Stier, spejle og gamle ar

Jeg tænker meget over gamle mønstre for tiden. Og over, hvordan det ofte kræver et menneske, der gør noget andet, end man forventer, at blive opmærksom på, at man bærer nogle bestemte forestillinger med sig. 

Noget af det foregår ovre i voksenland. Men mindst ligeså meget foregår på børnefronten, hvor Frida, som nu er 8 år, har en alder, som jeg også kan huske fra mig selv. 

Der er så mange stereotype og kønsnormative forventninger til, hvordan det er at være mor til hhv. piger og drenge, og jeg tror, at de fleste af os efterhånden er ved at have fået øjnene op for, at der er ligeså mange måder at være i verden på, som der er mennesker i den. 

Men der uendelig forskel på min rolle som mor for hhv. Anton og Frida, og lige i forhold til det her emne, handler det lidt om personlighed, men mest om køn. Og egentlig mere mit end børnenes.

For jeg oplever, at jeg med Anton har nogenlunde nemt ved at forholde mig objektivt til alt fra udvikling til sociale relationer, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvordan det er at være stor dreng og ung mand. Ikke dermed sagt at jeg bare slentrer mig gennem opdragelse og moderskab, for der er bestemt også områder, hvor jeg ikke ANER, hvad jeg står med, og bare er nødt til at improvisere og satse på, at kærlighed og gode intentioner får os hele igennem det.

Frida er en helt anden historie. For hun er på mange måder et lille spejl, og her balancerer jeg hver eneste dag på den hårfine grænse mellem at forfalde til det, det jeg kender fra min egen barndom og mit ønske om at hjælpe hende til at forstå, at hun ikke skal rette ind, holde kæft, gøre sig lille og folde vingerne ind, bare fordi hun er en pige. Jeg udfordrer det, når det til forældremøder f.eks. bliver påtalt, at hun ‘godt kan lide at bestemme, haha’. Hver eneste gang spørger jeg, om det ville være blevet nævnt, hvis hun havde været en dreng.

Så bliver der altid lidt stille. 

Og jeg er med på, at mange ser Et Irriterende Barn for sig nu – men dét der var mig. I hvert fald indtil jeg blev skammet til at forstå, at vi ikke kan lide det, vi ikke kan sætte i bås.

Mine forældre gjorde, hvad de kunne, og jeg har aldrig oplevet andet end opbakning til at være præcis det barn og det menneske, jeg var og er. Men tiden var en anden, og det var samfundet også, og dengang blev børn ikke opfattet som små, men rigtige mennesker, men mere som en slags larmende accessories. Livet og hverdagen blev indrettet og dikteret af de voksnes ønsker og valg, og vi fulgte bare med. Der var problemer, vi ikke havde – og *hvis* vi havde alligevel, så var det bare ærgerligt, for ingen tog dem specielt alvorligt.

Ja.

Som sagt. En anden tid.

Men hele pointen med det her indlæg er, at det for mig er ret vildt at opleve, at Frida faktisk ofte heler de sår, jeg slæber rundt på, fordi jeg (også) som barn var skæv og sær og ikke forstod, hvorfor jeg hele tiden følte mig så anderledes. Hun gør det uden at vide det, og uden at gøre andet for det, end bare at være det magiske, viljestærke barn, hun er.

I weekenden havde hun f.eks. en soveaftale. Det har hun haft mange gange efterhånden, og i takt med, at de bliver større, får de lidt mere frie tøjler med iPads og telefoner. Da jeg sad i sofaen og kunne høre, hvordan de ringede til alle de andre veninder, fik jeg faktisk en klump i halsen.

For de første gange hun blev ringet op af piger på soveaftaler, eller hvor hun selv, sammen med sin soveaftale, ringede ud, strammede alt på mig, og vi sprang direkte fra gult til mørkerødt alarmberedskab. Jeg opdagede ikke engang, at det skete. 

Det gjorde jeg først, da de havde gjort det masser af gange, og jeg en dag pludselig kunne se, at alle hyggede sig med det.

For det er så fremmed for mig, at veninder rækker ud efter andre veninder uden anden agenda end den indlysende: Vi vil gerne spille med dig. 

Men jeg har ingen referenceramme. Jeg har kun oplevet, at interaktion af den slags kom med ondskabsfulde bagtanker, og derfor kommer jeg helt automatisk til at forvente, at det er defaulten.

Og inden nogen skriver, at det kan ændre sig mange gange i takt med, at de bliver ældre: Det ved jeg godt. Men jeg vil bare nævne, at jeg selv, på en helt standard mandag i 10-frikvarteret, fik min ørering revet ud *gennem* øreflippen, da jeg gik i 1. klasse, så mobning er omvendt heller ikke noget, der er forbeholdt mellemtrin og udskoling.

Jeg er hyper bevidst om min egen historie, og jeg gør mig uendeligt umage for ikke at plante mine forventninger til andre børn og mennesker i Frida. Men fordi jeg selv har været en lille pige på 8 år, har jeg ret en konkret forestilling om, hvad det kan indebære, som jeg ikke har med Anton.

Det har fået mig til at tænke meget over, at det kræver en klangbund af mennesker, der ikke har de samme traumer og ar som dig selv, hvis du skal bryde mønstre og redefinere dit syn på verden. Hvis du kun har oplevet en skolegang, der krævede konstant alarmberedskab, opdager du ikke engang, at det er det, der i dit hoved er normalt, og så er du afhængig af, at andre mennesker viser dig, at det kan være på en anden måde; at det kan være helt uproblematisk og ligetil.

At få lov at gøre det hele igen på sidelinjen, og se, at det også kan være rent og fint og sundt, får noget til at vokse sammen i mig, som jeg ikke engang havde forstået var slået i stykker.

Det er ikke hele tiden nemt. Heller ikke ovre i voksenland. For når man opdager, at man altid har gået på den samme sti, fordi det var den, man startede på, så er den muligvis ujævn og smadret og har verdens grimmeste udsigt – men den er velkendt, og man går den uden at tænke over det.

Nye stier skal trædes først, og det kan sgu godt være både bøvlet, rodet og trække tænder ud. Ikke mindst fordi man i begyndelsen bruger meget tid og energi på at lede efter den gamle sti, fordi man tror, at man er faret vild.

Men når man opdager, at der faktisk *er* andre måder at komme gennem skoven på; andre stier, hvor udsigten er smuk, selskabet godt, og hvor ingen af dyrene bider, så er det som om, at skuldrene sænkes og sjælen langsomt falder til ro.

Game of Thrones

Jeg har altid haft en lidt mærkværdig dualitet i min personlighed, hvor jeg på nogle områder kan være helt afsindig konform, mens jeg på andre kan være det mest autonome menneske, du nogensinde kommer til at møde.

Hyperflex ét sted, bundrigid et andet.

Den røde tråd har vi for længst opgivet at lokalisere. Der er intet system i, hvornår jeg er at finde hvor, eller hvorfor noget er vigtigt for mig, mens andet ikke er. Eksempelvis følger jeg, som den klassiske førstfødte, på mange måder den traditionelt afstukne vej – men mine børn fik jeg alene, og jeg har aldrig været i tvivl om, at de, (som de eneste i familien), ikke skulle døbes. Jeg er opdraget med selvstændig tænkning som den ultimative dyd, men *selv* her var der en korslagt arm og et enkelt ‘- men somme tider kan man måske godt følge traditionerne, selvom man ikke er enig i ALLE detaljerne?’

Sådan fungerer jeg ikke. 

Autoriteter og automatrespekt har jeg altid haft det ualmindelig svært med, så derfor var ingen mere overraskede end mig, da jeg, familiens absolut *mindst* royale får, insisterede på, at vi skulle gøre en ting ud af kroningen i søndags.

Vi fik stampet alt, hvad der kunne kravle og gå med samme efternavn sammen, jeg fik indført bobler, og sådan gik det til, at vi sad bænket foran tv’et, da Danmark fik historiens måske mest perplekse konge.

Det gik sådan set fint i starten. Jeg var mest optaget af, om kareten mon havde skudsikre ruder, hvorfor man ikke sender direkte fra statsrådet, og hvad det ville kræve at blive lagt i benlås af bagerste PET-agent til venstre.

Men da Margrethe rejste sig og med våde øjne og en stemme, der knækkede over sagde: “Gud bevare kongen” – og Frederik bukkede for hende – tudede jeg som den første.

Og da han trådte frem på balkonen, og allerede inden han åbnede munden måtte tørre øjnene, var jeg færdig. Helt og aldeles.

For det, der rørte mig inderligt, og som – for mig – trumfer både de blå slægtslinjer og historiens vingesus, er det nærmest arketypiske budskab, jeg synes, der er i det her eventyr, nemlig at du altid ender med at vinde, hvis du spiller som dig selv.

For JA, han har være akavet. Og helt urimeligt u-statsmandsagtig. Og i mange år var det eneste, der fyldte i medierne, at alt, hvad der lugtede af kors og bånd og aristokratisk selvhøjtidelighed, var strøget direkte til Sønderjylland, mens ham, der stod til at rydde bordet, ikke kunne sætte to ord efter hinanden i den rigtige rækkefølge.

Og måske har vi haft en Barbera Bertelsen på lønningslisten ift. at brande ham som folkelig, med Royal Run og fadøl og Kom Så De Hviie’ de sidste 10 år. Hvis det er tilfældet: 10.000 point og et ridderkors for indsats og klarsyn.

For det, der skinner så tydeligt igennem, er, at det muligvis har handlet om, at finde ud af, hvordan man rearrangerer udstillingen, så dét, man har, ser ud af noget, og også ligner et produkt, folk gerne vil købe – men uanset om det er alder og udvikling, eller om han har fået hjælp til at se lyset, så er slutresultatet vidunderligt autentisk.

Ingen af os er perfekte. Vi kommer alle sammen til bordet, fulde af fejl og mangler og usikkerhed – men det, der begynder at blive tydeligt for mig er, at det i andre menneskers øjne sjældent er vores fejltagelser eller indbildte ansigtstab, der definerer os eller påvirker vores troværdighed. Det er, hvordan vi vælger at håndtere dem. 

Jeg så det, da jeg arbejdede i fitnessbranchen. De instruktører, som var helt glatte og teflonbelagte, var der ingen, der havde noget imod – men der var sjældent heller nogen, der foretrak dem. For ingen kan mærke et menneske, der intet giver af sig selv.

Dem, der træder frem og står, hvor man kan se dem, med både shortcomings og styrker lagt frem, er dem, der ender med at løbe med det hele. For når du ikke forsøger at fremstå perfekt eller konstant skal huske at spille rollen som ufejlbarlig, bliver du fri til at være den, du er.

Der er intet at afsløre, og det sætter fri.

Dem, der ender med at blive udsat for granskning og mistro er dem, der insisterer på at opretholde en facade, som alle kan se dækker over noget. For det, der kommer til at fylde, når man kigger på de mennesker, er et urbehov for at finde ud af, hvad det er, de prøver at skjule. Og en vished om, at det, de skammer sig over hos sig selv, er det, de dømmer hos andre.

Derfor bliver jeg umådelig rørt over at se en konge, der bærer hjertet udenpå, og som i sin første tale beder om hjælp. For ydmyghed indgyder tryghed i en verden, hvor intet er farligere, end mennesker, der mener at vide alt.

Jeg gætter på, at tronoverdragelsen havde set helt anderledes ud, hvis det havde været Joachim, der skulle overtage kåbe og scepter, og netop derfor var det så fint og specielt at se Dronning Margrethes reaktion, synes jeg. For den var en spejling af det, han har lært hende ved at vokse ind i at være sig selv og vise, at der ikke kun er én rigtig måde at være regent på.

Folkets respekt og hengivenhed står og falder ikke med form og etikette; tværtimod kan begge dele vokse ved udsigten til en konge, der ikke længere lader til at være bange for at tage sig selv med ind ad døren, selvom han ikke helt ved, hvad der venter på den anden side. 

Det kan man gøre, når man ved, hvem man er og ikke har brug for at støtte sig til masker og rollespil for at holde balancen; når man står solidt nok på sine fødder til at kunne tilpasse sig uden at vælte. Så er man stadig genkendelig og troværdig, selvom landskabet ændrer sig, og det er der nok ingen tvivl om, at det kommer til at gøre, både bogstaveligt og i overført betydning i de årtier, som Frederik skal sejle monarkiet igennem.

Det indgyder håb for fremtiden, at vi nu endelig er et sted, hvor de selv øverst på kransekagen kan rumme indhold over indpakning. Hvor sårbarhed bliver en styrke, når den ikke gemmes væk – og hvor børn forhåbentligt aldrig igen skal holde tale for deres fædre og starte med ordene:

“Papa. Man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed.”

Innerbloom

For første gang i mange år sidder jeg med min MacBook i skødet og forsøger at finde ud af, hvor jeg skal starte årets nytårsindlæg.

Det plejer at give sig selv. I hvert fald har der den sidste håndfuld år været så massive udfordringer de enkelte år, at det har været enkeltbegivenheder, der har været toneangivende for årets tema, og det er en vild fornemmelse, at det ikke er tilfældet denne gang.

Faktisk er det nok nærmest fraværet af konkrete udfordringer, der er årets overskrift – og ikke fordi det bare har været en slentretur på en forårsdag fra januar til december, vel? Men det er livet jo aldrig. For nogen.

Men der er så meget, der er faldet på plads de sidste par år, og selvom der har været forandringer i løbet af 2023, så har de stort set alle sammen været det endelige udfald af processer, der har været i gang længe.

Anton er kommet i et skoletilbud, der er rammesat til børn som ham, hvilket giver mere overskud til os begge. Hos ham udmønter det sig konkret i, at han pludselig har båndbredde til at være til stede i hverdagen og til at bemærke verden omkring sig, og han tager læring til sig på en måde, jeg ikke tidligere har set. For mig betyder det, at jeg ikke helehelehele tiden skal være 3 skridt foran, fordi ingen rigtigt ved, hvad autisme egentlig er, og det derfor kronisk er min opgave at kigge om hjørner og spænde net ud, når jeg vurderer, at ingen andre har opdaget nødvendigheden af det.

Frida og jeg er startet op på medicin og lærer stille og roligt, hvordan vi tager højde for de benspænd ADHD kan give – men det gør en verden til forskel, at vi nu før første gang ved, hvad det er, vi forsøger at håndtere, og det giver os et sprog at tale ud fra og en ramme at sætte tingene ind i.

Samtidig har jeg i år haft meget fokus på børnenes selvhjulpenhed. Det lyder stort og forkromet, og det har det overhovedet ikke været. Det har være små, konkrete hverdagstiltag, som jeg til gengæld har stået så fast på, at man i en snæver vending kunne have brugt mig som afstiver i et middelstort, midtjysk byggeri.

At have børn som mine gør det svært at bruge deres jævnaldrende som markører for, hvad man skal mestre hvornår, og eksempelvis har søvn her været så sparsomt, at det i årevis udelukkende har handlet om at få mest muligt af det, koste hvad det måtte. Det har betydet, at jeg har haft børn i min seng 2 nætter om ugen så langt tilbage, jeg kan huske – men det fik jeg lukket ned for i foråret.

Jeg er begyndt at insistere på selv at køre i Rema, at de skal kunne være alene hjemme en time, hvis jeg skal ned at træne, og at jeg vil have lov at bade i fred, og selvom der har været lidt indledende, forundret vantro, har de efterhånden accepteret, at det er sådan, det er.

Jeg har efter bedste evne forsøgt at forklare dem, at jeg har brug for også at være min egen person; at jeg må og skal have plads til at være Linda og ikke kun Anton & Fridas Mor, for hvis ikke jeg får det, så forsvinder jeg helt. Jeg bilder mig ind, at det måske også er en hjælp for dem at se praktiseret, at man godt må insistere på at tage sin plads i verden og ikke altid sætte sig selv til sidst, men om det forholder sig sådan ved jeg faktisk ikke. Til gengæld ved jeg, at det var nu, det skulle være, hvis jeg skulle bevare mig selv som menneske – og tidspunktet var rigtigt.

Der har været så tilpas med konstant overskud, at jeg pludselig har kunne mærke mig selv igen, og dermed har det også været nemmere at se, hvad jeg har haft brug for, og hvor jeg lidt for længe har kørt på autopilot.

At starte op på regelmæssig træning accelererede processen markant, og jeg har i år fået taget hånd om nogle medicinske problemstillinger, jeg længe bare har ignoreret, fordi jeg ikke kunne overskue at forholde mig til  dem. Det føles selvpræserverende på en virkelig god måde. 

Jeg har også forholdt mig mere konkret til mænd og dating i år, end jeg har gjort længe. Det har været .. interessant. Jeg har en veninde, som mener, at min svaghed for høje, røde flag er et problem, og at det er den, der er skyld i min kynisme, når det kommer til mænd. Det vil jeg ikke afvise er tilfældet. Men efter mange og lange samtaler, hvor jeg endte med at opdage, at jeg faktisk ikke er interesseret i at være nogens kæreste, men måske stadig er ved at være klar til noget lidt mere konsekvent end tilfældige møder på tilfældige tidspunkter, bad hun mig i foråret om at prøve at oprette en profil på en dating-app – og være ærlig. Det gjorde jeg, og jeg gjorde mig voldsomt umage for at være oprigtig, men sober. Jeg fik hende endda til at læse min profiltekst igennem, inden jeg lagde den op, og det ENESTE, som kunne tolkes som ‘friskt’ var, at jeg ligeud skrev, at jeg ikke var interesseret i et forhold.

Jeg. Har. Aldrig. Oplevet. Noget. Lignende.

På under en uge modtog jeg over 300 beskeder. Jeg fik tilsendt billeder og videoer, som formentlig ville være blevet afvist på The Dark Web, jeg fik beskeder fra mænd i alle (og jeg mener virkelig A-L-L-E) aldre – mange med meget eksplicitte beskrivelser af, hvad de kunne tænke sig at gøre ved mig – og jeg fik også et enkelt tilbud om at hjælpe med at udleve en voldtægtsfantasi.

Det var lige omkring *her*, min veninde og jeg blev enige om, at jeg måske faktisk slet ikke er kynisk nok.

Shit, mand.

Men sikke dog et år. På den bedst tænkelige måde. Det har uden sammeligning været det vildeste af slagsen, jeg har haft, siden jeg fik børnene, og jeg glæder mig usigeligt til at se, hvad et oplæg som dét, kan blive startskuddet til.

Jeg håber, at I kommer godt ind i 2024, og at det må blive et år fyldt med mening, glæde og forløsning for hver eneste af jer.

Godt nytår derude. Og tak fordi I læser med.

Grænser, telefoner og dårlige beslutninger

Jeg bliver ved med at få kommentarer på Liv & Død-indlægget, samt opfølgeren her. Det lader til, at vi er mange, der lige nu tygger en del på relationer og vores måde at være i dem på. Både ift. hvad vi byder ind med, og hvad vi lader os byde.

Jeg spekulerer på, om det handler om, hvor vi er i livet, eller om det er tiden lige nu. Vi er ikke alle jævnaldrende herinde, men så vidt jeg kan vurdere ud fra kommentarer, jeg modtager, bor de fleste af os i nogenlunde samme segment.

Men noget har ændret sig efter pandemien, synes jeg. Og på én eller anden måde bliver det forstærket af den kollektive fornemmelse af, at verden brænder og af den konstante følelse af, at alt lige nu er så absurd vigtigt, at man faktisk bliver helt apatisk.

Måske er det den .. overvældelse, der kommer af dét, der gør, at vi fokuserer på de nære relationer? Fordi de er håndterbare, og fordi det er det, der er tilbage, nu hvor alt føles som om, det er i frit fald.

Samtidig medførte pandemien en langt mere skærpet sans for at vælge til og fra. Da alt lukkede ned, og man skulle definere sin nære cirkel, blev det starten på en mere bevidst måde at forholde sig til de mennesker, man er omkring, og den proces tror jeg, at mange af os stadig er farvede af.

2023 har været et vildt år i min omgangskreds. Der er sket store ændringer rundt omkring, og det er de bærende søjler, der er sunket i grus. Folk er blevet fyret og skilt, har haft affærer og har fundet kærligheden på, om ikke håbløse steder, så i hvert fald nogle bøvlede nogle af slagsen, og fordi vi har den alder, vi har, er der børn, der i farten både er faldet til ro, under bussen og af pladen.

Og når alle dele bevæger sig samtidigt, og de gør det på begge sider af bordet i en relation, så trykprøver det helt automatisk hele konstruktionen, fordi dét, der engang bandt os sammen, ikke længere er. 

For mig har opstart på medicin samtidigt betydet, at jeg har fået færre timer i døgnet, ganske enkelt fordi jeg for første gang i mit liv kan mærke, når jeg bliver træt. Både helt konkret, f.eks. sidst på dagen, men også i situationer og relationer.

Det kan der være mange grunde til, men uanset årsag, så har det for mig betydet, at jeg har været nødt til at forholde mig til, at jeg ikke er den, jeg var for et år siden – og ej heller har den tid til rådighed, som jeg havde dengang.

Jeg har altid været en mærkelig blanding af pragmatisk og kompromisløs, men på begge sider af dét paradoks, har det været vigtigt for mig at være tro mod mine egne værdier. Det er lidt noget bøvl at skulle redefinere sig selv i forhold til andre mennesker, mens man stadig er en del af både cirkler og kredse, men den pludselige evne til at mærke, hvad jeg føler, tvinger mig også til at forholde mig til, hvad jeg så stiller op med de følelser.

Derfor har der været 3 sætninger, jeg har været nødt til at minde mig selv om mange, mange gange over de sidste 12 måneder:

1.

Folk har ret til at træffe dårlige beslutninger.

Det er irriterende. Men det er også virkeligheden. Og når jeg husker det, husker jeg også, at det er ok ikke altid at stemple HELT ind og forholde mig til det, jeg bliver præsenteret for, for dén proces kræver 110% nærvær og opmærksomhed på detaljerne. Det er der nogle situationer, der kræver, hvis man vil have lov at smykke sig med titlen ‘Ven’ – men vi ved også alle sammen, at der er situationer, hvor det ikke gør den fjerneste forskel, hvad du byder ind med. Du kan trække hesten til truget, men du kan ikke tvinge den til at drikke, og det sidste år har været én lang øvelse i at vurdere, hvornår jeg skal pege truget ud, og hvornår jeg skal lade hesten stryge afsted over prærien, fordi den faktisk godt ved, hvor det står, men vælger at ignorere det.

(Det er i øvrigt relativt ofte mig, der er hesten).

2.

Alle relationer skal ikke kunne rumme og bære alt.

Her er vi tilbage ved sofa-metaforen; at de mennesker, der i overført betydning står i entreen, ikke har hverken brug for eller ønske om at blive inviteret ind i alle dele af privatlivet. Den tanke er egentlig ikke ny. Men det, der for mig ER nyt, er, at det jo også somme tider er MIG, der står i entreen. Og med dén indsigt er opstået en lavere barre ift. hvad jeg synes, jeg skal stille op til og indkaldes som problemknuser på. 

3.

En telefon, der ringer, er en invitation til en samtale, som man ikke er forpligtet til at takke ja til.

Og det er jo ikke fordi jeg læner mig op ad en helgenkåring, vel? Men jeg kan pludselig mærke, når jeg faktisk ikke lige kan overskue en samtale, fordi jeg er blæsende overstimuleret, (f.eks. af en lang dag på arbejde) – og det er nyt. Det betyder, at jeg nu på forhånd kan vurdere, om jeg har lyst til at overtrække kontoen, men det er stadig svært for mig at skille ad, om det er relationen eller den samtale, der bliver lagt i skødet på mig, jeg reagerer på.

Jeg elsker, når jeg kan få lov at hjælpe folk med at kurskorrigere ift. noget, de er på vej ud i, fordi jeg kan tilbyde perspektiver, de måske ikke selv er opmærksomme på.

Jeg vil også umådeligt gerne stille min surt optjente erfaring til rådighed, så andre ikke skal brænde ud på at begå de samme fejl, som jeg har begået.

Men jeg kan for første gang i mit liv også mærke, at der er områder og relationer, jeg har lyst til at slippe, når jeg selv er færdig med dem, og synes, jeg har givet, hvad jeg har; f.eks. fordi jeg selv er videre, og den erfaring, jeg kan byde ind med, vedrører problemer, jeg ikke længere har inde på livet, eller hvis jeg er ved at drukne i vrede detaljer om noget, vi ikke længere har til fælles.

Og det skal ikke forståes sådan, at jeg synes, at ven- og bekendtskaber skal være bytte-bytte købmand, hvor vi nidkært afregner på øren. Men det er da en overvejelse værd, om den tid, vi kan finde mellem børn og job og skolefodbold, skal bruges på, at man hver gang der laves aftaler bare er indkaldt som en slags publikum til en monolog om en åndssvag eksmand. 

Eller om man i en løs, romantisk forbindelse er forpligtet til at agere sparring på dumme chefer og 7/7-aftaler, når man kun har mellemtimer og forlængede frokostpauser at gøre med.

Man må godt forvente af en relation, at det er givende for begge parter, synes jeg. Der skal være plads til, at det somme tider er den ene, og somme den anden, der har brug for at være i centrum, men den er helt grundlæggende nødt til at bygge på et gensidigt ønske om, at vi både kan og gerne vil være noget for hinanden.

Det lader til at være indlysende for andre mennesker. Det ser endda ud som om, at det for mange sker helt automatisk, og ikke engang er noget, de behøver at tænke over at navigere i.

Ikke for mig. For mig kræver det opmærksomhed og fokus at huske, at man ikke behøver indgå i en relation, fordi man er ønsket, og mit hoved er nogle dage ved at eksplodere af tanker – og af at forsøge at navigere og sortere i alt det, jeg har opfattet som naturligt og sandt hele mit liv. 

Men jeg begynder langsomt at forstå vigtigheden af ikke altid at være til rådighed for alle til alt, og at grænsesætning også somme tider kan være noget så lavpraktisk og nemt som at undlade at besvare en ringende telefon.

Maybe she’s just not that into you

Det sker ofte, at de indlæg, jeg skriver herinde, bliver springbræt for samtaler, jeg har med mine venner ude i det virkelige liv, og ét af dem, der de sidste uger har fyldt, er Liv & Død, som jeg skrev for en måned siden. 

Jeg oplever, at det over årene er blevet sværere at skrive om de ting, der rører sig helt inde på det personlige felt. Ikke fordi jeg har berøringsangst eller er hyper privat, men faktisk mere fordi, jeg er bange for, at nogle af de mennesker, jeg kender og holder af, skal læse det og tro, at det er en slet skjult hentydning til dem. Jeg ville selv synes, at det var en super røvet måde at blive opmærksom på gnidninger i en relation på, og fordi jeg ikke altid selv er så god til at opdage, at noget kan tolkes på flere måder, er det derfor en type indlæg, jeg over tid er kommet til at fase lidt ud. 

Der kan også være specifikke emner, jeg selv får det gradvist mere ambivalent med. Eksempelvis kan jeg mærke, at det begynder at føles lidt dobbelt at skrive om livet med ADHD. For på den ene side vil jeg virkelig gerne være med til at synliggøre, hvordan den kan være noget rigtig bøvl – også for mennesker, der på overfladen ser ud til at have mere end gennemsnitligt tjek på tingene.

Omvendt kan jeg også se, at det kan fungere som en slags uhensigtismæssig opskrift for dem, der af den ene eller den anden grund synes, at det er en diagnose, som er eftertragtelig at få. Det  føles meget dobbelt, synes jeg.

For på den ene side tror jeg, at der er *rigtig* mange, der uvidende går rundt med neurobøvl, og for mig er det en interessant tanke, hvordan det ville påvirke statistikken for selvskade, spiseforstyrrelser, misbrug osv., hvis man, sammen med høre- og synstest i børnehaven, screenede for ADHD og autisme.

På den anden side kan jeg også godt se, at det er en diagnose, der får bedre PR og virker mere sexet end f.eks. borderline, fobi eller OCD. For man ser ikke ret mange artikler, hvor fremtrædende mennesker ‘står frem’ med de diagnoser, og hvor vi skal snakke om, hvordan det i *virkeligheden* er en superkraft. Det får en smule karakter af humblebrag og Misforstået Krea-røv, som jeg har det svært med, for det er ikke alle forundt at drible afsted i en autocamper og i ophøjet ensomhed skrive en bog om alt det fantastiske ved at køre på kronisk, mentalt bredbånd (Manu Sareen, jeg kigger på dig) – eller som tilfældigvis er født ind i en social kaste, der gør hele forskellen på at ende som et forslået, men helt menneske med vilde historier i bagagen og ituslået, forgældet narkoman.

Med alt det vil jeg egentlig bare sige, at der kan være indlæg, som det kribler i fingrene for at skrive, men som jeg stadig fravælger, enten fordi jeg ikke selv kan finde ud af, hvor jeg står, eller af hensyn til de mennesker, jeg har omkring mig.

Men somme tider bliver det, jeg egentlig er lidt loren ved at udgive, noget af det, der bagefter giver de mest indsigtsfulde og udbytterige samtaler, og sådan ét blev Liv & Død. For siden jeg skrev det, har vi talt meget om uskrevne regler i relationer, både helt generelt, men også mere specifikt i de tilfælde, hvor man kan komme til at føle sig en lille smule jaget. 

For måske er det faktisk slet ikke den ikke-opsøgende, der er egoistisk, når vedkommende efter mange forsøg på at regulere en relation, ender med at være direkte afvisende: Måske er det faktisk den, der insisterer på at holde fast, flere forsøg på at løsne grebet til trods?

Jeg synes, man kender det fra dating-livet og de gange, hvor man er gået hjem med fornemmelsen at være villet; ikke for den man er, men for de muligheder, man repræsenterer. Hvor det kan være svært at sætte fingeren på, præcis hvad det er, der føles off, men hvor det på bagkant går op for én, at man her kunne have være hvem som helst. Den, du sidder overfor, mangler en spiller for at nå i mål med den fremtid, han ønsker sig, og for ham er det (næsten) underordnet, hvem han trækker trøjen over hovedet på.

Det er de fleste enige om, at vi ikke skal, for det er dømt til at gå galt. Ingen vil vælges til for de fødedygtige hofter eller den potentielle indkomst (og ingen tænker det så konkret, det ved jeg godt) – men i relationer, der ikke hører til parforholds-genren, så er vi – jeg – tilbøjelig til at ignorere, når vi ser den samme mekanisme optræde.

Indlægget har skabt mange gode samtaler om lige præcis dét. For i de eksempler vi har vendt IRL, bliver de sociale spilleregler siddet helt overhørigt. Jeg ved bedre end de fleste, at det ikke altid er et valg – men det, jeg begynder at tænke over, er, om der alligevel foregår en eller anden grad af aktiv, bevidst  øjenlukning for, at noget i relationen er skævt. 

For det er jo også et valg. Ligesom det er, hvis du bliver ved med at se en fyr, du kun hører fra, når han er i byen og kl. 03.17 sender en ‘U up?’

Du kender også godt dine egne motiver, hvis du kun tænker over at skrive til en person, når du keder dig eller savner opmærksomhed.

Men hvorfor er det, at vi undlader at forholde os til, at de samme regler vel også gælder, når vi taler om mennesker, vi ikke knalder eller vil beundres af?

For ingen mener vel oprigtigt, at vi skal gifte os med nogen, der er fuldstændig ligeglade med, hvem vi er, og som gladeligt ville have giftet sig med enhver anden, der havde meldt sig til jobbet?

Derfor er det sært, at vi er tilbøjelige til at forvente det, både af hinanden, af vores børn og af os selv, når det er venne-arenaen, vi befinder os på. For i virkeligheden er det jo ligeså urimeligt at forvente venskab som kærlighed, hvis du ikke forholder dig til, hvad den, du beder om at indgå i relationen, gerne vil.

Måske handler det om, at venskab arbejder over et større spektrum, end kærlighedsrelationer gør. Det er svært at sætte fingeren på, hvornår en kollega bliver en god bekendt, og hvornår en god bekendt er blevet en ven. Og fordi det er tilfældet kan det jo være svært at vurdere, om man har nålen til at pege to forskellige steder hen på skiven.

Men det var en ny tanke for mig, at det, jeg hidtil har opfattet som egoisme hos mig selv, måske faktisk ikke bor hos mig, men hos den, der bevidst vælger at overse den manglende balance og kompatibilitet for at tage noget, vedkommende gerne vil have – men egentlig ikke er blevet tilbudt.

More than a feeling

Det er snart et år siden, jeg fik min adhd-diagnose og startede op på medicin. En af jer skrev i kommentarfeltet, at det tager cirka et år at lande i, fordi man dels skal sætte sig selv og sin livshistorie ind i en helt ny kontekst, samtidig med, at man løbende pludselig forstår nogle ting, der aldrig har givet mening før. 

For mig har diagnosen også medført en lang sorteringsproces, hvor jeg – stadig – arbejder på at skille ad, hvad der er personlighed, valg og dårlige vaner, og hvad der er neurodivergens, maskering og copingstrategier.

Endelig har der faktisk også for mig været en form for mæthed omkring det, som jeg har skulle finde ud af at placere. Jeg har stået med udredning og diagnoser til op over begge ører i 4 år, og kan mærke et voksende behov for, at en cigar også sommetider bare kan være en cigar.

Samtidig ruller livet jo videre med alt, hvad det indebærer, og som jeg vist også har skrevet lidt om før, så går det, i takt med, at jeg bliver ældre, mere og mere op for mig, at man er work in progress fra vugge til grav. Det slog mig, fordi jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at skrive det her indlæg, og først tænkte, at ‘det har jeg skrevet om før’. Men det er netop det, der faktisk er pointen: At selv processer, som jeg troede, jeg havde fået styr på, bliver ved med at vende tilbage med nye vinkler og udfordringer, og tilbud om yderligere arbejde og udvikling.

I virkeligheden er vi nok bare en slags avancerede Appleprodukter, der livet igennem har brug for at opdatere vores styresystemer og programmer, så vi får bugfixet og tilpasset vores programmer til nye versioner af virkeligheden.

Lige nu tænker jeg meget over, at man har ret til at have det, som man har det.

Det ser så banalt ud, når man skriver det, men jeg bemærker hos mig selv en kontinuerlig forventning om, at mine følelser skal være logiske; at de skal kunne forsvares og forklares på en måde, der får dem til at give mening for andre.

Den forventning får mig somme tider til at undlade at reagere, når jeg kan mærke, at noget føles forkert, fordi jeg først bruger en masse kræfter på at prøve at analysere og forstå. Og så taber man momentum, fordi man kommer forbi det punkt, hvor reaktionen er ren og umiddelbar, og i stedet får den fedtet ind i efterrationalisering og flokdyrsadfærd.

Det tankespor er ikke nyt for mig. Det er kendt landskab, og jeg har været her før. 

Men det nye er, at jeg pludselig har fået en forklaring på, hvorfor mine reaktioner somme tider er anderledes end andres.

For der er vitterligt nogle interaktioner, jeg ikke forstår. Som smuldrer mellem fingrene på mig, uden at jeg nogensinde forstår hvorfor.

Jeg har lært, at én af mine copingmekanismer er at forsøge at spejle dem, jeg er sammen med, ved at afkode deres sindsstemning, deres nonverbale signaler og lave en slags lynanalyse af mulige bevæggrunde, baseret på min viden om deres personlighed, præferencer og valg. I forbindelse med min udredning, scorede jeg på IQ-testen voldsomt højt på spatial begavelse, hvilket hjælper mig i de her situationer, fordi det ofte gør det muligt for mig at se mønstre og sammenhænge i det bombardement af informationer, der smadrer ufiltreret gennem mit alt for groftmaskede social-net. Det er én af de superkræfter, ADHD giver, som jeg ikke gider læse mere om, for de glemmer altid at skrive, hvor helt afsindigt udmattende det er.

Men i al den databearbejdning er det svært at fokusere på mine egne følelser; at isolere dem længe nok til at kunne genkende og forstå dem – og reagere i overenesstemmelse med dem.

Derfor har jeg haft et livslangt mønster med bare at gå. Fra mænd, fra venner og fra samarbejdsrelationer. For når man ikke kan høre, hvad man føler, før ubehaget, usikkerheden eller vreden bliver så øredøvende, at den ikke længere kan ignoreres, så er vi forbi det punkt, hvor relationen kan repareres.

Sådan gider jeg faktisk ikke, at det skal være. Ikke længere. Ikke nu, hvor jeg pludselig begynder at forstå. 

Så jeg øver mig i at lukke støj ude, og prøve at rette fokus indad.

Jeg øver mig i at kommunikere. At være ærlig omkring, hvordan jeg har det. Det synes jeg egentlig aldrig, at jeg har haft svært ved, men jeg kan godt se, at det nok kun er indtil der er noget på spil, eller jeg står overfor mennesker, jeg ikke kender 100%. Når dét sker, bruger jeg al ledig kapacitet på at afkode og forstå, og så glemmer jeg at forholde mig til mine egne følelser, og lade dem være, hvad de er.

Irrationelle. Store. Bøvlede. Ulogiske.

Jeg øver mig i ikke at lukke ned, og jeg øver mig i at blive stående.

Det går sgu ikke lige godt hele tiden. Det skal jeg være den første til at indrømme. Men de mønstre, jeg har, har jeg brugt 46 år på at lære og integrere, og det tager tid at omstille sig; at være ny og at starte forfra.

Så. Jeg øver mig i at huske, at man har ret til at have det, som man har det.

Og når det er svært – og det er det – så minder jeg mig selv om et citat, jeg læste for snart længe siden:

(Artwork by Mike Gianna)

Liv & død

Der er en mærkelig energi i luften for tiden. Jeg har hele tiden en oplevelse af, at der både ikke sker noget som helst, og samtidigt, at de tektoniske plader forskyder sig, så hele landskabet ændres fundamentalt.

Nytåret begynder at flimre i horisonten, og selvom det er tidligt – og også tidligere, end jeg plejer at begynde at gøre status – er der alligevel sket så meget de sidste 10 måneder, at det er svært ikke at forsøge at sortere det i tema og udvikling.

Den gryde står og bobler bagerst på komfuret, og det bliver noget, jeg skriver mig ned i senere, men måske fordi den allerede trækker en smule af mit fokus, er det svært ikke at skele lidt til det, der lader til at være ét af fokuspunkterne i år, nemlig at revurdere mit syn på, hvor man stiller op, og hvor man må lade andre mennesker gå vejen uden at tilbyde sin støtte.

Det falder mig svært. Helt grundlæggende. Jeg synes ikke, at nogen skal gå på mørke stier alene, og noget af det, jeg ville være allermest ked af at blive stemplet som, er berøringsangst. Kombineret med min oprigtige nysgerrighed på, hvordan verden ser ud, når man betragter den gennem andre øjne, og en endeløs fascination af, hvor forskelligt, livet kan gribes an, ender jeg ofte i gode, dybe samtaler med alle mulige mennesker; også dem, jeg ikke umiddelbart har en relation til. 

Men over det sidste år er det blevet tydeligere for mig, at den måde at være i verden på, kan virke meget dragende på mennesker, der mangler nogen eller noget i deres liv.

Det er en meget splittet fornemmelse. For på den ene side synes jeg faktisk, at det forpligter at være sådan én som mig, der er velsignet med et stærkt netværk; som har mennesker omkring mig, der aldrig har ladet mig tvivle på deres tiltro og støtte, og som jeg ved, at jeg kan vende mig imod, hvis jeg har brug for det. Det har jeg ikke selv gjort noget for at gøre mig fortjent til – det er tilfældigheder, skæbne og held, der har ladet mig falde ned, lige her, lige nu. 

På samme måde er det meget ofte ganske uforskyldt, at man er landet et sted, hvor man ikke har nogen at læne sig op ad, hverken for at få hjælp, ros eller støtte.

I mit arbejdsliv synes jeg, at det er relativt nemt at navigere i. Som tolk er jeg upartisk og neutral – men der er en gråzone, hvor man etisk kan gå et par skridt i begge retninger og stadig sove om natten. Jeg har holdt mere end én hånd på hospitaler og i kirker, ligesom jeg også har ageret både plankeværk og stillads i situationer, hvor det var mig eller ingen, eller hvor magtfordelingen var så skæv, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene, hvis ikke jeg havde filet på etikken. Man er, trods alt, menneske, før man er sit fag, og så længe man hører alarmklokkerne, når de går, kan det godt forsvares at bevæge sig ud, hvor alting ikke er simpelt, sorteret og opdelt i klare nuancer af sort og hvidt, synes jeg.

Privat har jeg også oplevet det som nogenlunde nemt at huske, at de mennesker, der har allermest brug for krykker, er dem, der slår sig mest, hvis du lover at være der, for så at brillere med dit fravær, når de griber ud efter din hånd.

Dem forsøger jeg at møde med teflonbelagt empati, så jeg gør, hvad jeg kan for støtte neutralt i det omfang, jeg kan tilbyde, men uden at blive personligt involveret.

Jeg har kunne navigere i det, så længe det udelukkende har været i mit arbejdsliv, jeg har mødt de her mennesker, eller der har været tale om nogen, som jeg ikke har en konkret, blivende relation til. 

Men nu har den ene af mine naboer, som er 3 år ældre end mig, fået 6-12 måneder tilbage at leve i.

Det har hele tiden været en relation, hvor det har været tydeligt, at det er mig, der er heldig med netværk, støtte og livsbetingelser. Og alle parter har gjort sig umage for at pleje det gode naboskab, efter den skæve start vi fik, da de flyttede ind. Der vandrer lagkage over hækken efter fødselsdage, vi hjælper hinanden med småting i haven, og vi kommer ind og beundrer, når der laves nye køkkener eller børneværelser.

Fordi jeg godt ved, at det er mig, der har fået flest esser på hånden, har jeg gjort, hvad jeg kunne for at hjælpe, når de har modtaget breve fra offentlige instanser, som de ikke forstod, og jeg har renset dialyseanlæg og hjulpet med støttestrømper og øjendråber hos familiemedlemmer, de har hevet ind for at hjælpe med hunden, når de pludselig er blevet indlagte.

Men med en pistol for panden ville de ikke kunne fortælle, hvad jeg laver, når jeg går på arbejde. Eller hvor gamle børnene er. De ANER ikke, hvad jeg laver i fritiden, eller at jeg har boet i Aarhus. Og skal de det? Næh. Det har jeg ikke noget behov for. Men det giver en indikation af balancen i relationen, og det er dér, der er noget, der har ændret sig for mig i år.

For i år er det første år, jeg har haft, siden jeg fik Frida, hvor der har været en følelse af kontinuerligt overskud i mit liv. Ikke bare den slags øjebliks-overskud, man kan opleve, når man har afviklet en kæmpe opgave på arbejde, eller man er på barsel, og babyen sover til middag to dage i træk. Men et vedvarende overskud, der er stabilt nok til, at jeg faktisk kan bruge det til noget. 

Det har ledt til mange overvejelser og indsigter. Noget af det, jeg troede, jeg gerne ville, vil jeg slet ikke alligvel. Nogle ting, som jeg egentlig havde opgivet, er pludselig mulige igen. Pausen fra mine ønsker, drømme og behov har været så lang, at intet er mejslet i sten, og alt er smidt op i luften. Det, jeg vælger at sluse ind, skal være meningsfuldt nok til at forsvare pladsen, det optager, og de overvejelser gør, at jeg sætter umådelig pris på det, jeg pludselig kan og tilvælger igen. 

Derfor har jeg brugt ret meget kapacitet på at forholde mig til, om man gerne må melde pas på at stille op for mennesker, der har fået at vide, at de skal dø.

For de vil gerne bruge mig, det er tydeligt. De ringer, de kommer ind, de skriver. Og min default-reaktion er at være tilgængelig. 

Men det tror jeg ikke, at jeg skal. Faktisk. Ikke nu. Ikke her. 

For hvor jeg uendeligt gerne vil gøre Det Rigtige, så kan jeg mærke, at det her ikke handler om, at jeg er mig. Det gjorde det, da Lene fik en svulst i hjernen, som endte med at slå hende ihjel. Der spillede jeg en rolle, fordi jeg var mig; Lenes veninde.

Det er ikke det, det handler om her. Her handler det om, at der mangler netværk og filter. Uanset hvem, de havde haft på den anden side af væggen, ville de have vendt sig imod dem, fordi de ikke har andre.

Jeg har brugt en god håndfuld nætter på at tænke igennem, hvad den rigtige løsning er. For jeg er ikke lavet af sten, og jeg vil gerne tale med dem, som jeg hele tiden har gjort.

Men jeg er nået frem til, at jeg ikke vil foregive et venskab, der ikke eksisterer og aldrig har gjort det. Heller ikke selvom det somme tider føles forkert at glide af på opkald, insisterende venten i indkørslen og forsøg på at opstarte lange, svære samtaler hen over hækken.

Der er nødt til at stå lidt på kontoen. Både, så du har, hvis nogle af dem tæt på får brug for det – men også til dig selv.

For det slog mig i nat, at man godt kan komme til at glemme at leve sit eget liv, hvis man altid lader sig hverve til at hjælpe andre med at leve deres.

Trust Fall

De sidste uger har jeg tænkt meget på, at jeg pludselig forstår, hvorfor et af de vigtigste redskaber for obskure kulter og voldelige partnere, er isolation.

For da jeg startede med at lægge brevene fra Esbjerg Kommune op, var det egentlig i første omgang bare fordi, jeg havde modtaget et par forespørgsler på det bagom.

Jeg kender ikke alle jer, der læser med derude, og det tager i dag 0.21 sekunder at oprette en falsk mailadresse. Jeg kan i bloggens maskinrum se, hvilke ip-adresser, kommentarer kommer fra, men den oplysning er ubrugelig, fordi du ikke som privatperson kan se, hvem den tilhører. Det, det dog *kan* bruges til er, at jeg på den måde kan se, om kommentarer fra forskellige mailadresser kommer fra samme ip-adresse; det kan være rart, hvis jeg får nogle af de mere kradse. Det er, trods alt, betryggende, at der kun sidder én kugle derude, og ikke en helt håndfuld. 

Det betyder, at jeg reelt ikke ved, om et ønske som det her kommer fra andre forældre, der er ved at blive mast af systemet (eller overvejer at flytte til Esbjerg Kommune), eller om det kommer fra fagpersoner, med intentioner, jeg ikke kender til. I nogle af de fb-grupper, jeg er med i, kan jeg se, at folk jævnligt fortæller om sagsbehandlere, der læser med – hvilket de jo kun kan, hvis de er medlem af grupperne. Det kan der være legitime grunde til – og det er jo så et spørgsmål om, om man er bedre klædt på til at arbejde med ND-familier, hvis man kender det hjemmefra, eller om man er inhabil ift. borgere, man er i facebookgruppe med. Kan man blokke viden ud, man har fået, fordi man har fået den i fritiden? Jeg ved det ikke. Men der har, desværre, været sager nok i medierne om mennesker, der bliver straffet for opslag og kommentarer på sociale medier til, at muligheden for, at man bliver iagttaget, ikke kun er teoretisk.

Derfor tænker jeg mig altid om en ekstra gang, når jeg bliver spurgt til noget, hvor interessen i svaret måske ikke udelukkende udspringer af gode intentioner. Da jeg for et par år siden holdt åben spørgerunde, fik jeg påfaldende mange spørgsmål til, om jeg havde en kæreste og, hvis ja, hvordan, hvor meget og hvornår. Og det kan være HELT tilfældigt; lige den del af mit liv er jeg super privat med, og det har jeg alle dage været – men spørgsmålene var detaljerede nok til, at tanken om, om de kom fra nogen, der var interesseret i min status som enlig forsørger: O Ja O Nej strejfede mig.

Men uanset hvordan jeg vendte og drejede det her, så kunne jeg ikke se, at jeg havde noget at tabe. Det er mig mod Systemet, og de har smidt alt, hvad de har, i hovedet på mig, så der er ikke mere tilbage at skyde med. (Famous last words…) Og helt lavpraktisk har jeg flere gange undervejs ønsket, at jeg havde kendt lidt mere til andres forløb, og havde set, hvordan DE kommunikerer med The Overlords. Derfor nåede jeg frem til, at andre derude, om ikke andet, måske bliver bare en smule bedre klædt på til kampen ved at læse om nogle af de fejl, jeg har begået og de ting, jeg ville ønske, jeg havde insisteret på eller gjort anderledes – tidligere.

Sagt med andre ord havde jeg faktisk ikke forventet, at der ville være noget i det til mig; for mig var det bare at dele noget tekst, som jeg selv – stadig – har svært ved at tro, kommer fra et system, jeg selv er med til at finansiere.

Men.

Jeg har ikke på noget tidspunkt i det her forløb grædt så meget, som jeg har gjort efter at have lagt de her breve op og fået jeres kommentarer til dem. 

Vi er forskellige herinde, og vi er ikke altid enige om alt, men I er stadig en massiv og værdifuld klangbund ift. den ordentlighed, jeg selv prøver at praktisere og efterleve som menneske. Vores holdninger kan være forskellige, men vores livsværdier og verdenssyn har mange ting til fælles, og jeg. kan. ikke forklare, hvor forløsende det har været at opleve jeres indignation og vantro, når jeg selv er nået til et punkt, hvor jeg for længst har vænnet mig til at blive talt sådan til og behandlet på den måde.

Raseriet og uviljen mod at bøje mig, blot fordi andre mennesker siger, jeg skal, har jeg altid haft, og det, der for år tilbage startede som ulmende gløder, har for længst forvandlet sig til et frådende inferno af ild. Jeg vil hellere smides på bålet end at overgive mig nu; no retreat, no surrender. 

Men det er første gang, jeg oplever at blive strøget over håret og få at vide, at det her er præcis så urimeligt, uværdigt og umyndiggørende, som jeg selv har oplevelsen af.

Det får noget i mig til at løsne sig. Noget, der var faretruende tæt på at hærde og sætte sig fast.

Det får mig til at huske, at for hver eneste modstander, du står overfor, står der altid medspillere bag dig, som måske ikke kan tage kampen for dig, men som kan få dig til at føle dig lidt mindre alene.

Man er en del af et hele, af en gruppe, af et system. Et, der udgøres af alt det modsatte af dét, der staves med stort. 

Det havde jeg næsten glemt.

Tak for at hjælpe mig med at komme i tanke om det igen.

Hverdag, vrede og vidundere

Først og fremmest: TAK for alle jeres gode og inspirerende indspark på sidste uges M2023-indlæg. Jeg har selv bogmærket det, for det er tæt på at være efterårets samlede madplan, der er lagt for fødderne af mig. Det er meget værdsat, og jeg håber, at I også har fået et par nye ideer.

Og ellers? Tja. Så synes jeg, at jeg går lidt rundt i en osteklokke for tiden. I sidste uge talte jeg med en veninde, der gerne ville have sine piger med ud at sejle, og da jeg spurgte, hvorfor de så ikke bare tog afsted, gik der lige 2 lange sekunder, før hun svarede: “.. altså, fordi de går i skole, jo?” Og det gør de sgu da bare. Det gør mine jo sådan set også. Men en kombination af, at vejret er sommerligt, og at jeg her på mit 2. år som selvstændig har ramt sensommeren på en HELT anden måde, end jeg gjorde sidste år, gør, at det ikke føles som om, verden er gået rigtigt i gang igen.

Men det er den, og jeg løber stærkt. Det er umådelig værdsat, og ad alle mulige omveje er der pludselig landet en solid håndfuld opgaver og nye samarbejdsmuligheder på mit bord. Jeg elsker det. Det er SÅ FEDT at være tvunget til nærlæse plantegningerne på det fag, jeg har været i 22 år, og den bredspektrede forståelse, det giver, har kun fået mig til at elske mit job højere.

Det giver noget ekstra arbejde, fordi der pludselig skal indhentes alt muligt fra alle afkroge af riget, og kradses lidt i noget lovstof hist og pist, men tilfredsstillelsen ved at have hænderne på rattet fra idéfase til eksekvering, er større, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

Ud over arbejde sker der selvfølgelig også alt muligt andet. Livet, vel egentlig bare. Nogle dage står jeg op i tryg forvisning om, at jeg har god tid – for så klokken 19.30 at være nødt til at tappe ud med hår, der stritter i alle retninger og en inderlig trang til vin.

Som f.eks. i går, hvor jeg faktisk ikke havde så meget på tapetet. Men så skulle jeg tolke et sted, hvor der kun kunne vrides en kvart pind ud af signalet – og fordi #mandag VÆLTEDE det ind med mails, kunne jeg konstatere, da jeg kørte derfra, og min telefon lød som en geigertæller i maskinrummet på Tjernobyl. Det er i de situationer, det går op for mig, hvor meget, jeg normalt når at svare på, indhente og orientere mig om i løbet af en dag, for JA, der var meget at gå i gang med, da jeg landede i sofaen i aftes.

Samtidig brokkede min bil sig søndag over manglende dæktryk, hvilket jeg i første omgang ignorerede, fordi det altid sker, når det pludselig bliver varmt. Men den var insisterende, og egentlig havde jeg besluttet, at jeg bare ville svinge ind forbi min mekaniker, når jeg ramte Esbjerg på vej hjem fra job mandag. Men så kørte jeg LIGE forbi et værksted, og tænkte, at det måske var nemmere bare at få det gjort med det samme. Og da den søde, lokale mekaniker kiggede op over køleren på min bil og tydeligt rystet sagde: “Ja, jeg kan ikke give dig lov til at køre herfra på det her, det er helt sikkert!” var jeg glad for, at jeg gjorde det. For dækket var så mørt, at der var slidt hul i den yderste membran. Hvorfor det ikke er eksploderet, står hen i det uvisse, for det burde det være, men heldet følger tydeligvis en bestemt kategori af mennesker, som min bedstefar altid siger til mig. For helvede, mand. Når jeg tænker på, hvor mange kilometer, jeg kører på motorvej hver eneste uge, og hvor galt, det kunne være gået, får jeg ondt i maven. 

I går bød også på et opkald fra Familieafdelingen i Esbjerg Kommune, som er den, jeg har klaget over. Jeg har dels klaget over selve afgørelsen og dels over sagsgangen, og jeg har været gavmild med eksemplerne.

Hende, der ringede, var en anden sagsbehandler, som gerne ville ‘tilbyde mig et møde’ med to ledere og hende om sagsgangen, (“ikke afgørelsen. Den behandler vi særskilt”), fordi det ofte var “nemmere at mødes face to face end at få et skriftligt svar”. Jeg spurgte, helt oprigtigt undrende og uden det mindste forsøg på at være sarkastisk, hvad jeg skulle have ud af det?

De ville gerne ‘forklare hvorfor det uheldigvis havde taget lidt lang tid’ med min sag.

“Men hvad er det, I forestiller jer, at I kan sige, som vil gøre en forskel for mig? Uanset hvad I hiver frem af forklaringer, har det taget jer lige knap et år at træffe en afgørelse. Som jeg har rykket for et tocifret antal gange. Det er ikke som sådan hverken relevant eller interessant for mig at høre hvorfor. Det ændrer jo ingenting?”

Så blev hun lidt kort for hovedet. Det var bare et tilbud, jo. Som jeg helt selv bestemte, om jeg ville tage imod. 

Jeg udbad mig betænkningstid til i dag, og vi aftalte, at jeg skulle ringe besked til hende i formiddag.

Jeg brugte mange timer på at tænke igennem, om jeg er interesseret. Om det overhovedet giver mening. For jeg er for vred til at ville komme dem i møde, og jeg har ikke mere forståelse at udvise for deres situation, når den vej er så ensrettet, som den tydeligvis er. Jeg synes normalt, at man skal huske, at alle gør, hvad de kan, under de betingelser, de er underlagt, men jeg er forbi både forståelse, tilgivelse og syndsforladelse her. Jeg vil ikke tvinges til, oveni min afmagt og oplevelse af at føle mig *helt* alene i kampen, også at skulle rumme og imødekomme.

Men.

Så kom jeg til at tænke over hendes formulering om, at det var nemmere med et møde end med et skriftligt svar. Og jeg kom til at spekulere på, hvorfor hun ringede i stedet for at skrive. OG jeg kom til at tænke på, hvordan det kommer til at påvirke min sag, hvis jeg afslår.

For uden at der skal gå sølvhjelm i den, så stoler jeg 0% på Systemet. Som udgøres af de mennesker, der sidder i det.

Det handler ikke om forsmåethed eller sårede følelser; det er et assessment, der udelukkende bygger på, hvad Systemet har insisteret på at bevise overfor mig igen og igen og igen og igen.

Så jeg har besluttet at tage mødet – men med en bisidder. Jeg har et par stykker i tankerne, der alle har paragraffer og Karnov til op over tænderne, men for at kunne hive dem ind, skal jeg jo have en dato. 

Derfor ringede jeg, som aftalt, tilbage til hende i dag.

Og ingen er vel den mindste smule overraskede over, at hun ikke tog telefonen, de tre (3) gange, jeg prøvede at ringe i det tidsrum, hun selv udstak i går.

Som serviceinfo kan jeg oplyse, at jeg kommer til at gå til valg på, at vi brænder hele svineriet ned til grunden og starter forfra. Det kan UMULIGT blive dårligere, end det er nu. 

Så det er der, vi er. Med defekte dæk, formidable jobs og moderat paranoia.

Men på plussiden sidder jeg i en forhal og skriver det her, mens børnene er til svømning, for vi har har ramt den milepæl, hvor de selv kan klæde om, være på holdet, bade og komme ud igen.

Så selvom natten er mørk og fuld af rædsler, så lysner det samtidig i øst på nogle ret afgørende områder, og på bundlinjen af det helt store regnestykke, er vi, trods alt og heldigvis, stadigvæk i plus.

Hverdag og nej tak

Vi er i gang igen, og som altid er de første uger som at få tæsk med en stol. Jeg elsker hverdagen, og jeg har glædet mig til det hele ruller, og der er Rutiner & Plejer at læne sig ind i, men jeg glemmer altid, hvor massivt det er, når møder og Aula og titusinde lavpraktiske gøremål skal skydes i gang samtidigt.

Dertil kommer, at alt, hvad der hedder specialtandpleje, psykiatri og medicinkontrol har givet os tider i den her uge, OG at jeg på arbejdsfronten har 2 af de opgaver, der fylder mere i hjertet end i hænderne.

Esbjerg Kommune har også forkælet mig i indboksen – hvilket jeg, ret skal være ret, selv har bedt om.

I forrige uge gav jeg Familieafdelingen besked om, at jeg tirsdag kl 13 (i sidste uge) ville indlede en klagesag, hvis jeg stadig ikke havde modtaget en afgørelse på de to ansøgninger, jeg lavede i november sidste år. Jeg gjorde mig meget umage for at gøre det meget klart, at det gad jeg ikke; det er simpelthen for åndssvagt, at både de og jeg, som begge, paradoksalt nok, har samme problem med knaphed på ressourcer, skal bruge tid på det. Men når intet sker, og man har rykket over 20 gange for et svar, så er der ikke andre knapper tilbage at trykke på.

Lederen fra afdelingen ringede dagen efter og beklagede afgrundsdybt. Jeg ville få en afgørelse i denne uge, det lovede hun. Ama’r halshug.

Den kom så i dag. Det ene barn er godkendt, det andet har jeg fået afslag på.

Det har altså taget lige knap et år, og accept af at få hele vores liv endevendt, at få bevilget 4 timer om ugen, der ikke kan bruges til noget som helst, for jeg har hele vejen igennem både skrevet og sagt, at det er begge to eller ingen af dem. Jeg kan jo for fanden ikke gå fra den ene og tage den anden med mig, vel? Hvad er det for et signal at sende til den, der må blive hjemme? Og hvor skulle aflastningen i dét være for mig?

Så når jeg er færdig med at være hvidglødende, skal jeg har skrevet tilbage til dem, at de kan stikke deres 4 timer op, hvor solen aldrig skinner. For selvom jeg måske selv kan hækle en hybridløsning, hvor jeg af egen lomme betaler den, der kommer for at passe det barn, der ikke er godkendt, så er der no way in the seven circles of hell, jeg gider skulle underlægges ALT det, der følger med at få noget tildelt af det offentlige, for en halv løsning og 4 timer. For du kan være stensikker på, at de kommer med krav om dokumentation, masser af e-boks og rigelige mængder af mistro.

Det er udelukket at klage, for begge børn når vel at fylde 18, inden afgørelsen på dén bliver truffet.

Vi er tilbage ved det, jeg kommer til at bede om at få indgraveret på min gravsten: “I’ll just do it myFUCKINGself” – måske med et pigtrådsomviklet, syrepåsmurt, flammende swoosh-symbol under #aesthetics

Næste skridt bliver selv at stampe en voksen barnepige m/k op ad jorden. Én, som ved noget om børn som mine, og som kan hoste op med en ren straffe- og børneattest. Sådan må det være og i det mindste har jeg så minimeret min kontakt med det system, der på daglig basis forvandler min kæbe til granit.

Så vi er her, og min hjerne begynder at fungere igen. Der kommer masser af blog, når vi lige får lidt luft, men for nu stikker jeg egentlig mest hovedet herud for at sige, at jeg er under bunken herinde et sted.