Podcasts

A slob comes clean 

Det er svært at beskrive præcist, hvad denne podcast handler om, for hvis man skriver: “En amerikansk husmor taler om oprydning og rengøring” lyder det cirka ligeså ophidsende som genopvarmet havregrød. 

Men det, der gør den virkelig, virkelig god er, at Dana White, som kvinden bag hedder, dels er den fødte fortæller, men også, at hun ud over helt lavpraktiske tips, tricks og ideer, formår at gøre sine tanker om, hvad vi omgiver os med, til noget, der er både genkendeligt og stikker dybere end som så.

Broken Harts

Podcast på 9 små afsnit om 2 hvide kvinder, der adopterer 6 afro-amerikanske børn, og ender med at køre ud over en klippe med børnene i bilen. Historien er fra 2018, og normalt styrer jeg udenom nyere sager med børn, men fokus her er faktisk mere på, at den ene af kvinderne var så dygtig til at iscenesætte det perfekte liv på de sociale medier, at alle sad deres dårlige fornemmelser overhørige.

Historien er tragisk, spændende og relevant, hvis man færdes på de sociale medier, fordi den giver stof til eftertanke ift. hvad vi definerer som virkelighed. Både som afsendere og modtagere.

Chasing Cosby

En podcast om det årelange tæppefald for historiens mest joviale tv-fædre. 

En af grundene til, at jeg synes det er så vigtigt at høre de mange vidnesbyrd fra me-too ofrene er, at deres historier får det til at gå op for én, hvor villige vi er til at ignorere vores egen mavefornemmelse, når autoriteter fortæller os, at det, de gør imod os, er ok. Og hvor småt det ofte starter. For der er jo sjældent tale om full blown overgreb, som kommer ud af det blå. I stedet handler det om små skridt, længere og længere væk fra det, vi opfatter som normalt/passende, og hvis vi skal lære vores døtre at turde stå fast, når noget føles forkert, så kræver det en omprogrammering af vores måde at opdrage på. For at opdrage børn er én lang række af nye situationer at forholde sig til, og når vi møder noget, vi ikke har tacklet før, tror jeg ofte, at vores default-reaktion er at gribe til det, vi selv er vokset op med. Som når Frida f.eks. kommer og siger, at Sofus slår og hiver hende i håret, og jeg er to millimeter fra at sige: “Det er fordi, han godt kan lide dig”. Det er kun, fordi jeg aktivt har opsøgt historier som denne, at jeg når at bremse mig selv og snakke med hende om, at det ikke er ok. Og at det er godt, at hun siger fra. For det kan godt ske, at det vitterligt er, fordi han synes, hun er sød. Men så må Sofus og hans forældre tage en snak om, hvordan man udtrykker den slags følelser på en måde, der ikke går over andres grænser.

Det starter i det små, og det er historier som denne en effektiv reminder om. 

Og bare lige PS: 100.000 point til det reklamebureau, der har tegnet illustrationen til podcasten.

Conversations with Kenzie

Podcast, der falder i ‘inspirations-genren’.

Værten Kenzie Brenna har en profil på insta, som kredser meget om mental health og body positivity, og podcasten er en forlængelse heraf. Hun taler med forskellige gæster undervejs, og det er én af de podcasts, som er rare at lytte til, og som man bliver klogere af. 

Crime junkie

Min andenplads i true crime-genren. 

Podcasten hostes af to værter, men det er reelt kun den ene af dem (Ashley), der fortæller, mens medværten (Britt) mest bruges som mur at spille bold op ad.

Modsat de fleste andre true crime podcasts, jeg kender, er den her holdt i et ret stramt format. Historien fortælles uden afstikkere, og det gør den væsentligt mindre sludrende end mange af sine artsfæller. 

Lyden er sublim, selvom de optager fra hver sin lokation, og lige i forhold til podcasts, synes jeg, at det er værd at nævne. Jeg har selv en ultralav tolerancetærskel for mumleri, mikrofonskratten og telefoninterviews af tvivlsom kvalitet, så for mig giver det altid et ekstra plus i bogen, at lyden er god. 

Ditte Giese er blevet for tyk

Ditte Giese er journalist og erklæret feminist, og er – efter eget udsagn – blevet ‘lidt for tyk’. Podcasten er hendes afsøgning af, hvad det egentlig vil sige at være sund, om man kan være feminist og stadig gerne ville ændre på sin krop, og hvilken betydning det har at være et menneske, der altid har sat intellektet højere end det (traditionelt) æstetiske.

Dolly Partons America

Hvis du kun skal høre én podcast i år, som ikke er true crime, så SKAL du vælge den her. Også selvom du ikke har noget som helst forhold til Dolly Parton. Jeg lover dig: Det får du.

Podcasten er lavet af en journalist, der bliver optaget af, at man i en tid, hvor USA er fragmenteret til ukendelighed og alle har vendt sig mod alle, til en DP-koncert kan finde demokrater, republikanere, kirkegængere, forstadsfruer, homoer, transseksuelle og skolepiger hånd i hånd.

Ved et utroligt tilfælde ender Dolly Parton med at blive venner med hans far, og derfra starter en afsøgning af, hvem hun er, hvad hun kommer fra, og hvad hun har betydet for både sin samtid og for de mennesker, hun er tæt på.

Den er sjov, rørende og mesterligt lavet, og hvis Dolly Parton ville indtale lydbøger, ville jeg bede min chef overføre min samlede løn direkte til hende. 

Escaping NXIVM (Uncover, CBC Podcast, 1. sæson)

En mand, som tilfældigvis arbejder som journalist, møder en barndomsveninde, da han er hjemme på ferie, og da han spørger hende, hvad hvad hun render og laver, svarer hun: “I just left a cult”

Podcasten er fortællingen om, hvordan man går fra at være et selvstændigt, begavet menneske, der pga. en kombination af ambitioner og et oprigtigt ønske om at blive en bedre version af sig selv, ender i kløerne på en mand, der i dag står tiltalt for trafficking, pædofili, pyramidespil osv. 

Happy Face

En slags true crime podcast, men med det tvist, at historien handler om en seriemorders datter og hendes forsøg på at afdække, hvor meget hun ligner sin far. Hun mødes på et tidspunkt med en søn til en af sin fars ofre, og det kostede mig næsten en hel kasse kleenex. 

Her går det godt

Peter Falktoft og Esben Bjerre gør det, de gør allerbedst, og de er stadig, på 8. år, noget af det bedste, jeg ved.

Jeffrey Epstein – Truth & lies

De fleste af os har formentlig hørt manden omtalt, men mit bud er, at relativ få ville kunne redegøre for, hvem han egentlig var.

Denne podcast fortæller hele historien; om hvordan han bluffede sig op igennem alle sociale lag på rekordtid, udnyttede meget, MEGET unge piger og knyttede bånd til så højprofilerede mennesker, at man sidder tilbage med fornemmelsen af, at det selvmord måske var mere end en smule assisteret. Den er god!

Morfinbyen

P1-podcast i 3 små afsnit om, hvorfor Fredericia går under betegnelsen Morfinbyen. Det er en historie, som giver stof til eftertanke, og som gør op med fordommene om, hvornår og hvordan man kan ryge ud i et misbrug, og hvordan en struktur på behandlingsfronten kan være med til at forværre et problem markant.

My Favorite Murder

Ingen over, ingen ved siden af. Det her er min absolutte yndlingspodcast, og jeg elsker de to værter så inderligt, at jeg læner mig op af et tilhold.

Karen Kilgariff er komiker og tidligere writer for Ellen, mens Georgia Hardstark også har en fortid i fjernsynsbranchen, men ikke på noget, vi kender her i DK. De er sjove og *voldsomt* upassende, men på en virkelig charmerende måde. Det stikker af i alle retninger, de siger ‘fuck’ i hveranden sætning, og den er ikke for alle, men bliver man ramt, er det en fuldtræffer. 

Som bonusinfo kan oplyses, at det er originalen, som den danske podcast Mørkeland bygger på. 

Patient Zero

En super interessant podcast om, hvordan videnskaben griber medicinske gåder an. Det lyder virkelig kedeligt, og det er det overhovedet ikke. For at have en konkret case at fortælle ud fra, har værten valgt borreliose (det, man kan få, hvis man bliver bidt af en skovflåt), og det er umådeligt interessant at høre, både om hvordan sygdommen blev spottet, hvorfor den bliver mere og mere udbredt, hvordan det hænger sammen med klimakrisen, hvor langt man er med bio-engineering osv. osv. 

Sinisterhood

En slags true crime-podcast – og så alligevel ikke helt. Set up’et er stadig to kvindelige værter, der spiller bold op ad hinanden, men de fortæller historien sammen, og emnerne spænder over alt fra konspirationsteorier, til kultledere og mystiske dødsfald i Hollywood.

Podcasten er en smule mindre poleret, end man er genre-mæssigt er vant til, og jeg synes mest af alt det føles, som at have fået to virkelig sjove og badass damer til bords til en fest.

The Last days of August

Historien om pornoskuespilleren August Ames, der i 2017 måske/måske-ikke begik selvmord i en offentlig park – og havde hendes kæreste noget med det at gøre?

Denne podcast er et kig ind i en *helt* anden verden, men de allestedsnærværende sociale medier spiller også en rolle i den her historie. Genren er det, der på amerikansk kaldes Investigative journalism, (som jeg ikke tror, vi har en dansk pendant til?) og det hele er pænt og sobert, så du behøver ikke være bange for, at sidemanden kan høre lyden fra dine hørebøffer.

The teachers pet

True crime podcast om en australsk sag, der virker helt bims, når man hører om den. En kvinde forsvinder sporløst, og alt, hvad hendes mand siger, tages for gode varer. Hendes mand, som er kendt rugbystjerne, og som har spillet med en stor del af de lokale betjente. Hendes mand, som installerer sin elev/elskerinde, som er 16 år yngre end ham selv, i huset med børnene, 2 dage efter, at hans kone “forsvinder”. Podcasten blev taget ned i Australien, fordi den fik sagen mod manden genåbnet, og den er legendarisk i true crime-kredse.

Unexplained

En podcast, der – som navnet antyder – kigger på forskellige historier, som aldrig er blevet forklaret på tilfredsstillende vis, og som alle har et underliggende element af noget mystisk.

Fortælleren, som er vidunderligt britisk, kommer med både logiske og paranormale bud på, hvad der kan være sket, og alle afsnit er små, afsluttede episoder. Der er spøgelser, druider, ufoer og kvantefysik for alle penge, and I’m here for it. 

Up and vanished

True crime podcast i investigative journalism-genren, hvor værten/journalisten prøver at puste liv i sager, der for længst er blevet kolde. Første sæson handler om en ung lærer, der forsvinder sporløst, og man skal være lavet af sten for ikke at blive grebet af den.

Wind of change

Den her ville jeg aldrig selv være kommet i tanke om at kaste mig over, for jeg hader alt, hvad der lugter af spioner og skæg og blå briller. Men Esben Bjerre (Her Går Det Godt) solgte den godt, og fordi jeg var up to speed med alt andet, fik den et skud. 

Den er fuldstædig outstanding. Kort fortalt handler den om, at det måske/måske-ikke er CIA, der har skrevet Wind of Change til Scorpions for at skubbe på ift. østblokkens fald. Det lyder fuldstændig vanvittigt, og journalisten, der graver i sagen, starter også med at være mere end skeptisk. Men så begynder han at snakke med tidligere CIA-agenter, managere og tryllekunstnere, og inden man får set sig om går den vilde jagt med narkobaroner, heavybands, stadionkoncerter og dobbelt- og trippleagenter til højre og venstre. 

Den har lidt den samme vibe som Dolly Partons America, synes jeg, og uanset hvad du lige nu sidder og tænker, synes jeg virkelig, at du skal prøve-høre et afsnit.