For en måneds tid siden kom jeg til at tale om kønsroller og misogyni med en af mine kammerater.
Det er altid en lidt bøvlet samtale at tage, fordi begge parter skal træde varsomt, hvis ikke de skal falde i Forsvar/Angrebs-fælden. Der er aktier i sagen på begge sider af bordet, og man skal gøre sig gensidigt umage for at holde den neutral.
Omvendt er den jo relativt nødvendig, og jeg tænker også, at den kan være en mulighed for at gøre et interliseret, systemisk problem konkret og relaterbart.
“Men oplever du, at der er steder i det daglige, hvor de mænd, du møder, er chauvinistiske?” spurgte han.
Det var et vidunderligt spørgsmål at få, fordi det er essensen af noget, jeg det sidste halve år har lagt mærke til:
Der er simpelthen så mange mænd, der aldrig stiller kvinder et holdningsrelateret spørgsmål.
Og der er ligeså mange, der hellere vil have begge ben sat af under knæene end at spørge en kvinde om noget, der ikke handler om mad, børn eller Aula.
Jeg er den eneste kaptajn på skibet herhjemme, og det betyder, at det er mig, der skal sætte internet op, vælge bil og have styr på el-aftalen. Det har vi alt sammen snakket meget om herinde.
Men tilfældigvis har jeg for nyligt flere gange været sammen med mænd, hvor nogle bøvler med den internetløsning, de har valgt til hjemmet, og andre har børn, der slæber rundt på iPads med ustabile netværksforbindelser.
Det ved jeg noget om. Ret meget, faktisk. Og mit kærlighedssprog er Viden & Hjælp, så når jeg kan høre, at der er noget, du ikke er klar over, men som jeg til gengæld har indgående kendskab til, er jeg katten, der begejstret lægger min mus af viden for dine fødder.
Men de her mænd fejer mig af som et barn, når jeg forsøger at sige noget.
“Ja, det kender jeg godt, men det kan ikke bruges her” siger de, og begynder at mansplaine datadelingskort på en måde, der gør det krystalklart, at de ikke aner, hvad det er.
I starten troede jeg, at det var fordi, jeg ikke havde forklaret mig godt nok. Det tror jeg ikke længere. For jeg kan efterhånden se, at det handler om, at de simpelthen ikke i deres vildeste fantasi kan forestille sig, at jeg kan sidde inde med en viden, de ikke har. De er så fast forankrede i deres overbevisning om, at det ikke kan passe, at en kvinde ved mere end dem om et givent emne, at de hellere vil betale for meget for en dårlig løsning – eller undvære helt – end at spørge mig til råds.
Da jeg i sin tid skrev prepperlisten, jeg postede herinde, hentede jeg en eftermiddag et af børnene til en fødselsdag hvor skæbnen ville, at jeg var den eneste mor i en flok af fædre. Over kaffen faldt snakken på udenrigspolitik og forhøjet beredskab, og de nærmest hånlo over dem, som ‘var bange’, for ‘vi har jo masser af mad i fryseren!’ Da jeg spurgte, hvordan de havde tænkt sig at tilberede den, kiggede de på mig, som om jeg var retarderet.
Det er helt fair, at man ikke mener, at prepping er nødvendigt. Det blander jeg mig ikke i. Men den fuldstændige afvisning af muligheden for, at jeg kunne have et validt synspunkt at byde ind med, var sgu forstemmende.
(Og der er NUL tændstikker eller batterier til *dem*, når zombierne kommer, og de står og mangler).
(Mændene, altså. Ikke zombierne).
Nu er der jo selvfølgelig den mulighed, at det er me, hi, I’m the problem, it’s me. Måske er jeg bare kedeligere end gennemsnittet at tale med, eller måske kender jeg ikke min besøgstid.
Men når jeg, helt uvidenskabeligt, beder mine veninder nævne bare to (2) eksempler på situationer, hvor en mand, privat eller professionelt, har spurgt dem om deres holdning til et emne, eller til deres viden på et felt, bliver de helt tomme i blikket.
Jeg har første gang til gode, at nogen HAR to eksempler – og det undrer mig.
Det undrer mig, at så mange mænd er så blinde for, hvilke delelementer en samtale udgøres af; at den kræver nærvær og tilstedeværelse og gensidig, oprigtig interesse for at være givende.
Det undrer mig, hvor mange af dem, der ikke forstår, at mine spørgsmål er spær i den konstruktion, der skal bære samtalen, men i stedet, uden at undre sig, tager for givet, at min interesse for deres personlige holdninger til ting, er bundløs, ubegrænset og udspringer af et inderligt, undertrykt ønske om, at de vil gifte sig med mig.
Ret skal være ret: Somme tider spørger jeg, fordi jeg fascineres. Af noget, af nogen, af emnet.
Somme tider er Tinder bare deprimerende.
Men langt, langt de fleste gange handler det om, at nu sidder vi her og skal have nogle timer til at gå i selskab med hinanden, og her er det ved at få mit hoved til at eksplodere, at de ikke studser over den manglende balance i samtalen. At de ikke lægger mærke til, hvor meget de taler, og hvor lidt de lytter.
Der er en *helt* anden dynamik i den slags samtaler, når det er to kvinder, der har den. Når den ene svarer på et spørgsmål, der forgrener sig ind i værdier og livssyn, så bliver det i 7 ud af 10 af de situationer, jeg har iagttaget, fulgt op af et modspørgsmål med tilsvarende substans. Ikke bytte-bytte købmand, men et slags kontinuerlig samarbejde om at lægge en vej, der giver samtalen et spor at bevæge sig ud af.
Derfor gjorde det mig dobbelt glad, at min kammerat stillede mig det indledende spørgsmål.
For ud over, at det gav samtalen substans, så plantede det også et frø af håb i mig om, at der måske, trods alt, er ved at ske noget her.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg sendt en mail til boligforeningen, efter at have læst en historie i nyhederne, om et ungt par, der har haft en vandskade og selv skal betale for det ekstra forbrug, det ødelagte vandrør har givet dem. En regning, de forventer ender et sted mellem 40 og 50.000 kr.
I artiklen står, at regningen ender hos dem, fordi de afregner direkte med deres forsyningsselskab, mens udlejers forsikring ville have dækket, hvis de havde betalt aconto til ham. Vi er fra 01.01 også overgået til netop at afregne direkte med Din Forsyning, og derfor gav historien mig akut lyst til at finde ud af, om det samme gælder her.
Jeg kunne læse i artiklen, at flere forsyningsvirksomheder på deres selvbetjeningssider giver mulighed for, at man kan vælge at få en varslings-sms, hvis forbruget pludseligt stiger uventet meget, og spørgsmålet er, om jeg ikke skal have det gjort under alle omstændigheder.
For selvom det første og største problem ville være pengene, er det jo stadig i alles interesse, at vi hjælper hinanden med at passe godt på tingene.
(Plus: KÆMPE fri for at bo i et hus, med sådan en tørre-satan, der skal køre i døgndrift i 3 måneder!)
2.
Har jeg netop bestilt varer til den kommende uge, og det blev en billig omgang, fordi jeg har besluttet, at vi den kommende uge KUN skal have mad fra fryseren og/eller rugbrød.
For meget af det, jeg har i fryseren, er temamæssigt i den lidt tungere vinter-ende, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at lysten til kartoffelsuppe og chili con carne kan ligge på et meget lille sted, når først foråret rigtigt kommer.
I næste uge har jeg meget arbejde og et par sene møder, og det er derfor oplagt at kombinere logistik og praktik.
3.
Nåede vi til ved vejs ende med at tømme oldefars hus.
Jeg har en håndfuld ting derudefra sat til salg for mine forældre, og vi venter lige på, at Antons klasselærer afhenter en håndfuld småmøbler, som de har spurgt, om de må få til et recycling-projekt – hvilket min murerformandsbedstefar ville have elsket.
Men ellers er huset nu klar til at blive sat til salg.
Jeg ved ikke, hvad den sædvanlig tidsramme for at binde sløjfe på et liv er, men her har det taget næsten to måneder, fordi julen satte hele processen på hold.
Modsat hvad jeg ville have forventet, har det faktisk vist sig at være en gave i forklædning, for det sænkede tempo har været godt for os alle sammen. Jeg kan mærke, at mine forældre har fundet ro i den nye version af deres virkelighed, fordi lavpraktik jo på en måde er sorgbearbejdning, og samtidigt har vi haft tid til at opdage, at der har været ting og møbler, vi selv kunne bruge.
Det sidste har jeg tænkt meget over. For vi er egentlig ret gode til at få meget ud af lidt og til at tænke kreativt ift. anvendelsesmuligheder. Alligevel har det her været en påfaldende blind vinkel for os alle sammen, som jeg selv er det bedste eksempel på.
For jeg manglede et vitrineskab, og har de sidste mange uger gået op og ned ad et dækketøjsskab, som ville være den *perfekte* løsning, og som min bedstefar har haft i hele min levetid – og stadig havde jeg det sådan her, da det gik op for mig, at jeg kunne bruge det:
Jeg tror, det er fordi, det er svært at skille et hjem fra dets beboer? For havde du lukket mig ind i et fremmed hjem med oldefars ting, og sagt: “Tag, hvad du kan bruge” ville jeg være strøget *lige* hen til det. På samme måde fik min mor forleden pludselig ægte øje på en lampe, hun kan bruge, som vi jo altså har flyttet 24 gange, mens vi har ryddet op derude, men uden at SE-se den.
Men fordi man ser det menneske, man har holdt af i tingene, er det på en underlig måde svært at reducere dem til deres rene funktion. Det har den lidt lange procestid gjort muligt, og det er jeg bare ret taknemmelig over, fordi vi nu alle sammen har nogle af hans ting flettet ind i vores indretning, uden at det skriger “dødsbo!” eller “pligtarv!” Tingene er 1:1 noget, vi stilmæssigt selv kunne have fundet på at købe – men de er stadig fyldt med historie.
For en måneds tid siden, faldt jeg på instagram over et opslag, der bare bestod af teksten:
”What would you tell your younger self?”
Det er et af de spørgsmål, der, lidt afhængig af dagsform, enten inspirerer mig eller irriterer mig, men lige den dag havde jeg så meget andet i hovedet, at jeg bare læste det og kom fra det igen.
Men de efterfølgende dage tænkte jeg alligevel lidt over det.
For på den ene side er det jo tæt på umuligt at svare på, fordi du ikke kan adskille det menneske, du er i dag, med de erfaringer du har gjort dig, og den viden du har nu. Det er, som med de billeder med skjulte motiver, man altid skal se, når man er på kursus: Når først du har set, at træet også er en nøgen kvinde, kan du ikke u-se det igen.
Omvendt, så ER der jo faktisk nogle erfaringer, du ville ønske, at du kunne gå tilbage i tid og give dig selv, fordi det ville spare dig for en masse smerte, tvivl og frygt.
Spørgsmålet er endt med nærmest at blive lidt et tema over den sidste måned, for mens vi har ryddet op hos oldefar, har jeg mange gange tænkt på en podcast, jeg hørte engang, hvor en familie, der bare skulle rydde deres bedstefars hus, pludselig fandt mistænkeligt mange smykker og trusser, og over et par mareridts-uger endte med at måtte finde en måde at rumme på, at det menneske, de hele livet havde kendt som den julemandsagtige bedstefar, i virkeligheden var seriemorder.
For mens det hos oldefar har været gamle postkort fra Kina og botaniske optegnelser over buske i deres gamle have, vi er stødt på, så er det jo virkeligheden for nogle mennesker, at det først er, når de skal rydde et dødsbo, at de finder ud af, at de er adopterede, har en anden far end de troede, eller har halvsøskende ude i verden. Så sent som i sidste uge fik jeg en chokeret besked fra min veninde, som i sin onkels dødsbo havde fundet breve og dokumenter, der ændrer på alt, hvad familien troede, de vidste om ham.
Og måske er det den gamle sandhed om, at man, når man har en hammer, ser søm overalt, der her er på spil, men da jeg forleden hørte en ren sladderhistorie om, at en kendt dansker, der turnerer hjemmevant på forsiderne af diverse sladderblade med kone og børn, i virkeligheden er til mænd, slog det mig, at én af de konstateringer, jeg gerne ville gå tilbage i tiden og overbringe mit yngre jeg er:
Det handler ikke om dig.
For modsat hvordan det kan føles, så er det forbløffende, hvor lidt du fylder i andre menneskers bevidsthed. Vi spiller alle sammen den bærende hovedrolle i egne liv, og selvom nogle biroller er vigtigere for os end andre, så er vi langt det meste af tiden bare statister og tilfældige forbipasserende i de andres historier.
I det store og hele har de hemmeligheder, jeg selv har prøvet at holde skjult været i småtingsafdelingen. Det har mest været tale om dårlig dømmekraft, tvivlsomme beslutninger, psykiske udfordringer og usikkerhed.
Over årene er de alle sammen piblet frem i lyset – og det har intet ændret overhovedet.
Tværtimod har jeg lært, at de ting, vi skammer os over og prøver at skjule, meget ofte ender med at være dem, der giver vores relationer dybde og substans, når de kommer for en dag – fordi det er dem, der gør os menneskelige, og hvor vi derfor, tror jeg, genkender artens grundsubstans i hinanden.
Og det gør mig virkelig trist at tænke på, hvor langt vi vil gå og hvor store anstrengelser, vi vil gøre os for at skjule hemmeligheder, som ingen går op i. I hvert fald ikke i en grad, der står mål med det, det koster os at vogte over dem.
Det er spild af liv.
For uagtet at det føles, som om, din verden vil synke i grus, hvis det, du skammer dig mest over, kommer ud, så er sandheden, at din frygt er et selvbestaltet fængsel, som frarøver dig langt mere, end andre menneskers mening om dig nogensinde vil kunne.
For det, der gælder for både de mennesker, der går i graven med hemmeligheder om sidespring og børn på gule plader, og for mænd og kvinder, der krampagtigt forsøger at opretholde den facade, som de tror, er vigtig, er, at:
Og altså. Det er jo sat på spidsen. Det ved jeg godt. Der er stadig samfund, der dømmer, familier, der kan falde fra hinanden, og relationer, det vil være ubærligt at miste. Den del forsøger jeg ikke at tale ned. Det er desværre stadig et faktum, at der er mennesker, der sætter livet på spil ved at komme ud af skabet eller bekende deres utroskab, og den del af historien skal med.
Sondringen må være, om du tier, fordi du frygter for dit liv eller for din status i klanen. Hvis det sidste er tilfældet, er det måske en overvejelse værd, om du tror, at de mennesker, hvis fordømmelse, du gør vold på dig selv for ikke at pådrage dig, reelt ville ønske, at du spildte det ene liv, du har fået, ved kun at leve det halvt.
For selv blandt Se & Hørs læsere og Nationens mest ihærdige skribenter tror jeg faktisk, at det ærlige svar ville være nej.
Og hvis du lever et sted, hvor fordømmelse eller tab af social status vil skære dig ud af andre menneskers liv, så er spørgsmålet måske, om det er der, du skal være. Om ikke du betaler prisen to gange, ved både at nægte dig selv det liv, du higer efter, og ved at leve det, du så vælger i stedet, i frygt.
Angst æder sjæle op, som Fassbinder fastslog, og der er nok at være bange for. Men tanken om, at nogle mennesker går igennem livet med skammen i den ene hånd og forstillelsen i den anden, så det ikke er hænder fri til at gribe efter lykken, når den kommer flagrende forbi, gør mig ondt og inderligt trist.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg opdateret min Watts energi-app, som inden jul pludselig holdt op med at virke. Men min strømregning er efterhånden så grum, at jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at gøre noget.
Jeg kan se på mit forbrug, at det ligger nogenlunde, som det plejer, så det er prisen, der er synderen her. Som vi har talt om før, kan der ikke gøres meget ved tarifferne, men jeg er træt af at sende SÅ mange penge efter vaskemaskinen og de tændte lamper; specielt fordi jeg stadig er (nogenlunde) god til at tænke over at smide låg på gryderne/bruge ovnens eftervarme/lave mad på én varmekilde, at slukke lyset/elradiatoren, når vi ikke er hjemme, at lade devices om natten og at holde tørretumblerforbrug på et minimum.
Så er der ikke andet tilbage at gøre, end at forsøge at lægge vores forbrug rent i de grønne perioder, og det kræver mindre at gøre, når jeg bare skal tjekke dagens timepris på en app, end hvis jeg skal google den først.
2.
Har jeg været på genbrugspladsen så mange gange, at man skulle tro, jeg var forelsket i formanden derovre.
Vi er tæt på at være i mål med at tømme oldefars hus, og da jeg samtidigt har fået chartollet hjem (som er SÅ PÆNT!!), har jeg også fået de sidste ting rykket rundt og på plads hér.
Inden jeg startede med at rydde op og rykke rundt, lovede jeg mig selv, at jeg ville være kritisk, når jeg satte tingene tilbage på plads, for jeg har MANGE æsker og kasser efterhånden, og problemet er, at de jo ikke på dén måde går i stykker. De skal virkelig være ramponerede, for at man ikke længere kan putte ting i dem og bruge dem til opbevaring.
Men der er en stak af dem, som jeg de sidste mange gange, jeg har ryddet op, bare har flyttet rundt på, fordi de er forkerte i faconen, har låg, der er dumme at sætte på, eller på anden vis er trælse.
Og oprydningens psykologi er dejlig forudsige, for hvor det af en eller anden grund kan være svært at stå med en kasse i hånden og beslutte at smide den ud, så er det nemmere at få gjort, når man på forhånd har besluttet at trimme hele bestanden.
Jeg stedte 15 stk. til hvile, og tetris’ede resten, så de fylder mindst muligt, og nu står de på loftet og venter på næste gang, jeg får en god ide.
3.
Har jeg hakket indholdet af min grøntsagsskuffe, vendt det med den sidste rest af nogle hjemmelavede langtidsbagte tomater med hvidløg, og ladet det bage mørt i ovnen. Jeg blendede det med en rest smøreost fra min fødselsdagsbrunch og et par skefulde creme fraiche, og det blev til noget, der ligger et sted mellem mos og tyk suppe.
Jeg har fordelt resultatet i 3 bøtter, for selvom jeg bare kunne have lavet (god) suppe af hele balladen, kan det også sagtens bruges som bund i f.eks. en gryderet eller en omgang Huevos Rancheros i stedet for hakket tomat.
Som ‘halvfabrikat’ fylder det ikke meget i fryseren, og jeg elsker, at man ved at bage og blende det, kan forvandle noget, der ellers mest er et irritationsmoment, som bare skal bruges, til et reelt produkt, der faktisk bidrager med noget.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg besluttet, at vi kører en slags bootleg-købestop på dagligvarer den kommende uge.
Ikke sådan at forstå, at vi skal have havregryn med vand på, fordi vi ikke må købe en ny liter mælk, når vi har tømt den, der står i lågen, men jeg restock’er ikke på de ting, jeg bare pr. automatik plejer at købe, når jeg handler.
Og det er ikke fordi, vi ikke får dem brugt, for det gør vi. Men når man har alle de ingredienser ved hånden, man altid har, så laver man det, man altid laver, og dermed kommer de lidt mere eksotiske glas og dåser til at stå og hænge ensomt med næbbet.
Men jeg er faktisk relativt kreativ i et køkken, så jeg er god til at få ting tænkt ind; jeg skal bare ikke have et nemt alternativ, der stiller sig i vejen.
Det sidste halve år har jeg arbejdet på at finde en måde at få #prepperlife og #stopmadspild til at mødes, og det kræver, at man deler sin forståelse af overbegrebet Mad mere op, end jeg plejer at gøre. Jeg har brugt 5 år på at øve mig i at køre med halvtomme skabe og på først at købe, når jeg mangler; nu har jeg skulle lære at balancere For Meget af noget med Kun Lige Nok af noget andet.
Men nu er vi vist landet et sted, hvor ingen dør af sult, hvis det hele går i stå i en uge eller to, selvom jeg den næste uges tid fokuserer på at få brugt de syltede, grønne tomater og belugalinserne.
2.
Har jeg endelig tegnet den sygeforsikring, der har været min dårlige samvittighed fra jeg startede som selvstændig.
Og inden nogen hæver stemmen: Jeg begynder at græde, hvis I råber ad mig.
For jeg VED det godt. Det er tæt på kamikazisk at rulle uden, og særligt som enlig forsørger. Men selv i et fag, der ikke kræver hverken varelager eller uniform, er der en del udgifter, som man skal tjene penge for at kunne betale.
Den her forsikring giver højeste dagpengesats fra første sygedag, 6 måneder efter, at den er tegnet. Den koster tæt på 5000 om året, men udgiften kan trækkes fra. Vurderingen herfra har bare været, at med et gennemsnit på én sygedag om året, ville den koste mig mere, end jeg potentielt ville tabe – men jeg har også hele tiden været smerteligt bevidst om, at hvis jeg går på røven på et glat fortov og brækker et håndled, så bliver det *virkelig* træls at være mig og os.
Nu skal jeg bare holde tungen lige i munden og immunforsvar og lemmer intakte de næste 6 måneder, så kan jeg trække vejret lidt lettere igen.
3.
Har jeg tænkt meget over, hvad vi gør med folks ting, når de dør.
For i de uger, vi har gået og ryddet op hos oldefar, har vi snakket meget om, at det kræver mere fokus, end man lige skulle tro, ikke bare at ende med at samle til hobe.
For sagen er, at de færreste i dag jo lever med en masse lort omkring sig, og oldefar har været god til at rydde op. Det betyder, at stort set alt derude, er brugbart og velholdt, og fordi vi i dag er blevet så gode til ikke bare at smide ud, er det nemt at stå med en spartel eller en stor skål og tænke: “Ej, men den kan jeg da godt bruge!”
Og det ville man kunne med 70% af indboet.
“- men *mangler* du sådan én?” er vi derfor begyndt at spørge hinanden om, når én af os igen står med en vase eller tre skruetrækkere halvvejs nede i tasken. For det er nok mere relevant.
Vi har sat en masse plastikkasser på spisebordet derude, så vi får tingene sorteret med det samme, og så det er nemt at tage en bilfuld med på genbrugspladsen eller til Hjemløses Venner, når vi kører derudefra, og det kan jeg varmt anbefale; det gør det meget mere overskueligt, og man skal kun have tingene gennem hænderne én gang.
Det, der skal sælges, sætter vi i en tømt reol, og soveværelset bruger vi til de møbler, som vi ved, at nogen skal have. Og selvom anledningen jo ikke er særlig festlig, glæder jeg mig alligevel lidt over at kunne bidrage med al den systematik, som de her indlæg har lært mig.
Hele processen giver desuden anledning til nogle gode samtaler, for uden at der skal gå Live All You Can i den, så har min mor og jeg talt meget om, hvad man, som den, der er død, ville ønske for sine efterladte. For når man står med en skuffefuld af indgraveret sølvtøj, føles det nærmest som helligbrøde at skille sig af med det, men skåret ind til benet håber vi vel alle sammen, at de mennesker, vi har elsket og ladt bag os, forbinder os med noget godt. At det, der minder dem om os, gør dem glade.
Og det skaber ikke glæde, når man står og stirrer ned i en skuffe med sort, plettet sølvtøj, man aldrig bruger, men stadig føler dårlig samvittighed over ikke at få pudset.
Tværtimod.
Men jeg bliver glad, hver gang jeg kommer hjem i skumringen, og oldefars lille hus med lys i tager imod mig. Billedet af ham under træet på min reol, minder mig haven og drivhuset og vindruerne, der altid kun *næsten* var modne, og jeg sender ham en kærlig tanke hver ENESTE gang, jeg sætter bestik i hans aflagte kurv i min opvaskemaskine, og ikke længere skal tænke over, hvad det er for ét af rummene, bunden er gået løs i.
Sådan vil jeg håbe, at nogen også sorterer mine ting, når den dag kommer.
(PS: Men det siger sig selv, at jeg kommer til at hjemsøge dem alle sammen for evigt, hvis de smider mine tarotkort ud).
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Nåede jeg, som håbet, gennem mit oprydningsprojekt, og jeg kan igen overskue at åbne mine skabe.
Det har overrasket mig positivt, hvor lidt der egentlig har været at smide ud. Da først jeg lige fik sat tingene lidt i system og givet dem nye pladser, var jeg ikke helt så presset på plads, som jeg havde frygtet.
Men det er en kæphest for mig, at jeg vil bruge de ting, jeg har, og det gælder i køkkenet, som det gælder i relationer: Ude at øje, ude af sind. Derfor ville jeg meget gerne undgå at flytte f.eks. skåle og fade ud ad køkkenet, for så glemmer jeg, at jeg har dem, og finder bare noget andet at lave salat i, når musikken spiller.
Til gengæld kan min røremaskine og min paninigrill godt stå i et skab i mit bryggers, for det er speciesvarer, og derfor glider de ikke ud ad bevidstheden, fordi de ikke står på en hylde og kigger på mig dagligt.
Jeg har været i HTH efter et par ekstra hylder, og har flyttet lidt op og ned på nogle af dem, jeg har, så der ikke er 15 cm. spildplads over tallerknerne, og det hele står snorlige nu.
Jeg har sat nye labels på diverse kasser og æsker, så beskrivelsen passer til indholdet, og jeg har tilrettet listen over, hvad jeg har på loftet, så den også er opdateret, og det er pludselig meget lettere at trække vejret.
2.
Har jeg brugt forbløffende lang tid på at finde nogen, der ville reparere min Nutribullet-blender.
Jeg elsker den, fordi den intet fylder, hverken på bordet eller i opvaskemaskinen, og den er fantastisk til både smoothies og iskaffe. Men i sommer lærte jeg på den hårde måde, at noget iskaffepulver opfører sig som proteinpulver på steroider, når det bliver blendet med is, så det eksploderede nærmest ud af blenderen, da jeg tog den af motoren.
Jeg gjorde den grundigt rent, da det skete, men fordi jeg nu ikke har brugt den i et par måneder, har 2 af de 3 ‘tænder’, som overdelen af blenderen skal skubbe ned for at starte motoren, sat sig fast; formentlig fordi der er kommet en smule iskaffe om bag dem.
Men jeg ville ikke selv begynde at skille den ad, så jeg begyndte at lede efter nogen, der kunne gøre det for mig – og det var der lige præcis *ingen*, der kunne. De steder, der reparerer el-produkter, tager ikke så små maskiner ind, og i desperation endte jeg med at tage den med i Elgiganten.
Her lærte jeg, at de godt nok har nogle samarbejdspartnere, der kan bookes til småreparationer, men de tager 695 kr. for bare at oprette en sag.
Blenderen koster normalt 1700, men er købt på bud til 1000 kr., så en startpris, der ligger så tæt på det, jeg har givet for den, virkede åndssvagt. Men mens vi stod ved disken, kom Tony pludselig forbi. Og Tony kan jeg ikke rose nok. Tung, østeuropæisk accent, tusser op ad begge arme og en æstetik, der lå et sted mellem Beastie Boys/Sabotage og Motörhead.
Han kiggede på den med skepsis malet i alle træk, men meldte ud, at: “I can try fix it. No promise!”
Det var en nobrainer, for det var ham eller skraldespanden, så han spadserede af med den under armen – og ringede 1 time senere med meddelelsen om, at han havde lavet den. “I don’t want pay!” meddelte han brysk i telefonen, og da jeg hentede den, stod der ‘NO CHARGE!” på papiret, der var klistret på den.
Jeg er en lille smule i tvivl om, om jeg måske skylder den østeuropæiske mafia en tjeneste nu, men så må det være sådan, og jeg sender ham en kærlig tanke, hver eneste gang, jeg laver en smoothie.
(PS: Skal vi ikke også snart til at tale lidt om, at det ikke er reduceret indtag af oksekød alene, der skal stå for at redde planeten, men at vi måske også godt kunne gå tilbage til at producere ting med en levetid på over 10 minutter, som kan repareres, når de går i stykker?)
3.
Har jeg besluttet mig for at prøve at hente oldefars skab (som jeg simpelthen ikke kender det korrekte navn for. Københavnerskab? Dækketøjsskab?) herhjem og teste det der, hvor jeg har forestillet mig et vitrineskab. Det kan falde ud til alle sider; måske ser det vanvittig fedt ud, og måske gør det overhovedet ikke – men ligesom med den brugte opvaskemaskine, jeg fik foræret, da min egen gik i stykker, er det en mulighed for at opdage, at noget, jeg ikke har tænkt over, ville være rart at have/undgå.
Ligeledes har (havde?) han to klassiske lænestole, jeg sidder virkelig godt i, og de får også lov at komme med hjem på besøg. Jeg har jo længe leget med tanken om at skifte min sofa ud med 3 lænestole, og nu har jeg chancen for at teste konceptet, uden at det koster mig noget.
Hverken skab eller stole har nogen særlig, økonomisk værdi, og ingen andre i familien er interesserede i dem. De kan være på en trailer, og vi kommer alligevel til at køre på genbrugsstationen ad mange omgange, så der er intet forgjort ved, at de får et pitstop her, uanset hvad deres videre skæbne bliver.
Så fik jeg gravet mig igennem jeres yderst brugbare kommentarer og mine egne noter, som jeg har taget løbende i takt med, at vi har gjort os lidt erfaringer hos oldefar.
Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skal bygge det her indlæg op, for jeg vil gerne have, at det er en konkret, lavpraktisk hjælp ift. at sætte lidt praktiske skibe i søen til sine efterladte, uanset om eller hvornår de måtte få brug for det.
Samtidig er jeg meget bevidst om, at det er et område, hvor der er en masse jura, man skal passe på, og hvor der er utroligt mange forhold i den enkelte familie, der spiller ind.
Derudover er der generelt nok også stor forskel på, hvad man selv har tænkt og forberedt, afhængigt af alder og helbred og civilstatus.
Endelig er der hele sikkerhedsvinklen, der skal tænkes ind, så man ikke risikerer at blive klædt af til skindet, hvis man får stjålet sine dødehavsruller eller hacket sin computer.
Jeg er endt på at dele indlægget op i 3:
Første del handler om, hvad man kan gøre sig af overvejelser, når man vælger sin løsning; altså, om man vil lave en notesbog, et googledoc eller noget helt tredje.
Anden del er en sammenfatning af jeres og mine erfaringer, som jeg egentlig bare har forsøgt at liste så overskueligt som muligt.
Tredje del er forslag til konkrete punkter, man kan skrive på sin liste.
Tilbage er vist bare at sige: Byd endelig ind på bagkant, hvis I tænker, at der er noget, jeg har glemt.
*
Som nævnt i første indlæg, kan man i dag købe bøger, specifikt til formålet. Dem, jeg har bladret i, indeholder både sider til hårde fakta, men også til de lidt mere bløde spørgsmål, det kan være rart at kende sine næres holdning til, som f.eks. om man gerne vil donere sine organer, om man har ønsker til sin begravelse osv. osv.
Hvis man er typen, der godt kan lide, at rammen er sat, så man ikke selv skal tænke dén del ind, kan man sagtens vælge sådan en bog, så længe man bare husker at tænke sig grundigt om ift. personfølsomme oplysninger. Mange af bøgerne er amerikanske, og der er ikke helt det samme fokus på sikkerhed, som vi efterhånden har vænnet os til herhjemme; f.eks. har jeg set eksempler på bøger, hvori der er plads til at notere både personnummer, passwords og bankinformationer. Her er jeg lige ved at tro, at man kan risikere at komme i klemme, hvis man har indbrud og får tømt sine bankkonti, for det kan måske godt diskuteres, om man har opbevaret sine koder og login-informationer forsvarligt, som man er forpligtet til.
Et alternativ kan være at lave sin egen bog eller mappe, som man designer til det liv, man lever. Fordi jeg er alene med mine børn, er der f.eks. nogle ting ift. min og deres sygdomshistorik, jeg har skrevet ned, fordi der ikke er en anden forælder, der kan hjælpe med de informationer, hvis jeg ikke er her mere.
Men uanset hvor fint og detaljeret, man har skrevet ønsker, brugernavne og medlemskaber ned, så hjælper det ingenting, hvis a) der ikke er nogen, der ved det, b) listen ikke er opdateret eller c) folk ikke ved, hvor den er. For når nogen dør, starter man jo ikke med at køre hjem til dem, og gå alle skuffer og devices igennem – men det er i den fase, de pårørende skal bruge det.
Jeg synes faktisk, at det har været svært at udtænke en løsning, som tager højde for ovenstående, og det undrer mig egentlig, at der ikke findes noget mere standardiseret til formålet.
For mit eget vedkommende er jeg endt med at prikke et par venner ud, som jeg har aftalt at oprette en beskedtråd i Signal-appen med. Her vil vi hver især lægge et billede af den bog eller mappe, vi bruger til formålet, og skrive, hvor den befinder sig. Det er også tanken, at vi noterer telefonnumrene til de familiemedlemmer, der, worst case, får brug for at vide, hvor de kan finde bogen/mappen.
Vi har valgt Signal, fordi app’en er gratis og fordi det i den er muligt at oprette flere separate tråde med de samme mennesker. Havde vi lavet en beskedtråd på telefonerne, ville informationerne i løbet af 3 uger drukne i beskeder om fødselsdage og “LOL – dig!!”-memes.
Jeg er tovholder på projektet, og det er min opgave én gang om året at sende en besked til de andre og tjekke op på, om vi alle har husket at opdatere vores bøger/dokumenter, og om de stadig ligger, hvor de gjorde sidst. Jeg har lagt en årlig reminder i min kalender, så jeg husker at få det gjort.
Man kan vælge 100 andre løsninger, men brug lige 10 minutter på at vende med dine nærmeste, hvordan I sikrer, at den model, I vælger, ikke er forældet og glemt af alle om halvanden måned.
*
Så er vi nået til anden del af indlægget, som handler om at være de(n) efterladte, og hvilke erfaringer vi i fællesskab har gjort os.
Som skrevet i starten kan man ikke lave en one-size-fits-all oversigt, men der er stadig en rækkefølge, det kan være rart at tage udgangspunkt i, og jeg synes, at den bedste og mest overskuelige illustration af denne, er den, man finder på Folkekirkens hjemmeside her.
Men det kan måske være rart at få den første del af processen præsenteret, så man kan have den i baghovedet, hvis man skulle få brug for det; så kan man altid gå ind og finde listen bagefter.
Når nogen dør i eget hjem, skal der udstedes en dødsattest, før afdøde må ‘fjernes fra dødslejet’, som der så poetisk står flere steder. Det gør egen læge – og dermed er det smart, at nogen ved, hvem dét er. Når dén er udstedt, kan man starte processen op, og det gør de fleste ved at kontakte en bedemand. Herfra ruller det, og så kan listen være både rar og praktisk at have ved hånden, så bogmærk linket, så du har det, hvis du får brug for det.
Jeg vil ikke gå i detaljer om hele processen om skifteretsattester osv., for det er der ingen, der kan huske alligevel, og lige til dén del, får man automatisk masser af hjælp, når/hvis man står i den her situation.
I stedet lister jeg, som lovet, de erfaringer, vi har gjort os, som måske er knap så konkrete, men som stadig kan have stor betydning for den enkelte.
*Jo mere sammenbragt, en familie er, jo grundigere skal man overveje, om det kan være en ide at betale sig fra en upartisk bobestyrer. Dine/mine/vores børn, geografiske afstande osv. kan gøre det svært at holde tungen lige i munden, både ift. de lavpraktiske opgaver og ift. alle de følelser, der kan være på spil. Når intet er på spil, er det nemt at være enige om alt, men når nogen dør, er det værd at huske, at alle sætter sig til bordet med de livsbetingelser og det verdenssyn, de har. Jeg har fundet en fin gennemgang af, hvad en bobestyrers rolle er her.
*Jo færre I er om at lukke et liv ned, jo mere giver det mening at fordele opgaverne, så alle ved, hvad de konkret kan hjælpe med. Hos oldefar har det primært været mine forældre, der har stået med opgaven, og derfor har jeg overtaget det, der ikke kræver nogen form for stillingtagen, f.eks. at skille møbler ad, ringe til offentlige instanser, aflevere hjælpemidler, køre ting på genbrugspladsen osv. Samtidigt overtog jeg i december en del af de juleforberedelser, min mor plejer at stå for, så hun kunne koncentrere sig om at være hos oldefar til det sidste.
For mig har det være rart at få lov at hjælpe med noget konkret, så mine forældre har kunne fokusere på det, der var mere følsomt. Samtidig har jeg kunne gøre det, når det har passet ind i vores hverdag her, fordi jeg præcis vidste, hvad min opgave var, så lav klare aftaler, hvis det er muligt. Hjælp er kun en hjælp, hvis ikke den kræver så meget forklaring, at man ligeså godt kunne have gjort arbejdet selv, men livet kører samtidigt også videre for alle os og dem, der stadig er her. Og Aula venter ikke på *nogen*.
*Overvej, om det giver mening at lave en fremtidsfuldmagt, så du selv bestemmer, hvem der skal varetage dine personlige og økonomiske forhold, hvis du ikke er i stand til det. Det er særligt en god ide at have en, hvis du er gift, fordi du selv udpeger den, der må træffe beslutninger på dine vegne. Dermed sikrer I hinanden ift. at kunne sælge huset eller råde over fælles bankkonti, hvis den ene får en hjerneblødning eller bliver ramt af demens.
*Er man gift/samboende og har bil, skal man være opmærksom på, hvem der står som primær/sekundær ejer/bruger, både ift. Motorregistret og bilforsikring. Man må nemlig ikke køre i afdødes bil, så længe boet ikke er gjort op, hvis den kun er registreret til vedkommende.
*Det er i dag muligt at føje en arvekontakt til din Applekonto, så vedkommende kan få adgang til dine billeder, apps og data. (Det her er nok én af dem, hvor man skal vælge en af vennerne og ikke sin mor, tænker jeg…)
*Man kan i dag tilføje to ekstra ansigter til ansigtsgenkendelsesfunktionen på sin iPhone, så f.eks. din ægtefælle og dit barn kan låse din telefon op, hvis det bliver nødvendigt. (Her vil jeg gerne slå et slag for, at man får overtalt sine nærmeste til at have ansigtsgenkendelse på telefonen, uanset hvad, fordi det også giver andre mulighed for at hjælpe dem, hvis de f.eks. får et ildebefindende. Jeg har engang fundet en mand, der var faldet om i et buskads, som fysisk var nogenlunde ok, men meget, meget konfus. Han kunne huske, at han havde en datter, men kunne hverken huske, hendes nummer eller koden til sin telefon – men fordi han havde ansigtsgenkendelse på, kunne jeg, med hans samtykke, låse den op og ringe til hende, så jeg havde noget info at give paramedicinerne, da ambulancen kom).
*Vær ekstra opmærksom på forsikringer, hvis den ene ægtefælle dør, for er de tegnet i f.eks. din mands navn, skal de flyttes over i dit, hvis du stadig skal være dækket.
*Hvis du/I har oprettet separate opsparinger, så I ikke kommer i klemme, mens skifteretten arbejder, så sørg for at få lavet hævekort til dem. Det er selvfølgelig fint, at regningerne stadig kan betales, men det er svært at købe ind uden et kort at betale med.
*Opretter du et testamente, så få juridisk rådgivning til at udforme det. En læsers mor har indsat sit barnebarn som arving på lige fod med sine børn – men fordi barnebarnet ikke er myndigt, skal en skifteværge godkende alt i forbindelse med opgørelse af boet og boligsalg, hvilket både forlænger processen, og har økonomiske konsekvenser.
*
Hermed er vi nået til sidste del af indlægget, som er de lavpraktiske punkter, som jeg synes, det kan give mening at nedskrive til de efterladte.
Mange bedemænd medbringer en liste over, hvad man skal huske at afmelde, når de kommer ud første gang, men jeg synes, at de lister, jeg har set, har været meget, meget generelle. Det er de måske nødt til at være, fordi de skal bruges af alle – men når noget bliver *for* generelt, bliver det næsten ubrugeligt, synes jeg.
Derfor har jeg prøvet at notere konkrete eksempler under de enkelte punkter.
Nogle ting lukkes automatisk ned, når de forskellige instanser får besked om et dødsfald, så verden går ikke under, hvis ikke man får *alting* aflyst og opsagt. Andet, som f.eks. forsikringer, kan man slet ikke opsige andres vegne. Samtidigt er det smart at beholde en indboforsikring, fordi risikoen for indbrud kan stige, når man f.eks. i en dødsannonce kan se, hvornår der afholdes begravelse – og der kan gå lang tid, før man får tømt et hus.
Jeg har brugt relativt lang tid på at forsøge at finde ud af, hvad man kan komme til at hæfte for på andres vegne; altså, om man f.eks. kan være forpligtet til at betale for et online-abonnement, som man jo ikke fysisk kan se, at folk har, men jeg kan ikke finde et konkret svar. (Meld gerne ind, hvis du ved noget her).
Listen er lagt op som pdf, nederst i indlægget, så man kan printe det ud, hvis man vil.
*Vigtige instanser
Bank, læge, forsikringsselskab, pensionsselskab
*Udbydere
Teleselskab, internet/tv, el-udbyder
*Abonnementer/medlemskaber
Streamingtjenester, fagforening, sygesikring danmark, vejhjælp, aviser, træning, tømning af skraldespande
*Liste over ejendele, der kræver særlig opmærksomhed
Våben, gas/iltflasker, (prepper)-benzindunke
*Boligforhold
Kontaktinfo til en eventuel andelsforening/ejerforening, så det kan undersøges, om der er venteliste eller en anden procedure for at sælge/udleje bolig
*Netværk
Liste og kontaktinfo over/på personer, der skal have besked om, at man er død. Særlig vigtigt, hvis den ene ægtefælle allerede er død, og der måske dér er et netværk af familie og venner, som man ikke længere har kontakt med
Oversigt over hjemmesider/mailkonti/blogs/SoMe-profiler, og eventuelt ønske om, hvad der skal ske med dem, ønsker man en besked skrevet på sin blog eller væg, så venner/følgere ved, hvad der er sket, har man et ønske om, at der sendes en mail ud til eventuelle kunder/forretningsforbindelser osv.
*Særlige ønsker v. død
Organdonation, kremeres/begraves/doneres til videnskaben, bestemt sted, man gerne vil have sin aske spredt
*Særlige hensyn
Er der noget, familien skal overlade til vennerne at rydde op i, er der dagbøger eller korrespondance, familien skal skåne sig selv for at læse, er der info, man har holdt hemmeligt, men som kan være gavnligt for de efterladte at få besked om, f.eks. børn uden for ægteskab, et stamtræ, der ikke er helt, som resten af familien tror osv.
*Tech/koder
Brugernavne og adgangskoder på abonnementer og tjenester, som skal bevares, og som ikke kan bruges til identitetstyveri (f.eks. børns login-oplysninger til spil)
*Login
Dette er sidste punkt, fordi jeg gerne vil knytte en ekstra kommentar til det.
For det er en SUPER skidt ide at have alle sine personfølsomme oplysninger samlet ét sted, fordi risikoen for identitetstyveri er reel.
Omvendt kan der være nogle oplysninger, som man synes, det ville være meningsfuldt at dele.
En mulig løsning kunne være, at man i notesbogen skriver et hint i stil med de sikkerhedsspørgsmål, man kan blive stillet, hvis man f.eks. skal have reetableret sit MitId (navnet på vejen, hvor din mor voksede op, de sidste 4 cifre i et telefonnummer, alle i familien kender osv.)
En anden kunne være at notere brugernavn ét sted (f.eks. i sin bog), og login et andet (f.eks. på Signal). En analog og en digital kombination vil gøre det sværere at få fingrene i og misbruge dine informationer.
Men igen: Jo mere kreativ en løsning er, desto større risiko for, at alle har glemt systemet, hvis/når det skal bruges, så man må tænke længe og grundigt over, hvad der er hhv. need to have og nice to have for de efterladte.
*
Så nåede vi endelig igennem, og det blev LANGT! Men jeg håber, I føler, at det er brugbart og konkret – og at emnet ikke har været alt for deprimerende at forholde sig til.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Velkommen tilbage, har jeg næsten lyst til at starte med – for som lovet tager vi en runde mere.
Jeg vender tilbage til det oprindelige format med 3 ugentlige punkter, for selvom det var en fin udfordring at lægge 12 månedsmål ind, opdagede jeg i løbet af året, at det var tæt på umuligt at afgrænse ét område fra det, der naturligt falder ind under de faste punkter.
På plussiden betød temaet, at jeg fik gennemført nogle projekter, som jeg med sikkerhed kan sige, at jeg ikke ville have prioriteret at følge til dørs, hvis ikke jeg havde semi-forpligtet mig til det, men i 2025 går vi tilbage til originalformatet.
Skal vi ikke bare se at komme i gang?
*
I den forgangne uge har jeg:
1.
Ryddet op på en måde, der er så ukarakteristisk mig, at jeg næsten selv er blevet helt forskrækket over det.
For jeg er bare gået i gang. Uden systemer, lister eller overordnede planer.
I know. Jeg måtte også lige dobbelttjekke, om jeg var ok.
Men mit prepperlager i bryggerset har beslaglagt en halv reol ud af de to, jeg har at gøre med, og efter små 5 måneder må jeg bare erkende, at jeg mangler pladsen. Mine køkkenskabe har været så fyldte, at jeg næsten ikke kan rumme at åbne dem, og i juleferien har jeg derfor vendt og drejet mine muligheder.
Jeg er endt på, at et vitrineskab i stuen er den bedste løsning, og har også fundet dét, jeg gerne vil have. (Men 3700, Ikea? Seriøst?)
Jeg har lovet mig selv, at 2025 bliver året, hvor jeg ikke skal have mavesår 16 gange over kommuner, der ikke betaler deres regninger til tiden, og derfor venter jeg lige med at bestille skabet, til jeg ved, hvordan opgavesammensætningen ser ud den næste måneds tid.
Jeg er i stedet gået i gang med den oprydning og sortering, der er nødvendig for at have et nogenlunde gennemskueligt system i, hvad jeg har hvor.
Og først var planen at gribe det an med den sædvanlige systematik. Men efter en uge, hvor jeg var ved at brænde sammen over at forsøge at regne ud, hvad det var mest smart at starte med, er jeg nu bare gået i gang. Et skab hist. En hylde på reolen pist. En kasse fra oldefar, en kasse fra skuret, et blik på maleresterne i skabet – og til min *inderlige* overraskelse viser det sig, at det her nok faktisk er den mest optimale måde at gribe opgaven an på.
For det har ikke på noget tidspunkt føltes uoverskueligt; heller ikke selvom jeg har et par m2 i stuen, der agerer mellemstation. Og altså: Det pynter ikke, vel? Men så er det heller ikke værre. Og den her måde at arbejde på sikrer, at jeg får alle de køkkenting, jeg ender med at gemme, pakket i den samme kasse. Jeg får et overblik over, hvad jeg har af bedrollers og opbevaringskasser, og kan dermed bruge dem, der kan rumme tingene, men som fylder mindst. (Der er jo ingen grund til at bruge hyldeplads på en 20 liters kasse, hvis det, der skal være i den, kun fylder 10). Jeg får sorteret de kasser fra, der er knækket et hjørne af, eller hvor låget sidder dårligt fast, og det er langt nemmere at skille sig af med f.eks. overskydende drikkeglas, når man opdager, at der også ligger 6 i en kasse i skuret og glor.
Når jeg har været de sidste to skabe igennem og har tjekket loftet, er planen at lave 3 bunker i stuen: Det, der skal på loftet/i skuret, det, der skal i vitrineskabet og det, der skal videre/ud – og så er det bare at eksekvere.
Jeg tror, jeg når i mål i løbet af den næste uge.
2.
I oldefars køkken fundet 7 små plastikbøtter, som jeg har brugt til maling.
For der er faktisk ingen grund til at have 7 skrumlede malerspande med rester stående, når det eneste, jeg skal bruge, er en halv dl. til lige at plette med. Derfor har jeg nu fyldt en smule over i bøtterne, og de overskydende liter har jeg lagt op i den lokale fb-gruppe og spurgt, om nogen kan bruge til et kreaprojekt eller lign.
Det var der mange, der kunne, så nu bliver de brugt til noget i stedet for bare at stå i mit skab og fylde.
3.
Pakket julen væk, og i den forbindelse samlet de glaskugler, der ikke længere er så pæne, i en pose.
Hvert år har jeg et par lanterner stående ude, hvori jeg smider glaskugler og lyskæder, og der kan de kugler, der har fået en ridse eller som har tabt ‘hatten’ få lov at tilbringe deres otium til næste vinter.
*Har jeg med stor fornøjelse læst alle jeres kommentarer på M2024-indlægget fra sidste uge. Det har været rart for mig at få en bedre fornemmelse af, hvordan I bruger indlæggene derude, for jeg kan se, at I er gode til at tage det, I konkret kan anvende – men faktisk også bruger de punkter, der måske ikke er umiddelbart relevante for jer, som inspiration til mere generelle overvejelser om minimalisme og økonomi. Det gør dem nemmere for mig at blive ved med at skrive, fordi jeg så ikke behøver at låse mig fast på, at alt skal være brugbart for alle. Med andre ord: Karavanen ruller ufortrødent videre i 2025.
*Har jeg holdt fri i en hel uge. Fri-fri. Fra træning, blog, arbejde, oprydning hos oldefar, madlavning og forpligtelser. Jeg har i stedet fået set og talt med gode mennesker, spist sushi, været i biografen (to gange) og ædt mig ned i Netflix og podcasts. Jeg har det, som om jeg er blevet født på ny.
*Var det nok mere tiltrængt end først antaget, for den sidste uge op til jul, var jeg to millimeter fra at google “Lejemorder tilbud” til de forældre, der parkerer-parkerer på Kys & Kør mellem 7.30 og 8.00. (Men for real tho: Skrid).
*Tror jeg efterhånden, at Anton kan kommunikere med levende væsner på en frekvens, vi andre ikke forstår. Inden jul havde jeg ham med på planteskolen – hvor han hele tiden forsvandt. Det viste sig, at han havde fundet en kat, der havde lagt sig til at sove i en stor blomsterkrukke, helt inde bagved, på en reol. Da vi gik, gik den meget beslutsomt med, og plantedamen måtte fysisk hente den ind igen. Senere på ugen var vi ude at gå, og mødte en hvalp, som beelinede lige i fødderne på Anton og insisterede på at blive aet af ham – og KUN ham. På skøjtebanen i lørdags havde vi en bænkplads ved siden af en lille familie med en baby på 4-5 måneder. På et tidspunkt kiggede jeg over på hende, og hun sad, fuldstændig musestille, med blikket *limet* til Anton – og det blev hun ved med i 5 fulde klokkeminutter. Da Anton opdagede det, spurgte han, meget høfligt, hendes far, om han “gerne måtte klappe pigen?”, og udbrød så med ærefrygt i stemmen: “Hendes kinder er så *bløde*, mor!” (Hvortil Frida, med Barbara Bertelsensk sans for timing, øjeblikkeligt smed et forslag om en lillesøster eller -bror på bordet. Hun er den vildeste, jeg kender).
*Var der til gengæld kun foragt at spore over Quaker og deres markedsføring af Kaptajn Knas, da Anton opdagede, at han er tegnet med 3 striber. Kaptajner – ved jeg nu – har fire (4). På vegne af familiemedlemmer til autister på verdensplan, Quaker: Do better.
*Er jeg kommet med som satellitmedlem i bestyrelsen i den lokale beboerforening. Vi er ikke mange på vores lille vej, men vores fraktion af boligforeningen består af 3 afdelinger, og de andre er væsentligt større end vores. Derfor er det ret afgørende, at vi sidder med i bestyrelsen; specielt fordi der i de andre afdelinger bor virkelig mange virkelig gamle mennesker, og deres forslag og holdninger afspejler demografien. Men jeg er også kommet med i bestyrelsen i tolkenes brancheforening, og der er kun 24 timer i døgnet. Så jeg deltog i generalforsamlingen og stirrede insisterende på min yndlings-vejbo, som hedder Lars, er gammel industrislagter og det rarest menneske i verden. Det giver *kun* ekstra point, at han vinker-vinker, begejstret og med hele hånden, som en slags royalt, uafrettet barn, når man møder ham. Han forsøgte at undslå sig med, at han er bragende ordblind, og at computere hader ham, men efter en hurtig sjakren og et håndslag blev aftalen, at vi plotter over hækken, og så tager han møderne, mens jeg skriver referat. Gid alle mennesker var som Lars.
*Vil jeg her på bagkant bare gerne give det største s/o til alle de virksomheder, der hele december har haft de fineste julelys oppe. Hver eneste morgen, når jeg kørte Anton i skole, løftede det mit humør adskillige grader at kunne nyde synet af pyntede træer, dekorerede indgangspartier og flagstænger draperet med lys. Det er en udgift, I ikke som sådan har indtjening på, så fra bunden af hjertet: Tak for at prioritere det alligevel.
*Får I lige en stak anbefalinger at følge året til dørs med:
Podcasts:
Kill List (Wondery, Apple, Google Play)
En journalist falder, ved et tilfælde, over en side på the dark web, hvor folk forsøger at bestille tortur og lejemord. Siden er scam – men det er de ordrer, folk lægger derinde ikke, og det bliver starten på et vanvittigt kapløb med tiden, hvor første hurdle består i overhovedet at få ofrene til at tro på, at de er i fare. Jeg startede med at være skeptisk og lidt ‘ej, det lyder sgu for åndssvagt’ – men endte med at stå i mit køkken og råbe: “Ej, men så hjælp dem dog!” af min telefon, da endnu en politistation grinede journalisterne ud ad døren.
Det er ikke Hunting Warhead, men den er derhenad, og man SKAL starte med første afsnit (The Hack), hvis man tager den, for ellers giver historien ikke mening.
Mørklagt (DR Lyd)
Mørklagt er graverjournalistik og består indtil videre af 6 sæsoner med hver sit tema.
Den nyeste hedder Falske Minder, og er en grum historie om adoption, børnehandel og hvor meget, man kan slippe afsted med i ly af krig og ødelæggelser.
Lige nu er jeg i gang med 2. sæson, som hedder Skyggekrigen. Den handler om Rusland, spionage og gasledninger, og jeg vil sige: Jeg har lige tjekket mit prepperlager igen-igen. Det giver podcasten et ekstra lag, at den er fra 2023, så man hører om Nord Stream i realtid, hvilket er super interessant holdt op imod, hvad vi ved i dag. Specielt når man får historien præsenteret i sammenhæng med fælles-nordisk efterretning om plantede agenter og spion-grooming.
(Serviceinfo: Hvis man henter app’en DR-Lyd, kan man streame alle afsnit af 6. sæson nu).
Netflix:
La Palma
Norsk miniserie om et ferieparadis og en lurende naturkatastrofe, som ingen i begyndelsen tager alvorligt. Den er ualmindeligt godt lavet, både visuelt og på plotsiden, og min eneste anke er egentlig, at timingen måske ikke er super passende ift. at serien rammer næsten på årsdagen for tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004.
The Six Triple Eight
Amerikansk film, der bygger på virkelige begivenheder, om en bataljon af sorte, kvindelige soldater, der under 2. verdenskrig blev sendt til Europa – og sat til at sortere post.
Det lyder som det kedeligste plot i verden. Jeg VRÆLEDE.
The Madness:
Amerikansk serie om en sort journalist, der ved et tilfælde – måske? – falder over et mord på en højreekstremist, og pludselig selv er den hovedmistænkte.
Så går den vilde jagt, og hvem kan man *egentlig* stole på?
Queer Eye
9. sæson af verdens bedste feel-good-serie, som jeg ikke kan anbefale nok. Man *kan* ikke være i dårligt humør efter et afsnit i selskab med den flamboyante flok, og deres nye medlem Jeremiah Brent er os alle sammen, når han spuletuder sig igennem folks taknemmelige reaktioner på nye hjem og chancer.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Inden vi går til ugens punkter, vil jeg bare nævne, at jeg sætter stor pris på alle kommentarerne til ‘I’m dead’-indlægget. Jeg er så småt gået i gang med at skrive dem sammen i et indlæg, der gerne skulle blive både lavpraktisk, umiddelbart anvendeligt og korrekt.
Det tager lidt tid, men jeg lover: Det kommer.
*
I den forgangne uge:
1.
Er vi så småt gået i gang med at rydde op hos oldefar. Det er en øvelse, som jeg tror vil udfordre de fleste minimalister, der i årevis har øvet sig i at bruge det, de har, i stedet for bare at køre brug-og-smid væk.
For ud over nostalgiske værdi, nogle af tingene har, så er der jo vitterligt også meget, der er brugbart, i perfekt stand og som bare kalder på at komme hjem i mit skab.
Det er svært, synes jeg. For hvor jeg jo herhjemme kan bruge al den tid, jeg vil, på at beslutte, om noget skal sendes videre, eller om det har fortjent den plads, det optager, så er der her tilføjet en tidsmæssig bagkant, fordi huset skal tømmes og sælges. Så jeg balancerer mellem at fortabe mig i detaljerede overvejelser og at sige nej til det hele – og ingen af delene fungerer.
For der ER ting, jeg mangler, som det ville være tåbeligt at hælde ud med badevandet. Men der er også ting, hvor jeg lige i øjeblikket tænker: “Ej, sådan én kunne man da godt bruge?” – men hvor jeg, når jeg tænker efter, godt ved, at jeg aldrig kommer til at bruge den.
Kompromisset er blevet, at jeg har annekteret sofabordet derude, hvorpå jeg stiller det, jeg i første omgang tænker, at jeg vil have med hjem. Men jeg tager kun det med, jeg rent faktisk mangler. De ting, der står tilbage, tygger jeg på, den tid, det tager at tømme huset, og når vi er ved at være færdige, er det mit håb, at det er nemmere at være realistisk omkring, hvad jeg kan bruge, fordi jeg fysisk kan se, hvor meget plads måske-tingene optager.
Til gengæld har jeg fået den iPhone, jeg hjalp oldefar med at købe og sætte op, og jeg er på bagkant kommet til at spekulere på, om det egentlig hele tiden var dét, der var hans plan…
Det ville ligne ham <3
2.
Har jeg lavet en madplan, hvor jeg har forsøgt at tænke de råvarer ind, jeg skal bruge til julefrokosten, så jeg får dem brugt.
Jeg har købt frysepizzaer, falafler, pitabrød og hummus, og en omgang instant-nudler, så der er noget til de dage, hvor man ellers kunne falde i take-away-fælden, og så har jeg forsøgt at tænke nogle af de retter, jeg skal stå for til julefrokosten, ind på andre dage i forsøget på at undgå at stå d. 25. med 7 gryder, 5 skåle og underskud i metermål.
Der er plads i fryseren til rester, der er plastikbøtter at smide dem i, og jeg tror faktisk, at vi på køkkenfronten er ved at være klar til jul.
3.
Ved jeg simpelthen ikke, om det er resultatet af at være vokset op i en tid, hvor lukkeloven var en ting, men jeg skal – stadig – aktivt modarbejde impulsen til at købe ind op til helligdage, som om, butikkerne aldrig åbnede igen.
Eksempelvis stod jeg forleden morgen og tænkte, at jeg skulle nå forbi en Matas inden jul, fordi min mascara er ved at være tom.
Jeg tog mig i det, fordi jeg kom til at tænke på, hvor mange andre gange, jeg nærmest har lavet gynækologiske undersøgelser på mine mascaraer i ugevis, fordi jeg bliver ved med at glemme at købe en ny, og det er gået fint – så der er INGEN grund til at stresse ud og købe en ny, fordi den her synger på sidste vers.
Men det er ét af de øjeblikke, hvor jeg tænker, at det er et resultat af at have skrevet de her indlæg, for jeg tror helt ærligt ikke, at jeg tidligere ville have forholdt mig til det; jeg ville bare være stormet afsted efter én. Men ligesom det faktisk over tid giver en konkret, økonomisk besparelse, hvis man kan vride en måned mere ud af de enkelte stykker tøj, inden man skifter dem ud, eller man kører reste-tapas en eller to gange pr. måned, så vil det modsat øge dit forbrug, hvis du hele tiden skifter dine ting ud, når der stadig er levetid tilbage i dem, fordi du bliver presset af en imaginær deadline.
Den erkendelse er en fin segway over i det sidste månedsmåls-punkt for i år:
Månedens mål, december (4/4)
For jeg har i nogle uger gået og tygget på, hvad der skal ske med de her indlæg; om de skal køre videre, om de er ved at have løbet deres kurs, eller om formatet skal ændres.
Der er ingen tvivl om, at de er med til at fastholde mig i at blogge, fordi de sørger for, at jeg tapper ind en gang om ugen. Jeg bliver aldrig færdig med at skrive, så det er ikke fordi bloggen lukker, hvis jeg udfaser dem – men der vil blive længere mellem indlæggene, og hvis jeg skal være ærlig, ved jeg ikke, hvordan det vil påvirke flowet.
De er nogenlunde nemme at skrive, fordi indholdet er bestemt på forhånd og fordi der er en rytme og struktur at læne sig ind i.
Omvendt er de emner, indlæggene kredser om, også ved at være så mainstream, at jeg ind imellem føler, at jeg (wo)mansplainer noget, som alle for længst er hoppet ombord i. For én ting er, at det skal give mening for mig at skrive dem – men det skal jo også give mening for jer at læse dem.
For nogle måneder siden skrev en læser, at hun syntes, det kunne være sjovt at høre, hvad andre, helt konkret, havde fået ud af indlæggene. Nye vaner, øget bevidsthed om særlige områder eller andre traditioner i omgangskredsen.
Det synes jeg faktisk også kunne være interessant, så jeg vil gerne slutte årets sidste M2024-indlæg af med en omgang ‘Ordet er frit’.
Man må skrive præcis, hvad man føler for, så længe man husker, at jeg er bygget som krebsen: Hård udenpå, men blød indeni.
Jeg håber, at julen bliver fin og rolig for hver eneste af jer.