Dagens indlæg bliver en kombination af ugens M2025-indlæg og en beskrivelse af den fine, fine dag, vi havde i går, hvor Anton blev nonfirmeret.
Jeg er helt savet over i dag. Jeg har smågrædt 4 gange, Bare Fordi, og alting sidder uden på tøjet. Men det var det hele værd, og jeg er fuldstændig blæst væk over, hvor fantastisk en dag, det lykkedes os at lave, fuldstændig på Antons præmisser.
Jeg har stået fast på, at han selv skulle være deltagende i planlægningen af den store dag, for hvis det skal give mening at holde en fest, når man ikke bliver konfirmeret, synes jeg, at det skal være en fest, der markerer overgangen fra barn til ung. Med til det hører at tage lidt mere ansvar for, hvad man gerne vil, end det forventes af én, når man er lille, og det har han gjort.
Det kræver selvfølgelig, at set-up’et rammesættes rigtigt, når hovedpersonen er autist, for ellers bliver resultatet det modsatte af en fest. Derfor har jeg på de fleste af del-elementerne, givet ham nogle valgmuligheder, så han ikke har skulle gribe et færdigt koncept ud af luften, men har haft nogle konkrete bud på, hvad vi kunne vælge at gøre.
Vi startede dagen med at tage i kirke for at se konfirmationen af hans klassekammerater, og det var en rørende oplevelse. Da vi var til infoaften i efteråret, fik vi at vide, at S-linjen skulle konfirmeres sammen med almen-delen, men det fik vi ændret til, at vores unge mennesker kunne få lov at starte. På den måde lå den formelle del af dagen om morgenen, hvor der er mest strøm på batterierne, og ceremonien blev kortere.
Det var godt, at det var sådan, præsten endte med at gøre det, for det er en stor kirke – og der var fuldt hus. De her unge mennesker har det så svært med for megen opmærksomhed og for mange mennesker, men fordi der her var en ramme omkring det, kunne alle, der holder af dem, for én gang skyld få lov at være med, og jeg fik våde øjne over at se, hvor mange mennesker, der var mødt frem til hver eneste af dem. Selv deres lærerteam var mødt frem i stiveste puds, og stod på rad og række og duppede øjne. Ej, men jeg var helt færdig.
Da klokkerne ringede, kørte vi over til mormor og morfar, hvor Anton havde valgt, at han gerne ville holde sin fest. Mine forældre bor større, end vi gør, og har en stor have med flere overdækkede terrasser, hvilket gav lidt mere spændevide ift. vejret, men jeg har hele tiden håbet, at vi kunne sidde i haven, fordi det er mindre overvældende end en lidt-for-varm stue, og akustikken under åben himmel er bedre.
Vi fik pyntet haven med blomster og flag, startede grillen og en time efter ankom de første gæster.
Vi var en lille flok. Bare min søster med familie, en lille håndfuld af mine venner, og mine forældre.
Jeg havde på forhånd skrevet til folk, at de skulle tage en ekstra trøje med, og jeg medbragte desuden en stak tæpper, som vi bare stillede i en kurv. Det var vigtigt for mig, at det blev en uformel dag, hvor alle kunne hygge sig, skæve hjerner, ømme ben og dumme fødder til trods, så derfor havde jeg forsøgt at indrette det, så folk kunne finde det sted i haven, der passede til deres fysik og indre termostat.
Hovedpersonen selv kan jo ikke så godt med for megen opmærksomhed, så jeg havde prikket til folk inden og spurgt, om de ville være behjælpelige med at tage billeder i løbet af dagen, uden at han opdagede det, så det ikke blev så opstillet.
Samtidig havde dem, der overvejede tale/sange haft fat i mig, for det er klart; det giver et dilemma, når vi er vante til at bruge den slags lejligheder til at fortælle vores nærmeste, at de er vigtige for os, og de så SLET ikke skal bede om det. Jeg havde derfor foreslået, at de i stedet lavede en lille bog med billeder og nogle små, korte beskrivelser af, hvorfor de havde valgt de pågældende snapshots, og det fik han.
For mit eget vedkommende havde jeg skrevet min lille tale til ham og lagt den i et kort, og det satte jeg frem, så dem, der gerne ville læse det, kunne gøre det.
(Det siger sig selv, at jeg hulkegræd mig igennem den, da jeg skrev den, så det er nok i virkeligheden meget godt, at jeg ikke skulle fremsige den. Børn, mand. De tager livet af dig).
Da jeg bød velkommen, bad jeg folk om i løbet af dagen at se, om de kunne tage en selfie sammen med Anton, men min svoger, den gigantiske helt, tilbød at tage billederne, og da han er en virkelig dygtig fotograf, glæder jeg mig som et barn til at se dem. Anton accepterede, fordi vi fik det sat op, så de blev taget et sted, hvor der var fred og ro, og vi gik derom på skift, så der ikke var publikum på. (Det er Onkel, der står bag billedet af Anton herunder, og jeg er ved at besvime over, hvor højt, jeg elsker det).
Billederne vil jeg bruge i en fotobog, der skal gøre det ud for den traditionelle gæstebog, fordi navne ganske enkelt ikke hænger fast. På den her måde kan han, også om 10 år, se og huske, hvem der var med.
Menuen stod på grillmad og tilbehør, og der var lidt til enhver smag. Jeg havde lavet små bestillingssedler, både så det var nemmere for grillmesteren at holde styr på, hvem der i løbet af dagen bestilte hvad, men også, så vi kunne nøjes med at hente det ud af køleskabet, der var bestilt.
På den måde har vi fuldstændig undgået at skulle smide kød og brød ud, fordi der blev kun lavet det, folk kunne spise. De forskellige salater fyldte vi løbende op, så det kun var det, der havde stået på bordet, der skulle kasseres sidst på eftermiddagen, og hele menuen var sammensat, så resterne enten når at blive spist i dag og i morgen, eller kan smides i fryseren.
Endelig har jeg i min del af planlægningen af festen haft meget fokus på, at det er de små ting, der æder overskuddet, når hjernen er lidt trekantet. Særligt, når man i forvejen er på overarbejde, fordi man ikke 100% ved, hvad der kommer til ske, og der er mennesker alle vegne.
Derfor skal tøjet være behageligt, og den unge mand elskede det, han havde valgt.
Ligeledes havde vi dækket op til børnene i udestuen, (som ligger i forlængelse af den terrasse vi sad på, og så havde vi bare skydedøren åben), så høfeberen blev holdt nogenlunde stangen, og det havde den ekstra fordel, at hverken Anton eller hans søde kusine behøvede at bekymre sig om hvepse, som de begge er lidt beklemte ved.
Jeg havde skrevet dagen ned i punktform til Anton, og havde i det hele taget gjort mig meget umage for at minimere antallet af overraskelser, fordi jeg ved, at det stresser ham. Alligevel var jeg lige ved at falde i, fordi jeg til børnenes velkomstdrinks havde planlagt at lave gigant-isterninger med legofigurer i. I første omgang havde jeg smuglet 4 ud af hans værelse, uden at han havde opdaget det, fordi jeg gik og gnækkede for mig selv ved tanken om, at han ville synes, det var sjovt, når han fik øje på det – men så kom jeg til at tænke på, at på en dag, hvor man i forvejen får langt flere surprise-input end normalt, så kan det vælte hele læsset, hvis man opdager yndlings-legofigurerne svømme rundt i hyldesaft og danskvand. Derfor havde han selv fået lov at vælge ofrene, og han havde gigantisk optur over det færdige resultat.
Det lyder måske som en tung og omstændig omgang at planlægge, men det har det ikke været, synes jeg. I hver fald ikke mere, end det altid er, når man skal planlægge en fest. Når det bliver Fridas tur, er det bare nogle andre overvejelser og valg, der kommer til at kræve opmærksomhed, og det er vel egentlig deri, det bliver noget særligt. F.eks. var det måske mere pga. form end indhold, at vi tog med i kirke, men det er jo netop rammesætningen, der gør de store begivenheder særlige og skiller dem fra de sædvanlige fødselsdage og sommerfester.
Det var den bedste dag – for os alle sammen, tror jeg – og jeg er så taknemmelig over den flok, vi har omkring os. Kærlighed udtrykkes gennem umage og i går blev det tydeligt, hvor meget af den, vi er omgivet af.
Da vi kom hjem og havde tømt bilen, tog Anton mig i hånden og sagde glad: “Det var sjovt i dag, mor!” og når man kender ham, ved man, hvor stort det er at være lykkedes med.
Lidt på bagkant kommer her en update på både operation og nuværende helbredsstatus. Egentlig mest som en slags public service ift. hvis nogle af jer har udsigt til at skulle igennem det samme, for jeg har selv savnet nogen på min egen alder at spejle mig i.
Da jeg endelig fandt ud af, hvorfor jeg havde så absurd ondt i min højre hoftebøjer og musklerne på bagsiden, troede jeg, at jeg havde masser af tid at løbe på. Man har ikke hørt om ret mange under 50 med svær artrose, vel? Så jeg satte min lid til træning, akupunktur, collagen og høj smertetærskel, og indstillede mig mentalt på, at det nok trak op til operation om 4-5 år.
Det, jeg i dét regnestykke ikke havde taget højde for, var hvor hurtigt det gik ned ad bakke. Og hvor meget, der påvirker alle mulige andre dele af kroppen at have så ondt et centralt sted i bevægeapparatet. For jeg kunne nærmest uge for uge både se og mærke forværring, og allerede omkring jul, dvs. 5 måneder efter, at jeg havde fundet ud af, at det var artrose og ikke “bare” et skævt bækken, havde jeg fået virkelig ondt i det venstre knæ.
Da vi nåede februar, sov jeg på en triggerbold, sad på en kilepude i bilen og en bold herhjemme, havde indlæg i min ene sko og vågnede flere gange hver eneste nat af ren og skær smerte. Jeg havde ugentligt, spændingsudløst migræne og måtte kompensere i ét væk, når jeg trænede.
Det mest frustrerende var, at uanset hvad jeg gjorde mig af anstrengelser for at dæmme op og regulere, så blev det *stadig* bare værre og værre, og den sidste måned op til operationen havde jeg en oplevelse af, at det var et kapløb med tiden ift., om jeg ville nå at smadre det venstre knæ fuldstændigt.
Alt det skriver jeg, fordi jeg flere gange undervejs mødte velmenende fysioterapeuter, som advokerede for træning i stedet for operation, og som tydeligvis havde det med ortopædkirurger, som jeg har det med J.D Vance.
Jeg er enig i, at man ikke skal smide sig under kniven, første gang det nipper lidt. Der er naturligvis indsatser, som skal prøves af, inden man går fuld titanium. Men jeg vil gerne slå et slag for, at man som (mulig) patient insisterer på, sammen med de fagfolk, man læner sig op ad, at lave nogle evalueringer undervejs, hvor smerteoplevelsen skal være blevet bedre, eller hvor man kan mere indenfor det nuværende smerteniveau. Hvis ikke det er tilfældet, skal der ringes med klokken. For det er reelt kun to år siden, at jeg for alvor fik ondt, men det sidste år har det været så slemt, at jeg i dag klart ville ønske, at jeg havde taget det her skridt noget før. Ud fra et sundhedsfagligt perspektiv synes jeg, at man er nødt til at tage manglende nattesøvn og tab af muskelmasse, fordi man ikke kan træne som man plejer, med i beregningerne, når der laves en helhedsvurdering af, hvad den bedste løsning i det enkelte tilfælde er.
Nå, det var et sidespor, men jeg synes, det er et vigtigt ét af slagsen.
Da først jeg havde datoen for min operation, forsøgte jeg, me being me, at forberede mig bedst muligt, og noget af det, der var ved at drive mig til vanvid var, at jeg ikke kunne få svar på *noget*.
Uanset, hvad jeg spurgte om, fik jeg: “Det er MEGET forskelligt” retur, og når man er et menneske, der finder ro i forberedelse, så er det voldsomt udfordrende ikke at kunne gøre noget som helst. Havde det været en arm jeg skulle opereres i, havde jeg vidst, at lynlåse og madlavning ville blive bøvlet. Havde det været en tå, havde jeg forberedt mig på noget med balancen og fodtøjet. Men hoften sidder meget midt i kroppen, og det er virkelig svært at forestille sig, hvad man bagefter kan og ikke kan. Om det f.eks. gør mest ondt at sidde eller stå, om man kan støtte på benet eller løfte ting over hovedet osv. osv.
Selvfølgelig vidste jeg godt, at jeg ikke ville kunne cykle hjem fra hospitalet, men detaljerne var stadig relevante for mig, fordi jeg som selvstændig jo ret gerne ville have en fornemmelse af, hvornår jeg kunne begynde at tolke igen – og hvilke opgaver, der var realistisk at sige ja til. Nogle af mine faste opgaver er så faste, at jeg ved præcis, hvor jeg kan parkere, og hvor langt, jeg skal gå. Jeg kender lokalet, vi skal være i, og jeg ved, hvad der skal ske under tolkningen. Hvis jeg på forhånd vidste, at de fleste kan sidde nogenlunde smertefrit igen efter et par uger, ville jeg godt kunne sige ja til den slags opgaver, for armene fejler ikke noget.
Men tusind spørgsmål senere, måtte jeg sande, at jeg nok bare ikke kunne komme det nærmere, så jeg overgav mig (modvilligt!) til uvisheden.
Jeg stemplede ind på hospitalet onsdag d. 09. kl. 7.15. Kl. 8 røg jeg på bordet, kl. 10 vækkede de mig igen, og kl. 12.30 var jeg oppe at gå på trapper.
Jeg var presset, da jeg ankom til hospitalet, og de ti minutter, hvor de gjorde mig klar til operation, var overraskende ubehagelige. Jeg har tolket en del operationer efterhånden, og derfor har jeg lidt baggrundsviden ift., hvordan den slags normalt foregår. Men jeg var uforberedt på, HVOR meget, der foregik samtidigt her, og selvom jeg huskede at sige, at jeg gerne ville have lagt venflon i den ene hånd og målt blodtryk på modsatte arm, blev det hurtigt så overvældende, at jeg var nødt til mentalt at lukke af.
Mens jeg sad der, tænkte jeg lidt over, at det nok også handler om, at et ADHD-nervesystem selv på en god dag er overbelastet, og her er der lys og lyde og mennesker og info og ting, der er ubehagelige – og man har ikke fået sin medicin. Det ER en krads omgang. Men epiduralen var overraskende smertefri, og jeg fik sovemedicin, så hatten passede, så jeg har ingen erindring om selve operationen, hvilket jeg er glad for.
Da jeg skulle op at gå et par timer senere, føltes det som om, jeg satte min fod på en roterende skive, så den drejede rundt i en cirkel – men når jeg kiggede ned, stod foden stille. Det var her, jeg lærte, at man ikke kan lægge en ny hofte ind, uden at skære nogle af de muskler over, der styrer rotationsbevægelsen, og det er skideirriterende. For det er absurd udfordrende ikke at have motorisk kontrol over sit ben sidevers.
Men jeg er inderligt overrasket over, hvor lidt smertefuldt, det trods alt har været. De første 36 timer var stramme, men på intet tidspunkt var smerten uudholdelig, og jeg var afsted på min første tolkeopgave 14 dage efter, de havde opereret mig. Jeg brugte krykker i en lille uge, men primært om natten, eller når jeg var ude og traske en lille tur op og ned ad vejen.
I dag er det præcis 3 uger siden, jeg blev opereret, og jeg har været ude at køre bil for første gang. Jeg er på job igen, i gang med træning igen – også squat med en smule vægt på – og jeg kan nøjes med at spise panodil sporadisk, så selvom maskinen kører på lidt færre cylindere, end den plejer, er jeg jo egentlig, i det store og hele, tilbage.
Jeg halter stadig en smule, men kun fordi mine muskler stadig er så overspændte af at kompensere i 2 år, og smerterne, der før var ved at tage livet af mig, er væk.
Væk-væk.
Der er INGEN tvivl om, at min speedy recovery er resultatet af at have styrketrænet så længe og tungt, som jeg har, for der er meget, jeg ikke har været bange for at prøve. Jeg ved, at jeg kan bære min egen vægt, udelukkende på venstre ben, og at jeg har masser af styrke i armene. Det betyder, at jeg hurtigt har været i gang med at prøve at lægge vægten forsigtigt over på højre side, og jeg kan sagtens se, hvordan det kan være svært at turde gøre, hvis man ikke stoler på, at den gode side kan bære.
“Men er det KUN fedt, Linda? For det kunne godt lyde som om, du kommer til at lyve en *lille* bitte smule…”
Nej. Det ville trods alt være for godt til at være sandt.
Som sagt var de første døgn hårde, fordi kroppen har taget nogle tæsk; de saver et stykke knogle ud, fræser et hul i hofteskålen, hamrer et stykke metal ned i lårbensknoglen, og så har jeg, fordi jeg er så særlig, fået 3 ekstra skruer med i købet. Jeg er syet med 20 sting, mit ar er 25 cm. langt, og jeg glemmer ikke, at de har været der.
Jeg præsterede også at besvime, lige ned i bordet, den første morgen herhjemme, fordi mit blodtryk var gået hjemmefra, og jeg ikke havde fået noget at spise. Det kommer Frida ikke til at glemme foreløbigt, og det var virkelig synd for hende, at hun fik den med.
Men det, der ubetinget har været sværest, har været nætterne. De har været uendelige, fordi jeg de første to uger kun har kunne ligge på ryggen med benene bøjet, og jeg derfor har haft så ondt i mine muskler, at jeg har været ved at blive vanvittig. Ægte.
Det har også været en mental udfordring for mig, at smerterne har været forskellige fra dag til dag; den ene dag har jeg haft ondt i såret, dagen efter i knoglen, dagen efter det i anklen, fordi hele benet har været sort og blåt og hævet osv. osv. Det gør det svært at tracke fremgang, og det har været frustrerende.
Og endelig er trætheden (stadig) lidt overvældende. Jeg har dage, hvor jeg har det, som jeg havde det, de første uger efter jeg fødte Anton, og hvor et virkelig hyggeligt besøg på en time, af et menneske, jeg har savnet, som selv laver kaffe og serverer mad for mig, efterlader mig bleg og huløjet.
Alt det er kommet bag på mig, og det er faktisk grunden til, at jeg skriver det her indlæg. For jeg var forberedt på smerter og immobiltet og forbindinger og frustrerende begrænsninger – men de øvelser, jeg havde fået med hjem, var jeg niveaumæssigt forbi på 3. dagen, og smerterne har, de dage, de har været værst, ligget nogenlunde samme sted på skalaen som 2. dags menstruationssmerter.
Men jeg var ikke forberedt på nul søvn, invaliderende træthed og på at skulle famle i blinde efter fornemmelsen af, om det gik den rigtige vej.
Det vendte på 10. dagen, synes jeg. Herefter har jeg sovet mere og bedre, og jeg kan tydeligt mærke, at det hver eneste dag bliver bedre, og at jeg kan mere. Stingene er taget ud, plasteret er fjernet, og den største fare nu er faktisk, at jeg glemmer, at jeg er blevet opereret. Forleden, da jeg var på opgave, tog jeg trappen, og da eksede benet en smule skråt ind foran mig, fordi det stadig ikke er helt stabilt, når jeg belaster det. Det gjorde ikke ondt, og det er nok i virkeligheden ikke så godt, for jeg føler egentlig, at jeg er klar til at knalde nogle kilo på barren og køre rigtige squats igen. Men bøjer benet ind foran med 50 kg. på nakken, så går hoften går af led, og det skal vi IKKE bede om, har jeg ladet mig fortælle.
Summa summarum: Jeg tager den med ro, holder små pauser og sørger for at smide benene op et par gange i løbet af dagen. Jeg kommer til at trappe langsomt op på alt, lige fra opgaver til sociale arrangementer og bilkørsel, og de dage, hvor jeg er på job, skal der ikke ske andet.
Jeg har også sovet til middag for første gang i mit liv.
Men når alt det er sagt, så går det virkelig over al forventning, og jeg er helt blæst væk over, hvad kroppen kan overkomme på bare 3 uger.
Vi nærmer os årsdagen for, hvornår jeg begyndte at interessere mig for prepping, og man må sige, at der er sket en del i verden siden da. Emnet er ikke blevet mindre aktuelt, og forleden hørte jeg, at Sverige nu opfordrer sine borgere til, ligesom i Norge, at kunne klare sig i 7 døgn, og ikke kun 3 som hidtil anbefalet – og som vi stadig kører med i Danmark.
For mig er det blevet naturligt at tænke opladning af mine powerbanks ind, og jeg har efterhånden fået lavet nogle gode rutiner ift. mit lager af mad. Jeg vasker mine skraldespande af med jævne mellemrum, og jeg tanker, mens der stadig er 1/3 tilbage i tanken. Det er ikke noget, jeg bruger en masse energi på; om noget gør det mig rolig at vide, at jeg har truffet nogle basale forholdsregler.
Men fordi der lige nu sker så meget, så mange forskellige steder på pladen, fik jeg lyst til at skrive lidt om, hvordan jeg ser situationen, for jeg forstår godt, at det kan virke uoverskueligt at gå i gang, hvis man endnu ikke er startet.
Ligesom da jeg skrev det oprindelige indlæg, vil jeg stadig mene, at det vigtigste overhovedet er at forsøge at skille tingene ad. Hvis man tyrer al vanviddet ned i den samme gryde, bliver det så overvældende, at man enten får et reelt problem med at gå og være bange hele tiden, eller også bliver man apatisk. Ingen af delene er hensigtsmæssige – eller til nogen hjælp.
At USA er blevet et frådende dystopisk helvede på bare 2 måneder, er ubegribeligt, og det fylder overALT; både når man åbner avisen, og når man skal forholde sig til små, sorte stjerner på varerne i Føtex.
Det massive fokus gør det nemt at komme til at blande tingene sammen, fordi associationskæden ofte bliver Trump/Musk/USA -> Putin/Rusland -> Kina -> Krig – og hvor er det så, man sætter ind med prepping?
Og det er muligt, at det er sådan, det ender med at blive. Men derfor er det stadig vigtigt at beslutte, om du forbereder dig på et hackerangreb, en pandemi, en naturkatastrofe eller, helt konkret, på 3. verdenskrig. Det har betydning for, hvordan du vælger at preppe, men også for, hvem det giver mening at lytte til.
For der er mange forskellige typer af preppere, og de er *også* på Instagram og TikTok. Både doomsday-prepperne, selvforsyningsprepperne, wilderness survivalist’erne og alle de andre. Deres budskaber, politiske ståsteder og lavpraktiske forberedelser er MEGET forskellige, og det HAR faktisk betydning for dig, fordi det kan komme til at betyde, at du afskriver hele emnet, hvis du snubler over én, der brygger kaffe på sin frysetørrede moderkage og broderer “Stand Your Ground!” ved sit hjemmebyggede ildsted, omgivet af skarpladte automatvåben.
Så for at gøre det konkret: For mig handler prepping om at være forberedt på den lille uge, der kan komme til at gå, fra samfundet lammes til der er etableret en form for new normal. Hverken mere eller mindre. Dermed er det (stadig) ikke nødvendigt for mig at tænke overlevelse i vildmarken ind, eller at have madvarer på lager til 4 års besættelse af en rabiesbefængt stormagt.
For et halvt år siden var min holdning, at folk måtte gøre op med sig selv, om de ville preppe eller ej, og jeg gik derfor meget sjældent ind i en diskussion omkring emnet, når jeg var ude.
I dag synes jeg, hvis jeg skal være ærlig, at det er en smule egoistisk, hvis man har evner og midler til at forholde sig til emnet, men undlader at gøre det, og bare satser på De Andre og De Voksne. Derfor er jeg mere villig til at prøve at redegøre for mit synspunkt, når jeg møder mennesker, der synes, at det er noget pjat.
Argumenterne er ofte noget i stil med: “Det skal vi nok løse, hvis det skulle ske”, “Vi fandt jo ud af det under corona” og “Ro på! Man kan da bare grave et hul udenfor; så har man et toilet!”
Intet af det er forkert.
Men det tager, meget belejligt, ikke højde for, at 90% af grunden til, at vi klarede os igennem pandemien var, at myndighederne kunne massekommunikere hele vejen igennem, og den mulighed forsvinder, hvis der ikke er internet og/eller strøm.
Det er også argumenter, der fokuserer på den del af ligningen, hvor prepping måske ikke længere er nødvendigt.
For hvis vi prøver at gøre det HELT konkret:
Har du prøvet at stå op og gå ud og tænde for bruseren – og så kommer der ikke noget vand? Her er dit første bud formentlig ikke, at der nok er tale om et angreb, men snarere en styg ed sendt i retning af Forsyningen og uduelige Kurt og hans fucking rendegraver.
Det samme gælder mangel på strøm og net. Hånden op, dem der ved, at de ville prøve at tage stikket ud og sætte det i igen 3-4 gange, og måske forsøge at genstarte routeren, før det gik op for dem, at der kunne være tale om noget mere alvorligt?
Så med mindre sirenerne lyder, vil der formentlig gå nogle timer, før vi overhovedet opdager, at noget er galt.
Sker det, tænker jeg ikke, at din første indskydelse er at fare ud i skuret og finde en skovl, for så at sende dine børn ud til hullet i haven, når de står og tripper. Det bliver måske den bedste løsning i løbet af et par dage, hvis nedbruddet fortsætter, men jeg er stensikker på, at vi vil have SÅ klar en forventning om, at myndighederne får styr på det hele *lige* om lidt, at ingen finder skovlen frem de første 48 timer.
Derfor er prepping for mig et spørgsmål om at kunne tage hånd om min familie i de første, kaotiske døgn, så jeg er selvkørende, og så beredskabet kan bruges på dem, der virkelig har brug for hjælp.
Men der kommer jo også et ‘efter’, og her kan jeg faktisk godt mærke, at jeg er ved at blive godt irriteret på Schack & Co. For måske lige se at komme lidt i gang?
Få nu udarbejdet nogle lister, som jeg og mine preppervenner kan hente, læse og printe, så vi kan fungere som en slags superbrugere ude i lokalsamfundene for dem, der IKKE har forholdt sig til det her, og som derfor kun har overskud til at forholde sig til Her & Nu. Det er den eneste måde at sikre, at vi ikke får skabt en pukkel, som kommer til at forlænge og forværre problemerne markant, fordi nødløsninger næsten altid sker på bekostning af de gode af slagsen.
Et konkret eksempel på viden, som meget få mennesker går rundt med, er, at du ikke må skylle ud i toilettet, hvis strømmen og/eller nettet går. Det giver sig selv, at du ikke kan skylle ud fra cisternen, hvis der ikke er vand i den, men jeg ville sagtens kunne have fundet på at skylle med vand fra en spand, og så ellers bare køre business as usual.
Men det duer ikke, for spildevandsanlæg i dag er computerstyrede, og bruger dermed både strøm og internet til at sluse vandet gennem de forskellige renseprocesser. Så vidt jeg kan researche mig frem til, kan de også i nogen grad styre indtaget af snavset vand, men selv med det system up and running, sker det stadig i forbindelse med kraftige regnskyl, at anlæg og kloaker får tilført så meget vand på én gang, at de ikke kan følge med. I de situationer ledes vandet, via nogle overløbsventiler, udenom rensningsanlægget, gennem én si – og derfra lige ud i havet.
Det bruger de *også* IT og strøm til at styre.
Så hvis alt det er sat ud, og vi alligevel sender spildevand afsted mod anlægget, så vil vi ret hurtigt ramme et punkt, hvor kapaciteten er maxet ud, og så er der kun én vej for vores sanitære affald at løbe: Baglæns gennem rørene og tilbage i husene.
Ud over den manglende hygiejne og den deraf afledte risiko for sygdomme og rotter, så risikerer vi både, at rensningsanlæggene bliver så overbelastede på bagkant, at de bryder sammen, men også at der kommer til et være et enormt (dyrt) efterslæb med oprensning af naturen. Det var sgu da smart at bruge 10 minutter på at forholde sig til, og få meldt noget ud, så de af os, der har det basale på plads kan være behjælpelige med at sprede dét budskab?
Ud over manglende info om noget af alt det, vi ikke på nogen rimelig måde kan forventes at vide som privatpersoner, er der fortsat også en *del* spørgsmål, jeg mangler svar på, Torsten.
F.eks. vil jeg gerne vide, om S!renen, altså, den varsling, vi er begyndt at få på mobilen den første onsdag i maj, virker i tilfælde af et cyberangreb? Jeg har læst 17 tusind artikler om Cell Broadcast, som er det netværk, S!renen bruger, men jeg kan ikke finde et klart svar på, om det stadig fungerer, hvis vores netværk bliver ramt.
Min gamle kæphest med at få lavet udmeldinger til skolerne, så de kan lave beredskabsplaner og melde videre ud til forældrene, slæber sig fortsat udmattet rundt i manegen, Torsten, og så fatter jeg ikke, at man ikke tænker panik ind som en reel risiko.
Jeg ville (stadig) synes, det var oplagt at uddanne et korps af mennesker, f.eks. hjemmeværnsfolk, som kunne stille på de lokale skoler, og være behjælpelige med at svare på spørgsmål – og det vigtigste hér ville være at få kommunikeret planen ud til befolkningen, mens der stadig er net at gøre det på
På prepperlisten, vi modtog i e-boks, står der, at folk skal anskaffe sig en radio, så de kan holde sig orienterede – men hvor mange her, i dette ellers meget veloplyste segment, kan (uden at google) fortælle mig, hvilken frekvens, man skal stille radioen ind på?
(Og service-Linda to the rescue: Det er altid P4’s sendemaster, du skal finde, og du kan se oversigten over de respektive frekvenser her).
Ville det måske give mening at bede folk om at printe deres medicinlister, så man EFTER et eventuelt angreb kan løbe systemet hurtigere i gang igen, fordi der kan laves en midlertidig dispensation, så dem, der får nødvendig, men ufarlig medicin kan ledes udenom hovedkøen, så læger og hospitaler kan tage sig af dem, der er alvorligt syge?
Kunne det være en ide at opfordre til, at vi alle sammen sørger for at lave konkrete aftaler med venner og familie om, hvor vi mødes, post-nedbrud, eller at vi får styr på, hvem der sørger for dem, der ikke kan tage sig af sig selv, så vi ikke får en Gene Hackman-situation herhjemme?
Kunne man som politiker flette ind i sine udtalelser, når man bliver spurgt til nedlagte sikringsrum, at folk jo altid kan søge mod metrostationer og betonkældre, som f.eks. vaskerum under etageejendomme eller parkeringskældre, hvis det værste skulle ske?
(Altså, sådan som jeg lige gjorde her..)
Ville det give mening at opfordre folk til at anskaffe sig én eller anden form for vandfilter, når nu mange vandværk i Danmark er privatejede af ældre landmænd, der måske ikke har gået til Silicon Valley, så folk kan klare sig lidt længere end 3 døgn?
For det er superduper, at man forventer at have smækket cyberdøren i igen på 72 timer, men hvis store dele af vores vandforsyning er forurenet, eller vandet ikke kan ledes ud til forbrugere og erhvervsliv, er vi jo lige vidt.
Det kan godt være, at der er styr på det, og at de bare holder kortene tæt til kroppen for ikke at sætte neonpile til at pege på de steder, som hackere og terrorister *også* skal sørge for at ødelægge – men så meld dét ud. Sig, at ‘vi er klar over, at det ikke er sikkert, at det hele er i gang igen med det samme, men i den situation har vi tænkt løsninger ind’.
For lige nu sidder jeg med fornemmelsen af, at fokus på de dyre adresser primært er rettet mod grej og jagerfly, og at man synes, at arbejdet nedad er gjort, fordi man har fortalt folk, at de skal have 3 liter vand pr. mand pr. døgn.
Hvis man skal mønstre en befolkning, eller i hvert fald den del af den, som vil kunne være en hjælp, hvis det hele falder fra hinanden, så er man nødt til at give os lidt mere at arbejde med.
*
Inden I får lov at slippe, vil jeg gerne illustrere, hvorfor man skal begynde at gå bare lidt op i det her. Derfor har jeg lige brugt 20 minutter på at samle lidt konkrete eksempler på bøvl sammen:
25.02.24: Hackerangreb, bl.a. Transportministeriet, Trafikstyrelsen og CPH
07.03.24: Hackerangreb, CPH
02.04.24: Statens IT, nedbrud
31.05.24: Hackerangreb, OUH
07.11.24: Strømafbrydelser, Vamdrup
24.11.24: Alle tog mellem Århus og Ålborg holder stille
09.12.24: Hackerangreb, 20+ kommuner
18.12.24: Hackerangreb, Tureby-Alkestrup Vandværk
25.12.24: Alle tog i Norge holder stille
26.12.24. Strømafbrydelser, Nordsjælland
07.01.25: Strømafbrydelser, Sjælland
20.01.25: Strømafbrydelser, Middelfart
24.01.25: Vandværk på Lolland, nedbrud
11.02.25: Nordnet, IT-nedbrud
16.02.25: Strømafbrydelser, Randers
25.02.25: Strømafbrydelser, Hammerum/Gjellerup
13.03.25: Region Midtjylland, IT nedbrud
31.01.25: Strømafbrydelse, Grenaa
Dertil kommer adskillige angreb på MitID, diverse banker og hele telesektoren – og det er bare de angreb og “uforklarlige nedbrud”, som instanserne selv har meldt ud, og/eller som har været så omfattende, at de ikke har kunne hemmeligholdes.
*
Med alt det sagt, skal man stadig finde sin egen måde at gøre det på, men hvis man endnu ikke er startet, så gør det i dag og tag udgangspunkt i disse 4 spørgsmål:
1. Hvad forbereder du dig til?
It/strømsvigt, voldsomt vejr, pandemi eller krig?
2. Hvem prepper du for?
Dig selv, børn, husdyr, venner/familiemedlemmer med særlige behov for hjælp?
Det er bedre at forberede sig forgæves end at blive fanget på det forkerte ben, for hvis både net, strøm og infrastruktur er gået ned, kan du hverken bruge google, Siri eller ringe til en ven.
I dén situation er din notesbog og din forberedelse dit bedste værn mod panik, handlingslammelse og dårlige beslutninger.
Da jeg satte mig for at skrive det her indlæg, var min første sætning:
‘Tiden løber fra mig i de her uger.’
Men da jeg havde skrevet det, sad jeg længe og kiggede på det – for det føltes faktisk ikke helt rigtigt.
Jeg løber dagligt tør for tid, men ikke, som i de perioder, hvor alt omkring mig sker samtidigt, alle river i mig, og jeg ikke kan nå at sende én bold retur over nettet, før jeg får 5 nye, lige i masken.
Det er mere en oplevelse af, at timerne bare fordamper, fordi jeg er så optaget af det, jeg sidder med, hvilket føles helt anderledes, fordi det ikke hele tiden handler om at kæmpe for at komme ud af den tilstand, men tværtimod om at skabe plads til at blive i den.
De ting, der tager min tid lige nu, er ting, jeg meget aktivt har valgt til, og som jeg brænder for og gerne vil fordybe mig i, og det har gjort mig langt mere skarp på at spotte de potentielle tidsrøverfælder, som jeg så ofte har bandet over de sidste mange år.
For når jeg har stress-travlt, har jeg altid en oplevelse af, at jeg bare løber fra bål til bål med et fingerbøl med vand i, og underpræsterer over hele linjen. I de perioder ville det jo være ret brugbart, hvis jeg på forhånd kunne se, hvor noget potentielt kan udvikle sig og kræve endnu mere tid, så jeg kunne træffe andre valg og skære behørigt fra. Men det er nærmest det modsatte, der sker, og 2 plus 2 ender på en eller anden måde altid med at give 7.
Måske handler det om, at jeg reelt ikke har haft mulighed for at fordybe mig langvarigt i en interesse, siden jeg fik børn, og derfor har glemt, at prioritering kommer helt naturligt, når der er noget, man gerne vil. For selvfølgelig har der været perioder med mere overskud end andre, men jeg har ikke haft tid til – eller mod på – at kaste mig helhjertet over noget, fordi jeg hele tiden, halvt om halvt har forventet, at et roligt øjeblik bare er orkanens øje og ikke et nyt udgangspunkt.
Eller måske handler det om alder mere end nyerhvervede evner? Måske ville jeg være nået til det her punkt, uanset hvordan mit liv havde set ud?
Men jeg tror, at jeg lægger mere mærke til det end så mange andre, fordi jeg ikke har været her i årevis, og der derfor ikke for mig er tale om en umærkelig overgang, men om en ny og ret skarp kontrast til, hvordan livet har set ud de sidste mange år.
(Jeg er også åben for muligheden for, at det bare er min medicin, der virker, men, altså. Det skal ikke ødelægge et godt blogindlæg for os, vel?)
Uanset årsag, forsøger jeg at være opmærksom på, hvad jeg gør anderledes, så jeg kan blive ved med at gøre det; også når det går stærkt. Jeg øver mig i lægge mærke til, hvad der virker, og hvad jeg husker at gøre nu, som jeg glemmer at gøre, når det hele står på gloende pæle.
Og måske er det bare noget så banalt som at tænke lidt frem og lære at lade være træffe de samme valg, men forvente nye resultater.
For at gøre det lidt konkret, har jeg f.eks. længe overvejet at stille op til en bestyrelsespost i tegnsprogstolkenes brancheforening. Jeg brænder for mit fag, og jeg synes, at jeg med min anciennitet og mine år som TR, faktisk har noget konkret at bidrage med.
Jeg blev valgt ind, da jeg i efteråret stillede op, og nu sidder jeg sammen med nogle rasende skarpe mennesker og nørder i vilkår, fremtidsperspektiver og bekendtgørelser. Det er VILDT fedt – både når vi er enige, og når vi slet ikke er, for det hele er båret af interesse, idealisme og dedikation.
Og den tid, jeg lige nu bruger på at grave mig ned i lovstof og læse op på gamle udbud, er jo ikke ekstra timer, som jeg på magisk vis har manifesteret. De er et resultat af, at jeg har været meget, meget bevidst om, hvad jeg GERNE vil bruge min tid på, og derfor når at stoppe mig selv, inden jeg sætter noget i gang eller får mig rodet ud i noget, der udvikler sig.
For det, der ender med at æde tid, jeg faktisk ikke har lyst til at give afkald på, er ofte noget, jeg nedkalder over mig selv.
Men i sommer, da jeg var til beboermøde, var jeg allerede klar over, at jeg ville stille op i brancheforeningen, og derfor var jeg ikke det mindste i tvivl om, at jeg skulle takke nej til den bestyrelsespost, jeg fik tilbud i boligforeningen. For første gang i al den tid, jeg kan mindes, stod det på forhånd krystalklart for mig, at de timer, der ville gå til dét, skulle tages fra noget, jeg hellere ville.
Det blev startskuddet til, at jeg pludselig evnede at konsekvensberegne, inden jeg fik mig selv malet op i et hjørne.
Som f.eks. da jeg i forbindelse med et forældrearrangement i Fridas klasse, allerede havde fat i min telefon for at skrive ud og tilbyde at stå for en værtindegave – men lagde den fra mig igen, fordi jeg nåede at komme i tanke om alle de gange, jeg har tidligere tilbudt at stå for den slags, og det ender med at forvandle sig til et fuldtidsjob.
Jeg købte en buket tulipaner og en flaske vin fra mig selv i stedet, og det tog 5 minutter.
Eller da jeg, sammen med to andre forældre, var i gang med at arrangere blå mandag for vores børn, og den ene mor havde lavet en invitation, hvori hun bad folk melde tilbage, hvis de ikke kunne køre selv. Her skrev jeg stille og roligt retur, at vi nok lige var nødt til at forventningsafstemme, for jeg deltog hverken som arrangør eller frivillig, men bare som Antons mor.
En bekendt fik nej til hjælp med noget skriftligt arbejde til, fordi jeg efterhånden har lært, at det tager 20 minutter at læse korrektur og tilrette én side, og det kan alt sammen virke helt åndssvagt, og som småting, der ikke betyder noget i det store tidsregnskab.
Men når transporten til Billund ender i et logistisk mareridt, fordi nogle ikke har bil og andre ikke har skam i livet, æder det både tid og overskud.
Når den “korte opgave på et par sider – max!” viser sig at være 14 sider lang, og ikke kommer til aftalt tid, skal noget andet flyttes for at gøre plads.
Når værtindegaven, som på papiret bare kræver en besked om, at folk skal overføre 30 kroner på mobilepay, ender med at du skal rykke folk 3 gange, har 2, der stadig mangler at betale, når dagen oprinder, og hende, der af religiøse grunde ikke har MP, ikke medbringer de kontanter, hun ville tage med til festen, så *bliver* det dig, der skal beslutte, om alle skal skrives i kortet, om du betaler for dem, der ikke har overført, og om du vil være hende, der bliver ved med at rykke for 30 kroner.
Ingen af delene vælter læsset alene, men til sammen bliver det bare death by a thousand papercuts.
Det værste er, at det er selvforskyldt, for som MC Einar allerede i 1988 gjorde dig opmærksom på: Du har prøvet det før – du ved præcis, hvad der sker.
Der er mennesker, jeg altid ville gøre alting for, no questions asked. Det er de relationer, der får solen til at stå op og gå ned, og hvor ingen er nøjeregnende med hverken tid eller penge.
Men det er ikke dem, der æder de luksustimer, du både kunne og hellere ville bruge på noget andet.
De skal derimod findes der, hvor du, af gammel vane og manglende fremsyn, samler de trælse opgaver op, fordi ingen andre gør.
Katherine Diez har udgivet en bog, som hun, så vidt vides, selv har skrevet.
Jeg har ikke læst den. Jeg kommer ikke til at læse den.
For hvor man måske, min generelle personlighed taget i betragtning, kunne foranlediges til at tro, at jeg dømmer folk benhårdt, når de begår fejl, så er det faktisk ikke tilfældet. Jeg kan se igennem fingrene med meget, og de fleste bliver i min optik bedre mennesker af at have trådt ved siden af. Det giver øget forståelse og tolerance for andre menneskers utilstrækkeligheder, og det klæder de fleste.
Men én ting er fejl. Noget ganske andet er forsæt.
For man kommer ikke ved et uheld til at kopiere andres arbejde i det omfang, det er sket her. Og slet ikke over en periode på 4 år. Der har været masser af chancer for at stoppe op, kurskorrigere og træffe bedre valg. Én gang er en fejl, to gange er mistænkeligt, tre gange er et mønster, og jeg kan ikke med min bedste vilje, se, hvordan det skal kunne bortforklares. Derfor er det for mig helt irrelevant, hvad hun har at sige.
Problemet er imidlertid, at vi belønner den her form for offentlig ansvarsforflygtigelse, næsten uanset hvilket standpunkt vi tager.
For som J.K. Rowling meget lakonisk skrev til et opslag fra en mor, der proklamerede, at hun havde brændt Harry Potter-bøgerne og ristet skumfiduser over bålet:
“I get the same royalties whether you read them or burn them. Enjoy your marshmallows!”
Omtalen af Diez-bogen alene er med til at sikre, at der bliver solgt og udlånt flere eksemplarer, og derfor er min dagsorden her egentlig bare at opfordre til, at man holder den indre svinehund i snor. Ligesom medierne efterhånden er ved at lære, at man ikke skal give seriemordere mytiske navne, eller vise billeder af schoolshooters, fordi man derved giver dem præcis den berømmelse, de higer efter, så vil jeg gerne minde om, at man ved at læse den her bog, er med til bevare og understøtte den pilrådne kultur, der har ført til bogens skabelse.
Det mest belastende er faktisk, at jeg synes, Katherine Diez skriver ret vidunderligt. Når hun er bedst, når hun, i min optik, næsten op på siden af Delphine de Vigan.
Men talent uden integritet er i bedste fald hult og i værste fald farligt. Særligt når det, som det er tilfældet her, parres med skønhed og kontakter.
Og selvom det hele lige nu handler om hende – igen – så er det jo ret vigtigt at huske, at der sidder nogen derude, som hun har taget noget fra.
Det problem kunne alle få øje på, da vi snakkede om Würtz, Bitz og keramik.
Her er det ord, det drejer sig om, men princippet er det samme.
For mit eget vedkommende kan jeg stadig huske fornemmelsen af at læse en af mine egne blogposter under en fremmed profil på instagram. Hverken jeg selv eller hende, der kopierede mit indlæg, tjener/tjente penge på mine ord, men fornemmelsen af at se min tekst med en anden som afsender, mindede om den, jeg oplevede, da jeg havde haft indbrud: Nogen havde gået rundt i mine (virtuelle) rum for at stjæle noget af mit, og det føltes både grænseoverskridende og uretfærdigt.
Det forestiller jeg mig, at man kan gange med 1000, når den, der gør det, ovenikøbet tjener penge på tyveriet.
Så for mig er spørgsmålet ikke, om Danmark kan rumme hende, om hun er for smuk eller hvem, der blev inviteret med i seng og hvorfor.
For mig er det eneste, der er fortsat relevant, at hun i 4 år, med fuldt overlæg, valgte – valgte – at plagiere tekster, og nu prøver at bortforklare det.
Det er dovent, og det er dumt. Særligt, når man faktisk har talentet til at løse opgaven selv.
Og jeg *synes*, det er problematisk, at man kan få lov at sige præcis, hvad man vil om andre kendte mennesker, uden skyggen af bevis for sine påstande.
Har hun haft en oplevelse af at være blevet udsat for noget, hun ikke brød sig om? Jeg aner det ikke. Hvis det er tilfældet, er det synd for hende.
Men hun besudler sin egen historie ved først at bære den frem, når hun har noget at vinde ved at vinkle den på en bestemt måde, og jeg sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at hun forsøger at udnytte tidsånden ved at caste sig selv som #metoo-offer.
En sidste bemærkning herfra er, at jeg for første gang oplever moderation på en SoMe-profil som problematisk. For Forlaget People’s, der har udgivet bogen, har dagen igennem holdt stram justits med, hvilke kommentarer, der har fået lov at blive stående under deres insta-opslag – og de skulle bede om fans og heppekor.
I skrivende stund har de lukket kommentarfeltet, fordi de er gået hjem, og dermed forsvinder alle dagens rosende ord også.
Men hvor jeg hos aviser og dagblade på alle måder støtter op om, at de mennesker, der skrives om, ikke skal trækkes gennem mediemøllen, fordi aviserne gerne vil clickbaite sig til flere annoncørkroner, så er der her tale om et forlag, der lever af at sælge bøger som den, de promoverer her – og hvor hovedpersonen på alle måder knows all the games you play, because she plays them too, som George Michael sang.
Her synes jeg faktisk det grænser til at være problematisk, at man fjerner alle kritiske kommentarer, fordi målet ikke er at beskytte en kilde eller tage hånd om mennesker, der ikke på forhånd vidste, hvad de gik ind til; målet her er salg og reklame, og ved at køre censur, får man tegnet et billede af sit produkt, der måske ikke helt matcher virkeligheden.
Når man vil tjene penge på at have stjålet andres arbejde, synes jeg godt, at vi må udfordre det rimelige i, at et forlag (som tjener penge på selvsamme tyveri) stiller sig op og agerer læhegn.
I USA er det efterhånden blevet normalt, at man i kriminalsager, udover fængselsstraffen, tildeler ofrene store, økonomiske erstatninger, selvom den, man dømmer, ikke har salt til et æg. Én af grundene til, at man gør det, er, at en gerningsmand ikke skal kunne tjene penge på at sælge sin historie til medierne.
Måske det faktisk heller ikke burde være muligt først at tjene penge på at stjæle andres ord, for så at tjene pengene én gang til, når man bruger sine egne til at fortælle historien om, hvorfor man gjorde det.
Jeg er meget i mit hoved for tiden. Der er en masse fragmenter, der ligger og skøjter rundt, og jeg aner en slags sammenhæng i det tema, de udspringer af, uden at jeg helt kan sætte fingeren på, præcis hvori det består.
Der sker meget omkring mig. Folk tager opgør, der har været optræk til længe, de konfronterer hinanden, trækker sig, går, bliver uvenner og får nok.
Noget af det handler om et mærkeligt sammentræf, hvor mange af os samtidigt har ramt det punkt, hvor en ændring, der er sket langsomt og gradvist, pludselig er blevet synlig og mærkbar.
Lidt som når man ikke lægger mærke til den snigende hovedpine, temperaturen, der stiger en halv grad og næsen, der stopper til – men pludselig, når ledsmerterne sætter ind, kan mærke det hele samtidigt og går fra at være rask til at være syg på et splitsekund.
På samme måde er det for tiden som om, at det, folk har levet med og accepteret længe, pludselig ikke længere kan ignoreres – eller tolereres.
Vi er nok alle tilbøjelige til at se dem, vi holder af, gennem et filter af de mennesker, de var engang. Venskabet, kærligheden, og de fælles relationer og interesser. Erindringer om tidspunkter, hvor vi havde det svært, og de var der for os.
Og vi kommer automatisk til at antage, at de stadig er derinde et sted, og at svigt og skuffelser bare handler om dårlige dage, travlhed eller #life, som lige kom i vejen. At den dårlige opførsel eller manglen på omtanke og indsats er undtagelsen, mens reglen er en stærk og givende relation.
Men det skal jo vende på et tidspunkt, hvis det er tilfældet, og jeg har brugt det sidste år på, hver gang et menneske, jeg interagerer med, skuffer, lader mig trække læsset eller tackler noget givent på en måde, jeg synes er uhensigtsmæssig, at overveje, om jeg ville danne en relation til den person, hvis jeg mødte dem forfra med den adfærd og de prioriteringer, de har i dag.
Det kan lyde hårdt og meget noget-for-noget. Det er ikke sådan, jeg oplever det, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg ser gå gennem den samme udvikling.
Det ser ud og føles mere som noget aldersudløst, tror jeg? At vi, hvis vi er heldige, står midt i livet nu, og måske, ubevidst, gør status? Vurderer, hvad vi gerne vil have med videre, og hvad tiden er kommet til at slippe?
Da jeg begyndte at pusle med det her indlæg, kom jeg til at tænke på en kommentar, som en af jer lagde på det sidste indlæg, jeg skrev om relationer. Jeg kan ikke huske ordlyden, men det var en let, oprigtig undren over, at der i mit liv kunne være så mange problematiske relationer. (Det var ikke sådan, det var formuleret, og nu synes jeg, at det lyder passivt-aggressivt, når jeg parafraserer det, og det var slet ikke sådan, jeg opfattede det). Den kommentar har jeg tænkt meget over, fordi jeg er et menneske, der kan være ret kompromisløs i mine nære relationer. Der er langt til min grænse, men rammer du den, er løbet kørt.
Derfor fik den kommentar mig til at tænke over, hvordan det kan være tilfældet, for når man har været god til at gøre rent bord over årene, burde der jo ikke være så mange tilbage at luge ud i.
Men forleden, da jeg var på keramikmalerdate med en veninde, kom vi til at tale om grænser. Og her var der noget, der gik op for mig – for vi ligner på mange måder hinanden i vores måde at være i verden på, og for os begge gælder, at vi virker som magneter på mennesker, der mangler publikum og terapeuter.
Om det er fordi, vi er gode til small talk og til at lytte, eller om det handler om, at vi begge har ting med i posen, der gør, at vi kan relatere til, hvordan livet føles, når det ikke er nemt, ved jeg ikke. Men da vi sad og talte om det, gik det op for mig, at det ofte er dé relationer, hvor jeg bøvler med grænser – fordi jeg ikke helt forstår, at folk ikke sætter dem selv. For mig er noget af det værste, du kan byde mig at blive VED med at gå over en grænse, jeg allerede *har* sat.
Og det er klart: I et venskab ville jeg aldrig acceptere det. Men voksenlivet kommer med relationer, hvor man ikke er helt så fri til at vælge. Andre børns forældre, papbørn, kæresters ekskærester, naboer og kolleger er alle eksempler på mennesker, vi kan være nødt til at finde en måde at sameksistere med, uanset om vi har lyst eller ej.
For selvfølgelig kan man trække grænserne hårdt op. Men jeg tror, mange af os i de her tilfælde forsøger at vælge den lempelige vej, fordi det er mennesker, vi har et tvunget fællesskab med, og hvor en konflikt kan få nærmest uoverskuelige konsekvenser.
Men jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, jeg har det sværere med, end at være nødt til at sætte den samme grænse flere gange, og det har for mig altid været svært og frustrerende, når jeg bliver tvunget til at gøre det alligevel.
Og her tænker jeg for tiden rigtig meget over, at det handler om komfort, vane og manglende træning. For al udvikling er svært og grimt og bøvlet, og særligt når livet omkring os ikke lige trækker ind til siden, så vi kan få ro til at gro nye vaner, er det nemt at falde tilbage til det, man plejer og kender.
Men måske er livet ikke så meget er en øvelse i at forsøge at undgå at gentage mønstre og adfærd, man har set, lært og gentaget hele sit voksne liv.
Måske ligger øvelsen i at opdage det, når man ufrivilligt gentager det, man kender og forstår – og så gøre noget andet?
Måske ligger udvikling og vækst der, hvor man stadig gentager mønsteret, men ændrer sin reaktion. Som f.eks. når vores generation, mod bedre vidende, kommer til at råbe ad vores børn – men bagefter bruger den nødvendige tid på at undskylde og samle op i forsøget på at gøre det bedre. På at blive bedre.
Måske er det den udvikling i os selv, der får os til at stille krav til de mennesker, vi har i vores liv, både i de nære og i de perifære relationer nu. Som får os til at indse, at en relation ikke består af sig selv, og at den kun er værd at bevare, hvis den er vigtig nok for begge parter til, at de gør sig umage.
Måske er det først midt i livet man opdager, at en fælles opgave ikke kan løses alene, og at det i alle typer af skæve relationer er den, der giver mest, som til sidst er tvunget til at trække grænsen. For den, der tager, gør det ikke.
Jeg læste engang et sted, at man, inden man gifter sig med sit hjertes udkårne, skal holde ferie med vedkommende på en lokation med dårlig internetopkobling.
Det er vittigt formuleret, men egentlig er det et godt råd. For selvom kærligheden måske burde være både blind og ubegrænset, så er der meget vigtig viden om kompatibilitet at hente i at være sammen under (moderat) pres, og der er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem, hvor dyb eller langvarig en relation er, og hvor godt man fungerer sammen i uvante omgivelser.
På samme måde er det også min oplevelse, at et godt venskab ikke automatisk betyder, at man kan fungere sammen, når eventuelle børn er med, eller at man kan tage på ferie med hinanden.
Måske er det noget af det, der kommer med at blive ældre; at man, uden bitterhed, accepterer, at forskellige venskaber kan forskellige ting, og at en relation ikke behøver kunne rumme det hele for at være god eller vigtig.
Børn er en ekstremsport, hvor man er så præget af sine værdier og hvad man har med i rygsækken, at det kan være umuligt at få to måder at være forældre på til at nå sammen og samtidig skabe en eftermiddag, hvor alle hygger sig.
Ligeledes er en ferie ikke særlig afslappende, hvis den ene part bliver stresset af at skulle navigere på ukendt territorium, mens den anden bliver i dårligt humør af at skulle tage stilling til, hvad der skal ske om 5 minutter.
Men i år har jeg for første gang haft lyst til at holde ferie med andre end bare mine børn, hvilket jeg ellers har foretrukket indtil nu; ganske enkelt fordi jeg lidt for mange gange har oplevet at stå med følelsen af at underpræstere alle steder, samtidigt.
For det er altid en balancegang, når jeg deltager i noget socialt og har børnene med. Det er sket en million gange, at jeg kører hjem med tårer i øjnene, fordi jeg ikke føler, at jeg har formået at være hverken den mor, jeg gerne vil være for mine børn, eller den veninde, jeg både gerne ville være og har brug for at få lov at være. Bare en gang i mellem.
Derfor er det inderligt vigtigt for mig, at de mennesker, vi eventuelt tager på ferie med, forstår præmissen.
For mine børn er søde og høflige og ualmindeligt velfungerende, deres diagnoser til trods. Men det er de, fordi jeg har accepteret og indrettet vores liv efter de vilkår, vi har fået givet, og fordi jeg hele tiden forsøger at møde dem, hvor de er. Det kræver ret meget overskud hele tiden at afkode og facilitere.
Når vi er nye steder, skal jeg både regulere mig selv i real-tid, samtidig med, at jeg hjælper dem med at regulere, og det er hårdt.
For bare at sige det, som det er.
For mit nervesystem er også på overarbejde, når jeg skal navigere i situationer, jeg ikke er vant til at være i, og derfor er ferie noget af det, der koster et vist overtræk på kontoen. Det er en pris, jeg betaler med villighed og åbne øjne, fordi jeg synes, at det i sidste ende giver os meget som familie – men det ville være idiotisk at lade som om, det er noget, jeg bare lige gør med venstre hånd.
Derfor er dem, jeg skal holde ferie med, nødt til at være nogen, der dels kender mig så godt, at jeg kan finde ud af at lægge paraderne og sige lige ud: “Det her kan jeg simpelthen ikke overskue. Vil du hjælpe mig?” – samtidigt med, at de kender mine børn så godt, at jeg ikke hele tiden skal kompensere og forklare, for det trætter mig yderligere.
Der er ikke umiddelbart logik i, hvem der kan fungere i et kaotiske set up, og hvem der ikke kan – og det er vigtigt for mig at sige, at jeg faktisk godt forstår dem, der ikke forstår. Jeg har arbejdet som tegnsprogstolk og dermed haft berøring med døveverdenen i snart 30 år – men jeg aner INTET om, hvad det vil sige at være blind. Og jo faktisk heller ikke, hvad det vil sige at være døv, for jeg kan holde fri og gå hjem med mine to, hørende ører, hvilket er en luksus, man ikke har som døv.
Derfor forstår jeg godt, hvorfor det kan være tæt på umuligt at forstå, hvordan neurodivergens kan påvirke hele familien, og hvad det kan medføre af særlige behov og moderationer. Men på en ferie, hvor jeg ideelt set også gerne vil slappe bare lidt af, og også have fyldt lidt på af alt det, som tætte relationer kan give, er det bare for mig uendeligt vigtigt, at jeg ikke kommer til at skulle bruge hele ferien på at føle mig som en lus mellem to negle.
I år har vi en lille håndfuld af de mennesker, vi har allertættest på med på de små-ferier, vi holder. En dag hist og to dage pist, overnatninger, fællesværelser og hele balladen, og mens vi er afsted taler vi om, hvad der måske kunne give mening at gøre sammen til næste år.
Nogle af dem har selv lidt bogstavbøvl inde på livet, andre kører stringent alfabet. Nogle har børn, andre rider solo, men alle er mennesker, vi holder af, og fordi vi kan tale om tingene, helt åbent, er der faktisk ret gode chancer for at ende med noget, som giver mening for alle.
Helt lavpraktisk begynder vi at snævre os ind på noget all inclusive, et sted, hvor det er varmt, uden at være ulideligt, og hvor hvor alle mand har eget værelse med en dør, der både kan og må lukkes. Så altså, hotel og ikke hytte/lejligheder. Der skal være lidt at lave, men det vil være overkill at køre La Santa. Ikke for meget spring break-vibe, men noget vandland, måske, og et par steder i nærheden, man kan besøge og suge lidt let kultur eller lokal cuisine.
Hvis man sidder med et bud på, hvor det kunne være, sidder jeg her bag skærmen med øjne og ører så store som tekopper, så meld endelig ind.
Jeg håber, at I har det godt, derude i ferielandet.
Det her indlæg har været i støbeskeen i et par uger, men pga. pressemødet i tirsdags, har jeg valgt at træde på speederen, fordi jeg gerne vil have det ud, inden den famøse offentlige udmelding lander i eBoks.
Indtil nu har jeg ikke kunne forholde mig til at skulle preppe. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvad min modstand mod konceptet egentlig handlede om, men ikke desto mindre har jeg bare lavet strudsen og tænkt, at nogle voksne måtte komme og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, hvis det begyndte at stramme til.
Men jeg bor, så jeg kan se, hvad der flyver ind og ud af Esbjerg Lufthavn, ligesom der også er et par kaserner og en militærbase eller to i umiddelbar nærhed. Og der har sgu været mere aktivitet, end der plejer at være.
Ligeledes har jeg også bemærket et stigende antal meldinger om nedbrud i infrastruktur i flere af vores nabolande, og stille og roligt begyndte jeg derfor for nogle uger siden at spekulere på, om man måske alligevel burde bruge 10 minutter på at tænke det her igennem.
Efter at have vendt og drejet det nåede jeg frem til, at det primære problem for mig er, at det bliver for stort og diffust at ‘preppe’, når jeg ikke har gjort mig konkrete overvejelser omkring, HVAD det er, jeg forsøger at preppe til.
For taler vi pandemi, cyberangreb, infrastruktur eller zombier?
Og er vi på fuld udgravet kælder, såsæd og egne høns – eller bare 3 dage uden strøm og internet?
Som altid, når jeg er i tvivl om noget, forsøgte jeg mig med den vidensbaserede tilgang til emnet, og da jeg begyndte at researche, blev jeg anbefalet at anskaffe tørgær, schweizerkniv og sågar en dolk – men hvad er det, vi forestiller os her??
Jeg forvandler mig jo ikke til B.S. Christiansen overnight, fordi Putin trykker på knappen, og risikoen for, at jeg kommer til at skære mine fingre af med en dolk, er væsentligt større, end at jeg får .. hvad? nedlagt kaniner? med den.
Har du bagt et grydebrød i dit liv? Nej? Hvad er det så, du vil bruge tørgær til?
Og jeg forsøger ikke at være hånlig. Det gør jeg virkelig ikke. Men ender vi der, hvor et prepperlager bliver nødvendigt, så tænker jeg, at vi alle sammen har det *lidt* pres. Og det er måske ikke lige dér, man for første gang i sit liv begynder at eksperimentere med at bage brød over bål.
(-uden opskrift, fordi man glemte at printe den, fordi ingen længere kan huske, hvordan det er at leve i en verden uden internet.)
Min pointe er, at det her er nyt for os alle sammen. Vi har ingen erfaring at trække på, og derfor er der en gigantisk risiko for, at vi, ligesom under pandemien, kommer til at øge forbruget af nogle af de ting, vi har brugt LANG tid på at bevæge os væk fra, og at følelsen af akut nødvendighed kommer til at dispensere vores kollektive, grønne samvittighed. Det er ikke svært at forestille sig, at virkelig, virkelig mange mennesker kommer til at blæse i Netto med hovedet under armen, blinde af panik, når brevet fra Trolex lander i postkassen.
Jeg har selvsagt heller ikke prøvet det før. Men jeg har 6 års konkret erfaring i at tænke minimalisme, miljø, økonomi, bevidst forbrug og madspild ind, og den erfaring har jeg prøvet at overføre på hele prepper-konceptet.
Så egentlig er indlægget her bare en systematiseret nedskrivning af de overvejelser, jeg selv har gjort mig – men måske kan det være med til at sætte tanker i gang hos nogle af jer også, så vi ikke, i forsøget på at undgå at blive spist af sultne zombier, ender med at træde den miljømæssige dommedagspedal helt i bund.
——-
Opbygningen af indlæg som følger:
1. Generelle overvejelser
2. De konkrete områder
3. Nye vaner
4. Notesbogen
5. Liste
——-
1. Generelle overvejelser:
*Beslut, hvad du forbereder dig på. Det er alfa og omega i forhold til at træffe kloge, bevidste valg. Jeg forbereder mig på et angreb på vores infrastruktur, og derfor er min plan at tænke igennem, helt konkret, hvad jeg gør, den dag, det sker, og hvad jeg skal sørge for at have herhjemme, for at vi kan klare os. Jeg skeler en smule til en potentiel, ny pandemi, ligesom jeg også har i baghovedet, at nedbrud i forsyningskæden kan kaste skygger et godt stykke ind i tiden, der følger.
Det betyder, at jeg ikke anskaffer mig en masse grej, som er let at transportere til fods, for der er 0.01% spejder i mig. Derfor er det for mig ikke aktuelt at tænke ind, at det, jeg køber, skal kunne holde i årevis, eller at det skal kunne være i en rygsæk.
*Lav konkrete aftaler om, hvad du og dine nærmeste gør, hvis I ikke kan få fat på hinanden. Jeg har aftalt med mine forældre, at jeg henter Frida, og de henter Anton, og så mødes vi hos dem. Og det er ikke fordi, jeg forventer, at 3. verdenskrig bryder ud fra det ene øjeblik til det næste. Men får Rusland eller Kina ram på nettet, eller bliver vi erklæret i noget, der ligner undtagelsestilstand, er det ikke svært at forestille sig et vist niveau af stress, og et ønske om at samle sine nærmeste omkring sig. Aftal, hvad I gør og skriv det ned, så det bare er at tjekke notesbøgerne/listerne, hvis hjernen sætter ud af ren og skær panik.
*Tænk bæredygtigt. Ja. Stadig. For hvis din tidsramme ligner min, altså, omkring en uge, så tænk lige igennem, om du har tænkt dig at begynde at køre dåsetomater og champignon på glas. Ligeledes må du også gerne have i baghovedet, at det, du køber, kan bruges, hvis det hele ender i transatlantiske gruppekram og venneanmodninger på Facebook.
*Forhold dig konkret til, hvad du har af plads. Hvis du, som mig, bor relativt småt, så brug dine m2 smart, så du har lidt af alt det, du potentielt skal bruge, i stedet for kun at have 2 af tingene, men til gengæld at have til et år. Jeg sørger for at have de 3 liter vand pr. mand pr. døgn, som alle lister foreskriver, men jeg køber også et par plastikdunke af dem, der kan foldes sammen. Snerper det til, kan jeg fylde dem op, og ryger vandforsyningen pludseligt, har jeg noget at tappe det vand af i, der står i rørene.
*Køb en notesbog. Nu. Hvis vi ikke har strøm, kan du ikke printe, og der vil være ting, som det er rart at have tænkt igennem, skrevet ned, printet ud og samlet et sted, hvor du kan finde det.
*Find ud af, hvor du vil have dit lager; jeg har ryddet en hylde i mit bryggers og to i mit skur. Der er ingen ide i at have tænkt en masse klogt og købt batterier og gas, så du er klar, hvis du om 5 måneder, når det bliver aktuelt, ikke kan huske, hvor du har lagt tingene.
2. De konkrete områder:
A) Køkken/mad:
*Start med at finde din notesbog frem og brug de næste uger på at tænke over, hvad du/I spiser nu, som også kunne fungere i en krisesituation. Det skal kunne tilberedes over gas eller åben ild, det skal kunne holde sig uden at være på køl, og det skal have lang holdbarhed, så du ikke skal skifte lagerbeholdningen ud konstant.
*Beslut, konkret, hvor mange enheder, du vil have på lager af de enkelte ting, og lav så et system, så du f.eks. fylder op bagfra efterhånden som du bruger. Jeg er eksempelvis glad for Naturli’s havremælk, så dem køber jeg allerede. Jeg har besluttet, at 5 liter er nok at have på lager, så jeg køber 5 liter nu, og herfra tager jeg så bare den forreste, når jeg mangler, og stiller den nyeste, jeg køber, bagerst.
*Overvej, hvordan du gør det så nemt for dig selv som muligt at holde styr på, hvad du har. Jeg vil have en lagerliste i min notesbog, ligesom jeg også kommer til at smide en stak af de hvide ‘pose’-klistermærker ude ved den hylde, der bliver mit madlager. På mærkerne skriver jeg sidste anvendelsesdato, og klister den ovenpå fødevaren, så jeg hele tiden, hurtigt og nemt, kan se, hvor længe tingene kan holde sig. For selv midt i apokalypsen, siger vi *stadig* nej tak til madspild.
*Du skal tænke over, hvad du fylder i din fryser. Ryger strømmen, kan fryseren holde temperaturen i cirka 24 timer, men derfra begynder den at stige. Det er SUPER ærgerligt at have for 4500 kroner luksuskød liggende, som man ender med at smide ud, fordi vi har haft 5 dage uden strøm.
*Invester eventuelt i et par køletasker og en håndfuld store køleelementer. Går strømmen, kan køleskab og fryser holde temperaturen længere, hvis de forbliver lukkede, så planen her er at tage det, vi bruger (f.eks. mælk til kaffen) over i en køletaske, og så bruge den som ‘køleskab’. Det er jo en stakket frist, men igen: Jeg forbereder mig på en lille uge uden strøm, så her giver det mening at købe mig 3 dage ekstra med køleelementer og små rum, der ikke kræver så meget at holde nedkølede.
*Dine prepper-løsninger skal passe sammen. Hvis du forestiller dig at lave mad over bål, skal du have gryder eller pander, der kan klare åben ild, og du skal have mad på lager, der kan tilberedes på den måde.
*Tænk over, om det, du vælger, kræver meget af andre knappe ressourcer. F.eks. kan jeg se på mange lister, at de anbefaler, at man køber ris og pasta. Men begge dele kræver forholdsvis meget vand at tilberede, og de skal også stå på varmekilder, der holder en nogenlunde konstant temperatur i længere tid. Jeg går med instant-nudler i stedet, som bare kræver et par dl. varmt vand og en kop.
*Overvej, om du kan forberede noget nu, som kan smides i fryseren, og som kan holde i lang tid, uden nødvendigvis at være dybfrossent. F.eks. kan grovboller holde sig længe, ligesom suppe også er ret taknemmeligt. Sidstnævnte kan varmes på et bål, en grill eller over gasblus og kræver bare en gryde.
*Tænk din varmekilde igennem. Jeg har et bålfad og en lille grill. Sidstnævnte er genial, fordi jeg med meget få briketter kan holde en gryde varm i timevis, og har du en god termokande, kan du gemme overskydende varmt vand og f.eks. bruge det til at vaske dig i, eller til at vaske op.
*I forlængelse af ovenstående: Hvor kan du stå med det, hvis det pis-øs-regner? Det lyder måske MEGET lavpraktisk, men det hjælper bare ikke at have forestillet sig, at man kan bruge gasgrillen til at lave mad på, hvis man ikke har et sted, man kan stå med den, hvis det her bliver aktuelt i slutningen af oktober.
*Hav noget ‘trygt’ på lager, hvis du har ND-børn. Jeg sørger f.eks. for at have et par glas Nutella stående, fordi det betyder, at Anton måske kan spise brød, der ikke ligner det, han plejer at få, så længe jeg kan smøre noget på, han godt kan lide.
*Tænk nogle af de gamle principper ind ift. holdbarhed. Røget, tørret og saltet mad kan typisk holde sig længere, end friske og ferske råvarer, og ift. pålæg kan man også bruge et par dage på at tænke over, hvad man køber, som ikke står på køl i butikken. Nogle typer af smøreost, figenpålæg, marmelade og røget, tørret kød kan fint holde sig ved stuetemperatur eller på et bord på altanen. Men når du ikke kan have maden på køl, er det ekstra vigtigt, at du er hys med hygiejnen, så husk at bruge rene gafler eller knive, hver gang du tager af pålægget.
*Hvis du gerne vil have grøntsager på lager, så overvej, om de frosne af slagsen (som du spiser nu) giver mere mening end dem på glas og dåse. Jeg skulle godt nok være presset for at køre asparges på glas, så med madspild og økonomi i baghovedet, så vær lidt kritisk, når du køber ind. Igen: 4-7 dage, Niller. Du *kan* godt overleve uden grøntsager, hvis det endelig er. Selv har jeg æbler, majs (på dåse), råsyltede, frosne bær og frossen broccoli på min liste.
B) Badeværelse/helbred/hygiejne:
*Hvis vandforsyningen bliver afbrudt, kan du ikke skylle ud i toilettet, og du kan ikke vaske hænder. Derfor er vådservietter, håndsprit og kraftige poser nok meget rare at have på lager.
*Du kan heller ikke bade. Tørshampoo kan få dig langt, ligesom skumklude også er ret optimale. De fylder ingenting, og du kan med én dl. vand og en dråbe sæbe fugte 10-20 stykker, som kan opbevares i en pose og bruges til truckervask. (Samme princip kan overføres til køkkenet, hvor du så kan ‘vaske op’ med dem).
*Tandpine er en kælling, selv in the best of times, så jeg har valgt at have ekstra tandpasta og -børster lager.
*Apropos ting, der gør ondt, er det smart at have lidt ekstra håndkøbsmedicin i skuffen, ligesom det nok også ville give god mening at være på forkant med receptpligtig medicin. Jeg har sendt en mail til Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi både ADHD-medicin og noget af den medicin, min far får, er så stramt reguleret, at man KUN kan få én pakke ad gangen. Det giver mening, når alt er, som det plejer at være, men hvis én offentlig søjle melder ud, at vi skal opruste, så synes jeg, at det er rimeligt at forvente, at de andre følger trop.
*Begynd at gemme medicinrester (og her stoler jeg på, at I selv kan vurdere, hvad den gode løsning er, så jeg ikke ender på forsiden af EB, når nogen er blevet tæskesyge af at tage gammel medicin, fordi “Linda sagde, at man kunne!”). Har man f.eks. høfeber, ville jeg ikke betænke mig to gange ved at tage en Alnok, der var gået over dato, hvis alternativet var at undvære. Græspollen slapper ikke af, fordi Putin går amok.
*Tjek op på din førstehjælpskasse. Og her forestiller jeg mig ikke et MASH-agtigt set-up, hvor man lige hurtigt fjerner en blindtarm på sig selv på køkkenbordet med en neglesaks og en synål – men i går, da jeg vaskede op, tabte jeg en urtekniv. Den var millimeter fra at lande i foden på mig, og sker det i dag, kan jeg ringe på skadestuen eller efter en taxa. Men hvis telefonerne ikke virker – og du måske ikke har en bil, du kan køre i – så er det smart nok, at man lige har noget sterilt kompres, man kan lægge på, mens man får sig fragtet ind til nogen, der kan hjælpe.
*Køb et par flasker husholdningssprit. Når vi ikke har adgang til det, vi plejer, kan vi være nødt til at bruge de ting, vi har, alternativt. Og lige præcis når vi ikke har adgang til rindende vand, vaskemaskiner osv., er det nok meget godt givet ud at tænke lidt ekstra på hygiejnen, for det ville træls ud over enhver rimelig beskrivelse at køre en gang omgangssyge i dét set up.
*Afhængig af køns- og aldersfordeling i hjemme, kan det godt betale sig at vurdere behovet for hygiejneartikler, helt generelt. Gå ud og åbn dit badeværelsesskab og kig. Det, der står der, er det, du bruger, og dermed også det, du risikerer at komme til at mangle.
*Husk, at du heller ikke kan vaske. Tjek op på, om du har undertøj, vaskeklude og viskestykker nok til, at det ikke bliver et problem.
C) Grej:
*Hvis nettet er nede, er en god, gammeldags radio stadig brugbar, hvis den kan køre på batterier. Har du en liggende, så tjek, at den virker. Hvis ikke, så overvej, om du skal anskaffe én.
*Du får brug for lys. Er en lommelygte god eller er en pandelampe, hvor du har hænderne fri, bedre? Stearinlys er nok meget smarte at have på lager, men det giver også god mening at have nogle kunstige af slagsen ved hånden. Måske endda sammen med en fjernbetjening (som f.eks. den, Sirius laver). På den måde er lysene nemme at tænde og slukke, også udenfor, og det kan give mening ift. at spare på batterierne. Som ekstra bonus kan de samtidig bruges både før og efter en eventuel krise, og det kan vi godt lide.
*Overvej, om det giver mening at anskaffe noget, du kan holde varmen med. Det er ikke så aktuelt her og nu, men kan stadig være rart at have, og kan også bruges til f.eks. at holde mad/vand varmt med. Jeg har købt et par alutæpper, fordi de i fredstid både kan smides i bilen til vinter, hvis den bliver lige så kold og krads, som den var sidste år, og også kan bruges som underlag, hvis ungerne og jeg skal sove i telt. (Men husk, at de er letantændelige, så IKKE i nærheden af åben ild!)
*Som nævnt lidt længere oppe: Dit grej skal passe sammen. Ryk en tur i den lokale genbrugsbutik, hvis du mangler gamle gryder eller pander; du kan også være heldig at finde nogle af de andre ting, du mangler, der.
*Der bliver på alle lister anbefalet at have kontanter liggende. Det skal jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved – MEN. Jeg vil gerne slå et slag for, at man tænker over, hvad man skal bruge dem til. Igen: Jeg forestiller mig 5-7 dage, hvor jeg ikke kan betale med mit kort. Men hvis jeg får bygget mit lager fornuftigt op, skal jeg jo ikke bruge 20.000 i kontanter. Sørg for ikke at have så meget liggende, at du mister hele din livsopsparing, hvis du har indbrud, for mon ikke risikoen for dét også stiger, når folk pludselig bliver anbefalet at have kontanter i natbordsskuffen igen?
*Og nu, vi er ved sikkerhed: Hvis du har købt gas eller ekstra benzin, så vær sød at opbevare det på en måde, så du ikke slår dig selv, dine naboer og hele din familie ihjel, hvis du er så uheldig, at der går ild i dit hus. Sørg ligeledes for, med det samme, at informere brandfolkene om, at du har det stående, *hvis* det brænder, og de kommer ud.
*Det er værd at tænke igennem, hvordan I vil få tiden til at gå. For vi er MEGET vante til at streame Netflix og scrolle telefoner, så hvis det ikke er muligt, er det fedt nok at have noget andet at sætte i stedet. Jeg vil have fundet min bogliste frem og købe et par stykker af dem, jeg har på den, ligesom jeg også vil tjekke op på, hvad vi har af tegnegrej, spil og krea-gear.
I samme ombæring kan man lige tjekke snack-beholdningen; hvis verden alligevel er ved at gå under, så kan vi måske godt køre Matadormix på en tirsdag. (Så længe vi lige hjælper hinanden med at huske, at børnene *også* er bange, så alkohol er primært noget, vi bruger til at desinficere med <3)
3. Nye vaner:
*Vi har allerede snakket om det med at etablere et organisk lager.
*Det er nok ikke så smart at vente med at vaske, til vasketøjskurven er HELT fuld, og man kun har ét par rene trusser tilbage, som verden ser ud nu.
*Ligeledes er det måske en god ide at runde tankstationen, mens der stadig er en god tredjedel tilbage i tanken.
*En powerbank eller to vil man formentlig også blive glad for at have, ligsom nu måske er et godt tidspunkt at investere i et timerstik og en stikdåse med plads til opladere til alle de devices, man bruger dagligt. Med et timerstik kan du lave en dockingstation, så alt, hvad du plugger i, lader et par timer hver nat. På den måde lader du, når det er billigt, og du har (formentlig) strøm nok til at komme igennem de første par døgn.
*Vi er blevet gode til at rydde op og ud i takt med, at vi bliver færdige med ting, men måske vi lige det næste års tid gemmer udtjent overtøj, fodtøj, termotøj osv., til vi har anskaffet næste sæt.
4. Notesbogen
Mit forslag er, som nævnt i toppen af indlægget, at du tilvejebringer den allerede nu, og stille og roligt får sat den op, så den passer til det, du gerne vil bruge den til. Der er ingen, der tænker klart, når de er pressede eller i fuld blown panik, så ganske som med førstehjælp, er det smart at gøre sig sine overvejelser, mens der er ro på, så man har en køreplan, hvis det hele vælter.
Min kommer til at indeholde:
*Liste over aftaler med familien. Hvem gør hvad, og hvor mødes vi, hvis det bliver alvor?
*Kontonumre, telefonnumre og policenumre. Det er ikke sikkert, at det gør en forskel, men så har jeg dem et sted.
*En håndfuld tomme sider til det, jeg kommer i tanke om de næste uger og måneder.
*3 lister; en grøn, en gul og en rød.
Det er ikke givet, at vi får en gul fase, men hvis vi gør, er det stadig rart at have forholdt mig til, hvad jeg gerne vil forberede.
A) Grøn (det, jeg går i gang med nu):
*Hvad har vi brug for? Hvad spiser vi? Hvad mangler vi? En slags on-going brainstorm.
*Etablere et grundlager.
*Lave en komplet liste over, hvad jeg gerne vil anskaffe, som jeg kan vinge af i takt med, at jeg får tingene tilvejebragt.
*Nedskrive ideer til mad, der kan laves nu, og som kan holde længe – og gå i gang med at lave det.
*Reminder om løbende at hæve lidt kontanter, når jeg handler. Eventuelt notere, hvor jeg lægger dem, for det er nok meget smart ikke at have dem samlet ét sted.
*Tjekke om radioen virker.
*Tjekke tegnegrej, spil osv.
*Begynde at købe de ting fra min liste, som jeg mangler.
*Overveje, om jeg skal begynde at køre en manuel kalender igen. Verden kommer formentlig op at køre igen ad flere omgange, og det ville være meget fedt at kunne passe sit arbejde, hvis det er muligt, selvom jeg ikke har adgang til de apps, der ligger på min telefon.
B) Gul (opgaver og fokuspunkter, hvis det snerper til):
*Fylde de vanddunke, der lige nu ligger foldet sammen i skuret.
*Overveje hvordan vi kan komme rundt, hvis bilen ikke er en mulighed. Fungerer vores cykler, virker cykelpumpen osv.
*Tjekke, at jeg har det, der står på min liste.
*Tjekke holdbarhed på madvarerne på mit lager.
*Få vasket i bund.
*Pakke tingene i fryseren tæt, så de holder bedre på kulden, hvis strømmen går.
*Købe ind med ekstra fokus på holdbarhed.
*Dobbelttjekke, at jeg har printet det, jeg skal bruge, og at alle husker de aftaler, vi har lavet.
*Forberede børnene, så de ved, hvad de skal gøre. Eventuelt øve det med dem/køre ud og fysisk udpege mødesteder.
*Få tømt skraldespandene ude, og være ekstra obs. på at skylle dåser, glas osv. fra madvarer, inden jeg smider dem ud. SUPER træls at stå med overfyldte skraldespande, hvis temperaturen er 25 grader plus, og spandene ikke kan tømmes i en måneds tid.
C) Rød (Det, vi håbede ikke ville ske, er sket):
*Tømme vandrør af (hvis vanddunkene er fyldte, så brug spande, vandkander osv.).
*Hente børn og mødes hos mine forældre.
*Tanke – hvis det er muligt.
*Få slukket de devices, der er på stand by, så vi sparer på strømmen.
*Slukke kogeplader osv. hvis de var tændte, da strømmen gik, så jeg ikke får sat ild til det hele, hvis strømmen kommer igen, mens vi er væk.
*Få flyttet ting fra køleskab over i køletasker med køleelementer.
5. Liste:
Køkken/mad:
Vand (3 liter pr. person pr. døgn)
Mad
Plantemælk
Havregryn
Kop-nudler/suppe/mos/pasta
Honning
Pålæg (smøreost, nutella, røget kød)
Suppe
Proteinbarer
Bærkompot
Frosne grøntsager
Smør (kan fryses)
*
Grej:
Radio
Batterier
Powerbanks
Gasblus/brænde/kul
Stormligter/ligthergas/tændstikker
Gryder/pander, der kan klare den varmekilde, du har valgt
Alutæpper
Lommelygte/pandelampe
Stearinlys
Vanddunke m. taphaner (godkendt til fødevarer)
Køleelementer
Køletaske
Spil, tegnegrej, bøger
*
Toilet/hygiejne:
Vådservietter
Toiletpapir
Skumklude
Køkkenrulle
Basis håndkøbsmedicin
Receptmedicin
Husholdningssprit
Plaster/forbinding
Overskudsmedicin/antibiotika
Tandpasta og -børster
Håndsprit
Tampax/bind
Tørshampoo
Renseprodukter (+ vat eller stofrondeller)
Kraftige poser til toilet
Sulfo/vaskemiddel
*
Diverse (som jeg ikke selv har anskaffet, men som kan give mening):
Brandslukker
Jod-tabletter fra apoteket (ikke kosttilskudsversionen).
Vandrensetabletter
Termotøj
Lifestraw
—————
Således nåede vi (næsten) til vejs ende, men I får lige 4 hurtige med på vej ud ad døren:
*Hvis man har input eller særlig viden, det giver mening at tilføje, så smid det endelig i kommentarfeltet. Så retter jeg indlæg og lister til, så vi får alle guldkornene med.
*Om et par dage, når I har haft mulighed for at melde ind, laver jeg en printvenlig version af hele indlægget, samt listerne i PDF-format med ekstra linjer tilføjet, så man, hvis det giver mening, kan printe dem og tilføje det, man synes, de mangler. Jeg skal nok give et heads up på, hvor jeg lægger dem.
*Jeg har lagt en reminder ind i min kalender i slutnigen af august, så vi, hvis verden stadig står, ved fælles hjælp kan justere lager og grej, så det også passer til efterår og vinter.
*Og til allerALLERsidst: Hvis I kun tager én ting med fra dette marathon-skriv, så lad det være, at I skal være konkrete ift., hvad I forbereder jer på. Ellers ender I med at formøble hele formuen på ting, I aldrig får brug for, og mad, I ender med at smide ud. Får vi 3 tons uran i hovedet, kommer de 12 dåser hakket tomat og schweizerkniven alligevel ikke til at gøre den fjerneste forskel, og vi ved ikke, hvor længe, vi skal forberede os på at være i forhøjet alarmberedskab. Grib det an med nogenlunde ro og kløgt, så vi kan leve så normalt og fredeligt som muligt imens.
Jeg starter lige med den disclaimer, at jeg indtil i søndags vidste meget, meget lidt om, hvordan EU strukturelt er opbygget, og hvad det reelt er, vi skal stemme om på søndag. Dette siger jeg ikke for at bortforklare eventuelle fejl, men blot for at sige, at jeg tager imod rettelser og kommentarer med et kropssprog så åbent, at jeg er i fare for at klappe sammen på ryggen.
Rent opbygningsmæssigt starter vi med en gennemgang af den pt. mest aktuelle del af EU, nemlig Parlamentet.
Herefter har jeg forsøgt at lave en pixiebogs-gennemgang af EU’s andre organer, og hvordan de samarbejder og er rangordnet i forhold til hinanden.
Så følger links til en lille håndfuld kandidattests, og endelig lister jeg til sidst de kilder, jeg har brugt.
Jeg har været så kildekritisk, som jeg fandt det muligt, ligesom jeg også har krydstjekket fakta ved at google de store spørgsmål og læse flere forskellige kilders gennemgang af samme problemstilling. På den måde håber jeg, at jeg er styret udenom de værste misforståelser.
Men det ER komplekst; ikke mindst fordi alle instanser er viklet ind i hinanden, og sprogbruget på stort set alle offentlige sider er meget kancelli. Det er tydeligt, at man ikke vil tale dele af organisationen ned, og at alle derfor gør sig umage for at vinkle stoffet respektfuldt og relevant for netop deres målgruppe – men derfor bliver det også ualmindeligt svært at finde en objektiv fremstilling af beføjelser, begrænsninger, fordele og ulemper.
Men vi kaster os frygtløst ud i det, og så retter jeg til og tilføjer spørgsmål og svar, efterhånden som de tikker ind. På den måde skulle indlægget gerne ende med at være en nogenlunde troværdig sammenfatning af fakta, som I så kan læse søndag over morgenkaffen, inden I triller afsted mod stemmeboksen.
Parlamentet (Det, vi skal stemme om)
*Der skal vælges 720 medlemmer
*Danmark skal vælge 15 medlemmer, og kommer dermed til at udgøre ca. 2% af det samlede Parlament
*Parlamentet sidder i 5 år, behandler og vedtager EU’s love, og er sammen med Ministerrådet den lovgivende magt i EU.
*Parlamentet skal godkende og kontrollere Europa-kommissionen
*Pladserne fordeles efter medlemslandenes indbyggertal; dog har små lande forholdsmæssigt flere medlemmer ift. størrelse, så de stadig har mulighed for at få indflydelse på lovgivningsarbejdet.
—————
Alle EU-lande stemmer mellem d. 06. og d. 09. juni; de fleste på søndag, ligesom os. Herhjemme stiller 11 partier og 169 kandidater op, og man kan stemme, hvis man er dansk statsborger, eller har bopæl i Danmark og statsborgerskab i et andet EU-medlemsland.
De fleste af de danske partier har forud for valget indgået det, man kalder ‘Valgforbund’, hvilket er et valgteknisk samarbejdet, der betyder, at man kan bruge hinandens overskydende stemmer til at få et mandat.
Fordelen er, at man mindsker risikoen for, at en stemme går til spilde, hvis et parti ikke får stemmer nok til at komme ind. Ulempen er, at man som vælger kan risikere, at man sætter sit kryds ved Venstre, men at det ender hos Radikale Venstre.
Der indgået valgforbund mellem følgende partier:
Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet
Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance
Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre
—————-
Det, som er væsentligt at forstå, og som også er grunden til, at det er så vigtigt at stemme på søndag er, at arbejdet i Parlamentet foregår i det, der hedder Udvalg. Disse kan svinge i størrelse, men der er sædvanligvis 30-50 medlemmer i et udvalg. De fleste medlemmer af Europa-Parlamentet er medlemmer af ét udvalg og stedfortrædere i yderligere ét.
Der findes 20 stående udvalg med hver sit sagsområde, (f.eks. Industri/Forskning/Energi, Det Indre Marked/Forbrugerbeskyttelse osv. )
(Der er en ret fin oversigt over de forskellige udvalg og deres sagsområder her)
Det er de forskellige udvalg, der behandler lovforslag fra Kommissionen og kommer med ændringer til dem.
Den endelige vedtagelse sker i plenarforsamlingen, hvor alle Europa-Parlamentets medlemmer er samlet – men *netop* fordi, det er i de forholdsvis små udvalg, lovforslagene behandles, bliver det enkelte parlamentsmedlem pludselig vigtigere, end man lige i første omgang forestiller sig.
For 15 ud af 720 lyder ikke af ret meget.
Men 1 ud af 30 gør.
Og selvom det er den store forsamling, der skal stemme lovforslagene igennem, så betyder arbejdet i de små udvalg, at der er mulighed for at præge og forme undervejs.
Når det kommer nye love, er der områder, hvor de enkelte medlemslande selv har ret til at lovgive (f.eks. ift. folkesundhed, kultur og uddannelse), men det er vigtigt at forstå, at EU-vedtagne love har forrang på de områder, hvor medlemslandene og EU har delt kompetence. Og det er der *netop* på de områder, som flere af jer gerne med jeres stemme vil påvirke, som f.eks. landbrug, forbrugerbeskyttelse, fiskeri, miljø og energi.
Man kan sige, at det måske ikke for os danskere ser ud til at have den store betydning, hvordan en given EU-lov på landbrugsområdet falder ud, fordi vi (sørgeligt nok) er ret godt med, sammenlignet med de øvrige EU lande. Indenrigs må man jo altid gerne være mere restriktiv, end de love, der vedtages i EU lægger op til.
Men det hjælper – ved vi efterhånden – ikke rigtigt noget, at vi prøver at begrænse vores udledning af pesticider, hvis de pisser dem lige ud i Atlanten i alle andre lande. Derfor er det ret afgørende, at vi i Danmark, hvor vi har et solidt uddannelsesniveau og en levestandard, der er høj nok til at kunne kere os om det, der ikke lige ligger i de to nederste lag i behovspyramiden, er med til at trække i den grønne retning, fordi det kompromis, vi givetvis vil blive tvunget til at indgå, dermed stadig er det grønnest mulige.
—————
Så langt, så godt.
Men EU-parlamentet er jo ikke bare 720 mennesker, med 720 holdninger, der sidder i et (stort) lokale og råber 720 forskellige synspunkter ind i hovedet på hinanden.
Medlemmerne er placeret i politiske grupper, som ikke er opdelt efter nationalitet, men efter politisk tilhørsforhold.
Der findes i dag syv politiske grupper i Parlamentet, og medlemmerne kan ikke tilhøre mere end én politisk gruppe ad gangen.
(Grunden til, at der på nogle illustrationer står 751, mens der på andre står 705, er, at der ved sidste valg i 2019 blev valgt 751 medlemmer ind, men at det samlede antal pladser faldt til 705, da Storbritannien trådte ud af EU).
Inden der holdes afstemning i plenarforsamlingen (de 751/705/720), behandler de (7) politiske grupper betænkningerne, der er udarbejdet i udvalgene (de 20), og stiller ændringsforslag. Derudover fastlægger man internt i gruppen en fælles holdning – men medlemmerne kan ikke tvinges til at stemme på en bestemt måde.
Der kræves 23 medlemmer fra mindst en fjerdedel af de 27 EU-lande for at danne en politisk gruppe, og selvom der er grupper, som er oplagte for de enkelte landes repræsentanter at være en del af, er de ikke tvunget til at blive der.
Det betyder, at man som vælger faktisk ikke er sikret, at den stemme, man afgiver, ender hos hverken det politiske parti eller den politiske gruppe, man gerne ville give den til.
Hvilket jo lidt er noget lort. Faktisk.
Men det ændrer stadig ikke på, at vi nok er ét af de lande, som med vores stemmer, kan gøre en forskel ift. hvor grønt et Europa, vi i fremtiden gerne vil have, og hvor frie hænder vi ønsker at give tech-giganter og webshops, der bygger på børnearbejde og kemi. Vi får 15 kandidater uanset hvad, men netop fordi det enkelte medlem potentielt kan få temmelig meget at sige, er det ikke lige meget, hvem de 15 mennesker er.
—————
Inden vi går til kandidat-tests, vil jeg gerne lige linke til en fin artikel fra Klimabevægelsen, fordi mange af jer netop konkret har tilkendegivet, at dette er et fokuspunkt for jer. Den er letlæst og dejlig overskuelig, og I finder den her.
Har man brug for en liste over de danske kandidater, og hvilken af de 7 grupper, de lige nu giver udtryk for at ville tilslutte sig, kan man finde den her.
Ministerrådet (IKKE at forveksle med Det Europæiske Råd)
*Medlemmerne varierer fra møde til møde. Hvis der f.eks. er en sag om miljø på dagsordenen, så er det EU-landenes miljøministre, der mødes
*Vedtager lovgivning
*Består af EU-landenes fagministre
*Træffer afgørelser gennem flertal
***
Det Europæiske Råd (IKKE at forveksle med Ministerrådet)
*Består af stats- og regeringscheferne
*Fastsætter Unionens vigtigste prioriteter og overordnede politiske kurs
*Tager stilling til sager, der er kørt fast i Ministerrådet
*Beslutninger træffes ved konsensus
***
EU Kommisionen:
*Ledes af 27 kommisærer, udpeget af de nationale regeringer
*Fremsætter lovforslag
*Forvalter lovgivning
*Forhandler aftaler med 3. lande
*Sidder 5 år
***
Europæiske Partier:
Et europæisk, politisk parti er et politisk parti på EU-niveau. De europæiske partier er paraplyorganisationer for nationale partier fra europæiske lande, og har blandt andet til formål at bidrage til etableringen af de (lige nu 7) politiske grupper i Europaparlamentet.
For nogle uger siden sad jeg på en cafe i Vejle for at slå en time ihjel i mellem to opgaver. Normalt har jeg mine AirPods i tasken, og dem plejer jeg at stoppe i ørerne, så snart jeg er et sted, hvor der er andre mennesker, men lige den dag lå de hjemme i opladeren, fordi man åbenbart ikke kan sætte folk til at pakke en taske mere.
Derfor blev jeg, lidt ufrivillig, passiv deltager i den samtale, der kørte ved bordet bag mig, hvor en kvinde lige omkring de 40 talte med sin veninde om urimeligheden i, at der er en aldersgrænse for, hvor længe man kan få hjælp til at få børn alene.
Nu er Børn Alene jo en af mine spidskompetencer, og selvom jeg har lavet mine selv, og altså ikke har været omkring hverken klinikker eller system, har jeg naturligvis en holdning til emnet, fordi jeg ved, præcis hvad det vil sige at stå med børn alene, og 1:1 ved, hvilke udfordringer, der i den forbindelse kan være med at blive ældre.
Det er egentlig ikke det, der er hovedtemaet i det her indlæg, men vil man gerne vide, hvad jeg mener om emnet, kan man lige nappe det her indlæg. Jeg skal nok vente imens.
*henter kaffe*
Ok?
Godt. Så går vi videre til det, der fylder i mine tanker lige nu, nemlig den teknologiske udvikling, og hvordan den i stigende grad stiller krav til vores etiske kompas.
For jeg kan på alle måder sympatisere med gerne at ville have et barn; også selvom man må få det alene. Det ønske forsvinder jo ikke natten til din 42-års fødselsdag.
Men dem, der har mest på spil, og som derfor er de mest engagerede deltagere i debatten, er dem, der står med ønsket om et barn og et biologisk ur, der tikker. Ingen af dem er objektive – og ingen af dem har prøvet at stå med et spædbarn som 50 årig.
Og altså: Racen ville uddø, hvis vi fra barn til barn huskede, hvor absurd hårdt det er at have en baby, ligesom det nok også evolutionært er meget smart, at der er nogle udfordringer, der først indtræder, når børnene er så store, at man ikke står til at skulle have flere.
Derfor er det både nemt og gratis at mene, at vi sagtens kan tage vare på børn og møde deres behov, selvom vi er 52, når vi får dem. Måske også fordi vi alle klamrer os til håbet om, at vi stadig selv er skarpe og hurtige og på tæerne, når vi rammer den alder.
Men de fleste af os har forældre, ældre kolleger eller onkler og tanter, som jo ret fint illustrerer, at der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan hænge på. Om det er plasticitet, vilje eller naturens måde at regulere bestanden på, er svært at sige – men det er mærkeligt, at vi alle ser det udspille sig i privatlivet, og stadig på det mere overordnede plan ignorerer, at det sker. F.eks. når vi i nærmest alle fag taler om at hæve pensionsalderen, og udelukkende fokuserer på, om ikke man burde have ret til at tage den lidt med ro, når man har arbejdet i mange år. Jeg savner i dén grad lidt fokus på, om det er hensigtsmæssigt at holde en kirurg, der ikke kan konvertere et word-dokument til pdf, på operationsstuen, en tolk, der har aldersbetinget høretab i stolen, eller en chauffør, der ikke kan dreje nakken pga. gigt, i førersædet. Maskinen bliver slidt og langsom over tid, og det burde vi forholde os mere til, end vi gør, synes jeg.
Om 10 minutter er jeg stensikker på, at vi har udtænkt måder, der gør det muligt for kvinder at blive gravide og føde børn, indtil vi fylder 60, og det skal der nok komme en spændende debat ud af.
Men når vi flytter barren i den ene ende, så vil det jo være meget oplagt, at nogen pludselig får den gode ide at kigge på den, der afgrænser i den anden.
For hvad, når vi har teknologien til at gøre piger på 9 år gravide?
Ja?
Træls tanke, ikke?
For det kan vi *også* om lidt – og det kan vi (forhåbentlig!) ALLE sammen se er en dårlig ide. Men med fødselsunderskudet, som bliver et større og større problem, kunne man måske godt komme i tanke om en politiker eller to, der pludselig ville kunne se mulighederne i dét.
Det eneste, der står i mellem det skrækscenarie og den nuværende virkelighed, er vores etik. Og her bliver det store, store problem, at den altid vil være formet af, hvad vi har med i rygsækken, hvor vi er i livet, og hvilke valg vi træffer – som vi derfor, bevidst eller ubevidst, er nødt til at forsvare overfor os selv.
Eksempelvis havde vi for nogle måneder siden i en af mine sociale cirkler en diskusion, hvor mennesker, der normalt er enige om langt, langt det meste, pludselig var ved at komme op at slås.
Handlede det om aktiv dødshjælp, Linda? Om vacciner, klima eller politik?
Nope.
Det handlede om en potentiel graviditet hos én, der har en affære med en gift mand.
Stridspunktet var, om man som kvinde i en affære, som begge parter har indledt med åbne øjne og som ingen derfor har intentioner om skal være andet og mere end dét, fortæller manden, at der er to streger på pinden, hvis man VED, at man ikke vil have barnet.
Jeg var så klart på ‘Nej, sgu da!’ at jeg ikke på noget tidspunkt havde overvejet, at nogle af mine gifte veninder kunne have en anden holdning.
Det havde de.
Tankevækkende nok var mine kammerater alle enige med mig. Både dem, der er gift og dem, der ikke er.
Og den behøver vi ikke åbne her; min pointe er bare, at det for mig blev ret tydeligt, at det ikke kun er logik og saglighed, der farver din holdning til et givent emne.
Men fordi det her er noget, der konstant skramler rundt i min hjerne i disse dage, tænker jeg mere og mere over, hvor afhængige vi er af at finde ud af at enes, hvis ikke vores individuelle behov og ønsker skal skubbe os ud over kanten.
Johanne (the-blogger-formerly-known-as-Citygirl) sendte mig i går en artikel fra Heartbeats, som var et fint take på, at vi hver især med den pris, vi sælger vores brugte tøj til, kan være med til enten at understøtte eller at bekæmpe det svinske overforbrug af tøj, vesten har.
Og det er nok i virkeligheden hovedet på sømmet ift. det, jeg går og tygger på; at vi måske har nået et punkt nu, hvor vi ikke længere bare kan lukke øjnene og tænke, at det JEG gør, ikke påvirker andre end mig selv.
Engang var ‘en dråbe i havet’ en metafor, der skulle illustrere pointen om, at noget var så ubetydeligt, at det ikke gjorde i forskel i det store billede – men tager man den baglæns, er havet jo reelt bare en relativ stor samling af dråber, og der er en smertegrænse og en balance, der kan forskubbes et sted. Derfor *gør* det en forskel, hver eneste gang, vi hver især lægger vores eget lille, individuelle lod på vægten, ganske enkelt fordi vi efterhånden er mange, og fordi vi smitter hinanden med vaner og ideer.
For verden er med teknologiens muligheder blevet meget mindre, hvilket er en fordel, når man er ung og nonbinær i Hanstholm, eller når videnskaben pludselig har data nok til at opdage sammenhængen mellem ordblindhed og en bestemt genmutation. Men det betyder også, at valg, der træffes ét sted, meget hurtigt kan få betydning et andet; f.eks. når ét land går i krig og internationalt samarbejde tvinger alle andre med, når et virus er spredt til hele verden, inden man har nået at forstå, hvor alvorligt, det er, eller når én stat begynder at stramme sin abortlovgivning og andre med samme ønske ser, at det er muligt.
Derfor har det enkelte menneskes valg og kampe i dag en tyngde, som de ikke havde for 50 år siden, og problemet er, at verden udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at se konsekvenserne af de valg, vi træffer. De naturlige begrænsninger, der tidligere lå i den evolutionære biologi, er med teknologiens rivende udvikling sat ud af spil, og samtidig er der politiske dagsordener, der kan koordineres i højere grad og større målestok, på tværs af grænser og sprog. Det giver et samlet impact på racen og kloden, der er i fuld gang med at forsegle vores skæbne.
Når alt er muligt, er vi de eneste stopklodser, der er tilbage. Vi er the last line of defense – men vi kæmper dybest set imod os selv, og det kommer til at gå galt.
I hvert fald hvis ikke vi meget hurtigt og i fællesskab begynder at forholde os til, at individets ønsker i dag er blevet så lette for den enkelte at indfri, at de kan ende med at blive kollektives undergang.
