Opfølgning: Om børn, gener og afhængighed

Nu er det en uge siden, jeg postede indlægget om Frida og hendes forhold til mad, og hvor har jeg opdaget meget på de 7 dage, både fordi indlægget og kommentarerne har givet en intensivt fokus, som jeg ikke har i hverdagen, men også fordi I – som altid – er kommet med kvalificerede og betænksomme indspark.

Indlægget har være det, der i mine år som blogger, har givet allerflest mails bagom bloggen fra kvinder og mødre, der kender problemstilligen enten fra sig selv eller deres børn. 

Når jeg skriver indlæg som dette, er det slice of life, og det betyder, at der er meget, der ikke kommer med. Ikke fordi det er hemmeligt, men fordi det bliver for langt og ufokuseret, hvis alle små krøller og vinkler skal med. I er garvede rotter, så det ved I godt, men det er jo også det, der gør, at nogle kommentarer rammer lige ned i det, det handler om, mens andre umiddelbart ser ud til at ramme lidt ved siden af. Men! Jeg vil gerne understrege, at hver eneste kommentar har bidraget med noget værdifuldt, fordi det *også* har været utrolig givende at kunne strege dele af problemstillingen ud, fordi jeg, når jeg læser en kommentar pludselig kan se, at det ikke er dét, der er på spil her. 

Jeg har fået både mails og kommentarer på, at det måske kan være mig selv, det handler om. Alle har været formuleret både kærligt og respektfuldt, og jeg synes, det er fint, at det er blevet sagt højt. Jeg forstår sagtens, hvor tanken kommer fra, men samtidig er det også en vinkel, jeg uden at ryste på hånden lukker af. Jeg har været mine børns mor længe nok til at være 1000% sikker på, at når jeg vurderer, at der er noget – så *er* der noget. Det kan godt være svært at definere, præcis hvor grænsen mellem mine gamle spøgelser og børnenes udfordringer går, og den virkelighed forsøger jeg at være mig meget bevidst, men jeg tror også, at det er voldsomt vigtigt, at man som sine børns mest dedikerede advokat tør stå ved, at selvom man har ting med sig i bagagen, så betyder det ikke, at det man ser, er forkert. 

Så tak for sparring og for muligheden for at dykke ned i noget, som jeg virkelig føler, at jeg er blevet klogere på. 

Jeg har spekuleret på, hvordan pokker jeg sætter det her indlæg op, så det bliver bare nogenlunde overskueligt, og jeg er endt med, at overskrifter for en gangs skyld giver mening. Også fordi jeg gerne vil gøre det brugbart ift. indsnævring for de kvinder, der har skrevet til mig, som står i samme situation.

Så lad os kaste os ud i det

Hvad fungerer:

*Hun spiser, til hun ikke er sulten mere i 8 ud af 10 situationer. 

*Hun spiser normale portionsstørrelser

*Jeg har aldrig oplevet, at hun spiser ukontrolleret eller på fråde/flugtmåden. Aldrig. 

*Hun levner. Dagligt. 

*Hun efterspørger ikke en is mere, når hun har spist én.

*Der er masser af mad, hun ikke vil have.

*Hun vil gerne spise frugt og grønt.

Men hvad er så problemet?

*At hun har *utrolig* meget fokus på muligheden for søde sager, og derfor aldrig misser en mulighed for at få, når der er.

*At hun spørger meget efter det, og derfor også får skabt ekstra muligheder for at få. 

*At hun 2 ud af 10 gange glemmer at mærke efter, om hun er mæt.

*At hun er kræsen, og at vi derfor er endt med mad, der ikke er decideret usundt, men som mætter for lidt, og som hun derfor spiser for meget af. F.eks. brød uden kerner. 

*At manglen på fuldkorn osv. gør hende virkelig oppustet.

*Ovenstående giver et afledt problem i form af for mange snacks. Og selvom de er sunde(-ish), er der stadig mange kalorier i f.eks. tørret frugt og knækbrød med kerner.*

*Jeg har været for dårlig til at afgrænse/hjælpe hende med at træffe gode valg, fordi jeg indtil nu har været meget farvet af, at der i valgmulighederne skal være noget, Anton kan/vil spise.

*At mine skæve arbejdstider har gjort det svært at etablere en rutine med, hvad man må få at spise hvornår. Når vi nogle dage er hjemme kl. 12.30 og andre dage kl. 16.45, er det svært at systematisere mellemmåltider, og så det bliver det noget, der skal forhandles hver eneste gang. 

*Alt ovenstående giver sammenlagt en oplevelse af, at vi snakker om mad h-e-l-e tiden, hvilket er en kilde til mange konflikter og meget frustration. For os begge, faktisk.

Konkrete tiltag:

*Mad der mætter mere til måltiderne. Det bliver en gradvis overgang, og det bliver helt sikkert også en vej med bump, for der *er* mange ting, hun ikke bryder sig om. Men jeg skal have skilt ad, hvad hun reelt ikke kan lide (hvilket måske kan hænge sammen med konsistens/den sensoriske fornemmelse i munden), og hvad hun bare helst vil slippe for, hvis hun kan. Jeg har købt hvidt fuldkornsmel, som jeg prøver at bage boller med i dag, og jeg har fundet luppen frem til hvert eneste af måltiderne, så jeg er sikker på at få øje på de steder, hvor jeg kan justere. 

*Ovenstående skulle gerne minimere behovet for snacks. De bliver afgrænsede, og hun får tilbud om en rugbrødsmad, hvis hun er mere sulten. 

*Hjælpe hende til at drikke mere i løbet af dagen.

*I forhold til valgmuligheder og afgræsning, skal der findes nogle kompromisser, som begge børn kan leve og trives med, og det er jeg egentlig ret optimistisk omkring.

*Jeg stiller en tallerken med frugt og grønt på bordet, når jeg begynder at lave mad.

*Jeg holder øje med, om der er fællestræk ved de madvarer, hun ikke vil spise, så jeg kan finde ud af, om det er noget med konsistensen/det sansemotoriske.

*Jeg prøver at fjerne de søde sager helt i en periode (den her er jeg selv lidt usikker på, hvad jeg mener om, for vi har kun slikkepinde og sodavandsis herhjemme, og begge dele holder sig kaloriemæssigt under det, man får, hvis man drikker et glas juice, men det får et skud, og så ser vi, hvad der sker)

*Finde en god ‘lukkesætning’ som jeg kan bruge, når hun gerne vil snakke om, hvad hun må få, når vi kommer til legoland/i svømmehallen/i Skate House osv. Den her var et forslag i mailbakken; at afvise at tale om mad, men at fokusere på det, vi er igang med lige nu, og sige hvad jeg *gerne* vil tale om.

*Aflede hende, når hun spørger, og lukke måltidet ned ved fysisk at flytte os fra bordet/der, hvor vi sidder, når hendes fokus bliver uhensigtsmæssigt.

Hvad kan det også handle om:

*Faktisk har mit stirrende blik og intense fokus gjort, at jeg har fået øje på noget, som jeg ikke tror, jeg ville have koblet, hvis ikke jeg havde skrevet dette indlæg. For når jeg har hende med ude at handle, så har hun faktisk en adfærd, der minder om den, hun har ift. søde sager: Hun vil gerne have.. alt. En tube blå maling, en svensknøgle, en pose indisk krydderi, you name it. Hun bliver næsten sådan helt febril, og virkelig ulykkelig, når svaret er Nej. Nej. Nej. Nej. Nej. Det er sgu lidt som om, hun træder ud af sig selv. Og kombineret med det faktum, at hun lader til at falde til ro, når jeg har givet efter, og hun får en is eller en ny drikkedunk, har det fået mig til at tænke over, om det mon i virkeligheden handler om noget helt andet, nemlig grænser?

Hvis hun havde været voksen, ville man jo have hældt til en psykologisk forklaring om, at det handler om et forsøg på at fylde et tomrum, men det tomrum har jeg altid tænkt som noget, der opstår på baggrund af begivenheder, svigt, traumer osv. Eftersom Frida har haft det sådan helt fra hun blev født, spekulerer jeg på, om et sådan hul kan være genetisk betinget, om misbrugsadfærd mon bor i det samme hul, og om der er mere biologi i psykologien, end jeg før har været bevidst om. 

Interessant nok var det noget af det, hende håndlæseren jeg var ved, talte utrolig meget om ift. mig; at jeg har utrolig svært ved at acceptere grænser/begrænsninger, og altid, stillet overfor dem, føler en dyb, instinktiv trang til at udfordre dem. Spejl, much?

Hvad så nu?

*De næste par måneder prøver jeg at holde øje med, om de konkrete ændringer gør en forskel. Hvis ikke, vil jeg i første omgang prøve at tage fat i vores gamle sundhedsplejerske, som vi var virkelig glade for. Hvis det heller ikke gør en forskel, må jeg finde ud af, hvad vi så gør. Om det er Ulla Lebahn, børnepsyk eller noget helt tredje. Den bro må vi krydse, hvis det bliver aktuelt.

Tak for alle jeres kloge tanker. I er de bedste.

*Tjekkede i dag en pose med knækbrødssnacks, da jeg var ude at handle. Der var 180 gram i, hvilket jo ikke ser ud af ret meget – men kalorieindholdet i en pose var 1000 kcal. Altså, ca. et halvt dagsindtag for en voksen…

Om børn, gener og afhængighed

Jeg har gået og vejet for og imod at skrive det her indlæg længe, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvor jeg står ift. at gøre det. For det handler om Frida, og selvom jeg fra tid til anden skriver om mine børn, tænker jeg meget over ikke at lægge noget op, som senere kan blive svært for dem at læse om, eller som de kan blive tvunget til at forholde sig til, hvis mennesker, der kender dem, læser med. 

Men fordi jeg både trænger til at tænke højt og virkelig gerne vil have input, skriver jeg det, og så må jeg pille det ned igen, hvis det kommer til at føles for mærkeligt i maven. 

Sagen er, at jeg tror, Frida har en form for spiseforstyrrelse, og jeg har simpelthen så svært ved, hvordan jeg skal hjælpe hende. Hun ligger stadig på sin kurve, som hun skal, men hendes fokus er så konstant på søde sager, at jeg godt kan se, hvad der sker, hvis ikke jeg hjælper hende med at finde en måde at tackle det på.

Det har været et issue, siden hun var spæd. Hun kunne være så forstoppet, at hun var som en sten at røre ved, og alligevel var det eneste, hun ville, at ammes. Sundhedsplejerskens forklaring var, at der findes en gruppe af børn, som ikke kan fortolke deres følelser korrekt; de mærker, at der er “noget” med maven, og fortolker det konsekvent som sult. 

Jeg har været omkring både læge og diætister, og har hevet i alle, jeg kender, der er noget indenfor branchen, men ingen af dem, jeg har løbet op, har specialiseret sig i forebyggende indsatser til børn. Det eneste, de kan tilbyde, er kalorietabeller og Y-tallerkner, hvilket er til at skrige over. At vi som samfund kan være kloge på så mange ting, og stadig være så forblændede at vores egne fordomme om, at fedme skyldes dovenskab og dumhed, og tror, at problemet kan løses af rygrad og matematik, er mig en gåde. 

Min egen fornemmelse er, at det er en form for afhængighed – men en afhængighed, som er medfødt. Jeg aner ikke, hvad teorien siger om misbrug; om man har forsket i, om der er bestemte, genetiske markører, der giver misbrugsadfærd, men fordi jeg, som jeg tidligere har skrevet lidt om, selv har haft et ret problematisk forhold til kost, træning og egen krop, er det noget, jeg har været opmærksom på, fra jeg fik hende.

Jeg har været nærmest hysterisk med ikke at koble følelser med mad (altså, at man ikke får en is, fordi man slår sig, eller at hygge er noget, vi putter i munden), jeg har, helt fra hun var ganske lille, prøvet at hjælpe hende til at skille følelser fra sult ved at spørge hende, om hun er træt, tørstig eller trænger til et kram, hvis hun kommer og beder om mad, og jeg vurderer, at hun ikke kan være sulten, og jeg forsøger i det omfang, det er muligt, at sørge for, at sociale situationer ikke tager udgangspunkt i mad. 

Jeg prøver at balancere på kanten af ikke at tabuisere det, men heller ikke at give det konstant fokus, som potentielt kan udløse en spiseforstyrrelse, og jeg er rasende opmærksom på, hvordan vi taler om overvægt herhjemme. 

Samtidig er det jo som at bo med et lille spejl. For alt, hvad hun bøvler med, har jeg også kæmpet med. Så længe, jeg kan huske. Og derfor ved jeg jo også, hvad der ikke virker, som f.eks. regler, grænser og restriktioner, som jeg selv – på alle områder i livet – responderer sådan her på:

I min jagt på svar og løsninger faldt jeg sidste år over Overeaters Anonymous, fordi jeg googlede ‘mad afhængighed børn’ og de kom frem som resultat. Jeg snakkede med dem, men da de ikke har erfaring med børn, gravede jeg selv materiale frem på nettet og læste mig ned i det. Det var en øjenåbner ift. mit eget forhold til mad, og dermed også til Fridas, men det løser stadig ikke problemet med, hvordan man hjælper et barn, der stadig er så lille, at hun primært orienterer sig efter reglen ‘det føles godt = det må være rigtigt’.

Herhjemme er det yderligere en udfordring, at Anton er verdens mest intuitive spiser, som samtidig er undervægtig, og derfor virkelig, virkelig gerne må få alle de mellemmåltider, han har lyst til. For jeg kommer til kort, når Frida beder om det samme, som han får, og jeg siger nej. Hvad svarer man på hendes “Hvorfor ikke?”, som ikke er løgn/får hende til at føle sig forkert/underkender hendes egen vurdering af, hvad hun føler ved at sige, at hun ikke er sulten, selvom hun mener, hun er?

Jeg synes virkelig, at det er svært. For hvornår hjælper man, og hvornår får man skabt en selvopfyldende profeti?

Inden jeg runder af, har jeg brug for at skrive, at det ikke handler om æstetik. Det gør det virkelig ikke. For mig er selve overvægten ikke problemet, det er alt det, den fører med sig af stigma, lavt selvværd og udfordringer i sammenhænge, hvor man skal bruge sin krop. I særdeleshed hvis de ekstra kilo kommer af misbrug, fordi det så ikke længere er et valg, man træffer, men en sygdom, man kæmper med.

Heldigvis elsker hun at bevæge sig, så det sørger jeg for, at hun får alle muligheder for, og hun synes, fuldstændig ligesom sin mor, at hun er verdens fineste Frida. Men det er en hård verden derude, og jeg kan tude ved tanken om, at den instinktive glæde hun føler ved både sig selv, sin krop og livet skal lide overlast. GID hun formår at holde fast i den sandhed, der for mig er mejslet i massivt granit: At hun har ret til både sin plads og al kærlighed i verden, uanset hvem hun er, og hvordan hun ser ud.

Om at kravle før man kan gå

Først og allerfremmest: Hvis der findes et mere entusiastisk og betænksomt heppekor end jer, har jeg endnu til gode at møde dem. Ingen over, ingen på linje med. I. er. de. bedste!

Det her indlæg startede som et svar til jer, der kommenterede på indlægget igår, men det forgrenede sig og blev virkelig langt, så nu konverterer jeg det til et selvstændigt indlæg i stedet.

For jeg sad i aftes og tænkte lidt over jeres input, og jeg kan mærke, at jeg har brug for at forklare, hvorfor jeg så hårdnakket afviser at gå selvstændigt og gøre bloggen og det at skrive til en levevej – for jeg forstår faktisk godt, hvis det virker dumstædigt, grænsende til krukket.

Helt grundlæggende handler mit nej om, at jeg mangler værktøjer. Jeg kan være den bedste tegnsprogstolk i verden – men hvis ikke jeg, helt lavpraktisk, ved, hvor jeg finder de ledige opgaver, hvilke formelle krav, man skal opfylde for at kunne byde på dem, eller hvor man sender fakturaen hen, så hjælper det mig ikke det fjerneste, at jeg er dygtig. Og det er præcis det, der er problemet med at gøre skrivning til en levevej for mig nu, hvis jeg skal gøre det alene. For jeg aner ikke, hvor opgaverne er, hvad de går ud på, eller hvordan jeg sælger mig selv ind på dem. De værktøjer skal jeg have i kassen, før jeg kan etablere Blogsbjerg Inc® og leve af det.

Når søde læsere foreslår betalingsknapper og reklamer, sparker jeg den altid til hjørne, og det vil jeg, nu hvor jeg nærmest føler, at vi er sammen om projektet (#love), også gerne forklare, hvorfor jeg gør.

Hvis vi tager donationsknapperne først, så handler det om, at jeg har første gang til gode at høre om bloggere, der kunne holde en anstændig indtægt ad den vej alene. For hånden på hjertet: Hvornår har du sidst betalt til en blog eller et medie, hvor betaling var frivillig? Og hvis du tilhører de 5-7% som *har* doneret: Gør du det jævnligt, eller er det ved at være længe siden sidst? Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke spytter på hverken gestussen eller de beløb, I sender afsted: I skulle have et knus og en medalje, og hvis alle gjorde som jer, så *ville* det være muligt at leve af at blogge. Men det gør alle ikke. Langt, LANGT de fleste glemmer det, eller undlader at gøre det, fordi det ikke føles som om, de 20 kroner gør en forskel. Vi er for uvante med den model i dk til, at den fungerer efter hensigten, alle gode intentioner til trods. 

Så kommer vi til det med reklamer, hvor der er god mulighed for at blive uvenner med alle i hele blogland. Men det skal jeg simpelthen ikke. Jeg skriver ubetinget bedst, når jeg skriver om det, der lige nu optager mig, og man *mister* noget kant, når man er afhængig af at være likeable. 

Det er der ikke noget odiøst i; når jeg er ude som tolk, er der jo også sider af min personlighed, jeg skruer ret meget ned for. Det hører med til at være professionel, og jeg ville aldrig have skrupler ved at tage et job, hvor formålet med at skrive var at sælge et produkt.

Men en stor del af mit drive ift. bloggen er, at jeg kan skrive, hvad der passer mig. Det lyder simpelthen så træls, når man siger det højt, men jeg har ikke brug for, at læserne kan lide mig. Holder det mig vågen om natten, når jeg føler mig misforstået eller modtager svinere og hademails? Ja. Det er ubetinget sjovest at være vellidt. Men jeg er ikke økonomisk afhængig af, at I kan lide mig, og det gør en ret stor forskel ift. hvor meget censur, jeg lægger på mig selv. 

Min blog er en legeplads, en dagbog, et kreativt outlet og en arv til mine børn. Den er ikke til salg for anti-age-serum og flyverdragter, som boligforeningen jo nok ville studse over, hvis jeg forsøgte at betale husleje med.

Men når alt det er sagt, synes jeg egentlig, at tingene har lagt sig til rette på en god måde ift. tidsperspektivet. Lige nu har jeg stadig små(-ish) børn, som jeg – stadig – er alene med. Lige nu ville det være en gigantisk stressfaktor at stå uden fast indkomst, og selv skulle finde tiden til at bygge alting op fra bunden. Fordi man på en eller anden måde jo faktisk har to jobs: Dels skal man finde opgaverne, og dels skal de løses. At løbe en karriere i gang kræver, at man kan dedikere sig; at man kan sige ja tak til at mødes med potentielle klienter i Odense kl. 17 eller til at løse en opgave med deadline morgen. Det er ikke ret kompatibelt med lukketider og barnepiger og nul far, og derfor er det ikke det, jeg skal lige nu.

Her spiller det også ind, at jeg ved, jeg har en personlighed, der skal holdes i stram snor ift. stress. Jeg har svært ved at slippe de opgaver, jeg brænder for, jeg er en idiot til at uddelegere og jeg vil gerne, at alting er gjort ordentligt. Det er på mange måder også det, der er mine forcer, men jeg er den eneste kaptajn på skibet herhjemme, og derfor bliver jeg nødt til at have et vågent øje på, hvor grænserne går. 

Men om en håndfuld år har jeg forhåbentlig fået fodfæste i kommunikationsbranchen. Børnene er langt mere selvkørende, og min gæld er betalt ud. Det åbner for et væld af muligheder, og for at kombinere alt det, jeg kan, og som jeg synes er sjovt. Til den tid er der kontakter er trække på, og erfaring i banken, og måske bliver det startskuddet til platformen Blogflix.

Og så gør vi det sammen. Ikke?

Hvad med Phillip?

For lige at starte et helt andet sted, end jeg har tænkt mig at bevæge mig hen, så elsker jeg biblioteks-app’en, og hvis du ikke har hentet den, så gør det med det samme. Kvaliteten af de bøger jeg læser, er steget med 1000% efter jeg har hentet den, fordi jeg ikke længere bare på må og få tager dem med de pæneste forsider, når jeg vandrer planløst rundt på biblioteket. I dag går jeg, i det sekund, jeg ser en god anmeldelse af en bog, ind og reserverer den via app’en, og så er det bare at vente på, at den kommer hjem. Det lyder som en meget lille ændring, at funktionen er flyttet fra computeren og over på telefonen, men det gør hele verden til forskel. 

Grunden til ovenstående indledning er, at jeg nu også læser bøger, som jeg måske ikke lige ville have plukket, hvis jeg bare var gået forbi dem IRL, og “Jeg klarer mig, mor” er en af dem. Den handler om det tredobbelte drab på Frederiksberg i 2015, hvor 3 unge mænd blev skudt i en lejlighed, mens de sov. Likvideringen var banderelateret, og alene af den grund, ville jeg være styret udenom den, fordi det emne ikke optager mig. (Og kæmpe undskyld for det, hvis der sidder nogen derude med alting i klemme). 

Men anmeldelsen af den var god, så jeg bestilte den, og i sidste uge lå den klar til mig. Jeg hentede den torsdag, og torsdag aften slog jeg op på første side.

-og var nær faldet ned af sofaen, da det gik op for mig, at jeg kender fortælleren, som er moderen til den ene af drengene.

Jeg har gået i skole med hende, og jeg blev så rystet over retrospektivt at læse om hendes opvækst, og om hvordan livet har behandlet hende, at jeg kom til at læse hele bogen. Jeg græd, så jeg til sidst var så hævet om øjnene, at jeg ikke kunne se, hvad der stod, og jeg havde flere gange fat i min telefon, fordi jeg have lyst til at ringe til nogen og råbe: “Det er Liselotte!!” Men jeg kender ikke længere nogen fra dengang, så jeg endte med at sidde med det selv. Det var voldsomt surrealistisk at følge tidslinjen og vide, at mens jeg dalrede rundt ved åen i Aarhus og drak sjusser og bøvlede med mænd og sind og kærlighed, så fik hun børn, kæmpede for dem og mistede et af dem igen.

Historien er som sådan klassisk: En mønsterbryder-mor, der kommer fra svære kår, som får børn, mens hun selv er ung, med en mand, der også træffer destruktive valg. Hun ender med at være alene med børnene, og hvor de 2 (senere 3) andre børn vokser op uden de store dikkedarer, skiller Phillip sig ud fra starten ved at være grænsesøgende og svær at håndtere, og herfra eskalerer det bogen og livet igennem. Han kastes rundt fra sted til sted til sted igen; alle starter med at tro, at de kan hjælpe ham, alle ender med at give op, og han er 19 år, da han bliver skudt. 

Det, som gør historien til noget særligt er, at Liselotte faktisk bad om hjælp fra starten. Historien er selvfølgelig fortalt af hende, og dermed er det hendes opfattelse og version af virkeligheden, der skildres, men hele bogen igennem er der kopier og uddrag af offentlige papirer, fra alle de gange, hun selv har henvendt sig og bedt om hjælp, fordi han ikke lod sig styre. 

Jeg var nået ca. halvvejs igennem bogen, da det gik op for mig, at historien – ikke personerne, har jeg brug for at sige – minder mig om We need to talk about Kevin.

Den store forskel på de to bøger er selvfølgelig, at den ene er fiktion, mens den anden er non fiktion, men fælles for begge historier er, at de er fortalt af mødre til børn, der er anderledes på en måde, som samfundet ikke er gearet til at håndtere.

Phillip skildres med uendelig meget kærlighed, men også med respekt for de konsekvenser, hans handlinger har haft for andre.

Den fiktive dreng Kevin beskrives som beregnende og ondskabsfuld over for sin mor, når de er alene, mens han er eksemplarisk og kærlig, når hans far er til stede, hvilket driver en kile mellem forældrene og samtidig får moderen til at betvivle både sine observationer og sine forældreevner. Det sidste beskriver Liselotte også i sin bog, igen og igen, og en del fagpersoner gennem årene peger på hende og hendes egen baggrund som forklarende faktor på Philips adfærd.

Men det ændrer ikke på, at der ikke ligger *noget som helst* på de andre børn, hvilket jo ellers ville være oplagt, hvis det primære problem var manglende forældreevner. 

Phillip får på et tidspunk stillet diagnosen psykopat (eller Dyssocial Personlighedsstruktur, som det egentlig hedder) hvilket også er det, man ledes hen imod ift. Kevin, og det har jeg simpelthen tænkt så meget over efterfølgende. Efter hvad jeg siden har læst mig frem til, kan forskerne ikke blive enige om, om DP er medfødt, eller om det er noget man kan være disponeret for, og herefter udvikle i højere eller mindre grad, afhængigt af miljøet, man vokser op i. 

Men det, jeg bliver ved med at spekulere på er, om man som samfund hjælper eller forværrer situationen ved at blive ved med at prøve? For uanset Phillips genmæssige udgangspunkt, og Liselottes forældreevner, så kan jeg ikke forestille mig, at det er særlig fordrende for et menneske at blive smidt rundt i systemet og samle nederlag op, mens man bliver opgivet den ene gang efter den anden. Til gengæld forestiller jeg mig, at der er meget, der falder ned mellem sprækkerne, hver gang sagen og barnet går fra den ene instans til den næste. 

Der findes ikke en virkningsfuld behandling til DP, og noget af det, jeg fandt mest interessant, da jeg gik ind og læste yderligere om emnet var, at de fleste artikler og beskrivelser, der egentlig gerne vil sige noget om børnepsykopater, stille og roligt glider over i at skrive, hvad man gør, hvis man er omkring voksne psykopater (spoiler: Lade sig skille eller sige op). Det tætteste, jeg er kommet på et reelt bud på, hvad man gør, er ‘tydelig grænsesætning’ – men selv med gennemsnitsbørn og en egen-opvækst i en ressourcestærk familie med masser af omsorg og kærlighed, kan grænsesætning være en krævende omgang, så det må være stort set umuligt at løfte dén opgave, hvis man er forældre til et barn med DP. 

Ville det være bedre at sige det, som det er? At melde ud, at der ikke er en virkningsfuld behandling her? At give op?

Jeg ved det ikke. Men efter den her bog og et par aftener i det kaninhul, der er internettet, er det min fornemmelse, at det gør samfundet heller ikke – og primært fordi det er så tabuiseret at tale om, at børn kan være psykopater.

Man kunne godt få den tanke, at det bare handler om at få 18 år til at gå, så man kan lukke journalen og gå hjem med illusionen om, at man har gjort, hvad man kunne. Og det har man formentlig også. Både som enkeltperson og som instans. Men hvis sygdomme ikke kan behandles, og problemet ikke kan løses, så synes jeg vi skylder de her børn og deres familier at holde op med at lade som om, og i stedet blive bedre til at tale åbent om, hvordan man med mest mulig omsorg og fornuft kan lære at leve med diagnosen.

(Som altid er man mere end velkommen til at berige debatten i kommentarfeltet med links, faglige input osv.)

Læs, læs, læs!

Genbrugsgaver

(Først: Tak for diverse forslag til blogs. Jeg glæder mig til at grave mig ned i dem. Som tak for hjælpen har jeg samlet alle forslag på en link-liste nederst i dette indlæg) 

Det her indlæg startede egentlig som et punkt til et M2019-indlæg, men det blev så langt, at jeg til sidst besluttede at konvertere det til et selvstændig indlæg. 

Som overskriften antyder, handler det om holdningen til brugte gaver, og næst efter mælk, tror jeg, det er det emne, der giver de mest indædte meningsudvekslinger i minimalistgrupperne rundt omkring. (- som det hedder, når de voksne skændes).

Det er en diskussion, hvor der er rig mulighed for at rage uklar, og fordi jeg de sidste par år – blandt andet her på bloggen – har talt meget og varmt for genbrug og second hand vil jeg gerne give mit besyv med.

Jeg har givet begge mine børn brugte gaver, både til jul og fødselsdage, og jeg har også de sidste par år på min egen ønskeseddel tilføjet “må gerne købes brugt” efter ca. halvdelen af tingene. 

Dette blot for at sige, at jeg som udgangspunkt synes, at brugte gaver kan være en god løsning. 

Når jeg alligevel ikke er fan, er det fordi diskussionen stort set altid bliver bragt på bane af giveren; altså, om man kan tillade sig at *give* brugte gaver.

Og det synes jeg ikke, man kan – i hver fald ikke medmindre der er lavet en udtrykkelig aftale om det.

Jeg ser mange, der begrunder deres ønske om at give brugte gaver med, at de ønsker at “melde sig ud af forbrugsræset”, hvilket er et synspunkt, jeg fuldstændig forstår. Men spørgsmålet er, om man kan gøre det fra giversiden? Er det ikke kun som modtager, at man kan ønske sig en ged eller en brugt vase? For mig er det andet lidt som at være med i en kageordning, og så en dag, uden varsel, at stille med skrællede gulerødder, fordi man har besluttet, at vi alle sammen spiser for meget sukker.

Man kan hade eller elske jul og fødselsdage og de traditioner, der knytter sig til begge begivenheder, men hvis man indtil nu har gjort som stort set alle andre, har man jo (stiltiende, måske, men stadig samtykkende) bakket op om gruppens holdning til gaver og kage – og så synes jeg også, at beslutningen om en ændring er nødt til at ske i gruppen. Ikke at man behøver at være enige, men så må man melde ud, at man ikke længere ønsker at give gaver, og derfor heller ikke forventer nogen retur. Eller man må spørge dem, man normalt er på gave med, hvor de står ift. genbrug.

For man kan sagtens være pro-genbrug og mindre materialistiske gaver, men samtidig have ting/materialer, man ikke ønsker at overtage brugt. Jeg har det f.eks. ret stramt med ting i stof, så jeg ville blive virkelig træt af det, hvis jeg (= Frida) fik en brugt bamse eller pyntepude. En af mine veninder kommer næsten til at gylpe ved tanken om at spise noget, andre har tilberedt, så for hende ville det *ikke* vække lykke at modtage et glas karameller, som man har lavet sammen med sine børn. Heller ikke selvom det er tanken, der tæller. 

Og så rammer vi noget af det, som virkelig undrer mig i de her grupper – for er målet ikke, at vi som race reducerer vores forbrug? Det redder vel hverken jord eller regnskov, at det kun er 10%, der skærer ned, flyver mindre og sparer på kød og vand? Alligevel oplever jeg, at der er virkelig mange i de her fora, der udelukkende fokuserer på, hvad *de* har lyst til at give – efter at have brugt 2 år på at skille sig af med de ting, som de ikke længere selv bruger/ønsker. Er det ikke super dobbeltmoralsk, at man er hyper-bevidst om ikke at fylde sit eget hjem med skrammel, men er ligeglad med at trække det ned over hovedet på andre?

Det er den materialistiske side af det, men derudover synes jeg også, at man med brugte gaver fralægger sig selve gestussen i det at give gaver, nemlig at give modtageren noget, der bringer glæde. Om noget synes jeg netop, at man her giver en gave, bare for at give den, samtidig med, at man fralægger sig ethvert ansvar for, hvad modtageren skal stille op, hvis vedkommende får 2 ens brødkasser, som jo så ikke kan byttes, fordi de er brugte. Eller hvis børnene på 5 år måske ikke lige har fået mailen om, at de er blevet miljøaktivister, og derfor får lange næb, når de åbner gaven, de håbede var Lego, og det viser sig at være et træpuslespil eller 5 plastikdyr, de ikke på nogen måde har ønsket sig.

Eller en handske, de faktisk HAR ønsket sig, der kan blinke og lyse – men som ikke duer. Og det er bare ærgerligt.

Her kan jeg på kommentarfeltet på fb se, at det er en meget populær holdning, at skuffede børn = forkælede børn, som skal se at lære noget taknemmelighed. Det er et synspunkt, som jeg tænker hænger meget sammen med opdragelsesstil –  jeg mener ikke, at børn nødvendigvis lærer noget af at blive kede af det. Selvfølgelig er der nogle lektier i livet, der gør ondt at lære, men at miljøbevidsthed skulle være én af dem, synes jeg bare er flat out dumt. Det er da næsten den eneste måde at sikre sig på, at de går kontra på et tidspunkt.

(Og bare lige for at tage den med ønskesedler med, når nu vi er ved emnet “for det er jo bare en bestillingsliste!”, så synes jeg på alle måder, at ønskesedler ER minimalistiske. De sikrer, at man rent faktisk får noget, man har brug for, OG de gør det muligt at ønske sig brugte ting, fordi man kan dele sedlen op og give to ønsker til sin søster, 2 til sin mor osv, så man på den måde sikrer, at der ikke ligger 4 brugte kageruller under træet d. 24.)

(Og selvom du finder “den perfekte gave – hver gang!” så er det måske en tanke værd, at det er dig selv, der synes det. Jeg siger ikke, at du tager fejl. Jeg siger bare, at hvis vi nu alle sammen prøver at tage udgangspunkt i os selv, hvor mange har vi så hver især omkring os, der rammer plet *hver* gang, når de free styler på gaver, mad og underholdning?)

Jeg synes, det er 100% fair, at vi hver især begynder at redefinere, hvad gaver er, og hvilken rolle de skal spille i forbindelse med højtider hjemme hos lige præcis *os*. Men jeg synes, det er noget, der er så mange traditioner omkring, at det bliver unødvendig konfliktfyldt at træffe en autonom beslutning, og så bare tvinge den ned i halsen på andre. Særligt fordi det så både bliver gavetraditionen, men også det, man prøver at sætte i fokus i stedet, nemlig fællesskabet og samværet, der bliver påvirket negativt, og det er en skam, for sådan behøves det ikke at være. 

Snak om det inden. Lav aftaler. Led med eksemplet og håb, at det smitter.

Og som belønning for at være nået gennem den lange tekst, er hermed listen over foreslåede blogs.

God læselyst.

Lillemor

Æselperspektiv

Miriams blok

Music is my secret

Trixyworld

Fru Holmboe

Et sted i verden

Jernmor

Plantesmilet

Zetland

Jord under neglene

Karmamilli

Nutidens mor

Krøllerier

Mette Marie Lei Lange

The Bloggess

Autisme plus far

Ind i verden

Tiefental

Freyamay November

Sofie Ude

RockPaperDresses

Den Gamle Dame & Nettet

I forlængelse af mine M2019 indlæg kom jeg forleden til at tænke over, at det egentlig er mærkeligt, at jeg med mit fokus på downsizing og bevidst forbrug, ikke har det sværere med min telefon og tiden, jeg bruger på internettet, end jeg har. For umiddelbart ville min tanke være, at et ønske om mindre skærmtid ville være en naturlig udløber af forsøget på at være mere til stede i mit eget liv. Men når jeg støder på artikler om digital detox er det ikke noget, der taler ind i et ‘burde’ i mig, og det kom jeg til at undre mig over.

Efter en del grublen, nåede jeg frem til, at det handler om, at internettet for mig er et vindue ud til verden; måske specielt fordi jeg bor alene med mine børn. Internettet og de sociale medier for mig er underholdning, stof til eftertanke og relationer, som ikke er mindre virkelige, end dem, jeg har i kød og blod. Ofte får cyber endda en understøttende effekt i mine venskaber, fordi det fungerer som livline, så vi stadig kan bevare venskaber, der ellers ville være gledet ud, og dermed være reel, værdifuld støtte for hinanden, når det brænder på, fordi vi ikke skal arbejde os igennem hele bunken af ‘hvordan går det med dit nye arbejde’ og ‘havde I en god konfirmation?’ før vi kan kaste os over det, vi kæmper med.

Det hører med til historien, at jeg ikke er en af dem, der bliver ramt af sammenligningsblues, eller føler, at jeg bliver konfronteret med egne mangler, når jeg ser andres overflod. Det er ikke et resultat af en speciel modstandsdygtig personlighed, eller tilfredshed over alt ved mig selv, men for mig er de glitrende typer så uvirkelige, at det ikke føles som om, vi tilhører samme race. For mig bliver den kulisse-agtige setting så tydelig, når det hele fremstilles i højglans og blomsterkranse, at det ville svare til at sammenligne mig selv og mit liv med hovedpersonen(s) i en bog.

Det betyder ikke, at jeg ikke tænker over, hvordan jeg bruger internettet, men for mig går skillelinjen det samme sted for dét, som det gør for mad, alkohol, mænd og alle andre typer af rusmidler: Så længe, man bruger det, fordi man har lyst til lige præcis det, man står med i hånden, er det fint. Når man begynder at bruge det, for det sted, det tager én hen; at bruge det, for det det gør, og ikke det det er, skal man høre alarmklokkerne ringe. Men stadig kun, hvis det er hver gang, det er tilfældet. 

For sagen er, at jeg faktisk synes, at det er ok at fjerne fokus fra nuet fra tid til anden. Det betyder ikke, at man ikke er, hvor man skal være, eller at man skal kulegrave sit liv og finde frem til undertrykte ønsker og drømme, man straks skal gå i gang med at udleve. Hvis man stirrer ind i solen for længe bliver man blind, og man kan sagtens trives i det liv man har, uden at knuselske alle faser af det. Man kan sagtens elske at være mor, uden at elske samtlige af de opgaver, der følger med titlen. Man kan trives og vokse i sit job, uden at føle elektriske stød af begejstringen over hver eneste opgave, der lander på skrivebordet, og man behøver ikke revolutionere sit liv hver eneste gang, man støder på noget, der er kedeligt, monotomt eller svært. Jeg hørte forleden udtrykket “to meet life on lifes terms” og det synes jeg giver utrolig meget mening ift. at der *vil* være tinder og dale, uanset hvilken vej man vælger. Og for mig er det lidt en katolsk tilgang til det, at man skal stå alt igennem med stoisk ro og åbne øjne. Så længe man, i det store og hele, er tilfreds, bliver det ikke mig, der peger fingre af lidt eskapisme.

Det, jeg til gengæld kan mærke har ændret sig de senere år, er *hvordan* jeg færdes på nettet. Da jeg var yngre, strakte jeg mig virkelig langt for at binde sløjfer og forklare, og det sugede utrolig meget tid. Det gør jeg ikke længere. I dag vil jeg have lov at bruge internettet på mine egne betingelser, som kan koges ned til, at det skal være noget, der giver mere end det tager. Jeg tænker tit på et udtryk, min veninde Linda og jeg brugte meget for år tilbage: “En ringende telefon er en invitation til en samtale, man ikke behøver sige ja til”. Det gælder også på internettet. Man er ikke forpligtet til at svare mennesker, der bevidst søger konfrontation og drama, man må gerne lukke ting ned i sit eget kommentarfelt, og man kan hverken være enig eller gode venner med alle. Og selvom man lige i øjeblikket oplever en altopslugende trang til at råbe ind i ansigtet på folk, at de er ignorante og afstumpede, så skal man huske at lave lakmusprøven “Er det tilfredsstillelsen værd at trække det her med ind i resten af dagen?” Det er det sjældent. Og det kommer man til, hvis man lader sig falde ned i kaninhullet, og ofrer en hel dag på at skændes med et menneske, man aldrig kommer til at møde i virkeligheden.

Så konklusionen på alle tankerne blev, at jeg måske alligevel har taget noget af det, jeg de senere år har lært, med over i mit cyberliv?

Enten det, eller også er jeg bare blevet ældre.

Vejen videre

Forleden så jeg et opslag i en af minimalistgrupperne på FB, fra en kvinde, som havde valgt at gå hjemme. Som jeg forstod det, var beslutningen truffet ud fra et ønske om at leve mere minimalistisk og nærværende; altså at bruge mere tid med børnene, aktivt at nedbringe familiens forbrug af diverse goder og leve for mandens indkomst. Hendes opslag gik på, om andre oplevede at blive spurgt til, hvordan de har det med ikke at “bidrage til samfundet”, når nu man stadig er forbruger af de ydelser, der bliver finansieret over skatten.

Diskussionen er ikke ny, men jeg synes sjældent, at den kommer længere end til, at man jo bidrager ved at passe sine børn, og at argumentet om, at “hvis alle gjorde det” er latterligt, for det gør alle ikke. Derudover bliver der også altid budt ind med, at man ikke vil opretholde et kunstigt højt forbrug, udelukkende for at holde hjulene i gang; og jo særligt ikke når alle efterhånden er enige om, at de pågældende hjul drejer alt for hurtigt.

Det er reelt nok. Man kan ikke gå baglæns. Hvis nogen bad mig gå tilbage til det madspild, jeg havde for 5 år siden, eller pålagde mig at købe tøj og nips med samme frekvens, som jeg gjorde i starthalvfemserne, ville jeg også takke pænt, men bestemt nej. For det er jo ikke kun sit forbrugsmønster, man ændrer; det er også hele tankegangen bag.

Men jeg tror faktisk, at problemstillingen er noget, vi bør begynde at forholde os til, sådan helt konkret. For i takt med, at der bliver flere, der forbruger mindre og et stigende antal familier melder sig ud, og måske endda arbejder på at blive selvforsynende, så vil der ske ændringer i den måde samfundet er skruet sammen på.

Vi bliver nødt i hvert fald at begynde at snakke om, hvad vi gør, når mange mennesker nok har flyttet sig fra den ene side af vippen og over på den anden. På et tidspunkt *vil* det blive et problem at udbygge og vedligeholde infrastruktur, skolesystem og sundhedsvæsen, hvis gruppen af mennesker, der bidrager økonomisk gennem skatten til driften, svinder ind.

Et faldende forbrug af både ydelser og varer vil også på et tidspunkt få konsekvenser for, hvor mange mennesker, der kan være ansat i de forskellige brancher, mens færre turister vil blive et kæmpe problem for nogle områder og lande, som lever af det.

Som global gruppe bliver vi nødt til at begynde at overveje, hvordan de mennsker, der bliver i overskud på arbejdsmarkedet, skal forsørges eller forsørge sig selv. 

Jeg er med på, at det her ikke bliver et problem i morgen, og at vi stadig har mennesker, der ikke helt forstår, hvorfor sugerør og plastikposer er et problem, og heldigvis ser jeg, når jeg kigger på gruppen af mennesker, der er nået et stykke længere hen af den minimalistiske vej, mange, der vender sig om og lærer fra sig bagud; som prøver at få de mennesker med ombord, der stadig synes, at røde bøffer er en menneskeret, og at Pia K. har ret i det med klimatosserne. 

Men jeg mangler måske lidt, at flere af os også begynder kigge fremad. For håbet er vel, at vi om 100 år har et samfund, hvor forbruget er faldet til et niveau, hvor vi ikke smadrer kloden, og hvor familien er den struktur, der holder sammen på samfundet. Men lige nu er det svært for mig at se, hvordan vi når derhen, uden at en masse mennesker falder gennem de huller, vi ufrivilligt kommer til at skabe i underlaget i vores iver efter at nå målet. 

For vi river jo ikke alle huse ned og bygger træhuse på én gang, så der skal helst være håndværkere og skadedyrsbekæmpere og folk, der kan komme og lægge nye tag på de huse, der allerede står en god rum tid endnu. Der skal helst være læger, tandlæger og kiropraktorer, og gerne nogle, som ikke er selvlærte. Det giver også mening, at de børn, hvis forældre måske ikke er så bogligt stærke, ikke bliver tvunget ind i en livsbane af praktisk arbejde, fordi forældrene eller naboen ikke kan undervise dem på det niveau, de er klar til at blive undervist på.

Og på den knap så nødvendige skala er det jo også rart nok at have adgang til gode bøger og aviser og blade, som kan gøre os klogere og skabe debat. Det kan sagtens foregå online – men hvis ingen vil betale for det, og alle låner på biblioteket, så *er* der sgu ingen, der har råd til at leve af at skrive. 

Og så længe dét er virkeligheden, er der stadig brancher, vi har brug for, uddannelser, der skal fungere og et sundhedsvæsen, der skal vedligeholdes og forbedres gennem forskning og dygtiggørelse. Hvordan muliggør vi det, samtidig med, at vi redesigner samfundet og måden vi lever på? Det mangler jeg nogle gode bud på, synes jeg. For lige nu er det min oplevelse (min. Kun min. Andre kan have oplevet noget andet), at mange føler, at de har gjort deres, hvis de bruger muleposer, skærer ned på kødet og husker at tage cyklen, og at opgaven derfra består i at fortælle andre, hvad de gør forkert. 

Vi kan ikke allesammen gøre alt, og lidt er bedre end ingenting, men for mig er der næsten et element af økologisk egoisme i, at man udelukkende vil fokusere på, hvordan man selv finder det rigtigt at leve, og bare lukker den her del af debatten ned, fordi den er ubekvem. For de valg, vi træffer ud af et hensyn til miljøet, burde vel også i en eller anden udstrækning træffes ud fra en bekymring om den samlede gruppe?

Som det er lige nu, er det dem, der er længst fremme, der sidder med privilegiet at leve i overenstemmelse med deres værdier. Fordi der stadig er et sikkerhedsnet, som bæres oppe af dem, der ikke har meldt sig ud. Det er muligt at flytte langt ud i skoven og leve af det man kan hive op af jorden og bytte sig til, uden at tænke specielt meget over, om der sættes penge af til at forske i grøn energi og sclerose.

Det er på mange måder vaccine-debatten om igen: At man kun kan træffe et alternativt valg, som bygger på individuelle principper og værdier, så længe flertallet træffer et andet.

Lige nu er vi alle voldsomt optagede af, hvordan vi undgår at køre ud over kanten, og det ér det vigtigste. Men vi skal også have fundet ud af, hvordan vi finder en alternativ rute, og kommer videre – alle sammen. Også de syge, de små og de gamle, og dem, der af den ene eller anden grund ikke kan klare sig selv. Og det tror jeg, vi er nødt til at begynde at snakke om.

(Og bare lige til sidst: Jeg er selvfølgelig ikke den første, der tænker over de her ting, så hvis nogle af jer derude følger med på blogs, IG-profiler osv., eller som har links til gode udsendelser, der mener noget klogt om emnet, må I endelig smide det i kommentarfeltet. Det eneste, jeg gerne vil bede om er, at det ikke bare er resultatet af en googlesøgning, men rent faktisk noget, man selv har set og finder lødigt og troværdigt).

Abort mission: Om igen

I går lagde jeg et indlæg op, som tog udgangspunkt i en artikel fra TV2, som handlede om at nedbringe antallet af ufrivillige aborter. 

Jeg valgte sent i aftes af tage indlægget ned igen, fordi jeg kunne se på mails og kommentarer, at det, jeg gerne ville sige, og det, flere af jer hørte, var to meget forskellige ting. 

Det vil virke underligt bare at fjerne det uden at knytte en kommentar til, hvorfor jeg har gjort det, så for de af jer, der ikke nåede at læse indlægget, vil det her skriv ikke give ret meget mening. Sådan må det lige for en sjælden gang være. 

Mit indlæg var en kritik af en udtalelse fra overlæge Ole Bjarne Christiansen, som i artiklen blev citeret for at sige:

“Man kunne screene for visse risikofaktorer og tage blodprøver. Man kunne også tage en kort samtale for at få en fornemmelse af, om der er tale om en meget sårbar kvinde, der er ved at gå i panik eller udvikle depression, og som derfor kræver ekstra omsorg.”

Jeg vidste på forhånd godt, at abort er et følsomt emne, så jeg havde været ret omhyggelig med at skrive “som jeg læser det” og “synes jeg” efter alt, hvad jeg skrev ud fra, og ikke på noget tidspunkt anfægtede jeg mandens dygtighed eller faglighed. 

Det gør jeg stadig ikke. Bare lige, så det er helt klart. 

Det, jeg finder problematisk er, at hans udtalelse bliver hentet ud af en inderkreds, hvor folk kender manden og ved, hvad han står for, og bliver flyttet over i det store, offentlige rum, hvor den bliver læst og fortolket af mennesker, som ikke nødvendigvis færdes i de samme miljøer som ham og de mennesker, han har hjulpet. Den bliver brugt som den ene halvdel af startskuddet til en artikelserie på et af landets største medier, og bliver dermed en del af den offentlige debat, og derfor synes jeg, at den er mere end almindelig uheldig, for selvom ord bare er ord, bliver de til virkelighed, når der er nok af dem. 

Dette var grunden til, at jeg trak paralleller til abortdebatten i USA og til Kristendemokraternes retoriske røgslør, der skal få deres abortmodstand til at virke som en slags politisk sidebemærkning, der ikke rigtig er vigtig for nogen. Og det er dét virkelighedsbillede, jeg synes, at Ole Bjarne Christiansens udtalelse bidrager problematisk til – uanset hvor dygtig og sympatisk, han er.

Der er for nyligt skrevet en ret spændende artikel i POV, som handler om netop det; hvordan man ved at flytte grænserne, et lille ord ad gangen, ender med en virkelighed, som ingen ville have troet muligt i udgangspunktet.

Jeg er fuldstændig 100% med på, at det ikke er Ole Bjarne Christiansens dagsorden, og at han med garanti ikke har skænket en tanke, at det kunne udlægges sådan. 

Jeg er også med på, at andre læser citatet anderledes end mig, og at vi alle ser verden gennem de briller, som vores opvækst, vores liv og vores historier har udstyret os med. 

Men du siger ikke det, du siger. Du siger det, andre hører du siger.

Det gælder både mig og Ole Bjarne Christiansen.

#MAKEVOTINGGREATAGAIN

Dette indlæg er mest til dig, der allerede godt nu ved, at du formentlig ikke får stemt. Hverken på søndag eller d. 05.06.

Hvis diverse statistikker taler sandt, betyder det, at du er ung, og måske ikke har fundet dit politiske ståsted, eller at du måske bare har gang i så meget andet, at det her virker perifert og irrelevant. 

Jeg skal være den første til at indrømme, at det hverken er sexet eller interessant, når jakkesæt i den bedste sendetid duellerer indstuderet, og hvor man for 20 år siden kunne være nogenlunde sikker på kerneværdierne i hhv. rød og blå blok, så er alle linjer i dag visket ud, og det hele er til salg og forhandling. 

Sagen er bare, at det er vigtigt. 

For vi bevæger os i samlet flok afsted over kortet, og undervejs krydser vi fix-punkter, som vi ikke kan vende tilbage til, hvis vi engang fortryder vores mangel på indsats. 

Vi er så utrolig vante til, at fremtiden er noget, vi forholder os til 4 år ad gangen, fordi det er det, vi har lært. Og bedt om. Vi har stillet os tilfreds med valgløfter, der skal komme os til gode i den nære fremtid og ikke krævet, at der tænkes i løsninger, som er mere langsigtede, og som kræver et samarbejde på tværs af ideologier. 

Jeg tror, at tiden er ved at løbe fra os. Og derfor er det, at jeg så gerne vil, at så mange som muligt engagerer sig.

Ikke mindst fordi min egen, subjektive oplevelse er, at både retorik og politik bliver mere og mere vanvittigt; det er som om, vi efterhånden kun bevæger os i yderpolerne, og åbentbart kun kan forstå, hvad man fortæller os, hvis man tegner problemstillingerne så hårdt op, at det nærmer sig karikatur. 

Og problemet er, at de vanvittige og dem med en dagsorden? De skal nok finde vej til stemmeboksen. Og det er derfor, *din* stemme er vigtig. For hvis den tredjedel, der ikke stemmer, for en stor dels vedkommende befinder sig i midten, så *bliver* det fløjene, der får mest plads at tumle på.

Så mange mennesker taler om en følelse af magtesløshed ift. at det hele er på vej ud over kanten. Men her er noget, du faktisk kan gøre. En handlemulighed. For det hjælper ikke at stå i vejkanten og råbe af Paludan. Tværtimod er det den eneste sikre måde at give ham, hvad han vil have, for hvis ingen mødte op, ville han hurtigt miste sit momentum. Moddemonstrationen foregår ved stemmeurnerne, og derfor er det vigtigt at møde op. 

Jeg forstår godt, hvis man ikke på nogen måde kan overskue at hente og læse små 100 siders partiprogrammer for hvert enkelt parti. Det er der vist heller ingen, at de ægte voksne der gør. Og der er i bedste fald kun tale om hensigtserklæringer, som er nemmest at have, mens man er i opposition.

Men det, du KAN gøre, er at tage en håndfuld forskellige tests i diverse dagblade og nyhedsfora, og se, om ikke de indsnævrer feltet for dig. Og hvis de gør, så brug 5 minutter – og lidt sund kildeskepsis – på at tjekke nettet opfølgende. Det er sådan, jeg selv har gjort. Ud af 10 forskellige tests, har jeg hele vejen igennem kun haft 2 partier repræsenteret i min top 3, og da jeg havde brugt 20 minutter på at læse op på, hvad de hver især stod for, var jeg ikke længere i tvivl. 

For at gøre det så nemt som muligt, får du en håndfuld tests lige her. Så skal du ikke engang google dem:

Europaparlamentsvalget:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/ep-valg/kandidattest

https://www.information.dk/indland/2019/04/ep-valgtest-2019-hvem-stemme-paa

https://politiken.dk/udland/EP19/art7173099/Test-dig-selv-Hvilken-EP-kandidat-er-du-mest-enig-med

Folketingsvalget:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/kandidattest

http://nyheder.tv2.dk/folketingsvalg/kandidattest

https://www.information.dk/valgtest

https://www.berlingske.dk/nyheder/hvilken-folketingskandidat-er-du-mest-og-mindst-enig-med

https://politiken.dk/indland/politik/FV19/Kandidattest/

Din stemme er med til at bestemme, hvordan dine forældre skal have det, når de bliver gamle. Den er med til at bestemme, hvordan din lillebror, som i dag er 10 år, skal leve sit liv, når han engang får børn. Den er afgørende for, om dine børnebørn har rent drikkevand i hanerne og en skov at gå tur i.

Det er så lidt, du skal gøre, for at gøre en stor forskel.

Og din stemme er den vigtigste af dem alle sammen, for af alle de stemmeberettigede, er det dig, der skal være her længst.

Mor med mere

I dag er det mors dag, og jeg synes, det er som om, det i år fylder lidt ekstra på de sociale medier. I hvert fald er det første år, jeg har bemærket, at folk har fejret begivenheden over flere dage. 

Jeg lå og tænkte på det i nat. Ikke fordi jeg ikke kunne sove af spænding over, hvad mine børn mon havde fundet på, for de har ingen ide om, at der findes noget, der hedder Mors dag, og det er jeg fuldstændig ok med. Ville jeg hellere have haft en buket blomster og et kram end en fod i nyren og søskendekonflikter on the rocks fra kl. 6? Jo, såmænd, men af alle de særforhold, der gør sig gældende for mig og os, der har valgt at få børn alene, er det her på  listen over bagateller.

I det store og hele synes jeg, at jeg er en god mor. Også selvom jeg hver eneste dag står i situationer, som jeg bagefter ville ønske, jeg havde tacklet anderledes, med mere tålmodighed og overskud. Begge mine børns grundoverbevisning er, at de har ret til deres plads i verden, uden at skulle forklare den eller undskylde for at optage pladsen, og det er ridderkorset i mit moderskab.

Men i nat lå jeg og tænkte over noget, som vi også tidligere har snakket om her på bloggen, nemlig det med, hvem jeg er – udover Anton og Fridas mor.

Jeg har altid haft et problem med metaforen om, at man skal tage sin egen iltmaske på, inden man hjælper sine børn. Primært fordi jeg synes, at den bliver hevet frem i situationer, man laver reverse engineering på, hvor man har brug for at retfærdiggøre noget, som måske ikke er helt fint i kanten ift. hvordan man fordeler tiden mellem sig selv og børnene. 

For mig er idealet at finde det sted, hvor der er plads til både mig og børnene, men jeg har også en holdning til, at hvis nogen i den ligning skal vige pladsen, så er det mig. Ganske enkelt fordi det er mig, der har ansvaret for dem, og ikke omvendt, og idet de ikke kan forhandle og fremsætte krav på egne vegne, så er jeg også deres tillidsrepræsentant overfor mig selv. 

Men det her meme ramte mig alligevel lidt:

For det eneste svar, jeg lige umiddelbart kunne hive op af hatten, var podcasten My Favorite Murder. Hvilket siger meget om enten podcasten eller mig, og jeg frygter lidt, at det er det sidste.

Det ville være fint, hvis jeg var tilfreds med mig selv og det, jeg fylder i den skuffe af mit liv, der står ‘Linda’ og ikke ‘Mor’ på. Men det er jeg bare ikke rigtigt. 

Jeg savner at træne. Jeg savner at meditere. Jeg vejer for meget og jeg har det rædselsfuldt med det. For mig er det både fornemmelsen af at være i en krop, der slet ikke føles som min, men også, at bære mit kontroltab uden på kroppen, hvor alle kan se det, og dømme mig for det. Det er det eneste sted, hvor jeg bliver mindre ved tanken om, hvad andre tænker om mig, men det fylder uforholdsmæssigt meget. 

Jeg ved jo sådan set godt, hvordan jeg løser problemet, og derfor ved jeg også godt, at jeg burde udvise større overbærenhed overfor mig selv. For det kræver kontinuerligt fokus at tabe sig og skabe gode trænings- og meditationsrutiner, og det finde ikke i mit liv lige nu. Lige nu har jeg fragmenter af løsrevet tid, som jeg ikke selv er herre over. De falder drypvist i et helt vilkårligt mønster, og er umulige at omsætte til en målrettet indsats, der gør en forskel. Jeg ved det godt. Men det stresser mig fuldstændig vanvittigt alligevel.

Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg stadig ville have truffet valget om at få mine børn, hvis jeg på forhånd havde vidst, hvilke konsekvenser, det også ville få. Både ift. hvad jeg har måtte slippe, tilføje og forlade. De er og bliver det vigtigste og bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg tror bare, at jeg til stadighed forbløffes over, at man kan føle så stor kærlighed og taknemmelighed, og alligevel kæmpe med tanker og følelser, der i det store billede ikke burde fylde så meget, som de gør.