#431

Egentlig havde jeg planlagt at lave mit M2018-indlæg i dag, og har også punkterne parat. Projektet føles ikke mindre vigtigt efter at jeg onsdag fik 9 – altså ikke 6, 7 eller 8 men: 9 – stenslag i min forrude, da en lastbil på motorvejen smed to sten af læsset og jeg greb dem med forruden.

Torsdag var vi på vej hjem, da lampen i instrumentbrættet, som man ikke gider at se lyse op, trak i sine bedste og klareste lumen, og displayet hjælpsomt informerede mig om, at der var “Engine fail – repair needed”.

Jeg tilbragte torsdag aften med at padle rundt i en uskøn sø af frustrationstårer og rødvin, og et underskudsudløst raseri over følelsen af, at jo mere, jeg gør for at løse mine problemer, jo flere forhindringer opstår der.

Men natten til fredag lå jeg alligevel og tænkte. Længe. For det er ikke mere end fire måneder siden, jeg sad på sygehuset og var knugende angst. Både for, hvad det var, jeg havde fundet i brystet, og for hvad det var, der fik Frida til at blive så svimmel, at hun ikke kunne stå på benene.

Noget af det, der fyldte meget for mig i den periode, var afmagten over intet at kunne stille op; at være prisgivet en skæbne og en situation, jeg ikke kunne gøre det fjerneste for at påvirke eller ændre udfaldet af.

Dengang tænkte jeg, at bekymringer for resten af mit liv ville være delt ind i kategori A, B og C.

A er dem, jeg sad med på daværende tidspunkt: Bulldozere, der truer med langsomt og kompromisløst at køre hen over alt, hvad du havde forestillet dig, din fremtid skulle indeholde, og hvor det eneste, du kan gøre, er at vente i afmagt.

B er dem, der stresser og bekymrer, men hvor der ikke er liv og førlighed involveret.

Og C er dem, der i et store perspektiv, reelt ikke betyder noget.

At være presset på økonomi er en B’er, indså jeg torsdag nat. For uanset hvad der sker; uanset hvor galt det går, og om vi om 2 år sidder i en et-værelses lejlighed i fugtbefængt ghetto i forstaden, med buskort og frisurer, vi har fremmanet med en neglesaks, så ved jeg, at det bliver noget, jeg rejser mig fra og får det bedste ud af. Jeg ved, at bekymringer af den slags fylder det, man lader dem fylde, og at der, når vi lige har nivelleret, vil være kaffe og irritation over regnvejr og situationer, hvor vi griner, så vi får ondt i maven, og at vi, når vi gør, vil være forskånet for det ubarmhjertige ryk tilbage til virkeligheden, der følger med sorg.

Derfor blev fredag faktisk en fin dag, selvom værkstedet kunne fortælle mig, at det er katalysatoren, der er gået i stykker, og jeg ved, at det ikke bliver billigt. Det er ydre omstændigheder. Det skal nok gå.

Fredag aften fik jeg besked om, at min tidligere kollega Anders Tesgaard endelig fik lov at give slip. Han skal ikke tales ind i venskaber i døden, som han ikke havde i livet, og Anders og jeg har aldrig været andet end gode kolleger, men måske fordi jeg havde brugt et døgn på at tænke på livet og på, hvor vigtigt det er at sortere larmen fra, ramte hans død et sted i mig, der var rent og hvidt og blottet. Jeg har aldrig mødt et menneske, der fik to så modsatrettede poler til at gå op i en højere enhed, for han er på én og samme tid den mest frie sjæl og det mest (selv)disciplinerede menneske, jeg nogensinde har mødt. Var. Mine tårer er for hans familie og venner, som har måtte tage afsked med ham over så lang en periode, men for dig, Anders, vil jeg ikke græde. Jeg vil i stedet sende dig en tanke, når jeg kigger på himlen i aften, og ønske dig god tur videre. Må den næste del af rejsen være langt mere i din ånd, end de sidste par år har været.

Om minimalisme, bøger og konsekvenser

Inspireret af en lille snak, Jane og jeg havde i kommentarfeltet hos hende, lå jeg i nat og tænkte.

Hele ideen med minimalisme er indiskutabelt en god. Der kan ikke rigtig siges noget negativt om, at vi forsøger at trække bremsen ift. hvordan og hvor meget vi belaster miljøet og planeten.

Og det kan sagtens være, at det her handler om, at jeg først er kommet rigtigt mentalt ombord på projektet over det sidste års tid, og at den her diskussion er taget til hudløshed 600 andre steder på nettet. I så fald undskylder jeg på forhånd, og tager med kyshånd imod links, for jeg vil gerne være klogere.

Tankerne hos mig udsprang af, at Jane skrev, at hun helst låner bøger på biblioteket, frem for at købe dem selv. Jeg har selv flere gange tænkt, at det er det eneste, der giver mening ud fra et spar-på-ressourcerne-synspunkt. Men i nat kom jeg til at tænke lidt mere over det. For hvis ingen (eller få) køber bøger i butikkerne, hvem skal så skrive dem? Måske er jeg farvet af, at jeg kender en del, der forsøger at leve af at skrive, men min oplevelse er, at det er de færreste, der lige skriver en bog med venstre hånd, mens de passer et almindeligt 8-16-job med højre. Ordentlig litteratur kræver tid til fordybelse, tror jeg, og den tid skal vel finansieres? Eller hvad?

Jeg synes, at problemet er lidt i tråd med det, vi har med nyheder; vi vil gerne have dem (-ish), men vi vil ikke betale for dem. Derfor får vi aviser som Metro Express, og derfor er det åndssvagt svært at få (og beholde et) arbejde som journalist. Det ville være meget logisk, hvis det i sidste ende betyder, at færre søger ind på studiet. Diskussionen har bølget i mange år i mit fag: Giver det mening, at uddanne flere, end der er brug for? På den ene side poster man offentlige kroner i at sende folk ud i arbejdsløshed. På den anden side får man et meget mindre felt at tage af, og dermed bliver der potentielt også længere imellem de virkelig gode, ganske enkelt fordi der er færre perler i 10 østers, end der er 100.

Et argument for at undlade at købe bøger vil være, at der stadig er masser af mennesker, der køber dem, fordi det ikke er alle, der tiltales af den minimalistiske tankegang, og det tror jeg sådan set er rigtigt nok. Mit bud er bare, at det er et bestemt segment, der er optaget af minimalisme, og at det derfor vil være en bestemt type af forfattere, der vil blive pressede på at få tid til at lade ideer og tanker destilleres og nedfælde dem på papir, mens der stadig vil (og nu tænder vi fordomskarussellen) blive spyttet masser af krimier og reality-semikändis-biografier ud.

Frida havde feber i nat, så måske har jeg haft for god tid til at gå i selvsving, men jeg kom sådan til at tænke på en mand, jeg mødte i forbindelse med en tolkeopgave, som sagde, at om 50 år er der ikke arbejde til alle; simpelthen fordi vi til den tid har fået nedbragt vores forbrug nok til, at der ikke længere er brug for så mange mennesker i produktions-sektoren. Og da jeg i nat lå og holdt vagt og fangede undvegne sutter, spekulerede jeg på, om ikke det socialt kommer til at ramme skævt ad helvede til? For tror vi ikke, at det vil være en bestemt del af samfundet, der tager det hårdeste slag? Eller hvad?

Og hvad med alle de mennesker, der bliver overflødiggjort? Hvem skal forsørge dem? Løfter vi blikket og kigger 100 år frem, har tingene sikkert stabiliseret sig, og vi er tilbage til et samfund, hvor vi i langt højere grad er selvforsynende og får tiden og artens overlevelse til at gå med marker og får, men hvad pokker gør vi med alle de mennesker, der i mellemtiden kommer i klemme?

Ingen problemer bliver løst ved at rive jorden fra hinanden i sanseløst overforbrug, og derfor er minimalisme, downsizing og omtanke pr. definition de rigtige valg, men jeg vil meget gerne være klogere på de potentielle konsekvenser, som jeg ikke synes, jeg har hørt så meget om, så hvis nogen har links eller anbefalinger til bøger (#OhTheIrony), der omhandler dette emne, vil jeg meget gerne tippes.

God mandag derude, og en særlig tak til dig, Jane, for at give stof til eftertanke <3

Tillykke til mig. Igen.

I morgen har jeg fødselsdag, og det er dermed et år siden, jeg postede indlægget om, hvad mine første 40 år har lært mig.

Egentlig er det jo ikke fordi jeg kan prale af at have lært meget mere i året, der er gået, men alligevel føler jeg, at jeg er kommet lidt længere ned ad den vej, jeg for et års tid siden begav mig ud på.

Jeg har ikke haft et erklæret mål om at fokusere på noget bestemt, men hvis jeg skal gøre status, tror jeg, at det har været mine relationer, der har haft min opmærksomhed det forgangne år. Ikke iført blå kansasbukser og værktøjskasse; mere bare iagttagende og konstaterende.

Det startede med, at jeg var afsted til et arrangement, hvor jeg mødte en pige, jeg engang har arbejdet sammen med. Jeg bryder mig ikke om at være sammen med hende, og for første gang kom jeg til at tænke over hvorfor. Det handler ikke om, at jeg ikke kan lide hende, eller at hun besidder kvaliteter, jeg ville ønske, jeg havde. Det er mere noget instinktivt – noget med en oplevelse af, at dele af min personlighed bliver skruet af mig, og opfattet isoleret, og ikke som en del af pakken, hvor det er hele billedet, der udgør personen.

Det giver mig en følelse af at  være kronisk i defensiven, og af at skulle vogte over hvert eneste ord, jeg siger, og alligevel føler jeg mig misforstået og karikeret, i det sekund jeg åbner munden.

Når jeg spørger, hvornår de sidste kommer, får jeg fornemmelsen af lyde som én, der kun kan leve, hvis alt er under kontrol. Når jeg svarer på et spørgsmål, får jeg en følelse af, at det fandme også bare er typisk mig at skulle sidde der og spille klog.

Måske trykker hun på nogle knapper, som mennesker, der har villet mig det dårligere end hun, også trykkede på. Måske har hun nogle karaktertræk til fælles med dem, og minder mig ubevidst om dem. Jeg ved det ikke.

Til gengæld ved jeg, at jeg har veninder, der inspirerer mig, og giver mig lyst til at være den bedste version af mig selv. Når jeg er sammen med dem, er mit fokus på verden omkring mig, og på at bidrage, udvikle mig og blive klogere. Vi brokker os også, vi er lige så forskellige som hende og jeg i eksemplet ovenfor, så hvorfor nogen får mig til at blomstre, mens andre får mig til at visne, ved jeg ikke. Men jeg konstaterer, at det sker.

Det næste, der fangede min opmærksomhed ift. relationer, udsprang af en video jeg så på fb med en mand, der holdt dimissionstale for sin klasse på et amerikansk universitet. En af de ting, han sagde var: “Define yourself by what you love – not what you dislike or hate”. Det ramte noget i mig, og jeg begyndte at bemærke, hvornår jeg selv eller mennesker, jeg var sammen med, gjorde hhv. det ene eller det andet.

F.eks. var jeg for en måneds tid siden til fest, og min bordherre fortalte, at han havde købt en ny telefon. “Og jeg har jo ikke behov for at massere egoet med mærker, eller for at kunne lægge den rigtige telefon frem, når jeg sidder og spiller smart på en cafe, så det Apple-lort kan de holde for sig selv; jeg valgte et-mærke-jeg-ikke-kan-huske, som kun koster det halve. Og den kan det samme!”

Det er ikke min opgave at være stemningspoliti, men når man fortæller en historie på den måde, er der ingen, der siger: “Gud, hvor fedt. Må jeg ikke se din telefon? Er du glad for den?” For det er ikke længere bare en historie om valg, det er et håb om provokation, som gør alt det modsatte af at invitere til samtale. Hvis han i stedet havde sagt: “Jeg har lige købt en xxx telefon, og hold kæft, hvor er jeg glad for den! Den kan alt muligt, og så var den skidebillig” havde det åbnet samtalen på en helt anden måde, og derfor øver jeg mig dagligt på ikke selv at falde i fælden. For det er. så. nemt. Brok skaber fællesskab, men i år har jeg tænkt meget over, om det reelt er et fællesskab, der gør mig glad at være i?

Så det må være det 25. og 26. punkt på min livet-har-lært-mig liste: At øve mig i at definere mig selv ud fra, hvad jeg kan lide i stedet for det modsatte, og at nogle mennesker formår at forløse dit potentiale langt bedre end andre. Og måske er det ikke nødvendigt at forstå, hvorfor det sker, men nok at bemærke at det gør, og træffe dine valg derefter.

Stable genius reporting for duty

Vi har før snakket om økonomi her på bloggen, så det tænker jeg godt, vi kan fortsætte med, uden at sætte nogen i forlegenhed.

I november gik min bil – igen – i stykker, og regningen fra værkstedet lød på 12.000 kr. De skulle heldigvis bare være betalt inden d. 12. december og når det nu skulle være, var det rart, at udgiften ikke kom i en måned, der ellers er dyr.

I ægte januar-stil brugte jeg sidste uge på at rette forskudsopgørelse og havde i den forbindelse fat i mine papirer fra banken. Her kom jeg til at se, at jeg hvert eneste år betaler 10.000 i renter på mit billån.

Og det var altså: 10.000 kr.

Det betyder, at 4 ud af de 12 måneder, jeg betaler af på lånet, er det egentlig bare det her, der sker:

Det samme gælder mit forbrugslån.

Jeg er. så. træt af at være presset. Min løn ligger lige omkring det samme, som en folkeskolelærer hiver hjem, og med lejebolig og 5.000 kr., der går til at nedbringe gæld hver eneste måned, er jeg nærmest afhængig af at være heldig. Det stresser mig ret meget.

Noget af det mest irriterende er, at jeg idag er et helt andet – og langt mere ansvarligt – sted, end jeg var, da jeg stiftede gælden. Det betyder, at det næsten føles som om, jeg afdrager på gæld for en fremmed.

Om 3,5 år er jeg gældfri, og den dag tvinger jeg alle til synkront at drikke champagne med mig, på tværs af tidszoner og kommunegrænser. Men jeg kunne sgu også bare godt tænke mig, at jeg ikke begyndte at svede koldsved, hver gang min mandagsudgave af en bil kigger forkert på mig.

Derfor har jeg været den obligatoriske tjekliste igennem. Har jeg noget, jeg kan sælge? Skal jeg bruge-bruge alle mine organer? Er jeg for gammel til at blive pusher?

Efter at have overvejet mine muligheder, stod tilbage, at mere arbejde måske kunne være løsningen. Det kræver bare, at det er noget, der kan varetages hjemmefra og som ikke larmer. Efter lidt tyggen-på-det, nåede jeg frem til, at der, hvor jeg synes, jeg har noget at tilbyde, er indenfor det skriftlige. Jeg prøvede, efter anbefalinger fra fb-venner, at tjekke nogle af freelance-tjenesterne ud, men det koster penge at få lov at byde på opgaverne derinde, og i og med, at jeg kun er på udkig efter et under-momsregistreringsgrænsen-bijob, kan det ikke betale sig. Folk derinde er SYGT veluddannede, og skal bruge hele sider for at få alle titler med på det, de har projektledet/ghostwritet/bestyret, og jeg blev helt beklemt og lille af at læse det.

Til gengæld kunne jeg også se, at mindsteprisen for en opgave ofte starter på ca. 5000.

Og så var det, at det i en sen nattetime slog mig, at jeg har tolket på videregående uddannelser i ca. 20 år, og jeg har aldrig hørt om studerende, der havde den slags penge at smide efter en korrekturlæsning/tilretning af en BA-opgave.

Enter smuthul.

Så det, der sker nu er, at jeg tilføjer et faneblad øverst på siden, og faldbyder mine tjenester som sproggartner i den have, du selv har anlagt. Om det er skriftlige opgaver, ansøgninger, transskription til opgaver eller noget helt tredje, man har brug for at få kigget på, er egentlig ikke så vigtigt, og jeg er også ret åben overfor andre typer af opgaver, hvis man sidder med noget.

Jeg er autodidakt og har ikke papirer på det, jeg gør – prisen er derefter. Min tanke er, at man, hvis man læser med her, har en ret god fornemmelse af, hvad det er, jeg kan, og ellers har ret direkte adgang til at undersøge det.
Jeg spiller efter reglerne med indberetning osv, og udgangspunktet er altid tekst, man selv har skrevet.

Der er et smækkys lige i panden til hver eneste af jer, hvis I vil hjælpe med at sprede ordet.

Computer says “No”

I det nedenstående vil jeg prøve at træde varsomt, fordi jeg gerne vil tage et emne op, som berører mange, og som der er masser af følelser i.

Så jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg kender virkelig, VIRKELIG mange dygtige og kompetente lærere og pædagoger, som strækker sig firkantede for at give vores børn den bedste hverdag, de kan. Så sent som i sidste uge, sad jeg til forældremøde med 3 af slagsen, som jeg har lyst til at indstille til alt, hvad der findes af priser og ordener.

Bare, så I ved, at det synes jeg *også*.

Men nu siger jeg lige noget, helt ærligt: Jeg er ved at være lidt træt af at høre om, hvor knappe ressourcer folkeskoler og institutioner har, og hvorfor jeg derfor som forælder ikke kan tillade mig at have nogen som helst forventninger til de mennesker og steder, der tager hånd om mine børn.

Jeg oplever i stigende grad, at forældre ikke opfattes som samarbejdspartnere, man skal møde i øjenhøjde, men mere en slags irriterende appendix til børnene. Jeg kan mærke, at jeg er ved at få nok af, at jeg som forælder skal lægge mig fladt ned og rette ind ift. alt, hvad der kommer af krav og ønsker den ene vej, mens der tilsyneladende ikke må stilles nogen former for krav til samarbejdet den anden vej.

Og skulle nogen allerede nu sidde og tænke, at det er typisk curlingforældre, har jeg også lige et par kommentarer til dét.

For det første synes jeg, at det kort efterhånden bliver spillet på samme måde, som “jantelov” blev det i start-nullerne, hvor man ikke måtte forholde sig kritisk til noget som helst. Jeg er med på, at denne type forældre findes, og at ingen tror, at de selv tilhører gruppen.

Men jeg oplever også en gruppe af fagpersoner, der lader til at trives lidt for godt med at henvise til manglen på ressourcer ift. ALT, og lige her synes jeg, at curling-mærkatet har forvandlet sig til et dejligt, stort tæppe, man kan smide over alle, som spørger undrende ind til de valg, man træffer i hverdagen.

For det andet kunne jeg godt tænke mig at lege med tanken om, om retorikken omkring folkeskolereformen og det konstante fokus på fejl og mangler, faktisk er med til at skabe curlingbegrebet? De områder, vi hele tiden får peget ud, at ingen i skole/institutionsregi har tid eller ressourcer til at tage sig af, skal jo for pokker varetages af nogen, indtil vores børn bliver store nok til at kunne klare sig selv, og hvis ikke fagkundskaben har overskud og overblik til det, så *bliver* man som forældre nødt til at lave mikro-management, for hvad er alternativet?

Når børn med flere udfordringer skal inkluderes i de almindelige klasser, er der meget fokus på at inkludere dem fagligt, men min oplevelse er, at der er meget *lidt* fokus på at inkludere dem i alt det, der ligger rundt om. Et konkret eksempel er, at Anton f.eks. stadig ikke er trafiksikker. Fordi han sprogligt halser efter, er der også noget modenhed, der ikke er helt på niveau med hans jævnaldrenes, og det er et problem, når der pludselig arrangeres cykelture til fjerne galakser. Her forventer jeg som mor ikke, at personalet bærer ham igennem på hænder og fødder, men jeg forventer et kvalificeret samarbejde omkring, hvordan vi får den cykeltur, som jeg ikke har været involveret i at planlægge, og som vil være en rigtig fin oplevelse for de andre børn, gjort til noget, der ikke er potentielt livsfarligt for mit inkluderede barn.

Uanset om det drejer som om at være tryg ved at aflevere børn med diabetes, om det handler om at være sikker på, at ens barn kommer tilbage til SFO’en, når skolebussen har sat ham af, eller om det handler om at være sikker på, at en bestemt besked er nået frem til lærerne: Så længe ungerne stadig er for små til at håndtere det selv, kræver det jo et samarbejde mellem forældre og lærere at skabe en tryg hverdag for dem. Og hvis lærerne/pædagogerne melder ned på det, så er der kun forældrene tilbage, og så VIL vi komme med alle vores spørgsmål og bekymringer, for hvor skal vi ellers gå hen?

Jeg er med på, at alle synes, at skolereformen/de nationale tests/ trivselsundersøgelser/undervisningsplatforme/osv. sucks – men det er nu engang den virkelighed, jeg står overfor i den tid, mit barn skal gå i skole. Der SKAL kæmpes videre for, at vilkårerne forbedres – men spørgsmålet er, om ikke snart den debat skal flyttes ud i andre fora og op på niveauer, der ligger lidt højere end 1:1 mødet mellem den enkelt familie og folkeskolen? For jeg forstår godt udfordringen. Det gør jeg virkelig godt. Jeg møder den hver eneste dag i mit eget arbejde. Men det eneste, jeg som mor kan gøre, er at sætte mit kryds et sted, hvor jeg mener, det kan flytte noget, når jeg går til valg næste gang, og den mulighed har jeg 2 gange i løbet af hele min søns skoletid.

Så det jég godt kunne tænke mig var, at vi snart trækker en streg i sandet og siger: “Det her er den nye virkelighed, og det her er den bane, vi – forældre, børn og fagpersoner – lige nu, lige her, spiller på. Sammen. Hvordan får vi det bedste ud af dét?

(PS: Og bare en lille bøn: Lad os holde os for gode til at forvandle kommentarfeltet til en tråd af konkrete eksempler på curlingforældre/fagpersoner vi er uenige med)

Bad medicine

For nogle uger siden læste jeg en artikel på TV2, som efterfølgende har sat tankerne igang hos mig.

Artiklen handler om vores (over)forbrug af penicillin, og den deraf følgende risiko for, at vi som som race et sted i en fremtid far, far away vil have udviklet penicillinresistens, og dermed begynde at dø af helt almindelige infektioner af den slags, vi idag opfatter som ufarlige.

Når der er dystre nærfremtids-perspektiver på bordet, som det er nødvendigt at gøre noget for at undgå – I’m your man. Den sten skal sgu op ad det bjerg, and I will make it happen, om jeg så skal rekvirere BMS. Når vi taler om noget, der ligger mere end 50 år ude i fremtiden – not so much. Det bliver for abstrakt, og hvis jeg overhovedet forholder mig til det, tænker jeg, at nogen (NASA eller Illuminati) har styr på det.

Derfor har jeg indtil nu ikke spekuleret særligt over, om det er en god eller en dårlig ide, når vi – altså, mine børn og jeg – får penicillin med hjem fra lægen.

Men nogle af informationerne i artiklen fra TV2 overraskede mig. Meget, faktisk. Vidste I f.eks. at:

* Kun 1 ud af 20 børn har gavn af behandlingen med penicillin ved bakteriel mellemørebetændelse?

* Til gengæld oplever 1 ud 14 børn bivirkninger, som opkast, diarre eller udslæt. Der er altså flere, der oplever bivirkninger, end som har gavn af behandlingen.

* 90% af alle halsbetændelser skyldes virus og kan dermed ikke behandles med penicillin.

* Og ud af de 10 procent, der skyldes bakterier, bliver patienter, der har fået antibiotika, raske én sølle dag tidligere, end dem, der ikke har.

Jeg anede det ikke. Men når det forholder sig sådan, synes jeg, at det giver virkelig god mening at se på, hvordan vi, hver især og helt ned på familieplan, forholder os til penicillin fremadrettet.

Og det er egentlig derfor, jeg skriver dette indlæg, for hvis bare 10% af jer, der læser med her, tager nogle af pointerne til jer, og vi ellers kan regne med butterfly-effekten, så *gør* den enkeltes indsats en forskel.

Inden jeg satte mig til tastaturet, greb jeg fat i kitlen på 3 læger, jeg kender, fordi jeg gerne ville høre deres take på det her emne. De var ikke 100% enige om problemets omfang, og der var også et par stykker, der lavede en *ho-landbruget-st*-lyd, men uanset hvor stort problemet er, så ER det et problem, hvis Anton om 60 år skal være bange for, at hans barnebarn skal dø af lungebetændelse eller en simpel blindtarmsoperation, fordi vi ikke har prioriteret at sætte os ind i, om penicillin rent faktisk gør en forskel, når vi får det.

Så hvad kan vi selv gøre?

Hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, følger mine reaktioner slavisk nedenstående liste, når jeg bliver syg:

1) Hvad er nu dét?

2) Ej, hvad fanden!?

3) Det må være en fejl. En grusom, uretfærdig fejl.

4) *Nogen* må fikse det her! Jeg betaler skat! Vi bor sgu da i en retsstat!

(Serviceinfo: Der er udråbstegns-dispensation ved sygdom)

Og det er nok primært 4’eren, der gør, at jeg stiller hos lægen og peger vantro, men anklagende, på det sted, der gør ondt. Og lige her gør det faktisk en forskel for mig at vide, at penicillin 9 ud af 10 gange ingen effekt har. Det. Hjælper. Ikke. Jeg føler mig nærmest lidt løjet for. Som en ekstra hån, risikerer jeg at føje nye nedbrud til elendigheden som f.eks. svamp, eller yderligere infektioner.

Fremadrettet tænker jeg, at jeg, hver gang, jeg er syg nok til at ønske at tale med lægen, vil spørge, om der er noget til hinder for at smertedække med panodil og så ellers bare afvente.

I forhold til børn, var mine 3 tålmodige læge-bekendte lidt mere uenige, og fordi jeg ikke har mere medicinsk uddannelse end 12 sæsoner af Greys Anatomy (hvilket omregnet til ECTS-point er at sidestille med en BA) vil jeg undlade at opfordre til andet, end at man aktivt og up front husker at spørge sin læge om, om penicillin er den bedste og/eller eneste løsning, både ift. at behandle og smertedække. Og hvis man er ved at gå til i afmagt og pres fra arbejdspladsen, så kan det måske hjælpe en lille smule at minde sig selv om, at man øger risikoen for en ny infektion i op til 3 år efter den første infektion, når man vælger penicillin. (Og det skriver jeg virkelig, virkelig ikke for at pege fingre; for mig er det faktisk en hjælp at huske.)

Uanset hvad vi vælger ift. vores børn, vil det stadig gøre en forskel, hvis bare vi voksne gør, hvad vi hver især kan; ikke mindst fordi vi dermed formentlig også er med til at præge de valg, børnene selv kommer til at træffe, når de bliver større.

En sidste – nem – ting, vi hver især kan gøre, er at tænke over vores adfærd, når vi er syge. Jeg er med på, at vi skelner mellem viral og bakterielle sygdomme, men alt andet lige er vi mere modtagelige overfor bakterier, hvis immunforsvaret er fuldt beskæftige ved den nordlige grænse med at slå virale optøjer ned.

Så når du er syg, ikke? Så vær lige en guttermand og bliv hjemme. INGEN af dine kolleger synes, det er fedt, du kommer. I-N-G-E-N. I forbindelse med mit arbejde kommer jeg ind i mellem på en arbejdsplads, hvor der for nogle måneder siden var en fyr, der stillede på arbejde med feberøjne, nul stemme og en hoste, der ville gøre søløver misundelige. Jeg tænker, at det var ren pligtopfyldelse, der fik ham ud af sengen. Han lagde hele arbejdspladsen ned i 3 uger, fordi resten af kontoret bukkede under, én for én, som små, snottede dominobrikker. I stedet for det hadefulde “Der er ingen, der er uundværlige!!” kan man måske bare øve sig i at tænke, at det er federe for arbejdspladsen at undvære dig i to dage, end at undvære 10 mand i fire uger.

Og endelig vil jeg gerne slå et slag for, at vi allesammen lige husker at spritte hænder, både til hverdag og fest, men særligt, når vi f.eks. har tørret næser på enten os selv eller børnene. Det ved jeg selvfølgelig godt, at *du* gør – hver gang – men din kusine gør ikke, og det er hende, jeg taler til her. Så en pumpe med håndsprit eller to i kurven, næste gang du er ude at handle, og op med dem på strategisk rigtige steder i hjemmet. Bryd smittekæden, som Hjerne-Madsen siger.

Med disse ord erklærer jeg kommentarfeltet for åbent: Byd endelig ind med tanker, viden og erfaring.

Skjold, svøb & ar

Det sidste års tid er jeg blevet medlem af flere forskellige nye grupper på facebook. De fleste af stederne er nye medlemmer blevet bedt om at præsentere sig, og i den forbindelse er der noget, jeg har undret mig over: Der er godt nok mange, der præsenterer sig med en diagnose.

Det kan jeg ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om.

Inden jeg går videre, vil jeg gerne sige, at det er min klare opfattelse, at vi er langt fra i mål med at sidestille psykisk sygdom med den fysiske af slagsen. Jeg kan bare kigge i spejlet: Jeg har svært ved at tage mig selv alvorligt, når det knager lidt de steder i systemet, der ikke kan måles eller vejes, og når jeg er ude i embeds medfør, oplever jeg også, at det for mange er nemmest at respektere den type sygdom, man forstår.

Jeg vil så gerne undgå at være med til at understøtte, at psykiske lidelser er noget, der forsvinder, hvis man bare tager sig sammen, så derfor har jeg brugt noget tid på at tygge på, hvorfor jeg kan mærke, at jeg stritter lidt på det, når et menneske, der skal indgå i et virtuelt fællesskab – der intet har med psykiske lidelser at gøre – som det allerførste i en præsentation af sig selv nævner, at vedkommende “har været gået ned med stress” eller “i mange år har kæmpet med at være særlig sensitiv”.

Somme tider ser man, at mennesker, der har holdt på hemmeligheder eller været underlagt tabuer i mange år, nærmest eksploderer i ord, når de endelig får lov at tale om det, de har holdt for sig selv så længe; det er, som om vægtskålene skal tales i vater, før man er klar til at give Det Svære en plads på den indre reol, og det giver fuldstændig mening for mig.

Men målet er vel, at få gjort tabubelagte emner til noget, vi taler om på lige fod med alt muligt andet? Eller hvad? For hvis det er tilfældet, ville det være naturligt at gå fra underbelyst til overeksponeret, for så at ende et sted, hvor kontrasten er tilpas. Men jeg synes, at jeg mange steder ser mennesker, der vælger at blive i det overeksponerede, og det tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår. Jeg advokerer på ingen måde for hemmeligholdelse, men hvis man har kæmpet med noget, meget og længe, hvorfor vælger man så at holde det foran sig, og tale nyt liv i det hver eneste gang, man træder ind i en relation?

Vi snakker så meget om, at de sociale medier er én-dimensionelle, og at det derfor er (for) nemt at fremstille sit liv som ren, glitrende idyl, men jeg synes, vi glemmer, at det samme gælder, når vi har en slagside af enkeltemner af den tungere slags. Det billede, vi tegner af os selv bliver udelukkende til på baggrund af de ting, vi vælger at sige og vise og hvis man i alle sammenhænge fremhæver en diagnose, som det første og eneste, så *bliver* man til sidst kun dét.

– og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at man på den måde kan være med til at kvæle dialogen, som ellers kunne være med til at belyse det, som i mange år har været gemt i skyggerne; simpelthen fordi ingen har lyst til at åbne døren til et korstog.

Jeg vil gerne være klogere, og det kan sagtens være mig, der overser noget indlysende, så tanker, perspektiver og alternative vinkler er mere end velkomne i kommentarfeltet.

God uge derude.

Dyret må ikke fodres

I sidste uge skrev Rasmus Ulstrup Larsen (gymnasielærer og medlem af Konservativ Ungdom) et debatindlæg i Berlingske med titlen “Singlemødre – et forfærdeligt moderne fænomen”  og jeg er siden blevet tagget under det en håndfuld gange. Som svar på indlægget skrev Ditte Degnbol, som selv har 2 donorbørn, et andet indlæg, hvori hun forsøgte at redegøre for, hvorfor hun mente at Rasmus U.L. var galt på den. Det indlæg har jeg også fået tilsendt et par gange.

Først havde jeg egenlig besluttet, at jeg bare ville lade det fare, simpelthen fordi jeg ikke mener, at det første indlæg fortjener så meget som 4 sekunders ekstra opmærksomhed, og jo flere, der hidser sig op over det, des længere når det ud, og jo mere raseri skaber det.

Men efter et par dages betænkningstid har jeg alligevel besluttet at byde ind med mit synspunkt, primært fordi det ikke decideret går på artiklens indhold, men fordi det, der optager mig mest her, er hvordan vi stille og roligt får gjort aviserne til et sted, man går hen for at blive dummere.

Jeg ville sådan ønske, at vi ville gøre os mere umage med at forholde os bare en lille smule kildekritisk til de artikler, vi læser, før vi trykker “del” og sender elendigheden videre ud i hovedet på andre, der så også kan bruge tid på at blive rasende og smide yderligere brænde på bålet.

Jeg håber, at alle, der kender mig, både via bloggen og personligt, ved, at jeg er både den skrevne og den verbale samtales største tilhænger.

Jeg håber også, at I ved, at jeg, hånden på hjertet og Ama’r halshug, er fuldstændig ok med, at nogle mennesker synes, at det valg, som jeg har truffet, er etisk uforsvarligt. Jeg er selvfølgelig ikke enig, men jeg bøjer mig uden tøven for, at verden også kan se sådan ud. Etik er for de fleste af os summen af, hvad vi kommer fra, hvad vi har været udsat for, og hvad vi helt grundlæggende tror på, og det kan alverdens logik og saglige argumenter meget sjældent flytte på. Og det er ok.

Men hvis man er stor nok til at læse Berlingske, så skal man simpelthen også være stor nok til at gennemskue, at når man læser en tekst, der primært består af sætninger som: “I tidligere tider, det vil sige før 2007, kunne man ikke vandre ind på en offentlig klinik og få serveret et barn, fordi man ikke gad dele det med en mand” og “Hvis man er ubehøvlet og opfører sig elendigt over for alle, eller man er én, der ikke byder andre mennesker noget godt, så er det selvsagt svært at få en partner”, så er der ikke tale om et oplysende bidrag til debatten. Så er der tale om clickbait.

Hvis Rasmus UL ville diskutere det her emne, fordi han reelt mente, der var et problem, havde han gjort sig den ulejlighed at formulere sig på en saglig og ordentlig måde, så retorikken ikke overskyggede indholdet. Manden er gymnasielærer. Man må formode, han mestrer disciplinen.

Hvis jeg må ønske noget for 2018, så er det, at aviserne (for helvede!) stopper med at lave den her form for artikler, som de forsvarer som værende “debatskabende”, men som reelt bare skal være raseri- og forargelsesskabende. Jeg har været enlig mor i 7 år, snart 8, hvis man tæller min graviditet med, og jeg er aldrig – ikke en eneste gang – stødt på nogen, der har givet udtryk for den her holdning. Det betyder selvfølgelig ikke, at den ikke er der, men jeg noterer mig, at der i kommentarfeltet under artiklen faktisk kun er én, der igen og igen og igen puster til ilden ved at bakke Rasmus UL. op.

Hvis jeg havde været gymnasielærer, og havde givet min klasse den her tekst til analyse, ville jeg have bedt dem lave et baggrundstjek på profilen på ham, der kommenterer. Jeg ville også have bedt dem om at grave nogle tal frem på, hvordan de konservative ligger i meningsmålingerne, og om at kigge lidt på, hvordan de har klaret sig de senere år, både på mærkesager og synlighed.

Der må simpelthen være en nedre grænse for, hvor dum, den offentlige debat må blive, og hvor meget enkeltmands-ærinde, det er tilladt at gå i debattens navn.

Ved at klikke på de her artikler, fortæller vi dagbladene, at det er denne form for indhold, vi ønsker mere af. Ved at kommentere og dele det her crap, skaber vi en skyttegravskrig, som ikke på nogen måde afspejler virkeligheden, og det er spild af god debat, godt humør, og spalteplads som rent faktisk kunne bruges til at gøres os klogere.

Stop feeding the troll.

Også selvom den er forklædt som debattør.

Solitude

For lang tid siden læste jeg en artikel (som jeg desværre ikke gemte linket til)* som var skrevet af et menneske, der havde mistet. Artiklens budskab var, på en fin og ordentlig måde, at fortælle, hvad man må og ikke må sige/gøre/forvente, når man står overfor et menneske i afgrundsdyb sorg.

I tiden efter faldt jeg flere gange over klummer og blogindlæg, som havde samme omdrejningspunkt, en form for “how to” guider til, hvordan man bedst kan hjælpe, når nogen har fået livsgrundlaget revet væk under fødderne og skal starte helt forfra med at lære at være i deres eget liv.

Og måske fordi, jeg synes, at de guider har været så fine og givet en smuk indsigt i do’s and dont’s til situationer, hvor man utrolig gerne vil gøre bare et eller andet, men somme tider ender med at blive paralyseret af egen ubetydelighed, kom jeg for et par uger siden til at tænke, at nogen burde lave en guide til, hvordan vi i venskaber taler om det, der er kontinuerligt svært.

For på det principielle plan, tror jeg, at vi alle instinktivt ville sige, at venskaber ikke altid er på grund af, men somme tider er på trods af, og at det netop er det, der er den store styrke ved dén konstruktion. At hvis man er ven med et menneske, der f.eks. lider af en kronisk sygdom, så er man ikke En Ægte Ven, hvis ikke man kan rumme, at det ikke kan være dem, der skal udvise overskud i samtalen, og være lidt large med, at omverdenen ikke altid forstår.

Men vi er vist også alle sammen på det principielle plan enige om, at meget belastende børn altid er et produkt af de voksne, de er underlagt, og at det derfor egentlig er forkert at blive irriteret på børnene. Og stadig kender jeg ingen, der ikke ca. 2 gange om ugen kortvarigt ønsker revselsesretten genindført.

Min pointe er, at jeg somme tider tror, at vi kommer til at trække den lige 10 cm for langt, når vi bliver sure på vores venner over, at de – igen – siger det forkerte, når vi sidder og fortæller om det, der er svært for os.

For mange år siden var jeg en del af slæng, som også talte en pige, vi kan kalde Mathilde. Mathilde var mange ting. Hun var skidesjov, godt begavet, meget talende – og så led hun af fibromyalgi. Hun fik masser af plads til at snakke om sygdommen, og ofte, når jeg kom hjem fra diverse sammenkomster, hvor hun havde deltaget, kom jeg efterfølgende til at tænker over, at jeg faktisk ikke havde hørt, hvordan det gik med de andre i gruppen. Det tror jeg egentlig godt, at fælleskabet kunne have håndteret, men det, der gjorde, at jeg til sidst valgte hende aktivt fra, var, at jeg ikke orkede mere skæld ud. Når hun fortalte om sygdommen, og vi andre forsøgte at byde ind, enten med spørgsmål eller med de paralleller, som vi altid griner lidt af, når vi taler om kommunikation (“- men tilbage til mig” eller: “Det kender jeg godt fra mig selv – bare værre”), men som stadig over tid bliver nødt til at være i en samtale, hvis ikke den skal forvandle sig til en monolog, blev hun altid irritabel, fordi det aldrig *helt* var, som vi havde forstået det, og til sidst forvandlede alle samtaler sig til minefelter, og vi endte med at sidde som et kronisk irettesat publikum til et show, vi ikke vidste, vi havde indløst billet til.

For mig var det ret skamfuldt at få nok, for som man kan læse i alle beretninger skrevet af mennesker, der lever med svære omstændigheder, så er det urimeligt, at man både skal bære sine egne udfordringer, og samtidig også skal rumme omverdenens manglende forståelse.

Men de sidste par år har jeg alligevel med jævne mellemrum tænkt over, hvad det egentlig var, der skete dengang, og jeg er nået frem til, at kernen i det er, vi faktisk ikke har ret til at kræve, at omverdenen skal interessere sig for vores liv og omstændigheder i forholdet 1:1.

Når vores venner engagerer sig og spørger og prøver at forstå, så er det et udtryk for omsorg, og et signal om, at du er vigtig nok for mig til, at jeg gerne vil prøve at forstå noget, som dybest set ikke har noget med mig at gøre. Det er meget få mennesker i dette liv, hvis smerte gør lige så ondt på mig, som den gør på dem. Og omvendt. Vi kan føle sympati for hinanden og have ondt af hinanden, men jeg tror, at man typisk udviser allermest medfølelse i de situationer, som man enten selv frygter, eller som har prøvet at stå i. Og så kan man måske spørge sig selv, hvor meget, der handler om den, der ramt, kontra hvor meget, der handler om én selv.

Og det er følelsen af berettigelse, jeg er lidt efter, fordi den kan ende med at ødelægge relationen.

Jeg har ikke krav på, at mine venner skal forstå de udfordringer, jeg somme tider kan have som enlig mor, og det er derfor en ret ufed måde at sige “Tak fordi du holder nok af mig til at prøve alligevel” hvis jeg bliver spids over, at de ikke forstår de detaljer, som ingen, der ikke har stået i situationen selv, kan forstå. For sådan er det jo. Man kan ikke vide, hvordan det er at kæmpe med en spiseforstyrrelse eller et weekend-misbrug, hvis man ikke har prøvet det. Man fatter ikke tilbundsgående, hvad det koster at leve med kroniske smerter, før man har prøvet det.

Problemet er, at når livet bider, så er det det nære netværk, man er omgivet af, man skal hente støtte og styrke i, og det vil bestå af mennekser, der ikke har prøvet at stå, hvor man selv står nu. Og hvis vi holder fast i, at det er samtalen om det, der er kontinuerligt svært, vi taler om, så bliver det over tid en afvisning af omsorg, som dybest set er en smule respektløs, hvis man altid kritiserer deres forsøg på at forstå.

Man skal ikke leve med mindre, end man har brug for, og man skal ikke lade sig nøje. Men jeg kan i hvert fald selv have brug for at huske, at hvis folk aldrig kan få lov at vise omsorg og interesse uden at blive irettesat, og vi igen og igen skal kommunikere om vores kommunikation, så kører alle trætte i samtalen til sidst, og så kan man ikke bebrejde folk, at de trækker sig.

Og i sidste ende er det vel de færreste af os, der ikke hellere vil være omgivet af venner, der prøver, end sidde i ophøjet ensomhed, fordi man er den eneste, der rigtigt Forstår.

* (opdateret: Efter lidt detektivarbejde fandt jeg den igen. Det er den er: https://finetanker.wordpress.com/2017/01/15/10-ting-du-skal-vide-om-en-ven-med-sygdomdoed-inde-paa-livet/)

Om rigtig og forkert og voksne rollemodeller

Vi har før her på bloggen talt om, at minderne om min folkeskoletid ikke fylder mig med længsel og glæde. Igennem mange år har det været børnene, der har været i fokus, når jeg har tænkt tilbage; hvordan nogle børn kan være små inkarnationer af Satan selv, selvom de udenpå ligner Rafaels uskyldige engle.

Efter jeg selv har fået børn, og derfor har stiftet bekendtskab med hele institutionslivet igen, er min opmærksomhed imidlertid gledet mere over på de voksne. Fordi jeg – selvfølgelig – gør mig overvejelser omkring, hvordan jeg bedst kan hjælpe, hvis mine børn får det svært. Ikke “jeg skulle dele legetøjet med de andre idag, og derfor er jeg sur”-svært. Men “ondt i maven, fordi jeg er bange og føler mig meget alene”-svært.

En del af det, jeg husker, er, at det allerede dengang undrede mig, når voksne, fx. andre forældre, så noget, der var åbenlyst forkert – og ikke greb ind. Derfor er det noget, jeg selv gør meget ud af at gøre, både fordi jeg synes, det er helt overdrevet vigtigt at lære mine egne, at vi kerer os om verden omkring os, men også fordi jeg fra egen krop og hoved ved, at det fucker med din retfærdighedssans og din instinktive forventning om, at de voksne beskytter dig, hvis du er ved at drukne, og redningskransen bare skynder sig forbi med nedslået blik.

Jeg ved, at personalet i institutioner og på skoler faktisk ikke ret gerne ser det, og jeg forstår egentlig godt, at det nemmeste er, at ansvaret for børns trivsel (når de er i institution og skole) ligger hos fagpersonerne. Desuden ved vi sjældent, hvad der går forud for de konflikter, vi træder ind i, når vi henter, og det skal vi have respekt for.

Der ligger også et element af opdragelse i, at børn er helt anderledes kontante end voksne, når de sætter regler for fællesskabet (i de situationer, hvor bemeldte fællesskab fungerer, selvfølgelig), og den adfærdsregulering, der fx. ligger i, at ingen gider lege med én, der vil bestemme hele tiden, kan være svær for voksne at formidle, men kommer stadig til at gavne børnene på den lange bane. Og det vil involvere et vist element af roughness.

Men grænsen er hårfin. Pædagoger og lærere kan ikke være overalt hele tiden, og jeg synes stadig, at det er helt grundlæggende vigtigt for børns forståelse af rigtig og forkert, at de ikke lærer, at man godt må være ondskabsfuld, hvis bare ingen ser det.

Jeg ved godt, at man ikke som udgangspunkt gider have lektier for, når man læser blogs, men jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I mener, fordi jeg selv er så farvet af min historie. Må man blande sig? Skal man?

Og vi er selvfølgelig enige om, at præmissen er, at der er tale om situationer, hvor man ikke er i tvivl om, at nogen står med ryggen mod muren, og hvor der ikke bare er tale om uenighed om, hvis tur det er til at spille airhockey.

Jeg sidder klar med verdens største øjne, og glæder mig til at læse, hvad I skriver.

Rigtig god mandag derude.