Katherine Diez har udgivet en bog, som hun, så vidt vides, selv har skrevet.
Jeg har ikke læst den. Jeg kommer ikke til at læse den.
For hvor man måske, min generelle personlighed taget i betragtning, kunne foranlediges til at tro, at jeg dømmer folk benhårdt, når de begår fejl, så er det faktisk ikke tilfældet. Jeg kan se igennem fingrene med meget, og de fleste bliver i min optik bedre mennesker af at have trådt ved siden af. Det giver øget forståelse og tolerance for andre menneskers utilstrækkeligheder, og det klæder de fleste.
Men én ting er fejl. Noget ganske andet er forsæt.
For man kommer ikke ved et uheld til at kopiere andres arbejde i det omfang, det er sket her. Og slet ikke over en periode på 4 år. Der har været masser af chancer for at stoppe op, kurskorrigere og træffe bedre valg. Én gang er en fejl, to gange er mistænkeligt, tre gange er et mønster, og jeg kan ikke med min bedste vilje, se, hvordan det skal kunne bortforklares. Derfor er det for mig helt irrelevant, hvad hun har at sige.
Problemet er imidlertid, at vi belønner den her form for offentlig ansvarsforflygtigelse, næsten uanset hvilket standpunkt vi tager.
For som J.K. Rowling meget lakonisk skrev til et opslag fra en mor, der proklamerede, at hun havde brændt Harry Potter-bøgerne og ristet skumfiduser over bålet:
“I get the same royalties whether you read them or burn them. Enjoy your marshmallows!”
Omtalen af Diez-bogen alene er med til at sikre, at der bliver solgt og udlånt flere eksemplarer, og derfor er min dagsorden her egentlig bare at opfordre til, at man holder den indre svinehund i snor. Ligesom medierne efterhånden er ved at lære, at man ikke skal give seriemordere mytiske navne, eller vise billeder af schoolshooters, fordi man derved giver dem præcis den berømmelse, de higer efter, så vil jeg gerne minde om, at man ved at læse den her bog, er med til bevare og understøtte den pilrådne kultur, der har ført til bogens skabelse.
Det mest belastende er faktisk, at jeg synes, Katherine Diez skriver ret vidunderligt. Når hun er bedst, når hun, i min optik, næsten op på siden af Delphine de Vigan.
Men talent uden integritet er i bedste fald hult og i værste fald farligt. Særligt når det, som det er tilfældet her, parres med skønhed og kontakter.
Og selvom det hele lige nu handler om hende – igen – så er det jo ret vigtigt at huske, at der sidder nogen derude, som hun har taget noget fra.
Det problem kunne alle få øje på, da vi snakkede om Würtz, Bitz og keramik.
Her er det ord, det drejer sig om, men princippet er det samme.
For mit eget vedkommende kan jeg stadig huske fornemmelsen af at læse en af mine egne blogposter under en fremmed profil på instagram. Hverken jeg selv eller hende, der kopierede mit indlæg, tjener/tjente penge på mine ord, men fornemmelsen af at se min tekst med en anden som afsender, mindede om den, jeg oplevede, da jeg havde haft indbrud: Nogen havde gået rundt i mine (virtuelle) rum for at stjæle noget af mit, og det føltes både grænseoverskridende og uretfærdigt.
Det forestiller jeg mig, at man kan gange med 1000, når den, der gør det, ovenikøbet tjener penge på tyveriet.
Så for mig er spørgsmålet ikke, om Danmark kan rumme hende, om hun er for smuk eller hvem, der blev inviteret med i seng og hvorfor.
For mig er det eneste, der er fortsat relevant, at hun i 4 år, med fuldt overlæg, valgte – valgte – at plagiere tekster, og nu prøver at bortforklare det.
Det er dovent, og det er dumt. Særligt, når man faktisk har talentet til at løse opgaven selv.
Og jeg *synes*, det er problematisk, at man kan få lov at sige præcis, hvad man vil om andre kendte mennesker, uden skyggen af bevis for sine påstande.
Har hun haft en oplevelse af at være blevet udsat for noget, hun ikke brød sig om? Jeg aner det ikke. Hvis det er tilfældet, er det synd for hende.
Men hun besudler sin egen historie ved først at bære den frem, når hun har noget at vinde ved at vinkle den på en bestemt måde, og jeg sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at hun forsøger at udnytte tidsånden ved at caste sig selv som #metoo-offer.
En sidste bemærkning herfra er, at jeg for første gang oplever moderation på en SoMe-profil som problematisk. For Forlaget People’s, der har udgivet bogen, har dagen igennem holdt stram justits med, hvilke kommentarer, der har fået lov at blive stående under deres insta-opslag – og de skulle bede om fans og heppekor.
I skrivende stund har de lukket kommentarfeltet, fordi de er gået hjem, og dermed forsvinder alle dagens rosende ord også.
Men hvor jeg hos aviser og dagblade på alle måder støtter op om, at de mennesker, der skrives om, ikke skal trækkes gennem mediemøllen, fordi aviserne gerne vil clickbaite sig til flere annoncørkroner, så er der her tale om et forlag, der lever af at sælge bøger som den, de promoverer her – og hvor hovedpersonen på alle måder knows all the games you play, because she plays them too, som George Michael sang.
Her synes jeg faktisk det grænser til at være problematisk, at man fjerner alle kritiske kommentarer, fordi målet ikke er at beskytte en kilde eller tage hånd om mennesker, der ikke på forhånd vidste, hvad de gik ind til; målet her er salg og reklame, og ved at køre censur, får man tegnet et billede af sit produkt, der måske ikke helt matcher virkeligheden.
Når man vil tjene penge på at have stjålet andres arbejde, synes jeg godt, at vi må udfordre det rimelige i, at et forlag (som tjener penge på selvsamme tyveri) stiller sig op og agerer læhegn.
I USA er det efterhånden blevet normalt, at man i kriminalsager, udover fængselsstraffen, tildeler ofrene store, økonomiske erstatninger, selvom den, man dømmer, ikke har salt til et æg. Én af grundene til, at man gør det, er, at en gerningsmand ikke skal kunne tjene penge på at sælge sin historie til medierne.
Måske det faktisk heller ikke burde være muligt først at tjene penge på at stjæle andres ord, for så at tjene pengene én gang til, når man bruger sine egne til at fortælle historien om, hvorfor man gjorde det.
Jeg er meget i mit hoved for tiden. Der er en masse fragmenter, der ligger og skøjter rundt, og jeg aner en slags sammenhæng i det tema, de udspringer af, uden at jeg helt kan sætte fingeren på, præcis hvori det består.
Der sker meget omkring mig. Folk tager opgør, der har været optræk til længe, de konfronterer hinanden, trækker sig, går, bliver uvenner og får nok.
Noget af det handler om et mærkeligt sammentræf, hvor mange af os samtidigt har ramt det punkt, hvor en ændring, der er sket langsomt og gradvist, pludselig er blevet synlig og mærkbar.
Lidt som når man ikke lægger mærke til den snigende hovedpine, temperaturen, der stiger en halv grad og næsen, der stopper til – men pludselig, når ledsmerterne sætter ind, kan mærke det hele samtidigt og går fra at være rask til at være syg på et splitsekund.
På samme måde er det for tiden som om, at det, folk har levet med og accepteret længe, pludselig ikke længere kan ignoreres – eller tolereres.
Vi er nok alle tilbøjelige til at se dem, vi holder af, gennem et filter af de mennesker, de var engang. Venskabet, kærligheden, og de fælles relationer og interesser. Erindringer om tidspunkter, hvor vi havde det svært, og de var der for os.
Og vi kommer automatisk til at antage, at de stadig er derinde et sted, og at svigt og skuffelser bare handler om dårlige dage, travlhed eller #life, som lige kom i vejen. At den dårlige opførsel eller manglen på omtanke og indsats er undtagelsen, mens reglen er en stærk og givende relation.
Men det skal jo vende på et tidspunkt, hvis det er tilfældet, og jeg har brugt det sidste år på, hver gang et menneske, jeg interagerer med, skuffer, lader mig trække læsset eller tackler noget givent på en måde, jeg synes er uhensigtsmæssig, at overveje, om jeg ville danne en relation til den person, hvis jeg mødte dem forfra med den adfærd og de prioriteringer, de har i dag.
Det kan lyde hårdt og meget noget-for-noget. Det er ikke sådan, jeg oplever det, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg ser gå gennem den samme udvikling.
Det ser ud og føles mere som noget aldersudløst, tror jeg? At vi, hvis vi er heldige, står midt i livet nu, og måske, ubevidst, gør status? Vurderer, hvad vi gerne vil have med videre, og hvad tiden er kommet til at slippe?
Da jeg begyndte at pusle med det her indlæg, kom jeg til at tænke på en kommentar, som en af jer lagde på det sidste indlæg, jeg skrev om relationer. Jeg kan ikke huske ordlyden, men det var en let, oprigtig undren over, at der i mit liv kunne være så mange problematiske relationer. (Det var ikke sådan, det var formuleret, og nu synes jeg, at det lyder passivt-aggressivt, når jeg parafraserer det, og det var slet ikke sådan, jeg opfattede det). Den kommentar har jeg tænkt meget over, fordi jeg er et menneske, der kan være ret kompromisløs i mine nære relationer. Der er langt til min grænse, men rammer du den, er løbet kørt.
Derfor fik den kommentar mig til at tænke over, hvordan det kan være tilfældet, for når man har været god til at gøre rent bord over årene, burde der jo ikke være så mange tilbage at luge ud i.
Men forleden, da jeg var på keramikmalerdate med en veninde, kom vi til at tale om grænser. Og her var der noget, der gik op for mig – for vi ligner på mange måder hinanden i vores måde at være i verden på, og for os begge gælder, at vi virker som magneter på mennesker, der mangler publikum og terapeuter.
Om det er fordi, vi er gode til small talk og til at lytte, eller om det handler om, at vi begge har ting med i posen, der gør, at vi kan relatere til, hvordan livet føles, når det ikke er nemt, ved jeg ikke. Men da vi sad og talte om det, gik det op for mig, at det ofte er dé relationer, hvor jeg bøvler med grænser – fordi jeg ikke helt forstår, at folk ikke sætter dem selv. For mig er noget af det værste, du kan byde mig at blive VED med at gå over en grænse, jeg allerede *har* sat.
Og det er klart: I et venskab ville jeg aldrig acceptere det. Men voksenlivet kommer med relationer, hvor man ikke er helt så fri til at vælge. Andre børns forældre, papbørn, kæresters ekskærester, naboer og kolleger er alle eksempler på mennesker, vi kan være nødt til at finde en måde at sameksistere med, uanset om vi har lyst eller ej.
For selvfølgelig kan man trække grænserne hårdt op. Men jeg tror, mange af os i de her tilfælde forsøger at vælge den lempelige vej, fordi det er mennesker, vi har et tvunget fællesskab med, og hvor en konflikt kan få nærmest uoverskuelige konsekvenser.
Men jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, jeg har det sværere med, end at være nødt til at sætte den samme grænse flere gange, og det har for mig altid været svært og frustrerende, når jeg bliver tvunget til at gøre det alligevel.
Og her tænker jeg for tiden rigtig meget over, at det handler om komfort, vane og manglende træning. For al udvikling er svært og grimt og bøvlet, og særligt når livet omkring os ikke lige trækker ind til siden, så vi kan få ro til at gro nye vaner, er det nemt at falde tilbage til det, man plejer og kender.
Men måske er livet ikke så meget er en øvelse i at forsøge at undgå at gentage mønstre og adfærd, man har set, lært og gentaget hele sit voksne liv.
Måske ligger øvelsen i at opdage det, når man ufrivilligt gentager det, man kender og forstår – og så gøre noget andet?
Måske ligger udvikling og vækst der, hvor man stadig gentager mønsteret, men ændrer sin reaktion. Som f.eks. når vores generation, mod bedre vidende, kommer til at råbe ad vores børn – men bagefter bruger den nødvendige tid på at undskylde og samle op i forsøget på at gøre det bedre. På at blive bedre.
Måske er det den udvikling i os selv, der får os til at stille krav til de mennesker, vi har i vores liv, både i de nære og i de perifære relationer nu. Som får os til at indse, at en relation ikke består af sig selv, og at den kun er værd at bevare, hvis den er vigtig nok for begge parter til, at de gør sig umage.
Måske er det først midt i livet man opdager, at en fælles opgave ikke kan løses alene, og at det i alle typer af skæve relationer er den, der giver mest, som til sidst er tvunget til at trække grænsen. For den, der tager, gør det ikke.
Jeg læste engang et sted, at man, inden man gifter sig med sit hjertes udkårne, skal holde ferie med vedkommende på en lokation med dårlig internetopkobling.
Det er vittigt formuleret, men egentlig er det et godt råd. For selvom kærligheden måske burde være både blind og ubegrænset, så er der meget vigtig viden om kompatibilitet at hente i at være sammen under (moderat) pres, og der er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem, hvor dyb eller langvarig en relation er, og hvor godt man fungerer sammen i uvante omgivelser.
På samme måde er det også min oplevelse, at et godt venskab ikke automatisk betyder, at man kan fungere sammen, når eventuelle børn er med, eller at man kan tage på ferie med hinanden.
Måske er det noget af det, der kommer med at blive ældre; at man, uden bitterhed, accepterer, at forskellige venskaber kan forskellige ting, og at en relation ikke behøver kunne rumme det hele for at være god eller vigtig.
Børn er en ekstremsport, hvor man er så præget af sine værdier og hvad man har med i rygsækken, at det kan være umuligt at få to måder at være forældre på til at nå sammen og samtidig skabe en eftermiddag, hvor alle hygger sig.
Ligeledes er en ferie ikke særlig afslappende, hvis den ene part bliver stresset af at skulle navigere på ukendt territorium, mens den anden bliver i dårligt humør af at skulle tage stilling til, hvad der skal ske om 5 minutter.
Men i år har jeg for første gang haft lyst til at holde ferie med andre end bare mine børn, hvilket jeg ellers har foretrukket indtil nu; ganske enkelt fordi jeg lidt for mange gange har oplevet at stå med følelsen af at underpræstere alle steder, samtidigt.
For det er altid en balancegang, når jeg deltager i noget socialt og har børnene med. Det er sket en million gange, at jeg kører hjem med tårer i øjnene, fordi jeg ikke føler, at jeg har formået at være hverken den mor, jeg gerne vil være for mine børn, eller den veninde, jeg både gerne ville være og har brug for at få lov at være. Bare en gang i mellem.
Derfor er det inderligt vigtigt for mig, at de mennesker, vi eventuelt tager på ferie med, forstår præmissen.
For mine børn er søde og høflige og ualmindeligt velfungerende, deres diagnoser til trods. Men det er de, fordi jeg har accepteret og indrettet vores liv efter de vilkår, vi har fået givet, og fordi jeg hele tiden forsøger at møde dem, hvor de er. Det kræver ret meget overskud hele tiden at afkode og facilitere.
Når vi er nye steder, skal jeg både regulere mig selv i real-tid, samtidig med, at jeg hjælper dem med at regulere, og det er hårdt.
For bare at sige det, som det er.
For mit nervesystem er også på overarbejde, når jeg skal navigere i situationer, jeg ikke er vant til at være i, og derfor er ferie noget af det, der koster et vist overtræk på kontoen. Det er en pris, jeg betaler med villighed og åbne øjne, fordi jeg synes, at det i sidste ende giver os meget som familie – men det ville være idiotisk at lade som om, det er noget, jeg bare lige gør med venstre hånd.
Derfor er dem, jeg skal holde ferie med, nødt til at være nogen, der dels kender mig så godt, at jeg kan finde ud af at lægge paraderne og sige lige ud: “Det her kan jeg simpelthen ikke overskue. Vil du hjælpe mig?” – samtidigt med, at de kender mine børn så godt, at jeg ikke hele tiden skal kompensere og forklare, for det trætter mig yderligere.
Der er ikke umiddelbart logik i, hvem der kan fungere i et kaotiske set up, og hvem der ikke kan – og det er vigtigt for mig at sige, at jeg faktisk godt forstår dem, der ikke forstår. Jeg har arbejdet som tegnsprogstolk og dermed haft berøring med døveverdenen i snart 30 år – men jeg aner INTET om, hvad det vil sige at være blind. Og jo faktisk heller ikke, hvad det vil sige at være døv, for jeg kan holde fri og gå hjem med mine to, hørende ører, hvilket er en luksus, man ikke har som døv.
Derfor forstår jeg godt, hvorfor det kan være tæt på umuligt at forstå, hvordan neurodivergens kan påvirke hele familien, og hvad det kan medføre af særlige behov og moderationer. Men på en ferie, hvor jeg ideelt set også gerne vil slappe bare lidt af, og også have fyldt lidt på af alt det, som tætte relationer kan give, er det bare for mig uendeligt vigtigt, at jeg ikke kommer til at skulle bruge hele ferien på at føle mig som en lus mellem to negle.
I år har vi en lille håndfuld af de mennesker, vi har allertættest på med på de små-ferier, vi holder. En dag hist og to dage pist, overnatninger, fællesværelser og hele balladen, og mens vi er afsted taler vi om, hvad der måske kunne give mening at gøre sammen til næste år.
Nogle af dem har selv lidt bogstavbøvl inde på livet, andre kører stringent alfabet. Nogle har børn, andre rider solo, men alle er mennesker, vi holder af, og fordi vi kan tale om tingene, helt åbent, er der faktisk ret gode chancer for at ende med noget, som giver mening for alle.
Helt lavpraktisk begynder vi at snævre os ind på noget all inclusive, et sted, hvor det er varmt, uden at være ulideligt, og hvor hvor alle mand har eget værelse med en dør, der både kan og må lukkes. Så altså, hotel og ikke hytte/lejligheder. Der skal være lidt at lave, men det vil være overkill at køre La Santa. Ikke for meget spring break-vibe, men noget vandland, måske, og et par steder i nærheden, man kan besøge og suge lidt let kultur eller lokal cuisine.
Hvis man sidder med et bud på, hvor det kunne være, sidder jeg her bag skærmen med øjne og ører så store som tekopper, så meld endelig ind.
Jeg håber, at I har det godt, derude i ferielandet.
Det her indlæg har været i støbeskeen i et par uger, men pga. pressemødet i tirsdags, har jeg valgt at træde på speederen, fordi jeg gerne vil have det ud, inden den famøse offentlige udmelding lander i eBoks.
Indtil nu har jeg ikke kunne forholde mig til at skulle preppe. Jeg har ikke kunne finde ud af, hvad min modstand mod konceptet egentlig handlede om, men ikke desto mindre har jeg bare lavet strudsen og tænkt, at nogle voksne måtte komme og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, hvis det begyndte at stramme til.
Men jeg bor, så jeg kan se, hvad der flyver ind og ud af Esbjerg Lufthavn, ligesom der også er et par kaserner og en militærbase eller to i umiddelbar nærhed. Og der har sgu været mere aktivitet, end der plejer at være.
Ligeledes har jeg også bemærket et stigende antal meldinger om nedbrud i infrastruktur i flere af vores nabolande, og stille og roligt begyndte jeg derfor for nogle uger siden at spekulere på, om man måske alligevel burde bruge 10 minutter på at tænke det her igennem.
Efter at have vendt og drejet det nåede jeg frem til, at det primære problem for mig er, at det bliver for stort og diffust at ‘preppe’, når jeg ikke har gjort mig konkrete overvejelser omkring, HVAD det er, jeg forsøger at preppe til.
For taler vi pandemi, cyberangreb, infrastruktur eller zombier?
Og er vi på fuld udgravet kælder, såsæd og egne høns – eller bare 3 dage uden strøm og internet?
Som altid, når jeg er i tvivl om noget, forsøgte jeg mig med den vidensbaserede tilgang til emnet, og da jeg begyndte at researche, blev jeg anbefalet at anskaffe tørgær, schweizerkniv og sågar en dolk – men hvad er det, vi forestiller os her??
Jeg forvandler mig jo ikke til B.S. Christiansen overnight, fordi Putin trykker på knappen, og risikoen for, at jeg kommer til at skære mine fingre af med en dolk, er væsentligt større, end at jeg får .. hvad? nedlagt kaniner? med den.
Har du bagt et grydebrød i dit liv? Nej? Hvad er det så, du vil bruge tørgær til?
Og jeg forsøger ikke at være hånlig. Det gør jeg virkelig ikke. Men ender vi der, hvor et prepperlager bliver nødvendigt, så tænker jeg, at vi alle sammen har det *lidt* pres. Og det er måske ikke lige dér, man for første gang i sit liv begynder at eksperimentere med at bage brød over bål.
(-uden opskrift, fordi man glemte at printe den, fordi ingen længere kan huske, hvordan det er at leve i en verden uden internet.)
Min pointe er, at det her er nyt for os alle sammen. Vi har ingen erfaring at trække på, og derfor er der en gigantisk risiko for, at vi, ligesom under pandemien, kommer til at øge forbruget af nogle af de ting, vi har brugt LANG tid på at bevæge os væk fra, og at følelsen af akut nødvendighed kommer til at dispensere vores kollektive, grønne samvittighed. Det er ikke svært at forestille sig, at virkelig, virkelig mange mennesker kommer til at blæse i Netto med hovedet under armen, blinde af panik, når brevet fra Trolex lander i postkassen.
Jeg har selvsagt heller ikke prøvet det før. Men jeg har 6 års konkret erfaring i at tænke minimalisme, miljø, økonomi, bevidst forbrug og madspild ind, og den erfaring har jeg prøvet at overføre på hele prepper-konceptet.
Så egentlig er indlægget her bare en systematiseret nedskrivning af de overvejelser, jeg selv har gjort mig – men måske kan det være med til at sætte tanker i gang hos nogle af jer også, så vi ikke, i forsøget på at undgå at blive spist af sultne zombier, ender med at træde den miljømæssige dommedagspedal helt i bund.
——-
Opbygningen af indlæg som følger:
1. Generelle overvejelser
2. De konkrete områder
3. Nye vaner
4. Notesbogen
5. Liste
——-
1. Generelle overvejelser:
*Beslut, hvad du forbereder dig på. Det er alfa og omega i forhold til at træffe kloge, bevidste valg. Jeg forbereder mig på et angreb på vores infrastruktur, og derfor er min plan at tænke igennem, helt konkret, hvad jeg gør, den dag, det sker, og hvad jeg skal sørge for at have herhjemme, for at vi kan klare os. Jeg skeler en smule til en potentiel, ny pandemi, ligesom jeg også har i baghovedet, at nedbrud i forsyningskæden kan kaste skygger et godt stykke ind i tiden, der følger.
Det betyder, at jeg ikke anskaffer mig en masse grej, som er let at transportere til fods, for der er 0.01% spejder i mig. Derfor er det for mig ikke aktuelt at tænke ind, at det, jeg køber, skal kunne holde i årevis, eller at det skal kunne være i en rygsæk.
*Lav konkrete aftaler om, hvad du og dine nærmeste gør, hvis I ikke kan få fat på hinanden. Jeg har aftalt med mine forældre, at jeg henter Frida, og de henter Anton, og så mødes vi hos dem. Og det er ikke fordi, jeg forventer, at 3. verdenskrig bryder ud fra det ene øjeblik til det næste. Men får Rusland eller Kina ram på nettet, eller bliver vi erklæret i noget, der ligner undtagelsestilstand, er det ikke svært at forestille sig et vist niveau af stress, og et ønske om at samle sine nærmeste omkring sig. Aftal, hvad I gør og skriv det ned, så det bare er at tjekke notesbøgerne/listerne, hvis hjernen sætter ud af ren og skær panik.
*Tænk bæredygtigt. Ja. Stadig. For hvis din tidsramme ligner min, altså, omkring en uge, så tænk lige igennem, om du har tænkt dig at begynde at køre dåsetomater og champignon på glas. Ligeledes må du også gerne have i baghovedet, at det, du køber, kan bruges, hvis det hele ender i transatlantiske gruppekram og venneanmodninger på Facebook.
*Forhold dig konkret til, hvad du har af plads. Hvis du, som mig, bor relativt småt, så brug dine m2 smart, så du har lidt af alt det, du potentielt skal bruge, i stedet for kun at have 2 af tingene, men til gengæld at have til et år. Jeg sørger for at have de 3 liter vand pr. mand pr. døgn, som alle lister foreskriver, men jeg køber også et par plastikdunke af dem, der kan foldes sammen. Snerper det til, kan jeg fylde dem op, og ryger vandforsyningen pludseligt, har jeg noget at tappe det vand af i, der står i rørene.
*Køb en notesbog. Nu. Hvis vi ikke har strøm, kan du ikke printe, og der vil være ting, som det er rart at have tænkt igennem, skrevet ned, printet ud og samlet et sted, hvor du kan finde det.
*Find ud af, hvor du vil have dit lager; jeg har ryddet en hylde i mit bryggers og to i mit skur. Der er ingen ide i at have tænkt en masse klogt og købt batterier og gas, så du er klar, hvis du om 5 måneder, når det bliver aktuelt, ikke kan huske, hvor du har lagt tingene.
2. De konkrete områder:
A) Køkken/mad:
*Start med at finde din notesbog frem og brug de næste uger på at tænke over, hvad du/I spiser nu, som også kunne fungere i en krisesituation. Det skal kunne tilberedes over gas eller åben ild, det skal kunne holde sig uden at være på køl, og det skal have lang holdbarhed, så du ikke skal skifte lagerbeholdningen ud konstant.
*Beslut, konkret, hvor mange enheder, du vil have på lager af de enkelte ting, og lav så et system, så du f.eks. fylder op bagfra efterhånden som du bruger. Jeg er eksempelvis glad for Naturli’s havremælk, så dem køber jeg allerede. Jeg har besluttet, at 5 liter er nok at have på lager, så jeg køber 5 liter nu, og herfra tager jeg så bare den forreste, når jeg mangler, og stiller den nyeste, jeg køber, bagerst.
*Overvej, hvordan du gør det så nemt for dig selv som muligt at holde styr på, hvad du har. Jeg vil have en lagerliste i min notesbog, ligesom jeg også kommer til at smide en stak af de hvide ‘pose’-klistermærker ude ved den hylde, der bliver mit madlager. På mærkerne skriver jeg sidste anvendelsesdato, og klister den ovenpå fødevaren, så jeg hele tiden, hurtigt og nemt, kan se, hvor længe tingene kan holde sig. For selv midt i apokalypsen, siger vi *stadig* nej tak til madspild.
*Du skal tænke over, hvad du fylder i din fryser. Ryger strømmen, kan fryseren holde temperaturen i cirka 24 timer, men derfra begynder den at stige. Det er SUPER ærgerligt at have for 4500 kroner luksuskød liggende, som man ender med at smide ud, fordi vi har haft 5 dage uden strøm.
*Invester eventuelt i et par køletasker og en håndfuld store køleelementer. Går strømmen, kan køleskab og fryser holde temperaturen længere, hvis de forbliver lukkede, så planen her er at tage det, vi bruger (f.eks. mælk til kaffen) over i en køletaske, og så bruge den som ‘køleskab’. Det er jo en stakket frist, men igen: Jeg forbereder mig på en lille uge uden strøm, så her giver det mening at købe mig 3 dage ekstra med køleelementer og små rum, der ikke kræver så meget at holde nedkølede.
*Dine prepper-løsninger skal passe sammen. Hvis du forestiller dig at lave mad over bål, skal du have gryder eller pander, der kan klare åben ild, og du skal have mad på lager, der kan tilberedes på den måde.
*Tænk over, om det, du vælger, kræver meget af andre knappe ressourcer. F.eks. kan jeg se på mange lister, at de anbefaler, at man køber ris og pasta. Men begge dele kræver forholdsvis meget vand at tilberede, og de skal også stå på varmekilder, der holder en nogenlunde konstant temperatur i længere tid. Jeg går med instant-nudler i stedet, som bare kræver et par dl. varmt vand og en kop.
*Overvej, om du kan forberede noget nu, som kan smides i fryseren, og som kan holde i lang tid, uden nødvendigvis at være dybfrossent. F.eks. kan grovboller holde sig længe, ligesom suppe også er ret taknemmeligt. Sidstnævnte kan varmes på et bål, en grill eller over gasblus og kræver bare en gryde.
*Tænk din varmekilde igennem. Jeg har et bålfad og en lille grill. Sidstnævnte er genial, fordi jeg med meget få briketter kan holde en gryde varm i timevis, og har du en god termokande, kan du gemme overskydende varmt vand og f.eks. bruge det til at vaske dig i, eller til at vaske op.
*I forlængelse af ovenstående: Hvor kan du stå med det, hvis det pis-øs-regner? Det lyder måske MEGET lavpraktisk, men det hjælper bare ikke at have forestillet sig, at man kan bruge gasgrillen til at lave mad på, hvis man ikke har et sted, man kan stå med den, hvis det her bliver aktuelt i slutningen af oktober.
*Hav noget ‘trygt’ på lager, hvis du har ND-børn. Jeg sørger f.eks. for at have et par glas Nutella stående, fordi det betyder, at Anton måske kan spise brød, der ikke ligner det, han plejer at få, så længe jeg kan smøre noget på, han godt kan lide.
*Tænk nogle af de gamle principper ind ift. holdbarhed. Røget, tørret og saltet mad kan typisk holde sig længere, end friske og ferske råvarer, og ift. pålæg kan man også bruge et par dage på at tænke over, hvad man køber, som ikke står på køl i butikken. Nogle typer af smøreost, figenpålæg, marmelade og røget, tørret kød kan fint holde sig ved stuetemperatur eller på et bord på altanen. Men når du ikke kan have maden på køl, er det ekstra vigtigt, at du er hys med hygiejnen, så husk at bruge rene gafler eller knive, hver gang du tager af pålægget.
*Hvis du gerne vil have grøntsager på lager, så overvej, om de frosne af slagsen (som du spiser nu) giver mere mening end dem på glas og dåse. Jeg skulle godt nok være presset for at køre asparges på glas, så med madspild og økonomi i baghovedet, så vær lidt kritisk, når du køber ind. Igen: 4-7 dage, Niller. Du *kan* godt overleve uden grøntsager, hvis det endelig er. Selv har jeg æbler, majs (på dåse), råsyltede, frosne bær og frossen broccoli på min liste.
B) Badeværelse/helbred/hygiejne:
*Hvis vandforsyningen bliver afbrudt, kan du ikke skylle ud i toilettet, og du kan ikke vaske hænder. Derfor er vådservietter, håndsprit og kraftige poser nok meget rare at have på lager.
*Du kan heller ikke bade. Tørshampoo kan få dig langt, ligesom skumklude også er ret optimale. De fylder ingenting, og du kan med én dl. vand og en dråbe sæbe fugte 10-20 stykker, som kan opbevares i en pose og bruges til truckervask. (Samme princip kan overføres til køkkenet, hvor du så kan ‘vaske op’ med dem).
*Tandpine er en kælling, selv in the best of times, så jeg har valgt at have ekstra tandpasta og -børster lager.
*Apropos ting, der gør ondt, er det smart at have lidt ekstra håndkøbsmedicin i skuffen, ligesom det nok også ville give god mening at være på forkant med receptpligtig medicin. Jeg har sendt en mail til Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi både ADHD-medicin og noget af den medicin, min far får, er så stramt reguleret, at man KUN kan få én pakke ad gangen. Det giver mening, når alt er, som det plejer at være, men hvis én offentlig søjle melder ud, at vi skal opruste, så synes jeg, at det er rimeligt at forvente, at de andre følger trop.
*Begynd at gemme medicinrester (og her stoler jeg på, at I selv kan vurdere, hvad den gode løsning er, så jeg ikke ender på forsiden af EB, når nogen er blevet tæskesyge af at tage gammel medicin, fordi “Linda sagde, at man kunne!”). Har man f.eks. høfeber, ville jeg ikke betænke mig to gange ved at tage en Alnok, der var gået over dato, hvis alternativet var at undvære. Græspollen slapper ikke af, fordi Putin går amok.
*Tjek op på din førstehjælpskasse. Og her forestiller jeg mig ikke et MASH-agtigt set-up, hvor man lige hurtigt fjerner en blindtarm på sig selv på køkkenbordet med en neglesaks og en synål – men i går, da jeg vaskede op, tabte jeg en urtekniv. Den var millimeter fra at lande i foden på mig, og sker det i dag, kan jeg ringe på skadestuen eller efter en taxa. Men hvis telefonerne ikke virker – og du måske ikke har en bil, du kan køre i – så er det smart nok, at man lige har noget sterilt kompres, man kan lægge på, mens man får sig fragtet ind til nogen, der kan hjælpe.
*Køb et par flasker husholdningssprit. Når vi ikke har adgang til det, vi plejer, kan vi være nødt til at bruge de ting, vi har, alternativt. Og lige præcis når vi ikke har adgang til rindende vand, vaskemaskiner osv., er det nok meget godt givet ud at tænke lidt ekstra på hygiejnen, for det ville træls ud over enhver rimelig beskrivelse at køre en gang omgangssyge i dét set up.
*Afhængig af køns- og aldersfordeling i hjemme, kan det godt betale sig at vurdere behovet for hygiejneartikler, helt generelt. Gå ud og åbn dit badeværelsesskab og kig. Det, der står der, er det, du bruger, og dermed også det, du risikerer at komme til at mangle.
*Husk, at du heller ikke kan vaske. Tjek op på, om du har undertøj, vaskeklude og viskestykker nok til, at det ikke bliver et problem.
C) Grej:
*Hvis nettet er nede, er en god, gammeldags radio stadig brugbar, hvis den kan køre på batterier. Har du en liggende, så tjek, at den virker. Hvis ikke, så overvej, om du skal anskaffe én.
*Du får brug for lys. Er en lommelygte god eller er en pandelampe, hvor du har hænderne fri, bedre? Stearinlys er nok meget smarte at have på lager, men det giver også god mening at have nogle kunstige af slagsen ved hånden. Måske endda sammen med en fjernbetjening (som f.eks. den, Sirius laver). På den måde er lysene nemme at tænde og slukke, også udenfor, og det kan give mening ift. at spare på batterierne. Som ekstra bonus kan de samtidig bruges både før og efter en eventuel krise, og det kan vi godt lide.
*Overvej, om det giver mening at anskaffe noget, du kan holde varmen med. Det er ikke så aktuelt her og nu, men kan stadig være rart at have, og kan også bruges til f.eks. at holde mad/vand varmt med. Jeg har købt et par alutæpper, fordi de i fredstid både kan smides i bilen til vinter, hvis den bliver lige så kold og krads, som den var sidste år, og også kan bruges som underlag, hvis ungerne og jeg skal sove i telt. (Men husk, at de er letantændelige, så IKKE i nærheden af åben ild!)
*Som nævnt lidt længere oppe: Dit grej skal passe sammen. Ryk en tur i den lokale genbrugsbutik, hvis du mangler gamle gryder eller pander; du kan også være heldig at finde nogle af de andre ting, du mangler, der.
*Der bliver på alle lister anbefalet at have kontanter liggende. Det skal jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved – MEN. Jeg vil gerne slå et slag for, at man tænker over, hvad man skal bruge dem til. Igen: Jeg forestiller mig 5-7 dage, hvor jeg ikke kan betale med mit kort. Men hvis jeg får bygget mit lager fornuftigt op, skal jeg jo ikke bruge 20.000 i kontanter. Sørg for ikke at have så meget liggende, at du mister hele din livsopsparing, hvis du har indbrud, for mon ikke risikoen for dét også stiger, når folk pludselig bliver anbefalet at have kontanter i natbordsskuffen igen?
*Og nu, vi er ved sikkerhed: Hvis du har købt gas eller ekstra benzin, så vær sød at opbevare det på en måde, så du ikke slår dig selv, dine naboer og hele din familie ihjel, hvis du er så uheldig, at der går ild i dit hus. Sørg ligeledes for, med det samme, at informere brandfolkene om, at du har det stående, *hvis* det brænder, og de kommer ud.
*Det er værd at tænke igennem, hvordan I vil få tiden til at gå. For vi er MEGET vante til at streame Netflix og scrolle telefoner, så hvis det ikke er muligt, er det fedt nok at have noget andet at sætte i stedet. Jeg vil have fundet min bogliste frem og købe et par stykker af dem, jeg har på den, ligesom jeg også vil tjekke op på, hvad vi har af tegnegrej, spil og krea-gear.
I samme ombæring kan man lige tjekke snack-beholdningen; hvis verden alligevel er ved at gå under, så kan vi måske godt køre Matadormix på en tirsdag. (Så længe vi lige hjælper hinanden med at huske, at børnene *også* er bange, så alkohol er primært noget, vi bruger til at desinficere med <3)
3. Nye vaner:
*Vi har allerede snakket om det med at etablere et organisk lager.
*Det er nok ikke så smart at vente med at vaske, til vasketøjskurven er HELT fuld, og man kun har ét par rene trusser tilbage, som verden ser ud nu.
*Ligeledes er det måske en god ide at runde tankstationen, mens der stadig er en god tredjedel tilbage i tanken.
*En powerbank eller to vil man formentlig også blive glad for at have, ligsom nu måske er et godt tidspunkt at investere i et timerstik og en stikdåse med plads til opladere til alle de devices, man bruger dagligt. Med et timerstik kan du lave en dockingstation, så alt, hvad du plugger i, lader et par timer hver nat. På den måde lader du, når det er billigt, og du har (formentlig) strøm nok til at komme igennem de første par døgn.
*Vi er blevet gode til at rydde op og ud i takt med, at vi bliver færdige med ting, men måske vi lige det næste års tid gemmer udtjent overtøj, fodtøj, termotøj osv., til vi har anskaffet næste sæt.
4. Notesbogen
Mit forslag er, som nævnt i toppen af indlægget, at du tilvejebringer den allerede nu, og stille og roligt får sat den op, så den passer til det, du gerne vil bruge den til. Der er ingen, der tænker klart, når de er pressede eller i fuld blown panik, så ganske som med førstehjælp, er det smart at gøre sig sine overvejelser, mens der er ro på, så man har en køreplan, hvis det hele vælter.
Min kommer til at indeholde:
*Liste over aftaler med familien. Hvem gør hvad, og hvor mødes vi, hvis det bliver alvor?
*Kontonumre, telefonnumre og policenumre. Det er ikke sikkert, at det gør en forskel, men så har jeg dem et sted.
*En håndfuld tomme sider til det, jeg kommer i tanke om de næste uger og måneder.
*3 lister; en grøn, en gul og en rød.
Det er ikke givet, at vi får en gul fase, men hvis vi gør, er det stadig rart at have forholdt mig til, hvad jeg gerne vil forberede.
A) Grøn (det, jeg går i gang med nu):
*Hvad har vi brug for? Hvad spiser vi? Hvad mangler vi? En slags on-going brainstorm.
*Etablere et grundlager.
*Lave en komplet liste over, hvad jeg gerne vil anskaffe, som jeg kan vinge af i takt med, at jeg får tingene tilvejebragt.
*Nedskrive ideer til mad, der kan laves nu, og som kan holde længe – og gå i gang med at lave det.
*Reminder om løbende at hæve lidt kontanter, når jeg handler. Eventuelt notere, hvor jeg lægger dem, for det er nok meget smart ikke at have dem samlet ét sted.
*Tjekke om radioen virker.
*Tjekke tegnegrej, spil osv.
*Begynde at købe de ting fra min liste, som jeg mangler.
*Overveje, om jeg skal begynde at køre en manuel kalender igen. Verden kommer formentlig op at køre igen ad flere omgange, og det ville være meget fedt at kunne passe sit arbejde, hvis det er muligt, selvom jeg ikke har adgang til de apps, der ligger på min telefon.
B) Gul (opgaver og fokuspunkter, hvis det snerper til):
*Fylde de vanddunke, der lige nu ligger foldet sammen i skuret.
*Overveje hvordan vi kan komme rundt, hvis bilen ikke er en mulighed. Fungerer vores cykler, virker cykelpumpen osv.
*Tjekke, at jeg har det, der står på min liste.
*Tjekke holdbarhed på madvarerne på mit lager.
*Få vasket i bund.
*Pakke tingene i fryseren tæt, så de holder bedre på kulden, hvis strømmen går.
*Købe ind med ekstra fokus på holdbarhed.
*Dobbelttjekke, at jeg har printet det, jeg skal bruge, og at alle husker de aftaler, vi har lavet.
*Forberede børnene, så de ved, hvad de skal gøre. Eventuelt øve det med dem/køre ud og fysisk udpege mødesteder.
*Få tømt skraldespandene ude, og være ekstra obs. på at skylle dåser, glas osv. fra madvarer, inden jeg smider dem ud. SUPER træls at stå med overfyldte skraldespande, hvis temperaturen er 25 grader plus, og spandene ikke kan tømmes i en måneds tid.
C) Rød (Det, vi håbede ikke ville ske, er sket):
*Tømme vandrør af (hvis vanddunkene er fyldte, så brug spande, vandkander osv.).
*Hente børn og mødes hos mine forældre.
*Tanke – hvis det er muligt.
*Få slukket de devices, der er på stand by, så vi sparer på strømmen.
*Slukke kogeplader osv. hvis de var tændte, da strømmen gik, så jeg ikke får sat ild til det hele, hvis strømmen kommer igen, mens vi er væk.
*Få flyttet ting fra køleskab over i køletasker med køleelementer.
5. Liste:
Køkken/mad:
Vand (3 liter pr. person pr. døgn)
Mad
Plantemælk
Havregryn
Kop-nudler/suppe/mos/pasta
Honning
Pålæg (smøreost, nutella, røget kød)
Suppe
Proteinbarer
Bærkompot
Frosne grøntsager
Smør (kan fryses)
*
Grej:
Radio
Batterier
Powerbanks
Gasblus/brænde/kul
Stormligter/ligthergas/tændstikker
Gryder/pander, der kan klare den varmekilde, du har valgt
Alutæpper
Lommelygte/pandelampe
Stearinlys
Vanddunke m. taphaner (godkendt til fødevarer)
Køleelementer
Køletaske
Spil, tegnegrej, bøger
*
Toilet/hygiejne:
Vådservietter
Toiletpapir
Skumklude
Køkkenrulle
Basis håndkøbsmedicin
Receptmedicin
Husholdningssprit
Plaster/forbinding
Overskudsmedicin/antibiotika
Tandpasta og -børster
Håndsprit
Tampax/bind
Tørshampoo
Renseprodukter (+ vat eller stofrondeller)
Kraftige poser til toilet
Sulfo/vaskemiddel
*
Diverse (som jeg ikke selv har anskaffet, men som kan give mening):
Brandslukker
Jod-tabletter fra apoteket (ikke kosttilskudsversionen).
Vandrensetabletter
Termotøj
Lifestraw
—————
Således nåede vi (næsten) til vejs ende, men I får lige 4 hurtige med på vej ud ad døren:
*Hvis man har input eller særlig viden, det giver mening at tilføje, så smid det endelig i kommentarfeltet. Så retter jeg indlæg og lister til, så vi får alle guldkornene med.
*Om et par dage, når I har haft mulighed for at melde ind, laver jeg en printvenlig version af hele indlægget, samt listerne i PDF-format med ekstra linjer tilføjet, så man, hvis det giver mening, kan printe dem og tilføje det, man synes, de mangler. Jeg skal nok give et heads up på, hvor jeg lægger dem.
*Jeg har lagt en reminder ind i min kalender i slutnigen af august, så vi, hvis verden stadig står, ved fælles hjælp kan justere lager og grej, så det også passer til efterår og vinter.
*Og til allerALLERsidst: Hvis I kun tager én ting med fra dette marathon-skriv, så lad det være, at I skal være konkrete ift., hvad I forbereder jer på. Ellers ender I med at formøble hele formuen på ting, I aldrig får brug for, og mad, I ender med at smide ud. Får vi 3 tons uran i hovedet, kommer de 12 dåser hakket tomat og schweizerkniven alligevel ikke til at gøre den fjerneste forskel, og vi ved ikke, hvor længe, vi skal forberede os på at være i forhøjet alarmberedskab. Grib det an med nogenlunde ro og kløgt, så vi kan leve så normalt og fredeligt som muligt imens.
Jeg starter lige med den disclaimer, at jeg indtil i søndags vidste meget, meget lidt om, hvordan EU strukturelt er opbygget, og hvad det reelt er, vi skal stemme om på søndag. Dette siger jeg ikke for at bortforklare eventuelle fejl, men blot for at sige, at jeg tager imod rettelser og kommentarer med et kropssprog så åbent, at jeg er i fare for at klappe sammen på ryggen.
Rent opbygningsmæssigt starter vi med en gennemgang af den pt. mest aktuelle del af EU, nemlig Parlamentet.
Herefter har jeg forsøgt at lave en pixiebogs-gennemgang af EU’s andre organer, og hvordan de samarbejder og er rangordnet i forhold til hinanden.
Så følger links til en lille håndfuld kandidattests, og endelig lister jeg til sidst de kilder, jeg har brugt.
Jeg har været så kildekritisk, som jeg fandt det muligt, ligesom jeg også har krydstjekket fakta ved at google de store spørgsmål og læse flere forskellige kilders gennemgang af samme problemstilling. På den måde håber jeg, at jeg er styret udenom de værste misforståelser.
Men det ER komplekst; ikke mindst fordi alle instanser er viklet ind i hinanden, og sprogbruget på stort set alle offentlige sider er meget kancelli. Det er tydeligt, at man ikke vil tale dele af organisationen ned, og at alle derfor gør sig umage for at vinkle stoffet respektfuldt og relevant for netop deres målgruppe – men derfor bliver det også ualmindeligt svært at finde en objektiv fremstilling af beføjelser, begrænsninger, fordele og ulemper.
Men vi kaster os frygtløst ud i det, og så retter jeg til og tilføjer spørgsmål og svar, efterhånden som de tikker ind. På den måde skulle indlægget gerne ende med at være en nogenlunde troværdig sammenfatning af fakta, som I så kan læse søndag over morgenkaffen, inden I triller afsted mod stemmeboksen.
Parlamentet (Det, vi skal stemme om)
*Der skal vælges 720 medlemmer
*Danmark skal vælge 15 medlemmer, og kommer dermed til at udgøre ca. 2% af det samlede Parlament
*Parlamentet sidder i 5 år, behandler og vedtager EU’s love, og er sammen med Ministerrådet den lovgivende magt i EU.
*Parlamentet skal godkende og kontrollere Europa-kommissionen
*Pladserne fordeles efter medlemslandenes indbyggertal; dog har små lande forholdsmæssigt flere medlemmer ift. størrelse, så de stadig har mulighed for at få indflydelse på lovgivningsarbejdet.
—————
Alle EU-lande stemmer mellem d. 06. og d. 09. juni; de fleste på søndag, ligesom os. Herhjemme stiller 11 partier og 169 kandidater op, og man kan stemme, hvis man er dansk statsborger, eller har bopæl i Danmark og statsborgerskab i et andet EU-medlemsland.
De fleste af de danske partier har forud for valget indgået det, man kalder ‘Valgforbund’, hvilket er et valgteknisk samarbejdet, der betyder, at man kan bruge hinandens overskydende stemmer til at få et mandat.
Fordelen er, at man mindsker risikoen for, at en stemme går til spilde, hvis et parti ikke får stemmer nok til at komme ind. Ulempen er, at man som vælger kan risikere, at man sætter sit kryds ved Venstre, men at det ender hos Radikale Venstre.
Der indgået valgforbund mellem følgende partier:
Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet
Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance
Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre
—————-
Det, som er væsentligt at forstå, og som også er grunden til, at det er så vigtigt at stemme på søndag er, at arbejdet i Parlamentet foregår i det, der hedder Udvalg. Disse kan svinge i størrelse, men der er sædvanligvis 30-50 medlemmer i et udvalg. De fleste medlemmer af Europa-Parlamentet er medlemmer af ét udvalg og stedfortrædere i yderligere ét.
Der findes 20 stående udvalg med hver sit sagsområde, (f.eks. Industri/Forskning/Energi, Det Indre Marked/Forbrugerbeskyttelse osv. )
(Der er en ret fin oversigt over de forskellige udvalg og deres sagsområder her)
Det er de forskellige udvalg, der behandler lovforslag fra Kommissionen og kommer med ændringer til dem.
Den endelige vedtagelse sker i plenarforsamlingen, hvor alle Europa-Parlamentets medlemmer er samlet – men *netop* fordi, det er i de forholdsvis små udvalg, lovforslagene behandles, bliver det enkelte parlamentsmedlem pludselig vigtigere, end man lige i første omgang forestiller sig.
For 15 ud af 720 lyder ikke af ret meget.
Men 1 ud af 30 gør.
Og selvom det er den store forsamling, der skal stemme lovforslagene igennem, så betyder arbejdet i de små udvalg, at der er mulighed for at præge og forme undervejs.
Når det kommer nye love, er der områder, hvor de enkelte medlemslande selv har ret til at lovgive (f.eks. ift. folkesundhed, kultur og uddannelse), men det er vigtigt at forstå, at EU-vedtagne love har forrang på de områder, hvor medlemslandene og EU har delt kompetence. Og det er der *netop* på de områder, som flere af jer gerne med jeres stemme vil påvirke, som f.eks. landbrug, forbrugerbeskyttelse, fiskeri, miljø og energi.
Man kan sige, at det måske ikke for os danskere ser ud til at have den store betydning, hvordan en given EU-lov på landbrugsområdet falder ud, fordi vi (sørgeligt nok) er ret godt med, sammenlignet med de øvrige EU lande. Indenrigs må man jo altid gerne være mere restriktiv, end de love, der vedtages i EU lægger op til.
Men det hjælper – ved vi efterhånden – ikke rigtigt noget, at vi prøver at begrænse vores udledning af pesticider, hvis de pisser dem lige ud i Atlanten i alle andre lande. Derfor er det ret afgørende, at vi i Danmark, hvor vi har et solidt uddannelsesniveau og en levestandard, der er høj nok til at kunne kere os om det, der ikke lige ligger i de to nederste lag i behovspyramiden, er med til at trække i den grønne retning, fordi det kompromis, vi givetvis vil blive tvunget til at indgå, dermed stadig er det grønnest mulige.
—————
Så langt, så godt.
Men EU-parlamentet er jo ikke bare 720 mennesker, med 720 holdninger, der sidder i et (stort) lokale og råber 720 forskellige synspunkter ind i hovedet på hinanden.
Medlemmerne er placeret i politiske grupper, som ikke er opdelt efter nationalitet, men efter politisk tilhørsforhold.
Der findes i dag syv politiske grupper i Parlamentet, og medlemmerne kan ikke tilhøre mere end én politisk gruppe ad gangen.
(Grunden til, at der på nogle illustrationer står 751, mens der på andre står 705, er, at der ved sidste valg i 2019 blev valgt 751 medlemmer ind, men at det samlede antal pladser faldt til 705, da Storbritannien trådte ud af EU).
Inden der holdes afstemning i plenarforsamlingen (de 751/705/720), behandler de (7) politiske grupper betænkningerne, der er udarbejdet i udvalgene (de 20), og stiller ændringsforslag. Derudover fastlægger man internt i gruppen en fælles holdning – men medlemmerne kan ikke tvinges til at stemme på en bestemt måde.
Der kræves 23 medlemmer fra mindst en fjerdedel af de 27 EU-lande for at danne en politisk gruppe, og selvom der er grupper, som er oplagte for de enkelte landes repræsentanter at være en del af, er de ikke tvunget til at blive der.
Det betyder, at man som vælger faktisk ikke er sikret, at den stemme, man afgiver, ender hos hverken det politiske parti eller den politiske gruppe, man gerne ville give den til.
Hvilket jo lidt er noget lort. Faktisk.
Men det ændrer stadig ikke på, at vi nok er ét af de lande, som med vores stemmer, kan gøre en forskel ift. hvor grønt et Europa, vi i fremtiden gerne vil have, og hvor frie hænder vi ønsker at give tech-giganter og webshops, der bygger på børnearbejde og kemi. Vi får 15 kandidater uanset hvad, men netop fordi det enkelte medlem potentielt kan få temmelig meget at sige, er det ikke lige meget, hvem de 15 mennesker er.
—————
Inden vi går til kandidat-tests, vil jeg gerne lige linke til en fin artikel fra Klimabevægelsen, fordi mange af jer netop konkret har tilkendegivet, at dette er et fokuspunkt for jer. Den er letlæst og dejlig overskuelig, og I finder den her.
Har man brug for en liste over de danske kandidater, og hvilken af de 7 grupper, de lige nu giver udtryk for at ville tilslutte sig, kan man finde den her.
Ministerrådet (IKKE at forveksle med Det Europæiske Råd)
*Medlemmerne varierer fra møde til møde. Hvis der f.eks. er en sag om miljø på dagsordenen, så er det EU-landenes miljøministre, der mødes
*Vedtager lovgivning
*Består af EU-landenes fagministre
*Træffer afgørelser gennem flertal
***
Det Europæiske Råd (IKKE at forveksle med Ministerrådet)
*Består af stats- og regeringscheferne
*Fastsætter Unionens vigtigste prioriteter og overordnede politiske kurs
*Tager stilling til sager, der er kørt fast i Ministerrådet
*Beslutninger træffes ved konsensus
***
EU Kommisionen:
*Ledes af 27 kommisærer, udpeget af de nationale regeringer
*Fremsætter lovforslag
*Forvalter lovgivning
*Forhandler aftaler med 3. lande
*Sidder 5 år
***
Europæiske Partier:
Et europæisk, politisk parti er et politisk parti på EU-niveau. De europæiske partier er paraplyorganisationer for nationale partier fra europæiske lande, og har blandt andet til formål at bidrage til etableringen af de (lige nu 7) politiske grupper i Europaparlamentet.
For nogle uger siden sad jeg på en cafe i Vejle for at slå en time ihjel i mellem to opgaver. Normalt har jeg mine AirPods i tasken, og dem plejer jeg at stoppe i ørerne, så snart jeg er et sted, hvor der er andre mennesker, men lige den dag lå de hjemme i opladeren, fordi man åbenbart ikke kan sætte folk til at pakke en taske mere.
Derfor blev jeg, lidt ufrivillig, passiv deltager i den samtale, der kørte ved bordet bag mig, hvor en kvinde lige omkring de 40 talte med sin veninde om urimeligheden i, at der er en aldersgrænse for, hvor længe man kan få hjælp til at få børn alene.
Nu er Børn Alene jo en af mine spidskompetencer, og selvom jeg har lavet mine selv, og altså ikke har været omkring hverken klinikker eller system, har jeg naturligvis en holdning til emnet, fordi jeg ved, præcis hvad det vil sige at stå med børn alene, og 1:1 ved, hvilke udfordringer, der i den forbindelse kan være med at blive ældre.
Det er egentlig ikke det, der er hovedtemaet i det her indlæg, men vil man gerne vide, hvad jeg mener om emnet, kan man lige nappe det her indlæg. Jeg skal nok vente imens.
*henter kaffe*
Ok?
Godt. Så går vi videre til det, der fylder i mine tanker lige nu, nemlig den teknologiske udvikling, og hvordan den i stigende grad stiller krav til vores etiske kompas.
For jeg kan på alle måder sympatisere med gerne at ville have et barn; også selvom man må få det alene. Det ønske forsvinder jo ikke natten til din 42-års fødselsdag.
Men dem, der har mest på spil, og som derfor er de mest engagerede deltagere i debatten, er dem, der står med ønsket om et barn og et biologisk ur, der tikker. Ingen af dem er objektive – og ingen af dem har prøvet at stå med et spædbarn som 50 årig.
Og altså: Racen ville uddø, hvis vi fra barn til barn huskede, hvor absurd hårdt det er at have en baby, ligesom det nok også evolutionært er meget smart, at der er nogle udfordringer, der først indtræder, når børnene er så store, at man ikke står til at skulle have flere.
Derfor er det både nemt og gratis at mene, at vi sagtens kan tage vare på børn og møde deres behov, selvom vi er 52, når vi får dem. Måske også fordi vi alle klamrer os til håbet om, at vi stadig selv er skarpe og hurtige og på tæerne, når vi rammer den alder.
Men de fleste af os har forældre, ældre kolleger eller onkler og tanter, som jo ret fint illustrerer, at der kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere kan hænge på. Om det er plasticitet, vilje eller naturens måde at regulere bestanden på, er svært at sige – men det er mærkeligt, at vi alle ser det udspille sig i privatlivet, og stadig på det mere overordnede plan ignorerer, at det sker. F.eks. når vi i nærmest alle fag taler om at hæve pensionsalderen, og udelukkende fokuserer på, om ikke man burde have ret til at tage den lidt med ro, når man har arbejdet i mange år. Jeg savner i dén grad lidt fokus på, om det er hensigtsmæssigt at holde en kirurg, der ikke kan konvertere et word-dokument til pdf, på operationsstuen, en tolk, der har aldersbetinget høretab i stolen, eller en chauffør, der ikke kan dreje nakken pga. gigt, i førersædet. Maskinen bliver slidt og langsom over tid, og det burde vi forholde os mere til, end vi gør, synes jeg.
Om 10 minutter er jeg stensikker på, at vi har udtænkt måder, der gør det muligt for kvinder at blive gravide og føde børn, indtil vi fylder 60, og det skal der nok komme en spændende debat ud af.
Men når vi flytter barren i den ene ende, så vil det jo være meget oplagt, at nogen pludselig får den gode ide at kigge på den, der afgrænser i den anden.
For hvad, når vi har teknologien til at gøre piger på 9 år gravide?
Ja?
Træls tanke, ikke?
For det kan vi *også* om lidt – og det kan vi (forhåbentlig!) ALLE sammen se er en dårlig ide. Men med fødselsunderskudet, som bliver et større og større problem, kunne man måske godt komme i tanke om en politiker eller to, der pludselig ville kunne se mulighederne i dét.
Det eneste, der står i mellem det skrækscenarie og den nuværende virkelighed, er vores etik. Og her bliver det store, store problem, at den altid vil være formet af, hvad vi har med i rygsækken, hvor vi er i livet, og hvilke valg vi træffer – som vi derfor, bevidst eller ubevidst, er nødt til at forsvare overfor os selv.
Eksempelvis havde vi for nogle måneder siden i en af mine sociale cirkler en diskusion, hvor mennesker, der normalt er enige om langt, langt det meste, pludselig var ved at komme op at slås.
Handlede det om aktiv dødshjælp, Linda? Om vacciner, klima eller politik?
Nope.
Det handlede om en potentiel graviditet hos én, der har en affære med en gift mand.
Stridspunktet var, om man som kvinde i en affære, som begge parter har indledt med åbne øjne og som ingen derfor har intentioner om skal være andet og mere end dét, fortæller manden, at der er to streger på pinden, hvis man VED, at man ikke vil have barnet.
Jeg var så klart på ‘Nej, sgu da!’ at jeg ikke på noget tidspunkt havde overvejet, at nogle af mine gifte veninder kunne have en anden holdning.
Det havde de.
Tankevækkende nok var mine kammerater alle enige med mig. Både dem, der er gift og dem, der ikke er.
Og den behøver vi ikke åbne her; min pointe er bare, at det for mig blev ret tydeligt, at det ikke kun er logik og saglighed, der farver din holdning til et givent emne.
Men fordi det her er noget, der konstant skramler rundt i min hjerne i disse dage, tænker jeg mere og mere over, hvor afhængige vi er af at finde ud af at enes, hvis ikke vores individuelle behov og ønsker skal skubbe os ud over kanten.
Johanne (the-blogger-formerly-known-as-Citygirl) sendte mig i går en artikel fra Heartbeats, som var et fint take på, at vi hver især med den pris, vi sælger vores brugte tøj til, kan være med til enten at understøtte eller at bekæmpe det svinske overforbrug af tøj, vesten har.
Og det er nok i virkeligheden hovedet på sømmet ift. det, jeg går og tygger på; at vi måske har nået et punkt nu, hvor vi ikke længere bare kan lukke øjnene og tænke, at det JEG gør, ikke påvirker andre end mig selv.
Engang var ‘en dråbe i havet’ en metafor, der skulle illustrere pointen om, at noget var så ubetydeligt, at det ikke gjorde i forskel i det store billede – men tager man den baglæns, er havet jo reelt bare en relativ stor samling af dråber, og der er en smertegrænse og en balance, der kan forskubbes et sted. Derfor *gør* det en forskel, hver eneste gang, vi hver især lægger vores eget lille, individuelle lod på vægten, ganske enkelt fordi vi efterhånden er mange, og fordi vi smitter hinanden med vaner og ideer.
For verden er med teknologiens muligheder blevet meget mindre, hvilket er en fordel, når man er ung og nonbinær i Hanstholm, eller når videnskaben pludselig har data nok til at opdage sammenhængen mellem ordblindhed og en bestemt genmutation. Men det betyder også, at valg, der træffes ét sted, meget hurtigt kan få betydning et andet; f.eks. når ét land går i krig og internationalt samarbejde tvinger alle andre med, når et virus er spredt til hele verden, inden man har nået at forstå, hvor alvorligt, det er, eller når én stat begynder at stramme sin abortlovgivning og andre med samme ønske ser, at det er muligt.
Derfor har det enkelte menneskes valg og kampe i dag en tyngde, som de ikke havde for 50 år siden, og problemet er, at verden udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at se konsekvenserne af de valg, vi træffer. De naturlige begrænsninger, der tidligere lå i den evolutionære biologi, er med teknologiens rivende udvikling sat ud af spil, og samtidig er der politiske dagsordener, der kan koordineres i højere grad og større målestok, på tværs af grænser og sprog. Det giver et samlet impact på racen og kloden, der er i fuld gang med at forsegle vores skæbne.
Når alt er muligt, er vi de eneste stopklodser, der er tilbage. Vi er the last line of defense – men vi kæmper dybest set imod os selv, og det kommer til at gå galt.
I hvert fald hvis ikke vi meget hurtigt og i fællesskab begynder at forholde os til, at individets ønsker i dag er blevet så lette for den enkelte at indfri, at de kan ende med at blive kollektives undergang.
For et par uger siden blev der i den lokale fb-gruppe lagt et opslag op fra Krohaven, som er et aflastnings/botilbud, der ligger overfor skolen. En medarbejder appelerede til skolebørnenes forældre om at undlade at holde på Krohavens p-plads om morgenen, fordi de taxaer, der henter børnene, så ikke kan komme til. Det bliver et problem, fordi bemeldte taxaer kun må vente 5 minutter, før de skal køre videre, og mange af børnene på Krohaven bliver udadreagerende, hvis deres forventede struktur brydes.
Det er der jo ingen, der ikke kan forstå eller fatte sympati for.
Men. Samtidig fik opslaget noget til at falde på plads for mig, som jeg ikke helt har kunne sætte fingeren på, når jeg forsøgt at pinpointe min fornemmelse af, at hele systemet er ved at falde fra hinanden.
For det synliggjorde det, der for mig at se er kerneproblemet overalt, nemlig at løsninger, der burde løses strukturelt, bliver lagt over på individet.
Krohaven ejes af Esbjerg Kommune. Det gør skolen også. Begge dele er bygget på et tidspunkt, hvor verden var en anden, og problemet med for få p-pladser er vist generelt for alle skoler.
Og lad os starte med at skåne hinanden for debatten om børn og cykler, for jeg synes, at problemet er langt mere komplekst end som så.
For i mange familier i dag arbejder alle tilgængelige forældre, mange har fået langt til job, og skal dermed tidligere afsted, end de skulle for 15 år siden, skoledistrikterne er blevet større, men infrastrukturen er ikke fulgt med osv. osv.
Samtidig skal man i dag tilkøbe et morgenmodul i SFO’en, hvis man har børn, der skal kunne komme ind på skolen tidligere end kl. 7.50.
Det betyder altså et vindue på 10 minutter, hvor alle de børn, der ikke går i SFO, ankommer til skolen – mange af dem i enten bil eller bus.
Og hvor børnene på Krohaven også bliver hentet, åbentbart.
Det får bølgerne til at gå højt i lokalsamfundet – hvilket er forventeligt. Men det, der til gengæld kan undre, er kommunens fuldstændige fravær i debatten om, hvordan man løser det her.
For det ville da være oplagt at forlænge det tidsrum, hvor børnene kan komme ind på skolen, så dørene f.eks. var åbne fra kl. 7.30.
Eller at man omtænkte busløsningen og/eller afhentningstidspunktet for Krohavens børn.
For igen: Det er samme instans, der ejer og driver begge steder. Men det er ret vanvittigt, at manglen på p-pladser, og 100 restriktioner og beslutninger, som er truffet og pålagt ovenfra, pludselig er blevet et problem, som forældre og ansatte selv skal løse.
Og dén måde (ikke) at gribe tingene an på går igen overalt, synes jeg.
Da Anton gik i det almene skoletilbud, var den første “løsning” jeg blev præsenteret for, da skole begyndte at være svært, at han skulle skemareduceres. Da jeg spurgte, hvordan vi så skulle sikre, at afgangseksamen blev reduceret tilsvarende, blev de helt blanke i ansigterne. Og jeg ved sgu da godt, at det ikke er noget, man gør. Men jeg havde lyst til at synliggøre, hvor absurd kortsigtet en løsning det var – og at det kun og udelukkende var en løsning for dem.
Min bedstefar på 96 ville, uden den mindste tvivl, være død for længst, hvis ikke det havde været for mine forældre, som fragter ham land og rige rundt, fordi flextaxa mest er flex på taxasiden. På brugersiden er det bare uværdigt og træls. De handler for ham, hjælper ham, når han mangler tøj, tager med ham til lægen, og kører ham på Borgerservice, når han smækker sig ude af Digital Post, fordi han ikke kan se, hvad han taster, eller er kommet i tvivl om, hvad det nu lige er for et kodeord, man bruger hér.
Jeg tolker for brugere, der bliver sendt hjem fra hospitaler, uden at nogen forholder sig til, om der kommer andre forbi og hjælper med det, borgeren helt indlysende ikke selv kan klare, forældre bliver indkaldt til arbejdsdage i de kommunale børnehaver, så børnene ikke får rabies og pest af at rive sig på rustne søm på legepladserne, og der sendes opfordringer ud om at holde børnene hjemme, når der er sygdom hos personalet i vuggestuen.
Og jeg ved det godt: Det handler om ressourcer.
Det er i hvert fald det, vi hører igen og igen og igen.
Men hvad nu, hvis det i virkeligheden handler om noget helt andet, nemlig hvad vi bliver stillet i udsigt? Og det faktum at vi alle sammen bliver målt efter samme lineal, fordi systemet vil have kontrollen, men ikke det ansvar, der følger med?
For jeg begynder at mistænke, at det måske mere er dér, problemet ligger.
Havde jeg fået Anton for 60 år siden, ville de særlige vilkår, han kom med, have været mine egne at finde en løsning på. Han var måske kommet med min far i lommen som læredreng, og ingen havde interesseret sig synderligt for, at sproget drillede ham, så længe han havde hænderne skruet rigtigt på. Han var ikke blevet læsetestet og lixmålt i tide og utide, og uden at skulle romantisere det, så ville det i hvert fald have været en langt mere håndfast og konkret virkelighed at navigere i.
For 60 år siden ville vi have vidst, at min bedstefars ve og vel var vores at forvalte, og vi ville have brugt tiden på at løse problemerne, i stedet for at forsøge at få dem i tale, som vi har fået fortalt kan gøre det bedre end os.
Vi lever med en forventning om, at samfundet holder hånden under os, og at der altid er hjælp at hente. Vi glemmer at forberede os på de worst cases, livet kan have i posen til os, fordi vi forventer, at systemet passer på os, når vi er syge, svage eller uden midler, og min påstand er, at det, i hvert fald på nogle af områderne, ville være en større hjælp, hvis vi på forhånd vidste, at vi skulle klare os selv. De ressourcer, jeg har brugt på at forsøge at få hjælp til Anton, ville for det første ikke have været nødvendige, hvis ikke han skulle opfylde samme krav og betingelser, som børn, der ikke har de udfordringer, han har, men de ville også have været bedre brugt på bare at hjælpe ham selv.
Det er bare ikke muligt at vælge den vej, så længe alle stadig skal aktiveres og bidrage og yde og evne og høres i alle sammenhænge, hele tiden.
Systemet er efterhånden blevet den ulidelige chef, der vil mikrolede alle dele af samtlige processer i hele virksomheden, men som ikke er nogle steder at finde, når det virkelig brænder på, eller ansvar skal placeres.
Men helt oprigtigt synes jeg, at det efterhånden er svært at få øje på både rimelighed og logik i, at vi skal levere og præstere, som om vi fik den hjælp, idealet tilskriver, mens vi, overladt til os selv, snubler rundt i stonewall’ing, krav om omstillingsparathed, udbudsrunder og behandlingsgarantier, der ikke bliver overholdt.
Men ingen har overblik eller kræfter til at løfte debatten op på det niveau, hvor den egentlig hører hjemme, og hvor ansvaret for løsning af problemet burde ligge, fordi vi har travlt med at skændes om parkeringspladser, børns sygedage og hjemmehjælp.
Og selvfølgelig er det her nærmest absurd komplekst. Alt var, helt indlysende, ikke bedre I Gamle Dage, og jeg er også med på, at meget af det, vi står med i dag, udspringer af problemer, der er forsøgt løst, men hvor tid, frekvens og akkumuleret mængde har overhalet løsningerne indenom.
Der er netværk, opsyn, ansvar og vagtplaner, der skal gå op, at tage højde for.
Men det bliver tydeligere og tydeligere, at vi bliver lovet mere, end samfundet har ressourcer til at holde, og jeg har oplevelsen af, at alle bare holder sig for øjnene og bliver ved med febrilsk at træde på speederen, selvom det hele ryster og ryger, og lige om lidt ryger lortet i luften.
Det virker heller ikke optimalt.
Men hvordan man gentænker samfundet og måden, vi har indrettet det på, mens vi alle sammen stadig er i det, og ingen dermed er upartiske, aner jeg simpelthen ikke.
Men jeg ved, at vi ikke kan blive ved med at klamre os til illusionen om, at den udhulning af alle dele af velfærdssamfundet, vi lige nu er vidner til, er et forbigående problem. For det er det ikke. Det bliver kun værre i takt med, at konsekvenserne af kortsigtet lappeløsninger bliver flere og flere, og der ikke længere er en solid klangbund til at absorbere de sårbare undtagelser.
Jeg elsker at køre bil om aftenen. Det tror jeg, at jeg har nævnt før, men det er virkelig noget af det bedste, jeg ved. Det er, som om det hele falder til ro, når der skrues ned for lyset, og jeg er tvunget til at være, hvor jeg er. Det er ubetinget det tidspunkt, hvor jeg tænker bedst, og det er ofte der, jeg får øje på mønstre og detaljer, som hverdagen ikke levner plads til at se.
Det skete igen forleden. Jeg sad på motorvejen, og natten var overraskende klar, selvom dagen havde været grå og tåget. Vi var ikke mange biler derude, og som altid sad jeg og tænkte på, hvor de andre mon var på vej hen. I hver vores kasse, med hvert vores liv og historier, der rummer det hele.
Da jeg sad der og lod tankerne vandre, kom jeg til at tænke over, at jeg er et nyt sted i mit liv. Der er sket meget over det sidste år, og meget af det er nemt at få øje på. Natuligt nok er det derfor dét, jeg selv har lagt mest mærke til.
Men i mørket kom jeg til at spekulere over det, der er fulgt med. Alt det nedenunder, der har revet sig løs, er blevet trukket med strømmen, og som nu langsomt finder nye steder at falde til ro.
Uden at kunne redegøre knivskarpt for, hvori forandringen består, er det noget, der handler om min måde at forholde mig til mine egne grænser på.
Og også en gryende erkendelse af, at jeg skal have fundet en måde at gøre mig fri af mit behov for at forstå og søge logiske forklaringer, hvor de ikke er at finde.
De sidste måneder har budt på nogle ret krævende konfrontationer og en usædvanlig høj frekvens af mennesker med egne dagsordener, der, meget vedholdende, har insisteret på at sætte deres ønsker og behov over mine.
Det er sjældent, at jeg oplever så rød en tråd i de udfordringer, jeg kæmper med, men denne gang har det føltes næsten skæbnebestemt, at jeg har fået variationer af samme tema præsenteret på flere arenaer samtidigt. Både i privat og fagligt regi.
Fraset mine helt unge år, har jeg aldrig været specielt konfliktsky i professionelle sammenhænge. Jeg opfatter ikke mig selv som konfliktsøgende, men jeg er ikke bange for at være den, der sætter ord på det, som er svært.
Men i mit privatliv er jeg gået fra i mine 20’ere at synes, at livet var noget, andre mennesker forvoldte mig, mens mine 30’ere gik med at sortere i, hvad jeg gerne ville have med videre, og hvad der måtte slippes.
Det nye, her i mine 40’ere, er, at jeg pludselig meget tydeligt kan mærke min grænse, inden den bliver overskredet – og at jeg er villig til at stå fast på den. Uanset om det koster mig en relation, en arbejdsopgave eller andre menneskers positive opfattelse af mig.
I gamle dage gik jeg min vej. Jeg er i omgangskredsen notorisk kendt for, at der er langt til min grænse, men når man når den, er løbet kørt. Sådan er det nok egentlig stadig. Men hvor jeg tidligere først kunne mærke min grænse, når vi var så langt forbi den, at den ikke længere kunne anes i bakspejlet, så opdager jeg det nu, når jeg er ved at ofre min sjælefred og integritet for den gode stemning skyld. Og jeg reagerer på det.
Det er ikke på nogen måde nemt, men det giver en ro, jeg ikke har kendt til før. Der er noget i det her med at turde vise ansigt; at turde stå ved, hvem og hvad jeg er, som ligner sårbarhed, men føles som styrke.
Det er stadig så nyt, at jeg kun aner konturerne af det fulde potentiale, men det er allerede tydeligt for mig at mærke, at det kommer til at definere min udvikling de næste år.
Jeg er ikke for alle. Det har jeg aldrig været, og det bliver jeg aldrig. Det lever jeg med. Hvis ingen har noget i mod dig, er der sjældent heller nogen, der foretrækker dig, og jeg fungerer ubetinget bedst med aktive tilvalg og klare præferencer.
Men det er nyt for mig ikke bare at lukke af og ned, når jeg bliver vred eller føler, at jeg bliver tvunget til at give mere, end jeg gerne vil af med.
Og når man bare går, sker det oftere, end man skulle tro, at den, man vender ryggen, ikke opdager det, så det er også en underlig bagvendt måde at spille sikkert og holde døren på klem på.
Det er vi – åbentbart – færdige med. De spørgsmål, jeg stiller og konfrontationer, jeg tager nu, er med hele puljen på bordet, hjerte og nerver fuldstændig blottede, og de efterlader ingen i tvivl om, hvor jeg står.
Det er ikke alle relationer, hverken de faglige eller private, der kan bære det, så jeg kommer til at lukke døre og miste mennesker i den her proces. Det kan jeg allerede se.
Men det føles også som om, at alt det, jeg har arbejdet mig igennem de sidste mange år, har ledt mig til, hvor jeg står nu.
Til det sted, hvor jeg oprigtigt mener, jeg har ret til at stå fast på, hvad der føles rigtigt for mig, og hvor jeg ret klart kan se, at der er situationer, hvor kompromiser ikke er en mulighed, hvis jeg skal have mig selv med.
Jeg gør mig stadig umage for at gøre tingene ordentligt. For at kommunikere klart, være transparent i det, jeg gør, og for også at udvise forståelse for det synspunkt, jeg ikke deler.
Men jeg føler ikke længere ansvar for at være den, der sørger for, at ingen taber ansigt, eller for at forstå valg og vilkår, som ikke for mig virker rimelige.
“Det kommer til at koste”, tænkte jeg, da jeg sad i mørket, alene på vejen og kiggede på stjernerne og en flyver, der langsomt og lydløst bevægede sig hen over den natmørke himmel.
Men faktisk ikke noget, jeg ikke længere er villig til at betale.
Jeg tænker meget over gamle mønstre for tiden. Og over, hvordan det ofte kræver et menneske, der gør noget andet, end man forventer, at blive opmærksom på, at man bærer nogle bestemte forestillinger med sig.
Noget af det foregår ovre i voksenland. Men mindst ligeså meget foregår på børnefronten, hvor Frida, som nu er 8 år, har en alder, som jeg også kan huske fra mig selv.
Der er så mange stereotype og kønsnormative forventninger til, hvordan det er at være mor til hhv. piger og drenge, og jeg tror, at de fleste af os efterhånden er ved at have fået øjnene op for, at der er ligeså mange måder at være i verden på, som der er mennesker i den.
Men der uendelig forskel på min rolle som mor for hhv. Anton og Frida, og lige i forhold til det her emne, handler det lidt om personlighed, men mest om køn. Og egentlig mere mit end børnenes.
For jeg oplever, at jeg med Anton har nogenlunde nemt ved at forholde mig objektivt til alt fra udvikling til sociale relationer, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvordan det er at være stor dreng og ung mand. Ikke dermed sagt at jeg bare slentrer mig gennem opdragelse og moderskab, for der er bestemt også områder, hvor jeg ikke ANER, hvad jeg står med, og bare er nødt til at improvisere og satse på, at kærlighed og gode intentioner får os hele igennem det.
Frida er en helt anden historie. For hun er på mange måder et lille spejl, og her balancerer jeg hver eneste dag på den hårfine grænse mellem at forfalde til det, det jeg kender fra min egen barndom og mit ønske om at hjælpe hende til at forstå, at hun ikke skal rette ind, holde kæft, gøre sig lille og folde vingerne ind, bare fordi hun er en pige. Jeg udfordrer det, når det til forældremøder f.eks. bliver påtalt, at hun ‘godt kan lide at bestemme, haha’. Hver eneste gang spørger jeg, om det ville være blevet nævnt, hvis hun havde været en dreng.
Så bliver der altid lidt stille.
Og jeg er med på, at mange ser Et Irriterende Barn for sig nu – men dét der var mig. I hvert fald indtil jeg blev skammet til at forstå, at vi ikke kan lide det, vi ikke kan sætte i bås.
Mine forældre gjorde, hvad de kunne, og jeg har aldrig oplevet andet end opbakning til at være præcis det barn og det menneske, jeg var og er. Men tiden var en anden, og det var samfundet også, og dengang blev børn ikke opfattet som små, men rigtige mennesker, men mere som en slags larmende accessories. Livet og hverdagen blev indrettet og dikteret af de voksnes ønsker og valg, og vi fulgte bare med. Der var problemer, vi ikke havde – og *hvis* vi havde alligevel, så var det bare ærgerligt, for ingen tog dem specielt alvorligt.
Ja.
Som sagt. En anden tid.
Men hele pointen med det her indlæg er, at det for mig er ret vildt at opleve, at Frida faktisk ofte heler de sår, jeg slæber rundt på, fordi jeg (også) som barn var skæv og sær og ikke forstod, hvorfor jeg hele tiden følte mig så anderledes. Hun gør det uden at vide det, og uden at gøre andet for det, end bare at være det magiske, viljestærke barn, hun er.
I weekenden havde hun f.eks. en soveaftale. Det har hun haft mange gange efterhånden, og i takt med, at de bliver større, får de lidt mere frie tøjler med iPads og telefoner. Da jeg sad i sofaen og kunne høre, hvordan de ringede til alle de andre veninder, fik jeg faktisk en klump i halsen.
For de første gange hun blev ringet op af piger på soveaftaler, eller hvor hun selv, sammen med sin soveaftale, ringede ud, strammede alt på mig, og vi sprang direkte fra gult til mørkerødt alarmberedskab. Jeg opdagede ikke engang, at det skete.
Det gjorde jeg først, da de havde gjort det masser af gange, og jeg en dag pludselig kunne se, at alle hyggede sig med det.
For det er så fremmed for mig, at veninder rækker ud efter andre veninder uden anden agenda end den indlysende: Vi vil gerne spille med dig.
Men jeg har ingen referenceramme. Jeg har kun oplevet, at interaktion af den slags kom med ondskabsfulde bagtanker, og derfor kommer jeg helt automatisk til at forvente, at det er defaulten.
Og inden nogen skriver, at det kan ændre sig mange gange i takt med, at de bliver ældre: Det ved jeg godt. Men jeg vil bare nævne, at jeg selv, på en helt standard mandag i 10-frikvarteret, fik min ørering revet ud *gennem* øreflippen, da jeg gik i 1. klasse, så mobning er omvendt heller ikke noget, der er forbeholdt mellemtrin og udskoling.
Jeg er hyper bevidst om min egen historie, og jeg gør mig uendeligt umage for ikke at plante mine forventninger til andre børn og mennesker i Frida. Men fordi jeg selv har været en lille pige på 8 år, har jeg ret en konkret forestilling om, hvad det kan indebære, som jeg ikke har med Anton.
Det har fået mig til at tænke meget over, at det kræver en klangbund af mennesker, der ikke har de samme traumer og ar som dig selv, hvis du skal bryde mønstre og redefinere dit syn på verden. Hvis du kun har oplevet en skolegang, der krævede konstant alarmberedskab, opdager du ikke engang, at det er det, der i dit hoved er normalt, og så er du afhængig af, at andre mennesker viser dig, at det kan være på en anden måde; at det kan være helt uproblematisk og ligetil.
At få lov at gøre det hele igen på sidelinjen, og se, at det også kan være rent og fint og sundt, får noget til at vokse sammen i mig, som jeg ikke engang havde forstået var slået i stykker.
Det er ikke hele tiden nemt. Heller ikke ovre i voksenland. For når man opdager, at man altid har gået på den samme sti, fordi det var den, man startede på, så er den muligvis ujævn og smadret og har verdens grimmeste udsigt – men den er velkendt, og man går den uden at tænke over det.
Nye stier skal trædes først, og det kan sgu godt være både bøvlet, rodet og trække tænder ud. Ikke mindst fordi man i begyndelsen bruger meget tid og energi på at lede efter den gamle sti, fordi man tror, at man er faret vild.
Men når man opdager, at der faktisk *er* andre måder at komme gennem skoven på; andre stier, hvor udsigten er smuk, selskabet godt, og hvor ingen af dyrene bider, så er det som om, at skuldrene sænkes og sjælen langsomt falder til ro.
Jeg har altid haft en lidt mærkværdig dualitet i min personlighed, hvor jeg på nogle områder kan være helt afsindig konform, mens jeg på andre kan være det mest autonome menneske, du nogensinde kommer til at møde.
Hyperflex ét sted, bundrigid et andet.
Den røde tråd har vi for længst opgivet at lokalisere. Der er intet system i, hvornår jeg er at finde hvor, eller hvorfor noget er vigtigt for mig, mens andet ikke er. Eksempelvis følger jeg, som den klassiske førstfødte, på mange måder den traditionelt afstukne vej – men mine børn fik jeg alene, og jeg har aldrig været i tvivl om, at de, (som de eneste i familien), ikke skulle døbes. Jeg er opdraget med selvstændig tænkning som den ultimative dyd, men *selv* her var der en korslagt arm og et enkelt ‘- men somme tider kan man måske godt følge traditionerne, selvom man ikke er enig i ALLE detaljerne?’
Sådan fungerer jeg ikke.
Autoriteter og automatrespekt har jeg altid haft det ualmindelig svært med, så derfor var ingen mere overraskede end mig, da jeg, familiens absolut *mindst* royale får, insisterede på, at vi skulle gøre en ting ud af kroningen i søndags.
Vi fik stampet alt, hvad der kunne kravle og gå med samme efternavn sammen, jeg fik indført bobler, og sådan gik det til, at vi sad bænket foran tv’et, da Danmark fik historiens måske mest perplekse konge.
Det gik sådan set fint i starten. Jeg var mest optaget af, om kareten mon havde skudsikre ruder, hvorfor man ikke sender direkte fra statsrådet, og hvad det ville kræve at blive lagt i benlås af bagerste PET-agent til venstre.
Men da Margrethe rejste sig og med våde øjne og en stemme, der knækkede over sagde: “Gud bevare kongen” – og Frederik bukkede for hende – tudede jeg som den første.
Og da han trådte frem på balkonen, og allerede inden han åbnede munden måtte tørre øjnene, var jeg færdig. Helt og aldeles.
For det, der rørte mig inderligt, og som – for mig – trumfer både de blå slægtslinjer og historiens vingesus, er det nærmest arketypiske budskab, jeg synes, der er i det her eventyr, nemlig at du altid ender med at vinde, hvis du spiller som dig selv.
For JA, han har være akavet. Og helt urimeligt u-statsmandsagtig. Og i mange år var det eneste, der fyldte i medierne, at alt, hvad der lugtede af kors og bånd og aristokratisk selvhøjtidelighed, var strøget direkte til Sønderjylland, mens ham, der stod til at rydde bordet, ikke kunne sætte to ord efter hinanden i den rigtige rækkefølge.
Og måske har vi haft en Barbera Bertelsen på lønningslisten ift. at brande ham som folkelig, med Royal Run og fadøl og Kom Så De Hviie’ de sidste 10 år. Hvis det er tilfældet: 10.000 point og et ridderkors for indsats og klarsyn.
For det, der skinner så tydeligt igennem, er, at det muligvis har handlet om, at finde ud af, hvordan man rearrangerer udstillingen, så dét, man har, ser ud af noget, og også ligner et produkt, folk gerne vil købe – men uanset om det er alder og udvikling, eller om han har fået hjælp til at se lyset, så er slutresultatet vidunderligt autentisk.
Ingen af os er perfekte. Vi kommer alle sammen til bordet, fulde af fejl og mangler og usikkerhed – men det, der begynder at blive tydeligt for mig er, at det i andre menneskers øjne sjældent er vores fejltagelser eller indbildte ansigtstab, der definerer os eller påvirker vores troværdighed. Det er, hvordan vi vælger at håndtere dem.
Jeg så det, da jeg arbejdede i fitnessbranchen. De instruktører, som var helt glatte og teflonbelagte, var der ingen, der havde noget imod – men der var sjældent heller nogen, der foretrak dem. For ingen kan mærke et menneske, der intet giver af sig selv.
Dem, der træder frem og står, hvor man kan se dem, med både shortcomings og styrker lagt frem, er dem, der ender med at løbe med det hele. For når du ikke forsøger at fremstå perfekt eller konstant skal huske at spille rollen som ufejlbarlig, bliver du fri til at være den, du er.
Der er intet at afsløre, og det sætter fri.
Dem, der ender med at blive udsat for granskning og mistro er dem, der insisterer på at opretholde en facade, som alle kan se dækker over noget. For det, der kommer til at fylde, når man kigger på de mennesker, er et urbehov for at finde ud af, hvad det er, de prøver at skjule. Og en vished om, at det, de skammer sig over hos sig selv, er det, de dømmer hos andre.
Derfor bliver jeg umådelig rørt over at se en konge, der bærer hjertet udenpå, og som i sin første tale beder om hjælp. For ydmyghed indgyder tryghed i en verden, hvor intet er farligere, end mennesker, der mener at vide alt.
Jeg gætter på, at tronoverdragelsen havde set helt anderledes ud, hvis det havde været Joachim, der skulle overtage kåbe og scepter, og netop derfor var det så fint og specielt at se Dronning Margrethes reaktion, synes jeg. For den var en spejling af det, han har lært hende ved at vokse ind i at være sig selv og vise, at der ikke kun er én rigtig måde at være regent på.
Folkets respekt og hengivenhed står og falder ikke med form og etikette; tværtimod kan begge dele vokse ved udsigten til en konge, der ikke længere lader til at være bange for at tage sig selv med ind ad døren, selvom han ikke helt ved, hvad der venter på den anden side.
Det kan man gøre, når man ved, hvem man er og ikke har brug for at støtte sig til masker og rollespil for at holde balancen; når man står solidt nok på sine fødder til at kunne tilpasse sig uden at vælte. Så er man stadig genkendelig og troværdig, selvom landskabet ændrer sig, og det er der nok ingen tvivl om, at det kommer til at gøre, både bogstaveligt og i overført betydning i de årtier, som Frederik skal sejle monarkiet igennem.
Det indgyder håb for fremtiden, at vi nu endelig er et sted, hvor de selv øverst på kransekagen kan rumme indhold over indpakning. Hvor sårbarhed bliver en styrke, når den ikke gemmes væk – og hvor børn forhåbentligt aldrig igen skal holde tale for deres fædre og starte med ordene:
“Papa. Man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed.”
