Bøger

Krimi/spænding

Brændte sjæle – Inger Wolf
Brændte sjæle er den første i en serie, der foreløbig tæller 3 bøger, om den unge psykiater Christian, der bistår politiet i opklaring af mord.

Jeg blev meget begejstret, da jeg opdagede, at Inger Wolf havde kastet sig ud i at skrive en ny serie, for jeg har læst den første af slagsen, hun har skrevet, og jeg synes, at hun er mange andre krimiforfattere langt overlegen. Hendes bøger foregår i Aarhus, hvilket jeg elsker, fordi det tilføjer lidt ekstra til historien, at man kan se stederne for sig, men hun er også en af de få krimiforfattere, der ikke efterlader dig på read i 4 kapitler for at trække tiden ud. Hvis kapitel 3 slutter med: “Mon Sofie var blevet overfaldet i sin cykelkælder?”, så kommer der ikke 30 sider om Sofies barndom, og hvordan man har tegnet og bygget cykelkældre fra 30’erne og frem til i dag, mens man sidder og tænker “MEN VAR HUN SÅ DET!!?” – så starter kapitel 4 med, at hovedpersonen tager ud og tjekker dét, så vi alle sammen kan koncentrere os om historien og komme videre.

Det bliver 5 blodige knive til alt, hvad hun har skrevet, herfra.

Den første, De tolv og Spejlbyen – Justin Cronin

Jeg fik anbefalet denne trilogi af en følger på Instagram, og Oh. My. God. 

Jeg blev færdig med den sidste i aftes, og havde med vilje gemt de sidste 100 sider, fordi det er en af de historier, som man har brug for at læse færdig, når skyggerne bliver lange og verden er faldet til ro. Efter små 3000 sider føles persongalleriet som gode venner, og universet næsten selvoplevet.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det præcis er, der gør bøgerne så gode, for hver for sig er enkeltelementerne glimrende, men uden at være ekstraordinære. Sproget er smukt, historien er troværdig og grusom, den religiøse parallel er underspillet nok til, at man ikke føler sig talt ned til, og personerne er fyldige og tegnet i alle nuancer af gråt. Men der er en form for 6. element, der gør kombinationen fuldstændig formidabel; en slags æterisk kvalitet, der hele vejen igennem tilføjer et lag af blå, luftig melankoli, selv i de passager, der er virkelig, virkelig spændende. 

Min eneste lille bitte anke er, at jeg synes, oversætteren har sjusket i den sidste af bøgerne. Der er for mange fodfejl med forkerte endelser, engelsk syntaks osv. og så måtte jeg tage 4 stesolid og en whiskey på hver af de ca. 600 steder, hvor der stod, at en af hovedpersoner “talte i tegnsprog” og “sagde det med tegnsprog”. Vi siger det med blomster, men vi taler på tegnsprog. På. Ligesom vi siger tingene PÅ norsk, PÅ svensk og PÅ fransk.

Men det er ikke forfatterens skyld, og bortset fra det, er det her nogle af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst.

I en mørk. mørk skov + Kvinden i kahyt nr. 10 – Ruth Ware

Her er vi ude i genren domestic noir, men disse bøger har fået væsentlig mindre opmærksomhed end f.eks. Kvinden i toget og Naboparret. Og det forstår jeg faktisk ikke, for jeg synes, de er fuldt ud på højde med den første og niveauer bedre end den sidste.

Lige præcis i denne genre, hvor historierne er bygget op om en hovedperson, der af forskellige grunde bliver mere og mere i tvivl om noget, de (måske?) har set/oplevet, synes jeg somme tider, at de små hints og antydninger bliver for fortænkte. At man allerede på side 35 sidder og tænker: “Så stop dog med at æde piller og drikke whisky, hvis du ikke fatter, hvad der foregår!?” Sådan syntes jeg ikke, det var her. Jeg troede på plottet hele vejen, og sproget er også væsentlig over middel.

Har man brug for en let-læser, som man stadig bliver fanget af, er de her to gode bud. 

Kadaverdoktoren (+ Det levende kød) – Lene Kaaberbøl
Jeg vil gætte på, at jeg gennem årene har læst 6000 hyldemeter krimier, og måske derfor har jeg det i dag sådan, at en krimi skal have et eller andet ekstra, hvis den skal fange mig.

Det synes jeg, at Lene Kaaberbøls krimier har. Handlingen er henlagt til det 18. århundredes Frankrig, og hovedpersonen er en ung kvinde, der drømmer om at gå i sin fars, Kadaverdoktorens, fodspor.

Bøgerne har hver især en hovedhistorie, som i begge bøger er både spændende og solid, men ligeså fanget man bliver af dén, lige så fanget bliver man af den unge Madeleines hverdag og skæbne, og historien om, hvordan retsmedicin på dét tidspunkt blev praktiseret.

Måske er det fordi der findes så uendelig mange serier og bøger, der smider om sig med DNA-analyser, ansigtsgenkendelses-databaser og infrarødt lys, at det gør læseoplevelsen bedre, at det hele er spolet tilbage til start, men det føles som at læse Det lille hus på prærien, tilsat mord og blod. Begge bøgerne kan varmt anbefales.

Kastanjemanden – Søren Sveistrup

Uden at vide det tror jeg, at denne bog er startet med, at nogen har diskuteret det perfekte mord, og en eller anden har sagt: “Tænk, hvis (fjernet-af-spoiler-censur) Ville det ikke være vanvittigt?!”

Jeg *slugte* den. De første 50 sider er ikke nær så flydende, som resten af bogen, og der sniger sig også en enkelt krimi-kliche i form af ude-af-kontakt-med-sine-følelser betjent ind i historien, men hænger man på, skifter den fra første til femte gear i ét hug. Masser af plottwists undervejs, og i det hele taget bare en solid, velkomponeret krimi, som stadig er så let læst, at man kan nappe 5 sider hist og 10 sider pist, uden at tabe overblikket. Tusind stjerner herfra.

Kridtmanden + Dengang Annie Thorne forsvandt – C.J. Tudor

Jeg læste disse to bøger i den rækkefølge, de er angivet ovenfor, og da jeg havde læst Kridtmanden, tænkte jeg, at jeg skulle huske at skrive den på listen her, for den er fandenfløjteme god! Bogens fortæller er voksen, men han fortæller i tilbageblik, og der er en ret superfed Stranger Things vibe i bogen, som minder om Stephen Kings måde at skrive på, minus gys og overnaturlige skrækelementer. 

Dengang Annie Thorne forsvandt? Full blown Stephen King, inklusiv klamme dukker, børn, der forsvinder og kommer tilbage, huse, med scary ass karaktertræk og. så. videre. Den er SYGT uhyggelig, og overdrevet velskrevet, og jeg synes, man skal skynde sig at låne dem begge to.

Pigen under jorden – Elly Griffith

Hvis man godt kan lide Sissel-Jo Gazans forsker-krimier (Dinosaurens fjer, Svalens graf) vil man formentlig også kunne lide denne bog. 

Hovedpersonen i Pigen under jorden er arkeologen Ruth, der – på helt klassisk vis – bliver centrum i en efterforskning af to sager om forsvundne børn. Jeg har en ret lav smertetærskel ift. hvor hjerteskærende, det må blive, og jeg synes, at den her historie på fineste vis rammer det niveau, hvor man bliver grebet af historien, uden at det bliver følelsesporno. 

Sproget er flydende og godt, scenen er en anden, end man er vant til, der er skæve personer og underspillet humor, og som i alle andre gode krimier, er der masser af luskede typer, der alle sammen sagtens kunne være bortføreren. 

Den har et par skønhedsfejl hist og pist, men jeg slugte den på et par dage, og har allerede bestilt den næste i rækken, så den er stadig absolut læseværdig. 

Rum – Emma Donoghue
Det er længe siden, jeg har læst denne bog, men jeg gik forbi den på biblioteket forleden, og det er en kæmpefejl, at den ikke har været på listen her fra starten af.

Bogen er en læseoplevelse langt, langt ud over det sædvanlige, fordi den blander mange genrer, men helt kort fortalt handler den om en dreng på 5 år, som – finder man ud af – holdes indespærret med sin mor, der blev kidnappet som ung. Den absurde modsætning i hans naive børnefortælling om livet og hverdagen, og den horrible tilværelse han beretter om, får din hud til at krympe et nummer, og jeg vil ikke afsløre for meget, men der er også en plan om en flugt, der kommer til at koste dig en fingernegl eller to.

Historien er simpelthen så velskrevet, og selvom jeg på forhånd var skeptisk over, at fortælleren var et barn på 5 – fordi det ellers er et af de forfatterkneb, jeg hader – overgav jeg mig fuldstændigt.

Hvis du ikke har læst den her, har du en stor læseoplevelse til gode, og det er en af dem, der sidder i dig i både måneder og år efter sidste side er vendt.

Se ikke væk – Karen Strandbygaard
Den her bog fandt jeg virkelig, virkelig foruroligende, og jeg ved egentlig ikke, om jeg synes, at den var rigtig god eller bare skrækkelig.

Hovedpersonen Anna kunne være mig og alle mine veninder; en kvinde med børn, der i et det overload af info, vi udsættes for, er endt med at blive bange for stort set alt; fra vuggedød over sygdom til trafikuheld. Jeg kender ingen med børn, der ikke befinder sig ét eller andet sted på den linje, og det grænser til det ubehagelige, at man faktisk ikke helt kan vurdere, hvor man selv ligger i forhold til Anna.

Plottet i bogen er, at Anna skal på ferie i Thailand med sin mand og deres to børn. Efter ret kort tid begynder Anna at få en grim fornemmelse af, at et ældre tysk ægtepar interesserer sig lige lovlig meget for børnene – men hvor meget af det foregår i hendes eget hoved? Hvem er de? Og hvorfor er de hele tiden der, hvor Anna og hendes familie er?

Skarpe genstande – Gillian Flynn
Hvis man kunne lide ‘Kvinden, der forsvandt’ af GF, vil man også elske både ‘Skarpe genstande’ og ‘En hjælpende hånd’. Jeg synes, at de har det ekstra tvist, der gør, at man som læser bliver suget helt ned i siderne og ikke kan hverken tales til eller forventes noget af, før man er færdig. Gillian Flynn bliver ofte nævnt som en af de første af de nutidige forfattere, der skriver i genren Domestic Noir, som også tæller bøger som ‘Kvinden i toget’, ‘Naboparret’ og ‘Det dybe vand’, men jeg synes personligt, at alt, hvad GF har skrevet, er niveauer over disse.

Skoven – Tana French
Jeg har skrevet “Skoven”, men jeg har slugt alle Tana French-krimier råt. Modsat rigtig, RIGTIG mange andre bøger i denne genre, er der bid i de her. Densiteten i sproget er høj, og historier og plot er nederdrægtigt velkomponerede, så man har underholdning til mange, mange timer, hvis man kaster sig over disse bøger.

Søster – Rosamund Lupton
Jeg har brugt noget tid på at tænke over, hvad det er, der gør, at jeg somme tider forelsker mig hovedkuls i en krimi/thriller, mens jeg andre gange finder den himmelråbende uinteressant, selvom plottet egentlig er godt, og sproget flyder uden problemer. Nu har jeg fundet ud af, hvad det er: Stemningen. Nogle forfattere formår ganske enkelt at skrive en stemning frem, som ligger som klangbund under hele historien, og sætter sig i kroppen, mindst ligeså meget, som historien sætter sig på hjernen. Sådan en bog er “Søster”. Jeg havde SÅ svært ved at lægge den fra mig, og selvom det er en uge siden, jeg læste den færdig, savner jeg den stadig på samme måde, som man kan savne en serie, man har kværnet 7 sæsoner af. Den er spændende, melankolsk og med et plottwist, som jeg i hvert fald ikke havde set komme. 5 ud af 5 highfives herfra.

Ungdom

Dronnigen af Tearling (trilogi) – Erika Johansen:
De her fik jeg anbefalet, og ellers ville jeg aldrig være faldet over dem, for jeg tror ikke, de er ret kendte i Danmark? Det er en fejl, for de er gode. Historien er en hybrid mellem Hunger Games og Game of Thrones, og der er både badass heltinder, magiske væsner og en verden, der er kronisk truet af undergang. 3. og sidste bind er endnu ikke oversat til dansk, og jeg syntes faktisk, at den var til den udfordrende side at læse på engelsk, så hvis man helst vil læse dansk, vil jeg anbefale, at man venter, til 3’eren kommer, så man kan tage dem i forlængelse af hinanden. Ellers tror jeg, man taber overblikket over handlingen.

Dødens Instrumenter – Cassandra Clare (Bind 1-6)

Her skal man starte med at beslutte sig for, om man gider genren eller ej. For – indrømmet – der er steder, hvor det bliver lidt ungt. Hvis man skal sammenligne, tror jeg somme tider, at Rowlings geni-streg var at skrive til børn, og samtidig betydningslade teksten, så man også som voksen er underholdt. Ungdomsgenren er svær, fordi man ikke kan benytte sig af samme fortælle-tricks, som til børn, men stadig ikke kan være lige så subtil, som når man skriver til voksne. 

Men når det er sagt, så er der små 4000 sider her at kaste sig over, som til fulde opfylder kravet om at underholde. Der er vampyrer, varulve og feer, der er blodfejder og kærlighed, og der er skurke, helte og humor. Hvis man kunne lide Tealing-trilogien og Hunger Games, er det bare at gå i gang. 

Harry Potter – J. K. Rowling
Her er nærmere introduktion vel næppe nødvendig, men hvis man stadig har disse til gode, er jeg inderligt misundelig. Mine børn får dem proppet ned i halsen i det sekund, jeg vurderer, at de kan tåle at høre om he-who-must-not-be-named.

Hunger games trilogien – Suzanne Collins
Der er tale om ungdomsbøger, og dybden er selvfølgelig derefter, men hvis man hælder Fluernes Herre og serien Lost i en blender og trykker på start, finder man de her bøger på bunden af kanden, når man kigger ned.

Paladan-profetien – Mark Frost
Mark Frost er forfatteren bag Twin Peaks, og bogen her falder i kategorien fantasy, og ligger på grænsen mellem ungdoms- og voksen-litteratur.

Hvis man kan lide Harry Potter, tv-serien The Magicians og Tearling-triologien, er den her bog lige på kornet. Hovedpersonen er en ung fyr, Will, som klarer sig unaturligt godt i en prøve i skolen, og derefter bliver headhuntet af en Hogward-ish kostskole. Men nogen er pludselig efter ham, hans forældre skifter karakter (jeg har kronisk flash back til scenen i Terminator 2, hvor Edward Furlong ringer hjem og spørger til hunden), og det hele er meget mystisk og sammensværgelsesagtigt.

Jeg er stadig igang med 2’eren, og jeg kan ikke lægge den fra mig.

Biografier

Alt må vige for natten – Delphine de Vigan
Åh, sproget i den her bog! Og historien! Ja. Så godt og god, at det kalder på udråbstegn. Jeg ved simpelthen ikke, hvad man skal kalde den her genre, for det er jo ikke helt en biografi, idet forfatteren ikke skriver om sig selv, men om sin mor, og hele vejen gennem bogen kommenterer på sin egen proces, men jøsses, den er god. Jeg læste efterfølgende ‘Dage uden sult’ og ‘Baseret på en sand historie’ af samme forfatter, og de bed sig ligeså hårdt fast i mig. Jeg fandt i øvrigt den nævnte rækkefølge helt perfekt at læse dem i.

Den der lever stille – Leonora Christine Skov

Det, der gør, at man kan holde ud at læse den her historie, er måden, den er skrevet på. For selve fortællingen er simpelthen så grum og hjerteskærende, at det næsten overgår, hvad man som menneske kan forstå.

Kort fortalt er det historien om emotionel vanrøgt, og om hvordan man genskaber sig selv, bid for bid, når ens forældre ikke har givet én den omsorg og kærlighed, som de fleste af os tager for givet. 

Bogen skifter mellem nutid og fortid, og fordi Leonora Christine er et halvt år ældre end mig, er der virkelig meget genkendelse i det billede, hun tegner af tiden, hun voksede op i.

Sproget er eminent, og det virker så nemt og ubesværet, når ordene flyder og stemninger, steder og personer vokser frem for øjnene af én.

Den er blevet rost til skyerne og det er umådelig velfortjent. Tusind stjerner herfra.

Farvel, kære sofa – Majbritte Ulrikkeholm

Jeg har en blød plet for MU. Jeg synes, hun er ualmindelig sympatisk, og jeg elsker måden, hun skriver på. Hun har haft en svær barndom, og jeg har læst de fleste af hendes selvbiografiske bøger gennem årene. Det er de store emner, hun er optaget af, men hun er poet af hjertet, og hendes tekster er som bløde klavertoner for sjælen. Også når de handler om de svære ting. 

Jeg tror ikke, at hendes bøger egner sig til at læse fra en ende af, for de er en beskrivelse af den proces, hun over årene er gået igennem, og handler naturligt nok om mange af de samme ting. Men har man ikke stiftet bekendtskab med hende før, er den her bog et godt sted at starte, for den er – tekstmæssigt – let læst, og stadig tordnende smuk. 

Hemmeligheder for pige – Lotus Turèll
Bogen her får måske nok et skub i ryggen af forfatterens efternavn, men faktisk opdagede jeg den, fordi jeg læste et interview med Lotus Turèll, som jeg syntes tegnede et portræt af en ung kvinde med noget på hjerte.

Og det har hun, må man sige. På en virkelig fin måde.

Første del af bogen er en kortfattet selvbiografi med nedslag i de perioder, som har påvirket hende mest. Hun fortæller som sig selv, men med udgangspunkt i barnet, hun var. Anden del er et tilbageblik, hvor hun lægger voksenperspektivet på, og både runder historien om sin far af, og spoler frem til, hvor hun er idag – og hvordan hun er kommet det. Tredje del er en form for håndbog til venner og pårørende til mennesker, der er vokset op i kaotiske, alkoholprægede miljøer, med fokus på, hvordan man kan være støttende, når konsekvenser og senfølger gør livet og relationerne svære.

Jeg læste den, både fordi jeg som yngre var meget optaget af Dan Turèll, og fordi jeg har veninder, der er vokset op i hjem med alkoholproblematikker, og jeg synes virkelig, at det er en både fin og brugbar bog. Jeg vil være ærlig og sige, at jeg simpelthen ikke ved, om jeg ville have følt historien lige så dybt, hvis hun havde heddet Jensen, og hendes far havde været en mekaniker ved navn Svend. En del af historiens allure er, at man kan sætte meget præcise billeder på hele hendes fortælling – men faktisk synes jeg også, at det er dens største styrke, fordi det netop bliver så utrolig klart, at vi som medmennesker er villige til at lade os føre bag lyset, hvis vi ønsker det stærkt nok. For der er både pædagoger og lærere, der idag, hvor de kender historien, beskriver, hvordan de har det svært med, at de mere eller mindre velvilligt overså det åbentlyse, fordi hendes forældre var dem, de var.

Jeg blev klogere af at læse den, fordi Lotus Turèll er en virkelig god fortæller, som også gør sig overvejelser, man kan blive klogere af, selvom man hverken er kendt, fuld eller senskadet.

It’s so easy and other lies – Duff McKagan
Jeg elsker rockbiografier, primært fordi de er så sindssyge. Men det, som er ekstra vanvittigt ved den her er, at den er absurd velskrevet. Jeg var, back in the days, die-hard Guns N’ Roses fan, så jeg har læst biografierne af stort set alle medlemmer af bandet, og elsker at få lov at høre de samme historier, fortalt gennem forskellige kilder. Det, der gør den her bog så meget bedre end gennemsnittet er, at DM dels har virkelig meget selvironi (hvilket ellers godt kan være liiiidt en mangelvare hos rockstjerner) og dels at han idag har taget en uddannelse i økonomi. Ja. Bogen giver et billede af en over-gennemsnittet begavet rockmusiker, der har formået at forholde sig til et liv, de fleste bare lader til at blæse igennem uden at registrere andet, end hvor man kan købe flere stoffer.

Kære Zoe Ukhona – Pelle Hvenegaard

Denne bog er simpelthen så fin og ærlig. I en enkelt sætning er det historien om at adoptere et barn, men jeg synes, den er meget andet end det. Fortællingen giver et kig ind i en verden, som mange af os nok ikke ved så meget om. En verden, hvor det 100% er andre mennesker, der afgør, om man får lov at blive forældre, og når man læser historien, er der virkelig mange ting, man undrer sig over. 

Pelle Hvenegaard er en usædvanlig god fortæller – jamen, undskyld. Han er selv inde på, at offentligheden måske har et lidt fladt billede af ham pga. de roller og værtsopgaver, han har påtaget sig – og jeg blev både rørt og klogere af at læse bogen. 

Camilla Louise Johnson – Svært barn har mange navne

De fleste på min alder kan formentlig huske Faderhuset, Ruth Evensen og hele konflikten omkring Ungdomshuset. Bogen her er en personlig beretning om, hvordan man ender i kløerne på det, der ret beset var en kult, og hvordan man gennem svigt og misbrug bliver det perfekte offer for hjernevask.

Den er hjerteskærende og velskrevet og man får lyst til at skrige af et system, der svigter et ban så konsekvent over så mange år. 

Thanks, Obama – David Litt
Jeg elskede den her bog, næsten lige så højt, som jeg elsker Obama selv. Jeg fangirl’er for vildt, og jeg skammer mig ikke engang over det. Bogen er en selvbiografi, skrevet af en af Obamas taleskrivere, og når man lige ser det set-up, lugter det af en opportunist, der gerne vil tjene penge på the rub-off, men når man læser den, er det slet ikke det indtryk man får. For det første handler over halvdelen af bogen om David Litt’s liv og tanker, inden han endte som en af de primære taleskrivere for POTUS, og for det andet foregiver han aldrig at have haft en personlig relation til Obama. Han skriver fænomenalt, og han er voldsomt underspillet sjov. På mange måder havde jeg det som om, jeg sad og læste en mail fra en af mine venner, der ved en fejl var endt i et afsindig vigtigt job, og nu både kritisk, rædselsslagen og selvironisk mailede mig anekdoter om sine arbejdsdage. Bogen tegner et virkelig fint tidsbillede af årene både før og under Obama, og hundrede pluspoint herfra for både at være underholdende og gøre klogere. En sidste ting man også må beundre er, hvordan David Litt formår at tegne et billede af et både sympatisk og ambitiøst menneske, udelukkende gennem beskrivelser af gerninger og adfærd. Jeg håber, at Obama selv har læst den, og elskede den ligeså højt som mig.

The heroin diaries – Nikki Sixx
Her er så en af de biografier, der virkelig ER sindssyg. F.eks. er NS død ikke bare én, men to gange. Det giver lige et ekstra lag. Men fordi Motley Crue (som NS var bassist i) var store på nogenlunde samme tid som GnR, er der mange overlap i tid og persongalleri i historierne, og det er ret underholdende. Man bliver ikke klogere eller mere dyb af at læse den her, men man er rasende godt underholdt.

Alternativt

Alkymisten – Paulo Coelho
En lille, letlæst bog, som næsten naivistisk peger de store spørgsmål i livet ud. Hovedpersonen er en ung, andalusisk fårehyrde, der drømmer, at han skal finde en skat ved pyramiderne. Bogen handler om rejsen, både konkret og i overført betydning. Jeg syntes, at hele bogen var virkelig fin, da jeg læste den, men jeg oplevede faktisk et par gange undervejs at være nødt til at gå tilbage, fordi der, gemt i teksten, pludselig stod en sætning, det kogte hele filosofier ned til en enkelt linje. Kan absolut anbefales.

Grals-trilogien – Lars Muhl
Det er faktisk en lille smule snyd, at jeg har sat den her på, for jeg er ikke færdig med den endnu. Men den holder mig nærmest vågen om natten. Er du svimmel, den er god. Ultrakort fortalt, er det en selvbiografi, hvor Lars Muhl (ham med ‘Sjæl i flammer’) fortæller om, hvordan han som et sygt, knækket menneske, tager til Andalusien for at besøge Seeren, og nedskriver hele sin spirituelle udvikling og rejse undervejs. Jeg har senere reseachet lidt og fundet ud af, at det er Pia Raug, der faktisk sætter det hele i scene, og uden helt at kunne forklare hvorfor, er jeg vild med den detalje.

Jordens Kvinder – Vibeke Amdisen
Jeg fandt denne bog, fordi jeg var på jagt efter noget om månens cyklus og meditation. Helt klassisk får jeg ikke mediteret så meget, som jeg gerne ville, men over de sidste måneder, er jeg faldet over flere artikler, der nævner begrebet ‘månemeditation’ og alene navnet appellerer for vildt til mig.

Bogen er meget, meget smuk – og meget, meget urtet. Jeg har været nødt til at tage den i bidder, fordi jeg nok ikke helt er der, hvor jeg er klar til at markere mit territorium med menstruationsblod, lave et alter med det i stuen og omtale det som mit måneblod. Det snakker hun en del om.

Men bogen har alligevel gjort indtryk på mig, fordi den beskæftiger sig med livets cyklus, kvinderollen i religion, historie og samfund og det feminine, sådan helt generelt. Jeg vil være ærlig og sige, at jeg nogle steder synes, man får fremsat udsagn/holdninger som fakta, men læst som et indspark til the future is female og ud fra betragtningen om, at man ofte flytter sig mest, når man bliver en smule provokeret, synes jeg alligevel, at bogen er meningsfuld.

Og jeg vågnede – Eva Andrea
Denne bog faldt ned i skødet på mig ved et tilfælde, og den blæste mig helt væk. Jeg ved simpelthen ikke, om man skal være samme sted på sin udviklings- og interessekurve som mig, for at blive fanget af den, men jeg kan i hvert fald sige, at hvis man er, bliver man ramt i solar plexus. Jeg måtte holde pauser undervejs, fordi der var passager, som faldt så meget i tråd med min egen historie, at jeg havde brug for at sunde mig, før jeg læste videre. Ligesom grals-trilogien, er der ikke tale om et menneske, der vil sælge noget, eller have dit til at tro på det samme, som forfatteren. Bogen er bare en utrolig fin og personlig beretning om, hvordan dit perspektiv kan ændre dit liv, og hvor meget kærligheden kan hele, hvis du lader den.

Rejsen til kærlighed – Majbritte Ulrikkeholm
Nogle mennesker skriver, så det føles som om deres tekster er hevet ud af hjernen på én selv.

Sådan har jeg det med MU. Når jeg læser hendes bøger, føles det som om, jeg læser dem med min intuition, mere end med mine øjne.

Rejsen til kærlighed er en bog om at finde ind til essensen af, hvad det vil sige at elske. Ikke bare et andet menneske, men også sig selv, livet og alt, hvad man møder på vejen igennem det.

Hendes sprog er sølv og stjernestøv og uendelig poetisk.

Jeg elskede den.

Stemmer af sølv – Laura Engstrøm
Denne bog modtog jeg som gave fra Gyldendal, og jeg elskede den. Forfatteren er grundskeptisk journalist, der minder mig lidt om mig selv ift. værdier og livsstil, og for mig var det virkelig rart at læse en bog om det alternative, der ikke bliver for frelst og urtet. Jeg får eksem over, hvor ofte spirituelle bøger fremsætter udsagn som den pure, uimodsagte, massive sandhed, og det giver mig altid en voldsom trang til at lede efter selvmodsigelser og huller. Den her bog formår hele vejen at bevare en oprigtighed, og en ikke-prædikende tone, der gør, at man kan koncentrere sig om historien – og den er god. Sprogligt kan man også sagtens se, at det er en journalist, der har siddet ved tastaturet, og det gør absolut ikke læseoplevelsen ringere.

Waking up in winter – Cheryl Richardson
Denne bog var en af dem, Amazon anbefalede mig på baggrund af mine seneste køb, og selvom Amazon ofte har ret, var det her alligevel et ualmindelig rent pletskud.

Kort fortalt er det en dagbog skrevet af den 54-årig coach og forfatter Cheryl Richardson, som er tilknyttet Hay House. Hun lever af at holde foredrag og afholde workshops, men kan mærke, at hun ikke længere trives i det liv, hun har skabt for sig selv. Bogen er et forsøg på at skrive sig frem til, hvem hun er ved at blive, hvad der er vigtigt i livet, og hvorfor.

Jeg har sjældent følt så meget genkendelse i en bog. CR lever markant anderledes end mig (ingen børn og masser af penge), men hendes beskrivelser af fornemmelsen af at forandre sig; at mærke, at man ikke længere er den samme, uden at have nogen som helst ide om, hvem man så er, er 1:1 med den oplevelse jeg har af livet lige nu.

Jeg identificerede mig 100% med hendes forsøg på at skille det væsentlige fra det uvæsentlige, og efterfølgende slippe det, der ikke længere føles sandt, ægte og nødvendigt.

Til forskel fra mange andre bøger om coaching, der ofte har et meget specifikt mål for øje (lær at sige nej/forstå din sult/tiltræk den kæreste du virkelig fortjener), handler den her om noget langt mere grundlæggende og gennemgribende: At sidde med fornemmelsen af at ændre sig grundlæggende som person, og hvilke tanker, glæder og bekymringer, der sætter gang i. Og hvor de klassiske selvhjælpsbøger ofte indeholder løsninger og mål at arbejde hen imod, er det her egentlig bare et vindue til en proces, hvor den største “hjælp” for mig bestod i alle de tanker, den satte i gang hos mig selv.

Jeg er ikke ret meget i tvivl om, at man skal være midt i en form for søgen, for at den her bog giver mening. For sjov prøvede jeg at kigge på de ratings, den har fået på diverse amerikanske bogsider, og 95% af anmeldelserne var enten 1 eller 5 stjerner. Så enten mærker man den, eller også gør man overhovedet ikke, men jeg elskede den.

Romaner

Afrika-trilogien – Jacob Ejersbo
Ligesom med ‘Nordkraft’ (og ‘Undtagelsen’ af Christian Jungersen), er fortællingen i disse bøger små bidder af den samme virkelighed, fortalt af forskellige personer. Det, jeg elsker ved JE er, at han giver historierne dybde og troværdighed ved, at det ikke er de samme hændelser, der fylder for de forskellige personer. Det betyder, at man får nogle tidslinjer, man som læser hopper op og ned på, og at historierne folder sig ud, både bagud og fremad i tid, efterhånden som man læser. Jeg synes også, at JE kan noget særligt med sine miljøbeskrivelser. Det er råt, uden at blive afstumpet, og holdt i perfekt spænd mellem detaljer nok til at kunne se de forskellige verdener for sig, men uden at fortabe sig, så man mister fokus.

Alt det lys, vi ikke ser – Anthony Doerr
Den her var også en af dem, der næsten endte med at modarbejde sig selv pga. den massive omtale. Men jeg må lægge mig fladt ned og sige: Det er velfortjent. Den her roman er helt i særklasse. For det første fordi sproget (og oversættelsen) er noget af det bedste, jeg har læst. For det andet fletter den rå, brutal virkelighed, gamle dage, 2. verdenskrig, sprød, fransk idyl og scams, der næsten kunne være hentet i Indiana Jones sammen på smukkeste, lydefri vis. Det hele starter meget lyst og romantisk, men ligesom i Døde Poeters Klub, har man – selv når det er allermest fredfyldt og malerisk – en rugende fornemmelse af mol to come. Og det gør det så. Kommer. Men det hele er vævet sammen med den fineste tråd, og man kan næsten høre radioens knitren og flyene, der nærmer sig over havet.

En mand, der hedder Ove – Fredrik Backman

Endnu en bog, jeg næsten ikke gad at læse, fordi den er så hypet, at jeg helt instinktivt får lyst til at trække kontra. Men jeg er glad for, at nogle insisterende typer forærede mig et eksemplar, for den er skøn. Lidt i samme boldgade som serien House, er det fortællingen om en mand, der på overfladen er sur og vrissen, men som alligevel, efterhånden som historien folder sig ud, viser sig at have både grunde til være, som han er, og flere lag, end først antaget. Den type historier er svære at fortælle troværdigt, synes jeg, for (manuskript)forfatteren falder ALTID for fristelsen til at skrue op for den ak-så-misforståede-godhed efterhånden som historien skrider frem. Ove bliver bare ved med at være sur, og der er – gudskelov! – ingen af de forpinte heltescener, hvor man skal tvinges til at forstå, hvordan hovedpersonen er ganske uden skyld i at være et røvhul. Hvis man kan lide sproget i den her (og det er virkelig svært ikke at kunne), bør man unde sig selv at læse ‘Ting, min søn skal vide om verden’ af samme forfatter. Den er sjov på den måde, hvor man kommer til at fnyse kaffe ud over siderne.

Hvad med Kevin – Lionel Shriver
Den her bog er SKRÆKKELIG. Det er 150 år siden, jeg har læst den, og bare synet af den på min bogreol, kan gøre mig helt tør i munden. Hvis man ikke har hørt om den eller set filmen (det har jeg ikke, og det skal jeg aldrig) er det historien om en mor og hendes søn, der som 15-årig skyder en flok elever på sin skole. Hele bogen igennem sidder man og forsøger at vurdere, om det er moderen, der er følelseskold og ude af stand til at elske sit barn, eller om drengen vitterligt er født vanvittig og ond. Jeg kunne ikke slippe den, men den river.

Stillidsen – Donna Tartt
Hvis jeg skulle pege på de 5 bedste bøger, jeg i mit liv har læst, vil den her være på i top 3. Den er næsten 900 sider lang, og allerede der, kan man godt på forhånd blive lidt træt. Men den er. så. god. Hovedpersonen stjæler i forlængelse af en eksplosion på et museum, et lille maleri, Stillidsen, som bliver et omdrejningspunkt for hele historien. Han mister ved samme lejlighed sin mor, og historien er egentlig bare ét langt, smukt, panorama vue over, hvordan de to akser over tid, forskyder sig i forhold til hinanden: Udfordringen ved at eje noget, man ønsker sig inderligt, men som ingen må vide, at man har, og vilkårerne ved at være ladt tilbage i en verden, der befolkes af få gode og mange slette mennesker. Der er nogle helt forrygende skildringer af amerikanske tidslommer og steder, sproget er eminent, og historien er en bygning, hvor hver eneste sten er støbt med omhu og kærlighed. 700 stjerner herfra.