Om nuet, FOMO og selvskabte benspænd

For et par uger siden sad jeg på en bænk i solen og nød en kop kaffe. Nogenlunde samtidig med, at jeg for mig selv konstaterede, hvor meget jeg holder af den her årstid, hvor der stadig er lidt varme i solen, men hvor det ikke føles som at stå midt i et bål, og hvor alle insekterne også er ved at finde på andet at give sig til, hørte jeg en mor sige til sin datter: “Nu skal du nyde det sidste af sommeren, for om lidt er det slut!”

Det var ét af de øjeblikke, hvor det går op for én, at der er noget, man aktivt modarbejder i sin opdragelse, uden at man på noget tidspunkt har været opmærksom på det.

Jeg hader det mindset. H.a.d.e.r. Det der med, at du ORN’lig skal nyde nuet og være til stede i det og mærke det og SUGE saft og kraft ud af det og sørge for at få det HELE med. Nydenydenyde.

For hvis man har et sind som mit, så kommer det til at ødelægge glæden ved så utrolig mange ting, fordi man – ironisk nok – flytter fokus fra nuet til den umiddelbart forestående nedtur og de tømmermænd, der følger. Uden jeg helt ved, hvorfor det hos mig er blevet så slemt, så er det et sort hul, jeg konstant skal gøre en aktiv indsats for at holde mig selv oppe af. For der er ikke noget, der kan suge glæden ud af julen, som tanken om, at ‘det kunne være den sidste, vi får’. Eller som kan forvandle en fødselsdag til en nedtælling, for hvornår tipper vi fra at være igang, til at være ved at afslutte?

Jeg forsøger at tale begivenheder lige præcis så meget op, at de skiller sig ud fra hverdagen, så alt ikke bare bliver en lind strøm af beige, lunken havregrød – men ikke så meget, at det kommer til at virke som en festlig, fyrværkerioplyst klippekant, hvor turen ned på den anden side er brat, mørk og fuld af skarpe sten.

Og hver gang mine børn mærker bummeren røre på sig, er jeg der til at minde om, at der kommer mange flere fødselsdage, sommerferier og juleaftener, og at det lige om lidt er halloween, efterårsferie og overnatning hos mormor og morfar. Ikke for at forvandle livet til én lang tivolitur, men fordi jeg håber, at de kommer til at tage med sig, at det er sjovere at være her, hvis man kan løfte blikket og få øje på de mange kommende glæder, i stedet for at sænke hovedet i mismod og leve med udsigten til skygger, støv og asfalt. 

Jeg kommer aldrig til at belære mine børn om, at forventningens glæde er den største og at de skal sætte pris på noget, mens de har det. Ikke fordi jeg ikke gerne vil lære dem om taknemmelighed, men ligner de mig (og det ved vi jo godt, at de gør, staklerne) kan det komme til at skabe meget tristesse og tungsind, hvis ikke de lærer at løsne grebet lidt, for klemmer man for hårdt om livet, ender man med at klemme livet ud af det.

_______________________________________

Podcastlisten (som bærer præg af, at jeg er blevet primærtolk på en opgave, der giver mig 3 timer i bilen om dagen) er opdateret med følgende:*

Believed

Endnu en podcast i MeeToo-rækken om den amerikanske læge for det olympiske gymnastikteam, der i årevis begik det ene overgreb efter det andet på de helt unge gymnaster – mens deres forældre sad i rummet. 

Ligesom Chasing Cosby er historien fortalt med udgangspunkt i forbryderen, og den kaster vigtigt lys over, hvordan kammerateri og eftergivenhed i systemet i årevis har været med til at facilitere, at de her uhyrligheder kunne finde sted. 

I en danskers blodspor

Den her podcast er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har hørt. For jeg kan godt huske, at jeg for år tilbage læste noget i nyhederne om en dansker, der var blevet arresteret i Afrika, fordi man havde fundet kvindelige kønsdele i hans dybfryser. Men sagen var så bizar, at jeg til sidst opgav at forstå, hvad den handlede om. 

Den her podcast er historien om 2 danske journalister, der interviewer ham, inden hele sagen eksploderer, og som efterfølgende blev brugt som oversættere for det afrikanske politi.

Sagen er vanvittig, manden er vanvittig, men podcasten er ualmindelig god. 

Bandeland

Hvordan den her er undsluppet mig, fatter jeg simpelthen ikke, for SHIT, den er god!! 

Det er historien om, hvordan Loyal To Familia opstod, eksisterede og smuldrede igen, og den er primært fortalt af en tidligere betjent, der har efteruddannet sig til journalist. Han er et ualmindelig sympatisk bekendtskab, og fortæller systematisk og let forståeligt om en verden, de færreste af os rigtigt forstår.

Missing crypto queen

Hånden op, hvis du også har hørt en del om Bitcoins, men heller ikke *helt* har forstået, hvad de går ud på? Denne podcast er til dig. For ud over at forklare begrebet, så vi alle sammen kan forstå det, fortæller den også en meget ‘Catch me if you can’-agtig historie, om en kvindelig conartist, der snyder mennesker over hele verden for millioner af kroner med løftet om bitcoins afløser – som bare ikke findes i virkeligheden. Hun er måske/måske ikke kransekagefigur for den østeuropæiske mafia, og podcasten er en virkelig god reminder om, hvor forsigtig man skal være ift. bare blindt at kaste sig ud i noget, man reelt ikke forstår.

Hurtig mandagstur på barrikaderne

Vi har før snakket om det her med, at når man har en hammer, så ser man søm allevegne. Og forleden så jeg det her meme:

Det ramte mig, fordi det falder ned i noget, jeg tænker meget over for tiden, nemlig, at jeg somme tider i mit forsøg på at være imødekommende og hensynsfuld kommer til at henlede folks opmærksomhed på noget, de ellers ikke ville have opdaget – og med min udmelding skaber en situation, hvor de føler, at de har ret og jeg tager fejl. 

Det er sat på spidsen. Men f.eks. har jeg somme tider tænkt over, at fordi jeg ofte beder mine børn om at holde sig ind over/sige tak/sidde pænt osv., så er det, som om, at andre føler, at det er ok at gøre det samme. Altså, at rette på mine børn. Også selvom der er andre børn til stede, som er igang med ambitiøse projekter ift. at se, hvor mange m2, man kan sprede krummerne fra et rundstykke over, og hvor mange fødder, der kan være på et bord.

Det er med andre ord, som om, at mine egne kommentarer retfærdiggør, at omverdenen pludselig stiller højere krav til mine børn end til de andre tilstedeværende. 

I tilfældet med naboerne, bider jeg også mærke i, at de finder det ok at rette på mig og os – men ikke kommenterer på naboen til den anden side, der ved Gud har det fedt med sin skærebrænder på alle tider af døgnet. Men han har en hund. Ligesom dem. Og han er en mand. Og det pisser mig af. 

For det falder ned i noget, jeg også har tænkt meget over, siden jeg så det her meme:

Hånden op alle de kvinder, der genkender det?

Det er et år siden jeg så det første gang, og det er noget, jeg har tænkt umådelig meget over siden. For hvor jeg synes, det giver mening at bløde sin kommunikation op, så retorikken ikke overdøver budskabet, når jeg f.eks. skriver her, hvor jeg kommunikerer ud til mange, så er det tankevækkende, hvor underligt det føles at undlade at gøre 1:1.

De sidste 5-6 år har jeg øvet mig på at stoppe med at tale, når jeg har sagt det, der er vigtigt. (Jeg er opmærksom på ironien i dét udsagn, når det kommer fra mig). Men det er gået op for mig, at i forhandlinger, uanset om det er om lokalaftaler på en arbejdsplads, eller om hverdagspligter og begivenheder i børnehaven, så drukner og udvander man sit eget budskab, hvis man sovser det ind i ord, eller hvis man fortsætter sin ordstrøm, når man har sagt, hvad man vil sige. Så jeg har øvet mig i at stoppe med at tale, og selvom jeg i starten havde neglemærker i håndfladen, forårsaget af ubehaget ved stilheden, må jeg bare konstatere, at det virker. For når jeg holder kæft, når mit budskab er fremsat, så tvinger jeg dem, jeg sidder overfor til at forholde sig til dét, og ikke tusind andre irrelevante ting.

Den del er ved at være på plads. 

Det sidste års tid er jeg så begyndt at tænke meget over det med at holde op med at pakke mine holdninger og udsagn ind i sugarcoatingfraser som ‘måske’, ‘jeg tror’ og ‘kunne det tænkes, at’? Min oplevelse er, at det faktisk falder meget naturligt i forlængelse af det med at stoppe med at tale, for det er ofte, når jeg siger eller beder om noget, som jeg ved er træls for modparten, og hvor det ville være *meget* nemmere, hvis jeg bare lige kunne lade være med at være besværlig og fuld af meninger og krav, at trangen til at bløde det op med smil, formildende kommentarer og semi-underdanigt kropssprog kommer over mig. Det er meget, meget tankevækkende, hvor fremmed og unaturligt, det føles at lade være.

Og nu er det så jeg tænker, at den næste øvelse for mig er at stoppe med, i imødekommenhedens navn, at lægge ud med at pege uopfordret på mine egne fejl og mangler. Ikke fordi jeg ikke vil stå ved dem, men fordi de skaber en skævhed i den naturlige magtbalance, som modarbejder mig selv, og skaber nogle trælse situationer, hvor jeg bliver gal på andre over, at de behandler mig, som jeg – opdager jeg langsomt – har givet dem lov at behandle mig. Og os.

For jeg ved 100% hvad jeg mener. Og hvad jeg står for. Men det er SÅDAN en kvindeting at tage ansvar for at gøre situationen behageligt for alle involverede parter, og alene af dén grund er det værd at kigge på. 

Lige nu sidder du måske og tænker, at der ikke sker noget ved at sige tak og måske eller bløde sine udsagn op, og vi skal være her alle sammen, og der er jo ingen grund til at være sur. Men jeg vil gerne invitere dig til at tænke over, hvornår du sidst har hørt en mand formulere sig sådan i en samtale med andre mænd, når de forhandler eller rækker hånden op og stiller kritiske spørgsmål i børnehaven?

Så jeg øver mig. Igen og stadigvæk. På at holde kæft, når jeg har sagt, hvad jeg vil sige, og på ikke at udvande mig selv og mine holdninger med ‘på en måde’, ‘måske’ og spørgsmålstegn efter udsagn, jeg faktisk ikke er i tvivl om rigtigheden af. 

Og på at være i verden med alle mine fejl og mangler, men ikke selv at være den, der bruger dem imod mig.

Unge kroppe og gamle sind

De seneste par dage har jeg haft snuden dybt begravet i bogen ‘Min mørke Vanessa’, som er en skønlitterær roman, der af en del anmeldere kaldes for den moderne tids Lolita. 

Selvom bogen – ifølge forfatteren selv – er ren fiktion, er det én af de fortællinger, der har sat gang i flest tanker hos mig.

Kort fortalt er det historien om den 15-årige Vanessa, der har et forhold til sin 43-årige lærer. Bogen veksler mellem tiden på skolen, hvor affæren udspillede sig, og nutiden, hvor hovedpersonen er i midten af 30’erne, og på mange måder er et ødelagt menneske. 

Bogen er amerikansk, og man fornemmer moralen undervejs, blandt andet gennem en psykolog, som får lov at stille de spørgsmål, man som læser sidder med, men hovedpersonen er troværdig i sin fortælling og selvbedraget er underspillet nok til, at man som læser bliver i tvivl om, i hvor høj grad, der var tale om grooming eller om Vanessa faktisk selv var en reel medspiller. Balancen i fortællingen tipper på et tidspunkt, så man ikke er i tvivl om, hvem der er skurk, og hvem der er offer, men for mig gav historien indtil det åbentlyse skift anledning til en hel del overvejelser og gode debatter i omgangskredsen. 

For jeg vil gerne starte med at slå helt fast, at hvis Frida som 15-årig kommer hjem og fortæller, at hun har en affære med sin lærer, der dobbelt så gammel som hende selv, så kan han glæde sig til en springskalle og to flækkede skinneben on the side. 

Men hvis jeg tænker på, hvordan jeg selv var i verden, da jeg var 15, så bliver jeg sgu oprigtigt lidt i tvivl om, om man måske kan være andet og mere end et meetoo-offer, selvom man er ung og aldersforskellen er markant.

En hurtig rundspørge i omgangskredsen viste, at langt størstedelen af mine veninder har haft kortere eller længere forhold til mænd, hvor vi skulle have både fingre og tæer i brug for at udregne aldersforskellen, da de var mellem 15 og 20 år. Og direkte adspurgt følte ingen, at der var tale om hverken grooming eller overgreb. 

Men jeg kan ikke finde ud af, om det er fordi, der måske er flere nuancer i den her debat, end vi gerne vil være ved, eller om tiden bare var en anden. For der er sgu steder i den her bog, hvor jeg lige måtte lægge den fra mig, fordi der var oplevelser og tanker, der var så 1:1, at jeg blev utilpas over det.

Men der var også mange steder, hvor jeg genkendte beskrivelsen af at føle, at man er ældre end sine jævnaldrene; af at være anderledes, ældre i hovedet og fuldstændig bevidst om, hvad man gjorde, da man gjorde det.

Og som der står et sted i bogen: Er det voldtægt, hvis man gerne selv vil?

Jeg ved det ikke.

Jeg har tænkt virkelig meget over, om det for mig gør en forskel, hvem der tager initiativet. For jeg er med på, at hjernen ikke er færdigudviklet, når man er 15, og at man på mange måder er så meget nemmere at manipulere, at ideer kan plantes så subtilt, at man tror, man selv har fået dem – men er det altid sådan? Eller bliver debatten skæv i forsøget på at passe på dem, der af den ene eller anden grund er udsatte, så vi bliver nødt til at insistere på, at det altid er forkert, fordi den mindste flig af tvivl under de få kommer til at rive tæppet væk under alle?

Har det noget at sige, at størstedelen af de kvinder, der er modige nok til at åbne munden i den her debat, er i slutningen af 20’erne eller ældre, når de taler, og når man står dér på tidslinjen, så virker 15 år rystende ungt, selvom det ikke føltes sådan, da man stod der?

Jeg er ikke færdig med at tænke, kan jeg mærke. 

Jeg har brug for at sige, at mine overvejelser er ikke et forsøg på at underkende oplevelser og traumer, som deprimerende mange går rundt med i bagagen. Et nej er et nej og et overgreb er et overgreb, og det kan aldrig hverken forklares eller undskyldes.

Men jeg tror, at det, bogen grundlæggende skubber til i mig, er tanken om, hvor gammel man skal være for at have ejerskab over sit eget initiativ.

Svinehunden vogter her

Hvis jeg til jul i år må få ét ønske opfyldt, så vil det være, at jeg på diverse sociale medier ikke får ting i mit feed, som mennesker, jeg er venner med, har reageret eller kommenteret på.

Alternativt ønsker jeg mig evnerne til at forstå, hvordan man fravælger det, hvis muligheden allerede findes. 

For hvor jeg har været god til luge ud i min egen portefølje, så får jeg ad den her bagvej ret mange ting præsenteret, som ikke er så godt for mit blodtryk. 

For tiden har jeg det ualmindeligt svært med opslag fra Anne Sophia Hermansen på Berlingske, som af en eller anden grund hele tiden kommer op i mit feed. Jeg har aldrig haft en holdning til hende tidligere, men jeg har på meget kort tid set en hel del skriverier fra hendes hånd, som alle har det til fælles, at de nok er malet over med pseudo-objektiv undren og ord på fire stavelser, men egentlig stadig hører til på Nationen. 

Der er mange at vælge imellem, men den, der for mit vedkommende blev startskuddet til min umådelige undren over, at man kan have så unuanceret et menneske til at spytte klummer og artikler ud dagligt, var den om den unge skuespiller, der “uden dagpenge nok var gået på kompromis med mig selv og havde fundet et fuldstændig irrelevant job”. 

Og ja. Gu er det da irriterende sagt. Og ASH får også sadlet den helt høje hest med “Ked af at sige det, Henrietta Wolfmountain, men irrelevante job findes ikke” og “Så finder man et arbejde og betaler for sit eget liv i stedet for at lade andre finansiere, at man nu skal “hygge” sig lidt på dagpenge” til højre og venstre. 

Men jeg gætter på, at en svimlende høj procentdel af de mennesker, der har fundet tid til at kommentere på, hvor latterlig og forkælet den unge skuespiller er, er faste seere af serier som både Broen og Badehotellet. Og det er med kreative fag, som det er med alt muligt andet: Dem, der gør det meget, bliver gode til det. Hvis jeg som nyuddannet tegnsprogstolk havde været nødt til at tage et job som pakkepost hos Post Nord, havde det også for mig været irrelevant. Keywords being: For mig. For Henrietta siger sådan set ingen steder, at nogle jobs er åndssvage eller ligegyldige. Hun siger bare, at de *for hende* ville være irrelevante.

Men medierne er efterhånden blevet et lukket kredsløb, hvor man skriver artikler om emner og personer og vinkler dem til forargelse – for derefter at skrive forargede artikler om dem. Og det er værd at huske på, at de journalister, der skriver artiklerne, er fagfolk, som godt ved, hvad de gør. Hos Maj My kunne man for et par år tilbage læse, at hun fik bestemte ord at vælge imellem, da hun skulle beskrive sin reaktion på et skilt i Legoland, som kun som stillede piger karrieremuligheden ‘at blive smukke prinsesser’ i udsigt, og de ord, hun fik at vælge imellem, var ALLE sammen nogle, der udelukkende havde til formål at tirre, forarge og provokere. 

Jeg vil gerne snart have en debat om både de sociale og de etablerede mediers ansvar i at holde liv i fordomme, racisme og undertrykkende adfærd. For jeg er ved at få fucking spat af, at der skrives pseudo-neutrale artikler, som den fake-objektive tone til trods er smækfyldte med bias og udelukkende har til formål at puste til ilden. Som når TV2 f.eks. laver artikel om, at Hansen Is har valgt at ændre navnet på Eskimo-isen, fordi de ikke længere mener, at navnet er tidsvarende, og TV2 så har valgt at lægge en afstemning i bunden af den artikel. “Er det den rigtige beslutning at give isen et nyt navn?”

For der bliver ikke lagt afstemninger i bunden af artikler om røde kort i Superligaen, eller om hvorvidt Storbritanien skal fjerne Huawei fra 5G-netværket eller ej.

Og isen har Anne Sophia Hermansen selvfølgelig også en holdning til, som er så forudsigelig, at man får ondt i hovedet. For “I dag er det sådan, at krænkelsesoplevelser er identitetsskabende – Descartes’ “cogito ergo sum” er blevet til “jeg er krænket, altså er jeg”” 

Tænk at være så overbevist om sin egen evne til at skelne og forstå, at man ikke engang gider bruge 4 sekunder på at grave i, om der kunne være en grund til, at dette navn er problematisk. For hånden op alle dem, der stadig synes, at det burde hedde ‘negerboller’?

Når mennsker som ASH skriver forstilt forargede indlæg om statuer, is og dovne skuespillere, og når begavede retorikere som Svend Brinkman poster klummer om, at grænsen er rykket for langt, når hvide skuespillere ikke længere vil lægge stemme til sorte, animerede karakterer, spiller de sikkert, fordi de taler flertallets sag. Og uagtet eventuelle intentioner om nuancer, så læser det brede flertal artiklerne som bekræftelse på deres fordomme om dovne unge, frelste aktivister og krænkelsesparate minoriteter. For hvor Svend fandt tid til at svare på min kommentar, og lige rette mig i min fejlopfattelse af, at han som hvid mand ikke prøvede at fortælle sorte, hvad de må finde rigtigt og forkert, så fik de mange, MANGE kommentarer om, at ‘hvad bliver det næste; at det skal være ægte hunde der lægger stemme til tegneseriehunde?’ og at ‘nu må det stoppe!’ lov at stå uimodsagte hen.

Hvilket man jo godt kan komme til at tolke som tavst samtykke, hvis man ikke passer på. 

Svend Brinkman siger mange kloge ting. Men med et indlæg som det, jeg refererer til, hvor flertallet opfatter hans ord som validering af et synspunkt, som han tilsyneladende ikke deler, så er han med til at bevare status quo og til at fastholde grupperingen af os og dem, når han ikke retter de læsere, der opfatter hans ord som bekræftelse på, at der er tale om klynk og hysteri.

Og selvom jeg finder Anne Sophia Hermansen umådeligt usympatisk, så er hun et begavet menneske, som udemærket ved, at hun slår ned på detaljer, der med stor sandsynlig er blevet kunstigt pustet op – men bevidst at gøre sig dummere end man er, er et kneb, som Ekstra Bladet og Dansk Folkeparti har forfinet, fordi man så ikke kan beskyldes for noget – for man gengiver jo bare fakta. Og da alle store medier skrev artikler om moderen, der tog sine børn med på legepladsen under karantænen, og alle – uden undtagelse – sørgede for at få hendes udtalelse om, at “der var jo ingen” med, så var det jo sådan set rigtigt nok: Det sagde hun. Det var fakta. Men udtalelsen var jo ikke med, fordi den øgede artiklernes nyhedsværdi. Den var med, fordi de kloge bøller har fundet en måde at mobbe på, som man ikke kan gå til læreren med – for de har jo ikke gjort noget forkert. Vel?

Det er ikke et spørgsmål om, at være enig eller uenig, eller at man kun må have eller skrive om bestemte holdninger. Men når der igen og igen postes artikler og laver undersøgelser, der udelukkende har til formål at fodre den indre svinehund, så synes jeg at vi er nødt til at forholde os til, om det egentlig er forsvarligt? Og formålstjenesteligt? For ligesom med fake news er den slags artikler med til at skabe betingelserne for en bestemt type af virkelighed, for når vi igen og igen fodres med subtile hentydninger og fjendebilleder forklædt som objektiv undren, så *bliver* vi bekræftede i, at der findes et Os og et Dem, at vi har ret til at holde krampagtigt fast i vores privilegier, at vi er De Rigtige og at De Andre er dumme, dovne, nærtagende og forkerte – og i øvrigt vil tage alting fra os. 

Det er skidebesværligt at skulle ændre adfærd, og jeg er helt med på, at der er clicks og likes i forargelse – men ligesom med engangsbestik og turbokyllinger er det somme tider nødvendigt, at  nogle voksne træffer en beslutning ud fra den fælles fremtids bedste, fordi vi ikke 1:1 er klar til at slippe komforten i ikke at skulle slæbe tallerkner med til vejfest eller gerne vil betale det dobbelte for vores grillkyllinger.

Måske vi snart er der, hvor den fjerde statsmagt skulle tage lidt ansvar i forhold til, hvor samfundet er på vej hen, og ikke bare gemme sig bag, at ‘det er, hvad læserne vil have’.

For det er hos dem, det starter, hvis svinehunden skal sultes ihjel.

Tradition is just peer pressure from dead people

Hvis man har astrologiske tilbøjeligheder ved man, at der pt. foregår virkelig meget med diverse himmellegemer, og at én af de ting, som der tales meget om i dé kredse er, at tiden for nu handler om at hele gamle traumer og sår; både som individer og som et samlet hele. 

Hvis man synes, at astrologi er kæmpeløgn og spild af tid, tror jeg egentlig, at man alligevel sidder med samme fornemmelse på baggrund af alt det, der foregår i verden lige nu. 

Jeg oplever i hvert fald, at jeg ser med nye øjne på mange af de ting, jeg længe har opfattet med et ‘sådan er det jo bare’-mindset.

I småtingsafdelingen og meget aktuelt spekulerer jeg på, om vi egentlig stadig synes, at det er en god ide at tyre en stofheks på bålet i aften.* Jeg er ikke selv helt afklaret med, hvad jeg mener her, for på den ene side synes jeg egentlig, at tiden er løbet fra at hyggemore os over noget, der i virkeligheden er en skamplet på vores historie.

Modargumentet er selvfølgelig, at det kan give anledning til at snakke om noget forfærdeligt, og dermed sikre, at det ikke sker igen.

Men når jeg er i tvivl om, hvor jeg står i en sag, prøver jeg at udskifte den forulempede part – i dette tilfælde heksene, hvis analoge avatarer vi brænder – med en anden gruppe af mennesker. 

For ville vi have syntes, at det var ligeså hyggeligt og sjovt, hvis det havde været børn, der engang var blevet brændt fordi de.. tja, larmede, måske? Ville vi så lave små stof-versioner, som vi stille og roligt betragtede blive konsumeret af flammerne, mens vi bagte snobrød og skumfiduser?

Eller kan man forestille sig, at menneskeracen et par hundrede år ude i fremtiden en gang om året laver tvillingetårne af papmaché, fyldt med slik og godter, som vi smadrer med køller, fordi vi jo skal huske at tale om det?

Jeg ved det ikke. 

Til gengæld ved jeg, at jeg synes tiden er løbet noget så eftertrykkeligt fra digitale medier og deres kommentarfelter som safehouses i ytringsfrihedens navn. For hvor man i USA – ja, igen – lige nu kan se stort set alle medier og arbejdspladser tage konkret afstand fra hatespeach, så kører vi herhjemme stadig en noget slap politik omkring, hvad man tillader folk at sige på nettet.

Senest læste jeg en glimrende artikel på Soundvenue om aldersdiskrimination i Hollywood; om det urimelige i, at kvinder er gamle og færdige, når de nærmer sig de 40, og at det i virkeligheden er grotesk, når man stadig pr. default caster gamle mænd og unge kvinder som par. Vi er så vante til at se det, at vi ikke engang studser over det, når der er 30 års aldersforskel mellem ægtefællerne i film, og hvis du tror, jeg overdriver, så vil jeg opfordre dig til at lade dig falde baglæns ned i det kaninhul på google, der hedder ‘Age difference in movies’.

Nu har jeg jo før været lidt efter Soundvenue og deres kvindesyn, men ift. denne artikel vil jeg bare give dem stående applaus for indholdet. Det var sobert, fornuftigt og nødvendigt. 

Og her ville jeg ønske, at dette indlæg sluttede. 

Men så kom jeg til kommentarerne, og så er vi tilbage til, at der godt nok stadig er mange ting, vi som race kunne have gavn af at kigge på.

For der var deprimerende mange kommentarer fra mænd om, at ‘det gør nok ondt, når de unge overhaler dig, hva?’ og ‘Nååå! Er det træls, at mændene ikke vender sig om på gaden efter dig længere?’ Der var – selvfølgelig – også klassikerne om, at ‘få noget ordentligt at gå op i’ og en masse om ‘hysteri’.

Fordi jeg åbentbart har masochistiske tilbøjeligheder, tjekkede jeg flere af profilerne ud, og det, som rystede mig var, at de her mænd var på alder med mig eller et par år yngre. Der var altså ikke tale om gamle, forandringsangste silverbacks eller helt unge, lidt for hurtige typer. Det var mænd som vores kærester, brødre og ægtefæller, som for fanden burde vide bedre, og jeg kan ikke holde UD, at der er SÅ mange, der tror, at de ikke er en del af problemet.

Det undrer mig oprigtigt, at Soundvenue vil lægge ryg til den slags kommentarer, og særligt undrer det mig lige nu, hvor der er mere fokus på hatespeach og nedgørende tale end nogensinde før. Der MÅ være et opgør på vej ift. om clickbait skal stå over moralsk ansvar. 

For ved at lade udsagn som disse blive stående, gør man dem også til legitime synspunkter. Specielt i en tid, hvor man – i hvert fald for syns skyld – har regler og retningslinjer for, hvad man må sige i en debat. Havde man eksempelvis skiftet ‘gammel’ ud med ‘sort’ ville de formentlig og forhåbentlig have pillet kommentaren af og blokeret profilen, hurtigere end man kunne nå at sige ‘racist’, for det er der ingen, der vil have siddende på sig i dag. Man kan spørge sig selv, hvorfor man ikke som medie er ligeså konsekvent, når diskriminationen og de nedladende kommentarer er rettet mod kvinder 35+.

Og jeg bliver idiot af, at mænd – for det var for 97% vedkommende kun mænd – forsøger at få det til at lyde som om, det handler om sure rønnebær, når det kun er kvinder 40+, der går op i de her ting, for ligesom med lovgivning på barselsområdet, og reglerne for syge-dagpenge, er der bare nogle ting, som man tror er fucking løgn, indtil man selv sidder på modtagersiden.

Jeg håber, at de her mænd lever længe nok til at se deres døtre blive mødt med konsekvenserne af, at de selv, hånligt og vedholdende, har båret den misogyne fakkel videre til de næste generationer, og på den måde har sikret, at fremtidens kvinder stadig bliver brændt på bålet.

* Og blot for god ordens skyld: Jeg ved godt, at det er Johannes døberen, vi fejrer, og at forklaringen på, hvorfor heksene blev en del af traditionen fortaber sig lidt i tågerne.

The times they are a-changin’

Det er en mærkelig tid. Det er, som om, alting er opbrud og kaos, og det er svært ikke at føle, at universet er ved at brænde marken af, så den er klar til at så en helt ny type af afgrøder på.

Mit hoved er ved at eksplodere, og min hjerne føles, som en overtrænet muskel; træt, øm og med desperat brug for en pause at restituere i. 

Helt lavpraktisk er der mange overvejelser ift. arbejde, og hvad der skal ske efter 30.06., hvor min tidsbegrænsede ansættelse udløber. For mig og os er det ikke kun et spørgsmål om, hvad dagene skal gå med, men også, at der er nogle økonomiske hensyn, der skal tages med i beregningen.

Der er stadig ikke en afklaring ift. ferie, og i småtingsafdelingen er fødselsdagsplanlægningen i fuld gang.

Derudover har racedebatten har fyldt virkelig meget for mig. Som tidligere nævnt handler det nok om, at 70% af mit feed er amerikansk, både på fb og på insta, men for mig har det været surrealistisk at se kontrasten i, hvor meget det fylder ude i verden, kontra hvor lidt det har fyldt herhjemme. Jeg har gjort mig mange overvejelser om, hvordan jeg skal forholde mig til både dem, der vælger at flyve under radar, og dem, der trods alt har haft en holdning, men én, jeg ikke er enig i.

Egentlig forstår jeg godt lysten til at lade som ingenting. Det er svært og ubehageligt at redefinere sit verdenssyn, og jeg føler også en nærmest desperat trang til at sætte mig i en blød stol og lade mig underholde af noget pastelfarvet uden skarpe kanter.

Men samtidig kan jeg også mærke, at jeg er ved at ændre syn på de mennsker, der har en platform, men som altid vælger den sikre vej. Jeg agiterer ikke for, at vi skal forvandle alle virtuelle åndehuller til rasende debatfora, hvor vi altid kun må snakke klima og racisme, men jeg tror måske, vi nærmer os et punkt, hvor tavshed larmer mere end tale?

Hvilket leder mig til det næste, jeg har tænkt meget over de sidste par uger, nemlig om man skal slette og blokere mennesker, der mener noget andet, end man selv gør? For på den ene side er et follow jo en slags bitcoins, der kan bruges til at købe indflydelse for, hvis man har nok af dem, og ønsker jeg at støtte op om, at personer, jeg ikke er enige med, får mere spalteplads? På den anden side betyder blokeringer og unfollows, at man får skabt et ekkokammer, hvor vi kan sidde og give hinanden ret i, at vores måde at være i verden på, er den rigtige – og det er nok heller ikke ret hensigtsmæssigt.

Og alt imens jeg forsøger at finde fodfæste i alt det ovenstående, har jeg også tænkt meget over, hvordan vi – dig og mig – kan gøre en forskel, der hvor vi er. Uanset om man har fokus på kropspositivisme, ligestilling, LGBTQ+rettigheder, miljø, racedebatten eller noget helt 6. som er ligeså vigtigt, så tror jeg, at de fleste af os er ved at drukne i det krydsfelt, hvor vores idealer møder vores hverdag. For hvordan kæmper man for sortes rettigheder, når man hedder Else og er sagsbehandler med begyndende mavesår og af natur ikke er særlig rasende?

Det har jeg tygget virkelig meget på, og jeg er nået frem til, at jeg faktisk ikke tror, at målet er at tage debatten med alle de perifære bekendte, man har, på internettet. Det kan føles kontra-intuitivt at scrollet forbi et udsagn, man er inderligt uenig i, når man lige har besluttet sig for at fight the power, men det er at hælde al sin gode energi ned i et sort hul, hvor den ikke gør den fjerneste forskel. Ingen har nogensinde skiftet politisk standpunkt på grund af en debat på facebook.

Men jeg tror, at vi ved at være åbne omkring hvor vi selv står, kan præge både dem, der ikke ved, hvor de står, og dem, der kommer efter os, og *derfor* tror jeg, at det er vigtigt, at vi er verbale omkring vores synspunkter, uanset hvor spage røster, vi føler, vi har – for der er altid nogen, der lytter. 

Jeg tror, det er vigtigt, at vi giver os selv en mulighed for at reagere indenfor de rammer, vi hver især kan være i. For ideelt set burde vi alle vide, hvad vi skulle gøre, og ride ud og gøre det. Men hvis man har det virkelig svært med konflikter, eller man af natur ikke har det godt med pludselig at være samtalens centrum, så kommer man ikke til at kalde hele omgangskredsen ud, eller afkræve sin hyggeracistiske arbejdsplads et svar. Men det er ikke det samme som, at man ikke kan gøre noget, for det kan man.

I min familie har vi f.eks. et par stykker, som har lidt svært ved at forstå, hvorfor man som dreng kan synes, at neonfarvede armbånd er magiske, for “det er da for piger, Anton!” Den tager jeg. Altid og hver gang. Men jeg gør det på en måde, så vi alle kan være i rum med hinanden bagefter, for målet med min kommentar er ikke, at de mennesker, der har kommenteret på armbåndene skal føle sig udskammede og forkerte. Jeg kan ikke ændre på det verdenssyn, de er vokset op med, og der er tale om mennesker, jeg elsker. Så når jeg med et smil siger: “Det er bare XXX, der er gammeldags, Anton – du må få 50 armbånd på, hvis du vil have det” så er det fordi, mine børn skal se, at der findes mange holdninger derude, men man må gerne udfordre dem, man ikke er enig i.

Så jeg tror, opgaven for den enkelte de næste måneder og år bliver at finde ud af, hvordan vi hver især, i vores små lommer af liv, kan pege på uretfærdigheder og fordomme, når vi ser dem, på en måde, vi hver især kan være i. Det er et privilegium at det ikke behøver at være mere rabiat, men al forandring starter et sted. 

Vi kan ikke blive enige alle sammen. Og det er nok egentlig heller ikke meningen. Men ved at være åbne om vores holdning til kropskultur, feminisme, racisme osv. kan vi stadig synliggøre en holdning og tilbyde et verdenssyn, som kan gøre det mere trygt for marginaliserede mennesker at stå ved, hvem de er, fordi det pludselig bliver synligt, hvor mange allierede de egentlig har.

Hello (from the other side)

Adele er blevet tynd, hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed. Meget tynd. Og internettet er – forudsigeligt nok – ved at koge over.

Men for første gang i al den tid, jeg kan huske, er det ikke kun beundring og misundelse, der fylder kommentarfelterne, men i ligeså høj grad bekymring for konsekvenserne af at hylde et vægttab på den måde. 

Jeg er med i en håndfuld amerikanske fb-grupper, som alle er udløbere af My Favorite Murder podcasten, og det har været en øjenåbner ift. mange emner for mig. Det var f.eks. her, jeg så de første reaktioner på alle kommentarerne om at tage på, mens vi er i karantæne. Det var også her, jeg lærte, at det er god stil at markere før-og-efterbilleder i forbindelse med et vægttab med ‘TW’ (triggerwarning), fordi billederne kan være med til at smide mennesker, der kæmper med spiseforstyrrelser, ud over kanten.

Da jeg så Adeles billede og de mange, MANGE virtuelle klapsalver, det udløste, blev jeg faktisk en smule trist, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hun kommer til at leve resten af sit liv under en lup. Tager hun så meget som ét kilo på, er det en historie nu, og hun har nærmest mistet retten til sin egen krop.

Men jeg blev sgu også træt, for hun har faktisk været én af dem, der har holdt på sin ret til at veje det, hun gjorde, og nu, hvor hun har tabt sig, er der – efter opslagene at dømme – lavet en serie af ‘look at me now’-billeder, som underminerer alt, hvad hun tidligere har sagt.

For mig handler det ikke om tyk vs. tynd, eller om hvad der er ‘bedst’ eller ‘pænt’. Det handler ikke om, at jeg ikke tror, at vægttab kan medføre øget livskvalitet, eller at det kan udspringe af noget sundt og rigtigt, og dermed være både godt og positivt.

Og jeg ved godt, at tynde mennesker også udsættes for mobning og nedladende kommentarer, hvilket bare er endnu et argument for at vi stopper med at kommentere på hinandens vægt, for hvad andre vejer kommer. ikke. os. ved.

Men jeg har første gang til gode at se en celebrity blive fejret og hyldet fordi vedkommende har taget på, og når tynd hyldes så overdrevet, som det gør, så bliver det et statussymbol, og ét, der er langt mere skadeligt end biler og huse. For sidstnævnte er der – trods alt – en begrænsning på, fordi der er kun plads til x antal villaer langs kysten. Den tynde krop er på papiret opnåelig for alle, hvilket er katastrofalt, fordi det 1) gør det meget nemt at føle sig som en eklatant fiasko, hvis man ikke formår at have den, og 2) giver alle lov til at mene noget om dem, der ikke kan pynte sig med det ydre symbol på viljestyrke og kontrol.

Men tænk, hvis vi vedtog, at det BEDSTE hus, og det, vi alle sammen burde stræbe efter, var en strandvejsvilla. Uanset vores socioøkonomiske baggrund, vores job, vores civilstatus, vores evner, talenter og overskud – hvis målet for alle var at få en strandvejsvilla, så ville der være nogen, der skulle gældsætte sig resten af livet for at nå målet. Nogle ville skulle arbejde 100 timer om ugen, nogle ville få stress, nogle ville blive skilt, nogle ville aldrig se deres børn, nogle ville blive syge og nogle ville bruge hele livet på at ofre ALT, hvad de havde – uden nogensinde at nå i mål.

Pointen er – selvfølgelig – at vi med statussymboler, hvad end det gælder kroppe eller huse, ikke kan se, hvad der ligger bag dem. Hvad de har kostet. Om de var dét værd.

Og selvom vi kamuflerer vores beundring af den tynde krop som en kompliment for indsatsen, når nogen har tabt sig, skal bare tænke grundigt og længe over, om man ved, hvad det er for en ild, man puster til. Både hos sig selv, den, man komplimenterer og hos alle dem, der læser og lytter med. 

Jeg bliver ked af det, når Peter Falktoft igen peger fingre af “de fede”, som bare skal tage sig sammen. For mig er det efterhånden et udsagt på linje med, at psykisk syge bare skal tage sig sammen og lige se at blive lidt glade igen.

For det kan godt være, at det er sådan, han ser det. Vi er alle sammen produkter af den opdragelse, vi har fået, og det kan være virkelig svært at ændre på indgroede synspunkter, så længe vi ikke har et incitament til at gøre det. 

Det er jo som regel først, når vi pludselig finder os selv på den anden side af bordet, at vores verdensbillede slår revner. Når sagsbehandleren pludselig selv bliver kronisk syg. Når politikeren med sparekniven får et døvt barnebarn. Når vi som andengangsgravide får alle de skavanker, vi i det skjulte tænkte på som svaghed og hysteri i vores første, problemfrie graviditet. Eller når det kronisk slanke menneske får børn med tendens til overvægt. 

Og det kan godt være, at det er hans synspunkt. Det er svært at gøre så meget ved. Men problemet med at mene noget, når man gør det ned i en åben mikrofon, er, at man dermed enabler, at andre gør det samme. Man legaliserer en måde at tale om noget på, og man forlænger levetiden af fordomme og snæversyn.

Det kunne være rigtigt fint, hvis han og man brugte 5 minutter på at tænke over, hvad det er, man gerne vil med de ting, man fokuserer på, når man gør det i det offentlige rum. For hvis målet rent faktisk er at flytte noget, eller at ændre en udvikling, så må og skal man have mere respekt for emnet end dét. Ingen – i-n-g-e-n – bliver motiveret til noget som helst af skæld ud og udskamning.

Og bare lige for at tage den: Folk er ikke blevet mere nærtagende. Tiden er bare løbet fra stiltiende at finde sig i en hierarkisk indplacering, man ikke selv har haft indflydelse på, og derfor begynder de mennesker, der tidligere automatisk blev holdt nede af strukturen i samfundet at give udtryk for, hvad de *altid* har følt. ‘Politisk korrekthed’ er et begreb, vi har opfundet, fordi det er en måde at dismisse et synspunkt på, uden at skulle besvære os med at finde et godt modargument.

Typisk fordi der ikke er et. 

Men det kræver ikke, at vi tilbundsgående forstår en problemstilling, for at være med til at ændre på måden, samfundet tilgår den på. Vi kan stadig bidrage ved i hvert fald ikke at forstærke fordommene eller gøde jorden, de vokser i.

Ændringer sker ikke overnight. Det er jo ikke sådan, at alle vågner en morgen og synes, at vi skal have ligeløn, at homoer skal have lov at adoptere og at børnehaver skal indrettes efter transkønnede børn. 

Al udvikling sker i ryk og etaper, og den gode nyhed i dét er, at alle kan bidrage. For måske føles det i starten kunstigt at sige én ting, men inderst inde at mene noget andet, og det kan godt ske, at vi ikke, hvis vi er *helt* ærlige, synes, at en bikinikrop er en krop i bikini.

Men ved at fjerne den verbale legalisering, fjerner vi en stor del af den kulturarv, som næste generation bliver formet af, og derfor er det vigtigt at reagere, når vi ser og hører nogen, der stadig mener, at det er ok at kommentere på andres vægt og kroppe, uanset BMI. Derfor er det vigtigt at reagere, når børn taler om pige- og drengefarver, og derfor giver det mening at foreslå, at fødselsdagskalenderen i børnehaven, hvor pigernes fødselsdage er skrevet på lyserøde kjoler, mens drengenes er skrevet på blå shorts, erstattes med balloner eller lagkager. Det er fuldstædig gratis at gøre, når man ikke har noget i klemme, men det gør bare en ret stor forskel på den lange bane, fordi børn formes af det miljø, de færdes i.

Når vi taler om noget på en ny og anden måde, end vores samtid og kultur har lært os, så *vil* det i starten føles anderledes. Men jeg tror ikke, at det er nok, at dem, der oprigtigt synes, at alle kroppe er lige pæne og at køn er noget, man vælger, giver modstrømmen en stemme; simpelthen fordi æstetik og normer er produkter af den samtid, de eksisterer og vokser i, og det derfor er flertallet, der bestemmer, hvordan de defineres.

Derfor er der ingenting, der ændrer sig, hvis det kun er De Få og dem med noget i klemme, der kæmper kampen. Hvis de kun var de kvinder, der gerne ville have børn, selvom de skulle have dem alene, der havde kæmpet for muligheden for at få det, havde jeg ikke haft Anton og Frida idag.

Vi kan ikke alle sammen kæmpe alle kampe derude. Det vil altid være dem, der brænder mest, der er nemmest at se. Men derfor kan resten af os stadig hjælpe ved i hvert fald ikke at modarbejde udviklingen og fremgangen for dem, der kæmper for ændringer på områder, der ikke direkte berører os.

Covid-19 og andre mennesker

Det er nok lige en måned eller to for tidlig, men jeg kan næsten ikke rumme mere Covid-19.

Det fylder selvfølgelig også meget hos mig qua mit fag: 80% af tiden kommer vi på diverse uddannelsesinstitutioner, hvor der er rig lejlighed til at bære smitte ud til *virkelig* mange mennesker, og de sidste 20% af tiden foregår en stor del af vores tolkninger i sundhedssektoren. I morgen skal jeg f.eks. tolke på hospitalet på en afdelingen, hvor det vil være mere end almindelig kritisk, hvis jeg er smittebærer.

Derfor er jeg hyperopmærksom på, hvad jeg deltager i – og hvem der ellers deltager. Om de f.eks. har været på skiferie, på konference i udlandet osv. Jeg vasker huden er mine hænder, åbner døre med albuen og der er ingen, der skal stryge en tændstik i nærheden af mig. Lige nu er der – trods alt – ikke flere smittede, end at man kan følge brødkrummerne tilbage, og jeg har simpelthen så utrolig ondt af den medarbejder på et plejehjem i Aarhus, der har smittet en håndfuld beboere. For ham eller hende må det være nærmest ubærligt, hvis en af de gamle ender med at dø af sygdommen, og selvom man ikke på nogen måde skal tænke sådan, er det spørgsmålet, om man kan lade være. 

Og måske er det fordi jeg forholder mig til det her 24/7, og tolerancetærsklen derfor er lavere, end den plejer at være, men jeg kan næsten ikke holde ud, når jeg ser influencere på de sociale medier gøre ihærdige forsøg på at skabe shitstorms ved at lave opslag, hvor de hænger arrangører/selskaber/virksomheder ud med navns nævnelse, fordi de er sure over, at deres penge for noget, de har købt billet til, som er blevet aflyst, er tabte. 

Jeg tror ikke, at der er *nogen*, der ikke synes, det er træls, at det her rammer økonomisk. Uanset om man skulle have været ud at rejse, eller om man har købt billet til noget, som forsikringsselskabet svarer “Force majeure” til, når man ringer til dem, så er det træls. Træls, træls, træls. 

Men. Folk. Dør.

Virksomheder må lukke ned for produktion/distribution på ubestemt tid, og kurserne rasler ned. 

Og vi er kun lige gået igang.

Så jeg tænker, at vi, der trods alt kun lider overskuelige, økonomiske tab, måske lige fletter næbbet, bare 10 minutter. 

I det hele taget har jeg et problem med, når influencere forsøger at bruge deres platforme til at opnå positiv særbehandling, for jeg synes, at det tangerer magtmisbrug, fordi de her mennesker er folkevalgte. Ikke, at de er udpegede til at værne om vores demokratiske traditioner og rettigheder, men du er immervæk kun influencer så længe, nogen er interesserede i at høre, hvad du har at sige.

Og jeg synes, at det kan være både fint og relevant at tage det op, når man støder på en knast i systemet, som man kan belyse, fordi det f.eks. er et underbelyst problem, hvor man med sit fokus kan være med til at starte en debat, at klæde folk bedre på, eller måske endda være grunden til at noget bliver taget op og lavet om. Jeg ville f.eks. synes, det var meget relevant, hvis en blogger, der boede i et af de områder, der lige nu er ved at drukne i forhøjet vandstand, satte fokus på nogle af de problemstillinger, der knytter sig til dét. Det er et relativt nyt problem, som rammer de samme mennesker igen og igen, og hvor folk ender med at blive stavnsbundne til huse, som taber værdi hurtigere, end du kan nå at sige “fugt”. Det ville jeg gerne læse om. 

Men jeg gider ikke, når et menneske, der har skabt en karriere på at tale om sig selv, lave opslag, der starter med “Kære (indsæt virksomhed)” efterfulgt af en lang, sur svada om et eller andet, der er FULDSTÆNDIG ligegyldigt for alle andre end dem selv. Det er irrelevant, det er dårlig stil og det lugter ramt af “Ved de ikke, hvem jeg er?”  – for det er forsøget på at bruge deres titel som ammunition, jeg har det stramt med. At mine private venner og bekendte hælder galde ud på fb over banker, trafikselskaber osv. er bare endnu en dag på kontoret; vi poster alle ting fra tid til anden, som måske – når vi læser dem i dagslys – handlede mere om at få luft, end om at berige vores omgivelser. Men når en influencer gør det, så er det jo i håb om, at den læserskare, man kommer med i ryggen, kan være med til at lægge pres på en virksomhed, så man kan få sin vilje. Og måske er jeg den eneste læser, der bliver sur over at blive taget som gidsel i en personsag, der intet har med mig at gøre – men det bliver uden mig som Ofelia.

Unfollow.

Suk.

Kan vi ikke aftale, at 2020 bliver året, hvor vi kommer til at lægge både Covid-19 og shitstorms bag os?

Det var bare det. 

På forhånd tak.

Om bryster, ungdom og covid-19

Forleden til gymnastik hørte jeg to af de andre mødre snakke om byture og tømmermænd. De var omkring den nærdødsoplevelse, som sidstnævnte fænomen er, når man er over 40, og den ene sukkede: “Hvem der bare var 25 igen!”

Hver gang jeg hører det udsagn tænker jeg, at det ville jeg virkelig, virkelig ikke ønske. Jeg synes sgu, at der har været både tornekrat og huller på vejen, der har ført til det sted, jeg står idag, og jeg bliver helt træt ved tanken om at skulle gå den igen. 

Men de sidste par dage har jeg alligevel tænkt over, at der er én ting, jeg ville ønske, jeg stadig havde i behold fra min spæde ungdom, nemlig min mangel på bekymring over sygdom. 

Jeg ved ikke, om alle har det sådan, eller om det skyldes, at jeg er den eneste forælder, der er at tage af i vores familie, kombineret med det faktum, at min veninde Lene døde af en hjernetumor i en alder af 42, men i hvert fald har jeg fået en angst for min egen krop, som jeg sådan ville ønske, jeg var foruden. 

Forleden havde jeg virkelig ondt i tungen, og jeg havde nærmest skrevet min egen nekrolog, da jeg kom til at gabe, og det dér gik op for mig, at jeg, dagen forinden, havde gabt så mange gange, at jeg havde forstrakt en muskel, post-Lene kan jeg ikke have hovedpine uden øjeblikkeligt at blive bange, og jeg er nærmest angst for mine egne bryster. (Ja, undskyld til eventuelle mandlige læsere).

Da min cyklus genopstod efter min graviditet med Frida, tog den alle mulige krumspring med sig, og jeg bøvler nu både ved ægløsning og menstruation med symptomer, der er både generende og giver anledning til bekymring, fordi de er forskellige fra gang til gang. Og jeg lider ikke af heltekompleks ift. at gå til lægen, men jeg kan jo heller stå der 20 gange om året og bede om mammografier og scanninger i øst og vest.

I det hele taget fylder min krop mere i min bevidsthed, end den nogensinde har gjort. I hele snakken om kropspositivisme og mit projekt med at tabe mig, støder jeg også igen og igen på deterministiske udsagn om, at slankekure ikke hjælper, og at man tager det hele på igen, og ‘forskningen viser’ og ‘undersøgelser peger på’, og det er virkelig ikke ret motiverende. 

Som om det ikke var nok, har vi nu også fået Covid-19 at bekymre os om – og inden nogen slår det hen med en hånlig bemærkning om, at det ikke engang er så farligt som almindelig influenza, vil jeg bare gerne sige, at jeg synes, det er ligeså unuanceret at feje bekymringen væk, som at tro, at vi står overfor verdens undergang. For jeg kan – uden at anstrenge mig – komme i tanke om en håndfuld i min omgangskreds, som virkelig helst ikke skulle smittes. Folk i kemo, folk med kroniske sygdomme og dem, med alderen imod sig. Da Frida forleden aften hostede helt vildt, gav jeg det en alvorlig overvejelse, for jeg gætter på, at 85% af alle dem, der er smittede med covid-19 so far *også* følte sig latterlige over overhovedet at tænke tanken. Om medierne dækker det forkert eller overdrevet, er nok et holdningsspørgsmål, men faktum er, at vi stadig ikke kender dødsraten på den her virus, fordi langt den største gruppe lige nu er de smittede, og det er for tidligt at sige, om de ender med at falde i den ene eller den anden gruppe af statistikken. Der er afsindig meget, vi stadig ikke ved, og for mig er arrogance ikke den oplagte modpol til hysteri.

Men da jeg var 25, skænkede jeg ikke de her ting en tanke. Ikke overhovedet. Jeg tog mit gode helbred for givet, og jeg forventede, at min krop gjorde, hvad jeg bad den om.

Jeg er glad for at være, hvor jeg er idag, og jeg ønsker mig ikke tilbage – men de 20% af min mentale kapacitet, der er kronisk bundet til bekymring om mit og andres helbred, ville jeg ønske, jeg kunne få tilbage og bruge på sjovere ting.

PS: Hvis man mangler en god podcast i ørerne, mens man går rundt og bekymrer sig, er der 5/5 stjerner til hhv. Dolly Partons America og Happy Face