(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg tømt min salgskasse i bryggerset; den, jeg smider ting i hen ad vejen. Denne gang indeholdt den et par jakker, et par rulleskøjter, to My Curvy Little Love kjoler, jeg har fået foræret, men ikke bruger og et tracksuit størrelse Frida.
Jeg elsker den kasse, for hvor det næsten ikke føles som besværet værd at oprette ét salgsopslag for at sælge en jakke til 50 kr., så tager det ikke meget længere tid at oprette en håndfuld salgsopslag samtidig, og lige her solgte jeg i løbet af en dag for 230 kr.
Kassen giver mig et sted at samle tingene, så de ikke bare ligger og flyder, og jeg bruger den også til tøj, der er slidt/hullet/for småt. Hvis affaldssortering og genbrug skal fungere, tror jeg, at det er ret afgørende at finde en løsning, der fungerer i hverdagen, og jeg ville aldrig køre på genbrugsstationen med ét par bukser. Nu samler jeg bare sammen efterhånden, og så sorterer jeg, når kassen er fuld. Det plejer at passe med, at der så er en pose eller to, der skal til Røde Kors, samt en håndfuld ting, der skal sættes til salg eller foræres væk.
Det er forskelligt, hvordan man har det med den slags, og nogle mennesker har det fint med at have ting til at ligge i flere måneder, mens de venter på en køber. For mig er det faktisk næsten vigtigere at få tingene ud ad døren, end at tjene penge på dem, så jeg ruller med et ret kort transfervindue. Derfor valgte jeg at lægge den ene jakke, der ikke var nogen, der havde skrevet på, i posen til hende, der købte den anden*. Dem, der købte tracksuitet, fik et sæt termotøj med, som Frida pludselig ikke længere kunne passe, og de to smukke MCLL kjoler valgte jeg efter lidt debat med mig selv at give til Røde Kors. Begge havde fået et skud i second hand-MCLL gruppen til den yderst beskedne sum af 100 kr. pr. stk, og ingen havde budt på dem. Først havde jeg egentlig tænkt, at jeg ville lægge dem op og spørge, om nogen ville have dem, for de er for fine til ikke at blive brugt. Men jeg nåede frem til, at når ingen ville betale 100 kr. for dem, så var der ingen, der ægte gerne ville have dem – og så ville det være en af de situationer, hvor nogen ville takke ja, fordi gratis = fedt. Og jeg syntes egentlig, at de her kjoler fortjente en bedre skæbne end dét. Derfor gav jeg dem til Røde Kors i håbet om, at de kan sælge dem og tjene lidt mere på dem, end de gør på aflagt H&M tøj – og så håber jeg, at den køber, der falder over dem, føler sig heldig over at gøre et røverkøb, og vil bruge og elske dem, så de kommer til gavn i stedet for bare at hænge i et skab og glo.
(*Jeg spurgte selvfølgelig, om hun kunne bruge den først).
2.
Har jeg bagt boller til Antons fødselsdag, og givet min søster de overskydende med hjem. Vi skal til fødselsdag ved min niece lørdag, og på den her måde bliver bollerne spist, og min søster slipper for at skulle have ovnen igang.
3.
Er jeg blevet klogere ift. Klarna, som jeg omtalte i sidste uges indlæg, og uden at det skal blive alt for konspirationsteoretisk, vil jeg opfordre til, at man lige skimmer kommentarfeltet, så man er lidt bedre klædt på, når man selv støder på dem derude.
4.
Købt et krus i Søstrene Grene. Og hvorfor er den på her, spørger du? Fordi krus er mit kryptonit. Jeg ELSKER dem, og ser jeg et, jeg synes er fint, er det mig næsten umuligt at gå forbi det.
Af samme grund ville det være løgn at påstå, at jeg mangler krus.
Så jeg så kruset, forelskede mig – og tog hjem og sov på det. Først dagen efter stak jeg ind forbi efter det, og for mig var det en sejr. For jeg bliver nok aldrig så meget minimalist, at jeg udelukkende køber, hvad jeg hard core mangler. Jeg bliver stadig glad af ting. Et par fine øreringe, et sæt smukke orakelkort eller det perfekte krus kan gøre mig i godt humør, hver eneste gang jeg har dem og det i brug, og de små, emotionelle stjernekastere lyser livet og hverdagen op for mig. Men det føles som en miniature-milepæl, at jeg har fået bremset den impuls, der bare smider i kurven, når jeg ser et af mine svagheds-items, for 8 ud af 10 gange har jeg glemt dem, når jeg kommer hjem/logger af.
Sådan var det ikke denne gang, og derfor føltes det så også ok at give efter for fristelsen.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Været Den Trælse Kunde, men været det med ro i sindet.
Det har taget noget tid for mig at lære, for i starten følte jeg mig simpelthen så nærig og smålig, når jeg gik tilbage med defekte varer, og derfor endte jeg ofte med bare at trække på skulderen, når noget, som stadig burde virke, ikke længere gjorde det. Men de sidste mange år har lært mig meget om vigtigheden af respekt for de små beløb, så selvom jeg egentlig føler, at det er lidt ukompatibelt med min øvrige personlighed, så er jeg idag blevet sådan en, der jævnligt sætter kursen mod Kundeservice.
I denne uge har jeg derfor skrevet til Bilka To Go hele to gange, fordi jeg den ene gang havde bestilt kylling, og fået en pakke, der kun var holdbar til den dag, varerne var bestilt, og den anden gang havde bestilt og fået hhv. en pose boller og en bakke æg, som kun kunne holde sig til den efterfølgende dag. Det plejer ikke at være et problem, og derfor føltes det ok at skrive, selvom varerne jo teknisk set ikke var for gamle, da jeg hentede dem.
Jeg har tjekket de to julelyskæder fra sidste år, hvoraf den ene viste sig at have flere defekte pærer, så den røg retur, og endelig skrev jeg til Blockbuster, hvor jeg for første gang havde lejet en film, som var så pixeleret, at den var umulig at se.
Og selvom det i de enkelte tilfælde ikke er astronomiske beløb, det drejer sig om, så løber ovenstående alligevel op i 300 kroner, som jeg har fået retur på kontoen.
(I øvrigt vil jeg her gerne give et lavpraktisk tip videre, for i disse digitale tider, er der mange varer, som ikke længere kommer med en fysisk bon. Men – og måske det bare er mig – det kan *bare* være svært at huske, hvor og hvornår man købte en lyskæde eller et par sko, og jeg er derfor begyndt at gemme følgesedlerne til de lidt dyrere ting, fordi der på dem står både forhandler og dato. Det gør det uendeligt meget lettere at søge den digitale bon frem, hvis/når jeg skal bruge den).
2.
Brugt lang tid på noget af det, der interesserer mig mindst i hele verden, nemlig at læse op på, hvad for en telefon, jeg skal have.
Min nuværende begyndte for et par uger siden at slukke fra det ene øjeblik til det næste, hvilket er SUPER træls, fordi man jo efterhånden har alt fra billetter over kvitteringer til adresser på sin mobil.
Egentlig havde jeg håbet, at jeg kunne trække den til foråret, men det går ikke, at Anton, børnehaven og mine forældre ikke kan få fat i mig, så der er ingen vej udenom. Når det er sagt, så sidder jeg stadig med en 6’er, så det er heller ikke fordi, det er fråds med en ny.
Men hvor jeg plejer at gå med modellen, der ligger en version eller to tilbage (fordi de ofte kan næsten det samme som den nyeste, men prisen er langt mere spiselig), så kan jeg læse mig frem til, at det denne gang vil være idiotisk at gå med en 11’er, når 12’eren er tilgængelig.
Jeg har smidt en oplader i tasken og afventer Black Friday for at se, om nogle af teleselskaberne kører et tilbud, og hvis ikke, må jeg bide i det dyre æble. Til gengæld har min research betydet, at jeg nu er helt up to speed med mit forbrug og priserne på de enkelte abonnementer hos de store selskaber, så jeg er godt klædt på til at træffe en fornuftig beslutning, hvis der skulle landet et tilbud i indbakken.
3.
Sparet 120 kr. på returporto på 3 pakker, jeg selv er kørt forbi med, fordi jeg har handlet online hos firmaer, der har fysiske lagre/returmodtagelser i nærheden.
For mig er returporto blevet noget, jeg er begyndt at tage højde for, når jeg vælger, hvor jeg handler på nettet. For det bliver hurtigt dyrt at købe f.eks. vinterstøvler online, hvis det koster 39 kr. at få dem sendt, og derefter 39 kr at sende dem retur, hvis de ikke passer alligevel.
Nettet er smart, og jeg vil strække mig langt for at slippe for at have børnene med i 7 forskellige skobutikker, men denne gang har jeg returneret 4 par støvler; 3 par, hvor størrelsen var skæv, og 1 par, hvor jeg ikke havde været opmærksom på, at der under søgning på ‘Termostøvler’ også fremkom gummistøvler, og det derfor var sådan et par, jeg havde fået lagt i kurven.
Tidligere har jeg ikke tænkt så meget over porto, fordi mange firmaer lægger en returlabel i pakkerne, og man derfor skal læse det med småt for at finde ud af, at de fratrækker 39 kr. fra beløbet, de fører retur på dit kort, hvis du bruger den. Men fordi Covid har flyttet så meget handel fra de fysiske butikker til de virtuelle, og det derfor pludselig drejer sig om ret mange varer, man potentielt skal sende tilbage, synes jeg, at man skal gøre sig selv den tjeneste at være opmærksom på det her. Også når man køber julegaver – for det er sgu da lidt træls for modtagerne, hvis de skal betale penge for at bytte dobbeltgængere og forkerte størrelser og farver, fordi man gerne ville gøre det nemt for sig selv.
4.
Ringet til Klarna, som er den svenske bank, der står for betaling på Panduros hjemmeside. For selvom jeg ellers synes, at jeg efterhånden har sort bælte i nethandel, var det alligevel lykkedes mig at få vinget et eller andet af, da jeg købte halloween-hobbyting, så jeg ikke betalte med kort, men derimod havde købt på kredit.
Jeg havde ikke engang tænkt på at tjekke, om beløbet (70 kroner) var trukket på mit kort.
Men pludselig lå der i min postkasse et brev fra Klarna, der skulle bede om deres penge, samt et rykkergebyr på 100 kr. for for sen betaling. Efter at have dobbelttjekket, at jeg ikke havde modtaget noget på mail, ringede jeg til dem, og det viste sig, at de havde lidt problemer med at ryge i spamfilteret. Jeg spurgte derfor ligeud, om vi kunne slå halv skade om gebyret, og den søde, svenske dame valgte at slette det helt.
Der sker aldrig noget ved at spørge, og så længe man gør det på en ordentlig måde, er de fleste mennesker til at snakke med, har jeg lært.
Ovenstående punkter handler hver især om små beløb, der ikke ser ud af meget, men sammenlagt løber de op i over 500 kr.
5.
Haft 2 grønne peberfrugter i køleren, som jeg ikke kunne få brugt. De var ved at se lidt trætte ud, og da jeg en aften skulle bruge et halvt løg,, valgte jeg at snitte peberfrugterne og det andet halve løg, svitse hele molevitten på panden og smide de sidste 3 skefulde pizzasauce, der var i overskud fra snurre-produktionen i.
Grøntsagerne kunne på denne måde smides i fryseren, og der ligger de nu og afventer en suppe, en pastasauce eller lignende.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt refleks-clips til begge børn.
Jeg fandt de her til mig selv sidste år, og de er smarte. For reflekser med snor og sikkerhedsnåle er noget lort i regntøj og tyndt stof, og de klisterreflekser, vi har haft, har løsnet sig fra tøjet eller er faldet helt af, når tøjet er vasket en håndfuld gange. De efterlader nogle ret grimme mærker på tøjet, hvilket er træls, fordi tøjet så ikke rigtigt kan sendes videre og bruges i bund.
Den her sidder fast med en kraftig magnet, så nul huller, som de siger hos Colgate. Den kan flyttes fra regnjakke til vinterjakke til løbesko til hatte, så man kan nøjes med én refleks, og samtidig undgår man, at den pludselig sidder et sted, hvor en taske-rem eller et tørklæde skjuler den. Og endelig er der LED lys i, så den er supernemt at se på LANG afstand.
Jeg fandt dem i Fakta til den beskedne sum af 30 kroner pr. stk.
2.
Solgt en My Curvy Little Love kjole til mindre, end jeg egentlig syntes, jeg burde have haft for den.
Det er verdens fineste maxikjole, og jeg købte i sin tid to, fordi kjolen er sort og super alsidig, og derfor kan bruges på job i situationer, hvor man ikke på forhånd kender dresscoden, f.eks. i kirke eller til en reception. Min tanke var derfor, at jeg ville bruge den ene som almindelig sommerkjole, mens den anden blev fredet, så den kunne holde sig pæn og ikke blive alt for forvasket.
Men dels er kvaliteten af kjolerne så god, at man ikke kan se på den, jeg har brugt sommeren over, at den overhovedet er blevet vasket ( – og den er den altså), og dels er den virkelig, VIRKELIG lang. Jeg er 1.80, så for mig var det en ganske ny verden, der åbnede sig, da jeg pludselig opdagede generne ved tøj, der er så langt, at man træder i det, hver gang man læner sig bare en smule frem.
Derfor er jeg endt med, at den ene jeg har er nok, og den anden skulle således sendes videre ud i verden. Og her var jeg lige ved at falde i den fælde, jeg ellers har advaret andre om, nemlig at ville have det for kjolen, som JEG syntes, den er værd, og ikke det, som potentielle købere ville give.
Men efter at have haft den til salg i 2 måneder og have fået nogenlunde samme beløb tilbudt for den 3 gange, endte jeg med at sluge min stædighed og lade den gå. 460 kr. på kontoen er stadig bedre, end 0 kroner i lommen og for meget tøj i skabet.
Og som vi har snakket om før: Efter at have sendt den afsted, har jeg ikke skænket den en tanke. Blot for at sige, at selvom man bliver gnaven og småfornærmet over, at en pris ikke afspejler det, man *selv* synes noget er værd, så bider det kun, til varen er ude ad døren.
3.
Fået følgende spørgsmål i kommentarfeltet:
Fik en ide til et indlæg, som jeg ville synes var interessant. Synes at huske at du på et tidspunkt skrev, at du vasker håndklæder torsdag? Jeg bøvler selv lidt med at få struktur og organisering på min hverdag – som skilt og alene med mine børn 10-4-model. Min tanke er, hvordan man effektiviserer sin hverdag – gør det nemmere for sig selv; samtidig med at man sikrer at man få gjort de basale ting, så man hele riden er et skridt foran (i stedet for som nu et skridt bagud). Et system, hvor man ikke skal tænke så meget – tingene kører bare. Måske en illusion, men hvis du har tips, tricks eller modeller, så høret jeg det gerne. Men måske du allerede har skrevet om det før?
Det vil jeg meget gerne prøve at svare på. Som de fleste ved, er jeg ikke underlagt en deleordning, men til gengæld har jeg skæve arbejdstider, som varierer fra uge til uge, og som jeg først kender fredag ugen forinden. Så selvom det på ingen måde er det samme, så har jeg noget uforudsigelighed i min hverdag, der også forudsætter struktur, hvis ikke jeg skal ende med at være 3 skridt bagud og i kronisk fare for at vælte af brættet.
Når jeg skriver nedenstående, kommer jeg til at lyde som det kedeligste og mest anale menneske i verden, og jeg har brug for lige at starte med at sige, at det er små systemer og hacks, som er opstået hen ad vejen, og som jeg dårligt tænker over længere. Det er bare sådan, det er endt med at være, fordi det er det, der fungerer her, men når jeg kigger på det, kan jeg godt se, at hele konstruktionen består af enkeltdele, som jeg faktisk er ret systematisk omkring.
Jeg har valgt at dele min kommentar op i 3 hovedpunkter, som jeg forestiller mig er dem, vi alle sammen bøvler med at få til at rulle uden for meget slinger i valsen. Men inden vi når så langt, så vil jeg lige nævne den vigtigste livsregel, jeg i mit 43-årige liv har lært, nemlig, at det er de løse ender, der stresser. Den sætning siger jeg til mig selv mindst én gang om dagen, fordi jeg kan være slem til at ville ordne alting samtidig. Men mange sene aftener med snot og tårer har lært mig, at det er federe at skubbe nogle opgaver til i morgen, end at starte på 56 opgaver, som jeg så er nødt til at afslutte, inden jeg kan gå i seng. For vådt tøj i maskinen og et køkkenbord med 2/3 af ingredienser til morgendagens aftensmaden, skal trods alt lige følges til dørs. Ved at gøre én ting færdig ad gangen, kan jeg hele tiden stoppe, når jeg er færdig med det, jeg står med – og så har jeg opdaget, at det bliver væsentligt lettere at prioritere. For klokken 16, hvor der stadig er strøm på batteriet, synes jeg, at alting er vigtigt, jeg har MAAAAAASSER af overskud, og jeg kan da også lige. Men klokken 23 er jeg retrospekt til at forhandle med ift. om det nu også var *så* vigtigt at vaske tøj, når der stadig er i skabene, eller om aftensmaden partout skulle være den, der krævede allermest arbejde, når Anton kom hjem med 2 ekstraopgaver og Frida havde en legeaftale her.
Så den sætning gennemsyrer alt, fra det store til det helt små.
Men i forhold til de 3 grundpiller i en husholdning med børn, griber jeg dem an på følgende måde:
Rengøring:
Jeg gør rent fredag, hvis mit skema tillader det, og når jeg gør rent, skifter jeg samtidig sengetøj og håndklæder. Det betyder 2 maskiner tøj, og ca. 1,5 times rengøring. Jeg kan bedst lide at gøre det hele samme dag, men da jeg var på barsel, og var nødt til at skære hæle og klippe tæer, begyndte jeg at dele det op, så jeg skiftede sengetøj, gjorde badeværelset rent og vaskede én maskine tøj den ene dag, mens jeg så tog resten af huset og den anden maskine dagen efter. Det system har jeg holdt ved, så de uger, hvor mit skema ikke tillader, at jeg tager hele svineriet fredag, deler jeg det op.
Opdelt tager det en god halv time begge dage, og det kan jeg sagtens gøre med børnene om fødderne eller når de er lagt i seng.
Og er det pinedød nødvendigt at gøre rent hver eneste uge? Nej. Formentlig ikke. Men vi har glatte trægulve og fliser i hele huset, og det betyder, at de uger, hvor jeg må trække den 2-3 dage ekstra, så lægger det SYGT lang tid til den normale tid, fordi alting er væsentligt mere støvet. Desuden frigiver det hos mig noget mental kapacitet, at jeg ikke skal lede efter huller, hvor det passer at gøre rent, men bare ved, at det er (torsdag og) fredag, det foregår.
Madlavning, madplaner og indkøb:
Fordi jeg først kender mit skema for den kommende uge fredag eftermiddag, begynder jeg allerede torsdag/fredag at skue ud over den kommende uge. Ellers bliver der for meget, der skal planlægges og forberedes søndag.
Jeg har efterhånden fundet ind i et system, hvor jeg planlægger 2-3 retter, afhængigt af arbejdsskema, sociale arrangementer, personale/forældremøder osv, men ikke sætter faste ugedage på. Jeg bestiller varer på Bilka to go fredag eller lørdag, og henter dem lørdag eller søndag. På den måde kan jeg, de uger, hvor det passer, preppe grønt til den kommende uge, når jeg laver frokost søndag, og lave mad til 2 dage søndag aften, for min oplevelse er, at ugen bare kommer bedre i gang, når man har nem mad til mandag aften, og derfor forærer sig selv et lille forspring.
Når jeg laver min madplan, lægger jeg mig, som nævnt, ikke fast på bestemte ugedage, og jeg prøver, så vidt det er muligt at planlægge retter, hvor den ene ikke indeholder noget, der skal bruges umiddelbart efter det er købt, mens den anden gerne må indeholde kød eller grønt, som skal bruges indenfor et par dage. Eksempelvis planlagde jeg for et par uger siden at lave vegetar tikki masala og baked beans. I TM skal der bruges grøntsager, græsk yoghurt og persille, mens BB næsten udelukkende består af tørvarer, langtidsholdbart grønt (løg og hvidløg), og baconskiverne, hvilket betyder, at alle ingredienser kan holde ret længe, og om nødvendigt skubbes en uge.
Jeg har lært, at det for mig er en stressfaktor med en madplan, hvor jeg har køleskabet fyldt med grønt og kød, der skal bruges i løbet af kort tid, for laver vi en aftale eller får jeg en ekstra opgave, så føles det som om, det hele skrider. På den her måde er det muligt at konvertere en ellers planlagt menu til fryser eller take away, hvis noget pludselig kommer ind fra højre, uden at det dermed betyder, at man hælder værdifulde råvarer direkte i skraldespanden.
De uger, hvor jeg alligevel planlægger 2 retter, der begge indeholder let fordærvelige ting, sørger jeg for at bestille alle langtidsholdbare ingredienser, når jeg bestiller varer, mens jeg venter med at købe kød og grønt, for det tager 20 sekunder at svinge forbi Rema efter en pakke kylling, så jeg kan holde fast i det planlagte, når resten af det, jeg skal bruge, står hjemme i skabene.
Ugelisten:
Den her har jeg kørt med så langt tilbage, jeg kan huske. For mig er det en rar måde at skabe plads i hovedet, uden at miste overblikket på.
Jeg skriver listen for den kommende uge hver søndag morgen, når jeg sidder med min morgenkaffe. På den måde har jeg dagen til at fikse legeaftaler, hive barnepiger ind og lave en løs skitse til, hvilke dage, vi skal spise hvad.
Under ugedagen skriver jeg hvor og hvad tid jeg skal arbejde, ud for de enkelte dage skriver jeg det, der er på tapetet for den dag, f.eks. et forældremøde, skolefoto eller en social aftale, og i højre side har jeg a) opgaver, der skal laves snart, men ikke på et bestemt tidspunkt (f.eks. fødselsdagsgave til Anton, aflevere biblioteksbøger og bestille tid til frisør), b) de faste opgaver (tjekke Aula, opdatere mit arbejdsskema, blog/kommentarer, lektier osv), c) madplan og d) eventuelt (f.eks. ‘Have’, hvad jeg mangler af vintertøj til børnene osv).
Og det er jo ikke fordi, jeg glemmer at blogge eller at Anton har lektier for. Men for en ukuelig tidsoptimist som mig fungerer det godt med en kronisk påmindelse om, at der er ting, som altid er på tapetet, selvom den aktuelle dagskalender er tom. Jeg er sikker på, at det for nogle ville være overflødigt, men for mig hjælper det mig til at huske, hvorfor jeg ikke bare kan proppe gøgl og gak ind i kalenderen, selvom den ser dejlig tom ud.
Hver aften konfererer jeg med ugeplanen, og skriver en to-to for den kommende dag i min notesbog, som følger mig, hvor end jeg går og står.
________________________________________________
Som skrevet øverst ved jeg godt, at det ser voldsomt omstændigt ud, når jeg skiller det ad, og noterer alle enkelt-dele. Men for mig er det det system, der er opstået over tid, som giver så fast en struktur, at jeg ikke behøver bruge krudt på at forholde mig til alle hverdagselementerne, men bare skal eksekvere dem, og for mig er det årsagen til, at der bliver tid til alt det sjove, som f.eks. at se gode mennesker, at bruge en eftermiddag på en legeplads – eller at skrive et blogindlæg.
Anne Maries spørgsmål tager udgangspunkt i en deleordning, og derfor vil jeg meget gerne opfordre til, at de af jer, der selv lever med det vilkår, øser af jeres erfaringer i kommentarfeltet. Jeg er sikker på, at der er mange derude, der vil sætte pris på et par gode, lavpraktiske fifs.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Ryddet op i mit tøjskab, nu hvor sommeren definitivt er forbi.
Jeg har de sidste par år kørt helårsgarderobe, hvor jeg bare skalerer op og ned med ekstra varme gamacher, en cardigan, en top indenunder osv afhængigt af årstid. Men derfor er der selvfølgelig stadig items (#fashionblogger) der helt specifikt er til enten sommer eller vinter, og nu, hvor jeg pludselig kan se, at vi er på den rigtige side af sommerferien ift. at blive gældfri (*skriiiig!!*) har jeg tilladt mig selv at tage nogle ting fra, som virkelig, virkelig trængte til at blive stedt til hvile.
Da jeg var færdig havde jeg faktisk kun fyldt en bærepose, det tog 20 minutter at nå igennem samtlige hylder, og alligevel hvisker lågerne nu: “Kooondooooo” hver eneste gang jeg åbner dem.
2.
Har jeg opdaget, at en af de netbutikker, hvor jeg køber børnetøj, fysisk har til huse i Brørup. Skulle man lige have glemt, hvor det ligger, er det ca. 25 minutters kørsel fra Esbjerg i østgående retning, hvilket betyder, at jeg kører lige forbi på motorvejen 3-4 gange om ugen.
Det er ret fedt. Faktisk. For de kører ofte abSURD gode tilbud på børnetøj, og de har et stort udvalg, men jeg synes simpelthen, det er så træls at skulle pakke gummistøvler og andre uformelige genstande forsvarligt ind, fikse porto og huske at stikke ind et sted, hvor tingene kan sendes retur, når tøj og sko viser sig ikke at passe.
Det her er både nemmere og billigere (- og jeg *har* dobbelttjekket, at man gerne må aflevere returvarer fysisk på adressen).
3.
Aflyst den boksetræner, jeg havde booket til Antons fødselsdag, og fordi jeg på forhånd havde aftalt med ham, hvornår vi endeligt ville beslutte, om vi (ift. Covid) gennemførte eller ej, skulle jeg ikke engang betale depositum.
Vi bor så småt, at jeg hellere vil flække begge skinneben på langs, end at have besøg af 9 drenge, som alle er virkelig søde, men på størrelse med cykelskure og med så meget energi, at vindmøllerne skuler misundeligt til dem, når de cykler forbi.
Men alt, hvad der er af etablerede tilbud, er enten alt for dyre eller henvendt til børn, der er yngre, end de her lømler er ved at være.
Oprindeligt havde jeg planlagt, at de skulle ud og skyde med bue og pil, fordi Anton prøvede og elskede det i sommerferien, men da jeg tjekkede op på det, viste set sig at koste 1600 for 3 timer derude, lagkage ikke inkluderet.
Anton fik tilbudt, at vi kunne spørge de andre drenge, der også har fødselsdag i efteråret, om de ville holde det sammen, men det var alligevel for kommunistisk, så efter at tænkt længe over mulige alternativer, prøvede jeg at skrive til den lokale bokseklub, og de sagde ja.
Så det her punkt er på, både som inspiration til, hvad man kan gøre med en børnefødselsdag, hvis man bor lidt småt, men også ift. at det de næste mange måneder nok er smart på forhånd at klappe er, hvad aftalen er, hvis kurven pludselig himmelflugter, og et arrangement må aflyses.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt og testet en sukkertusch.
Vi har bagt halloweencupcakes, og ingen af børnene er ret vilde med fancy krymmel, som altid koster en million, og som man bruger 1/10 af af. Skumfiduser derimod kan de spise 7 kg. af, uden at blinke med øjnene.
Derfor prøvede vi at købe en sort sukkertusch og tegne spøgelser og skelethoveder på skumfiduser, som vi så lagde ovenpå den orange og sorte glasur på kagerne, og det fungerede fint.
Det er jo ikke som sådan en minimalistisk verdensrevolution, men mere bare en lille hyggeøvelse i disciplinen at gentænke det, man plejer at gøre, så man bruger pengene på det, man gerne vil have/spise, fremfor det man faktisk ikke gider.
2.
Stedt min micro-ovn til hvile, efter at den begyndte at spy hidsige gnister. Lige el har jeg temmelig meget respekt for, så RIP og afsted med den.
Vi bruger stort set kun microen til at varme mad til den, der ikke gider spise det, de andre to får, og derfor behøver jeg ikke én, der kan tø mad op, bage boller og tale flydende italiensk, hvilket de fleste af dem, man kan købe fra nye, kan.
Men for en gang skyld var Marketplace ikke min ven. De 3, der var gode bud, viste sig allerede at være solgt, mens de 2, der lå tilbage, var plettede, misfarvede og ifølge teksten “trængte til en våd klud” (Ad!)
Fordi jeg selv bliver glad, når de ting, jeg ikke længere bruger, kan gøre gavn hos mennesker, jeg kender, skrev jeg et opslag på min fb-væg, og spurgte, om nogen havde én stående, de ville sælge til fornuftige penge. Det resulterede i, at jeg fik hele 3 tilbudt, kvit og frit, fordi de bare stod og samlede støv.
Den ene af de tilbudte, stod i Hørning, og da jeg tilfældigvis har familie fra Hørning, som kommer til Esbjerg denne weekend, er microovnen i skrivende stund i transit og på vej mod 6715.
3.
Overvejet noget, og det vedrører jer. Den her blog er jo efterhånden noget, vi driver i fællesskab, og derfor vil jeg gerne løbe tanken forbi jer, før jeg sætter den i værk.
Da alt lukkede ned i foråret, og jeg blev hjemsendt, måtte jeg efter et par måneder bide i det sure æble og kontakte banken ift. at få sat afbetalingerne på mit ene lån på pause. Havde jeg haft arbejde helt frem til hjemsendelsen, havde det ikke være et problem, men fordi jeg kun mellem sidste konkurs og covid nåede at arbejde 6 uger med almindelig løn, blev det simpelthen for svært at få enderne til at nå sammen.
De 5 måneders pause har jo så selvfølgelig forlænget afbetalingstiden på mit lån, hvilket betyder, at jeg ikke længere står til at blive gældfri i 2021, men først i 2022, og det kan jeg næsten ikke holde ud. Jeg ved godt, at det mest bare er symbolsk, men efter at have kæmpet så meget for det i så mange år, føles det simpelthen så træls og uforløst.
Og her er det så, at I kommer ind i billedet.
For der er jævnligt søde læsere, der skriver og spørger, om de må overføre til en blomst som tak for mange timers underholdning, og hver gang bliver jeg overvældet og i tvivl om, hvordan jeg griber det rigtigt an – for jeg er ret stejl på, at jeg ikke vil skrive for penge. Omvendt giver jeg jo også somme tider min mor blomster, eller mine veninder en flaske vin eller en pose god kaffe, fordi jeg gerne vil vise, at jeg sætter pris på dem.
Vi har snakket om det en million gange, og jeg kommer aldrig til at forlige mig med reklamer, betalingsvægge eller donationsknapper. Heller ikke selvom I er de sødeste i verden, og hver gang I foreslår det, forsikrer mig om, at det faktisk mest er for *jeres* skyld, så I kan få lov at give lidt retur.
Men.
Nu er det så jeg spekulerer på, om det faktisk er her, det giver mening at sige, at jeg den næste uge ikke kommer til at protestere, hvis I gør det?
Det er ikke fordi, jeg på nogen måde hverken tror eller forventer, at gælden bliver betalt ud. Men hvis alt, hvad der kommer ind, ryger direkte over på lånet, så kan jeg måske stadig nå det oprindelige mål, nemlig at drikke champagne i 2021 som en strong, independant woman, og det ville bare være så RART!
For mig føles det.. mere ok, tror jeg? at tage imod til noget så konkret, fremfor bare at stå med hånden kronisk udstrakt. Samtidig forestiller jeg mig, at det måske føles anderledes at sende en 20’er nu, der gør en konkret forskel ift. noget, vi har snakket meget om herinde, fremfor at bare at smide den ind i et bundløst hul en regnvåd tirsdag i februar?
Med en tidsbegrænset åbning som den her, får dem, der ægte gerne sende en hilsen, mulighed for at gøre det, mens dem, der ikke har lyst eller mulighed ikke skal have det tværet op i fjæset hver gang, de klikker ind forbi, og samtidig bliver det hele en smule mere anonymt. Jeg føler, at der er en sammenhæng mellem det, jeg har skrevet, og de penge, der kommer ind, og jeg kommer udenom det, jeg gerne vil undgå, nemlig at kunne se, hvilke indlæg folk kan lide og dermed betaler for, og hvilke de ikke bliver ramt af. Jeg skriver bedst i lykkelig uvidenhed, fordi jeg så kan skrive om det, jeg har på hjerte, og al kreativitet og skrivelyst forsvinder, hvis jeg på forhånd ved, at vi faktisk ikke skal bede om at høre så meget om dine børn eller metoo, Linda.
Det er utrolig vigtigt for mig at sige, hvis vi gør der, så skal INGEN skal føle sig forpligtede. Heller ikke de faste gæster i kommentarfeltet. Og man behøver hverken undskylde eller forklare. Ingen har større forståelse end mig for, at man kun kan bruge sine penge én gang, og der er cirka 4 millioner ting i verden, der er vigtigere, end en fremmed ord-dame på nettet.
Men jeg vil oprigtigt gerne høre, hvad I tænker. For hvis I alle sammen stejler, så er der ingen grund til at sætte skibet i søen, eller undersøge, om der er regler, der skal følges og overholdes.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Tjekket op på vores årskort til Lego House.
Jeg kom pludseligt til at tænke på, at når årskort til legoland er blevet covid-forlængede, så var det værd at undersøge, om det samme var tilfældet med kortene til Lego House.
Det viser sig, at de havde lagt 100 dage i forlængelse af kortets levetid, hvilket jeg ikke lige synes, jeg har fået besked om. Men det kan sagtens ske, at det er én af dem, hvor man forventes selv at læse op på det, og det er, som det er.
Nu er det undersøgt, og jeg er fri for at bruge mere mental båndbredde på dét.
2.
Fået omsat alt i køleskabet til mad.
Frida havde en legeaftale her midt på ugen, og jeg har fundet ud af, at det mest optimale sted for mig at være, når der er små gæster, er i køkkenet. Hvis jeg sætter mig med noget, jeg skal koncentrere mig om, ender det med, at jeg nærmest skærer mine kindtænder til benmel i frustration over de endeløse afbrydelser, men i køkkenet er jeg tilgængelig, selvom jeg laver noget praktisk, og tiden er godt udnyttet.
Jeg fik lavet hokkeido-suppe, skåret salat, bagt græskarkage*, rørt en dressing, jeg længe har haft på test-tapetet og lavet fyld til burritos**.
3.
*Fundet en opskrift på en kage, som jeg kan bage med kødet fra de græskar, vi har lavet lygter af.
Sidste år syntes jeg ellers, at jeg fandt en god opskrift; den blev perfekt første gang, jeg bagte den, men de efterfølgende gange, blev den klæg og tung. I den skulle græskarkødet koges og pureres (= besværligt + meget opvask), og derfor følte jeg mig meget omstillingsparat ift. at prøve noget nyt.
Min tanke var, at man måtte kunne rive kødet efter samme princip, som når man bager kager med squash, så derfor googlede jeg opskrift på en en squashkage og fandt den, jeg har linket til ovenfor, som jeg pimpede med lidt julekrydderier.
Det er *sygt* god, meget, meget nem og holder sig strålende, både på køl og i fryseren.
4.
**I forsøget på at finde på noget nyt kastet mig over burritos, som jeg ikke har lavet i flere år.
Jeg faldt ned i et amerikansk kaninhul af opskrifter, og kunne se, at de derovre typisk laver en ordentlig stak, og så fryser dem, så de bare kan tages op og varmes i ovnen.
Det synes jeg lød umådelig smart. Både fordi vi elsker hverdagsmad, som er nemt, men også fordi vi altid har titusinde ingredienser i overskud, når vi laver mexicansk mad, og det er drønirriterende at skulle spise det samme 5 dage i træk.
Derfor læste jeg lidt op på, hvad der holder sig godt i fryseren (spoiler: Ikke salat og tomat), og besluttede at lave en foolproof model, der ikke vander, og så bare servere salaten ved siden af.
Jeg lavede mine med:
*Revet ost i bund og top (hhv. cheddar og mozarella)
*Ris med bønner (løg og hvidløg svitses, bouillonterning i, en dåse hakket tomat i, vand, som passer til mængden af ris, ris i, kogekogekoge, færdig)
*Hakket oksekød (stegt med fajitakrydderi og en skefuld tomatpure)’
*Majs og rødløg
*En skefuld salsa
De blev helt formidable, og har bestået fryserteten med glans. Alle tortillas er brugt, salsaglasset er tomt, og den smule fyld, der var i overskud, frøs jeg i én bøtte, som kommer til at blive til fyld til en salat eller i et pitabrød. Fem store stjerner herfra.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Prøvet at købe ind til efterårsferien på en lidt anden måde, end jeg plejer. For jeg går normalt efter at skulle så lidt ud at handle, som muligt, når vi er hjemme alle 3, og derfor har jeg de sidste par ferier ikke lavet reelle madplaner, men bare købt lidt halvfabrikata ind, som hurtigt kunne omsættes til aftensmad, de dage, der var brug for det.
Denne ferie vil jeg gerne have fyldt lidt i fryseren til de lange, mørke dage, men samtidig kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg bliver stresset over det, hvis der ligger kylling eller salat i køleskabet og stirrer bebrejdende på mig, hver gang, jeg åbner det.
For at bevare muligheden for spontane aftaler og ture, har jeg derfor planlagt at lave 4 forskellige retter, men uden at sætte bestemte dage på. Jeg har bilka-to-go’et alle tørvarer og ting, der kan holde sig i køleren (f.eks. æg), og så har jeg lavet en særskilt indkøbsseddel, hvorpå jeg har de kød og grøntsager, der skal bruges til de enkelte retter, som jeg så kan klathandle, når jeg ved, hvilke dage, jeg laver hvad.
Jeg *kan* jo ellers bedst lide, når vi kan stryge en opgave helt fra listen, men nu prøver jeg at gøre det på den her måde; så må jeg se, om jeg føler, det fungerer.
2.
Efter en uge med for meget knald på og en lang nat med natteroderi givet efter for ungernes insisterende forespørgsler og pyntet op til halloween.
I den forbindelse vil jeg bare lige (igen) slå et slag for lyskæder i stedet for stearinlys i græskar, spøgelser osv. For det første lyser de virkelig fint op, fordi lyset er fordelt i hele porcelænsfiguren, og ikke bare står og brænder i bunden, og for det andet bliver det muligt at bruge den samme lyskæde hele året. Jeg flyttede mine sirius lyskæder (dem med fjernbetjening, hvilket cirka er det smarteste ever) fra mine lanterner, over i halloweenfigurerne, og I kan allerede nu begynde at glæde jer til jul, hvor punktet kommer på igen, når jeg flytter dem videre over i engle og snemænd.
3.
Glemt at nævne, at jeg, da jeg gik ledig, fandt ud af, at jeg havde lønsikring *i* mit fagforeningskontigent. Jeg anede ikke, at det var blevet lagt over, så man nu automatisk har det, og at det dermed ikke længere er noget, man skal tegne særskilt. Jeg nævner det, fordi der kunne sidde nogle derude, som har mistet deres job i forbindelse med krisen, som måske heller ikke er opmærksomme på det.
Det er ikke alle fagforeninger, der tilbyder det, men det er da i hvert fald værd at undersøge, hvis man er blevet ledig. Jeg gjorde det på bagkant, og fik uden problemer pengene efterbetalt, så tippet er hermed givet videre.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Holdt sjatfest på badeværelset, hvilket er knapt så rock n’ roll, som det lyder.
Jeg ønsker mig ofte parfume, creme osv. i jule- og fødselsdagsgave, fordi det er ting, jeg ved, jeg kan bruge, som jeg bliver glad for, og som er nemme for giveren at købe.
Men som de fleste andre har jeg i perioder nogle favoritter, som jeg bruger flittigt, mens artsfællerne rykker længere og længere ind i skabet.
Så for at få brugt alle resterne, inden de nye, spændende produkter kommer til, er der rokeret lidt om på hylderne, så de næsten-tomme parfumer og cremer nu står først for, og udelukkende er dem, jeg bruger, indtil de er tømt.
2.
Er jeg begyndt at varme mad fra fryseren op på panden. Det her er én af dem, hvor jeg ikke kan finde ud af, om jeg er genial eller ualmindelig langsom. Men når jeg har hevet en sjat afrikansk kylling eller kødsauce ud af fryseren, så har jeg indtil nu varmet det i enten microovn, ovn eller i en gryde. Desværre synes jeg ofte, at det bliver tørt og kedeligt, når jeg varmer det på den måde, fordi det i midten tager længere tid at varme op end det i kanten. Desuden tager det 100 år om at blive ordentligt varmt.
I mandags kom jeg pludselig til at tænke på, at det måske var hurtigere og mere effektivt at varme maden op på en pande, og den teori kan hermed bekræftes. Den større overflade giver et fladere lag, som derfor langt hurtigere bliver varmt, og som ekstra fordel fordamper den væde, der altid opstår, når mad har været en tur i fryseren.
3.
Har jeg gjort, hvad jeg kunne for at være sikker på, at det giver mening at hive de indefrosne feriemidler ud. Jeg har læst, hvad jeg kunne finde på nettet, og spurgt på fb, fordi min vennegruppe der består af mennesker, der for en stor dels vedkommende lever liv, der ligner mit.
Min første indskydelse var, at de selvfølgelig skulle hæves, men denne indlægsrække illustrerer jo fint, at jeg ikke er noget matematisk eller økonomisk geni.
Nu har jeg gjort, hvad jeg kunne for at sikre mig, at der ikke er et catch i det her, der kommer og tager en luns af min røv et sted ude i fremtiden, og pengene er bestilt.
De kommer i første omgang til at stå på min opsparingskonto (hvor vindheksene indtil nu har blæst ensomt gennem kolonnerne), men kommer jeg igennem efteråret med arbejde og indkomst i behold, kommer der til at gå lidt mere ind på opsparingen, og så er planen, at en del af dem skal bruges til den forhave, jeg har drømt om, siden vi flyttede herud.
Men for nu skal de bare være den økonomiske buffer, jeg hele foråret har stresset over ikke at have, og den bliver virkelig rar at få.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft en rest revet ost, som jeg ikke lige kunne få brugt. Da jeg var i gang med at bage en plade brunchboller af en færdig dejblanding (don’t judge. Der er udsigt til 2. bølge, og jeg kan ikke overskue en gærdej fra bunden), kom jeg til at tænke på, om man måske kunne lave et par stykker med ost i.
Jeg lagde en skefuld dej på pladen, hulede den lidt ud, kom revet ost på, lagde en klump dej hen over, og klappede det til, snebold-style, så osten blev lukket inde. Og nu får vi brug for Janice, for Oh! My! GOD!!! De blev SÅ GODE! Normalt gider jeg ikke ostebrød til suppe osv, fordi branket ost sucks, men her var den lukket inde, og derfor smeltede den bare til den perfekte konsistens.
Bollerne smagte *også* forrygende kolde, og det her kommer til at ske MANGE gange de næste par måneder.
2.
Prøvet at tælle lidt på fingrene ift. hvor meget tøj, mine børn har liggende i skabet, fordi Malene i kommentarfeltet i sidste uge spurgte, hvor lidt/meget tøj, vi ruller med.
Mine børn har i perioder mere tøj end det strengt nødvendige, fordi vi er så heldige at være aftagere på arvetøj, men derfor er det alligevel noget, jeg forholder mig til, fordi vi ofte får tøj, når folk rydder op i skabet, og det gør vi vist alle sammen typisk i slutningen af en sæson. Derfor får jeg slut-sommer typisk sommertøj, og har vi ikke noget liggende fra sidste år, betyder det jo så, at vi skal have købt lidt efterårs og vintertøj.
Der er mange forhold, der spiller ind. I år kan jeg f.eks. se, at jeg kommer til at skulle have to sæt regntøj til Frida, fordi de skal være ude hele tiden, og der derfor er nødt til at være et tørt/rent sæt at skifte med. Ligeså med gummistøvler.
Ift. almindeligt tøj er det en faktor, at vi kun er én voksen i husstanden. Det betyder, helt lavpraktisk, at der går lidt længere tid imellem, at der er vasketøj nok til at fylde en maskine, og for at undgå klatvask, er der derfor nødt til at være lidt ekstra tøj at tage af.
Endelig har det også betydning, at jeg, så vidt det er muligt, tænker ind, at tøj skal kunne vaskes sammen, når jeg køber det. Jo hurtigere er tøjet i maskinen, jo hurtigere er det på vej tilbage på hylderne. Derfor forsøger jeg at begrænse tøj i sarte farver/materialer, fordi det får for lange pauser i vasketøjskurven, og dermed faktisk ikke indgår i regnestykket over, hvor meget tøj, børnene har til rådighed.
Men hvis jeg skal prøve at sætte tal på, ser det nogenlunde sådan her ud:
Bluser/t-shirts: 8-10 stk.
Bukser/shorts: 7-8 par
Undertøj: 8 -10 sæt (inkl. det, der ligger i bhv)
Strømper: 10 par
Jakker: 2 stk.
Overtræksbluser (cardigans/hoodies): 2 stk.
Huer: 2 stk
Handsker: Tusind par. HvorDAN kan de blive væk nærmest dagligt??
Sko: 2 par
Hertil kommer termotøj og/eller flyverdragt.
Frida kommer til at køre vinteren over med de kjoler, hun allerede har, for kjoler og nederdele er noget juks, når man er ude hele tiden, og skal have termobukser eller regntøj på.
Hvis andre har erfaringer eller jeg har glemt noget, så råb endelig op i kommentarfeltet.
3. Sammen med Anton ryddet op på hans værelse, og den her er på, fordi vi ind i mellem snakker om, hvad man gør, hvis man bor med en ægtefælle eller børn, der har en helt anden holdning til minimalisme end man selv har. Det er tilfældet her. Hvor jeg hverken kan koncentrere mig eller slappe af, hvis jeg er omgivet af rod, så ææææææælsker Anton at strø lego ud over alle vandrette flader og så ellers bare sidde midt i det og bygge. Det er ikke fordi han bygger sammenhængende baner eller lignende – det er bare bedst, hvis der er lego overalt.
Jeg har for længst valgt at slutte fred med, at det er sådan, han kan lide at bo, og hans værelse, hans regler. Men engang i mellem er vi *nødt* til at have tingene tilbage i skuffer og kasser, og have sorteret Nerf-patroner fra Beyblades, så der er noget at skyde med, når man pludselig gerne vil dét, men Anton HADER det, og bliver så vred på mig, at han næsten ikke kan være i sig selv.
Og nu når vi så til, hvorfor det er relevant her. For jeg vil gerne komme ham i møde, og derfor er aftalen, at vi ikke tager hele værelset med skabe og skuffer, som jeg til enhver tid ville gøre, hvis det var mit værelse, jeg var igang med at rydde op på, men i stedet bare tager de steder, hvor det reelt er et problem ift. rengøring, at det roder.
Synes jeg, at vi har ryddet ægte op? Nej. Jeg føler det som en lappeløsning, at vi bare har åbnet skufferne og hældt ting, vi ikke har faste pladser til, ned i dem, og jeg må bide mig i knoen over, hvor uoverskueligt, det føles for mig. Men det er sådan, han gerne vil have det, og så må det være sådan.
Så egentlig er det bare for at sige, at jeg efterhånden godt kan se ideen i at gradbøje mit syn på minimalisme, for at give plads til dem, der trods alt bor her ligeså meget, som jeg gør. Mit håb er selvfølgelig, at han på sigt kan se ideen i, at man kan finde sine ting, når man mangler dem, og har lidt gulvplads at gøre med, men jeg tror ikke, man får skabt nye minimalister/bevidste forbrugere ved at kvæle dem i regler og tiltag, der ikke føles meningsfulde for dem.
(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Modtaget 4 kæmpe poser arvetøj, som nu er sorteret, vasket og lagt på plads.
Jeg blev for en lille månes siden spurgt, om tøjet var noget, jeg var interesseret i, og det var det på alle måder. For et par uger siden var jeg så fræk nok til at sende en forsigtig besked og spørge, hvornår den søde giver forventede at være færdig med at sortere. Det ville jeg ALDRIG have gjort tidligere, for det føles sgu lidt offensivt. Men jeg nåede frem til, at når jeg selv giver tøj væk, så er det jo i håb om, at modtageren kan få glæde af det, og det får de ikke, hvis de når at købe alt det, de mangler i den størrelse, de modtager fra mig.
Jeg kørte første sortering efter børnene var lagt i seng, så jeg kunne pille det fra, som de ikke kan passe. Der er ingen grund til at invitere til et sammenbrud i tre etaper over en enhjørning-kjole, der er to størrelser for lille.
Anden sortering fik børnene lov til at være med til. Her fik vi skilt det fra, som ikke lige er dem – f.eks. alle de jeans, som jeg sådan havde håbet, Anton gerne ville have, men som han ikke kan forlige sig med at have på.
Herefter blev alt det tilvalgte tøj vasket, og lagt i stakke på bordet, hvorefter vi tog den runde som børnene H-A-D-E-R: Hvor bluserne fra skabet lægges oveni den nye stak af bluser, og man får at vide, hvor mange, man må vælge at beholde. Det gør vi med alle bunkerne, for i en pose med arvetøj kan der sagtens være 10 t-shirts, og hvis det så tilfældigvis også er dem, vi har mange i skabet af, som stadig passer, så bliver skabet fuldstændig uoverskueligt. Jeg er til at forhandle med, så det er ikke sådan, at man bliver tvunget til at afgive tøj, man virkelig gerne vil beholde, men særlig Frida er slem til bare at ville gemme ALT, og det er der simpelthen ikke plads i skabet til.
Alt, hvad vi sorterede fra, røg videre, så andre kan få glæde af det, og jeg har nu et godt overblik over, hvad børnene har, og hvad de mangler.
2.
I forlængelse af ovenstående: Tvunget mig selv til ikke at fare ud og købe det, de/vi mangler til efterårs- og vintergarderoben. Det er jeg ellers slem til, både fordi det er en opgave, der skal vinges af på listen, men også fordi det kan være svært at få fat i f.eks. en vinterjakke, hvis man slæber for meget på fødderne. Det kritiske tidspunkt er ofte midt i oktober, fordi det er der, børnepengene kommer, men i år har jeg besluttet, at vi venter. Både med fodtøj, termotøj og regntøj. For i år bliver anderledes end de foregående år pga. covid, og børnene kommer til at være meget mere ude. Derfor venter vi og ser, om det bliver mest vådt eller koldt. Desuden skyder begge børn i vejret som ukrudt, og kan vi trække den lidt, kunne man godt være så heldig, at de kan bruge det, vi køber, foråret med.
3.
Købt en radio til mit køkken, som jeg er så glad for, at jeg bliver i upassende godt humør, hver gang jeg får øje på den.
Vi har haft nogle uger, hvor vi har været VIRKELIG tidligt oppe, og hver gang vi skal det, tænker jeg på, at det ville være hyggeligere for ungerne at vågne til duften af kaffe og lyden af lidt stille musik end mig, der forsøger at ruske liv i dem. Men jeg gider ikke stå og rode med spillelister på den tid af døgnet, hvor min evne til at træffe beslutninger stadig ikke er aktiveret, så jeg fik lyst til at købe en helt old school radio. Den står nu og brummer i baggrunden stort set hele tiden, og jeg elsker det.
Når den er at finde her på listen, er det fordi, den minder mig om, hvor meget bedre jeg er blevet til ikke at bruge forbrug og nye ting som copingmekanismer, når jeg er træt, stresset eller sat til vægs. Ikke, at jeg tidligere har købt store eller vilde ting, men jeg har opdaget, at jeg, når jeg er presset i bund, har en lyst til at bruge penge, der faktisk minder lidt om den kulhydrat-craving, jeg kan blive grebet af, når jeg egentlig bare er træt eller overvældet. Og alle de små æsker fra Søstrene Grene og tørklædet og den fine kaffekop fra Sinnerup virker jo ikke som noget, der påvirker budgettet nævneværdigt. Men de ender alligevel med at fylde, hvis man små-shopper et par gange i måneden, og hvor jeg tidligere nærmest glemte min glæde ved noget nyt samme dag, jeg havde anskaffet det, fordi noget andet hurtigt kom til, så kan jeg i dag glæde mig virkelig længe og inderligt over de ting, jeg køber. De er ikke købt for at fylde et tomrum eller kamuflere en følelse, men udelukkende fordi jeg ægte mangler dem eller gerne vil have dem. Det føles godt.
