M2023, uge 37 (og kommunal glamour i indbakken)
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Flyttet min Watts-app om på forsiden af min telefon, og har fået alle de respektive stik sat tilbage i den lange stikdåse, som med mit wifi-stik er sat til at lade om natten.
El-mæssigt kører vi på sommertarif et par uger endnu, men om 20 sekunder kommer det økonomisk til at have rigtig meget at sige, hvornår du bruger strøm.
Derfor er det fint allerede nu at gøre det nemt for sig selv at holde øje med elprisen, og begynde at vænne sig til at lade devices, vaske sengetøj og pyrolyse ovnen i lavtarif-perioderne og når strømmen er billig.
2.
Har jeg dedikeret en hylde i køleskabet til åbne ting, der skal spises og Ting & Sager, der nærmer sig sidste anvendelsesdato.
Jeg kører stadig mentalt på en helt skæv sommervibe, som betyder, at jeg endnu ikke har fået de faste rutiner under huden med madplaner, madpakker osv. og det er de sidste uger sket flere gange, end jeg gider tænke, at jeg åbner noget – og glemmer alt om det.
Nu stiller jeg det, vi skal have brugt, og det, jeg har kastet mig over, lige præcis i øjenhøjde, så det er det første, jeg ser, når jeg åbner køleskabet, for jeg må bare erkende, at visuel påmindelse for mig gør en forskel.
3.
Har jeg købt høstfest-outfit til Frida ud fra devisen om, at det skal være noget, der skal kunne bruges bagefter også.
Jeg har det sgu moderat anstrengt over den høstfest. Det er hele indskolingen, der hvert år har en temadag i september, som er kulminationen på et projekt, hvor de arbejder tværfagligt og på tværs af årgange. De lærer om årstider og mad i sæson, de øver gamle sange og danse, og til selve høstfesten er vi forældre inviterede. Alle børn medbringer noget spiseligt, og madspildet er hvert år ved at tage livet af mig.
De sidste par år har jeg insisteret på, at det meldes ud, at man skal styre sig. For problemet er, at nye forældre jo ikke har en chance for at vurdere, hvor meget de skal sende med børnene – og på de her kanter kører vi med ‘hellere for meget end for lidt!’ Så der hældes fuldstændig vanvittige mængder af mad i skraldespanden – og samtidig skal man anskaffe ‘høst-tøj’, hvilket jeg sgu også synes er lidt noget svineri. For hvor meget høsttøj har du i skabet? Og tror du, at dit barn synes, at det er nok med der forklæde, du forsøger at slippe med?
Man kan sagtens finde noget, der kan bruges bagefter – hvis man vel at mærke er typen, der tænker over det. Det er der virkelig mange, der ikke er, hvilket betyder, at 100+ elevers forældre køber tøj, der bliver brugt én gang, og min indre aktivist er ved at gå til.
Men jeg har over tid måtte erkende, at man ikke kan redde hele verden samtidigt, og derfor bider jeg tænderne sammen og lever med, at jeg lige her må slå mig til tåls med selv at tænke over, at vi begrænser mængden af mad, og tænker over at købe tøj, der kan bruges på bagkant.
Revolutionen tager somme tider længere tid, end man kunne ønske.
4.
Har jeg fået svar fra kommunen. Og helt ærligt? Jeg kan SAGTENS forstå, hvis man bare virkelig, virkelig ikke orker at skulle forholde sig til det. Der er NUL hard feelings, hvis man her letter på hatten, ønsker god weekend og sluser sig selv ud i det pulserende liv.
Men for de af jer, der efterhånden er investerede i sagen, vil jeg gerne følge den til dørs, så jeg smider kommunens svar, der kom fredag, sammen med en kommentar under billedet. Så vælger man selv, om man vil læse det, og jeg lover, amag’r halshug, at vi er lige gode venner uanset.
Inden jeg poster svaret, vil jeg lige kommentere på hovedessensen i Esbjerg Kommunes tilbagemelding, som – sat på spidsen – er, at jeg selv har valgt at få børn alene, og så må man forvente at have udgifter til barnepige, hvis man gerne vil have alenetid.
Det er ikke på nogen måde en urimelig indvending. Det er det, der i årevis har afholdt mig fra at søge om ekstern hjælp.
Men.
Det er til at SKRIGE over, at jeg, NETOP derfor, har brugt flere af de 2 x 8 siders børnebeskrivelser samt en STOR del af det ‘interview’ man får ‘tilbudt’, når man henvender sig til systemet på at forklare, hvorfor den løsning ikke har virket for os.
For SELVFØLGELIG har jeg prøvet selv først. I alle tænkelige konstellationer. Og vi har været glade for langt, langt de fleste af dem, vi har været heldige at have. Men ingen kan leve af 2-3 timers arbejde om ugen, og derfor taber vi ofte til faste jobs og uddannelser. Samtidig ændrer livet sig med rekordfart, når man er i starten af 20’erne, og ingen fravælger at rejse til Borneo og passe orangutanger eller at flytte sammen med kæresten og starte på en ny uddannelse i Odense, fordi man har en barnepigetjans. Jeg ville græde, hvis de gjorde.
Jeg har – selvfølgelig også – forsøgt at bruge det eksisterende netværk, men det fungerer ikke. For selvom jeg betaler mennesker, jeg kender privat, så kan jeg jo ikke insistere på, at de SKAL passe mine børn, hvis de bliver indkaldt til personalemøde eller lignende, og dermed bliver ordningen ubrugelig. For jeg kan jo ikke tage opgaver eller planlægge møder med psykiatrien og speciallærerteamet, hvis jeg ikke ved, om jeg har pasning på dagen.
Så vi har holdt for med mine forældre, legeaftaler, FaceTime og lodder og trisser og løsninger, ingen rigtigt synes er fede. Der findes ikke meget, jeg ikke ville gøre for at slippe for at være i kontakt med systemet, og af samme grund har jeg også selv betalt og stået for Fridas udredning, melatonin, tyngdedyner, høreværn osv. osv., og jeg kører selv Anton i skole hver eneste morgen, og henter ham selv 2-3 gange om ugen.
Men de fleste søskende på 8 og 12 år kan godt være alene hjemme nogle timer om eftermiddagen. Det kan mine ikke. Det er problematisk, når alt fra specialtandlæge over børnepsykiatri til PPR kun har åbnet til kl 15. Dermed kommer jeg, udelukkende på børnenes behov, til at have brug for mere pasning end forældre til NT-børn.
Anton fylder 13 til november. Det betyder, at barnepiger på 18 år ikke rigtigt giver mening. Sittere på 25+ koster en del mere end helt unge barnepiger.
(I den forbindelse spurgte jeg i øvrigt allerede inden første møde, om jeg måtte købe den barnepige, vi eventuelt fik bevilget, ind flere timer og så bare selv betale for de ekstra timer. Bare for at sige, at jeg hele vejen har været helt indstillet på selv at have udgifter til pasning).
Og selvom det hedder ‘aflastning’, så handler det her jo ikke om, at jeg gerne vil sidde på caféer og drikke latte eller knalde tvivlsomme typer fra Tinder på hotelværelser rundt omkring. Det handler om, at der følger helt vanvittige mængder af ekstra møder og opgaver med, når man har børn som mine.
Samtidig må man ikke bruge aflastningsordningen, når man er på job; det SKAL være til ‘aflastning’ af mig. Det betyder, at vi bruger mine forældre til at passe, når jeg skal arbejde, så jeg kan opretholde en indtægt og forsørge os.
Dette blot for at sige, at jeg udelukkende har søgt de her timer for at have 2 faste timer om ugen, hvor jeg kan lægge møder, telefonopkald, lægetider osv – altså, ekstraarbejde, som mine børns diagnoser udløser.
Jeg har spurgt på, om jeg må bruge de mennesker, børnene i forvejen kender (f.eks. pædagogmedhjælpere osv.) som aflastere, fordi det så kunne fungere med færre timer end de 8 pr. måned, jeg har søgt om.
(For der er jo helt indlysende noget med rutiner og genkendelse, når vi taler om ND-børn, hvilket er noget af det, der har ramt os i røven, når vi har kørt private barnepiger. For når det er 3 uger siden, barnepigen sidst har været her, er der så meget arbejde i at forberede børnene og samle op på bagkant, at det ikke på nogen måder er aflastning, at jeg har 2 timer ude i verden; det er bare overtræk på en konto, der kun er mig til at betale ind på).
Men de kan ikke ansættes her, fordi de så har Esbjerg Kommune som arbejdsgiver to steder, og dermed kan man risikere, at de oparbejder overtid, som der så skal findes tid til, at de afspadserer.
Så. Ja. It’s complicated, som de siger over there.
Og hvis de havde skudt min ansøgning ned, fordi de ikke mente, at overstående argumenter gør vores situation anderledes, end den er i familier med NT-børn, så ville det egentlig have været fair. Men jeg får lyst til at hamre stegegafler i begge øjne, når min klage bliver afvist på baggrund af forhold, som jeg har brugt virkelig, VIRKELIG langt tid på at begrunde, hvorfor er anderledes for os. Den her afvisning kunne være skrevet af et menneske, man havde hevet ind fra gaden, og det giver ingen mening overhovedet, at jeg har brugt små 10 timer på at forklare, hvorfor de indlysende løsninger ikke er en mulighed for os, når dét her er svaret.
Enjoy:
I øvrigt:
*Har mine forældre guldbryllup på fredag, og den lader vi lige stå et øjeblik. 50 år, mand. Æblet falder her så langt fra stammen, at jeg nærmest er trillet ind i nabohaven.
*Elsker Anton sin sovespray med lavendel, som jeg for et års tid siden købte i The Body Shop. Den er snart tom, og jeg tænkte, at det måtte være til at finde noget tilsvarende på nettet. Googlede ‘sove-spray’, og det første tilbud i mit feed var en anal-spray fra Lust. Er det mig, eller har det en let undertone af overgreb?
*Forstår jeg ikke, at der stadig findes mennesker, der ikke har set The Bear eller genindspilningen af ‘Wir Kinder vom Bahnhof Zoo’. Seriøst: Hvad laver I?
*Skærer jeg mig nonstop i fingrene i disse dage, og efter en solid håndfuld hospitalstolkninger kan jeg godt se på det hele, at jeg skal skynde mig at aflægge dén vane, inden coronaen lancerer sin vintertour. For SATAN, håndsprit er en kælling!!
*Bruger jeg i disse uger meget tid på et tilbagevendende tema i mit liv, som er grænser.
Jeg synes ellers, at jeg er ok-god til at få dem sat, og også at jeg med jævne mellemrum får luget bedet og fjernet de mest invasive arter. Men med jævne mellemrum vokser der alligevel noget frem, som jeg godt kan se og mærke ikke er særlig hensigtsmæssigt, men som jeg samtidig synes er svært at forholde mig helt objektivt til.
For over de sidste måneder kan jeg godt se, at jeg er blevet Spektrumhvisker. Det er nok ikke så mærkeligt; jeg har brugt meget tid på at forstå de forskellige måder, hjernen kan være bøvlet på, og jeg har det tvivlsomme privilegium at vide, både hvordan det er at have udfordringen selv, og hvordan det er være forælder til børn med de vilkår.
Fra naturens side er jeg indrettet sådan, at jeg umådelig gerne vil videreformidle de erfaringer, jeg selv har brugt tid på at tilegne mig, og derfor tiltrækker jeg naturligt dem, der higer og søger.
Og så rammer vi ned i et bøvlet krydsfelt, hvor jeg somme tider føler, at jeg bliver trukket i fra alle sider; også, når jeg selv er i knæ.
Men.
Jeg har nok bedre forståelse end de fleste for, hvorfor det kan knibe med at tolke signaler om, at noget er tæt på at være for meget – og samtidig bliver jeg ramt på alle mine mor-følelser ift. hvordan verden kommer til at tage imod mine børn, når de som voksne skal danne relationer, og måske heller ikke altid formår at afkode grænser.
Samtidig giver det anledning til ubehagelige overvejelser om, hvilke grænser, jeg selv går over, når jeg pludselig hyperfokuserer på nogen eller noget, og et crescendo af inderlig lede og træthed af at skulle forholde mig til diagnoser og konsekvenser af disse.
Så. Ja. En ting ad gangen, og work in progress, ikke?
*Er det, apropos hyperfixation, mig en stor glæde at kunne meddele, at jeg for tiden er besat af et nummer, der IKKE er Taylor Swift. Jeg smider det under det næste punkt.
*For jeg har bagom bloggen hørt fra flere, som spørger til, om de må læse min klage og mit svar til kommunens tilbud om et møde. Og det er sådan set ikke hemmeligt. Derfor smider jeg det under linket; så kan man stoppe ved videoen, hvis man ikke lige er i humør til at sætte ild til sig selv, og ellers er al fortsat færdsel på eget ansvar.
Inden jeg paster de to breve:
Jeg har skrevet begge dele fra hjertet. Der ligger ikke mange overvejelser om taktik eller håb om at ændre på noget bag; jeg har bare haft brug for at sætte ord på min frustration.
Klagen:
“Jeg ønsker at klage over afgørelsen om afslag, jeg har modtaget d. 16.08.23. (Sags-id: XXXX)
*Jeg vil gerne klage over den helt urimelige sagsbehandlingstid. Min ansøgning er indsendt d. 22.11.22, hvilket giver en sagsbehandlingstid på 9 måneder.
*Jeg vil gerne klage over den manglende professionelle behandling, jeg har modtaget undervejs i forløbet. Da jeg første gang henvendte mig, fik jeg i telefonen oplyst, at jeg ‘formentlig ikke ville kunne få noget, når mine børn kunne klare sig i et alment undervisningstilbud’. Mit spørgsmål gik udelukkende på, hvor jeg kunne finde et ansøgningsskema. Derudover er Esbjerg Kommune vel en del af den offentlige forvaltning, som dermed er underlagt skriftlighedsprincippet?
*Jeg ønsker at klage over min manglende mulighed for at dokumentere vores forløb, fordi jeg ikke på noget tidspunkt har modtaget kvitteringer for mine henvendelser eller har modtaget info om, om/hvor mine henvendelser bliver dokumenteret. Jeg vil gætte på, at jeg har rykket for svar omkring 20 gange, fra jeg sendte min første ansøgning, til jeg modtog afgørelsen. Som jeg, i parentes bemærket, først modtog, da jeg ringede og sagde, at jeg den efterfølgende uge ville indlede en klagesag, hvis ikke jeg modtog en afgørelse.
*Jeg mener, at afgørelsen er truffet på et forældet grundlag. Et af punkterne, der er angivet som årsag til afslag, er at X er nyopstartet i medicin, og at man derfor ønsker at se, om det gør en forskel. H*n har på nuværende tidspunkt været på medicin i over et halvt år.
*Jeg ønsker at klage over den helt indlysende mangel på viden om, hvordan neurodivergente lidelser kommer til udtryk og hvornår. Havde de mennesker, der havde siddet med vores sag vidst bare en smule om det her, ville de have vidst, at hverken autisme eller ADHD bliver mindre problematisk med tiden. Tværtimod.
*Jeg ønsker at klage over den helt horrible mangel på mulighed for som borger at følge med i mit sagsbehandlingsforløb. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at man som borger kun kan henvende sig til kommunen via én indgang, som er ‘kontakt Esbjerg Kommune’. Man modtager ingen kvitteringer på det, man har indsendt, og vores forløb har været ét langt clusterfuck af mennesker, der har ringet, fordi de ikke mener, det er dem, der skal modtage henvendelser, eller som ikke aner, hvad jeg taler om, når jeg ringer og rykker for svar. Det er for mig som borger umuligt at dokumentere vores forløb, fordi jeg INTET har modtaget undervejs, fraset én mail fra vores sagsbehandler, som oplyste om, at vores afgørelse – igen – var forsinket.
Slutteligt vil jeg gerne sige, at det forekommer mig ufatteligt, at man som borger bliver straffet for selv at have holdt for i årevis. Jeg har lagt hele mit liv om for at kunne tage hånd om mine børns særlige behov. Jeg har skåret ALT fra. Det er mine børn, og der er intet, jeg ikke ville gøre for dem. Men det giver simpelthen ikke mening, at det ender med at modarbejde min sag, at jeg selv har ofret alt i stedet for at søge om hjælp til alt mellem himmel og jord fra starten. At man ikke har et bedre blik for, hvad det er, man risikerer at udløse ved at nægte hjælp, når mennesker som mig endelig henvender sig, er svært for mig at forstå. Vi klarer os selv, som det er nu. Men alt andet lige vil det blive meget dyrere, hvis jeg er nødt til at søge TAF, fordi jeg ikke kan blive ved med at få enderne til at nå sammen, end det er for Esbjerg Kommune at bevilge 8 timer pr. måned, hvor begge børn kan passes i eget hjem, så jeg har de timer til ALT det, der følger med at være mor til børn med særlige behov.
Det har været en meget forstemmende oplevelse at stifte bekendtskab med systemet, og jeg sidder tilbage med en oplevelse af, at det ikke er diagnoser, der slår familier i stykker. Det er det system, der er sat i verden for at hjælpe os.
Esbjerg, d. 27.08.23
L.L.A.
NB: Jeg er uforstående overfor, at afgørelsen er dateret d. 11.07.23, når jeg har modtaget den d. 16.08.23, og til orientering kommer jeg til at hive alt, hvad jeg kan finde af advokater og journalister op ad jorden, hvis der bliver det MINDSTE omkring frist i den forbindelse.“
Svar fra kommunen:
Svar fra mig:
“Vedr. tilbud om møde.
Hermed min tilbagemelding ift. tilbud om møde (fremsendt d. 06.09.23)
Jeg vil gerne have lov at takke nej til mødet og i stedet bede om et skriftligt svar.
Jeg ved godt, at jeg ikke behøver begrunde mit svar – men jeg vil gerne. Både fordi jeg gerne vil synliggøre, hvordan det er at sidde på min side af bordet, og fordi jeg gerne vil have det tilføjet min sag.
Jeg har i vores sagsforløb ikke mødt nogen, der ikke har været søde og imødekommende, når jeg har talt med dem. Alle, jeg har siddet overfor, har været mennesker, jeg helt instinktivt godt har kunne lide.
Men det til trods er vores sag blevet syltet, sat på hold og har ligget brak så mange gange, at det næsten ikke er til at forstå. Og uanset hvor meget, jeg forsøger at komme afdelinger og enkeltpersoner i møde, så sidder jeg stadig tilbage med fornemmelsen af, at forsøget på at forstå i det her tilfælde har været en meget ensrettet vej.
For jer er det et arbejde, I går hjem fra; I kan stemple ud klokken 16 og holde fri. For mig og os er det et vilkår, som definerer vores liv, muligheder og alt, hvad fremtiden udgøres af.
Og hvor jeg er med på, at I ikke kan holdes ansvarlige for eksempelvis skolens og psykiatriens manglende overblik, systematik og ordentlighed, så udgør I alle for mig stadig det samlede hele, der er Systemet, og jeg har i 7 år stadig, selvom jeg har rigeligt at bokse med som det er, stået overfor en mur af inkompetence, mistro og ligegyldighed, der ville kunne få de fleste til at synke i knæ.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har brugt dagene siden invitationen på at sparre med mit netværk omkring tilbuddet om et møde. Mit netværk tæller socialrådgivere, journalister, psykologer, advokater og mennesker, der er ansat i systemet, og alle, uden undtagelse, har frarådet mig at takke ja til mødet. Både fordi det som enkeltperson er en kamp, du tilsyneladende er dømt til at tabe, og fordi deprimerende mange af dem havde de mest forfærdelige eksempler på, at møder som det her er blevet startskuddet på helt nye, uforudsete kampe – hvilket man beklageligvis først finder ud af, når det er for sent.
Kombineret med, at jeg, da jeg læste den skriftlige invitation, studsede over flere ting, vælger jeg derfor at takke nej.
For måske er det mig, der har hørt forkert eller misforstået det, jeg har fået præsenteret i telefonen.
Men dels er de personer, der er påført som deltagere på mødet i den skriftlige invitation ikke de samme, som dem, jeg fik præsenteret i telefonen.
Dels bider jeg mærke i ordet ’eller’ i den sidste sætning; jeg forstod det sådan på det, jeg fik forklaret, at mødet var et supplement til den skriftlige tilbagemelding. Det kan jeg se, ikke er tilfældet.
Og endelig får invitationen mig også til at spekulere på, hvordan I har foretaget opdelingen af min klage. For mine punkter er ikke som sådan skilt ad. Jeg har ikke lavet én klage, der går på sagsgang, og én, der går på afgørelsen. Jeg har klaget over den samlede pakke. Derfor blinker alle mine lamper, når jeg får tilbudt en tilbagemelding på en specifik del af min klage, som det er jer, der har defineret.
Så tak, men nej tak.
Det er ikke personligt. Jeg er sikker på, at I, der lige nu sidder om bordet, har de bedste intentioner, og selv er frustrerede over de manglende ressourcer og muligheder, I har. Men min kontakt med systemet har lært mig og bevist igen og igen, at min tro på det bedste i det og dem, jeg står overfor, altid ender med at modarbejde mig og kræve langt, langt mere, end det, jeg egentligt søgte hjælp til at løfte.
Det er desværre på bundlinjen bare langt mindre ressourcekrævende at klare tingene selv.
Derfor og af hensyn til det fortsatte forløb, takker jeg hermed nej til mødet, og beder i stedet om et skriftligt svar.
Esbjerg, d. 11.09.23
LLA“
M2023, uge 36
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Solgt det ene af børnenes GPS-ure. Det var en stejl læringskurve ift. at jeg skulle have gendannet fabriksindstillingerne på det, INDEN jeg opsagde abonnementet, men heldigvis var det en bekendt, der havde købt det, så de 7 ekstra beskeder frem og tilbage var ikke helt så pinlige, som de havde været, hvis det havde været en vildtfremmed, der havde købt det.
2.
Indstillet mig selv til en helgenkåring over, at jeg for 3 uger siden, da det havde regnet nonstop i 2 uger, satte mig på mine hænder og undlod at rydde op i sommertøjet. For JA, det havde været træls at skulle ud og købe noget nyt for de uger med sol og varme, vi får nu.
Jeg kan takke M20XX-indlæggene for det her, for det er kun fordi det giver en ekstra runde af refleksion, når jeg skal formulere ugens punkter, at jeg husker fra år til år, at jeg før har været for hurtig.
3.
I samråd med mekanikeren besluttet at gå med helårsdæk igen.
Jeg kører så mange kilometer, at det er vigtigt for mig, at jeg kører så sikkert, som muligt (hvilket gør #dækgate fra i mandags så meget mere ubærligt), så jeg spurgte MEGET ind til fordele og ulemper.
Hans argumenter var, at det med det klima, vi har, er længe forsvarligt nok, at det giver mindre arbejde og bøvl for mig, fordi jeg ikke skal opbevare et sæt dæk og fragte dem frem og tilbage 2 gange om året, og endelig, at det også er billigere, fordi det år, man trækker fra i brugstid, længe tjener sig selv ind, når man ikke skal købe to sæt og betale, hver gang de skal af og på.
Han har været det ordentligste menneske fra den allerførste dag, jeg trillede ind på værkstedet, så jeg stoler på hans vurdering. Helårsdæk it is.
4.
Ryddet op på min bogreol og foræret de bøger væk, som jeg enten ikke får læst eller har læst og ikke får læst igen. Bøger bliver grå og triste af at stå uberørte hen, så ud i verden med dem, så andre kan få glæde af alle de historier, de gemmer på.
Hverdag, vrede og vidundere
Først og fremmest: TAK for alle jeres gode og inspirerende indspark på sidste uges M2023-indlæg. Jeg har selv bogmærket det, for det er tæt på at være efterårets samlede madplan, der er lagt for fødderne af mig. Det er meget værdsat, og jeg håber, at I også har fået et par nye ideer.
Og ellers? Tja. Så synes jeg, at jeg går lidt rundt i en osteklokke for tiden. I sidste uge talte jeg med en veninde, der gerne ville have sine piger med ud at sejle, og da jeg spurgte, hvorfor de så ikke bare tog afsted, gik der lige 2 lange sekunder, før hun svarede: “.. altså, fordi de går i skole, jo?” Og det gør de sgu da bare. Det gør mine jo sådan set også. Men en kombination af, at vejret er sommerligt, og at jeg her på mit 2. år som selvstændig har ramt sensommeren på en HELT anden måde, end jeg gjorde sidste år, gør, at det ikke føles som om, verden er gået rigtigt i gang igen.
Men det er den, og jeg løber stærkt. Det er umådelig værdsat, og ad alle mulige omveje er der pludselig landet en solid håndfuld opgaver og nye samarbejdsmuligheder på mit bord. Jeg elsker det. Det er SÅ FEDT at være tvunget til nærlæse plantegningerne på det fag, jeg har været i 22 år, og den bredspektrede forståelse, det giver, har kun fået mig til at elske mit job højere.
Det giver noget ekstra arbejde, fordi der pludselig skal indhentes alt muligt fra alle afkroge af riget, og kradses lidt i noget lovstof hist og pist, men tilfredsstillelsen ved at have hænderne på rattet fra idéfase til eksekvering, er større, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.
Ud over arbejde sker der selvfølgelig også alt muligt andet. Livet, vel egentlig bare. Nogle dage står jeg op i tryg forvisning om, at jeg har god tid – for så klokken 19.30 at være nødt til at tappe ud med hår, der stritter i alle retninger og en inderlig trang til vin.
Som f.eks. i går, hvor jeg faktisk ikke havde så meget på tapetet. Men så skulle jeg tolke et sted, hvor der kun kunne vrides en kvart pind ud af signalet – og fordi #mandag VÆLTEDE det ind med mails, kunne jeg konstatere, da jeg kørte derfra, og min telefon lød som en geigertæller i maskinrummet på Tjernobyl. Det er i de situationer, det går op for mig, hvor meget, jeg normalt når at svare på, indhente og orientere mig om i løbet af en dag, for JA, der var meget at gå i gang med, da jeg landede i sofaen i aftes.
Samtidig brokkede min bil sig søndag over manglende dæktryk, hvilket jeg i første omgang ignorerede, fordi det altid sker, når det pludselig bliver varmt. Men den var insisterende, og egentlig havde jeg besluttet, at jeg bare ville svinge ind forbi min mekaniker, når jeg ramte Esbjerg på vej hjem fra job mandag. Men så kørte jeg LIGE forbi et værksted, og tænkte, at det måske var nemmere bare at få det gjort med det samme. Og da den søde, lokale mekaniker kiggede op over køleren på min bil og tydeligt rystet sagde: “Ja, jeg kan ikke give dig lov til at køre herfra på det her, det er helt sikkert!” var jeg glad for, at jeg gjorde det. For dækket var så mørt, at der var slidt hul i den yderste membran. Hvorfor det ikke er eksploderet, står hen i det uvisse, for det burde det være, men heldet følger tydeligvis en bestemt kategori af mennesker, som min bedstefar altid siger til mig. For helvede, mand. Når jeg tænker på, hvor mange kilometer, jeg kører på motorvej hver eneste uge, og hvor galt, det kunne være gået, får jeg ondt i maven.
I går bød også på et opkald fra Familieafdelingen i Esbjerg Kommune, som er den, jeg har klaget over. Jeg har dels klaget over selve afgørelsen og dels over sagsgangen, og jeg har været gavmild med eksemplerne.
Hende, der ringede, var en anden sagsbehandler, som gerne ville ‘tilbyde mig et møde’ med to ledere og hende om sagsgangen, (“ikke afgørelsen. Den behandler vi særskilt”), fordi det ofte var “nemmere at mødes face to face end at få et skriftligt svar”. Jeg spurgte, helt oprigtigt undrende og uden det mindste forsøg på at være sarkastisk, hvad jeg skulle have ud af det?
De ville gerne ‘forklare hvorfor det uheldigvis havde taget lidt lang tid’ med min sag.
“Men hvad er det, I forestiller jer, at I kan sige, som vil gøre en forskel for mig? Uanset hvad I hiver frem af forklaringer, har det taget jer lige knap et år at træffe en afgørelse. Som jeg har rykket for et tocifret antal gange. Det er ikke som sådan hverken relevant eller interessant for mig at høre hvorfor. Det ændrer jo ingenting?”
Så blev hun lidt kort for hovedet. Det var bare et tilbud, jo. Som jeg helt selv bestemte, om jeg ville tage imod.
Jeg udbad mig betænkningstid til i dag, og vi aftalte, at jeg skulle ringe besked til hende i formiddag.
Jeg brugte mange timer på at tænke igennem, om jeg er interesseret. Om det overhovedet giver mening. For jeg er for vred til at ville komme dem i møde, og jeg har ikke mere forståelse at udvise for deres situation, når den vej er så ensrettet, som den tydeligvis er. Jeg synes normalt, at man skal huske, at alle gør, hvad de kan, under de betingelser, de er underlagt, men jeg er forbi både forståelse, tilgivelse og syndsforladelse her. Jeg vil ikke tvinges til, oveni min afmagt og oplevelse af at føle mig *helt* alene i kampen, også at skulle rumme og imødekomme.
Men.
Så kom jeg til at tænke over hendes formulering om, at det var nemmere med et møde end med et skriftligt svar. Og jeg kom til at spekulere på, hvorfor hun ringede i stedet for at skrive. OG jeg kom til at tænke på, hvordan det kommer til at påvirke min sag, hvis jeg afslår.
For uden at der skal gå sølvhjelm i den, så stoler jeg 0% på Systemet. Som udgøres af de mennesker, der sidder i det.
Det handler ikke om forsmåethed eller sårede følelser; det er et assessment, der udelukkende bygger på, hvad Systemet har insisteret på at bevise overfor mig igen og igen og igen og igen.
Så jeg har besluttet at tage mødet – men med en bisidder. Jeg har et par stykker i tankerne, der alle har paragraffer og Karnov til op over tænderne, men for at kunne hive dem ind, skal jeg jo have en dato.
Derfor ringede jeg, som aftalt, tilbage til hende i dag.
Og ingen er vel den mindste smule overraskede over, at hun ikke tog telefonen, de tre (3) gange, jeg prøvede at ringe i det tidsrum, hun selv udstak i går.
Som serviceinfo kan jeg oplyse, at jeg kommer til at gå til valg på, at vi brænder hele svineriet ned til grunden og starter forfra. Det kan UMULIGT blive dårligere, end det er nu.
Så det er der, vi er. Med defekte dæk, formidable jobs og moderat paranoia.
Men på plussiden sidder jeg i en forhal og skriver det her, mens børnene er til svømning, for vi har har ramt den milepæl, hvor de selv kan klæde om, være på holdet, bade og komme ud igen.
Så selvom natten er mørk og fuld af rædsler, så lysner det samtidig i øst på nogle ret afgørende områder, og på bundlinjen af det helt store regnestykke, er vi, trods alt og heldigvis, stadigvæk i plus.
M2023, uge 35
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg brugt lidt ekstra tid på at tænke vores mobil/wifi-løsninger igennem.
Som jeg skrev i sidste uge, blev jeg ringet op med et tilbud, som umiddelbart var godt.
Men efter at have tygget lidt på det og have tjekket vores forbrug over de sidste par måneder, nåede jeg faktisk frem til, at to af vores nuværende abonnementer skulle opsiges. Begge børn har haft ure med simkort det sidste år, og nu, hvor min opmærksomhed var blevet henledt på det, kunne jeg se, at de faktisk ikke bruger dem længere.
Når de blev pillet ud af ligningen, var vores nuværende løsning pludselig noget billigere, end den, jeg havde fået tilbudt, så den har vi valgt at holde fast i. Jeg kører et 80 GB tele-abonnement på min telefon, som koster 149 kr. i måneden, og har tilføjet 2 x datadelingskort til børnenes iPads; de koster 30 kr. stk.
Begge børn har mobiler, der nærmer sig pensionsalderen, og på dem har de abonnementer til 69 kr, hvilket er længe rigeligt.
Så nu har jeg sat deres ure til salg, og de penge, de kommer til at indbringe, smider jeg i en hemmelig pulje, som skal bruges til at købe nogle bedre telefoner til børnene.
2.
Har jeg smidt de ting fra Fridas gamle værelse, som jeg ikke har fået solgt, til genbrug.
Da jeg i tidernes morgen begyndte at sælge alle vores aflagte ting på Marketplace, havde jeg så mange ting til salg hele tiden, at jeg havde et område i bryggerset, der var allokeret til det, men i dag, hvor vores forbrugsmønster er et andet, får de ting, jeg har til salg, omkring en måned til at forføje sig. Er de ikke solgt, ryger de videre, for som vi har snakket om før: Når de først er sat til salg, har jeg for længst sluppet dem, og så bliver det bare irriterende, at de optager plads.
For et par år siden smed jeg alt i den lokale Facebook gruppe, men hver eneste gang var det de samme par stykker, der meldte ind 4 sekunder efter, jeg havde smidt tingene op. Det er mennesker, jeg ved, hvem er, og selvom de efterhånden har fået virkelig mange forskellige ting, har jeg første gang til gode at se noget af det i brug.
Og jeg er så ambivalent med det, for vi har før haft en lang, superintereressant debat herinde om, at når du forærer dine ting væk, så kan du ikke bestemme, hvad dem, der får dem gør med dem. Jeg holder aldrig op med at få en sær smag i munden over opslag fra mennesker, der gerne vil forære deres aflagte ting til ‘værdigt trængende’. Jeg er villig til at dø med sværdet i hånden på, at det handler mere om dig og dine behov, end om dem, der aftager tingene – men det til trods, så bliver det for irriterende, at det er de samme 2 mennesker, der rager til sig, her gang nogen forærer noget væk herude.
Jeg kan ikke engang helt selv gennemskue, hvad det handler om, men det er en irritationsfaktor, der er nem at eliminere, så derfor er jeg begyndt at aflevere tingene til genbrug eller at forære dem væk i større grupper i stedet.
Nu er lampen, taskerne, de to hylder, perler og perleplader væk lagt i hænderne på Hjemløses Venner, og de må gøre med dem *præcis*, hvad de vil.
3.
Har jeg modtaget årets girokort til Autismeforeningen, hvilket fik mig til at tænke på, at der er enkelte udgifter, som det godt kan betale sig at undlade at tilmelde betalingsservice.
For jeg er all for foreninger, uanset om det er interesseorganisationer, fagforeninger eller noget helt tredje. Men der er virkelig, virkelig mange områder derude, der mangler penge, og jeg vil gerne støtte op om de tiltag, der faktisk kæmper for noget, der for mig giver mening.
Og hvor meget, det end piner mig at sige: Autismeforeningen har brilleret med deres fravær på områder, hvor jeg ellers virkelig synes, at det ville være mere-end-oplagt, at de meldte sig på banen. Ikke nødvendigvis med løsninger, boksehandsker eller rasende sagsanlæg. Men med noget synlighed og kommunikation. Jeg har første gang til gode at se dem melde ind; ikke engang på ‘vi er opmærksomme på problemstillingen, og vi er på sagen!’-måden. Og så vil jeg faktisk hellere støtte andre tiltag.
Havde jeg meldt betalingen til BTS, havde jeg ikke forholdt mig til den overhovedet, så bare en lille, forsigtigt anbefaling af at køre automatisk betaling på de ting, man ved-ved, at man vil støtte 4evah, men æder gebyret og det manuelle girokort på de udgifter, man gerne vil se an.
4.
Fik jeg bagom bloggen en forespørgsel på, om ikke vi kunne køre en idérunde på retter, der egner sig til fryseren, og med svømning, forældremøder og efterår galore på tapetet, synes jeg, at det er en strålende ide.
Lad os køre en simpel version, hvor vi ikke smider udførligt beskrevne opskrifter, men bare kører navne på retter eller links; så kan vi hver især ratificere til smag, køleskabsindhold, vaner og de-på-lokationen-tilgængelige-råvarer.
Ja? Kør løs.
I øvrigt:
*Er jeg ved at gå amok over luftfugtigheden. Hvorfor føles verden udenfor hele tiden som et bryggers, fyldt med vådt vasketøj?
*Har jeg, endelig, endelig, endelig, fundet mig en ny frisør i Esbjerg. Modsat alt, hvad jeg har lagt hoved til de sidste 10 år, er hende her helt ok med, at vi bare er stille, og hun hører ægte, hvad jeg siger, når jeg forklarer, hvor vi er henne på farvehjulet. SÅ herligt ikke at ligne én med gulsot, når man går ud ad døren efter 4 timer i stolen, og lige har blødt tæt på 3000 kr.
*Er børnene startet til svømning, og for tredje (3.) år i træk, er det lykkedes mig at få dem skrevet op, så de ikke fremgår af tilmeldingslisten. Det grænser til talent.
*Kan jeg godt se, at jeg burde være up in arms over alt det med lovindgreb og koranafbrændinger. Men er det ikke lidt som om, at man her, 12 minutter i apokalypsen, ikke kan blive ved med at finde indignation ude på lageret? Verden har føltes som et sted, der kun består af caps lock og udråbstegn de sidste par år, synes jeg, og det er, som om hele reaktionsapparatet er blevet lidt følelsesløst.
*Er det klart en fejl, at CIA ikke har hvervet Taylor Swift, for hendes måde at infiltrere samtlige af mine playlister på tværs af platforme, er undefeatet. Jeg elsker det.
*Var der en sød læser, der for nyligt tippede mig om, at Justin Cronin har skrevet en ny bog. Til de af jer, der har Den Første, De Tolv og Spejlbyen til gode: Jeg hader jer (lidt).
*Ringede sagsbehandleren i sidste uge og lagde en besked om, at jeg lige skulle ringe med min mailadresse, så hun kunne sende mig et skema til den aflastningsperson, vi skulle have fundet. Jeg ringede tilbage om aftenen og sagde, at hun ikke behøvede at bruge tid på det; jeg kom ikke til at gøre brug af timerne. Hun ringede dagen efter. Og dagen efter det. Og de to efterfølgende dage. 5. dag tog jeg den, og var meget dybfryser omkring alting. Hun ’håbede sådan’, at jeg ville klage. Hvortil jeg svarede, at det kunne jeg ikke se en eneste grund til, for ungerne når jo at fylde 18, inden de får sagen færdigbehandlet. Men så sagde hun det, der gjorde forskellen for mig, nemlig at de skal sende de klager, de modtager, til Ankestyrelsen. Og da jeg lige har en ting eller to, jeg godt vil løbe forbi dem, tog jeg æsken med raseri ud af skabet og skrev 3 hele sider, der sluttede med:
NB: Jeg er uforstående overfor, at brevet om afgørelsen er dateret d. 11.07.23, når jeg har modtaget det d. 16.08.23, og til orientering kommer jeg til at hive alt, hvad jeg kan finde af advokater og journalister op ad jorden, hvis der bliver det MINDSTE omkring frist i den forbindelse.
Der er ikke mere høflighed tilbage i mig.
*Gik jeg for et par uger siden i gang med ’Utæmmet’ af Glennon Doyle, og jeg var så begejstret, at jeg tvang den ned i halsen på 4 af mine veninder. Nu er jeg, 2/3 inde, gået fuldstændig død i den, så hvis du er én af dem, jeg lovpriste den til: Undskyld. Jeg mente det ikke alligevel.
*Er jeg nærmest lidt modvilligt imponeret over, hvor mange offentlige institutioner, jeg mangler betaling fra, fordi deres regnskabsfolk har været på ferie. Tænk at tilhøre så magtfuld en institution, at man uden varsel, info eller beklagelse, fuldt bevidst overskrider betalingsfristen for ydelser, man har modtaget med 3-4 uger, og kører ’what’ you gonna do about it?’, når man bliver rykket #drømmen
*Så jeg en nyhed om, at læger i Australien har fundet en orm på 8 cm i hjernen på en mand. Jeg tror, jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at der er nogle nyheder, vi gerne vil være fri for. *Var jeg fredag aften i sidste uge på job, og derfor alene hjemme. Da jeg var færdig kl. 23, trængte jeg helt utroligt til noget ro i hovedet, så jeg kørte ud til en skovsø, der ligger 5 km. fra, hvor vi bor, og satte mig i sandet. Jeg bliver aldrig typen, der skal sove i shelter, men da jeg sad under månen og kiggede ud over vandet, og kunne høre alverdens dyr pusle i buskadset, forstod jeg egentlig godt, hvorfor man kan få lyst, hvis man ikke passer på.
M2023, uge 34
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg blevet ringet op af frisk sælger-type fra TDC (som jeg ikke troede, vi brugte mere?). Han kunne se, at vi engang havde haft dem, men ikke havde dem mere; om han måtte spørge hvorfor?
Og her må jeg bare sige, at jeg, når sådan noget sker, høster frugterne af de sidste 4 år at have siddet med næsen i alt, hvad vi har af abonnementer og aftaler. For jeg ved PRÆCIS, hvad vi har hvor – og også nogenlunde, hvad vi giver for det.
Så da vi var forbi det lidt akavede øjeblik, hvor jeg kunne fortælle ham, at hvis TDC også optræder under kunstnernavnet YouSee, så vi har alt – alt – hos dem, og han gav mig et tilbud, så kunne jeg faktisk spørge så kvalificeret ind til detaljerne om datadelingskort, antal GB osv. at han kom til at tale til mig som en jævnbyrdig, og ikke som én, der var handikappet af min dumme, lyserøde damehjerne.
Og det utrolige skete: Det VAR et godt tilbud. Ægte. Så jeg bad ham sende mig en mail (for jeg sad i bilen, da han ringede), og jeg har her til formiddag brugt en times tid på at sammenligne det, han har sendt, med det, vi har. Jeg har et par spørgsmål, jeg skal have stillet YouSee, inden jeg taler med ham igen på tirsdag, men umiddelbart ser det ud til, at det godt kan betale sig for os at opsige noget og samle noget andet – og så er der AirPods til alle mand med i aftalen.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg synes de her ting er nogenlunde ligeså interessante som maling, der tørrer, og jeg HADER at sidde med dem. Men når det er sagt, så er det ret tilfredsstillende, at jeg faktisk forstår, hvad jeg bliver præsenteret for, og at jeg kan træffe mine valg på et oplyst grundlag.
2.
Kom min søde, nygifte genbo på besøg og spurgte, om jeg ville have deres opvaskemaskine i stedet for min, der døde for et par uger siden?
Yes please. Dels kan jeg godt se på kontoen, at vi har holdt ferie, og dels kan jeg godt lide tanken om at hjælpe hinanden med at bruge tingene helt op, så levetiden udnyttes maksimalt.
Nu står den i mit køkken og vasker lystigt, og børnene er umådeligt tilfredse med igen at være fritaget for den – åbentbart – helt URIMELIGT hårde tjans med at tørre af.
3.
Har jeg lavet basissuppe af nogle søde kartofler, lidt rødder og et halvt hokkaido, jeg havde liggende i grøntsagsskuffen.
Det har været for varmt til suppe på vores kanter, men det fyldte og trængte til at blive brugt, så i stedet for at smide det ud, røg det i en gryde. Jeg hældte en del af vandet fra, inden jeg blendede suppen, så den ikke fylder så meget i fryseren, og jeg har ikke legeret den endnu; på den måde har jeg noget at matche det med, næste gang jeg har en sjat fløde, lidt creme fraiche eller en rest pikantost i overskud.
Børn, spil og regler
Jeg er, som vi vist efterhånden har fået slået fast, et menneske, der bruger og elsker internettet og de sociale medier. Højt. Jeg bruger det og dem til inspiration, som underholdning og til at blive klogere af – og somme tider også til at hidse mig op over.
Fordi jeg er herude mere end mange af mine jævnaldrende her i byen, har jeg, siden jeg fik børn, ofte siddet til forældremøder og været hende, der stiller spørgsmål, som jeg sagtens kan se, at de andre forældre synes er irrelevante og grænsende-til-perfide.
Det er mig, der gerne vil høre, hvad holdningen er til at dele billeder på egne fb-profiler, når man har haft et barn på besøg til en legeaftale. Eller som spørger meget insisterende ind til, hvordan en reklamevideo af børnene er endt på kommunens facebookside – og er lodret uenig i, at tilladelse til at dele fotos internt og på skolens hjemmeside, kan sidestilles med at overdrage børnene i Zuckerbergs kløer for all eternity.
Jeg er ofte den eneste, der interesserer mig for GDPR, udveksling af data mellem forskellige skolerelaterede instanser, og hvad børnene bliver spurgt til, når de bliver testede, hvor resultaterne bliver opbevaret (og hvor længe) og hvem, der har adgang til dem.
Jeg ved det. Jeg er en drøm at være til forældremøde med.
Det er ikke fordi, jeg er på nej-holdet. Mine børn har haft telefoner, siden de startede i skole, der er ikke umiddelbart restriktioner på, hvad de får lov at se på YouTube, og jeg har også måtte foretage et enkelt ‘det er jeg virkelig ked af!’-opkald, da vi havde fået skræmt livet af et barn, fordi pigerne fik lov at se Harry Potter & Fangen Fra Azkaban her.
Mine mange år som aktiv aktør på nettet har bragt mig min andel af suspekte henvendelser, dødstrusler, latterliggørelse og unsolicited dick pics, men vigtigere end dét, har det givet mig et uendeligt antal timers kvalitetsunderholdning, det har gjort mig mindre ensom, det har givet mig redskaber til at håndtere de vildeste ting – og blive stående – og det har givet mig flere tætte venner, end jeg kan tælle på fingrene.
Derfor er jeg kritisk, men måske knap så entydigt bange for nettet, som så mange andre forældre, og derfor forstår jeg virkelig, virkelig godt ønsket om at være der og bruge det; også selvom man er et barn.
Og min historie taget i betragtning, har jeg altid tænkt, at jeg nok var bedre forberedt på cybers faldgruber end mange af mine mere virtuelt forskrækkede medforældre.
Men i forældreskabet står hovmod kronisk for fald, og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke snart lærer det.
For hvor jeg havde forventet, at hajen i vandet var suspekte typer i spilchatten og negativ påvirkning af selvbilledet, så er der intet af det so far. Til gengæld er de to problemer, vi bøvler med lige nu, kommet helt bag på mig.
Det ene er influencer-udløst, og kommer fra en af mine yndlingsaversioner, nemlig forældre, der møver sig ind på deres børns YouTube-kanaler. For hvor jeg havde forventet, at eventuelle problemer ville handle om hovedpersonen, barnet, og dennes uendeligt tilflydende strøm af ting at unboxe, så er det faktisk billedet af familielivet, som videoerne fremstiller, der er blevet træls.
For i de her videoer siger mødrene aldrig nej. Til at lege på trampoliner, til at give ‘ja-dage’, til at lade børnene smøre køkkenet ind i slim eller til at anskaffe sig dyr.
De her mødre – og fædre – har endeløs tålmodighed, al tid til verden til rådighed, og de skal aldrig på arbejde eller afsted. De har ikke brug for tid alene, eller for at tale med andre voksne uden at blive afbrudt, og de vil altid gerne lege med på legepladsen – og Frida æder det råt.
Og af ALT det, jeg havde forestillet mig at skulle forklare, rumme og forsvare, står Det Perfekte Familieliv meget langt nede på listen. Men det fylder, fordi det for hende er virkelig svært at forstå, at virkeligheden er mere kompleks end en hårdt redigeret, ugentlig video på 34 minutter, og jeg opdager somme tider først, at hun føler sig oprigtigt afvist af mig, når jeg siger nej til at male hende med frugtfarve eller ombygge haven til en tropisk ø tirsdag kl. 20.04, hvis hun bliver vred eller ked af det.
Det er umådeligt irriterende, og der er et særligt sted i helvede til YouTube-forældre, men i det mindste giver det anledning til nogle vigtige samtaler om virkelighed kontra Filtre & Fremstilling.
Det andet problem er mere komplekst, og handler om de spil, Frida og hendes jævnaldrende spiller, f.eks. Roblox, hvor de kan hoppe ind i forskellige spil og spille på de samme baner.
Og hvor jeg havde tænkt, at det var smart, at de kunne spille sammen, selvom de sidder hjemme hos sig selv, så har det medført en masse bøvl og tårer, jeg ikke havde forudset og aldrig har oplevet med Anton.
For problemet her er, at de regler, man har i eget hjem, pludselig kommer til at have betydning for børnenes venskaber og muligheder for at deltage i fællesskabet.
Udfordringerne starter allerede, inden maskinen er tændt, for det er SÅ forskelligt, hvordan man som familie opfatter cyber-samvær. Vægter en spilleaftale f.eks. lige så højt, som en fysisk legeaftale, man har lavet? Nogle forældre fnyser nærmest hånligt ved tanken, mens andre står med børn, der ikke kan forstå, hvorfor Emil ikke ringer, når vi nu havde aftalt det?
Må man takke nej til at spille med en anden fra klassen, når man sidder to og spiller og en tredje logger på? Alle kan se, hvem der er online, så det bliver en ret direkte afvisning, hvis vedkommende vil være med, og de to, der sidder og spiller, siger nej. Og hvor vi jo som udgangspunkt synes, at alle skal lege sammen, så kender vi også alle sammen til at sidde og tale med et skideskønt menneske til en fest, og så kommer Anita og sætter sig.
Tæller det som en legeaftale, hvis Frida og en veninde sidder her, og de lige bygger værelser i deres cyberhuse, og et andet barn så ringer på iPad’en og spørger, om det besøgende barn kan spille? Gør det en forskel, hvis barnet, der ringer, bor ved siden af den, h*n ringer til, og relationen mellem dem er meget stærkere end relationen mellem vedkommende og dit eget barn? Eller omvendt? Hvis man har besøg af et barn, hvor venskabet er nyt, og de sidder og spiller, og en af politiets gamle kendinge så ringer? Svarer vi? Også hvis vi ikke kan/må spille?
Og hvor sent må de spille? For jeg kan godt afsløre, at det her gør det MEGET tydeligt, hvor forskellige sengetider, vi ruller med rundt omkring.
Det, der faktisk er sværest, er, at det er umuligt at træffe en beslutning, der udelukkende bygger på egne værdier og principper, for uanset hvad man vælger, så får det konsekvenser for barnet. Hvor man, da de var små, kunne holde fast i, at det var træklodser og økologiske farveblyanter, og at hjernen rådner, hvis den får skærm på sig, så er de så store nu, at de er udenfor, hvis de er en del af den gruppe, der spiller, og får så hårde restriktioner pålagt, at de reelt ikke kan være med.
Og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke mener, at man skal spille for at være med i hulen, Mulle. Er barnet en del af et fællesskab, hvor spil slet ikke er en ting, er det her jo ikke et problem, man behøver forholde sig til. Og vi er heldigvis i forældregruppen – trods alt – enige om, at spil er et supplement til det fysiske samvær; at de først og fremmest skal kunne lege sammen, ægte og analogt, og det er folk gode til at prioritere.
Men du kan ikke skærme dem fra internettet, til de bliver 15, og så forvente at de kan begå sig derude uden at komme galt afsted. Fuldstændigt ligesom i den virkelige verden, er min holdning, at det er hensigtsmæssigt, at man øver sig sammen med sine jævnaldrende, mens alle er nye, har samme muligheder og begår de samme fejl. De har alle sammen forældre, der holder øje med, hvad der foregår, og der er grænser for, *hvor* dårlige ideer, de kan få og eksekvere uden forældrenes viden og godkendelse.
Vi er nogenlunde enige om de ydre rammer, men det er helt åndssvagt svært at finde ud af, hvordan man får sat nogle sociale spilleregler op for de næste par år, uden at det bliver en indirekte kommentar på hinandens opdragelse og de forskellige regler i vores respektive hjem.
Og fordi man ikke kan løse problemet ved bare at melde sig ud, skal vi, der stort set alle sammen har fået adgang til nettet som voksne, og derfor ikke har erfaring fra egen barndom eller effekt og konsekvenser fra vores forældres regler at læne os op ad, have fundet noget fælles fodslag.
Hvilket er uendeligt meget sværere, end jeg havde forestillet mig, det ville være.
M2023, uge 33
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg så småt zonet ind på børnenes efterårsgarderobe ved at lave en mental note til mig selv, når de stiller til mønstring i tøj, der lige præcis passer.
De har begge en form for selektiv seperationsangst, når det kommer til tøj, men heldigvis glemmer de meget hurtigt det, de ikke har haft på et stykke tid. Derfor kommer jeg de næste par uger til at lave snigermodellen, hvor jeg med udgangspunkt i et stykke tøj eller et par sko, som de kan passe nu, meget diskret får målt op imod det, der ligger inde bagved, og bortskaffer det, de er vokset ud af.
Det kan godt ske, det er snyd. Men det er dét eller 3 simultane nedsmeltninger, så det er sådan, det bliver.
2.
Bedt Frida rydde op i sin krea-reol, som lægger hylder til foam, perler, filt, tegneting, modellervoks, snore, pinde, sten og 600.000 andre ting, jeg ikke engang ved, hvad hedder.
Vi fik ikke smidt ret meget ud, og det er dejligt, at hun bruger tingene så meget, at det er umuligt at opretholde lov og orden – men det er *også* tydeligt, hvor meget det øger lysten til at finde ting frem og sætte sig med dem, når vi lige har samlet, sorteret og soigneret.
De ting, hun ikke længere selv kunne bruge, fik SFO’en tilbudt og de takkede ja.
3.
Tjekket op på, hvornår el-priserne ifører sig vintertarif, og det gør de d. 01.10.
Jeg skal nok nævne det igen, når vi når dertil, men nu, hvor det så småt begynder at være nødvendigt med lys morgen og aften, og tøjet ikke nødvendigvis kan tørre ude, hver gang man vasker det, er det fint at have de gode vaner i baghovedet, så de er på plads, når prisen stiger igen.
Så få støvet den store stikdåse og wi-fi smart-stikket af, sluk lyset, når du ikke er i rummet, tør tøjet 90% ude og nøjes med de sidste 10% i tumbleren og vurdér, om det er nødvendigt at vaske tøjet, før du kyler det i maskinen.
Hverdag og nej tak
Vi er i gang igen, og som altid er de første uger som at få tæsk med en stol. Jeg elsker hverdagen, og jeg har glædet mig til det hele ruller, og der er Rutiner & Plejer at læne sig ind i, men jeg glemmer altid, hvor massivt det er, når møder og Aula og titusinde lavpraktiske gøremål skal skydes i gang samtidigt.
Dertil kommer, at alt, hvad der hedder specialtandpleje, psykiatri og medicinkontrol har givet os tider i den her uge, OG at jeg på arbejdsfronten har 2 af de opgaver, der fylder mere i hjertet end i hænderne.
Esbjerg Kommune har også forkælet mig i indboksen – hvilket jeg, ret skal være ret, selv har bedt om.
I forrige uge gav jeg Familieafdelingen besked om, at jeg tirsdag kl 13 (i sidste uge) ville indlede en klagesag, hvis jeg stadig ikke havde modtaget en afgørelse på de to ansøgninger, jeg lavede i november sidste år. Jeg gjorde mig meget umage for at gøre det meget klart, at det gad jeg ikke; det er simpelthen for åndssvagt, at både de og jeg, som begge, paradoksalt nok, har samme problem med knaphed på ressourcer, skal bruge tid på det. Men når intet sker, og man har rykket over 20 gange for et svar, så er der ikke andre knapper tilbage at trykke på.
Lederen fra afdelingen ringede dagen efter og beklagede afgrundsdybt. Jeg ville få en afgørelse i denne uge, det lovede hun. Ama’r halshug.
Den kom så i dag. Det ene barn er godkendt, det andet har jeg fået afslag på.
Det har altså taget lige knap et år, og accept af at få hele vores liv endevendt, at få bevilget 4 timer om ugen, der ikke kan bruges til noget som helst, for jeg har hele vejen igennem både skrevet og sagt, at det er begge to eller ingen af dem. Jeg kan jo for fanden ikke gå fra den ene og tage den anden med mig, vel? Hvad er det for et signal at sende til den, der må blive hjemme? Og hvor skulle aflastningen i dét være for mig?
Så når jeg er færdig med at være hvidglødende, skal jeg har skrevet tilbage til dem, at de kan stikke deres 4 timer op, hvor solen aldrig skinner. For selvom jeg måske selv kan hækle en hybridløsning, hvor jeg af egen lomme betaler den, der kommer for at passe det barn, der ikke er godkendt, så er der no way in the seven circles of hell, jeg gider skulle underlægges ALT det, der følger med at få noget tildelt af det offentlige, for en halv løsning og 4 timer. For du kan være stensikker på, at de kommer med krav om dokumentation, masser af e-boks og rigelige mængder af mistro.
Det er udelukket at klage, for begge børn når vel at fylde 18, inden afgørelsen på dén bliver truffet.
Vi er tilbage ved det, jeg kommer til at bede om at få indgraveret på min gravsten: “I’ll just do it myFUCKINGself” – måske med et pigtrådsomviklet, syrepåsmurt, flammende swoosh-symbol under #aesthetics
Næste skridt bliver selv at stampe en voksen barnepige m/k op ad jorden. Én, som ved noget om børn som mine, og som kan hoste op med en ren straffe- og børneattest. Sådan må det være og i det mindste har jeg så minimeret min kontakt med det system, der på daglig basis forvandler min kæbe til granit.
Så vi er her, og min hjerne begynder at fungere igen. Der kommer masser af blog, når vi lige får lidt luft, men for nu stikker jeg egentlig mest hovedet herud for at sige, at jeg er under bunken herinde et sted.
