M2025, uge 48
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg købt og pyntet vores første, kunstige juletræ.
(- sammen med mine børn, hvilket fik mig til at spekulere på, hvad jeg egentlig har gjort af min bideskinne?)
Jeg har været rundt i fysiske butikker for at kigge på de modeller, I anbefalede tilbage i oktober, og af mange forskellige grunde (herunder prisen på fragt. Seriøst: 300 kr. for en fragtmand og ingen alternativer? Styr jer, Jem & Fix) endte jeg med et fra Plantorama.
Det er simpelthen så fint, for selvom man godt kan se, at det ikke er et ægte grantræ, så er det pænt og tæt, og den grønne farve ligner ikke noget, et surt neonskilt har kastet op.
Jeg ville bare skrive det på listen, så I ved, at jeg bruger jeres kommentarer, når jeg stiller et spørgsmål, og I bruger tid på at svare.
2.
Har jeg fundet en løbeklub til Anton, som han har indvilliget i at prøve at starte i efter jul.
Vi har snakket om det længe, for han har altid været glad for at bevæge sig, men mange typer af sport forudsætter, at man vil spille på hold og/eller ikke bliver skør af akustikken i en sal.
Dertil kommer, at det er, som om breddeidrætten somme tider glemmer, at man som barn også godt kan have lyst til bare at dyrke en sport på motionsplan. Anton var glad for taekwondo, men efter 2 år var det ikke længere muligt at deltage i træningen, uden at skulle kæmpe mod skiftende modstandere hver gang. Frida, som har gået til svømning, siden hun var 5, stoppede i sommer, fordi træningen simpelthen blev så dødsyg, at jeg næsten faldt i søvn, når hun fortalte mig om den. Det er, som om man taber interessen for de børn, der ikke har potentiale og/eller et ønske om at træne på konkurrenceplan, i hvert fald her i byen, og det er en skam.
Men jeg er ret sikker på, at løb godt kunne fange Anton, for han er bygget som en løber, og kan løbe både virkelig langt og virkelig hurtigt, selvom han lige nu ikke løber andre steder end i pendulfart mellem sit værelse og køleskabet.
Derfor har jeg ringet rundt og fundet en klub, ikke så langt herfra, hvor de er helt klar på at tænke unge mennesker ind, der måske godt lidt kan glemme, at der er trafik og andre mennesker ude på vejene, og at man lige skal tage en tår vand, når man har løbet 10 km. på 55 minutter. I udtrådte Nikes med velcro. (Det barn, mand!)
Nå, men timingen er ikke tilfældig, for som jeg skrev for et par uger siden, har han ikke mange ønsker – men løbegear er oplagt under træet. Det er jeg ikke så ked af at smide penge efter, for selvom det skulle vise sig, at løb ikke lige er ham, så kan både sko og bluser bruges til hverdag, og tights kan bruges til idræt og under regnbukserne, når man er på fisketur med morfar.
3.
Har jeg genindført “Når der er billig strøm næste gang” som fast punkt på min ugeoversigt.
For OKAY, det er dyrt lige nu! Min regning er steget med 200 kr. på en måned, fordi vi er hoppet over på vintertarif, og jeg er nok mere opmærksom på, hvordan jeg lægger mit forbrug end så mange andre.
Jeg har genoptaget nogle af vores gamle vaner med at bruge de samme tallerkner til morgenmad og frokost, at bruge det samme glas/krus hele dagen, og at lufte det tøj, der ikke er beskidt. Jeg er Den Store Lyseslukker, og bruger lige 3 ekstra minutter på at tænke over, om jeg kan nøjes med at bruge én varmekilde til aftensmaden. F.eks. at tage pitabrødene til suppen op, så de ikke er frosne, men bare kan smides på brødristeren i stedet for i ovnen, eller at varme både rødkål og frikadeller til rugbrødsmaden i den samme ovn, som ungernes rester bliver lunet i.
Der er vintertarif på de næste mange måneder, og nogle dele af forbruget må man bare æde, at man ikke kan rykke på. Men om sengetæppet eller vinterjakken bliver vasket i dag eller om en uge betyder måske ikke så meget. Det eneste problem ved at udsætte en opgave er bare, at man, når man er mig, så meget let risikerer at glemme den.
Derfor har jeg nu et fast sted, jeg skriver opgaverne på, når jeg opdager/kommer i tanke om dem. Så ved jeg, at jeg husker at lade powerbanken og vaske bademåtten, når næste gang el-prisen tager et tiltrængt dyk.
M2025, uge 47
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har Anton haft fødselsdag.
Han er ikke den nemmeste unge mand i verden at købe gaver til, for han ønsker sig virkelig ikke meget andet end ro og sine yndlingsmennesker omkring sig – men han har en håndfuld favorit-items, som han altid kan bruge, men som prismæssigt ligger lidt over det niveau, gavegiverne og jeg ellers har aftalt.
Derfor har jeg for nogle år siden besluttet, at jeg simpelthen, helt åbent, tilbyder at betale differencen.
Det lyder måske en lille smule snyd, men det er en bedre løsning for alle: Anton får noget, han gerne vil have, giveren får lov at give ham noget, han kan bruge, og jeg slipper for at fylde skabe og skuffer med (fine) ting, han aldrig kommer til at bruge.
2.
Har jeg fundet mine julelys frem og – klog af skade – tjekket, at de virker, inden jeg hænger/sætter dem op.
Jeg har været mine 2 julekasser igennem, fordi jeg ved, at det altid er inden, jeg pynter, at jeg har lyst til at købe al julepynt i verden (og her er børnene virkelig ingen hjælp, for særligt Frida stemmer ALTID for, at vi køber 200 af hver). Men fordi man i november ofte glemmer de mange, små ekstraudgifter, december altid medfører, så er det, i hvert fald for mig, særligt her, der er penge at spare ved at have styr på, hvad jeg reelt mangler af nissehuer og kalenderlys, inden bjældeklangens sirenesang får ram på mig.
Kalendergaverne har jeg næsten styr på, så den udgift er også spredt lidt ud, og dermed mangler jeg egentlig bare det nye, kunstige træ, som jeg regner med at tilvejebringe i løbet af den kommende uge for at have styr på ud-over-julegaverne-udgifterne.
Fordi this ain’t my first rodeo ved jeg, at (brugte) julegaver og ønskesedler traditionelt deler vandene, så derfor linker jeg lige til par ældre indlæg, der er gode at genlæse.
3.
Har jeg fundet en ny yndlingsret, som er både nem, billig og hurtig at lave: Suppe med pulled chicken, ris og grøntsager.
Du skal bruge:
1) 1 liter supper (f.eks. fra Karoline)
2) 1 pakke kyllingfilet, som du har fundet i Stop Madspilds-køleren i dit lokale supermarked
3) Hakket grønt, der trænger til at blive spist
4) Ris
*
Start med at sætte risene over.
Brun kyllingen ved middelvarme i et par minutter. Tag den op af gryden, svits grøntsagerne, læg kyllingefiletterne tilbage og hæld suppen over.
Lad det simre cirka 15 minutter, hvorefter du trækker kyllingekødet i strimler med to gafler.
Smid ris i, som du synes, det passer.
*
Du kan variere retten i det uendelige ved at bruge forskellige slags suppe og grøntsager, du kan erstatte ris med pasta, og du kan supplere med toppings som f.eks. croutoner, revet ost, majs, æbletern, gulerødder osv. (Jeg prøver at tænke geografi, når jeg skal finde på her, for ‘mexicansk’ eller ‘indisk’ giver mig markant flere ideer, end ‘hvad kan man putte i tomat-/karrysuppe’).
Spiser du ikke kød, kan du tilsætte en dåse drænede bønner, eller du kan riste kikærter på panden og bruge dem som topping.
Sidste lille hack er altid at have frosne pitabrød i fryseren. Fordi de er flade, er de hurtige at tø op, og du kan dermed tilpasse antallet efter, hvor mange børn, der spiser med, og hvor meget fyld, du har i suppen.
Skoleret på vrangen
Forleden kunne man på TV2 læse, at en skole i Holbæk skal lukkes, fordi skolen, i følge kommunen, ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret korrekt prøvetilmelding, samt undervisning i tysk og musik.
Der er tale om en privat skole for specialelever, bl.a. autister og børn med skolevægring, og den sag har jeg lige et par kommentarer til.
For jeg bor ikke i Holbæk kommune, og jeg har ikke et barn med skolevægring. Men jeg har et barn med særlige behov, der går i skole, og derfor ved jeg præCIS hvor lidt hjælp og viden, der er at hente hos kommuner og fagfolk.
Da jeg sad til et Tværsmøder på Antons tidligere skole, var skolens og PPR’s – og dermed kommunens – eget FØRSTE forslag til at hjælpe ham med de udfordringer, autisme giver, at skemareducere ham
“Hvordan sørger man, helt lavpraktisk for, at den undervisning, han så ikke modtager, bliver pillet ud af eksamenspensum?”
“… altså.. ja, det kan man selvfølgelig ikke?”
“Ok. Så skal jeg bare lige forstå, hvordan det er en løsning for Anton og ikke bare for jer?”
I kan tro, vi hyggede os til de møder.
Og modsat hvad man kunne tro, så er det her ikke et indlæg om, hvor rigtigt jeg gør alting, og om hvordan verden ville være bedre, hvis bare alle gjorde som jeg.
Det er et indlæg, som skal forsøge at illustrere, HVOR lidt hjælp man får til at hjælpe sit barn, når det ikke ligner de andre i klassen.
Det er et indlæg, som skal forsøge at illustrere, at man som forælder til et barn med særlige behov bliver mødt af én lang række af fagfolk, der primært har brug for at flytte aben, eller som, helt uden konsekvenser, trækker påstande ud af den blå luft, fuldstændigt uden at have noget at underbygge dem med.
Eksempelvis sad jeg for 7 år siden til det endelige Netværksmøde på Børnepsyk., hvor alt hvad der kan kravle og gå af psykologer, skoleledere, sagsbehandlere osv. deltager, og her gjorde sygeplejersken meget ud af at forklare de tilstedeværende lærere og pædagoger, at det var vigtigt at korrigere Anton, når han talte engelsk, for – som hun sagde – ‘vi bor jo i Danmark’.
En af mine meget få superkræfter er, at jeg ikke er bange for hverken dårlig stemning eller autoriteter, så jeg stillede det spørgsmål, som ALLE fagfolk om bordet burde have stillet:
“Må jeg have lov til at spørge ind til din uddannelsesmæssige baggrund?”
*Awkward silence has entered the chat*
Hun var sygeplejerske. Hvilket jeg har al respekt i verden for. Men mig bekendt arbejder man ikke meget med sprogudvikling på dén uddannelse.
Derfor bad jeg om kildehenvisninger til den forskning eller de undersøgelser, hun byggede sine antagelser på. Dem havde hun ikke rigtigt nogle af, så jeg tilbød i stedet at sende hende et par links til nogle af de mange, mange undersøgelser, der alle sammen klart indikerer, at sprog avler sprog.
Jeg er kun mor til én autist, og derfor ved jeg af gode grunde ikke, om mine strategier ville have virket på andre, men min pointe er, at jeg KUN har haft min egen mavefornemmelse at navigere ud fra, for den “hjælp” jeg fik tilbudt, var i bedste fald mangelfuld og i værste fald skadelig.
Men jeg har taget de kampe, der har været nødvendige for at tvinge skolen til at tage ansvar for at inddrage ham, og jeg har klippet hæle, hugget tæer og dækket op, når der – igenigen – blev arrangeret volleystævner for hele skolen i gymnastiksale med akustik fra helvede og cykelture på 12 km. på veje uden cykelstier. Han har ALTID haft en bagdør, og både mine forældre og jeg har siddet i biler på parkeringspladser på alle tider af døgnet, så han kunne deltage i arrangementer, så længe, han kunne rumme det, og komme hjem, når det var nok.
Og jeg er helt på det rene med, at vi har været heldige, fordi han har haft en psyke, der har været robust nok til at klare sig igennem en folkeskole, der ved Gud aldrig har taget hensyn til børn som ham. Han har aldrig været skemareduceret, og har haft.. hvad.? 4? 5? sygedage i løbet af alle de år, han har gået i skole.
Derfor var jeg faktisk, nu hvor han er startet i 8. klasse, begyndt at sænke skuldrene lidt.
I slutningen af september var vi så til det sædvanlige forældremøde, hvor man får info om det kommende år, og det var så HER, jeg lærte, at alle de hensyn, man indtil nu har taget til eleverne på S-linjen, forsvinder.
De skal i brobygning og praktik, og have standpunktskarakterer og til eksamen på lige vilkår og i samme pensum som eleverne på almen-delen.
Den tager vi lige langsomt: De børn, der har været og stadig er skolereducerede, og som i årevis har modtaget undervisning, der 100% har taget udgangspunkt i, hvad de evner, skal fra i år vurderes på fuldstændig lige fod med neurotypiske børn, der har gået i skole fra kl. 8-14 i 9 år.
Alle; også de børn, der har invaliderende angst som regulær diagnose, skal – SKAL – have årskarakterer – for ellers kan de ikke få en afgangseksamen.
De børn, der siden 2. klasse har været ved at brække midt over af kraftanstrengelsen ved bare at være til stede i de ALLERvigtigste timer som dansk og matematik, SKAL have tysk – ellers kan de ikke få en afgangseksamen.
De børn, der har været heldige nok til at få en plads på en S-linje, og som derfor i den tid, de har gået der, har modtaget undervisning, som er tilpasset det, de formår, og som måske derfor sidder med en 5. klasses matematikbog i 8. klasse, SKAL til eksamen på samme måde og på samme vilkår, som elever på almendelen. Ellers kan de ikke få en afgangseksamen.
Og nu tænker du måske: Men det er vel også rimeligt nok, hvis de skal have et eksamensbevis?
Hertil vil jeg gerne have lov til at stille det spørgsmål, som er essensen af hele min anke mod systemet: Hvorfor skal de her børn have den samme eksamen som alle andre?
Hvis de kan, fordi de hensyn, man har taget til dem, har gjort det muligt for dem at tilegne sig det samme pensum, som alle andre? Kør! Hurra!
Men hvis ikke de kan – hvad er formålet så? At føje endnu et nederlag til listen? At stresse dem ENDNU mere de to sidste år de går i skole, så de bruger deres sparsomme ressourcer på at være bange og stressede i stedet for at tilegne sig læring?
Det bliver jo ikke det stykke papir, der gør dem i stand til at starte på CBS eller varetage et 8-16 job.
Hvad er det, man gerne vil med det her? Jeg forstår det simpelthen ikke.
Man lader dem i stikken, når man ignorerer deres udfordringer og bare moser dem igennem, til de knækker – og nu finder jeg ud af, at man OGSÅ lader dem i stikken ved at tage hensyn. For det gør dem jo nærmest bare endnu mere sårbare overfor de krav, der for alle andre har været gradvist stigende, men for dem nu er en pludselig opstået forhindring, 20 meter oppe i luften, som de selv skal finde ud af at komme over.
De børn, der går på Holbækskolen, og som om 30 dage er skolemæssige hjemløse, lyder som børn, der er blevet ødelagte af det, den danske folkeskole har udsat dem for. Og jeg kalder den nu: Om 20 år bliver det de her børn og deres lidelsesfæller, som hiver politikerne i retten og kræver en undskyldning. Og med rette. For hvad er det dog, vi med åbne øjne udsætter dem for?
De er endt på den her skole, fordi de ikke kan holde ud at være andre steder. Det er folkeskolen og det politiske system, som har svigtet dem ved ikke at have noget at tilbyde, og derfor har nogle har mennesker lavet et alternativ, som af helt indlysende årsager ikke kan være en spejling af den sædvanlige folkeskole – og nu bliver den så lukket, NETOP den grund.
Fordi man ikke kan dokumentere, at børnene har haft tysk og musik og er blevet trukket igennem idiotiske tests, som ikke engang giver mening at udsætte NT-børn for.
Det svarer jo for helvede til at lukke et sygehus, fordi lægerne ikke kan dokumentere, at patienterne på operationsgangen, følger sundhedsstyrelsens anbefalinger om 600 gram frugt og grønt og 30 minutters motion om dagen. Jeg holder det ikke UD, mand!!
Hvordan dokumenterer man opsamling af ituslåede børn? Eller reintegration af isolerede børn i fællesskaber? Hvordan måler man værdien af at præsentere dem for verden i et format, de kan rumme og forholde sig til, så de derigennem kan finde steder, hvor de kan få lov at bidrage? Værdien af at give dem det bedste udgangspunkt for at blive hele, selvhjulpne, kompetente mennesker?
For hvis du skal gætte, hvor tror du så, at sandsynligheden er størst for at finde et ungt menneske, du kan integrere på arbejdsmarkedet? I puljen med overbelastede børn, der i årevis kun har været sammen med deres forældre, og som for manges vedkommende kæmper med invaliderende følgevirkninger af det, som reelt er et overgreb i form af selvskade, spiseforstyrrelser, depressioner, angst og misbrug?
Eller i den gruppe, hvor børn og unge har fået lov at deltage i livet på det niveau, de på et givent tidspunkt kunne rumme, i et elastisk tilbud, der tilpasser undervisning og kravgrad til barnet og ikke omvendt? Og hvor deres forældre har haft overskud og ressourcer til at kunne samle op, guide og understøtte, fordi de ikke har været slidt i stykker af mistro, overbelastning, økonomiske bekymringer og knusende angst?
For vi har stadig ikke snakket om de ENORME konsekvenser det har, både for den enkelte familie og for samfundet, når et barn falder igennem systemet. Selv de bedste arbejdsgivere har brug for, at deres medarbejdere kommer på arbejde, så en forælder, der konstant bliver ringet hjem eller som må tage ferie, sygedage og orlov for at passe sit barn, som er (og jeg skriver det lige igen) blevet. syg. af. AT. GÅ. I. SKOLE!, læner sig konstant op af en fyreseddel. Bratte fald i indkomst kan resultere i, at man som familie er nødt til at flytte, og så har det pludselig også fået konsekvenser for de søskende til barnet med skolevægring, som havde hele deres omgangskreds der, hvor familien boede før.
De afledte konsekvenser af børn i mistrivsel er enorme, både samfundsøkonomisk og for den enkelte familie, og mit hoved EKSPLODERER over, at der ikke snart er nogen, der gør noget ved det.
Det KAN ikke være rigtigt, at vi med den viden, vi har i dag, fortsat insisterer på, at et systemisk problem skal løftes og løses af desperate forældre og deres forpinte børn.
M2025, uge 46
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Stod jeg søndag op til et fladt dæk på bilen.
Det var én af de situationer, hvor man kan mærke trætheden skylle ind over sig i mandshøje bølger, for hvorfor er der altid noget!?
Men efter 5 dybe indåndinger og en stærk kop kaffe, besluttede jeg mig for, at det var en mulighed for at finde ud af, hvad jeg stiller op, når det sker, in the safety of my own home – for det var/er trods alt en federe simulator end mørke, slagregn og et nødspor på motorvejen.
Jeg ringede derfor til det selskab, jeg har autohjælp hos – som gav mig det her at arbejde med:
“Du skal gå ud og løfte tæppet i bunden af bagagerummet op. Der, hvor der engang lå reservehjul, ligger en pumpe. Den tager du op, slutter til cigarettænder og dæk, og så pumper du bare dækket op og kører bilen på værksted.”
Mig:
“Men.. jeg ved INTET om biler?? Altså – med al respekt, så troede jeg, at det i situationer som den her, at jeg kunne bruge jer?”
Her fulgte en lang forklaring om, at hvis de kom ud, så ville de sprøjte noget forsegler ind i dækket, som ville ødelægge det, og derfor var den anden løsning billigere for mig.
Det er jo svært at protestere imod (selvom jeg bagefter har tænkt meget over, hvorfor en automand egentlig ikke OGSÅ bare kunne starte med at pumpe dækket op, men altså. Det var her, vi var).
10 sekunder efter samtalen, fik jeg en sms om, at jeg, hvis der lå ‘en flaske i bagagerummet ved siden af pumpen’ ENDELIG ikke måtte bruge den.
– hvilket føltes lidt, som når man får at vide, at hunden kun bider, hvis den kan mærke, at man er bange for den.
Men der var ikke så meget at gøre, så jeg måtte tømme mit prepperbagagerum, hive pumpen op og så ellers bare prøve mig frem. Var det SVÆRT-svært? Ærligt? Nej. Det var det ikke. Men jeg kunne have tudet over det, da han forklarede mig det, for når man ikke aner, hvad man står med, så bliver alting virkelig uoverskueligt.
Jeg fik dækket pumpet op, lod det stå en time, og tjekkede så manometeret igen for at se, hvor meget luft, der var sivet ud, og der var faktisk stadig tryk nok på til, at jeg kunne køre afsted med bilen.
Den blev lavet, jeg slap med en lapning, og grunden til, at punktet er på her er, at der er mange strong, independant women, der læser med herinde, og jeg vil virkelig, virkelig opfordre til at bruge de 10 minutter, det kræver, at tjekke, hvad der ligger i bagagerummet hos jer.
For bagefter har jeg tænkt mange gange, at det egentlig er rart at vide, hvad jeg skal gøre, hvis det samme skulle ske, en dag, hvor jeg er afsted.
2.
Har jeg i flere uger tænkt, at jeg ville huske at skrive, at stofservietter er virkelig, virkelig gode at bruge i stedet for viskestykker, f.eks. til dej, der skal hæve eller til grøntsager, der skal vaskes eller omvikles af noget, inden de lægges i køleskabet.
Jeg er slem til at blive fanget i, at ting skal bruges til det, de er købt til, men jeg har nogle stofservietter, som efter et par runder i vaskemaskinen er blevet ualmindeligt stive. Derfor styrer jeg hele tiden udenom dem, og bruger de gamle, bløde i stedet.
Fordi de således ikke bliver brugt til deres egentlige formål, hev jeg dem ud af skabet, sidst jeg ryddede op, og overvejede, om jeg skulle smide dem ud eller bruge dem til klude.
Men fordi jeg alligevel blev grebet af ‘ej, det kan sgu ikke passe, at jeg ikke kan bruge dem til ET eller andet!’ lagde jeg dem tilbage i skabet, hvor jeg også har mine viskestykker. Og fordi jeg havde haft dem i hænderne, kom jeg i tanke om at bruge dem til det, jeg normalt bruger viskestykker til – hvilket har vist sig at være perfekt.
For jeg kogevasker mine viskestykker, fordi jeg også bruger dem, når jeg gør rent. Men det er jo ikke nødvendigt at kogevaske et stykke klæde, man bare har haft over en skål dej, og nu kan jeg pludselig se forskel.
Som en lille, ekstra bonus passer den kvadratiske facon faktisk bedre end de aflange viskestykker, hvilket er en meget lille ting at gå op i, men som ikke desto mindre gør mig fornøjet, hver gang, jeg sætter en skål dej i varmeskabet.
3.
Fik jeg et spørgsmål i kommentarfeltet, der lød (næsten) sådan her:
“Har du tips eller tricks til at holde et minimum af niveau på oprydning og rengøring? Om 3 måneder starter jeg på arbejde igen efter barsel. Jeg har en 5-årig og en 1-årig, og jeg kæmper lidt med at finde ud af, hvad der vil virke, når hverdagen pludselig ruller, og jeg ikke har en hel børnehavedag til at get shit done.”
Det var noget af det, jeg også selv bøvlede med, både mens jeg var på barsel og da jeg efterfølgende startede på arbejde igen. Hos mig skyldtes problemet bare, at mine børn sov meget, meget lidt, og at jeg derfor ikke rigtigt havde tid, hvor jeg ikke var på med dem.
Det vil være meget forskelligt, hvad der virker fra familie til familie, men nu starter jeg med at skrive mine små hacks på, og så håber jeg, at I andre har lyst til at byde ind med tips og ideer, som har virket hos jer.
*
Jeg fungerer godt med one-liners, når jeg bliver presset. Måske er det fordi, min hjerne altid ræser afsted, og jeg derfor hurtigt farer vild i mit eget hoved, men over årene har jeg lært, at en kort, præcis sætning er en måde at regulere mig selv på, når jeg er ved at spinne af pladen.
(Blot for at forklare, hvorfor mine 3 punkter lyder som noget fra et partiprogram).
A. Del det op
Det lyder uendelig banalt, men det har i mange perioder, også i dag, hvor børnene er store, været den måde, jeg kan få kabalen til at gå op på.
Jeg er ikke hysterisk med rengøring, men jeg bliver stresset og forstyrret, hvis der roder for meget herhjemme. Smertegrænsen for rengøring er omkring 9 dage; hvis jeg venter længere end det, bliver her så beskidt, at det tager MEGET længere tid at gøre rent, når jeg endelig kan få det gjort, og så har man jo bare fået gjort sit eget liv endnu sværere.
Min opdeling hedder 1) badeværelse og sengetøj den ene dag, og resten dagen efter, eller 2) badeværelse og sengetøj første dag, resten af rummene, minus gulve anden dag og gulve tredje dag, de uger, hvor det er helt skørt. På den måde kan jeg med cirka 15 minutters indsats om dagen nå huset igennem.
Jeg foretrækker til enhver tid at tage det hele samme dag, men jeg har for længst sluttet fred med, at det er langt bedre at køre det over 2 eller 3 dage, og så komme det igennem, end det er at lade det sejle, fordi jeg venter på tid, der ikke kommer.
B. “5-minute-pick-up”-reglen
Den her har jeg tyvstjålet fra en podcast, der hedder ‘A slob comes clean’, som jeg engang lyttede meget til. Det er præcis, hvad man tror det er: 5 minutter, hvor man rydder op. Hun praktiserede det flere gange dagligt, og gerne sammen med resten af familien.
Jeg har modificeret den, så den passer til mig, hvilket betyder, at jeg, når jeg er presset, bruger 10 minutter om aftenen, inden jeg går i seng.
Det kan være nødvendigt med lidt Haribo-pædagogik for at få det gjort, men så gør det: Beløn dig selv med lidt chokolade, lakridser eller et glas vin, som må indtages, mens du rydder op. For det er VILDT, hvor stor en forskel det gør, at man på forhånd har “givet sig selv lov til”, at man ikke skal være færdig med at rydde hele huset op; man skal bare taget det, man kan nå på 10 minutter. Hvilket faktisk er overraskende meget.
For mig har det nok været det redskab, der har gjort den største, konkrete forskel, fordi jeg på den måde har undgået, at rod akkumulerer sig – hvilket det LYNhurtigt gør.
Samtidig gør det en verden til forskel for mit humør og overskud, at jeg står op til en ny dag, og ikke til resterne af i går.
C. Alting behøver ikke være nu
Den her har jeg OGSÅ stjålet; denne gang fra Julia Lahme. Jeg mener, at det er fra hendes bog ‘Hvor lagde jeg babyen?’.
Men den er bare så god at minde sig selv om, når man står der, og har født, og på en måde er tilbage i sit gamle liv – og så alligevel slet ikke, fordi der nu pludselig er et barn mere, og intet derfor er det samme, som det var.
For det er muligt, at du med ét barn, godt lige kan skifte en pære, når du alligevel er i gang med at gøre rent i bryggerset. Eller at du godt lige kan gøre ovnen rent, når du nu har rengøringsmidlerne fremme.
Men du har fået et fuldtidsarbejde mere, og det brænder man ud af at undervurdere.
Den ovn kan stadig forvandle lasagnen til flydende lava, selvom den trænger til at stålsvamp, og hvis du kunne finde lufferne i mørke i går, så kan du også i morgen. Selvfølgelig kan man ikke lade alting sejle til evig tid – men det kommer du heller ikke til.
Det er bare vigtigt at være bevidst om, at det er de løse ender, der stresser, og jo mere, du starter på, des mere skal du have gjort færdig, inden du går i seng. Del det op. Rengøring i dag. Pæren i morgen.
*
Ovenstående er de små hacks, der direkte relaterer sig til rengøring, som jeg har brugt for at holde boldene i luften, men derudover er det smart at huske, at det, helt overordnet, er tid, du i starten er presset på.
Derfor er det smart at tænke over, om der er rutiner, du har nu, som kan løses på en anden måde i starten.
Hvis du lige nu henter den store, og I alle 3 går i Netto på vejen hjem for at købe ind til aftensmaden, så overvej, om du vil fortsætte med den model – eller om det måske kan gøres lidt mere effektivt, bare for en periode. F.eks. at hente børn 15 minutter senere, så du har handlet, når du henter, eller at køre Bilka To Go, Remas udbringningsløsning eller lignende.
Ingen siger, at det er sådan, I skal gøre de næste 18 år, men spar tid, hvor du kan i starten, så du kan bygge op, i stedet for at starte for ambitiøst og gå i gulvet med stress efter 3 uger.
*
Og dermed nåede vi til Open Mic-delen af indlægget. Hvad har I andre gjort for at få det hele til at hænge sammen, når I har haft perioder i livet, hvor tiden har været knap? Det behøver ikke relatere sig til børn, men kan lige så vel handle om tidspunkter, hvor I har taget hånd om mennesker, I holder af, eller hvor I har skulle kæmpe jer igennem perioder, hvor I selv har haft det svært.
Alle input er mere end velkomne, for uanset udgangspunkt er der med sikkerhed andre derude, der kan have glæde af jeres dyrtkøbte erfaringer.
M2025, uge 45
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Denne uges indlæg handler om tanker og fokus. For jeg har haft så travlt og været så lidt hjemme, at de fleste hverdagsfunktioner har været sat på hold. Det har tydeliggjort i hvor høj grad, tid er en faktor, når det kommer til at leve bevidst, for selvom jeg nu i årevis har haft fokus på dette tema og derfor ved, hvor fælderne er, så har det alligevel været umuligt at undgå de helt gængse af slagsen.
Men netop derfor er jeg gået i dem med åbne øjne. Øvelsen nu går ud på at undgå at lade mig stresse af det, men i stedet bare konstatere, at det sker, og på bagkant tænke over, om der findes en vej mellem idealet og nødløsningen.
1
Det første, der skrider for mig, når det går (for) stærkt, er planlægningen af mad og madpakker; primært til mig selv.
For selv når jeg ikke har meget om ørerne, så ER det en udfordring at have to børn, der er meget selektivt spisende på hvert deres område. I hvert fald hvis man gerne vil være sikker på, at de ikke får knogler af gummi.
Derfor går en stor del af kapaciteten på at sikre, at de stadig har mad i madpakken, som de kan spise, og at aftensmaden består af noget, der er næringsmæssigt nogenlunde forsvarligt, og som samtidig ikke kræver det samlede cast fra Cheer! at luske i dem. For der er uendeligt lidt pom pom i mig, når jeg er kørt over.
Jeg har masser af mad i fryseren, og det har jeg stor glæde af i uger som den forgangne. Men det, der så bliver vigtigt at huske er, at madplanen de næste uger skal planlægges, så der kommer nye overlevelses-rester i fryseren. Og uden at det skal lyde som en undskyldning, så ER det en ADHD-ting, at man har svært ved at forholde sig til behov, man endnu ikke har, så for mig kræver det en ret bevidst indsats at huske lige dén del.
Mit køleskab lignede også noget, der var løgn, da jeg åbnede det i morges. For hvor jeg normalt sørger for at vi får brugt og spist rester og åbne ting ved at tænke det ind i den daglige madlavning, så glemmer jeg alt, hvad jeg nogensinde har haft på køl i det sekund, jeg lukker lågen, når jeg har travlt. Det giver MEGET madspild.
Jeg kan også se, at jeg har brugt næsten 400 kr. på frokost til mig selv, fordi jeg har købt mad i kantiner rundt omkring. Det er irriterende, fordi jeg faktisk hellere vil have en klap-sammen. Men jeg har været så tidligt afsted og sent hjemme alle dage, at bageren var lukket, når jeg kørte forbi den, og da jeg for længst har konstateret, at jeg ikke KAN spise det elendige rugbrød, man køber i supermarkederne, er tvivlsomme kantine-sandwiches blevet løsningen.
(Og bare lige for en god ordens skyld: All hail til jer, der elsker Kohberg, og/eller fryser bagerrugbrød og tager det op skivevis. Jeg har prøvet. Jeg kan ikke.)
Nu hvor tempoet lige er faldet lidt igen, kan jeg godt se, at der er mellemløsninger, som jeg kunne have valgt. For der findes masser af supermarked-sandwichboller, jeg GODT kan lide, og dem kunne jeg bare have købt en pose af.
Ligeledes ville det have krævet meget lidt at trimme køleskabet et par gange undervejs, så jeg kunne se, hvad jeg havde derinde – for noget af det kunne jeg faktisk godt have brugt til madpakken.
Det prøver jeg at huske næste gang.
2.
Til gengæld er der også vaner, jeg har formået at holde fast i, og blive ved med at prioritere.
Den ene er oprydning/rengøring. Her falder jeg øjeblikkeligt tilbage på de rutiner, jeg opbyggede, da jeg havde babyer, som aldrig sov, og rengøring derfor var et projekt, der strakte sig over 4 dage.
For er der nogen, der dør af, at der trænger til at blive støvsuget? Nej. Selvfølgelig ikke. Men ligesom et bad gør underværker for det mentale helbred, så gør det også meget godt for mit overblik og overskud, at det ikke roder, så alting bliver væk, og jeg ikke kan tænke.
Det er én af de vaner, jeg har tillært mig, fordi jeg over årene har forstået, at det er en meget dårlig løsning at hjælpe sig selv i dag ved at skubbe problemerne til i morgen. For hvis jeg bare lader stå til, så hjælper det ikke at nå igennem den travle periode – for så venter der bare en ny i form af udbedring af skader og efterslæb.
3.
Jeg har også fået trænet – men kun fordi jeg for nyligt havde en lang snak med mig selv om måden, jeg træner på.
For mig er motivationen aldrig et problem. Jeg kan virkelig godt lide at træne, sådan helt oprigtigt. Men jeg kan bedst lide at træne, når jeg har ro til at zone ud, mens jeg gør det. Når jeg egentlig synes, at jeg skulle være et andet sted, oplever jeg, at mit træningspas bliver dårligt, og at jeg næsten bare bliver mere stresset af det.
Men det kan i perioder komme til at betyde, at jeg lander i det mindset, som desværre stadig er min default: Det skal være perfekt; ellers kan det være lige meget. Men her bliver resultatet bare ofte, at det så SLET ikke bliver, og det er jo heller ikke særlig fedt.
Derfor prøvede jeg for et par måneder siden at tænke igennem, hvornår jeg egentlig synes, at jeg har trænet “nok”. Altså, helt konkret hvor mange gange på en uge, jeg gerne vil træne, og hvad træningen skal indeholde.
Det betyder, at jeg nu ved, at jeg gerne vil nå at træne 4 gange på en uge, fordelt på 2 gange, hvor jeg har 100% fokus, og 2 gange, hvor det er ok, at det er knap så tungt, eller hvor jeg justerer på antallet af gentagelser.
Og derfor får jeg det faktisk gjort. For det føles ikke som spild af tid at køre en let(tere) træning, og det føles ikke, som om jeg er bagefter, hvis jeg har et par dage i træk, hvor jeg ikke får trænet.
Det er tankevækkende, hvor meget mental kapacitet, den beslutning har frigivet.
*
Så noget fungerer, og noget vælter (stadig), når det går stærkt, men fælles for det, jeg formår at holde fast i er, at der er indøvede rutiner og meget konkrete tiltag at falde tilbage på.
Det kan der ikke være på alle områder. Men at konstatere, at den tilgang virker, får det til at give mening at blive ved med at forsøge.
M2025, uge 44
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Er jeg gået i gang med at gøre plads i fryseren, og det er tidligt i år. Jeg plejer at vente til starten af december, men for nogle måneder siden var jeg så heldig at få mig snuset frem til en lokal gård, hvor jeg har prøvet at købe kød. Det er virkelig, virkelig lækkert, og jeg spurgte derfor derude, om der fandtes en slags hemmelig liste, man kunne komme på, når det trak op til slagtning. Det gjorde der, og nu har jeg bestilt oksekød, som er klar til afhentning d. 08.12.
Vi spiser, som jeg vist også tidligere har nævnt, ikke særlig meget kød, men når vi gør, er det enten kylling eller oksekød, så at få mulighed for at købe kød af så god kvalitet, som oveni købet er billigere end i butikkerne, er et scoop.
Til gengæld kan man kun købe det i de mængder, det nu engang bliver pakket i, og det betyder, at jeg skal finde plads til 7 kg. kød. Det skal selvsagt vakuumpakkes, for der er kød til flere måneder, men det kommer stadig til at optage plads.
Kombineret med december, der også altid genererer lidt ekstra mad til fryseren, skal det tænkes ind nu, hvis ikke det skal ende med, at jeg er nødt til at smide noget ud.
Derfor har jeg ‘fryser’ på madplanen to gange om ugen, hele november, så der er plads.
2.
Er der små 3 uger til Antons fødselsdag. 15 år, mand. (og eBoks, godt nok? Jeg kan SLET ikke overskue at skulle være coach på dét projekt!)
Vores søde kusine fylder år 2 dage efter Anton, og det har altid betydet, at vi er liiiige ved at være der på lagkage og flag, når hele familien to gange på under en uge har siddet bænket om et fødselsdagsbord.
Derfor spurgte jeg min søster, om vi måske skulle høre ungerne ad, om de er blevet store nok til at kunne dele en fødselsdag, så vi kører én fællesfejring for familien, og så tager ud og laver noget, bare dem og os. I år er vi blevet enige om at prøve Escape Room, og vi har fundet noget, der ligger ikke så langt herfra, som ser ud til at passe til både voksne og børn.
Det er jo ikke fordi, at den model nødvendigvis er billigere eller mere tidsoptimerende end udgangspunktet, men med to børn, der har fødselsdag så tæt på julemåneden, hvor vi i forvejen er gode til at hygge os i familien, giver det mening at bruge tiden på at skabe en fælles oplevelse, i stedet for at køre Reprise-modellen med Tordenskjolds soldater.
De er ved at være store, børnene, og derfor er der nogle samtaler om at forbruge bevidst, både økonomisk og tidsmæssigt, som det er fint at begynde at tage.
3.
Det fører mig videre til ugens sidste punkt, som også handler om den næste generation af forbrugere.
Jeg ved faktisk ikke, hvad der har udløst det, men de sidste uger har jeg tænkt meget over, hvordan jeg kan tydeliggøre nogle af alle mine overvejelser om klimabelastning og økonomi for mine børn.
Jeg har prøvet med forskellige lommepengemodeller, og har også i nogle måneder skrevet alle poster fra betalingsservice op på en tavle, sammen med de beløb, vi har brugt på mad, hygge osv, men det bliver for abstrakt for dem.
Derfor prøver jeg nu at angribe fra en anden vinkel (som har den ekstra sidegevinst, at den gør mit liv nemmere), nemlig at tvinge dem til at begynde at skrive ting på indkøbssedlen.
Det, forudser jeg, kommer til at skabe bund for nogle gode samtaler, for jeg er sikker på, at vi ser forskelligt på graden af livsnødvendighed af chips og tandpasta, men snakken kommer til at tage udgangspunkt i vores fælles virkelighed, og det bliver en ægte hjælp, hvis jeg ikke først får overbragt budskabet, når kurven med nudler eller Ronaldo-deodoranten ER tom.
Jeg har lagt en blok, allokeret til formålet, på vores (nye) spisebord, så det er nemt at finde den, når man skal bruge den.
Så ser vi, om ideen fungerer, som jeg håber.
Umagen værd
Om et par uger skal jeg til skole/hjem samtale med Frida. Hun er, som altid, frygteligt nervøs, hvilket der absolut ikke er grund til, men hun kan næsten ikke være i, at der sidder 3 voksne mennesker og kigger på hende.
Det kan jeg ikke tage fra hende, hvor gerne jeg end ville, og selvom jeg er fortaler for, at børn skal have en høj grad af medbestemmelse i eget liv, så er der også somme tider ting, jeg står fast på, at man skal; også selvom man synes, det er svært. Specielt når man er en lille (over)tænker som Frida, for med børn som hende kan mangt og meget blive ubehageligt oppe i hovedet, og får man hver gang lov at sige nej, vokser bunken af ting, man ikke kan, fordi man ikke har opdaget, at man kan mestre dem.
(Når jeg skriver det, lyder det som om, jeg synes, at man skal trække børn med skolevægring i skole ved håret; det gør jeg virkelig, virkelig ikke. Men som med alt andet på spektret kan det være svært at sige, præcis hvornår noget går fra at være overkommeligt ubehag til traumatiserende angst og overbelastning).
Det er en balancegang, og hun får somme tider lov til at sige nej, men lige ift. de her samtaler står jeg fast. Dels ved jeg, at indholdet altid er positivt, dels er det et meget tidsafgrænset ubehag at skulle stå igennem, og endelig kan det hurtigt blive træls for lærerne, hvis først ét barn får lov at slippe.
Men vi taler meget om det i tiden op til samtalen, og noget af det, jeg gør meget ud af at fortælle hende er, at hun ikke skal leve op til nogen former for forventninger hos mig; at ingen er gode til alting, og at folkeskolen mest af alt er et sted, hvor man skal afsøge, hvad man kan lide at lave, så man kan vælge den rigtige vej i livet.
“Jeg bliver aldrig nogensinde sur på dig over karakterer eller over, at du synes, noget er svært. Det eneste, jeg gerne vil have, er, at du gør dig umage”, sagde jeg til hende forleden.
Det siger jeg hver gang. Til dem begge to. Men denne gang kom jeg bagefter til at tænke over, om ‘umage’ for hende føles som noget, hun skal præstere.
Det fik mig til at tænke videre over, hvad jeg forbinder med ordet, og jeg nåede frem til, at det for mig er en måde at tilgå livet på – og at det er en hjørnesten.
Det betyder ikke, at målet med en given indsats er perfektion, men når jeg selv involverer mig i noget, forsøger jeg altid at give det mit bedste skud, og jeg HADER at arbejde sammen med mennesker, der kun stempler halvt ind.
Umage, eller rettere mangel på samme, er faktisk i dag er blevet afgørende for, hvad jeg holder fast i, og hvad jeg skærer fra.
Det er én af dem, der føles, som om den bliver vigtigere og vigtigere i takt med, at jeg bliver ældre; måske fordi man bliver mere nærig med sin tid, når man erkender, at den ikke er ubegrænset.
Ingen er ligeglade med, hvordan de bliver behandlet, hverken professionelt eller privat, men jeg er ikke sikker på, at det er SÅ afgørende for andre mennesker, som det er for mig.
Dermed ikke være sagt, at jeg bare rider i stoisk ensomhed gennem livet på min høje hest og kun er at finde steder, hvor alle lever op til mine forventninger. Selvfølgelig ikke. Vi har alle sammen bløde punkter og blinde vinkler, og livet er fuld af opgaver i fællesskaber, vi ikke selv har valgt til.
Det er svært at ændre på, og egentlig er det nok meget godt, at man på den måde forbliver bevidst om sine værdier, fordi man mærker dem tydeligst på steder, hvor de ikke bliver delt.
Konkret handler det for mig om indsats, nærvær og respekt for andres tid.
Hvis du ikke kan finde en dag i din kalender 3 måneder frem, er det fordi, aftalen eller opgaven ikke er vigtig nok.
Hvis du hver gang kommer farende ind ad døren, 5 minutter for sent, og med flagrende tøj og kaos-energi, eller taler om bagkant og exit, allerede inden vi har sat os, er det fordi, der er et andet sted, du hellere vil være.
Det er ikke sikkert, at du er bevidst om det, men din konkrete adfærd afspejler den værdi, du tillægger en given relation eller interaktion, og hvis du gerne vil teste, om det bare er noget, jeg finder på, så prøv, næste gang du sidder i et møde eller over en kop kaffe at sige: “Jeg venter lige, til du er færdig”, når nogen samler mobilen op og siger: “Bare snak videre.”
Helt stille og roligt.
For det, der sker hver gang jeg gør det, er, at den, der sidder med mobilen bliver meget hurtigt færdig med at skrive – fordi afbrydelsen bliver så tydelig, når samtalen forstummer. Men det ER en afbrydelse, som ikke bliver mindre forstyrrende af, at vi taler hen over den, for uanset om du bare er Maltes mor eller er forsvarende olympisk mester i multitasking, så mister samtalen momentum, når den sættes på hold.
Og selvfølgelig: #Life. Det ved jeg godt. Og jeg er OGSÅ somme tider nødt til at svare på en besked. Men helt grundlæggende vil jeg prioriteres, når jeg tilbyder min tid eller indsats, og jeg forventer, at du er tilstede, når vi er sammen.
Jeg er ikke det fjerneste bange for at løse opgaverne selv eller for at være alene, men jeg er altid på vagt overfor ligegyldighed, også i det små, fordi det påvirker kvaliteten af både samværet og samværet, og selvom det måske ikke føles sådan, så forfladiger det dine relationer over tid.
For selvom det nogle gange godt må være lal og bananer, one night stands og Teammøder, hvor alle sidder og sender reels til hinanden under bordet, så er det vigtigt at være bevidst om, at dybde i samtale og kvalitet i samarbejde sker ikke af sig selv. Det kræver fokus og nærvær.
Umage.
Det hænger ikke sammen med frekvens, for der kan sagtens være både fokus og nærvær i en relation, hvor man sjældent taler sammen eller ses. Så længe begge parter vælger samværet helhjertet til, når man så ER sammen, kan relationen sagtens bestå.
Ligeledes kan man også have en velfungerende relation, selvom man kommer efter to forskellige ting. Jeg har f.eks. en veninde, jeg sætter stor pris på, hvor rollefordelingen er, at hun taler og jeg lytter. Det lyder skævt, men det er det ikke, for hun har mange temaer i sit liv, som jeg tidligere har haft i mit eget, og når vi taler om hende, oplever jeg at se min egen proces fra nye vinkler, fordi jeg skal sætte ord på min læring, og dermed pludselig forstår den på en helt ny måde. Der er masser af vækst og udvikling i vores venskab, selvom vi tilgår det af forskellige årsager, fordi vi begge er bevidste om, hvad vi henter hos hinanden.
Alle relationer skal vedligeholdes og plejes, hvis de skal leve og have værdi. Også de virtuelle af slagsen. Specielt på LinkedIn bliver det tydeligt, hvem der først finder derind, når fællesskabet har noget DE skal bruge – og sådan fungerer det ikke. Du kan ikke træde ind i et rum, hverken IRL eller cyber, og forvente, at mennesker, der har været der i årevis, og fra bunden har bygget netværk op, smider hvad de har i hænderne for at få lov at hjælpe dig. Det er der mange, der har måtte lære på den hårde måde. For al den lækre deling og trafik, der kan generere ansættelser, salg og synlighed får du ikke, fordi du lige stempler ind med hånden rakt frem. Den kræver kontinuerlig tilstedeværelse og meningsfuld interaktion; også når der ikke er noget i det for dig.
Jo ældre jeg bliver, des bedre forstår jeg, at tid er en gave, vi giver til dem, vi gerne vil dele den med. Som ung kan det føles vigtigt at tegne et billede af sig selv som én, der lever stående med jakken på; altid i transit og på vej videre. Men som årene går, opdager man, at dybde trumfer overflade hver eneste gang.
Dine relationer og dine resultater afspejler kvaliteten af din egen indsats. Og det skal man huske.
For det kan godt være, at du må melde afbud, gå tidligt eller sætte dig selv på pause.
Eller at dit projekt eller din danske stil ikke er helt så vild som din sidekammerats.
Måske ER umage faktisk noget, man skal præstere. Både som barn, som ung og når man er voksen.
Men hvor karakterer er øjebliksbilleder, som påvirkes af tusindvis af udefrakommende faktorer, og som i bedste fald indikerer flair for sprog frem for tal, så er umage en måde at tilgå livet og være i verden på. Det er en livslang investering i relationer og netværk, i kærlighed og kvalitet.
Go hard or go home, siger de over there.
Jeg er nok mere på go hard or stay home
For man kan ikke nå alt, man kan ikke mestre alt, og man kan ikke have lyst til alt.
Det skal man heller ikke.
Men der, hvor man er, kan man altid gøre sig umage.
M2025, uge 43
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg købt et nyt, brugt spisebord.
Det var ikke planlagt, men da jeg købte det, vi har haft de sidste par år, var det for at teste, om det var fedt at have et kæmpebord, eller om det var spild af plads. Det var også et, jeg fandt brugt, hos nogen, som havde lavet samme forsøg og var nået frem til det sidste. Det var fra Jysk, og kvaliteten lod lidt tilbage at ønske; eksempelvis har jeg efterspændt det cirka 80 gange, og bordpladen var af et materiale, der meget let tog imod farve.
Jeg kunne allerede fra første dag se, at et stort bord her KUN er fedt, og rummet kan sagtens bære det. Derfor har jeg hele tiden vidst, at vi skulle have noget tilsvarende, når det gamle ikke kunne mere, men det har bare været sådan en ‘ – på et tidspunkt’-tanke.
Men lørdag aften kunne jeg ikke sove, og jeg lå derfor (som man jo gør), med min mobil og tyrrede blåt lys og vanvid lige i fjæset på mig selv. Her så jeg pludselig, at en mor til en tidligere klassekammerat til Anton havde sat deres store spisebord til salg til en virkelig god ‘hjælp-vi-er-kommet-til-at-spontankøbe-et-kæmpe-møbel’-pris.
Fordi jeg kender hende, ved jeg, at bordet ville være i orden og af god kvalitet, og sådan gik det til, at jeg mandag kunne køre det gamle bord på storskrald (efter at have lagt det op og forsøgt at forære det væk), og spise aftensmad ved mit nye, ENDNU større bord. Hurra.
2.
Forsøger jeg at holde el-regningen i skak ved flittig brug af tørresnore og -stativer.
Jeg er egentlig positivt overrasket over, hvor meget tøjet trods alt stadig tørrer, og alt andet lige er det billigere at tumble tøj, er er 70% tørt, end hvis det røg ind lige fra vaskemaskinen.
Jeg vil i den forbindelse gerne slå et slag for et tower-tørrestativ (som jeg faktisk ikke ved, hvad hedder på dansk?), fordi det kan stå på badeværelset natten over uden at spærre det hele. Man skal være lidt varsom med at tørre tøj indedøre, fordi fugt kan give problemer med skimmelsvamp, men mange badeværelser i dag har udsugning, der starter automatisk hvis luftfugtigheden er høj, og dermed tørrer tøjet, uden at vandet smadrer indeklimaet.
3.
Håber jeg ikke, at nogen blacklister mig nu, men jeg laver lige en #triggerwarning: Juleindhold-disclaimer for en sikkerheds skyld.
Lidt undskyld – og så alligevel ikke helt.
For det handler om kunstige juletræer og om at være på forkant med de ekstraudgifter, der er/kan være forbundet med julen.
Sidste år var jeg ikke klar til at gå fra træ til plastik, men det er jeg i år.
Jeg ville ønske, at jeg kunne prale af, at det for mig kun handlede om miljøhensyn, men det er, hvis jeg skal være ærlig, ligeså meget fordi jeg prøver at forebygge julestress.
Vi har gulvvarme, og derfor kan et ægte træ ikke holde mere end 10-12 dage her, før det taber alle nåle. Det betyder, at vi både skal hente det, have det ind og pynte det, når der også er meget andet at se til, og jeg ville egentlig hellere kunne sætte det op, når børnene og jeg alligevel pynter, så vi har glæde af det hele december.
Samtidig slipper vi for hente-seancen, som ser så hyggelig ud på film, men som for mig mest består af eder, grannåle i bilen og harpiks på hænderne, og da jeg ved, at der er rigeligt med ekstraudgifter i december, vil jeg gerne have det købt i november.
Fake-træ it is. Men hvad har vi, der ikke ligner skraldespanden på en plastikfabrik? Og køber vi med eller uden lys? Kan man skifte pærer på sådan et dyr? For det ligger jo på loftet fra januar til november, så man kunne godt forestille sig, at nogle af pærerne gav op, og det er et HARD pass at have et træ stående med 7 sprungne pærer. (Seriøst. Jeg ville ikke se andet).
Er der anbefalinger til mærker/modeller? Eller dårlige erfaringer, som vi andre kan få lov at få glæde af?
*
Men. Inden der går full blown gran og julehjerter i den, skal vi uhygge os med græskar, skeletter og begejstrede børn. For os er der dømt pyntet skov, bål og brændvarm toddy allerede i aften.
Happy halloween, alle sammen.
M2025, uge 42
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg fundet mit wifi-stik frem og har lavet en ladestation på mit køkkenbord, i nærheden af en røgalarm og på en del af bordet, hvor der ikke er papir eller andre let antændelige materialer.
Da vi talte om det her første gang, var vi omkring batteriers holdbarhed og det hensigtsmæssige i at køre sine devices flade, inden man ladede dem op igen, men ovenpå #CurrentEvents, vurderer jeg, at førsteprioriteten lige nu er at sørge for, at der er mest muligt strøm på flest mulige devices 24/7.
Stikket er sat op til at slå til kl. 00.01 og fra igen kl. 06.00, og jeg har en stikdåse liggende i skabet lige under, så jeg, inden jeg går i seng, får det hele sat til opladning, og (trods alt) suger strømmen, når den er billigst.
2.
Har jeg returneret en solcellelampe, der pludselig gik død, og et sæt halvdyrt sengetøj, som godt nok er købt for 6 måneder siden, men som kun har været brugt 2 gange.
Solcellelampen købte jeg hos et dansk firma, som reklamerede med, at den også (via stik) kunne lades og bruges inde. Derfor pillede jeg den ned, da jeg gjorde haven vinterklar, tog den med ind, tørrede den omhyggeligt af, og ladede den op – for så at konstatere, at den var død.
Jeg skrev til firmaet, som allerede næste morgen svarede mig med 5 konkrete bud på, hvad der kunne være galt. “Skriv endelig igen, hvis det stadig driller!” sluttede mailen. Det gjorde det, så jeg filmede, hvad jeg forsøgte at gøre, sendte videoen retur – og 6 timer senere modtog jeg en mail om, at der var en ny kæde på vej til mig med GLS, at de var kede af fejlen, og at jeg bare kunne kassere den gamle kæde. 5 ud af 5 stjerner for dén service!
Sengetøjet er en lidt anden historie.
Jeg købte det til Anton i nonfirmationsgave, men da jeg lagde det på, passede det overhovedet ikke.
Dengang tænkte jeg, at det måtte handle om, at hans sommerdyne var så tynd, at dynebetrækket blev for stort, men nu, hvor jeg har fundet hans vinterdyne frem, var problemet det samme.
Jeg fandt derfor målebåndet frem – og det forklarede meget. For betrækket, der skulle måle 140 x 200, viste sig at måle 150 x 190 cm. Jeg skrev til firmaet (i sikker forvisning om, at det måtte være en produktionsfejl) – som kvitterede med en mail med spørgsmål til, hvordan det var vasket.
Jeg har fulgt anvisningerne, så det skrev jeg – hvorefter jeg modtog en mail med spørgsmål til, hvordan det var tørret. Jeg svarede igen, at jeg havde fulgt anvisningerne (mens jeg skar tænder, for uanset hvordan fanden det er vasket og/eller tørret, så bliver det vel næppe 10 cm. bredere??), og endelig fik jeg lov at aflevere sengetøjet ’til vurdering’.
Efter et par dage fik jeg en mail om, at det var blevet ‘gennemgået’, og at det var ‘krympet en del’ hvilket ‘typisk skyldes, at der er blevet vasket eller slynget for hårdt’. Jeg kunne hente et nyt sæt, men de ville ‘dog gøre opmærksom på, at sengetøjet maks. må vaskes ved 40 grader og 1200 omdrejninger for at undgå at det krymper.’
Jeg skrev ikke den mail, jeg havde lyst til at skrive, fordi jeg vurderede, at livet er for kort, så nu har jeg hentet et nyt sæt, og har for en sikkerheds skyld målt det, inden jeg tog det i brug – og det passer.
Jeg kommer ikke til at købe mere hos det firma, og det kommer de over, for det er der mange andre, der gør. Men jeg vil stadig holde fast i, at man som forbruger stemmer med sin pengepung, og at vi ved at sende defekte varer retur gør, hvad vi kan, for at sende op i systemet, at vi gerne vil bede om varer, der holder og ikke bare varer, der er billige.
3.
Har jeg gjort min bil vinterklar, netop som vi har haft den første nattefrost på disse kanter.
Inden jeg viser billederne, vil jeg gerne minde om, at jeg kører ca. 3000 km. i måneden. Det betyder, at jeg ofte er langt væk hjemmefra, og det afspejler min klargøring.
Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at de scenarier, jeg har haft i baghovedet, ikke er grebet ud af den blå luft. Modsat det, jeg har preppet efter i hjemmet, har jeg ift. min bil taget udgangspunkt i konkrete oplevelser, jeg har haft.
De tre, der har haft størst indflydelse, er hhv. Roskilde Festival for 25 år siden, et par færdselsuheld, hvor jeg har været første forbipasserende på stedet, og sidste vinters afsindige regnvejr og de afledte oversvømmelser i området omkring Esbjerg.
For da vi stod på Roskilde den nat, hvor regnen også piskede ned, og Pearl Jam pludselig stoppede med at spille, men The Cure ikke gik på, var der ingen der anede, hvad der foregik. Rygtebørsen arbejdede hurtigt, så der gik trods alt ikke mange timer, før vi vidste, at nogen var døde, men hvem, hvor mange og hvorfor anede vi ikke.
Og der gik under 20 minutter før telefonnettet var så overbelastet, at det gik ned. Nul service på mobilen, og ingen mulighed for at ringe hjem og fortælle, at man var ok.
Det er ikke min historie at fortælle, for jeg kendte ikke de mennesker, der døde, og jeg så og oplevede ikke noget den nat, der traumatiserede mig. Det var tungt, trist og uvirkeligt at være der, men det er, tragedien til trods, ikke noget, jeg har båret med mig videre ud i livet.
Men det gjorde mig opmærksom på noget, jeg ellers ikke tror, jeg ville tænke ret meget over, nemlig at nettet, selvom det er gearet til at tackle meget, har en smertegrænse, når der sker noget, som påvirker mange mennesker på et begrænset, geografisk område.
Og da vejene på under 3 timer sidste år stod under så massive mængder af vand, at man i dagene efter jævnligt passerede Teslaer, der – helt apokalyptisk – var efterladt i grøfter eller skyllet halvvejs op ad skråninger, holdt nettet stand.
Men jeg tænkte flere gange, at jeg var glad for, at jeg har købt mig et old school papirkort, for i takt med, at vejene omkring mig druknede, kom jeg længere og længere væk hjemmefra, og i dén situation er det sgu praktisk at kunne finde et kort frem og se, hvad man skal pejle efter for at komme hjem.
Samtidig gjorde oplevelsen det også tydelig, at det ikke kræver mere end 2 timers regnvejr at lukke så mange veje, at det bliver en reel risiko at skulle overnatte i sin bil.
Derfor har jeg papirkort i handskerummet og varmt tøj og et tæppe i bagagerummet.
Jeg har en pandelampe (med batterierne sat i), så jeg kan læse i min bog (som jeg har med), hvis jeg skal sidde på en mark og glo i 8 timer, et spil med til ungerne, så der er noget at fordrive tiden med, og vand og snacks, og en powerbank, som er opladet.
Jeg har en refleksvest til mig selv, og refleksbånd med lys i til børnene, og så har jeg regnslag til hele banden. Min førstehjælpskasse er tjekket igennem, advarselstrekanten er sat, så den er nem at få fat på, og Lommelygten Med Det Hysteriske Lys har fået nye batterier.
Det lyder som om, jeg kører rundt i en lastbil, men i virkeligheden ser det sådan her ud:
Sidst men ikke mindst:
Det har været vigtigt for mig at pakke ting, der også kan bruges i en helt almindelig hverdag. At både regnslag og det uldtøj, jeg har i bilen, er noget, der kan bruges i Legoland, hvis man er kommet afsted i for lidt tøj, eller vejret er en idiot.
Hvis vi er tørstige, drikker vi det vand, jeg har med, men sørger for at erstatte det, når vi kommer hjem, og powerbanken bruger vi i bund et par gange om året, så den kommer med ind til en frisk opladning, og jeg er sikker på, at den virker.
Man skal ikke have alt det her med, hvis man kun kører 20 km. i måneden; det siger sig selv. Men tænk igennem, hvad det kunne være rart at have ved hånden på en kold, mørk landevej i silende regn, hvis uheldet er ude.
M2025, uge 41
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Skal vi i morgen på tur med min søster og niece.
Jeg har brugt en halv time på at researche destinationen, og det er en af de turistfælder, hvor de baaaaare godt ved, hvad de vil have for det hele.
I et aktivt forsøg på at undgå ‘så kan det være lige meget’-fælden, tjekkede jeg, hvad parkering kostede, og havde nær fået kaffen galt i halsen, da svaret viste sig at være 100 kr.
I det store regnestykke føles det ikke, som om det gør den store forskel. Men hvis nogen skulle have glemt den massive restskat og min værkstedsfaktura, kan jeg berolige med, at det har hverken Skat eller Bakke Auto, og som Jane/Project Handmade har lært os: Vi skal have respekt for de små beløb.
Derfor snusede jeg rundt på kortet, til jeg fandt et sted i nærheden, hvor man kan parkere gratis, og her mødes vi og kører derfra i én bil, så vi slipper med 50 kr. hver.
Det havde været optimalt, hvis samkørsel var en mulighed, men det er, som om alle børn pludselig er blevet 7 meter høje, og de kommer til at sidde i spænd på et bagsæde. Der må man kigge indad, og personligt ville jeg hellere spændes fast på tagboksen end at køre en time, kilet ind mellem to andre, uanset hvem det var, så det skal de selvfølgelig heller ikke.
Den her løsning er det næstbedste, og samtidig er det min erfaring, at det er godt at gøre noget konkret, der kan tjene som en reminder om at holde fast i de gode vaner; også når hverdagen er parkeret for en stund.
2.
Har jeg opdaget et uTROlig lavpraktisk trick, som jeg gerne vil give videre – og den er måske mest til my fitnessbabies.
For mange år siden lærte jeg et trick af en gammel økonoma, nemlig at pulverkartoffelmos kan bruges til at justere konsistensen på en sammenkogt ret, der er blevet for våd. Jeg har brugt det meget ift. mad, der er lavet i min stegeso (dengang el-priserne stadig tillod simreretter…), hvor det kan være virkelig svært at vurdere på forhånd, hvor meget væde grøntsager afgiver på 4 timer. Løftede jeg låget til noget, der var for sjappet, rørte jeg et par skefulde pulverkartoffelmos i, og *vupti*, så hang retten sammen.
For et par uger siden havde børnene bestilt varm kakao med flødeskum, og i 1/4 liter piskefløde er der rigeligt til et par dage. Men der er få ting i verden, jeg hader mere end flødeskum, der sveder, som det kommer til, når det står i køleskabet. Jeg ved ikke hvorfor, for rationelt forstår jeg godt, at det også bare er fløde, men der er noget ved de små søer af væske, der får det til at vende sig i mig.
Samme dag havde jeg, da jeg handlede, købt en pose vaniljeproteinpulver, som jeg ikke havde nået at sætte på plads. Da jeg fik øje på den, kom jeg til at spekulere på, om ikke det i flødeskum ville opføre sig, som pulvermos gør i sauce – og det gør det.
Så hvis du skal have kage med på arbejde i morgen eller vil piske fløde til crumblecake nu, selvom gæsterne først kommer i aften, så kan en skefuld proteinpulver eller to give dig det flotteste skum, der holder konsistensen i dagevis.
3.
Har jeg splattet de sidste tomater fra mormor og morfars have og lagt indmaden til tørre i mit tørreskab, så jeg til næste år kan prøve at plante frøene selv.
Jeg har lavet en slags frø-almanak, hvor frøene er sat ind under den måned, de skal plantes til forspiring, for hvis ikke jeg gør det, ved vi alle sammen, at jeg glemmer det.
Nogle af frøene har jeg i fryseren, så dem har jeg bare lavet en seddel på, og sat ind under den pågældende måned, så jeg ved, hvor de skal hives ud og lægges i jorden.
Grunden til, at frøene er på listen er, at jeg efterhånden godt ved, at jeg får 24 nye ideer om dagen – og det er skønt, jo! Men min mange runder med oprydning har også tydeliggjort, hvor meget gear det akkumulerer, fordi jeg meget sjældent gør noget halvt. Dermed kan det godt blive en slags ubevidst undskyldning for at anskaffe ting, som så bare ender med at ligge i skabene og glo, når jeg er ovre det, der udløste behovet for dem.
Og overforbrug er ikke kun vaser, parfume og nyt tøj. Det er OGSÅ pensler, bålgrej, mapper, krydderier osv., hvis det er noget, der bliver indkøbt, men ikke brugt. Det har faktisk taget mig noget tid at få øjnene op for. For jeg et fripas i hovedet, der hedder ‘nødvendigt’, og når noget kan trækkes ind under dén undskyldning, køber jeg det uden at se mig tilbage. (Apotek, her kigger jeg også MEGET på dig).
Det prøver jeg at arbejde med ved at fjerne de lavpraktiske benspænd (f.eks. at skulle researche forspiringstidspunkt på et ikke-nærmere-fastsat tidspunkt ude i fremtiden), og ved at sænke barren for, hvornår noget er Godt Nok. Det har forbløffet mig at opdage, hvor stor betydning de to små greb har ift. at holde liv i de initiativer, jeg sætter i gang.
På den måde prøver jeg at sikre, at det, jeg køber, har reel værdi, samtidig med at jeg undgår, at skabe og skuffer sander til med ting, som jeg om et år har glemt, hvorfor jeg købte.
Ift. mine blomsterfrø er jeg endnu ikke *helt* sikker på, hvordan vi løser udfordringen med mange frø vs. jordløs have, men den bro må vi bygge, når vi rammer bredden.
Der skal trods alt stadig være en *lille* smule kaos tilbage at rulle sig i.
