Stable genius reporting for duty

Vi har før snakket om økonomi her på bloggen, så det tænker jeg godt, vi kan fortsætte med, uden at sætte nogen i forlegenhed.

I november gik min bil – igen – i stykker, og regningen fra værkstedet lød på 12.000 kr. De skulle heldigvis bare være betalt inden d. 12. december og når det nu skulle være, var det rart, at udgiften ikke kom i en måned, der ellers er dyr.

I ægte januar-stil brugte jeg sidste uge på at rette forskudsopgørelse og havde i den forbindelse fat i mine papirer fra banken. Her kom jeg til at se, at jeg hvert eneste år betaler 10.000 i renter på mit billån.

Og det var altså: 10.000 kr.

Det betyder, at 4 ud af de 12 måneder, jeg betaler af på lånet, er det egentlig bare det her, der sker:

Det samme gælder mit forbrugslån.

Jeg er. så. træt af at være presset. Min løn ligger lige omkring det samme, som en folkeskolelærer hiver hjem, og med lejebolig og 5.000 kr., der går til at nedbringe gæld hver eneste måned, er jeg nærmest afhængig af at være heldig. Det stresser mig ret meget.

Noget af det mest irriterende er, at jeg idag er et helt andet – og langt mere ansvarligt – sted, end jeg var, da jeg stiftede gælden. Det betyder, at det næsten føles som om, jeg afdrager på gæld for en fremmed.

Om 3,5 år er jeg gældfri, og den dag tvinger jeg alle til synkront at drikke champagne med mig, på tværs af tidszoner og kommunegrænser. Men jeg kunne sgu også bare godt tænke mig, at jeg ikke begyndte at svede koldsved, hver gang min mandagsudgave af en bil kigger forkert på mig.

Derfor har jeg været den obligatoriske tjekliste igennem. Har jeg noget, jeg kan sælge? Skal jeg bruge-bruge alle mine organer? Er jeg for gammel til at blive pusher?

Efter at have overvejet mine muligheder, stod tilbage, at mere arbejde måske kunne være løsningen. Det kræver bare, at det er noget, der kan varetages hjemmefra og som ikke larmer. Efter lidt tyggen-på-det, nåede jeg frem til, at der, hvor jeg synes, jeg har noget at tilbyde, er indenfor det skriftlige. Jeg prøvede, efter anbefalinger fra fb-venner, at tjekke nogle af freelance-tjenesterne ud, men det koster penge at få lov at byde på opgaverne derinde, og i og med, at jeg kun er på udkig efter et under-momsregistreringsgrænsen-bijob, kan det ikke betale sig. Folk derinde er SYGT veluddannede, og skal bruge hele sider for at få alle titler med på det, de har projektledet/ghostwritet/bestyret, og jeg blev helt beklemt og lille af at læse det.

Til gengæld kunne jeg også se, at mindsteprisen for en opgave ofte starter på ca. 5000.

Og så var det, at det i en sen nattetime slog mig, at jeg har tolket på videregående uddannelser i ca. 20 år, og jeg har aldrig hørt om studerende, der havde den slags penge at smide efter en korrekturlæsning/tilretning af en BA-opgave.

Enter smuthul.

Så det, der sker nu er, at jeg tilføjer et faneblad øverst på siden, og faldbyder mine tjenester som sproggartner i den have, du selv har anlagt. Om det er skriftlige opgaver, ansøgninger, transskription til opgaver eller noget helt tredje, man har brug for at få kigget på, er egentlig ikke så vigtigt, og jeg er også ret åben overfor andre typer af opgaver, hvis man sidder med noget.

Jeg er autodidakt og har ikke papirer på det, jeg gør – prisen er derefter. Min tanke er, at man, hvis man læser med her, har en ret god fornemmelse af, hvad det er, jeg kan, og ellers har ret direkte adgang til at undersøge det.
Jeg spiller efter reglerne med indberetning osv, og udgangspunktet er altid tekst, man selv har skrevet.

Der er et smækkys lige i panden til hver eneste af jer, hvis I vil hjælpe med at sprede ordet.

Bøger til juleferien

For 100 år siden lovede jeg at lave en liste med anbefalinger af bøger, ligesom jeg har lavet det med serier. Nu, hvor juleferien nærmer sig, tænkte jeg, at det var oplagt med lidt inspiration til læsestof.

På bogsiden er jeg ikke til de store, tunge værker, så hvis man primært begår sig i Hemingway og Kant, behøver man ikke bruge tid på at lede efter nedenstående bøger på biblioteket. (Eller, det må man selvfølgelig meget gerne, men man vil nok have det, som hvis man har lyst til 3 retter julemad, og får udleveret en skumfidus.)

Jeg har været lidt i tvivl om, hvor jeg skulle trække stregen i sandet ift. hvor langt, jeg skulle gå tilbage. For der har jo været mange gode bøger. Men da jeg kan mærke, at der er sket noget med min smag i bøger de sidste par år (f.eks. har jeg altid godt kunne lide Linda Castillos amish-krimier, men fordi de altid handler om døde og mishandlede børn, kan jeg simpelthen ikke holde ud at læse dem mere), har jeg besluttet at tage dem, der står klarest ud i min erindring fra de sidste par år, og så køre derfra.

Jeg lægger listen op under anbefalinger i hovedbjælken og tilføjer løbende.

Krimi/spænding

Skarpe genstande – Gillian Flynn
Hvis man kunne lide ‘Kvinden, der forsvandt’ af GF, vil man også elske både ‘Skarpe genstande’ og ‘En hjælpende hånd’. Jeg synes, at de har det ekstra tvist, der gør, at man som læser bliver suget helt ned i siderne og ikke kan hverken tales til eller forventes noget af, før man er færdig. Gillian Flynn bliver ofte nævnt som en af de første af de nutidige forfattere, der skriver i genren Domestic Noir, som også tæller bøger som ‘Kvinden i toget’, ‘Naboparret’ og ‘Det dybe vand’, men jeg synes personligt, at alt, hvad GF har skrevet, er niveauer over disse.

Skoven – Tana French
Jeg har skrevet “Skoven”, men jeg har slugt alle Tana French-krimier råt. Modsat rigtig, RIGTIG mange andre bøger i denne genre, er der bid i de her. Densiteten i sproget er høj, og historier og plot er nederdrægtigt velkomponerede, så man har underholdning til mange, mange timer, hvis man kaster sig over disse bøger.

Ungdom

Dronnigen af Tearling (trilogi) – Erika Johansen:
De her fik jeg anbefalet, og ellers ville jeg aldrig være faldet over dem, for jeg tror ikke, de er ret kendte i Danmark? Det er en fejl, for de er gode. Historien er en hybrid mellem Hunger Games og Game of Thrones, og der er både badass heltinder, magiske væsner og en verden, der er kronisk truet af undergang. 3. og sidste bind er endnu ikke oversat til dansk, og jeg syntes faktisk, at den var til den udfordrende side at læse på engelsk, så hvis man helst vil læse dansk, vil jeg anbefale, at man venter, til 3’eren kommer, så man kan tage dem i forlængelse af hinanden. Ellers tror jeg, man taber overblikket over handlingen.

Harry Potter – J. K. Rowling
Her er nærmere introduktion vel næppe nødvendig, men hvis man stadig har disse til gode, er jeg inderligt misundelig. Mine børn får dem proppet ned i halsen i det sekund, jeg vurderer, at de kan tåle at høre om he-who-must-not-be-named

Hunger games trilogien – Suzanne Collins
Der er tale om ungdomsbøger, og dybden er selvfølgelig derefter, men hvis man hælder Fluernes Herre og serien Lost i en blender og trykker på start, finder man de her bøger på bunden af kanden, når man kigger ned.

Biografier

Alt må vige for natten – Delphine de Vigan
Åh, sproget i den her bog! Og historien! Ja. Så godt og god, at det kalder på udråbstegn. Jeg ved simpelthen ikke, hvad man skal kalde den her genre, for det er jo ikke helt en biografi, idet forfatteren ikke skriver om sig selv, men om sin mor, og hele vejen gennem bogen kommenterer på sin egen proces, men jøsses, den er god. Jeg læste efterfølgende ‘Dage uden sult’ og ‘Baseret på en sand historie’ af samme forfatter, og de bed sig ligeså hårdt fast i mig. Jeg fandt i øvrigt den nævnte rækkefølge helt perfekt at læse dem i.

It’s so easy and other lies – Duff McKagan.
Jeg elsker rockbiografier, primært fordi de er så sindssyge. Men det, som er ekstra vanvittigt ved den her er, at den er absurd velskrevet. Jeg var, back in the days, die-hard Guns N’ Roses fan, så jeg har læst biografierne af stort set alle medlemmer af bandet, og elsker at få lov at høre de samme historier, fortalt gennem forskellige kilder. Det, der gør den her bog så meget bedre end gennemsnittet er, at DM dels har virkelig meget selvironi (hvilket ellers godt kan være liiiidt en mangelvare hos rockstjerner) og dels at han idag har taget en uddannelse i økonomi. Ja. Bogen giver et billede af en over-gennemsnittet begavet rockmusiker, der har formået at forholde sig til et liv, de fleste bare lader til at blæse igennem uden at registrere andet, end hvor man kan købe flere stoffer.

The heroin diaries – Nikki Sixx
Her er så en af de biografier, der virkelig ER sindssyg. F.eks. er NS død ikke bare én, men to gange. Det giver lige et ekstra lag. Men fordi Motley Crue (som NS var bassist i) var store på nogenlunde samme tid som GnR, er der mange overlap i tid og persongalleri i historierne, og det er ret underholdende. Man bliver ikke klogere eller mere dyb af at læse den her, men man er rasende godt underholdt.

Alternativt

Alkymisten – Paulo Coelho
En lille, letlæst bog, som næsten naivistisk peger de store spørgsmål i livet ud. Hovedpersonen er en ung, andalusisk fårehyrde, der drømmer, at han skal finde en skat ved pyramiderne. Bogen handler om rejsen, både konkret og i overført betydning. Jeg syntes, at hele bogen var virkelig fin, da jeg læste den, men jeg oplevede faktisk et par gange undervejs at være nødt til at gå tilbage, fordi der, gemt i teksten, pludselig stod en sætning, det kogte hele filosofier ned til en enkelt linje. Kan absolut anbefales.

Grals-trilogien – Lars Muhl
Det er faktisk en lille smule snyd, at jeg har sat den her på, for jeg er ikke færdig med den endnu. Men den holder mig nærmest vågen om natten. Er du svimmel, den er god. Ultrakort fortalt, er det en selvbiografi, hvor Lars Muhl (ham med ‘Sjæl i flammer’) fortæller om, hvordan han som et sygt, knækket menneske, tager til Andalusien for at besøge Seeren, og nedskriver hele sin spirituelle udvikling og rejse undervejs. Jeg har senere reseachet lidt og fundet ud af, at det er Pia Raug, der faktisk sætter det hele i scene, og uden helt at kunne forklare hvorfor, er jeg vild med den detalje.

Og jeg vågnede – Eva Andrea
Denne bog faldt ned i skødet på mig ved et tilfælde, og den blæste mig helt væk. Jeg ved simpelthen ikke, om man skal være samme sted på sin udviklings- og interessekurve som mig, for at blive fanget af den, men jeg kan i hvert fald sige, at hvis man er, bliver man ramt i solar plexus. Jeg måtte holde pauser undervejs, fordi der var passager, som faldt så meget i tråd med min egen historie, at jeg havde brug for at sunde mig, før jeg læste videre. Ligesom grals-trilogien, er der ikke tale om et menneske, der vil sælge noget, eller have dit til at tro på det samme, som forfatteren. Bogen er bare en utrolig fin og personlig beretning om, hvordan dit perspektiv kan ændre dit liv, og hvor meget kærligheden kan hele, hvis du lader den.

Stemmer af sølv – Laura Engstrøm
Denne bog modtog jeg som gave fra Gyldendal, og jeg elskede den. Forfatteren er grundskeptisk journalist, der minder mig lidt om mig selv ift. værdier og livsstil, og for mig var det virkelig rart at læse en bog om det alternative, der ikke bliver for frelst og urtet. Jeg får eksem over, hvor ofte spirituelle bøger fremsætter udsagn som den pure, uimodsagte, massive sandhed, og det giver mig altid en voldsom trang til at lede efter selvmodsigelser og huller. Den her bog formår hele vejen at bevare en oprigtighed, og en ikke-prædikende tone, der gør, at man kan koncentrere sig om historien – og den er god. Sprogligt kan man også sagtens se, at det er en journalist, der har siddet ved tastaturet, og det gør absolut ikke læseoplevelsen ringere.

Romaner

Afrika-trilogien – Jacob Ejersbo
Ligesom med ‘Nordkraft’ (og ‘Undtagelsen’ af Christian Jungersen), er fortællingen i disse bøger små bidder af den samme virkelighed, fortalt af forskellige personer. Det, jeg elsker ved JE er, at han giver historierne dybde og troværdighed ved, at det ikke er de samme hændelser, der fylder for de forskellige personer. Det betyder, at man får nogle tidslinjer, man som læser hopper op og ned på, og at historierne folder sig ud, både bagud og fremad i tid, efterhånden som man læser. Jeg synes også, at JE kan noget særligt med sine miljøbeskrivelser. Det er råt, uden at blive afstumpet, og holdt i perfekt spænd mellem detaljer nok til at kunne se de forskellige verdener for sig, men uden at fortabe sig, så man mister fokus.

Alt det lys, vi ikke ser – Anthony Doerr
Den her var også en af dem, der næsten endte med at modarbejde sig selv pga. den massive omtale. Men jeg må lægge mig fladt ned og sige: Det er velfortjent. Den her roman er helt i særklasse. For det første fordi sproget (og oversættelsen) er noget af det bedste, jeg har læst. For det andet fletter den rå, brutal virkelighed, gamle dage, 2. verdenskrig, sprød, fransk idyl og scams, der næsten kunne være hentet i Indiana Jones sammen på smukkeste, lydefri vis. Det hele starter meget lyst og romantisk, men ligesom i Døde Poeters Klub, har man – selv når det er allermest fredfyldt og malerisk – en rugende fornemmelse af mol to come. Og det gør det så. Kommer. Men det hele er vævet sammen med den fineste tråd, og man kan næsten høre radioens knitren og flyene, der nærmer sig over havet.

En mand, der hedder Ove – Fredrik Backman

Endnu en bog, jeg næsten ikke gad at læse, fordi den er så hypet, at jeg helt instinktivt får lyst til at trække kontra. Men jeg er glad for, at nogle insisterende typer forærede mig et eksemplar, for den er skøn. Lidt i samme boldgade som serien House, er det fortællingen om en mand, der på overfladen er sur og vrissen, men som alligevel, efterhånden som historien folder sig ud, viser sig at have både grunde til være, som han er, og flere lag, end først antaget. Den type historier er svære at fortælle troværdigt, synes jeg, for (manuskript)forfatteren falder ALTID for fristelsen til at skrue op for den ak-så-misforståede-godhed efterhånden som historien skrider frem. Ove bliver bare ved med at være sur, og der er – gudskelov! – ingen af de forpinte heltescener, hvor man skal tvinges til at forstå, hvordan hovedpersonen er ganske uden skyld i at være et røvhul. Hvis man kan lide sproget i den her (og det er virkelig svært ikke at kunne), bør man unde sig selv at læse ‘Ting, min søn skal vide om verden’ af samme forfatter. Den er sjov på den måde, hvor man kommer til at fnyse kaffe ud over siderne.

Hvad med Kevin – Lionel Shriver
Den her bog er SKRÆKKELIG. Det er 150 år siden, jeg har læst den, og bare synet af den på min bogreol, kan gøre mig helt tør i munden. Hvis man ikke har hørt om den eller set filmen (det har jeg ikke, og det skal jeg aldrig) er det historien om en mor og hendes søn, der som 15-årig skyder en flok elever på sin skole. Hele bogen igennem sidder man og forsøger at vurdere, om det er moderen, der er følelseskold og ude af stand til at elske sit barn, eller om drengen vitterligt er født vanvittig og ond. Jeg kunne ikke slippe den, men den river.

Stillidsen – Donna Tartt
Hvis jeg skulle pege på de 5 bedste bøger, jeg i mit liv har læst, vil den her være på i top 3. Den er næsten 900 sider lang, og allerede der, kan man godt på forhånd blive lidt træt. Men den er. så. god. Hovedpersonen stjæler i forlængelse af en eksplosion på et museum, et lille maleri, Stillidsen, som bliver et omdrejningspunkt for hele historien. Han mister ved samme lejlighed sin mor, og historien er egentlig bare ét langt, smukt, panorama vue over, hvordan de to akser over tid, forskyder sig i forhold til hinanden: Udfordringen ved at eje noget, man ønsker sig inderligt, men som ingen må vide, at man har, og vilkårerne ved at være ladt tilbage i en verden, der befolkes af få gode og mange slette mennesker. Der er nogle helt forrygende skildringer af amerikanske tidslommer og steder, sproget er eminent, og historien er en bygning, hvor hver eneste sten er støbt med omhu og kærlighed. 700 stjerner herfra.

Serie-anbefalinger

Band of brothers
Stikord: Soldater, 2. verdenskrig & bromance.
Den her fatter jeg ikke, at jeg ikke selv havde fundet først, men kun opdagede, fordi jeg fik den anbefalet. Vi er ude i en doku-fiktion, hvor vi følger en flok soldater under krigen. Det lyder røvsygt. Det er helt fantastisk. Der er masser af skuespillere, vi kender fra andre serier, og så er den instrueret af Steven Spielberg og Tom Hanks, hvilket kan ses på kvaliteten. Den er virkelig, virkelig god. Og den kræver kleenex.

Banshee
Stikord: Krimi med forviklings-tvist
Her har vi fat i en serie, hvor helten er den mørke, mystiske type, der er misforstået af alt og alle, og stoisk, men forpint slæber sin fortid efter sig som et grimt, skrumlet kors. Serien bliver til tider *lidt* karikeret, men kan man leve med det, får man til gengæld, nogle afsnit inde i serien, Ulrich Thomsen, som fuldstændig hæsblæsende, overdrevet fantastisk skurk.

Big little lies
Stikord: Nogen er blevet myrdet, men hvem?
Her er jeg muligvis voldsomt biased af, at Alexander Skarsgård spiller med, for ham er jeg så forelsket i, at det er en smule pinligt for en kvinde på min alder. Men. Esben Bjerre (Monte Carlo) var også helt vild med den, så det kan ikke *kun* være derfor, jeg synes, den er så god. Det er en klassisk forstad-hvor-alle-er-en-smule-suspekte-krimi, som alligevel er anderledes, end hvad jeg hidtil har set, fordi vi først i allersidste afsnit finder ud af, hvem der er død.

Breaking Bad
Stikord: Terminalt syg kemilærer teamer op med hot, men håbløs elev og overtager narko-verdensherredømmet.
Jeg kender ikke ret mange piger, der kan lide BB, og det undrer mig, for jeg synes på ingen måde, at det er en klassisk “drenge-serie” (af dem, hvor heltene er 2-dimensionelle teflon-typer, som er hurtige i både replikken og på aftrækkeren). Jeg var voldsomt begejstret, og åd den i ét ryk. Det er en af de serier, som jeg kan tage mig selv i nærmest at savne.

Designated surviver
Stikord: Hvad sker der, når man bliver præsident ved en fejl. ( – eller var det nu også det…?)
Det her er sådan set bare 24-timer, the sequel, men fordi det var for besværligt at få møvet Jack Bauer på plads som præsident, lavede man bare en ny serie, og det fungerer.

Dexter
Stikord: Seriemorder får afløb for sin tilbøjelighed i god sags tjeneste. 
Dexter er min hidtil eneste “Du havde ret og jeg tog fejl”-serie. Jeg startede på den 3 gange, før den fængede. De to første gange syntes jeg simpelthen, at den var for klam og mærkelig, men dem, jeg normalt deler seriesmag med, blev ved med at forsøge at proppe den ned i halsen på mig. 3. gang jeg startede, skal jeg indrømme, at det var med armene mentalt over kors, og med intentionen om at lukke deres overtalelsesforsøg ned, én gang for alle. Jeg havde på forhånd besluttet at give den 2 afsnit. Så blinkede jeg med øjnene, og havde set 7 sæsoner, og ønskede mig min egen seriemorder i julegave.

The Fall
Stikord: Krimi på den mørke, underspillede måde. 
Gillian Anderson (Agent Scully, X-Files) er hovedperson i denne thriller, som jeg syntes er helt eminent. Den kravler under huden på én, fordi historien holder, og fordi GA har en stemme og en accent, der hypnotiserer dig, og får det til at føles, som om, du flyder apatisk afsted gennem historien, på en doven flod af gylden sirup. Den er på min personlige top 5.

The handmaids tale
Stikord: Futuristisk amish-samfund har genindført rugemødre, og tilføjet slaveklausul i kontrakten.
Det her var én af de serier, der sad i mig i flere uger efter. Den er god, fordi den er rædselsfuld, hvis det ellers giver mening. Man starter, sådan lidt kålhøgen, med at affeje historien som overdrevet urealistisk, men efterhånden som den skrider frem, mærker man et stigende ubehag, der sætter sig i nakkehårene som et “Tænk nu hvis…”

Game of Thrones
Stikord: Drager, sex og slåskampe. Og dødsfald. Mange, mange dødsfald.
Jeg er med på, at nogle mennesker bærer som et (belastende) ridderkors, at de ikke har set GOT. The joke’s on you, for den. er. episk. For det første: Nikolai Coster-Waldau. For det andet er INTET helligt, hvilket betyder, at alle – også heltene – er up for grabs, når der er nogen, der skal dø. Og det er der tit. Ca. 100 gange pr. afsnit. Jeg kan på INGEN måde anbefale at kigge væk, tjekke telefon, holde et par dages pause ell. lign. hvis man kaster sig over den. Den kræver 400% opmærksomhed, for hvis du nyser, er hele folkeslag i mellemtiden jævnet med jorden, og you know nothing, Jon Snow. Så. Stay virkelig tuned.

The Good wife
Stikord: Senator har affære, konen smiler sig stift igennem det, indtil hun beslutter at blive en strong, independent woman, som don’t need NO man.
Kender du de serier, man lidt fortryder, man startede på, fordi de er så spændende, at man glemmer at gå i seng? Det her er ikke en af dem. Stilmæssigt er vi ovre i noget Ally Macbeal, grown-up edition (uden indre stemmer og dans, dog). Men den er fortrinlig til de perioder af dit liv, hvor du har hovedet fuldt af alt muligt andet, og skal passe din seng. Den er behageligt, man er glimrende underholdt, og den føles som den kollega, du er utrolig glad for at arbejde sammen med, men som du ikke ser privat, og som derfor ikke kræver noget af dig.

Green Leaf
Stikord: Kirker, korruption og familiefejder. 
Det her var én af dem, jeg klikkede på i afmagt over at have afsluttet en af de virkelig gode serier, og nu sad, helt tom og efterladt, i mit eget selskab. Jeg havde ingen forventninger til den overhovedet, men det er en solid historie med troværdige karakterer, og den er god. For dem, der måtte synes, at dét er et kvalitetsstempel, er Oprah med i en bi-rolle.

Greys Anatomy
Stikord: En form for overbygning på ER/Skadestuen (Den med Clooney)
Åh, mit hjerte! Jeg ELSKER GA! Jeg kan ikke huske andre serier, hvor jeg i dén grad har levet mig ind i hovedpersonernes gøren og laden, og man kunne vande adskillige marker med de tårer, jeg har grædt over den her. Hvis du har den til gode, kan vi ikke være venner, for min misundelse vil besudle vores relation for evigt.

Gypsy
Stikord: Hvad sker der, hvis din psykolog er mere bims, end dig?
En thriller i single white female-genren, som jeg var meget begejstret for. Min eneste anke – som til gengæld er stor – er, at iTunes stadig ikke har den akustiske version af titelmelodien med Stevie Nicks lagt op.

Lost
Stikord: Fly falder ned på øde ø, som måske/måske ikke er magisk.
Det her var min første rigtige serie-serie. Jeg havde lånt sæson 1 på dvd, og ved et lykkeligt sammentræf af omstændigheder, blev jeg, umiddelbart efter overdragelsen, fældet af den ledeste influenza. Lang historie kort: Jeg så 14 afsnit  på en dag. Da jeg gik i seng, havde jeg det som om, jeg havde fået nye venner. Den her skal man se. Den er FANTASTISK. 6 ud af 5 stjerner. Der kommer lige en enkelt wtf!?-sæson, men på det tidspunkt er man suget så langt ind i historien, at man knap nok bemærker det. (Det er først et par måneder senere, man vågner en nat og tænker: “Var det egentlig ikke *lidt* mærkeligt med den isbjørn…?) Hvis man giver den et skud, kræver det tid, for den er umulig at følge med i, hvis man ser et enkelt afsnit hver 4. aften. Har man tiden, er man til gengæld sikret virkelig god underholdning i ugevis.

The magicians
Stikord: Trylle, trylle, trylle på Degrassi Senior High-måden. (Og ja. Jeg måtte Google, men kun fordi Jurassic Senior High, som jeg først havde skrevet, så forkert ud)
Det her er en ungdomsserie; en slags Harry Potter for teenagere, der ikke vil beskyldes for at interessere sig for det samme, som deres mindre søskende. Man skal kunne leve med, at der undervejs er nogle seriøse huller i historien, at hovedpersonens hår er afsindigt irriterende, og at alle karaktererne kan fordrive seriøse, personlige traumer med kække bemærkninger, men på en regnvåd tirsdag, hvor der ikke er andet i tv, fungerer den udemærket.

Mindhunter
Stikord: FBI-fyr lægger grundstene til profiling ved at tale med mere-end-almindeligt-forstyrrede massemordere.
Oh. My. God. SHIT, den er god!! Bare se den.

Orange is the new black
Stikord: Pæn pige ender i fængsel, og du gætter aldrig, hvad hun så gjorde. 
Den seneste sæson skuffede mig fælt; jeg syntes, at karaktererne var blevet alt for dum-kække, og for mig tippede den over til den side, hvor utroværdigheden bliver forstyrrende. De første sæsoner var jeg til gengæld vild med, og jeg bliver altid begejstret for serier, der fortæller en ny slags historie (som fx. Breaking bad eller Gypsy) i stedet for bare at være endnu en krimi med endnu en skægstubbet helt. Den målsætning synes jeg til fulde, OITNB opfylder.

Stranger things
Stikord: Børn i amerikansk flække forsvinder, for så at re-appear’e i væggene og kommunikere gennem lyskæder. Det fungerer væsentlig bedre, end det lyder til. 
En af de ting, jeg elsker ved at tolke på teknisk skole, er, at mange af eleverne er voksne nok til at være Ægte Sjove, men stadig er så unge, at de somme tider glemmer facaden. Af grunde jeg ikke helt kan forklare, rører det mig. Den her serie har en flok hovedpersoner i netop denne kategori. Samtidig tegner den et nostalgisk billede af USA i 80’erne, hvilket jeg også er ret meget en sucker for. Jeg har endnu ikke set 2. sæson, men jeg glæder mig.

Sense8
Stikord: 8 mennesker opdager, at de frit kan skifte personligheder hinanden i blandt, og så er der – selvfølgelig – en skurk fra noget top secret regerings-lab, der vil forhindre dem i at bruge deres evner.
I ved, hvordan vi opererer med Team Eric og Team Bill i True blood? Sense8’s Team Linda tæller indtil videre kun mig. Og jeg FORSTÅR det ikke! Jeg synes, den er formidabel. Den er anderledes, billederne er nærmest hysterisk smukke, og soundtracket er on point. Den kommer på her, fordi jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG synes, du skulle give den en chance. Den kræver opmærksomhed, men giver man den det, får man noget, der skiller sig ud fra alt det andet, man ser. (PS: Wolfgang 4ever.)

Sherlock (den med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman)
Stikord: Overbegavet, britisk narkoman løser opgaver for politiet, helt elementært. 
Jeg ville se den her 3 gange mere, for Watson alene. Han er skøn! Hvem der end har castet ham, fortjener en lønforhøjelse på 1000 %. Man skal være på tæerne for at historien ikke løber fra én, og den bliver mere og mere mærkelig, jo længere du kommer ind i serien, så den fungerer nok bedst nu, hvor man kan se alle sæsoner lige i røven af hinanden, og ikke får det der “har set 4 sæsoner og må nu venter 11/2 år på 5. sæson”-slip midt i det hele.

Suits
Stikord: Advokater og kontor-intriger.
Meget pæne mænd, hårde på overfladen, men – selvfølgelig – bløde indeni, bøjer regler til højre og venstre, efter princippet “Don’t hate the player – hate the game”. Det er ikke en serie, der ætser sig ind i erindringen for evigt, men man er godt underholdt hele vejen.

True blood
Stikord: Vampyrer og varulve galore.
Igen: Alexander Skarsgård. Det er en ungdomsserie, som bygger på lige omkring 20 bøger, som man i øvrigt også rolig kan læse, hvis man er til Hunger Games osv. Serien starter med at følge bøgerne 1:1, men et sted undervejs, får den et selvstændigt liv, og lader historien og karaktererne udvikle sig, uafhængigt af forløbet i bøgerne. Det har jeg ikke set før, men det fungerer super fint. Der er ca. en million afsnit, og jeg var vild med hvert eneste af dem.

True detective
Stikord: Mørk, syg, underspillet krimi. 
Første sæson får en million stjerner herfra. Anden sæson er god, men for mig slet ikke på niveau med den første. Den er pisse hamrende uhyggelig, og kræver tændt lys og gerne selskab, men shiiiit, den er god.

Vikings
Stikord: Game Of Thrones-light.
På samme måde som Suits, er det pæne mænd og hurtige kalorier, men der er stadig så meget kød på historien, at man ikke er nødt til at slukke i raseri over, hvor fladpandet og utroværdigt det bliver.

Will & Grace
Stikord: To homoer, en jøde og en notorisk drukkenbolt driver hinanden til vanvid.
Er det næsten nødvendigt at sige noget her? Så et meme forleden med teksten: “You either love W&G – or you’re wrong” – og jeg kunne ikke være mere enig.

Der kom 3 bøger med posten

(Formalia: Jeg har fået alle 3 bøger tilsendt som gaver. Jeg har ikke på forhånd lovet at skrive om dem, og jeg får ikke noget for at gøre det. Jeg synes bare, at alle 3 bøger var så fine læseoplevelser, at I skulle have mulighed for at stifte bekendtskab med dem også.)

Sådan er Kirsten bare – Anne Bredahl (Damgaard Forlag)
Da jeg boede i Aarhus, og Anne stadig ikke havde fundet ud af, hvorfor hendes ben somme tider opførte sig så mærkeligt, sad vi ofte på Baresso på banegårdspladsen og kiggede på mennesker. At læse denne bog er for mig som at sidde der igen.

Anne har et sjældent blik for, hvad der gør et menneske, og jeg elsker hendes blå fortællestil, som ofte er både sørgmodig, humoristisk og spidende på én gang.

Jeg elsker kombinationen af de skæve eksistenser, både dem, der er svære at holde af, og dem, der ikke er, og Annes ubesværede leg med ord. En af de mange fine ting ved Anne er, at hun aldrig stivner i sin måde at bruge sproget på. Somme tider hælder hun en verden af betydning i et enkelt ord, andre gange laver hendes krøllede hjerne sætninger, der er skæve og bimse og lammende præcise.

Denne lille bog er indbegrebet af alt, hvad der er Anne, og jeg synes, du skal købe to eksemplarer: Et til dig selv og et til en dansklærer nær dig.

Stemmer af sølv – Laura Engstrøm (Gyldendal)
Da Karoline på vegne af Gyldendal skrev til mig og spurgte, om jeg ville have denne bog tilsendt, no strings attached, sagde jeg udelukkende ja pga. titlen. Hvis ikke man bliver bare lidt blød i knæene af dén, er man lavet af sten. (#StemmerAfSten).

Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg næsten håbede, at jeg ikke ville kunne lide den, for så ville det være dejlig nemt at skrive til Karoline, at jeg ville undlade at anmelde den, fordi der ikke er nogen grund til dårlig omtale, hvis det kan undgåes.

Så når vi skal snakke om den her, kan de fleste af jer nok regne ud, at det ikke var sådan det gik.

Den her bog ramte mig lige i solar plexus.

Kort fortalt er det historien om at være født tilbagelænet med armene over kors, og være sådan én, der kun tror på det, vi kan se på og røre ved, og så alligevel, ad mange omveje, at ende med at tage hele spektret af engle, ånder og rumvæsener ind.

Jeg var, inden jeg læste den, meget i tvivl om, hvem målgruppen til sådan en bog kunne være. Min egen oplevelse er, at folk går fra 1 til 100, når det kommer til det alternative. De starter med en kop urtete mandag, og lørdag taler de med deres afdøde slægtninge og sender dig afsted med lyset, hver gang de siger farvel. Min tanke var, at ikke-troende ville synes, bogen var bullshit, og at de hard core alternative ville finde den alt for skeptisk til at kunne se ideen med den.

Det viste sig, at målgruppen er mennesker som mig. Tvivlere med døren på klem. Den er til os, der voldsomt gerne vil have beviser for alt, og helst på formel, men som alligevel godt, fra tid til anden, kan mærke, at der er mere både derude og derinde.

Laura fortæller sin historie så fint. Sproget er, som at blive sænket i et varmtvandsbassin efter en lang dag i kulden (hun er journalist) og jeg elsker, at hun hverken taler sine oplevelser op eller ned. Man får som læser lov at komme med på turen, helt fra start til slut, og hun italesætter undervejs sin egen tvivl og skepsis, men bøjer sig også for det, når der sker ting, der simpelthen ikke kan forklares ad traditionel, logisk vej.

For mig var det ret stort at læse en bog om det her emne, skrevet af en, der lyder til at ligne mig. Jeg synes ikke, at jeg har kunne finde nogen, der forstår tvivlen og den evige penduleren frem og tilbage mellem tro og mangel på samme, og når jeg ellers har forsøgt mig med bøger om emnet, bliver retorikken ofte så rabiat, at jeg ikke kan koncentrere mig om indholdet.

Det bliver 5 ud af 5 stjerner herfra.

Hvor der er fugle – Maren Uthaug (Lindhardt & Ringhof)
Da jeg for mange år siden var ny praktikvejleder, var jeg på to-tolkeopgave med en kollega. Vi havde begge en praktikant med, og de tolkede sammen, mens vi sad med skarptslebne kuglepenne og noterede. Der var markant forskel på deres niveau, og da vi bagefter gav dem feed back, bemærkede jeg noget, som jeg sidenhen har set i mange andre sammenhænge også. For hvis man udefra havde lyttet til vores kommentarer, ville man være gået derfra med opfattelsen af, at det var dårligste praktikant, der var bedst. 80% af vores fokus var på hende, og på at fortælle hende om alle de ting, som hun – trods alt – havde gjort godt, selvom hun faktisk lænede sig op af at en re-eksamen. Den anden praktikant, som tolkede langt over niveau, fik selvfølgelig at vide, at alt var godt, flot klaret, her er et par småfif og tak for idag.

I rigtig mange sammenhænge tror jeg, vi har en tendens til at forvente, at de dygtigste mennesker godt selv ved, de er dygtige, og derfor kommer vi ofte til at fokusere på dem, vi føler, har brug for mest opmuntring og hjælp. Og det synes jeg faktisk er skideurimeligt, for det er de færreste, der bliver gode af bare at ønske sig, at de var det. De fleste har knoklet røven ud af bukserne, og er også fulde af tvivl om egen formåen og angst for ikke at være gode nok, og derfor lovede jeg dengang mig selv at være bedre til at huske at rose og opmuntre De Virkelig Gode, for de har, om nogen, fortjent det.

Når jeg starter med at skrive det, er det fordi, jeg synes, at Maren er én af dem. For mig at se, er det som om, mange har besluttet sig for, at hun sikkert godt ved, at hun er skidegod, og at det derfor ikke er nødvendigt at sige det til hende. På en eller anden mærkelig måde sprang hun hele up-and-coming fasen over, og gik lige fra at være newbie til at være kæmpestor.

Som med så mange andre virkelig talentfulde mennesker, tror jeg, det handler om, at det ser så nemt ud, når hun gør det. For det er jo netop det, der adskiller de virkelig gode fra de ok-gode: At de får det til at virke som noget, vi alle sammen kunne gøre, hvis vi bare gad.

Hvilket er den fedeste løgn i hele verden.

Når den her bog er så god, tror jeg, det handler om, at Maren har ramt lige præcis dét talent, der er hendes, for når kreative mennesker rammer udtrykket, hvor det, de er, og det de kan, smelter sammen, så kan man mærke, at det er ægte. At ligemeget hvor mange lag, man skræller af, så bliver man ved med at finde det samme, rå talent nedenunder. Det er det, der adskiller one hit wonders fra the real deal, og massivt træ fra finér.

Så jeg vil bare gerne hæve glasset for Maren og sige: Hold kæft, hvor er du dygtig! Den her bog er fantastisk. Historien, beskrivelserne af tiden og de geografiske steder, måden, karaktererne langsomt væves for øjnene af os på, og aldrig – aldrig – bliver flade, er lige til at gå på røven af benovelse over. Jeg elskede både Nordkraft og Afrika-triologien af Jakob Ejersbo, og ‘Hvor der er fugle’ gør brug af samme fortælleteknik; man får bidder af den samme historie, fortalt af de forskellige personer i bogen, med alle de forviklinger og misforståede hemmeligheder, der følger med.

Jeg læste den på en dag (undskyld, Anton og Frida) og jeg håber, at Maren er igang med at skrive sin næste bog allerede, og at den kommer til være 700 sider lang.

Afsindig langt inspirationsindlæg om julegaver til børn, akkompagneret af en række billeder af tvivlsom kvalitet

Dette indlæg indeholder ikke reklame af nogen slags. Jeg er ikke blevet bedt af nogen om at skrive det, jeg får ikke noget som helst for det, hverken rabat, penge eller goodwill af nogen art, og det ville undre mig meget, om nogen af de nedenstående firmaer nogensinde har hørt om mig

Indlægget er blevet til, fordi jeg selv er så idéfattig, at det nærmest er grotesk, når det kommer til at finde på gaver til børnene, men i år havde jeg besluttet, at det fandme skulle være løgn. Nedenstående lister er derfor resultatet af ca. 1 million timers intens research, og det ville da være spild, hvis jeg var den eneste, der fik gavn af det.

Jeg var lidt i tvivl om, om det var for få af mine læsere, der ville kunne bruge indlægget til noget, men nåede efter lidt vejen for og imod frem til, at de fleste af jer formentlig selv har børn, børnebørn, nevøer eller niecer, og resten kunne måske godt have et par børn i omgangskredsen, de giver gaver til

Når man googler: “Ønsker pige 1,5 år” får man ret mange designerforslag, f.eks. Aben af Kay Bojesen. Den er også virkelig fin, og jeg er helt med på argumentet med, at de i den alder jo reelt ikke mangler noget – men jeg er pragmatiker med kæmpe P, og jeg ser simpelthen ingen grund til at give nogle af mine børn en gave, som jeg, efter endt udpakning, skal inddrage med det samme, fordi den ikke er beregnet til at lege med. *Ned* af konflikttrappen. Den slags gaver er skidegode til barnedåb, fordi ungerne er for små til at forstå hele konceptet omkring gaver, og så har de nogle klassikere, som bliver fede at have, når de bliver ældre.

Mine bud herunder er en skønsom blanding af ting, jeg har købt til pakkekalenderen, julegaver, jeg selv har købt, og gaver, børnene får af andre. (Og man må hvisle “bestillingssedler” alt det man vil. At stå i Toys R’ Us mellem jul og nytår for at bytte gaver, udløser et akut ønske om spaophold på luksusresortet Guantanamo, så jeg ELSKER, at vi i vores familie koordinerer på forhånd)

Jeg linker ikke til tingene fordi der, som en klog kvinde (Mia Lyhne? Yvonne fra Olsen-banden? Bliver faktisk i tvivl nu) engang sagde, ikke er nogen grund til at være til grin for sine egne penge, men google er din ven, hvis du bliver inspireret.

Lad os komme igang.

Til Frida (1,5 år):
Rygsæk fra Skip Hop Zoo pris ca. 270 kr. 

Jeg elsker de her rygsække, som fåes i mange fine dyremotiver, og det er bare meget rart at have en lille taske, de selv kan have med, når vi skal ud. Jeg synes efterhånden, at Fjällräven er børnetaskernes svar på Kähler, så jeg ville gerne finde en, der både kan være noget i, og som ikke er så douce i farverne, at den dør, hvis man strejfer den med en gren. Til Anton har jeg været glad for Lego-taskerne, men jeg synes, at designet til piger er dødssygt, så skulle finde på noget andet, og forelskede mig i disse. (Og bare for at tage den i opløbet: Hvis Frida havde elsket Chima eller Ninjago, havde hun fået en taske med det motiv. Det gør hun ikke.)

Makeup-børste, tilfældigt mærke, pris ca. 40 kr.
Det her er nærmest min største geni-streg som mor. Jeg købte den, fordi jeg arbejder på at gøre den daglige badeseance til noget børnespa (de dage, vi har tid) i det beskedne håb, at mine højspændte børn måske kan unwinde lidt. Tanken er stearinlys, stille musik, en glimmerkugle og lidt børstning med den her. Vi er startet i det små, og det tegner godt. Anton sagde – lidt forbløffet – da jeg spillede Enya for dem, at det lød “som stjerner og blomster, mor!” Jeg ved ikke lige, hvor dét kom fra. Frida ELSKER at blive “penslet” med den her børste, og når hun ligger på puslebordet, er hun begyndt at tage penslen selv, give mig den og meget insisterende række sin lille fod op til mig. Som en ekstra (uventet) bonus er det oplagt at benævne de forskellige dele af kroppen, når man børster dem, og hun har på kort tid fået godt styr på “arme” “ben” “fødder” og det meste af hovedet/ansigtet. Endelig vil hun faktisk også rigtig gerne børste Anton, fordi hun selv synes, det er dejligt, så det er de bedste 40 kroner, jeg nogensinde har givet ud.

Crayon rocks, ca. 70 kr. for 8. (Fåes også i større pakker)

De her skulle være ekstra gode til små fingre, og jeg kan faktisk godt se hvorfor. Hun har ikke fået dem endnu, men jeg håber, at de er gode, for hun kan godt lide at tegne, men almindelige farver er svære at trykke hårdt nok med til, at de farver, og tusser .. hahaha – er du fuld?

Løbehjul, Microline Mini, ca. 450 kr. 

Her er det mit håb, at Anton kan få sit eget løbehjul igen, for Frida stryger lige hen til det, hver eneste gang, vi er ude.

Bondegårdsdyr, Green rubber toys, 4 stk/170 kr. (De er store)

De her dyr er måske ikke de mest æstetisk-vellignende dyr, man har set. Til gengæld er de lavet af et materiale, som er godkendt helt ned til 0 år, fordi man kan tygge på dem til kæberne går ad led, uden at der sker noget ved det.

Julekalender-dvd:
Jeg bliver nødt til at spørge, om Nissebanden var ligeså pisseirriterende, da vi så den som børn? For når jeg ser den nu, får jeg lyst til at gnave min egen arm af, bare for at aflede min opmærksomhed fra skabet skuespil, seniorsprog og sang, så falsk, at emaljen smelter af mine tænder. Det her bliver min kalendergave første søndag i advent til næste år: en julekalender på dvd, som vi så kan se et afsnit af om dagen, på et tidspunkt, der passer os.

Ideer til dine veninders børn:
Navnelapper til tøjet, ca. 150 kr. for en stak
Jeg havde dem ikke til Anton, men bestilte til Frida, og det er ca. verdens bedste ide.

Djeco glimmerkugle, pris ca. 350 kr.

Kuglen har en indbygget timer, så den, når du tænder den, hvirvler glimmer op og lyser i skiftende farver i 20 min. hvorefter den slukker af sig selv. Da jeg fik den, blev jeg først skidesur, for motoren, som starter hver gang, den hvirvler, brummer lidt, og jeg tænkte derfor, at den ikke – som reklamerne ellers foreslog – kunne bruges som godnatlys. Men faktisk er det min oplevelse, at Frida falder til ro, når kuglen kører, så enten bemærker hun det ikke, eller også virker lyden beroligende. Timerfunktionen betyder, at den kan køre ret længe på et sæt batterier, hvilket måske er en lille ting, men alligevel er rart nok.

Til Anton (6 år):
Jeg vil gerne puffe lidt til Antons spirende bevidsthed om, at ting ikke bare falder ud af himlen, når vi skal bruge dem. Derfor har jeg i år valgt, at han på pakkekalenderen får to gaver pr. søndag: Én af praktisk karakter (fx. tøj) og så en lidt mindre ting, som bare er ren fornøjelse. Samme koncept med julegaverne.

Rubiks terning, ca. 80 kr.<

Den her model har kun 4 firkanter pr. side, og ikke 9, som på den almindelige. Den er stadig til “fra 8 år” men jeg har alligevel valgt at købe den nu, fordi jeg har været på jagt efter noget, som ikke bare er sjovt her og nu, (det er kvinden med de massive – nu uinteressante – mængder Cars-gear, der taler her…) og som man kan lege med selv, når man kommer hjem efter en lang dag, og lige trænger til at lukke lidt af for verden.

Spil, ca. 50 kr.
Man kan få mange, der ikke koster alverden, fx. børneyatzy, dam, mikado osv.

El-tandbørste,, ca. 200 kr.

Tandbørstning er et af de områder, hvor Anton stadig har lidt issues. Det kan vi jo desværre ikke tage ret meget hensyn til, eftersom det vil være mere synd for ham, at han skal trukket alle pløkkerne ud, når han er 24, fordi de er i så miserabel forfatning, at de ikke kan laves. Jeg har fundet en med Avengers, og håber, at dette, i kombination med, at det lugter lidt af teknik, kan gøre tandbørstningsritualet en smule mere spiseligt for ham.

Lego brætspil, pris ?

Jeg anede ikke, at Lego lavede analoge spil, men blev gjort opmærksom på det af en tidligere studiekammerat. Det spil, hun anbefalde, var i mellemtiden udgået, men jeg var så heldigt, at jeg fandt et, der var stort set ubrugt, på DBA.

Star Wars malebog, ca. 130 kr.

Af en eller anden grund gider Anton ikke rigtigt de der “aktivitetsbøger” med klistermærker osv, men han elsker at farvelægge, så har fundet den her virkelig fine, almindelige malebog til ham, som jeg tror, han vil elske.

Basketnet m/ bold, ca. 330 kr.

Det her er et sats, men jeg tror, han kunne synes, det var sjovt. Igen er jeg gået efter noget, som man både kan bruge sammen med andre, og alene; det er ikke altid, at der lige er nogen, der kan lege, og så er det fint at have noget at lave, der stadig er sjovt.

Lampe, Aloka sleepylights, ca. 400 kr.

Mit bud vil være, at det bliver et kæmpehit, at han kan skifte farve på lampen med en fjernbetjening. Produktbeskrivelsen lover, at der er en lysfunktion på, som giver lys nok til, at den kan bruges som læselys. Og så tænker jeg heller ikke, at det gør noget, at man kan tage den med i sengen.

Kuglepuslespil fra Ikea, LATTJO, 80 kr. stk.

Det her bliver så en direkte henvisning, for jeg har ikke set dem andre steder, men de er ret fine, også i virkeligheden, og så er de til at gå til at lave.

Whiteboard-tavle, ca. 250 kr.
Gaven med undertitlen “Få din køleskabsdør igen”. Herhjemme er reglen nu, at man må vælge én tegning, der hænger på køleskabet; resten bor på tavlen på værelset, hvor de sættes op med de til-formålet-indkøbte superheltemagneter

Gaveideer til dine veninders børn:

Print-selv-posters fra Etsy, ca. 100 kr.

De her der dem, jeg selv har fået lavet til Antons værelse. Man køber et download, som man henter med det samme, hvorefter man bestiller det som fotoforstørrelse et sted på nettet. Jeg gav omkring 50 kroner for at downloade, og ca. 50 kr. for forstørrelsen. Man kan få virkelig mange fede, og jeg kan godt lide, at der er lidt andre ting at vælge imellem, end de samme, evindelige 4 designs, man kan få herhjemme.

Selvom det ikke føles sådan lige nu, så bliver det vel sommer igen engang, og særligt når man har vinterbørn er det her et hit at få, fordi de ikke automatisk får stocket op på nyt legetøj, når det dagene begynder at blive længere. Eksempler på udendørsspil kunne være: Kæmpe-mikado, dart (med velcro, hvis man sætter pris på sit syn) eller bowlingsæt med kæmpekegler.

Jeg håber, at der var noget imellem, der enten inspirerede direkte, eller som satte tankerne igang. Happy hunting!