Kategori: Øjebliksbilleder

Må man snart bede om en lillebitte pause?

Den her uge, mand. Der er ikke sket noget, der *ikke* har skubbet til livets grundpiller, og jeg er fuldstændig færdig. 

For at starte med noget meget konkret og lavpraktisk er jeg blevet ledig. Der er begrundet håb om job på den anden side af sommerferien, men vi kan jo ikke leve af gode intentioner og luftkasteller indtil da, så nu ruller hele møllen med samtaler, job-log og mistænkeliggørelse. For de skrivelser, der sendes ud, kan ikke, selv med de mest optimistiske briller, læses anderledes. Det føles lidt som når jeg modtager det årlige krav om at skrive under på, at jeg fortsat er enlig forsøger, og i umiddelbart forlængelse af dét, får “tilbudt” en samtale, hvor nogle rare mennesker fra kommunen kan hjælpe mig med at finde ud af, om jeg VIRKELIG stadig er enlig forsørger. Jeg er med på, at det er prisen for at blive grebet af systemet. Men den er satenfløjteme somme tider både træls og høj. 

Oven i det har jeg haft et par møder, både live og over telefonen, med nogle af de mennesker, der bliver involveret, når man gerne vil have sit barn udredt. Jeg er ikke helt klar til at skrive og snakke om det endnu, og det er mig selv, der – for halvandet år siden  – har sat det i gang. Det er derfor nærmest udelukkende positivt, og de folk, jeg har snakket med i den her uge, har været ualmindelig sympatiske – men det er stadig et set up, hvor jeg gerne vil stille med mit a-game hver eneste gang, og jeg hele tiden forsøger at være 1000% skarp på ønsker, behov, observationer og vurderinger, for ingen hører, hvad du siger, når du mumler.

Så er det lidt sygehus-halløj, der sådan set ikke er hverken ubehageligt eller farligt, men som stadig kræver ekstra opmærksomhed på børnene og den måde, de forstår og tackler det på.

Og så døde oldemor i fredags. Det har udløst mange tanker hos mig, for det var én af de relationer, der ikke var ukomplicerede. Jeg har tænkt utrolig meget over, at hvert eneste af de valg vi træffer; at hver eneste interaktion vi har med andre mennesker, er tråde, der måske ikke i situationen ser ud af noget særligt, men som stille og rolig over et liv bliver den tråd, vi væver livets tæppe med, som er det, vi svøbes i den dag, vi skal herfra.

Som altid, når nogen dør, river det også låget af nogle af de æsker, vi har stående på hylderne, som vi ikke bryder os om at kigge i, eller som vi har sat i de mørkeste hjørner, fordi de gør for ondt at støde på og blive mindet om eksistensen af, når vi til dagligt går gennem livets store lagerhal. 

Anton og Frida er så priviligerede, at de ikke før har oplevet at miste. Jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan jeg skulle tale med dem om den, for jeg synes ikke, man skal lyve om noget så grundlæggende som døden. Omvendt er brutal ærlighed heller ikke specielt hensigtsmæssigt, når man forsøger at hjælpe små mennesker med at forstå livet og verden omkring sig, og vi har haft mange samtaler om, hvorfor man bliver ked af det, når nogen forsvinder, og hvad der sker, både konkret og mere filosofisk, når man dør. 

Børnene fik selv lov at vælge, om de ville med til bisættelsen, og begge børn svarede uden tøven, at det ville de gerne. Anton spurgte, om de måtte lægge roser på kisten, og var også meget optaget af, at han gerne ville have skjorte og slips på, mens Frida var mere fokuseret på, hvor oldemor, sådan helt lavpraktisk, var nu. Det kræver sgu noget tilstedeværelse og nærvær at guide børn gennem de her ting, og at finde en grimasse, der kan passe, når Anton i forbindelse med en undersøgelse på sygehuset spørger, om vi lige kan smutte ned i kælderen og besøge oldemor, nu vi er her?

Så det var med et vist element af spænding, jeg havde dem med i kirken – men jeg kunne have sparet mig. De var så gode, at jeg tudede over det, og deres primære bekymring var, hvordan vi passer på oldefar. Det fylder meget for dem, at han er så ulykkelig, og for mig er det vigtigt, at vi taler om tingene, når de har brug for svar, og ikke når jeg lige har tid og overskud.

Så det er en balancegang lige nu. For jeg er lidt holdt op med at sove, og mit hår er også ved at skride i afmagt.

Og jeg er faktisk ked af det, for vi plejer at hygge os her på bloggen. Men jeg kan ikke rigtigt skrive rundt om de her ting, og alternavet er helt at lade være med at skrive – hvilket har taget livet af større og bedre blogs end denne. Så aftalen bliver vist nødt til at være, at jeg skriver om det, der lige fylder på dagen, uanset om det er kulkælder eller lal og bananer, men til gengæld lover ikke at blive sur, hvis I derude vælger at springe nogle indlæg over.

Aftale?

God weekend.

Skilleveje

Da vi i begyndelsen af året byttede værelser herhjemme, fik jeg det, der vender ud mod vores carport, og som der derfor er halvtag over. En af de bedste lyde jeg ved, er lyden af regn om natten, og jeg skal LIGE love for, at jeg får noget for pengene i disse uger. Jeg er ikke nogen hund efter varme, men selv for mig er det her lige i overkanten. Mest fordi det fucker min tidsfornemmelse fuldstændig op. Jeg roder rundt i overvejelser om efterårsferie og julebelysning, fordi jeg hele tiden tror, det er der, vi er ved at være.

Men det er det ikke. Sommeren står, i hvert fald kalendermæssigt set, for døren, og når jeg går hjem fra arbejde i dag, nulstiller jeg min arbejdsmobil og sender den til min nuværende arbejdsgiver, og fra på tirsdag hedder det Jobnet og supplerende dagpenge.

Imens er jeg så småt igang med at planlægge Fridas fødselsdag. Covid-wise må vi gerne holde fødselsdag herhjemme igen, men dels er de to grupper, de er opdelt i i førskolen ikke så faste, at der er tale om egentlige klasser (og stort, stort nej tak til 40 børn på 100 m2), og dels vil jeg gerne udvise lidt solidaritet med alle de børn, der også gerne ville have haft små gæster, men som måtte tage til takke med at dele ud på skolen. Sommerferien er en fin streg i sandet, og efter den er der nulstillet og dermed frit slag på alle hylder, synes jeg.

Jeg har besluttet, at Frida får en telefon i fødselsdagsgave, hvilket jeg godt er klar over kommer til at dele juryen. Anton fik sin, da han var lige knap 9, og for mig har det været fint at se, hvor meget man som forælder *kan* styre ift. børn og telefoner. Jeg har sat hans op, så han kan ringe, sende beskeder, billedegoogle og se YouTube på den – og ikke mere. Han kan ikke hente så meget som et gratis stykke frugt til et spil uden at blande mig ind i det, for han har ikke koden, og telefonen er sat op til at bede om kode til A-L-T. Derfor har jeg ikke de store betænkeligheder ved dén del af det ift. Frida, selvom hun er så meget yngre. Når hun har udsigt til at få den som 6-årig, er det fordi hun er det ABSOLUT mest udadvendte indslag i vores familie, og hendes behov for sociale stimuli er større end Antons og mit til sammen. Det er svært at møde hende i, fordi jeg bliver sindssyg, hvis vi har legekammerater i huset 5 dage om ugen, og for mig koster det mere overskud, end jeg har, at arrangere legeaftaler efter kl. 16, hvor Frida synes, der er 7000 ensomme år til hun skal i seng, mens jeg har udsigt til madpakker, aftensmad, vasketøj og lektier med Anton. Mit håb er, at hun med en telefon stadig føler, hun kan få fyldt på sin social-tank, når vi er herhjemme ved f.eks. at lave perler med den én veninde over facetime, eller ringe og snakke om vigtige ting som slim og Justin Bieber med en anden. Ikke som erstatning for live-leg og aftaler, men som et supplement til de dage og situationer, hvor det for mig er praktisk uladesiggørligt at få enderne til at mødes.

Derudover har jeg fået den sidste uge til at gå med sjov og spas med CareLink. De af jer, der også holder mig ud på Instagram, så, at jeg i sidste uge blev testet af en lummer tester, som jeg efterfølgende valgte at klage over.

Kort fortalt kom jeg ind til en mand på ca. 55 år, som startede med at stille sig HELT tæt på mig. Og godt nok er de testaflukker ikke hangar-agtigt store, men der er dog stadig plads til at holde 10-20 cm. afstand. Da han havde podet mig, lavede han sovekammerøjne og spurgte, om han ‘kunne friste med en runde mere’, og da jeg oplyste mit telefonnummer, fik jeg ‘Er det bare til mig, eller vil du også bruge det til svar på testen?’ retur.

Han fangede mig fuldstændigt på det forkerte ben, og jeg var pinligt berørt, da jeg gik derfra. Jeg oplevede det som virkelig grænseoverskridende, fordi magtbalancen, både pga. roller og aldersspænd, var skæv. Min allerførste tanke var “Ham klager jeg over!” – men så .. indhentede det, samfundet har lært mig, mig, og jeg undskyldte ham overfor mig selv. Han mente det jo ikke på den måde, vel? Det var jo bare for sjov. Vil du godt nok ødelægge den gode stemning for så lidt? Og tænk, hvis han bliver fyret, og det er DIN skyld. 

Men det fyldte alligevel så meget for mig, at jeg lagde et skriv på Insta om det. (Fordi jeg ikke ville have det på min facebook, for der kan min mor se det, og det er jo pinligt, for jeg tror, vi alle kan være enige om, at det her er *mig*, der har gjort noget forkert).

Og så skete der to ting. Dels blev jeg edderspændt rasende over min egen reaktion, for hvad fanden?? Jeg opfatter mig selv som et menneske, der aktivt forsøger at bidrage til ligestillingen – og ALLIGEVEL er min automatreaktion at tage hensyn til ham og hans følelser, når han VÆLGER at opføre sig uprofessionelt og virkelig upassende. Og dels kom der ud på aftenen en kommentar fra en pige på Insta, der skrev: “Jeg var ved den samme mand i dag. Sædding Centret i Esbjerg, ikke? Han sagde præcis det samme til mig.”

Og så fik jeg det sådan her:

Bagom Insta havde jeg allerede samme dag en leder fra Falck igennem, der gerne ville vide, om det var ét af deres teststeder, for i så fald sad han klar til at handle på det ASAP. Det syntes jeg var superfin stil. 

Men det her var et CareLink-sted, så jeg ledte længe efter et link til noget Care kundeservice. Tom-tom-tom, som vi siger på tegnsprog. Så fandt jeg en mailadresse, som jeg skrev til. Ingenting. Jeg skrev igen på en anden adresse. Stadig ingenting. Jeg taggede dem ind på opslaget på Insta. Still nothing, darling. 

Og den *eneste* stensikre måde at få mig i haserne på, er at spille død. Freud ville helt sikkert have en kommentar eller to til det, men jeg bliver AFSINDIGT provokeret, når folk ignorerer mig. Så jeg fandt Region Syddanmark på FB, og da man ikke kunne skrive en pb, lagde jeg en høflig men stram besked i kommentarfeltet på deres seneste opslag. Det skulle de ikke bede om, så efter 4 minutter havde jeg en mailadresse til regionskontoret, og – for real – ét minut efter jeg kl. 20.33 havde sende dem en mail, havde jeg svar fra deres chefkonsulent. De var på den, og de ville følge op, og i går blev jeg så ringet op af CareLink. De har lovet mig en opfølgning, når de har haft ham inde til en samtale, men det synes jeg egentlig ikke, jeg har brug for. Jeg kan hverken gøre fra eller til, uanset hvordan de håndterer det, men det var en ret vigtigt lektie for mig at lære om mig selv, og det er rart at have fulgt den til dørs.

Så ja. Der sker en masse, og der sker ingenting. Det regner derude, og jeg lukker ned og binder sløjfer på det første halve år af 2021.

I weekenden har jeg lovet, at vi finder grillen frem, uanset om det regner eller sner, og børnene har for længst fundet badedyr og svømmevinger frem og indstillet blikket på ‘Nysø’.

Måske er jeg også kommet til at sige ja til noget med at sove i telt.

Det skal bare lige stoppe med at regne.

Jeg tror, det bliver en god sommer. 

Et er et søkort at forstå

Jeg er over gennemsnittet træt hele tiden, synes jeg. Eller. Ikke træt. Mere sådan.. som om mit hoved hele tiden svæver lidt for langt over min krop. Det er, som om jeg ikke helt kan få adgang til mine tanker og min koncentration. Da jeg i weekenden skulle lave 3 ting i køkkenet samtidig, tog jeg mig selv i næsten at have lyst til at give op på forhånd, fordi det virkede fuldstændig uoverskueligt at skulle interessere mig for 3 forskellige opskrifter og forholde mig til indhold og rækkefølge. 

Det er nok den konsekvens, man må påregne, når man belaster systemet med krav om omstillingsparathed i helt ekstrem grad over alt for lang tid. Pandemien har stået for 80% af skaderne, men det har heller ikke rigtig hjulpet, at min arbejdsliv har været én lang række af skift og konkurser over de sidste mange år. Det slider, når man alt for ofte skal forholde sig til, hvad man gør, hvis man ikke kan finde arbejde, og det gør heller ikke noget godt for noget, at man hele tiden er nyansat og tidsbegrænset – og dermed nødt til at være ekstra fleksibel hver eneste dag. Livet som alenemor er så stramt skruet sammen, at man ikke kan spænde én møtrik så meget som en millimeter mere, uden at en skrue samtidig løsner sig et andet sted på konstruktionen, og jeg er smerteligt bevidst om, at hver eneste gang, jeg giver mere ét sted, så tager jeg det fra et andet, hvor det kommer til at mangle. 

Jeg har skiftet job og bil og børnehaven ud med skolen. Der er nogle ting, der begynder at pege i en bestemt retning ift. Anton, og så er der alt det almindelige bøvl, der følger med voksenlivet, aula og all that jazz. 1,5 års konstant bekymring for familiemedlemmer, der virkelig, virkelig helst ikke må blive syge, kronisk angst for, at nogen omkring os bliver syge, så vi skal selvisolere x antal gange, hvilket ingen arbejdsgiver i verden vil kunne vente på, og det faktum, at ALLE er slidt ned, og vi dermed har fået smadret det fine økosystem, hvor jeg giver dig en hånd, når du ligger og jeg står – og omvendt. Det koster. 

Sammen – hver for sig, samfundssind og ensomhed. 

Vi sidder på den samme sø, men vi sidder her i hver sin båd, og det synes jeg for alvor, at man kan begynde at mærke.

Påskepause

Påskefreden har sænket sig, og det var tiltrængt. Selvom jeg godt ved, at vi jo ikke har haft kontinuerligt travlt de sidste mange måneder, så føles det alligevel sådan. Måske fordi der har været et par af de store omstillinger, som både fylder og kræver en mental indsats. 

De nye værelser har definitivt lukket for, at børnene kan komme ind om natten, og det har været en sej omgang for dem at vænne sig til. De nætter, der har været værst, har jeg været oppe mellem 8 og 12 gange; jeg ved ikke, hvorfor mine børn tror, jeg går fra dem, når de ikke kan se mig, for det har de ikke oplevet én *eneste* gang, men nu er vi endelig ved at lande og så langt, så godt. 

I fredags havde Frida sidste dag i børnehaven, og på tirsdag starter hun i førskole. Hun er mere end klar, og for mig har det været en virkelig fin oplevelse at følge et barn, hvor der ikke har været den mindste tvivl om, hvorvidt hun skulle videre eller ej. Jeg tror ikke, at man træffer store beslutninger om sine børn, uden at have mørke nætter, hvor man tvivler på alt, hvad man ved, men når jeg ser, hvor klar Frida er, bliver jeg også med tilbagevirkende kraft bekræftet i, hvor godt det var, at jeg fik Anton skoleudsat. Det var lidt vemodigt at tage afsked med de fantastiske pædagoger, vi har fulgtes med de sidste 8 år, for de har for mig, som solomor, været vigtige sparringspartnere. Men Frida har brug for mere at rive i, og jeg er også ved at være klar til at have børnene samlet ét sted, kun at have ét intra og én ferieplan at navigere i, og til ikke at have flere holdninger til madordninger og sukkerpolitik. 

Bilen var til service igår, og verdens bedste mekaniker havde bedemandsfjæset på, da jeg hentede. Det lakker mod enden, og vi er nu der, hvor man hele tiden skal veje op, hvad det koster at lave den, kontra hvad jeg kan få for den i bytte. Han fik på pædagogisk vis sat mine muligheder op, og jeg skal lige bruge de næste par uger på at tygge på, hvad jeg gør. Jeg havde godt nok glædet mig til at prøve at være gældfri for første gang i 20 år, men det er måske ikke verdens bedste argument at træffe beslutninger ud fra. Skal den køre videre, koster det 10K, hvilket er nogenlunde det samme, som jeg kan forvente at få for den i bytte. Og havde jeg været sikker på, at den så var køredygtig et par år, havde jeg gjort det uden at blinke med øjnene, men problemet er, at der på min bil er en fabriksfejl, der gør, at den bruger alt for meget olie. FDM har været på sagen, og hele striben af biler fra den produktion har været indkaldt og forsøgt repareret, hvilket har hjulpet en smule, men det ændrer ikke på, at det er spørgsmål om tid, før udstødningssystemet står af, fordi det ikke kan følge med olieforbruget. Det betyder, at selvom jeg smider 10 i den nu, så ved vi ikke, hvornår der skal smides yderligere 10 i. Det kan være om to uger eller om to år. Og sker det i morgen, er vi pludselig ude i, at jeg har betalt dobbelt så meget for reservedele, som bilen er værd. Så. Jeg tænker. 

Om en uge har jeg 2 skolebørn, om 8 uger udløber min nuværende ansættelse, og hvad vi skal til sommer, står hen i det uvisse. Men på lørdag skal jeg til Aarhus, og i morgen trodser jeg min angst for husblas og prøver kræfter med en cheesecake til påskefrokosten torsdag. I dag skinner solen og vi skal i skoven, og egentlig tror jeg nok, at det hele skal gå.

PS: M2021 holder påskeferie på fredag, men er tilbage næste uge. 

Mens vi venter på noget, ingen ved, hvad er

Da jeg forleden hørte det nyeste afsnit af My Favorite Murder, sagde den ene af værterne under introen, at hun var træt af, at de efterhånden kun snakkede om anbefalinger af andre podcasts og af dokumentarer på Netflix. “I hate it – but it’s like.. we have nothing left to give to you”. Den følte jeg helt ned i fødderne. For jeg har det på samme måde. Jeg har sådan lyst til at skrive, og det kribler i både mine fingre og ord-centeret i min hjerne – men der. sker. ingenting. Langt de fleste af mine blogindlæg bliver til, fordi jeg ude i verden støder på noget, der sætter tankerne igang, og uden den ydre stimuli, er der bare længere imellem de små stød, hvor jeg med det sammme kan mærke, at der er noget, jeg har lyst til at dykke ned i.

Det føles som at være på barsel eller som de dage mellem jul og nytår, hvor tiden flyder sammen, verden er sat på hold, og det er Groiundhog day, hver eneste gang man vågner. Og hvor de ting, man har på to-do’en på magisk vis tilpasser sig den tid, man har til rådighed, så man næsten synes, man har haft travlt, når man har fået lavet en test, handlet og været ude at gå, selvom man normalt også har et fuldtidsarbejde og et socialt liv most ind i det samme antal timer.

Tankerne er lavet af røg, som opløses i vinden, inden man når tænke dem til ende, og alt føles både akut og i dvale på én og samme tid. 

Men når alt det er sagt, så skal jeg love for, at det er nemmere at være hjemsendt, når solen skinner og dagene er fulde af lys. At være færdig med værelserne har løftet 10.000 kg af mine skuldre, og jeg har nu rettet blikket mod haven. Bænken derude er vasket af, og jeg har haft et par håndværkere forbi, som skal give en pris på, hvad det vil koste at få lavet fliser i forhaven.

Jeg har kigget lidt efter en ny dug til trampolinen, men det ser ud til, at de i år er svære at få fingrene i, fordi alle har vekslet turen til Mallorca til en nedgravet Berg, så det ender nok med, at vi med en kombination af bønner og trusler vrider en sæson mere ud af den, vi har. 

Og endelig begynder jeg så småt at gøre klar til, at Frida om en måneds tid skal starte i skole, og at min tidsbegrænsede ansættelse udløber d. 31.05.

Midt i alt det ingenting, rører jeg lidt i gryden, der er bloggen her, fordi alt for lange pauser har gennem tiden taget livet af bedre blogs end denne.

Der er skruet ned – men jeg går ingen steder.

Hej fra bunden af malerspanden

Jeg hænger i bremsen, både ift. indlæg og ift. at svare på kommentarer, og skulle der sidde en enkelt bekymret sjæl derude, kan jeg berolige med, at jeg ikke er ved at lukke. Jeg er bare helt utrolig kørt over af mit værelsesprojekt, og det tager al min tid. 

Jeg vidste på forhånd godt, at det ville blive en sej omgang – og det fik jeg ret i. Hvilket jo altid er rart at få, kan man sige. Men min personlighed er ubetinget mest til at skrælle ét rum ned ad gangen og gøre det HELT færdigt, hvilket bare ikke kan lade sig gøre her, og jeg er i sjælden grad overvældet af opgavens omfang. Ikke mindst fordi der er noget rækkefølge, jeg ikke kan springe over, så jeg har også mange dage, hvor jeg ikke kan komme videre, før noget maling er tørret, nogle møbler hentet/flyttet/samlet/skruet op, og så er der nogle ting, jeg er nødt til at have min fars hjælp til. Han er det rareste menneske i verden, men skal trods alt lige have tid til at pakke værktøjskassen og komme forbi.

Der er ingen steder at holde fri, for min stue er fuldstændig proppet med ting, og nu var her lige så pænt.

Jeg skal også hele tiden aktivt bekæmpe min egen perfektionisme, som altid forsøger at spænde ben for mig, når jeg er igang med projekter som det her, for jeg bliver på forhånd helt passiv over at tage hul på en opgave, hvor resultatet skal være perfekt. Det er ret dårlige arbejdsbetingelser for kreativitet, og jeg har bøvlet med det hele mit liv.

Men når alt det er sagt, så skrider det fremad. Jeg holder fast i at gøre *et eller andet* hver eneste dag, så jeg holder gryden i kog. De dage, jeg har lyst til at lægge mig i fosterstilling og skrige, tager jeg de små, nemme opgaver, som at skrue en hylde ned, eller køre på genbrugsstationen med noget af det, der skal ud.

Mit soveværelse er en lampe og 3 kroge fra at være færdigt, alt tøj er roteret og ligger nu i de rigtige skabe, der er bestilt rullemadrasser og målt op, rumdelere er indkøbt og i dag skal jeg male Fridas glimmervæg færdig. Hvis den bliver god, må jeg godt få en glimmervæg på badeværelset. Faktisk. Min nye bedste ven er Cliff fra Flügger i Horsens og om lidt er vi på plads, og det bliver umådelig fint.

Så. Jeg er her stadig. Under bunkerne et sted.

Sign of the times

Er der andre end mig, der har det som om, deres hjerner ikke kan bruges til andet end at forholde sig til det absolutte nu? Hver eneste gang, jeg forsøger at lægge planer for noget, der ligger mere end 10 minutter fremme i tid, bliver det underligt diffust og løst i samlingerne. Ikke, at jeg ikke har tusind ideer og planer for alt det, jeg skal, når verden engang åbner igen, men det bliver mildest talt svævende, og den mentale to-to får to punkter på, og derefter afbrydes forbindelsen med et “.. ja. Det må jeg lige finde ud af”.

Jeg kom forleden til at tænke over, at det her må få betydning for indholdet i underholdningsbranchen fremover. Hvad laver man stand up shows om lige nu? Hvor længe kan vi skrive bøger, avisartikler og blogindlæg, når vi må rationere oplevelser og tanker om problemstillinger, der hører et andet liv til, og der ikke kommer nye til? Må de godt nok sidde så tæt og drikke kaffe i sofaen i næste sæson af Venner – og er det overhovedet forsvarligt at bo så mange sammen? Alle rejseprogrammer og -profiler er irrelevante her i den nye verden ( – og der er grænser for, hvor længe vi kan køre videre med #TakeMeBack), og laver man ny musik, hvis man kun kan få lov at spille den hjemme i stuen? Hvis pandemien fortsætter, skal der også forberedes en masse ‘Hvor er de idag?’-udsendelser til sportskanalerne, for mon ikke en stor del af talentudviklingspotentialet forsvinder, hvis man kun må spille fodbold med Adrian, der bor overfor?

Og så er der hele lysten. Gnisten. For jeg kan se hos ALLE, jeg følger på diverse medier, at kadencen er faldet, og alle virker overvældede og handlingslammede. Hvilket på overfladen er lidt ulogisk, for alle de gamle kriminalsager, som hele true crime genren bygger på, ligger jo stadig i mørke rum og kasser og venter på at blive hevet frem i lyset, og om *noget* er der tid til at arbejde i dybden lige nu.

Men der er virtuel fosterstilling over hele linjen, og det er tydeligt at se, at alle har brug for at vende sig mod ægte, levende, vigtige mennesker, og dermed væk fra anonyme følgere og spite-watchers.

Det hele er virkelig kedeligt og alt for meget, og jeg skal også bede om et pressemøde, så jeg mentalt kan begynde at forholde mig til den virkelighed, der gælder fra på mandag.

Endnu en i rækken.

Det er en mærkelig tid.

Pip

Godaften i snevejret. Alt vel? Her er det.. op og ned. Jeg er en af dem, der ikke er hjemsendt, og ikke kan arbejde hjemmefra, og som derfor er ved at brænde sammen af stress over modsatrettede ønsker og forventninger hos mig selv, pædagoger, lærere, regering og Sundhedsstyrelse. Jeg synes, det er så utrolig utrygt at være en af dem, der skal ‘holde Danmark i gang’, og selvom jeg godt forstår matematikken bag den manglende håndfaste udmelding og nedlukning, er min frustration over, at det bliver mit problem, at det her ikke kan løses på en god måde, enorm. 

Men i takt med, at der lukkes yderligere ned og restriktionerne strammes, ruller der også aflysninger ind på mine opgaver. Jeg står til rådighed i det tidsrum, jeg ellers er planlagt, så jeg kan ikke bare beholde børnene hjemme, men det giver stadig mulighed for at aflevere senere og hente tidligere, og – de dage, mine forældre kan hjælpe – at holde børnene hjemme og have mormor og morfar i baghånden som back up, hvis der kommer andre opgaver.

I nat blev jeg fældet af verdens ledeste migræne, som jeg passerer på gaden på nogenlunde samme tidspunkt hver eneste måned, men hvor jeg plejer at kunne power through på en blanding af panodil, ipren og iskoldt danskvand, måtte jeg ud og knække mig klokken fire i nat. Det er mig en evig kilde til undren, at man kan have så ondt i hovedet, uden at det flækker som en overmoden vandmelon, man taber på fortovet.

Men over middag var jeg nogenlunde mig selv igen, og vi har brugt eftermiddagen udenfor i sneen. Ikke, at der har været så meget på disse kanter, men luften er bare ganske særlig, når det sner, og himlen ligeså. Børnene er så lækre, at jeg har lyst til at bide i dem, når de står med røde kinder, funklende øjne og snefnug i håret, og selvom dagen startede virkelig træls, er den endt så fint, så fint.

Lige nu sidder jeg og skriver i en rodebutik af olympiske dimensioner. De sidste par eftermiddage og aftener er gået med at male stuen og med at begynde at kigge på værelsesrokaden. Sidstnævnte kommer jeg til at skrive mere om i ugens M2021-indlæg, men stuen er jeg færdig med at male nu, og den er blevet SÅ fin. Jeg har bestilt nye plakater på nettet, og jeg kan næsten ikke vente med at få dem op. Egentlig havde jeg planlagt at skrue hylder op og få sat alting tilbage på plads i dag, men jeg er stadig mat i sokkerne efter en lang nat, så det hele har fået lov at stå til i morgen. ‘Respekt for pauserne’ er et af mine nytårsforsæt, og det har jeg tænkt mig at holde.

Nu vil jeg kravle under mit tæppe med en stor kop te, og skyde lidt Netflix i armen, inden jeg springer tidligt i skrinet, så jeg er klar til en ny dag ved fronten i morgen.

Jeg håber, I hænger på derude.

Efter storm kommer stilhed

Klokken er 23.30. Begge børn har overgivet sig og snorker om kap i min seng, og jeg sidder med champagnen, som jeg er tyvstartet på, omgivet af serpentiner, glimmer og heliumballoner.

Vanen tro har jeg været tilbage og kigge på de kort, jeg trak for året, vi er på vej ud af, og 01.01.20 trak jeg hhv. ‘Mending’, ‘Chaos and conflict’ og ‘Time to go’ – og altså. Ja. De viste sig at skulle tages mere bogstaveligt, end jeg troede. 

Det er et mærkeligt år at tage afsked med. Alt har været så ekstremt og polariseret, hvilket både har været virkelig skidt og virkelig lærerigt.

Der er blevet mindre forstillelse og mere forståelse på nogle områder, mens kløften aldrig har været dybere på andre.

Det er, som om, vi er blevet bedre i det små, fordi alt har været sværere i det store. Min oplevelse er, at både jeg og alle omkring mig, er blevet bedre til at stoppe op, tage pauserne og fange øjeblikkene og gemme dem der, hvor det tæller. Om det er resignation eller en dybere forståelse af vigtigheden af at gribe hverdagslykken, når den pludselig byder sig til, er svært at sige, men personligt har jeg fået mere og varmere kaffe i mere kaotiske omgivelser, end nogensinde før. Jeg ræser ikke længere igennem mine lister med løftet om pause som guleroden for enden – jeg stopper op undervejs, fordi det her år har lært mig, at alt kan ændre sig på et splitsekund.

I morgen trækker jeg kort for det kommende år, som jeg ikke engang tør gisne om, hvad vi skal forvente os af.

En dag og et skridt ad gangen, ikke? Uanset om det bliver sammen eller hver for sig.

Godt nytår.