Jeg har svært ved at rumme dobbeltheden i, at fjenden ikke længere kun stamper i øst, men også rasler med sablerne i vores luftrum, samtidig med, at livet og hverdagen fortsætter, som om intet er hændt.
Det føles som om, historien ikke har rustet os godt nok til krig, fordi vi er flasket op med en version, som ikke længere findes. Fjenden er blevet – næsten – usynlig, og vi har aktier og holdninger til den militære strategi, fordi vi læser med over skulderen på vores folkevalgte, som vi har adgang til 24/7.
Dermed står vi også i en situation, hvor vi bliver om ikke løjet for, så i hvert fald holdt hen i en grad, der gør mig utryg. Ikke fordi jeg ikke forstår det, men fordi frygt vokser i skyggerne.
Jeg er med på, at de ikke kan gå ud og sige, at de har 3 droner liggende på Panuminstituttet, spaltet i atomer, og at de nu ved, hvem afsenderen er. Gør de det, lukker de ned for muligheden for IKKE at reagere, så de er tvunget til at spille dumme – men det er bizart og surrealistisk og MEGET lidt beroligende at være vidne til.
For selvfølgelig har de pløkket droner ned. Jeg havde én hængende over marken i min baghave hele mandag aften, og hvis jeg havde haft et bedre boldøje, end tilfældet er, er jeg LIGE ved at tro, at jeg kunne have pillet den ud af himlen med en lasso.
Jeg var ikke bange-bange, men der var noget ved den måde, den bare hang der på, der gav mig myrekryb. Det føltes afventende.
Først havde jeg egentlig besluttet mig for bare at ignorere den, fordi jeg formodede, at myndighederne var (og er) ved at drukne i anmeldelser.
Men jeg bor 900 meter fra lufthavnen, og jeg ville sgu også være træt af, at en af helikopterne fik en drone galt i rotorbladene, fordi alle drog samme konklusion, så jeg filmede den, og sendte klippet til min politiven.
“Det behøver jeg ikke reagere på, gør jeg?”
“Det får du lige meldt ind, det der!”
Frida er nervøs over hele situationen, så for ikke at hælde benzin på bålet, gik jeg ud i baghaven og ringede. Jeg var nummer 14 i køen, og på plussiden gav det mig rig mulighed for at stå og iagttage dronen, så jeg kunne besvare de spørgsmål, politiets FB-side havde varslet mig, at jeg ville blive stillet.
Da jeg havde stået der i 5 minutter, kørte en politibil ind på den lille grusvej, der 800 meter herfra grænser op til min mark. De parkerede vinkelret på, så deres lygter lyste ind over marken, i retning af dronen – hvilket fik den til at slukke sit lys.
Så stod og sad vi dér.
Efter 10 minutter vurderede de, at den måtte have taget flugten (antager jeg), så de kørte deres vej.
Hvorefter dronen tændte sit lys igen.
Det var moderat foruroligende.
Det hjalp ikke på den George Orwellske stemning af sælsom uvirkelighed, at dyrene samme aften opførte sig helt bizart, da jeg kørte Fridas veninde hjem. Da vi i mørket kørte gennem skoven, s-l-e-n-t-r-e-d-e et dådyr ud midt på vejen, stoppede op og kiggede direkte på os. Længe. Selv pigerne blev stille. “Plejer de ikke at flytte sig, mor?” spurgte Frida beklemt.
Et par kilometer længere fremme kørte vi forbi 10? 12? katte, der bare stod i vejkanten, og inden vi nåede hjem, mødte vi også en hare med sin harekilling. Ingen af dyrene stak af, da vi kørte forbi.
Det er en mærkelig tid, og fremtiden føles lige nu som en dystopisk serie på Netflix.
Plejer er ophævet, Normalt er ude af drift, og stadig smører jeg madpakker, tolker møder og kører mine børn i klub, alt imens jeg er ved at kaste op over at høre og læse om droner. Droner, droner, droner. OverALT. Det føles som foråret 2020, hvor det eneste, der fandtes i verden, var covid og nedlukning og skænderier om masker.
Det er liv og død og leverpostej, det er altafgørende, skelsættende og ingenting overhovedet, og jeg ved ikke, hvordan man navigerer i en verden og en virkelighed, hvor alting, hele tiden, er uden fortilfælde.
Da vi talte om prepping sidst, var det i kølvandet på Putin og Trumps nyligt annoncerede kærlighedsaffære, hvor en regulær krig måske ikke var så langt væk, som man kunne ønske.
Dengang, såvel som nu, er prepping et emne, der deler vandene, og jeg kan stadig mærke, at det for nogen smager lidt for meget af paranoia og konspiration.
Det er helt fair; det er ikke min agenda at piske en stemning op eller at tvinge min generelle mistillid til verdens ledere ned i halsen på nogen, og vi bor i et land, hvor man godt kan tillade sig at forvente, at der i krigs- og krisetider er nogen, der holder hånden under os alle; også dem, der ikke har preppet.
Men siden vi så småt begyndte at have samtalen, primært udløst af den udenrigspolitiske situation, har vejret lagt sig i selen for at illustrere, hvorfor det også kan give mening at være forberedt på DMI-relateret bøvl.
På mine breddegrader har regnvejr og blæst to gange på under et år udviklet sig kritisk på rekordtid, og selvom det ikke er endt fatalt, så er der på bagkant kommet historier frem om situationer, der kunne være endt markant anderledes, hvis ikke heldet havde været med dem, der klarede frisag.
Hver gang vejret har opført sig vanvittigt, har det undermineret veje og forvoldt anselig, materiel skade, og dermed er vi tilbage ved den forhøjede sandsynlighed for, at forsyningskæden inden for (u)overskuelig fremtid lider et knæk. Vandskader og logistiske forhindringer kan i hvert fald gøre det svært for virksomheder og producenter at holde den leveringskadence, vi som forbrugere er vante til.
Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi tog en prepperrunde mere, hvor fokus ikke så meget er på de 3 dages hjemmeberedskab, men mere på, hvad vi hver især er blevet mere opmærksomme på at tænke ind i hverdagen.
Det kan være eksempler på konkrete, oplevede problemstillinger, som er kommet bag på én, som f.eks. at man på en arbejdsplads i Jylland kan have problemer med at kopiere, fordi en papirfabrik er eksploderet i Kina.
Det kan også være små tiltag, man har gjort for at gøre sin husholdning mere resilient ift. udefrakommende påvirkninger, eller for at gøre situationen nemmere og mere overskuelig, hvis strømmen går, eller absurde mængder regn forhindrer dig i at komme hjem.
For mit eget vedkommende vil jeg gerne fremhæve min nøgleboks, som jeg har monteret på væggen i min garage. Da jeg sidste år sad på en opgave, 30 km. fra Esbjerg, og motorvejen på under en time blev oversvømmet, var det betryggende at vide, at uanset om jeg selv, mine børn eller min veninde, der var på vej fra Aarhus landede først, så var der mulighed for at komme ind i sikkerhed og tørvejr.
Derudover slog det mig, da strømmen gik sidst, at det måske ikke var særlig smart, at mine pandelamper, lommelygter, stearinlys og lightere lå 6 forskellige steder. For lige nu er det lyst hele døgnet, men det vil være træls at stå i blæksort mørke en vinteraften kl. 22 og skulle rode 5 kasser igennem, fordi det ikke hjælper at have skrevet på en label, hvad der er i hvilken kasse, hvis det er for mørkt til at læse den. Derfor har jeg omdannet oldefars chatol til prepperstation, og nu ved jeg, at alt, hvad vi i første omgang kan få brug for, ligger dér.
Dernæst er jeg begyndt at tænke over, at jeg på mit lager har ting, som er extra drøje i brug. Altså, en version af noget, som måske ikke er den, jeg bruger til hverdag, men som kan holde længe, hvis det pludselig skulle blive nødvendigt.
Jeg har f.eks. købt en helt old school deodorant af den type, der ligner en forvokset læbepomade. Sådan én kan holde i cirka 28 år, og jeg har købt den med neutral duft, så den kan bruges af os alle 3, hvis det strammer til.
Jeg har købt en lille pakke vaskepulver, et stykke håndsæbe af den gammeldags slags, en shampoobar, et par pakker tørgær, genanvendeligt bagepapir – og en migrænehat.
Samtidig har jeg en on-going liste over ting, jeg enten ønsker mig eller kan købe, hvis jeg finder dem på bud, som f.eks. en trimmer og et godt slibestål.
(Her minder jeg om, at vi i dette indlæg ikke taler om samfundets endelige kollaps og cyberkrig, men ‘bare’ om forsyningsknaphed og en periode, hvor noget er svært at få fat i. Hvis verden imploderer, kommer vi formentlig alle sammen til at lugte lidt af sved, og der er nok ingen, der på 2. dagen uden internet slæber Raadvad-gryden ud i haven og går amok med sæbespåner og vaskebræt).
Jeg gemmer vores gamle sygesikringsbeviser og pas i en kasse, så vi stadig har nogle fysiske af slagsen, hvis nettet går ned i en længere periode, og jeg runder boghylderne, når jeg i en mellemtime kommer forbi en genbrugsbutik. Mit lille bibliotek herhjemme tæller nu en begynderbog om strikning/hækling, en bog om reparationer i hjemmet, en bog om at sylte og henkoge – og en smuk, ny bog om selvforsyning, som jeg ikke kunne stå for.
Som en sidste krølle vil jeg nævne, at jeg i preppergruppen på FB for nogle uger siden spurgte, om vi skulle prøve at lave en dame-preppertråd, for jeg har en mistanke om, at de lister, der er tilgængelige rundt omkring, er lavet af mænd. De er MEGET vage ift. udfordringer, der primært rammer kvinder, og bærer i det hele taget præg af, at det i 90% af danske familier stadig er kvinder, der står for alt, hvad der vedrører børn, gamle og sygdom.
Derfor var jeg nysgerrig på, hvad andre damer har gjort sig af tanker om emnet.
På en klar førsteplads over bekymringer lå blærebetændelse – hvilket også er min egen. Jeg bøvlede med det som ung, og ud over at være afsindigt smertefuldt, er det ikke ufarligt. Jeg har prøvet at køre en fuld penicillinkur til ende, for så, 12 timer senere, at blive indlagt med hvidglødende smerter og nyre/bækkenbetændelse. Det var fuld morfin og antibiotika i drop, for når først blærebetændelse begynder at kravle baglæns op i nyrerne, bliver det ret hurtigt ret kritisk. Derfor har jeg ekstra vand i vores prepperlager, både til at drikke og til at opretholde god hygiejne, jeg har tranebærkapsler, og så har jeg en gammeldags varmepude til smertelindring.
Derudover har jeg anskaffet mig et gammeldags termometer (og sprit), for ligeså bange jeg er for blærebetændelse, ligeså meget frygter jeg meningitis. Begge dele er lumske som ind i helvede, fordi de ikke ser ud af noget i starten, udvikler sig hårrejsende hurtigt og kan ende med at blive livstruende, hvis man ikke reagerer i tide.
Derfor vil jeg gerne sikre mig, at jeg, hvis en af os bliver dårlig, kan holde øje med, hvor hurtigt feberen stiger.
Vaskbare bind var en genganger på damelisten; både til menstruerende piger/kvinder og til ældre damer, der lækker lidt, og sidst men ikke mindst havde mange tænkt nogle lidt mere bløde ting ind, som f.eks. nål og tråd til reparation af tøj, garn og pinde til kreative projekter, samt bøger om lægeurter og naturmedicin.
*
Ovenpå alle de ord vil jeg gerne slutte med at skrive, at jeg synes, at det er vigtigere end nogensinde før at være bevidst om, hvad man anskaffer sig og hvorfor. For det ER en balancegang, og det er nemt at tabe hovedet, når katastrofetankerne tager over. Jeg ved ikke, om der er lavet undersøgelser på det, men covid må have sat os år tilbage ift. forbrug af engangsprodukter, og vi har ikke brugt 4 år på at prøve igen at bevæge os væk fra hamstring og overforbrug for at fylde vores hjem op med unødvendigheder, som vi anskaffer i panik over en usikker verden.
Der VIL være anskaffelser, som kun giver mening, hvis det hele vælter, for Politikens Store Handyman-bog kan jo ikke på NOGEN måde måle sig med Google og AI – men den bliver nok meget rar at have, hvis man ikke længere har et søgefelt at skrive ‘tætning af vinduer’ i.
Men derfor kan vi stadig godt prøve at være bevidste forbrugere, som tænker bæredygtighed og madspild ind, så det, vi anskaffer, er noget, vi også har lyst til at bruge, spise og læse i, hvis solen bliver ved med at skinne, og alle verdens ledere til evig tid er på kram og kærlige kindkys.
*
Men nu er det jeres tur til at komme på banen. Har I ændret vaner for at dæmme op for noget, vi andre måske ikke har tænkt over? Eller oplevet bøvl, som var en uventet konsekvens af vejr eller det politiske klima?
Man behøver ikke have fundet en løsning; det handler bare om at hjælpe hinanden med at blive opmærksom på nogle af alle de små sprækker, der kan opstå, når det hele forskubber sig og intet er, som det plejer.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge har jeg:
1.
Så småt taget hul på at lave Antons værelse om.
Har man autister i sin omgangskreds, vil man vide, at de ofte gerne vil have, at tingene skal være som de plejer, og Anton er ingen undtagelse.
Men han bliver 15 til november, og selvom han stadig knuselsker alt sit Lego, så er der en del andre ting på værelset, som han ikke længere bruger, og som derfor skal videre.
Jeg har denne gang besluttet at gribe det omvendt an og at vi, i stedet for at rydde op, mens vi tømmer værelset, tager alting ud, og gemmer sorteringen, til der er malet, og vi skal have alting tilbage på plads. Jeg tror, det er nemmere at skille sig af med det, han ikke bruger, når han kan se, at den ledige plads giver mulighed for en lænestol eller for at bordet kan stå på en anden måde.
Han har valgt, at han gerne vil bruge nogle af sine nonfirmationspenge på et skab med glaslåger til de flotteste legofigurer (hvilket støvkluden i skuffen græder tårer af ren taknemmelighed over), og derudover har vi købt en prøve på den farve, han gerne vil have på væggene, som vi skal prøve at male op i dag.
I større hjemmeprojekter som det her, kan jeg mærke, at der er sket meget, siden jeg startede mine M20XXindlæg, for inden da gjorde jeg alting samtidigt. Jeg målte op, skrev ned og begyndte at købe hylder og tilbehør, allerede inden jeg overhovedet var gået i gang, og det har gennem årene resulteret i en del fejlkøb; lamper, der ikke kunne sidde, hvor jeg havde forestillet mig, fordi jeg ikke havde taget højde for stikkontakter, billeder, der aldrig kom op, fordi der ikke var plads, og reoler, der ikke kunne stå, hvor jeg ville have dem, fordi de viste sig at tage for meget af lyset.
De fejl ville jeg fortsat have begået, hvis ikke jeg havde forholdt mig så konkret til min måde at gøre tingene på, som disse indlæg har givet anledning til, og det gør det lidt nemmere for mig at udholde denne fase af projektet, hvor der er ting o.v.e.r.a.l.t.
2.
Gjort plads i en fryserskuffe, så jeg kan lave gigant-isterninger af mælkerester.
Det bruger jeg normalt ikke fryserplads på, men sommer betyder iskaffe, og med kæmpe mælketerninger, kan jeg på 20 sekunder lave en to-go-iskaffe, hvis jeg ikke når at drikke min morgenkaffe færdig.
Da vi er mere ude af huset, end vi normalt er, og alle vaner og rutiner samtidig er brudt, får vi lynhurtigt flere rester af mad og drikkevarer, end vi normalt har, og derfor gør jeg mig også ekstra umage for at finde anvendelse for dem.
Kunsten består i at finde noget at bruge dem til, så jeg faktisk *får* dem brugt, og ikke bare omdanner fryseren til et fødevare-hospice, og her ligger iskaffe lige til højrebenet.
3.
Været alle skabe igennem efter noget med skruelåg, som kunne bruges til at fylde resterne fra 3 shampoo-flasker med uduelige pumper, over i.
Men jeg skal da LIGE love for, at producenter af personlig pleje er blevet glade for netop pumper og/eller beholdere, hvor låget ikke kan skrues af, for jeg havde ikke én eneste stående, hverken på badeværelset eller prepperhylden.
Det er forklaringen på, at mine gæster nu tror, at jeg vasker hår i opvaskesæbe, for det var den eneste plastbeholder i huset, som jeg kunne sætte en tragt på og fylde resterne over i.
Det gider jeg faktisk ikke, så de næste gange, jeg skal købe sæbe, shampoo ell. lign. vil jeg sørge for at købe produkter, hvor emballagen kan genbruges, og så gemme dem, når de er tomme. Urtekram er et godt bud, både fordi det ikke indeholder alt muligt skrammel, og fordi både flasker og gevind er solide og kan genbruges i det uendelige.
I den forbindelse: Har vi gode erfaringer med særlige mærker, der kører refill? For med vores fælles fokus på at nedbringe emballageforbrug, ville det være oplagt at lære at elske noget nyt, så der er lidt at vælge imellem.
4.
Fået mange mails og kommentarer fra søde læsere, der gerne ville have været med til fødselsdag, men som ikke havde mulighed for at deltage, og som derfor har spurgt, om vi kan gøre det igen.
Jeg har tænkt en del over det, for jeg er faktisk ikke afvisende overfor at lave en live-tilbygning til vores virtuelle Klubhus.
Jeg ved, at mange af jer/os, er lidt til den introverte side, og har rigeligt at se til i hverdagen. Derudover bor vi i hele landet, og der er langt til Esbjerg.
Men man kunne godt lave noget, der tog højde for de forbehold, så nu prøver jeg at lave et oplæg til noget, jeg forestiller mig kunne fungere.
Mit forslag ville være at køre en frekvens på 1-2 arrangementer om året, hvor vi mødes forskellige steder i DK. Formålet er ikke at få nye venner, men at bygge et organisk netværk op, hvor man kommer, når/hvis det passer. Det vigtigste for mig er at facilitere noget, der giver værdi, og ikke bare er en investering i kommende dårlig samvittighed over ikke at kunne vedligeholde nye forpligtelser, som man ikke kan overskue.
Jeg forestiller mig et set up, hvor vi mødes udendørs (pga. akustik og lydfølsomhed), og at møderne starter med et oplæg, der tager udgangspunkt i nogle af de emner, vi har oppe at vende herinde.
Tidsrummet er fastlagt på forhånd, så alle kender rammerne, udgiften til oplægsholder bliver fordelt på dem, der deltager, og forplejning er enten sammenskud eller hver mand for sig.
Hvis vi gør det, opretter jeg en separat facebookgruppe til formålet, så de, der bare gerne vil have lov at læse blog i fred, ikke skal forholde sig til alt muligt, de ikke har aktier i. Gruppen vil udelukkende blive brugt til planlægning af kommende møder, så den ikke kommer til at drukne alt andet indhold i dit feed. Man må altså gerne være med, selvom man ikke helt har besluttet sig for, om man vil med, når vi mødes.
Går vi med den, laver vi et testarrangement eller to, og beslutter derfra i fællesskab, om vi kører videre, eller om ideen var bedre på skrift end i virkeligheden.
Det er ferie, der er børn overalt, så jeg gør det lige nemt for mig selv at få en fornemmelse af, om der er stemning for projektet. Derfor smider jeg på bloggens fb-side et opslag, hvori der bare står: “Jeg er umiddelbart interesseret i et IRL-Klubhus”, som man trykker ‘Like’ på, hvis man tænker, at det kunne være noget. Så vurderer jeg, helt diktator-agtigt, om det giver mening at sætte det i søen. Yes?
5.
Holdt fødselsdag for bloggen, og det var simpelthen så fin og rørende en oplevelse.
Selskabet var småt, men virkelig godt, og mens regnen stod ned i stænger, sad vi midt i skoven i en dunkel bålhytte og spiste kage og drak kaffe og sodavandsrester fra Fridas fødselsdag. Vi talte om livet og døden og mænd og børn og arbejde og hunde og uhyrlige branderter, og midt i det hele var der tale, blomster og gaver fra jer.
Og hvor er I mange. Hver eneste af jer var skrevet i kortet, og sammen med de gavekort, jeg har modtaget herinde, er I næsten 140 mennesker, der har sendt mig en hilsen.
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige, for ‘tak’ virker så småt og utilstrækkeligt, når jeg holder det op imod, hvad I har muliggjort. De næste mange måneder bliver markant nemmere at komme igennem, takket være jer, og den gestus ved jeg ikke, hvordan man matcher på skrift.
Tak er virkelig kun et fattigt ord, men I skal vide, at jeg mener det fra bunden af min sjæl.
For efter mange begejstrede pokes har jeg besluttet, at vi holder walk-in-fødselsdag for bloggen.
Vi gør det sgu!
Bliver det angstprovokerende? Givetvis.
Er jeg sikker på, at det er en god idé? Det afhænger af, hvornår du spørger mig.
For det ER lidt et vildt set-up at mødes med et ukendt antal mennesker, som alle sammen ved en HELT masse om mig, mens jeg stort set intet ved om 98% af de tilstedeværende.
Der er i hvert fald rig mulighed for at falde igennem.
Men hvis jeg skulle vælge en anledning til at mødes IRL, så har jeg svært ved at komme på én, der er bedre, end at bloggen d. 27. juli fylder 18 år.
Helt oprigtigt synes jeg faktisk, at det er værd at fejre, at vi i fællesskab har formået at skabe et community, hvor folk hjælper hinanden på kryds og tværs, hvor tonen altid er ordentlig og respektfuld, og hvor vi sammen, på 18. år, forsøger at blive klogere på verden omkring os.
Derfor laver jeg et bring-your-own-coffe-fødselssdags-get-together d. 05.07, kl. 13.30-16.30.
Jeg får oprettet en begivenhed på fb, (og en mailadresse til dem, der ikke er derinde), så man kan give mig et heads up, hvis man forventer at komme; udelukkende så jeg kan finde et sted, hvor der er parkeringspladser nok, og hvor vi evt. kan stå i tørvejr og grine nervøst til hinanden, hvis sommerregnen siler ned.
Det er altid lidt irriterende at skulle trækkes med andre menneskers planlægning af et arrangement, man ikke selv skal deltage i, så det her bliver det sidste særskilte indlæg om emnet, jeg skriver. Resten af detaljerne tager vi i slutningen af det regulære M2025-indlæg, jeg skriver i løbet af weekenden.
I næste uge kommer indlægget om sundhedsforsikring på, og således skulle vi gerne kunne køre både planlægning og et parallelt spor af sædvanlige indlæg, så der er lidt, både til dem, der ikke lige har tid eller mulighed for at rulle til udkantsdanmark midt i sommerferien, og dem, der har.
Dagens indlæg bliver en kombination af ugens M2025-indlæg og en beskrivelse af den fine, fine dag, vi havde i går, hvor Anton blev nonfirmeret.
Jeg er helt savet over i dag. Jeg har smågrædt 4 gange, Bare Fordi, og alting sidder uden på tøjet. Men det var det hele værd, og jeg er fuldstændig blæst væk over, hvor fantastisk en dag, det lykkedes os at lave, fuldstændig på Antons præmisser.
Jeg har stået fast på, at han selv skulle være deltagende i planlægningen af den store dag, for hvis det skal give mening at holde en fest, når man ikke bliver konfirmeret, synes jeg, at det skal være en fest, der markerer overgangen fra barn til ung. Med til det hører at tage lidt mere ansvar for, hvad man gerne vil, end det forventes af én, når man er lille, og det har han gjort.
Det kræver selvfølgelig, at set-up’et rammesættes rigtigt, når hovedpersonen er autist, for ellers bliver resultatet det modsatte af en fest. Derfor har jeg på de fleste af del-elementerne, givet ham nogle valgmuligheder, så han ikke har skulle gribe et færdigt koncept ud af luften, men har haft nogle konkrete bud på, hvad vi kunne vælge at gøre.
Vi startede dagen med at tage i kirke for at se konfirmationen af hans klassekammerater, og det var en rørende oplevelse. Da vi var til infoaften i efteråret, fik vi at vide, at S-linjen skulle konfirmeres sammen med almen-delen, men det fik vi ændret til, at vores unge mennesker kunne få lov at starte. På den måde lå den formelle del af dagen om morgenen, hvor der er mest strøm på batterierne, og ceremonien blev kortere.
Det var godt, at det var sådan, præsten endte med at gøre det, for det er en stor kirke – og der var fuldt hus. De her unge mennesker har det så svært med for megen opmærksomhed og for mange mennesker, men fordi der her var en ramme omkring det, kunne alle, der holder af dem, for én gang skyld få lov at være med, og jeg fik våde øjne over at se, hvor mange mennesker, der var mødt frem til hver eneste af dem. Selv deres lærerteam var mødt frem i stiveste puds, og stod på rad og række og duppede øjne. Ej, men jeg var helt færdig.
Da klokkerne ringede, kørte vi over til mormor og morfar, hvor Anton havde valgt, at han gerne ville holde sin fest. Mine forældre bor større, end vi gør, og har en stor have med flere overdækkede terrasser, hvilket gav lidt mere spændevide ift. vejret, men jeg har hele tiden håbet, at vi kunne sidde i haven, fordi det er mindre overvældende end en lidt-for-varm stue, og akustikken under åben himmel er bedre.
Vi fik pyntet haven med blomster og flag, startede grillen og en time efter ankom de første gæster.
Vi var en lille flok. Bare min søster med familie, en lille håndfuld af mine venner, og mine forældre.
Jeg havde på forhånd skrevet til folk, at de skulle tage en ekstra trøje med, og jeg medbragte desuden en stak tæpper, som vi bare stillede i en kurv. Det var vigtigt for mig, at det blev en uformel dag, hvor alle kunne hygge sig, skæve hjerner, ømme ben og dumme fødder til trods, så derfor havde jeg forsøgt at indrette det, så folk kunne finde det sted i haven, der passede til deres fysik og indre termostat.
Hovedpersonen selv kan jo ikke så godt med for megen opmærksomhed, så jeg havde prikket til folk inden og spurgt, om de ville være behjælpelige med at tage billeder i løbet af dagen, uden at han opdagede det, så det ikke blev så opstillet.
Samtidig havde dem, der overvejede tale/sange haft fat i mig, for det er klart; det giver et dilemma, når vi er vante til at bruge den slags lejligheder til at fortælle vores nærmeste, at de er vigtige for os, og de så SLET ikke skal bede om det. Jeg havde derfor foreslået, at de i stedet lavede en lille bog med billeder og nogle små, korte beskrivelser af, hvorfor de havde valgt de pågældende snapshots, og det fik han.
For mit eget vedkommende havde jeg skrevet min lille tale til ham og lagt den i et kort, og det satte jeg frem, så dem, der gerne ville læse det, kunne gøre det.
(Det siger sig selv, at jeg hulkegræd mig igennem den, da jeg skrev den, så det er nok i virkeligheden meget godt, at jeg ikke skulle fremsige den. Børn, mand. De tager livet af dig).
Da jeg bød velkommen, bad jeg folk om i løbet af dagen at se, om de kunne tage en selfie sammen med Anton, men min svoger, den gigantiske helt, tilbød at tage billederne, og da han er en virkelig dygtig fotograf, glæder jeg mig som et barn til at se dem. Anton accepterede, fordi vi fik det sat op, så de blev taget et sted, hvor der var fred og ro, og vi gik derom på skift, så der ikke var publikum på. (Det er Onkel, der står bag billedet af Anton herunder, og jeg er ved at besvime over, hvor højt, jeg elsker det).
Billederne vil jeg bruge i en fotobog, der skal gøre det ud for den traditionelle gæstebog, fordi navne ganske enkelt ikke hænger fast. På den her måde kan han, også om 10 år, se og huske, hvem der var med.
Menuen stod på grillmad og tilbehør, og der var lidt til enhver smag. Jeg havde lavet små bestillingssedler, både så det var nemmere for grillmesteren at holde styr på, hvem der i løbet af dagen bestilte hvad, men også, så vi kunne nøjes med at hente det ud af køleskabet, der var bestilt.
På den måde har vi fuldstændig undgået at skulle smide kød og brød ud, fordi der blev kun lavet det, folk kunne spise. De forskellige salater fyldte vi løbende op, så det kun var det, der havde stået på bordet, der skulle kasseres sidst på eftermiddagen, og hele menuen var sammensat, så resterne enten når at blive spist i dag og i morgen, eller kan smides i fryseren.
Endelig har jeg i min del af planlægningen af festen haft meget fokus på, at det er de små ting, der æder overskuddet, når hjernen er lidt trekantet. Særligt, når man i forvejen er på overarbejde, fordi man ikke 100% ved, hvad der kommer til ske, og der er mennesker alle vegne.
Derfor skal tøjet være behageligt, og den unge mand elskede det, han havde valgt.
Ligeledes havde vi dækket op til børnene i udestuen, (som ligger i forlængelse af den terrasse vi sad på, og så havde vi bare skydedøren åben), så høfeberen blev holdt nogenlunde stangen, og det havde den ekstra fordel, at hverken Anton eller hans søde kusine behøvede at bekymre sig om hvepse, som de begge er lidt beklemte ved.
Jeg havde skrevet dagen ned i punktform til Anton, og havde i det hele taget gjort mig meget umage for at minimere antallet af overraskelser, fordi jeg ved, at det stresser ham. Alligevel var jeg lige ved at falde i, fordi jeg til børnenes velkomstdrinks havde planlagt at lave gigant-isterninger med legofigurer i. I første omgang havde jeg smuglet 4 ud af hans værelse, uden at han havde opdaget det, fordi jeg gik og gnækkede for mig selv ved tanken om, at han ville synes, det var sjovt, når han fik øje på det – men så kom jeg til at tænke på, at på en dag, hvor man i forvejen får langt flere surprise-input end normalt, så kan det vælte hele læsset, hvis man opdager yndlings-legofigurerne svømme rundt i hyldesaft og danskvand. Derfor havde han selv fået lov at vælge ofrene, og han havde gigantisk optur over det færdige resultat.
Det lyder måske som en tung og omstændig omgang at planlægge, men det har det ikke været, synes jeg. I hver fald ikke mere, end det altid er, når man skal planlægge en fest. Når det bliver Fridas tur, er det bare nogle andre overvejelser og valg, der kommer til at kræve opmærksomhed, og det er vel egentlig deri, det bliver noget særligt. F.eks. var det måske mere pga. form end indhold, at vi tog med i kirke, men det er jo netop rammesætningen, der gør de store begivenheder særlige og skiller dem fra de sædvanlige fødselsdage og sommerfester.
Det var den bedste dag – for os alle sammen, tror jeg – og jeg er så taknemmelig over den flok, vi har omkring os. Kærlighed udtrykkes gennem umage og i går blev det tydeligt, hvor meget af den, vi er omgivet af.
Da vi kom hjem og havde tømt bilen, tog Anton mig i hånden og sagde glad: “Det var sjovt i dag, mor!” og når man kender ham, ved man, hvor stort det er at være lykkedes med.
Lidt på bagkant kommer her en update på både operation og nuværende helbredsstatus. Egentlig mest som en slags public service ift. hvis nogle af jer har udsigt til at skulle igennem det samme, for jeg har selv savnet nogen på min egen alder at spejle mig i.
Da jeg endelig fandt ud af, hvorfor jeg havde så absurd ondt i min højre hoftebøjer og musklerne på bagsiden, troede jeg, at jeg havde masser af tid at løbe på. Man har ikke hørt om ret mange under 50 med svær artrose, vel? Så jeg satte min lid til træning, akupunktur, collagen og høj smertetærskel, og indstillede mig mentalt på, at det nok trak op til operation om 4-5 år.
Det, jeg i dét regnestykke ikke havde taget højde for, var hvor hurtigt det gik ned ad bakke. Og hvor meget, der påvirker alle mulige andre dele af kroppen at have så ondt et centralt sted i bevægeapparatet. For jeg kunne nærmest uge for uge både se og mærke forværring, og allerede omkring jul, dvs. 5 måneder efter, at jeg havde fundet ud af, at det var artrose og ikke “bare” et skævt bækken, havde jeg fået virkelig ondt i det venstre knæ.
Da vi nåede februar, sov jeg på en triggerbold, sad på en kilepude i bilen og en bold herhjemme, havde indlæg i min ene sko og vågnede flere gange hver eneste nat af ren og skær smerte. Jeg havde ugentligt, spændingsudløst migræne og måtte kompensere i ét væk, når jeg trænede.
Det mest frustrerende var, at uanset hvad jeg gjorde mig af anstrengelser for at dæmme op og regulere, så blev det *stadig* bare værre og værre, og den sidste måned op til operationen havde jeg en oplevelse af, at det var et kapløb med tiden ift., om jeg ville nå at smadre det venstre knæ fuldstændigt.
Alt det skriver jeg, fordi jeg flere gange undervejs mødte velmenende fysioterapeuter, som advokerede for træning i stedet for operation, og som tydeligvis havde det med ortopædkirurger, som jeg har det med J.D Vance.
Jeg er enig i, at man ikke skal smide sig under kniven, første gang det nipper lidt. Der er naturligvis indsatser, som skal prøves af, inden man går fuld titanium. Men jeg vil gerne slå et slag for, at man som (mulig) patient insisterer på, sammen med de fagfolk, man læner sig op ad, at lave nogle evalueringer undervejs, hvor smerteoplevelsen skal være blevet bedre, eller hvor man kan mere indenfor det nuværende smerteniveau. Hvis ikke det er tilfældet, skal der ringes med klokken. For det er reelt kun to år siden, at jeg for alvor fik ondt, men det sidste år har det været så slemt, at jeg i dag klart ville ønske, at jeg havde taget det her skridt noget før. Ud fra et sundhedsfagligt perspektiv synes jeg, at man er nødt til at tage manglende nattesøvn og tab af muskelmasse, fordi man ikke kan træne som man plejer, med i beregningerne, når der laves en helhedsvurdering af, hvad den bedste løsning i det enkelte tilfælde er.
Nå, det var et sidespor, men jeg synes, det er et vigtigt ét af slagsen.
Da først jeg havde datoen for min operation, forsøgte jeg, me being me, at forberede mig bedst muligt, og noget af det, der var ved at drive mig til vanvid var, at jeg ikke kunne få svar på *noget*.
Uanset, hvad jeg spurgte om, fik jeg: “Det er MEGET forskelligt” retur, og når man er et menneske, der finder ro i forberedelse, så er det voldsomt udfordrende ikke at kunne gøre noget som helst. Havde det været en arm jeg skulle opereres i, havde jeg vidst, at lynlåse og madlavning ville blive bøvlet. Havde det været en tå, havde jeg forberedt mig på noget med balancen og fodtøjet. Men hoften sidder meget midt i kroppen, og det er virkelig svært at forestille sig, hvad man bagefter kan og ikke kan. Om det f.eks. gør mest ondt at sidde eller stå, om man kan støtte på benet eller løfte ting over hovedet osv. osv.
Selvfølgelig vidste jeg godt, at jeg ikke ville kunne cykle hjem fra hospitalet, men detaljerne var stadig relevante for mig, fordi jeg som selvstændig jo ret gerne ville have en fornemmelse af, hvornår jeg kunne begynde at tolke igen – og hvilke opgaver, der var realistisk at sige ja til. Nogle af mine faste opgaver er så faste, at jeg ved præcis, hvor jeg kan parkere, og hvor langt, jeg skal gå. Jeg kender lokalet, vi skal være i, og jeg ved, hvad der skal ske under tolkningen. Hvis jeg på forhånd vidste, at de fleste kan sidde nogenlunde smertefrit igen efter et par uger, ville jeg godt kunne sige ja til den slags opgaver, for armene fejler ikke noget.
Men tusind spørgsmål senere, måtte jeg sande, at jeg nok bare ikke kunne komme det nærmere, så jeg overgav mig (modvilligt!) til uvisheden.
Jeg stemplede ind på hospitalet onsdag d. 09. kl. 7.15. Kl. 8 røg jeg på bordet, kl. 10 vækkede de mig igen, og kl. 12.30 var jeg oppe at gå på trapper.
Jeg var presset, da jeg ankom til hospitalet, og de ti minutter, hvor de gjorde mig klar til operation, var overraskende ubehagelige. Jeg har tolket en del operationer efterhånden, og derfor har jeg lidt baggrundsviden ift., hvordan den slags normalt foregår. Men jeg var uforberedt på, HVOR meget, der foregik samtidigt her, og selvom jeg huskede at sige, at jeg gerne ville have lagt venflon i den ene hånd og målt blodtryk på modsatte arm, blev det hurtigt så overvældende, at jeg var nødt til mentalt at lukke af.
Mens jeg sad der, tænkte jeg lidt over, at det nok også handler om, at et ADHD-nervesystem selv på en god dag er overbelastet, og her er der lys og lyde og mennesker og info og ting, der er ubehagelige – og man har ikke fået sin medicin. Det ER en krads omgang. Men epiduralen var overraskende smertefri, og jeg fik sovemedicin, så hatten passede, så jeg har ingen erindring om selve operationen, hvilket jeg er glad for.
Da jeg skulle op at gå et par timer senere, føltes det som om, jeg satte min fod på en roterende skive, så den drejede rundt i en cirkel – men når jeg kiggede ned, stod foden stille. Det var her, jeg lærte, at man ikke kan lægge en ny hofte ind, uden at skære nogle af de muskler over, der styrer rotationsbevægelsen, og det er skideirriterende. For det er absurd udfordrende ikke at have motorisk kontrol over sit ben sidevers.
Men jeg er inderligt overrasket over, hvor lidt smertefuldt, det trods alt har været. De første 36 timer var stramme, men på intet tidspunkt var smerten uudholdelig, og jeg var afsted på min første tolkeopgave 14 dage efter, de havde opereret mig. Jeg brugte krykker i en lille uge, men primært om natten, eller når jeg var ude og traske en lille tur op og ned ad vejen.
I dag er det præcis 3 uger siden, jeg blev opereret, og jeg har været ude at køre bil for første gang. Jeg er på job igen, i gang med træning igen – også squat med en smule vægt på – og jeg kan nøjes med at spise panodil sporadisk, så selvom maskinen kører på lidt færre cylindere, end den plejer, er jeg jo egentlig, i det store og hele, tilbage.
Jeg halter stadig en smule, men kun fordi mine muskler stadig er så overspændte af at kompensere i 2 år, og smerterne, der før var ved at tage livet af mig, er væk.
Væk-væk.
Der er INGEN tvivl om, at min speedy recovery er resultatet af at have styrketrænet så længe og tungt, som jeg har, for der er meget, jeg ikke har været bange for at prøve. Jeg ved, at jeg kan bære min egen vægt, udelukkende på venstre ben, og at jeg har masser af styrke i armene. Det betyder, at jeg hurtigt har været i gang med at prøve at lægge vægten forsigtigt over på højre side, og jeg kan sagtens se, hvordan det kan være svært at turde gøre, hvis man ikke stoler på, at den gode side kan bære.
“Men er det KUN fedt, Linda? For det kunne godt lyde som om, du kommer til at lyve en *lille* bitte smule…”
Nej. Det ville trods alt være for godt til at være sandt.
Som sagt var de første døgn hårde, fordi kroppen har taget nogle tæsk; de saver et stykke knogle ud, fræser et hul i hofteskålen, hamrer et stykke metal ned i lårbensknoglen, og så har jeg, fordi jeg er så særlig, fået 3 ekstra skruer med i købet. Jeg er syet med 20 sting, mit ar er 25 cm. langt, og jeg glemmer ikke, at de har været der.
Jeg præsterede også at besvime, lige ned i bordet, den første morgen herhjemme, fordi mit blodtryk var gået hjemmefra, og jeg ikke havde fået noget at spise. Det kommer Frida ikke til at glemme foreløbigt, og det var virkelig synd for hende, at hun fik den med.
Men det, der ubetinget har været sværest, har været nætterne. De har været uendelige, fordi jeg de første to uger kun har kunne ligge på ryggen med benene bøjet, og jeg derfor har haft så ondt i mine muskler, at jeg har været ved at blive vanvittig. Ægte.
Det har også været en mental udfordring for mig, at smerterne har været forskellige fra dag til dag; den ene dag har jeg haft ondt i såret, dagen efter i knoglen, dagen efter det i anklen, fordi hele benet har været sort og blåt og hævet osv. osv. Det gør det svært at tracke fremgang, og det har været frustrerende.
Og endelig er trætheden (stadig) lidt overvældende. Jeg har dage, hvor jeg har det, som jeg havde det, de første uger efter jeg fødte Anton, og hvor et virkelig hyggeligt besøg på en time, af et menneske, jeg har savnet, som selv laver kaffe og serverer mad for mig, efterlader mig bleg og huløjet.
Alt det er kommet bag på mig, og det er faktisk grunden til, at jeg skriver det her indlæg. For jeg var forberedt på smerter og immobiltet og forbindinger og frustrerende begrænsninger – men de øvelser, jeg havde fået med hjem, var jeg niveaumæssigt forbi på 3. dagen, og smerterne har, de dage, de har været værst, ligget nogenlunde samme sted på skalaen som 2. dags menstruationssmerter.
Men jeg var ikke forberedt på nul søvn, invaliderende træthed og på at skulle famle i blinde efter fornemmelsen af, om det gik den rigtige vej.
Det vendte på 10. dagen, synes jeg. Herefter har jeg sovet mere og bedre, og jeg kan tydeligt mærke, at det hver eneste dag bliver bedre, og at jeg kan mere. Stingene er taget ud, plasteret er fjernet, og den største fare nu er faktisk, at jeg glemmer, at jeg er blevet opereret. Forleden, da jeg var på opgave, tog jeg trappen, og da eksede benet en smule skråt ind foran mig, fordi det stadig ikke er helt stabilt, når jeg belaster det. Det gjorde ikke ondt, og det er nok i virkeligheden ikke så godt, for jeg føler egentlig, at jeg er klar til at knalde nogle kilo på barren og køre rigtige squats igen. Men bøjer benet ind foran med 50 kg. på nakken, så går hoften går af led, og det skal vi IKKE bede om, har jeg ladet mig fortælle.
Summa summarum: Jeg tager den med ro, holder små pauser og sørger for at smide benene op et par gange i løbet af dagen. Jeg kommer til at trappe langsomt op på alt, lige fra opgaver til sociale arrangementer og bilkørsel, og de dage, hvor jeg er på job, skal der ikke ske andet.
Jeg har også sovet til middag for første gang i mit liv.
Men når alt det er sagt, så går det virkelig over al forventning, og jeg er helt blæst væk over, hvad kroppen kan overkomme på bare 3 uger.
Vi nærmer os årsdagen for, hvornår jeg begyndte at interessere mig for prepping, og man må sige, at der er sket en del i verden siden da. Emnet er ikke blevet mindre aktuelt, og forleden hørte jeg, at Sverige nu opfordrer sine borgere til, ligesom i Norge, at kunne klare sig i 7 døgn, og ikke kun 3 som hidtil anbefalet – og som vi stadig kører med i Danmark.
For mig er det blevet naturligt at tænke opladning af mine powerbanks ind, og jeg har efterhånden fået lavet nogle gode rutiner ift. mit lager af mad. Jeg vasker mine skraldespande af med jævne mellemrum, og jeg tanker, mens der stadig er 1/3 tilbage i tanken. Det er ikke noget, jeg bruger en masse energi på; om noget gør det mig rolig at vide, at jeg har truffet nogle basale forholdsregler.
Men fordi der lige nu sker så meget, så mange forskellige steder på pladen, fik jeg lyst til at skrive lidt om, hvordan jeg ser situationen, for jeg forstår godt, at det kan virke uoverskueligt at gå i gang, hvis man endnu ikke er startet.
Ligesom da jeg skrev det oprindelige indlæg, vil jeg stadig mene, at det vigtigste overhovedet er at forsøge at skille tingene ad. Hvis man tyrer al vanviddet ned i den samme gryde, bliver det så overvældende, at man enten får et reelt problem med at gå og være bange hele tiden, eller også bliver man apatisk. Ingen af delene er hensigtsmæssige – eller til nogen hjælp.
At USA er blevet et frådende dystopisk helvede på bare 2 måneder, er ubegribeligt, og det fylder overALT; både når man åbner avisen, og når man skal forholde sig til små, sorte stjerner på varerne i Føtex.
Det massive fokus gør det nemt at komme til at blande tingene sammen, fordi associationskæden ofte bliver Trump/Musk/USA -> Putin/Rusland -> Kina -> Krig – og hvor er det så, man sætter ind med prepping?
Og det er muligt, at det er sådan, det ender med at blive. Men derfor er det stadig vigtigt at beslutte, om du forbereder dig på et hackerangreb, en pandemi, en naturkatastrofe eller, helt konkret, på 3. verdenskrig. Det har betydning for, hvordan du vælger at preppe, men også for, hvem det giver mening at lytte til.
For der er mange forskellige typer af preppere, og de er *også* på Instagram og TikTok. Både doomsday-prepperne, selvforsyningsprepperne, wilderness survivalist’erne og alle de andre. Deres budskaber, politiske ståsteder og lavpraktiske forberedelser er MEGET forskellige, og det HAR faktisk betydning for dig, fordi det kan komme til at betyde, at du afskriver hele emnet, hvis du snubler over én, der brygger kaffe på sin frysetørrede moderkage og broderer “Stand Your Ground!” ved sit hjemmebyggede ildsted, omgivet af skarpladte automatvåben.
Så for at gøre det konkret: For mig handler prepping om at være forberedt på den lille uge, der kan komme til at gå, fra samfundet lammes til der er etableret en form for new normal. Hverken mere eller mindre. Dermed er det (stadig) ikke nødvendigt for mig at tænke overlevelse i vildmarken ind, eller at have madvarer på lager til 4 års besættelse af en rabiesbefængt stormagt.
For et halvt år siden var min holdning, at folk måtte gøre op med sig selv, om de ville preppe eller ej, og jeg gik derfor meget sjældent ind i en diskussion omkring emnet, når jeg var ude.
I dag synes jeg, hvis jeg skal være ærlig, at det er en smule egoistisk, hvis man har evner og midler til at forholde sig til emnet, men undlader at gøre det, og bare satser på De Andre og De Voksne. Derfor er jeg mere villig til at prøve at redegøre for mit synspunkt, når jeg møder mennesker, der synes, at det er noget pjat.
Argumenterne er ofte noget i stil med: “Det skal vi nok løse, hvis det skulle ske”, “Vi fandt jo ud af det under corona” og “Ro på! Man kan da bare grave et hul udenfor; så har man et toilet!”
Intet af det er forkert.
Men det tager, meget belejligt, ikke højde for, at 90% af grunden til, at vi klarede os igennem pandemien var, at myndighederne kunne massekommunikere hele vejen igennem, og den mulighed forsvinder, hvis der ikke er internet og/eller strøm.
Det er også argumenter, der fokuserer på den del af ligningen, hvor prepping måske ikke længere er nødvendigt.
For hvis vi prøver at gøre det HELT konkret:
Har du prøvet at stå op og gå ud og tænde for bruseren – og så kommer der ikke noget vand? Her er dit første bud formentlig ikke, at der nok er tale om et angreb, men snarere en styg ed sendt i retning af Forsyningen og uduelige Kurt og hans fucking rendegraver.
Det samme gælder mangel på strøm og net. Hånden op, dem der ved, at de ville prøve at tage stikket ud og sætte det i igen 3-4 gange, og måske forsøge at genstarte routeren, før det gik op for dem, at der kunne være tale om noget mere alvorligt?
Så med mindre sirenerne lyder, vil der formentlig gå nogle timer, før vi overhovedet opdager, at noget er galt.
Sker det, tænker jeg ikke, at din første indskydelse er at fare ud i skuret og finde en skovl, for så at sende dine børn ud til hullet i haven, når de står og tripper. Det bliver måske den bedste løsning i løbet af et par dage, hvis nedbruddet fortsætter, men jeg er stensikker på, at vi vil have SÅ klar en forventning om, at myndighederne får styr på det hele *lige* om lidt, at ingen finder skovlen frem de første 48 timer.
Derfor er prepping for mig et spørgsmål om at kunne tage hånd om min familie i de første, kaotiske døgn, så jeg er selvkørende, og så beredskabet kan bruges på dem, der virkelig har brug for hjælp.
Men der kommer jo også et ‘efter’, og her kan jeg faktisk godt mærke, at jeg er ved at blive godt irriteret på Schack & Co. For måske lige se at komme lidt i gang?
Få nu udarbejdet nogle lister, som jeg og mine preppervenner kan hente, læse og printe, så vi kan fungere som en slags superbrugere ude i lokalsamfundene for dem, der IKKE har forholdt sig til det her, og som derfor kun har overskud til at forholde sig til Her & Nu. Det er den eneste måde at sikre, at vi ikke får skabt en pukkel, som kommer til at forlænge og forværre problemerne markant, fordi nødløsninger næsten altid sker på bekostning af de gode af slagsen.
Et konkret eksempel på viden, som meget få mennesker går rundt med, er, at du ikke må skylle ud i toilettet, hvis strømmen og/eller nettet går. Det giver sig selv, at du ikke kan skylle ud fra cisternen, hvis der ikke er vand i den, men jeg ville sagtens kunne have fundet på at skylle med vand fra en spand, og så ellers bare køre business as usual.
Men det duer ikke, for spildevandsanlæg i dag er computerstyrede, og bruger dermed både strøm og internet til at sluse vandet gennem de forskellige renseprocesser. Så vidt jeg kan researche mig frem til, kan de også i nogen grad styre indtaget af snavset vand, men selv med det system up and running, sker det stadig i forbindelse med kraftige regnskyl, at anlæg og kloaker får tilført så meget vand på én gang, at de ikke kan følge med. I de situationer ledes vandet, via nogle overløbsventiler, udenom rensningsanlægget, gennem én si – og derfra lige ud i havet.
Det bruger de *også* IT og strøm til at styre.
Så hvis alt det er sat ud, og vi alligevel sender spildevand afsted mod anlægget, så vil vi ret hurtigt ramme et punkt, hvor kapaciteten er maxet ud, og så er der kun én vej for vores sanitære affald at løbe: Baglæns gennem rørene og tilbage i husene.
Ud over den manglende hygiejne og den deraf afledte risiko for sygdomme og rotter, så risikerer vi både, at rensningsanlæggene bliver så overbelastede på bagkant, at de bryder sammen, men også at der kommer til et være et enormt (dyrt) efterslæb med oprensning af naturen. Det var sgu da smart at bruge 10 minutter på at forholde sig til, og få meldt noget ud, så de af os, der har det basale på plads kan være behjælpelige med at sprede dét budskab?
Ud over manglende info om noget af alt det, vi ikke på nogen rimelig måde kan forventes at vide som privatpersoner, er der fortsat også en *del* spørgsmål, jeg mangler svar på, Torsten.
F.eks. vil jeg gerne vide, om S!renen, altså, den varsling, vi er begyndt at få på mobilen den første onsdag i maj, virker i tilfælde af et cyberangreb? Jeg har læst 17 tusind artikler om Cell Broadcast, som er det netværk, S!renen bruger, men jeg kan ikke finde et klart svar på, om det stadig fungerer, hvis vores netværk bliver ramt.
Min gamle kæphest med at få lavet udmeldinger til skolerne, så de kan lave beredskabsplaner og melde videre ud til forældrene, slæber sig fortsat udmattet rundt i manegen, Torsten, og så fatter jeg ikke, at man ikke tænker panik ind som en reel risiko.
Jeg ville (stadig) synes, det var oplagt at uddanne et korps af mennesker, f.eks. hjemmeværnsfolk, som kunne stille på de lokale skoler, og være behjælpelige med at svare på spørgsmål – og det vigtigste hér ville være at få kommunikeret planen ud til befolkningen, mens der stadig er net at gøre det på
På prepperlisten, vi modtog i e-boks, står der, at folk skal anskaffe sig en radio, så de kan holde sig orienterede – men hvor mange her, i dette ellers meget veloplyste segment, kan (uden at google) fortælle mig, hvilken frekvens, man skal stille radioen ind på?
(Og service-Linda to the rescue: Det er altid P4’s sendemaster, du skal finde, og du kan se oversigten over de respektive frekvenser her).
Ville det måske give mening at bede folk om at printe deres medicinlister, så man EFTER et eventuelt angreb kan løbe systemet hurtigere i gang igen, fordi der kan laves en midlertidig dispensation, så dem, der får nødvendig, men ufarlig medicin kan ledes udenom hovedkøen, så læger og hospitaler kan tage sig af dem, der er alvorligt syge?
Kunne det være en ide at opfordre til, at vi alle sammen sørger for at lave konkrete aftaler med venner og familie om, hvor vi mødes, post-nedbrud, eller at vi får styr på, hvem der sørger for dem, der ikke kan tage sig af sig selv, så vi ikke får en Gene Hackman-situation herhjemme?
Kunne man som politiker flette ind i sine udtalelser, når man bliver spurgt til nedlagte sikringsrum, at folk jo altid kan søge mod metrostationer og betonkældre, som f.eks. vaskerum under etageejendomme eller parkeringskældre, hvis det værste skulle ske?
(Altså, sådan som jeg lige gjorde her..)
Ville det give mening at opfordre folk til at anskaffe sig én eller anden form for vandfilter, når nu mange vandværk i Danmark er privatejede af ældre landmænd, der måske ikke har gået til Silicon Valley, så folk kan klare sig lidt længere end 3 døgn?
For det er superduper, at man forventer at have smækket cyberdøren i igen på 72 timer, men hvis store dele af vores vandforsyning er forurenet, eller vandet ikke kan ledes ud til forbrugere og erhvervsliv, er vi jo lige vidt.
Det kan godt være, at der er styr på det, og at de bare holder kortene tæt til kroppen for ikke at sætte neonpile til at pege på de steder, som hackere og terrorister *også* skal sørge for at ødelægge – men så meld dét ud. Sig, at ‘vi er klar over, at det ikke er sikkert, at det hele er i gang igen med det samme, men i den situation har vi tænkt løsninger ind’.
For lige nu sidder jeg med fornemmelsen af, at fokus på de dyre adresser primært er rettet mod grej og jagerfly, og at man synes, at arbejdet nedad er gjort, fordi man har fortalt folk, at de skal have 3 liter vand pr. mand pr. døgn.
Hvis man skal mønstre en befolkning, eller i hvert fald den del af den, som vil kunne være en hjælp, hvis det hele falder fra hinanden, så er man nødt til at give os lidt mere at arbejde med.
*
Inden I får lov at slippe, vil jeg gerne illustrere, hvorfor man skal begynde at gå bare lidt op i det her. Derfor har jeg lige brugt 20 minutter på at samle lidt konkrete eksempler på bøvl sammen:
25.02.24: Hackerangreb, bl.a. Transportministeriet, Trafikstyrelsen og CPH
07.03.24: Hackerangreb, CPH
02.04.24: Statens IT, nedbrud
31.05.24: Hackerangreb, OUH
07.11.24: Strømafbrydelser, Vamdrup
24.11.24: Alle tog mellem Århus og Ålborg holder stille
09.12.24: Hackerangreb, 20+ kommuner
18.12.24: Hackerangreb, Tureby-Alkestrup Vandværk
25.12.24: Alle tog i Norge holder stille
26.12.24. Strømafbrydelser, Nordsjælland
07.01.25: Strømafbrydelser, Sjælland
20.01.25: Strømafbrydelser, Middelfart
24.01.25: Vandværk på Lolland, nedbrud
11.02.25: Nordnet, IT-nedbrud
16.02.25: Strømafbrydelser, Randers
25.02.25: Strømafbrydelser, Hammerum/Gjellerup
13.03.25: Region Midtjylland, IT nedbrud
31.01.25: Strømafbrydelse, Grenaa
Dertil kommer adskillige angreb på MitID, diverse banker og hele telesektoren – og det er bare de angreb og “uforklarlige nedbrud”, som instanserne selv har meldt ud, og/eller som har været så omfattende, at de ikke har kunne hemmeligholdes.
*
Med alt det sagt, skal man stadig finde sin egen måde at gøre det på, men hvis man endnu ikke er startet, så gør det i dag og tag udgangspunkt i disse 4 spørgsmål:
1. Hvad forbereder du dig til?
It/strømsvigt, voldsomt vejr, pandemi eller krig?
2. Hvem prepper du for?
Dig selv, børn, husdyr, venner/familiemedlemmer med særlige behov for hjælp?
Det er bedre at forberede sig forgæves end at blive fanget på det forkerte ben, for hvis både net, strøm og infrastruktur er gået ned, kan du hverken bruge google, Siri eller ringe til en ven.
I dén situation er din notesbog og din forberedelse dit bedste værn mod panik, handlingslammelse og dårlige beslutninger.
Da jeg satte mig for at skrive det her indlæg, var min første sætning:
‘Tiden løber fra mig i de her uger.’
Men da jeg havde skrevet det, sad jeg længe og kiggede på det – for det føltes faktisk ikke helt rigtigt.
Jeg løber dagligt tør for tid, men ikke, som i de perioder, hvor alt omkring mig sker samtidigt, alle river i mig, og jeg ikke kan nå at sende én bold retur over nettet, før jeg får 5 nye, lige i masken.
Det er mere en oplevelse af, at timerne bare fordamper, fordi jeg er så optaget af det, jeg sidder med, hvilket føles helt anderledes, fordi det ikke hele tiden handler om at kæmpe for at komme ud af den tilstand, men tværtimod om at skabe plads til at blive i den.
De ting, der tager min tid lige nu, er ting, jeg meget aktivt har valgt til, og som jeg brænder for og gerne vil fordybe mig i, og det har gjort mig langt mere skarp på at spotte de potentielle tidsrøverfælder, som jeg så ofte har bandet over de sidste mange år.
For når jeg har stress-travlt, har jeg altid en oplevelse af, at jeg bare løber fra bål til bål med et fingerbøl med vand i, og underpræsterer over hele linjen. I de perioder ville det jo være ret brugbart, hvis jeg på forhånd kunne se, hvor noget potentielt kan udvikle sig og kræve endnu mere tid, så jeg kunne træffe andre valg og skære behørigt fra. Men det er nærmest det modsatte, der sker, og 2 plus 2 ender på en eller anden måde altid med at give 7.
Måske handler det om, at jeg reelt ikke har haft mulighed for at fordybe mig langvarigt i en interesse, siden jeg fik børn, og derfor har glemt, at prioritering kommer helt naturligt, når der er noget, man gerne vil. For selvfølgelig har der været perioder med mere overskud end andre, men jeg har ikke haft tid til – eller mod på – at kaste mig helhjertet over noget, fordi jeg hele tiden, halvt om halvt har forventet, at et roligt øjeblik bare er orkanens øje og ikke et nyt udgangspunkt.
Eller måske handler det om alder mere end nyerhvervede evner? Måske ville jeg være nået til det her punkt, uanset hvordan mit liv havde set ud?
Men jeg tror, at jeg lægger mere mærke til det end så mange andre, fordi jeg ikke har været her i årevis, og der derfor ikke for mig er tale om en umærkelig overgang, men om en ny og ret skarp kontrast til, hvordan livet har set ud de sidste mange år.
(Jeg er også åben for muligheden for, at det bare er min medicin, der virker, men, altså. Det skal ikke ødelægge et godt blogindlæg for os, vel?)
Uanset årsag, forsøger jeg at være opmærksom på, hvad jeg gør anderledes, så jeg kan blive ved med at gøre det; også når det går stærkt. Jeg øver mig i lægge mærke til, hvad der virker, og hvad jeg husker at gøre nu, som jeg glemmer at gøre, når det hele står på gloende pæle.
Og måske er det bare noget så banalt som at tænke lidt frem og lære at lade være træffe de samme valg, men forvente nye resultater.
For at gøre det lidt konkret, har jeg f.eks. længe overvejet at stille op til en bestyrelsespost i tegnsprogstolkenes brancheforening. Jeg brænder for mit fag, og jeg synes, at jeg med min anciennitet og mine år som TR, faktisk har noget konkret at bidrage med.
Jeg blev valgt ind, da jeg i efteråret stillede op, og nu sidder jeg sammen med nogle rasende skarpe mennesker og nørder i vilkår, fremtidsperspektiver og bekendtgørelser. Det er VILDT fedt – både når vi er enige, og når vi slet ikke er, for det hele er båret af interesse, idealisme og dedikation.
Og den tid, jeg lige nu bruger på at grave mig ned i lovstof og læse op på gamle udbud, er jo ikke ekstra timer, som jeg på magisk vis har manifesteret. De er et resultat af, at jeg har været meget, meget bevidst om, hvad jeg GERNE vil bruge min tid på, og derfor når at stoppe mig selv, inden jeg sætter noget i gang eller får mig rodet ud i noget, der udvikler sig.
For det, der ender med at æde tid, jeg faktisk ikke har lyst til at give afkald på, er ofte noget, jeg nedkalder over mig selv.
Men i sommer, da jeg var til beboermøde, var jeg allerede klar over, at jeg ville stille op i brancheforeningen, og derfor var jeg ikke det mindste i tvivl om, at jeg skulle takke nej til den bestyrelsespost, jeg fik tilbud i boligforeningen. For første gang i al den tid, jeg kan mindes, stod det på forhånd krystalklart for mig, at de timer, der ville gå til dét, skulle tages fra noget, jeg hellere ville.
Det blev startskuddet til, at jeg pludselig evnede at konsekvensberegne, inden jeg fik mig selv malet op i et hjørne.
Som f.eks. da jeg i forbindelse med et forældrearrangement i Fridas klasse, allerede havde fat i min telefon for at skrive ud og tilbyde at stå for en værtindegave – men lagde den fra mig igen, fordi jeg nåede at komme i tanke om alle de gange, jeg har tidligere tilbudt at stå for den slags, og det ender med at forvandle sig til et fuldtidsjob.
Jeg købte en buket tulipaner og en flaske vin fra mig selv i stedet, og det tog 5 minutter.
Eller da jeg, sammen med to andre forældre, var i gang med at arrangere blå mandag for vores børn, og den ene mor havde lavet en invitation, hvori hun bad folk melde tilbage, hvis de ikke kunne køre selv. Her skrev jeg stille og roligt retur, at vi nok lige var nødt til at forventningsafstemme, for jeg deltog hverken som arrangør eller frivillig, men bare som Antons mor.
En bekendt fik nej til hjælp med noget skriftligt arbejde til, fordi jeg efterhånden har lært, at det tager 20 minutter at læse korrektur og tilrette én side, og det kan alt sammen virke helt åndssvagt, og som småting, der ikke betyder noget i det store tidsregnskab.
Men når transporten til Billund ender i et logistisk mareridt, fordi nogle ikke har bil og andre ikke har skam i livet, æder det både tid og overskud.
Når den “korte opgave på et par sider – max!” viser sig at være 14 sider lang, og ikke kommer til aftalt tid, skal noget andet flyttes for at gøre plads.
Når værtindegaven, som på papiret bare kræver en besked om, at folk skal overføre 30 kroner på mobilepay, ender med at du skal rykke folk 3 gange, har 2, der stadig mangler at betale, når dagen oprinder, og hende, der af religiøse grunde ikke har MP, ikke medbringer de kontanter, hun ville tage med til festen, så *bliver* det dig, der skal beslutte, om alle skal skrives i kortet, om du betaler for dem, der ikke har overført, og om du vil være hende, der bliver ved med at rykke for 30 kroner.
Ingen af delene vælter læsset alene, men til sammen bliver det bare death by a thousand papercuts.
Det værste er, at det er selvforskyldt, for som MC Einar allerede i 1988 gjorde dig opmærksom på: Du har prøvet det før – du ved præcis, hvad der sker.
Der er mennesker, jeg altid ville gøre alting for, no questions asked. Det er de relationer, der får solen til at stå op og gå ned, og hvor ingen er nøjeregnende med hverken tid eller penge.
Men det er ikke dem, der æder de luksustimer, du både kunne og hellere ville bruge på noget andet.
De skal derimod findes der, hvor du, af gammel vane og manglende fremsyn, samler de trælse opgaver op, fordi ingen andre gør.
Katherine Diez har udgivet en bog, som hun, så vidt vides, selv har skrevet.
Jeg har ikke læst den. Jeg kommer ikke til at læse den.
For hvor man måske, min generelle personlighed taget i betragtning, kunne foranlediges til at tro, at jeg dømmer folk benhårdt, når de begår fejl, så er det faktisk ikke tilfældet. Jeg kan se igennem fingrene med meget, og de fleste bliver i min optik bedre mennesker af at have trådt ved siden af. Det giver øget forståelse og tolerance for andre menneskers utilstrækkeligheder, og det klæder de fleste.
Men én ting er fejl. Noget ganske andet er forsæt.
For man kommer ikke ved et uheld til at kopiere andres arbejde i det omfang, det er sket her. Og slet ikke over en periode på 4 år. Der har været masser af chancer for at stoppe op, kurskorrigere og træffe bedre valg. Én gang er en fejl, to gange er mistænkeligt, tre gange er et mønster, og jeg kan ikke med min bedste vilje, se, hvordan det skal kunne bortforklares. Derfor er det for mig helt irrelevant, hvad hun har at sige.
Problemet er imidlertid, at vi belønner den her form for offentlig ansvarsforflygtigelse, næsten uanset hvilket standpunkt vi tager.
For som J.K. Rowling meget lakonisk skrev til et opslag fra en mor, der proklamerede, at hun havde brændt Harry Potter-bøgerne og ristet skumfiduser over bålet:
“I get the same royalties whether you read them or burn them. Enjoy your marshmallows!”
Omtalen af Diez-bogen alene er med til at sikre, at der bliver solgt og udlånt flere eksemplarer, og derfor er min dagsorden her egentlig bare at opfordre til, at man holder den indre svinehund i snor. Ligesom medierne efterhånden er ved at lære, at man ikke skal give seriemordere mytiske navne, eller vise billeder af schoolshooters, fordi man derved giver dem præcis den berømmelse, de higer efter, så vil jeg gerne minde om, at man ved at læse den her bog, er med til bevare og understøtte den pilrådne kultur, der har ført til bogens skabelse.
Det mest belastende er faktisk, at jeg synes, Katherine Diez skriver ret vidunderligt. Når hun er bedst, når hun, i min optik, næsten op på siden af Delphine de Vigan.
Men talent uden integritet er i bedste fald hult og i værste fald farligt. Særligt når det, som det er tilfældet her, parres med skønhed og kontakter.
Og selvom det hele lige nu handler om hende – igen – så er det jo ret vigtigt at huske, at der sidder nogen derude, som hun har taget noget fra.
Det problem kunne alle få øje på, da vi snakkede om Würtz, Bitz og keramik.
Her er det ord, det drejer sig om, men princippet er det samme.
For mit eget vedkommende kan jeg stadig huske fornemmelsen af at læse en af mine egne blogposter under en fremmed profil på instagram. Hverken jeg selv eller hende, der kopierede mit indlæg, tjener/tjente penge på mine ord, men fornemmelsen af at se min tekst med en anden som afsender, mindede om den, jeg oplevede, da jeg havde haft indbrud: Nogen havde gået rundt i mine (virtuelle) rum for at stjæle noget af mit, og det føltes både grænseoverskridende og uretfærdigt.
Det forestiller jeg mig, at man kan gange med 1000, når den, der gør det, ovenikøbet tjener penge på tyveriet.
Så for mig er spørgsmålet ikke, om Danmark kan rumme hende, om hun er for smuk eller hvem, der blev inviteret med i seng og hvorfor.
For mig er det eneste, der er fortsat relevant, at hun i 4 år, med fuldt overlæg, valgte – valgte – at plagiere tekster, og nu prøver at bortforklare det.
Det er dovent, og det er dumt. Særligt, når man faktisk har talentet til at løse opgaven selv.
Og jeg *synes*, det er problematisk, at man kan få lov at sige præcis, hvad man vil om andre kendte mennesker, uden skyggen af bevis for sine påstande.
Har hun haft en oplevelse af at være blevet udsat for noget, hun ikke brød sig om? Jeg aner det ikke. Hvis det er tilfældet, er det synd for hende.
Men hun besudler sin egen historie ved først at bære den frem, når hun har noget at vinde ved at vinkle den på en bestemt måde, og jeg sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at hun forsøger at udnytte tidsånden ved at caste sig selv som #metoo-offer.
En sidste bemærkning herfra er, at jeg for første gang oplever moderation på en SoMe-profil som problematisk. For Forlaget People’s, der har udgivet bogen, har dagen igennem holdt stram justits med, hvilke kommentarer, der har fået lov at blive stående under deres insta-opslag – og de skulle bede om fans og heppekor.
I skrivende stund har de lukket kommentarfeltet, fordi de er gået hjem, og dermed forsvinder alle dagens rosende ord også.
Men hvor jeg hos aviser og dagblade på alle måder støtter op om, at de mennesker, der skrives om, ikke skal trækkes gennem mediemøllen, fordi aviserne gerne vil clickbaite sig til flere annoncørkroner, så er der her tale om et forlag, der lever af at sælge bøger som den, de promoverer her – og hvor hovedpersonen på alle måder knows all the games you play, because she plays them too, som George Michael sang.
Her synes jeg faktisk det grænser til at være problematisk, at man fjerner alle kritiske kommentarer, fordi målet ikke er at beskytte en kilde eller tage hånd om mennesker, der ikke på forhånd vidste, hvad de gik ind til; målet her er salg og reklame, og ved at køre censur, får man tegnet et billede af sit produkt, der måske ikke helt matcher virkeligheden.
Når man vil tjene penge på at have stjålet andres arbejde, synes jeg godt, at vi må udfordre det rimelige i, at et forlag (som tjener penge på selvsamme tyveri) stiller sig op og agerer læhegn.
I USA er det efterhånden blevet normalt, at man i kriminalsager, udover fængselsstraffen, tildeler ofrene store, økonomiske erstatninger, selvom den, man dømmer, ikke har salt til et æg. Én af grundene til, at man gør det, er, at en gerningsmand ikke skal kunne tjene penge på at sælge sin historie til medierne.
Måske det faktisk heller ikke burde være muligt først at tjene penge på at stjæle andres ord, for så at tjene pengene én gang til, når man bruger sine egne til at fortælle historien om, hvorfor man gjorde det.
Jeg er meget i mit hoved for tiden. Der er en masse fragmenter, der ligger og skøjter rundt, og jeg aner en slags sammenhæng i det tema, de udspringer af, uden at jeg helt kan sætte fingeren på, præcis hvori det består.
Der sker meget omkring mig. Folk tager opgør, der har været optræk til længe, de konfronterer hinanden, trækker sig, går, bliver uvenner og får nok.
Noget af det handler om et mærkeligt sammentræf, hvor mange af os samtidigt har ramt det punkt, hvor en ændring, der er sket langsomt og gradvist, pludselig er blevet synlig og mærkbar.
Lidt som når man ikke lægger mærke til den snigende hovedpine, temperaturen, der stiger en halv grad og næsen, der stopper til – men pludselig, når ledsmerterne sætter ind, kan mærke det hele samtidigt og går fra at være rask til at være syg på et splitsekund.
På samme måde er det for tiden som om, at det, folk har levet med og accepteret længe, pludselig ikke længere kan ignoreres – eller tolereres.
Vi er nok alle tilbøjelige til at se dem, vi holder af, gennem et filter af de mennesker, de var engang. Venskabet, kærligheden, og de fælles relationer og interesser. Erindringer om tidspunkter, hvor vi havde det svært, og de var der for os.
Og vi kommer automatisk til at antage, at de stadig er derinde et sted, og at svigt og skuffelser bare handler om dårlige dage, travlhed eller #life, som lige kom i vejen. At den dårlige opførsel eller manglen på omtanke og indsats er undtagelsen, mens reglen er en stærk og givende relation.
Men det skal jo vende på et tidspunkt, hvis det er tilfældet, og jeg har brugt det sidste år på, hver gang et menneske, jeg interagerer med, skuffer, lader mig trække læsset eller tackler noget givent på en måde, jeg synes er uhensigtsmæssig, at overveje, om jeg ville danne en relation til den person, hvis jeg mødte dem forfra med den adfærd og de prioriteringer, de har i dag.
Det kan lyde hårdt og meget noget-for-noget. Det er ikke sådan, jeg oplever det, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg ser gå gennem den samme udvikling.
Det ser ud og føles mere som noget aldersudløst, tror jeg? At vi, hvis vi er heldige, står midt i livet nu, og måske, ubevidst, gør status? Vurderer, hvad vi gerne vil have med videre, og hvad tiden er kommet til at slippe?
Da jeg begyndte at pusle med det her indlæg, kom jeg til at tænke på en kommentar, som en af jer lagde på det sidste indlæg, jeg skrev om relationer. Jeg kan ikke huske ordlyden, men det var en let, oprigtig undren over, at der i mit liv kunne være så mange problematiske relationer. (Det var ikke sådan, det var formuleret, og nu synes jeg, at det lyder passivt-aggressivt, når jeg parafraserer det, og det var slet ikke sådan, jeg opfattede det). Den kommentar har jeg tænkt meget over, fordi jeg er et menneske, der kan være ret kompromisløs i mine nære relationer. Der er langt til min grænse, men rammer du den, er løbet kørt.
Derfor fik den kommentar mig til at tænke over, hvordan det kan være tilfældet, for når man har været god til at gøre rent bord over årene, burde der jo ikke være så mange tilbage at luge ud i.
Men forleden, da jeg var på keramikmalerdate med en veninde, kom vi til at tale om grænser. Og her var der noget, der gik op for mig – for vi ligner på mange måder hinanden i vores måde at være i verden på, og for os begge gælder, at vi virker som magneter på mennesker, der mangler publikum og terapeuter.
Om det er fordi, vi er gode til small talk og til at lytte, eller om det handler om, at vi begge har ting med i posen, der gør, at vi kan relatere til, hvordan livet føles, når det ikke er nemt, ved jeg ikke. Men da vi sad og talte om det, gik det op for mig, at det ofte er dé relationer, hvor jeg bøvler med grænser – fordi jeg ikke helt forstår, at folk ikke sætter dem selv. For mig er noget af det værste, du kan byde mig at blive VED med at gå over en grænse, jeg allerede *har* sat.
Og det er klart: I et venskab ville jeg aldrig acceptere det. Men voksenlivet kommer med relationer, hvor man ikke er helt så fri til at vælge. Andre børns forældre, papbørn, kæresters ekskærester, naboer og kolleger er alle eksempler på mennesker, vi kan være nødt til at finde en måde at sameksistere med, uanset om vi har lyst eller ej.
For selvfølgelig kan man trække grænserne hårdt op. Men jeg tror, mange af os i de her tilfælde forsøger at vælge den lempelige vej, fordi det er mennesker, vi har et tvunget fællesskab med, og hvor en konflikt kan få nærmest uoverskuelige konsekvenser.
Men jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, jeg har det sværere med, end at være nødt til at sætte den samme grænse flere gange, og det har for mig altid været svært og frustrerende, når jeg bliver tvunget til at gøre det alligevel.
Og her tænker jeg for tiden rigtig meget over, at det handler om komfort, vane og manglende træning. For al udvikling er svært og grimt og bøvlet, og særligt når livet omkring os ikke lige trækker ind til siden, så vi kan få ro til at gro nye vaner, er det nemt at falde tilbage til det, man plejer og kender.
Men måske er livet ikke så meget er en øvelse i at forsøge at undgå at gentage mønstre og adfærd, man har set, lært og gentaget hele sit voksne liv.
Måske ligger øvelsen i at opdage det, når man ufrivilligt gentager det, man kender og forstår – og så gøre noget andet?
Måske ligger udvikling og vækst der, hvor man stadig gentager mønsteret, men ændrer sin reaktion. Som f.eks. når vores generation, mod bedre vidende, kommer til at råbe ad vores børn – men bagefter bruger den nødvendige tid på at undskylde og samle op i forsøget på at gøre det bedre. På at blive bedre.
Måske er det den udvikling i os selv, der får os til at stille krav til de mennesker, vi har i vores liv, både i de nære og i de perifære relationer nu. Som får os til at indse, at en relation ikke består af sig selv, og at den kun er værd at bevare, hvis den er vigtig nok for begge parter til, at de gør sig umage.
Måske er det først midt i livet man opdager, at en fælles opgave ikke kan løses alene, og at det i alle typer af skæve relationer er den, der giver mest, som til sidst er tvunget til at trække grænsen. For den, der tager, gør det ikke.
