Kategori: Øjebliksbilleder

Når overtænkning bliver en OL-disciplin er der guld til Danmark

Jeg er kaldt tilbage på arbejde fra i morgen, tirsdag. Det bliver godt, og jeg glæder mig. Meget. Det bliver også endnu en omvæltning i en række, der begynder at føles uendelig, og jeg længes efter det tidspunkt, hvor alle planer og arrangementer ikke bor i en kasse med påskriften ‘Nu må vi se, hvad der sker’. Spejdernes Skt. Hans arrangement blev aflyst forleden, og det blev jeg ægte ked af, fordi det sidste år var så fin en oplevelse, og en af dem, hvor jeg følte et tilhørsforhold til området begynde at spire. Frida har fødselsdag i midten af juni, og jeg har ikke så meget som 23 sekunders ferie tilbage at tage af, så hvordan vi løser børnehaven-hjem-i-haven fejringen aner jeg ikke. Sommerferien er smidt op i luften, og da jeg foreløbigt kun har arbejde frem til 30.06, ved jeg heller ikke, hvad der venter på den anden side.

Jeg talte med en veninde om det forleden; det her med, at det er paradoksalt, at man næsten er mere mentalt presset nu, hvor alting begynder at åbne igen, end man har været de sidste mange uger, men egentlig tror jeg, at det er naturligt nok. For selvom restriktioner og forbud strammer og snærer, så giver de også mulighed for bare at rette ind uden selv at skulle tage stilling til en masse. Nu, hvor vi har ramt puberteten af den her pandemi, skal vi selv til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert, og vi har fået meget mere frihed, som føles lige dele fantastisk og forbandet. Ikke mindst fordi den samtidig er en påmindelse om, at alting stadig ikke er normalt; at der kommer flere omvæltninger og justeringer og nye virkeligheder.

Og så tror jeg, at vi, ligesom efter 11. september, er blevet påført en form for traume som mennesker. Vi har fået en trussel præsenteret, som vi ikke vidste fandtes; det koster kræfter at inkorporere den i vores verdensbillede og finde ud af, hvad vi skal stille op med den og hvor på skalaen, den skal placeres, nu hvor vi pludselig skal leve med visheden om, at den findes.

Økonomisk er jeg også efterhånden der, hvor jeg har lyst til at skrige, men næsten ikke orker det. Efter 3 måneder med markant nedgang i indkomst pga. den seneste konkurs, nåede jeg lige at køre halvanden måned med en nogenlunde indtægt, før vi nu igen er nede og ramme noget, der ikke er til at holde ud. Jeg er nødt til at holde mine tanker i et jerngreb og blive i små 24 timers lommer, for ellers synker jeg sammen under vægten af bekymringer, og det svinger fra dag til dag, hvor meget held jeg har med dét. 

Heldigvis er der med børn altid lige lidt andet at bekymre sig om, og ud over noget, der fylder og stresser en del herude, men som jeg ikke er klar til at skrive om, tænker jeg meget over grænsesætning ift. mine børn. Særlig i forhold til Frida, hvor jeg prøver at vurdere, hvor grænsen går mellem opdragelse, socialisering og retten til at være den, man er.

Jeg oplever det ikke som svært at sætte grænser for børnene hver især; problemet opstår i børnenes samspil med hinanden herhjemme.

Det bliver ekstra tydeligt i disse dage, fordi Anton er begyndt at lege meget med en klassekammerat, som han selv kan gå ned og besøge. Men vennen, som er en utrolig sød dreng, ELSKER at være her, så der går aldrig mere end 20 sekunder fra Anton er gået, til de står her. Og det må de virkelig gerne.

Men. 

Frida er, som jeg tidligere har skrevet lidt om, et meget ekstrovert barn, og hun er fuld af lyd og ord og meninger og vilje. Og hun synes, at mi casa es su casa, og at venner er noget, vi deler. Og her er det så, at vores hus, som jeg ellers elsker meget højt, gør livet svært for os alle. For værelserne er små, hvilket betyder, at der, når vi har legeaftaler, er børn i alle rum – og i haven – hele tiden. Og Antons ven er den mindste i en søskendeflok på 3, så han vil gerne inddrage Frida, formentlig fordi han ved, hvordan det er at være den lille, mens Anton inderligt ville ønske, at Frida ville gå en *lang* tur.

Det er ligesom at stå på bunden af en vulkan, og jeg er ved at blive idiot af at være landflygtig, mens der hele tiden er et barn, der græder/råber/skælder ud/smækker med døre. 

Det handler selvfølgelig om, at det her er nyt for os alle sammen, og at vi lige skal lære, hvordan vi griber det an.

Men shit, altså. For Frida er UMÅDELIG tydelig i sin utilfredshed, og det er jo ikke fordi, jeg ikke forstår det. Det er røv og nøgler at være udenfor. Omvendt skal Anton heller ikke tvinges til at inddrage hende i alt, fordi hun råber sig til det, og han bliver knaldende bims af støj.

Det er heldigvis ikke et generelt problem. Når vi er ude eller hun er i børnehaven, følger hun fint de sociale spilleregler, så hun forstår dem jo i hvert fald godt. Men herhjemme bliver det et problem, som jeg synes er svært at løse, fordi vi alle sammen bor her lige meget. 

En del af det handler om mig og min personlighed. Jeg har en lav tolerancetærskel for støj, jeg er (lidt for) opmærksom på, om folk omkring mig har det godt, og jeg har svært ved at være i ufred og knas. Den del ligger hos mig.

Men jeg er forfærdelig bange for, at hun om 20 år sidder hos en psykolog med ar på sjælen og fortæller om, at hendes mor stækkede hendes vinger, og at det var en værdi i hendes barndomshjem ikke at fylde. 

Omvendt er en del af problemet, når hun bliver koblet af, at hun er så kompromisløs og højlydt, og jeg synes, det er så utrolig svært at vurdere, hvornår jeg hjælper hende ved at give hende værktøjer til at begå sig i relationer, og hvornår jeg brækker afgørende stykker af hendes personligheder af.

Og jeg tænker nok ekstra meget over det, fordi det efterhånden er gået op for mig, at Anton og jeg begge er introverte og meget ens ift. hvad vi trives i og med, mens der er meget mere pang på hendes palet. Derfor fylder det ekstra meget for mig, at jeg giver dem lige meget plads, og ikke forfordeler én fremfor en anden, og derfor føler jeg nok ikke helt, at jeg kan løse det på en god måde. For når jeg i en konflikt dømmer til fordel for Anton, er jeg bange for, at hun føler sig udenfor, mens jeg, når det er hende, der får foræret det længste strå er bange for at skabe en kløft imellem dem. Om føje år har de kun hinanden, og jeg vil så gerne lægge grundstenene til, at de har et bæredygtigt forhold.

Det er givetvis bare en fase, og det fylder selvfølgelig mere lige nu, fordi vi stadig har begrænsede muligheder for at tage ud; det er min oplevelse, at den her form for konflikter ofte fylder mindre, når alle er på udebane, og vi piller den territoriale del ud af ligningen. 

I første omgang venter en form for hverdag fra i morgen, og det er nok meget godt. For jeg tror, vi alle kan være enige om, at min hjerne trænger til lidt at give sig til.

7 uger inde

Tiden går.

Vi har – som de fleste andre, formoder jeg – fundet ind i en rytme, der ligner og lugter lidt af hverdag. Nogle dage synes jeg, at det er fint. Andre dage forstærker det følelsen af, at intet er som det plejer, og at udsigterne til normaltilstand er lange.

Det er svært at huske at give sig selv plads til fortsat at reagere, synes jeg. Fordi det er så uhåndgribeligt, og fordi der igen er skole og børnehave på programmet, har jeg det lidt som om, jeg burde være ovre det og køre på alle cylindre igen. På en måde er det næsten som sorgens fire faser; at nu, hvor vi er nogenlunde igennem chok og reaktion, så står vi i reparationsfasen og fordi den – trods alt – er nemmere at stå i end de to første, så kommer jeg til at synes, at jeg skal have det som jeg plejer. Og det har jeg overhovedet ikke. Bølgerne er blevet fladere, men vandet er langt fra smult, og sejlturen giver stadig søsyge. 

Men fordi der er etableret en form for genkendelig rytme, er jeg nået til et mentalt plateau, hvor den altoverskyggende følelse er kedsomhed. For når døren nu er blevet åbnet på klem, er det nemt at få øje på alt det, man har lyst til at gøre og lave, som stadig er forbudt.

Derfor har jeg kastet mig over lidt forskellige projekter ud fra devisen ‘det er nu, jeg har tid’, og det er egentlig rart. F.eks. cykler vi en del. Begge børn har rigtig godt af at øve en masse, og nu, hvor vejret de fleste dage er fint, er vi afsted næsten dagligt, fordi der ikke er bagkanter og ting, vi skal nå. Målet er, at vi på et tidspunkt kan cykle over til mine forældre, som bor ca. 8 km. herfra. I går cyklede vi 7 km. og jeg er svært imponeret over at opdage, at Frida nærmest er i tourform, nu hvor hun har fået en cykel, der ikke vejer et ton.

Jeg tester opskrifter, sørger for at holde mig up to speed med, hvad der (ikke) foregår på arbejdsmarkedet, og reserverer bøger i hobetal på biblioteket, som jeg savner med en inderlighed, der er en undvegen ekskæreste værdig. Og når jeg igen får mails fra Lønmodtagernes Garantifond, om noget nyt, der skal eftersendes dokumentation på, så forsøger jeg at glæde mig over, at jeg trods alt ikke skal stå på hovedet i den digitale rodekasse, mens jeg passer fuldtidsjob, tirsdagsgymnastik og forældremøder.

Jeg får også ryddet op, og i dag, da jeg stod og trimmede mit tøjskab, kom jeg til at tænke på en samtale, jeg havde med en bekendt i sidste uge. Hun kommenterede på, at hun havde set mig gå i tide og utide, og jeg fortalte, at det er sådan jeg har valgt at røre mig lige nu. Det førte til en snak om fitnesscentre og træning, og fordi hun ved, at jeg tidligere har boet i fitnessdk, spurgte hun til, om ikke jeg skulle have mig en barnepige et par gange om ugen, så jeg kunne komme afsted igen. 

Det var en af de situationer, hvor man næsten får en aha-oplevelse, når man hører ordene komme ud af munden på sig selv, for mit svar var, at jeg havde brug for at gøre noget nu, der ikke er en light-version af noget, jeg har gjort tidligere. Inden børn lagde jeg 10-15 timer i et center om ugen, og selv hvis jeg hev en barnepige ind 3 aftener om ugen, ville jeg stadig sidde med en følelse af at jage noget, jeg aldrig helt kommer til at nå. Det er for oplagt af sammenligne det, jeg er og kan, med det jeg var og kunne, og for mig giver det en følelse af at altid at underpræstere, som ikke er ret fordrende for hverken livsglæde eller -kvalitet. 

Og da jeg stod og fyldte tøj i poser i dag, kom jeg til at tænke på, at det er det samme, der gør sig gældende, nu hvor jeg er på vej ind i et nyt og anderledes garderobeskab. For jeg tror, det er let at komme til at sidde fast i en tidslomme, når man får børn. Fordi man drukner i alt det, der er livet med babyer og småbørn, er man så u-up-to-speed med mode, trends og tendenser, at mange af os bare kommer til at køre videre med den frisure, vi altid har haft, og den tøjstil, vi plejede at have. Jeg tror, det er forklaringen på små rygsække og den praktiske korthårsfrisure som stadig rider ubesejret videre i generationen lige imellem min mor og mig. For mange fungerer det sikkert rigtig fint. Men det gør det ikke for mig. Jeg er ikke hende jeg var, hverken fysisk eller psykisk, og derfor føles det ubekvemt og forkert, når jeg prøver at tegne mig selv ind i de rammer, jeg havde omkring mit liv før.

Det tager lang tid at opdage de her ting, synes jeg. Og erkendelsen er nærmest bare første skridt. For én ting er at sætte sig op og opdage, at man ikke er, hvor man var, da man faldt i søvn. Men efter det følger et vakuum, fordi man ikke aner, hvor man så befinder sig nu – og hvem man er i dét landskab.

Lige nu pejler jeg efter at gå med det, der gør mig glad. Og somme tider starter dét med at opdage, at noget ikke længere gør. 

Så måske man faktisk godt kan flytte sig lidt, selvom verden omkring én står stille.

Jeg gik mig over sø og land

Jeg gik hjemmefra i dag. Under ordnede forhold, med telefonen på lyd og genboen som fjern-barnepige, og i stjernemønster, så jeg aldrig var ret langt væk, men jeg gik. Da jeg kom hjem første gang, kiggede Frida på mig og sagde alvorligt: “Du skal lige gå lidt mere. Vi trænger til at være mere alene” and I felt that shit in my soul. Min hørelse har taget varig skade, så højt havde jeg høretelefonerne skruet op, men det var det hele værd. Jeg kunne nærmest mærke, hvordan der for hvert eneste minut kom lidt saft på batterierne igen, og det fik mig til at tænke på, at meget af min bimshed lige nu simpelthen handler om, at jeg er ud- og overkørt. 

Jeg har taget en lille uge med væsentligt mindre internet og nyheder, end jeg plejer (HBO tæller ikke som internet, vel?). Både for at kunne mærke, hvor jeg står ift. opstart og fordi den her krise gør min lunte kortere.

Jeg bliver afsindigt irriteret på dem, der har travlt med at fortælle, at vi bare skal hamre dørene op på vid gab igen, og at al forsigtighed er idiotisk, for “vi sagde det jo! Det er jo ikke farligere end almindelig influenza!” Det giver mig associationer til skizofrenipatienter, der endelig har ramt den rigtige kombinationen af psykofarmaka og føler sig raske – og derfor stopper med at tage deres medicin. For de er jo ikke syge mere. 

Jeg orker heller ikke rigtigt, at miljøaktivisterne opfører sig som om, det er jorden, der hævner sig på vores overforbrug. Det er SÅ super, at klimaet får lov at trække vejret, og at vi tager mange af vores valg op til fornyet overvejelse, men jeg kan. ikke. holde ud, når de får det til at lyde som om, pandemien nærmest er et argument, de har opfundet. 

Og når folk – igen – laver idiotiske regnestykker, hvor de sætter omkostninger op overfor antallet af døde, så får jeg lyst til at skrige. For det er jo for helvede alle dem, der *ikke* er døde, der skal sættes ind i dén ligning.

Så. Internettet og jeg har været on a break, og det tror jeg, at vi begge trængte til.

Jeg er stadig ikke sikker på, hvor jeg står ift. åbningen af både institutioner og den yngste halvdel af folkeskolen. Nok mest fordi jeg stadig føler, jeg mangler svar på, om det primære hensyn er at få hjulene igang igen, eller om det er fordi vi gerne vil have smitten til at rulle i relativt kontrollerede bølger. Jeg ved godt, at meldingen er, at vi ikke går efter flokimmunitet, men derfor kunne der stadig være lidt strategi i, at man ser antallet af smittede an i én gruppe, før man sender næste hold ud på ruten. 

Uanset hvad, er jeg endt på, at vi træder ud i verden igen, når den åbner på fredag. Mit eneste argument for ikke at gøre det, er (som jeg skrev i forrige indlæg) at vi bliver nødt til at sætte mormor og morfar live på pause, men det vilkår ændrer sig jo egentlig først, når vaccinen kommer, og så længe giver det ikke mening at holde børnene hjemme.

De ryger afsted begge to på én gang, for at sende dem afsted i etaper redder ingenting. Med samlet start kunne jeg godt være så ‘heldig’, at de bliver syge samtidig-ish, og at jeg så først går i dørken, når de er nogenlunde igennem. Håbet er jo i hvert fald lysegrønt. 

Nu, hvor beslutningen er truffet, har jeg skruet lidt op for nyheder og sociale medier igen, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg skal blive ved med. Dels pga. mit blodtryk, men også fordi det lige nu, hvor hele verdens fokus er på én ting alene, bliver ekstra tydeligt, hvor problematisk det er, at digitale medier udgiver debatindlæg skrevet af mennesker, hvis eneste kvalifikation somme tider er, at de har en holdning, på lige fod med rigtige nyheder. For mig gav det stof til eftertanke, at jeg den ene dag kunne læse, at Trump bliver genvalgt pga krisen, mens han dagen efter ville lide uoprettelig skade. Når hverdagen kører og det hele går stærkt, er det svært at nå at opdage, hvor mange tomme kalorier, vores nyhedsmåltid faktisk består af, og det er nemt at blive overvældet af dommedagsprofetier forklædt som breaking. Det er en af de ting, jeg vil prøve at huske, når vi engang er på den anden side – hvordan den så end ser ud.

Jeg håber, at I har nydt påske derude, og at I stadig står. Trods alt.

Jamen, hvad så nu?

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der sidder med fornemmelsen af at være omgivet af scenarier, jeg har det meget Nej Tak omkring? Hvis det er tilfældet, vil jeg gerne undskylde og forklare det med PMS, som jeg ikke på nogen måde kan anbefale at have under en pandemi. 

Men altså.. For helvede? Lidt?

Det ramte mig allerede i weekenden; tyngden af alt det, der venter forude. For med udsigt til åbning, bliver døren også igen låst op til det rum, hvor alt det, jeg og mange andre kæmpede med i starten, har haft held til at stuve af vejen, for når der ikke er noget, der fungerer, så kan det simpelthen ikke lade sig gøre at finde svar på alt det, der bekymrer. Men nu kan jeg høre, at det kradser på døren, for hvordan skal vi træde ud i verden igen, uden at føle os som bærere af pest, når vi er sammen med andre? Og hvor længe? Hvordan skal vi vide, hvornår vi igen må pleje omgang med andre, når vi ikke kan mærke symptomerne, og dermed ved, hvornår vi kan vinge smitten af listen? Hvad med ferie (har jeg? Skal jeg bruge? Hvordan finansierer vi det?), pension (jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte) og hvad med job og Den Anden Bølge, som pludselig ikke virker så langt væk, som den gjorde i starten.

Nu kan børnene komme afsted – men sender jeg dem ud ad døren, skærer jeg samtidig båndene over til den eneste anden voksenkontakt, vi har, nemlig min søster og mine forældre. Jeg ved godt, at der er mange, for hvem, det har været virkelighed siden vi startede, men det har det ikke her, og jeg har følt taknemmelighed over, at vi har haft muligheden for at se dem hver eneste dag, og det har været den mentale vitaminpille, der har afholdt mig fra at gå fuldstændig loco.

Tiden er mærkelig. Alle steder. Alt føles både vigtigt og ligegyldigt på én og samme tid. Folk opererer kun i kærligt overskud eller hvæs, der er ikke rigtigt noget in between mere. Måske fordi det er første gang, vi oplever, at alle er pressede på én gang, og dårlige dage derfor bliver svære at afbryde? Det er blevet meget synligt, hvor afhængige vi er af, at der er mennesker at tanke overskud fra, og lige nu er det måske den største mangelvare af dem alle. Der har sneget sig en ny tone ind alle steder – også i nogle af de kommentarer, jeg får. Måske også i nogle af de ting, jeg skriver? Jeg ved det ikke.

Men i søndags bestilte jeg sushi til mig selv. Jeg tror, det er første gang, siden jeg flyttede til Esbjerg, og jeg tænkte lidt over, at når alt det her er slut, så tror jeg, at jeg skal til at huske mig selv lidt mere. Bare i det små. For når man ikke kan suge på andres overskud, så opdager man, hvor nødvendigt det er at kunne skabe det hos sig selv. Og selvom man ikke kan købe lykke, så kan man sætte sig selv på listen over over mennesker, der skal prioriteres, når pengene skal fordeles, fordi man faktisk godt kan komme til at føle, at man ikke er vigtig, hvis man altid sætter sig selv til sidst. Åbentbart.

Det er en mærkelig tid, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg og vi kommer videre herfra.

Ørkenvandring

Jeg trænger sådan til at skrive om noget andet end covid-19 og livet i karantæne. Jeg trænger også til at læse om noget andet, og til at gå op i noget andet. Jeg er ved at kaste op over, at det er blevet omdrejningspunktet for alt, og at der ikke længere er brug for andre dele af hjernen end dem, der forholder sig til konsekvenserne af alt det her. 

Jeg gider ikke læse flere passivt-aggressive indlæg om, hvem det er mest synd for; de offentligt eller de privat-ansatte, jeg er træt af at høre, at folk, der brokker sig “måske skulle have tænkt over, at de ikke gad at være sammen med deres børn, før de fik dem”, og jeg er træt af at være træt af Aula. 

Jeg er slidt i sammenføjningerne af at gå og vente på noget, jeg ikke engang længere ved, hvordan ser ud, fordi opgørelsesmetoderne lader til at ændre sig dagligt.

Jeg er tynget af at bekymre mig for dem, jeg elsker, og over at det begynder at blive mere og mere forskelligt, hvordan lande og nationer tackler pandemien, for forskellige metoder og tilgange åbner for en snigende mistanke om, at *nogen* formentlig gør det forkert, og jeg hader, at det føles som en gæsteoptræden i Bird Box at være ude at handle.

Jeg er rastløs og utryg og jeg keder mig, og min hjerne er ved at brænde sammen over angstcirkler og tomgang. 

Men alt er sat på hold. Både i det store ydre og i det nære indre. Og det kan ikke undgåes, at alting skal placeres i mit verdensbillede på ny, fordi den ydre streg, der har omkranset verden som jeg kender den, er blevet visket ud og ingen endnu ved, hvordan den næste skal tegnes. 

Der kommer en dag, hvor vi skal snakke om noget andet. Forholde os til noget andet, læse om noget andet og tænke på noget andet, og hvor alle dage ikke føles som undtagelsestilstand og pauseknap.

I dag er ikke den dag – men den kommer.

Der er en, der følger dig

Jeg har de sidste par dage tænkt over, at jeg lige nu har det lidt, som jeg havde det, da Tsunamien ramte i 2004. Måden, hvorpå alvoren går op for mig i etaper, er den samme. Jeg tror, det er fordi, man mangler en referenceramme? At man ikke har et ‘plejer’ at sætte begivenheden og reaktionen på den ind i, og det hele derfor føles fragmenteret og surrealistisk. Som noget, man ser i en film og har en slags afstandsreaktion på, indtil det går op for én, at man står midt i det, og at alle konsekvenser i allerhøjeste grad er virkelige og konkrete.

Jeg synes – ligesom alle andre, formoder jeg – at det er svært at være i. 

I morges modtog jeg en besked på Aula fra Antons søde lærer. Hun skrev lidt om løst og fast, og sluttede sin besked med at skrive, at hun ‘håbede, at rytmen var ved at indfinde sig i de respektive hjem’.

På facebook har jeg også de senseste dage set en del opslag fra mennesker, der skriver reflekterende tekster om at prøve at nyde den ekstra tid med børnene og at betragte den som en gave. Trods alt. 

Det er et virkelig fint take på det kaos, vi står i lige nu, og jeg sender virtuel beundring, misundelse og kærlighed til dem og jer, der har personligheder og/eller omstændigheder og/eller liv, der gør det muligt at omfavne limbo og føle sig beriget af det. 

Men hvis der skulle sidde en enkelt derude, der ikke har fundet rytmen, eller som på ingen måde oplever dette som en gave, så er jeg her for at fortælle dig, at du ikke er alene.

Her står den på ren, rå overlevelse, og jeg er voldsomt, eksistentielt udfordret. 

Af flere grunde.

For enkeltelementerne kan jeg egentlig godt være i, men kombinationen af dem er så stærk en sidevind, at den er tæt på at blæse mig af vejen. 

For det første er jeg et menneske, der er født med latent ø-kuller, og hvor det måske lyder sjovt, så er det grelt nok til, at jeg på stort set samtlige indlæggelser, jeg har haft i mit liv, efter lægelig vurdering har fået lov at tage hjem på åben indlæggelse, fordi jeg bliver ægte bims af at være taget til fange. De gange, jeg har været tvunget til at forblive på sygehuset, er det blevet noteret i min journal, at jeg har det ekstraordinært svært med at være spærret inde, og derfor i videst muligt omfang bare skal lades være i fred.

Jeg retter ind ift. karantænen – alt andet ville være egoistisk og idiotisk – men jeg lider under det, og kan mærke min psyke knage. 

Så tilføjer vi to børn, der med personligheder, der trækker i to modsatte retninger, er mere end svære at undervise/-holde differentieret. 

Anton reagerer på omvæltningen og hele situationen, som han kun lige knap forstår, med en vrede rettet mod mig, som han næsten ikke kan se igennem. Han kæmper imod både lektielæsning og hjælp, fordi han ikke kan rumme verden og den pludseligt forsvundne normal, og at undervise ham er derfor én lang kamp, med både frustrationer og tårer på begge sider af nettet. 

Ekstroverte Frida er født uden ét gram tålmodighed, og har utrolig svært ved at kapere, at legeaftaler er no-no, og at alt det, hun plejer at elske, er lukket ned og afspærret. Hun reagerer ved at drille Anton, ved at insistere på, at jeg skal lave noget med hende, og ved at spørge 16.000 gange i minuttet, om hun snart må få besøg af Dicte eller komme ned til Mathilde. 

Begge børn står op kl. 6, Anton sover omkring kl. 21 og det første barn kravler ind i min seng lige omkring midnat. Jeg er den eneste voksen på matriklen, og det betyder, helt lavpraktisk, at jeg ikke kan komme ud. Overhovedet. Jeg er på vagt 21 timer i døgnet, uden hverken mennesker eller aktiviteter til at aflede, Aula er on fire, og 80% af min mentale kapacitet er parkeret i den viljeshandling det er, at holde døren til de økonomiske og arbejdsmæssige konsekvenser af Covid-19, lukket. 

Jeg kommer ikke til at se den her periode som en gave.

Det betyder ikke, at jeg ikke forsøger at få det bedste ud af det, eller at jeg på forhånd opgiver at gøre det så godt, som jeg kan, men at man glæder sig over, at man trods alt kun brækkede armen i et trafikuheld, er ikke det samme som at opleve uheldet som ‘en gave’ eller ‘en sjælden mulighed’. 

Jeg har bypasset min strukturerede personlighed ved at indføre konceptet ‘Vin & Oprydning’ som betyder, at når Frida er lagt i seng og Anton leger på værelset, så hælder jeg et glas vin op og starter fra en ende af. Det hjælper mig til at kunne trække vejret i løbet af dagen, når indholdet af samtlige køkkenskabe ligger på gulvet, og Frida har skiftet tøj 8 gange, og Hans & Gretet sig igennem huset med legetøj og dukker som spor. 

Jeg slacker på ambitioner ift. aftensmad, skærmtid og personlig hygiejne, jeg siger undskyld til mine børn et par gange om dagen, og jeg drikker alt, ALT for meget kaffe.

Jeg oplever, at det beroliger mig at stile efter en 80%’s version af hverdagen, hvor jeg sørger for, at der er nogenlunde nulstillet, når jeg går i seng, så vi står op til en frisk dag, og ikke et efterslæb, der stresser allerede fra morgenstunden. Jeg er efter en uge i mental fosterstilling tilbage til at veje mig dagligt, så jeg – selvom jeg ikke har ambitioner om at tabe mig, så længe det her står på – ikke smider alt, hvad jeg har brugt de sidste 10 uger på at opnå, overbord, og jeg holder fast i sengetider, spisetider osv.

De aftener, hvor dagen har været god, og der derfor er lidt ekstra overskud, sørger jeg for at få kigget på nogle af de kedelige, men nødvendige opgaver, der stadig skal løses, selvom verden er gået i stå, som f.eks. beskeder, mails fra fagforeningen og års- og forskudsopgørelser; det giver mig en spinkel følelse af håb at forholde mig til den fremtid, der ligger ude på den anden side af alt det her.

Endelig prøver jeg at være meget bevidst om, hvad der fungerer, og hvad jeg rent faktisk når og formår, så jeg har det at klamre mig til, de dage, hvor jeg føler, at min børn ville være bedre tjent på et ukrainsk børnehjem.  

Og de dage, hvor jeg har lyst til at skrige ind i en pude, fra vi står op til vi går i seng, prøver jeg at slippe, uden at piske mig selv over, at jeg ikke formåede at gøre det bedre.

Men jeg bliver træt og ked af det, når jeg hører folk sige, at det her er en mulighed for at ‘lære vores børn at kede sig –  hvis vi tør’. For det indikerer, at man fejler, hvis ikke man kan guide sine børn til et sted, hvor manglen på genkendelig struktur resulterer i en eksplosion af kreativitet og selvunderholdning.

(Og inden nogen tager pegepinden frem, vil jeg bare lige sige, at jeg – trods alt – har første gang til gode at møde forældre, der oprigtigt mener, at deres børn er perfekte. Alle bøvler med noget, som de af en eller anden grund ikke kan få til at fungere med lige præcis *deres* børn, men som fungerer for de fleste andre. Det kan være en meget god ide at huske, inden man melder ind med alt for mange gode råd og sætninger, der indeholder ordet ‘bare’).

Så til dig, der er presset, sårbar eller bakser med en besværlig psyke; til dig, der i forvejen havde pladen fuld, og som derfor ikke har en overskudsbuffer at tage af, og til dig med børn, der reagerer ekstra voldsomt på forandringer: Det er ok at synes, at det er svært. Du skal ikke, i en i forvejen overvældende situation, pålægge dig selv at finde overskud til at se alt det ekstra pres som en gave eller en mulighed.

Vi skal bare igennem det her med forstanden i behold.

Jeg ser dig.

Du er ikke alene❤️

Livet lige nu

Mine to måneder som fritstillet lakker mod enden, og på mandag starter jeg på mit nye, tidsbegrænsede job. Det føles ikke som den store omvæltning, for i vores fag er det Tordenskjolds soldater: Størstedelen af mine kommende kolleger har jeg enten læst med eller arbejdet med før, og chefen er også genganger. Derfor er det mest det helt lavpraktiske som f.eks. arbejdsskemaer, forberedelsesplatforme og konkrete opgaver, der lige skal ind under huden, når jeg starter.

Den her uge har, allerede idag, onsdag, været ukarakteristisk travl med en del freelanceopgaver, møder og religions-teater i Antons klasse, hvor Antons primære bidrag var en entusiatisk indsats på Kazooen, da Jerikos mure skulle væltes.

Det er svært ikke at gøre status over de sidste to måneder, nu, hvor jeg skal igang igen, men jeg synes, at jeg har brugt dem fornuftigt. Jeg har fået sparket mit vægttab igang, jeg har gået en million kilometer, og jeg har hver eneste dag tjekket Jobnet, udelukkende med “nyest opslåede” som søgeparameter. For mig har det været svært at sige præcis, hvad jeg har været på udkig efter, og på den her måde er jeg blevet præsenteret for alle typer af jobs derude, og har søgt omkring 10 af dem, jeg har fundet. Uden held, indtil videre, men fuldstændig ligesom med dating vil jeg hellere undvære end nøjes, så når intet har givet pote so far, må det være fordi, det ikke har været rigtigt. 

Til gengæld har jeg fundet noget, jeg virkelig, VIRKELIG gerne vil. I bedste bloggerstil holder jeg det hemmeligt, for jobbet findes ikke, og allerede dér er det jo lidt op ad bakke, men jeg har kradset nok i overfladen til at få en tråd at trække i, og det er det, jeg de kommende uger skal prøve. Uanset om det lykkes eller ej kommer jeg til at skrive om det senere, for min hjerne er ved at boble over, men lige nu vil jeg ikke risikere, at nogen napper min gode ide.

Jeg har fået lyttet til første afsnit af stort set alle de podcasts, jeg havde liggende i mit bibliotek (jeg henter første afsnit, hver gang jeg falder over noget interessant, så de ligger klar, når jeg sætter mig ind i bilen, og først dér finder ud af, at jeg mangler noget at lytte til NU), og har kasseret dem, der ikke fangede. I går spurgte jeg på fb, hvad vi nu skal høre, og der er nu igen fyldt op på hylderne, så jeg er klar til de kommende måneder på vejene.*

Lige nu er det, der fylder mest, faktisk et indædt had til min egen økonomi. Jeg er. så. træt af, at vi ingen penge har, og i disse måneder er det værre, end det plejer at være pga. konkursen, fordi Lønmodtagernes Garantifond ikke bruger det fradrag, man har. Mit fradrag er forhøjet, fordi jeg er enlig forsørger, så jeg kan VIRKELIG mærke, at jeg lever for tiden. Helt klassisk er alles tøj for småt/for kort/i stykker, der er fødselsdage til højre og venstre, bilen skal til service og det foredrag, jeg virkelig, VIRKELIG gerne ville til i Horsens d. 15. må jeg formentlig sidde over, fordi det koster 1100 kr. I går gik det op for mig, at det også er den dag, Frida skal til opvisning, og der kommer til at være finsprit i min kaffekop, når jeg skal sidde i en hal, der lugter af sure tæer og se 17 børnehold møve rundt til MGP, vel vidende at der 100 km. nordpå er selvudvikling og orakelkort i fri dressur. (Hvad? Lyder jeg sur? Nå. Men det er jeg sgu også lidt).

Men her til aften har jeg lavet en balje vegetar-chili, som smagte fantastisk, og vi tager de sejre, vi kan få. Det er den her, som jeg har modificeret en lille, bitte smule, så min version ser sådan her ud: 

1 dåse kidneybønner (skyllede)

1 løg

4 fed hvidløg

1 aubergine

100 gr. blomkålsris fra frost

1 rød peberfrugt

1 ds. hk. tomat

1 glas tacosauce

1 dl. rød quinoa

3,5 dl. vand

1 bouillonterning, kylling

1/2 tsk tørret chili

2 tsk spidskommen

1 tsk stærk paprika

1 tsk salt

1 spsk sukker (eller 3 spsk ketchup)

Løg og hvidløg svitses et par minutter. Auberginetern tilsættes og svitses med yderligere et par minutter. Krydderier og bouillonterning tilsættes og svitses med et minut eller to. Tilsæt vand, hk. tomat, tacosauce og quinoa og lad det simre 15 minutter. Rør undervejs. Tilsæt bønner, blomkålsris og peberfrugt og lad væsken koge ind, ca. 20 min. Husk fortsat at røre, så quinoaen ikke brænder fast. Tilsæt salt og sukker (ketchup), og lad det småkoge 5 minutter mere.

Jeg kørte den on the rocks, bare med en smule creme fraiche på toppen, og det var virkelig lækkert.

*Jeg er allerede gået igang med 3, som tegner ualmindelig godt: The Nobody Zone, Dolly Partons America og Truth & Lies – Jeffrey Epstein. De er MEGET forskellige, men fanger alle fra første minut. 

Ferie-Flad

Torsdag aften. Allerede. Og så alligevel. Jeg er træt helt ind i knoglerne efter en uge med skoldkopper efterfulgt af en ferie, og jeg tror ikke, der er noget i mit liv, jeg ikke er er bagud med lige nu. Begge børn er inde i en bange-fase, som driver mig en *lille* bitte smule til vanvid, fordi:

Jeg holder kadencen, fordi jeg godt ved, at hvis jeg sætter tempoet ned, så går jeg i stå, og selvom jeg trænger til 10 minutter i aflåst sideleje – alene – så har vi haft en fin og anderledes ferie.

Jeg har i år valgt, at vi skulle lidt ud af komfortzonen og lave noget, der ikke bare er mere af det, vi plejer at lave. Børnene er altid friske på nye eskapader, hvis jeg er med, hvorimod jeg godt kan have svært ved at overskue at køre cirkusvognen ind på ukendte arenaer. Jeg er bare bedst til at være god til det, jeg gør. Men det sidste har jeg tænkt en del over, for jeg vil faktisk gerne, at børnene bevarer både deres lyst til at kaste sig over nye ting, og deres mod på at turde være dårlige til noget. For det *er* man jo, når man prøver noget nyt.

Derfor har vi her i ferien både været i skoven for at lære at lave mad over bål, vi har været til familietræning i taekwondo-klubben, vi har været ude at skøjte, og vi været på workshop på kunstmuseet, hvor vi har lavet amuletter og våbenskjold #LigeTilpas.

Morfar, som var en del af den oprindelige holdopstilling, var syg, da bål-dagen oprandt, så mormor kom med på et afbud, og jeg ville ønske, at vi havde haft vores indsats på video, da vi blev sat til at pakke en rå kylling ind i saltdej og tyre den ind i flammerne. Men det har været virkelig, virkelig fint at blive udsat for nye stimuli, og jeg tror, vi alle sammen har haft det sjovere, end hvis ferien bare havde stået på legeland og svømmehal. 

En del af grunden til den lidt underlige træthed, jeg bokser med for tiden, handler selvfølgelig også om min jobsituation. Når noget, der har været en konstant faktor i årevis, pludselig bliver taget ud af ligningen, er det som om, 30% af den normalt tilgængelige kapacitet forsvinder. Selvom man ikke kan tænke en løsning frem, er det som om, hele maskinen arbejder langsommere, fordi der står et mentalt program og kører konstant i baggrunden. Jeg mærker det på underlige områder, som f.eks. at jeg ikke kan koncentrere mig om serier for tiden – men også ved, at der ikke skal ret meget ekstra pres på, før jeg løber tør for overblik, overskud og energi.

Jeg søger stadig ud af mit fag, og jeg er stadig optimist. Det kommer til at tage den tid, det tager, men jeg er 100% sikker på, at der er en stilling derude, som er perfekt til lige præcis mig. I mellemtiden har jeg skrevet en tidsbegrænset kontrakt med et tolkefirma, så der er ro til, at jeg kan lede videre, uden at skulle stresse over økonomi og freelancetimer/dagpenge-kabalen. Jeg har fast indkomst frem til 30.06, så det giver lidt ekstra tid at løbe på.

Det løser sig.

Jeg får set masser af film, jeg har givet mig selv vin-dispensation og i morgen kl. 10 sætter jeg børnene af hos mine forældre og kører til Aarhus. Jeg har børnefri i 24 timer. Et helt døgn. Det glæder jeg mig til.

Herfra min verden går

En uge inde i det nye år, og dagene går i en underlig blanding af hverdag og undtagelsestilstand.

Nogle dage har jeg det sådan her:

Andre dage mere sådan her:

Men børn forankrer en rutine der gør, at dagene alligevel føles fyldte, selvom jeg lige nu ikke går på arbejde. 

I morgen er der ansøgningsfrist på et par jobs, jeg har søgt, som jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG håber på at blive taget i betragtning til, og jeg kan mærke, at vi lige skal se, hvor dét lander, før jeg kan koncentrere mig om at skrive gode og oprigtigt mente ansøgninger til andre stillinger. 

Dagene herhjemme går med at støvsuge nettet for jobannoncer, skrive ansøgninger – og så med at rydde op i småting fra fortiden, som tager uhyrlige mængder af tid. 

Som f.eks. at min tidligere arbejdsgiver – ved en frygtelige fejl – ikke har indbetalt pension til mig siden april. Heldigvis havde han husket at skrive det på lønsedlerne, og det *er* sgu da heller ikke til med alt det administrative bøvl.

Eller Pladsanvisningen, som i går sendte mig en kærlig hilsen: De vil gerne lige bede om 4.000 kr., som jeg ifølge deres beregninger har fået for meget i 2016 (…!). På udspecificeringen kan jeg se, at det skyldes, at jeg står til dobbeltindkomst den måned, hvor det *sidste* firma, jeg var i, gik konkurs. (Fordi tidligere-tidligere arbejdsgiver indberettede løn, men aldrig udbetalte den), så der er en forklaring og håb om, at det løser sig, men sådan noget, ikke? Det får min sjæl til at visne.

Men *udover det* udnytter jeg, at der er tid til at fokusere på projekter, der ellers ofte kommer i sidste række, når hele maskinen ruller:

Jeg besluttede mig i december for, at de måneder, jeg får herhjemme, skal udnyttes til at få et forspring i forhold til at komme de fordømte kilo til livs, så jeg snitter salat, går, så mine ben er ved at falde af, og udnytter det januarmomentum der gør, at alle omkring mig også er fokuserede på sundhed. 

(Jeg fik min Endomondo-rapport for december igår, og den viser at jeg – i en måned, hvor jeg har haft børnene hjemme i to uger – stadig har formået at gå næsten 70 km. Min skridttæller har vist sig at være et absurd godt redskab til at få lagt bevægelse ind, og siden jeg har fået den, har jeg gået mellem 10.000 og 19.000 skridt om dagen).

(Og jeg ved godt, at du kender én med ét ben og ingen arme, der har gået det tredobbelte antal skridt på den halve tid, men han må få sin egen blog og prale på den).

I mandags indløste mine veninder og jeg vores julegave til hinanden og var forbi en håndlæser, hvilket var SYGT fascinerende og gav mig en masse at tænke over. 

Tirsdag var jeg i anden anledning forbi en bilforhandler, hvor jeg fik øje på en brugt bil, som jeg forelskede mig i på stedet. Det satte en masse tanker igang, for den oprindelige plan var at køre i den jeg har, til den er betalt ud, og bruge den som ‘udbetaling’ til den næste. Men med forsikringssagen der kører, og et filter, der begynder at skabe sig, er det måske også noget med at gen-tænke, om akserne mellem, hvad der kan betale sig at ofre på den gamle og det optimale købstidspunkt for en ny, krydser et andet sted, end jeg først havde tænkt. 

Frida havde igår sidste dag i lillegruppen, hvilket betød farvel til søde Hanne, som har været ‘vores’ pædagog i 6 gode år, og Anton har pludselig fået en holdning til sin frisure.

Det hele begynder at lugte af afslutning, store børn og nye begyndelser, og det er lige, som det skal være.