Forfatter: Linda

M2024, uge 50

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg udnyttet, at alle, jeg nogensinde har købt noget af på nettet, i disse dage sender nyhedsbreve og reklamemails i vildskab, for det giver mig en gylden mulighed for at afmelde dem, ligeså hurtigt, som de lander i indbakken.

Jeg gør det på telefonen, fordi det er nemmest: Når du åbner mailen, er der i øverste, venstre hjørne på langt de fleste af dem et link, der hedder ‘Afmeld nyhedsbrev’ – og så er det bare at klikke.

På et par enkelte skal man scrolle ned i bunden af nyhedsbrevet, men fordi jeg har været bevidst om, at det her var et ugepunkt, har jeg fået det gjort.

Engang, når der er 28 timer i døgnet, vil jeg finde den store lup frem og undersøge, hvor de her nyhedsbreve kommer fra, for jeg er nærmest hysterisk med ALDRIG at sætte kryds i ja-tak boksen, når jeg bestiller online, ligesom jeg også er hyper opmærksom på at fjerne fluebenet, hvis det allerede er sat.

Jeg kan godt gå med til, at der er steder, hvor en kundeklub eller et medlemskab medfører en tvungen nyhedsmail i ny og næ, men de få sider, jeg har signet op på, står ikke på nogen måde mål med den storm af reklamecrap, jeg lige nu er ved at feje ud af indbakken.

Men indtil dén dag kommer, må denne måde at løse problemet på, række.

2.

Har jeg været brødkassen, snackkurven og grøntsagsskuffen igennem, inden jeg bestilte varer til den kommende uge, for på fredag er der dømt juleferie, og jeg vil gerne nå at bruge diverse rester inden da.

Madpakkerne kommer til at stritte i alle retninger, mens aftensmaden godt – med lidt god vilje – kan kaldes ‘tapasinspireret’, men der er alligevel dømt undtagelsestilstand og æbleskiver over hele linjen, og så kan vi ligeså godt få spist op.

3.

Har jeg lavet en note i min telefon, der hedder: ‘I’m dead. Now what?’

For søde, fine oldefar døde tirsdag aften efter 97 stærke år, og jeg er derfor i gang med, sammen med mine forældre, at rydde op, lukke ned og blænde af.

Oldefar har selv gjort en stor del af forarbejdet, og derfor skal vi ikke igennem gigantiske bunker af nostalgisk slagger, men der er stadig meget, man lige skal have styr på. I dag gik jeg i gang med at opsige abonnementer, tjekke op på forsikringer osv., og det er faktisk ikke så ligetil at finde ud af, hvor folk har internet, indboforsikring og el-aftaler, når først alt er lukket ned.

Derfor har jeg besluttet at lave et eller andet system, som gør det nemmere for dem, der skal binde sløjfe for mig, hvis jeg får et fly i hovedet – men det er jo nødt til enten at være analogt, eller at være sat op på en måde, så mine efterladte kan få adgang til det, selvom min computer er låst.

Indtil videre er det bare en ustruktureret note i mine telefon, som jeg skriver på i takt med, at jeg støder på udfordringer, som man kunne planlægge sig ud af, men når vi har sagt ordentligt farvel til oldefar, og jeg har et overblik over, hvad det ville have været rart for dem, der står tilbage, at vide, får jeg noget mere formelt sat op.

*

Månedens mål, december (3/4)

Midt i luciaoptog og begravelsesforberedelser er jeg så småt gået i gang med at planlægge den årlige julefrokost for familien. Livet er for de levende, og dem tilhører vi jo heldigvis stadig i skrivende stund, og det er rart, midt i det triste og lidt overvældende arbejde det er at lukke et liv ned, at kunne fokusere på noget dagligdags og traditionsbundet.

Som altid prøver jeg at sammensætte en menu, der minimerer madspild, hvilket konkret betyder, at jeg tænker over:

*At grønne retter og salat ikke skal indeholde våde grøntsager (f.eks. tomat), fordi det ødelægger konsistensen på rekordtid.

*At mælkeprodukter forkorter levetiden markant. En (pasta)salat, der er vendt i f.eks. lidt olie, honning og appelsinsaft, er lækker væsentligt længere end én, der er smurt ind i creme fraiche.

*At alt, hvad der er sprødt, skal serveres on the side, uanset om vi taler om bacon til leverpostejen, eller nøddetopping til salat. Meget få ting i verden er så klamme, som en peanut, der har ligget og trukket væde i halvandet døgn.

*At vælge retter, der kan fryses, samtidigt med, at jeg sørger for at have plads i fryseren og noget ved hånden, maden kan fryses i.

*At finde tomme isbøtter og yoghurtbægre frem, så gæsterne kan få eventuel overskudsmad med hjem.

*At forholde mig til, hvad jeg laver hvornår. Det er ikke fedt at skulle lave 10.000 ting samme dag, som julefrokosten skal holdes, men omvendt er det måske lidt lige meget, rent planlægningsmæssigt, om du laver risalamande dagen før eller på dagen. Men venter du til selve dagen, kan den holde en dag længere i den anden ende, og det kan godt give mening at tænke ind.

Og altså: Det er jo ikke, fordi julen bliver aflyst, hvis man står med en slatten salat eller må kassere resterne af den sommerfugl af laks, man har haft lyst til at lave til sine gæster hele året.

Men vi smider *ufattelig* meget mad ud i juledagene, og fordi de fleste af os er overstimulerede og mætte, når vi tager ud af bordet, så GØR lavpraktikken en forskel. Hvis du ikke har noget at hælde resterne i, er det nemmere at smide dem ud end at grave et kreativt alternativ frem. Hvis salaten ligner noget, du har skovlet op af en vandpyt, kører du bare de to skiver honningglaseret skinke uden, og lader som om, du ikke lige så den på hylden i køleskabet.

Om 7 dage har vi både hænder og hoveder fulde, så det er nu, man skal planlægge, hvis man har ambitioner om at forebygge.

M2024, uge 49

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Skrev jeg mig bag øret, at jeg skulle huske at nævne den uventede fordel ved det debet-kort, min bank har stoppet ned i halsen på mig.

Inden vi kommer til den del, hvor jeg siger noget pænt, vil jeg gerne have med, at jeg ikke har ord for, hvor ringe, jeg synes, min bank har været det sidste år.

Jeg har tidligere været omkring problemet med kommuner og sygehuse, der ikke betaler til tiden, og det har givet mig en håndfuld gange over det sidste år, hvor min konto er gået i overtræk.

Ret skal være ret: Det skal den ikke. Og dE haR OgSå rEgLeR, dE sKaL fØLgE.

Men jeg har hver e.n.e.s.t.e gang selv kontaktet banken.

Jeg har stået skoleret, når det er sket, har dækket underskuddet ind, og sendt dokumentation for de kommende betalinger, som altid er faldet 1-2 dage senere.

Jeg har forklaret situationen forfra, 100 gange, til 100 forskellige ansatte (“Nej, hvad for noget -tolk??”), har bedt om et møde 3 gange, så der kunne laves en mere holdbar løsning, har sagt ja til at betale for en midlertidig forhøjelse af min kassekredit, har givet dem adgang til mine skatteoplysninger og har sendt dem mit årsregnskab.

Jeg har været kunde hos dem i 16 år, og de HAR jo trods alt set mig betale en kvart million ud.

Mødeforespørgslerne og forhøjelsen af kassekredit – som var deres eget forslag, og som jeg fremsendte al den dokumentation, de bad om til – er de aldrig vendt tilbage på.

Alligevel har jeg på bydemåden fået udleveret et debetkort, og de valgte, med sædvanlig, kærlig omsorg, bare at spærre mine kort, da debetkortet var landet i min postkasse. Det fik jeg en sms om, da jeg sad på en opgave i Herning, og jeg har ikke ord for, hvor uordentligt, jeg synes, det er. Der stod penge på samtlige konti, og det havde sgu været et reelt problem, hvis jeg havde stået med en bil med tom tank derude på heden, for så havde jeg ikke kunne komme hjem.

Og bare, hvis der sidder et par bankansatte og læser med: Det er ikke løsningen, jeg har et problem med, og jeg ved godt, at de er underlagt regler, de ikke selv har indflydelse på. Men de HAR indflydelse på egne arbejdsgange, og den her er ét langt, nedladende clusterfuck.

ANYWAY. Jeg har arbejdet som en vanvittig hele efteråret, fordi jeg ikke kan holde det her ud, og betalingerne for de sidste måneder begynder stille og roligt at tikke ind. Når rådhusklokkerne ringer d. 31., står der omkring 100.000 på min firmakonto, og så kan de rende mig noget så eftertrykkeligt.

Men dét, jeg har glædet mig over ved debetkortet, og som jeg gerne ville give videre er, at det, modsat mit visa, hele tiden viser mig ‘reserverede beløb’ – hvilket er VIRKELIG smart, fordi jeg så hele tiden ved *præcis* hvad der reelt står på min konto.

Når jeg sætter den her form for punkter på, er jeg altid lidt nervøs for, at det er noget, alle bare ved, og om jeg kommer til at fremstå som en idiot over at være den eneste, der ikke ved det – men over årene har jeg lært, at der altid er andre, der heller ikke lige havde fået info-mailen.

Så: Debetkort for the win. Specielt hvis du bøvler lidt med tal eller overblik.

2.

Blev jeg ringet op af en sælger fra Aller Media, som gerne ville have mig tilbage ombord på mit yndlingsmadblad, som jeg sagde fra først på sommeren.

Jeg takkede pænt nej – indtil han tilbød mig et år til halv pris, hvilket fristede mig over evne. For jeg bliver altid ægte begejstret over at åbne min postkasse og finde bladet dér, og til halv pris synes jeg godt, at jeg kan forsvare posten på budgettet.

Catchet var selvfølgelig, at kampagneprisen bare glider over i normalt pris, når året er gået, så nu har jeg lagt en reminder i min telefon til september næste år, så jeg, hvis jeg vil, kan nå at sige det fra igen.

Hvis de får mig, bliver det med åbne øjne.

3.

Har jeg igen gjort brug af min sundhedsforsikring, og jeg vil endnu engang opfordre til, at man får tjekket op på, om man har én, enten gennem sit arbejde eller sit pensionsselskab.

Dem, jeg har talt med, der ikke har, har typisk fravalgt den, fordi de ikke forventer at få brug for hjælp eller store operationer, og samtidigt har der været megen snak om, at de private sundhedsforsikringer ikke længere vil dække for udredninger. Derfor kan man godt få det indtryk, at det næsten kan være lige meget, om man har én.

Men i alt det her bøvl med min højre hofte, har vi nu fundet ud af, at det formentlig ikke er den manglende brusk, der er problemet, men at mit bækken er mere skævt end Snoop, og at alle musklerne, både på for- og bagside, derfor er så overspændte, at jeg fysisk er blevet kortere, både vertikalt og horisontalt, på højre side.

Derfor er jeg nu i gang hos en kiropraktor, der er ved at ‘trække mit bækken på plads’ hvilket er nogenlunde ligeså behageligt, som det lyder. MEN. Jeg fik 12 gange akupunktur godkendt i foråret, og har netop fået 12 behandlinger hos bemeldte kiropraktor betalt af min sundhedsforsikring.

De 24 ture havde kostet mig i nærheden af 15.000, hvis jeg selv skulle have haft pengene op ad lommen.

Min sundhedsforsikring godkender altid 6 behandlinger ad gangen, og de er LYNhurtige: Når jeg søger om aftenen, har jeg svar næste morgen. Om det er det samme alle steder ved jeg selvfølgelig ikke, men det er bare for at sige, at det ikke behøver at være tungt og bureaukratisk at gøre brug af den.

Der er nul tvang her i klubhuset, men tænk i det mindste igennem, om økonomien kan være/blive en stopklods ift. at søge behandling, hvis du har ondt. Eller om der er situationer, hvor det ville gøre en forskel for dig, at du kunne blive opereret/kigget på med det samme, så du kunne komme hurtigere tilbage i sadlen. Som selvstændig synes jeg, at den faktor vejer tungt.

*

Månedens mål, december (2/4)

Som nævnt i sidste uges indlæg, synes jeg pludselig, at der er ting overalt – men turen gennem børnenes rum gav mig lyst til at gå med den samme, lidt løsere tilgang til de steder, jeg ikke kan holde ud at se på.

Derfor prøver jeg at tage en hylde hist og en skuffe pist, når det lige giver mening. Det kommer ikke til at give samme, strømlinede resultat, som når jeg tager hele hytten fra A til Å, men mindre kan også gøre det.

Køkkenskabene kommer jeg nok ikke til at slippe for at tage samlet, for her vandrer mine ting, og det giver derfor ikke mening at tage dem isoleret, men alle andre steder kan sagtens nøjes med mosters hånd.

I går fik jeg ryddet op på min krydderihylde, mens jeg stod og rørte i en gryde, og som altid blev jeg overrasket over at finde oregano og karry, der for længst var gået på dato. Jeg synes lige, jeg har købt det.

Den kommende uge har jeg flere dage uden opgaver, og det første, jeg skal have styr på, er, hvad jeg har og hvad jeg mangler af julegaver. Det kommer også til at give lidt plads på borde og reoler, for lige nu er det, jeg har købt, bare lagt der, hvor der tilfældigvis var plads. Alene det at få lidt samling på tingene vil gøre det hele mere overskueligt.

Men det er altid ekstra effektivt at rydde op på baggrund af Tingspat^TM, så derfor vil jeg gerne smede, bare lidt, mens jernet er overvældet, men varmt.

M2024, uge 48

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg ryddet op i mit køleskab og mine frysere og smidt alt det ud, jeg kan se, at jeg ikke får spist/brugt.

Modsat den daglige små-oprydning, hvor jeg sørger for at få brugt sjatter og rester, og så engang imellem kasserer noget, der har stået for længe, er det her lidt mere som når man rydder op i tøjskabet, og fjerner det, man ikke længere går i.

Den mad, jeg har smidt ud, kunne sådan set stadig spises – men jeg har flyttet rundt på den længe, og jeg får ikke omsat den til det, den kan bruges til. Det mudrer overblikket, og du ved reelt ikke, hvor meget, du egentlig har i fryseren, der kan bruges en træt torsdag aften.

Nu er der ryddet op, jeg ved, hvad jeg har, og jeg har fået en stak plastikbøtter tilbage i skabet.

2.

Er jeg begyndt at flytte rester af bodylotion, deodoranter osv. ind i mit soveværelse, for OHMYGOD, hvor de børn kan bruge meget tid på det badeværelse!!!!

Jeg har en tendens til at styre udenom resterne, fordi det altid er det sidst tilkomne, der er sjovest, men jeg kommer til bunds i dem nu, fordi jeg om morgenen bare bader, og så rykker ind i soveværelset og gør mig færdig, så børnene kan komme i gang med den *meget* omstændige proces, det (åbenbart) er at gøre sig klar. (Seriøst: Hvor lang tid kan det tage??)

3.

Har jeg lavet adventskrans og sat julelys op ude. Jeg manglede både et fad til kransen, nye julelys og noget at montere min lyskæde på. Sidste år købte jeg små buske, fordi jeg tænkte, at de ville kunne bruges flere år, men med vanligt talent, er det lykkedes mig at slå de planter, der er notorisk kendt for deres résistance, ihjel.

Jeg er denne gang gået med et rektangulært fad i en neutral farve, der passer i min vindueskarm i køkkenet, så den kan bruges hele året, og jeg har købt klyngelys til vores udhæng, fordi man på dem ikke bemærker det, når pærerne går; de sidste mange år har jeg troligt byttet lysene, hvis de går i stykker efter én sæson, for det KAN ikke passe, at et produkt, der er lavet til at hænge ude, kun kan holde 24 dage.

Men for bare at sige det, som det er, så orker jeg faktisk ikke at blive ved. Jeg vil bare gerne have noget, der kan bruges flere år i træk, og det kan de her. Når de har kørt 2-3 år under udhænget, er der stadig lys nok i dem til, at de kan tage et par år eller tre i mine lanterner. (Som til gengæld skal have GIGA ros for bare at blive ved med at være pæne, selvom de tager alle vejrtæsk i verden).

Kæden, som jeg ellers havde besluttet måtte sidde over i år, er blevet viklet om et obelisk-espalier, min mor havde i overskud, fordi børnene så gerne ville have den op. Det er ikke verdens mest æstetiske løsning, men den fungerer.

Så på papiret har jeg jo egentlig fulgt mine egne regler ift. at det, jeg køber, skal være både holdbart samt bredt anvendeligt nok til at retfærdiggøre den plads, det optager.

Men jeg har de sidste måneder tænkt over, at minimalisme og bæredygtighed efterhånden er så mainstream, at jeg måske er blevet lidt for god til at greenwashe mine egne undskyldninger for at købe nyt. For selvom jeg kører et relativt stramt regime med ikke bare at skovle ting ind, så kan jeg mærke, at jeg alligevel er samme sted, som jeg var sidste år ved denne tid, hvor jeg pludselig føler, at der er for mange ting alle steder.

Det er helt sikkert årstidsudløst; vi går lige fra græskar til flag og videre til jul, så der ER mere pynt og sager i mit hjem mellem oktober og december, end der er resten af året.

Men jeg gider ikke ende med at blive en parodi på konceptet, hvor jeg, i bedste En Shop-a-holics Bekendelser-stil, bare køber alt det, jeg har lyst til, og så retfærdiggør det på bagkant med noget minimalismerelateret.

Nye ting skal stadig produceres, uanset hvor mange formål, de kan bruges til, og at vi er blevet bedre til at sælge og købe brugt, har vist sig at have den bagside, at det får det til at føles mere lovligt at skifte ting ud hurtigere.

Det er ikke sort/hvidt, og grænserne er flydende, men jeg har i hvert fald et øje på det nu, og det må være der, det starter.

*

Månedens mål, december (1/4)

Det lykkedes os faktisk at komme igennem værelserne denne uge.

Vi kørte en mareridtssøndag, hvor jeg tog rummene, ét for ét, og fik ryddet op, gjort rent og pyntet, og jeg bad (‘tvang’ er nok mere retvisende) børnene om (til) at tage den store oprydning selv. Jeg faciliterede ved at smide de store vattæpper på gulvet, hvorpå jeg systematisk rykkede kasser og skuffer ud, og så fik de et fællestæppe i midten til det, de ikke længere brugte.

Det ville være synd at påstå, at de sang, mens de gjorde det.

Det blev heller ikke helt så tilbundsgående, som det ville være blevet, hvis jeg havde været leder på projektet – men hvis du vil have noget gjort ordentligt, skal du gøre det selv. Og det bliver i længden ret udmattende, så det må man tage konsekvensen af, og lade andre komme til.

M2024, uge 47

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg sat det legetøj til salg, som Frida over de sidste måneder er nået frem til, at hun ikke længere bruger.

Der var perler, perlebøger, spil og en stor, uhandy tavle – som var fin. Men på et værelse, der ikke er særlig stort, tog den bare mere plads, end jeg næsten kunne holde ud.

Tidspunktet lige nu er optimalt, fordi mange er i gang med at finde småting til kalendergaver, så jeg fik taget billeder af tingene en dag, hvor lyset var godt, og smed det hele op et par dage senere, hvor jeg havde mellemtimer i en lille jysk flække, hvor der intet er at lave.

De fleste af tingene er allerede væk, og de sidste får lige en uge mere, inden de ryger til genbrug.

2.

Har jeg lavet en note i min telefon, hvorpå jeg skriver de ting, jeg gerne vil nå i min juleferie. For jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg glemmer alt om alting i det sekund, jeg stempler ud, fordi jeg virkelig, virkelig trænger til at holde fri.

Men jeg har stadig lidt, jeg gerne vil have styr på, og som jeg godt ved, at jeg ikke får lavet, når hverdagen ruller.

Noget af det er arbejdsrelateret, som f.eks. mit kvartalsregnskab og hjemmesiden, der trænger til et par opdateringer, men jeg kommer også løbende i tanke om emner og lister, jeg gerne vil have tilføjet til min almanak.

I denne uge kom jeg til at tænke på, at det ville være smart at tilføje en oversigt over de voksen-ting, jeg er god til at få styr på, når jeg sætter mig for, at det nu er dét her, jeg skal tjekke op på – men som det altid tager mig lidt for længe at finde overskud til at kaste mig over, fordi det virker så omstændigt.

For selvfølgelig ville det være idiotisk at printe alt muligt, som man bare kunne samle i en mappe på Mac’en – og jeg ved jo også godt, hvor jeg skal finde tingene, hvis jeg har brug for dem.

Men det ville for mig være en hjælp at have en enkelt side i almanakken, hvorpå jeg har prisen på f.eks. autohjælp, vores telefonabonnementer og internet, på min sundhedsforsikring osv. listet op, for så er det meget nemmere at tjekke, om et eventuelt tilbud er så billigt, at det giver mening at finde den fulde aftale frem og tjekke det med småt.

3.

Har jeg tømt min lomme med kvitteringer i køkkenskabet, så den er klar til julegaveindkøbene.

Det her system er affødt af, at jeg meget, meget sjældent får ryddet op i mine fysiske kvitteringer, og derfor tidligere skulle igennem 100.000 bon’er, hvis lynlåsen gik i en jakke fra samme sæson, eller en cykellygte stoppede med at virke efter 3 uger.

Nogle kvitteringer er rare at gemme længe, mens andre ikke er vigtige efter 4 uger. Derfor har jeg en plastiklomme i mit køkkenskab, hvori jeg smider bonen, når jeg kommer hjem med en ny t-shirt, eller et par kunstige lys. Når den fylder så meget, at den er irriterende, tømmer jeg den, og ud af 20-30 kvitteringer er det typisk kun en enkelt eller to, det giver mening at gemme-gemme i min enlige papir-mappe i bryggerset.

Det lyder drønomstændigt, men det er det overhovedet ikke. Lommen i køkkenskabet er indenfor rækkevidde, når jeg står og tømmer indkøbsposer ved bordet, systemet med at rydde op i den, når den er fuld sikrer, at det er en overskuelig mængde, jeg skal bladre igennem, og min mappe, som indeholder 3 plastiklommer med årstal på, betyder, at jeg kun gemmer kvitteringerne i de 2 år, de er brugbare.

Nu er lommen tom, for så er det hurtigt og nemt at finde bonen, hvis en gave skal byttes.

(I øvrigt bruger jeg også lommen til følgesedler, for om to måneder har jeg glemt alt om, hvad den webshop, jeg købte min mors termokop i, hed. På den måde ved jeg, hvad jeg skal søge frem, hvis jeg dér får brug for en kvittering).

*

Månedens mål, november, (4/4)

Her ville jeg gerne have skrevet, at vi nu kan vinge værelserne af; at jeg har løbet det ind, jeg satte til i sidste uge, og at jeg er med igen.

Det er bare ikke tilfældet.

Og jeg har lyst til at skrive et par linjer om, hvorfor det forholder sig sådan, for jeg plejer at være god til at lægge spurter ind, når det er nødvendigt for at nå de mål, jeg sætter mig.

Men jeg har simpelthen ikke haft lyst. Eller – måske er det mere rigtigt at sige, at jeg har haft mere lyst til noget andet, nemlig Ro & Ingenting.

De sidste par år har december været en slags ekstremsport, hvor jeg har smidt mig over målstregen efter en hæsblæsende slutspurt, men der er sket noget med mig over det sidste års tid. Jeg har fået lyst til at prøve at give plads til langsommeligheden, i det omfang, det nu er muligt for et menneske som mig.

Der er noget i det her med hele tiden at presse mig selv, som jeg tror, jeg måske er ved at.. vokse fra?

Jeg er lidt uafklaret på, hvad jeg egentlig selv synes om det, for det giver jo nogle efterslæb og hængepartier, jeg ikke er vant til at stå med. Det synes jeg er ret vigtigt at få med, fordi jeg selv oplever, at profiler, der tidligere har inspireret mig til at prøve at ændre på noget, over tid ender et sted, hvor jeg ikke længere synes, at jeg kan identificere mig med det, de forsøger at fremme.

Derfor vil jeg gerne have med, at jeg ikke synes, at den her rejse er lineær. Jeg oplever ikke, at selvudviklingskurven bare er en jævn, støt stigende linje, hvor jeg måned for måned bliver Et Bedre Menneske^TM. Det er på alle måneder to skridt frem og halvandet tilbage.

F.eks. er min elregning for oktober den højeste af slagsen, jeg har fået i flere år, fordi jeg har været nødt til at ignorere alt, hvad jeg ved om elpriser og tariffer; det var højtarif eller nul rent tøj.

Jeg besvimede også mere, end jeg faldt i søvn forleden, med metalsmag i munden og frustrationen bankende i hele kroppen over ikke at føle, at jeg slog til, fordi jeg endnu engang havde fået sagt ja til mere, end der var timer i døgnet til.

Men jeg tror, at ændringen ligger i, at jeg nu – de fleste dage, i hvert fald – opdager det, mens det sker, og allerede i situationen prøver at forholde mig til, hvad jeg kan ændre på, så roen ikke er undtagelsen og en slags ø af udmattelse, hvorpå jeg synker sammen et kort øjeblik, inden jeg spurter videre – men at det faktisk er dén, der er det ønskede udgangspunkt og det andet, der er afvigelsen.

Jeg ved ikke, om det overhovedet giver mening uden for mit hoved, men det føles som et ret markant og vigtigt skifte for mig.

Så. Måske når jeg værelserne i næste uge. Måske gør jeg ikke. Men hvis jeg gør, så håber jeg, at jeg har taget dem, fordi der var tid og overskud til det, og fordi der ikke var noget andet, der føltes vigtigere.

M2024, uge 46

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg endelig fundet forklaringen på, hvorfor mine Siriuslys dør på et par dage – og den er så enkel, at man næsten får ondt i hovedet.

For små lys har små batterier, og dermed er det begrænset, hvor meget strøm, de kan suge til sig i en oplader…

Så. Altså. Ja. Ikke raketvidenskab, når det kommer til stykket. Men sgu stadig irriterende at opdage, når man HAR købt 4, og reklamerne råber MEGET højt om de 200 timers brændetid. Til gengæld er dem, jeg har talt med, enige om, at de store bloklys faktisk holder, hvad de lover, så i det mindste har jeg nu et ønske til jul.

2.

Har jeg brugt ret meget tid på at lede efter det, som jeg har lært hedder en ‘kreditorforsikring’.

Ultraforsimplet kan tolkeopgaver opdeles i to hovedgrupper: Dem, jeg selv kan tage og fakturere, og dem, der kræver en underleverandøraftale. De første er f.eks. opgaver på sygehuse og jobcentre, mens de sidste er uddannelser, lægebesøg osv.

De opgaver, jeg selv kan tage, fakturerer jeg på dagen, så pengene ruller ind løbende, mens de opgaver, jeg dækker som underleverandør, skal samles på en månedlig faktura. Det giver mening, fordi det ville give meget administrativt arbejde, hvis jeg skulle fakturere hver enkelt dag, jeg tolker stort kørekort på Dekra, én for én.

Men det betyder, at jeg kan have ret mange penge til gode hos et firma, jeg er underleverandør for. Når jeg sender min faktura ultimo oktober, betyder det, at jeg f.eks. d. 15. november både har disse penge til gode, men samtidig også har penge ude for de opgaver, jeg har tolket fra d. 01. – 15. november. De er jo reelt set tjent; de er bare ikke faktureret endnu.

Det giver mig et ret anseeligt problem, hvis det pågældende firma går konkurs, og fordi jeg to gange har været ansat i et tolkefirma, det er sket for, er det en risiko, som det er dumt at ignorere.

De ansatte i en virksomhed er sikrede af Lønmodtagernes Garantifond, og havde jeg solgt kopipapir eller mobiltelefoner, ville jeg bare skulle anmelde mit krav i et eventuelt konkursbo – men fordi der kun er 4 større tolkefirmaer i Danmark, har vi ikke mulighed for at sprede vores tabsrisiko ret meget, ligesom vi heller ikke kan udvide sortimentet.

Derfor besluttede jeg for et par måneder siden at grave lidt i, om der er andre måder at sikre sig på, og jeg er efter mange telefonsamtaler og mailkorrespondancer endt med at have fundet ud af, at det, jeg er på jagt efter, hedder en kreditorforsikring.

Nu har jeg bestilt tilbud på dét hjem fra 3 forskellige selskaber, og jeg håber, at jeg kan finde en løsning, der ikke er så dyr, at den koster mere, end jeg potentielt risikerer at tabe.

3.

Har Antons fødselsdag (i morgen, mandag) i år krævet lidt mere elastik, end den plejer.

For sidste weekend fandt hjemmehjælpen søde oldefar på 97 på gulvet, da de kom ind til ham. Han har indtil nu været nærmest urimeligt frisk; f.eks. talte vi om det amerikanske valg og klimaforandringer, da jeg besøgte ham sidste søndag – inden jeg hjalp ham med noget, der lige drillede lidt på hans iPhone 15.

Men når man når op i dén alder, kan tingene ændre sig meget, meget hurtigt, og derfor har vi brugt en god del af ugen på ikke at vide, hvad vej, det ville gå. Af samme grund vidste vi ikke, hvordan det ville ende med at udvikle sig ift. den fødselsdag, familien var inviteret til i går, lørdag – og altså. Når vi taler livet og døden ind i ligningen, så er madspild og planlægning jo inderligt ligegyldigt. Men derfor skal man stadig være klar med en plan A og en plan B.

Samtidig har jeg inviteret Antons klassekammerater til fødselsdag, og det er virgin soil. For på S-linjen er det ikke noget, der før er blevet gjort, og det er derfor virkelig svært at vide, hvordan man griber det an. Jeg kender ikke børnene ret godt, det er en gruppe, der løbende kommer nye børn til, og det er meget forskelligt, hvad de kan rumme.

Omvendt er der jo så ikke et Plejer at bokse med, så jeg traf en rask beslutning og inviterede dem i Escape Zone til en omgang Lasergame – efter lige at have klapper af med en lærer, at jeg godt kan stå med de 10 hærdebrede, neurodivergente ungersvende selv.

Jeg har derfor hele ugen været i gang med at planlægge én fødselsdag, jeg ikke vidste, om ville blive til noget, og én, jeg ikke ved, hvad jeg skal forvente mig af, og det giver jo ret mange bevægelige dele.

Men jeg planlagde en menu, hvor alt, hvad familien skulle udsættes for, også ville fungere med drengene, og så har jeg ellers holdt hestene.

Torsdag begyndte det at gå den rigtige vej med oldefar, fredag så det så godt ud, at vi besluttede at køre fuld fødselsdag lørdag, og i går formiddag smøgede jeg så ærmerne op og kørte hjemmeværnskøkken, så der både var mad til familien og til drengene i dag.

Det er i småtingsafdelingen, men jeg er stadig glad for ikke at stå med et køleskab fyldt med mad, vi ikke kan nå at spise.

Månedens mål, november, (3/4)

Det, jeg egentlig havde på tapetet, var oprydning på børnenes værelser – hvilket er en opgave, vi alle 3 hader af inderlige, oprigtige hjerter.

Men den forestående fødselsdag og jul er så konkret en begivenhed, at selv ungerne kan se ideen i at få sorteret, sendt videre og ryddet op, og derfor plejer vi at gøre det lige omkring Antons fødselsdag.

Vi lægger planer, Gud ler, og derfor har vi ikke nået at sortere så meget som 2 legoklodser i ugen, der er gået.

Jeg håber, at vi kan få det smidt ind i ugen, der kommer, for det ER virkelig rart at have gjort – men det er også en opgave, der kun giver mening, hvis man kan bruge den tid på det, det kræver.

M2024, uge 45

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg erkendt mit nederlag ift. Fridas løbehjul, som for et par uger siden begyndte at skabe sig.

Det har kørt i nærheden af 7.348.348 km., og det er derfor 100% i orden, at det er ved at være slidt. Men fordi det var en slidt stift, der drillede, prøvede jeg først at smide det forbi en cykelhandler, som gjorde, hvad han kunne. Men efter 3 ture begyndte stiften at smutte igen, og vi måtte tage en tårevædet afsked med det på genbrugspladsen.

Nu er der købt et nyt, som er SUPER fint – og Anton fik ved samme lejlighed tiltusket sig ét, så de kan følges, når han henter Frida i skolen. Jeg brugte en aften på det, fandt nogle, der fik gode anmeldelser, og som allerede var på Black Friday-tilbud, så jeg fik dem til halv pris.

Jeg måtte smide 1100 kr. efter projektet, men de er til gengæld også virkelig lækre, beregnet til transport, og ergonomisk rigtige ift. de lange hyl af et par børn, jeg har.

2.

Er vi gået i gang med at skrive ønskesedler – mest fordi Anton har fødselsdag på mandag.

For mig handler det udelukkende om, at jeg synes, det er virkelig, virkelig svært at skrive to kvalificerede ønskesedler med så få dage ugers mellemrum, men egentlig er det held i uheld, fordi det betyder, at vi så får startet i god tid, og dermed kan bruge den tid, det kræver at finde på nogle ordentlige ønsker.

I år er begge børn sådan lidt in-between, rent aldersmæssigt. De kan stadig begge to blive fanget af bestemte slags legetøj, og har også begge en kreativ åre, man kan ønske sig gear til.

Men jeg kan godt se, hvad vej det går, og jeg synes derfor, at det ville være helt tosset at købe legetøj til dem, som de, når foråret kommer, ikke længere bruger.

Vi kører herhjemme meget med den model, at man får det, man mangler, når man mangler det – men man får basisversionen. Det har fungeret fint indtil nu – men nu, hvor de begynder at have præferencer for alt muligt mellem himmel og jord, har jeg de sidste måneder holdt fast ved, at man gerne må få en ny vandflaske, hvis den gamle begynder at være slidt – men så er det mig, der peger dem ud, man kan vælge imellem. Alternativt kan man ønske sig én, og så bestemmer man selv, hvad man sætter på sedlen.

Det har været en overraskende stor succes, og alle vinder: Børnene kan ønske sig det, de allerhelst vil have, og for mig betyder besparelsen i hverdagsbudgettet, at jeg godt kan forsvare at købe en vandflaske eller et par hørebøffer, der koster lidt mere, end den/dem, jeg ellers ville have købt.

3.

Har jeg tjekket og justeret mit prepperlager.

Jeg kan ikke huske, om jeg har nævnt det før, men jeg har lagt en reminder i min kalender, så jeg lige får kasserne bladret igennem 3 gange årligt, og det kan jeg varmt anbefale.

Nu er det 2. gang, jeg kører opfølgende tjek, og jeg kan mærke, at rutine gør det langt mere effektivt. For første gang var det sgu næsten, som om harddisken var blevet slettet. Selvom jeg, fordi jeg har skrevet om det, har brugt mere tid på prepperforberedelser end gennemsnittet, blev jeg fuldstændig tom i hovedet, da jeg forsøgte at huske, hvor jeg havde lagt mine ekstra panodil – og min liste.

Hvilket faktisk rystede mig en smule, for hele ideen er jo for fanden, at man har sin plan ved hånden, hvis det hele kokser.

Men denne gang vidste jeg, hvor alting var – ikke mindst fordi jeg sidst tog konsekvensen af min hullede hukommelse og flyttede min notesbog (med listen i) ud til mine kogebøger, som står, hvor jeg kan se dem.

Jeg fik tjekket holdbarhed på mine madvarer, fik skrevet de ting på min indkøbsseddel, som jeg har brugt fra lageret, og jeg fik læst min “køreplan” igennem igen. Det er rart at have styr på, og jo flere gange, jeg er det igennem, jo mere systematisk kan jeg forebygge spild af de ting, der kan gå på dato.

*

Månedens mål, november, (2/4)

Denne uge har jeg haft Bogen fremme for at tjekke op på, hvad jeg sidste år skrev, jeg skulle huske i år.

Modsat hvad det måske lyder som om, så er jeg faktisk ikke gået i gang med juleforberedelserne endnu – men jeg kender efterhånden mig selv så godt, at jeg ved, at det for mig fungerer godt at have styr på de overordnede rammer i god tid, for så at fylde dem ud, når vi kommer tættere på.

På grund af Antons fødselsdag er det sket mere end én gang, at jeg føler mig bagud, allerede inden vi er kommet ind i december. Jeg er nødt til at fokusere på én ting ad gangen for ikke at blive bims, og når jeg så pakker flagene ned, falder advent nogle år således, at jeg har 2 dage, fra vi har holdt fødselsdag, til der skal være styr på adventsgaver, kalendergaven til de respektive klasser, adventskrans ja/nej osv. Det HADER jeg – for jeg elsker at gå og hygge mig med julerierne, men det er umuligt at hygge sig, når man løber efter uret.

Nu ved jeg, hvad jeg skal have styr på inden 01.12, og jeg har, på opfordring fra Linda 2023, blokket en dag i min kalender ud, hvor jeg kan få styr på ønskesedler, julefrokoster og det løse, og jeg tror måske godt, man må drikke en kop gløgg imens.

M2024, uge 44

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg, fordi Anne til sidste indlæg skrev, at hun havde dårlige erfaringer med de genopladelige Siriuslys, sat mig for at kontrollere, hvor galt det står til med mine.

Jeg har derfor ladet de 6 lys, jeg har købt, HELT op, og har så noteret datoen for, hvornår jeg har taget dem i brug. Jeg har sat timeren til 4 timer pr. dag, og har placeret lysene, så jeg ikke får dem tændt med fjernbetjeningen ved et uheld, når jeg på de mørke morgener, tænder lysene i mit køkkenvindue med fjernbetjeningen, så nu er det bare at holde øje.

2.

Er halloween overstået, og da jeg pakkede spøgelser og græskar ned, lavede jeg i samme ombæring en krads oprydning.

For en af de få ulemper ved at være blevet virkelig god til at passe på sine ting, er, at de – tingene – jo så har det med at hobe sig op, fordi de holder og holder og holder.

Derfor oplever jeg, at jeg skal kassere flere ting, der faktisk ikke er i stykker, men hvor andet taler for at skille sig af med dem. Eksempelvis har børnene haft en stak små halloweenlanterner, som jo egentlig er fine. Men de kører på knapcellebatterier, og er uden timere, og det betyder, at de koster en formue at holde i gang de 3 uger, vi har pyntet op.

Det bliver én af dem, hvor det er svært at vurdere, hvad der, miljømæssigt, giver mest mening: At beholde noget, der allerede én gang er produceret, men som er dyrt i brug, eller at skille sig af med det og erhverve noget nyt, hvorved man bidrager til øget produktion.

(Og så har vi endda helt sparket indvendinger om, at ingen er døde af ikke at have halloweenpynt på værelset til hjørne).

Men hvis man forsøger at tage alle hensyn samtidigt, tror jeg, man ender med at blive handlingslammet, så jeg er fortaler for, at man prøver at tage udgangspunkt i gode intentioner og derfra så at gøre det så godt, man kan.

3.

Har jeg, endelig, hurra og ved et Guds mirakel, indhentet mig mig selv økonomisk.

Jeg har knoklet røven i laser, og det betyder, at jeg nu har skabt en økonomisk buffer, der er solid nok til, at det de næste mange måneder ikke bør blive et problem, at en kommune eller et jobcenter ikke betaler mig til tiden.

Jeg er nødt til at lade være med at dvæle ved rimeligheden i, at det skal være nødvendigt, men prøver i stedet at fokusere på , at jeg nu slipper for at blive så vred, at jeg får metalsmag i munden, når jeg skal bruge dagevis på at rykke for betaling for en vare, som et jobcenter allerede har fået. At the end of the day er der ingen af de ansatte dér, der ligger vågne om natten over min manglende betaling, så i pragmatikkens hellige navn, er det her nok den løsning, der tjener mig bedst.

Jeg har fejret det ved at købe det sæt kettlebells, jeg lovede mig selv tilbage i august, og jeg glæder mig som et barn til de lander. Tungt.

*

Månedens mål, november, (1/4)

Som nævnt i sidste uges indlæg, har jeg denne uge kigget på, hvad jeg gerne vil nå at have styr på de sidste af årets måneder.

For mig giver det mening at forholde mig til december, som det hastigt trækker op til i horisonten. Jeg er klar over, at det er meget forskelligt, hvor meget, vi går op i jul, og hvad december indebærer for os hver især, så jeg vil derfor gerne minde om, at man ift. til de her indlæg bare tager, hvad man kan bruge og lader resten ligge.

*

Det første af månedens mål er dejlig nemt, og er ét, jeg selv kommer til at have kørende i baggrunden de næste uger, nemlig at skabe plads i køleskab og fryser, så man har ledige bokse samt et sted at gøre af resterne i juledagene.

Går man op i at begrænse madspild, er det lavpraktik som dét her, der er afgørende for, at man faktisk får smidt overskydende mad i fryseren, når man d. 24. tager ud af bordet, i stedet for bare at kyle det i skraldespanden, fordi det bliver for omstændigt at pakke resterne i 16 små, bøvlede bokse, fordi man ikke har nogle, der passer – og ikke har et sted at smide boksene hen.

Så: Hurra! Nem aftensmad i november, for du skal bare hive den ud af fryseren og sørge for, at det er retterne, der er pakket i De Gode Bøtter, du tager op.