For en måneds tid siden kom jeg til at tale om kønsroller og misogyni med en af mine kammerater.
Det er altid en lidt bøvlet samtale at tage, fordi begge parter skal træde varsomt, hvis ikke de skal falde i Forsvar/Angrebs-fælden. Der er aktier i sagen på begge sider af bordet, og man skal gøre sig gensidigt umage for at holde den neutral.
Omvendt er den jo relativt nødvendig, og jeg tænker også, at den kan være en mulighed for at gøre et interliseret, systemisk problem konkret og relaterbart.
“Men oplever du, at der er steder i det daglige, hvor de mænd, du møder, er chauvinistiske?” spurgte han.
Det var et vidunderligt spørgsmål at få, fordi det er essensen af noget, jeg det sidste halve år har lagt mærke til:
Der er simpelthen så mange mænd, der aldrig stiller kvinder et holdningsrelateret spørgsmål.
Og der er ligeså mange, der hellere vil have begge ben sat af under knæene end at spørge en kvinde om noget, der ikke handler om mad, børn eller Aula.
Jeg er den eneste kaptajn på skibet herhjemme, og det betyder, at det er mig, der skal sætte internet op, vælge bil og have styr på el-aftalen. Det har vi alt sammen snakket meget om herinde.
Men tilfældigvis har jeg for nyligt flere gange været sammen med mænd, hvor nogle bøvler med den internetløsning, de har valgt til hjemmet, og andre har børn, der slæber rundt på iPads med ustabile netværksforbindelser.
Det ved jeg noget om. Ret meget, faktisk. Og mit kærlighedssprog er Viden & Hjælp, så når jeg kan høre, at der er noget, du ikke er klar over, men som jeg til gengæld har indgående kendskab til, er jeg katten, der begejstret lægger min mus af viden for dine fødder.
Men de her mænd fejer mig af som et barn, når jeg forsøger at sige noget.
“Ja, det kender jeg godt, men det kan ikke bruges her” siger de, og begynder at mansplaine datadelingskort på en måde, der gør det krystalklart, at de ikke aner, hvad det er.
I starten troede jeg, at det var fordi, jeg ikke havde forklaret mig godt nok. Det tror jeg ikke længere. For jeg kan efterhånden se, at det handler om, at de simpelthen ikke i deres vildeste fantasi kan forestille sig, at jeg kan sidde inde med en viden, de ikke har. De er så fast forankrede i deres overbevisning om, at det ikke kan passe, at en kvinde ved mere end dem om et givent emne, at de hellere vil betale for meget for en dårlig løsning – eller undvære helt – end at spørge mig til råds.
Da jeg i sin tid skrev prepperlisten, jeg postede herinde, hentede jeg en eftermiddag et af børnene til en fødselsdag hvor skæbnen ville, at jeg var den eneste mor i en flok af fædre. Over kaffen faldt snakken på udenrigspolitik og forhøjet beredskab, og de nærmest hånlo over dem, som ‘var bange’, for ‘vi har jo masser af mad i fryseren!’ Da jeg spurgte, hvordan de havde tænkt sig at tilberede den, kiggede de på mig, som om jeg var retarderet.
Det er helt fair, at man ikke mener, at prepping er nødvendigt. Det blander jeg mig ikke i. Men den fuldstændige afvisning af muligheden for, at jeg kunne have et validt synspunkt at byde ind med, var sgu forstemmende.
(Og der er NUL tændstikker eller batterier til *dem*, når zombierne kommer, og de står og mangler).
(Mændene, altså. Ikke zombierne).
Nu er der jo selvfølgelig den mulighed, at det er me, hi, I’m the problem, it’s me. Måske er jeg bare kedeligere end gennemsnittet at tale med, eller måske kender jeg ikke min besøgstid.
Men når jeg, helt uvidenskabeligt, beder mine veninder nævne bare to (2) eksempler på situationer, hvor en mand, privat eller professionelt, har spurgt dem om deres holdning til et emne, eller til deres viden på et felt, bliver de helt tomme i blikket.
Jeg har første gang til gode, at nogen HAR to eksempler – og det undrer mig.
Det undrer mig, at så mange mænd er så blinde for, hvilke delelementer en samtale udgøres af; at den kræver nærvær og tilstedeværelse og gensidig, oprigtig interesse for at være givende.
Det undrer mig, hvor mange af dem, der ikke forstår, at mine spørgsmål er spær i den konstruktion, der skal bære samtalen, men i stedet, uden at undre sig, tager for givet, at min interesse for deres personlige holdninger til ting, er bundløs, ubegrænset og udspringer af et inderligt, undertrykt ønske om, at de vil gifte sig med mig.
Ret skal være ret: Somme tider spørger jeg, fordi jeg fascineres. Af noget, af nogen, af emnet.
Somme tider er Tinder bare deprimerende.
Men langt, langt de fleste gange handler det om, at nu sidder vi her og skal have nogle timer til at gå i selskab med hinanden, og her er det ved at få mit hoved til at eksplodere, at de ikke studser over den manglende balance i samtalen. At de ikke lægger mærke til, hvor meget de taler, og hvor lidt de lytter.
Der er en *helt* anden dynamik i den slags samtaler, når det er to kvinder, der har den. Når den ene svarer på et spørgsmål, der forgrener sig ind i værdier og livssyn, så bliver det i 7 ud af 10 af de situationer, jeg har iagttaget, fulgt op af et modspørgsmål med tilsvarende substans. Ikke bytte-bytte købmand, men et slags kontinuerlig samarbejde om at lægge en vej, der giver samtalen et spor at bevæge sig ud af.
Derfor gjorde det mig dobbelt glad, at min kammerat stillede mig det indledende spørgsmål.
For ud over, at det gav samtalen substans, så plantede det også et frø af håb i mig om, at der måske, trods alt, er ved at ske noget her.
For en måneds tid siden, faldt jeg på instagram over et opslag, der bare bestod af teksten:
”What would you tell your younger self?”
Det er et af de spørgsmål, der, lidt afhængig af dagsform, enten inspirerer mig eller irriterer mig, men lige den dag havde jeg så meget andet i hovedet, at jeg bare læste det og kom fra det igen.
Men de efterfølgende dage tænkte jeg alligevel lidt over det.
For på den ene side er det jo tæt på umuligt at svare på, fordi du ikke kan adskille det menneske, du er i dag, med de erfaringer du har gjort dig, og den viden du har nu. Det er, som med de billeder med skjulte motiver, man altid skal se, når man er på kursus: Når først du har set, at træet også er en nøgen kvinde, kan du ikke u-se det igen.
Omvendt, så ER der jo faktisk nogle erfaringer, du ville ønske, at du kunne gå tilbage i tid og give dig selv, fordi det ville spare dig for en masse smerte, tvivl og frygt.
Spørgsmålet er endt med nærmest at blive lidt et tema over den sidste måned, for mens vi har ryddet op hos oldefar, har jeg mange gange tænkt på en podcast, jeg hørte engang, hvor en familie, der bare skulle rydde deres bedstefars hus, pludselig fandt mistænkeligt mange smykker og trusser, og over et par mareridts-uger endte med at måtte finde en måde at rumme på, at det menneske, de hele livet havde kendt som den julemandsagtige bedstefar, i virkeligheden var seriemorder.
For mens det hos oldefar har været gamle postkort fra Kina og botaniske optegnelser over buske i deres gamle have, vi er stødt på, så er det jo virkeligheden for nogle mennesker, at det først er, når de skal rydde et dødsbo, at de finder ud af, at de er adopterede, har en anden far end de troede, eller har halvsøskende ude i verden. Så sent som i sidste uge fik jeg en chokeret besked fra min veninde, som i sin onkels dødsbo havde fundet breve og dokumenter, der ændrer på alt, hvad familien troede, de vidste om ham.
Og måske er det den gamle sandhed om, at man, når man har en hammer, ser søm overalt, der her er på spil, men da jeg forleden hørte en ren sladderhistorie om, at en kendt dansker, der turnerer hjemmevant på forsiderne af diverse sladderblade med kone og børn, i virkeligheden er til mænd, slog det mig, at én af de konstateringer, jeg gerne ville gå tilbage i tiden og overbringe mit yngre jeg er:
Det handler ikke om dig.
For modsat hvordan det kan føles, så er det forbløffende, hvor lidt du fylder i andre menneskers bevidsthed. Vi spiller alle sammen den bærende hovedrolle i egne liv, og selvom nogle biroller er vigtigere for os end andre, så er vi langt det meste af tiden bare statister og tilfældige forbipasserende i de andres historier.
I det store og hele har de hemmeligheder, jeg selv har prøvet at holde skjult været i småtingsafdelingen. Det har mest været tale om dårlig dømmekraft, tvivlsomme beslutninger, psykiske udfordringer og usikkerhed.
Over årene er de alle sammen piblet frem i lyset – og det har intet ændret overhovedet.
Tværtimod har jeg lært, at de ting, vi skammer os over og prøver at skjule, meget ofte ender med at være dem, der giver vores relationer dybde og substans, når de kommer for en dag – fordi det er dem, der gør os menneskelige, og hvor vi derfor, tror jeg, genkender artens grundsubstans i hinanden.
Og det gør mig virkelig trist at tænke på, hvor langt vi vil gå og hvor store anstrengelser, vi vil gøre os for at skjule hemmeligheder, som ingen går op i. I hvert fald ikke i en grad, der står mål med det, det koster os at vogte over dem.
Det er spild af liv.
For uagtet at det føles, som om, din verden vil synke i grus, hvis det, du skammer dig mest over, kommer ud, så er sandheden, at din frygt er et selvbestaltet fængsel, som frarøver dig langt mere, end andre menneskers mening om dig nogensinde vil kunne.
For det, der gælder for både de mennesker, der går i graven med hemmeligheder om sidespring og børn på gule plader, og for mænd og kvinder, der krampagtigt forsøger at opretholde den facade, som de tror, er vigtig, er, at:
Og altså. Det er jo sat på spidsen. Det ved jeg godt. Der er stadig samfund, der dømmer, familier, der kan falde fra hinanden, og relationer, det vil være ubærligt at miste. Den del forsøger jeg ikke at tale ned. Det er desværre stadig et faktum, at der er mennesker, der sætter livet på spil ved at komme ud af skabet eller bekende deres utroskab, og den del af historien skal med.
Sondringen må være, om du tier, fordi du frygter for dit liv eller for din status i klanen. Hvis det sidste er tilfældet, er det måske en overvejelse værd, om du tror, at de mennesker, hvis fordømmelse, du gør vold på dig selv for ikke at pådrage dig, reelt ville ønske, at du spildte det ene liv, du har fået, ved kun at leve det halvt.
For selv blandt Se & Hørs læsere og Nationens mest ihærdige skribenter tror jeg faktisk, at det ærlige svar ville være nej.
Og hvis du lever et sted, hvor fordømmelse eller tab af social status vil skære dig ud af andre menneskers liv, så er spørgsmålet måske, om det er der, du skal være. Om ikke du betaler prisen to gange, ved både at nægte dig selv det liv, du higer efter, og ved at leve det, du så vælger i stedet, i frygt.
Angst æder sjæle op, som Fassbinder fastslog, og der er nok at være bange for. Men tanken om, at nogle mennesker går igennem livet med skammen i den ene hånd og forstillelsen i den anden, så det ikke er hænder fri til at gribe efter lykken, når den kommer flagrende forbi, gør mig ondt og inderligt trist.
Så fik jeg gravet mig igennem jeres yderst brugbare kommentarer og mine egne noter, som jeg har taget løbende i takt med, at vi har gjort os lidt erfaringer hos oldefar.
Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skal bygge det her indlæg op, for jeg vil gerne have, at det er en konkret, lavpraktisk hjælp ift. at sætte lidt praktiske skibe i søen til sine efterladte, uanset om eller hvornår de måtte få brug for det.
Samtidig er jeg meget bevidst om, at det er et område, hvor der er en masse jura, man skal passe på, og hvor der er utroligt mange forhold i den enkelte familie, der spiller ind.
Derudover er der generelt nok også stor forskel på, hvad man selv har tænkt og forberedt, afhængigt af alder og helbred og civilstatus.
Endelig er der hele sikkerhedsvinklen, der skal tænkes ind, så man ikke risikerer at blive klædt af til skindet, hvis man får stjålet sine dødehavsruller eller hacket sin computer.
Jeg er endt på at dele indlægget op i 3:
Første del handler om, hvad man kan gøre sig af overvejelser, når man vælger sin løsning; altså, om man vil lave en notesbog, et googledoc eller noget helt tredje.
Anden del er en sammenfatning af jeres og mine erfaringer, som jeg egentlig bare har forsøgt at liste så overskueligt som muligt.
Tredje del er forslag til konkrete punkter, man kan skrive på sin liste.
Tilbage er vist bare at sige: Byd endelig ind på bagkant, hvis I tænker, at der er noget, jeg har glemt.
*
Som nævnt i første indlæg, kan man i dag købe bøger, specifikt til formålet. Dem, jeg har bladret i, indeholder både sider til hårde fakta, men også til de lidt mere bløde spørgsmål, det kan være rart at kende sine næres holdning til, som f.eks. om man gerne vil donere sine organer, om man har ønsker til sin begravelse osv. osv.
Hvis man er typen, der godt kan lide, at rammen er sat, så man ikke selv skal tænke dén del ind, kan man sagtens vælge sådan en bog, så længe man bare husker at tænke sig grundigt om ift. personfølsomme oplysninger. Mange af bøgerne er amerikanske, og der er ikke helt det samme fokus på sikkerhed, som vi efterhånden har vænnet os til herhjemme; f.eks. har jeg set eksempler på bøger, hvori der er plads til at notere både personnummer, passwords og bankinformationer. Her er jeg lige ved at tro, at man kan risikere at komme i klemme, hvis man har indbrud og får tømt sine bankkonti, for det kan måske godt diskuteres, om man har opbevaret sine koder og login-informationer forsvarligt, som man er forpligtet til.
Et alternativ kan være at lave sin egen bog eller mappe, som man designer til det liv, man lever. Fordi jeg er alene med mine børn, er der f.eks. nogle ting ift. min og deres sygdomshistorik, jeg har skrevet ned, fordi der ikke er en anden forælder, der kan hjælpe med de informationer, hvis jeg ikke er her mere.
Men uanset hvor fint og detaljeret, man har skrevet ønsker, brugernavne og medlemskaber ned, så hjælper det ingenting, hvis a) der ikke er nogen, der ved det, b) listen ikke er opdateret eller c) folk ikke ved, hvor den er. For når nogen dør, starter man jo ikke med at køre hjem til dem, og gå alle skuffer og devices igennem – men det er i den fase, de pårørende skal bruge det.
Jeg synes faktisk, at det har været svært at udtænke en løsning, som tager højde for ovenstående, og det undrer mig egentlig, at der ikke findes noget mere standardiseret til formålet.
For mit eget vedkommende er jeg endt med at prikke et par venner ud, som jeg har aftalt at oprette en beskedtråd i Signal-appen med. Her vil vi hver især lægge et billede af den bog eller mappe, vi bruger til formålet, og skrive, hvor den befinder sig. Det er også tanken, at vi noterer telefonnumrene til de familiemedlemmer, der, worst case, får brug for at vide, hvor de kan finde bogen/mappen.
Vi har valgt Signal, fordi app’en er gratis og fordi det i den er muligt at oprette flere separate tråde med de samme mennesker. Havde vi lavet en beskedtråd på telefonerne, ville informationerne i løbet af 3 uger drukne i beskeder om fødselsdage og “LOL – dig!!”-memes.
Jeg er tovholder på projektet, og det er min opgave én gang om året at sende en besked til de andre og tjekke op på, om vi alle har husket at opdatere vores bøger/dokumenter, og om de stadig ligger, hvor de gjorde sidst. Jeg har lagt en årlig reminder i min kalender, så jeg husker at få det gjort.
Man kan vælge 100 andre løsninger, men brug lige 10 minutter på at vende med dine nærmeste, hvordan I sikrer, at den model, I vælger, ikke er forældet og glemt af alle om halvanden måned.
*
Så er vi nået til anden del af indlægget, som handler om at være de(n) efterladte, og hvilke erfaringer vi i fællesskab har gjort os.
Som skrevet i starten kan man ikke lave en one-size-fits-all oversigt, men der er stadig en rækkefølge, det kan være rart at tage udgangspunkt i, og jeg synes, at den bedste og mest overskuelige illustration af denne, er den, man finder på Folkekirkens hjemmeside her.
Men det kan måske være rart at få den første del af processen præsenteret, så man kan have den i baghovedet, hvis man skulle få brug for det; så kan man altid gå ind og finde listen bagefter.
Når nogen dør i eget hjem, skal der udstedes en dødsattest, før afdøde må ‘fjernes fra dødslejet’, som der så poetisk står flere steder. Det gør egen læge – og dermed er det smart, at nogen ved, hvem dét er. Når dén er udstedt, kan man starte processen op, og det gør de fleste ved at kontakte en bedemand. Herfra ruller det, og så kan listen være både rar og praktisk at have ved hånden, så bogmærk linket, så du har det, hvis du får brug for det.
Jeg vil ikke gå i detaljer om hele processen om skifteretsattester osv., for det er der ingen, der kan huske alligevel, og lige til dén del, får man automatisk masser af hjælp, når/hvis man står i den her situation.
I stedet lister jeg, som lovet, de erfaringer, vi har gjort os, som måske er knap så konkrete, men som stadig kan have stor betydning for den enkelte.
*Jo mere sammenbragt, en familie er, jo grundigere skal man overveje, om det kan være en ide at betale sig fra en upartisk bobestyrer. Dine/mine/vores børn, geografiske afstande osv. kan gøre det svært at holde tungen lige i munden, både ift. de lavpraktiske opgaver og ift. alle de følelser, der kan være på spil. Når intet er på spil, er det nemt at være enige om alt, men når nogen dør, er det værd at huske, at alle sætter sig til bordet med de livsbetingelser og det verdenssyn, de har. Jeg har fundet en fin gennemgang af, hvad en bobestyrers rolle er her.
*Jo færre I er om at lukke et liv ned, jo mere giver det mening at fordele opgaverne, så alle ved, hvad de konkret kan hjælpe med. Hos oldefar har det primært været mine forældre, der har stået med opgaven, og derfor har jeg overtaget det, der ikke kræver nogen form for stillingtagen, f.eks. at skille møbler ad, ringe til offentlige instanser, aflevere hjælpemidler, køre ting på genbrugspladsen osv. Samtidigt overtog jeg i december en del af de juleforberedelser, min mor plejer at stå for, så hun kunne koncentrere sig om at være hos oldefar til det sidste.
For mig har det være rart at få lov at hjælpe med noget konkret, så mine forældre har kunne fokusere på det, der var mere følsomt. Samtidig har jeg kunne gøre det, når det har passet ind i vores hverdag her, fordi jeg præcis vidste, hvad min opgave var, så lav klare aftaler, hvis det er muligt. Hjælp er kun en hjælp, hvis ikke den kræver så meget forklaring, at man ligeså godt kunne have gjort arbejdet selv, men livet kører samtidigt også videre for alle os og dem, der stadig er her. Og Aula venter ikke på *nogen*.
*Overvej, om det giver mening at lave en fremtidsfuldmagt, så du selv bestemmer, hvem der skal varetage dine personlige og økonomiske forhold, hvis du ikke er i stand til det. Det er særligt en god ide at have en, hvis du er gift, fordi du selv udpeger den, der må træffe beslutninger på dine vegne. Dermed sikrer I hinanden ift. at kunne sælge huset eller råde over fælles bankkonti, hvis den ene får en hjerneblødning eller bliver ramt af demens.
*Er man gift/samboende og har bil, skal man være opmærksom på, hvem der står som primær/sekundær ejer/bruger, både ift. Motorregistret og bilforsikring. Man må nemlig ikke køre i afdødes bil, så længe boet ikke er gjort op, hvis den kun er registreret til vedkommende.
*Det er i dag muligt at føje en arvekontakt til din Applekonto, så vedkommende kan få adgang til dine billeder, apps og data. (Det her er nok én af dem, hvor man skal vælge en af vennerne og ikke sin mor, tænker jeg…)
*Man kan i dag tilføje to ekstra ansigter til ansigtsgenkendelsesfunktionen på sin iPhone, så f.eks. din ægtefælle og dit barn kan låse din telefon op, hvis det bliver nødvendigt. (Her vil jeg gerne slå et slag for, at man får overtalt sine nærmeste til at have ansigtsgenkendelse på telefonen, uanset hvad, fordi det også giver andre mulighed for at hjælpe dem, hvis de f.eks. får et ildebefindende. Jeg har engang fundet en mand, der var faldet om i et buskads, som fysisk var nogenlunde ok, men meget, meget konfus. Han kunne huske, at han havde en datter, men kunne hverken huske, hendes nummer eller koden til sin telefon – men fordi han havde ansigtsgenkendelse på, kunne jeg, med hans samtykke, låse den op og ringe til hende, så jeg havde noget info at give paramedicinerne, da ambulancen kom).
*Vær ekstra opmærksom på forsikringer, hvis den ene ægtefælle dør, for er de tegnet i f.eks. din mands navn, skal de flyttes over i dit, hvis du stadig skal være dækket.
*Hvis du/I har oprettet separate opsparinger, så I ikke kommer i klemme, mens skifteretten arbejder, så sørg for at få lavet hævekort til dem. Det er selvfølgelig fint, at regningerne stadig kan betales, men det er svært at købe ind uden et kort at betale med.
*Opretter du et testamente, så få juridisk rådgivning til at udforme det. En læsers mor har indsat sit barnebarn som arving på lige fod med sine børn – men fordi barnebarnet ikke er myndigt, skal en skifteværge godkende alt i forbindelse med opgørelse af boet og boligsalg, hvilket både forlænger processen, og har økonomiske konsekvenser.
*
Hermed er vi nået til sidste del af indlægget, som er de lavpraktiske punkter, som jeg synes, det kan give mening at nedskrive til de efterladte.
Mange bedemænd medbringer en liste over, hvad man skal huske at afmelde, når de kommer ud første gang, men jeg synes, at de lister, jeg har set, har været meget, meget generelle. Det er de måske nødt til at være, fordi de skal bruges af alle – men når noget bliver *for* generelt, bliver det næsten ubrugeligt, synes jeg.
Derfor har jeg prøvet at notere konkrete eksempler under de enkelte punkter.
Nogle ting lukkes automatisk ned, når de forskellige instanser får besked om et dødsfald, så verden går ikke under, hvis ikke man får *alting* aflyst og opsagt. Andet, som f.eks. forsikringer, kan man slet ikke opsige andres vegne. Samtidigt er det smart at beholde en indboforsikring, fordi risikoen for indbrud kan stige, når man f.eks. i en dødsannonce kan se, hvornår der afholdes begravelse – og der kan gå lang tid, før man får tømt et hus.
Jeg har brugt relativt lang tid på at forsøge at finde ud af, hvad man kan komme til at hæfte for på andres vegne; altså, om man f.eks. kan være forpligtet til at betale for et online-abonnement, som man jo ikke fysisk kan se, at folk har, men jeg kan ikke finde et konkret svar. (Meld gerne ind, hvis du ved noget her).
Listen er lagt op som pdf, nederst i indlægget, så man kan printe det ud, hvis man vil.
*Vigtige instanser
Bank, læge, forsikringsselskab, pensionsselskab
*Udbydere
Teleselskab, internet/tv, el-udbyder
*Abonnementer/medlemskaber
Streamingtjenester, fagforening, sygesikring danmark, vejhjælp, aviser, træning, tømning af skraldespande
*Liste over ejendele, der kræver særlig opmærksomhed
Våben, gas/iltflasker, (prepper)-benzindunke
*Boligforhold
Kontaktinfo til en eventuel andelsforening/ejerforening, så det kan undersøges, om der er venteliste eller en anden procedure for at sælge/udleje bolig
*Netværk
Liste og kontaktinfo over/på personer, der skal have besked om, at man er død. Særlig vigtigt, hvis den ene ægtefælle allerede er død, og der måske dér er et netværk af familie og venner, som man ikke længere har kontakt med
Oversigt over hjemmesider/mailkonti/blogs/SoMe-profiler, og eventuelt ønske om, hvad der skal ske med dem, ønsker man en besked skrevet på sin blog eller væg, så venner/følgere ved, hvad der er sket, har man et ønske om, at der sendes en mail ud til eventuelle kunder/forretningsforbindelser osv.
*Særlige ønsker v. død
Organdonation, kremeres/begraves/doneres til videnskaben, bestemt sted, man gerne vil have sin aske spredt
*Særlige hensyn
Er der noget, familien skal overlade til vennerne at rydde op i, er der dagbøger eller korrespondance, familien skal skåne sig selv for at læse, er der info, man har holdt hemmeligt, men som kan være gavnligt for de efterladte at få besked om, f.eks. børn uden for ægteskab, et stamtræ, der ikke er helt, som resten af familien tror osv.
*Tech/koder
Brugernavne og adgangskoder på abonnementer og tjenester, som skal bevares, og som ikke kan bruges til identitetstyveri (f.eks. børns login-oplysninger til spil)
*Login
Dette er sidste punkt, fordi jeg gerne vil knytte en ekstra kommentar til det.
For det er en SUPER skidt ide at have alle sine personfølsomme oplysninger samlet ét sted, fordi risikoen for identitetstyveri er reel.
Omvendt kan der være nogle oplysninger, som man synes, det ville være meningsfuldt at dele.
En mulig løsning kunne være, at man i notesbogen skriver et hint i stil med de sikkerhedsspørgsmål, man kan blive stillet, hvis man f.eks. skal have reetableret sit MitId (navnet på vejen, hvor din mor voksede op, de sidste 4 cifre i et telefonnummer, alle i familien kender osv.)
En anden kunne være at notere brugernavn ét sted (f.eks. i sin bog), og login et andet (f.eks. på Signal). En analog og en digital kombination vil gøre det sværere at få fingrene i og misbruge dine informationer.
Men igen: Jo mere kreativ en løsning er, desto større risiko for, at alle har glemt systemet, hvis/når det skal bruges, så man må tænke længe og grundigt over, hvad der er hhv. need to have og nice to have for de efterladte.
*
Så nåede vi endelig igennem, og det blev LANGT! Men jeg håber, I føler, at det er brugbart og konkret – og at emnet ikke har været alt for deprimerende at forholde sig til.
I forlængelse af fredagens M2024-indlæg laver jeg her en opfølgning på punktet om, hvad det kan være en god ide at have skrevet ned i tilfælde af, at man tjekker ud i utide.
For jeg synes faktisk, at det ville give mening ved fælles hjælp at lave en slags løsning, som ikke sender os alle sammen i knæ af kronisk, eksistentiel Angst, men som samtidig er både sikker og nem at (huske at) holde ajour.
Derfor har jeg besluttet at dedikere et indlæg til en fælles erfaringsudveksling, og så sørger jeg for at lave en opsamling, så dem, der har lyst og kan overskue det, kan få oprettet en slags dødsmanual.
(Kæmpe undskyld! Og så lige midt i julehyggen, mand).
Men jeg fik lidt uforvarrende taget hul på emnet, fordi jeg skrev om oldefar, der er taget herfra, og nu har vi folk, der sidder med ondt i maven over potentielle sikkerhedsbrister og identitetstyverier, og det er ikke sådan, det skal være.
Samtidig må vi også bare sige, at døden ikke venter på nogen, og når man er én af dem, der sidder tilbage, er det jo faktisk meget rart, hvis man kan få lov at bruge kræfterne på at bearbejde sit tab i stedet for at hænge i telefonen, mens man forsøger at gennemskue, hvordan man finder ud af, hvilket forsikringsselskab folk har haft, når alle døre smækker i, indtil skifteretten har været på banen.
Der findes gode lister på nettet, som de fleste bedemænd også har med ud, når man mødes med dem, hvorpå de helt overordnede praktikaliteter er beskrevne. Det er ikke dem, vi er efter her. Det, jeg selv forsøger at lave en oversigt over, er de mange små-elementer, der sammen udgør stilladset i et liv, så de efterladte ved, hvor de skal starte, når de skal have det hele lukket ned og pakket sammen.
*
Mit forslag er, at vi deler indlægget og de gode råd op i to dele:
Første del er en oversigt over, hvilke informationer, der er rart at have skrevet ned.
Anden del er, hvor/hvordan man skriver dem ned.
*
Vi går med devisen om, at der ikke findes dårlige ideer i brainstorming, så man skriver bare fra hjertet. Hvad har du selv, som efterladt, oplevet at mangle info om? Har du gjort dig tanker om emnet? Hvis ja: Hvordan har du lavpraktisk grebet det an? Har du oplevet at noget, du egentlig syntes var en god ide, gav bagslag?
Samtidigt er det mit håb, at nogle af jer, der så sidder med specifik viden om f.eks. datasikkerhed eller policer og opbevaring af info, vil melde ind, hvis I ser noget beskrevet, som I med det samme kan se kan give problemer.
(Og her hjælpes vi ad med at huske, at intet af det, der skrives, er tænkt som angreb eller kritik, men UDELUKKENDE er et forsøg på at hjælpe).
Der findes bøger til formålet, som f.eks. den her (ikke spons, men fundet her):
Det virker jo på mange måder som en god, overskuelig løsning. Omvendt tænker jeg også, at det ville være uheldigt at notere f.eks. passwords i sådan én, fordi den nærmest *tigger* om at blive stjålet af usle indbrudstyve, der læser dødsannoncer.
Så hvad går vi med? Apps? Noter? Notesbøger?
Hvordan sikrer vi, at den løsning, vi vælger, forbliver opdateret? Også om 2 år, når vi har glemt alt om det her? For det skal den jo af gode grunde være, hvis den skal have nogen form for værdi.
*
Min egen løsning kommer til at indeholde:
*En renskrivning af de bøger, jeg har lavet til børnene, hvori jeg noterer alt det, som jeg ved, jeg glemmer i takt med, at de bliver ældre. F.eks. Fridas svimmelhedsanfald, som hun led af, da hun var mindre, ting, jeg eller andre i familien har bøvlet med, som er arvelige, info om deres respektive baggrunde osv. osv.
*Kontaktinfo til min boligforening (fordi oldefar boede i en andelsforening, hvor formanden ved et usandsynligt tilfælde døde dagen inden oldefar, og der derfor lige nu ikke rigtigt er nogen, der ved, hvad der er op og ned – og om der er en venteliste).
*Kontaktinfo og medlemsnummer i: Forsikringsselskab, sygesikring danmark, elselskab, tele/internetudbyder samt pensionsselskab og privat sygesikring.
*Navn på bank, rådgiver og filial.
*En eller anden form for angivelse af login til facebook, insta, bloggen her, mail osv.
*Noget info på, hvad pårørende skal overlade til mine venner at rydde op i.
*Liste og kontaktinfo over/på personer, jeg kunne forestille mig gerne ville have besked, hvis jeg stempler ud. Oldemor døde for år tilbage, og derfor mangler vi lige nu lidt info på, om der sidder familiemedlemmer i dén gren af familien, som måske gerne vil med til begravelsen.
*
Til sidst vil jeg gerne appellere til, at vi hjælper dem, der har det svært med emner som dette, ved ikke at forvandle kommentarfeltet til et real life horror show over, hvor svært og ulykkeligt livet kan være. Man må selvfølgelig gerne give kontekst til sin erfaring, men målet her er, at så mange som muligt forholder sig til emnet, så vi/de får lavet en løsning, der kan være en hjælp for dem, der står tilbage, hvis det værste skulle ske. Og det får man ikke gjort, hvis man er nødt til at lave strudsen for ikke at gå i stykker oppe i hovedet.
Jeg græd ned i mine tomater i aftes, da jeg snittede salat.
Jeg græd over, at så mange mennesker blindt støtter op om noget, der udspringer af had og fordomme. Over, at mænd, jeg kender og holder meget af, ikke kan se problemet.
Jeg græd over udsigten til alle de rettigheder, som så mange grupper har kæmpet for i årevis, der med stor sandsynlighed vil blive rullet tilbage over de næste par år, og jeg græd af magtesløshed over at være vidne til et trafikuheld i slow motion, som får lov at ske for øjnene af os.
Jeg ved næsten ikke, hvor man skal starte?
For det bliver alle områder, det her kommer til at påvirke, og jeg sidder med en grim fornemmelse af, at det er enden på livet, som vi kender det.
Da Trump blev valgt første gang, blev ingen vist mere overraskede, end han selv gjorde. Men hans uvidenhed, villighed til at gøre det utænkelige, og hans vane med at lyve helt åbentlyst, må have fået tidligere fjender til at gnide sig i hænderne, og de har haft 8 år til at forberede sig på, hvordan de udnytter den nuværende situation bedst.
At Trump er positivt stemt overfor Rusland er for længst slået fast – og det er så gigantisk et problem, at min hjerne næsten ikke kan rumme det. For kan du huske Rasmus, der skatede, og som du var SÅ forelsket i i 9.? Som altid havde sin belastende ven Emil med, når I skulle hænge ud? Det er historien om Rusland og Kina. Så det kan godt ske, at Trump kaldte corona for Den Kinesiske Syge – men åbner du døren for Putin, smutter Xi Jinping med ind. Og jeg ville ikke blive det *mindste* overrasket, hvis det viser sig, at Trump og det amerikanske folk er nyttige tåber, der kommer til at stå måbende tilbage, når trekløveret fra Helvede har sat sig på det hele – og Rusland og Kina så teamer op og vender sig imod USA.
Så bliver Temu, pandaer og eksport af bacon vores mindste problem.
Men ud over miljøet synker jeg sgu også næsten i knæ over håbløsheden i, at så mange lader til at være ligeglade med, at kvinder og minoriteter med Project 2025 har udsigt til at blive sat så langt tilbage, at vi ikke længere tæller som mennesker.
Debatten om abort har i valgkampen primært handlet om, at det skal være muligt at få en sikker abort – og hvad med voldtægts- og incestofrene?
Men hvad med retten til at leve et fuldt og almindeligt liv, hvor dine ønsker og planer er nogle, du selv har defineret og lagt?
Jeg er normalt hyper privat med det her, men i højere sags tjeneste deler jeg så nu, at det ikke er længe siden, jeg måtte forbi apoteket efter en fortrydelsespille. (And I will not be taking questions at this time, thank you). Ville jeg have stået med to streger på en pind et par uger senere, hvis jeg ikke havde haft mulighed for det? Det ved vi ikke. Men hvis jeg havde, er der ikke SKYGGEN af tvivl i mit sind om, at det ville være blevet en abort, for et barn mere ville få så gennemgribende konsekvenser for mig og for os, at det faktisk ikke ville kunne forsvares at få det. Det ville påvirke mit overskud til Anton og Frida, det ville sønderbombe vores økonomi, og det ville påvirke min livsglæde betragteligt, for jeg har INTET ønske om at skulle hjem at gå et år mere.
Og det er bare, hvis det tænkte scenarie indebærer en normal graviditet, uden komplikationer, hvilket min alder taler imod.
Skulle jeg ‘have tænkt på det noget før’?
Ville det være fortjent at skulle leve med konsekvenserne af mit eget valg?
Det standpunkt kan man jo godt tage. Men brug lige 10 sekunder på at tænke på dig selv og dit eget liv. På de gange, du er endt med at lave den dyre, uden at det var planlagt, eller hvor din prævention of choice ikke virkede. Nåede du at tænke dine fremtidsplaner og alle potentielle konsekvenser igennem, inden du tabte tøjet?
Og nu vi er ved det: Brug også lige 10 sekunder på at mærke efter, om du har det på én måde med, hvilke muligheder man har ift. en uønsket graviditet, hvis man er single, kontra hvis man er gift. Hvem af de to, du tænker på lige nu er mest selv ude om det? Hvem har mest ret til at få hjælp til at løse problemet?
Der er INGEN af os, der gider have regeringen med i seng. Der er INGEN, der altid er rationelle eller kun træffer fornuftige beslutninger. Men det er det, vi med tilbagerulning af retten til fri abort pålægger kvinder at være og gøre, fordi du hver eneste gang, du dyrker sex, løber risikoen for at blive gravid, hvis præventionen svigter, eller den sikre periode ikke lige var helt så sikker alligevel. Det kommer til at begrænse vores liv i en grad, der er svær at forstå.
Og uden at have lavet undersøgelsen, så kalder jeg den allerede nu: Det bliver kvindens ansvar og kvindens problem.
For selv i dag, hvor situationen er så god, som den tilsyneladende bliver, og hvor vi – i teorien – selv bestemmer over egen krop, så bygger samfundets syn på kvinder og sexualitet stadig på kirke og stat og skam og misogyni – og meget få af os kan sige os fri for at bære det i os, selvom vi bryster os af at være frigjorte og moderne.
Eksempelvis overhørte jeg for nogle uger siden på et tolkested en gruppe mænd i kantinen tale om Lotte, der ‘godt nok var om sig’. Hende var der i hvert fald ingen af de tilstedeværende, der ville gide at ‘stikke den i’, for det ville være ‘som at stikke pikken i en mulepose’. Og det billede kan vi godt trække på smilebåndet af. Men jeg måtte stadig bide mig i tungen for ikke at spørge, om det skulle forståes sådan, at de selv rullede med udstyr i størrelse small, eller om de huskede at nøjes med at knalde deres respektive kærester/koner én gang hver anden måned så? For logikken KAN ikke være, at man bliver mindre stram af at knalde 10 forskellige mænd end af at knalde den samme mand 10 gange – vel?
Vi kunne også lege en sjov leg, hvor vi først sagde, at jeg var gift, og en dag herinde indrømmede, at jeg havde en affære med en single mand. Selv blandt jer, der jo ved at være her, implicit er på min side, ville det ikke være svært at finde nogen, der fandt det moralsk forkasteligt, fordi jeg med mit løfte om medgang og modgang, havde forpligtet mig til at være tro.
Men hvis jeg i dag, som single kvinde, skrev, at jeg lige nu har en affære med en gift mand, så ville det somehow OGSÅ være mig, der var klam. Mig. Der ikke har lovet nogen noget som helst. Så ville forargelsen handle om, at jeg ‘gik efter en anden kvindes mand’, og jeg ville med et godt, dansk ord blive betragtet som en homewrecker.
Mændene i de to eksempler ville ikke få en brøkdel af den fordømmelse, som mange ville være mere end villige til at kaste efter mig, og det er ikke en reaktion, der udspringer af hverken rationale eller logik.
Med alle de ord vil jeg bare sige, at det kan godt ske, at det lige nu er debatten om den (u)sikre abort, vi tager ude i det åbne, men det er ikke (kun) det, det handler om.
Det handler om, at vi er ved at rulle noget tilbage, som ikke engang har fået lov at løbe sin fulde kurs i den rigtige retning endnu.
Det handler om retten til at træffe sine egne valg, til at være fri, og til at insistere på selv at kunne definere Det Lykkelige Liv.
Det handler om retten til selv at vælge, om/hvornår man gerne vil stifte familie. Og om man vil forlade den igen.
For barsler og børn sætter os tilbage på arbejdsmarkedet. De påvirker vores økonomi, vores frihed og vores muligheder for at gå. Det accepterer vi, når vi gerne vil have dem, fordi vi vurderer, at det er omkostningerne værd – men vi er aktivt i gang med at designe et samfund, hvor valget tages fra os, og hele vores livsbane kan ændres for evigt, hver eneste gang, vi dyrker sex.
Af samme grund gør promovering af Trad-wife-livet og hjemmeskoling på SoMe mig også nervøs, for jeg kan sagtens se på insta, hvor idylisk, det tager sig ud, når slanke kvinder i flagrende gevandter serverer figurskåret økofrugt for velfriserede børn med rosenkvinder, inden de til strygermusik slentrer ud over en mark med hinanden i hånden, og moderen med en engels tålmodighed peger blade og gedekid ud for barnet.
Det er sgu ligeså farligt, som de instamodeller og fitnessinfluencere, vi alle sammen er enige om at være rasende på. For det er jo heller ikke på nogen måde virkeligheden. Men hvor modellerne og de toptrænede typer højest kan være købt og betalt af indlysende samarbejdspartnere, så vil jeg sætte begge mine nyrer på højkant på, at nogle af de mest hypede Trad-wife-profiler er ren propaganda, købt og betalt af kræfter, der har interesse i at tale kvinderne tilbage i hjemmet.
Project 2025, jeg kigger på dig.
Og hvor hjemmeskoling kan være den rigtige løsning for den enkelte, fordi der er særlige forhold, der taler for det, så er den for mig at se virkelig problematisk, hvis den over tid bliver et konkret alternativ til etableret uddannelse. For man kan være enig eller uenig i, hvordan den konventionelle folkeskole griber tingene an – men det er et faktum, at børn, der hjemmeskoles, udsættes for færre synspunkter og konsekvenser af at være vokset op i andre socialklasser end den, man selv er født ind i, end børn i folkeskolen gør, uanset om det er forældrene selv, der står for undervisningen, eller om man hyrer en privatlærer.
Dét i sig selv er relativt værdineutralt – men det får en tung, social slagside, hvis en løsning, der i fattige familier udspringer af nød, pludselig præsenteres som et reelt og godt alternativ, som det dermed bliver langt mere socialt acceptabelt at tilslutte sig, hvis de forældre, der forestår undervisningen, mener, at jorden er flad, og at fugle er regeringens udsendte spioner.
Viden er magt. Manglende viden er det modsatte.
Og jeg siger ikke, at kvinder ikke må ønske sig at gå hjemme, få 100 børn, eller at hjemmeskoling altid er en dårlig løsning. Jeg siger ikke, at Vest Er Bedst – men vores model lægger op til, at det er individet, der selv bestemmer, hvad den rigtige løsning er for os hver især – og hvornår.
Med valget af Trump har amerikanerne i ét hug skruet på virkelig mange knapper samtidigt, som hver for sig ikke ser ud af noget særligt, men som alle sammen tuner frekvensen ind på samme kanal.
Den, hvor folket ikke længere har ret til at tænke selv. Hvor klimakrisen ikke er virkelig, hvor kvinder er mænds ejendom, og hvor minoriteter er jaget vildt.
Det løber os af hænde nu, for den her udvikling er ligeglad med landegrænser og statsborgerskab. Havene hænger sammen, og det her *bliver* vores problem.
Jeg KAN ikke forstå, at det er den verden og virkelighed, vi med åbne øjne vælger for vores børn.
Katherine Diez har udgivet en bog, som hun, så vidt vides, selv har skrevet.
Jeg har ikke læst den. Jeg kommer ikke til at læse den.
For hvor man måske, min generelle personlighed taget i betragtning, kunne foranlediges til at tro, at jeg dømmer folk benhårdt, når de begår fejl, så er det faktisk ikke tilfældet. Jeg kan se igennem fingrene med meget, og de fleste bliver i min optik bedre mennesker af at have trådt ved siden af. Det giver øget forståelse og tolerance for andre menneskers utilstrækkeligheder, og det klæder de fleste.
Men én ting er fejl. Noget ganske andet er forsæt.
For man kommer ikke ved et uheld til at kopiere andres arbejde i det omfang, det er sket her. Og slet ikke over en periode på 4 år. Der har været masser af chancer for at stoppe op, kurskorrigere og træffe bedre valg. Én gang er en fejl, to gange er mistænkeligt, tre gange er et mønster, og jeg kan ikke med min bedste vilje, se, hvordan det skal kunne bortforklares. Derfor er det for mig helt irrelevant, hvad hun har at sige.
Problemet er imidlertid, at vi belønner den her form for offentlig ansvarsforflygtigelse, næsten uanset hvilket standpunkt vi tager.
For som J.K. Rowling meget lakonisk skrev til et opslag fra en mor, der proklamerede, at hun havde brændt Harry Potter-bøgerne og ristet skumfiduser over bålet:
“I get the same royalties whether you read them or burn them. Enjoy your marshmallows!”
Omtalen af Diez-bogen alene er med til at sikre, at der bliver solgt og udlånt flere eksemplarer, og derfor er min dagsorden her egentlig bare at opfordre til, at man holder den indre svinehund i snor. Ligesom medierne efterhånden er ved at lære, at man ikke skal give seriemordere mytiske navne, eller vise billeder af schoolshooters, fordi man derved giver dem præcis den berømmelse, de higer efter, så vil jeg gerne minde om, at man ved at læse den her bog, er med til bevare og understøtte den pilrådne kultur, der har ført til bogens skabelse.
Det mest belastende er faktisk, at jeg synes, Katherine Diez skriver ret vidunderligt. Når hun er bedst, når hun, i min optik, næsten op på siden af Delphine de Vigan.
Men talent uden integritet er i bedste fald hult og i værste fald farligt. Særligt når det, som det er tilfældet her, parres med skønhed og kontakter.
Og selvom det hele lige nu handler om hende – igen – så er det jo ret vigtigt at huske, at der sidder nogen derude, som hun har taget noget fra.
Det problem kunne alle få øje på, da vi snakkede om Würtz, Bitz og keramik.
Her er det ord, det drejer sig om, men princippet er det samme.
For mit eget vedkommende kan jeg stadig huske fornemmelsen af at læse en af mine egne blogposter under en fremmed profil på instagram. Hverken jeg selv eller hende, der kopierede mit indlæg, tjener/tjente penge på mine ord, men fornemmelsen af at se min tekst med en anden som afsender, mindede om den, jeg oplevede, da jeg havde haft indbrud: Nogen havde gået rundt i mine (virtuelle) rum for at stjæle noget af mit, og det føltes både grænseoverskridende og uretfærdigt.
Det forestiller jeg mig, at man kan gange med 1000, når den, der gør det, ovenikøbet tjener penge på tyveriet.
Så for mig er spørgsmålet ikke, om Danmark kan rumme hende, om hun er for smuk eller hvem, der blev inviteret med i seng og hvorfor.
For mig er det eneste, der er fortsat relevant, at hun i 4 år, med fuldt overlæg, valgte – valgte – at plagiere tekster, og nu prøver at bortforklare det.
Det er dovent, og det er dumt. Særligt, når man faktisk har talentet til at løse opgaven selv.
Og jeg *synes*, det er problematisk, at man kan få lov at sige præcis, hvad man vil om andre kendte mennesker, uden skyggen af bevis for sine påstande.
Har hun haft en oplevelse af at være blevet udsat for noget, hun ikke brød sig om? Jeg aner det ikke. Hvis det er tilfældet, er det synd for hende.
Men hun besudler sin egen historie ved først at bære den frem, når hun har noget at vinde ved at vinkle den på en bestemt måde, og jeg sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at hun forsøger at udnytte tidsånden ved at caste sig selv som #metoo-offer.
En sidste bemærkning herfra er, at jeg for første gang oplever moderation på en SoMe-profil som problematisk. For Forlaget People’s, der har udgivet bogen, har dagen igennem holdt stram justits med, hvilke kommentarer, der har fået lov at blive stående under deres insta-opslag – og de skulle bede om fans og heppekor.
I skrivende stund har de lukket kommentarfeltet, fordi de er gået hjem, og dermed forsvinder alle dagens rosende ord også.
Men hvor jeg hos aviser og dagblade på alle måder støtter op om, at de mennesker, der skrives om, ikke skal trækkes gennem mediemøllen, fordi aviserne gerne vil clickbaite sig til flere annoncørkroner, så er der her tale om et forlag, der lever af at sælge bøger som den, de promoverer her – og hvor hovedpersonen på alle måder knows all the games you play, because she plays them too, som George Michael sang.
Her synes jeg faktisk det grænser til at være problematisk, at man fjerner alle kritiske kommentarer, fordi målet ikke er at beskytte en kilde eller tage hånd om mennesker, der ikke på forhånd vidste, hvad de gik ind til; målet her er salg og reklame, og ved at køre censur, får man tegnet et billede af sit produkt, der måske ikke helt matcher virkeligheden.
Når man vil tjene penge på at have stjålet andres arbejde, synes jeg godt, at vi må udfordre det rimelige i, at et forlag (som tjener penge på selvsamme tyveri) stiller sig op og agerer læhegn.
I USA er det efterhånden blevet normalt, at man i kriminalsager, udover fængselsstraffen, tildeler ofrene store, økonomiske erstatninger, selvom den, man dømmer, ikke har salt til et æg. Én af grundene til, at man gør det, er, at en gerningsmand ikke skal kunne tjene penge på at sælge sin historie til medierne.
Måske det faktisk heller ikke burde være muligt først at tjene penge på at stjæle andres ord, for så at tjene pengene én gang til, når man bruger sine egne til at fortælle historien om, hvorfor man gjorde det.
For jeg har ALDRIG forstået, hvad kommuner og offentlige instanser skal på Facebook, LinkedIn og Instagram.
I AL den tid, Frida gik i børnehave, tog jeg det op på forældremøderne, og både personale og mange af de andre forældre syntes, at jeg var sær, kontrær og træls, når jeg igen og igen insisterede på, at det ikke kunne passe, at man under ‘Samtykke’ på Tabulex/Aula kun kunne vælge mellem fuld eksponering eller ingenting.
For jeg har aldrig haft et problem med, at børnehaven tog billeder af mine børn og brugte dem på egen hjemmeside. Så længe de lå dér, var det institutionen selv, der ejede billederne, ligesom det også kun var de mennesker, der aktivt klikkede sig ind på institutionens hjemmeside, der fik dem at se – men smider du noget på Facebook/YouTube, har du for altid overdraget rettighederne til det til Mark & Co. og jeg synes, at det er to MEGET forskellige set ups.
Ingen fattede, at jeg gad gå op i det, og jeg blev altid parkeret med et overbærende: “Så lader du jo bare være med at give samtykke”.
Paradokset i, at der tales så meget om, at det er svært for børn at lære at færdes sikkert på nettet, mens de voksne, der bestemmer over dem 30% af deres vågne timer, bare smider dem ud, hvor ingen kan passe på dem, og hvor de kommer til at ligge for altid, er så vildt, at det er svært at fatte.
Men det er ikke kun ift. børn, at det har undret mig, hvor laissez-faire, kommunerne forvalter GDPR og det ansvar, de har for borgere i deres varetægt. Eksempelvis er flere plejehjem i Esbjerg Kommune også på Facebook, og her lægges i åbne grupper billeder ud af beboerne i situationer, som jeg ville have det ualmindeligt stramt med, hvis mine kære blev foreviget i. Det er tæt på uværdigt, når en mand, der engang var respekteret arkitekt, og har tegnet en stor del af byens prominente bygninger, nu bliver lagt til offentlig skue med hagesmæk og tudekop, mens han sidder og stirrer tomt på den påskehare, nogen har sat ham til at dekorere.
På LinkedIn får man, selvom man ikke følger dem, opslag og billeder fra diverse kommuner i sit feed, alene udløst af geografisk nærhed. Her skriver de stolper op og vægge ned om, hvilke berigende kurser, workshops og temadage, de ansatte har deltaget på, og hvor mange gode tanker, det har sat i gang.
Men here is the thing: Hvis man er én af de mange borgere, der har kæmpet med sin kommune, eller er stødt på ét af de mange, MANGE områder, hvor ressourcerne er så knappe, at de ikke engang kan spottes under et mikroskop, så er der virkelig svært at begejstres over endnu et lederseminar, der koster det samme, som man kunne have købt et fuldt års støtte til de ordblinde elever på en skole for.
Det er prisen for demokrati. Det ved jeg godt. Alle kan ikke få alt, hvad de har brug for eller gerne vil have – og sådan er det. Derfor vælger vi med vores stemmer den flok, vi håber varetager vores interesser bedst muligt, vel vidende, at der kun er én kage, og når nogen får et større stykke, bliver skiverne til andre tyndere.
Men det er måske lige at tage den til kanten at prøve at høste likes på det?
De instanser, vi ikke har et valg i forhold til, om vi vil bruge, har for mig at se en meget begrænset eksistensberettigelse på de sociale medier – om nogen overhovedet.
Info om kulturelle tilbud og ændrede åbningstider på Borgerservice? Fint og brugbart. Opdateringer om ting, der har almen interesse som f.eks. vejarbejde, udskiftning af fjernvarmerør osv? Også acceptabelt.
Men der stopper den for mig.
Det er for store krav at stille til vores rummelighed, at vi skal kunne glæde os over økonomiske dispositioner, der helt konkret koster en del af det, vi hver især sidder med et behov for at få tilført ressourcer til.
Ikke mindst fordi vi a) præsenteres for det på en platform, der udelukkende burde bruges til gøgl og underholdning og b) det kommer fra en instans, vi i yderste konsekvens er underlagt, og hvor magtbalancen allerede i udgangspunktet er skæv.
Og det bliver sgu lidt Formand Mao for mig at se et barn, jeg kender, løbe rundt i det, der ret beset er en reklamevideo for Esbjerg Kommune, når jeg samtidigt ved, at barnets forældre ligger i åben krig med skoleledelsen, fordi barnet ikke får den hjælp, det har brug for.
Det er en kendt sag, at hvis noget er gratis, er det dig, der er produktet, og det er vist ingen steder mere sandt, end på de sociale medier.
Derfor har det været ved at drive mig til vanvid i årevis, at offentlige instanser gerne vil have de fordele, eksponering på sociale medier giver, men ikke vil samle det ansvar op, der følger med at bruge det; man betaler jo, synes jeg, i overført betydning med andre menneskers penge.
Når kommuner og offentlige instanser lægger billeder af borgerne på sociale medier, betyder skævheden i magtbalancen, at vi jo reelt intet kan stille op. Det hedder sig, at man kan henvende sig og få enkeltbilleder fjernet – men det er helt vildt, at den opgave skal ligge på den enkelte borger, mens kommunen har frie hænder til at bruge sine borgere til at skræddersy det image, de gerne vil have udadtil.
Forestil dig, at du pludselig, helt ufrivilligt, optrådte i en reklame for Toms Chokolade?
Eller at du hev telefonen frem, når du havde lyst, og filmede din sagsbehandler, dit barns pædagog eller din mormors SOSU-medarbejder, og delte videoen på Facebook – og så bare trak på skulderen og bad dem om selv at rette henvendelse til FB, hvis de gerne ville have det fjernet bagefter?
Det bliver *kun* mere problematisk af, at de borgere, kommunerne lægger op, i mange tilfælde er sårbare, fordi der er tale om patienter, børn eller ældre mennesker. Kan de overhovedet give meningsfuldt samtykke, når de spørges om lov af den instans, der varetager omsorgen for dem?
Det er ikke – og har aldrig været – i orden.
Selv på de seminarer, vi talte om lidt længere oppe, gætter jeg på, at både medarbejdere og ledere har mulighed for at sige nej, hvis de ikke vil lægges på de sociale medier. Den mulighed burde alle kommuners borgere, af helt indlysende årsager, også have.
Så at Viborg nu tager konsekvensen af, at det eneste produkt, man som kommune reelt har at sælge på SoMe, er sine borger, er på høje tid, og det kan KUN gå for langsomt for de resterende 97 at følge trop.
*
Men for at det hele ikke skal gå op i raseri og dårligt humør, når nu vi har ferie, Hans Christian, fik jeg faktisk lyst til at lave en spørgerunde på, hvad vi som forbrugere GERNE vil se på de sociale medier.
Ikke konkret på enkelte konti eller brancher, men mere generelt.
For i og med at platformene er gratis, er det uundgåeligt, at vi bliver fodret med reklamer, når vi er der, og konkurrencen er i nogle brancher så hård, at tilstedeværelsen på de sociale medier bliver afgørende for, om man overlever.
Derfor tænkte jeg, at vi måske kunne tage en runde med, hvad der for os, hver især, er brugbart content? Og måske også hvad der virker modsat?
Der er jo ikke på nogen måde tale om en repræsentativ udsnit af befolkningen, for i og med at vi sidder omkring bålet herinde på bloggen, har vi jo allerede placeret os solidt i et afgrænset segment.
Men derfor kunne det måske stadig være brugbart for de af jer, der driver virksomhed eller som sidder med ansvar for SoMe på jeres arbejdsplads at se, hvad menige forbrugere mener og synes?
Jeg vil gerne starte.
*Jeg elsker, når firmaer og butikker er gode til at lægge lige så mange foto-opslag som reels og videoer op på deres profiler; ganske enkelt fordi jeg ofte bruger deres insta- og facebooksider til at få et overblik over, hvilke varer/brands de tilbyder. Kører de kun reels, kræver det, at jeg som potentiel kunde klikker ind på hvert enkelt opslag for at se deres sortiment.
*Jeg smider ingen på bålet for en slåfejl eller et vildfarent komma, men hvis der generelt er stavefejl og dårlig grammatik i opslagene, påvirker det mit syn på en virksomhed negativt. (Et lille tip, hvis du er udfordret her, er chatGPT. Den skriver tæt-på fejlfrit dansk, og du kan bede den om a-l-t).
*Min telefon er som oftest på lydløs, og derfor er jeg langt mere tilbøjelig til at se reels og videoer, hvis de er tekstede. Det er lige meget for mig, at det er autogenereret tekst; de fejl, der kan opstå her, kan jeg sagtens leve med, mod at kunne se en video, når jeg ligger i min seng i et natstille hus.
*Jeg er ude i det sekund, en butik laver en konkurrence, der bryder loven ved at kræve, at man skal tagge andre ind for at deltage i konkurrencer. Ud over at det er utjekket ikke at kende reglerne, så er det lidt den virtuelle pendant til at sætte reklame-flyers i bilruder, så de ligner p-pøder.
*Max to opslag om dagen. Maxmax. Også selvom alle kurser om SEO hævder, at al aktivitet er god aktivitet. Det hjælper dig ikke at ligge øverst i feeds, hvis du overposter så voldsomt, at folk trykker ‘unfollow’.
*
Ja. Det var mine. Nu håber jeg, at andre derude har lyst til at byde ind, så de reklamer, vi alligevel skal se, får lidt konkret værdi. Både for afsender og modtager.
Det her indlæg har været i støbeskeen i et par uger, men pga. pressemødet i tirsdags, har jeg valgt at træde på speederen, fordi jeg gerne vil have det ud, inden den famøse offentlige udmelding lander i eBoks.
Indtil nu har jeg ikke kunne forholde mig til at skulle preppe. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvad min modstand mod konceptet egentlig handlede om, men ikke desto mindre har jeg bare lavet strudsen og tænkt, at nogle voksne måtte komme og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, hvis det begyndte at stramme til.
Men jeg bor, så jeg kan se, hvad der flyver ind og ud af Esbjerg Lufthavn, ligesom der også er et par kaserner og en militærbase eller to i umiddelbar nærhed. Og der har sgu været mere aktivitet, end der plejer at være.
Ligeledes har jeg også bemærket et stigende antal meldinger om nedbrud i infrastruktur i flere af vores nabolande, og stille og roligt begyndte jeg derfor for nogle uger siden at spekulere på, om man måske alligevel burde bruge 10 minutter på at tænke det her igennem.
Efter at have vendt og drejet det nåede jeg frem til, at det primære problem for mig er, at det bliver for stort og diffust at ‘preppe’, når jeg ikke har gjort mig konkrete overvejelser omkring, HVAD det er, jeg forsøger at preppe til.
For taler vi pandemi, cyberangreb, infrastruktur eller zombier?
Og er vi på fuld udgravet kælder, såsæd og egne høns – eller bare 3 dage uden strøm og internet?
Som altid, når jeg er i tvivl om noget, forsøgte jeg mig med den vidensbaserede tilgang til emnet, og da jeg begyndte at researche, blev jeg anbefalet at anskaffe tørgær, schweizerkniv og sågar en dolk – men hvad er det, vi forestiller os her??
Jeg forvandler mig jo ikke til B.S. Christiansen overnight, fordi Putin trykker på knappen, og risikoen for, at jeg kommer til at skære mine fingre af med en dolk, er væsentligt større, end at jeg får .. hvad? nedlagt kaniner? med den.
Har du bagt et grydebrød i dit liv? Nej? Hvad er det så, du vil bruge tørgær til?
Og jeg forsøger ikke at være hånlig. Det gør jeg virkelig ikke. Men ender vi der, hvor et prepperlager bliver nødvendigt, så tænker jeg, at vi alle sammen har det *lidt* pres. Og det er måske ikke lige dér, man for første gang i sit liv begynder at eksperimentere med at bage brød over bål.
(-uden opskrift, fordi man glemte at printe den, fordi ingen længere kan huske, hvordan det er at leve i en verden uden internet.)
Min pointe er, at det her er nyt for os alle sammen. Vi har ingen erfaring at trække på, og derfor er der en gigantisk risiko for, at vi, ligesom under pandemien, kommer til at øge forbruget af nogle af de ting, vi har brugt LANG tid på at bevæge os væk fra, og at følelsen af akut nødvendighed kommer til at dispensere vores kollektive, grønne samvittighed. Det er ikke svært at forestille sig, at virkelig, virkelig mange mennesker kommer til at blæse i Netto med hovedet under armen, blinde af panik, når brevet fra Trolex lander i postkassen.
Jeg har selvsagt heller ikke prøvet det før. Men jeg har 6 års konkret erfaring i at tænke minimalisme, miljø, økonomi, bevidst forbrug og madspild ind, og den erfaring har jeg prøvet at overføre på hele prepper-konceptet.
Så egentlig er indlægget her bare en systematiseret nedskrivning af de overvejelser, jeg selv har gjort mig – men måske kan det være med til at sætte tanker i gang hos nogle af jer også, så vi ikke, i forsøget på at undgå at blive spist af sultne zombier, ender med at træde den miljømæssige dommedagspedal helt i bund.
——-
Opbygningen af indlæg som følger:
1. Generelle overvejelser
2. De konkrete områder
3. Nye vaner
4. Notesbogen
5. Liste
——-
1. Generelle overvejelser:
*Beslut, hvad du forbereder dig på. Det er alfa og omega i forhold til at træffe kloge, bevidste valg. Jeg forbereder mig på et angreb på vores infrastruktur, og derfor er min plan at tænke igennem, helt konkret, hvad jeg gør, den dag, det sker, og hvad jeg skal sørge for at have herhjemme, for at vi kan klare os. Jeg skeler en smule til en potentiel, ny pandemi, ligesom jeg også har i baghovedet, at nedbrud i forsyningskæden kan kaste skygger et godt stykke ind i tiden, der følger.
Det betyder, at jeg ikke anskaffer mig en masse grej, som er let at transportere til fods, for der er 0.01% spejder i mig. Derfor er det for mig ikke aktuelt at tænke ind, at det, jeg køber, skal kunne holde i årevis, eller at det skal kunne være i en rygsæk.
*Lav konkrete aftaler om, hvad du og dine nærmeste gør, hvis I ikke kan få fat på hinanden. Jeg har aftalt med mine forældre, at jeg henter Frida, og de henter Anton, og så mødes vi hos dem. Og det er ikke fordi, jeg forventer, at 3. verdenskrig bryder ud fra det ene øjeblik til det næste. Men får Rusland eller Kina ram på nettet, eller bliver vi erklæret i noget, der ligner undtagelsestilstand, er det ikke svært at forestille sig et vist niveau af stress, og et ønske om at samle sine nærmeste omkring sig. Aftal, hvad I gør og skriv det ned, så det bare er at tjekke notesbøgerne/listerne, hvis hjernen sætter ud af ren og skær panik.
*Tænk bæredygtigt. Ja. Stadig. For hvis din tidsramme ligner min, altså, omkring en uge, så tænk lige igennem, om du har tænkt dig at begynde at køre dåsetomater og champignon på glas. Ligeledes må du også gerne have i baghovedet, at det, du køber, kan bruges, hvis det hele ender i transatlantiske gruppekram og venneanmodninger på Facebook.
*Forhold dig konkret til, hvad du har af plads. Hvis du, som mig, bor relativt småt, så brug dine m2 smart, så du har lidt af alt det, du potentielt skal bruge, i stedet for kun at have 2 af tingene, men til gengæld at have til et år. Jeg sørger for at have de 3 liter vand pr. mand pr. døgn, som alle lister foreskriver, men jeg køber også et par plastikdunke af dem, der kan foldes sammen. Snerper det til, kan jeg fylde dem op, og ryger vandforsyningen pludseligt, har jeg noget at tappe det vand af i, der står i rørene.
*Køb en notesbog. Nu. Hvis vi ikke har strøm, kan du ikke printe, og der vil være ting, som det er rart at have tænkt igennem, skrevet ned, printet ud og samlet et sted, hvor du kan finde det.
*Find ud af, hvor du vil have dit lager; jeg har ryddet en hylde i mit bryggers og to i mit skur. Der er ingen ide i at have tænkt en masse klogt og købt batterier og gas, så du er klar, hvis du om 5 måneder, når det bliver aktuelt, ikke kan huske, hvor du har lagt tingene.
2. De konkrete områder:
A) Køkken/mad:
*Start med at finde din notesbog frem og brug de næste uger på at tænke over, hvad du/I spiser nu, som også kunne fungere i en krisesituation. Det skal kunne tilberedes over gas eller åben ild, det skal kunne holde sig uden at være på køl, og det skal have lang holdbarhed, så du ikke skal skifte lagerbeholdningen ud konstant.
*Beslut, konkret, hvor mange enheder, du vil have på lager af de enkelte ting, og lav så et system, så du f.eks. fylder op bagfra efterhånden som du bruger. Jeg er eksempelvis glad for Naturli’s havremælk, så dem køber jeg allerede. Jeg har besluttet, at 5 liter er nok at have på lager, så jeg køber 5 liter nu, og herfra tager jeg så bare den forreste, når jeg mangler, og stiller den nyeste, jeg køber, bagerst.
*Overvej, hvordan du gør det så nemt for dig selv som muligt at holde styr på, hvad du har. Jeg vil have en lagerliste i min notesbog, ligesom jeg også kommer til at smide en stak af de hvide ‘pose’-klistermærker ude ved den hylde, der bliver mit madlager. På mærkerne skriver jeg sidste anvendelsesdato, og klister den ovenpå fødevaren, så jeg hele tiden, hurtigt og nemt, kan se, hvor længe tingene kan holde sig. For selv midt i apokalypsen, siger vi *stadig* nej tak til madspild.
*Du skal tænke over, hvad du fylder i din fryser. Ryger strømmen, kan fryseren holde temperaturen i cirka 24 timer, men derfra begynder den at stige. Det er SUPER ærgerligt at have for 4500 kroner luksuskød liggende, som man ender med at smide ud, fordi vi har haft 5 dage uden strøm.
*Invester eventuelt i et par køletasker og en håndfuld store køleelementer. Går strømmen, kan køleskab og fryser holde temperaturen længere, hvis de forbliver lukkede, så planen her er at tage det, vi bruger (f.eks. mælk til kaffen) over i en køletaske, og så bruge den som ‘køleskab’. Det er jo en stakket frist, men igen: Jeg forbereder mig på en lille uge uden strøm, så her giver det mening at købe mig 3 dage ekstra med køleelementer og små rum, der ikke kræver så meget at holde nedkølede.
*Dine prepper-løsninger skal passe sammen. Hvis du forestiller dig at lave mad over bål, skal du have gryder eller pander, der kan klare åben ild, og du skal have mad på lager, der kan tilberedes på den måde.
*Tænk over, om det, du vælger, kræver meget af andre knappe ressourcer. F.eks. kan jeg se på mange lister, at de anbefaler, at man køber ris og pasta. Men begge dele kræver forholdsvis meget vand at tilberede, og de skal også stå på varmekilder, der holder en nogenlunde konstant temperatur i længere tid. Jeg går med instant-nudler i stedet, som bare kræver et par dl. varmt vand og en kop.
*Overvej, om du kan forberede noget nu, som kan smides i fryseren, og som kan holde i lang tid, uden nødvendigvis at være dybfrossent. F.eks. kan grovboller holde sig længe, ligesom suppe også er ret taknemmeligt. Sidstnævnte kan varmes på et bål, en grill eller over gasblus og kræver bare en gryde.
*Tænk din varmekilde igennem. Jeg har et bålfad og en lille grill. Sidstnævnte er genial, fordi jeg med meget få briketter kan holde en gryde varm i timevis, og har du en god termokande, kan du gemme overskydende varmt vand og f.eks. bruge det til at vaske dig i, eller til at vaske op.
*I forlængelse af ovenstående: Hvor kan du stå med det, hvis det pis-øs-regner? Det lyder måske MEGET lavpraktisk, men det hjælper bare ikke at have forestillet sig, at man kan bruge gasgrillen til at lave mad på, hvis man ikke har et sted, man kan stå med den, hvis det her bliver aktuelt i slutningen af oktober.
*Hav noget ‘trygt’ på lager, hvis du har ND-børn. Jeg sørger f.eks. for at have et par glas Nutella stående, fordi det betyder, at Anton måske kan spise brød, der ikke ligner det, han plejer at få, så længe jeg kan smøre noget på, han godt kan lide.
*Tænk nogle af de gamle principper ind ift. holdbarhed. Røget, tørret og saltet mad kan typisk holde sig længere, end friske og ferske råvarer, og ift. pålæg kan man også bruge et par dage på at tænke over, hvad man køber, som ikke står på køl i butikken. Nogle typer af smøreost, figenpålæg, marmelade og røget, tørret kød kan fint holde sig ved stuetemperatur eller på et bord på altanen. Men når du ikke kan have maden på køl, er det ekstra vigtigt, at du er hys med hygiejnen, så husk at bruge rene gafler eller knive, hver gang du tager af pålægget.
*Hvis du gerne vil have grøntsager på lager, så overvej, om de frosne af slagsen (som du spiser nu) giver mere mening end dem på glas og dåse. Jeg skulle godt nok være presset for at køre asparges på glas, så med madspild og økonomi i baghovedet, så vær lidt kritisk, når du køber ind. Igen: 4-7 dage, Niller. Du *kan* godt overleve uden grøntsager, hvis det endelig er. Selv har jeg æbler, majs (på dåse), råsyltede, frosne bær og frossen broccoli på min liste.
B) Badeværelse/helbred/hygiejne:
*Hvis vandforsyningen bliver afbrudt, kan du ikke skylle ud i toilettet, og du kan ikke vaske hænder. Derfor er vådservietter, håndsprit og kraftige poser nok meget rare at have på lager.
*Du kan heller ikke bade. Tørshampoo kan få dig langt, ligesom skumklude også er ret optimale. De fylder ingenting, og du kan med én dl. vand og en dråbe sæbe fugte 10-20 stykker, som kan opbevares i en pose og bruges til truckervask. (Samme princip kan overføres til køkkenet, hvor du så kan ‘vaske op’ med dem).
*Tandpine er en kælling, selv in the best of times, så jeg har valgt at have ekstra tandpasta og -børster lager.
*Apropos ting, der gør ondt, er det smart at have lidt ekstra håndkøbsmedicin i skuffen, ligesom det nok også ville give god mening at være på forkant med receptpligtig medicin. Jeg har sendt en mail til Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi både ADHD-medicin og noget af den medicin, min far får, er så stramt reguleret, at man KUN kan få én pakke ad gangen. Det giver mening, når alt er, som det plejer at være, men hvis én offentlig søjle melder ud, at vi skal opruste, så synes jeg, at det er rimeligt at forvente, at de andre følger trop.
*Begynd at gemme medicinrester (og her stoler jeg på, at I selv kan vurdere, hvad den gode løsning er, så jeg ikke ender på forsiden af EB, når nogen er blevet tæskesyge af at tage gammel medicin, fordi “Linda sagde, at man kunne!”). Har man f.eks. høfeber, ville jeg ikke betænke mig to gange ved at tage en Alnok, der var gået over dato, hvis alternativet var at undvære. Græspollen slapper ikke af, fordi Putin går amok.
*Tjek op på din førstehjælpskasse. Og her forestiller jeg mig ikke et MASH-agtigt set-up, hvor man lige hurtigt fjerner en blindtarm på sig selv på køkkenbordet med en neglesaks og en synål – men i går, da jeg vaskede op, tabte jeg en urtekniv. Den var millimeter fra at lande i foden på mig, og sker det i dag, kan jeg ringe på skadestuen eller efter en taxa. Men hvis telefonerne ikke virker – og du måske ikke har en bil, du kan køre i – så er det smart nok, at man lige har noget sterilt kompres, man kan lægge på, mens man får sig fragtet ind til nogen, der kan hjælpe.
*Køb et par flasker husholdningssprit. Når vi ikke har adgang til det, vi plejer, kan vi være nødt til at bruge de ting, vi har, alternativt. Og lige præcis når vi ikke har adgang til rindende vand, vaskemaskiner osv., er det nok meget godt givet ud at tænke lidt ekstra på hygiejnen, for det ville træls ud over enhver rimelig beskrivelse at køre en gang omgangssyge i dét set up.
*Afhængig af køns- og aldersfordeling i hjemme, kan det godt betale sig at vurdere behovet for hygiejneartikler, helt generelt. Gå ud og åbn dit badeværelsesskab og kig. Det, der står der, er det, du bruger, og dermed også det, du risikerer at komme til at mangle.
*Husk, at du heller ikke kan vaske. Tjek op på, om du har undertøj, vaskeklude og viskestykker nok til, at det ikke bliver et problem.
C) Grej:
*Hvis nettet er nede, er en god, gammeldags radio stadig brugbar, hvis den kan køre på batterier. Har du en liggende, så tjek, at den virker. Hvis ikke, så overvej, om du skal anskaffe én.
*Du får brug for lys. Er en lommelygte god eller er en pandelampe, hvor du har hænderne fri, bedre? Stearinlys er nok meget smarte at have på lager, men det giver også god mening at have nogle kunstige af slagsen ved hånden. Måske endda sammen med en fjernbetjening (som f.eks. den, Sirius laver). På den måde er lysene nemme at tænde og slukke, også udenfor, og det kan give mening ift. at spare på batterierne. Som ekstra bonus kan de samtidig bruges både før og efter en eventuel krise, og det kan vi godt lide.
*Overvej, om det giver mening at anskaffe noget, du kan holde varmen med. Det er ikke så aktuelt her og nu, men kan stadig være rart at have, og kan også bruges til f.eks. at holde mad/vand varmt med. Jeg har købt et par alutæpper, fordi de i fredstid både kan smides i bilen til vinter, hvis den bliver lige så kold og krads, som den var sidste år, og også kan bruges som underlag, hvis ungerne og jeg skal sove i telt. (Men husk, at de er letantændelige, så IKKE i nærheden af åben ild!)
*Som nævnt lidt længere oppe: Dit grej skal passe sammen. Ryk en tur i den lokale genbrugsbutik, hvis du mangler gamle gryder eller pander; du kan også være heldig at finde nogle af de andre ting, du mangler, der.
*Der bliver på alle lister anbefalet at have kontanter liggende. Det skal jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved – MEN. Jeg vil gerne slå et slag for, at man tænker over, hvad man skal bruge dem til. Igen: Jeg forestiller mig 5-7 dage, hvor jeg ikke kan betale med mit kort. Men hvis jeg får bygget mit lager fornuftigt op, skal jeg jo ikke bruge 20.000 i kontanter. Sørg for ikke at have så meget liggende, at du mister hele din livsopsparing, hvis du har indbrud, for mon ikke risikoen for dét også stiger, når folk pludselig bliver anbefalet at have kontanter i natbordsskuffen igen?
*Og nu, vi er ved sikkerhed: Hvis du har købt gas eller ekstra benzin, så vær sød at opbevare det på en måde, så du ikke slår dig selv, dine naboer og hele din familie ihjel, hvis du er så uheldig, at der går ild i dit hus. Sørg ligeledes for, med det samme, at informere brandfolkene om, at du har det stående, *hvis* det brænder, og de kommer ud.
*Det er værd at tænke igennem, hvordan I vil få tiden til at gå. For vi er MEGET vante til at streame Netflix og scrolle telefoner, så hvis det ikke er muligt, er det fedt nok at have noget andet at sætte i stedet. Jeg vil have fundet min bogliste frem og købe et par stykker af dem, jeg har på den, ligesom jeg også vil tjekke op på, hvad vi har af tegnegrej, spil og krea-gear.
I samme ombæring kan man lige tjekke snack-beholdningen; hvis verden alligevel er ved at gå under, så kan vi måske godt køre Matadormix på en tirsdag. (Så længe vi lige hjælper hinanden med at huske, at børnene *også* er bange, så alkohol er primært noget, vi bruger til at desinficere med <3)
3. Nye vaner:
*Vi har allerede snakket om det med at etablere et organisk lager.
*Det er nok ikke så smart at vente med at vaske, til vasketøjskurven er HELT fuld, og man kun har ét par rene trusser tilbage, som verden ser ud nu.
*Ligeledes er det måske en god ide at runde tankstationen, mens der stadig er en god tredjedel tilbage i tanken.
*En powerbank eller to vil man formentlig også blive glad for at have, ligsom nu måske er et godt tidspunkt at investere i et timerstik og en stikdåse med plads til opladere til alle de devices, man bruger dagligt. Med et timerstik kan du lave en dockingstation, så alt, hvad du plugger i, lader et par timer hver nat. På den måde lader du, når det er billigt, og du har (formentlig) strøm nok til at komme igennem de første par døgn.
*Vi er blevet gode til at rydde op og ud i takt med, at vi bliver færdige med ting, men måske vi lige det næste års tid gemmer udtjent overtøj, fodtøj, termotøj osv., til vi har anskaffet næste sæt.
4. Notesbogen
Mit forslag er, som nævnt i toppen af indlægget, at du tilvejebringer den allerede nu, og stille og roligt får sat den op, så den passer til det, du gerne vil bruge den til. Der er ingen, der tænker klart, når de er pressede eller i fuld blown panik, så ganske som med førstehjælp, er det smart at gøre sig sine overvejelser, mens der er ro på, så man har en køreplan, hvis det hele vælter.
Min kommer til at indeholde:
*Liste over aftaler med familien. Hvem gør hvad, og hvor mødes vi, hvis det bliver alvor?
*Kontonumre, telefonnumre og policenumre. Det er ikke sikkert, at det gør en forskel, men så har jeg dem et sted.
*En håndfuld tomme sider til det, jeg kommer i tanke om de næste uger og måneder.
*3 lister; en grøn, en gul og en rød.
Det er ikke givet, at vi får en gul fase, men hvis vi gør, er det stadig rart at have forholdt mig til, hvad jeg gerne vil forberede.
A) Grøn (det, jeg går i gang med nu):
*Hvad har vi brug for? Hvad spiser vi? Hvad mangler vi? En slags on-going brainstorm.
*Etablere et grundlager.
*Lave en komplet liste over, hvad jeg gerne vil anskaffe, som jeg kan vinge af i takt med, at jeg får tingene tilvejebragt.
*Nedskrive ideer til mad, der kan laves nu, og som kan holde længe – og gå i gang med at lave det.
*Reminder om løbende at hæve lidt kontanter, når jeg handler. Eventuelt notere, hvor jeg lægger dem, for det er nok meget smart ikke at have dem samlet ét sted.
*Tjekke om radioen virker.
*Tjekke tegnegrej, spil osv.
*Begynde at købe de ting fra min liste, som jeg mangler.
*Overveje, om jeg skal begynde at køre en manuel kalender igen. Verden kommer formentlig op at køre igen ad flere omgange, og det ville være meget fedt at kunne passe sit arbejde, hvis det er muligt, selvom jeg ikke har adgang til de apps, der ligger på min telefon.
B) Gul (opgaver og fokuspunkter, hvis det snerper til):
*Fylde de vanddunke, der lige nu ligger foldet sammen i skuret.
*Overveje hvordan vi kan komme rundt, hvis bilen ikke er en mulighed. Fungerer vores cykler, virker cykelpumpen osv.
*Tjekke, at jeg har det, der står på min liste.
*Tjekke holdbarhed på madvarerne på mit lager.
*Få vasket i bund.
*Pakke tingene i fryseren tæt, så de holder bedre på kulden, hvis strømmen går.
*Købe ind med ekstra fokus på holdbarhed.
*Dobbelttjekke, at jeg har printet det, jeg skal bruge, og at alle husker de aftaler, vi har lavet.
*Forberede børnene, så de ved, hvad de skal gøre. Eventuelt øve det med dem/køre ud og fysisk udpege mødesteder.
*Få tømt skraldespandene ude, og være ekstra obs. på at skylle dåser, glas osv. fra madvarer, inden jeg smider dem ud. SUPER træls at stå med overfyldte skraldespande, hvis temperaturen er 25 grader plus, og spandene ikke kan tømmes i en måneds tid.
C) Rød (Det, vi håbede ikke ville ske, er sket):
*Tømme vandrør af (hvis vanddunkene er fyldte, så brug spande, vandkander osv.).
*Hente børn og mødes hos mine forældre.
*Tanke – hvis det er muligt.
*Få slukket de devices, der er på stand by, så vi sparer på strømmen.
*Slukke kogeplader osv. hvis de var tændte, da strømmen gik, så jeg ikke får sat ild til det hele, hvis strømmen kommer igen, mens vi er væk.
*Få flyttet ting fra køleskab over i køletasker med køleelementer.
5. Liste:
Køkken/mad:
Vand (3 liter pr. person pr. døgn)
Mad
Plantemælk
Havregryn
Kop-nudler/suppe/mos/pasta
Honning
Pålæg (smøreost, nutella, røget kød)
Suppe
Proteinbarer
Bærkompot
Frosne grøntsager
Smør (kan fryses)
*
Grej:
Radio
Batterier
Powerbanks
Gasblus/brænde/kul
Stormligter/ligthergas/tændstikker
Gryder/pander, der kan klare den varmekilde, du har valgt
Alutæpper
Lommelygte/pandelampe
Stearinlys
Vanddunke m. taphaner (godkendt til fødevarer)
Køleelementer
Køletaske
Spil, tegnegrej, bøger
*
Toilet/hygiejne:
Vådservietter
Toiletpapir
Skumklude
Køkkenrulle
Basis håndkøbsmedicin
Receptmedicin
Husholdningssprit
Plaster/forbinding
Overskudsmedicin/antibiotika
Tandpasta og -børster
Håndsprit
Tampax/bind
Tørshampoo
Renseprodukter (+ vat eller stofrondeller)
Kraftige poser til toilet
Sulfo/vaskemiddel
*
Diverse (som jeg ikke selv har anskaffet, men som kan give mening):
Brandslukker
Jod-tabletter fra apoteket (ikke kosttilskudsversionen).
Vandrensetabletter
Termotøj
Lifestraw
—————
Således nåede vi (næsten) til vejs ende, men I får lige 4 hurtige med på vej ud ad døren:
*Hvis man har input eller særlig viden, det giver mening at tilføje, så smid det endelig i kommentarfeltet. Så retter jeg indlæg og lister til, så vi får alle guldkornene med.
*Om et par dage, når I har haft mulighed for at melde ind, laver jeg en printvenlig version af hele indlægget, samt listerne i PDF-format med ekstra linjer tilføjet, så man, hvis det giver mening, kan printe dem og tilføje det, man synes, de mangler. Jeg skal nok give et heads up på, hvor jeg lægger dem.
*Jeg har lagt en reminder ind i min kalender i slutnigen af august, så vi, hvis verden stadig står, ved fælles hjælp kan justere lager og grej, så det også passer til efterår og vinter.
*Og til allerALLERsidst: Hvis I kun tager én ting med fra dette marathon-skriv, så lad det være, at I skal være konkrete ift., hvad I forbereder jer på. Ellers ender I med at formøble hele formuen på ting, I aldrig får brug for, og mad, I ender med at smide ud. Får vi 3 tons uran i hovedet, kommer de 12 dåser hakket tomat og schweizerkniven alligevel ikke til at gøre den fjerneste forskel, og vi ved ikke, hvor længe, vi skal forberede os på at være i forhøjet alarmberedskab. Grib det an med nogenlunde ro og kløgt, så vi kan leve så normalt og fredeligt som muligt imens.
Jeg starter lige med den disclaimer, at jeg indtil i søndags vidste meget, meget lidt om, hvordan EU strukturelt er opbygget, og hvad det reelt er, vi skal stemme om på søndag. Dette siger jeg ikke for at bortforklare eventuelle fejl, men blot for at sige, at jeg tager imod rettelser og kommentarer med et kropssprog så åbent, at jeg er i fare for at klappe sammen på ryggen.
Rent opbygningsmæssigt starter vi med en gennemgang af den pt. mest aktuelle del af EU, nemlig Parlamentet.
Herefter har jeg forsøgt at lave en pixiebogs-gennemgang af EU’s andre organer, og hvordan de samarbejder og er rangordnet i forhold til hinanden.
Så følger links til en lille håndfuld kandidattests, og endelig lister jeg til sidst de kilder, jeg har brugt.
Jeg har været så kildekritisk, som jeg fandt det muligt, ligesom jeg også har krydstjekket fakta ved at google de store spørgsmål og læse flere forskellige kilders gennemgang af samme problemstilling. På den måde håber jeg, at jeg er styret udenom de værste misforståelser.
Men det ER komplekst; ikke mindst fordi alle instanser er viklet ind i hinanden, og sprogbruget på stort set alle offentlige sider er meget kancelli. Det er tydeligt, at man ikke vil tale dele af organisationen ned, og at alle derfor gør sig umage for at vinkle stoffet respektfuldt og relevant for netop deres målgruppe – men derfor bliver det også ualmindeligt svært at finde en objektiv fremstilling af beføjelser, begrænsninger, fordele og ulemper.
Men vi kaster os frygtløst ud i det, og så retter jeg til og tilføjer spørgsmål og svar, efterhånden som de tikker ind. På den måde skulle indlægget gerne ende med at være en nogenlunde troværdig sammenfatning af fakta, som I så kan læse søndag over morgenkaffen, inden I triller afsted mod stemmeboksen.
Parlamentet (Det, vi skal stemme om)
*Der skal vælges 720 medlemmer
*Danmark skal vælge 15 medlemmer, og kommer dermed til at udgøre ca. 2% af det samlede Parlament
*Parlamentet sidder i 5 år, behandler og vedtager EU’s love, og er sammen med Ministerrådet den lovgivende magt i EU.
*Parlamentet skal godkende og kontrollere Europa-kommissionen
*Pladserne fordeles efter medlemslandenes indbyggertal; dog har små lande forholdsmæssigt flere medlemmer ift. størrelse, så de stadig har mulighed for at få indflydelse på lovgivningsarbejdet.
—————
Alle EU-lande stemmer mellem d. 06. og d. 09. juni; de fleste på søndag, ligesom os. Herhjemme stiller 11 partier og 169 kandidater op, og man kan stemme, hvis man er dansk statsborger, eller har bopæl i Danmark og statsborgerskab i et andet EU-medlemsland.
De fleste af de danske partier har forud for valget indgået det, man kalder ‘Valgforbund’, hvilket er et valgteknisk samarbejdet, der betyder, at man kan bruge hinandens overskydende stemmer til at få et mandat.
Fordelen er, at man mindsker risikoen for, at en stemme går til spilde, hvis et parti ikke får stemmer nok til at komme ind. Ulempen er, at man som vælger kan risikere, at man sætter sit kryds ved Venstre, men at det ender hos Radikale Venstre.
Der indgået valgforbund mellem følgende partier:
Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet
Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance
Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre
—————-
Det, som er væsentligt at forstå, og som også er grunden til, at det er så vigtigt at stemme på søndag er, at arbejdet i Parlamentet foregår i det, der hedder Udvalg. Disse kan svinge i størrelse, men der er sædvanligvis 30-50 medlemmer i et udvalg. De fleste medlemmer af Europa-Parlamentet er medlemmer af ét udvalg og stedfortrædere i yderligere ét.
Der findes 20 stående udvalg med hver sit sagsområde, (f.eks. Industri/Forskning/Energi, Det Indre Marked/Forbrugerbeskyttelse osv. )
(Der er en ret fin oversigt over de forskellige udvalg og deres sagsområder her)
Det er de forskellige udvalg, der behandler lovforslag fra Kommissionen og kommer med ændringer til dem.
Den endelige vedtagelse sker i plenarforsamlingen, hvor alle Europa-Parlamentets medlemmer er samlet – men *netop* fordi, det er i de forholdsvis små udvalg, lovforslagene behandles, bliver det enkelte parlamentsmedlem pludselig vigtigere, end man lige i første omgang forestiller sig.
For 15 ud af 720 lyder ikke af ret meget.
Men 1 ud af 30 gør.
Og selvom det er den store forsamling, der skal stemme lovforslagene igennem, så betyder arbejdet i de små udvalg, at der er mulighed for at præge og forme undervejs.
Når det kommer nye love, er der områder, hvor de enkelte medlemslande selv har ret til at lovgive (f.eks. ift. folkesundhed, kultur og uddannelse), men det er vigtigt at forstå, at EU-vedtagne love har forrang på de områder, hvor medlemslandene og EU har delt kompetence. Og det er der *netop* på de områder, som flere af jer gerne med jeres stemme vil påvirke, som f.eks. landbrug, forbrugerbeskyttelse, fiskeri, miljø og energi.
Man kan sige, at det måske ikke for os danskere ser ud til at have den store betydning, hvordan en given EU-lov på landbrugsområdet falder ud, fordi vi (sørgeligt nok) er ret godt med, sammenlignet med de øvrige EU lande. Indenrigs må man jo altid gerne være mere restriktiv, end de love, der vedtages i EU lægger op til.
Men det hjælper – ved vi efterhånden – ikke rigtigt noget, at vi prøver at begrænse vores udledning af pesticider, hvis de pisser dem lige ud i Atlanten i alle andre lande. Derfor er det ret afgørende, at vi i Danmark, hvor vi har et solidt uddannelsesniveau og en levestandard, der er høj nok til at kunne kere os om det, der ikke lige ligger i de to nederste lag i behovspyramiden, er med til at trække i den grønne retning, fordi det kompromis, vi givetvis vil blive tvunget til at indgå, dermed stadig er det grønnest mulige.
—————
Så langt, så godt.
Men EU-parlamentet er jo ikke bare 720 mennesker, med 720 holdninger, der sidder i et (stort) lokale og råber 720 forskellige synspunkter ind i hovedet på hinanden.
Medlemmerne er placeret i politiske grupper, som ikke er opdelt efter nationalitet, men efter politisk tilhørsforhold.
Der findes i dag syv politiske grupper i Parlamentet, og medlemmerne kan ikke tilhøre mere end én politisk gruppe ad gangen.
(Grunden til, at der på nogle illustrationer står 751, mens der på andre står 705, er, at der ved sidste valg i 2019 blev valgt 751 medlemmer ind, men at det samlede antal pladser faldt til 705, da Storbritannien trådte ud af EU).
Inden der holdes afstemning i plenarforsamlingen (de 751/705/720), behandler de (7) politiske grupper betænkningerne, der er udarbejdet i udvalgene (de 20), og stiller ændringsforslag. Derudover fastlægger man internt i gruppen en fælles holdning – men medlemmerne kan ikke tvinges til at stemme på en bestemt måde.
Der kræves 23 medlemmer fra mindst en fjerdedel af de 27 EU-lande for at danne en politisk gruppe, og selvom der er grupper, som er oplagte for de enkelte landes repræsentanter at være en del af, er de ikke tvunget til at blive der.
Det betyder, at man som vælger faktisk ikke er sikret, at den stemme, man afgiver, ender hos hverken det politiske parti eller den politiske gruppe, man gerne ville give den til.
Hvilket jo lidt er noget lort. Faktisk.
Men det ændrer stadig ikke på, at vi nok er ét af de lande, som med vores stemmer, kan gøre en forskel ift. hvor grønt et Europa, vi i fremtiden gerne vil have, og hvor frie hænder vi ønsker at give tech-giganter og webshops, der bygger på børnearbejde og kemi. Vi får 15 kandidater uanset hvad, men netop fordi det enkelte medlem potentielt kan få temmelig meget at sige, er det ikke lige meget, hvem de 15 mennesker er.
—————
Inden vi går til kandidat-tests, vil jeg gerne lige linke til en fin artikel fra Klimabevægelsen, fordi mange af jer netop konkret har tilkendegivet, at dette er et fokuspunkt for jer. Den er letlæst og dejlig overskuelig, og I finder den her.
Har man brug for en liste over de danske kandidater, og hvilken af de 7 grupper, de lige nu giver udtryk for at ville tilslutte sig, kan man finde den her.
Ministerrådet (IKKE at forveksle med Det Europæiske Råd)
*Medlemmerne varierer fra møde til møde. Hvis der f.eks. er en sag om miljø på dagsordenen, så er det EU-landenes miljøministre, der mødes
*Vedtager lovgivning
*Består af EU-landenes fagministre
*Træffer afgørelser gennem flertal
***
Det Europæiske Råd (IKKE at forveksle med Ministerrådet)
*Består af stats- og regeringscheferne
*Fastsætter Unionens vigtigste prioriteter og overordnede politiske kurs
*Tager stilling til sager, der er kørt fast i Ministerrådet
*Beslutninger træffes ved konsensus
***
EU Kommisionen:
*Ledes af 27 kommisærer, udpeget af de nationale regeringer
*Fremsætter lovforslag
*Forvalter lovgivning
*Forhandler aftaler med 3. lande
*Sidder 5 år
***
Europæiske Partier:
Et europæisk, politisk parti er et politisk parti på EU-niveau. De europæiske partier er paraplyorganisationer for nationale partier fra europæiske lande, og har blandt andet til formål at bidrage til etableringen af de (lige nu 7) politiske grupper i Europaparlamentet.
For nogle uger siden sad jeg på en cafe i Vejle for at slå en time ihjel i mellem to opgaver. Normalt har jeg mine AirPods i tasken, og dem plejer jeg at stoppe i ørerne, så snart jeg er et sted, hvor der er andre mennesker, men lige den dag lå de hjemme i opladeren, fordi man åbenbart ikke kan sætte folk til at pakke en taske mere.
Derfor blev jeg, lidt ufrivillig, passiv deltager i den samtale, der kørte ved bordet bag mig, hvor en kvinde lige omkring de 40 talte med sin veninde om urimeligheden i, at der er en aldersgrænse for, hvor længe man kan få hjælp til at få børn alene.
Nu er Børn Alene jo en af mine spidskompetencer, og selvom jeg har lavet mine selv, og altså ikke har været omkring hverken klinikker eller system, har jeg naturligvis en holdning til emnet, fordi jeg ved, præcis hvad det vil sige at stå med børn alene, og 1:1 ved, hvilke udfordringer, der i den forbindelse kan være med at blive ældre.
Det er egentlig ikke det, der er hovedtemaet i det her indlæg, men vil man gerne vide, hvad jeg mener om emnet, kan man lige nappe det her indlæg. Jeg skal nok vente imens.
*henter kaffe*
Ok?
Godt. Så går vi videre til det, der fylder i mine tanker lige nu, nemlig den teknologiske udvikling, og hvordan den i stigende grad stiller krav til vores etiske kompas.
For jeg kan på alle måder sympatisere med gerne at ville have et barn; også selvom man må få det alene. Det ønske forsvinder jo ikke natten til din 42-års fødselsdag.
Men dem, der har mest på spil, og som derfor er de mest engagerede deltagere i debatten, er dem, der står med ønsket om et barn og et biologisk ur, der tikker. Ingen af dem er objektive – og ingen af dem har prøvet at stå med et spædbarn som 50 årig.
Og altså: Racen ville uddø, hvis vi fra barn til barn huskede, hvor absurd hårdt det er at have en baby, ligesom det nok også evolutionært er meget smart, at der er nogle udfordringer, der først indtræder, når børnene er så store, at man ikke står til at skulle have flere.
Derfor er det både nemt og gratis at mene, at vi sagtens kan tage vare på børn og møde deres behov, selvom vi er 52, når vi får dem. Måske også fordi vi alle klamrer os til håbet om, at vi stadig selv er skarpe og hurtige og på tæerne, når vi rammer den alder.
Men de fleste af os har forældre, ældre kolleger eller onkler og tanter, som jo ret fint illustrerer, at der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan hænge på. Om det er plasticitet, vilje eller naturens måde at regulere bestanden på, er svært at sige – men det er mærkeligt, at vi alle ser det udspille sig i privatlivet, og stadig på det mere overordnede plan ignorerer, at det sker. F.eks. når vi i nærmest alle fag taler om at hæve pensionsalderen, og udelukkende fokuserer på, om ikke man burde have ret til at tage den lidt med ro, når man har arbejdet i mange år. Jeg savner i dén grad lidt fokus på, om det er hensigtsmæssigt at holde en kirurg, der ikke kan konvertere et word-dokument til pdf, på operationsstuen, en tolk, der har aldersbetinget høretab i stolen, eller en chauffør, der ikke kan dreje nakken pga. gigt, i førersædet. Maskinen bliver slidt og langsom over tid, og det burde vi forholde os mere til, end vi gør, synes jeg.
Om 10 minutter er jeg stensikker på, at vi har udtænkt måder, der gør det muligt for kvinder at blive gravide og føde børn, indtil vi fylder 60, og det skal der nok komme en spændende debat ud af.
Men når vi flytter barren i den ene ende, så vil det jo være meget oplagt, at nogen pludselig får den gode ide at kigge på den, der afgrænser i den anden.
For hvad, når vi har teknologien til at gøre piger på 9 år gravide?
Ja?
Træls tanke, ikke?
For det kan vi *også* om lidt – og det kan vi (forhåbentlig!) ALLE sammen se er en dårlig ide. Men med fødselsunderskudet, som bliver et større og større problem, kunne man måske godt komme i tanke om en politiker eller to, der pludselig ville kunne se mulighederne i dét.
Det eneste, der står i mellem det skrækscenarie og den nuværende virkelighed, er vores etik. Og her bliver det store, store problem, at den altid vil være formet af, hvad vi har med i rygsækken, hvor vi er i livet, og hvilke valg vi træffer – som vi derfor, bevidst eller ubevidst, er nødt til at forsvare overfor os selv.
Eksempelvis havde vi for nogle måneder siden i en af mine sociale cirkler en diskusion, hvor mennesker, der normalt er enige om langt, langt det meste, pludselig var ved at komme op at slås.
Handlede det om aktiv dødshjælp, Linda? Om vacciner, klima eller politik?
Nope.
Det handlede om en potentiel graviditet hos én, der har en affære med en gift mand.
Stridspunktet var, om man som kvinde i en affære, som begge parter har indledt med åbne øjne og som ingen derfor har intentioner om skal være andet og mere end dét, fortæller manden, at der er to streger på pinden, hvis man VED, at man ikke vil have barnet.
Jeg var så klart på ‘Nej, sgu da!’ at jeg ikke på noget tidspunkt havde overvejet, at nogle af mine gifte veninder kunne have en anden holdning.
Det havde de.
Tankevækkende nok var mine kammerater alle enige med mig. Både dem, der er gift og dem, der ikke er.
Og den behøver vi ikke åbne her; min pointe er bare, at det for mig blev ret tydeligt, at det ikke kun er logik og saglighed, der farver din holdning til et givent emne.
Men fordi det her er noget, der konstant skramler rundt i min hjerne i disse dage, tænker jeg mere og mere over, hvor afhængige vi er af at finde ud af at enes, hvis ikke vores individuelle behov og ønsker skal skubbe os ud over kanten.
Johanne (the-blogger-formerly-known-as-Citygirl) sendte mig i går en artikel fra Heartbeats, som var et fint take på, at vi hver især med den pris, vi sælger vores brugte tøj til, kan være med til enten at understøtte eller at bekæmpe det svinske overforbrug af tøj, vesten har.
Og det er nok i virkeligheden hovedet på sømmet ift. det, jeg går og tygger på; at vi måske har nået et punkt nu, hvor vi ikke længere bare kan lukke øjnene og tænke, at det JEG gør, ikke påvirker andre end mig selv.
Engang var ‘en dråbe i havet’ en metafor, der skulle illustrere pointen om, at noget var så ubetydeligt, at det ikke gjorde i forskel i det store billede – men tager man den baglæns, er havet jo reelt bare en relativ stor samling af dråber, og der er en smertegrænse og en balance, der kan forskubbes et sted. Derfor *gør* det en forskel, hver eneste gang, vi hver især lægger vores eget lille, individuelle lod på vægten, ganske enkelt fordi vi efterhånden er mange, og fordi vi smitter hinanden med vaner og ideer.
For verden er med teknologiens muligheder blevet meget mindre, hvilket er en fordel, når man er ung og nonbinær i Hanstholm, eller når videnskaben pludselig har data nok til at opdage sammenhængen mellem ordblindhed og en bestemt genmutation. Men det betyder også, at valg, der træffes ét sted, meget hurtigt kan få betydning et andet; f.eks. når ét land går i krig og internationalt samarbejde tvinger alle andre med, når et virus er spredt til hele verden, inden man har nået at forstå, hvor alvorligt, det er, eller når én stat begynder at stramme sin abortlovgivning og andre med samme ønske ser, at det er muligt.
Derfor har det enkelte menneskes valg og kampe i dag en tyngde, som de ikke havde for 50 år siden, og problemet er, at verden udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at se konsekvenserne af de valg, vi træffer. De naturlige begrænsninger, der tidligere lå i den evolutionære biologi, er med teknologiens rivende udvikling sat ud af spil, og samtidig er der politiske dagsordener, der kan koordineres i højere grad og større målestok, på tværs af grænser og sprog. Det giver et samlet impact på racen og kloden, der er i fuld gang med at forsegle vores skæbne.
Når alt er muligt, er vi de eneste stopklodser, der er tilbage. Vi er the last line of defense – men vi kæmper dybest set imod os selv, og det kommer til at gå galt.
I hvert fald hvis ikke vi meget hurtigt og i fællesskab begynder at forholde os til, at individets ønsker i dag er blevet så lette for den enkelte at indfri, at de kan ende med at blive kollektives undergang.