M2020, uge 14

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

(Edit: Jeg har valgt at slette dette punkt, fordi energien lige nu er bedre brugt andre steder end i et kommentarfelt).

2.

Returneret Fridas dyne, som jeg købte, da vi fik børnepenge tilbage i oktober, og gav hende i julegave, fordi fyldet klumpede helt vildt. For mig er det en sejr, hver gang jeg gør brug af min returret, fordi jeg det meste af mit voksenliv har kørt efter parolen ‘Fuck det – videre!’ og bare anskaffet mig noget nyt. Men det var en dyr dyne, og den skal – selvfølgelig – kunne holde mere end 10 uger.

3.

Købt en håndfuld hvidtøl, fordi vi pludselig lever et liv, hvor det somme tider passer bedre at spise rester til frokost fremfor rugbrød. Det betyder, at jeg de sidste par uger flere gange har stået med 4-5 skiver rugbrød, der er for kedeligt at spise, og som jeg derfor laver øllebrød af. Normalt ville jeg smide dem i fryseren, og lave en ordentlig balje, når der var nok, men nu, hvor tiden er til det, kan vi ligeså godt lave mindre portioner, som bliver spist med det samme, og gemme fryserpladsen til noget andet.

4.

Tænkt en del over, at krisen har synliggjort en blind plet i hele minimalistdebatten (og -adfærden), fordi det bliver pludselig tydeligt, at de fleste af os gerne vil leve mere minimalistisk – så længe, det er de butikker, *jeg* bruger, der består. Personligt trykker jeg nærmest aggressivt på ‘opdater side’ 4 gange om dagen på den webshop, der sælger mine yndlingspuslespil – hvor der er puslespil at få. Bare ikke dem, jeg vil have.

Jeg ved godt, at alting er sat på spidsen lige nu, og at et udgangsforbud sætter de normale regler for udbud og efterspørgsel ud af kraft, men det bliver pludselig meget tydeligt, hvor forskelligt det er, hvad vi ikke vil undvære. For nogle er det spisesteder, for andre er det sport og kultur, og for endnu andre er det frisører, brugskunstbutikker og den lokale tatovør.

Måske er det fordi, jeg er kommet lidt sent igang med alt det her, men for mig har det været en sten i skoen fra starten. At vi ved at skære ned på alt, også på den lange baner udfaser noget, som jeg ikke tror, vi har gjort os klart. Jeg har forsøgt at åbne diskussionen nogle gange med problemstillingen ift. forfattere og journalister, og problemet med, at hvis vi forbrugere låner alt på biblioteket, så er der om 10 år meget få, der har råd til at hellige sig skriverier på fuld tid. Jeg  er med på, at mange forfattere laver noget andet ved siden af, men det er langt fra alle, der vil kunne indrette sig på den måde, så selvfølgelig får det noget at sige. For de 10 bedste forfattere af en gruppe på 1000 leverer formentlig samlet set bedre og højere kvalitet end de 10 bedste ud af 100. 

Det er et emne, der strækker sig ud i alting, og jeg har ikke engang et bud på, hvad løsningen er – for hvis vi skal passe på kloden, så SKAL vi forbruge mindre og anderledes. Men hvis vi skærer ind til benet, og kun producerer det, vi reelt har brug for, så begynder det at lugte lidt af diktatur og planøkonomi, for så er et par bukser ret beset et par bukser – uanset farve og pasform. Mad er råvarer, der mætter og giver næring og ikke mere end det, der er ingen, der har ægte brug for smykker, puslespil, bøger eller fodboldkampe, og ingen vil have råd til at dygtiggøre sig indenfor nytteløse erhverv. Hele vores uddannelsessystem vil skulle revolutioneres, fordi det kræver ansøgere og studerende at holde en uddannelsesinstitution kørende – men giver det overhovedet ressourcemæssigt mening at producere et overskud af kvalificeret arbejdskraft, hvis den ikke skal bruges?

Det åbner for en værdidiskussion, hvor vi skal tage stilling til, om frie valg, smag og stil er vigtigt, om underholdning er nødvendigt og ønskværdigt – og hvem der skal bestemme det.

Og så mangler vi helt at snakke om, at man flytter sig gennem livet, både geografisk og behovsmæssigt, og det, man gerne vil have adgang til idag, og derfor synes, det er vigtigt at støtte, for de flestes vedkommende ikke er det samme som det, de ikke kunne leve uden for 10 år siden eller 10 år ude i fremtiden.

Jeg tror, at mange af os, der nok mest præcist kan betegnes som hobby-minimalister, har en vag forestilling om en fremtid, hvor den lokale bager forsyner hele landsbyen med brød, og der dermed hverken er overproduktion eller overforbrug – men som vi bor og lever idag, er det jo ikke et ret sandsynligt fremtidsbillede. Mange peger på, at en løsning kan være arbejdsfællesskaber, hvor f.eks. bageren kører med produktion ét sted, og det så er små, lokale bagere, der forhandler brødet, fordi man så kan udnytte ressourcerne langt bedre – men er det ikke bare Kohberg? For det synes jeg egentlig også er en relevant vinkel; at vi lige nu er meget optagede af at støtte de små, men hvis alle de store forsvinder, hvad tror vi så, der over tid kommer til at ske med de små?

Der er plads til debat her, når vi engang er på den anden side af pandemien. For den har virkelig synliggjort, at det ikke nødvendigvis det mest bæredygtige eller efterspurgte, der overlever. Demografi og beliggenhed spiller en kæmpe rolle, fordi det altid vil være lettere at overleve, hvis man er omgivet af et købedygtigt segment, og ikke f.eks. er en restaurant på Bornholm, der både er øko og bæredygtig, men som ikke kan leve af øens beboere alene. Eller er en lille, lokal Brugs, der plejer at lave 30% af sit overskud i helligdagene, fordi de store holder lukket, men som pludselig har udsigt til at miste denne indtægt, fordi købeloven dispenseres.

Jeg springer en masse mellemregninger over her, det ved jeg godt. Og der er med sikkerhed mange mennesker med uddannelser indenfor dette område, der ved uendeligt meget mere end mig om, hvad der gør et samfund, og som har både ideer og arbejdstegninger til, hvordan vi kan indrette os på alternativ vis, så vi passer på jorden uden at dø af hverken sult eller kedsomhed. Dem vil jeg håbe, vi får lov at høre meget mere til i fremtiden, så vi kan tænke smart og bæredygtigt, uden at skulle gøre det på bagkant, for ingen tænker hverken klart, rationelt eller ret meget på det fælles bedste, når de hænger i neglene på klippekanten over afgrunden.

M2020, uge 13

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Sagt ja til at børnene måtte bruge penge fra deres opsparinger til en Nintendo Switch. 

Begge børn har børneopsparinger og har også af deres oldeforældre fået en stak værdipapirer foræret i “dåbsgave”, som stille og roligt står og trækker renter. De penge er der ingen, der rører ved, før børnene fylder 18.

Men deres oldeforældre forærede dem også penge til fødselsdag og jul, da de var små, og de penge satte jeg dengang fra, så de kunne købe nogle lidt større ting, når de engang blev gamle nok til at ønske sig noget konkret, som f.eks. en spillekonsol.

Inden jeg sagde ja, tjekkede jeg DBA for at se, hvordan sådan en bandit holder værdi, så vi ikke hældte små 3000 ud af vinduet, hvis det viste sig, at det ikke var noget alligevel. Her kunne jeg se, at både konsoller og spil med flere år på bagen kan sælges med et værditab på omkring 10%, så egentlig synes jeg, at det er et gratis sats.

Børnene har splejset til den, og ender det med, at den skal sælges igen, ryger pengene selvfølgelig retur på deres respektive konti. 

2. 

Klippet det røde bånd over til skur og have, fordi vi er hjemme hele tiden, og vejret har været så fint.

Og i år kunne jeg for første gang virkelig mærke, hvor stor forskel min indsats over de sidste par år har gjort. Fordi jeg har ryddet grundigt op og smidt ud, og har sørget for at pakke det hele ordentlig ned sidste efterår, tog det under 30 minutter at finde legesager frem, puste lidt spindelvæv af borde og hylder og lige køre en kost over gulvet – modsat tidligere år, hvor det har været et træls projekt, der har strakt sig over en hel weekend, før man bare nogenlunde kunne sparke sig frem derude.

Trampolinen er hentet ned fra loftet, og den er still going strong på sit 5. leveår. Her er det relativt nemt at se, hvor stor en forskel det gør, at den bliver pakket væk og fundet frem igen, for der er masser af helårs-trampoliner i haverne omkring os at sammenligne med, som er indkøbt efter vores, og som er væsentligt mere hærgede at se på. Det er ikke for at være pege-fingre-typen; det er bare for at sige, at det virkelig både er besparende og livsforlængende at passe på sine ting.

3.

Konverteret min fodcreme til håndcreme, for jøsses altså, nogle poter man får af al den vasken hænder.

Jeg bliver glad hver *eneste* gang, jeg finder ud af at gøre ting, jeg allerde har i skabet, multifunktionelle. 

4.

Revet en sæbebar til spåner på mit råkostjern. 

Sidste år fik jeg en gavepose, hvori der bl.a. var et stykke håndsæbe, som jeg har flyttet rundt på siden, fordi jeg har tolket lige præcis så mange hygiejnekurser, at jeg aldrig kommer til at have sådan en fyr til at ligge og lumre på håndvasken.

Men den var samtidig også for lækker at smide ud, og i mandags kom jeg til at tænke på, at man måske kunne rive den til spåner, og bruge dem i fod- og karbad.

Som sagt så gjort, og det fungerer perfekt.

Jeg håber, at I hænger på og sammen derude💚

M2020, uge 12

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået besked om, at min arbejdsplads er omfattet af ordningen om lønkompensation, og at jeg dermed har løn frem til 09.06 og jeg kan ikke beskrive i ord, hvor stor en lettelse, det er. 

2.

Taget mod til mig og tjekket min årsopgørelse og for første gang i.. en decade, tror jeg? skal jeg have penge tilbage.

Det kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt, og selvom de fleste af pengene bliver spist af det eftersmæk, jeg har fået fra Pladsanvisningen fra 2016, får jeg stadig omkring 1500 i hånden, hvilket er VÆSENTLIGT sjovere end at skulle lede efter dem i et budget, hvor man på forhånd ved, at de ikke findes.

Og det, som jeg næsten har mest optur over er, at det er min egen fortjeneste. For som jeg skrev om her, ringede jeg sidste år til Skat, fordi jeg var ved at blive sindssyg over at få en regning af ukendt størrelse smidt i hovedet en gang om året.

Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg 100% forstår detaljerne men jeg har fået et par knapper at skrue på, så det ikke er fuldstændig random, hvilket resultat, jeg ender ud med, og da jeg nu alligevel var inde på hjemmesiden, ændrede jeg min forskudsopgørelse, så vi forhåbentlig gentager succes’en til næste år. 

(Som ekstra bonus-hurra kunne jeg ved samme lejlighed konstatere, at jeg i år “kun” kommer til at  betale 6000 kr. i renter i år, fordi jeg har afviklet så stor en bid af min gæld. Sidste år lød beløbet på lidt over 12.000). 

3.

Har jeg været helt hysterisk med at bruge ALLE madrester, både på køl, frys og i skabe. 

Alt det her covid-19 føles meget Tysken Kommer!-agtigt, og jeg kan mærke, at det bliver mig endnu mere magtpåliggende, at intet går til spilde.

Således blev de sidste jordbær minutiøst gennemgået, så de pæne dele, der faktisk var tilbage, blev skåret fra og spist på havregrynene, to gange har min aftensmad bestået af de rester, der ellers har levet en stille og ubemærket tilværelser bagest i fryseren, og vi har også et par gange fået rugbrød/knækbrød/grovboller til aftensmad, så pålægsresterne blev spist op. 

4.

Har vi haft ‘Madkundskab’ på skoleskemaet et par gange, fordi jeg prøver at se karantænen som en mulighed for at gro lidt madkærlighed hos børnene, så jeg, når vi er ude på den anden side, får et bredere repertoire at operere ud fra.

Torsdag bagte vi pizzasnegle, og da dejen var lavet, tog jeg en klump fra, som jeg smed i køleskabet. Den fik lov at hygge sig i køleskabet natten over* (sammen med den ekstra produktion af tomatsauce) og fredag var der nem aftensmad i form af pizza, hvor jeg også fik resterne af fyldet til pizzasnegle brugt. (Hvorfor bliver man altid snydt af, hvor lidt, der egentlig skal i dem??)

5.

Fyldt indholdet fra en bøtte med hårkur/balsam over i en af de tomme beholder fra Urtekram (som jeg kan se, at jeg har købt tilbage i 2018)  i erkendelse af, at jeg ikke får det brugt, når jeg skal stå og skovle det op med fingrene. Jeg har ikke noget at sætte fra på i mit bruserhjørne, og så bliver det noget knald med en dåse med skruelåg og en kæmpe overflade, der nærmest virker som en magnet på vand.

Nu er det fyldt over, så jeg kan bruge en smule som balsam, de dage, mit hår trænger, og bruge det som shaving gel til benene, nu hvor vi rigtigt skal løbe rundt i det offentlige rum og gøre os til.

*Hvis du kopierer ideen, er det vigtigt, at du tager dej fra og sætter det på køl, inden dejen sættes til hævning. Hvis først gæren er begyndt at arbejde, slår du den ihjel, hvis du midt i processen smider den på køl.

M2020, uge 11

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Trukket vejret, længe og dybt, mindst 600 gange om dagen.

Jeg har været på job både i går og i dag, og jeg er næsten lettet over endelig at kunne lukke døren og holde afstand til andre mennesker. Har de altid hostet så meget?! Jeg har både været hos læger og på hospitaler, og jeg har haft svært ved at være i, hvor let, jeg synes, nogle af stederne har taget på tingene.

Ud over mit generelt forhøjede bekymringsniveau, er det heller ingen hemmelighed, at jeg stadig står et sted, hvor økonomi meget hurtigt bliver et ekstra stort problem på privatfronten. Konkursen har betydet, at jeg over de sidste 3 måneder har fået ca. 10.000 kr. mindre udbetalt, end jeg plejer, jeg er pålagt ferie fra på mandag, og da al min ferie er tvangsafviklet i fritstillingsperioden, har jeg ingen ferie at tage af. Det betyder, at jeg – indtil videre – står til en halv måned uden indkomst.

Læg dertil, at jeg som tidsbegrænset ansat kan opsiges med 14 dages varsel, og dermed hænger i en ualmindelig tynd tråd, hvis det her fortsætter, og at der ikke vil være nogen tolkeopgaver at tage, som man kan supplere dagpenge op med, hvis jeg bliver smidt uden for døren. 

Det er, hvad det er, og hvor det for mig bare er penge, er det for andre – bogstaveligt talt – liv og død. Det kommer til at koste os alle sammen på den ene eller anden måde, og hvis skamskudt økonomi er den værste konsekvens, er vi sluppet let – men jeg er stadig nødt til at forholde mig konkret til, hvad pokker jeg gør.

Jeg er med andre ord meget åben for anmodninger om arrangeret ægteskab i disse dage.

Men jeg prøver at minde mig selv om, at når noget er et problem for mange, så kommer der også andre løsninger, end når man er den eneste, der står med håret ned ad nakken. Der arbejdes på livliner til de privatansatte, og lige nu er det nok et spørgsmål om bare at prøve at holde bekymringer og panik nede, én dag ad gangen.

(Jeg ved, at der altid, når jeg skriver om min økonomi uden filter (#WokeUpLikeThis), er nogle af jer, der tilbyder at hjælpe. I er de bedste i verden – det er I virkelig – men det skal I ikke. Jeg har brug for at kunne skrive hudløst ærligt om de her ting, fordi de er så stor en del af baggrunden for denne indlægsrække, og det kan jeg ikke, hvis jeg skal sidde og være bange for, at det tager sig ud som skabsplageri. Så: Jeg forstår, hvor I kommer fra, og at I har alle de bedste intentioner i verden, og det rører mig helt ind i kernen af min sjæl, at I så gerne vil hjælpe – men for mig er det vigtigste, at jeg kan skrive om de her ting, uden at frygte, hvordan det bliver opfattet derude. Det håber jeg giver mening).

2.

Besluttet, at der i vores hjemmeskole er ‘legeplads’ på skemaet om eftermiddagen, og derfor lavet en liste over skoler i byen, så vi kan teste en ny hver dag. 

Ingen ved, hvordan tingene ser ud til sommer, men uanset om jeg skal arbejde, om vi har ferie, og om verden er åben eller lukket, så ved jeg, at der altid er tid til legepladser, og at man kommer langt med variationer og en madkurv. 

På Esbjerg kommunes hjemmeside kan man se, hvilke skoler der holder åbent i industriferien (her i byen slår de SFO’erne fra 3 skoler sammen i sommerferien, og kører sted-rotation fra år til år), så derfor kan vi til dén tid styre udenom legepladserne på de skoler, der holder åbent.

3.

Opdaget hvor AFSINDIGT store, 2000 brikkers puslespil er, og derfor taget den nødvendige konsekvens af, at jeg ikke kunne sidde nogle steder med dem, jeg havde. Jeg solgte dem alle sammen til det samme, som jeg købte dem for på marketplace, og brugte pengene på to nye puslespil i 1000-brikkers varianten.

Prøv lige at se, hvor fine de er:

Billeder lånt her

M2020, uge 10

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op i mine køkkenskabe. Og hvis man sidder og tænker: “Hvorfor har hun hele tiden det punkt på?” så forstår jeg det godt. Jeg føler også, at det er max. to uger siden, jeg var mit lager igennem, men fact er, at jeg smed i hvert fald 10 ting ud, som havde overskredet sidste salgsdato. 

Hvordan dét så end kan lade sig gøre.

Men det er altid en god ide lige at bladre hylderne igennem, synes jeg, fordi det synliggør, hvad man har stående inde bagved, og jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at få brugt de ting, jeg i flere måneder bare har flyttet rundt på. 

2.

Holdt vegetar-uge. Det kan anbefales, for det viser sig at være en virkelig god måde at udvide sit repertoire på.

Jeg havde et par dage med vegetarretter fra fryseren (bl.a. chilien fra sidste uge), og ellers kørte jeg vegetarversioner af kendte opskrifter, som f.eks. græske burgere, som jeg lavede med falafel, tzatziki og humus.

I forlængelse af punkt 1, lavede jeg også en bootlegversion af ovennævnte chili, hvor jeg skiftede tacosaucen ud med en karrysauce og kidneybønnerne ud med en dåse kikærter. Det var godt!

3.

Været til fastelavnsfest i taekwondoklubben, hvor der var engangsbægre til både kaffe og saft. I stedet for at være et surt røvhul, gik jeg på jagt efter en sprittusch, som jeg lagde op til kopperne med et forslag om at skrive navn på dem, så vi i det mindste kun brugte én hver.

M2020, uge 9

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har børnene fået lommepenge for anden gang, og det nye system fungerer virkelig godt.

Jeg har været frem og tilbage på, hvordan jeg skulle gribe det an, for jeg er ikke fan af modellen, hvor man får 5 kroner for at tømme opvaskeren og 10 kroner for at slå græs. Hvis nogen aflønnede mig på den måde, ville det tage 24 sekunder at nå til det punkt, hvor jeg kun kunne se ideen i at hjælpe, hvis jeg blev betalt for det. 

Jeg har prøvet med en lommepenge-app, men det fungerede heller ikke. Der er for mange spil på iPad’en, hvor man sparer fiktive penge op, til at børnene rigtigt fangede ideen, og da vi testede ’20-kroner-om-ugen-modellen, glemte jeg konstant at hæve kontanter, hvilket resulterede i nogle åndssvage, halve løsninger.

Derfor er jeg endt på, at de få 100 kr. den sidste hverdag i måneden. Når jeg tænker over det, er det virkelig meget lidt, børn generelt har at sige i deres eget liv, for de bestemmer sjældent, hvad man skal hvornår, hvad aftensmaden står på osv. osv. osv, og deres muligheder for indkøb er 100% underlagt forældrenes vilje.

Det her system føles derfor både rimeligt og som noget, de reelt kan lære noget af. Pengene er 100% deres, og den eneste regel er, at man ikke må købe noget, der kan spises for dem. (Fordi det underminerer hele ideen, hvis deres nyerhvervede ejendom så alligevel ikke er noget de selv bestemmer over – for nej tak til børn, der selv skal disponere over en slikpose til 100 kr.)

Hvis man gerne vil have noget, der koster over 300 kr. skal man selv spare halvdelen op – så betaler jeg resten (inden for rimelighedens grænser, selvfølgelig) og det fungerer fantastisk. Som en ekstra bonus har det fjernet 80% af plageriet, når vi handler, for når svaret hele tiden er: “Den må du meget gerne købe – for dine lommepenge”, så viser det sig, at de begge to faktisk har en fin forståelse af, hvad det vil sige at prioritere. Så alt i alt: En stor succes og en besparelse på den lange bane.

2.

Har jeg fundet mig en fast pusher til min nye afhængighed: Puslespil. Jeg ved ikke engang, hvordan det er sket, men jeg er pludselig blevet bidt af en gal brik, og har smittet flere i min omgangskreds. Min mor og jeg sidder nu og lægger 1000-brikkers puslespil i fællesskab, mens vi drikker kaffe, og det er det hyggeligste ever. 

Men de er dyre, sådan nogle banditter. I hvert fald hvis man gerne vil have nogle, der også er lidt sjove at se på. Men som altid var Marketplace og DBA mine venner i nøden, og jeg har erhvervet mig en lille stak for stort set ingen penge. 

Fordi jeg i min ivrige jagt stødte på nogle, der var så fine, at man næsten måtte græde over det, prøvede jeg at lægge en “Søger” annonce på Marketplace, uden de store forhåbninger. Men ved et helt utroligt tilfælde sidder der en dame 2 km. fra mig her i Esbjerg, som *også* er puzzlerino – og som kun gider lægge sine puslespil én gang. Og gæt, hvad de sidste 10, hun har købt er for nogle? Nemlig. Præcis dem, jeg er på jagt efter. Så nu skriver hun, når hun er færdig, og så får jeg lov at købe dem billigt. 

Og hvor mange puslespil skal man så bruge, spørger du. Tja. Jeg ved det ikke. Men som nævnt er flere af veninderne nu også kommet ud af pusleskabet, så jeg forestiller mig, at jeg kan bruge dem som værtindegaver i stedet for vin eller blomster, hvis jeg synes, de fylder for meget.

3.

Har jeg manglet mine små plastikbøtter, fordi jeg efterhånden har nedfrosset virkelig mange rester og småting.

Jeg plejer at være god til at få brugt og indkorporeret efterhånden, men mit hoved har været mange andre steder, og så bliver det så som så med kreativiteten.

Når jeg rammer det punkt – for det er ikke første gang – laver jeg en aftale med mig selv om, at jeg hver dag skal lave mad, der SKAL indeholde noget fra en af boksene i enten fryser eller køleskab. Det er jo ikke sådan, at restepolitiet kommer efter mig, hvis jeg glemmer det, men det er en fin måde at tvinge sin hjerne i andre retninger, når man laver madplan. I denne uge har vi fået Hokkaido-suppe lavet på rester af pikantost, creme fraiche og haydari, jeg har lavet overnight oats med frugtgrød og en rest risengrød, og lidt kyllinge og revet ost er blevet blandet med en frossen fajitablanding og et glas tacosauce.

4.

Har jeg ikke glemt, at jeg har lovet at lave et M20XX-opsamlings-indlæg, men life, ikke? Jeg overvejer, om jeg måske skal skrive det som et sommerindlæg, og så lade M-indlæggene holde ferie, men har ikke helt besluttet mig endnu. Under alle omstændigheder: Jeg finder ud af noget, og ville bare sige, at det ikke er glemt.

M2020, uge 8

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Åbnet en flaske rødvin, som viste sig at smage det modsatte af godt. Den er nu hældt i 5 små bøtter og sat i fryseren, hvor den afventer sin skæbne i stegesoen.

Man kan diskutere, om det giver mening at bruge pladsen på det, for *så* meget chili con carne laver jeg trods alt ikke, men lige nu er fryseren halvtom, og viser det sig senere, at vinen står i vejen for noget, der er mere brugbart, må det op og ud. Men for nu er det parkeret, og så må se, hvor meget af det, jeg reelt får brugt.

2.

Tømt den flaske arganolie, som jeg i uge 42 sidste år købte til mit hår, men som slet ikke fungerede, og jeg derfor konverterede til øjenmakeupfjerner. Prismæssigt ved jeg faktisk ikke, om vi tænker, det er billigt? Jeg gav 80 kr. for den, og har brugt den i 18 uger, hvilket er omkring 4 kroner om ugen. Jeg har ikke helt en fornemmelse af, hvor drøje dem, jeg plejer at bruge er, men jeg har været kørende i 4 måneder, hvor jeg ellers skulle have købt noget andet, og jeg har brugt et produkt op, som ellers bare ville være endt i skraldespanden. Det tæller.

3.

Sendt Anton til frisøren med morfar, og været nødt til at ringe derind efterfølgende og klage.

Når den er på her, er det fordi jeg tror, at det er første gang nogensinde, jeg klager over en serviceydelse. Jeg har efterhånden vænnet mig til at returnere varer, der er fejl på, eller som går i stykker for hurtigt, prisen taget i betragtning, og at klage over en vare er nogenlunde nemt, synes jeg, fordi der er tale om noget, som sjældent er produceret der, hvor den er købt. Min klage har intet med de mennesker, jeg har købt den af at gøre, og det betyder, at ingen af os har aktier i den.

En klage over en serviceydelse føles langt mere personlig, fordi ydelsen jo på en måde er en forlængelse af udøverens personlighed. 

Men Anton kom hjem og så ud som om, jeg havde bundet ham til en stol, tømt flasken fra punkt nummer 1 og så ellers bare givet den gas med græsslåmaskinen. Pandehåret var pil-skævt, håret var fyldt med hakker, og det var længere i den ene side end i den anden. Det vil jeg simpelthen ikke give 250 kr. for, så jeg tog en dyb indånding, ringede til frisøren og gjorde mig voldsomt umage for at formulere mig diplomatisk. De tog det pænt, rettede op på skaderne og jeg skal lære at huske, at jeg faktisk også selv foretrækker at få det at vide, hvis folk har været utilfredse med min indsats.*

(Altså, i mit arbejde, ikke? Privat må de bare leve med det).

* Og fordi det her ville være oplagt at foreslå at køre trimmer herhjemme, som er både nemmere og billigere: Anton kan *slet* ikke holde trimmeren ud. Om det er lyden, vibrationerne eller fornemmelsen ved jeg ikke, men de få gange, vi har testet den, er han nærmest gået i bro af panik.

M2020, uge 7

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Opdaget avocado på frost. Jeg er muligvis den sidste i verden, der finder ud af, hvor smart det er, men hold da kæft! For det første slipper man for at forsøge at time sit indkøb, så avocadoerne er modne nok til at kunne spises, men ikke så modne, at de når at rådne, inden man skal bruge dem; en udfordring, der sagtens kunne have optrådt i Harry Potter & Flammernes Pokal. For det andet er de frosne billigere end de friske, og for det tredje slipper man for den halve avokado i køleskabet, som man aldrig når at spise, fordi den på 24 sekunder forvandler sig til Tollundmanden. 

Jeg var voldsomt imponeret over, hvor pæne stykkerne var, de holdt sig grønne og lækre under optøningen, og guacamolen smagte fantastisk. 5 stjerner herfra.  

2.

Lavet mexicansk mad, og jeg må bare igen konstatere, at det både er billig mad og den perfekte sløjfe at binde om rester.

Jeg har altid salsa, tacosauce og en dåse bønner i skabet, samt et par poser frossen fajitablanding fra Rema (ikke spons) i fryseren. Denne gang stegte jeg lidt dato-kylling på panden, krydrede det godt, stegte de frosne grøntsager og vendte begge dele med tacosauce, bønner og en halv pose cheddarost, der skulle spises. Jeg hældte det hele i et fad, knuste de tacoskaller, børnene ikke gider at spise ovenpå, og gratinerede hele herligheden i ovnen med ost på toppen. Jeg serverede med salsa, hvori jeg havde smidt en halv bakke cherrytomater, der lænede sig op ad en udvisning samt guacamolen fra punkt 1. Der blev ryddet op i køleskab og grøntsagsskuffe, og det smagte fantastisk.

3.

Fundet ud af, hvor stor en hjælp facebooks “Interesseret”-funktion er, når det kommer til at finde arrangementer, man ellers ikke ville have opdaget.

Flere af de ting, vi har lavet i ferien, er arrangementer, jeg er blevet gjort opmærksom på af facebook, fordi man får præsenteret mere af det, man har udvist interesse for. Så bare en anbefaling herfra ift. trykke på det, man synes lyder spændende, så man får mere af det i sit feed, både fordi det gør det muligt at udvide sin horisont, og fordi man så kan styre lidt udenom de pengemaskine-arrangementer, som skoleferier altid udløser.

(Og hvis man er interesseret i chakrahealing og tibetanske syngeskåle, men fandme bare ikke orker at høre på Henning fra regnskabs onkeljokes over frokosten de næste mange uger, så kan man, når man trykker på ‘Interesseret’ redigere i, hvem der må have lov at se det).

 

M2020, uge 6

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Rettet henvendelse til en lærer hos LOF Sydvest.

Jeg så på fb en reklame for et arrangement, hvor man i vinterferien kan komme en tur i skoven og lære at lave mad over bål. Det lød som noget, både børnene og jeg ville finde sjovt, modsat arrangementer som ‘Mød Gurli Gris’ og ‘Frozen på tour’ som begge kan dræne mig for lysten til at leve på under 24 sekunder.

Min far er altid god i natur, så jeg spurgte, om han havde lyst til at komme med, og det ville han gerne. Men hvis vi skulle betale for 2 x 1 voksen + 1 barn blev det temmelig pebret i pris, og jeg skrev derfor til læreren, hvad man skulle betale for 1 forælder, 2 børn og en morfar. Og hvor prisen havde været over 400, hvis vi bare havde betalt ved kasse 1, fik jeg en mail tilbage om, at det vist passede, hvis vi sagde 325 kr.

Jeg synes ikke, at det er alt, man skal forsøge at forhandle ned i pris, men engang imellem kan det godt betale sig at prøve. 

2.

Købt en julekalender med te.

Jeg har fundet mig et nyt yndlingsmærke, hvor alle varianter ikke smager af anis (Pukka, jeg kigger på dig), men som til gengæld også er lidt dyrere end de traditionelle mærker. Det foresvævede mig, at jeg omkring jul havde set, at firmaet lavede julekalendre, så jeg tænkte, at der måske var god pris her i februar. Det viste sig at holde stik, og min tedåse står nu på hylden og nærmest hopper af fryd.

3.

Prøvet at lave vegetarburger til mig selv, og det var sgu godt. Børnene er hhv. 88 og 92 år gamle ift. omstillingsparathed, når det kommer til mad, men jeg lever i det optimistiske håb, at de kommer til at kopiere de gode eksempler, jeg forsøger at sætte, når de engang bliver store nok. Jeg prøver derfor f.eks. at skifte kød ud med alternativer, når jeg synes, det giver mening, og det ikke afstedkommer 3 timers ekstra arbejde, og her var det nemt, og smagte virkelig godt.

4..

Kastet et kristisk blik på min vaske-rutine.

Det er én af dem, jeg har kigget på før, men hvor jeg godt kan se, at man lynhurtigt falder tilbage i Plejer, hvis man ikke lige bremser sig selv.

De sidste par uger har jeg således bare luftet Antons gymnastiktøj, når han kommer hjem fra skole om torsdagen, for ret beset sveder barnet jo ikke mere til gymnastik, end han gør, når vi jerner rundt udenfor på løbehjul, og det kunne aldrig falde mig ind at vaske de bukser, han løber rundt i til dagligt, efter 1 times brug. 

Ligeledes prøver jeg, hver gang jeg skal vaske tøj, at kigge på, om det giver mening at køre en kvikvask på 20 minutter, og det gør det ofte. F.eks. med kjoler, hoodies osv. som måske bare har en stribe mudder på ærmet eller en klat yoghurt på maven.

At kyle alt tøj i vasketøjskurven og derfra videre i maskinen uden overhovedet at tænke over, hvad man gør, er en af de vaner, der er så indgroede, at man sjældent forholder sig til den, men vi har sparet både vand, strøm og tid de sidste par uger, så det kan godt betale sig at tune ind.

M2020, uge 5

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Tabt min hårbørste, så håndtaget knækkede af, og prøvet at leve med det. Det kunne jeg ikke. 

Og altså – det handler ikke om de 70 kroner, en ny børste koster. Det handler mere om at udfordre mentaliteten med, at så snart noget ikke længere er perfekt, så skal det kasseres og noget nyt skal anskaffes.

Det bedste eksempel på, at det godt kan betale sig lige at holde ind til siden her, er min vaskemaskine. For snart 3 år siden knækkede plastik-delen af håndtaget, man bruger til at åbne lågen med, og fordi det var en integreret del af hele lågen, var en ny reservedel ikke en mulighed. Dengang var min første indskydelse også, at ‘øv, så må jeg ud og købe en ny vaskemaskine, for jeg skal jo for pokker kunne åbne den’. Men fordi jeg dengang var startet på det her tema, fik jeg lyst til at teste, om jeg kunne leve at bruge en tang, når jeg åbner maskinen. Det er 2 år siden idag, maskinen er still washing strong, og jeg tænker ikke engang over, at jeg lige skal vippe den åben med tangen mere.

Derfor øver jeg mig fortsat i at se, om ting kan bruges, selvom dele af dem er gået i stykker, men med hårbørsten gik den ikke. Jeg har ualmindelig meget hår, så det kræver en fast og bestemt hånd at rede det ud, og det var simpelthen umuligt at gøre uden håndtag.

Men jeg fik bremset en automatreaktion, hvilket er første skridt i forhold at skabe nye vaner, og det er jeg ret tilfreds med.

2.

Fået tilbudt at købe min arbejdsmobil og -iPad fra min tidligere arbejdsplads for et meget symbolsk beløb. Jeg mangler ikke, men videreformidlede tilbuddet på min private facebookprofil, og begge dele var afsat på under 10 minutter. 

Jeg har solgt både telefon og iPad for det samme, som jeg kunne købe det til, fordi det føltes forkert at tjene på det, når det nu egentlig ikke var mit, og jeg er glad for, at tingene bliver “brugt op”, i stedet for at ende deres dage i en papkasse på et lager i Aalborg.

Og i småtingsafdelingen fik jeg dækket forsendelsen, som jeg ellers selv skulle have stået for. 

3.

Givet Anton 2 liter juice, som var i overskud fra fødselsdagen, med til diskofest i taekwondoklubben. Vi drikker aldrig juice, og i stedet for at flytte rundt på dem i månedsvis, fordi jeg venter på en lejlighed, der aldrig kommer, var det rart bare at få dem skudt af. 

4.

Reklameret over det løbehjul, som jeg i august købte til Frida. Det eneste ufravigelige krav, jeg dengang havde, var, at det skulle være muligt at slå løbehjulet sammen. De fylder forbløffende meget, sådan nogle dyr, og vi har dem ofte med, når vi er på legepladser rundt omkring eller har legeaftaler ude i byen. I vores lille bil bliver det noget svineri med sandede hjul på døre og sæder, hvis de ikke er slået sammen, så derfor var det en vigtig detalje. 

Og det eneste, der stort set aldrig har fungeret på Fridas, er den fordømte knap, man skal trykke ind for at slå det sammen. Jeg har bandet over det, opgivet, forsøgt igen, løsnet og strammet stort set alt, hvad der er af greb og mørtikker på det, og lige lidt har det hjulpet. Egentlig havde jeg mentalt skrevet det på “nå, men det var da bare skidetræls”-kontoen; ikke mindst fordi jeg ikke kunne overskue, hvordan jeg skulle sende det retur. Der findes ikke lige en foret kuvert i Størrelse Løbehjul, vel? Men da jeg i weekenden stod og svedte af raseri over, at det igen ikke ville noget som helst, blev jeg opfyldt af “Ej, det kan sgu ikke være rigtigt!” og skrev til butikken, vi i sin tid købte det hos. De var SUPER søde og servicemindede, og efter et par forsøg på at afhjælpe problemet, gjorde de kort proces, og sendte os et nyt. Det gamle ville de ikke have retur, så nu har vi et ekstra, til når vi har legeaftaler med hjem fra børnehaven, og jeg er virkelig glad for, at jeg ikke bare lod det fare.