Kønskamp by proxy


For et par uger siden så jeg på FB et opslag i en af minimalistgrupperne, der omhandlede fødselsdagsgaveordninger i folkeskoleklasser. Det er ret oplagt at snakke om i de kredse, for når man holder børnefødselsdag, og der er sat beløbsgrænser på omkring 25 kroner, så bliver det ofte noget skrammel, fødselaren får overrakt. Debatten i tråden var konstruktiv og sober. Der blev diskuteret for og imod kontanter, givet forslag og ideer til ordninger, så hele klassen kunne give samlet osv. Alt sammen fint og forventeligt. Det, jeg bed mærke i, var dem, der deltog men alligevel havde meldt sig lidt ud, forstået på den måde, at deres børn f.eks. gav hjemmelavede gaver, eller blev bedt om at pakke noget af deres eget aflagte legetøj ind og give det videre.

Et par dage senere så jeg, ligeledes på fb, et opslag fra en bekendt, der tidligere på ugen havde lagt et billede op af sin søn med dennes nye cykel, og fået flere kommentarer på, at der var tale om en pigecykel. I det efterfølgende opslag undrede hun sig over, hvorfor folk gik op i det; at det vigtigste vel måtte være, at drengen var glad for sin cykel, og kommentarfeltet her var ligeledes meget ordentligt, og et studie i tolerance og mennesker, der ikke lå under for kønsstereotyper.

Af en eller anden grund blev jeg ved med at tænke over disse indlæg i sammenhæng, uden helt at kunne finde ud af hvorfor. For umiddelbart har de jo ikke noget med hinanden at gøre, og der var ikke noget overlap i persongalleriet. 

Og jeg er 100% enig med begge opslags-kvinder: Jeg synes også, at de der plastik-dimser fra Kina, som er hyppigt optrædende til børnefødselsdage, er noget crap, og Anton må få alle de lyserøde cykler, han vil have. (#HighRoller)

Men i morges slog det mig, hvad det er, der prikker til noget i mig i begge situationer, nemlig at jeg synes, vi somme tider sender vores børn ud for at kæmpe vores slag.

Tanken har kværnet rundt i hovedet på mig hele dagen, for jeg kan faktisk ikke finde ud af, hvordan pokker jeg så synes, at vi flytter noget. For jeg er fuldstændig med på, at hvis vi selv accepterer at ligge under for ideen om, at drenge er seje og stærke og går i blåt, mens pigerne er søde og dygtige og foretrækker pink, så kommer vi jo aldrig videre. 

Og hvis en dreng på 12 år kommer og beder om en lilla jakke med glimmervinger, så bliver det fem høje herfra. Men inden han når så langt, er han jo også en dreng på 6 år, der uforvarende slentrer ud på en potentiel slagmark, han er helt uvidende om eksisterer. Og det kan jeg simpelthen ikke finde ud af, om jeg synes er rimeligt?

Hvis de er store nok til, at man kan tale med dem om det; at man kan forberede dem uden at påvirke dem, så synes jeg sagen er en anden, for så går de ud i verden med åbne øjne. Men hvis ikke, kan jeg faktisk ikke finde ud af, om vi hjælper dem med at udtrykke deres personlighed, eller om vi  svigter vores primære opgave som forældre, nemlig at hjælpe dem med at træde ind i verden, og danne læ for dem, til de selv kan holde balancen, hvis vi ikke kommenterer på det, når de vælger noget, der adskiller sig væsentligt fra normen.

At vi som voksne synes, at det selvfølgelig skal være i orden at vælge med hjertet og ikke med frygt eller lemming-reflekser, udspringer jo et stykke hen ad vejen også af, at vi har vores voksen-stamina at læne os op ad. Vi ved, hvem vi er, og hvad vi står for, hvilket alt andet lige gør det nemmere at være ligeglad med, hvad andre synes. Den luksus har børnene ikke. I hvert fald ikke som udgangspunkt.

Spørgsmålet er, hvordan vi som forældre lettest hjælper dem med at få det. Og det ved jeg simpelthen ikke. 

The love boat

Jeg er for længst blevet selektiv ift. hvilke nyheder, jeg læser, fordi mit katastrofefilter ikke er fintmasket nok. Når jeg læser om alt det forfærdelige, der sker rundt omkring i verden, og om hvor hastigt, vi tilsyneladende er på vej mod afgrunden, føler jeg rædsel, afmagt og en underlig form for resignation. Det er voldsomt og uoverskueligt, og det føles næsten latterligt at prøve at trække kontra ved at bruge porcelæn i stedet for plastikservice de 3 gange om året, vi holder fødselsdag, når gletsjerne smelter med rekordfart, og vi d. 01. august overskred grænsen for, hvad planeten kan undvære i år.

Derfor gik jeg i første omgang også uden om historien om, hvordan vi skal nedbringe vores kødforbrug med 93% inden år 2030. Men fordi jounalister og forskere både var ret insisterende og for en gang skyld havde gjort sig umage for at omsætte nyheden til konkrete tal, endte jeg alligevel med at gå ind og læse artiklen.

I tilfælde af at andre end mig måtte foretrække at leve i nyhedsskjul, kan jeg hermed viderebringe, at det konkret betyder, at man maksimalt må spise 100 gram okse-, svine- eller lammekød om ugen. 200 gram, hvis det er fjerkræ. Det virker så ekstremt, at det føles utopisk at realisere.

Jeg er lige præcis så meget barn af socialstaten, at min første tanke var, at de voksne finder ud af noget; at jeg ikke behøver besvære mig med at forholde mig til det her, for der kommer nok noget til mig i e-boks, som fortæller, hvordan vi får det til at gå væk.

Men efter et par timer i velsignet fornægtelse, kunne jeg alligevel godt mærke, at tidsrammen påvirkede mig. Det her er ikke noget, der først kommer til at blive et problem 6 generationer ude i tiden. Det her er nu. Når Anton er 20 år, og Frida er 15.

Først fik jeg ondt i maven. Sådan rigtigt. De politikere, embedsmænd og forskere, der lige nu sidder og river sig i håret, kan ikke trylle. Og tidsmæssigt er der vist ikke rigtig tid til trial-and-error; der skal gøres noget, og det skal virke.

Og mærkelig nok var så her, jeg for første gang i lang tid mærkede et snert af optimisme. Fordi det slog mig, at vi faktisk her har en mulighed for selv at gøre en indsats, der betyder noget. Her kan vi handle, og selv være med til at trække i den rigtige retning, uden at være nødt til at vente på, at kommunerne får sendt medarbejdere på kursus, eller opretter hotlines og call-centre. Vi er ikke underlagt offentlige systemer eller regler, vi ikke forstår, og vi er ikke tvunget til at overlade opgaven til mennesker, der – lad os være ærlige – jo heller ikke har trænet til at forhindre, at jorden går under.

Vi har 12 år til at lære, hvordan man gør, og det tror jeg faktisk er muligt. Men det kræver, at vi hver især – også dig, der sidder og læser det her – gør os konkrete overvejelser om, hvordan vi gradvist vil omstille os, så vi når i mål, så der også er udsigt til at vores børn kan få børn, som ikke skal satse på Mars og uopdagede planeter og solsystemer.

Vi er ikke kødmonstre herhjemme. Langt fra. Men vi spiser stadig væsentligt mere kød end 100 gram om ugen, og jeg tror, at det mest optimale er at gå til processen som en vane, der stille og roligt skal ændres, og jeg har derfor tænkt lidt over, hvordan jeg vil gribe det an.

Jeg har flere gange prøvet at lave vegetar-versioner af kendte retter, og nu, hvor jeg rent faktisk prøver at lægge en reel plan, har jeg erkendt, at den strategi ikke er vejen frem for os. For mig har de suspekte bootlegversioner aldrig fungeret, og avocado blendet med kakao smager IKKE af nutella, lige meget hvor mange gange I Form insisterer på det modsatte. I hvert fald ikke i min mund.

Så det, jeg har besluttet at gøre, er at finde nye retter. Retter, der ikke skal læne sig op af sammenligninger og vaner, men som bare skal smage godt, som de er.

Jeg har dedikeret en side i min ride-or-die notesbog til at skrive ideer ned, efterhånden som jeg kommer på dem, og reglen er, at de skal være enten fuldvegetariske, eller skal kunne fungere med meget lidt kød. Nogle retter har jeg prøvet, andre er på tegnebrættet.

Indtil videre har jeg følgende på listen:

Chili sin carne. (Jeg har lavet den her, som jeg hældte over et par brunede kyllingefileter og gav 25 min. i ovnen. Serverede den med creme fraiche, krydrede nødder og brød. SÅ godt!)
Risotto
Quesadillas
Burritos (jeg skal klart prøve at lave denne her og denne her)
Fried rice med kylling
Tærter
Baked beans (jeg ELSKER dem fra Valdemarsro, som er perfekte i pitabrød m/salat, tomat og agurk)
Bulgursalat (har en opskrift fra Svansø, hvor man vender bulgur med pesto og bagte squash og peberfrugter, som jeg vil prøve at bygge videre på)
Hjemmelavede falafler

Tanken er ikke, at vi fra næste uge skal være flexitarer, men at jeg stille og roligt vil dreje repertoirehjulet, så vi gradvist spiser mindre og mindre kød. Set med dé briller kan man nå langt på 12 år.

Derudover er jeg også i gang med at finde gode IG-profiler, der kan inspirere. Jeg er bedst til, hvis det bare er et billede af en ret, som jeg så selv kan lede efter en opskrift til. På den måde bliver jeg inspireret, men uden at blive låst for meget fast. Præcis sådan er Danmarks Veganske Forenings profil opbygget (madmedmedfolelse), så dem er jeg begyndt at følge; også fordi de tagger andre profiler, som jeg så kan tjekke ud. Jeg kan allerede nu se, at noget af det er for rabiat til mig, og hvis jeg må bruge min platform her til en velment formaning, tror jeg, at man skal lade være at gå i dén fælde. Mange af billederne er ualmindeligt smukke, men sandsynligheden for, at jeg kommer til at bo på Bali og leve af Buddha Bowls og smoothiegrød med kunstfærdigt arrangerede toppings, er nok ikke voldsomt stor. Mit forslag er, at man går efter noget, der ikke ligger alt for langt fra, hvordan man lever i dag, for så tror jeg, det bliver nemmere at implementere ændringerne.

Så kan vi altid gå fuld Buddha om 3 år.

Og nu er det så, at I skal på banen, så vi sammen kan gøre det her indlæg til noget, der giver lyst til at hoppe med ombord. Sus i kommentarfeltet og skriv, hvad du elsker at lave, som indeholder lidt eller intet kød. Kender du gode blogs eller IG-profiler, hvor der er inspiration at hente? Fyr navnene på dem afsted. Vi sidder i båden sammen, så lad os hjælpes ad med at holde den flydende

Undskyld mig et øjeblik, mens jeg lige hidser mig op

Frida er syg i dag, og måske er det fordi, jeg brugte timerne mellem kl. 23 og kl. 3 på at være Dr. Mor, at min bullshit tolerance er lidt lav.

For jeg startede dagen med at se en lykønskningsvideo på FB fra O (Oprahs magasin) til ankerkvinden Kelly Ripa, som fyldte 48 i går. Det er 3 timer siden jeg så videoen, og jeg bliver mere og mere hidsig, jo mere jeg tænker over den.

Videoen er et par minutter lang, og er en billedecollage, der hylder hendes store præstation “to look 27 at the age of 48!” Herefter følger en detaljeret beskrivelse af hendes kostplan, og navnet på den kur, hun “loosely sticks to”.

“And a bit of white wine”.

Fordi jeg åbentbart har masochistiske træk, klikkede jeg ind på O’s side, og kunne se, at de seneste videoer handlede om kager og om, hvordan celebreties har mødt deres mænd.

What. The. Actual. Fuck, Oprah?

Du, som har kæmpet dig igennem overgreb, fordomme og forskelsbehandling? Det er, hvad du bruger din vigtige og vægtige stemme til? Kager? Kure? Er det, hvad du og redaktionen mener, kvinder kan magte at interessere sig for?

Jeg er snart 42 år, og bulls eye ift. deres målgruppe, og jeg har lyst til at rejse over og råbe ad dem alle sammen. Præcis hvor dårligt begavede tror de, vi er? Hvor dumt og fordummende indhold vil man være bekendt at lægge sider til? Det her er på niveau med at få at vide, at “det skal du ikke bryde dit kønne, lille hoved med” og det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Når dameblade af den her størrelse laver artikler og indslag som disse, så er det jer – os, kvinder – der monotont og insisterende bliver ved med at holde os selv tilbage som køn, for hvis det billede, der her tegnes af os som gruppe, er det, vi selv accepterer at blive fremstillet som, så kan jeg fandme godt forstå, at vi ikke får lov at sidde med, når der skal træffes vigtige beslutninger – om noget som helst. For når platformen, som stereotyper formidles fra, bliver stor nok, så kan den enkelte kvinde kæmpe, til hun bliver gasblå i hovedet, uden at det gør en kæft til forskel.

Jeg er med på, at bladbranchen har forsøgt sig med blade, der producerer indhold som Euroman, bare til kvinder, men selv når de gør, skamrider de stadig fordommene, og vinkler artikler om kvindelige ledere med, hvordan hun får det til at “hænge sammen med familielivet”. Eller laver bilanmeldelser, hvor de med kikset koketteri giver læbestifter ud fra, hvor gode bilerne er at køre i med høje hæle.

Og hvor hyklerisk må man være før politiet griber ind? For jeg gider IKKE se flere artikler om Madonna fra bladbranchens hånd om age-shaming, når den største præstation, man i deres øjne åbentbart kan levere som kvinde er at “look 27 at 48”.

Stram op. Hele fucking banden. Der er tusindvis af emner at tage af, som ikke enten hører til i Clueless eller Børsens finanstillæg. Belys vaccinationsproblemerne, gør debatten om fagforeninger sexet, hiv organdonation op af hatten, slå jer løs i psykologi og spiritualitet og forskelsbehandlingen af kvinder og mænd i sportens verden osv. osv. osv. Vi kan faktisk godt håndtere det, vores små hjerner og skrøbelige sind til trods.

Eller tag ansvar for jeres bidrag til forbrugskulturen. Brug jeres platforme til at snakke om klima og minimalisme og hjemmeskoling og gør jer umage, så det bliver emner, vi får lyst til at engagere os i. Hiv forskere ind, der siger noget om, hvorfor vi har 6 måneder med 29 grader, i stedet for at trykke endnu et ligegyldig tillæg om lowcarb sommersalater. Vi sidder allesammen i sengen, med flammerne slikkende op af siderne, så det er NU, vi begynder at interessere os for det kollektive og det, vi giver videre, i stedet for blindt at fokusere på, hvor meget vi hver især kan tjene.

Og mens vi er igang, kan I også lige være søde at melde væsentligt klarere ud om reklamer og spons. For hvor bloggere skal opgive til Skat og Statsforvaltning og bank og kommune og den samlede regering, de nordiske repræsentanter inklusiv, hvis de modtager et anmeldereksemplar af en bog, er der tilsyneladende ingen, spekulerer over, hvilke beløb, der vandrer mellem hvilke hænder, når kure, fitnesscentre og restauranter nævnes ved navn.

Jeg bliver idiot.

Og inden nogen får den gode ide at skrive, at “der må jo være mennesker, der køber det” vil jeg bare lige sige, at der også findes mennesker, der køber snuffporn og æg fra burhøns, så dét argument, synes jeg roligt, vi kan parkere.

Skriv noget, der berettiger jeres eksistens. Så lover jeg at købe det.

Den digitale arv

Jeg tror, at vi før har snakket om det her på bloggen; det med, at man i perioder støder på det samme tema i forskellige sammenhænge. For tiden er det for mig noget med, hvordan vi kollektivt finder den gode tone på nettet, og mere specifikt på fb.

Jeg har for længst valgt, at jeg ikke gider være med i grupper, hvor det er dramaet, der er drivkraften. Uanset hvor spændende et emne måtte være, gider jeg ikke det raseri, jeg selv skal slæbe rundt på, når folk bliver perfide – som f.eks. den gruppe, hvor administratoren helt afslappet sammenlignede kødspisere med nazister, fordi same. Jeg har langt om længe forstået, at selvom det i første omgang er virkelig underholdende at iagttage, hvor vanvittige folk kan være, så ender det med at være mig, der spilder tid på at irriteres over noget, jeg ikke har aktier i. Dem, der laver hadefulde og fordømmende opslag, sover med stor sandsynlighed både godt og tungt. Derfor har jeg gjort det til en vane bare at trykke “Forlad gruppe”, når det er den slags, jeg åbner den virtuelle dør til.

Det betyder, at jeg i dag kun er med i grupper, hvor jeg klimamæssigt kan holde ud at være. Og af en eller anden grund betyder det også, at jeg føler et større ansvar for at være med til at bevare den gode tone.

Og det er netop det, jeg synes er svært at finde ud af, hvordan man gør. For når alle sølvpapirshattene er sorteret fra, og vi sidder i et forum, hvor tonen faktisk er ret civiliseret, hvordan når vi så til enighed om, hvad Den Gode Tone er?

Det bliver hurtigt meget flyvsk og teoretisk, hvis vi hele tiden skal tale i generelle vendinger, så nu kommer jeg med konkrete eksempler, som udelukkende er tænkt som illustration af, hvad jeg mener.

I nogle af minimalistgrupperne på nettet har der over de sidste par måneder været flere opslag om, at ikke-minimalistiske familiemedlemmer og venner er trælse ift. gaver. Der har også været flere opslag, der starter med “Nu skal jeg lige have luft!” og så et rant om tv-programmer, plastikposer eller børnefødselsdage. Om der reelt har været flere end der plejer at være, eller om jeg bare har fået en hammer, og derfor ser søm alle steder, ved jeg ikke, men jeg bemærker dem, og de trykker på mine knapper.

I en gruppe for donorer, donorbørn og forældre til donorbørn lagde administrator, som selv er donorbarn, et opslag op forleden, som i meget bestemte vendinger forklarede, hvorfor det var helt, helt forkert og egoistisk at vælge anonym donor til insemination. (Og bare så ingen tror, at det handler om ømme tæer: Jeg har, rent teknisk, intet i klemme her.)

Jeg synes, at det er problematisk, at man som administrator, der ud over at bestyre en side, også har nogle beføjelser ift. at sammenkoble donornumre med dem, der ønsker at finde donor-søskende, udtrykker sig så bombastisk i et forum, hvor der også sidder mange, som stadig er i overvejelsesfasen; mennesker, der er helt nye i den verden, og som derfor nemt kommer til at synes, at alt, hvad der skrives derinde er lov. Perspektivet er vigtigt, men helt personligt synes jeg, at man bør være ret opmærksom på, at man får tydeliggjort, at man taler på egne vegne, når man udtaler sig om noget vigtigt, og samtidig sidder med bestemmepinden.

Ift. minimalisterne synes jeg, at det er en kedelig tendens, at man bruger et forum som fb til at skælde ud – hvis man prøvede at overføre situationen til virkeligheden, ville det svare til at gå hen til tilfældige mennesker på gaden, og begynde at råbe dem ind i ansigtet. Det er jo ikke decideret forbudt, ytringsfrihed and all, men jeg tror da alligevel at de fleste ville foretrække, at man lod være.

Jeg har i langt tid tænkt, at det ikke er mit cirkus, og dermed heller ikke mine aber; som Hella Joof sagde i Mads&Monopolet for et par uger siden: You are not here to police the world – men over de sidste måneder er jeg alligevel kommet til at tænke over, at det sgu er lidt for nemt bare at synes, at internettet er de andres. At det ikke er min opgave at være med til at forsøge at gøre det til et bedre sted. For hvis ingen nogensinde prøver at trække kontra, så bliver det jo tosserne, de selvretfærdige og Nationen, der får lov at fylde, og dermed bliver præsidenter toneangivende.

Og selvfølglig skal det ikke være mine grænser, der dikterer, hvilke opslag man må lave – og slet ikke i en gruppe, jeg ikke er administrator på. Men hvis skal det så være? For jeg tænker, at det vil skære antallet af grupper på fb voldsomt ned, hvis man som administrator skal fungere som diktator i forhold til både tone og indlæg.

Men min egen oplevelse er, at det langsomt skaber en forråelse af tonen, hvis man åbner nogle bestemte døre. For hvis det er ok, at man i en gruppe for veganere, laver et opslag, hvor man har brug for luft over alle ignorante, klimahadende kødspisere, så synes jeg bare hurtigt, at det også bliver ok at tage den tone med ned i kommentarfelterne, når man kommunikerer internt i gruppen. (Som når man f.eks. surt skriver til en kvinde, er planlægger barn nummer 6, og som er i tvivl om, hvilken donorløsning, der er bedst, at det ikke er klimavenligt at få så mange børn. Eller til et opslag, hvor der efterlyses ideer til alternativer til skærmtid, lægger spidse kommentarer om, at det er trist, hvis man som familie ikke kan være sammen uden iPads.) Og derfra er der deprimerende kort til regulær tilsvining og bevidste misforståelser.

Skriftsprog og anonyme skærme giver nogle lidt for gunstige vækstbetingelser for distance og modbydeligheder – men problemet/fordelen her er jo, at vi aldrig kommer til at møde de her mennesker i virkeligheden. Så hvis man skal snakke om tonen, så vil det komme til at foregå på skrift, med alle de fælder og risici for misforståelser, der ligger i dét.

Men som én i en af grupperne meget rigtigt skrev, da jeg forleden lavede et opslag, hvori jeg appellerede til, at vi internt i gruppen prøvede at holde os for øje, hvad målet med vores opslag var, så det ikke bare blev ‘andre mennesker er irriterende’ og ‘her er mit affald -værsgo at skøjte rundt i det’ – så gør jeg mig jo skyldig i den samme forbrydelse med mit opslag.

Forsøg på nudging og adfærdskorrigering med pegefingerløftende opslag er måske for mærkeligt et paradoks til at være den rigtige løsning.

Så denne gang er det mig, der spørger jer. Hvad synes vi? Hovedet i busken eller pegepinden frem? Tror vi, at det kommer til at regulere sig selv? Handler det om, at vi som samfund skal udvikle et filter, så vi tager, hvad vi skal bruge og lader resten ligge, og satser på, at vores manglende indgriben ikke betyder, at noget, der ikke er hensigtsmæssigt får lov at vokse i skyggerne? Hvordan sikrer vi, at det internet, vi giver videre til vores børn, ikke er fuld af had, trolde og mean girls?

Kh

Forvirret stenbuk

Sæd, æg og forskelle

Jeg er med i en gruppe på fb for mennesker, der er donorer, donorbørn eller har/gerne vil have børn alene.

Med snart 8 års jubilæum som selvvalgt alenemor, er det efterhånden ikke mange dilemmaer om denne måde at få børn på, jeg ikke er stødt på, for længst har forholdt mig til, og gjort med mig selv, hvad jeg mener om. 

Men for et par dage siden var der en kvinde, der lagde dette spørgsmål op: 

“Jeg venter barn nr 2, og har befrugtede æg liggende, som jeg ikke kommer til at bruge. Har det skidt med blot at lade dem kassere, men har samtidig svært ved at forene mig ved tanken om at de bliver givet videre, da evt børn kommer til at være 100% søskende til mine. Hvad ville i gøre?”

Det blev jeg øjeblikkeligt fanget af, for det har jeg aldrig tænkt over, og jeg sprang lige i kommentarfeltet for at se, hvad andre, der måske havde stået i lignende situationer, havde valgt at gøre. 

Et par kommentarer nede lå den her :

“Interessant at man vil modtage sæd, men ikke selv vil give videre”

Først blev jeg sådan lidt ‘ok, når passivt-aggressive kommentarer bliver en OL-disciplin, glæder det mig da at se, at vi kan få Danmark repræsenteret’.

Men så kom jeg til at tænke over det, og for første gang i mange år ved jeg faktisk ikke, hvad jeg synes. 

Når vi ellers taler om donation af organer, er jeg ret klar på, hvad min holdning er: Hvis du vil have, må du være villig til at give. Eneste undtagelse er, hvis du har en religion, hvor du skal ankomme til næste station i ét stykke (omend jeg ville være lidt forbeholden ift. at lægge min evighedsskæbne i hænderne på en gud, der ikke støtter op om, at vi skal redde liv, når vi kan) eller hvis de efterladte ikke kan være i sig selv over, at nogen skal skære i den elskede, de har mistet. De skal leve videre med sorgen og tankerne, og derfor synes jeg, at man er nødt til at respektere deres ønsker, rationale eller ej.

Men jeg mærker slet ikke samme afklarethed ift. ovenstående dilemma. Nu er der godt nok, i den konkrete situation, tale om noget, der ligger lidt ud over at donere hhv. sæd eller æg, fordi der her er et samlet produkt, der skal tages stilling til, men hvis jeg tænker på det, sådan principielt, kan jeg mærke, at jeg helt instinktivt synes, at der er forskel på at donere sæd og æg. Men jeg kan ikke finde ud af, hvorfor jeg har det sådan. 

Umiddelbart har jeg lyst til at sige, at det handler om forskel på graden af .. tilknytning, tror jeg? Af antal? 1-2 æg kontra 60 millioner sædceller. Men det giver jo ikke ret meget mening, for hvis den holdning stod til troende, ville jeg vel også synes, at et barn var mere kvindens ‘produkt’ end mandens, og det synes jeg ikke. 

Så spekulerede jeg på, om det handler om tilvejebringelsen af hhv. sæd og æg. Uden at fornærme nogen eller synke ned på rendestensniveau, kan vi vist godt være enige om, at der er betydelig forskel på både indsats og fornøjelse hos hhv. mandlige og kvindelige donorer. Men da jeg ikke er katolik, tror jeg heller ikke, at det er forklaringen.

Nu har jeg tænkt over det er par dage, og jeg er ikke kommet det nærmere, så jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre, hvad I synes.

Hvad mener vi her?

Uncle Sam is watching you

I aftes fik jeg en advisering om, at der lå et personligt brev til mig i min e-boks fra Danmarks Statistik.

Jeg er meget pro-statistik, hvis det ellers er noget, man kan være for eller imod. Helt lavpraktisk har jeg f.eks. haft stor glæde af lønstatistikker i min tid som tillidsrepræsentant, og hvis man gerne vil nyde godt af resultaterne, må man også selv byde inde på arbejdsdelen, uanset om det er fagbevægelsen eller Danmarks Statistik, der står for den. Derfor er jeg én af dem, der faktisk indvilliger i at svare, når jeg bliver ringet op.

Brevet i min e-boks lød sådan her:

“Vi skriver til dig for at bede dig om hjælp til at udfylde et spørgeskema om dit barn og jeres familie. Undersøgelsen handler om dit barns trivsel og udvikling og du, som forælder, er den bedste til at svare på det. Du er udvalgt til at deltage på vegne af Frida.

Forældre kan opleve deres barn og dét at være forælder forskelligt. Vi sender derfor spørgeskemaet til begge forældre. Det er vigtigt for undersøgelsen, at vi hører om både mors og fars oplevelser med barnet.(..)

Klik her for at høre om undersøgelsen.

Undersøgelsen SPOR- Børns udvikling og trivsel gennem livet, gennemføres på vegne af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Formålet med undersøgelsen er at få mere viden om, hvordan man bedst støtter små børn til at få et godt liv. Du kan læse om undersøgelsen på: www.vive.dk/spor

Hvis du vælger at deltage, vil du høre fra os igen – næste gang om 2 år. Du kan når som helst trække dig ud af undersøgelsen, og du behøver ikke at fortælle hvorfor.(..)

Danmarks Statistik behandler dit svar fortroligt. Resultaterne offentliggøres i tabeller, hvor man ikke kan se, hvem der har svaret.”

Jeg klikkede beredvilligt ind på undersøgelsen, og begyndte at svare.

Allerede et par spørgsmål inde begyndte det at blive lidt mærkeligt.

Har dit barn svært ved at huske beskeder?

Skader dit barn sig selv med vilje?

Er dit barn bekymret eller bange?

Udviser dit barn en usædvanlig interesse for eller viden om seksuelle ord eller handlinger?

Er der noget ved dit barn, der bekymrer dig?

Prøver dit barn at skade andre børn, voksne eller dyr?

På godt dansk: What the fuck?

De sidste 10-15 år har vi ikke lavet andet end at snakke om, hvor forsigtige vi skal være, når vi udleverer oplysninger om os selv på nettet, og det er muligt, at jeg lige trækker en sølvpapirshat op af posen her, men jeg får sgu da nærmest associationer til de dokumenterer om, hvordan CIA indhentede viden om borgere i USA i starten af 80’erne.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte i forhold til, hvor problematisk, jeg synes det er, at man som offentlig institution udsender et brev, hvori man:

  • Undlader at fortælle, hvordan folk er valgt ud til at deltage i undersøgelsen.

  • Ikke med et ord nævner, hvem der er med i undersøgelsen. Er det børn fra 0-10 år? 2-18? Hvem er det?

  • Bare omtaler folks børn med deres fornavn i brevet, hvilket for mig har en virkelig kedelig undertone af, at mine private oplysninger cykler lystigt rundt på kryds og tværs i systemet

  • Vil have os til at svare på spørgsmål, som jeg har meget, meget svært ved at se, hvordan man vil lave statistik ud af? For hvis det ikke skal bruges statistisk, så vil jeg gerne vide, hvorfor det er Danmarks Statistik, der står som afsender?

  • Fortæller, at man gerne vil have begge forældre til at svare – men ikke nævner, hvordan man forholder sig til, at det vel vil give en skævvridning i de supposed to be statistiske tal, fordi der vil ligge to indberetninger på nogle børn og én på andre? (Og det er bare fint, hvis man har nogle algoritmer, der tager højde for det. Så vær lige søde at skrive det)

  • Bare laver en “Klik her, for at høre om undersøgelsen” og linker til en You Tube video (ej, men er der ikke grænser for, hvor useriøst et oplæg, man må lave??)

  • Og den fylder to gange, for i en tid, hvor man risikerer at give sin computer AIDS, hvis man klikker på et forkert link, kunne man måske godt have valgt en anden løsning?

Endelig finder jeg det fuldstændig utroligt at man i disse dataforordningstider ikke nævner med ét ord, hvordan man har fundet frem til folk, eller hvordan man vil sikre, at deres svar ikke ender hos en anden offentlig instans, der måske godt lige vil holde lidt øje med børn, der ved for meget om sex og kan lide at rive knurhår af katte.

Man henvender sig til en generation, man har gjort sig umage med at fortælle, at man ikke kan være paranoid nok, når det kommer til internettet, og mit bud er, at Danmarks Statistik ikke nødvendigvis i dag er noget, alle ved, hvad er. En organisation er ikke bedre, end de mennesker, den har ansat, og når man har brug for, at folk bruger (lang!) tid på at svare på spørgsmål af virkelig privat karakter, må man simpelthen gøre det bedre end dét der, når man forklarer, hvem man er, og hvad man vil.

Lonely planet

Denne sommer er det 7 år siden, vi forlod Aarhus for at flytte tilbage til Esbjerg.

På mange måder er vi faldet til. Jeg elsker vores hus, jeg elsker at være tæt på familien, og havde vi ikke boet i Esbjerg, er jeg ikke sikker på, at jeg havde turde få et barn mere alene, så på en lidt inddirekte måde kan Esbjerg også tage æren for, at Frida er blevet en uundværlig del af vores lille familie.

Men noget af det, jeg stadig kæmper med, er forælder-ensomheden. Om det er byen, om det er lokal-ånden eller om det er et sammenfald af uheldige omstændigheder, ved jeg ikke, men det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i år, at nogen tager initiativ til at lave noget med os.

Det er svært, synes jeg. Jeg byder selv ind, og vi har venner hernede, men det er mennesker, der er væsentlig mere rodfæstede end os, og som derfor har en del flere mennesker til at cirkulere i deres sociale kredsløb.

Og nogle gange ville det bare være så rart at blive prikket på skulderen.

F.eks. i weekenden, hvor både børnene og jeg havde træthedstømmermænd af flag og festivitas, og brugte hele lørdag på at mundhugges og være sure på skift. På den slags dage kan jeg få tårer i øjnene over, at vi stadig ikke har så meget netværk hernede, at det er en reel mulighed, at nogen spontant inviterer på en kop distraheringskaffe.

Modsat hvad man skulle tro, så føles det faktisk ikke personligt. Jeg oplever os ikke som aktivt fravalgte, og de mennesker, vi møder, er i langt de fleste tilfælde både søde og imødekommende.

Jeg tænker heller ikke på mig selv som ensom. Jeg har et ret fantastisk netværk, og et stærkt et af slagsen, og der dumper jævnligt beskeder ind med forslag til aften/voksen-aftaler, hvilket jeg sætter umådelig pris på.

Det er familie-venskaberne, jeg savner.

Jeg tror, det skyldes en kombination af, at de voksne i “almindelige” familier får dækket deres sociale behov, når de mødes hjemme i køkkenet over kaffen efter en lang dag på arbejde. Jeg har simpelthen et behov, som de ikke har, og som de derfor hverken ser, eller tænker over.

Og hvor politisk ukorrekt, det end er at sige, tror jeg også, at det er nemmest at være sammen med konstellationer, der ligner den, man selv er i. Singler med singler, mor-far-børn med mor-far-børn. Lige i dén sammenhæng, er vores familieform stadig lidt underrepræsenteret.

Endelig tror jeg også, at det er svært at konsolidere et venskab på de betingelser, jeg har lige nu; når man skal lære hinanden at kende, med børn om fødderne, og liv, der lægger op til, at man kan ses en gang i måneden, er det måske for svært at komme forbi førstehåndsindtrykket, og ind til det sted, hvor venskabet bliver noget, der giver glæde og energi, og ikke er en investering, der kræver en indsats. Jeg kan bare tage udgangspunkt i mig selv: Jeg er ubetinget bedst over tid. Når man møder mig, virker jeg dominerende og bedrevidende, og det kræver, at man lærer mig at kende at finde ud af, at den er god nok; det er jeg – men jeg er også ok-sjov.

Og det mærkelige ved ensomhed er, at man ikke holder op med at være kræsen, bare fordi man mangler mennesker. Det er en slags tabu i tabuet, tror jeg. At man ikke bare har lyst til at knytte bånd med alle, der måtte gide, men faktisk stadig tager hjem fra vennedates og tænker, at man hellere vil sidde på en sømmåtte med to brækkede arme og kigge på en ny-malet væg, der tørrer, end at bruge så meget som 4 minuttere mere med de mennesker, man lige har sagt tak for i dag til.

Der er masser af gode forklaringer på, at tingene er som de er – men på mine dårlige dage, skal jeg stadig aktivt modarbejde følelsen af, at det handler om, at vi ikke passer ind.

At gøre & at være

Humøret er lidt mærkeligt for tiden. Jeg ved ikke helt hvorfor.

Der er nogle ting ude i virkeligheden, der bekymrer mig, og jeg er stadig utrolig træt efter mit maraton-sygeforløb, men jeg tror egentlig ikke, at det er derfor.

Jeg har sådan en underlig fornemmelse af at befinde mig mellem to livsbaner. Som om jeg har afsluttet noget, og nu venter på, at noget nyt skal tage sin begyndelse – uden jeg dog helt kan gennemskue på, hvad det er, der hhv. er lukket ned og lagt til rette.

For tiden er jeg igang med at slette kode i mine gamle indlæg her på bloggen, og måske er det det, der giver fornemmelsen. For når jeg læser, hvad jeg skrev for 4-5 år siden, kan jeg virkelig godt se, at jeg er et andet sted nu. Jeg kan se, at jeg et sted undervejs endelig tog mig selv alvorligt, når jeg igen gik i dørken af selvskabt stress, og sammenbidt svor, at det blev anderledes fra NU af, og jeg kan se, at jeg i dag forholder mig langt mere aktivt til, hvad jeg bruger min energi på.

Måske er det i virkeligheden det, det handler om? At jeg langt om længe er færdig med at arbejde med nogle af de udfordringer, jeg har slæbt rundt på det meste af mit voksenliv? At jeg endelig har sluttet fred med de svære passager i min fortid, og er blevet god til at se, når jeg er på vej ind i gamle mønstre, som jeg ikke ønsker at gentage?

Jeg læste et sted, at noget af det sværeste i voksenlivet er at lære at gå fra at gøre til at være. At føle sig værdifuld nok som menneske, og føle, at man har ret til sin plads i verden uden at skulle gøre sig fortjent til den, ved hele tiden aktivt at skulle bevise sit værd.

Jeg tror måske, at det er den livs-opgave, der så småt begynder at tegne sig i horisonten.

Sorg og venskaber

På bloggen ErDuHerIkkeSnart skrev Signe forleden et indlæg om forbudte følelser, og stillede i den forbindelse bl.a. spørgsmålet: “Hvor længe må man sørge over en abort?”

Det her bliver lidt ekstra meta, fordi det er et indlæg om et indlæg om en artikel, men jeg har ikke helt kunne slippe tankerne, som indlægget satte gang i hos mig.

Jeg tror, at alles instinktive svar vil være “Så længe, det er nødvendigt”. For der er jo ingen, der kan – eller skal – bestemme, hvordan vi reagerer på hændelser, der ændrer os som mennesker. Hvis man kunne vilje sig i en bestemt retning, tror jeg, at langt, langt de fleste ville gøre det, fordi det er så opslidende at gro ind i det nye menneske og den nye virkelighed, som de livsvilkår, man er underlagt, dikterer.

Men jeg har brugt en del tid på at tænke på, om det, vi måske i virkeligheden mener, når vi snakker om, hvor længe vi “må” sørge er, hvor længe vi kan forvente, at omverdenen tilsidesætter alt for at lytte og forstå.

(Jeg vil simpelthen så gerne forklare, hvad jeg mener på en ordentlig måde, for jeg ved godt, at det her er noget af det, som gør ondt der, hvor intet lys nogensinde trænger ind, så jeg håber, at det jeg skriver, forståes på samme måde, når man læser det, som det gør inde i mit hoved.)

For jeg tror faktisk ikke, at det som udgangspunkt er andres grænser, man rammer, når man synes, man kommer bumlende med sin sorg og fylder og larmer – jeg tror, det er ens egne, fordi man helt instinktivt har en fornemmelse af at have taget for meget fokus. (Her taler jeg selvfølgelig om alt det, der følger, når det første chok og vanvidssorgen har lagt sig).

Måske fordi vi alle sammen har prøvet at have relationer, hvor al ilten langsomt blev suget ud af venskabet, og vi næsten følte os forkerte, fordi vi ikke havde svært ved at få børn/var syge/havde mistet?

Og hvor inderlig sympati man end har, så tror jeg også, de fleste af os har oplevet at nå til et punkt, hvor det bliver for opslidende at sidde med en fornemmelse af at skulle undskylde for noget, som vi ligeså lidt har haft mulighed for at påvirke, som den person, der er blevet kørt over af livet har haft mulighed for at påvirke *sin* situation.

Ingen af parterne har ønsket at sidde med de følelser, som de nu har fået udleveret, og man kan ikke selv bestemme, hvordan man vil have det.

Men når man bliver ramt af noget voldsomt, tror jeg at noget af det sværeste er erkendelsen af, at verden for altid er forandret. At den verden, man levede i, og det menneske man var i går, ikke længere findes.

Og af en eller anden grund er der nogle relationer, der kan forandres i takt med, at man finder sin plads i sit nye liv, mens andre går i stykker i processen. Måske er det noget med, at man skal finde ud af, om man også passer sammen, når den ene er i sorg eller krise og den anden ikke er? I mine 41 år har jeg både været den, der blev revet midt over, og den, der stod ved siden af mennesker, som livet slog til jorden – og jeg kan konstatere, at nogen kan jeg sørge med, og andre kan jeg ikke. Det har aldrig handlet om mangel på hverken kærlighed eller ønsket om at lytte eller give plads. Hverken på den ene eller den anden side af bordet. Men min oplevelse har været, at hvor jeg sammen med nogle mennesker får skabt et rum, hvor intet føles kunstigt eller forstillet, så bliver sorg sammen med andre til en altfortærende ild, der langsomt, men sikkert brænder alt andet væk og bliver det eneste, der står tilbage.

Og jeg tror faktisk, at det handler om taletiden; om enighed – eller mangel på samme – om, hvordan man, når det første chok har lagt sig, indretter relationen, så ingen føler, at de skal lægge låg på sig selv.

Hvis det ellers giver mening.

Anger management

En af grundene til, at jeg elsker at høre Mads og Monopolet er, at dilemmaerne ofte omhandler emner, der er relevante i mit eget liv, og derfor giver mig mulighed for at opdage områder, hvor jeg har rykket mig, ift. hvor jeg var for 5, 10 og 15 år siden. Det er ret tilfredsstillende, synes jeg. 

I sidste uges udsendelse havde M&M modtaget et dilemma fra et ægtepar, der gerne ville bygge hus i nærheden af nogle venner, fordi alt muligt, som intet havde med vennerne at gøre – hvilket havde fået bemeldte venner til at sende en mail til ægteparret om, at dét ville de gerne frabede sig.

Manden hældte nu til at lade være med at købe grunden, mens kvinden synes, de skulle holde fast.

Da jeg var færdig med at være målløs over, hvad man mener, man har ret til at bestemme, fik det mig til tænke over noget af det, som jeg sætter utrolig stor pris på at have lært som voksen, nemlig at hvis en anden har gjort en situation akavet eller ubehagelig, så går den ikke tilbage til normal, fordi du spiller død/lader være med at købe grunden. Din mangel på reaktion nulstiller ingenting, og jeg var rørende enig med Simon Emil Ammitzbøll-Bille i, at de to par, post-mail, var forbi det punkt, hvor de kunne gå tilbage til venskabet, som det var – men hvis manden fik sin vilje, ville han trække misstemningen med ind i hjemmet, fordi den ville fylde, hver gang de ærgrede sig over at bo, hvor de boede.

I bund og grund tror jeg, at det handler om at stå ved, hvem man er; at reagere i overenstemmelse med, hvad man oprigtigt føler, i stedet for at forsøge at kvæle sin reaktion med taktik og hensyn. Både når det gælder nære venner og når det gælder mere perifære relationer.

For det er ok at skrive et svar til sådan en mail, der starter med “Hvad fanden bilder I jer egentlig ind?” Men det kræver selvfølgelig den tyngde, der kommer med alder og med at kende sig selv, sådan rigtigt, så man, når der er optræk til konflikt, tænker: “Fint. Så tager vi den” – og ikke allerede inden man åbner munden, snubler i sit eget ønske om at bevare den gode stemning.

Hvis din fars kammerat fremsætter et virkelig upassende tilbud til dig, er det *ham* der har truffet et valg om, at situationen skal være mærkelig, ikke dig. Og når han har åbnet dén dør, er det umuligt at gå tilbage til det sted, man var, inden han gjorde det. Heller ikke selvom det ville være dejligt belejligt at kunne, fordi det bliver så bøvlet, når I støder på hinanden hos dine forældre. Akavetheden og ubehaget går ikke væk, fordi du forsøger at lade som ingenting, og når du undlader at reagere, fortæller du dig selv, at hans (og dine forældres) følelser er mere valide end dine, og fortjener mere hensyn, og det kommer der aldrig noget godt ud af.

Har jeg lært.

Selvfølgelig er der en bagatelgrænse, og pms kan få skovlen under selv den bedste, men for mig har det virkelig været en gamechanger at lære, at man også kan ødelægge en relation ved at undlade at reagere; at huske, at det faktisk kan være udtryk for et ønske om at bevare noget, når man reagerer i overstemmelse med, hvordan man har det.

Sidste uges M&M mindede mig om, hvilken enorm befrielse det har været for mig at lære at stå ved det, når jeg bliver vred. Ikke mindst da jeg tog overbygningen og lærte vigtigheden at være vred i fred. Min veninde siger ofte, at en ringende telefon er en invitation til en samtale, som man ikke behøver at takke ja til. På samme måde har jeg lært at forbeholde mig retten til at blive færdig med at være gal, før jeg vender tilbage og forholder mig til andre menneskers følelser, fordi det kan mudre processen, og forstyrrer mig i at forstå, hvad jeg har brug for at reagere på. Jeg ignorerer alle forsøg på kontakt, indtil jeg forstår, hver det reelle problem for mig er, så jeg får adresseret dét, i stedet for at opleve, at underlige afstikkere af det kravler ud mellem mine sideben (sildeben? #Esbjerg) i mærkelige forklædninger de næste mange måneder.

Det ér virkelig et aldeles fremragende program.