Kategori: Øjebliksbilleder

Dagene går, og vi går med

Jeg er meget i mit hoved for tiden. Både på den konstruktive måde, hvor jeg tænker tanker, der giver indsigt og forståelse, men også på den måde, hvor tankerne føles som at træde på speederen i en bil, der ikke er i gear: Høje, larmende og uden fremdrift.

Jeg har fået meget ud af det, jeg lærte af at skrive lege-indlægget, for efter at have opdaget, at den manglende leg i bund og grund handler om, at Frida er langt, langt mere socialt anlagt end Anton og jeg, forstår jeg bedre, hvad det er, der sker.

Det har, lidt uventet, taget luften ud af nogle konflikter også, fordi jeg nu pludselig fatter, hvad de handler om. Jeg har f.eks. aldrig forstået, hvorfor Frida lod til nærmest at blive vred over hjemme-eftermiddage, men nu forstår jeg, at hvor Anton og jeg bliver drænet af selskab, når vi er trætte, så får Frida energi af at være sammen med andre mennesker. Og så giver det hele meget mere mening, og jeg kan kravle ned fra mit ‘når jeg nu har prioriteret en rolig hjemmeeftermiddag for JERES skyld…’-kors.

Hun er stadig for lille til selv at cykle ud i verden og besøge sine små mennesker, men alene det, at jeg ved, at det bliver anderledes på et tidspunkt og i mellemtiden kan prøve at fylde på med så mange aftaler, jeg kan lave – og overskue –  hjælper på det. 

Irriterende nok har det også betydet, at jeg pludselig kan se min egen rolle i det her. For nu, hvor jeg ikke har opmærksomheden parkeret i at forsøge at forstå, er der frigivet overskud til at se indad. Og jeg kan se, at jeg faktisk heller ikke kan aktivere mig selv. Hej nedtursmenneske. For inden jeg fik mine børn, havde jeg hænderne i 1000 projekter, og hvis jeg ikke var i gang med nogle af dem, var jeg i gang med noget fitnessrelateret. Men eftersom jeg ikke underviser mere, og helt selvvalgt har skåret både fra og væk, fordi jeg gerne vil ned og stå på flad fod, har jeg faktisk ikke længere noget, der ligger og venter på, at jeg kaster mig over det. 

Hvilket jo var det, jeg ville.

Og så alligevel. 

For problemet er nok, at jeg nu har mere overskud i hovedet, end jeg har haft de sidste 4 år, men jeg har stadig 90% af min tid besat med praktiske gøremål og børn. De 10 overskydende procent er nye og uvante, og jeg ved ikke, hvad jeg skal fylde i dem, for det stadig skal være noget, jeg kan tåle at blive afbrudt i, og som ikke stresser mig, hvis jeg ikke når det.

Så altså. Det er da i hvert fald gået op for mig, hvor meget jeg også selv har aktier i følelsen af, at jeg enten skal lave noget praktisk eller underholde børnene – for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal lave. Og måske er det alderen, eller måske er det et resultat af at have løbet så stærkt så længe, men når jeg uventet pludselig har tid i overskud, så kan jeg slet ikke finde ud af gøre noget med den. Jeg har hele tiden sådan en sitrende, kravlende rastløshed i kroppen, der byder mig at gøre noget, så jeg er med og foran. Jeg har det som om, jeg er på flugt fra mig selv, men jeg ved ikke, hvad jeg stiller op med den erkendelse, og tankerne kører i ring.

Men med det stigende antal legeaftaler i vores liv, begynder Anton også at efterlyse selskab, hvilket glæder mig inderligt, og det er endnu et af de steder, hvor Frida har vist sig at være en lille, fin motor, der trækker Anton med ud på nye, uopdagede vande. Timingen kunne ikke være bedre, for vi begynder så småt at forberede hans skoleskifte, og jeg bruger hans nyopståede ønske om legeaftaler til at nudge ham til at deltage i legegrupper og fødselsdage herude; noget, han ellers indtil nu har undslået sig, fordi det har været for meget for ham at engagere sig to steder. 

Jeg har haft det første møde med hans kommende lærer, som virker dygtig og empatisk, både klassen og forældregruppen virker god, og jeg glæder mig som et barn til juleaften til at sige farvel til skolebusser og logistik. Det bliver fantastisk at få alle mand samlet under næsten samme tag, og kun at have ét hold børn og voksne pr. barn at forholde sig til. 

Så som jeg hørte en kvinde sige for nyligt: Vi er i en tid, hvor det på overfladen ikke ser ud som om, der sker så meget – men det betyder ikke, at der er ikke er forandringer på vej.

Om at huske, hvad man ved

I morges havde vi en af de morgener, hvor alle de små ting rottede sig sammen og spændte ben. Nogen var kede af det, da de vågnede, der var sko, der drillede, og alle bukser var forkerte. Da jeg skulle sætte Anton på skolebussen var den forsinket, og lige som jeg havde afleveret ham i SFO’en, og løb tilbage mod bilen, trillede den ind på p-pladsen, så jeg måtte lave en u-vending, hente ham igen, og nærmest kaste ham ombord, alt imens jeg kunne mærke, at jeg virkelig, virkelig – set i forhold til, hvor på måneden jeg cyklusmæssigt befinder mig – allerede nu burde finde et toilet. I børnehaven gik det hele lige så skævt, hvilket nok kke kunne være anderledes, når jeg var så stresset, at jeg havde bly-smag i munden, så jeg måtte køre fra Frida, mens hun græd, hvilket jeg ellers aldrig at gør.

Det er vel overflødigt at sige, at jeg snøftede mig igennem de første 20 minutter af min egen køretur til arbejde. 

Men som jeg skrev i det her indlæg, hvor det hele også var lidt svært, så øver jeg mig meget i at vurdere, om der reelt er en tale om en dårlig dag, når jeg har det sådan, eller om det bare er 5 dårlige minutter, der stikker af med opmærksomheden, og bliver det filter, jeg ser resten af dagen igennem.

Jeg synes, det er sværest, når det er morgenerne, der vælter. Fornemmelsen af at komme skævt fra start er svær at ryste af sig, synes jeg, og det byder mig inderligt imod, at mine børn og jeg skilles på dårlig fod. Der er ingen tvivl om, at jeg er meget farvet af, at min far og hans kollega kørte galt, da jeg var på Antons alder, for min far kom hjem efter et langt ophold på hospitalet, men så heldig var hans arbejdskollega desværre ikke. Det sker. Og det er først i mine voksne år, det er gået op for mig, hvor tungt et aftryk, den oplevelse har sat i min tiltro til, at alle, der går ud ad en dør, også kommer ind ad den igen.

Men i morges prøvede jeg at grave lidt i følelsen af, at det hele var forkert, og i den iboende rædsel jeg har for, at det netop vil være en af de sjældne dage, hvor vi skilles med tårer eller stressudløst utålmodighed, jeg bliver torpederet af en Audi. 

Jeg nåede frem til, at følelsen egentlig består af to dele.

Den ene er min instinktive reaktion, som er, at jeg bør få mig et andet job. Et job, hvor jeg ikke har skæve arbejdstider og uger, hvor det føles som om, mine forældre henter mere, end jeg gør. Et job, der ikke har trafik som den ubekendte faktor i ligningen, og hvor jeg ikke behøves at stresse, men bare kan ringe til lægen og skifte en tampax, når det er nødvendigt.

Sagen er bare, at den snak har jeg taget med mig selv. Masser af gange, faktisk, for det er altid, når alting går skævt, eller vi har voldsomt travlt, at jeg får lyst til at hjemmeskole og være selvforsynende. Det er aldrig på de gode dage, og det er for mig det afgørende. For selvfølgelig har man lyst til at gøre alting anderledes, når man har en af de dage, hvor intet føles rigtigt – men jeg tror bare, at de er et grundvilkår ved at være menneske. Uanset hvordan man indretter sig. Og derfor er min aftale med mig selv, at så længe jeg synes, at jeg har valgt rigtigt på de gode dage, så er de svære af slagsen en del af den pakke, som hører med, og det må og skal være ok. 

Den anden del af min forkerthedsfølelse handler om min frygt for, at der sker noget forfærdeligt, og at mine børn dermed resten af livet skal bære med sig, at vores sidste morgen sammen var stresset og tårevædet. Men i morges tænkte jeg over, at selv hvis det værste skulle ske, så er vores bånd så solidt, at de godt ved, at den ene, dårlige morgen ikke var andet end dét; en dårlig morgen, som primært står ud, fordi der er flest af de andre. Når jeg siger: “Jeg elsker jer!” til dem, svarer de ofte: “Det ved vi godt, mor” og det er det bedste, jeg ved. At de hviler så trygt i visheden om min kærlighed til dem, at de ikke har behov for at høre mig sige det.

Jeg ved godt, at der kommer flere morgener, som ikke bliver, som jeg helst ville have det; morgener, hvor jeg bliver nødt til at tjekke min mascara i bakspejlet, inden jeg går ind. Men jeg synes faktisk, at der var noget, der faldt på plads i morges, og det håber jeg, at jeg husker, næste gang vi er løbet ud ad døren i jagten på minutterne og bussen og os selv.

There’s a crack in everything

Jeg har haft gråvejr i hovedet den sidste uges tid. 

Jeg har skrevet om dem før, de sorte huller i sindet. Dem, som jeg har lært at leve rundt om, men som stadig somme tider lige melder ind med, at de er friske på at udvide sig og opsluge mig, hvis det er?

Jeg tror, det følger med, når man er sådan én som mig, der aldrig bare er i verden, men altid må forholde sig til den, og tænke og dvæle og undres, og jeg tror, at mørket kommer fra det samme sted i hjernen, som alle mine ord.

Og jeg kan sagtens se det udefra. Både det paradoksale i at klemme så hårdt om livet, at jeg klemmer livet ud af det, og at det ikke kan bruges til noget, for fremtiden bliver ikke nemmere at være i, fordi man ofrer nutiden på den. Men det er nok desværre sådan det er, når man er udstyret med et bøvlet sind, der føler alt i technicolor, og ikke er modtageligt for fornuft. 

Jeg har brugt tempo, larm, humor og distraktioner af forskellige slags som værn imod mørket, for det kræver kræfter at holde fra livet, og ikke bare overgive sig til det. Men jeg bliver ældre, og over den sidste håndfuld år er spiret et ønske om også at kunne være med roen; at kunne rumme mørket, og stadig stole på, at lyset er der, selvom jeg ikke kan se det. Men er svært at turde læne sig ind i, når jeg samtidig ved, at det også potentielt giver plads for det, der er svært.

Den oplagte løsning ville være at tænde lyset og se dæmonerne i øjnene. Der er bare ikke nogen. Jeg har kigget under sengen og i skabene, alle skygger er ført tilbage til det, der kaster dem, og der står ingen monstre bagved døren. Der er bare mørket, som ikke gør andet forkert end at udgøre kontrasten til lyset. 

Det har været der gennem hele mit voksne liv. Det meste af tiden heldigvis bare som en skygge i udkanten af mit synsfelt, men engang i mellem udvider det sig og gør det svært at se. Somme tider er det bare fordi. Andre gange udspringer det af noget.

I denne weekend voksede det frem af en samtale, jeg havde med mine børn om døden. Jeg har tordnende dødsangst. Eller måske ‘sorg-angst’ er mere korrekt. Jeg er bange for at miste, fordi jeg ikke tiltror mig selv at overkomme sorgen, der følger med, og jeg frygter at forlade, fordi jeg ikke kan udholde tanken om, hvad det vil rive i stykker.

Men jeg vil så gerne *ikke* smitte mine børn med min manglende evne til at rumme døden, så jeg prøver at tale naturligt med dem om den, selvom hvert eneste ord føles som syle, der stikker i alt det, der er blødt og sårbart. Og det er noget af det sværeste ved at være forældre, synes jeg. At man skal lære sine børn at cope med noget, man stadig ikke selv har lært at mestre. At man på en eller anden måde skal bypass’e sig selv. 

Vi sad i bilen og snakkede om, at ingen ved, hvad der sker, når vi dør. At nogen tror, vi kommer i himlen, andre at vi bliver født igen, og atter andre, at der ikke er mere. Det gik ok(-ish), og jeg svarede stille og roligt, og prøvede at tænke det som noget teoretisk, vi var i gang med at læse om på nettet. Men da Frida sagde: ““Men mor – når vi dør, så kan vi jo ikke besøge mormor og morfar, og så savner vi dem da?” bed jeg hul i min kind. For det sammenfattede alt det, jeg frygter allermest, i én hjerteskærende sætning. 

Det sad i mig resten af weekenden, og da Anton var til MGP-fest hos mormor og morfar, som lørdag havde været til begravelse, føltes alting bare off og skævt. Vi manglede ham i vores lille trekløver, og der var ingen, der havde tid til at lave noget med os – hvilket i min blotlagte tilstand føltes som syre på mit ‘vi kommer aldrig til at høre rigtigt til i denne by’-sår.

Jeg junkede takketaler og klip fra Bohemian Rhapsody, da Frida var lagt i seng, og forsøgte at få afløb-by-proxy for tårer og tristesse med noget ufarligt youtube ud fra tesen om, at det skal ud, men stadig på en måde, så kaninhullet ikke åbner sig.

Det begyndte så småt at lette i går, og i dag kan jeg stille og roligt begynde at fokusere igen. Og som hver eneste gang, når jeg kravler op af et hul, føler jeg en usigelig lettelse over, at jeg trods alt er nået så langt, at jeg, min kroniske bevidsthed om mørket til trods, stadig kan vende ansigtet mod solen og nyde den.

Rolig nu

Noget af det, jeg holder meget af ved podcasten ‘A slob comes clean’ er, at den ofte får mine tanker til at vandre. 

På mange måder er de overvejelser, man gør sig, når man rydder op, minimerer og smider ud, faktisk er de samme, der fylder i livet, bare i mindre målestok. Mon ikke, det er derfor, man så ofte føler det nødvendigt at beskrive det som ‘en rejse’ eller ‘en proces’, når man snakker om det? For i virkeligheden er det jo ret store ord at bruge om det, der ret beset bare er oprydning. 

Men når det kommer til netop oprydning, så er det min oplevelse, at selvom slutresultatet for det blotte øje bare er bedre plads på hylder og i skuffer, så er ting ikke bare er ting, men snarere små ankre, man gennem tiden har kastet ud i det vand, man er sejlet igennem, og som derfor somme tider hænger fast i dynd og gamle skrog, når man forsøger at trække dem fri. 

I sidste uge hørte jeg podcast nr. 120, som hedder ‘Decluttering – giving up on dreams’ hvor udgangspunktet er en mail fra en lytter, som ved, at hun ikke får flere børn, men som har svært ved at skille sig af med alle babytingene, fordi det for hende har været en livsdrøm at få mange børn. 

Dana (hende, der laver podcasten) kommer omkring mange ting i dette afsnit, men essensen er, at de ting, der er sværest at slippe, er dem, der hænger sammen med bestemte selvbilleder. Enten en person, du var eller én, du drømte om at blive. Og det kræver jo ikke en ph.d i psykologi at regne ud, at det f.eks. var derfor, det var svært for mig at rydde op i mit tøjskab; i det lå min identitet som hende, jeg var, og selvom det var svært, at den lå der, fordi den var en konstant påmindelse om alt det, jeg ikke længere var, var den også afsindig svær at slippe, fordi jeg faktisk ikke helt er klar over, hvem jeg er blevet i stedet.

Hele ideen med podcasten er at prøve at komme med konkrete bud på, hvordan man løser nogle af de her udfordringer, så rådet her var at starte med det nemme; at man, uanset hvad det er, man har svært ved at give sig i kast med, bare starter, fordi man så vil opdage, at nogle af tingene er ligeså svære at forholde sig til, som man havde frygtet – men rigtig mange af dem er ikke.

Så længe de ligegyldige ting står og fylder, er der ikke plads til det, der betyder noget, men når man får ryddet op i alt det, der står rundt om det svære, så *bliver* der faktisk plads til, at man kan lade det vigtige og svære stå, til man er klar til at kigge på det.

Alene det, at man har haft fat i det, der napper, gør, at det næste gang, man har fat i det, napper mindre. Ikke mindst fordi man, hvis man samler stafetten op efter et halvt år, faktisk har konstateret, at man ikke har brugt det, som man var bange for at skille sig af med, fordi man mente, man ville få brug for det et sted i fremtiden. Hun bruger et udtryk, som jeg godt kan lide: “You have lived the future”, og tesen er, at man måske kan se på tingene med mere realistiske øjne.

Og mens jeg sad og lyttede, tænkte jeg over, at de løsninger, der blev beskrevet, egentlig også gælder i relationer og i livet, sådan helt generelt. At man er nødt til at skille sig af med det, der larmer og fylder, for at få plads til det, der er vigtigt. Og at det somme tider kan være nødvendigt at bevæge sig i cirkler, fremfor i lige linjer, fordi man ikke ser ting klart, første gang man står overfor dem. 

Det fik mig til at tænke på, at jeg har en oplevelse af at bevæge mig ind i en ny fase af mit liv. At hvor jeg i mange år har været frygtelig kompromisløs i mine relationer, og hvor det har været umådelig vigtigt for mig at stå vagt om mine grænser, så har det mål faktisk ændret sig til, at det i dag er vigtigere for mig at skabe ro i mit liv og i mit hoved.

Hvor jeg for 5 år siden ville have følt, at jeg solgte ud, hvis jeg bevarede relationer, som jeg måske egentlig ikke længere følte var rigtige, så oplever jeg i dag, at dét at klippe en relation over, somme tider bare kan være en anden måde at binde sin energi til den på, fordi der omkring nogle forbindelser er så mange eksterne faktorer, der spiller ind, at man ikke får lov at trække sin energi hjem ved at lukke ned for det, der frustrerer, men bare veksler frustration til en anden slags, som handler om drama og 3. parter.

Jeg oplever også, at hvor jeg for år tilbage næsten øjeblikkeligt vendte det indad, når jeg stødte på mennesker, jeg instinktivt ikke brød mig om (for hvorfor kan jeg ikke lide dem, skyggesider, projektioner, spejl, Freud og hvad med dig selv), så har jeg i dag sluttet fred med, at der simpelthen bare er noget, der hedder dårlig eller ingen kemi, uden at det har det fjerneste med mig at gøre. 

Så selvom podcasten handlede om, hvordan man rydder op i det, der er svært, fik den mig til at tænke over, hvor langt jeg egentlig synes, jeg er nået i mit arbejde med mig selv og hvordan jeg går gennem livet og verden. Hvor meget af det, der er svært, jeg faktisk *har* fået ryddet op i. At nogle af de issues, der fyldte allermest for mig, da jeg første gang satte mig i stolen overfor Carl i Studenterrådgivningen i Ryesgade, i dag har fundet deres plads.

Jeg behøver ikke tage alle kampe, jeg bliver inviteret til. Jeg behøver ikke være i konstant fight-or-flight-mode. Jeg behøver ikke løse alle de store problemer nu; somme tider er det både bedre og nok at se på det, der omkranser problemet og rydde op i dét, fordi det giver et mere målrettet fokus, og en bedre og mere klar fornemmelse af, hvad der er vigtigt. 

Og for mig, nu, i dag, er det først og fremmest ro.

op ad bakke

Mandag i sidste uge havde jeg besøg af en ung kvinde, som overvejer at få et barn alene, og som derfor havde skrevet og spurgt, om hun måtte komme forbi og snakke lidt. De finder ind i mellem forbi mig, og efterhånden har jeg haft besøg af et par håndfulde af dem, kvinderne. Samtalerne giver altid anledning til at tænke tilbage og til at se hele vores situation i perspektiv, fordi disse kvinder står overfor at tage endegyldigt afsked med drømmen om kernefamilien som den traditionelt ser ud. Ganske som jeg selv gjorde.  

Måske er det derfor, jeg for tiden er ekstra opmærksom på, at jeg er selvvalgt alenemor, for normalt er det faktisk ikke noget, der fylder for mig på dén måde. Jeg kan se, at en del af de kvinder, der får børn alene, føler en identitet omkring det; de deler artikler om det på fb og er med i samtlige fora, hvor soloforældreskabet er fællesnævneren.

Sådan har det aldrig rigtig været for mig. Jeg ved ikke hvorfor. For mig er det mere bare et livsvilkår, at jeg er selvvalgt alenemor; lidt ligesom jeg også er kvinde, dansk og tegnsprogstolk.

Men i aftes, da jeg gik i seng klokken 21, var mine øjne så hævede af at tude, at jeg næsten ikke kunne se ud af dem, og i går var en af de dage, hvor jeg ikke kunne se andet end alle de steder, hvor jeg i al min alenehed ikke slog til. 

Det startede egentlig udemærket. Jeg var planlagt på en opgave, hvor vi normalt sidder alene hele dagen, men hvor administrationen denne gang har fået det til passe med, at vi splitter den halvvejs, og jeg havde derfor forventet, at det ville føles nemt og overskueligt. Om det var mig eller opgaven ved jeg ikke, men det føltes som at tolke i flydende cement, og jeg var fuldstændig drænet, da jeg fik derfra. 

Som jeg kørte fra opgaven, fik jeg en mail fra det nye busselskab, der henter Anton, som bare lige ville meddele, at Anton fra i dag, tirsdag, ville blive hentet kl. 7.

Og jeg ved godt, at de sulter i Afrika, og at vi er heldige, at vi har fået pladsen i taleklassen – men jeg blev simpelthen så stresset og ked af det, fordi jeg ved, at det for Anton er voldsomt at skulle køre Esbjerg tynd i en hel time og samle børn op, *inden* han skal ind og sidde stille en hel dag. Og jeg bliver vanvittig over, at det nærmest kræver, at man søger tabt arbejdsfortjeneste og går på deltid at få det til at hænge sammen, for hvor det for busselskab og skatteborgere er et spørgsmål om økonomi, og om, hvor få busser, man kan løse opgaven med, så er det vores liv og hverdag, der helt konkret bliver påvirket af det. Det kommer til at afgøre, hvordan hver eneste morgen ser ud for os, og det kommer til at betyde, at Frida også skal afleveres tidligt, og jeg kan næsten ikke forlige mig med, at jeg bare skal holde kæft og rette ind. 

Men det er, som det er, og om 4 måneder er det slut (prøvede jeg at trøste mig selv med).

Da jeg kørte ud for at hente Frida tidligt, kvitterede hun med at tude af raseri i 20 minutter, fordi hun ville spise frugt i børnehaven. Da vi kørte ind efter Anton, var der omkørsel alle steder, og det, vi skulle bruge i butikken var udsolgt. Anton var skidesur over .. et eller andet, og fra vi kom hjem, var det bare det ene nederlag efter det andet og det trejde og det fjerde. Begge børn skældte ud og svarede igen, ingen gad spise den mad, jeg havde lavet – Anton indtog sine 9 ris med et ansigtsudtryk, man ellers kun ser på den lidende Kristus på korset i kirken, og spicede oplevelsen op med bræklyde – alle skabte sig og skreg over, at de ikke måtte sidde med iPad, og jeg tabte samtlige konfrontationer med dem. Som kirsebærret på toppen har Anton ekstra svært ved at sove i disse uger, hvilket betød, at jeg løb i pendulfart fra stuen til hans værelse 200 gange i omkring 2 timer efter, han var lagt i seng.

Og jeg græd og jeg græd og jeg græd, fordi jeg sideløbende var mindst lige så vred på mig selv, som jeg var på børnene, fordi jeg ikke formår at være den mor, jeg gerne ville være. Sådan én, der har sukkerpolitik og skærmtidsholdninger og principper, og som ikke lader sig køre over af terrorister. Sådan en, som godt forstår, at det handler om, at børnene er trætte og skal mødes; også efter de 20 minutter, hvor man uden held har forsøgt at køre dén strategi, og i stedet nu bare er tilskuer til egen film, der knækker. Sådan en, som husker, at alt, hvad de lige nu gør, faktisk er mit ansvar; at jeg ikke skal give efter for Frida, når hun får eftermiddagens 30. raserianfald over ikke at måtte tage en cola med fra mormor og morfar med i bilen, og at hvis jeg gør, så skal jeg ikke skælde ud over det, når hun spilder. I hele bunden af bilen. Mit ansvar. 

Hvilket udelukkende bærer til selvhadets frådende flammer. 

Jeg prøver normalt at bære over med mig selv ved at huske, at opdragelse af børn og dét at skabe et menneske, er lidt som at bygge et hus: Det ikke bliver skævt eller ubeboeligt, fordi der er enkelte sten hist og pist, som man ikke får lagt, helt som man gerne ville, men i går var sådan en dag, hvor en ækel, lille djævel med min egen stemme hele tiden sad og hviskede i mit øre: “Men du ved jo ikke, hvornår det er en hjørnesten, der er tale om.”

I dag stod vi klar med tornysteret på ryggen kl. 6.59. Og man må gætte én gang, hvad der manglede i billedet? (Hint: Det starter med b og slutter på -ussen.) Og eftersom jeg havde valgt at bytte om på afleveringerne for at være klar til bemeldte tid, sad Frida i bilen, og nu skulle vi pludselig alle 3 ud, og om i SFO’en – hvor chaufføren ringede, lige som vi trådte ind, og meddelte, at han ville være der om 3 minutter. Og selvfølgelig forventer jeg ikke, at den ene af de to pædagoger skal gå med ud til vejen for 3 minutter, så alle mand tilbage til buslommen. 

‘3’ viste sig at betyde ‘7’, og de 3 minutter + indmarch i SFO’en, var i forvejen tid, jeg ikke havde, fordi jeg ikke er Chris, der bare kan ringe til min chef på chokoladefabrikken, så da bussen endelig kom, vil jeg gerne rose mig selv for at udtrykke mig meget assertivt, selvom jeg på det tidspunkt tudede af stress og raseri. Da Anton forsigtigt spurgte: “Mor, er du ked af det?” svarede jeg: “Nej. Jeg er vred, og så kommer jeg til at græde, fordi det lige bliver for meget.” Så…  keeping it real, trods alt?

Bussen kørte, jeg afleverede Frida og det var så her, jeg opdagede, jeg havde glemt mine telefoner. Tilbage efter dem og afsted. Jeg havde kørt 12 km. da jeg opdagede, at jeg havde glemt mit tolkeskilt (for sent at gøre noget ved) og 20 km. da jeg lige ville tage en tår af min kaffe, og uden helt at forstå, hvordan det skete, hældte 1 dl kogende kaffe ud over benene på mig selv. Hvilket man godt kan se på lyseblåt tøj. Og på huden på mine lår. 

Min ja-hat i forhold til den her uge ser på nuværende tidspunkt sådan her ud:

Men jeg har flere gange i dag mindet mig selv om et par kloge sætninger, jeg har læst:

Så. Det er trods alt kun tirsdag. Og i morgen skal jeg til Billund og spise med søde damer, og derefter ind og klappe og huje af verdens bedste Maren Uthaug.

Så du kan stadig nå det, uge 5. 

Men word of advice?

Vil du låne mine øjne?

Det er efterhånden et års tid siden, jeg som et forsøg skrev her på bloggen, at jeg kunne hyres til skriftligt arbejde, og jeg har været så heldig, at en god håndfuld mennesker har sparket opgaver i min retning. Indtil videre har jeg fået lov at lave korrekturlæsning af ansøgninger, større skriftlige opgaver, undervisningsmateriale og en enkelt bog, samt oversættelser af spørgeskemaer fra engelsk til dansk.

For mig er det en kærkommen mulighed for at bijobbe på et tidspunkt, hvor det ikke gør ondt ift. børnene, og det er samtidig også en slags afsøgning af, hvad jeg skal, hvis jeg en dag ikke længere skal være tolk.

Ikke, at det er en tanke, jeg bryder mig særlig meget om. Hvis det er muligt, håber jeg, at jeg kan få lov at være tolk, til jeg går på pension. Jeg elsker mit fag for dets uforudsigelighed, for alsidigheden og for det konstante krav om at holde hjernen skarp, fordi jeg skal forstå og videreformidle viden, som jeg ikke selv har tilegnet mig først. Jeg elsker at være ude blandt mennesker, og samtidig være the lone rider, men primært elsker jeg det, fordi sproget er mit element, og der, hvor jeg trives bedst. 

Men som i alle andre fag bliver skruen strammet, og udbudsrunder med dertilhørende prispres gør, at vi løber hurtigere nu, end vi nogensinde har gjort. Da jeg startede, tolkede vi som udgangspunkt 21 timer om ugen; i dag er det 25 timer, og jævnligt mere. De 21 timer er ikke trukket ud af luften. De bygger på, hvad der findes af undersøgelser om slid og arbejdsskader hos tegnsprogstolke, og samtidig også, hvor længe man kan holde koncentrationen og tolke kvalificeret.

I dag sidder vi ofte alene på f.eks. AMU flere dage om ugen, hvilket er for mange timer på for højt niveau (for hvis man lider af den vrangforestilling, at AMU er easy peasy, kan man bare prøve at hente et foredrag på YouTube om skorstene eller de forskellige jordlag, og deres betydning for jordbundens sammensætning og genfortælle dem til kæresten), men da mange AMU-uddannelser ligger på landet-ish, betyder det, at det er for dyrt at lave et tolkeskift midt dagen, for den tolk, der kommer for at overtage, kan ikke nå at tolke noget inden, og den tolk, der ville være færdig til middag, kan ikke nå ud på andet.  

Og vi er alle taget til fange i spændet mellem et inderligt ønske om at holde fast i de rammer, som vi ved giver det bedste produkt, og som forebygger slid og udbrændthed, og trangen til stadig at have en arbejdsplads at gå på arbejde på i morgen.

Det betyder, at stort set alle tolke, jeg kender, gør sig overvejelser om, hvad vi skal, hvis kroppen en dag siger stop, eller bunden falder ud af markedet. (Trods alt kan vi jo varme os ved, at vores produktion ikke sådan lige står til at blive flyttet til Asien eller østblokken.)

Fordi jeg er så glad for mit fag, er det svært for mig at forestille mig, hvad jeg skal lave, hvis jeg ikke skal tolke. Men mine bijobs giver mig mulighed for at tænke i nye retninger, og en ny ide er begyndt at spire:

For jeg gad virkelig godt at være sådan én, der tog ud og gav mennesker feed back på, hvordan de kunne forbedre deres kommunikation og performances.

Som tolk har jeg masser af erfaring i, hvad det er, der sker, når kommunikation ikke lykkes, fordi jeg sidder som fluen på væggen, og ikke har noget i klemme. Jeg har uddannet instruktører i små 10 år, og undervist i diverse sammenhænge i 15, og har også et par gange selv været den, der har holdt foredrag. Derfor ved jeg også lidt om, hvordan det er at stå der. Jeg har evalueret et hav af mennesker gennem årene, og jeg ved lidt om næsten alt. På en eller anden måde føles det, som om alle de her ting løber sammen i et knudepunkt, hvorfra jeg vil kunne hjælpe andre til bedre at blive hørt og få deres tanker og ideer igennem. 

Men er en genial idé genial, hvis man får den i skoven og ingen hører den? Jeg ved det ikke. Så jeg tænker, at næste skridt er, helt lavpraktisk, at teste det. 

Derfor skal jeg bruge 2-3 personer, der ganske gratis kunne tænke sig at blive kigget på. Det eneste, jeg beder om til gengæld er, at man efterfølgende giver noget feed back på, om det var brugbart at være under luppen. 

Umiddelbart forestiller jeg mig, at målgruppen er konsulenter, coaches, oplægsholdere el.lign. Det skal være mennesker, der arbejder med voksne, og det, jeg skal kigge på, skal enten foregå om aftenen, eller i sammenhænge, som det er muligt at filme.

Er det dig eller en, du kender? Det er ok, at det først er noget, der foregår til foråret eller i løbet af sommeren.

Smid en mail på blogsbjerg@gmail.com, hvis du er interesseret; så tager vi den derfra.

I gang igen

Det her er ét af de indlæg, jeg skriver, fordi jeg ved, at hvis jeg ikke poster noget, så kommer der til at gå for lang tid, og så bliver jeg bange for mit tastatur. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det er det. 

Egentlig tror jeg, det handler om, at jeg skal finde tilbage til at skrive, som jeg gjorde, inden M2018-indlæggene, for nu, hvor jeg ikke skriver dem, kan jeg mærke, i hvor høj grad, jeg har brugt dem, både til at fortælle lidt om, hvad vi har lavet i ugens løb, men også som en mulighed for at skrive – som jeg jo virkelig elsker – men uden først at skulle tænke form og indhold. Det har jeg manglet lidt i denne uge, så jeg skal lige reboote. 

Min manglende tilstedeværelse har dog også været forårsaget af, at vi har haft meget om ørerne.

Dels har der været enormt mange af de små afbrydelser, der jo ikke betyder noget særligt, men som man alligevel skal forholde sig til. F.eks. er der sprunget hele 3 pærer her på matriklen siden nytårsaften, og naturligvis i de lamper, der er mest besværlige at pille ned.

Jeg var ét af de 473 mennesker, der havde handlet online hos Bahne, da deres hjemmeside blev hacket, hvilket gav lidt ekstra kvalitetstid med banken, og det busselskab, der plejede at køre Anton i skole, er meget pludseligt blevet skiftet ud med et andet, som har en sygt irriterende lidt anden måde at gøre tingene på.

Som sagt: Ingen er døde, og alt er godt – jeg har bare stadig skulle tage mig af det.

På magisk vis er alle børn også pludselig blevet for lange til deres senge, og da værelserne her i huset er virkelig små, kræver det snilde og kreativitet at finde på løsninger, så lopperne stadig har et rum, der reelt kan bruges, som samtidig er rart at opholde sig i. I al beskedenhed har jeg løst udfordringen til et 12-tal, men det har betydet, at Fridas seng måtte hentes på Fyn, mens Antons stadig står i Hørsholm og venter på at blive fragtet tværs over prærien af min søde kollega. Der er noget med madrasser og lagner i specialmål, der skal tages højde for, og med de nye senge følger også en udskiftning af kasser osv. til opbevaring, fordi nogle ting har fået nye pladser – men trods alt fik jeg forhandlet Frida ned fra “Jeg vil gerne have malet mit værelse som en REGNBUE!!” til accept af en plakat med regnbuemotiv (og sommerfugle og hjerter og det vil undre mig, hvis ikke der også viser sig at stå en enhjørning på den et sted).

Fridas værelse er 90% færdigt, og det er svært at sige, hvem af os, der er mest stolt af resultatet. Fordi sengen er en halvhøj én af slagsen, er dukkevognen, klapvognen, rengøringsvognen und so weiter flyttet ud af min stue, og jeg kan pludselig få vejret igen. 

Endelig har jeg været så heldig at blive bestilt til endnu en oversættelsesopgave, engelsk/dansk. Jeg ved ikke, hvor mange gange kunder skal vende tilbage, før man må betegne dem som “stamkunder”, men der er nu et par stykker, der har brugt mig flere gange, og det må jo trods alt betyde, at de er tilfredse med resultatet. Det gør mig både glad og stolt. 

Og således er vi nu i gang, synes jeg. Både her på domænet og ude i 2019.

Nytårsaften, 2018

Klokken er 23 på årets sidste dag, og jeg sidder i sofaen med et glas champagne. I køkkenvinduet hænger vores sølvglimmerglitrende banner og ønsker os et *HAPPY*NEW*YEAR! og i soveværelset bobler børnene.

Jeg har i år valgt at holde fast i den plan, jeg allerede havde i tankerne sidste år, men som jeg sprang fra i 11. time, nemlig at holde nytår herhjemme, bare os 3.

Ikke at vi ikke har hygget os de andre år; det har vi på alle måder. Men der er ingen, jeg hellere vil byde det nye år velkommen med end Anton og Frida, og det har været en fornøjelse i år at kunne gøre det 100% på deres præmisser. 

Børnene har fået lov at bestemme aftenens menu (hotdogs), og vi har i fællesskab købt hatte, børnechampagne og lidt fyrværkeri.

I formiddag cyklede vi ud til den tankstation, jeg har valgt som vores bland-slik sted (fordi man ikke kan købe lego og enhjørninge på Cirkle K, og fordi jeg på den måde effektivt har klippet associationskæden over, og derfor ikke skal tage diskussionen med dem, hver gang vi er i Bilka), hvor vi blandede en skamløs stor pose slik, og eftermiddagen gik med at pynte stuen, afbrudt af konfettipistols-ekskursioner udenfor, og vores indkørsel ligner nu noget, Twilight Sparkle og Rainbow Dash har kastet op i. 

Vi spiste klokken 17, tog de bedste raketter først, så alle kunne nå at være med, havde et par gode venner forbi til et glas champagne, og kl. 20 bad Frida selv om at komme i seng. Anton fulgte trop kl. 22, og jeg har brugt den sidste time på at nippe vin og champagne, lægge heksekort for det kommende år og fundere lidt over, hvad jeg har lært i og af 2018. 

Jeg har lovet at vække lopperne om en time, så vi kan sætte os med dyner i stuen og se det nye år blive skudt ind.

Hvis det bliver ligeså fint, som i aften har været, er der virkelig noget at glæde sig til.

Bag-jul

Jeg er netop landet i sofaen efter den føste dag, der har smagt lidt af hverdag, siden vi gik på ferie. Julen er kommet og gået, alt har åndet (relativ) fred og idyl, og jeg synes, at jeg i år nåede at få sjælen med. Nok mest fordi juleaften faldt en mandag, og der derfor var et par dage til at opdage, at man endelig havde fået juleferie, inden den store december-finale skulle afvikles – modsat de to forgående år, hvor man lige nåede at fåferie!Nuerdetjul!Nuerdetoverstået! 

Jeg har i år gået og luret lidt på Frida, fordi jeg kan se, at hun snart er så stor, at vi kan begynde at skabe traditioner. Ikke noget stort og forkromet, men bare noget, de engang vil komme til at tænke tilbage på og forbinde med deres barndoms jul, og som vi alle tre vil have som små, hyggelige fixpunkter i juledagene. F.eks. husker jeg selv, hvordan min mor altid lavede risengrød til frokost d. 24., da vi boede hjemme, og det var noget af det bedste. Hun er der ikke helt endnu, Frida, men det trækker derhenad.

Vi brugte d. 23. til at musse rundt herhjemme i nattøj, og ud på eftermiddagen tog vi vores respektive personligheder på, og kørte en tur ind i byen, hvor vi kiggede på julelys og folk, der løb på skøjter, mens vi drak varm kakao, og det ville ikke have overrasket mig spor, hvis det samlede Disney-entourage pludselig var trådt frem med et klap-træ og havde erklæret at “It’s a wrap!”

Juledagene er gået med familie, venner og afmålte doser af strand, og i går kunne jeg mærke, at jeg var ved at være ud-julet. Jeg når altid til et punkt, hvor jeg får ting-spat, fordi der er træer og legetøj og hjerter og nissehuer og glaskugler overalt, og lige pludselig kan jeg ikke have det mere. Så i morges væltede vi ud af sengen, så snart børnene havde fået øjne, og kl. 6:40 trådte vi ind i Bilka, hvor vi fik byttet en enkelt gave, og stucket op på mælk, grønt og brød. Da vi kom hjem, afmonterede vi julen, og eftermiddagen brugte vi i Ribe, hvor vi byttede gaver, fordi mindre by = færre mennesker. 

Jeg har holdt mig selv fast på faktisk at holde ferie, de sociale batterier er ladet op, jeg har genopdaget gløgg, og det passer mig fint, at der er et år, til vi gør det hele igen.

Men inden jeg lukker mac’en sammen for i dag, vil jeg gerne adressere de helt utrolig fine kommentarer, jeg fik til det seneste indlæg. De gjorde mig simpelthen så glad helt derinde, hvor det betyder noget. Jeg foretrækker normalt at svare 1:1, men efter flere tilløb, må jeg erkende, at jeg ikke kan få det til at fungere her. For det virker tamt at skrive det samme til jer alle, men hver eneste kommentar gjorde mig 10 cm. højere, og det vil jeg så gerne have, at I ved. Jeg er vanvittig stolt og ydmyg over at have fået mulighed for at facilitere noget, der har haft den effekt på rigtige mennesker ude i verden, og jeg er umådelig taknemmelig over, at så mange tog sig tid til at skrive, hvordan de helt konkret har brugt indlæggene. Det betød alverden.

Tak!

Og endelig: Listen over serie-anbefalinger er opdateret med følgende: 

The Bodyguard

Hvis man har bare den mindste bløde plet for britiske accenter, så skal – SKAL – man se den her. Hvis man tilmed synes, at Damon Albarn (ham fra Blur) er pæn, så spilder man allerede tiden ved at sidde og læse denne anmeldelse i stedet for at gå igang med The Bodyguard.

For hovedpersonen er ligner Damon, accenten får alt éns tøj til at falde af, og så er serien bundsolid – og spændende. Genremæssigt er vi ude i noget Homeland møder Flygtningen, og så elsker jeg, at helten ikke er lavet af 100% stoisk granit. 

Min eneste anke er, at den gerne vil omkring *mange* emner undervejs (PTSD, Afghanistan, cyberpolitik osv), hvilket kommer til at betyde, at flere af emnerne berøres lidt perifert, men i det store billede betyder det ingenting. Jeg sidder klar i sofaen til 2. sæson. 

Escape from Dannemora

Denne serie handler om 2 fanger og deres flugt fra et fængsel, som er muliggjort af, at de begge har et forhold til en kvindelig fængselsbetjent. 

Jeg ved ikke, om serien ville have haft samme dragende effekt, hvis den ikke var baseret på virkelige hændelser, for i så fald tror jeg, at man flere steder havde tænkt: “Ej. Det er simpelthen *for* urealistisk”. Men som så mange andre steder i livet, overgår virkeligheden fantasien, og det var nok til at få mig til fortsat at hænge på.

Enkelte steder bliver den *lidt* lang – men når det er sagt, så synes jeg egentlig, at det bidrager til et stemningsbillede, som fungerer godt i denne historie. Jeg ville være gået død i den, hvis jeg skulle have set ét afsnit om ugen, for så falder kadencen for meget, men set i forlængelse af hinanden, synes jeg, at de enkelte afsnit kommer til at fungere som et drævende, skævt univers, som man langsomt, men sikkert bliver suget ind i.

Selv den længste nat får ende

I forlængelse af, at jeg for et par uger siden spurgte, om I derude havde en holdning til, hvad der skal ske – hvis der skal ske noget – med M2018-indlæggene, når ’18’ ikke længere er retvisende, har jeg fået flere kommentarer, både på bloggen og bagom, fra læsere, der gerne vil høre lidt om, hvad jeg har fået ud af at skrive indlæggene. Både en slags ‘greatest hits’, men også mere overordnet. 

Jeg er igang med at lave et opsamlingsindlæg med de punkter, jeg har haft på ugens liste i årets løb, men jeg har egentlig også lyst til at skrive lidt om, hvad indlæggene og processen har sat i gang af tanker hos mig.

For at det ikke bliver så langt, at man skal tage fri fra arbejde for at læse det, deler jeg det op, så opsamlingsindlægget kommer som årets sidste M2018-indlæg, mens det andet er det, du er i færd med at læse her.

I årets løb er der komme nye læsere til, og derfor giver det måske mening først at skitsere baggrunden for projektet. 

Kort fortalt slæber jeg rundt på en gæld, som jeg er utrolig træt af. Den er et resultat af mange bække små; restgæld fra salg af en andelslejlighed, rigeligt med kiropraktorregninger, indskud til de mange forskellige steder, jeg har boet – og almindeligt forbrug. Stille og roligt har det akkumuleret sig, og er blevet til et ganske anseeligt beløb.

Med min bil og indskuddet til vores nuværende hus som eneste undtagelser, har jeg ikke stiftet ny gæld i ca. 12 år, så vi taler primært om penge, der er brugt, da jeg læste, og i tiden lige efter. 

Selvom det i dag virker helt utroligt for mig, at jeg betragtede penge og forbrug på den måde, valgte jeg, da jeg var færdiguddannet, bare at betale af med den lavest mulige ydelse, i sikker forvisning om, at jeg på et (ikke nærmere defineret) tidspunkt, ville få flere penge mellem hænderne. (Hahaha – #life). Det er grunden til, at jeg i dag, 15 år senere, stadig ikke har betalt min gæld ud, selvom jeg flere gange har sat mine afbetalinger op. 

De sidste par år har jeg således afdraget 6000 kr. pr. måned, hvoraf ca. 1/3 er renter. Det er umuligt at tænke på, uden at få hovedpine, så vi skynder os videre. Med en løn, der ligner den, en folkeskolelærer får, kræver det ikke megen hovedregning at nå frem til, at det efterlader os med et ret overskueligt rådighedsbeløb; ikke mindst fordi der kun er mig til at hive penge hjem og betale regninger.

I mit job får man bare ret meget den løn, man får. Jeg har ikke udsigt til bonusordninger eller andre typer af økonomiske appelsiner til turbanen, og derfor fik jeg i begyndelsen af 2018 lyst til at zoome ind på, hvordan jeg så får mere ud af det, jeg har. 

Mit primære fokus i starten var at spare penge, og at få det, vi havde, til at række længere. Jeg har i flere år været ret optaget af ‘stop madspild’-tankegangen, og det føltes derfor naturligt at inddrage den vinkel også, så i starten kredsede indlæggene meget om dét. 

Men som ugerne gik begyndte der at ske noget med min måde at betragte vores forbrug på, og stille og roligt skiftede mit fokus fra at være på at spare penge til – mere overordnet – at leve bevidst. At forholde mig konkret til, hvordan vi i vores lille familie forbruger, hvad vi bruger vores penge på, hvad der er vigtigt for os ( – og hvorfor) , og hvad der er ligegyldigt.

Det begyndte at synke ind, at mængden af penge ikke betyder noget, hvis dit forhold til dem forbliver det samme. 

Og selvom det er store ord at bruge, så er min oplevelse faktisk, at det her projekt har ændret mit liv ret radikalt. Det har givet mig en helt ny ro, og en langt mere konkret fornemmelse af at være tilstede i mit eget liv, for med øget (kritisk) fokus på forbrug af materialle goder, følger helt automatisk en øget bevidsthed om og stillingtagen til, hvordan du forvalter din tid. Hvor og med hvem du vokser og trives, og hvor og i hvilke relationer, energien er blevet skæv. 

Det skal siges, at jeg tror, at dette skifte i livssyn var på vej allerede inden M2018-projektet, men indlæggene blev en måde at fastholde mit fokus på processen og et forstørrelsesglas ift. emner, der måske ikke oplagt hører ind under ‘at spare’. Der har i årets løb været virkelig mange gode diskussioner i kommentarfeltet, om alt fra økologi og bæredygtighed over klima og kød til værdier i venskaber og børneopdragelse.

Samtidig har dét at skrive et fast, ugentligt indlæg, uden tvivl haft positiv indflydelse på mine øvrige indlæg. Dels har jeg, helt lavpraktisk, været mere ved tasterne, hvilket har givet flere og bedre indlæg, og dels er det min fornemmelse, at I også har engageret jer mere i debatterne, simpelthen fordi vi er her oftere. 

Men med øget engagement og flere læsere kommer også flere øjne og måder at fortolke mine indlæg på. For et par uger siden fik jeg en kommentar  fra en læser, som bl.a. skrev, 

“(…) hver måned læser jeg undrende om ting, du føler, du bliver nødt til at gøre/have/klare, helst i den ’rigtige’ version og ellers i en billigere, det har taget timer at skaffe (…) Der er hele tiden en undertone af ’nok skal jeg spare, men min hårshampoo/parfumen/skyllemidlet/de rigtige farver/etc. – dét vil jeg altså ikke gå ned på’. Eller ’nok er det fint at købe brugt, men lige genbrugsbutikkerne i Esbjerg er under min værdighed’. 

Jeg ser en hæsblæsende kamp, og måske tolker jeg strabadserne forkert, måske er det slet ikke så hårdt for dig, som du af og til giver udtryk for, men jeg ser en kamp for et liv, som hele tiden er lidt uden for rækkevidde, hvor jeg selv hviler helt fint en socialklasse under.”

Jeg efterfølgende har tænkt meget over kommentaren, som jo er skrevet ud fra, hvordan pågældende læser har opfattet denne indlægsrække, og det endte med at være én af de sjældne gange, hvor vi lagde på, uden nogensinde helt at forstå, hvad den anden mente. Det var en smule frustrerende for os begge, tror jeg, men tonen var hele vejen igennem respektfuld og ordentlig, og om ikke andet mindede kommentaren mig om, at alle mine gode intentioner til trods, så kan jeg nok ikke altid selv se, hvordan mine indlæg også kan fortolkes. 

Min kloge psykologilærer sagde engang, at du ikke siger det, du siger; du siger det, andre hører, du siger, så hvis én læser har opfattet mine indlæg på den måde, så sidder der formentlig andre derude, der forstår dem på samme vis. 

Derfor er det utrolig vigtigt for mig at sige, at jeg faktisk ikke tror, jeg nogensinde har haft det bedre, end jeg har lige nu, så hvis jeg på nogen måde har givet udtryk for andet, så er det fordi jeg har formuleret mig forkert.

Min gæld giver mig ondt i maven, hvis jeg tænker for længe over den, men jeg tror simpelthen ikke, at jeg ville have lært det, jeg har lært, hvis ikke situationen havde været så ekstrem.

Lektien har været hård, men også både værdifuld og værdsat, og om 2,5 år er alt betalt ud, og jeg får stadig lov at beholde mit nye mindset, som jeg holder langt mere af end det gamle.

Så hvis jeg skal koge dét, jeg har lært af M2018-projektet ned til én sætning, må det være:

Jeg er vågnet.