M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg allokeret en dåse i mit skab til poser, der har været (tørre) madvarer i, f.eks. brød, frugt/grønt osv.
Vi har før talt om, at jeg er semihys med fødevarehygiejnen herhjemme, så selvom jeg genbruger de poser, der egner sig til det, så er der også nogle, som jeg ikke vil risikere at komme til at bruge til noget, de ikke egner sig til, fordi jeg har glemt, hvad der oprindeligt var i dem.
Men det er sgu også træls bare at smide dem ud, så nu er jeg i stedet endt med at samle dem sammen i dåsen, og så tage dem med ud i bilen, hvor jeg bruger dem til affald.
Jeg er ikke sikker på, at det er et behov alle har, men for mig, der kan køre 3-400 km. på en dag, sidder jeg ofte med et æbleskrog, papir fra et stykke plaster eller en brillepudseserviet i hånden, og nu er det nemt at tage med ud og smide i skraldespanden, når jeg parkerer.
2.
Har vi i anledning af vinterferien taget et par ture ud af huset.
Vi har gennem tiden haft årskort til mange forskellige lokationer, men dels er børnene efterhånden så store, at der er steder, der automatisk udelukker sig selv, og dels har vi heller ikke så mange timer mere, hvor det er mig, der skal stå for underholdningen.
Derfor har jeg valgt, at vi i dag hellere vil betale en smule mere for entre, men til gengæld kan tage lidt forskellige steder hen, når vi er afsted.
I søndags var vi på Egeskov Slot til Luminis lysfestival, hvilket efterhånden er en tradition. Vi har de sidste år været afsted med nogle af mine venner, som børnene er så heldige at få julegaver af, og fordi Frida ønsker sig alt i hele verden, mens Anton nærmest har det modsatte problem, valgte jeg sidste år at skrive lommepenge til Luminis på børnenes ønskesedler. For når vi har vandret igennem den fine slotshave, og er på vej hjem, kommer vi igennem en lille souvenirbutik, hvor begge børn hver gang forelsker sig inderligt i noget plys-belagt, de ikke kan leve uden, så på den her måde kunne mine søde venner selv få lov at se ungerne blive glade for det, de gav dem.
I går gik turen så til LEGO House, bare børnene og jeg, og på vejen derop lagde vi vejen forbi Lidl, hvor børnene fik lov at proviantere frit. Derfor var der penge til både en is og en solid kop kaffe løbet af eftermiddagen, og det var simpelthen sådan en hyggelig dag.
Det er jo ikke fordi julegavepenge og bake-off giver et Novo Nordisk-agtigt overskud på bundlinjen, men det *gør* en forskel, som er værd at tænke ind; særligt i ferieperioder, hvor mange bække små meget hurtigt løber op.
3.
Har jeg arbejdet nogle af dagene, selvom børnene har haft fri.
Det letter tingene betragteligt, at de kan være alene hjemme nogle timer, så jeg kan tage lidt opgaver ind, selvom de har ferie, for som selvstændig er det simpelthen ikke muligt at holde fri samtlige de 165 dage om året, hvor de ikke skal i skole.
Men lidt færre opgaver, kombineret med fraværet af madpakker og fritidsaktiviteter har betydet, at vi har haft god tid, og der er mere ro på mig, når jeg får lov at komme bare lidt ud (Torkild), og jeg også ved, at økonomien hænger sammen.
Det sidste er noget, jeg er HYPER opmærksom på, fordi jeg har lovet mig selv, at jeg ikke VIL tilbage til det sted, hvor jeg er underlagt kommuner og jobcentres betalingsvillighed, og den maratonindsats, jeg lagde for dagen i efteråret, har givet mig en lille buffer, som jeg er meget omhyggelig med at holde ved lige.
Skyerne i dén horisont er dog dels det skattesmæk, som ekstraopgaverne kommer til at give, og så det faktum, at jeg nu ved, at jeg skal under kniven i løbet af foråret for at få det, som ortopædkirurgen begejstret kaldte ‘et flot stykke metal fra Bauhauskassen!’
Det kan jeg overskue sådan cirka nul procent. Kontroltabet, usikkerheden ift. at være syg som selvstændig, udsigten til at skulle køre en husholdning på ét ben og morfin, det forstemmende i at have trænet mig *ægte* stærk for så at blive sat 5 felter tilbage giver mig lyst til at grave mig ned på marken.
Men der er ikke nogen vej udenom. Desværre. Jeg fik lov at se mit røntgenbillede, og hvor venstre side ligner en perfekt illustration fra en lærebog om knogler og led, så er højre side Sarajevo ’92.
Det er lort.
Men efter at have varmet mig ved fornægtelsens biopejs i et par måneder, har jeg nu trukket mig selv op ved nakkehårene, og er gået i gang med det forberedende arbejde, selvom der stadig er et par måneder til. Jeg har fået tjekket op på reglerne for sygedagpenge, jeg har talt med nogle samarbejdspartnere om mulige opgaver post-OP, der ikke kræver helt så mange timer i bil, og jeg har haft fat i Skat ift. muligheden for at afdrage restskatten i rater.
Alt sammen for at sikre, at jeg stadig har mit lille nest-egg, når jeg udløser alarmen i lufthavnens sikkerhedstjek.
Derfor er ferien også blevet brugt til stille og roligt at tale med børnene om, at jeg skal opereres, og hvad det betyder. Både ift. hvad jeg fysisk kan og ikke kan i tiden efter, men også om, at vi er nødt til at være gode til at tænke lidt over, hvad vi bruger pengene til nu, så vi stadig har penge at holde sommerferie for.
Det er en balancegang, for det skal præsenteres på en måde, så det ikke er noget, de bliver skræmte over, men omvendt er det også nødvendigt at forberede dem lidt mere, end der måske ville være brug for, hvis de ikke havde haft deres diagnoser, eller vi havde været to forældre.
Men det fine er, at de virkelig gerne vil hjælpe, og de spørger relevant ind til det hele, hvilket jeg bruger som pejlemærke ift. hvor lidt og hvor meget, det skal have lov at fylde. De er også begge skarpe nok til at lægge mærke til, at jeg skruer lidt ned for vores forbrug nu, og min vurdering er, at det er mere trygt for dem at kende årsagen, end det er at bemærke en ændring, som de voksne tilsyneladende hemmeligholder forklaringen på.
Grunden til, at punktet finder vej til listen her er, at jeg faktisk reelt er stolt over, at jeg formår at tænke frem i en situation, hvor mit instinkt tigger om afledning og Fuld Struds.
Der gives ingen garantier i livet, men jeg har gjort, hvad jeg kan for at komme igennem det her med skindet på næsen – og på plussiden må metal i skroget give livslang ret til med tung, østrigsk accent at annoncere, at ‘I’ll be back’ hver eneste gang, jeg forlader et lokale.
Må jeg ikke godt bare bøje mig i støvet for det bjergmassiv af sejhed, du udviser? For f..!, hvor er det uendeligt stærkt at have så meget overblik! Bare det at du er _i stand til_ at skrue ned for forbruget på forhånd, og til at forberede ungerne i så god tid er virkelig.. beundringsværdigt.
Jeg er selv alene med to børn, og det bruger jeg da til hver en tid som undskyldning for at det simpelthen ikke er muligt for mig at overskue nogetsomhelst mere end én uge frem i tiden. Og jeg bliver til stadighed forundret over, hvor mine penge blir af?!
Nå, så altså bare lige: Hep! Du gør det f.. godt!
(Og det gør jeg også, d er ikke det. Men du er – som altid – virkelig inspirerende at følge. 🙂
Åh, tak, Mette. Sådan føler jeg mig virkelig, virkelig ikke lige nu – men der er noget i processen med at forberede børnene og arbejde med lavpraktikken, der også hjælper mig med langsomt at indstille mig på, at det er sådan her, det bliver. Så det er nok i virkeligheden en slags hjælp til selvhjælp, min hjerne har aktiveret:)
Lyder som om det er en fin ny hofte du skal have.
Altså, det er jo forskelligt for alle… Men jeg er 47 og har 2 nye hofter, skiftet inden for 2 år. Det er ikke så slemt bagefter, når man er “ung” og i rimelig form. Jeg var oppe og gå samme dag, klarede mig med 2 krykker en 10 dage, derefter en krykke i et par uger og så stille og roligt lidt genoptræning ved fysioterapeut. Lyttede til kroppen, tog smertestillende, så jeg ikke nåede at få “rigtig” ondt og nød, at det ikke hele tiden gjorde psyko ondt inde i hoften mere, et operationssår er ingenting ift. Sarajevo 92 som du kalder det. Man skal ikke tro at man lige tager en lang gåtur det første stykke tid efter, men man kan sagtens liste rundt derhjemme, lave en mad og se noget netflix med benet oppe.
Det værste er at man skal huske ikke at bukke for meget sammen i hoften og andre ydrestillinger, så risikere man at den hopper af led, og det skulle gøre pænt nas.
Selvfølgelig er det nemmere for mig at være sygemeldt som funktionær med fast indkomst, men jeg var ret hurtigt i gang igen på teams og da det var venstre hofte, kunne jeg også køre bil efter ca. 4 uger (med automatgear). Med højre ventede jeg til 6 uger efter.
Det er lige præcis en ny hofte, hvilket min hjerne stadig ikke helt kan tage ind. Men folk er heldigvis, ligesom dig, søde til at komme med opmuntrende historier, og det sætter jeg pris på. Jeg er overrasket over, at det nærmest mere er musklerne omkring end selve leddet, der er fuldstændig gennemsmadrede, for hold KÆFT, hvor det kan gøre ondt nogle dage. Så når jeg må trække vejret i en papirspose for ikke at gå i panik, så minder jeg også mig selv om, at det *næsten* ikke kan være værre, end det er på de værste dage nu.
Tak for solstrålehistorie <3
Jeg vil bare sige, at dit tip om at proviantere i Lidl eller lignende på vej i forlystelsesparker må være meget højt på min yndlingstipliste. Både min mand og jeg får akut mange behov, når vi er i en kiosk, 7/11 eller lignende. Men det er jo genialt at kunne give den lidt mere fuld gas i Lidl, lade børnene vælge frit og så alligevel have brugt en brøkdel af, hvad mætheden ville have kostet i Legoland – og i øvrigt med meget lækrere ting i madposen! Så kæmpe tak for det tip.
Ej, hvor er jeg glad for, at du siger det! Og det er faktisk et tip, jeg har fået af en anden læser herinde, som jeg også sender en venlig tanke, hver gang, jeg gør brug af det, så det er virkelig en pass-it-on-fuld-cirkel her:)
Og jeg bliver også glad, for det var mig der gav tippet 😊 Fedt at andre kan bruge det 🙌
At tale med børn om økonomi er utrolig vigtigt! Jeg har været en hård tid igennem, og de fik lov til at spørge om alt de ville og se den dokumentation de ønskede. Men de fik også besked om at, når jeg sagde “det har vi ikke råd til”, så betød det at der stadig var mad på bordet og tag over hovedet og rent tøj og alt det der. Men vi kunne ikke gå i biffen, få en ny trøje eller lignende. Bonusen var at de så at jeg holdt hvad jeg lovede og vi kom igennem, og nu ved de hvad der skal til og at levestandard godt kan skrues op og ned, uden at det behøver at blive dramatisk.
Det er en virkelig god og vigtig lektie at lære dem. Det ville være så fint, hvis de små og lidt større kriser, vi selv skal igennem, ender med at være redskaber, som vores børn kan bruge til at navigere gennem deres liv med.
Hvis man kun har en hammer, så ligner alle problemer søm. Sådan har jeg det lidt med ortopædkirurger, især hvis de smiler begærligt mod kassen med alufælge til sidebenene. Jeg er fysioterapeut og har måske derfor et anstrengt forhold til ortopædkirurger. De tror på deres egne evner og vil ikke altid lade andre faggrupper komme til fadet. Fysioterapeutiske forskere er kommet i stiv modvind, da de beviste at folk med moderat knæartrose kan klare sig lige så godt med fysioterapi som med operation, det samme for personer med hoftedysplasi. Forskning viser i øvrigt at personer med smerter har lige så meget slid i leddene som personer uden smerter (https://smertefribevaegelse.dk/hvad-er-smerte/). Alle mennesker med ledproblemer vil have smerter til tider og have behov for dagligt at holde kroppen ved lige og der vil være visse funktioner de ikke kan, fx have et job, hvor man skal ind og ud af en bil mange gange. Med specifik træning og hjælpemidler (fx https://hmi-basen.dk/r4x.asp?linktype=iso&linkinfo=12310601), der kan folk hold sig kørende uden at skulle sætte deres liv i stå i flere måneder med operation og genoptræning. Mine kæpheste er måske ikke relevante for din situation, men for en som dig, der er så grundig i sin research, kunne et så stort indgreb måske også kalde på en second opinion? Jeg har ikke læst alle indlæg, så jeg beklager, hvis man har misset en længere udredning om forbehold og overvejelser ift. indgrebet.
Åh, vi træder ind i noget her, som jeg faktisk har det lidt bøvlet med.
For min oplevelse, som patient, er, at ortopædkirurger og fysioterapeuter (over en bred kam), faktisk opfører sig ens, bare med hvert sit standpunkt.
Og jeg er simpelthen så ked af, hvis du føler, at det bliver et angreb på dig, for det er det ikke på nogen måde tænkt som. Men det her har fyldt ret meget for mig, og det kommer mit svar selvfølgelig til at bære præg af.
For jeg har ikke haft den FJERNESTE lyst til at blive opereret. Overhovedet. Og specielt ikke, da jeg i lang, lang tid ikke oplevede, at det var hoften, der gjorde ondt, men udelukkende de 3 ballemuskler og hoftebøjerne. De gjorde – og gør – til gengæld så ondt, at jeg næsten ikke troede, det var fysisk muligt.
Jeg har en personlig træner, der er fys. Min massør er også fys. Og de var begge HYPER skeptiske ift. operation, og talte i stedet, længe og varmt, for, at det ikke handlede om at fjerne smerten, men i stedet om at fokusere på at øge evnespændet.
De er begge rasende dygtige, og mennesker, jeg har stor respekt for – og derfor synes jeg faktisk, at jeg er endt med at have ventet for længe.
For jeg styrketræner 4-5 gange om ugen (den ene gang med en fys) – og har gjort det i 2 år. Jeg har tabt mig, jeg har gået fast hos en kiropraktor i 6 måneder, jeg får massage og akupunktur, jeg tager de anbefalede kosttilskud, jeg sidder på kilepuder i bilen, jeg har indlæg i min ene sko, jeg sover og kører bil med en trigger point bold, og jeg laver udstrækningsøvelser hver eneste dag – og stadig har jeg nu så ondt, at det begrænser mig på alle områder i mit liv.
Jeg vågner 3-4 gange hver eneste nat, fordi led og muskler kramper og gør ondt, jeg har fået smerter i det modsatte knæ, jeg går som en idiot og snubler over ingenting, fordi min hoftebøjer i højre side er sat ud, og jeg har migrænelignende hovedpine 6-8 gange i måneden, fordi hele mit bevægeapperat er skævt, og jeg spænder op overalt.
Jeg har læst nærmest alt, hvad jeg kan komme i nærheden af om artrose, så jeg har også læst de resultater, du refererer til, ift. at det faktisk ikke er graden af artrose, der afgør, om man har ondt – men jeg synes, at de fagfolk, der insisterer på, at operation ikke er den bedste/eneste løsning, i hvert fald som minimum bør være bevidste om, hvad de videreformidler.
For der er STOR forskel på at være 68 år og forsøge at fastholde funktionsniveau i en hverdag, hvor meget lidt er obligatorisk, og at være 48 år, have børn og være på arbejdsmarkedet.
Som minimum vil jeg appellere til, at man som fys har en samtale med sin klient om, hvornår man erkender, at træning og hjælpemidler måske ikke er længere nok, og en operation er det bedste alternativ. Både ift. hvor hurtigt funktionsniveauet falder, hvad artrosen giver af afledte smerter, og om det står så slemt til, at man begynder at ofre nattesøvn og afvikle muskelmasse. Jeg squatter stadig med 50 kg. men for et år siden kørte jeg hip bridge med 100 kg, og det ville jeg brække midt over, hvis jeg forsøgte i dag.
Dertil kommer, at man risikerer at overse noget problematisk, hvis ikke man får undersøgt, hvorfor man har ondt. Jeg har en perifær bekendt, der er ved at dø af kræft i hoften, og jeg har tænkt meget over, at jeg ville have tabt et år i opdagelse og behandling, hvis det havde vist sig at være dét, der var i vejen her.
Så selvom jeg er enig i, at man ikke skal smide sig under kniven som det første, så synes jeg, at det har haft store omkostninger for mig at vente.