Category: Øjebliksbilleder

Sign of the times

Er der andre end mig, der har det som om, deres hjerner ikke kan bruges til andet end at forholde sig til det absolutte nu? Hver eneste gang, jeg forsøger at lægge planer for noget, der ligger mere end 10 minutter fremme i tid, bliver det underligt diffust og løst i samlingerne. Ikke, at jeg ikke har tusind ideer og planer for alt det, jeg skal, når verden engang åbner igen, men det bliver mildest talt svævende, og den mentale to-to får to punkter på, og derefter afbrydes forbindelsen med et “.. ja. Det må jeg lige finde ud af”.

Jeg kom forleden til at tænke over, at det her må få betydning for indholdet i underholdningsbranchen fremover. Hvad laver man stand up shows om lige nu? Hvor længe kan vi skrive bøger, avisartikler og blogindlæg, når vi må rationere oplevelser og tanker om problemstillinger, der hører et andet liv til, og der ikke kommer nye til? Må de godt nok sidde så tæt og drikke kaffe i sofaen i næste sæson af Venner – og er det overhovedet forsvarligt at bo så mange sammen? Alle rejseprogrammer og -profiler er irrelevante her i den nye verden ( – og der er grænser for, hvor længe vi kan køre videre med #TakeMeBack), og laver man ny musik, hvis man kun kan få lov at spille den hjemme i stuen? Hvis pandemien fortsætter, skal der også forberedes en masse ‘Hvor er de idag?’-udsendelser til sportskanalerne, for mon ikke en stor del af talentudviklingspotentialet forsvinder, hvis man kun må spille fodbold med Adrian, der bor overfor?

Og så er der hele lysten. Gnisten. For jeg kan se hos ALLE, jeg følger på diverse medier, at kadencen er faldet, og alle virker overvældede og handlingslammede. Hvilket på overfladen er lidt ulogisk, for alle de gamle kriminalsager, som hele true crime genren bygger på, ligger jo stadig i mørke rum og kasser og venter på at blive hevet frem i lyset, og om *noget* er der tid til at arbejde i dybden lige nu.

Men der er virtuel fosterstilling over hele linjen, og det er tydeligt at se, at alle har brug for at vende sig mod ægte, levende, vigtige mennesker, og dermed væk fra anonyme følgere og spite-watchers.

Det hele er virkelig kedeligt og alt for meget, og jeg skal også bede om et pressemøde, så jeg mentalt kan begynde at forholde mig til den virkelighed, der gælder fra på mandag.

Endnu en i rækken.

Det er en mærkelig tid.

Pip

Godaften i snevejret. Alt vel? Her er det.. op og ned. Jeg er en af dem, der ikke er hjemsendt, og ikke kan arbejde hjemmefra, og som derfor er ved at brænde sammen af stress over modsatrettede ønsker og forventninger hos mig selv, pædagoger, lærere, regering og Sundhedsstyrelse. Jeg synes, det er så utrolig utrygt at være en af dem, der skal ‘holde Danmark i gang’, og selvom jeg godt forstår matematikken bag den manglende håndfaste udmelding og nedlukning, er min frustration over, at det bliver mit problem, at det her ikke kan løses på en god måde, enorm. 

Men i takt med, at der lukkes yderligere ned og restriktionerne strammes, ruller der også aflysninger ind på mine opgaver. Jeg står til rådighed i det tidsrum, jeg ellers er planlagt, så jeg kan ikke bare beholde børnene hjemme, men det giver stadig mulighed for at aflevere senere og hente tidligere, og – de dage, mine forældre kan hjælpe – at holde børnene hjemme og have mormor og morfar i baghånden som back up, hvis der kommer andre opgaver.

I nat blev jeg fældet af verdens ledeste migræne, som jeg passerer på gaden på nogenlunde samme tidspunkt hver eneste måned, men hvor jeg plejer at kunne power through på en blanding af panodil, ipren og iskoldt danskvand, måtte jeg ud og knække mig klokken fire i nat. Det er mig en evig kilde til undren, at man kan have så ondt i hovedet, uden at det flækker som en overmoden vandmelon, man taber på fortovet.

Men over middag var jeg nogenlunde mig selv igen, og vi har brugt eftermiddagen udenfor i sneen. Ikke, at der har været så meget på disse kanter, men luften er bare ganske særlig, når det sner, og himlen ligeså. Børnene er så lækre, at jeg har lyst til at bide i dem, når de står med røde kinder, funklende øjne og snefnug i håret, og selvom dagen startede virkelig træls, er den endt så fint, så fint.

Lige nu sidder jeg og skriver i en rodebutik af olympiske dimensioner. De sidste par eftermiddage og aftener er gået med at male stuen og med at begynde at kigge på værelsesrokaden. Sidstnævnte kommer jeg til at skrive mere om i ugens M2021-indlæg, men stuen er jeg færdig med at male nu, og den er blevet SÅ fin. Jeg har bestilt nye plakater på nettet, og jeg kan næsten ikke vente med at få dem op. Egentlig havde jeg planlagt at skrue hylder op og få sat alting tilbage på plads i dag, men jeg er stadig mat i sokkerne efter en lang nat, så det hele har fået lov at stå til i morgen. ‘Respekt for pauserne’ er et af mine nytårsforsæt, og det har jeg tænkt mig at holde.

Nu vil jeg kravle under mit tæppe med en stor kop te, og skyde lidt Netflix i armen, inden jeg springer tidligt i skrinet, så jeg er klar til en ny dag ved fronten i morgen.

Jeg håber, I hænger på derude.

Efter storm kommer stilhed

Klokken er 23.30. Begge børn har overgivet sig og snorker om kap i min seng, og jeg sidder med champagnen, som jeg er tyvstartet på, omgivet af serpentiner, glimmer og heliumballoner.

Vanen tro har jeg været tilbage og kigge på de kort, jeg trak for året, vi er på vej ud af, og 01.01.20 trak jeg hhv. ‘Mending’, ‘Chaos and conflict’ og ‘Time to go’ – og altså. Ja. De viste sig at skulle tages mere bogstaveligt, end jeg troede. 

Det er et mærkeligt år at tage afsked med. Alt har været så ekstremt og polariseret, hvilket både har været virkelig skidt og virkelig lærerigt.

Der er blevet mindre forstillelse og mere forståelse på nogle områder, mens kløften aldrig har været dybere på andre.

Det er, som om, vi er blevet bedre i det små, fordi alt har været sværere i det store. Min oplevelse er, at både jeg og alle omkring mig, er blevet bedre til at stoppe op, tage pauserne og fange øjeblikkene og gemme dem der, hvor det tæller. Om det er resignation eller en dybere forståelse af vigtigheden af at gribe hverdagslykken, når den pludselig byder sig til, er svært at sige, men personligt har jeg fået mere og varmere kaffe i mere kaotiske omgivelser, end nogensinde før. Jeg ræser ikke længere igennem mine lister med løftet om pause som guleroden for enden – jeg stopper op undervejs, fordi det her år har lært mig, at alt kan ændre sig på et splitsekund.

I morgen trækker jeg kort for det kommende år, som jeg ikke engang tør gisne om, hvad vi skal forvente os af.

En dag og et skridt ad gangen, ikke? Uanset om det bliver sammen eller hver for sig.

Godt nytår.

Thank God it’s christmas

2 dage til juleaften, og julefreden er så småt ved at sænke sig i det lille hjem. Alle gaver er købt og pakket ind, de gaver, der skal afleveres er afleveret (på dørtrinnet, Søren, så ingen evil eyes i den her retning), og jeg har set Ringenes Herre for tusinde gang. Jeg ved ikke, om det er aldersbetinget slid, men jeg tuder mere og mere for hvert eneste år, jeg ser den. (“My friends – you bow to no-one!” – ej, men jeg kan ikke, mand).

Normalt plejer jeg at være nogenlunde god til at skille tingene ad; at holde jul, før jeg holder nytår. Men i år er der bare ikke meget, der er, som det plejer at være, og jeg tror, at mange glæder sig til det symbolske skifte, der ligger i, at 20 bliver til 21. Jeg er ingen undtagelse, og derfor er jeg for længst begyndt at kaste lange blikke ind over årsskiftet.

Ikke fordi jeg har været én af dem, der har været hårdt ramt af omstændigheder og tragedier i 2020. Det har jeg ikke. For mig har den største udfordring været det konstante krav om omstilling kombineret med manglen på sociale stimuli, der måske føles lidt ekstra massiv, når man er den eneste voksen i husstanden.

Det har ikke været så skidt, at det ikke har været godt for noget. Det kan hurtigt blive forceret ja-hat, men faktisk *har* der for mig været muligheder for udvikling, som jeg sætter pris på. Jeg har fundet langt mere ro med at være herhjemme, bare børnene og jeg, og så synes jeg, at jeg har fået ryddet op i, hvad jeg vil hælde min energi i. Måske fylder den ekstra meget i år, for når man henter de fleste af sine input i cyber, hvilket jo i det forgangne år har været tilfældet, så bliver det også tydeligt, at det både er unødvendigt og spildte gode kræfter at gå ind i andres kirker for at bekendtgøre, at man ikke tror på deres Gud. Ingen anti vaxxers, Trump-supportere eller konspirationsteoretikere har nogensinde ændret standpunkt af et argument, de har fået serveret på facebook, og det er ikke raseriet værd.

Året har også givet anledning til at skære nogle af de ting fra, som reelt bare føles som fyld, når jeg mærker rigtigt efter. Et meget lavpraktisk eksempel er fødselsdagshilsner på facebook. For selvom jeg hvert år er blevet glad over dem, jeg har fået, så er det det sidste år mere og mere kommet til at føles som bestillingsarbejde og bytte-bytte købmand – for hvor stor en forskel gør det for Jens, som jeg ikke har set i 24 år, at jeg skriver ‘Tillykke med dagen’ til ham på facebook? Det bliver summen af hilsner, der bliver vigtig, og det er for mig kommet til at føles lidt hult. Oprigtige hilsner er stadig dejlige både at få og give, men de andre har jeg sat uden for døren ved at fjerne datoen for min fødselsdag fra min profil.

Her på falderebet kan jeg også se, at der er relationer, der ikke kommer til at overleve 2020. Når alle hverdagsmøderne skæres væk, og man ikke længere har mulighed for den årlige sammenkomst, så er der bekendtskaber, som bliver *for* perifære, og hvor det bliver for omstændigt at løbe dem igang igen. Sådan må det være, og jeg kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt.

Men egentlig synes jeg, at en af de største konsekvenser, året har haft, er det kroniske forbehold, vi alle sammen pludselig har fået påmonteret. Det minder mig lidt om ugerne som ny-gravid, hvor man hele tiden prøver at gå fremtiden i møde uden at forholde sig for meget til den, og hvor man skal planlægge i morgen og næste uge, samtidig med, at man tøjler håb og forventninger. Det er et underligt limbo, og jeg spekulerer meget over, om vi kan gå tilbage til der, hvor vi var, eller om vi for evigt har mistet evnen til at gå trygt og fortrøstningsfuldt hen ad fortovet, nu hvor vi pludselig er blevet bevidste om, at fliserne kan forsvinde under fødderne af os.

Der er nok ikke for alvor nogen, der tror, at alting ændrer sig, fordi klokken passerer midnat d. 31.12, men jeg tror nu alligevel, at det kan give anledning til et symbolsk skifte i mindset og humør. At det måske kan anspore til et snert af optimisme og en følelse af nye begyndelser.

For mig bliver 2021 året, hvor jeg for første gang i over 20 år er gældfri, ligesom det også bliver året, hvor jeg ikke længere har børnehavebørn. Mine nytårsforsætter er holdt i store linjer, og er mere hensigtserklæringer end egentlige mål. Jeg hungrer efter lys og luft, og har projekter i støbeskeen herhjemme, der skal give netop det. Jeg vil også gerne være bedre til at passe på mig selv, både fysisk og psykisk. Gå i seng i ordentlig tid, spise nogle vitaminer, huske at drikke vand, og skrue ned for min tilstedeværelse de steder, hvor mine bånd ikke længere er så stærke, som de har været. 

Forleden så jeg på Insta et billede, hvorpå der stod: “If 2021 was gonna be your year, you would have started by now” og for en gang skyld synes jeg faktisk, at jeg har gravet ud og støbt fundament til de ting, jeg har på tapetet til det kommende år. Det føles godt.

Men inden vi når så langt, står julen for døren.

Jeg håber, at den for hver eneste af jer bliver det pusterum, vi de sidste mange måneder har længtes så inderligt efter.

Rigtig glædelig jul.

Mør

Som jeg nævnte i kommentarfeltet til sidste indlæg, har der i den forgangne weekend været trængsel i Afdelingen For Dårlige Nyheder, og idag, da jeg kørte gennem mørket, tænkte jeg, at man efterhånden har fået hård hud på følelserne. Ligesom thaiboksere, der ved, de bliver sparket, og at det forretter skader – men som nærmest ikke længere kan mærke det længere, fordi de har hærdet skinneben og fødder ved at tæske løs på dem i årevis. 

Det her år, mand. Jeg er efterhånden der, hvor jeg har lyst til at skrabe en unge ind under hver vinge, stikke næbet ned i reden og bare ligge helt stille og håbe på, at 2020 ikke får øje på os.

Jeg trænger til et nyt år. Ikke fordi jeg tror, at vi med 2021 vasker tavlen ren og med et snuptag slipper for alt, hvad der er svært, men jeg trænger til, at vi alle sammen går ind på værelset, lukker døren og trækker vejret, og kommer ud med et skud ny energi. Det er for mig blevet tydeligt, hvor meget vi hver især har ansvar for den kollektive følelse af både glæde og mismod. Når man skræller alle abstraktioner fra og det eneste sted, vi kan hente energi, er hos de mennesker, vi har kontakt med, så bliver humørkurven så stejlt nedadgående, at den må defineres som en sliske, når alle har udsolgt af det hele, og der er tomme hylder over alt. 

Vi holder juleferie fra på fredag; undervisningen fortsætter egentlig til onsdag i næste uge, men jeg har ferie, og har besluttet at holde begge børn hjemme, når nu jeg har mulighed for det. Anton har haft én sygedag over de sidste to år, og vi trænger til god tid, og til at kravle sammen på sofaen og se julefilm. Vi trænger til gløgg, omsorg og varm kakao, og til at beundre juletræet, som efter en hård start med meget slagside på pynte-fronten, er blevet rettet lidt til af julenissen, så alle i husstanden kan kigge på det uden at få tics.

Jeg glæder mig usigeligt til fredag kl. 16.

PS:

På fredag kommer årets sidste M2020-indlæg op, men jeg regner stadig med at stikke snuden herud et par gange mellem jul og nytår.

The trust fall

D. 31.03.21 betaler jeg det allersidste afdrag på mit lån, og den seneste uge har jeg haft det sådan her:

Jeg kan. ikke. forstå det. Men det er ikke desto mindre en realitet, og tak virker som det mindste ord i verden lige nu.

Normalt gør jeg en dyd ud af at svare jer enkeltvist og ordentligt, når I kommenterer, fordi jeg selv finder det ret utilfredsstillende at have brugt tid på at formulere en gennemtænkt kommentar, og så få “Lol – tak” retur. 

Men efter denne uge, hvor det næsten virker som det allervigtigste tidspunkt overhovedet at trykke jer verbalt i hånden enkeltvis med et dybfølt og inderligt: “TAK! Tak for kontant støtte, ros, opmuntring og den tsunami af kærlighed, som lige præcis DU har sendt afsted” bliver det også tamt og copypaste-agtigt at gøre det, for der er kun så mange måder at formulere det på.

Så derfor:

Tak. Til DIG. Både dig, jeg kender privat, og dig, jeg aldrig har mødt. Tak fra bunden af mit hjerte. For det hele. DIT bidrag gjorde forskellen.

Et par stykker har været så søde at foreslå, at det her bliver en årlig begivenhed, og den tænker jeg, at jeg lige kapper haserne på med det samme: Det gør det ikke. Det her er tæt på at være det vildeste, jeg nogensinde har oplevet, og som med alle ekstraordinære og formidable begivenheder, skinner de klarest og funkler mest, hvis de får lov at stå alene. Jeg sætter uendelig stor pris på den hensigt og intention, der ligger bag forslaget, men det her var en once-in-a-lifetimer, og vi lukker den her og binder en smuk, taknemmelig sløjfe omkring.

Jeg ville ønske, at I forstod, sådan rigtigt, hvad det er, I har gjort.

You. Guys!

Nå. Men der så sket det fuldstændig vanvittige, at I allerede nu har rykket datoen for mit sidste afdrag et år frem i tid. E!T! Å!R!! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved mig selv. Halvdelen af tiden har jeg lyst til at løbe rundt i cirkler på vejen, mens jeg sejrsjubler, den anden halvdel af tiden er jeg så overvældet, at jeg har lyst til at kravle under min dyne og gemme mig. Frida spurgte igår, hvorfor jeg ‘hele tiden græder, når du kigger på din telefon, mor?’ og det er der bare ikke et kort svar på. I er. så. mange. Og kombinationen af jeres kommentarer, jeres bidrag og alle de ord, I sender med, gør mig stille, ubeskrivelig taknemmelig – og grådlabil.

Det her kommer til at betyde, at jeg kan spare op til den ferie, jeg altid har drømt om at tage børnene med på – og faktisk kan nå det, inden de flytter hjemmefra. Det her kommer til at betyde, at jeg ikke skal have ondt i maven, hver gang vaskemaskinen siger en underlig lyd, eller en tand i overmunden føles lidt mærkelig.

Det her glemmer jeg aldrig.

I går tænkte jeg, at jeg nok hellere lige måtte ringe til banken, og “det var sgu nok meget godt, du lige ringede, Linda, for ellers var du med dén trafik blevet sat under overvågning af hvidvaskafdelingen.” Ironien i, at det er mig og ikke diverse stråmandsvirksomheder i skattely, der er i fare for at blive sat under lup, er til at tage og føle på, men alt er nu i skønneste orden, og bank-Jan har givet besked opad om, at jeg ikke er en skummel kriminel.

Der er kommet et par spørgsmål i kommentarerne til de sidste to indlæg, og jeg lover at få svaret. Jeg løber bare lidt stærkt i de her dage; der er nogle ting på arbejde, der kræver lidt ekstra, der har været et par halvvigtige møder, min bil skulle pludselig have nye dæk, og for første gang i mit liv stod jeg dagen efter op til en bil, med et fladt forhjul. Samtidig har jeg haft fat i SST, fordi jeg kunne mærke, at jeg havde brug for, at nogle af dem, der ved noget om det her, lige vinger af, at vi som faggruppe ikke er oversete superspredere, for det ville jeg være virkelig ked af. 

Intet af alt, hvad jeg jonglerer er alarmerende, men jeg løber stærkt-stærkt, og der er bare lige mange af boldene, der helst ikke må falde på gulvet.

En enkelt ting vil jeg dog lige adressere i plenum, fordi flere blev bekymrede over det, og det er i forhold til mit telefonnummer. Jeg brugte et par timer på at tænke det igennem, inden jeg lagde det op, og jeg nåede frem til, at det ikke var gebyret og besværet værd at lave krumspring: Mit efternavn er ualmindelig specielt, jeg har udgivet en bog, hvorpå det står, og derfor tager det under 10 sekunder at finde mig på Krak, hvis man virkelig vil. Så jeg vægtede nemhed over risiko, fordi sidstnævnte alligevel er kronisk present med bloggen her. 

Jeg vil løbe videre ud i verden – jeg havde bare lige brug for at melde ind sige, at I er de vildeste og bedste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Når vi lukker ned på søndag og jeg har et overblik, skal jeg nok dele datoen for sidste afdrag med jer.

Jeg fatter ikke, at den pludselig er så tæt på.

TAK!!

Ok – så gør vi det

Jeg er simpelthen så overvældet over alle de tilbagemeldinger, I har givet, og så er der vel ikke så meget grund til at vente en uge; lad os skyde projektet igang. 

Jeg har brugt fredag aften på at kravle rundt i diverse kaninhuller på nettet ift. regler for det her, og så vidt jeg kan læse mig frem til, falder jeg uden for alle kategorier, fordi jeg ikke er en forening, ikke crowdfunder til opstart af virksomhed ell. lign. og ikke er at betragte som influencer/eksisterende virksomhed (fordi bloggen ikke er kommercielt drevet).

Det, jeg tolker ud af diverse infosider er, at I gerne må sende mig en “blomst”, uden at jeg skal gøre mere ved det. I kan så selvfølgelig ikke trække det fra – og viser det sig, at jeg tager fejl, og Skat kommer og saver benene af mig, må jeg finde en løsning på det. Jeg lader pengene stå et par måned på min opsparing, før jeg flytter dem over på lånet, blot for en sikkerheds skyld.

Men lad os kaste terningerne og se, hvad der sker. 

(Ej! Jeg er faktisk helt nervøs!)

Og KUNKUNKUN, hvis man er en af dem, der gerne har ville gøre det gennem tiden❤️

Flad

Egentlig havde jeg planlagt at skrive et indlæg, jeg har på tapetet, som blev efterspurgt i et kommentarfelt for et par uger siden, men jeg er helt blæst i hovedet, og ordene vil ikke rigtigt hænge sammen. 

Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg er så træt. For det er ikke sove-sove-træt. Det er mere sådan en mental afmatning, der gør, at jeg sagtens kan være i godt humør og nyde, at vi nu er landet i min yndlingsårstid, men samtidig bare føler mig kørt over. 

Noget af det handler helt sikkert om, at de sidste måneder har kørt i skiftevis 1. og 5. gear. Masser af arbejde, bestyrelsesmøder i boligforeningen, møder med skolen osv, efterfulgt af dage med ingenting og aflysninger. Det konstante skift i ekstremer tærer, synes jeg, og min oplevelse er, at der i takt med, at jeg bliver ældre, altid følger en periode med træthedstømmermænd, når jeg har haft (for) travlt. Lige i denne ombæring har der ikke været noget at gøre; alt det, jeg har haft i kalenderen og har været involveret i, har været nødvendigt, og i flere tilfælde også noget, jeg selv har sat i værk.

Og så bruger jeg simpelthen så mange kræfter på at navigere i det her semi-nedlukkede samfund, og jeg troede aldrig, jeg skulle sige det, men jeg syntes, det var nemmere, da vi bare fik udstukket regler og regulativer. For i det her kaos er det ikke bare pandemien, vi skal forholde os til, men også alle de forskellige holdninger, der er i forældregrupper, på arbejdspladser osv. Jeg er meget, meget regelret, fordi jeg qua mit job er i berøring med utrolig mange mennesker; en hurtig sammentælling på fingrene gav mig mellem 600 og 1000 mennesker, jeg har været omkring i forbindelse med mit arbejde over de sidste par uger. Mange af mine tolkninger foregår i lægehuse og på hospitaler, og jeg kan næsten ikke holde tanken ud om, hvor galt det kan gå, hvis jeg tager smitte med derind.

Og så er det BAAAAARE udfordrende, når de mennesker, man deler cirkler med, slet ikke kan se, hvad problemet er. Ift. Sundhedsstyrelsens seneste udmelding om, at alt socialt på skoler og i institutioner bør aflyses, fik jeg af en ellers sød og fornuftig far at vide, at ‘man jo også skal passe på, man ikke overfortolker reglerne, Linda’. Jeg synes simpelthen, det er så svært. Både fordi det er træls at føle sig som Hystaden, og fordi jeg bliver i tvivl om, om det vitterligt er de andre, der har ret – men også fordi jeg i det her ser nogle sider af folk, som jeg har virkelig svært ved at rumme, at de har. Det er, som at finde ud af, at den kammerat, man har kendt i årevis, hepper på Trump og er imod abort. Sådan en ‘øv. Det troede jeg ikke om dig’-følelse, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med.

Og så forhånds-keder jeg mig over udsigten til et nedlukket efterår, hvilket jeg selv skal være den første til at indrømme ikke giver ret meget mening. 

Så. Ja. Jeg prøver at tage dagene én ad gangen, drikker rigeligt med kaffe, går lange ture, når muligheden byder sig, og bruger mine aftener i selskab med puslespil og podcasts. Jeg har med andre ord sat mig selv i opladeren, og nu venter vi bare på, at batteriet igen viser 100%.