M2025, uge 8

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Brugte jeg sidste søndag på at lave en liste over, hvad jeg har i mine frysere. Fordi jeg har et køle-fryseskab i køkkenet og en stor fryser i skuret (som jeg ELSKER!) går der jævnligt ude-af-øje i den, og da jeg for et par uger siden kørte en uge, kun med aftensmad fra fryseren, gik det op for mig, hvor meget jeg faktisk har på frost.

Efter at have snublet rundt i at planlægge at spise noget bestemt, som jeg tror, jeg har, og så køber tilbehør til, for så at finde ud af, at det *ikke* var det, jeg havde liggende, besluttede jeg at bruge 20 minutter på at gennemgå alle hylder og skuffer og skrive op, hvad jeg reelt har.

Jeg bliver aldrig struktureret nok til at have en on-going version af den liste kørende, selvom jeg på alle måder godt kan se, hvorfor det ville være smart, men selv som et one-time øjebliksbillede har den været brugbar.

For dels blev det tydeligt, at der er noget, jeg ikke behøver lave mere af lige foreløbigt (7 bokse med huevos rancheros, jeg kigger på jer), og dels muliggør det også lidt mix n’ match, hvor en lasagne, der er for meget af til én dag, men for lidt til to, bliver tænkt ind som fyld på andendagen i en tomatsuppe, der egentlig kun var en lille portion af.

Lige nu har det vist sig yderligere at have den fordel, at det bliver nemmere for mig at følge min læges anvisninger, fordi jeg har fået besked på at skrue op for indtag af protein og jern. Jeg spiser ikke ret meget kød, og kan være slem til i perioder at spise næsten det samme i flere uger i træk, hvilket godt kan give lidt lave værdier hist og pist. Min læge er god til at holde øje med de tal, der ligger lige på kanten, fordi jeg får taget blodprøver (og EKG) hver 6. måned i forbindelse med fornyelse af min recept på adhd-medicin, så med udsigt til en større operation, var anbefalingen at være mere bevidst om at få depoterne fyldt op.

Det er langt nemmere at gøre nu, fordi jeg på fryserlisten kan se, at 90% af det, jeg har i fryseren, er vegetarisk. Til gengæld er der meget af det, der sagtens kan smides en håndfuld pulled chicken eller chili con carne i, så det er der købt ind til at lave, næste gang strømmen er billig (hvis det nogensinde har tænkt sig at ske igen! *skærer tænder i højtarif*)

2.

Har jeg tjekket holdbarhed på fødevarerne og de hygiejneartikler, der ikke kan holde evigt (f.eks. tandpasta og håndkøbsmedicin) i mit prepperlager.

Det irriterer mig stadig, at verdens ledere og klimaet skal skabe sig så meget, at jeg skal bruge hyldeplads på det her, og hvor meget jeg end forsøger at køre kendte fødevarer, rotation og FIFO, så er der bare noget af det, jeg har derude, som vi ikke spiser til hverdag.

Men fordi jeg har et kvartalsvis tjek af lageret skrevet ind i min kalender, får jeg det gjort, og jeg synes efterhånden, at jeg er blevet god til at tænke selv de ting ind i madplanen, som vi ikke normalt spiser, hvis de er ved at gå på dato. Eksempelvis bruger jeg tomatsuppe på dåse som base, hvis jeg har mange slatne grøntsager i køleskabet; jeg langtidsbager dem i ovnen, blender dem og blander dem med suppen. Proteinbarerne bruger jeg i min madpakke, og instantpasta-retterne kan ungerne og deres venner høvle sig igennem, uden at blinke, når de kommer hjem fra skole, og kan spise deres egen kropsvægt i eftermiddagsmad.

Hygiejneartiklerne husker jeg det meste af tiden at skifte ud, når jeg køber nyt, og uanset hvad, oplever jeg, at det bliver nemmere og nemmere (og hurtigere og hurtigere) at gå lageret igennem, fordi jeg gør det 4 gange om året.

Og billedet af Musk med motorsaven (ffs!) var en fin reminder om, at selvom det er en lidt irriterende ekstraopgave, så er den nok fin nok at prioritere…

3.

Fandt jeg tid til at kigge på et ur, jeg har taget med ude fra oldefar.

Uret er sådan ét i en glasklokke, med et lille hængelod under, som roterer frem og tilbage, når uret går, og jeg syntes, det var fuldstændig magisk, da jeg var barn.

Der har ikke været batteri i det de sidste mange år, fordi oldefars syn var for dårligt til at se det, og da jeg fandt det derude, kunne jeg se, at bunden var irret. Men en nærmere inspektion viste, at selve urværket faktisk bare var skruet ned i bunden, som var hul, og jeg fik derfor den ide, at man måske kunne få drejet en ny bund til uret i mørkt træ.

For en sikkerheds skyld ville jeg lige tjekke, at uret stadig virkede, inden jeg gik på jagt efter en talentfuld træ-type, jeg kunne plage med min forespørgsel – og det var godt, jeg gjorde det.

For da jeg satte batterier i, startede uret igen, uden slinger i valsen. Jeg satte det over på reolen for at tage mål af det senere – men mens jeg stod og lavede en kop kaffe, kunne jeg pludselig høre, hvor AFSINDIGT højt, det tikkede.

Det er der nok 0% af jer, der er overraskede over at lære, at jeg ikke kan have, så efter at have flyttet det rundt i hele huset i håb om at finde et sted, hvor jeg kunne beundre det, men ikke høre det (og konstateret, at jeg har ører som en forskræmt perserkat), måtte jeg erkende mit nederlag og stede det til evig hvile.

Jeg ville virkelig, virkelig gerne have upcyclet det, for jeg elsker den historie, det kom med, men jeg er trods alt glad for, at jeg opdagede dealbreaker-detaljen, inden jeg fik smidt flere hundrede efter en specialdesignet fod.