Linda

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Den seneste uge har jeg:

1.

Været på biblioteket med endnu en stak havebøger, som jeg har lånt og skimmet; et par stykker af dem på jeres anbefalinger.

Det har resulteret i, at jeg har købt én af dem, og har skrevet to andre på min ønskeseddel, og jeg ELSKER, at vi i Danmark har biblioteker, der gør det muligt at vurdere en bog, inden man bestiller den.

For jeg var (som altid) overbevist om, at jeg ikke kunne LEVE uden i hvert fald 5 af de bøger, jeg de sidste måneder har haft gennem hænderne – men det kunne jeg sagtens, viste det sig.

Alle bøger var fine og brugbare og fulde af gode oplysninger og ideer, men som vi vist alle kender det fra kogebøgerne, er det bare svært at sætte på formel, hvorfor noget fungerer for én, mens andet ikke gør.

Ligesom vi skal huske at bruge de fysiske butikker, hvis vi gerne vil bevare dem, så synes jeg også, at vi skal huske at købe bøger, så man stadig kan leve af at skrive dem, og denne løsning fungerer for mig, fordi jeg kan nøjes med at købe dem, jeg kommer til at bruge.

Som en slags PS til dette punkt, er jeg begyndt at trawle boghylderne igennem, når jeg kommer forbi genbrugsbutikkerne ude i sommerlandet, for når man går meget specifikt efter havebøger, er det de fleste steder en meget overskuelig hyldemeter, man får anvist. Det kan jeg sagtens få en mellemtime i en lille by til at gå med, og jeg har allerede haft heldet med mig et par gange.

2.

Har jeg købt en støvsuger – på afbetaling.

Det har jeg ellers lovet mig selv, at vi ikke længere bruger herhjemme – og slet ikke på mindre forbrugskøb.

Men.

Jeg besluttede inden sommerferien, at jeg ville bruge noget af den ekstra tid, vi har sammen, til at inddrage børnene (specielt Anton) mere i husarbejdet.

I mange år har det været svært at gøre, fordi jeg er alene, og jeg ganske enkelt løber tør for tid, når det også er mig, der skal lave lektier med dem begge og køre dem til alt, hvad de går til.

Men dels bliver jeg sur og indebrændt over at være den, der skal lave det hele, når der er smeltet to (næsten)teenagere ned i møblerne, som ikke er bange for at spørge, om jeg ‘lige gider smide den her ud?’, når jeg går forbi, og dels vil jeg gerne give dem de redskaber, det kræver at klare sig i livet.

Jeg ved ikke, om andre gør sig lige så mange tanker om den slags, som jeg gør, men for mig har det fyldt en del. Det er hele tiden er en afvejning af, hvad vi også skal nå vs. hvor meget ekstra tid, det kræver at hjælpe dem i gang med en opgave, og være klar til at supporte undervejs. Specielt fordi den ekstra tid i hverdagen kun kan tages af den pulje, der hedder “Lindas tid” – og den er jeg lidt nærig med, fordi den ikke er specielt stor.

Men i ferien er der færre bagkanter og deadlines, og derfor syntes jeg, at nu var et godt tidspunkt.

Jeg har været ret stram med, at de opgaver, de får, skal være nogle, hvor det er en ægte hjælp, at de hjælper, for når det kører, frigiver det tid, så vi kan begynde at kigge på de opgaver og pligter, som handler mere om, at jeg lærer fra mig end at få indeværende husholdning til at køre.

Første opgave, de fik tildelt, var opvaskemaskinen, og da vantroen over at blive sat usuperviseret i gang havde lagt sig, gik de i gang – og det går godt.

Anton har hjulpet mig med at gøre fliser rene i haven, og det klarede han til UG.

Vasketøj er bøvlet, fordi jeg stadig har den vaskemaskine, hvor håndtaget på lågen i tidernes morgen knækkede, og den derfor skal åbnes med en tang, så jeg gik videre til næste punkt: Støvsugeren.

Jeg har længe ønsket mig en ledningsfri støvsuger (sådan én, som de fleste kender som Dyson), men.. ja,  #life og restskat og alt det jazz – og så har vi jo en støvsuger, der fungerer. Derfor er den blevet skubbet ned ad listen, hver gang jeg har haft lidt penge i overskud.

Men nu, hvor vi øver os i At Hjælpe Mor, og det samtidig er sommer, som betyder 6000 kg. sand i entreen konstance, besluttede jeg, at det var nu.

Da jeg søgte på den Siemens, som jeg havde researchet mig frem til, at jeg ville have, var den sat ned fra 4000 kr. til 1800 – og kunne samtidig betales med 3 afdrag, rentefrit.

Jeg vejede for og imod et helt døgn, for det føles ikke særlig fedt at stifte ny gæld, når man lige har afviklet en kæmpe én af slagsen – og jeg havde faktisk penge til at købe den.

Men der er ikke så mange tolkeopgaver i sommerferien, som der ellers er, og vi er stadig kun halvvejs igennem den. Derfor endte jeg med at beslutte at købe den på afbetaling, og så eventuelt betale de to sidste afdrag på én gang, når næste afdrag forfalder, for jeg ER ved at have lært, at det er “Ej, de 600 kr. gør da ikke en forskel i det store billede!”, der ender med at gøre forskellen. I alle størrelser af billeder.

Vi hentede støvsugeren, jeg satte Anton til at pakke den ud og samle den (hvilket tog 52 sekunder) – hvorefter Frida kaldte dips på den. Hun har støvsuget 5 gange, siden vi hentede den i onsdags, og da jeg afleverede hende til en legeaftale i dag, måtte jeg LOVE, at jeg ikke støvsugede sofaen, mens hun var væk, for det vil hun.

Be. My. Guest.

Ind imellem får man noget inde for dørene, der faktisk lever op til den hype, man inde i hovedet har arbejdet op, og det her er sådan et produkt. For jeg ELSKER, at jeg ikke skal til at finde min støvsuger-støvsuger frem, hver gang, vi har haft døren til at stå åben en eftermiddag, og vi har mærkbart mindre Sand & Sager på gulvet i resten af huset.

3.

Har jeg hentet min have-murerspand ind i køkkenet, for de bær og krydderurter, vi for tiden plukker og høster, går der VIRKELIG meget vand til at skylle.

Her ville jeg, som altid, ønske, at jeg var bedre, end jeg er, for vi kunne også godt opsamle vand fra bruseren osv., men jeg må bare endnu engang konstatere, at når jeg sætter barren for højt, så ender jeg med at gå helt udenom.

Med murerbaljen stående i mit bryggers, er den ved hånden, når jeg skal i gang i køkkenet, og fordi den rummer 20 liter, kan jeg nøjes med at tømme den én gang i regnvandstønden, når jeg er færdig.

Det er ikke perfekt, men det er bedre end ingenting, og det (prøver jeg at minde mig selv om) er hele kongstanken bag disse indlæg.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Den seneste uge har jeg:

1.

Været forbi en genbrugsbutik efter en håndfuld snapseglas, for jeg har netop forsøgt mig med mit første glas fermenterede drueagurker, og i den forbindelse stødte jeg på samme problem, som jeg har haft, når jeg laver salte citroner, nemlig at det, jeg putter i glasset, insisterer på at flyde ovenpå – og det må det ikke.

Det er sådan noget, der næsten kan få mig til at opgive et projekt, for jeg kan blive helt desperat af irritation over, at jeg – som det eneste menneske i verden, tilsyneladende – ikke kan regne ud, hvordan jeg får det forbistrede frugt og grønt til at arte sig.

Men så kom jeg til at tænke på, at de syltede chilier, jeg somme tider køber, i glasset har en sådan en plastik-dims, der trykker dem ned under lagen – og derfra var der ikke langt til at ide-udvikle på, hvad jeg selv havde ved hånden, der kunne bruges.

Jeg fandt et enkelt shot-glas fra fordums tid, som i dag henslæber tilværelsen i et mørkt skab, undtagen når det lejlighedsvist får lov at tjene som målebæger for hostesaft (tal om et fald fra magtens tinder), så det prøvede jeg at sætte ovenpå det sammenfoldede vinblad over agurkerne, så låget pressede det ned – og det virker perfekt.

Fordi det er glas, kan man tilmed næsten-skolde det.

Så i Røde Kors med mig efter 5 små glas, som blev mine for bare 10 kr.

2.

Har jeg, her på mine gamle dage, up’et mit kalendergame.

Jeg har faktisk allerede sort bælte i at bruge og tjekke min kalender 16 gange dagligt; det er man nødt til, når man arbejder, som jeg gør.

Men de seneste måneder er jeg begyndt at bruge den til ting, som jeg tidligere bare noterede på løse lapper og tomme sider i min notesbog, for da jeg havde én skaldet mynte stående i vindueskarmen, kunne jeg godt huske, hvornår jeg havde sat en sirup til at trække, og dermed også hvornår den var færdig.

I dag har jeg hele tiden 16 små projekter i gang, og selvom der jo ikke er noget af det, der er VIGTIGT-vigtigt, så er det stadig ærgerligt at have brugt tid på at hente røllike, skylle og tørre det, købe vodka og vælge den rette placering til glasset – for så at glemme det, eller blive i tvivl om, hvornår tinkturen er færdig.

Derfor kan man nu i min kalender se noter som ‘Hyldetinktur færdig’ og ‘Husk at ryste lavendelolie’, og jeg behøver ikke bruge kapacitet på selv at huske det.

(Jeg skriver selvfølgelig datoer på alt, hvad jeg laver, for jeg er trods alt stadig #PrepperLinda, der ikke har tænkt mig at tabe alt på gulvet, hvis nettet går ned, men altså. Det er stadig rart at slippe for at skulle regne et random antal dage eller uger frem, hver gang man står med noget).

Der, hvor kalenderen bliver relevant for M20XX-indlæggene, er ift. det, jeg sidste år begyndte at skrive i den, nemlig hvornår min årlige tilskudsperiode til medicin udløber.

Jeg ved godt, at man kan se det online og i apps, men når man får dyr medicin, som kræver blodprøver og tid hos lægen, er det ret smart at have det noteret, så man stadig både kan nå dét og forbi apoteket i tide.

Og det er virkelig ikke bare lige meget, for jeg hentede min medicin tirsdag, hvor jeg fik det hele gratis.

Havde jeg ventet til fredag, havde det kostet mig 8000 kr.

(Måske er det almen viden for de fleste af jer, men jeg vidste det ikke, så blot i tilfælde af, at der sidder andre derude, der heller ikke var klar over det: Det er din CTR-saldo, der afgør, hvor stor en procentdel af din medicin, du får tilskud til. Ikke al medicin er tilskudsberettiget, og for lægmand er det ikke umiddelbart indlysende, hvad der er med på listen, men du kan altid se din saldo i appen ‘Apotek’).

3.

Kørt sjat- og reste-tema, både til lands, til vands og i luften. (Eller, altså, bare på badeværelset og i køkkenet, men det andet er sjovere at sige).

I sommerferien er det hele en smule løsere her, end det plejer at være, for der er børn overalt hele tiden, og det genererer automatisk flere ting og mere rod. Jeg bliver den sureste mor i verden, hvis jeg skal rydde op hele tiden, så i stedet har jeg valgt den lidt mere franske tilgang, hvor jeg lader stå til det meste af dagen, og så kører en semi-struktureret oprydning om aftenen.

Derfor får jeg ikke stress over, at der på badeværelset står en næsten-tom bodylotion fremme på bordet, for der står alligevel 3 forskellige slags solcreme i forvejen, og i køkkenet gør det hverken fra eller til, at jeg har sat tebrevene ved siden af kogekanden og pakken med instantnudler på hylden ved komfuret.

Det kan være svært at overskue at skulle jonglere job, feriebørn og mange flere måltider hen over dagen, end man sædvanligvis har ansvar for at skulle fremtrylle, men samtidig giver det også lidt andre muligheder, at tingene kan tilberedes og at de ikke nødvendigvis skal kunne være i en madkasse.

Eksempelvis er ingen af os særlig gode til kolde rester i madpakken, men nu er der mulighed for at køre reste-tapas fra fryseren til frokost, fordi det hele kan varmes, ristes eller toastes.

Mange af de mange venner, der hele tøffer rundt i huset, er altædende, og fungerer dermed som søde anledninger til at komme til bunds i kassen med madpakkesnacks, som på denne tid af året kun indeholder det, der ikke lige faldt i smag hos mine egne to.

Der er ingen regler, når det er sommer, og i går bestod frokosten til 4 børn af et stort fad med frugt, grønt og kiks, to pizzaslices skåret i strimler, 3 ristede pitabrød med hummus og et par kyllingespyd on the side. Og så alle de Sun Lolly, de kunne overskue at klippe op, til dessert. Anmelderne gav 5 ud af 5 stjerner, og jeg tror, de kommer igen.

Det er rart for både overblik og pengepung at få tyndet ud, og samtidig kan jeg mærke, at det også gør det nemmere at smide de ting ud, som jeg godt kan se, at jeg ikke får brugt. For det er en af de få ulemper ved at være blevet god til at bruge alting op og til at stoppe madspild; at det kan være svært at smide noget ud, som egentlig godt kan spises/bruges.

Der er noget balance i at være bevidst om, hvordan man forbruger, samtidig med, at man husker at leve. Det er et ENORMT privilegium, at vi ikke er tvunget til at spise mad, vi ikke kan lide, eller bruge shampo, der forvandler håret til hø, og det sætter jeg inderligt pris på. Dagligt.

Men jeg tror, at det kan være kontraproduktivt at gøre minimalisme og bevidst forbrug til en sur pligt, fordi det ikke på nogen måde inspirerer til at holde fast eller virker tillokkende for den næste generation at føre videre.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg testet at løsfryse bær, så de kan vakuumpakkes.

Og her kommer så en af de indrømmelser, som jeg er næsten ikke selv kan holde ud.

For da jeg pakkede min vakuummaskine ud og forsøgte, fungerede den ikke. Og det var så hér, jeg kom i tanke om, at det har den faktisk aldrig gjort.

De gange, jeg indtil nu har haft den sat til, har jeg været sammen med mine forældre, fordi jeg har hentet hakket kød til os alle i den lokale gårdbutik, og selvom vi har haft begge vakuummaskiner sat til, så er det endt med, at vi bare har brugt deres, fordi min har drillet. Jeg har pakket den sammen og taget den med hjem, med alle intentioner om at køre tilbage til butikken med den – og derefter glemt ALT om det.

Men med 3 små poser kirsebær og jordbær, som alle 3 nægtede at lade sig suge tomme for luft, liggende på bordet, tog jeg den med samme under armen, og kørte ud med den.

Den første ekspedient var én af dem, der opfører sig som om, en returvare vil besudle hendes professionelle ry for evigt, og jeg nåede faktisk at blive så stram i betrækket, at jeg tilbød at hente 500 gram rå fars og pakke den, lige der på disken, fordi hun blev ved med at insistere på, at svejsningen så “rigtigt ud”.

Men ind fra højre trådte min frelsende engel, der indledte med “Nu er jeg jo gift med en slagter, – ” og 6 minutter senere gik jeg derfra med en ny maskine under armen.

Den virker til gengæld, så når temperaturen falder nok til, at jeg kan holde ud at bevæge mig ud i verden igen, så skal jeg have plukket jordbær til fryseren, og kirsebær til den sauce, jeg gerne selv vil prøve at lave til jul, og så skal der vakuumpakkes til den STORE guldmedalje.

2.

Har jeg brugt de gitre, jeg for nogle måneder siden hapsede på genbrugspladsen, som espaliers. 

Alle tomatplanter i min have vokser, så man næsten kan se det med det blotte øje, og da vi jo samtidig fortsat bor i Esbjerg, kan jeg godt se, at kombinationen af tomater og vestenvind kommer til at blive et problem.

Jeg har brugt tomatspiraler indtil nu, men planterne er blevet så store, at spiralerne ikke længere er nok.

Derfor købte jeg en æske kramper i Jem & Fik, og nu har jeg monteret gitrene på de paller, krukkerne med tomatplanter står på.

3.

Er jeg begyndt at lave små batches af saft/sirup efter et hack, jeg så på insta.

Det går i al sin enkelthed ud på, at man kommer noget frugt/grønt i et glas, tilsætter sukker, lader det stå et par dage, hvor man jævnligt ryster det – et voila: Sirup.

Jeg har indtil videre lavet det med jordbærtoppe, mynteblade og hyldeblomster, og jeg kommer til at eksperimentere med alt muligt forskelligt i takt med, at jeg får det igennem køkkenet. Jeg tænker også, at det kunne blive godt med f.eks. udtjente citronbåde, citrontimian, babybasilikum og kirsebærsten.

Jordbærtoppene var det ikke nødvendigt at gøre mere ved; de indeholder så meget saft, at processen går af sig selv, mens mynteblade og hyldeblomster havde brug for lidt vand for at få magien til at ske.

Ud over, at man får brugt alle dele af sine frugter, urter og grøntsager, så er metoden strømbesparende, og endelig er det også ret vidunderligt, at der kun bliver omkring en dl. saft ud af det. Det betyder, at det ikke er nødvendigt at tilsætte konserveringsmidler, og at der er lidt smagsvariation i alt det, der skal drikkes her i varmen.

Den kan bruges, som den er, men jeg giver saften fra det, der har haft kontakt med jord, et kort opkog (3-5 min), når den er færdig; det giver også en lidt tykkere konsistens, så man kan bruge den på is, havregrød osv.

Når jeg køber jordbær, hvor jeg vil bruge toppene til det her, tilsætter jeg et par skefulde citronsyre til vandet, når jeg skyller mine bær for at hæmme eventuel bakterievækst. Det har samtidigt den fordel, at det forlænger holdbarheden i køleskabet.

Så for at samle op:

*Cirka 1 dl. sukker pr. portion (fx. toppene fra en bakke jordbær).

*De ‘tørre’ ingredienser har det bedst ved stuetemperatur, og man kan tilsætte lidt vand (1 del vand til 2 dele sukker) for at speede processen op.

*De våde vil gerne starte på køkkenbordet, men kan sættes i køleskabet, når processen er i gang, hvis man har det bedst med dét.

*Ryst glasset et par gange om dagen, og lad blandingen trække til sukkeret et smeltet, typisk 3-4 dage.

*Si det, og hæld det på et skoldet glas.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg været sammen med Damerne, og jeg elsker, at vi har talt så meget om genbrug og ressourcer, at der altid ryger et par ‘Kan én af jer bruge den her?’-beskeder ud i fællestråden, inden vi mødes.

For vi er alle gode til at købe/sælge brugt, og til at give videre til genbrug, men der er bare ting, som ikke egner sig til det, som stadig er ærgerlige at smide ud. En næsten fuld pose proteinpulver, en olie, der er taget af én gang, vin, der er givet i firmagave, og som derfor har en reklame på etikken; alt sammen noget, der jo sagtens kan bruges, men som man ville være loren ved at købe fra mennesker, man ikke kendte.

Vi udveksler på kryds og tværs, og det bedste er, at alle, altid, husker at spørge inden, så det ikke bare bliver en ‘Her – hold mit affald!’-manøvre.

2.

Nåede jeg i går at gøre køleskabet rent, og selvom det, temperaturmæssigt, ikke er et særligt optimalt tidspunkt at gøre det på, så var det nødvendigt, fordi al den hyldesaft og jordbæreddike, jeg har været i gang med at lave, har sat lidt aftryk hist og her.

Det var rart at få gjort; ikke mindst fordi jeg i år (indtil videre) har holdt mit løfte til mig selv om at prøve at (hjemme)lave de ting, jeg skrev ned i min almanak sidste år. De fylder – og det øger risikoen for madspild, fordi man ikke bruger det, man har glemt, man har stående.

Det er altid en motiverende faktor at rydde op, når det er for at skabe plads til noget nyt, så der var en del ting, der måtte forlade øen i går, og det har givet plads, luft og overblik.

Den kommende uge har jeg ‘rugbrød og fryser’ på madplanen, for de næste måneder kommer der også til at være ting, der skal i fryseren, og det kræver plads. Samtidig trænger jeg til en uge, hvor jeg måske kan få lov at være bare lidt i plus på overskudskontoen, for jeg synes godt nok, at jeg løber stærkt. Jeg ved ikke, hvorfor det kommer bag på mig hvert år, at juni faktisk er ligeså slem som december, fordi alle liiiige skal nå at gøre noget færdigt inden ferien, samtidig med, at alle planer og systemer er dispenseret fordi #sommer. Der er ture og udflugter og vandkrig galore, og kontrasten mellem aktivitetsniveauet og det mentale udtjek, man allerede er i gang med, er hidsig.

Så den kommende uge bliver det således to fluer med ét smæk, så der også er tid til at pusle i haven og komme lidt ned i gear.

3.

Er vi blevet færdige med at male vores fællesskur, og jeg er lykkedes med at få 90% af skeptikerne omvendt.

Og ikke fordi, det skal blive en ‘hvad sagde jeg’ – men jeg *nævner* bare, at en af de mest hardcore Nej-hatte, endte med at hjælpe mig med at male færdig i går, fordi han kom ned en dag, hvor jeg var der, stod og mumlede lidt for sig selv om fliser, sagde: “Jeg går lige hjem efter en tommestok” – og jeg hev én af ad lommen med et “Jeg har en her”.

Det er simpelthen blevet så fint, og jeg kunne selvfølgelig ikke modstå fristelsen til i aftes at luske et par solcellelamper op.

Lige nu er det gabende tomt, fordi budgettet endte med at tippe, og alle midler er gået til at få det bygget.

Men jeg har fundet et par nye fonde og er i gang med at søge, så vi, forhåbentligt, inden alt for længe kan begynde at fylde i det. Jeg har holdt ret stramt på, at det er bestyrelsen, der står for indkøb, for vi kan *sagtens* købe mange af de ting, vi skal have, brugt – men jeg ved, at der er mange mennesker, der ikke har forholdt sig ligeså meget til Genbrug & Gaver, som vi har her i klubhuset, og derfor risikerer vi, at det bliver en losseplads, hvor folk sætter alt det ned, de ikke selv kan bruge, ikke ved, hvad de skal gøre ved, eller som er i så dårlig forfatning, at det reelt er affald.

Generelt tror jeg desværre ikke, at vi som mennesker er ret gode til at passe på ting, der i forvejen er ramponerede, og samtidig er det ikke svært at forudsige, hvordan det vil påvirke stemningen, hvis nogen sætter noget ned i skuret, og jeg/bestyrelsen smider det ud.

Den slags konflikter er nemmest at løse ved at sørge for, at de ikke kan opstå, og det er det, jeg her har forsøgt.

Men selvom der således er lidt, vi stadig mangler at komme i mål med, så har jeg simpelthen så meget optur over at have skabt det her:

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Den forgangne uge har været en vild omgang. Anton har haft sin første rigtige eksamen, Frida har haft sin første telttur, min bil har været til service, hvilket afstedkom 25 km. på cykel, fordi jeg ikke kunne overskue busplanen, og i dag har jeg været i Aarhus hele dagen for at fejre et menneske, jeg holder utrolig meget af.

Derudover har der været alt det sædvanlige jazz med 3 x aftenklub, hjælp til diverse fremlæggelser og afleveringsopgaver, og tolkeopgaver, hvor ingen *rigtigt* syntes, at det var *dem*, der skulle betale for tolken.

Jeg savner at stikke hovedet i en potte med jord i et hjørne, hvor det blæser en smule, og ingen taler til mig, og hvor jeg ikke skal være den, der har det detaljerede overblik over alt, hvad der skal ske de næste 72 timer.

Men altså. #life og alt det der – og lige om lidt er det sommerferie, og så kan jeg flytte ud i mit drivhus, hvis jeg har lyst.

1.

Men selvom der har været knald på, har jeg stadig formået at holde styr på køleskab og brødboks, og vi har faktisk ikke haft noget nævneværdigt madspild – hvilket jeg, helt ublu, gerne vil tage æren for.

For jeg har efterhånden 4-5 gode reste-retter på repertoiret, og her er jeg ikke bleg for at skyde genvej med halvfabrikata.

Derfor havde jeg Knorr Lasagnette på menuen, for selvom der jo ikke er noget i den pakke, man ikke selv kan ryste ud af ærmet, så synes jeg, at det kan være en hælp at have rammerne stukket ud af nogle andre, så man bare selv skal improvisere derfra.

Jeg fik derfor brugt alle grønt-rester, en halv pose revet ost, to små plastbøtter tomatsauce fra fryseren, og de sidste semidried tomater, så der er tomme hylder og glas til de mange tomater, der forhåbentligt melder deres ankomst lige om lidt.

Det var nemmere – og langt billigere – end take away, og ved at supplere med lidt gnavegrønt, et par ristede pitabrød og nogle pizzasnegle fra fryseren, var der styr på aftensmaden 3 dage i træk.

2.

Frida har fødselsdag på onsdag, og pigerne fra klassen skal fejre hende i svømmehallen på fredag.

Jeg skrev indkøbsseddel i går, og var egentlig sikker på, at jeg havde fået de rigtige ting og mængder noteret, men jeg besluttede alligevel lige at dobbelttjekke med Bogen.

Og det var godt, jeg gjorde det, for samtlige af de ting, jeg havde været i tvivl om, kunne jeg se, at jeg de foregående år *også* har købt for meget af, så nu er sedlen rettet til, så jeg nøjes med at købe det, empirien tilskriver, at de kan sætte til livs.

3.

Har jeg selv lavet en “krukke”, som jeg er umådelig stolt af.

For alle de forspirede planter skal jo stå i ét eller andet, og krukker er dyre.

Men da jeg var i Jem & Fix forleden, fik jeg øje på en ‘bedafgrænser’, hvilket er noget, jeg aldrig har hørt om før. Man kan få alle mulige forskellige slags, men den, der fangede mit øje, var den her:

Jeg slæbte den med over til murerspandene, og fandt én, der passede perfekt i omkreds, og nu ser den sådan her ud:

Spanden kostede 10 kr. og bedafgrænseren kostede 70 kr..

Jeg ved godt, at der er forskellige holdninger til, hvad man må gro i murerspande, men det her er bare en blomst, som jeg ikke har tænkt mig at spise.

Jeg har boret drænhuller i spanden, og afgrænseren har en ståltrådswire på indersiden, som jeg bare har fæstnet der, hvor enderne er samlet. Derudover har jeg slået 8 glidesøm under træet, så ‘krukken’ lige er løftet et par millimeter fra jorden for at undgå råd, men det hele tog sammenlagt 5 minutter, og jeg synes virkelig, at den er blevet fin.

Jeg overvejede at give den en tur med ukrudtsbrænderen for at få et mere rustikt look, men for nu er jeg faktisk fint tilfreds med den, som den er.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Er jeg begyndt at fryse den sjat kaffe på kanden, som jeg aldrig når at drikke om morgenen.

Der er altid lige knap en dl., hvilket passer perfekt til nogle små plastbøtter, jeg har – og det giver en solid isterning, der kan holde det meste af formiddagen i en termokop med iskaffe.

Når jeg selv laver iskaffen, er det rart, at den ikke bliver tyndere i takt med, at isterningerne smelter, og når jeg løber de færdiglavede af slagsen, blander jeg dem i forvejen ofte op med en halv kop kold kaffe, fordi jeg ellers synes, de kan være lige søde nok.

På en lun sommeraften forestiller jeg mig også, at de ville fungere ret godt i et glas Baileys eller Kahlua.

2.

Har jeg leget skomager og givet vores sko og sandaler lidt kærlig pleje.

Fordi børnene ikke længere vokser gennem 3 skostørrelser på en sommer, kan det godt betale sig at passe lidt bedre på fodtøjet, og selvom det måske virker mest oplagt at imprægnere sko, når efterårets regn og smat nærmer sig, så forlænger det levetiden markant på f.eks. lædersandaler at få lidt fedt. De bliver nemmere at holde rene, og læderet forbliver smidigt; også når sol og støv og varme fødder trækker den anden vej.

3.

Skal vi i dag male fællesskuret færdigt. Jeg har selv malet hele ydersiden, fordi det virkede uoverskueligt at koordinere 3 dage med tørvejr med beboere i 3 afdelinger, som skal have info på et stykke papir i postkassen, fordi halvdelen ikke har fb.

Nu mangler vi dørene og indersiden, og begge dele er så meget i læ, at vi ikke er helt så afhængige af en god vejrudsigt, og derfor kunne dagen i dag varsels i god tid.

Hvor mange vi bliver, er jeg spændt på, men om ikke andet så kommer bestyrelsen, og vi har sørget for, at der er kaffe og kage til dem, der trækker i arbejdstøjet.

Som jeg vist tidligere har nævnt, så trækker jeg gennemsnitsalderen ned herude, og lige ift. miljø kan man godt mærke, at der sker noget fra generation til generation. For da vi snakkede forplejning, var der ingen af de andre, der end overvejede andre alternativer end engangskrus og -tallerkner, og de forstod nærmest ikke, hvad jeg mente, da jeg sagde, at jeg havde plastikservice nok til alle.

(Med fare for at lægge mig ud med hele Syd- og Sønderjylland vil jeg også vove den påstand, at geografi har lidt at sige her. For da alle forældre for et par måneder siden var inviteret til fernisering på Antons skole, hvor temaet var Miljø og Klimamål, var der også kaffe – i engangskrus.

Og fordi plastikkrus er så tynde, fik vi lige to, så vi ikke brændte fingrene.

Det er faktisk sjældent, at jeg påtaler den slags, men lige her var det enten dét, eller at min hoved eksploderede, så jeg valgte det første.

De faldt mig ikke om halsen, vil jeg sige, men det kan simpelthen ikke hjælpe. Jeg KAN ikke rumme, at vi med den ene hånd underviser børnene i, at verden er på vej ud over kanten, mens vi med den anden udpeger alle de situationer, vi synes tæller som undtagelser, og hvor vi derfor godt *selv* kan forsvare at pisse skildpadderne i hovedet. Stop det. Tak.)

Så til arbejdsdagen i dag, får de alle sammen lov at spise kagen af pangfarvede plastiktallerkner, og de kan *også* glæde sig over, at det er nemt at holde styr på, hvilken kop, der er deres, fordi de får hver deres farve.

Små skridt. 

4.

Har jeg været i skoven med nogle store poser, fordi det er nu, man kan samle fyrrekogler. I hvert fald på mine breddegrader.

Jeg bruger dem som dræn i bunden af mine krukker, og fordi jeg allerede nu ved, at jeg til næste år gerne vil etablere et par højbede, vil jeg gerne samle ekstra mange, så jeg kan spare lidt penge på jord.

Det halve højbed jeg har lavet i år, har jeg drænet med grene, og det fungerer også ret godt, så grene, der egner sig til dét, samler jeg også løbende. (Min far siger, at det er som at have en hund med, når vi er ude at gå, fordi jeg bliver meget begejstret, når jeg finder gode pinde). Men det kræver ret mange grene, fordi de ikke må være for store, og derfor er kogler et godt supplement.

Modsat grankoglerne, som jeg samler, når vi er i skoven efter mos i slutningen af november, så er fyrrekoglerne helt tørre og klar til at sætte direkte på lager, så jeg har hældt første batch i en aflagt vasketøjskurv, og lagt poserne tilbage i bilen, så jeg kan bruge mine mellemtimer den kommende uge på at samle nogle flere.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg hakket hæle og klippet tæer i én uendelighed, fordi samtlige skabe i huset har været så tomme, at det næsten har givet ekko.

Det har både været lidt med vilje, men også pga. et sammenfald af omstændigheder.

Dels er jeg 2 afdrag fra at have afbetalt det kæmpe skattesmæk, jeg fik sidste år, og det begynder at bide nu. Det er der ikke noget mærkeligt i, og egentlig er det utroligt, at jeg ikke har ramt det her punkt tidligere, men trods alt er jeg så tæt på målet, at det er til at overskue.

Samtidig har jeg arbejdet på en måde, der nærmest har umuliggjort at kunne handle, og endelig har det været pinse, hvor stort set alt var lukket. (Er det bare mig, eller er det som om, lukkeloven er gået lidt back to the roots? Jeg synes næsten, at vi er tilbage ved de tilstande, vi havde i 80’erne, hvor ALT var LUKKET-lukket på helligdage).

Det har betydet, at jeg ikke bare har kunne købe alt, hvad vi manglede, lige når vi manglede det, og det har stillet krav til kreativitet og opfindsomhed.

Der er selvfølgelig øjeblikke, hvor det er træls. Særligt, fordi jeg er meget, meget omhyggelig med, at børnene ikke skal opdage noget, fordi de begge to kan have en tendens til at bekymre sig lidt rigeligt, og vi jo altså ikke har udsigt til at blive sat på gaden.

Men egentlig kan jeg også godt se noget positivt i at have perioder, hvor jeg er tvunget til at skelne mellem need to have og nice to have. Det er lidt som en slags forbrugs-faste, som hjælper mig med at bevare det økonomiske klarsyn, der ellers kan blive sløret, fordi de fleste af os (tror jeg?) kommer til at lade forbruget følge med, når indtægten stiger.

Her bliver al staffage skrællet væk, og jeg står tilbage med den meget konkrete opgave at få sulfoen til at række, og at trylle en fornuftig aftensmad, som alle kan spise, ud af det, jeg har.

(Det er et privilegium at kunne betragte det som en læringsøvelse, det ved jeg godt. For det er kun fordi, jeg ved, at det her er for en periode, at jeg kan have det perspektiv. Hvis det var den hverdag, jeg pga. omstændigheder, jeg ikke selv var herre over, var underlagt resten af livet, ville jeg være stresset ud over enhver rimelig grænse, og det må være hæsligt).

Jeg har brugt år på at skælde mig selv ud over, at min økonomi i perioder er så stram, som den er, fordi det føles som om, jeg fejler i noget, alle andre mestrer.

Men efter, at det er noget, jeg og vi er begyndt at tale åbent om, har jeg fundet ud af to ting: 1) De Andre mestrer det måske ikke helt så meget, som man går rundt og tror. 2) Det har rent faktisk betydning, at jeg er alenemor.

Det sidste er kommet bag på mig, for jeg tænker sjældent over vores familiekonstellation i hverdagen, og jeg føler hverken skam, sorg eller nederlag over, at jeg er en, hvor mange andre er to. Det fylder ganske enkelt ikke i min bevidsthed.

Men når vi taler om økonomi, kan jeg godt høre, at det HAR betydning. Selvfølgelig. For der er jo, helt indlysende, forskel på, om man er én eller to om at betale de faste udgifter, som i mit tilfælde ligger på omkring 21.000 kr. i måneden. Langt hovedparten af dem, ville være de samme, uanset om vi var en eller to om at betale dem, så selvom de ville stige, hvis vi var to, ville de ikke stige til det dobbelte.

Den erkendelse har givet mig en slags.. syndsforladelse, i mangel af bedre ord. For den har fået det til at gå op for mig, at det ikke kun er mangel på talent, der gør, at jeg ikke har en stor opsparing, eller kan tage børnene med på ferie to gange om året.

Endelig er det mine egne økonomiske trængsler, der har været startskuddet til de her indlæg, og med alt, hvad de har givet mig, og de afledte effekter, de har haft, synes jeg faktisk stadig, selv i de perioder, hvor det strammer, at tallet på den mentale bundlinje er positivt.

2.

Har jeg været på storskrald med nogle småting, og da jeg stod og smed en rusten cykelkurv i Metal, så jeg pludselig et par stål-gitre ligge og gøre sig til.

De røg i bagagerummet, fordi jeg har opdaget, at fugle godt kan lide frø, og jeg har sjældent følt et mere intenst raseri, end da jeg så en råge sidde med sit store, dumme næb begravet i en af mine krukker.

Derfor har jeg patruljeret mit ny-tilsåede højbed med en frekvens og inderlighed, der ville passe godt til en visitationszone, og den tid *kunne* jeg godt finde noget andet at bruge på.

Jeg kørte hjem, smed gitrene ovenpå bedet, og nu har titter både radiser, gulerødder og blomster frem, og jeg kan *næsten* ikke være i mig selv af stolthed.

(PS: FUCK de råger!!)

3.

Har jeg lavet en håndfuld det det, der i ental hedder en ‘olla’, og som jeg ikke ved, hvad hedder i flertal.

En olla er en lerkrukke eller -kande, som man graver ned, fylder med vand, og som så fungerer som en slags selvvandingssystem.

Det er en metode, der efter sigende har være brugt i ørkenområder gennem tusinder af år, og som er vandbesparende og (efter hvad jeg kan læse mig frem til) ret effektiv.

Når man er Ny I Planter synes jeg, at noget af det sværeste er at ramme det rigtige niveau af vanding. Her bliver det ikke lettere af, at symptomerne på overvanding og symptomerne på mangel på vand tilsyneladende er de samme (seriøst, wtf?), og derfor har jeg læst en del op på selvvandingssystemer.

Det her syntes jeg virkede smart, så jeg kørte i genbrugsbutikken og fandt en håndfuld gamle terrakotta-potter, som jeg lavede ‘vandtesten’ på, da jeg kom hjem. Den består i al sin enkelthed af, at man sprayer vand på potten og ser, hvad der sker. Hvis vandet nærmest forsvinder i det sekund, det rammer, er potten porøs og kan dermed bruges. Hvis ikke, er den behandlet med voks ell. lign. og så duer den ikke.

Herefter skal bunden lukkes (jeg brugte korkpropper og forseglede med stearin), og så er det bare at grave potten ned, fylde vand i og lægge noget på som låg. (Jeg har brugt underskåle, som jeg har sat små solcellelanterne på). (Det er så FINT!!)

Det smarte er, at vandet ikke fordamper, og at planterne selv styrer, hvor lidt/meget de har brug for, og her i huset har det yderligere den fordel, at det for børnene er nemt og konkret at tømme deres vandflasker i dem (eller vandkanden ved døren), når de kommer hjem fra skole.

For jeg har snart prøvet alle tænkelige måder at gemme og bruge vandsjatter på, og selvom meget af det på papiret er smart, må jeg jo bare konstatere, at det ikke er noget, vi får gjort. Det her lader til at virke – måske fordi det også er lidt sjovt at følge med i, hvor meget planterne drikker.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har vi afholdt et af vores heldags-bestyrelsesmøder i tegnsprogstolkenes brancheforening.

Vi er 6 mennesker, som kommer fra hele Danmark, og derfor er det altid et logistisk puslespil at finde en lokation, som vi alle har nogenlunde lige langt til, og hvor vi kan få et lokale, der både er til at betale sig fra, og hvor der er internet og kaffe.

Sidste gang var det min tur til at finde et lokale, og det slog mig, at bibliotekerne rundt omkring kunne være en mulighed. Og det var de.

I flere byer er det gratis at låne lokaler, når man er en forening, mens det andre steder koster et symbolsk beløb.

I skrivende stund er vi i gang med at forberede den årlige generalforsamling, som løber af stablen til efteråret, og her skal vi være i Odense, hvor biblioteket ikke er en mulighed. Til gengæld ser det ud som om, Odense Kommune måske kan hjælpe med et lokale på en skole eller i et sportscenter, så nu har vi skrevet til dem, og afventer svar.

Bare for at sige, at hvis man som forening gerne vil lave noget, som kræver lidt mere plads end dagligstuen derhjemme, men stadig ikke har midler til at leje en suite på D’Angleterre, så er bibliotekerne (igen!) vores venner.

2.

Stod jeg i Netto, da Nets gik ned, med kurven fuld af varer.

Jeg har altid en smule kontanter i bilen, så efter en sortering af kurvens indhold i ‘need to have vs. nice to have’, kunne jeg køre hjem med ingredienser til aftensmaden, der muliggjorde det, jeg allerede havde planlagt og taget op til.

Men jeg skulle have været på apoteket, fordi jeg har fået noget virus fra Helvede, der foreløbigt har beriget mig med 14 dages hoste, snot, ondt i ører/tænder/hals osv., og derfor manglede både Strepsil og Panodil.

Det havde jeg ikke kontanter med til, og min umiddelbare tanke var, at ‘så må jeg må bare undvære til i morgen’, når det hele forhåbentlig var oppe igen, og jeg kunne nå på apoteket.

Men det slog mig, at det jo faktisk PRÆCIS er dét, vi prepper til. Ikke bombefly og landflygtighed, men situationer, hvor infrastrukturen bryder ned.

Jeg har for længst indarbejdet en rutine med altid at have diesel nok i tanken til, at jeg kan nå hjem, selvom alle betalingssystemer bryder sammen, og jeg har også fået så meget systematik i min madvare-prepping, at jeg kører ‘en ekstra i skabet’ af de ting, vi bruger meget, og har en ‘ægte nødvendigt’-kasse i bryggerset med det, vi bruger sjældent, men som egner sig til madlavning over bål.

Vand har vi nok af, og det husker jeg også at skifte ud – men medicin og toiletartikler har jeg bare fået.. parkeret. Altså, jeg har et fuldt lager – men det står bare og står.

For de gange, betaling ikke har været muligt, har jeg bidt tænderne sammen eller fundet en Ipren med nullermænd på i bunden af min taske, hvis jeg har manglet smertestillende – men i virkeligheden kunne jeg jo bare tage den pakke, jeg har i min prepperkasse. Af en eller anden grund har jeg fået gjort kassen med toiletartikler til Noget, Der Ikke Må Røres, med mindre der opstår en ÆGTE krise.

Det er for idiotisk, for det gælder jo med de ting, som det gør med alt det andet: Det bliver for gammelt, hvis det står for længe. Plaster klæber fast i pakningen, cremer harsker, og vådservietter tørrer ud. Og selvom jeg ingen skrupler ville have ved at tage en Alnok, der var et år for gammel, så er en Strepsil, der er gået 4 år over dato måske ikke nogen stor fornøjelse at få i munden.

Jeg har derfor besluttet, at hver gang Nets går ned, så er det en anledning til at kigge på, hvad jeg var på vej ud for at købe, da det skete – og finde det i mit prepperlager i stedet.

På den måde får jeg både lidt flow i tingene, samtidig med, at jeg måske også bliver opmærksom på ting, jeg mangler i mit prepperlager.

Som et PS til det her punkt har jeg lige lyst til at sige, at jeg til gengæld finder det fuldstændig himmelråbende udueligt, at dagligvarebranchen stadig ikke er bedre forberedt på de her scenarier, end tilfældet lader til at være.

3.

Har jeg for første gang prøvet at lave syrensaft.

Det smager skønt, og man laver det på samme måde, som når man laver hyldeblomst-saft; altså, koger en sirup af vand og sukker, som man hælder over blomsterne. Det trækker et par dage i køleskabet, hvorefter man sier det, og så står man tilbage med den fineste saft.

Jeg er først begyndt at lave saft selv indenfor de sidste par år, og derfor har jeg eksperimenteret lidt med, hvad der fungerer ift. opbevaring.

Jeg vil gerne undgå Atamon i de situationer, jeg kan; ikke fordi jeg har en holdning til det, men simpelthen fordi jeg synes, jeg kan smage det. Specielt, hvis der er tale om frugt og grønt, som er måske er lidt milde i smagen. Derfor har jeg prøvet at finde måder at undgå det på, hvilket er grunden til, at jeg henkoger tomater, og generelt laver små mængder af det, jeg sylter og koger – men nogle ting er så kort i sæson, at der ikke er noget at gøre, hvis man gerne vil have et par glas eller flasker på lager, og her lever jeg med det.

Men sidste år læste jeg om én, der frøs sin saft, og jeg havde nærmest lyst til at gå ud og finde en hammer, jeg kunne wise-maxxe mig selv i hovedet med – for hvordan det ikke har slået mig tidligere, fatter jeg ikke.

Jeg nåede derfor at fryse hyldesaft og krydret æbletoddy, og det fungerede strålende, så i år vil jeg også lave et ordentligt badge hyldeblomstsaft, som ryger i fryseren.

Jeg bruger typisk mine fantastiske Nalgene-flasker, for med 2,5 dl. koncentrat, har jeg til ca. 1 liter færdig saft. Men somme tider har man også bare lyst til én kop et-eller-andet, og derfor er jeg begyndt at fryse saft i isterningebakker, som jeg gør med mine Golden Cubes.

For det er supersmart, at man bare kan tage én isterning op og overhælde den med kogende vand eller dansk vand, afhængigt af årstid og trang, og på den måde, er der ingenting, der går til spilde.

Min syrensaft har jeg udelukkende frosset som isterninger, og jeg pønser på at teste det i en gin og tonic, når solen næste gang skinner på en fredag.

Inden I får lov at gå ud og se pinsesolen danse, får I lige en anbefaling af den smukkeste instaprofil, jeg har set længe. Det er den svenske fotograf Linda_lomelino, som jeg faldt over i min jagt på syrenopskrifter, og hun tager så smukke billeder, at det er til at tude over.