To prep or not to prep

Det her indlæg har været i støbeskeen i et par uger, men pga. pressemødet i tirsdags, har jeg valgt at træde på speederen, fordi jeg gerne vil have det ud, inden den famøse offentlige udmelding lander i eBoks.

Indtil nu har jeg ikke kunne forholde mig til at skulle preppe. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvad min modstand mod konceptet egentlig handlede om, men ikke desto mindre har jeg bare lavet strudsen og tænkt, at nogle voksne måtte komme og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, hvis det begyndte at stramme til.

Men jeg bor, så jeg kan se, hvad der flyver ind og ud af Esbjerg Lufthavn, ligesom der også er et par kaserner og en militærbase eller to i umiddelbar nærhed. Og der har sgu været mere aktivitet, end der plejer at være.

Ligeledes har jeg også bemærket et stigende antal meldinger om nedbrud i infrastruktur i flere af vores nabolande, og stille og roligt begyndte jeg derfor for nogle uger siden at spekulere på, om man måske alligevel burde bruge 10 minutter på at tænke det her igennem.

Efter at have vendt og drejet det nåede jeg frem til, at det primære problem for mig er, at det bliver for stort og diffust at ‘preppe’, når jeg ikke har gjort mig konkrete overvejelser omkring, HVAD det er, jeg forsøger at preppe til.

For taler vi pandemi, cyberangreb, infrastruktur eller zombier?

Og er vi på fuld udgravet kælder, såsæd og egne høns – eller bare 3 dage uden strøm og internet?

Som altid, når jeg er i tvivl om noget, forsøgte jeg mig med den vidensbaserede tilgang til emnet, og da jeg begyndte at researche, blev jeg anbefalet at anskaffe tørgær, schweizerkniv og sågar en dolk – men hvad er det, vi forestiller os her??

Jeg forvandler mig jo ikke til B.S. Christiansen overnight, fordi Putin trykker på knappen, og risikoen for, at jeg kommer til at skære mine fingre af med en dolk, er væsentligt større, end at jeg får .. hvad? nedlagt kaniner? med den. 

Har du bagt et grydebrød i dit liv? Nej? Hvad er det så, du vil bruge tørgær til?

Og jeg forsøger ikke at være hånlig. Det gør jeg virkelig ikke. Men ender vi der, hvor et prepperlager bliver nødvendigt, så tænker jeg, at vi alle sammen har det *lidt* pres. Og det er måske ikke lige dér, man for første gang i sit liv begynder at eksperimentere med at bage brød over bål.

(-uden opskrift, fordi man glemte at printe den, fordi ingen længere kan huske, hvordan det er at leve i en verden uden internet.)

Min pointe er, at det her er nyt for os alle sammen. Vi har ingen erfaring at trække på, og derfor er der en gigantisk risiko for, at vi, ligesom under pandemien, kommer til at øge forbruget af nogle af de ting, vi har brugt LANG tid på at bevæge os væk fra, og at følelsen af akut nødvendighed kommer til at dispensere vores kollektive, grønne samvittighed. Det er ikke svært at forestille sig, at virkelig, virkelig mange mennesker kommer til at blæse i Netto med hovedet under armen, blinde af panik, når brevet fra Trolex lander i postkassen. 

Jeg har selvsagt heller ikke prøvet det før. Men jeg har 6 års konkret erfaring i at tænke minimalisme, miljø, økonomi, bevidst forbrug og madspild ind, og den erfaring har jeg prøvet at overføre på hele prepper-konceptet.

Så egentlig er indlægget her bare en systematiseret nedskrivning af de overvejelser, jeg selv har gjort mig – men måske kan det være med til at sætte tanker i gang hos nogle af jer også, så vi ikke, i forsøget på at undgå at blive spist af sultne zombier, ender med at træde den miljømæssige dommedagspedal helt i bund.

——-

Opbygningen af indlæg som følger:

1. Generelle overvejelser

2. De konkrete områder

3. Nye vaner

4. Notesbogen

5. Liste

——-

1. Generelle overvejelser:

*Beslut, hvad du forbereder dig på. Det er alfa og omega i forhold til at træffe kloge, bevidste valg. Jeg forbereder mig på et angreb på vores infrastruktur, og derfor er min plan at tænke igennem, helt konkret, hvad jeg gør, den dag, det sker, og hvad jeg skal sørge for at have herhjemme, for at vi kan klare os. Jeg skeler en smule til en potentiel, ny pandemi, ligesom jeg også har i baghovedet, at nedbrud i forsyningskæden kan kaste skygger et godt stykke ind i tiden, der følger.

Det betyder, at jeg ikke anskaffer mig en masse grej, som er let at transportere til fods, for der er 0.01% spejder i mig. Derfor er det for mig ikke aktuelt at tænke ind, at det, jeg køber, skal kunne holde i årevis, eller at det skal kunne være i en rygsæk.

*Lav konkrete aftaler om, hvad du og dine nærmeste gør, hvis I ikke kan få fat på hinanden. Jeg har aftalt med mine forældre, at jeg henter Frida, og de henter Anton, og så mødes vi hos dem. Og det er ikke fordi, jeg forventer, at 3. verdenskrig bryder ud fra det ene øjeblik til det næste. Men får Rusland eller Kina ram på nettet, eller bliver vi erklæret i noget, der ligner undtagelsestilstand, er det ikke svært at forestille sig et vist niveau af stress, og et ønske om at samle sine nærmeste omkring sig. Aftal, hvad I gør og skriv det ned, så det bare er at tjekke notesbøgerne/listerne, hvis hjernen sætter ud af ren og skær panik. 

*Tænk bæredygtigt. Ja. Stadig. For hvis din tidsramme ligner min, altså, omkring en uge, så tænk lige igennem, om du har tænkt dig at begynde at køre dåsetomater og champignon på glas. Ligeledes må du også gerne have i baghovedet, at det, du køber, kan bruges, hvis det hele ender i transatlantiske gruppekram og venneanmodninger på Facebook. 

*Forhold dig konkret til, hvad du har af plads. Hvis du, som mig, bor relativt småt, så brug dine m2 smart, så du har lidt af alt det, du potentielt skal bruge, i stedet for kun at have 2 af tingene, men til gengæld at have til et år. Jeg sørger for at have de 3 liter vand pr. mand pr. døgn, som alle lister foreskriver, men jeg køber også et par plastikdunke af dem, der kan foldes sammen. Snerper det til, kan jeg fylde dem op, og ryger vandforsyningen pludseligt, har jeg noget at tappe det vand af i, der står i rørene.

*Køb en notesbog. Nu. Hvis vi ikke har strøm, kan du ikke printe, og der vil være ting, som det er rart at have tænkt igennem, skrevet ned, printet ud og samlet et sted, hvor du kan finde det.

*Find ud af, hvor du vil have dit lager; jeg har ryddet en hylde i mit bryggers og to i mit skur. Der er ingen ide i at have tænkt en masse klogt og købt batterier og gas, så du er klar, hvis du om 5 måneder, når det bliver aktuelt, ikke kan huske, hvor du har lagt tingene.

2. De konkrete områder:

A) Køkken/mad:

*Start med at finde din notesbog frem og brug de næste uger på at tænke over, hvad du/I spiser nu, som også kunne fungere i en krisesituation. Det skal kunne tilberedes over gas eller åben ild, det skal kunne holde sig uden at være på køl, og det skal have lang holdbarhed, så du ikke skal skifte lagerbeholdningen ud konstant.

*Beslut, konkret, hvor mange enheder, du vil have på lager af de enkelte ting, og lav så et system, så du f.eks. fylder op bagfra efterhånden som du bruger. Jeg er eksempelvis glad for Naturli’s havremælk, så dem køber jeg allerede. Jeg har besluttet, at 5 liter er nok at have på lager, så jeg køber 5 liter nu, og herfra tager jeg så bare den forreste, når jeg mangler, og stiller den nyeste, jeg køber, bagerst.

*Overvej, hvordan du gør det så nemt for dig selv som muligt at holde styr på, hvad du har. Jeg vil have en lagerliste i min notesbog, ligesom jeg også kommer til at smide en stak af de hvide ‘pose’-klistermærker ude ved den hylde, der bliver mit madlager. På mærkerne skriver jeg sidste anvendelsesdato, og klister den ovenpå fødevaren, så jeg hele tiden, hurtigt og nemt, kan se, hvor længe tingene kan holde sig. For selv midt i apokalypsen, siger vi *stadig* nej tak til madspild.

*Du skal tænke over, hvad du fylder i din fryser. Ryger strømmen, kan fryseren holde temperaturen i cirka 24 timer, men derfra begynder den at stige. Det er SUPER ærgerligt at have for 4500 kroner luksuskød liggende, som man ender med at smide ud, fordi vi har haft 5 dage uden strøm.

*Invester eventuelt i et par køletasker og en håndfuld store køleelementer. Går strømmen, kan køleskab og fryser holde temperaturen længere, hvis de forbliver lukkede, så planen her er at tage det, vi bruger (f.eks. mælk til kaffen) over i en køletaske, og så bruge den som ‘køleskab’. Det er jo en stakket frist, men igen: Jeg forbereder mig på en lille uge uden strøm, så her giver det mening at købe mig 3 dage ekstra med køleelementer og små rum, der ikke kræver så meget at holde nedkølede. 

*Dine prepper-løsninger skal passe sammen. Hvis du forestiller dig at lave mad over bål, skal du have gryder eller pander, der kan klare åben ild, og du skal have mad på lager, der kan tilberedes på den måde.

*Tænk over, om det, du vælger, kræver meget af andre knappe ressourcer. F.eks. kan jeg se på mange lister, at de anbefaler, at man køber ris og pasta. Men begge dele kræver forholdsvis meget vand at tilberede, og de skal også stå på varmekilder, der holder en nogenlunde konstant temperatur i længere tid. Jeg går med instant-nudler i stedet, som bare kræver et par dl. varmt vand og en kop.

*Overvej, om du kan forberede noget nu, som kan smides i fryseren, og som kan holde i lang tid, uden nødvendigvis at være dybfrossent. F.eks. kan grovboller holde sig længe, ligesom suppe også er ret taknemmeligt. Sidstnævnte kan varmes på et bål, en grill eller over gasblus og kræver bare en gryde.

*Tænk din varmekilde igennem. Jeg har et bålfad og en lille grill. Sidstnævnte er genial, fordi jeg med meget få briketter kan holde en gryde varm i timevis, og har du en god termokande, kan du gemme overskydende varmt vand og f.eks. bruge det til at vaske dig i, eller til at vaske op. 

*I forlængelse af ovenstående: Hvor kan du stå med det, hvis det pis-øs-regner? Det lyder måske MEGET lavpraktisk, men det hjælper bare ikke at have forestillet sig, at man kan bruge gasgrillen til at lave mad på, hvis man ikke har et sted, man kan stå med den, hvis det her bliver aktuelt i slutningen af oktober. 

*Hav noget ‘trygt’ på lager, hvis du har ND-børn. Jeg sørger f.eks. for at have et par glas Nutella stående, fordi det betyder, at Anton måske kan spise brød, der ikke ligner det, han plejer at få, så længe jeg kan smøre noget på, han godt kan lide. 

*Tænk nogle af de gamle principper ind ift. holdbarhed. Røget, tørret og saltet mad kan typisk holde sig længere, end friske og ferske råvarer, og ift. pålæg kan man også bruge et par dage på at tænke over, hvad man køber, som ikke står på køl i butikken. Nogle typer af smøreost, figenpålæg, marmelade og røget, tørret kød kan fint holde sig ved stuetemperatur eller på et bord på altanen. Men når du ikke kan have maden på køl, er det ekstra vigtigt, at du er hys med hygiejnen, så husk at bruge rene gafler eller knive, hver gang du tager af pålægget.

*Hvis du gerne vil have grøntsager på lager, så overvej, om de frosne af slagsen (som du spiser nu) giver mere mening end dem på glas og dåse. Jeg skulle godt nok være presset for at køre asparges på glas, så med madspild og økonomi i baghovedet, så vær lidt kritisk, når du køber ind. Igen: 4-7 dage, Niller. Du *kan* godt overleve uden grøntsager, hvis det endelig er. Selv har jeg æbler, majs (på dåse), råsyltede, frosne bær og frossen broccoli på min liste.

B) Badeværelse/helbred/hygiejne:

*Hvis vandforsyningen bliver afbrudt, kan du ikke skylle ud i toilettet, og du kan ikke vaske hænder. Derfor er vådservietter, håndsprit og kraftige poser nok meget rare at have på lager.

*Du kan heller ikke bade. Tørshampoo kan få dig langt, ligesom skumklude også er ret optimale. De fylder ingenting, og du kan med én dl. vand og en dråbe sæbe fugte 10-20 stykker, som kan opbevares i en pose og bruges til truckervask. (Samme princip kan overføres til køkkenet, hvor du så kan ‘vaske op’ med dem).

*Tandpine er en kælling, selv in the best of times, så jeg har valgt at have ekstra tandpasta og -børster lager.

*Apropos ting, der gør ondt, er det smart at have lidt ekstra håndkøbsmedicin i skuffen, ligesom det nok også ville give god mening at være på forkant med receptpligtig medicin. Jeg har sendt en mail til Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi både ADHD-medicin og noget af den medicin, min far får, er så stramt reguleret, at man KUN kan få én pakke ad gangen. Det giver mening, når alt er, som det plejer at være, men hvis én offentlig søjle melder ud, at vi skal opruste, så synes jeg, at det er rimeligt at forvente, at de andre følger trop.

*Begynd at gemme medicinrester (og her stoler jeg på, at I selv kan vurdere, hvad den gode løsning er, så jeg ikke ender på forsiden af EB, når nogen er blevet tæskesyge af at tage gammel medicin, fordi “Linda sagde, at man kunne!”). Har man f.eks. høfeber, ville jeg ikke betænke mig to gange ved at tage en Alnok, der var gået over dato, hvis alternativet var at undvære. Græspollen slapper ikke af, fordi Putin går amok. 

*Tjek op på din førstehjælpskasse. Og her forestiller jeg mig ikke et MASH-agtigt set-up, hvor man lige hurtigt fjerner en blindtarm på sig selv på køkkenbordet med en neglesaks og en synål – men i går, da jeg vaskede op, tabte jeg en urtekniv. Den var millimeter fra at lande i foden på mig, og sker det i dag, kan jeg ringe på skadestuen eller efter en taxa. Men hvis telefonerne ikke virker – og du måske ikke har en bil, du kan køre i – så er det smart nok, at man lige har noget sterilt kompres, man kan lægge på, mens man får sig fragtet ind til nogen, der kan hjælpe.

*Køb et par flasker husholdningssprit. Når vi ikke har adgang til det, vi plejer, kan vi være nødt til at bruge de ting, vi har, alternativt. Og lige præcis når vi ikke har adgang til rindende vand, vaskemaskiner osv., er det nok meget godt givet ud at tænke lidt ekstra på hygiejnen, for det ville træls ud over enhver rimelig beskrivelse at køre en gang omgangssyge i dét set up. 

*Afhængig af køns- og aldersfordeling i hjemme, kan det godt betale sig at vurdere behovet for hygiejneartikler, helt generelt. Gå ud og åbn dit badeværelsesskab og kig. Det, der står der, er det, du bruger, og dermed også det, du risikerer at komme til at mangle.

*Husk, at du heller ikke kan vaske. Tjek op på, om du har undertøj, vaskeklude og viskestykker nok til, at det ikke bliver et problem.

C) Grej:

*Hvis nettet er nede, er en god, gammeldags radio stadig brugbar, hvis den kan køre på batterier. Har du en liggende, så tjek, at den virker. Hvis ikke, så overvej, om du skal anskaffe én.

*Du får brug for lys. Er en lommelygte god eller er en pandelampe, hvor du har hænderne fri, bedre? Stearinlys er nok meget smarte at have på lager, men det giver også god mening at have nogle kunstige af slagsen ved hånden. Måske endda sammen med en fjernbetjening (som f.eks. den, Sirius laver). På den måde er lysene nemme at tænde og slukke, også udenfor, og det kan give mening ift. at spare på batterierne. Som ekstra bonus kan de samtidig bruges både før og efter en eventuel krise, og det kan vi godt lide.

*Overvej, om det giver mening at anskaffe noget, du kan holde varmen med. Det er ikke så aktuelt her og nu, men kan stadig være rart at have, og kan også bruges til f.eks. at holde mad/vand varmt med. Jeg har købt et par alutæpper, fordi de i fredstid både kan smides i bilen til vinter, hvis den bliver lige så kold og krads, som den var sidste år, og også kan bruges som underlag, hvis ungerne og jeg skal sove i telt. (Men husk, at de er letantændelige, så IKKE i nærheden af åben ild!)

*Som nævnt lidt længere oppe: Dit grej skal passe sammen. Ryk en tur i den lokale genbrugsbutik, hvis du mangler gamle gryder eller pander; du kan også være heldig at finde nogle af de andre ting, du mangler, der.

*Der bliver på alle lister anbefalet at have kontanter liggende. Det skal jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved – MEN. Jeg vil gerne slå et slag for, at man tænker over, hvad man skal bruge dem til. Igen: Jeg forestiller mig 5-7 dage, hvor jeg ikke kan betale med mit kort. Men hvis jeg får bygget mit lager fornuftigt op, skal jeg jo ikke bruge 20.000 i kontanter. Sørg for ikke at have så meget liggende, at du mister hele din livsopsparing, hvis du har indbrud, for mon ikke risikoen for dét også stiger, når folk pludselig bliver anbefalet at have kontanter i natbordsskuffen igen?

*Og nu, vi er ved sikkerhed: Hvis du har købt gas eller ekstra benzin, så vær sød at opbevare det på en måde, så du ikke slår dig selv, dine naboer og hele din familie ihjel, hvis du er så uheldig, at der går ild i dit hus. Sørg ligeledes for, med det samme, at informere brandfolkene om, at du har det stående, *hvis* det brænder, og de kommer ud. 

*Det er værd at tænke igennem, hvordan I vil få tiden til at gå. For vi er MEGET vante til at streame Netflix og scrolle telefoner, så hvis det ikke er muligt, er det fedt nok at have noget andet at sætte i stedet. Jeg vil have fundet min bogliste frem og købe et par stykker af dem, jeg har på den, ligesom jeg også vil tjekke op på, hvad vi har af tegnegrej, spil og krea-gear.

I samme ombæring kan man lige tjekke snack-beholdningen; hvis verden alligevel er ved at gå under, så kan vi måske godt køre Matadormix på en tirsdag. (Så længe vi lige hjælper hinanden med at huske, at børnene *også* er bange, så alkohol er primært noget, vi bruger til at desinficere med <3)

3. Nye vaner:

*Vi har allerede snakket om det med at etablere et organisk lager.

*Det er nok ikke så smart at vente med at vaske, til vasketøjskurven er HELT fuld, og man kun har ét par rene trusser tilbage, som verden ser ud nu.

*Ligeledes er det måske en god ide at runde tankstationen, mens der stadig er en god tredjedel tilbage i tanken.

*En powerbank eller to vil man formentlig også blive glad for at have, ligsom nu måske er et godt tidspunkt at investere i et timerstik og en stikdåse med plads til opladere til alle de devices, man bruger dagligt. Med et timerstik kan du lave en dockingstation, så alt, hvad du plugger i, lader et par timer hver nat. På den måde lader du, når det er billigt, og du har (formentlig) strøm nok til at komme igennem de første par døgn.

*Vi er blevet gode til at rydde op og ud i takt med, at vi bliver færdige med ting, men måske vi lige det næste års tid gemmer udtjent overtøj, fodtøj, termotøj osv., til vi har anskaffet næste sæt. 

4. Notesbogen

Mit forslag er, som nævnt i toppen af indlægget, at du tilvejebringer den allerede nu, og stille og roligt får sat den op, så den passer til det, du gerne vil bruge den til. Der er ingen, der tænker klart, når de er pressede eller i fuld blown panik, så ganske som med førstehjælp, er det smart at gøre sig sine overvejelser, mens der er ro på, så man har en køreplan, hvis det hele vælter.

Min kommer til at indeholde:

*Liste over aftaler med familien. Hvem gør hvad, og hvor mødes vi, hvis det bliver alvor?

*Kontonumre, telefonnumre og policenumre. Det er ikke sikkert, at det gør en forskel, men så har jeg dem et sted.

*En håndfuld tomme sider til det, jeg kommer i tanke om de næste uger og måneder.

*3 lister; en grøn, en gul og en rød.

Det er ikke givet, at vi får en gul fase, men hvis vi gør, er det stadig rart at have forholdt mig til, hvad jeg gerne vil forberede.

A) Grøn (det, jeg går i gang med nu):

*Hvad har vi brug for? Hvad spiser vi? Hvad mangler vi? En slags on-going brainstorm.

*Etablere et grundlager.

*Lave en komplet liste over, hvad jeg gerne vil anskaffe, som jeg kan vinge af i takt med, at jeg får tingene tilvejebragt.

*Nedskrive ideer til mad, der kan laves nu, og som kan holde længe – og gå i gang med at lave det.

*Reminder om løbende at hæve lidt kontanter, når jeg handler. Eventuelt notere, hvor jeg lægger dem, for det er nok meget smart ikke at have dem samlet ét sted.

*Tjekke om radioen virker.

*Tjekke tegnegrej, spil osv.

*Begynde at købe de ting fra min liste, som jeg mangler.

*Overveje, om jeg skal begynde at køre en manuel kalender igen. Verden kommer formentlig op at køre igen ad flere omgange, og det ville være meget fedt at kunne passe sit arbejde, hvis det er muligt, selvom jeg ikke har adgang til de apps, der ligger på min telefon.

B) Gul (opgaver og fokuspunkter, hvis det snerper til):

*Fylde de vanddunke, der lige nu ligger foldet sammen i skuret.

*Overveje hvordan vi kan komme rundt, hvis bilen ikke er en mulighed. Fungerer vores cykler, virker cykelpumpen osv.

*Tjekke, at jeg har det, der står på min liste.

*Tjekke holdbarhed på madvarerne på mit lager.

*Få vasket i bund.

*Pakke tingene i fryseren tæt, så de holder bedre på kulden, hvis strømmen går.

*Købe ind med ekstra fokus på holdbarhed. 

*Dobbelttjekke, at jeg har printet det, jeg skal bruge, og at alle husker de aftaler, vi har lavet.

*Forberede børnene, så de ved, hvad de skal gøre. Eventuelt øve det med dem/køre ud og fysisk udpege mødesteder.

*Få tømt skraldespandene ude, og være ekstra obs. på at skylle dåser, glas osv. fra madvarer, inden jeg smider dem ud. SUPER træls at stå med overfyldte skraldespande, hvis temperaturen er 25 grader plus, og spandene ikke kan tømmes i en måneds tid.

C) Rød (Det, vi håbede ikke ville ske, er sket):

*Tømme vandrør af (hvis vanddunkene er fyldte, så brug spande, vandkander osv.).

*Hente børn og mødes hos mine forældre.

*Tanke – hvis det er muligt.

*Få slukket de devices, der er på stand by, så vi sparer på strømmen.

*Slukke kogeplader osv. hvis de var tændte, da strømmen gik, så jeg ikke får sat ild til det hele, hvis strømmen kommer igen, mens vi er væk.

*Få flyttet ting fra køleskab over i køletasker med køleelementer.

5. Liste:

Køkken/mad:

Vand (3 liter pr. person pr. døgn)

Mad

Plantemælk

Havregryn

Kop-nudler/suppe/mos/pasta

Honning

Pålæg (smøreost, nutella, røget kød)

Suppe

Proteinbarer

Bærkompot

Frosne grøntsager

Smør (kan fryses)

*

Grej:

Radio

Batterier

Powerbanks

Gasblus/brænde/kul

Stormligter/ligthergas/tændstikker

Gryder/pander, der kan klare den varmekilde, du har valgt

Alutæpper

Lommelygte/pandelampe

Stearinlys

Vanddunke m. taphaner (godkendt til fødevarer)

Køleelementer

Køletaske

Spil, tegnegrej, bøger

*

Toilet/hygiejne:

Vådservietter

Toiletpapir

Skumklude

Køkkenrulle

Basis håndkøbsmedicin

Receptmedicin

Husholdningssprit

Plaster/forbinding

Overskudsmedicin/antibiotika

Tandpasta og -børster

Håndsprit

Tampax/bind

Tørshampoo

Renseprodukter (+ vat eller stofrondeller)

Kraftige poser til toilet

Sulfo/vaskemiddel

*

Diverse (som jeg ikke selv har anskaffet, men som kan give mening):

Brandslukker

Jod-tabletter fra apoteket (ikke kosttilskudsversionen).

Vandrensetabletter

Termotøj

Lifestraw

—————

Således nåede vi (næsten) til vejs ende, men I får lige 4 hurtige med på vej ud ad døren: 

*Hvis man har input eller særlig viden, det giver mening at tilføje, så smid det endelig i kommentarfeltet. Så retter jeg indlæg og lister til, så vi får alle guldkornene med.

*Om et par dage, når I har haft mulighed for at melde ind, laver jeg en printvenlig version af hele indlægget, samt listerne i PDF-format med ekstra linjer tilføjet, så man, hvis det giver mening, kan printe dem og tilføje det, man synes, de mangler. Jeg skal nok give et heads up på, hvor jeg lægger dem.

*Jeg har lagt en reminder ind i min kalender i slutnigen af august, så vi, hvis verden stadig står, ved fælles hjælp kan justere lager og grej, så det også passer til efterår og vinter.

*Og til allerALLERsidst: Hvis I kun tager én ting med fra dette marathon-skriv, så lad det være, at I skal være konkrete ift., hvad I forbereder jer på. Ellers ender I med at formøble hele formuen på ting, I aldrig får brug for, og mad, I ender med at smide ud. Får vi 3 tons uran i hovedet, kommer de 12 dåser hakket tomat og schweizerkniven alligevel ikke til at gøre den fjerneste forskel, og vi ved ikke, hvor længe, vi skal forberede os på at være i forhøjet alarmberedskab. Grib det an med nogenlunde ro og kløgt, så vi kan leve så normalt og fredeligt som muligt imens.

EU-Valg for begyndere

Jeg starter lige med den disclaimer, at jeg indtil i søndags vidste meget, meget lidt om, hvordan EU strukturelt er opbygget, og hvad det reelt er, vi skal stemme om på søndag. Dette siger jeg ikke for at bortforklare eventuelle fejl, men blot for at sige, at jeg tager imod rettelser og kommentarer med et kropssprog så åbent, at jeg er i fare for at klappe sammen på ryggen.

Rent opbygningsmæssigt starter vi med en gennemgang af den pt. mest aktuelle del af EU, nemlig Parlamentet.

Herefter har jeg forsøgt at lave en pixiebogs-gennemgang af EU’s andre organer, og hvordan de samarbejder og er rangordnet i forhold til hinanden.

Så følger links til en lille håndfuld kandidattests, og endelig lister jeg til sidst de kilder, jeg har brugt.

Jeg har været så kildekritisk, som jeg fandt det muligt, ligesom jeg også har krydstjekket fakta ved at google de store spørgsmål og læse flere forskellige kilders gennemgang af samme problemstilling. På den måde håber jeg, at jeg er styret udenom de værste misforståelser.

Men det ER komplekst; ikke mindst fordi alle instanser er viklet ind i hinanden, og sprogbruget på stort set alle offentlige sider er meget kancelli. Det er tydeligt, at man ikke vil tale dele af organisationen ned, og at alle derfor gør sig umage for at vinkle stoffet respektfuldt og relevant for netop deres målgruppe – men derfor bliver det også ualmindeligt svært at finde en objektiv fremstilling af beføjelser, begrænsninger, fordele og ulemper.

Men vi kaster os frygtløst ud i det, og så retter jeg til og tilføjer spørgsmål og svar, efterhånden som de tikker ind. På den måde skulle indlægget gerne ende med at være en nogenlunde troværdig sammenfatning af fakta, som I så kan læse søndag over morgenkaffen, inden I triller afsted mod stemmeboksen.

Parlamentet (Det, vi skal stemme om)

*Der skal vælges 720 medlemmer

*Danmark skal vælge 15 medlemmer, og kommer dermed til at udgøre ca. 2% af det samlede Parlament

*Parlamentet sidder i 5 år, behandler og vedtager EU’s love, og er sammen med Ministerrådet den lovgivende magt i EU.

*Parlamentet skal godkende og kontrollere Europa-kommissionen

*Pladserne fordeles efter medlemslandenes indbyggertal; dog har små lande forholdsmæssigt flere medlemmer ift. størrelse, så de stadig har mulighed for at få indflydelse på lovgivningsarbejdet.

—————

Alle EU-lande stemmer mellem d. 06. og d. 09. juni; de fleste på søndag, ligesom os. Herhjemme stiller 11 partier og 169 kandidater op, og man kan stemme, hvis man er dansk statsborger, eller har bopæl i Danmark og statsborgerskab i et andet EU-medlemsland.

De fleste af de danske partier har forud for valget indgået det, man kalder ‘Valgforbund’, hvilket er et valgteknisk samarbejdet, der betyder, at man kan bruge hinandens overskydende stemmer til at få et mandat.

Fordelen er, at man mindsker risikoen for, at en stemme går til spilde, hvis et parti ikke får stemmer nok til at komme ind. Ulempen er, at man som vælger kan risikere, at man sætter sit kryds ved Venstre, men at det ender hos Radikale Venstre. 

Der indgået valgforbund mellem følgende partier:

  • Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet
  • Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance
  • Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre

—————-

Det, som er væsentligt at forstå, og som også er grunden til, at det er så vigtigt at stemme på søndag er, at arbejdet i Parlamentet foregår i det, der hedder Udvalg. Disse kan svinge i størrelse, men der er sædvanligvis 30-50 medlemmer i et udvalg. De fleste medlemmer af Europa-Parlamentet er medlemmer af ét udvalg og stedfortrædere i yderligere ét.

Der findes 20 stående udvalg med hver sit sagsområde, (f.eks. Industri/Forskning/Energi, Det Indre Marked/Forbrugerbeskyttelse osv. )

(Der er en ret fin oversigt over de forskellige udvalg og deres sagsområder her)

Det er de forskellige udvalg, der behandler lovforslag fra Kommissionen og kommer med ændringer til dem.

Den endelige vedtagelse sker i plenarforsamlingen, hvor alle Europa-Parlamentets medlemmer er samlet – men *netop* fordi, det er i de forholdsvis små udvalg, lovforslagene behandles, bliver det enkelte parlamentsmedlem pludselig vigtigere, end man lige i første omgang forestiller sig.

For 15 ud af 720 lyder ikke af ret meget.

Men 1 ud af 30 gør. 

Og selvom det er den store forsamling, der skal stemme lovforslagene igennem, så betyder arbejdet i de små udvalg, at der er mulighed for at præge og forme undervejs.

Når det kommer nye love, er der områder, hvor de enkelte medlemslande selv har ret til at lovgive (f.eks. ift. folkesundhed, kultur og uddannelse), men det er vigtigt at forstå, at EU-vedtagne love har forrang på de områder, hvor medlemslandene og EU har delt kompetence. Og det er der *netop* på de områder, som flere af jer gerne med jeres stemme vil påvirke, som f.eks. landbrug, forbrugerbeskyttelse, fiskeri, miljø og energi.

Man kan sige, at det måske ikke for os danskere ser ud til at have den store betydning, hvordan en given EU-lov på landbrugsområdet falder ud, fordi vi (sørgeligt nok) er ret godt med, sammenlignet med de øvrige EU lande. Indenrigs må man jo altid gerne være mere restriktiv, end de love, der vedtages i EU lægger op til.

Men det hjælper – ved vi efterhånden – ikke rigtigt noget, at vi prøver at begrænse vores udledning af pesticider, hvis de pisser dem lige ud i Atlanten i alle andre lande. Derfor er det ret afgørende, at vi i Danmark, hvor vi har et solidt uddannelsesniveau og en levestandard, der er høj nok til at kunne kere os om det, der ikke lige ligger i de to nederste lag i behovspyramiden, er med til at trække i den grønne retning, fordi det kompromis, vi givetvis vil blive tvunget til at indgå, dermed stadig er det grønnest mulige.

—————

Så langt, så godt.

Men EU-parlamentet er jo ikke bare 720 mennesker, med 720 holdninger, der sidder i et (stort) lokale og råber 720 forskellige synspunkter ind i hovedet på hinanden.

Medlemmerne er placeret i politiske grupper, som ikke er opdelt efter nationalitet, men efter politisk tilhørsforhold.

Der findes i dag syv politiske grupper i Parlamentet, og medlemmerne kan ikke tilhøre mere end én politisk gruppe ad gangen.

(Grunden til, at der på nogle illustrationer står 751, mens der på andre står 705, er, at der ved sidste valg i 2019 blev valgt 751 medlemmer ind, men at det samlede antal pladser faldt til 705, da Storbritannien trådte ud af EU).

Inden der holdes afstemning i plenarforsamlingen (de 751/705/720), behandler de (7) politiske grupper betænkningerne, der er udarbejdet i udvalgene (de 20), og stiller ændringsforslag. Derudover fastlægger man internt i gruppen en fælles holdning – men medlemmerne kan ikke tvinges til at stemme på en bestemt måde. 

Der kræves 23 medlemmer fra mindst en fjerdedel af de 27 EU-lande for at danne en politisk gruppe, og selvom der er grupper, som er oplagte for de enkelte landes repræsentanter at være en del af, er de ikke tvunget til at blive der.

Det betyder, at man som vælger faktisk ikke er sikret, at den stemme, man afgiver, ender hos hverken det politiske parti eller den politiske gruppe, man gerne ville give den til.

Hvilket jo lidt er noget lort. Faktisk.

Men det ændrer stadig ikke på, at vi nok er ét af de lande, som med vores stemmer, kan gøre en forskel ift. hvor grønt et Europa, vi i fremtiden gerne vil have, og hvor frie hænder vi ønsker at give tech-giganter og webshops, der bygger på børnearbejde og kemi. Vi får 15 kandidater uanset hvad, men netop fordi det enkelte medlem potentielt kan få temmelig meget at sige, er det ikke lige meget, hvem de 15 mennesker er.

—————

Inden vi går til kandidat-tests, vil jeg gerne lige linke til en fin artikel fra Klimabevægelsen, fordi mange af jer netop konkret har tilkendegivet, at dette er et fokuspunkt for jer. Den er letlæst og dejlig overskuelig, og I finder den her.

Har man brug for en liste over de danske kandidater, og hvilken af de 7 grupper, de lige nu giver udtryk for at ville tilslutte sig, kan man finde den her.

—————

Kandidattests:

Altinget

TV2

DR

———-

De øvrige organer i EU:

Ministerrådet (IKKE at forveksle med Det Europæiske Råd)

*Medlemmerne varierer fra møde til møde. Hvis der f.eks. er en sag om miljø på dagsordenen, så er det EU-landenes miljøministre, der mødes

*Vedtager lovgivning

*Består af EU-landenes fagministre

*Træffer afgørelser gennem flertal

***

Det Europæiske Råd (IKKE at forveksle med Ministerrådet)

*Består af stats- og regeringscheferne

*Fastsætter Unionens vigtigste prioriteter og overordnede politiske kurs 

*Tager stilling til sager, der er kørt fast i Ministerrådet

*Beslutninger træffes ved konsensus

***

EU Kommisionen:

*Ledes af 27 kommisærer, udpeget af de nationale regeringer

*Fremsætter lovforslag

*Forvalter lovgivning

*Forhandler aftaler med 3. lande

*Sidder 5 år

***

Europæiske Partier:

Et europæisk, politisk parti er et politisk parti på EU-niveau. De europæiske partier er paraplyorganisationer for nationale partier fra europæiske lande, og har blandt andet til formål at bidrage til etableringen af de (lige nu 7) politiske grupper i Europaparlamentet.

———-

KILDER:

Europaparl

Slideserv

Elections Europa

Dit EU

Reddit

Rådet For Grøn Omstilling

WWF

Tænketanken Europa

DR


Survival of the fittest

For nogle uger siden sad jeg på en cafe i Vejle for at slå en time ihjel i mellem to opgaver. Normalt har jeg mine AirPods i tasken, og dem plejer jeg at stoppe i ørerne, så snart jeg er et sted, hvor der er andre mennesker, men lige den dag lå de hjemme i opladeren, fordi man åbenbart ikke kan sætte folk til at pakke en taske mere.

Derfor blev jeg, lidt ufrivillig, passiv deltager i den samtale, der kørte ved bordet bag mig, hvor en kvinde lige omkring de 40 talte med sin veninde om urimeligheden i, at der er en aldersgrænse for, hvor længe man kan få hjælp til at få børn alene.

Nu er Børn Alene jo en af mine spidskompetencer, og selvom jeg har lavet mine selv, og altså ikke har været omkring hverken klinikker eller system, har jeg naturligvis en holdning til emnet, fordi jeg ved, præcis hvad det vil sige at stå med børn alene, og 1:1 ved, hvilke udfordringer, der i den forbindelse kan være med at blive ældre.

Det er egentlig ikke det, der er hovedtemaet i det her indlæg, men vil man gerne vide, hvad jeg mener om emnet, kan man lige nappe det her indlæg. Jeg skal nok vente imens.

*henter kaffe*

Ok? 

Godt. Så går vi videre til det, der fylder i mine tanker lige nu, nemlig den teknologiske udvikling, og hvordan den i stigende grad stiller krav til vores etiske kompas.

For jeg kan på alle måder sympatisere med gerne at ville have et barn; også selvom man må få det alene. Det ønske forsvinder jo ikke natten til din 42-års fødselsdag.

Men dem, der har mest på spil, og som derfor er de mest engagerede deltagere i debatten, er dem, der står med ønsket om et barn og et biologisk ur, der tikker. Ingen af dem er objektive – og ingen af dem har prøvet at stå med et spædbarn som 50 årig.

Og altså: Racen ville uddø, hvis vi fra barn til barn huskede, hvor absurd hårdt det er at have en baby, ligesom det nok også evolutionært er meget smart, at der er nogle udfordringer, der først indtræder, når børnene er så store, at man ikke står til at skulle have flere.

Derfor er det både nemt og gratis at mene, at vi sagtens kan tage vare på børn og møde deres behov, selvom vi er 52, når vi får dem. Måske også fordi vi alle klamrer os til håbet om, at vi stadig selv er skarpe og hurtige og på tæerne, når vi rammer den alder.

Men de fleste af os har forældre, ældre kolleger eller onkler og tanter, som jo ret fint illustrerer, at der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan hænge på. Om det er plasticitet, vilje eller naturens måde at regulere bestanden på, er svært at sige – men det er mærkeligt, at vi alle ser det udspille sig i privatlivet, og stadig på det mere overordnede plan ignorerer, at det sker. F.eks. når vi i nærmest alle fag taler om at hæve pensionsalderen, og udelukkende fokuserer på, om ikke man burde have ret til at tage den lidt med ro, når man har arbejdet i mange år. Jeg savner i dén grad lidt fokus på, om det er hensigtsmæssigt at holde en kirurg, der ikke kan konvertere et word-dokument til pdf, på operationsstuen, en tolk, der har aldersbetinget høretab i stolen, eller en chauffør, der ikke kan dreje nakken pga. gigt, i førersædet. Maskinen bliver slidt og langsom over tid, og det burde vi forholde os mere til, end vi gør, synes jeg.

Om 10 minutter er jeg stensikker på, at vi har udtænkt måder, der gør det muligt for kvinder at blive gravide og føde børn, indtil vi fylder 60, og det skal der nok komme en spændende debat ud af.

Men når vi flytter barren i den ene ende, så vil det jo være meget oplagt, at nogen pludselig får den gode ide at kigge på den, der afgrænser i den anden.

For hvad, når vi har teknologien til at gøre piger på 9 år gravide?

Ja?

Træls tanke, ikke?

For det kan vi *også* om lidt – og det kan vi (forhåbentlig!) ALLE sammen se er en dårlig ide. Men med fødselsunderskudet, som bliver et større og større problem, kunne man måske godt komme i tanke om en politiker eller to, der pludselig ville kunne se mulighederne i dét.

Det eneste, der står i mellem det skrækscenarie og den nuværende virkelighed, er vores etik. Og her bliver det store, store problem, at den altid vil være formet af, hvad vi har med i rygsækken, hvor vi er i livet, og hvilke valg vi træffer – som vi derfor, bevidst eller ubevidst, er nødt til at forsvare overfor os selv. 

Eksempelvis havde vi for nogle måneder siden i en af mine sociale cirkler en diskusion, hvor mennesker, der normalt er enige om langt, langt det meste, pludselig var ved at komme op at slås.

Handlede det om aktiv dødshjælp, Linda? Om vacciner, klima eller politik?

Nope.

Det handlede om en potentiel graviditet hos én, der har en affære med en gift mand.

Stridspunktet var, om man som kvinde i en affære, som begge parter har indledt med åbne øjne og som ingen derfor har intentioner om skal være andet og mere end dét, fortæller manden, at der er to streger på pinden, hvis man VED, at man ikke vil have barnet.

Jeg var så klart på ‘Nej, sgu da!’ at jeg ikke på noget tidspunkt havde overvejet, at nogle af mine gifte veninder kunne have en anden holdning.

Det havde de. 

Tankevækkende nok var mine kammerater alle enige med mig. Både dem, der er gift og dem, der ikke er.

Og den behøver vi ikke åbne her; min pointe er bare, at det for mig blev ret tydeligt, at det ikke kun er logik og saglighed, der farver din holdning til et givent emne.

Men fordi det her er noget, der konstant skramler rundt i min hjerne i disse dage, tænker jeg mere og mere over, hvor afhængige vi er af at finde ud af at enes, hvis ikke vores individuelle behov og ønsker skal skubbe os ud over kanten.

Johanne (the-blogger-formerly-known-as-Citygirl) sendte mig i går en artikel fra Heartbeats, som var et fint take på, at vi hver især med den pris, vi sælger vores brugte tøj til, kan være med til enten at understøtte eller at bekæmpe det svinske overforbrug af tøj, vesten har.

Og det er nok i virkeligheden hovedet på sømmet ift. det, jeg går og tygger på; at vi måske har nået et punkt nu, hvor vi ikke længere bare kan lukke øjnene og tænke, at det JEG gør, ikke påvirker andre end mig selv.

Engang var ‘en dråbe i havet’ en metafor, der skulle illustrere pointen om, at noget var så ubetydeligt, at det ikke gjorde i forskel i det store billede – men tager man den baglæns, er havet jo reelt bare en relativ stor samling af dråber, og der er en smertegrænse og en balance, der kan forskubbes et sted. Derfor *gør* det en forskel, hver eneste gang, vi hver især lægger vores eget lille, individuelle lod på vægten, ganske enkelt fordi vi efterhånden er mange, og fordi vi smitter hinanden med vaner og ideer.

For verden er med teknologiens muligheder blevet meget mindre, hvilket er en fordel, når man er ung og nonbinær i Hanstholm, eller når videnskaben pludselig har data nok til at opdage sammenhængen mellem ordblindhed og en bestemt genmutation. Men det betyder også, at valg, der træffes ét sted, meget hurtigt kan få betydning et andet; f.eks. når ét land går i krig og internationalt samarbejde tvinger alle andre med, når et virus er spredt til hele verden, inden man har nået at forstå, hvor alvorligt, det er, eller når én stat begynder at stramme sin abortlovgivning og andre med samme ønske ser, at det er muligt.

Derfor har det enkelte menneskes valg og kampe i dag en tyngde, som de ikke havde for 50 år siden, og problemet er, at verden udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at se konsekvenserne af de valg, vi træffer. De naturlige begrænsninger, der tidligere lå i den evolutionære biologi, er med teknologiens rivende udvikling sat ud af spil, og samtidig er der politiske dagsordener, der kan koordineres i højere grad og større målestok, på tværs af grænser og sprog. Det giver et samlet impact på racen og kloden, der er i fuld gang med at forsegle vores skæbne.

Når alt er muligt, er vi de eneste stopklodser, der er tilbage. Vi er the last line of defense – men vi kæmper dybest set imod os selv, og det kommer til at gå galt. 

I hvert fald hvis ikke vi meget hurtigt og i fællesskab begynder at forholde os til, at individets ønsker i dag er blevet så lette for den enkelte at indfri, at de kan ende med at blive kollektives undergang.

The rooms are all on fire

For et par uger siden blev der i den lokale fb-gruppe lagt et opslag op fra Krohaven, som er et aflastnings/botilbud, der ligger overfor skolen. En medarbejder appelerede til skolebørnenes forældre om at undlade at holde på Krohavens p-plads om morgenen, fordi de taxaer, der henter børnene, så ikke kan komme til. Det bliver et problem, fordi bemeldte taxaer kun må vente 5 minutter, før de skal køre videre, og mange af børnene på Krohaven bliver udadreagerende, hvis deres forventede struktur brydes.

Det er der jo ingen, der ikke kan forstå eller fatte sympati for.

Men. Samtidig fik opslaget noget til at falde på plads for mig, som jeg ikke helt har kunne sætte fingeren på, når jeg forsøgt at pinpointe min fornemmelse af, at hele systemet er ved at falde fra hinanden.

For det synliggjorde det, der for mig at se er kerneproblemet overalt, nemlig at løsninger, der burde løses strukturelt, bliver lagt over på individet.

Krohaven ejes af Esbjerg Kommune. Det gør skolen også. Begge dele er bygget på et tidspunkt, hvor verden var en anden, og problemet med for få p-pladser er vist generelt for alle skoler. 

Og lad os starte med at skåne hinanden for debatten om børn og cykler, for jeg synes, at problemet er langt mere komplekst end som så.

For i mange familier i dag arbejder alle tilgængelige forældre, mange har fået langt til job, og skal dermed tidligere afsted, end de skulle for 15 år siden, skoledistrikterne er blevet større, men infrastrukturen er ikke fulgt med osv. osv.

Samtidig skal man i dag tilkøbe et morgenmodul i SFO’en, hvis man har børn, der skal kunne komme ind på skolen tidligere end kl. 7.50.

Det betyder altså et vindue på 10 minutter, hvor alle de børn, der ikke går i SFO, ankommer til skolen – mange af dem i enten bil eller bus.

Og hvor børnene på Krohaven også bliver hentet, åbentbart.

Det får bølgerne til at gå højt i lokalsamfundet – hvilket er forventeligt. Men det, der til gengæld kan undre, er kommunens fuldstændige fravær i debatten om, hvordan man løser det her.

For det ville da være oplagt at forlænge det tidsrum, hvor børnene kan komme ind på skolen, så dørene f.eks. var åbne fra kl. 7.30.

Eller at man omtænkte busløsningen og/eller afhentningstidspunktet for Krohavens børn.

For igen: Det er samme instans, der ejer og driver begge steder. Men det er ret vanvittigt, at manglen på p-pladser, og 100 restriktioner og beslutninger, som er truffet og pålagt ovenfra, pludselig er blevet et problem, som forældre og ansatte selv skal løse.

Og dén måde (ikke) at gribe tingene an på går igen overalt, synes jeg.

Da Anton gik i det almene skoletilbud, var den første “løsning” jeg blev præsenteret for, da skole begyndte at være svært, at han skulle skemareduceres. Da jeg spurgte, hvordan vi så skulle sikre, at afgangseksamen blev reduceret tilsvarende, blev de helt blanke i ansigterne. Og jeg ved sgu da godt, at det ikke er noget, man gør. Men jeg havde lyst til at synliggøre, hvor absurd kortsigtet en løsning det var – og at det kun og udelukkende var en løsning for dem.

Min bedstefar på 96 ville, uden den mindste tvivl, være død for længst, hvis ikke det havde været for mine forældre, som fragter ham land og rige rundt, fordi flextaxa mest er flex på taxasiden. På brugersiden er det bare uværdigt og træls. De handler for ham, hjælper ham, når han mangler tøj, tager med ham til lægen, og kører ham på Borgerservice, når han smækker sig ude af Digital Post, fordi han ikke kan se, hvad han taster, eller er kommet i tvivl om, hvad det nu lige er for et kodeord, man bruger hér. 

Jeg tolker for brugere, der bliver sendt hjem fra hospitaler, uden at nogen forholder sig til, om der kommer andre forbi og hjælper med det, borgeren helt indlysende ikke selv kan klare, forældre bliver indkaldt til arbejdsdage i de kommunale børnehaver, så børnene ikke får rabies og pest af at rive sig på rustne søm på legepladserne, og der sendes opfordringer ud om at holde børnene hjemme, når der er sygdom hos personalet i vuggestuen.

Og jeg ved det godt: Det handler om ressourcer.

Det er i hvert fald det, vi hører igen og igen og igen.

Men hvad nu, hvis det i virkeligheden handler om noget helt andet, nemlig hvad vi bliver stillet i udsigt? Og det faktum at vi alle sammen bliver målt efter samme lineal, fordi systemet vil have kontrollen, men ikke det ansvar, der følger med?

For jeg begynder at mistænke, at det måske mere er dér, problemet ligger.

Havde jeg fået Anton for 60 år siden, ville de særlige vilkår, han kom med, have været mine egne at finde en løsning på. Han var måske kommet med min far i lommen som læredreng, og ingen havde interesseret sig synderligt for, at sproget drillede ham, så længe han havde hænderne skruet rigtigt på. Han var ikke blevet læsetestet og lixmålt i tide og utide, og uden at skulle romantisere det, så ville det i hvert fald have været en langt mere håndfast og konkret virkelighed at navigere i.

For 60 år siden ville vi have vidst, at min bedstefars ve og vel var vores at forvalte, og vi ville have brugt tiden på at løse problemerne, i stedet for at forsøge at få dem i tale, som vi har fået fortalt kan gøre det bedre end os.

Vi lever med en forventning om, at samfundet holder hånden under os, og at der altid er hjælp at hente. Vi glemmer at forberede os på de worst cases, livet kan have i posen til os, fordi vi forventer, at systemet passer på os, når vi er syge, svage eller uden midler, og min påstand er, at det, i hvert fald på nogle af områderne, ville være en større hjælp, hvis vi på forhånd vidste, at vi skulle klare os selv. De ressourcer, jeg har brugt på at forsøge at få hjælp til Anton, ville for det første ikke have været nødvendige, hvis ikke han skulle opfylde samme krav og betingelser, som børn, der ikke har de udfordringer, han har, men de ville også have været bedre brugt på bare at hjælpe ham selv.

Det er bare ikke muligt at vælge den vej, så længe alle stadig skal aktiveres og bidrage og yde og evne og høres i alle sammenhænge, hele tiden.

Systemet er efterhånden blevet den ulidelige chef, der vil mikrolede alle dele af samtlige processer i hele virksomheden, men som ikke er nogle steder at finde, når det virkelig brænder på, eller ansvar skal placeres. 

Men helt oprigtigt synes jeg, at det efterhånden er svært at få øje på både rimelighed og logik i, at vi skal levere og præstere, som om vi fik den hjælp, idealet tilskriver, mens vi, overladt til os selv, snubler rundt i stonewall’ing, krav om omstillingsparathed, udbudsrunder og behandlingsgarantier, der ikke bliver overholdt.

Men ingen har overblik eller kræfter til at løfte debatten op på det niveau, hvor den egentlig hører hjemme, og hvor ansvaret for løsning af problemet burde ligge, fordi vi har travlt med at skændes om parkeringspladser, børns sygedage og hjemmehjælp.

Og selvfølgelig er det her nærmest absurd komplekst. Alt var, helt indlysende, ikke bedre I Gamle Dage, og jeg er også med på, at meget af det, vi står med i dag, udspringer af problemer, der er forsøgt løst, men hvor tid, frekvens og akkumuleret mængde har overhalet løsningerne indenom.

Der er netværk, opsyn, ansvar og vagtplaner, der skal gå op, at tage højde for.

Men det bliver tydeligere og tydeligere, at vi bliver lovet mere, end samfundet har ressourcer til at holde, og jeg har oplevelsen af, at alle bare holder sig for øjnene og bliver ved med febrilsk at træde på speederen, selvom det hele ryster og ryger, og lige om lidt ryger lortet i luften.

Det virker heller ikke optimalt.

Men hvordan man gentænker samfundet og måden, vi har indrettet det på, mens vi alle sammen stadig er i det, og ingen dermed er upartiske, aner jeg simpelthen ikke.

Men jeg ved, at vi ikke kan blive ved med at klamre os til illusionen om, at den udhulning af alle dele af velfærdssamfundet, vi lige nu er vidner til, er et forbigående problem. For det er det ikke. Det bliver kun værre i takt med, at konsekvenserne af kortsigtet lappeløsninger bliver flere og flere, og der ikke længere er en solid klangbund til at absorbere de sårbare undtagelser.

May the bridges I burn light the way

Jeg elsker at køre bil om aftenen. Det tror jeg, at jeg har nævnt før, men det er virkelig noget af det bedste, jeg ved. Det er, som om det hele falder til ro, når der skrues ned for lyset, og jeg er tvunget til at være, hvor jeg er. Det er ubetinget det tidspunkt, hvor jeg tænker bedst, og det er ofte der, jeg får øje på mønstre og detaljer, som hverdagen ikke levner plads til at se.

Det skete igen forleden. Jeg sad på motorvejen, og natten var overraskende klar, selvom dagen havde været grå og tåget. Vi var ikke mange biler derude, og som altid sad jeg og tænkte på, hvor de andre mon var på vej hen. I hver vores kasse, med hvert vores liv og historier, der rummer det hele.

Da jeg sad der og lod tankerne vandre, kom jeg til at tænke over, at jeg er et nyt sted i mit liv. Der er sket meget over det sidste år, og meget af det er nemt at få øje på. Natuligt nok er det derfor dét, jeg selv har lagt mest mærke til.

Men i mørket kom jeg til at spekulere over det, der er fulgt med. Alt det nedenunder, der har revet sig løs, er blevet trukket med strømmen, og som nu langsomt finder nye steder at falde til ro.

Uden at kunne redegøre knivskarpt for, hvori forandringen består, er det noget, der handler om min måde at forholde mig til mine egne grænser på. 

Og også en gryende erkendelse af, at jeg skal have fundet en måde at gøre mig fri af mit behov for at forstå og søge logiske forklaringer, hvor de ikke er at finde. 

De sidste måneder har budt på nogle ret krævende konfrontationer og en usædvanlig høj frekvens af mennesker med egne dagsordener, der, meget vedholdende, har insisteret på at sætte deres ønsker og behov over mine.

Det er sjældent, at jeg oplever så rød en tråd i de udfordringer, jeg kæmper med, men denne gang har det føltes næsten skæbnebestemt, at jeg har fået variationer af samme tema præsenteret på flere arenaer samtidigt. Både i privat og fagligt regi.

Fraset mine helt unge år, har jeg aldrig været specielt konfliktsky i professionelle sammenhænge. Jeg opfatter ikke mig selv som konfliktsøgende, men jeg er ikke bange for at være den, der sætter ord på det, som er svært.

Men i mit privatliv er jeg gået fra i mine 20’ere at synes, at livet var noget, andre mennesker forvoldte mig, mens mine 30’ere gik med at sortere i, hvad jeg gerne ville have med videre, og hvad der måtte slippes. 

Det nye, her i mine 40’ere, er, at jeg pludselig meget tydeligt kan mærke min grænse, inden den bliver overskredet – og at jeg er villig til at stå fast på den. Uanset om det koster mig en relation, en arbejdsopgave eller andre menneskers positive opfattelse af mig.

I gamle dage gik jeg min vej. Jeg er i omgangskredsen notorisk kendt for, at der er langt til min grænse, men når man når den, er løbet kørt. Sådan er det nok egentlig stadig. Men hvor jeg tidligere først kunne mærke min grænse, når vi var så langt forbi den, at den ikke længere kunne anes i bakspejlet, så opdager jeg det nu, når jeg er ved at ofre min sjælefred og integritet for den gode stemning skyld. Og jeg reagerer på det.

Det er ikke på nogen måde nemt, men det giver en ro, jeg ikke har kendt til før. Der er noget i det her med at turde vise ansigt; at turde stå ved, hvem og hvad jeg er, som ligner sårbarhed, men føles som styrke.

Det er stadig så nyt, at jeg kun aner konturerne af det fulde potentiale, men det er allerede tydeligt for mig at mærke, at det kommer til at definere min udvikling de næste år. 

Jeg er ikke for alle. Det har jeg aldrig været, og det bliver jeg aldrig. Det lever jeg med. Hvis ingen har noget i mod dig, er der sjældent heller nogen, der foretrækker dig, og jeg fungerer ubetinget bedst med aktive tilvalg og klare præferencer.

Men det er nyt for mig ikke bare at lukke af og ned, når jeg bliver vred eller føler, at jeg bliver tvunget til at give mere, end jeg gerne vil af med.

Og når man bare går, sker det oftere, end man skulle tro, at den, man vender ryggen, ikke opdager det, så det er også en underlig bagvendt måde at spille sikkert og holde døren på klem på.

Det er vi – åbentbart – færdige med. De spørgsmål, jeg stiller og konfrontationer, jeg tager nu, er med hele puljen på bordet, hjerte og nerver fuldstændig blottede, og de efterlader ingen i tvivl om, hvor jeg står.

Det er ikke alle relationer, hverken de faglige eller private, der kan bære det, så jeg kommer til at lukke døre og miste mennesker i den her proces. Det kan jeg allerede se. 

Men det føles også som om, at alt det, jeg har arbejdet mig igennem de sidste mange år, har ledt mig til, hvor jeg står nu.

Til det sted, hvor jeg oprigtigt mener, jeg har ret til at stå fast på, hvad der føles rigtigt for mig, og hvor jeg ret klart kan se, at der er situationer, hvor kompromiser ikke er en mulighed, hvis jeg skal have mig selv med.

Jeg gør mig stadig umage for at gøre tingene ordentligt. For at kommunikere klart, være transparent i det, jeg gør, og for også at udvise forståelse for det synspunkt, jeg ikke deler.

Men jeg føler ikke længere ansvar for at være den, der sørger for, at ingen taber ansigt, eller for at forstå valg og vilkår, som ikke for mig virker rimelige.

“Det kommer til at koste”, tænkte jeg, da jeg sad i mørket, alene på vejen og kiggede på stjernerne og en flyver, der langsomt og lydløst bevægede sig hen over den natmørke himmel.

Men faktisk ikke noget, jeg ikke længere er villig til at betale.

(Fotocred: @itsmeekubra)

Stier, spejle og gamle ar

Jeg tænker meget over gamle mønstre for tiden. Og over, hvordan det ofte kræver et menneske, der gør noget andet, end man forventer, at blive opmærksom på, at man bærer nogle bestemte forestillinger med sig. 

Noget af det foregår ovre i voksenland. Men mindst ligeså meget foregår på børnefronten, hvor Frida, som nu er 8 år, har en alder, som jeg også kan huske fra mig selv. 

Der er så mange stereotype og kønsnormative forventninger til, hvordan det er at være mor til hhv. piger og drenge, og jeg tror, at de fleste af os efterhånden er ved at have fået øjnene op for, at der er ligeså mange måder at være i verden på, som der er mennesker i den. 

Men der uendelig forskel på min rolle som mor for hhv. Anton og Frida, og lige i forhold til det her emne, handler det lidt om personlighed, men mest om køn. Og egentlig mere mit end børnenes.

For jeg oplever, at jeg med Anton har nogenlunde nemt ved at forholde mig objektivt til alt fra udvikling til sociale relationer, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvordan det er at være stor dreng og ung mand. Ikke dermed sagt at jeg bare slentrer mig gennem opdragelse og moderskab, for der er bestemt også områder, hvor jeg ikke ANER, hvad jeg står med, og bare er nødt til at improvisere og satse på, at kærlighed og gode intentioner får os hele igennem det.

Frida er en helt anden historie. For hun er på mange måder et lille spejl, og her balancerer jeg hver eneste dag på den hårfine grænse mellem at forfalde til det, det jeg kender fra min egen barndom og mit ønske om at hjælpe hende til at forstå, at hun ikke skal rette ind, holde kæft, gøre sig lille og folde vingerne ind, bare fordi hun er en pige. Jeg udfordrer det, når det til forældremøder f.eks. bliver påtalt, at hun ‘godt kan lide at bestemme, haha’. Hver eneste gang spørger jeg, om det ville være blevet nævnt, hvis hun havde været en dreng.

Så bliver der altid lidt stille. 

Og jeg er med på, at mange ser Et Irriterende Barn for sig nu – men dét der var mig. I hvert fald indtil jeg blev skammet til at forstå, at vi ikke kan lide det, vi ikke kan sætte i bås.

Mine forældre gjorde, hvad de kunne, og jeg har aldrig oplevet andet end opbakning til at være præcis det barn og det menneske, jeg var og er. Men tiden var en anden, og det var samfundet også, og dengang blev børn ikke opfattet som små, men rigtige mennesker, men mere som en slags larmende accessories. Livet og hverdagen blev indrettet og dikteret af de voksnes ønsker og valg, og vi fulgte bare med. Der var problemer, vi ikke havde – og *hvis* vi havde alligevel, så var det bare ærgerligt, for ingen tog dem specielt alvorligt.

Ja.

Som sagt. En anden tid.

Men hele pointen med det her indlæg er, at det for mig er ret vildt at opleve, at Frida faktisk ofte heler de sår, jeg slæber rundt på, fordi jeg (også) som barn var skæv og sær og ikke forstod, hvorfor jeg hele tiden følte mig så anderledes. Hun gør det uden at vide det, og uden at gøre andet for det, end bare at være det magiske, viljestærke barn, hun er.

I weekenden havde hun f.eks. en soveaftale. Det har hun haft mange gange efterhånden, og i takt med, at de bliver større, får de lidt mere frie tøjler med iPads og telefoner. Da jeg sad i sofaen og kunne høre, hvordan de ringede til alle de andre veninder, fik jeg faktisk en klump i halsen.

For de første gange hun blev ringet op af piger på soveaftaler, eller hvor hun selv, sammen med sin soveaftale, ringede ud, strammede alt på mig, og vi sprang direkte fra gult til mørkerødt alarmberedskab. Jeg opdagede ikke engang, at det skete. 

Det gjorde jeg først, da de havde gjort det masser af gange, og jeg en dag pludselig kunne se, at alle hyggede sig med det.

For det er så fremmed for mig, at veninder rækker ud efter andre veninder uden anden agenda end den indlysende: Vi vil gerne spille med dig. 

Men jeg har ingen referenceramme. Jeg har kun oplevet, at interaktion af den slags kom med ondskabsfulde bagtanker, og derfor kommer jeg helt automatisk til at forvente, at det er defaulten.

Og inden nogen skriver, at det kan ændre sig mange gange i takt med, at de bliver ældre: Det ved jeg godt. Men jeg vil bare nævne, at jeg selv, på en helt standard mandag i 10-frikvarteret, fik min ørering revet ud *gennem* øreflippen, da jeg gik i 1. klasse, så mobning er omvendt heller ikke noget, der er forbeholdt mellemtrin og udskoling.

Jeg er hyper bevidst om min egen historie, og jeg gør mig uendeligt umage for ikke at plante mine forventninger til andre børn og mennesker i Frida. Men fordi jeg selv har været en lille pige på 8 år, har jeg ret en konkret forestilling om, hvad det kan indebære, som jeg ikke har med Anton.

Det har fået mig til at tænke meget over, at det kræver en klangbund af mennesker, der ikke har de samme traumer og ar som dig selv, hvis du skal bryde mønstre og redefinere dit syn på verden. Hvis du kun har oplevet en skolegang, der krævede konstant alarmberedskab, opdager du ikke engang, at det er det, der i dit hoved er normalt, og så er du afhængig af, at andre mennesker viser dig, at det kan være på en anden måde; at det kan være helt uproblematisk og ligetil.

At få lov at gøre det hele igen på sidelinjen, og se, at det også kan være rent og fint og sundt, får noget til at vokse sammen i mig, som jeg ikke engang havde forstået var slået i stykker.

Det er ikke hele tiden nemt. Heller ikke ovre i voksenland. For når man opdager, at man altid har gået på den samme sti, fordi det var den, man startede på, så er den muligvis ujævn og smadret og har verdens grimmeste udsigt – men den er velkendt, og man går den uden at tænke over det.

Nye stier skal trædes først, og det kan sgu godt være både bøvlet, rodet og trække tænder ud. Ikke mindst fordi man i begyndelsen bruger meget tid og energi på at lede efter den gamle sti, fordi man tror, at man er faret vild.

Men når man opdager, at der faktisk *er* andre måder at komme gennem skoven på; andre stier, hvor udsigten er smuk, selskabet godt, og hvor ingen af dyrene bider, så er det som om, at skuldrene sænkes og sjælen langsomt falder til ro.

Game of Thrones

Jeg har altid haft en lidt mærkværdig dualitet i min personlighed, hvor jeg på nogle områder kan være helt afsindig konform, mens jeg på andre kan være det mest autonome menneske, du nogensinde kommer til at møde.

Hyperflex ét sted, bundrigid et andet.

Den røde tråd har vi for længst opgivet at lokalisere. Der er intet system i, hvornår jeg er at finde hvor, eller hvorfor noget er vigtigt for mig, mens andet ikke er. Eksempelvis følger jeg, som den klassiske førstfødte, på mange måder den traditionelt afstukne vej – men mine børn fik jeg alene, og jeg har aldrig været i tvivl om, at de, (som de eneste i familien), ikke skulle døbes. Jeg er opdraget med selvstændig tænkning som den ultimative dyd, men *selv* her var der en korslagt arm og et enkelt ‘- men somme tider kan man måske godt følge traditionerne, selvom man ikke er enig i ALLE detaljerne?’

Sådan fungerer jeg ikke. 

Autoriteter og automatrespekt har jeg altid haft det ualmindelig svært med, så derfor var ingen mere overraskede end mig, da jeg, familiens absolut *mindst* royale får, insisterede på, at vi skulle gøre en ting ud af kroningen i søndags.

Vi fik stampet alt, hvad der kunne kravle og gå med samme efternavn sammen, jeg fik indført bobler, og sådan gik det til, at vi sad bænket foran tv’et, da Danmark fik historiens måske mest perplekse konge.

Det gik sådan set fint i starten. Jeg var mest optaget af, om kareten mon havde skudsikre ruder, hvorfor man ikke sender direkte fra statsrådet, og hvad det ville kræve at blive lagt i benlås af bagerste PET-agent til venstre.

Men da Margrethe rejste sig og med våde øjne og en stemme, der knækkede over sagde: “Gud bevare kongen” – og Frederik bukkede for hende – tudede jeg som den første.

Og da han trådte frem på balkonen, og allerede inden han åbnede munden måtte tørre øjnene, var jeg færdig. Helt og aldeles.

For det, der rørte mig inderligt, og som – for mig – trumfer både de blå slægtslinjer og historiens vingesus, er det nærmest arketypiske budskab, jeg synes, der er i det her eventyr, nemlig at du altid ender med at vinde, hvis du spiller som dig selv.

For JA, han har være akavet. Og helt urimeligt u-statsmandsagtig. Og i mange år var det eneste, der fyldte i medierne, at alt, hvad der lugtede af kors og bånd og aristokratisk selvhøjtidelighed, var strøget direkte til Sønderjylland, mens ham, der stod til at rydde bordet, ikke kunne sætte to ord efter hinanden i den rigtige rækkefølge.

Og måske har vi haft en Barbera Bertelsen på lønningslisten ift. at brande ham som folkelig, med Royal Run og fadøl og Kom Så De Hviie’ de sidste 10 år. Hvis det er tilfældet: 10.000 point og et ridderkors for indsats og klarsyn.

For det, der skinner så tydeligt igennem, er, at det muligvis har handlet om, at finde ud af, hvordan man rearrangerer udstillingen, så dét, man har, ser ud af noget, og også ligner et produkt, folk gerne vil købe – men uanset om det er alder og udvikling, eller om han har fået hjælp til at se lyset, så er slutresultatet vidunderligt autentisk.

Ingen af os er perfekte. Vi kommer alle sammen til bordet, fulde af fejl og mangler og usikkerhed – men det, der begynder at blive tydeligt for mig er, at det i andre menneskers øjne sjældent er vores fejltagelser eller indbildte ansigtstab, der definerer os eller påvirker vores troværdighed. Det er, hvordan vi vælger at håndtere dem. 

Jeg så det, da jeg arbejdede i fitnessbranchen. De instruktører, som var helt glatte og teflonbelagte, var der ingen, der havde noget imod – men der var sjældent heller nogen, der foretrak dem. For ingen kan mærke et menneske, der intet giver af sig selv.

Dem, der træder frem og står, hvor man kan se dem, med både shortcomings og styrker lagt frem, er dem, der ender med at løbe med det hele. For når du ikke forsøger at fremstå perfekt eller konstant skal huske at spille rollen som ufejlbarlig, bliver du fri til at være den, du er.

Der er intet at afsløre, og det sætter fri.

Dem, der ender med at blive udsat for granskning og mistro er dem, der insisterer på at opretholde en facade, som alle kan se dækker over noget. For det, der kommer til at fylde, når man kigger på de mennesker, er et urbehov for at finde ud af, hvad det er, de prøver at skjule. Og en vished om, at det, de skammer sig over hos sig selv, er det, de dømmer hos andre.

Derfor bliver jeg umådelig rørt over at se en konge, der bærer hjertet udenpå, og som i sin første tale beder om hjælp. For ydmyghed indgyder tryghed i en verden, hvor intet er farligere, end mennesker, der mener at vide alt.

Jeg gætter på, at tronoverdragelsen havde set helt anderledes ud, hvis det havde været Joachim, der skulle overtage kåbe og scepter, og netop derfor var det så fint og specielt at se Dronning Margrethes reaktion, synes jeg. For den var en spejling af det, han har lært hende ved at vokse ind i at være sig selv og vise, at der ikke kun er én rigtig måde at være regent på.

Folkets respekt og hengivenhed står og falder ikke med form og etikette; tværtimod kan begge dele vokse ved udsigten til en konge, der ikke længere lader til at være bange for at tage sig selv med ind ad døren, selvom han ikke helt ved, hvad der venter på den anden side. 

Det kan man gøre, når man ved, hvem man er og ikke har brug for at støtte sig til masker og rollespil for at holde balancen; når man står solidt nok på sine fødder til at kunne tilpasse sig uden at vælte. Så er man stadig genkendelig og troværdig, selvom landskabet ændrer sig, og det er der nok ingen tvivl om, at det kommer til at gøre, både bogstaveligt og i overført betydning i de årtier, som Frederik skal sejle monarkiet igennem.

Det indgyder håb for fremtiden, at vi nu endelig er et sted, hvor de selv øverst på kransekagen kan rumme indhold over indpakning. Hvor sårbarhed bliver en styrke, når den ikke gemmes væk – og hvor børn forhåbentligt aldrig igen skal holde tale for deres fædre og starte med ordene:

“Papa. Man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed.”

Innerbloom

For første gang i mange år sidder jeg med min MacBook i skødet og forsøger at finde ud af, hvor jeg skal starte årets nytårsindlæg.

Det plejer at give sig selv. I hvert fald har der den sidste håndfuld år været så massive udfordringer de enkelte år, at det har været enkeltbegivenheder, der har været toneangivende for årets tema, og det er en vild fornemmelse, at det ikke er tilfældet denne gang.

Faktisk er det nok nærmest fraværet af konkrete udfordringer, der er årets overskrift – og ikke fordi det bare har været en slentretur på en forårsdag fra januar til december, vel? Men det er livet jo aldrig. For nogen.

Men der er så meget, der er faldet på plads de sidste par år, og selvom der har været forandringer i løbet af 2023, så har de stort set alle sammen været det endelige udfald af processer, der har været i gang længe.

Anton er kommet i et skoletilbud, der er rammesat til børn som ham, hvilket giver mere overskud til os begge. Hos ham udmønter det sig konkret i, at han pludselig har båndbredde til at være til stede i hverdagen og til at bemærke verden omkring sig, og han tager læring til sig på en måde, jeg ikke tidligere har set. For mig betyder det, at jeg ikke helehelehele tiden skal være 3 skridt foran, fordi ingen rigtigt ved, hvad autisme egentlig er, og det derfor kronisk er min opgave at kigge om hjørner og spænde net ud, når jeg vurderer, at ingen andre har opdaget nødvendigheden af det.

Frida og jeg er startet op på medicin og lærer stille og roligt, hvordan vi tager højde for de benspænd ADHD kan give – men det gør en verden til forskel, at vi nu før første gang ved, hvad det er, vi forsøger at håndtere, og det giver os et sprog at tale ud fra og en ramme at sætte tingene ind i.

Samtidig har jeg i år haft meget fokus på børnenes selvhjulpenhed. Det lyder stort og forkromet, og det har det overhovedet ikke været. Det har være små, konkrete hverdagstiltag, som jeg til gengæld har stået så fast på, at man i en snæver vending kunne have brugt mig som afstiver i et middelstort, midtjysk byggeri.

At have børn som mine gør det svært at bruge deres jævnaldrende som markører for, hvad man skal mestre hvornår, og eksempelvis har søvn her været så sparsomt, at det i årevis udelukkende har handlet om at få mest muligt af det, koste hvad det måtte. Det har betydet, at jeg har haft børn i min seng 2 nætter om ugen så langt tilbage, jeg kan huske – men det fik jeg lukket ned for i foråret.

Jeg er begyndt at insistere på selv at køre i Rema, at de skal kunne være alene hjemme en time, hvis jeg skal ned at træne, og at jeg vil have lov at bade i fred, og selvom der har været lidt indledende, forundret vantro, har de efterhånden accepteret, at det er sådan, det er.

Jeg har efter bedste evne forsøgt at forklare dem, at jeg har brug for også at være min egen person; at jeg må og skal have plads til at være Linda og ikke kun Anton & Fridas Mor, for hvis ikke jeg får det, så forsvinder jeg helt. Jeg bilder mig ind, at det måske også er en hjælp for dem at se praktiseret, at man godt må insistere på at tage sin plads i verden og ikke altid sætte sig selv til sidst, men om det forholder sig sådan ved jeg faktisk ikke. Til gengæld ved jeg, at det var nu, det skulle være, hvis jeg skulle bevare mig selv som menneske – og tidspunktet var rigtigt.

Der har været så tilpas med konstant overskud, at jeg pludselig har kunne mærke mig selv igen, og dermed har det også været nemmere at se, hvad jeg har haft brug for, og hvor jeg lidt for længe har kørt på autopilot.

At starte op på regelmæssig træning accelererede processen markant, og jeg har i år fået taget hånd om nogle medicinske problemstillinger, jeg længe bare har ignoreret, fordi jeg ikke kunne overskue at forholde mig til  dem. Det føles selvpræserverende på en virkelig god måde. 

Jeg har også forholdt mig mere konkret til mænd og dating i år, end jeg har gjort længe. Det har været .. interessant. Jeg har en veninde, som mener, at min svaghed for høje, røde flag er et problem, og at det er den, der er skyld i min kynisme, når det kommer til mænd. Det vil jeg ikke afvise er tilfældet. Men efter mange og lange samtaler, hvor jeg endte med at opdage, at jeg faktisk ikke er interesseret i at være nogens kæreste, men måske stadig er ved at være klar til noget lidt mere konsekvent end tilfældige møder på tilfældige tidspunkter, bad hun mig i foråret om at prøve at oprette en profil på en dating-app – og være ærlig. Det gjorde jeg, og jeg gjorde mig voldsomt umage for at være oprigtig, men sober. Jeg fik hende endda til at læse min profiltekst igennem, inden jeg lagde den op, og det ENESTE, som kunne tolkes som ‘friskt’ var, at jeg ligeud skrev, at jeg ikke var interesseret i et forhold.

Jeg. Har. Aldrig. Oplevet. Noget. Lignende.

På under en uge modtog jeg over 300 beskeder. Jeg fik tilsendt billeder og videoer, som formentlig ville være blevet afvist på The Dark Web, jeg fik beskeder fra mænd i alle (og jeg mener virkelig A-L-L-E) aldre – mange med meget eksplicitte beskrivelser af, hvad de kunne tænke sig at gøre ved mig – og jeg fik også et enkelt tilbud om at hjælpe med at udleve en voldtægtsfantasi.

Det var lige omkring *her*, min veninde og jeg blev enige om, at jeg måske faktisk slet ikke er kynisk nok.

Shit, mand.

Men sikke dog et år. På den bedst tænkelige måde. Det har uden sammeligning været det vildeste af slagsen, jeg har haft, siden jeg fik børnene, og jeg glæder mig usigeligt til at se, hvad et oplæg som dét, kan blive startskuddet til.

Jeg håber, at I kommer godt ind i 2024, og at det må blive et år fyldt med mening, glæde og forløsning for hver eneste af jer.

Godt nytår derude. Og tak fordi I læser med.

Grænser, telefoner og dårlige beslutninger

Jeg bliver ved med at få kommentarer på Liv & Død-indlægget, samt opfølgeren her. Det lader til, at vi er mange, der lige nu tygger en del på relationer og vores måde at være i dem på. Både ift. hvad vi byder ind med, og hvad vi lader os byde.

Jeg spekulerer på, om det handler om, hvor vi er i livet, eller om det er tiden lige nu. Vi er ikke alle jævnaldrende herinde, men så vidt jeg kan vurdere ud fra kommentarer, jeg modtager, bor de fleste af os i nogenlunde samme segment.

Men noget har ændret sig efter pandemien, synes jeg. Og på én eller anden måde bliver det forstærket af den kollektive fornemmelse af, at verden brænder og af den konstante følelse af, at alt lige nu er så absurd vigtigt, at man faktisk bliver helt apatisk.

Måske er det den .. overvældelse, der kommer af dét, der gør, at vi fokuserer på de nære relationer? Fordi de er håndterbare, og fordi det er det, der er tilbage, nu hvor alt føles som om, det er i frit fald.

Samtidig medførte pandemien en langt mere skærpet sans for at vælge til og fra. Da alt lukkede ned, og man skulle definere sin nære cirkel, blev det starten på en mere bevidst måde at forholde sig til de mennesker, man er omkring, og den proces tror jeg, at mange af os stadig er farvede af.

2023 har været et vildt år i min omgangskreds. Der er sket store ændringer rundt omkring, og det er de bærende søjler, der er sunket i grus. Folk er blevet fyret og skilt, har haft affærer og har fundet kærligheden på, om ikke håbløse steder, så i hvert fald nogle bøvlede nogle af slagsen, og fordi vi har den alder, vi har, er der børn, der i farten både er faldet til ro, under bussen og af pladen.

Og når alle dele bevæger sig samtidigt, og de gør det på begge sider af bordet i en relation, så trykprøver det helt automatisk hele konstruktionen, fordi dét, der engang bandt os sammen, ikke længere er. 

For mig har opstart på medicin samtidigt betydet, at jeg har fået færre timer i døgnet, ganske enkelt fordi jeg for første gang i mit liv kan mærke, når jeg bliver træt. Både helt konkret, f.eks. sidst på dagen, men også i situationer og relationer.

Det kan der være mange grunde til, men uanset årsag, så har det for mig betydet, at jeg har været nødt til at forholde mig til, at jeg ikke er den, jeg var for et år siden – og ej heller har den tid til rådighed, som jeg havde dengang.

Jeg har altid været en mærkelig blanding af pragmatisk og kompromisløs, men på begge sider af dét paradoks, har det været vigtigt for mig at være tro mod mine egne værdier. Det er lidt noget bøvl at skulle redefinere sig selv i forhold til andre mennesker, mens man stadig er en del af både cirkler og kredse, men den pludselige evne til at mærke, hvad jeg føler, tvinger mig også til at forholde mig til, hvad jeg så stiller op med de følelser.

Derfor har der været 3 sætninger, jeg har været nødt til at minde mig selv om mange, mange gange over de sidste 12 måneder:

1.

Folk har ret til at træffe dårlige beslutninger.

Det er irriterende. Men det er også virkeligheden. Og når jeg husker det, husker jeg også, at det er ok ikke altid at stemple HELT ind og forholde mig til det, jeg bliver præsenteret for, for dén proces kræver 110% nærvær og opmærksomhed på detaljerne. Det er der nogle situationer, der kræver, hvis man vil have lov at smykke sig med titlen ‘Ven’ – men vi ved også alle sammen, at der er situationer, hvor det ikke gør den fjerneste forskel, hvad du byder ind med. Du kan trække hesten til truget, men du kan ikke tvinge den til at drikke, og det sidste år har været én lang øvelse i at vurdere, hvornår jeg skal pege truget ud, og hvornår jeg skal lade hesten stryge afsted over prærien, fordi den faktisk godt ved, hvor det står, men vælger at ignorere det.

(Det er i øvrigt relativt ofte mig, der er hesten).

2.

Alle relationer skal ikke kunne rumme og bære alt.

Her er vi tilbage ved sofa-metaforen; at de mennesker, der i overført betydning står i entreen, ikke har hverken brug for eller ønske om at blive inviteret ind i alle dele af privatlivet. Den tanke er egentlig ikke ny. Men det, der for mig ER nyt, er, at det jo også somme tider er MIG, der står i entreen. Og med dén indsigt er opstået en lavere barre ift. hvad jeg synes, jeg skal stille op til og indkaldes som problemknuser på. 

3.

En telefon, der ringer, er en invitation til en samtale, som man ikke er forpligtet til at takke ja til.

Og det er jo ikke fordi jeg læner mig op ad en helgenkåring, vel? Men jeg kan pludselig mærke, når jeg faktisk ikke lige kan overskue en samtale, fordi jeg er blæsende overstimuleret, (f.eks. af en lang dag på arbejde) – og det er nyt. Det betyder, at jeg nu på forhånd kan vurdere, om jeg har lyst til at overtrække kontoen, men det er stadig svært for mig at skille ad, om det er relationen eller den samtale, der bliver lagt i skødet på mig, jeg reagerer på.

Jeg elsker, når jeg kan få lov at hjælpe folk med at kurskorrigere ift. noget, de er på vej ud i, fordi jeg kan tilbyde perspektiver, de måske ikke selv er opmærksomme på.

Jeg vil også umådeligt gerne stille min surt optjente erfaring til rådighed, så andre ikke skal brænde ud på at begå de samme fejl, som jeg har begået.

Men jeg kan for første gang i mit liv også mærke, at der er områder og relationer, jeg har lyst til at slippe, når jeg selv er færdig med dem, og synes, jeg har givet, hvad jeg har; f.eks. fordi jeg selv er videre, og den erfaring, jeg kan byde ind med, vedrører problemer, jeg ikke længere har inde på livet, eller hvis jeg er ved at drukne i vrede detaljer om noget, vi ikke længere har til fælles.

Og det skal ikke forståes sådan, at jeg synes, at ven- og bekendtskaber skal være bytte-bytte købmand, hvor vi nidkært afregner på øren. Men det er da en overvejelse værd, om den tid, vi kan finde mellem børn og job og skolefodbold, skal bruges på, at man hver gang der laves aftaler bare er indkaldt som en slags publikum til en monolog om en åndssvag eksmand. 

Eller om man i en løs, romantisk forbindelse er forpligtet til at agere sparring på dumme chefer og 7/7-aftaler, når man kun har mellemtimer og forlængede frokostpauser at gøre med.

Man må godt forvente af en relation, at det er givende for begge parter, synes jeg. Der skal være plads til, at det somme tider er den ene, og somme den anden, der har brug for at være i centrum, men den er helt grundlæggende nødt til at bygge på et gensidigt ønske om, at vi både kan og gerne vil være noget for hinanden.

Det lader til at være indlysende for andre mennesker. Det ser endda ud som om, at det for mange sker helt automatisk, og ikke engang er noget, de behøver at tænke over at navigere i.

Ikke for mig. For mig kræver det opmærksomhed og fokus at huske, at man ikke behøver indgå i en relation, fordi man er ønsket, og mit hoved er nogle dage ved at eksplodere af tanker – og af at forsøge at navigere og sortere i alt det, jeg har opfattet som naturligt og sandt hele mit liv. 

Men jeg begynder langsomt at forstå vigtigheden af ikke altid at være til rådighed for alle til alt, og at grænsesætning også somme tider kan være noget så lavpraktisk og nemt som at undlade at besvare en ringende telefon.

Maybe she’s just not that into you

Det sker ofte, at de indlæg, jeg skriver herinde, bliver springbræt for samtaler, jeg har med mine venner ude i det virkelige liv, og ét af dem, der de sidste uger har fyldt, er Liv & Død, som jeg skrev for en måned siden. 

Jeg oplever, at det over årene er blevet sværere at skrive om de ting, der rører sig helt inde på det personlige felt. Ikke fordi jeg har berøringsangst eller er hyper privat, men faktisk mere fordi, jeg er bange for, at nogle af de mennesker, jeg kender og holder af, skal læse det og tro, at det er en slet skjult hentydning til dem. Jeg ville selv synes, at det var en super røvet måde at blive opmærksom på gnidninger i en relation på, og fordi jeg ikke altid selv er så god til at opdage, at noget kan tolkes på flere måder, er det derfor en type indlæg, jeg over tid er kommet til at fase lidt ud. 

Der kan også være specifikke emner, jeg selv får det gradvist mere ambivalent med. Eksempelvis kan jeg mærke, at det begynder at føles lidt dobbelt at skrive om livet med ADHD. For på den ene side vil jeg virkelig gerne være med til at synliggøre, hvordan den kan være noget rigtig bøvl – også for mennesker, der på overfladen ser ud til at have mere end gennemsnitligt tjek på tingene.

Omvendt kan jeg også se, at det kan fungere som en slags uhensigtismæssig opskrift for dem, der af den ene eller den anden grund synes, at det er en diagnose, som er eftertragtelig at få. Det  føles meget dobbelt, synes jeg.

For på den ene side tror jeg, at der er *rigtig* mange, der uvidende går rundt med neurobøvl, og for mig er det en interessant tanke, hvordan det ville påvirke statistikken for selvskade, spiseforstyrrelser, misbrug osv., hvis man, sammen med høre- og synstest i børnehaven, screenede for ADHD og autisme.

På den anden side kan jeg også godt se, at det er en diagnose, der får bedre PR og virker mere sexet end f.eks. borderline, fobi eller OCD. For man ser ikke ret mange artikler, hvor fremtrædende mennesker ‘står frem’ med de diagnoser, og hvor vi skal snakke om, hvordan det i *virkeligheden* er en superkraft. Det får en smule karakter af humblebrag og Misforstået Krea-røv, som jeg har det svært med, for det er ikke alle forundt at drible afsted i en autocamper og i ophøjet ensomhed skrive en bog om alt det fantastiske ved at køre på kronisk, mentalt bredbånd (Manu Sareen, jeg kigger på dig) – eller som tilfældigvis er født ind i en social kaste, der gør hele forskellen på at ende som et forslået, men helt menneske med vilde historier i bagagen og ituslået, forgældet narkoman.

Med alt det vil jeg egentlig bare sige, at der kan være indlæg, som det kribler i fingrene for at skrive, men som jeg stadig fravælger, enten fordi jeg ikke selv kan finde ud af, hvor jeg står, eller af hensyn til de mennesker, jeg har omkring mig.

Men somme tider bliver det, jeg egentlig er lidt loren ved at udgive, noget af det, der bagefter giver de mest indsigtsfulde og udbytterige samtaler, og sådan ét blev Liv & Død. For siden jeg skrev det, har vi talt meget om uskrevne regler i relationer, både helt generelt, men også mere specifikt i de tilfælde, hvor man kan komme til at føle sig en lille smule jaget. 

For måske er det faktisk slet ikke den ikke-opsøgende, der er egoistisk, når vedkommende efter mange forsøg på at regulere en relation, ender med at være direkte afvisende: Måske er det faktisk den, der insisterer på at holde fast, flere forsøg på at løsne grebet til trods?

Jeg synes, man kender det fra dating-livet og de gange, hvor man er gået hjem med fornemmelsen at være villet; ikke for den man er, men for de muligheder, man repræsenterer. Hvor det kan være svært at sætte fingeren på, præcis hvad det er, der føles off, men hvor det på bagkant går op for én, at man her kunne have være hvem som helst. Den, du sidder overfor, mangler en spiller for at nå i mål med den fremtid, han ønsker sig, og for ham er det (næsten) underordnet, hvem han trækker trøjen over hovedet på.

Det er de fleste enige om, at vi ikke skal, for det er dømt til at gå galt. Ingen vil vælges til for de fødedygtige hofter eller den potentielle indkomst (og ingen tænker det så konkret, det ved jeg godt) – men i relationer, der ikke hører til parforholds-genren, så er vi – jeg – tilbøjelig til at ignorere, når vi ser den samme mekanisme optræde.

Indlægget har skabt mange gode samtaler om lige præcis dét. For i de eksempler vi har vendt IRL, bliver de sociale spilleregler siddet helt overhørigt. Jeg ved bedre end de fleste, at det ikke altid er et valg – men det, jeg begynder at tænke over, er, om der alligevel foregår en eller anden grad af aktiv, bevidst  øjenlukning for, at noget i relationen er skævt. 

For det er jo også et valg. Ligesom det er, hvis du bliver ved med at se en fyr, du kun hører fra, når han er i byen og kl. 03.17 sender en ‘U up?’

Du kender også godt dine egne motiver, hvis du kun tænker over at skrive til en person, når du keder dig eller savner opmærksomhed.

Men hvorfor er det, at vi undlader at forholde os til, at de samme regler vel også gælder, når vi taler om mennesker, vi ikke knalder eller vil beundres af?

For ingen mener vel oprigtigt, at vi skal gifte os med nogen, der er fuldstændig ligeglade med, hvem vi er, og som gladeligt ville have giftet sig med enhver anden, der havde meldt sig til jobbet?

Derfor er det sært, at vi er tilbøjelige til at forvente det, både af hinanden, af vores børn og af os selv, når det er venne-arenaen, vi befinder os på. For i virkeligheden er det jo ligeså urimeligt at forvente venskab som kærlighed, hvis du ikke forholder dig til, hvad den, du beder om at indgå i relationen, gerne vil.

Måske handler det om, at venskab arbejder over et større spektrum, end kærlighedsrelationer gør. Det er svært at sætte fingeren på, hvornår en kollega bliver en god bekendt, og hvornår en god bekendt er blevet en ven. Og fordi det er tilfældet kan det jo være svært at vurdere, om man har nålen til at pege to forskellige steder hen på skiven.

Men det var en ny tanke for mig, at det, jeg hidtil har opfattet som egoisme hos mig selv, måske faktisk ikke bor hos mig, men hos den, der bevidst vælger at overse den manglende balance og kompatibilitet for at tage noget, vedkommende gerne vil have – men egentlig ikke er blevet tilbudt.