Mød mig i mørket

Dagene går og vi går med. Eller. Går og går. I rask gang, i hvert fald. Grænsende til spæn. Der er simpelthen så travlt på arbejdet lige nu, og pga. vintertid føles det som om, det er nat, både når vi kører, og når vi kommer hjem.

Samtidig er der mange andre ting på pladen, der også skal passes. Skolepsykologen er netop i dag vendt tilbage med, at de i hendes team laver indstillingen til os, og det var en delmålsplatform, der var rar at nå. Fordi skolen efter mødet, hvor jeg brændte 3 sikringer over i raseri, har strammet gevaldigt op, har vi ikke travlt-travlt med at få lavet udredningen; hele processen kører på to spor for mig. Det ene handler om at få skolen til at tage og føle ansvar for at undervise Anton, så han lærer noget, og ikke bare sidder til opbevaring, og her synes jeg, at vi nu er et godt sted. Dem, jeg arbejder tættest sammen med, er ved at kende ham så godt, at de ægte ved, hvordan de hjælper og støtter ham, og jeg kan se tydelig forskel på, hvordan det påvirker hans overblik positivt. 

Det andet spor handler om at få papirer på, hvad problemet reelt er. Ikke fordi jeg og vi som sådan skal bruge det til noget her og nu, men fordi det er umuligt at forudsige, hvordan Antons behov udvikler sig. Måske kunne det være meget fedt at komme på en efterskole eller ind på en uddannelse, der arbejder *med* børn som Anton og ikke imod dem. Måske bliver der behov for, at der lige svinger en voksen forbi et par timer pr. måned for at hjælpe med at sikre, at huslejen bliver betalt. Måske giver det adgang til fællesskaber, hvor han kan danne relationer på egne præmisser. Eller måske kommer han og vi ikke til at skulle bruge det til noget som helst. Men ved at gøre alt, hvad jeg kan for at få fundamentet bragt i orden nu, så håber jeg, at dørene er låst op, hvis han på et tidspunkt får behov for eller lyst til at gå ind ad dem.

Og nu vi er i medicinalhjørnet, så er jeg i gang med at få os oprettet hos den nye læge, så vi kan få booket tid til influenzavaccine til Frida og mig. Med den gigantiske kontaktflade på tværs af segmenter og geografiske grænser, mit job giver mig, vil jeg godt tage én for holdet ift. at begrænse risikoen for smitte. Samtidig har jeg været inde at tjekke, hvornår jeg kan få 3. stik, hvilket desværre først bliver omkring februar, hvis den nuværende plan holder stik. På plussiden slipper jeg så for at zombieslæbe mig gennem december, hvis jeg bliver ramt af samme infame træthed som sidst. 

Det trækker også op til fødselsdag, og jeg har brugt lang tid på at vride hjernen for ideer. De er store nu, drengene, og vores hus er lige så småt, som det plejer at være. Aldersmæssigt er de også et sted, hvor det kan være svært at finde fælles fodslag på aktivitetssiden, og årstiden er træls ift. at satse på at kunne være ude. Jeg har gjort det før, men det giver faktisk bare dobbeltarbejde, fordi man er nødt til at have en plan B, og derfor har vi i år besluttet at holde det i svømmehallen. Det er bestemt ikke gratis, men efter at have vejet for og imod i et par uger, er jeg nået frem til, at det er udgiften værd. Det bliver en fødselsdag, hvor alle er med på samme præmisser, de kan larme ALT det, de gider, og der er meget, meget lidt arbejdet i det for mig.

Endelig er der nisser i horisonten, og jeg har i år besluttet, at re-tænke hele arrangementet. Første søndag i advent kommer den nye nisse i byen til at lægge et brev, hvori han forklarer, at hans rute er omlagt, så han nu kommer med adventsgaver om fredagen, og i stedet for at drille om natten, så gemmer han en lillebitte ting i løbet af dagen, som de så skal finde, når de kommer hjem fra skole. Jeg tænker, at i år bliver sidste riv med nissen, vi kører, og begge unger elsker det så højt, at jeg ikke nænner at sende ham på pension. Men Anton sover først kl. 22, og Frida er på toilettet hver eneste nat, så det giver nogle ret store begrænsninger ift. hvad man kan drille med, hvis ikke alle skal være lysvågne kl. 2, når hun får øje på køkkenbordet, som er pakket ind i aviser. Samtidig vågner hun helt uRIMELIGt tidligt, når der er optræk til løjer, og det går simpelthen ikke, når dagene er så lange, som de er for tiden. Derfor: Gaver fredag morgen, hvor vi alligevel skal op og afsted, og så en pakke tyggegummi eller en lille glaskugle i hverdagene, som jeg gemmer, når ungerne er sat i bilen om morgenen.

Så altså. Hamsterhjul og planlægning, mens vi holder båden flydende. Et halvt afsnit af Squit Game og 10-20 sider i Pigen og Mørklingen inden sengetid, og så lidt CBD og ASMR at sove på. Nu skal jeg bare bede om, at verden lige trækker vejret, så vi kan hibernate på sofaen og nyde, at årstiden jo faktisk lægger op til stearinlys, gløgg og bløde tæpper. Det ville være rigtig rart.

Maskebal og Kernehuse

Jeg har og har altid haft mange forskellige typer af mennesker i mit liv. Mine fødselsdage har altid været et kludetæppe af holdninger og socialklasser, og jeg har altid sat pris på, at der er så stor variation. Selvfølgelig har man brug for sine ride or dies, men jeg synes, det er værdifuldt, at vi i leddet længere ude kan spejle, sparre og støtte hinanden på forskellige måder og i forskellige sammenhænge. At jeg f.eks. har en kollega, som jeg sagtens kan tale privat med, uden at vi ses ved siden af jobbet, at jeg kan have noget, der minder om et venskab med en forælder fra et af børnenes klasser, eller at jeg kan have en solid relation, der primært er bundet op på en funktion, som f.eks. bestyrelsesarbejde. Hvor vi mødes i og om det, der binder os sammen, og hygger os hele vejen, men ellers ikke har med hinanden at gøre.

Fordi forskellighed for mig altid har været noget, jeg opfatter som en fordel, har jeg studset lidt over, at jeg det sidste års tid har .. reageret på mennesker, jeg jævnligt krydser bane med. Mennesker, jeg egentlig godt kan lide, men som alligevel får mine antenner til at stå og vibrere umærkeligt. 

Én af dem løber vild i sine egne historier. En anden ændrer adfærd, afhængigt af, hvem der er til stede. Den sidste har aldrig nogensinde selv en holdning til det, vi taler om.

Der er som sagt ingen af dem, der er i det nære netværk, og derfor er det ikke noget, jeg som sådan føler mig kaldet til at reagere på. Men jeg kan alligevel mærke, at jeg mentalt træder et halvt skridt bagud, når jeg støder på dem, og efter at have tygget på det, er jeg nået frem til, at det er fordi, det på mig virker som om, de ikke har nogen kerne. At der ikke er noget, der er essensen af dem.

Det kan der være tusind grunde til, og mange af dem er formentlig både forståelige og gode. Det kan også handle om den eneste anden konstante faktor i relationen, nemlig mig. Men uanset hvad, så mangler de den essens af personlighed, man knytter sig til i andre mennesker, uanset om det er i en venskabelig, professionel eller romantisk relation.

Ikke for at sige, at vi alle sammen er den samme person hele tiden. Jeg er forskellige versioner af mig selv, afhængig af, om jeg er datter, mor, søster, kollega, kæreste, ven eller tillidsrepræsentant. Jeg har forsøgt at finde et bedre billede på, hvad jeg mener, men det, der bliver ved med at falde mig ind, er sammenligningen med en diamant. Den har forskellige sider, og vil se forskellig ud, afhængig af lyset, der falder på den, og hvilken side, der vender frem, men det er uomtvisteligt den samme, genkendelige sten i både størrelse og karat, uanset hvordan du holder den.

Når jeg er afsted med en kollega, og hun tilfældigvis møder et menneske, hun kender privat, så kan jeg jo i langt de fleste tilfælde stadig genkende hende i samtalen, selvom hun pludselig har sin private personlighed på.

Og jeg advokerer ikke for, at vi alle skal gå rundt iført falskhed og sleske smil – men der sker noget med min måde at opfatte mennesker på, når jeg får en mistanke om, at de altid bare hyler med de ulve de er iblandt, og aldrig selv har noget på spil.

Det bliver tit ekstra tydeligt, hvis de gemmer sig, når der er flere mennesker til stede; i hvert fald når man ved, at det ikke handler om utilpashed ved mange mennesker, eller diagnoser, der giver udfordringer. (Og læs lige den sidste sætning igen, for ellers kommer den til at trække kommentarfeltet skævt).

Men det er for mennesker uden grundkerner umuligt at være sammen med flere, som de normalt kun er sammen med 1:1, fordi de simpelthen ikke kan spille alle de forskellige roller samtidig. Derfor bliver enhver type adfærd i plenum en afsløring, og så er der pludselig noget, der føles forkert. I hvert fald for mig.

De Kerneløse får mig til at være på vagt, og det er nok i virkeligheden derfor, jeg reagerer på dem. For det er jeg ellers meget sjældent.

Det behøver ikke være Nietzsche og Freud og Hvordan Går Det Derhjemme med alle. Som jeg startede med at skrive, sætter jeg enormt stor pris på forskellighed, og på, at der kan være tyngde i relationer, der måske ikke traditionelt er nogle, man tænker på som tætte. Men der skal være en genkendelighed i folk, som indikerer, hvem de er, sådan helt inderst inde. Hvis man ikke rammer noget hård substans, når man mærker efter, så kan de formes 100% efter omgivelserne, og så bliver de aldrig en væg, man kan læne sig eller spille bold op ad.

Om dinosaurusser og bløde opbremsninger

Sidste uge kom og gik, og helt forudsigeligt var der ikke mere strøm tilbage på batterierne efter septembers hæsblæsende slutspurt. Men jeg tænkte faktisk flere gange i løbet af ugen, at der – trods alt – er sket noget med min måde at håndtere stressede perioder på.

Da jeg var yngre pålagde jeg mig selv at være tilbage for fuld skrue, når jeg var igennem flaskehalsene; når man nu havde proppet 27 timers arbejde ind i 24 timers døgn over flere uger, så måtte det da føles som en let brise at være tilbage på normalt program, ikke?

I dag har jeg lært, at sådan forholder det sig ikke. Det er fuldstændig ligesom en konto i banken: Når jeg har lavet overtræk, skal der betales tilbage, før jeg igen er oppe på nul. De træthedstømmermænd er jeg blevet bedre til at respektere og håndtere, og derfor tog jeg sidste uge en dag ad gangen, og fyldte ikke mere i, end jeg syntes, det var overskud til.

Det betyder, at jeg egentlig føler, at jeg er ovenpå igen, og det hjælper mig også til at håndtere presset undervejs, fordi jeg, når jeg tænker ‘jeg skal bare lige igennem september’ ved, at det reelt forholder sig sådan. At jeg faktisk holder det løfte, jeg med den sætning giver mig selv. Det er hjælp til selvhjælp, og det har taget mig lang tid at lære.

Men sidste uge gik også med at erkende, at der er nogle døre, jeg har haft stående på klem, som jeg bliver nødt til at lukke. En enkelt af dem smækkede jeg på vejen ud, men jeg nåede at tænke det igennem på forhånd, og modsat, hvad jeg havde forventet, så følte jeg mig nærmest lettet bagefter. Det var én af dem, hvor man pludselig kan mærke, hvor meget energi, man har brugt på at holde den åben, virkelig tvivlsom adfærd til trods, fordi jeg har fået bildt mig selv ind, at det var en dør, jeg på et tidspunkt et sted ude i fremtiden gerne ville ind ad. Men det seneste stunt fik ledningen til at brænde over, og gav anledning til at mærke, at jeg aldrig med selvrespekten i behold ville kunne indgå i den relation. 

Et par af de andre døre har jeg mere bare erkendt, at jeg ikke har lyst til at blive ved med at åbne, fordi vores værdier er for langt fra hinanden. Måske er det fordi, vi post-corona har set sider af hinanden, som aldrig ville være blevet synlige, hvis verden bare var fortsat, som den plejede, eller måske er det fordi, alle planeter er i retrograd. Under alle omstændigheder er der noget systematisk adfærd, der pludselig er blevet tydelig, og som jeg er nødt til at forholde mig til.

Engang ville jeg have tænkt, at det var min opgave at forklare, hvorfor jeg trækker følehornene til mig. At forsøge at rette fejlen i relationen. I dag hælder jeg mere til, at min måde at være i verden på ikke er Den Eneste Rigtige. Vi træffer alle sammen vores egne valg ift. hvordan vi går gennem livet, og det eneste, vi hver især kan gøre er at mærke, hvor vores egne grænser går, og navigere ud fra det.

Og det bliver meget mørkt og mystisk, og det må I sgu undskylde, men altså. Det er nok her, en blog, hvor man meget 1:1 gengiver sin virkelighed møder sin begrænsning.

Men fordi de sidste par indlæg har været ret dystre, har jeg lyst til at sige, at jeg faktisk også synes, at vi har været gode til at hygge os herhjemme, gennem både september og sidste uge. Vi er tyvstartet lidt på Halloween, så der er græskar i haven, der lyser i mørket, hvilket er svært at vurdere, hvem af os, der er mest begejstret over.

Jeg har også været god til at planlægge ting, der er rare, og hvor vi laver noget sammen, men som ikke kræver mere overskud, end jeg har. Med to så forskellige børn er det f.eks. kke specielt afslappende for mig at have dem med i svømmehal, fordi der er meget hurlumhej ifm. omklædning, der er svært, og jeg skal være over dem som en høg, når vi er i vandet. Derfor er det en aktivitet, jeg gemmer til de perioder, hvor der er lidt mere overskud at gøre med hos mig.

Til gengæld har vi haft megen glæde af vores årskort til Legoland og WOW-park, fordi vi efterhånden har været der så mange gange, at vi godt kan tage derop, huje 3-4 timer, og så er alle mand klar til at tage hjem til nattøj og dyner på sofaen igen.

Vi er også i gang med en Jurassic Park-kavalkade, hvor vi ser første halvdel af en film, lige når vi kommer ind ad døren. Så tager vi en pause, hvor jeg får tømt opvasker, pakket tasker ud og lavet tidlig aftensmad, mens børnene bader, og så napper vi resten af filmen, mens vi spiser i sofaen. Modsat på TV2 er der jo her tale om en god film med 10.000 afbrydelser, men det er simpelthen så hyggeligt, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af grin, når den samme scene med de to helte, der kysser, får Frida til at sukke henført, mens Anton stirrer på skærmen med vantro og rædsel malet i alle træk.

Ting er overstået og faldet på plads, der er lagt planer og udstukket en retning, og humøret er bedre, end det var for 14 dage siden. Om lidt er det efterårsferie, og hvis jeg snuser virkelig dybt ind, synes jeg måske også, at her begynder at lugte lidt af gløgg.

Songs in A minor

Vi har taget hul på den sidste uge i kaosmåneden September, og jeg er mere end klar til at vende bladet i kalenderen. 

Jeg vidste godt, at den ville komme til at trække tænder ud – og jeg fik ret.

… So there is that. 

Og jeg har faktisk lige brug for at sige, at jeg godt ved, at det lidt er en udflugt gennem Jammerdalen at kigge forbi herinde lige nu, for det lyder som om, jeg hele tiden er så stresset, at jeg hænger i neglene. Beklageligvis er det 1:1 sådan det føles, og det er svært at Live, laugh, love’e sig ud af. 

For selvom jeg har været tolk i 600.000 år, så er nyt job – selvom chef, brugere, kolleger, tolkesteder og forberedelsesportaler er Tordenskjolds soldater – bare også lig med fornemmelsen af at blive sparket ud af et fly og lande under fuld beskydning. For man bliver stadig smidt ned, midt i en sammenhæng, man ikke kender, og intet har stået stille, siden man sidst var omkring de samme betingelser. Jeg tolker langt, LANGT hjemmefra, hvilket betyder tidlige morgener og sene eftermiddage og aftener, og det bider også i overskuddet. Jeg hopper ind i på uddannelser på 4. og 5. semester og forløb, der har været i gang længe, og når man er ærekær og bare gerne vil levere det bedste til mennesker, der ikke har bedt om at blive serviceret af et system, der er skamskudt af udbudsrunder og konkurser, så er det lidt som at få hjernen kylet i en blender. 

Samtidig sker der meget ift. alt det, jeg har sat gang på Anton. Min mistanke har længe gået på mild autisme, og apropos skamskudte systemer, så er folkeskolen en presset størrelse. Jeg er meget bevidst om, at Anton skal hjælpes, men at han ikke er det eneste barn i klassen, og derfor forsøger jeg hele tiden at bevare en pragmatisk tilgang til de udfordringer, vi står overfor. Hvad kan, helt lavpraktisk, lade sig gøre, og hvordan sørger vi for, at det er så overskueligt, at det bliver gjort. 

Men når man kommer et presset system i møde, så betyder det også, at man nemt bliver den, der hele tiden skal løbe ind, samle op og igenigeniFUCKINGgen skal holde de ansvarlige op på at svare på henvendelser, overholde aftaler og løfte den del af opgaven, der uomtvisteligt ligger hos dem. For et par uger siden var jeg til møde, hvor jeg i 10 stive minutter skældte 6 voksne mennesker så meget ud, at skoleinspektøren bagefter bad mig om blive tilbage, så han kunne sige undskyld.

Gaven og forbandelsen er, at Anton er hårdt nok ramt til at bøvle med et normalt set up, men ikke hårdt nok til at have brug for særtilbud, og fordi han er en ualmindelig sød og omgængelig dreng, er det nemt at glemme ham, når de børn, der er lidt hårdere ramt, bider sidemakkeren i skulderen og sætter ild til gardinerne. Not on my watch. Jeg overrasker mig selv positivt ved at være ufravigeligt insisterende på, at de leverer det, de skal, og jeg har KÆMPE gavn af at have tolket temmelig mange uddannelser, der giver mig hjemmebanefordel ift. fagtermer,  og viden om, hvad de faktisk skal levere. Samtidig gør jeg mig voldsomt umage for at komme dem i møde, for deres betingelser er røv og nøgler. De har 1000000 børn under vingerne og 20 minutter om ugen til at sikre, at alle får, hvad de har brug for – men de får ikke lov at ignorere os, og selvom jeg holder øjnene på bolden, så bøjer jeg ikke af, og jeg overgiver mig ikke. 

Men det er hårdt. Det er hårdt at kæmpe alene mod systemet, og det er hårdt med kronisk fokus på alt det, der ikke fungerer. Det giver fremtidsangst og dødsangst og alle mulige andre former for angst, for hvad er langtidsperspektivet, hvad sker der, når jeg ikke er her til at passe på og dække op, og hvad skal der dog blive af ham. 

Så oveni nyt job, skoleopstart, der strækker sig over flere måneder fordi sundhedsplejerske, forældremøder, tandlæge, høstfest og. så. videre, så er der møder med egen læge, opfølgningsmøder med klasselærer og psykolog, tværsmøder, der bliver flyttet i én uendelighed og mig, der skal navigere i det hele, bede om fri på mit nye job, flytte min friholdelse i 11. time,  finde tid til lektier og svømning, finde håndboldtøj og udklædning til høstfest og deltage i personaleweekend, personalemøder, plus det løse.

Det går ikke så godt med at sove og sådan.

Og fordi det hele sidder uden på tøjet og jeg er trættrættræt, så blev jeg simpelthen så ramt af det, da Chris Anker Sørensen døde. Jeg har aldrig interesseret mig mere end gennemsnitsmennesket for cykelløb, men fordi han bare virkede så rar og.. menneskelig, så blev jeg bare så ked af, at han ikke fik lov at blive her længere. 

Livet er et kompromisløst arrangement, der på én og samme tid er nådesløst trivielt med gentagelser, møder og madplaner og samtidig knusende ekstremt i både dur og mol.

Men om lidt er vi igennem september, jobbet er ikke længere nyt-nyt, og vi har vores henvisning til børnepsyk. i hånden. Aftalerne med skolen er ved at være på plads, og alle de indledende skoleopstartsmanøvrer er overstået.

I mellemtiden forsøger jeg at passe på mig selv med nye, ekstrastærke vitaminer, begrænset alkoholindtag og rigeligt med ASMR (se i øvrigt Miriams virkelig fine indlæg om fænomenet, som Charlotte linkede til i kommentarfeltet til her).

Jeg hænger på. I neglene og på kanten, men på. Det må række for nu.

WAKE ME UP WHEN SEPTEMBER ENDS

I dag er sidste officielle sommerdag, og også sidste dag, jeg er ledig.

Min tidsbegrænsede ansættelse stoppede d. 31.05, jeg freelancede i juni, holdt hele børnenes sommerferie sammen med dem, og har således haft små 3 uger, siden de startede, hvor jeg har kunne fokusere på at få dem godt i gang, begge to. 

På papiret er set-up’et tæt på perfekt. Et langt stykke hen ad vejen også i praksis. For det har været KÆMPE hjælp, at jeg har kunne løbe hele maskinen i gang i fred og ro; specielt i år, hvor Anton er startet på mellemtrinet, og Frida er startet i skole. 

For Anton har det betydet, at nærmest alt er nyt. Lokale, lærere, fag. Det er en kæmpe belastning for ham, og jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at gøre overgangen så smertefri som muligt. Jeg har talt med talepædagogen, psykologen og skolelederen både før og efter sommerferien. Jeg bad om møde med de nye lærere inden opstart og stillede med en liste i stikordsform ift. hvad der er i gang, og hvad der er brug for. Jeg har, helt lavpraktisk, tjekket op på pauselokale til ham, tidspunkt for pausen og hvad han skal lave, og har jeg sørget for, at han har en alarm, der ringer – og tjekket, at den fungerer på flymode – de dage, han skal holde pause, fordi lærerne ellers glemmer det.

Fordi Esbjerg Kommune er en af de 7 kommuner der er med i friskoleforsøget, har begge børn fri kl. 13 alle dage. Det er en fordel for Anton, men afstedkommer et nyt problem, nemlig hvad han så skal lave efter skole. For det er for mange timer at være alene hjemme, og da han nu går i 4. klasse, er alternativet klub og ikke længere SFO – hvilket så igen er noget nyt, han skal forholde sig til, og derfor ikke vil. Men med Anton er kunsten somme tider at vurdere, hvornår han siger nej, fordi noget er ukendt og dermed utrygt, og hvornår han siger nej, fordi han vitterligt ikke vil. Min vurdering var, at der her var tale om det første, og fordi der bare heller ikke rigtig er noget at gøre, har jeg været med i klub hver eneste dag. I starten blev jeg der hele tiden, men efter de første par dage begyndte jeg at kunne gå, når han lige var landet, og hentede ham så igen efter en times tid. Indkøring som vi kender det. 

Samtidig er der Frida, som ikke skal være sådan et skyggebarn, der altid må rette ind efter Antons behov. Hun vil også gerne hentes tidligt og hun vil – selvfølgelig – også gerne have mig med til sine nye fritidsaktiviteter. Hun er startet til håndbold og svømning og elsker begge dele, og det har været SÅ fedt at vide, at jeg kunne tage med hende de første gange. Det er ikke givet med mit job, og derfor har det trods alt givet ro, at jeg ikke har været nødt til at afvente skema og have barnepiger på stand by.

Så ift. at give begge børn en god start på nye, vigtige kapitler, har tidsrammen været perfekt. 

Men jeg tror bare, at jeg måske havde glemt, at jeg også findes? For jeg har kørt og gået og cyklet fra A til B til C og så tilbage til A 400 gange hver eneste dag. Jeg har siddet i haller og computerrum, og jeg har svaret på opkald fra nye pædagoger og fagfolk. Jeg har forholdt mig til sundhedsplejersker og nye, digitale tilmeldingsportaler til skolefoto, kørt dobbelt op på forældremøder og holdt for, når ungerne crasher i træthed herhjemme. De arbejder for forskelligt til, at vi kan lave lektier samtidig, fordi ingen af dem gider det, og hvor Anton bliver HYPER støjsensitiv, når han er træt og vred, så er Frida ude af stand til at lide i stilhed over verdens urimeligheder, så lektielæsning har været konsekutive langtidsseancer, hver eneste dag. 

Jeg har klemt alt, hvad jeg kunne af tandlægebesøg, frisøraftaler og reparation af stenslag ind i de 3 uger, jeg har haft herhjemme, så jeg ikke skal starte med at bede om friholdelser, for jeg ved allerede nu, at det kommer jeg så rigeligt til i løbet af efteråret, når der kommer flere møder og forhåbentlig en udredning. 

Jeg har udfyldt dagpengekort, opdateret min kalender og sat min arbejdsmobil op med apps, mail osv., og jeg er sådan set klar. 

Men jeg ligner en panda, min menstruation er gået fuldstændig amok, og så er jeg trist over det deprimerende faktum, at jeg for første gang faktisk ikke glæder mig til at starte på job igen. Det er 8. firma, jeg er tilknyttet på 5 år, og jeg er træt. Jeg elsker stadig mit fag, men jeg er træt af kronisk omstillingsparathed, en branche, der styrtbløder, en masse rumlen i kulissen og nye ansigter. Jeg er ikke noget særligt; det er det samme for os alle sammen, men havde vi været to, er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at jeg ville være fortsat som freelancer eller have etableret mig som selvstændig, så jeg kunne skære alt det udenom fra. For det er dét, der dræner.

Jeg prøver at huske de små pauser; at sætte vækkeuret 10 minutter tidligere, så jeg kan sidde med min morgenkaffe, mens børnene putter under dynen, og jeg slukker min telefon flere timer ad gangen, for at skærme mig selv imod mere, jeg skal svare på og forholde mig til.

Jeg har lukket for tilmelding på alt, hvad der hedder aftaler, og så har jeg udstedt en mental tilladelse til mig selv til at opfatte september som en måned, der bare skal overstås. Det er jeg ellers ikke tilhænger af, men det hjælper mig til at huske at skære alle krav og forventninger væk, til vi lige har fået fodfæste. Om det kommer til at påvirke blogfrekvensen ved jeg ikke, men jeg gætter på, at I også har så mange ting, der – post-covid – skal løbes i gang igen, at spørgsmålet er, om I overhovedet opdager det, hvis det gør. 

Hvis jeg tænker mig godt om, ved jeg godt, at det bliver fint. Jeg var glad for at være ved det her firma sidst, og under trætheden glæder jeg mig også til at få hænderne op igen. 

Om lidt er der græskar og lyskæder galore, og det skal nok gå alt sammen. Det skal det. Jeg skal bare lige have en ekstra kop kaffe og en lur.

Ferie, ferie, ferie

Når vi står op i morgen, har vi en uge tilbage af vores 7 uger lange sommerferie, og den har været fuldstændig fantastisk.

Jeg har tænkt virkelig mange gange undervejs, at jeg i år for første gang ikke har været presset over at være på alene 24/7, hele ferien igennem, og i år har vi endda været så priviligerede, at vi pga. min jobsituation har haft over dobbelt så mange uger, som vi plejer.

Ift. job har jeg i et par måneder været stillet et job i udsigt med start 01.09, hvilket har betydet, at en væsentlig stressfaktor på et tidligt tidspunkt kunne pilles ud af ligningen. Det har givet ro. 

Derudover skyldes den ekstraordinært gode ferie en kombination af mange ting. Dels bliver børnene større og mere selvkørende, og jeg kan også begynde at bruge de erfaringer, jeg gør mig fra år til år. Børnene er forbi de grundlæggende milepæle, og bliver nu bare et år ældre for hver gang, vi går på sommerferie. Ikke flere bleer, middagslure eller småbørns-nedsmeltninger, der skal tænkes ind, og det gør alting meget nemmere.

Men jeg tror faktisk også, at vi har draget nytte af en af de få, positive konsekvenser, Covid har haft, nemlig at vi er blevet bedre til at være i ro, sammen. Anton er glad introvert, jeg er rastløs introvert, og Frida er brølende ekstrovert, og det er en udfordring at tilrettelægge tiden, så alle får det, de har brug for. Men fordi vi nu har halvandet års træning i bare at være her, sammen, er der faldet en anden ro over foretagenet. 

Og endelig er børnene begyndt at sove til klokken 7, hvilket helt konkret, giver færre vågne timer at fylde ud.

Det hører med til historien, at det lige nu er så svært, så svært for Anton at gå i skole, fordi abstraktionsniveauet i undervisningen bliver højere i takt med, at han bliver ældre, hvilket er svært, når man har fået udleveret en hjerne, der ved massekommunikation i forvejen hurtigt mister overblikket. Det har været umådelig tiltrængt for os begge med en pause fra alle de tanker, bekymringer og møder, det medfører, og heldigvis har jeg det sidste halve år mast hårdt nok på til, at de tiltag, der skal testes, før vi kan komme videre i systemet, bliver igangsat fra første dag efter ferien. 

Når man læser opslag om ferier med børn, er det altid noget med ‘klistrede kys og fedtede fingre – og rosé til de voksne’ – men egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville prøve at skrive sådan relativt udførligt, hvad vi har lavet. Ikke fordi jeg er Det Store Ferieorakel, men bare fordi jeg somme tider selv bliver inspireret, når jeg hører, hvad andre laver.

I forhold til de ydre rammer, har jeg gjort et par ting, som har lettet alting, sådan helt generelt.

Det mest kontroversielle er nok, at jeg har givet skærmene fri. Selvfølgelig ikke sådan, at de har fået lov at sidde med dem ved bordet til alle måltider, men de har måtte tage deres iPads, når de har haft lyst. 

Derudover har jeg truffet en helt overordnet beslutning om, at alt socialt, både her og ude, skulle være på børnenes præmisser. De første år, vi passede huse i Aarhus, lavede jeg masser af voksenaftaler om aftenen, men det blev altid en kilde til frustration for alle parter, for børnene kunne ikke sove, fordi vi var et nyt sted/det var varmt/de kunne mærke, at jeg synes, de skulle, og det blev træls for alle. Om et par år gider de ikke være sammen med mig og mine venner mere, men lige nu synes de, at alle, jeg kender, er de sjoveste og mest spændende mennesker i hele verden, og det kan vi lige så godt rette ind efter. Så folk er kommet forbi til frokost og kaffe, og har på forhånd vidst, at det blev, som det blev. Hvilket uden undtagelse har været skidehyggeligt, fordi vi pludselig har sluppet alle forventninger og bare har været, hvor vi var. (Paninijernet har også her været Vores Bedste Ven, fordi man ud af ingenting og to skiver brød kan lave luksusfrokost på 4 minutter)

Og endelig har jeg indført ‘ja-dage’; dage, hvor jeg på forhånd har besluttet mig for at sige ja, hver gang børnene spørger, om vi kan spille/læse bøger/bade/tegne/male. Jeg fortæller det ikke til børnene – for så ved vi godt, hvordan det ender – men ved at have dage, hvor der er 100% fri adgang til mor, så har jeg også haft nul procent dårlig samvittighed de dage, jeg har sagt nej. Vi skal alle sammen være her, og som jeg læste på insta: ‘Et nej til andre, er et ja til dig selv’.

Vores tur til Aarhus er den eneste ude-af-huset-ferie, vi har haft; resten af tiden har vi været her, og jeg har blandet hjemmedage med dagsture, så sidstnævnte har været fordelt ud over hele ferien.

Vi har været i Legoland og WOWpark et par gange, og sammen med de to hele dage, vi havde i Djurs Sommerland, har det været de eneste former for ‘tivoli’, vi har kørt. Det er fedt at lave noget sammen på den måde, hvor man får underholdningen serveret og bare skal hygge sig sammen, men det er også efterhånden min erfaring, at børnene faktisk bruger flere kræfter på de ture, end man lige tror. Når man laver noget, der er sjovt, og som børnene *meget* gerne vil, er det nemt at glemme, at det stadig er noget, der skal fordøjes, men ligesom én dessert er lækkert, mens otte giver ondt i maven, så er det kun rigtig fedt med en hel dag i neon, konfetti og glimmer, hvis der er sat tid af til at fordøje den bagefter.

Fordi tiden har været rigelig, har jeg også prioriteret at teste steder, som jeg ikke på forhånd har vidst, hvad børnene ville sige til. I en efterårsferie er det meget at hive en dag ud til noget, som viser sig at være helt forkert, men når man har 7 hele uger, bliver blandingsforholdet et andet. Vi var forbi Moesgaard, da vi var i Aarhus, hvilket ungerne slet ikke blev fanget af, men som jeg til gengæld var helt vild med. Barfodsparken, som vi talte om i det her indlæg, har vi været forbi to gange, og nu synes børnene, at der er helt fantastisk, hvilket giver stof til eftertanke ift. at  det, de somme tider melder ned, måske handler mere om, at det er nyt og ukendt, end at de reelt ikke kan lide det. 

Og så har børnene fået lov at bruge penge fra deres opsparinger på hhv. et par ægte-gode rulleskøjter og et ordentligt skateboard, og det har udløst mange gode timer i Street Mekka. Det giver ret god mening at købe ting, der kræver en øget voksen tilstedeværelse på et tidspunkt, hvor man faktisk har tiden og roen til det – og det øger sandsynligheden for, at man får glæde af tingene betragteligt, at man på kort tid når forbi begynderstadiet.

Men der, hvor jeg tror, vi har løftet ferien fra ‘god’ til ‘fantastisk’ har været på grund af det, vi har lavet sammen herhjemme.

For det meste har det bare været os 3; tilfældet har villet, at det ikke lige er faldet i hak med legeaftaler, og det er gået forbløffende smertefrit. Inden ferien havde jeg tænkt grundigt igennem, vi i år ville ramme det vilkår, at jeg var hjemme, mens andre forældre var på job. For andre børn er velkomne i vores hjem; det er de virkelig. Men som vi har talt om før, så er det noget, jeg bruger kræfter på, både pga. min personlighedstype og pga. husets indretning (jeg er hele tiden lige i skudlinjen), og derfor har jeg været meget opmærksom på ikke at gå i den fælde, hvor jeg bruger vores ferie og mit overskud på at passe andre menneskers børn. Det har betydet, at jeg ikke har behøvet at tænke over det, når der er tikket en sms ind; jeg har bare tilbudt, at vi kan hente over middag i SFO’en, og det har fungeret fint.

Jeg køber altid et nyt spil til sommerferien, fordi jeg så har ro i hoved og røv til at sætte mig ned med børnene og lære det. I år var det en nem omgang på indlæringssiden, for jeg havde købt Sorteper, hvilket var et kæmpehit. Specielt fordi sorteper var Onkel Reje. Det ville kun være blevet overgået, hvis han havde været John Dillermand.

Inden ferien købte jeg et kæmpe badebassin, og det er de bedste 250 kroner, jeg har brugt i år. Der har vi fået mange timer til at gå, og at jeg springer med i vandet, forvandler sådan et badebassin fra en måde at underholde børnene på, til en aktivitet på linje med at tage på tur. Ikke mindst fordi det pludselig er en mulighed, at børnene kan hoppe i og stå op 700 gange i løbet af en dag. Når vi kører på stranden eller til søen, tager vi hjem efter et par timer, men her kan man bare beholde sit badetøj på, mens man går ind og laver lidt pause-Lego, til man er klar igen. Det har været nogle af de bedste dage, vi har haft. 

Egentlig har badebassinet hjulpet mig til at skifte perspektiv, for ved at betragte de ting, vi har gjort herhjemme som ‘ture’ – altså ting, der gerne må tage tid og som resten af dagen må vige for – er de pludselig blevet det. At lade små aktiviteter fylde og vokse og på organisk vis bare få deres eget liv, har betydet, at en tur i skoven f.eks. ikke bare var en 30 minutters aktivitet, vi lige kunne klemme ind mellem to andre, men faktisk bare var det, vi skulle dén dag. 

Vi har taget os tid til at udforske nye spisesteder, som ikke længere bare er et ernæringsmæssigt indslag, når man f.eks. bagefter går en aftentur i byen. Aftenture er undervurderede, og for mig har det været nyt at lære, at vi sagens kan få en dag til at gå herhjemme og stadig føle, at vi ‘gør noget’, når alle ved, at vi sidst på eftermiddagen skal på Street Food og slentre en tur på strøget bagefter.

Vi har badet i søen (alle 3) og plukket jordbær flere gange. Det har overrasket mig, hvor sjovt børnene synes, det er, når vi kører ud og plukker en bakke eller to; igen forvandler det sig til en aktivitet, når vi bare skal plukke en overskuelig mængde, der er tid til at vente på, at de afsøger 4 km. jordbærplanter for Det Perfekte Bær, og vi bagefter kan spise en is på bænken derude, mens vi beundrer hønseriet. 

Jeg har prøvet at arbejde *med* vejret, så vi har presset det maksimale ud af de dage, hvor det har været varmt, og stadig har hygget os de dage, hvor det har blæst og regnet.

Ofte har jeg gjort mig nogle tanker om ting, vi kan lave, men uden at indvie børnene i dem, så jeg 100% kan vurdere, om der er overskud til det, og om vejret er med os, inden jeg stiller børnene det i udsigt.

F.eks. havde jeg forleden, da vi var i Barfodsparken, besluttet, at jeg ville spørge, om vi skulle køre til Hvide Sande og spise frokost (vi var bogstaveligt talt halvvejs deroppe), men jeg ventede med at spørge, om de havde lyst, til vi sad og vaskede fødderne bagefter. Kæmpe ja fra dem begge, og afsted det gik. Og det blev den mest perfekte dag, hvor vi spiste på havnen, brugte lidt lommepenge i legetøjsbutikken og ved et tilfælde fandt en perfekt stribe stand, hvor børnene fik en time til at gå med at soppe. Det lyder idylisk – og det var det virkelig også. Men jeg tror, at det, jeg har lært er, at stort set alt bliver bedre, når man kan gå med det, der viser sig, hvis man har lyst. Det kan lade sig gøre, når der er tid nok, og i hverdagen og i weekenderne er der også nogle praktiske gøremål, man *skal* nå, men det er en tanke værd, om der, når vi har fri, er ting, der kan skrues ned for, så der bliver mere tid, der ikke er allokeret til bestemte formål. 

Vi har grillet og spist både ude og inde, og også haft dage, hvor børnene har fået lov at smide tæpper på gulvet og ligge der og spise pizza. De har fået lov at lege ud til langt over den normale sengetid, de dage, hvor det aldrig blev mørkt, og så har vi passet godt på oldefar.

Jeg har læst bøger, hørt podcasts og lagt puslespil, hvilket har været optimale småsysler at tanke mentalt op med, fordi jeg kan gå lidt til og fra.

Og så har vi haft dage, hvor jeg fra morgenstunden har proklameret, at ‘I dag skal vi ingenting’ (de faldt ofte sammen med mine ja-dage). Det har haft en positiv effekt på deres evne til at finde på og fordybe sig, når de på forhånd ved, at der ikke sker andet, som er mere spændende, lige om lidt. 

Støvsugningen har været lemfældig, tøjet er ikke blevet skamvasket, og aftensmaden har været nem-nem, men jeg har holdt nogenlunde fast i rutinerne, fordi jeg ellers ved, at jeg i alt for god tid begynder at småstresse over at skulle nå til bunds i bunkerne, inden vi skal i gang igen. Derfor har jeg gjort rent ca. en gang om ugen, men gjort det, som da jeg var på barsel, hvor jeg har fordelt opgaven på to dage. Så er det en lille halv time pr. dag, og det er overskueligt. Jeg har også holdt fast i, at jeg hver aften ordner huset, inden jeg går i seng; får lagt vasketøjet på plads, tømt opvaskemaskinen og fulgt vildfaren legetøj tilbage på værelserne, simpelthen fordi det for mig giver ro og overskud at stå op til en ren tavle.

Nu lakker det mod hverdagen, og jeg gør, hvad jeg kan, for at hjælpe børnene med at rette blikket mod alt det, der kommer. Jeg er selv og har altid været melankolsk anlagt, og fordi min egen skolegang var så svær, husker jeg tydeligt, hvordan jeg næsten ikke kunne holde det ud, når mine forældre spøgte med, om ‘der var nogen, der havde en brugt ferie til salg, haha’. Så i stedet for at gå med det friskfyragtige ‘Ej, det bliver da også dejligt at se alle de andre igen, gør det ikke?’, prøver jeg i stedet at lade en kommentar som ‘jeg vil ikke i skole. Det er meget rarere at holde ferie med dig’ blive et oplæg til en snak om, hvad vi har lavet i ferien, og hvad vi glæder os til at gøre igen. Jeg planter små, strategiske frø om kommende begivenheder, de elsker, og gør i det hele taget, hvad jeg kan for at hjælpe dem med at lære, at *alting* ikke slutter, fordi *noget* slutter. Det er vigtigt, tror jeg, når man er én af dem, der har et sind, der vandrer mod skyggerne, hvis man ikke passer på.

Men vi har stadig en uge på kontoen, og den har jeg tænkt mig at vride det maksimale ud af, mens jeg følger mit eget råd, og holder fast i glæden, både over nuet, over alle de gode minder, vi har fået i bogen, og over alt det, der venter os i horisonten.

Tilbage

Så er vi landet i Esbjerg igen efter en fantastisk uge i Aarhus.

Jeg nyder altid at være deroppe, men denne gang har vores tur også givet stof til eftertanke.

For mine skuldre falder altid cirka 10 centimeter, når jeg er i Aarhus – og fordi jeg, når jeg siger det, oplever, at nogle mennesker hører det som en kritik af Esbjerg, vil jeg bare gerne understrege, at det intet har med disse breddegrader at gøre. Intet. Om det skyldes historie, svingninger, temperament eller personlighed aner jeg ikke, men jeg føler mig bare langt mere tryg og hjemme i Aarhus, end jeg gør i Esbjerg.

Mit savn er et luksussavn. Det ved jeg godt. For jeg er så utrolig heldig at have en skøn familie, som jeg hverken kan eller vil undvære, og de bor i og omkring Esbjerg. Og så længe jeg har dem, har jeg det hele. Jeg har netværk i begge byer, og min familie at læne mig opad i hverdagen, og derfor kan jeg med fyldte batterier og fuld plade se på alt det, Aarhus er og kan, og savne det for fuld smadder.

Men fact er stadig, at mit netværk i Aarhus, er tættere vævet end det, jeg har i Esbjerg, ganske enkelt fordi det består af mennesker, jeg deler historie eller livsvilkår med, eller som jeg fulgtes med, da jeg blev voksen. 

Mine Esbjerg-mennesker holder jeg utrolig meget af – men de har alle sammen deres egne og eget. De har boet i byen det meste af deres liv, og har dermed hele det netværk, som jeg har efterladt i Aarhus, omkring sig. De har familier, træningsmakkere og jobrelationer, som jeg ikke kan konkurrere med – og det kan ikke være anderledes. Relationers styrke bestemmes af antallet af tråde, de er vævet af, og jeg kom væltende i en alder af 35 med alle mine løse ender flagrende, til et sted, hvor alles for længst er bundet op og hæftet. Det er ingens skyld, og jeg føler mig aldrig fravalgt – men jeg føler mig udenfor.

Stadigvæk og på 10. år. 

Samtidig er jeg uhyggelig bevidst om det kæmpe privilegium, det er, at have familien tæt på. Vi havde ikke haft det gode liv, vi har, hvis det ikke var for dem. Hverken i Esbjerg eller Aarhus. Min sjæl visner og mine øjne svider blot ved tanken om at fratage særligt Anton mine forældre, og jeg ville ikke bytte vores nærhed til dem for noget i hele verden. Derfor bliver vi, hvor vi er.

Man skal ikke indrette sit liv for andre, men man bliver heller ikke glad af kun at indrette det efter sig selv.

Men ferien i år har alligevel sat tanker i gang, for jeg føler mig mere hel og trækker vejret lettere, når jeg er i Aarhus. En uge deroppe er en saltvandsindsprøjtning, som vi alle sammen drager fordel af, og derfor har jeg truffet en beslutning om, vi kommer til at holde sommerferie deroppe som en fast, årlig begivenhed.

For mig giver mit kendskab til byen så meget overblik, at jeg kan overskue at udforske nye dele af den sammen med mine børn, hvilket er den perfekte løsning for et kontrolmenneske som mig. Det giver mig også overskud til at gribe og samle op, når nogen løber tør pga. ændringer af rutiner og omgivelser, og det giver os alle tre en bedre ferie, end hvis hele banden var på udebane. I Aarhus kan jeg være plankeværk og stillads og samtidig selv lade op, hvilket ikke ville være tilfældet, hvis jeg stod på en perron i syditalien med tvivlsomme sprogkundskaber, to børn, der trives bedst med kendte rammer og mig selv som eneste voksne indslag.

Så Aarhus en gang om året it is. 

Og med den beslutning er der faldet lidt ro over min ellers så rastløse og melankolske sjæl, for jeg kan bedre løsne mit greb om byen, når jeg ved, både *at* og *hvornår* jeg kommer tilbage. 

Også selvom det i første omgang bare er for nu.

Og husk solcreme

Jeg skylder et M2021-indlæg – og at reagere på kommentarer, både her og på fb, til sidste indlæg.  Men der er bare så mange gode mennesker og steder, der lige skal passes, og så er det, som om, jeg glemmer, at internettet eksisterer. 

Egentlig har jeg bemærket, at det lader til at gøre sig gældende for de fleste, jeg kender; at vi ikke længere har telefonen limet til hånden for at foto-dokumentere alt og svare på alle henvendelser i det sekund, de tikker ind.

Det giver en helt anden tilstedeværelse, og det er virkelig rart.

Jeg tror ikke, det er fordi jeg eller nogen i min omgangskreds er specielt zenbuddhistiske eller indsigtsfulde. Jeg tror måske bare, at alderen og den gradvise erkendelse af, at internettet og Apple også er her i morgen, gør, at vi ikke længere opfører os som om, at vi og vores oplevelser og minder forsvinder, hvis ikke de øjeblikkeligt lagres i cyber.

-og apropos ovenstående har 85% af jer sikkert så travlt med at slikke sol og nyde *jeres* mennesker, at I slet ikke har opdaget, at jeg er MIA.

Lige om lidt er jeg tilbage på min pind, og så er regler og rytme som de(n) plejer at være.

Pas godt på jer selv og hinanden så længe.

Pigen ud af Aarhus

Der er noget med lydene i Aarhus. Lige meget hvor man er, kan man altid høre en bas et sted i det fjerne, mennesker, der lever og fugle i de træer, der snyder og springer ud før alle andre i landet.

Det er noget med lyset i Aarhus. Med vejret. Selv når det regner, mener skyerne det ikke helt alvorligt, og solen er gylden og står præcis lige så lavt, som Peter AG påstår.

Der er noget med de mennesker, der bor i Aarhus. Som er så fulde af liv, fordi en stor del af dem står på tærsklen til det hele, og endnu har til gode at opdage, hvordan livet også kan være. Deres livsappetit og vovemod smitter af på alle, og åbenheden, der kommer af, at så mange var tilflyttere, da de kom, betyder, at småsnak ikke er sært, at øjenkontakt ikke er for de desperate, og at man hilser på dem, man møder, fordi man selv engang var ny og ved, hvor svært det er at føle, at man endnu ikke hører til.

Jeg savner det, så det svider i hjerte og sjæl, og det føles som et varmt knus på en kold dag at være her igen. 

I går, da jeg trådte de 6 trin ned i kælderen, og slog med armene med et: “Min ven!!” til min yndlingsgrønthandler i hele verden, som stadig holder hovedet og humøret højt, råbte han ligeså begejstret og uden ét sekunds tøven lige tilbage: “Min ven!! Det er længe siden! Hvor har du været?!”

Væk. Fordi det er sådan, det må være lige nu.

Men.

Aarhus.

Min ven.

Jeg kommer tilbage en dag.

Midsommermærket

Jeg elsker stemningen op til ferier. Jeg har tænkt det hver eneste morgen i denne uge, når jeg har afleveret. Det hele knitrer og bobler, alt er lidt løst i sammenføjningerne og det er, som om vi allerede har sluppet hverdagen.

Madpakkemæssigt set læner vi os op ad en indberetning, jeg er hele tiden lidt bagud med vasketøjet, og aftensmaden er også virkelig so-and-so, fordi.. jamen, Sankt Hans og alt det der. Det kan jo næsten ikke betale sig at starte. På noget, egentlig.

De små hverdagskameler bliver nemmere at sluge, for lige om lidt, unger, og ferieplanerne ligger i gryden og bobler. 

Hedebølgen kommer og går, vi har købt en kæmpepool og jeg græder lidt, hver gang jeg læser noget om landsholdet.

På en mærkelig måde hænger det hele sammen.

I aften skal vi have sat ild til noget sammen med familien, og når vi kommer hjem, og ungerne sover, tror jeg, at jeg skal ud i haven at sidde med et glas champagne og fundere lidt over hekserelaterede emner, mens de små lamper lyser og sommeren og og selskaberne summer i det fjerne.

Om lidt er det ferie og med det kommer andre udfordringer og benspænd, men for nu er det nær ved og næsten, og alting føles både gyldent og potent.