Kategori: M20XX

M2021, uge 22

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Inden vi starter, er der tre ting, jeg gerne lige vil omkring.

Den første er jeres fine svar og kommentarer til det seneste indlæg, som jeg begyndte at svare på enkeltvis, men stoppede igen, for jeg havde lyst til at skrive det samme til hver eneste af jer. Tak fordi I er sådan nogle goddamn champs. Jamen jeg vræler, og det er jeres skyld. Jeg sætter umådelig pris på, at vi kan kommunikere så ærligt, og at jeg kan lægge alle skjold, blændværk og forbehold og stadig blive mødt, grebet og forstået. Det gør mere, end I ved, for min fortsatte lyst til at blogge. 

Den anden er i den modsatte boldgade, for jeg havde i går en træls oplevelse, som jeg har brug for at adressere.

Jeg følger en insta-profil for mødre i Esbjerg. Det er en deleprofil, der bliver lånt ud til forskellige mødre, og i går, da jeg sad og scrollede, læste jeg et opslag, der virkede .. underligt bekendt. Efter et par afsnit blev jeg sådan lidt.. ‘altså.. er det ikke mig selv, der har skrevet det der..?!’ – og det var det. Hende, der har profilen i denne uge, har simpelthen 1:1 kopieret 5 afsnit af et indlæg, jeg har skrevet her på bloggen og lagt det op som sine egne ord. Det er første gang jeg prøver, at nogen så åbenlyst stjæler mit arbejde, og det var mildest talt ikke fedt. Jeg tog den up front med hende i kommentarfeltet derinde, og hun kvitterede med en lunken kommentar og et nødtvunget tag – og jeg synes sgu, det er en flad fornemmelse at blive tvunget til at være nærig med sit eget produkt.

Men bagefter tænkte jeg på, at det måske handler om, man ikke ved, *hvor* træls det føles, når nogen tager æren for et kreativt produkt, man har lavet, hvis man ikke selv skriver/tegner/maler, og derfor vil jeg bare lige poste det her, så jeg ved, jeg har sagt det højt: Man må ALTID gerne dele ud af det, jeg skriver. Jeg bliver ALTID glad, når mine ord sætter tanker igang, inspirerer eller underholder. Altid. Men skriv lige, hvor I har lånt ord, tegninger og billeder, uanset om det er mine, Marens eller Stinestregens. Det er almindelig, god stil.

Den tredje og sidste ting, jeg lige skal huske at sige er, at Bloglovin’ er blevet solgt, og fungerer ikke mere. Jeg har forsøgt at læse op på, om der er noget, man kan gøre, men det ser ikke umiddelbart sådan ud. Hvis I er vant til at få at besked om nye indlæg ad den vej, er det altså derfor, I ikke får det mere. Et muligt alternativ er at hoppe med i bloggens FB-gruppe, som jeg udelukkende bruger til at poste nye indlæg i (altså, bare så man ved, at man ikke drukner sit feed i debat og updates).

Godt. Det var bare lige det. Og nu er vi klar til at tage hul på dagens egentlige indlæg. 

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op i skuret og i den forbindelse foræret efterløberen, som vi selv fik sidste år, til en anden familie. Frida er cirka 10.000 størrelser for selvstændig til at være spændt fast efter min cykel, så vi må bare opøve udholdenheden med gradvist længere og længere ture i stedet. Men jeg er virkelig glad for, at vi fik lov at gøre os den erfaring uden at skulle smide flere tusind kroner efter den, og det ville jeg gerne give videre. 

2.

Solgt det cover, jeg i første omgang købte til min nye telefon, som jeg syntes var for glat. 

Egentlig havde jeg besluttet at gemme det, men så tog jeg lige en hurtig samtale med mig selv med overskriften ’Til hvad?’ For ingen af børnene står til en 12 pro lige foreløbigt, og når de engang når så langt, så er det den sikre vej til en forsikringsfatwa at give dem et cover, der er glat som en olieindsmurt ål.

Jeg smed det på DBA, og afsted det røg. 

3.
Til gengæld ikke solgt mine Royal Copenhagen krus, som jeg ikke bruger, fordi jeg synes, de er besværlige at vaske af. 

Jeg havde glemt, hvor irriterende det er at sælge mærkevarer. Der er her, folk i helt uhørt grad skambyder; mange fordi de tror, at man ikke ved, hvad det er, man står med.

Krusene kan bruges som små urtepotteskjulere eller foræres væk som gaver, hvis ikke jeg får dem solgt, så det her er en af de få situationer, hvor jeg står fast på at ville have prisen for dem, take-it-or-leave-it-style. 

4.

Taget hul på at ‘bruge ned’ af de madpakketing, der gemmer sig i kurve, kasser og køleskab. Om 3 uger er det sommerferie, og i år kommer jeg til at holde hele ferien med børnene. Derfor er der ingen grund til at have et lager af riskiks og smoothies, der enten skal tvinges ned i feriedage, hvor de ikke er nødvendige, eller ligge og fylde til august

M2021, uge 21

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Lavet en oprydning light i børnenes tøjskabe. Egentlig mest fordi de fine stabler, vi lægger ud med, har det med at forvandle sig til en form for vindblæst installationskunst i løbet af et par måneder, hvilket er SUPER træls, når man kommer anstigende med en stak rent vasketøj. 

Men denne gang prøvede jeg at lade Frida styre det selv. Jeg bad hende vælte det hele ud på sengen, og så fordele i to bunker, hvad hun gerne ville beholde, og hvad vi skulle sende videre, og det klarede hun til UG. Jeg bliver altid overrasket over, hvad mine børn beholder, kontra hvad de giver slip på, for jeg ville nærmest have gættet på det omvendte.

Men vi fik smidt 4 store poser i tøjcontaineren, og det er nu lidt nemmere at se, hvad vi mangler til sommer-sommer. 

2.

Spurgt et par veninder, om de manglede tøj til deres børn, som er 3-4 størrelser mindre end mine.

Det gjorde de ikke, men hver gang vi tilbyder hinanden tøj, ting og bøger, glæder jeg mig over, at vi har snakket så meget om de her ting, at vi a) husker at spørge, før vi bare kommer mosende med det og b) har pillet følelserne så meget ud af det, at alle parter er helt ok med et nej. 

3.

Haft kartoffelsalat med til pinsefrokost, og fordi jeg syntes, det godt måtte være lidt andet end den sædvanlige mormor-version, havde jeg fundet én med rødløg, forårsløg, sød chilisauce og croutoner. 

Sidstnævnte undlod jeg at vende i, men serverede dem i stedet i en skål ved siden af, hvilket betød, at folk kunne tage så mange eller få, som de foretrak, og at kartoffelsalaten var ligeså lækker på 3. dagen, som den var, da den var nylavet. 

Det er et undervurderet trick, men jeg kan næsten ikke anbefalde nok at servere alt, der skal være sprødt on the side, uanset om vi taler om bacon, kerner eller drys på kager. 

4.

Købt vitaminpiller på tilbud og jeg købte to glas; et til hvert barn.

Den her falder mere i kategorien ‘mental-minimalisme’, men den skal på alligevel, for sweet Jesus, hvor har det hjulpet, at de har fået hvert deres.

De sidste mange måneder har vi haft To Faste Morgenkonflikter: Hvem Må Tage Vitaminpiller og Hvem Må Komme Tandpasta På Først. Jeg bliver 7 år ældre for hvert eneste minut de konflikter trækker ud. 

Så nu har jeg gjort kort proces, og købt hhv. en tube og et glas til dem hver.

Og hvorFOR har jeg ikke gjort det noget før?!?

For skal man bakke ned, hver gang søskende skændes? Nej. Selvfølgelig ikke. Men lige her, ikke? Hvad skade gør det? Det er jo ikke sådan, at vi fordobler forbruget.

Det var en god reminder om, at virkelige lavpraktiske løsninger somme tider kan gøre en KÆMPE forskel. Jeg roser hver eneste, fredelige morgen mig selv for mine enestående forældreevner, og I ringer selvfølgelig bare, hvis I har brug for en ekspert i børneopdragelse.

M2021, uge 20

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fundet vores sæsonpas fra Legoland, som jeg ikke på nogen måde kunne huske gyldigheden på. Der var noget med noget covid-relateret forlængelse, men hvordan og hvor længe havde fortabt sig i tågerne. 

Jeg cyklede lidt rundt på legos hjemmeside, opgav og skrev til dem i stedet, og sørme så. De kan bruges frem til d. 24.06, så hvis vi gør os lidt umage, kan vi lige nå at vride et par ture mere ud af dem. 

2.

Skiftet pære i min ovn, fordi den gamle sprang. Det var med et vist element af spænding, jeg åbnede ovnen, for det er lykkedes mig at blive 44 uden nogensinde at have været nødt til at skifte en ovnpære, og of the bat lyder det besværligt.

Men det var det – selvfølgelig – ikke, så jeg fik den gamle skruet ud, kørte i Bauhaus efter nye forsyninger og fik den skiftet. 

Da man kun kunne købe de nye pærer i pakker af to, havde jeg én i overskud, og jeg hentede derfor den pærekasse, jeg har haft med mig gennem alle mine flytninger. Og i et anfald af guddommelig indsigt, skrev jeg ‘Ovn, 2021’ på den nye pærepakke, for hver eneste gang, jeg står med den kasse, spekulerer jeg på, hvor mange af de pærer, der ligger i den, jeg *egentlig* har fatninger til. Der står jo ikke dato på dem, og jeg har derfor ikke den fjerneste anelse om, hvilke jeg har købt for nylig, og hvilke, jeg har med fra min første flytning som 18-årig.

Det er jo ikke fordi, de bliver for gamle, men der er måske ikke nogen grund til at tage 6 ubrugelige pærer med sig gennem hele livet, så på den her måde tænker jeg, at det bliver nemmere at holde styr på, hvilke jeg bruger og dermed skal sørge for at have et par stykker i reserve af, og hvilke jeg med sindsro kan forære væk. 

3.

Tømt tuben med junior-tandpasta, og det skal jeg faktisk bede om en medalje for, tak. For den her var med ‘mild brombærsmag’, og når jeg børster tænder, skal det helst føles sådan her inde i min mund:

Men mine børn er lavet af glas, når det kommer til tandpasta. Jeg tror, vi har prøvet samtlige mærker på markedet, og stadig er der rynkede næser og bræklyde 2 gange om dagen h-v-e-r eneste dag.

Og det er ikke fordi, jeg er så nærig, at jeg insisterer på at bruge en tube tandpasta til 15 kr, vel? Men vi har godt nok smidt mange næsten-nye ud, fordi børnene svor, at deres indvolde ville visne, hvis de blev tvunget til at bruge dem, og det er noget forbrugs-svineri.

Børnene er så store nu, at fluorindholdet i deres tandpasta er det samme som i min, og derfor tog jeg denne gang én for holdet. Jeg nåede igennem i morges, og nu ligger der en hidsig, isnende mentolbelønning og venter på mig på håndvasken, og jeg kan næsten ikke vente, til jeg skal i seng.

M2021, uge 19

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg bagt pizza til børnene og brugt reste-posen med ost og sjat-bægeret med ketchup og tomatpuré fra fryseren.

Jeg kan varmt anbefale at samle de her rester ét sted i stedet for at have 7 kvart-fyldte poser med ost, og 17 små bægre med tomatpure og ketchup til at ligge og rasle rundt bagerst i nederste skuffe.

Og lige når man står med det, tænker man, at det er for lidt at bruge til noget, og derfor er det fristende at smide væk. Men når man har et på-forhånd-bestemt-sted at gøre af resterne, er det meget nemmere at huske at udnytte dem, og man har et fint overblik over, hvornår man har nok til at det kan bruges til noget. 

Et fed presset hvidløg og en håndfuld krydderier i tomatblandingen; så er der pizzasauce, og osten bliver næsten kun bedre af at bestå af en skønsom blanding af cheddar, mozzarella og gouda.

(Og som ekstra bonus slipper man for at blive 7 år ældre for hvert sekund ens børn bruger på at forsøge at få den sidste slat ketchup ud af flasken).

2.

Har vi været i WOW-park efter at have været inviteret til en skøn fødselsdag deroppe.

Jeg googlede ‘WOW-park rabat’ og fandt ud af, at HK kører medlemsrabat; ikke det helt vilde, men stadig 15 kr. pr. billet. Som vi før har snakket om, tror jeg, at en af genvejene til en sund økonomi, er respekt for de små beløb.

Da vi her til aften lagde parken bag os, konverterede jeg dagsbilleterne til årskort, inden vi kørte. Vi skal bare derop en enkelt gang mere, for at de er tjent ind, og det kommer vi helt sikkert. Jeg havde overvejet at købe dem hjemmefra, men jeg ville gerne lige tjekke, om Frida også syntes, det var fedt, inden jeg købte til hele banden, og det blev et kæmpe ja. 

Jeg tjekkede op på, om der var forskel i prisen årskort-på-forhånd vs. dagsbillet-opgraderet, og det var der ikke, så det var et risikofrit sats – og nu er vi klar til en sommer i skoven. 

3.

Har jeg skiftet forsikringsselskab. 

Jeg havde fat i 8 forskellige selskaber, og forskellen mellem mit nu tidligere selskab IF og GF, som jeg skiftede til, er 3600 kr. om året. Jeg har i runde tal sparet ca. 30% på det her tjek, og det synes jeg godt nok er vildt. 

Som ekstra bonus har jeg nu også fået et selskab, som har kontor her i byen, og jeg har en fast sagsbehandler – som ovenikøbet kender min mekaniker. Han var rar og grundig og forsøgte ikke på noget tidspunkt at presse noget ned i halsen på mig, men brugte samtidig også den nødvendige tid på at forklare de tilvalg, som han syntes gav mening for mig. Fx. at hvis min bil bliver stjålet eller totalskadet, så har politiet faktisk 28 dage til at lukke sagen, og i den måned har jeg ikke noget at køre i, og ingen erstatning at købe noget for. Det kan man – selvfølgelig – tegne sig ud af, og det har jeg gjort, fordi jeg i mit job er afhængig af at have en bil.

Jeg ved godt, at der er 10.000 ting, der påvirker prisen, når vi taler om forsikringer, men I får alligevel tallene på de tilbud, jeg har hentet hjem. Jeg har lavet samme set up på alle tilbud, og selvom ingen mennesker er ens, så giver de måske alligvel et fingerpeg om prislejet de forskellige steder.

Jeg har valgt lavest mulig selvrisiko på alt, bor til leje, ejer ikke noget vanvittig dyrt, der skal særforsikres og falder i kategorien ‘kontor’, når man skal vælge erhverv.

Med de forudsætninger fik jeg følgende priser:

Gartnernes: 

Hørte jeg aldrig tilbage fra, så pas. 

Bauta:

Det viser sig, at man skal være sundhedspersonel for at tegne her, og den kategori falder tegnsprogstolke ikke i. 

Topdanmark:

Ulykke, mig: 2100

Børn, i alt: 2700

Indbo: 1920

Bil: 5860

I alt: 12.580

Alka (jeg er medlem af HK, hvilket giver rabat):

Ulykke, mig: 2200

Børn i alt: 3300

Indbo: 2100

Bil: 6000

I alt: 13.600

IF:

Ulykke, mig: 1600

Børn, ialt: 1300

Indbo: 3100

Bil: 7700

I alt: 13.700

Sønderjysk:

Ulykke, mig: 1800

Børn, i alt: 2000

Indbo: 2000

Bil: 5200

I alt: 11.000

Vestjylland:

Ulykke, mig: 2000

Børn, i alt: 2200

Indbo: 1900

Bil: 5000

I alt: 11.100

GF:

Ulykke, mig: 1.160

Børn, i alt: 1.000

Indbo: 2.350

Bil: 5.600

I alt: 10.110

M2021, uge 18

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Skrevet til Bilka To Go og foreslået, at de laver en ‘Overraskelser – nej tak’-boks på deres bestillingsside, ligesom de har på de mærker, man kan samle. 

For jeg er sikker på, at det for nogle er skønt, at der gemmer sig lidt ekstra i poserne, og jeg er klar over, at det får mig til at lyde som en sur, gammel kost, når jeg gerne vil frabede mig de her ting. Men jeg får stress over pludselig at stå med et helt brød, ingen af os spiser, solbærsaft, ingen af os drikker eller en hel flaske shampo til krøllet hår. (Vi har alle 3 hår, der får får Legolas’ til at fremstå som en hidsig 80’er-perm).

Jeg ved godt, at man bare kan skrive det under ‘Kommentarer’ i sin bestilling, men jeg vil gerne puffe lidt til, at folk får lov til at forholde sig en smule mere aktivt til det, end bare at konstatere, at de har fået noget gratis. Det her var en nem måde at sikre på, at tingene landede hos dem, der gerne ville have dem, fordi de kunne bruge dem. 

2.

Skrevet lidt med et par forlag; det ene har sendt mig bøger over det sidste år, mens det andet har spurgt, om de måtte sende fremover. Jeg har skrevet til dem begge, at de skal sende deres anmeldereksemplarer til nogle andre – og i modsætning til bilka-punktet ovenover, er jeg virkelige ærgerlig over det her.

Som det er nu, skal jeg både opgive til Skat, at jeg har modtaget bøgerne som gaver, og jeg skal disclaime til op over begge ører, hvis jeg skriver en anmeldelse. Og hvor jeg godt forstår det, når vi taler om cykler, kaffe og make up, så synes jeg, det er SÅ! ÅNDSSVAGT! med bøger. For modsat alle mulige andre brugsgenstande, så kan man jo bare låne de her bøger på biblioteket, og når man kan læse dem, uden at skulle købe dem, så synes jeg, at hele argumentet om, at man som blogger kan lokke uforvarende læsere med paraderne nede til at købe noget, forsvinder.

Og jeg bliver sindssyg over, at vi skal BRØLE op om, at der er tale om reklame, mens alle dameblade og aviser, som ved Gud i himlen heller ikke har haft dankortet fremme, må modtage bøger, rejser og middage, skrive anmeldelser om det hele og forklæde det som content.

Men det kan forfatterne ikke gøre for, og jeg var nået til et punkt, hvor jeg fik dårlig samvittighed, hver gang der landede en bog i min postkasse. Jeg synes, alle involverede parter har fortjent mere og bedre end dét, så nu har jeg gjort, hvad jeg kan, for at bøgerne kan komme ud, hvor de kan få lov at arbejde mere aktivt, så der forhåbentlig kan sælges flere af dem, og vi på den måde kan være med til at sikre, at de dygtige forfattere kan skrive noget mere, og ikke skal lide sultedøden, fordi de tilfældigvis er virkelig gode til at skrive. 

3.

Ryddet op i mit køkken. 

Hvis man tænker, at det sgu da er utroligt, at jeg kan blive ved med at rydde op, er der ikke noget at sige til det. Jeg har svært ved selv at redegøre for, hvorfor mine skabe i løbet af et år bliver mere og mere tetris-agtige, for jeg køber godt nok sjældent nye ting. Men ind i mellem får børnene en ny vandflaske eller madkasse, og for mit eget vedkommende er krus er mit kryptonit. Selvom jeg gør mig *meget* umage for ikke at købe alle dem, jeg ser, så sniger der sig alligevel et nyt ind i ny og næ.

Sidste weekend besluttede jeg, at det var tid til en overhaling, og at jeg ville tage ét skabs-fag om dagen. På den måde forblev projektet overskueligt, samtidig med, at jeg havde udsigt til at nå igennem det, mens jeg stadig var optændt af den hellige ild.

Jeg smed alle glas og krus ud, der var skårede, havde fået glaspest eller som jeg bare måtte konstatere, at jeg ikke længere brugte. Og kunne jeg have foræret noget af det væk? Formentlig. Men meget af det var sgu så brugt, at det ikke var værd at give videre, og det udløste en tur i manegen til min gamle kæphest: Tag ansvar for dit eget affald. Uanset om vi taler om tøj, legetøj eller køkkenting, så synes jeg, det er fin stil, at man selv sørger for at skille sig af med det, der ikke kan mere, i stedet for bare at tørre opgaven af på den næste.

De skæve og forvaskede madkasser røg ud, de plastikbøtter, der bare har samlet støv, sagde vi også farvel til, og de ting, som jeg var i tvivl om, om jeg skulle gemme, sidste gang jeg ryddede op, røg ud i denne ombæring. Nogle ting skal man være klar til at give slip på, og det er man bare først, når man er. 

Undervejs blev jeg, som altid, grebet af trangen til også at gøre ovnen ren og give opvaskemaskinen den store tur, men som jeg har skrevet lidt om her, så er det bare en meget god ide at holde sig for øje, om man rydder op, eller om man gør rent. Ellers ender projektet med at vokse sig uoverskueligt – og hellere nå igennem alle skabe, og så gemme de andre ting til et andet tidspunkt, end at nå 1/4 igennem det hele, og så opgive, fordi hverdagen kommer snapper dig i haserne.

I mit ene køkkenskab har jeg en plastiklomme, som jeg løbende smider bon’er og følgesedler i, og den fik jeg også striglet. Det kunne ikke falde mig ind at gå tilbage med et par sokker, der er 4 måneder gamle, men jeg har bare prøvet flere gange, at jeg køber et eller andet, tænker ‘det skal jeg ikke bytte’, smider bon’en ud – og så er der huller i, fejl på eller tingen går i stykker første gang, jeg bruger den. Derfor smider jeg alle bon’er på tøj og ting i plastiklommen, og en gang eller to om året rydder jeg så op i den.

Da jeg var færdig, havde jeg 10 stykker papir tillbage. Jeg skrev på dem, hvad de dækkede over (‘høretelefoner’, ‘vinterjakke, Frida’) og lagde dem ud i den sidste mappe, jeg har tilbage med papir i. Her har jeg 3 plastiklommer med årstal på, og hvor de(n), dengang jeg bare smed alt i samme lomme, reelt var ubrugelig(e), for hvem gider læse 300 bon’er igennem for at finde én bestemt, så kan jeg idag finde de fysiske bon’er på under 20 sekunder, og de elektroniske på 30, fordi jeg på følgesedlen kan se, hvor varen er købt.

Nu er her så pænt, at jeg har lyst til at pille skabslågerne af, så jeg konstant kan beundre mit værk, og jeg har det sådan her, hver eneste gang jeg går ud i køkkenet:

M2021, uge 17

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fyldt tanken på min nye bil. 300 kr. Jeg grinede højt. Det føltes i mistænkelig grad som tyveri. Hvor langt den kan køre på de 30 liter, spørger du? 900 km. Ni. Hundrede. Min hjerne er blæst ud ad hovedet på mig. Den gamle kostede 500 kr. at tanke, og kunne køre 550 km. på en tankfuld. Det her er godt nok noget HELT andet. 

2.

Genindført to-retters princippet for at få spist nogle af de små rester, jeg har i fryseren. Jeg glemmer somme tider, at man faktisk kan tænke forret eller dessert ind i en madplan, men den sidste uge har jeg husket det, og det har nærmest været lidt hyggeligt. 

3.

Været En Dygtig Voksen.

Dagen efter jeg havde fået min nye bil, tjekkede jeg op på vejhjælpen, jeg har gennem min forsikring, for at sikre mig, at de havde den nye bil registreret – for det skulle *lige* passe, ikke? Det var godt, jeg gjorde det, for det havde de ikke. Og hvis uheldet havde været ude, havde jeg fået en fuld regning for eventuel assistance, kunne manden fortælle mig.

Da der var styr på dén del, tjekkede jeg op med min egen forsikring, som jeg havde sendt al info til i det sekund, den nye bil var indregistreret. De havde stadig den gamle stående, så den bad jeg om at få lukket, så jeg ikke risikerede en ekstra regning, og så nærlæste jeg ellers den nye police med en lup. Det var *også* en god ide, viste det sig, for under km stod der i min tilsendte police ‘Over 40.000 km. pr. år’ mens der på min onlinepolice stod ‘Over 99.000 km. pr. år’. Og godt nok kører jeg meget, meeeeen….

Det viste sig, at ‘Fri kilometer’ for et par år tilbage gik fra 30.000 til 40.000 km. Jeg bad om at få det rettet, så det fremadrettet hedder ‘Op til 40.000’ og det gav en øjeblikkelig besparelse på 1000 kr. pr. år. 

Jeg har selv et ansvar for at læse min police; det ved jeg godt. Men jeg tror, de færreste går ind og læser op på dem, sådan vilkårligt og præventivt, og jeg synes, det havde været fin service, om man havde gjort opmærksom på den her ændring.

Min nye bil viser sig samtidig at være dyrere end den gamle at forsikre, hvilket jeg simpelthen ikke forstår. Da jeg spurgte, var svaret: “Ja, haha, hvis bare jeg havde en krone for hver gang, jeg havde fået det spørgsmål..!” (og sagsøg mig, men jeg kom til, spidst, at hvisle: “Jamen, så havde det sgu da været en god ide, hvis du havde brugt 10 minutter på at tjekke op på det, så du kunne give mig et ordentligt svar!?”) – og derfor er jeg, as we speak, i gang med at speeddate andre forsikringsselskaber. Om nogen derude kan lave en bedre løsning ved jeg ikke, men hvis ikke, kan jeg i det mindste sove trygt ved tanken om, at jeg *har* afsøgt markedet.

M2021, uge 16

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Opdaget at jeg overhamstrer på ting, som jeg bruger meget sjældent. Jeg har i denne uge lavet noget asiatisk kylling, og skulle i den forbindelse bruge peanuts og soya. Jeg havde i skabet, men kun en smule af begge dele, og jeg havde derfor skrevet dem på sedlen. Men så kom jeg til at tænke på, at det faktisk er sådan, jeg somme tider får skabt mad-stress for mig selv, for når jeg køber noget nyt, så ligger det i skabet og glor, og bliver noget, jeg så synes, jeg skal omsætte, når jeg bladrer skabet igennem næste gang.

Jeg vil gerne være bedre til at vurdere, hvornår noget reelt er basisvarer, som det er træls at løbe tør for, og hvornår noget er bundet op på en specifik ret, og derfor kan vente med at blive stucket up, til jeg skal lave retten næste gang. 

2.

Været en idiot med arvesko og jakker. Jeg FATTER ikke, at det stadig kan ske. Men jeg var 1000% sikker på, at Frida havde jakker, mens Anton manglede, og at begge børn manglede sandaler.

Det viser sig, at der lå ikke færre en 3 jakker og ventede på Anton, og de sandaler, jeg købte til ham sidste år, passer stadig. Frida mangler til gengæld jakker, og hende har jeg ikke købt til. Så det er rigtig flot. 

Det er heldigvis efterhånden sjældent, at jeg går i fælden, men når jeg gør, så kan jeg virkelig mærke i hele mit selvhads-center, at tiden, jeg som oftes bruger på at være på forkant, er godt givet ud. 

3.

Bagt en kæmpe Big Mac – ja, det er en ting – og ja. Den smager som the real deal – og prøvet at fryse den på bagepapir. Det er ikke så tit, vi får ting, der er bagt i dej, men hver eneste gang vi gør, bakser jeg med, hvordan jeg fryser det. At smide det i bokse optager unødvendigt meget plads, og det bliver noget knald, når jeg skal flytte det fra boksen over på bagepladen, fordi dejen bliver lidt klistret, når den har været i fryseren, og dermed svær at flytte med, når den er kold. 

Jeg har brugt låg fra plastikbøtter, men det synes jeg heller ikke fungerer, så nu har jeg prøvet at dele et ark bagepapir i 4 og pakke det omkring de stykker, der er smidt i fryseren. Tanken er, at jeg dels kan bruge posen igen (papiret er pakket rundt om slicen, så posen bliver ikke beskidt), og dels kan smide maden i ovnen, indpakket i papiret. Så må vi se, om dét fungerer. 

4.

Købt min nye bil, og alle vågne nætter og overvejelser til trods, så følte jeg mig som en strong, independant woman, da jeg denne gang kunne smide udbetalingen kontant. Min opsparing skal lige komme sig, men jeg har stadig 10.000 til at stå, så vi er ikke slået helt tilbage til start.

——————————————-

Til sidst vil jeg gerne sige tusind tak for engagement og kommentarer til det seneste indlæg. I er nogle kloge damer, og det var fedt at få input hentet i praktisk erfaring af både den gode og den dårlige slags. 

Efter at have tygget på det, lander jeg på, at jeg mentalt flytter make up over i samme kategori som tøj, og dermed forholder mig til det fra gang til gang. Indtil videre er det meget sart og fint, hvad Frida gerne vil tage på, og det kan jeg godt leve med. Ikke mindst fordi jeg tror, at det er én af dem, hvor det kan give bagslag at begynde at regulere det, før det er nødvendigt: At det i givet fald vil gå fra at være noget, hun synes er sjovt 3-4 gange i måneden, til at blive et dagligt clash of the Titans, fordi det med et forbud pludselig bliver *meget* mere interessant.

Men jeg har mentalt-noteret mig alt, hvad I har skrevet, og jeg vil have det i baghovedet de næste par år. Det er et fedt forspring at have fået foræret, så tak for hjælpen – og god weekend.

M2021, uge 15

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft en uge med flere sene dage i træk. Sådan er mit job, og det er ok. Jeg er efterhånden blevet verdensmester i planlægning, hvor morgenerne udnyttes, og jeg planlægger aftensmaden, så jeg laver den, de dage, vi er tidligere hjemme og så bare skal varme rester, de dage, det bliver sent. Men når jeg har 3 eller 4 på-hinanden-følgende dage, hvor vi er hjemme mellem 17 og 17.30, så bliver det en smule sværere at få matematikken til at gå op – også fordi det blik ud over ugen, man ellers laver løbende, bliver blokeret af her-og-nu praktik som Aula, høfeber og bukser, der er blevet for korte. Sagt med andre ord når jeg ikke at forholde mig til morgendagen, før jeg står midt i den. 

Derfor havde jeg egentlig onsdag besluttet, at vi måtte tage noget take-away med hjem, men da det gik op for mig, at vi også manglede en håndfuld småting, sadlede jeg om, og bestilte varer hos Bilka to-go.

Min lokale pizzamand bringer ikke ud, og de madsteder, der ligger tættest på som gør, ligger stadig så langt væk, at pizza, pitabrødet osv. er lunkent og træls, når det når frem. Det betyder, at der ikke er forskel på, om jeg skal hente varer i Bilka eller pizza på hjørnet, og på den her måde sparede vi både penge, fik noget lidt mere lødigt at spise og ordnet lidt småindkøb i samme ombæring.

2.

Nydt, at jeg kunne bestille præcis de sandaler til børnene, som de gerne ville have. Og altså; jeg kunne jo ikke have købt Versace til dem, hvis det var dem, de havde forelsket sig i, men fordi jeg er så langt nu, at mit ene lån er betalt ud, og jeg kun mangler 3 afdrag (7.500) på det andet, så *er* der faktisk penge til at købe de guld-Hummel, som Frida havde forelsket sig i, og de sandaler med det Brazilianske flag, som Anton ikke kunne leve uden. Det er FEDT at kunne gøre, og jeg tænker virkelig tit, at det er i de små hverdagssituationer, jeg føler den største frihed ved at have betalt min gæld (næsten) ud. 

3.

Slugt en kamel (næsten) uden at blive kvalt. 

For apropos #2, ville det jo være skønt, hvis jeg så fik lov at prøve det vilde liv som gældfri et års tid, inden jeg stiftede ny, men sådan bliver det ikke. Det har jeg bøvlet med oppe i hovedet, for var det ikke Målet? Har det hele ikke næsten været forgæves, hvis jeg bare starter forfra nu?

Jeg vil ikke lyve: Sådan kan jeg stadig have det. Dagligt. 

Men.

Hvis der er noget, jeg har lært at de sidste 20 år, hvor jeg næsten, med renter og renters rente, ender med at have betalt en lille halv million ud, så er det, at det, der kan virke som en god idé i situationen, kan ende med at være det modsatte. For vi bestemmer ikke altid selv, hvordan tingene udvikler sig, og vi lægger planer, og Gud ler. 

Og uanset hvordan jeg sætter det op, så har jeg ift. min bil 3 reelle valg:

*At tage chancen og satse på, at den nuværende kan køre videre. Det vil koste mig mindst 10.000 kr., og jeg kan stadig risikere, at den dør i morgen. 

*At sælge den gamle og lease en ny.

*At købe en ny brugt.

Og de to første muligheder virker tillokkende, fordi de ikke kræver nye lån, men uanset hvor længe og hvordan jeg regner på det, så bliver de dyrere end den sidste på sigt. Så jeg bliver ved med at nå frem til, at det her vil være en økonomisk dårligere beslutning at undlade at stifte gæld end at gøre det – hvor ulogisk det så end kan føles.

Så nu er der bestilt en bil. Min oprindelige plan var, at det skulle være en billig brugt, og jeg havde egentlig fundet én. Men da jeg kørte ud for at tale med forhandleren, snakkede vi længe frem og tibage, og hans klare anbefaling var at købe én, der var nyere, fordi de penge, jeg håbede på at spare på købet, formentlig ville blive ædt op af værkstedsregninger. Desuden ville jeg med en ældre brugt også miste en pæn luns restværdi, og jeg ville få samme kapløb med tiden, som jeg har haft med den nuværende, hvor jeg pga. mine mange km, hele tiden risikerer, at den dør, før den er betalt ud. 

Jeg prøvekørte en demomodel, fik lavet et tilbud – og kørte lige hjem til min mekaniker og spurgte, om han kunne skaffe en tilsvarende, for så ville jeg købe den hos ham. Han har været den STØRSTE helt over de sidste 4 år, og det vil jeg simpelthen så gerne honorere. 

Han har fundet én, der har kørt 2000 km., som er fra december 2020, hvilket betyder, at jeg får den med 1,5 års fabriksgaranti. Jeg spurgte ham ligeud, om han tjente på den, for det vil jeg så utrolig gerne, at han gør, og hans svar var, at han tjente lidt på bilen, og ville tjene på finansieringen også, hvis jeg købte gennem ham. Så det er sat i værk. Om det kommer til at lykkedes, ved jeg ikke, for det første finansieringsselskab har afvist mig, fordi jeg kun har én indkomst og bor til leje (hvilket jeg skal arbejde ret aktivt for ikke at føle skam over), så pt. er han ved at undersøge en anden mulighed. Min egen bank kan næsten ikke være i sig selv over, hvor gerne de vil låne mig penge, så jeg er ikke som sådan bekymret, men jeg ville godt nok gerne give lidt igen for alle de gange, han “lige har fundet en reservedel, der lå og flød” eller kom og hentede mig på motorvejen, fordi min bil var død og jeg i bare befippelse kom til at ringe til ham. 

Vi ser, hvor det ender, men som det ser ud lige nu, kommer den her til at holde i min garage fra på fredag i næste uge:

M2021, uge 14

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op på facebook. Ikke i venner, for der er algoritmen efterhånden så god/skræmmende, at jeg næsten udelukkende ser opslag fra dem, jeg interagerer med, men i grupper. Jeg er hoppet ud af dem, der ikke længere er relevante, og så har jeg smidt min administratorhat i ringen på et par stykker. I begge grupper fik andre buddet om at overtage først, og i den ene var en anden villig til at hoppe ind, men i den anden spillede folk døde, og det er fair. Men jeg slettede derfor gruppen uden videre dikkedarer. 

Jeg kan være slem til at tage sådan noget over for mange runder, både virtuelt og IRL. At jeg først annoncerer, at andre må træde til. Sker der intet, er jeg på talekassen igen. Sker der stadig intet, gør jeg opmærksom på, at det så betyder, at gruppen/det-jeg-står-for bliver nedlagt og først derefter gør jeg noget ved det. Men jeg har truffet en beslutning om at stoppe med at bruge så meget energi på noget, der faktisk er ligegyldigt. For der er jo ingen, der ligger vågne over, at en gruppe bliver nedlagt eller at jeg har solgt noget til anden side, hvis man har været for langsom til at reagere, så nu kører jeg one-strike-politik, og det har frigivet forbløffende meget energi.

2.

Købt et nyt cover til min nye telefon – igen.

Da jeg bestilte min 12’er, bestilte jeg i samme ombæring et nyt cover, som simpelthen var så pænt. Men det, man ikke kunne se på billedet af det var, at det var glat som en olieret fisk. Jeg havde det på i to dage, fordi jeg næsten ikke kunne bære at skulle bruge flere penge på noget, jeg allerede havde købt én gang, men efter 48 timer med dårlige nerver og 3 nær-ved-ulykker besluttede jeg, at det – trods alt – ville ærgre mig mere at smadre telefon og/eller skærm, når jeg kendte faren på forhånd.

3.

Læst – føles det som – alt, hvad der nogensinde er skrevet om leasing af biler og udfrittet alle, jeg kender, der har erfaring med det. 

Tre ting inden vi går videre:

*Resten af dette indlæg bliver meget kedeligt for dem, der ikke skal have en bil. Man er mere end tilgivet, hvis man holder weekend hér. 

*Jeg er ikke FDM. Jeg er bare mig, og alt nedenstående er det, jeg har kunne læse mig frem til. Hvis nogen kan se, at noget af det, jeg har skrevet, er forkert, eller jeg har misforstået noget, så meld ENDELIG ind. Og grav selv lidt mere i det, hvis du overvejer, for der kan sagtens være noget, jeg har overset. 

*Jeg har oplevet, at nogen går lidt i defensiven, når jeg har luftet, at leasing måske ikke er så god en idé. Her er der bare virkelig vigtigt for mig at understrege, at de to ord “ – for mig” står med usynligt blæk efter alt, hvad jeg skriver nedenfor. For jeg kender flere, der leaser, som elsker det; jeg er ikke ude på at skyde konceptet ned, og jeg kan SAGTENS se masser af steder, hvor det kan være en strålende ide. 

Men. 

For sådan én som mig, der de sidste 7 år i gennemsnit har kørt 33.000 km om året ser det, efter alt, hvad jeg kan læse mig til, ikke ud til at være en god ide.

Men inden jeg skriver om, hvorfor det er tilfældet, vil jeg faktisk gerne starte et andet sted, for jeg synes, at det første og største problem med leasing er, hvor svært det er at gennemskue. For som jeg forstår det, så skulle den største fordel ved leasing jo netop være, at man undgår overraskelser, og fjerner man den fordel, synes jeg, at det er begrænset, hvad man står tilbage med. 

De fordele, der er blevet nævnt i det materiale, jeg har kunne finde, har været:

*Man har mulighed for at køre en ny(ere) bil hele tiden.

*Man skal ikke tænke på restværdi.

*Man kan (efter en bindingsperiode) komme af med bilen stort set fra dag til dag og står ikke med en kæmpe restgæld, hvis man er tvunget til uventet at skulle skille sig af med den. 

*Service, dækskift, vejhjælp osv. er typisk med i pakken. 

*Man slipper for at stifte gæld.

*Man kan få underkørte kilometre refunderet (dog ikke til samme takst, som man selv betaler for dem)

Ovenstående kan være afgørende for nogle, mens der for andre er ting, der vejer tungere og det er tilfældet for mig.

Min situation er, at jeg skal vælge mellem en brugt bil og at lease, hvilket der ikke er lavet ret mange sammenligninger på. Jeg fandt ingen, men de må næsten være derude et sted. Jeg opgav af finde et uvildigt sted, hvor jeg kunne læse om det – de fleste sider er lavet af banker, forhandlere osv, hvilket man må formode medfører et vist bias pga. egeninteresser – så jeg prøvede simpelthen at hente tilbud på 4 forskellige biler med samme motorstørrelse som den, jeg kører i i dag. Derefter gjorde jeg det samme med forsikringer. 

For at tage det nemmeste først: De sammenligninger, jeg lavede, gav den samme pris på en leasingforsikring inkl. afleveringsforsikring, som jeg har på min nuværende bilforsikring. Her er altså ingen umiddelbar forskel.

Det hører også med til historien, at jeg har vejhjælp gennem min forsikring, og den udgift, nogle dermed kan slippe for, dermed ikke for mig er en besparelse.

Men herfra bliver det lidt mudret.

Fælles for alle 4 biler var, at de var slået op med 15.000 km. pr år, og alle sammen kostede lige knap 2000 pr/måned. Når jeg ændrede km-pakken til 30.000 (som var den højeste, jeg kunne vælge), steg prisen med lige omkring 1000 kr. pr. måned på dem alle. Dvs. en leje på 3000 kr pr. måned, hvilket er 300 kr. mere, end jeg skal give for hhv. en brugt-brugt over 3 år, eller en ny demomodel over 5 år.

(Og bare for god ordens skyld: Jeg siger ikke, at det er hverken urimeligt eller snyd. Flere kilometer medfører øget slid, og det skal selvfølgelig med i regnestykket).

Hvis regnestykket så stoppede ved, at man slap for mekanikerudgifter ville det være nemt, for man kan ikke komme ret meget på værksted for de cirka 10.000 kr, som 300 kr. x 36 måneder løber op i.

Problemet er, at det er UMULIGT at blive klogt på. hvad leasingselskaberne opfatter som omfattet af ‘almindeligt slid’, som er omfattet af din leasingaftale, og det synes jeg er superproblematisk. For så kender du jo ikke dine udgifter alligevel.

Ved leasing skal du, så vidt jeg kan tolke, selv betale for de ting, du “bruger” f.eks. bremser, vinduesviskere osv.

Banker nogen ind i siden på dig, er det kasko og selvrisiko – dvs. samme betingelser som hvis du ejer bilen (altså, ikke noget sparet ved leasing) og hvor du med en bil, du ejer, selv kan bestemme, om du vil have lavet de små lakskader, om du kan leve med en dør i en anden farve, om reservedelene skal være originale eller må være de billigere standart-versioner, så er det leasingselskabet, der bestemmer, hvad der skal laves og med hvad og hvordan, når du leaser. 

Man kan tegne en afleveringsforsikring på leasingbiler – men igen sidder jeg, som semipro-googler, og kan ikke blive klog på detaljerne på forhånd. For hvis alt kan gå under den, så er meget jo reddet der – men jeg fandt eksempler på, at hvert eneste lille stenslag i lakken talte som separate skader, at en sele, man har smækket døren på, ikke var omfattet af almindeligt slid (og dermed dækket af forsikringen dækkede) osv. osv. 

Endelig er der jo en restværdi i en brugt bil, som man ikke har, når man leaser. De indledende vurderinger er, at jeg kan få ca. 20.000 kr. for min nuværende i bytte. Forudsat at jeg ville kunne få det samme for den næste, jeg køber, betyder det, at jeg, hvis jeg lægger restværdi og merudgift ved leasing frem for afbetaling sammen, ender med en merudgift på 30.000 kr. ved leasing fremfor køb.

Dertil kommer afregning for eventuelt overkørte kilometre, og de små eller store reparationer, jeg kan høre, at stort set alle har, når de afleverer. Og 30.000+ kan man immervæk køre en del på værksted for.

Jeg vil også gerne lige have med, at det for mig ville være en betydelig stressfaktor, at jeg hele tiden skulle holde øje med mit kilometerforbrug; specielt fordi vi ikke har en bil nummer to, jeg ville kunne “aflaste” med.

Min konklusion er derfor, at den usikkerhed, jeg egentlig gerne ville betale mig fra ved at lease, faktisk ikke forsvinder, fordi jeg, pga. mit km-forbrug, betaler så høj en månedlig ydelse. Dermed er der ingen månedlig besparelse (ift. afbetaling) at “afsætte” til de usikkerhedsmomenter, jeg synes, man har ved leasing.

Som sagt: Kast jer i blækhuset, hvis der er noget, jeg har overset eller misforstået. Også hvis det er noget, der måske ikke lige passer på min situation. Det her indlæg må meget gerne være et, andre, der overvejer leasing, kan have gavn af, så skrivskrivskriv og lad os se, om ikke vi ved fælles hjælp kan gøre der her bare en anelse mere overskueligt.

M2021, uge 12

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Holdt hestene og dermed undgået at købe en GPS, som – viser det sig – jeg ikke har brug for. 

Og inden jeg går videre: Jeg ved godt, at de fleste mennesker idag bruger deres telefon, men det vil jeg gerne være fri for. Dels fordi jeg er lidt hidsig med ikke at have en telefon til at hænge og friste med beskeder og notifikationer, når jeg kører, og dels af den lavpraktiske grund, at jeg i løbet af en arbejdsuge ofte tolker steder, jeg aldrig har været før, og hvor jeg derfor er 100% afhængig af teknik, som kan guide mig derhen. Det betyder, at jeg reelt er uarbejdsdygtig, hvis jeg glemmer min telefon, eller den løber tør for strøm, og da stikket i min bil ikke virker, kan jeg ikke lade den op, når jeg er på farten. 

Nå, men i sidste uge døde min GPS så, og fordi de sidste par uger har været helt vanvittigt travle, var jeg egentlig, tju-hej, på vej på Marketplace for at finde en brugt, men inden jeg nåede så langt, snakkede jeg med min far og fik i forbifarten nævnt, at den var stået af.

“Men du fik da vores den gamle?” sagde han. Hvilket jeg hårdnakket benægtede, fordi 1) det ville jeg kunne huske og 2) jeg ville vide, hvor i mine meget trimmede skabe, den i givet fald ville befinde sig.

Lang historie kort: Min far havde ret – og for at føje spot til skade kunne han endda fortælle mig, hvor jeg havde lagt den.

Jeg siger ikke, at jeg hellere ville have betalt for en ny. Jeg siger bare, at en ny ikke ville have sendt mig overbærende, triumferende blikke de næste mange måneder. 

2.

Som nævnt haft helt vanvittigt travlt. Det samme gjorde sig gældende ugen før, og hvor mange ting kan skubbes en uge, så bliver det lidt mere kritisk med rent tøj, tjek-ups af netbank osv., hvis man ikke forholder sig til det i flere uger.

For mig har de uger altid været én af de største fælder ift. madspild, fordi det overskud, jeg følte, da jeg skrev indkøbssedlen i weekenden, for længst er fordampet, når jeg sætter nøglen i døren mandag kl. 17. 

I den slags perioder føler jeg faktisk, at jeg drager nytte af det mindset, jeg har udviklet over de sidste 3 år. At jeg er blevet god til at sortere fornuftigt og vurdere, hvordan jeg ikke bare laver strudsen, og dermed skaber en pukkel, så et par travle uger pludselig forvandler sig til en uoverskuelig måned, fordi alt det, der hober sig op, tålmodigt står og venter ved målstregen. 

Så jeg har omhyggeligt sørget for, at jeg alle løse ender var bundet hver eneste aften, inden jeg gik i seng, og at der var ryddet op og sat i opvaskemaskinen, inden vi kørte om morgenen. Madplanen har været ultra-simpel, med fryser-indslag til børnene og en salat/sandwich/pita-kombination til mig, så der kun skulle hakkes grønt et par gange undervejs. Det betyder, at jeg nærmest besvimede, da jeg landede i sofaen igår, men til gengæld stod jeg op her til morgen og havde fri, og aftensmaden her til aften var en lækker mexicansk tærte, hvor alle rester af grønt, ost og æg kunne smides i. 

3.

Endelig, endelig, ENDELIG fået min nye telefon. Det var godt nok også ved at være kritisk med den gamle, som efterhånden crashede 7-8 gange om dagen, og fordi mit teleselskab blev ved med ikke at kunne sige, hvornår den kom på lager, endte jeg i onsdags med at skifte til et af de mange andre selskaber, der havde den.

Den kom igår, jeg har hentet den idag, og jeg elsker den. 

Jeg har købt en 12’er, og jeg har ikke de fjerneste skrupler omkring det. Den aflagte var en 6’er, så jeg slider mine telefoner HELT i bund, og derfor ville jeg denne gang gerne have én, der ikke allerede var bagud, når jeg tog den ud af pakken. Det er min 4. iPhone og den første, jeg køber fra ny af, og da den samtidig var på tilbud, så jeg sparede 1600 på den, havde jeg det lidt som om, Gud talte direkte til mig.

Er listerne opdateret med følgende:

Podcasts:

Let’s go to court

True crime podcast, som jeg er stødt på et par gange, men hver gang har fravalgt, fordi jeg syntes, det lød virkelig uinteressant at høre retsager genfortalt – men det er det på ingen måde. Tværtimod betyder det, at man får lov at høre en masse sager og historier, man ikke har hørt før.

Stilen minder meget om Sinisterhood, som jeg også er vild med, så kæmpe win at finde én at kaste sig over, med 150 helt nye afsnit at binge. 

The thing about Pam

En fortælling om en klassisk mordsag, som tager nogle ret vanvittige drejninger undervejs. 

Den er hostet af Keith Morrison, som er en institution i amerikans true crime, fordi han er vært på Dateline. Hans fortælle-stil er ‘nu skal onkel morfar fortælle dig en historie’ og det er man nok enten til eller også er man SLET ikke. Jeg lå på vippen de første par afsnit, men historien er virkelig god, og efter et par episoder gror det på én, og det er næsten trist, når serien er slut.

Finding Fred

Til dem, der ikke lige kender Mr. (Fred) Rogers, var han en umådelig populært børneshows-tv-vært i USA i flere årtier. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg i sin tid bed mærke i den her podcast, for som helt almindelig dansker har jeg ikke rigtigt noget forhold til Mr. Rogers. 

Holdet bag podcasten sætter sig for at finde ud af, hvad det var, der gjorde Fred Rogers til det symbol på godhed og indsigt i børn og deres verdensforståelse, som han var. Det kan lyde irrelevant og fjernt, men podcasten udvikler sig til at blive en virkelig fin fortælling om, hvad det gode i mennesket er, om det er født eller tillært, og om vi skal se det bedste i mennesker, når de sårer os bevidst.

Ofrene

P7-værten Sandie Westh, som er søster til Jannie Westh, der i 2007 blev slået ihjel af sin kæreste, har startet en podcast for at tage ofrenes historier tilbage. Jeg følger hende på Instagram, og som jeg forstår projektet, så er det et opgør med hele true crime genren, fordi den føles ulækker og uværdig, når det er et menneske, man elsker, der er den ufrivillige hovedperson i historien.

Det er umuligt ikke at have sympati for projektet. Og jeg forstår virkelig godt, at det river hjerte og sjæl midt over, hvis man hører to værter sidde og cracke jokes om den mest traumatiske oplevelse, man har været igennem. 

I USA begynder de mennesker, der sidder tilbage, også at røre på sig i true crime genren, og der er ved at ske noget med måden, historierne fortælles på. Familiemedlemmer til både ofre og gerningsmænd deltager i stigende grad i debatten, og det tror jeg er godt.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg står; om jeg synes, man kan tage patent på en historie, når den er så voldsom at den finder vej til nyhederne. Hvor går grænsen? Hvem må fortælle? Kun familien? Kun etablerede medier? Må man lave film baseret på virkelige hændelser? Har antallet af ofre noget at sige? Må man fortælle om Utøya? Om 9/11? Og er det her i virkeligheden bare endnu en subgenre af true crime?

Det er komplekst, synes jeg, men vi kan under alle omstændigheder godt blive enige om, at det mindste, man som podcaster kan gøre, er at fortælle historien med empati og respekt for ofrene. Både dem, der ikke er her mere, og dem, der sidder tilbage. 

Serier:

Exit

Den her kan man streame på DR.

Beskrivelsen af den lyder således:

“Serien bygger på sande udsagn fra fire norske forretningsmænd, der tilbage i 2017 valgte at give et indblik i deres verden fyldt med stoffer, prostituerede, vold, sex, magt og penge.”

I call bullshit. Jeg tror, at man har lavet en Blair Witch, hvor man sælger den som dokumentar, men hvor det viser sig at være fri fantasi. Dels er det så ekstremt, at det er svært at forestille sig, at man ville kunne holde en karriere kørende med den livsstil på sidelinjen, og dels er der for pæne sløjfer om for mange af tingene til, at det kan være hentet i virkeligheden. Men vi er et par stykker i omgangskredsen, er er uenige, og måske er jeg bare en gammel, skeptisk dame, der er farvet af at være ramlet ind i en håndfuld podcasts, der har vist sig at være det pure opspind. Radioteater på nye flasker. Og det gider jeg ikke. Jeg får akut lukket kropssprog, når noget, jeg henter som dokumentar, viser sig at være fiktion. For år tilbage havde vi den samme diskussion om blogs: Må de være frit opfundne? Et fantasiland befolket af fiktive karakterer? Det synes jeg ikke, men jeg kan faktisk ikke helt forklare hvorfor. 

Anyway: Det er filmen Rich Kids flyttet til den norske finansverden, der er fuld fart på, og jeg var godt underholdt.