Kategori: M20XX

M2025, uge 10

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg brugt lang tid med min lommeregner, fordi jeg sidder med noget arbejde for vores brancheforening, og når først man er kommet i gang med al den dejlige procentregning, er det jo nærmest ikke til at få hold på sig selv igen.

Derfor lavede jeg for sjov lidt hyggeudregninger, da jeg bestilte varer, og jeg vil bare endnu engang opfordre til, at man bekæmper sin reptilhjerne, når man køber ind.

For da jeg eksempelvis skulle købe køkkenrulle (UDEN HALVE ARK!) kunne jeg vælge 4 ruller for 17 kroner, eller 12 ruller “KÆMPEKØB! SE HER!” med gule mærker og ekstra rabat for 49 kroner.

Vægten på de 4 ruller var 533,6 gram, mens de 12 ruller vejede 1533 gram.

I den lille pakke er der altså 133,4 gram i en rulle, mens der er 127,75 gram i den store.

Regner du prisen ud pr. 100 gram koster den lille pakke 3,19 kr. mens den store koster 3,20 kr.

Og altså: Vælter den beløbsforskel budgettet? Nej. (Det håber jeg ikke, i hvert fald). Og vil man gerne være fri for at køre efter det flere gange, så giver det selvfølgelige mening at købe mange ruller på én gang.

Der kan være gode grunde til at betale mere for mindre, og det er ikke det, jeg anfægter her. Jeg vil bare gerne den tendens til livs, som vi er ved at være gode til at styre udenom, når vi snakker om mad, hvor vi bare hovedløst køber store mængder, når vi handler, fordi vi tror, vi sparer penge.

2.

Har jeg prøvet at købe en shampoo-bar for at se, om den fungerer i mit hår, og jeg har også endelig fundet en leave-in balsam, der ikke får mit hår til at klaske.

Begge dele i forsøget på at minimere mit forbrug af både produkter og emballage.

Baren er ikke kommet endnu, men jeg skal nok give en anmeldelse, når den lander. I mellemtiden vil jeg gerne have gode ideer til opbevaring, for grunden til, at jeg ikke har prøvet det endnu, er fordi konceptet giver mig håndsæbe-i-80’erne vibes, hvor det var en reel risiko at få skørbug og Ebola af de klamme stykker glycerin, der lå og soppede i petriskåle rundt omkring på de karrygule badeværelser.

Hvordan sikrer vi, at den tørrer helt? Og ikke bliver støvet/snasket af at ligge i det fri?

3.

Har jeg sat en lillebitte diamant over brændstof-indikatoren på mit instrumentbræt, så jeg husker at tanke, når bilen stadig er halv fuld, og lavet en aftale med min faste preppermakker om i løbet af weekenden at få tjekket op på holdbarhed på mad og vand, vi har stående.

Mine powerbanks er sat til at lade i dag, hvor strømmen er billig, jeg har fundet og genlæst mine lister over, hvad jeg skal gøre, hvis det hele imploderer, og jeg har mindet mine forældre og børn om, hvad aftalen er, hvis vi pludselig ikke kan få fat på hinanden.

Og igen: Man skal gøre, som man finder det bedst, men Trump og Putin har travlt med at flette fingre, vores atomforsvar er lavet af franske bilproducenter, og Den Frie Verden er overladt til en barnepige på ketamin med en emotional support-motorsav.

Jeg vil hellere forberede mig forgæves, end at blive fanget på det forkerte ben.

M2025, uge 9

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har vi haft et par dage med solskin, og på denne årstid giver det mig altid lyst til at åbne alle døre og vinduer og lukke foråret ind.

Gør man det, får man så 3. gradsforfrysninger, for det er stadig *bidende* koldt, men de lysere dage har mindet mig om, at vi om lidt igen kan tørre vasketøj udenfor. 

Vi skal lige en måned længere frem, inden vi er tilbage på sommertarif på strømmen, men jeg har lavet en lille note på min huskeseddel, så jeg kan udnytte dage med lave strømpriser og solskin til at få vasket gardiner, sengetæpper, rullemadrasser og sneakers.

2.

Har jeg fået svar fra boligselskabet ift. den forespørgsel jeg i starten af februar sendte dem om vand.

For lige at genopfriske baggrunden: I januar bragte TV2 en artikel om et ungt par, der havde fået en gigantisk efterregning på vand pga. et sprængt vandrør under huset. Da de afregnede direkte med deres lokale forsyningsselskab, kom de selv til at hænge på regningen (som endte på cirka 50.000 kr), mens den, hvis de havde betalt vand a conto til udlejer, ville have været dækket af dennes forsikring.

Vi er fra årsskiftet overgået til at afregne direkte med Din Forsyning, og derfor skrev jeg til dem for at spørge, om de har den samme ordning, som jeg i artiklen så beskrevet, hvor man kan få en advarsel på sms, hvis vandforbruget stiger meget og pludseligt.

Efter mange mails frem og tilbage, viste det sig, at det ikke er en mulighed for os, fordi det kun er fjernvarmen, vi afregner direkte. Vand går stadig gennem boligselskabet, fordi vi som rækkehuse er registreret som ét matrikelnummer, og derfor er det kun hovedmåleren, Din Forsyning har registreret. Fordelingen herfra og ud til de enkelte husstande, er det boligforeningen, der står for. 

Så langt, så godt.

Men jeg syntes stadig ikke, at jeg havde fået svar på, hvordan jeg er dækket, hvis der springer et vandrør under *mit* hus, så jeg skrev til boligadministratoren – som heller ikke vidste det. Han tog derfor fat i deres forsikringsmægler, som kunne oplyse, at “hvis vandforbruget kan dokumenteres til skaden, så er der dækning for 100.000 kr. forbrug pr. skade.”

Tillid er godt, men kontrol er bedre, så jeg skrev retur og spurgte, hvori den dokumentation består. Om man tager udgangspunkt i det hidtil registrerede forbrug, og så tilskriver det, der måtte ligge over, som resultat af skaden? Det fik jeg ja til, så hvis uheldet er ude, så har jeg nu på skrift, at det er boligforeningens forsikring, der hæfter.

3.

Har jeg haft (endnu) en samtale med det teleselskab, jeg d. 01.01. flyttede mit internet til.

Det har været en lang, og meget irriterende sag, og jeg har været så gal, at jeg nærmest har haft punktblødninger i øjnene over det.

For egentlig var jeg glad og tilfreds med den løsning, jeg i efteråret tegnede hos Telmore, men fordi en venlig telefonsælger var meget insisterende ift. at sælge mig deres erhvervsløsning, endte jeg med at sige ja til at flytte mit internet over. Det kan jeg gøre, fordi jeg som selvstændig har eget CVR-nummer, og selvom besparelsen kun er 20 kr. i måneden, så giver det mig mindre arbejde, når jeg skal sende fakturaen videre til min revisor. Indtil nu har jeg skulle skille internettet ud fra den samlede regning, men ved at lægge det over på en særskilt faktura, kan denne bare videresendes.

Herfra gik alt, hvad der kunne gå galt, galt, og undervejs i processen fandt jeg ud af, at jeg som erhvervskunde er bundet i tre år.

Ja. Tre år. (3).

Meget, meget lang historie kort endte jeg med at få nedsat den bindingsperiode til 12 måneder, og selvom det undervejs ikke var kønt, endte det med våbenhvile.

Men noget af det, der i første omgang fik mig til at kontakte dem, var, at mit dataforbrug pludselig så HELT sært ud. Jeg løb tør for data allerede midt i januar, hvilket jeg VIDSTE ikke kunne passe, for jeg har tracket vores forbrug de sidste par år, og derfor ved jeg, at det ligger ret stabilt på lige omkring 20GB om dagen. Med 1000 GB til rådighed, *måtte* der derfor være tale om en fejl.

Da jeg loggede ind på mit dashboard kunne jeg se, at det daglige dataforbug hele måneden – som forventet – lå på cirka 20 GB, undtagen én uge, hvor det lå på 120 GB, 5 dage i træk.

Det havde vi mange…  ‘meningsudvekslinger’ omkring, fordi det jo faktisk er ret problematisk at være forbruger her, for hvordan vil du bevise, at du IKKE har brugt de data? Med 3 års binding og en potentiel optankning midt på måneden hver eneste måned havde jeg pludselig udsigt til at betale næsten 10.000 kroner ekstra for min internetløsning.

Så ville jeg alligevel hellere have haft lidt ekstraarbejde med grave de rigtige tal frem til revisoren. 

Nå, men en rasende Trustpilot-anmeldelse senere blev jeg ringet op af én med lidt flere stjerner på brystet, og under den lange samtale fik jeg også forklaret det her problem. Ud over at sætte min binding ned, skrev han på min sag, at jeg ikke skulle betale, hvis det skete igen – og det gjorde det så i søndags.

Jeg fik mailen, loggede ind, og kunne igen se et mønster med 3 ugers normalt forbrug og 5 dages vanvid.

(Bare for at gøre det lidt konkret, så bruger man cirka 3 GB på at se en film, så 120 GB’s forbrug svarer til at se 40 film på et døgn).

Jeg ringede derover igen, og gentog min forklaring om, at vi ikke har NOGET i huset, der kan trække så meget data på så kort tid.

Efter meget mumlen og tasten spurgte jeg, om det kunne være en fejl på routeren, for det er det *eneste*, der er skiftet ud, (hvis vi ellers antager, at netværket er sikret, så ingen kan stå i haven og hente store opdateringer til Fortnite ned) – og vil du tænke dig? Det kan det godt.

Nu er der en ny på vej, og så må vi se, om det løser problemet.

Jeg ved godt, at det ikke er alle, der gider at sidde og bundtrawle oversigter over forbrug, måned efter måned, men jeg vil stadig gerne give videre, at det faktisk godt kan svare sig at undersøge det, hvis man får ekstraregninger, som man studser over.

M2025, uge 8

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Brugte jeg sidste søndag på at lave en liste over, hvad jeg har i mine frysere. Fordi jeg har et køle-fryseskab i køkkenet og en stor fryser i skuret (som jeg ELSKER!) går der jævnligt ude-af-øje i den, og da jeg for et par uger siden kørte en uge, kun med aftensmad fra fryseren, gik det op for mig, hvor meget jeg faktisk har på frost.

Efter at have snublet rundt i at planlægge at spise noget bestemt, som jeg tror, jeg har, og så køber tilbehør til, for så at finde ud af, at det *ikke* var det, jeg havde liggende, besluttede jeg at bruge 20 minutter på at gennemgå alle hylder og skuffer og skrive op, hvad jeg reelt har.

Jeg bliver aldrig struktureret nok til at have en on-going version af den liste kørende, selvom jeg på alle måder godt kan se, hvorfor det ville være smart, men selv som et one-time øjebliksbillede har den været brugbar.

For dels blev det tydeligt, at der er noget, jeg ikke behøver lave mere af lige foreløbigt (7 bokse med huevos rancheros, jeg kigger på jer), og dels muliggør det også lidt mix n’ match, hvor en lasagne, der er for meget af til én dag, men for lidt til to, bliver tænkt ind som fyld på andendagen i en tomatsuppe, der egentlig kun var en lille portion af.

Lige nu har det vist sig yderligere at have den fordel, at det bliver nemmere for mig at følge min læges anvisninger, fordi jeg har fået besked på at skrue op for indtag af protein og jern. Jeg spiser ikke ret meget kød, og kan være slem til i perioder at spise næsten det samme i flere uger i træk, hvilket godt kan give lidt lave værdier hist og pist. Min læge er god til at holde øje med de tal, der ligger lige på kanten, fordi jeg får taget blodprøver (og EKG) hver 6. måned i forbindelse med fornyelse af min recept på adhd-medicin, så med udsigt til en større operation, var anbefalingen at være mere bevidst om at få depoterne fyldt op.

Det er langt nemmere at gøre nu, fordi jeg på fryserlisten kan se, at 90% af det, jeg har i fryseren, er vegetarisk. Til gengæld er der meget af det, der sagtens kan smides en håndfuld pulled chicken eller chili con carne i, så det er der købt ind til at lave, næste gang strømmen er billig (hvis det nogensinde har tænkt sig at ske igen! *skærer tænder i højtarif*)

2.

Har jeg tjekket holdbarhed på fødevarerne og de hygiejneartikler, der ikke kan holde evigt (f.eks. tandpasta og håndkøbsmedicin) i mit prepperlager.

Det irriterer mig stadig, at verdens ledere og klimaet skal skabe sig så meget, at jeg skal bruge hyldeplads på det her, og hvor meget jeg end forsøger at køre kendte fødevarer, rotation og FIFO, så er der bare noget af det, jeg har derude, som vi ikke spiser til hverdag.

Men fordi jeg har et kvartalsvis tjek af lageret skrevet ind i min kalender, får jeg det gjort, og jeg synes efterhånden, at jeg er blevet god til at tænke selv de ting ind i madplanen, som vi ikke normalt spiser, hvis de er ved at gå på dato. Eksempelvis bruger jeg tomatsuppe på dåse som base, hvis jeg har mange slatne grøntsager i køleskabet; jeg langtidsbager dem i ovnen, blender dem og blander dem med suppen. Proteinbarerne bruger jeg i min madpakke, og instantpasta-retterne kan ungerne og deres venner høvle sig igennem, uden at blinke, når de kommer hjem fra skole, og kan spise deres egen kropsvægt i eftermiddagsmad.

Hygiejneartiklerne husker jeg det meste af tiden at skifte ud, når jeg køber nyt, og uanset hvad, oplever jeg, at det bliver nemmere og nemmere (og hurtigere og hurtigere) at gå lageret igennem, fordi jeg gør det 4 gange om året.

Og billedet af Musk med motorsaven (ffs!) var en fin reminder om, at selvom det er en lidt irriterende ekstraopgave, så er den nok fin nok at prioritere…

3.

Fandt jeg tid til at kigge på et ur, jeg har taget med ude fra oldefar.

Uret er sådan ét i en glasklokke, med et lille hængelod under, som roterer frem og tilbage, når uret går, og jeg syntes, det var fuldstændig magisk, da jeg var barn.

Der har ikke været batteri i det de sidste mange år, fordi oldefars syn var for dårligt til at se det, og da jeg fandt det derude, kunne jeg se, at bunden var irret. Men en nærmere inspektion viste, at selve urværket faktisk bare var skruet ned i bunden, som var hul, og jeg fik derfor den ide, at man måske kunne få drejet en ny bund til uret i mørkt træ.

For en sikkerheds skyld ville jeg lige tjekke, at uret stadig virkede, inden jeg gik på jagt efter en talentfuld træ-type, jeg kunne plage med min forespørgsel – og det var godt, jeg gjorde det.

For da jeg satte batterier i, startede uret igen, uden slinger i valsen. Jeg satte det over på reolen for at tage mål af det senere – men mens jeg stod og lavede en kop kaffe, kunne jeg pludselig høre, hvor AFSINDIGT højt, det tikkede.

Det er der nok 0% af jer, der er overraskede over at lære, at jeg ikke kan have, så efter at have flyttet det rundt i hele huset i håb om at finde et sted, hvor jeg kunne beundre det, men ikke høre det (og konstateret, at jeg har ører som en forskræmt perserkat), måtte jeg erkende mit nederlag og stede det til evig hvile.

Jeg ville virkelig, virkelig gerne have upcyclet det, for jeg elsker den historie, det kom med, men jeg er trods alt glad for, at jeg opdagede dealbreaker-detaljen, inden jeg fik smidt flere hundrede efter en specialdesignet fod.

M2025, uge 7

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg allokeret en dåse i mit skab til poser, der har været (tørre) madvarer i, f.eks. brød, frugt/grønt osv.

Vi har før talt om, at jeg er semihys med fødevarehygiejnen herhjemme, så selvom jeg genbruger de poser, der egner sig til det, så er der også nogle, som jeg ikke vil risikere at komme til at bruge til noget, de ikke egner sig til, fordi jeg har glemt, hvad der oprindeligt var i dem.

Men det er sgu også træls bare at smide dem ud, så nu er jeg i stedet endt med at samle dem sammen i dåsen, og så tage dem med ud i bilen, hvor jeg bruger dem til affald.

Jeg er ikke sikker på, at det er et behov alle har, men for mig, der kan køre 3-400 km. på en dag, sidder jeg ofte med et æbleskrog, papir fra et stykke plaster eller en brillepudseserviet i hånden, og nu er det nemt at tage med ud og smide i skraldespanden, når jeg parkerer.

2.

Har vi i anledning af vinterferien taget et par ture ud af huset.

Vi har gennem tiden haft årskort til mange forskellige lokationer, men dels er børnene efterhånden så store, at der er steder, der automatisk udelukker sig selv, og dels har vi heller ikke så mange timer mere, hvor det er mig, der skal stå for underholdningen.

Derfor har jeg valgt, at vi i dag hellere vil betale en smule mere for entre, men til gengæld kan tage lidt forskellige steder hen, når vi er afsted.

I søndags var vi på Egeskov Slot  til Luminis lysfestival, hvilket efterhånden er en tradition. Vi har de sidste år været afsted med nogle af mine venner, som børnene er så heldige at få julegaver af, og fordi Frida ønsker sig alt i hele verden, mens Anton nærmest har det modsatte problem, valgte jeg sidste år at skrive lommepenge til Luminis på børnenes ønskesedler. For når vi har vandret igennem den fine slotshave, og er på vej hjem, kommer vi igennem en lille souvenirbutik, hvor begge børn hver gang forelsker sig inderligt i noget plys-belagt, de ikke kan leve uden, så på den her måde kunne mine søde venner selv få lov at se ungerne blive glade for det, de gav dem.

I går gik turen så til LEGO House, bare børnene og jeg, og på vejen derop lagde vi vejen forbi Lidl, hvor børnene fik lov at proviantere frit. Derfor var der penge til både en is og en solid kop kaffe løbet af eftermiddagen, og det var simpelthen sådan en hyggelig dag.

Det er jo ikke fordi julegavepenge og bake-off giver et Novo Nordisk-agtigt overskud på bundlinjen, men det *gør* en forskel, som er værd at tænke ind; særligt i ferieperioder, hvor mange bække små meget hurtigt løber op.

3.

Har jeg arbejdet nogle af dagene, selvom børnene har haft fri.

Det letter tingene betragteligt, at de kan være alene hjemme nogle timer, så jeg kan tage lidt opgaver ind, selvom de har ferie, for som selvstændig er det simpelthen ikke muligt at holde fri samtlige de 165 dage om året, hvor de ikke skal i skole.

Men lidt færre opgaver, kombineret med fraværet af madpakker og fritidsaktiviteter har betydet, at vi har haft god tid, og der er mere ro på mig, når jeg får lov at komme bare lidt ud (Torkild), og jeg også ved, at økonomien hænger sammen.

Det sidste er noget, jeg er HYPER opmærksom på, fordi jeg har lovet mig selv, at jeg ikke VIL tilbage til det sted, hvor jeg er underlagt kommuner og jobcentres betalingsvillighed, og den maratonindsats, jeg lagde for dagen i efteråret, har givet mig en lille buffer, som jeg er meget omhyggelig med at holde ved lige.

Skyerne i dén horisont er dog dels det skattesmæk, som ekstraopgaverne kommer til at give, og så det faktum, at jeg nu ved, at jeg skal under kniven i løbet af foråret for at få det, som ortopædkirurgen begejstret kaldte ‘et flot stykke metal fra Bauhauskassen!’

Det kan jeg overskue sådan cirka nul procent. Kontroltabet, usikkerheden ift. at være syg som selvstændig, udsigten til at skulle køre en husholdning på ét ben og morfin, det forstemmende i at have trænet mig *ægte* stærk for så at blive sat 5 felter tilbage giver mig lyst til at grave mig ned på marken.

Men der er ikke nogen vej udenom. Desværre. Jeg fik lov at se mit røntgenbillede, og hvor venstre side ligner en perfekt illustration fra en lærebog om knogler og led, så er højre side Sarajevo ’92.

Det er lort.

Men efter at have varmet mig ved fornægtelsens biopejs i et par måneder, har jeg nu trukket mig selv op ved nakkehårene, og er gået i gang med det forberedende arbejde, selvom der stadig er et par måneder til. Jeg har fået tjekket op på reglerne for sygedagpenge, jeg har talt med nogle samarbejdspartnere om mulige opgaver post-OP, der ikke kræver helt så mange timer i bil, og jeg har haft fat i Skat ift. muligheden for at afdrage restskatten i rater.

Alt sammen for at sikre, at jeg stadig har mit lille nest-egg, når jeg udløser alarmen i lufthavnens sikkerhedstjek.

Derfor er ferien også blevet brugt til stille og roligt at tale med børnene om, at jeg skal opereres, og hvad det betyder. Både ift. hvad jeg fysisk kan og ikke kan i tiden efter, men også om, at vi er nødt til at være gode til at tænke lidt over, hvad vi bruger pengene til nu, så vi stadig har penge at holde sommerferie for.

Det er en balancegang, for det skal præsenteres på en måde, så det ikke er noget, de bliver skræmte over, men omvendt er det også nødvendigt at forberede dem lidt mere, end der måske ville være brug for, hvis de ikke havde haft deres diagnoser, eller vi havde været to forældre.

Men det fine er, at de virkelig gerne vil hjælpe, og de spørger relevant ind til det hele, hvilket jeg bruger som pejlemærke ift. hvor lidt og hvor meget, det skal have lov at fylde. De er også begge skarpe nok til at lægge mærke til, at jeg skruer lidt ned for vores forbrug nu, og min vurdering er, at det er mere trygt for dem at kende årsagen, end det er at bemærke en ændring, som de voksne tilsyneladende hemmeligholder forklaringen på.

Grunden til, at punktet finder vej til listen her er, at jeg faktisk reelt er stolt over, at jeg formår at tænke frem i en situation, hvor mit instinkt tigger om afledning og Fuld Struds.

Der gives ingen garantier i livet, men jeg har gjort, hvad jeg kan for at komme igennem det her med skindet på næsen – og på plussiden må metal i skroget give livslang ret til med tung, østrigsk accent at annoncere, at ‘I’ll be back’ hver eneste gang, jeg forlader et lokale.

M2025, uge 6

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har Frida og jeg været en tur i Hjemløses Venner efter en vinterjakke og en skoletaske.

Den nuværende vinterjakke kan ikke mere; ikke engang med god vilje og reparationer, og skoletaskens lynlåse har pludselig besluttet, at det hele kan være lige meget.

Det er bidende koldt i dag – men selv konservativt sat, er der højest 6 uger tilbage, hvor en vinterjakke er nødvendig, og da mine børn alle dage er vokset helt ukurant, er det umuligt at købe én nu, som jeg kan være sikker på, hun stadig kan passe om 10 måneder.

Ift. skoletasken er vi, når vi trækker ferier og helligdage fra, for tæt på sommerferien og det kommende mellemtrin til, at jeg synes, det giver mening at købe en ny-ny. Ikke mindst fordi det skal være en taske af ordentlig kvalitet, og de er dyre. 

For modsat Anton, som klarer sig fint med en almindelig rygsæk, fordi hans skole arbejder på én måde, har Frida brug for en rigtig skoletaske, fordi hendes skole arbejder på en anden. Hun slæber 10.000 bøger, en skolecomputer, madpakke, vandflaske og igangværende projekter med frem og tilbage hver eneste dag, og det kræver solide syninger, kvalitetslynlåse, en ordentlig opdeling af tasken, og remme, der ikke skærer armene af.

Derfor tog vi en tur i Hjemløses Venner, som her i byen har en KÆMPE forretning med meget fine ting.

HV har været mere innovative end andre genbrugsbutikker ift. aflevering af ting ved f.eks. at have lånetrailere og en stor, udendørs walk-in container, hvor ting kan sættes udenfor butikkens åbningstid. Samtidig er de mere selektive end de andre store spillere ift. hvad de tager ind i butikken, og derfor lugter der ikke af hengemte møbler og forgangne tider, når man går rundt og kigger.

Priserne er, så man kan give den fri uden at blive ruineret, så Frida valgte en fin skoletaske til 40 kroner, og en jakke til 30, og pengene kan nu i stedet bruges til at købe jakke og taske af god kvalitet, når vi rammer sensommer og efterår.

2.

Har jeg købt nyt sengetøj, og havde derfor et par dynebetræk, jeg tog ud af rotation.

Jeg bestak min søde mor med en buket blomster, og fik hende til at omdanne dem til 2 opbevaringsposer til mine flueforhæng, og en ordentlig stak små klude, som ungerne kan bruge, når de har børstet tænder.

Og det er meget niche med de forhæng, det ved jeg godt. Men vi bor på landet, så de er virkelig nødvendige, hvis ikke vi skal dø af enten varme eller insektudløst raseri om sommeren – men de er bøvlede at opbevare om vinteren. For stiller du dem på højkant, glider alle snorene ned på gulvet, og så ligger de dér og roder rundt. Men forhængene æder for meget lys om vinteren, hvis du lader dem hænge, så ét eller andet er man nødt til at gøre.

Dynebetrækkene var perfekte, fordi jeg så kan rulle forhængene sammen og lægge dem ned i poserne, ligesom du putter et brev i en kuvert. Jeg har købt et par værktøjskroge i Bil Tema, som jeg har skruet op over min dør i bryggerset, og nu kan de holde vinterpause der, indtil de igen skal på græs til maj. 

3.

Har jeg gjort den trælse opdagelse, at det nu ikke længere er muligt at nøjes med sit fornavn på mobile pay. Og ærligt? Det kan jeg faktisk ikke helt forstå er lovligt.

For der er en MILLION situationer i dag, hvor det er den eneste mulighed for betaling, fordi ingen længere bruger kontanter og gebyret for kortbetaling (antager jeg) er for dyrt.

Men der kan være masser af grunde til, at du ikke har lyst til, at alle mulige skal have dit fulde navn. At du skal være registreret med det, så du ikke kan hvidvaske alle dine narkomillioner er fair nok – men at Jørgen, der sælger kage på en stand til Fantasyfestival, eller den engelske tatovør nede på hjørnet skal have info nok til at kunne slå dig op på både Krak og LinkedIn, hvis du ikke lige hedder Jensen til efternavn, fordi du betaler med et betalingsmiddel, *de* har bestemt, du skal bruge, forstår jeg ikke rimeligheden i.

Jeg har altid haft min profil sat op, så der bare står ‘Linda’ på den, men da jeg i sidste uge fik solgt nogle tæpper af oldefars, endte det simpelthen så træls, fordi dem, der havde købt dem, helt tydeligt troede, at der var tale om ægte tæpper. Det var der ikke – og prisen var sat derefter. Men henvendelsen jeg fik, var sketchy nok til, at jeg valgte at tage en kammerat med ud i huset, da aftalen var sat op.

De stillede to damer (min aftale var lavet med en mand), og brugte AL tid i verden på at tjekke mærkerne på bagsiden af tæpperne, sammen med en mand, de havde på Facetime. De talte ikke dansk, så hvad de har snakket om, ved jeg ikke – men jeg kan jo godt regne ud, at ingen skal bruge 30 minutter og 3 menneskers holdninger for at beslutte, om de skal købe 5 tæpper på 4×5 meter til 800 kroner i alt. 

Da jeg spurgte, om vi var ved at være der, ville de gerne købe tæpperne – og skulle i øvrigt lige høre, om de måtte tage en vandkande, der stod på bordet, med. Den fik de, og så trillede de af.

5 timer senere skrev den ene af dem til mig, at ‘min mand kan ikke lide tæpperne, så jeg vil gerne aflevere dem tilbage og have mine penge igen’.

Og det er så *her*, jeg finder ud af, at de har mit fulde navn, fordi de har betalt med mobile pay. Min første reaktion var vantro, men da jeg slog det op, kunne jeg se, at det er bare ærgerligt, Sonny Boy; sådan er reglerne nu.

Det blev relativt ubehageligt, og jeg endte med at blokere dem begge to – men fordi jeg har det efternavn, jeg har, ville det tage dem 2 sekunder at slå mig op ud fra den overførsel, de har lavet, og så ville de vide, hvor jeg bor.

Verden er fuld af bimse typer, så det her punkt er faktisk mest tænkt som en advarsel, så man kan passe på sig selv, hvis noget i en situation føles *så* off, at man ikke har lyst til at udlevere sin identitet. Jeg ved ikke, hvad betalings-alternativet er, men ingen handel, kage eller tusch i verden er værd at sætte sin sikkerhed over styr for.

M2025, uge 5

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg sendt en mail til boligforeningen, efter at have læst en historie i nyhederne, om et ungt par, der har haft en vandskade og selv skal betale for det ekstra forbrug, det ødelagte vandrør har givet dem. En regning, de forventer ender et sted mellem 40 og 50.000 kr.

I artiklen står, at regningen ender hos dem, fordi de afregner direkte med deres forsyningsselskab, mens udlejers forsikring ville have dækket, hvis de havde betalt aconto til ham. Vi er fra 01.01 også overgået til netop at afregne direkte med Din Forsyning, og derfor gav historien mig akut lyst til at finde ud af, om det samme gælder her.

Jeg kunne læse i artiklen, at flere forsyningsvirksomheder på deres selvbetjeningssider giver mulighed for, at man kan vælge at få en varslings-sms, hvis forbruget pludseligt stiger uventet meget, og spørgsmålet er, om jeg ikke skal have det gjort under alle omstændigheder.

For selvom det første og største problem ville være pengene, er det jo stadig i alles interesse, at vi hjælper hinanden med at passe godt på tingene.

(Plus: KÆMPE fri for at bo i et hus, med sådan en tørre-satan, der skal køre i døgndrift i 3 måneder!)

2.

Har jeg netop bestilt varer til den kommende uge, og det blev en billig omgang, fordi jeg har besluttet, at vi den kommende uge KUN skal have mad fra fryseren og/eller rugbrød.

For meget af det, jeg har i fryseren, er temamæssigt i den lidt tungere vinter-ende, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at lysten til kartoffelsuppe og chili con carne kan ligge på et meget lille sted, når først foråret rigtigt kommer.

I næste uge har jeg meget arbejde og et par sene møder, og det er derfor oplagt at kombinere logistik og praktik.

3.

Nåede vi til ved vejs ende med at tømme oldefars hus. 

Jeg har en håndfuld ting derudefra sat til salg for mine forældre, og vi venter lige på, at Antons klasselærer afhenter en håndfuld småmøbler, som de har spurgt, om de må få til et recycling-projekt – hvilket min murerformandsbedstefar ville have elsket.

Men ellers er huset nu klar til at blive sat til salg.

Jeg ved ikke, hvad den sædvanlig tidsramme for at binde sløjfe på et liv er, men her har det taget næsten to måneder, fordi julen satte hele processen på hold.

Modsat hvad jeg ville have forventet, har det faktisk vist sig at være en gave i forklædning, for det sænkede tempo har været godt for os alle sammen. Jeg kan mærke, at mine forældre har fundet ro i den nye version af deres virkelighed, fordi lavpraktik jo på en måde er sorgbearbejdning, og samtidigt har vi haft tid til at opdage, at der har været ting og møbler, vi selv kunne bruge.

Det sidste har jeg tænkt meget over. For vi er egentlig ret gode til at få meget ud af lidt og til at tænke kreativt ift. anvendelsesmuligheder. Alligevel har det her været en påfaldende blind vinkel for os alle sammen, som jeg selv er det bedste eksempel på.

For jeg manglede et vitrineskab, og har de sidste mange uger gået op og ned ad et dækketøjsskab, som ville være den *perfekte* løsning, og som min bedstefar har haft i hele min levetid – og stadig havde jeg det sådan her, da det gik op for mig, at jeg kunne bruge det:

Jeg tror, det er fordi, det er svært at skille et hjem fra dets beboer? For havde du lukket mig ind i et fremmed hjem med oldefars ting, og sagt: “Tag, hvad du kan bruge” ville jeg være strøget *lige* hen til det. På samme måde fik min mor forleden pludselig ægte øje på en lampe, hun kan bruge, som vi jo altså har flyttet 24 gange, mens vi har ryddet op derude, men uden at SE-se den.

Men fordi man ser det menneske, man har holdt af i tingene, er det på en underlig måde svært at reducere dem til deres rene funktion. Det har den lidt lange procestid gjort muligt, og det er jeg bare ret taknemmelig over, fordi vi nu alle sammen har nogle af hans ting flettet ind i vores indretning, uden at det skriger “dødsbo!” eller “pligtarv!” Tingene er 1:1 noget, vi stilmæssigt selv kunne have fundet på at købe – men de er stadig fyldt med historie.

Det elsker jeg.

M2025, uge 4

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg opdateret min Watts energi-app, som inden jul pludselig holdt op med at virke. Men min strømregning er efterhånden så grum, at jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at gøre noget.

Jeg kan se på mit forbrug, at det ligger nogenlunde, som det plejer, så det er prisen, der er synderen her. Som vi har talt om før, kan der ikke gøres meget ved tarifferne, men jeg er træt af at sende SÅ mange penge efter vaskemaskinen og de tændte lamper; specielt fordi jeg stadig er (nogenlunde) god til at tænke over at smide låg på gryderne/bruge ovnens eftervarme/lave mad på én varmekilde, at slukke lyset/elradiatoren, når vi ikke er hjemme, at lade devices om natten og at holde tørretumblerforbrug på et minimum.

Så er der ikke andet tilbage at gøre, end at forsøge at lægge vores forbrug rent i de grønne perioder, og det kræver mindre at gøre, når jeg bare skal tjekke dagens timepris på en app, end hvis jeg skal google den først.

2.

Har jeg været på genbrugspladsen så mange gange, at man skulle tro, jeg var forelsket i formanden derovre.

Vi er tæt på at være i mål med at tømme oldefars hus, og da jeg samtidigt har fået chartollet hjem (som er SÅ PÆNT!!), har jeg også fået de sidste ting rykket rundt og på plads hér.

Inden jeg startede med at rydde op og rykke rundt, lovede jeg mig selv, at jeg ville være kritisk, når jeg satte tingene tilbage på plads, for jeg har MANGE æsker og kasser efterhånden, og problemet er, at de jo ikke på dén måde går i stykker. De skal virkelig være ramponerede, for at man ikke længere kan putte ting i dem og bruge dem til opbevaring.

Men der er en stak af dem, som jeg de sidste mange gange, jeg har ryddet op, bare har flyttet rundt på, fordi de er forkerte i faconen, har låg, der er dumme at sætte på, eller på anden vis er trælse.

Og oprydningens psykologi er dejlig forudsige, for hvor det af en eller anden grund kan være svært at stå med en kasse i hånden og beslutte at smide den ud, så er det nemmere at få gjort, når man på forhånd har besluttet at trimme hele bestanden.

Jeg stedte 15 stk. til hvile, og tetris’ede resten, så de fylder mindst muligt, og nu står de på loftet og venter på næste gang, jeg får en god ide.

3.

Har jeg hakket indholdet af min grøntsagsskuffe, vendt det med den sidste rest af nogle hjemmelavede langtidsbagte tomater med hvidløg, og ladet det bage mørt i ovnen. Jeg blendede det med en rest smøreost fra min fødselsdagsbrunch og et par skefulde creme fraiche, og det blev til noget, der ligger et sted mellem mos og tyk suppe.

Jeg har fordelt resultatet i 3 bøtter, for selvom jeg bare kunne have lavet (god) suppe af hele balladen, kan det også sagtens bruges som bund i f.eks. en gryderet eller en omgang Huevos Rancheros i stedet for hakket tomat.

Som ‘halvfabrikat’ fylder det ikke meget i fryseren, og jeg elsker, at man ved at bage og blende det, kan forvandle noget, der ellers mest er et irritationsmoment, som bare skal bruges, til et reelt produkt, der faktisk bidrager med noget.

M2025, uge 3

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg besluttet, at vi kører en slags bootleg-købestop på dagligvarer den kommende uge. 

Ikke sådan at forstå, at vi skal have havregryn med vand på, fordi vi ikke må købe en ny liter mælk, når vi har tømt den, der står i lågen, men jeg restock’er ikke på de ting, jeg bare pr. automatik plejer at købe, når jeg handler.

Og det er ikke fordi, vi ikke får dem brugt, for det gør vi. Men når man har alle de ingredienser ved hånden, man altid har, så laver man det, man altid laver, og dermed kommer de lidt mere eksotiske glas og dåser til at stå og hænge ensomt med næbbet.

Men jeg er faktisk relativt kreativ i et køkken, så jeg er god til at få ting tænkt ind; jeg skal bare ikke have et nemt alternativ, der stiller sig i vejen.

Det sidste halve år har jeg arbejdet på at finde en måde at få #prepperlife og #stopmadspild til at mødes, og det kræver, at man deler sin forståelse af overbegrebet Mad mere op, end jeg plejer at gøre. Jeg har brugt 5 år på at øve mig i at køre med halvtomme skabe og på først at købe, når jeg mangler; nu har jeg skulle lære at balancere For Meget af noget med Kun Lige Nok af noget andet.

Men nu er vi vist landet et sted, hvor ingen dør af sult, hvis det hele går i stå i en uge eller to, selvom jeg den næste uges tid fokuserer på at få brugt de syltede, grønne tomater og belugalinserne.

2.

Har jeg endelig tegnet den sygeforsikring, der har været min dårlige samvittighed fra jeg startede som selvstændig.

Og inden nogen hæver stemmen: Jeg begynder at græde, hvis I råber ad mig.

For jeg VED det godt. Det er tæt på kamikazisk at rulle uden, og særligt som enlig forsørger. Men selv i et fag, der ikke kræver hverken varelager eller uniform, er der en del udgifter, som man skal tjene penge for at kunne betale.

Den her forsikring giver højeste dagpengesats fra første sygedag, 6 måneder efter, at den er tegnet. Den koster tæt på 5000 om året, men udgiften kan trækkes fra. Vurderingen herfra har bare været, at med et gennemsnit på én sygedag om året, ville den koste mig mere, end jeg potentielt ville tabe – men jeg har også hele tiden været smerteligt bevidst om, at hvis jeg går på røven på et glat fortov og brækker et håndled, så bliver det *virkelig* træls at være mig og os.

Nu skal jeg bare holde tungen lige i munden og immunforsvar og lemmer intakte de næste 6 måneder, så kan jeg trække vejret lidt lettere igen.

3.

Har jeg tænkt meget over, hvad vi gør med folks ting, når de dør.

For i de uger, vi har gået og ryddet op hos oldefar, har vi snakket meget om, at det kræver mere fokus, end man lige skulle tro, ikke bare at ende med at samle til hobe.

For sagen er, at de færreste i dag jo lever med en masse lort omkring sig, og oldefar har været god til at rydde op. Det betyder, at stort set alt derude, er brugbart og velholdt, og fordi vi i dag er blevet så gode til ikke bare at smide ud, er det nemt at stå med en spartel eller en stor skål og tænke: “Ej, men den kan jeg da godt bruge!”

Og det ville man kunne med 70% af indboet.

“- men *mangler* du sådan én?” er vi derfor begyndt at spørge hinanden om, når én af os igen står med en vase eller tre skruetrækkere halvvejs nede i tasken. For det er nok mere relevant.

Vi har sat en masse plastikkasser på spisebordet derude, så vi får tingene sorteret med det samme, og så det er nemt at tage en bilfuld med på genbrugspladsen eller til Hjemløses Venner, når vi kører derudefra, og det kan jeg varmt anbefale; det gør det meget mere overskueligt, og man skal kun have tingene gennem hænderne én gang.

Det, der skal sælges, sætter vi i en tømt reol, og soveværelset bruger vi til de møbler, som vi ved, at nogen skal have. Og selvom anledningen jo ikke er særlig festlig, glæder jeg mig alligevel lidt over at kunne bidrage med al den systematik, som de her indlæg har lært mig.

Hele processen giver desuden anledning til nogle gode samtaler, for uden at der skal gå Live All You Can i den, så har min mor og jeg talt meget om, hvad man, som den, der er død, ville ønske for sine efterladte. For når man står med en skuffefuld af indgraveret sølvtøj, føles det nærmest som helligbrøde at skille sig af med det, men skåret ind til benet håber vi vel alle sammen, at de mennesker, vi har elsket og ladt bag os, forbinder os med noget godt. At det, der minder dem om os, gør dem glade.

Og det skaber ikke glæde, når man står og stirrer ned i en skuffe med sort, plettet sølvtøj, man aldrig bruger, men stadig føler dårlig samvittighed over ikke at få pudset.

Tværtimod.

Men jeg bliver glad, hver gang jeg kommer hjem i skumringen, og oldefars lille hus med lys i tager imod mig. Billedet af ham under træet på min reol, minder mig haven og drivhuset og vindruerne, der altid kun *næsten* var modne, og jeg sender ham en kærlig tanke hver ENESTE gang, jeg sætter bestik i hans aflagte kurv i min opvaskemaskine, og ikke længere skal tænke over, hvad det er for ét af rummene, bunden er gået løs i.

Sådan vil jeg håbe, at nogen også sorterer mine ting, når den dag kommer.

(PS: Men det siger sig selv, at jeg kommer til at hjemsøge dem alle sammen for evigt, hvis de smider mine tarotkort ud).

(Eller min lavalampe med glimmer).

M2025, uge 2

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Nåede jeg, som håbet, gennem mit oprydningsprojekt, og jeg kan igen overskue at åbne mine skabe.

Det har overrasket mig positivt, hvor lidt der egentlig har været at smide ud. Da først jeg lige fik sat tingene lidt i system og givet dem nye pladser, var jeg ikke helt så presset på plads, som jeg havde frygtet.

Men det er en kæphest for mig, at jeg vil bruge de ting, jeg har, og det gælder i køkkenet, som det gælder i relationer: Ude at øje, ude af sind. Derfor ville jeg meget gerne undgå at flytte f.eks. skåle og fade ud ad køkkenet, for så glemmer jeg, at jeg har dem, og finder bare noget andet at lave salat i, når musikken spiller.

Til gengæld kan min røremaskine og min paninigrill godt stå i et skab i mit bryggers, for det er speciesvarer, og derfor glider de ikke ud ad bevidstheden, fordi de ikke står på en hylde og kigger på mig dagligt.

Jeg har været i HTH efter et par ekstra hylder, og har flyttet lidt op og ned på nogle af dem, jeg har, så der ikke er 15 cm. spildplads over tallerknerne, og det hele står snorlige nu.

Jeg har sat nye labels på diverse kasser og æsker, så beskrivelsen passer til indholdet, og jeg har tilrettet listen over, hvad jeg har på loftet, så den også er opdateret, og det er pludselig meget lettere at trække vejret.

2.

Har jeg brugt forbløffende lang tid på at finde nogen, der ville reparere min Nutribullet-blender.

Jeg elsker den, fordi den intet fylder, hverken på bordet eller i opvaskemaskinen, og den er fantastisk til både smoothies og iskaffe. Men i sommer lærte jeg på den hårde måde, at noget iskaffepulver opfører sig som proteinpulver på steroider, når det bliver blendet med is, så det eksploderede nærmest ud af blenderen, da jeg tog den af motoren.

Jeg gjorde den grundigt rent, da det skete, men fordi jeg nu ikke har brugt den i et par måneder, har 2 af de 3 ‘tænder’, som overdelen af blenderen skal skubbe ned for at starte motoren, sat sig fast; formentlig fordi der er kommet en smule iskaffe om bag dem.

Men jeg ville ikke selv begynde at skille den ad, så jeg begyndte at lede efter nogen, der kunne gøre det for mig – og det var der lige præcis *ingen*, der kunne. De steder, der reparerer el-produkter, tager ikke så små maskiner ind, og i desperation endte jeg med at tage den med i Elgiganten.

Her lærte jeg, at de godt nok har nogle samarbejdspartnere, der kan bookes til småreparationer, men de tager 695 kr. for bare at oprette en sag.

Blenderen koster normalt 1700, men er købt på bud til 1000 kr., så en startpris, der ligger så tæt på det, jeg har givet for den, virkede åndssvagt. Men mens vi stod ved disken, kom Tony pludselig forbi. Og Tony kan jeg ikke rose nok. Tung, østeuropæisk accent, tusser op ad begge arme og en æstetik, der lå et sted mellem Beastie Boys/Sabotage og Motörhead.

Han kiggede på den med skepsis malet i alle træk, men meldte ud, at: “I can try fix it. No promise!”

Det var en nobrainer, for det var ham eller skraldespanden, så han spadserede af med den under armen – og ringede 1 time senere med meddelelsen om, at han havde lavet den. “I don’t want pay!” meddelte han brysk i telefonen, og da jeg hentede den, stod der ‘NO CHARGE!” på papiret, der var klistret på den.

Jeg er en lille smule i tvivl om, om jeg måske skylder den østeuropæiske mafia en tjeneste nu, men så må det være sådan, og jeg sender ham en kærlig tanke, hver eneste gang, jeg laver en smoothie.

(PS: Skal vi ikke også snart til at tale lidt om, at det ikke er reduceret indtag af oksekød alene, der skal stå for at redde planeten, men at vi måske også godt kunne gå tilbage til at producere ting med en levetid på over 10 minutter, som kan repareres, når de går i stykker?)

3.

Har jeg besluttet mig for at prøve at hente oldefars skab (som jeg simpelthen ikke kender det korrekte navn for. Københavnerskab? Dækketøjsskab?) herhjem og teste det der, hvor jeg har forestillet mig et vitrineskab. Det kan falde ud til alle sider; måske ser det vanvittig fedt ud, og måske gør det overhovedet ikke – men ligesom med den brugte opvaskemaskine, jeg fik foræret, da min egen gik i stykker, er det en mulighed for at opdage, at noget, jeg ikke har tænkt over, ville være rart at have/undgå.

Ligeledes har (havde?) han to klassiske lænestole, jeg sidder virkelig godt i, og de får også lov at komme med hjem på besøg. Jeg har jo længe leget med tanken om at skifte min sofa ud med 3 lænestole, og nu har jeg chancen for at teste konceptet, uden at det koster mig noget.

Hverken skab eller stole har nogen særlig, økonomisk værdi, og ingen andre i familien er interesserede i dem. De kan være på en trailer, og vi kommer alligevel til at køre på genbrugsstationen ad mange omgange, så der er intet forgjort ved, at de får et pitstop her, uanset hvad deres videre skæbne bliver.

M2024, uge 51

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Inden vi går til ugens punkter, vil jeg bare nævne, at jeg sætter stor pris på alle kommentarerne til ‘I’m dead’-indlægget. Jeg er så småt gået i gang med at skrive dem sammen i et indlæg, der gerne skulle blive både lavpraktisk, umiddelbart anvendeligt og korrekt.

Det tager lidt tid, men jeg lover: Det kommer.

*

I den forgangne uge:

1.

Er vi så småt gået i gang med at rydde op hos oldefar. Det er en øvelse, som jeg tror vil udfordre de fleste minimalister, der i årevis har øvet sig i at bruge det, de har, i stedet for bare at køre brug-og-smid væk.

For ud over nostalgiske værdi, nogle af tingene har, så er der jo vitterligt også meget, der er brugbart, i perfekt stand og som bare kalder på at komme hjem i mit skab.

Det er svært, synes jeg. For hvor jeg jo herhjemme kan bruge al den tid, jeg vil, på at beslutte, om noget skal sendes videre, eller om det har fortjent den plads, det optager, så er der her tilføjet en tidsmæssig bagkant, fordi huset skal tømmes og sælges. Så jeg balancerer mellem at fortabe mig i detaljerede overvejelser og at sige nej til det hele – og ingen af delene fungerer.

For der ER ting, jeg mangler, som det ville være tåbeligt at hælde ud med badevandet. Men der er også ting, hvor jeg lige i øjeblikket tænker: “Ej, sådan én kunne man da godt bruge?” – men hvor jeg, når jeg tænker efter, godt ved, at jeg aldrig kommer til at bruge den.

Kompromisset er blevet, at jeg har annekteret sofabordet derude, hvorpå jeg stiller det, jeg i første omgang tænker, at jeg vil have med hjem. Men jeg tager kun det med, jeg rent faktisk mangler. De ting, der står tilbage, tygger jeg på, den tid, det tager at tømme huset, og når vi er ved at være færdige, er det mit håb, at det er nemmere at være realistisk omkring, hvad jeg kan bruge, fordi jeg fysisk kan se, hvor meget plads måske-tingene optager.

Til gengæld har jeg fået den iPhone, jeg hjalp oldefar med at købe og sætte op, og jeg er på bagkant kommet til at spekulere på, om det egentlig hele tiden var dét, der var hans plan…

Det ville ligne ham <3

2.

Har jeg lavet en madplan, hvor jeg har forsøgt at tænke de råvarer ind, jeg skal bruge til julefrokosten, så jeg får dem brugt.

Jeg har købt frysepizzaer, falafler, pitabrød og hummus, og en omgang instant-nudler, så der er noget til de dage, hvor man ellers kunne falde i take-away-fælden, og så har jeg forsøgt at tænke nogle af de retter, jeg skal stå for til julefrokosten, ind på andre dage i forsøget på at undgå at stå d. 25. med 7 gryder, 5 skåle og underskud i metermål.

Der er plads i fryseren til rester, der er plastikbøtter at smide dem i, og jeg tror faktisk, at vi på køkkenfronten er ved at være klar til jul.

3.

Ved jeg simpelthen ikke, om det er resultatet af at være vokset op i en tid, hvor lukkeloven var en ting, men jeg skal – stadig – aktivt modarbejde impulsen til at købe ind op til helligdage, som om, butikkerne aldrig åbnede igen.

Eksempelvis stod jeg forleden morgen og tænkte, at jeg skulle nå forbi en Matas inden jul, fordi min mascara er ved at være tom.

Jeg tog mig i det, fordi jeg kom til at tænke på, hvor mange andre gange, jeg nærmest har lavet gynækologiske undersøgelser på mine mascaraer i ugevis, fordi jeg bliver ved med at glemme at købe en ny, og det er gået fint – så der er INGEN grund til at stresse ud og købe en ny, fordi den her synger på sidste vers.

Men det er ét af de øjeblikke, hvor jeg tænker, at det er et resultat af at have skrevet de her indlæg, for jeg tror helt ærligt ikke, at jeg tidligere ville have forholdt mig til det; jeg ville bare være stormet afsted efter én. Men ligesom det faktisk over tid giver en konkret, økonomisk besparelse, hvis man kan vride en måned mere ud af de enkelte stykker tøj, inden man skifter dem ud, eller man kører reste-tapas en eller to gange pr. måned, så vil det modsat øge dit forbrug, hvis du hele tiden skifter dine ting ud, når der stadig er levetid tilbage i dem, fordi du bliver presset af en imaginær deadline.

Den erkendelse er en fin segway over i det sidste månedsmåls-punkt for i år:

Månedens mål, december (4/4)

For jeg har i nogle uger gået og tygget på, hvad der skal ske med de her indlæg; om de skal køre videre, om de er ved at have løbet deres kurs, eller om formatet skal ændres.

Der er ingen tvivl om, at de er med til at fastholde mig i at blogge, fordi de sørger for, at jeg tapper ind en gang om ugen. Jeg bliver aldrig færdig med at skrive, så det er ikke fordi bloggen lukker, hvis jeg udfaser dem – men der vil blive længere mellem indlæggene, og hvis jeg skal være ærlig, ved jeg ikke, hvordan det vil påvirke flowet.

De er nogenlunde nemme at skrive, fordi indholdet er bestemt på forhånd og fordi der er en rytme og struktur at læne sig ind i.

Omvendt er de emner, indlæggene kredser om, også ved at være så mainstream, at jeg ind imellem føler, at jeg (wo)mansplainer noget, som alle for længst er hoppet ombord i. For én ting er, at det skal give mening for mig at skrive dem – men det skal jo også give mening for jer at læse dem.

For nogle måneder siden skrev en læser, at hun syntes, det kunne være sjovt at høre, hvad andre, helt konkret, havde fået ud af indlæggene. Nye vaner, øget bevidsthed om særlige områder eller andre traditioner i omgangskredsen.

Det synes jeg faktisk også kunne være interessant, så jeg vil gerne slutte årets sidste M2024-indlæg af med en omgang ‘Ordet er frit’.

Man må skrive præcis, hvad man føler for, så længe man husker, at jeg er bygget som krebsen: Hård udenpå, men blød indeni.

Jeg håber, at julen bliver fin og rolig for hver eneste af jer.

Tak fordi I læser med – og rigtig glædelig jul.