M2023, december-edition
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
Fordi i dag er d. 1. december, tænkte jeg, at det ville give mening at køre en tematiseret liste over emnerelaterede overvejelser, man kan gøre sig den næste måneds tid, hvor mange af os er så forblændede af Traditioner & Plejer, at vi helt glemmer alle de gode vaner, vi ellers er blevet ferme til at praktisere den resterende del af året.
Jeg har prøvet at dele emnerne op, og har man tilføjelser eller kommentarer, er man mere end velkommen til at supplere i kommentarfeltet, så vi har det hele samlet ét sted.
Mad & Madspild
Med de mange julefrokoster og sammenkomster, måneden byder på, er der belæg for at gøre en indsats for at forebygge madspild.
Når du planlægger menuen, eller beslutter, hvad du skal medbringe, så tænk ind, at maden skal kunne holde sig længere end bare til den rammer spisebordet.
Du kan f.eks.:
*Forberede det, der har den korteste holdbarhed sidst, så eksempelvis frikadeller ikke har været opvarmet 2 gange allerede første gang, de serveres.
*Overveje, om dele af en ret skal serveres on the side. Sprøde toppings til salat eller kartoffelsalat kan sagtens stå i skåle ved siden af selve salaten, ligesom sprødstegt bacon ikke behøver at ligge ovenpå den varme leverpostej.
*Tænke over, at mælkeprodukter forkorter holdbarheden markant. En salat med en dressing på creme fraiche er sjældent sjov på 3. dagen, men det kan en grøn salat med limesaft/honning eller olie/eddikedressing sagtens være.
*Være skarp på, at give overskudsmad videre til f.eks. bedsteforældre (hvis de gerne vil aftage), mens det stadig er friskt. Ingen har brug for en halv flæskesteg eller en skål ris a la mande, der kun er 4 timers holdbarhed tilbage i.
*Øse op og sætte på bordet lidt ad gangen. Det tager 10 sekunder at genfylde skålen med kartoffelsalat, men har hele baljen stået på bordet i 3 timer, skal det i skraldespanden, når du tager af bordet. Har du haft halvdelen til at stå i køleskabet, er der nem mad til de næste par dage.
*Være bevidst om, at du faktisk godt ved, hvilke rester, du typisk har i juledagene. Brug lige 10 minutter på at tænke igennem, hvad de kan omsættes til, så du får købt ind til det, inden det hele går op i flettede hjerter og mandelgaver. Spiser I f.eks. flæskesteg d. 24., så kan du jo snildt have burgerboller og lidt agurkesalat i baghånden, så resterne kan forvandles til flæskestegssandwiches i juledagene, hvor det gerne må være lidt nemt.
*Overveje, om de rester, du normalt smider ud, kan bruges til noget. Eksempelvis fungerer julesmåkager strålende som bund i en cheesecake, rester af nødder, chokolade og skumfiduser er lækre i en Rocky Road (der kan holde virkelig længe på køl), og rester af kød kan sagtens ternes og fryses, så det senere kan bruges som biksemad, i pitabrød eller som protein i en Buddha bowl.
Gaver:
*Ønskesedler er den reducerede CO2-udlednings bedste ven, for de er med til at sikre, at det, du køber, ikke skal sendes retur eller ender bagerst i et skab efter d. 24. Vi havde en god debat om ønskesedler og brugte gaver her og her.
*Vær lige en kammerat og tænk over, hvor du køber gaver, hvis du bestiller på nettet. Bor man i Hvide Sande er det f.eks. fedt nok, at de krus, man har fået dobbelt af, er købt i en Imerco, som man har lokalt, og ikke i f.eks. Magasin.
*En gave skal være nem for modtageren at bytte, hvis det er nødvendigt. Brug derfor 5 minutter på at tjekke, om modtageren selv skal betale for returfragt, eller om virksomheden kører med 7 sekunders returret. Specielt hvis du køber gaver på særlige tilbudsdage, som f.eks. Black Friday. Der er ikke meget jule-ånd over, at du shopper online, fordi det er nemt for dig, hvis det bare flytter bøvlet over på mormor.
*Hvis du arbejder ud fra et ønske om at begrænse ressourceforbruget ved at give hjemmelavede gaver, så er du nødt til at forholde dig til, hvordan modtageren har det med det, du planlægger at give. Der er ikke mange ressourcer sparet ved, at du laver karameller med børnene, hvor du bruger råvarer, strøm, glas, pap og snor til hjemmelavede skilte, hvis modtageren har det hyperstramt med mad, andre (=børn) har lavet, og derfor ender med at smide hele balladen ud.
*Skriv meget gerne på din egen ønskeseddel, hvis nogle af tingene må købes brugt. Jeg ønsker mig f.eks. tynde men tunge vægtskiver i år, og jeg er fuldstændig ligeglad med, at de er købt brugt. Men skriv det på, og sørg for at fordele dine ønsker, så du ikke får 6 20 kg’s skiver, der ikke kan byttes, fordi de er købt på DBA.
Diverse:
*Overvej, om der er ting, der giver mening at købe efter jul, hvor de typisk er sat ned, f.eks. kalenderlys, lyskæder og pynt. Husk at notere et sted, hvor du nemt kan finde informationen til næste år, at du allerede *har* købt det – for nej: Du kan *ikke* huske det om 11 måneder.
*Kør LED-lyskæder i stedet for dem med batterier, og invester i en timer, som kan holde i årevis, så du kun har lys tændt, når du er hjemme (og vågen) til at beundre det.
*Køl julemaden ned udendørs, inden du sætter den i køleskabet eller smider den i fryseren, når nu vi alligevel har fået en omgang permafrost udleveret. Jo varmere maden er, jo mere strøm skal bruges på at køle den ned, og det er der næsten ingen grund til, når hele verden lige nu er forvandlet til en dybfryser.
*Overvej, om det er billigst at lave tingene fra bunden eller at købe dem færdige. Den her er lidt kontroversiel, emnet taget i betragtning, men det kan godt betale sig at tænke situationen ærligt igennem. Uanset om der er tale om adventskranse eller pebernødder. Vi spiser f.eks. aldrig nogensinde småkager herhjemme. Aldrig. Da vi skulle medbringe nogen til et skolearrangement sidste år, havde jeg skrevet en indkøbsseddel, så vi kunne bage dem selv – men da jeg kom til at regne på, hvad ingredienser, som jeg INTET ville have at bruge til bagefter, faktisk ville ende med at koste (og vi hertil ikke engang havde lagt strømforbrug, bagepapir osv.), kunne jeg se, at det ville ende med at koste mig ca. 4 gange mere i rene råvarer at lave det selv, end at købe det hos den lokale bager.
*Begynd at tale med dine mennesker om minimalisme og om at ting skal bruges, så I får pillet gætværk og Emma Gad ud af jeres traditioner. I min omgangskreds tog vi hul på snakken for 4-5 år siden, og det betyder, at det i dag er fuldt ud legitimt at bruge rødvin, man har fået i firmagave, som værtindegave. Ligeledes er det også sket flere gange, at fejlkøb og mindre gaver, der næsten koster ligeså meget at sende retur, som tingene i sig selv er værd, er blevet konverteret til ‘tak for at lægge hus til’-gaver. Alle vinder på det.
*Vær åben for, at en kasse med dagligvarer eller en vinduespudser, der kommer en gang i måneden det næste halve år, kan være en langt federe gave at få end Tolkiens Samlede Værker. Min bedstefar bliver 96 nytårsaften, og han mangler intet. Synet er ikke, hvad det har været, og kræfter og overskud rækker ikke til et kursus i salsa eller Det Nye, Mexicanske Køkken. Han har flere hjemmesko, cardigans og uldtæpper, end han kan nå at få brugt op i dette liv – men jeg vil stadig gerne give ham noget, fordi han så hæsblæsende awesome. Derfor har gaverne de sidste år været netop gavekort til vinduespudsere, take away, eller mad, jeg kan lave, som jeg ved, han kan lide, eller kasser med dagligvarer, jeg ved, han bruger.
—————
Nu er det jeres tur. Jeg forestiller mig egentlig bare, at jeg lader tips og tricks stå, som de er, så jeg ikke forurener kommentarfeltet med svar og ævl, men bare holder det helt stramt, så både indlæg og kommentarfelt udelukkende kan fungere som inspiration.
Det må vist være minimalisme i sin reneste form.
Maybe she’s just not that into you
Det sker ofte, at de indlæg, jeg skriver herinde, bliver springbræt for samtaler, jeg har med mine venner ude i det virkelige liv, og ét af dem, der de sidste uger har fyldt, er Liv & Død, som jeg skrev for en måned siden.
Jeg oplever, at det over årene er blevet sværere at skrive om de ting, der rører sig helt inde på det personlige felt. Ikke fordi jeg har berøringsangst eller er hyper privat, men faktisk mere fordi, jeg er bange for, at nogle af de mennesker, jeg kender og holder af, skal læse det og tro, at det er en slet skjult hentydning til dem. Jeg ville selv synes, at det var en super røvet måde at blive opmærksom på gnidninger i en relation på, og fordi jeg ikke altid selv er så god til at opdage, at noget kan tolkes på flere måder, er det derfor en type indlæg, jeg over tid er kommet til at fase lidt ud.
Der kan også være specifikke emner, jeg selv får det gradvist mere ambivalent med. Eksempelvis kan jeg mærke, at det begynder at føles lidt dobbelt at skrive om livet med ADHD. For på den ene side vil jeg virkelig gerne være med til at synliggøre, hvordan den kan være noget rigtig bøvl – også for mennesker, der på overfladen ser ud til at have mere end gennemsnitligt tjek på tingene.
Omvendt kan jeg også se, at det kan fungere som en slags uhensigtismæssig opskrift for dem, der af den ene eller den anden grund synes, at det er en diagnose, som er eftertragtelig at få. Det føles meget dobbelt, synes jeg.
For på den ene side tror jeg, at der er *rigtig* mange, der uvidende går rundt med neurobøvl, og for mig er det en interessant tanke, hvordan det ville påvirke statistikken for selvskade, spiseforstyrrelser, misbrug osv., hvis man, sammen med høre- og synstest i børnehaven, screenede for ADHD og autisme.
På den anden side kan jeg også godt se, at det er en diagnose, der får bedre PR og virker mere sexet end f.eks. borderline, fobi eller OCD. For man ser ikke ret mange artikler, hvor fremtrædende mennesker ‘står frem’ med de diagnoser, og hvor vi skal snakke om, hvordan det i *virkeligheden* er en superkraft. Det får en smule karakter af humblebrag og Misforstået Krea-røv, som jeg har det svært med, for det er ikke alle forundt at drible afsted i en autocamper og i ophøjet ensomhed skrive en bog om alt det fantastiske ved at køre på kronisk, mentalt bredbånd (Manu Sareen, jeg kigger på dig) – eller som tilfældigvis er født ind i en social kaste, der gør hele forskellen på at ende som et forslået, men helt menneske med vilde historier i bagagen og ituslået, forgældet narkoman.
Med alt det vil jeg egentlig bare sige, at der kan være indlæg, som det kribler i fingrene for at skrive, men som jeg stadig fravælger, enten fordi jeg ikke selv kan finde ud af, hvor jeg står, eller af hensyn til de mennesker, jeg har omkring mig.
Men somme tider bliver det, jeg egentlig er lidt loren ved at udgive, noget af det, der bagefter giver de mest indsigtsfulde og udbytterige samtaler, og sådan ét blev Liv & Død. For siden jeg skrev det, har vi talt meget om uskrevne regler i relationer, både helt generelt, men også mere specifikt i de tilfælde, hvor man kan komme til at føle sig en lille smule jaget.
For måske er det faktisk slet ikke den ikke-opsøgende, der er egoistisk, når vedkommende efter mange forsøg på at regulere en relation, ender med at være direkte afvisende: Måske er det faktisk den, der insisterer på at holde fast, flere forsøg på at løsne grebet til trods?
Jeg synes, man kender det fra dating-livet og de gange, hvor man er gået hjem med fornemmelsen at være villet; ikke for den man er, men for de muligheder, man repræsenterer. Hvor det kan være svært at sætte fingeren på, præcis hvad det er, der føles off, men hvor det på bagkant går op for én, at man her kunne have være hvem som helst. Den, du sidder overfor, mangler en spiller for at nå i mål med den fremtid, han ønsker sig, og for ham er det (næsten) underordnet, hvem han trækker trøjen over hovedet på.
Det er de fleste enige om, at vi ikke skal, for det er dømt til at gå galt. Ingen vil vælges til for de fødedygtige hofter eller den potentielle indkomst (og ingen tænker det så konkret, det ved jeg godt) – men i relationer, der ikke hører til parforholds-genren, så er vi – jeg – tilbøjelig til at ignorere, når vi ser den samme mekanisme optræde.
Indlægget har skabt mange gode samtaler om lige præcis dét. For i de eksempler vi har vendt IRL, bliver de sociale spilleregler siddet helt overhørigt. Jeg ved bedre end de fleste, at det ikke altid er et valg – men det, jeg begynder at tænke over, er, om der alligevel foregår en eller anden grad af aktiv, bevidst øjenlukning for, at noget i relationen er skævt.
For det er jo også et valg. Ligesom det er, hvis du bliver ved med at se en fyr, du kun hører fra, når han er i byen og kl. 03.17 sender en ‘U up?’
Du kender også godt dine egne motiver, hvis du kun tænker over at skrive til en person, når du keder dig eller savner opmærksomhed.
Men hvorfor er det, at vi undlader at forholde os til, at de samme regler vel også gælder, når vi taler om mennesker, vi ikke knalder eller vil beundres af?
For ingen mener vel oprigtigt, at vi skal gifte os med nogen, der er fuldstændig ligeglade med, hvem vi er, og som gladeligt ville have giftet sig med enhver anden, der havde meldt sig til jobbet?
Derfor er det sært, at vi er tilbøjelige til at forvente det, både af hinanden, af vores børn og af os selv, når det er venne-arenaen, vi befinder os på. For i virkeligheden er det jo ligeså urimeligt at forvente venskab som kærlighed, hvis du ikke forholder dig til, hvad den, du beder om at indgå i relationen, gerne vil.
Måske handler det om, at venskab arbejder over et større spektrum, end kærlighedsrelationer gør. Det er svært at sætte fingeren på, hvornår en kollega bliver en god bekendt, og hvornår en god bekendt er blevet en ven. Og fordi det er tilfældet kan det jo være svært at vurdere, om man har nålen til at pege to forskellige steder hen på skiven.
Men det var en ny tanke for mig, at det, jeg hidtil har opfattet som egoisme hos mig selv, måske faktisk ikke bor hos mig, men hos den, der bevidst vælger at overse den manglende balance og kompatibilitet for at tage noget, vedkommende gerne vil have – men egentlig ikke er blevet tilbudt.
M2023, uge 47
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1
Været forbi en guldsmed med to par øreringe, som jeg har betalt så rigeligt for, men hvor selve hængeren er så tyk, at jeg får ondt i ørerne af at have dem på.
Det er jeg åbentbart det eneste menneske i verden, der bøvler med, så det havde de aldrig hverken hørt om eller skiftet før, og de var ikke sikre på, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Men det fine ved fagfolk er, at de fleste af dem faktisk elsker en udfordring, så efter lidt ringen rundt, og en masse lup og skydelære-måleri, blev nye kroge bestilt, og jeg har netop fået en sms om, at øreringene er klar.
Det har kostet næsten det samme at få krogene skiftet, som jeg gav for de to par i første omgang, men alternativet er, at de bare hænger og glor, og det bruger vi ikke i det her hus, Morten.
2.
Har jeg været – for mig – grænseoverskridende uhøflig på Marketplace og bare blokeret en dame, der gerne ville købe noget, jeg havde sat til salg.
Jeg synes ellers, at jeg efterhånden er så garvet, at jeg, uden at tænke over det, styrer uden om de mest irriterende fælder. Jeg sætter tid på, hvis folk spørger, om jeg vil holde en vare til dem, jeg er ret klar omkring, at jeg sælger til anden side, hvis andre kan hente før (og folk ikke har betalt), og jeg tilbyder altid, at de bare kan hente, når det passer og betale, når de tager tingene med – også selvom jeg ikke er hjemme. Jeg har første gang til gode at blive snydt, og det sparer mig for en masse skriveri og logistik.
Hende her ville gerne købe, men ville have afslag i prisen. Jeg ville bare gerne af med tingene og sagde ja. Så kunne hun ikke sige, hvornår hun ville hente. Så ville hendes veninde hente. Så gik tiden. Og pludselig var det faktisk bare blevet ret irriterende.
Ud af det blå skrev en anden køber, som var ellevild, gerne ville betale prisen og kunne hente med det samme.
Og indtil nu har jeg skrevet til de første købere, når det her er sket. Jeg har gjort opmærksom på, at en anden gerne vil købe, og skrevet, at jeg gerne vil holde varen, fordi de bød først, men at de så skal betale nu (for vi har *også* prøvet, at folk bare laver en Houdini, selvom vi havde en aftale).
Men min oplevelse har været, at mange tror, at det er et trick; at jeg bare lader som om, der er en anden køber for at presse på.
Jeg har også prøvet at få læst og påskrevet om moral og etik, og jeg troede, vi havde en aftale.
Så jeg brugte 5 minutter på lige at mærke efter, hvad jeg selv ville forvente. Og jeg ville ALDRIG bede folk om at holde en vare i over en uge, uden at tilbyde at betale. Så for første gang undlod jeg at skrive til den første mulige køber, men solgte til den anden, og slettede annoncen. Da første køber efter flere dage skrev igen, gik jeg simpelthen ind og blokerede hende, mens jeg følte mig som en, der var ved at købe en billet på første klasse, direkte til Helvede.
Men efter at have tænkt det igennem igen, er jeg faktisk endt med at nå frem til samme konklusion: At man må tilbyde at betale forud, hvis man vil være sikker på at få en vare, man er interesseret i. Og det var forbløffende rart at slippe for al den unødvendige korrespondance, så selvom jeg egentlig synes, at den anden model er den mest ordentlige, bliver det nok den her, jeg kører fremadrettet.
3.
Har jeg ryddet op i badeværelsesskabet og fundet alle de rester af shampoo frem, som er købt, men ikke fungerer i vores hår, og de bundslatter af sæbe, som er for trælse for børnene at stå og fedte med til svømning og idræt, og konverteret dem til håndsæbe.
Jeg har brugt temmelig lang tid på at google, om det er ok; dels for at undgå en skov af ‘wElL AcTuAlLy’-kommentarer, men faktisk mest fordi én ting er, hvad vi gør herhjemme, men jeg *ville* være ked af at pushe en ide ud, der ender med at give jer alle sammen eksem på hænderne – men jeg kan ikke finde noget som helst om, at det ikke fungerer dén vej. De fleste er enige om, at man ikke kan gøre det modsat; at man får hår som hø, hvis man vasker det i håndsæbe, men jeg kan ikke finde nogen form for valid forklaring på, hvorfor det forholder sig sådan. Mit lægmandsbud er, at der i mange typer af shampoo er tilsat noget balsam-ish i, der skal gøre håret nemmere at redde ud, hvilket der selvsagt ikke er i håndsæbe. Men jeg gætter, så hvis nogen ved noget her, så smid endelig en kommentar – også hvis det er en af de her:
M2023, uge 46
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har vi holdt fødselsdag for Anton, og ugens liste er smurt ind i flag.
1.
Fredag var jeg ude i den nye klasse, og havde medbragt lidt underholdning, rigeligt med forplejning og kaffe til de voksne. Jeg var meget i tvivl om, om jeg havde ramt bare nogelunde rigtigt, med både menu og mængder, fordi det hos neurodivergente børn ofte er andet end appetit og lyst, der påvirker hvad og hvor meget de spiser.
Men det var sgu ikke helt skævt, og de var nogle søde og høflige – og sultne! – unge mennesker. Det var også en ret god oplevelse at se, hvor meget børnenes respektive udfordringer bliver tænkt ind, helt ned til, at en lærer stille spurgte Anton, om han gerne ville have sunget fødselsdagssang. (GIGANTISK nej tak fra den unge mand).
Jeg har noteret de nygjorte erfaringer i Min Bog, og Anton har 12 gange siden fredag sagt, at det ‘var sådan en god dag!’ Det er det allervigtigste. Resten er bare detaljer.
2.
Medbragte jeg fredag, som den insisterende hippie jeg er, de plastiktallerkner og -skåle, som jeg sidste år købte, da Fridas klasse kom til fødselsdag.
Jeg kan ikke komme over, hvor geniale de er. Plastiktallerknerne er kagetallerkenstørrelse, og som én, der andre år har kørt med spisetallerkner, må jeg bare sige, at det giver VÆSENTLIGT mindre madspild, at der er en naturlig begrænsning på, hvor meget mad, børn kan læsse op.
De små skåle har indtil videre fungeret som både is-assietter, chipsskåle (til den legendariske chips-buffet, der hvert år er millimeter fra at få talrige børn til at bryde ud i vantro begejstringsgråd), kagebægre og suppeskåle. De høje kanter er alle mødres bedste ven, når der skal skovles kage med smørcreme op, eller der serveres is i stærke farver, og *nogen* engang valgte stole med lyst betræk.
Både tallerkner og bægre kan stables, og de fylder og vejer ingenting. Men jeg kan godt se, at jeg skal have købt en stak krus også, for når vi har tingene med ud, som vi havde i fredags, bliver det noget knald at have almindelige glas og krus med.
Planen er at finde nogle i kraftig plast, der kan tåle varme, så de kan bruges til både sommerfester, voksenkaffe og varm kakao.
3.
Var vi efter fødselarens ønske ude at spise i aftes. Efter at jeg havde nedlagt et McD-veto så stramt, at det ville have fået Magaret Thatcher til at fremstå blødsøden, havde han besluttet sig for Bones.
Og no hate. Vi kom der hele tiden, da jeg var studerende, og det *ER* fedest at have børn med et sted, hvor de ligesom er den primære målgruppe.
Men jeg bliver nærmest svimmel over deres menukort, og de 10.000 muligheder for at kombinere ting på kryds og tværs, alt sammen tilsat BLACK WEEK! og slagtilbud på Facebook.
Dertil kommer, at jeg er træt i mit hoved, når jeg har planlagt og eksekveret to fødselsdage på to dage, med den sædvanlige dosis hverdag on the side. Der er meget at holde styr på, der har var været talende mennesker omkring mig mange flere timer, end jeg er vant til, begge børn i to uger har været ved at selvantænde over udsigten til fest og farver – og alles bogstavdiagnoser står selv på en god dag altid i Caps Lock efter kl. 17.
I år gjorde jeg så noget, jeg ikke fatter, at jeg ikke har tænkt på noget før: Jeg tjekkede menukort og facebookside, inden vi tog hjemmefra.
Game.
Changer.
Det var *storslået* at ankomme og faktisk vide, hvad der var mulighed for at vælge imellem. Og det er ubegribeligt, at jeg aldrig tidligere har tænkt over muligheden, taget i betragtning af, at jeg som tolk har sort bælte i forberedelse og kan google JFK’s rigtige morder frem, hvis du lige giver mig 10 minutter.
Det bliver sådan vi gør herfra og til verden går under, og den er hermed givet videre til dem, der måtte have det ligesom mig.
More than a feeling
Det er snart et år siden, jeg fik min adhd-diagnose og startede op på medicin. En af jer skrev i kommentarfeltet, at det tager cirka et år at lande i, fordi man dels skal sætte sig selv og sin livshistorie ind i en helt ny kontekst, samtidig med, at man løbende pludselig forstår nogle ting, der aldrig har givet mening før.
For mig har diagnosen også medført en lang sorteringsproces, hvor jeg – stadig – arbejder på at skille ad, hvad der er personlighed, valg og dårlige vaner, og hvad der er neurodivergens, maskering og copingstrategier.
Endelig har der faktisk også for mig været en form for mæthed omkring det, som jeg har skulle finde ud af at placere. Jeg har stået med udredning og diagnoser til op over begge ører i 4 år, og kan mærke et voksende behov for, at en cigar også sommetider bare kan være en cigar.
Samtidig ruller livet jo videre med alt, hvad det indebærer, og som jeg vist også har skrevet lidt om før, så går det, i takt med, at jeg bliver ældre, mere og mere op for mig, at man er work in progress fra vugge til grav. Det slog mig, fordi jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at skrive det her indlæg, og først tænkte, at ‘det har jeg skrevet om før’. Men det er netop det, der faktisk er pointen: At selv processer, som jeg troede, jeg havde fået styr på, bliver ved med at vende tilbage med nye vinkler og udfordringer, og tilbud om yderligere arbejde og udvikling.
I virkeligheden er vi nok bare en slags avancerede Appleprodukter, der livet igennem har brug for at opdatere vores styresystemer og programmer, så vi får bugfixet og tilpasset vores programmer til nye versioner af virkeligheden.
Lige nu tænker jeg meget over, at man har ret til at have det, som man har det.
Det ser så banalt ud, når man skriver det, men jeg bemærker hos mig selv en kontinuerlig forventning om, at mine følelser skal være logiske; at de skal kunne forsvares og forklares på en måde, der får dem til at give mening for andre.
Den forventning får mig somme tider til at undlade at reagere, når jeg kan mærke, at noget føles forkert, fordi jeg først bruger en masse kræfter på at prøve at analysere og forstå. Og så taber man momentum, fordi man kommer forbi det punkt, hvor reaktionen er ren og umiddelbar, og i stedet får den fedtet ind i efterrationalisering og flokdyrsadfærd.
Det tankespor er ikke nyt for mig. Det er kendt landskab, og jeg har været her før.
Men det nye er, at jeg pludselig har fået en forklaring på, hvorfor mine reaktioner somme tider er anderledes end andres.
For der er vitterligt nogle interaktioner, jeg ikke forstår. Som smuldrer mellem fingrene på mig, uden at jeg nogensinde forstår hvorfor.
Jeg har lært, at én af mine copingmekanismer er at forsøge at spejle dem, jeg er sammen med, ved at afkode deres sindsstemning, deres nonverbale signaler og lave en slags lynanalyse af mulige bevæggrunde, baseret på min viden om deres personlighed, præferencer og valg. I forbindelse med min udredning, scorede jeg på IQ-testen voldsomt højt på spatial begavelse, hvilket hjælper mig i de her situationer, fordi det ofte gør det muligt for mig at se mønstre og sammenhænge i det bombardement af informationer, der smadrer ufiltreret gennem mit alt for groftmaskede social-net. Det er én af de superkræfter, ADHD giver, som jeg ikke gider læse mere om, for de glemmer altid at skrive, hvor helt afsindigt udmattende det er.
Men i al den databearbejdning er det svært at fokusere på mine egne følelser; at isolere dem længe nok til at kunne genkende og forstå dem – og reagere i overenesstemmelse med dem.
Derfor har jeg haft et livslangt mønster med bare at gå. Fra mænd, fra venner og fra samarbejdsrelationer. For når man ikke kan høre, hvad man føler, før ubehaget, usikkerheden eller vreden bliver så øredøvende, at den ikke længere kan ignoreres, så er vi forbi det punkt, hvor relationen kan repareres.
Sådan gider jeg faktisk ikke, at det skal være. Ikke længere. Ikke nu, hvor jeg pludselig begynder at forstå.
Så jeg øver mig i at lukke støj ude, og prøve at rette fokus indad.
Jeg øver mig i at kommunikere. At være ærlig omkring, hvordan jeg har det. Det synes jeg egentlig aldrig, at jeg har haft svært ved, men jeg kan godt se, at det nok kun er indtil der er noget på spil, eller jeg står overfor mennesker, jeg ikke kender 100%. Når dét sker, bruger jeg al ledig kapacitet på at afkode og forstå, og så glemmer jeg at forholde mig til mine egne følelser, og lade dem være, hvad de er.
Irrationelle. Store. Bøvlede. Ulogiske.
Jeg øver mig i ikke at lukke ned, og jeg øver mig i at blive stående.
Det går sgu ikke lige godt hele tiden. Det skal jeg være den første til at indrømme. Men de mønstre, jeg har, har jeg brugt 46 år på at lære og integrere, og det tager tid at omstille sig; at være ny og at starte forfra.
Så. Jeg øver mig i at huske, at man har ret til at have det, som man har det.
Og når det er svært – og det er det – så minder jeg mig selv om et citat, jeg læste for snart længe siden:
(Artwork by Mike Gianna)
M2023, uge 45
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt julepynt til Fridas klasse, som i år har valgt temaet ‘Gertrud Sands Julestue’..
Ja. Det er nok meget godt, jeg ikke blev lærer.
Men altså. Vi fik ud på min favoritplatform Aula, at ‘aflagt og overskydende julepynt modtages med kyshånd’ – og jeg har ingen af delene, fordi jeg har sorteret og ryddet op de sidste par år, når jeg pakker det ned.
Alt, hvad jeg har sendt videre, har jeg givet til Hjemløses Venner-butikken, der ligger i baghaven, og nu gik jeg så over og købte en bærepose af den pynt, jeg selv har foræret dem i første omgang tilbage.
Og er den så med på ugens liste, fordi jeg ærger mig over, at jeg ikke bare havde gemt det, spørger du? Nej. Lige præcis det modsatte, faktisk. For min pointe er, at jeg er sluppet for at flytte rundt på alt det her i to år, og nu, hvor jeg så skulle bruge det igen, kostede det mig 40 kroner, som går til et godt formål, at generhverve.
Det MÅ være den billigste m2-pris på lagerplads i Danmark.
2.
Solgt Fridas Xplora Ur.
Antons solgte jeg med det samme, da jeg lagde dem op på min egen fb-side, men Fridas strandede i bakken på køkkenbordet, hvor det siden har ligget og udsendt en konstant bebrejdende ‘Sæt mig dog til salg, mens garantien stadig gælder!’-vibe.
Jeg har tænkt på det tusinde gange, men bare aldrig på et tidspunkt, hvor det lige har passet med at få det lagt op.
Men i sidste uge så jeg i en fb-gruppe et opslag fra én, der efterlyste erfaringer med GPS-ure, og alle anbefalinger var på det her. Så jeg smed en kommentar om, at jeg havde ét, der skulle sælges, hvor der stadig var garanti på; hun kunne skrive, hvis hun havde lyst.
Det havde hun, og 4 timer senere var det hentet.
3.
Har jeg haft gæster, som havde en pose luksuskaffe med til mig, og fordi der ikke kunne hamres mere ind i det skab, hvor jeg har te og kaffe, føltes det som en god anledning til at få ryddet op.
Da jeg var færdig, havde jeg så meget stående i udbakken, at det faktisk i en indlægsrække som den her, er pinligt.
Til mit forsvar skal siges, at jeg er sådan én, der ofte får kaffe og te foræret, når folk kommer forbi, fordi alle ved, at jeg drikker 17 liter om dagen. Det bliver til lidt af et stash over tid, og fordi jeg er troløs og vender ryggen til gamle favoritter, så snart jeg forelsker mig i nye, så ender selv ret lækre ting ofte bagerst på hylden efter nogle uger.
Jeg skrev til min søster, der arbejder på en skole, om de kunne bruge det i deres forberedelses/pause-rum, og det blev et rungende ja.
Nu hersker der igen sirlig orden i skabet, og helt egoistisk glæder det mig, at der trods alt var andre, der kunne få glæde af tingene.
I øvrigt:
*Har jeg opdaget chilisauce med kimchi fra Kikkoman og det er noget af det bedste, der er sket i mit køkken i flere år. Modsat andre chilisaucer, så er den ikke bare stærk eller (for) sød, men har både bid, kant og umami. Jeg har prøvet den i tomatsauce på pizza, i suppe, i kødsauce og som et desperat forsøg på at redde en ret med kartoffelmos, der smagte af nothing, darling. Det virkede. Tusind stjerner herfra.
*Bliver det til gengæld tusind lussinger til den, der har besluttet, at køkkenrulle i halve ark er en ting. Det er måske det mest irriterende, der nogensinde er opfundet?
*Kan jeg se, at et legeland i Viborg har været superspreder-rede for Roskildesyge, og det eneste, der undrer mig her er, at det kommer i nyhederne. Med alt, hvad vi har lært om smittespredning de sidste år, er der vel ingen, der ved sine fulde fem vil påstå, at boldbade, børn og sparsom rengøring ikke virker mere som et laboratorium, der arbejder på at udvikle et supervåben til kemisk krigsførelse end en uskyldig legeplads?
*Går det strålende med Anton i den nye klasse, og selvom sproget stadig driller, er det også tydeligt, at der sker noget. Heldigvis er han stadig garant for kommentarer, der bare er *chef’s kiss* A+. Som f.eks. forleden, da jeg rømmede mig, og til Frida forklarede, at jeg havde en tudse i halsen, og Anton, der hader det med en inderlighed, der nærmer sig det religiøse, med rædsel i stemmen spurgte: “Hvorfor har du tysk i halsen?!” Det er næsten spild, at jeg ikke har fået dem døbt, når nu vi vader i materiale til konfirmationssange.
*Plejer jeg at stå stramt på, at vi ikke juler før efter Antons fødselsdag d. 18. november, og selvom børnene glæder sig, plejer de at rette nogenlunde ind. Men i år er det, som om de har besluttet, at det fandme skal være løgn, og sammen forsøger at knække mig. Hver morgen, når jeg kører dem i skole, får de lov at vælge musik, og selvom jeg har udstedt en fatwa mod Støvledans, kører de nu KUN julemusik. Begge to. Og min stamina begynder at krakelere, kan jeg mærke, for måske er jeg også en lillebitte smule kommet til at tilføje Fridas og min fælles besættelse ‘Julehjertets Hemmelighed’ til min normale playliste…
*Vil jeg, nu vi taler om jul, slå et slag for et julegaveønske til de af jer, der ikke ved, hvad I skal finde på, og som d. 31.12 (igen) beslutter, at næste år skal være året, hvor I gør alvor af de fordømte træningsplaner: Ønsk jer et klippekort til en personlig træner. De fleste seriøse steder har forløb på f.eks. 6 eller 8 gange, så man kan prøve, om man kan lide det, og det er en gamechanger. Jeg har aldrig nogensinde haft problemer med motivationen, men der har været mange andre benspænd her, og jeg var også usikker på, om jeg ville få det brugt. Men det er måske det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Der, hvor jeg går, er man alene med sin træner i et studie, hvor der kun er os. Det er ret fremmende for at have lyst til at prøve nye øvelser og flytte grænser, synes jeg. Jeg kan komme i dagtimerne i stedet for sidst på eftermiddagen/om aftenen, hvilket er verdensklasse, når man har mit liv, og for mig har det gjort hele forskellen, at jeg har to fixpunkter, jeg skal have lagt hjemmetræningen imellem, så jeg ikke bare har en løs ambition om, at træne ‘3 gange om ugen’. For hvis man har travlt mandag, så *kunne* ugen jo teknisk set godt starte tirsdag. Eller onsdag. Og så skrider det i sømmene, og man får det ikke gjort. Ikke her. Det er AWESOME! Min eneste bøn er, at man sørger for at gøre sit fodarbejde, når man vælger sted, og husker, at lige her hænger pris og kvalitet meget tæt sammen. Din indsats og dit udbytte bliver en direkte afspejlning af, hvor meget tid og energi, den personlige træner har lagt i sin egen uddannelse og dygtiggørelse – og dermed lægger i dig.
*Har jeg forelsket mig i de der fine, regnbuefarvede lys, som folk er begyndt at hænge op udenfor. Men jeg kan ikke finde ud af, om vi kun kører Twinkly, eller om der også er andre mærker på markedet? Nogen, der har noget erfaring, jeg må nasse lidt på?
*Vil jeg bare lige slå et slag for podcasten Narkofabrikken, som er lavet af TV2 Østjylland. Den er ok-vild.
*Am I, once again, asking for jeres bedste opskrift på hvid gløgg. Hvis nogen har forbindelser til køkkenet på Cafe Stiften i Aarhus, så vil jeg give en nyre for opskriften på den, de laver selv.
M2023, uge 44
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft besøg af en af de mange viceværter (som stadig alle sammen hedder Kurt), fordi de skulle .. noget med nogle filtre på loftet.
Da han alligevel var der, huskede jeg at spørge om noget, jeg længe har tænkt, jeg ville nævne, nemlig om de ikke vil have mig i baghovedet, næste gang nogen i boligforeningen skal have nyt køkken, og der er en levedygtig ovn og emhætte i overskud.
Det, jeg har, fungerer. Men ovnen varmer ujævnt, den sprænger pærer i et tempo, der næsten er imponerende, og hvis jeg én gang til skal skille de 3 lag glas i lågen ad, så smider jeg dem ud i haven.
Emhætten har ladet sig inspirere og æder også pærer på rekordtid, og man kan beskylde den for meget, men ikke for at være lydløs.
Jeg kunne godt bede om noget nyt-nyt, for det ville ikke være urimeligt, når det, jeg har, er 12 år gammelt, men adopt, don’t shop gælder både for dyr og hårde hvidevarer, synes jeg.
Nu er The Kurts på sagen, og det er perfekt.
2.
Købt et fælles regnslag til mig og mine to faste tolkemakkere, som jeg deler en opgave med.
Det er en opgave, hvor vi ofte står og tolker et sted, hvor vi bliver af ramt af alt muligt, og fordi vi jævnligt skal videre til andre opgaver, er det i længden lidt uholdbart at komme anstigende til et møde i en bank og ligne og lugte noget, nogen har fundet i en grøft.
Men der er ingen grund til, at vi køber 3 identiske regnslag, som vi så hver især slæber frem og tilbage, så nu har jeg købt ét, som vi hænger på arbejdspladsen, og så kan vi bruge det alle 3.
3.
Er halloween vel overstået, og vi er nu gået videre til næste punkt på fejringslisten, nemlig Antons fødselsdag.
De sidste år har det handlet om at finde en måde at fejre ham på, som fungerede for både Anton og hans (neurotypiske) klassekammerater. Jeg har haft dem med i taekwondoklubben, vi har været i svømmestadion, og det år, hvor alt lukkede ned, var planen, at vi skulle i bokseklubben, og så spise pizza bagefter.
Ved at holde det ude har der været plads til, at Anton kunne trække sig, hvis han havde brug for en pause, men uden at det kom til at fylde på samme måde, som hvis han gik ind på sit værelse og lukkede døren herhjemme.
Men nu er han startet i en ny klasse, og selvom de kun er 6 drenge, så kender jeg dem endnu ikke godt nok til at turde tage ansvar for at have dem med ud. Anton er den eneste, der har autisme som primær udfordring; de andre er relativt hårdt ramt af ADHD, og et par stykker er voldsomt udadreagerende. Det er ingen tjent med, at jeg står i en svømmehal og skal forsøge at håndtere, så vi har talt om, hvad Anton gerne vil i stedet.
Hans eget forslag var at holde det i skolen – hvilket jeg synes er tæt på genialt. På den måde er vi et sted, som alle børnene kender, der er voksne, der kender og er vante til at håndtere de lidt mere udfordrede børn, og jeg kan klappe af med lærerne på forhånd, hvad jeg planlægger at komme og lave, så det bliver en god formiddag for alle.
De penge, vi sparer på at leje lokaler eller købe mad ude, kan bruges på noget, som giver mening her, f.eks. en lille æske lego, man kan sidde og dimse med, hvis man trænger til dét.
Når vi nu alligevel reviderer fødselsdagskonceptet, har jeg også talt med ham om, hvordan han gerne vil fejres af familien. De sidste år har vi kørt morgenmad, fordi det dels har passet godt ift. Frida og oldefars primetime på dagen, og det har også været nemt ift. forplejning.
Men oldefar er 96, og han vil hellere have besøg af os 3 en anden dag med en lagkage under armen nu. Og både Anton og Frida er efterhånden så store, at de godt kan vente med at feste til om eftermiddagen, uden at kradse huden af sig selv af utålmodighed. Så i år kommer familien til boller og kakao, og det bliver faktisk helt rart at gøre noget andet.
Jeg har punktet på, fordi jeg har skrevet de her indlæg i snart 6 år, og det ikke er første gang, jeg opdager, at jeg kan komme til at glemme at forholde mig til en løsning, når først jeg én gang har udtænkt den, og synes, at den fungerer.
Så hvis overskuddet er til det, og man har gjort noget på samme måde i flere år, så er det her en invitation til lige at gå det efter i sømmene og sikre, at det stadig *er* den bedste løsning, man praktiserer.
Liv & død
Der er en mærkelig energi i luften for tiden. Jeg har hele tiden en oplevelse af, at der både ikke sker noget som helst, og samtidigt, at de tektoniske plader forskyder sig, så hele landskabet ændres fundamentalt.
Nytåret begynder at flimre i horisonten, og selvom det er tidligt – og også tidligere, end jeg plejer at begynde at gøre status – er der alligevel sket så meget de sidste 10 måneder, at det er svært ikke at forsøge at sortere det i tema og udvikling.
Den gryde står og bobler bagerst på komfuret, og det bliver noget, jeg skriver mig ned i senere, men måske fordi den allerede trækker en smule af mit fokus, er det svært ikke at skele lidt til det, der lader til at være ét af fokuspunkterne i år, nemlig at revurdere mit syn på, hvor man stiller op, og hvor man må lade andre mennesker gå vejen uden at tilbyde sin støtte.
Det falder mig svært. Helt grundlæggende. Jeg synes ikke, at nogen skal gå på mørke stier alene, og noget af det, jeg ville være allermest ked af at blive stemplet som, er berøringsangst. Kombineret med min oprigtige nysgerrighed på, hvordan verden ser ud, når man betragter den gennem andre øjne, og en endeløs fascination af, hvor forskelligt, livet kan gribes an, ender jeg ofte i gode, dybe samtaler med alle mulige mennesker; også dem, jeg ikke umiddelbart har en relation til.
Men over det sidste år er det blevet tydeligere for mig, at den måde at være i verden på, kan virke meget dragende på mennesker, der mangler nogen eller noget i deres liv.
Det er en meget splittet fornemmelse. For på den ene side synes jeg faktisk, at det forpligter at være sådan én som mig, der er velsignet med et stærkt netværk; som har mennesker omkring mig, der aldrig har ladet mig tvivle på deres tiltro og støtte, og som jeg ved, at jeg kan vende mig imod, hvis jeg har brug for det. Det har jeg ikke selv gjort noget for at gøre mig fortjent til – det er tilfældigheder, skæbne og held, der har ladet mig falde ned, lige her, lige nu.
På samme måde er det meget ofte ganske uforskyldt, at man er landet et sted, hvor man ikke har nogen at læne sig op ad, hverken for at få hjælp, ros eller støtte.
I mit arbejdsliv synes jeg, at det er relativt nemt at navigere i. Som tolk er jeg upartisk og neutral – men der er en gråzone, hvor man etisk kan gå et par skridt i begge retninger og stadig sove om natten. Jeg har holdt mere end én hånd på hospitaler og i kirker, ligesom jeg også har ageret både plankeværk og stillads i situationer, hvor det var mig eller ingen, eller hvor magtfordelingen var så skæv, at jeg ikke ville kunne se mig selv i øjnene, hvis ikke jeg havde filet på etikken. Man er, trods alt, menneske, før man er sit fag, og så længe man hører alarmklokkerne, når de går, kan det godt forsvares at bevæge sig ud, hvor alting ikke er simpelt, sorteret og opdelt i klare nuancer af sort og hvidt, synes jeg.
Privat har jeg også oplevet det som nogenlunde nemt at huske, at de mennesker, der har allermest brug for krykker, er dem, der slår sig mest, hvis du lover at være der, for så at brillere med dit fravær, når de griber ud efter din hånd.
Dem forsøger jeg at møde med teflonbelagt empati, så jeg gør, hvad jeg kan for støtte neutralt i det omfang, jeg kan tilbyde, men uden at blive personligt involveret.
Jeg har kunne navigere i det, så længe det udelukkende har været i mit arbejdsliv, jeg har mødt de her mennesker, eller der har været tale om nogen, som jeg ikke har en konkret, blivende relation til.
Men nu har den ene af mine naboer, som er 3 år ældre end mig, fået 6-12 måneder tilbage at leve i.
Det har hele tiden været en relation, hvor det har været tydeligt, at det er mig, der er heldig med netværk, støtte og livsbetingelser. Og alle parter har gjort sig umage for at pleje det gode naboskab, efter den skæve start vi fik, da de flyttede ind. Der vandrer lagkage over hækken efter fødselsdage, vi hjælper hinanden med småting i haven, og vi kommer ind og beundrer, når der laves nye køkkener eller børneværelser.
Fordi jeg godt ved, at det er mig, der har fået flest esser på hånden, har jeg gjort, hvad jeg kunne for at hjælpe, når de har modtaget breve fra offentlige instanser, som de ikke forstod, og jeg har renset dialyseanlæg og hjulpet med støttestrømper og øjendråber hos familiemedlemmer, de har hevet ind for at hjælpe med hunden, når de pludselig er blevet indlagte.
Men med en pistol for panden ville de ikke kunne fortælle, hvad jeg laver, når jeg går på arbejde. Eller hvor gamle børnene er. De ANER ikke, hvad jeg laver i fritiden, eller at jeg har boet i Aarhus. Og skal de det? Næh. Det har jeg ikke noget behov for. Men det giver en indikation af balancen i relationen, og det er dér, der er noget, der har ændret sig for mig i år.
For i år er det første år, jeg har haft, siden jeg fik Frida, hvor der har været en følelse af kontinuerligt overskud i mit liv. Ikke bare den slags øjebliks-overskud, man kan opleve, når man har afviklet en kæmpe opgave på arbejde, eller man er på barsel, og babyen sover til middag to dage i træk. Men et vedvarende overskud, der er stabilt nok til, at jeg faktisk kan bruge det til noget.
Det har ledt til mange overvejelser og indsigter. Noget af det, jeg troede, jeg gerne ville, vil jeg slet ikke alligvel. Nogle ting, som jeg egentlig havde opgivet, er pludselig mulige igen. Pausen fra mine ønsker, drømme og behov har været så lang, at intet er mejslet i sten, og alt er smidt op i luften. Det, jeg vælger at sluse ind, skal være meningsfuldt nok til at forsvare pladsen, det optager, og de overvejelser gør, at jeg sætter umådelig pris på det, jeg pludselig kan og tilvælger igen.
Derfor har jeg brugt ret meget kapacitet på at forholde mig til, om man gerne må melde pas på at stille op for mennesker, der har fået at vide, at de skal dø.
For de vil gerne bruge mig, det er tydeligt. De ringer, de kommer ind, de skriver. Og min default-reaktion er at være tilgængelig.
Men det tror jeg ikke, at jeg skal. Faktisk. Ikke nu. Ikke her.
For hvor jeg uendeligt gerne vil gøre Det Rigtige, så kan jeg mærke, at det her ikke handler om, at jeg er mig. Det gjorde det, da Lene fik en svulst i hjernen, som endte med at slå hende ihjel. Der spillede jeg en rolle, fordi jeg var mig; Lenes veninde.
Det er ikke det, det handler om her. Her handler det om, at der mangler netværk og filter. Uanset hvem, de havde haft på den anden side af væggen, ville de have vendt sig imod dem, fordi de ikke har andre.
Jeg har brugt en god håndfuld nætter på at tænke igennem, hvad den rigtige løsning er. For jeg er ikke lavet af sten, og jeg vil gerne tale med dem, som jeg hele tiden har gjort.
Men jeg er nået frem til, at jeg ikke vil foregive et venskab, der ikke eksisterer og aldrig har gjort det. Heller ikke selvom det somme tider føles forkert at glide af på opkald, insisterende venten i indkørslen og forsøg på at opstarte lange, svære samtaler hen over hækken.
Der er nødt til at stå lidt på kontoen. Både, så du har, hvis nogle af dem tæt på får brug for det – men også til dig selv.
For det slog mig i nat, at man godt kan komme til at glemme at leve sit eget liv, hvis man altid lader sig hverve til at hjælpe andre med at leve deres.
M2023, uge 43
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Talt med det meste af YouSee.
Jeg har et abonnement til min telefon med 80GB data, som jeg har tilkøbt 2 datadelingskort til, som børnene har på deres iPads. På den måde kan de gå på nettet, også når de er steder, hvor der ikke er wifi, og det kræver ikke, at jeg er i nærheden.
Vores forbrug har svinget mellem 55 og 65GB, siden jeg valgte den løsning, og derfor undrede det mig, da jeg for halvanden uge siden fik en sms om, at al data var opbrugt. Men ikke så meget, som jeg undrede mig, da jeg i den her uge fik en sms mere, om at nu var både de data, der er indeholdt i mit abonnement OG de 20 ekstra, jeg havde tilkøbt *også* opbrugt. Jeg købte 20 mere – og satte punktet på min mentale liste.
Første ting, jeg tjekkede var, om de to iPads pludselig ikke automatisk hopper på wifi her og hos mine forældre, som er de to steder, de primært bruger deres iPads. Det er sket før, og ville forklare et øget forbrug, fordi de jo så har kørt datadeling på steder, hvor de normalt er på wifi. Det er relativt nemt at løse, for det kræver bare, at man nulstiller netværksindstillingerne, og så connecter wifi og iPad igen.
Umiddelbart så alt fint ud.
Herfra gik jeg ind og tjekkede forbruget under Indstillinger på de to iPads, bare for at se, om noget så mærkeligt ud. Heller ikke noget her, der kunne forklare det.
Så loggede jeg på YouSee og tastede mit personnummer et bekymrende antal gange for at komme frem til det punkt, hvor jeg fik en oversigt over dataforbrug pr. dag. Heller ikke HER var der noget, der sprang i øjnene.
Første medarbejder, jeg talte med, oplyste mig hjælpsomt om, at ‘datadelingskort laver ikke fejl’. .. Okaayy..? Fair. Men altså. Derfor vil jeg jo stadig gerne finde ud af, hvad det er, der sker? Efter et par forsøg på at få mig til at gå væk, blev jeg stillet om til én lidt længere oppe i kæden.
Ham talte jeg med i 10 minutter. Han mente ikke, at de overhovedet kunne trække info på, hvordan forbruget så ud på enkelt-dage. Her var jeg glad for at kunne hjælpe med informationen om, at dét kan man; jeg sad og kiggede på det på min skærm.
(Og jeg vil gerne understreget, at det ikke handler om, at jeg tror, de prøver at snyde mig. Al samtale foregik ordentligt og civiliseret, og jeg har ingen forventninger om, at de alle sammen skal smide, hvad de har i hænderne for at lokalisere mit overforbrug. Det kan SAGTENS være noget, vi selv har forårsaget – men når vores forbrug har ligget på det samme i over et halvt år, begge iPads stadig hopper på wifi de sædvanlige steder, vi ikke har været ude at rejse, og ellers bare har opført os, som vi plejer, så har jeg brug for bare et bud på en forklaring på, hvorfor vi pludselig bruger dobbelt så meget data, som vi plejer).
Her blev jeg viderestillet igen, og forklarede problemet forfra.
“De kan jo have hentet nogle store spil. Eller have streamet film i HD-kvalitet.”
“Men lyder det ikke for dig mærkeligt, at vi normalt bruger ca. 60 GB, men pludselig BÅDE opbruger de 80 vi har, og OVENI 40 ekstra?”
“… Altså.. Jo. MEN. Store spil!”
“Jeg har forældregodkendelse på ALT. De kan INTET hente, heller ikke gratis apps og spil, uden at jeg godkender. Der er ikke hentet noget særligt de sidste 3 uger.”
“…Film, så?”
“Jeg sidder lige og googler og kan se, at det æder ca. 6 GB at streame en film i HD-kvalitet. Så skal de have set 10 film på steder uden WIFI på 2,5 uge…? UD over det, de normalt streamer..?”
“… Ja? Ja. Ok. Ej. Ved du hvad. Det LYDER sgu mærkeligt.”
Og således endte vi et sted, hvor sagen nu er sendt videre til nogen, der kan grave lidt mere info frem, end dem, der sidder på telefonsupport.
Da jeg lagde på, tænkte jeg på, at det virkelig er rart, at jeg er blevet sådan én, der faktisk VED, hvad vi har, og kan spørge kvalificeret ind til det. For 5 år siden ville jeg bare have opgraderet mit abonnement og/eller have ladet mig spise af med en halv forklaring, jeg reelt ikke forstod, hvilket er uendeligt frustrerende. Nu får jeg forhåbentlig en (slags) forklaring, der gør det muligt for mig at vurdere, om vi skal have en anden løsning, eller om der er noget, jeg skal være lidt mere opmærksom på.
2.
Har jeg været fryseren igennem og haft som mål at få brugt de mange små reste-bøtter. De er nemme at overse, når man åbner for at hive aftensmad ud, men det har jo ingen effekt ift. madspild at gemme det, de indeholder, hvis man bare flytter rundt på dem for så til sidst at smide dem ud.
En rest æblegrød røg på havregrøden, jeg har spist ris til mine bowls i stedet for de søde kartoffeltern, jeg plejer, og med en liter tomatsuppe som base, fik jeg brugt en rest chorizo, lidt majs og bønner, en smule hakket oksekød og et par skefulde chilismøreost. Sammen med en kedelig peberfrugt og et trist rødløg blev det til den bedste vintersuppe, jeg har lavet længe.
3.
Har vi – som alle andre – været ved at blæse væk. Det betyder, at Fridas værelse, som vender ud mod haven/marken, bliver koldt, fordi der ikke er noget, der tager af for vinden, og muren suger kulden.
Mit soveværelse og hendes værelse deler varmelegeme i gulvet, og jeg kan ikke holde ud at sove derinde, hvis det skal skrues højt nok op til at kompensere for den kolde mur. Derfor har hun en elradiator, som jeg nu er begyndt at tænde nogle timer midt på dagen, hvor strømmen er billig, og så slukke den sidst på eftermiddagen, så hun aften og nat er kørende på eftervarmen.
Det ville være en dårlig løsning, hvis hele huset var opvarmet af elradiatorer, fordi de så skulle varme op fra scratch hver eneste dag, men fordi vi har gulvvarme, og radiatoren bare er et supplement til den eksisterende varmekilde, fungerer det her perfekt.
Samtidig bliver værelset også køligere i løbet af natten, hvilket fungerer perfekt ift. søvn.
