M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Havde jeg en mellemtime i Kolding, og brugte den i Kolding Storcenter. Jeg har haft et par parfumer på min potentielle ønskeseddel, som jeg gerne ville prøve, for jeg er alt for let at lokke med smukke beskrivelser af duftnoter på nettet. Det er gået galt et par gange, hvor jeg har bestilt parfumer, der lyder til LIGE at være noget for mig, som viser sig at dufte helt skrækkeligt, når jeg får dem åbnet og på.
Jeg øver mig i den her strategi; at skrive det ned, når jeg ser noget, jeg instant forelsker mig i – med løftet til mig selv om, at hvis det er fedt, når jeg ser det live, så må jeg købe det.
Det holder liv i butikkerne, det redder mig fra fejlkøb, og jeg sparer penge, for det er sket flere gange, at jeg faktisk ender med at glemme det, jeg for 3 dage siden ikke kunne leve uden.
Det er deprimerende at opdage, at man kan bypasse sig selv med et trick, der er så simpelt, men det virker, og det er det vigtigste.
I det her tilfælde var det ekstra godt, at jeg gjorde det. For hvor det normalt er duften, der er en dealbreaker, når jeg køber parfume, så var det konsistensen, der her var problemet.
Parfumen er markedsført på at være skånsom og baseret på vand i stedet for sprit, og jeg må konstatere, at jeg *bare* skal bede om sprit. Rigeligt med sprit.
For det, man åbenbart bruger som alternativ, fedter. Ikke meget, og jeg er ikke sikker på, at det er noget, alle ville bemærke. Men jeg er HYPER sart med ting, der fedter, og 3 minutter efter, at jeg havde testet den på mit håndled, stod jeg på badeværelset i Kolding Storcenter og forsøgte at vaske mine arme af.
Nej. Tak.
2.
Har jeg sat børnenes aflagte halloweentøj til salg, og det har jeg kun husket at gøre, fordi jeg sidste år lagde en reminder i min kalender.
Faste læsere vil vide, at jeg normalt ikke gider have ting, der skal videre, til at ligge og optage plads, men når der er tale om noget, der ikke fylder noget særligt, og som kan pakkes et sted, hvor det ikke ligger i vejen, så ville det omvendt også være nærmest arrogant ikke at forsøge at finansiere dette års outfit med fortjenesten på tidligere års.
3.
Har jeg opdaget ‘office cups’ – hvilket jeg ALDRIG har hørt om før.
Men jeg har fået en tolkeopgave et sted på vestkysten, der jævnligt gør det muligt for mig at spise frokost på en strand, hvor kite- og windsurfere holder til. Det er virkelig, virkelig hyggeligt, og der er en Roskilde-vibe, som min aldrende hippiesjæl elsker.
(Og så er folk søde nok til at slå over i engelsk, når de prøver på tysk og ser panikken i mine øjne).
Men fordi jeg en dag ville tage en kop kaffe med ned til vandet, stak jeg hovedet ind i en udstyrsbutik – og forelskede mig øjeblikkeligt i et krus, der stod på disken. Her var min hjerne smart nok til at bombe min listestrategi tilbage til stenalderen med bæredygtighedsargumenter, og jeg fik min kaffe med i det.
Det minder om et travel mug, men er større, fordi det ikke behøver kunne stå i en kopholder, og så er kanterne bløde og rare at drikke af. Kruset er af stål og holder te, kaffe og gløgg varmtvarmt i et par timer, og jeg elsker det. ELSKER det, Hans Christian!
Månedens mål, oktober, (1/4)
Den kommende måned er fokus her bare stille og roligt på at blive klar til efterår og vinter. Det er lidt mindre konkret end sidste måneds fokus på strøm, men jeg kan godt lide, at jeg har sat tid af til at tjekke de forskellige ting igennem, så jeg får det gjort. Jeg er ved at lægge an til at lave en almanak (altså, bare til mig selv), og denne måneds punkter er gode eksempler på, hvad jeg kommer til at skrive i den.
I den her uge har jeg taget vores tøjskabe. Det var oplagt, når jeg nu alligevel var i Antons, fordi jeg der havde lagt det halloweentøj, der skulle sættes til salg.
Nogle år skal der bare lægges en smule fra eller væk; andre år er der lidt mere, der skal videre. I år var klart det sidste; da Frida til sidste medicinkontrol blev målt, var hun vokset 4,5 cm. på 4 måneder. Anton er næsten ligeså høj som mig efterhånden, og ved blive bred over skuldrene, og da jeg alligevel havde den store sæk fremme, tog jeg turen gennem mit eget skab og fik pillet det fra, jeg alligevel aldrig bruger.
Det er mærkeligt, for vi køber vitterligt ikke ret meget tøj, og alligevel kan jeg, hver gang vi rydder op, køre på genbrugsstationen med et par poser.
Nu er der plads i skabene, og jeg ved, præcis hvad de mangler begge to, så vi får brugt børnepengene rigtigt.
Katherine Diez har udgivet en bog, som hun, så vidt vides, selv har skrevet.
Jeg har ikke læst den. Jeg kommer ikke til at læse den.
For hvor man måske, min generelle personlighed taget i betragtning, kunne foranlediges til at tro, at jeg dømmer folk benhårdt, når de begår fejl, så er det faktisk ikke tilfældet. Jeg kan se igennem fingrene med meget, og de fleste bliver i min optik bedre mennesker af at have trådt ved siden af. Det giver øget forståelse og tolerance for andre menneskers utilstrækkeligheder, og det klæder de fleste.
Men én ting er fejl. Noget ganske andet er forsæt.
For man kommer ikke ved et uheld til at kopiere andres arbejde i det omfang, det er sket her. Og slet ikke over en periode på 4 år. Der har været masser af chancer for at stoppe op, kurskorrigere og træffe bedre valg. Én gang er en fejl, to gange er mistænkeligt, tre gange er et mønster, og jeg kan ikke med min bedste vilje, se, hvordan det skal kunne bortforklares. Derfor er det for mig helt irrelevant, hvad hun har at sige.
Problemet er imidlertid, at vi belønner den her form for offentlig ansvarsforflygtigelse, næsten uanset hvilket standpunkt vi tager.
For som J.K. Rowling meget lakonisk skrev til et opslag fra en mor, der proklamerede, at hun havde brændt Harry Potter-bøgerne og ristet skumfiduser over bålet:
“I get the same royalties whether you read them or burn them. Enjoy your marshmallows!”
Omtalen af Diez-bogen alene er med til at sikre, at der bliver solgt og udlånt flere eksemplarer, og derfor er min dagsorden her egentlig bare at opfordre til, at man holder den indre svinehund i snor. Ligesom medierne efterhånden er ved at lære, at man ikke skal give seriemordere mytiske navne, eller vise billeder af schoolshooters, fordi man derved giver dem præcis den berømmelse, de higer efter, så vil jeg gerne minde om, at man ved at læse den her bog, er med til bevare og understøtte den pilrådne kultur, der har ført til bogens skabelse.
Det mest belastende er faktisk, at jeg synes, Katherine Diez skriver ret vidunderligt. Når hun er bedst, når hun, i min optik, næsten op på siden af Delphine de Vigan.
Men talent uden integritet er i bedste fald hult og i værste fald farligt. Særligt når det, som det er tilfældet her, parres med skønhed og kontakter.
Og selvom det hele lige nu handler om hende – igen – så er det jo ret vigtigt at huske, at der sidder nogen derude, som hun har taget noget fra.
Det problem kunne alle få øje på, da vi snakkede om Würtz, Bitz og keramik.
Her er det ord, det drejer sig om, men princippet er det samme.
For mit eget vedkommende kan jeg stadig huske fornemmelsen af at læse en af mine egne blogposter under en fremmed profil på instagram. Hverken jeg selv eller hende, der kopierede mit indlæg, tjener/tjente penge på mine ord, men fornemmelsen af at se min tekst med en anden som afsender, mindede om den, jeg oplevede, da jeg havde haft indbrud: Nogen havde gået rundt i mine (virtuelle) rum for at stjæle noget af mit, og det føltes både grænseoverskridende og uretfærdigt.
Det forestiller jeg mig, at man kan gange med 1000, når den, der gør det, ovenikøbet tjener penge på tyveriet.
Så for mig er spørgsmålet ikke, om Danmark kan rumme hende, om hun er for smuk eller hvem, der blev inviteret med i seng og hvorfor.
For mig er det eneste, der er fortsat relevant, at hun i 4 år, med fuldt overlæg, valgte – valgte – at plagiere tekster, og nu prøver at bortforklare det.
Det er dovent, og det er dumt. Særligt, når man faktisk har talentet til at løse opgaven selv.
Og jeg *synes*, det er problematisk, at man kan få lov at sige præcis, hvad man vil om andre kendte mennesker, uden skyggen af bevis for sine påstande.
Har hun haft en oplevelse af at være blevet udsat for noget, hun ikke brød sig om? Jeg aner det ikke. Hvis det er tilfældet, er det synd for hende.
Men hun besudler sin egen historie ved først at bære den frem, når hun har noget at vinde ved at vinkle den på en bestemt måde, og jeg sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at hun forsøger at udnytte tidsånden ved at caste sig selv som #metoo-offer.
En sidste bemærkning herfra er, at jeg for første gang oplever moderation på en SoMe-profil som problematisk. For Forlaget People’s, der har udgivet bogen, har dagen igennem holdt stram justits med, hvilke kommentarer, der har fået lov at blive stående under deres insta-opslag – og de skulle bede om fans og heppekor.
I skrivende stund har de lukket kommentarfeltet, fordi de er gået hjem, og dermed forsvinder alle dagens rosende ord også.
Men hvor jeg hos aviser og dagblade på alle måder støtter op om, at de mennesker, der skrives om, ikke skal trækkes gennem mediemøllen, fordi aviserne gerne vil clickbaite sig til flere annoncørkroner, så er der her tale om et forlag, der lever af at sælge bøger som den, de promoverer her – og hvor hovedpersonen på alle måder knows all the games you play, because she plays them too, som George Michael sang.
Her synes jeg faktisk det grænser til at være problematisk, at man fjerner alle kritiske kommentarer, fordi målet ikke er at beskytte en kilde eller tage hånd om mennesker, der ikke på forhånd vidste, hvad de gik ind til; målet her er salg og reklame, og ved at køre censur, får man tegnet et billede af sit produkt, der måske ikke helt matcher virkeligheden.
Når man vil tjene penge på at have stjålet andres arbejde, synes jeg godt, at vi må udfordre det rimelige i, at et forlag (som tjener penge på selvsamme tyveri) stiller sig op og agerer læhegn.
I USA er det efterhånden blevet normalt, at man i kriminalsager, udover fængselsstraffen, tildeler ofrene store, økonomiske erstatninger, selvom den, man dømmer, ikke har salt til et æg. Én af grundene til, at man gør det, er, at en gerningsmand ikke skal kunne tjene penge på at sælge sin historie til medierne.
Måske det faktisk heller ikke burde være muligt først at tjene penge på at stjæle andres ord, for så at tjene pengene én gang til, når man bruger sine egne til at fortælle historien om, hvorfor man gjorde det.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
Inden vi springer til ugens liste, har jeg brug for lige at adressere, at jeg godt ved, at jeg hænger. Både med indlæg og med at svare på kommentarer. Det irriterer mig, fordi jeg selv taber interessen for blogs og podcasts, hvis kadencen falder for meget, og jeg gider ikke være sådan én, der bare lige stikker hovedet ud ad døren, råber 4 sure ord, for så at gå MIA i ugevis og skrive ‘Haha – kender’ som svar på kommentarer.
Jeg har brugt for meget tid på at bygge det her community op til at lade luften sive ud af det; hvis jeg en dag vælger at lukke, så gør vi det sgu med manér. Konfetti, champagne, the lots.
Der er vi heldigvis ikke – men jeg har det sidste år tænkt meget over, at hvor jeg som lønmodtager altid var tvunget til at skabe balancen rundt om det worklife, jeg fik pålagt, så er det nu mig, der både tegner og bygger vippen.
Der er ret store sæsonudsving i min branche. Når vi alle sammen går ned i gear, falder mængden af opgaver. Det kan godt være en stressfaktor i forhold til økonomien. Når det hele så sparkes i gang igen, vælter opgaverne ind – samtidig med, at jeg jo også selv skal alt det, jeg bliver bestilt som tolk til. Når jeg skal til forældremøde, skal døve også til forældremøde. Når jeg skal til halloweenarrangementer, skal døve også til halloweenarrangementer. Når jeg skal til julefrokost – ja. You get the picture. Og når man skriver det, ser det meget indlysende og oplagt ud. Men det er sgu stadig kommet lidt bag på mig. Jamen, det ved jeg da ikke?? Måske fordi jeg, som min veninde engang sagde til mig, er både det klogeste og det dummeste menneske, hun kender.
Men det har betydet, at jeg det sidste år, nu hvor jeg efterhånden har styr på alt det lavpraktiske ift. at være selvstændig, er begyndt at lægge mærke til, hvad det er, der sker i de perioder, hvor jeg kan mærke, at pulsen hele tiden er let forhøjet, og jeg konstant føler, at jeg mangler tid.
Om sommeren handler det om, at børnene holder ferie, så selvom jeg forsøger at ramme det sted, hvor jeg både holder fri med ungerne, men også holder det økonomiske skind på næsen, så betyder det, at jeg helehelehele tiden er i gang. Enten med at arbejde, med at forberede noget til arbejde eller med at skulle planlægge lidt ferie for ungerne og jeg. Og inden nogen skriver ‘men man BEHØVER jo ikke lave noget hele tiden!’, så vil jeg gerne have lov at parkere den med, at jeg ikke tror, det er helt det samme at holde ferie 7 uger alene med to neuro-børn, som det er at holde 4 uger i familier, der enten har flere arme eller mindre neurospicyness.
Resten af året handler det, som skrevet ovenfor, om, at mit årshjul nu pludselig holder samme rytme, som brugernes – og hvor jeg som lønmodtager var sikret indkomst i lavperioderne, så er vilkåret nu, at det er i turboperioderne, jeg skal sikre mig, at vi også kan leve, når opgavemængden falder.
Begge dele har givet stof til eftertanke, og jeg har besluttet to ting.
Dels skal vi til næste år afsted på sommerferie. Ferie-ferie. Hvor jeg holder fri, og nogle andre sørger for maden.
Dels bliver jeg nødt til at finde måder at håndtere de mere tempofyldte perioder, så jeg ikke hele tiden halser efter mig selv og føler, at jeg underpræsterer på alle platforme. Det prøver jeg at være ret konkret omkring.
Jeg siger nej til aftaler, hvis jeg kan se, at den kommende uge er fyldt (hvor jeg normalt er optimist og har en omgangskreds, der er overbærende nok til, at jeg kan få lov at sparke den til hjørne og så melde ind, hvis jeg får en aflysning). Jeg har besluttet, at jeg arbejder i efterårsferien, men holder fri i juleferien. Og jeg har lavet en aftale med mig selv om, at jeg efter kl. 18 KUN laver det, der SKAL være styr på til dagen efter.
Det sidste rammer bloggen. For det er typisk den, jeg sidder med, når der er ro og ungerne enten sover eller dimser på værelserne. Men hvis ikke mit hoved får bare en lille smule ro, eller jeg hænger (virtuelt) ud med nogle af Mine Mennesker, så bliver jeg sur og skør og stresset.
Så det handler ikke om, at jeg er blevet ligeglad eller er ved at luske af i nattens mulm og mørke. Det handler bare om, at jeg forsøger at sætte min energi i langsigtede aktier, så det bliver ved med at være sjovt at blogge, og så jeg stadig tapper så meget ind i min omgangskreds, at vi har værdi for hinanden.
Det håber jeg giver mening.
*
Og med ALT det sagt, er vi vist også ved at være klar til at vende tilbage til hovedsiden.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg været rundt ved naboer og genboer og sige, at de bare kan plukke løs af mine krydderurter i forhaven. Jeg kan ikke nå at bruge dem selv, og på den her måde får vi alle sammen glæde af dem.
2.
Har jeg lavet en tråd i brancheforeningens fb-gruppe i et forsøg på at facilitere fællestransport til lørdagens generalforsamling. GDPR, den sure kælling, forhindrer, at man må dele info om, hvem der er tilmeldt, så bare en opfordring til at gøre det samme, næste gang man skal deltage i noget, der involverer transport.
3.
Er jeg begyndt at vaske bægre fra skyr og yoghurt af og gemme dem. Lige om lidt har nærmest alle i familien fødselsdag, og der er halloweenarrangementer og julebagning til højre og venstre. Bægrene er gode at have, så folk kan få rester med hjem, uden at man tømmer sit eget skab for plastik, og som ekstra bonus kan de stables, så de ingenting fylder.
4.
Var fredag en dag, der vejrmæssigt var bøvlet et solidt stykke over gennemsnittet for os, der bor i Esbjerg (og Vejle).
Men hvis man tager den (godt nok noget stramme) ja-hat på, var det en god mulighed for at stressteste sit preppergame.
Jeg var på job, og havde inviteret gæster til om aftenen. Jeg havde fri 15.30, og den tur, der normalt tager 24 minutter, endte med at tage 2,5 time. Det var én af dem, hvor pulsen bare langsomt kravlede op i takt med, at de veje, jeg kørte ned ad, viste sig at være ufarbare pga. vand, og hvor det gradvist blev mere og mere problematisk at køre tilbage af den vej, jeg kom fra, fordi vandet bare steg og steg og steg.
Hvis man tror, jeg overdriver, kan man lige få Syd- og Sønderjyllands Politis billede af motorvejsafkørslen, der ligger 2 km. fra, hvor jeg bor, som den så ud kl. 16.30:
Efter halvanden time begyndte jeg at forholde mig til den ret reelle mulighed, at jeg kunne ende med at skulle overnatte i bilen.
Her var jeg virkelig, virkelig glad for, at jeg i bilen har:
*Et tæppe
*En håndfuld proteinbarer og en rulle kiks
*En powerbank – som er opladet
*Papir og vådservietter
*Et Danmarkskort af papir
*En smule kontanter
*Diesel nok i tanken til at kunne holde varmen natten over, hvis det her sker til vinter.
Til gengæld har jeg glemt at smide drikkevand i bilen, så nu har jeg ompakket den lille grab-bag, jeg har stående, så den også indeholder halvanden liter vand.
For mig er det smart, at jeg har tingene samlet i en stofpose, fordi den er nem at tage med ind, hver 5./6. uge, så powerbanken lige kan få lidt strøm og proteinbarerne kan skiftes ud. Det ville jeg ikke huske at gøre, hvis tingene var spredt i handskerum, sidelommer og kasser bagi.
Samtidig glæder jeg mig over, at mine forældre og jeg allerede nu har en slags rutine med, at jeg skriver, hvis tingene begynder at se lidt bøvlede ud, så de henter børnene, uanset hvad. Det er én stressfaktor mindre.
Jeg sendte også en kærlig tanke til min nøgleboks, som sidder i carporten, og som jeg også gerne vil slå et slag for her. For nu ville skæbnen, at jeg tolkede nogenlunde i nærheden, men jeg tolker jævnligt i både Holstebro og Sønderborg. Bliver vi ramt af noget tilsvarende, når jeg har så mange kilometer hjem, er det smart, at børnene eller hjælpsomme sjæle selv kan låse sig ind, og her betød det, at jeg bare skulle koncentrere mig om ikke at ramme de måger, der – YDERST provokerende – lå og svømmede rygcrawl på vejen, fordi jeg vidste, at både børn og gæster sad trygt og sikkert i varme huse.
Så selvom de her situationer ikke er specielt fede – og SLET ikke for de stakkels mennesker, der igen-igen står med haver og kældre, fulde af vand – så kan de stadig være gode til at stressteste de tanker, man har gjort sig om undtagelsestilstande. Det her var 8 timer. Det er, set i forhold til, hvad vi KAN risikere, ingenting.
Månedens Mål, september (4/4)
Inden vi lige går til opsamling af månedens ideer og genetablering af vaner, vil jeg lige hive et spørgsmål frem, jeg fik i kommentarfeltet sidste uge, hvor jeg blev spurgt, hvilket el/gas-selskab, jeg har, og om det er ét, jeg kan anbefale.
Jeg har EWII, som jeg er udmærket tilfreds med. Jeg kan godt lide, at man ikke betaler aconto, og at jeg betaler månedsvis. For mig fungerer det godt, at jeg hver eneste måned får en mail med info om, hvad de har trukket på mit kort, så det ikke bare står og gemmer sig på en betalingsoversigt et sted.
Jeg synes, det er nemmere at kurskorrigere løbende, når jeg har den seneste måned i frisk erindring og kan se, hvad den har kostet mig. Det havde jeg svært ved, da jeg var ved Norlys, fordi der med kvartalsvis aconto-betaling både er de fremadrettede opkrævninger og de bagudrettede reguleringer (for 3 måneder ad gangen) at jonglere med.
Så for mig handler det udelukkende om bedre overblik. Service osv. har jeg ikke mærket forskel på.
Men måske nogle af jer derude har erfaringer, gode såvel som dårlige, I kan byde ind med?
*
Vi slutter med 3 korte lister, hvor jeg prøver at opsummere, hvad vi har været omkring de seneste 3 uger.
A. Tips til at bruge strømmen, når den er billig:
*Læg en app eller en genvej ud på forsiden af din telefon, så du nemt kan holde øje med el-prisen, og se, hvornår på dagen, strømmen er billig.
*Vælg gerne en app, der kan sættes op til at tracke dit forbrug, så du ikke bare kan se priserne på strøm, men også løbende følge med i, hvor mange kWh, du bruger. Jeg er glad for appen Watts.
*Lær tarifperioderne udenad, eller sæt app’en op til at vise strømprisen inklusiv disse.
*Invester eventuelt i et timerstik, så du kan flytte en del af dit forbrug til de billige timer. De fleste timerstik kommer med en app, så du også kan slå stikket til, hvis du sidder på jobbet eller i en hængekøje i Spanien.
*Øv dig i at opdage, hvornår du gør noget af vane. Eksempelvis plejer jeg at starte opvaskemaskinen om morgenen, lige når jeg har ryddet af bordet. Men møder jeg senere, gør det INGEN forskel, om jeg starter den klokken 7 eller kl. 8.30 – den når ikke at blive færdig, så jeg kan tømme den, inden jeg kører alligevel. Men strømmen er billigere op ad formiddagen end i morgentimerne, hvor alle bruger strøm.
*Hvis man er meget hard core, kan man have en liste, hvorpå man skriver det, man gerne vil gøre, næste gang der er billig strøm. Afrime sin fryser, lave langtidsbagte tomater, afkalke elkedlen osv. Det er helt sikkert i småtingsafdelingen, men de fleste ville samle penge op, hvis de fandt dem på gaden, uanset om det var en 5’er eller en hundredkroneseddel, der lå der.
*Sidst men ikke mindst: Målet med hele øvelsen er, at man prøver at file på sine vaner der, hvor man kan, uden at det bliver en besættelse.
Men det gør en forskel at tænke over det, for en gennemsnitsdansker bruger ca. 4200 kr. om året på el, hvilket er omkring 11 kroner om dagen. I søndags kostede en kWh 1,31 kr. kl. 14-15 mens den kostede 3,11 kr. kl. 19-20. En vask tager cirka en time og koster ca. 1 kWh – you do the math.
B. Tips til at skære ned på sit forbrug:
*Fyld (op)vaskemaskinen helt op, når du vasker. Overvej om tøj kan luftes i stedet for vaskes, og om børnene kan spise frokost af den samme tallerken, som de fik et stykke ristet brød på til morgenmad. Brug vandflasker eller glas af forskellige farver, så alle mand kan drikke af samme flaske/glas hele dagen.
*Tør tøjet mest muligt, enten ude eller i et rum med udsugning, inden du eventuelt smider det i tørretumbleren.
*Brug evt. et timerstik eller en stikdåse til at samle alle de devices i, der ellers står på standby, så du kan tænde/slukke ét sted.
*Afrim din fryser og tø mad op i køleskabet, så du udnytter kulden, maden afgiver, til at holde de magiske 5 grader.
*Brug så få varmekilder som muligt, når du laver mad. Tilbered det hele enten på komfuret eller i ovnen, og overvej om en brødrister, en elkedel eller lign. kan tænkes ind som alternativer.
*Brug så små gryder som muligt, sørg for at lægge låg på dem, tøm ovnen, inden du tænder den, og brug så lidt vand, som det er muligt ved tilberedning.
C. Dilemmaer:
Når man øger fokus på et område, får man også pludseligt øje på steder, hvor det kan være svært at finde ud af, hvad den bedste løsning er.
F.eks:
*At minimere sin garderobe betyder, at man må vaske oftere.
*Er det bedst at vaske en halv maskine, når strømmen er billig eller at vente til maskinen er fyldt og strømmen er dyr?
*Skal man udskifte en gammel bil eller en strømsluger af et køleskab med en ny, mere miljørigtig model? Hvornår opvejer nyproduktion/merforbrug den belastning, de gamle ting udsætter miljøet for?
*Hvad er på den lange bane mindst belastende for klima/miljø: At købe de allermest energirigtige produkter i udlandet eller at gå med nogle knapt så strømlinede, der er produceret tættere på?
Der er ikke ét svar på, hvad det er bedst at gøre, og al min research har bare ledt mig til den konklusion, at den her slags dilemmaer afhænger af så mange variabler, at der ikke er ét entydigt svar på, hvad man bør gøre.
Når jeg lister dem her, er det egentlig bare for at sige, at det her er områder, hvor jeg også må navigere efter mavefornemmelse og dagsform – og for at lave en kollektiv reminder om, at man ikke skal ofre alle de gode vaner, der GØR en forskel for både økonomi og miljø, fordi der *også* er områder, hvor emnet er for komplekst at forholde sig til.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Kom jeg til at tænke på, om man mon ikke kunne købe nye låg til de her glas?
For jeg elsker dem, og bruger dem til alt fra overnight oats over tørvarer til syltede rødløg.
Glassene er umulige at slå i stykker, men lågene er lidt mere skrøbelige. Salt, syre og opvask gør dem grimme over tid, og gummibelægningen (som får dem til at slutte tæt), optager lugt fra eddike, kaffe osv.
Jeg gemmer de låg-løse glas og bruger dem til f.eks. pensler, brugte batterier, og som vaser og lysestager – men det er mere af nød end af lyst, fordi jeg altid har tomme marmeladeglas stående til halloweenlygter og andre kreaprojekter, som kan bruges til det samme.
Men høj af min nylige succes med nye puder til Antons høretelefoner, slog det mig, at der måtte være andre før mig, der har stået med det her problem – og det var der.
Man kan simpelthen købe nye låg til under 10 kroner stykket.
Så nu er min mor i gang med lige at tjekke, hvor mange hun mangler, så vi kan lave en fælles bestilling, og tippet er hermed givet videre.
2.
Holder jeg stadig fast i min ´1 ny ret om ugen’-regel, hvilket har optimeret min brug af rester i en grad, jeg faktisk ikke troede, der var plads til. For vi smider vitterligt næsten ingen mad ud, så hvor de her rester kommer fra, kan jeg ikke engang, sådan logisk, redegøre for.
Men det, jeg oplever nu er, at det er hurtigere at tænke rester ind i en ny “hovedret”, så jeg ikke skal finde på steder, hvor de kan puttes i uden at ødelægge tekstur eller smag, men faktisk med meget få ny-køb, kan omsættes til et hovedprodukt.
F.eks. var retten i denne uge wok, hvortil jeg bl.a. havde købt brocolli og gulerødder. Brocollistokken skar jeg fra, og lagde i grøntskuffen, og da jeg senere på ugen fik en ordentlig pose tomater foræret, lavede jeg frisk tomatsuppe med et par af gulerødderne (og også fik pelset min basilikum, der efter næsten 3 måneder i min vindueskarm var ved at se lidt træt ud).
Til suppen bagte jeg grovboller, hvor jeg rev brocollistokken og en ekstra gulerod i dejen, og både suppe og bolledej fik en skefuld af den hvidløgsost, jeg gerne ville have brugt også, i hovedet.
Selvom jeg tidligere snildt ville have fundet et sted at snige de her ting i, så har det jo langt højere økonomisk værdi, at de med en gratis pose tomater og pakke gær som eneste tilkøb pludselig udgør aftensmad til 3 dage.
3.
Har jeg været til høstfest med Frida. Det var 8. og dermed sidste gang for mig, fordi jeg ikke har timet mine børn godt nok til at kunne køre et år eller to med overlap, så 4 x indskoling med Anton efterfulgt af 4 x indskoling med Frida.
Ret skal være ret: Det ER hyggeligt, og ungerne er søde. Men det er de samme sange og det samme set-up hvert. eneste. år, og tilvejebringelse af ‘høst-tøj’ og det ‘høstrelaterede mad’ man skal have med, æder mere tid, end man skulle tro. (Her er det måske vigtigt lige at nævne, at jeg kommer til at gribe til fysisk vold overfor alle, der lægger en kommentar, som starter med ‘men er det ikke bare at – ‘).
Samtidig er det en dag, man hiver ud af kalenderen, for man “må gerne tage sit barn med hjem”, når festen er færdig kl. 11.30, hvilket hvert år giver mig ondt i maven over de børn, der skal blive tilbage og ekstra børn med hjem.
Nå, men det her er et M2024-indlæg, og det er meningen, at vi skal HYGGE os, Hans Christian, så jeg trækker lige min Folkeskolen SKAL Være For Alle!-kæphest tilbage i stalden.
ANYway!
Alt det for at sige, at den hvide kjole, som med forskellige accessories de sidste år har været HøstkjolEN, nu har udtjent sin værnepligt. Den er fin, men den kradser, hvis man ikke har noget indenunder, og fordi hun er et radiator-barn, går hun aldrig i den til dagligt.
I et anfald af genialitet spurgte jeg, om hun havde lyst til at smøre den ind i blod og bruge den til halloween, og jeg ved ikke, om jeg skal blive en *lille* smule bekymret over, hvor meget hun lyste op ved udsigten til dét…
Men nu er udklædningen hjemme, og taget i betragtning af, hvor dyrt, det ellers kan blive, er jeg ret godt tilfreds med mig selv.
Månedens Mål, september (3/4)
I sidste uge var fokus på at (gen)etablere de gode vaner, så man bruger strøm, når prisen er så lav, som det ift. livet og hverdagen er muligt.
I denne uge kigger vi på den anden halvdel af muligheden for at skære en bid af elregningen, nemlig at sænke forbruget, så man bruger færre kWh.
(Når vi i næste uge kører sidste runde om strøm/el, skal jeg nok slutte med en liste i punktform over det, vi har talt om).
*
Modsat sidste uges fokuspunkt, som var lidt info-tungt, og som stiller krav til, at man dagligt følger med i elpriserne, time for time, så er denne uges fokus lige til at gå til.
For som vi har talt om før: Den billigste strøm er ALTID den, du IKKE bruger.
Skulle nogen have glemt det, så fordeler de fleste danskeres el-forbrug sig nogenlunde således:
Vaskemaskine/tørretumbler: 25%
Underholdning/TV: 25%
Køl/frys: 20%
Madlavning: 10%
Belysning/diverse: 20%
Nogle af punkterne kan man skrue på uden de store anstrengelser, mens andre kræver lidt mere fokus.
Men det nemmeste er nok egentlig bare at gennemgå dem dernedad, så det gør vi.
Vaskemaskine/tørretumbler (25%):
For lige at tage de tørre tal først, så er det her vigtigt at vide, at fordelingen faktisk er 1/3 på vaskemaskinen (ca. 170 kWH pr. år) og 2/3 på tørretumbleren (ca. 330 kWh pr. år).
Det er gode nyheder, for det betyder, at der, helt åbenlyst, er mest at spare ved at fokusere på tørretumbleren.
Jeg bruger min tumbler meget lidt i sommerperioden, men den er stadig i gang ind imellem. Derfor sidder det på rygraden hér, at jeg starter med at hænge tøjet ud og lade det tørre det, det kan, og så smider jeg det i tumbleren til sidst. På den måde er det meste af vandet fordampet,, men håndklæderne bliver stadig dejligt bløde (hvis man er til dét.. #håndklædegate)
Jeg har derfor øvet mig at tænke over, om tøj reelt skal vaskes, eller om det er nok at hænge det ud. Da det var varmt-varmt, krævede det meste tøj en vask, men nu, hvor man nogenlunde kan holde temperaturen ud, kan en kjole eller en trøje sagtens køre et par runder eller tre på en tur på tørresnoren.
Jeghar også tænkt mere over at forsøge at fylde maskinen op, men her rammer vi et af de dilemmaer, vi også har talt om før. For vi har det, vi skal bruge, plus en lille buffer – men vi har ikke så meget tøj hver især, at vi kan nøjes med at vaske en gang om ugen.
Når det er sagt, kan jeg stadig sagtens hente lidt ved ikke at klatvaske, som jeg måske har været lidt for god til de sidste 4 måneder, så det prøver jeg at blive bedre til.
En sidste bemærkning til det med at tørre tøj: Når først det rigtigt bliver efterår, kan det godt blive en udfordring at tørre tøj udenfor – men indeklimaet har ikke ret godt af vådt vasketøj.
Derfor er det værd at huske, at de fleste huse og lejligheder i dag har udsugning på badeværelset, så har man et tørrestativ, der kan stå derude, kan man faktisk stadig tørre en maskinfuld tøj på en nat.
Det koster ikke ret meget i energiregnskabet, og man kan derfor overveje, om man, når man køber et nyt tørrestativ næste gang, skal købe ét af dem, der er højt og smalt, så det kan stå i bruserummet.
Underholdning/TV (25%):
Det her er én af dem, hvor jeg lever i synd, men gør det med åbne øjne.
For man kan spare cirka 10% på strømforbruget, hvis man slukker for de apperater, der står på stand by mode – men jeg synes simpelthen, at det er for irriterende at skulle rundt og slukke på 5 forskellige stikkontakter hver eneste aften.
Hvis man har sine ting til at stå/hænge, så man kan samle dem i ét stik, gør det selvfølgelig tingene nemmere, men det har jeg ikke.
Samtidig synes jeg også, helt i-landsagtigt, at det er drønirriterende, at tv’et f.eks. starter med at søge efter opdateringer, hver eneste gang, det har været afbrudt, så det her er den del af mit forbrug, hvor jeg æder, at det er, hvad det er.
Men nu er informationen om den mulige besparelse givet videre, og sidder nogen med en genial ide eller et nicheinput, så smid det endeligt i kommentarfeltet.
Køl/frys (20%):
Det er selvfølgelig væsentligt, at man skifter sine køleskabe og frysere ud med energivenlige modeller, når man nyanskaffer, men her er også et punkt, hvor der kan være argumenter både for og imod at køre det, man har, i bund.
For selvfølgelig kan der være penge at spare på strømregningen, hvis man tilvejebringer et apperat, der bruger færre kWh, end det, man har nu – men samtidig øger det jo over livet dit forbrug, hvis du skrifter dine hvidevarer ud f.eks. hvert 5. år i stedet for hvert 8.
Jeg er ikke sikker på, at der kan laves valide udregninger på, hvad der så belaster klimaet mest: Den øgede produktion ved nykøb kontra det øgede strømforbrug ved at beholde det gamle. Der er for mange faktorer, der skal tænkes ind, og derfor er min egen løsning at bruge tingene, til de står af. På den måde er der jo i hvert fald én sikker gevinst, og det er den økonomiske besparelse, der ligger i at købe færre varer over et liv.
Man kan immervæk få temmelig mange kWh for det, en ny fryser koster.
Men det man KAN gøre, og som jeg planlægger at få gjort, inden vi rammer 01. oktober, er at afrime mine 2 frysere. En fryser bruger cirka 20% mere strøm, hvis der er 2 mm. rimfrost i den, og da en gennemsnitsfryser bruger cirka 220 kWh pr. år, betyder det for mig en besparelse på cirka 90 kWh, hvis jeg holder dem rim-fri.
Madlavning (10%):
På madlavningsfronten har jeg ikke ændret det helt store, for jeg er faktisk god til at bruge eftervarme og til at tænke over at bruge én varmekilde, når jeg laver mad. Altså, at jeg f.eks. tilbereder alt enten på komfuret eller i ovnen, så jeg ikke skal have begge dele i gang.
Hvis man ikke tidligere har haft så meget fokus på den her, er det værd at arbejde lidt med sine vaner ift. mængder, så man skalerer op, når man laver mad fra bunden, men ned, når man tilbereder.
Lav lidt ekstra mad til fryseren, når du alligevel har gang i komfuret, bag knækbrød, når ovnen allerede er varm, fordi du bagt pizza – og tænk over, om noget af det, der kræver meget strøm, kan flyttes til et tidpunkt, hvor strømmen er billig. Lasagne er et godt eksempel, fordi den holder en temperatur som indersiden af en vulkan i udbrud i en solid time, efter du har slukket ovnen, hvis du lader den blive stående derinder. Der er derfor ingen grund til at tilberede kl. 17 (hvor spidsbelastningstariffen går på), hvis du har mulighed for at lave den kl. 16. Det er klart; der er nogle hygiejnehensyn, man skal have i baghovedet her, men i mange tilfælde betyder det intet, at du slukker ovn/kogeplade kl. 17, og spiser kl. 17.30 eller 18.
Koger du grønt, æg osv. så vælg så lille en gryde som muligt, og lad være med at bruge mere vand, end det er nødvendigt.
Tænder du ovnen, så tøm den for plader først, så den ikke bruger unødvendig energi på at varme dem op, og koger du vand i en elkeddel, så nøjes med det, du skal bruge til en kop kaffe. Hvis du ved, at du skal have en kop mere, når du har drukket den første, så fyld vand i, så snart du har lavet første kop. Så udnytter du eftervarmen, og vandet tager ikke så lang tid om at komme i kog, når du tænder den igen. Her er det dog vigtigt at tilføje, at du ikke skal lade vand stå og koge det op flere gange over en dag; hverken ift. bakterier, eller ift. varmelegeme og kalk.
Belysning/diverse (20%):
Jeg har valgt at involvere børnene i projektet i den her uge ved at vise dem min Watts-app, som lige nu er orange. Jeg har været lidt i tvivl om, om det ville være det rigtige at gøre, for jeg vil ikke risikere, at de fejltolker det, jeg prøver at forklare dem, så de tror, at vi ikke har råd til strøm.
Men det ville sgu være nice, hvis de slukkede bare én pære om dagen, når de gik ud af et rum, så nu har jeg gjort det, og det lader umiddelbart til, at budskabet er trængt ind. Vi vil gerne tilbage i grøn, vi kan hjælpe hinanden, og jeg har allerede hørt dem sige ‘husk lige at slukke lyset!’ til hinanden en god håndfuld gange.
Derudover har jeg kig på de nye genopladelige lys fra Sirius, som jeg påtænker at bruge som nattebelysning hos børnene og i de rum, hvor vi ikke skal bruge lys-lys om aftenen. (Nul spons – jeg har bare ikke kunne finde andre produkter, hvor forbrugsdata er så godt beskrevet). De lader på under 2 timer, og holder herefter (angiveligt) strøm i 200 timer.
Lade-øen er dog en torn i øjet på mig; jeg synes, den er stor og meget lidt køn.
Og helt overordnet er det også fint nok lige at huske, at det måske heller ikke er helt optimalt for hverken økonomi eller miljø, hvis man hver gang, der kommer noget nyt og mere miljørigtigt, skifter alt, hvad man har, ud. Men jeg har været glad for det meste af det Sirius, jeg har købt, mens mange af de andre mærker, jeg har testet, over tid viser sig at have forskellige former for brister, som gør dem mindre brugervenlige eller dyrere på sigt.
Derfor har jeg valgt, at jeg, i takt med, at jeg skifter ud, vælger Sirius hver gang jeg køber nyt, så det hele over tid ender med at passe sammen.
Ift. ‘diverse’ har jeg, som skrevet i sidste uge, valgt at oplade lamper, hørebøffer og devices om natten, hvor strømmen er billigst, men jeg har ikke kunne finde data på, om det er billigst at klat-lade dagligt, eller at gå med én gang om ugen. Min løsning er derfor tilpasset virkeligheden, forstået på den måde, at jeg fordeler opladningen af de forskellige ting, så jeg kan nøjes med de ladere og det ene timerstik, jeg har.
Samtidig gør rutinen det nemt for mig at huske at lade alting løbende, så jeg ikke står i en situation, hvor jeg pludselig er nødt til at oplade et sæt flade hørebøffer eller en skolecomputer i det tidsrum, hvor strømmen er dyrest.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt en fjernbetjening til mine kunstige fyrfadslys.
For et par uger siden lagde jeg mærke til, at mine lys og lyskæder faktisk burde tænde en times tid tidligere, end de gør nu, for selvom vejret opfører sig fuldstændig vanvittigt, er vi på vej mod efterår.
Jeg har timer og fjernbetjening på stort set alle de lys og lyskæder, jeg har, fordi det gør det muligt at vælge, om de skal være tændt 2, 4, 6 eller 8 timer. Batterimæssigt gør det en KÆMPE forskel, og der er ingen grund til, at de tænder kl. 18 en sommeraften, hvor solen stadig brager ind ad alle vinduer.
Men de kunstige fyrfadslys jeg har, har jeg aldrig haft remote til, fordi jeg faktisk ikke rigtigt har brugt dem. Men fordi jeg manglede 60 kr. for at opnå gratis fragt på en ordre sidste år, købte jeg 4, og jeg kan godt se på det hele, at det også her ville give mening at kunne vælge mellem flere tidsintervaller.
Jeg googlede – og en fjernbetjening koster 50 kr. Det er tjent ind på en uge i forlænget batterilevetid.
2.
Har jeg plantet lyng og lavendel i mine plantekasser – hvilket ikke var planen.
For faktisk havde jeg tænkt, at de kapilærkasseskjulere, jeg købte i foråret, skulle på loftet, når jeg tog de spanske maguriter, der har stået helt ABSURD flot hele sommeren, op.
Men da jeg havde tømt og fejet træskjulerne og havde vasket selve kapilærkasserne af, syntes jeg pludselig, at der var MEGET tomt i forhaven. Og kasserne er mildest talt uhandy og kan kun *lige* komme op gennem loftlemmen. I skuret fylder de det hele, og hvis vi ender med, at de skal stå udenfor et sted, kan de sgu ligeså godt stå der med blomster i.
Nu pynter de igen, og så må vi se, hvordan set-up’et fungerer, når kulden kommer.
3.
Har jeg knoklet som et bæst for at komme foran, rent økonomisk.
Lang (LANG) historie kort, fik jeg sidste år et solidt skattesmæk, fordi jeg det første år, jeg var selvstændig, var nødt til at sætte min årsindkomst kunstigt lavt. Som selvstændig betaler man skat af sin forventede årsindkomst, hvilket giver mening nu, men det første halve år betød det, at jeg skulle betale skat af penge, jeg endnu ikke havde tjent, og derfor blev det den løsning, jeg sammen med revisoren valgte at gå med.
Jeg satte (selvfølgelig) penge af, efterhånden som de rullede ind, men da året var gjort op, endte jeg med at skylde 60.000, hvilket var 15.000 mere, end jeg havde stående. Det slip er jeg løbet efter siden, og fordi det offentlige de sidste 8 måneder er blevet ualmindeligt dårlige til at betale deres regninger til tiden, er jeg endt i den åndssvage situation, at jeg har tolketimer nok til, at jeg længe har penge til at betale mine regning – men det hjælper ikke, når pengene hele tiden kommer for sent.
Paradokset i at tolke armene af og sende fakturaer ud, hurtigere end jeg nærmest kan nå at skrive dem, samtidig med, at min kassekredit hele tiden ligger og vipper LIGE på kanten, er ved at rive min hjerne midt over, og det er ULIDELIGT at skulle forsvare og forklare mig overfor skiftende 24-årige bankrådgivere, der alle sammen hedder Gitte, hver anden måned.
Efter at have brugt sommeren på, mere og mere rasende, at rykke for forfaldne betalinger og være ved at brænde sammen over ligegyldigheden, jeg blev mødt med, endte jeg derfor medio august med at tage en MUS-samtale med mig selv.
For det er, helt indiskutabelt, så dårligt og urimeligt, at man næsten ikke kan forstå det.
Men jeg sidder med to børn med diagnoser og en afledt historie med systemet, der betyder, at jeg ret hurtigt når til hjertebanken, vågne nætter og hænder, der ryster. Det offentlige er en mur, der er så forvænt med at kunne stonewall’e alle, og hvor ingen nogensinde, som enkeltperson, skal stå på mål for inkompetence og sjusk, at man bliver nødt til at tage realistisk bestik af, hvem det er, der har mest at miste ved at stå på sin ret.
Her er det mig. Jeg kan ikke holde til at være så vred hele tiden.
Derfor endte jeg med at nå frem til, at det er mindre frustrerende at forsøge at komme om foran rul, jeg nu i et år har løbet efter, end det er at få jobcentre og hospitaler til at rette ind.
Jeg har derfor sagt ja til alle de opgaver, jeg har fået tilbudt, uanset placering og tidspunkt på døgnet. (Selvfølgelig under hensyntagen til, at jeg fagligt kan stå inde for kvaliteten).
Samtidig har jeg gjort mig umage med at tjekke skabe, inden jeg handler, så jeg både gør, hvad jeg kan for at pengene ruller ind, men også samtidig sparer lidt på de daglige indkøb. Det har faktisk været meget rart at få brugt nogle af de små rester, jeg har til at stå, og jeg har det stadig på rygraden. Selvom det jo er en stakket frist, så gør det faktisk en forskel at kunne trække indkøb en uge eller to.
Vi er halvvejs i september, og jeg har de sidste to uger tolket næsten dobbelt så mange timer, som jeg plejer. Ordrebogen er fuld de næste mange uger, hvilket jeg er inderligt taknemmelig over, og selvom jeg er træt og meget bevidst om, at jeg ikke kan holde det her tempo i flere måneder, sidder jeg med en god fornemmelse af, der er grund til håb og optimisme.
Månedens Mål, september (2/4)
Vi er i fuld gang med at re-fokusere på vores el-forbrug, og som jeg nævnte i sidste uge, er der to måder at spare penge på:
A:
Du kan bruge strømmen, når den er billigst.
B:
Du kan nedsætte dit forbrug, så du bruger færre kWh.
*
Jeg har den sidste uge haft fokus på det første, dvs. at bruge strømmen, når den er billigst. Fordi intet i livet skal være let, er der også her to bevægelige dele, du skal holde styr på:
*Timeprisen (med mindre du har fast pris, men det er de færreste, der har det i dag)
*Tariffen.
Timeprisen er den pris, som selskaberne betaler for at købe strømmen på el-børsen. Den bestemmes af udbud og efterspørgsel, og vejret har meget at sige ift. hvor meget strøm, der produceres og dermed er tilgængeligt.
Tariffen er, lidt enkelt forklaret, transport af strømmen, så den kommer ud til vores stikkontakter, men også det, vi hver især bidrager med til vedligehold og udbygning af elnettet. Fordi det belastes mindre, hvis vi bliver bedre til ikke at bruge strøm samtidigt, alle sammen, har man delt døgnet op, så der er mest at spare, hvis du bruger strøm, når de andre ikke gør:
Jeg har prøvet at tage et screenshot af min app på hhv. den dyreste og den billigste time torsdag d. 12.09, så I både kan se prisen, og hvad den består af:
Vi bor ikke, så det kan lade sig gøre at have (op)vaskemaskinen til at køre om natten, og som jeg også kort var omkring i sidste uges indlæg, så er der bare nogle apparater i hjemmet, der æder den strøm, de gør. Dit køleskab og din fryser kan jo ikke ret godt unplugges mellem 17 og 21.
Men derfor er det stadig muligt at flytte en del af sit forbrug, så det ikke lige ligger i spidsbelastningsperioden. Jeg er den sidste uge begyndt at tage udgangspunkt i min app, når jeg planlægger, hvornår jeg skal starte vaskemaskinen, ligesom jeg også forsøger at lægge alle de små opgaver, der kræver strøm (f.eks. afkalkning af elkedel, kagebagning til hytteture osv). nogenlunde der, hvor det er billigst.
Derudover har jeg opdateret mit timerstik, og igen lavet en ladestation, hvor alle vores devices lader om natten. Fridas skolecomputer lader jeg onsdag og søndag, højtalere og nattelamper mandag, mens iPads og min computer er sat til hver nat.
Og jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke er opladning af iPads, der kommer til at gøre en epokegørende forskel på størrelsen på elregningen – men når jeg vælger at bruge timerstikket til at lade om natten alligevel, handler det om, at det for mig er en daglig reminder om at have og holde fokus på mit elforbrug. For det er SÅ nemt at glide over i ‘men hverdagen er jo også nødt til at hænge sammen’ – og det er rigtigt.
Men lad os tage udgangspunkt i en helt almindelig vask, som, afhængigt af model og temperatur, koster lige knap 1 kWh. Torsdag kostede strømmen 3,00 kr. pr. kWh kl. 18-19, mens den kl. 19-20 kostede 4,44 kr.
Med et gennemsnitsforbrug på lige omkring 4 kWh pr. person pr. dag, er man nødt til at operere ud fra ‘mange bække små’-prinicippet, hvilket er både en velsignelse og en forbandelse. For ift. ovennævnte vask betyder det, at nej; du skal ikke sætte den vask over klokken 18, hvis det kræver, at du pisker alle børn i bad kl. 16, eller må tage alle de røde lys for at nå hjem. Det er ikke halvanden krone værd.
Men det betyder samtidig, at de små ændringer faktisk kan ende med at gøre en ret stor forskel, hvis du generelt er opmærksom på dem, for med et gennemsnitsforbrug på 1600 kWh om året, betyder det, at du kan spare næsten 1000 kr. på din elregning om året, hvis du skærer halvanden krone af bare 1/3 af dem.
*
Det er mange tal, og jeg er med på, at der er mange faktorer, der spiller ind. Men netop fordi det så komplekst, bliver man nødt til at vælge, hvad man fokuserer på, og her er det både let og overskueligt bare at gå efter at bruge strømmen, 1) når den er billigst 2) i det tidsrum, det er praktisk muligt for én at gøre det.
Og netop det sidste med, at det skal være ‘praktisk muligt’, vil jeg gerne slutte med, for man kan, som én af jer var inde på i sidste uges kommentarfelt, godt bliver en lille smule besat af det her, så man nærmest bliver stresset og får dårlig samvittighed, hvis man er nødt til at køre en kogevask kl. 20.
Her vil jeg virkelig gerne appellere til, at man kører Fast Greb – men Ingen Hvide Knoer. For hvis man sætter for mange begrænsninger op for sig selv, er risikoen, at det bliver SÅ surt og besværligt, at man bare opgiver på forhånd.
Vi arbejder med det muliges kunst, og det kan se meget forskelligt ud fra dag til dag.
*
Næste uge skal vi snakke om konkrete måder at nedbringe forbrug/antallet af kWh, inden vi den sidste uge tager fat i nogle af de lidt mere overordnede dilemmaer, og også laver en opsamling.
*Kom jeg forleden hjem til en lineal og en køkkenvægt på bordet. Børnene var gået alene hjem fra skole, og jeg havde sat et stykke chokoladekage frem til dem, som de skulle dele. Hvis det ikke er *peak* søskende-energi, så ved jeg ikke, hvad er.
*Ved jeg ikke, om min hjerne har taget skade af al den konspirationsteori, jeg har fået i mit feed, efter at jeg har meldt mig under prepperfanerne, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at min insta lige siden Kamala Harris’ tale på Det Demokratiske Konvent, konsekvent foreslår profiler, der latterliggør Harris og Waltz. Der er INTET i min algoritme, der understøtter, at dét skulle have min interesse. Tværtimod. Så det er svært ikke at gro bare en *lille* bitte mistanke om, at der er russiske trolde i de virtuelle bjerge… (Lyt eventuelt til den her podcast med Peter Falktoft, hvor han interviewer militæranalytiker Jeanette Serritzlev om misinformation og ubevidst påvirkning på nettet).
*Og nu, vi er ved #prepperlife: For nogle uger siden skrev jeg til begge børnenes skoler og spurgte, om man, nu hvor vi fra øverste sted har fået besked på at øge vores personlige beredskab, har gjort sig tanker om, hvordan man, helt lavpraktisk, vil håndtere det, hvis der sker noget, og der ikke er strøm/internet tilgængeligt.
For modsat terror og brand, som skolerne HAR beredskabsplaner for, så vil det her problem, hvis det opstår, ikke være isoleret til en enkelt skole, og dermed er der masser af personale på skolerne, der selv har børn/familie andre steder, som de formentlig gerne vil hjem og tage sig af.
Og inden nogen sender mig en trøje med ekstra lange ærmer, vil jeg gerne lige sige to ting:
1.
Vi skal kun tilbage til 2020 for at finde et trist eksempel på, hvordan vi meget ofte er os selv nærmest, når panikken bryder ud: Hæren fandt plejehjemsbeboere efterladte og døde. I Spanien. Ikke i en eller anden mørk afkrog af verden uden internet og sundhedsvæsen. Spanien.
2.
Det er ikke længe siden, at en skole i Esbjerg skulle evakueres pga. bombetrusler. Forældrene fik via Aula besked på at hente deres børn (den procedure har jeg også MEGET lyst til, at nogen kigger på, kan jeg mærke..) – men nul net betyder nul Aula.
Jeg er ikke det fjerneste bange. Vi taler jo ikke om bombefly og den røde hær, der stamper i øst. Men med 25 skoler, et gennemsnit på omkring 600 elever, forbløffende få parkeringspladser, personale, der stryger afsted, og store arealer, børnene kan være spredt på, synes jeg faktisk bare, at det er rettidig omhu, at man som skole lige kigger rundt og beslutter, at sker der noget, så samler vi børnene i gymnastiksalen, for så er det ikke nødvendigt med én lærer pr. klasse.
Og melder det ud, mens man stadig har net og Aula at gøre det på.
MEN!
For én gang skyld får jeg lov at være the bearer of good news, for svaret fra Forvaltningen var:
I forhold til almindelige skoler, børnehaver og andre dagtilbud har Esbjerg Kommune valgt ikke at lave deciderede beredskabsplaner, der i forhold til den udmelding, regeringen kom med i begyndelsen af sommeren, tilgodeser evt. manglende strøm, mad -og vandforsyninger m.m.. Vurderingen er, at behovet ikke er tilstede.
Så dét er heldigt, synes jeg.
Selvfølgelig lige lidt træls timing, at Din Forsyningen 2 dage senere smider info op om, at de:
“tester et nødstrømsforsyningsanlæg til varmeværket på Esbjerg Havn. Nødstrømsanlægget, som består af et stort batteri og en gasmotor, vil kunne opretholde hele varmeforsyningen i tilfælde af, at man mister højspændingsforsyning fra elnettet.”
Og at der en uge efter lander et brev i e-boks, som gentager budskabet fra juni.
Men altså. Der er lavet en bundsolid og grundig vurdering af behovet på skolerne. Det er der ikke, og så er alt jo godt.
*Vil jeg gerne plugge podcasten Hysterical, som handler om en gruppe unge piger på en skole, som bliver voldsomt syge, nærmest samtidigt, og ingen kan finde ud af, om det er skimmelsvamp, noget i vandet eller massehysteri. Podcasten er omkring både Erin Brockovich, fenatyloverdoser og Havannah-syndromet, og den er både godt fortalt og produceret.
*Er jeg endt i lidt forskellige medier, fordi jeg skrev et opslag på LinkedIn, der fik sit eget liv.
Jeg takker nej til 90% af det, jeg bliver spurgt, om jeg vil medvirke i – hvilket faktisk er mere, end man skulle tro. Formentlig fordi jeg mener relativt meget, relativt offentligt, om relativt mange ting og derfor tit kommer op, når journalister googler et emne.
Men dels har jeg ikke stamina til at blive lagt for had i umonitorerede kommentarfelter på Facebook, og dels har jeg et arbejde, hvor det er fint at ævle løs herinde, hvor I selv skal gøre en aktiv indsats for at finde ind, men hvor jeg helst er fri for at blive presset ned i halsen på brugere og samarbejdspartnere, bare fordi de låser deres telefoner op. Derfor plejer jeg at takke nej.
Ind i mellem bliver jeg dog viklet ind i en sag, som jeg synes er så vigtig, at jeg må komme over mig selv og tage den offentligt. Det gjorde jeg her – og nu figurerer jeg så i alle mulige aviser med billeder, der (efter farven på væggen i min stue at dømme) er omkring 6 år gamle. Jeg har ikke den FJERNESTE erindring om, at de er blevet taget – eller i hvilken sammenhæng. Så bare, hvis nogen synes, at jeg ikke helt ligner mig selv: De er fra dengang, jeg var ung og fuld af håb.
*Har jeg grinet af den her i flere uger nu:
*Har jeg allerede nu besluttet, hvad børnene skal have i julegave: De får et kursus i Dørhåndtag & Hvordan De Virker, for OHMYGOD, hvor svært er det at trykke det ned, når man skal lukke en dør!!?
*Kommer her lige en serviceinformation til virksomheder og firmaer, der tagger @følgere eller @alle ind i deres opslag: Det får mig til at affølge deres side øjeblikkeligt. Når det ovenikøbet viser sig at være pga. en konkurrence, der bryder alle regler for, hvad man som virksomhed må bede sine følgere om at gøre, tager jeg mig selv i at ønske, man kunne affølge to gange.
*Har Anton været på lejr med sin klasse (og ja – selvfølgelig har jeg vrælet af taknemmelighed over, at han kan rumme det, tak fordi du spørger). De har prøvet at spise svampe, de har klappet køer og lavet mad over bål, og jeg vil bare sende det største af alle store skud ud til de lærere og pædagoger, der stiller op til at tage børn, der alle har brug for at blive mødt præcis, hvor de er, ud af deres vaner og hverdag, og knokle for at give dem en god oplevelse.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft brug for noget værktøj og nogle ting til børnenes penalhuse, som gav anledning til at rode lidt rundt i de kasser, jeg har på alle hylder i hele huset.
Da først 7 af dem stod på køkkenbordet i den skarpe sensommersol, kunne jeg godt se, at et par af dem måske var klar til at sende på pension, og det gav anledning til en form for Tetris, hvor jeg smed ud, sorterede og fordelte indholdet fra samtlige kasser anderledes.
En del af grunden til, at jeg kan bevare overblikket over det meste, selv når det går stærkt, er, at jeg er ret god til at organisere, og her er kasser bare virkelig gode. For modsat skabe og store skuffer, så er den afgrænsning, der naturligt ligger i at have fx. 30x30x30 cm. til rådighed, med til at sørge for, at man ikke får væltet mere sammen, end man kan holde styr på.
Men efter utallige flytninger, har jeg også efterhånden lært, at det mest optimale er at købe opbevaringsløsninger, der enten kan klappes sammen, skilles ad, stables eller tåle at stå på loftet.
For kasserne, jeg har i mit bryggers, er virkelig gode til formålet; de er store og uden låg, så man faktisk får smidt skoene i dem, når man har et par uger, hvor det ikke lige er *dem*, der er yndlings – men de er af stof. Det betyder, at de SKAL opbevares ved stuetemperatur, hvis man rykker rundt og har et par stykker i overskud.
Derfor er jeg endt med at gå målrettet efter, at de opbevaringsløsninger, jeg i dag erhverver mig, skal kunne tages ud af rotation, men stadig gemmes, så jeg har dem, næste gang, jeg får Verdens Bedste Ide.
De seneste jeg har købt, er (tilfældigvis) alle fra Ikea:
(Billeder tyvstjålet fra Ikeas hjemmeside)
De øverste kan skilles helt ad, så de bare er en stak firkanter, og de store vasketøjskurve nederst, (som vi bruger til bamser) kan foldes sammen, så de ikke er højere end en flad tallerken.
(Sidstnævnte ville i øvrigt snildt kunne bruges til andre formål, f.eks. visne blade i haven, hvis man bor, så man ikke lige kan bakse rundt med en havespand, eller hvis man har brug for en ekstra stor skraldespand til et DIY-projekt).
2.
Har jeg bedt børnene oprette hver deres ønskeseddel på deres respektive iPads.
For der er langlanglang tid til jul. I know. Men Anton har fødselsdag i november, og jeg VED, at hvis vi først slut-oktober skal til at finde på, så bliver alle ønsker en direkte udløber af opportunistiske legetøjs- og techgiganters forsøg på at pushe specifikke varer ud i fjæset på os.
Med et adhd-barn, som ønsker sig alting, inderligt, brændende, nunuNU!, er det desuden også et ret godt hjørnespark, fordi det er med til at synliggøre, at det, man *næsten* ikke kan leve uden i dag, ikke engang er på Top 10 om 3 måneder.
Det er en svær øvelse, det der. Faktisk. For jeg ved, 1:1, hvordan hun har det. Den metafor, jeg blev ved med at vende tilbage til under min egen udredning var, at jeg altid har haft et hul indeni, og ligemeget hvad jeg prøver at fylde i det, så er det ikke dét, jeg leder efter,
Det har resulteret i virkelig mange, virkelig dårlige beslutninger, og selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan fjerne alle sten på vejen for hende, så håber jeg, at jeg med den her øvelse, kombineret med en MEGET aktiv indsats for at sætte ord på og mærke efter, stadig kan hjælpe hende med at undgå bare nogle af de fælder, jeg selv er gået i.
3.
Har jeg måtte æde, at vi stadig ikke er i mål med nye mobiler til hele flokken.
Frida har fået en iPhone 11, vi har købt af en tidligere, god kollega, og planen er stadig, at Anton skal overtage min 12’er, når jeg køber en ny.
Men fordi YouSee pludselig var helt korslagte og kontrære, endte vi, som jeg skrev i sidste uge, med at skifte teleselskab.
Nu er vi så langt, at det faktisk ikke kan betale sig for mig at købe en ny iPhone, før den nye 16’er kommer til november.
Og ikke fordi jeg er sådan én, der partout skal have den sidste nye model.
Men jeg har så store børn nu, at vi de næste 4-5 år kommer til at køre send-videre-modellen, og derfor er jeg endt på, at det nok giver mest mening at tænke ind, at den telefon jeg køber, skal kunne leve så længe som muligt – og det kræver, at den kan køre opdateringer.
For apropos vores snak om børn og mobiltelefoner, synes jeg kun, at det bliver stadigt vigtigere, at telefonerne kan holdes opdaterede med de seneste sikkerhedsopdateringer, der garderer bedst muligt mod hacking og spyware.
Men fordi det har trukket ud, har jeg haft tid til at nærstudere alle typer af rabataftaler så grundigt, at jeg, når den nye 16’er kommer, vil starte med at tjekke, om den billigste løsning er at købe telefonen på afbetaling over et år, direkte fra en butik. Det er det (for mig) lige nu på 15’eren. Og reelt er det jo det, vi gør, når vi køber en mobil med abonnement hos vores teleselskab; det er bare ikke sådan, de fleste af os opfatter det.
Månedens Mål, september (1/4)
Som jeg løftede sløret for i sidste uge, kommer september til at handle om at re-fokusere på vores el-forbrug.
Det er tiltrængt for mig, kunne jeg se, da jeg åbnede min app, som jeg ikke har rørt siden foråret, for mit forbrug er stille og roligt kravlet op i orange zone – og hvor det, økonomisk, er til at have med at gøre nu, så bliver det virkelig, virkelig træls efter 01.10, hvor vintertariffen igen ryger på.
Men vi starter blødt ud med at repetere de hårde facts:
*Der er forskel på, hvordan vi bruger vores kWh, afhængigt af, om vi bor alene eller sammen, om vi bor i lejlighed eller hus osv. osv,, men uanset hvilke tabeller, jeg graver frem, viser de, at godt halvdelen af den strøm, vi hver især bruger, går til tøjvask, underholdning og madlavning.
Jeg har brugt nogle timer på at google og nærlæse, og til min store overraskelse er langt de fleste tal, jeg kan finde, faktisk fra før 2022 og krigen i Ukraine. Også selvom artiklerne er nye. Det forstår jeg ikke helt, for uden at være ekspert, undrer det mig, hvis ikke de stigende priser og det generelle vanvidscirkus, verden har forvandlet sig til, har fået os til, grundlæggende, at ændre vores vaner.
Derudover studser jeg over, at stort set ingen artikler nævner el-biler. Jeg er med på, at man selvfølgelig er nødt til at opgøre forbruget på disse særskilt, fordi det ellers skævvrider alt, idet ikke alle har (el)bil – men det er da en smule sært, at det i mange artikler bare bliver helt forbigået?
Nå, men når det er sagt, så peger det meste af det, jeg kan finde, stadig i samme retning.
I meget runde tal ser fordelingen af vores elforbrug generelt sådan her ud:
Vaskemaskine/tørretumbler: 25%
Underholdning/TV: 25%
Køl/frys: 20%
Madlavning: 10%
Belysning/diverse: 20%
Det er nok de færreste af os, der har stærke følelser knyttet til sådan en oversigt, fordi den er vag og kan være svær at oversætte til hverdagsliv og lys over køkkenbordet.
Derudover er en del elforbruget jo svært at ændre på, sådan fra dag til dag. Mobiler, computere osv. er efterhånden så nødvendige, at de bare er nødt til at være opladede 24/7, og det kræver strøm. Og selvom køleskab og fryser selvfølgelig kan skiftes ud til mere energivenlige modeller, når de dør, bruger de, lige her og nu, det, de bruger.
MEN.
I den her sammenhæng er det (stadig) vigtigt at huske, at du kan spare penge på strøm på to måder:
A: Du kan sænke dit forbrug; altså bruge færre kWh.
B: Du kan bruge strømmen, når den er billigst.
De to muligheder breder jeg ud over de næste ugers indlæg, hvor vi selvfølgelig også skal snakke lidt om miljø.
*
Hvis du vil være med, er denne uges opgave ret overkommelig: Du skal bare (gen)finde den app, du brugte til at tjekke strømpriser sidst, opdatere den og flytte den ud på forsiden af din telefon, så den igen ligger et sted, hvor du ser den dagligt.
Jeg bruger Watts-app’en, men Norlys nævner disse 4 som andre mulige bud:
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg fået afsat en ramme Coca Cola med vanilje, to ruller chokoladekiks og 3 poser popcorn med karamel.
Anton på ude-lejr i næste uge, så jeg spurgte hans lærer, om de kunne bruge tingene, som jeg bare flytter rundt på. Colaerne købte vi, sidst vi var ovre grænsen, men ingen her i huset kan lide dem, popcornene fik jeg med som noget erstatning fra Bilka To Go, og kiksne købte jeg inden sommerferien, fordi jeg havde glemt, at mine børn ikke længere er 5 år.
Nu er det afleveret på skolen, og når de i næste uge skal lave mad over bål (åh, at være en flue på … træet), kan det til lige de her børn måske være meget godt med lidt at snacke på inden sengetid.
2.
Troede jeg, at Anton havde fået pest. Det viste sig at være hans hørebøffer, der er begyndt at skalle, og derfor efterlader sorte flager øverst på kindbenene.
Han kører med nogle dyre og virkelig gode høretelefoner, og økonomien lige nu er ikke til at smide et par tusind efter nogle nye. Men de er vigtigere for ham, end de er for så mange andre børn, fordi de fungerer som bolværk mod verden, når den bliver for overvældende.
Jeg har været lidt handlingslammet, fordi jeg faktisk ikke lige helt kunne finde ud af, hvad den gode løsning var: At købe nogle billigere og dårligere, og så sætte ham til at ønske sig nye til jul, eller at købe tid ved at forære ham mine (som er magen til hans).
Men så kom jeg til at tænke på, at det ville være sært, hvis man ikke kunne købe reservedele til så dyre bøffer, og én googling senere havde jeg fundet nye puder til den beskedne sum af 139 kr.
De er nu bestilt, og julen er reddet.
3
Endte jeg med at skifte teleselskab og er nu overgået fra YouSee til Telmore.
Jeg har trukket den længe, for, som jeg skrev lidt om her, så har haft vi ALT samlet hos YouSee, og opgaven med tjekke/sammenligne priser, forholde mig til dækning og det lavpraktiske i at sætte alting op forfra er/var fuldstændig uoverskuelig.
Og faktisk er jeg ikke sikker på, at jeg synes, det er helt ok, hvor usammenlignelige de her produkter er. For 1:1 kan du godt holde to mobilabonnementer op mod hinanden – men ALLE selskaber kører med kombinationsrabatter og underprodukter, som betyder, at du ikke kan taste, hvad du skal bruge og så bare få en pris.
Jeg endte derfor med at kontakte kundeservice hos 3 forskellige selskaber, skrev i punktform, hvad jeg skulle bruge, og bad om en samlet pris.
De to af selskaberne har jeg stadig ikke hørt fra, så det løste sig selv. Men heldigvis var dem, der vendte tilbage, Telmore, som bruger YouSees netværk og dermed har/bør have samme dækning. I mit job, hvor jeg kommer i mange afkroge af Jylland, er det ret relevant, om jeg har dækning på mobilen, når jeg står tre revler ude i Vesterhavet, og fordi jeg somme tider fjerntolker hjemmefra, skal der også være smæk på netværket her.
Det ville være synd at sige, at overflytningen gik smooth, men altså. Nu er vi kørende, og det er det vigtigste. Som et ekstra plus virker min iTunes nu også igen (og nej; jeg er ikke færdig med at synes, at det er noget svineri, at man ikke løser problemet, når man *har* konstateret det, tak fordi du spørger).
Fordi jeg således nu har alle priser på de nye abonnementer tilgængelige i min Telmore-app, får I lige en sammenligning herunder. De Telmorepriser, jeg skriver, er efter introrabatten er ophørt.
Månedens Mål, august (4/4)
Jeg tror måske, at jeg har fundet en vinder. For det her med at købe ind til én ret? Det har haft alle de positive bivirkninger, man kunne håbe og flere til.
Det er for tidligt at blive religiøs omkring det, for jeg har trods alt kun praktiseret det i halvanden uge, men hvor jeg med de andre systemer, jeg har prøvet at løbe i gang, har følt det som bøvlet og noget, der hele tiden kræver fokus fra start, så er det her nærmest det modsatte.
For det første er det MEGET nemmere at overskue, hvad jeg har i køleskabet, og hvad jeg har af rester, der skal bruges, når jeg har lavet “hovedretten”. Eksempelvis lavede jeg i denne uge Rasta Pasta (ja, undskyld, men det hedder det. Det er Mill & Mortar i skal skælde ud), hvilket gav lidt kylling og grøntsager i overskud. Det blev til en salat senere på ugen, og endelig havde jeg en pakke bacon tilbage fra de baked beans, jeg lavede i sidste uge, som sammen med et æg og en rest af noget hvidløgsost fra fryseren blev forvandlet til en gang bastard-carbonara.
For det andet er det alt rigeligt at handle to gange, som jeg skrev om i sidste uge, og det nedbringer mængden af impulskøb betydeligt.
For det tredje genopliver det traditionen med nogle gange bare at køre rugbrød til aftensmad – og det er SÅ undervurderet. Jeg er bare tilbøjelig til at glemme muligheden, når det hele ruller.
Det bliver tydeligt, hvor lidt det kræver at skabe en ret med råvarer, man alligevel har stående. Og bliver det ved med at gå? Nej, det gør det jo ikke, hvis man ender med at skrælle lagret helt ned, vel? Men selvom de fleste af os vi er blevet meget bedre til ikke bare at købe store mængder, fordi de er på tilbud, så er der alligevel ofte situationer, hvor det ikke giver mening IKKE at gå med tilbuddet. Eksempelvis skulle jeg betale det samme for én pakke bacon, som jeg købte 3 for i sidste uge, hvis jeg ikke gjorde brug af tilbuddet. Derfor er der, tror jeg, hele tiden lidt tilløb til skabe og skuffer, og på den her måde får man tingene brugt.
Så selvom det i første omgang så ud som om, at madbudget-målet var en dødssejler, tror jeg måske alligevel, at jeg er endt med at have fundet den version, der passer til mig.
*
I næste uge tager vi hul på september, og månedsmålet her bliver fokus på strømforbrug. Efter 6 måneder med sommertarif og mulighed for at tørre tøj ude, vil det nok for de fleste af os være hensigtsmæssigt lige at stramme lidt op på vanerne, inden vintertariffen igen banker på fra 01.10.
I sidste uge skrev en god insta-penneven til mig og spurgte om min holdning til alder og SoMe. Mere specifikt om jeg synes, at man godt må få en insta-profil, hvis man er et fornuftigt barn på 11 år.
Fordi jeg selv går og tumler med det her, spurgte jeg, om jeg måtte konvertere spørgsmålet til et indlæg, så vi kan få så mange synspunkter som muligt med, og det fik jeg lov til.
Min holdning til børn og skærme skrev jeg om i det her indlæg sidste år, og den har ikke ændret sig. Men børnene er blevet et år ældre, og digitale år følger nogenlunde samme omregningstabel som hundes, kan jeg godt begynde at se.
Der er med andre ord sket meget, og det afstedkommer naturligvis også nye dilemmaer.
For at starte in house:
Anton gider ikke andre medier end YouTube og så de chatfunktioner, der er knyttet op på spil.
Frida derimod skal bede om det hele – og helst i går. Hun er dagligt ved at gå *til* over, at jeg ikke vil give hende en instakonto, og at jeg siger nej til en offentlig profil på TikTok og Snapchat.
Ift. aldersgrænse kræver alle 3 platforme, at man skal være 13 år for at oprette sig som bruger – men som alle ved, er der ingen kontrol med, om det rent faktisk er tilfældet.
Herhjemme har jeg forældrekontrol på ALT. Børnene kan INTET hente, uden at jeg godkender det først; hverken apps, tilbehør eller programmer, og derfor er det – lige her – stadig mig, der ubetinget bestemmer det hele.
For et par måneder siden sagde jeg ja til, at Frida måtte hente TikTok og Snap ned på sin telefon, men for begge gælder, at hun må kigge, men ikke selv poste. Når hun leger med veninderne bruger de begge apps, fordi der i dem er nogle sjove filter-funktioner, og fordi de kan lave små dansevideoer, som de så bare gemmer på telefonerne.
Aftalen er, at jeg skal godkende, både hvem hun accepterer venneanmodninger fra og hvem hun sender følgeranmodninger til; det sidste fordi min holdning er, at det er min opgave at sikre, at hun ikke sender venneanmodninger til mine venner eller hendes egne venners forældre. En afvisning fra en voksen kan godt føles lidt voldsom, når man bare er et barn (hvilket jo i sig selv er et argument for aldersgrænsen), men det er heller ikke helt rimeligt, at man som voksen pludselig skal tænke over, hvad man poster, fordi der er børn, der kigger med.
Min umiddelbare holdning er, at man – hvis man ellers vurderer, at det er et fornuftigt ungt menneske, man står med – godt kan slække en smule på alderskravet. Ikke mindst fordi jeg synes, at det kan være farligt, hvis man får adgang til SoMe, samtidigt med, at alle hormoner i verden gør deres entre. Det er lidt som at gå direkte fra et løbehjul til en Ferrari, og jeg synes måske ikke helt, at man får tid til at danne sig sine egne, gode vaner, før det hele går op i teenage-usikkerhed og frygt for ikke at være en del af inderkredsen.
Jeg oplever, at det fungerer ret godt, at Frida har fået lov at eksperimentere lidt med, hvad f.eks. Snap kan have af fordele og ulemper, mens hun stadig spørger mig om alt, hvad hun er i tvivl om, og også uden at kny accepterer, hvis jeg træffer beslutninger på hendes vegne.
Eksempelvis var der pludselig opstået nogle grupper på Snap, som hun var med i, fordi de er nogle stykker fra klassen, der spiller med hinanden, og så har Snap kørende ved siden af, så de kan snakke sammen samtidigt. Den funktion kan jeg ikke deaktivere, fordi gruppen består af børn, hun i forvejen er venner med. Men jeg har ikke sagt ja til, at hun må være med i grupper, og her var tale om børn, der i deres respektive hjem har andre regler end dem, vi kører med her, og derfor bad jeg hende om at forlade grupperne igen. Det hele foregik stille og roligt, og gav anledning til en god snak om, hvordan og hvornår man skal/gerne vil være tilgængelig, hvordan konflikter kan starte digitalt, og så være svære at parkere IRL. osv. Faktisk virkede hun lidt lettet over at være hoppet ud af det drama, der somme tider udspillede sig, og det synes jeg er en vigtig lektie.
Der, hvor jeg til gengæld kan være bekymret, når vi taler SoMe og alder er dels ift. det skamredigerede billede af virkeligheden, disse medier kan tegne, men også at en app som Insta i dag nærmest som hvert andet opslag har forslag til, hvem du *også* kan følge.
Det er jeg ikke vild med, for det betyder, at tingene meget hurtigt kan udvikle sig i forkert retning. Børn (og bekymrende mange voksne) er meget lidt kildekritiske, og det er der mange afsendere, der helt åbentlyst udnytter. Reels, der ligner jokes eller søde dyrevideoer, men som 4 frames inde er fulde af politik, had og rabiate holdninger. Opslag, der skal ligne helt normale snapshots fra helt almindelige liv, men med så meget og så tydeligt product placement, at man *næsten* må grine.
Næsten.
Det synes jeg er problematisk, for det går SÅ hurtigt med at få algoritmen tunet til at gå ned af bestemte veje. For et års tid siden var jeg kortvarigt ret optaget af noget japansk fotokunst, og det tog vitterligt en uge fra jeg klikkede på det første forslag til 3/4 af mit feed bestod af japanske fotos. Det er jo fint, når vi taler om kunst – men det er knap så fint, hvis de første opslag, man får klikket på, fordi der er én, der laver en sjov dans, i virkeheden er poleret incel-facade eller gateway-profiler til radikalisering.
Så for lige at opsummere: Jeg er lidt-pro, at man kan give lov, hvis man har en 11 eller 12-årig, der ellers træffer gode beslutninger, og som ikke udviser tegn på noget, der kan tippe over og blive rigtig svært (f.eks. mad og motion) – og jeg er endda lidt-mere-pro, hvis man har at gøre med et ungt menneske, der af den ene eller anden grund tilhører en gruppe, som der måske ikke lige er så mange andre af i lokalområdet. Her tror jeg, at sociale medier kan være en hjælp, fordi man får nogen at spejle sig i, så man ikke føler sig så alene.
Men én ting er at give dem nøglerne. Noget andet er, hvordan man så sikrer, at de kører forsvarligt.
Jeg er modstander af, at man roder i sine børns telefoner. For mig er den at sidestille med en dagbog, og i min optik skal der være stærke mistanker eller alvorlig bekymring for noget meget specifikt, for at man kan forsvare at gøre det. Jeg ville f.eks. være nødt til at dø i en frygtelig fart, hvis nogen rodede min telefon igennem, og hvorfor skulle det forholde sig anderledes for børn? Alle har ret til et privatliv.
Men fordi man jo stadig virkelig, virkelig gerne vil passe på det bedste, man har, så er man nødt til at have en smule opsyn med dem derude, uanset om de er 11 eller 14, når de får en profil.
Men man er måske nødt til at slippe ideen om, at man kan holde øje med dem hele tiden. Ligesom vores forældre også sendte os til de første sodavandsdiskoteker og klassefester uden at vide, om vi faktisk havde de redskaber, der krævede at holde de aftaler, vi havde lavet med dem, og til at sige nej til stoffer og forkert selskab. Man er nødt til at klamre sig til en vis form for tillid til, at man er lykkedes med at installere et kompas i dem, og at de ved, hvordan de skal bruge det. Og spørger om hjælp, hvis de farer vild. Men det kan ikke testes i laboratoriet, og derfor er de første gange, man slipper dem løs, både på nettet og IRL, vel i sagens natur angstprovokerende og forbundet med både usikkerhed og nervøsitet.
Jeg ville synes, det var oplagt, at jeg fulgte dem, når de oprettede profiler, fordi det jo giver en vis form for kontrol med, hvad de poster – men det giver jo det helt åbentlyse modspørgsmål, om de så også skal/må følge mig? For det er jeg ikke sikker på, at jeg egentlig har lyst til, at de gør.
Ja.
Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Så TLDR: Jeg er tilbøjelig til at mene, at man godt må lave en individuel vurdering af sit barn og fravige aldersgrænsen med et år eller halvandet. Men jeg synes også, at der er reelle argumenter, der taler imod.
Og uanset hvor gamle mine børn er, når jeg endelig giver dem lov til at oprette profiler, så har jeg ét ufravigelige krav, så længe de er under 15: Jeg vil have lov at kigge med i de grupper, de potentielt kommer med i, hvis der også er voksne med i gruppen.
F.eks. var vi i søndags til gudstjeneste i den kirke, hvor Anton måske/måske ikke skal gå til konfirmationsforberedelse. Det var … en oplevelse, som jeg mener mange forskellige ting om, men det, der er relevant hér er, at præsten bagefter lagde op til, at børnene skulle sende ham en venneanmodning, så han kunne oprette en gruppe på Facebook, som ‘kun var for konfirmanderne’.
Jeg kender ham ikke overhovedet, og han kan være det rareste, mest gudfrygtige menneske, der nogensinde er skabt. Det ændrer ikke på, at Anton under ingen omstændigheder overhovedet får lov at være venner med en voksen mand, og komme med i en gruppe, uden opsyn og hvor der ikke er andre voksne til stede.
Men nu har jeg ævlet løs i øst og vest, og jeg er enormt nysgerrig efter at høre, hvad I mener om alt det her.
Inden I slår jer løs, vil jeg bare lige minde om, at der her i klubhuset helt givet vil være nogen, der har givet lov, og måske også meget tidligere end 11 år – ligesom der også vil være nogen, der kører stramt nej, indtil børnene fylder 15. I har altid været gode til at formulere jer sobert og ordentligt, og fordi det her er vores børn, vi taler om, hvor tæerne godt kan være ekstra ømme, vil jeg bare appellere til, at dette ikke bliver det første indlæg, hvor vi fraviger den tradition.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Ryddet op i børnenes kasser med huer og handsker.
Og det er jo ikke fordi, vi står og skal bruge dem i næste uge, vel? Men lige nu har ingen af dem den fjerneste erindring om, hvad de har af vintergear, og jeg VED, at hvis først de får lov at se kassen, så gror de attachment issues til hatte, de aldrig har haft på, og handsker, der er for små, på halvandet sekund.
Det gav en lille pose til Røde Kors, som jeg smuglede ud med så meget list og finesse, at jeg forventer at blive scoutet af colombianske narkokateller, og nu kan vi ud fra det, vi har tilbage, langt bedre vurdere, hvad der er brug for at anskaffe om et par måneder.
2.
Ringet til min sundhedsforsikring og forespurgt på, om man kan bruge den forebyggende.
Det er jo lidt noget lort med det der manglende brusk i højre side. Faktisk. Men jeg har – naturligvis – gravet mig ned i artikler om den nyeste forskning på slidgigtsområdet, og jeg hælder faktisk til, at de smerter, jeg bøvler med, ikke så meget skyldes den manglende brusk, som de skyldes, at jeg er skæv af at køre så meget bil. Alle muskler på højre forside er med ret stor sandsynlighed for korte, og så trækker det hele skævt. Stræk og træning hjælper, og selvom jeg er ret afklaret med, at jeg ikke ender med at blive smertefri, har jeg flyttet grænsen for, hvad jeg kan *så* meget, at jeg stadig er nogenlunde fortrøstningsfuld.
Massage hjælper – men det er DYRT. Og fordi jeg også har en ok-solid udgift til en personlig træner, syntes jeg, at det var indsatsen værd at undersøge, om man evt. kunne få noget af det dækket af sundhedsforsikringen.
Det var et nej – men til min store, positive overraskelse var ham, jeg talte med, fysioterapeut og han havde virkelig mange gode input.
Nu har jeg fået en henvisning til en fys, og har også én i tankerne. Men første stop på vejen er egen læge, hvor jeg lige skal have lidt hjælp til at lægge en forsvarlig plan.
(SÅ! VOKSEN!!)
3.
Vasket Fridas sneakers.
Der er så meget grundvand her, hvor vi bor, at markerne omkring den lokale skole, er én stor mudderpøl fra slut-august til start-maj. Det er SUPER bøvlet på tøj- og skosiden, men trods alt er hun stadig så lille, at sko, støvler og overtøj i forvejen kun kan bruges én sæson, inden hun vokser ud af det.
Vi ruller ikke med ‘pæne’ sko, for der er så få lejligheder, hvor det ville give mening, at det ville være fråds. Når det er sagt, vil jeg jo stadig gerne, at jeg kan have hende med ud i verden, uden at det ser ud som om, hun bor i en grøft.
Derfor fik begge par udesko en overhaling med bagepulver og Vanish i fredags, så der var tid til, at de kan nå at tørre helt, inden det hele ruller igen mandag. Det er jo ikke fordi, man ikke kan se, at de har været i brug, men det pynter stadig og modsat en tur i vaskemaskinen, så risikerer man ikke at opløse limen i sålerne, når man kun lige skyller dem med bruseren et minut eller to.
Månedens Mål, august (3/4)
Jeg har sadlet om. For efter – igen – at have knaldet rundt i, hvornår jeg skal føre penge over, og om storkøb af sæbe tæller med i ugens husholdningsbudget eller ej, havde jeg et langt, alvorligt møde med mig selv over en kop kaffe i haven.
For hvis du gør, hvad du gjorde, så får du, hvad du fik.
Og det er nok.. hvad? 8. gang? 12. gang? jeg forsøger at få den her model op at køre, og det VIL bare ikke lykkes. Den sidste uge har jeg haft god tid, og det til trods har jeg *stadig* fundet det svært at få intentionen omsat til virkelighed.
Jeg har derfor ryddet pladen og prøvet at gentænke hele konceptet. For det er godt til mig med konkrete tal og systemer, så den del har jeg prøvet at overføre på en anden løsning, for der er ingen tvivl om, at der er penge for os at hente her, hvis jeg ellers kan udtænke en måde at gøre det på, der er nemmere for mig at styre.
Derfor tester jeg de næste uger, hvordan det virker, hvis jeg:
1.
Køber stort ind én gang om ugen på BilkaToGo.
Og det er ikke for at endorce BTG, for det er hverken bedre eller værre end så meget andet. Men for mig fungerer det godt, at jeg hele tiden kan se oppe i hjørnet, hvad jeg har handlet for – og hvor jeg IRL ret nemt kan falde i ‘nu er vognen alligevel fyldt’-fælden, så har det slet ikke samme effekt på mig, når jeg køber stort ind på nettet. Snarere tværtimod, faktisk, og det hænger klart sammen med, at jeg hele tiden kan se, hvor mange penge, jeg er ved at bruge.
Samtidig bliver jeg ikke fristet af strategisk product placement, der får mig til at købe en friskpresset juice fra Princip til 35 kroner i stedet for den liter Rynkeby til en 10’er, jeg havde planlagt.
2.
Midvejshandler efter 3-4 dage, hvor jeg kan købe den liter mælk og de friske grøntsager, jeg mangler til resten af ugen.
3.
Planlægger at lave én ret fra bunden om ugen. Det lyder ikke af ret meget, det ved jeg godt – og det er ikke sikkert, at det rækker.
Men vi spiser 2-3 forskellige ting til alle måltider herhjemme, og det har jeg for længst opgivet at tude over. Det betyder, at jeg på mange måder laver mad til mig selv på samme vilkår, som hvis jeg boede alene. Jeg kan virkelig godt lide at lave mad, og jeg er ret god til at prøve at lave alt muligt forskelligt, Men det betyder, at jeg meget hurtigt har ting i køleskabet, som er åbnede og derfor skal spises inden for en rimelig tidshorisont, og når jeg laver to forskellige retter pr. uge fra bunden, får jeg simpelthen for mange ‘sjatter’, jeg ikke kan nå at bruge.
I denne uge lavede jeg f.eks. nogle spicy breakfastburritos (so sue me) med hjemmelavede baked beans fra Valdemarsro. Bønnerne lavede jeg den ene dag, hvor jeg bare spiste dem med en grøn salat og en skive brød, og så kørte jeg fuld mexicansk aftenen efter. Jeg havde rester til et par dage, og har også smidt lidt bønner i fryseren, og dermed har jeg faktisk fået aftensmad til 4 dage ud af én ret. Jeg kørte suppe fra fryseren på dag 5 og 6, og det flute, jeg købte til, var der nok tilbage af til en sandwich på dag nummer 7.
Den her model ligner i langt højere grad den måde, jeg plejer at vælte gennem ugen på, men med den store forskel, at jeg nu har prøvet at sætte konkrete tal på både indkøbsture og madlavningsprojekter.
Jeg glæder mig faktisk helt til at teste, hvordan det fungerer IRL.
