I’ve looked at clouds from both sides now
De sidste måneder har jeg tænkt virkelig meget over, hvor stor forskel jeg oplever på at være mor til hhv. en dreng og en pige.
Somme tider er det ene nemmest og somme tider det andet, men ift. de svære ting, føler jeg, at det er lettere at vide, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg bedst hjælper, når det er Anton, der bøvler, end når det er Frida.
Det er kommet bag på mig, for egentlig ville jeg have forventet, at det var omvendt.
Men når Anton kæmper med noget, uanset om det er situationer, betingelser eller mennesker, så kan jeg forholde mig relativt objektivt til det. Jeg har ikke selv prøvet at være en lille dreng eller en ung mand, og Den Gode Løsning er derfor nemmere at få øje på.
Når det er Frida, der har det svært, så sidder jeg pludselig i den sære situation, at jeg faktisk har en formodning om, hvordan det føles inde i hende, og den viden har jeg med mig i alt, hvad jeg skal vurdere og handle på. Specielt fordi vi har mange af de samme udfordringer, og jeg derfor har en ret præcis formodning om, hvordan det føles for hende, og hvorfor hun reagerer, som hun gør.
Somme tider er det en gave. At have opdaget Fridas diagnose og derigennem min egen, har været en nærmest religiøst rensende oplevelse. Det har givet mig en retrospekt forståelse af utrolig meget af mit eget liv, og det ville jeg aldrig hverken have fået eller have fået øje på, hvis ikke, jeg havde haft muligheden for at se det udenfor mig selv. Den cirkulære forståelse af en anden, der bliver til forståelse for mig selv, der igen leder til forståelse af, hvordan jeg bedst kan hjælpe den anden, hende, er uvurderlig.
Men det er også somme tider det sværeste i hele verden. For med min viden kommer også en erkendelse af, hvornår jeg ikke gør det godt nok. Hvornår jeg ikke møder hende, hvornår jeg ikke kan give hende det, hun efterlyser eller har brug for, og hvornår min reaktion gør ondt værre for hende.
Jeg hørte engang en psykolog sige, at alle, der bliver forældre, har ambitioner om ikke at begå de samme fejl, som de synes, deres egne forældre begik – men at de bare begår nogle andre. Alle skader deres børn, det er bare et spørgsmål om hvordan.
Hvilket jo er både deprimerende og frisættende.
Men lige nu synes jeg virkelig, at det er svært at føle, at jeg gør det godt nok, og den underligt spaltede fornemmelse af både pludselig til fulde at forstå mine forældres valg, og ikke rigtigt, som mor, at kunne se andre måder at gøre det på, samtidig med, at jeg kan mærke barnets frustration og følelse af ikke at blive forstået, er ved at rive både min hjerne og mit hjerte midt over.
Jeg gør, hvad jeg kan. Failure is not rigtig an option, vel? Og jeg er særlig opmærksom på de situationer, hvor jeg som barn følte, at min oplevelse og virkeligheden stod i skærende kontrast til hinanden.
F.eks. nævnte jeg i sidste uge kort, at der var startet et barn i Fridas klasse, som lagde ud med at true Frida med at slå hende ihjel. Barnet er nu flyttet til et andet undervisningstilbud, men i den uge, vedkommende var der, var der godt nok fart på i hovedet på mig.
For jeg blev selv mobbet massivt, da jeg gik i skole. Og dén erindring kan jeg jo desværre ikke bare smide ud ad vinduet, selvom jeg gerne ville. Det har været noget, jeg har forsøgt at være opmærksom på i al den tid, jeg har haft børn i institution og skole; på den ene side ikke at slæbe min beskidte erfaring med ind i børnenes nye, rene stuer, men samtidig også at bruge den viden, jeg har, som mennesker, der ikke selv er blevet mobbet ikke har, konstruktivt. For jeg ved – vedved – hvordan børn kan være. Selvom de har Frozen trøjer på og går de voksne til navlen, kan de nemlig godt være både perfide og ondskabsfulde og finde på at rive øreringe ud gennem øret på én, når de voksne ikke ser det.
Det er en balance mellem ikke at tillægge nye mennesker gamle motiver og samtidig ikke at være naiv.
Men noget af det, der fyldte meget for mig, var manglen på logik. At når et barn, som alle (voksne) vidste gjorde mit liv til et helvede, inviterede til fødselsdag, så deltog jeg og havde gave med og sad i barnets hjem med barnet og dets forældre og smilede og spiste kage og legede flaskehalsen drejer, alt imens mit hoved var ved at eksplodere over absurditeten i det. Har vi sat ondskaben på pause? Holder vi fri 3 timer? Er vi gode venner nu? Hvad fanden foregår der??
Og al den historie har jeg med mig, samtidig med, at jeg som voksen og forælder godt forstår behovet for, at det er de voksne, der skal løse det her, og at vi er nødt til at være civiliserede omkring det, for hvor ender vi henne hvis ikke?
I den her situation nåede barnets mor faktisk at invitere hjem til hyggedag, og er man en smule alternativt anlagt, er det svært ikke at få den tanke, at universet giver dig muligheden for at udvikle dig ved at sende dig gennem de svære baner igen, men denne gang med handlemuligheder og flere redskaber.
Ikke at jeg synes, det bliver nemmere. Faktisk. Nærmest tværtimod.
Men jeg har forsøgt at tale – relativt – åbent med Frida om det hele vejen. Forsøgt at give hende mulighed for selv at træffe sine valg, men også tilbudt min hjælp og mit personlige perspektiv, fordi jeg nok ikke er tilhænger af, at man bare helt vipper den over på børnene. Og Frida kommer mig i møde ved at være HELT klar i spyttet. “Det har jeg ikke lyst til, når h*n opfører sig sådan.” Fint – og forståeligt. Herfra bliver kunsten for mig så at udvise tillid til, at hun kan mærke, hvordan hun har det og støtte op om dét, uden at komme til at puste til ilden.
Nu er barnet så taget ud igen, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er lettet. Men den uge var én lang invitation til at genbesøge min egen barndom, og lagt sammen med alle de tanker, jeg har gjort mig de sidste mange måneder, ville jeg en lille bitte smule ønske, at der snart kom en ægte voksen og tog over.
For jeg synes, det er svært. Både i situationer med tredjeparter, men også når vi har konflikter herhjemme, og min erfaringer og alle mine følelser lægger sig ovenpå hendes virkelighed. Og jeg vil så gerne gøre det godt nok til, at hun en dag, når hun bliver voksen, sidder tilbage med følelsen af, at det ikke er sikkert, at hun altid var og er enig i de ting, jeg gjorde og de valg, jeg tog. Men at hun, altid og hver gang, kan se kærligheden i dem.