg hev dem op ad tasken og spurgte, om de ville have dem, så nu bliver de brugt i stedet for at ligge i mit skab og glo. 

4.

Endelig fået tømt glasset med Omega-3 oliekapsler, som har stået og hængt med mulen bagerst i køleskabet, siden jeg startede på CBD-olie.

Jeg gør sjældent noget halvt, så da jeg fik de nye kapsler, glemte jeg alt om de her. Men de var ikke gratis, og trods alt er jeg ikke så finttunet en maskine, at alle indre barometre står af, hvis jeg mixer olietyper, så de sidste 14 dage har jeg kørt Omega 3 og CBD på skift hveranden dag, og nu er der spist op.

M2021, uge 43

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har Frida været til Halloweenfest i SFO’en, hvor alle børn skulle ‘medbringe noget spiseligt’.

Jeg har været presset på tid, så jeg havde på forhånd besluttet, at vores bidrag var nødt til at være noget nemt. Da jeg spurgte, hvad hun gerne ville have med, var svaret “Chips!”, så vi købte 4 poser i Lidl, samt en rulle engangskrus, som vi dekorerede med halloweenstickers og øste chipsene op i. Det udløste stående børneovationer og en begejstring så stor, at jeg halvt om halv forventer, at de har rejst en statue af mig i skolegården, når jeg afleverer på mandag.

Hvis nogen om en måneds tid står med ryggen mod julemuren, er jeg sikker på, at ideen vækker ligeså stor begejstring med julestickers på krusene.

Og altså:

Det her punkt er på, fordi jeg stadig selv øver mig i at huske, at jeg bliver en bedre mor og et bedre menneske, hvis jeg springer over, hvor gærdet er lavest, når der er brug for det.

Men det er også på, fordi engangsemballage stresser mig, og jeg har brugt 4 år på at forsøge at arbejde mig væk fra det. Men, helt generelt, er det, som om den udvikling er sat et årti tilbage med Covid, for når vi stadig skal passe på og helst ikke skal røre ved det samme alle sammen, så er der nærmest ikke andre måder at komme omkring det på. Ikke med mindre vi omtænker hele måden, vi er sammen på, så den ikke i så høj grad omfatter fællesspisning og sammenskud, i hvert fald.

Men det ærger mig stadig, at vi, stående overfor den akutte trussel, endnu engang lukker øjnene for den, der formørker horisonten.

2.

Har jeg fundet Min Bog frem og tjekket den juleliste, jeg skrev sidste år, da jeg havde ryddet op i alle juletingene. Og det var sgu kys til mig og kys til Bjarne, for det gav mig 500 km. forspring, at jeg sidste år havde åndsnærværelse nok til at skrive, at vi har et kalenderlys, at vi mangler en udendørs lyskæde, og hvor nissehuerne er.

De forgående år har jeg ikke været helt så skarp på listerne, hvilket har betydet, at jeg været nødt til at rode alle kasser igennem, når december nærmede sig, men fordi jeg sidste år lavede 3 lister (1. Det har vi, 2. Det mangler vi og 3. Hvordan er tingene pakket ned) er det i år bare at læne sig tilbage. 

For dem, der når frem til juleaften med en pose købte pebernødder og et flettet hjertet, forstår jeg godt, hvis det virker analt at gå så højt op i planlægningen. Men børnene ELSKER jul – så det gør jeg så også. Og fordi der bare i forvejen er fuld knald på alting med covidudsatte arrangementer, der skal afvikles, dobbelt op på forældremøder, tandlæger og sundhedsplejersker og Anton, der har fødselsdag i slutningen af november, så er jeg nødt til at være ekstra Hitler, hvis det stadig skal være hyggeligt. Det ville være hæsligt, hvis det ikke faldt i tråd med min generelle personlighed, men det gør det heldigvis, og i år, hvor vi skal holde Antons fødselsdag den samme weekend, som det er første søndag i advent, er det bare ekstra rart, at der er ro på.

3.

Har vi ryddet op på Antons værelse, hvilket er en opgave, der burde udløse et 14 dages, statsfinansieret spa-ophold på bagkant. SHIT, det barn roder! 

Men der er både fødselsdag og jul i sigte i løbet af de næste par måneder, så der er ikke at gøre – og selvom han skal have lov at være herre på eget værelse, skal vi stadig alle sammen kunne være her uden at gå til i Lego og støv.

Da han var mindre, kunne jeg uden problemet bare hælde klodserne tilbage i kæmpekufferten og parkere sværd og pistoler i deres respektive spande, men den går ikke længere. Jeg kom til at gøre det for et halvt år siden, og det taler vi (med meget bebrejdende stemmeføring) om endnu. 

Men jeg havde varslet det med de lovpligtige frister, og han fik selv lov at være med hele vejen. Der blev sorteret, smidt ud og sendt videre og alle de tusindmillionmilliard stykker løs Lego, der forvandler gulvet til en fakirs våde drøm, fik allernådigst lov at komme tilbage i Lego-puf’en.

Anton fandt undervejs en masse legetøj, han havde glemt, han havde, og kom på et tidspunkt – til sin egen forfærdelse – til at udbryde: “Det er rart at få ryddet op, mor!” 

Det lod jeg for husfredens skyld som om, jeg ikke hørte, og nu er der plads til både de kommende fødselsdagsgaver og til at lege derinde igen.

M2021, uge 42

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Lavet boller i karry i samlesæt. Jeg lavede kødbollerne for sig, saucen for sig og en pandefuld grønt (æbler, selleri, gulerødder og en halv, livstræt peberfrugt, som jeg ternede og svitsede ved lav varme) og kogte ris til.

Fordelen ved at holde det hele adskilt er dels, at mine børn er mere villige til at prøve nyt, når de kan se, hvad de får, men derudover giver det mig også mulighed for at lave forskellige mængder af tingene, forstået på den måde, at jeg her lavede en tripple portion kødboller, mens jeg kun lavede ris, grønt og sauce til to dage.

De ekstra kødboller frøs jeg i ét lag, så de er hurtige at tø op (hvilket er smart, når man er sådan én, der hver eneste dag bliver lidt overrasket over at opdage, at man stadig er den, der står for aftensmaden), og med en pose frossen grønt i fryseren og en brik færdig sauce i skabet er jeg i mål med aftensmaden på et kvarter, når vi skal have boller i karry næste gang.

2.

Holdt slatfest med alle de rester, jeg har i huset. Og her taler vi ikke om sprut, men om te, bodylotion, deodoranter, vareprøver osv. 

Når jeg har haft en periode, hvor jeg har haft helt VILDT travlt, får jeg altid et ekstra behov for at (gen)skabe orden og overskuelighed, og skabene er et dejligt lavpraktisk sted at gøre det.

Så jeg har sat de flasker, æsker og glas frem, som jeg gerne ville have tømt, og udelukkende brugt af dem til de var tomme. Det er en tæt-på-nul-indsats-øvelse, som giver overraskende mange point på tilfreds-med-mig-selv skalaen.

3.

Været i Aarhus og tude, grine og spise sushi med nogle af mine bedste mennesker.

Den er på her, fordi hele formålet med øvelsen ‘at leve mere bevidst’ er være i stand til at give mig selv det, jeg har brug for, når jeg har brug for det. Det bliver måske lidt langhåret nu, men jeg har sådan en instinktiv fornemmelse af, at jo bedre man bliver til at mærke, hvad man i virkeligheden har brug for, des mindre bliver behovet for at fylde tørklæder, pyntepuder og chokolade i det vakuum, der opstår, når man mangler noget helt grundlæggende, som f.eks. opmærksomhed og (egen)omsorg.

Og det trængte jeg til. Helt vildt, faktisk. Så da mine børn og forældre med listige miner overbragte mig informationen om, at de havde planlagt en sleepover, som startede mandag middag – og jeg var ikke inviteret – valgte jeg at lade vasketøj og betalingsservice sejle deres egen sø, og kørte op til et par af dem, der har været med hele vejen. Det var. så. rart, og der var ro i både hoved og krop, da jeg i mørke og småregn trillede tilbage mod Esbjerg.

M2021, uge 41

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Raflet med mig selv om, om jeg skulle skrive det her punkt på ugens liste. For jeg er ret træt af det, og det føles lidt som et nederlag. Omvendt har jeg altid forsøgt at undgå at falde i bloggerfælden, hvor man kun skriver om det pæne, nemme og det, der lykkes. 

For sagen er, at vi har været helt sygt pressede økonomisk den sidste måned, og det havde jeg ikke forventet.

Da jeg fik min betalingsoversigt for oktober, kunne jeg se, at Pladsanvisningen ville trække 5 gange mere, end de plejer.

Og det var altså: F-E-M.

Det er en post, der er svær at tjekke – af flere grunde. Dels er jeg så heldig, at jeg får fripladstilskud, men fordi min indkomst svinger meget (og endnu mere, når jeg freelancer) bliver tilskuddet reguleret bagud stort set hver eneste måned. Derudover er Frida skiftet fra børnehave til skole/SFO, Anton er skiftet fra SFO til Klub, de blev tilmeldt forskudt, fordi Frida allerede i august gerne ville i SFO, mens Anton ikke ville osv. osv. osv.

Jeg har holdt øje med betalingen over de sidste måneder, og også ringet og snakket med Pladsanvisningen flere gange, fordi teksten på betalingsoversigten (lærte jeg) ikke stemmer overens med den faktuelle betaling. F.eks. står der ‘betaling for august’ – og når man så ringer og taler med dem, viser det sig, at det ikke er betaling for august, men derimod en efterregulering for maj. Hvilket i en tid, hvor vi kan sende folk på joyrides til Mars virker som et overkommeligt problem at løse, men altså. Pointen er, at det for et menneske som mig, der ikke er specielt talentfuld indenfor ting med tal, føles nærmest uMULIGT at tjekke, og jeg må bare knalde hælene sammen og hoste op.

Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forudset, at jeg ville blive trukket for to fulde måneder samtidig, og derfor røg hele det økonomiske overskud, jeg havde forventet at have i september. Jeg synes, det er lidt pinligt. Faktisk. Fordi jeg føler mig dum over ikke at have set det komme. 

Men hvis jeg skal vride noget positivt ud af det, så er det, at det var en vigtig reminder om, at man, selv uden gæld til banken, skal kravle, før man kan gå. Der kommer til at gå væsentligt længere tid, end jeg havde forestillet mig, før vi ikke er sårbare overfor uforudsete udgifter af den størrelsesorden, og det var måske meget fint at blive mindet om, inden man blev alt for løssluppen.

2.

Været to millimeter fra at bakke min skraldespand ned. 

Min nye bil er bredere end den gamle, og fordi vi bor på landet, er det mørktmørktmørkt herude, når vi kører hjemmefra kl. 6 om morgenen. Når skraldespanden er kørt ud til tømning, er den derfor virkelig svær at se, og det var i forleden ved at koste mig både en bule og en ny skraldespand.

Nu har jeg været ude at købe en pose selvklæbende cykelreflekser, som jeg har klistret på samtlige skraldespande, så det ikke sker igen. 

3.

Ryddet op i min vin og foræret de flasker, jeg selv bliver ved med at styre udenom, væk. Der er ingen grund til, at de ligger her og skaber illusionen af en fyldt vinreol, så de røg videre ud i verden til mennesker, der ikke har så franske sarte smagsløg, som mine. 

4.

Smidt to bakker veganer-smør ud, som jeg har fået i mine Bilka To Go-varer. Og det er jeg virkelig træt af, men vi spiser det ikke, og jeg kender ingen hernede, der er så hard core veganere, at de er gået over til planteerstatninger for smør. 3 af dem, jeg skrev til og spurgte, om de ville have det, skrev tilbage med variationer over temaet ‘Hvad er det??’

Jeg HADER at smide uåbnet mad ud, der ikke fejler det mindste, men når jeg ikke kan bruge det og ikke kan få det afsat, bliver det stadig en bedre løsning at hælde det i skraldespanden, end at lade det stå og skygge for andre varer i køleskabet.

Trods alt er overskuelighed stadig første og bedste punkt på listen over gode råd til at undgå madspild.

M2021, uge 40

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Skrevet en opfordring til mine fb-venner, som I også lige får her:

Sørg for at tjekke på borger.dk/feriepenge, om I har dage stående, der skal være brugt inden d. 31.12.21.

Modsat hvad vi i gamle dage har været vant til, kan de feriepenge, der er optjent før den nye ferielov trådte i kraft, nemlig ikke overføres eller udbetales, hvis de ikke bliver brugt, så tjek det nu, mens der stadig er tid til at få dem afviklet/udbetalt. #OgDetVarMor

2.

Tjekket overtøj og sko til børnene og besluttet, at vi venter med at købe det, jeg lige nu tænker, at de får brug for til vinter-vinter.

Det er risky business, for der er meget, der kan være svært at få fat i, hvis man ikke er bare lidt på forkant, men jeg tager chancen, for jeg er træt af at sende ting til genbrug, som stort set ikke er brugte. Sidste år købte jeg et sæt foret regntøj til Frida, som hun nu ikke længere kan passe, og som hun nåede at have på max. 5 gange. Ligeledes købte jeg et par støvler, fordi dem, hun var i, var ved at være for små, og jeg ville derfor gerne have et par klar, når hun voksede ud af de gamle. Det gjorde hun så bare ikke, og i år kan hun ikke passe dem.

Derudover er Frida startet i skole, og er dermed væsentligt mindre ude, end hun og de var sidste år, hvor Covid-restriktioner i børnehaven betød, at børnene var ude hele dagen. 

Lige præcis hvad der er brug for af vintertøj afhænger simpelthen så meget af, hvad for en slags vinter vi får, så nu prøver jeg at sidde på den, indtil jeg har lidt bedre forudsætninger for at vurdere, hvad hun mangler. 

3.

Givet de aflagte vinterjakker, vi fik i overskud i forbindelse med #2, til genbrug.

Jeg satte dem til salg på fb til et meget symbolsk beløb, og parkerede samtidig Ikeaposen ud i bilen med beslutningen om, at jakkerne fik til jeg kom forbi genbrugsbutikken næste gang til at blive solgt. Hvis ikke de var afsat inden da, ville Hjemløses Venner få dem, og det fik de så i går.

Ift. børnetøj synes jeg, at det gav god mening at sælge, da børnene var mindre, og der hver gang vi ryddede op i skabe og skuffer var et par poser, der kunne lægges op, for når man har flere ting til salg, føles det som om, arbejde og indtjening hænger sammen, selvom man kun hiver 50 kroner hjem her og 20 kroner der. Men nu, hvor de er så store, at de slider det meste af deres tøj op, er det for meget arbejde at fotografere, lave salgsannoncer, svare på 10.000 spørgsmål og flytte rundt på to jakker i månedsvis for så til sidst at sælge dem for 100 kroner.

Det hører med til historien, at mange af de lokale salgsgrupper har ændret vilkår, så man ikke længere må poste billeder i opslaget, men skal lægge dem særskilt i kommentarfeltet. Det synes jeg virkelig er ærgerligt, for uden at have lavet statistik på det, så er jeg stensikker på, at det har en negativ effekt på køb og salg af brugt tøj. Jeg kommer ikke til at sidde og nærlæse 24 facebooksiders tekst for at finde en overgangsjakke, og inden nogen siger, at man bare kan bruge søgefunktionen vil jeg bare lige minde om, at den er 100% afhængig af, at folk staver korrekt, og at vi er enige om, hvornår vi staver tingene i hhv. ét og to ord og med eller uden apostrof. Det betyder, at vi igen ender med, at tøj ikke slides op, men kun bliver brugt af et enkelt barn eller to, før det ender som møbelpolstring og twist. 

Hvis nogen tech-savvy typer har en god forklaring på, hvorfor så mange lokale køb/salg-sider pludselig vælger den billedeløse løsning, vil jeg gerne høre den, for for mig giver den ingen mening overhovedet.

Anyone?

M2021, uge 39

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg konverteret min brødpose til madpakkepose til Frida. 

Da hun gik i børnehave, havde hun en frugtpose til Lille Mad, som jeg aldrig syntes fungerede ordentligt.

Det er politik i Esbjerg Kommune (måske alle steder?) at børn har deres affald med hjem, både madaffald og eventuelt papir, folie osv. Det betyder, at en frugtpose skal vaskes ret jævnligt for ikke at blive klam, hvilket gør stoffet stift og umedgørligt. Derudover kunne de små fingre aldrig slutte fred med lukkeanordningerne, uanset hvilken en model, vi forsøgte os med.

Nu hvor hun går i skole, har hun mad, frugt og vandflaske i sin skoletaske, hvor der også er bøger osv. der helst ikke skal udsættes for yoghurt og æbleskrog, og fordi hun selv skal makke rundt med det hele dagen, er behovet for en slags frugtpose genopstået.

Efter at have tygget lidt på det, besluttede jeg at prøve at bruge en af de poser, jeg i sin tid fik lavet af to sammensyede viskestykker (til at lægge bagværk i, hvis man fx. skal have nybagte boller med ud i verden). Den er perfekt. Dels er den så stor, at det slet ikke er nødvendigt at kunne lukke den, fordi den bare folder, dels er den rummelig nok til, at alle de forskellige madkasser, drikkedunke og bananer kan være i den, og endelig – og bedst af alt – så kan den, hvis alt går galt, koges.

Den forbliver blød og suger også fint, hvis en vandflaske ikke er helt rigtigt lukket, så har man børn, der skal bruge en frugtpose, vil jeg klart anbefale den her version i stedet for de traditionelle på markedet.

2.

Fik jeg en mail fra min bank om, at den forsikring, jeg i sin tid var tvunget til at tegne, hvis jeg skulle låne til en bil, er flyttet til et andet selskab.

Det fik mig til at tænke på, at jeg vel sådan set ikke har brug for den mere. Dengang skulle den tvangstegnes, så banken kunne få sine penge, hvis jeg fik et fly i hovedet, men nu, hvor alt er betalt ud, skal jeg have undersøgt, om det giver mening at være dobbeltforsikret.

Og hvor banken var helt stram og nazi, da forsikringen skulle tegnes, så har de nu held med at deres AMR-tiltag ift. at forebygge stress ved på ingen måde at have travlt med at fortælle mig, hvor jeg kan finde police osv.

Måske ender det med, at jeg vælger at beholde den, fordi jeg vurderer, at det er de 700 kr. om året værd at være dobbeltforsikret, men jeg vil have det undersøgt, så det ikke bare er en post, der bevidstløst står og suger penge på budgettet.

3.

Har jeg to gange først tænkt: ‘Nå. Det er der ikke noget at gøre ved’ – og to gange besluttet alligevel at prøve. 

Først kørte jeg på en tolkeopgave, der fysisk lå så langt fra Esbjerg, som jeg geografisk kan komme. Her glemte jeg med stor præcision min toiletpung – og altså. Det er jo ikke fordi, der er for en million kroner indhold i, vel? Men jeg havde lige fyldt den op med smertestillende, og selve pungen var jeg ret glad for, så efter på forhånd af have afskrevet den, prøvede jeg alligevel at ringe derop for at høre, om der var nogen, der tilfældigvis var faldet over den – og det var der. Den søde dame lovede at putte den i en kuvert, og den lå i min postkasse og ventede, da jeg tømte den i dag. 

I samme boldgade bestilte jeg i går, torsdag, varer på Bilka to go, hvor jeg bl.a. købte en kasse vin, der var tilbud på. Da jeg havde hentet varerne og tjekkede fakturaen, var rabatten ikke trukket, og min første tanke var, at det nok var fordi, jeg havde bestilt torsdag, og tilbuddet først gjaldt fra i dag, fredag. Men fordi de først trækker pengene, når man henter sin ordre, tænkte jeg, at der jo i hvert fald ikke sker noget ved at spørge, så det gjorde jeg. Jeg havde ret; fælden klapper på bestillingsdagen, “men jeg har tilbageført differencen til din konto, for jeg kan godt forstå dit spørgsmål”.

Det er sgu da fin service.

God weekend til jer alle sammen. Jeg fornemmer, at vi alle er lidt skævskudte af post-covid-gennemførte-hængepartier, generel opstart og livet i al almindelighed, så pas godt på jer selv derude.

—-

Som lovet i kommentarfeltet: Et billede af den u-glamourøse men meget praktiske frugtpose:

M2021, uge 38

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Det bliver en kort omgang i dag, fordi #kaos, men i den forgangne uge:

1.

Har vi kørt en efterårsoprydning af børnenes tøjskabe. Klog af skade fra tidligere år, har jeg undladt at forholde mig til vintertøjet, for den fælde er jeg faldet i et par gange. Når jeg tjekker det hele samtidig – for tidligt – glemmer jeg, hvad vi har, og ender med at anskaffe mig ting, vi allerede har.

Derfor har jeg denne gang holdt mig til at tjekke bluser, bukser, sokker og undertøj, og at begge børn har regntøj, gummistøvler og overgangsjakke, der stadig passer, så jeg har overblik over, hvad børnepengene skal bruges til. 

2.

Har vi været til Fantasyfestival på Hovedbiblioteket, som er et SUPER fedt arrangement, og vi kommer helt sikkert afsted igen. I den forbindelse har jeg besluttet, at børnene til næste år får lidt lommepenge, når vi kommer derind, for jeg kan virkelig godt forstå, at de bliver fuldstændig betagede af krystalkugler og riddersværd – jeg var to millimeter fra at købe en Harry Potter tryllestav, fordi.. jamen, fordi magi er fedt! – men det løber op, når de tiltusker sig en amulet her og et slikæble der.

3.

Har jeg på madfronten lagt to restedage ind til mig selv.

Af forskellige årsager spiser vi sjældent det samme til måltiderne herhjemme, og det kan godt være lidt langhåret at lave trippel-madplaner og holde styr på at få omsat alle råvarer til det planlagte.

Fordi den her slutspurtsuge er ekstra slem, lagde jeg to dage ind, hvor jeg ikke forholdte mig til, hvad jeg skulle spise, og Lord behold: Jeg fik aftensmad alligevel. Det er en fin måde at få ryddet ud i resterne på, for en halv skål suppe og en pizzasnurre er for lidt at fryse, men rækker fint som aftensmad.

Jeg var god til at gøre det engang, men er kommet fra det igen. Det er dumt, så nu har jeg skrevet ‘restetapas’ på min madplan, så jeg husker at få det lagt ind.