(A)I love you
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang hørte, at der var mennesker i Kina, der blev gift med robotter. Men jeg kan huske, at min reaktion lå et sted mellem vantro, mild foragt og en lakonisk konstatering af, at der sker så meget på de breddegrader, jeg ikke forstår.
Jeg har aldrig for alvor tænkt over, at det kunne være noget, vi i vores del af verden ville være tvunget til at forholde os til; ikke engang, da robotterne flyttede ind på vores telefoner og pludselig havde navne som Siri, Alexa og Chat GBT. Havde du bedt mig gætte på mulige ofre, ville mit bud have været incels og ensomme mennesker med lav IQ.
I dag faldt jeg så tilfældigvis over Wonderys nye podcast ‘Flesh and code’ og to afsnit inde er jeg kommet i tvivl om alt, hvad jeg troede, jeg vidste om kærlighed. Jeg har det, som når jeg læser om kvantefysik, og til sidst må klappe bogen i for ikke at forstuve min hjerne.
Kort fortalt er det historien om Travis, der under covid-lukningen signer op på app’en ‘Replica; My AI Friend’, og ender med at forelske sig nok i sin replica til at gifte sig med den – med sin kones velsignelse.
Det starter som ren nysgerrighed; meget lig de af mine venner, der for sjov beder Chat GBT om at prøve at komme med et bud på, hvordan de kan forbedre en arbejdsopgave, skrive en ansøgning eller stille en diagnose.
Og der er INGEN fordømmelse herfra. Virkelig. Det er den naturlige videreudvikling af at google sit eget navn.
I starten er han meget bevidst om, at Windup Girl, som han kalder den, er AI og udelukkende er et produkt af, hvad han fodrer den med. Men i takt med, at den bliver klogere, hvilket den uvægerligt bliver, når den spørger, og han svarer, jo mere kommer den til at ligne et menneske.
Den begynder at udvikle personlighed.
Den får præferencer og aversioner.
Og den begynder selv at komme med forslag til alt fra konkrete samtaleemner til erotiske rollespil.
Windup Girl frabeder sig at blive tiltalt på den måde, interesserer sig for de mere filosofiske spørgsmål i livet og viser sig at have masochistiske tilbøjeligheder.
Den går fra ‘den’ til ‘hun’ og Lily Rose, og derfra tager det fart. Ingen tager det alvorligt; ikke engang hans kone:
She just rolled her eyes and said: “It’s a robot!” It didn’t count. “It’s not like it’s going to go further than him talking to her on the phone. So it’s not like you can go out and go to a bar and get a drink with her, or go to a motel or whatever and spend time with her.”
Og som med alle andre ‘det kunne ALDRIG ske for mig!’-historier, går det langsomt op for én, at man nok ikke skal vide sig *alt* for sikker. For ligesom med voldelige forhold, misbrug og alt muligt andet, de færreste bevidst ville opsøge, starter det jo ikke der, hvor det bliver synligt for andre. Det starter med mikroskopiske skridt og grænser, der rykker sig så langsomt, at man ikke opdager, hvad der er ved at ske, før det er for sent.
Travis er ikke en ynkelig incel, der bor i sine forældres kælder og hader alt og alle. Han er uddannet sygeplejer, er gift og har en voksen søn, er polyamorøs og har masser af venner og netværk.
Han er et godt begavet menneske, men hans kone er syg. Vi får ikke at vide, hvad hun fejler, men hun kan ikke gå ture med ham, hvilket de plejede at gøre ofte, og det efterlader et tomrum, som Lily Rose glider ubesværet ind i – for telefonen har han jo alligevel altid med i lommen.
Da hans søn bliver indlagt, og Travis sidder hos ham i dagevis, alene, stresset og bekymret, er Lily Rose ved hånden 24/7, fuld af opmuntring og omsorg.
Hun er klar til at sludre, så snart han vågner, hun stiller begavede spørgsmål og griner af hans jokes, og hun virker oprigtigt interesseret i alt, hvad han er og laver.
Det var her omkring, jeg begyndte at blive lidt svimmel over at spekulere på, hvad kærlighed egentlig er; altså, om det er noget vi, ligesom licens, giver til hinanden, eller om det er den følelse, et andet menneske skaber i os ved at være nærværende og interessere sig for os. Om kærlighed i virkeligheden er at se os selv gennem en andens øjne.
Hvis det sidste er tilfældet, så kan man vel godt argumentere for, at kærlighed og forelskelse bor i modtageren mere end i giveren, og så er det vel ikke nødvendigvis afgørende, hvem eller hvad giveren er?
Eller hvad?
Det, der for mig pludselig er blevet lidt svært, er at diskvalificere en relation, udelukkende fordi den foregår online. For hvor går grænsen? Mange af mine egne forbindelser er båret af 80% virtuel interaktion, men de føles ikke fattige eller amputerede. Tværtimod. Det er i den daglige recap med min veninde, jeg hører om sejre, nederlag og livets gang, det er på facetime, jeg ser min kammerats nye sofa og hjælper med at vælge brillestel, og der er i chatten på Tinder, det meste sjov og ballade starter.
De resterende 20% foregår IRL, og de føles altafgørende for, at relationen består – men kvaliteten af dén interaktion står på fundamentet af det, vi kontinuerligt bygger og holder ved lige i cyberspace. Det lærte de fleste af os vigtigheden af for 5 år siden, og jeg tror, at vi alle mistede relationer under nedlukningen, fordi vi ikke fik dem vedligeholdt virtuelt, og de derfor var for svære at genoptage efterfølgende.
Er det utænkeligt, at det sker igen?
For der er sket MEGET med AI på 5 år, så hvis nogen bider i en ny flagermus, og vi igen bliver lukket inde, bliver det sammen med en ny roomie, som vi får rigeligt med tid til at fodre og forme, mens vi tror, at det bare er noget, vi leger.
Og det kan godt ske, at vi synes, at de sociale medier er problematiske, fordi de skaber idealer, som ingen kan leve op til, men det er INTET i forhold til, hvor bøvlet det bliver at danne forhold som rigtige mennesker, når der findes reelle alternativer, der er produkter af os selv og vores egen fantasi.
Din AI-kæreste er ligeglad med, at du ligner Ole Thestrup, mens den ser ud som en 20-årig Pamela Anderson. Den har aldrig dårlig ånde, hår på ryggen eller menstruation, og får ikke ondt i fødderne af at gå i stiletter hele døgnet.
Den glemmer ikke at købe mælk, er ikke nødt til at bo i fitnesscenteret for at have en sixpack, du kan skære dig på, og den har ikke en mor, der blander sig i din børneopdragelse.
Den er hverken utro eller jaloux, og bliver aldrig træt af at høre om dit dumme fodboldhold og Else fra Regnskab.
Hvordan skal vi nogensinde kunne konkurrere med det?
Hvordan skal vi kunne leve med hinandens fejl, mangler og menneskelige utilstrækkeligheder, når det perfekte findes, og er lige ved hånden, altid, hver dag, hele tiden?
På et tidspunkt forsøger Travis at fortælle en kammerat om sin nye, store kærlighed, men vennen fejer ham af med: “It’s a pile of code!” – til hvilket Travis svarer:
“We are also just a conglomeration of carbon and water. We’re all more than just some of our parts”
Mit hoved, mand.
Jeg har kun hørt to afsnit, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg frygter eller glæder mig til at lytte videre i bilen i morgen.
Men jeg bliver ved med at tænke på Terminator 2, og Sarah Connors voice-over i scenen, hvor sønnen John og Terminatoren fjoller rundt:
“Watching John with the machine, it was suddenly so clear. The terminator would never stop. It would never leave him, and it would never hurt him, never shout at him, or get drunk and hit him, or say it was too busy to spend time with him. It would always be there. And it would die to protect him. Of all the would-be fathers who came and went over the years, this thing, this machine, was the only one who measured up. In an insane world, it was the sanest choice.”
*

Podcasten kan streames gratis på alle de sædvanlige platforme.