WAKE ME UP WHEN SEPTEMBER ENDS

I dag er sidste officielle sommerdag, og også sidste dag, jeg er ledig.

Min tidsbegrænsede ansættelse stoppede d. 31.05, jeg freelancede i juni, holdt hele børnenes sommerferie sammen med dem, og har således haft små 3 uger, siden de startede, hvor jeg har kunne fokusere på at få dem godt i gang, begge to. 

På papiret er set-up’et tæt på perfekt. Et langt stykke hen ad vejen også i praksis. For det har været KÆMPE hjælp, at jeg har kunne løbe hele maskinen i gang i fred og ro; specielt i år, hvor Anton er startet på mellemtrinet, og Frida er startet i skole. 

For Anton har det betydet, at nærmest alt er nyt. Lokale, lærere, fag. Det er en kæmpe belastning for ham, og jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at gøre overgangen så smertefri som muligt. Jeg har talt med talepædagogen, psykologen og skolelederen både før og efter sommerferien. Jeg bad om møde med de nye lærere inden opstart og stillede med en liste i stikordsform ift. hvad der er i gang, og hvad der er brug for. Jeg har, helt lavpraktisk, tjekket op på pauselokale til ham, tidspunkt for pausen og hvad han skal lave, og har jeg sørget for, at han har en alarm, der ringer – og tjekket, at den fungerer på flymode – de dage, han skal holde pause, fordi lærerne ellers glemmer det.

Fordi Esbjerg Kommune er en af de 7 kommuner der er med i friskoleforsøget, har begge børn fri kl. 13 alle dage. Det er en fordel for Anton, men afstedkommer et nyt problem, nemlig hvad han så skal lave efter skole. For det er for mange timer at være alene hjemme, og da han nu går i 4. klasse, er alternativet klub og ikke længere SFO – hvilket så igen er noget nyt, han skal forholde sig til, og derfor ikke vil. Men med Anton er kunsten somme tider at vurdere, hvornår han siger nej, fordi noget er ukendt og dermed utrygt, og hvornår han siger nej, fordi han vitterligt ikke vil. Min vurdering var, at der her var tale om det første, og fordi der bare heller ikke rigtig er noget at gøre, har jeg været med i klub hver eneste dag. I starten blev jeg der hele tiden, men efter de første par dage begyndte jeg at kunne gå, når han lige var landet, og hentede ham så igen efter en times tid. Indkøring som vi kender det. 

Samtidig er der Frida, som ikke skal være sådan et skyggebarn, der altid må rette ind efter Antons behov. Hun vil også gerne hentes tidligt og hun vil – selvfølgelig – også gerne have mig med til sine nye fritidsaktiviteter. Hun er startet til håndbold og svømning og elsker begge dele, og det har været SÅ fedt at vide, at jeg kunne tage med hende de første gange. Det er ikke givet med mit job, og derfor har det trods alt givet ro, at jeg ikke har været nødt til at afvente skema og have barnepiger på stand by.

Så ift. at give begge børn en god start på nye, vigtige kapitler, har tidsrammen været perfekt. 

Men jeg tror bare, at jeg måske havde glemt, at jeg også findes? For jeg har kørt og gået og cyklet fra A til B til C og så tilbage til A 400 gange hver eneste dag. Jeg har siddet i haller og computerrum, og jeg har svaret på opkald fra nye pædagoger og fagfolk. Jeg har forholdt mig til sundhedsplejersker og nye, digitale tilmeldingsportaler til skolefoto, kørt dobbelt op på forældremøder og holdt for, når ungerne crasher i træthed herhjemme. De arbejder for forskelligt til, at vi kan lave lektier samtidig, fordi ingen af dem gider det, og hvor Anton bliver HYPER støjsensitiv, når han er træt og vred, så er Frida ude af stand til at lide i stilhed over verdens urimeligheder, så lektielæsning har været konsekutive langtidsseancer, hver eneste dag. 

Jeg har klemt alt, hvad jeg kunne af tandlægebesøg, frisøraftaler og reparation af stenslag ind i de 3 uger, jeg har haft herhjemme, så jeg ikke skal starte med at bede om friholdelser, for jeg ved allerede nu, at det kommer jeg så rigeligt til i løbet af efteråret, når der kommer flere møder og forhåbentlig en udredning. 

Jeg har udfyldt dagpengekort, opdateret min kalender og sat min arbejdsmobil op med apps, mail osv., og jeg er sådan set klar. 

Men jeg ligner en panda, min menstruation er gået fuldstændig amok, og så er jeg trist over det deprimerende faktum, at jeg for første gang faktisk ikke glæder mig til at starte på job igen. Det er 8. firma, jeg er tilknyttet på 5 år, og jeg er træt. Jeg elsker stadig mit fag, men jeg er træt af kronisk omstillingsparathed, en branche, der styrtbløder, en masse rumlen i kulissen og nye ansigter. Jeg er ikke noget særligt; det er det samme for os alle sammen, men havde vi været to, er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at jeg ville være fortsat som freelancer eller have etableret mig som selvstændig, så jeg kunne skære alt det udenom fra. For det er dét, der dræner.

Jeg prøver at huske de små pauser; at sætte vækkeuret 10 minutter tidligere, så jeg kan sidde med min morgenkaffe, mens børnene putter under dynen, og jeg slukker min telefon flere timer ad gangen, for at skærme mig selv imod mere, jeg skal svare på og forholde mig til.

Jeg har lukket for tilmelding på alt, hvad der hedder aftaler, og så har jeg udstedt en mental tilladelse til mig selv til at opfatte september som en måned, der bare skal overstås. Det er jeg ellers ikke tilhænger af, men det hjælper mig til at huske at skære alle krav og forventninger væk, til vi lige har fået fodfæste. Om det kommer til at påvirke blogfrekvensen ved jeg ikke, men jeg gætter på, at I også har så mange ting, der – post-covid – skal løbes i gang igen, at spørgsmålet er, om I overhovedet opdager det, hvis det gør. 

Hvis jeg tænker mig godt om, ved jeg godt, at det bliver fint. Jeg var glad for at være ved det her firma sidst, og under trætheden glæder jeg mig også til at få hænderne op igen. 

Om lidt er der græskar og lyskæder galore, og det skal nok gå alt sammen. Det skal det. Jeg skal bare lige have en ekstra kop kaffe og en lur.

Ferie, ferie, ferie

Når vi står op i morgen, har vi en uge tilbage af vores 7 uger lange sommerferie, og den har været fuldstændig fantastisk.

Jeg har tænkt virkelig mange gange undervejs, at jeg i år for første gang ikke har været presset over at være på alene 24/7, hele ferien igennem, og i år har vi endda været så priviligerede, at vi pga. min jobsituation har haft over dobbelt så mange uger, som vi plejer.

Ift. job har jeg i et par måneder været stillet et job i udsigt med start 01.09, hvilket har betydet, at en væsentlig stressfaktor på et tidligt tidspunkt kunne pilles ud af ligningen. Det har givet ro. 

Derudover skyldes den ekstraordinært gode ferie en kombination af mange ting. Dels bliver børnene større og mere selvkørende, og jeg kan også begynde at bruge de erfaringer, jeg gør mig fra år til år. Børnene er forbi de grundlæggende milepæle, og bliver nu bare et år ældre for hver gang, vi går på sommerferie. Ikke flere bleer, middagslure eller småbørns-nedsmeltninger, der skal tænkes ind, og det gør alting meget nemmere.

Men jeg tror faktisk også, at vi har draget nytte af en af de få, positive konsekvenser, Covid har haft, nemlig at vi er blevet bedre til at være i ro, sammen. Anton er glad introvert, jeg er rastløs introvert, og Frida er brølende ekstrovert, og det er en udfordring at tilrettelægge tiden, så alle får det, de har brug for. Men fordi vi nu har halvandet års træning i bare at være her, sammen, er der faldet en anden ro over foretagenet. 

Og endelig er børnene begyndt at sove til klokken 7, hvilket helt konkret, giver færre vågne timer at fylde ud.

Det hører med til historien, at det lige nu er så svært, så svært for Anton at gå i skole, fordi abstraktionsniveauet i undervisningen bliver højere i takt med, at han bliver ældre, hvilket er svært, når man har fået udleveret en hjerne, der ved massekommunikation i forvejen hurtigt mister overblikket. Det har været umådelig tiltrængt for os begge med en pause fra alle de tanker, bekymringer og møder, det medfører, og heldigvis har jeg det sidste halve år mast hårdt nok på til, at de tiltag, der skal testes, før vi kan komme videre i systemet, bliver igangsat fra første dag efter ferien. 

Når man læser opslag om ferier med børn, er det altid noget med ‘klistrede kys og fedtede fingre – og rosé til de voksne’ – men egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville prøve at skrive sådan relativt udførligt, hvad vi har lavet. Ikke fordi jeg er Det Store Ferieorakel, men bare fordi jeg somme tider selv bliver inspireret, når jeg hører, hvad andre laver.

I forhold til de ydre rammer, har jeg gjort et par ting, som har lettet alting, sådan helt generelt.

Det mest kontroversielle er nok, at jeg har givet skærmene fri. Selvfølgelig ikke sådan, at de har fået lov at sidde med dem ved bordet til alle måltider, men de har måtte tage deres iPads, når de har haft lyst. 

Derudover har jeg truffet en helt overordnet beslutning om, at alt socialt, både her og ude, skulle være på børnenes præmisser. De første år, vi passede huse i Aarhus, lavede jeg masser af voksenaftaler om aftenen, men det blev altid en kilde til frustration for alle parter, for børnene kunne ikke sove, fordi vi var et nyt sted/det var varmt/de kunne mærke, at jeg synes, de skulle, og det blev træls for alle. Om et par år gider de ikke være sammen med mig og mine venner mere, men lige nu synes de, at alle, jeg kender, er de sjoveste og mest spændende mennesker i hele verden, og det kan vi lige så godt rette ind efter. Så folk er kommet forbi til frokost og kaffe, og har på forhånd vidst, at det blev, som det blev. Hvilket uden undtagelse har været skidehyggeligt, fordi vi pludselig har sluppet alle forventninger og bare har været, hvor vi var. (Paninijernet har også her været Vores Bedste Ven, fordi man ud af ingenting og to skiver brød kan lave luksusfrokost på 4 minutter)

Og endelig har jeg indført ‘ja-dage’; dage, hvor jeg på forhånd har besluttet mig for at sige ja, hver gang børnene spørger, om vi kan spille/læse bøger/bade/tegne/male. Jeg fortæller det ikke til børnene – for så ved vi godt, hvordan det ender – men ved at have dage, hvor der er 100% fri adgang til mor, så har jeg også haft nul procent dårlig samvittighed de dage, jeg har sagt nej. Vi skal alle sammen være her, og som jeg læste på insta: ‘Et nej til andre, er et ja til dig selv’.

Vores tur til Aarhus er den eneste ude-af-huset-ferie, vi har haft; resten af tiden har vi været her, og jeg har blandet hjemmedage med dagsture, så sidstnævnte har været fordelt ud over hele ferien.

Vi har været i Legoland og WOWpark et par gange, og sammen med de to hele dage, vi havde i Djurs Sommerland, har det været de eneste former for ‘tivoli’, vi har kørt. Det er fedt at lave noget sammen på den måde, hvor man får underholdningen serveret og bare skal hygge sig sammen, men det er også efterhånden min erfaring, at børnene faktisk bruger flere kræfter på de ture, end man lige tror. Når man laver noget, der er sjovt, og som børnene *meget* gerne vil, er det nemt at glemme, at det stadig er noget, der skal fordøjes, men ligesom én dessert er lækkert, mens otte giver ondt i maven, så er det kun rigtig fedt med en hel dag i neon, konfetti og glimmer, hvis der er sat tid af til at fordøje den bagefter.

Fordi tiden har været rigelig, har jeg også prioriteret at teste steder, som jeg ikke på forhånd har vidst, hvad børnene ville sige til. I en efterårsferie er det meget at hive en dag ud til noget, som viser sig at være helt forkert, men når man har 7 hele uger, bliver blandingsforholdet et andet. Vi var forbi Moesgaard, da vi var i Aarhus, hvilket ungerne slet ikke blev fanget af, men som jeg til gengæld var helt vild med. Barfodsparken, som vi talte om i det her indlæg, har vi været forbi to gange, og nu synes børnene, at der er helt fantastisk, hvilket giver stof til eftertanke ift. at  det, de somme tider melder ned, måske handler mere om, at det er nyt og ukendt, end at de reelt ikke kan lide det. 

Og så har børnene fået lov at bruge penge fra deres opsparinger på hhv. et par ægte-gode rulleskøjter og et ordentligt skateboard, og det har udløst mange gode timer i Street Mekka. Det giver ret god mening at købe ting, der kræver en øget voksen tilstedeværelse på et tidspunkt, hvor man faktisk har tiden og roen til det – og det øger sandsynligheden for, at man får glæde af tingene betragteligt, at man på kort tid når forbi begynderstadiet.

Men der, hvor jeg tror, vi har løftet ferien fra ‘god’ til ‘fantastisk’ har været på grund af det, vi har lavet sammen herhjemme.

For det meste har det bare været os 3; tilfældet har villet, at det ikke lige er faldet i hak med legeaftaler, og det er gået forbløffende smertefrit. Inden ferien havde jeg tænkt grundigt igennem, vi i år ville ramme det vilkår, at jeg var hjemme, mens andre forældre var på job. For andre børn er velkomne i vores hjem; det er de virkelig. Men som vi har talt om før, så er det noget, jeg bruger kræfter på, både pga. min personlighedstype og pga. husets indretning (jeg er hele tiden lige i skudlinjen), og derfor har jeg været meget opmærksom på ikke at gå i den fælde, hvor jeg bruger vores ferie og mit overskud på at passe andre menneskers børn. Det har betydet, at jeg ikke har behøvet at tænke over det, når der er tikket en sms ind; jeg har bare tilbudt, at vi kan hente over middag i SFO’en, og det har fungeret fint.

Jeg køber altid et nyt spil til sommerferien, fordi jeg så har ro i hoved og røv til at sætte mig ned med børnene og lære det. I år var det en nem omgang på indlæringssiden, for jeg havde købt Sorteper, hvilket var et kæmpehit. Specielt fordi sorteper var Onkel Reje. Det ville kun være blevet overgået, hvis han havde været John Dillermand.

Inden ferien købte jeg et kæmpe badebassin, og det er de bedste 250 kroner, jeg har brugt i år. Der har vi fået mange timer til at gå, og at jeg springer med i vandet, forvandler sådan et badebassin fra en måde at underholde børnene på, til en aktivitet på linje med at tage på tur. Ikke mindst fordi det pludselig er en mulighed, at børnene kan hoppe i og stå op 700 gange i løbet af en dag. Når vi kører på stranden eller til søen, tager vi hjem efter et par timer, men her kan man bare beholde sit badetøj på, mens man går ind og laver lidt pause-Lego, til man er klar igen. Det har været nogle af de bedste dage, vi har haft. 

Egentlig har badebassinet hjulpet mig til at skifte perspektiv, for ved at betragte de ting, vi har gjort herhjemme som ‘ture’ – altså ting, der gerne må tage tid og som resten af dagen må vige for – er de pludselig blevet det. At lade små aktiviteter fylde og vokse og på organisk vis bare få deres eget liv, har betydet, at en tur i skoven f.eks. ikke bare var en 30 minutters aktivitet, vi lige kunne klemme ind mellem to andre, men faktisk bare var det, vi skulle dén dag. 

Vi har taget os tid til at udforske nye spisesteder, som ikke længere bare er et ernæringsmæssigt indslag, når man f.eks. bagefter går en aftentur i byen. Aftenture er undervurderede, og for mig har det været nyt at lære, at vi sagens kan få en dag til at gå herhjemme og stadig føle, at vi ‘gør noget’, når alle ved, at vi sidst på eftermiddagen skal på Street Food og slentre en tur på strøget bagefter.

Vi har badet i søen (alle 3) og plukket jordbær flere gange. Det har overrasket mig, hvor sjovt børnene synes, det er, når vi kører ud og plukker en bakke eller to; igen forvandler det sig til en aktivitet, når vi bare skal plukke en overskuelig mængde, der er tid til at vente på, at de afsøger 4 km. jordbærplanter for Det Perfekte Bær, og vi bagefter kan spise en is på bænken derude, mens vi beundrer hønseriet. 

Jeg har prøvet at arbejde *med* vejret, så vi har presset det maksimale ud af de dage, hvor det har været varmt, og stadig har hygget os de dage, hvor det har blæst og regnet.

Ofte har jeg gjort mig nogle tanker om ting, vi kan lave, men uden at indvie børnene i dem, så jeg 100% kan vurdere, om der er overskud til det, og om vejret er med os, inden jeg stiller børnene det i udsigt.

F.eks. havde jeg forleden, da vi var i Barfodsparken, besluttet, at jeg ville spørge, om vi skulle køre til Hvide Sande og spise frokost (vi var bogstaveligt talt halvvejs deroppe), men jeg ventede med at spørge, om de havde lyst, til vi sad og vaskede fødderne bagefter. Kæmpe ja fra dem begge, og afsted det gik. Og det blev den mest perfekte dag, hvor vi spiste på havnen, brugte lidt lommepenge i legetøjsbutikken og ved et tilfælde fandt en perfekt stribe stand, hvor børnene fik en time til at gå med at soppe. Det lyder idylisk – og det var det virkelig også. Men jeg tror, at det, jeg har lært er, at stort set alt bliver bedre, når man kan gå med det, der viser sig, hvis man har lyst. Det kan lade sig gøre, når der er tid nok, og i hverdagen og i weekenderne er der også nogle praktiske gøremål, man *skal* nå, men det er en tanke værd, om der, når vi har fri, er ting, der kan skrues ned for, så der bliver mere tid, der ikke er allokeret til bestemte formål. 

Vi har grillet og spist både ude og inde, og også haft dage, hvor børnene har fået lov at smide tæpper på gulvet og ligge der og spise pizza. De har fået lov at lege ud til langt over den normale sengetid, de dage, hvor det aldrig blev mørkt, og så har vi passet godt på oldefar.

Jeg har læst bøger, hørt podcasts og lagt puslespil, hvilket har været optimale småsysler at tanke mentalt op med, fordi jeg kan gå lidt til og fra.

Og så har vi haft dage, hvor jeg fra morgenstunden har proklameret, at ‘I dag skal vi ingenting’ (de faldt ofte sammen med mine ja-dage). Det har haft en positiv effekt på deres evne til at finde på og fordybe sig, når de på forhånd ved, at der ikke sker andet, som er mere spændende, lige om lidt. 

Støvsugningen har været lemfældig, tøjet er ikke blevet skamvasket, og aftensmaden har været nem-nem, men jeg har holdt nogenlunde fast i rutinerne, fordi jeg ellers ved, at jeg i alt for god tid begynder at småstresse over at skulle nå til bunds i bunkerne, inden vi skal i gang igen. Derfor har jeg gjort rent ca. en gang om ugen, men gjort det, som da jeg var på barsel, hvor jeg har fordelt opgaven på to dage. Så er det en lille halv time pr. dag, og det er overskueligt. Jeg har også holdt fast i, at jeg hver aften ordner huset, inden jeg går i seng; får lagt vasketøjet på plads, tømt opvaskemaskinen og fulgt vildfaren legetøj tilbage på værelserne, simpelthen fordi det for mig giver ro og overskud at stå op til en ren tavle.

Nu lakker det mod hverdagen, og jeg gør, hvad jeg kan, for at hjælpe børnene med at rette blikket mod alt det, der kommer. Jeg er selv og har altid været melankolsk anlagt, og fordi min egen skolegang var så svær, husker jeg tydeligt, hvordan jeg næsten ikke kunne holde det ud, når mine forældre spøgte med, om ‘der var nogen, der havde en brugt ferie til salg, haha’. Så i stedet for at gå med det friskfyragtige ‘Ej, det bliver da også dejligt at se alle de andre igen, gør det ikke?’, prøver jeg i stedet at lade en kommentar som ‘jeg vil ikke i skole. Det er meget rarere at holde ferie med dig’ blive et oplæg til en snak om, hvad vi har lavet i ferien, og hvad vi glæder os til at gøre igen. Jeg planter små, strategiske frø om kommende begivenheder, de elsker, og gør i det hele taget, hvad jeg kan for at hjælpe dem med at lære, at *alting* ikke slutter, fordi *noget* slutter. Det er vigtigt, tror jeg, når man er én af dem, der har et sind, der vandrer mod skyggerne, hvis man ikke passer på.

Men vi har stadig en uge på kontoen, og den har jeg tænkt mig at vride det maksimale ud af, mens jeg følger mit eget råd, og holder fast i glæden, både over nuet, over alle de gode minder, vi har fået i bogen, og over alt det, der venter os i horisonten.

Tilbage

Så er vi landet i Esbjerg igen efter en fantastisk uge i Aarhus.

Jeg nyder altid at være deroppe, men denne gang har vores tur også givet stof til eftertanke.

For mine skuldre falder altid cirka 10 centimeter, når jeg er i Aarhus – og fordi jeg, når jeg siger det, oplever, at nogle mennesker hører det som en kritik af Esbjerg, vil jeg bare gerne understrege, at det intet har med disse breddegrader at gøre. Intet. Om det skyldes historie, svingninger, temperament eller personlighed aner jeg ikke, men jeg føler mig bare langt mere tryg og hjemme i Aarhus, end jeg gør i Esbjerg.

Mit savn er et luksussavn. Det ved jeg godt. For jeg er så utrolig heldig at have en skøn familie, som jeg hverken kan eller vil undvære, og de bor i og omkring Esbjerg. Og så længe jeg har dem, har jeg det hele. Jeg har netværk i begge byer, og min familie at læne mig opad i hverdagen, og derfor kan jeg med fyldte batterier og fuld plade se på alt det, Aarhus er og kan, og savne det for fuld smadder.

Men fact er stadig, at mit netværk i Aarhus, er tættere vævet end det, jeg har i Esbjerg, ganske enkelt fordi det består af mennesker, jeg deler historie eller livsvilkår med, eller som jeg fulgtes med, da jeg blev voksen. 

Mine Esbjerg-mennesker holder jeg utrolig meget af – men de har alle sammen deres egne og eget. De har boet i byen det meste af deres liv, og har dermed hele det netværk, som jeg har efterladt i Aarhus, omkring sig. De har familier, træningsmakkere og jobrelationer, som jeg ikke kan konkurrere med – og det kan ikke være anderledes. Relationers styrke bestemmes af antallet af tråde, de er vævet af, og jeg kom væltende i en alder af 35 med alle mine løse ender flagrende, til et sted, hvor alles for længst er bundet op og hæftet. Det er ingens skyld, og jeg føler mig aldrig fravalgt – men jeg føler mig udenfor.

Stadigvæk og på 10. år. 

Samtidig er jeg uhyggelig bevidst om det kæmpe privilegium, det er, at have familien tæt på. Vi havde ikke haft det gode liv, vi har, hvis det ikke var for dem. Hverken i Esbjerg eller Aarhus. Min sjæl visner og mine øjne svider blot ved tanken om at fratage særligt Anton mine forældre, og jeg ville ikke bytte vores nærhed til dem for noget i hele verden. Derfor bliver vi, hvor vi er.

Man skal ikke indrette sit liv for andre, men man bliver heller ikke glad af kun at indrette det efter sig selv.

Men ferien i år har alligevel sat tanker i gang, for jeg føler mig mere hel og trækker vejret lettere, når jeg er i Aarhus. En uge deroppe er en saltvandsindsprøjtning, som vi alle sammen drager fordel af, og derfor har jeg truffet en beslutning om, vi kommer til at holde sommerferie deroppe som en fast, årlig begivenhed.

For mig giver mit kendskab til byen så meget overblik, at jeg kan overskue at udforske nye dele af den sammen med mine børn, hvilket er den perfekte løsning for et kontrolmenneske som mig. Det giver mig også overskud til at gribe og samle op, når nogen løber tør pga. ændringer af rutiner og omgivelser, og det giver os alle tre en bedre ferie, end hvis hele banden var på udebane. I Aarhus kan jeg være plankeværk og stillads og samtidig selv lade op, hvilket ikke ville være tilfældet, hvis jeg stod på en perron i syditalien med tvivlsomme sprogkundskaber, to børn, der trives bedst med kendte rammer og mig selv som eneste voksne indslag.

Så Aarhus en gang om året it is. 

Og med den beslutning er der faldet lidt ro over min ellers så rastløse og melankolske sjæl, for jeg kan bedre løsne mit greb om byen, når jeg ved, både *at* og *hvornår* jeg kommer tilbage. 

Også selvom det i første omgang bare er for nu.

Og husk solcreme

Jeg skylder et M2021-indlæg – og at reagere på kommentarer, både her og på fb, til sidste indlæg.  Men der er bare så mange gode mennesker og steder, der lige skal passes, og så er det, som om, jeg glemmer, at internettet eksisterer. 

Egentlig har jeg bemærket, at det lader til at gøre sig gældende for de fleste, jeg kender; at vi ikke længere har telefonen limet til hånden for at foto-dokumentere alt og svare på alle henvendelser i det sekund, de tikker ind.

Det giver en helt anden tilstedeværelse, og det er virkelig rart.

Jeg tror ikke, det er fordi jeg eller nogen i min omgangskreds er specielt zenbuddhistiske eller indsigtsfulde. Jeg tror måske bare, at alderen og den gradvise erkendelse af, at internettet og Apple også er her i morgen, gør, at vi ikke længere opfører os som om, at vi og vores oplevelser og minder forsvinder, hvis ikke de øjeblikkeligt lagres i cyber.

-og apropos ovenstående har 85% af jer sikkert så travlt med at slikke sol og nyde *jeres* mennesker, at I slet ikke har opdaget, at jeg er MIA.

Lige om lidt er jeg tilbage på min pind, og så er regler og rytme som de(n) plejer at være.

Pas godt på jer selv og hinanden så længe.

Pigen ud af Aarhus

Der er noget med lydene i Aarhus. Lige meget hvor man er, kan man altid høre en bas et sted i det fjerne, mennesker, der lever og fugle i de træer, der snyder og springer ud før alle andre i landet.

Det er noget med lyset i Aarhus. Med vejret. Selv når det regner, mener skyerne det ikke helt alvorligt, og solen er gylden og står præcis lige så lavt, som Peter AG påstår.

Der er noget med de mennesker, der bor i Aarhus. Som er så fulde af liv, fordi en stor del af dem står på tærsklen til det hele, og endnu har til gode at opdage, hvordan livet også kan være. Deres livsappetit og vovemod smitter af på alle, og åbenheden, der kommer af, at så mange var tilflyttere, da de kom, betyder, at småsnak ikke er sært, at øjenkontakt ikke er for de desperate, og at man hilser på dem, man møder, fordi man selv engang var ny og ved, hvor svært det er at føle, at man endnu ikke hører til.

Jeg savner det, så det svider i hjerte og sjæl, og det føles som et varmt knus på en kold dag at være her igen. 

I går, da jeg trådte de 6 trin ned i kælderen, og slog med armene med et: “Min ven!!” til min yndlingsgrønthandler i hele verden, som stadig holder hovedet og humøret højt, råbte han ligeså begejstret og uden ét sekunds tøven lige tilbage: “Min ven!! Det er længe siden! Hvor har du været?!”

Væk. Fordi det er sådan, det må være lige nu.

Men.

Aarhus.

Min ven.

Jeg kommer tilbage en dag.

Midsommermærket

Jeg elsker stemningen op til ferier. Jeg har tænkt det hver eneste morgen i denne uge, når jeg har afleveret. Det hele knitrer og bobler, alt er lidt løst i sammenføjningerne og det er, som om vi allerede har sluppet hverdagen.

Madpakkemæssigt set læner vi os op ad en indberetning, jeg er hele tiden lidt bagud med vasketøjet, og aftensmaden er også virkelig so-and-so, fordi.. jamen, Sankt Hans og alt det der. Det kan jo næsten ikke betale sig at starte. På noget, egentlig.

De små hverdagskameler bliver nemmere at sluge, for lige om lidt, unger, og ferieplanerne ligger i gryden og bobler. 

Hedebølgen kommer og går, vi har købt en kæmpepool og jeg græder lidt, hver gang jeg læser noget om landsholdet.

På en mærkelig måde hænger det hele sammen.

I aften skal vi have sat ild til noget sammen med familien, og når vi kommer hjem, og ungerne sover, tror jeg, at jeg skal ud i haven at sidde med et glas champagne og fundere lidt over hekserelaterede emner, mens de små lamper lyser og sommeren og og selskaberne summer i det fjerne.

Om lidt er det ferie og med det kommer andre udfordringer og benspænd, men for nu er det nær ved og næsten, og alting føles både gyldent og potent.

Voksen og følsom

Jeg bøvler for tiden rigtig meget med en påtvungen relation. Jeg er af indlysende årsager lidt ulden omkring detaljerne, men det er én af dem, jeg ikke kan vende ryggen til, selvom jeg virkelig gerne vil.

Hos mig er det et et grundlæggende karaktertræk, at jeg gerne vil reparere det, der er i stykker. Det gør mig til en strålende holdkammerat, når der er problemer, der skal løses og udfordringer, der skal nytænkes, men det spænder ben for mig, når jeg møder mennesker, der grundlæggende modarbejder mig.

Det har taget mig mange år at lære, at det ikke er meningen, man skal svømme imod strømmen hele tiden. Hverken ift. mennesker, relationer eller situationer. Hvis der aldrig er flow, er det fordi man ikke er, hvor man skal være.

Med dén erkendelse kommer forståelsen af, at der er mennesker, der ikke er for mig. Mennesker, som jeg ikke kan eller skal have et godt forhold til, og som har deres egen dagsorden og bagage der gør, at vi ikke kan sameksistere. For i de tilfælde handler det jo ret beset ikke om ydre vilkår eller opgaver, vi skal samarbejde omkring løsningen af. Det handler om modvilje og ønsket om at være på tværs, hvilket kan bunde i alt muligt, det intet har med mig at gøre – men fordi jeg har den personlighed, jeg har, bliver jeg taget til fange i krydsfeltet mellem min hårdt tilkæmpede erfaring med at slippe det, jeg ikke vil have min energi taget til fange i, og ønsket om at skabe et klima, alle kan være i.

Det bliver KUN værre, når der er tale om en relation, hvor mine handlinger og beslutninger ikke kun falder tilbage på mig, men også på mennesker, jeg holder af – hvilket er tilfældet her.

Og hende her er ulidelig. Hun taler kun i ordrer, blander sig i ALT, modarbejder mig aktivt, og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg stille op.

For jeg plejer at skære de mennesker væk, jeg ikke bryder mig om, eller som altid er omgærdet af drama. Jeg har ingen problemer med at slippe en sag, hvis jeg kan se, at mit engagement i den leder til konflikter; i hvert fald laver jeg en benhård cost-benefit analyse af, om det er frustrationerne værd. Det er det sjældent.

Men problemet her er, at jeg ikke kan slippe væk, og derfor virker mine værktøjer ikke. For selvom jeg forsøger at skære *hende* væk, så består relationen – og dermed skal vi stadig forholde os til hinanden. Hvis jeg træder tilbage, vil hun med 100% garanti tolke det som en sejr, hvilket jeg sagtens kunne leve med, hvis jeg aldrig skulle have noget med hende at gøre igen. Men det skal jeg, og dermed oplever jeg for første gang en begrænsning i den frihed, det er at passe på sin energi ved at lade ting fare – for det virker åbentbart kun, hvis man ikke fortsat skal have med personen at gøre. Hvis jeg stepper ned, vil hun tage det som en bekræftelse af, at hun bestemmer over mig. At jeg er hende underlegen. Og det kan. jeg. ikke holde ud.

For at føje spot til skade har hun en wingman, jeg heller ikke kan undslippe, og de er usigeligt uelegante omkring det. Det hele foregår med smileyer og ‘hejsa’, men giften driver ned af både skærme og samtaler, og egentlig forværrer den kniplingstynde fernis af civiliseret høflighed hele situationen, fordi kommunikationen hele tiden foregår på to plan.

Derudover har hendes person og adfærd en anatomi, der til forveksling ligner den, jeg led under i ni rædselsfulde år i folkeskolen, og det betyder, at når andre, der ikke aner noget om vores betændte forhold, i nogle situationer, der intet har med noget at gøre, og hvor det kan være hip som hap, hvad man mener, og hvor jeg ikke har *noget som helst* på spil, mener det samme som hende – så føles det helt VILDT meget som dengang i folkeskolen, hvor alle rottede sig sammen, jeg altid var udenfor og jeg aldrig følte, jeg hørte til.

At være tvunget til at blive stående og fortsat at skulle interagere med hende, øger min frustration og foragt for hende med astronomiske højder, og lige nu føles det som om, at jo mere afstand, jeg forsøger at lægge til hende, jo mere forsøger hun at trænge ind i mit space. Min fight/flight refleks står og banker helt oppe i det røde felt, men ingen af de strategier, jeg over årene har udviklet er brugbare, når man er voksne mennesker, der af omstændigheder er tvunget ind i hinandens sfærer, og man *skal* kunne samarbejde.

Nogle gange er det sgu op ad bakke at være en del af den her race.

Må man snart bede om en lillebitte pause?

Den her uge, mand. Der er ikke sket noget, der *ikke* har skubbet til livets grundpiller, og jeg er fuldstændig færdig. 

For at starte med noget meget konkret og lavpraktisk er jeg blevet ledig. Der er begrundet håb om job på den anden side af sommerferien, men vi kan jo ikke leve af gode intentioner og luftkasteller indtil da, så nu ruller hele møllen med samtaler, job-log og mistænkeliggørelse. For de skrivelser, der sendes ud, kan ikke, selv med de mest optimistiske briller, læses anderledes. Det føles lidt som når jeg modtager det årlige krav om at skrive under på, at jeg fortsat er enlig forsøger, og i umiddelbart forlængelse af dét, får “tilbudt” en samtale, hvor nogle rare mennesker fra kommunen kan hjælpe mig med at finde ud af, om jeg VIRKELIG stadig er enlig forsørger. Jeg er med på, at det er prisen for at blive grebet af systemet. Men den er satenfløjteme somme tider både træls og høj. 

Oven i det har jeg haft et par møder, både live og over telefonen, med nogle af de mennesker, der bliver involveret, når man gerne vil have sit barn udredt. Jeg er ikke helt klar til at skrive og snakke om det endnu, og det er mig selv, der – for halvandet år siden  – har sat det i gang. Det er derfor nærmest udelukkende positivt, og de folk, jeg har snakket med i den her uge, har været ualmindelig sympatiske – men det er stadig et set up, hvor jeg gerne vil stille med mit a-game hver eneste gang, og jeg hele tiden forsøger at være 1000% skarp på ønsker, behov, observationer og vurderinger, for ingen hører, hvad du siger, når du mumler.

Så er det lidt sygehus-halløj, der sådan set ikke er hverken ubehageligt eller farligt, men som stadig kræver ekstra opmærksomhed på børnene og den måde, de forstår og tackler det på.

Og så døde oldemor i fredags. Det har udløst mange tanker hos mig, for det var én af de relationer, der ikke var ukomplicerede. Jeg har tænkt utrolig meget over, at hvert eneste af de valg vi træffer; at hver eneste interaktion vi har med andre mennesker, er tråde, der måske ikke i situationen ser ud af noget særligt, men som stille og rolig over et liv bliver den tråd, vi væver livets tæppe med, som er det, vi svøbes i den dag, vi skal herfra.

Som altid, når nogen dør, river det også låget af nogle af de æsker, vi har stående på hylderne, som vi ikke bryder os om at kigge i, eller som vi har sat i de mørkeste hjørner, fordi de gør for ondt at støde på og blive mindet om eksistensen af, når vi til dagligt går gennem livets store lagerhal. 

Anton og Frida er så priviligerede, at de ikke før har oplevet at miste. Jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan jeg skulle tale med dem om den, for jeg synes ikke, man skal lyve om noget så grundlæggende som døden. Omvendt er brutal ærlighed heller ikke specielt hensigtsmæssigt, når man forsøger at hjælpe små mennesker med at forstå livet og verden omkring sig, og vi har haft mange samtaler om, hvorfor man bliver ked af det, når nogen forsvinder, og hvad der sker, både konkret og mere filosofisk, når man dør. 

Børnene fik selv lov at vælge, om de ville med til bisættelsen, og begge børn svarede uden tøven, at det ville de gerne. Anton spurgte, om de måtte lægge roser på kisten, og var også meget optaget af, at han gerne ville have skjorte og slips på, mens Frida var mere fokuseret på, hvor oldemor, sådan helt lavpraktisk, var nu. Det kræver sgu noget tilstedeværelse og nærvær at guide børn gennem de her ting, og at finde en grimasse, der kan passe, når Anton i forbindelse med en undersøgelse på sygehuset spørger, om vi lige kan smutte ned i kælderen og besøge oldemor, nu vi er her?

Så det var med et vist element af spænding, jeg havde dem med i kirken – men jeg kunne have sparet mig. De var så gode, at jeg tudede over det, og deres primære bekymring var, hvordan vi passer på oldefar. Det fylder meget for dem, at han er så ulykkelig, og for mig er det vigtigt, at vi taler om tingene, når de har brug for svar, og ikke når jeg lige har tid og overskud.

Så det er en balancegang lige nu. For jeg er lidt holdt op med at sove, og mit hår er også ved at skride i afmagt.

Og jeg er faktisk ked af det, for vi plejer at hygge os her på bloggen. Men jeg kan ikke rigtigt skrive rundt om de her ting, og alternavet er helt at lade være med at skrive – hvilket har taget livet af større og bedre blogs end denne. Så aftalen bliver vist nødt til at være, at jeg skriver om det, der lige fylder på dagen, uanset om det er kulkælder eller lal og bananer, men til gengæld lover ikke at blive sur, hvis I derude vælger at springe nogle indlæg over.

Aftale?

God weekend.

Skilleveje

Da vi i begyndelsen af året byttede værelser herhjemme, fik jeg det, der vender ud mod vores carport, og som der derfor er halvtag over. En af de bedste lyde jeg ved, er lyden af regn om natten, og jeg skal LIGE love for, at jeg får noget for pengene i disse uger. Jeg er ikke nogen hund efter varme, men selv for mig er det her lige i overkanten. Mest fordi det fucker min tidsfornemmelse fuldstændig op. Jeg roder rundt i overvejelser om efterårsferie og julebelysning, fordi jeg hele tiden tror, det er der, vi er ved at være.

Men det er det ikke. Sommeren står, i hvert fald kalendermæssigt set, for døren, og når jeg går hjem fra arbejde i dag, nulstiller jeg min arbejdsmobil og sender den til min nuværende arbejdsgiver, og fra på tirsdag hedder det Jobnet og supplerende dagpenge.

Imens er jeg så småt igang med at planlægge Fridas fødselsdag. Covid-wise må vi gerne holde fødselsdag herhjemme igen, men dels er de to grupper, de er opdelt i i førskolen ikke så faste, at der er tale om egentlige klasser (og stort, stort nej tak til 40 børn på 100 m2), og dels vil jeg gerne udvise lidt solidaritet med alle de børn, der også gerne ville have haft små gæster, men som måtte tage til takke med at dele ud på skolen. Sommerferien er en fin streg i sandet, og efter den er der nulstillet og dermed frit slag på alle hylder, synes jeg.

Jeg har besluttet, at Frida får en telefon i fødselsdagsgave, hvilket jeg godt er klar over kommer til at dele juryen. Anton fik sin, da han var lige knap 9, og for mig har det været fint at se, hvor meget man som forælder *kan* styre ift. børn og telefoner. Jeg har sat hans op, så han kan ringe, sende beskeder, billedegoogle og se YouTube på den – og ikke mere. Han kan ikke hente så meget som et gratis stykke frugt til et spil uden at blande mig ind i det, for han har ikke koden, og telefonen er sat op til at bede om kode til A-L-T. Derfor har jeg ikke de store betænkeligheder ved dén del af det ift. Frida, selvom hun er så meget yngre. Når hun har udsigt til at få den som 6-årig, er det fordi hun er det ABSOLUT mest udadvendte indslag i vores familie, og hendes behov for sociale stimuli er større end Antons og mit til sammen. Det er svært at møde hende i, fordi jeg bliver sindssyg, hvis vi har legekammerater i huset 5 dage om ugen, og for mig koster det mere overskud, end jeg har, at arrangere legeaftaler efter kl. 16, hvor Frida synes, der er 7000 ensomme år til hun skal i seng, mens jeg har udsigt til madpakker, aftensmad, vasketøj og lektier med Anton. Mit håb er, at hun med en telefon stadig føler, hun kan få fyldt på sin social-tank, når vi er herhjemme ved f.eks. at lave perler med den én veninde over facetime, eller ringe og snakke om vigtige ting som slim og Justin Bieber med en anden. Ikke som erstatning for live-leg og aftaler, men som et supplement til de dage og situationer, hvor det for mig er praktisk uladesiggørligt at få enderne til at mødes.

Derudover har jeg fået den sidste uge til at gå med sjov og spas med CareLink. De af jer, der også holder mig ud på Instagram, så, at jeg i sidste uge blev testet af en lummer tester, som jeg efterfølgende valgte at klage over.

Kort fortalt kom jeg ind til en mand på ca. 55 år, som startede med at stille sig HELT tæt på mig. Og godt nok er de testaflukker ikke hangar-agtigt store, men der er dog stadig plads til at holde 10-20 cm. afstand. Da han havde podet mig, lavede han sovekammerøjne og spurgte, om han ‘kunne friste med en runde mere’, og da jeg oplyste mit telefonnummer, fik jeg ‘Er det bare til mig, eller vil du også bruge det til svar på testen?’ retur.

Han fangede mig fuldstændigt på det forkerte ben, og jeg var pinligt berørt, da jeg gik derfra. Jeg oplevede det som virkelig grænseoverskridende, fordi magtbalancen, både pga. roller og aldersspænd, var skæv. Min allerførste tanke var “Ham klager jeg over!” – men så .. indhentede det, samfundet har lært mig, mig, og jeg undskyldte ham overfor mig selv. Han mente det jo ikke på den måde, vel? Det var jo bare for sjov. Vil du godt nok ødelægge den gode stemning for så lidt? Og tænk, hvis han bliver fyret, og det er DIN skyld. 

Men det fyldte alligevel så meget for mig, at jeg lagde et skriv på Insta om det. (Fordi jeg ikke ville have det på min facebook, for der kan min mor se det, og det er jo pinligt, for jeg tror, vi alle kan være enige om, at det her er *mig*, der har gjort noget forkert).

Og så skete der to ting. Dels blev jeg edderspændt rasende over min egen reaktion, for hvad fanden?? Jeg opfatter mig selv som et menneske, der aktivt forsøger at bidrage til ligestillingen – og ALLIGEVEL er min automatreaktion at tage hensyn til ham og hans følelser, når han VÆLGER at opføre sig uprofessionelt og virkelig upassende. Og dels kom der ud på aftenen en kommentar fra en pige på Insta, der skrev: “Jeg var ved den samme mand i dag. Sædding Centret i Esbjerg, ikke? Han sagde præcis det samme til mig.”

Og så fik jeg det sådan her:

Bagom Insta havde jeg allerede samme dag en leder fra Falck igennem, der gerne ville vide, om det var ét af deres teststeder, for i så fald sad han klar til at handle på det ASAP. Det syntes jeg var superfin stil. 

Men det her var et CareLink-sted, så jeg ledte længe efter et link til noget Care kundeservice. Tom-tom-tom, som vi siger på tegnsprog. Så fandt jeg en mailadresse, som jeg skrev til. Ingenting. Jeg skrev igen på en anden adresse. Stadig ingenting. Jeg taggede dem ind på opslaget på Insta. Still nothing, darling. 

Og den *eneste* stensikre måde at få mig i haserne på, er at spille død. Freud ville helt sikkert have en kommentar eller to til det, men jeg bliver AFSINDIGT provokeret, når folk ignorerer mig. Så jeg fandt Region Syddanmark på FB, og da man ikke kunne skrive en pb, lagde jeg en høflig men stram besked i kommentarfeltet på deres seneste opslag. Det skulle de ikke bede om, så efter 4 minutter havde jeg en mailadresse til regionskontoret, og – for real – ét minut efter jeg kl. 20.33 havde sende dem en mail, havde jeg svar fra deres chefkonsulent. De var på den, og de ville følge op, og i går blev jeg så ringet op af CareLink. De har lovet mig en opfølgning, når de har haft ham inde til en samtale, men det synes jeg egentlig ikke, jeg har brug for. Jeg kan hverken gøre fra eller til, uanset hvordan de håndterer det, men det var en ret vigtigt lektie for mig at lære om mig selv, og det er rart at have fulgt den til dørs.

Så ja. Der sker en masse, og der sker ingenting. Det regner derude, og jeg lukker ned og binder sløjfer på det første halve år af 2021.

I weekenden har jeg lovet, at vi finder grillen frem, uanset om det regner eller sner, og børnene har for længst fundet badedyr og svømmevinger frem og indstillet blikket på ‘Nysø’.

Måske er jeg også kommet til at sige ja til noget med at sove i telt.

Det skal bare lige stoppe med at regne.

Jeg tror, det bliver en god sommer. 

System failure

Forleden så jeg på Insta et opslag fra en mor, der har mistet sit barn. Hun skrev, at hun havde haft en klar forventning om, at der ville stå et team af krisepsykologer og fagfolk klar til at gribe, men at de var blevet mødt af ingenting og stilhed. I opslaget skrev hun noget i retning af, at der er hjælp af få, når man står med et brækket ben, mens der intet er i posen, når det kommer til at gribe mennesker, der står midt i deres livs største tragedie. 

Opslaget var en smertefuldt konstatering af noget, som jeg også har lært over de sidste år, nemlig at systemet ikke er så solidt et fundament, som man forestiller sig. For mig har ét af de største tæppefald i tilværelsen være erkendelsen af, vi i det store og hele er alene, når vi står i det, der er rigtig svært. 

Det er ensomt, når man kæmper med noget, og de mennesker, man har omkring sig, alle nærer blind tillid til, at ‘nogen gør noget’; at det bare er et spørgsmål om at få fat på de rigtige personer, så skal det hele nok løse sig. For virkeligheden er, at systemet består af de mennesker, der udgør det, og ud over alle de fejl og mangler, vi alle er behæftede med, så bliver der bygget en mur omkring institutioner og offentlige systemer, indenfor hvilke der er papirer, der bliver væk, og folk med rod i privatlivet, der har dårlige dage, holder ferie og skifter job. Det er rent held eller mangel på samme, der afgør, om din skæbne og dine livsbetingelser skal afgøres af ham, som alle kolleger ved kun yder det *absolut* minimale for at holde fast på sin stol, eller om du får hende med hjerte og ambitioner. Sådan er det i alle systemer. Også dem, jeg selv repræsenterer og er en del af. Men det er en bitter pille at sluge at opdage, at De Voksne, De Kloge og Dem, Der Ved, Hvad Vi Gør bare er os selv, og at det sikkerhedsnet, vi forestiller os griber os alle, mest af alt er en illusion.

Og det er utrolig frustrerende at være blevet afvist eller mødt med manglende forståelse af dem, man troede ville hjælpe, og så i sit netværk bliver mødt med et (velment) “Jamen, det kan da ikke være rigtigt?!” For det skulle man ikke synes, nej. Men det er det. Og jeg står 20 meter længere nede ad den vej, du netop nu træder ind på, og jeg er for desillusioneret og træt til at komme tilbage og hente dig, og bruge kræfter på at være indigneret helt forfra.

Vi forestiller os, at vores skattepenge sikrer, at der altid er nogen, der kan hjælpe med alt. Nogen, som ved bedre og mere, og som har løsninger og ideer til, hvordan vi fikser problemet.

Vi forestiller os, at de De Andre, der sidder fast i systemet, ikke gør nok. Eller gør det forkerte. Eller i virkeligheden ikke *vil* hjælpes. 

Og for mig er det altid en kilde til undren, at de mennesker, der repræsenterer systemet somme tider lader til at finde en form for tilfredsstillelse ved at sige nej, lukke ned og afvise med henvisning til regulativer og ressourcer. Og siger jeg, at alle er sådan? Nej. Gudskelov. Men de findes derude, og jeg har over årene mødt og arbejdet sammen med en del af dem. Hver eneste gang jeg støder på dem, fascineres jeg af det hovmod, der ligger bag overbevisningen om, at de aldrig selv kommer til at sidde på den anden side af bordet. 

Det går også efterhånden op for én, hvor dårligt systemet er gearet til at tackle, at ingen mennesker og familier er éns, og at denne brist betyder, at man skal gentage sin historie om og om igen; at man hver eneste gang, man bliver udsat for en ny myndighedsperson skal argumentere sin sag helt forfra. Det er kafkask svært at gennemskue, hvem der sidder med beslutningskompetencerne, og hvem man må forvente at krænge sin sjæl og det, der smerter allermest ud til, næste gang.

Og har man brug for systemet, skal man konstant gøre sig fortjent til det ved taknemmeligt at spørge: ‘Hvor højt?’ når man får besked på at hoppe. Møder ligger, når de ligger, og hvor systemet kan bruge 4, 5, 6 måneder på en sagsbehandling af noget, der skaber store udfordringer hver eneste dag ovre i dit privatliv, har du modsat 5 dage til at reagere, når der fredag kl. 22.48 lander noget i din e-boks.

Det er forstemmende og deprimerende at forholde sig til, og EB og BT har gjort det til en levevej at vinkle de her historier, så vi både kan forarges over systemet og lidt synes, at de portræterede selv er ude om det, fordi de fotograferes og citeres, så de ligner nogle, der får dagen til at gå på Den Brune Bæver. Og derfor er der ingen af os og dem, der står udenfor, der tror, at de her vilkår vil gælde for *os*. Den mangel på støtte og indsats vil vi ikke komme ud for. Vi kommer til at få en *helt* anden behandling og langt bedre hjælp, og de vil høre, hvad vi siger, når vi taler, for vi er veluddannede, fornuftige og rimelige mennesker, der betaler vores skat, giver forlommer i trafikken og lever liv med overskud til at have skærmpolitik for vores børn. Ikke?

Det er et sort indlæg. Jeg ved det godt. Men jeg sidder lige midt i det lige nu, og det er for meget. Der er ikke andet at gøre, end at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, og der er heldigvis stadig masser af gode dage, hvor ovenstående ikke fylder så meget, og jeg er ikke ved at kaste mig ud fra en bro. Men det er stadig en del af min virkelighed, og det dræner, som et program, der hele tiden kører i baggrunden, og æder 10-15% af den energi og det overskud, man plejede at have.

Heldigvis er der stadig gode bøger og kaffe, og om lidt er vi så langt med vaccinerne, at vi kan komme ud og væk fra e-boks og betonklodser. Ud, hvor solen skinner, hvor himlen er høj og hvor det bliver nemmere at trække vejret igen.