Jeg er født og opvokset i Esbjerg, hvor jeg i sin tid tog en kontorassistentuddannelse, som jeg ikke bruger til noget.
I 1998 flyttede jeg til Aarhus for at læse, og i 2002 blev jeg færdig som tegnsprogstolk. Jeg tror, det er meget få mennesker forundt at være så heldige med deres karrierevalg, som jeg var, da jeg traf mit. Jeg elsker mit fag.
I 2003 tog jeg min første uddannelse indenfor fitness, og det førte til en 15 år lang karriere i fitnessmiljøet, hvor jeg har undervist i stort set alt, undtagen yoga og dans. Jeg har uddannet et hav af instruktører, og undervist på conventions et par gange. Det, der for mange er et fritidsjob, blev for mig et livsdefinerende valg, som har gjort mig til den, jeg er.
I efteråret 2017 valgte jeg at stille træningsskoene på hylden; efter nogle år med mange store ændringer i livet, kunne jeg mærke, at tiden var kommet til at finde ud af, hvem jeg havde udviklet mig til at være, og det kunne jeg ikke, så længe jeg hang fast i hende, jeg var.
I 2009 beslutttede jeg, at jeg ville prøve at få et barn alene. Jeg kom fra et forhold med en mand, som på alle måder var skøn og dejlig – det var bare ikke meningen, det skulle være os. I 2010 blev jeg mor til Anton, og den beslutning var så fantastisk, at jeg i 2015 udvidede flokken med lille Frida.
Af mange grunde valgte jeg i 2011 at flytte tilbage til Esbjerg, hvor vi både har min søster og hendes familie, og hvor vi stadig er så priviligerede at have mormor og morfar. At flytte fra Aarhus er noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort, for min mentalitet passer på alle måder bedre til klimaet i Aarhus. Desuden havde jeg en skoletid, der ikke rummer mange gode minder, og det har været en sej omgang at flytte tilbage til en by, der har givet mig mange ar på sjælen. Men selvom beslutningen var svær, var jeg aldrig i tvivl om, at den var rigtig, og her, 9 år efter, er vi landet i et hus, jeg elsker. Med familen tæt på, har vi de største og de bedste ting i nærmiljøet, men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke stadig savner Aarhus og mine mennesker deroppe.
Jeg begyndte at blogge i 2007, og bloggen er derfor et skriftligt vidnesbyrd om rejsen så langt. Jeg elsker tanken om, at der et sted derude ligger et landkort over fortiden, der forhåbentlig engang i fremtiden kan give mine børn en ide om, hvad de kommer fra – hvis de vel at mærke skulle have lyst til at fordybe sig i det. Jeg bliver somme tider spurgt, om ikke det er underligt at dele så meget af sit privatliv. Sådan har jeg aldrig følt det. Jeg tænker bedst, når jeg formulerer mig på skrift samtidig, så for mig er det en måde at forholde mig til livet på. Det er på mange måder som at have en dagbog, der svarer. Meget venligt, må jeg tilføje. Så længe, det føles sådan, bliver jeg ved at skrive, og jeg er glad for, at du har lyst til at læse med.
