Ørkenvandring

Jeg trænger sådan til at skrive om noget andet end covid-19 og livet i karantæne. Jeg trænger også til at læse om noget andet, og til at gå op i noget andet. Jeg er ved at kaste op over, at det er blevet omdrejningspunktet for alt, og at der ikke længere er brug for andre dele af hjernen end dem, der forholder sig til konsekvenserne af alt det her. 

Jeg gider ikke læse flere passivt-aggressive indlæg om, hvem det er mest synd for; de offentligt eller de privat-ansatte, jeg er træt af at høre, at folk, der brokker sig “måske skulle have tænkt over, at de ikke gad at være sammen med deres børn, før de fik dem”, og jeg er træt af at være træt af Aula. 

Jeg er slidt i sammenføjningerne af at gå og vente på noget, jeg ikke engang længere ved, hvordan ser ud, fordi opgørelsesmetoderne lader til at ændre sig dagligt.

Jeg er tynget af at bekymre mig for dem, jeg elsker, og over at det begynder at blive mere og mere forskelligt, hvordan lande og nationer tackler pandemien, for forskellige metoder og tilgange åbner for en snigende mistanke om, at *nogen* formentlig gør det forkert, og jeg hader, at det føles som en gæsteoptræden i Bird Box at være ude at handle.

Jeg er rastløs og utryg og jeg keder mig, og min hjerne er ved at brænde sammen over angstcirkler og tomgang. 

Men alt er sat på hold. Både i det store ydre og i det nære indre. Og det kan ikke undgåes, at alting skal placeres i mit verdensbillede på ny, fordi den ydre streg, der har omkranset verden som jeg kender den, er blevet visket ud og ingen endnu ved, hvordan den næste skal tegnes. 

Der kommer en dag, hvor vi skal snakke om noget andet. Forholde os til noget andet, læse om noget andet og tænke på noget andet, og hvor alle dage ikke føles som undtagelsestilstand og pauseknap.

I dag er ikke den dag – men den kommer.

Der er en, der følger dig

Jeg har de sidste par dage tænkt over, at jeg lige nu har det lidt, som jeg havde det, da Tsunamien ramte i 2004. Måden, hvorpå alvoren går op for mig i etaper, er den samme. Jeg tror, det er fordi, man mangler en referenceramme? At man ikke har et ‘plejer’ at sætte begivenheden og reaktionen på den ind i, og det hele derfor føles fragmenteret og surrealistisk. Som noget, man ser i en film og har en slags afstandsreaktion på, indtil det går op for én, at man står midt i det, og at alle konsekvenser i allerhøjeste grad er virkelige og konkrete.

Jeg synes – ligesom alle andre, formoder jeg – at det er svært at være i. 

I morges modtog jeg en besked på Aula fra Antons søde lærer. Hun skrev lidt om løst og fast, og sluttede sin besked med at skrive, at hun ‘håbede, at rytmen var ved at indfinde sig i de respektive hjem’.

På facebook har jeg også de senseste dage set en del opslag fra mennesker, der skriver reflekterende tekster om at prøve at nyde den ekstra tid med børnene og at betragte den som en gave. Trods alt. 

Det er et virkelig fint take på det kaos, vi står i lige nu, og jeg sender virtuel beundring, misundelse og kærlighed til dem og jer, der har personligheder og/eller omstændigheder og/eller liv, der gør det muligt at omfavne limbo og føle sig beriget af det. 

Men hvis der skulle sidde en enkelt derude, der ikke har fundet rytmen, eller som på ingen måde oplever dette som en gave, så er jeg her for at fortælle dig, at du ikke er alene.

Her står den på ren, rå overlevelse, og jeg er voldsomt, eksistentielt udfordret. 

Af flere grunde.

For enkeltelementerne kan jeg egentlig godt være i, men kombinationen af dem er så stærk en sidevind, at den er tæt på at blæse mig af vejen. 

For det første er jeg et menneske, der er født med latent ø-kuller, og hvor det måske lyder sjovt, så er det grelt nok til, at jeg på stort set samtlige indlæggelser, jeg har haft i mit liv, efter lægelig vurdering har fået lov at tage hjem på åben indlæggelse, fordi jeg bliver ægte bims af at være taget til fange. De gange, jeg har været tvunget til at forblive på sygehuset, er det blevet noteret i min journal, at jeg har det ekstraordinært svært med at være spærret inde, og derfor i videst muligt omfang bare skal lades være i fred.

Jeg retter ind ift. karantænen – alt andet ville være egoistisk og idiotisk – men jeg lider under det, og kan mærke min psyke knage. 

Så tilføjer vi to børn, der med personligheder, der trækker i to modsatte retninger, er mere end svære at undervise/-holde differentieret. 

Anton reagerer på omvæltningen og hele situationen, som han kun lige knap forstår, med en vrede rettet mod mig, som han næsten ikke kan se igennem. Han kæmper imod både lektielæsning og hjælp, fordi han ikke kan rumme verden og den pludseligt forsvundne normal, og at undervise ham er derfor én lang kamp, med både frustrationer og tårer på begge sider af nettet. 

Ekstroverte Frida er født uden ét gram tålmodighed, og har utrolig svært ved at kapere, at legeaftaler er no-no, og at alt det, hun plejer at elske, er lukket ned og afspærret. Hun reagerer ved at drille Anton, ved at insistere på, at jeg skal lave noget med hende, og ved at spørge 16.000 gange i minuttet, om hun snart må få besøg af Dicte eller komme ned til Mathilde. 

Begge børn står op kl. 6, Anton sover omkring kl. 21 og det første barn kravler ind i min seng lige omkring midnat. Jeg er den eneste voksen på matriklen, og det betyder, helt lavpraktisk, at jeg ikke kan komme ud. Overhovedet. Jeg er på vagt 21 timer i døgnet, uden hverken mennesker eller aktiviteter til at aflede, Aula er on fire, og 80% af min mentale kapacitet er parkeret i den viljeshandling det er, at holde døren til de økonomiske og arbejdsmæssige konsekvenser af Covid-19, lukket. 

Jeg kommer ikke til at se den her periode som en gave.

Det betyder ikke, at jeg ikke forsøger at få det bedste ud af det, eller at jeg på forhånd opgiver at gøre det så godt, som jeg kan, men at man glæder sig over, at man trods alt kun brækkede armen i et trafikuheld, er ikke det samme som at opleve uheldet som ‘en gave’ eller ‘en sjælden mulighed’. 

Jeg har bypasset min strukturerede personlighed ved at indføre konceptet ‘Vin & Oprydning’ som betyder, at når Frida er lagt i seng og Anton leger på værelset, så hælder jeg et glas vin op og starter fra en ende af. Det hjælper mig til at kunne trække vejret i løbet af dagen, når indholdet af samtlige køkkenskabe ligger på gulvet, og Frida har skiftet tøj 8 gange, og Hans & Gretet sig igennem huset med legetøj og dukker som spor. 

Jeg slacker på ambitioner ift. aftensmad, skærmtid og personlig hygiejne, jeg siger undskyld til mine børn et par gange om dagen, og jeg drikker alt, ALT for meget kaffe.

Jeg oplever, at det beroliger mig at stile efter en 80%’s version af hverdagen, hvor jeg sørger for, at der er nogenlunde nulstillet, når jeg går i seng, så vi står op til en frisk dag, og ikke et efterslæb, der stresser allerede fra morgenstunden. Jeg er efter en uge i mental fosterstilling tilbage til at veje mig dagligt, så jeg – selvom jeg ikke har ambitioner om at tabe mig, så længe det her står på – ikke smider alt, hvad jeg har brugt de sidste 10 uger på at opnå, overbord, og jeg holder fast i sengetider, spisetider osv.

De aftener, hvor dagen har været god, og der derfor er lidt ekstra overskud, sørger jeg for at få kigget på nogle af de kedelige, men nødvendige opgaver, der stadig skal løses, selvom verden er gået i stå, som f.eks. beskeder, mails fra fagforeningen og års- og forskudsopgørelser; det giver mig en spinkel følelse af håb at forholde mig til den fremtid, der ligger ude på den anden side af alt det her.

Endelig prøver jeg at være meget bevidst om, hvad der fungerer, og hvad jeg rent faktisk når og formår, så jeg har det at klamre mig til, de dage, hvor jeg føler, at min børn ville være bedre tjent på et ukrainsk børnehjem.  

Og de dage, hvor jeg har lyst til at skrige ind i en pude, fra vi står op til vi går i seng, prøver jeg at slippe, uden at piske mig selv over, at jeg ikke formåede at gøre det bedre.

Men jeg bliver træt og ked af det, når jeg hører folk sige, at det her er en mulighed for at ‘lære vores børn at kede sig –  hvis vi tør’. For det indikerer, at man fejler, hvis ikke man kan guide sine børn til et sted, hvor manglen på genkendelig struktur resulterer i en eksplosion af kreativitet og selvunderholdning.

(Og inden nogen tager pegepinden frem, vil jeg bare lige sige, at jeg – trods alt – har første gang til gode at møde forældre, der oprigtigt mener, at deres børn er perfekte. Alle bøvler med noget, som de af en eller anden grund ikke kan få til at fungere med lige præcis *deres* børn, men som fungerer for de fleste andre. Det kan være en meget god ide at huske, inden man melder ind med alt for mange gode råd og sætninger, der indeholder ordet ‘bare’).

Så til dig, der er presset, sårbar eller bakser med en besværlig psyke; til dig, der i forvejen havde pladen fuld, og som derfor ikke har en overskudsbuffer at tage af, og til dig med børn, der reagerer ekstra voldsomt på forandringer: Det er ok at synes, at det er svært. Du skal ikke, i en i forvejen overvældende situation, pålægge dig selv at finde overskud til at se alt det ekstra pres som en gave eller en mulighed.

Vi skal bare igennem det her med forstanden i behold.

Jeg ser dig.

Du er ikke alene❤️

Covid-19 og andre mennesker

Det er nok lige en måned eller to for tidlig, men jeg kan næsten ikke rumme mere Covid-19.

Det fylder selvfølgelig også meget hos mig qua mit fag: 80% af tiden kommer vi på diverse uddannelsesinstitutioner, hvor der er rig lejlighed til at bære smitte ud til *virkelig* mange mennesker, og de sidste 20% af tiden foregår en stor del af vores tolkninger i sundhedssektoren. I morgen skal jeg f.eks. tolke på hospitalet på en afdelingen, hvor det vil være mere end almindelig kritisk, hvis jeg er smittebærer.

Derfor er jeg hyperopmærksom på, hvad jeg deltager i – og hvem der ellers deltager. Om de f.eks. har været på skiferie, på konference i udlandet osv. Jeg vasker huden er mine hænder, åbner døre med albuen og der er ingen, der skal stryge en tændstik i nærheden af mig. Lige nu er der – trods alt – ikke flere smittede, end at man kan følge brødkrummerne tilbage, og jeg har simpelthen så utrolig ondt af den medarbejder på et plejehjem i Aarhus, der har smittet en håndfuld beboere. For ham eller hende må det være nærmest ubærligt, hvis en af de gamle ender med at dø af sygdommen, og selvom man ikke på nogen måde skal tænke sådan, er det spørgsmålet, om man kan lade være. 

Og måske er det fordi jeg forholder mig til det her 24/7, og tolerancetærsklen derfor er lavere, end den plejer at være, men jeg kan næsten ikke holde ud, når jeg ser influencere på de sociale medier gøre ihærdige forsøg på at skabe shitstorms ved at lave opslag, hvor de hænger arrangører/selskaber/virksomheder ud med navns nævnelse, fordi de er sure over, at deres penge for noget, de har købt billet til, som er blevet aflyst, er tabte. 

Jeg tror ikke, at der er *nogen*, der ikke synes, det er træls, at det her rammer økonomisk. Uanset om man skulle have været ud at rejse, eller om man har købt billet til noget, som forsikringsselskabet svarer “Force majeure” til, når man ringer til dem, så er det træls. Træls, træls, træls. 

Men. Folk. Dør.

Virksomheder må lukke ned for produktion/distribution på ubestemt tid, og kurserne rasler ned. 

Og vi er kun lige gået igang.

Så jeg tænker, at vi, der trods alt kun lider overskuelige, økonomiske tab, måske lige fletter næbbet, bare 10 minutter. 

I det hele taget har jeg et problem med, når influencere forsøger at bruge deres platforme til at opnå positiv særbehandling, for jeg synes, at det tangerer magtmisbrug, fordi de her mennesker er folkevalgte. Ikke, at de er udpegede til at værne om vores demokratiske traditioner og rettigheder, men du er immervæk kun influencer så længe, nogen er interesserede i at høre, hvad du har at sige.

Og jeg synes, at det kan være både fint og relevant at tage det op, når man støder på en knast i systemet, som man kan belyse, fordi det f.eks. er et underbelyst problem, hvor man med sit fokus kan være med til at starte en debat, at klæde folk bedre på, eller måske endda være grunden til at noget bliver taget op og lavet om. Jeg ville f.eks. synes, det var meget relevant, hvis en blogger, der boede i et af de områder, der lige nu er ved at drukne i forhøjet vandstand, satte fokus på nogle af de problemstillinger, der knytter sig til dét. Det er et relativt nyt problem, som rammer de samme mennesker igen og igen, og hvor folk ender med at blive stavnsbundne til huse, som taber værdi hurtigere, end du kan nå at sige “fugt”. Det ville jeg gerne læse om. 

Men jeg gider ikke, når et menneske, der har skabt en karriere på at tale om sig selv, lave opslag, der starter med “Kære (indsæt virksomhed)” efterfulgt af en lang, sur svada om et eller andet, der er FULDSTÆNDIG ligegyldigt for alle andre end dem selv. Det er irrelevant, det er dårlig stil og det lugter ramt af “Ved de ikke, hvem jeg er?”  – for det er forsøget på at bruge deres titel som ammunition, jeg har det stramt med. At mine private venner og bekendte hælder galde ud på fb over banker, trafikselskaber osv. er bare endnu en dag på kontoret; vi poster alle ting fra tid til anden, som måske – når vi læser dem i dagslys – handlede mere om at få luft, end om at berige vores omgivelser. Men når en influencer gør det, så er det jo i håb om, at den læserskare, man kommer med i ryggen, kan være med til at lægge pres på en virksomhed, så man kan få sin vilje. Og måske er jeg den eneste læser, der bliver sur over at blive taget som gidsel i en personsag, der intet har med mig at gøre – men det bliver uden mig som Ofelia.

Unfollow.

Suk.

Kan vi ikke aftale, at 2020 bliver året, hvor vi kommer til at lægge både Covid-19 og shitstorms bag os?

Det var bare det. 

På forhånd tak.

Livet lige nu

Mine to måneder som fritstillet lakker mod enden, og på mandag starter jeg på mit nye, tidsbegrænsede job. Det føles ikke som den store omvæltning, for i vores fag er det Tordenskjolds soldater: Størstedelen af mine kommende kolleger har jeg enten læst med eller arbejdet med før, og chefen er også genganger. Derfor er det mest det helt lavpraktiske som f.eks. arbejdsskemaer, forberedelsesplatforme og konkrete opgaver, der lige skal ind under huden, når jeg starter.

Den her uge har, allerede idag, onsdag, været ukarakteristisk travl med en del freelanceopgaver, møder og religions-teater i Antons klasse, hvor Antons primære bidrag var en entusiatisk indsats på Kazooen, da Jerikos mure skulle væltes.

Det er svært ikke at gøre status over de sidste to måneder, nu, hvor jeg skal igang igen, men jeg synes, at jeg har brugt dem fornuftigt. Jeg har fået sparket mit vægttab igang, jeg har gået en million kilometer, og jeg har hver eneste dag tjekket Jobnet, udelukkende med “nyest opslåede” som søgeparameter. For mig har det været svært at sige præcis, hvad jeg har været på udkig efter, og på den her måde er jeg blevet præsenteret for alle typer af jobs derude, og har søgt omkring 10 af dem, jeg har fundet. Uden held, indtil videre, men fuldstændig ligesom med dating vil jeg hellere undvære end nøjes, så når intet har givet pote so far, må det være fordi, det ikke har været rigtigt. 

Til gengæld har jeg fundet noget, jeg virkelig, VIRKELIG gerne vil. I bedste bloggerstil holder jeg det hemmeligt, for jobbet findes ikke, og allerede dér er det jo lidt op ad bakke, men jeg har kradset nok i overfladen til at få en tråd at trække i, og det er det, jeg de kommende uger skal prøve. Uanset om det lykkes eller ej kommer jeg til at skrive om det senere, for min hjerne er ved at boble over, men lige nu vil jeg ikke risikere, at nogen napper min gode ide.

Jeg har fået lyttet til første afsnit af stort set alle de podcasts, jeg havde liggende i mit bibliotek (jeg henter første afsnit, hver gang jeg falder over noget interessant, så de ligger klar, når jeg sætter mig ind i bilen, og først dér finder ud af, at jeg mangler noget at lytte til NU), og har kasseret dem, der ikke fangede. I går spurgte jeg på fb, hvad vi nu skal høre, og der er nu igen fyldt op på hylderne, så jeg er klar til de kommende måneder på vejene.*

Lige nu er det, der fylder mest, faktisk et indædt had til min egen økonomi. Jeg er. så. træt af, at vi ingen penge har, og i disse måneder er det værre, end det plejer at være pga. konkursen, fordi Lønmodtagernes Garantifond ikke bruger det fradrag, man har. Mit fradrag er forhøjet, fordi jeg er enlig forsørger, så jeg kan VIRKELIG mærke, at jeg lever for tiden. Helt klassisk er alles tøj for småt/for kort/i stykker, der er fødselsdage til højre og venstre, bilen skal til service og det foredrag, jeg virkelig, VIRKELIG gerne ville til i Horsens d. 15. må jeg formentlig sidde over, fordi det koster 1100 kr. I går gik det op for mig, at det også er den dag, Frida skal til opvisning, og der kommer til at være finsprit i min kaffekop, når jeg skal sidde i en hal, der lugter af sure tæer og se 17 børnehold møve rundt til MGP, vel vidende at der 100 km. nordpå er selvudvikling og orakelkort i fri dressur. (Hvad? Lyder jeg sur? Nå. Men det er jeg sgu også lidt).

Men her til aften har jeg lavet en balje vegetar-chili, som smagte fantastisk, og vi tager de sejre, vi kan få. Det er den her, som jeg har modificeret en lille, bitte smule, så min version ser sådan her ud: 

1 dåse kidneybønner (skyllede)

1 løg

4 fed hvidløg

1 aubergine

100 gr. blomkålsris fra frost

1 rød peberfrugt

1 ds. hk. tomat

1 glas tacosauce

1 dl. rød quinoa

3,5 dl. vand

1 bouillonterning, kylling

1/2 tsk tørret chili

2 tsk spidskommen

1 tsk stærk paprika

1 tsk salt

1 spsk sukker (eller 3 spsk ketchup)

Løg og hvidløg svitses et par minutter. Auberginetern tilsættes og svitses med yderligere et par minutter. Krydderier og bouillonterning tilsættes og svitses med et minut eller to. Tilsæt vand, hk. tomat, tacosauce og quinoa og lad det simre 15 minutter. Rør undervejs. Tilsæt bønner, blomkålsris og peberfrugt og lad væsken koge ind, ca. 20 min. Husk fortsat at røre, så quinoaen ikke brænder fast. Tilsæt salt og sukker (ketchup), og lad det småkoge 5 minutter mere.

Jeg kørte den on the rocks, bare med en smule creme fraiche på toppen, og det var virkelig lækkert.

*Jeg er allerede gået igang med 3, som tegner ualmindelig godt: The Nobody Zone, Dolly Partons America og Truth & Lies – Jeffrey Epstein. De er MEGET forskellige, men fanger alle fra første minut. 

Ferie-Flad

Torsdag aften. Allerede. Og så alligevel. Jeg er træt helt ind i knoglerne efter en uge med skoldkopper efterfulgt af en ferie, og jeg tror ikke, der er noget i mit liv, jeg ikke er er bagud med lige nu. Begge børn er inde i en bange-fase, som driver mig en *lille* bitte smule til vanvid, fordi:

Jeg holder kadencen, fordi jeg godt ved, at hvis jeg sætter tempoet ned, så går jeg i stå, og selvom jeg trænger til 10 minutter i aflåst sideleje – alene – så har vi haft en fin og anderledes ferie.

Jeg har i år valgt, at vi skulle lidt ud af komfortzonen og lave noget, der ikke bare er mere af det, vi plejer at lave. Børnene er altid friske på nye eskapader, hvis jeg er med, hvorimod jeg godt kan have svært ved at overskue at køre cirkusvognen ind på ukendte arenaer. Jeg er bare bedst til at være god til det, jeg gør. Men det sidste har jeg tænkt en del over, for jeg vil faktisk gerne, at børnene bevarer både deres lyst til at kaste sig over nye ting, og deres mod på at turde være dårlige til noget. For det *er* man jo, når man prøver noget nyt.

Derfor har vi her i ferien både været i skoven for at lære at lave mad over bål, vi har været til familietræning i taekwondo-klubben, vi har været ude at skøjte, og vi været på workshop på kunstmuseet, hvor vi har lavet amuletter og våbenskjold #LigeTilpas.

Morfar, som var en del af den oprindelige holdopstilling, var syg, da bål-dagen oprandt, så mormor kom med på et afbud, og jeg ville ønske, at vi havde haft vores indsats på video, da vi blev sat til at pakke en rå kylling ind i saltdej og tyre den ind i flammerne. Men det har været virkelig, virkelig fint at blive udsat for nye stimuli, og jeg tror, vi alle sammen har haft det sjovere, end hvis ferien bare havde stået på legeland og svømmehal. 

En del af grunden til den lidt underlige træthed, jeg bokser med for tiden, handler selvfølgelig også om min jobsituation. Når noget, der har været en konstant faktor i årevis, pludselig bliver taget ud af ligningen, er det som om, 30% af den normalt tilgængelige kapacitet forsvinder. Selvom man ikke kan tænke en løsning frem, er det som om, hele maskinen arbejder langsommere, fordi der står et mentalt program og kører konstant i baggrunden. Jeg mærker det på underlige områder, som f.eks. at jeg ikke kan koncentrere mig om serier for tiden – men også ved, at der ikke skal ret meget ekstra pres på, før jeg løber tør for overblik, overskud og energi.

Jeg søger stadig ud af mit fag, og jeg er stadig optimist. Det kommer til at tage den tid, det tager, men jeg er 100% sikker på, at der er en stilling derude, som er perfekt til lige præcis mig. I mellemtiden har jeg skrevet en tidsbegrænset kontrakt med et tolkefirma, så der er ro til, at jeg kan lede videre, uden at skulle stresse over økonomi og freelancetimer/dagpenge-kabalen. Jeg har fast indkomst frem til 30.06, så det giver lidt ekstra tid at løbe på.

Det løser sig.

Jeg får set masser af film, jeg har givet mig selv vin-dispensation og i morgen kl. 10 sætter jeg børnene af hos mine forældre og kører til Aarhus. Jeg har børnefri i 24 timer. Et helt døgn. Det glæder jeg mig til.

Herfra min verden går

En uge inde i det nye år, og dagene går i en underlig blanding af hverdag og undtagelsestilstand.

Nogle dage har jeg det sådan her:

Andre dage mere sådan her:

Men børn forankrer en rutine der gør, at dagene alligevel føles fyldte, selvom jeg lige nu ikke går på arbejde. 

I morgen er der ansøgningsfrist på et par jobs, jeg har søgt, som jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG håber på at blive taget i betragtning til, og jeg kan mærke, at vi lige skal se, hvor dét lander, før jeg kan koncentrere mig om at skrive gode og oprigtigt mente ansøgninger til andre stillinger. 

Dagene herhjemme går med at støvsuge nettet for jobannoncer, skrive ansøgninger – og så med at rydde op i småting fra fortiden, som tager uhyrlige mængder af tid. 

Som f.eks. at min tidligere arbejdsgiver – ved en frygtelige fejl – ikke har indbetalt pension til mig siden april. Heldigvis havde han husket at skrive det på lønsedlerne, og det *er* sgu da heller ikke til med alt det administrative bøvl.

Eller Pladsanvisningen, som i går sendte mig en kærlig hilsen: De vil gerne lige bede om 4.000 kr., som jeg ifølge deres beregninger har fået for meget i 2016 (…!). På udspecificeringen kan jeg se, at det skyldes, at jeg står til dobbeltindkomst den måned, hvor det *sidste* firma, jeg var i, gik konkurs. (Fordi tidligere-tidligere arbejdsgiver indberettede løn, men aldrig udbetalte den), så der er en forklaring og håb om, at det løser sig, men sådan noget, ikke? Det får min sjæl til at visne.

Men *udover det* udnytter jeg, at der er tid til at fokusere på projekter, der ellers ofte kommer i sidste række, når hele maskinen ruller:

Jeg besluttede mig i december for, at de måneder, jeg får herhjemme, skal udnyttes til at få et forspring i forhold til at komme de fordømte kilo til livs, så jeg snitter salat, går, så mine ben er ved at falde af, og udnytter det januarmomentum der gør, at alle omkring mig også er fokuserede på sundhed. 

(Jeg fik min Endomondo-rapport for december igår, og den viser at jeg – i en måned, hvor jeg har haft børnene hjemme i to uger – stadig har formået at gå næsten 70 km. Min skridttæller har vist sig at være et absurd godt redskab til at få lagt bevægelse ind, og siden jeg har fået den, har jeg gået mellem 10.000 og 19.000 skridt om dagen).

(Og jeg ved godt, at du kender én med ét ben og ingen arme, der har gået det tredobbelte antal skridt på den halve tid, men han må få sin egen blog og prale på den).

I mandags indløste mine veninder og jeg vores julegave til hinanden og var forbi en håndlæser, hvilket var SYGT fascinerende og gav mig en masse at tænke over. 

Tirsdag var jeg i anden anledning forbi en bilforhandler, hvor jeg fik øje på en brugt bil, som jeg forelskede mig i på stedet. Det satte en masse tanker igang, for den oprindelige plan var at køre i den jeg har, til den er betalt ud, og bruge den som ‘udbetaling’ til den næste. Men med forsikringssagen der kører, og et filter, der begynder at skabe sig, er det måske også noget med at gen-tænke, om akserne mellem, hvad der kan betale sig at ofre på den gamle og det optimale købstidspunkt for en ny, krydser et andet sted, end jeg først havde tænkt. 

Frida havde igår sidste dag i lillegruppen, hvilket betød farvel til søde Hanne, som har været ‘vores’ pædagog i 6 gode år, og Anton har pludselig fået en holdning til sin frisure.

Det hele begynder at lugte af afslutning, store børn og nye begyndelser, og det er lige, som det skal være.

20/20 vision

Det er i dag d. 25. december. Jeg sidder i den ene ende af sofaen, med udsigt til træet og Anton, der kravler rundt på gulvet med sine nye, trådløse høretelefoner på, mens Lego, Beyblades og Bakugans er strøet ud over gulvet i et sindrigt set up, som kun han kan gennemskue. 

I den anden ende af sofaen sidder Frida under sin nye voksendyne, med Elsa og Anna-betræk, og er lige så lilla under øjnene, som hun er over, hvor den nye øjenskygge omhyggeligt er lagt. Det var en hård dag for hende i går; hun har så mange ideer og forventninger, og det er så svært at være lille og fuld af planer, når man bliver udsat for benspænd som traditioner og plejer og krav om at forstå.

For første gang har vi ikke en eneste gave, der skal byttes, og når jeg ser og hører, hvor stor pris børnene sætter på det, de har fået, føler jeg, at jeg har gjort *noget* rigtig som mor. 

Jeg har tænkt meget over julen i år. Over julestemning og nytår, og forandringer, der kommer, uden at være inviterede, men som stadig føles uafvendelige og måske endda som en dyb indånding, man ikke vidste, man havde brug for at tage. Jeg har tænkt over, at julestemning måske ikke så meget er noget, der kommer, som noget man skaber, og at begrebet ‘julemagi’ er med til at gøre det hele sværere, fordi det får dig til at gå og vente på noget udefrakommende, der, ligesom kærlighed, som skal komme og drysse glimmer på alting og transcendere hele oplevelsen. 

I år har jeg haft ekstra tid til at stoppe op og lægge mærke til, hvad jeg gør og ikke gør, og det er gået op for mig, at jeg glemmer at prioritere mange af de helt lavpraktiske tiltag, jeg forbinder med julestemning.

Når jeg gør rent, sætter jeg en podcast på i stedet for at tænde for Wham, jeg tænker på gløgg, men laver kaffe i stedet, jeg planlægger at se julefilm, men napper en serie, og julelys er noget, vi ser, hvis vi tilfældigvis er ude at køre, når det er mørkt.

I år har jeg grebet det anderledes an. I år har jeg bevidst valgt det hele til. Både gløgg, Last christmas, hele striben af Harry Potter-film samt et par Mission Impossible on the side (fordi intet siger jul som spioner og troldmænd) og at køre ud i mørket med det erklærede formål at kigge på julelys. Vi har spist mandariner og pebernødder, flettet julestjerner og lagt julepuslespil, og rykket både morgenmad og aftensmad over i sofaen, så vi kunne se julekalender, uden at det var noget, vi skulle finde ekstra tid til.

For første gang i mange år føler jeg, at jeg har fået hele julen med. 

Det slog mig forleden, at julen på mange måder er en mini-metafor for livet, og at det måske er derfor, den somme tider kan være svær at føle, at man virkelig får hånd om. Fordi man så gerne vil være sikker på, at man prioriterer det, der er vigtigt (og på forhånd forstår, hvad det er), at man bruger sin tid rigtigt, og at der, i det store og hele, er balance mellem det, man giver og det, man får. Både i konkret og i overført betydning. Man kan for alvor mærke, hvem der mangler, og hvorfor de var vigtige, og for enden af det hele ligger nytårsaften, hvor man gør status og sætter nye mål, med en hektisk konfrontation med alle de valg, man indtil nu har truffet i mere end frisk erindring.

Men i år har jeg, for første gang i mange år, tænkt, at det faktisk er ok at sige, at jeg tror, at til næste år bliver et godt år. Jeg har altid været bange for at jinxe det, men jeg har i løbet af december tænkt meget over, at jeg tror, man er nødt til at skille tingene ad. At man er nødt til at acceptere, at man ikke kan gøre noget ved de helt store linjer, men at man derfor stadig har indflydelse på, hvad man skriver under overskrifterne.

Da jeg gik ind i 2019, troede jeg, at det skulle være i år, jeg tabte de kilo, jeg har haft det så svært med, siden jeg fik Frida. Jeg vidste, at Anton skulle skifte skole, og jeg havde en forventning om, at jeg ift. arbejde bare skulle være, hvor jeg var.

Anton skiftede skole, jeg vejer PRÆCIS det samme nu, som da året startede, og jeg er arbejdsløs fra d. 01.01.

Til gengæld har jeg i løbet af året, lidt uforvarende, fået lagt ting i støbeskeen til, at 2020 har potentiale til at blive et år, hvor der faktisk er noget, der flytter sig. 

Jeg har, til min egen store overraskelse, sluttet fred med, at jeg ikke skal være tolk mere. I hvert fald ikke lige nu. Jeg har fået etableret en vane med at træne 3 morgener om ugen, jeg har lært en masse om mine egne kostvaner, og jeg har gået så mange kilometer, at jeg ikke længere får betændelse i skinnebenene af det.

Jeg har vænnet børnene til, at vi går for at gå, og måske bliver 2020 året, hvor vi når så langt, at vi får etableret en løberutine.

Jeg har med andre ord googlet opskriften, skrevet indkøbslisten, handlet, renset grøntsagerne og marineret kødet, så der er begrundet håb om, at det til næste år bliver muligt at lave den ret, jeg så længe har drømt om.

Lyset er på vej. Jeg tror, det bliver godt.

Shine bright

I dag er der præcis to uger tilbage af 2019, og dermed har jeg også to uger tilbage i min nuværende stilling. Det er en underlig følelse. 

Inden jeg går videre, vil jeg lige sige, at jeg næsten har lyst til at undskylde for, at det igen handler om (mangel på) job herinde, men det fylder virkelig meget herude i virkeligheden, hvor jeg sidder, så det er enten dét eller jul.

I sidste uge skrev jeg, at dagsformen svinger, og i går var en træls dag. Ikke udløst af noget bestemt; bare en tung, dump følelse af stress og håbløshed.

Det er mærkeligt skizofrent, for selv på de dårlige dage er jeg stadig, helt overordnet, optimistisk, og jeg er stadig fuldstændig overbevist om, at det her bliver starten på noget godt. Men jeg tror, at jeg skal huske at give plads til de andre følelser også. Huske at respektere, at det her ikke *kun* er en mulighed for udvikling, men at det også er en slags stresstilstand at være i, selv om det måske ikke umiddelbart føles sådan.

Jeg kan mærke det ved, at jeg dels har lyst til at gøre noget godt for fremmede omkring mig. At tilbyde damen i Bilka med benet i gips at køre hende hjem, at sætte en kasse flødeboller ud til renovationsfolkene eller at give den forblæste Hus Forbi-fyr en kop varm kaffe og en proteinbar. Jeg ved ikke, hvorfor det føles lindrende at gøre noget godt for mennesker, jeg ikke aner hvem er, men det gør det.

Men.

Samtidig kan jeg også mærke, at min lunte er kort, og at jeg har lige præcis nul tålmodighed med mennesker, der tester mig. F.eks. har vi en chikane, hvor vi bor, som kræver, at bilister holder tilbage for hinanden på skift. Normalt opfatter jeg ikke dette stykke asfalt som en forlængelse af min personlige grænse, men da jeg forleden kom kørende, og en modkørende bilist lavede røvhulsmanøvren med at trække ud midt på vejen ovre på den anden side, selvom vi begge kunne se, at det ville være mig, der nåede derhen først, kørte jeg simpelthen bare frem. Så holdt vi dér, snude mod snude. Jeg smilede mit hvidhajs-smil, og trak på skuldrene, og lænede mig tilbage, og hvis ikke han var endt med at bakke, havde vi holdt der endnu. Not today, Satan.

Så på den ene side læner jeg mig op af noget kosmisk altruisme. På den anden side kan de bare lige prøve. 

Jeg gør mig umage med at lægge mærke til, hvad jeg lærer undervejs. Nogle dage føles det utrolig rodet og diffust at tiden går med alt muligt udenoms i netværkets navn, fordi jeg ikke kan fremvise et konkret resultat af noget, som jeg føler, jeg har brugt mange kræfter på.

Jeg føler forstemmelsen kravle ind i hele kroppen, når jeg skriver tilbage på et afslag og forklarer, at jeg er igang med at sadle om, og spørger, om de måske kan hjælpe mig med, hvad der kunne have kvalificeret mig til den stilling, de slog op – og jeg igen får et automatsvar retur med ‘bedre kvalificerede ansøgere. Hav en god dag.’ Det er fair nok, at de ikke har tid. Det sucks bare stadig at sidde i modtager-enden af. 

Men når jeg træder et skridt tilbage kan jeg godt se, at hvert eneste opkald, og hvert eneste afslag, også er med til at afgrænse hvad jeg kan og vil, og det er *også* værdifuldt.

Somme tider bliver jeg klogere af at høre mig selv forklare min egen situation til andre. F.eks. snakkede jeg igår med endnu et tolkefirma, som jeg tegner freelance-kontrakt med. De havde i første omgang efterspurgt ansøgning, cv, eksamenspapirer osv. osv. (Og her skal jeg måske lige sige, at en tolk på freelancekontrakt virkelig er quid pro quo. De betaler intet for at have mig tilknyttet, men kan spørge mig i de tilfælde, hvor det er rentabelt at bruge mig, og jeg styrer 100% selv, hvad jeg siger ja til). Jeg valgte at ringe dem op, og forklarede stille og roligt, hvor jeg stod. At mit mål var et brancheskifte, og jeg udelukkende freelancer for at købe mig selv den nødvendige tid til at finde et job, jeg ægte gerne vil have, i stedet for at skulle shoppe rundt, fordi jeg ikke har råd til at lade være. Og mens jeg hørte mig selv fortælle, at jeg er træt af at skulle overkompensere for min geografiske placering og min familiesituation, og at jeg ikke – hverken hos dem eller de andre firmaer, jeg er tilknyttet – kommer til at sige ja til at tolke et kvarter på Bornholm for at bevise, hvor fleksibel jeg er, og hvor lidt mine omstændigheder begrænser mig. Slut. Mit mål er ikke en fastansættelse, og jeg står 100% ved min prioritering af familie over job. Det var én af de samtaler, hvor der gik mange ting op for mig selv, mens jeg talte, fordi det var første gang, jeg verbaliserede, at mit ønske nu er noget andet; noget nyt. 

Hvad det nye skal være, aner jeg stadig ikke. I går følte jeg mig meget fanget i spændet mellem at kunne for meget til de stillinger, der gerne vil have mig, og for lidt til de stillinger, jeg gerne vil have #TinderVibes

I dag er det bedre, og snart bliver det godt.

Jeg skal bare finde dem, der kan spotte potentialet under alt det uslebne.

You’re simply the best

Klokken er 19.30, og jeg sidder i min sofa med stængerne smidt op og gløgg inden for behagelig rækkevidde. I min seng ligger Frida og bobler – jeg lod som om, jeg ikke så hende, da hun listede derind, mens jeg hængte tøj op – og på værelset er Anton efter lydene at dømme igang med at genopføre Slaget ved Helms Deep.

De fleste julegaver er i hus, jeg knuselsker alle de fine lys, hele verden er pyntet med, og i fredags var vi til Luminis på Egeskov Slot, som virkelig bare er som at træde ind i et eventyr. 

Alt ånder med andre ord ro og fred, og egentlig er det tankevækkende, hvor meget pulsen falder, når først man har en retningen udstukket, fordi man så kan handle. I hvert fald føler jeg mig væsentlig roligere nu, al usikkerhed til trods, end jeg gjorde, mens vi ikke vidste, om vi var købt eller solgt.

Jeg har efterhånden lært, at noget af det, der stresser mig allermest er, når jeg skal forholde mig til flere mulige fremtidsscenarier samtidig. Uden sammenligning i øvrigt, har det fået mig til at tænke på de måneder, der gik, fra jeg fik at vide, at jeg ikke skulle regne med, at jeg kunne blive gravid, til jeg stod med en positiv test i hånden. Det her med hele tiden at have to døre åbne, og simultant at forberede sig på to meget forskellige typer af fremtid – det giver en fornemmelse af manglende rødder og kompas, som er ustyrlig stressende. Og nu, hvor jeg ved, at det gamle firma har drejet nøglen om, oplever jeg, at jeg pludselig langt bedre kan forholde mig til, hvad der så skal ske.

Jeg er mig naturligvis stadig alvoren bevidst. Dagsformen svinger, det er ikke ligemeget, hvordan de kommende måneder arter sig, og konsekvenserne kan blive både betydelige og ubehagelige. Men jeg er ikke i panik, jeg kan godt holde fast i, at der i en påtvungen situation stadig ligger masser af valg, og jeg synes også, at kriser som denne skærper opmærksomheden på, hvad der er vigtigt.

For problem-wise er det her et overskudsproblem. Det er et af dem, man kan vælge at bruge til at udvikle sig som menneske, modsat sygdom og dødsfald, som er påtvungne omstændigheder, hvor man bare håber, at man kommer igennem uden at gå helt i stykker.

Så jeg står stadig, og jeg er ved godt mod.

Og så er jeg, i alt det her, druknet i cyberomsorg, og det er jeg simpelthen så rørt over.

Nogle af jer har tilbud konkret hjælp, nogle har peget mig i retning af netværk, mine opslag er blevet delt til højre og venstre, og folk har sendt både jobopslag, gode ideer og virtuelle knus afsted i min retning. Og det hele har hjulpet. Virkelig. For jeg er ny i verden udenfor, og ved at få kvalificerede indspark fra både mennesker, der kender mig rigtig godt, og mennesker, der kender mig knap så godt, har jeg fået en bred vifte af muligheder og ideer præsenteret. Det fine ved dét er, at jeg nu er blevet langt klogere på, hvad jeg gerne vil, men også, hvad jeg ikke har så meget lyst til. Det sidste lyder som ‘tak, men nej tak’, men det er det virkelig ikke. Det har været mindst ligeså værdifuldt at finde ud af, hvad jeg ikke vil, fordi jeg pludselig læser jobopslag langt mere målrettet, og kan lægge energien, hvor den forhåbentlig ender med at gøre en forskel.

Så det, jeg egentlig bare kom herud for at sige i aften var: Tak. I er de bedste, og jeg ved, at I kommer til at gøre en forskel, for når man bliver mindet om, hvor fantastiske folk egentlig er, går man ud i verden på en anden måde, man præsenterer sig selv anderledes, og man har mod på at tage flere chancer, fordi man har i frisk erindring, at der er virkelig mange mennesker, som er ægte, reel optur.

Gode, rådne dyr

I morgen er det en uge siden, at min (tidligere) arbejdsplads blev erklæret konkurs. 

Modsat konkursen i 2016 vidste vi denne gang godt, at det knagede, og da jeg har fungeret som medarbejderrepræsentant, har jeg stadig nærmest hård hud på øreflippen af at tale i telefon med kolleger, fagforening, LG, bank og ledelse.

I 2016 holdt jeg i indkørslen til vores nye hus, med begge børn på bagsædet, da jeg fik beskeden. Vi havde lige været ude og hente nøglerne, jeg havde lånt 40.000 til indskud af mine bedsteforældre, fordi jeg fik huset tilbudt umiddelbart efter et halvt år på barselsdagpenge, og jeg havde sagt ja til et hus, der var 850 kr. dyrere pr. måned, end det, vi kom fra. 

Dengang var chokket voldsomt, og fornemmelsen af at være i frit fald er noget af det mest ubehagelige, jeg har prøvet. 

Denne gang føles det anderledes. Dels har det været undervejs i små to måneder; to måneder, hvor stemningen i gruppen har svinget mellem optimisme, pessimisme og fatalisme. For det, der er specielt ved vores verden er, at folk jo ikke fra det ene øjeblik til det næste holder op med at være døve. Ej heller kan tolkeproduktionen rykkes til en fjern østblok, fordi arbejdskraften der er billigere. Men ikke desto mindre er der faktorer, der påvirker regnskabet, som betyder, at det her desværre kan ske. 

Men fordi opløbet har været længere denne gang, har der også været bedre tid til at tænke over, hvad der er vigtigt for mig, og derfor vidste jeg allerede ret tidligt i forløbet, hvad der står *helt* øverst på min prioriteringsliste:

1: At blive boende, hvor vi bor

2: At blive færdig med at betale af på min gæld

I forhold til punkt to har jeg omkring et år tilbage, så der *er* lys for enden af tunnelen.

Mange af mine kolleger vælger denne gang at prøve lykken som freelancere, modsat sidste gang, hvor stort set alle udelukkende var interesserede i en ny fastansættelse. En job som freelancer betyder, at man kan planlægge sin egen arbejdstid, og at man ikke er så sårbar overfor udviklingen på markedet, som man er som fastansat i virksomheder, der risikerer at gå konkurs. 

Men at være timelønnet er bare ikke rigtigt en mulighed for mig. Ikke én, jeg har ro med, i hvert fald, for det er ofte opgaverne i ydertimerne, der bliver sendt videre til freelancerne. Det betyder, at der er mange opgaver, som jeg på forhånd er udelukket fra at tage, fordi de ligger om aftenen og i weekenden.

Hertil kommer perioderne med få opgaver (f.eks. skoleferier) som ville gøre mig ternet af stress, fordi vi kun har min indkomst at leve for, og endelig står du selv for transportudgifter og -tid, som timelønnet – hvilket primært er et problem, hvis man bor i en by, langt væk fra, hvor opgaverne typisk ligger.

Som f.eks. Esbjerg. 

Så hvad nu?

Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har løn til og med februar, men har lidt præstress over, at jeg synes, jeg sætter en måned til, fordi der bare ikke er ret mange, der ansætter i december.

Jeg synes ikke, at jeg er færdig med mit fag; der ville for mig være en meget stor sorg forbundet med at skulle slippe det nu. Omvendt kan man jo heller ikke slå vand af en sten, og når fastansættelse for mig er den eneste mulighed, ved jeg godt selv, at det er op ad bakke. 

Hvis jeg vender blikket væk fra tolkeriet, og vi leger, at der er frit valg på alle hylder, vil jeg gerne noget med kommunikation og HR, for det er klart dér, jeg har mine forcer. Det er der bare *virkelig* mange andre, der også har – som også har papirer på det.

Jeg kan mærke, at jeg ikke kan leve med en mellemløsning. Enten skal jeg have et job, som jeg kan brænde for, eller også skal jeg have et på den helt modsatte side af skalaen. At tage et job, der lugter af, og ligner lidt, men som ikke helt er, er spild af andre menneskers tid og ressourcer, og min sjæl ville visne i det. Så vil jeg hellere tage 2 rengøringsjobs og sælge bilen, og så må vi få dét til at fungere det næste års tid.

Når først jeg er gældfri, har jeg mange flere muligheder; sikkerhedsnettet under enlige forsørgere er bundet op på indkomst, hvilket er fuldstændig rimeligt, og det er på alle måder både luksuriøst og fantastisk at bo i et land, hvor tingene hænger sådan sammen. Men lige nu river jeg 5.000 ud af mit rådighedsbeløb hver eneste måned og smider dem efter gæld, så selvom de penge tæller med i grundlaget for, hvad jeg f.eks. kan få i fripladstilskud, så har jeg dem ikke – og det har ret stor betydning for, hvor langt jeg kan gå ned i løn og stadig få det til at hænge sammen. 

Så. Ja. Sådan ligger landet. Det er usexet ad helvede til, men det er virkeligheden lige nu.

Og på sigt synes jeg altid, at store skift som det her, ender med at vise sig at være gaver, man slet ikke vidste, man ønskede sig.

Lige nu er det bare lidt svært at abstrahere fra den ualmindelig grimme indpakning.