M20XX

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg solgt en stak puslespil i min fb-gruppe.

Og når jeg skriver ‘min’, så er det i dette tilfælde rigtigt, for det er en gruppe, jeg har oprettet, og er solo-administrator på.

Jeg oprettede den i sin tid, fordi puslespil er noget værre bøvl at sende. Kasserne er store, og ofte er de forskellige i størrelserne, selv samme antal brikker fra samme producent. Det kræver meget emballage at pakke dem forsvarligt ind – og oven i det kommer, at brugte puslespil er en tillidssag. Det ville blive en forvaringsdom til mig, hvis jeg havde brugt en uge på at lægge 999 brikker, for så at finde ud af, at den sidste manglede, og her er geografisk nærhed og fysisk afhentning med til at øge sandsynligheden for, at det, man beskriver og det, man sælger, er én og samme ting.

Derfor oprettede jeg en lokal gruppe, hvor jeg som eneste betingelse for medlemskab har sat, at man skal kunne hente de puslespil, der sælges inden for en 20 km. radius af Esbjerg C.

Om man bor her eller har en søster, der arbejder i Esbjerg, og kan medbringe de puslespil, der sælges, blander jeg mig ikke i, men jeg er ufravigelig i 20-km-kravet, og jeg kommenterer venligt, men bestemt, hvis nye medlemmer glemmer det.

Det fungerer upåklageligt. Selvom gruppen langsomt er vokset, lader det til, at folk ‘kender’ hinanden, og der handles lystigt. De fleste puslespil, er væk i løbet af en dag eller to, og mine egne når sjældent at ligge mere end et par timer, før nogen har budt på hele stakken.

Det gør det uendeligt meget nemmere, at man ikke skal til at pakke ind og oprette forsendelseskoder and what not, og fordi vi alle, qua vores geografiske nærhed, kender hinanden eller har fælles venner, er afhentning heller aldrig et problem, for er man ikke hjemme, sætter man bare posen med puslespil ud i garagen.

2.

Har jeg, meget last-mover, købt en airfryer. Fra ny.

Ungerne er efterhånden store nok til, at de kan være alene hjemme, hvis jeg har opgaver uden for normal åbningstid, men vi er endnu ikke der, hvor det virker som en god ide at slippe dem løs i en omgang unsupervised Masterchef Junior.

Jeg er sjældent væk mere end et par timer, så det er ikke fordi, at vi behøver have kommunen på banen, men Anton er begyndt at spise cirka 40 kg. mad om dagen, og den lille er også altid sulten, når hun kommer hjem fra skole. Derfor sker det ofte, at jeg kommer hjem til to forvoksede fugleunger, der sidder i reden med åbne næb og utålmodigt venter på føde.

Min niece er nogenlunde jævnaldrende med Anton, og hun er nærmest airfryer superbruger, så efter at have stillet hende 16.000.000 spørgsmål, besluttede jeg at give det et skud.

Som altid afsøgte jeg Marketplace og DBA først, men efter 14 dage med ‘ikke forsøgt rengjort, derfor prisen’, overbrændte ledninger og priser, der var højere, end modellen kunne købes til fra ny, endte jeg med at finde en udgået luksus-udgave af den, min niece har, som var sat ned fra 1300 kr. til 300 kr.

Jeg kan ikke helt overskue at skulle finde bordplads til endnu en køkkenmaskine, men det må jeg løse. Til gengæld kan jeg se, at den skulle give mig gode muligheder for at lave ting, der fungerer godt med alle de krydderurter og tomater, jeg forhåbentlig ender med at få i haven denne sommer, så på den måde kan man sige, at timingen er god.

3.

Har jeg lavet mit eget mini-drivhus.

Jeg ville ELSKE et ægte drivhus-drivhus, men det skal der søges byggetilladelse til, og prismæssigt er rigtige drivhuse også en smule kradse – og så kender jeg mig selv godt nok til at vide, at selvom jeg er ’bout that plantelife i år, så er det ikke givet, at det er en blivende tilstand.

Når de rigtige drivhuse er pillet ud af ligningen, er der lidt forskellige, alternative veje at gå. Vægmodellen er fin, men vi har 15 cm. grus omkring hele soklen, så det kan ikke helt lade sig gøre her.

Så er der de små dukkehusmodeller, men her har jeg svært ved at se, at eksempelvis tomatplanter ikke hurtigt bliver for store.

Jeg endte derfor med at købe en slags telt, som kan monteres på en palleramme. Min tanke var, at jeg så kan pille dugen af, når planterne bliver store og stærke nok til at kunne klare sig uden tag.

Men dagen efter at jeg havde hentet dugen, blev det stormvejr, og derfor kom jeg til at tænke på, at det ville være smart, hvis man kunne flytte drivhuset i læ, når det er nødvendigt. Efter at have tygget lidt på dét, kørte jeg på genbrugspladsen for at spørge, om de havde et par europaller, de kunne undvære – og det havde de.

Derefter kørte jeg i Harald Nyborg efter 4 hjul og et par pallerammer, og i Jem & Fix efter 3 isoleringsplader og et håndtag.

Da jeg havde skruet hjul og håndtag på den ene palle, brugte jeg resten af min Gori til at male de to pallerammer, og fik klippet isoleringspladerne til, så de passer i bunden, og stukket huller i dem, så vandet kan løbe fra.

Det færdige resultat ser sådan her ud:

Den ene palle er således brugt til et mobilt drivhus, mens den anden bliver et stationært bed, fordi jeg overvejer højbede i haven til næste år, og det her er en nem og billig måde at teste konceptet på.

Det smarte ved den her løsning er, at den kan flyttes, hvis det blæser eller solen er for hidsig, og i vintermånederne kan pallen sættes på højkant og pallerammen klappes sammen, så det ikke fylder noget at have stående i skuret.

Prismæssigt har et drivhus og et halv-højbed kostet mig lige knap 600 kr:

Pallerammer (2 stk): 150 kr.

Hjul (4 stk): 150 kr.

Isoleringsplader (3 stk): 33 kr.

Håndtag (1 stk): 50 kr.

Dug (1 stk): 200 kr.

*

Da flere lader til at være blevet smittet med Gori-feberen, slutter vi lige med et par stikord om det.

Jeg har brugt 3/4 liter Gori 88, som kostede 150 kr. til 4 plantekasser (udvendig) og 2 pallerammer (indvendig og udvendig), og det har kun været nødvendigt at male én gang.

Jeg har ingen forstand på pensler overhovedet, men jeg købte en lakpensel, fordi den var tyndere end malerpensler i samme størrelse, og min tanke var, at jo færre hår en pensel har, des mindre maling suger den.

Kasserne børstede jeg rene for snavs med en hård opvaskebørste, hvorefter jeg sleb dem let med fint sandpapir og fejede støvet af med en lille blød kost. Det tog cirka 10 minutter pr. kasse. Selve malearbejdet tog omkring en halv time pr. kasse, og efter 24 timer var de klar til at komme tilbage på plads.

Nu mangler vi bare planterne, og om en uges tid eller to tror jeg, at de første af dem er ved at være klar til at flytte udenfor.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge har jeg:

1.

Givet mine plantekasser Gori – og jeg fatter faktisk ikke, at så lidt har gjort så meget.

Jeg har set min far behandle træværk med Gori hele mit liv. Hvert eneste år.

Alligevel har jeg ikke koblet, at det træ, der så mere og mere trist ud, nok i virkeligheden bare skreg på kærlighed.

Min far har altid været sådan én, der Gør Tingene Ordentligt. Det prøver jeg også at være, men jeg kan ikke selv bygge et plankeværk, og jeg ved intet om træ. Men trods alt kan jeg godt regne ud, at en plantekasse til et par hundrede kroner nok ikke er lavet af massivt lærketræ.

Derfor tror jeg bare, at jeg på forhånd havde opgivet, fordi jeg antog, at billigt træ nok bare havde det livsspand, det havde.

Men i år var kasserne blevet FOR trælse at se på, så jeg tog min alt-er-læring-hat på, købte 3/4 liter Gori og brugte dagen i går med en pensel – og prøv lige at se:

Jeg har brugt 0,5 liter af min lille dåse Gori, og dermed hedder regnestykket 2 dåser til 3 år. Det betyder, at kasserne kan holdes pæne og i live for 100 kr. om året, og selvom jeg måske til næste år skal bekoste en håndfuld beslag på dem (fordi siderne er klampet sammen), så ELSKER jeg, at levetiden nu ser ud til at kunne forlænges betydeligt.

2.

Har solen skinnet nok til, at både Frida og jeg har fået et drys fregner over næsen.

Derfor har jeg brugt 15 minutter på at hive alt af hylderne i mit badeværelsesskab, så resterne af sidste års solcreme er fundet frem og kan bruges, inden jeg køber nye forsyninger.

Ved samme lejlighed har jeg lavet en bakke med de flasker, krukker og tuber, der kun er sjatter tilbage i, og sat den på bordet i badeværelset.

Jeg er stor tilhænger af ikke at leve på forventet efterbevilling, og derfor har jeg ofte flere cremer, sukkerscrubs osv. i gang samtidigt. Jeg tænker ikke, at det gør den store forskel, når der er tale om varer, som ikke går på dato, når de er åbne, og jeg har endnu til gode at skulle smide noget ud, som er blevet harskt.

Men derfor kan det stadig være tilfredsstillende at få ryddet ud i resterne, så der igen bliver god plads på hylderne i skabet, og på den her måde bliver det et mål i sig selv at få tømt bakken på bordet.

3.

Har jeg gispet over den seneste elregning, for jävla, den var høj!

Jeg har derfor været ekstra obs på, hvordan vi har brugt strøm den seneste uge, og jeg må bare æde, at priserne er blevet så vilde, at det er dem alene, der er skyld i stigningen.

Derfor kan man stadig godt tænke over, hvordan man bruger strøm, og lige der har jeg alle dage været god til at huske, at mange bække små.

Derfor er vi igen begyndt at bruge solcellelamper som aften- og nattebelysning, og der er noget hyggeligt i at samle de små lamper sammen hver morgen og sætte dem til opladning på bænken med morgensol, for så tage dem ind og fordele dem i huset, når dagen går på hæld.

Ud over at spare en håndfuld kWh, er det for mig en virkelig dejlig måde at forbinde mig til årstiden, og at starte hver dag med at fokusere på solen og lyset og sommeren, der er på vej.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

1.

Har jeg irriteret mig voldsomt over, at græsplænen i baghaven efterhånden er omdannet til én stor mos-pude.

Jeg startede meget optimistisk med at google ‘fjern mos uden maskine’, men kunne efter 30 sekunder se, at det ville resultere i en 6 måneders sygemelding, for med en rive som eneste våben, ville mine skuldre og arme tabe kampen, inden vi overhovedet kom i gang.

Jeg lagde derfor en forespørgsel op i den lokale fb-gruppe og spurgte, om nogen havde en mosfjerner, jeg kunne låne – og det havde Dennis.

Jeg hentede den dagen efter, og det tog vitterligt kun 2 timer at prygle plænen til ukendelighed, og med Anton som co-pilot, som rev sammen, mens jeg hang i en lodret streg efter maskinen, var det en overraskende overkommelig opgave.

Så bare en opfordring til at spørge ud lokalt, inden man investerer i noget, man kun skal bruges en gang hvert andet år.

2.

Har jeg tømt min Oprydningskasse^TM.

Kassen blev fast inventar, da jeg i tidernes morgen begyndte at køre en fuld tour de chambre hvert år, og systemet er, at jeg i første omgang bare frasorterer alt, hvad vi ikke længere bruger, og smider det i kassen.

Først når jeg er færdig, tager jeg stilling til, hvad der skal sælges, hvad der skal foræres væk, og hvad der skal på storskrald, for min erfaring er, at det på den måde ikke bremser processen, at skulle vurdere, om mormors hjemmestrikkede halstørklæde skal foræres væk eller blot stedes til hvile.

Over årene er der blevet færre ting, som skal videre. Dels har jeg efterhånden ryddet så grundigt op, at der ikke er meget tilbage, der kan være til overs, og dels er børnene så store nu, at der ikke hvert halve år er tøj, de er vokset ud af, og legetøj, de ikke længere bruger.

Derfor er kassen i dag længere tid om at blive fyldt, og inden vi gik på påskeferie, kunne jeg mærke, at jeg faktisk hellere ville have pladsen fri, end jeg ville bruge tid på at tage billeder af tingene og forsøge at sælge dem.

Jeg pakkede derfor det hele pænt ned og forærede det til Hjemløses Venner, og glæden over den nyvundne plads på bryggers-bordet opvejer længe 2-300 kroner, jeg kunne have tjent på at sælge tingene.

3.

Er jeg begyndt at få øje på ting, jeg plejer at smide ud, som jeg kan bruge i Projekt Have.

Folk, både her og ude i virkeligheden, har simpelthen været så søde til at melde ind med tips, tricks og ideer, og jeg har brugt mange af de fif, jeg har fået.

Men jeg er efterhånden også nået til den erkendelse, at meget står og falder med, hvad der fungerer for den enkelte, hvilket i dette tilfælde er mig.

For når et projekt er SÅ meget learning by doing, som Projekt Forspiring & Have er for mig, så vokser læring af de erfaringer, man gør sig undervejs, og derfor kan man ikke bare gøre som andre gør, og få samme gode resultat. På den måde minder det egentlig meget om at lave mad.

Men hvor det måske på overfladen ligner noget, der kunne slå modet ud af en nybegynder, så oplever jeg faktisk, at det tværtimod giver mig lyst til at gå på opdagelse i, hvad der så kunne fungere, når det, jeg havde forventet ville lykkes, ender i fiasko.

En ting, der har drillet mig mere, end jeg næsten kan overskue at indrømme, er at flytte spirerne fra forspiringspotter til blivende potter, og derfor kan jeg pludselig, når jeg står i køkkenet og bager citronmåne, se, at nettet, citronerne kommer i, faktisk ville egne sig fortræffeligt til at montere under en oversavet mælkekarton, for så kan jeg bare klippe nettet af og slide den EKSTREMT sarte diva-basilikum direkte ned i forever-potten.

Plastikbakken fra gulerødder er god som undervandingsbakke til de nysåede solsikker, og yoghurtbøtten har den perfekte størrelse til mine korianderfrø.

I dag har jeg forsøgt mig med at lave stiklinge af mine krydderurter, og hvis nogen for 5 år siden havde fortalt mig, at jeg hver morgen ville tilse mine spirer med samme begejstrede opmærksomhed, som man giver sine nyfødte spædbørn, ville jeg have grinet.

Men her er vi, og jeg elsker det.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Den seneste tid er der nærmest gået lidt selvforsyning i den herhjemme, og der bærer ugens liste præg af. Men I kender mig også: Jeg siger aldrig nej til et godt tema.

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg haft flere dage, hvor jeg er mødt lidt senere, end jeg plejer. Jeg har benyttet lejligheden til at lave smoothies til morgenmad, og dermed fået opbrugt alt, hvad jeg har haft liggende i fryseren af frossen frugt, så der er klar til høsten fra en ny sæson.

I år vil jeg prøve at vakuumpakke sommerens frugter og bær, inden jeg fryser dem. Så vidt jeg kan læse mig frem til, kan det godt lade sig gøre; også med meget saftige bær som f.eks. jordbær. Man skal bare løs-fryse dem først. Jeg har en metalbakke, som egner sig til formålet, så det får i hvert fald et skud.

Hvis det bliver noget smat at vakuumpakke dem helt, har min maskine også en funktion, hvor den kan suge det meste af luften ud af poserne, men uden at lave fuldt vakuum. Det bliver sommerens eksperiment. (SÅ rock n’ roll!).

2.

Er jeg startet op med nogle af forårets mange haveprojekter, bl.a. at forspire mine frø. 

Jeg har læst jeres kommentarer med ekstremistisk nidkærhed, og har købt nogle af mine frø fra Tag Tomat, som flere af jer anbefalede.

Jeg har prøvet mig lidt frem med forskellige slags potter, både i materialer og størrelse, og i dag, en uge efter, jeg plantede frøene, gjorde jeg status.

2/3 af frøene er spiret fint, mens den sidste 1/3 er døde.

Her er det godt, at jeg har trænet min husk-nu-at-alt-er-læring-muskel, så jeg er i form, for 2020-Linda ville bare have konstateret, at ‘det kan jeg nok bare ikke finde ud af’ og givet op.

For med ‘hvad er the common denominator?’-brillen på, kunne jeg se, at de frø, der var gået til, alle var blomsterfrø, og at det var dem, jeg havde plantet i pap-potter (dem, der ligner æggebakker). Jeg googlede ‘forspiring af blomsterfrø’ og læste lidt hist og pist, og her faldt jeg over sætningen ‘stil potten i en vindueskarm, hvor der er godt med lys, da frøene er af den lysspirende slags’. 

De garvede af jer må gerne tage jer til hovedet. Men for mig var det *phoebe-stemme* BRAND NEW INFORMATION! For jeg er indtil nu kun stødt på, at frøene skulle stå varmt, så jeg havde sat dem ind i mit målerskab. Hvor der er mørkt-mørkt.

Frøene, der var plantet i små plast-potter, overlevede, men kombinationen af varme, mørke og potter, der suger fugten ud af jorden, har gjort, at pap-potterne er begyndt at mugne lidt i kanten, og det må have stoppet væksten.

De fik et genoplivningsforsøg på min plantestation ved vinduet, men der er ikke noget at gøre, og de ryger ud i dag.

De andre bliver flyttet over i nye potter med lidt bedre plads, og får lov at stå og vokse sig stærke indenfor et par uger endnu.

Jeg har det sidste år gemt potterne fra de planter og blomster, jeg har købt, så dem fandt jeg frem i går, og når jeg ompotter mine skud, sår jeg en ny portion frø. Jeg har bl.a. nogle lavendel-frø, jeg vil prøve, og så vil jeg også se, om jeg selv kan spire de spanske margueritter, jeg altid planter i mine kasser i forhaven. 

Ud over det utroligt tilfredsstillende i at lære noget nyt, som både giver anledning til ro og store tanker, og som kommer til at gøre mig populær i den post-apokalyptiske genopbygningen af samfundet, så er jeg faktisk forbavset over, hvor mange penge, der er at spare på at gro sine egne blomster og krydderurter. Der ryger selvfølgelig nogle materialer på tabskontoen i den her fase, men selv med det i baghovedet, er jeg stadig ikke i nærheden af at have brugt, hvad det normalt koster mig at købe blomster, urter og planter til mine krukker. 

Et sidste havespørgsmål til ekspertpanelet: Gemmer I den jord, som frøene er forspirede i? Den indeholder jo stort set ingen næring, og de små skuds rødder strejfer nærmest kun de øverste cm., så jeg kom til at tænke på, om man kunne tømme potterne over i en pose, og gemme jorden til næste år?

3.

Er jeg begyndt at følge de lokale gårde på fb, så jeg kan købe grøntsager, frugt og friskhakket, lokal kød hos dem, når jeg mangler.

Også her er jeg overrasket over, hvor billigt, det er. Eksempelvis er prisen over hele linjen 100 kr. for 1 kg. hakket oksekød, og kvaliteten er så meget bedre end supermarkedsversionen, at der nærmest er tale om et andet produkt.

Når det begynder at trække op til grill, kommer jeg til at hente oksekød og forme det til bøffer, som jeg også løs-fryser og vakuumpakker, for ud over at forlænge holdbarheden, så fylder det mindre i fryseren. Det var derfor, jeg i sin tid købte en bakke i metal, for når noget skal bruges til både frugt, grønt og råt kød, skal det kunne desinficeres.

Men alle de gode intentioner dør, hvis lavpraktikken ikke er på plads, så jeg har også husket at sætte et kryds på en af mine fryser-skuffer, så jeg ikke har andet end fryseelementer i den. For nej tak til blåbær i hele fryseren og bøffer, der læner sig kælent op ad en pose frosne boller.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge har der igen været fart på, og der har været dage, hvor det har været LIGE rigeligt.

I forrige uge var Anton i praktik, hvor arbejdstiden var kl. 8.30-12.30. Det gik over al forventning, og alle på virksomheden stjal mit hjerte – men det gør meget ved en uge at skulle arbejde dén transport logistik ind.

Samtidig sker der lige nu meget på tolkeområdet. Bekendtgørelser ændres og skruer strammes på en måde, der helt reelt truer branchens fremtid. Vi kæmper imod med næb og kløer, fordi stramningerne desværre ikke er et udtryk for manglende behov, men blot er en spareøvelse, der er nem at gennemføre, fordi vi er en meget lille gruppe, som ingen tager særlig notits af.

Derfor arbejder vi i brancheforeningen på højtryk, og fordi jeg er formand, er det mig, der har meget af den eksterne korrespondance.

Det arbejde æder meget tid, og sådan er det. Jeg gør det gerne, fordi det er vigtigt, og hvis ikke det havde den ækle følelse af dommedag over sig, ville det også være virkelig spændende.

(Jeg har somme tider lyst til at skrive et indlæg om det, men jeg gætter på, at det trods alt er FOR smalt. Men giv endelig lyd, hvis det er noget, I gerne vil læse om).

Men af den grund er det meget de små tiltag, jeg kan samle mig om for tiden, og det afspejler ugens liste.

Jeg har:

1.

Endelig fundet nogle flasker, der kan bruges til at fryse saft og andre væsker, men som også slutter tæt nok til at kunne sendes med i en skoletaske.

Frida elsker smoothies, men de er dyre at købe i ‘brikker’, og kvalitetsmæssigt er der langt mellem snapsene.

Jeg har af flere omgange prøvet at købe de lidt bedre af slagsen, som typisk sælges litervis, og hælde dem over i mindre flasker, men indtil nu har alt, hvad jeg har prøvet, enten været utæt, blevet misfarvet eller været ubehageligt at drikke af.

Nu har jeg fundet de små flasker fra Nalgene. Jeg kendte kun mærket fra de drikkedunke, jeg de sidste mange år har brugt til træning, men det viser sig, at firmaet også laver små flasker med skruelåg, som kan bruges til nærmest alt.

Jeg har læst mig frem til, at Nalgene producerer laboratorie-grej, og at mange af deres produkter derfor er af at et materiale, som kan tåle en tur i en autoklave. Det er måske lige at skyde over mål til det, vi bruger dem til herhjemme, men de ER virkelig gode – og forbavsende billige.

De slutter HELT tæt, de bliver ikke misfarvede og tager ikke smag, og de kan tåle at blive vasket på det varmeste program i opvaskemaskinen. Det betyder, at de kan bruges til ALT. Sæbe, shampoo, te, vaskepulver, ris – you name it.

Dermed kan de både bruges til madpakker, til at fryse hyldeblomstsaft om lidt, og til at medbringe det nødvendige, når vi skal på ferie.

Jeg har købt mine online hos diverse frilufts- og spejderbutikker, fordi de to, vi har i Esbjerg, ikke forhandler Nalgene, men bor man i en af de lidt større byer, er jeg sikker på, at man kan finde dem i de fysiske butikker der.

2.

Lavet luksusrasp, som også er det, andre ville kalde ‘chips-smulder’.

Jeg har aldrig selv været det store chipsmenneske (jeg har en teori om, at man enten er til sødt eller salt), men børnene ville køre en pose hver dag, hvis de fik lov.

Samtidig er nachos også et STORT hit, når de har soveaftaler – og det er ikke fordi, jeg er for fin. Jeg gider bare kun at spise dem, hvis der er tale om den loadede version med god kylling, ordentlig ost og hjemmelavet salsa, men selvom jeg har forsøgt at pushe min udgave på dem, så skal alle børn åbenbart bare bede om technoversionen, bestående af papstykker, gratineret med revet viskelæder.

Derfor står jeg et par gange om måneden med næsten-tomme chips/nachos-poser, hvor der kun er smulder tilbage. Det har jeg ind imellem brugt i burritos, fordi det suger overskydende væde fra det andet fyld, og de derfor bliver mindre saggy, men det er jo ikke altid, at vi kører den fulde, mexicanske menu.

Derfor er jeg begyndt at samle det i et glas. Det er et lækkert alternativ til almindelig rasp, fordi det tilføjer lidt smag, og det kan bruges til mange ting, f.eks. i kødboller, squashdeller eller til at gratinere Ting I Ovnen Med Ost med.

Vi redder nok ingen skildpadder med den her, men den er med alligevel, fordi den for mig er et af de små tiltag, der hjælper mig med at huske, at madspild er et fokusområde.

3.

Købt en solcelle-lyskæde, som, da den kom, manglede to plastikbøjler til boldene.

Selve lyskæden fungerer strålende, og jeg har købt den hos et dansk firma, hvor jeg har handlet før. De er søde, og deres ting er af ordentlig kvalitet.

Derfor har jeg skrevet dem en mail og spurgt, om de ikke bare kan smide to plastikbøjler i en kuvert og sende dem til mig.

Jeg står fast på, at vi skal returnere varer af dårlig kvalitet i håb om at få producenterne til at lave noget, der er bedre. Men når jeg ved, at der er tale om en enlig svale-fejl, som tilmed er let at udbedre, er der ingen grund til at sende hele kæden retur for at få en ny.

Denne uges M2026-indlæg er den status på Projekt Fællesskur, som jeg i tidernes morgen lovede at give, når det hele var ved at tage form.

Der er vi ved at være nu, så nu prøver jeg at samle op på processen, både til inspiration, men også så de af jer, der overvejer noget tilsvarende der, hvor I bor, måske kan få glæde af de erfaringer, jeg har gjort mig undervejs.

Da det er så længe siden, jeg nævnte projektet første gang, tager jeg lige hele processen fra toppen, så alle er med.

I 2024 begyndte jeg at lege med tanken om, at vi her på vejen burde have os et fælles redskabsskur. Vores vej består af 16 små huse, med fine, men små haver, og derfor er det voldsomt overkill, at vi alle sammen kører fuld plade på haveredskaber og værktøj.

I første omgang prøvede jeg at vejre stemningen ved at spørge mig lidt for hos de andre beboere. Ingen var decideret imod ideen, men det var også tydeligt at mærke, at det ikke var noget, ret mange havde en holdning til.

Men det var jo trods alt ikke et nej, og derfor besluttede jeg mig for at prøve at gå lidt videre.

Jeg kontaktede boligforeningen for at spørge, om vi overhovedet måtte opsætte et skur; mange rækkehuse bygges på én stor grund (altså, ét matrikelnummer), og det har betydning for bebyggelsesprocent osv.

De var hurtige til at svare, at det måtte vi gerne – og at de i øvrigt syntes, at det var en virkelig god ide.

Så langt, så godt.

Næste formelle del af processen var, at ideen skulle godkendes af alle 3 underafdelinger på det kommende beboermøde, men for at kunne stille forslaget, var jeg nødt til at have noget konkret at sætte på dagsordenen, dvs. billeder af skuret, en plan for økonomi og drift osv.

Når man er i sine gode ideers vold, er det nemt at komme til at overse indlysende problemer, eller at undervurdere eventuelle udfordringer. Derfor spurgte jeg en anden på vejen, om han ville udgøre den anden halvdel af skur-udvalget, og det sagde han ja til.

I første omgang havde jeg egentlig tænkt, at udvalget skulle bestå af 3-4 mennesker, men fordi jeg går helt og aldeles død i projekter, hvor alting skal diskuteres og vendes og fluekneppes ihjel, endte jeg med at beslutte, at Lars og jeg var nok.

Herfra begyndte jeg at google skure, og fandt ét, hvor der også er plads til et par bænke og et bord, for ud over den miljømæssige fordel ved dele havegrej, så havde jeg faktisk også en anden bagtanke med skuret.

For lige præcis i boligområder som vores, bor der mange ældre mennesker, og min fornemmelse er, at en del af dem er ret ensomme. Flere af dem, der bor her på vejen, har mistet en ægtefælle, og det lader ikke til at være nemt at bygge et nyt netværk op i den alder.

Samtidig er der også den virkelighed, der hedder, at man ikke nødvendigvis har tid eller lyst til at skulle bære et ensomt menneske på sine skuldre. Jeg har førstehåndserfaring med et par stykker, som er svære at få lov at sige tak for i dag til, og det betyder, for mit eget vedkommende, at jeg ender med at trække mig, fordi det bliver for uoverskueligt.

Et fællesskur gør det muligt at mødes på neutral grund og drikke en kop kaffe; måske som en del af et regulært arrangement, måske bare når man er ude at lufte hunden. Alle kan komme, som det passer og gå hjem, når de har fået nok, og særligt det sidste betyder, at man ikke risikerer at bliver taget til fange i en uge, fordi man spørger, hvordan det går.

Med skur-modellen valgt, begyndte jeg at lede efter fonde, og ved et nærmest usandsynligt sammentræf af heldige omstændigheder, har Nykredit en fond, der netop i 2025 havde fokus på ‘bæredygtighed, fællesskab og bekæmpelse af ensomhed i sociale boligbyggerier’. 

Da jeg gik i gang med at skrive ansøgningen, opstod projektets første udfordring. For jeg skulle – selvfølgelig – vedlægge et budget, og når man aldrig har bygget et skur, så er det ikke nødvendigvis indlysende, hvad man skal tænke ind at søge midler til.

Derfor sendte jeg mit bud til folkene på boligforeningen og bad dem vurdere, om det så realistisk ud, og det syntes de, det gjorde.

Ansøgningen røg afsted, og derfra var det bare at vente. Og her opstod udfordring nummer to. 

For det årlige beboermøde, hvor forslaget kunne stilles, blev rykket, så mødet pludselig lå, FØR vi ville få svar fra fonden. Det er ikke helt efter bogen at sætte et ufærdigt forslag til afstemning, men med lodder og trisser og en løs formulering, endte vi med noget, man kunne stemme om alligevel.

På mødet var der selvfølgelig nogen, der ikke syntes, at forslaget var godt. Nogle mente ikke, at det ville blive brugt, andre, at folk ville stjæle og ødelægge tingene, og så var der de sure opstød over, at ‘Vores afdeling får aldrig noget!’ og ‘Hvordan skal vi komme helt derop og hente en trillebør?!’

Efter at have forsikret om, at alle, der måtte have lyst til at bruge det, bare kunne komme, og at vi starter med et udgangspunkt af tillid, blev forslaget vedtaget –  og 3 dage senere fik vi brev fra fonden om, at pengene var bevilliget. 

Vi havde fået de 64.000 kr., vi havde søgt, og så var det bare at gå i gang.

Troede jeg.

For her begyndte de ægte udfordringer at vise sig.

For pengene er tildelt mig, fordi det er mig, der har søgt dem. Men jeg har ikke 64.000, og derfor er det boligforeningen, der skal lægge ud. Den del havde jeg klappet af med dem på forhånd, men her kunne vi hurtigt mærke, at skuret for boligforeningen er en lillebitte opgave i en kæmpestor maskine, og derfor er der ikke ret meget opmærksomhed på det. Det betyder, at de ikke kan huske, hvad vi har talt om fra gang til gang, og det betød også, at det krævede 3 runder mails, før de forstod, at jeg ikke bare kunne bede fonden om at overføre beløbet til dem på forhånd.

Derudover er der også virkelig meget, som ikke er afklaret ift. rollefordeling, når det er beboere, der skal opføre en bygning på boligforeningens grund.

For de bærer ansvaret for, at alle regler er overholdt og de nødvendige tilladelser er søgt. Vi har kun de midler til rådighed, som vi har fået gennem fonden – på baggrund af et budget, som en medarbejder i boligforeningen i tiderne morgen nikkede ja til, måske uden helt at forstå, hvad projektet egentlig indebar. Det var i hvert fald den fornemmelse, jeg sad med.

Boligforeningen begyndte derfor at tale om byggetilladelser og arkitekter, der skulle lave tegninger, mens vi forsøgte at finde ud af, hvor vi kunne opbevare materialerne til skuret, fra de var købt, til det var bygget.

Budgettet begyndte (på papiret) at skride, jeg var ved at rive armene af mig selv, og ingen på boligforeningen lod til rigtigt at have sat sig ind i, hvad vi var ved. Derfor var der ingen, der hos dem tog ansvar for at hjælpe med at finde en løsning, og til sidst var jeg nødt til at skrive en strongly worded email til ledelsen derinde om, at vi én gang for alle skulle have afklaret, om projektet fortsat kunne gennenmføres, eller om det skulle stedes til hvile, så et andet projekt kunne få glæde af fondsmidlerne.

På det tidspunkt var jeg faktisk så frustreret over processen, at jeg næsten håbede på det sidste.

Men overbossen trådte til, og hun meddelte, efter et par møder, at boligforeningen var indstillet på at skyde de manglende midler i projektet, så det stadig kunne gennemføres.

Siden da har der været flere møder og flere mails, og jeg glæder mig meget, til vi forhåbentligt snart kan sætte spaden i jorden, men vi er så langt, at det virker realistisk, at vi indvier skuret i påskeferien.

Jeg har bedt om, at vi laver et evalueringsmøde med boligforeningen og en vicevært én gang om året, de næste 3 år, så vi sammen kan beslutte, hvad vi gør, hvis de pessimistiske typer får ret, og skuret bringer mere bøvl og baks, end glæde og gavn.

Når alt det er sagt, synes jeg stadig, at ideen holder 1000%, og det lange forløb har faktisk været en god anledning til løbende at tjekke ind med mig selv, ift. om jeg fortsat troede på kongstanken bag projektet. Og det har jeg gjort hele vejen.

Jeg er også godt tilfreds med min beslutning om at holde arbejdsgruppen lille, for da vi startede, vidste jeg ikke, hvor mange eksterne parter, der ville ende med at være med på sidelinjen, og det havde kun givet anledning til bøvl, hvis vi også på vores side af bordet havde haft brug for afstemninger og det store, demokratiske apparat. 

Skulle jeg gøre det igen, er der en enkelt ting, jeg ville gøre anderledes.

Jeg ville have bedt om et fysisk møde med en repræsentant fra boligforeningen LANGT tidligere i forløbet, for det var virkelig træls at stå med 64000 kr. og et forslag, der var stemt igennem, for så at blive sparket over skinnebenet med et krav om byggetilladelse og betonstøbning af fundament, som boligforeningen med 100% sikkerhed også dengang vidste var nødvendige forudsætninger for, at projektet kunne gennemføres; de havde ganske enkelt bare ikke forholdt sig konkret til ideen, fordi al korrespondance det første stykke tid foregik på skrift. 

Var vi startet der, ville vi have haft et bæredygtigt budget at søge pengene på, og vi ville allerede i ansøgningen kunne skrive, at pengene, i fald de blev tildelt, skulle sættes ind på en konto i boligforeningen.

Det havde forkortet tidslinjen markant, fordi projektet så langt hurtigere var blevet til en konkret opgave, hvilket havde sparet os alle for meget arbejde og mig for del irritation.

Status lige nu er, at vi bare mangler at trykke på knappen hos det firma, der skal støbe underlag. Det falder forhåbentligt på plads den kommende uge, og derfra kommer det til at gå stærkt.

Det punkt trænger vi vist alle sammen til at nå, men jeg glæder mig oprigtigt til at se det stå færdigt, og til at sætte mig under halvtaget med min søde genbo, der sidste år blev enke, og drikke en kop kaffe.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

1.

Har jeg vasket min regnvandstønde af, og stillet den ud i haven.

Før stod den under mit halvtag på terrassen, for når det blæser i Esbjerg, er det ikke optimalt at have store, tomme plastikbeholdere til at stå, så vinden kan tage dem, og med den kulde, vi har haft, har det ikke tjent noget formål at have den stående fremme.

Jeg satser på at kunne horde regnvand nok til, at jeg kan vande mine krukker det meste af sommeren, og hvis det skal være muligt, skal den sættes i arbejde nu, hvor det regner mere, end det forhåbentlig kommer til at gøre, når vi kommer lidt længere hen.

Jeg ved godt, at regnvandstønder egentlig er beregnede til at stå under tagrender, og at det bliver en arbejdssejr at fylde den, udelukkende med regnvand, men fordi jeg bor til leje, kan jeg ikke begynde at save mine nedløbsrør over.

Som alt andet i min have har jeg bare besluttet, at det er trial and error, og nu er den i hvert fald gjort klar. Alt herfra bliver betragtet som empiri.

2.

Og apropos haven, har jeg fundet mine blomsterfrø frem, fordi 2026 bliver året, hvor jeg vil prøve at forspire de blomster, der senere skal plantes ud i mine krukker.

Jeg kan se i min almanak, at de alle sammen skal forspires i marts/april, og jeg er HELT ny i den her disciplin. Derfor har jeg brugt nogle timer på at læse op på, hvad man skal bruge af potter, jord osv. fordi jeg tænkte, at jeg måske allerede nu kunne begynde at gemme bægre osv., hvis de kunne bruges som potter.

Og det kan de, så vidt jeg kan se, godt. Men der skal laves drænhuller i det hele (ikke?), så efter lidt vejen for og imod er jeg endt på, at det giver mest mening at købe en stak små urtepotter, som så kan genbruges fra år til år.

Hvis der sidder nogle havemennesker derude, som har tips, tricks eller gode råd, så hold jer ENDELIG ikke tilbage.

3.

Har jeg købt 2 bøger.

Den ene er ‘At tjene øjeblikket – en lærlings almanak’, som jeg pluggede i boganbefalingsindlægget, og den anden er Gourministeriets ‘Grønnere hverdagsretter’.

Bøger er vidunderlige, og jeg ville købe 7 om dagen, hvis jeg kunne. Jeg kan ikke forlige mig med lyd- eller e-bøger, så for mig er old school-papirversionerne den eneste farbare vej.

Jeg har været SÅ udfordret på minimalisme vs. bøger, fordi vi i Danmark har vores vidunderlige biblioteker, hvor alt kan lånes. Samtidig vil jeg også gerne bidrage til, at der også i fremtiden skrives bøger, og det sker jo kun, hvis man kan leve af at være forfatter.

Kompromisset er blevet, at jeg låner bøgerne først, men gerne må købe dem, hvis jeg elsker dem, og det har (trods alt) betydet, at jeg hver eneste måned afleverer bøger, som jeg inderst inde er glad for, at jeg ikke købte. Jeg er bare så nem at begejstre, og når et emne optager mig, føler jeg *næsten* ikke, at jeg kan leve uden den bog, jeg netop har fået øje på.

Disse to sled jeg næsten hul i, da de var hjemme på lån, så det blev et ‘tilføj til kurv’, og jeg følte mig som Gollum, da jeg tog dem op af kassen og bladrede gennem de jomfruelige, knitrende sider.

4.

Har jeg efterhånden næsten fået tømt min fryser helt.

Det er et evigt tilbagevendende punkt, det ved jeg godt. Men jeg vil alligevel lige nævne, at der er god grund til at være lidt ekstra opmærksom på, hvad man har i fryseren lige nu.

Dels er vi stille og roligt på vej mod sommermånederne, hvor det bliver rart at have plads til bær, saft osv., og hvor de fleste af os spiser lidt lettere og bruger flere friske råvarer, end i vintermånederne, hvor der er simremad og gryderetter på menuen. Derfor giver det mening at få spist de sidste rester af vintermaden, da holdbarheden trods alt ikke er uendelig.

Derudover er der netop udskrevet valg, og som verden ser ud i dag, er risikoen for cyberangreb dermed steget markant. Det går nok alt sammen, men hvor det for en måned siden var så koldt, at det ikke ville være et problem, hvis fryseren døde, fordi strømmen gik en dag eller to, så er det nu så varmt, at der vil være mad, som ikke overlever den situation.

Igen: Det går nok. Man kan ikke forberede sig ud af alt. Men derfor kan man godt tænke ind i en madplan, at man får spist de retter og fødevarer, der først ville fordærve uden strøm, og måske ved samme lejlighed har sit prepperlager i baghovedet. Jeg har eksempelvis mange forskellige slags suppe stående, og det er sjovest at spise med brød til. Derfor har jeg på ugens to-do, at jeg skal have bagt en plade boller, og da jeg i går frøs et halvt franskbrød, der var i overskud, valgte jeg at skive det, inden jeg frøs det, fordi det dermed er hurtigere at tø op, og nemmere at varme på en grill.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst har jeg:

1.

Holdt vinterferie med børnene og i den forbindelse haft mange små gæster.

De er nemme at have besøg af, for de hygger sig sådan set bare – og de spiser som hærdebrede håndværkere.

Der er derfor gået mange boller og vafler gennem Mors Industrikøkken, men det er altid en fornøjelse at lave mad til mennesker, der med stor begejstring spiser, hvad de får serveret.

Jeg har benyttet lejligheden til at komme til bunds i frugtskålen, og til at få gjort kål på de halve poser med kiks og madpakkesnacks, som Anton og Frida er gået døde i, 

Samtidig har jeg, som altid i ferierne, tænkt lidt ekstra over at fylde det, jeg sætter på bordet, over i mindre skåle; uanset om det er marmelade og flormelis, eller frugt og pålæg.

For vi hænger altid længere over måltiderne, når der ikke er en bagkant, og jeg gider ikke være politibetjent ift. om kniven, man bruger til smøreosten, er ren, eller om man har sterile hænder, når man sætter sig til bords.

Omvendt vil jeg gerne være fri for mug i marmeladen og mere sygdom end højest nødvendigt, og i løbet af en uge kan det faktisk godt generere ret meget madspild, hvis jeg hver gang bare sætter hele glasset/pakken/bakken over på bordet, og bagefter må smide resterne ud.

Det giver lidt ekstra opvask, men til gengæld sparer jeg lidt arbejde, når jeg ikke skal til at pelse en ny melon og skrælle nye appelsiner, men i stedet bare kan fylde over fra den Tupperware, jeg har i køleskabet, fordi jeg kun har sat det på bordet, børnene kunne spise.

De sidste to appelsiner er (sammen med en pose hindbær og en citron) blevet til et glas marmelade, så nu er der tomme kasser, skuffer og køleskabshylder, og plads til nye forsyninger, når hverdagen på mandag starter igen.

2.

Har jeg foræret min billet til foredraget om Køkkenhave & Selvforsyning væk.

Jeg ville meget, meget gerne have været afsted, men noget praktik er kommet i vejen, og i stedet for bare at blive væk, har jeg fundet én, der kan få glæde af min billet.

Foredragsholderen slipper for den tomme stol, og jeg er knap så ærgerligt over at måtte springe fra, fordi jeg ved, at mit afbud kommer en anden til gode.

3.

Vil jeg gerne komme med en anbefaling, og inden jeg skriver, hvad den handler om, skal I love mig, at I læser videre, selvom jeres første tanke er, at det ikke er relevant for jer.

…

Ama’r halshug?

?

Bilka To Go-app’en-VENT!!

Den er VIDUNDERLIG, selvom man ikke handler i hverken Bilka eller hos BTG.

For har du nogensinde været ved at rive armene af dig selv over ikke at kunne finde wasabi, gummihandsker eller kakao?

Det er HER, app’en er din ven.

For prøv lige at se her:

Og hvis du tænker nu: “Jamen, Linda. Jeg handler i Brugsen/Meny/365”, så vil jeg bare sige: Det er lige meget, for 95% af alle supermarkeder har deres varer sat op efter nogenlunde samme formel, så selvom din stam-Brugsen måske ikke har en hylde, der hedder “Festartikler”, så har jeg 10 ud af 10 gange fundet det, jeg ledte efter andre steder, fordi jeg i Bilka-app’en får et kvalificeret bud på, hvor en given ting kan stå.

Slut med at rage rundt mellem asiatisk mad og tørfoder til katte som et fortvivlet spøgelse, der mærker årene glide forbi, mens du leder efter solcellelamper – og bor du reelt i nærheden af en Bilka, kan du med app’en også tjekke, om en bestemt vare er hjemme, inden du kører afsted efter den.

*

Inden vi ønsker hinanden en god weekend, har jeg lige et enkelt spørgsmål til jer.

For jeg er knee-deep I indlægget om generativ AI, som en af jer skrev på listen, da jeg i december spurgte, om der var ønsker til kommende emner på bloggen.

Er der noget særligt, I gerne vil have svar på? Eller have mig til at runde i indlægget? For så kan jeg stadig nå at tjekke op på det, og få det med i indlægget.

Vi starter ikke debatten om AI op her, men gemmer den til selve indlægget, så vi har det hele samlet ét sted. Jeg forventer, at det kommer op i midten af næste uge.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Siden sidst har jeg:

1.

Ryddet op i toiletskabet, og lavet en pose med håndsæbe, shampoo osv. som vi (pga. sart hud og meget skandinavisk hår) ikke bruger, og givet den til Hjemløses Venner.

Nytårsaften havde vi en stor brand i Esbjerg, hvor et par etageejendomme udbrændte fuldstændigt, og der dermed pludselig var virkelig mange mennesker, der mistede alt. Mange af de mennesker, der bor/boede der, er så pressede økonomisk, at de ikke har indboforsikring, og selv for dem der har, går der tid, før man får penge mellem hænderne.

Hjemløses Venner i Esbjerg er drevet af en fuldstændig fantastisk ildsjæl, som også er fængselspræst. Hun meldte sig med det samme på banen og tilbød, at de ramte familier bare kunne komme ud i butikken og hente, hvad de manglede. Hjælpen strømmede til fra hele byen – men det var meget tøj og legetøj, der blev afleveret, og de mennesker, der stod for at organisere det hele, er frivillige – og i mange tilfælde selv hjemløse.

Jeg ringede derfor til hende, og tilbød, at jeg gerne ville undersøge muligheden for at låne en tom fabrikshal, og løbe et set up i gang, hvor man kunne stille store borde med skilte op. “Bleer og tørmælk”, “Håndklæder”, “Hygiejneprodukter” osv.

Min tanke var, at ALLE har noget stående derhjemme, som de ikke bruger, og hvis man selv kunne køre ud og stille det på det rigtige bord, ville man fjerne sorteringsarbejdet for de frivillige. Samtidigt ville de ramte familier (og andre, der måtte have brug for det), kunne hente det, de manglede – og samtidig også have lidt autonomi ift. hvad de fik. Fordi man har mistet alt i en brand, kan man stadig godt være allergisk overfor parfume, eller have autistiske børn, der har det svært med specifikke teksturer/dufte/smagsvarianter, og på den her måde ville man kunne vælge det, man rent faktisk kunne bruge.

Hun forstod simpelthen ikke, hvad jeg mente, men foreslog, at jeg kunne aflevere tingene på hotellet hvor familierne var indkvarteret.

Det er fuldstændig fair, at et menneske, der pludselig er blevet en slags hovedansvarlig for at koordinere nødhjælp til virkelig, virkelig mange mennesker på én gang, ikke kan rumme mere – og hun var virkelig sød og imødekommende, da jeg talte med hende.

Men somme er der for langt hjem, og derfor valgte jeg i stedet at smide forslaget op i en gruppe og skrive, at hvis nogle af dem, der var tættere på hjælpearbejdet ville løbe med ideen, kunne de bare række ud; så ville jeg gerne hjælpe.

Jeg har ikke hørt mere fra nogen, og det er godt, for det betyder, at folk umiddelbart har det, de skal bruge. Men fordi jeg ved, at de stadig hos Hjemløses Venner hjælper ofrene, har jeg nu afleveret, hvad vi havde stående, så dem, der stadig/igen mangler den slags, kan få lidt mere at vælge imellem.

2.

Har jeg haft gæster, og prøvet at bage endnu en Key Lime Pie, hvor jeg brugte det fyld, jeg havde test-frosset – og det kunne man sagtens. Der var ingen forskel i hverken smag eller tekstur, så den er hermed givet videre.

3.

Er vi gået fra januar til februar, og derfor har jeg haft fat i min lille notesbog, hvori jeg nytårsaften skrev mine forsætter for det kommende år.

Det er en ny strategi, jeg prøver, for i løbet af året at hjælpe mig selv med at huske, hvad jeg gerne ville prioritere og fokusere på.

Et af mine punkter var/er at ‘fylde på’, og den liste, jeg har i min bog, er allerede til at få øje på: Jeg har været til foredrag med Rasmus Dahlberg og Eske Willerslev, jeg har prøvet Gong-bad med fødselsdagsklubben, været til Luminis på Egeskov, og jeg har tilmeldt mig både en tolkeweekend i marts og et foredrag om bæredygtige køkkenhaver om et par uger.

Det skal helst ikke få karakter af at samle en slags kulturelle Pokémons, og jeg vil gerne have tid nok mellem de respektive påfyldninger, til at kunne nå at lade det bundfælde sig i systemet.

Men det er en måde at holde fast i det løfte jeg gav mig selv for 6 uger siden, som hurtigt kan fortone sig, når hverdagen ruller og det bliver ved med at sne. (Seriøst. Nu må det faktisk godt stoppe).

Når jeg skriver punkter som det her på listen, så bliver jeg altid lidt i tvivl om, om det for jer føles skævt; som noget, der ikke hører til under minimalisme-begrebet.

Derfor vil jeg lige i dag gerne prøve at knytte et par ord til, hvorfor jeg gør det.

Inde i mit hoved giver det mening, og for mig er det en måde at kurskorrigere på. For hele kongstanken med disse indlæg er at bruge ressourcerne meningsfuldt, både klimamæssigt, personligt og økonomisk.

Og det er nemt at hægte sig på en trend, fordi de fleste af os automatisk bliver grebet af nye ideer, hvis de ligger inde for et felt, der interesserer os. Det er der intet i vejen med, og inspiration er altid fedt. Men kunsten er jo at udvikle de blivende tiltag, så de fortsat giver mening, når samfundet omkring os udvikler sig, og vi selv flytter os.

Da Marie Kondo var på alle platforme for at lære os, at ting skulle ‘sparke joy’, var det en.. måske ikke ny, men så i hvert fald mere systematisk måde at forholde sig til sit forbrugsmønster på. Men hvis hun i dag gik ud og forsøgte at sælge det samme budskab igen, ville det ikke have samme massive effekt, for nyhedens interesse er væk, og de af os, der fandt mening i det første gang, har for længst indarbejdet det i vores måde at forbruge på.

Som dagene, ugerne og årene går, er det nemt at blive dogmatisk; specielt, når man oplever, at det emne, man selv interesserer sig for, bliver mere mainstream – hvilket jo heldigvis/desværre er tilfældet, fordi miljø og klima fylder mere og mere i den fælles bevidsthed.

Derfor ville det for mig, når jeg skriver disse indlæg, være nemt at falde i fælden, hvor jeg bare, uge efter uge, lister op, hvordan Man kan spare på vandet og strømmen, og hvad Man ikke har brug for.

Men så bliver det dødt og salmevers og udenadslære, og mit udgangspunkt for disse indlæg har altid været, at dine tiltag kun fungerer, hvis de fungerer for DIG. For det er den eneste måde at sikre, at det er nogle, du har lyst til at blive ved med at praktisere.

Det er også den eneste måde at blive ved med at opdage nye måder at komme miljøet til undsætning på, for hvis vi alle fokuserer på produktion af bæredygtigt tøj, så ender vi med at blive VIRKELIG gode til det. Men det hjælper ikke, hvis 3/4 af os stadig bruger sølvpapir og engangsservice, smider kilovis af mad ud og klatvasker to par sokker på 95 grader.

De gode ideer kommer alle steder fra, og det lukker vi af for, hvis vi får skabt en fællesopfattelse af, at der kun er én rigtig løsning.

Så når mine punkter somme tider stritter lidt i alle retninger, og den ene uge bare er et tip om, at man kan lægge overskydende rundstykker i blød og smide dem i en ny portion dej, mens det ugen efter handler om at holde sig selv fast på et løfte om plads og tid, så man kan skabe mening i hverdagslivet, så er det fordi, det for mig er en måde hele tiden at sikre, at jeg holder fast i indlægsrækkens udgangspunkt

At bruge ressourcerne meningsfuldt. Både klimamæssigt, personligt og økonomisk.

Både for mig selv, og i det, jeg prøver at formidle.