Når overtænkning bliver en OL-disciplin er der guld til Danmark

Jeg er kaldt tilbage på arbejde fra i morgen, tirsdag. Det bliver godt, og jeg glæder mig. Meget. Det bliver også endnu en omvæltning i en række, der begynder at føles uendelig, og jeg længes efter det tidspunkt, hvor alle planer og arrangementer ikke bor i en kasse med påskriften ‘Nu må vi se, hvad der sker’. Spejdernes Skt. Hans arrangement blev aflyst forleden, og det blev jeg ægte ked af, fordi det sidste år var så fin en oplevelse, og en af dem, hvor jeg følte et tilhørsforhold til området begynde at spire. Frida har fødselsdag i midten af juni, og jeg har ikke så meget som 23 sekunders ferie tilbage at tage af, så hvordan vi løser børnehaven-hjem-i-haven fejringen aner jeg ikke. Sommerferien er smidt op i luften, og da jeg foreløbigt kun har arbejde frem til 30.06, ved jeg heller ikke, hvad der venter på den anden side.

Jeg talte med en veninde om det forleden; det her med, at det er paradoksalt, at man næsten er mere mentalt presset nu, hvor alting begynder at åbne igen, end man har været de sidste mange uger, men egentlig tror jeg, at det er naturligt nok. For selvom restriktioner og forbud strammer og snærer, så giver de også mulighed for bare at rette ind uden selv at skulle tage stilling til en masse. Nu, hvor vi har ramt puberteten af den her pandemi, skal vi selv til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert, og vi har fået meget mere frihed, som føles lige dele fantastisk og forbandet. Ikke mindst fordi den samtidig er en påmindelse om, at alting stadig ikke er normalt; at der kommer flere omvæltninger og justeringer og nye virkeligheder.

Og så tror jeg, at vi, ligesom efter 11. september, er blevet påført en form for traume som mennesker. Vi har fået en trussel præsenteret, som vi ikke vidste fandtes; det koster kræfter at inkorporere den i vores verdensbillede og finde ud af, hvad vi skal stille op med den og hvor på skalaen, den skal placeres, nu hvor vi pludselig skal leve med visheden om, at den findes.

Økonomisk er jeg også efterhånden der, hvor jeg har lyst til at skrige, men næsten ikke orker det. Efter 3 måneder med markant nedgang i indkomst pga. den seneste konkurs, nåede jeg lige at køre halvanden måned med en nogenlunde indtægt, før vi nu igen er nede og ramme noget, der ikke er til at holde ud. Jeg er nødt til at holde mine tanker i et jerngreb og blive i små 24 timers lommer, for ellers synker jeg sammen under vægten af bekymringer, og det svinger fra dag til dag, hvor meget held jeg har med dét. 

Heldigvis er der med børn altid lige lidt andet at bekymre sig om, og ud over noget, der fylder og stresser en del herude, men som jeg ikke er klar til at skrive om, tænker jeg meget over grænsesætning ift. mine børn. Særlig i forhold til Frida, hvor jeg prøver at vurdere, hvor grænsen går mellem opdragelse, socialisering og retten til at være den, man er.

Jeg oplever det ikke som svært at sætte grænser for børnene hver især; problemet opstår i børnenes samspil med hinanden herhjemme.

Det bliver ekstra tydeligt i disse dage, fordi Anton er begyndt at lege meget med en klassekammerat, som han selv kan gå ned og besøge. Men vennen, som er en utrolig sød dreng, ELSKER at være her, så der går aldrig mere end 20 sekunder fra Anton er gået, til de står her. Og det må de virkelig gerne.

Men. 

Frida er, som jeg tidligere har skrevet lidt om, et meget ekstrovert barn, og hun er fuld af lyd og ord og meninger og vilje. Og hun synes, at mi casa es su casa, og at venner er noget, vi deler. Og her er det så, at vores hus, som jeg ellers elsker meget højt, gør livet svært for os alle. For værelserne er små, hvilket betyder, at der, når vi har legeaftaler, er børn i alle rum – og i haven – hele tiden. Og Antons ven er den mindste i en søskendeflok på 3, så han vil gerne inddrage Frida, formentlig fordi han ved, hvordan det er at være den lille, mens Anton inderligt ville ønske, at Frida ville gå en *lang* tur.

Det er ligesom at stå på bunden af en vulkan, og jeg er ved at blive idiot af at være landflygtig, mens der hele tiden er et barn, der græder/råber/skælder ud/smækker med døre. 

Det handler selvfølgelig om, at det her er nyt for os alle sammen, og at vi lige skal lære, hvordan vi griber det an.

Men shit, altså. For Frida er UMÅDELIG tydelig i sin utilfredshed, og det er jo ikke fordi, jeg ikke forstår det. Det er røv og nøgler at være udenfor. Omvendt skal Anton heller ikke tvinges til at inddrage hende i alt, fordi hun råber sig til det, og han bliver knaldende bims af støj.

Det er heldigvis ikke et generelt problem. Når vi er ude eller hun er i børnehaven, følger hun fint de sociale spilleregler, så hun forstår dem jo i hvert fald godt. Men herhjemme bliver det et problem, som jeg synes er svært at løse, fordi vi alle sammen bor her lige meget. 

En del af det handler om mig og min personlighed. Jeg har en lav tolerancetærskel for støj, jeg er (lidt for) opmærksom på, om folk omkring mig har det godt, og jeg har svært ved at være i ufred og knas. Den del ligger hos mig.

Men jeg er forfærdelig bange for, at hun om 20 år sidder hos en psykolog med ar på sjælen og fortæller om, at hendes mor stækkede hendes vinger, og at det var en værdi i hendes barndomshjem ikke at fylde. 

Omvendt er en del af problemet, når hun bliver koblet af, at hun er så kompromisløs og højlydt, og jeg synes, det er så utrolig svært at vurdere, hvornår jeg hjælper hende ved at give hende værktøjer til at begå sig i relationer, og hvornår jeg brækker afgørende stykker af hendes personligheder af.

Og jeg tænker nok ekstra meget over det, fordi det efterhånden er gået op for mig, at Anton og jeg begge er introverte og meget ens ift. hvad vi trives i og med, mens der er meget mere pang på hendes palet. Derfor fylder det ekstra meget for mig, at jeg giver dem lige meget plads, og ikke forfordeler én fremfor en anden, og derfor føler jeg nok ikke helt, at jeg kan løse det på en god måde. For når jeg i en konflikt dømmer til fordel for Anton, er jeg bange for, at hun føler sig udenfor, mens jeg, når det er hende, der får foræret det længste strå er bange for at skabe en kløft imellem dem. Om føje år har de kun hinanden, og jeg vil så gerne lægge grundstenene til, at de har et bæredygtigt forhold.

Det er givetvis bare en fase, og det fylder selvfølgelig mere lige nu, fordi vi stadig har begrænsede muligheder for at tage ud; det er min oplevelse, at den her form for konflikter ofte fylder mindre, når alle er på udebane, og vi piller den territoriale del ud af ligningen. 

I første omgang venter en form for hverdag fra i morgen, og det er nok meget godt. For jeg tror, vi alle kan være enige om, at min hjerne trænger til lidt at give sig til.

M2020, uge 21

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Manglet en lampe og købt den brugt.

I den her tid, hvor vi er meget mere hjemme, end vi plejer at være, sidder jeg jævnligt og lægger puslespil ved det skrivebord, jeg har op ad min blommefarvede væg, fordi kiddos har okkuperet spisebordet, men den suger så meget lys, at det nærmest er umulig at se brikkerne.

Vi er ret økonomisk pressede nu pga. krisen, og det er ikke en mulighed at købe en lampe fra ny. Men Marketplace var – igen – min ven: Jeg fandt en fin, brugt arkitektlampe til 50 kr. i Kolding, og min veninde, der var på besøg i tirsdags, var så sød at svinge forbi efter den, så jeg ovenikøbet sparede portoen.

2.

Tænkt på, at jeg gerne ift. madspild vil slå et slag for Remas frosne grøntsagsblandinger med smag. (Det er ikke spons, men de fungerer så perfekt ift. til det her tema, at de kommer på med navns nævnelse).

De koster kun omkring 10 kr., de skal tilberedes på panden, hvilket er både nemt og hurtigt, krydderierne gør, at de smager af noget, og så er de *perfekte* til at få brugt rester af kød, pasta, quinoa, bulgur osv.

Jeg ved godt, at det er meget specifikt, men jeg bliver jævnligt spurgt, hvad jeg gør med alle de små rester, der jo ikke i sig selv kan bruges til noget, og de her grøntsagsblandinger er meget ofte svaret, fordi de binder resterne sammen til et måltid. En halv kyllingefilet fra aftensmaden, ternet og smidt på panden med en pose fajitagrønt, en frossen rest linser eller ris og en smule salsa – så er du kørende. Det tager under 10 minutter fra du starter, til du sætter dig til bords.

Det kræver, at man opgraderer sit basislager, så man, udover grøntsagerne i fryseren, altid har et glas salsa, en dåse kokosmælk eller måske nogle af de lidt mere eksotiske saucer, man somme tider kan finde på spot, i skabet, men fordi disse også har virkelig lang holdbarhed, er det ikke noget, man behøver at stresse over at få brugt.

3.

Købt en stor pose frosne pølsehorn i den lokale Brugsen. Jeg tror, de fleste voksne har blandede følelser for pølsehorn, for de er svære at få øje på i kostpyramiden, ikke? Men børnene og alle deres venner elsker dem, og nu, hvor vi igen må have legeaftaler, er det bare både nemmere og billigere at kunne smide sådan et par stykker i ovnen, hvis nogen pludselig er sultne, end hver gang at sørge for at købe ind efter, at der er flere børn – som så, lige præcis den dag, ikke er sultne alligevel = Madspild galore. Hos den lokale bager (som vi ellers gerne støtter) koster de 8 kr. stykket, og er jævnligt udsolgt; her fik vi 50 for 125 kr.

Podcastanbefalinger – en liste:

(Edit: Hvis du er helt ny i podcasts, har jeg lavet en how-to guide i bunden af dette indlæg, samt givet lidt ekstra forklaring i kommentarfeltet)

Jeg fik i morges en forespørgsel på, om jeg måske kunne overtales til at lave en liste over podcasts, jeg har hørt og synes om, og lægge den under ‘anbefalinger’ her på siden.

Det har jeg gjort nu, og for at spare jer for det ekstra klik, får I den her i indlægsform. Jeg opdaterer den løbende, så der vil komme flere til.

Rigtig god forlænget weekend.

A slob comes clean 

Det er svært at beskrive præcist, hvad denne podcast handler om, for hvis man skriver: “En amerikansk husmor taler om oprydning og rengøring” lyder det cirka ligeså ophidsende som genopvarmet havregrød. 

Men det, der gør den virkelig, virkelig god er, at Dana White, som kvinden bag hedder, dels er den fødte fortæller, men også, at hun ud over helt lavpraktiske tips, tricks og ideer, formår at gøre sine tanker om, hvad vi omgiver os med, til noget, der er både genkendeligt og stikker dybere end som så.

Broken Harts 

Podcast på 9 små afsnit om 2 hvide kvinder, der adopterer 6 afro-amerikanske børn, og ender med at køre ud over en klippe med børnene i bilen. Historien er fra 2018, og normalt styrer jeg udenom nyere sager med børn, men fokus her er faktisk mere på, at den ene af kvinderne var så dygtig til at iscenesætte det perfekte liv på de sociale medier, at alle sad deres dårlige fornemmelser overhørige.

Historien er tragisk, spændende og relevant, hvis man færdes på de sociale medier, fordi den giver stof til eftertanke ift. hvad vi definerer som virkelighed. Både som afsendere og modtagere.

Conversations with Kenzie

Podcast, der falder i ‘inspirations-genren’.

Værten Kenzie Brenna har en profil på insta, som kredser meget om mental health og body positivity, og podcasten er en forlængelse heraf. Hun taler med forskellige gæster undervejs, og det er én af de podcasts, som er rare at lytte til, og som man bliver klogere af. 

Crime junkie

Min andenplads i true crime-genren. 

Podcasten hostes af to værter, men det er reelt kun den ene af dem (Ashley), der fortæller, mens medværten (Britt) mest bruges som mur at spille bold op ad.

Modsat de fleste andre true crime podcasts, jeg kender, er den her holdt i et ret stramt format. Historien fortælles uden afstikkere, og det gør den væsentligt mindre sludrende end mange af sine artsfæller. 

Lyden er sublim, selvom de optager fra hver sin lokation, og lige i forhold til podcasts, synes jeg, at det er værd at nævne. Jeg har selv en ultralav tolerancetærskel for mumleri, mikrofonskratten og telefoninterviews af tvivlsom kvalitet, så for mig giver det altid et ekstra plus i bogen, at lyden er god. 

Ditte Giese er blevet for tyk

Ditte Giese er journalist og erklæret feminist, og er – efter eget udsagn – blevet ‘lidt for tyk’. Podcasten er hendes afsøgning af, hvad det egentlig vil sige at være sund, om man kan være feminist og stadig gerne ville ændre på sin krop, og hvilken betydning det har at være et menneske, der altid har sat intellektet højere end det (traditionelt) æstetiske.

Dolly Partons America

Hvis du kun skal høre én podcast i år, som ikke er true crime, så SKAL du vælge den her. Også selvom du ikke har noget som helst forhold til Dolly Parton. Jeg lover dig: Det får du. 

Podcasten er lavet af en journalist, der bliver optaget af, at man i en tid, hvor USA er fragmenteret til ukendelighed og alle har vendt sig mod alle, til en DP-koncert kan finde demokrater, republikanere, kirkegængere, forstadsfruer, homoer, transseksuelle og skolepiger hånd i hånd.

Ved et utroligt tilfælde ender Dolly Parton med at blive venner med hans far, og derfra starter en afsøgning af, hvem hun er, hvad hun kommer fra, og hvad hun har betydet for både sin samtid og for de mennesker, hun er tæt på.

Den er sjov, rørende og mesterligt lavet, og hvis Dolly Parton ville indtale lydbøger, ville jeg bede min chef overføre min samlede løn direkte til hende. 

Happy Face

En slags true crime podcast, men med det tvist, at historien handler om en seriemorders datter og hendes forsøg på at afdække, hvor meget hun ligner sin far. Hun mødes på et tidspunkt med en søn til en af sin fars ofre, og det kostede mig næsten en hel kasse kleenex. 

Her går det godt

Peter Falktoft og Esben Bjerre gør det, de gør allerbedst, og de er stadig, på 8. år, noget af det bedste, jeg ved.

Jeffrey Epstein – Truth & lies

De fleste af os har formentlig hørt manden omtalt, men mit bud er, at relativ få ville kunne redegøre for, hvem han egentlig var.

Denne podcast fortæller hele historien; om hvordan han bluffede sig op igennem alle sociale lag på rekordtid, udnyttede meget, MEGET unge piger og knyttede bånd til så højprofilerede mennesker, at man sidder tilbage med fornemmelsen af, at det selvmord måske var mere end en smule assisteret. Den er god!

My Favorite Murder

Ingen over, ingen ved siden af. Det her er min absolutte yndlingspodcast, og jeg elsker de to værter så inderligt, at jeg læner mig op af et tilhold.

Karen Kilgariff er komiker og tidligere writer for Ellen, mens Georgia Hardstark også har en fortid i fjernsynsbranchen, men ikke på noget, vi kender her i DK. De er sjove og *voldsomt* upassende, men på en virkelig charmerende måde. Det stikker af i alle retninger, de siger ‘fuck’ i hveranden sætning, og den er ikke for alle, men bliver man ramt, er det en fuldtræffer.

Som bonusinfo kan oplyses, at det er originalen, som den danske podcast Mørkeland bygger på. 

Patient Zero

En super interessant podcast om, hvordan videnskaben griber medicinske gåder an. Det lyder virkelig kedeligt, og det er det overhovedet ikke. For at have en konkret case at fortælle ud fra, har værten valgt borreliose (det, man kan få, hvis man bliver bidt af en skovflåt), og det er umådeligt interessant at høre, både om hvordan sygdommen blev spottet, hvorfor den bliver mere og mere udbredt, hvordan det hænger sammen med klimakrisen, hvor langt man er med bio-engineering osv. osv. 

The Last days of August

Historien om pornoskuespilleren August Ames, der i 2017 måske/måske-ikke begik selvmord i en offentlig park – og havde hendes kæreste noget med det at gøre?

Denne podcast er et kig ind i en *helt* anden verden, men de allestedsnærværende sociale medier spiller også en rolle i den her historie. Genren er det, der på amerikansk kaldes Investigative journalism, (som jeg ikke tror, vi har en dansk pendant til?) og det hele er pænt og sobert, så du behøver ikke være bange for, at sidemanden kan høre lyden fra dine hørebøffer.

The teachers pet

True crime podcast om en australsk sag, der virker helt bims, når man hører om den. En kvinde forsvinder sporløst, og alt, hvad hendes mand siger, tages for gode varer. Hendes mand, som er kendt rugbystjerne, og som har spillet med en stor del af de lokale betjente. Hendes mand, som installerer sin elev/elskerinde, som er 16 år yngre end ham selv, i huset med børnene, 2 dage efter, at hans kone “forsvinder”. Podcasten blev taget ned i Australien, fordi den fik sagen mod manden genåbnet, og den er legendarisk i true crime-kredse.

Unexplained

En podcast, der – som navnet antyder – kigger på forskellige historier, som aldrig er blevet forklaret på tilfredsstillende vis, og som alle har et underliggende element af noget mystisk.

Fortælleren, som er vidunderligt britisk, kommer med både logiske og paranormale bud på, hvad der kan være sket, og alle afsnit er små, afsluttede episoder. Der er spøgelser, druider, ufoer og kvantefysik for alle penge, and I’m here for it. 

Up and vanished

True crime podcast i investigative journalism-genren, hvor værten/journalisten prøver at puste liv i sager, der for længst er blevet kolde. Første sæson handler om en ung lærer, der forsvinder sporløst, og man skal være lavet af sten for ikke at blive grebet af den.

Guide til download af podcasts:

1. Start med at finde app’en ‘Podcast’. Hvis ikke den ligger på din telefon, kan du hente den i app-store. (Android-folkene skal i Google Play Music app’en, trykke på ‘menu’ i øverste venstre hjørne, og vælge ‘podcast’)

2. Herefter vælger du søgefunktionen, og skriver navnet på den podcast, du vil finde:

3. Så vælger du den podcast, du vil høre:

4. Når du går ind på den, ligger de nyeste episoder klar på forsiden:

5. Du kan enten bare vælge det nyeste, eller scrolle lidt ned. Her finder du ‘Se alle episoder’:

Vælger du dén, kommer samtlige afsnit af podcasten frem, og det er bare at scrolle ned, så kommer du til de første/ældste episoder. Jeg plejer at vælge den første regulære episode, når jeg giver nye podcasts et skud, fordi der somme tider er lidt intro, der kan være rar at få med. Men som oftest er de nyeste episoder bedre produceret og fri for børnesygdomme, så det er en smagssag, om man er til det ene eller det andet.

Tilbage er der vist kun at sige: Go nuts!

I øvrigt:

*Rensede jeg forleden min make up af, inden børnene var lagt i seng. Da jeg stak hovedet ind til Anton, veg han tilbage og udbrød skrækslagent: “Mor!! Dine øjne er helt BØJEDE!?” Og det kan da godt være, at det bliver lidt hårdt for ham i starten på den kostskole, men jeg minder igen om kronprinsessens ord: Det er en gave.

*Var jeg i Aarhus sidste weekend. Da jeg ankom, var der vejarbejde i gården, hvor jeg plejer at parkere, men umiddelbart overfor ligger en låsesmed, som var lukket. Gitter for vinduerne und alles. Bygningen ligger som et hus ud til vejen, men trukket tilbage, side om side med et par andre bygninger. Foran var 16 tomme parkeringspladser, ingen skilte, og kun én firmabil fra låsesmeden parkeret. Jeg stillede bilen, strøg afsted – og da jeg kom tilbage kl 23, havde låsesmeden – altså ham, der havde lukket og 14 ledige parkeringspladser til rådighed – fundet tid til at hente sin anden og sidste firmabil og parkere den på tværs bagved min, så jeg var spærret inde. Dick. Move. Mr. Låsesmed. Men nobody puts baby in a corner, og med 20 cm. frigang på 3 sider af bilen, kom jeg ud alligevel, mens jeg nød tanken om, at han ville komme til at sidde resten af natten og vente forgæves ved telefonen på en trone af selvretfærdig harme. No retreat. No surrender. 

*Ønsker Frida sig en “katte-hvalp” i fødselsdagsgave. Børns sproglogik er uovertruffen. 

*Ved jeg ikke, om jeg nærmest har vænnet mig til hedebølger, der starter i april, men burde det ikke være varmere, nu hvor det er rasende lyst til kl. 22 hver eneste dag?

*Kan jeg godt mærke, at vi er kravlet ind i maj. I marts føltes det som om, der var 1000 år til lønkompensationspakkernes bagkant i juni. Nu? Not so much #Stress

*Efterlyste jeg ideer til madder på fb for et par uger siden, og én foreslog ristet grovbolle med mayo, tun og ananas. Det lyder vulgært, men det er. så. godt!!

*Kommer jeg aldrig til at forstå de mennesker, der skriver en små stile i deres køb-og salg annoncer. “Jeg har været super glad for den, siden jeg købte den på Rhodos på en ferie med min søster!” “Jeg købte den til en fest hos min eksmand, men må desværre erkende, at den er for lille”.

*Er der fordele og ulemper ved at have fået sine børn alene, men noget af det, man kan glæde sig over er, at når et barn kalder på én for at at oplyse, at “Vi mangler helium” #FreshOut og 10 minutter senere har fået sig selv så eftertrykkeligt lynet ind i en trøje, at han ikke kan komme ud igen, så kan jeg selv beslutte, hvilke karaktertræk, der kommer fra mig, og hvilke der ikke gør.

*Vil jeg gerne anbefale podcasten Broken Harts. Det er en afsluttet podcast på 9 små afsnit om 2 hvide kvinder, der adopterer 6 afro-amerikanske børn, og ender med at køre ud over en klippe med børnene i bilen. Sagen er fra 2018, og normalt styrer jeg udenom nyere sager med børn, men fokus her er faktisk mere på, at den ene af kvinderne var så dygtig til at iscenesætte det perfekte liv på de sociale medier, at alle sad deres dårlige fornemmelser overhørige. Historien er tragisk, spændende og relevant, hvis man blogger eller på anden vis begår sig på de sociale medier, fordi den giver stof til eftertanke ift. hvad vi definerer som virkelighed. Både som afsendere og modtagere.

M2020, uge 21

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Hjulpet mine forældre, som også har haft gang i den store oprydning, og som derfor havde en stak ting, som skulle videre ud i verden.

Fordi jeg efterhånden er så vant til at bruge de forskellige køb-og-salg-platforme tilbød jeg at gøre det for dem, og det tog, bogstaveligt talt, under et døgn før alle ting var foræret væk og solgt. Jeg er ikke sikker på, at de havde fået det gjort, hvis de skulle gøre det selv, og jeg finder det utroligt tilfredsstillende at alt det, der ellers havde kurs mod genbrugsstationen nu har fået nye hjem og ejere. 

2.

Tippet min veninde om noget, som jeg ikke kan huske, om jeg har nævnt herinde før: Overklip af bruseforhæng.

For jeg ved ikke, hvorfor bruseforhæng skal være så brede? Det *må* være et fåtal, der har brug for 2 meters afskærmning. Men da jeg boede i Aarhus, kom jeg til at tænke på, at man måtte kunne dele dem i to – og det kan man. På den måde får man pludselig to bruseforhæng ud af ét indkøbt, og ud over den indlysende besparelse, der ligger i dét, så er det tusind gange mere hygiejnisk med et smallere forhæng, fordi det tørrer meget hurtigere, når der ikke er 40 cm. overskydende stof, der klumper sig sammen i siderne.

3.

Foræret børnenes gamle Puky løbecykel til børnehaven (og selvfølgelig fulgt alle covid-regler i forbindelse med overdragelsen). 

Anton fik den, da han fyldte to, så den har efterhånden 7 år på bagen, men kører stadig upåklageligt. Begge børn har indtil for ganske nyligt brugt den til at lege med, men nu syntes jeg, vi ramte det punkt, hvor værdien ved at bruge den til det, den er designet til, oversteg underholdningsværdien i at fjolle rundt på den en gang hver anden måned.

Jeg klappede det af med både Anton og Frida, inden jeg spurgte børnehaven, om de kunne bruge den, og der var grønt lys. 

Det her punkt giver mig mulighed for at svare på noget, som Pernille spurgte om i kommentarfeltet for et par uger siden, nemlig hvad jeg gør ift. oprydning, når det kommer til børnenes ting. 

I mit forældreskab er én af de ting, jeg bruger rigtig meget tid og energi på at tænke over, at min opgave som mor er at hjælpe mine børn til at blive dem, de skal og gerne vil være og ikke bare forlængelser af mig. At min opdragelse skal værne om deres respektive personligheder, og give dem mulighed for at udfolde den. Når jeg skriver det på den måde, kommer jeg til at lyde mere zen, end jeg er, men jeg tror, vi alle sammen har noget, som er ekstra vigtigt for os ift. vores børn, og det her er én af mine kæpheste.

Derfor prøver jeg hver gang, jeg støder på noget, der er lidt større end bare hverdagens små meningsudvekslinger, at minde mig selv om, at de ikke er mig, men fuldgyldige medlemmer af vores lille familie, og at deres personligheder har præcis lige så meget ret til at være her, som min.

Det kan holde hårdt, når Ordning&Reda-Linda kigger ind på Antons værelse, som ligner indersiden af Tjernobyls 4. reaktor anno 1986, men jeg prøver. 

Og fordi jeg selv har været hele den her oprydnings/minimalist-proces igennem i en relativ sen alder, så oplever jeg egentlig, at jeg ikke har været ret meget i tvivl om, hvordan jeg skal gribe det an, når det kommer til oprydning af børnenes ting. 

Som jeg har skrevet om før, så tror jeg, at man skal være utrolig varsom med at forsøge at tvinge sine egne holdninger ned over sine børn, fordi det – synes jeg – er helt utrolig urimeligt at tvinge dem til at stå på mål for vores værdier, som vi har haft et helt liv til at forme og tænke over. Jeg har skrevet et indlæg om det, som jeg ikke kan finde, men hvor essensen er, at jeg ikke tror, at man skaber en bevidst forbruger på den lange bane, hvis man ignorerer, hvad der er vigtigt for ens børn, fordi man selv har fundet de vise sten. Brugte konfirmationskjoler og genbrugsskoletasker er både gode og miljørigtige valg set ud fra et minimalistisk synspunkt, men det er stadig værdikampe, der udkæmpes by proxy, og det tror jeg kan give eftertrykkeligt bagslag, hvis man ikke passer på. 

Derfor prøver jeg i videst muligt omfang at lade mine børn bestemme selv, når vi rydder op i deres ting, mens jeg samtidig husker, at hvis jeg gennemgik mit hjem med min far ved siden af, så ville han formentlig pege 3/4 af mit jordiske gods ud som småt brændbart. Vi ved ikke, hvad der er vigtigt for andre mennesker – eller hvorfor – og det faktum gælder også i forhold til vores børn. Forskellen her er bare, at det er os, der står med bestemmepinden.

Så hovedreglen er, at de får lov at beholde det, de gerne vil beholde, også selvom jeg ikke forstår det, og i forhold til ‘ – men du leger jo aldrig med den?’-argumentet er det værd at huske, at værdien af en given ting ikke nødvendigvis hænger sammen med anvendelsesfrekvensen. Ting kan sagtens være vigtig af andre årsager. Jeg har et par øreringe, som jeg ELSKER, men kun bruger ved særlige lejligheder, fordi jeg gerne vil værne lidt om, at nogle begivenheder er specielle, så selvom jeg kun bruger dem 3-4 gange om året, er de stadig super vigtige for mig.

Fordelen ved at lade børnene bestemme, har jeg opdaget, er, at de får et meget mere afslappet forhold til deres ting. De klynger sig ikke til dem, men forholder sig meget mere objektivt til, om det er noget, de stadig leger med og bruger, og jeg tror, det er fordi de oplever, at de har 100% råderet over tingene, og derfor ikke behøver være bange for, at jeg pludselig dømmer det ude. Begge børn kommer jævnligt med ting og siger, at nu er de færdige med dem, så nu synes de, vi skal give det til nogle andre, og jeg er i de situationer HYPER opmærksom på ikke at rose dem overdrevet, men blot at tage imod og sige noget i retning af: “Det var en fin ide. Lad os gøre det” For mig er det vigtigt, at deres valg udspringer af, hvad DE gerne vil, og ikke er forsøg på at gøre mig glad.

Og nu er det her efterhånden som de madbloggere, der ikke vil ud med opskriften på dampede asparges, før de har skrevet en fire sider lang afhandling om deres oldeforældres oplevelser under krigen – sorry! Men det er bare fordi hele min håndtering af lige præcis det her, faktisk er noget, jeg har brugt meget tid på at tænke over, netop fordi det hænger så tæt sammen med en af hjørnestenene i min opdragelse.

Så: 

Helt lavpraktisk kører jeg små, men hyppige oprydninger med dem, f.eks. en time en lørdag formiddag, hvor vi rydder op i skivebordsskufferne. På den måde er der jævnligt lidt, der bliver sluset ud, og det resulterer altid i, at de genfinder skatte, som de egentlig havde glemt, hvilket ofte inspirerer til leg. 

Jeg prøver at være på forkant ift. hvad vi fylder i vores hjem, fordi de ikke har de samme følelser knyttet til noget, de endnu ikke har fået. F.eks. vil Frida meget gerne have sådan en “puslestation” til sine dukker, men den er nærmest større end hendes værelse. (Og koster det samme som en hest). (Som vi heller ikke har hverken plads eller råd til). Så somme tider er opgaven også at sige nej, eller på forhånd at sætte nogle betingelser op, som f.eks. at hvis man gerne vil spare sammen til en puslestation, så skal man sige farvel til nogle af de andre store ting, man har på værelset. På den måde tvinger man dem også til at forholde sig lidt til, hvad der er vigtigt; at mærke forskel på, hvad de ægte gerne vil have og hvad de bare er momentant forblændede af. 

Og endelig har jeg Karantænekassen i bryggerset, som jeg bruger til undtagelserne – for dem har jeg og vi selvfølgelig også. Børnene skal inddrages så meget som overhovedet muligt, men der er enkelte ting, hvor der bliver kontraproduktivt, fordi de for længst har glemt det, vi skal rydde op i, men pludselig kommer i tanke om det, når de ser det. F.eks. har jeg gentagne gange forsøgt at rydde op i børnenes dvd’er med dem ved siden af, og hver gang er resultatet, at vi ikke får lagt én eneste film i ‘videre’-bunken – og når de så er sat tilbage på hylden, får de lov at samle støv igen. På samme måde kan særligt Frida også have svært ved at slippe tøj, som hun er vokset fra, eller som efterhånden er så hærget, at det ikke kan hænge sammen. Den slags ting sluser jeg ud i Karantænekassen, hvor de ligger en måneds tid. Hvis ikke der i løbet af de fire uger er nogen, der savner dem eller spørger efter dem, ryger de ud.

Det blev langt, og jeg er lidt usikker på, om det giver mening udenfor mit eget hoved. Men det er i hvert fald de overvejelser jeg gør mig, og argumenterne for, hvorfor jeg griber det an, som jeg gør. Jeg håber, at det var en form for svar til dig, Pernille, og at I andre kan bruge bare lidt af det.

Rigtig god weekend derude.

Hello (from the other side)

Adele er blevet tynd, hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed. Meget tynd. Og internettet er – forudsigeligt nok – ved at koge over.

Men for første gang i al den tid, jeg kan huske, er det ikke kun beundring og misundelse, der fylder kommentarfelterne, men i ligeså høj grad bekymring for konsekvenserne af at hylde et vægttab på den måde. 

Jeg er med i en håndfuld amerikanske fb-grupper, som alle er udløbere af My Favorite Murder podcasten, og det har været en øjenåbner ift. mange emner for mig. Det var f.eks. her, jeg så de første reaktioner på alle kommentarerne om at tage på, mens vi er i karantæne. Det var også her, jeg lærte, at det er god stil at markere før-og-efterbilleder i forbindelse med et vægttab med ‘TW’ (triggerwarning), fordi billederne kan være med til at smide mennesker, der kæmper med spiseforstyrrelser, ud over kanten.

Da jeg så Adeles billede og de mange, MANGE virtuelle klapsalver, det udløste, blev jeg faktisk en smule trist, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hun kommer til at leve resten af sit liv under en lup. Tager hun så meget som ét kilo på, er det en historie nu, og hun har nærmest mistet retten til sin egen krop.

Men jeg blev sgu også træt, for hun har faktisk været én af dem, der har holdt på sin ret til at veje det, hun gjorde, og nu, hvor hun har tabt sig, er der – efter opslagene at dømme – lavet en serie af ‘look at me now’-billeder, som underminerer alt, hvad hun tidligere har sagt.

For mig handler det ikke om tyk vs. tynd, eller om hvad der er ‘bedst’ eller ‘pænt’. Det handler ikke om, at jeg ikke tror, at vægttab kan medføre øget livskvalitet, eller at det kan udspringe af noget sundt og rigtigt, og dermed være både godt og positivt.

Og jeg ved godt, at tynde mennesker også udsættes for mobning og nedladende kommentarer, hvilket bare er endnu et argument for at vi stopper med at kommentere på hinandens vægt, for hvad andre vejer kommer. ikke. os. ved.

Men jeg har første gang til gode at se en celebrity blive fejret og hyldet fordi vedkommende har taget på, og når tynd hyldes så overdrevet, som det gør, så bliver det et statussymbol, og ét, der er langt mere skadeligt end biler og huse. For sidstnævnte er der – trods alt – en begrænsning på, fordi der er kun plads til x antal villaer langs kysten. Den tynde krop er på papiret opnåelig for alle, hvilket er katastrofalt, fordi det 1) gør det meget nemt at føle sig som en eklatant fiasko, hvis man ikke formår at have den, og 2) giver alle lov til at mene noget om dem, der ikke kan pynte sig med det ydre symbol på viljestyrke og kontrol.

Men tænk, hvis vi vedtog, at det BEDSTE hus, og det, vi alle sammen burde stræbe efter, var en strandvejsvilla. Uanset vores socioøkonomiske baggrund, vores job, vores civilstatus, vores evner, talenter og overskud – hvis målet for alle var at få en strandvejsvilla, så ville der være nogen, der skulle gældsætte sig resten af livet for at nå målet. Nogle ville skulle arbejde 100 timer om ugen, nogle ville få stress, nogle ville blive skilt, nogle ville aldrig se deres børn, nogle ville blive syge og nogle ville bruge hele livet på at ofre ALT, hvad de havde – uden nogensinde at nå i mål.

Pointen er – selvfølgelig – at vi med statussymboler, hvad end det gælder kroppe eller huse, ikke kan se, hvad der ligger bag dem. Hvad de har kostet. Om de var dét værd.

Og selvom vi kamuflerer vores beundring af den tynde krop som en kompliment for indsatsen, når nogen har tabt sig, skal bare tænke grundigt og længe over, om man ved, hvad det er for en ild, man puster til. Både hos sig selv, den, man komplimenterer og hos alle dem, der læser og lytter med. 

Jeg bliver ked af det, når Peter Falktoft igen peger fingre af “de fede”, som bare skal tage sig sammen. For mig er det efterhånden et udsagt på linje med, at psykisk syge bare skal tage sig sammen og lige se at blive lidt glade igen.

For det kan godt være, at det er sådan, han ser det. Vi er alle sammen produkter af den opdragelse, vi har fået, og det kan være virkelig svært at ændre på indgroede synspunkter, så længe vi ikke har et incitament til at gøre det. 

Det er jo som regel først, når vi pludselig finder os selv på den anden side af bordet, at vores verdensbillede slår revner. Når sagsbehandleren pludselig selv bliver kronisk syg. Når politikeren med sparekniven får et døvt barnebarn. Når vi som andengangsgravide får alle de skavanker, vi i det skjulte tænkte på som svaghed og hysteri i vores første, problemfrie graviditet. Eller når det kronisk slanke menneske får børn med tendens til overvægt. 

Og det kan godt være, at det er hans synspunkt. Det er svært at gøre så meget ved. Men problemet med at mene noget, når man gør det ned i en åben mikrofon, er, at man dermed enabler, at andre gør det samme. Man legaliserer en måde at tale om noget på, og man forlænger levetiden af fordomme og snæversyn.

Det kunne være rigtigt fint, hvis han og man brugte 5 minutter på at tænke over, hvad det er, man gerne vil med de ting, man fokuserer på, når man gør det i det offentlige rum. For hvis målet rent faktisk er at flytte noget, eller at ændre en udvikling, så må og skal man have mere respekt for emnet end dét. Ingen – i-n-g-e-n – bliver motiveret til noget som helst af skæld ud og udskamning.

Og bare lige for at tage den: Folk er ikke blevet mere nærtagende. Tiden er bare løbet fra stiltiende at finde sig i en hierarkisk indplacering, man ikke selv har haft indflydelse på, og derfor begynder de mennesker, der tidligere automatisk blev holdt nede af strukturen i samfundet at give udtryk for, hvad de *altid* har følt. ‘Politisk korrekthed’ er et begreb, vi har opfundet, fordi det er en måde at dismisse et synspunkt på, uden at skulle besvære os med at finde et godt modargument.

Typisk fordi der ikke er et. 

Men det kræver ikke, at vi tilbundsgående forstår en problemstilling, for at være med til at ændre på måden, samfundet tilgår den på. Vi kan stadig bidrage ved i hvert fald ikke at forstærke fordommene eller gøde jorden, de vokser i.

Ændringer sker ikke overnight. Det er jo ikke sådan, at alle vågner en morgen og synes, at vi skal have ligeløn, at homoer skal have lov at adoptere og at børnehaver skal indrettes efter transkønnede børn. 

Al udvikling sker i ryk og etaper, og den gode nyhed i dét er, at alle kan bidrage. For måske føles det i starten kunstigt at sige én ting, men inderst inde at mene noget andet, og det kan godt ske, at vi ikke, hvis vi er *helt* ærlige, synes, at en bikinikrop er en krop i bikini.

Men ved at fjerne den verbale legalisering, fjerner vi en stor del af den kulturarv, som næste generation bliver formet af, og derfor er det vigtigt at reagere, når vi ser og hører nogen, der stadig mener, at det er ok at kommentere på andres vægt og kroppe, uanset BMI. Derfor er det vigtigt at reagere, når børn taler om pige- og drengefarver, og derfor giver det mening at foreslå, at fødselsdagskalenderen i børnehaven, hvor pigernes fødselsdage er skrevet på lyserøde kjoler, mens drengenes er skrevet på blå shorts, erstattes med balloner eller lagkager. Det er fuldstædig gratis at gøre, når man ikke har noget i klemme, men det gør bare en ret stor forskel på den lange bane, fordi børn formes af det miljø, de færdes i.

Når vi taler om noget på en ny og anden måde, end vores samtid og kultur har lært os, så *vil* det i starten føles anderledes. Men jeg tror ikke, at det er nok, at dem, der oprigtigt synes, at alle kroppe er lige pæne og at køn er noget, man vælger, giver modstrømmen en stemme; simpelthen fordi æstetik og normer er produkter af den samtid, de eksisterer og vokser i, og det derfor er flertallet, der bestemmer, hvordan de defineres.

Derfor er der ingenting, der ændrer sig, hvis det kun er De Få og dem med noget i klemme, der kæmper kampen. Hvis de kun var de kvinder, der gerne ville have børn, selvom de skulle have dem alene, der havde kæmpet for muligheden for at få det, havde jeg ikke haft Anton og Frida idag.

Vi kan ikke alle sammen kæmpe alle kampe derude. Det vil altid være dem, der brænder mest, der er nemmest at se. Men derfor kan resten af os stadig hjælpe ved i hvert fald ikke at modarbejde udviklingen og fremgangen for dem, der kæmper for ændringer på områder, der ikke direkte berører os.

M2020, uge 20

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Endelig fundet anvendelse for den meget lækre læbepomade fra Rudolph Care på, som jeg ellers ikke får brugt. For den ER virkelig lækker – men den bliver alt, alt for blød, når den står ved stuetemperatur, synes jeg. Når jeg opbevarer den i køleskabet glemmer jeg at bruge den, og når den står på mit bord, føler jeg mig som Clement, når jeg tager den på, fordi det er umuligt at tage så lidt på fingeren, som læberne kræver, når den nærmest er flydende. 

Men nu er jeg begyndt at bruge den til neglerødder og til de lede hormonsprækker, jeg får i hælene 2 gange om måneden, og det er den glimrende til. 

2

Bagt en kanelkage efter denne opskrift, som altid er god, men denne gang brugte jeg en sjat jordbærkoldskål i stedet for kærnemælk, og *janice-stemme* Oh! My! GOD! Shit, den blev god!!

3.

Har jeg konverteret mine solcellelamper til nattelamper.

Jeg har 5 af dem, og de er simpelhen så fine, så det har ærgret mig, at jeg faktisk ikke rigtig har glæde af dem, fordi de først begynder at lyse, når jeg er landet i sofaen, hvorfra jeg ikke har udsyn til haven.

Nu stiller jeg dem ud på en bakke om morgenen og så står de og suger sol hele dagen. Om aftenen fordeler jeg dem rundt omkring i de mørke kroge i huset, og så står de dér og minder om, at det næsten er sommer.

4.

Har jeg i to kommentarfelter på fb pippet om muligheden for at bruge DBA og Marketplace som et sted at finde reservedele. En veninde havde smadret sin blender, og spurgte, om nogen havde én billigt til salg, mens den anden var ved at lave en løbevogn og manglede hjul.

Og selvfølgelig er det nemmere bare at bestille noget fra nyt. Men da jeg smadrede min egen blender for år tilbage, var jeg glad for, at nogen mindede mig om, at man kan købe reservedele, for det var en dyr og en god blender, som jeg ikke ville have haft råd til at erstatte med en tilsvarende. Og så bliver løsningen jo ofte, at man køber noget billigt lort, som man aldrig bliver rigtig glad for. Men reservedelen, jeg manglede, viste sig at koste en fjerdedel af, hvad en ny blender ville have kostet – jeg havde bare aldrig tænkt over, at man kunne købe reservedele før. 

I dag, hvor DBA og Marketplace er helt faste bestanddele af mit liv, starter jeg altid der, og der kan være mange penge af spare. Jeg har også et par gange efterlyst specifikke ting, som f.eks. dengang jeg smadrede glaskanden til min kaffemaskine. Det vil jeg virkelig også gerne slå et slag for, for der kan sagtens sidde mennesker derude, som faktisk har en barnevogn stående i skuret, som de ikke længere bruger, men som er for ramponeret til at sælge som barnevogn-barnevogn. Ser de, at du efterlyser hjul eller stel til lige præcis den model, vil de fleste være glade for muligheden for at få skrumlet skudt af, og min egen oplevelse er, at folk ofte vil sælge ret billigt, når det er dig, der efterspørger, fordi de dermed slipper for hele bøvlet med at tage billeder, lægge op og svare på alle spørgsmål i hele universet. 

Ud over at du sparer penge, bliver miljøet også i godt humør, fordi du forlænger levetiden af det, du har, i stedet for at bidrage til at øge produktionen ved at købe noget nyt.

Serviceindlæg: Guide til oprydning

Jeg gik igang med at svare de af jer, der har kommenteret på gårdagens indlæg, men kunne hurtigt se, at jeg kom til at køre variationer over det samme tema, nemlig hvordan jeg selv har grebet Den Store Udmugning an. 

Det fik mig til at tænke på, at der måske kunne være flere derude, der gerne vil udnytte tiden lige nu til at få ryddet rigtigt op, men som ikke rigtigt kan få taget hul på det.

Derfor besluttede jeg at konverteret mine svar til et indlæg, hvor jeg prøver at fortælle, hvordan jeg sidste år greb det an. Og det er jo ikke raketvidenskab, det ved jeg godt. Men lige præcis systematik er en af mine spidskompetencer, så måske nogle derude kan have glæde af at låne dén del af min hjerne.

Der findes en million måder at gøre det på, og har man én, der fungerer – eller lever man med en tekop, en gaffel og to par trusser – så hopper man selvfølgelig bare det her indlæg over, og så ses vi i næste uge.

Men vil man gerne have lidt inspiration, så hæng på.

Da jeg gik i gang sidste år, havde jeg også en håndfuld fejlslagne forsøg bag mig, og jeg prøvede derfor at styre udenom det, der de tidligere gange havde spændt ben for mig.

Jeg ville gerne gribe det an på en måde, der betød, at jeg ikke blev stresset, men at jeg stadig blev færdig. Og så ville jeg gerne være sikker på, at det arbejde, jeg lagde i projektet, rent faktisk gjorde en forskel – også selvom jeg måske blev afbrudt undervejs, fordi #life.

Det synes jeg, at jeg lykkedes med.

Det er måske vigtigt at pointere, at jeg ikke er militant minimalist. For mig er det ikke altafgørende, at jeg skiller mig af med alt, hvad jeg ikke bruger i det daglige. Jeg vil gerne bruge plads på det, jeg bruger en gang i mellem, eller som gør mig glad eller hjælper mig med at holde liv i dyrebare minder. Sådan er vi forskellige, men det kan bare være meget fint at huske, at du ikke skylder nogen noget. Hvis det er vigtigt for dig at beholde den marineblå blazer med skulderpuder, du havde på, da du forsvarede dit afgangsprojekt og fik 13, så er det your business, og det skal du hverken forklare eller undskylde. Målet hér er at får skilt fårene fra bukkene og få fyldet ekspederet ud, så det, du omgiver dig med, giver menig for dig.

Så. Uden yderligere ophold kommer her: 

Lindas guide til overskuelig oprydning:

Vi starter med de tre kardinalregler:

1. Hold det overskueligt

2. Hold tempoet

3. Hold din tidsplan

Det lyder nemt, ikke? Det er det sådan set også. Det kræver bare lidt systematik. 

Og fordi i dag er din heldige dag, får du opskriften lige her: 

A. Vil du rydde op eller gøre rent?

Det lyder banalt, men det er faktisk en meget fin overvejelse at gøre sig. For ingen har uendeligt med overskud, og hvis målet er at rydde op, så er det ikke nu, du skal afkalke kogekeddel og gøre ovnen ren, fordi #2.

B. Lav en liste over samtlige rum

Ingen bliver overraskede over at opdage, at de har en stue, men det er helt utrolig tilfredsstillende og fordrende for den fortsatte proces at strege rummene ud efterhånden og på den måde dokumentere sin fremgang. 

C. Start med det nemmeste rum

De fleste af os har nok lyst til først at kaste os over det, der trænger mest, når vi går i gang med at rydde op, men problemet med dén strategi er, at det er voldsomt demotiverende, hvis du går kold halvvejs igennem dét rum, fordi det af den ene eller anden grund er besværligt.

Nap de lavthængende frugter først – jeg lover dig, at det giver ekstra blod på oprydnings-tanden.

D. Lav en liste over opgaver i det rum, du skal igang med – og KUN det

Vi er nogle, der ELSKER lister, og det er fristende at starte med at lave to-do lister over alle rum. Men det bliver meget hurtigt fuldstændig uoverskueligt, hvilket kan få enhver træt husmor til at give op, allerede inden hun er gået igang. 

E. Sæt tid på

Jeg brugte ca. 4-6 dage pr. rum, da jeg kørte den store oprydning, og i mit bryggers, hvor jeg har 6 skabe og 1 reol, så planen cirka sådan her ud:

2 overskabe (dem med papirer, der tager 100 år at sortere): 1 dag

2 overskabe + 2 underskabe (de nemme med cykellygter, huer/handsker, og køkkenting): 1 dag

Højre side af reolen (juleting og vintertøj): 1 dag

Venstre side af reolen (arvetøj, tasker, regntøj osv): 1 dag

Jeg satte ikke konkrete ugedage på opgaverne, fordi en unavngiven plan gjorde det muligt at tage højde for gode og dårlige dage, uforudsete forhindringer osv. – og stadig holde tidsplanen.

Og det kan lyde af lidt, og som om, man SAGTENS kunne nå mere, men jeg vil bare nævne, at jeg var hele hytten igennem på en måned, ganske uden stress. Der var tid til alt det, livet også er og byder på, og jeg skubbede ikke en pukkel af uløste opgaver foran mig.

F. Gør dagens opgave(r) HELT færdig(e) HVER dag

Dette punkt læner sig op ad at være den fjerde kardinalregel, og det er dét, der gør, at den her måde at rydde op på ALTID betaler sig. Det er ALDRIG spildt at starte, når man gør det sådan her – heller ikke selvom nogen pludselig bliver syge, eller der kommer overarbejde ind fra højre. For hvis du gør dine 2 skabe færdige, og har tingene sat tilbage på plads, inden du går i seng, så har du i hvert fald nået *dem*, selvom du så af den ene eller den anden grund er nødt til at afbryde misssionen.

Fordi du har sat god tid af til projektet, betyder det også, at du, de dage, ungerne er flyvende, kan gøre det, mens de er oppe, mens du stadig kan komme i seng på den rigtige side af midnat, de dage, hvor de har brug for at sidde i lommen på dig. 

Det er de løse ender, der stresser, og på den her måde er der pæne sløjfer om tingene hver eneste dag, hvilket gør projektet meget, MEGET nemmere at overskue.

G. Hold dine pauser

Jeg er designet på den måde, at jeg bliver overmandet af trangen til at løse en opgave, og så kaster jeg mig over den med en ildhu og energi, der er få forundt – indtil jeg fra det ene sekund til det næste rammer muren med 1000 km. i timen. Og så gider jeg OVERHOVEDET ikke mere. Det er f.eks. derfor, Marie Kondo aldrig bliver løsningen for mig, for når jeg rammer det punkt, kan jeg ikke forklare, hvor uoverskueligt det ville være for mig at stå midt i Sarajevo ’92.

Hvis du er optændt af den hellige ild, og ikke *kan* finde ro, når du har vinget dagens opgaver af, så nap en enkelt mappe med papirer, eller din skuffe med sokker, men hold dig så vidt muligt til den plan, du har lagt. Det er dejligt, at du i dag har masser af energi; gem lidt af den til i morgen. Målet er ikke at nå så meget som muligt på én dag. Målet er at holde maskinen kørende hele vejen fra start til slut.

H. Hold tempoet

Vi har alle sammen skabe og skuffer, som er nemme at rydde op i, fordi der ikke er følelser bundet i tingene, eller teknikaliteter, vi er nødt til at være omhyggelige med at læse, inden vi beslutter, om papirer osv. skal blive eller kan smides ud; de er ikke problemet. Her er det nemt at holde kadencen, fordi vi kan bruge fornuften.

Men når du når til de bunker og hylder, der er svære, så er det SUPER vigtigt, at du ikke fortaber dig, for så kommer du ikke videre.

Hvis vi f.eks. tager babytingene eller tøjskabet, så kør ‘Behold’ og ‘Behold ikke’ som første sortering. ‘Måske’-bunker er forbudte, fordi de bare skubber beslutningen og dermed suger ekstra tid og energi, men det er ok at lave en ‘Beholde ikke’-bunke, og så bagefter sortere den i ‘Røde Kors’, ‘Smid ud’ og ‘Skal sælges’. Bare du sørger for at gøre dagens punkt færdigt.

Og så er der faktisk ikke mere i det. Når først du har været alle rum igennem på den her måde, så er det muligt en gang hvert eller hvert andet år at nå hele huset igennem igen på omkring en uge, som jeg netop har gjort. Ikke mindst fordi jeg stadig bruger principperne, og ikke gør køleskab rent eller skiller tørretumbleren ad, men holder mig for øje, at jeg er i gang med en oprydning. Hvis man skal nå køkkenet på en dag (og det skal man, fordi #3), så er man nødt til at være realistisk omkring, hvor mange ekstraopgaver ud over oprydningen, man kan nå.

Og for at hylde mit eget princip om at holde det overskueligt, slutter vi med punkterne i en screenshotvenlig version:

*Vil du rydde op eller gøre rent?

*Lav en liste over samtlige rum

*Start med det nemmeste rum

*Lav en liste over opgaver i det rum, du skal igang med – og KUN det

*Sæt tid på

*Gør dagens opgave HELT færdig HVER dag

*Hold dine pauser

*Hold tempoet

M2020, uge 18

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Hentet en efterløber til cyklen, ganske gratis. Fordi sådan et aggregat ikke er noget, man lige smider i en kuvert og sender, havde jeg lagt en agent ind på DBA, så der kom en notifikation, når nogen satte en efterløber til salg. På den måde kunne jeg hele tiden følge med i, om der blev lagt én op her i nærheden. Og fordi man somme tider har lov at være heldig, blev der lagt en fin én op med overskriften ‘Foræres væk’ i køreafstand herfra. Den er nu hentet hjem og sat i stand, og vi er klar til lidt længere cykelture til sommer. 

2.

Lavet en pass-it-on og foræret min cykelstol, en kasse tegnefilm og to lamper væk. Jeg kunne godt have forsøgt at sælge det, men egentlig havde jeg bare lyst til at gøre andre lige så glade, som jeg selv blev over, at der faldt en efterløber ned i skødet på mig.

3.

Været ret konsekvent med at un-follow’e og snooze mennesker på de sociale medier, som suger min energi. 

Jeg tror, de fleste af os både følger mennesker og har venner og bekendte, som vi ikke er enige med i alt, og i nogle situationer kan det være både sundt og inspirerende at blive præsenteret for andre verdenssyn og holdninger. Men når alting er sat på spidsen, som det er lige nu, så bliver det for mig bare træls, når tonen bliver alt for rabiat. Og lige pt. tror jeg, at det er ekstra vigtigt at værne om den gode energi, man har, og ikke hælde den ned i en kloak af ligegyldige kommentarfelter og diskussioner, som i sidste ende ikke rigtigt får nogen til at ændre holdning. 

Sådan kan egenomsorg og mentalminimalisme også se ud. 

4.

Kørt oprydning og hovedrengøring af hele huset, et rum ad gangen. Alt har været ude af skabe og oppe af skuffer, og der er sorteret, smidt ud og lagt på plads på de ny-aftørrede hylder igen. 

Jeg var, som de af jer, der var med for et års tid siden ved, det hele igennem sidste år, hvor jeg tog den helt store tur med A.L.T. Denne gang var det langt, LANGT nemmere, ganske enkelt fordi jeg har meget færre ting. Men jeg har stadig været på genbrugsstationen med 8 store poser, og det siger måske lidt om, at det at holde sit hjem i kort snor, er en ongoing opgave, man aldrig bliver færdig med.

At der har været ting at smide ud/sende videre handler jo til dels om, at der er kommet nye ting til. 

Men det handler også om, at jo færre ting man har, jo nemmere bliver det at få øje på de ting, man ellers bare automatisk flytter med videre igennem årene, fordi man ikke forholder sig til dem. F.eks. har jeg denne gang smidt to brætspil ud, fordi jeg pludselig kom til at tænke på, at et 20 år gammelt spil på paratviden måske ikke er heeeelt up to speed. Jeg har smidt en lanterne ud, som var smuk, men som åd så mange batterier, at jeg for længst er holdt op med at skifte dem, og jeg har også sagt farvel til en kagedåse, som jeg, da jeg anskaffede den, ønskede mig VIRKELIG højt, og som derfor nærmest har været helllig. Men den var – kunne jeg pludselig se – bulet og skrammet, og jeg har ikke brugt den i årevis. Den slags ting får man pludselig rigtigt øje på, når alt det fyld, de tidligere har været omgivet af, er væk.

Og så er der det mentale aspekt, som betyder, at man bliver klar til at skille sig af med ting i etaper. Da jeg ryddede op sidst, gemte jeg f.eks. et babytæppe, som jeg ikke nænnede at skille mig af med. Det var jeg klar til at sende videre denne gang. Og mit tøjskab, som sidste gang var en smertefuld tur i følelsescentrifugen, fordi det primære fokus var på at skille mig af med det, jeg ikke længere kunne passe, hvilket var rædselsfuldt, så kunne jeg denne gang lave en objektiv vurdering af, hvad jeg reelt bruger og eliminere resten. Den *eneste* følelse forbundet med projektet denne gang, var glæde over at få et skab med meget mere plads og luft, og det var fedt at opleve.

Jeg har taget 1-2 rum pr. dag, fordi det har været vigtigt for mig at bevare momentum – og også at kunne overskue længden af projektet. Det betyder, at det jeg har været hele huset igennem på 5 dage, og det har lettet oprydningen af de enkelte rum en del, at jeg var helt up to speed med, hvad status var i de andre rum. At der f.eks. var blevet en hylde fri i skabet i soveværelset, som nu kunne bruges til puslespil, eller at de tomme billedrammer, jeg fandt rundt omkring (??) blev samlet i en kasse i bryggerset. Ting vandrer – specielt når man ikke bor alene – og ved at køre det hele igennem på under en uge, var det nemt at få alting samlet, grupperet og tilbage på plads.

Nu er her MEGET rarere at være, og jeg er Monica fra Friends.

7 uger inde

Tiden går.

Vi har – som de fleste andre, formoder jeg – fundet ind i en rytme, der ligner og lugter lidt af hverdag. Nogle dage synes jeg, at det er fint. Andre dage forstærker det følelsen af, at intet er som det plejer, og at udsigterne til normaltilstand er lange.

Det er svært at huske at give sig selv plads til fortsat at reagere, synes jeg. Fordi det er så uhåndgribeligt, og fordi der igen er skole og børnehave på programmet, har jeg det lidt som om, jeg burde være ovre det og køre på alle cylindre igen. På en måde er det næsten som sorgens fire faser; at nu, hvor vi er nogenlunde igennem chok og reaktion, så står vi i reparationsfasen og fordi den – trods alt – er nemmere at stå i end de to første, så kommer jeg til at synes, at jeg skal have det som jeg plejer. Og det har jeg overhovedet ikke. Bølgerne er blevet fladere, men vandet er langt fra smult, og sejlturen giver stadig søsyge. 

Men fordi der er etableret en form for genkendelig rytme, er jeg nået til et mentalt plateau, hvor den altoverskyggende følelse er kedsomhed. For når døren nu er blevet åbnet på klem, er det nemt at få øje på alt det, man har lyst til at gøre og lave, som stadig er forbudt.

Derfor har jeg kastet mig over lidt forskellige projekter ud fra devisen ‘det er nu, jeg har tid’, og det er egentlig rart. F.eks. cykler vi en del. Begge børn har rigtig godt af at øve en masse, og nu, hvor vejret de fleste dage er fint, er vi afsted næsten dagligt, fordi der ikke er bagkanter og ting, vi skal nå. Målet er, at vi på et tidspunkt kan cykle over til mine forældre, som bor ca. 8 km. herfra. I går cyklede vi 7 km. og jeg er svært imponeret over at opdage, at Frida nærmest er i tourform, nu hvor hun har fået en cykel, der ikke vejer et ton.

Jeg tester opskrifter, sørger for at holde mig up to speed med, hvad der (ikke) foregår på arbejdsmarkedet, og reserverer bøger i hobetal på biblioteket, som jeg savner med en inderlighed, der er en undvegen ekskæreste værdig. Og når jeg igen får mails fra Lønmodtagernes Garantifond, om noget nyt, der skal eftersendes dokumentation på, så forsøger jeg at glæde mig over, at jeg trods alt ikke skal stå på hovedet i den digitale rodekasse, mens jeg passer fuldtidsjob, tirsdagsgymnastik og forældremøder.

Jeg får også ryddet op, og i dag, da jeg stod og trimmede mit tøjskab, kom jeg til at tænke på en samtale, jeg havde med en bekendt i sidste uge. Hun kommenterede på, at hun havde set mig gå i tide og utide, og jeg fortalte, at det er sådan jeg har valgt at røre mig lige nu. Det førte til en snak om fitnesscentre og træning, og fordi hun ved, at jeg tidligere har boet i fitnessdk, spurgte hun til, om ikke jeg skulle have mig en barnepige et par gange om ugen, så jeg kunne komme afsted igen. 

Det var en af de situationer, hvor man næsten får en aha-oplevelse, når man hører ordene komme ud af munden på sig selv, for mit svar var, at jeg havde brug for at gøre noget nu, der ikke er en light-version af noget, jeg har gjort tidligere. Inden børn lagde jeg 10-15 timer i et center om ugen, og selv hvis jeg hev en barnepige ind 3 aftener om ugen, ville jeg stadig sidde med en følelse af at jage noget, jeg aldrig helt kommer til at nå. Det er for oplagt af sammenligne det, jeg er og kan, med det jeg var og kunne, og for mig giver det en følelse af at altid at underpræstere, som ikke er ret fordrende for hverken livsglæde eller -kvalitet. 

Og da jeg stod og fyldte tøj i poser i dag, kom jeg til at tænke på, at det er det samme, der gør sig gældende, nu hvor jeg er på vej ind i et nyt og anderledes garderobeskab. For jeg tror, det er let at komme til at sidde fast i en tidslomme, når man får børn. Fordi man drukner i alt det, der er livet med babyer og småbørn, er man så u-up-to-speed med mode, trends og tendenser, at mange af os bare kommer til at køre videre med den frisure, vi altid har haft, og den tøjstil, vi plejede at have. Jeg tror, det er forklaringen på små rygsække og den praktiske korthårsfrisure som stadig rider ubesejret videre i generationen lige imellem min mor og mig. For mange fungerer det sikkert rigtig fint. Men det gør det ikke for mig. Jeg er ikke hende jeg var, hverken fysisk eller psykisk, og derfor føles det ubekvemt og forkert, når jeg prøver at tegne mig selv ind i de rammer, jeg havde omkring mit liv før.

Det tager lang tid at opdage de her ting, synes jeg. Og erkendelsen er nærmest bare første skridt. For én ting er at sætte sig op og opdage, at man ikke er, hvor man var, da man faldt i søvn. Men efter det følger et vakuum, fordi man ikke aner, hvor man så befinder sig nu – og hvem man er i dét landskab.

Lige nu pejler jeg efter at gå med det, der gør mig glad. Og somme tider starter dét med at opdage, at noget ikke længere gør. 

Så måske man faktisk godt kan flytte sig lidt, selvom verden omkring én står stille.