M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg hentet den nye, brugte blender i Kolding, hvor jeg alligevel var forbi på en tolkeopgave. Det kræver lidt ekstra koordinering, når man køber/sælger noget i en by, hvor man ikke bor, men faktisk ikke meget mere, end når man skal hente pakker i pakkeshops eller pakke ting ind, så de kan holde til den ekstremsport, det er blive sendt med GLS og Postnord.
Tidspunktet er perfekt, for nu har jeg jo så en 1/2 ekstra blender, og den fylder lidt. Men køkkenet er næste rum på listen, og så skal jeg alligvel have det hele ud af skabene. Jeg er undervejs i min oprydning stødt på lidt forskelligt, der egentligt hører til i køkkenet, så jeg forestiller mig at lave en kasse, der kan stå bagerst i det hjørneskab, hvor man har masser af plads, men hvor det kræver en slanges smidighed at komme ind.
2.
Er jeg i mit bryggers nået til reolen, der også dobler som fjernlager for madvarer. Her har jeg i en måneds tid flyttet rundt på en kæmpekasse af min yndlingsaversion: Yum-nudlerne. Beklageligvis er jeg den eneste i husstanden, der finder dem afskyelige, så jeg har erkendt mit nederlag og køber dem, når jeg alligevel er en tur over grænsen, hvor de er meget, meget billigere end herhjemme.
Sidst købte jeg i et anfald af overmod en kasse med andesmag, og som Julia Roberts sagde: Big mistake. Big. Huge. Oprør, tumult og trusler om nedlæggelse af arbejdet.
Men altså. Det er sgu også mange nudler at kyle ud, uanset hvor grimt de smager.
Tilfældigvis var jeg i onsdags sammen med én, der huser en teenager, som viser sig at elske lige netop andeversionen, så hele kassen er nu, til alles tilfredshed, ekspederet videre.
3.
Har jeg brugt det sidste af min favorithåndsæbe fra Meraki. Pumpe-dispenseren, den kommer i, er af ret god kvalitet, så den har jeg vasket af, så den kan bruges til opvaskesæben, jeg købte for et par uger siden, og som jeg siden har bandet over. For hullet på den er på størrelse med en hulahopring, og uanset hvor umage jeg gør mig, er det svært ikke at hælde 1,5 liter sæbe ud på børsten.
Ikke mere, du.
De fanger mig aldrig.
4.
Tidligere års uge 6 indlæg:
Status, Månedens Mål, januar og februar (4/7)
Den sidste uge har været en arbejdssejr. For HELVEDE, hvor har jeg bandet over, at jeg overhovedet gik i gang med det her projekt.
For bryggerset er præcist lige så rædselsfuldt denne gang, som jeg havde frygtet/forventet (hvilket ikke just indgyder håb for de to kommende rum, vil jeg sige..).
Ligesom i de værelser, jeg har taget indtil nu, skyldes bøvlet, at det i år ikke er nok bare at rydde op i de respektive kasser, mapper og skuffer, men at tingene skal samles anderledes. Ellers får jeg 8 skabe, hvor hylderne er halvt fyldte og tingene står og råber til hinanden, og en bunke på gulvet på størrelse med en Maersk-containter med de ting, der så pludselig ikke har en plads.
Og, helt forudsigeligt, kræver det, at alt skal hives ud og sorteret s-a-m-t-i-d-i-g-t, og det konstante rod giver mig lyst til at rive min hud af i strimler. Det får mig til at veksle mellem apati over uoverskueligheden og lyst til bare at rage-cleane og smide ALT ud, så jeg kan blive færdig.
Men jeg har bidt tænderne hårdt sammen (*var* der måske en lille smule benmel med, da jeg spyttede tandpasta ud den anden aften?) og holdt mig til min plan. Kasserne med tøj, vanter og sko én dag, skabet med papir den næste, de store kasser med ledninger, gaveindpakning og halloweenting den tredje osv.
Og ja. Jeg vil sgu da gerne bede om medalje. I kender mig da?!
Nu er jeg 3/4 af vejen, og det er med vilje, at jeg har kørt lidt hårdt på. For ungerne har vinterferie den kommende uge, og jeg selv har lidt arbejde, en træningsaftale og en smule socialt, der skal passes. Det betyder, at jeg på forhånd ved, at der vil være dage, hvor jeg intet får lavet, så for at holde tidsplanen har jeg holdt kadencen.
Det betyder, at jeg nu faktisk kan begynde at se en ende på det derude, og ret skal være ret: Det *bliver* godt.
Men det er nok meget godt, at der nu kommer en uge, hvor det bliver minimalt, hvad jeg når, for jeg trænger faktisk til en pause, inden jeg kaster mig over de sidste to rum.
Et skridt ad gangen. Ikke?
Hvad med jer? Har I fået taget en skuffe eller to i ugens løb?
Jeg har været så arbejdsramt her i starten af året, at det har krævet 100% af min (i øvrigt ynkværdige) indsats at holde bare en nogenlunde status quo – men alligevel er det sært motiverende at følge med i din proces. Jeg får den der bedrageriske “om en måned, SÅ kan jeg også”-fornemmelse 😆😆😆 (og så husker jeg at give mig selv point for de bittesmå ting jeg når)
Det skal man virkelig også. For det er jo netop det, der kan skubbe lidt på lysten til at skrue op, når dagene bliver længere, og der måske kommer lidt mere på overskudskontoen.
Og så synes jeg også, at det har en afsmittende effekt på sindsstemningen at rydde op i sine rum. Det kommer helt automatisk til at føles lidt som om, man også rydder op i sine tanker samtidigt <3
Herhjemme er min mand, som skrevet i sidste uge, også blevet grebet af stemningen og den fede følelse efter oprydning/sortering. Så i dag fik vi sammen ordnet de sidste skabe og skuffer på badeværelset og en rodehylde i køkkenet. Det er virkelig fedt.
Vi har fået så meget blod på tanden, at vi overvejer skabet i bryggerset, men nu må vi se. Jeg har stadig et lille natbord, som der som minimum skal kigges på i den kommende uge.
Det er altså også hyggeligt at kunne opdatere herinde hver uge.
Jeg er nærmest upassende begejstret over, at vi har fået trukket din mand med os i faldet, haha. Det er SÅ godt, det der!
Jeg har i noget tid (måneder?) set på skimmellignende pletter brede sig langsomt, men sikkert, ud fra det kolde hushjørne i soveværelset. Af alle mulige gode grunde har jeg hver aften tænkt: “åh, nej, det skal jeg ha gjort noget ved” og hver morgen har jeg glemt (fortrængt?) det, såsnart jeg var ude af soveværelset.
MEN IDAG! Idag har jeg, bevæbnet med Rodalon og handsker, skrubbet og sprayet og ventet og tørret og sprayet igen, OG vasket gardinerne, OG haft rullegardinet nede (ja, der var også skimmel bagved), så nu er der simpelthen så rent som jeg ved ikke hvad. (Jeg støvsugede igår).
Tilgengæld tog det også 2 timer, hvor jeg måske max havde skudt på 1.
Håber det giver et bedre soveklima. Det SKAL det!
Og så har jeg lagt det i kalenderen til om en måned igen, så er det forhåbentligt ikke så stort et projekt.
(Ja, fugtkilden skal jo helst fjernes, men det er noget med at grave gulv ud og nyt fundament o.lign. og det er der ikke lige råd til lige nu… så vi må køre symptombehandlingsmodellen)
Alene det at begynde at gøre noget, kan være fordrende for ikke at blive skør over sådan noget der.
Jeg vil bare lige byde ind med, at klorin måske kan være mere effektivt. Jeg ved slet ikke, hvordan opsætningen og materialet, du arbejder på, er, men for et par år siden, besluttede jeg at eliminere det skimmelsvamp, jeg også havde stirret på i måneder på badeværelset. Jeg brugte 1000 liter Rodalon, jeg skrubbede med tandbørster, jeg brugte noget hidsigt spray, Bauhaus havde stående på en hemmelig hylde, og intet hjalp. Min venindes mor har gjort rent hele livet, så jeg bad hende spørge, hvad erfaringen var dér.
“Klorin på en klud, lad det sidde natten over, og næste dag er det væk.”
Jeg var så desperat, at jeg gjordet det – og det VAR væk. Sådan nærmest helt magisk.
Så bare, hvis det, du har gjort ikke virker helt så godt, som du havde håbet <3
Idag har jeg hentet runde 3 af Narnia Loftet, det blev de nemme kasser, som er julepynten.
Stuen er nemlig optaget af min cykel, skilt og spredt ud til forårs klargøring. Julekasserne er allerede gennem sorteret, og skal bare (a ha ha) finde en plads i skabene i løbet af ugen.
Så planen holder, jeg er stadig aldeles paf over, at det ser ud til at lykkedes?!?
Ej, men se os lige, mand!
Vi er så gode <3
Ja ja late mover I know… men i dag gik jeg i gang for første gang i år og det blev til børnenes tøjskabe. Jeg har opdaget at mennesker på 13, 15 og 17 år er:
1) meget tydelige i hvad de vil gå med og hvad de ikke vil gå med
2) er 100% skyende overfor mor-råd som: den vil være god til sommer, den var pissedyr, da vi købte den for 3 mdr siden, fordi du muligvis ikke kunne leve uden eller “mor føler at hun er lykkeds som primær-voksen, når hun ser dig i de pæne bukser”
3) også glade for oprydningen (som jeg havde håbet ville brede sig ud i resten af børneværelserne på deres egne initiativer, men lad mig le (eller græde, jeg ved snart ikke)).
Nå men nu kan Røde Kors glæde sig til 2 store poser med fint tøj i ungdommelige mærker og størrelser. Og jeg er glad og gad vide hvorfor fysisk oprydning giver sådan en tilfredsstillelse, når det er så svært at overbevise sig om at gå i gang. Sidder åbenbart i samme hjernecenter, som det der styrer at man får spist sundt og styrketræning.
Somme tider har jeg næsten en mistanke om, at det er derfor, man trækker den? Fordi det så føles EKSTRA tilfredsstillende, når man endelig får det gjort?
Men hvor er jeg glad for, at du er hoppet med ombord. Det gør mig oprigtigt glad at tænke på, hvor mange af jer derude, der lige åbner et skab eller kigger i en skuffe, som har været irriterende i 100 år, men som nu bare står/ligger, helt snorlige, og gør sig til.
Jeg er mere positiv i denne uge. Kælderværelset er klar til indflytning, alt virker og føles tørt, så vi forsøger med teenager værelset i et stykke tid og holder øje med mulig fugt. Så mangler vi bare at teenageren “føler sig klar” til at flytte alt. Ellers bliver det fyldt i kasser og flyttet ud til resten af rodet 😉
Nu skal jeg så have malet teenagerværelset, så det kan blive det nye soveværelse, det må være næste uges plan. Ja alt fra kælderværelset står selvfølgelig stadig i stuen, men pyt, det er en proces 😀
Inspireret af dig, fik jeg også sorteret 4 kasser med tøj, i foræres væk, genbrug og behold, så lækkert.
Jeg er helt med på work-in-progress-holdet. Jeg har også kasser stående ukurante steder, og rum, der sådan set er færdige, men hvor jeg godt ved, at de rum, jeg mangler, kommer til at generere noget indhold, der skal findes plads til.
Men for mig gør det faktisk en forskel, at der på forhånd er sat tid af; også selvom det er mig selv, der har gjort det. For hvis man skulle overskue, at det her bare skulle hænge på ubestemt tid, ville jeg blive vanvittig. Nu ved man, at der er en bagkant, og ender det med, at man må skrabe rest-indholdet ned i en rodekasse, så er man stadig lysår længere, end da det hele bare stod og stirrede bebrejdende på én fra de mørke hjørner.
Ok ok, efter at have lurepasset herinde og nøjedes med at rydde entre og topolet, så endte weekenden med
* 4 store poser giv væk tøj og ting fra min datters værelse
* et pænt opryddet skab på samme værelse
* ryddet boghylde (1ud af uendeligt mange, men dog en start)
* ryddet bøjlestang og hylder (mit tøj)
* 1 pose giv væk tøj
* 3 poser loppemarkedstøj og sager
* 2 bestilte loppemarkedsstande.
Alt i alt lidt spredt fægtning, der dog giver smag for mere oprydning og endnu mere udrydning.
Derudover kan jeg tilføje at jeg kører daglige status på bank, økonomi, forbrug og ikke mindst investeringer. Enormt motiverende til ikke at anskaffe nyt, der kan fylde de nyvundne frie flader ud.
Jeg bliver nok aldrig minimalist, men mindre maximalist kan også noget.
Tak for at dele. Både til dig, Linda, men også jer andre. Det er virkelig inspirerende at følge med.
Det er en super fin pointe at få med; at målet ikke behøves at være at skære helt ind til benet. Det handler jo sådan set bare om at få frigivet de små bidder af energi, der er bundet i projekter, som hænger, uanset hvad udgangspunktet er.
Velkommen ombord. Det er dejligt, at du har lyst til at være med.
Blogsbjergs klubværelse er simpelthen det bedste sted at hænge ud på internettet ❤️
❤️
Jeg er også gået over til lidt hist og pist, men nu har jeg bestilt poset til spil. Når de kommer, så har jeg 4 skabe ovenpå, der skal sortes og laves om. til info, så hitter vildkatten igen herhjemme, og min yngste er nu 20 😉
Thoughts & prayers…
(Det’ gas! Det er et strålende spil, men ingen i hele, hele, hele verden har elsket det højere end Frida, som nærmest har affotograferet pladen. Og der er grænser for, hvor sjovt det er at få lemlæstelige tæsk af en undermåler, der mangler 4 tænder, 12-15 gange om ugen…)
hahhahaha ja, så er det et råddent spil 😉
Da du introducerede det her oprydningshalløj, tænkte jeg: “Ej, for helvede, Linda! Det er fandme et kedeligt!” 😀 (Og også lidt “Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal! Du er ikke min mor!)
For jeg er ikke igang med det der oprydning og har heller ikke planer om det. I hvert fald ikke på den måde. For jeg planlægger en stor renovering af lejligheden – og jo, så skal der jo ryddes lidt ud. Men det bliver når vi krydser den bro.
Til gengæld må jeg bare sige, at jeg nu læser kommentarerne med lige så stor begejstring, som når jeg ser videoer med oprydning/opbevarings-hacks og lignende.
Fordi den stemning der er i kommentarsporet her, bare er SÅ skøn! Og smitter på en inspirerende måde – og ikke en ‘Nu-skal-du-rydde-op-på-dit-værelse-måde’.
Og jeg hepper på jer allesammen!
(Og lur mig om jeg ikke snart også får lyst til at blive en del af klubben, og om ikke andet lige tager en hurtig runde i tøjskabet og får frigivet en sæk eller to til genbrug… 😉 )
Ikke min *rigtige* mor
Jeg fnøs kaffe ud over min telefon her😅😅
Det er nemlig lige præcis dét; at man faktisk bliver glad i låget af det (- når man er færdig med at skrige ind i en pude). Og så finder man ALT muligt, man havde glemt, man havde. Jeg har indtil videre haft 4 ‘Nå, DER var den!!’-oplevelser:)
Jeg hepper på jer allesammen. Vi flyttede i september og der er faktisk styr på tingene herhjemme, så jeg nikker jeg anerkendende fra sidelinjen.
Vi føler den moderlige billigelse, og den varmer:)
Glæden over at blive genkendt. Som Johanne skrev: ej øv den er jeg nok ikke rigtig med på, men så havde vi jo det der bytte-rundt-projekt og mangler nu kun småting og der er røget en masse ud og blevet mere luft på hylderne. Sikke en luksus, når man bor småt at ikke alle flader er pakket som et spil Tetris. Så tak for kærligt skub og tak til kommentarfelt, hvor jeg oftest føler mig genkendt.
Sikke et fint follw-up; tak for det, Tilde:)
Jeg er blevet helt utroligt motiveret af det her og har været igennem alle rum og alle skabe. Det føles så godt! Jeg er overrasket over, hvor meget fælles-hep her på siden har betydet. Så tak for det, Linda.
Jeg håber, jeg fremover kan være lidt mere struktureret og overtale mig selv til at gentage seancen med jævne mellemrum.
Det er jeg virkelig glad for at høre, Ninna! Godt gået <3
Jeg elsker altså det her kommentarfelt. Lige få meget som jeg elsker din side Linda. Der er så god stemning og hep. Jeg nyder at åbne din blog og føle vi er et fællesskab,selv om jeg jo slet ikke kender jer.
Vi kan jo bare aftale, at det gør vi lidt alligevel:)
Aftale 😉