Kategori: Alvorligt talt

Umagen værd

Om et par uger skal jeg til skole/hjem samtale med Frida. Hun er, som altid, frygteligt nervøs, hvilket der absolut ikke er grund til, men hun kan næsten ikke være i, at der sidder 3 voksne mennesker og kigger på hende.

Det kan jeg ikke tage fra hende, hvor gerne jeg end ville, og selvom jeg er fortaler for, at børn skal have en høj grad af medbestemmelse i eget liv, så er der også somme tider ting, jeg står fast på, at man skal; også selvom man synes, det er svært. Specielt når man er en lille (over)tænker som Frida, for med børn som hende kan mangt og meget blive ubehageligt oppe i hovedet, og får man hver gang lov at sige nej, vokser bunken af ting, man ikke kan, fordi man ikke har opdaget, at man kan mestre dem.

(Når jeg skriver det, lyder det som om, jeg synes, at man skal trække børn med skolevægring i skole ved håret; det gør jeg virkelig, virkelig ikke. Men som med alt andet på spektret kan det være svært at sige, præcis hvornår noget går fra at være overkommeligt ubehag til traumatiserende angst og overbelastning).

Det er en balancegang, og hun får somme tider lov til at sige nej, men lige ift. de her samtaler står jeg fast. Dels ved jeg, at indholdet altid er positivt, dels er det et meget tidsafgrænset ubehag at skulle stå igennem, og endelig kan det hurtigt blive træls for lærerne, hvis først ét barn får lov at slippe.

Men vi taler meget om det i tiden op til samtalen, og noget af det, jeg gør meget ud af at fortælle hende er, at hun ikke skal leve op til nogen former for forventninger hos mig; at ingen er gode til alting, og at folkeskolen mest af alt er et sted, hvor man skal afsøge, hvad man kan lide at lave, så man kan vælge den rigtige vej i livet.

“Jeg bliver aldrig nogensinde sur på dig over karakterer eller over, at du synes, noget er svært. Det eneste, jeg gerne vil have, er, at du gør dig umage”, sagde jeg til hende forleden.

Det siger jeg hver gang. Til dem begge to. Men denne gang kom jeg bagefter til at tænke over, om ‘umage’ for hende føles som noget, hun skal præstere.

Det fik mig til at tænke videre over, hvad jeg forbinder med ordet, og jeg nåede frem til, at det for mig er en måde at tilgå livet på – og at det er en hjørnesten.

Det betyder ikke, at målet med en given indsats er perfektion, men når jeg selv involverer mig i noget, forsøger jeg altid at give det mit bedste skud, og jeg HADER at arbejde sammen med mennesker, der kun stempler halvt ind.

Umage, eller rettere mangel på samme, er faktisk i dag er blevet afgørende for, hvad jeg holder fast i, og hvad jeg skærer fra.

Det er én af dem, der føles, som om den bliver vigtigere og vigtigere i takt med, at jeg bliver ældre; måske fordi man bliver mere nærig med sin tid, når man erkender, at den ikke er ubegrænset.

Ingen er ligeglade med, hvordan de bliver behandlet, hverken professionelt eller privat, men jeg er ikke sikker på, at det er SÅ afgørende for andre mennesker, som det er for mig.

Dermed ikke være sagt, at jeg bare rider i stoisk ensomhed gennem livet på min høje hest og kun er at finde steder, hvor alle lever op til mine forventninger. Selvfølgelig ikke. Vi har alle sammen bløde punkter og blinde vinkler, og livet er fuld af opgaver i fællesskaber, vi ikke selv har valgt til.

Det er svært at ændre på, og egentlig er det nok meget godt, at man på den måde forbliver bevidst om sine værdier, fordi man mærker dem tydeligst på steder, hvor de ikke bliver delt.

Konkret handler det for mig om indsats, nærvær og respekt for andres tid.

Hvis du ikke kan finde en dag i din kalender 3 måneder frem, er det fordi, aftalen eller opgaven ikke er vigtig nok.

Hvis du hver gang kommer farende ind ad døren, 5 minutter for sent, og med flagrende tøj og kaos-energi, eller taler om bagkant og exit, allerede inden vi har sat os, er det fordi, der er et andet sted, du hellere vil være.

Det er ikke sikkert, at du er bevidst om det, men din konkrete adfærd afspejler den værdi, du tillægger en given relation eller interaktion, og hvis du gerne vil teste, om det bare er noget, jeg finder på, så prøv, næste gang du sidder i et møde eller over en kop kaffe at sige: “Jeg venter lige, til du er færdig”, når nogen samler mobilen op og siger: “Bare snak videre.”

Helt stille og roligt.

For det, der sker hver gang jeg gør det, er, at den, der sidder med mobilen bliver meget hurtigt færdig med at skrive – fordi afbrydelsen bliver så tydelig, når samtalen forstummer. Men det ER en afbrydelse, som ikke bliver mindre forstyrrende af, at vi taler hen over den, for uanset om du bare er Maltes mor eller er forsvarende olympisk mester i multitasking, så mister samtalen momentum, når den sættes på hold.

Og selvfølgelig: #Life. Det ved jeg godt. Og jeg er OGSÅ somme tider nødt til at svare på en besked. Men helt grundlæggende vil jeg prioriteres, når jeg tilbyder min tid eller indsats, og jeg forventer, at du er tilstede, når vi er sammen.

Jeg er ikke det fjerneste bange for at løse opgaverne selv eller for at være alene, men jeg er altid på vagt overfor ligegyldighed, også i det små, fordi det påvirker kvaliteten af både samværet og samværet, og selvom det måske ikke føles sådan, så forfladiger det dine relationer over tid.

For selvom det nogle gange godt må være lal og bananer, one night stands og Teammøder, hvor alle sidder og sender reels til hinanden under bordet, så er det vigtigt at være bevidst om, at dybde i samtale og kvalitet i samarbejde sker ikke af sig selv. Det kræver fokus og nærvær.

Umage.

Det hænger ikke sammen med frekvens, for der kan sagtens være både fokus og nærvær i en relation, hvor man sjældent taler sammen eller ses. Så længe begge parter vælger samværet helhjertet til, når man så ER sammen, kan relationen sagtens bestå.

Ligeledes kan man også have en velfungerende relation, selvom man kommer efter to forskellige ting. Jeg har f.eks. en veninde, jeg sætter stor pris på, hvor rollefordelingen er, at hun taler og jeg lytter. Det lyder skævt, men det er det ikke, for hun har mange temaer i sit liv, som jeg tidligere har haft i mit eget, og når vi taler om hende, oplever jeg at se min egen proces fra nye vinkler, fordi jeg skal sætte ord på min læring, og dermed pludselig forstår den på en helt ny måde. Der er masser af vækst og udvikling i vores venskab, selvom vi tilgår det af forskellige årsager, fordi vi begge er bevidste om, hvad vi henter hos hinanden.

Alle relationer skal vedligeholdes og plejes, hvis de skal leve og have værdi. Også de virtuelle af slagsen. Specielt på LinkedIn bliver det tydeligt, hvem der først finder derind, når fællesskabet har noget DE skal bruge – og sådan fungerer det ikke. Du kan ikke træde ind i et rum, hverken IRL eller cyber, og forvente, at mennesker, der har været der i årevis, og fra bunden har bygget netværk op, smider hvad de har i hænderne for at få lov at hjælpe dig. Det er der mange, der har måtte lære på den hårde måde. For al den lækre deling og trafik, der kan generere ansættelser, salg og synlighed får du ikke, fordi du lige stempler ind med hånden rakt frem. Den kræver kontinuerlig tilstedeværelse og meningsfuld interaktion; også når der ikke er noget i det for dig.

Jo ældre jeg bliver, des bedre forstår jeg, at tid er en gave, vi giver til dem, vi gerne vil dele den med. Som ung kan det føles vigtigt at tegne et billede af sig selv som én, der lever stående med jakken på; altid i transit og på vej videre. Men som årene går, opdager man, at dybde trumfer overflade hver eneste gang.

Dine relationer og dine resultater afspejler kvaliteten af din egen indsats. Og det skal man huske.

For det kan godt være, at du må melde afbud, gå tidligt eller sætte dig selv på pause.

Eller at dit projekt eller din danske stil ikke er helt så vild som din sidekammerats.

Måske ER umage faktisk noget, man skal præstere. Både som barn, som ung og når man er voksen.

Men hvor karakterer er øjebliksbilleder, som påvirkes af tusindvis af udefrakommende faktorer, og som i bedste fald indikerer flair for sprog frem for tal, så er umage en måde at tilgå livet og være i verden på. Det er en livslang investering i relationer og netværk, i kærlighed og kvalitet.

Go hard or go home, siger de over there.

Jeg er nok mere på go hard or stay home

For man kan ikke nå alt, man kan ikke mestre alt, og man kan ikke have lyst til alt.

Det skal man heller ikke.

Men der, hvor man er, kan man altid gøre sig umage.

Sejr & nederlag

“Du har altid været så begejstret for Peter Falktoft og Esben Bjerre. Hvor står du egentlig i hele Sisse Sejr-stalkersagen?” spurgte min kollega mig i fredags.

Det er et godt spørgsmål, som jeg siden tirsdag har brugt virkelig, virkelig meget tid på at tænke over, fordi sagen både er meget simpel og uoverskuelig kompleks på én og samme tid.

(Hvis man ikke aner, hvad jeg taler om, kan man finde en kort beskrivelse af sagen her).

For man skal jo, helt indlysende, ikke chikanere andre mennesker på den måde, hun har gjort. Men der er virkelig mange elementer i spil, som er godt og grundigt rodet sammen, og dermed bliver det også et spørgsmål om faktorernes rækkefølge og hvis handlinger, der skal have konsekvenser for hvem.

For at starte bagfra synes jeg, at måden, hovedpersonerne har tacklet sagen på, er et studie i dårlig krisehåndtering.

Den “undskyldning” Sisse Sejr postede mandag aften på sin instagramprofil, er en vittighed, som er skrevet med den arrogance, der kommer af forventningen om, at folk vil tage dit parti, mens Esben Bjerres tavshed og totale nedluk af kommentarfelter på samtlige SoMe-platforme, for mig at se er decideret katastrofal.

Jeg forstår simpelthen ikke, at de ikke har forberedt sig bedre, for de har haft tid nok til det, og de er begge så godt begavede, at de MÅ have forudset, at sagen ville komme til at fylde i medierne.

For stalking er et problem, der er kommet meget mere fokus på de senere år, både med den nye stalkingparagraf og den omvendte fodlænke, der blev lanceret som forsøgsordning i starten af januar i år. Dertil kommer, at kvindelige stalkere ofte får mere opmærksomhed end de mandlige af slagsen, og Sisse Sejr er her den firstmover, ingen ønsker at være.

Opslaget er ualmindelig tonedøvt; måske fordi hun er forvænt med at være én af de offentlige personer, der har gjort meget ud af at være identificerbar og tilgængelig, og derfor næsten bliver betragtet som en privatperson, der bare tilfældigvis har en mikrofon. Det kan jeg (i meget mindre målestok, naturligvis) godt genkende, for jeg kommer også somme tider til at skrive ud fra en overbevisning om, at mine læsere kender mig; at I ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for, og derfor ikke halshugger mig for udsagn, som man ville angribe, hvis de kom fra en fremmed.

Men her tror jeg, hun har forregnet sig grusomt. Både fordi hun måske er større, end hun selv er bevidst om (ikke mindst fordi hun er gift med Esben Bjerre), men også fordi hun tilsyneladende ikke forstår, at det hun har gjort, objektivt set, er helt vildt. Det er andre bloggere og journalister blevet fældet af før hende, og det er nok en af de uhensigtsmæssige konsekvenser af at have så let adgang til egne kanaler og outlets, hvor det mest er mennesker, der er enige med dig, der finder hen: Du får skabt et ekkokammer, hvor ingen kalder dig ud, før du har bevæget dig SÅ langt fra den gængse norm, at det ikke længere kan forsvares.

At Esben Bjerre (og HGDG) også spiller død(e), og udgiver en special om fredagen, hvor den her historie er eksploderet om tirsdagen, samtidig med, at både de og Podimo lukker kommentarfelter ned, er, i min optik, idiotisk. Jamen, undskyld, men det synes jeg. Og jeg er sgu tæt på at være deres første og største fan. For uagtet at man ikke skal stå til regnskab for, hvad den man er gift med, får tiden til at gå med, så kommer tavsheden her til at larme helt ekstremt, fordi de har bygget en forretning op på at tale om, hvad der rører sig i medierne, og hvordan mennesker med magt håndterer det, når de oplever modvind og nederlag.

Jeg er med på, at der kan være meget, som de af juridiske årsager ikke kan kommentere på, og jeg tror ikke, at nogen ville have lyst til at høre ham køre fuld skriftestol i podcasten – men ved FULDSTÆNDIG at ignorere, hvad der foregår, bliver stilheden så øredøvende og i så skarp kontrast til, hvad vi er vant til fra HGDG, at vi nu VIRKELIG spidser ører. Havde han valgt at starte fredagens special med: “Ja. Det har sgu været en lidt lang uge, og der er meget, jeg kunne have lyst til at sige, men det må jeg ikke. Så er det godt, at vi kan hive gæster ind til samtaler om emner, vi gerne må mene noget om. Velkommen XX” – havde de som foretagende været videre. Formentlig ikke uden ridser i lakken, et smadret sidespejl og en bulet kofanger, men han var blevet menneskeliggjort igen med det samme, og det billede, lytterne har af ham efter 10+ år, ville hurtigt igen stå stærkere i bevidstheden, end det øjebliksbillede af en mand med rod i ægteskabet, vi for 6 dage siden blev præsenteret for.

Der har været flere kritiske røster ude og påstå, at både pressen, Sisse Sejrs veninder og ‘feministerne’ har slået ring om hende, og dermed faktisk forsvarer, hvad hun har gjort.

Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, at der som sådan er slået ring om nogen eller noget her, men det er sjældent hverken realitetskalibreret eller objektivt, når pressen skal dække historier om deres egne. Hverken når de er ofre, som f.eks. i forbindelse med attentatet mod Charlie Hebdo i 2015, eller når de, som her, er skadevolderen.

På mange måder synes jeg, at det er hovedproblemet i dækningen af sagen.

For de medier, der normalt beskæftiger sig med kändissladder, har nærmest fråde om munden i disse dage – men samtidig har de trods alt også én eller anden form for faglig forankring, der gør, at de objektivt godt kan se, at det her ikke bare er et kødben til den indre svinehund. Som skrevet ovenfor: En kvindelig stalker, der skal dømmes efter den nye, strammere paragraf? Det er større end bare sladder og skadefryd.

Samtidig har disse medier det store problem, at de for længst har bekendt kulør ift. Peter Falktoft og Esben Bjerre, som de hader med en inderlighed, der grænser til det religiøse, og dermed bliver dilemmaet, at de gerne vil dække historien, og måske faktisk også mere nuanceret, end de normalt bedriver journalistik – men de underminerer deres egen vinkel, hvis deres dækning får bare den mindste snert af, at de bruger historien til (endelig) at få ram på Peter & Esben/HGDG.

Så mit bud er, at det måske mere er en slags rådvildhed, der ligger til grund for de lidt halvhjertede angreb fra pressens side, end et egentligt hensyn til hovedpersonerne.

Det eneste sted, jeg sidder med en oplevelse af særbehandling, er ift. hvor konsekvent, der er lukket ned for kommentarfelter på ALLE platforme – og det synes jeg er svært at kritisere. Så længe de forskellige medier husker at gøre det samme, når det er Susanne fra Hjørring, der står for skud, er det en udvikling på SoMe, jeg byder velkommen.

Så vidt de lidt mere objektive spørgsmål, som sagen rejser.

Men det er ikke dem, der fylder i kommentarfelterne rundt omkring. Her handler det derimod om, om man synes, Esben Bjerres formodede utroskab undskylder det, Sisse Sejr har gjort.

Det har overrasket mig meget at se, hvor mange, der oprigtigt mener, at den kvinde, der har anmeldt Sisse Sejr, selv er ude om, hvad hun er blevet udsat for, fordi hun (og her citerer jeg) “gik efter en gift mand.”

Det synes jeg er helt vildt – og det er for mig en afart af den samme argumentation, som bruges, når man undskylder voldtægt med, at ofret var udfordrende klædt.

Jeg bliver sindssyg af, at vi stadig i 2025 fastholder det narrativ, at gifte mænd er uskyldige ofre, der kun er utro, når de, ganske mod deres vilje, lokkes i fordærv af onde sirener. Alene udtrykket ‘går efter’ får mit blodtryk til at stige, for uagtet at der findes kvinder derude, der af den ene eller anden grund foretrækker gifte mænd, så vil jeg gerne invitere hver eneste af jer til at ‘gå efter’ en mand eller kvinde, der ikke er interesseret i jer og få det til at ende i sengen.

Det er et udtryk, der udelukkende har til hensigt at frikende gifte mænd for det ansvar, der ligger i løftet, de har givet, og uden at have undersøgt det, vil jeg sætte hele min formue og begge mine nyrer på højkant på, at det er mænd, (måske med lidt hjælp fra kirken), der er arkitekterne bag.

Hvis en kvinde, der ikke er i et forhold, er sammen med en mand, der er, er det HAM, der har brudt et løfte. Ikke hende. Ansvaret er hans og hans alene, and I will die on that hill.

Den kvinde, der her er tale om, beskrives i flere medier som ‘Esben Bjerres veninde’. Om det er en puritansk omskrivning af ‘elskerinde’, eller om der reelt er tale om en fælles veninde til Sisse og Esben, ved jeg ikke, men hvis det sidste er tilfældet, er bedraget jo dobbelt, og det har jeg al mulig sympati for uoverskueligheden i.

Det retfærdiggør bare stadig ikke det, hun har gjort, synes jeg.

For det første MÅ det være en skærpende omstændighed, at hun har lavet et program om netop identitetstyveri og stalking. Alene dét er næsten nok til at skyde argumentet om affekt ned, fordi hun i min optik ikke troværdigt kan påstå, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde.

For det andet er der for mig at se intet, der kan undskylde en adfærd, man har praktiseret over flere uger. At handle overilet pga. sorg og krise, ville man (måske) kunne forstå, hvis der var tale om en lussing i nattelivet eller et opslag på insta om, at ‘X er en klam hore!’ skrevet en sen onsdag aften i en rødvinsbrandert. Svigt og bedrag gør ondt, og jeg tror, at vi alle har gjort ting, vi ikke er stolte af, i kærlighedens navn.

Men 14 dages systematisk chikane er ikke affekt. Det er nærmest det modsatte.

Og selvom hun, selvretfærdigt, i sin “undskyldning” skriver, at hun “stoppede i sommer”, selvom “den forurettede fortsatte med at kontakte min mand”, skal vi bare alle sammen huske, at ofret IKKE vidste, at det var stoppet, da hun anmeldte det. Hun har i ugevis været under konstant beskydning, og magtesløst vidne til, at et menneske meget aktivt har forsøgt at miskreditere hende og ødelægge de professionelle forbindelser, hun i sit job er 100% afhængig af at have.

Jeg er lige nu ved at høre en helt vanvittig podcast, der hedder ‘Barn med den forkerte’, hvor Jesper, som er ofret i historien, udsættes for noget tilsvarende. Når man hører ham fortælle, hvor meget det kan smadre (og hvor hurtigt), når et menneske går målrettet efter at ødelægge dit liv, kommer Sisse Sejrs ikke-undskyldning næsten til at virke afstumpet.

Når alt det er sagt, er der ingen mennesker ved deres fulde fem, der handler som Sisse Sejr har gjort, og jeg tror, det kommer til at koste hende hele butikken.

For ud over det vanvittige i, at hun har udsat et andet menneske for noget, hun i sit professionelle virke har afdækket konsekvenserne af, har hun sat hele sin faglige integritet over styr. For hun er erklæret feminist og har også været meget engageret i hele #metoo-debatten – men hvordan skal man kunne tage hende alvorligt, næste gang hun dækker en sag eller et emne, der har en overvægt af kvindelige ofre, når man nu ved, at hun ikke engang selv køber nok ind på præmissen til at afstå fra at gøre det, hun problematiserer?

Det er noget værre rod.

I bund og grund kan sagen nok koges ned til det helt fundamentale spørgsmål: Kan man gøre krav på et andet menneskes troskab og kærlighed?

Jeg tror det ikke. Der er ikke noget, der hedder hævdvunden ret, når det kommer til kærlighed, og den er intet værd, hvis man skal tigge om den eller insistere på den.

Et forhold er en kontrakt, som er under evig forhandling, og hvis den eneste måde, du kan sikre dig et andet menneskes troskab på, er ved at fjerne alle fristelser fra deres vej, er det ikke et forhold, du har; det er en endeløs kamp, du er dømt til at tabe, fordi du ikke kan være overalt, hele tiden.

Derfor tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår, hvad Sisse Sejr havde håbet at vinde med sin opførsel. At lukke en affære ned fjerner jo ikke det grundlæggende problem, at de (tilsyneladende) ikke længere er enige om, hvordan deres kontrakt skal fortolkes.

De ofre, vi alle sammen, uanset holdning til utroskab, må kunne blive enige om er 100% uskyldige i den her sag, er børnene, og det *kan* jeg ikke forstå, at hun ikke har kunne holde sig for øje. For én ting er utroskab. Det kan både redde og ødelægge ægteskaber, og de færreste går gennem livet uden at komme i berøring med det, på den ene eller den anden måde.

Men at reagere så ekstremt, at det ender på forsiden af alle aviser, så dine børn både skal leve med en viden om deres forældres ægteskab, de helst havde været foruden, og med konsekvenserne af din handling, både de strafferetslige og de afledte karrieremæssige og sociale af slagsen, er næsten umuligt at forsvare, synes jeg.

Jeg finder ingen fornøjelse ved at påpege det, for det er som at se et trafikuheld i slow motion, det her – men jeg tror desværre ikke, at Sisse Sejr har ramt bunden endnu. For det lader stadig ikke til, at hun forstår, hvorfor det, hun har gjort, er forkert, og derfor er jeg ikke sikker på, at hun er forberedt på omfanget af, hvad det kommer til at koste hende af jobs, relationer og venskaber.

Men hun har vist en side af sig selv, som MÅ ændre omgivelsernes syn på hende for bestandigt, og samtidig kommer hun formentlig til at trække flere med sig i faldet, inden det her er slut.

Her går det, mildest talt, ikke særlig godt.

Listen before I go

For en måneds tid siden kom jeg til at tale om kønsroller og misogyni med en af mine kammerater. 

Det er altid en lidt bøvlet samtale at tage, fordi begge parter skal træde varsomt, hvis ikke de skal falde i Forsvar/Angrebs-fælden. Der er aktier i sagen på begge sider af bordet, og man skal gøre sig gensidigt umage for at holde den neutral.

Omvendt er den jo relativt nødvendig, og jeg tænker også, at den kan være en mulighed for at gøre et interliseret, systemisk problem konkret og relaterbart.

“Men oplever du, at der er steder i det daglige, hvor de mænd, du møder, er chauvinistiske?” spurgte han.

Det var et vidunderligt spørgsmål at få, fordi det er essensen af noget, jeg det sidste halve år har lagt mærke til:

Der er simpelthen så mange mænd, der aldrig stiller kvinder et holdningsrelateret spørgsmål.

Og der er ligeså mange, der hellere vil have begge ben sat af under knæene end at spørge en kvinde om noget, der ikke handler om mad, børn eller Aula.

Jeg er den eneste kaptajn på skibet herhjemme, og det betyder, at det er mig, der skal sætte internet op, vælge bil og have styr på el-aftalen. Det har vi alt sammen snakket meget om herinde.

Men tilfældigvis har jeg for nyligt flere gange været sammen med mænd, hvor nogle bøvler med den internetløsning, de har valgt til hjemmet, og andre har børn, der slæber rundt på iPads med ustabile netværksforbindelser.

Det ved jeg noget om. Ret meget, faktisk. Og mit kærlighedssprog er Viden & Hjælp, så når jeg kan høre, at der er noget, du ikke er klar over, men som jeg til gengæld har indgående kendskab til, er jeg katten, der begejstret lægger min mus af viden for dine fødder.

Men de her mænd fejer mig af som et barn, når jeg forsøger at sige noget.

“Ja, det kender jeg godt, men det kan ikke bruges her” siger de, og begynder at mansplaine datadelingskort på en måde, der gør det krystalklart, at de ikke aner, hvad det er.

I starten troede jeg, at det var fordi, jeg ikke havde forklaret mig godt nok. Det tror jeg ikke længere. For jeg kan efterhånden se, at det handler om, at de simpelthen ikke i deres vildeste fantasi kan forestille sig, at jeg kan sidde inde med en viden, de ikke har. De er så fast forankrede i deres overbevisning om, at det ikke kan passe, at en kvinde ved mere end dem om et givent emne, at de hellere vil betale for meget for en dårlig løsning – eller undvære helt – end at spørge mig til råds.

Da jeg i sin tid skrev prepperlisten, jeg postede herinde, hentede jeg en eftermiddag et af børnene til en fødselsdag hvor skæbnen ville, at jeg var den eneste mor i en flok af fædre. Over kaffen faldt snakken på udenrigspolitik og forhøjet beredskab, og de nærmest hånlo over dem, som ‘var bange’, for ‘vi har jo masser af mad i fryseren!’ Da jeg spurgte, hvordan de havde tænkt sig at tilberede den, kiggede de på mig, som om jeg var retarderet.

Det er helt fair, at man ikke mener, at prepping er nødvendigt. Det blander jeg mig ikke i. Men den fuldstændige afvisning af muligheden for, at jeg kunne have et validt synspunkt at byde ind med, var sgu forstemmende.

(Og der er NUL tændstikker eller batterier til *dem*, når zombierne kommer, og de står og mangler).

(Mændene, altså. Ikke zombierne).

Nu er der jo selvfølgelig den mulighed, at det er me, hi, I’m the problem, it’s me. Måske er jeg bare kedeligere end gennemsnittet at tale med, eller måske kender jeg ikke min besøgstid.

Men når jeg, helt uvidenskabeligt, beder mine veninder nævne bare to (2) eksempler på situationer, hvor en mand, privat eller professionelt, har spurgt dem om deres holdning til et emne, eller til deres viden på et felt, bliver de helt tomme i blikket.

Jeg har første gang til gode, at nogen HAR to eksempler – og det undrer mig.

Det undrer mig, at så mange mænd er så blinde for, hvilke delelementer en samtale udgøres af; at den kræver nærvær og tilstedeværelse og gensidig, oprigtig interesse for at være givende.

Det undrer mig, hvor mange af dem, der ikke forstår, at mine spørgsmål er spær i den konstruktion, der skal bære samtalen, men i stedet, uden at undre sig, tager for givet, at min interesse for deres personlige holdninger til ting, er bundløs, ubegrænset og udspringer af et inderligt, undertrykt ønske om, at de vil gifte sig med mig. 

Ret skal være ret: Somme tider spørger jeg, fordi jeg fascineres. Af noget, af nogen, af emnet.

Somme tider er Tinder bare deprimerende.

Men langt, langt de fleste gange handler det om, at nu sidder vi her og skal have nogle timer til at gå i selskab med hinanden, og her er det ved at få mit hoved til at eksplodere, at de ikke studser over den manglende balance i samtalen. At de ikke lægger mærke til, hvor meget de taler, og hvor lidt de lytter.

Der er en *helt* anden dynamik i den slags samtaler, når det er to kvinder, der har den. Når den ene svarer på et spørgsmål, der forgrener sig ind i værdier og livssyn, så bliver det i 7 ud af 10 af de situationer, jeg har iagttaget, fulgt op af et modspørgsmål med tilsvarende substans. Ikke bytte-bytte købmand, men et slags kontinuerlig samarbejde om at lægge en vej, der giver samtalen et spor at bevæge sig ud af.

Derfor gjorde det mig dobbelt glad, at min kammerat stillede mig det indledende spørgsmål.

For ud over, at det gav samtalen substans, så plantede det også et frø af håb i mig om, at der måske, trods alt, er ved at ske noget her.

Og sandheden skal sætte dem fri

For en måneds tid siden, faldt jeg på instagram over et opslag, der bare bestod af teksten:

”What would you tell your younger self?”

Det er et af de spørgsmål, der, lidt afhængig af dagsform, enten inspirerer mig eller irriterer mig, men lige den dag havde jeg så meget andet i hovedet, at jeg bare læste det og kom fra det igen.

Men de efterfølgende dage tænkte jeg alligevel lidt over det.

For på den ene side er det jo tæt på umuligt at svare på, fordi du ikke kan adskille det menneske, du er i dag, med de erfaringer du har gjort dig, og den viden du har nu. Det er, som med de billeder med skjulte motiver, man altid skal se, når man er på kursus: Når først du har set, at træet også er en nøgen kvinde, kan du ikke u-se det igen.

Omvendt, så ER der jo faktisk nogle erfaringer, du ville ønske, at du kunne gå tilbage i tid og give dig selv, fordi det ville spare dig for en masse smerte, tvivl og frygt.

Spørgsmålet er endt med nærmest at blive lidt et tema over den sidste måned, for mens vi har ryddet op hos oldefar, har jeg mange gange tænkt på en podcast, jeg hørte engang, hvor en familie, der bare skulle rydde deres bedstefars hus, pludselig fandt mistænkeligt mange smykker og trusser, og over et par mareridts-uger endte med at måtte finde en måde at rumme på, at det menneske, de hele livet havde kendt som den julemandsagtige bedstefar, i virkeligheden var seriemorder.

For mens det hos oldefar har været gamle postkort fra Kina og botaniske optegnelser over buske i deres gamle have, vi er stødt på, så er det jo virkeligheden for nogle mennesker, at det først er, når de skal rydde et dødsbo, at de finder ud af, at de er adopterede, har en anden far end de troede, eller har halvsøskende ude i verden. Så sent som i sidste uge fik jeg en chokeret besked fra min veninde, som i sin onkels dødsbo havde fundet breve og dokumenter, der ændrer på alt, hvad familien troede, de vidste om ham.

Og måske er det den gamle sandhed om, at man, når man har en hammer, ser søm overalt, der her er på spil, men da jeg forleden hørte en ren sladderhistorie om, at en kendt dansker, der turnerer hjemmevant på forsiderne af diverse sladderblade med kone og børn, i virkeligheden er til mænd, slog det mig, at én af de konstateringer, jeg gerne ville gå tilbage i tiden og overbringe mit yngre jeg er:

Det handler ikke om dig.

For modsat hvordan det kan føles, så er det forbløffende, hvor lidt du fylder i andre menneskers bevidsthed. Vi spiller alle sammen den bærende hovedrolle i egne liv, og selvom nogle biroller er vigtigere for os end andre, så er vi langt det meste af tiden bare statister og tilfældige forbipasserende i de andres historier.

I det store og hele har de hemmeligheder, jeg selv har prøvet at holde skjult været i småtingsafdelingen. Det har mest været tale om dårlig dømmekraft, tvivlsomme beslutninger, psykiske udfordringer og usikkerhed.

Over årene er de alle sammen piblet frem i lyset – og det har intet ændret overhovedet.

Tværtimod har jeg lært, at de ting, vi skammer os over og prøver at skjule, meget ofte ender med at være dem, der giver vores relationer dybde og substans, når de kommer for en dag – fordi det er dem, der gør os menneskelige, og hvor vi derfor, tror jeg, genkender artens grundsubstans i hinanden.

Og det gør mig virkelig trist at tænke på, hvor langt vi vil gå og hvor store anstrengelser, vi vil gøre os for at skjule hemmeligheder, som ingen går op i. I hvert fald ikke i en grad, der står mål med det, det koster os at vogte over dem.

Det er spild af liv.

For uagtet at det føles, som om, din verden vil synke i grus, hvis det, du skammer dig mest over, kommer ud, så er sandheden, at din frygt er et selvbestaltet fængsel, som frarøver dig langt mere, end andre menneskers mening om dig nogensinde vil kunne.

For det, der gælder for både de mennesker, der går i graven med hemmeligheder om sidespring og børn på gule plader, og for mænd og kvinder, der krampagtigt forsøger at opretholde den facade, som de tror, er vigtig, er, at:

Og altså. Det er jo sat på spidsen. Det ved jeg godt. Der er stadig samfund, der dømmer, familier, der kan falde fra hinanden, og relationer, det vil være ubærligt at miste. Den del forsøger jeg ikke at tale ned. Det er desværre stadig et faktum, at der er mennesker, der sætter livet på spil ved at komme ud af skabet eller bekende deres utroskab, og den del af historien skal med.

Sondringen må være, om du tier, fordi du frygter for dit liv eller for din status i klanen. Hvis det sidste er tilfældet, er det måske en overvejelse værd, om du tror, at de mennesker, hvis fordømmelse, du gør vold på dig selv for ikke at pådrage dig, reelt ville ønske, at du spildte det ene liv, du har fået, ved kun at leve det halvt.

For selv blandt Se & Hørs læsere og Nationens mest ihærdige skribenter tror jeg faktisk, at det ærlige svar ville være nej.

Og hvis du lever et sted, hvor fordømmelse eller tab af social status vil skære dig ud af andre menneskers liv, så er spørgsmålet måske, om det er der, du skal være. Om ikke du betaler prisen to gange, ved både at nægte dig selv det liv, du higer efter, og ved at leve det, du så vælger i stedet, i frygt.

Angst æder sjæle op, som Fassbinder fastslog, og der er nok at være bange for. Men tanken om, at nogle mennesker går igennem livet med skammen i den ene hånd og forstillelsen i den anden, så det ikke er hænder fri til at gribe efter lykken, når den kommer flagrende forbi, gør mig ondt og inderligt trist.

I’m de@d – now what?

I forlængelse af fredagens M2024-indlæg laver jeg her en opfølgning på punktet om, hvad det kan være en god ide at have skrevet ned i tilfælde af, at man tjekker ud i utide.

For jeg synes faktisk, at det ville give mening ved fælles hjælp at lave en slags løsning, som ikke sender os alle sammen i knæ af kronisk, eksistentiel Angst, men som samtidig er både sikker og nem at (huske at) holde ajour.

Derfor har jeg besluttet at dedikere et indlæg til en fælles erfaringsudveksling, og så sørger jeg for at lave en opsamling, så dem, der har lyst og kan overskue det, kan få oprettet en slags dødsmanual.

(Kæmpe undskyld! Og så lige midt i julehyggen, mand).

Men jeg fik lidt uforvarrende taget hul på emnet, fordi jeg skrev om oldefar, der er taget herfra, og nu har vi folk, der sidder med ondt i maven over potentielle sikkerhedsbrister og identitetstyverier, og det er ikke sådan, det skal være.

Samtidig må vi også bare sige, at døden ikke venter på nogen, og når man er én af dem, der sidder tilbage, er det jo faktisk meget rart, hvis man kan få lov at bruge kræfterne på at bearbejde sit tab i stedet for at hænge i telefonen, mens man forsøger at gennemskue, hvordan man finder ud af, hvilket forsikringsselskab folk har haft, når alle døre smækker i, indtil skifteretten har været på banen.

Der findes gode lister på nettet, som de fleste bedemænd også har med ud, når man mødes med dem, hvorpå de helt overordnede praktikaliteter er beskrevne. Det er ikke dem, vi er efter her. Det, jeg selv forsøger at lave en oversigt over, er de mange små-elementer, der sammen udgør stilladset i et liv, så de efterladte ved, hvor de skal starte, når de skal have det hele lukket ned og pakket sammen.

*

Mit forslag er, at vi deler indlægget og de gode råd op i to dele:

Første del er en oversigt over, hvilke informationer, der er rart at have skrevet ned. 

Anden del er, hvor/hvordan man skriver dem ned.

*

Vi går med devisen om, at der ikke findes dårlige ideer i brainstorming, så man skriver bare fra hjertet. Hvad har du selv, som efterladt, oplevet at mangle info om? Har du gjort dig tanker om emnet? Hvis ja: Hvordan har du lavpraktisk grebet det an? Har du oplevet at noget, du egentlig syntes var en god ide, gav bagslag?

Samtidigt er det mit håb, at nogle af jer, der så sidder med specifik viden om f.eks. datasikkerhed eller policer og opbevaring af info, vil melde ind, hvis I ser noget beskrevet, som I med det samme kan se kan give problemer.

(Og her hjælpes vi ad med at huske, at intet af det, der skrives, er tænkt som angreb eller kritik, men UDELUKKENDE er et forsøg på at hjælpe).

Der findes bøger til formålet, som f.eks. den her (ikke spons, men fundet her):

Det virker jo på mange måder som en god, overskuelig løsning. Omvendt tænker jeg også, at det ville være uheldigt at notere f.eks. passwords i sådan én, fordi den nærmest *tigger* om at blive stjålet af usle indbrudstyve, der læser dødsannoncer.

Så hvad går vi med? Apps? Noter? Notesbøger?

Hvordan sikrer vi, at den løsning, vi vælger, forbliver opdateret? Også om 2 år, når vi har glemt alt om det her? For det skal den jo af gode grunde være, hvis den skal have nogen form for værdi.

*

Min egen løsning kommer til at indeholde:

*En renskrivning af de bøger, jeg har lavet til børnene, hvori jeg noterer alt det, som jeg ved, jeg glemmer i takt med, at de bliver ældre. F.eks. Fridas svimmelhedsanfald, som hun led af, da hun var mindre, ting, jeg eller andre i familien har bøvlet med, som er arvelige, info om deres respektive baggrunde osv. osv.

*Kontaktinfo til min boligforening (fordi oldefar boede i en andelsforening, hvor formanden ved et usandsynligt tilfælde døde dagen inden oldefar, og der derfor lige nu ikke rigtigt er nogen, der ved, hvad der er op og ned – og om der er en venteliste).

*Kontaktinfo og medlemsnummer i: Forsikringsselskab, sygesikring danmark, elselskab, tele/internetudbyder samt pensionsselskab og privat sygesikring.

*Navn på bank, rådgiver og filial.

*En eller anden form for angivelse af login til facebook, insta, bloggen her, mail osv.

*Noget info på, hvad pårørende skal overlade til mine venner at rydde op i.

*Liste og kontaktinfo over/på personer, jeg kunne forestille mig gerne ville have besked, hvis jeg stempler ud. Oldemor døde for år tilbage, og derfor mangler vi lige nu lidt info på, om der sidder familiemedlemmer i dén gren af familien, som måske gerne vil med til begravelsen.

*

Til sidst vil jeg gerne appellere til, at vi hjælper dem, der har det svært med emner som dette, ved ikke at forvandle kommentarfeltet til et real life horror show over, hvor svært og ulykkeligt livet kan være. Man må selvfølgelig gerne give kontekst til sin erfaring, men målet her er, at så mange som muligt forholder sig til emnet, så vi/de får lavet en løsning, der kan være en hjælp for dem, der står tilbage, hvis det værste skulle ske. Og det får man ikke gjort, hvis man er nødt til at lave strudsen for ikke at gå i stykker oppe i hovedet.

Ja?

Med det sagt: Ordet er jeres.