Om tavshed og trolde

For et par uger siden blev der i Jyskevestkysten trykt et læserbrev fra en mand, der mente, at kvinder ikke hørte til i “mandesport”, men derimod hjemme i køkkenet. Et tonedøvt og idiotisk læserbrev, som med 1000% garanti kun blev trykt, fordi JV vidste, at det ville give forargelseskliks.

Dén side af sagen er også irriterende; at seriøse, etablerede medier trykker den slags med forstilt uvidenhed, for de ved præcis, hvad der kommer til at ske; det er derfor, de trykker det. Og for dem er det gaven, der bliver ved med at give, fordi den skaber selvgenereret indhold, og de får mulighed for – som tilfældet var her – både at lave opfølgende artikler med Allan, (der jo er lidt ked af, at folk sådan har misforstået ham, for det var jo bare for sjov. (Haha?). Og det har da gjort indtryk med de reaktioner, han har fået, for han er ‘en følsom fyr’) og at skrive salvelsesfulde ledere om ytringsfrihed og retten til at mene noget, der går imod tidsånden.

Jeg har skrevet om det før, og jeg ville ønske, at jeg ikke blev så irriteret over det igen, men here we are.

Men det, jeg denne gang bed mærke i var, hvor få mennesker, der faktisk tog kvindernes parti i kommentarfeltet, der var én lang ørkenvandring i misogyni og hånlige ‘mAn Må dA hElLeR iKkE SiGE nOgEt mErE’-kommentarer. 

På anbefaling fra én herinde læste jeg for et par år siden bogen “Kan trold tæmmes?” om debatkulturen på internettet, og noget af det, den var omkring var, at det er nogle bestemte grupper, som den manglende monitorering og moderation af kommentarfelter skubber ud, nemlig dem, der i forvejen er på hælene, f.eks. kvinder, mennesker fra LGBTQ+-miljøet og folk af anden etnisk herkomst end dansk.

Det har jeg sidenhen tænkt meget over. For på den ene side kan jeg godt se problemet. Debatten får en uhensigtsmæssig slagside, når det kun er opponenterne og kværnulanterne, der deltager i den.

På den anden side tilhører jeg også den midtergruppe, både alders- og segmentmæssigt, der er vokset op uden internettet og har skulle lære at begå mig på det som voksen. For mig og os var det nyt, at man kunne komme til at bruge hele dage på at skændes med mennesker, man aldrig havde hverken mødt eller set, og jeg tror, vi er mange, der var ret uforberedte på internettets skyggesider. 

Derfor tror jeg, at mange af os har brugt tid på at lære, hvordan vi kan være derude, engagere os, hvor vi føler, det giver mening, og så ellers slippe det igen – for ellers kan man komme til at bruge hele efterårsferien på at skændes med Leif fra Næstved over, om man bør kunne betale sine biblioteksbøder med mobilepay.

Resultatet er blevet, at vi vender ryggen til opslag og kommentarfelter, der er ekstra sprængfarlige, fordi vi har lært, at tonen, selv på de ufarlige opslag, hurtig bliver perfid og personlig, uanset hvilke intentioner, man selv sætter sig til tastaturet med. 

(Og så har vi ikke engang rundet min sølvpapirshatsbeklædte kæphest, som er, at jeg er mere end overbevist om, at medierne selv har mennesker ansat til at piske stemninger op i kommentarfelterne. Jeg har flere gange noteret mig mistænkelige sammenfald i tid ift. at en profil er oprettet 14 dage før der udkommer en artikel om et bestemt emne, hvor profilindehaveren i kommentarfeltet mener noget helt absurd rabiat, og så har en stilling, der giver forargelsen 5 tænder ekstra. F.eks. at man under en artikel om børns mistrivsel i børnehaver går ind og skriver, at det er fordi forældre er dovne og ikke gider opdrage deres børn, og når man så kigger på den 14 dage gamle profil, er “Sofies” erhverv opgivet som ‘pædagog’. Hvis nogen har Morten Spiegelhauer på speeddial, så giv ham lige et kald).

(På forhånd tak).

Men nu nærmer vi os så (endelig) min pointe – for jeg tror måske, at vi er har nået et punkt, hvor vores manglende kommentarer faktisk bliver et indspark i debatten i kraft af deres fravær.

For hvor vi før tog virkeligheden med ud på internettet, så tror jeg, at internettet i dag er så integreret en del af vores alle sammens hverdag, at det er blevet omvendt. At vi opfatter det, vi ser online som en side af virkeligheden på lige fod med de interaktioner og situationer, vi har IRL, og derfor bliver vores cyberfravær lige så problematisk, som hvis ingen reagerer i bussen, når en kæmpespade råber: “Flyt dig, n*gger!” til en person med anden etnisk baggrund, som sidder på et sæde i bussen, hvor der ikke er flere ledige pladser.

For hvis man i et kommentarfelt under en artikel om juridisk kønsskifte hos børn udelukkende ser bemærkninger om, hvor åndssvage og over-woke forældrene til de her børn er, så er der ingen modvægt, man kan tage med ud i kantinen på sin arbejdsplads eller omklædningsrummet til svømning og læne sig op ad, hvis man mener noget andet. Og så vil der være mange, der giver op på forhånd, og så BLIVER den skævvredne version af virkeligheden, vi ser på nettet, til den, vi skaber ude i livet.

Derfor tror jeg, at det næste skridt i vores virtuelle evolution, sådan helt nede på enkeltpersonsniveau er, at vi bliver nødt til at være synlige. At vi er nødt til at tage ansvar for at andre synspunkter og holdninger end dem, Nationen bringer til bordet, til f.eks. overvægt, psykisk sygdom, misbrug og diagnoser, også repræsenteres der, hvor de læses af dem, de handler om.

For lige nu er debatten ved at blive så ensporet, at man som målgruppe for de her affaldsartikler får oplevelsen af, at man er alene. At ingen forstår eller sympatiserer. Det er SUPER problematisk, synes jeg. 

Så for at gribe i egen barm, har jeg besluttet at starte med mig selv. Jeg stempler ikke ind i hver eneste debat, og jeg mener ikke noget, bare for at mene noget. Det tænker jeg ikke er i nogens interesse. Men jeg er begyndt at kommentere, når der debateres emner, jeg synes er vigtige. Også selvom jeg med min holdning er i hvinende undertal. Min aftale med mig selv er, at jeg ikke behøver følge alle diskussioner til dørs. Jeg er ikke forpligtet til at gå ind i debatter med mennesker, der *vil* misforstå mig eller som kommunikerer uden respekt for mig eller emnet.

Men jeg vil gerne gøre mit til, at de mennesker, der i forvejen mangler allierede på stort set alle arenaer kan se, at vi faktisk er nogen, der gerne vil flytte os, lytte, tage ved lære og forstå. Vi er herude. Og det tror jeg, vi er nødt til at begynde at synliggøre.

M2022, uge 32

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg byttet mikroovn med oldefar på 95, som havde fået købt en ny og meget fin én af slagsen, der kan alt for meget. Og som kommunikerer med alt for små tal og symboler til lidt alderstegne øjne. 

Min var en old school version med to drejeskiver (Hvad hedder de?? De der hjul, man kan indstille minutter og watt på??), og den dejlige simple indstilling til livet, at du kan mikro-ovne eller du kan lade være. Det mente oldefar lidt bedre, at han kunne holde styr på, så bytte-bytte købmand, og nu er alle glade. 

2.

Er det lykkes mig at finde den éne køkkenting, det er umuligt at opdrive i genbrugsbutikker: Vandglas. De har vinglas i rigelige mængder alle steder, men udvalget af vandglas består – i Esbjergs genbrugsbutikker i hvert fald – primært reklameglas eller fingerbøl. Jeg ruller med de lidt lowball-agtige med plads til 40 cl, og jeg kan se, at dem kommer jeg til at købe fra nye. Det er ok – det kom bare bag på mig. 

Men jeg har snuset rundt og fundet dem jeg gerne vil have, så nu lægger jeg mig bare på lur og venter på, at de kommer på bud. 

3.

Har jeg grebet fat i den mest garvede af lærerne i indskolingen, fordi det er dem, der står for planlægningen af både den upcoming høstfest og den efterfølgende halloweenfest. 

For de sidste par år har jeg været ved at DØ over, hvor meget mad, der ender i skraldespanden til de arrangementer. Folk stiller med kærnemælkshorn på størrelse med underarme og æblekager nok til at brødføde mellemstore afrikanske lande, og de gør det, fordi de a) ofte er nye forældre (#indskoling) og derfor ikke aner, hvad der forventes og b) under ingen omstændigheder vil blotlægge en mobningsflanke, fordi barnet ikke har fået kage nok med.

Når arrangementerne er ovre, har maden stået fremme i 4 timer i lokaler, der er ca. 30 grader varme, og omkring 2 millioner børn har gramset på det hele. Det er der *ingen*, der vil have med hjem.

Derfor lagde jeg sidste år en reminder i min kalender i midten af august, så jeg huskede at reagere i tide, og i morges spurgte jeg så, om ikke de, når de udsender invitationen, kan give et mængde-eksempel på, hvor meget det enkelte barn skal medbringe.

For hvis vi nu alle sammen på forhånd ved, at vi bare skal have med, så det passer til 10 børn, og at alt skal serveres i smagsprøve-størrelser, så får børnene lov at stifte bekendtskab med meget mere årstids-mad, og madspildet reduceres med i hvert fald 50%.

En fugl i hånden

Bare et lille pip fra vanvidsugen: Det går ok. Tak for alle jeres fine beskeder og virtuelle omsorg; det er en gave bare at kunne lægge sig fladt ned og så blive mødt med forståelse og cyberkram. I er virkelig – stadig – de bedste.

For bare at tage tingene kronologisk, så gik mødet med skole og lærere langt bedre, end jeg havde forventet.

Som jeg skrev sidst, var det et møde for alle Antons lærere, jeg havde bedt om. Skolepsykologen lavede først et kort oplæg om autisme generelt, hvorefter jeg fik lov at snakke konkret om Anton.

Så længe man er i PPR-forløb og under udredning, har det, for os i hvert fald, udelukkende været de to primære lærere på klassen, der har siddet med til Tværsmøderne, og det giver mening et stykke ad vejen. Men i foråret var klassen hårdt ramt af vikarer for den ene af de to lærere, og det betød, at der pludselig var for mange voksne omkring ham, der ikke anede, at Anton er autist eller forstod, hvad det betyder.

Samtlige lærere deltog i mandags, og jeg havde forberedt et oplæg, hvor jeg havde gjort mig umage for hele tiden at forklare årsager, referere til teorier osv, fordi jeg oplever, at det er nemmere for folk at huske noget, de forstår logikken i, end at udenadslære 10 Ting, Der Er Svære For Børn Med Autisme. Det gik virkelig godt, og lærerne var oprigtigt interesserede og stillede 1000 gode og fine spørgsmål. Det var rart at få talt om tidshorisont og helt overordnede mål, og jeg gik derfra med den bedste fornemmelse i maven for et skoleår, jeg har haft siden han startede i 0. 

Tirsdag var lang, for det var der, vi ville få svar på prøverne fra lægen. Dem fik vi kl 16, og det var GUDskelov godt nyt. Jeg er usigelig lettet – men samtidig kan jeg også mærke, at der er noget i mig, der har ændret sig af det her. For vi var gennem et tilsvarende forløb for 15 år siden, og der var jubel og champagne, da frifindelsen kom. Denne gang er lettelsen stadig så massiv, at man kan stå på den – men den seneste uge har også givet anledning til nogle svære overvejelser om, hvad man egentlig håber for dem, man holder af. Om ens egne desperate ønsker for noget, bør veje tungere, end det, den, der lider, skal bære. Må man bede nogen kæmpe, fordi man ikke selv tror, man overlever alternativet? Og hvad gør man med børn som Anton i krisesituationer? Hvor lidt, hvor meget, hvordan? Alle de tanker har fyldt den sidste uge, og den har været lang, så det trak tårer af taknemmelighed, da jeg endelig fik at vide, at vi får lov at få mere af livet, som vi kender det nu.

Tirsdag aften var .. lang, fordi Anton slet ikke kunne overskue onsdagens første skoledag. Jeg bliver forfærdelig udfordret på, at jeg overfor ham er nødt til at udstråle og italesætte, at jeg har en forventning om, at det bliver godt – men jeg er sgu da også i tvivl. Og jeg er bange for, at han tror, han skal være tapper for min skyld, for det skal han virkelig, virkelig ikke; vi løser det, uanset hvad ‘det’ viser sig at være. Omvendt kan jeg, når jeg spørger ind, høre, at han kommer til at holde ‘gå i skole’ op imod ‘være herhjemme med dig, mor, og bygge lego og se iPad’ – hvilket jo ikke er de to valg, han står med på hånden nu. Det kan ende der, hvis ikke vi hele tiden får truffet de rigtige valg, men mit bedste skøn er, at det lige nu er udsigten til ændringen fra ferie til hverdag, der fylder mest.

Onsdag morgen forløb overraskende glat. Et enkelt frustrationsudbrud, men det var dét. Små tilfælde gjorde, at jeg fik ham afleveret helt inde i klasselokalet, hvor en enkelt anden klassekammerat havde fundet vej ind, og han virkede nogenlunde ok med situationen, da jeg gik ud ad døren. 

Og han var i STRÅLENDE humør, da jeg hentede ham om eftermiddagen, og havde selv sat en legeaftale i stand i dag, som han glæder sig til.

Jeg er for gammel i gamet til at forvente, at så var problemet bare løst. Hvis det går, som det plejer, bliver det en sej omgang på mandag, fordi lettelsen over, at de første dage er overstået, har fortaget sig, og hverdagen napper i haserne.

Den tid, den sorg.

For nu er vi igennem, og vi er ok. Det rækker mere end langt.

Brace for impact

Den kommende uge giver mig lyst til at kravle i seng og trække dynen op over hovedet. Der er så mange elementer i, der stresser mig, og jeg kan mærke at hele mit system er i forhøjet alarmberedskab. Som et ekstra fedt feature er det alt sammen ting, jeg ikke kan lade mig mærke med, hvilket jo heldigvis er smadder nemt. 

Et af mine allerbedste mennesker skal til lægen og have svar på nogle prøver. Og der *er* grund til optimisme. Rigtig meget peger i den rigtige retning, og lægen har mest taget de her prøver for en sikkerheds skyld, hvilket jeg er taknemmelig for. Men som jeg har skrevet om før, så slog det noget i stykker i mig, da min veninde Lene fik en svulst i hjernen, som hun endte med at dø af, og da jeg i forvejen altid har været lidt en struds med sygdom, kan jeg næsten ikke trække vejret i sådan noget her.

Skolen starter også igen.

Mandag skal Anton og jeg til møde med klasselæreren og den nye matematiklærer, hvor vi skal ned og se det nye lokale, finde en plads til ham og generelt snakke om, hvad der skal ske. Efter den første time sender jeg Anton ud til morfar, og derefter har jeg bedt om, at skolepsykologen laver et oplæg for de lærere, der er tilknyttet klassen om, hvad det vil sige at være autist. Hun starter, og derefter tager jeg over ift. de specifikke ting, der knytter sig til Anton.

Onsdag er der officiel skolestart, hvilket Anton næsten ikke kan være i.

Egentlig har jeg mest frygtet onsdag, men da jeg i sidste uge begyndte at forholde mig til mødet mandag, kunne jeg mærke, at alt i mig forvandledes til sand. Tungt, vådt sand. Jeg kan ikke forklare, hvor lidt jeg orker at skulle tilbage i dén mølle. Hvor jeg skal være på forkant med alt-alt-alt-ALT, hvor jeg skal insistere, stå fast og bede om møder, fordi aftaler ikke overholdes, hvor jeg skal kæmpe for hver ENESTE lillebitte håndsrækning, og hvor det kun er mig, der føler tyngden af vigtigheden af, at de mennesker, der holder Antons fremtid i hænderne, også husker at holde, hvad de lover.

Det hjælper ikke at vide, at børn som Anton er i voldsomt forhøjet risiko for at udvikle skoleværing, selvskade, angst, depressioner, som ofte er resultatet af en belastningsreaktion. Men hvad gør man? For lige med Anton er både skolen og generelle skift svære, og derfor er selve omstændighederne ved at skulle i skole igen en kæmpe udfordring for ham.

Samtidig er en af mine største og vigtigste opgaver som Antons mor at presse ham 5% ud over hans komfortzone hele tiden, fordi han ofte kan meget mere, end han selv er klar over. Og lige med ham, som kommer til at have udfordringer nok i tilværelsen, er det ekstra vigtigt, at han tilegner sig de kompetencer, han har mulighed for at udvikle, fordi det kommer til at give ham et nemmere liv. Men i forhold til skole synes jeg simpelthen, det er så svært at vurdere, hvor lidt eller meget, jeg kan puffe ham uden at komme til at brække ham midt over. No pressure, vel?

Jeg kan læse mig frem til, at de fleste autister i almene skoletilbud, skifter til specialtilbud omkring 6. klasse, og Anton skal starte i 5. nu. Og der kan være mange fordele forbundet med at komme ud til andre børn, der ligner ham, og lærere, der ved, hvad autisme er for en størrelse. Men det er jo ikke som en potteplante, man bare flytter til en anden karm. Der vil være et trivsels- og indlærings-set-back, fordi han vil komme til at bruge al ledig kapacitet på at forholde sig til skiftet og de nye rammer. Der er noget meget lavpraktisk ift. hvad vi gør med transport; skal jeg køre ham, de dage jeg kan, eller er det bedre, at det altid er taxa, fordi det så er det samme? Hvad med de tidspunkter, der ligger uden for den almene skoletid, hvor jeg arbejder? Han kan ikke lide at være alene hjemme, men skal han så sluses ind i et klubtilbud på en skole, der ligger relativt langt væk? Hvordan får jeg det til at passe med Frida? Som jo i parentes bemærket også er i gang med en udredning af en grund.

Og så er der lige den lille detalje, at jeg er ved at bygge et firma op, og derfor lige nu er nødt til at sige ja til de opgaver, der kommer, og ikke bare dem, der passer godt, rent tidsmæssigt. For tag over hovedet og mad på bordet er jo også rart nok at have.

Jeg har det, som om hele verden sidder på mit bryst.

Jeg ved ikke, hvor meget jeg kommer til at være herude den næste uge. Måske bliver det rart med lidt virtuel afledning, måske er jeg bare nødt til at trække mig ind i min skal. Jeg ved det ikke endnu.

Jeg håber, at jeres uge byder på indhold i den lidt lettere ende.

M2022, uge 31

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg haft lyst til at gifte mig med min wok. Jeg har så OPTUR over at have fundet en måde at gen-integrere wokmad i mit liv på, hvor det stadig er overskueligt.

 I fald andre end mig kunne have gavn af den lavpraktiske tilgang, er her, hvad jeg har gjort: 

*Jeg lavede en tredobbeltportion af de her kødboller og frøs dem ned i portioner af 4.

*Jeg frøs kyllingebrystfileter (købt på dato) ned enkeltvis; de kan skæres papirtyndt, hvis man skærer dem, mens de stadig er let frosne. 

*Jeg kogte en ordentlig grydefuld ris og frøs det ned i bægre á 1 dl.

*Jeg ristede en hel pose sesam på panden og smed det i et glas. 

*Jeg strimlede en spidskål med min nye skræller, som jeg ikke kan forklare, hvor glad jeg er for.

*Og endelig købte jeg en god håndfuld asiatiske saucer (bare dem fra Santa Maria).

På dagen hiver jeg så bare forårsløg, rødløg, gulerod, peberfrugt eller hvad jeg nu lige synes passer ud ad køleskabet, strimler det og lynsteger. Ris og kødboller er frosset ned i så små portioner, at de kan tø op på et par timer på bordet, så det kræver stort set ingen planlægning, og det betyder, at jeg kan lave mad til mig selv på ca. 10 minutter. 

2.

Fik jeg et fantastisk tip i sidste uges kommentarfelt ift. rondeller af stof, nemlig at koge dem i en gryde med blå Biotex.

Jeg tror, de fleste af os efterhånden meget sjældent kogevasker tøj, så det her tip er genialt; særligt, hvis man er flere i en husstand, der deles om stof-rondellerne, og hygiejnen derfor er ekstra vigtig. 

3.

Har jeg stået så fast på, at jeg ikke er blevet ordentligt informeret i forbindelse med et køb, at 3 voksne mænd bakkede ned og byttede de to iPads, jeg har købt, selvom de lagde ud med, at de ‘ikke byttede Appleprodukter, når først de er taget i brug’.

Det lyder som humblebrag, og som om, jeg forsøger at få formidlet, at jeg er en hård nyser. Det er jeg ikke, når det kommer til at returnere varer, for jeg føler mig altid .. nærig, tror jeg? når jeg gør det. Jeg har også selv stået så meget i forretning, at jeg *præcis* ved, hvor belastende kunder kan være. 

Men jeg har truffet en beslutning om, at jeg gør det, selvom jeg hader det, når jeg synes, det giver mening. Når lyskæder til udendørs brug f.eks. kun kan holde ét år, selvom de reelt kun hænger ude 4 uger, og halvdelen af pærerne så er døde, når man finder dem frem året efter. 

Eller når jeg, som det var tilfældet her, synes, at den information, jeg har fået, har været så mangelfuld, at det er urimeligt.

Som sagt har jeg købt en ny iPad til hvert af børnene. Det var ingen luksus; dem, de havde, var begge over 8 år gamle, og de bruger dem meget. Jeg valgte – i samråd med sælger – en model med 256 GB, hvilket er den største, man kan få, fordi jeg gerne vil være sikker på, at der er hukommelse nok til, at de kan trække de spil, børnene gerne vil spille. Det er ekstra vigtigt her i huset, fordi Anton (som, til de af jer, der ikke ved det, er autist) har den med i skole og bruger den, når han holder pause. 

Da jeg kom hjem med dem, var der ingen slæde til SIM-kort i, hvilket betød, at jeg ikke kunne flytte det mobile bredbånd, jeg havde i de gamle, over i de nye. Men fordi de gamle var, well, gamle, tænkte jeg, at det måtte være fordi, der i mellemtiden var kommet en virtuel løsning.

(Når vi er sammen, kan børnene bare hoppe på det netværk, jeg har på min telefon, men jeg er ikke med overalt.)

Jeg ringede til YouSee – og talte i halvanden time med fire forskellige mennesker, fordi ingen faktisk lige var helt sikre på, om modellen og generationen understøttede eSim. Det endte med, at de fandt ud af den gjorde. De sendte mig en QR-kode, jeg skulle scanne – og den virkede ikke. Jeg ringede igen. Jeg snakkede med to andre medarbejdere. De sendte en ny kode. Den virkede heller ikke. Jeg talte med dem igen, de fejlmeldte den, jeg fik en ny kode, som – du gættede det – heller ikke virkede, hvorefter jeg fik en mail om, at min sag nu var sendt videre til en Übertekniker, og at de ikke vidste, hvor længe det ville tage. 

Her begyndte jeg at svede rigtigt. For Anton er i forvejen RIGELIGT presset over at skulle i skole, og fordi simkortet i den gamle *er* lukket ned, og det nye ikke virker, står han til ikke at have en iPad at tage med, hvilket er *endnu* mere nødvendigt i starten, hvor alt er nyt, og han er *ekstra* mast.

Derfor kørte jeg ud i butikken, hvor jeg havde købt de to iPads, og bad dem om, mod betaling, at hjælpe mig med at sætte eSim op. 

“Nå, haha, men det kan man ikke på den model der.”

Og så blev jeg simpelthen så gal, at jeg helt glemte, at jeg hader at være Den Dumme, Nærige Kunde.

De endte med at bytte dem begge to, men det tog 2 timer at få alle formalia i orden, og det var helt *utrolig* ubehageligt. Men fordi de selv – to gange – lige måtte tjekke, om de havde ret i det, de sagde, stod jeg fast på, at det her var så vigtig en detalje, som de ikke havde informeret mig om, at jeg ikke ville give mig.

Jeg kommer ikke til at modtage venneanmodninger fra nogle af dem på facebook, men det er ok. Selvom jeg stod overfor 3 granvoksne mænd, der alle sammen helt tydeligt syntes, at jeg var sur og urimelig, og jeg svedte og mine hænder og min stemme rystede, så stod jeg fast, og derfor har vi nu to nye iPads, der faktisk er brugbare, og jeg er inderligt stolt af mig selv. 

3.

Er vi i gang med den sidste ferieuge. Derfor har jeg bladret køleskab, fryser, snackkurv og madskab igennem og gjort plads til hverdagen igen. Og altså: Det er jo ikke fordi juicebrikkerne rådner, eller kiksene bliver radioaktive, når børnene starter i skole, men jeg ved fra de andre år, at vi glemmer at få dem brugt, når først det hele ruller, så vi har holdt picnic i skoven og været selvkørende i Legoland.

Samtidig har jeg forsøgt at få tømt grøntsagsskuffen for det, jeg ikke har fået brugt til wok-mad, og resultatet af det, blev en virkelig god pastasauce. 

Jeg smed løg, hvidløg, chili, peberfrugter, gulerødder og tomater i et ildfast fad, hældte olie over og gav det 40 minutter ved 200 grader (slukkede for ovnen efter 35 min, fordi #elpriser), ristede en rest mandler hårdt på panden, og blendede hele herligheden med en skive brød, silketofu, en rest mozzarella, lidt pikantost og bunden af et pestoglas. Jeg smagte til med balsamico, sherryeddike, salt, peber, chili og sukker, og det blev fuldstændig forrygende.

4.

Er vi igennem juli, og vores elforbrug endte på 200 kWh, mod 244 sidste år. 

Som jeg nævnte i sidste måned, ligger vores grundforbrug på ca. 220 kWh pr. måned, og man kunne have forventet, at ferien havde givet en mere synlig besparelse. Men jeg kan se, at det øgede elforbrug, det giver at vaske tøj osv. inden man tager afsted, og når man kommer hjem igen, faktisk ender med at skubbe forbruger så meget op, at man reelt ikke sparer ret meget ved ikke at være hjemme.

Men vi er stadig under det niveau, vi holdt sidste år, hvor vi også var afsted, og det er jeg godt tilfreds med.

I øvrigt:

*Var vi forleden en tur i Blåvand, hvor min familie kom meget, da jeg var barn. Jeg husker det som dejlige ferier med badeture til stranden og aftenture efter is. Der var også store sommerhuse og tyske turister dengang, men der var en sommervibe af god tid, falmede shorts og forvaskede t-shirts, som inspirerede til at slappe af. Nu? Not so much. Jeg vil tro, at min puls lå på lige omkring 340 efter 10 minutter deroppe; det var SKRÆKKELIGT. Jeg tror aldrig, jeg har set så mange mennesker i hele mit liv. Alt, hvad der var af lokale butikker dengang, var forvandlet til Only, Skoringen og Meny, og stranden var nogenlunde ligeså øde, som Strøget lørdag formiddag. Det er blevet en slags storbyferie-sted, men uden noget at se, og jeg ville blive ringet op af min bank på andendagen med spørgsmål til de 17 posteringer fra vin-forretningen, hvis jeg endte i et sommerhus deroppe.

*Er jeg i gang med en virkelig god bog. ‘Midnatsbiblioteket’. Plottet er, at en kvinde forsøger at begå selvmord, men i stedet for at dø, vågner hun i et bibliotek, hvor alle bøger er liv, hun kunne have levet, hvis hun havde truffet andre valg. Ikke bare de store beslutninger, men også de små. Hver gang hun vælger en bog, får hun lov at træde ind i det liv, den handler om og være der, til hun oplever fortrydelse, hvilket sender hende tilbage til biblioteket. Stor ros til bogen for ikke at forfalde til at give forklaringer på alt, hvad hun undrer sig over i de liv, hun hopper ind i og for at gøre det mere nuanceret end bare lykken-er-hverken-succes-børn-ægteskab-eller-penge. Det er Sliding Doors tilsat kvantefysik og En Shopaholics Bekendelser, og jeg synes, den er virkelig god.

*Har jeg lyst til, at vi indfører bare en lille smule selvjustits ift. hvem vi inviterer til at like vores sider på fb. Jeg er all for at støtte mine venner, og jeg ønsker dem al succes i verden – men måske vi kunne aftale, at du, når fb spørger, hvem du vil invitere til at like din nye side, lige vurderer, om det virkelig er relevant for ALLE at følge med i ændringer i åbningstiderne i dit nye fitnesscenter i Nakskov, eller hvornår du kører rabat på samtaleterapi i din klinik på Bornholm. 

*Vil jeg, når det er sagt, dog gerne understrege, at jeg synes, man skal mase på ALLE de steder, hvor der kan være en potentiel mulighed for vækst. Jeg stopper f.eks., helt uden skam, mit visitkort ned i halsen på sagsbehandlerne på både a-kassen og jobcenteret, når jeg som supplerende dagpenge-modtager er indkaldt til møde. De virker mere overraskede end de burde være, taget i betragtning af, hvor ivrigt de understreger, at jeg skal være ‘aktivt opsøgende’…

*Er det godt, at der kommer flere og flere opgaver, for vi ved alle sammen, at det er bedst, at jeg ikke har for meget tid på hænderne. I går kom jeg f.eks. på Miljøministeriets facebookside op at skændes med en lærer om vandingshuller til padder. Ffs.

*Bøvler Frida ikke med sproget på samme måde som Anton, men ind imellem får hun alligevel nogle udtryk galt i halsen. Efter at vi for nogle uger siden havde en lille samtale om den ideelle korrelation mellem smertepåvirkning og reaktion, er hun, når jeg løfter det ene øjenbryn, begyndt at lave jazzhands, mens hun med cirkusstemme hvisker: “…*Dramagisk*..!” Det hedder det fra nu af. 

*Har vi være meget i diverse svømmehaller denne sommer, og jeg vil gerne have lov at fremsætte den påstand, at livreddere meget ofte bare er aqua-parkeringsvagter. Slap af, Poul.

*Kører vi dagligt forbi en mark, hvorpå der står ca. 25 køer og 1 hest. Én. Hver gang vi passerer, kigger jeg på den, og det kan være mig, der overfortolker, men jeg bilder mig ind, at den altid har et udtryk af mild forbløffelse i ansigtet.

*Siger jeg ikke, at jeg glæder mig til børnene skal i skole igen. Jeg siger bare, at jeg er ved at være klar til 3 minutter uden “Prøv at se, mor! Se! Kig!”

M2022, uge 30

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg prøvet at købe 25 stof-rondeller for at se, om de opfører sig anderledes end de strikkede, jeg har.

Jeg har nævnt de strikkede rondeller før, og de har nu holdt fanen højt i 25 måneder, hvilket betyder, at jeg har skånet miljøet for 45 pakker almindelige vatrondeller.

Så langt, så godt. 

Men i takt med, at de bliver slidte af brug og vask, suger bomuldsgarnet bedre og bedre – og det betyder, at jeg bruger mere og mere af de forskellige renseprodukter, jeg anvender dem til. Jeg har aldrig fået det til at fungere med eyemakeup-remover i væskeform, men har været nødt til at bruge dem, der har konsistens som lotion, og det er der for så vidt ikke noget galt i.

Problemet er, at hvor du ikke kan sparke dig frem for de helt flydende makeupfjernere, når du er ude at handle, så er der væsentligt længere mellem de butikker, der har et lotion-alternativ på hylden. Og jeg vil gerne væk fra at have produkter, hvor jeg KUN kan bruge det, en bestemt kæde forhandler, for det giver ekstra kørsel, samt begrænsede muligheder for at købe på tilbud – og så giver det ofte anledning til impulskøb, for ‘nu hvor jeg alligevel er her..’

Men nu har jeg i en håndarbejdsgruppe købt 25 stofrondeller for at teste, om de er bedre. Jeg bad om nogle, der bare var syet af rester, så nu er mit aftenafrensningsritual diffet op med camouflage, pelikaner og noget, jeg tror er Marvel-helte.

2.

Har jeg opdaget, hvor godt HELT almindelige tebreve i koldt vand eller dansk vand er. Og her føler jeg mig faktisk lidt som en idiot, for jeg er én af dem, der er hoppet i fælden og har købt særlige tebreve til koldt vand.

Big mistake. Big. Huge. 

De almindelige er MEGET bedre. De afgiver væsentligt mindre farve og aroma end de Ganske Særlige (jeg gider ikke, når det smager af saftevand), og til min store overraskelse kan man pludselig smage mange af de ingredienser, pakkerne hævder, at teerne indeholder, men som – i hvert fald i min mund – forsvinder ved 90 grader.

Jeg har indtil videre kun set opskrifter på iste, der angav, at teen skulle laves fra bunden og herfra køles af, hvilket jeg ikke har tålmodighed til, og derfor aldrig har gjort. Men det her? Dét er godt – og så får jeg drukket noget af al den gode te, der ellers bare står i skabet her i sommermånederne og taber smag. 

3.

Har jeg købt en pakke bleposer i Rema (5 kr. for 3 ruller à 15 stk.)

Når vi er på tur, har jeg altid en pose med til affald, og fordi både poser og ruller her er helt små, passer de PERFEKT i tasken, og man spilder ikke en almindelig affaldspose på et æbleskrog, en halvtom juicebrik og indpakningen fra en kiks.

PS: Til de nye, der kigger indenfor: Hvis man gerne vil prikkes på skulderen, når der er nye indlæg på bloggen, kan man like bloggens fb-side. Her poster jeg et heads up, når der er nyt, og det er det eneste, siden bruges til.

Blandede (og lidt trætte) bolcher

Om lige præcis to uger er vi tilbage i hamsterhjulet. Eller. Det er “vi” jo egentlig ikke, fordi jeg nu er selvstændig, men skolen starter igen, så vi er tilbage i rutiner og hverdag, og det har jeg det blandet med.

På plussiden trænger jeg til at kunne fokusere 100% på firmaopstart, og jeg savner at snakke med alle mine gode mennesker. Jeg er ferie-slidt af at forsøge at holde balancen mellem et barn, der gerne bare vil være hjemme og sammen med mig, og et der spørger 6254 gange i timen, hvad vi skal nu/om lidt/i eftermiddag/i morgen, og som selv er *fuld* af gode ideer. Det er ikke blevet nemmere af, at vejret har været enten hedebølge eller ultimo-oktober, for naturen og aktiviteter udenfor har altid fungeret godt som kompromis, og det er bare sjovere, når det er tørt og 24 grader.

Samtidig er økonomien en udfordring, fordi jeg er på supplerende dagpenge, og derfor ikke bare kan fylde på med aktiviteter, der koster, hvor børnene lige kan underholde sig selv et par timer.

Og så føles det – stadig og igen – SÅ åndssvagt, og som spild af både min og andres tid, at jeg skal søge to jobs om ugen, job-logge og løbe til møder, når vi alle sammen ved, at det ville være både urimeligt og meningsløst, hvis jeg tog pladsen fra en anden kandidat.

Så jeg er træt, for bare at sige det, som det er. Træt af at mægle, at blive snakket til og afbrudt konstant, at blive vækket, af at tjekke jobnet og at skulle finde ud af, hvordan man laver en faktura, henter og sender Tro & Love-erklæringer, hvordan man får brugernes bevillinger og hvad den administrative forskel på en opgave i jobcenter-regi og på et hospital er efter kl 20, når Frida er puttet.

Omvendt savner jeg ikke madpakkerne og at skulle tale skolen op for Anton, som synes, det er en svær setting at være i. Det føles somme tider som at være cheerleader 24/7, og det kan godt være lidt sejt de dage, man selv har svært ved at bevare optimismen. 

Sidst men ikke mindst i den mugne kategori, er jeg mere presset over, at min udredning først ligger i december, end jeg havde troet, jeg ville være. Jeg havde forventet, at det ville være ligegyldigt; at 5 måneder ikke føles som noget særligt, når man har gået med noget 45 år.

Men jeg har det nærmest modsat, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg selv forstår hvorfor. Det nærmeste, jeg kommer et svar, når jeg graver, er, at det føles som at opdage, at jeg har svømmet hele mit liv, mens mange andre har sejlet, og nu er der nogen, der står i horisonten og vifter med en redningskrans, og pludselig kan jeg mærke, hvor træt jeg er.

Eller måske er det fordi, de ting, der driller, pludselig fylder dobbelt så meget, fordi jeg hele tiden er nødt til at dobbeltjustere mine tanker. Før i tiden bed jeg bare tænderne sammen og gjorde det, når noget var svært eller uoverskueligt. Nu konstaterer jeg, at det er svært – så tilbyder min hjerne en mulig forklaring – og så skal jeg indskyde et forbehold. For jeg ved jo ikke, om det er ADHD. Det får tingene til at fylde mere, end de gjorde før, og giver en minitur i den emotionelle rutchebane, hver eneste gang, det sker.

Men nu lyder det som om, det hele er én lang røvtur – og det er det ikke. For det *er* rart at have tid sammen, som vi selv kan udfylde. Ingen madpakker, ingen tidlige morgener og muligheden for at gøre alt i vores eget tempo. De mange uger er en luksus, der giver mulighed for at tune HELT ud, og det gør meget godt for os alle 3.

Opgaverne begynder også at tikke ind, og jeg kan. ikke. forklare, hvor fedt det er at være herre over egen tid. Tilfredsstillelsen ved at tage imod en opgave, udføre den, efterbehandle og hele vejen igennem selv at have hænderne på den, er ubeskrivelig. Jeg ejer min egen tid, jeg sammensætter mit eget skema, jeg sætter selv barren, jeg kan fokusere på det, der giver mening, og jeg skal ikke bruge tid på at undskylde/reparere/forklare/begrunde arbejdsgange og fejl, jeg ikke selv har besluttet, begået eller forvoldt. Det giver mig så intens arbejdsglæde, at jeg har det som om, jeg er nyuddannet igen.

Så lidt en blandet landhandel på humørsiden her for tiden. Det bliver interessant at kigge tilbage på, når vi går på ferie til næste år.

Jeg håber, at I hænger i derude i sommerlandet – uanset hvordan livet og dagene tegner sig for jer.

M2022, uge 29

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg indberettet ‘et problem’ til Apple Support og til min gigantiske overraskelse fået mine 450 kr. igen. 

Jeg købte for en måned siden en kørebogsapp, Milage Book, der burde kunne sync’e op med mit regnskabsprogram. I går testede jeg den så for første gang, og den virkede ikke. Den så ud til at tracke fint, mens jeg kørte, men da jeg ville dobbelttjekke i aftes (fordi – say it with me – tillid er godt, men kontrol er bedre), var der ingenting logget.

Den crashede 5 gange, mens jeg sad med den, ville ingenting, og jeg blev sgu sur. For til 450 kr. synes jeg faktisk godt, det må virke. Så jeg indberettede problemet, mest for min egen sjælefreds skyld, og havde nær tabt min kaffekop, da jeg efter 18 timer fik mail om, at værsgo; her er dine penge retur.

(Er der nogen, der bruger Billy-regnskabsprogrammet, der kan anbefale en anden?)

2.
Har jeg købt et brugt mandolinjern og forespurgt på den opbevaringsbeholder, der hedder ‘The Salat Bar’ i en stor, lokal fb-gruppe, jeg er med i.

For et par uger siden var vi på Street Food, hvor der er kommet en lille vietnamesisk stand, og jeg bestilte en omgang Pho Xao, der nærmest satte ild til mit savn efter wokmad, som jeg levede af, inden jeg fik børn. 

Jeg har selverkendelse nok til at vide, at den afgørende faktor ift. om jeg får wokket eller ej, er, om jeg kan gøre det nemt nok til, at det også kan lade sig gøre de dage, hvor tiden er lidt knap. For ligeså hyggeligt det kan være at stå og snitte kål og forårsløg, når man har tid, ligeså gennemført skrækkeligt er det, når man har travlt. 

Derfor besluttede jeg, at et mandolinjern, en skræller af den gamle slags (som jeg først nu lærer, at folk skærer kål med. Altså, hvad fanden? Har I tavshedspligt eller hvad!?!) og en måde at opbevare grønt på, så man kan skære mere ad gangen, uden at det bliver tørt og træls, måtte være basics. Jeg brugte et par uger på sondere terrænet og fandt et mandolinjern til 50 kr. på Marketplace, samt en skræller på bud til 70 kr. (I aftes testede jeg den så for første gang, skrælleren, og vi sender thoughts and prayers til de to af mine fingre, som næsten røg i processen).

Salatbaren så virkelig, virkelig smart ud, og jeg havde *næsten* købt en, da jeg tænkte, at man måske lige skulle forsøge at få en ærlig brugervurdering. Og det var godt, jeg gjorde det, for ALLE var enige om, at den er god og smart – men at den tager ALT for meget plads i køleskabet. Da jeg i forvejen bøvler lidt med mangel på hyldeplads, afgjorde det sagen, og løsningen er i stedet blevet at nøjes med at preppe det grønne, der godt kan stå et par dage uden at blive træls, og så skære resten på dagen. 

3.

Har jeg haft fat i en gammel kollega fra fdk, fordi jeg vidste, at han havde noget træningsudstyr til at stå. 

At være selvstændig giver en lille smule mere luft i hverdagen, og jeg vil forfærdelig gerne i gang med at træne igen. Men der ligger ikke lige fitnesscentre rundt om hjørnet, hvor jeg bor, og det er for dyrt at tage chancen ift. om der bliver tid til både at køre frem og tilbage og at træne. 

Derfor har jeg gravet nogle af mine gamle træningsvideoer frem, og så er første test, om jeg kan få smidt en time ind herhjemme, to gange om ugen. Lykkes det, kan vi genåbne sagen.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at udstyret er nødt til at være nogenlunde i orden, hvis jeg skal i gang; ellers bliver jeg hidsig. Og en ny stang med vægte løber op i små 1000 kr. Derfor slidede jeg i dm’eren til min kammerat, og nu har jeg hentet et komplet sæt, så jeg gratis kan prøve, om indsatsen står mål med intentionerne.

Om sofaer, venner og kunsten at justere

Det her startede som et svar til dig, Kristina, som i kommentarfeltet til sidste indlæg spurgte, om jeg ville prøve at skrive lidt mere om det med at gro, der hvor man er plantet, i stedet for at jagte de perfekte vækstbetingelser, for “Jeg stiller store krav til mine medmennesker – og jeg bliver skuffet gang på gang.”

Som så ofte før, blev det langt og undervejs fik jeg lyst til at hive det ud på selve siden, i tilfælde af, at andre har tanker og synspunkter, de vil byde ind med.

Som jeg kort nævnte i sidste indlæg, så føles det somme tider som om, noget for mig samler sig i et tema; en slags ‘lektie’ i at ændre på noget, der jævnligt skaber frustration, og som jeg pludselig får øje på i både relationer og i min generelle tilgang til hverdag og verden.

Og jeg genkender præcis, hvad du skriver, Kristina. Du lyder faktisk som en 10 år yngre version af mig her, for hold KÆFT, hvor har jeg også været skuffet over folk. Både dem helt tæt på og dem helt ude. Det bliver jeg stadig – ligesom jeg også stadig kan komme til at ophøje begivenheder til noget, der skal være Perfekt for at have værdi.

Ikke, at det her nogensinde har været en hemmelighed for mig selv. Jeg har altid vidst, at jeg har en tendens til at være kompromisløs; at jeg stiller høje krav til min omverden, og at mine frustrationer ofte handler om, at jeg giver mere end jeg egentlig kan undvære. For det er jo der, frustrationerne opstår; når en relation bliver skæv i indsats og forventninger.

Og man bliver ikke 40+ uden at have lært, at det er spildte, gode kræfter at forsøge at ændre på andre mennesker. 

Så hvordan slipper man det mindset uden at det kommer til at føles som om, man bare resignerer og lader sig nøje?

For mig har det handlet meget om at lære at placere relationerne og mine forventninger til dem det rigtige sted. For jeg har opdaget, at jeg i årevis – altid? – har delt folk op i to grupper: Dem, jeg har lukket ind og dem, jeg ikke har et forhold til. Og dem, jeg har lukket ind, har jeg haft en tendens til at opfatte som én stor gruppe, selvom mit fortrolighedsniveau med de mennesker, der udgør gruppen, variererer.

I overført betydning står folk enten helt inde i min stue eller er tilfældige forbipasserende på gaden.

Og her har der for mig været meget læring i at tænke over, om de egentlig alle sammen skal sidde i sofaen – eller om nogle af dem måske hører til i entreen, i indkørslen eller helt ude i haven.

Det kan komme til at lyde som nid og straf. At man, hvis ikke man lever op til mine tårnhøje forventninger, bliver lagt på is. Det er slet ikke sådan, jeg selv tænker det. For mig handler det om at justere relationen, så vi investerer det samme i den, og bruger den til nogenlunde det samme. 

For det kan godt ske, at jeg skidegodt kan lide en mor til et barn i Fridas klasse, og at jeg synes, det har karakter af et venskab, når vi drikker kaffe, mens pigerne leger. Men det er det ikke. Ikke sammenlignet med de venskaber vi begge har med mennesker, vi har mere historie og tættere bånd med. Og derfor skal forventningerne til dén her relation (selvfølgelig) nedjusteres.

Det ser meget oplagt ud, når man skriver det, men det har taget mig lang tid at få øje på, hvad det egentlig er, der sker.

For mig startede det med, at jeg begyndte at bemærke, hvor mange begrænsninger, jeg fik sat for mig selv ved altid at låse mig fast på, at bestemte begivenheder skulle være perfekte for at kunne bruges. Den nylige månevandring på Møn er et godt eksempel. For for 5 år siden ville der have været tusinde ting, der kunne have ødelagt oplevelsen for mig. Tænk, hvis det regner. Eller jeg har de forkerte sko med. Eller har hovedpine. Eller ikke kan koncentrere mig om at meditere, fordi jeg skal tisse. Hvad hvis jeg har for lidt tøj på? Eller for meget? Eller hende, der står for det, er en af de alternative typer, der får *alt* til at stritte på mig? Eller, eller, eller.

Bemærk venligst, at der ikke er et *eneste* punkt, der har afgørende betydning for, om begivenheden kan gennemføres. Der er ikke noget ‘tænk, hvis bilen går i stykker på vej derover’ eller ‘bare jeg ikke vrikker rundt eller brækker flere tæer, så jeg ikke kan gå’ på listen

Der er altså ingen reelle katastrofescenarier i overvejelserne; de går alle sammen bare på ting, der potentielt kan påvirke oplevelsen i negativ retning.

Da dét begrænsningsfilter først var blevet tydeligt for mig, blev det også indlysende, hvor meget læring og udbytte, jeg med den alt-eller-intet tilgang går glip af, og derfor begyndte jeg langsomt at øve mig i at tænke: “Hvad kan jeg få med under *de* her betingelser?” når noget ikke var, som jeg havde tænkt eller håbet. 

Derfra var der egentlig ikke så langt til at begynde at betragte de mennesker, jeg har omkring mig på samme måde.

Men én ting er at have gjort sig tanker om, hvordan noget kan gribes an. Noget andet er at føre det konkret ud i livet. For hvordan pokker går man fra at være skuffet og frustreret, til at tage, hvad man kan bruge, og lade resten ligge?

I mit tilfælde forestiller jeg mig, helt konkret, at jeg flytter de mennesker, jeg gerne vil bevare en relation til, men som jeg oplever investerer mindre end mig, en cirkel ud. Igen: Ikke som straf, men som en måde at beholde dem i mit liv på. For hvis jeg ikke gør, dør relationen alligevel, fordi man over tid gror det, der på godt dansk hedder resentment mod mennesker, man igen og igen bliver skuffet over. Og det er ret vigtigt for mig at slå helt fast, at jeg godt ved, at det primære problem er mig; at mit relations-net er for grovmasket. Jeg får ikke placeret folk det rigtige sted fra starten, og derfor er jeg nødt til at relokere dem efter et stykke tid, og fasen op til dén manøvre, indebærer stadig skuffelse og frustration. Det er nok svært at undgå, men jeg oplever, at min sorteringsproces efterhånden går hurtigere, og at skuffelsesfasen dermed bliver knap så lang.

Til gengæld føler jeg, at det, jeg arbejder med her, har gjort mig bedre til at være klar i spyttet i de nære relationer, fordi sorteringen også gør det mere klart, hvem jeg gerne vil dele sofa med. De relationer kan bære mere, og her er jeg ikke bange for at give en verbal røvfuld, hvis jeg synes, indsatsen er for slap – hvilket jeg kun kan gøre, fordi jeg ved, at de ville gøre det samme den anden vej. At tage de svære samtaler er også en måde at passe på venskaber på.

Jeg oplever også, at jeg hurtigere opdager breadcrumbing, når jeg bliver udsat for det. Altså, de relationer, som i lang tid virker gode og værdifulde, men hvor man efter et stykke tid begynder at bemærke, at mens man selv prioriterer den anden person, så tapper denne kun lige nok ind til, at man ikke går sin vej. De fleste kender nok mest den adfærd fra datinglivet, men den lever også i bedste velgående på de sociale og faglige arenaer, hvor man på en eller anden måde repræsenterer noget, den anden kan bruge. Det kunne tidligere tage mig lang tid at opdage, men fordi jeg nu er begyndt at forholde mig konkret til, hvor på den metaforiske matrikel folk hører til, bliver mangelfuld indsats også meget hurtigt meget tydlig.

Så altså. Skåret ind til benet er jeg nok bare blevet så gammel, at det begynder at gå op for mig, at man må overgive sig til livet på livets betingelser og *gøre* det meningsfuldt, uanset hvad form det kommer i, hvis ikke man vil ende med at sidde alene og marinere i skuffelse og bristede forventninger. For mig føles det meget meningsfuldt at arbejde med, og det er jo altid et godt udgangspunkt for at blive ved med at gøre det. 

Det blev langt. Igen igen igen igen. Og det er et af de indlæg, hvor jeg, mens jeg trykker ‘Post’, er i tvivl om, om det giver mening for andre end mig. Men alle input er velkomne i kommentarfeltet, og om ikke andet håber jeg, at du, Kristina, føler, at det var en form for svar.