M2018, uge 33

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1.
Brugt 3 aftener på at finde en brugt vinterjakke og et par brugte sko til Frida.

I den bedste af alle verdener købte jeg nye sko til hende (jakker er jeg mere loose med), men – med fare for at gentage mig selv – vi er pressede pt. Jeg diskuterede lidt frem og tilbage med mig selv og nåede frem til, at jeg hellere vil have sko i en ordentlig kvalitet og leve med, at de er let brugte, end at købe billige, syntetiske sko – som stadig vil være dyrere. Jeg kiggede på kurven med ting, jeg selv har sat til salg, som også indeholder sko i varierende grad af brugt, men nogle par er brugt max. 10 gange, og andre er mærket ikke engang klippet af. Fejlkøb, gaver og perioder, hvor børnene vokser gennem 2 størrelser på 2 måneder. Jeg konkluderede, at det samme måtte ske i andre børnefamilier, og gik i gang fra en ende af. (Her må jeg så lige indskyde, at jeg igen forbløffes over, hvad nogle mennesker mener, de kan få for noget, der ret beset er affald) MEN: Efter mange timers intensiv jagt, fandt jeg et par næsten nye Ecco til 100 kroner, og en meget-lidt-brugt LEGO jakke til 100 kroner. Nu er vi fri for at skulle bruge penge på dét, når vi får børnepenge næste gang, hvilket betyder, at der kan flyttes penge over i julepuljen.

2.
Speaking of jul: Begyndt at spekulere på, hvad jeg skal finde på til kalendergaver. Der er bare ret mange penge at spare, hvis man køber på bud, eller har tid til at finde noget ordentligt brugt. Sidste år købte jeg 4 Flunkerne-bøger brugt, som Frida fik hver søndag, sammen med en anden lille ting (vi kører adventsgaver), og de er læst ca. 1 million gange siden. Hvis nogen har gode ideer (ud over klassikerne med at give noget, de alligevel mangler) så hold jer endelig ikke tilbage i kommentarfeltet.

3.
Solgt brugte ting og tøj for 300 kr, hvilket betyder, at jeg – når portoen kommer oveni sko og jakke – faktisk har et nulsumsregnskab kørende.

4.
Færdigbrugt et par flasker med forskellige rengøringsmidler, hvilket bringer mig tættere på mit mål om at reducere kassen med diverse rengøringsremedier væsentligt. Jeg har læst lidt på det, og flere steder nævnes det, at man faktisk kan nøjes med 3-4 stykker. Jeg kommer måske ikke helt så langt ned, men ligesom med bodylotion/ansigtscreme-eksperimentet, kan jeg godt lide tanken om, at det samme produkt kan bruges til flere formål, så man både har et bedre flow i sine ting, og et bedre overblik over, hvad man har/mangler.

5.
Taget hul på noget, jeg har danset rundt om et par måneder, nemlig at træne herhjemme. Jeg har altid HADET hjemmetræning, fordi jeg synes, man får tingene blandet sammen. Det hører med til historien, at jeg meget hurtigt synes, at jeg ikke træner nok, så jeg har måske også været lidt afmålt ift. at forvandle mit hjem til et mini-fitnesscenter: Hvis jeg hele tiden har muligheden, synes jeg også hele tiden, at jeg burde. Det er svært at forklare, men jeg føler aldrig helt, at jeg har fri. Og hvis mit mentale helbred skal bevares, bare nogenlunde, så er jeg nødt til at have mine aftener fri. Ellers bliver jeg sur og tosset, og ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Men jeg savner at træne, og der er bare ikke penge til et medlemskab i et fitnesscenter lige nu, så jeg har sat mig ned, og prøvet at skrive alle de punkter ned, som står i vejen for at træne hjemme; helt ned til “jeg synes, det er irriterede at tage stilling til, om jeg skal have træningssko på indenfor”. Da jeg havde skrevet listen, gennemgik jeg punkterne og besluttede, hvordan de kunne løses.

I sidste måned fandt jeg lidt flere håndvægte til samlingen på Tradono, jeg har lavet et program, der er kort men hårdt, og nu tester jeg frem til jul. Hvis jeg stadig hader det, når jeg står og sveder ved siden af juletræet, men har fundet tiden til det, må jeg prøve at kigge på, om jeg ikke på en eller anden måde kan stampe penge op ad jorden til et medlemskab i et fitnesscenter. Har jeg ikke fundet tiden til det, ville jeg heller ikke have haft den i et center, og så er det under alle omstændigheder spild af penge, og skulle det utrolige være sket – at jeg er kommet til at holde af det – kan pengene bruges på noget andet.

M2018, uge 32

(Serviceinfo: Serielisten under ‘Anbefalinger’ er opdateret med ‘Ozark’ og ‘Marcella’)

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Evalueret på et eksperiment, jeg har kørt de sidste 4 uger, hvor jeg har brugt min helt almindelige nivea bodylotion som ansigtscreme. Jeg har ikke kunne mærke forskel overhovedet. Eftersom literprisen på ansigtscreme er 10-15 gange højere end den gennemsnitlige på bodylotion, kommer jeg vist bare til at køre den model fremover.

2)
Smidt et decilitermål i mine morgenmadsprodukter som op-øser-ske. Jeg er træt af, at mit mangel på øjemål betyder, at jeg stort set hver morgen smider et par skefulde morgenmad ud fra os hver. Appetit varierer selvfølgelig, men jeg syntes, det var forsøget værd, og det fungerer perfekt. (Jeg ved godt, at nogle af jer derude gemmer morgenmadsrester, og ikke et ondt ord om det. Jeg er bare lidt ekstra hys med bakterier, for det eneste, der er mere træls end at være syg og skulle tage sig af andre, er at være syg og skulle tage sig af andre, der også er syge)

3)
Oplevet noget, jeg sætter på her, som kommer til at grænse til reklame. Jeg skriver det alligevel, fordi de mennesker, der stod for det, ikke har den fjerneste idé om, hvad ‘blogsbjerg’ er, og derfor med 400% garanti ikke har gjort det i håb om omtale.

Jeg har en bil, hvor der fra fabrikken er konstateret en fejl på motoren, så den bruger langt mere olie, end den bør. Det gælder en stribe af biler fra lige præcis dén produktion, og de har alle været kaldt ind gennem Det Centrale Motorregister og fået skiftet en hætte, som skulle afhjælpe problemet. Det gør det bare ikke sådan rigtigt. I hvert fald fylder jeg langt, LANGT mere olie på min bil, end alle, jeg nogensinde har mødt, og de gange, jeg har skiftet mekaniker, har de være decideret vantro. Det giver ikke megen mening at tjekke oliepinden for mig, for min bil mangler stort set altid olie, men når det er ved at være kritisk, får jeg en advarsel i instrumentbrættet, som jeg har mekanikerens ord for, at jeg kan køre ca. 100 km med, uden at ødelægge noget.

I torsdags var jeg kun lige kørt på motorvejen, da advarslen poppede op. Den var ualmindelig vedholdende, og eftersom jeg skulle tolke i Fredericia, turde jeg ikke køre hjem uden at fylde olie på. Heldigvis lå der et værksted lige bagved det sted, jeg tolkede. De fyldte over 2 liter olie på, og jeg gik ind for at afregne.

“Får du normalt lavet service hos os?”

“Nej. Jeg er ikke her fra byen, men jeg tør ikke køre hjem, uden at fylde olie på.”

“Nej selvfølgelig. Nå, men ved du hvad, vi siger sgu bare, at det er på huset.”

“Øhm.. hvad?”

“Ja, altså, det havde været gratis for dig, hvis du fik lavet service her, så jeg synes bare, vi lader som om, du er kunde hos os.”

Han så til sidst helt beklemt ud over min overstrømmende tak, så til min egen ros, vil jeg bare sige, at jeg undlod at kramme ham. Men det er altså olie for ca. 300 kroner, og jeg sætter derfor dette punkt på ugens liste, fordi jeg tænker, at det er ret brugbar info, hvis der er andre derude, der har biler, der sluger meget olie.

Hos Skorstensgaard er det åbentbart gratis at få fyldt på mellem sine servicetjek.

M2018, uge 31

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Ryddet op i begge børns tøjskabe og alle kasserne med tøj, vi har arvet, fordi jeg har en kraftig mistanke om, at efteråret i år kommer til at ramme som en lussing. Det er sket mere end én gang, at jeg har købt et eller andet til et af børnene, og når jeg så bladrer kasserne igennem, ligger der to af lige præcis den beklædningsgenstand og hån-ler af mig. Det sker næsten altid, fordi jeg først finder kasserne frem, når årstiden er skiftet. I år ville jeg gerne være på forkant, så nu står der en kasse med efterårstøj ved vaskemaskinen, som er klar, når temperaturen begynder at falde (InshAllah) og det, der stadig er for stort, er pakket tilbage i kasserne, som har fået nye størrelseslabels på.

Jeg har samtidig frasorteret alt det, der er blevet for småt, og alt det, jeg – efterhånden som særlig Fridas tøj-præferencer bliver mere tydelige – kan se, at de aldrig kommer i. Jeg har sat alt til salg på Tradono, tøj, støvler, alles, til 5 kroner, og det, der ikke er solgt på fredag, ryger i poser, og videre i rotation.

2)
Ryddet op i børnenes legetøj (da jeg alligevel var i gang) og givet det, vi ikke længere bruger, til børnehaven. Det her punkt er måske ikke noget, der direkte falder ind under emnet, men jeg har alligevel taget det med, fordi det hænger sammen med ikke at horde ting, man ikke bruger, men slippe dem og lade andre få glæde af dem. Det er så lidt, du kan få for f.eks. et brugt puslespil eller en bamse – og så synes jeg egentlig, at det giver mere mening at forære det til et sted, hvor det kan bruges af mange børn i lang tid, f.eks. et krisecenter, et sygehus, en institution eller hvad man ellers har i nærområdet.

3)
Vasket min bil manuelt. 2 gange i løbet af den sidste måned, faktisk, hvilket jeg ville ønske, jeg altid kunne gøre, for det er en (relativ) stor enkeltudgift, som det ikke rigtig føles, som om man får noget for, andet end 10 minutters glæde over at køre i en ren bil. Tiden er bare desværre ikke til, at jeg kan nå både rengøring, haven, bilen plus det løse, og det her en den løsning, det er billigst for mig at betale mig fra.

Men vi havde fri, vejret betød, at det var ligemeget, at ungerne blev dyngvåde, de er blevet så store, at de forstår det, når man beder dem om at stoppe med at skrubbe asfalten med den børste, de lige om lidt skal vaske en lakeret bil med, og de kan selv gå ind, hvis de skal tisse eller ikke gider mere, så der var et window of opportunity og jeg kravlede lige igennem det.

4)
Trukket vores indkøb en dag for langt. Det her er en genganger, men den er bare så god, når den kan lade sig gøre, fordi det er på den sidste dag, vi får brugt ALLE resterne. Igår bestod aftensmaden f.eks. af 2 frikadeller, et stykke pizza, koldskål, tomater fra mormor og morfar, en skefuld humus og et par friske skinkeboller af dem her, som min veninde har anbefalet*. I morges var der rester, der passede til en smoothie, og da vi kørte over for at handle, var køleskabet så tomt, at det rungede.

*Jeg smed en rest chorizo og en rest haydari i, og bagte dem med chiliost, og de smagte HIMMELSK! Pro-tip: Jeg HADER at tygge på skinkestrimler, så jeg smider dem (og chorizoen) i min køkkenmaskine og hakker det hele fint. På den måde får man en bolle, der fungerer perfekt som mellemmåltid, fordi der er masser af protein i, så den mætter, og så er den supernem at have med i tasken.

M2018, uge 30

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)
Besluttet, at vi, når vi har brugt de sugerør, vi har liggende, ikke køber nye i plastik, men investerer i en håndfuld af stål. Vi har ikke været de største syndere, fordi vi kun bruger sugerør i smoothies, og til formålet har vores smoothie-glas, som kommer med genanvendelige sugerør i hård plast, men når vi nu har afskaffet alt plastikservice, virker det logisk, at det her er næste skridt, uanset hvor få sugerør vi bruger.

2)
Tænkt over madspild, level 2. For én ting er, at jeg efterhånden er lidt af en fryser-ørn, når det kommer til at bruge mine rester, og finde kreative måder at sætte smulerne sammen på, men måske netop derfor, lægger jeg i dag nok mere mærke til det, når jeg oplever madspild på områder, hvor jeg ikke før har tænkt over det.

Det er f.eks. længe siden, jeg er gået væk fra “2 for 1’s pris!”-tankegangen, fordi vi virkelig, virkelig sjældent skal bruge 2 af hvad-end-der-er-på-tilbud, men jeg falder stadig somme tider i, når tilbuddet er storkøb i form af mere-i-pakken. Seneste eksempel er Smørbar fra Lurpak, som ind i mellem er på tilbud i en ekstra stor størrelse. Når jeg står i butikken, virker det næsten stupidt at betale det samme (eller mere ) for 250 gram, som for 400 gram, og specielt fordi det føles som om, mit fokus på madspild kommer til at modarbejde mit fokus på at spare penge. Men nu har jeg truffet en principbeslutning om, at med mindre der er tale om madvarer, som vi virkelig spiser meget af, så må det bare være sådan, for vi når ikke at spise de store pakker, før de fordærver eller bliver ulækre. Det betyder i sidste ende, at vi egentlig ikke at får glæde af den ekstra mængde, der er i pakken, og så er det jo spild af mad/ressoucer, ligemeget hvor billig eller gratis den pågældende mængde var.

En anden ting der har irriteret mig her i sommerferien, hvor vi trods alt har spist lidt mere ude, end vi plejer, er det madspild, vi skaber på cafeer. Igen er jeg splittet, for jeg synes faktisk ikke, at det er ok at være en af de nærigrøve, der sidder på et spisested og spytter i et glas gratis vand og en kop kaffe i to timer, men omvendt virker det, nu hvor vi virkelig sjældent smider mad ud derhjemme, også næsten grotesk at rejse os og gå fra 3 tallerkener, der stadig er halv-fyldte. Indtil nu har jeg prøvet at spørge på, om der er mulighed for at børnene deler en portion, og jeg har også bedt om at få mindre i glasset eller på tallerkenen, og stadig tilbudt at betale fuld pris, men ingen af delene er helt optimalt, synes jeg.

Gid flere caféer ville adoptere studiekantinernes systemer med, at man vejer sin tallerken, og betaler for den mængde, man øser op.

3)
Endelig fundet anvendelse for de mange papkasser, der følger med at leve i 2018, både som emballage til madvarer, og som ydre forsvarsværker på forsendelser: Jeg klipper dem i stykker og bruger dem til vandfarve, for: I fødselsdagsgave til Frida ønskede jeg mig vandfarve i ordentlig kvalitet, og jeg er målløs over, hvor stor forskel der er på hhv. det billige og det dyre produkt. Farvemætningen ca. 2000 gange bedre, og børnene, der før ikke havde den store interesse i at male med vandfarve, maler nu, så jeg næsten ikke kan følge med til at finde papir til dem. Derfor er pappet nu gået fra at være et irritationselement til at være noget, vi bruger til noget.

Fokus i denne serie er meget på at spare, men jo ikke for enhver pris; tingene kan også blive for billige. Jeg ville derfor elske, hvis vi kunne lave en tråd med produkter, hvor I har oplevet reel forskel på kvaliteten mellem den billige og den dyre version. Mine bud er (som nævnt) 1) vandfarve 2) farveblyanter, som Frida også fik i de luxe version; de knækker stort set aldrig og kan holde til flere timers tegnerier, før de skal spidses igen = meget længere levetid 3) øko-piskefløde, som, modsat almindelig piskefløde, holder sig stift i 3-4 dage uden at vande det mindste, når det er pisket til skum.

Jeg håber, I har lyst til at bidrage – og at I vil hjælpe med at holde anbefalingerne til produkter, hvor der er konkret, faktuel forskel, så ‘god kvalitet’ ikke bliver et spørgsmål om værdier og overbevisning.

(PS: Listerne med anbefalinger af bøger/serier, som man finder i overbjælken på forsiden, er opdateret med hhv. “Kadaverdoktoren” og “Manhunt – Unabomber”)

M2018, uge 29

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Takket pænt nej til en kassekredit, selvom banken virkelig byder sig til. Jeg hiver de fleste af mine penge ud af min lønkonto og sætter dem over på en anden, så snart de går ind, og så flytter jeg løbende retur, så jeg har styr på, hvad jeg bruger. Det betyder, at lønkontoen ind i mellem går et par hundrede i minus, indtil jeg er på netbank næste gang (hvilket jeg er et par gange om ugen). Der er åbentbart kommet nye EU-regler, som giver dårlige ratings til banker/kunder med overtræk, så banken har været meget insisterende på en kassekredit. Men jeg skal ikke låne så meget som 50 øre mere, hvis jeg på nogen måde kan undgå det, så jeg har steppet mit netbankgame op, og runder nu sitet dagligt.

2)
Fået os frem til børnepengene med lodder og trisser, trods ferie, ekstra regninger på bilen og meningitisvacciner til børnene. Det har været med tungen lige i munden, og jeg er virkelig kommet til bunds i skabene, både i køkkenet og på badeværelset, hvilket jeg egentlig finder ret tilfredsstillende. Jeg har formået at lave store portioner af det, jeg har lavet, så der også var forplejning til feriegæsterne (f.eks. smidt 2 overmodne bananer og en sjat kokosmel, der længe har stået i skabet og gloet, i chokoladekagen, og døbt den “Caribisk Chokoladekage”, serveret med “prinsessecreme” (= flødeskum, der skulle spises dén dag, rørt med en håndfuld pink, knuste kyskager fra Fridas fødselsdag) osv.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke har været klar over, at bilen skulle til service, eller at anden runde af børnenes vacciner ville falde nu, og det ville være rimeligt at spørge, hvorfor jeg ikke sætter penge til side til det. Svaret er ligeså indlysende, som det er nedslående: Fordi jeg ikke har dem. Jeg har en løn som en folkeskolelærer med et par års anciennitet, og betaler hver måned 6000 kr af på mine lån. Det lyder måske ikke af så meget – før man tænker over, at jeg ikke ejer andet end min bil. Derfor kommer huslejen oveni, og så er der det faktum, at der kun er mig til at betale forsikringer, internet, licens osv. Jeg klynker ikke – det er 100% selvforskyldt, og om 3 år er det slut. Men det betyder, at i de perioder, hvor der falder ekstra regninger, så kræver det også en ekstra indsats at få pengene til at slå til. Og så er det rart, at det (indtil nu, i hvert fald) er lykkedes.

3)
Genbrugt en Palmolive skum-sæbe-dispenser på badeværelset. Jeg havde i tidernes morgen én i keramik, men en hurtig cost-benefit-analyse af “keramik-dispenser >< flisegulv” faldt ud i de hele flisers favør. Derfor er dén parkeret, så længe børnene er små. Men der er bare virkelig mange penge at spare på både håndsæbe og vand, når man kun skal fylde dispenseren 1/4 op med sæbe, og sæben er skum, som er langt hurtigere at skylle af end almindelig, klistret håndsæbe. Nu tog jeg chancen og prøvede, om en tom letvægts-plastik-skumsæbe-dispenser fra Palmolive fungerer, og det gør den.

4)
Kørt til Odense med 110 km/timen, og kørt 260 km. på den samme mængde benzin, som jeg normalt, ved 130 km/timen, ville have kørt 175 km for. Det er ikke fordi, jeg skal nævne det hver eneste uge resten af året; det føles bare stadig nærmest lidt som magi, at forskellen virkelig er så stor.

M2018, uge 28

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1
Haft en fornemmelse af at smide mere mad ud, end jeg plejer, hvilket har irriteret mig. I første omgang tænkte jeg, at det måtte være fordi, jeg har købt væsentligt større ind, end jeg plejer pga. ferien, og derfor har et dårligere overblik over, hvad jeg har og dermed hvordan jeg skal få det brugt. Det bliver altid dyrere at handle, når jeg har børnene med, fordi de i bedste gidselforhandler stil, stille og umærkeligt får mig bearbejdet, så jeg tror, jeg har været den principfaste, stålsatte mor, når jeg har forhandlet en kasse lego og to vandpistoler ned til en melon, en pakke kiks og 2 drikkeyoghurt. Derfor har jeg forsøgt at handle så meget ind, som jeg kunne på forhånd, så vi bare skal supplere i løbet af ferien. Alt andet lige er det nemmere at være Det Store Nej i 6 minutter end i 36.

Men fordi jeg alligevel ikke helt følte, at det var den rigtige forklaring, prøvede jeg at lægge en blok ved siden af min køkkenvask, og skrive ned, hvad jeg smed ud. Og jøsses, for en øjenåbner, for det viser sig at være mindsteloppen, der var den store synder. (Hvilket hun jo af gode grunde ikke kan være uden min hjælp.) Jeg har været alt, alt for slem til at give hende det, hun beder om, inden hun har spist det færdig hun er i gang med; uden tvivl et resultat af min historie med Anton, som aldrig har interesseret sig for mad, og som jeg har været indlagt med to gange, fordi han under sygdom har tabt sig for meget. Derfor har jeg “lært”, at så snart barnet/børnene beder om noget, så er det om at få det hevet frem, inden interessen fordamper. No more. Nu er det én ting af gangen, og markant mindre portioner til den unge dame.

2
Været på tur, og taget mad med hjemmefra – og lært virkelig meget om, hvad der ikke fungerer. Jeg er vokset op med, at vi smurte maden on location, når vi var afsted, men når jeg ser tilbage nu, kan jeg godt se, at der var nogle logistiske årsager til, at det var en god ide. F.eks. at vi var ofte afsted, hvilket betød, at min mor var ret god til præcist at vurdere, hvor meget vi skulle have med, og at mange af turene var af kortere varighed, og maden dermed stadig var god og kunne smides tilbage på køl, når vi kom hjem. Jeg har intet andet at sammenligne med, for det er meget få ture, Anton, Frida og jeg har været på, hvor jeg har kørt madpakkestilen, så jeg skal lige lære det. Erfaringen for vores lille familie so far er: Maden skal smøres hjemmefra (så der ikke er smør og pålæg i overskud), der er ingen grund til at medbringe 2 kg. frugt og grønt, for ingen gider spise det (og midt i Tivoli Friheden gider jeg ikke insistere), og en dåsecola i tasken sparer virkelig mange penge. En termokande med kaffe er fantastisk i bilen, men for irriterende at slæbe rundt på indenfor. Jeg har skrevet erfaringerne i Min Bog, så jeg har dem ved hånden til næste år, når jeg har glemt, hvad jeg lærte i år.

3
Eksperimenteret med, hvor stor forskel det reelt gør at sætte farten ned, når man kører bil, og Hold. Da. Kæft. Det der med at køre hurtigt?

Jeg er ikke FDM, og der er sikkert 10 millioner faktorer, jeg ikke tager højde for her, men jeg startede denne indlægsrække, fordi jeg selv bedst kan forholde mig til råd, når de er konkrete, så hermed min helt uvidenskabelige rapport om sammenhæng mellem fart og benzinforbrug.

Jeg kører mange, MANGE km. om året, og derfor ved jeg, ret præcist, at min bil kører 50 km på én pind på min benzinmåler, når jeg kører 130 km i timen.

Jeg prøvede at sætte farten ned til 110 km – og kunne køre 70.

Ja. Du læste rigtigt. Altså, 20 km. mere end ved 130 km/timen pr. pind. Jeg har 12 pinde på min benzinmåler, så det betyder, at jeg på én tank kan køre 240 km. mere – på den samme tankfuld – hvis jeg sænker farten fra 130 til 110. Det er meget tæt på at være en tur til Aarhus og hjem igen. PÅ ÈN TANK! Jeg er rystet i min grundvold. Tidsmæssigt lagde det 4 minutter til min rejsetid.

Fordi jeg nu var igang, prøvede jeg at se, hvor langt jeg kunne køre på landevej ved 80 km/timen. 80 km. På én pind. Dvs. 360 km. mere på end tankfuld, sammenlignet med, når jeg kører 130 km/timen.

Når jeg starter på arbejde efter ferien, kommer jeg med 100 procents garanti til at bruge tid på at finde ud af, hvornår jeg kan undgå motorvejen, når jeg kører fra én opgave til den næste, for det vil kunne spare mig ca. en tankfuld pr. måned, hvilket er omkring 5000 kr. på et år. #SesIKrybesporet.

M2018 uge 27

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

Vi er gået på ferie, og det bærer ugens liste præg af.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Været i Legoland med hele familien, og selv med rabatkuponer er det stadig en større udskrivning. Når vi er på den slags ture, synes jeg egentlig principielt, at vi skal have madpakker med, da forplejningen disse steder holder samme kilopris som ren heroin. Men jeg må lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg synes, det (for vores familie) slår en lille smule skår i glæden, når vi sidder med vores klappere, og ungerne kaster lange blikke efter det, 85% af de tilstedeværende spiser.

(Jeg ved, at det her er et fokuspunkt for mange familier, der gerne vil leve økonomisk forsvarligt og hælde ordentlig mad i børnene, så derfor vil jeg gerne understrege, at jeg også oppe i hovedet synes, at det er den eneste fornuftige løsning. Men. Vi er på meget, meget få af den slags ture, fordi mængden af indtryk (i hvert fald indtil nu) har været voldsom for især Anton, og så går der ‘fuck det – vi har ferie!’ i den for mig.)  (-  hvilket jeg skal være den første til at indrømme, er fuldstændig idiotisk.)

Men men men. Denne gang var vi 5 voksne og 3 børn afsted, og havde på forhånd aftalt, at vi medbragte sammenskudsfrokost, så der var til en is til børnene. Da maverne begyndte at knurre, insisterede morfar på, at vi alle gik over til bilerne – og det viste sig at gøre hele forskellen. For i stedet for at være et træls alternativt til noget, man lige i øjeblikket havde mere lyst til, blev det til en pause fra støj og larm, og siddende på tæpper på en stribe græs med en klap-sammen i hånden, fik jeg totalt flash back til alle de sommerdage jeg som barn har tilbragt på flyvepladser i hele Danmark. Solen skinnede, der var tid til at hyggesnakke, og skovturstemningen var off the charts. Det var AWESOME, og jeg skriver mig bag øret, at hvis det på nogen måde er muligt at flytte frokostseancen ud af forlystelsesparken, så er det klart det bedste alternativ af alle de mulige.

2)
Opdaget en uventet fordel ved at give børnene lommepenge op til ferien, som de selv kan have med og bestemme over: Det er billigere for mig. For altså – på papiret er det jo ligemeget, om jeg giver dem 100 kroner herhjemme eller køber Lego for 100 kr. til dem i butikken i Legoland, men her støder vi igen på ‘fuck it – vi har ferie!’-monsteret. For når vi står der, og ingen nogensinde har ønsket sig noget mere i hele verden end lige præcis dén Ninjago-figur – ja, så har jeg nogenlunde ligeså fast en rygrad som en pakke Lurpak, nogen har glemt i en solstribe på frokostbordet. Derfor ender de 100 kroner, jeg på forhånd har aftalt med mig selv, at de må få for, ofte med at blive lidt mere end det. Og her lyver jeg, når jeg siger ‘lidt’.

Men når de har fået pengene på forhånd, og står med hver deres lille pung, er det meget, meget nemmere at guide dem til, hvad de har råd til, opdagede jeg, og det tager lidt af luften ud af den potentielle konflikt, at det ikke er mig, men matematikken, der siger nej.

3)
Taget hul på en ny vane, hvor jeg skriver til mine veninder, som vi har ude-legeaftaler med, hvad jeg medbringer til børnene. For uden undtagelse har alle mødre til alle børn, vi plejer omgang med her i byen, en vane med lige at stikke lidt i tasken, når vi skal mødes på en legeplads. Jeg har bare rigtig tit halvdelen med hjem igen, fordi alle har medbragt et eller andet, og ungerne ikke kan spise det. Vandmelon eller pizzasnegle, der har stået og kogt i solen i to timer, er ikke meget værd, når man kommer hjem, og derfor ryger det ofte ud. Men jeg gider ikke være religiøs om det her projekt, og rundsende et allekald om at vi fra nu af skal annoncere, hvad vi hver især medbringer. I stedet er jeg bare begyndt at skrive, hvad jeg tager med, og Lord behold: De andre mødre gør det samme. Ingen prædiker, alle vinder.

M2018, uge 26

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

Denne uges indlæg markerer, at vi nu er halvvejs i M2018-serien. Da jeg i januar satte skibet i søen var jeg spændt på, om jeg kunne blive ved med at finde på, for det er næsten altid det, der går galt, når en temablog kuldsejler: Man når et punkt, hvor man synes, man har været omkring alt, hvad der kan siges om det pågældende emne. Men den frygt har vist sig at være ubegrundet (i hvert fald indtil nu), og jeg er blevet glædeligt overrasket over at opdage, at jeg pludselig opdager minimalisme/spare-mulighederne, når jeg støder på dem, hvilket jeg ikke er sikker på, at jeg ville have gjort, hvis ikke jeg skulle skrive om dem.

Samtidig får jeg rigtig mange tilbagemeldinger fra jer om, at det, der inspirerer ved denne serie dels er kommentarfeltet, men også, at hele opsætningen er meget rookie-venlig. Hvis man har levet som gennemsnitsforbruger de sidste 20 år, kan det godt virke lidt voldsomt at melde sig ind i en minimalist-gruppe på fb, hvor det første opslag man ser, er fra mennesker, der efterspørger erfaringer med at sy og genbruge toiletpapir.

Her på bloggen kan alle være med, og jeg er – hånden på hjertet – meget positivt overrasket over den manglende fordømmelse af mig og andre, der først nu forholder os rigtigt til vores forbrug af sølvpapir og plastikposer.

Så tak, hurra og nu til sagen.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Støvsuget mit badeværelsesskab for alle de små prøver, tuber og krukker med ansigtsmasker, hårkure, bodyscrub osv., jeg længe bare har flyttet rundt på. Fra tid til anden tror jeg, at jeg er sådan én, der lige kan upgrade mit liv med luksuriøse makeup-produkter, høje hæle og eksfoliering, og jeg ved simpelthen ikke hvorfor, for i al den tid, jeg har kendt mig, har jeg været hende, der betragter kvinder (ja, og mænd i disse juicer-tider) der løber med løsthængende hår med en blanding af ærefrygt og vantro. Jeg ville kaste mig selv ud foran den første, den bedste bil i afmægtigt raseri, og det beskriver sådan set meget fint, hvordan jeg har det med alt, der er bare en lille smule ekstra. Jeg bliver adfærdsvanskelig af foundation, jeg skal kunne løbe (fra ulve eller efter undvegne børn) hvis det bliver nødvendigt, og hjemmespa er ikke for mig. Men. Når nu produkterne ad forskellige veje er endt i mit skab, synes jeg også, de skal bruges. Derfor er de nu sat ud på en bakke på mit bord, og så er det bare at gå igang. Dels for at få dem brugt, men også fordi de fylder i skabet og gør det sværere at se, hvad jeg rent faktisk har, og dermed resulterer i, at jeg pludselig har fået købt 5 tuber tandpasta og 7 myggestifter.

2)
Nedfrosset en sjat koncentreret saft, som ungerne ikke gider drikke, i isterningebakker. Jeg kunne godt blande det og være sure mor, der nægter at købe nyt, før de har drukket det, vi har, men dels var det mig, der valgte det i butikken, og dels har jeg for længe siden gjort op med mig selv, at hele dette minimalist-projekt ikke skal resultere i, at vi skal tygge os igennem 10 liter tvivlsomt, sammenkogt tristesse, eller skære det fra, der gør os glade.

Formålet må være at skille det vigtige fra det ligegyldige; at værne om det første og skrotte det sidste. Så. Nu har jeg isterninger, som smager forrygende i et glas dansk vand, og jeg er fri for at flytte rundt på flasken med taber-saft.

3)
Solgt for 500 kr. på Tradono og Reshopper, og jeg vil tro, at det bringer mig på ca. 6000 kr. i år. Vi var kort omkring det et par indlæg tilbage, men fordi jeg ofte møder mennesker, som ikke er kommet igang med at købe og sælge brugt, kommer her de erfaringer, jeg har gjort mig so far.

Tag ordentlige billeder af det, du sælger
Ingen gider købe noget, de ikke kan se, hvad er, så hvis du bare har tænkt dig at lægge et billede af en sort affaldssæk op med teksten “En masse blandet lego”, kan du lige så godt lade være. (Lakmusprøven er at tænke “Ville jeg selv købe det, jeg kan se på billedet?”)

I uge 22 skrev Kristina i kommentarfeltet: “Jeg bruger de varme sommereftermiddage på at tage billeder af ungernes efterårs- og vintertøj, der skal sælges når sæsonen skifter. Sommersolen giver et godt lys, så nu har jeg en mappe med billeder der ligger klar til vejret vender. And granted: en vinterjakke ser bare pænere ud når den er fotograferet på en bøjle mod en solskinsbelyst (have)trævæg, fremfor at ligge udsplattet på stuegulvet i trist efterårsgråhed.” 

Så har du også billederne på kamerarullen, og kan udnytte tiden til at oprette annoncerne, næste gang du sidder i et venteværelse eller i bussen og glor.

Beskriv din vare, så man ved, hvad man køber
Hvor mange buede skinner er der med i kassen med Brio, hvor mange sæsoner er flyverdragten brugt, er den købt fra ny og brugt til ét eller to børn osv. Det er også smart at skrive mærket på det, du sælger. Jeg køber aldrig selv noget uden at have et mærke, jeg kan tjekke ny-prisen på.

Vær ærlig omkring fejl, mangler og slid
Skriv i annoncen, hvis den ene tangent på børneklaveret stritter, eller der er gået en syning under ærmet på jakken. Jeg kørte engang ud for at hente en sort trip-trap stol, hvor sælger lige havde glemt at skrive, at hun 1) selv havde malet stolen og at hun 2) havde gjort det, da bøjlen sad i, og at der derfor var to umalede huller i stolen midt i alt det sorte. Det er træls for begge parter at bruge tid på, så skriv det i annoncen, så alle slipper for irriterende overraskelser.

Vær realistisk, når du sætter prisen
Hvad ville du selv give for en halv fyldt parfume? Eller for et par brugte bukser? Ingen går op i, hvad du gav for din vare, da du selv købte den (med mindre der er tale om mærkevarer) så selvom det første gang gør ondt at sælge noget for en tiendedel af ny-prisen, skal du sammenholde det, du kan tjene, med de 0 kr, du får for bare at blive ved med at flytte bukserne rundt i skabet, og ikke med de 900 kr. du i sin tid smed i Magasin.

En anden ting ift. prissætning er (som jeg også nævnte i indlægget, jeg refererer til ovenfor) at du skal lade være med bare at skrive “Byd”. Jeg ved godt, at det er skideærgerligt at sælge en æggekoger til 50 kr., hvis du kunne have fået 75 for den, men det er scenariet i ca. 1% af tilfældene. Resten af tiden får det bare din annonce til at lide den stille, ubemærkede død, fordi det er nemmere at købe noget af én, der har meldt ud, hvad noget koster, end at skulle indgå i en lang korrespondance, hvor man ikke på forhånd ved, om man er 10 eller 1000 kr. fra hinanden.

(Jeg har i øvrigt heller aldrig forstået begrebet ‘mindstepris’ med mindre man udtrykkeligt fortæller, at der er tale om en budrunde. Hvis jeg sætter mindsteprisen til 50 kroner er der vel for fanden ingen, der byder 60? Og den der med at sælge til anden side, hvis nogen pludselig byder mere, end den, man har lavet en aftale med, synes jeg er helt ukristelig dårlig stil.)

Hav en kasse, du smider i, efterhånden som du støder på ting, du vil sælge
Jeg har opdaget, at det er nemmere at sætte prisen lavt, når man sælger meget på én gang, fordi det er ok at bruge tid på at sælge to bøger til 15 kroner, når de er en del af en stak, der ender med at indbringe 4-500 kroner.

Der er forskel på, hvor nemme forskellige typer af varer er at sælge
Jeg ved ikke, om det er noget lokalt, men her i byen oplever jeg, at det er væsentligt sværere at sælge (børne)tøj end ting. Måske fordi ting er noget, man kan søge direkte på? Hvis jeg mangler en globus, søger jeg på det, og får de konkrete hits, mens jeg får ca. 1 million blandede hits, hvis jeg søger på ‘bukser’. Vær bevidst om dette, både ift ikke at give op, hvis det i starten går lidt trægt, og også når du sætter prisen. Hvis tøj er svært at komme af med, der hvor du bor, så sæt prisen, så det næsten er dumt at lade være med at købe det.

Vælg det rigtige tidspunkt at lægge din annonce op på
Både Tradono, Gul & Gratis og DBA smider de nyeste opslag øverst, hvis du vælger de gratis annoncer, hvilket betyder, at du skal tænke over, hvornår du poster. Du vil gerne ligge på forsiden, når købelystne typer lander i sofaen om aftenen og har tid til at sidde og scrolle, og hvis du lægger dine annoncer op kl. 13, er du allerede rykket ned på side 4, når klokken er 17. Læg op omkring spisetid. Det plejer at virke godt.

Ovenstående fungerer for mig. Hvis nogle garvede DBA-typer derude har andre fif eller lokale erfaringer (eller oplever det modsatte af, hvad jeg beskriver) så smid endelig en kommentar herunder.

M2018, uge 25

(Se forklaring på M2018-konceptet her🙂

I den forgangne uge har jeg:

1.
Købt mig en bambus-kop, som jeg har med på de tolkesteder, hvor jeg ved, de bruger plastikkopper. Jeg hader at drikke af mine termokopper, når jeg ikke kører bil, for selvom jeg tvivler på, at fysikere ved Niels Bohr kan finde et bevis, der underbygger min påstand, synes jeg, at kaffen smager af mere af metal, når jeg drikker den af en termokoppen indenfor, end når jeg er på farten.

2.
Genbrugt poserne til vinduesviskerne i vaskehallen. Den her er lidt en dråbe-fra-en-forstøver i havet , hvis det kun er mig, der gør det, men hvis flere hoppede på viskervognen, ville den gøre en forskel #VinduesHviskeren. Jeg havde glemt at smide de brugte ud, sidst jeg vaskede bil, og da jeg forleden holdt og ventede, fik jeg øje på dem nede i dør-lommen. De virkede glimrende 2. gang også, og ligger nu klar derude igen til de næste mange bilvaske.

3.
Ryddet op efter sidste weekends fødselsdag, og skrevet første ønske på min egen ønskeseddel til jul (bliver du sur nu?): Flagstænger. Ikke have-modellen, som ville være lidt overkill i vores lille have, men sådan et par stykker af ca. 2. meters højde i træ, der kan flankere døren, når vi holder fødselsdag. Da jeg gik og hev de små plastikflag op af jorden for at smide dem ud, kunne jeg lige mærke, at det er endnu en af de ting, der ikke føles rigtig mere. Men vi bor for enden af en vej, og har vestenvinden stående lige ind på gavlen, hvilket betyder, at alt, hvad jeg sætter i jorden af flag, blæser i stykker; både papir og plastik. Anton er fra november og jeg er fra januar = relativ stor sandsynlighed for regnvejr på vores fødselsdage, og dermed er en række stofflag (som ellers var min første indskydelse) i jorden også diskvalificeret. Dørflagstænger kan man hive ind i et snuptag, hvis vejret går amok, og de holder for evigt.

M2018, uge 24

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

(Sommerferieindlægget kommer i næste uge, hvor jeg har tid til læse alle jeres gode ideer igennem, og sætte dem lidt i system)

Denne uges M2018-indlæg er en fødselsdags-edition, fordi hende her fylder 3 år i morgen:

I går havde vi besøg af børnehaven og i morgen, på selve dagen, kommer familien. Alle denne uges punkter handler derfor om fødselsdag.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Været virkelig, VIRKELIG opmærksom på ikke at skabe unødvendigt madspild. a) Maden til både fredag og søndag er således planlagt, så rigtig mange af ingredienserne går igen, og vi på den måde får spist op, b) jeg har varmet maden i små portioner ad gangen, så det, der ikke blev varmet/serveret, kunne gemmes og fungere som nem aftensmad til os både i går og i dag, og c) så jeg har tænkt meget over at styre mig (jeg ved ikke, hvorfor jeg helt instinktivt tror, at et barn på 3 år kan spise en bradepande pizza, 2 hele agurker, 4 peberfruger og en lagkage selv; noget i min hjerne kortslutter, når jeg forsøger at gætte, hvor meget børn spiser). Denne gang har jeg holdt mig selv i stramme, STRAMME tøjler, og hver gang jeg har haft lyst til at bage en ekstra chokoladekage, eller supplere med 200 frikadeller, har jeg lige kørt mad-versionen af What Would Jesus do: “Hvad kan Frida spise?” Og der var – selvfølgelig – rigeligt.

2)
Da børnehaven kom, var der 9 børn med, hvilket ud fra et lydmæssigt synspunkt var rigeligt – men de er 18 børn på stuen, og det var det, jeg havde planlagt efter. Jeg spurgte, om de var ramt af sygdom, men det viste sig at mange børn havde fri/var på ferie. Derfor har jeg i min bog skrevet, at jeg til næste år skal lave en kolonne på invitationen, vi hænger op i børnehaven, hvor forældrene kan skrive på, hvis de på forhånd ved, at deres børn ikke kommer, den dag, vi inviterer til.

3)
Brugt virkelig lang tid på at lave en ordentlig ønskeseddel. I år kan jeg mærke, at jeg faktisk gerne vil, at de gaver, mine børn er så heldige at få, er lidt funktionelle, forstået på den måde, at de kan bruges til mere end én ting, og på den måde inspirerer til at bruge fantasien. Ikke et ondt ord om squishies og pruttepuder, for hvis det er det eneste i hele verden, man ønsker sig, så synes jeg faktisk også, man skal have det – men Frida har ikke på den måde haft inderlige ønsker, og derfor har jeg forsøgt at finde på ting, der kan bruges længe og måske endda af flere af os. F.eks. har jeg ønsket mig et telt til hende i en størrelse, som vi alle sammen kan sove i, og takket pænt nej til, at det skal været et 8 m2 stort pløk-udstyret hyldest-monument af Elsa & Anna, som nok er sjove i år, men formentlig ikke er det til næste år.

Og så lige et 4. punkt, som intet har med noget at gøre, men som nok nærmest kan betegnes som en slags disclaimer:

4)
Opdaget, at Argan-olie ikke bare er argan-olie, og den erfaring synes jeg næsten ikke, jeg kan sidde på selv. Jeg bestilte for et par uger siden en ny flaske,  og valgte den reneste af slagsen, jeg kunne finde – og fik så fedtet hår, at hormonramte teenagere ville vige bort i rædsel. Så. Man skal (åbenbart) købe én, der er beregnet til håret, hvis man skal bruge den, som jeg har gjort.