Kløfter, strømninger og gode podcasts

Det er længe siden, jeg har anbefalet podcasts her på siden; en stor del af grunden er, at jeg synes, der de sidste par år har været langt mellem snapsene.

Det er et område, som pandemien har ramt på en underlig måde, for umiddelbart burde covid jo ikke have noget at sige ift. at sidde og tale ind i en mikrofon. Men det er som om, vi alle sprudler mindre, fordi vi ikke kommer ud i verden og bliver inspirerede af nye steder og mennesker, og det giver, helt lavpraktisk, bare færre nye tanker, der kalder på at blive delt.

Men de sidste par uger har jeg med jeres hjælp og ‘you might also like’ funktionen alligevel fundet nogle stykker, som jeg virkelig godt kunne lide.

Én af dem ramte lige ned i noget, jeg selv har gået og tænkt på de sidste par måneder, og det var et af de øjeblikke, hvor man pludselig meget tydeligt kan se, hvad det er, der somme tider sker, når noget går i tomgang eller falder ned mellem sprækkerne.

Podcasten hedder “De 169 piger” og handler om en sag, hvor en ung mand har lokket børn og helt unge piger til at tage intime billeder af sig selv under forskellige påskud, f.eks. at ville lave træningsprogrammer til dem. Så snart han fik billedet tilsendt, ændrede han karakter og gik fra at være imødekommende og flirtende til at true og afpresse sine ofre, og få dem til at gøre nedværdigende og overgrebsagtige ting ved sig selv.

Historien er desværre ikke en, man ikke har hørt før. Men det, der gør den her særlig er, at manden blev meldt utallige gange, og politiet kendte til ham, længe inden han blev pågrebet.

Og nu nærmer vi os så endelig det, jeg selv har tænkt over længe, nemlig at generationskløfterne i dag er et væsentligt større problem, end de var for 30 år siden, fordi teknologien accelererer i et hidtil uset tempo.

Internettet og dets flade kommunikationsstruktur har betydet, at menigmand i dag har adgang til viden og andres erfaringer på en helt anden måde, end vi havde i 80’erne og 90’erne. Det betyder, at viden hurtigere når dem, der har brug for at får den. Det betyder, at man hurtigere finder ud af, at selvom der ikke er andre, der ligner én i den by, man bor i, så er der masser af andre, der gør, når man løfter det virtuelle blik.

De ting, mange af os på min alder blev udsat for som børn og unge, og som vi skulle blive voksne og få adgang til internettet og beretninger fra andre for at forstå var præcis så forkerte, som de føltes; dem kan unge mennesker gribe an på en helt anden måde i dag. Gudskelov. 

Med mulighederne kommer selvfølgelig også de mange nye måder at blive passet op af rovdyr og slibrige typer på, men fordi der er adgang til så utrolig meget viden og sparring, så er det også mit indtryk, at mange af de unge, der bliver udsat for den slags, er mere handlekraftige, end vi var. De går til forældre, lærere og politiet, når de oplever at blive udsat for trusler om afsløring af deres intime billeder, for de ved godt, at det er forkert – og at det ikke er dem, der er de skyldige. 

Problemet er, at den generation, der reagerer på uretfærdig behandling; uanset om vi taler om kønsidentitet, udviklingsforstyrrelser eller adfærd på nettet, er underlagt en generation, der ikke forstår problemet. For på grund af tempoet i udviklingen, ligger det *så* langt fra, hvad de selv har oplevet, at de i mange tilfælde ikke kan se problemet.

Det er ikke for at pege fingre, for jeg tror, at vi alle sammen har en rem af huden. Hånden op, alle dem, der har givet op på et socialt medie, og tænkt, man ikke orker at sætte sig ind i flere apps; at facebook og insta må være nok? Vi stivner alle sammen i formen, fordi vi på et tidspunkt ikke kan rumme og forholde os til mere nyt.

Og det er derfor, at politiet ikke får kædet de her anmeldelser sammen, tror jeg. Fordi ingen af dem, der tager imod anmeldelserne synes, at det er Et Rigtigt Problem. For man kan jo bare lade være med at sende billederne, ikke? Ligesom man jo også må lade være med at blive for fuld og have for kort en kjole på, hvis man ikke vil voldtages. Ikke? Eller hvad?

Det er, helt generelt, op ad bakke at have og forstå et problem, når løsningen, ressourcerne og magten til at løse det, ligger i hænderne på mennesker, der lidt synes, at det er noget pjat. Jeg skal f.eks. samarbejde med en professionel, der lader til ikke at have den *fjerneste* forståelse for, hvad det er, der er svært for Anton, og som derfor bare gør, som vedkommende selv synes. Jeg kan næsten ikke være i mig selv af frustration, men det er uhyggelig svært at tale forståelse ind i et menneske, der er tættere på pensionsalderen end konfirmationsalderen, og som for længst har opgivet at følge med. 

Fordi jeg er Antons mor, lægger jeg også meget mærke til, hvordan man taler om udviklingsforstyrrelser ude i verden. Det er autisme, Anton skal udredes for, men det er ikke mange uger siden, jeg hørte en ældre lærer på en højere, videregående uddannelse for mennesker, der bl.a. skal lave helhedsvurderinger af børn og deres udfordringer sige, at nu skulle man jo også passe på med at blive alt for hysterisk. At ADHD i virkeligheden stod for Alle Drenge Har Det, haha. 

Jeg ved ikke, hvordan man skal slå bro over de her kløfter. Lige nu føles det, helt overordnet, som åben krig, hvor de ældre generationer sidder på den konkrete magt i samfundet, mens de yngre har teknologien og den antalsmæssige fordel på deres side. MeToo, Black Lives Matter osv. er gode eksempler på, at de klassisk undertrykte ikke længere har tænkt sig at bøje hovedet og lide i stilhed. Men der er stadig langt fra den enkelte persons kamp mod systemet på overfladen til dybderne og de grundlæggende strømninger, der langsomt, langsomt er ved at ændre retning.

Det er “De 169 piger” et strålende eksempel på.

—-

Når du er færdig med at høre den, så synes jeg, at du skal kaste dig over:

Bandeland III:

Start med de to første sæsoner, hvis du ikke har hørt dem. Velproduceret, velfortalt og uendeligt fascinerende.

Præsten fra helvede:

En lige vel dramatisk titel, men det *er* Ekstra Bladet, der har produceret, så hvad kan man næsten forvente.

Husker du sagen om præsten, der slog sin kone ihjel, og derefter meldte hende savnet? Og de skrækkelige billeder af ham og de store, blå olietønder? Det er den historie, der her bliver fortalt af de to journalister, der primært dækkede sagen.

Cilles Sidste Dag:

Den her fik jeg anbefalet i kommentarfeltet herinde for et par uger siden, og jeg troede ikke, jeg ville kunne holde ud at høre den. 

Det er historien om at miste sin datter på urimelig tragisk vis, og den river præcis ligeså meget, som man ville forvente. Men det er samtidig også historien om, hvor resilient mennesket faktisk er, og i det synes jeg, at der ligger meget håb. Samtidig bliver historien fortalt så fint, så fint af Cilles mor, og som lytter synes jeg, man sidder med fornemmelsen af, at det for hende er en gave til Cille at fortælle om hendes liv og hendes person, fordi hun er og var så uendelig meget mere, end måden hun døde på.

Der er 6 afsnit, og den får alle stjerner på himlen herfra.

Maskebal og Kernehuse

Jeg har og har altid haft mange forskellige typer af mennesker i mit liv. Mine fødselsdage har altid været et kludetæppe af holdninger og socialklasser, og jeg har altid sat pris på, at der er så stor variation. Selvfølgelig har man brug for sine ride or dies, men jeg synes, det er værdifuldt, at vi i leddet længere ude kan spejle, sparre og støtte hinanden på forskellige måder og i forskellige sammenhænge. At jeg f.eks. har en kollega, som jeg sagtens kan tale privat med, uden at vi ses ved siden af jobbet, at jeg kan have noget, der minder om et venskab med en forælder fra et af børnenes klasser, eller at jeg kan have en solid relation, der primært er bundet op på en funktion, som f.eks. bestyrelsesarbejde. Hvor vi mødes i og om det, der binder os sammen, og hygger os hele vejen, men ellers ikke har med hinanden at gøre.

Fordi forskellighed for mig altid har været noget, jeg opfatter som en fordel, har jeg studset lidt over, at jeg det sidste års tid har .. reageret på mennesker, jeg jævnligt krydser bane med. Mennesker, jeg egentlig godt kan lide, men som alligevel får mine antenner til at stå og vibrere umærkeligt. 

Én af dem løber vild i sine egne historier. En anden ændrer adfærd, afhængigt af, hvem der er til stede. Den sidste har aldrig nogensinde selv en holdning til det, vi taler om.

Der er som sagt ingen af dem, der er i det nære netværk, og derfor er det ikke noget, jeg som sådan føler mig kaldet til at reagere på. Men jeg kan alligevel mærke, at jeg mentalt træder et halvt skridt bagud, når jeg støder på dem, og efter at have tygget på det, er jeg nået frem til, at det er fordi, det på mig virker som om, de ikke har nogen kerne. At der ikke er noget, der er essensen af dem.

Det kan der være tusind grunde til, og mange af dem er formentlig både forståelige og gode. Det kan også handle om den eneste anden konstante faktor i relationen, nemlig mig. Men uanset hvad, så mangler de den essens af personlighed, man knytter sig til i andre mennesker, uanset om det er i en venskabelig, professionel eller romantisk relation.

Ikke for at sige, at vi alle sammen er den samme person hele tiden. Jeg er forskellige versioner af mig selv, afhængig af, om jeg er datter, mor, søster, kollega, kæreste, ven eller tillidsrepræsentant. Jeg har forsøgt at finde et bedre billede på, hvad jeg mener, men det, der bliver ved med at falde mig ind, er sammenligningen med en diamant. Den har forskellige sider, og vil se forskellig ud, afhængig af lyset, der falder på den, og hvilken side, der vender frem, men det er uomtvisteligt den samme, genkendelige sten i både størrelse og karat, uanset hvordan du holder den.

Når jeg er afsted med en kollega, og hun tilfældigvis møder et menneske, hun kender privat, så kan jeg jo i langt de fleste tilfælde stadig genkende hende i samtalen, selvom hun pludselig har sin private personlighed på.

Og jeg advokerer ikke for, at vi alle skal gå rundt iført falskhed og sleske smil – men der sker noget med min måde at opfatte mennesker på, når jeg får en mistanke om, at de altid bare hyler med de ulve de er iblandt, og aldrig selv har noget på spil.

Det bliver tit ekstra tydeligt, hvis de gemmer sig, når der er flere mennesker til stede; i hvert fald når man ved, at det ikke handler om utilpashed ved mange mennesker, eller diagnoser, der giver udfordringer. (Og læs lige den sidste sætning igen, for ellers kommer den til at trække kommentarfeltet skævt).

Men det er for mennesker uden grundkerner umuligt at være sammen med flere, som de normalt kun er sammen med 1:1, fordi de simpelthen ikke kan spille alle de forskellige roller samtidig. Derfor bliver enhver type adfærd i plenum en afsløring, og så er der pludselig noget, der føles forkert. I hvert fald for mig.

De Kerneløse får mig til at være på vagt, og det er nok i virkeligheden derfor, jeg reagerer på dem. For det er jeg ellers meget sjældent.

Det behøver ikke være Nietzsche og Freud og Hvordan Går Det Derhjemme med alle. Som jeg startede med at skrive, sætter jeg enormt stor pris på forskellighed, og på, at der kan være tyngde i relationer, der måske ikke traditionelt er nogle, man tænker på som tætte. Men der skal være en genkendelighed i folk, som indikerer, hvem de er, sådan helt inderst inde. Hvis man ikke rammer noget hård substans, når man mærker efter, så kan de formes 100% efter omgivelserne, og så bliver de aldrig en væg, man kan læne sig eller spille bold op ad.

Love on the spectrum

For nogle uger siden læste jeg i Ugeavisen Esbjerg en artikel om, at der her i byen er et stigende ønske om at samle den viden, der er om autisme i ét hus, så man bedre kan hjælpe børn og familier, der får dét kort spillet på hånden. 

Det fik mig til at tænke over, at en del af grunden til, at den her rejse for mig og os har været så lang, meget grundlæggende handler om mangel på viden om børn med autisme i den almindelige del af folkeskolen og sundhedssektoren – og specielt hvis man ligger på den milde ende af spektret.

Jeg har brugt lang tid på at læse om det her, og én af de ting, jeg flere steder er stødt på er, at ADHD og Aspergers er nemmere at spotte, fordi de to udviklingsforstyrrelser giver nogle ret konkrete udfordringer, mens ‘all bets are off’, som de skriver og siger, når det kommer til autisme. Om det er rigtigt, ved jeg ikke – men fordi jeg selv er blevet virkelig overrasket over, at ingen – INGEN – på noget tidspunkt har nævnt autisme som en mulig forklaring på de udfordringer, vi har kæmpet med, gav det mig lyst til at prøve at skrive lidt om, hvad tegnene her har været.

Min tanke er, at de af jer, der sidder med børn, hvor ‘der er noget’, eller de af jer, der arbejder med børn og unge og støder på dem, der stritter lidt, kan få et konkret, selvoplevet eksempel på, hvordan mild autisme *kan* se ud.

Inden jeg går videre er der to ting, jeg skal slå fast med 7-tommer søm:

1.

Vi har ikke en diagnose endnu, og de briller skal I have på, når I læser, hvad jeg skriver. Jeg gætter. Jeg gætter kvalificeret, men jeg gætter. Når jeg vælger at skrive det her indlæg alligevel, skyldes det én ting: Alle andre gætter også. Ingen af de lærere, sundhedsplejersker, pædagoger eller læger jeg er stødt på, lader til at være bedre klædt på end mig, ift. at få familier som os peget i den rigtige retning, og så længe det er sådan, ville jeg selv have syntes, at det var en bedre hjælp med noget konkret erfaring og et bud, end bare at famle rundt i mørke. 

For problemet er, at der er langt hen til børnepsyk. hvis man er én af dem, der ikke er helt hårdt ramt. (Og selv i de tilfælde er det op ad bakke, har jeg indtryk af, og specielt hvis man bor i mindre byer, hvor både frekvens, kendskab til og viden om autisme, ADHD osv. er begrænset). For selvfølgelig skal vi overlade diagnosticering til de professionelle – men problemet er, at man ikke ender hos dem, hvis man ikke kigger i den retning, så her er man paradoksalt nok nødt til enten at møde folk undervejs, der ved, hvad de leder efter, eller selv have en fornemmelse af, hvor hunden ligger begravet. Så fordi kendskabet til det her stadig lader til at være meget begrænset i normalsystemet, synes jeg, det giver mening at kigge på hønen, inden vi leder efter ægget.

2.

Fordi du kan genkende nogle af punkterne fra dit barn/dig selv, siger jeg IKKE, at du/I er på spektret. En del af udfordringen for os er netop, at enkeltelementer ikke isoleret set virker problematiske eller som noget, der kræver udredning. Det er graden og summen af dem, der peger i en bestemt retning. Mange børn er selektive ift. mad. Mange børn synes, det er træls at blive klippet. Mange børn har svært ved at falde i søvn. Det kan alt sammen være super bøvlet, men det er enkelte penselstrøg, og det, vi taler om her, er hele maleriet.

Så med de to forbehold i baghovedet, kan vi springe ud i det.

Jeg er ikke sikker på, at man umiddelbart bemærker, at Anton ikke er helt som så mange andre, når man møder ham. Han er en lille Steen (og Stoffer), han har masser af humor, er glad, socialt begavet og vil gerne fortælle. Han kan godt lide at være sammen med andre mennesker, og han lader til både at læse og regne alderssvarende. Han er ualmindelig god til engelsk, og har alle dage været det, og det har jeg gjort alt, hvad jeg kunne, for at støtte og fodre. Min tanke er, at når man på nogle områder skal stå på tæer, så er det rart, at der er andre, hvor man er så langt foran, at man kan samle lidt overskud.

Når man har været sammen med ham lidt længere tid, eller er omkring ham, når omgivelserne er nye/ændrer sig, begynder man at ane, at han er på overarbejde. Han bliver usikker, har brug for ekstra tryghed (helt konkret tager han mig f.eks. ofte i hånden) og zoner ud, når situationen bliver for uoverskuelig. Man skal vide det for at opdage det, men når man først har fået øje på det, er det nemt at se, at det sker. Her begynder man også at ane, at han er socialt begavet nok til at forstå spillereglerne, og gøre alt, hvad han kan, for at spejle de andre – men at han f.eks. somme tider griner, fordi de andre griner, og ikke fordi han forstår, hvad det er, der er sjovt. 

Der er nogle helt konkrete områder, hvor jeg allerede tidligt bemærkede, at der var ‘noget’. Meget af det lagde sig imidlertid op ad de udfordringer, man kan have som præmaturbaby, og det var også det svar, jeg fik, når jeg f.eks. spurgte de voksne, hvorfor han aldrig sov.

Med de her udviklingsforstyrrelser er der enormt mange gråzoner, og derfor kan det være svært at vide, hvad der hænger sammen med hvad. Ingen har endnu kunne give et svar på, om de sproglige vanskeligheder, Anton bøvler med, kan bunde i autisme, og hvor mange autister har svært ved at forstå sociale spilleregler, kan Anton sagtens afkode og følge dem – han forstår bare ikke altid, hvorfor omgivelserne agerer, som de gør.

Han kan have svært ved turtagning ift. dialoger. Når det er hans tur til at sige noget, fortæller han ofte om det, der optager ham, i stedet for at spørge ind til det, den anden netop har fortalt, men om det handler om manglende forståelse af social kontekst, eller om det skyldes, at så længe man selv taler, så skal man ikke forstå alt muligt indviklet, der vælter ud af munden på den anden, er svært at sige.

Endelig er det også for mig en udfordring, at han er mit ældste barn, for jeg har ikke noget at sammenligne med. Når han f.eks. stadig ikke kan huske sin fødselsdag, eller i sin danskbog bliver spurgt: “Hvad gør det ved en tekst, når man fjerner alt det, en person tænker?” så ANER jeg ikke, om børn på 10 normalt kan huske/svare på det, eller om det er den krøllede hjerne, der driller.

Så meget af at være, hvor vi er lige nu, er hele tiden at sortere i, hvor jeg kan puffe ham forsigtigt videre, så han får mulighed for at stikke tåen i den nærmeste udviklingszone, og hvor jeg bare skal være tolk, plankeværk og stillads ift. samspillet med omverdenen. 

Men de enkeltelementer, der over tid har peget mere og mere i retning af autisme er egentlig relativt konkrete, og i håb om, at bare et enkelt barn derude får en lidt nemmere tur gennem maskinen, får I dem her i stikordsform:

*Ualmindelig svært ved at falde i søvn.

Flere undersøgelser peger på, at børn med autisme producerer mindre melatonin (som er det stof kroppen bruger til at falde i søvn) end børn, der ikke er på spektret. For Anton har det altid taget mellem 1,5 og 3 timer at falde i søvn, og som spæd sov han så lidt og sporadisk, at ingen vidste, hvad de skulle stille op med det. 

*Reagerer voldsomt på pludselige, sensoriske stimuli, som f.eks. børn, der skriger, biler, der dytter osv. 

Anton lukker øjnene og holder sig for ørerne, hvis han bliver bange eller forskrækket. Det har han gjort, så længe jeg kan huske. 

*Meget sensorisk udfordret på bestemte områder, fordi nervesystemet bliver overbelastet. 

Hos os har det f.eks. handlet om, at han ikke har brudt sig om at have shorts og t-shirts på, fordi bare arme og ben = flere sanseindtryk, og da han var mindre ville han ikke gå med bare fødder på f.eks. sand og græs. Dette er dog blevet mindre udpræget i takt med, at han er blevet ældre. 

Til gengæld har det drillet med maden, siden han var spæd, og det gør det endnu. I starten troede jeg, at det var fordi, han var kræsen, og jeg brugte tusind år på at forsøge at gennemskue, hvad det var, han kunne lide, men der var INTET system i det. Senere har jeg fundet ud af, at det handler om sansestimuli i munden, hvilket er mere overvældende for Anton end for Frida og jeg. Derfor er nye typer af mad for Anton en ekstra belastning af systemet, og derfor foretrækker han de samme retter igen og igen. 

*I forlængelse af ovenstående: Svært ved at sidde stille/blive siddende ved bordet under måltider.

Dette bliver værre i løbet af dagen, ganske enkelt fordi han bliver træt. Det er derfor væsentligt sværere for ham at blive siddende/sidde stille under aftensmaden, end under morgenmaden. Kombinationen af sensorisk input i munden, andre mennesker og samtale kræver mere, end vi, der ikke har de her udfordringer, kan forestille os.

*Reagerer kraftigere end man ville forvente på uvante situationer, specielt hvis disse indeholder elementer af fysisk kontakt.

Fx. læge, tandlæge, frisør osv. Jeg tror aldrig, at vi når til et punkt, hvor en tandbøjle ikke vil være et overgreb. 

*Foretrækker at lege selv – men andre må gerne være med.

Formentlig fordi det kræver ret meget at forstå og følge de regler, andre sætter for leg. 

*Virkelig dygtig på bestemte områder uden at der er en logisk forklaring. 

Jeg har aldrig været bekymret for Antons begavelse. Han er, som nævnt, RASENDE god til engelsk og er også ualmindelig dygtig til at bygge og konstruere. Han er i stand til at bygge komplicerede 3D-figurer i fri hånd, uden hjælp eller vejledning.

*Reagerer mere kraftigt, end man ville forvente, når verdener blandes sammen. 

Lektielæsning er f.eks. rigtig svært for Anton, fordi en verden, hvor han er stresset (skolen) tages med ind i det, han normalt opfatter som helle (hjemmet). 

*Spejlvender tal og bogstaver.

Der er ikke et system i, hvilke tal/bogstaver han spejlvender eller hvornår.

*Meget svært ved at forstå/huske tid, både klokken, årstid, ugeforløb osv. 

*Glemmer ting, man forventer, han vil huske – og omvendt.

Det her er det, der er sværest at forklare, men også noget af det, der driller mest. Det er, som om, Anton har meget mere RAM end ROM, og hans arbejdshukommelse varetager stadig meget af det, der burde være en fast integreret del af maskinen på nuværende tidspunkt. På mange måder minder det om det, jeg gør, når jeg er på arbejde. Når jeg sidder i stolen, uanset om det er på jura, pædagogseminariet eller hos bygningskonstruktørerne, er min fornemste opgave at forstå det, jeg skal oversætte. Jeg ligger ca. 6 sekunder efter taleren, og det betyder, at jeg lagrer alt, hvad der siges, i min arbejdshukommelse. Men når jeg rejser mig, er det meste af det væk igen, for det er ikke i mit privatliv vigtigt for mig, hvordan man kloakerer en grund, eller hvad Stern mener om Selvet. På samme måde kan Anton sagtens forstå, at han har fødselsdag i november, som er til vinter, når vi lige sidder og taler om det – men 10 minutter senere har han kasseret ALT igen. Han føler ikke, at det er relevant, tror jeg? Og det går nu, fordi han er et barn, og der hele tiden er voksne omkring ham, men om 5 år bliver det et problem; specielt fordi han ikke selv efterspørger hjælp. Det er ikke hans behov at en given opgave løses, og hans abstraktionsniveau rækker ikke til at forstå, hvorfor det kan være en god ide at huske/lære bestemte begivenheder og færdigheder.

Noget af det hænger med sikkerhed sammen med modenhed, men det er svært at forudsige, hvor meget af det, han vokser fra, og hvor meget, vi skal have givet ham redskabet til at arbejde rundt om.

_______

So there you have it.

Jeg har brugt lang tid på at tænke igennem, om jeg var ok med at skrive så ærligt om de vilkår, Anton bokser med, men jeg er nået frem til, at jo flere mennesker ude i verden, der kender til og forstår de her udfordringer, jo nemmere en vej gennem livet får Anton og andre børn som ham.

Trods alt er håbet om Det Gode Liv for dem, grunden til at vi gør alt, hvad vi gør.

Taler du til mig?

Somme tider falder en nyhedsbegivenhed ved et tilfælde ned i noget, man selv for tiden er optaget af.

Sådan var det for mig, da jeg så, at Morten Messerschmidt havde fundet et nøglehul at anke igennem, fordi hans team har gravet på nettet og fundet en solid håndfuld likes, som den ene af de 3 dommere ved retten havde strøet gavmildt ud over DF-fjendtlige opslag.

I ugerne op til nyheden har jeg flere gange set kommentarer fra venner og bekendte på facebook, som har fået mig til at spekulere på, om folk ikke tænker over, at venner og bekendte kan se deres likes og kommentarer?

For jeg tror de fleste af os efterhånden er med på, at det et dumt at melde sig syg for så at poste et #LivinMyBestLife-billede fra stranden. Eller at aflyse en aftale med én veninde, for så at poste en biografselfie med kæresten. 

Der har formentlig også efterhånden kørt sager nok til, at de fleste er med på, at det kan have konsekvenser at brokke sig over sin arbejdsplads på facebook, eller som ansat i én virksomhed at poste opslag, hvor man endorcer konkurrenterne.

Men jeg tror sgu, at mange glemmer, at de også viser ansigt, når de i et kommentarfelt under en artikel om mere kontrol med dagpengemodtagere, skriver, at det bare er fint, for vi skal have skovlen under de dovne snyltere. Eller at alle mænd er svin, at de syriske børn ligger, som deres mødre har redt og at #metoo er heksejagt på uskyldige mænd igangsat af opmærksomhedshungrende kvinder. 

Når jeg tænker efter, har jeg en håndfuld fb-venner, som jeg over tid er begyndt at opfatte som … altså, moderat vanvittige, faktisk. Mennesker, som jeg i tidernes morgen havde en positiv eller neutral opfattelse af, men som jeg over tid har været nødt til at revurdere mit syn på.

I samtlige tilfælde bygger min ændrede opfattelse af dem på deres adfærd på nettet.

Der kan være gode forklaringer på noget af det. Har man eksempelvis selv været udsat for overgreb, har man nok en relativt lavere tolerencetærskel overfor artikler og kommentarer, der tager gerningsmænd i forsvar, og om man er for eller imod nedlukning afhænger af så mange forskellige faktorer, at det næsten er utroligt, at man kan finde *nogen* at være enig med. 

Men når man piller undtagelserne ud af ligningen, så tegner der sig over tid et mønster, og det bliver efterhånden tydeligt, hvordan man ser ud indeni. For Kelly Clarkson kommer aldrig til at se, at du under en Se og Hør-artikel om, at hun har taget på, skriver ‘Stakkels stilletter, haha’ – men det gør din kollega, som vejer væsentlig mere end dig, og som nu ved, hvad du i virkeligheden tænker om hende. Peter Halkjær kommer aldrig til at se, at du også synes, at ledige er arbejdssky nassere, men det gør din veninde, der ikke kan finde et job. Og når du skriver under Sofie Linde-artiklen, at så må kvinder sgu lære at sige fra, og hvad fanden er det for noget at komme med her 12 år efter, så kan du være sikker på, at der er noget fortrolighedspotentiale i din relation med din svigerinde, der som 13-årig troede, hun havde et forhold til sin voksne træner, men idag kan se, at hun blev misbrugt, som ikke bliver forløst.

Du opdager det måske ikke. Men det sker.

Vi kan ikke være enige om alt, og der vil være situationer, hvor holdningsforskelle, der ikke tidligere har været relevante at forholde sig til, pludselig bliver tydelige. Et godt eksempel er covid-vaccinen, hvor din holdning og intensiteten af den afhænger af, hvad du laver og hvem du kender. Der er noget på spil, og det får pludselig konkret, lavpraktisk betydning, hvad andre mennesker vælger og gør. Og her må man nok bare erkende, at en Brøndbyfan og en FCK-supporter godt kan være gode venner, så længe alt går godt og de undgår at tale om fodbold. Men somme tider gør verdens måde at dreje på, at emnerne opsøger os, og når de gør, og vi ikke kan styre udenom dem mere, så kaster de lys på dine relationer og får dermed skyggerne til at træde frem.

Sådan må det være. Det tænker jeg er et grundvilkår i livet, og noget, vi må navigere efter i takt med, at det opstår.

Men jeg forstår ikke, at folk ikke er mere bevidste om, i hvor høj grad de kommunikerer, når de tilkendegiver holdinger ved at like og kommentere. 

“Men det er jo ikke *dig*. Det er noget helt andet med *dig*, Linda!”

Det er jeg sikker på, at du virkelig synes.

Men hvis den sagsbehandler, du fik tildelt, da du gik ned, som du i overført betydning lægger dit liv i hænderne på, hele tiden liker artikler om, at folk med stress skal tage sig sammen, at kroniske smerter er indbildning, og at dagpengesats og periode skal skæres ned, så kan det godt ske, at hun smiler til dig, når du sætter dig i stolen på hendes kontor. Du smiler formentlig endda tilbage.

Men du vil for altid vide, hvem hun i virkeligheden er.

Det muliges kunst

I kommentarfeltet til mit ferieindlæg, var der en læser, der spurgte lidt ind til det med, at vi herhjemme er en skønsom blanding af introverte og ekstroverte typer. Jeg begyndte at svare, men det blev langt, og så fik jeg lyst til at konvertere det til et indlæg, for jeg kan godt selv lide at læse beskrivelser af familiedynamikker, hvor jeg somme tider føler genkendelsens lettelse og andre gange bliver klogere. Uanset hvad, får jeg altid noget ud af det, når jeg læser beretninger om andre menneskers forsøg på at gøre udfordringer til livslektier uden at være aggressivt positive omkring det.

For mig er forståelsen af min egen personlighedstype kommet med mine børn. Inden jeg fik Anton havde jeg aldrig tænkt på mig selv som introvert, fordi jeg – selvvalgt – altid var omkring mennesker. Temmelig mange af dem, faktisk. Både i mit job som fitnessinstruktør, underviser og tolk.

Men når jeg i dag kigger på de roller, kan jeg se, at grunden til, at jeg trive(de)s så godt i dem, handler om, at det i det ene tilfælde var mig, der satte rammerne og at der i alle tilfælde er et armslængde-princip, som betyder, at jeg ikke slider på den del af gulvtæppet, der ligger helt inde ved møblerne. I alle situationer gælder, at jeg kender sluttidspunktet, og ved, hvornår jeg har fri og dermed kan lukke døren bag mig og lade op. 

Med den gryende forståelse var der mange andre ting, der også faldt på plads. F.eks. forstod jeg pludselig, hvorfor jeg altid bliver mere presset, end jeg egentlig ville forvente, hvis en opgave trækker ud; den manglende bagkant stresser mig og jeg bruger uforholdsmæssig meget energi på at tænke på, hvornår jeg så kan forvente, at den ligger.

Det gav også pludselig mening, hvorfor jeg aldrig har været ret god til at gå i byen eller have mange aftaler om aftenen. I mange år syntes jeg, at det var et underligt paradoks, at jeg på den ene side elskede at være sammen med mennesker, og opsøgte det helt vildt – mens jeg samtidigt gerne ville undgå det. Det handler om tidspunktet, har jeg lært. Der er ganske enkelt ikke mere strøm på mit social-batteri, når jeg har brugt af det hele dagen.

Jeg tror altid, at jeg har været sådan og haft det sådan, men af en eller anden grund kunne jeg først se det, da jeg så det optræde hos Anton. Til gengæld var det så nærmest latterlig nemt at drage parallellen til mig selv.

For Frida gælder, at hun larmer mere og mere i takt med, at hun bliver træt, fordi hun forsøger at holde sig i gang, mens både Anton og jeg bliver mere og mere lydsensitive. Det er.. uheldigt.

F.eks. havde vi for et par måneder siden besøg af nogle mennesker, som jeg virkelig, virkelig godt kan lide. Det var en spontan opstået aftale, og af forskellige årsager trak besøget ud og endte med at vare næsten dobbelt så længe, som jeg egentlig havde forestillet mig. Da gæsterne var gået, kom mine forældre for at passe børnene, fordi jeg skulle på job, og min far startede med at tænde fjernsynet for at have cykelløb kørende i baggrunden. Frida ræsede rundt og havde en kæmpefest, men da hende og Anton midt i alt det kom op at skændes, var jeg så presset, at jeg var lige ved at græde – for selvom lyd og larm måske ikke som sådan hænger sammen med, hvor mange mennesker, man trives med at være omkring, så oplever jeg, at jeg næsten bliver desperat ift. lyde, når jeg har nået min menneskekvote.

Men at være introvert at ikke det samme som at have brug for at sidde stille. For mig forstærker min introverthed faktisk de udfordringer, der kommer med at være sådan én, der tænker over tingene, til min hjerne er i fare for at brænde sammen, for i fravær af mennesker skal jeg kun forholde mig til mig selv og mit eget hoved, med mindre jeg sørger for at holde mig selv beskæftiget og afledt. Derfor er jeg næsten altid i gang med et eller andet. Derfor har jeg det svært, når vi bare er herhjemme alt for lang tid ad gangen, og derfor synes jeg – paradoksalt nok – at det er svært, at vi ikke har flere relationer.

For efter jeg har fået børn kan jeg jo ikke længere 100% bestemme, hvornår vi skal have pauser, og hvornår vi kan fylde på, og et kompromis, der fungerer godt for os alle 3 er, når vi laver noget ude med andre. På den måde har jeg lidt at skulle have sagt ift. bagkant, jeg ved, at mit hus, fuldt af stilhed og døre, står som en tryg havn og venter på mig derhjemme, Anton kan gå til og fra, som han har behov for, og Frida kan rive skoven eller forlystelserne fra hinanden med sine kumpaner. Med en familiekonstellation, hvor én gerne vil lave noget og være ude og i gang, mens en anden gerne vil pusle med lego og YouTube i fred og ro på sit værelse, og tredjemandens sjæl visner, hvis der ikke er mennesker, musik og fest og ballade i alt, hvad vi gør, er det umuligt at tage lige meget hensyn til alles behov hele tiden. Uanset hvor kreativ jeg er, kommer det aldrig til at gå op, og fordi vi ikke har en far, der kan tage børnene med i skoven, så jeg kan skrige ind i puderne i fred, skal jeg også være mor for mine børn, når jeg er så sansemæssig overstimuleret, at jeg tror, mit hoved skal eksplodere. Det er måske det sted i mit moderskab, hvor jeg er allermest udfordret. 

Jeg prøver at løse det ved at tale åbent med børnene om det, på dét niveau, det nu giver mening for dem, fordi jeg håber, at de dels bliver bedre til at tage vare på sig selv, end jeg har været, og dels forstår, at jeg ikke er sur. Jeg er bare færdig.

Så efterhånden ved de begge, at Frida *får* energi af at være sammen med mennesker, mens Anton og jeg *bruger* af den, og derfor har vi brug for en tur i opladeren, når vi har været sammen med mange, længe.

Jeg sætter ord på, når vi skal noget, den ene ikke har lyst til, fordi det er vigtigt for den anden, og prøver også at inddrage det, når vi taler om lukkede døre og søskende, der vil kramme og larme og ind til dig, Anton.

Jeg taler med dem om, at en lukket dør hos Anton ikke er en afvisning af Frida og al hendes kærlighed, mens Fridas insisteren på at interagere med Anton ikke er et forsøg på at drille. At det kan føles træls og uretfærdigt, men at vi alle sammen har ret til at have det, som vi har det – og samtidig kan være nødt til at hjælpe hinanden ved nogle gange at strække os lidt længere, i både den ene og den anden retning, end vi egentlig kan overskue.

Hvis jeg lykkes med at lære dem det, synes jeg, at jeg har forvandlet noget, der somme tider er rigtig svært, til et livsredskab, de kan tage med sig videre. På den lange bane vil det komme til at gøre mange ting nemmere for dem, hvis de forstår, at man godt kan kombinere hensyn til andres grænser med respekt for sine egne.

Ords magt

For et par uger siden hørte jeg i radioen en mand komme med en joke om kvinder. Joken har jeg for længst glemt, men da han havde fortalt den, grinede han og sagde – kun halvt i spøg – at ‘nu skal man jo passe på, at man ikke bliver cancelled, haha’

Det prikkede til noget, jeg selv har tænkt over de sidste mange måneder.

For da #MeToo og Black Lives Matter for alvor begyndte at rulle, var én af de ting, der skete, at mange begyndte at unfriende mennesker i deres omgangskreds, der stillede sig på den (i deres øjne) forkerte side på de sociale medier. Det var første reaktionsbølge, tror jeg. Hvor man lugede ud og lukkede ned. 

Efter nogle måneder begyndte man så at tale om, at det måske ikke var så hensigtsmæssigt bare at lukke for de mennesker, der hang fast i gamle overbevisninger, men at opgaven derimod lød på at bidrage til at oplyse dem ved at tage dialogen. Ingen bliver klogere, hvis ikke de bliver udfordrede på det, de mener er rigtigt, og derfor var dét vejen at gå.

Men som månederne gik, råbte alle højere og højere, og et sted undervejs blev alt det her, i hvert fald oppe i mit hoved, blandet så grundigt sammen, at jeg mistede overblikket. Er det sortes opgave at fortælle hvide, hvor vores privilegier gør os blinde? Er det ok at dømme folk på et enkelt fejltrin? Er vi interesserede i en folkedomstol, eller stoler vi på, at et system, der, skåret ind til benet, er indrettet af rige, hvide mænd, kan varetage interesserne for dem, de, qua deres gruppering, inddirekte er med til at holde nede? Hvem må cancle? Og hvad er det? Er man frontløber, woke eller krænkelsesparat? Må man overhovedet sige noget mere, er man forpligtet til at tage dialogen hver gang, og hvad fanden er op og ned?

Og man behøver ikke at vide, præcis hvor man står med *alt*. Men lige her kan jeg mærke, at det faktisk er vigtigt for mig, at jeg bruger 10 minutter på at skille tingene ad, for ellers bliver det så uoverskueligt, at jeg bare giver op. Og det går sgu nok ikke rigtigt, at man halvvejs inde i revolutionen bliver træt, melder sig ud og går hjem.

For hvis vi får gjort cancelling problematisk, så er vi tilbage ved, at de, der pludselig via de sociale medier har fået en stemme, mister den igen. 

En hurtig googling giver følgende definition på cancelling: “To cancel someone (usually a celebrity or other well-known figure) means to stop giving support to that person”.

Så egentlig er det vel bare en græsrodsversion af demokrati. For der sker jo ikke rigtigt noget ved, at jeg beslutter mig for aldrig at købe en bog af en bestemt forfatter mere, fordi han siger noget dumt om tolke. Vedkommende skal træde så meget ved siden af, at en anseelig gruppe af mennesker mener, at det er *så* forkert, at de beslutter sig for at boycotte ham eller hende, før det får reelle konsekvenser.

Problemet er, tror jeg, at ‘cancelling’ er blevet sådan et paraplyord, vi bare slår op over en række af reaktioner, og så bliver det hele lidt mudret.

For når vi taler om ægte cancelling, så er det f.eks. når Naser Khader annoncerer sit comeback, og bliver mødt af en massiv mur af modstand på de sociale medier. Eller når Cuomo må træde tilbage på baggrund af (undersøgte) beskyldninger om upassende adfærd. I situationer som disse er debatten næsten altid delt i to: Dem, der bakker op om at cancle og dem, der bliver ved med at sige, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. 

Men hvis man tænker uskyldigheds-argumentet grundigt igennem, så er det jo et argument, som giver alt, alt for vide beføjelser til krænkeren, når vi taler om #MeToo. For i langt de fleste tilfælde har der kun været krænkeren og offeret til stede i den situation, der udløser beskyldningen, og der er mange typer af adfærd, der er meget upassende og voldsomt ubehagelige – men ikke direkte ulovlige.

Hvis vi insisterer på, at det kun skal have konsekvenser for en mand som Naser Khader, hvis han begår noget decideret ulovligt, så siger vi samtidig, at det er ok, at han beder sine kvindelige kolleger om massage eller begynder at onanere dem op i hovedet, når de er hjemme hos ham i arbejdsøjemed. Det er der vel ingen, der, sådan helt ærligt, mener? Det er vel ok, at det får konsekvenser for ens liv og karriere, hvis man er et virkelig ubehageligt menneske? (Til dem, der ikke kender til sagen i detaljer, vil jeg kraftigt opfordre til at høre DR podcasten Genstart fra d. 02.07.21 ‘Kvinder mod Khader’).

Når folk (meget ofte mænd) taler om, hvor problematisk cancelling er, så synes jeg, at det er en tanke værd, at man sjældent (aldrig?) hører en kvinde være bange for at blive cancelled i køns- eller #MeToo-debatten. Eller en sort være bange for at blive det i racedebatten. Det er the upperhand i en given relation, der frygter det, og det synes jeg godt, man må bruge 2 minutter på at tænke over årsagen til.

Men når cancelling har fået så blakket et ry, er det måske fordi man også bruger udtrykket i de forkerte situationer, som f.eks. når der er tale om et forsøg på at starte en shitstorm. Her er der sjældent tale om cancelling, men mere et skænderi, som andre mennesker bliver (forsøgt) inddraget i. Det er typisk ikke bundet op på systematisk adfærd, men oftere en enkeltstående situation, f.eks. en kunde, der føler sig dårligt behandlet af sit forsikringsselskab. Og selvfølgelig kan det i yderste konsekvens ende i en cancelling, hvis alle har haft samme dårlige oplevelse, men typisk er det noget, der bluser op og brænder ud på en uge, og så er det glemt igen. Der vil være masser af kunder, der ikke engang opdager, at nogen forsøger at kaste mudder på den butik, de handler i, og man vil som kunde have mulighed for bare at handle et andet sted.

Det er givetvis træls for en virksomhed at være skydeskive for – men det er ikke cancelling, og derfor er det ærgerligt, hvis det får lov at stå som et argument for, at cancelling er farligt og årsag til justitsmord.

Og endelig synes jeg også, vi skal have pillet ordet ud af de sammenhænge, hvor vi siger ‘cancelling’, men bare mener ‘uenig’.

For man bliver ikke som privatperson cancelled, fordi man mener noget andet end den, man taler med, ligesom man heller ikke selv har magt til at cancle alle, man er uenig med.

At være bange for at blive upopulær er ikke det samme som at blive lukket ned, og egentlig er det vel ret fint, at vi har en form for flokmæssig adfærdsregulering, hvor vi også i vores små bobler og cirkler tænker over, hvordan vi taler til og om andre.

Jeg advokerer ikke for, at vi skal proppe vores holdninger ned i halsen på alle, vi møder, men jeg synes stadig, at det modarbejder den gode debat, hvis vi bliver så bange for at falde ned af imaginære piedestaler, at vi bare skynder os at mene det samme.

Jeg når ud til relativt mange mennesker med bloggen her, og selvom det er sjældent, så ér det sket, at jeg mener noget, som mange er uenige med mig i. Nu er vi en civiliseret flok, så tonen bliver aldrig sådan rigtig *harsk*, men jeg er ikke i tvivl, når jeg skriver noget, som nogen bliver stødt over.

Og engang ville jeg have slettet indlæg og afsnit, der afstedkom de lidt mere kantede debatter, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort det. For jeg står i langt de fleste tilfælde ved, at jeg mener, hvad jeg mener – og med alder er kommet erkendelsen af, at uenighed ikke er af det dårlige. Ligesom vi sagtens kan være venner, selvom vi stemmer på forskellige partier, så kan vi også være venner, selvom vi er uenige om, om det var ok, at den plejefamilie tog på ferie, eller rimeligheden i at melde sine børn ud af SFO’en, når covid lukker den ned.

Og når vi til et punkt, hvor mine holdninger ligger for langt fra dine, jamen så skilles vore virtuelle veje – og det sker der ikke noget som helst ved. Jeg er valgt fra, men jeg er ikke blevet cancelled.

Og på samme måde må jeg og alle andre bloggere og insta-folk også gerne fravælge læsere og følgere ved ikke at spørge ‘hvor højt?’, når vi af dem bliver bedt om at hoppe. Du er ikke blevet imødekommet, men du er heller ikke blevet cancelled.

Ord er vigtige. Hvordan vi bruger dem, er vigtigt. Og cancelling er vigtigt, fordi det lader grupper komme til orde og have noget at skulle have sagt i situationer, hvor de alt for længe har været gjort tavse.

Lad os passe på udtrykket og på hinanden ved at bruge det rigtigt.

Kontrol, ledighed og stupide systemer

TV2 bringer i dag en artikel om, at mange virksomheder modtager ansøgninger fra ledige, der slet ikke er interesserede i de jobs, virksomhederne har slået op. Artiklen giver en række eksempler fra den virkelige verden, og slutter med følgende afsnit:

Dansk Erhverv efterlyser flere sanktioner

Ifølge Dansk Erhverv er en af forklaringerne på, at ledige springer fra et jobtilbud selvfølgelig, at de er blevet tilbudt et andet job.

Men arbejdsmarkedschef Peter Halkjær efterlyser også mere effektivitet, kontrol og flere sanktioner, når det viser sig, at ledige, der er henvist fra jobcentre, ikke udnytter de muligheder, der er.

Som udgangspunkt synes jeg ikke, man sådan skal gå og ønske ulykke på sine medmennesker, men lige her er jeg meget tæt på at håbe, at Peter Halkjær selv bliver fyret, og får lov at prøve systemet indefra. 

For hvis der er NOGET, der er rigeligt af, så er det kontrol og sanktioner. Til gengæld bliver jeg tordnende idiot af, at man fuldstændig forbigår det faktum, at det er det system, han lader til at være så glad for, der skaber det her.

Jeg har været tillidsrepræsentant i en årerække, og jeg har derfor siddet med i en del ansættelsesudvalg. Derfor kender jeg alt til at bruge tid på at læse ansøgninger, der tydeligvis er sendt af pligt, og at sidde med tomme stole til samtaler. Det er superfrustrerende, for den plads kunne være tilbudt en anden, som faktisk gerne ville have haft jobbet.

Men jeg siger lige igen: Det er ikke de lediges skyld.

Det ved jeg, fordi jeg også har prøvet at sidde på den anden side af bordet; med tidsbegrænsede ansættelser, der er løbet til slut-maj. Som oftest har jeg haft udsigt til arbejde på den anden side af sommerferien – men man kan ikke få dagpenge, hvis man har en underskrevet ansættelseskontrakt. For så ‘står man ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.’

Læs lige de to sidste sætninger igen, for de er vigtige. 

Det betyder, at jeg skal søge to jobs om ugen, som jeg ikke er interesseret i at få, hele sommeren igennem. For hvad er alternativet? Vi kan ikke leve af ingenting, og ingen vil ansætte nogen for 6 uger.

Det er altså 12 ansøgninger til 12 virksomheder, som skal bruge tid på at forholde sig til mig. 

Det er talrige samtaler med Jobcenter og a-kasse, hvor vi hver gang bruger en time på at snakke om ‘gode tips til cv’ og ‘min plan’.

Alt sammen til ingen verdens nytte.

Og der er HELT sikkert mange som mig derude. Gartnere, der er vinterfyrede og håndværkere, der er ansat i virksomheder, der lige nu ikke har arbejde til dem. 

Men når du tvinger alle, uden undtagelse, til at sende 2 ansøgninger om ugen, så BLIVER det useriøst og idiotisk, for det er fuldstændig umuligt at finde 2 jobs om ugen, hvor dine kompetencer og virksomhedens behov matcher hinanden. Hvor mange gartnerjobs har du f.eks. set slået op over den sidste måned? Og når Per så skal tvinges til ‘at søge bredt’, så risikerer han at ende i et ufaglært job, hvor en 21-årig mellemleder med hurtigt hår bruger tid på at lære ham op i telemarketingens spidsfindigheder – som Per vinker pænt farvel og tak til i det sekund, græsset igen begynder at spire.

Er det ønskværdigt? Eller mindre spild af nogens tid?

Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at man ikke skruer systemet sammen, så alle, der bliver ledige, får 3 måneder på huset; så man kan få hjælp fra første dag, hvis man gerne vil have det, men ellers har 3 måneder, hvor man er dagpengeberettiget, men undtaget samtaler og krav om at søge 2 jobs om ugen.

Lige nu spilder vi ALLES tid, og det er simpelthen sådan en træls vinkel, at det handler om arbejdsafsky og dagpengerytteri. For det gør det for 90% vedkommende ikke. Det handler om sæsonfyringer og proformakrav, der ikke kommer nogen til gode.

System failure

Forleden så jeg på Insta et opslag fra en mor, der har mistet sit barn. Hun skrev, at hun havde haft en klar forventning om, at der ville stå et team af krisepsykologer og fagfolk klar til at gribe, men at de var blevet mødt af ingenting og stilhed. I opslaget skrev hun noget i retning af, at der er hjælp af få, når man står med et brækket ben, mens der intet er i posen, når det kommer til at gribe mennesker, der står midt i deres livs største tragedie. 

Opslaget var en smertefuldt konstatering af noget, som jeg også har lært over de sidste år, nemlig at systemet ikke er så solidt et fundament, som man forestiller sig. For mig har ét af de største tæppefald i tilværelsen være erkendelsen af, vi i det store og hele er alene, når vi står i det, der er rigtig svært. 

Det er ensomt, når man kæmper med noget, og de mennesker, man har omkring sig, alle nærer blind tillid til, at ‘nogen gør noget’; at det bare er et spørgsmål om at få fat på de rigtige personer, så skal det hele nok løse sig. For virkeligheden er, at systemet består af de mennesker, der udgør det, og ud over alle de fejl og mangler, vi alle er behæftede med, så bliver der bygget en mur omkring institutioner og offentlige systemer, indenfor hvilke der er papirer, der bliver væk, og folk med rod i privatlivet, der har dårlige dage, holder ferie og skifter job. Det er rent held eller mangel på samme, der afgør, om din skæbne og dine livsbetingelser skal afgøres af ham, som alle kolleger ved kun yder det *absolut* minimale for at holde fast på sin stol, eller om du får hende med hjerte og ambitioner. Sådan er det i alle systemer. Også dem, jeg selv repræsenterer og er en del af. Men det er en bitter pille at sluge at opdage, at De Voksne, De Kloge og Dem, Der Ved, Hvad Vi Gør bare er os selv, og at det sikkerhedsnet, vi forestiller os griber os alle, mest af alt er en illusion.

Og det er utrolig frustrerende at være blevet afvist eller mødt med manglende forståelse af dem, man troede ville hjælpe, og så i sit netværk bliver mødt med et (velment) “Jamen, det kan da ikke være rigtigt?!” For det skulle man ikke synes, nej. Men det er det. Og jeg står 20 meter længere nede ad den vej, du netop nu træder ind på, og jeg er for desillusioneret og træt til at komme tilbage og hente dig, og bruge kræfter på at være indigneret helt forfra.

Vi forestiller os, at vores skattepenge sikrer, at der altid er nogen, der kan hjælpe med alt. Nogen, som ved bedre og mere, og som har løsninger og ideer til, hvordan vi fikser problemet.

Vi forestiller os, at de De Andre, der sidder fast i systemet, ikke gør nok. Eller gør det forkerte. Eller i virkeligheden ikke *vil* hjælpes. 

Og for mig er det altid en kilde til undren, at de mennesker, der repræsenterer systemet somme tider lader til at finde en form for tilfredsstillelse ved at sige nej, lukke ned og afvise med henvisning til regulativer og ressourcer. Og siger jeg, at alle er sådan? Nej. Gudskelov. Men de findes derude, og jeg har over årene mødt og arbejdet sammen med en del af dem. Hver eneste gang jeg støder på dem, fascineres jeg af det hovmod, der ligger bag overbevisningen om, at de aldrig selv kommer til at sidde på den anden side af bordet. 

Det går også efterhånden op for én, hvor dårligt systemet er gearet til at tackle, at ingen mennesker og familier er éns, og at denne brist betyder, at man skal gentage sin historie om og om igen; at man hver eneste gang, man bliver udsat for en ny myndighedsperson skal argumentere sin sag helt forfra. Det er kafkask svært at gennemskue, hvem der sidder med beslutningskompetencerne, og hvem man må forvente at krænge sin sjæl og det, der smerter allermest ud til, næste gang.

Og har man brug for systemet, skal man konstant gøre sig fortjent til det ved taknemmeligt at spørge: ‘Hvor højt?’ når man får besked på at hoppe. Møder ligger, når de ligger, og hvor systemet kan bruge 4, 5, 6 måneder på en sagsbehandling af noget, der skaber store udfordringer hver eneste dag ovre i dit privatliv, har du modsat 5 dage til at reagere, når der fredag kl. 22.48 lander noget i din e-boks.

Det er forstemmende og deprimerende at forholde sig til, og EB og BT har gjort det til en levevej at vinkle de her historier, så vi både kan forarges over systemet og lidt synes, at de portræterede selv er ude om det, fordi de fotograferes og citeres, så de ligner nogle, der får dagen til at gå på Den Brune Bæver. Og derfor er der ingen af os og dem, der står udenfor, der tror, at de her vilkår vil gælde for *os*. Den mangel på støtte og indsats vil vi ikke komme ud for. Vi kommer til at få en *helt* anden behandling og langt bedre hjælp, og de vil høre, hvad vi siger, når vi taler, for vi er veluddannede, fornuftige og rimelige mennesker, der betaler vores skat, giver forlommer i trafikken og lever liv med overskud til at have skærmpolitik for vores børn. Ikke?

Det er et sort indlæg. Jeg ved det godt. Men jeg sidder lige midt i det lige nu, og det er for meget. Der er ikke andet at gøre, end at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, og der er heldigvis stadig masser af gode dage, hvor ovenstående ikke fylder så meget, og jeg er ikke ved at kaste mig ud fra en bro. Men det er stadig en del af min virkelighed, og det dræner, som et program, der hele tiden kører i baggrunden, og æder 10-15% af den energi og det overskud, man plejede at have.

Heldigvis er der stadig gode bøger og kaffe, og om lidt er vi så langt med vaccinerne, at vi kan komme ud og væk fra e-boks og betonklodser. Ud, hvor solen skinner, hvor himlen er høj og hvor det bliver nemmere at trække vejret igen.

Når afgrunden stirrer tilbage

Jeg kan ikke huske, at jeg har haft et tidspunkt, hvor min krop ikke har fyldt for mig. Mit syn på den, ting, jeg ikke var tilfreds med, steder, hvor den adskilte sig fra andres osv. osv. Det har været trættende og givet anledning til mange tårer og dårlige dage, og derfor har jeg over de sidste 5-6 aktivt arbejdet på at ændre mit mindset. Det er blevet ekstra vigtigt for mig, efter jeg har fået Frida, fordi jeg så gerne vil give hende de redskaber, hun skal bruge for at blive ved med at være glad i og for sin krop. 

Jeg har fundet og følger profiler på diverse sociale medier, der handler om kropsneutralitet og kropspositivisme, jeg har lyttet til en del forskellige podcasts om emnet, og så har jeg meget aktivt fravalgt alt, hvad der kredser om diæt- og slankekultur. Det er bl.a. også derfor, jeg ikke følger de madinspirationsprofiler på Insta, der inkluderer træning og sprogbrug, der tager udgangspunkt i, at målet for alle er at være slanke, og at nogle madvarer derfor er ‘syndige’ og forkerte.

Derfor har jeg fulgt ret intenst med i hele kropsdebatten herhjemme, hvor blandt andre Morten Elsøe er meget aktiv. Jeg tror, det er vigtigere, end vi lige nu forstår, at det begynder at ske noget med retorikken, og at nogen med relevante uddannelser og forståelse for kompleksiteten i vægt, kost, sundhed, spiseforstyrrelser osv, bruger tid på at mene noget på de brede platforme. Og at de gør det sobert, underbygget og med en konstant nysgerrighed efter at lære mere og sætte spørgsmålstegn ved det, mange opfatter som Sandheden. 

Men der har hele tiden været noget, der har naget mig. En mislyd. En fornemmelse af, at der var et hul et sted i argumentationen, som jeg ikke kunne sætte fingeren på.

Før i dag, hvor jeg sad i morgensolen og ventede på grønt, og det pludselig gik op for mig, hvad det er. 

For i al den snak om intuitiv spisning og slankekursmentalitet, som de fleste (i teorien i hvert fald) efterhånden er enige om, at vi skal væk fra, ligger der indlejret en grundtese om, at der er en naturlig balance, man kan vende tilbage til. At et forstyrret spisemønster er et sundt spisemønster, der er blevet ødelagt, men som kan genfindes og genskabes. At vi alle som udgangspunkt er født med evnen til at have et naturligt forhold til mad; at spise, når vi er sultne, og stoppe, når vi ikke længere er.

Men hvad nu, hvis det er forkert? Hvad nu, hvis nogle af os er født med junkie-genet? Det gen, der føles som et hul indeni, som man kan bruge hele livet på at jagte noget at fylde i? På at forsøge at lukke. Og hvor det er arv og miljø, der afgør, om det bliver ting, stoffer, alkohol, mad eller sex, der bliver vores weapon of choice.

For det bliver jeg mere og mere overbevist om er tilfældet – men jeg er bare ikke rigtigt stødt på nogen, der taler om det.

Jeg bakker 1000% op om, at vi skal slankekursmentaliteten til livs, og hele kropsaktivist-bevægelsen er et stort skridt i den rigtige retning. Men hvis der er noget om det her, så efterlader det de mennesker, der lider af den her sygdom/defekt, et ret træls sted, for kan man lære en alkoholiker at drikke intuitivt? Eller en narkoman at stoppe, når abstinenserne er væk, men inden rushet sætter ind?

Eller bliver det bare endnu en mulighed for at fejle, fordi det – igen – er de syge, de ramte, de rastløse, der ikke formår at hjælpe sig selv? Slankekuren er skiftet ud med kravet om at være til stede og mærke efter, men det er stadig den enkelte, der bærer ansvaret for en sygdom, de ikke har valgt, og det er stadig den enkelte, der i  omverdenens øjne fejler, når det ikke lykkes.

Men hvis slankekure og kostregimer forværrer et forstyrret forhold til mad, og normalbalancen ikke findes – hvad gør man så? Så er alle med det her problem reelt fortabte, og det er der ingen penge i. For det tror jeg, kan være ret vigtigt at have i baghovedet: At de, der lever af at undersøge de her ting, for manges vedkommende også lever af at stille de lidende en løsning i udsigt.

Det er en svimlende tanke, for hvor går man hen, hvis ingen kan hjælpe? Hvordan finder man ro, hvis man hele livet skal leve med, at hullet ikke kan fyldes? Men hvor biologien stadig forudsætter, at man hver eneste dag skal stirre ned i dybet og bypasse sin trang til at springe?

Jeg ved det ikke. Måske er løsningen, som ved andre typer af afhængighed og misbrug, at man erstatter én vane med en anden, men jeg kan ikke frigøre mig fra tanken om, at man, uanset, hvilken gift, man vælger, kommer til at bruge sit liv på flugt fra sig selv.

Anbefalingslisterne er opdateret med følgende:

Podcasts:

Do no harm

Jeg ved ikke, om vi kalder det true crime, når det handler om børn og tvangsfjernelse, men denne podcast er centreret om to forældrepar, der pga. hændelige uheld, er meget tæt på at få fjernet deres børn. 

I starten er man sådan lidt ‘Ej, det er da også meget amerikansk’ – men der går ca. 10 minutter, før man begynder at svede lidt, fordi det går op for én, *hvor* lidt, der reelt skal til, før man risikerer at befinde sig på en karussel, man ikke kan komme af. 

Chameleon – The Hollywood Con Queen

Jeg gider normalt ikke scam-historier. Jeg tror, at jeg finder det for deprimerende at opdage, hvor tynd en tråd, vores civilisation i virkeligheden hænger i, og at det kun er vores fælles beslutning om at opretholde et nogenlunde niveau af lov og orden, der afholder snoren fra at knække. 

Men den her historie er bare virkelig godt fortalt. Journalisten har en tør, underspillet humor, og er god til undervejs at sige det, vi alle sammen tænker, så selvom man normalt styrer udenom denne type historier, så synes jeg alligevel, at man skal give den et lyt. 

Serier:

Christiane F – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo

Det her er uden sammenligning den bedste serie, jeg har set i årevis. Den bygger på bogen af samme navn, og mange af os er nok i tyskundervisningen blevet trukket igennem originalversionen, som var så østtysk og deprimerende, at man nærmest blev suicidal af at se den.

Remaket her er en mere løs fortolkning, og den er VILDT god. SYGT flot filmet, med det PERFEKTE soundtrack, masser af symbolik og bare en æstetisk fornøjelse af de sjældne. I det andet-sidste afsnit er der endda et The sixth sense-øjeblik, hvor man er død indeni, hvis man ikke højt råber: “Nej!?!!”

Jeg spår, at der går meget kort tid, før en amerikansk instruktør forelsker sig hjælpeløst og laver en engelsksproget version. Men uanset cast kommer den ikke til at nå bare op på siden af den her.

Harmful parenting

For et par uger siden havde jeg taget børnene med ud til en aktivitet, som jeg havde troet, de ville synes var sjov. Jeg havde brugt tid på at researche, og var ikke selv 100% sikker på, hvordan den skulle afvikles, men jeg tænkte, at det, uanset hvad, stadig var sjovere end at sidde derhjemme og glo på rod og halvmalede vægge.

Først var de ved at slå hinanden ihjel. Så var de sure på mig. Så var vejen dum, vejret træls, én kiggede forkert og rørte ved den andens luft, skal vi ikke snart hjem, og hvorfor må vi ikke få badebassinet op?!

Efter 2 timer var jeg simpelthen så sur og ked af det, at jeg aldrig nåede at blive god igen den dag. Det er svært at sige præcist, hvad det var, der væltede læsset, men det, der overvældede mig var følelsen af at skulle være heppekor og grænsesætter i én fucking uendelighed, og det her var en af de sjældne dage, hvor jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude over det. Jeg syntes, at de var utaknemmelige, trodsige og fulde af nej og brok. Jeg havde the good old ‘efter alt hvad jeg har gjort for jer!’ i hele systemet, og jeg blev ramt så hårdt af en forbigående følelse af uretfærdighed, at jeg næsten sank i knæ.

Jeg keder mig *også*. Jeg synes ikke, det er sjovt at være den eneste voksne, som skal ordne vasketøj for 3, lave mad hundrede gange om dagen, hvor hvert ENESTE måltid indeholder enten den ene eller den anden konflikt, og jeg havde lyst til at sige: “I dag beder I mig om mere, end jeg har”. Den følelse gjorde mig simpelthen så ked af det.

Det er sjældent, jeg har det sådan, men når jeg har, er mit hoved ved at eksplodere, fordi det simultant forsøger at tackle både situationen og alles følelser, og samtidig kører et rektor-agtigt kommentarspor, hvor nogen med fordømmende stemme, kamufleret som nysgerrig omsorg, bliver ved med at metaanalysere på situationen og spørge mig, hvad jeg tror, jeg lærer dem lige nu. For er jeg interesseret i, at de skal klappe og råbe hurra som to små, dresserede aber, fordi de er bange for, at jeg skal blive ked af det, når jeg tager dem med til noget, jeg har planlagt for dem, som de ikke synes er sjovt? Nej. Sgu da. Overhovedet ikke. Men jeg ved ikke, hvad man så gør, for somme tider er det først, når man *har* lagt noget til rette, at det går op for én, at det måske har kostet overskud, man ikke lige den dag havde råd til at bruge på det.

Tilfældigvis skete det her på et tidspunkt, hvor jeg i forvejen havde tænkt utrolig meget på forældreskab og opdragelse, sådan helt generelt. 

Det startede med, at jeg hørte et afsnit af en podcast, der hedder ‘I never thought I’d say this’, som jeg ikke kan huske, hvor jeg har fået anbefalet. I første (skrækkelige) afsnit fortalte de to kvinder, hvoraf den ene er certificeret i alt mellem himmel og jord, om, hvordan moderskabet har fået dem til at sige ting, de aldrig havde forventet – deraf titlen – og meget af tiden gik med at grine af en situation, hvor den ene af dem havde stået nøgen på børnenes køjeseng og skreget dem ind i hovedet.

Dagen efter så jeg det her billede på Insta:

Begge dele faldt ned i noget, jeg selv har tænkt meget på, nemlig at vi med de sociale medier måske skal til at tænke lidt over, at vi med vores poster påvirker hinanden mere, end vi tror. Det afhænger selvfølgelig meget af, hvordan man bruger sine sociale medier, men hvis man 10 gange om dagen ser opslag fra folk, der laver sjov med daydrinking og rødvin på en onsdag, så føles det måske også ok, at man lige selv napper et glas. Når man hver dag ser 20 billeder af slikskåle og kager, så kommer det måske til at føles som om, det er ok at erstatte guleroden med trøfler, hver eneste gang man har lyst, fordi mængden af billeder, man bliver eksponeret for, ikke tager højde for, at den enkelte person måske kun spiser slik én gang om ugen.

Der er en grund til, at man ikke længere må reklamere for f.eks. tobak, og en reklame er jo i bund og grund bare et forsøg på at nudge målgruppen til en bestemt adfærd ved at vise dem mennesker, de enten identificerer sig med eller ser op til, gøre det samme.

Hvilket vel præcist er det, som mange af de mennekser, vi følger på SoMe, er.

Og det er her, jeg spekulerer på, om vi i åbenthedens og un-shamingens navn måske også somme tider kommer til at tage den for langt, når det kommer til opdragelse og børn?

For det er positivt, at vi prøver er italesætte det uperfekte, og at vi forsøger at være ærlige omkring alt det, som forældreskabet *også* er. Ingen har fået det bedre af at skamme sig og føle sig utilstrækkelig, og jeg tror, at alle forældre fra tid til anden sætter spørgsmålstegn ved egne evner og formåen. 

Men måske vi skal begynde at tænke over, at ligesom smukke hjem og idylisk sam-bag med børn er øjebliksbilleder, så er jokes og historier om tvivlsom opdragelse også kun øjebliksbilleder; at det er ok at tabe hovedet, hvis det sker en gang i mellem, og man resten af tiden varetager sin opdragelse på en måde, så børnene kommer nogenlunde helskindede igennem deres barndom. Men når vi ser 20 opslag om dagen, hører podcasts og læser artikler, hvori forældre fortæller om, hvordan de bare gav los, uanset om indholdet er formidlet med humor eller alvor, så begynder jeg at spekulere på, om vi risikerer at skabe en form for følelsesløshed, der er virkelig uhensigtsmæssig.

Og én ting er de sociale medier, som vi jo bare kan slukke for – men jeg har tænkt virkelig meget over, at det her område godt kunne trænge til en grundig udluftning og en debat om, hvad – og hvordan – vi siger det til hinanden, hvis vi synes, at en forældreadfærd er blevet uhensigtsmæssig.

Den mom-shaming, hvor man hæver øjenbryn af en mor, der sidder med sin mobiltelefon på legepladsen eller dømmer kvinder og mænd, man aldrig har mødt, er ødelæggende og undergravende, og den vil vi alle være godt tjent med at få faset ud, ligesom glansbilledet af Den Perfekte Mor/Far heller ikke gavner nogen. En dårlig dag eller en dårlig beslutning gør dig ikke til en dårlig forælder, og der er helt sikkert noget debatadfærd og sprogbrug, vi alle sammen vil hjælpe os selv ved at blive bedre til at identificere for at kunne ignorere den. 

For selvom det *ligner* et spørgsmål, så *er* det jo ikke et spørgsmål, når nogen skriver ‘Skal I godt nok alle sammen lave så meget i vinterferien? Jeg bliver helt forpustet’. Afsenderen har jo ikke siddet og kløet sig i håret og spekuleret på, om folk – ægte – skal så meget. Det er en måde at fremsætte kritik på, som jeg desværre synes er særlig udbredt blandt (veluddannede) kvinder, fordi man altid kan gemme sig bag, at ‘det var ikke det, jeg skrev’, hvis nogen konfronterer én direkte. Det er i bund og grund egomassage og en måde at sige på, at man synes, de andre gør det forkert.

Men det siger jo intet om vores måde at være forældre på. Det eneste, det er udtryk for, er en manglende forståelse af, at vi får de børn, vi får. Det, de kommer med, som trives i de betingelser, vi giver dem, føles som resultatet af god, kompetent opdragelse, men alle, der har børn, har med 1000% garanti også ting, de bøvler med, uanset om det er kræsenhed, problemer med at sove, børn, der bider/slår eller børn, der ikke kan lege selv. Og sagt med respekt, så kan en dværg jo sagtens lære at spille basket – men han/hun ender formentlig ikke i NBA. Hvis man får en reol, kan man ændre på farven med maling og tapet, man kan skubbe hylderne lidt op og ned, og man kan sætte forskellige ting i den – men det bliver aldrig hverken en sofa eller en cykel, uanset hvor meget girafsprog og grænsesætning, man forsøger sig med. 

Der, hvor det bliver problematisk, synes jeg, er, hvis man konstant sætter egne behov over sine børns. Hvis man bare åbner munden og lader alt komme ud, fordi “jeg er også presset!” eller man propper vinterferien, fordi man ikke selv kan holde ud at være hjemme og stille. Og det *er* sgu da svært, fordi man som forælder, specielt lige nu, *er* presset. Man skal også selv kunne holde ud at være i sit liv, og hvis man føler sin sjæl visne over udsigten til 8 dages ingenting, mens barnet virkelig, virkelig trænger til det, så *bliver* det svært at få enderne til at mødes.

Der er forskel på værdier, og selvom man kan være uenig i det livs- og verdenssyn, mennesker omkring én har, så er det som udgangspunkt sjældent direkte skadeligt, men jeg bliver ved med at spekulere på, at jeg faktisk ikke er i tvivl, når jeg synes, jeg ser harmfull parenting.

Men hvornår må vi blande os? Og hvordan? Ville jeg selv være åben overfor en veninde, der tog fat i min arm og sagde: “Jeg tror sgu ikke, det er helt hensigtsmæssigt, det du gør der”? Grænsen for, hvornår noget går fra at være en periode med manglende overskud til at være noget, der skader vores børn, er hårfin og så utrolig sårbar.

Vi har alle hørt eksemplet med iltmasker til hudløshed, og vi vil gene lære vores børn, at det er ok at stå ved egne behov og grænser, for der er ingen medaljer til dørmåtter og martyrer. Der er bare mavesår og indebrændthed galore. 

Vi vil alle sammen vores børn det allerbedste. Det kan bare være svært at huske og at holde fast i, hvad det er, når alting vælter og har gjort det længe, og vi fra alle sider bliver bekræftede i, at de andre heller ikke gør sig umage mere.

Men måske er vi nået til et sted, hvor det er blevet lidt for nemt finde bekræftelse på, at vores børn er jævnbyrdige partnere, der skal forstå og respektere vores behov, og i alt det kommer vi til at glemme, at det ER vores opgave, pligt og privilegium at passe på dem og at sætte dem først. Ikke altid og hver gang. Men heller ikke aldrig.