Serie-anbefalinger

Band of brothers
Stikord: Soldater, 2. verdenskrig & bromance.
Den her fatter jeg ikke, at jeg ikke selv havde fundet først, men kun opdagede, fordi jeg fik den anbefalet. Vi er ude i en doku-fiktion, hvor vi følger en flok soldater under krigen. Det lyder røvsygt. Det er helt fantastisk. Der er masser af skuespillere, vi kender fra andre serier, og så er den instrueret af Steven Spielberg og Tom Hanks, hvilket kan ses på kvaliteten. Den er virkelig, virkelig god. Og den kræver kleenex.

Banshee
Stikord: Krimi med forviklings-tvist
Her har vi fat i en serie, hvor helten er den mørke, mystiske type, der er misforstået af alt og alle, og stoisk, men forpint slæber sin fortid efter sig som et grimt, skrumlet kors. Serien bliver til tider *lidt* karikeret, men kan man leve med det, får man til gengæld, nogle afsnit inde i serien, Ulrich Thomsen, som fuldstændig hæsblæsende, overdrevet fantastisk skurk.

Big little lies
Stikord: Nogen er blevet myrdet, men hvem?
Her er jeg muligvis voldsomt biased af, at Alexander Skarsgård spiller med, for ham er jeg så forelsket i, at det er en smule pinligt for en kvinde på min alder. Men. Esben Bjerre (Monte Carlo) var også helt vild med den, så det kan ikke *kun* være derfor, jeg synes, den er så god. Det er en klassisk forstad-hvor-alle-er-en-smule-suspekte-krimi, som alligevel er anderledes, end hvad jeg hidtil har set, fordi vi først i allersidste afsnit finder ud af, hvem der er død.

Breaking Bad
Stikord: Terminalt syg kemilærer teamer op med hot, men håbløs elev og overtager narko-verdensherredømmet.
Jeg kender ikke ret mange piger, der kan lide BB, og det undrer mig, for jeg synes på ingen måde, at det er en klassisk “drenge-serie” (af dem, hvor heltene er 2-dimensionelle teflon-typer, som er hurtige i både replikken og på aftrækkeren). Jeg var voldsomt begejstret, og åd den i ét ryk. Det er en af de serier, som jeg kan tage mig selv i nærmest at savne.

Designated surviver
Stikord: Hvad sker der, når man bliver præsident ved en fejl. ( – eller var det nu også det…?)
Det her er sådan set bare 24-timer, the sequel, men fordi det var for besværligt at få møvet Jack Bauer på plads som præsident, lavede man bare en ny serie, og det fungerer.

Dexter
Stikord: Seriemorder får afløb for sin tilbøjelighed i god sags tjeneste. 
Dexter er min hidtil eneste “Du havde ret og jeg tog fejl”-serie. Jeg startede på den 3 gange, før den fængede. De to første gange syntes jeg simpelthen, at den var for klam og mærkelig, men dem, jeg normalt deler seriesmag med, blev ved med at forsøge at proppe den ned i halsen på mig. 3. gang jeg startede, skal jeg indrømme, at det var med armene mentalt over kors, og med intentionen om at lukke deres overtalelsesforsøg ned, én gang for alle. Jeg havde på forhånd besluttet at give den 2 afsnit. Så blinkede jeg med øjnene, og havde set 7 sæsoner, og ønskede mig min egen seriemorder i julegave.

The Fall
Stikord: Krimi på den mørke, underspillede måde. 
Gillian Anderson (Agent Scully, X-Files) er hovedperson i denne thriller, som jeg syntes er helt eminent. Den kravler under huden på én, fordi historien holder, og fordi GA har en stemme og en accent, der hypnotiserer dig, og får det til at føles, som om, du flyder apatisk afsted gennem historien, på en doven flod af gylden sirup. Den er på min personlige top 5.

The handmaids tale
Stikord: Futuristisk amish-samfund har genindført rugemødre, og tilføjet slaveklausul i kontrakten.
Det her var én af de serier, der sad i mig i flere uger efter. Den er god, fordi den er rædselsfuld, hvis det ellers giver mening. Man starter, sådan lidt kålhøgen, med at affeje historien som overdrevet urealistisk, men efterhånden som den skrider frem, mærker man et stigende ubehag, der sætter sig i nakkehårene som et “Tænk nu hvis…”

Game of Thrones
Stikord: Drager, sex og slåskampe. Og dødsfald. Mange, mange dødsfald.
Jeg er med på, at nogle mennesker bærer som et (belastende) ridderkors, at de ikke har set GOT. The joke’s on you, for den. er. episk. For det første: Nikolai Coster-Waldau. For det andet er INTET helligt, hvilket betyder, at alle – også heltene – er up for grabs, når der er nogen, der skal dø. Og det er der tit. Ca. 100 gange pr. afsnit. Jeg kan på INGEN måde anbefale at kigge væk, tjekke telefon, holde et par dages pause ell. lign. hvis man kaster sig over den. Den kræver 400% opmærksomhed, for hvis du nyser, er hele folkeslag i mellemtiden jævnet med jorden, og you know nothing, Jon Snow. Så. Stay virkelig tuned.

The Good wife
Stikord: Senator har affære, konen smiler sig stift igennem det, indtil hun beslutter at blive en strong, independent woman, som don’t need NO man.
Kender du de serier, man lidt fortryder, man startede på, fordi de er så spændende, at man glemmer at gå i seng? Det her er ikke en af dem. Stilmæssigt er vi ovre i noget Ally Macbeal, grown-up edition (uden indre stemmer og dans, dog). Men den er fortrinlig til de perioder af dit liv, hvor du har hovedet fuldt af alt muligt andet, og skal passe din seng. Den er behageligt, man er glimrende underholdt, og den føles som den kollega, du er utrolig glad for at arbejde sammen med, men som du ikke ser privat, og som derfor ikke kræver noget af dig.

Green Leaf
Stikord: Kirker, korruption og familiefejder. 
Det her var én af dem, jeg klikkede på i afmagt over at have afsluttet en af de virkelig gode serier, og nu sad, helt tom og efterladt, i mit eget selskab. Jeg havde ingen forventninger til den overhovedet, men det er en solid historie med troværdige karakterer, og den er god. For dem, der måtte synes, at dét er et kvalitetsstempel, er Oprah med i en bi-rolle.

Greys Anatomy
Stikord: En form for overbygning på ER/Skadestuen (Den med Clooney)
Åh, mit hjerte! Jeg ELSKER GA! Jeg kan ikke huske andre serier, hvor jeg i dén grad har levet mig ind i hovedpersonernes gøren og laden, og man kunne vande adskillige marker med de tårer, jeg har grædt over den her. Hvis du har den til gode, kan vi ikke være venner, for min misundelse vil besudle vores relation for evigt.

Gypsy
Stikord: Hvad sker der, hvis din psykolog er mere bims, end dig?
En thriller i single white female-genren, som jeg var meget begejstret for. Min eneste anke – som til gengæld er stor – er, at iTunes stadig ikke har den akustiske version af titelmelodien med Stevie Nicks lagt op.

Lost
Stikord: Fly falder ned på øde ø, som måske/måske ikke er magisk.
Det her var min første rigtige serie-serie. Jeg havde lånt sæson 1 på dvd, og ved et lykkeligt sammentræf af omstændigheder, blev jeg, umiddelbart efter overdragelsen, fældet af den ledeste influenza. Lang historie kort: Jeg så 14 afsnit  på en dag. Da jeg gik i seng, havde jeg det som om, jeg havde fået nye venner. Den her skal man se. Den er FANTASTISK. 6 ud af 5 stjerner. Der kommer lige en enkelt wtf!?-sæson, men på det tidspunkt er man suget så langt ind i historien, at man knap nok bemærker det. (Det er først et par måneder senere, man vågner en nat og tænker: “Var det egentlig ikke *lidt* mærkeligt med den isbjørn…?) Hvis man giver den et skud, kræver det tid, for den er umulig at følge med i, hvis man ser et enkelt afsnit hver 4. aften. Har man tiden, er man til gengæld sikret virkelig god underholdning i ugevis.

The magicians
Stikord: Trylle, trylle, trylle på Degrassi Senior High-måden. (Og ja. Jeg måtte Google, men kun fordi Jurassic Senior High, som jeg først havde skrevet, så forkert ud)
Det her er en ungdomsserie; en slags Harry Potter for teenagere, der ikke vil beskyldes for at interessere sig for det samme, som deres mindre søskende. Man skal kunne leve med, at der undervejs er nogle seriøse huller i historien, at hovedpersonens hår er afsindigt irriterende, og at alle karaktererne kan fordrive seriøse, personlige traumer med kække bemærkninger, men på en regnvåd tirsdag, hvor der ikke er andet i tv, fungerer den udemærket.

Mindhunter
Stikord: FBI-fyr lægger grundstene til profiling ved at tale med mere-end-almindeligt-forstyrrede massemordere.
Oh. My. God. SHIT, den er god!! Bare se den.

Orange is the new black
Stikord: Pæn pige ender i fængsel, og du gætter aldrig, hvad hun så gjorde. 
Den seneste sæson skuffede mig fælt; jeg syntes, at karaktererne var blevet alt for dum-kække, og for mig tippede den over til den side, hvor utroværdigheden bliver forstyrrende. De første sæsoner var jeg til gengæld vild med, og jeg bliver altid begejstret for serier, der fortæller en ny slags historie (som fx. Breaking bad eller Gypsy) i stedet for bare at være endnu en krimi med endnu en skægstubbet helt. Den målsætning synes jeg til fulde, OITNB opfylder.

Stranger things
Stikord: Børn i amerikansk flække forsvinder, for så at re-appear’e i væggene og kommunikere gennem lyskæder. Det fungerer væsentlig bedre, end det lyder til. 
En af de ting, jeg elsker ved at tolke på teknisk skole, er, at mange af eleverne er voksne nok til at være Ægte Sjove, men stadig er så unge, at de somme tider glemmer facaden. Af grunde jeg ikke helt kan forklare, rører det mig. Den her serie har en flok hovedpersoner i netop denne kategori. Samtidig tegner den et nostalgisk billede af USA i 80’erne, hvilket jeg også er ret meget en sucker for. Jeg har endnu ikke set 2. sæson, men jeg glæder mig.

Sense8
Stikord: 8 mennesker opdager, at de frit kan skifte personligheder hinanden i blandt, og så er der – selvfølgelig – en skurk fra noget top secret regerings-lab, der vil forhindre dem i at bruge deres evner.
I ved, hvordan vi opererer med Team Eric og Team Bill i True blood? Sense8’s Team Linda tæller indtil videre kun mig. Og jeg FORSTÅR det ikke! Jeg synes, den er formidabel. Den er anderledes, billederne er nærmest hysterisk smukke, og soundtracket er on point. Den kommer på her, fordi jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG synes, du skulle give den en chance. Den kræver opmærksomhed, men giver man den det, får man noget, der skiller sig ud fra alt det andet, man ser. (PS: Wolfgang 4ever.)

Sherlock (den med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman)
Stikord: Overbegavet, britisk narkoman løser opgaver for politiet, helt elementært. 
Jeg ville se den her 3 gange mere, for Watson alene. Han er skøn! Hvem der end har castet ham, fortjener en lønforhøjelse på 1000 %. Man skal være på tæerne for at historien ikke løber fra én, og den bliver mere og mere mærkelig, jo længere du kommer ind i serien, så den fungerer nok bedst nu, hvor man kan se alle sæsoner lige i røven af hinanden, og ikke får det der “har set 4 sæsoner og må nu venter 11/2 år på 5. sæson”-slip midt i det hele.

Suits
Stikord: Advokater og kontor-intriger.
Meget pæne mænd, hårde på overfladen, men – selvfølgelig – bløde indeni, bøjer regler til højre og venstre, efter princippet “Don’t hate the player – hate the game”. Det er ikke en serie, der ætser sig ind i erindringen for evigt, men man er godt underholdt hele vejen.

True blood
Stikord: Vampyrer og varulve galore.
Igen: Alexander Skarsgård. Det er en ungdomsserie, som bygger på lige omkring 20 bøger, som man i øvrigt også rolig kan læse, hvis man er til Hunger Games osv. Serien starter med at følge bøgerne 1:1, men et sted undervejs, får den et selvstændigt liv, og lader historien og karaktererne udvikle sig, uafhængigt af forløbet i bøgerne. Det har jeg ikke set før, men det fungerer super fint. Der er ca. en million afsnit, og jeg var vild med hvert eneste af dem.

True detective
Stikord: Mørk, syg, underspillet krimi. 
Første sæson får en million stjerner herfra. Anden sæson er god, men for mig slet ikke på niveau med den første. Den er pisse hamrende uhyggelig, og kræver tændt lys og gerne selskab, men shiiiit, den er god.

Vikings
Stikord: Game Of Thrones-light.
På samme måde som Suits, er det pæne mænd og hurtige kalorier, men der er stadig så meget kød på historien, at man ikke er nødt til at slukke i raseri over, hvor fladpandet og utroværdigt det bliver.

Will & Grace
Stikord: To homoer, en jøde og en notorisk drukkenbolt driver hinanden til vanvid.
Er det næsten nødvendigt at sige noget her? Så et meme forleden med teksten: “You either love W&G – or you’re wrong” – og jeg kunne ikke være mere enig.