Tradition is just peer pressure from dead people

Hvis man har astrologiske tilbøjeligheder ved man, at der pt. foregår virkelig meget med diverse himmellegemer, og at én af de ting, som der tales meget om i dé kredse er, at tiden for nu handler om at hele gamle traumer og sår; både som individer og som et samlet hele. 

Hvis man synes, at astrologi er kæmpeløgn og spild af tid, tror jeg egentlig, at man alligevel sidder med samme fornemmelse på baggrund af alt det, der foregår i verden lige nu. 

Jeg oplever i hvert fald, at jeg ser med nye øjne på mange af de ting, jeg længe har opfattet med et ‘sådan er det jo bare’-mindset.

I småtingsafdelingen og meget aktuelt spekulerer jeg på, om vi egentlig stadig synes, at det er en god ide at tyre en stofheks på bålet i aften.* Jeg er ikke selv helt afklaret med, hvad jeg mener her, for på den ene side synes jeg egentlig, at tiden er løbet fra at hyggemore os over noget, der i virkeligheden er en skamplet på vores historie.

Modargumentet er selvfølgelig, at det kan give anledning til at snakke om noget forfærdeligt, og dermed sikre, at det ikke sker igen.

Men når jeg er i tvivl om, hvor jeg står i en sag, prøver jeg at udskifte den forulempede part – i dette tilfælde heksene, hvis analoge avatarer vi brænder – med en anden gruppe af mennesker. 

For ville vi have syntes, at det var ligeså hyggeligt og sjovt, hvis det havde været børn, der engang var blevet brændt fordi de.. tja, larmede, måske? Ville vi så lave små stof-versioner, som vi stille og roligt betragtede blive konsumeret af flammerne, mens vi bagte snobrød og skumfiduser?

Eller kan man forestille sig, at menneskeracen et par hundrede år ude i fremtiden en gang om året laver tvillingetårne af papmaché, fyldt med slik og godter, som vi smadrer med køller, fordi vi jo skal huske at tale om det?

Jeg ved det ikke. 

Til gengæld ved jeg, at jeg synes tiden er løbet noget så eftertrykkeligt fra digitale medier og deres kommentarfelter som safehouses i ytringsfrihedens navn. For hvor man i USA – ja, igen – lige nu kan se stort set alle medier og arbejdspladser tage konkret afstand fra hatespeach, så kører vi herhjemme stadig en noget slap politik omkring, hvad man tillader folk at sige på nettet.

Senest læste jeg en glimrende artikel på Soundvenue om aldersdiskrimination i Hollywood; om det urimelige i, at kvinder er gamle og færdige, når de nærmer sig de 40, og at det i virkeligheden er grotesk, når man stadig pr. default caster gamle mænd og unge kvinder som par. Vi er så vante til at se det, at vi ikke engang studser over det, når der er 30 års aldersforskel mellem ægtefællerne i film, og hvis du tror, jeg overdriver, så vil jeg opfordre dig til at lade dig falde baglæns ned i det kaninhul på google, der hedder ‘Age difference in movies’.

Nu har jeg jo før været lidt efter Soundvenue og deres kvindesyn, men ift. denne artikel vil jeg bare give dem stående applaus for indholdet. Det var sobert, fornuftigt og nødvendigt. 

Og her ville jeg ønske, at dette indlæg sluttede. 

Men så kom jeg til kommentarerne, og så er vi tilbage til, at der godt nok stadig er mange ting, vi som race kunne have gavn af at kigge på.

For der var deprimerende mange kommentarer fra mænd om, at ‘det gør nok ondt, når de unge overhaler dig, hva?’ og ‘Nååå! Er det træls, at mændene ikke vender sig om på gaden efter dig længere?’ Der var – selvfølgelig – også klassikerne om, at ‘få noget ordentligt at gå op i’ og en masse om ‘hysteri’.

Fordi jeg åbentbart har masochistiske tilbøjeligheder, tjekkede jeg flere af profilerne ud, og det, som rystede mig var, at de her mænd var på alder med mig eller et par år yngre. Der var altså ikke tale om gamle, forandringsangste silverbacks eller helt unge, lidt for hurtige typer. Det var mænd som vores kærester, brødre og ægtefæller, som for fanden burde vide bedre, og jeg kan ikke holde UD, at der er SÅ mange, der tror, at de ikke er en del af problemet.

Det undrer mig oprigtigt, at Soundvenue vil lægge ryg til den slags kommentarer, og særligt undrer det mig lige nu, hvor der er mere fokus på hatespeach og nedgørende tale end nogensinde før. Der MÅ være et opgør på vej ift. om clickbait skal stå over moralsk ansvar. 

For ved at lade udsagn som disse blive stående, gør man dem også til legitime synspunkter. Specielt i en tid, hvor man – i hvert fald for syns skyld – har regler og retningslinjer for, hvad man må sige i en debat. Havde man eksempelvis skiftet ‘gammel’ ud med ‘sort’ ville de formentlig og forhåbentlig have pillet kommentaren af og blokeret profilen, hurtigere end man kunne nå at sige ‘racist’, for det er der ingen, der vil have siddende på sig i dag. Man kan spørge sig selv, hvorfor man ikke som medie er ligeså konsekvent, når diskriminationen og de nedladende kommentarer er rettet mod kvinder 35+.

Og jeg bliver idiot af, at mænd – for det var for 97% vedkommende kun mænd – forsøger at få det til at lyde som om, det handler om sure rønnebær, når det kun er kvinder 40+, der går op i de her ting, for ligesom med lovgivning på barselsområdet, og reglerne for syge-dagpenge, er der bare nogle ting, som man tror er fucking løgn, indtil man selv sidder på modtagersiden.

Jeg håber, at de her mænd lever længe nok til at se deres døtre blive mødt med konsekvenserne af, at de selv, hånligt og vedholdende, har båret den misogyne fakkel videre til de næste generationer, og på den måde har sikret, at fremtidens kvinder stadig bliver brændt på bålet.

* Og blot for god ordens skyld: Jeg ved godt, at det er Johannes døberen, vi fejrer, og at forklaringen på, hvorfor heksene blev en del af traditionen fortaber sig lidt i tågerne.

The times they are a-changin’

Det er en mærkelig tid. Det er, som om, alting er opbrud og kaos, og det er svært ikke at føle, at universet er ved at brænde marken af, så den er klar til at så en helt ny type af afgrøder på.

Mit hoved er ved at eksplodere, og min hjerne føles, som en overtrænet muskel; træt, øm og med desperat brug for en pause at restituere i. 

Helt lavpraktisk er der mange overvejelser ift. arbejde, og hvad der skal ske efter 30.06., hvor min tidsbegrænsede ansættelse udløber. For mig og os er det ikke kun et spørgsmål om, hvad dagene skal gå med, men også, at der er nogle økonomiske hensyn, der skal tages med i beregningen.

Der er stadig ikke en afklaring ift. ferie, og i småtingsafdelingen er fødselsdagsplanlægningen i fuld gang.

Derudover har racedebatten har fyldt virkelig meget for mig. Som tidligere nævnt handler det nok om, at 70% af mit feed er amerikansk, både på fb og på insta, men for mig har det været surrealistisk at se kontrasten i, hvor meget det fylder ude i verden, kontra hvor lidt det har fyldt herhjemme. Jeg har gjort mig mange overvejelser om, hvordan jeg skal forholde mig til både dem, der vælger at flyve under radar, og dem, der trods alt har haft en holdning, men én, jeg ikke er enig i.

Egentlig forstår jeg godt lysten til at lade som ingenting. Det er svært og ubehageligt at redefinere sit verdenssyn, og jeg føler også en nærmest desperat trang til at sætte mig i en blød stol og lade mig underholde af noget pastelfarvet uden skarpe kanter.

Men samtidig kan jeg også mærke, at jeg er ved at ændre syn på de mennsker, der har en platform, men som altid vælger den sikre vej. Jeg agiterer ikke for, at vi skal forvandle alle virtuelle åndehuller til rasende debatfora, hvor vi altid kun må snakke klima og racisme, men jeg tror måske, vi nærmer os et punkt, hvor tavshed larmer mere end tale?

Hvilket leder mig til det næste, jeg har tænkt meget over de sidste par uger, nemlig om man skal slette og blokere mennesker, der mener noget andet, end man selv gør? For på den ene side er et follow jo en slags bitcoins, der kan bruges til at købe indflydelse for, hvis man har nok af dem, og ønsker jeg at støtte op om, at personer, jeg ikke er enige med, får mere spalteplads? På den anden side betyder blokeringer og unfollows, at man får skabt et ekkokammer, hvor vi kan sidde og give hinanden ret i, at vores måde at være i verden på, er den rigtige – og det er nok heller ikke ret hensigtsmæssigt.

Og alt imens jeg forsøger at finde fodfæste i alt det ovenstående, har jeg også tænkt meget over, hvordan vi – dig og mig – kan gøre en forskel, der hvor vi er. Uanset om man har fokus på kropspositivisme, ligestilling, LGBTQ+rettigheder, miljø, racedebatten eller noget helt 6. som er ligeså vigtigt, så tror jeg, at de fleste af os er ved at drukne i det krydsfelt, hvor vores idealer møder vores hverdag. For hvordan kæmper man for sortes rettigheder, når man hedder Else og er sagsbehandler med begyndende mavesår og af natur ikke er særlig rasende?

Det har jeg tygget virkelig meget på, og jeg er nået frem til, at jeg faktisk ikke tror, at målet er at tage debatten med alle de perifære bekendte, man har, på internettet. Det kan føles kontra-intuitivt at scrollet forbi et udsagn, man er inderligt uenig i, når man lige har besluttet sig for at fight the power, men det er at hælde al sin gode energi ned i et sort hul, hvor den ikke gør den fjerneste forskel. Ingen har nogensinde skiftet politisk standpunkt på grund af en debat på facebook.

Men jeg tror, at vi ved at være åbne omkring hvor vi selv står, kan præge både dem, der ikke ved, hvor de står, og dem, der kommer efter os, og *derfor* tror jeg, at det er vigtigt, at vi er verbale omkring vores synspunkter, uanset hvor spage røster, vi føler, vi har – for der er altid nogen, der lytter. 

Jeg tror, det er vigtigt, at vi giver os selv en mulighed for at reagere indenfor de rammer, vi hver især kan være i. For ideelt set burde vi alle vide, hvad vi skulle gøre, og ride ud og gøre det. Men hvis man har det virkelig svært med konflikter, eller man af natur ikke har det godt med pludselig at være samtalens centrum, så kommer man ikke til at kalde hele omgangskredsen ud, eller afkræve sin hyggeracistiske arbejdsplads et svar. Men det er ikke det samme som, at man ikke kan gøre noget, for det kan man.

I min familie har vi f.eks. et par stykker, som har lidt svært ved at forstå, hvorfor man som dreng kan synes, at neonfarvede armbånd er magiske, for “det er da for piger, Anton!” Den tager jeg. Altid og hver gang. Men jeg gør det på en måde, så vi alle kan være i rum med hinanden bagefter, for målet med min kommentar er ikke, at de mennesker, der har kommenteret på armbåndene skal føle sig udskammede og forkerte. Jeg kan ikke ændre på det verdenssyn, de er vokset op med, og der er tale om mennesker, jeg elsker. Så når jeg med et smil siger: “Det er bare XXX, der er gammeldags, Anton – du må få 50 armbånd på, hvis du vil have det” så er det fordi, mine børn skal se, at der findes mange holdninger derude, men man må gerne udfordre dem, man ikke er enig i.

Så jeg tror, opgaven for den enkelte de næste måneder og år bliver at finde ud af, hvordan vi hver især, i vores små lommer af liv, kan pege på uretfærdigheder og fordomme, når vi ser dem, på en måde, vi hver især kan være i. Det er et privilegium at det ikke behøver at være mere rabiat, men al forandring starter et sted. 

Vi kan ikke blive enige alle sammen. Og det er nok egentlig heller ikke meningen. Men ved at være åbne om vores holdning til kropskultur, feminisme, racisme osv. kan vi stadig synliggøre en holdning og tilbyde et verdenssyn, som kan gøre det mere trygt for marginaliserede mennesker at stå ved, hvem de er, fordi det pludselig bliver synligt, hvor mange allierede de egentlig har.

Hello (from the other side)

Adele er blevet tynd, hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed. Meget tynd. Og internettet er – forudsigeligt nok – ved at koge over.

Men for første gang i al den tid, jeg kan huske, er det ikke kun beundring og misundelse, der fylder kommentarfelterne, men i ligeså høj grad bekymring for konsekvenserne af at hylde et vægttab på den måde. 

Jeg er med i en håndfuld amerikanske fb-grupper, som alle er udløbere af My Favorite Murder podcasten, og det har været en øjenåbner ift. mange emner for mig. Det var f.eks. her, jeg så de første reaktioner på alle kommentarerne om at tage på, mens vi er i karantæne. Det var også her, jeg lærte, at det er god stil at markere før-og-efterbilleder i forbindelse med et vægttab med ‘TW’ (triggerwarning), fordi billederne kan være med til at smide mennesker, der kæmper med spiseforstyrrelser, ud over kanten.

Da jeg så Adeles billede og de mange, MANGE virtuelle klapsalver, det udløste, blev jeg faktisk en smule trist, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hun kommer til at leve resten af sit liv under en lup. Tager hun så meget som ét kilo på, er det en historie nu, og hun har nærmest mistet retten til sin egen krop.

Men jeg blev sgu også træt, for hun har faktisk været én af dem, der har holdt på sin ret til at veje det, hun gjorde, og nu, hvor hun har tabt sig, er der – efter opslagene at dømme – lavet en serie af ‘look at me now’-billeder, som underminerer alt, hvad hun tidligere har sagt.

For mig handler det ikke om tyk vs. tynd, eller om hvad der er ‘bedst’ eller ‘pænt’. Det handler ikke om, at jeg ikke tror, at vægttab kan medføre øget livskvalitet, eller at det kan udspringe af noget sundt og rigtigt, og dermed være både godt og positivt.

Og jeg ved godt, at tynde mennesker også udsættes for mobning og nedladende kommentarer, hvilket bare er endnu et argument for at vi stopper med at kommentere på hinandens vægt, for hvad andre vejer kommer. ikke. os. ved.

Men jeg har første gang til gode at se en celebrity blive fejret og hyldet fordi vedkommende har taget på, og når tynd hyldes så overdrevet, som det gør, så bliver det et statussymbol, og ét, der er langt mere skadeligt end biler og huse. For sidstnævnte er der – trods alt – en begrænsning på, fordi der er kun plads til x antal villaer langs kysten. Den tynde krop er på papiret opnåelig for alle, hvilket er katastrofalt, fordi det 1) gør det meget nemt at føle sig som en eklatant fiasko, hvis man ikke formår at have den, og 2) giver alle lov til at mene noget om dem, der ikke kan pynte sig med det ydre symbol på viljestyrke og kontrol.

Men tænk, hvis vi vedtog, at det BEDSTE hus, og det, vi alle sammen burde stræbe efter, var en strandvejsvilla. Uanset vores socioøkonomiske baggrund, vores job, vores civilstatus, vores evner, talenter og overskud – hvis målet for alle var at få en strandvejsvilla, så ville der være nogen, der skulle gældsætte sig resten af livet for at nå målet. Nogle ville skulle arbejde 100 timer om ugen, nogle ville få stress, nogle ville blive skilt, nogle ville aldrig se deres børn, nogle ville blive syge og nogle ville bruge hele livet på at ofre ALT, hvad de havde – uden nogensinde at nå i mål.

Pointen er – selvfølgelig – at vi med statussymboler, hvad end det gælder kroppe eller huse, ikke kan se, hvad der ligger bag dem. Hvad de har kostet. Om de var dét værd.

Og selvom vi kamuflerer vores beundring af den tynde krop som en kompliment for indsatsen, når nogen har tabt sig, skal bare tænke grundigt og længe over, om man ved, hvad det er for en ild, man puster til. Både hos sig selv, den, man komplimenterer og hos alle dem, der læser og lytter med. 

Jeg bliver ked af det, når Peter Falktoft igen peger fingre af “de fede”, som bare skal tage sig sammen. For mig er det efterhånden et udsagt på linje med, at psykisk syge bare skal tage sig sammen og lige se at blive lidt glade igen.

For det kan godt være, at det er sådan, han ser det. Vi er alle sammen produkter af den opdragelse, vi har fået, og det kan være virkelig svært at ændre på indgroede synspunkter, så længe vi ikke har et incitament til at gøre det. 

Det er jo som regel først, når vi pludselig finder os selv på den anden side af bordet, at vores verdensbillede slår revner. Når sagsbehandleren pludselig selv bliver kronisk syg. Når politikeren med sparekniven får et døvt barnebarn. Når vi som andengangsgravide får alle de skavanker, vi i det skjulte tænkte på som svaghed og hysteri i vores første, problemfrie graviditet. Eller når det kronisk slanke menneske får børn med tendens til overvægt. 

Og det kan godt være, at det er hans synspunkt. Det er svært at gøre så meget ved. Men problemet med at mene noget, når man gør det ned i en åben mikrofon, er, at man dermed enabler, at andre gør det samme. Man legaliserer en måde at tale om noget på, og man forlænger levetiden af fordomme og snæversyn.

Det kunne være rigtigt fint, hvis han og man brugte 5 minutter på at tænke over, hvad det er, man gerne vil med de ting, man fokuserer på, når man gør det i det offentlige rum. For hvis målet rent faktisk er at flytte noget, eller at ændre en udvikling, så må og skal man have mere respekt for emnet end dét. Ingen – i-n-g-e-n – bliver motiveret til noget som helst af skæld ud og udskamning.

Og bare lige for at tage den: Folk er ikke blevet mere nærtagende. Tiden er bare løbet fra stiltiende at finde sig i en hierarkisk indplacering, man ikke selv har haft indflydelse på, og derfor begynder de mennesker, der tidligere automatisk blev holdt nede af strukturen i samfundet at give udtryk for, hvad de *altid* har følt. ‘Politisk korrekthed’ er et begreb, vi har opfundet, fordi det er en måde at dismisse et synspunkt på, uden at skulle besvære os med at finde et godt modargument.

Typisk fordi der ikke er et. 

Men det kræver ikke, at vi tilbundsgående forstår en problemstilling, for at være med til at ændre på måden, samfundet tilgår den på. Vi kan stadig bidrage ved i hvert fald ikke at forstærke fordommene eller gøde jorden, de vokser i.

Ændringer sker ikke overnight. Det er jo ikke sådan, at alle vågner en morgen og synes, at vi skal have ligeløn, at homoer skal have lov at adoptere og at børnehaver skal indrettes efter transkønnede børn. 

Al udvikling sker i ryk og etaper, og den gode nyhed i dét er, at alle kan bidrage. For måske føles det i starten kunstigt at sige én ting, men inderst inde at mene noget andet, og det kan godt ske, at vi ikke, hvis vi er *helt* ærlige, synes, at en bikinikrop er en krop i bikini.

Men ved at fjerne den verbale legalisering, fjerner vi en stor del af den kulturarv, som næste generation bliver formet af, og derfor er det vigtigt at reagere, når vi ser og hører nogen, der stadig mener, at det er ok at kommentere på andres vægt og kroppe, uanset BMI. Derfor er det vigtigt at reagere, når børn taler om pige- og drengefarver, og derfor giver det mening at foreslå, at fødselsdagskalenderen i børnehaven, hvor pigernes fødselsdage er skrevet på lyserøde kjoler, mens drengenes er skrevet på blå shorts, erstattes med balloner eller lagkager. Det er fuldstædig gratis at gøre, når man ikke har noget i klemme, men det gør bare en ret stor forskel på den lange bane, fordi børn formes af det miljø, de færdes i.

Når vi taler om noget på en ny og anden måde, end vores samtid og kultur har lært os, så *vil* det i starten føles anderledes. Men jeg tror ikke, at det er nok, at dem, der oprigtigt synes, at alle kroppe er lige pæne og at køn er noget, man vælger, giver modstrømmen en stemme; simpelthen fordi æstetik og normer er produkter af den samtid, de eksisterer og vokser i, og det derfor er flertallet, der bestemmer, hvordan de defineres.

Derfor er der ingenting, der ændrer sig, hvis det kun er De Få og dem med noget i klemme, der kæmper kampen. Hvis de kun var de kvinder, der gerne ville have børn, selvom de skulle have dem alene, der havde kæmpet for muligheden for at få det, havde jeg ikke haft Anton og Frida idag.

Vi kan ikke alle sammen kæmpe alle kampe derude. Det vil altid være dem, der brænder mest, der er nemmest at se. Men derfor kan resten af os stadig hjælpe ved i hvert fald ikke at modarbejde udviklingen og fremgangen for dem, der kæmper for ændringer på områder, der ikke direkte berører os.

Covid-19 og andre mennesker

Det er nok lige en måned eller to for tidlig, men jeg kan næsten ikke rumme mere Covid-19.

Det fylder selvfølgelig også meget hos mig qua mit fag: 80% af tiden kommer vi på diverse uddannelsesinstitutioner, hvor der er rig lejlighed til at bære smitte ud til *virkelig* mange mennesker, og de sidste 20% af tiden foregår en stor del af vores tolkninger i sundhedssektoren. I morgen skal jeg f.eks. tolke på hospitalet på en afdelingen, hvor det vil være mere end almindelig kritisk, hvis jeg er smittebærer.

Derfor er jeg hyperopmærksom på, hvad jeg deltager i – og hvem der ellers deltager. Om de f.eks. har været på skiferie, på konference i udlandet osv. Jeg vasker huden er mine hænder, åbner døre med albuen og der er ingen, der skal stryge en tændstik i nærheden af mig. Lige nu er der – trods alt – ikke flere smittede, end at man kan følge brødkrummerne tilbage, og jeg har simpelthen så utrolig ondt af den medarbejder på et plejehjem i Aarhus, der har smittet en håndfuld beboere. For ham eller hende må det være nærmest ubærligt, hvis en af de gamle ender med at dø af sygdommen, og selvom man ikke på nogen måde skal tænke sådan, er det spørgsmålet, om man kan lade være. 

Og måske er det fordi jeg forholder mig til det her 24/7, og tolerancetærsklen derfor er lavere, end den plejer at være, men jeg kan næsten ikke holde ud, når jeg ser influencere på de sociale medier gøre ihærdige forsøg på at skabe shitstorms ved at lave opslag, hvor de hænger arrangører/selskaber/virksomheder ud med navns nævnelse, fordi de er sure over, at deres penge for noget, de har købt billet til, som er blevet aflyst, er tabte. 

Jeg tror ikke, at der er *nogen*, der ikke synes, det er træls, at det her rammer økonomisk. Uanset om man skulle have været ud at rejse, eller om man har købt billet til noget, som forsikringsselskabet svarer “Force majeure” til, når man ringer til dem, så er det træls. Træls, træls, træls. 

Men. Folk. Dør.

Virksomheder må lukke ned for produktion/distribution på ubestemt tid, og kurserne rasler ned. 

Og vi er kun lige gået igang.

Så jeg tænker, at vi, der trods alt kun lider overskuelige, økonomiske tab, måske lige fletter næbbet, bare 10 minutter. 

I det hele taget har jeg et problem med, når influencere forsøger at bruge deres platforme til at opnå positiv særbehandling, for jeg synes, at det tangerer magtmisbrug, fordi de her mennesker er folkevalgte. Ikke, at de er udpegede til at værne om vores demokratiske traditioner og rettigheder, men du er immervæk kun influencer så længe, nogen er interesserede i at høre, hvad du har at sige.

Og jeg synes, at det kan være både fint og relevant at tage det op, når man støder på en knast i systemet, som man kan belyse, fordi det f.eks. er et underbelyst problem, hvor man med sit fokus kan være med til at starte en debat, at klæde folk bedre på, eller måske endda være grunden til at noget bliver taget op og lavet om. Jeg ville f.eks. synes, det var meget relevant, hvis en blogger, der boede i et af de områder, der lige nu er ved at drukne i forhøjet vandstand, satte fokus på nogle af de problemstillinger, der knytter sig til dét. Det er et relativt nyt problem, som rammer de samme mennesker igen og igen, og hvor folk ender med at blive stavnsbundne til huse, som taber værdi hurtigere, end du kan nå at sige “fugt”. Det ville jeg gerne læse om. 

Men jeg gider ikke, når et menneske, der har skabt en karriere på at tale om sig selv, lave opslag, der starter med “Kære (indsæt virksomhed)” efterfulgt af en lang, sur svada om et eller andet, der er FULDSTÆNDIG ligegyldigt for alle andre end dem selv. Det er irrelevant, det er dårlig stil og det lugter ramt af “Ved de ikke, hvem jeg er?”  – for det er forsøget på at bruge deres titel som ammunition, jeg har det stramt med. At mine private venner og bekendte hælder galde ud på fb over banker, trafikselskaber osv. er bare endnu en dag på kontoret; vi poster alle ting fra tid til anden, som måske – når vi læser dem i dagslys – handlede mere om at få luft, end om at berige vores omgivelser. Men når en influencer gør det, så er det jo i håb om, at den læserskare, man kommer med i ryggen, kan være med til at lægge pres på en virksomhed, så man kan få sin vilje. Og måske er jeg den eneste læser, der bliver sur over at blive taget som gidsel i en personsag, der intet har med mig at gøre – men det bliver uden mig som Ofelia.

Unfollow.

Suk.

Kan vi ikke aftale, at 2020 bliver året, hvor vi kommer til at lægge både Covid-19 og shitstorms bag os?

Det var bare det. 

På forhånd tak.

Om bryster, ungdom og covid-19

Forleden til gymnastik hørte jeg to af de andre mødre snakke om byture og tømmermænd. De var omkring den nærdødsoplevelse, som sidstnævnte fænomen er, når man er over 40, og den ene sukkede: “Hvem der bare var 25 igen!”

Hver gang jeg hører det udsagn tænker jeg, at det ville jeg virkelig, virkelig ikke ønske. Jeg synes sgu, at der har været både tornekrat og huller på vejen, der har ført til det sted, jeg står idag, og jeg bliver helt træt ved tanken om at skulle gå den igen. 

Men de sidste par dage har jeg alligevel tænkt over, at der er én ting, jeg ville ønske, jeg stadig havde i behold fra min spæde ungdom, nemlig min mangel på bekymring over sygdom. 

Jeg ved ikke, om alle har det sådan, eller om det skyldes, at jeg er den eneste forælder, der er at tage af i vores familie, kombineret med det faktum, at min veninde Lene døde af en hjernetumor i en alder af 42, men i hvert fald har jeg fået en angst for min egen krop, som jeg sådan ville ønske, jeg var foruden. 

Forleden havde jeg virkelig ondt i tungen, og jeg havde nærmest skrevet min egen nekrolog, da jeg kom til at gabe, og det dér gik op for mig, at jeg, dagen forinden, havde gabt så mange gange, at jeg havde forstrakt en muskel, post-Lene kan jeg ikke have hovedpine uden øjeblikkeligt at blive bange, og jeg er nærmest angst for mine egne bryster. (Ja, undskyld til eventuelle mandlige læsere).

Da min cyklus genopstod efter min graviditet med Frida, tog den alle mulige krumspring med sig, og jeg bøvler nu både ved ægløsning og menstruation med symptomer, der er både generende og giver anledning til bekymring, fordi de er forskellige fra gang til gang. Og jeg lider ikke af heltekompleks ift. at gå til lægen, men jeg kan jo heller stå der 20 gange om året og bede om mammografier og scanninger i øst og vest.

I det hele taget fylder min krop mere i min bevidsthed, end den nogensinde har gjort. I hele snakken om kropspositivisme og mit projekt med at tabe mig, støder jeg også igen og igen på deterministiske udsagn om, at slankekure ikke hjælper, og at man tager det hele på igen, og ‘forskningen viser’ og ‘undersøgelser peger på’, og det er virkelig ikke ret motiverende. 

Som om det ikke var nok, har vi nu også fået Covid-19 at bekymre os om – og inden nogen slår det hen med en hånlig bemærkning om, at det ikke engang er så farligt som almindelig influenza, vil jeg bare gerne sige, at jeg synes, det er ligeså unuanceret at feje bekymringen væk, som at tro, at vi står overfor verdens undergang. For jeg kan – uden at anstrenge mig – komme i tanke om en håndfuld i min omgangskreds, som virkelig helst ikke skulle smittes. Folk i kemo, folk med kroniske sygdomme og dem, med alderen imod sig. Da Frida forleden aften hostede helt vildt, gav jeg det en alvorlig overvejelse, for jeg gætter på, at 85% af alle dem, der er smittede med covid-19 so far *også* følte sig latterlige over overhovedet at tænke tanken. Om medierne dækker det forkert eller overdrevet, er nok et holdningsspørgsmål, men faktum er, at vi stadig ikke kender dødsraten på den her virus, fordi langt den største gruppe lige nu er de smittede, og det er for tidligt at sige, om de ender med at falde i den ene eller den anden gruppe af statistikken. Der er afsindig meget, vi stadig ikke ved, og for mig er arrogance ikke den oplagte modpol til hysteri.

Men da jeg var 25, skænkede jeg ikke de her ting en tanke. Ikke overhovedet. Jeg tog mit gode helbred for givet, og jeg forventede, at min krop gjorde, hvad jeg bad den om.

Jeg er glad for at være, hvor jeg er idag, og jeg ønsker mig ikke tilbage – men de 20% af min mentale kapacitet, der er kronisk bundet til bekymring om mit og andres helbred, ville jeg ønske, jeg kunne få tilbage og bruge på sjovere ting.

PS: Hvis man mangler en god podcast i ørerne, mens man går rundt og bekymrer sig, er der 5/5 stjerner til hhv. Dolly Partons America og Happy Face

Var du heller ikke feminist, da du gik i 7.?

Jeg har aldrig tænkt på mig selv som erklæret feminist. Jeg har heller ikke tænkt mig som det modsatte, men de holdninger, jeg gennem tiden har forbundet med titlen, har bare forekommet mig at være lidt for militante til, at jeg rigtig følte mig omfattet af dem.

Om det er fordi jeg med alderen får øje på flere og flere steder, hvor forskelsbehandlingen trives i bedste velgående, eller om det er fordi jeg skal opdrage en pige, og derfor pludselig har fået et nyt sæt briller udleveret, ved jeg ikke, men fact er, at jeg måske alligevel begynder at føle, at det er et badge, jeg bør sætte på jakken. 

Først havde jeg tænkt mig at skrive noget med, at jeg er blevet en sur feminist på mine gamle dage, men jeg kan mærke, at jeg er færdig med at tale mig selv ned, når det kommer til emner, der er så vigtige som det her. ‘Sur’ er en børnefølelse uden fremdrift over noget, som andre ikke behøver tage alvorligt, og det er slut med at male mig selv op i dét hjørne.

Revolutionen kan føles lidt svær at joine, for vores generation skal ikke kæmpe for stemmeret, og det føles lidt anti-minimalistisk at sætte ild til sin bh. Der er stadig RIGELIGT med emner at tage fat i, men retten til abort, prævention og uddannelse har andre sørget for til os.

Men ligesom det er gået op for mig, hvor utrolig påvirket jeg bliver – uden at opdage, at det sker – af, hvordan overvægtige mennesker portræteres i film, blade og medierne generelt, så er jeg også begyndt at lægge mærke til, hvor ubevidst vi holder liv i fordomme og måder at holde kvinder nede på, når vi taler om dem i det offentlige rum.

Som f.eks. når Soundvenue anmelder Taylor Swift dokumentaren “Miss Americana” (Jeg kan ikke linke til anmeldelsen, men deler den på bloggens fb-side)

Jeg har aldrig rigtigt haft en holdning til TS; jeg ville kunne nævne en håndfuld af hendes hits, men det er også nogenlunde det. Jeg havde derfor nul forventninger til dokumentaren, da jeg startede den – men den var, syntes jeg, mesterligt lavet.

For mig var den en fortælling om udvikling. Både hvordan TS har udviklet sig som menneske, artist og kvinde, men også om udviklingen i tiden og i verden omkring os. Jeg så en nærmest arketypisk historie om, hvordan de fleste af os som unge er meget optagede af, hvad alle andre tænker om os, men at vi, i takt med at vi bliver ældre, opdager, at det har større konsekvenser konstant at gå på kompromis med egne værdier, end det har at give udtryk for dem og tage de eventuelle tæsk, der følger med.

Jeg så en kvinde fortælle, hvordan det er at leve med millioner af øjne på sig, jeg så hadske kommentarer om hendes person, hendes krop og hendes dating-liv, og fordømmelsen af hende, når hun stod op for sig selv. Jeg hørte hende sige, at hun måske har et eller to album tilbage, før omverdenen vurderer, at hun pga. alder er irrelevant, og jeg hørte hende fortælle om spiseforstyrrelser, stalkere og kampen for at følge sit hjerte, selvom de (mandlige) managere vred hænder over, hvor meget det økonomisk kunne koste hende.

Jeg er 100% med på, at man som kunstner med sådan en film også forsøger at have noget at skulle have sagt ift. hvordan omverdenen opfatter én. Men det ændrer for mig ikke på, at jeg synes, den var et ualmindelig vigtigt bidrag til debatten om både køn og alder.

Stor var min overraskelse derfor, da jeg flere steder kunne se, at anmelderkorpset mest snakkede meget om, om der i dokumentaren var “lidt guf til hendes fans”.

Min overraskelse forvandlede sig til målløs ‘are-you-kidding-me?!’, da jeg begyndte at læse anmeldelsen hos Soundvenue. Her er set up’et, at to yngre, kvindelige TS-fans snakker i telefon om dokumentaren.

Alene formen har jeg et problem med, fordi jeg synes, at vi allerede der har cementeret, at dokumentaren ikke skal tages alvorligt.

Herefter kritiseres TS for at være iscenesat og kalkuleret, (fordi hun har “krøllet nattøj og fuld make up” på), vi kan læse, at hun er “det evige offer”, hun “kommer med meget forsimplede løsninger på virkelig komplicerede problemstillinger”, hun har “svært ved at håndtere kendislivet” og selv det, at hun har brugt nogle af de virkelig fæle oplevelser, hun har været udsat for, i sin musik, kommer til at lyde beregnende, for “det fik hun jo spinnet til et koncept på ‘Reputation’”.

På facebook kunne jeg se, at vi var flere, der reagerede på anmeldelsen. Der var et par korte svar fra hhv. journalister og Soundvenue – hvor jeg hæfter mig ved, at mændene kommenterer fra den approvede Soundvenue-profil (= seriøse, skal tages alvorlige), mens kvinderne bare svarer i eget navn (= det må pigerne lige selv tage sig af), men den sidste kommentar, jeg lagde, fik jeg aldrig svar på, og bare for at spare jer for at sidde og lede, så er den her: 

“Jeg kunne også godt tænke mig at høre lidt om den konstante offerrolle, I flere steder selv italesætter? Jeg er ikke Swifterino, og har også den helt forkert alder til at være i målgruppen, men at man opponerer imod at blive taget på røven, når man går på arbejde, synes jeg hverken er offeragtigt, imagepleje eller forsøg på at “få os til at forstå, at det har været hårdt for hende”. At man synes, det er grænseoverskridende, at en mand flår mikrofonen ud af hånden på én, og siger, at man ikke har fortjent den pris, man lige har modtaget, mens hele verden kigger på, synes jeg heller ikke er offeragtigt. Hvor dygtig skal man være til sit arbejde for at det bare må accepteres, at mænd bryder ind i dit hjem og sover i din seng? At reducere ovennævnte episoder til ‘beef’, der antyder, at der bare er tale om lidt kunstnerisk uenighed, synes jeg er useriøst, og at påpege, at en kvinde er iscenesat pga. tøj og make up, læner sig faretruende op ad ‘asking for it’-kulturen, fordi det lader noget ydre, som INTET har med indholdet at gøre, definere, om det sagte har værdi. Jeg er med på, at intet af det, jeg skriver her, har været jeres intentioner med anmeldelsen, men jeg synes, det er et virkelig problematisk udtryk for holdninger, der ligger så dybt i os alle, at vi ikke engang opdager det, når vi forvandler noget, der kunne give en tiltrængt debat om, hvordan kvinder bliver behandlet i musikbranchen, til en sludrende telefonsamtale om, at vi ikke behøver at høre “Swiferen” synge sange om verdensfred.”

Og det er sgu ikke for at køre ananas i egen juice, men det er essensen af min kritik af anmeldelsen, og dette i forvejen lange indlæg bliver kun længere, hvis jeg skal forsøge at omskrive det. 

Det, jeg ikke forstår er, at det er så svært at skifte personaerne i de her historier ud med mennesker, du kender. For gør du det, bliver det virkelig nemt at få øje på urimelighederne. 

Prøv f.eks. at sætte dine børn ind i ligningen. Din datter har vundet et badmintonstævne og har netop modtaget sin præmie på podiet, da en træner fra en anden klub flår det ud af hånden på hende, og fortæller alle, hvorfor hun ikke fortjener at vinde.

Eller måske har hun, fra hun var lille, været virkelig dygtig med ord. Hun udgiver sin første bog som 15-årig, og den bliver et kæmpehit. Skal hun skrive nummer to? Eller er det bedst, at hun lader være, fordi hun ellers risikerer at blive så dygtig, at hun må forvente og acceptere, at forlæggere gramser på hende, og at fans camperer i hendes have og bryder ind i hendes hjem – og at hun bliver beskyldt for at være offer-agtig, hvis hun synes, det er svært?

Uanset om man synes, at dokumentaren er iscenesat eller ej, tager den fat i problemstillinger, som jeg synes er meget relevante at få belyst. Kritikken får mig til at tænke på virksomheder, der profilerer sig på at være grønne: Vi ved godt, at langt de fleste gør det af reklamehensyn – men det ændrer ikke på, at fokus på miljøet er i alles interesse, og at det stadig er bedre at være grøn af forkerte årsager end at være sort af de rigtige.

Jeg er med på, at ingen på Soundvenue er mødt ind på arbejde og tænkt: “Hvordan kan vi skrive en anmeldelse, der er med til at holde kvinder fast i stereotype roller”, og der er sikkert også nogen, der kender nogen, der kender nogen, der sender dem linket til den her anmeldelse af anmeldelsen. Sådan må det være. Jeg kan sagtens leve med, at nogle synes, jeg tager fejl, at nogle synes, jeg ser spøgelser, og at mange vil læse SV’s anmeldelse og tænke, at den er både fin og saglig. 

Men at man lader debatten ebbe ud ved at spille død i kommentarfeltet, fortæller lidt om, at man måske ikke er så interesseret i at deltage i den. Og for mig er det ikke vigtigt, om man ændrer på måden, man beskriver kvinder på for at slippe for mennesker som mig i kommentarfeltet, eller fordi man flytter sig. For mig er det vigtigste, at vi stille og roligt får udfaset historien om, at kvinder ikke må have ambitioner, at de er nærtagende og hysteriske, når de siger fra, og at de er færdige, når de er 30 år gamle.

Der er ikke noget, der ændrer sig fra i dag til morgen.

Men nogle af jer vil læse det her indlæg og huske det. I vil få øje på det, næste gang, I falder over noget tilsvarende – og I vil reagere.

Jeg tror, at vores bidrag til revolutionen er at kalde den, når vi ser den, for antallet af stemmer *gør* en forskel, og debatten er altafgørende. Det er den, der skærper synet og sætter tankerne i gang.

Photo: Courtesy of Sundance Institute

Og det må du virkelig gerne❤️

Det her bliver et af de indlæg, hvor jeg starter et andet sted, end der, hvor jeg gerne vil hen. For jeg vil gerne lægge ud med at snakke lidt om Ditte Gieses nye podcast “Ditte Giese er blevet for tyk” som jeg har hørt på mine gåture, de sidste par uger. 

Ditte Giese er journalist og erklæret feminist, og er – efter eget udsagn – blevet ‘lidt for tyk’. Podcasten er hendes afsøgning af, hvad det egentlig vil sige at være sund, om man kan være feminist og stadig gerne ville ændre på sin krop, og hvilken betydning det har at være et menneske, der altid har sat intellektet højere end det (traditionelt) æstetiske.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af podcasten, men jeg elskede den. For mig var der rigtig meget genkendelse i de overvejelser, Ditte har gjort sig, og det var virkelig rart at høre mine egne tanker og mindfucks komme ud af munden på en kvinde, jeg har utrolig meget respekt for.

Samtidig fik jeg, gennem interviews med forskellige gæster, også nye perspektiver på kendte problemstillinger og alt i alt vil jeg bare gerne opfordre alle til at høre den, uanset køn og BMI.

Men udover fornemmelsen af at blive både spejlet og klogere, så gik det også undervejs op for mig, at der er sket noget med min måde at betragte kroppen på. Ikke kun min egen, men også generelt. Det er, som om, jeg langsomt begynder at bevæge mig væk fra, at der kun er én måde at være pæn på, og det har medført en mere (jeg hader det ord, men) nænsom tilgang til mig selv.

Jeg er en af de mange kvinder, der stort set altid har ligget i åben krig med min krop. Og som – som en slags ekstra sidedish af nedtur – samtidig har foragtet mig selv for at gå op i det, for at ligge under for, hvad samfundet dikterer som pænt, og for at ønske at passe ind.

Undervejs i podcasten, opdagede jeg, at noget har ændret sig. Det handler helt sikkert om, at skønhedsidealet i samfundet langsomt (langsomt!) bliver bredere, men faktisk oplever jeg, at en stor del af mit ændrede syn, hænger sammen med, at jeg er begyndt at følge kvinder, der stiller sig op, som de er, og siger en helt masse kloge ting om, at man gerne må være her, og at man gerne må have det godt og gøre ting, der gør én glad, selvom man objektivt set er overvægtig i forhold til de kasser, vi putter os selv og hinanden ned i idag. 

Når kvinder stiller sig op med al deres sårbarhed og insisterer på retten til at være her, til at lede efter lykken på lige fod med alle mulige andre, og til at gå klædt, som man selv bliver glad af, er der altid i debatten mennesker, der bringer sundhed og ‘men det er jo ikke pænt’ ind i debatten. Det har jeg selv tygget en del på. For det er objektivt set rigtig nok, at det er en større belastning for kroppen at veje mere, end den måske er bygget til at bære. Men egentlig tror jeg, at man er nødt til at skille tingene ad. For på en eller anden måde har vi fået det hele blandet sammen og besluttet, at tykke mennesker har pligt til at blive sunde *før* de må være glade og trygge i det offentlige rum, og at den bedste måde at hjælpe dem til det, er at fatshame dem.

Det er jo helt skævt. Ikke mindst fordi jeg har første gang til gode at se en overvægtig person forsøge at lokke andre til at blive det. Eller høre dem sige, at det er sundt at være tyk. Det er der INGEN af dem, der hverken siger, prøver eller påstår. Men ligesom man gerne må være glad, selvom man ryger, eller mens man prøver at stoppe med at ryge, og man gerne må tage på stranden selvom man har skæve tæer, fregner, eller mangler en finger, så burde det også være en menneskeret at stile efter Det Gode Liv, uanset tallet på badevægten. Det ene har jo ikke noget med det andet at gøre.

Sundhed i den her debat handler om en eller anden version af funktionalitet; at man kan få ondt af at være tyk, at man er i forhøjet risiko for forskellige typer af sygdomme osv., men det er sgu da lidt utroligt, at vi stadig føler så meget ondskabsfuld tryghed i at holde fast i, at det udelukkende er mangel på rygrad og karakter, der gør folk tykke, og hvis de ikke kan styre sig, så har de ikke ret til at have det godt, når de er ude blandt alle (os) andre. 

Og det er det ENESTE sted, hvor vi stadig fordrer fordommen om, at vi er og skal være enige om, hvad ‘pænt’ er. 

Andrea Bak siger i podcasten, da de snakker om tv programmer som ‘the biggest loser’ at man jo kunne prøve at forestille sig et tv-program, hvor 10 anorektikere blev sendt ud på en ø, hvor de skulle sidde helt stille og blev tvunget til at spise, mens coaches råbte dem ind i hovedet, at de skulle tage sig sammen, og det hele blev transmitteret og brugt som underholdning.

Det er et ret vildt billede, ikke?

Men trods alt begynder det at rykke sig, fordi der er kvinder som Lizzo, der acer body positivity og fordi vi begynder at bekræfte hinanden i, at en bikini-krop er en krop i en bikini. 

Det er kommet voldsomt bag på mig, hvor meget jeg selv har ændret syn på, hvad der er normalt og hvad der er pænt, fordi jeg er begyndt at følge nogle af de her damer på IG. Det har rystet mig, fordi jeg – hånden på hjertet – troede, at jeg var hævet over den form for påvirkning. Jeg troede, at jeg sagtens kunne sortere i mine egne idealer og skille dem ud fra, hvad modebranchen stopper ned i halsen på mig, men det er simpelthen ikke tilfældet. 

Det er så utrolig befriende at begynde at sænke skuldrene lidt. At kigge i spejlet og tænke, at det måske faktisk er ok, at min krop bare er helt almindelig. At nære håb for, at når Frida og hendes veninder træder ud i verden som kvinder, så er der sket noget med deres syn på både sig selv og hinanden.

Og Dittes podcast har fået mig til at tænke over, at der ville ikke være sket en skid, hvis ikke nogen havde taget det første skridt. Hvis ikke virkelig modige damer havde turde rejse sig og sige: Det her er min krop. Den er, som den er. Og jeg må godt være her.

Skal vi bytte gode IG-profiler af bad ass damer?

Jeg følger: 

aidybryant

lizzobeeating

dittegiesebosslady

ida_kys

det_fordi_jeg_er_tyk

Og så synes jeg også, at man skal lytte til det afsnit af podcasten ‘You’re wrong about’ der hedder ‘The obesity epedemic’ (19.sept. 2018)

Hvem og hvad kan I anbefale?

Opfølgning: Om børn, gener og afhængighed

Nu er det en uge siden, jeg postede indlægget om Frida og hendes forhold til mad, og hvor har jeg opdaget meget på de 7 dage, både fordi indlægget og kommentarerne har givet en intensivt fokus, som jeg ikke har i hverdagen, men også fordi I – som altid – er kommet med kvalificerede og betænksomme indspark.

Indlægget har være det, der i mine år som blogger, har givet allerflest mails bagom bloggen fra kvinder og mødre, der kender problemstilligen enten fra sig selv eller deres børn. 

Når jeg skriver indlæg som dette, er det slice of life, og det betyder, at der er meget, der ikke kommer med. Ikke fordi det er hemmeligt, men fordi det bliver for langt og ufokuseret, hvis alle små krøller og vinkler skal med. I er garvede rotter, så det ved I godt, men det er jo også det, der gør, at nogle kommentarer rammer lige ned i det, det handler om, mens andre umiddelbart ser ud til at ramme lidt ved siden af. Men! Jeg vil gerne understrege, at hver eneste kommentar har bidraget med noget værdifuldt, fordi det *også* har været utrolig givende at kunne strege dele af problemstillingen ud, fordi jeg, når jeg læser en kommentar pludselig kan se, at det ikke er dét, der er på spil her. 

Jeg har fået både mails og kommentarer på, at det måske kan være mig selv, det handler om. Alle har været formuleret både kærligt og respektfuldt, og jeg synes, det er fint, at det er blevet sagt højt. Jeg forstår sagtens, hvor tanken kommer fra, men samtidig er det også en vinkel, jeg uden at ryste på hånden lukker af. Jeg har været mine børns mor længe nok til at være 1000% sikker på, at når jeg vurderer, at der er noget – så *er* der noget. Det kan godt være svært at definere, præcis hvor grænsen mellem mine gamle spøgelser og børnenes udfordringer går, og den virkelighed forsøger jeg at være mig meget bevidst, men jeg tror også, at det er voldsomt vigtigt, at man som sine børns mest dedikerede advokat tør stå ved, at selvom man har ting med sig i bagagen, så betyder det ikke, at det man ser, er forkert. 

Så tak for sparring og for muligheden for at dykke ned i noget, som jeg virkelig føler, at jeg er blevet klogere på. 

Jeg har spekuleret på, hvordan pokker jeg sætter det her indlæg op, så det bliver bare nogenlunde overskueligt, og jeg er endt med, at overskrifter for en gangs skyld giver mening. Også fordi jeg gerne vil gøre det brugbart ift. indsnævring for de kvinder, der har skrevet til mig, som står i samme situation.

Så lad os kaste os ud i det

Hvad fungerer:

*Hun spiser, til hun ikke er sulten mere i 8 ud af 10 situationer. 

*Hun spiser normale portionsstørrelser

*Jeg har aldrig oplevet, at hun spiser ukontrolleret eller på fråde/flugtmåden. Aldrig. 

*Hun levner. Dagligt. 

*Hun efterspørger ikke en is mere, når hun har spist én.

*Der er masser af mad, hun ikke vil have.

*Hun vil gerne spise frugt og grønt.

Men hvad er så problemet?

*At hun har *utrolig* meget fokus på muligheden for søde sager, og derfor aldrig misser en mulighed for at få, når der er.

*At hun spørger meget efter det, og derfor også får skabt ekstra muligheder for at få. 

*At hun 2 ud af 10 gange glemmer at mærke efter, om hun er mæt.

*At hun er kræsen, og at vi derfor er endt med mad, der ikke er decideret usundt, men som mætter for lidt, og som hun derfor spiser for meget af. F.eks. brød uden kerner. 

*At manglen på fuldkorn osv. gør hende virkelig oppustet.

*Ovenstående giver et afledt problem i form af for mange snacks. Og selvom de er sunde(-ish), er der stadig mange kalorier i f.eks. tørret frugt og knækbrød med kerner.*

*Jeg har været for dårlig til at afgrænse/hjælpe hende med at træffe gode valg, fordi jeg indtil nu har været meget farvet af, at der i valgmulighederne skal være noget, Anton kan/vil spise.

*At mine skæve arbejdstider har gjort det svært at etablere en rutine med, hvad man må få at spise hvornår. Når vi nogle dage er hjemme kl. 12.30 og andre dage kl. 16.45, er det svært at systematisere mellemmåltider, og så det bliver det noget, der skal forhandles hver eneste gang. 

*Alt ovenstående giver sammenlagt en oplevelse af, at vi snakker om mad h-e-l-e tiden, hvilket er en kilde til mange konflikter og meget frustration. For os begge, faktisk.

Konkrete tiltag:

*Mad der mætter mere til måltiderne. Det bliver en gradvis overgang, og det bliver helt sikkert også en vej med bump, for der *er* mange ting, hun ikke bryder sig om. Men jeg skal have skilt ad, hvad hun reelt ikke kan lide (hvilket måske kan hænge sammen med konsistens/den sensoriske fornemmelse i munden), og hvad hun bare helst vil slippe for, hvis hun kan. Jeg har købt hvidt fuldkornsmel, som jeg prøver at bage boller med i dag, og jeg har fundet luppen frem til hvert eneste af måltiderne, så jeg er sikker på at få øje på de steder, hvor jeg kan justere. 

*Ovenstående skulle gerne minimere behovet for snacks. De bliver afgrænsede, og hun får tilbud om en rugbrødsmad, hvis hun er mere sulten. 

*Hjælpe hende til at drikke mere i løbet af dagen.

*I forhold til valgmuligheder og afgræsning, skal der findes nogle kompromisser, som begge børn kan leve og trives med, og det er jeg egentlig ret optimistisk omkring.

*Jeg stiller en tallerken med frugt og grønt på bordet, når jeg begynder at lave mad.

*Jeg holder øje med, om der er fællestræk ved de madvarer, hun ikke vil spise, så jeg kan finde ud af, om det er noget med konsistensen/det sansemotoriske.

*Jeg prøver at fjerne de søde sager helt i en periode (den her er jeg selv lidt usikker på, hvad jeg mener om, for vi har kun slikkepinde og sodavandsis herhjemme, og begge dele holder sig kaloriemæssigt under det, man får, hvis man drikker et glas juice, men det får et skud, og så ser vi, hvad der sker)

*Finde en god ‘lukkesætning’ som jeg kan bruge, når hun gerne vil snakke om, hvad hun må få, når vi kommer til legoland/i svømmehallen/i Skate House osv. Den her var et forslag i mailbakken; at afvise at tale om mad, men at fokusere på det, vi er igang med lige nu, og sige hvad jeg *gerne* vil tale om.

*Aflede hende, når hun spørger, og lukke måltidet ned ved fysisk at flytte os fra bordet/der, hvor vi sidder, når hendes fokus bliver uhensigtsmæssigt.

Hvad kan det også handle om:

*Faktisk har mit stirrende blik og intense fokus gjort, at jeg har fået øje på noget, som jeg ikke tror, jeg ville have koblet, hvis ikke jeg havde skrevet dette indlæg. For når jeg har hende med ude at handle, så har hun faktisk en adfærd, der minder om den, hun har ift. søde sager: Hun vil gerne have.. alt. En tube blå maling, en svensknøgle, en pose indisk krydderi, you name it. Hun bliver næsten sådan helt febril, og virkelig ulykkelig, når svaret er Nej. Nej. Nej. Nej. Nej. Det er sgu lidt som om, hun træder ud af sig selv. Og kombineret med det faktum, at hun lader til at falde til ro, når jeg har givet efter, og hun får en is eller en ny drikkedunk, har det fået mig til at tænke over, om det mon i virkeligheden handler om noget helt andet, nemlig grænser?

Hvis hun havde været voksen, ville man jo have hældt til en psykologisk forklaring om, at det handler om et forsøg på at fylde et tomrum, men det tomrum har jeg altid tænkt som noget, der opstår på baggrund af begivenheder, svigt, traumer osv. Eftersom Frida har haft det sådan helt fra hun blev født, spekulerer jeg på, om et sådan hul kan være genetisk betinget, om misbrugsadfærd mon bor i det samme hul, og om der er mere biologi i psykologien, end jeg før har været bevidst om. 

Interessant nok var det noget af det, hende håndlæseren jeg var ved, talte utrolig meget om ift. mig; at jeg har utrolig svært ved at acceptere grænser/begrænsninger, og altid, stillet overfor dem, føler en dyb, instinktiv trang til at udfordre dem. Spejl, much?

Hvad så nu?

*De næste par måneder prøver jeg at holde øje med, om de konkrete ændringer gør en forskel. Hvis ikke, vil jeg i første omgang prøve at tage fat i vores gamle sundhedsplejerske, som vi var virkelig glade for. Hvis det heller ikke gør en forskel, må jeg finde ud af, hvad vi så gør. Om det er Ulla Lebahn, børnepsyk eller noget helt tredje. Den bro må vi krydse, hvis det bliver aktuelt.

Tak for alle jeres kloge tanker. I er de bedste.

*Tjekkede i dag en pose med knækbrødssnacks, da jeg var ude at handle. Der var 180 gram i, hvilket jo ikke ser ud af ret meget – men kalorieindholdet i en pose var 1000 kcal. Altså, ca. et halvt dagsindtag for en voksen…

Om børn, gener og afhængighed

Jeg har gået og vejet for og imod at skrive det her indlæg længe, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvor jeg står ift. at gøre det. For det handler om Frida, og selvom jeg fra tid til anden skriver om mine børn, tænker jeg meget over ikke at lægge noget op, som senere kan blive svært for dem at læse om, eller som de kan blive tvunget til at forholde sig til, hvis mennesker, der kender dem, læser med. 

Men fordi jeg både trænger til at tænke højt og virkelig gerne vil have input, skriver jeg det, og så må jeg pille det ned igen, hvis det kommer til at føles for mærkeligt i maven. 

Sagen er, at jeg tror, Frida har en form for spiseforstyrrelse, og jeg har simpelthen så svært ved, hvordan jeg skal hjælpe hende. Hun ligger stadig på sin kurve, som hun skal, men hendes fokus er så konstant på søde sager, at jeg godt kan se, hvad der sker, hvis ikke jeg hjælper hende med at finde en måde at tackle det på.

Det har været et issue, siden hun var spæd. Hun kunne være så forstoppet, at hun var som en sten at røre ved, og alligevel var det eneste, hun ville, at ammes. Sundhedsplejerskens forklaring var, at der findes en gruppe af børn, som ikke kan fortolke deres følelser korrekt; de mærker, at der er “noget” med maven, og fortolker det konsekvent som sult. 

Jeg har været omkring både læge og diætister, og har hevet i alle, jeg kender, der er noget indenfor branchen, men ingen af dem, jeg har løbet op, har specialiseret sig i forebyggende indsatser til børn. Det eneste, de kan tilbyde, er kalorietabeller og Y-tallerkner, hvilket er til at skrige over. At vi som samfund kan være kloge på så mange ting, og stadig være så forblændede at vores egne fordomme om, at fedme skyldes dovenskab og dumhed, og tror, at problemet kan løses af rygrad og matematik, er mig en gåde. 

Min egen fornemmelse er, at det er en form for afhængighed – men en afhængighed, som er medfødt. Jeg aner ikke, hvad teorien siger om misbrug; om man har forsket i, om der er bestemte, genetiske markører, der giver misbrugsadfærd, men fordi jeg, som jeg tidligere har skrevet lidt om, selv har haft et ret problematisk forhold til kost, træning og egen krop, er det noget, jeg har været opmærksom på, fra jeg fik hende.

Jeg har været nærmest hysterisk med ikke at koble følelser med mad (altså, at man ikke får en is, fordi man slår sig, eller at hygge er noget, vi putter i munden), jeg har, helt fra hun var ganske lille, prøvet at hjælpe hende til at skille følelser fra sult ved at spørge hende, om hun er træt, tørstig eller trænger til et kram, hvis hun kommer og beder om mad, og jeg vurderer, at hun ikke kan være sulten, og jeg forsøger i det omfang, det er muligt, at sørge for, at sociale situationer ikke tager udgangspunkt i mad. 

Jeg prøver at balancere på kanten af ikke at tabuisere det, men heller ikke at give det konstant fokus, som potentielt kan udløse en spiseforstyrrelse, og jeg er rasende opmærksom på, hvordan vi taler om overvægt herhjemme. 

Samtidig er det jo som at bo med et lille spejl. For alt, hvad hun bøvler med, har jeg også kæmpet med. Så længe, jeg kan huske. Og derfor ved jeg jo også, hvad der ikke virker, som f.eks. regler, grænser og restriktioner, som jeg selv – på alle områder i livet – responderer sådan her på:

I min jagt på svar og løsninger faldt jeg sidste år over Overeaters Anonymous, fordi jeg googlede ‘mad afhængighed børn’ og de kom frem som resultat. Jeg snakkede med dem, men da de ikke har erfaring med børn, gravede jeg selv materiale frem på nettet og læste mig ned i det. Det var en øjenåbner ift. mit eget forhold til mad, og dermed også til Fridas, men det løser stadig ikke problemet med, hvordan man hjælper et barn, der stadig er så lille, at hun primært orienterer sig efter reglen ‘det føles godt = det må være rigtigt’.

Herhjemme er det yderligere en udfordring, at Anton er verdens mest intuitive spiser, som samtidig er undervægtig, og derfor virkelig, virkelig gerne må få alle de mellemmåltider, han har lyst til. For jeg kommer til kort, når Frida beder om det samme, som han får, og jeg siger nej. Hvad svarer man på hendes “Hvorfor ikke?”, som ikke er løgn/får hende til at føle sig forkert/underkender hendes egen vurdering af, hvad hun føler ved at sige, at hun ikke er sulten, selvom hun mener, hun er?

Jeg synes virkelig, at det er svært. For hvornår hjælper man, og hvornår får man skabt en selvopfyldende profeti?

Inden jeg runder af, har jeg brug for at skrive, at det ikke handler om æstetik. Det gør det virkelig ikke. For mig er selve overvægten ikke problemet, det er alt det, den fører med sig af stigma, lavt selvværd og udfordringer i sammenhænge, hvor man skal bruge sin krop. I særdeleshed hvis de ekstra kilo kommer af misbrug, fordi det så ikke længere er et valg, man træffer, men en sygdom, man kæmper med.

Heldigvis elsker hun at bevæge sig, så det sørger jeg for, at hun får alle muligheder for, og hun synes, fuldstændig ligesom sin mor, at hun er verdens fineste Frida. Men det er en hård verden derude, og jeg kan tude ved tanken om, at den instinktive glæde hun føler ved både sig selv, sin krop og livet skal lide overlast. GID hun formår at holde fast i den sandhed, der for mig er mejslet i massivt granit: At hun har ret til både sin plads og al kærlighed i verden, uanset hvem hun er, og hvordan hun ser ud.