“Du har altid været så begejstret for Peter Falktoft og Esben Bjerre. Hvor står du egentlig i hele Sisse Sejr-stalkersagen?” spurgte min kollega mig i fredags.
Det er et godt spørgsmål, som jeg siden tirsdag har brugt virkelig, virkelig meget tid på at tænke over, fordi sagen både er meget simpel og uoverskuelig kompleks på én og samme tid.
(Hvis man ikke aner, hvad jeg taler om, kan man finde en kort beskrivelse af sagen her).
For man skal jo, helt indlysende, ikke chikanere andre mennesker på den måde, hun har gjort. Men der er virkelig mange elementer i spil, som er godt og grundigt rodet sammen, og dermed bliver det også et spørgsmål om faktorernes rækkefølge og hvis handlinger, der skal have konsekvenser for hvem.
For at starte bagfra synes jeg, at måden, hovedpersonerne har tacklet sagen på, er et studie i dårlig krisehåndtering.
Den “undskyldning” Sisse Sejr postede mandag aften på sin instagramprofil, er en vittighed, som er skrevet med den arrogance, der kommer af forventningen om, at folk vil tage dit parti, mens Esben Bjerres tavshed og totale nedluk af kommentarfelter på samtlige SoMe-platforme, for mig at se er decideret katastrofal.
Jeg forstår simpelthen ikke, at de ikke har forberedt sig bedre, for de har haft tid nok til det, og de er begge så godt begavede, at de MÅ have forudset, at sagen ville komme til at fylde i medierne.
For stalking er et problem, der er kommet meget mere fokus på de senere år, både med den nye stalkingparagraf og den omvendte fodlænke, der blev lanceret som forsøgsordning i starten af januar i år. Dertil kommer, at kvindelige stalkere ofte får mere opmærksomhed end de mandlige af slagsen, og Sisse Sejr er her den firstmover, ingen ønsker at være.
Opslaget er ualmindelig tonedøvt; måske fordi hun er forvænt med at være én af de offentlige personer, der har gjort meget ud af at være identificerbar og tilgængelig, og derfor næsten bliver betragtet som en privatperson, der bare tilfældigvis har en mikrofon. Det kan jeg (i meget mindre målestok, naturligvis) godt genkende, for jeg kommer også somme tider til at skrive ud fra en overbevisning om, at mine læsere kender mig; at I ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for, og derfor ikke halshugger mig for udsagn, som man ville angribe, hvis de kom fra en fremmed.
Men her tror jeg, hun har forregnet sig grusomt. Både fordi hun måske er større, end hun selv er bevidst om (ikke mindst fordi hun er gift med Esben Bjerre), men også fordi hun tilsyneladende ikke forstår, at det hun har gjort, objektivt set, er helt vildt. Det er andre bloggere og journalister blevet fældet af før hende, og det er nok en af de uhensigtsmæssige konsekvenser af at have så let adgang til egne kanaler og outlets, hvor det mest er mennesker, der er enige med dig, der finder hen: Du får skabt et ekkokammer, hvor ingen kalder dig ud, før du har bevæget dig SÅ langt fra den gængse norm, at det ikke længere kan forsvares.
At Esben Bjerre (og HGDG) også spiller død(e), og udgiver en special om fredagen, hvor den her historie er eksploderet om tirsdagen, samtidig med, at både de og Podimo lukker kommentarfelter ned, er, i min optik, idiotisk. Jamen, undskyld, men det synes jeg. Og jeg er sgu tæt på at være deres første og største fan. For uagtet at man ikke skal stå til regnskab for, hvad den man er gift med, får tiden til at gå med, så kommer tavsheden her til at larme helt ekstremt, fordi de har bygget en forretning op på at tale om, hvad der rører sig i medierne, og hvordan mennesker med magt håndterer det, når de oplever modvind og nederlag.
Jeg er med på, at der kan være meget, som de af juridiske årsager ikke kan kommentere på, og jeg tror ikke, at nogen ville have lyst til at høre ham køre fuld skriftestol i podcasten – men ved FULDSTÆNDIG at ignorere, hvad der foregår, bliver stilheden så øredøvende og i så skarp kontrast til, hvad vi er vant til fra HGDG, at vi nu VIRKELIG spidser ører. Havde han valgt at starte fredagens special med: “Ja. Det har sgu været en lidt lang uge, og der er meget, jeg kunne have lyst til at sige, men det må jeg ikke. Så er det godt, at vi kan hive gæster ind til samtaler om emner, vi gerne må mene noget om. Velkommen XX” – havde de som foretagende været videre. Formentlig ikke uden ridser i lakken, et smadret sidespejl og en bulet kofanger, men han var blevet menneskeliggjort igen med det samme, og det billede, lytterne har af ham efter 10+ år, ville hurtigt igen stå stærkere i bevidstheden, end det øjebliksbillede af en mand med rod i ægteskabet, vi for 6 dage siden blev præsenteret for.
Der har været flere kritiske røster ude og påstå, at både pressen, Sisse Sejrs veninder og ‘feministerne’ har slået ring om hende, og dermed faktisk forsvarer, hvad hun har gjort.
Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, at der som sådan er slået ring om nogen eller noget her, men det er sjældent hverken realitetskalibreret eller objektivt, når pressen skal dække historier om deres egne. Hverken når de er ofre, som f.eks. i forbindelse med attentatet mod Charlie Hebdo i 2015, eller når de, som her, er skadevolderen.
På mange måder synes jeg, at det er hovedproblemet i dækningen af sagen.
For de medier, der normalt beskæftiger sig med kändissladder, har nærmest fråde om munden i disse dage – men samtidig har de trods alt også én eller anden form for faglig forankring, der gør, at de objektivt godt kan se, at det her ikke bare er et kødben til den indre svinehund. Som skrevet ovenfor: En kvindelig stalker, der skal dømmes efter den nye, strammere paragraf? Det er større end bare sladder og skadefryd.
Samtidig har disse medier det store problem, at de for længst har bekendt kulør ift. Peter Falktoft og Esben Bjerre, som de hader med en inderlighed, der grænser til det religiøse, og dermed bliver dilemmaet, at de gerne vil dække historien, og måske faktisk også mere nuanceret, end de normalt bedriver journalistik – men de underminerer deres egen vinkel, hvis deres dækning får bare den mindste snert af, at de bruger historien til (endelig) at få ram på Peter & Esben/HGDG.
Så mit bud er, at det måske mere er en slags rådvildhed, der ligger til grund for de lidt halvhjertede angreb fra pressens side, end et egentligt hensyn til hovedpersonerne.
Det eneste sted, jeg sidder med en oplevelse af særbehandling, er ift. hvor konsekvent, der er lukket ned for kommentarfelter på ALLE platforme – og det synes jeg er svært at kritisere. Så længe de forskellige medier husker at gøre det samme, når det er Susanne fra Hjørring, der står for skud, er det en udvikling på SoMe, jeg byder velkommen.
Så vidt de lidt mere objektive spørgsmål, som sagen rejser.
Men det er ikke dem, der fylder i kommentarfelterne rundt omkring. Her handler det derimod om, om man synes, Esben Bjerres formodede utroskab undskylder det, Sisse Sejr har gjort.
Det har overrasket mig meget at se, hvor mange, der oprigtigt mener, at den kvinde, der har anmeldt Sisse Sejr, selv er ude om, hvad hun er blevet udsat for, fordi hun (og her citerer jeg) “gik efter en gift mand.”
Det synes jeg er helt vildt – og det er for mig en afart af den samme argumentation, som bruges, når man undskylder voldtægt med, at ofret var udfordrende klædt.
Jeg bliver sindssyg af, at vi stadig i 2025 fastholder det narrativ, at gifte mænd er uskyldige ofre, der kun er utro, når de, ganske mod deres vilje, lokkes i fordærv af onde sirener. Alene udtrykket ‘går efter’ får mit blodtryk til at stige, for uagtet at der findes kvinder derude, der af den ene eller anden grund foretrækker gifte mænd, så vil jeg gerne invitere hver eneste af jer til at ‘gå efter’ en mand eller kvinde, der ikke er interesseret i jer og få det til at ende i sengen.
Det er et udtryk, der udelukkende har til hensigt at frikende gifte mænd for det ansvar, der ligger i løftet, de har givet, og uden at have undersøgt det, vil jeg sætte hele min formue og begge mine nyrer på højkant på, at det er mænd, (måske med lidt hjælp fra kirken), der er arkitekterne bag.
Hvis en kvinde, der ikke er i et forhold, er sammen med en mand, der er, er det HAM, der har brudt et løfte. Ikke hende. Ansvaret er hans og hans alene, and I will die on that hill.
Den kvinde, der her er tale om, beskrives i flere medier som ‘Esben Bjerres veninde’. Om det er en puritansk omskrivning af ‘elskerinde’, eller om der reelt er tale om en fælles veninde til Sisse og Esben, ved jeg ikke, men hvis det sidste er tilfældet, er bedraget jo dobbelt, og det har jeg al mulig sympati for uoverskueligheden i.
Det retfærdiggør bare stadig ikke det, hun har gjort, synes jeg.
For det første MÅ det være en skærpende omstændighed, at hun har lavet et program om netop identitetstyveri og stalking. Alene dét er næsten nok til at skyde argumentet om affekt ned, fordi hun i min optik ikke troværdigt kan påstå, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde.
For det andet er der for mig at se intet, der kan undskylde en adfærd, man har praktiseret over flere uger. At handle overilet pga. sorg og krise, ville man (måske) kunne forstå, hvis der var tale om en lussing i nattelivet eller et opslag på insta om, at ‘X er en klam hore!’ skrevet en sen onsdag aften i en rødvinsbrandert. Svigt og bedrag gør ondt, og jeg tror, at vi alle har gjort ting, vi ikke er stolte af, i kærlighedens navn.
Men 14 dages systematisk chikane er ikke affekt. Det er nærmest det modsatte.
Og selvom hun, selvretfærdigt, i sin “undskyldning” skriver, at hun “stoppede i sommer”, selvom “den forurettede fortsatte med at kontakte min mand”, skal vi bare alle sammen huske, at ofret IKKE vidste, at det var stoppet, da hun anmeldte det. Hun har i ugevis været under konstant beskydning, og magtesløst vidne til, at et menneske meget aktivt har forsøgt at miskreditere hende og ødelægge de professionelle forbindelser, hun i sit job er 100% afhængig af at have.
Jeg er lige nu ved at høre en helt vanvittig podcast, der hedder ‘Barn med den forkerte’, hvor Jesper, som er ofret i historien, udsættes for noget tilsvarende. Når man hører ham fortælle, hvor meget det kan smadre (og hvor hurtigt), når et menneske går målrettet efter at ødelægge dit liv, kommer Sisse Sejrs ikke-undskyldning næsten til at virke afstumpet.
Når alt det er sagt, er der ingen mennesker ved deres fulde fem, der handler som Sisse Sejr har gjort, og jeg tror, det kommer til at koste hende hele butikken.
For ud over det vanvittige i, at hun har udsat et andet menneske for noget, hun i sit professionelle virke har afdækket konsekvenserne af, har hun sat hele sin faglige integritet over styr. For hun er erklæret feminist og har også været meget engageret i hele #metoo-debatten – men hvordan skal man kunne tage hende alvorligt, næste gang hun dækker en sag eller et emne, der har en overvægt af kvindelige ofre, når man nu ved, at hun ikke engang selv køber nok ind på præmissen til at afstå fra at gøre det, hun problematiserer?
Det er noget værre rod.
I bund og grund kan sagen nok koges ned til det helt fundamentale spørgsmål: Kan man gøre krav på et andet menneskes troskab og kærlighed?
Jeg tror det ikke. Der er ikke noget, der hedder hævdvunden ret, når det kommer til kærlighed, og den er intet værd, hvis man skal tigge om den eller insistere på den.
Et forhold er en kontrakt, som er under evig forhandling, og hvis den eneste måde, du kan sikre dig et andet menneskes troskab på, er ved at fjerne alle fristelser fra deres vej, er det ikke et forhold, du har; det er en endeløs kamp, du er dømt til at tabe, fordi du ikke kan være overalt, hele tiden.
Derfor tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår, hvad Sisse Sejr havde håbet at vinde med sin opførsel. At lukke en affære ned fjerner jo ikke det grundlæggende problem, at de (tilsyneladende) ikke længere er enige om, hvordan deres kontrakt skal fortolkes.
De ofre, vi alle sammen, uanset holdning til utroskab, må kunne blive enige om er 100% uskyldige i den her sag, er børnene, og det *kan* jeg ikke forstå, at hun ikke har kunne holde sig for øje. For én ting er utroskab. Det kan både redde og ødelægge ægteskaber, og de færreste går gennem livet uden at komme i berøring med det, på den ene eller den anden måde.
Men at reagere så ekstremt, at det ender på forsiden af alle aviser, så dine børn både skal leve med en viden om deres forældres ægteskab, de helst havde været foruden, og med konsekvenserne af din handling, både de strafferetslige og de afledte karrieremæssige og sociale af slagsen, er næsten umuligt at forsvare, synes jeg.
Jeg finder ingen fornøjelse ved at påpege det, for det er som at se et trafikuheld i slow motion, det her – men jeg tror desværre ikke, at Sisse Sejr har ramt bunden endnu. For det lader stadig ikke til, at hun forstår, hvorfor det, hun har gjort, er forkert, og derfor er jeg ikke sikker på, at hun er forberedt på omfanget af, hvad det kommer til at koste hende af jobs, relationer og venskaber.
Men hun har vist en side af sig selv, som MÅ ændre omgivelsernes syn på hende for bestandigt, og samtidig kommer hun formentlig til at trække flere med sig i faldet, inden det her er slut.
Her går det, mildest talt, ikke særlig godt.
Hvor er jeg enig i dine tanker om hvem, der er ‘det dumme svin’ her. Det er self ægtemanden, der er utro, der skal tage ansvaret for sine handlinger. Kvinden han er utro med – har intet med det at gøre.
Jeg håber dog, hun har tænkt over hvad godt, der overhovedet kan komme ud af at knalde med en ‘gift mand’. Specielt for hende selv? Det er da som at kaste lidenskab og kærlighed på en mødding.
Jeg tror ikke, at der nødvendigvis har været de store, forkromede overvejelser bag det her set up; hverken fra kvinden udefra eller Esben Bjerre. Situationen var nok ikke endt, hvor den gjorde, hvis han “bare” havde forelsket sig i en anden, og var reddet bort i solnedgangen med hende. For det tror jeg faktisk, at de fleste (i hvert fald over tid) ville kunne leve med.
Her fornemmer jeg, at der er tale om et godt, gammeldags one night stand. Måske i den lidt udvidede udgave, der kører over nogle uger eller måneder, men som ikke er tænkt som mere end det. Dén er nok svær at æde, hvis man selv er stemplet ind med “i med- og modgang”, og måske dertil føler, at man er den, der holder skansen derhjemme, så den anden halvdel af forholdet kan forfølge sin karriere og/eller leve sit bedste liv.
Men det findes der stadig måder at håndtere på, som ikke involverer drengene i blåt.
Uagtet årsagen til at man er en offentligt person, så syntes jeg sgu det er synd, at man ikke kan løse sine ægteskabelige problemer i fred. Også selvom man selv har placeret sin røv i klaskehøjde. Og også selvom man har stærke holdninger og meninger, som man lever af at deler på offentlige platforme.
Jeg forestiller mig ikke, at offentligt interessante menneskers skeletter er mere (eller mindre) interessante end dem, vi andre også har i skabene. Men når de personer, der ejer de skeletfyldte skabe er interessante, så bliver skeletterne det jo automatisk også… Og der syntes jeg medierne mangler respekt for privatlivet. For mig er der i hvert fald en grænse mellem privatlivets fred og offentligt interesse, der ofte bliver trukket meget langt over i ‘offentlig interesse’, når de involverede er kendte ansigter.
For selvom man lever af at være meningsdanner og af at dele et stærkt kurateret billede af sig selv og sit liv, så har man vel stadig lov til privatlivets fred for den del af ens liv, man ikke deler offentligt?
Jeg er egentlig ikke uenig i det, du skriver.
Når jeg alligevel hiver et ‘- men’ op af posen her, handler det om flere ting.
For det første er det ikke utroskaben og de ægteskablige problemer, der er årsag til, at hun er endt i offentlighedens søgelys. Det er det faktum, at hun har udsat et andet menneske for så systematisk chikane, at det kunne politianmeldes. Dermed har hun, set med mine øjne, selv trukket skeletterne hele vejen ud af skabet og over på den offentlige skueplads.
I det, jeg har læst om sagen, insinueres det også flere steder, at det langt fra er første gang, utroskab har været et problem i deres forhold – men det har der ikke været skrevet om. I det lægger jeg, at medierne jo faktisk forsøger at praktisere det, du her bringer op.
For det andet er hun jo ikke “bare” en tilfældig, offentlig person. Hvis hun primært havde lavet programmer om dyreunger i Zoo eller Gambias glemte børn, ville det her heller ikke have fyldt, som det er kommet til. Men hun har lavet programmer om PRÆCIS det, hun nu er tiltalt for at have gjort, og hun har i mange af sine podcasts og udsendelser et fokus, der kredser om feminisme og kvinders konstante kamp for ligestilling. Det til trods vælger hun her at gå efter kvinden, der ikke har lovet hende noget, og ikke den mand, der har.
Endelig har de sammen været gæster i podcasten ‘Vores parforhold’, ligesom Sisse også gentagne gange har nævnt, at de går i terapi, når hun er gæst i andre programmer. Her behøver vi ikke være enige, men jeg mener ikke, at man både kan kommercialicere sit parfold ved at tjene penge på at tale om det, samtidig med, at man så vil have det i fred, når det er svært.
Hands down én af de bedste kommentarer, jeg har læst, om denne aparte sag. Forstår heller ikke, at SS ikke havde lavet et bedre offentligt svar eller undskyldning på forhånd – evt. med hjælp fra en professionel kommunikationsrådgiver. Hun vidste vel to måneder inden hvornår sagen skulle for retten. Det samme når der snart falder dom, hvad mon planen er der…? Især fordi hun er sit eget brand!
Præcis?! Jeg tror ganske enkelt, at både hun (og de) har undervurderet impactet af den her sag, og det kommer til at koste hende dyrt.
For havde hun i stedet lavet et opslag, der bare bestod af teksten: “Undskyld!” ville man se på hende med mildere øjne, netop fordi det faktisk er forfærdeligt at være vidne til et menneske, der i realtid er i gang med at smadre alt, hvad hun har bygget op. Vi VIL gerne komme hende i møde.
Men det forudsætter jo en eller anden form for demonstration af vilje til at påtage sig sit ansvar, og forståelse for situationens alvor, og det mangler fuldstændigt.
Alene teksten under opslaget om, at hun har slået kommentarerne fra, fordi hun ‘ikke gider et popcornfeed’ tegner et billede af en kvinde, der ikke selv synes, at det hun har gjort, er særlig slemt.
Der er noget “never complain, never explain”-energi over håndteringen. Altså, efter complain og explain at det var hendes egen skyld og det ikke med vanilje fordi det lige havde været ret hårdt, faktisk, I’m sorry you feel that way kind of vibe.
Jeg tror du har ret i det meste, og jeg er enig med dig i at det er en skærpende omstændighed at Sisse Sejr har lavet programmer om stalking, men jeg tror ikke at det kommer til at ødelægge alting for hende. Den kollektive hukommelse er kort.
Jeg ved næsten ikke, hvad man skal håbe her? For på den ene side ønsker man jo for fanden ikke for nogen, at deres liv smuldrer om ørerne på dem.
Omvendt har jeg i dag også spekuleret på, at vi ikke har hørt fra ofret i sagen. Derfor er det ret nemt at begynde at zone over i en debat om, hvad offentligheden har ret til at få indsigt i, og kvaliteten af Sisses undskyldning – for man kommer næsten til at glemme at forholde sig til, hvordan det har påvirket *ofrets* liv.
Det synes jeg egentlig er en særskilt problemstilling; at offentligheden kun har adgang til halvdelen af historien? Ikke fordi ofre på nogen måde skal tvinges til at stå frem, hvis de ikke har lyst, men når den, der udsætter dig for noget grimt, er kendt, så har du som offer reelt ikke mulighed for at anmelde det, hvis ikke du samtidig er klar til, at hele verden får kendskab til sagen. Og så hjælper et forbud mod at nævne *dit* navn ikke ret meget.
Det virker ikke rimeligt:(
Er SÅ enig i dit indlæg.
Jeg synes pressen behandler selve utroskabssagen meget fint (jeg mindes faktisk ikke at have set den specifikt omtalt), men selve “undskyldningen” er godt nok sølle.
Udover at hun havde det lidt skidt og den anden part blev forresten også ved med at kontakte Esben efter at Sisse selv var stoppet (jeg har hørt (ja ja, I know…) at det stop på i over 6 uger), hvorfor har ingen så gravet mere i den lille bisætning “jeg stod ikke alene om det”?!
What the actual f*ck altså!
Ja, jeg tænker også, at der må sidde nogen derude lige nu og SVEDE!
Det er simpelthen den mest absurde sag i årevis.