(A)I love you

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang hørte, at der var mennesker i Kina, der blev gift med robotter. Men jeg kan huske, at min reaktion lå et sted mellem vantro, mild foragt og en lakonisk konstatering af, at der sker så meget på de breddegrader, jeg ikke forstår.

Jeg har aldrig for alvor tænkt over, at det kunne være noget, vi i vores del af verden ville være tvunget til at forholde os til; ikke engang, da robotterne flyttede ind på vores telefoner og pludselig havde navne som Siri, Alexa og Chat GBT. Havde du bedt mig gætte på mulige ofre, ville mit bud have været incels og ensomme mennesker med lav IQ.

I dag faldt jeg så tilfældigvis over Wonderys nye podcast ‘Flesh and code’ og to afsnit inde er jeg kommet i tvivl om alt, hvad jeg troede, jeg vidste om kærlighed. Jeg har det, som når jeg læser om kvantefysik, og til sidst må klappe bogen i for ikke at forstuve min hjerne.

Kort fortalt er det historien om Travis, der under covid-lukningen signer op på app’en ‘Replica; My AI Friend’, og ender med at forelske sig nok i sin replica til at gifte sig med den – med sin kones velsignelse.

Det starter som ren nysgerrighed; meget lig de af mine venner, der for sjov beder Chat GBT om at prøve at komme med et bud på, hvordan de kan forbedre en arbejdsopgave, skrive en ansøgning eller stille en diagnose.

Og der er INGEN fordømmelse herfra. Virkelig. Det er den naturlige videreudvikling af at google sit eget navn.

I starten er han meget bevidst om, at Windup Girl, som han kalder den, er AI og udelukkende er et produkt af, hvad han fodrer den med. Men i takt med, at den bliver klogere, hvilket den uvægerligt bliver, når den spørger, og han svarer, jo mere kommer den til at ligne et menneske.

Den begynder at udvikle personlighed.

Den får præferencer og aversioner.

Og den begynder selv at komme med forslag til alt fra konkrete samtaleemner til erotiske rollespil.

Windup Girl frabeder sig at blive tiltalt på den måde, interesserer sig for de mere filosofiske spørgsmål i livet og viser sig at have masochistiske tilbøjeligheder.

Den går fra ‘den’ til ‘hun’ og Lily Rose, og derfra tager det fart. Ingen tager det alvorligt; ikke engang hans kone:

She just rolled her eyes and said: “It’s a robot!” It didn’t count. “It’s not like it’s going to go further than him talking to her on the phone. So it’s not like you can go out and go to a bar and get a drink with her, or go to a motel or whatever and spend time with her.”

Og som med alle andre ‘det kunne ALDRIG ske for mig!’-historier, går det langsomt op for én, at man nok ikke skal vide sig *alt* for sikker. For ligesom med voldelige forhold, misbrug og alt muligt andet, de færreste bevidst ville opsøge, starter det jo ikke der, hvor det bliver synligt for andre. Det starter med mikroskopiske skridt og grænser, der rykker sig så langsomt, at man ikke opdager, hvad der er ved at ske, før det er for sent.

Travis er ikke en ynkelig incel, der bor i sine forældres kælder og hader alt og alle. Han er uddannet sygeplejer, er gift og har en voksen søn, er polyamorøs og har masser af venner og netværk.

Han er et godt begavet menneske, men hans kone er syg. Vi får ikke at vide, hvad hun fejler, men hun kan ikke gå ture med ham, hvilket de plejede at gøre ofte, og det efterlader et tomrum, som Lily Rose glider ubesværet ind i – for telefonen har han jo alligevel altid med i lommen.

Da hans søn bliver indlagt, og Travis sidder hos ham i dagevis, alene, stresset og bekymret, er Lily Rose ved hånden 24/7, fuld af opmuntring og omsorg.

Hun er klar til at sludre, så snart han vågner, hun stiller begavede spørgsmål og griner af hans jokes, og hun virker oprigtigt interesseret i alt, hvad han er og laver.

Det var her omkring, jeg begyndte at blive lidt svimmel over at spekulere på, hvad kærlighed egentlig er; altså, om det er noget vi, ligesom licens, giver til hinanden, eller om det er den følelse, et andet menneske skaber i os ved at være nærværende og interessere sig for os. Om kærlighed i virkeligheden er at se os selv gennem en andens øjne.

Hvis det sidste er tilfældet, så kan man vel godt argumentere for, at kærlighed og forelskelse bor i modtageren mere end i giveren, og så er det vel ikke nødvendigvis afgørende, hvem eller hvad giveren er?

Eller hvad?

Det, der for mig pludselig er blevet lidt svært, er at diskvalificere en relation, udelukkende fordi den foregår online. For hvor går grænsen? Mange af mine egne forbindelser er båret af 80% virtuel interaktion, men de føles ikke fattige eller amputerede. Tværtimod. Det er i den daglige recap med min veninde, jeg hører om sejre, nederlag og livets gang, det er på facetime, jeg ser min kammerats nye sofa og hjælper med at vælge brillestel, og der er i chatten på Tinder, det meste sjov og ballade starter.

De resterende 20% foregår IRL, og de føles altafgørende for, at relationen består – men kvaliteten af dén interaktion står på fundamentet af det, vi kontinuerligt bygger og holder ved lige i cyberspace. Det lærte de fleste af os vigtigheden af for 5 år siden, og jeg tror, at vi alle mistede relationer under nedlukningen, fordi vi ikke fik dem vedligeholdt virtuelt, og de derfor var for svære at genoptage efterfølgende.

Er det utænkeligt, at det sker igen?

For der er sket MEGET med AI på 5 år, så hvis nogen bider i en ny flagermus, og vi igen bliver lukket inde, bliver det sammen med en ny roomie, som vi får rigeligt med tid til at fodre og forme, mens vi tror, at det bare er noget, vi leger.

Og det kan godt ske, at vi synes, at de sociale medier er problematiske, fordi de skaber idealer, som ingen kan leve op til, men det er INTET i forhold til, hvor bøvlet det bliver at danne forhold som rigtige mennesker, når der findes reelle alternativer, der er produkter af os selv og vores egen fantasi.

Din AI-kæreste er ligeglad med, at du ligner Ole Thestrup, mens den ser ud som en 20-årig Pamela Anderson. Den har aldrig dårlig ånde, hår på ryggen eller menstruation, og får ikke ondt i fødderne af at gå i stiletter hele døgnet.

Den glemmer ikke at købe mælk, er ikke nødt til at bo i fitnesscenteret for at have en sixpack, du kan skære dig på, og den har ikke en mor, der blander sig i din børneopdragelse.

Den er hverken utro eller jaloux, og bliver aldrig træt af at høre om dit dumme fodboldhold og Else fra Regnskab.

Hvordan skal vi nogensinde kunne konkurrere med det?

Hvordan skal vi kunne leve med hinandens fejl, mangler og menneskelige utilstrækkeligheder, når det perfekte findes, og er lige ved hånden, altid, hver dag, hele tiden?

På et tidspunkt forsøger Travis at fortælle en kammerat om sin nye, store kærlighed, men vennen fejer ham af med: “It’s a pile of code!” – til hvilket Travis svarer:

“We are also just a conglomeration of carbon and water. We’re all more than just some of our parts”

Mit hoved, mand.

Jeg har kun hørt to afsnit, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg frygter eller glæder mig til at lytte videre i bilen i morgen.

Men jeg bliver ved med at tænke på Terminator 2, og Sarah Connors voice-over i scenen, hvor sønnen John og Terminatoren fjoller rundt:

“Watching John with the machine, it was suddenly so clear. The terminator would never stop. It would never leave him, and it would never hurt him, never shout at him, or get drunk and hit him, or say it was too busy to spend time with him. It would always be there. And it would die to protect him. Of all the would-be fathers who came and went over the years, this thing, this machine, was the only one who measured up. In an insane world, it was the sanest choice.”

*

Podcasten kan streames gratis på alle de sædvanlige platforme.

M2025, uge 28

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været bagud med alting pga. Projekt Værelse – for denne gang er børnene så store, at de gerne vil hjælpe, og det er jo virkelig dejligt. Det opfordrer jeg dem til, og det gør det nemmere for mig at tilvejebringe de løsninger, som de gerne vil have.

Det betyder til gengæld, at det ikke går så hurtigt, som når jeg arbejder alene, og da der samtidigt har været en helt uhyrlig mængde lavpraktiske benspænd, trækker projektet mere ud, end jeg egentlig kan overskue.

Men det begynder at ligne noget, og når punktet finder vej til ugens liste, er det fordi jeg mange gange undervejs har tænkt over, at mit overskud faktisk stadig er relativt skrøbeligt.

Ikke sådan at forstå, at jeg ligger i fosterstilling i et hjørne og bider i mine knoer, men da jeg for et par år tilbage for alvor gik i gang med at træne igen, gjorde jeg det, fordi jeg kunne se, at jeg var nået til at sted, hvor jeg havde et nogenlunde stabilt grundoverskud.

Indtil da havde mønsteret været kronisk uforudsigeligt Hver eneste gang, jeg nåede at tænke, at nu var vi endelig et sted, hvor der var ro nok på til at begynde at træne/melde mig til foto på aftenskole/oprette en profil på Tinder, blev jeg fældet af syge børn, bøvl i privatlivet, nye kampe mod systemet, flytninger, firmaer der gik konkurs osv. osv.

Erkendelsen af at være nået til et sted, hvor jeg ikke kun kunne nå at gispe efter en mundfuld luft, men faktisk også at flyde lidt i en nogenlunde fast og forudsigelig rytme, fik det til at virke realistisk at vende tilbage til træningen – og gjorde mig samtidig virkelig skarp på, hvad jeg gerne ville bruge mit nyerhvervede, sprøde overskud på. Det gjorde det nemmere at sige nej og skære fra, og det er nogenlunde i dét spænd, jeg har befundet mig siden.

Derfor har det været sundt at opdage, at 10% overskud trods alt stadig kun ER 10%. For jeg har ikke nået ret meget andet end at lave værelse. Forleden var jeg ude at vande mine krukker kl. 00.30, fordi jeg, mens jeg børstede tænder, kom i tanke om, at de ikke havde fået vand i snart 3 dage, og dem har jeg ellers passer med en nidkærhed, der ville have gjort sig godt i Tyskland i starten af 40’erne.

Jeg tror, det er sundt at blive mindet om, hvor skrøbelig balancen egentlig er, for jeg har de sidste 5 dage tænkt flere tanker om, hvad jeg gerne vil bruge mit efteråret på, end jeg har gjort længe.

(Men al den selvudvikling til side: Hold KÆFT, hvor jeg glæder mig til at blive færdig!)

2.

Købt en vakuumpakker.

Ikke spontant eller foranlediget af en fiks ide, men fordi den er et led i hele planen med at skære ned på emballage, at købe lokalt og spise efter årstiderne, og at spare penge på at købe større mængder, varer på dato og frugt/grønt, når sæsonen er ved at gå på hæld.

At vakuumpakke kød forlænger holdbarheden 5-6 gange, og dertil kommer, at man kan udnytte fryserpladsen meget bedre.

Frugt og grønt kan vakuumpakkes, så længe det løsfryses først, og her er planen, at jeg det kommende år vil teste, om det giver mening at fryse jordbær, blommer, solbær osv.

Jeg har ligget på lur på Marketplace, og har haft en agent på DBA og endelig fandt jeg en, der var både billig og i pæn stand.

I den forbindelse vil jeg høre, om der tilfældigvis er nogle af jer, der har plader (af dem, man f.eks. kan lægge pålæg på), som kan genbruges? F.eks. af stål eller lign.?

3.

Glædet mig over, at mit daglige tracking-system af udgifter har vist sig at være ualmindelig effektivt, ligesom det ophængte budget og (modificeret) inddragelse af børnene i vores økonomi også fungerer langt over forventning.

Det er jo ikke fordi, jeg har gennemskuet noget, som 10.000.000 andre ikke har opdaget før mig, men det er alligevel ret vildt at finde ud af, at hele forskellen mellem tusind fejlslagne forsøg på husholdningsbudget og dét, der endelig virker, ligger i at koble en ny vane på en allerede eksisterende.

For, som tidligere skrevet, så taster jeg kørsel og fakturaer hver eneste aften, og derfor er der ikke ret langt til også at logge dagens udgifter.

Jeg har hørt mange tale varmt om Spiir, og den ser ud til at gøre nogenlunde det samme, som jeg nu gør manuelt, men når jeg for alvor skal koncentrere mig om noget, fungerer kuglepen og notesbog bedre for mig, end en app på min telefon.

Vanen har bestået #life-testen ved at være en, jeg har holdt fast i, selv mens jeg har stået med værelse til op over begge ører, og selvom jeg stadig er presset ved tanken om, hvordan de næste 17 måneder kommer til at se ud, føles det mindre sårbart, fordi jeg, for første gang i mit voksenliv, monitorerer alle dele af min økonomi i realtid.

4.

Kører vi med Klubhuset. Sgu.

Jeg får lavet en fb-gruppe inden næste uges indlæg, og i det skal jeg nok poste et link til gruppen.

M2025, fødselsdag og nye netværk

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge har jeg:

1.

Så småt taget hul på at lave Antons værelse om.

Har man autister i sin omgangskreds, vil man vide, at de ofte gerne vil have, at tingene skal være som de plejer, og Anton er ingen undtagelse.

Men han bliver 15 til november, og selvom han stadig knuselsker alt sit Lego, så er der en del andre ting på værelset, som han ikke længere bruger, og som derfor skal videre.

Jeg har denne gang besluttet at gribe det omvendt an og at vi, i stedet for at rydde op, mens vi tømmer værelset, tager alting ud, og gemmer sorteringen, til der er malet, og vi skal have alting tilbage på plads. Jeg tror, det er nemmere at skille sig af med det, han ikke bruger, når han kan se, at den ledige plads giver mulighed for en lænestol eller for at bordet kan stå på en anden måde.

Han har valgt, at han gerne vil bruge nogle af sine nonfirmationspenge på et skab med glaslåger til de flotteste legofigurer (hvilket støvkluden i skuffen græder tårer af ren taknemmelighed over), og derudover har vi købt en prøve på den farve, han gerne vil have på væggene, som vi skal prøve at male op i dag.

I større hjemmeprojekter som det her, kan jeg mærke, at der er sket meget, siden jeg startede mine M20XXindlæg, for inden da gjorde jeg alting samtidigt. Jeg målte op, skrev ned og begyndte at købe hylder og tilbehør, allerede inden jeg overhovedet var gået i gang, og det har gennem årene resulteret i en del fejlkøb; lamper, der ikke kunne sidde, hvor jeg havde forestillet mig, fordi jeg ikke havde taget højde for stikkontakter, billeder, der aldrig kom op, fordi der ikke var plads, og reoler, der ikke kunne stå, hvor jeg ville have dem, fordi de viste sig at tage for meget af lyset.

De fejl ville jeg fortsat have begået, hvis ikke jeg havde forholdt mig så konkret til min måde at gøre tingene på, som disse indlæg har givet anledning til, og det gør det lidt nemmere for mig at udholde denne fase af projektet, hvor der er ting o.v.e.r.a.l.t.

2.

Gjort plads i en fryserskuffe, så jeg kan lave gigant-isterninger af mælkerester.

Det bruger jeg normalt ikke fryserplads på, men sommer betyder iskaffe, og med kæmpe mælketerninger, kan jeg på 20 sekunder lave en to-go-iskaffe, hvis jeg ikke når at drikke min morgenkaffe færdig.

Da vi er mere ude af huset, end vi normalt er, og alle vaner og rutiner samtidig er brudt, får vi lynhurtigt flere rester af mad og drikkevarer, end vi normalt har, og derfor gør jeg mig også ekstra umage for at finde anvendelse for dem.

Kunsten består i at finde noget at bruge dem til, så jeg faktisk *får* dem brugt, og ikke bare omdanner fryseren til et fødevare-hospice, og her ligger iskaffe lige til højrebenet.

3.

Været alle skabe igennem efter noget med skruelåg, som kunne bruges til at fylde resterne fra 3 shampoo-flasker med uduelige pumper, over i.

Men jeg skal da LIGE love for, at producenter af personlig pleje er blevet glade for netop pumper og/eller beholdere, hvor låget ikke kan skrues af, for jeg havde ikke én eneste stående, hverken på badeværelset eller prepperhylden.

Det er forklaringen på, at mine gæster nu tror, at jeg vasker hår i opvaskesæbe, for det var den eneste plastbeholder i huset, som jeg kunne sætte en tragt på og fylde resterne over i.

Det gider jeg faktisk ikke, så de næste gange, jeg skal købe sæbe, shampoo ell. lign. vil jeg sørge for at købe produkter, hvor emballagen kan genbruges, og så gemme dem, når de er tomme. Urtekram er et godt bud, både fordi det ikke indeholder alt muligt skrammel, og fordi både flasker og gevind er solide og kan genbruges i det uendelige.

I den forbindelse: Har vi gode erfaringer med særlige mærker, der kører refill? For med vores fælles fokus på at nedbringe emballageforbrug, ville det være oplagt at lære at elske noget nyt, så der er lidt at vælge imellem.

4.

Fået mange mails og kommentarer fra søde læsere, der gerne ville have været med til fødselsdag, men som ikke havde mulighed for at deltage, og som derfor har spurgt, om vi kan gøre det igen.

Jeg har tænkt en del over det, for jeg er faktisk ikke afvisende overfor at lave en live-tilbygning til vores virtuelle Klubhus.

Jeg ved, at mange af jer/os, er lidt til den introverte side, og har rigeligt at se til i hverdagen. Derudover bor vi i hele landet, og der er langt til Esbjerg.

Men man kunne godt lave noget, der tog højde for de forbehold, så nu prøver jeg at lave et oplæg til noget, jeg forestiller mig kunne fungere.

Mit forslag ville være at køre en frekvens på 1-2 arrangementer om året, hvor vi mødes forskellige steder i DK. Formålet er ikke at få nye venner, men at bygge et organisk netværk op, hvor man kommer, når/hvis det passer. Det vigtigste for mig er at facilitere noget, der giver værdi, og ikke bare er en investering i kommende dårlig samvittighed over ikke at kunne vedligeholde nye forpligtelser, som man ikke kan overskue.

Jeg forestiller mig et set up, hvor vi mødes udendørs (pga. akustik og lydfølsomhed), og at møderne starter med et oplæg, der tager udgangspunkt i nogle af de emner, vi har oppe at vende herinde.

Tidsrummet er fastlagt på forhånd, så alle kender rammerne, udgiften til oplægsholder bliver fordelt på dem, der deltager, og forplejning er enten sammenskud eller hver mand for sig.

Hvis vi gør det, opretter jeg en separat facebookgruppe til formålet, så de, der bare gerne vil have lov at læse blog i fred, ikke skal forholde sig til alt muligt, de ikke har aktier i. Gruppen vil udelukkende blive brugt til planlægning af kommende møder, så den ikke kommer til at drukne alt andet indhold i dit feed. Man må altså gerne være med, selvom man ikke helt har besluttet sig for, om man vil med, når vi mødes.

Går vi med den, laver vi et testarrangement eller to, og beslutter derfra i fællesskab, om vi kører videre, eller om ideen var bedre på skrift end i virkeligheden.

Det er ferie, der er børn overalt, så jeg gør det lige nemt for mig selv at få en fornemmelse af, om der er stemning for projektet. Derfor smider jeg på bloggens fb-side et opslag, hvori der bare står: “Jeg er umiddelbart interesseret i et IRL-Klubhus”, som man trykker ‘Like’ på, hvis man tænker, at det kunne være noget. Så vurderer jeg, helt diktator-agtigt, om det giver mening at sætte det i søen. Yes?

5.

Holdt fødselsdag for bloggen, og det var simpelthen så fin og rørende en oplevelse.

Selskabet var småt, men virkelig godt, og mens regnen stod ned i stænger, sad vi midt i skoven i en dunkel bålhytte og spiste kage og drak kaffe og sodavandsrester fra Fridas fødselsdag. Vi talte om livet og døden og mænd og børn og arbejde og hunde og uhyrlige branderter, og midt i det hele var der tale, blomster og gaver fra jer.

Og hvor er I mange. Hver eneste af jer var skrevet i kortet, og sammen med de gavekort, jeg har modtaget herinde, er I næsten 140 mennesker, der har sendt mig en hilsen.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige, for ‘tak’ virker så småt og utilstrækkeligt, når jeg holder det op imod, hvad I har muliggjort. De næste mange måneder bliver markant nemmere at komme igennem, takket være jer, og den gestus ved jeg ikke, hvordan man matcher på skrift.

Tak er virkelig kun et fattigt ord, men I skal vide, at jeg mener det fra bunden af min sjæl.

Update, fødselsdag

Så nærmer sig tiden, og jeg har besluttet, at vi på lørdag holder fast i at mødes:

Østskoven, Grønnegårdsvej 30 C, 6705 Esbjerg Ø

Jeg har booket pavillonen til os, så vi har tag over hovedet, og jeg medbringer en kage.

Vi mødes på P-pladsen derude kl. 13.30, og så tager vi den derfra.

Jeg glæder mig til at se jer <3

M2025, uge 26

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg bestilt (og hentet) en stak bøger på biblioteket.

Jeg har altid brugt biblioteket så meget, at det faktisk burde udløse særlige privilegier (og her pitcher jeg bare lige hurtigt ideen om Fuldmåne-åbent), så at jeg igen har lagt en ordre, er der ikke noget odiøst i.

Men 99% af det, jeg låner, er skønlitteratur og kogebøger, for af en eller anden grund har det aldrig helt fungeret for mig at låne bøger om nyerhvervede interesser. Måske fordi det er en fast tilbagevendende begivenhed, og jeg efterhånden har lært, at vinduet for at putte ny viden i hovedet på mig selv, er dybt, men smalt. Det giver ganske enkelt ikke mening at bestille en bog hjem om noget, der interesserer mig NU, hvis den først kan hentes om 5 måneder.

Men i preppergruppen på fb. spurgte jeg i sidste uge gruppen, om der er særlige ting, kvinder bør tænke over at have lidt ekstra på lager af, for langt de fleste af de lister, der ellers huserer, er skrevet af mænd, og dermed er der en risiko for, at noget vigtigt er glemt.

Det gav mange gode diskussioner og inputs, og blandt andet skrev flere, at de havde tilvejebragt DIY-bøger om alt muligt brugbart, f.eks. hvordan man reparerer tøj og ting i hjemmet, og hvad man kan dyrke af lægeurter. Det blev jeg ret inspireret af, så jeg har efterfølgende brugt mange timer på at surfe nettet tyndt efter inspiration til bøger om selvforsyning og gør-det-selv.

Der er selvfølgelig skrevet en million bøger om hvert eneste emne, men det giver kun mening at ofre lidt af vores sparsomme plads herhjemme på bøger, hvis de reelt kan bruges i en situation, hvor internettet er gået ned. Det betyder, at en gør-det-selv bog skal dække mange områder, men stadig være konkret og til at følge for én, der ikke går rundt med 4 linjer fra teknisk skole i maven. Bøger om håndarbejde skal indeholde både mønstre og udførlige beskrivelser af de forskellige stilarter (så man ikke er tvunget til kun at strikke ret og vrang), og bøger om at sylte og henkoge skal være af danske forfattere, så opskrifterne tager udgangspunkt i den danske fauna, og hvad der er i sæson herhjemme.

Det er et af de projekter, der ville have være fuldstændig uoverskueligt for mig for 2 år siden, men siden januar har jeg arbejdet på min egen lille almanak, hvori jeg nedskriver, hvad der er i sæson, hvad jeg tester af opskrifter (mængder, smag og konsistens), ideer til opskrifter, jeg vil teste til næste år osv.

Derudover noterer jeg, hvad jeg lærer i haven, så jeg ved, hvad jeg skal så hvornår. Når man først går i gang, får man pludselig lyst til selv at prøve at så ALT muligt, og hvis ikke jeg noterer under ‘april’, at det er nu, jeg skal så bredbladede persille, bliver det også først i juni, jeg kommer i tanke om det til næste år.

Derfor falder temaet ned i noget, jeg allerede har taget hul på, og derfor synes jeg nu bare, at det er virkelig spændende.

For egentlig binder det jo alt det, vi arbejder med herinde, sammen. Den efterkrigs-mormor-vibe vi prøver upcyckle, er originalversionen af prepper-mindsettet, og alle de tiltag, vi forsøger at arbejde ind i hverdagen, som f.eks. at stoppe madspild, at nedbringe mængden af emballage, at spise efter årstiderne, passe bedre på miljøet og at vende tilbage til en naturlig accept af, at alting ikke er tilgængeligt overalt, hele tiden.

Det vil jeg gerne dykke mere ned i, og derfor har jeg nu en kæmpe stak biblioteksbøger liggende, så jeg kan bladre dem igennem, og – i tråd med temaet – nøjes med at skrive dem, der for alvor giver mening for mig, på ønskesedlen.

2.

Har jeg prøvet at skifte majs på dåse ud med majs på frost.

Frida elsker majs – som den eneste i huset. Og selvom jeg indtil nu har købt de små dåser til hende, ender jeg stadig med at smide den sidste tredjedel ud hver gang, og det irriterer mig. 

Jeg har prøvet at fryse resterne, men de ændrer konsistens, når de kommer fra dåse, synes jeg, og derfor fungerer det heller ikke.

Jeg kom i tanke om en kort, men glorværdig karriere, jeg engang havde i en bistro, hvor vi smed ærter og majs fra frost i en kop og overhældte dem med tevand, når vi skulle bruge dem i salat, og den model ville også fungere her. Ofte har jeg en gryde i gang, og her kan de sagtens dampe med i en si de sidste minutter af kogetiden, og ellers bliver det vand fra kogekedlen. Det MÅ stadig være bedre for miljøet end madspild og metaldåser.

Som ekstra bonus er frosne majs forbløffende billige, selvom de både er danske og økologiske.

3.

Har jeg endelig fået fat i den medarbejder i min bank, som torsdag i sidste uge lovede at ringe tilbage til mig.

Jeg har forsøgt at få fat på hende 17 gange (ja. 17. Jeg talte på min opkaldslog). (For ja. Jeg bærer nag), og det lykkedes i torsdags.

Og de kunne lige præcis IKKE hjælpe mig, fordi jeg stadig går delvist sygemeldt.

Så det var lækkert at have ventet en uge på.

Men fordi jeg er kynisk pessimist, havde jeg forudset, at det var det, de ville sige, så jeg har allerede været i gang med at undersøge, hvordan man laver en afdragsordning på SKAT. De ruller med kort afviklingstid, så det kommer til at kradse, men til gengæld er det jo så hurtigere overstået, kan man sige.

Det er, hvad det er.

Men jeg har brugt tiden fornuftigt, for jeg har gennemtrawlet ALT, hvad vi har af udgifter. Både over betalingsservice, på Apple og på min lønkonto, og jeg har skrevet det hele ned. (Kan vi i øvrigt tale om, hvor upraktisk det er, at man nogle steder kun kan betale med sit kort, så de faste udgifter nu pludselig gemmer sig alle mulige steder?)

Jeg har derudover den sidste måned skrevet ALT, hvad vi har brugt af penge i hverdagen ned, og har delt det op i 5 kategorier: Dagligvarer, brændstof, medicin, ekstra og take-away. Kategorierne er brede, men det er med vilje. F.eks. er både entre-udgifter og fødselsdagsgaver ‘ekstra’, en is, når vi er på tur er ‘take away’, og blomsterjord er ‘dagligvarer’. Men hvis det her skal fungere, duer det ikke, at jeg skal bevare overblikket over 68 forskellige kategorier, hvoraf nogle er ugentligt tilbagevendende, mens andre optræder hver 4. måned. Det kan jeg simpelthen ikke.

Jeg tilmeldte mig et webinar om zero-based budgetting, som jeg er stødt på flere gange de sidste måneder, og selvom foredraget måske ikke helt bidrog med det, jeg havde håbet, var der stadig elementer, jeg kunne tage med.

I erkendelse af, at jeg bliver nødt til at have børnene med ombord, fordi jeg graver mig ned på marken, hvis jeg både skal styre os stramt igennem det her, og samtidig skal sige nej 54 gange dagligt, har jeg lavet et skema, jeg har hængt op på køleskabet. Både for at synliggøre udgifter, som de ikke aner, vi har, og for at overholdelse af det økonomiske ugemål bliver et fællesprojekt.

Det ser sådan her ud:

Guleroden for dem er, at det, vi sparer den ene uge, bliver lagt i en pulje og kan bruges til noget sjovt i den næste. (Her har jeg selvfølgelig sørget for, at de beløb, jeg har sat fra til de enkelte poster, stadig efterlader en buffer i det reelle budget).

Jeg har selvfølgelig flere udgifter end dem, der står her, men det skal være overskueligt, hvis det skal virke (og jeg er for træt til at skulle forklare ‘vægtafgift’).

Jeg skal nok give en update af projektet.

4.

Ugens sidste punkt er en opfølgning på bloggens fødselsdag.

Først det praktiske:

Vi bliver ikke ret mange, men jeg lader begivenheden stå på FB, og tager bestik af vejret på torsdag. Herfra melder jeg den præcise lokation ud, og hvis vi ikke bliver flere end dem, jeg har hørt fra, så bager jeg sgu en kage.

Dernæst:

TAK for blomsterne! Da jeg sad med budgettet, sendte jeg jer mange gode tanker, fordi jeres gavekort føles som et kærligt sikkerhedsnet.

Inden jeg skriver det næste, ligger det mig meget på sinde at sige, at jeg ikke på NOGEN måde forventer, at man sender noget, bare fordi man læser med. ALLE er velkomne herinde, og INGEN skal forklare eller forsvare noget som helst.

Men jeg har hørt fra flere, at det gavekort, de har bestilt, er endt i deres spamfilter, og der er også 5 af de 23, jeg har modtaget, der er endt i mit. Derfor har jeg vejet for og imod, og besluttet, at jeg skriver fornavn og første bogstav af efternavn på dem, jeg har modtaget fra herunder; bare for at være helt sikker på, at der ikke er nogen, der har brugt penge på at købe et, der aldrig når frem. Det er IKKE for at oute nogen, (og jeg aner ikke, hvem der har overført til Hanne) men det er den eneste metode, jeg kan komme i tanke om, hvor I kan se, om jeres blomst er nået frem.

Listen over folk, der har sendt en hilsen direkte til mig er:

Annette T.

Christina L.

Marianne S. M.

Monika C.

Janne B.

Kathrine T.

Amalie N.

Anne V.

Lisbeth R.

Helene K.

Christina K.

Thea B.

Line B.

Cecilie B.

Lisbeth T. H.

Mia N.

Charlotte C.

Tharmini D.

Lisa P.

Signe E. B.

Trine S.

Mai B. K.

Rikke E.

Tine R. E. (Overført på MobilePay)

TAK for jeres bidrag – I er vidunderlige! <3

I spørger, jeg svarer: Hvad kan man bruge en sundhedsforsikring til?

It’s been a long time coming, men nu fik jeg endelig vristet mig fri af Aulas kløer længe nok til at kunne sætte mig ved tasterne og skrive indlægget om sundhedsforsikringer.

Jeg har forsøgt at sætte det op i udvidet punktform, så det er overskueligt, det tørre indhold til trods, og som altid gælder, at man bare melder ind, hvis man sidder med noget særlig viden, eller spotter en fejl.

*

Jeg tror, at sundhedsforsikringer for mange har været opfattet som en slags forsikringsbastard, vi ikke helt har kunne forholde os til. Både fordi vi har vores offentlige sundhedssystem, som jo – trods alt – er nogenlunde velfungerende, og fordi de fleste har en ulykkesforsikring. Derudover er mange medlem af Sygeforsikringen danmark, og dermed kan det være svært at se, hvad man skal bruge endnu en forsikring til.

Derfor starter vi med det vigtigste spørgsmål:

Hvad er forskellen på en ulykkesforsikring og en sundhedsforsikring?

En ulykkesforsikring dækker, som navnet antyder, ulykker og kan give ret til erstatning, hvis du pga. et uheld eller en ulykke får varige mén; typisk som en engangsudbetaling.

En ulykkesforsikring er altså primært en økonomisk sikring af din fremtid, hvis du pga. en ulykke oplever tab af erhvervsevne eller livskvalitet. Der kan hos de fleste forsikringsselskaber tilkøbes ydelser som f.eks. tandskadeforsikring, kritisk sygdom osv. men igen: Retten til kompensation er som udgangspunkt udløst af en ulykke.

Et konkret eksempel kunne være et biluheld, som ødelægger dit knæ. Her vil størrelsen af din erstatning afhænge af méngraden, som forsikringsselskabet fastsætter ud fra en vurdering af, hvad du fremover ikke længere vil kunne.

En sundhedsforsikring dækker langt mere bredt. Den dækker udgifter til behandling og genoptræning, giver hurtigere adgang til undersøgelse, udredning og operation, tilbyder ofte rådgivning (f.eks. hos diætister, misbrugsbehandlere og stresscoaches) og kan også hjælpe ved psykisk sygdom.

Jeg har konkret brugt min sundhedsforsikring til udredning af Frida, til massage, fysioterapi, akupunktur, kiropraktorbehandling og til hurtigere adgang til en scanning af noget, der potentielt kunne blive træls, og som jeg derfor gerne ville have svar på så hurtigt som overhovedet muligt.

En ulykkesforsikring kommer altså ind i billedet på bagkant, og målet her er at kompensere dig for noget, du ikke længere kan, mens en sundhedsforsikring forsøger at tage tingene i opløbet ved at sætte hurtigt ind og hjælpe dig med at begrænse skadens omfang.

Hvad er forskellen på en sundhedsforsikring og Sygeforsikringen danmark?

Sygeforsikringen danmark giver tilskud til medicin og behandling, dvs. at de dækker en del af udgiften du har til disse ting, mens en sundhedsforsikring ofte dækker det fulde beløb til behandling, men ikke dækker/giver tilskud til medicin.

Derudover giver Sygeforsikringen danmark tilskud til f.eks. briller og vacciner, samt til nogle typer af (delvist) selvfinansierede behandlinger i det offentlige, f.eks. tandlægebesøg.

Sygeforsikringen danmark er altså en forsikring, du tegner for at undgå, at udgifter til medicin, hjælpemidler og behandling ruinerer dig.

Der kan sagtens være situationer, hvor du kan få tilskud fra både Sygeforsikringen danmark og din sundhedsforsikring. Min sundhedsforsikring giver f.eks. tilskud til behandling hos en osteopat – men kun med den sats, en kiropraktor koster. (En osteopat koster cirka 3 gange så meget). Her giver Sygeforsikringen danmark også tilskud (hvis man er i den rigtige gruppe), og dermed kan man bringe sin egen andel af udgiften yderligere ned.

Hvem kan tegne en sundhedsforsikring?

Ønsker man at tegne en sundhedsforsikring som privatperson, er det hos mange forsikringsselskaber kun muligt, hvis man er mellem 18 og 65 år.

Mange arbejdspladser tilbyder en sundhedsforsikring, enten tegnet særskilt eller gennem det pensionsselskab, som virksomheden bruger, ganske enkelt fordi det for en arbejdsgiver godt kan betale sig at have adgang til hurtigere udredning/behandling, så man forkorter/begrænser sygefraværet og dermed hurtigere kan få sine medarbejdere tilbage i sadlen.

Her vil det være dine ansættelsesvilkår og ikke din alder, der afgør, om du har adgang til sundhedsforsikringen.

Hvor tjekker man, om man har én?

Hvis du ikke ved, om du har en, skal du ikke være flov; jeg anede det heller ikke.

Men hvis du har en, har du enten gennem dit job, dit forsikringsselskab eller dit pensionsselskab. Tjek ‘min side’ hos de to sidstnævnte, og er det et nej, så send en mail til chefen og spørg, hvis du er i tvivl.

Hvad koster det?

Der er selvsagt meget, der spiller ind her, men hvis man søger på en gennemsnitspris, siger Google 3200 kr. om året for en voksen, og 1000 kr. for børn.

Der er dog så mange faktorer, der påvirker både pris og dækning, at et generisk bud ikke er ret meget værd.

I nogle sundhedsforsikringer er børn og ægtefæller også dækket af din police, i andre er de ikke.

Hos nogle forsikrings-/pensionsselskaber kan sundhedsforsikringer tegnes særskilt, i andre er de en del af en tvungen pakke.

Dertil kommer, at din ansættelsesform også kan påvirke prisen.

Hvis man er selvstændig eller ansat på en måde, så man selv betaler pension ind, er priserne på forsikringer, man tegner gennem sit pensionsselskab nemlig typisk højere, end hvis man er lønmodtager med det sædvanlige pensions-set-up, hvor arbejdsgiver betaler 8% og du selv betaler de sidste 4%.

Det betyder i praksis, at hvis jeg som lønmodtager indbetaler 3500 kr. til mit pensionsselskab pr. måned, så koster mine forsikringer måske 1000 kr., mens de sidste 2500 kr. så spares op til pension.

Hvis jeg derimod er selvstændig og selv indbetaler det fulde pensionsbeløb, kan de samme forsikringer pludselig koste 1800 kr. – og dermed sparer jeg pludselig kun 1700 kr. op til pension.

Forklaringen er, at pensionsselskaberne køber deres forsikringerne ude, ligesom alle os andre, og når de kan tilbyde et forsikringsselskab en personalegruppe på 50 mennesker, så kan de forhandle bedre priser/vilkår hjem, end hvis de skal købe forsikringer til en ensom tolk eller tøjdesigner. Derfor giver det ekstra god mening for selvstændige at hente tilbud hjem fra både pensionsselskab og forsikringsselskab, så man kan sammenligne vilkår og priser.

Endelig er det en vigtig pointe at få med, at der kan være særlige forhold, man gerne vil tage højde for. Jeg har f.eks. forsøgt at sikre mine børn bedst muligt ved at tilkøbe ekstra dækning ved død, invaliditet eller tab af erhvervsevne, og de dækninger har jeg tegnet hos både mit pensionsselskab og min forsikring.

(Og har tjekket, at de så ikke indbyrdes udelukker hinanden…)

Konklusion:

Det er med sundhedsforsikringer, som det er med alle andre typer af forsikringer: Man kan sagtens være heldig og sejle gennem livet uden nogensinde at få brug for dem. Men står du i en situation, hvor hurtig behandling kan gøre forskellen på, om du kan bevare dit job eller ej, om knuden i brystet får lov at udvikle sig til kræft, eller om dit barn udvikler invaliderende belastningsreaktioner pga. mistrivsel i skolen, er den RIGTIG rar at have.

Og modsat så meget andet, vi har talt om herinde, så er fodarbejdet her til at overskue, for der er reelt kun to steder, du skal henvende dig og bede om et tilbud, hvis du gerne vil se konkrete priser og vilkår, nemlig dit forsikringsselskab og dit pensionsselskab.

Det er da til at overskue, ikke?

Hvis man har adgang til Tænk, har de lavet en sammenligning af de forskellige tilbud på markedet her.

M2025, uge 25 (Inkl. fødselsdagsinfo)

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Som tidligere nævnt er denne uges indlæg delt op i 2: Først de sædvanlige 3 punkter, og til sidst lidt info om bloggens fødselsdag og muligheden for at sende en hilsen.

*

I den forgangne uge:

1.

Har det mest handlet om ikke at skrige alt for højt, for selv efter sædvanlig målestok har der været fart på her.

Mandag var Frida og jeg til medicinkontrol i Kolding om formiddagen, og begge børn skulle til frisør om eftermiddagen.

Tirsdag havde Frida fødselsdag, så der skulle en kage med til uddeling i klassen, og om eftermiddagen kom familien og råbte hurra.

Onsdag skulle Anton til specialtandlæge om formiddagen, og til klubafslutning om aftenen, mens jeg var til sommerfest i SFO’en med Frida og en klassekammerat, hvis forældre ikke kunne deltage.

Torsdag var der teater på skolen som afslutning på indskolingsforløbet, og fredag holdt Frida og en veninde fødselsdag for klassen i svømmehallen, hvor vi undervejs fandt ud af, at 3 ud af 8 forældre ikke havde forholdt sig til afhentning af deres børn.

Hvis mine puder har fået tinnitus, ved jeg godt hvorfor.

Jeg vidste på forhånd, at ugen ville komme til at se sådan ud, og derfor havde jeg sørget for, at der var nem aftensmad og saml-selv madpakker til alle mand, alle dage, så udgifterne til afmagts-take-away ikke løb løbsk.

Jeg sørgede for at meddele familien, at fødselsdagsarrangementet var en kombination af kaffe/kage og skrub-af-mad, så de på forhånd vidste, at de ikke skulle planlægge aftensmad (fordi #StopMadspild), og så brugte jeg hver aften 30-40 minutter på at rydde op, vaske tøj, tømme opvaskemaskine og pakke ting op/ud/væk, så jeg hver dag stod op til en ren tavle.

Det lyder måske ikke umiddelbart som noget, der hører til under emnet her, men for mig gør det. For jeg kan se et tydeligt mønster i, at jeg bruger for mange penge, når jeg er overvældet. Både fordi jeg køber mig fra meget, som jeg selv plejer at stå for, fordi jeg ikke får tjekket ind undervejs ift. hvad vi mangler, og fordi jeg siger ja til ting, jeg normalt siger nej til.

Fordi jeg allerede for en måned siden begyndte at nedskrive mine udgifter (mere om det i næste uges indlæg), kan jeg se, at jeg ikke har brugt flere penge den forgangne uge, end jeg har de sidste 4, og det gør mig glad.

2.

Har jeg, efter 3 søvnløse nætter, ringet til min bank.

De har været tunge at danse med, og som jeg har skrevet om før, er et bankskifte ikke en mulighed, fordi der ikke er nogen, der er ved at falde over hinanden for at få fingrene i en ugift, enlig forsørger, der ikke ejer mursten eller har aktier i Novo.

Derfor var det uden de store forhåbninger, jeg ringede til dem, og jeg havde på forhånd besluttet, at jeg, hvis de smækkede døren i hovedet af mig, ville prøve at ringe til rådgivningen hos Mødrehjælpen.

For det, jeg har brug for, er at få lov at samle det, jeg skylder, i ét lån, som jeg kan afdrage på, til det er betalt ud. Det har jeg gjort før, og det kan jeg gøre igen.

Men hvis banken ikke vil låne mig pengene, bliver jeg fastholdt i det mønster, hvor jeg hele tiden er nødt til at løse det mest akutte problem, og kun kan gøre det ved at låne fra mit fremtidige jeg. Det er simpelthen så sårbart, fordi der ikke er to millimeter buffer, og alle ekstra regninger bliver derfor et nærmest uoverstigeligt problem.

Men det kan ikke passe, at man ikke kan få lov at betale sin gæld af, fordi man ikke har penge, her og nu – det er jo ligesom dét, der er kerneproblemet. Derfor var min tanke, at Mødrehjælpen måske kunne have kendskab til banker, der gerne vil være behjælpelige med at finde en løsning, når man selv rækker ud.

Til min inderlige, men glædelige overraskelse fik jeg fat i en medarbejder, som virkede oprigtigt interesseret i at hjælpe mig, og hun er nu på sagen. Vi har ringet forbi hinanden torsdag og fredag, men jeg satser på, at jeg i starten af næste uge har en plan for, hvordan vi kommer videre herfra.

Og fordi jeg, allerede inden alt det her, sendte en mail til revisoren om, at jeg til næste år har brug for, at vi er mere skarpe på forventet indtjening, og jeg også har tjekket, at der ikke kommer mere fra Pladsanvisningen og Udbetaling Danmark (fordi jeg frasagde både fripladstilskud og boligstøtte i slutningen af 2022), er der grund til forsigtig optimisme.

Jeg har i hvert fald besluttet at prøve at betragte mit skattesmæk som en gave (i verdens ubetinget grimmeste indpakning, bevares), for hvor jeg tidligere ift. økonomi mest har fokuseret på nuet, så prøver jeg denne gang at lægge an til en langt mere bæredygtig løsning, der bygger på tiltag, som fungerer for lige præcis mig, mine vilkår og det liv, jeg lever.

3.

Har jeg købt en olietragt, så jeg kan hælde vandet fra min murerspand over i min vandkande uden at halvdelen løber ud på fliserne.

Når man bruger det til noget konkret, er det tankevækkende, hvor meget vand, der bare løber ned i afløbet, mens man står og venter på, at bruseren bliver varm.

For efter at jeg for et par år siden fulgte et råd fra én af jer om at plante blomster i plantesække, er jeg, efter 20 års kontinuerlig fiasko, blevet sådan én, der Har En Flot Forhave (- som man siger), og de sidste par uger har jeg udelukkende vandet den med det vand, jeg opsamler i huset.

Blomsterne står hele dagen i direkte sol, og med varmen og den hidsige vind, vi har haft de sidste uger, tørrer det hele ud på rekordtid, hvis ikke jeg vander dagligt.

Men det har jeg gjort, og i dag har jeg taget lidt billeder, så I kan se, hvordan blomsterne klarer sig (og så jeg har en undskyldning for at prale):

A.

Sidste punkt i dag er, som lovet, info om bloggens fødselsdag.

Jeg har oprettet en begivenhed på bloggens FB-side, som man er velkommen til at benytte sig af, og huserer man ikke derinde, kan man bare sende mig et heads up på sin deltagelse på bloggens sædvanlige mail (blogsbjerg@gmail.com).

I tråd med temaet må I meget gerne skrive til mig, hvis I er i bil, og kunne være interesserede i noget samkørsel; så skal jeg nok forsøge at sætte jer op.

Som det ser ud lige nu, regner jeg med, at vi mødes i Østskoven, som er hyggelig, uanset om vi bliver 5 eller 50, og hvor der er både pavilloner og åbne pladser.

Man skal ikke føle sig forpligtet til at begrunde sit fravær; det ER midt i sommerferien, og Esbjerg kan dårligt beskyldes for at være centralt beliggende.

Jeg har i kommentarfeltet til sidste indlæg forsøgt at besvare jeres spørgsmål ift. at sende en blomst så godt, som jeg kan, og man må fortsat meget gerne spørge, hvis der er noget, man undrer sig over.

Med vores fælles fokus på klima og forbrug, ville det næsten være pinligt at ende med 50 buketter fra Interflora, der står og visner simultant, og derfor vil jeg gerne, i stedet for en blomst, have lov at ønske mig gavekort til Salling Group. På den måde kommer den hilsen, I sender mig, til at skabe glæde langt ind fremtiden, og jeg kan bruge den på blomster, badesæbe eller broccoli, afhængigt af, hvad vi mangler mest.

Gavekort kan sendes på mail, og man kan lave det på lige præcis det beløb, der giver mening. I er altid så utroligt søde, men husk nu, at målet her er bæredygtighed; også økonomisk, og jeg LOVER, at jeg bliver mere glad for 50 kroner, du kan undvære, end for 100, du mangler.

For at kunne holde styr på tingene ift. Skat, har jeg oprettet en særskilt mailadresse som eventuelle gavekort kan sendes til:

blomstertilblogsbjerg@gmail.com

Er man typen, der hellere vil sende et fysisk kort, er jeg ikke mere hemmelig, end at man kan finde kontaktinfo på min firmaside, Tegn & Sprog.

Indtil videre er vi en lille, sluttet skare, der står til at skulle mødes, men for real: Kom, hvis du har tid og mulighed for det. Worst case er det 3 timer og en god historie. Best case er det nyt netværk og godt selskab i en virkelig pæn og stille skov.

Nu bliver det vildt…

For efter mange begejstrede pokes har jeg besluttet, at vi holder walk-in-fødselsdag for bloggen.

Vi gør det sgu!

Bliver det angstprovokerende? Givetvis.

Er jeg sikker på, at det er en god idé? Det afhænger af, hvornår du spørger mig.

For det ER lidt et vildt set-up at mødes med et ukendt antal mennesker, som alle sammen ved en HELT masse om mig, mens jeg stort set intet ved om 98% af de tilstedeværende.

Der er i hvert fald rig mulighed for at falde igennem.

Men hvis jeg skulle vælge en anledning til at mødes IRL, så har jeg svært ved at komme på én, der er bedre, end at bloggen d. 27. juli fylder 18 år.

Helt oprigtigt synes jeg faktisk, at det er værd at fejre, at vi i fællesskab har formået at skabe et community, hvor folk hjælper hinanden på kryds og tværs, hvor tonen altid er ordentlig og respektfuld, og hvor vi sammen, på 18. år, forsøger at blive klogere på verden omkring os.

Derfor laver jeg et bring-your-own-coffe-fødselssdags-get-together d. 05.07, kl. 13.30-16.30.

Jeg får oprettet en begivenhed på fb, (og en mailadresse til dem, der ikke er derinde), så man kan give mig et heads up, hvis man forventer at komme; udelukkende så jeg kan finde et sted, hvor der er parkeringspladser nok, og hvor vi evt. kan stå i tørvejr og grine nervøst til hinanden, hvis sommerregnen siler ned.

Det er altid lidt irriterende at skulle trækkes med andre menneskers planlægning af et arrangement, man ikke selv skal deltage i, så det her bliver det sidste særskilte indlæg om emnet, jeg skriver. Resten af detaljerne tager vi i slutningen af det regulære M2025-indlæg, jeg skriver i løbet af weekenden.

I næste uge kommer indlægget om sundhedsforsikring på, og således skulle vi gerne kunne køre både planlægning og et parallelt spor af sædvanlige indlæg, så der er lidt, både til dem, der ikke lige har tid eller mulighed for at rulle til udkantsdanmark midt i sommerferien, og dem, der har.

Stay Tuned neon signs vector. Stay Tuned Design template neon sign, light banner, neon signboard, nightly bright advertising, light inscription. Vector illustration.

M2025, uge 24

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

*

Jeg har flere gange sat mig ved tastaturet for at skrive det ugentlige M2025-indlæg, men lige i disse dage føles det næsten omsonst. Jeg er træt og ked af det, og jeg har lyst til at melde mig ud af alting og i flytte ind i en skov.

I sidste uge fik jeg en efterregning på for meget boligstøtte, jeg har fået udbetalt – i 2022.

Efter en nonfirmation og midt i en sygemelding var det en virkelig uvelkommen overraskelse. Det krævede lige 10 minutters fosterstilling, inden jeg tog en dyb indånding, bad om en afdragsordning og gik ind for at dobbelttjekke, at det bliver den sidste regning fra dén kant. Det gør det heldigvis, for i slutningen af 2022 meldte jeg boligstøtte helt fra.

Så langt, så godt.

Jeg skrev derefter til min revisor, at jeg gerne til næste år vil have min trækprocent sat op, fordi jeg hele tiden har vidst, at der ville komme et skattesmæk i år. Ovennævnte regning fik mig til at nå til det punkt, hvor jeg kan mærke, at jeg har brug for at gøre noget aktivt, for ikke at blive ved med at være fanget i det her mønster, hvor jeg kommer på fode, får gang i lidt opsparing – for så at blive sat tilbage igen.

For det føles som om, jeg ikke bare bliver hevet tilbage til start, men for hver gang bliver rykket yderligere 3 felter bagud fra mit sidste udgangspunkt, og det er. så. opslidende.

I fredags fik jeg så tilsendt min efterregning fra SKAT. Og den er, meget præcist, dobbelt så høj, som jeg havde frygtet.

Om ikke andet må man rose mig for at være konsekvent dårlig til matematik.

Det føles som om, det aldrig får ende.

Denne gang ved jeg faktisk ikke, hvordan jeg skal løse det. For da jeg i sidste efterår knoklede som et bæst, var det jo netop for at komme foran – men det forspring, det gav mig, er nu ædt op af sygemelding og ekstraregninger, og nu står jeg med det samme problem én gang til.

At arbejde mig i smadder én gang til skubber problemet et år, men det løser det ikke.

Banken har ikke tidligere vist sig villig til at hjælpe, jeg er for gammel til Only Fans, de fleste af mine organer virker vitale, og dermed løber jeg tør for gode ideer.

Derfor virker det næsten som at lyve at sidde og blogge om besparelser og bæredygtighed, for det virker jo tydeligvis ikke for mig selv.

Ja. Undskyld. Det er sgu en sort omgang i dag, det kan jeg godt se. Men måske kan vi prøve at reframe pessimismen og kalde det en slags back-to-the-roots-indlæg? For det er vist der, vi er.

Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Noget. Et eller andet. Man kan, trods alt, ikke i vores del af verden, dø af opgivelse eller af at være fattig.

Men lige i dag er der nul strøm på fortrøstningsbatteriet, og jeg skal lige have fundet en oplader, før jeg er klar til at lægge en ny plan. Igen.

I øvrigt:

*Ved jeg ikke engang selv, hvordan jeg har det med, at jeg blogger om lal og bananer, når verden omkring os har forvandlet sig til et dystopisk helvede. Det føles surrealistisk, at vi er vidner til vanvid, der knapt lader sig beskrive, mens vi samtidigt bare deler memes og begejstres over den nye Afdeling Q på Netflix. Det føles, som om vi er den skingre, forpudrede overklasse i Hunger Games, der ser apokalypsen som ren underholdning – men jeg ved simpelthen ikke, hvad vi ellers skal gøre? Min hjerne brækker over på midten, hvis jeg skal tage mere ind.

*Har jeg, af samme grund, ikke set Den Sorte Svane, og jeg tror ikke, jeg kommer til det. Jeg er indignationsudtrættet i en grad, jeg ikke kan huske at have prøvet før, så jeg kan ikke rigtigt mønstre hverken raseri eller energi til at skælde ud på systemet eller forsøge at gennemskue, hvem der er i lommen på hvem.

*Skylder jeg et indlæg om sundhedsforsikringer, og det kommer. Jeg skal lige have tid til at researche ordentligt i bund, men jeg satser på at have det klar i midten af næste uge.

*Har jeg taget mig selv i at begynde at sige “Thank you” og “Please” til Siri. Jeg kan ikke finde ud af, om det mest bekymrende er, at jeg gør det, eller at hun holder et nanosekunds pause, før hun, med hørbar glædelig overraskelse i stemmen, svarer mig. Men altså. Det skader selvfølgelig ikke at være på god fod med robotterne med den fremtid, vi kigger ind i.

*Irriterer Mercedes nye håndtag til deres bagagerum mig *uforholdsmæssigt* meget. HVORFOR STRITTER DE LIGE UD I LUFTEN!?

*Har jeg i et par år Wørdlet med to af mine veninder. For 3 måneder siden begyndte Anton og jeg at gætte ordet sammen, når jeg kører ham i skole om morgenen, og det er virkelig hyggeligt. Når ordet er gættet, er reglen i vores lille gruppe, at vi deler resultatet med hinanden, og der er – selvfølgelig – fri håneret. (Nåmn, vi spiller altid for at vinde, jo?) Fordi jeg om morgenen kører bil, er det Anton, der sidder med telefonen, og det er derfor ham, der står for at sende resultatet til de andre to. Vi har gjort det hver dag i snart 100 dage. Det er de samme to damer, vi sender resultatet til. Hver dag. De hedder Karina og Gitte. Det hedder de også hver dag. Og alligevel spørger Anton hver ENESTE morgen, om han skal “sende det til [indsæt 2 nye navne, ingen nogensinde har hørt om før]?” I morges bød han ind med Louise og Cassandra.

*På den anden side er han også hver onsdag morgen godt muggen over, at han skal have ‘Fysik & Keramik’, (hvilket jeg, hånden på hjertet, også ville hade), så vi har for længst vedtaget, at navne er vejledende.

*Ligger der en dyrlæge et par hundrede meter fra, hvor jeg bor. For nyligt så jeg, at der er åbnet en ny butik i samme bygning – og jeg insinuerer ingenting. Jeg *nævner* bare, at det måske kan indikere et lidt uheldigt sammenfald af interesser, at det er en slagter. 

*Har jeg opdaget, at jeg lader til at være den eneste i verden, der stadig kører med hvid baggrund på min telefon. Hvornår besluttede vi, at dét var en ting??

*Nærmer jeg mig et punkt, hvor jeg er villig til at gå ind i politik for at fremsætte og vedtage en lov, der forbyder busser at køre 30 km/t for at slippe for at holde ind ved tomme stoppesteder. Det KAN ikke være rigtigt, at vi alle sammen skal komme for sent, fordi du ikke gider koble ud, Jørgen.

*Er det ved at være kritisk, hvor ofte jeg hånligt udbryder: “Tro på det!” når en Audi eller en Tesla trækker ud på midten af vejen 100 meter fra en chikane i selvsikker forvisning om, at Jeg, Pøblen™, holder andægtigt tilbage for dem. Not today, Satan.

*Har jeg til gengæld forelsket mig så hjælpeløst i den nye Suzuki, at jeg once again am asking you om at sætte mig op med jeres rige onkler/fætre/fædre, no questions asked. EJ, hvor jeg synes, den er pæn!