Ovenstående kommentar er at finde i samtlige kommentarspor under metoo beretninger, hvor kvinder fortæller deres historier, uden at sætte navn på mændene, de fortæller om.
Hver gang jeg ser det, tænker jeg, at afsenderen stadig har til gode at forstå, at metoo ikke er et opgør med en enkelt person, men med en hel kultur. Og det tager tid at ændre på noget, der er så indgroet, at mange hævder, at de aldrig har oplevet det.
Havde Sofie Linde sat navn på, ville sagen med juristers hjælp og måske en fyring, være blevet lukket ned på en uge. Men ved *ikke* at sætte navn på, bliver det en fortælling om, hvordan det er at være kvinde og gå på arbejde, mere end det bliver en diskussion om, hvorvidt Ibrahim er alle tiders fyr eller ej. Med navne ville beretningerne lynhurtigt udvikle sig til debatter om, hvem man fandt mest troværdig, eller hvem der har venner de strategisk bedste steder – og så ville ingenting ændre sig.
“Men det er smadder urimeligt, at alle nu er under mistanke, fordi hun ikke vil sige, hvem det er” hører jeg nogle sige.
Jeg kan egentlig godt forstå, hvorfor man i første omgang har den holdning. Men jeg har også lyst til at sige, at det her ikke kun er et opgør med en måde at behandle kvinder på – det er også et opgør med en fortielseskultur, der er med til at facilitere, at overgreb og grænseoverskridende adfærd kan få lov at foregå. For du kan være 10.000% sikker på, at alle, der har haft deres gang på DR, ved, hvem den hjemsendte vært er. Og der er ingen af *dem* der siger noget, hvilket udgør en ligeså stor del af problemet, som selve overgrebet gør. For når grænseoverskridende adfærd foregår helt åbenlyst, og ingen af dem med stjerner på brystet gør noget ved problemet, så bliver beskeden til mænd med lange fingre og lumre tendenser, at det er ok at opføre sig, som de gør. Hvorfor skulle de stoppe?
Da jeg var 18, var jeg ansat på kontoret på en videregående uddannelse i Esbjerg. En aften, hvor jeg var i byen, mødte jeg stedets souschef, som på det tidspunkt har været tæt på 50. Han var gift og havde 3 børn; den ældste var på min alder. I løbet af aftenen arbejdede han sig tættere og tættere på, og til sidst sad jeg inderst på en bænk, hvor han havde sat sig ved siden af, så jeg ikke kunne komme ud. Med øl-ånde og hånden på mit lår blev han ved med at spørge, om vi ikke skulle tage hjem til ham, for “jeg er alene hjemme, og vi kunne have det så sjovt, Linda”. Der stod en del studerende i baren – alle ældre end mig – og de syntes, det var skidesjovt. Hahaha, se hvor han gør sig selv til grin. Jeg var fuldstændig kørt over af skam, og havde ondt i maven i ugevis bagefter. Jeg begyndte at svede, hver gang jeg vidste, han var i bygningen, og når telefonen ringede var jeg i flere måneder bagefter bange for, om det var ham. “Jamen, der skete jo ikke noget, Linda?” Nej. Objektivt set var det et upassende tilbud om sex fra en overordnet til en elev, som jeg fik mig viklet nogenlunde elegant ud af – og alligevel var det mig, der var flov og utilpas bagefter. Det var en stående joke blandt de studerende resten af min tid på stedet.
Manden har i øvrigt idag en strålende karriere i det kreative miljø.
Og hvorfor sætter jeg så ikke navn på? For her handler det jo ikke om taktik eller om at få debatten til at vare længe nok til, at tingene ændrer sig, inden vores døtre skal på arbejdsmarketdet. Min blog er ikke Jyllands Posten, og der er ingen kendisser i spil, så kan det ikke være ligemeget?
Jeg har selv tænkt meget over det. Jeg skrev det som et opslag på fb på et tidspunkt, men pillede det ned igen, fordi jeg ikke kunne overskue det alligevel.
Min konklusion er, at det er fordi, det ikke for mig handler om hævn. Det handler ikke engang om ham. Det handler om et opgør med noget, som alt, alt for længe har fået lov at foregå, og jeg bliver hverken lykkeligere eller mere hel eller skadet af, at han mister sit job, bliver foragtet af sine børn eller at konen går fra ham. Og derfor sætter jeg ikke navn på. Jeg gætter på, at det er det samme for Sofie Linde, Lotte Rod og alle de andre. Det handler om at få lov at gå på arbejde uden at skulle tænke over, om man er alene med en bestemt kollega, eller om man får savet benene af under et møde, fordi man får en hånd på låret, der ikke er et udtryk for omsorg eller opbakning, men en påmindelse om, hvem der har den reelle magt.
Og hvis du ikke mener, at det har noget med magt at gøre, så forestil dig, at du under et personalemøde lægger hånden på låret af din chef, mens han taler om salgsoptimering og budgetter. Ikke rigtigt, vel?
Men synes jeg så, at vi skal beskytte mændene og nedlægge navneforbud og frede dem i klasse a fra nu af? Nej. Jeg tror, at det fint for os alle sammen, at vi hen ad vejen får sat ansigter på, så vi bliver konfronteret med, at overgrebsmænd ikke bare er klamme Carsten fra regnskab eller pedellen med smøgen bag øret. Det er mænd, vi har opfattet som indbegrebet af troværdighed og autoritet, og jeg tror, det er virkelig sundt, at vi får trukket sløret fra øjnene og bliver bevidste om, i hvor høj grad man kan iscenesætte sig selv som en bestemt type person, uagtet om den figur flugter med virkeligheden. Og hvor meget arbejdspladser kan være med til at bakke op om illusionen for egen vindings skyld.
Med disse ord vil jeg ønske jer god weekend derude. Vi er på vej ud af køkkenet, men lad os holde revolutionsgryden i kog.