En uge inde i det nye år, og dagene går i en underlig blanding af hverdag og undtagelsestilstand.
Nogle dage har jeg det sådan her:
Andre dage mere sådan her:
Men børn forankrer en rutine der gør, at dagene alligevel føles fyldte, selvom jeg lige nu ikke går på arbejde.
I morgen er der ansøgningsfrist på et par jobs, jeg har søgt, som jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG håber på at blive taget i betragtning til, og jeg kan mærke, at vi lige skal se, hvor dét lander, før jeg kan koncentrere mig om at skrive gode og oprigtigt mente ansøgninger til andre stillinger.
Dagene herhjemme går med at støvsuge nettet for jobannoncer, skrive ansøgninger – og så med at rydde op i småting fra fortiden, som tager uhyrlige mængder af tid.
Som f.eks. at min tidligere arbejdsgiver – ved en frygtelige fejl – ikke har indbetalt pension til mig siden april. Heldigvis havde han husket at skrive det på lønsedlerne, og det *er* sgu da heller ikke til med alt det administrative bøvl.
Eller Pladsanvisningen, som i går sendte mig en kærlig hilsen: De vil gerne lige bede om 4.000 kr., som jeg ifølge deres beregninger har fået for meget i 2016 (…!). På udspecificeringen kan jeg se, at det skyldes, at jeg står til dobbeltindkomst den måned, hvor det *sidste* firma, jeg var i, gik konkurs. (Fordi tidligere-tidligere arbejdsgiver indberettede løn, men aldrig udbetalte den), så der er en forklaring og håb om, at det løser sig, men sådan noget, ikke? Det får min sjæl til at visne.
Men *udover det* udnytter jeg, at der er tid til at fokusere på projekter, der ellers ofte kommer i sidste række, når hele maskinen ruller:
Jeg besluttede mig i december for, at de måneder, jeg får herhjemme, skal udnyttes til at få et forspring i forhold til at komme de fordømte kilo til livs, så jeg snitter salat, går, så mine ben er ved at falde af, og udnytter det januarmomentum der gør, at alle omkring mig også er fokuserede på sundhed.
(Jeg fik min Endomondo-rapport for december igår, og den viser at jeg – i en måned, hvor jeg har haft børnene hjemme i to uger – stadig har formået at gå næsten 70 km. Min skridttæller har vist sig at være et absurd godt redskab til at få lagt bevægelse ind, og siden jeg har fået den, har jeg gået mellem 10.000 og 19.000 skridt om dagen).
(Og jeg ved godt, at du kender én med ét ben og ingen arme, der har gået det tredobbelte antal skridt på den halve tid, men han må få sin egen blog og prale på den).
I mandags indløste mine veninder og jeg vores julegave til hinanden og var forbi en håndlæser, hvilket var SYGT fascinerende og gav mig en masse at tænke over.
Tirsdag var jeg i anden anledning forbi en bilforhandler, hvor jeg fik øje på en brugt bil, som jeg forelskede mig i på stedet. Det satte en masse tanker igang, for den oprindelige plan var at køre i den jeg har, til den er betalt ud, og bruge den som ‘udbetaling’ til den næste. Men med forsikringssagen der kører, og et filter, der begynder at skabe sig, er det måske også noget med at gen-tænke, om akserne mellem, hvad der kan betale sig at ofre på den gamle og det optimale købstidspunkt for en ny, krydser et andet sted, end jeg først havde tænkt.
Frida havde igår sidste dag i lillegruppen, hvilket betød farvel til søde Hanne, som har været ‘vores’ pædagog i 6 gode år, og Anton har pludselig fået en holdning til sin frisure.
Det hele begynder at lugte af afslutning, store børn og nye begyndelser, og det er lige, som det skal være.
Det er i dag d. 25. december. Jeg sidder i den ene ende af sofaen, med udsigt til træet og Anton, der kravler rundt på gulvet med sine nye, trådløse høretelefoner på, mens Lego, Beyblades og Bakugans er strøet ud over gulvet i et sindrigt set up, som kun han kan gennemskue.
I den anden ende af sofaen sidder Frida under sin nye voksendyne, med Elsa og Anna-betræk, og er lige så lilla under øjnene, som hun er over, hvor den nye øjenskygge omhyggeligt er lagt. Det var en hård dag for hende i går; hun har så mange ideer og forventninger, og det er så svært at være lille og fuld af planer, når man bliver udsat for benspænd som traditioner og plejer og krav om at forstå.
For første gang har vi ikke en eneste gave, der skal byttes, og når jeg ser og hører, hvor stor pris børnene sætter på det, de har fået, føler jeg, at jeg har gjort *noget* rigtig som mor.
Jeg har tænkt meget over julen i år. Over julestemning og nytår, og forandringer, der kommer, uden at være inviterede, men som stadig føles uafvendelige og måske endda som en dyb indånding, man ikke vidste, man havde brug for at tage. Jeg har tænkt over, at julestemning måske ikke så meget er noget, der kommer, som noget man skaber, og at begrebet ‘julemagi’ er med til at gøre det hele sværere, fordi det får dig til at gå og vente på noget udefrakommende, der, ligesom kærlighed, som skal komme og drysse glimmer på alting og transcendere hele oplevelsen.
I år har jeg haft ekstra tid til at stoppe op og lægge mærke til, hvad jeg gør og ikke gør, og det er gået op for mig, at jeg glemmer at prioritere mange af de helt lavpraktiske tiltag, jeg forbinder med julestemning.
Når jeg gør rent, sætter jeg en podcast på i stedet for at tænde for Wham, jeg tænker på gløgg, men laver kaffe i stedet, jeg planlægger at se julefilm, men napper en serie, og julelys er noget, vi ser, hvis vi tilfældigvis er ude at køre, når det er mørkt.
I år har jeg grebet det anderledes an. I år har jeg bevidst valgt det hele til. Både gløgg, Last christmas, hele striben af Harry Potter-film samt et par Mission Impossible on the side (fordi intet siger jul som spioner og troldmænd) og at køre ud i mørket med det erklærede formål at kigge på julelys. Vi har spist mandariner og pebernødder, flettet julestjerner og lagt julepuslespil, og rykket både morgenmad og aftensmad over i sofaen, så vi kunne se julekalender, uden at det var noget, vi skulle finde ekstra tid til.
For første gang i mange år føler jeg, at jeg har fået hele julen med.
Det slog mig forleden, at julen på mange måder er en mini-metafor for livet, og at det måske er derfor, den somme tider kan være svær at føle, at man virkelig får hånd om. Fordi man så gerne vil være sikker på, at man prioriterer det, der er vigtigt (og på forhånd forstår, hvad det er), at man bruger sin tid rigtigt, og at der, i det store og hele, er balance mellem det, man giver og det, man får. Både i konkret og i overført betydning. Man kan for alvor mærke, hvem der mangler, og hvorfor de var vigtige, og for enden af det hele ligger nytårsaften, hvor man gør status og sætter nye mål, med en hektisk konfrontation med alle de valg, man indtil nu har truffet i mere end frisk erindring.
Men i år har jeg, for første gang i mange år, tænkt, at det faktisk er ok at sige, at jeg tror, at til næste år bliver et godt år. Jeg har altid været bange for at jinxe det, men jeg har i løbet af december tænkt meget over, at jeg tror, man er nødt til at skille tingene ad. At man er nødt til at acceptere, at man ikke kan gøre noget ved de helt store linjer, men at man derfor stadig har indflydelse på, hvad man skriver under overskrifterne.
Da jeg gik ind i 2019, troede jeg, at det skulle være i år, jeg tabte de kilo, jeg har haft det så svært med, siden jeg fik Frida. Jeg vidste, at Anton skulle skifte skole, og jeg havde en forventning om, at jeg ift. arbejde bare skulle være, hvor jeg var.
Anton skiftede skole, jeg vejer PRÆCIS det samme nu, som da året startede, og jeg er arbejdsløs fra d. 01.01.
Til gengæld har jeg i løbet af året, lidt uforvarende, fået lagt ting i støbeskeen til, at 2020 har potentiale til at blive et år, hvor der faktisk er noget, der flytter sig.
Jeg har, til min egen store overraskelse, sluttet fred med, at jeg ikke skal være tolk mere. I hvert fald ikke lige nu. Jeg har fået etableret en vane med at træne 3 morgener om ugen, jeg har lært en masse om mine egne kostvaner, og jeg har gået så mange kilometer, at jeg ikke længere får betændelse i skinnebenene af det.
Jeg har vænnet børnene til, at vi går for at gå, og måske bliver 2020 året, hvor vi når så langt, at vi får etableret en løberutine.
Jeg har med andre ord googlet opskriften, skrevet indkøbslisten, handlet, renset grøntsagerne og marineret kødet, så der er begrundet håb om, at det til næste år bliver muligt at lave den ret, jeg så længe har drømt om.
I dag er der præcis to uger tilbage af 2019, og dermed har jeg også to uger tilbage i min nuværende stilling. Det er en underlig følelse.
Inden jeg går videre, vil jeg lige sige, at jeg næsten har lyst til at undskylde for, at det igen handler om (mangel på) job herinde, men det fylder virkelig meget herude i virkeligheden, hvor jeg sidder, så det er enten dét eller jul.
I sidste uge skrev jeg, at dagsformen svinger, og i går var en træls dag. Ikke udløst af noget bestemt; bare en tung, dump følelse af stress og håbløshed.
Det er mærkeligt skizofrent, for selv på de dårlige dage er jeg stadig, helt overordnet, optimistisk, og jeg er stadig fuldstændig overbevist om, at det her bliver starten på noget godt. Men jeg tror, at jeg skal huske at give plads til de andre følelser også. Huske at respektere, at det her ikke *kun* er en mulighed for udvikling, men at det også er en slags stresstilstand at være i, selv om det måske ikke umiddelbart føles sådan.
Jeg kan mærke det ved, at jeg dels har lyst til at gøre noget godt for fremmede omkring mig. At tilbyde damen i Bilka med benet i gips at køre hende hjem, at sætte en kasse flødeboller ud til renovationsfolkene eller at give den forblæste Hus Forbi-fyr en kop varm kaffe og en proteinbar. Jeg ved ikke, hvorfor det føles lindrende at gøre noget godt for mennesker, jeg ikke aner hvem er, men det gør det.
Men.
Samtidig kan jeg også mærke, at min lunte er kort, og at jeg har lige præcis nul tålmodighed med mennesker, der tester mig. F.eks. har vi en chikane, hvor vi bor, som kræver, at bilister holder tilbage for hinanden på skift. Normalt opfatter jeg ikke dette stykke asfalt som en forlængelse af min personlige grænse, men da jeg forleden kom kørende, og en modkørende bilist lavede røvhulsmanøvren med at trække ud midt på vejen ovre på den anden side, selvom vi begge kunne se, at det ville være mig, der nåede derhen først, kørte jeg simpelthen bare frem. Så holdt vi dér, snude mod snude. Jeg smilede mit hvidhajs-smil, og trak på skuldrene, og lænede mig tilbage, og hvis ikke han var endt med at bakke, havde vi holdt der endnu. Not today, Satan.
Så på den ene side læner jeg mig op af noget kosmisk altruisme. På den anden side kan de bare lige prøve.
Jeg gør mig umage med at lægge mærke til, hvad jeg lærer undervejs. Nogle dage føles det utrolig rodet og diffust at tiden går med alt muligt udenoms i netværkets navn, fordi jeg ikke kan fremvise et konkret resultat af noget, som jeg føler, jeg har brugt mange kræfter på.
Jeg føler forstemmelsen kravle ind i hele kroppen, når jeg skriver tilbage på et afslag og forklarer, at jeg er igang med at sadle om, og spørger, om de måske kan hjælpe mig med, hvad der kunne have kvalificeret mig til den stilling, de slog op – og jeg igen får et automatsvar retur med ‘bedre kvalificerede ansøgere. Hav en god dag.’ Det er fair nok, at de ikke har tid. Det sucks bare stadig at sidde i modtager-enden af.
Men når jeg træder et skridt tilbage kan jeg godt se, at hvert eneste opkald, og hvert eneste afslag, også er med til at afgrænse hvad jeg kan og vil, og det er *også* værdifuldt.
Somme tider bliver jeg klogere af at høre mig selv forklare min egen situation til andre. F.eks. snakkede jeg igår med endnu et tolkefirma, som jeg tegner freelance-kontrakt med. De havde i første omgang efterspurgt ansøgning, cv, eksamenspapirer osv. osv. (Og her skal jeg måske lige sige, at en tolk på freelancekontrakt virkelig er quid pro quo. De betaler intet for at have mig tilknyttet, men kan spørge mig i de tilfælde, hvor det er rentabelt at bruge mig, og jeg styrer 100% selv, hvad jeg siger ja til). Jeg valgte at ringe dem op, og forklarede stille og roligt, hvor jeg stod. At mit mål var et brancheskifte, og jeg udelukkende freelancer for at købe mig selv den nødvendige tid til at finde et job, jeg ægte gerne vil have, i stedet for at skulle shoppe rundt, fordi jeg ikke har råd til at lade være. Og mens jeg hørte mig selv fortælle, at jeg er træt af at skulle overkompensere for min geografiske placering og min familiesituation, og at jeg ikke – hverken hos dem eller de andre firmaer, jeg er tilknyttet – kommer til at sige ja til at tolke et kvarter på Bornholm for at bevise, hvor fleksibel jeg er, og hvor lidt mine omstændigheder begrænser mig. Slut. Mit mål er ikke en fastansættelse, og jeg står 100% ved min prioritering af familie over job. Det var én af de samtaler, hvor der gik mange ting op for mig selv, mens jeg talte, fordi det var første gang, jeg verbaliserede, at mit ønske nu er noget andet; noget nyt.
Hvad det nye skal være, aner jeg stadig ikke. I går følte jeg mig meget fanget i spændet mellem at kunne for meget til de stillinger, der gerne vil have mig, og for lidt til de stillinger, jeg gerne vil have #TinderVibes
I dag er det bedre, og snart bliver det godt.
Jeg skal bare finde dem, der kan spotte potentialet under alt det uslebne.
Klokken er 19.30, og jeg sidder i min sofa med stængerne smidt op og gløgg inden for behagelig rækkevidde. I min seng ligger Frida og bobler – jeg lod som om, jeg ikke så hende, da hun listede derind, mens jeg hængte tøj op – og på værelset er Anton efter lydene at dømme igang med at genopføre Slaget ved Helms Deep.
De fleste julegaver er i hus, jeg knuselsker alle de fine lys, hele verden er pyntet med, og i fredags var vi til Luminis på Egeskov Slot, som virkelig bare er som at træde ind i et eventyr.
Alt ånder med andre ord ro og fred, og egentlig er det tankevækkende, hvor meget pulsen falder, når først man har en retningen udstukket, fordi man så kan handle. I hvert fald føler jeg mig væsentlig roligere nu, al usikkerhed til trods, end jeg gjorde, mens vi ikke vidste, om vi var købt eller solgt.
Jeg har efterhånden lært, at noget af det, der stresser mig allermest er, når jeg skal forholde mig til flere mulige fremtidsscenarier samtidig. Uden sammenligning i øvrigt, har det fået mig til at tænke på de måneder, der gik, fra jeg fik at vide, at jeg ikke skulle regne med, at jeg kunne blive gravid, til jeg stod med en positiv test i hånden. Det her med hele tiden at have to døre åbne, og simultant at forberede sig på to meget forskellige typer af fremtid – det giver en fornemmelse af manglende rødder og kompas, som er ustyrlig stressende. Og nu, hvor jeg ved, at det gamle firma har drejet nøglen om, oplever jeg, at jeg pludselig langt bedre kan forholde mig til, hvad der så skal ske.
Jeg er mig naturligvis stadig alvoren bevidst. Dagsformen svinger, det er ikke ligemeget, hvordan de kommende måneder arter sig, og konsekvenserne kan blive både betydelige og ubehagelige. Men jeg er ikke i panik, jeg kan godt holde fast i, at der i en påtvungen situation stadig ligger masser af valg, og jeg synes også, at kriser som denne skærper opmærksomheden på, hvad der er vigtigt.
For problem-wise er det her et overskudsproblem. Det er et af dem, man kan vælge at bruge til at udvikle sig som menneske, modsat sygdom og dødsfald, som er påtvungne omstændigheder, hvor man bare håber, at man kommer igennem uden at gå helt i stykker.
Så jeg står stadig, og jeg er ved godt mod.
Og så er jeg, i alt det her, druknet i cyberomsorg, og det er jeg simpelthen så rørt over.
Nogle af jer har tilbud konkret hjælp, nogle har peget mig i retning af netværk, mine opslag er blevet delt til højre og venstre, og folk har sendt både jobopslag, gode ideer og virtuelle knus afsted i min retning. Og det hele har hjulpet. Virkelig. For jeg er ny i verden udenfor, og ved at få kvalificerede indspark fra både mennesker, der kender mig rigtig godt, og mennesker, der kender mig knap så godt, har jeg fået en bred vifte af muligheder og ideer præsenteret. Det fine ved dét er, at jeg nu er blevet langt klogere på, hvad jeg gerne vil, men også, hvad jeg ikke har så meget lyst til. Det sidste lyder som ‘tak, men nej tak’, men det er det virkelig ikke. Det har været mindst ligeså værdifuldt at finde ud af, hvad jeg ikke vil, fordi jeg pludselig læser jobopslag langt mere målrettet, og kan lægge energien, hvor den forhåbentlig ender med at gøre en forskel.
Så det, jeg egentlig bare kom herud for at sige i aften var: Tak. I er de bedste, og jeg ved, at I kommer til at gøre en forskel, for når man bliver mindet om, hvor fantastiske folk egentlig er, går man ud i verden på en anden måde, man præsenterer sig selv anderledes, og man har mod på at tage flere chancer, fordi man har i frisk erindring, at der er virkelig mange mennesker, som er ægte, reel optur.
I morgen er det en uge siden, at min (tidligere) arbejdsplads blev erklæret konkurs.
Modsat konkursen i 2016 vidste vi denne gang godt, at det knagede, og da jeg har fungeret som medarbejderrepræsentant, har jeg stadig nærmest hård hud på øreflippen af at tale i telefon med kolleger, fagforening, LG, bank og ledelse.
I 2016 holdt jeg i indkørslen til vores nye hus, med begge børn på bagsædet, da jeg fik beskeden. Vi havde lige været ude og hente nøglerne, jeg havde lånt 40.000 til indskud af mine bedsteforældre, fordi jeg fik huset tilbudt umiddelbart efter et halvt år på barselsdagpenge, og jeg havde sagt ja til et hus, der var 850 kr. dyrere pr. måned, end det, vi kom fra.
Dengang var chokket voldsomt, og fornemmelsen af at være i frit fald er noget af det mest ubehagelige, jeg har prøvet.
Denne gang føles det anderledes. Dels har det været undervejs i små to måneder; to måneder, hvor stemningen i gruppen har svinget mellem optimisme, pessimisme og fatalisme. For det, der er specielt ved vores verden er, at folk jo ikke fra det ene øjeblik til det næste holder op med at være døve. Ej heller kan tolkeproduktionen rykkes til en fjern østblok, fordi arbejdskraften der er billigere. Men ikke desto mindre er der faktorer, der påvirker regnskabet, som betyder, at det her desværre kan ske.
Men fordi opløbet har været længere denne gang, har der også været bedre tid til at tænke over, hvad der er vigtigt for mig, og derfor vidste jeg allerede ret tidligt i forløbet, hvad der står *helt* øverst på min prioriteringsliste:
1: At blive boende, hvor vi bor
2: At blive færdig med at betale af på min gæld
I forhold til punkt to har jeg omkring et år tilbage, så der *er* lys for enden af tunnelen.
Mange af mine kolleger vælger denne gang at prøve lykken som freelancere, modsat sidste gang, hvor stort set alle udelukkende var interesserede i en ny fastansættelse. En job som freelancer betyder, at man kan planlægge sin egen arbejdstid, og at man ikke er så sårbar overfor udviklingen på markedet, som man er som fastansat i virksomheder, der risikerer at gå konkurs.
Men at være timelønnet er bare ikke rigtigt en mulighed for mig. Ikke én, jeg har ro med, i hvert fald, for det er ofte opgaverne i ydertimerne, der bliver sendt videre til freelancerne. Det betyder, at der er mange opgaver, som jeg på forhånd er udelukket fra at tage, fordi de ligger om aftenen og i weekenden.
Hertil kommer perioderne med få opgaver (f.eks. skoleferier) som ville gøre mig ternet af stress, fordi vi kun har min indkomst at leve for, og endelig står du selv for transportudgifter og -tid, som timelønnet – hvilket primært er et problem, hvis man bor i en by, langt væk fra, hvor opgaverne typisk ligger.
Som f.eks. Esbjerg.
Så hvad nu?
Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har løn til og med februar, men har lidt præstress over, at jeg synes, jeg sætter en måned til, fordi der bare ikke er ret mange, der ansætter i december.
Jeg synes ikke, at jeg er færdig med mit fag; der ville for mig være en meget stor sorg forbundet med at skulle slippe det nu. Omvendt kan man jo heller ikke slå vand af en sten, og når fastansættelse for mig er den eneste mulighed, ved jeg godt selv, at det er op ad bakke.
Hvis jeg vender blikket væk fra tolkeriet, og vi leger, at der er frit valg på alle hylder, vil jeg gerne noget med kommunikation og HR, for det er klart dér, jeg har mine forcer. Det er der bare *virkelig* mange andre, der også har – som også har papirer på det.
Jeg kan mærke, at jeg ikke kan leve med en mellemløsning. Enten skal jeg have et job, som jeg kan brænde for, eller også skal jeg have et på den helt modsatte side af skalaen. At tage et job, der lugter af, og ligner lidt, men som ikke helt er, er spild af andre menneskers tid og ressourcer, og min sjæl ville visne i det. Så vil jeg hellere tage 2 rengøringsjobs og sælge bilen, og så må vi få dét til at fungere det næste års tid.
Når først jeg er gældfri, har jeg mange flere muligheder; sikkerhedsnettet under enlige forsørgere er bundet op på indkomst, hvilket er fuldstændig rimeligt, og det er på alle måder både luksuriøst og fantastisk at bo i et land, hvor tingene hænger sådan sammen. Men lige nu river jeg 5.000 ud af mit rådighedsbeløb hver eneste måned og smider dem efter gæld, så selvom de penge tæller med i grundlaget for, hvad jeg f.eks. kan få i fripladstilskud, så har jeg dem ikke – og det har ret stor betydning for, hvor langt jeg kan gå ned i løn og stadig få det til at hænge sammen.
Så. Ja. Sådan ligger landet. Det er usexet ad helvede til, men det er virkeligheden lige nu.
Og på sigt synes jeg altid, at store skift som det her, ender med at vise sig at være gaver, man slet ikke vidste, man ønskede sig.
Lige nu er det bare lidt svært at abstrahere fra den ualmindelig grimme indpakning.
Endnu en uge er smuttet mellem fingrene på mig, og denne gang er den gået med at planlægge og afholde Antons fødselsdag. Han blev 9 år i går, og for første gang synes jeg, at der er overensstemmelse mellem oplevet tid og faktisk virkelighed. Jeg føler, at jeg har været Antons heldige mor i 9 år, hverken mere eller mindre, og det er helt rart. Jeg har ikke den der forjagede følelse af, at tiden løber så hurtigt, at jeg ikke når at opdage den, men – og jeg ved ikke, om det her giver mening – jeg kan også mærke, at der var noget; en tid, før. Jeg kan pludselig rumme og huske alle de piger og kvinder, jeg også har været, og uden at jeg helt kan forklare hvorfor, er det rart. Måske handler det om, at Anton begynder at stå så meget på egne ben, at jeg kan træde lidt tilbage, samtidig med, at Frida bliver større?
Nå, men i går, på selve dagen, hvor Anton næsten fandt sig i, at hans rørstrømske mor kyssede ham i håret eller snig-krammede ham, hver gang han gik forbi, havde vi familien på besøg, mens vi i lørdags holdt fest for drengene fra klassen.
Jeg elsker vores hus. Elsker-elsker. Det er 100% perfekt i størrelsen til to børn og en enkelt voksen, og med sine 100 m2 og en medium have, er der plads nok til at vi kan trække vejret, mens det stadig ikke er større, end at jeg kan følge med til at holde det nogenlunde rent og trimmet.
Men det svage led er legeaftaler og fødselsdage. Vores stue er det centrale rum, og de tre værelser ligger hhv. kl. 1, kl. 7 og kl. 9. Og det betyder, at så snart, der er bare ét barn mere på matriklen, så er hele huset involveret, fordi de hele tiden kommer forbi, hvor jeg (og Anton/Frida) er, uanset hvad de skal.
Det skal retfærdigvis siges, at det ikke kun er husets skyld. Jeg har det sværere med legeaftaler, end jeg havde forestillet mig, jeg ville have, fordi jeg – lærer jeg – er mere introvert, end jeg troede jeg var. Og lige det kapitel har jeg sgu ikke rigtig set i nogen af bøgerne. At man som forælder med en anden type personlighed end (det ene af) sine børn, faktisk kan være udfordret af, at der pludselig er små, søde, men larmende mennesker, der snakker virkelig meget, og kan få nedsmeltninger over perler og går på toilettet med åben dør – altså, opfører sig præcis som mit eget yngel – overalt i det hjem, hvor det er meningen, at man skal oplade sin sociale stamina, så den er klar og robust, når man tager den med ud i verden. Og det bliver ikke bedre af, at nogle forældre hører: ‘Må jeg ikke have lov at passe dit barn?’ når man forsøger at sætte legeaftaler op. For de kan sagtens være her. Det kan de virkelig sagtens. Jeg kan godt lægge mig selv og mine behov på hylden i børnenes netværks hellige navn, og jeg kan også se, at det bliver nemmere med gengangerbørnene, der efterhånden finder ud af, hvilke regler, der gælder her i huset. Men jeg går i ret små sko ift. fordelingsnøglen, som skal ligge tæt på 50/50, hvis jeg ikke skal bakke ud. Jeg ville, virkelig og ægte, ønske, at jeg var den rummelige mor, der syntes at jo flere børn, jo bedre, og som bagte pandekager og så konflikter som spændende, socio-emotionelle udviklingsmuligheder, men jeg er mest bare træt.
Til gengæld sætter jeg så faktisk pris på legeaftalerne, når jeg kan mærke, at det andet barns forældre og jeg er i sync. For så ved jeg, at der er tale om en slags byttehandel, og så kan jeg være i det, fordi jeg ved, at øget stress nu giver en pause på et andet tidspunkt.
(Jeg lyder som verdens mest ufede person, det ved jeg godt. Men jeg forestiller mig, at der må være andre derude, der har det på samme måde, og fordi jeg aldrig har hørt nogen sige det højt, tager jeg en for holdet her).
Nå, men tilbage til fødselsdagen, som I jo så nu måske godt kan se, hvorfor jeg gerne ville have flyttet ud.
Alle de sædvanlige alternativer som bowling, skøjtehal og legeland var udelukket på forhånd, fordi de koster en formue, så efter at have tygget lidt på det, undersøgte jeg, om vi måske kunne leje taekwondo-lokalerne og en træner. Og Lord behold: Det kunne vi. For sølle 250 kr. Jeg besvimede nærmest af glæde. Og herfra var der bare at planlægge en menu, alliere mig med mine forældre (min mor passede Frida, mens min far tog med til fødselsdag), og planlægge lidt underholdning*, fordi drengene jo af gode grunde ikke kunne udforske værelser og legetøj, når de havde spist.
Det var en bragende succes, og det har virkelig givet stof til eftertanke hvor meget mere overskud, det gav mig, at jeg ikke hele tiden skulle passe på rammerne, samtidig med, at jeg var vært. Det stresser mig åbenbart mere, end jeg troede.
Men for første gang oplevede jeg, at jeg faktisk hyggede mig lige så meget som børnene, og at vi var ved at løbe tør for tid til sidst. Det var rart.
Jeg lærer hele tiden, og vi vokser alle sammen. Og ham her? Han er stadig verdens bedste Anton.
*Til inspiration følger her de 7 poster, jeg havde planlagt. De kan bruges både til julefrokost og fødselsdag, hvis man står og mangler underholdning.
Jeg delte børnene op i to hold, og valgte et ulige antal poster, fordi vi i den her familie spiller for at vinde. (Hvad? Don’t hate the player. Hate the game)
Første post var en quiz på tid. Jeg havde valgt a) 5 ord, der skulle oversættes til engelsk, b) at børnene skulle lægge deres aldre sammen, c) at de skulle tælle, hvor mange stykker tøj, de havde på til sammen, d) at de skulle måle, hvem i gruppen, der havde de længste arme og e) skulle måle, hvem i gruppen, der havde de største fødder (og i forhold til julefrokost går den sidste vel ind under begrebet ‘research’…)
Anden post var blindsmagning på tid, hvor én deltager fra hvert hold skulle smage og gætte 6 forskellige ting. (Jeg havde her valgt, at holdene hver især skulle vælge en frivillig, fordi jeg syntes, at der skulle være plads til det, hvis nogle af børnene fandt det for grænseoverskridende).
Tredje post var Kims leg, hvor jeg havde lagt 15 forskellige ting på en bakke, som børnene måtte kigge på i 2 minutter, hvorefter de i hold skulle skrive alle dem, de kunne huske. Det fik de også 2 minutter til. Vinderne var selvfølgelig dem, der kunne huske flest. (Jeg var selv i tvivl om antallet af ting, og skulle jeg lave den igen, ville jeg lægge 20 ting på bakken. Det ene hold huskede 13 og det andet 12, så det var lige snert nok på, syntes jeg).
På fjerde post fik hvert barn en voksen-luffe på, og skulle med den spise 10 popcorn, lagt på en tallerken. Skulle jeg lave den igen, ville jeg finde noget, der var lidt sværere at få fat på end popcorn. Rosiner, måske?
Femte post var ‘Kig modsat’. Børnene dystede to og to, som her, og holdet med flest vindere, vandt samlet. (Bliver nok for kedelig, hvis der er for mange deltagere, men så kan den laves i cirkel som her) Der er 4 retninger: Op, ned, højre og venstre og som navnet antyder, peger den ene i én retning, og modstanderen skal så kigge modsat. Man har selvfølgelig tabt, når man kommer til at kigge samme vej, som der peges.
Sjette post var sten-saks-papir stafet. De to hold står i hver sin ende af et rum, og inden har man lavet en bane, f.eks. af hulahopringe, måtter eller (som mig) piberensere, man lægger med en halv meter i mellem, så de ligner en stige. Børnene hopper nu, fra hver sin side ud, og når de mødes, laver de sten-saks-papir. Vinderen må hoppe videre, mens taberen løber tilbage og sender næste mand afsted. Holdet har vundet, når deres mand er hele vejen igennem. (Se en video af det her).
Syvende og sidste post var Lego-stafet. Jeg havde bygget en lille klods med 15 legoklodser i forskellige farver, og de to hold fik hver en pose med 15 tilsvarende klodser. Min model blev sat uden for døren, og børnene skulle så løbe ud, en ad gangen, kigge på modellen, løbe tilbage og bygge den. Reglerne er, at man må sætte alle de klodser på, man vil og hele gruppen må hjælpe, men der er kun ét barn fra hvert hold, der må løbe ad gangen. Vinderholdet er dem, der først får bygget en klods identisk med masteren.
Sidder du med verdens bedste ide til en post, så smid den endelig i kommentarfeltet, så andre kan få glæde af den.
I dag har jeg været til en af de begravelser, hvor man er der for de levende, mere end for den døde.
Selvom der, som altid, var flere i kirken, der denne gang mest var berørte by proxy, så hviler der alligevel altid en speciel stemning over begravelser, fordi alle tilstedeværende mærker tyngden af tanken om, at både vi og dem vi elsker alle sammen skal herfra.
I dag listede jeg ind og satte mig på den bagerste bænk, hvor der i forvejen sad en enkelt kvinde. Jeg kiggede ikke nærmere på hende – i hvert fald ikke før hun lidt tøvende sagde: “Er du ikke hende tolken?” Og så viste det sig, at vi for nyligt har arbejdet sammen på en af de opgaver, hvor der er syvdobbelt tavshedpligt, og hvor alle holder arme og personligheder helt stramt ind til kroppen, fordi opgavens beskaffenhed gør, at vi her i særlig grad blot er redskaber i andre menneskers værktøjskasser.
Begravelsen i dag varede 40 minutter, og jeg var der 7 minutter før, den startede. Kvinden og jeg har ikke udvekslet så meget som ét personligt ord i forbindelse med vores samarbejde, men da jeg havde siddet der i 3 minutter, havde vi talt om hendes far, Lene, livets skrøbelighed og dødsangsten, der kommer med alder og børn.
Jeg hører ikke til i folkekirken, og ingen af mine børn er døbt. Det betyder ikke, at jeg ikke tror, for det gør jeg. Men jeg er af den overbevisning, at biblen og Satan og dødssynder og fordømmelse er menneskets begrænsede evne til at forstå, hvad vi kommer af. Kilden, om man vil. Det er et forklaringslag, der er skudt ind af mennesker med dagsordner og angst og behov for kontrol, og jeg kommer aldrig til at tro, at vi er skabt til underkastelse og frygt.
Men dybest set tror jeg, at de af os, der tror, egentlig tror på det samme. Vi aner de samme konturer bag slørene, men vi bruger det på forskellige måder og kommunikerer med det på forskellige frekvenser.
Og derfor bliver jeg stadig rørt og berørt over talerne og de smukke salmer, og jeg er taknemmelig over, at der findes et sted, hvor livets sværeste begivenhed bliver pakket nænsomt ind i ritualer, og vi har højtideligheden at læne os op ad.
Døden er aldrig velkommen, og den forandrer os, hver eneste gang vi støder på den, uanset om den strejfer os eller vælter os omkuld. Men da jeg gik derfra i dag tænkte jeg over, hvor sælsomt det er, at to mennesker, der ret beset er fremmede, kan sætte sig på en tilfældig bænk og åbne døren til en samtale, hvor al staffage er skrællet væk i respekt for livets forgængelighed.
Livet går stadig sin skæve gang, og der er stadig rod i reden. Jeg sørger for at trække vejret og gå i seng i ordentlig tid, og det meste af tiden kan jeg godt være i det.
For når man har en hammer, ser man søm alle vegne, og lige nu er det noget, jeg bruger rigtig meget tid til at tænke over, det her med at være til stede, hvor jeg er. Derfor var det den del af indlægget, der blev med mig, da jeg havde læst det.
Jeg har aldrig været én af dem, der har været presset over min mobil. Jo, jeg kan godt blive stakåndet, hvis jeg i forvejen har travlt, og det samtidig vælter ind med mails; i de situationer øger det min fornemmelse af stress, at jeg føler, at hver eneste mail, der tikker ind, kræver noget af mig, som jeg lige nu ikke har tid til at give. Men jeg har for længst slået mail-notifikationer fra, jeg har fjernet min arbejdsmail-konto fra min private telefon, og jeg kan sagtens lade være med at tjekke, hvis jeg kan mærke, at det vil stresse mig yderligere at gøre. Jeg føler intet behov for at dokumentere alt med billeder og video, og jeg har aldrig været én af dem, der får præstationsangst af profiler på IG eller opslag på FB. For mig er visheden om, at selvom udstillingsvinduet er smukt, så er der stadig både en butik og et lager bagved, hele tiden present.
Jeg tror ikke, at det er fordi, jeg er specielt buddhistisk anlagt. Jeg tror bare, at vi rammes af forskellige ting, og det her er ikke én af dem, der rammer mig.
Men længslen i Siffs indlæg ligner til forveksling den, jeg føler, når jeg tænker på mine mange år i Aarhus, og det fik mig til at spekulere på, om det måske somme tider er den redigerede fortid, vi længes mod, og ikke mere af noget eller mindre af andet? For når vi er kommet langt nok væk, både i tid og geografi, så har sindet det – heldigvis – med at hænge de smukke billeder op, og køre resten på lossepladsen. Jeg tænker på, om det er vores ungdom, vi savner, og illusionen af, at livet var nemmere, fordi vi har glemt alt det, det også var?
For objektivt set ved jeg godt, at jeg har bortredigerede nogle ret hidsige perioder, hvor der var flere bakkedale end bølgetoppe, og hvor jeg opsøgte afgrunden og med fatalismen bankende i hele kroppen kastede mig ud. Jeg var ung nok til at tro, jeg var usårlig og ligeglad, og erfaringen havde endnu ikke udstyret mig med nødbremse og katastrofeblink.
Ønsket om ensomhed og langsommelighed og det, at være tilstede i nuet, forudsætter ro i hovedet og et liv, man rent faktisk ønsker at være tilstede i.
Og den ro, jeg har fået med at være den, jeg er, er en ro, der er optjent gennem snart 43 år. År med succeser og fejlslagne forsøg, med at stole på både de rigtige og de forkerte. År, hvor jeg gik med mavefornemmelsen, og år, hvor jeg gik med frygten. År med kærlighed og knubs og kontante afklapsninger. Alt det lå foran mig, da jeg var 15, og jeg tror ikke, jeg havde evnet at dvæle, selv hvis jeg ville.
Derfor kom jeg til at tænke på, om mit liv dengang faktisk ville have været nemmere, hvis jeg havde haft adgang til den digitale verden, som jeg først trådte ind i, da jeg var i starten af 20’erne? Om jeg ville havde fundet min stamme tidligere, hvis teknologien havde været der, og det var muligt at spejle sig i nogen, der heller ikke passede ind. Nogen, som ikke gik op i håndbold, og som også, i al hemmelighed, syntes, at kejtede skater-Heine, der altid stod i skyggen af wonderboy Heinrich, faktisk var den pæneste af de to.
Jeg ved det ikke. Men det er en illusion, jeg kan tillade mig at have, fordi den ikke bliver forstyrret af virkelighed og erfaringer gjort i en ungdom, hvor der aldrig var helle nogen steder, og hvor alt kunne dokumenteres og bruges imod én.
Uanset hvad kan det ikke ændres, og i nat, da jeg lå og spekulerede, kom jeg til at tænke på, at dét at ønske sig tilbage til en mere simpel tid, godt nok ikke er digitalt – men det er stadig en måde træde ud af nuet på.
Det hele roder stadig, men jeg har truffet en aktiv beslutning om at holde ferie. Det betyder ikke, at alt det dumme ikke fylder, men det betyder, at jeg er meget selektiv ift. hvornår jeg tjekker ind i de arenaer, der er berørte af kaos og konflikt.
Midt i alting har jeg opdaget, at jeg faktisk er ved at være der, hvor jeg ikke længere er så presset, at jeg kun sørger for det mest basale herhjemme, men at vi nu også kan begynde at gøre nogle af alle de børnefamilie-ting, jeg har set frem til.
I går lavede vi græskarlygter. Og det er ikke fordi, jeg skal ophøje oplevelsen, eller gøre den mere overskudsbefængt, end den var. Der var sure børn. Jeg bandede. De er mærkbart mere genstridige, end de lader sig mærke med, de dumme græskar. Men vi fik dem udhulede, og vi fik lavet lygter, og selv imens jeg bandede, så selv den mest forhærdede sømand ville rødme, kunne jeg mærke glæden synge indeni. Jeg har sådan set frem til at leve og ikke bare overleve, og fordi Lene gik hen og døde midt i alting, kan jeg mærke, at jeg faktisk har været bange for ikke at få lov.
Det har også været i denne ferie, hvor Antons højeste, kulinariske ønske er gået i opfyldelse: Vi har købt et vaffeljern. Med den her fart ender det med, at sommeren 2020 bliver sommeren, hvor jeg lærer at grille, så jeg endelig kan udstyre mine børn med barndomsminder, og kan hvile mit hoved på Forældrepuden i tryg forvisning om, at de engang vil se tilbage på en barndom, fyldt med minder om grillpølser, lange aftner, telte og soveposer.
Vi har udforsket legepladser, set tegnefilm og travet Legoland tyndt i det, der kun kan beskrives som monsun.
Vi har skærmet den, læst bøger og set nye mennesker, og midt i det hele er min venindes far død.
Det føles som om, alting enten foregår i de yderste ekstremer, eller står helt stille i et sjældent smukt og stille øje af stormen.
Det føles som at stå midt i livet, med alle dets voldsomme modsætninger, lige nu og her.
Jeg har efterhånden fået skabt en rytme, hvor jeg lægger et M2019-indlæg op fredag eller lørdag, og skriver lidt om dette eller hint i løbet af ugen. Selvom M2019-indlæggene oprindeligt var tænkt som noget ekstra, der ikke som sådan hang sammen med den egentlige blog, er de alligevel endt med at blive biologiske børn, fordi emnerne, jeg kredser om dér, hænger sammen med de tanker jeg gør mig i livet generelt.
Helt lavpraktisk har det også betydet, at jeg får skrevet mere, end jeg ellers ville have gjort, fordi jeg har fat i bloggen et par gange om ugen, både for at skrive indlæg, men også for at snakke med jer i kommentarfeltet. Det holder automatisk folderen ‘Blog-emner’ åben i bevidstheden, og får ordene til at dryppe af fingrene.
Det betyder, at jeg, på samme måde, som man kan savne at bevæge sig, hvis man er inde i et godt flow, og pludselig ikke kan komme afsted, mangler det, når jeg ikke tygger drøv på livet herinde. Men engang i mellem sker der ting ude på den anden side af skærmen, som kræver al opmærksomhed og koncentration, og al ledig kapacitet bliver brugt på at forholde sig til dette.
Sådan er det lige nu. Alle mine ord og tanker er suget ned i noget andet, og intet, jeg prøver at skrive, vil hænge sammen. Vi er sunde og raske, og alting skal nok falde til ro, men lige nu er verden vendt en smule på hovedet, og det er svært at holde balancen.
Jeg ville ellers gerne prale af, at Anton er blevet rykket op i den næst-sværeste kategori i diktat. Og ikke pga. det akademiske i det, men fordi Anton, min allerbedste Anton❤️ Jeg bliver så rørt og glad, når der er noget, der falder ham lettere, end jeg havde turde håbe. Han klatrer også stille og roligt op ad taekwondo-stigen, og jeg græder mig diskret igennem den ene bælteprøve efter den anden.
Han fylder 9 om en måned, men i aftes, da jeg gik ind for at give ham dyne på, inden jeg selv gik i seng, kunne jeg se, at han omhyggeligt havde puttet sin nye flagermus-bamse for natten i halloween-kurven, som jeg havde ledt efter hele eftermiddagen. Mit hjerte, mand.
Der ligger et indlæg om tabu og rasler rundt i min hjerneskal, og Frida er blevet tjekket og frikendt for noget baks med hormonerne og har endelig lært at udtale K.
Jeg cykler og cykler og taler i telefon non stop, min mail er rødglødende og det hele er kaos. Alt er på samme tid musestille og et brølende inferno af valg og konsekvenser, og uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke lime ovenstående sammen, så det bliver en sammenhængende fortælling.
