Kategori: Øjebliksbilleder

Maiden, mother, crone

Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, at det er en meget introvert blog, jeg skriver for tiden – hvis noget sådan ellers findes – og jeg bliver lidt usikker på, om den egentlig er relevant for andre, end mig selv. Om man overhovedet kan relatere til det, jeg skriver.

Det er ikke fordi ordene er ved at tørre ud, eller fordi jeg ikke ser verden omkring mig og har en holdning til den. Men jeg føler mig lidt overvældet i disse uger, uden at jeg helt ved, hvad det skyldes. Mine tanker springer hid og did uden helt at sætte sig fast, og jeg føler både, at jeg skøjter på overfladen og arbejder i de helt dybe lag. Jeg tror måske, at det er noget med alderen? At jeg lige nu står i startområdet til den nye rute, hvor retningen på mange måder er stukket ud gennem de valg, jeg har truffet, men hvor terræn og omgivelser er nye, og hvor jeg finder ud af, hvad jeg har i 40+ rygsækken i takt med, at jeg bevæger mig fremad. 

Jeg er i gang med mange ting, men det er der jo ikke noget nyt i, og selvom noget af det kræver en indsats, er det gode forandringer over hele linjen. Men jeg føler mig stadig .. fjern. Og drænet. 

Det mærkelige er, at mit humør egentlig ikke er påvirket. Jeg er ikke ked af det, vred eller fyldt med håbløshed; bare lidt distanceret til verden omkring mig.

Måske handler det om, at jeg er sådan et menneske, der justerer mit ambitionsniveau efter mit overskud, og derfor aldrig når til den pause, jeg forventer vil komme? 

Jeg mærker det tydeligt i forhold til, at der er nogle ting, som jeg simpelthen ikke kan tage mig sammen til. Min have giver mig kronisk dårlig samvittighed, og jeg synes hele tiden, jeg kommer i tanke om noget, jeg også burde gøre. Jeg øver mig i at huske, at alting forløber i cyklusser, for i min mentale tilstand føles det som om, noget tungt bliver løftet af mine skuldre, når en opgave er løst – for derefter at lande der igen, når opgaven så laver den her: 

Som f.eks. græs der gror. Og biler, der bliver beskidte, mad, der skal laves og vinduer, der skal vaskes.

Men trods alt lytter jeg nu, når jeg får besked fra motherboardet om, at der ikke er mere ledig kapacitet, hvilket betyder, at jeg hverken falder så hårdt eller ligger så længe, som jeg gjorde for bare 5 år siden. Hver gang jeg står over for noget, jeg er nødt til at gøre eller løse, tænker jeg: “Hvad er den mindste del af opgaven?” og så starter jeg med den. Nogle dage når jeg ikke videre, andre dage viser det sig, at bilen godt kan køre, når den først er skubbet igang.

Jeg hørte for nyligt én, der af en feministisk terapeut var blevet anbefalet “to sit on it for a circle” og det ramte noget i mig. Det her med, at man, når man, tvunget eller frivilligt, ændrer vaner og mønstre, er nødt til at give det tid. Både ift. at mærke det, men også ift. at snakke om det. Egentlig forstår jeg alting bedst ved at tale/skrive om det, fordi min proces typisk sker gennem ord, men jeg kan godt mærke, at jeg, når jeg gør det, måske lader tingene blive på hjerneplan, så jeg bliver formidler af noget, i stedet for at hive det ned i kroppen og hjertet og selv blive en del af processen.

Så det er det, jeg gør lige nu. Sidder.

Og det er forklaringen på, hvorfor der for tiden ikke er plads til så forfærdelig meget andet.

Feriefornemmelser

Vi er igang med den fjerde og sidste uge af vores ferie. Fra på mandag kører det hele så småt igen, og det er faktisk ok.

Hver gang, jeg holder sommerferie med mine børn, føles det som ‘a first’. Et år er bare ret længe ift. hvad børn kan og vil og er store nok til, og derfor er det altid med et vist element af spænding, vi kaster os ind i ferien, for jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente, udover at være på 24/7.

Det har været en god ferie, og jeg har mange gange tænkt over, hvor dejligt det er, at børnene ikke længere er helt små. Det kan godt ske, at de spørger 600 gange om, hvornår vi er der, når vi kører bil, men man kører ikke længere med truslen om PrimalSkriget hængende over hovedet, hvilket jeg ikke kan udtrykke stærkt nok, hvor lidt jeg savner. Den skrukhed, jeg led så frygteligt af, da Frida var spæd, er væk-væk, og jeg nyder, at jeg ikke skal arbejde rundt om middagslure og pusleborde. 

Til gengæld kan jeg også mærke, at jeg stille og roligt begynder at se mine børn som selvstændige mennesker, der træffer beslutninger om adfærd med semi-åbne øjne. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for de er jo stadig børn, men hvor man bliver mere frustreret end vred, når de ikke vil sove i barnevognen, eller ikke vil spise den skemad, man så møjesommeligt har googlet, kogt og blendet, så bliver jeg gal på dem nu, når de bevidst tramper hen over alle grænser, og f.eks. driller hinanden i det uendelige. I slutningen af 3. uge blev jeg så vred, at jeg smed en ishockeystav over på marken i raseri, og jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke var mit fineste øjeblik som mor. Men. For. Helvede. Begge børn havde danset riverdance på mine nerver og grænser i 3 dage, non stop, alle mine pædagogiske tiltag og intentioner til trods, og der var bare ikke mere tilbage at give af. Plus noget med noget PMS.

Heldigvis har jeg en veninde, som jeg på 3. år  recap’er med hver eneste aften. Somme tider er det 3 ting, vi føler, vi har løst på en god måde, somme tider er det 3 ting, vi er taknemmelige over, og somme tider er det bare en evaluering af dagen. Og fordi jeg på den måde får bearbejdet ting, i stedet for bare at stange dem på selvhadsbålet, kunne jeg pludselig se, at det måske også havde noget med tidspunktet at gøre. For efter 3 uger er alle ved at være lidt tyndslidte i kanten af at være sammen i døgndrift, alle legesager er leget med, og den energi, man gik ind i ferien med, er ved at være brugt – og der er stadig en uge tilbage. 

(Jeg ved godt, at det ikke er sådan for alle. Der er mange, der ikke aner, hvad jeg taler om, og som bare får masser af energi af at holde ferie. Godt for dem og jer, og more power to you).

Jeg hørte et sted, at en ferie skal have en vis længde, for at hjernen for alvor slapper af, og det må være omkring en uge, for vores tur til Aarhus var fantastisk. Perfekt i længde og indhold, og selvom der naturligvis også var konflikter og alt det løse dér, så var det stadig noget andet, end når vi “bare” er herhjemme. Da vi kom hjem, kunne jeg nærmest ikke huske, hvor vi boede, og det var bare en god reminder om, hvorfor det er godt at tage væk. Det er nemmere for kontrolmennesker som mig at slippe det hele, leve med støv og nullermænd, og springe bad og madlavning over, når man er flyttet ud af sine vante omgivelser, hvor der hele tiden lige er en vask, der trænger til at blive kørt. 

Paradoksalt nok tror jeg måske også, at en del af grunden til, at denne ferie har været så god, har været, at jeg ikke bare har sluppet alting. Tværtimod tror jeg, at jeg endelig har fundet de vise sten ift. hvordan jeg skal spise for at trives, jeg har eksperimenteret med træning, og hvad jeg kan få til at fungere med børn, jeg har fundet en vandflaske, som indeholder 2 liter, og det stykke plastik til 50 kr. har revolutioneret mit liv, fordi jeg pludselig kan holde styr på, hvor meget vand jeg (ikke) drikker, og selvom jeg har jeg sænket standarden for rengøring, madlavning osv markant, har jeg stadig prioriteret at rydde op, bare nogenlunde, hver eneste aften. Alle de små ting til sammen gør, at jeg ikke nu sidder med fornemmelsen af at skulle i gang med den store udrensning og -mugning, når vi starter igen, og det er simpelthen så rart.

Aftenerne er gået med gæster, kaffe og vin på terrassen til synet af en synkende sol, og et afsnit Queer Eye i ny og næ, som har vist sig at være den perfekte ferie-serie: Hyggelig og rar og med små, afsluttede historier ikke indbyder til binging. 

Skadeslisten begrænser sig til 2 bi-stik under fødderne (et til hver af børnene, med 4 minutters interval), en hånd på et tændt vaffeljern (Frida) og en tsunami af bræk i bilen (Anton), som kom på det trælse tidspunkt, hvor vi var lige præcis lige langt fra hjem og vores destination, og hvor det eneste, jeg havde at tørre sele, bil, bilsæde, barn, tøj og mig selv af med var 10 brillerenseservietter, fordi jeg ikke lige har fået fulgt op på at smide vådservietter osv. i handskerummet, som jeg ellers har tænkt på at gøre 243938385590 gange. Det var 10 minutters selvhad så intenst, at det kunne være blevet klassificeret som kilde til vedvarende energi og have holdt os alle sammen kørende frem til den anden side af årtusindskiftet. 

Men alt i alt har det været en god ferie. Ikke perfekt, men god. En ægte ferie i et ægte liv, som er ikke særlig egnet til instagram eller douce farver på en livsstilsblog, men som til gengæld er mit.

Jeg ville ikke bytte det for noget.

Hjemsøgt

Vi er i Aarhus.

Det er første gang, jeg har begge børn med på ferie heroppe, og dermed også første gang i flere år, jeg er her i mere end et par dage.

Årene giver lidt perspektiv i forhold til, hvad det giver mening at fylde i dagene. Da Anton og jeg var her sidst, og jeg stadig nærmest kunne have ham i lommen, var vi meget i midtbyen, hvor vi spiste på cafeerne og besøgte de steder, vi kunne gå til derindefra. Jeg måtte sortere i, hvem vi kunne nå at se, fordi jeg stadig havde kontakt med rigtig mange mennesker, og på mange måder var vores ferier dengang et bud på, hvordan vores weekender kunne have været, hvis vi var blevet heroppe.

Denne gang er det anderledes, og jeg bliver ved med at tænke, at to i den her forbindelse er et team, mens tre er en familie, og det gør noget ved måden, det giver mening at bruge dagene på. Programmet er tilrettelagt efter børn, ganske enkelt fordi de er i overtal. Søndag var vi f.eks. i Djurs Sommerland fra vi stod op til vi gik i seng, og det var den bedste dag længe. Det kan lyde som om, jeg sætter deres behov over mine, men det er ikke mere sandt her, end det er i det øvrige liv med børn, og selvom dagene er deres, er aftenerne er mine, og det er sådan, det skal være.

Da jeg for nogle uger siden begyndte at lave mine aftaler heroppe, gik det op for mig, at der også her er sket rigtig meget. Jeg sætter stadig pris på bekendte og hej-venner, men de relationer, jeg gerne vil bruge ægte, IRL tid på, er dem med mening og dybde. Samtidig har tiden flyttet en stor del af mine bekendtskaber fra dengang et led eller to ud i cirklerne, og dermed giver sondringen egentlig næsten sig selv. 

Jeg elsker at være her og at vise mine børn byen, men det er en kærlighed, der river i hjertet med kløer af savn og melankoli, fordi den er et gensyn med min egen fortid og med byen, der på godt og ondt gav mig de redskaber, jeg skulle bruge for at finde mig selv. 

Mennesket, jeg blev heroppe, tog jeg med, da jeg flyttede, men historierne lod jeg blive tilbage, og nu, hvor jeg kører byen igennem på kryds og tværs, bliver det tydeligt, at jeg flyttede fra dem, historierne, inden de var blevet runde i kanterne af tid og slid. Det river stadig frygteligt i hjertet, når jeg kører forbi afkørslen til Lenes hospice. Det føles nyere end det bør, når jeg kører forbi en ekskærestes lejlighed, og dufte og lyde og historier om mennesker, jeg slap og valg jeg traf, rasler med kæderne på hvert eneste hjørne.

Esbjerg er manden, jeg giftede mig med, og når jeg er sammen med ham, ved jeg, at det er sådan, det skal være. Jeg er glad det meste af tiden, og meget bevidst om alt det gode, han er og gør. Men Aarhus er den ekskæreste, jeg ikke kan slippe. Han var vanvid og magi og alt i ekstremer, og han gjorde mig til den kvinde, jeg er. 

Det var der, jeg fandt min identitet, det var der, jeg besluttede, hvad jeg skulle lave i mit arbejdsliv, og der var der, jeg mødte de mænd, der har haft størst betydning i mit liv.

Og så var det der, jeg besluttede at få Anton.

Skiftet føles nok ekstra tydeligt, fordi jeg var arret på kryds og tværs, da jeg flyttede fra Esbjerg, og jeg føler, at jeg lærte, at jeg er den og det, jeg skal være, og at der findes mange, som mig, da jeg langsomt slog rod og foldede mig ud i Aarhus.

Da jeg flyttede tilbage til Esbjerg, flyttede jeg ind i et nyt liv som nogens mor, og tilbage til en by, jeg aldrig helt har tilgivet. Det har taget lang tid at lære at være i den igen, og derfor vil det altid føles som om, at Aarhus var der, jeg voksede og blomstrede, mens Esbjerg var der, hvor jeg kæmpede. Også selvom det er en sandhed med modifikationer.

Jeg tror aldrig, jeg får lov at slippe følelsen af at være splittet. Det vil altid være både sødt og bittersødt at være i Aarhus – men det er også når jeg er der, jeg opdager, at jeg glæder mig til at vende tilbage til mit liv i Esbjerg.

Det er nok bare den pris, man betaler, for at kalde to steder sit hjem.

Crazy, crazy nights

Vi er i gang med den sidste uge inden sommerferien, og det gør ikke noget. Egentlig ville jeg gerne skrive et indlæg, der emmede af overskud og feriehormoner, men jeg er bare stadig træt og træg i hovedet.

I sidste uge havde vi besøg af børnehaven, som kom for at fejre Frida, og hvor der sidste år var mandefald på 60%, stillede samtlige 22 gule humlebier til mønstring denne gang. Gudskelov var vejret med os, så vi kunne smide haven og vores kæmpe trampolin ind i ligningen, for 22 børn plus voksne fylder godt på 100m2. Det var en fin, fin dag, og de var ualmindelig velopdragne og søde – og sultne. 40 pølsehorn, en hel bradepande pizza, 3 poser chips og en kæmpe chokoladekage satte de til livs. På 3 timer. Det indgyder ærefrygt, synes jeg. 

Søndag havde vi familien til kage og pizzasnegle, og mandag var det Den Ægte Fødselsdag, og til næste år bliver det brunch for familien og børnehaven på selve dagen; det her udviklede sig til en form for festival, og det var nærmest for meget af det gode for alle involverede parter. 

Til gengæld fik Frida sit største ønske opfyldt, og kører nu rundt på en Elsa & Anna-cykel, komplet med cykelkurv og babystol bagpå, og mit hjerte truer med at hoppe ud af brystet på mig, hver eneste gang, vi kører afsted, og hun nærmest er selvlysende af stolthed.

Anton har været til bælteprøve til taekwondo og i denne uge er der afslutningsarrangement i klubben. Begge børn har udflugter og dagsture på programmet, og jeg har i al stilhed gået og tænkt lidt over, hvor få af alle de overaktiviteter, som eksperterne påstår, børn trækkes igennem, forældrene reelt står for. 

Netop fordi jeg har en oplevelse af, at vi alle 3 herhjemme snart har akut brug for at blive lagt i nato-stilling, havde jeg overvejet, om vi skulle springe Skt. Hans-festen over. Fordi Anton bliver så utrolig overkørt af alt for meget hurlumhej, har jeg været meget nazi med at styre udenom de arrangementer, som koster overskud, hvis ikke jeg vurderer, at de giver Barndomsminder i oplevelsesbogen, og derfor overvejede jeg i første omgang at aflyse.

Og det var IKKE lysten, der drev værket, da jeg planlagde, hvad vi skulle have med, og hvordan vi skulle komme derned, og samtidig på forhånd havde stress over at komme sent hjem med to overtrætte børn, som med garanti ville skulle forbi en bruser, før de kunne kastes alt, alt for sent i seng, og så på en søndag. 

Det, der endte med at afgøre for mig, at vi skulle afsted var, at jeg, når jeg tænker tilbage på min egen barndom, ikke kan huske en eneste morgen af dem, der *må* have fulgt i halen af de aftener, jeg stadig har med. Jeg kan kun huske de lyse sommeraftener, de afslappede voksne, duften af bål og grill, de klistrede is og fornemmelsen af være fri, men stadig tryg, når vi drønede rundt og legede. Og derfor nåede jeg frem til, at det her var én af dem, hvor jeg som forælder er ved at lære, at det, der for børn føles som løse tøjler og frihed, bare ofte på voksensiden er forbundet med lidt mere arbejde. 

Det blev den bedste aften. Det var de lokale spejdere, der faciliterede arrangementet, og de havde lavet forskellige aktiviteter på pladsen, som man for meget rimelige penge kunne købe klippekort til. Anton piskede rundt, blev ansigts-malet som Batman, kørte i svævebane og kastede dartpile efter balloner, når han ikke lige guffede pizza og drak cola, alt imens han snakkede til højre og venstre med nye børn, som han genkendte fra skolen. Frida, der gav den fuld gas med glimmer og sommerfugle i hele 5-øren, fandt sine små kolleger fra børnehaven, og jeg tror ikke, jeg på noget tidspunkt så dem stå stille. Jeg fungerede som en slags pedel, der bare blev hentet, når der var noget, jeg skulle se, hjælpe med eller betale for, og vejret var perfekt.

Jeg tænkte mange, mange gange undervejs, at jeg var så utrolig glad for, at vi tog afsted. 

Da vi kom hjem, gik det som man kunne forvente, med træthedsgråd og sammenbrud over, at vand er vådt og noget med en pude. Anton fik lov at slippe, da vi havde fået 3/4 af Batman vasket af, med det resultat, at han mandag morgen lignede et undveget medlem af Kiss. Vi var uldne og groggy af træthed alle 3, og i aftes var der ro kl 21.30 – men det var det hele værd. 

I morgen, når jeg kører fra arbejde kl 13, har jeg ferie, og bruger ugens sidste to dage på at få købt ind, gjort rent og skabe overblik, og fredag, når jeg henter lopperne, venter 4 ugers ferie forude. Med dage, der starter kl. 5.30 og slutter kl. 21.30 og mig selv som eneste voksne indslag, kommer det til at koste lidt ekstra kaffe og hvidvin, men jeg glæder mig usigeligt til en pause fra madpakkerne, og til selv at sætte dagsordenen.

God tirsdag derude.

Sometimes the snow comes down in june

Ovenstående snekugle er en 1:1 gengivelse af, hvordan jeg har set ud inde i hovedet den sidste måned. Fy for pokker, hvor har jeg været bims og træt og sneblind.

Jeg synes egentlig, at jeg har en forholdsvis høj stresstærskel, men der har bare været afsindigt mange småting, som alle har været vigtige, og hvor jeg er god til at nedbryde store projekter til enkeltelementer, der kan struktureres og overskueliggøres, så bliver jeg rundtosset, når intet af det, der skal gøres, hænger sammen. Det kræver meget mere af hukommelsen, fordi der ikke er en rød tråd i det, jeg skal huske. Har jeg tømt et klædeskab, er det nemt nok at huske, at det skal slibes ned, males, og fyldes igen – i dén rækkefølge – mens overflytning fra ét skoleintra til et andet ikke har det fjerneste at gøre med pensionsopsparing, 4-års vaccine og lån af bordplader til børnefødselsdag.

Antons skoleskifte har stået for stor en del af snefnuggene, med udmeldelse af én skole og indmeldelse i en ny, 7.000 mails med nye og gamle lærere og administrativt personale om læseplaner, bøger, opgavehæfter, intra og Ude-Ugen; et projekt hvor hele indskolingen på den nye skole skulle cykle til en tredje skole, 16 km hver dag, og blandes på kryds og tværs, alt sammen tilsat nye voksne og antihistamin, fordi det hele foregik på en græsplæne. Allergiramte, trafik-usikre Anton tog det som en champ, mens jeg meget u-cool sad med det ene øje klistret til min telefon mellem kl. 8 og 9, og igen mellem 13 og 14, hvor jeg vidste, at de cyklede frem og tilbage, og du altforbarmende, hvor bliver man træt i hovedet af at bekymre sig. 

Sideløbende med dette, har jeg på mit arbejde for nogle måneder siden sagt ja til at overgå til en anden funktion, og stjerner har stillet sig således, at det *også* var nu. Hej kontrakter, fagforening, skat, bank og nye rutiner. 

På mandag har Frida fødselsdag, og hun har siden børnehaven gik ud ad døren sidste år, glædet sig til de kom igen. Det gør de på torsdag, alle 22, og det sker heller ikke af sig selv. Jeg har valgt, at vi ikke holder det på den rigtige fødselsdag, for hvis min hukommelse ellers tjener mig rigtigt, så får vi alle sammen brug for weekenden efter besøget til at stirre tomt ind i en væg og lade fimrehårene i ørerne rejse sig igen.

Meget i-landsagtigt har det nærmest været en ekstra stressfaktor med de mange klat-helligdage, fordi de har ødelagt alt, hvad der minder om flow. Vi har ikke haft fri så længe, at vi er kommet ned i gear, men alligevel længe nok til, at maskinen gik i stå og skulle løbes i gang *helt* forfra, når vi skulle afsted igen.

Vi er ved at være på den anden side af det nu. Ude-ugen er overstået, og det er igen almindelig hverdag for Anton. Jeg er landet i den nye jobfunktion, vi har så småt fået den nye rytme ind under huden herhjemme, og det meste af det papir, der skal sættes underskrifter på, er ved at være på plads, eller i hvert faldt sendt ud i verden, og dermed ud af mine hænder. Jeg har styr på fødselsdagen, vi har holdt den fineste afslutning for Anton på den gamle skole, og selvom jeg har været ved at vælte bagover over alt det, der pludselig og uventet landede i skødet på mig, begynder det så småt at smage af den sommerferie, som vi nu kan nyde i fulde drag, fordi vi på den anden side ikke skal i gang med noget nyt, men bare tilbage til noget, vi kender.

Midtvejsevaluering

Onsdag.

Vi er halvvejs igennem praktikugen, og efter at have løbet rundt i cybermanegen med mit forrevne hjerte blafrende efter mig, synes jeg næsten, at det er på sin plads med en opfølgning. 

Ugen startede allerede søndag aften, hvor jeg havde pakket og klargjort alt. Vi havde aftalt, at vi skulle cykle, hvilket for børnene var en stor ting, og noget, vi har snakket meget om, at vi endelig får mulighed for at gøre, når Anton kommer herud. Vi bor 400 meter fra skole og børnehave, men med tasker, bussæde og dobbelt op på tøj, så Anton har både i SFO’en og i skolen, har det indtil nu ikke været muligt.

Af sted det gik, og jeg fik næsten en klump i halsen, bare ved synet af lille Frida, der med sin kæmpe cykelhjelm og sine små “rigtige cykelhandsker, mor!” hjulede afsted ved siden af mig. 

Vi fik hende afleveret, og Anton virkede stadig spændt og glad.

Cyklerne blev parkeret, og vi gik op til kontoret, hvor vi skulle mødes med matematiklæreren, som de skulle have i første time. Anton virkede stadig ok-ish. Så gik vi ned i klassen, hvor flere af de søde, søde, SØDE børn stod udenfor klasseværelset, helt excitede over, at han nu ENDELIG kom – og så knækkede filmen for Anton. Han gik fuldstændig i baglås, klamrede sig til mig, mens han først prøvede ikke at græde, og derefter bare hulkegræd ind i halsen på mig, mens han gentog: “Du må ikke gå fra mig, mor, du må ikke gå fra mig, mor!”

Det. Var. Hæsligt. 

Efter 35 minutter, hvor jeg flere gange var oprigtigt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, hvis han ikke slap mig, gjorde jeg mig stille men bestemt fri, og gik, og det er med stolthed i stemmen, jeg kan bekendtgøre, at jeg nåede helt udenfor skolens område, inden jeg begyndte at tudbrøle. 

Det blev jeg ved med on/off resten af dagen, og hvor jeg havde forestillet mig, at jeg skulle nå at lave en masse, nu hvor begge børn var afsted, snublede jeg bare rundt derhjemme i en underlig, passiv døs, mens jeg mindede mig selv om, at det her ER det rigtige, og at al begyndelse er svær. Det var et af de skizofrene øjeblikke, hvor mine instinkter bød mig at storme tilbage og tage ham med ud og hjem, men hvor min hjerne blev ved med at holde powerpoints op med påmindelser om, at nye begyndelser for Anton altid vil være svære. Altid. Og jo mere nyt, jo værre. Så den første (indsæt-selv-begivenhed) for os, er altid den værste, og hvis ikke vi står den igennem, så skubber vi den bare, og skal igennem hele forberedelsesmøllen igen senere. 

Da klokken ENDELIG blev 14, sad jeg klar ude foran lokalet, og da døren gik op, kom Anton ud, stille og roligt, og man skal kende ham godt for at kunne se, hvor træt han var. Flere af børnene kom hen til mig for at fortælle, at der ikke var gået længe, før han var blevet glad igen, og at der godt nok var mange, der gerne ville lege med ham. Og jeg måtte binde snørebånd 16 gange, for lige at få hold på mig selv. 

I dag spurgte jeg ham, om han gerne ville tilbage til taleklassen, når denne uge er gået, eller om han hellere ville blive herude, og efter 3 sekunders betænkningstid, var svaret, at han gerne ville blive her. Jeg tjekker igen fredag, men hvis det ønske holder ved, ser jeg, om ikke vi kan rykke ham nu. 

Han er træt nu, sådan rigtigt, og får episke sammenbrud over forkerte gafler og Frida som koncept, men jeg har ryddet kalenderen, og skal ikke andet end at være omkring ham, gribe ham og sørge for, at han får ladet batterierne op.

Og mig? Jeg er så lettet og træt, at jeg har det, som om jeg er ved at få influenza. Jeg har tænkt meget på en kommentar, jeg fik til det her indlæg, (som stadig er et af mine egne yndlingsindlæg) hvor J skrev om, hvor mange kræfter det koster at scanne og analysere verden og forsøge at give sit lidt skæve barn, hvad han/hun har brug for, samtidig med, at barnet får plads til at vokse og udvikle sig. Når jeg oveni puljen smider det faktum, at jeg nok også er ved at hele nogle gamle sår, er det ikke så mærkeligt, at jeg har lyst til at lægge mig ned og trække dynen over hovedet og sove i 14 dage.

Men. Vi har fået en god start, Anton virker glad og tryg, og det er det vigtigste, der er sket i meget lang tid.

Matters of the heart

Jeg har ondt i maven i de her dage. Jeg har overvejet, om jeg har lyst til at blogge om det, for jeg har for længe siden truffet en beslutning om, at jeg ikke gider lade fortiden definere mig, men mit hoved er ved at eksplodere, og det her er min ventil, så nu skriver jeg om det, og så må jeg tage indlægget af, hvis jeg senere kan mærke, at jeg synes, det trækker mig ind i en rolle, jeg ikke vil besætte. 

På mandag og en uge frem skal Anton i praktik i sin kommende klasse, hvor han skal starte for alvor efter sommerferien. Og selvom jeg er 100% sikker på, at det er den rigtige beslutning, og selvom jeg glæder mig virkelig meget til at få ham ordentligt integreret i lokalmiljøet, og til at slippe for bus-logistikken, så river og brænder det pludselig i gamle ar, som jeg næsten havde glemt, at jeg har.

Det er, som når man forelsker sig igen, efter at have fået sit hjerte revet midt over. For selvom såret et lægt, og man har gjort alt det rigtige; at man hverken er flygtet fra sorgen eller har dvælet ved den, men har ladet den få sin plads, så den kunne falde til ro og passere, så er det først, når man står på tærkslen til at sætte det hele på spil igen, at man mærker, hvor dybe sårene var.

Sådan har jeg det med folkeskolen. For det er først nu, hvor Anton skal tilbage i den almindelige folkeskole, at jeg kan mærke, hvor meget, der blev slået i stykker i mig, da jeg selv gik der. Og det til trods for både psykologforløb, dybe kig i spejlet, eksponeringsterapi og en overbevisning om, at jeg har gjort alt det arbejde, det er muligt at gøre, for at lægge mine oplevelser bag mig. 

Men man kan ikke jo ikke gå gennem forløbet igen, og mærke, om man er ok. Det eneste, man kan gøre, er at bryste sig af, at man rejste sig igen, blev et helt menneske, og selv og ved egen kraft forvandlede affald til diamanter. Og derfor føles det næsten dobbelt grusomt, når man gennem sine børn står der igen, fordi man pludselig kan mærke, at man kan tage sit liv, men ikke de 9 år tilbage – og nu skal man sende sine børn igennem dem, uden at kunne gå ved siden af dem undervejs. Min styrke eksisterer kun i kraft af min oplevelse, og kan derfor ikke overdrages, hvor inderligt jeg end måtte ønske det.

Jeg kan næsten ikke få vejret.

Og det hjælper ikke, at jeg er helt på det rene med, at Anton ikke må mærke, hvordan jeg har det.

Han er heldigvis og gudskelov gjort af et andet stof, end jeg var, og når jeg kigger på ham, kan jeg ikke se, hvordan man kan undgå at holde af ham.

Han er det fineste og reneste lille menneske, og han er overbevist om, at hele verden vil ham det bedste. Det håber jeg simpelthen sådan, at han får lov at blive ved med at tro.

Dagene går, og vi går med

Jeg er meget i mit hoved for tiden. Både på den konstruktive måde, hvor jeg tænker tanker, der giver indsigt og forståelse, men også på den måde, hvor tankerne føles som at træde på speederen i en bil, der ikke er i gear: Høje, larmende og uden fremdrift.

Jeg har fået meget ud af det, jeg lærte af at skrive lege-indlægget, for efter at have opdaget, at den manglende leg i bund og grund handler om, at Frida er langt, langt mere socialt anlagt end Anton og jeg, forstår jeg bedre, hvad det er, der sker.

Det har, lidt uventet, taget luften ud af nogle konflikter også, fordi jeg nu pludselig fatter, hvad de handler om. Jeg har f.eks. aldrig forstået, hvorfor Frida lod til nærmest at blive vred over hjemme-eftermiddage, men nu forstår jeg, at hvor Anton og jeg bliver drænet af selskab, når vi er trætte, så får Frida energi af at være sammen med andre mennesker. Og så giver det hele meget mere mening, og jeg kan kravle ned fra mit ‘når jeg nu har prioriteret en rolig hjemmeeftermiddag for JERES skyld…’-kors.

Hun er stadig for lille til selv at cykle ud i verden og besøge sine små mennesker, men alene det, at jeg ved, at det bliver anderledes på et tidspunkt og i mellemtiden kan prøve at fylde på med så mange aftaler, jeg kan lave – og overskue –  hjælper på det. 

Irriterende nok har det også betydet, at jeg pludselig kan se min egen rolle i det her. For nu, hvor jeg ikke har opmærksomheden parkeret i at forsøge at forstå, er der frigivet overskud til at se indad. Og jeg kan se, at jeg faktisk heller ikke kan aktivere mig selv. Hej nedtursmenneske. For inden jeg fik mine børn, havde jeg hænderne i 1000 projekter, og hvis jeg ikke var i gang med nogle af dem, var jeg i gang med noget fitnessrelateret. Men eftersom jeg ikke underviser mere, og helt selvvalgt har skåret både fra og væk, fordi jeg gerne vil ned og stå på flad fod, har jeg faktisk ikke længere noget, der ligger og venter på, at jeg kaster mig over det. 

Hvilket jo var det, jeg ville.

Og så alligevel. 

For problemet er nok, at jeg nu har mere overskud i hovedet, end jeg har haft de sidste 4 år, men jeg har stadig 90% af min tid besat med praktiske gøremål og børn. De 10 overskydende procent er nye og uvante, og jeg ved ikke, hvad jeg skal fylde i dem, for det stadig skal være noget, jeg kan tåle at blive afbrudt i, og som ikke stresser mig, hvis jeg ikke når det.

Så altså. Det er da i hvert fald gået op for mig, hvor meget jeg også selv har aktier i følelsen af, at jeg enten skal lave noget praktisk eller underholde børnene – for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal lave. Og måske er det alderen, eller måske er det et resultat af at have løbet så stærkt så længe, men når jeg uventet pludselig har tid i overskud, så kan jeg slet ikke finde ud af gøre noget med den. Jeg har hele tiden sådan en sitrende, kravlende rastløshed i kroppen, der byder mig at gøre noget, så jeg er med og foran. Jeg har det som om, jeg er på flugt fra mig selv, men jeg ved ikke, hvad jeg stiller op med den erkendelse, og tankerne kører i ring.

Men med det stigende antal legeaftaler i vores liv, begynder Anton også at efterlyse selskab, hvilket glæder mig inderligt, og det er endnu et af de steder, hvor Frida har vist sig at være en lille, fin motor, der trækker Anton med ud på nye, uopdagede vande. Timingen kunne ikke være bedre, for vi begynder så småt at forberede hans skoleskifte, og jeg bruger hans nyopståede ønske om legeaftaler til at nudge ham til at deltage i legegrupper og fødselsdage herude; noget, han ellers indtil nu har undslået sig, fordi det har været for meget for ham at engagere sig to steder. 

Jeg har haft det første møde med hans kommende lærer, som virker dygtig og empatisk, både klassen og forældregruppen virker god, og jeg glæder mig som et barn til juleaften til at sige farvel til skolebusser og logistik. Det bliver fantastisk at få alle mand samlet under næsten samme tag, og kun at have ét hold børn og voksne pr. barn at forholde sig til. 

Så som jeg hørte en kvinde sige for nyligt: Vi er i en tid, hvor det på overfladen ikke ser ud som om, der sker så meget – men det betyder ikke, at der er ikke er forandringer på vej.

Om at huske, hvad man ved

I morges havde vi en af de morgener, hvor alle de små ting rottede sig sammen og spændte ben. Nogen var kede af det, da de vågnede, der var sko, der drillede, og alle bukser var forkerte. Da jeg skulle sætte Anton på skolebussen var den forsinket, og lige som jeg havde afleveret ham i SFO’en, og løb tilbage mod bilen, trillede den ind på p-pladsen, så jeg måtte lave en u-vending, hente ham igen, og nærmest kaste ham ombord, alt imens jeg kunne mærke, at jeg virkelig, virkelig – set i forhold til, hvor på måneden jeg cyklusmæssigt befinder mig – allerede nu burde finde et toilet. I børnehaven gik det hele lige så skævt, hvilket nok kke kunne være anderledes, når jeg var så stresset, at jeg havde bly-smag i munden, så jeg måtte køre fra Frida, mens hun græd, hvilket jeg ellers aldrig at gør.

Det er vel overflødigt at sige, at jeg snøftede mig igennem de første 20 minutter af min egen køretur til arbejde. 

Men som jeg skrev i det her indlæg, hvor det hele også var lidt svært, så øver jeg mig meget i at vurdere, om der reelt er en tale om en dårlig dag, når jeg har det sådan, eller om det bare er 5 dårlige minutter, der stikker af med opmærksomheden, og bliver det filter, jeg ser resten af dagen igennem.

Jeg synes, det er sværest, når det er morgenerne, der vælter. Fornemmelsen af at komme skævt fra start er svær at ryste af sig, synes jeg, og det byder mig inderligt imod, at mine børn og jeg skilles på dårlig fod. Der er ingen tvivl om, at jeg er meget farvet af, at min far og hans kollega kørte galt, da jeg var på Antons alder, for min far kom hjem efter et langt ophold på hospitalet, men så heldig var hans arbejdskollega desværre ikke. Det sker. Og det er først i mine voksne år, det er gået op for mig, hvor tungt et aftryk, den oplevelse har sat i min tiltro til, at alle, der går ud ad en dør, også kommer ind ad den igen.

Men i morges prøvede jeg at grave lidt i følelsen af, at det hele var forkert, og i den iboende rædsel jeg har for, at det netop vil være en af de sjældne dage, hvor vi skilles med tårer eller stressudløst utålmodighed, jeg bliver torpederet af en Audi. 

Jeg nåede frem til, at følelsen egentlig består af to dele.

Den ene er min instinktive reaktion, som er, at jeg bør få mig et andet job. Et job, hvor jeg ikke har skæve arbejdstider og uger, hvor det føles som om, mine forældre henter mere, end jeg gør. Et job, der ikke har trafik som den ubekendte faktor i ligningen, og hvor jeg ikke behøves at stresse, men bare kan ringe til lægen og skifte en tampax, når det er nødvendigt.

Sagen er bare, at den snak har jeg taget med mig selv. Masser af gange, faktisk, for det er altid, når alting går skævt, eller vi har voldsomt travlt, at jeg får lyst til at hjemmeskole og være selvforsynende. Det er aldrig på de gode dage, og det er for mig det afgørende. For selvfølgelig har man lyst til at gøre alting anderledes, når man har en af de dage, hvor intet føles rigtigt – men jeg tror bare, at de er et grundvilkår ved at være menneske. Uanset hvordan man indretter sig. Og derfor er min aftale med mig selv, at så længe jeg synes, at jeg har valgt rigtigt på de gode dage, så er de svære af slagsen en del af den pakke, som hører med, og det må og skal være ok. 

Den anden del af min forkerthedsfølelse handler om min frygt for, at der sker noget forfærdeligt, og at mine børn dermed resten af livet skal bære med sig, at vores sidste morgen sammen var stresset og tårevædet. Men i morges tænkte jeg over, at selv hvis det værste skulle ske, så er vores bånd så solidt, at de godt ved, at den ene, dårlige morgen ikke var andet end dét; en dårlig morgen, som primært står ud, fordi der er flest af de andre. Når jeg siger: “Jeg elsker jer!” til dem, svarer de ofte: “Det ved vi godt, mor” og det er det bedste, jeg ved. At de hviler så trygt i visheden om min kærlighed til dem, at de ikke har behov for at høre mig sige det.

Jeg ved godt, at der kommer flere morgener, som ikke bliver, som jeg helst ville have det; morgener, hvor jeg bliver nødt til at tjekke min mascara i bakspejlet, inden jeg går ind. Men jeg synes faktisk, at der var noget, der faldt på plads i morges, og det håber jeg, at jeg husker, næste gang vi er løbet ud ad døren i jagten på minutterne og bussen og os selv.

There’s a crack in everything

Jeg har haft gråvejr i hovedet den sidste uges tid. 

Jeg har skrevet om dem før, de sorte huller i sindet. Dem, som jeg har lært at leve rundt om, men som stadig somme tider lige melder ind med, at de er friske på at udvide sig og opsluge mig, hvis det er?

Jeg tror, det følger med, når man er sådan én som mig, der aldrig bare er i verden, men altid må forholde sig til den, og tænke og dvæle og undres, og jeg tror, at mørket kommer fra det samme sted i hjernen, som alle mine ord.

Og jeg kan sagtens se det udefra. Både det paradoksale i at klemme så hårdt om livet, at jeg klemmer livet ud af det, og at det ikke kan bruges til noget, for fremtiden bliver ikke nemmere at være i, fordi man ofrer nutiden på den. Men det er nok desværre sådan det er, når man er udstyret med et bøvlet sind, der føler alt i technicolor, og ikke er modtageligt for fornuft. 

Jeg har brugt tempo, larm, humor og distraktioner af forskellige slags som værn imod mørket, for det kræver kræfter at holde fra livet, og ikke bare overgive sig til det. Men jeg bliver ældre, og over den sidste håndfuld år er spiret et ønske om også at kunne være med roen; at kunne rumme mørket, og stadig stole på, at lyset er der, selvom jeg ikke kan se det. Men er svært at turde læne sig ind i, når jeg samtidig ved, at det også potentielt giver plads for det, der er svært.

Den oplagte løsning ville være at tænde lyset og se dæmonerne i øjnene. Der er bare ikke nogen. Jeg har kigget under sengen og i skabene, alle skygger er ført tilbage til det, der kaster dem, og der står ingen monstre bagved døren. Der er bare mørket, som ikke gør andet forkert end at udgøre kontrasten til lyset. 

Det har været der gennem hele mit voksne liv. Det meste af tiden heldigvis bare som en skygge i udkanten af mit synsfelt, men engang i mellem udvider det sig og gør det svært at se. Somme tider er det bare fordi. Andre gange udspringer det af noget.

I denne weekend voksede det frem af en samtale, jeg havde med mine børn om døden. Jeg har tordnende dødsangst. Eller måske ‘sorg-angst’ er mere korrekt. Jeg er bange for at miste, fordi jeg ikke tiltror mig selv at overkomme sorgen, der følger med, og jeg frygter at forlade, fordi jeg ikke kan udholde tanken om, hvad det vil rive i stykker.

Men jeg vil så gerne *ikke* smitte mine børn med min manglende evne til at rumme døden, så jeg prøver at tale naturligt med dem om den, selvom hvert eneste ord føles som syle, der stikker i alt det, der er blødt og sårbart. Og det er noget af det sværeste ved at være forældre, synes jeg. At man skal lære sine børn at cope med noget, man stadig ikke selv har lært at mestre. At man på en eller anden måde skal bypass’e sig selv. 

Vi sad i bilen og snakkede om, at ingen ved, hvad der sker, når vi dør. At nogen tror, vi kommer i himlen, andre at vi bliver født igen, og atter andre, at der ikke er mere. Det gik ok(-ish), og jeg svarede stille og roligt, og prøvede at tænke det som noget teoretisk, vi var i gang med at læse om på nettet. Men da Frida sagde: ““Men mor – når vi dør, så kan vi jo ikke besøge mormor og morfar, og så savner vi dem da?” bed jeg hul i min kind. For det sammenfattede alt det, jeg frygter allermest, i én hjerteskærende sætning. 

Det sad i mig resten af weekenden, og da Anton var til MGP-fest hos mormor og morfar, som lørdag havde været til begravelse, føltes alting bare off og skævt. Vi manglede ham i vores lille trekløver, og der var ingen, der havde tid til at lave noget med os – hvilket i min blotlagte tilstand føltes som syre på mit ‘vi kommer aldrig til at høre rigtigt til i denne by’-sår.

Jeg junkede takketaler og klip fra Bohemian Rhapsody, da Frida var lagt i seng, og forsøgte at få afløb-by-proxy for tårer og tristesse med noget ufarligt youtube ud fra tesen om, at det skal ud, men stadig på en måde, så kaninhullet ikke åbner sig.

Det begyndte så småt at lette i går, og i dag kan jeg stille og roligt begynde at fokusere igen. Og som hver eneste gang, når jeg kravler op af et hul, føler jeg en usigelig lettelse over, at jeg trods alt er nået så langt, at jeg, min kroniske bevidsthed om mørket til trods, stadig kan vende ansigtet mod solen og nyde den.