Kategori: M2018/M2019

M2019, uge 38

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Denne uges indlæg bliver lagt ekstra tidligt op, fordi jeg håber, at så mange som muligt når at læse punkt 5, og får lyst til at være med.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg ryddet op i mine krydderier, da jeg stod og ventede på noget vand, der skulle koge. Det er da utroligt, så hurtigt det blev 2019!?

2.

Har jeg brugt 20 minutter på minutiøst at gennemgå mine Facebookgrupper. Jeg er ikke så hys med antal af venner; jeg har og har haft jobs, der giver store berøringsflader, og jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg synes, signalværdien i en afvisning af en venneanmodning er langt mere problematisk, end at have ligeså mange bekendte som venner derinde. Til gengæld sidder min snooze-knap utrolig løst, og på den måde er der plads til os alle sammen.

Men grupperne kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har luget ud i, og det var rart at få gjort. Bl.a. er jeg hoppet ud af 3-4 boliginspirationsgrupper, for selvom der somme tider kan være ideer at få, så er det også der, der bliver plantet små forbrugsfrø, som jeg jo ikke savner, når jeg ikke ser dem. Så væk med dem, og med 23 andre grupper, jeg ikke længere følte mig kompatibel med. 

3.

Har jeg måtte tage mig til hovedet over den seneste mail fra To Good To Go. Normalt er jeg ret meget imod, at vi peger fingre af mennesker, der prøver at gøre en forskel, men bare gør tingene anderledes end vi selv gør – men tillad mig at vise et par screenshots:

WTAF? Så vi vil gerne have folk til at spise op, så vi kan nedbringe den samlede produktion, vi vil gerne klimastrejke og bekæmpe CO2-udledning – og så laver vi en aftale, hvor vi forsøger at lokke folk til at købe to kopper fuldstændig overflødig kaffe – i engangsemballage – så de kan få ‘en lykkepose’ som de ikke ved, hvad indeholder, og dermed om de kan bruge??

Jeg blev sgu helt hidsig. 

4.

Har jeg været i Frelsens Hær efter en skjorte og et par seler til Anton. Indskolingen afholder Høstfest i dag, og da det var onsdag, jeg fandt ud af, at “Alle børn møder udklædte!” var der ikke tid til at finde tingene til låns. Men Frelleren var en ven i nøden og for sølle 45 kroner, blev barnet ekviperet, og kan nu, udklædt som karl, fejre, at høsten er i hus.

5.

Har jeg meldt børnene og jeg til World Clean Up Day i morgen, lørdag.

World Clean Up Day er et tilbagevendende event, som hvert år arbejder for at begrænse mængden af forurening i naturen. På WCUD’s hjemmeside kan jeg læse, at der sidste år var 18 mio mennesker, der deltog på verdensplan, og at de formåede at indsamle 88.500 tons affald, som ellers bare ville have ligget og flydt i naturen.

Vi skal på stranden, men andre steder i landet foregår det i skove, på stisystemer osv. Hos os er der Fiskerimuseet, der står for at arrangere det, og de har i dag lagt et opslag op om, at de giver kaffe – hvis man selv har koppen med. (Det der *den* form for overensstemmelse, man som forbruger gerne vil se, To Good To Go, for hvad fanden nytter det ellers?)

Jeg synes, det er et forrygende tiltag, og det er så nemt at gøre en forskel, for uanset om du har en, to eller fire timer, og om du er selv eller sammen, så flytter du noget ved at komme. En pose affald fjernet er en pose affald fjernet, det er en nem måde at få lidt frisk luft på, og har man børn med, er det en god og konkret anledning til at snakke om, hvorfor vi skal passe på naturen.

Hvis nogle af jer derude kunne tænke jer at være med, er her et link til de steder i Danmark, hvor der allerede er etableret events, og hvor det bare er at hoppe i sko og jakke på og møde op.

God weekend.

M2019, uge 37

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft et par dl. dip til overs, som jeg først på ugen lavede til nogle grøntsagsstave. Jeg kan ikke huske, hvor jeg købte creme fraichen, men man kunne i butikken ikke få mindre end 1/2 liter, når det skulle være 5%’s versionen. Det ved jeg på forhånd godt, at jeg ikke kan nå at spise, men fordi #septemberstress har jeg ikke fået det smidt i fryseren. Til gengæld har jeg længe tænkt, at jeg ville prøve at lave tunfrikadeller, og det foresvævede mig, at der i nogle af de opskrifter jeg har set, skulle relativt meget creme fraiche i, så efter lidt higen og søgen fandt jeg den her opskrift, og de blev virkelig gode.

2.

Ryddet op i børnenes tøjskabe, og kasserne med arvetøj, og ligesom sidst var det den hårde hånd, jeg satte på opgaven. 

I takt med, at børnene bliver større, arver vi mindre og mindre tøj, simpelthen fordi store børn kan passe deres tøjet i længere tid, og det dermed bliver langt mere slidt, end når de er små.

Jeg har de sidste mange år haft 6 store kasser med arvetøj, som jeg gennemgår hver gang, jeg rydder op i tøjskabene, men efter oprydningen i denne uge er jeg nede på to små stabel-kasser pr. barn, hvilket er virkelig rart. Dels er det meget nemmere at holde øje med, at man får hentet tøjet frem, når størrelser og årstid passer sammen (for en str. 128 er ikke nødvendigvis en str. 128 – og slet ikke, når den har været vasket), dels har det givet ret meget ekstra plads, og endelig er begge børn ved at være så bevidste om, hvad de gerne vil have på, at der ikke er grund til at sidde på tøj, som vi ikke får glæde af.

Jeg har været umådelig taknemmelig over alt det tøj, vi har fået, og det har sparet os for MANGE penge gennem årene. Men det tager også meget plads, og når det er noget, man modtager over 4-5 år er der simpelthen også noget, man glemmer, man har. Vi snakkede om det i kommentarfeltet til det her indlæg; det her med ikke at sige ja tak til en vinterjakke, hvis vi har én i forvejen, men det princip til trods, havde jeg ikke færre end 9 overtrækstrøjer, windbreakere og vinterjakker til Frida til den kommende sæson. Jeg lagde det i stakke, og så fik hun lov at vælge 1-2 af hver slags, og resten har vi kørt til genbrug, fordi det jo også er nu, andre børn derude kan få glæde af det. 

Der er også detaljen med, at tøjets stand bliver vurderet ud fra den stak, det kommer i, så når jeg modtager en pose usorteret tøj, så er det måske i første omgang 1/3, der er for slidt og forvasket til hverdagsbrug. Men når jeg så finder alt arvetøjet frem, så er det pludselig en ny 1/3, som – sammenholdt med det andet – er godt slidt. Det betyder, at det, der nu ligger i skabene, er lækkert og pænt, og det er en god fornemmelse.

Jeg har kørt 10 poser tøj til genbrug, og det sværeste tøj at skille sig af med, var faktisk det, som mormor selv har syet/strikket. Den nostalgiske værdi er bare svær at være nøgtern omkring.

Jeg afleverede det hele til Røde Kors, fordi de, da jeg kontaktede de forskellige nødhjælpsorganisationer, som de eneste meldte tilbage, at de kan bruge revl og krat. Både det hullede, det beskidte og det, der lugter. Derfor har jeg gjort det til en vane, at det er dem, jeg bruger, når tøjet er af blandet stand, for så kan de tage det, der er brug for som tøj/det, de vurderer, de kan sælge, og lave møbelpolstring og twist af resten. På den måde tænker jeg, at tøjet bliver brugt lige præcis dér, hvor det gør mest gavn. 

3.

Solgt 5 par bukser af Antons for 100 kr. i alt – og det er stort set det eneste, jeg har solgt i denne omgang. Min erfaring er, at det ofte er nemt at komme af med mange stykker af samme slags tøj i samme størrelse, så det tip vil jeg bare lige give videre. 

4.

Foreslået i venindegruppen, at vi i julegave giver hinanden en tur til noget hekse-relateret i stedet for en ting. For helt ærligt, så mangler jeg ikke flere øreringe eller tørklæder, vi har testet og droppet det med at tage ud at spise sammen, og vi ender altid med at have lidt stress over at få gaverne udvekslet.

På den her måde bliver det noget, vi gør sammen, og det bliver i hvert fald en gave, vi husker, uanset om vi ender hos en håndlæser, en clairvoyant eller lignende (anbefalinger modtages i øvrigt med kyshånd).

M2019, uge 36

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg kigget længe og alvorligt ud over september, som er fuldstændig vanvittig, både i kalenderen og økonomisk. Hvis vi kan klare os for 600 kr. pr. uge, ser det ud til, at vi kan nå helskindet igennem, og samtidig også betale regningerne og udgifterne, som de kommer. Nogle af udgifterne vil der være mulighed for at skubbe til oktober og/eller dele ud over et par rater, men jeg vil helst have dem knaldet af nu, hvis det på nogen måde er muligt, for de næste 3 måneder bliver der nok at bruge penge på, med fødselsdag, jul, nye vinterdæk osv. lige om hjørnet.

Der, hvor jeg synes, det bliver udfordrende er, når der vokser udgifter op af jorden, som jeg ikke har forudset. Som f.eks. når jeg bliver meldt ind i forældrerådet, og vi aftaler at mødes – og jeg derefter kommer i tanke om, at det jo så kommer til at medføre en barnepigeudgift.

Vi tager en dag og en uge ad gangen, og det skal nok ende med at gå. Det gør det jo. Imens prøver jeg at huske, at målet er inde for rækkevidde, og at der kommer et tidspunkt, hvor det ikke er sådan her. 

2.

Har jeg haft glæde af mit lille hack med altid at have en pakke pitabrød i fryseren. Som nævnt ovenfor, er det her én af de måneder, hvor ALT skal bruges, og hvor der ikke rigtigt er tid til de store udfoldelser. Men bunden af grøntsagsskuffen og to små kødrester fra fryseren blev til fuldt ud gyldige pitabrød, og den burgerdressing, der har stået i køleskabslågen og trådt sig selv over tæerne, doblede fint som Thousand Island.

3.

Kom børnenes løbehjul, som de selv har betalt for, med penge, de over de sidste mange år har fået i julegave af deres oldeforældre. Jeg har i årenes løb bare ladet pengene gå ind på deres respektive opsparinger, fordi jeg vurderede, at de ikke manglede legesager, og at der med garanti ville komme et tidspunkt, hvor de ikke kunne leve uden et eller andet, som var mere ønsket og nødvendigt end slim og lego. 

Det tidspunkt var nu, og efter lidt research nåede jeg frem til, at løbehjul er et af de steder, hvor kvalitet gør en forskel. Jeg skrev til Skate Pro og forklarede, hvad jeg havde brug for, og allerede samme dag havde jeg svar med konkrete anbefalinger. (Ikke spons. Bare info om, at man godt kan få fingrene i både kvalificeret vejledning og kvalitet, selvom man bor i udkantsdanmark). Børnene fik lov at vælge farve, og i denne uge kom de så. Og de ER lækre – og så kan de foldes sammen, så de ikke fylder noget, og kan dermed tages med ind, når vejret bliver træls. 

4.

Har jeg gjort brug af et lille trick, som jeg skrev om herinde engang sidste år, nemlig “Kan det holde en uge/en gang børnepenge mere?” Jeg er utrolig tilbøjelig til at ville have problemerne løst, så snart jeg får øje på dem, og har jeg først konstateret, at Frida mangler undertøj eller at Antons sko er ved at være slidte, så er mit default-set up at købe nyt med det samme. Men faktisk er det jo ofte sådan, at ting godt lige kan holde/strækkes/leves med lidt længere, hvis man prøver at kigge objektivt på det, og på den lange bane giver det besparelser, der er værd at tage med, fordi man ved at forlænge levetiden på et par bukser med en måned eller to, måske kan gå fra at købe bukser 3 gange om året til at købe 2 gange om året. 

(Og bare så ingen sidder derude og vrider hænder på børnenes vegne: Hvis de mangler, sådan ægte, så får de selvfølgelig nyt. De bliver ikke tvunget, hullede og forhutlede, ud i verden).

5.

Har jeg lavet suppe af en pose hjemmedyrkede tomater fra mormor og morfars have, og fundet en legeplads, hvor der både var æbletræer, samt brombær- og blåbærbuske. Man *kunne* kalde det, jeg gjorde ‘at stjæle’, men jeg foretrækker den mere økologiske term ‘sankede’.

Tyvekosterne er kogt til grød, som hygger sig i fryseren, mens den afventer sin skæbne som base til børnenes smoothies de næste par lørdage.

M2019, uge 35

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg ryddet op i medicinskabet (hvilket er et stort ord at bruge om den kasse, vi har til formålet, men altså…)

Ovenpå mit oprydningsprojekt er det pludselig mere overskueligt lige at tage en kasse hist og pist, og den her var long overdue, kunne jeg se, da jeg tjekkede holdbarheden på de forskellige tuber og pakker. 

Jeg fik pakket en pose og afleveret den på apoteket, og googlet det, jeg ikke længere kunne huske, hvad var til, og jeg kan se, at vi skal have virkelig meget halsbetændelse i år, hvis vi skal nå igennem alle de strepsil, jeg har fået raget til mig. (OVER i kurven, Nemesis!!)

2.

Har jeg fået brugt en pakke isvafler, jeg har flyttet rundt på et par måneder, som jeg i sin tid købte, fordi vi fik gæster. (Vi kører typisk sodavandsis herhjemme).

Jeg tror, at det er noget af det, der ofte skaber madspild; når man har et eller andet, som fylder ret meget i et skab, og det kræver en aktiv indsats at få brugt. Så ender man til sidst med at tabe tålmodigheden, og bare kyle det ud.

Men da jeg så vejrudsigten for ugen, skrev jeg en liter is på indkøbssedlen, og herfra har børnene klaret resten:)

3.

Er jeg blevet færdig med at rydde op i mit skur. Jeg har været ALT igennem, også kasserne med ting, jeg stillede derud, da vi flyttede ind.

De to store kasser med køkkenting er tømt; et frugtfad og en vinkøler er flyttet ind i mit køkkenskab, mens resten er sendt til genbrug. Stofkasserne, som stod i en anden plastikboks, pakket ind efter alle kunstens regler, lugtede sure, da jeg pakkede dem ud, så de røg til destruktion, og et sted i dén historie ligger en lektion om at gemme til natten og katten gemt.

——————-

Jeg ved, at der er kommet nye læsere med ombord, siden jeg startede M2018/2019-projektet sidste år, og derfor har jeg lyst til at skrive lidt uddybende om alt det her med at rydde op og rydde ud, fordi den fysiske manifestation af, at man flytter sig, gør noget rigtig godt for hele holdningen til at leve mere simpelt. 

Jeg ved godt, at declutter-guruen Marie Kondo anbefaler, at man tager alt i ét ryk, men for mig kommer det aldrig til at ske. Alligevel kan man sige, at jeg var den store oprydning igennem sidste år, hvor min lyst til at leve med mindre for alvor slog igennem og blev konkret. Så selvom det strakte sig over flere måneder, kan man måske alligevel sige, at der var tale om en samlet proces.

Den første, store oprydning er relativ nem for de fleste, tror jeg, fordi man er optændt af lysten til at skille sig af med ting, og fordi der i stort set alle almindelige hjem ER en masse, der er indlysende til overs.

Men fordi det her er en udvikling, er der intet, der står stille, og når man skiller sig af med de ting, man har, bliver det – helt konkret – nemmere at se dem, der er tilbage. Orden avler orden, og som tiden er gået, er det for mig blevet tydeligt, i hvor høj grad sind og omgivelser hænger sammen. Det frigiver en masse energi at skille sig af med det, det ikke længere giver mening at holde fast i. 

Derfor tror jeg, at den sidste måned for mig har været næste bølge, hvor jeg har sluppet mange af de ting, der var følelser knyttet til, og så selvfølgelig i samme ombæring har taget det, der bare stod på hylden og fes husleje af.

Som jeg skrev lidt om for et par indlæg siden, tror jeg, at man skal være klar, hvis det skal give mening at gå i gang. Til gengæld tror jeg også, at det er et mindset, man kan hjælpe på vej, og her er det så, at Marie Kondos og mine veje skilles. 

For hvis jeg skal fortælle, hvordan jeg over de sidste 4 uger har fået sendt 5-6 trailer-læs på genbrugspladsen og afsted til nye hjem, så er det faktisk meget konkret, opdelt og lidt-ad-gangen-agtigt:

A.

Jeg startede med at besluttede, at jeg ville bruge 2 uger på at rydde op inde, og derefter 2 uger på at “rydde op” ude (ordne have, rydde op i skur, vaske skraldespande osv) under overskriften “Jeg når det, jeg når”.

B.

Dernæst skrev jeg en liste over de ting, jeg ideelt set gerne ville nå. Indelisten skrev jeg på 1. dagen, udelisten skrev jeg på 14. dagen, simpelthen for ikke på forhånd at blive overvældet af opgavens omfang.

Jeg undlod at prioritere listen, og satte ikke konkrete uge-dage på de enkelte opgaver, fordi: D.

C.

Herfra var planen, at tage én ting fra listen om dagen – og kun én. Fordi livet og hverdagen altid arter sig anderledes, end man forventer, ikke? Hvis planen er at tømme ét skab i bryggerset, kan jeg godt overskue det, selvom jeg har haft en lang dag. Er ambitionen derimod at tage hele øverste række, skal der ikke meget til, før det bliver (for) uoverskueligt, og risikoen for kl. 22 at stå med hele bordet fyldt med ting, jeg er alt, alt for træt til at forholde mig rigtigt til, fordi aftensmaden tog længere tid end forventet eller nogen ikke ville sove, er stor.

Så én ting. Også selvom jeg efter den ene ting tænkte: ‘Jeg kunne også lige…’ Min aftale med mig selv var, at hvis jeg følte mig i humør til at tage en ting mere, så måtte jeg først gå i gang med den, når madpakkerne var smurt, opvaskemaskinen var tømt og børnene lagt i seng. På den måde sikrede jeg, at jeg ikke fik startet på noget, jeg ikke kunne overskue at afslutte. 

D.

“Det skal ikke være perfekt, og det behøver ikke være alt eller intet.”

Det her mantra var ret vigtig for mig, da jeg var 5 dage inde i projektet, og opstartsflammen var gået fra ‘brølende bål’ til ‘blafrende stearinlys’.

De dage, hvor jeg var fuldstændig kørt over, tog jeg en af de små/nemme opgaver, også selvom jeg oprindeligt havde tænkt, at jeg ville tage en af de større. Og det er her, det er vigtigt, ikke på forhånd at have lagt sig fast på, hvad man laver hvornår, for har man det, bliver det et lille nederlag at fravige aftalen, man har lavet med sig selv og sin to-do, hvorimod det føles som en sejr at have taget en opgave, når man egentlig hellere ville junke Netflix. 

E.

Sidst, men absolut ikke mindst kørte jeg på genbrugspladsen, til genbrugsbutikkerne og forbi venner, der havde meldt ind på at aftage ting, omtrent hveranden dag.

På papiret virker det mest logisk at samle alt sammen, og køre det hele afsted til sidst, men når man sender det afsted løbende, mærker man allerede lettelsen og den gode fornemmelse undervejs, og det er på alle måder med til at skabe og underbygge momentum.

Desuden er der ikke noget, der stresser mig så meget som løse ender, og stress er bare et virkelig dårligt sted at rydde op fra, fordi det så kommer til at handle mere om at blive færdig, end om at få det gjort ordentligt. Ved at sende tingene afsted løbende, sikrede jeg mig, at jeg kunne stoppe any time, hvis der pludselig var nogen, der blev syge, eller chefen fik en ide, der bare *måtte* eksekveres nu.

Ovenstående måde at gribe opgaven an på virkede rigtig godt for mig, fordi oprydningen kom til at bestå af mange små dele, og jeg vidste, at jeg hele tiden kunne afbryde projektet, og stadig være nået et stykke af vejen. På den måde var ingen indsats for lille og intet føltes omsonst, hvilket var meget fordrende for lysten til at gå i gang – og for viljen til at blive ved.

Hvis du har tips eller tricks til, hvordan du griber de store oprydninger an, så del endelig i kommentarfeltet. Der er med garanti nogen derude, der kan drage nytte af lige præcis *dine* erfaringer.

Rigtig god weekend derude.

M2019, uge 34

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet mere op og både solgt og foræret (en masse) ting væk. 

Jeg valgte at sætte min mælkeskummer, mit tapasbræt og et salatsæt til salg, fordi alle 3 ting var mærkevarer, og dermed lettere at sælge end en anonym salatskål af ukendt mærke. 

De 3 ting tilsammen ville have kostet 1400 kr, hvis man skulle købe dem fra nye, og jeg solgte dem for i alt 300 kr. Det bekræfter min tese om, at man ret hurtigt kan komme af med det meste, hvis man er villig til at sælge for ca. 20% af nyprisen. 

Blandt tingene, jeg har foræret væk, var 3 dvd-afspillere til bilen, bøger, urtepotteskjulere, vaser osv. 

Og endelig har jeg kørt et hav af skåle, tallerkner, flere urtepotteskjulere, køkkenmaskiner osv. til Hjemløses Venner. Noget af det har jeg haft sat til salg inden, mens resten bare er sat direkte i donations-kassen.

Undervejs har jeg haft god tid til at tænke over, hvor meget det varierer, hvordan jeg griber oprydning og overskydende ting an.

I nogle perioder har jeg intet imod at bruge tid på at sælge. Jeg piller opslag ned og lægger dem op på ny (så de kommer øverst på salgssiderne), jeg ændrer på billederne, jeg sætter tingene sammen på nye måder osv. Jeg bruger tid på det, alt imens tingene står i bryggerset og fylder, men jeg har intet imod det, og kan næsten synes, at det er lidt hyggeligt.

I andre perioder, som f.eks. lige nu, kan jeg mærke, at jeg bare skal have det ud. Det handler helt sikkert om mængden af ting (at der f.eks. er forskel på at have en vinterjakke liggende kontra 1/3 af det samlede køkkeninteriør), men jeg tror også, at det handler om, hvad der ligger bag den oprydning, jeg på det givne tidspunkt er i gang med. For lige nu kan jeg mærke, at det handler om at skille mig af med alt overflødigt, og mentalt at brænde marken ned, så jorden igen kan blive frugtbar, og der kan plantes nyt. Det betyder, at det, at få tingene ud og væk og at skabe ro og orden, vejer langt tungere end en potentiel økonomiske gevinst.

2.

Endelig accepteret, at mine børn ikke vil spise de müslibarer og den store pakke med grovknækbrød, jeg har flyttet rundt på i et par måneder, og derfor taget tingene med på kontoret, hvor de til gengæld ser ud til hurtigt at få ben at gå på.

3.

Takket være min oprydning i skabet med mapper fået så god plads, at den øverste hylde har kunne omdannes til “bar-skab”, så jeg kan have papvin stående.

Papvin ER bare billigere end vin på flaske, men jeg hader at have de der dumme papkasser til at stå og rode. De fylder helt vildt, og ift. hvid og rosé, har jeg ikke plads i køleskabet til dem, hvilket betyder, at vinen aldrig er kold, og dermed ikke bliver drukket.

Men nu har jeg vasket to tomat-passata-flasker af, og de er perfekte at fylde over i. De er lave nok til at stå op i køleskabet, og dermed optager de meget lidt plads, og så kan de genfyldes og vaskes af i én uendelighed.

Papvinen er købt, flaskerne fyldt og sat på køl, og jeg er klar til at fejre, at bæredygtighed og god og billig vin pludselig kan gå hånd i hånd.

Skål og god weekend.

M2019, uge 33

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

ENDELIG fundet en madkasse, der passer til min frokost, og min tilfredshed over, hvor mange plastikbøtter, jeg slipper for at slæbe rundt på, er astronomisk. 

2.

I forlængelse af ovenstående ryddet op i køkkenskabene, fordi jeg fik akut spat af, at det føltes som Tetris, level pro at få plads til de nye madkasser og drikkedunke. Og som det altid er med oprydning, greb det om sig, så nu er alle de køkkenskabe, der længe har irriteret mig, ordnet.

Det er virkelig mærkeligt, for jeg kører et ret stramt regime ift. at holde orden i mine skabe, og det, jeg har købt til mit køkken de sidste par år, kan tælles på en hånd. Alligevel har det rodet i skabene længe, og jeg har mere end én gang tænkt: “Hvor KOMMER alle de ting fra?!?”

Men måske er det noget med, at man (apropos seneste indlæg) også her arbejder i cirkler; at jo færre ting, man har, jo nemmere bliver det at få øje på det, man ikke længere bruger. Og måske også, at man bliver klar til at skille sig af med ting i etaper? For de første gange, jeg var mine ting igennem, var det nemt at pege ud, hvad jeg ikke brugte, og hvad jeg ikke ville savne, men det var også ting, der automatisk blev flyttet over i ‘skal blive’ bunken, fordi jeg havde fået dem i gave/syntes, at sådan én *bør* man have. Men da jeg nu lå halvvejs inde i skabet, fik jeg øje på nogle fade, som jeg virkelig elsker, og bliver glad over at eje, hver gang, jeg får øje på dem, som jeg stort set aldrig bruger, fordi der står 3 andre fade foran dem (= det var sådan, der var plads til det hele i skabet). Når jeg en sjælden gang har brug for fade, tager jeg bare ét af dem, der står først for, i stedet for dem, jeg faktisk bedst kan lide. Og det er sgu da tosset.

Så nu er køkkenet trimmet, og det jeg har, er det jeg bruger. For nu.

3.

Husket at lægge de overskydende madvarer fra mit oprydningsbonanza i Stop Madspilds-gruppen, og det hele er afhentet.

4.

Også ryddet op i skabene i bryggerset, fordi jeg virkelig ramte noget momentum, og pludselig kunne mærke, at jeg var klar til at rydde op i alle mine papirer og mapper.

Det er for mig noget af det, der kræver den allerstørste indsats, fordi det dels tager hundrede år virkelig at *LÆSE*, hvad der står på hvert enkelt stykke papir, hvilket er så kedeligt, at man næsten besvimer – men også fordi indholdet i nogle mapper tvinger én til at tage stilling til, hvor man er i sit liv. 

Jeg har i denne omgang smidt 3/4 af alle mine papirer fra fitnessbranchen ud. Det var tid, og jeg var klar. Det var jeg ikke sidst, jeg var mine mapper igennem, men siden er jeg blevet helt afklaret med, at jeg ikke kommer til at undervise i et fitnesscenter igen. De papirer jeg gemte, lod jeg blive, fordi jeg stadig ikke vil udelukke, at jeg kommer til at nappe et hold eller to i den lokale forening på et tidspunkt, og vælger jeg det, er der nogle ting, der er rare at have, men resten røg ud, sammen med ris/ros, breve, tegninger, brugsanvisninger og gamle kvitteringer. Lettelsen har været enorm.

Jeg snakkede med en veninde om, at det virkelig er en form for renselsesproces, fordi man får bedre plads, både konkret og mentalt. Men at det til gengæld også kræver, at man er klar til at tage afsked med tingene, og at det nok er derfor, man skal være i gear til det, når man rydder op – i hvert fald hvis det skal gøres ordentligt. 

Mit projekt strakte sig over en uge, og det giver naturligt nok nogle små-dyk i den mentale stamina undervejs. Den sætning, jeg brugte, hver gang jeg sad med et stykke papir, og pludselig syntes, at det, der stod på det, var ENORMT vigtigt var: “Hvis jeg på et tidspunkt får brug for den her oplysning – ville det så *nogensinde* falde mig ind at lede efter den her?” Svaret hver eneste gang var nej. #HejGoogle

5.

Leget madfabrik, fordi jeg pludselig ikke kunne have alle de små rester og sjatter, der lå og forstyrrede min nyetablerede orden. 

Som altid er jeg med på, at ingen af jer derude sidder med præcis de samme rester, og derfor er tanken ikke, at det her skal være inspiration til en konkret madplan. Det er bare et forsøg på at give ideer til, hvad rester kan bruges til, hvis man nu stadig er ny i stop-madspild-gamet. 

Jeg fik lavet:

a) en stor gryde tomatsuppe med fyld

b) en tærte

c) en portion kyllingegryde

d) mexicanske kyllingefrikadeller

Jeg lavede det hele i ét ryk, fordi det gav muligheden for at købe grønt på bud, rense og hakke det hele, og så var det bare at smide de forskellige ting sammen i de respektive gryder. 

Resterne jeg fik brugt var: 

Sambal Oelek (deller)

En halv pose nachos (deller og tærte)

En halv pakke pikantost fra fryseren (tærte)

En halv pakke pepperoni (tærte, deller, suppe)

En sjat salsa fra fryseren (kyll. gryde)

Revet ost fra fryseren (tærte)

En bakke trætte æg (deller og tærte)

To dåser tomatsuppe (suppe) (surprise)

Et halvt glas ajvar (kyll. gryde)

Jeg købte/brugte fra skabe og grøntsagsskuffe:

Porrer (tærte, kyll. gryde)

Gulerødder (deller)

Champignon (tærte, kyll. gryde, suppe)

Løg (tærte, kyll. gryde, suppe, deller)

Hvidløg (tærte, kyll. gryde, suppe, deller)

Squash (tærte, kyll. gryde, suppe)

Peberfrugt (suppe, kyll. gryde)

Kidneybønner (suppe)

Tomatpassata (suppe, kyll. gryde)

Tærtedej

Tartar (suppe)

Skinkestrimler (tærte)

Kyllingefars (deller, kyll. gryde)

Tomatpure (tærte, kyll. gryde)

Krydderier

Så for et meget symbolsk beløb har jeg aftensmad til minimum to uger, og jeg er allerede i gang med at arbejde på takketalen, jeg kommer til at holde for mig selv, når vi i slutningen af næste uge rammer matriklen, helt slået skæve af hverdag og virkelighed.

M2019, uge 32

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Samkørt med en veninde til Lego-land; noget, jeg ellers ikke har været ret god til at gøre. Når jeg har børnene med, har jeg indtil nu prioriteret, at vi skal kunne komme hjem, hvis børnene pludselig får nok/bliver syge, og jeg kan, hånden på hjertet, godt få lidt klaustrofobi af at være taget til fange og være afhængig af, at alle skal blive enige om exit-tid. Men børnene er ved at være så store/robuste nu, at jeg egentlig gerne vil begynde at lære dem kompromisset kunst, og så er samkørsel, set med klima-øjne, det eneste, der giver mening. 

2.

Endelig fundet en ost, som jeg får spist, når jeg køber den som blok og ikke i skiver.

Min hjerne ved godt, at det med forskellen i kilopris nærmest er idioti at købe ost i skiver, men det her er én af dem, hvor erfaret virkelighed trumfer intellekt. Jeg H-A-D-E-R at fistre med ost. De der vokssider får min hud til at krympe et nummer, jeg har ingen bokse, der passer til ost, og derfor opbevarer jeg den altid i en pose, som bliver helt hvid og klam på indersiden, og alt ved konceptet frastøder mig. Derfor har jeg erkendt, at det – trods alt – giver mere mening at købe ost, der bliver spist, end ost, der lider en langsom, stille død bagerst i køleskabet, og så må jeg betale mig ud af mit ubehag. 

Men i sidste uge var jeg ude at handle og den ost, jeg skulle bruge var udsolgt. Jeg GAD ikke skulle til at lave flere pitstops ved andre butikker, og derfor tog jeg en cheasy blok-ost. (Ikke spons). Og der er sgu nogen i design-afdelingen hos Arla, der skal have lønforhøjelse, for den kommer i en boks, der slutter tæt og derfor kan bruges til opbevaring (OG boksen bliver ikke klam, fordi osten ikke gnider sig kælent op af siden), der er ingen voks-sider på (praised be!) og som prikken over i’et, er den pakket ind i noget papir-ish, der er perforeret, så det kan rives af, helt problemfrit, i takt med, at man spiser osten.

Kæmpe fan, lige her.

3.

Opdaget at der findes en lokal Stop madspildsgruppe i Esbjerg. Det kom sig af, at jeg havde lavet ris-ruller til børnene og mig, og det var der ingen af os, der sådan rigtig elskede. (Jeg har efterfølgende fået voksen-skæld ud over min fremgangsmåde, så vi er nu alle enige om, at det er min skyld, at de blev slimede og umulige at samarbejde med). Men jeg stod med en åbnet pakke rispapir, og vidste med 1000% sikkerhed, at det ville vi ikke få spist. Og jeg kender ikke lige nogen hernede, der var oplagte aftagere.

Jeg kom derfor til at tænke på, at det ville være virkelig smart med en lokal fb-gruppe, hvor man kunne forære den slags væk. Jeg lavede et opslag på min egen fb-side, og spurgte, om mine byfæller troede, at Esbjerg var klar til den slags tiltag – og det viste sig, at nogen var kommet mig i forkøbet, og at gruppen allerede eksisterede. Esbjerg: Douze points.

Jeg meldte mig straks ind, og hev en håndfuld mennesker med mig i faldet, men jeg kan godt se, at gruppen desværre er lidt død. Uden at jeg ved det med sikkerhed, har jeg en fornemmelse af, at der findes to slags madstoppere; den nye og den gamle generation. Og jeg tror måske, at der er mange af de gamle her? Dem, der forærer portioner af færdiglavet mad væk, og hvor jeg sagtens kan se, at det giver mening, ser jeg bare ikke mig selv køre tværs igennem byen efter noget sammenkogt ret, jeg ikke aner, hvad indeholder. Heller ikke selvom tanken er både fin, logisk og sympatisk.

Men jeg håber, at gruppen stille og roligt kan udvikle sig til at blive et sted, hvor ny-åbnede pakker ris-papir, de to liter mælk, der ikke kan holde til man kommer hjem fra sin forlængede weekendtur, de ting, man finder i skabet, og kan se, at man ikke kan nå at spise, og de to poser frossen grønt, man er nødt til at skille sig af med, så der er plads til sammenkogt ret i fryseren, kan smides up for grabs.

M2019, uge 31

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt et Ole Henriksen hudpleje-kit brugt. Umiddelbart virker den slags ikke særlig oplagt at overtage fra andre, men fordi jeg er kommet så langt ind i vanen med lige at tjekke, om noget mon kan findes brugt, inden jeg går ud og køber det, tænker jeg ikke engang over det mere, når jeg lige løber Tradono/Marketplace igennem. Og egentlig var jeg bare inde for at snuse lidt, for jeg havde ikke forestillet mig, at det ville være indenfor budgettets rammer. Men det viser sig, at der er ret mange, der har den slags sat til salg, hvor det er helt nyt/stadig plomberet, så nu har jeg for sølle 100 kr. erhvervet mig både rens, fugt og scrub i små størrelser fra samme OH-serie for 100 kr. Planen er at forsøge at gøre det med alle 4 serier, så jeg kan teste, hvilken en af dem, der passer til min hudtype, og ikke ender med at ønske mig/købe en dyr serie i normalstørrelse, som ikke passer til min hud.

2.

Lavet madplan ud fra, hvad jeg havde i køleskabet af rester fra sommerferien, så jeg har fået det hele brugt.

3.

Lavet en hjemmelavet shimmer-lotion af min helt almindelige fugtighedslotion, som jeg har drysset en lille smule guldstøv i, der egentlig er tænkt som lir til øjnene, men som drysser så meget, at jeg faktisk ikke helt forstår, hvad L’Oreal har tænkt på. Jeg elsker, at jeg har fundet noget at bruge det til, og cremen er SÅ fin på arme og ben, nu hvor jeg har fået en lille smule farve.

4.

Købt 8 Beyblades og 2 baner til Anton på Marketplace. Han er pludselig begyndt at lege helt vildt med sine BB igen, og har også fundet ud af, at trampolinen kan bruges som kæmpebane udenfor, så det er noget, både han og Frida får virkelig mange timer til at gå med. Da den ene af hans nuværende baner gik i stykker, blev han noget så ulykkelig, så næste dag, da han kom hjem fra udflugt, havde jeg linet de nye skatte op på gulvet til ham, og han besvimede nærmest af begejstring. De har leget – og sovet – med tingene siden.

Jeg synes, at brugt legetøj giver så utrolig god mening, når der er noget, der lige hitter her og nu. For hvis jeg havde insisteret på, at han skulle ønske sig en ny bane til jul eller fødselsdag, ville jeg have ødelagt det legeflow, han/de er i lige nu, og det synes jeg sgu også lidt er et selvmål. Men at gå ud og købe det hele fra nyt, var bare heller ikke en mulighed – og selvom det var, ville det – som alle, der er omkring børn ved – ikke være første gang, en interesse fortog sig fra den ene dag til den anden.

M2019, uge 30

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft idiot-motorik, og derfor smadret flere glas end hele sidste år tilsammen. Det sidste smed jeg meget dygtigt ind i den Le Creuset bestik-krukke, jeg bruger til min opvaskebørste, så jeg slog en stor flig af kanten. Jeg var allerede ved at gro en hovedpine på størrelse med Kina, da jeg kom i tanke om, at jeg har en magen til, som jeg har grydeskeer osv. til at stå i.

Og den står i et hjørne.

De kalder mig problemknuseren.

2. 

Givet hver af børnene deres egen travel-size sæberefill i silikone. (Silikone, fordi det gør dem bløde, og man derfor kan få sæben ud, modsat dem i hård plast, hvor sæben bare kigger hånligt ud på dig fra sit sikre skjul indeni). Der kan være omkring 1/2 dl. sæbe i, og den får de med, når de bader. Jeg vil meget gerne fremme selvhjulpenhed, men jeg var ved at gå til over at se dem hælde adskillige liter sæbe lige ud i afløbet, fordi de almindelige sæbeflasker (hvad kalder vi dem? Flasker? Beholdere?) er svære at styre med små, våde hænder. De gange, jeg har forsøgt mig med pumper, har jeg måtte sande, at det simpelthen frister for meget til at løse problemet #Skumfest.

De her er geniale. De kan vaskes af, genfyldes i det uendelige, OG jeg kan faktisk bruge dem, hvis vi skal afsted på en forlænget weekend. 

3.

Hver eneste morgen re-arrangeret mit køleskab, hvilket jeg har gjort hele ferien. Når vi alle 3 er hjemme, er vi i køleskabet 7000 gange oftere, end vi plejer at være, og alting bliver flyttet rundt og op og ind bagved og ud på hylder i lågen, hvor det ellers aldrig står, fordi der skal være plads til koldhævet dej/vandmelon/kolde drikkevarer. 

Her oplever jeg en af de få ulemper ved at have skåret drastisk ned på mit poseforbrug: Jeg har køleskabet FYLDT med plastikbøtter, og jeg kan ikke se, hvad der er i dem. Det kræver en ekstra indsats, når rytmen er fuldstændig brudt, og vi er på ture, spiser ude og har gæster i én pærevælling. 

For mig kræver det, at jeg er ekstra løs ift. madplan, og planlægger fra dag til dag, men det fungerer stadig bedre, end at handle til flere dage og stresse over, at jeg skal nå at have tingene brugt, hvis vi ændrer planer.

Jeg besluttede ret tidligt i ferien, at det ville være fint at tømme fryseren, så derfor har rutinen på hjemmedagene været: Hvad jeg har i køleskabet, der skal bruges, og hvad har jeg i fryseren, det kan sættes sammen med. 

Det er måske nemmere at illustrere hvad jeg mener med konkrete eksempler, så de sidste par uger har jeg f.eks. stegt en spidskål og spist den som tilbehør til en rest bolognese, smidt hytteost i dejen til de koldhævede boller, bagt pandekager med koldskål i stedet for mælk, syltet rødløg til mig selv og min søde mor, lavet risengrød af datomælk og den sidste sjat grødris, der lå og gemte sig i et hjørne, og ladet børnene bage pizza med diverse rester af chorizo, pølser og revet ost.

4. 

Været i Legoland hele to gange, hvilket betyder, at vores sæsonpas nu længe hqr tjent sig selv ind. Vi har gennem tiden haft årskort til en del forskellige ting, og jeg må bare indrømme, at det ofte har været spild af penge, fordi vi aldrig nåede afsted igen. Det irriterer mig helt enormt, og derfor er jeg i dag blevet lidt tvangshysterisk med at holde hus med, hvor meget vi får dem brugt, når vi, erfaringen til trods, vælger at købe dem. Det har vi gjort med de her, og det gør mig glad.