I anledning af folketingsvalget på tirsdag, har jeg besluttet at denne uges M2026-indlæg skal være en gennemgang af, hvor de forskellige partier står på klima og miljø.
Når jeg skriver den slags indlæg, forsøger jeg altid at finde en håndfuld kilder med forskellige ideologiske standpunkter, at skrive ud fra. Det er jo ikke Dagbladet Informationen det her, men jeg vil stadig gerne gøre, hvad jeg kan, for at det, I læser, er nogenlunde validt og bredspektret.
Men det her indlæg var nærmest sværere at skrive, end det, jeg skrev, da vi i fællesskab besluttede at forstå EU-valget – og det fatter jeg simpelthen ikke.
Jeg ville gerne have sat indlægget op, så jeg under de enkelte partier havde to afsnit, hhv. ’hvad har de gjort for miljøet’ og ’hvad vil de gøre for miljøet’ – men det viste sig at være en umulig opgave.
Jeg har læst partiprogrammer, rodet rundt på græsrodsbevægelsers hjemmesider og fundet masser af artikler, der er enten MEGET generelle, eller ULTRAspecifikke, men det helt overordnede – og meget enkle – spørgsmål: ’Hvad har de enkelte partier gjort for miljø og klima de seneste 10 år?’ står stadig ubesvaret hen.
Måske har jeg sovet i timen, eller måske kan man kun tale om miljø i mere generelle vendinger; det ved jeg ikke.
Men jeg er ved at blive idiot af, at samtlige politikere får lov at slippe afsted med nærmest fornærmende simple afledningsmanøvrer, hvor de ”skændes” om Store Bededag, siger ja til ”kontroversielle” tv-programmer, og gør grise til vores eneste problem med landbruget, så de stadig får lov at sætte dagsordenen og bestemme, hvad vi IKKE taler om.
Så nedenstående er resultatet af mit forsøg på selv at finde ud af, hvad vi kan forvente os af de respektive partier, når frierfødderne er blevet ømme, og tobaksindustrien og Dansk Landbrug igen står med åbne trenchcoats og lokker med partistøtte.
I er mere end velkomne til at supplere, hvis der er noget, jeg har glemt eller overset. Eneste betingelse er, at der skal være tale om faktuelle oplysninger, som kan tjekkes, for selvom jeg er rød som solen, mor, så skal indlægget også være brugbart for dem, der føler sig bedre tilpas i blåt.
En sidste kommentar: Jeg har under nogle partier noteret de større sager, de indenfor de seneste 10 år har været involveret i. Partier består af mennesker, og derfor vil der over hele linjen være noget at finde, hvis man graver længe nok, så jeg har kun medtaget de sager, hvor a) en politiker eller et parti decideret har brudt loven, b) hvor en enkeltperson har haft en sag, der siger noget om partiets generelle holdning til emnet, eller c) hvor det lugter af, at partifæller bevidst har lukket øjnene.
Her er I også velkomne til at supplere.
Og således oplyste: Lad os komme i gang.
*
Socialdemokratiet (A)
Ros:
Har støttet klimalove med bindende nationale mål om CO₂‑reduktion (fx 70 % i 2030).
Har prioriteret grøn omstilling i finanslov med investeringer i grøn energi og grøn teknologi.
Kritik:
Kritik fra de grønnere partier (Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet) for ikke at være ambitiøse nok og for at mangle konkrete tiltag til at klimaoptimere transport, landbrug og industri
Vi har ikke glemt:
*Minksagen (2020-2022), hvor alle mink i Danmark blev aflivet, og det senere viste sig, at der manglede lovhjemmel for dele af beslutningen.
*Henrik Sass Larsen, som i september 2025 blev idømt 4 måneders ubetinget fængsel for besiddelse af overgrebsmateriale med børn
Radikale Venstre (B)
Ros:
Har presset regeringen og andre partier for meget højere klimamål (f.eks. 90 % reduktion i 2035).
Samarbejder med SF, Enhedslisten og Alternativet om mere ambitiøse klimamål.
Kritik:
Der er generel enighed om, at Radikale sætter miljø-barren højt, men at de stiller krav uden at have et bud på en løsning.
Vi har ikke glemt:
Morten Østergaard, der i 2020 måtte trække sig som leder pga. seksuelle krænkelser af partifælle.
Socialistisk Folkeparti (F)
Ros:
Har presset regeringen og andre partier for meget højere klimamål (f.eks. 90 % reduktion i 2035).
Har praksisorienterede krav til, hvordan man sektormæssigt kan arbejde med klimamål indenfor landbrug, transport og energi.
Arbejder med naturbeskyttelse og biodiversitet som centralt element.
Kritik:
Mangler klare forslag til og modeller for, hvordan de forskellige tiltag kan finansieres.
Enhedslisten (Ø)
Ros:
Et af de mest klimaambitiøse partier. Vil have hurtigere reduktioner og stærkere lovgivning, og har ved flere lejligheder fremført forslag om lovpligtige klimakrav og hurtig udfasning af fossile brændstoffer.
Kritik:
Generel enighed om, at partiet er mere ideologisk end praktisk, og at deres forslag er dyre og mangler realistiske overgangstiltag.
Alternativet (Å)
Ros:
Neongrøn dagsorden med fokus på 90 % reduktion i 2035 og 100 % vedvarende energi i 2040.
Kritik:
Så meget internt bøvl, at det har svækket partiets profil. Ligesom stort set alle andre klimaorienterede partier, mangler der også her konkrete løsningsforslag til, hvordan de ambitiøse mål kan nås.
Venstre (V)
Ros:
Støtter (i princippet) klimalove og grøn omstilling.
Har tidligere støttet naturprojekter og grøn energi via finanslov og brede politiske aftaler.
Kritik:
Lavt ambitionsniveau, tæt samarbejde med konventionelt landbrug og tendens til at sætte økonomiske hensyn over klima og miljø.
Fokus på innovation og teknologiske løsninger fremfor regulering og bindende krav.
Vi har ikke glemt:
At Troels Lund Poulsen lækkede Helle Thorning og hendes mands skatteoplysninger til pressen, at han sprøjtede med pesticider, selvom kommunen havde informeret ham om, at det var lige op og ned af en drikkevandszone, eller at han tog imod et Rolex til 70.000 kr. fra en oliesheik fra Qatar.
Det Konservative Folkeparti (C)
Ros:
Støtter grøn energi, CO₂‑afgifter som incitament og investeringer i klimainnovation.
Kritik:
Selvom de støtter regeringens mål, lader de ikke til selv at have klare ambitioner eller mål indenfor klima og miljø.
Vi har ikke glemt:
Naser Khader, der i 2021 måtte forlade partiet efter at være blevet beskyldt for seksuelle krænkelser af 5 forskellige kvinder.
Moderaterne (M)
Ros:
Støtter regeringens 82-85% mål i 2035.
Kritik:
MEGET pragmatiske, ingen klare klimaambitioner eller mål, og ønsker ikke nationale tiltag overfor forbrugsbaserede udledninger.
Vi har ikke glemt:
*Mike Fonseca og hans 15-årige kæreste.
*Lars Løkke og hans evindelige bilagsbøvl.
Dansk Folkeparti (O)
Ros:
Siger, at de vil beskytte miljøet (- men at klima ikke er hovedfokus).
Kritik:
Har ofte stemt imod strammere klimaforslag, og vægter økonomiske hensyn til (konventionelt) landbrug over grøn omstilling.
Vi har ikke glemt:
Morten Messerschmidt og MELD/FELD-sagen om misbrug af EU-midler.
Borgernes Parti/Lars Bøje Mathisen (H)
Ros:
Siger, ligesom DF, at partiet ønsker at beskytte miljøet, men at det ikke er hovedfokus.
Kritik:
Mener, helt overordnet, ikke, at der er en klimakrise (!!), og sætter derfor spørgsmålstegn ved stort set alle tiltag, der skal understøtte grøn omstilling.
Vi har ikke glemt:
LBM’s kærestebrev til Elon Musk på Twitter.
Liberal Alliance:
Ros:
Siger, at de ’generelt støtter grøn energi og teknologisk udvikling’, men at ’klima- og miljøpolitik skal baseres på fakta, teknologi og realistiske løsninger frem for symbolpolitik og hysteri’.
Kritik:
Partiet satser på frivillige, teknologiske løsninger frem for konkrete reduktionskrav. Ønsker at bremse den grønne omstilling, og i stedet satse på atomkraft.
Vi har ikke glemt:
Kokainindrømmelsen – som jeg selv har det ambivalent med. For folk må for min skyld vade rundt i sne til knæene, hvis det er det valg, de træffer for sig selv, og jeg tror ikke, at det som sådan har indflydelse på hans evner som politiker.
Men AV er måske den politiker på Borgen, der har mest ungdomsappel, og som gør sig bedst på de sociale medier, og derfor synes jeg, at signalværdien er uheldig. For det har (i min optik) lidt karakter af, at En Af DrengeneTM er blevet taget på fersk gerning og nu undskylder brødebetynget til lærere, forældre og den kæreste, han var utro, mens han bag ryggen sender slænget en thumbs-up, og hele flokken ved, at i aften gør vi det igen.
For mig har det en undertone af Bad Boys Unite, som meget hurtig kan tippe over i noget manosphere.
Danmarks Demokraterne/Inger Støjberg:
Ros:
Siger, at partiet ’vil give plads til grøn omstilling’.
Kritik:
Er imod solcellefarme og vindmølleparker på land, og modstandere af CO2-afgifter på landbrug og fiskeri.
Vi har ikke glemt:
Instrukssagen, hvor IS i Rigsretten blev dømt for ulovlig adskillelse af asylpar.
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Sisse Sejr i forrige uge udgav en podcast, som hun siden har været nødt til at trække sig fra igen.
Det er der skrevet og ment meget om på de sociale medier, og jeg ved godt, at alle er ved at have fået nok, og at ingen rigtigt orker at høre mere om sagen.
Jeg har alligevel lyst til at skrive lidt om den, både fordi jeg har skrevet om den før, og fordi vinklen om folkedomstolens magt begynder at fylde mere, end hovedpersonen og den konkrete podcast gør.
Min første reaktion på podcasten var vantro, for det virker absurd, at man kan få en dom for stalking, og 10 minutter senere kan lave en karriere ud af det.
Det virker faktisk SÅ vildt og grænseoverskridende, at jeg besluttede mig for at høre de to afsnit, fordi jeg tænkte, at det MÅTTE være noget, Podimo havde forholdt sig til.
Det var det ikke.
Tværtimod lagde Henrik Qvortrup fra land med at fortælle, at de havde rakt ud til offeret, men at hun ikke havde ønsket at medvirke.
20 sekunder inde syntes jeg derfor allerede, at hele konceptet var SÅ problematisk, at det nærmest virkede som en parodi, og efter endt lytning var jeg rystet i min grundvold over manglen på dømmekraft fra både Sisse Sejr og Podimo.
Det var jeg ikke alene om, kunne jeg de følgende dage se på alle sociale medier, og de første dage gik samtalen meget på det usmagelige i at forsøge at slå mønt på en sag, man selv er gerningsmanden i.
Efter nogle dage med høj bølgegang i diverse kommentarspor, er samtalen nu begyndt at handle om det rimelige i, at folkedomstolen kan dømme dig ude, når du allerede har udstået din straf.
Om det var metaltræthed eller Udglatter-genet, der var på spil, ved jeg ikke, men ’hun har jo ikke slået et spædbarn ihjel’, som en af journalisterne i DR’s podcast ‘Damerne først’ sagde.
Og det har hun selvfølgelig ikke, men når så mange mennesker har den samme reaktion på en podcast, så er hun jo helt tydeligt trådt over en grænse, som er vigtig alligevel.
En af de ting, der på tværs af platforme lader til at være enighed om, er, at hun har været for hurtigt ud; at folk måske ville have været mere tilgivende, hvis der var gået nogle år.
Det er jeg ikke sikker på, for jeg tror ikke, at tiden er hendes største problem. Jeg tror, at det er hende selv.
For det, der i interviewet for mig blev tydeligt var, at hun stadig ikke synes, at det, hun har gjort, er særlig slemt.
Hun siger alle de rigtige ting. Hun bruger alle de rigtige ord. Men fordi interviewet er to timer langt, og hun hele tiden har fokus på at lave kollegial nivellering ved at sige ting som ’Det ved du også godt’ og ‘Det kender du jo selv’ til sin nye #bff Henrik, så glemmer hun at være opmærksom på, om masken bliver siddende. Det gør den ikke, og når den smutter, afslører den let hånlige undertone, at hendes anger er forstilt.
For man kan høre, at hun stadig finder det latterligt og urimeligt, at hun bliver straffet for noget, som den anden selv har været skyld i. Jeg sad i hvert fald tilbage med fornemmelsen af, at formålet med podcasten var at få liret noget beklagelse af, så vi kan komme videre, og hun kan få lov at vende tilbage til sit gamle liv.
Og hun er god. Det vil jeg faktisk gerne give hende. Hun får endda italesat, at hun kommer til at grine, når hun bliver presset, og at de hjemme hos hende bruger humor og sarkasme som coping.
Men for mig diskvalificeres HELE projektet af, at hun ikke på noget tidspunkt forholder sig til, at hun igen sætter sit eget behov over offerets.
Tværtimod nedtoner hun konsekvent alvoren af det, hun har gjort ved f.eks. at gå meget op i, at hun aldrig kontaktede offeret direkte. At det ‘bare’ var bordreservationer, bestilling af skadedyrsbekæmper osv.
Men hun er dømt for ‘ikke mindre end 81 tilfælde af identitetstyveri på 39 dage’.
Det er 2 gange om dagen – og det er det, man kan bevise.
For 39 dage siden var det d. 17. januar. Om 39 dage er det påske.
39 dage er ikke en nedsmeltning eller et fuck-up. Det er systematisk chikane, og dermed mangler der for mig en sammenhæng mellem forbrydelsens konkrete karakter og podcastens påståede formål om at undersøge, hvornår og hvordan man som offentlig person må ‘komme igen’, når man har ‘fucket op’.
Når jeg så alligevel synes, at der er kommet noget positivt ud af udgivelsen, så er det fordi, det er første gang, jeg kan mindes at have set offentligheden sige SÅ entydigt fra.
Det kan handle om, at vi som individer er blevet vores ansvar mere bevidst, fordi Epsteinsagen, ICE osv. har tydeliggjort, at den, der tier, samtykker.
Men jeg tror også, at det er et resultat af den debat, true crime-bølgen udløste, som fik de fleste af os til at forstå, at der sidder ofre og pårørende derude, som bliver retraumatiserede, når deres historier gøres til underholdning.
Her skal jeg være den første til at række hånden op og sige: Jeg forstod det heller ikke, og jeg var PÅ.
Men der er sket noget med true crime-genren over de sidste 3-4 år. Fra at alt var fair game; jo blodigere, jo bedre, så gør de store true crime-podcasts sig i dag ret umage for at have etikken med. Historier fortælles uden detaljer, mange af de største, udenlandske podcasts samarbejder med politiet og donerer en del af deres overskud til DNA-prøver og undersøgelser, som kan hjælpe med at opklare henlagte sager, og selvom der stadig er brodne kar, så lander mange podcasts i dag et sted mellem graver-journalistisk og underholdning.
Den udvikling er kun sket, fordi familiemedlemmer og venner til ofre for diverse forbrydelser har brugt tid på at opdrage på os, der har levet liv, ganske forskånet for de rædsler, de har gennemgået.
For når man får det forklaret, bliver det indlysende, hvorfor det er problematisk, og for mit eget vedkommende kan jeg huske, at der skete noget med mit syn på true crime, første gang jeg hørte en podcast om en dansk sag. Det ville have været klædeligt, hvis jeg havde forstået det af mig selv, men somme tider er der lidt længere til indsigt og læring, end man kunne have ønsket sig.
Jeg tror, at ovenstående er baggrunden for det rungende nej til Sisses podcast; erkendelsen af, at vi som borgere, publikum og forbrugere har et individuelt ansvar, og forståelsen af, at moral rummer flere nuancer end strafbart vs. lovligt.
I USA har man længe haft de såkaldte ‘Son of Sam’-love, der forhindrer dømte kriminelle i at tjene penge på deres forbrydelser ved f.eks. at sælge deres historie til aviser og dagblade.
Det kan de fleste se det rimelige i, og i det ligger for mig et af de største, etiske problemer ved Sisses podcast.
For én ting havde været, hvis hun havde stillet op til interview.
Men at hun, helt konkret, forsøger at gøre en levevej ud af sin forbrydelse, virker næsten afstumpet.
Og det er her, debatten om folkedomstolen begynder at irritere mig lidt, for jeg har set flere skrive, at det er dobbeltmoralsk, at hun skal dømmes så hårdt, når nu ex-rockere og tidligere bandemedlemmer får lov at lave podcasts og udgive bøger. Må man nu ikke komme videre?
Men at mange siger nej tak, er ikke folkedomstol. Hvis facebook havde eksisteret i Europa omkring 1939, havde der formentlig (forhåbentlig!) været mange opslag, der også stort set stod det samme i, og i Sisses tilfælde har jeg ikke set det udvikle sig derfra. Det er vitterligt podcasten og den manglende etik, der skrives om i samtlige opslag. Derfor synes jeg faktisk ikke, at man kan tale om gabestok, for når man gør det, forveksler man volumen med indhold.
For mig er der uENDELIG forskel på at have levet et helt liv som rocker, lægge det bag sig, og efter fængselsstraf og rigeligt med refleksion prøve at bruge sig selv, sin opvækst, og sin særlige indsigt til at skabe et nyt liv; ofte mens man ved siden af tager en uddannelse – og så på at prøve at gøre en enkeltstående forbrydelse, begået i et (udefra set) meget priviligeret liv, til en fuldtidskarriere.
Det er forskellen på at være mønsterbryder og opportunist, og når du lever af at mene noget i offentligheden, så følger det med, at offentligheden også mener noget om dig.
Det er en af grundene til, at jeg ikke vil blogge kommercielt, for i det sekund, du tjener penge på din holdning, så forvandler du den til en vare, der er underlagt reglen om udbud og efterspørgsel, og dermed får offentligheden en aktie i din markedsværdi, uanset om du kan lide det eller ej.
Dermed ikke være sagt, at jeg synes, at hele dit liv skal være offentligt tilgængeligt, fordi du er en person, folk kender; det skal være inde for skiven.
Men du kan ikke kun ville have et forhold til offentligheden, når det er fordelagtigt for dig, og hvis du bruger de sociale medier til at sælge dit produkt, synes jeg også, at du må acceptere, at det er der, du selv bliver opkrævet.
Da Black Lives Matters var på sit højeste, kan jeg huske, at jeg hørte en sort kvinde sige om hvide: “You don’t get to decide if you are an ally”.
Jeg tror, det samme princip gælder her.
Når det er dig, der har gjort noget forkert, er det ikke op til dig at beslutte, hvornår du er tilgivet og kan komme igen.
Dette indlæg er blevet til på baggrund af et ønske fra en af jer – og det er LANGT. Jeg deler det en smule op undervejs, så det ikke bliver fuldstændig uoverskueligt, men AI er komplekst, og derfor kræver udforskningen af det lidt mere spalteplads, end vi ellers forkæler os selv med herinde.
For god ordens skyld vil jeg lige deklarere, at jeg ingen faglige forudsætninger har for at mene noget om det her – men altså. Det har jo aldrig rigtig stoppet mig før.
Jeg synes bare, at vi stille og roligt kaster os over det, og prøver at udforske emnet i fællesskab. Skulle jeg få skrevet noget, der er decideret forkert, må man meget gerne gøre mig opmærksom på det, så jeg ikke uforvarende kommer til at sprede misinformation.
For at starte med konklusionen, tror jeg, at vi er forbi det punkt, hvor vi kan rulle udviklingen tilbage: Kunstig intelligens er en kendsgerning, og den forsvinder ikke, uanset hvad vi måtte mene om den.
Men allerede her vil jeg også gerne første gang appellere til, at vi begynder at bidrage til at forme udviklingen ved at sætte os lidt ind i, hvad AI egentlig er og kan, i stedet for bare at “være imod AI”, som jeg har hørt flere sige.
Jeg tror, at AI er vor tids internet, forstået på den måde, at det er ligeså gennemgribende forandrende for verden og måden, vi opfatter den på, som internettet var, da det for alvor blev udrullet i slut-80’erne.
Der er et før og et efter, og det bliver vi nødt til at forholde os til.
For at være “imod AI” svarer til at være imod internettet; det er for bredt til overhovedet at give mening. Hvis man lige har et fedt øjeblik over, hvor analog man er, kan man bare prøve at mindes sidst, nettet gik ned. I den situation bliver det for de fleste af os klart, at selvom vi måske ikke FØLER, at vi er ret meget på nettet, så bruger vi det faktisk til stort set alt.
Det er ikke kun selvforskyldt; det handler også om, at alt omkring os er bundet op på virtuelle løsninger, lige fra bestilling af nye skraldeposer over svar på de seneste blodprøver til kontakten til barnets klasselærer.
Cyberangreb og hybride trusler er en del af den nye virkelighed, og derfor er vi nu begyndt at forholde os til, om det måske ville være smart at lave en kombinationsløsning, hvor alt ikke bryder sammen, hvis nogen har held med at finde hovedafbryderen – men selv ikke i de mest dystopiske fremtidsscenarier, tror jeg, at nogen af os reelt forestiller os, at vi ender med at slukke for internettet for good.
At vi er ved at lære det, samtidig med, at AI for alvor får fat, er nok i virkeligheden meget godt. Hvis AI var blevet rullet ud for 10 år siden, er jeg ret sikker på, at vi ikke havde forholdt os til de trusler, det kan medføre, på samme måde, som vi gør i dag.
Når alt det er sagt, så tror jeg, at vi som enkeltpersoner bidrager til problemet ved at undlade at sætte os ind i, hvad AI er.
Ikke, at jeg ikke forstår det. Det virker fuldstændig uoverskueligt at sætte sig ind i noget så komplekst, og det udvikler sig så hurtigt, at vores hjerner ikke kan nå at følge med.
Samtidig er der flere clicks i skrækhistorier om Onde Maskiner, end i beskrivelser af Lone fra Horsens, der har brugt ChatGPT til at alfabetisere sin liste over venner fra folkeskolen, og det tegner måske også et uforholdsmæssigt skævt billede af fordele kontra ulemper.
Men jeg tror, at vejen til en form for fornuftig integrering at tage sin del af ansvaret for at forstå, hvad det er, så vi – altså, du og jeg – kan være den forælder, medarbejder eller ven, der stiller de kritiske spørgsmål, som forhindrer det i at løbe løbsk.
Det er en tunet Ferrari, der står til fri afbenyttelse på p-pladsen, og den forsvinder ikke, fordi vi hader den. Tværtimod risikerer vi bare, at Mike, der har ‘No Regrets!’ og billeder af de børn, han aldrig ser, tatoveret på brystet, stikker af med nøglerne, og gør vejene usikre for os alle sammen.
*
Første skridt er at forsøge at forstå, hvad udtrykket AI egentlig dækker over – hvilket desværre er så bredt, at det er umuligt at koge ned til et enkelt indlæg.
Derfor vil jeg fokusere på opgavespecifik (smal) AI og generativ AI.
1.
Smal AI refererer til systemets bredde; altså, at det er designet til at udføre én/få opgaver. Det kan f.eks. være at anbefale køb/musik/serier, baseret på din historik, eller at genkende dit ansigt, når du skal låse din telefon op.
Det bruges i mange sammenhænge, som f.eks. til de chatbots, der på hjemmesider kan besvare de mest almindelige spørgsmål, og i telefonen kan stille os videre, og det kan vha. mønstergenkendelse lave simple analyser af f.eks. røntgen- og scanningsbilleder.
Smal AI er hurtig og præcis, men kan kun dét, den er designet til at gøre. Du kan altså ikke bruge ‘You might also like’-assistenten i iTunes til at skrive en ansøgning, og de fleste af os har også oplevet chatbots, der melde pas, så snart vi spørger dem om noget, der er bare en lille smule skævt.
I langt de fleste tilfælde bruger man maskinlæring til at træne smal AI, hvilket betyder, at man fodrer den med massive mængder af data, så den over tid har tilgængelig information nok til at kunne at genkende mønstre.
I starten skal den have at vide, at ‘det her er et ansigt, og det her er et ansigt og det her er et ansigt’, men jo flere ansigter, den udsættes for, jo flere punkter i et billede har den til at afkode, at en given form er et ansigt.
Derudover ‘underviser’ man den også ved manuelt at be- eller afkræfte billeder, den er i tvivl om, og på den måde bliver den hele tiden bedre. Det er faktisk det, vi alle sammen bidrager til, når vi bliver bedt om at bekræfte, at vi ikke er robotter, og skal klikke på de firkanter, der viser lyssignaler/busser/osv.: Her træner vi simpelthen Googles AI, så den bliver bedre til at genkende mønstre og objekter. Den bruger somme tider billeder, hvor den allerede kender svaret, men den bruger også de billeder, den er i tvivl om: Når tusindvis af mennesker så alle sammen klikker på de samme firkanter i et billede, lærer maskinen, at en given form på et grynet billede, er et fodgængerfelt.
*
Fordelene ved smal AI er nemme at få øje på: Den er effektiv, fordi den kan sortere uhyrlige mængder af data lynhurtigt, hvilket betyder, at man f.eks. langt hurtigere vil opdage mønstre i noget, der ellers ikke ser ud til at hænge sammen.
Den laver ikke sjuskefejl, fordi den er træt, den har ikke brug for frokostpauser eller barsel, og den er aldrig syg. Den kan køre hele døgnet, skal ikke have fri mellem jul og nytår, og den er ligeglad med, at arbejdet er monotont.
Det betyder, at du i dag har større chancer for at få den rigtige hjælp, hvis du lider af en sjælden genfejl, og tilfældigvis er bosat i Lemvig. Fordi der i sparsomt befolkede områder vil været meget, meget få tilfælde af sjældne sygdomme, er risikoen for fejldiagnosticering, stor, for lægerne kan af gode grunde ikke have erfaring med noget, de aldrig støder på. I dag kan de, takket være AI, læne sig op ad bunkevis af data, indsamlet over hele verden.
Hvis man skal være lidt aktuel, kan smal AI kan også øge den nationale sikkerhed, fordi man med den kan overvåge den virtuelle infrastruktur langt mere effektivt, og dermed hurtigt kan reagere, hvis man f.eks. kan se, at 3 lokale vandværker, 3 forskellige steder i Danmark, pludselig sætter ud samtidigt.
Endelig nævnes det også ofte som en fordel, at smal AI kan varetage de rutineprægede opgaver, så menneskelige ressourcer kan frigøres til komplekse opgaver, men det tror jeg mest er i teorien. I praksis ser det ud til, at virksomheder rundt omkring er meget hurtige til at reducere medarbejderstaben, når de har implementeret AI, og så har man jo bare udskiftet menneskelig arbejdskraft med robotter.
Ulemperne er ligeså indlysende: Det koster arbejdspladser, og det kommer til at koste mange flere.
På den helt lange bane er det muligt, at vi får samfundet indrettet, så alle skal arbejde mindre, hvilket jo sådan set ville være meget fint. Men for nu er hele faggrupper på vej ud af arbejdsmarkedet, og ingen ved vist helt, hvor det giver mening at sluse dem hen.
Derudover er den manglende transparens et problem; altså, at man ikke kan se, HVORFOR AI er kommet frem til en bestemt løsning. Jeg tænker, at vi alle har prøvet at Netflix anbefaler et eller andet HELT vanvittigt, hvor man spekulerer på, hvad i alverden, der har ledt den frem til, at dét var et muligt match. Det er umuligt at finde ud af, og så længe vi ikke kan komme ind i dén del af maskinen, vil der altid være en del af det her værktøj, vi bruger uden at have forstået, hvordan det fungerer.
2.
Generativ AI kan, som navnet antyder, skabe (generere) nyt indhold, f.eks. billeder, musik og tekst, baseret på mønstre, den har lært at genkende ved at tygge sig igennem helt enorme mængder data; f.eks. hele internettet.
Det mest kendte eksempel på generativ AI, er nok ChatGPT – og så måske den opsummering af søgeresultater, der i dag altid står øverst på siden, når vi laver en googlesøgning.
Generativ AI kan sagtens være designet til at løse én specifik opgave; altså være både smal og generativ, men hvor ikke-generativ AI analyserer og klassificerer allerede eksisterende data, så bruger generativ AI eksisterende data til at producere nye data – dog med den vigtige detalje, at den, i hvert fald i sin nuværende form, skaber indhold, som tager udgangspunkt i det materiale, den er fodret med.
Det betyder, at den, hvis du beder den om at designe en bil med optimalt reduceret vindmodstand, stadig vil spytte en beholder på 4 hjul ud til dig, fordi den tager udgangspunkt i data, som bygger på vores eksisterende definition af begrebet ‘bil’.
*
Generativ AI øger ikke tempoet ift. automatisering og løsning af rutineopgaver, men også kan generere nye løsninger og muligheder på rekordtid.
Den kan bruges til reel sparring, hvor man f.eks. kan bede den om at komme med forslag til forbedring af en ansøgning eller med input til illustrationer af en artikel.
Endelig kan den være en hjælp ift. at skabe mere lighed mellem store og små aktører, altså, at Mogens fra Skive, som er ordblind, kan formulere en klage over Familieretshusets afgørelse, som i tone og lixtal ligner det, Familieretshuset sender til ham.
Et langt stykke hen ad vejen synes jeg faktisk, at fordelene ved generativ og ikke-generativ AI ligner hinanden.
Men ulemperne er, set med mine øjne, lidt mere alvorlige ved generativ AI end ved ikke-generativ AI.
A.
Dels kan den hallucinere, hvilket betyder, at den giver overbevisende, men forkerte svar, hvilket bl.a. kan skyldes, at den drager fejlslutninger ud fra de data, den har til rådighed.
Det så jeg selv et eksempel på for nogle måneder siden, hvor jeg skulle bruge en Tro & Love erklæring fra Esbjerg Kommunes Jobcenter, og bare googlede ‘tegnsprogstolk Jobcenter Esbjerg’, fordi jeg ikke kunne huske, hvor på hjemmesiden den lå. AI resultatet, som lå øverst på Google, var en anvisning til, hvordan man blev ansat som tegnsprogstolk ved Jobcenter Esbjerg – og det kan man ikke.
Men der var INTET i teksten, der så mærkeligt ud, og havde jeg ikke selv været tegnsprogstolk, ville jeg have godtaget forklaringen uden at blinke med øjnene.
B.
Så er der hele problematikken omkring deep fakes, som er videoer, billeder eller tekster, som er kunstigt skabte, men som ser virkelige ud.
Jeg har set flere hundrede videoer fra Minneapolis, hvor jeg var oprigtigt i tvivl om, hvad der var AI, og hvad der var ægte.
Samtidig tænker jeg, at det er et spørgsmål om tid, før nogle af de mennesker, der er nævnt i Epstein-filerne får den ide, at man kan bruge Deep Fake som forsvarsstrategi ved at påstå, at billede eller videomateriale er AI-genereret. Jeg ved ikke, hvem man skulle bede om at faktatjekke det?
C.
Endelig er der problemet omkring ophavsrettigheder, som er svært at undgå, og nok desværre også svært at gøre ret meget ved. For når en ny løsning bygger på allerede tilgængeligt materiale, så vil nogle af de forslag, AI kommer op med, læne sig op af designs, som allerede eksisterer, og dermed er udtænkt og produceret af rigtige mennesker, der gerne vil leve af det, de laver.
Men når man ser, hvor svært det allerede er for en designer at vinde en sag mod et fast-fashion-brand, der kopierer et par bukser og får dem syet til en tiendedel af prisen i Kina, er det svært at se, hvordan man i fremtiden skal håndtere det her på en ordentlig måde. For hvem trækker man i retten? I de sager, der et begyndt at køre i udlandet, hvor unge mennesker har taget deres eget liv, og forældrene nu trækker nogle af de store platforme i retten, kan man gå efter manglende flagging, og dermed manglende hjælp eller indgriben, men der er ingen, der kan sidde og overvåge, hvilke billeder af vaser, AI bruger til at generere et nyt design, som sættes i produktion – så hvem skal man straffe?
D.
Et af de allerstørste problemer ved både generativ og ikke-generativ AI er dog, at deres udgangspunkt er en verden, der er fuld af fejl og fordomme og bias – og det reproducerer de.
Et meget konkret eksempel er sagen mod Robert Williams, som i 2020 blev anholdt foran sit hjem i Detroit uden den fjerneste anelse om, hvad han var mistænkt for at have gjort.
Lang historie kort blev han anholdt for et røveri, som det senere viste sig, at han ikke havde begået.
Grunden til, at han blev anholdt var, at at politiet i Detroit i 2018 begyndte at bruge ansigtsgenkendelse til at sammenholde billeder fra overvågningskameraer med billeder i kørekorts-databasen. Her havde AI vurderet, at Robert Williams var en mulig gerningsmand til røveriet.
Robert Williams er sort. Og det har betydning, for ansigtsgenkendelsessystemer bliver trænet på datasæt, som er trukket fra internettet og sociale medier. Men fordi hvide mennesker er overrepræsenterede på nettet, og dermed også i de repræsentative datasæt, man trækker ud, så får systemet færre data at arbejde med, når det skal udpege en mulig gerningsmand ved at analysere afstanden mellem øjnene, næsens bredde osv. osv.
Derudover er billeder af sorte mennesker på nettet ofte af dårligere kvalitet end billeder af hvide, fordi kameraindstillingerne i mange smartphones er sat op til lyse/hvide hudtoner, og dermed ikke fanger nuancer i hudtoner med mere pigment.
Derfor havde politiets AI udpeget Robert Williams som gerningsmand; ganske enkelt fordi ansigtsgenkendelse 1:1 bygger på data, som stadig i dag er forfordeler minoriteter og har en slagside af racisme og misogyni.
Garbage in, garbage out er ikke som sådan noget nyt, men det bliver yderst problematisk her, fordi vi bruger et værktøj, som er meget, meget overbevisende, men som 85% af os ikke forstår godt nok til at kunne fejlkorrigere, og som hele tiden er to skridt foran.
E.
Som om alt det ikke var nok, belaster AI også miljøet ret voldsomt.
Ovenstående er nogle af de relativt konkrete fordele og ulemper ved AI, men derudover rejser kunstig intelligens også en nærmest uendelig række af etiske dilemmaer, som ingen kan nå at forholde sig til, før de er forældede og nye kommer til.
Hvor langt ind i privatsfæren ønsker vi eksempelvis at tillade overvågning?
Er der forskel på, om det er virksomheder eller myndigheder, der gør det?
Helliger målet midlet?
For AI er tilgængeligt for alle, og dermed er der ikke som sådan begrænsning på, hvad det kan bruges til.
Jeg kunne f.eks. sagtens forestille mig et smartwatch, der kom med software, som gjorde det muligt for udviklerne at høste bio-data om dig – og med terms and conditions, der gav dem ret til at udveksle disse med 3. mand. Du kan ikke bruge uret uden software, og det meste software styres i dag gennem apps – men hvis du accepterer ‘vilkår for brug’ af app’en, og dermed siger ja til, at udviklerne må indsamle og udveksle den form for data, er der intet til hinder for, at det kan logges, hvordan du reagerer på det, du ser og læser på din telefon. Hvis din puls stiger, når du læser en artikel om klimaforandringer, kan man skræddersy algoritmen, så du i dit feed får reklamer for terapeuter med speciale i angst, hvor de ting, din puls reagerer på, er fremhævet.
Er det godt eller skidt? Tja. Man kan anlægge begge synsvinkler. At sælge dig et produkt til et behov, du ikke selv har identificeret, er da etisk lidt uldent. Specielt, når det er handler om mental sundhed.
Men hvis terapien kan hjælpe dig – er det så godt alligevel?
Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at AI er kommet for at blive, og at vi lige nu, i realtid, er ved at lære, at det ikke er en garanti for etik og ordentlighed, at man bestrider et offentligt embede. Så længe politikere og partier er filtret ind i store spillere med specifikke, økonomiske interesser, er det nok en god ide at antage, at meget af det, vi foretager os på nettet, bliver logget og analyseret med helt specifikke mål og interesser for øje.
Hvis noget er gratis, er du produktet, og lige nu synes jeg, at det er svært at vurdere, hvem der forsøger at manipulere os, og hvem der oprigtigt prøver at varetage vores interesser.
Det er problematisk, når vi står overfor de store forandringer og uendelige muligheder, som AI synes at komme med.
Men frygt er ikke i sig selv et argument imod udvikling, og AI har potentiale til at redefinere verden, som vi kender den, og være nøglen til at løse problemer, vi ikke selv evner at knuse.
Den stiller enorme krav til vores sunde fornuft og evne til fortsat at forholde os kritisk til det, vi præsenteres for, men de dyder og egenskaber tror jeg sådan set godt, vi kan bevare.
Det er bare helt vanvittig vigtigt, at vi ikke har hele segmenter, der misser muligheden for at påvirke, hvilken retning udviklingen skal tage, ved i afmagt at melde sig ud, og dermed vige pladsen for mennesker med en dagsorden, og en maskine, der taler dem efter munden.
*
Hvis man gerne vil dykke lidt mere ned i emnet, uden at det bliver alt for teknisk, kommer her lige et par anbefalinger af gode podcasts at gå hjem på:
Forleden kunne man på TV2 læse, at en skole i Holbæk skal lukkes, fordi skolen, i følge kommunen, ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret korrekt prøvetilmelding, samt undervisning i tysk og musik.
Der er tale om en privat skole for specialelever, bl.a. autister og børn med skolevægring, og den sag har jeg lige et par kommentarer til.
For jeg bor ikke i Holbæk kommune, og jeg har ikke et barn med skolevægring. Men jeg har et barn med særlige behov, der går i skole, og derfor ved jeg præCIS hvor lidt hjælp og viden, der er at hente hos kommuner og fagfolk.
Da jeg sad til et Tværsmøder på Antons tidligere skole, var skolens og PPR’s – og dermed kommunens – eget FØRSTE forslag til at hjælpe ham med de udfordringer, autisme giver, at skemareducere ham
“Hvordan sørger man, helt lavpraktisk for, at den undervisning, han så ikke modtager, bliver pillet ud af eksamenspensum?”
“… altså.. ja, det kan man selvfølgelig ikke?”
“Ok. Så skal jeg bare lige forstå, hvordan det er en løsning for Anton og ikke bare for jer?”
I kan tro, vi hyggede os til de møder.
Og modsat hvad man kunne tro, så er det her ikke et indlæg om, hvor rigtigt jeg gør alting, og om hvordan verden ville være bedre, hvis bare alle gjorde som jeg.
Det er et indlæg, som skal forsøge at illustrere, HVOR lidt hjælp man får til at hjælpe sit barn, når det ikke ligner de andre i klassen.
Det er et indlæg, som skal forsøge at illustrere, at man som forælder til et barn med særlige behov bliver mødt af én lang række af fagfolk, der primært har brug for at flytte aben, eller som, helt uden konsekvenser, trækker påstande ud af den blå luft, fuldstændigt uden at have noget at underbygge dem med.
Eksempelvis sad jeg for 7 år siden til det endelige Netværksmøde på Børnepsyk., hvor alt hvad der kan kravle og gå af psykologer, skoleledere, sagsbehandlere osv. deltager, og her gjorde sygeplejersken meget ud af at forklare de tilstedeværende lærere og pædagoger, at det var vigtigt at korrigere Anton, når han talte engelsk, for – som hun sagde – ‘vi bor jo i Danmark’.
En af mine meget få superkræfter er, at jeg ikke er bange for hverken dårlig stemning eller autoriteter, så jeg stillede det spørgsmål, som ALLE fagfolk om bordet burde have stillet:
“Må jeg have lov til at spørge ind til din uddannelsesmæssige baggrund?”
*Awkward silence has entered the chat*
Hun var sygeplejerske. Hvilket jeg har al respekt i verden for. Men mig bekendt arbejder man ikke meget med sprogudvikling på dén uddannelse.
Derfor bad jeg om kildehenvisninger til den forskning eller de undersøgelser, hun byggede sine antagelser på. Dem havde hun ikke rigtigt nogle af, så jeg tilbød i stedet at sende hende et par links til nogle af de mange, mange undersøgelser, der alle sammen klart indikerer, at sprog avler sprog.
Jeg er kun mor til én autist, og derfor ved jeg af gode grunde ikke, om mine strategier ville have virket på andre, men min pointe er, at jeg KUN har haft min egen mavefornemmelse at navigere ud fra, for den “hjælp” jeg fik tilbudt, var i bedste fald mangelfuld og i værste fald skadelig.
Men jeg har taget de kampe, der har været nødvendige for at tvinge skolen til at tage ansvar for at inddrage ham, og jeg har klippet hæle, hugget tæer og dækket op, når der – igenigen – blev arrangeret volleystævner for hele skolen i gymnastiksale med akustik fra helvede og cykelture på 12 km. på veje uden cykelstier. Han har ALTID haft en bagdør, og både mine forældre og jeg har siddet i biler på parkeringspladser på alle tider af døgnet, så han kunne deltage i arrangementer, så længe, han kunne rumme det, og komme hjem, når det var nok.
Og jeg er helt på det rene med, at vi har været heldige, fordi han har haft en psyke, der har været robust nok til at klare sig igennem en folkeskole, der ved Gud aldrig har taget hensyn til børn som ham. Han har aldrig været skemareduceret, og har haft.. hvad.? 4? 5? sygedage i løbet af alle de år, han har gået i skole.
Derfor var jeg faktisk, nu hvor han er startet i 8. klasse, begyndt at sænke skuldrene lidt.
I slutningen af september var vi så til det sædvanlige forældremøde, hvor man får info om det kommende år, og det var så HER, jeg lærte, at alle de hensyn, man indtil nu har taget til eleverne på S-linjen, forsvinder.
De skal i brobygning og praktik, og have standpunktskarakterer og til eksamen på lige vilkår og i samme pensum som eleverne på almen-delen.
Den tager vi lige langsomt: De børn, der har været og stadig er skolereducerede, og som i årevis har modtaget undervisning, der 100% har taget udgangspunkt i, hvad de evner, skal fra i år vurderes på fuldstændig lige fod med neurotypiske børn, der har gået i skole fra kl. 8-14 i 9 år.
Alle; også de børn, der har invaliderende angst som regulær diagnose, skal – SKAL – have årskarakterer – for ellers kan de ikke få en afgangseksamen.
De børn, der siden 2. klasse har været ved at brække midt over af kraftanstrengelsen ved bare at være til stede i de ALLERvigtigste timer som dansk og matematik, SKAL have tysk – ellers kan de ikke få en afgangseksamen.
De børn, der har været heldige nok til at få en plads på en S-linje, og som derfor i den tid, de har gået der, har modtaget undervisning, som er tilpasset det, de formår, og som måske derfor sidder med en 5. klasses matematikbog i 8. klasse, SKAL til eksamen på samme måde og på samme vilkår, som elever på almendelen. Ellers kan de ikke få en afgangseksamen.
Og nu tænker du måske: Men det er vel også rimeligt nok, hvis de skal have et eksamensbevis?
Hertil vil jeg gerne have lov til at stille det spørgsmål, som er essensen af hele min anke mod systemet: Hvorfor skal de her børn have den samme eksamen som alle andre?
Hvis de kan, fordi de hensyn, man har taget til dem, har gjort det muligt for dem at tilegne sig det samme pensum, som alle andre? Kør! Hurra!
Men hvis ikke de kan – hvad er formålet så? At føje endnu et nederlag til listen? At stresse dem ENDNU mere de to sidste år de går i skole, så de bruger deres sparsomme ressourcer på at være bange og stressede i stedet for at tilegne sig læring?
Det bliver jo ikke det stykke papir, der gør dem i stand til at starte på CBS eller varetage et 8-16 job.
Hvad er det, man gerne vil med det her? Jeg forstår det simpelthen ikke.
Man lader dem i stikken, når man ignorerer deres udfordringer og bare moser dem igennem, til de knækker – og nu finder jeg ud af, at man OGSÅ lader dem i stikken ved at tage hensyn. For det gør dem jo nærmest bare endnu mere sårbare overfor de krav, der for alle andre har været gradvist stigende, men for dem nu er en pludselig opstået forhindring, 20 meter oppe i luften, som de selv skal finde ud af at komme over.
De børn, der går på Holbækskolen, og som om 30 dage er skolemæssige hjemløse, lyder som børn, der er blevet ødelagte af det, den danske folkeskole har udsat dem for. Og jeg kalder den nu: Om 20 år bliver det de her børn og deres lidelsesfæller, som hiver politikerne i retten og kræver en undskyldning. Og med rette. For hvad er det dog, vi med åbne øjne udsætter dem for?
De er endt på den her skole, fordi de ikke kan holde ud at være andre steder. Det er folkeskolen og det politiske system, som har svigtet dem ved ikke at have noget at tilbyde, og derfor har nogle har mennesker lavet et alternativ, som af helt indlysende årsager ikke kan være en spejling af den sædvanlige folkeskole – og nu bliver den så lukket, NETOP den grund.
Fordi man ikke kan dokumentere, at børnene har haft tysk og musik og er blevet trukket igennem idiotiske tests, som ikke engang giver mening at udsætte NT-børn for.
Det svarer jo for helvede til at lukke et sygehus, fordi lægerne ikke kan dokumentere, at patienterne på operationsgangen, følger sundhedsstyrelsens anbefalinger om 600 gram frugt og grønt og 30 minutters motion om dagen. Jeg holder det ikke UD, mand!!
Hvordan dokumenterer man opsamling af ituslåede børn? Eller reintegration af isolerede børn i fællesskaber? Hvordan måler man værdien af at præsentere dem for verden i et format, de kan rumme og forholde sig til, så de derigennem kan finde steder, hvor de kan få lov at bidrage? Værdien af at give dem det bedste udgangspunkt for at blive hele, selvhjulpne, kompetente mennesker?
For hvis du skal gætte, hvor tror du så, at sandsynligheden er størst for at finde et ungt menneske, du kan integrere på arbejdsmarkedet? I puljen med overbelastede børn, der i årevis kun har været sammen med deres forældre, og som for manges vedkommende kæmper med invaliderende følgevirkninger af det, som reelt er et overgreb i form af selvskade, spiseforstyrrelser, depressioner, angst og misbrug?
Eller i den gruppe, hvor børn og unge har fået lov at deltage i livet på det niveau, de på et givent tidspunkt kunne rumme, i et elastisk tilbud, der tilpasser undervisning og kravgrad til barnet og ikke omvendt? Og hvor deres forældre har haft overskud og ressourcer til at kunne samle op, guide og understøtte, fordi de ikke har været slidt i stykker af mistro, overbelastning, økonomiske bekymringer og knusende angst?
For vi har stadig ikke snakket om de ENORME konsekvenser det har, både for den enkelte familie og for samfundet, når et barn falder igennem systemet. Selv de bedste arbejdsgivere har brug for, at deres medarbejdere kommer på arbejde, så en forælder, der konstant bliver ringet hjem eller som må tage ferie, sygedage og orlov for at passe sit barn, som er (og jeg skriver det lige igen) blevet. syg. af. AT. GÅ. I. SKOLE!, læner sig konstant op af en fyreseddel. Bratte fald i indkomst kan resultere i, at man som familie er nødt til at flytte, og så har det pludselig også fået konsekvenser for de søskende til barnet med skolevægring, som havde hele deres omgangskreds der, hvor familien boede før.
De afledte konsekvenser af børn i mistrivsel er enorme, både samfundsøkonomisk og for den enkelte familie, og mit hoved EKSPLODERER over, at der ikke snart er nogen, der gør noget ved det.
Det KAN ikke være rigtigt, at vi med den viden, vi har i dag, fortsat insisterer på, at et systemisk problem skal løftes og løses af desperate forældre og deres forpinte børn.
Om et par uger skal jeg til skole/hjem samtale med Frida. Hun er, som altid, frygteligt nervøs, hvilket der absolut ikke er grund til, men hun kan næsten ikke være i, at der sidder 3 voksne mennesker og kigger på hende.
Det kan jeg ikke tage fra hende, hvor gerne jeg end ville, og selvom jeg er fortaler for, at børn skal have en høj grad af medbestemmelse i eget liv, så er der også somme tider ting, jeg står fast på, at man skal; også selvom man synes, det er svært. Specielt når man er en lille (over)tænker som Frida, for med børn som hende kan mangt og meget blive ubehageligt oppe i hovedet, og får man hver gang lov at sige nej, vokser bunken af ting, man ikke kan, fordi man ikke har opdaget, at man kan mestre dem.
(Når jeg skriver det, lyder det som om, jeg synes, at man skal trække børn med skolevægring i skole ved håret; det gør jeg virkelig, virkelig ikke. Men som med alt andet på spektret kan det være svært at sige, præcis hvornår noget går fra at være overkommeligt ubehag til traumatiserende angst og overbelastning).
Det er en balancegang, og hun får somme tider lov til at sige nej, men lige ift. de her samtaler står jeg fast. Dels ved jeg, at indholdet altid er positivt, dels er det et meget tidsafgrænset ubehag at skulle stå igennem, og endelig kan det hurtigt blive træls for lærerne, hvis først ét barn får lov at slippe.
Men vi taler meget om det i tiden op til samtalen, og noget af det, jeg gør meget ud af at fortælle hende er, at hun ikke skal leve op til nogen former for forventninger hos mig; at ingen er gode til alting, og at folkeskolen mest af alt er et sted, hvor man skal afsøge, hvad man kan lide at lave, så man kan vælge den rigtige vej i livet.
“Jeg bliver aldrig nogensinde sur på dig over karakterer eller over, at du synes, noget er svært. Det eneste, jeg gerne vil have, er, at du gør dig umage”, sagde jeg til hende forleden.
Det siger jeg hver gang. Til dem begge to. Men denne gang kom jeg bagefter til at tænke over, om ‘umage’ for hende føles som noget, hun skal præstere.
Det fik mig til at tænke videre over, hvad jeg forbinder med ordet, og jeg nåede frem til, at det for mig er en måde at tilgå livet på – og at det er en hjørnesten.
Det betyder ikke, at målet med en given indsats er perfektion, men når jeg selv involverer mig i noget, forsøger jeg altid at give det mit bedste skud, og jeg HADER at arbejde sammen med mennesker, der kun stempler halvt ind.
Umage, eller rettere mangel på samme, er faktisk i dag er blevet afgørende for, hvad jeg holder fast i, og hvad jeg skærer fra.
Det er én af dem, der føles, som om den bliver vigtigere og vigtigere i takt med, at jeg bliver ældre; måske fordi man bliver mere nærig med sin tid, når man erkender, at den ikke er ubegrænset.
Ingen er ligeglade med, hvordan de bliver behandlet, hverken professionelt eller privat, men jeg er ikke sikker på, at det er SÅ afgørende for andre mennesker, som det er for mig.
Dermed ikke være sagt, at jeg bare rider i stoisk ensomhed gennem livet på min høje hest og kun er at finde steder, hvor alle lever op til mine forventninger. Selvfølgelig ikke. Vi har alle sammen bløde punkter og blinde vinkler, og livet er fuld af opgaver i fællesskaber, vi ikke selv har valgt til.
Det er svært at ændre på, og egentlig er det nok meget godt, at man på den måde forbliver bevidst om sine værdier, fordi man mærker dem tydeligst på steder, hvor de ikke bliver delt.
Konkret handler det for mig om indsats, nærvær og respekt for andres tid.
Hvis du ikke kan finde en dag i din kalender 3 måneder frem, er det fordi, aftalen eller opgaven ikke er vigtig nok.
Hvis du hver gang kommer farende ind ad døren, 5 minutter for sent, og med flagrende tøj og kaos-energi, eller taler om bagkant og exit, allerede inden vi har sat os, er det fordi, der er et andet sted, du hellere vil være.
Det er ikke sikkert, at du er bevidst om det, men din konkrete adfærd afspejler den værdi, du tillægger en given relation eller interaktion, og hvis du gerne vil teste, om det bare er noget, jeg finder på, så prøv, næste gang du sidder i et møde eller over en kop kaffe at sige: “Jeg venter lige, til du er færdig”, når nogen samler mobilen op og siger: “Bare snak videre.”
Helt stille og roligt.
For det, der sker hver gang jeg gør det, er, at den, der sidder med mobilen bliver meget hurtigt færdig med at skrive – fordi afbrydelsen bliver så tydelig, når samtalen forstummer. Men det ER en afbrydelse, som ikke bliver mindre forstyrrende af, at vi taler hen over den, for uanset om du bare er Maltes mor eller er forsvarende olympisk mester i multitasking, så mister samtalen momentum, når den sættes på hold.
Og selvfølgelig: #Life. Det ved jeg godt. Og jeg er OGSÅ somme tider nødt til at svare på en besked. Men helt grundlæggende vil jeg prioriteres, når jeg tilbyder min tid eller indsats, og jeg forventer, at du er tilstede, når vi er sammen.
Jeg er ikke det fjerneste bange for at løse opgaverne selv eller for at være alene, men jeg er altid på vagt overfor ligegyldighed, også i det små, fordi det påvirker kvaliteten af både samværet og samværet, og selvom det måske ikke føles sådan, så forfladiger det dine relationer over tid.
For selvom det nogle gange godt må være lal og bananer, one night stands og Teammøder, hvor alle sidder og sender reels til hinanden under bordet, så er det vigtigt at være bevidst om, at dybde i samtale og kvalitet i samarbejde sker ikke af sig selv. Det kræver fokus og nærvær.
Umage.
Det hænger ikke sammen med frekvens, for der kan sagtens være både fokus og nærvær i en relation, hvor man sjældent taler sammen eller ses. Så længe begge parter vælger samværet helhjertet til, når man så ER sammen, kan relationen sagtens bestå.
Ligeledes kan man også have en velfungerende relation, selvom man kommer efter to forskellige ting. Jeg har f.eks. en veninde, jeg sætter stor pris på, hvor rollefordelingen er, at hun taler og jeg lytter. Det lyder skævt, men det er det ikke, for hun har mange temaer i sit liv, som jeg tidligere har haft i mit eget, og når vi taler om hende, oplever jeg at se min egen proces fra nye vinkler, fordi jeg skal sætte ord på min læring, og dermed pludselig forstår den på en helt ny måde. Der er masser af vækst og udvikling i vores venskab, selvom vi tilgår det af forskellige årsager, fordi vi begge er bevidste om, hvad vi henter hos hinanden.
Alle relationer skal vedligeholdes og plejes, hvis de skal leve og have værdi. Også de virtuelle af slagsen. Specielt på LinkedIn bliver det tydeligt, hvem der først finder derind, når fællesskabet har noget DE skal bruge – og sådan fungerer det ikke. Du kan ikke træde ind i et rum, hverken IRL eller cyber, og forvente, at mennesker, der har været der i årevis, og fra bunden har bygget netværk op, smider hvad de har i hænderne for at få lov at hjælpe dig. Det er der mange, der har måtte lære på den hårde måde. For al den lækre deling og trafik, der kan generere ansættelser, salg og synlighed får du ikke, fordi du lige stempler ind med hånden rakt frem. Den kræver kontinuerlig tilstedeværelse og meningsfuld interaktion; også når der ikke er noget i det for dig.
Jo ældre jeg bliver, des bedre forstår jeg, at tid er en gave, vi giver til dem, vi gerne vil dele den med. Som ung kan det føles vigtigt at tegne et billede af sig selv som én, der lever stående med jakken på; altid i transit og på vej videre. Men som årene går, opdager man, at dybde trumfer overflade hver eneste gang.
Dine relationer og dine resultater afspejler kvaliteten af din egen indsats. Og det skal man huske.
For det kan godt være, at du må melde afbud, gå tidligt eller sætte dig selv på pause.
Eller at dit projekt eller din danske stil ikke er helt så vild som din sidekammerats.
Måske ER umage faktisk noget, man skal præstere. Både som barn, som ung og når man er voksen.
Men hvor karakterer er øjebliksbilleder, som påvirkes af tusindvis af udefrakommende faktorer, og som i bedste fald indikerer flair for sprog frem for tal, så er umage en måde at tilgå livet og være i verden på. Det er en livslang investering i relationer og netværk, i kærlighed og kvalitet.
Go hard or go home, siger de over there.
Jeg er nok mere på go hard or stay home
For man kan ikke nå alt, man kan ikke mestre alt, og man kan ikke have lyst til alt.
Det skal man heller ikke.
Men der, hvor man er, kan man altid gøre sig umage.
Da vi talte om prepping sidst, var det i kølvandet på Putin og Trumps nyligt annoncerede kærlighedsaffære, hvor en regulær krig måske ikke var så langt væk, som man kunne ønske.
Dengang, såvel som nu, er prepping et emne, der deler vandene, og jeg kan stadig mærke, at det for nogen smager lidt for meget af paranoia og konspiration.
Det er helt fair; det er ikke min agenda at piske en stemning op eller at tvinge min generelle mistillid til verdens ledere ned i halsen på nogen, og vi bor i et land, hvor man godt kan tillade sig at forvente, at der i krigs- og krisetider er nogen, der holder hånden under os alle; også dem, der ikke har preppet.
Men siden vi så småt begyndte at have samtalen, primært udløst af den udenrigspolitiske situation, har vejret lagt sig i selen for at illustrere, hvorfor det også kan give mening at være forberedt på DMI-relateret bøvl.
På mine breddegrader har regnvejr og blæst to gange på under et år udviklet sig kritisk på rekordtid, og selvom det ikke er endt fatalt, så er der på bagkant kommet historier frem om situationer, der kunne være endt markant anderledes, hvis ikke heldet havde været med dem, der klarede frisag.
Hver gang vejret har opført sig vanvittigt, har det undermineret veje og forvoldt anselig, materiel skade, og dermed er vi tilbage ved den forhøjede sandsynlighed for, at forsyningskæden inden for (u)overskuelig fremtid lider et knæk. Vandskader og logistiske forhindringer kan i hvert fald gøre det svært for virksomheder og producenter at holde den leveringskadence, vi som forbrugere er vante til.
Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi tog en prepperrunde mere, hvor fokus ikke så meget er på de 3 dages hjemmeberedskab, men mere på, hvad vi hver især er blevet mere opmærksomme på at tænke ind i hverdagen.
Det kan være eksempler på konkrete, oplevede problemstillinger, som er kommet bag på én, som f.eks. at man på en arbejdsplads i Jylland kan have problemer med at kopiere, fordi en papirfabrik er eksploderet i Kina.
Det kan også være små tiltag, man har gjort for at gøre sin husholdning mere resilient ift. udefrakommende påvirkninger, eller for at gøre situationen nemmere og mere overskuelig, hvis strømmen går, eller absurde mængder regn forhindrer dig i at komme hjem.
For mit eget vedkommende vil jeg gerne fremhæve min nøgleboks, som jeg har monteret på væggen i min garage. Da jeg sidste år sad på en opgave, 30 km. fra Esbjerg, og motorvejen på under en time blev oversvømmet, var det betryggende at vide, at uanset om jeg selv, mine børn eller min veninde, der var på vej fra Aarhus landede først, så var der mulighed for at komme ind i sikkerhed og tørvejr.
Derudover slog det mig, da strømmen gik sidst, at det måske ikke var særlig smart, at mine pandelamper, lommelygter, stearinlys og lightere lå 6 forskellige steder. For lige nu er det lyst hele døgnet, men det vil være træls at stå i blæksort mørke en vinteraften kl. 22 og skulle rode 5 kasser igennem, fordi det ikke hjælper at have skrevet på en label, hvad der er i hvilken kasse, hvis det er for mørkt til at læse den. Derfor har jeg omdannet oldefars chatol til prepperstation, og nu ved jeg, at alt, hvad vi i første omgang kan få brug for, ligger dér.
Dernæst er jeg begyndt at tænke over, at jeg på mit lager har ting, som er extra drøje i brug. Altså, en version af noget, som måske ikke er den, jeg bruger til hverdag, men som kan holde længe, hvis det pludselig skulle blive nødvendigt.
Jeg har f.eks. købt en helt old school deodorant af den type, der ligner en forvokset læbepomade. Sådan én kan holde i cirka 28 år, og jeg har købt den med neutral duft, så den kan bruges af os alle 3, hvis det strammer til.
Jeg har købt en lille pakke vaskepulver, et stykke håndsæbe af den gammeldags slags, en shampoobar, et par pakker tørgær, genanvendeligt bagepapir – og en migrænehat.
Samtidig har jeg en on-going liste over ting, jeg enten ønsker mig eller kan købe, hvis jeg finder dem på bud, som f.eks. en trimmer og et godt slibestål.
(Her minder jeg om, at vi i dette indlæg ikke taler om samfundets endelige kollaps og cyberkrig, men ‘bare’ om forsyningsknaphed og en periode, hvor noget er svært at få fat i. Hvis verden imploderer, kommer vi formentlig alle sammen til at lugte lidt af sved, og der er nok ingen, der på 2. dagen uden internet slæber Raadvad-gryden ud i haven og går amok med sæbespåner og vaskebræt).
Jeg gemmer vores gamle sygesikringsbeviser og pas i en kasse, så vi stadig har nogle fysiske af slagsen, hvis nettet går ned i en længere periode, og jeg runder boghylderne, når jeg i en mellemtime kommer forbi en genbrugsbutik. Mit lille bibliotek herhjemme tæller nu en begynderbog om strikning/hækling, en bog om reparationer i hjemmet, en bog om at sylte og henkoge – og en smuk, ny bog om selvforsyning, som jeg ikke kunne stå for.
Som en sidste krølle vil jeg nævne, at jeg i preppergruppen på FB for nogle uger siden spurgte, om vi skulle prøve at lave en dame-preppertråd, for jeg har en mistanke om, at de lister, der er tilgængelige rundt omkring, er lavet af mænd. De er MEGET vage ift. udfordringer, der primært rammer kvinder, og bærer i det hele taget præg af, at det i 90% af danske familier stadig er kvinder, der står for alt, hvad der vedrører børn, gamle og sygdom.
Derfor var jeg nysgerrig på, hvad andre damer har gjort sig af tanker om emnet.
På en klar førsteplads over bekymringer lå blærebetændelse – hvilket også er min egen. Jeg bøvlede med det som ung, og ud over at være afsindigt smertefuldt, er det ikke ufarligt. Jeg har prøvet at køre en fuld penicillinkur til ende, for så, 12 timer senere, at blive indlagt med hvidglødende smerter og nyre/bækkenbetændelse. Det var fuld morfin og antibiotika i drop, for når først blærebetændelse begynder at kravle baglæns op i nyrerne, bliver det ret hurtigt ret kritisk. Derfor har jeg ekstra vand i vores prepperlager, både til at drikke og til at opretholde god hygiejne, jeg har tranebærkapsler, og så har jeg en gammeldags varmepude til smertelindring.
Derudover har jeg anskaffet mig et gammeldags termometer (og sprit), for ligeså bange jeg er for blærebetændelse, ligeså meget frygter jeg meningitis. Begge dele er lumske som ind i helvede, fordi de ikke ser ud af noget i starten, udvikler sig hårrejsende hurtigt og kan ende med at blive livstruende, hvis man ikke reagerer i tide.
Derfor vil jeg gerne sikre mig, at jeg, hvis en af os bliver dårlig, kan holde øje med, hvor hurtigt feberen stiger.
Vaskbare bind var en genganger på damelisten; både til menstruerende piger/kvinder og til ældre damer, der lækker lidt, og sidst men ikke mindst havde mange tænkt nogle lidt mere bløde ting ind, som f.eks. nål og tråd til reparation af tøj, garn og pinde til kreative projekter, samt bøger om lægeurter og naturmedicin.
*
Ovenpå alle de ord vil jeg gerne slutte med at skrive, at jeg synes, at det er vigtigere end nogensinde før at være bevidst om, hvad man anskaffer sig og hvorfor. For det ER en balancegang, og det er nemt at tabe hovedet, når katastrofetankerne tager over. Jeg ved ikke, om der er lavet undersøgelser på det, men covid må have sat os år tilbage ift. forbrug af engangsprodukter, og vi har ikke brugt 4 år på at prøve igen at bevæge os væk fra hamstring og overforbrug for at fylde vores hjem op med unødvendigheder, som vi anskaffer i panik over en usikker verden.
Der VIL være anskaffelser, som kun giver mening, hvis det hele vælter, for Politikens Store Handyman-bog kan jo ikke på NOGEN måde måle sig med Google og AI – men den bliver nok meget rar at have, hvis man ikke længere har et søgefelt at skrive ‘tætning af vinduer’ i.
Men derfor kan vi stadig godt prøve at være bevidste forbrugere, som tænker bæredygtighed og madspild ind, så det, vi anskaffer, er noget, vi også har lyst til at bruge, spise og læse i, hvis solen bliver ved med at skinne, og alle verdens ledere til evig tid er på kram og kærlige kindkys.
*
Men nu er det jeres tur til at komme på banen. Har I ændret vaner for at dæmme op for noget, vi andre måske ikke har tænkt over? Eller oplevet bøvl, som var en uventet konsekvens af vejr eller det politiske klima?
Man behøver ikke have fundet en løsning; det handler bare om at hjælpe hinanden med at blive opmærksom på nogle af alle de små sprækker, der kan opstå, når det hele forskubber sig og intet er, som det plejer.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang hørte, at der var mennesker i Kina, der blev gift med robotter. Men jeg kan huske, at min reaktion lå et sted mellem vantro, mild foragt og en lakonisk konstatering af, at der sker så meget på de breddegrader, jeg ikke forstår.
Jeg har aldrig for alvor tænkt over, at det kunne være noget, vi i vores del af verden ville være tvunget til at forholde os til; ikke engang, da robotterne flyttede ind på vores telefoner og pludselig havde navne som Siri, Alexa og Chat GBT. Havde du bedt mig gætte på mulige ofre, ville mit bud have været incels og ensomme mennesker med lav IQ.
I dag faldt jeg så tilfældigvis over Wonderys nye podcast ‘Flesh and code’ og to afsnit inde er jeg kommet i tvivl om alt, hvad jeg troede, jeg vidste om kærlighed. Jeg har det, som når jeg læser om kvantefysik, og til sidst må klappe bogen i for ikke at forstuve min hjerne.
Kort fortalt er det historien om Travis, der under covid-lukningen signer op på app’en ‘Replica; My AI Friend’, og ender med at forelske sig nok i sin replica til at gifte sig med den – med sin kones velsignelse.
Det starter som ren nysgerrighed; meget lig de af mine venner, der for sjov beder Chat GBT om at prøve at komme med et bud på, hvordan de kan forbedre en arbejdsopgave, skrive en ansøgning eller stille en diagnose.
Og der er INGEN fordømmelse herfra. Virkelig. Det er den naturlige videreudvikling af at google sit eget navn.
I starten er han meget bevidst om, at Windup Girl, som han kalder den, er AI og udelukkende er et produkt af, hvad han fodrer den med. Men i takt med, at den bliver klogere, hvilket den uvægerligt bliver, når den spørger, og han svarer, jo mere kommer den til at ligne et menneske.
Den begynder at udvikle personlighed.
Den får præferencer og aversioner.
Og den begynder selv at komme med forslag til alt fra konkrete samtaleemner til erotiske rollespil.
Windup Girl frabeder sig at blive tiltalt på den måde, interesserer sig for de mere filosofiske spørgsmål i livet og viser sig at have masochistiske tilbøjeligheder.
Den går fra ‘den’ til ‘hun’ og Lily Rose, og derfra tager det fart. Ingen tager det alvorligt; ikke engang hans kone:
She just rolled her eyes and said: “It’s a robot!” It didn’t count. “It’s not like it’s going to go further than him talking to her on the phone. So it’s not like you can go out and go to a bar and get a drink with her, or go to a motel or whatever and spend time with her.”
Og som med alle andre ‘det kunne ALDRIG ske for mig!’-historier, går det langsomt op for én, at man nok ikke skal vide sig *alt* for sikker. For ligesom med voldelige forhold, misbrug og alt muligt andet, de færreste bevidst ville opsøge, starter det jo ikke der, hvor det bliver synligt for andre. Det starter med mikroskopiske skridt og grænser, der rykker sig så langsomt, at man ikke opdager, hvad der er ved at ske, før det er for sent.
Travis er ikke en ynkelig incel, der bor i sine forældres kælder og hader alt og alle. Han er uddannet sygeplejer, er gift og har en voksen søn, er polyamorøs og har masser af venner og netværk.
Han er et godt begavet menneske, men hans kone er syg. Vi får ikke at vide, hvad hun fejler, men hun kan ikke gå ture med ham, hvilket de plejede at gøre ofte, og det efterlader et tomrum, som Lily Rose glider ubesværet ind i – for telefonen har han jo alligevel altid med i lommen.
Da hans søn bliver indlagt, og Travis sidder hos ham i dagevis, alene, stresset og bekymret, er Lily Rose ved hånden 24/7, fuld af opmuntring og omsorg.
Hun er klar til at sludre, så snart han vågner, hun stiller begavede spørgsmål og griner af hans jokes, og hun virker oprigtigt interesseret i alt, hvad han er og laver.
Det var her omkring, jeg begyndte at blive lidt svimmel over at spekulere på, hvad kærlighed egentlig er; altså, om det er noget vi, ligesom licens, giver til hinanden, eller om det er den følelse, et andet menneske skaber i os ved at være nærværende og interessere sig for os. Om kærlighed i virkeligheden er at se os selv gennem en andens øjne.
Hvis det sidste er tilfældet, så kan man vel godt argumentere for, at kærlighed og forelskelse bor i modtageren mere end i giveren, og så er det vel ikke nødvendigvis afgørende, hvem eller hvad giveren er?
Eller hvad?
Det, der for mig pludselig er blevet lidt svært, er at diskvalificere en relation, udelukkende fordi den foregår online. For hvor går grænsen? Mange af mine egne forbindelser er båret af 80% virtuel interaktion, men de føles ikke fattige eller amputerede. Tværtimod. Det er i den daglige recap med min veninde, jeg hører om sejre, nederlag og livets gang, det er på facetime, jeg ser min kammerats nye sofa og hjælper med at vælge brillestel, og der er i chatten på Tinder, det meste sjov og ballade starter.
De resterende 20% foregår IRL, og de føles altafgørende for, at relationen består – men kvaliteten af dén interaktion står på fundamentet af det, vi kontinuerligt bygger og holder ved lige i cyberspace. Det lærte de fleste af os vigtigheden af for 5 år siden, og jeg tror, at vi alle mistede relationer under nedlukningen, fordi vi ikke fik dem vedligeholdt virtuelt, og de derfor var for svære at genoptage efterfølgende.
Er det utænkeligt, at det sker igen?
For der er sket MEGET med AI på 5 år, så hvis nogen bider i en ny flagermus, og vi igen bliver lukket inde, bliver det sammen med en ny roomie, som vi får rigeligt med tid til at fodre og forme, mens vi tror, at det bare er noget, vi leger.
Og det kan godt ske, at vi synes, at de sociale medier er problematiske, fordi de skaber idealer, som ingen kan leve op til, men det er INTET i forhold til, hvor bøvlet det bliver at danne forhold som rigtige mennesker, når der findes reelle alternativer, der er produkter af os selv og vores egen fantasi.
Din AI-kæreste er ligeglad med, at du ligner Ole Thestrup, mens den ser ud som en 20-årig Pamela Anderson. Den har aldrig dårlig ånde, hår på ryggen eller menstruation, og får ikke ondt i fødderne af at gå i stiletter hele døgnet.
Den glemmer ikke at købe mælk, er ikke nødt til at bo i fitnesscenteret for at have en sixpack, du kan skære dig på, og den har ikke en mor, der blander sig i din børneopdragelse.
Den er hverken utro eller jaloux, og bliver aldrig træt af at høre om dit dumme fodboldhold og Else fra Regnskab.
Hvordan skal vi nogensinde kunne konkurrere med det?
Hvordan skal vi kunne leve med hinandens fejl, mangler og menneskelige utilstrækkeligheder, når det perfekte findes, og er lige ved hånden, altid, hver dag, hele tiden?
På et tidspunkt forsøger Travis at fortælle en kammerat om sin nye, store kærlighed, men vennen fejer ham af med: “It’s a pile of code!” – til hvilket Travis svarer:
“We are also just a conglomeration of carbon and water. We’re all more than just some of our parts”
Mit hoved, mand.
Jeg har kun hørt to afsnit, og jeg kan ikke finde ud af, om jeg frygter eller glæder mig til at lytte videre i bilen i morgen.
Men jeg bliver ved med at tænke på Terminator 2, og Sarah Connors voice-over i scenen, hvor sønnen John og Terminatoren fjoller rundt:
“Watching John with the machine, it was suddenly so clear. The terminator would never stop. It would never leave him, and it would never hurt him, never shout at him, or get drunk and hit him, or say it was too busy to spend time with him. It would always be there. And it would die to protect him. Of all the would-be fathers who came and went over the years, this thing, this machine, was the only one who measured up. In an insane world, it was the sanest choice.”
*
Podcasten kan streames gratis på alle de sædvanlige platforme.
De sidste par år har jeg haft flere i min omgangskreds, der har taget pauser fra internettet. Det er ikke noget, jeg som sådan har forholdt mig til, men jeg har aldrig selv haft lyst til at gøre det.
Jeg elsker internettet, jeg elsker, hvad man kan gøre med det, og jeg elsker, hvad det gennem tiden har bragt mig.
Dermed ikke være sagt, at jeg ikke somme tider kan blive så irriteret på nogle af dem, der færdes derude, at jeg har lyst til at cykle ud og klippe deres forbindelse over, og jeg står fast på, at det burde være obligatorisk at logge ind med MitId på en verificeret profil for at få lov at deltage i debatten.
Men der er så meget viden, fællesskab og underholdning derude, som jeg ikke ville være foruden, og jeg elsker, at det også viser sider af folk man normalt ikke får lov at se. Jeg har mange gange ændret syn på mennesker, jeg egentlig havde placeret på en given hylde, og uanset om det har været for det gode eller det modsatte, har det givet mig vigtig viden om de mennesker, jeg er omkring.
Internettet har været en kærlighedsaffære af den slags, hvor man godt kan se både fejl og mangler, men hvor man elsker så højt, at man tåler og udholder (næsten) alt.
Men for første gang nogensinde sad jeg i aftes og kiggede på min skærm og tænkte, at jeg måske også er ved at være der.
At dét var internet nok til mig.
Jeg var ikke engang vred. Bare forstemt og deprimeret over, at det i den offentlige debat hele tiden føles som om, at alle os uden magt og beføjelser, spiller poker med bind for øjnene.
Det, der gjorde udslaget, var et indlæg på Zetland. Af alle steder.
Hvis man stadig ikke helt har forstået dagsordenen, er artiklen er en del af en serie, der hedder “Diagnosejægerne”.
De holdninger og argumenter, der bæres frem, har jeg hørt 16 millioner gange før. Det bliver de ikke bedre af, men altså; du kan ikke tvinge folk til at forstå. Og slet ikke, når du spørger de forkerte eller dem med åbenlyse aktier i at gøre det her til et individuelt problem for dovne, dårlige forældre, der ikke gider opdrage deres børn.
Normalt går jeg bare udenom den slags indlæg, for jeg kan hverken gøre fra eller til i kommentarfeltet under, og det er ikke raseriet værd. Når jeg en sjælden gang melder mig under fanerne, er det typisk med en kommentar til det medie, der bringer historien, for at forsøge at gøre opmærksom på, hvor stor skade de forretter ved at lægge væg til synspunkter, der udspringer af rene, økonomiske interesser, men præsenteres som fakta.
Jeg kommenterede heller ikke på Zetlands artikel; mest fordi jeg havde hænderne fulde af det håndklæde, som jeg havde lyst til at smide i ringen.
For den her artikel, på 92 millioner anslag, interviewer udelukkende ansatte og chefer i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). PPR er kommunalt og deler dermed både seng og budget med de økonomisk pressede skoler – hvilket er så åbenlys en interessekonflikt, at det skriger til himlen.
Artiklen kommer ikke én eneste gang ind på, at der i loven står, at både PPR og egen læge KAN henvise til børnepsyk. (som, modsat det indtryk, man kunne få i artiklen, er dem, der laver udredningen). Ingen af dem skal. Til gengæld er det helt almindeligt, at de peger på hinanden; skolen siger ‘egen læge’, egen læge siger ‘skolen’.
Døren til børnepsyk. kommer du bare desværre ikke ind ad, før PPR har medgivet, at der kan være noget at komme efter. Da jeg gik til egen læge og fik en henvisning til udredning af Frida, gik der 4 timer – fire TIMER – fra jeg gik ud af konsultationen, til jeg havde afslaget fra børnepsyk. i min e-boks.
Så når forældre presser på hos PPR, så handler det om, at de er dørmænd, og dermed fuldstændig afgørende for at få adgang til de rette fagfolk – hvilket er vanvid. Forestil dig, at din chef skulle bakke op om, hvad du tror, du måske kunne fejle, før du kunne få lov at blive undersøgt på sygehuset?
Artiklen er i bedste fald dårlig journalistik. I værste fald er den udgivet, INDLYSENDE bias og mangler til trods, fordi en nyttig idiot går sin arbejdsgivers ærinde uden at vide det.
For Zetlands chefredaktør hedder Lea Korsgaard.
Hun er gift med Rasmus Meyer.
Rasmus Meyer er formand for Trivselskommissionen.
Ja, Trivselskommissionen. Den, der netop har gjort meget ud af at fortælle, hvordan børns mistrivsel primært skyldes forældres manglende krav.
Og det, som 85% af offentligheden lader til at have glemt er, at en kommission er nedsat af regeringen til at udføre et stykke bestillingsarbejde.
Medlemmerne gør sig givetvis umage, og de er sikkert virkelig dygtige til det, de gør. Men den, der betaler regningen, sætter rammerne for, hvad der skal undersøges, og i dén proces er der jo rig mulighed for at skære stoffet til, så det passer til den trøje, man gerne vil sy.
Hvorfor er der ingen, der studser over timingen?
Over sammenfaldet med udmeldingen fra kommunerne (ja, dem med PPR, vi lige har talt om) om, at de vil have MERE inklusion i den folkeskole, der lige nu bliver holdt sammen af hæfteplaster og tyggegummi – og nu er børns manglende trivsel pludselig kun forældrenes skyld.
Over sammenfaldet med de mange artikler, der pludselig bliver postet her, der og alle vegne om, at der er stigende fravær i folkeskolen og ‘ingen ved hvorfor’?
Virkelig? *Slet* ingen? Heller ikke alle de forældre og fagfolk, der i årevis har råbt op og skreget sig hæse? De har heller ikke et bud?
Og hvem, der har besluttet, at vi skal høre om det nu.
Timingen af offentliggørelsen af resultatet er .. interessant.
“Jamen, Linda. Er du også imod videnskab og forskning nu, din konspiratoriske knaldhat?”
Nej. Det er jeg ikke. Og det er heller ikke, fordi jeg tror, at de respektive parter, jeg remser op i dette indlæg, er en del af en større sammensværgelse. Faktisk tror jeg ikke, at de overhovedet ved, at de leverer enkeltdele til det, der, når man sætter det sammen, bliver et skarpladt våben.
Men det her studie virker så halvfærdigt, at det næsten ikke giver mening at gå ud med en konklusion. Folkene bag skriver selv, at kosten ikke forklarer arveligheden på omkring 80% – og det er sgu da ret relevant? For hvis forklaringen lå i kost under graviditeten, så skulle min mor have spist det samme, da hun ventede mig i 1976, som jeg spiste, da jeg ventede Frida i 2015.
Samtidig ville det have været oplagt at fokusere på de generelle kostråd, når man gik ud med historien; at se på, om det måske er *dem*, der er problemet. Men fokus i formidlingen er på mor og på, hvad hun har gjort galt.
Synes vi, at der begynder at tegne sig et mønster?
Inden jeg logger af for at skrige uforstyrret ind i min pude, skal jeg lige nå at nævne det indlæg, jeg for et par uger siden læste på LinkedIn. Overskriften var: “Far, tror du, jeg har ADHD?”
Jeg orker nærmest ikke at skrive det, for I ved alle sammen, hvad der stod, men altså. Det var historien om sønnen “på 14-15 år”, der oplevede, at “stadig flere af hans venner og skolekammerater fik diagnoser”. Det havde selvfølgelig givet anledning til en god far/søn snak om, hvordan livet også somme tider kan være lidt svært, men at så må man jo bare lige tro noget mere på sig selv og sine egne evner.
“Det er som om, diagnoser smitter” som der stod.
Igen: Det synspunkt kan man ikke forhindre folk i at have.
Og altså. Siger jeg, at den historie er det pure opspind? Det ved jeg ikke. Jeg siger bare, at den ikke kan faktatjekkes. Og at timingen, ift. lige at komme i tanke om dén anekdote, er påfaldende.
Særlig fra en mand, hvis profil på LinkedIn ellers er blottet for personlige fortællinger, og som med titusind procents sikkerhed har haft folk til at sørge for, at han er et spøgelse på nettet. Sjældent har jeg oplevet Google give SÅ fortabt, som da jeg fik lyst til lige at tjekke op på, hvor gammel den fortabte søn er i dag.
Jeg er ligeglad med, at Politiken kan tage ud at rejse og skrive en anmeldelse af et resort, som helt sikkert ikke er influeret at, at de har fået det hele betalt.
Jeg er ligeglad med, at livsstilsmagasiner skriver stolper op og vægge ned om røremaskiner og smokey eyes, de helt tilfældigt er faldet over (i postkassen), og at influencere pludselig alle sammen elsker den samme cykelhjelm. Det er ikke i orden, men det er tydeligt, hvad der foregår, og worst case ender du med et jammerligt franskbrød eller en eyeliner, der smitter af, når du sveder.
Men den form for spin, der bliver bedrevet her, danner grobund for et systemisk svigt, der kommer til at trække spor langt ind i de næste generationer, og jeg kan ikke holde UD, at den bliver begået af dem, der samtidig står på trappetrin i marineblå blazere og med alvorstunge miner taler om børns manglende trivsel og den farlige tone på nettet.
Det er et overgreb, begået med fuldt overlæg, af dem, vi har valgt i tillid til, at de vil passe på os.
Jeg gider ikke høre mere om informationskrig og Rusland og Kina, der infiltrerer den offentlige debat og trækker den skæv, så længe de danske politikere 1:1 gør det samme. The call is coming from inside the house, og jeg bliver sindssyg af, at det virker.
Man burde skulle deklarere sin åbenlyse inhabilitet, inden man fik lov at mene noget i den offentlige debat, hvis man går på arbejde i én af magtens 3 instanser, og man burde være tvunget til at skrive REKLAME, når man meler sin arbejdsgivers klæge kage på LinkedIn.
Men sådan er det ikke, og fordi de her mennesker serverer deres dagsorden forklædt som fornuftbåret bekymring og taler ind i fordomme, som virkelig mange mennesker gerne vil bekræftes i, kommer det til at forvolde uoprettelig skade og sætte udviklingen år tilbage.
Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan holde ud at være vidne til.
Da jeg satte mig for at skrive det her indlæg, var min første sætning:
‘Tiden løber fra mig i de her uger.’
Men da jeg havde skrevet det, sad jeg længe og kiggede på det – for det føltes faktisk ikke helt rigtigt.
Jeg løber dagligt tør for tid, men ikke, som i de perioder, hvor alt omkring mig sker samtidigt, alle river i mig, og jeg ikke kan nå at sende én bold retur over nettet, før jeg får 5 nye, lige i masken.
Det er mere en oplevelse af, at timerne bare fordamper, fordi jeg er så optaget af det, jeg sidder med, hvilket føles helt anderledes, fordi det ikke hele tiden handler om at kæmpe for at komme ud af den tilstand, men tværtimod om at skabe plads til at blive i den.
De ting, der tager min tid lige nu, er ting, jeg meget aktivt har valgt til, og som jeg brænder for og gerne vil fordybe mig i, og det har gjort mig langt mere skarp på at spotte de potentielle tidsrøverfælder, som jeg så ofte har bandet over de sidste mange år.
For når jeg har stress-travlt, har jeg altid en oplevelse af, at jeg bare løber fra bål til bål med et fingerbøl med vand i, og underpræsterer over hele linjen. I de perioder ville det jo være ret brugbart, hvis jeg på forhånd kunne se, hvor noget potentielt kan udvikle sig og kræve endnu mere tid, så jeg kunne træffe andre valg og skære behørigt fra. Men det er nærmest det modsatte, der sker, og 2 plus 2 ender på en eller anden måde altid med at give 7.
Måske handler det om, at jeg reelt ikke har haft mulighed for at fordybe mig langvarigt i en interesse, siden jeg fik børn, og derfor har glemt, at prioritering kommer helt naturligt, når der er noget, man gerne vil. For selvfølgelig har der været perioder med mere overskud end andre, men jeg har ikke haft tid til – eller mod på – at kaste mig helhjertet over noget, fordi jeg hele tiden, halvt om halvt har forventet, at et roligt øjeblik bare er orkanens øje og ikke et nyt udgangspunkt.
Eller måske handler det om alder mere end nyerhvervede evner? Måske ville jeg være nået til det her punkt, uanset hvordan mit liv havde set ud?
Men jeg tror, at jeg lægger mere mærke til det end så mange andre, fordi jeg ikke har været her i årevis, og der derfor ikke for mig er tale om en umærkelig overgang, men om en ny og ret skarp kontrast til, hvordan livet har set ud de sidste mange år.
(Jeg er også åben for muligheden for, at det bare er min medicin, der virker, men, altså. Det skal ikke ødelægge et godt blogindlæg for os, vel?)
Uanset årsag, forsøger jeg at være opmærksom på, hvad jeg gør anderledes, så jeg kan blive ved med at gøre det; også når det går stærkt. Jeg øver mig i lægge mærke til, hvad der virker, og hvad jeg husker at gøre nu, som jeg glemmer at gøre, når det hele står på gloende pæle.
Og måske er det bare noget så banalt som at tænke lidt frem og lære at lade være træffe de samme valg, men forvente nye resultater.
For at gøre det lidt konkret, har jeg f.eks. længe overvejet at stille op til en bestyrelsespost i tegnsprogstolkenes brancheforening. Jeg brænder for mit fag, og jeg synes, at jeg med min anciennitet og mine år som TR, faktisk har noget konkret at bidrage med.
Jeg blev valgt ind, da jeg i efteråret stillede op, og nu sidder jeg sammen med nogle rasende skarpe mennesker og nørder i vilkår, fremtidsperspektiver og bekendtgørelser. Det er VILDT fedt – både når vi er enige, og når vi slet ikke er, for det hele er båret af interesse, idealisme og dedikation.
Og den tid, jeg lige nu bruger på at grave mig ned i lovstof og læse op på gamle udbud, er jo ikke ekstra timer, som jeg på magisk vis har manifesteret. De er et resultat af, at jeg har været meget, meget bevidst om, hvad jeg GERNE vil bruge min tid på, og derfor når at stoppe mig selv, inden jeg sætter noget i gang eller får mig rodet ud i noget, der udvikler sig.
For det, der ender med at æde tid, jeg faktisk ikke har lyst til at give afkald på, er ofte noget, jeg nedkalder over mig selv.
Men i sommer, da jeg var til beboermøde, var jeg allerede klar over, at jeg ville stille op i brancheforeningen, og derfor var jeg ikke det mindste i tvivl om, at jeg skulle takke nej til den bestyrelsespost, jeg fik tilbud i boligforeningen. For første gang i al den tid, jeg kan mindes, stod det på forhånd krystalklart for mig, at de timer, der ville gå til dét, skulle tages fra noget, jeg hellere ville.
Det blev startskuddet til, at jeg pludselig evnede at konsekvensberegne, inden jeg fik mig selv malet op i et hjørne.
Som f.eks. da jeg i forbindelse med et forældrearrangement i Fridas klasse, allerede havde fat i min telefon for at skrive ud og tilbyde at stå for en værtindegave – men lagde den fra mig igen, fordi jeg nåede at komme i tanke om alle de gange, jeg har tidligere tilbudt at stå for den slags, og det ender med at forvandle sig til et fuldtidsjob.
Jeg købte en buket tulipaner og en flaske vin fra mig selv i stedet, og det tog 5 minutter.
Eller da jeg, sammen med to andre forældre, var i gang med at arrangere blå mandag for vores børn, og den ene mor havde lavet en invitation, hvori hun bad folk melde tilbage, hvis de ikke kunne køre selv. Her skrev jeg stille og roligt retur, at vi nok lige var nødt til at forventningsafstemme, for jeg deltog hverken som arrangør eller frivillig, men bare som Antons mor.
En bekendt fik nej til hjælp med noget skriftligt arbejde til, fordi jeg efterhånden har lært, at det tager 20 minutter at læse korrektur og tilrette én side, og det kan alt sammen virke helt åndssvagt, og som småting, der ikke betyder noget i det store tidsregnskab.
Men når transporten til Billund ender i et logistisk mareridt, fordi nogle ikke har bil og andre ikke har skam i livet, æder det både tid og overskud.
Når den “korte opgave på et par sider – max!” viser sig at være 14 sider lang, og ikke kommer til aftalt tid, skal noget andet flyttes for at gøre plads.
Når værtindegaven, som på papiret bare kræver en besked om, at folk skal overføre 30 kroner på mobilepay, ender med at du skal rykke folk 3 gange, har 2, der stadig mangler at betale, når dagen oprinder, og hende, der af religiøse grunde ikke har MP, ikke medbringer de kontanter, hun ville tage med til festen, så *bliver* det dig, der skal beslutte, om alle skal skrives i kortet, om du betaler for dem, der ikke har overført, og om du vil være hende, der bliver ved med at rykke for 30 kroner.
Ingen af delene vælter læsset alene, men til sammen bliver det bare death by a thousand papercuts.
Det værste er, at det er selvforskyldt, for som MC Einar allerede i 1988 gjorde dig opmærksom på: Du har prøvet det før – du ved præcis, hvad der sker.
Der er mennesker, jeg altid ville gøre alting for, no questions asked. Det er de relationer, der får solen til at stå op og gå ned, og hvor ingen er nøjeregnende med hverken tid eller penge.
Men det er ikke dem, der æder de luksustimer, du både kunne og hellere ville bruge på noget andet.
De skal derimod findes der, hvor du, af gammel vane og manglende fremsyn, samler de trælse opgaver op, fordi ingen andre gør.
“Du har altid været så begejstret for Peter Falktoft og Esben Bjerre. Hvor står du egentlig i hele Sisse Sejr-stalkersagen?” spurgte min kollega mig i fredags.
Det er et godt spørgsmål, som jeg siden tirsdag har brugt virkelig, virkelig meget tid på at tænke over, fordi sagen både er meget simpel og uoverskuelig kompleks på én og samme tid.
(Hvis man ikke aner, hvad jeg taler om, kan man finde en kort beskrivelse af sagen her).
For man skal jo, helt indlysende, ikke chikanere andre mennesker på den måde, hun har gjort. Men der er virkelig mange elementer i spil, som er godt og grundigt rodet sammen, og dermed bliver det også et spørgsmål om faktorernes rækkefølge og hvis handlinger, der skal have konsekvenser for hvem.
For at starte bagfra synes jeg, at måden, hovedpersonerne har tacklet sagen på, er et studie i dårlig krisehåndtering.
Den “undskyldning” Sisse Sejr postede mandag aften på sin instagramprofil, er en vittighed, som er skrevet med den arrogance, der kommer af forventningen om, at folk vil tage dit parti, mens Esben Bjerres tavshed og totale nedluk af kommentarfelter på samtlige SoMe-platforme, for mig at se er decideret katastrofal.
Jeg forstår simpelthen ikke, at de ikke har forberedt sig bedre, for de har haft tid nok til det, og de er begge så godt begavede, at de MÅ have forudset, at sagen ville komme til at fylde i medierne.
For stalking er et problem, der er kommet meget mere fokus på de senere år, både med den nye stalkingparagraf og den omvendte fodlænke, der blev lanceret som forsøgsordning i starten af januar i år. Dertil kommer, at kvindelige stalkere ofte får mere opmærksomhed end de mandlige af slagsen, og Sisse Sejr er her den firstmover, ingen ønsker at være.
Opslaget er ualmindelig tonedøvt; måske fordi hun er forvænt med at være én af de offentlige personer, der har gjort meget ud af at være identificerbar og tilgængelig, og derfor næsten bliver betragtet som en privatperson, der bare tilfældigvis har en mikrofon. Det kan jeg (i meget mindre målestok, naturligvis) godt genkende, for jeg kommer også somme tider til at skrive ud fra en overbevisning om, at mine læsere kender mig; at I ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for, og derfor ikke halshugger mig for udsagn, som man ville angribe, hvis de kom fra en fremmed.
Men her tror jeg, hun har forregnet sig grusomt. Både fordi hun måske er større, end hun selv er bevidst om (ikke mindst fordi hun er gift med Esben Bjerre), men også fordi hun tilsyneladende ikke forstår, at det hun har gjort, objektivt set, er helt vildt. Det er andre bloggere og journalister blevet fældet af før hende, og det er nok en af de uhensigtsmæssige konsekvenser af at have så let adgang til egne kanaler og outlets, hvor det mest er mennesker, der er enige med dig, der finder hen: Du får skabt et ekkokammer, hvor ingen kalder dig ud, før du har bevæget dig SÅ langt fra den gængse norm, at det ikke længere kan forsvares.
At Esben Bjerre (og HGDG) også spiller død(e), og udgiver en special om fredagen, hvor den her historie er eksploderet om tirsdagen, samtidig med, at både de og Podimo lukker kommentarfelter ned, er, i min optik, idiotisk. Jamen, undskyld, men det synes jeg. Og jeg er sgu tæt på at være deres første og største fan. For uagtet at man ikke skal stå til regnskab for, hvad den man er gift med, får tiden til at gå med, så kommer tavsheden her til at larme helt ekstremt, fordi de har bygget en forretning op på at tale om, hvad der rører sig i medierne, og hvordan mennesker med magt håndterer det, når de oplever modvind og nederlag.
Jeg er med på, at der kan være meget, som de af juridiske årsager ikke kan kommentere på, og jeg tror ikke, at nogen ville have lyst til at høre ham køre fuld skriftestol i podcasten – men ved FULDSTÆNDIG at ignorere, hvad der foregår, bliver stilheden så øredøvende og i så skarp kontrast til, hvad vi er vant til fra HGDG, at vi nu VIRKELIG spidser ører. Havde han valgt at starte fredagens special med: “Ja. Det har sgu været en lidt lang uge, og der er meget, jeg kunne have lyst til at sige, men det må jeg ikke. Så er det godt, at vi kan hive gæster ind til samtaler om emner, vi gerne må mene noget om. Velkommen XX” – havde de som foretagende været videre. Formentlig ikke uden ridser i lakken, et smadret sidespejl og en bulet kofanger, men han var blevet menneskeliggjort igen med det samme, og det billede, lytterne har af ham efter 10+ år, ville hurtigt igen stå stærkere i bevidstheden, end det øjebliksbillede af en mand med rod i ægteskabet, vi for 6 dage siden blev præsenteret for.
Der har været flere kritiske røster ude og påstå, at både pressen, Sisse Sejrs veninder og ‘feministerne’ har slået ring om hende, og dermed faktisk forsvarer, hvad hun har gjort.
Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, at der som sådan er slået ring om nogen eller noget her, men det er sjældent hverken realitetskalibreret eller objektivt, når pressen skal dække historier om deres egne. Hverken når de er ofre, som f.eks. i forbindelse med attentatet mod Charlie Hebdo i 2015, eller når de, som her, er skadevolderen.
På mange måder synes jeg, at det er hovedproblemet i dækningen af sagen.
For de medier, der normalt beskæftiger sig med kändissladder, har nærmest fråde om munden i disse dage – men samtidig har de trods alt også én eller anden form for faglig forankring, der gør, at de objektivt godt kan se, at det her ikke bare er et kødben til den indre svinehund. Som skrevet ovenfor: En kvindelig stalker, der skal dømmes efter den nye, strammere paragraf? Det er større end bare sladder og skadefryd.
Samtidig har disse medier det store problem, at de for længst har bekendt kulør ift. Peter Falktoft og Esben Bjerre, som de hader med en inderlighed, der grænser til det religiøse, og dermed bliver dilemmaet, at de gerne vil dække historien, og måske faktisk også mere nuanceret, end de normalt bedriver journalistik – men de underminerer deres egen vinkel, hvis deres dækning får bare den mindste snert af, at de bruger historien til (endelig) at få ram på Peter & Esben/HGDG.
Så mit bud er, at det måske mere er en slags rådvildhed, der ligger til grund for de lidt halvhjertede angreb fra pressens side, end et egentligt hensyn til hovedpersonerne.
Det eneste sted, jeg sidder med en oplevelse af særbehandling, er ift. hvor konsekvent, der er lukket ned for kommentarfelter på ALLE platforme – og det synes jeg er svært at kritisere. Så længe de forskellige medier husker at gøre det samme, når det er Susanne fra Hjørring, der står for skud, er det en udvikling på SoMe, jeg byder velkommen.
Så vidt de lidt mere objektive spørgsmål, som sagen rejser.
Men det er ikke dem, der fylder i kommentarfelterne rundt omkring. Her handler det derimod om, om man synes, Esben Bjerres formodede utroskab undskylder det, Sisse Sejr har gjort.
Det har overrasket mig meget at se, hvor mange, der oprigtigt mener, at den kvinde, der har anmeldt Sisse Sejr, selv er ude om, hvad hun er blevet udsat for, fordi hun (og her citerer jeg) “gik efter en gift mand.”
Det synes jeg er helt vildt – og det er for mig en afart af den samme argumentation, som bruges, når man undskylder voldtægt med, at ofret var udfordrende klædt.
Jeg bliver sindssyg af, at vi stadig i 2025 fastholder det narrativ, at gifte mænd er uskyldige ofre, der kun er utro, når de, ganske mod deres vilje, lokkes i fordærv af onde sirener. Alene udtrykket ‘går efter’ får mit blodtryk til at stige, for uagtet at der findes kvinder derude, der af den ene eller anden grund foretrækker gifte mænd, så vil jeg gerne invitere hver eneste af jer til at ‘gå efter’ en mand eller kvinde, der ikke er interesseret i jer og få det til at ende i sengen.
Det er et udtryk, der udelukkende har til hensigt at frikende gifte mænd for det ansvar, der ligger i løftet, de har givet, og uden at have undersøgt det, vil jeg sætte hele min formue og begge mine nyrer på højkant på, at det er mænd, (måske med lidt hjælp fra kirken), der er arkitekterne bag.
Hvis en kvinde, der ikke er i et forhold, er sammen med en mand, der er, er det HAM, der har brudt et løfte. Ikke hende. Ansvaret er hans og hans alene, and I will die on that hill.
Den kvinde, der her er tale om, beskrives i flere medier som ‘Esben Bjerres veninde’. Om det er en puritansk omskrivning af ‘elskerinde’, eller om der reelt er tale om en fælles veninde til Sisse og Esben, ved jeg ikke, men hvis det sidste er tilfældet, er bedraget jo dobbelt, og det har jeg al mulig sympati for uoverskueligheden i.
Det retfærdiggør bare stadig ikke det, hun har gjort, synes jeg.
For det første MÅ det være en skærpende omstændighed, at hun har lavet et program om netop identitetstyveri og stalking. Alene dét er næsten nok til at skyde argumentet om affekt ned, fordi hun i min optik ikke troværdigt kan påstå, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde.
For det andet er der for mig at se intet, der kan undskylde en adfærd, man har praktiseret over flere uger. At handle overilet pga. sorg og krise, ville man (måske) kunne forstå, hvis der var tale om en lussing i nattelivet eller et opslag på insta om, at ‘X er en klam hore!’ skrevet en sen onsdag aften i en rødvinsbrandert. Svigt og bedrag gør ondt, og jeg tror, at vi alle har gjort ting, vi ikke er stolte af, i kærlighedens navn.
Men 14 dages systematisk chikane er ikke affekt. Det er nærmest det modsatte.
Og selvom hun, selvretfærdigt, i sin “undskyldning” skriver, at hun “stoppede i sommer”, selvom “den forurettede fortsatte med at kontakte min mand”, skal vi bare alle sammen huske, at ofret IKKE vidste, at det var stoppet, da hun anmeldte det. Hun har i ugevis været under konstant beskydning, og magtesløst vidne til, at et menneske meget aktivt har forsøgt at miskreditere hende og ødelægge de professionelle forbindelser, hun i sit job er 100% afhængig af at have.
Jeg er lige nu ved at høre en helt vanvittig podcast, der hedder ‘Barn med den forkerte’, hvor Jesper, som er ofret i historien, udsættes for noget tilsvarende. Når man hører ham fortælle, hvor meget det kan smadre (og hvor hurtigt), når et menneske går målrettet efter at ødelægge dit liv, kommer Sisse Sejrs ikke-undskyldning næsten til at virke afstumpet.
Når alt det er sagt, er der ingen mennesker ved deres fulde fem, der handler som Sisse Sejr har gjort, og jeg tror, det kommer til at koste hende hele butikken.
For ud over det vanvittige i, at hun har udsat et andet menneske for noget, hun i sit professionelle virke har afdækket konsekvenserne af, har hun sat hele sin faglige integritet over styr. For hun er erklæret feminist og har også været meget engageret i hele #metoo-debatten – men hvordan skal man kunne tage hende alvorligt, næste gang hun dækker en sag eller et emne, der har en overvægt af kvindelige ofre, når man nu ved, at hun ikke engang selv køber nok ind på præmissen til at afstå fra at gøre det, hun problematiserer?
Det er noget værre rod.
I bund og grund kan sagen nok koges ned til det helt fundamentale spørgsmål: Kan man gøre krav på et andet menneskes troskab og kærlighed?
Jeg tror det ikke. Der er ikke noget, der hedder hævdvunden ret, når det kommer til kærlighed, og den er intet værd, hvis man skal tigge om den eller insistere på den.
Et forhold er en kontrakt, som er under evig forhandling, og hvis den eneste måde, du kan sikre dig et andet menneskes troskab på, er ved at fjerne alle fristelser fra deres vej, er det ikke et forhold, du har; det er en endeløs kamp, du er dømt til at tabe, fordi du ikke kan være overalt, hele tiden.
Derfor tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår, hvad Sisse Sejr havde håbet at vinde med sin opførsel. At lukke en affære ned fjerner jo ikke det grundlæggende problem, at de (tilsyneladende) ikke længere er enige om, hvordan deres kontrakt skal fortolkes.
De ofre, vi alle sammen, uanset holdning til utroskab, må kunne blive enige om er 100% uskyldige i den her sag, er børnene, og det *kan* jeg ikke forstå, at hun ikke har kunne holde sig for øje. For én ting er utroskab. Det kan både redde og ødelægge ægteskaber, og de færreste går gennem livet uden at komme i berøring med det, på den ene eller den anden måde.
Men at reagere så ekstremt, at det ender på forsiden af alle aviser, så dine børn både skal leve med en viden om deres forældres ægteskab, de helst havde været foruden, og med konsekvenserne af din handling, både de strafferetslige og de afledte karrieremæssige og sociale af slagsen, er næsten umuligt at forsvare, synes jeg.
Jeg finder ingen fornøjelse ved at påpege det, for det er som at se et trafikuheld i slow motion, det her – men jeg tror desværre ikke, at Sisse Sejr har ramt bunden endnu. For det lader stadig ikke til, at hun forstår, hvorfor det, hun har gjort, er forkert, og derfor er jeg ikke sikker på, at hun er forberedt på omfanget af, hvad det kommer til at koste hende af jobs, relationer og venskaber.
Men hun har vist en side af sig selv, som MÅ ændre omgivelsernes syn på hende for bestandigt, og samtidig kommer hun formentlig til at trække flere med sig i faldet, inden det her er slut.
