M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har Damerne og jeg været afsted på vores første Arrangement sammen i vores lille fødselsdagsklub. Vi var i Ree Park, uden børn, og det var *WUNDERBAR*!
Vi er nogle stykker, som har kendt hinanden, siden dinoerne grinede for sidste gang af meteorerne, og vi har, selv efter jeg rykkede til Esbjerg, formået at holde fast i at mødes til hinandens respektive fødselsdage.
Selskabet er altid godt, og ingen er kede af at få lov at bruge en dag på god mad og uafbrudte samtaler, men for nogle måneder siden besluttede vi at prøve at ændre set up’et. Den, der har fødselsdag, står for at arrangere en aktivitet og for forplejning undervejs, men i stedet for en gave, betaler vi hver især for vores egen entre.
Vi benyttede lejligheden til også lige at redefinere lavpraktikken, for vi er alle sammen typerne, der generelt har for få timer i døgnet. Derfor blev den nye aftale, at vi lægger en plan for et år ad gangen, og bruger dér tiden til at sørge for, at alle kan deltage på de datoer, vi fastsætter. Kommer der derfra noget i vejen, er det bare ærgerligt, Sonnyboy, og resten af flokken må undvære den, der ikke kan komme.
Det har gjort alting cirka 600 gange nemmere – og sjovere. For nu er der lagt op til at komme ud og prøve noget, vi ikke er vant til, og samtidig får vi på den her måde nye oplevelser sammen. Det tror jeg er ret afgørende for at bevare gode venskaber, for livet har det med at trække os alle sammen i forskellige retninger, og de relationer, jeg gennem årene har tabt, har alle sammen været dem, hvor samtalen altid foregår omkring dét, man kan se i bakspejlet.
Så bare en anbefaling af den her model, fordi den både sluser ting og gaver ud af ligningen, reducerer tiden, der bruges på at lave planer for så at ændre dem igen, og styrke de relationer, man har truffet en beslutning om bevidst at gøre sig umage for at bevare.
2.
Har jeg givet mig og købt genopladelige Siriuslys og den kæmpe, grimme ø, man oplader dem på.
”Var det fordi, du pludselig kom i tanke om miljøet, Linda?”
Nej. Det var fordi jeg skulle købe nye batterier til mine eksisterende lys, og de kostede det samme som en Tesla.
Jeg har købt et sæt fyrfadslys og et sæt små bloklys, så jeg lige kan teste teknikken af, før jeg binder helt an med dem, for efter de sidste år at have testet en del forskellige mærker i kunstige lys, må jeg bare sige, at der er ualmindelig stor forskel på kvaliteten og på, hvor meget strøm, de bruger.
Indtil videre er jeg nogenlunde med ombord. Grunden til, at jeg ikke er HELT oppe at ringe er, at jeg har oplevet, at lysene tænder lidt random, og forleden løb 2 af dem tør for strøm, hvilket ikke burde kunne ske, taget i betragtning af, at Sirius selv reklamerer for 700 timers lys på én opladning.
MEN.
Jeg ved ikke, om de måske har udløst EMP’en uden at sige det til os, for al min strøm herhjemme opfører sig helt bizart. Mine lamper blinker, andre lys fra andre mærker tænder og slukker også ud af det blå, og min radio lød forleden – slukket og ikke-tilsluttet et stik – som om den kortsluttede. Mine forældres radio er brændt af, mit køleskab skifter temperatur i ét væk og forleden nægtede min kogekande kategorisk at tænde i halvanden time, for så at fungere igen.
Så jeg ved helt ærligt ikke, hvad dommen over dem er endnu, men selvom de taber strøm hurtigere end reklamen for dem lover, så er det stadig billigere at lade dem op, end at købe batterier til dem, jeg har, som priserne er lige nu.
3.
Har jeg solgt en stak af det aflagte halloweentøj, og fordi jeg således har gang i Marketplace, har jeg brugt 30 minutter på at samle de ting sammen, jeg længe har tænkt, at jeg ville sætte til salg.
Jeg har stadig en kasse i mit bryggers, hvor jeg løbende smider de småting i, vi ikke længere bruger, og hver gang, jeg så står med noget, der er for stort til kassen, vurderer jeg, om jeg vil sætte tingene til salg, eller om de skal foræres til genbrug eller børn, vi kender.
Lige nu har jeg en god håndfuld emner, der er stort set ubrugte, og nogle af dem fylder. Derfor har jeg sat det hele på mit bord i stuen, og så er aftalen med mig selv, at det får 3 uger til at blive solgt, og ryger det ikke, så finder jeg nogen, der kan få glæde af det.
Månedens mål, oktober, (4/4)
I denne uge har jeg fået gjort haven vinterklar.
Jeg er en idiot til at få taget hul på opgaver uden konkret bagkant, så ‘haven’ er ét af de punkter på listen, som jeg kun får eksekveret ved at sætte det ind i en konkret ramme.
Derfor har jeg denne uge hver dag haft en enkelt have-opgave på to-do-listen, og har sørget for at tage de nemme/hurtige opgaver, de dage, hvor jeg havde meget arbejde.
At gøre det på den måde har den store, store fordel, at jeg så faktisk får rykket på det, og at jeg får fulgt det hele til dørs.
Eksempelvis vidste jeg, at der var nogle af mine havekrukker, jeg skulle have smidt på genbrugspladsen, ligesom der i skuret også stod et løbehjul, der var klar til at blive stedt til evig hvile i en container. Derfor planlagde jeg det sådan, at alle opgaver, der kunne generere affald, blev løst først, og så sluttede jeg med mit skur og en tur på genbrugspladsen.
Jeg bliver altid så glad, når opgaver, der har hængt, endelig er vinget af, og fordi jeg har fået det hele gjort på en uge, er forskellen på før-og-nu ekstra tydelig.
*
Næste uge bruger jeg Månedens Mål-punktet på lige at trække planen op for resten af året, så i denne uge er der ingen lektier til hverken jer eller mig.
Så er der også lidt bedre tid til at trick-or-treat’e, spise det slik, de små spøgelser efterlader i kurven, og til at nyde de sidste 3 dage, inden butikkerne smider alle hæmninger og drukner os i gran og nisser.
Få ting irriterer mig så meget som debatten om Temu og de andre kinesiske handelsplatforme.
Jeg vil gerne starte med at sige det, så det ikke kan misforstås: Det her indlæg er IKKE et endorsement af Temu, og jeg ville blive meget, meget ked af det, hvis nogen bruger det som undskyldning for at gå fuld Braveheart på appen.
Men.
Jeg kan næsten ikke holde ud, at samtalen er så tilstræbt naiv.
Jeg vil ikke udelukke, at jeg pga. mine børns diagnoser er præ-udtrættet af, at lort flyder nedad, og at alle led i en kæde, der har nogen, de kan sende sorteper videre til, gør det uden at blinke med øjnene – men jeg får lyst til at rive mine arme af over, at Forbrugerrådet Tænk, Kemiluppen og alle 179 politikere fordømmer Temu, Shein osv. – men lægger det over på forbrugerne at navigere i noget, der er fuldstændig uigennemskueligt, og som reelt er konsekvensen af, at politikerne stikker hovedet i jorden.
Det bliver ikke nemmere af, at der er masser af sæbekasser at stille sig op på i den her samtale, fordi man både kan fokusere på børnearbejde, overenskomst, løn, alternative indtægtskilder for familier i Kina og at vi i Europa selv har gjort os sårbare ved at læne os så tungt op ad udenlandske enkeltspillere.
For jeg er med på, at det ikke er problemfrit bare at ban’e Temu, for Temu er kinesisk, og Kina er en af vores største samarbejdspartnere, både på import og eksportsiden. Vi er – lige nu – afhængige af, at vi fortsat har adgang til billige dele og komponenter, som vi bruger i produkter, vi laver herhjemme, fordi vi i Kina kan købe dem så billigt, at det er afgørende for, at vi fortsat kan være konkurrencedygtige.
Derudover er det også nødvendigt at bevare en nogenlunde relation til kineserne, hvis vi i EU og vesten skal gøre os forhåbninger om at få dem med ombord på den grønne omstilling.
Det er gode og vigtige argumenter for ikke at save samarbejdsgrenen over, og det er både nemt og gratis for mig at mene, at det bare må være et spørgsmål om at knalde samme toldsats og håndteringsgebyr på de kinesiske varer, som er pålagt de amerikanske, for så ville problemet være løst.
Men lige nu synes jeg, at politikerne beder forbrugerne om at løse problemet for dem, og det er ikke i orden.
For selvFØLGELIG er det en dårlig ide at købe elektronik, legetøj og make up på Temu. Du risikerer at brænde dit hus ned, mens du sidder med åbne kødsår i ansigtet og 24 små, løse plastikdele på tværs i halsen. Det burde ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre at hive den slags hjem på matriklen.
Men når Magnus H. taler om Temu, så taler han om platformen på en måde, der får det til at lyde, som om alting derinde er farligt og miljøskadeligt.
Det kan sagtens være, at det er tilfældet – men så bliver vi nødt til også at tage den anden del af samtalen, hvor vi italesætter, at ingen brokker sig, når vi køber de selvsamme varer, som tilbydes på de kinesiske apps, i danske butikker.
Og her taler jeg ikke om de varer, hvor Temu bruger billeder af (danske) designervarer som reklame for billige efterligninger; her taler jeg om madkasser, jeg først har set i reklamer for på Temu, for så, en måned senere, at se dem på hylden i Normal.
– i øvrigt ved siden af den glimmerstick, som er identisk med den, min venindes veninde havde med i tasken, da vi var i byen sidst, og som hun havde købt på Ali Express.
Eller de små akrylæsker, jeg næsten ikke har kunne komme udenom i mit feed, som pludselig står sirligt linet op i Flying Tiger.
Eller spotvarerne i Netto, eller motivationsdrikkedunkene i Bilka, eller det her spejl i Elgiganten:
Og det kan godt være, at der, når du klikker ind på varen, står, at det bliver solgt ‘gennem 3.part’ – men at gøre den tilgængeligt gennem en kendt, etableret, dansk virksomhed gør det i hvert fald ikke *nemmere* for forbrugerne at gennemskue, hvad problemet egentlig er.
Er det farligt, eller er det ikke?
Det hele? Eller kun noget af det? For hånden op, alle dem, der på stående fod kan fortælle, hvad vi tester og tjekker for herhjemme, og hvordan proceduren er? Tjekker vi alt? Kører vi stikprøver?
Det kan man slå op, men det er ikke det, der er pointen her. Pointen er, at vi lige nu kører en form for selektiv samhandel, hvor vi med den ene hånd tilbyder varer fra Kina overalt i detailhandlen, mens vi holder den anden formanende op og beder forbrugerne være i stand til at forstå, hvorfor de ikke bare kan købe den selv – til en fjerdedel af prisen.
Og så er der en form for politisk cherrypicking her, der giver mig lyst til at se, hvad ville der ske, hvis man i en Tænk-test kørte et tilsvarende tjek af 98 tilsvarende produkter fra Normal eller Søstrene Grene.
Samtalen er simpelthen nødt til at blive bedre, hvis det her problem skal løses.
For jeg bliver helt tør i munden af frustration, når jeg i dag kan læse, at der er ‘nedsat en taskforce’ der skal finde ud af, hvad der kan gøres – og at der er sat midler af til en ‘oplysningskampagne til forbrugerne’.
Her vil jeg gerne, helt gratis, spare jer for konsulentudgiften: Der er ingen, der har brug for oplysning. Vi ved det godt. Ligesom vi også ved, at rygning og alkohol er farligt, og at cykelhjelmen ikke redder os, hvis den ligger i cykelkurven, når vi vælter.
Det hjælper bare ikke, når vi konstant bliver fristet over evne, og det giftige æble er både let tilgængeligt og (næsten) gratis.
Og endelig er det måske også meget at bede om, at forbrugerne skal kunne sige nej til besparelsen, når staten siger ja til fortjenesten:
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Spurgte min søde far, om jeg ville have hans cykel.
Jeg har længe gerne ville have en ny, og har forelsket mig i en Kildemoes, som jeg egentlig havde tænkt, at Anton og jeg kunne dele. Ikke fordi han ikke må få sin egen, men han er ikke trafiksikker, og skolen, han går på, ligger for langt væk til, at han kan cykle derud, så derfor er det lidt overkill at have én stående til ham.
Men når jeg er sent hjemme, henter han somme tider Frida i klubben, og den tur kender han – og der er cykelsti hele vejen. Her er der smart, at han kan cykle, mens hun kører på løbehjul, og fordi vi efterhånden er næsten lige høje, ville det fungere fint, at han her bare kunne låne min.
Men i forsøget på at oparbejde en solid opsparing, er de store køb sat på hold, og derfor takkede jeg ja, da min far tilbød mig sin.
Min egen, som på alle måder har gjort det godt, var jeg egentlig på vej på genbrugsstationen med, men i sidste øjeblik smed jeg den op i den lokale fb-gruppe (sammen med en ærlig tilstandsrapport), og spurgte, om nogen kunne bruge den.
Det var der flere, der kunne, så en time efter, at den var lagt op, var den afhentet, og jeg sparede turen på losseren.
2.
Har jeg ENDELIG modtaget den Tabte ArbejdsFortjeneste, jeg har søgt for den dag i april, jeg var i Ålborg og vidne.
Det var et sats at søge, men fordi jeg i april sad på en fast opgave, som jeg måtte afsætte, fordi jeg fik nej til at vidne virtuelt, og derfor skulle bruge en hel dag på det (3,5 times kørsel hver vej, samt 1,5 times vidneudsagn), spurgte jeg deroppe, om det var muligt at søge TAF, når man var selvstændig.
Det var det ’i princippet’, fik jeg at vide, men jeg skulle ‘søge det hos dommeren’, som så ville lave en individuel vurdering.
Og normalt går jeg ikke i små, økonomiske sko. Hvis jeg gjorde, er der klart nogle problemer, jeg havde været foruden – men i den her retssag vidnede jeg for anklageren i en sag, hvor jeg i tidernes morgen forsøgte at råbe virkelig mange mennesker og instanser op over en meget lang periode, og ingen hørte, hvad jeg sagde. Derfor blev det lidt en principsag for mig, at jeg gerne ville kompenseres for den tid, jeg konkret brugte her, for jeg har brugt VÆSENTLIGT længere tid på det end dét.
Så jeg søgte. Og ventede. Og rykkede. Og ringede. Og skrev.
Jeg tror, ærligt, at jeg har sendt mindst 10 mails og ringet 12-15 gange.
Jeg har, uopfordret, fremsendt dokumentation for den indtægt, jeg har haft de øvrige dage i april, og vi er næsten ude i, at det timeforbrug, jeg har haft på at søge den tabte arbejdsfortjeneste, opvejer det beløb, jeg fik ud af det.
Men når alt det er sagt, så kunne dommeren have sagt nej, og det gjorde han ikke. Det er bare ikke mit indtryk, at ret mange selvstændige afprøver muligheden for at søge TAF i de situationer, hvor man kan søge det som lønmodtager, og derfor syntes jeg, at den skulle med her som eksempel på, at det faktisk *kan* lade sig gøre.
3.
Er alle i mit hus begyndt at leve af ting, der kun kan spises med en ske.
Og vi kan – åbenbart – også kun spise det af skåle.
Det har givet bøvl både ift. antal og størrelse.
For at spise suppe med en almindelige teske, føles som om, man forsøger at feje suppen ind i munden med en meget ineffektiv kost, mens en almindelig spiseske falder af kanten, når man lægger den i skålen.
Jeg efterlyste derfor skeer i mellemstørrelse i en fb-gruppe, og et geni foreslog at smutte forbi en genbrugsbutik – hvilket jeg ikke fatter, at jeg ikke selv havde tænkt på.
Men det gjorde jeg, og jeg fandt 8, der er fuldstændig perfekte – og som kostede 1 krone stykket…
Og uden at der skal gå glorie og filantrop i den, vil jeg bare lige videregive, at man i en genbrugsbutik sagtens kan få lov at betale 10 gange mere, end en vare koster, hvis man gerne vil støtte den organisation, butikkens overskud går til. For modsat almindelige butikker, er der ikke stregkoder og lageroptælling, der skal gå op, og donerer man her, slipper man for de opkald, man ALTID får på bagkant, hvis man giver et bidrag på mobilepay, når Røde Kors eller Kirkens Korshær ringer på døren. (Hvilket vi også ved lejlighed skal have snakket om, hvordan Frau Kommissarin har kunne sidde overhørig..)
Månedens mål, oktober, (3/4)
I anledning af efterårsferien har vi været i Odense Zoo. Det er ét af de steder, som vi med vores årskort til Wowpark kan få rabat på entreen til, og jeg lavede lige et hurtigt overslag i hovedet på, hvad vi har hentet i rabat vs. hvad årskortene har kostet: De er for længst tjent ind.
Det er første år, vi har valgt den model, og selvom jeg synes, at billet-set up’et er ualmindeligt ringe, så fungerer konceptet stadig for sådan nogle, som os, der er gode til at køre til ting, og derfor får mere ud af at kunne komme billigt ind mange steder, end at kunne komme gratis ind et enkelt.
*
Jeg har også udnyttet nogle af de dage, vi har haft fri, til at tage børnene med ud og købe tøj.
Vi mangler stadig lidt af det, vi har på listen, men hvor jeg andre år ikke altid har haft et overblik over, præcis hvad de manglede, så har jeg i år haft en note på min telefon, som jeg lavede, da vi for nogle uger siden ryddede op i deres respektive skabe, og det har været overraskende effektivt.
For jeg taber lynhurtigt overblikket, når vi står i en butik, sammen med hele Esbjerg og opland, hvor der er 3 grader for varmt, radioen spiller for højt, og begge børn taler samtidigt. Der er få situationer, der trigger min flight-respons så voldsomt, og det betyder, at jeg somme tider ender med bare at sige yes to the dress, så vi kan komme ududududud i friheden igen.
Men fordi jeg denne gang havde lavet en liste på hvert barn, komplet med antal og det hele, så vidste jeg præcis, hvad vi skulle finde og prøve – og dermed også, hvornår vi var færdige. Det gjorde turen langt mere overskuelig, og fordi min liste synligt skrumper, efterhånden som vi får købt, hvad vi mangler, og jeg derfor kan *se* at vi støt og roligt arbejder os i mål, er det ok, at vi skal afsted flere gange.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg igen tolket i den yderste del af det vestlige Danmark, og som lovet kørte jeg ind forbi den lille surferbiks og spurgte på office krusene. (Og kom måske/måske-ikke til at købe et mere…).
Krusene er fra et mærke, der hedder Bioloco, som desværre kun forhandles engros. Det eneste sted, jeg kan finde det online herhjemme, er hos Majbritte Ulrikkeholm (som by the way er fuldstændig vidunderlig, både som sanger, forfatter og på SoMe), og ellers ser det ud til, at det primært forhandles på tyske hjemmesider.
Men er man på de kanter, så ligger butikken, jeg har købt mine i, lige overfor Nymindegab Kro, og de laver en kaffe, der er så god, at den er værd at tage turen for.
2.
Har jeg de sidste uger haft mange mellemtimer i meget øde dele af kongeriget. Det fik mig til at tænke på, at jeg ikke tror, jeg har fået videregivet, at jeg i de tilfælde altid bruger de lokale biblioteker som varmestuer – for det bliver hurtigt helt åndssvagt dyrt at hænge ud på cafeer, hvor der samtidigt kan være så mange mennesker, at det er umuligt at foretage sig noget som helst.
I mange mindre byer ligger bibliotekerne på de lokale skoler, hvilket har den store fordel, at der er åbent allerede fra kl. 7. Man er ofte alene i biblioteksafdelingen, hvilket gør det muligt at sidde og arbejde, og det er ikke nødvendigt at spule sit indre i lunken latté for at få opholdstilladelse.
(Til børnefamilierne vil jeg lige nævne, at kombinerede skoler/biblioteker også betyder nye legepladser og adgang til toiletter i weekender og på helligdage).
3.
Fandt jeg i mit bryggers 4 små keramikgræskar, som jeg bare har flyttet rundt på de sidste par år. Jeg var faktisk klar til at smide dem ud, for jeg synes, helt ærligt, at de er grimme og jeg gider ikke have dem ind at stå. Men fordi de er på størrelse med grapefrugter, er der bare heller ikke mange steder i haven, de passer ind, for de forsvinder lidt i de åbne vidder.
Men da jeg stod med dem, kom jeg til at tænke på, at man måske kunne male dem, og ude i skuret fandt jeg en rest sort maling, som de fik en tur med.
De er simpelthen blevet så fine, og jeg bliver glad hver eneste aften, når jeg står og vasker op og kan se dem stå og lyse i mine plantekasser i forhaven.
4.
Har jeg købt ind, så jeg kan køre hjemmeværnskøkken i efterårsferien, og få fyldt fryseren op.
Der har, som jeg har skrevet 700 gange, været fart på, og det bliver der ved med at være de næste måneder. Men jeg har endelig taget en hel runde på feltet og hentet det økonomiske rul, jeg var kommet bagud, og det har løftet 800 kg. af mine skuldre. Nu er der “bare” travlt på arbejde, men der er ro på de andre platforme, og det gør hele verden til forskel.
Jeg skal arbejde 2 dage i efterårsferien, og resten af ugen har jeg taget fri. Vi trænger til at tusse rundt i nattøj og drikke kaffe til langt op ad formiddagen, og jeg skylder vist også en gang vafler.
Jeg har en udflugt eller to på tegnebrættet, men der er stadig mere tid, end der har været længe. Derfor har jeg lavet en madplan, som består af fryseegnede retter, og har købt ind, så jeg kan lave dobbeltportion af det hele. På den måde får jeg masser af mad i fryseren, så der er nem, takeaway-forebyggende mad til de kommende sene dage, og som ekstra bonus kan jeg lave det, når strømmen er billig.
Månedens mål, oktober, (2/4)
Jeg har stall’et halloween siden midten af august, hvor Frida første gang spurgte, om ikke vi kunne finde bare et *lillebitte* græskar frem, men i søndags gav jeg mig.
Jeg startede med at sætte alt, hvad vi har af pynt frem på bordet, og derefter sorterede jeg i det, så det, vi ikke har brugt de sidste par år, er givet videre – eller smidt ud. For mig giver det mening at smide højtidspynt til genbrug, når butikkerne kan sælge det, så de ikke skal bruge lagerplads på at have det stående et år.
Som altid har børnene fået lov at tapetsere værelserne og knalde alt muligt på vinduerne, mens jeg har holdt stramt på, at vi sagtens kan pynte i resten af huset – men jeg skal kunne holde det ud.
Hvert år køber jeg ét stykke pynt, som jeg æstetisk synes er ægte pænt, hvilket typisk betyder, at det også koster lidt mere end det gængse plastiklir, men til gengæld får jeg stille og roligt opbygget en samling af pynt, der ikke giver mig lyst til at kradse øjnene ud.
Nu er her fint og pænt, der er laver græskarlygter og bagt en kage af indmaden, og min pumpkin spice latte er hældt i en af mine office kopper, så jeg kan skolde mig på den de næste par timer.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Havde jeg en mellemtime i Kolding, og brugte den i Kolding Storcenter. Jeg har haft et par parfumer på min potentielle ønskeseddel, som jeg gerne ville prøve, for jeg er alt for let at lokke med smukke beskrivelser af duftnoter på nettet. Det er gået galt et par gange, hvor jeg har bestilt parfumer, der lyder til LIGE at være noget for mig, som viser sig at dufte helt skrækkeligt, når jeg får dem åbnet og på.
Jeg øver mig i den her strategi; at skrive det ned, når jeg ser noget, jeg instant forelsker mig i – med løftet til mig selv om, at hvis det er fedt, når jeg ser det live, så må jeg købe det.
Det holder liv i butikkerne, det redder mig fra fejlkøb, og jeg sparer penge, for det er sket flere gange, at jeg faktisk ender med at glemme det, jeg for 3 dage siden ikke kunne leve uden.
Det er deprimerende at opdage, at man kan bypasse sig selv med et trick, der er så simpelt, men det virker, og det er det vigtigste.
I det her tilfælde var det ekstra godt, at jeg gjorde det. For hvor det normalt er duften, der er en dealbreaker, når jeg køber parfume, så var det konsistensen, der her var problemet.
Parfumen er markedsført på at være skånsom og baseret på vand i stedet for sprit, og jeg må konstatere, at jeg *bare* skal bede om sprit. Rigeligt med sprit.
For det, man åbenbart bruger som alternativ, fedter. Ikke meget, og jeg er ikke sikker på, at det er noget, alle ville bemærke. Men jeg er HYPER sart med ting, der fedter, og 3 minutter efter, at jeg havde testet den på mit håndled, stod jeg på badeværelset i Kolding Storcenter og forsøgte at vaske mine arme af.
Nej. Tak.
2.
Har jeg sat børnenes aflagte halloweentøj til salg, og det har jeg kun husket at gøre, fordi jeg sidste år lagde en reminder i min kalender.
Faste læsere vil vide, at jeg normalt ikke gider have ting, der skal videre, til at ligge og optage plads, men når der er tale om noget, der ikke fylder noget særligt, og som kan pakkes et sted, hvor det ikke ligger i vejen, så ville det omvendt også være nærmest arrogant ikke at forsøge at finansiere dette års outfit med fortjenesten på tidligere års.
3.
Har jeg opdaget ‘office cups’ – hvilket jeg ALDRIG har hørt om før.
Men jeg har fået en tolkeopgave et sted på vestkysten, der jævnligt gør det muligt for mig at spise frokost på en strand, hvor kite- og windsurfere holder til. Det er virkelig, virkelig hyggeligt, og der er en Roskilde-vibe, som min aldrende hippiesjæl elsker.
(Og så er folk søde nok til at slå over i engelsk, når de prøver på tysk og ser panikken i mine øjne).
Men fordi jeg en dag ville tage en kop kaffe med ned til vandet, stak jeg hovedet ind i en udstyrsbutik – og forelskede mig øjeblikkeligt i et krus, der stod på disken. Her var min hjerne smart nok til at bombe min listestrategi tilbage til stenalderen med bæredygtighedsargumenter, og jeg fik min kaffe med i det.
Det minder om et travel mug, men er større, fordi det ikke behøver kunne stå i en kopholder, og så er kanterne bløde og rare at drikke af. Kruset er af stål og holder te, kaffe og gløgg varmtvarmt i et par timer, og jeg elsker det. ELSKER det, Hans Christian!
Månedens mål, oktober, (1/4)
Den kommende måned er fokus her bare stille og roligt på at blive klar til efterår og vinter. Det er lidt mindre konkret end sidste måneds fokus på strøm, men jeg kan godt lide, at jeg har sat tid af til at tjekke de forskellige ting igennem, så jeg får det gjort. Jeg er ved at lægge an til at lave en almanak (altså, bare til mig selv), og denne måneds punkter er gode eksempler på, hvad jeg kommer til at skrive i den.
I den her uge har jeg taget vores tøjskabe. Det var oplagt, når jeg nu alligevel var i Antons, fordi jeg der havde lagt det halloweentøj, der skulle sættes til salg.
Nogle år skal der bare lægges en smule fra eller væk; andre år er der lidt mere, der skal videre. I år var klart det sidste; da Frida til sidste medicinkontrol blev målt, var hun vokset 4,5 cm. på 4 måneder. Anton er næsten ligeså høj som mig efterhånden, og ved blive bred over skuldrene, og da jeg alligevel havde den store sæk fremme, tog jeg turen gennem mit eget skab og fik pillet det fra, jeg alligevel aldrig bruger.
Det er mærkeligt, for vi køber vitterligt ikke ret meget tøj, og alligevel kan jeg, hver gang vi rydder op, køre på genbrugsstationen med et par poser.
Nu er der plads i skabene, og jeg ved, præcis hvad de mangler begge to, så vi får brugt børnepengene rigtigt.
Katherine Diez har udgivet en bog, som hun, så vidt vides, selv har skrevet.
Jeg har ikke læst den. Jeg kommer ikke til at læse den.
For hvor man måske, min generelle personlighed taget i betragtning, kunne foranlediges til at tro, at jeg dømmer folk benhårdt, når de begår fejl, så er det faktisk ikke tilfældet. Jeg kan se igennem fingrene med meget, og de fleste bliver i min optik bedre mennesker af at have trådt ved siden af. Det giver øget forståelse og tolerance for andre menneskers utilstrækkeligheder, og det klæder de fleste.
Men én ting er fejl. Noget ganske andet er forsæt.
For man kommer ikke ved et uheld til at kopiere andres arbejde i det omfang, det er sket her. Og slet ikke over en periode på 4 år. Der har været masser af chancer for at stoppe op, kurskorrigere og træffe bedre valg. Én gang er en fejl, to gange er mistænkeligt, tre gange er et mønster, og jeg kan ikke med min bedste vilje, se, hvordan det skal kunne bortforklares. Derfor er det for mig helt irrelevant, hvad hun har at sige.
Problemet er imidlertid, at vi belønner den her form for offentlig ansvarsforflygtigelse, næsten uanset hvilket standpunkt vi tager.
For som J.K. Rowling meget lakonisk skrev til et opslag fra en mor, der proklamerede, at hun havde brændt Harry Potter-bøgerne og ristet skumfiduser over bålet:
“I get the same royalties whether you read them or burn them. Enjoy your marshmallows!”
Omtalen af Diez-bogen alene er med til at sikre, at der bliver solgt og udlånt flere eksemplarer, og derfor er min dagsorden her egentlig bare at opfordre til, at man holder den indre svinehund i snor. Ligesom medierne efterhånden er ved at lære, at man ikke skal give seriemordere mytiske navne, eller vise billeder af schoolshooters, fordi man derved giver dem præcis den berømmelse, de higer efter, så vil jeg gerne minde om, at man ved at læse den her bog, er med til bevare og understøtte den pilrådne kultur, der har ført til bogens skabelse.
Det mest belastende er faktisk, at jeg synes, Katherine Diez skriver ret vidunderligt. Når hun er bedst, når hun, i min optik, næsten op på siden af Delphine de Vigan.
Men talent uden integritet er i bedste fald hult og i værste fald farligt. Særligt når det, som det er tilfældet her, parres med skønhed og kontakter.
Og selvom det hele lige nu handler om hende – igen – så er det jo ret vigtigt at huske, at der sidder nogen derude, som hun har taget noget fra.
Det problem kunne alle få øje på, da vi snakkede om Würtz, Bitz og keramik.
Her er det ord, det drejer sig om, men princippet er det samme.
For mit eget vedkommende kan jeg stadig huske fornemmelsen af at læse en af mine egne blogposter under en fremmed profil på instagram. Hverken jeg selv eller hende, der kopierede mit indlæg, tjener/tjente penge på mine ord, men fornemmelsen af at se min tekst med en anden som afsender, mindede om den, jeg oplevede, da jeg havde haft indbrud: Nogen havde gået rundt i mine (virtuelle) rum for at stjæle noget af mit, og det føltes både grænseoverskridende og uretfærdigt.
Det forestiller jeg mig, at man kan gange med 1000, når den, der gør det, ovenikøbet tjener penge på tyveriet.
Så for mig er spørgsmålet ikke, om Danmark kan rumme hende, om hun er for smuk eller hvem, der blev inviteret med i seng og hvorfor.
For mig er det eneste, der er fortsat relevant, at hun i 4 år, med fuldt overlæg, valgte – valgte – at plagiere tekster, og nu prøver at bortforklare det.
Det er dovent, og det er dumt. Særligt, når man faktisk har talentet til at løse opgaven selv.
Og jeg *synes*, det er problematisk, at man kan få lov at sige præcis, hvad man vil om andre kendte mennesker, uden skyggen af bevis for sine påstande.
Har hun haft en oplevelse af at være blevet udsat for noget, hun ikke brød sig om? Jeg aner det ikke. Hvis det er tilfældet, er det synd for hende.
Men hun besudler sin egen historie ved først at bære den frem, når hun har noget at vinde ved at vinkle den på en bestemt måde, og jeg sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at hun forsøger at udnytte tidsånden ved at caste sig selv som #metoo-offer.
En sidste bemærkning herfra er, at jeg for første gang oplever moderation på en SoMe-profil som problematisk. For Forlaget People’s, der har udgivet bogen, har dagen igennem holdt stram justits med, hvilke kommentarer, der har fået lov at blive stående under deres insta-opslag – og de skulle bede om fans og heppekor.
I skrivende stund har de lukket kommentarfeltet, fordi de er gået hjem, og dermed forsvinder alle dagens rosende ord også.
Men hvor jeg hos aviser og dagblade på alle måder støtter op om, at de mennesker, der skrives om, ikke skal trækkes gennem mediemøllen, fordi aviserne gerne vil clickbaite sig til flere annoncørkroner, så er der her tale om et forlag, der lever af at sælge bøger som den, de promoverer her – og hvor hovedpersonen på alle måder knows all the games you play, because she plays them too, som George Michael sang.
Her synes jeg faktisk det grænser til at være problematisk, at man fjerner alle kritiske kommentarer, fordi målet ikke er at beskytte en kilde eller tage hånd om mennesker, der ikke på forhånd vidste, hvad de gik ind til; målet her er salg og reklame, og ved at køre censur, får man tegnet et billede af sit produkt, der måske ikke helt matcher virkeligheden.
Når man vil tjene penge på at have stjålet andres arbejde, synes jeg godt, at vi må udfordre det rimelige i, at et forlag (som tjener penge på selvsamme tyveri) stiller sig op og agerer læhegn.
I USA er det efterhånden blevet normalt, at man i kriminalsager, udover fængselsstraffen, tildeler ofrene store, økonomiske erstatninger, selvom den, man dømmer, ikke har salt til et æg. Én af grundene til, at man gør det, er, at en gerningsmand ikke skal kunne tjene penge på at sælge sin historie til medierne.
Måske det faktisk heller ikke burde være muligt først at tjene penge på at stjæle andres ord, for så at tjene pengene én gang til, når man bruger sine egne til at fortælle historien om, hvorfor man gjorde det.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
Inden vi springer til ugens liste, har jeg brug for lige at adressere, at jeg godt ved, at jeg hænger. Både med indlæg og med at svare på kommentarer. Det irriterer mig, fordi jeg selv taber interessen for blogs og podcasts, hvis kadencen falder for meget, og jeg gider ikke være sådan én, der bare lige stikker hovedet ud ad døren, råber 4 sure ord, for så at gå MIA i ugevis og skrive ‘Haha – kender’ som svar på kommentarer.
Jeg har brugt for meget tid på at bygge det her community op til at lade luften sive ud af det; hvis jeg en dag vælger at lukke, så gør vi det sgu med manér. Konfetti, champagne, the lots.
Der er vi heldigvis ikke – men jeg har det sidste år tænkt meget over, at hvor jeg som lønmodtager altid var tvunget til at skabe balancen rundt om det worklife, jeg fik pålagt, så er det nu mig, der både tegner og bygger vippen.
Der er ret store sæsonudsving i min branche. Når vi alle sammen går ned i gear, falder mængden af opgaver. Det kan godt være en stressfaktor i forhold til økonomien. Når det hele så sparkes i gang igen, vælter opgaverne ind – samtidig med, at jeg jo også selv skal alt det, jeg bliver bestilt som tolk til. Når jeg skal til forældremøde, skal døve også til forældremøde. Når jeg skal til halloweenarrangementer, skal døve også til halloweenarrangementer. Når jeg skal til julefrokost – ja. You get the picture. Og når man skriver det, ser det meget indlysende og oplagt ud. Men det er sgu stadig kommet lidt bag på mig. Jamen, det ved jeg da ikke?? Måske fordi jeg, som min veninde engang sagde til mig, er både det klogeste og det dummeste menneske, hun kender.
Men det har betydet, at jeg det sidste år, nu hvor jeg efterhånden har styr på alt det lavpraktiske ift. at være selvstændig, er begyndt at lægge mærke til, hvad det er, der sker i de perioder, hvor jeg kan mærke, at pulsen hele tiden er let forhøjet, og jeg konstant føler, at jeg mangler tid.
Om sommeren handler det om, at børnene holder ferie, så selvom jeg forsøger at ramme det sted, hvor jeg både holder fri med ungerne, men også holder det økonomiske skind på næsen, så betyder det, at jeg helehelehele tiden er i gang. Enten med at arbejde, med at forberede noget til arbejde eller med at skulle planlægge lidt ferie for ungerne og jeg. Og inden nogen skriver ‘men man BEHØVER jo ikke lave noget hele tiden!’, så vil jeg gerne have lov at parkere den med, at jeg ikke tror, det er helt det samme at holde ferie 7 uger alene med to neuro-børn, som det er at holde 4 uger i familier, der enten har flere arme eller mindre neurospicyness.
Resten af året handler det, som skrevet ovenfor, om, at mit årshjul nu pludselig holder samme rytme, som brugernes – og hvor jeg som lønmodtager var sikret indkomst i lavperioderne, så er vilkåret nu, at det er i turboperioderne, jeg skal sikre mig, at vi også kan leve, når opgavemængden falder.
Begge dele har givet stof til eftertanke, og jeg har besluttet to ting.
Dels skal vi til næste år afsted på sommerferie. Ferie-ferie. Hvor jeg holder fri, og nogle andre sørger for maden.
Dels bliver jeg nødt til at finde måder at håndtere de mere tempofyldte perioder, så jeg ikke hele tiden halser efter mig selv og føler, at jeg underpræsterer på alle platforme. Det prøver jeg at være ret konkret omkring.
Jeg siger nej til aftaler, hvis jeg kan se, at den kommende uge er fyldt (hvor jeg normalt er optimist og har en omgangskreds, der er overbærende nok til, at jeg kan få lov at sparke den til hjørne og så melde ind, hvis jeg får en aflysning). Jeg har besluttet, at jeg arbejder i efterårsferien, men holder fri i juleferien. Og jeg har lavet en aftale med mig selv om, at jeg efter kl. 18 KUN laver det, der SKAL være styr på til dagen efter.
Det sidste rammer bloggen. For det er typisk den, jeg sidder med, når der er ro og ungerne enten sover eller dimser på værelserne. Men hvis ikke mit hoved får bare en lille smule ro, eller jeg hænger (virtuelt) ud med nogle af Mine Mennesker, så bliver jeg sur og skør og stresset.
Så det handler ikke om, at jeg er blevet ligeglad eller er ved at luske af i nattens mulm og mørke. Det handler bare om, at jeg forsøger at sætte min energi i langsigtede aktier, så det bliver ved med at være sjovt at blogge, og så jeg stadig tapper så meget ind i min omgangskreds, at vi har værdi for hinanden.
Det håber jeg giver mening.
*
Og med ALT det sagt, er vi vist også ved at være klar til at vende tilbage til hovedsiden.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg været rundt ved naboer og genboer og sige, at de bare kan plukke løs af mine krydderurter i forhaven. Jeg kan ikke nå at bruge dem selv, og på den her måde får vi alle sammen glæde af dem.
2.
Har jeg lavet en tråd i brancheforeningens fb-gruppe i et forsøg på at facilitere fællestransport til lørdagens generalforsamling. GDPR, den sure kælling, forhindrer, at man må dele info om, hvem der er tilmeldt, så bare en opfordring til at gøre det samme, næste gang man skal deltage i noget, der involverer transport.
3.
Er jeg begyndt at vaske bægre fra skyr og yoghurt af og gemme dem. Lige om lidt har nærmest alle i familien fødselsdag, og der er halloweenarrangementer og julebagning til højre og venstre. Bægrene er gode at have, så folk kan få rester med hjem, uden at man tømmer sit eget skab for plastik, og som ekstra bonus kan de stables, så de ingenting fylder.
4.
Var fredag en dag, der vejrmæssigt var bøvlet et solidt stykke over gennemsnittet for os, der bor i Esbjerg (og Vejle).
Men hvis man tager den (godt nok noget stramme) ja-hat på, var det en god mulighed for at stressteste sit preppergame.
Jeg var på job, og havde inviteret gæster til om aftenen. Jeg havde fri 15.30, og den tur, der normalt tager 24 minutter, endte med at tage 2,5 time. Det var én af dem, hvor pulsen bare langsomt kravlede op i takt med, at de veje, jeg kørte ned ad, viste sig at være ufarbare pga. vand, og hvor det gradvist blev mere og mere problematisk at køre tilbage af den vej, jeg kom fra, fordi vandet bare steg og steg og steg.
Hvis man tror, jeg overdriver, kan man lige få Syd- og Sønderjyllands Politis billede af motorvejsafkørslen, der ligger 2 km. fra, hvor jeg bor, som den så ud kl. 16.30:
Efter halvanden time begyndte jeg at forholde mig til den ret reelle mulighed, at jeg kunne ende med at skulle overnatte i bilen.
Her var jeg virkelig, virkelig glad for, at jeg i bilen har:
*Et tæppe
*En håndfuld proteinbarer og en rulle kiks
*En powerbank – som er opladet
*Papir og vådservietter
*Et Danmarkskort af papir
*En smule kontanter
*Diesel nok i tanken til at kunne holde varmen natten over, hvis det her sker til vinter.
Til gengæld har jeg glemt at smide drikkevand i bilen, så nu har jeg ompakket den lille grab-bag, jeg har stående, så den også indeholder halvanden liter vand.
For mig er det smart, at jeg har tingene samlet i en stofpose, fordi den er nem at tage med ind, hver 5./6. uge, så powerbanken lige kan få lidt strøm og proteinbarerne kan skiftes ud. Det ville jeg ikke huske at gøre, hvis tingene var spredt i handskerum, sidelommer og kasser bagi.
Samtidig glæder jeg mig over, at mine forældre og jeg allerede nu har en slags rutine med, at jeg skriver, hvis tingene begynder at se lidt bøvlede ud, så de henter børnene, uanset hvad. Det er én stressfaktor mindre.
Jeg sendte også en kærlig tanke til min nøgleboks, som sidder i carporten, og som jeg også gerne vil slå et slag for her. For nu ville skæbnen, at jeg tolkede nogenlunde i nærheden, men jeg tolker jævnligt i både Holstebro og Sønderborg. Bliver vi ramt af noget tilsvarende, når jeg har så mange kilometer hjem, er det smart, at børnene eller hjælpsomme sjæle selv kan låse sig ind, og her betød det, at jeg bare skulle koncentrere mig om ikke at ramme de måger, der – YDERST provokerende – lå og svømmede rygcrawl på vejen, fordi jeg vidste, at både børn og gæster sad trygt og sikkert i varme huse.
Så selvom de her situationer ikke er specielt fede – og SLET ikke for de stakkels mennesker, der igen-igen står med haver og kældre, fulde af vand – så kan de stadig være gode til at stressteste de tanker, man har gjort sig om undtagelsestilstande. Det her var 8 timer. Det er, set i forhold til, hvad vi KAN risikere, ingenting.
Månedens Mål, september (4/4)
Inden vi lige går til opsamling af månedens ideer og genetablering af vaner, vil jeg lige hive et spørgsmål frem, jeg fik i kommentarfeltet sidste uge, hvor jeg blev spurgt, hvilket el/gas-selskab, jeg har, og om det er ét, jeg kan anbefale.
Jeg har EWII, som jeg er udmærket tilfreds med. Jeg kan godt lide, at man ikke betaler aconto, og at jeg betaler månedsvis. For mig fungerer det godt, at jeg hver eneste måned får en mail med info om, hvad de har trukket på mit kort, så det ikke bare står og gemmer sig på en betalingsoversigt et sted.
Jeg synes, det er nemmere at kurskorrigere løbende, når jeg har den seneste måned i frisk erindring og kan se, hvad den har kostet mig. Det havde jeg svært ved, da jeg var ved Norlys, fordi der med kvartalsvis aconto-betaling både er de fremadrettede opkrævninger og de bagudrettede reguleringer (for 3 måneder ad gangen) at jonglere med.
Så for mig handler det udelukkende om bedre overblik. Service osv. har jeg ikke mærket forskel på.
Men måske nogle af jer derude har erfaringer, gode såvel som dårlige, I kan byde ind med?
*
Vi slutter med 3 korte lister, hvor jeg prøver at opsummere, hvad vi har været omkring de seneste 3 uger.
A. Tips til at bruge strømmen, når den er billig:
*Læg en app eller en genvej ud på forsiden af din telefon, så du nemt kan holde øje med el-prisen, og se, hvornår på dagen, strømmen er billig.
*Vælg gerne en app, der kan sættes op til at tracke dit forbrug, så du ikke bare kan se priserne på strøm, men også løbende følge med i, hvor mange kWh, du bruger. Jeg er glad for appen Watts.
*Lær tarifperioderne udenad, eller sæt app’en op til at vise strømprisen inklusiv disse.
*Invester eventuelt i et timerstik, så du kan flytte en del af dit forbrug til de billige timer. De fleste timerstik kommer med en app, så du også kan slå stikket til, hvis du sidder på jobbet eller i en hængekøje i Spanien.
*Øv dig i at opdage, hvornår du gør noget af vane. Eksempelvis plejer jeg at starte opvaskemaskinen om morgenen, lige når jeg har ryddet af bordet. Men møder jeg senere, gør det INGEN forskel, om jeg starter den klokken 7 eller kl. 8.30 – den når ikke at blive færdig, så jeg kan tømme den, inden jeg kører alligevel. Men strømmen er billigere op ad formiddagen end i morgentimerne, hvor alle bruger strøm.
*Hvis man er meget hard core, kan man have en liste, hvorpå man skriver det, man gerne vil gøre, næste gang der er billig strøm. Afrime sin fryser, lave langtidsbagte tomater, afkalke elkedlen osv. Det er helt sikkert i småtingsafdelingen, men de fleste ville samle penge op, hvis de fandt dem på gaden, uanset om det var en 5’er eller en hundredkroneseddel, der lå der.
*Sidst men ikke mindst: Målet med hele øvelsen er, at man prøver at file på sine vaner der, hvor man kan, uden at det bliver en besættelse.
Men det gør en forskel at tænke over det, for en gennemsnitsdansker bruger ca. 4200 kr. om året på el, hvilket er omkring 11 kroner om dagen. I søndags kostede en kWh 1,31 kr. kl. 14-15 mens den kostede 3,11 kr. kl. 19-20. En vask tager cirka en time og koster ca. 1 kWh – you do the math.
B. Tips til at skære ned på sit forbrug:
*Fyld (op)vaskemaskinen helt op, når du vasker. Overvej om tøj kan luftes i stedet for vaskes, og om børnene kan spise frokost af den samme tallerken, som de fik et stykke ristet brød på til morgenmad. Brug vandflasker eller glas af forskellige farver, så alle mand kan drikke af samme flaske/glas hele dagen.
*Tør tøjet mest muligt, enten ude eller i et rum med udsugning, inden du eventuelt smider det i tørretumbleren.
*Brug evt. et timerstik eller en stikdåse til at samle alle de devices i, der ellers står på standby, så du kan tænde/slukke ét sted.
*Afrim din fryser og tø mad op i køleskabet, så du udnytter kulden, maden afgiver, til at holde de magiske 5 grader.
*Brug så få varmekilder som muligt, når du laver mad. Tilbered det hele enten på komfuret eller i ovnen, og overvej om en brødrister, en elkedel eller lign. kan tænkes ind som alternativer.
*Brug så små gryder som muligt, sørg for at lægge låg på dem, tøm ovnen, inden du tænder den, og brug så lidt vand, som det er muligt ved tilberedning.
C. Dilemmaer:
Når man øger fokus på et område, får man også pludseligt øje på steder, hvor det kan være svært at finde ud af, hvad den bedste løsning er.
F.eks:
*At minimere sin garderobe betyder, at man må vaske oftere.
*Er det bedst at vaske en halv maskine, når strømmen er billig eller at vente til maskinen er fyldt og strømmen er dyr?
*Skal man udskifte en gammel bil eller en strømsluger af et køleskab med en ny, mere miljørigtig model? Hvornår opvejer nyproduktion/merforbrug den belastning, de gamle ting udsætter miljøet for?
*Hvad er på den lange bane mindst belastende for klima/miljø: At købe de allermest energirigtige produkter i udlandet eller at gå med nogle knapt så strømlinede, der er produceret tættere på?
Der er ikke ét svar på, hvad det er bedst at gøre, og al min research har bare ledt mig til den konklusion, at den her slags dilemmaer afhænger af så mange variabler, at der ikke er ét entydigt svar på, hvad man bør gøre.
Når jeg lister dem her, er det egentlig bare for at sige, at det her er områder, hvor jeg også må navigere efter mavefornemmelse og dagsform – og for at lave en kollektiv reminder om, at man ikke skal ofre alle de gode vaner, der GØR en forskel for både økonomi og miljø, fordi der *også* er områder, hvor emnet er for komplekst at forholde sig til.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Kom jeg til at tænke på, om man mon ikke kunne købe nye låg til de her glas?
For jeg elsker dem, og bruger dem til alt fra overnight oats over tørvarer til syltede rødløg.
Glassene er umulige at slå i stykker, men lågene er lidt mere skrøbelige. Salt, syre og opvask gør dem grimme over tid, og gummibelægningen (som får dem til at slutte tæt), optager lugt fra eddike, kaffe osv.
Jeg gemmer de låg-løse glas og bruger dem til f.eks. pensler, brugte batterier, og som vaser og lysestager – men det er mere af nød end af lyst, fordi jeg altid har tomme marmeladeglas stående til halloweenlygter og andre kreaprojekter, som kan bruges til det samme.
Men høj af min nylige succes med nye puder til Antons høretelefoner, slog det mig, at der måtte være andre før mig, der har stået med det her problem – og det var der.
Man kan simpelthen købe nye låg til under 10 kroner stykket.
Så nu er min mor i gang med lige at tjekke, hvor mange hun mangler, så vi kan lave en fælles bestilling, og tippet er hermed givet videre.
2.
Holder jeg stadig fast i min ´1 ny ret om ugen’-regel, hvilket har optimeret min brug af rester i en grad, jeg faktisk ikke troede, der var plads til. For vi smider vitterligt næsten ingen mad ud, så hvor de her rester kommer fra, kan jeg ikke engang, sådan logisk, redegøre for.
Men det, jeg oplever nu er, at det er hurtigere at tænke rester ind i en ny “hovedret”, så jeg ikke skal finde på steder, hvor de kan puttes i uden at ødelægge tekstur eller smag, men faktisk med meget få ny-køb, kan omsættes til et hovedprodukt.
F.eks. var retten i denne uge wok, hvortil jeg bl.a. havde købt brocolli og gulerødder. Brocollistokken skar jeg fra, og lagde i grøntskuffen, og da jeg senere på ugen fik en ordentlig pose tomater foræret, lavede jeg frisk tomatsuppe med et par af gulerødderne (og også fik pelset min basilikum, der efter næsten 3 måneder i min vindueskarm var ved at se lidt træt ud).
Til suppen bagte jeg grovboller, hvor jeg rev brocollistokken og en ekstra gulerod i dejen, og både suppe og bolledej fik en skefuld af den hvidløgsost, jeg gerne ville have brugt også, i hovedet.
Selvom jeg tidligere snildt ville have fundet et sted at snige de her ting i, så har det jo langt højere økonomisk værdi, at de med en gratis pose tomater og pakke gær som eneste tilkøb pludselig udgør aftensmad til 3 dage.
3.
Har jeg været til høstfest med Frida. Det var 8. og dermed sidste gang for mig, fordi jeg ikke har timet mine børn godt nok til at kunne køre et år eller to med overlap, så 4 x indskoling med Anton efterfulgt af 4 x indskoling med Frida.
Ret skal være ret: Det ER hyggeligt, og ungerne er søde. Men det er de samme sange og det samme set-up hvert. eneste. år, og tilvejebringelse af ‘høst-tøj’ og det ‘høstrelaterede mad’ man skal have med, æder mere tid, end man skulle tro. (Her er det måske vigtigt lige at nævne, at jeg kommer til at gribe til fysisk vold overfor alle, der lægger en kommentar, som starter med ‘men er det ikke bare at – ‘).
Samtidig er det en dag, man hiver ud af kalenderen, for man “må gerne tage sit barn med hjem”, når festen er færdig kl. 11.30, hvilket hvert år giver mig ondt i maven over de børn, der skal blive tilbage og ekstra børn med hjem.
Nå, men det her er et M2024-indlæg, og det er meningen, at vi skal HYGGE os, Hans Christian, så jeg trækker lige min Folkeskolen SKAL Være For Alle!-kæphest tilbage i stalden.
ANYway!
Alt det for at sige, at den hvide kjole, som med forskellige accessories de sidste år har været HøstkjolEN, nu har udtjent sin værnepligt. Den er fin, men den kradser, hvis man ikke har noget indenunder, og fordi hun er et radiator-barn, går hun aldrig i den til dagligt.
I et anfald af genialitet spurgte jeg, om hun havde lyst til at smøre den ind i blod og bruge den til halloween, og jeg ved ikke, om jeg skal blive en *lille* smule bekymret over, hvor meget hun lyste op ved udsigten til dét…
Men nu er udklædningen hjemme, og taget i betragtning af, hvor dyrt, det ellers kan blive, er jeg ret godt tilfreds med mig selv.
Månedens Mål, september (3/4)
I sidste uge var fokus på at (gen)etablere de gode vaner, så man bruger strøm, når prisen er så lav, som det ift. livet og hverdagen er muligt.
I denne uge kigger vi på den anden halvdel af muligheden for at skære en bid af elregningen, nemlig at sænke forbruget, så man bruger færre kWh.
(Når vi i næste uge kører sidste runde om strøm/el, skal jeg nok slutte med en liste i punktform over det, vi har talt om).
*
Modsat sidste uges fokuspunkt, som var lidt info-tungt, og som stiller krav til, at man dagligt følger med i elpriserne, time for time, så er denne uges fokus lige til at gå til.
For som vi har talt om før: Den billigste strøm er ALTID den, du IKKE bruger.
Skulle nogen have glemt det, så fordeler de fleste danskeres el-forbrug sig nogenlunde således:
Vaskemaskine/tørretumbler: 25%
Underholdning/TV: 25%
Køl/frys: 20%
Madlavning: 10%
Belysning/diverse: 20%
Nogle af punkterne kan man skrue på uden de store anstrengelser, mens andre kræver lidt mere fokus.
Men det nemmeste er nok egentlig bare at gennemgå dem dernedad, så det gør vi.
Vaskemaskine/tørretumbler (25%):
For lige at tage de tørre tal først, så er det her vigtigt at vide, at fordelingen faktisk er 1/3 på vaskemaskinen (ca. 170 kWH pr. år) og 2/3 på tørretumbleren (ca. 330 kWh pr. år).
Det er gode nyheder, for det betyder, at der, helt åbenlyst, er mest at spare ved at fokusere på tørretumbleren.
Jeg bruger min tumbler meget lidt i sommerperioden, men den er stadig i gang ind imellem. Derfor sidder det på rygraden hér, at jeg starter med at hænge tøjet ud og lade det tørre det, det kan, og så smider jeg det i tumbleren til sidst. På den måde er det meste af vandet fordampet,, men håndklæderne bliver stadig dejligt bløde (hvis man er til dét.. #håndklædegate)
Jeg har derfor øvet mig at tænke over, om tøj reelt skal vaskes, eller om det er nok at hænge det ud. Da det var varmt-varmt, krævede det meste tøj en vask, men nu, hvor man nogenlunde kan holde temperaturen ud, kan en kjole eller en trøje sagtens køre et par runder eller tre på en tur på tørresnoren.
Jeghar også tænkt mere over at forsøge at fylde maskinen op, men her rammer vi et af de dilemmaer, vi også har talt om før. For vi har det, vi skal bruge, plus en lille buffer – men vi har ikke så meget tøj hver især, at vi kan nøjes med at vaske en gang om ugen.
Når det er sagt, kan jeg stadig sagtens hente lidt ved ikke at klatvaske, som jeg måske har været lidt for god til de sidste 4 måneder, så det prøver jeg at blive bedre til.
En sidste bemærkning til det med at tørre tøj: Når først det rigtigt bliver efterår, kan det godt blive en udfordring at tørre tøj udenfor – men indeklimaet har ikke ret godt af vådt vasketøj.
Derfor er det værd at huske, at de fleste huse og lejligheder i dag har udsugning på badeværelset, så har man et tørrestativ, der kan stå derude, kan man faktisk stadig tørre en maskinfuld tøj på en nat.
Det koster ikke ret meget i energiregnskabet, og man kan derfor overveje, om man, når man køber et nyt tørrestativ næste gang, skal købe ét af dem, der er højt og smalt, så det kan stå i bruserummet.
Underholdning/TV (25%):
Det her er én af dem, hvor jeg lever i synd, men gør det med åbne øjne.
For man kan spare cirka 10% på strømforbruget, hvis man slukker for de apperater, der står på stand by mode – men jeg synes simpelthen, at det er for irriterende at skulle rundt og slukke på 5 forskellige stikkontakter hver eneste aften.
Hvis man har sine ting til at stå/hænge, så man kan samle dem i ét stik, gør det selvfølgelig tingene nemmere, men det har jeg ikke.
Samtidig synes jeg også, helt i-landsagtigt, at det er drønirriterende, at tv’et f.eks. starter med at søge efter opdateringer, hver eneste gang, det har været afbrudt, så det her er den del af mit forbrug, hvor jeg æder, at det er, hvad det er.
Men nu er informationen om den mulige besparelse givet videre, og sidder nogen med en genial ide eller et nicheinput, så smid det endeligt i kommentarfeltet.
Køl/frys (20%):
Det er selvfølgelig væsentligt, at man skifter sine køleskabe og frysere ud med energivenlige modeller, når man nyanskaffer, men her er også et punkt, hvor der kan være argumenter både for og imod at køre det, man har, i bund.
For selvfølgelig kan der være penge at spare på strømregningen, hvis man tilvejebringer et apperat, der bruger færre kWh, end det, man har nu – men samtidig øger det jo over livet dit forbrug, hvis du skrifter dine hvidevarer ud f.eks. hvert 5. år i stedet for hvert 8.
Jeg er ikke sikker på, at der kan laves valide udregninger på, hvad der så belaster klimaet mest: Den øgede produktion ved nykøb kontra det øgede strømforbrug ved at beholde det gamle. Der er for mange faktorer, der skal tænkes ind, og derfor er min egen løsning at bruge tingene, til de står af. På den måde er der jo i hvert fald én sikker gevinst, og det er den økonomiske besparelse, der ligger i at købe færre varer over et liv.
Man kan immervæk få temmelig mange kWh for det, en ny fryser koster.
Men det man KAN gøre, og som jeg planlægger at få gjort, inden vi rammer 01. oktober, er at afrime mine 2 frysere. En fryser bruger cirka 20% mere strøm, hvis der er 2 mm. rimfrost i den, og da en gennemsnitsfryser bruger cirka 220 kWh pr. år, betyder det for mig en besparelse på cirka 90 kWh, hvis jeg holder dem rim-fri.
Madlavning (10%):
På madlavningsfronten har jeg ikke ændret det helt store, for jeg er faktisk god til at bruge eftervarme og til at tænke over at bruge én varmekilde, når jeg laver mad. Altså, at jeg f.eks. tilbereder alt enten på komfuret eller i ovnen, så jeg ikke skal have begge dele i gang.
Hvis man ikke tidligere har haft så meget fokus på den her, er det værd at arbejde lidt med sine vaner ift. mængder, så man skalerer op, når man laver mad fra bunden, men ned, når man tilbereder.
Lav lidt ekstra mad til fryseren, når du alligevel har gang i komfuret, bag knækbrød, når ovnen allerede er varm, fordi du bagt pizza – og tænk over, om noget af det, der kræver meget strøm, kan flyttes til et tidpunkt, hvor strømmen er billig. Lasagne er et godt eksempel, fordi den holder en temperatur som indersiden af en vulkan i udbrud i en solid time, efter du har slukket ovnen, hvis du lader den blive stående derinder. Der er derfor ingen grund til at tilberede kl. 17 (hvor spidsbelastningstariffen går på), hvis du har mulighed for at lave den kl. 16. Det er klart; der er nogle hygiejnehensyn, man skal have i baghovedet her, men i mange tilfælde betyder det intet, at du slukker ovn/kogeplade kl. 17, og spiser kl. 17.30 eller 18.
Koger du grønt, æg osv. så vælg så lille en gryde som muligt, og lad være med at bruge mere vand, end det er nødvendigt.
Tænder du ovnen, så tøm den for plader først, så den ikke bruger unødvendig energi på at varme dem op, og koger du vand i en elkeddel, så nøjes med det, du skal bruge til en kop kaffe. Hvis du ved, at du skal have en kop mere, når du har drukket den første, så fyld vand i, så snart du har lavet første kop. Så udnytter du eftervarmen, og vandet tager ikke så lang tid om at komme i kog, når du tænder den igen. Her er det dog vigtigt at tilføje, at du ikke skal lade vand stå og koge det op flere gange over en dag; hverken ift. bakterier, eller ift. varmelegeme og kalk.
Belysning/diverse (20%):
Jeg har valgt at involvere børnene i projektet i den her uge ved at vise dem min Watts-app, som lige nu er orange. Jeg har været lidt i tvivl om, om det ville være det rigtige at gøre, for jeg vil ikke risikere, at de fejltolker det, jeg prøver at forklare dem, så de tror, at vi ikke har råd til strøm.
Men det ville sgu være nice, hvis de slukkede bare én pære om dagen, når de gik ud af et rum, så nu har jeg gjort det, og det lader umiddelbart til, at budskabet er trængt ind. Vi vil gerne tilbage i grøn, vi kan hjælpe hinanden, og jeg har allerede hørt dem sige ‘husk lige at slukke lyset!’ til hinanden en god håndfuld gange.
Derudover har jeg kig på de nye genopladelige lys fra Sirius, som jeg påtænker at bruge som nattebelysning hos børnene og i de rum, hvor vi ikke skal bruge lys-lys om aftenen. (Nul spons – jeg har bare ikke kunne finde andre produkter, hvor forbrugsdata er så godt beskrevet). De lader på under 2 timer, og holder herefter (angiveligt) strøm i 200 timer.
Lade-øen er dog en torn i øjet på mig; jeg synes, den er stor og meget lidt køn.
Og helt overordnet er det også fint nok lige at huske, at det måske heller ikke er helt optimalt for hverken økonomi eller miljø, hvis man hver gang, der kommer noget nyt og mere miljørigtigt, skifter alt, hvad man har, ud. Men jeg har været glad for det meste af det Sirius, jeg har købt, mens mange af de andre mærker, jeg har testet, over tid viser sig at have forskellige former for brister, som gør dem mindre brugervenlige eller dyrere på sigt.
Derfor har jeg valgt, at jeg, i takt med, at jeg skifter ud, vælger Sirius hver gang jeg køber nyt, så det hele over tid ender med at passe sammen.
Ift. ‘diverse’ har jeg, som skrevet i sidste uge, valgt at oplade lamper, hørebøffer og devices om natten, hvor strømmen er billigst, men jeg har ikke kunne finde data på, om det er billigst at klat-lade dagligt, eller at gå med én gang om ugen. Min løsning er derfor tilpasset virkeligheden, forstået på den måde, at jeg fordeler opladningen af de forskellige ting, så jeg kan nøjes med de ladere og det ene timerstik, jeg har.
Samtidig gør rutinen det nemt for mig at huske at lade alting løbende, så jeg ikke står i en situation, hvor jeg pludselig er nødt til at oplade et sæt flade hørebøffer eller en skolecomputer i det tidsrum, hvor strømmen er dyrest.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt en fjernbetjening til mine kunstige fyrfadslys.
For et par uger siden lagde jeg mærke til, at mine lys og lyskæder faktisk burde tænde en times tid tidligere, end de gør nu, for selvom vejret opfører sig fuldstændig vanvittigt, er vi på vej mod efterår.
Jeg har timer og fjernbetjening på stort set alle de lys og lyskæder, jeg har, fordi det gør det muligt at vælge, om de skal være tændt 2, 4, 6 eller 8 timer. Batterimæssigt gør det en KÆMPE forskel, og der er ingen grund til, at de tænder kl. 18 en sommeraften, hvor solen stadig brager ind ad alle vinduer.
Men de kunstige fyrfadslys jeg har, har jeg aldrig haft remote til, fordi jeg faktisk ikke rigtigt har brugt dem. Men fordi jeg manglede 60 kr. for at opnå gratis fragt på en ordre sidste år, købte jeg 4, og jeg kan godt se på det hele, at det også her ville give mening at kunne vælge mellem flere tidsintervaller.
Jeg googlede – og en fjernbetjening koster 50 kr. Det er tjent ind på en uge i forlænget batterilevetid.
2.
Har jeg plantet lyng og lavendel i mine plantekasser – hvilket ikke var planen.
For faktisk havde jeg tænkt, at de kapilærkasseskjulere, jeg købte i foråret, skulle på loftet, når jeg tog de spanske maguriter, der har stået helt ABSURD flot hele sommeren, op.
Men da jeg havde tømt og fejet træskjulerne og havde vasket selve kapilærkasserne af, syntes jeg pludselig, at der var MEGET tomt i forhaven. Og kasserne er mildest talt uhandy og kan kun *lige* komme op gennem loftlemmen. I skuret fylder de det hele, og hvis vi ender med, at de skal stå udenfor et sted, kan de sgu ligeså godt stå der med blomster i.
Nu pynter de igen, og så må vi se, hvordan set-up’et fungerer, når kulden kommer.
3.
Har jeg knoklet som et bæst for at komme foran, rent økonomisk.
Lang (LANG) historie kort, fik jeg sidste år et solidt skattesmæk, fordi jeg det første år, jeg var selvstændig, var nødt til at sætte min årsindkomst kunstigt lavt. Som selvstændig betaler man skat af sin forventede årsindkomst, hvilket giver mening nu, men det første halve år betød det, at jeg skulle betale skat af penge, jeg endnu ikke havde tjent, og derfor blev det den løsning, jeg sammen med revisoren valgte at gå med.
Jeg satte (selvfølgelig) penge af, efterhånden som de rullede ind, men da året var gjort op, endte jeg med at skylde 60.000, hvilket var 15.000 mere, end jeg havde stående. Det slip er jeg løbet efter siden, og fordi det offentlige de sidste 8 måneder er blevet ualmindeligt dårlige til at betale deres regninger til tiden, er jeg endt i den åndssvage situation, at jeg har tolketimer nok til, at jeg længe har penge til at betale mine regning – men det hjælper ikke, når pengene hele tiden kommer for sent.
Paradokset i at tolke armene af og sende fakturaer ud, hurtigere end jeg nærmest kan nå at skrive dem, samtidig med, at min kassekredit hele tiden ligger og vipper LIGE på kanten, er ved at rive min hjerne midt over, og det er ULIDELIGT at skulle forsvare og forklare mig overfor skiftende 24-årige bankrådgivere, der alle sammen hedder Gitte, hver anden måned.
Efter at have brugt sommeren på, mere og mere rasende, at rykke for forfaldne betalinger og være ved at brænde sammen over ligegyldigheden, jeg blev mødt med, endte jeg derfor medio august med at tage en MUS-samtale med mig selv.
For det er, helt indiskutabelt, så dårligt og urimeligt, at man næsten ikke kan forstå det.
Men jeg sidder med to børn med diagnoser og en afledt historie med systemet, der betyder, at jeg ret hurtigt når til hjertebanken, vågne nætter og hænder, der ryster. Det offentlige er en mur, der er så forvænt med at kunne stonewall’e alle, og hvor ingen nogensinde, som enkeltperson, skal stå på mål for inkompetence og sjusk, at man bliver nødt til at tage realistisk bestik af, hvem det er, der har mest at miste ved at stå på sin ret.
Her er det mig. Jeg kan ikke holde til at være så vred hele tiden.
Derfor endte jeg med at nå frem til, at det er mindre frustrerende at forsøge at komme om foran rul, jeg nu i et år har løbet efter, end det er at få jobcentre og hospitaler til at rette ind.
Jeg har derfor sagt ja til alle de opgaver, jeg har fået tilbudt, uanset placering og tidspunkt på døgnet. (Selvfølgelig under hensyntagen til, at jeg fagligt kan stå inde for kvaliteten).
Samtidig har jeg gjort mig umage med at tjekke skabe, inden jeg handler, så jeg både gør, hvad jeg kan for at pengene ruller ind, men også samtidig sparer lidt på de daglige indkøb. Det har faktisk været meget rart at få brugt nogle af de små rester, jeg har til at stå, og jeg har det stadig på rygraden. Selvom det jo er en stakket frist, så gør det faktisk en forskel at kunne trække indkøb en uge eller to.
Vi er halvvejs i september, og jeg har de sidste to uger tolket næsten dobbelt så mange timer, som jeg plejer. Ordrebogen er fuld de næste mange uger, hvilket jeg er inderligt taknemmelig over, og selvom jeg er træt og meget bevidst om, at jeg ikke kan holde det her tempo i flere måneder, sidder jeg med en god fornemmelse af, der er grund til håb og optimisme.
Månedens Mål, september (2/4)
Vi er i fuld gang med at re-fokusere på vores el-forbrug, og som jeg nævnte i sidste uge, er der to måder at spare penge på:
A:
Du kan bruge strømmen, når den er billigst.
B:
Du kan nedsætte dit forbrug, så du bruger færre kWh.
*
Jeg har den sidste uge haft fokus på det første, dvs. at bruge strømmen, når den er billigst. Fordi intet i livet skal være let, er der også her to bevægelige dele, du skal holde styr på:
*Timeprisen (med mindre du har fast pris, men det er de færreste, der har det i dag)
*Tariffen.
Timeprisen er den pris, som selskaberne betaler for at købe strømmen på el-børsen. Den bestemmes af udbud og efterspørgsel, og vejret har meget at sige ift. hvor meget strøm, der produceres og dermed er tilgængeligt.
Tariffen er, lidt enkelt forklaret, transport af strømmen, så den kommer ud til vores stikkontakter, men også det, vi hver især bidrager med til vedligehold og udbygning af elnettet. Fordi det belastes mindre, hvis vi bliver bedre til ikke at bruge strøm samtidigt, alle sammen, har man delt døgnet op, så der er mest at spare, hvis du bruger strøm, når de andre ikke gør:
Jeg har prøvet at tage et screenshot af min app på hhv. den dyreste og den billigste time torsdag d. 12.09, så I både kan se prisen, og hvad den består af:
Vi bor ikke, så det kan lade sig gøre at have (op)vaskemaskinen til at køre om natten, og som jeg også kort var omkring i sidste uges indlæg, så er der bare nogle apparater i hjemmet, der æder den strøm, de gør. Dit køleskab og din fryser kan jo ikke ret godt unplugges mellem 17 og 21.
Men derfor er det stadig muligt at flytte en del af sit forbrug, så det ikke lige ligger i spidsbelastningsperioden. Jeg er den sidste uge begyndt at tage udgangspunkt i min app, når jeg planlægger, hvornår jeg skal starte vaskemaskinen, ligesom jeg også forsøger at lægge alle de små opgaver, der kræver strøm (f.eks. afkalkning af elkedel, kagebagning til hytteture osv). nogenlunde der, hvor det er billigst.
Derudover har jeg opdateret mit timerstik, og igen lavet en ladestation, hvor alle vores devices lader om natten. Fridas skolecomputer lader jeg onsdag og søndag, højtalere og nattelamper mandag, mens iPads og min computer er sat til hver nat.
Og jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke er opladning af iPads, der kommer til at gøre en epokegørende forskel på størrelsen på elregningen – men når jeg vælger at bruge timerstikket til at lade om natten alligevel, handler det om, at det for mig er en daglig reminder om at have og holde fokus på mit elforbrug. For det er SÅ nemt at glide over i ‘men hverdagen er jo også nødt til at hænge sammen’ – og det er rigtigt.
Men lad os tage udgangspunkt i en helt almindelig vask, som, afhængigt af model og temperatur, koster lige knap 1 kWh. Torsdag kostede strømmen 3,00 kr. pr. kWh kl. 18-19, mens den kl. 19-20 kostede 4,44 kr.
Med et gennemsnitsforbrug på lige omkring 4 kWh pr. person pr. dag, er man nødt til at operere ud fra ‘mange bække små’-prinicippet, hvilket er både en velsignelse og en forbandelse. For ift. ovennævnte vask betyder det, at nej; du skal ikke sætte den vask over klokken 18, hvis det kræver, at du pisker alle børn i bad kl. 16, eller må tage alle de røde lys for at nå hjem. Det er ikke halvanden krone værd.
Men det betyder samtidig, at de små ændringer faktisk kan ende med at gøre en ret stor forskel, hvis du generelt er opmærksom på dem, for med et gennemsnitsforbrug på 1600 kWh om året, betyder det, at du kan spare næsten 1000 kr. på din elregning om året, hvis du skærer halvanden krone af bare 1/3 af dem.
*
Det er mange tal, og jeg er med på, at der er mange faktorer, der spiller ind. Men netop fordi det så komplekst, bliver man nødt til at vælge, hvad man fokuserer på, og her er det både let og overskueligt bare at gå efter at bruge strømmen, 1) når den er billigst 2) i det tidsrum, det er praktisk muligt for én at gøre det.
Og netop det sidste med, at det skal være ‘praktisk muligt’, vil jeg gerne slutte med, for man kan, som én af jer var inde på i sidste uges kommentarfelt, godt bliver en lille smule besat af det her, så man nærmest bliver stresset og får dårlig samvittighed, hvis man er nødt til at køre en kogevask kl. 20.
Her vil jeg virkelig gerne appellere til, at man kører Fast Greb – men Ingen Hvide Knoer. For hvis man sætter for mange begrænsninger op for sig selv, er risikoen, at det bliver SÅ surt og besværligt, at man bare opgiver på forhånd.
Vi arbejder med det muliges kunst, og det kan se meget forskelligt ud fra dag til dag.
*
Næste uge skal vi snakke om konkrete måder at nedbringe forbrug/antallet af kWh, inden vi den sidste uge tager fat i nogle af de lidt mere overordnede dilemmaer, og også laver en opsamling.
*Kom jeg forleden hjem til en lineal og en køkkenvægt på bordet. Børnene var gået alene hjem fra skole, og jeg havde sat et stykke chokoladekage frem til dem, som de skulle dele. Hvis det ikke er *peak* søskende-energi, så ved jeg ikke, hvad er.
*Ved jeg ikke, om min hjerne har taget skade af al den konspirationsteori, jeg har fået i mit feed, efter at jeg har meldt mig under prepperfanerne, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at min insta lige siden Kamala Harris’ tale på Det Demokratiske Konvent, konsekvent foreslår profiler, der latterliggør Harris og Waltz. Der er INTET i min algoritme, der understøtter, at dét skulle have min interesse. Tværtimod. Så det er svært ikke at gro bare en *lille* bitte mistanke om, at der er russiske trolde i de virtuelle bjerge… (Lyt eventuelt til den her podcast med Peter Falktoft, hvor han interviewer militæranalytiker Jeanette Serritzlev om misinformation og ubevidst påvirkning på nettet).
*Og nu, vi er ved #prepperlife: For nogle uger siden skrev jeg til begge børnenes skoler og spurgte, om man, nu hvor vi fra øverste sted har fået besked på at øge vores personlige beredskab, har gjort sig tanker om, hvordan man, helt lavpraktisk, vil håndtere det, hvis der sker noget, og der ikke er strøm/internet tilgængeligt.
For modsat terror og brand, som skolerne HAR beredskabsplaner for, så vil det her problem, hvis det opstår, ikke være isoleret til en enkelt skole, og dermed er der masser af personale på skolerne, der selv har børn/familie andre steder, som de formentlig gerne vil hjem og tage sig af.
Og inden nogen sender mig en trøje med ekstra lange ærmer, vil jeg gerne lige sige to ting:
1.
Vi skal kun tilbage til 2020 for at finde et trist eksempel på, hvordan vi meget ofte er os selv nærmest, når panikken bryder ud: Hæren fandt plejehjemsbeboere efterladte og døde. I Spanien. Ikke i en eller anden mørk afkrog af verden uden internet og sundhedsvæsen. Spanien.
2.
Det er ikke længe siden, at en skole i Esbjerg skulle evakueres pga. bombetrusler. Forældrene fik via Aula besked på at hente deres børn (den procedure har jeg også MEGET lyst til, at nogen kigger på, kan jeg mærke..) – men nul net betyder nul Aula.
Jeg er ikke det fjerneste bange. Vi taler jo ikke om bombefly og den røde hær, der stamper i øst. Men med 25 skoler, et gennemsnit på omkring 600 elever, forbløffende få parkeringspladser, personale, der stryger afsted, og store arealer, børnene kan være spredt på, synes jeg faktisk bare, at det er rettidig omhu, at man som skole lige kigger rundt og beslutter, at sker der noget, så samler vi børnene i gymnastiksalen, for så er det ikke nødvendigt med én lærer pr. klasse.
Og melder det ud, mens man stadig har net og Aula at gøre det på.
MEN!
For én gang skyld får jeg lov at være the bearer of good news, for svaret fra Forvaltningen var:
I forhold til almindelige skoler, børnehaver og andre dagtilbud har Esbjerg Kommune valgt ikke at lave deciderede beredskabsplaner, der i forhold til den udmelding, regeringen kom med i begyndelsen af sommeren, tilgodeser evt. manglende strøm, mad -og vandforsyninger m.m.. Vurderingen er, at behovet ikke er tilstede.
Så dét er heldigt, synes jeg.
Selvfølgelig lige lidt træls timing, at Din Forsyningen 2 dage senere smider info op om, at de:
“tester et nødstrømsforsyningsanlæg til varmeværket på Esbjerg Havn. Nødstrømsanlægget, som består af et stort batteri og en gasmotor, vil kunne opretholde hele varmeforsyningen i tilfælde af, at man mister højspændingsforsyning fra elnettet.”
Og at der en uge efter lander et brev i e-boks, som gentager budskabet fra juni.
Men altså. Der er lavet en bundsolid og grundig vurdering af behovet på skolerne. Det er der ikke, og så er alt jo godt.
*Vil jeg gerne plugge podcasten Hysterical, som handler om en gruppe unge piger på en skole, som bliver voldsomt syge, nærmest samtidigt, og ingen kan finde ud af, om det er skimmelsvamp, noget i vandet eller massehysteri. Podcasten er omkring både Erin Brockovich, fenatyloverdoser og Havannah-syndromet, og den er både godt fortalt og produceret.
*Er jeg endt i lidt forskellige medier, fordi jeg skrev et opslag på LinkedIn, der fik sit eget liv.
Jeg takker nej til 90% af det, jeg bliver spurgt, om jeg vil medvirke i – hvilket faktisk er mere, end man skulle tro. Formentlig fordi jeg mener relativt meget, relativt offentligt, om relativt mange ting og derfor tit kommer op, når journalister googler et emne.
Men dels har jeg ikke stamina til at blive lagt for had i umonitorerede kommentarfelter på Facebook, og dels har jeg et arbejde, hvor det er fint at ævle løs herinde, hvor I selv skal gøre en aktiv indsats for at finde ind, men hvor jeg helst er fri for at blive presset ned i halsen på brugere og samarbejdspartnere, bare fordi de låser deres telefoner op. Derfor plejer jeg at takke nej.
Ind i mellem bliver jeg dog viklet ind i en sag, som jeg synes er så vigtig, at jeg må komme over mig selv og tage den offentligt. Det gjorde jeg her – og nu figurerer jeg så i alle mulige aviser med billeder, der (efter farven på væggen i min stue at dømme) er omkring 6 år gamle. Jeg har ikke den FJERNESTE erindring om, at de er blevet taget – eller i hvilken sammenhæng. Så bare, hvis nogen synes, at jeg ikke helt ligner mig selv: De er fra dengang, jeg var ung og fuld af håb.
*Har jeg grinet af den her i flere uger nu:
*Har jeg allerede nu besluttet, hvad børnene skal have i julegave: De får et kursus i Dørhåndtag & Hvordan De Virker, for OHMYGOD, hvor svært er det at trykke det ned, når man skal lukke en dør!!?
*Kommer her lige en serviceinformation til virksomheder og firmaer, der tagger @følgere eller @alle ind i deres opslag: Det får mig til at affølge deres side øjeblikkeligt. Når det ovenikøbet viser sig at være pga. en konkurrence, der bryder alle regler for, hvad man som virksomhed må bede sine følgere om at gøre, tager jeg mig selv i at ønske, man kunne affølge to gange.
*Har Anton været på lejr med sin klasse (og ja – selvfølgelig har jeg vrælet af taknemmelighed over, at han kan rumme det, tak fordi du spørger). De har prøvet at spise svampe, de har klappet køer og lavet mad over bål, og jeg vil bare sende det største af alle store skud ud til de lærere og pædagoger, der stiller op til at tage børn, der alle har brug for at blive mødt præcis, hvor de er, ud af deres vaner og hverdag, og knokle for at give dem en god oplevelse.
