Metoo By Proxy

Kender I det, når man egentlig synes, man har fundet sit ståsted med noget – og man så pludselig står midt i det igen, helt uden en løsning på hånden?

For efter de sidste mange måneders metoo-debatter, føler jeg mig egentlig ok-godt klædt på til på en ordentlig, men bestemt måde at lukke ned for situationer, hvor de tilstedeværende mænd lige glemmer, at vi ikke længere abonnerer på ideen om, at kvinder er noget, vi objektificerer, fordi vi kan. Og har ret til det, faktisk. 

Men for x antal dage siden tolkede jeg på en af de opgaver, hvor jeg er den eneste kvinde på stedet. Det var første gang, jeg var på lige præcis det her sted, så der var ikke tale om én af de faste opgaver, hvor en klasse eller kollegagruppe har set mig så mange gange, at de føler, at jeg er “deres” tolk, og hvor lidt godmodigt drilleri i den tone, der nu er fremherskende på stedet føles ok og accepteres af alle parter. 

I den første pause, hvor jeg var ved at samle mine ting sammen for at gå ud, begyndte en gruppe af mændene, (som er på min egen alder), at kommentere højlydt på, at der nu også var mulighed for at lære lidt tegnsprog, “for der er da lidt at kigge på” og “måske vi kan få et privat kursus i nogle af de frække tegn, hahaha” *albue-i-siden* *albue-i-siden* 

Og altså. Jeg er jo ikke lavet af glas, vel? Jeg elsker at tolke i det, der kønsstereotypt opfattes som drengefag, og ovenstående er sket ca. 1000 gange før. Men for første gang i mine små 20 år som tolk, tænke jeg bagefter over, hvor upassende, det egentlig er. For første gang tænkte jeg på, hvordan det ville føles og opleves, hvis min kvindelige kollega og jeg efter en time på en ny opgave, højlydt begyndte at tale om læreren og hans gode røv. Tankeeksperimentet var så absurd, at jeg selv kom til at grine. For det ville være FULD.STÆNDIG uhørt. Én ting er, at der går pik og patter i den i skurvogne og klasselokaler, når de tilstedeværende mænd og lejlighedsvise damer taler med hinanden. De skal bare give den gas; det har jeg ingen problemer med at tolke. Det er deres indbyrdes tone, og det oversætter jeg på samme måde, som jeg oversætter historier om julemanden, politiske overbevisninger, jeg personligt er lodret uenig i og forsvarstaler for pædofile. Det hører med til jobbet, og uanset indhold er den faglige udfordring i at oversætte loyalt og tro mod taleren noget af det, jeg sætter størst pris på ved mit job. 

Men lumre kommentarer rettet til mig som person – som jo ret beset bare er der for at udføre mit arbejde – er tiden løbet fra, synes jeg, og det fik mig til at tænke på argumentet om, at man ‘jo bare kan sige fra’. For så enkelt er det ikke altid.

Når vi er ude som tolke, er en del af vores opgave at larme så lidt som muligt. At være døv og få en fod indenfor, både på arbejdsmarkedet og i forhold til det sociale, kan være rigtig svært, hvilket alle tolke ved. Derfor er det noget, vi konkret forholder os til, at vi – tolkene – ikke skal være en yderligere hæmsko. At vi skal finde den balance, hvor vi udfører den funktion, vi er der for, men gør det på en måde, hvor vi passer nok ind til, at vi ikke stritter eller er til gene, og dermed bliver endnu en hindring en døv bruger skal over – men stadig passer så godt på os selv, som situationen tillader. Et klassisk og knapt så sprængfarligt eksempel er rygning til fester. For som alle andre (delvist) offentligt ansatte har vi krav på et røgfrit arbejdsmiljø. Men hvis jeg tolker for Dennis, som er en fjern fætter til konfirmandens forældres nabo, så ville det være ualmindelig træls for Dennis, hvis jeg som eneste ikke-ryger til festen – altså, min arbejdsplads dén dag – tvinger de 30 andre tilstedeværende gæster til at stå ude i regning og ryge.

Så det, jeg pludselig blev konfronteret med, den nylige, lumre formiddag, var, at hvor jeg privat ikke længere er så bange for at ødelægge den gode stemning ved at sige: “Det der synes jeg faktisk er ret upassende” – så bliver jeg udfordret, når jeg er på job, fordi min reaktion og konsekvensen af den ikke kun falder tilbage på mig, men også på den bruger, der socialt er en del af den tilstedeværende gruppe, mens jeg bare er på træk.

Og jeg er jo ikke enestående. Der er masser af mennesker, der sidder i brobyggerjobs som mit, og de næste mange år kommer til at gå med at justere synet til de nye briller, vi alle sammen har fået udleveret, og med at lære at navigere med dem på. Lige nu føles de fremmede og underlige, og vi ser detaljer og farver, vi ikke før har bemærket, og selvom det somme tider føles som om, at nu *må* vi snart være færdig med at snakke om og rydde op i alt det metoo, så er vi nok i virkeligheden først lige begyndt.

Podcastlisten er opdateret med følgende:

Alone –  a love story

Den her podcast skiller sig ud. Overordnet er det en form for dagbogsglimt fortalt af en kvinde i midten af 40’erne, som – finder man ud af hen ad vejen – er blevet skilt fra sin mand, fordi han har haft en affære.

Den historie er fortalt 1000 gange før, men formatet her er anderledes. Det er nærmest en form for auditive noveller, hvor man, afsnit for afsnit, får en lille brik af historien udleveret, som hver især er fortalt på en måde, så den stadig udgør en interessant fortælling, men man når et par episoder ind, før man begynder at kunne se hele billedet.

Det er Sex And The City møder Susanne Brøgger, vi er ikke bange for pauser, og fortællerens stemme er ualmindelig behagelig. Og så er der masser af elementer i historierne om sex, dating og eks’er, der er svære at slippe, som de fleste af os nok kan genkende. 

(Napper du den, skal du lige være obs på, at der er et eller andet teknisk i iTunes, der er sat forkert op, så den starter med 2. sæson, 11. afsnit).

Dr. Death

Kort podcast i 6 afsnit om lægesjusk og en mand, der gør ufattelig meget skade, fordi han overvurderer egne evner. I starten tror man, at der er tale om en svindler, men det viser sig gennem forskellige interviews, at selvom manden godt nok har pyntet på sit cv, så er han, ægte og reelt, uddannet læge.

Det er en af de historier, hvor der også bliver kradset lidt i overfladen ift. hvor galt det kan gå, når systemet i sin iver for at slippe af med et problem, ikke advarer andre om omfanget af det, men tværtimod sender det ud ad døren med strålende anbefalinger i hånden. 

Så sig dog, hvem det er!

Ovenstående kommentar er at finde i samtlige kommentarspor under metoo beretninger, hvor kvinder fortæller deres historier, uden at sætte navn på mændene, de fortæller om. 

Hver gang jeg ser det, tænker jeg, at afsenderen stadig har til gode at forstå, at metoo ikke er et opgør med en enkelt person, men med en hel kultur. Og det tager tid at ændre på noget, der er så indgroet, at mange hævder, at de aldrig har oplevet det.  

Havde Sofie Linde sat navn på, ville sagen med juristers hjælp og måske en fyring, være blevet lukket ned på en uge. Men ved *ikke* at sætte navn på, bliver det en fortælling om, hvordan det er at være kvinde og gå på arbejde, mere end det bliver en diskussion om, hvorvidt Ibrahim er alle tiders fyr eller ej. Med navne ville beretningerne lynhurtigt udvikle sig til debatter om, hvem man fandt mest troværdig, eller hvem der har venner de strategisk bedste steder – og så ville ingenting ændre sig. 

“Men det er smadder urimeligt, at alle nu er under mistanke, fordi hun ikke vil sige, hvem det er” hører jeg nogle sige.

Jeg kan egentlig godt forstå, hvorfor man i første omgang har den holdning. Men jeg har også lyst til at sige, at det her ikke kun er et opgør med en måde at behandle kvinder på – det er også et opgør med en fortielseskultur, der er med til at facilitere, at overgreb og grænseoverskridende adfærd kan få lov at foregå. For du kan være 10.000% sikker på, at alle, der har haft deres gang på DR, ved, hvem den hjemsendte vært er. Og der er ingen af *dem* der siger noget, hvilket udgør en ligeså stor del af problemet, som selve overgrebet gør. For når grænseoverskridende adfærd foregår helt åbenlyst, og ingen af dem med stjerner på brystet gør noget ved problemet, så bliver beskeden til mænd med lange fingre og lumre tendenser, at det er ok at opføre sig, som de gør. Hvorfor skulle de stoppe?

Da jeg var 18, var jeg ansat på kontoret på en videregående uddannelse i Esbjerg. En aften, hvor jeg var i byen, mødte jeg stedets souschef, som på det tidspunkt har været tæt på 50. Han var gift og havde 3 børn; den ældste var på min alder. I løbet af aftenen arbejdede han sig tættere og tættere på, og til sidst sad jeg inderst på en bænk, hvor han havde sat sig ved siden af, så jeg ikke kunne komme ud. Med øl-ånde og hånden på mit lår blev han ved med at spørge, om vi ikke skulle tage hjem til ham, for “jeg er alene hjemme, og vi kunne have det så sjovt, Linda”. Der stod en del studerende i baren – alle ældre end mig – og de syntes, det var skidesjovt. Hahaha, se hvor han gør sig selv til grin. Jeg var fuldstændig kørt over af skam, og havde ondt i maven i ugevis bagefter. Jeg begyndte at svede, hver gang jeg vidste, han var i bygningen, og når telefonen ringede var jeg i flere måneder bagefter bange for, om det var ham. “Jamen, der skete jo ikke noget, Linda?” Nej. Objektivt set var det et upassende tilbud om sex fra en overordnet til en elev, som jeg fik mig viklet nogenlunde elegant ud af – og alligevel var det mig, der var flov og utilpas bagefter. Det var en stående joke blandt de studerende resten af min tid på stedet.

Manden har i øvrigt idag en strålende karriere i det kreative miljø.

Og hvorfor sætter jeg så ikke navn på? For her handler det jo ikke om taktik eller om at få debatten til at vare længe nok til, at tingene ændrer sig, inden vores døtre skal på arbejdsmarketdet. Min blog er ikke Jyllands Posten, og der er ingen kendisser i spil, så kan det ikke være ligemeget?

Jeg har selv tænkt meget over det. Jeg skrev det som et opslag på fb på et tidspunkt, men pillede det ned igen, fordi jeg ikke kunne overskue det alligevel.

Min konklusion er, at det er fordi, det ikke for mig handler om hævn. Det handler ikke engang om ham. Det handler om et opgør med noget, som alt, alt for længe har fået lov at foregå, og jeg bliver hverken lykkeligere eller mere hel eller skadet af, at han mister sit job, bliver foragtet af sine børn eller at konen går fra ham. Og derfor sætter jeg ikke navn på. Jeg gætter på, at det er det samme for Sofie Linde, Lotte Rod og alle de andre. Det handler om at få lov at gå på arbejde uden at skulle tænke over, om man er alene med en bestemt kollega, eller om man får savet benene af under et møde, fordi man får en hånd på låret, der ikke er et udtryk for omsorg eller opbakning, men en påmindelse om, hvem der har den reelle magt.

Og hvis du ikke mener, at det har noget med magt at gøre, så forestil dig, at du under et personalemøde lægger hånden på låret af din chef, mens han taler om salgsoptimering og budgetter. Ikke rigtigt, vel?

Men synes jeg så, at vi skal beskytte mændene og nedlægge navneforbud og frede dem i klasse a fra nu af? Nej. Jeg tror, at det fint for os alle sammen, at vi hen ad vejen får sat ansigter på, så vi bliver konfronteret med, at overgrebsmænd ikke bare er klamme Carsten fra regnskab eller pedellen med smøgen bag øret. Det er mænd, vi har opfattet som indbegrebet af troværdighed og autoritet, og jeg tror, det er virkelig sundt, at vi får trukket sløret fra øjnene og bliver bevidste om, i hvor høj grad man kan iscenesætte sig selv som en bestemt type person, uagtet om den figur flugter med virkeligheden. Og hvor meget arbejdspladser kan være med til at bakke op om illusionen for egen vindings skyld.

Med disse ord vil jeg ønske jer god weekend derude. Vi er på vej ud af køkkenet, men lad os holde revolutionsgryden i kog.

Longread: ‘Alenemor &’, soloedition

For et par uger eller tre siden, anbefalede jeg podcasten ‘Alenemor &’, og skrev i den forbindelse, at der både var overvejelser og problemstillinger jeg genkendte, men også nogle, hvor min situation var anderledes, fordi jeg er selvvalgt alenemor. En uges tid senere efterspurgte en læser i kommentarfeltet et indlæg, hvori jeg prøvede at sætte ord på, hvor min situation er forskellig fra skilsmisse-alenemødre, og det er det, du er faldet over her. 

I første omgang havde jeg egentlig besluttet at poste det af to omgange, for det er L-A-N-G-T, men fordi der emnemæssigt er overlap, nåede jeg frem til, at der potentielt ville komme spørgsmål og kommentarer til første del, som ville blive besvaret i anden del, og derfor endte jeg med at beslutte at poste hele svineriet samlet. Det er måske for langt for nogle og helt irrelevant for andre, men som altid er vi lige gode venner, hvis I stopper halvvejs eller helt hopper over.

Under nogle afsnit har jeg linket til andre indlæg, hvor jeg har skrevet mere i dybden om de enkelte emner. Dette er til dem, der går med overvejelser om at få børn selv, og gerne vil have (endnu) flere ord sat på. 

Jeg har holdt mig til nogenlunde de samme overskrifter, som podcasten er bygget op omkring, og inden vi starter, kommer jeg lige med en håndfuld disclaimere:

*Jeg har skrevet det hele før. Ikke samlet og ikke så tematiseret som her, men jeg har været omkring 90% af indholdet i andre indlæg. Dette indlæg bliver dog rigeligt langt, som det er, og derfor skipper jeg alle ‘som jeg tidligere har været inde på’-formuleringer. 

*Jeg ved godt, at ingen familier kan sammenlignes, og jeg er fuldt ud bevidst om, at selvom jeg er alene, så er jeg stadig priviligeret ift. at have mine forældre, ikke at være kronisk syg osv. 

*Jeg skriver med udgangspunkt i mig selv og mit eget forældreskab, og prøver ikke på nogen måde at gøre mig til talsperson for selvvalgte alenemødre generelt.

Yes?

Så mangler vi vist bare, at alle mand tanker op på kaffe, og så er vi ellers klar til at gå igang. 

Graviditet  og ensomhed 

I podcasten er emnerne her to separate afsnit; ét, der handler om graviditet (den ene blev ups-gravid med én, hun lige havde mødt, den anden fik barn i et parforhold, der siden gik i stykker), og ét, der handler om ensomheden, der fulgte med at blive alene med et meget lille barn.

Jeg har valgt at slå dem sammen, fordi de for mig lå i umiddelbar forlængelse af hinanden.

Når man bliver gravid alene, er der jo tale om et ret aktivt tilvalg, og derfor tror jeg, at der er mange tanker, man som solomor gør sig inden graviditeten, som andre måske først gør sig, når de står med to streger på testen. 

Jeg havde brugt lang tid på at tænke min beslutning igennem, og jeg var forbi både læge og bank, inden jeg satte projektet i søen. Jeg er opdraget til at gå efter det, der er vigtigt for mig, så jeg tror egentlig aldrig, jeg forholdte mig til, at jeg kunne risikere at møde modstand mod projektet, og jeg har da også kun mødt opbakning. Faktisk var det min oplevelse, at der var mere undren over, at jeg valgte at navngive børnene i stedet for at døbe dem, end over, at jeg valgte at få dem alene. 

Jeg har aldrig mødt fordomme eller fordømmelse over mit valg – eller måske har jeg, men så har jeg ikke opfattet det. (Eller også tør folk ikke sige det til mit åbne ansigt?)

Uden at gå i detaljer, har jeg selv (planlagt og med vilje) lavet begge mine børn, og de er lavet på egen hånd. (Altså, ikke *helt* selv, vel? Men udenom en klinik). Inden jeg undfangede Anton, havde jeg fået at vide, at jeg ikke skulle regne med, at jeg kunne få børn; noget med en lukket æggeleder, hvis jeg husker rigtigt. Det viste sig jo så ikke at passe. Men derfor gik der noget tid, før jeg opdagede, at jeg var gravid, og fordi mit udgangspunkt var, at jeg ikke kunne blive det, så var mine tanker, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, faktisk på IVF osv. Men forud for hele projektet, havde jeg tænkt meget på, om jeg mon ville føle mig ensom i min graviditet. Om det ville føles mærkeligt at være på vej ind i noget, som de fleste andre var to om, og hvor systemet – mere dengang end idag – konstant tog udgangspunkt i Mor, Far & Børn. Overraskende nok var det ikke tilfældet, men måske det hænger sammen med, at jeg, inden Anton kom til, jo egentlig bare levede, som jeg havde gjort hele tiden. Jeg trænede, var sammen med vennerne, hang ud på cafeerne og gik lange ture. Alt det, jeg plejede, bare tilsat en kæmpe forventningens glæde over det lille liv i maven.

Til gengæld ramte ensomheden som et godstog, da jeg fik ham. For pludselig var mit liv ændret så radikalt, at jeg ikke længere kunne være med på singlelivets præmisser. Ikke at vennerne forsvandt, men jeg kunne ikke lige smutte forbi centret, jeg kunne ikke være med, når de andre brunchede i timevis og alt, hvad der hed spontane aftaler var udelukket. Modsat mine venner i parforhold, der havde andre venner i parforhold, hvor børnene kom til simultant over hele linjen, og deres relationer derfor bare udviklede sig til nu også at omfatte børn, så klippede jeg 90% af snorene til mit netværk fra den ene dag til den anden. Læg dertil, at jeg var vågen nærmest hele døgnet, og på det tidspunkt boede 150 km. fra min familie. Det var helt åndsvagt hårdt, og jeg tror aldrig, jeg har følt mig mere alene i mit liv. 

Min graviditet med Frida var meget præget af, at jeg blødte hele vejen igennem den. Jeg var simpelthen så bange for at miste hende, at jeg ikke købte et eneste stykke tøj, før sundhedsplejersken i 7. måned aede mig på hånden og sagde: “Du må godt begynde at forholde dig til hende. For hun kommer ud til dig” og jeg tudbrølede i flere timer. Det er en underlig tilstand at være i, fordi man hele tiden forsøger at forberede sig på to mulige fremtidsscenarier; ét med en baby og ét med en kæmpe sorg.

Men gudskelov blev hun derinde, og da hun endelig kom ud, kunne jeg se, at det, der havde været allersværest, da Anton kom, var skiftet fra et liv uden børn til livet med. Man tror, man skal lave lidt om på et værelse i et hus man allerede bor i, og så viser det sig, at en bulldozer jævner det med jorden, og man skal til at bygge et helt nyt hus, og man aner ikke, hvor man skal starte, eller hvordan det skal se ud. Anden gang boede vi allerede i det, og det gjorde alting nemmere. Fordi mit eget netværk denne gang var et, hvor der var børn, og vi desuden havde fået familien tæt på, udeblev den ensomhedsfølelse, jeg havde kæmpet sådan med første gang.

(Læs om overvejelser ift. at træffe beslutningen om at få børn alene her, her, her og her. Læs om graviditet her)

Kernefamilien

I afsnittet i podcasten, der handler om kernefamilien, taler værterne om misundelsen vs. lettelsen over at være tilskuer til andre menneskers kernefamilie. Om ønsket om at have én at dele kærligheden til barnet med og om lettelsen over friweekender.

Den her har jeg tygget lidt på. For jeg tror egentlig, at jeg tog afsked med ideen om kernefamilien, da jeg besluttede, at jeg ville prøve at få børn alene. Når jeg kigger på familier udefra, tror jeg, at der er dele af den, jeg savner – men faktisk ikke hele pakken. I dét regnskab hører det helt sikkert historien til, at jeg er så heldig at have mine forældre, for jeg har aldrig savnet nogen at dele kærligheden med. Til gengæld savner jeg ind i mellem én, der har samme aktier i børnene, som jeg har, specielt når det er svært. For i *de* situationer er der ingen, der står samme sted, som jeg gør. Mine forældre er børnenes bedsteforældre, og som alle andre bedsteforældre, er der nuancer af børnenes liv, som de ikke kender til, fordi de ikke er en del af børnenes skoleliv, fritidsinteresser osv. Og de er naturligvis også farvet af, at jeg er deres datter, så når noget i forældreskabet er svært for mig, så er det dobbelt svært for dem, og derfor ville det være for meget at bede om, at de skulle kunne være objektive. Så når jeg skal vurdere, om børnene skal udredes for X eller Y, når jeg skal tage kampen med systemet om det ene eller det andet; så savner jeg somme tider én i mit ringhjørne, der har præcis det samme udgangspunkt, som jeg har, nemlig at ville give mine børn redskaberne til på lang sigt at skabe de bedste betingelser for et godt liv for dem selv – også når det er svært. 

Fordi vi er flyttet fra mit “voksne” netværk, savner jeg også det, der følger med en kernefamilie, nemlig muligheden for in house voksent selskab, og muligheden for at tage hjemmefra og pleje egne interesser, uden at have dårlig samvittighed og/eller at skulle have børnene passet. For jeg savner en fast træningsrutine så meget, at jeg næsten har blodsmag i munden, og jeg savner at kunne lave en cafeaftale eller sige ja til en ekstraopgave om aftenen, uden at det medfører logistikhelvede galore. 

Og som vi har snakket om før, så betyder min status som single, at jeg bare ikke bliver inddraget i samme omfang, som par gør, når andre kernefamilier skal lave noget. Der er flere faktorer, der spiller ind her, men alene det, at vi “kun” har et halvt netværk af mostre, fastre og bedsteforældre, der holder fødselsdage og påskefrokoster, betyder, at vi allerede dér har færre sociale arrangementer i kalenderen. Og fordi de andre kører dobbelt op, og derfor har brug for familietid derhjemme, når der endelig ikke er konfirmationer og julefrokoster på programmet, så betyder det, at vi står mere udenfor de sociale familiecirkler, end jeg på forhånd havde forventet. 

Dating og mænd

Den helt indlysende udfordring ift. dating, når man er alene med sine børn 24/7, er jo selvfølgelig, at der ikke er et oplagt tidspunkt at date på. Hvor de to podcastdamer i dette afsnit fortæller, at de dater i deres friweekender, og stadig har så små børn, at de kan lave sene aftendates, fordi der ikke pludselig står et barn i hverken stue eller soveværelse, så er der ikke noget af det første her, og mine børn er for store til det sidste. Når det er sagt, så er der jo vej, hvor der er vilje, og man kan nå langt med mellemtimer og barnepiger. 

Men ligesom i podcasten har det også for mig ændret sig markant, hvad mit mål med dating er. For hvor jeg inden børn havde en forestilling om, at dating et sted ude i fremtiden skulle munde ud i en kernefamilie, så er der jo kommet en masse overstregninger og fodnoter i dén fortælling. Jeg har tænkt meget over, at jeg ikke tror, at jeg kommer til at blive ligeså stormende forelsket igen efter mine børn er kommet til, som jeg kunne blive inden. Ikke, at det bliver praktik og venner-med-fordele det hele, men den der altopslugende måde, jeg kunne blive forelsket på før, er jeg i hvert fald ikke stødt på efter børn. Jeg tror, det handler om, at en eventuel kæreste nu for altid vil komme ind på en 3. plads, og det tror jeg gør, at forbindelsen knyttes så meget løsere, at den aldrig bliver helt så intens og altopslugende, som jeg oplevede inden.

Jeg er ikke sikker på, at jeg gerne vil have en kæreste. Faktisk. Det ville være godt for mig, det er der ingen tvivl om, for det ville være både sundt og tiltrængt for mig at få lidt bedre fat i min egen sårbarhed og ikke altid være så skide tough og selvkørende, men jeg synes, det kan være svært med regulær dating, fordi man der mødes som neutrale og så skal forelskelsen vokse frem – og inden den gør det, kan jeg nå at skabe alt for mange forhindringer og forbehold, og få øje på tusind ting, jeg ikke lige orker at rode med. Men når det er sagt, så trives jeg stadig fantastisk i selskab med mænd, og de gange, benene er blevet fejet væk under mig, har jeg jo været i stand til at arbejde rundt om det meste. 

Jeg tror ikke, at jeg i fremtiden kommer til at bo med en kæreste. Jeg kunne komme med mange, lange forklaringer, men den mest oplagte er også den mest rigtige: Jeg har ikke lyst. Jeg har ikke lyst til konflikter om opvaskemaskiner, og om, hvem der har taget det sidste kaffe, og jeg har i perioder et inderligt behov for at kunne trække mig tilbage fra verden og fordøje den. Jeg har været noget for nogen i døgndrift siden jeg fik Anton, og det er en kæmpe gave og det største privilegium, der nogensinde er blevet mig skænket. Men det betyder også, at jeg somme tider *næsten* ikke kan holde det ud, når der er flere, der stiller sig op i køen med behov, jeg skal dække og dagsordener, jeg skal forholde mig til. 

Jeg skal ikke have flere børn, og det letter selvfølgelig praktikken en del. Men hvor jeg tidligere var sikker på, at jeg helst ville ende med en kæreste uden børn, så hælder jeg faktisk idag til det modsatte. For hvor man i vennerelationer og løse forbindelser kan have glæde af de forskellige livsbetingelser og perspektiver, der kommer af at leve hhv. med og uden børn, så er min oplevelse, at det simpelthen er for svært at have en tæt relation med én, der ikke til fulde forstår, hvad det vil sige at have børn. Dermed ikke sagt, at der er noget som helst forkert i ikke at have børn – det vil jeg gerne slå fast med 7 tommer søm – men at have børn alene, er en ekstremsports-version af forældreskabet, og derfor kan jeg ikke se mig selv dele hverdag og weekender med én, der tror, at man kan opdrage sig ud af alt, og at spisetid er noget, man kan flytte frem og tilbage efter forgodtbefindende.

Hverdagen

Værterne i podcasten arbejder væsentligt anderledes, end jeg gør. Den ene har et job, hvor hun arbejder et døgn, og så har fri i 6, mens den anden er på nedsat tid. Derudover har de ét barn hver, hvor jeg har to. Disse to vilkår er så grundlæggende for, hvordan man indretter sin hverdag, at det nok var her, jeg mindst kunne identificere mig med dem. 

Når det er sagt, var der også masser af overvejelser, jeg genkendte. Et par eksempler er, at børnene kun kan gå til ting, der logistisk kan lade sig gøre ift. arbejdstider, og at man, når man er alene med små børn, uanset antal, er meget lidt fri til at tage ud. Her tænker jeg ikke på fester og byture, for i de situationer kan man hive en barnepige ind, men mere, at man ikke lige kan gå en tur en aften, eller få sig en løberutine, hvis man har lyst. 

Og den observation, jeg ubetinget følte mig allermest spejlet i, var snakken om, at der aldrig er nogen til at afbryde konflikter eller til at grine af tingene sammen med, når det hele ender i hat og briller. Det har jeg snakket rigtig meget med mine andre veninder, som er alene med børn, om. At det kan være SÅ! UDFORDRENDE!, at man selv skal tage hver eneste konflikt og ikke halvvejs kan sige ‘Du er simpelthen lige nødt til at tage over’. Det tror jeg somme tider giver flere og længere konflikter, end hvis man havde været to (hvor man så til gengæld kan have konflikter om ikke at være enige, I know), men når mine børn danser stepdans på mine nerver, så sker det også på dage, hvor jeg er træt, hvor mit arbejdet har kostet ekstra, eller hvor jeg er ked af det, bare fordi. Og derfor møder jeg ikke ind til samtlige konflikter, fuld af pædagogik og overskud, og det betyder, at vi somme tider bliver virkelig sure på hinanden herhjemme. Jeg synes selv, jeg er god til at tale med mine børn om det umiddelbart efter, for jeg tænker stadig, at man kan gøre det til en situation, hvor man giver dem nogle livsværktøjer, men hvor børnene så er klar på, at nu skal vi hygge og du skal lige hjælpe mig med at give dukken ble på, og hvorfor må jeg ikke få en is!? under 4 minutter efter, kan det for mig være svært at omstille mig mentalt og være klar til at glemme og nulstille, når sidste vredesudbrud over lektierne var det 7. på en time, og jeg har det, som om jeg har fået tæsk. Det er ubetinget her, jeg oftest mangler en far til dem, som kan sende mig ud at gå en tur, eller køre med dem, så jeg lige får det break, der gør, at jeg kan trække vejret igen.

Jeg har fra starten valgt, at mine børn kender deres respektive historier 100%, så der er fuld transparence ift. hvordan de er blevet til, og hvad deres biologiske bagland består af. Det giver selvfølgelig spørgsmål fra tid til anden, men ikke andet og mere, end jeg forestiller mig, at enebørn spørger til, ift. hvorfor de ikke har søskende. Det er nok også her, forklaringen ligger på, at jeg ikke identificerer mig med de solomødre, der er gået den traditionelle vej, og på at vi ikke har hylderne fulde af bøger om Ida, der er blevet til i et reagensglas. Jeg ville utrolig gerne have givet mine børn hele pakken, med dobbelt op på indkomst, bedsteforældre og overskud, men det scenarie var aldrig i spil, og havde jeg ventet på det, var jeg ikke blevet Anton og Fridas mor. Og når regnestykket sættes sådan op, synes jeg, at mit valg var det bedste, jeg kunne træffe. Tiden vil vise om børnene er enige, men jeg tror, at de fleste børn opfatter deres barndom som ‘bare sådan det er’, så jeg gætter på, at mine også grundlæggende opfatter deres livsbetingelser som normale, men at der måske hen ad vejen vil komme flere spørgsmål. De broer må vi krydse, når vi når dem. 

Lykke & Sorg

I podcasten tales der i disse afsnit om tanker, jeg også selv har gjort mig: Kan man være lykkelig, når man er alene med sit/sine barn/børn? Bør man få mere end ét barn, når man er selv, så barnet ikke efterlades helt alene, når man ikke selv er her mere? Og hvordan tackler man sorg, når man ikke kan gennemleve den uden små tilskuere?

For at tage det i den rækkefølge, jeg har stillet det op: Ja. Man kan sagtens være lykkelig, selvom man er alene med sine børn. Jeg tror, at lykke er en sindstilstand, som selvfølgelig hjælpes godt på vej af privilegier, men jeg tror også, at den er et mindset, der handler om at være, hvor man er. Jeg tænker ofte på et udtryk, som jeg ikke længere kan huske, hvor jeg har fra, nemlig, at man godt kan elske at være mor, uden at elske samtlige af de opgaver, der følger med titlen. For det er præcis sådan, jeg har det. Og jeg er super bevidst om, at selvom der i mit liv er elementer, som jeg oplever som udfordrende, så er der også masser af problemer, jeg ikke har. Jeg skal ikke enes med én om opdragelsen af mine børn, eller forhandle om, hvilke værdier, der er vigtige. Jeg har ikke børn med én, jeg troede ville være der, men som aldrig er, eller med én, jeg skilles fra, som flytter til en anden landsdel – eller som har verdens mest irriterende familie. Ikke, at jeg advokerer for, at min løsning er bedre end den traditionelle. Hvis man på nogen måde har mulighed for at give sine børn to forældre, så synes jeg ubetinget, at det er den bedste løsning, men derfor tror jeg stadig, at det har betydning for lykkefølelsen, at man husker, hvor man med sit valg har spillet sig selv bedre kort på hånden, end så mange andre har. 

For mig var det en faktor i ligningen ift. at give Anton søskende, at han ikke kommer til at være alene i verden, når jeg ikke længere er her. Men synes jeg, at det er den rigtige løsning for alle? Nej. På ingen måde. Man skal stoppe, når det føles rigtigt, og hvornår det gør det, er forskelligt fra person til person. Jeg er umådelig taknemmelig over, at jeg har haft mulighed for at give mine børn livsvidner, og at de har hinanden at læne sig op ad, både nu og på sigt, men det er ikke derfor, jeg har fået to. Den vigtigste årsag for mig var også den mest simple: Jeg ville gerne have et barn mere, og selvom det sgu somme tider trækker tænder ud, så er det også så utrolig fint at få lov at se de sider af Anton, som rollen som storebror har givet ham mulighed for at vise. 

Ift. sorg og gråd tror jeg, at mine børn måske ser hele registret hos mig mere, end børn med to forældre gør, for når man er alene, er det ikke en mulighed at lukke sig ude på badeværelset eller køre en tur, hvis man har brug for at græde. Jeg tror ikke, at børn går i stykker af at se deres forældre være kede af, men det er selvfølgelig en balance, for de skal jo stadig helst være trygge i forvisningen om, at deres forælder kan tackle hverdagen og livet, helt generelt. 

Når natten er allersortest her, så fylder det meget for mig, hvad der kommer til ske, den dag, vi mister mine forældre. For mine børn har, naturligt nok, et helt særligt bånd til dem, og jeg har svært ved at se, hvordan vi skal komme igennem den sorg, når jeg skal trøste i en situation, hvor jeg selv vil være helt ødelagt af sorg. I et forhold har man altid én forælder, der trods alt har en smule distance til den bedsteforælder, der ikke er mere, og som derfor kan gå et gear op i at passe på børnene, mens den, der har mistet en forælder, kan synke ind i sorgen. Den situation frygter jeg meget, for den ved jeg simpelthen ikke, hvordan vi kommer igennem den.

Og fordi jeg har oplevet at miste en veninde til kræft, er tanken om, at jeg kan dø fra mine børn, før de er klar til at klare sig selv, også én, jeg aktivt skal holde på afstand, hvis ikke jeg skal blive skør. Den angst er blevet tifold værre over tid, og jeg tror, at både den aldersrelaterede skrøbelighed, og empirien ift. at det faktisk *kan* ske, er medvirkende til den meget uvelkomne eskalering af frygten. Som alle andre velfungerende voksne holder jeg tankerne nede med lige dele eskapisme og fornægtelse, for fremtidige sorger bliver jo ikke mindre af at tage dem på forskud. Men det kan, på de dårlige dage, være virkelig svært at lade være.

(Læs om at gå fra ét til to børn her)

_________________________________

Så there you have it. Hvis du nåede hele vejen igennem, så tak og godt gået. Jeg håber, at alle ordene kan være med til at kaste lidt lys over en måde at være alenemor på, som måske ikke er den mest gængse, men som stadig indeholder de samme elementer, som alle andre typer af forældreskab.

Størst og allermest: Kærligheden.

Om nuet, FOMO og selvskabte benspænd

For et par uger siden sad jeg på en bænk i solen og nød en kop kaffe. Nogenlunde samtidig med, at jeg for mig selv konstaterede, hvor meget jeg holder af den her årstid, hvor der stadig er lidt varme i solen, men hvor det ikke føles som at stå midt i et bål, og hvor alle insekterne også er ved at finde på andet at give sig til, hørte jeg en mor sige til sin datter: “Nu skal du nyde det sidste af sommeren, for om lidt er det slut!”

Det var ét af de øjeblikke, hvor det går op for én, at der er noget, man aktivt modarbejder i sin opdragelse, uden at man på noget tidspunkt har været opmærksom på det.

Jeg hader det mindset. H.a.d.e.r. Det der med, at du ORN’lig skal nyde nuet og være til stede i det og mærke det og SUGE saft og kraft ud af det og sørge for at få det HELE med. Nydenydenyde.

For hvis man har et sind som mit, så kommer det til at ødelægge glæden ved så utrolig mange ting, fordi man – ironisk nok – flytter fokus fra nuet til den umiddelbart forestående nedtur og de tømmermænd, der følger. Uden jeg helt ved, hvorfor det hos mig er blevet så slemt, så er det et sort hul, jeg konstant skal gøre en aktiv indsats for at holde mig selv oppe af. For der er ikke noget, der kan suge glæden ud af julen, som tanken om, at ‘det kunne være den sidste, vi får’. Eller som kan forvandle en fødselsdag til en nedtælling, for hvornår tipper vi fra at være igang, til at være ved at afslutte?

Jeg forsøger at tale begivenheder lige præcis så meget op, at de skiller sig ud fra hverdagen, så alt ikke bare bliver en lind strøm af beige, lunken havregrød – men ikke så meget, at det kommer til at virke som en festlig, fyrværkerioplyst klippekant, hvor turen ned på den anden side er brat, mørk og fuld af skarpe sten.

Og hver gang mine børn mærker bummeren røre på sig, er jeg der til at minde om, at der kommer mange flere fødselsdage, sommerferier og juleaftener, og at det lige om lidt er halloween, efterårsferie og overnatning hos mormor og morfar. Ikke for at forvandle livet til én lang tivolitur, men fordi jeg håber, at de kommer til at tage med sig, at det er sjovere at være her, hvis man kan løfte blikket og få øje på de mange kommende glæder, i stedet for at sænke hovedet i mismod og leve med udsigten til skygger, støv og asfalt. 

Jeg kommer aldrig til at belære mine børn om, at forventningens glæde er den største og at de skal sætte pris på noget, mens de har det. Ikke fordi jeg ikke gerne vil lære dem om taknemmelighed, men ligner de mig (og det ved vi jo godt, at de gør, staklerne) kan det komme til at skabe meget tristesse og tungsind, hvis ikke de lærer at løsne grebet lidt, for klemmer man for hårdt om livet, ender man med at klemme livet ud af det.

_______________________________________

Podcastlisten (som bærer præg af, at jeg er blevet primærtolk på en opgave, der giver mig 3 timer i bilen om dagen) er opdateret med følgende:*

Believed

Endnu en podcast i MeeToo-rækken om den amerikanske læge for det olympiske gymnastikteam, der i årevis begik det ene overgreb efter det andet på de helt unge gymnaster – mens deres forældre sad i rummet. 

Ligesom Chasing Cosby er historien fortalt med udgangspunkt i forbryderen, og den kaster vigtigt lys over, hvordan kammerateri og eftergivenhed i systemet i årevis har været med til at facilitere, at de her uhyrligheder kunne finde sted. 

I en danskers blodspor

Den her podcast er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har hørt. For jeg kan godt huske, at jeg for år tilbage læste noget i nyhederne om en dansker, der var blevet arresteret i Afrika, fordi man havde fundet kvindelige kønsdele i hans dybfryser. Men sagen var så bizar, at jeg til sidst opgav at forstå, hvad den handlede om. 

Den her podcast er historien om 2 danske journalister, der interviewer ham, inden hele sagen eksploderer, og som efterfølgende blev brugt som oversættere for det afrikanske politi.

Sagen er vanvittig, manden er vanvittig, men podcasten er ualmindelig god. 

Bandeland

Hvordan den her er undsluppet mig, fatter jeg simpelthen ikke, for SHIT, den er god!! 

Det er historien om, hvordan Loyal To Familia opstod, eksisterede og smuldrede igen, og den er primært fortalt af en tidligere betjent, der har efteruddannet sig til journalist. Han er et ualmindelig sympatisk bekendtskab, og fortæller systematisk og let forståeligt om en verden, de færreste af os rigtigt forstår.

Missing crypto queen

Hånden op, hvis du også har hørt en del om Bitcoins, men heller ikke *helt* har forstået, hvad de går ud på? Denne podcast er til dig. For ud over at forklare begrebet, så vi alle sammen kan forstå det, fortæller den også en meget ‘Catch me if you can’-agtig historie, om en kvindelig conartist, der snyder mennesker over hele verden for millioner af kroner med løftet om bitcoins afløser – som bare ikke findes i virkeligheden. Hun er måske/måske ikke kransekagefigur for den østeuropæiske mafia, og podcasten er en virkelig god reminder om, hvor forsigtig man skal være ift. bare blindt at kaste sig ud i noget, man reelt ikke forstår.

Hurtig mandagstur på barrikaderne

Vi har før snakket om det her med, at når man har en hammer, så ser man søm allevegne. Og forleden så jeg det her meme:

Det ramte mig, fordi det falder ned i noget, jeg tænker meget over for tiden, nemlig, at jeg somme tider i mit forsøg på at være imødekommende og hensynsfuld kommer til at henlede folks opmærksomhed på noget, de ellers ikke ville have opdaget – og med min udmelding skaber en situation, hvor de føler, at de har ret og jeg tager fejl. 

Det er sat på spidsen. Men f.eks. har jeg somme tider tænkt over, at fordi jeg ofte beder mine børn om at holde sig ind over/sige tak/sidde pænt osv., så er det, som om, at andre føler, at det er ok at gøre det samme. Altså, at rette på mine børn. Også selvom der er andre børn til stede, som er igang med ambitiøse projekter ift. at se, hvor mange m2, man kan sprede krummerne fra et rundstykke over, og hvor mange fødder, der kan være på et bord.

Det er med andre ord, som om, at mine egne kommentarer retfærdiggør, at omverdenen pludselig stiller højere krav til mine børn end til de andre tilstedeværende. 

I tilfældet med naboerne, bider jeg også mærke i, at de finder det ok at rette på mig og os – men ikke kommenterer på naboen til den anden side, der ved Gud har det fedt med sin skærebrænder på alle tider af døgnet. Men han har en hund. Ligesom dem. Og han er en mand. Og det pisser mig af. 

For det falder ned i noget, jeg også har tænkt meget over, siden jeg så det her meme:

Hånden op alle de kvinder, der genkender det?

Det er et år siden jeg så det første gang, og det er noget, jeg har tænkt umådelig meget over siden. For hvor jeg synes, det giver mening at bløde sin kommunikation op, så retorikken ikke overdøver budskabet, når jeg f.eks. skriver her, hvor jeg kommunikerer ud til mange, så er det tankevækkende, hvor underligt det føles at undlade at gøre 1:1.

De sidste 5-6 år har jeg øvet mig på at stoppe med at tale, når jeg har sagt det, der er vigtigt. (Jeg er opmærksom på ironien i dét udsagn, når det kommer fra mig). Men det er gået op for mig, at i forhandlinger, uanset om det er om lokalaftaler på en arbejdsplads, eller om hverdagspligter og begivenheder i børnehaven, så drukner og udvander man sit eget budskab, hvis man sovser det ind i ord, eller hvis man fortsætter sin ordstrøm, når man har sagt, hvad man vil sige. Så jeg har øvet mig i at stoppe med at tale, og selvom jeg i starten havde neglemærker i håndfladen, forårsaget af ubehaget ved stilheden, må jeg bare konstatere, at det virker. For når jeg holder kæft, når mit budskab er fremsat, så tvinger jeg dem, jeg sidder overfor til at forholde sig til dét, og ikke tusind andre irrelevante ting.

Den del er ved at være på plads. 

Det sidste års tid er jeg så begyndt at tænke meget over det med at holde op med at pakke mine holdninger og udsagn ind i sugarcoatingfraser som ‘måske’, ‘jeg tror’ og ‘kunne det tænkes, at’? Min oplevelse er, at det faktisk falder meget naturligt i forlængelse af det med at stoppe med at tale, for det er ofte, når jeg siger eller beder om noget, som jeg ved er træls for modparten, og hvor det ville være *meget* nemmere, hvis jeg bare lige kunne lade være med at være besværlig og fuld af meninger og krav, at trangen til at bløde det op med smil, formildende kommentarer og semi-underdanigt kropssprog kommer over mig. Det er meget, meget tankevækkende, hvor fremmed og unaturligt, det føles at lade være.

Og nu er det så jeg tænker, at den næste øvelse for mig er at stoppe med, i imødekommenhedens navn, at lægge ud med at pege uopfordret på mine egne fejl og mangler. Ikke fordi jeg ikke vil stå ved dem, men fordi de skaber en skævhed i den naturlige magtbalance, som modarbejder mig selv, og skaber nogle trælse situationer, hvor jeg bliver gal på andre over, at de behandler mig, som jeg – opdager jeg langsomt – har givet dem lov at behandle mig. Og os.

For jeg ved 100% hvad jeg mener. Og hvad jeg står for. Men det er SÅDAN en kvindeting at tage ansvar for at gøre situationen behageligt for alle involverede parter, og alene af dén grund er det værd at kigge på. 

Lige nu sidder du måske og tænker, at der ikke sker noget ved at sige tak og måske eller bløde sine udsagn op, og vi skal være her alle sammen, og der er jo ingen grund til at være sur. Men jeg vil gerne invitere dig til at tænke over, hvornår du sidst har hørt en mand formulere sig sådan i en samtale med andre mænd, når de forhandler eller rækker hånden op og stiller kritiske spørgsmål i børnehaven?

Så jeg øver mig. Igen og stadigvæk. På at holde kæft, når jeg har sagt, hvad jeg vil sige, og på ikke at udvande mig selv og mine holdninger med ‘på en måde’, ‘måske’ og spørgsmålstegn efter udsagn, jeg faktisk ikke er i tvivl om rigtigheden af. 

Og på at være i verden med alle mine fejl og mangler, men ikke selv at være den, der bruger dem imod mig.

Unge kroppe og gamle sind

De seneste par dage har jeg haft snuden dybt begravet i bogen ‘Min mørke Vanessa’, som er en skønlitterær roman, der af en del anmeldere kaldes for den moderne tids Lolita. 

Selvom bogen – ifølge forfatteren selv – er ren fiktion, er det én af de fortællinger, der har sat gang i flest tanker hos mig.

Kort fortalt er det historien om den 15-årige Vanessa, der har et forhold til sin 43-årige lærer. Bogen veksler mellem tiden på skolen, hvor affæren udspillede sig, og nutiden, hvor hovedpersonen er i midten af 30’erne, og på mange måder er et ødelagt menneske. 

Bogen er amerikansk, og man fornemmer moralen undervejs, blandt andet gennem en psykolog, som får lov at stille de spørgsmål, man som læser sidder med, men hovedpersonen er troværdig i sin fortælling og selvbedraget er underspillet nok til, at man som læser bliver i tvivl om, i hvor høj grad, der var tale om grooming eller om Vanessa faktisk selv var en reel medspiller. Balancen i fortællingen tipper på et tidspunkt, så man ikke er i tvivl om, hvem der er skurk, og hvem der er offer, men for mig gav historien indtil det åbentlyse skift anledning til en hel del overvejelser og gode debatter i omgangskredsen. 

For jeg vil gerne starte med at slå helt fast, at hvis Frida som 15-årig kommer hjem og fortæller, at hun har en affære med sin lærer, der dobbelt så gammel som hende selv, så kan han glæde sig til en springskalle og to flækkede skinneben on the side. 

Men hvis jeg tænker på, hvordan jeg selv var i verden, da jeg var 15, så bliver jeg sgu oprigtigt lidt i tvivl om, om man måske kan være andet og mere end et meetoo-offer, selvom man er ung og aldersforskellen er markant.

En hurtig rundspørge i omgangskredsen viste, at langt størstedelen af mine veninder har haft kortere eller længere forhold til mænd, hvor vi skulle have både fingre og tæer i brug for at udregne aldersforskellen, da de var mellem 15 og 20 år. Og direkte adspurgt følte ingen, at der var tale om hverken grooming eller overgreb. 

Men jeg kan ikke finde ud af, om det er fordi, der måske er flere nuancer i den her debat, end vi gerne vil være ved, eller om tiden bare var en anden. For der er sgu steder i den her bog, hvor jeg lige måtte lægge den fra mig, fordi der var oplevelser og tanker, der var så 1:1, at jeg blev utilpas over det.

Men der var også mange steder, hvor jeg genkendte beskrivelsen af at føle, at man er ældre end sine jævnaldrene; af at være anderledes, ældre i hovedet og fuldstændig bevidst om, hvad man gjorde, da man gjorde det.

Og som der står et sted i bogen: Er det voldtægt, hvis man gerne selv vil?

Jeg ved det ikke.

Jeg har tænkt virkelig meget over, om det for mig gør en forskel, hvem der tager initiativet. For jeg er med på, at hjernen ikke er færdigudviklet, når man er 15, og at man på mange måder er så meget nemmere at manipulere, at ideer kan plantes så subtilt, at man tror, man selv har fået dem – men er det altid sådan? Eller bliver debatten skæv i forsøget på at passe på dem, der af den ene eller anden grund er udsatte, så vi bliver nødt til at insistere på, at det altid er forkert, fordi den mindste flig af tvivl under de få kommer til at rive tæppet væk under alle?

Har det noget at sige, at størstedelen af de kvinder, der er modige nok til at åbne munden i den her debat, er i slutningen af 20’erne eller ældre, når de taler, og når man står dér på tidslinjen, så virker 15 år rystende ungt, selvom det ikke føltes sådan, da man stod der?

Jeg er ikke færdig med at tænke, kan jeg mærke. 

Jeg har brug for at sige, at mine overvejelser er ikke et forsøg på at underkende oplevelser og traumer, som deprimerende mange går rundt med i bagagen. Et nej er et nej og et overgreb er et overgreb, og det kan aldrig hverken forklares eller undskyldes.

Men jeg tror, at det, bogen grundlæggende skubber til i mig, er tanken om, hvor gammel man skal være for at have ejerskab over sit eget initiativ.

Svinehunden vogter her

Hvis jeg til jul i år må få ét ønske opfyldt, så vil det være, at jeg på diverse sociale medier ikke får ting i mit feed, som mennesker, jeg er venner med, har reageret eller kommenteret på.

Alternativt ønsker jeg mig evnerne til at forstå, hvordan man fravælger det, hvis muligheden allerede findes. 

For hvor jeg har været god til luge ud i min egen portefølje, så får jeg ad den her bagvej ret mange ting præsenteret, som ikke er så godt for mit blodtryk. 

For tiden har jeg det ualmindeligt svært med opslag fra Anne Sophia Hermansen på Berlingske, som af en eller anden grund hele tiden kommer op i mit feed. Jeg har aldrig haft en holdning til hende tidligere, men jeg har på meget kort tid set en hel del skriverier fra hendes hånd, som alle har det til fælles, at de nok er malet over med pseudo-objektiv undren og ord på fire stavelser, men egentlig stadig hører til på Nationen. 

Der er mange at vælge imellem, men den, der for mit vedkommende blev startskuddet til min umådelige undren over, at man kan have så unuanceret et menneske til at spytte klummer og artikler ud dagligt, var den om den unge skuespiller, der “uden dagpenge nok var gået på kompromis med mig selv og havde fundet et fuldstændig irrelevant job”. 

Og ja. Gu er det da irriterende sagt. Og ASH får også sadlet den helt høje hest med “Ked af at sige det, Henrietta Wolfmountain, men irrelevante job findes ikke” og “Så finder man et arbejde og betaler for sit eget liv i stedet for at lade andre finansiere, at man nu skal “hygge” sig lidt på dagpenge” til højre og venstre. 

Men jeg gætter på, at en svimlende høj procentdel af de mennesker, der har fundet tid til at kommentere på, hvor latterlig og forkælet den unge skuespiller er, er faste seere af serier som både Broen og Badehotellet. Og det er med kreative fag, som det er med alt muligt andet: Dem, der gør det meget, bliver gode til det. Hvis jeg som nyuddannet tegnsprogstolk havde været nødt til at tage et job som pakkepost hos Post Nord, havde det også for mig været irrelevant. Keywords being: For mig. For Henrietta siger sådan set ingen steder, at nogle jobs er åndssvage eller ligegyldige. Hun siger bare, at de *for hende* ville være irrelevante.

Men medierne er efterhånden blevet et lukket kredsløb, hvor man skriver artikler om emner og personer og vinkler dem til forargelse – for derefter at skrive forargede artikler om dem. Og det er værd at huske på, at de journalister, der skriver artiklerne, er fagfolk, som godt ved, hvad de gør. Hos Maj My kunne man for et par år tilbage læse, at hun fik bestemte ord at vælge imellem, da hun skulle beskrive sin reaktion på et skilt i Legoland, som kun som stillede piger karrieremuligheden ‘at blive smukke prinsesser’ i udsigt, og de ord, hun fik at vælge imellem, var ALLE sammen nogle, der udelukkende havde til formål at tirre, forarge og provokere. 

Jeg vil gerne snart have en debat om både de sociale og de etablerede mediers ansvar i at holde liv i fordomme, racisme og undertrykkende adfærd. For jeg er ved at få fucking spat af, at der skrives pseudo-neutrale artikler, som den fake-objektive tone til trods er smækfyldte med bias og udelukkende har til formål at puste til ilden. Som når TV2 f.eks. laver artikel om, at Hansen Is har valgt at ændre navnet på Eskimo-isen, fordi de ikke længere mener, at navnet er tidsvarende, og TV2 så har valgt at lægge en afstemning i bunden af den artikel. “Er det den rigtige beslutning at give isen et nyt navn?”

For der bliver ikke lagt afstemninger i bunden af artikler om røde kort i Superligaen, eller om hvorvidt Storbritanien skal fjerne Huawei fra 5G-netværket eller ej.

Og isen har Anne Sophia Hermansen selvfølgelig også en holdning til, som er så forudsigelig, at man får ondt i hovedet. For “I dag er det sådan, at krænkelsesoplevelser er identitetsskabende – Descartes’ “cogito ergo sum” er blevet til “jeg er krænket, altså er jeg”” 

Tænk at være så overbevist om sin egen evne til at skelne og forstå, at man ikke engang gider bruge 4 sekunder på at grave i, om der kunne være en grund til, at dette navn er problematisk. For hånden op alle dem, der stadig synes, at det burde hedde ‘negerboller’?

Når mennsker som ASH skriver forstilt forargede indlæg om statuer, is og dovne skuespillere, og når begavede retorikere som Svend Brinkman poster klummer om, at grænsen er rykket for langt, når hvide skuespillere ikke længere vil lægge stemme til sorte, animerede karakterer, spiller de sikkert, fordi de taler flertallets sag. Og uagtet eventuelle intentioner om nuancer, så læser det brede flertal artiklerne som bekræftelse på deres fordomme om dovne unge, frelste aktivister og krænkelsesparate minoriteter. For hvor Svend fandt tid til at svare på min kommentar, og lige rette mig i min fejlopfattelse af, at han som hvid mand ikke prøvede at fortælle sorte, hvad de må finde rigtigt og forkert, så fik de mange, MANGE kommentarer om, at ‘hvad bliver det næste; at det skal være ægte hunde der lægger stemme til tegneseriehunde?’ og at ‘nu må det stoppe!’ lov at stå uimodsagte hen.

Hvilket man jo godt kan komme til at tolke som tavst samtykke, hvis man ikke passer på. 

Svend Brinkman siger mange kloge ting. Men med et indlæg som det, jeg refererer til, hvor flertallet opfatter hans ord som validering af et synspunkt, som han tilsyneladende ikke deler, så er han med til at bevare status quo og til at fastholde grupperingen af os og dem, når han ikke retter de læsere, der opfatter hans ord som bekræftelse på, at der er tale om klynk og hysteri.

Og selvom jeg finder Anne Sophia Hermansen umådeligt usympatisk, så er hun et begavet menneske, som udemærket ved, at hun slår ned på detaljer, der med stor sandsynlig er blevet kunstigt pustet op – men bevidst at gøre sig dummere end man er, er et kneb, som Ekstra Bladet og Dansk Folkeparti har forfinet, fordi man så ikke kan beskyldes for noget – for man gengiver jo bare fakta. Og da alle store medier skrev artikler om moderen, der tog sine børn med på legepladsen under karantænen, og alle – uden undtagelse – sørgede for at få hendes udtalelse om, at “der var jo ingen” med, så var det jo sådan set rigtigt nok: Det sagde hun. Det var fakta. Men udtalelsen var jo ikke med, fordi den øgede artiklernes nyhedsværdi. Den var med, fordi de kloge bøller har fundet en måde at mobbe på, som man ikke kan gå til læreren med – for de har jo ikke gjort noget forkert. Vel?

Det er ikke et spørgsmål om, at være enig eller uenig, eller at man kun må have eller skrive om bestemte holdninger. Men når der igen og igen postes artikler og laver undersøgelser, der udelukkende har til formål at fodre den indre svinehund, så synes jeg at vi er nødt til at forholde os til, om det egentlig er forsvarligt? Og formålstjenesteligt? For ligesom med fake news er den slags artikler med til at skabe betingelserne for en bestemt type af virkelighed, for når vi igen og igen fodres med subtile hentydninger og fjendebilleder forklædt som objektiv undren, så *bliver* vi bekræftede i, at der findes et Os og et Dem, at vi har ret til at holde krampagtigt fast i vores privilegier, at vi er De Rigtige og at De Andre er dumme, dovne, nærtagende og forkerte – og i øvrigt vil tage alting fra os. 

Det er skidebesværligt at skulle ændre adfærd, og jeg er helt med på, at der er clicks og likes i forargelse – men ligesom med engangsbestik og turbokyllinger er det somme tider nødvendigt, at  nogle voksne træffer en beslutning ud fra den fælles fremtids bedste, fordi vi ikke 1:1 er klar til at slippe komforten i ikke at skulle slæbe tallerkner med til vejfest eller gerne vil betale det dobbelte for vores grillkyllinger.

Måske vi snart er der, hvor den fjerde statsmagt skulle tage lidt ansvar i forhold til, hvor samfundet er på vej hen, og ikke bare gemme sig bag, at ‘det er, hvad læserne vil have’.

For det er hos dem, det starter, hvis svinehunden skal sultes ihjel.

Tradition is just peer pressure from dead people

Hvis man har astrologiske tilbøjeligheder ved man, at der pt. foregår virkelig meget med diverse himmellegemer, og at én af de ting, som der tales meget om i dé kredse er, at tiden for nu handler om at hele gamle traumer og sår; både som individer og som et samlet hele. 

Hvis man synes, at astrologi er kæmpeløgn og spild af tid, tror jeg egentlig, at man alligevel sidder med samme fornemmelse på baggrund af alt det, der foregår i verden lige nu. 

Jeg oplever i hvert fald, at jeg ser med nye øjne på mange af de ting, jeg længe har opfattet med et ‘sådan er det jo bare’-mindset.

I småtingsafdelingen og meget aktuelt spekulerer jeg på, om vi egentlig stadig synes, at det er en god ide at tyre en stofheks på bålet i aften.* Jeg er ikke selv helt afklaret med, hvad jeg mener her, for på den ene side synes jeg egentlig, at tiden er løbet fra at hyggemore os over noget, der i virkeligheden er en skamplet på vores historie.

Modargumentet er selvfølgelig, at det kan give anledning til at snakke om noget forfærdeligt, og dermed sikre, at det ikke sker igen.

Men når jeg er i tvivl om, hvor jeg står i en sag, prøver jeg at udskifte den forulempede part – i dette tilfælde heksene, hvis analoge avatarer vi brænder – med en anden gruppe af mennesker. 

For ville vi have syntes, at det var ligeså hyggeligt og sjovt, hvis det havde været børn, der engang var blevet brændt fordi de.. tja, larmede, måske? Ville vi så lave små stof-versioner, som vi stille og roligt betragtede blive konsumeret af flammerne, mens vi bagte snobrød og skumfiduser?

Eller kan man forestille sig, at menneskeracen et par hundrede år ude i fremtiden en gang om året laver tvillingetårne af papmaché, fyldt med slik og godter, som vi smadrer med køller, fordi vi jo skal huske at tale om det?

Jeg ved det ikke. 

Til gengæld ved jeg, at jeg synes tiden er løbet noget så eftertrykkeligt fra digitale medier og deres kommentarfelter som safehouses i ytringsfrihedens navn. For hvor man i USA – ja, igen – lige nu kan se stort set alle medier og arbejdspladser tage konkret afstand fra hatespeach, så kører vi herhjemme stadig en noget slap politik omkring, hvad man tillader folk at sige på nettet.

Senest læste jeg en glimrende artikel på Soundvenue om aldersdiskrimination i Hollywood; om det urimelige i, at kvinder er gamle og færdige, når de nærmer sig de 40, og at det i virkeligheden er grotesk, når man stadig pr. default caster gamle mænd og unge kvinder som par. Vi er så vante til at se det, at vi ikke engang studser over det, når der er 30 års aldersforskel mellem ægtefællerne i film, og hvis du tror, jeg overdriver, så vil jeg opfordre dig til at lade dig falde baglæns ned i det kaninhul på google, der hedder ‘Age difference in movies’.

Nu har jeg jo før været lidt efter Soundvenue og deres kvindesyn, men ift. denne artikel vil jeg bare give dem stående applaus for indholdet. Det var sobert, fornuftigt og nødvendigt. 

Og her ville jeg ønske, at dette indlæg sluttede. 

Men så kom jeg til kommentarerne, og så er vi tilbage til, at der godt nok stadig er mange ting, vi som race kunne have gavn af at kigge på.

For der var deprimerende mange kommentarer fra mænd om, at ‘det gør nok ondt, når de unge overhaler dig, hva?’ og ‘Nååå! Er det træls, at mændene ikke vender sig om på gaden efter dig længere?’ Der var – selvfølgelig – også klassikerne om, at ‘få noget ordentligt at gå op i’ og en masse om ‘hysteri’.

Fordi jeg åbentbart har masochistiske tilbøjeligheder, tjekkede jeg flere af profilerne ud, og det, som rystede mig var, at de her mænd var på alder med mig eller et par år yngre. Der var altså ikke tale om gamle, forandringsangste silverbacks eller helt unge, lidt for hurtige typer. Det var mænd som vores kærester, brødre og ægtefæller, som for fanden burde vide bedre, og jeg kan ikke holde UD, at der er SÅ mange, der tror, at de ikke er en del af problemet.

Det undrer mig oprigtigt, at Soundvenue vil lægge ryg til den slags kommentarer, og særligt undrer det mig lige nu, hvor der er mere fokus på hatespeach og nedgørende tale end nogensinde før. Der MÅ være et opgør på vej ift. om clickbait skal stå over moralsk ansvar. 

For ved at lade udsagn som disse blive stående, gør man dem også til legitime synspunkter. Specielt i en tid, hvor man – i hvert fald for syns skyld – har regler og retningslinjer for, hvad man må sige i en debat. Havde man eksempelvis skiftet ‘gammel’ ud med ‘sort’ ville de formentlig og forhåbentlig have pillet kommentaren af og blokeret profilen, hurtigere end man kunne nå at sige ‘racist’, for det er der ingen, der vil have siddende på sig i dag. Man kan spørge sig selv, hvorfor man ikke som medie er ligeså konsekvent, når diskriminationen og de nedladende kommentarer er rettet mod kvinder 35+.

Og jeg bliver idiot af, at mænd – for det var for 97% vedkommende kun mænd – forsøger at få det til at lyde som om, det handler om sure rønnebær, når det kun er kvinder 40+, der går op i de her ting, for ligesom med lovgivning på barselsområdet, og reglerne for syge-dagpenge, er der bare nogle ting, som man tror er fucking løgn, indtil man selv sidder på modtagersiden.

Jeg håber, at de her mænd lever længe nok til at se deres døtre blive mødt med konsekvenserne af, at de selv, hånligt og vedholdende, har båret den misogyne fakkel videre til de næste generationer, og på den måde har sikret, at fremtidens kvinder stadig bliver brændt på bålet.

* Og blot for god ordens skyld: Jeg ved godt, at det er Johannes døberen, vi fejrer, og at forklaringen på, hvorfor heksene blev en del af traditionen fortaber sig lidt i tågerne.

The times they are a-changin’

Det er en mærkelig tid. Det er, som om, alting er opbrud og kaos, og det er svært ikke at føle, at universet er ved at brænde marken af, så den er klar til at så en helt ny type af afgrøder på.

Mit hoved er ved at eksplodere, og min hjerne føles, som en overtrænet muskel; træt, øm og med desperat brug for en pause at restituere i. 

Helt lavpraktisk er der mange overvejelser ift. arbejde, og hvad der skal ske efter 30.06., hvor min tidsbegrænsede ansættelse udløber. For mig og os er det ikke kun et spørgsmål om, hvad dagene skal gå med, men også, at der er nogle økonomiske hensyn, der skal tages med i beregningen.

Der er stadig ikke en afklaring ift. ferie, og i småtingsafdelingen er fødselsdagsplanlægningen i fuld gang.

Derudover har racedebatten har fyldt virkelig meget for mig. Som tidligere nævnt handler det nok om, at 70% af mit feed er amerikansk, både på fb og på insta, men for mig har det været surrealistisk at se kontrasten i, hvor meget det fylder ude i verden, kontra hvor lidt det har fyldt herhjemme. Jeg har gjort mig mange overvejelser om, hvordan jeg skal forholde mig til både dem, der vælger at flyve under radar, og dem, der trods alt har haft en holdning, men én, jeg ikke er enig i.

Egentlig forstår jeg godt lysten til at lade som ingenting. Det er svært og ubehageligt at redefinere sit verdenssyn, og jeg føler også en nærmest desperat trang til at sætte mig i en blød stol og lade mig underholde af noget pastelfarvet uden skarpe kanter.

Men samtidig kan jeg også mærke, at jeg er ved at ændre syn på de mennsker, der har en platform, men som altid vælger den sikre vej. Jeg agiterer ikke for, at vi skal forvandle alle virtuelle åndehuller til rasende debatfora, hvor vi altid kun må snakke klima og racisme, men jeg tror måske, vi nærmer os et punkt, hvor tavshed larmer mere end tale?

Hvilket leder mig til det næste, jeg har tænkt meget over de sidste par uger, nemlig om man skal slette og blokere mennesker, der mener noget andet, end man selv gør? For på den ene side er et follow jo en slags bitcoins, der kan bruges til at købe indflydelse for, hvis man har nok af dem, og ønsker jeg at støtte op om, at personer, jeg ikke er enige med, får mere spalteplads? På den anden side betyder blokeringer og unfollows, at man får skabt et ekkokammer, hvor vi kan sidde og give hinanden ret i, at vores måde at være i verden på, er den rigtige – og det er nok heller ikke ret hensigtsmæssigt.

Og alt imens jeg forsøger at finde fodfæste i alt det ovenstående, har jeg også tænkt meget over, hvordan vi – dig og mig – kan gøre en forskel, der hvor vi er. Uanset om man har fokus på kropspositivisme, ligestilling, LGBTQ+rettigheder, miljø, racedebatten eller noget helt 6. som er ligeså vigtigt, så tror jeg, at de fleste af os er ved at drukne i det krydsfelt, hvor vores idealer møder vores hverdag. For hvordan kæmper man for sortes rettigheder, når man hedder Else og er sagsbehandler med begyndende mavesår og af natur ikke er særlig rasende?

Det har jeg tygget virkelig meget på, og jeg er nået frem til, at jeg faktisk ikke tror, at målet er at tage debatten med alle de perifære bekendte, man har, på internettet. Det kan føles kontra-intuitivt at scrollet forbi et udsagn, man er inderligt uenig i, når man lige har besluttet sig for at fight the power, men det er at hælde al sin gode energi ned i et sort hul, hvor den ikke gør den fjerneste forskel. Ingen har nogensinde skiftet politisk standpunkt på grund af en debat på facebook.

Men jeg tror, at vi ved at være åbne omkring hvor vi selv står, kan præge både dem, der ikke ved, hvor de står, og dem, der kommer efter os, og *derfor* tror jeg, at det er vigtigt, at vi er verbale omkring vores synspunkter, uanset hvor spage røster, vi føler, vi har – for der er altid nogen, der lytter. 

Jeg tror, det er vigtigt, at vi giver os selv en mulighed for at reagere indenfor de rammer, vi hver især kan være i. For ideelt set burde vi alle vide, hvad vi skulle gøre, og ride ud og gøre det. Men hvis man har det virkelig svært med konflikter, eller man af natur ikke har det godt med pludselig at være samtalens centrum, så kommer man ikke til at kalde hele omgangskredsen ud, eller afkræve sin hyggeracistiske arbejdsplads et svar. Men det er ikke det samme som, at man ikke kan gøre noget, for det kan man.

I min familie har vi f.eks. et par stykker, som har lidt svært ved at forstå, hvorfor man som dreng kan synes, at neonfarvede armbånd er magiske, for “det er da for piger, Anton!” Den tager jeg. Altid og hver gang. Men jeg gør det på en måde, så vi alle kan være i rum med hinanden bagefter, for målet med min kommentar er ikke, at de mennesker, der har kommenteret på armbåndene skal føle sig udskammede og forkerte. Jeg kan ikke ændre på det verdenssyn, de er vokset op med, og der er tale om mennesker, jeg elsker. Så når jeg med et smil siger: “Det er bare XXX, der er gammeldags, Anton – du må få 50 armbånd på, hvis du vil have det” så er det fordi, mine børn skal se, at der findes mange holdninger derude, men man må gerne udfordre dem, man ikke er enig i.

Så jeg tror, opgaven for den enkelte de næste måneder og år bliver at finde ud af, hvordan vi hver især, i vores små lommer af liv, kan pege på uretfærdigheder og fordomme, når vi ser dem, på en måde, vi hver især kan være i. Det er et privilegium at det ikke behøver at være mere rabiat, men al forandring starter et sted. 

Vi kan ikke blive enige alle sammen. Og det er nok egentlig heller ikke meningen. Men ved at være åbne om vores holdning til kropskultur, feminisme, racisme osv. kan vi stadig synliggøre en holdning og tilbyde et verdenssyn, som kan gøre det mere trygt for marginaliserede mennesker at stå ved, hvem de er, fordi det pludselig bliver synligt, hvor mange allierede de egentlig har.