Jeg har fået et par gode kommentarer til det seneste indlæg om det her med at ‘fylde på’, f.eks. ved at komme mere ud (Thorkild) og læse flere bøger.
Det gav mig lyst til at skrive lidt mere om emnet, fordi tankerne omkring det fylder, og for tiden optager mig meget.
Inden jeg går videre må jeg hellere advare om, at indlægget her måske godt kan blive lidt mere alternativt, end det plejer at være herinde. Den del udfolder jeg sjældent, fordi min egen grænse for, hvor bims noget må blive, er meget lav.
Ikke desto mindre har det været en stor del af denne proces, og derfor giver det ikke mening at skrive indlægget uden at have den vinkel med.
(Og nu tager vi lige en tangent, inden vi når til pointen, så hæng på).
De sidste mange måneder har jeg haft en klar oplevelse af at være nået til et nyt sted, rent mentalt. At jeg de sidste år har fået løst nogle arkeproblemstillinger, og at jeg derfor nu står et sted, jeg ikke har været før.
Jeg tror, det sker for mange kvinder i midten af 40’erne, når vi ikke længere, helt darwinistisk, bruger al vores energi på at etablere karrierer eller holde vores yngel i live, og vi derfor pludselig har tid og energi nok til at opdage, at vi også stadig selv eksisterer.
Den erkendelse er for mit vedkommende nogle år gammel. Men det har været en lidt længere proces at finde ud af, hvad og hvem jeg så er nu, for jeg er jo ikke længere den version af mig selv, som jeg var, inden jeg fik børn.
Jeg tror bare, at det, når man kommer ud af tågerne, er den version, der er gemt i skyen, og som man derfor henter ned, når man genstarter maskinen.
Men der er kommet mange opdateringer til på det årti, der er gået.
Nogle får maskinen til at køre bedre, andre virker besværlige i første omgang, men bliver en stor hjælp, når man lige lærer dem at kende, og så er der de helt nye, som kræver tid og tålmodighed at finde sig til rette med.
Men dem, der fylder mest, er nok i virkeligheden dem, vi åbner i tryg forvisning om, at de kører, som de gjorde – for så at finde ud af, at det gamle software fungerer ad helvede til på det nye hardware.
Min træning falder i den sidstnævnte kategori, hvilket er grunden til, at jeg, på 3. år, betaler, hvad det koster, at have en personlig træner.
Det er dyrt. Men det er også det eneste, der (for mig) både virker, og som ikke får det til at føles, som om alting er i afvikling.
For det er langt billigere at købe et medlemskab i et fitnesscenter – som jo i mange år var mit naturlige habitat.
Men sagen er, at jeg der konstant bliver mindet om, at jeg i slut-40’erne ikke kan det samme mere, som jeg kunne i start-20’erne.
Det er naturligt, og det giver mening. Det meste af tiden er jeg også meget afklaret med processen, og har egentlig mest ondt at mennesker, der jagter deres yngre selv, fordi det er dømt til at mislykkes. Desperation er en hæslig og nedbrydende energi at være i.
Men når der ikke sættes nye mål, er det svært ikke at føle, at alt bare er ned ad bakke, på en ruchebane, der ender i en kasse i jorden. Her har det for mig hjulpet at vælge en måde at træne på, der tager udgangspunkt i mig og min krop, og hvor vi ikke er begrænsede af fitnesscenterets klassiske repertoire og ansatte, der meget ofte er meget unge, og derfor reelt ikke ved, hvad det vil sige at have flere kilometer på tælleren.
Det er én af de bedste beslutninger, jeg har truffet, for det er grunden til, at jeg 3 måneder efter at have fået en ny hofte, trænede med samme vægt som inden operationen, og 5 måneder efter kunne squatte med 50 kg og køre push ups og planke på tæerne igen.
Og nu er vi ved at være igennem den meget lange indledning, som jo ikke umiddelbart har meget at gøre med det, jeg startede med at skrive om, nemlig at have et nytårsforsæt om at tanke op og fylde på.
Men det, jeg med alle mine ord gerne ville frem til er, at processer tager tid.
For inden jeg startede hos min personlige træner, havde jeg, post-børn, prøvet at gøre, som jeg plejede at gøre, præ-børn, i 4 år. Der var mange tilløb og nederlag, og perioder, hvor intet fungerede og alt lå stille.
Men i virkeligheden var den proces nødvendig for at forstå, hvad jeg GERNE ville – fordi den meget tydelig lærte mig, hvad jeg IKKE ville.
Den erkendelsesproces oplever jeg at have været igennem på stort set alle områder af mit liv, både ift. arbejde, venskaber, mænd og økonomi. Min pointe er, at jeg ikke ville have lært, hvad jeg havde brug for og lyst til, hvis ikke jeg havde haft en periode, hvor det føltes som om, der var modstand og mangel på flow i alt.
Men det føles som om, at jeg nu endelig er igennem og ude på den anden side. Der er skåret fra og lukket ned, men der er også valgt til med åbne øjne og en gryende forståelse af, at dybde og resonans somme tider er et resultat af at holde fast på trods af og ikke på grund af.
Det efterlader mig med en følelse af at have læst den første bog i en serie færdig; jeg er midt i fortællingen, og har ramt en naturlig pause – men jeg sidder med fortsættelsen i hånden uden dog helt at vide, hvad retning historien tager nu.
Det har sat mange tanker i gang, og i starten af december så jeg så et opslag, som ramte noget i mig helt rent:
“I am allowed to pause without explanation”.
I mange år troede jeg, at inspiration var mest nødvendig, når jeg gerne ville starte noget nyt op, men de senere år er jeg begyndt at hælde til, at den i virkeligheden er mere værdifuld, når processen allerede er i gang. For pludselig kan en sætning, et ord eller et billede blive den tændstik, der får noget, som længe har ulmet, til at bryde ud i lys lue.
For det er jo indlysende sandt, at man gerne må holde fri uden at skulle forklare sig.
Det er bare meget nyt for mig at mærke, at det faktisk også er noget, jeg har LYST til. At melde pas. At sidde over. At lade telefonen ringe. At undlade at tilmelde mig et møde, som jeg egentlig synes har værdi.
Men det er i pauserne, at udviklingen sker, fordi det kræver tid og ro at finde ud af og forstå, hvad man gerne vil.
Det kræver, at man får lov at følge en tankerække til ende, og det kræver, at man skaber lommer af tid, hvor det, man gerne vil indarbejde kan få lov at folde sig ud.
Men jeg tror, at de fleste af os har glemt, hvordan man gør plads til ingenting. Og hvordan man holder *fast* i at lade pladsen stå tom.
For vi er så uvante med at have huller i kalenderen, at vi er tilbøjelige til at fylde dem ud med det samme, helt pr. automatik.
Men fordi jeg har fået taget mig af meget af det, der lå i skyggerne, føles det som om, jeg har nulstillet og det skaber plads, fordi der er noget, jeg ikke længere har med.
Hvis man er til kinesisk astrologi, ved man, at 2025 var Year of the Snake, hvor fokus var på at grounde og afstøde det, man er vokset fra, mens 2026 er Year of the Firehorse, som handler om fremdrift, store vidder og passion. Hesten er bevægelse og ilden er retning; det handler om at finde ud af, hvad man brænder for, og bygge det op fra bunden. Både individuelt og kollektivt.
Dén energi matcher 1:1, hvor jeg er. Jeg har lyst til at afsøge, udforske og skabe, og til at dykke ned i det kreative for at se, hvor det tager mig hen.
Hos mig har det udmøntet sig i en lyst til at opsøge og lytte til mennesker, der brænder for noget, f.eks. gennem workshops og foredrag. Det gør jeg konkret ved at klikke på ‘interesseret’, hver gang, jeg ser opslag om noget, der ser spændende ud, og ved at købe billetten med det samme, hvis jeg ser noget ekstra godt.
Jeg har også genfundet min lyst til at begrave snuden i bøger; helt uden ambitioner om genrer og lixtal. Bare for at fodre fantasien. Her elsker jeg Helles lavpraktiske tilgang, som hun har beskrevet i kommentarfeltet til seneste indlæg: At sætte en alarm hver aften for at sikre, at hun læser (mindst) 15 minutter. I mit eget tilfælde har jeg besluttet, at jeg i 2026 ikke pligtlæser én eneste bog. Det lyder måske lidt skørt, men jeg kan godt blive bremset af at hænge fast i bøger, jeg synes, jeg BURDE have lyst til at læse, men som jeg ikke bliver fanget af. Dem klapper jeg i år sammen uden at se mig tilbage.
Og endelig har jeg, ift. det kreative, besluttet mig for at dykke ned i musik. Jeg har lyst til at kombinere min kærlighed til musik på tværs af genrer med min viden om opbygning, tempo osv. og lære at mixe musik, sådan rigtigt.
Det lyder nemt.
Det er det ikke.
Det kræver tid og tålmodighed, og jeg har været ved at smide min Mac ud på marken i frustration de første 16 gange allerede – men intet, der er værd at mestre, kan læres på 1 time.
Og her er det, at bliver relevant, kontinuerligt at huske at prioritere det, man gerne vil udvikle på. For hvis ikke man gør det, kommer hverdagen og æder alle hullerne, som en lille, grå Pacman, der trives bedst i Altid og Plejer.
Derfor tror jeg, at den vigtigste del af opgaven er at finde ud af, hvordan man, helt lavpraktisk, skaber de bedste betingelser for at give en ny vane mulighed for at slå rødder.
Det tror jeg ikke, man gør ved at vente på Det Perfekte Tidspunkt, hvor tiden er rigelig og forudsætningerne er optimale.
Jeg tror bare, at man skal prøve at tage første skridt, og holde sig selv fast på, at vedholdenhed og opmærksomhed får ting til at gro.
At man skal identificere de positive triggere og stopklodserne, og vigtigst af alt: At man skal bringe sig selv i situationer, hvor inspirationen kan ramme én, ved at opsøge steder og mennesker, der skaber følelsen af at fylde på.
