Denne uges M2026-indlæg får lov at vige pladsen for et helt almindeligt ét af slagsen. Dels er det (for) længe siden, at jeg bare har freestylet, og dels har de sidste par uger været ét langt riv af konfirmationer, arbejde, sygdom, der i mistænkelig grad føltes som Corona og så en fuldstændig mageløs opsætning af The Wall med Jesper Binzer i hovedrollen, som jeg stadig er helt i knæ af benovelse over.
Der har ikke været tid til ret meget andet end bare at hænge på, og i de perioder glemmer jeg at huske, når jeg gør noget M20XX-relateret.
Men verdens bedste IT-vicevært sendte mig forleden en ‘we need to talk’-besked, og derfor sidder vi nu med en side, der ser lidt anderledes ud, end den plejer, men hvor ingen opportunistiske russere får held til at hacke sig ind, og det føltes en god anledning til at skrive et indlæg om hverdagen og livet skøn forening.
Ud over den lidt hektiske kalender, er det egentlig ikke fordi, der sker det store; dagene går og jeg går med. Jeg har en følelse af, at jeg løber hurtigere tør for tid, end jeg plejer, hvilket er paradoksalt, nu hvor dagene er blevet mærkbart længere, men måske det bare handler om kombinationen af aldersudløst scatterbrain og min nye hobby: Haven.
Jeg er 49 nu, og jeg kan sagtens mærke hormonerne. Jeg bøvler ikke med de klassiske symptomer, og søvnforstyrrelser er jo bare another day at the office her – men min hjerne føles pludselig som et elendigt kodet spil Tetris, som man forsøger at køre på en Commodore 64, og nogle dage bliver jeg næsten selv imponeret over min afsindige mangel på sammenhængende tanker.
Derudover bøvler jeg med led- og muskelsmerter. Ikke dagligt eller ugentligt, men jeg har dage, hvor jeg oprigtigt spekulerer på, om man kan få urinsyregigt i hele kroppen på under 24 timer. Det kunne jeg godt undvære.
Til gengæld fyldte min nye hofte et år i sidste uge, og det overgår min fatteevne, at man kan skifte reservedele på et menneske med så godt et resultat. Jeg tænkte på det, da vi var til Luminis i februar, for året før havde jeg så. ondt, at jeg næsten ikke kunne gå op ad bakken derovre. I år kunne jeg have taget turen 16 gange uden at blinke. Jeg squatter med 65 kg., jeg kan cykle, så langt jeg vil, og jeg vågner ikke 7 gange hver eneste nat, fordi det føles som om, nogen er ved at klippe mig midt over med en rusten boltsaks. Jeg er simpelthen så glad for, at jeg fik det gjort.
Mit haveprojekt tager meget tid, men jeg elsker det. Jeg kan næsten blive vrissen, hvis jeg i to dage ikke har haft tid til lige at loppe ud og stikle et eller andet, eller potte noget om. Det har fået mig til at tænke over, hvor fedt det er at lære noget helt nyt som voksen. Jeg er meget tilbøjelig til at opsøge det, jeg på forhånd ved, jeg kan, så når jeg går i gang med noget nyt, er det ofte bare variationer over et allerede kendt tema. Det er fedt, fordi det aldrig er kedeligt at være god til noget – men man går glip af de highs, der ligger i at noget, man aldrig har kunne før, pludselig lykkes.
Og selvom det er i småtingsafdelingen, så tror jeg ikke, at det er så dumt at blive mindet om, at man ikke bliver bedre til alt, fordi man bliver ældre. Man bliver bare bedre til at selektere, så det føles sådan.
*
Ungerne er flyvende. De er ved at være store, og jeg elsker at få lov at se dem folde sig ud. Frida går i 4. klasse nu, har et socialt liv, der ville få det amerikanske jetset til at blegne af misundelse, og da jeg forleden gik ind med en stak vasketøj, kunne jeg se, at en af de mange veninder, vi ofte har besøg af, på tavlen havde skrevet ‘Frida er en god ven’.
Anton har alle dage mindet mig om Steen fra Steen og Stoffer, men jeg har aldrig helt kunne sætte fingeren på, hvem det er, Frida minder mig om.
– før forleden, hvor hun havde bedt Anton om hjælp til at tage cykelhjelmen ned, han teenagevrissede: “Hvorfor kan du ikke selv tage den?” og jeg hørte hende svare: “My guy – I’m small!?!”
Anton er startet i løbeklub, og han er vild. Han stemplede ind på 9 km., uden nogen form for forudgående træning, og efter 3 gange (og stadig i udtrådte, neurospicy sko med velcro, der er ved at få mig til at kradse øjnene ud på mig selv), løber han på 6 minutter/km., fladt. Han har været der 4 gange, er meldt til sit første, ægte løb, og jeg er ved at brække over på midten af begejstring. Han er på et år gået fra et mad-repertoire på omkring 10 forskellige emner, til nu bare at spise alt. Altså: Alt-alt.
Af alle mine planter er det de to, jeg er allermest stolt over at have vandet og gødet, så de blomstrer, lidt bøvlede vækstbetingelser til trods.
Det er der, vi er for tiden.
Med hverdag, vasketøj og plejer i den ene hånd og fremtiden, taknemmeligheden og de store valg i den anden. Og det meste af tiden passer det med, at vi på den måde kan holde balancen.
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Sisse Sejr i forrige uge udgav en podcast, som hun siden har været nødt til at trække sig fra igen.
Det er der skrevet og ment meget om på de sociale medier, og jeg ved godt, at alle er ved at have fået nok, og at ingen rigtigt orker at høre mere om sagen.
Jeg har alligevel lyst til at skrive lidt om den, både fordi jeg har skrevet om den før, og fordi vinklen om folkedomstolens magt begynder at fylde mere, end hovedpersonen og den konkrete podcast gør.
Min første reaktion på podcasten var vantro, for det virker absurd, at man kan få en dom for stalking, og 10 minutter senere kan lave en karriere ud af det.
Det virker faktisk SÅ vildt og grænseoverskridende, at jeg besluttede mig for at høre de to afsnit, fordi jeg tænkte, at det MÅTTE være noget, Podimo havde forholdt sig til.
Det var det ikke.
Tværtimod lagde Henrik Qvortrup fra land med at fortælle, at de havde rakt ud til offeret, men at hun ikke havde ønsket at medvirke.
20 sekunder inde syntes jeg derfor allerede, at hele konceptet var SÅ problematisk, at det nærmest virkede som en parodi, og efter endt lytning var jeg rystet i min grundvold over manglen på dømmekraft fra både Sisse Sejr og Podimo.
Det var jeg ikke alene om, kunne jeg de følgende dage se på alle sociale medier, og de første dage gik samtalen meget på det usmagelige i at forsøge at slå mønt på en sag, man selv er gerningsmanden i.
Efter nogle dage med høj bølgegang i diverse kommentarspor, er samtalen nu begyndt at handle om det rimelige i, at folkedomstolen kan dømme dig ude, når du allerede har udstået din straf.
Om det var metaltræthed eller Udglatter-genet, der var på spil, ved jeg ikke, men ’hun har jo ikke slået et spædbarn ihjel’, som en af journalisterne i DR’s podcast ‘Damerne først’ sagde.
Og det har hun selvfølgelig ikke, men når så mange mennesker har den samme reaktion på en podcast, så er hun jo helt tydeligt trådt over en grænse, som er vigtig alligevel.
En af de ting, der på tværs af platforme lader til at være enighed om, er, at hun har været for hurtigt ud; at folk måske ville have været mere tilgivende, hvis der var gået nogle år.
Det er jeg ikke sikker på, for jeg tror ikke, at tiden er hendes største problem. Jeg tror, at det er hende selv.
For det, der i interviewet for mig blev tydeligt var, at hun stadig ikke synes, at det, hun har gjort, er særlig slemt.
Hun siger alle de rigtige ting. Hun bruger alle de rigtige ord. Men fordi interviewet er to timer langt, og hun hele tiden har fokus på at lave kollegial nivellering ved at sige ting som ’Det ved du også godt’ og ‘Det kender du jo selv’ til sin nye #bff Henrik, så glemmer hun at være opmærksom på, om masken bliver siddende. Det gør den ikke, og når den smutter, afslører den let hånlige undertone, at hendes anger er forstilt.
For man kan høre, at hun stadig finder det latterligt og urimeligt, at hun bliver straffet for noget, som den anden selv har været skyld i. Jeg sad i hvert fald tilbage med fornemmelsen af, at formålet med podcasten var at få liret noget beklagelse af, så vi kan komme videre, og hun kan få lov at vende tilbage til sit gamle liv.
Og hun er god. Det vil jeg faktisk gerne give hende. Hun får endda italesat, at hun kommer til at grine, når hun bliver presset, og at de hjemme hos hende bruger humor og sarkasme som coping.
Men for mig diskvalificeres HELE projektet af, at hun ikke på noget tidspunkt forholder sig til, at hun igen sætter sit eget behov over offerets.
Tværtimod nedtoner hun konsekvent alvoren af det, hun har gjort ved f.eks. at gå meget op i, at hun aldrig kontaktede offeret direkte. At det ‘bare’ var bordreservationer, bestilling af skadedyrsbekæmper osv.
Men hun er dømt for ‘ikke mindre end 81 tilfælde af identitetstyveri på 39 dage’.
Det er 2 gange om dagen – og det er det, man kan bevise.
For 39 dage siden var det d. 17. januar. Om 39 dage er det påske.
39 dage er ikke en nedsmeltning eller et fuck-up. Det er systematisk chikane, og dermed mangler der for mig en sammenhæng mellem forbrydelsens konkrete karakter og podcastens påståede formål om at undersøge, hvornår og hvordan man som offentlig person må ‘komme igen’, når man har ‘fucket op’.
Når jeg så alligevel synes, at der er kommet noget positivt ud af udgivelsen, så er det fordi, det er første gang, jeg kan mindes at have set offentligheden sige SÅ entydigt fra.
Det kan handle om, at vi som individer er blevet vores ansvar mere bevidst, fordi Epsteinsagen, ICE osv. har tydeliggjort, at den, der tier, samtykker.
Men jeg tror også, at det er et resultat af den debat, true crime-bølgen udløste, som fik de fleste af os til at forstå, at der sidder ofre og pårørende derude, som bliver retraumatiserede, når deres historier gøres til underholdning.
Her skal jeg være den første til at række hånden op og sige: Jeg forstod det heller ikke, og jeg var PÅ.
Men der er sket noget med true crime-genren over de sidste 3-4 år. Fra at alt var fair game; jo blodigere, jo bedre, så gør de store true crime-podcasts sig i dag ret umage for at have etikken med. Historier fortælles uden detaljer, mange af de største, udenlandske podcasts samarbejder med politiet og donerer en del af deres overskud til DNA-prøver og undersøgelser, som kan hjælpe med at opklare henlagte sager, og selvom der stadig er brodne kar, så lander mange podcasts i dag et sted mellem graver-journalistisk og underholdning.
Den udvikling er kun sket, fordi familiemedlemmer og venner til ofre for diverse forbrydelser har brugt tid på at opdrage på os, der har levet liv, ganske forskånet for de rædsler, de har gennemgået.
For når man får det forklaret, bliver det indlysende, hvorfor det er problematisk, og for mit eget vedkommende kan jeg huske, at der skete noget med mit syn på true crime, første gang jeg hørte en podcast om en dansk sag. Det ville have været klædeligt, hvis jeg havde forstået det af mig selv, men somme tider er der lidt længere til indsigt og læring, end man kunne have ønsket sig.
Jeg tror, at ovenstående er baggrunden for det rungende nej til Sisses podcast; erkendelsen af, at vi som borgere, publikum og forbrugere har et individuelt ansvar, og forståelsen af, at moral rummer flere nuancer end strafbart vs. lovligt.
I USA har man længe haft de såkaldte ‘Son of Sam’-love, der forhindrer dømte kriminelle i at tjene penge på deres forbrydelser ved f.eks. at sælge deres historie til aviser og dagblade.
Det kan de fleste se det rimelige i, og i det ligger for mig et af de største, etiske problemer ved Sisses podcast.
For én ting havde været, hvis hun havde stillet op til interview.
Men at hun, helt konkret, forsøger at gøre en levevej ud af sin forbrydelse, virker næsten afstumpet.
Og det er her, debatten om folkedomstolen begynder at irritere mig lidt, for jeg har set flere skrive, at det er dobbeltmoralsk, at hun skal dømmes så hårdt, når nu ex-rockere og tidligere bandemedlemmer får lov at lave podcasts og udgive bøger. Må man nu ikke komme videre?
Men at mange siger nej tak, er ikke folkedomstol. Hvis facebook havde eksisteret i Europa omkring 1939, havde der formentlig (forhåbentlig!) været mange opslag, der også stort set stod det samme i, og i Sisses tilfælde har jeg ikke set det udvikle sig derfra. Det er vitterligt podcasten og den manglende etik, der skrives om i samtlige opslag. Derfor synes jeg faktisk ikke, at man kan tale om gabestok, for når man gør det, forveksler man volumen med indhold.
For mig er der uENDELIG forskel på at have levet et helt liv som rocker, lægge det bag sig, og efter fængselsstraf og rigeligt med refleksion prøve at bruge sig selv, sin opvækst, og sin særlige indsigt til at skabe et nyt liv; ofte mens man ved siden af tager en uddannelse – og så på at prøve at gøre en enkeltstående forbrydelse, begået i et (udefra set) meget priviligeret liv, til en fuldtidskarriere.
Det er forskellen på at være mønsterbryder og opportunist, og når du lever af at mene noget i offentligheden, så følger det med, at offentligheden også mener noget om dig.
Det er en af grundene til, at jeg ikke vil blogge kommercielt, for i det sekund, du tjener penge på din holdning, så forvandler du den til en vare, der er underlagt reglen om udbud og efterspørgsel, og dermed får offentligheden en aktie i din markedsværdi, uanset om du kan lide det eller ej.
Dermed ikke være sagt, at jeg synes, at hele dit liv skal være offentligt tilgængeligt, fordi du er en person, folk kender; det skal være inde for skiven.
Men du kan ikke kun ville have et forhold til offentligheden, når det er fordelagtigt for dig, og hvis du bruger de sociale medier til at sælge dit produkt, synes jeg også, at du må acceptere, at det er der, du selv bliver opkrævet.
Da Black Lives Matters var på sit højeste, kan jeg huske, at jeg hørte en sort kvinde sige om hvide: “You don’t get to decide if you are an ally”.
Jeg tror, det samme princip gælder her.
Når det er dig, der har gjort noget forkert, er det ikke op til dig at beslutte, hvornår du er tilgivet og kan komme igen.
Jeg har fået et par gode kommentarer til det seneste indlæg om det her med at ‘fylde på’, f.eks. ved at komme mere ud (Thorkild) og læse flere bøger.
Det gav mig lyst til at skrive lidt mere om emnet, fordi tankerne omkring det fylder, og for tiden optager mig meget.
Inden jeg går videre må jeg hellere advare om, at indlægget her måske godt kan blive lidt mere alternativt, end det plejer at være herinde. Den del udfolder jeg sjældent, fordi min egen grænse for, hvor bims noget må blive, er meget lav.
Ikke desto mindre har det været en stor del af denne proces, og derfor giver det ikke mening at skrive indlægget uden at have den vinkel med.
(Og nu tager vi lige en tangent, inden vi når til pointen, så hæng på).
De sidste mange måneder har jeg haft en klar oplevelse af at være nået til et nyt sted, rent mentalt. At jeg de sidste år har fået løst nogle arkeproblemstillinger, og at jeg derfor nu står et sted, jeg ikke har været før.
Jeg tror, det sker for mange kvinder i midten af 40’erne, når vi ikke længere, helt darwinistisk, bruger al vores energi på at etablere karrierer eller holde vores yngel i live, og vi derfor pludselig har tid og energi nok til at opdage, at vi også stadig selv eksisterer.
Den erkendelse er for mit vedkommende nogle år gammel. Men det har været en lidt længere proces at finde ud af, hvad og hvem jeg så er nu, for jeg er jo ikke længere den version af mig selv, som jeg var, inden jeg fik børn.
Jeg tror bare, at det, når man kommer ud af tågerne, er den version, der er gemt i skyen, og som man derfor henter ned, når man genstarter maskinen.
Men der er kommet mange opdateringer til på det årti, der er gået.
Nogle får maskinen til at køre bedre, andre virker besværlige i første omgang, men bliver en stor hjælp, når man lige lærer dem at kende, og så er der de helt nye, som kræver tid og tålmodighed at finde sig til rette med.
Men dem, der fylder mest, er nok i virkeligheden dem, vi åbner i tryg forvisning om, at de kører, som de gjorde – for så at finde ud af, at det gamle software fungerer ad helvede til på det nye hardware.
Min træning falder i den sidstnævnte kategori, hvilket er grunden til, at jeg, på 3. år, betaler, hvad det koster, at have en personlig træner.
Det er dyrt. Men det er også det eneste, der (for mig) både virker, og som ikke får det til at føles, som om alting er i afvikling.
For det er langt billigere at købe et medlemskab i et fitnesscenter – som jo i mange år var mit naturlige habitat.
Men sagen er, at jeg der konstant bliver mindet om, at jeg i slut-40’erne ikke kan det samme mere, som jeg kunne i start-20’erne.
Det er naturligt, og det giver mening. Det meste af tiden er jeg også meget afklaret med processen, og har egentlig mest ondt at mennesker, der jagter deres yngre selv, fordi det er dømt til at mislykkes. Desperation er en hæslig og nedbrydende energi at være i.
Men når der ikke sættes nye mål, er det svært ikke at føle, at alt bare er ned ad bakke, på en ruchebane, der ender i en kasse i jorden. Her har det for mig hjulpet at vælge en måde at træne på, der tager udgangspunkt i mig og min krop, og hvor vi ikke er begrænsede af fitnesscenterets klassiske repertoire og ansatte, der meget ofte er meget unge, og derfor reelt ikke ved, hvad det vil sige at have flere kilometer på tælleren.
Det er én af de bedste beslutninger, jeg har truffet, for det er grunden til, at jeg 3 måneder efter at have fået en ny hofte, trænede med samme vægt som inden operationen, og 5 måneder efter kunne squatte med 50 kg og køre push ups og planke på tæerne igen.
Og nu er vi ved at være igennem den meget lange indledning, som jo ikke umiddelbart har meget at gøre med det, jeg startede med at skrive om, nemlig at have et nytårsforsæt om at tanke op og fylde på.
Men det, jeg med alle mine ord gerne ville frem til er, at processer tager tid.
For inden jeg startede hos min personlige træner, havde jeg, post-børn, prøvet at gøre, som jeg plejede at gøre, præ-børn, i 4 år. Der var mange tilløb og nederlag, og perioder, hvor intet fungerede og alt lå stille.
Men i virkeligheden var den proces nødvendig for at forstå, hvad jeg GERNE ville – fordi den meget tydelig lærte mig, hvad jeg IKKE ville.
Den erkendelsesproces oplever jeg at have været igennem på stort set alle områder af mit liv, både ift. arbejde, venskaber, mænd og økonomi. Min pointe er, at jeg ikke ville have lært, hvad jeg havde brug for og lyst til, hvis ikke jeg havde haft en periode, hvor det føltes som om, der var modstand og mangel på flow i alt.
Men det føles som om, at jeg nu endelig er igennem og ude på den anden side. Der er skåret fra og lukket ned, men der er også valgt til med åbne øjne og en gryende forståelse af, at dybde og resonans somme tider er et resultat af at holde fast på trods af og ikke på grund af.
Det efterlader mig med en følelse af at have læst den første bog i en serie færdig; jeg er midt i fortællingen, og har ramt en naturlig pause – men jeg sidder med fortsættelsen i hånden uden dog helt at vide, hvad retning historien tager nu.
Det har sat mange tanker i gang, og i starten af december så jeg så et opslag, som ramte noget i mig helt rent:
“I am allowed to pause without explanation”.
I mange år troede jeg, at inspiration var mest nødvendig, når jeg gerne ville starte noget nyt op, men de senere år er jeg begyndt at hælde til, at den i virkeligheden er mere værdifuld, når processen allerede er i gang. For pludselig kan en sætning, et ord eller et billede blive den tændstik, der får noget, som længe har ulmet, til at bryde ud i lys lue.
For det er jo indlysende sandt, at man gerne må holde fri uden at skulle forklare sig.
Det er bare meget nyt for mig at mærke, at det faktisk også er noget, jeg har LYST til. At melde pas. At sidde over. At lade telefonen ringe. At undlade at tilmelde mig et møde, som jeg egentlig synes har værdi.
Men det er i pauserne, at udviklingen sker, fordi det kræver tid og ro at finde ud af og forstå, hvad man gerne vil.
Det kræver, at man får lov at følge en tankerække til ende, og det kræver, at man skaber lommer af tid, hvor det, man gerne vil indarbejde kan få lov at folde sig ud.
Men jeg tror, at de fleste af os har glemt, hvordan man gør plads til ingenting. Og hvordan man holder *fast* i at lade pladsen stå tom.
For vi er så uvante med at have huller i kalenderen, at vi er tilbøjelige til at fylde dem ud med det samme, helt pr. automatik.
Men fordi jeg har fået taget mig af meget af det, der lå i skyggerne, føles det som om, jeg har nulstillet og det skaber plads, fordi der er noget, jeg ikke længere har med.
Hvis man er til kinesisk astrologi, ved man, at 2025 var Year of the Snake, hvor fokus var på at grounde og afstøde det, man er vokset fra, mens 2026 er Year of the Firehorse, som handler om fremdrift, store vidder og passion. Hesten er bevægelse og ilden er retning; det handler om at finde ud af, hvad man brænder for, og bygge det op fra bunden. Både individuelt og kollektivt.
Dén energi matcher 1:1, hvor jeg er. Jeg har lyst til at afsøge, udforske og skabe, og til at dykke ned i det kreative for at se, hvor det tager mig hen.
Hos mig har det udmøntet sig i en lyst til at opsøge og lytte til mennesker, der brænder for noget, f.eks. gennem workshops og foredrag. Det gør jeg konkret ved at klikke på ‘interesseret’, hver gang, jeg ser opslag om noget, der ser spændende ud, og ved at købe billetten med det samme, hvis jeg ser noget ekstra godt.
Jeg har også genfundet min lyst til at begrave snuden i bøger; helt uden ambitioner om genrer og lixtal. Bare for at fodre fantasien. Her elsker jeg Helles lavpraktiske tilgang, som hun har beskrevet i kommentarfeltet til seneste indlæg: At sætte en alarm hver aften for at sikre, at hun læser (mindst) 15 minutter. I mit eget tilfælde har jeg besluttet, at jeg i 2026 ikke pligtlæser én eneste bog. Det lyder måske lidt skørt, men jeg kan godt blive bremset af at hænge fast i bøger, jeg synes, jeg BURDE have lyst til at læse, men som jeg ikke bliver fanget af. Dem klapper jeg i år sammen uden at se mig tilbage.
Og endelig har jeg, ift. det kreative, besluttet mig for at dykke ned i musik. Jeg har lyst til at kombinere min kærlighed til musik på tværs af genrer med min viden om opbygning, tempo osv. og lære at mixe musik, sådan rigtigt.
Det lyder nemt.
Det er det ikke.
Det kræver tid og tålmodighed, og jeg har været ved at smide min Mac ud på marken i frustration de første 16 gange allerede – men intet, der er værd at mestre, kan læres på 1 time.
Og her er det, at bliver relevant, kontinuerligt at huske at prioritere det, man gerne vil udvikle på. For hvis ikke man gør det, kommer hverdagen og æder alle hullerne, som en lille, grå Pacman, der trives bedst i Altid og Plejer.
Derfor tror jeg, at den vigtigste del af opgaven er at finde ud af, hvordan man, helt lavpraktisk, skaber de bedste betingelser for at give en ny vane mulighed for at slå rødder.
Det tror jeg ikke, man gør ved at vente på Det Perfekte Tidspunkt, hvor tiden er rigelig og forudsætningerne er optimale.
Jeg tror bare, at man skal prøve at tage første skridt, og holde sig selv fast på, at vedholdenhed og opmærksomhed får ting til at gro.
At man skal identificere de positive triggere og stopklodserne, og vigtigst af alt: At man skal bringe sig selv i situationer, hvor inspirationen kan ramme én, ved at opsøge steder og mennesker, der skaber følelsen af at fylde på.
Året går på hæld, og i år synes jeg, at det giver mening at slå det sidste M2025-indlæg sammen med årets sidste regulære blogindlæg.
For som jeg vist også tidligere har været inde på, så føles det som om, at mine fokuspunkter, de tiltag jeg har forsøgt mig med og de lidt større overvejelser, jeg har gjort mig i årets løb, er flettet sammen på en måde, jeg ikke kan huske, at jeg tidligere har oplevet.
Mine to primære mål for 2025 har været 1) at stoppe med at løse i dags problemer med i morgens midler (både konkret og i overført betydning), samt 2) at bevare det, jeg engang har set beskrevet som ‘the beginner mindset’.
Det sidste har jeg aldrig mestret, hvis jeg skal være ærlig. Jeg vil være.. om ikke god, så i hvert fald hæderlig til det, jeg prøver kræfter med, første gang jeg kaster mig over det; ellers kan det være lige meget.
Det er en elendig måde at gå igennem livet på, jeg ved det godt. Men det er sådan, maskinen kom fra fabrikken, og det er svært at ændre på. Der er ingen drivkraft i kedsomhed, og derfor mangler incitamentet til at blive ved, når jeg prøver noget nyt og ikke med det samme kan se det tage form.
Men da jeg sidste år for alvor begyndte at fokusere på min lille have, lovede jeg mig selv, at jeg ville betragte alle forsøg som læring. Både dem, der resulterede i farvestrålende blomster og saftige krydderurter, og dem, der endte med forkrøblede kviste og visne blade.
Jeg har mange gange i årets løb tænkt på Thomas Edisons svar på, om ikke det havde været frustrerende, at det tog så mange fejlslagne forsøg at opfinde glødelampen:
Om han reelt har sagt det, ved jeg ikke (- og held og lykke med at faktatjekke), men jeg elsker perspektivet, som for mig har været både inspirerende og meget konkret anvendeligt.
For det, jeg kan se er, at den tilgang har lært mig mere om jord og planter, end mit perfekt-eller-lige-meget mindset nogensinde ville have gjort, og samtidig har det gjort processen meget sjovere. Den overbærenhed og tålmodighed med mig selv, der implicit ligger i udsagnet, har været vigtigere for mig, end jeg egentlig har lyst til at indrømme.
Uden at det har været noget, jeg bevidst har stilet efter, har mine små haveprojekter også foræret mig den forankring i årshjulet, som jeg i årevis har jagtet, men ikke har formået at få fat om.
Det har gjort det langt mere oplagt at indarbejde årstidens råvarer i køkkenet, og har også givet anledning til mere overordnede tanker om emnet.
I foråret satte jeg mig for, at jeg i år ville nøjes med at kaste mig over hjemmelavede versioner af det, vi rent faktisk bruger, som f.eks. hyldeblomst-saft, flåede tomater og fond – for det er muligt, at jeg laver en pesto, der kan tvinge konger i knæ og gøre mig til hersker over de 7 verdenshave. Det bliver bare stadig åndssvagt, når vi faktisk ikke *spiser* pesto.
I alt det er der hos mig vokset en langt dybere forståelse frem af, at det ikke er MENINGEN, at alting skal være tilgængeligt hele tiden. Det er vi bare kommet til at tro, fordi supermarkedets kølediske har givet os adgang til det hele, 24/7/365.
Konkret har det betydet, at jeg nu går anderledes til værks, når jeg henkoger tomater eller laver jordbærmarmelade. For det hjælper mig til at være mere til stede i de enkelte årstider, at jeg godt nok producerer hyldesaft nok til, at der er lidt til fryseren, men målet er ikke, at der skal være til et år. Det er sjovest at drikke, når vejret indbyder til lys og lethed, og selvom det kan være lækkert med et glas i november, så giver det, helt konkret, et andet blik på naturen at begynde at holde øje med, hvornår hylden blomstrer, fordi man glæder sig til at omsætte de hvide skærme til saft.
*
Om det er udløst af mit øgede fokus på årshjulet og naturens evige ebbe og flod ved jeg ikke, men i år har jeg også tænkt meget over, at udvikling ikke er en lineær proces.
Det er en gammel sandhed, som de fleste af os nok er semi-bevidste om, men det har fyldt mere for mig i år, end det plejer.
For da jeg i sommer stod med 24 sting over hoften, et gigantisk skattesmæk, tilbagebetaling af boligstøtte fra 2022 og en kvalmende værkstedsregning, ville det være nærliggende at forfalde til selvhad over det, det udefra lignede en gentagelse af et gammelt mønster.
Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke i perioder har hyggethadet *lidt*.
Men det, der står tilbage, når solen går ned er, at det også har vist mig, hvor langt jeg egentlig er nået.
For i stedet for bypass og lappeløsninger og fuld struds, samlede jeg battet op, og gik i gang med at slå boldene tilbage over nettet, en bold ad gangen.
Bider det? Ja, for fanden. Banken trækker i gennemsnit 17.000 kroner til min budgetkonto hver måned, og det er KUN the basics. ALT unødvendigt er skrællet væk. Jeg betaler små 20.000 kroner i B-skat, og min restskat koster mig 6500 kr. pr. måned. Boligstøtteregningen blev fordelt på 9 girokort á 1500 kr., og værkstedsregningen fik jeg lov at dele op, så jeg smed 6700 kr., 3 måneder i træk.
De, der er gode til hovedregning, kan se, at jeg dermed har haft 3 måneder (september, oktober og november), hvor jeg har skulle finde 50.000 kr. til regninger.
Men værkstedsregningen er betalt. Jeg har 2 afdrag tilbage på boligstøtten, og jeg er halvvejs med min skat. Revisorens ekstratjek har givet ro, fordi jeg ved, at jeg er færdig-færdig til sommer, når det sidste girokort fra Skat er betalt, og fordi jeg har været alt igennem med en tættekam, ved jeg også, at jeg er nede på at skylde 46.000 kr. på min bil. Dermed behøver jeg ikke længere at frygte, at en værkstedsregning tager det økonomiske liv af os. Når den skal til service næste gang, skylder jeg ikke mere på den, end at det kan dækkes ind af det, forhandleren vil give for den, hvis de vurderer, at der skal skiftes noget dyrt.
At jeg har kunne trække vejret og holde balancen, er et resultat af, at jeg står på skuldrene af min egen udvikling; at jeg reelt forstår, at jeg ikke har fejlet som menneske, fordi jeg står overfor noget, som er svært.
Det syn på selvudvikling giver mening for mig på mange fronter. Meget lavpraktisk har jeg senest tænkt det ift. julens overflod vs. januars smalhals.
For der har, i hvert fald i de kredse, jeg færdes i, de sidste mange år eksisteret en form for lakonisk pragmatisme, hvor vi ikke har meget til overs for nytårsforsætter og Det Er Slut Fra NU Af!
Men hvad nu hvis januars askese og nøgenhed ikke er Dit Nye Liv og den vej, du optimistisk sætter ud af – for så efter nogle uger, slukøret og med selvhadets tunge åg på skuldrene, at kaste håndklædet i ringen og endnu engang konstatere, at viljestyrke og rygrad nok bare mere er de andre forundt?
Hvad nu, hvis januar og det mindset, du starter året med, bare er den naturlige (mod)reaktion på decembers dekadente overflod, med lag på lag, ting alle steder og mennesker overalt? Er det ikke meget naturligt at mærke lysten til kontrast; til noget crisp, citrusbefængt minimalisme?
Når vi kigger på naturen og måden, det hele cirkulært spirer, blomstrer, visner og forgår, er der jo ingen af os, der opfatter sommerens blomstrende ekstravagance som et bevis på, at vinteren og den nøgne jord har fejlet. Begge dele er nødvendige for at holde livshjulet kørende, og det eksisterende har ofte sin største værdi i kontrasten til det, der var og det, der kommer.
Måske er det det samme for os?
Måske ville det give mere mening at tænke udvikling, både i det store og det små, som et pendul, der svinger mellem de forskellige yderligheder, og dermed hele tiden hjælper os med at bruge hele vejens bredde?
Eller måske er udvikling cirkulær, men evigt stigende; som en vindeltrappe, der – hvis man ser den ovenfra – godt kan se ud til bare at gå rundt og rundt, men hvor vi for hver runde vi tager, kommer et perspektiv-niveau højere op, og kan bruge de erfaringer, vi gør os og de lektier, livet tvinger os til at lære, til at se den kendte udsigt fra et andet og højere perspektiv?
Der ligger i hvert fald i det en mere selvkærlig måde at betragte vores færd gennem livet på, hvis ikke vi opfatter alle nye tiltag som beslutninger, vi fejler i at fastholde, fordi vi slipper dem for at få hænderne fri til at gribe om andet, der er vigtigere for os nu.
*
Dette bliver årets sidste indlæg, og inden jeg slutter, vil jeg gerne sige tak for jeres fortsatte engagement og kvalificerede input i kommentarfeltet, og for at have haft lyst til at dele virtuel bænk med mig endnu et år. I gør mig klogere og bedre, og I gør det sjovere at være her.
Jeg har svært ved at rumme dobbeltheden i, at fjenden ikke længere kun stamper i øst, men også rasler med sablerne i vores luftrum, samtidig med, at livet og hverdagen fortsætter, som om intet er hændt.
Det føles som om, historien ikke har rustet os godt nok til krig, fordi vi er flasket op med en version, som ikke længere findes. Fjenden er blevet – næsten – usynlig, og vi har aktier og holdninger til den militære strategi, fordi vi læser med over skulderen på vores folkevalgte, som vi har adgang til 24/7.
Dermed står vi også i en situation, hvor vi bliver om ikke løjet for, så i hvert fald holdt hen i en grad, der gør mig utryg. Ikke fordi jeg ikke forstår det, men fordi frygt vokser i skyggerne.
Jeg er med på, at de ikke kan gå ud og sige, at de har 3 droner liggende på Panuminstituttet, spaltet i atomer, og at de nu ved, hvem afsenderen er. Gør de det, lukker de ned for muligheden for IKKE at reagere, så de er tvunget til at spille dumme – men det er bizart og surrealistisk og MEGET lidt beroligende at være vidne til.
For selvfølgelig har de pløkket droner ned. Jeg havde én hængende over marken i min baghave hele mandag aften, og hvis jeg havde haft et bedre boldøje, end tilfældet er, er jeg LIGE ved at tro, at jeg kunne have pillet den ud af himlen med en lasso.
Jeg var ikke bange-bange, men der var noget ved den måde, den bare hang der på, der gav mig myrekryb. Det føltes afventende.
Først havde jeg egentlig besluttet mig for bare at ignorere den, fordi jeg formodede, at myndighederne var (og er) ved at drukne i anmeldelser.
Men jeg bor 900 meter fra lufthavnen, og jeg ville sgu også være træt af, at en af helikopterne fik en drone galt i rotorbladene, fordi alle drog samme konklusion, så jeg filmede den, og sendte klippet til min politiven.
“Det behøver jeg ikke reagere på, gør jeg?”
“Det får du lige meldt ind, det der!”
Frida er nervøs over hele situationen, så for ikke at hælde benzin på bålet, gik jeg ud i baghaven og ringede. Jeg var nummer 14 i køen, og på plussiden gav det mig rig mulighed for at stå og iagttage dronen, så jeg kunne besvare de spørgsmål, politiets FB-side havde varslet mig, at jeg ville blive stillet.
Da jeg havde stået der i 5 minutter, kørte en politibil ind på den lille grusvej, der 800 meter herfra grænser op til min mark. De parkerede vinkelret på, så deres lygter lyste ind over marken, i retning af dronen – hvilket fik den til at slukke sit lys.
Så stod og sad vi dér.
Efter 10 minutter vurderede de, at den måtte have taget flugten (antager jeg), så de kørte deres vej.
Hvorefter dronen tændte sit lys igen.
Det var moderat foruroligende.
Det hjalp ikke på den George Orwellske stemning af sælsom uvirkelighed, at dyrene samme aften opførte sig helt bizart, da jeg kørte Fridas veninde hjem. Da vi i mørket kørte gennem skoven, s-l-e-n-t-r-e-d-e et dådyr ud midt på vejen, stoppede op og kiggede direkte på os. Længe. Selv pigerne blev stille. “Plejer de ikke at flytte sig, mor?” spurgte Frida beklemt.
Et par kilometer længere fremme kørte vi forbi 10? 12? katte, der bare stod i vejkanten, og inden vi nåede hjem, mødte vi også en hare med sin harekilling. Ingen af dyrene stak af, da vi kørte forbi.
Det er en mærkelig tid, og fremtiden føles lige nu som en dystopisk serie på Netflix.
Plejer er ophævet, Normalt er ude af drift, og stadig smører jeg madpakker, tolker møder og kører mine børn i klub, alt imens jeg er ved at kaste op over at høre og læse om droner. Droner, droner, droner. OverALT. Det føles som foråret 2020, hvor det eneste, der fandtes i verden, var covid og nedlukning og skænderier om masker.
Det er liv og død og leverpostej, det er altafgørende, skelsættende og ingenting overhovedet, og jeg ved ikke, hvordan man navigerer i en verden og en virkelighed, hvor alting, hele tiden, er uden fortilfælde.
Da vi talte om prepping sidst, var det i kølvandet på Putin og Trumps nyligt annoncerede kærlighedsaffære, hvor en regulær krig måske ikke var så langt væk, som man kunne ønske.
Dengang, såvel som nu, er prepping et emne, der deler vandene, og jeg kan stadig mærke, at det for nogen smager lidt for meget af paranoia og konspiration.
Det er helt fair; det er ikke min agenda at piske en stemning op eller at tvinge min generelle mistillid til verdens ledere ned i halsen på nogen, og vi bor i et land, hvor man godt kan tillade sig at forvente, at der i krigs- og krisetider er nogen, der holder hånden under os alle; også dem, der ikke har preppet.
Men siden vi så småt begyndte at have samtalen, primært udløst af den udenrigspolitiske situation, har vejret lagt sig i selen for at illustrere, hvorfor det også kan give mening at være forberedt på DMI-relateret bøvl.
På mine breddegrader har regnvejr og blæst to gange på under et år udviklet sig kritisk på rekordtid, og selvom det ikke er endt fatalt, så er der på bagkant kommet historier frem om situationer, der kunne være endt markant anderledes, hvis ikke heldet havde været med dem, der klarede frisag.
Hver gang vejret har opført sig vanvittigt, har det undermineret veje og forvoldt anselig, materiel skade, og dermed er vi tilbage ved den forhøjede sandsynlighed for, at forsyningskæden inden for (u)overskuelig fremtid lider et knæk. Vandskader og logistiske forhindringer kan i hvert fald gøre det svært for virksomheder og producenter at holde den leveringskadence, vi som forbrugere er vante til.
Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi tog en prepperrunde mere, hvor fokus ikke så meget er på de 3 dages hjemmeberedskab, men mere på, hvad vi hver især er blevet mere opmærksomme på at tænke ind i hverdagen.
Det kan være eksempler på konkrete, oplevede problemstillinger, som er kommet bag på én, som f.eks. at man på en arbejdsplads i Jylland kan have problemer med at kopiere, fordi en papirfabrik er eksploderet i Kina.
Det kan også være små tiltag, man har gjort for at gøre sin husholdning mere resilient ift. udefrakommende påvirkninger, eller for at gøre situationen nemmere og mere overskuelig, hvis strømmen går, eller absurde mængder regn forhindrer dig i at komme hjem.
For mit eget vedkommende vil jeg gerne fremhæve min nøgleboks, som jeg har monteret på væggen i min garage. Da jeg sidste år sad på en opgave, 30 km. fra Esbjerg, og motorvejen på under en time blev oversvømmet, var det betryggende at vide, at uanset om jeg selv, mine børn eller min veninde, der var på vej fra Aarhus landede først, så var der mulighed for at komme ind i sikkerhed og tørvejr.
Derudover slog det mig, da strømmen gik sidst, at det måske ikke var særlig smart, at mine pandelamper, lommelygter, stearinlys og lightere lå 6 forskellige steder. For lige nu er det lyst hele døgnet, men det vil være træls at stå i blæksort mørke en vinteraften kl. 22 og skulle rode 5 kasser igennem, fordi det ikke hjælper at have skrevet på en label, hvad der er i hvilken kasse, hvis det er for mørkt til at læse den. Derfor har jeg omdannet oldefars chatol til prepperstation, og nu ved jeg, at alt, hvad vi i første omgang kan få brug for, ligger dér.
Dernæst er jeg begyndt at tænke over, at jeg på mit lager har ting, som er extra drøje i brug. Altså, en version af noget, som måske ikke er den, jeg bruger til hverdag, men som kan holde længe, hvis det pludselig skulle blive nødvendigt.
Jeg har f.eks. købt en helt old school deodorant af den type, der ligner en forvokset læbepomade. Sådan én kan holde i cirka 28 år, og jeg har købt den med neutral duft, så den kan bruges af os alle 3, hvis det strammer til.
Jeg har købt en lille pakke vaskepulver, et stykke håndsæbe af den gammeldags slags, en shampoobar, et par pakker tørgær, genanvendeligt bagepapir – og en migrænehat.
Samtidig har jeg en on-going liste over ting, jeg enten ønsker mig eller kan købe, hvis jeg finder dem på bud, som f.eks. en trimmer og et godt slibestål.
(Her minder jeg om, at vi i dette indlæg ikke taler om samfundets endelige kollaps og cyberkrig, men ‘bare’ om forsyningsknaphed og en periode, hvor noget er svært at få fat i. Hvis verden imploderer, kommer vi formentlig alle sammen til at lugte lidt af sved, og der er nok ingen, der på 2. dagen uden internet slæber Raadvad-gryden ud i haven og går amok med sæbespåner og vaskebræt).
Jeg gemmer vores gamle sygesikringsbeviser og pas i en kasse, så vi stadig har nogle fysiske af slagsen, hvis nettet går ned i en længere periode, og jeg runder boghylderne, når jeg i en mellemtime kommer forbi en genbrugsbutik. Mit lille bibliotek herhjemme tæller nu en begynderbog om strikning/hækling, en bog om reparationer i hjemmet, en bog om at sylte og henkoge – og en smuk, ny bog om selvforsyning, som jeg ikke kunne stå for.
Som en sidste krølle vil jeg nævne, at jeg i preppergruppen på FB for nogle uger siden spurgte, om vi skulle prøve at lave en dame-preppertråd, for jeg har en mistanke om, at de lister, der er tilgængelige rundt omkring, er lavet af mænd. De er MEGET vage ift. udfordringer, der primært rammer kvinder, og bærer i det hele taget præg af, at det i 90% af danske familier stadig er kvinder, der står for alt, hvad der vedrører børn, gamle og sygdom.
Derfor var jeg nysgerrig på, hvad andre damer har gjort sig af tanker om emnet.
På en klar førsteplads over bekymringer lå blærebetændelse – hvilket også er min egen. Jeg bøvlede med det som ung, og ud over at være afsindigt smertefuldt, er det ikke ufarligt. Jeg har prøvet at køre en fuld penicillinkur til ende, for så, 12 timer senere, at blive indlagt med hvidglødende smerter og nyre/bækkenbetændelse. Det var fuld morfin og antibiotika i drop, for når først blærebetændelse begynder at kravle baglæns op i nyrerne, bliver det ret hurtigt ret kritisk. Derfor har jeg ekstra vand i vores prepperlager, både til at drikke og til at opretholde god hygiejne, jeg har tranebærkapsler, og så har jeg en gammeldags varmepude til smertelindring.
Derudover har jeg anskaffet mig et gammeldags termometer (og sprit), for ligeså bange jeg er for blærebetændelse, ligeså meget frygter jeg meningitis. Begge dele er lumske som ind i helvede, fordi de ikke ser ud af noget i starten, udvikler sig hårrejsende hurtigt og kan ende med at blive livstruende, hvis man ikke reagerer i tide.
Derfor vil jeg gerne sikre mig, at jeg, hvis en af os bliver dårlig, kan holde øje med, hvor hurtigt feberen stiger.
Vaskbare bind var en genganger på damelisten; både til menstruerende piger/kvinder og til ældre damer, der lækker lidt, og sidst men ikke mindst havde mange tænkt nogle lidt mere bløde ting ind, som f.eks. nål og tråd til reparation af tøj, garn og pinde til kreative projekter, samt bøger om lægeurter og naturmedicin.
*
Ovenpå alle de ord vil jeg gerne slutte med at skrive, at jeg synes, at det er vigtigere end nogensinde før at være bevidst om, hvad man anskaffer sig og hvorfor. For det ER en balancegang, og det er nemt at tabe hovedet, når katastrofetankerne tager over. Jeg ved ikke, om der er lavet undersøgelser på det, men covid må have sat os år tilbage ift. forbrug af engangsprodukter, og vi har ikke brugt 4 år på at prøve igen at bevæge os væk fra hamstring og overforbrug for at fylde vores hjem op med unødvendigheder, som vi anskaffer i panik over en usikker verden.
Der VIL være anskaffelser, som kun giver mening, hvis det hele vælter, for Politikens Store Handyman-bog kan jo ikke på NOGEN måde måle sig med Google og AI – men den bliver nok meget rar at have, hvis man ikke længere har et søgefelt at skrive ‘tætning af vinduer’ i.
Men derfor kan vi stadig godt prøve at være bevidste forbrugere, som tænker bæredygtighed og madspild ind, så det, vi anskaffer, er noget, vi også har lyst til at bruge, spise og læse i, hvis solen bliver ved med at skinne, og alle verdens ledere til evig tid er på kram og kærlige kindkys.
*
Men nu er det jeres tur til at komme på banen. Har I ændret vaner for at dæmme op for noget, vi andre måske ikke har tænkt over? Eller oplevet bøvl, som var en uventet konsekvens af vejr eller det politiske klima?
Man behøver ikke have fundet en løsning; det handler bare om at hjælpe hinanden med at blive opmærksom på nogle af alle de små sprækker, der kan opstå, når det hele forskubber sig og intet er, som det plejer.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge har jeg:
1.
Så småt taget hul på at lave Antons værelse om.
Har man autister i sin omgangskreds, vil man vide, at de ofte gerne vil have, at tingene skal være som de plejer, og Anton er ingen undtagelse.
Men han bliver 15 til november, og selvom han stadig knuselsker alt sit Lego, så er der en del andre ting på værelset, som han ikke længere bruger, og som derfor skal videre.
Jeg har denne gang besluttet at gribe det omvendt an og at vi, i stedet for at rydde op, mens vi tømmer værelset, tager alting ud, og gemmer sorteringen, til der er malet, og vi skal have alting tilbage på plads. Jeg tror, det er nemmere at skille sig af med det, han ikke bruger, når han kan se, at den ledige plads giver mulighed for en lænestol eller for at bordet kan stå på en anden måde.
Han har valgt, at han gerne vil bruge nogle af sine nonfirmationspenge på et skab med glaslåger til de flotteste legofigurer (hvilket støvkluden i skuffen græder tårer af ren taknemmelighed over), og derudover har vi købt en prøve på den farve, han gerne vil have på væggene, som vi skal prøve at male op i dag.
I større hjemmeprojekter som det her, kan jeg mærke, at der er sket meget, siden jeg startede mine M20XXindlæg, for inden da gjorde jeg alting samtidigt. Jeg målte op, skrev ned og begyndte at købe hylder og tilbehør, allerede inden jeg overhovedet var gået i gang, og det har gennem årene resulteret i en del fejlkøb; lamper, der ikke kunne sidde, hvor jeg havde forestillet mig, fordi jeg ikke havde taget højde for stikkontakter, billeder, der aldrig kom op, fordi der ikke var plads, og reoler, der ikke kunne stå, hvor jeg ville have dem, fordi de viste sig at tage for meget af lyset.
De fejl ville jeg fortsat have begået, hvis ikke jeg havde forholdt mig så konkret til min måde at gøre tingene på, som disse indlæg har givet anledning til, og det gør det lidt nemmere for mig at udholde denne fase af projektet, hvor der er ting o.v.e.r.a.l.t.
2.
Gjort plads i en fryserskuffe, så jeg kan lave gigant-isterninger af mælkerester.
Det bruger jeg normalt ikke fryserplads på, men sommer betyder iskaffe, og med kæmpe mælketerninger, kan jeg på 20 sekunder lave en to-go-iskaffe, hvis jeg ikke når at drikke min morgenkaffe færdig.
Da vi er mere ude af huset, end vi normalt er, og alle vaner og rutiner samtidig er brudt, får vi lynhurtigt flere rester af mad og drikkevarer, end vi normalt har, og derfor gør jeg mig også ekstra umage for at finde anvendelse for dem.
Kunsten består i at finde noget at bruge dem til, så jeg faktisk *får* dem brugt, og ikke bare omdanner fryseren til et fødevare-hospice, og her ligger iskaffe lige til højrebenet.
3.
Været alle skabe igennem efter noget med skruelåg, som kunne bruges til at fylde resterne fra 3 shampoo-flasker med uduelige pumper, over i.
Men jeg skal da LIGE love for, at producenter af personlig pleje er blevet glade for netop pumper og/eller beholdere, hvor låget ikke kan skrues af, for jeg havde ikke én eneste stående, hverken på badeværelset eller prepperhylden.
Det er forklaringen på, at mine gæster nu tror, at jeg vasker hår i opvaskesæbe, for det var den eneste plastbeholder i huset, som jeg kunne sætte en tragt på og fylde resterne over i.
Det gider jeg faktisk ikke, så de næste gange, jeg skal købe sæbe, shampoo ell. lign. vil jeg sørge for at købe produkter, hvor emballagen kan genbruges, og så gemme dem, når de er tomme. Urtekram er et godt bud, både fordi det ikke indeholder alt muligt skrammel, og fordi både flasker og gevind er solide og kan genbruges i det uendelige.
I den forbindelse: Har vi gode erfaringer med særlige mærker, der kører refill? For med vores fælles fokus på at nedbringe emballageforbrug, ville det være oplagt at lære at elske noget nyt, så der er lidt at vælge imellem.
4.
Fået mange mails og kommentarer fra søde læsere, der gerne ville have været med til fødselsdag, men som ikke havde mulighed for at deltage, og som derfor har spurgt, om vi kan gøre det igen.
Jeg har tænkt en del over det, for jeg er faktisk ikke afvisende overfor at lave en live-tilbygning til vores virtuelle Klubhus.
Jeg ved, at mange af jer/os, er lidt til den introverte side, og har rigeligt at se til i hverdagen. Derudover bor vi i hele landet, og der er langt til Esbjerg.
Men man kunne godt lave noget, der tog højde for de forbehold, så nu prøver jeg at lave et oplæg til noget, jeg forestiller mig kunne fungere.
Mit forslag ville være at køre en frekvens på 1-2 arrangementer om året, hvor vi mødes forskellige steder i DK. Formålet er ikke at få nye venner, men at bygge et organisk netværk op, hvor man kommer, når/hvis det passer. Det vigtigste for mig er at facilitere noget, der giver værdi, og ikke bare er en investering i kommende dårlig samvittighed over ikke at kunne vedligeholde nye forpligtelser, som man ikke kan overskue.
Jeg forestiller mig et set up, hvor vi mødes udendørs (pga. akustik og lydfølsomhed), og at møderne starter med et oplæg, der tager udgangspunkt i nogle af de emner, vi har oppe at vende herinde.
Tidsrummet er fastlagt på forhånd, så alle kender rammerne, udgiften til oplægsholder bliver fordelt på dem, der deltager, og forplejning er enten sammenskud eller hver mand for sig.
Hvis vi gør det, opretter jeg en separat facebookgruppe til formålet, så de, der bare gerne vil have lov at læse blog i fred, ikke skal forholde sig til alt muligt, de ikke har aktier i. Gruppen vil udelukkende blive brugt til planlægning af kommende møder, så den ikke kommer til at drukne alt andet indhold i dit feed. Man må altså gerne være med, selvom man ikke helt har besluttet sig for, om man vil med, når vi mødes.
Går vi med den, laver vi et testarrangement eller to, og beslutter derfra i fællesskab, om vi kører videre, eller om ideen var bedre på skrift end i virkeligheden.
Det er ferie, der er børn overalt, så jeg gør det lige nemt for mig selv at få en fornemmelse af, om der er stemning for projektet. Derfor smider jeg på bloggens fb-side et opslag, hvori der bare står: “Jeg er umiddelbart interesseret i et IRL-Klubhus”, som man trykker ‘Like’ på, hvis man tænker, at det kunne være noget. Så vurderer jeg, helt diktator-agtigt, om det giver mening at sætte det i søen. Yes?
5.
Holdt fødselsdag for bloggen, og det var simpelthen så fin og rørende en oplevelse.
Selskabet var småt, men virkelig godt, og mens regnen stod ned i stænger, sad vi midt i skoven i en dunkel bålhytte og spiste kage og drak kaffe og sodavandsrester fra Fridas fødselsdag. Vi talte om livet og døden og mænd og børn og arbejde og hunde og uhyrlige branderter, og midt i det hele var der tale, blomster og gaver fra jer.
Og hvor er I mange. Hver eneste af jer var skrevet i kortet, og sammen med de gavekort, jeg har modtaget herinde, er I næsten 140 mennesker, der har sendt mig en hilsen.
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige, for ‘tak’ virker så småt og utilstrækkeligt, når jeg holder det op imod, hvad I har muliggjort. De næste mange måneder bliver markant nemmere at komme igennem, takket være jer, og den gestus ved jeg ikke, hvordan man matcher på skrift.
Tak er virkelig kun et fattigt ord, men I skal vide, at jeg mener det fra bunden af min sjæl.
For efter mange begejstrede pokes har jeg besluttet, at vi holder walk-in-fødselsdag for bloggen.
Vi gør det sgu!
Bliver det angstprovokerende? Givetvis.
Er jeg sikker på, at det er en god idé? Det afhænger af, hvornår du spørger mig.
For det ER lidt et vildt set-up at mødes med et ukendt antal mennesker, som alle sammen ved en HELT masse om mig, mens jeg stort set intet ved om 98% af de tilstedeværende.
Der er i hvert fald rig mulighed for at falde igennem.
Men hvis jeg skulle vælge en anledning til at mødes IRL, så har jeg svært ved at komme på én, der er bedre, end at bloggen d. 27. juli fylder 18 år.
Helt oprigtigt synes jeg faktisk, at det er værd at fejre, at vi i fællesskab har formået at skabe et community, hvor folk hjælper hinanden på kryds og tværs, hvor tonen altid er ordentlig og respektfuld, og hvor vi sammen, på 18. år, forsøger at blive klogere på verden omkring os.
Derfor laver jeg et bring-your-own-coffe-fødselssdags-get-together d. 05.07, kl. 13.30-16.30.
Jeg får oprettet en begivenhed på fb, (og en mailadresse til dem, der ikke er derinde), så man kan give mig et heads up, hvis man forventer at komme; udelukkende så jeg kan finde et sted, hvor der er parkeringspladser nok, og hvor vi evt. kan stå i tørvejr og grine nervøst til hinanden, hvis sommerregnen siler ned.
Det er altid lidt irriterende at skulle trækkes med andre menneskers planlægning af et arrangement, man ikke selv skal deltage i, så det her bliver det sidste særskilte indlæg om emnet, jeg skriver. Resten af detaljerne tager vi i slutningen af det regulære M2025-indlæg, jeg skriver i løbet af weekenden.
I næste uge kommer indlægget om sundhedsforsikring på, og således skulle vi gerne kunne køre både planlægning og et parallelt spor af sædvanlige indlæg, så der er lidt, både til dem, der ikke lige har tid eller mulighed for at rulle til udkantsdanmark midt i sommerferien, og dem, der har.
Dagens indlæg bliver en kombination af ugens M2025-indlæg og en beskrivelse af den fine, fine dag, vi havde i går, hvor Anton blev nonfirmeret.
Jeg er helt savet over i dag. Jeg har smågrædt 4 gange, Bare Fordi, og alting sidder uden på tøjet. Men det var det hele værd, og jeg er fuldstændig blæst væk over, hvor fantastisk en dag, det lykkedes os at lave, fuldstændig på Antons præmisser.
Jeg har stået fast på, at han selv skulle være deltagende i planlægningen af den store dag, for hvis det skal give mening at holde en fest, når man ikke bliver konfirmeret, synes jeg, at det skal være en fest, der markerer overgangen fra barn til ung. Med til det hører at tage lidt mere ansvar for, hvad man gerne vil, end det forventes af én, når man er lille, og det har han gjort.
Det kræver selvfølgelig, at set-up’et rammesættes rigtigt, når hovedpersonen er autist, for ellers bliver resultatet det modsatte af en fest. Derfor har jeg på de fleste af del-elementerne, givet ham nogle valgmuligheder, så han ikke har skulle gribe et færdigt koncept ud af luften, men har haft nogle konkrete bud på, hvad vi kunne vælge at gøre.
Vi startede dagen med at tage i kirke for at se konfirmationen af hans klassekammerater, og det var en rørende oplevelse. Da vi var til infoaften i efteråret, fik vi at vide, at S-linjen skulle konfirmeres sammen med almen-delen, men det fik vi ændret til, at vores unge mennesker kunne få lov at starte. På den måde lå den formelle del af dagen om morgenen, hvor der er mest strøm på batterierne, og ceremonien blev kortere.
Det var godt, at det var sådan, præsten endte med at gøre det, for det er en stor kirke – og der var fuldt hus. De her unge mennesker har det så svært med for megen opmærksomhed og for mange mennesker, men fordi der her var en ramme omkring det, kunne alle, der holder af dem, for én gang skyld få lov at være med, og jeg fik våde øjne over at se, hvor mange mennesker, der var mødt frem til hver eneste af dem. Selv deres lærerteam var mødt frem i stiveste puds, og stod på rad og række og duppede øjne. Ej, men jeg var helt færdig.
Da klokkerne ringede, kørte vi over til mormor og morfar, hvor Anton havde valgt, at han gerne ville holde sin fest. Mine forældre bor større, end vi gør, og har en stor have med flere overdækkede terrasser, hvilket gav lidt mere spændevide ift. vejret, men jeg har hele tiden håbet, at vi kunne sidde i haven, fordi det er mindre overvældende end en lidt-for-varm stue, og akustikken under åben himmel er bedre.
Vi fik pyntet haven med blomster og flag, startede grillen og en time efter ankom de første gæster.
Vi var en lille flok. Bare min søster med familie, en lille håndfuld af mine venner, og mine forældre.
Jeg havde på forhånd skrevet til folk, at de skulle tage en ekstra trøje med, og jeg medbragte desuden en stak tæpper, som vi bare stillede i en kurv. Det var vigtigt for mig, at det blev en uformel dag, hvor alle kunne hygge sig, skæve hjerner, ømme ben og dumme fødder til trods, så derfor havde jeg forsøgt at indrette det, så folk kunne finde det sted i haven, der passede til deres fysik og indre termostat.
Hovedpersonen selv kan jo ikke så godt med for megen opmærksomhed, så jeg havde prikket til folk inden og spurgt, om de ville være behjælpelige med at tage billeder i løbet af dagen, uden at han opdagede det, så det ikke blev så opstillet.
Samtidig havde dem, der overvejede tale/sange haft fat i mig, for det er klart; det giver et dilemma, når vi er vante til at bruge den slags lejligheder til at fortælle vores nærmeste, at de er vigtige for os, og de så SLET ikke skal bede om det. Jeg havde derfor foreslået, at de i stedet lavede en lille bog med billeder og nogle små, korte beskrivelser af, hvorfor de havde valgt de pågældende snapshots, og det fik han.
For mit eget vedkommende havde jeg skrevet min lille tale til ham og lagt den i et kort, og det satte jeg frem, så dem, der gerne ville læse det, kunne gøre det.
(Det siger sig selv, at jeg hulkegræd mig igennem den, da jeg skrev den, så det er nok i virkeligheden meget godt, at jeg ikke skulle fremsige den. Børn, mand. De tager livet af dig).
Da jeg bød velkommen, bad jeg folk om i løbet af dagen at se, om de kunne tage en selfie sammen med Anton, men min svoger, den gigantiske helt, tilbød at tage billederne, og da han er en virkelig dygtig fotograf, glæder jeg mig som et barn til at se dem. Anton accepterede, fordi vi fik det sat op, så de blev taget et sted, hvor der var fred og ro, og vi gik derom på skift, så der ikke var publikum på. (Det er Onkel, der står bag billedet af Anton herunder, og jeg er ved at besvime over, hvor højt, jeg elsker det).
Billederne vil jeg bruge i en fotobog, der skal gøre det ud for den traditionelle gæstebog, fordi navne ganske enkelt ikke hænger fast. På den her måde kan han, også om 10 år, se og huske, hvem der var med.
Menuen stod på grillmad og tilbehør, og der var lidt til enhver smag. Jeg havde lavet små bestillingssedler, både så det var nemmere for grillmesteren at holde styr på, hvem der i løbet af dagen bestilte hvad, men også, så vi kunne nøjes med at hente det ud af køleskabet, der var bestilt.
På den måde har vi fuldstændig undgået at skulle smide kød og brød ud, fordi der blev kun lavet det, folk kunne spise. De forskellige salater fyldte vi løbende op, så det kun var det, der havde stået på bordet, der skulle kasseres sidst på eftermiddagen, og hele menuen var sammensat, så resterne enten når at blive spist i dag og i morgen, eller kan smides i fryseren.
Endelig har jeg i min del af planlægningen af festen haft meget fokus på, at det er de små ting, der æder overskuddet, når hjernen er lidt trekantet. Særligt, når man i forvejen er på overarbejde, fordi man ikke 100% ved, hvad der kommer til ske, og der er mennesker alle vegne.
Derfor skal tøjet være behageligt, og den unge mand elskede det, han havde valgt.
Ligeledes havde vi dækket op til børnene i udestuen, (som ligger i forlængelse af den terrasse vi sad på, og så havde vi bare skydedøren åben), så høfeberen blev holdt nogenlunde stangen, og det havde den ekstra fordel, at hverken Anton eller hans søde kusine behøvede at bekymre sig om hvepse, som de begge er lidt beklemte ved.
Jeg havde skrevet dagen ned i punktform til Anton, og havde i det hele taget gjort mig meget umage for at minimere antallet af overraskelser, fordi jeg ved, at det stresser ham. Alligevel var jeg lige ved at falde i, fordi jeg til børnenes velkomstdrinks havde planlagt at lave gigant-isterninger med legofigurer i. I første omgang havde jeg smuglet 4 ud af hans værelse, uden at han havde opdaget det, fordi jeg gik og gnækkede for mig selv ved tanken om, at han ville synes, det var sjovt, når han fik øje på det – men så kom jeg til at tænke på, at på en dag, hvor man i forvejen får langt flere surprise-input end normalt, så kan det vælte hele læsset, hvis man opdager yndlings-legofigurerne svømme rundt i hyldesaft og danskvand. Derfor havde han selv fået lov at vælge ofrene, og han havde gigantisk optur over det færdige resultat.
Det lyder måske som en tung og omstændig omgang at planlægge, men det har det ikke været, synes jeg. I hver fald ikke mere, end det altid er, når man skal planlægge en fest. Når det bliver Fridas tur, er det bare nogle andre overvejelser og valg, der kommer til at kræve opmærksomhed, og det er vel egentlig deri, det bliver noget særligt. F.eks. var det måske mere pga. form end indhold, at vi tog med i kirke, men det er jo netop rammesætningen, der gør de store begivenheder særlige og skiller dem fra de sædvanlige fødselsdage og sommerfester.
Det var den bedste dag – for os alle sammen, tror jeg – og jeg er så taknemmelig over den flok, vi har omkring os. Kærlighed udtrykkes gennem umage og i går blev det tydeligt, hvor meget af den, vi er omgivet af.
Da vi kom hjem og havde tømt bilen, tog Anton mig i hånden og sagde glad: “Det var sjovt i dag, mor!” og når man kender ham, ved man, hvor stort det er at være lykkedes med.
Lidt på bagkant kommer her en update på både operation og nuværende helbredsstatus. Egentlig mest som en slags public service ift. hvis nogle af jer har udsigt til at skulle igennem det samme, for jeg har selv savnet nogen på min egen alder at spejle mig i.
Da jeg endelig fandt ud af, hvorfor jeg havde så absurd ondt i min højre hoftebøjer og musklerne på bagsiden, troede jeg, at jeg havde masser af tid at løbe på. Man har ikke hørt om ret mange under 50 med svær artrose, vel? Så jeg satte min lid til træning, akupunktur, collagen og høj smertetærskel, og indstillede mig mentalt på, at det nok trak op til operation om 4-5 år.
Det, jeg i dét regnestykke ikke havde taget højde for, var hvor hurtigt det gik ned ad bakke. Og hvor meget, der påvirker alle mulige andre dele af kroppen at have så ondt et centralt sted i bevægeapparatet. For jeg kunne nærmest uge for uge både se og mærke forværring, og allerede omkring jul, dvs. 5 måneder efter, at jeg havde fundet ud af, at det var artrose og ikke “bare” et skævt bækken, havde jeg fået virkelig ondt i det venstre knæ.
Da vi nåede februar, sov jeg på en triggerbold, sad på en kilepude i bilen og en bold herhjemme, havde indlæg i min ene sko og vågnede flere gange hver eneste nat af ren og skær smerte. Jeg havde ugentligt, spændingsudløst migræne og måtte kompensere i ét væk, når jeg trænede.
Det mest frustrerende var, at uanset hvad jeg gjorde mig af anstrengelser for at dæmme op og regulere, så blev det *stadig* bare værre og værre, og den sidste måned op til operationen havde jeg en oplevelse af, at det var et kapløb med tiden ift., om jeg ville nå at smadre det venstre knæ fuldstændigt.
Alt det skriver jeg, fordi jeg flere gange undervejs mødte velmenende fysioterapeuter, som advokerede for træning i stedet for operation, og som tydeligvis havde det med ortopædkirurger, som jeg har det med J.D Vance.
Jeg er enig i, at man ikke skal smide sig under kniven, første gang det nipper lidt. Der er naturligvis indsatser, som skal prøves af, inden man går fuld titanium. Men jeg vil gerne slå et slag for, at man som (mulig) patient insisterer på, sammen med de fagfolk, man læner sig op ad, at lave nogle evalueringer undervejs, hvor smerteoplevelsen skal være blevet bedre, eller hvor man kan mere indenfor det nuværende smerteniveau. Hvis ikke det er tilfældet, skal der ringes med klokken. For det er reelt kun to år siden, at jeg for alvor fik ondt, men det sidste år har det været så slemt, at jeg i dag klart ville ønske, at jeg havde taget det her skridt noget før. Ud fra et sundhedsfagligt perspektiv synes jeg, at man er nødt til at tage manglende nattesøvn og tab af muskelmasse, fordi man ikke kan træne som man plejer, med i beregningerne, når der laves en helhedsvurdering af, hvad den bedste løsning i det enkelte tilfælde er.
Nå, det var et sidespor, men jeg synes, det er et vigtigt ét af slagsen.
Da først jeg havde datoen for min operation, forsøgte jeg, me being me, at forberede mig bedst muligt, og noget af det, der var ved at drive mig til vanvid var, at jeg ikke kunne få svar på *noget*.
Uanset, hvad jeg spurgte om, fik jeg: “Det er MEGET forskelligt” retur, og når man er et menneske, der finder ro i forberedelse, så er det voldsomt udfordrende ikke at kunne gøre noget som helst. Havde det været en arm jeg skulle opereres i, havde jeg vidst, at lynlåse og madlavning ville blive bøvlet. Havde det været en tå, havde jeg forberedt mig på noget med balancen og fodtøjet. Men hoften sidder meget midt i kroppen, og det er virkelig svært at forestille sig, hvad man bagefter kan og ikke kan. Om det f.eks. gør mest ondt at sidde eller stå, om man kan støtte på benet eller løfte ting over hovedet osv. osv.
Selvfølgelig vidste jeg godt, at jeg ikke ville kunne cykle hjem fra hospitalet, men detaljerne var stadig relevante for mig, fordi jeg som selvstændig jo ret gerne ville have en fornemmelse af, hvornår jeg kunne begynde at tolke igen – og hvilke opgaver, der var realistisk at sige ja til. Nogle af mine faste opgaver er så faste, at jeg ved præcis, hvor jeg kan parkere, og hvor langt, jeg skal gå. Jeg kender lokalet, vi skal være i, og jeg ved, hvad der skal ske under tolkningen. Hvis jeg på forhånd vidste, at de fleste kan sidde nogenlunde smertefrit igen efter et par uger, ville jeg godt kunne sige ja til den slags opgaver, for armene fejler ikke noget.
Men tusind spørgsmål senere, måtte jeg sande, at jeg nok bare ikke kunne komme det nærmere, så jeg overgav mig (modvilligt!) til uvisheden.
Jeg stemplede ind på hospitalet onsdag d. 09. kl. 7.15. Kl. 8 røg jeg på bordet, kl. 10 vækkede de mig igen, og kl. 12.30 var jeg oppe at gå på trapper.
Jeg var presset, da jeg ankom til hospitalet, og de ti minutter, hvor de gjorde mig klar til operation, var overraskende ubehagelige. Jeg har tolket en del operationer efterhånden, og derfor har jeg lidt baggrundsviden ift., hvordan den slags normalt foregår. Men jeg var uforberedt på, HVOR meget, der foregik samtidigt her, og selvom jeg huskede at sige, at jeg gerne ville have lagt venflon i den ene hånd og målt blodtryk på modsatte arm, blev det hurtigt så overvældende, at jeg var nødt til mentalt at lukke af.
Mens jeg sad der, tænkte jeg lidt over, at det nok også handler om, at et ADHD-nervesystem selv på en god dag er overbelastet, og her er der lys og lyde og mennesker og info og ting, der er ubehagelige – og man har ikke fået sin medicin. Det ER en krads omgang. Men epiduralen var overraskende smertefri, og jeg fik sovemedicin, så hatten passede, så jeg har ingen erindring om selve operationen, hvilket jeg er glad for.
Da jeg skulle op at gå et par timer senere, føltes det som om, jeg satte min fod på en roterende skive, så den drejede rundt i en cirkel – men når jeg kiggede ned, stod foden stille. Det var her, jeg lærte, at man ikke kan lægge en ny hofte ind, uden at skære nogle af de muskler over, der styrer rotationsbevægelsen, og det er skideirriterende. For det er absurd udfordrende ikke at have motorisk kontrol over sit ben sidevers.
Men jeg er inderligt overrasket over, hvor lidt smertefuldt, det trods alt har været. De første 36 timer var stramme, men på intet tidspunkt var smerten uudholdelig, og jeg var afsted på min første tolkeopgave 14 dage efter, de havde opereret mig. Jeg brugte krykker i en lille uge, men primært om natten, eller når jeg var ude og traske en lille tur op og ned ad vejen.
I dag er det præcis 3 uger siden, jeg blev opereret, og jeg har været ude at køre bil for første gang. Jeg er på job igen, i gang med træning igen – også squat med en smule vægt på – og jeg kan nøjes med at spise panodil sporadisk, så selvom maskinen kører på lidt færre cylindere, end den plejer, er jeg jo egentlig, i det store og hele, tilbage.
Jeg halter stadig en smule, men kun fordi mine muskler stadig er så overspændte af at kompensere i 2 år, og smerterne, der før var ved at tage livet af mig, er væk.
Væk-væk.
Der er INGEN tvivl om, at min speedy recovery er resultatet af at have styrketrænet så længe og tungt, som jeg har, for der er meget, jeg ikke har været bange for at prøve. Jeg ved, at jeg kan bære min egen vægt, udelukkende på venstre ben, og at jeg har masser af styrke i armene. Det betyder, at jeg hurtigt har været i gang med at prøve at lægge vægten forsigtigt over på højre side, og jeg kan sagtens se, hvordan det kan være svært at turde gøre, hvis man ikke stoler på, at den gode side kan bære.
“Men er det KUN fedt, Linda? For det kunne godt lyde som om, du kommer til at lyve en *lille* bitte smule…”
Nej. Det ville trods alt være for godt til at være sandt.
Som sagt var de første døgn hårde, fordi kroppen har taget nogle tæsk; de saver et stykke knogle ud, fræser et hul i hofteskålen, hamrer et stykke metal ned i lårbensknoglen, og så har jeg, fordi jeg er så særlig, fået 3 ekstra skruer med i købet. Jeg er syet med 20 sting, mit ar er 25 cm. langt, og jeg glemmer ikke, at de har været der.
Jeg præsterede også at besvime, lige ned i bordet, den første morgen herhjemme, fordi mit blodtryk var gået hjemmefra, og jeg ikke havde fået noget at spise. Det kommer Frida ikke til at glemme foreløbigt, og det var virkelig synd for hende, at hun fik den med.
Men det, der ubetinget har været sværest, har været nætterne. De har været uendelige, fordi jeg de første to uger kun har kunne ligge på ryggen med benene bøjet, og jeg derfor har haft så ondt i mine muskler, at jeg har været ved at blive vanvittig. Ægte.
Det har også været en mental udfordring for mig, at smerterne har været forskellige fra dag til dag; den ene dag har jeg haft ondt i såret, dagen efter i knoglen, dagen efter det i anklen, fordi hele benet har været sort og blåt og hævet osv. osv. Det gør det svært at tracke fremgang, og det har været frustrerende.
Og endelig er trætheden (stadig) lidt overvældende. Jeg har dage, hvor jeg har det, som jeg havde det, de første uger efter jeg fødte Anton, og hvor et virkelig hyggeligt besøg på en time, af et menneske, jeg har savnet, som selv laver kaffe og serverer mad for mig, efterlader mig bleg og huløjet.
Alt det er kommet bag på mig, og det er faktisk grunden til, at jeg skriver det her indlæg. For jeg var forberedt på smerter og immobiltet og forbindinger og frustrerende begrænsninger – men de øvelser, jeg havde fået med hjem, var jeg niveaumæssigt forbi på 3. dagen, og smerterne har, de dage, de har været værst, ligget nogenlunde samme sted på skalaen som 2. dags menstruationssmerter.
Men jeg var ikke forberedt på nul søvn, invaliderende træthed og på at skulle famle i blinde efter fornemmelsen af, om det gik den rigtige vej.
Det vendte på 10. dagen, synes jeg. Herefter har jeg sovet mere og bedre, og jeg kan tydeligt mærke, at det hver eneste dag bliver bedre, og at jeg kan mere. Stingene er taget ud, plasteret er fjernet, og den største fare nu er faktisk, at jeg glemmer, at jeg er blevet opereret. Forleden, da jeg var på opgave, tog jeg trappen, og da eksede benet en smule skråt ind foran mig, fordi det stadig ikke er helt stabilt, når jeg belaster det. Det gjorde ikke ondt, og det er nok i virkeligheden ikke så godt, for jeg føler egentlig, at jeg er klar til at knalde nogle kilo på barren og køre rigtige squats igen. Men bøjer benet ind foran med 50 kg. på nakken, så går hoften går af led, og det skal vi IKKE bede om, har jeg ladet mig fortælle.
Summa summarum: Jeg tager den med ro, holder små pauser og sørger for at smide benene op et par gange i løbet af dagen. Jeg kommer til at trappe langsomt op på alt, lige fra opgaver til sociale arrangementer og bilkørsel, og de dage, hvor jeg er på job, skal der ikke ske andet.
Jeg har også sovet til middag for første gang i mit liv.
Men når alt det er sagt, så går det virkelig over al forventning, og jeg er helt blæst væk over, hvad kroppen kan overkomme på bare 3 uger.
