M2018, uge 38

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Vasket Fridas legesager fra sandkassen af, da de egentlig skulle pakkes væk, og konverteret dem til badelegesager. Den her er på, fordi den er et godt eksempel på noget, jeg øver mig at i blive bedre til, nemlig at bruge ting og sager på tværs af årstider og sæsoner. Selvfølgelig skal vi ikke have julebelysningen oppe hele året (…. stirrer eftertænksomt ud i luften), men f.eks. synes jeg, at det giver mening at bruge tøj, når man kan passe det, og have legetøj tilgængeligt, så længe det er sjovt. Måske elsker hun stadig sandkassen til næste år, men alt andet lige, får hun mere glæde af alle sine plastik-is og kaffestel, når hun kan lege med dem i vinterhalvåret også.

I samme boldgade har jeg undladt at pakke nogle af mine 3/4 leggings og toppe ned, som jeg har brugt denne sommer, og i stedet døbt stakken ‘træningstøj’. Havde jeg pakket det ned, ville jeg næste år have fundet det frem, og tænkt, at det måske var lige til den slidte side, og være endt med at købe nyt. Så hellere slide det helt i bund, nu hvor jeg har det og kan passe det, så det udtjener hele værnepligten og ikke ryger ud, mens der stadig er levetid tilbage i det.

2)
Gjort mig en dum erfaring ift. at sælge brugt tøj. Og lad mig starte med at slå fast, at det er mig, der er idioten i den her historie. Bare, så det er på plads.

Det sidste års tid er jeg blevet bedre og bedre til at sælge det tøj, vi ikke længere bruger, i diverse køb-og-salg-fora. Da jeg er den sidste i min nære omgangskreds, der har små børn, får vi ofte tilbud om at arve tøj, og jeg har et æreskodeks, som jeg altid holder ved: Bliver vi spurgt, om vi vil have noget specifikt, f.eks. en flyverdragt, takker jeg kun ja, hvis vi mangler. Jeg siger ikke ja og tager imod den, for at sælge den videre. Desuden spørger jeg altid, om folk vil have det retur, som vi af den ene eller anden grund ikke kan bruge. Min egen forståelse indtil nu har været, at så er der rene linjer. 

Men i sidste uge fik jeg to poser tøj til mig selv. Det var en uhyggelig fin gestus, og jeg sorterede tøjet, tog det fra, der passede, og sendte resten videre til venner og bekendte. I poserne var en håndfuld tørklæder, som jeg smed i min kasse i skabet; det famøse tøjskab, som jeg 4 dage senere ryddede op i. Da jeg nåede til tørklædeskuffen, talte jeg sammen, at jeg havde 40 af slagsen. Jeg har ikke engang noget at sige til mit forsvar. Men 2018-Linda har ikke 40 tørklæder, så jeg tog dem fra, jeg bruger, og satte resten til salg. Heriblandt den håndfuld, jeg havde fået ugen forinden. Jeg havde ikke gang tænkt over, at det kunne være problematisk – før giveren selv henvendte sig, og på en pæn og ordentlig måde fik sagt, at det syntes hun egentlig ikke var ok.

Jeg blev så flov, at jeg næsten bliver det igen, bare af at skrive om det.

Uanset jura og holdning, så havde et andet menneske gjort noget for at gøre mig glad, og jeg gengældte tjenesten ved at gøre hende ked af det.

Den ryger i bogen over lektier, jeg har lært, og jeg skal have taget stilling til, hvad jeg gør fremover, så det ikke sker igen. For den smag behøver jeg ikke sidde med i munden igen foreløbigt.

3)
Fået en mail med et gavekort på et juletræ fra en sød og betænksom læser. Jeg blev simpelthen så glad, for hvor jeg for 3 måneder siden fik ondt maven, når jeg tænkte på december, så er jeg nu så priviligeret, at der er styr på i hvert fald halvdelen af de ekstraomkostninger, december medfører.

Det betyder, at jeg kan gøre mig reelle forhåbninger om at lægge et par tusinde til side, når vi får børnepenge om en måned, så jeg igen har bare en smule opsparing til at stå. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg har skrevet om det, men grunden til, at de sidste 4-5 måneder har været ekstra stramme er, at jeg i starten af året fik en værkstedsregning på bilen på 12.000 kr. Dem havde jeg bare, helt lowkey, ikke, så jeg lånte dem af mine forældre, og svor, at jeg ville betale tilbage af børnepengene. Det har jeg gjort: 4.000 pr. gang. Sidste afdrag betaler jeg i oktober, og det er klart, at når økonomien ser ud som min gør, så kan det mærkes, når der mangler så solid en luns.

Sjovt nok har det været en gave i forklædning, for det har skærpet min opmærksomhed yderligere på, hvad vi egentlig har brug for. Ret skal være ret: Vi har også været heldige, at der ikke er kommet uforudsete udgifter af den lidt mere alvorlige slags, men jeg tror stadig, at det kommer til at betyde, at vores forbrug har ændret så meget karakter, at jeg kan spare bare lidt op fremadrettet.

Pumpkin Spice (Kan vi egentlig stadig slippe afsted med Spice Girls referencer?)

Det føles som om, det er længe siden, jeg har skrevet et helt almindeligt indlæg om, hvad vi render og laver. Jeg kan godt mærke, at jeg kører mere bil, forstået på den måde, at det ofte er når jeg kører bil og tankerne vandrer, at jeg kommer til at tænke over de lidt mere generelle ting, jeg har skrevet om i de sidste par indlæg. Men livet løber jo – heldigvis – videre ved siden af, med alt hvad det indebærer af praktik og hverdag.

Jeg synes, vi er inde i en god periode. Vi har stadig susende travlt, men fornemmelsen af stress er ved at fortage sig. Temperaturen er faldet og vi kan ånde igen, og 3-års-puberteten er, om ikke forsvundet, så i hvert fald faldet fra rød til orange.

Jeg tænker meget over Antons skoleplacering for tiden. Han går stadig i tale-klassen på en skole i midtbyen, men i og med at det under alle omstændigheder rykker tættere på, at han skal tilbage til den lokale skole (taletilbuddet går til og med 2. klasse), går jeg og tygger lidt på, hvad jeg mener vil være bedst; om han skal have et år mere derinde, eller om han er ved at være klar til at komme herud, hvor vi bor. Taleklassen er fantastisk, med engagerede lærere, luksusnormering og en virkelig god (og lille) børnegruppe, og for Anton har det været en slags kuvøse, fordi det for ham er en kombination af tale- og præmaturudfordringer, der gør skolelivet lidt besværligt. Der er stadig noget modenhed og verdensforståelse, han ikke hverken har eller går op i, og hvor det i talehøreklassen ingen betydning har, frygter jeg, at det kommer til at have noget at sige i en almindelig klasse. At det der går for hurtigt med at fylde nyt på. Han går i SFO på den lokale skole, og derfor kan jeg se, at de fagligt i taleklassen er noget bagud ift. niveauet hernede, så lige nu forsøger jeg at spotte det punkt, hvor fordelene ved at få lov at vokse og blive stærkere i et lille drivhus, bliver ædt op af kløften, han skal hoppe over for at hente børnene herude. Skoleåret er lige startet, men det hele går så hurtigt, og jeg vil gerne have gjort mig nogle overvejelser, mens tiden ikke er en faktor.

Han er stadig helt sin egen, min Anton; lige så skæv og krøllet som han altid har været. Forleden var vi på biblioteket og sad og kiggede i en bog om dinosaurere. “Se mor! Det er en Ankylosaurus!” Og det var det.

Senere, da vi var kommet hjem, og han skulle være ninja, kom han med en bandana og bad mig binde en ‘snude’, hvilket jeg har besluttet, at vi fremover kalder den hybrid af en sløjfe og en knude, hvor der kun er stof nok til at lave sløjfebuen på den ene side.

Frida og jeg har siden sidst haft en kort flirt med fodbold, hvilket Onde Mor til barnets store og rasende fortrydelse dog valgte at afbryde efter to gange, fordi det ligger klokken 16.45, og jeg vurderer, at ingen af os vil tænke tilbage på den her adfærd

som starten på en lovende karriere i DBU.

Det begyndende mørke inviterer til, at vi lukker os lidt mere om os selv, og det passer mig udemærket. Det giver tid til at restituere, repositionere og til at begynde at glæde sig til alle de små, hyggelige begivenheder de kommende måneder bringer.

Hvis man i den forbindelse mangler underholdning, er serielisten og boglisten i øverste bjælke opdateret med følgende:

Castle Rock
Stikord: En dreng findes i et hemmeligt bur i et fængsel. Hvad laver han der, hvem er han, og hvorfor sker der så mange mord og ulykker i så lille en by?

Serien er baseret på Stephen Kings univers, og er karakteriseret som ‘horror’. Det synes jeg er synd, for det frasorterer mange, der som jeg værner om den sparsomme nattesøvn, vi får, og ikke behøver ydre stimuli for at forestille os øksemordere og japanske børn, der kravler ude af væggene.

Men den er virkelig god. Det kræver selvfølgelig, at man køber ind på den paranormale præmis, men gør man det, er man godt underholdt. Den er lige tilpas uhyggelig, og har både en solid historie og overbevisende skuespillere.

Sharp objects
Stikord: Smuk, fordrukken journalist sendes tilbage til sin hjemby i sydstaterne for at dække et makabert mord på en ung pige.

Serien er baseret på Gilian Flynns uforlignelige bog, og på alle måder ligeså god. Soundtracket er on point, den er både creepy, trist, spændende og vanvittig, og et par af afsnittene slutter, så man lige er nødt til at nappe et par LOLcats på Youtube, inden man går i seng.

Inger Wolf – Brændte sjæle
Brændte sjæle er den første i en serie, der foreløbig tæller 3 bøger, om den unge psykiater Christian, der bistår politiet i opklaring af et mord.

Jeg blev meget begejstret, da jeg opdagede, at Inger Wolf havde kastet sig ud i at skrive en ny serie, for jeg har læst den første af slagsen, hun har skrevet, og jeg synes, at hun er mange andre krimiforfattere langt overlegen.

Hendes bøger foregår i Aarhus, hvilket jeg elsker, fordi det tilføjer lidt ekstra til historien, at man kan se stederne for sig, men hun er også en af de få krimiforfattere, der ikke efterlader dig på read i 4 kapitler for at trække tiden ud. Hvis kapitel 3 slutter med “Mon Sofie var blevet overfaldet i sin cykelkælder?”, så kommer der ikke 30 sider om Sofies barndom og hvordan man har tegnet og bygget cykelkældre fra 30’erne og frem til i dag, mens man sidder og tænker “MEN VAR HUN SÅ DET!!?” – så starter kapitel 4 med, at hovedpersonen tager ud og tjekker dét, så vi alle sammen kan koncentrere os om historien og komme videre.

Det bliver 5 blodige knive til alt, hvad hun har skrevet, herfra.

Se ikke væk – Karen Strandbygaard
Den her bog fandt jeg virkelig, virkelig foruroligende, og jeg ved egentlig ikke, om jeg synes, at den var rigtig god eller bare skrækkelig.

Hovedpersonen Anna kunne være mig og alle mine veninder; en kvinde med børn, der i et det overload af info, vi udsættes for, er endt med at blive bange for stort set alt; fra vuggedød over sygdom til trafikuheld. Jeg kender ingen med børn, der ikke befinder sig ét eller andet sted på den linje, og det grænser til det ubehagelige, at man faktisk ikke helt kan vurdere, hvor man selv ligger i forhold til Anna.

Plottet i bogen er, at Anna skal på ferie i Thailand med sin mand og deres to børn. Efter ret kort tid begynder Anna at få en grim fornemmelse af, at et ældre tysk ægtepar interesserer sig lige lovlig meget for børnene – men hvor meget af det foregår i hendes eget hoved? Hvem er de? Og hvorfor er de hele tiden der, hvor Anna og hendes familie er?

Paladan-profetien – Mark Frost
Mark Frost er forfatteren bag Twin Peaks, og bogen her falder i kategorien fantasy, og ligger på grænsen mellem ungdoms- og voksen-litteratur.

Hvis man kan lide Harry Potter, tv-serien The Magicians og Tearling-triologien, er den her bog lige på kornet. Hovedpersonen er en ung fyr, Will, som klarer sig unaturligt godt i en prøve i skolen, og derefter bliver headhuntet af en Hogward-ish kostskole. Men nogen er pludselig efter ham, hans forældre skifter karakter (jeg har kronisk flash back til scenen i Terminator 2, hvor Edward Norton ringer hjem og spørger til hunden), og det hele er meget mystisk og sammensværgelsesagtigt.

Jeg er stadig igang med 2’eren, og jeg kan ikke lægge den fra mig.

Den digitale arv

Jeg tror, at vi før har snakket om det her på bloggen; det med, at man i perioder støder på det samme tema i forskellige sammenhænge. For tiden er det for mig noget med, hvordan vi kollektivt finder den gode tone på nettet, og mere specifikt på fb.

Jeg har for længst valgt, at jeg ikke gider være med i grupper, hvor det er dramaet, der er drivkraften. Uanset hvor spændende et emne måtte være, gider jeg ikke det raseri, jeg selv skal slæbe rundt på, når folk bliver perfide – som f.eks. den gruppe, hvor administratoren helt afslappet sammenlignede kødspisere med nazister, fordi same. Min rejse til at forstå, at selvom det i første omgang er virkelig underholdende at iagttage, hvor vanvittige folk kan være, så ender det med at være mig, der spilder tid på at irriteres over noget, jeg ikke har aktier i. Dem, der laver hadefulde og fordømmende opslag, sover med stor sandsynlighed både godt og tungt. Derfor har jeg gjort det til en vane bare at trykke “Forlad gruppe”, når det er den slags, jeg åbner den virtuelle dør til.

Det betyder, at jeg i dag kun er med i grupper, hvor jeg klimamæssigt kan holde ud at være. Og af en eller anden grund betyder det også, at jeg føler et større ansvar for at være med til at bevare den gode tone.

Og det er netop det, jeg synes er svært at finde ud af, hvordan man gør. For når alle sølvpapirshattene er sorteret fra, og vi sidder i et forum, hvor tonen faktisk er ret civiliseret, hvordan når vi så til enighed om, hvad Den Gode Tone er?

Det bliver hurtigt meget flyvsk og teoretisk, hvis vi hele tiden skal tale i generelle vendinger, så nu kommer jeg med konkrete eksempler, som udelukkende er tænkt som illustration af, hvad jeg mener.

I nogle af minimalistgrupperne på nettet har der over de sidste par måneder været flere opslag om, at ikke-minimalistiske familiemedlemmer og venner er trælse ift. gaver. Der har også været flere opslag, der starter med “Nu skal jeg lige have luft!” og så et rant om tv-programmer, plastikposer eller børnefødselsdage. Om der reelt har været flere end der plejer at være, eller om jeg bare har fået en hammer, og derfor ser søm alle steder, ved jeg ikke, men jeg bemærker dem, og de trykker på mine knapper.

I en gruppe for donorer, donorbørn og forældre til donorbørn lagde administrator, som selv er donorbarn, et opslag op forleden, som i meget bestemte vendinger forklarede, hvorfor det var helt, helt forkert og egoistisk at vælge anonym donor til insemination. (Og bare så ingen tror, at det handler om ømme tæer: Jeg har, rent teknisk, intet i klemme her.)

Jeg synes, at det er problematisk, at man som administrator, der ud over at bestyre en side, også har nogle beføjelser ift. at sammenkoble donornumre med dem, der ønsker at finde donor-søskende, udtrykker sig så bombastisk i et forum, hvor der også sidder mange, som stadig er i overvejelsesfasen; mennesker, der er helt nye i den verden, og som derfor nemt kommer til at synes, at alt, hvad der skrives derinde er lov. Perspektivet er vigtigt, men helt personligt synes jeg, at man bør være ret opmærksom på, at man får tydeliggjort, at man taler på egne vegne, når man udtaler sig om noget vigtigt, og samtidig sidder med bestemmepinden.

Ift. minimalisterne synes jeg, at det er en kedelig tendens, at man bruger et forum som fb til at skælde ud – hvis man prøvede at overføre situationen til virkeligheden, ville det svare til at gå hen til tilfældige mennesker på gaden, og begynde at råbe dem ind i ansigtet. Det er jo ikke decideret forbudt, ytringsfrihed and all, men jeg tror da alligevel at de fleste ville foretrække, at man lod være.

Jeg har i langt tid tænkt, at det ikke er mit cirkus, og dermed heller ikke mine aber; som Hella Joof sagde i Mads&Monopolet for et par uger siden: You are not here to police the world – men over de sidste måneder er jeg alligevel kommet til at tænke over, at det sgu er lidt for nemt bare at synes, at internettet er de andres. At det ikke er min opgave at være med til at forsøge at gøre det til et bedre sted. For hvis ingen nogensinde prøver at trække kontra, så bliver det jo tosserne, de selvretfærdige og Nationen, der får lov at fylde, og dermed bliver præsidenter toneangivende.

Og selvfølglig skal det ikke være mine grænser, der dikterer, hvilke opslag man må lave – og slet ikke i en gruppe, jeg ikke er administrator på. Men hvis skal det så være? For jeg tænker, at det vil skære antallet af grupper på fb voldsomt ned, hvis man som administrator skal fungere som diktator i forhold til både tone og indlæg.

Men min egen oplevelse er, at det langsomt skaber en forråelse af tonen, hvis man åbner nogle bestemte døre. For hvis det er ok, at man i en gruppe for veganere, laver et opslag, hvor man har brug for luft over alle ignorante, klimahadende kødspisere, så synes jeg bare hurtigt, at det også bliver ok at tage den tone med ned i kommentarfelterne, når man kommunikerer internt i gruppen. (Som når man f.eks. surt skriver til en kvinde, er planlægger barn nummer 6, og som er i tvivl om, hvilken donorløsning, der er bedst, at det ikke er klimavenligt at få så mange børn. Eller til et opslag, hvor der efterlyses ideer til alternativer til skærmtid, lægger spidse kommentarer om, at det er trist, hvis man som familie ikke kan være sammen uden iPads.) Og derfra er der deprimerende kort til regulær tilsvining og bevidste misforståelser.

Skriftsprog og anonyme skærme giver nogle lidt for gunstige vækstbetingelser for distance og modbydeligheder – men problemet/fordelen her er jo, at vi aldrig kommer til at møde de her mennesker i virkeligheden. Så hvis man skal snakke om tonen, så vil det komme til at foregå på skrift, med alle de fælder og risici for misforståelser, der ligger i dét.

Men som én i en af grupperne meget rigtigt skrev, da jeg forleden lavede et opslag, hvori jeg appellerede til, at vi internt i gruppen prøvede at holde os for øje, hvad målet med vores opslag var, så det ikke bare blev ‘andre mennesker er irriterende’ og ‘her er mit affald -værsgo at skøjte rundt i det’ – så gør jeg mig jo skyldig i den samme forbrydelse med mit opslag.

Forsøg på nudging og adfærdskorrigering med pegefingerløftende opslag er måske for mærkeligt et paradoks til at være den rigtige løsning.

Så denne gang er det mig, der spørger jer. Hvad synes vi? Hovedet i busken eller pegepinden frem? Tror vi, at det kommer til at regulere sig selv? Handler det om, at vi som samfund skal udvikle et filter, så vi tager, hvad vi skal bruge og lader resten ligge, og satser på, at vores manglende indgriben ikke betyder, at noget, der ikke er hensigtsmæssigt får lov at vokse i skyggerne? Hvordan sikrer vi, at det internet, vi giver videre til vores børn, ikke er fuld af had, trolde og mean girls?

Kh

Forvirret stenbuk

M2018, uge 37

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Fået svar fra Frelsens Hær om lugtende tøj:

“Selvom jeg klart forstår din tanke om upcycling så må vi desværre erkende at tøj der lugter, som du beskriver det, ikke kan anvendes.”

Jeg siger ikke, at vi skal kigge misbilligende i H&M’s retning. Jeg konstaterer bare, at den eneste af de 4 organisationer, jeg har henvendt mig til, som har rene, kommercielle interesser, også er den eneste, der ikke har prioriteret at svare mig.

2)
Holdt hestene ift. at få taget billeder af børnene. Da Anton var lille, var det en ret dygtig fotograf i Esbjerg, der tog de obligatoriske billeder i vuggestue og børnehave, og da han opsagde sin aftale med institutionerne, holdt jeg fast i at få børnene fotograferet hos ham. Men, som man kan forvente, er prisen også en anden hos en etableret fotograf, end hos Dansk Skolefoto. De sidste par år har jeg alligevel ikke været helt tilfreds, og så synes jeg faktisk, at det er for mange penge at smide efter en håndfuld billeder. Omvendt er der også noget over at have billeder i samme stil, taget på samme tidspunkt hvert år, og jeg har ikke helt kunne finde ud af, om jeg skal sætte fornuft og økonomi over minder på sigt. Men nu har jeg nærlæst teksten på skolefotopapiret, og kan se, at jeg faktisk kan se billederne, og først derefter beslutte mig for, om jeg vil have dem. Det prøver jeg at gøre i første omgang. Hvis der er et pletskud i mellem, kommer jeg til at spare ca. 500 kr. hvert år på dén konto.

3)
Haft børnene med til Fantasy Festival, som blev afholdt af Esbjerg Hovedbibliotek, og også her tøjlet mit ‘hit med alting nu!’-temperament. Festivalen foregik på selve biblioteket, og kostede et mindre beløb i entre, men uden for biblioteket var opstillet en masse boder, og der var både sværdkæmpende orker, og prinsesser i store kjoler. Jeg besluttede at forholde mig afventende, i stedet for bare at storme ind med et barn i hver hånd, og efter en times betaget gang rundt på pladsen udenfor, meddelte børnene nærmest i kor, at nu ville de gerne hjem. Dermed var der råd til på tilbagevejen at købe det træsværd, som Anton samtlige 60 minutter havde kigget længselsfuldt efter.

4)
Ryddet op i mit tøjskab, og det gjorde ondt. Jamen, jeg kan ligeså godt være ærlig. Jeg har skubbet det i flere år, fordi jeg godt vidste, at den ville rive – og det gjorde den. Dels erkendelsen af, at jeg aldrig kommer til at se ud, som jeg gjorde præ-børn, da jeg boede i et fitnesscenter og levede af kylling og grøntsager, men også afskeden med.. jamen, den unge kvinde, jeg var, tror jeg? Jeg er i gang med at finde ud af, hvem jeg er i den modne version, også tøjmæssigt, men det var vemodigt og svært at fylde de sorte sække. Ikke mindst fordi lige præcis mit forhold til min vægt og min krop nok er et af de eneste steder, hvor jeg stadig ligger i åben krig med mig selv. Det føltes som at have tabt slaget at køre sneploven over hylderne.

Lige nu er det så tomt, at det giver ekko, når jeg åbner skabet, hvilket i sig selv er rygende angstprovokerende. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det føltes mere trygt at have mere tøj, når det nu var noget, jeg aldrig ville tage på eller komme i – men det gjorde det. Til gengæld føles det også mere rigtigt nu. Som en ny start. Og langt mere i sync med, hvem jeg er nu: At jeg har det, jeg bruger, og ikke mere end det.

I spørger, jeg svarer: Hvornår er man færdig med at få børn?

Der kommer der med jævne mellemrum mails fra jer derude, med spørgsmål, som I gerne vil høre mit take på. 

Jeg elsker at skrive de her “I spørger”-indlæg, fordi det føles ret meningsfyldt at skrive på noget, der helt konkret kommer fra jer. Men fordi det er noget, der stadig er nyt, vil jeg gerne lige knytte et par kommentarer til det, så I ikke tror, at jeg er igang med at udnævne mig selv til selvbestaltet orakel, eller at jeg planlægger at konvertere bloggen til en ren brevkasse. 

Jeg er 100% på det rene med, at det her bare er mine erfaringer, som udelukkende bygger på mit liv og de betingelser og privilegier, jeg har på hånden. Jeg er ikke ekspert på noget som helst, ikke engang mit eget liv.

Nogle spørgsmål svarer jeg på med en mail, hvis emnet f.eks. er meget personligt, eller noget, der er så smalt, at det ikke giver mening at brede ud i plenum. Men jeg synes, I skal vide, at mange af de mails jeg får, efterlyser mine og “dine kloge læseres” input. That’s right. Jer. Der er fest, og I er inviterede. Så for nogle mennesker derude, er det ikke kun interessant at læse om jeres erfaringer og tanker; det er noget, de bruger til at træffe store beslutninger i livet på  baggrund af #NoPressure

Så. Efter således at have fastslået, at jeg er bange for at blive opfattet som prætentiøs, kan vi komme igang med dagens spørgsmål.

Det kom i sidste uge i en mail fra Merete: 

Hvornår er man færdig med at få børn? Eller hvornår ved man, man er færdig? (Hvis altså, man er så privilegeret, at det er noget, man selv bestemmer). 

Vi fik nummer 2 for et halvt år siden, og status er, at vi egentlig nok er enige om, at det var det. Omvendt så kan jeg ikke forlige mig med tanken om, at det kapitel er slut. Jeg har rumineret over det i nogle måneder nu, og kan ikke helt gennemskue, hvad der er på spil. Jeg har ikke lyst til flere små børn (2 x kolik er sgu nok), jeg har ikke lyst til at gå på kompromis med komfort og økonomisk råderum, karriere, personlig fritid og generelt overskud, som en 3’er ville betyde. Og alligevel er jeg nærmest i sorg over at skulle vinke farvel til flere graviditeter og fødsler (og tumlinger). Jeg tænker på, om det er biologien, der spiller mig et puds (biologisk set kunne vi formentlig nå mange endnu, jeg er knap 30 og vi har haft utroligt nemt ved at få dem), om det er et underliggende ønske om en stor familie (er enebarn og det samme er min mand), eller om det er fordi, det er et meget håndgribeligt tegn på, at livet går. 

Hvad tænker du, om det her med at beslutte, hvor mange børn der er nok? Ville du have ønsket et andet antal, hvis du ikke var alene med dem? Følte du dig færdig eller var det mere en praktisk beslutning?

Da jeg læste mailen, føltes det som at læse en mail, jeg havde skrevet i 2016 og sendt til mig selv. Fra jeg fik Frida (i 2015) og til hun var 1,5 år, var jeg så skruk, at jeg næsten ikke kunne være i min krop over det. Det kom enormt bag på mig, fordi jeg havde brugt så lang tid på at være i tvivl om, om jeg turde få barn nummer 2 – og her stod jeg så og overvejede, i ramme alvor, om jeg skulle prøve at få 3.

Det ville være en underdrivelse at sige, at det overraskede mig. 

Om alle har det sådan, eller om det bare er tilfældigt, at Merete og jeg har haft de samme overvejelser, ved jeg ikke, men jeg brugte LANG tid på at spekulere på, hvorfor pokker, jeg havde det sådan. 

Når jeg valgte at holde mig til de to, jeg havde, var det i første omgang en meget fornuftbaseret beslutning. Hvis vi havde været to, er jeg ret sikker på, at jeg havde fået 3 børn, og i den erkendelse ligger jo også implicit, at det for mig meget handlede om det praktiske, når jeg valgte at stoppe ved to. Selvom folk siger, at “det går jo – det gør det altid!” når man snakker om antallet af børn, så synes jeg bare desværre, at jeg også har set, at “at gå” ikke altid er det samme som “at gå godt”.

Når det er hormonerne, der står for overvejelserne, tror jeg, at man er meget tilbøjelig til at forholde sig til, om man synes, der er plads til mere natteroderi, om man kan overskue en omgang mere i ble-manegen og om børn faktisk ikke i virkeligheden har godt af at dele værelse. 

Men hvis man tager hjernen med på råd, er det jo ikke det ekstra barn, der kan gøre det svært at få enderne til at mødes. Det er alt det, livet også er. Møder på arbejde, sygdom i familien, forældremøder, tandlægebesøg, venindebrunch osv. osv. Og problemet, tror jeg, er, at det ofte er børnene, der ender med at tage fra, når vi bliver overbelastede, fordi det er den eneste relation, hvori vi kan give efter for vores stress. Ikke fordi det på nogen måde er i orden, men fordi det er den eneste relation, hvor magten 100% ligger hos os. Man kan ikke kan skrige ad sin chef, at hvis han sender én mail eller indkalder til ét eneste møde mere, så ryger han på værelset, eller melde sig ud, hvis mennesker i netværket har brug for os (her tænker jeg på de mere alvorlige situationer). Derfor tror jeg faktisk, at det er ret væsentligt at have praktikken om ikke i førersædet, så i hvert fald med i bilen. 

For mig endte det med at blive udslagsgivende, at jeg var bange for at gå glip af de børn, jeg har. Jo flere, jeg fylder på, jo mindre tid til hvert enkelt. Og jo færre muligheder for det enkelte barn, i hvert fald så længe de er små. For mig er det to kurver, der krydser, hvor det handler om at finde det optimale skæringspunkt mellem egne ønsker og børnenes behov; at selvom det ikke nødvendigvis er nemt for børn at få søskende, uanset antal, så må mit ønske om flere børn ikke blive på bekostning af det, mine eksisterende børn har brug for. Hverken tidsmæssigt, omsorgsmæssigt eller økonomisk. Og her var og er jeg bare meget bevidst om, at jeg er alene. 

Selvfølgelig er det mere kompliceret end som så, og sat på spidsen kan man sige, at det ikke giver en bedre barndom at have mulighed for at gå til jazzballet hver mandag, eller at kunne komme i legeland og på ferie – men jeg er heller ikke sikker på, at flere søskende automatisk er lig med en bedre barndom. Ikke alle søskende knytter tætte bånd, og jeg tror ikke, at det er givet, at det skaber gode forudsætninger for søskendekærlighed, hvis man som barn oplever, at flere søskende er lig med fraværende forældre. 

I dag hvor Frida er 3 år, kigger jeg tilbage og kan se, at min skrukhed, da hun var spæd, meget handlede om, at jeg følte sorg over at lukke dén fase af mit liv ned. Måske kombineret med en fornemmelse af tidspres; jeg var 39, da jeg fik Frida, så biologisk begyndte det at haste, hvis jeg gerne ville have et barn mere. I og med at manglende handling automatisk ville betyde, at der ikke kom flere børn, følte jeg det meget presserende at være sikker på, at jeg traf den rigtige beslutning, mens jeg stadig, i teorien, havde valget. 

Jeg har tænkt meget på, at fordi mange af os i dag får vores børn ret sent, forplantningsmæssigt set, så er det faktisk også en beslutning, vi træffer lidt i blinde, fordi vi ikke har prøvet at have store børn, før vi skal besluttet, om vi gerne vil have flere små. Min egen oplevelse er, at nu, hvor børnene er 3 og 7, så har jeg langt mere at se til, end jeg havde, da de var helt små, og selvom jeg er sikker på, at det ændrer sig igen, når de bliver større, ville jeg jo stadig skulle kunne overkomme det på en ordentlig og kærlig måde nu, hvis der havde været 3.

Til sidst vil jeg sige, at jeg tror, man ved det, sådan helt inderst inde. Om man kan øge flokken, og stadig holde fast på sig selv, og de værdier, man gerne vil leve efter; om man kan være den forælder man gerne vil være, for de børn man ender med at have.  Og hvis overskuddet er der, så tror jeg virkelig, at flere børn er en gave. Men alene det at have de praktiske overvejelser er måske en indikation af, at man godt selv ved, at balkortet er ved at være fyldt. 

M2018, uge 36

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

Inden jeg går i gang med ugens liste, har jeg lige lyst til at runde en kommentar, jeg fik af en sød kollega i sidste uge. Hun læser med herinde, og spurgte, om jeg egentlig havde oplevet negativ respons på at tale så åbent om at sidde i en træls, økonomisk situation.

Fordi det lader til at være lidt af et tabu, har jeg lyst til at gentage mit svar i plenum, fordi det måske kan gøre det nemmere for andre i lignende situationer at vippe skammens kåbe af skuldrene.

For det har jeg virkelig ikke. Tværtimod. Jeg har udelukkende oplevet hep og kampråb og konkrete forsøg på hjælp fra sider og mennesker, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig ville byde ind. Mine skriverier har givet anledning til gode samtaler om værdier, voksenbeslutninger og om, hvad der er vigtigt i livet, og jeg er kommet til at kende mange omkring mig bedre, end jeg har tidligere har gjort. Det sætter jeg utrolig stor pris på.

Den eneste lille bitte ting, der kan gøre mig en smule stiv om kæben er, når nogen forsøger at forklare mig, hvad jeg skal gøre for at få styr på min økonomi. Vi er way past that, og det føles som om, de taler til den tidligere version af mig (the former artist known as Linda); hende, der tog den på beløbet uden at se sig tilbage, og som ikke engang satte spørgsmålstegn ved sin egen overbevisning om, at der jo senere i voksenlivet ville komme masser af penge. Det er nok det eneste tidspunkt, hvor jeg føler mig lidt talt ned til. Selvom jeg er fuldstændig klar over, at de gør det med rene hjerter og hensigter, så føles det stadig med et godt, dansk ord lidt belittling.

Måske har det noget at sige, at jeg ikke opfatter mig selv som fattig? Hvis ellers det giver mening at definere fattigdom som en følelse. Selvom vi ret beset lever for et beløb, der er væsentlig mindre end de fleste omkring os, opfatter jeg det helt klart som en midlertidig situation, som mest af alt er irriterende. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke i perioder kan blive voldsomt stresset over det, for det kan jeg, og i nattens mørkeste timer kan jeg sagtens miste pusten over katastrofetanker galore – men langt det meste af tiden har jeg egentlig bare blikket rettet mod sidste afbetalingsrate med en koncentration, der får de fleste laserstråler til at virke lidt slaskede.

Så det korte svar er: Nej. Ingen negativ respons. Kun kærlighed, opmuntring og mere substans i mine relationer. Det kan virkelig varmt anbefales.

Men tilbage til det, det plejer at handle om.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Haft fornøjelsen af at genopdage vennetjenester. Korrekturlæsning af et par stillingsopslag, samt rollen som wing(wo)man på en bryllupstale, udløste gratis klipning af os alle 3, og pasning af børnene en aften, hvor jeg skulle i biografen.

2)
Testet og opgivet Rasul-ler til håret. Jeg gav det 6 dage, men måtte kapitulere. Porerne i min hovedbund lukker sig, mit hår bliver nærmest lidt stift, og jeg får så fedtet hår, at Johnny Madsen sidder et sted på Fanø og jamrer af misundelse. Jeg prøvede at bruge det i ansigtet, som en slags kombineret vask/maske, og resultet her var også tilstoppede porer og en underlig overfladeglans. I bedste M2018-stil har jeg solgt det videre, så en anden har chancen for at teste, om det fungerer bedre for hende.

3)
Lavet virkelig mange kødboller, og husket at bruge en tallerken som låg, når jeg har stillet farsen i køleskabet for at trække, i stedet for at bruge film. Her er det måske på sin plads med en opfølgning på det Bee’s wrap, jeg i tidernes morgen købte: Jeg kan ikke få det til at fungere. Det må ikke bruges over råt kød, så dermed er 50% af mit behov udelukket, fordi jeg primært filmer, når jeg laver frikadeller/kødbolle, og de skåle med andet indhold, jeg har prøvet det på, slutter det simpelthen ikke tæt nok omkring. Jeg mangler stadig at teste det ift. brød, fordi jeg bliver ved med at glemme det, men jeg skal nok få det vinget af listen, og meldt tilbage.

4)
Brugt en rest brombær/æble-kompot som luksusingrediens i kold havregrød. Konceptet er simpelt, og kan varieres i det uendelige: Man smider gryn og evt. chiafrø og/eller frugtgrød i et glas, fylder op med mælk/mandelmælk/kokosmælk, og lader det stå natten over. Næste morgen kan man smide lidt müsli eller frisk frugt i, hvis man gerne vil have noget, der knaser, og ellers er det bare at kaste sig over det. Det er som skabt til at udrydde frugtrester.

5)
Fået svar fra Kirkens Korshær og Røde Kors på min forespørgsel om tøj, der luger.

Røde Kors:
“Du kan sagtens lægge det i vores containere, da det kan genanvendes.”

Kirkens Korshær:
“Det er rigtigt, at vi fra flere steder sender usalgbare partier afsted til salg andetsteds, herunder til udenlandske genbrugsbutikker og derfra videresalg til upcycling. Her få vi en fast kilopris, der afhænger af kvaliteten. Problemet ved at sende lugtende tøj afsted i sådan et parti er, at det også kan påvirke tøjet omkring det under transporten og dermed gøre mere skade end gavn. Derfor er jeg glad for at du spørger, for modtagelsen af en sådan donation kan i sidste ende koste os penge frem for at hjælpe med at støtte vores formål. Derfor siger jeg også pænt nej tak, men endnu engang stor tak for omtanken!”

Jeg har stadig ikke hørt fra Frelsens Hær eller H&M.

6)
Vendt og drejet, hvordan jeg kan byde ind med noget konkret ift. mad, opskrifter og brug af rester. Sagen er den, at jeg tror, de fleste af os har helt utrolig svært ved at have glæde af andres nemme retter, ganske enkelt fordi det, der gør en ret nem, er at den udspringer af, hvordan man normalt laver mad – og det er forskelligt fra person til person. Det, jeg tænkte, jeg kunne gøre i stedet, var at skrive, hvad jeg helt konkret gør for at udnytte alle rester, og give lidt inspiration til, hvad jeg bruger dem til.

De to gyldne regler er 1) Frys og 2) Frys i små portioner. Og når jeg skriver ‘små’, så mener jeg virkelig små. Jeg fryser typisk i 1-1,5 dl. bægre. (Og hvis det f.eks. er en gryde kødsauce, jeg skal fryse, så laver jeg et eller to bægre, der passer til mad til én dag, og fylder resten i små bægre) Det giver muligheden for at lege fryser-tetris og sætte mad sammen på kryds og tværs, så det både er nemt og varieret.

Hermed lidt eksempler på, hvad man kan bruge resterne til:

Kødsauce:
*Pizzasnegle (bland med tomatpure/ketchup og revet ost)
*Fyldte grønsager, som f.eks. peberfrugt/squash (bland evt. med en rest ris, som suger væsken, og gratiner med en rest ost)
*Madpandekager (bland f.eks. med bønner, en rest ris og lidt revet ost eller feta)
*Som “pizza”-topping på brød, der har brug for lidt førstehjælp for at kunne spises

Creme Fraiche/smøreost/ost/feta/revet ost:
*I tærte
*I suppe
*I boller
*I frikadeller
*I et fad pasta, blandet med en rest kødsauce

Sauce:
*I kartoffelmos, der gerne må smage af noget (f.eks. som låg på noget-med-sauce-i-ovnen)
*Som dressing i en pastasalat (jeg smed en kold rest chilibearnaise i en pastasalat, og det er jeg stadig ikke ovre)
*Blandet i fyldet til fyldte, bagte kartofler

Kød/pålægsrester:
*Ristet på panden med bønner, peberfrugt og lidt løg, og serveret som fyld til mexicansk mad
*Fyld i en frokostsalat
*Fyld i tærte
*Blendet med lidt pesto og derefter tilsat dej til sandwichboller

Ris/pasta/bulgur osv (NB: Jeg har læst et sted, at man ikke må genopvarmet ris. Vi gør det, men jeg disclaimer lige for en sikkerheds skyld)
*Blandet med kødsauce i ting, hvor kødsaucen helst ikke må vande.
*Fyld i salater
*Blandet med den sidste lille rest af aftensmaden, som så kan bruges til madpakke den efterfølgende dag.
*Som suppefyld/topping

Frugtgrød/kompot:
*Som topping på en god chokoladekage (her er det f.eks. smart, hvis man har en måned med mange gæster, at man bager en kæmpekage, og fryser den i stykker, der passer til det antal mennesker, der kommer de respektive dage. En liter is eller to, lidt bærkompot ved siden af, og så har man en virkelig nem dessert, som er lige lækker hver gang)
*Blandet med neutrale surmælksprodukter som mellemmåltid
*Blandet med gryn og mælk til kold havregrød.

Det blev langt! Men jeg håber, det kan bruges, og sidder I derude med flere tips og tricks, så smid dem endelig i kommentarfeltet.

Say do you remember

I lørdags var Anton, som jeg kort fik nævnt i søndagens M2018-indlæg, til opvisning med Taekwondo-holdet på Torvet i Esbjerg. Jeg troede til det sidste, at han ville bakke ud, både fordi midtbyen var et inferno af mennesker og støj, og fordi jeg simpelthen ikke tror, at han var klar over, præcis hvad der skulle ske – og for bare 6 måneder siden, ville det have fået ham til at slå fuld bak. Men da de fik deres que, gik han, lidt forsigtigt, op på scenen sammen med de andre, og viste, hvad de havde lært, alt i mens jeg vrælede i vilden sky bag mine store solbriller. Han er nået så langt.

Bagefter sad vi og kiggede på de mange andre gymnaster og kor, der også lavede opvisning i midtbyen, og jeg kunne pludselig mærke følelsen af melankoli krybe ind i hele kroppen. Synet af de mange unge, der var sammen om noget, fik mig til at savne den tid, hvor det var mig, der løb rundt på torve og scener og festivalpladser, så jeg næsten kunne smage det.

Jeg skal ikke lade som om, jeg er blevet så gammel, at jeg har glemt, hvor svær den periode af mit liv også sommet tider var, men det slog mig virkelig, hvor alvorstungt jeg synes, det er at være Rigtig Voksen.

Alle udfordringer til trods, så var det en fantastisk lomme i tid, hvor man fik lov at være i fællesskaber med andre, der alle var, hvor de var, pga. aktive tilvalg, udsprunget af interesser. At forberede en opvisning, et event eller en uge på festival med mennesker, der alle brændte for det, vi lavede, gjorde den tid til noget særligt, og lige der på Torvet, kunne jeg mærke et svagt ekko af den stemning, der opstod, når vi var på eller afsted, og følelsen af fællesskab, når vi med tømmermænd eller iført gennemsvedt træningstøj betragtede strøget og cafeerne som vores retmæssige ejendom.

Da jeg sad og kiggede på alle de unge, der var igang, kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk ikke kan huske, hvordan man har det sjovt. Sådan rigtig, ægte haha-sjovt. Det er, som om, det ikke rigtig findes i voksenlivet? Eller er det mig, der leder de forkerte steder?

For selvom børnene bliver større, ville det aldrig give det samme at hoppe ind i sammenhænge, bestående af mennesker, der er helt andre steder i livet end mig, og som har tiden til at dedikere sig 100% til deres interesser. Selvom jeg kunne barnepige mig ud af logistikken, ville det f.eks. aldrig blive det samme for mig at søge fællesskaber i fitnesscentre igen, fordi jeg er et andet sted i livet. Træningen udgør kun 50% af det, der gør samværet fedt, og det er de resterende 50%, jeg er vokset fra, både praktisk og mentalt.

Som unge var vi hinandens netværk. Vi var hinandens sociale stimuli, hinandens historier og hinandens livsvidner, både pga. oplevelser, effektuerede timer og alle de op- og nedture, den fase af livet bestod af.

I dag har vi så mange af vores tentakler hæftet på andet og andre, at det intense samvær ikke kan genskabes – og det skal det i virkeligheden nok heller ikke. Det ligger bag os, fordi det forudsætter et bestemt ståsted i livet, med alle de muligheder og begrænser, der kommer med dét.

Normalt er jeg god til at huske, at hvis man fokuserer for meget på det, man har sluppet, så glemmer man at glædes over alt det, man dermed har givet sig selv mulighed for at samle op og holde om, på og ved i stedet, men lige der, på Torvet, en helt almindelig lørdag i september, ville jeg ønske, at det ikke altid behøvede at være enten-eller.

M2018, uge 35

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Været meget tæt på at bestille et zombie-outfit på udsalg til Anton til Halloween, fordi vi alle ved, hvad der sker priserne om en måned. Heldigvis havde de ikke zombiedragten i hans størrelse, for da jeg stod og tømte opvaskemaskinen, kom jeg til at tænke over, om vi egentlig ikke købte noget sort og uhyggeligt sidste år? På hovedet i udklædningskassen, og Lord behold: Halloweenudklædning. I et sjældent anfald af klarsyn, viser det sig endda, at jeg har købt noget kjortel (eller hvad vi nu kalder det, Døden suser rundt i), som man derfor ikke lige vokser ud af. Så tippet her er ikke “Gro en bedre hukommelse” men derimod “Vælg udklædning, der i forvejen stumper/ikke skal passe til et bestemt benlængde”, så man kan genbruge det et par år eller 3.

2)
Vasket hår i ler. Ja. I know. Det lyder mere rabiat, end vi er vante til her på siden. Og ligesom dilemmaet omkring, hvorvidt vi hepper på virksomheder, der reklamerer med deres grønne profiler eller ej, (= tæller det, hvis de kun gør det for at kunne reklamere med det, og dermed skabe øget omsætning/produktion > < det er stadig bedre end dem, der slet intet gør) er her også et af de tiltag, som udspringer af et personligt behov, og ikke et ønske om at passe på naturen. Men hey – to fluer, ikke? Sagen er, at jeg har shampo-issues. Der er INTET system i, hvad mit hår og min hovedbund reagerer negativt på; den ene uge kan jeg KUN bruge Stuhr, ugen efter forvandler det mit hår til hø. Eneste undtagelse er John Masters, men det er ganske enkelt for dyrt til hverdagsbrug. Forsøg med tørshampo og med at skære ned på antallet af vaskedage har ikke fungeret, så indtil nu har løsningen været at køre med 3-4 forskellige shampo-mærker, som jeg så skifter i mellem for at narre mit hår.

Men ovre ved Karoline læste jeg i kommentarsporet om Rasul-ler som jeg først afskrev som for alternativt, men nød lærer som bekendt nøgne katte at spinde, så jeg skimmede lige teksten alligevel. To ting gav mig lyst til at prøve: 1) Prisen og 2) Neohippies forsikringer om, at man efter et par uger kan vaske håret knap så ofte, fordi leret ikke affedter det.

Jeg bestilte med det samme, og har prøvet det i morges, og det var ret nemt at bruge. Jeg prøver det den kommende uge, og giver en tilbagemelding i næste M2018-indlæg.

3)
Haft held til at lokke mine børn til pølsevognen i stedet for på MacD. Det er ikke så tit, vi frekventerer den slags steder – mere pga. holdning end økonomi – men engang imellem giver jeg mig, fordi børnene så utrolig gerne vil. Det er jo ikke fordi, det ernæringsmæssigt er voldsomt meget bedre at spise ved pølsevognen end på MacD, men prisniveauet – i hvert fald her i byen – er et andet, primært fordi der er mulighed for at vælge, hvad/hvor meget man kan spise, i stedet for færdige pakkeløsninger. På MacD vælger de altid et happy meal, som koster 40-45 kr., og særlig Frida kan ikke spise 1/3 af det, der er i. Ved pølsevognen i dag kom jeg af med 50 kr. for mad til dem begge.

4)
spurgt på Janes fb-side efter erfaringer med tøj, der lugter, som man ikke kan vaske/lufte/rodalon’e lugten ud af.

Vi er så heldige at arve en del tøj, og engang i mellem er der noget, der lugter så meget af loft, at jeg ikke kan vaske lugten ud. Jeg vil ikke give mine egne børn tøjet på, og antager derfor, at andre mødre vil have det på nogenlunde samme måde, og derfor sender jeg det ikke videre til genbrug. Men det føles også forkert at stå og smide en stort set ubrugt flyverdragt i skraldespanden. Der blev budt ind med alt fra tykmælk og citron til eddike og brintoverilte, og flere skrev, at man kan aflevere det til de forskellige genbrugsbutikker, som laver tvist og andre fiber-ting af det. Sagen er bare, at der på flere containere her i Esbjerg står, at man frabeder sig tøj, der er “beskidt” eller hullet, så jeg synes, det er svært at blive klog på, hvem der rent faktisk kan anvende det, og hvem der bare skal bruge tid og kræfter på at stå og sortere og smide ud. For slet ikke at snakke om, at lugten også kan smitte af på andet tøj i posen.

Jeg har ikke kunne finde info om lige præcis det her på de respektive organisationers hjemmesider, så lang historie kort: Jeg har skrevet en mail til H&M, Kirkens Korshær, Frelsens Hær og Røde Kors og spurgt.

Jeg giver en tilbagemelding, når jeg hører fra dem.

I spørger, jeg svarer: Hvordan føles det at være alene-mor, når du er sammen med par med børn?

Dette indlæg er det sidste i rækken af svar på jeres spørgsmål. Jeg kan egentlig godt lide den her måde at skrive på, så jeg lader postkassen forblive åben, og I er altid velkomne til at sende spørgsmål denne vej. 

Dagens emne har jeg tænkt meget over, siden jeg fik det, og jeg er ikke sikker på, at jeg er blevet klogere. På en eller anden måde tror jeg, at det er lidt som at spørge enebørn, om de savner søskende. Svaret vil ofte være ‘Ja’ – men det vil være en smule tænkt, fordi de ikke aner, hvad de svarer ja til. 

Jeg har efterhånden lært, at når vi taler om forskelle på at være forældre selv og sammen, så ender dem, jeg taler med, ofte med at sige ting som “Det er nok bare en anden slags udfordringer, vi har”, “Der er jo også nogle ting, du slipper for, fordi du bestemmer det hele selv” eller “Jeg synes faktisk tit, at det er nemmere, når Kurt er ude at rejse, for så er det bare mig og børnene, og så glider det hele meget nemmere”.

Eller “Men der er jo også mange glæder ved at have børn – det er jo ikke kun hårdt det hele, haha”

Den slags kommentarer skal jeg være ærlig at sige irriterer mig. Og ikke pga. indholdet, men fordi det altid – uden undtagelse –  er de andre, der starter debatten. Jeg tror, hånden på hjertet, aldrig, at jeg har startet en sammenligningsdialog af forældreopgaven op, ganske enkelt fordi (og det her får lige sin egen linje):

Det. Er. Ikke. Synd. For. Mig. 

Det er det virkelig ikke. Jeg tænker mange gange dagligt på, at jeg er så sygt taknemmelig over at leve i en del af verden i en tid, hvor det faktisk er muligt at få og have børn, selvom man er alene. 

Men hvis præmissen for dialogen er, at vi taler om de dele af forældreskabet, som kan trække tænder ud, og som man kan blive frygtelig ked af og frustreret over, så vil det jo af gode grunde også være der, fokus er. 

Når det er sagt, er det som at sammenligne æbler og pærer. Vi har alle livsbetingelser, som gør det umuligt at sammenligne (oplevelsen af) forældreopgaven. Er det hårdere at være alene, end at være sammen med en mand, der tæsker dig, eller sidder i fængsel? Er en syg bedsteforældre på den ene siden af ligningen sværere, end en bedstemor, der bor i Sverige på den anden? Er det nemmere at være den eneste, der bestemmer, hvor skabet skal stå, end at gå på kompromis med sine værdier som menneske?

Netværk, helbred, hvad for et barn du får, hvilke forcer og udfordringer, det har, hvordan søskendekonstellationen er, din jobsituation, din økonomi, din fortid, din trivsel på din arbejdsplads, osv. osv; alt sammen er faktorer i, hvordan livet og dermed forældreskabet opleves som helhed, og derfor bliver disse for mig usammenlignelige.

Og min fornemmelse er, at din egen mentale stamina og indstilling har umådelig meget at sige. 

Men tror jeg, at jeg har mere arbejde, sådan helt lavpraktisk, ud af at være alene med mine børn, frem for, hvis vi havde været to? Ja. Uden tvivl. Også selvom det føles som om, at Peter aldrig hjælper til derhjemme, for hvis man som familie f.eks. har valgt at prioritere Peters karriere, så er der tale om en arbejdsfordeling eller nogle værdier, man som par og familie har valgt at sætte øverst – og som man kan vælge at ændre på, hvis én af parterne ikke trives. Med to indkomster vil der være nogle ting, man kan betale sig fra, og gået på klingen viser det sig også ofte, at bemeldte Peter står for bilen og haven eller er den, der har sat sig tilbundsgående ind i Minecraft og Fortnite. 

Det er lidt som at sammenligne to lagkager, hvor det er flødeskummet man sammenligner, men hvor forskellen ligger i størrelsen på bunden.

Så når jeg er sammen med par, der har børn, tænker jeg ikke, at alting for dem er en sejltur på en solbeskinnet sø uden en krusning på vandet. Så heldige er der ingen, der er. Og jeg sidder ikke og himler mentalt med øjnene over det, hvis den ene af dem synes, at noget er svært eller hårdt, netop fordi jeg er så bevidst om, at forældreskabets glæder og udfordringer er usammenlignelige, fra én familie til en anden. 

(Når det er sagt, må jeg dog lige tage en tår af min kaffe, hvis der opstår ophedede diskutioner om, hvis tur det er til at skifte en lorteble. Bedre menneske er jeg trods alt ikke.)

Når jeg er sammen med familier, som er dobbelt så mange voksne som mig, så tror jeg egentlig, at det, jeg bliver misundelig på, er tiden de har. At være to om alt det praktiske giver – i hvert fald i teorien – en mulighed for at få frigivet tid, hvor man kan være sammen med sine børn, uden at skulle andet. Det giver mulighed for at lade dem blive hjemme fra ting, som de givetvis ikke finder særlig inspirerende at være med til, og det giver mulighed for at gøre noget med dem hver for sig. Det kan jeg godt savne.

Også selvom jeg i hjertet føler, at vores måde at være familie på, på den lange bane komme til at give mine børn noget andet, som er lige så godt. 

M2018, uge 34

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
På min venindes opfordring prøvet at fryse de bager-rundstykker, vi havde i overskud fra en fællesmorgenmad. Nogle af dem var skåret over, andre var ikke. Jeg tog dem op i morges, lod dem ligge på køkkenbordet en halv times tid, og gav dem små 10 minutter i ovnen; de var længder bedre end de frosne bake off’s, vi ellers har kørt med til fødselsdage. Der er hermed belæg for fremover at holde øje med, om der er 10-for-et-eller-andet, når vi en sjælden gang køber hos bageren, fordi de overskydende pludselig kan bruges til noget. (Hvis nogen har tænkt sig at kopiere ideen, var det faktisk de præ-overskårne, der blev bedst; de var gennemvarme, men stadig uden at blive hidsige i krummen udenpå.)

2)
Foretaget et lille skifte, som afgjort hører til i småtingsafdelingen, men som jeg alligevel godt kan lide tanken om: Jeg har gravet mine små, almindelige teskeer frem fra bagerst i skuffen, og har konsekvent brugt dem, når jeg har sat marmelade, rosiner, kaffe osv. på bordet.

Jeg har i årevis kørt med sådan en et-sted-mellem-teske-og-spiseske-model fra Ikea, fordi jeg synes, de er rare at spise yoghurt osv. med, og så er det bare endt med, at det kun er dem, jeg har brugt.

Den er i familie med tricket med at spise af mindre tallerkener, og selvom det måske kun er et glas marmelade, en pakke rosiner og et enkelt glas Nescafe, der kan spares på et år, så giver det stadig mening for mig, at vi, som livsfilosofi, bliver bedre til at tage, hvad vi skal bruge, og ikke bare hvad vi kan.

3)
Glædet mig over, at jeg her – 6 dage før d. 31.- kan se, at det lykkes mig at få os igennem denne måned med flyvende faner på et rådighedsbeløb på 2800 kroner til ALT.

Jeg har suppleret med salg af børnetøj osv. og jeg har i denne måned gjort en ekstra stor indsats for at komme af med ting, jeg normalt ville have sendt videre i rotation, og takket være de ekstra penge, står der stadig 500 kroner på lønkontoen, og vi har købt ind til den kommende uge.

De 2800 (plus salg) har jeg fået til at dække: Mad, husholdningsartikler, 3 x kalendergaver, 1 vinterjakke (LEGO Wear) til Frida, et par sko (Ecco) til Frida samt benzin til bilen, og hvis ikke der står en barbershop-kvartet klar, når jeg slår øjnene op fredag d. 31. som med sang og lovprisning hylder min indsats, mens de hænger medaljer om halsen på mig, og strøer rosenblade for mine fødder, bliver jeg sur.

Modsat tidligere i dette forløb, hvor jeg i måneder som denne, bare pelsede ALLE skabe for ALT, har jeg nu lært, at det ikke hjælper ret meget at lave en Glistrup, for det betyder bare, at næste måned bliver ligeså styg. Derfor har jeg været ret opmærksom på at at restock’e, når jeg har taget den sidste af et eller andet, så der er stadig tandpasta, hakkede tomater og vådservietter i skabene, og masser af mad i fryseren.

Som et slags PS synes jeg faktisk sjældent, at det er maden, der er udfordringen, når man er presset økonomisk. Jeg kan lave 500 retter, som smager fint og koster tæt-på-ingenting; for mig er det alt det uden om, som er svært. Sygdom, der kræver penicillin, gaver, sko, der pludselig er for små osv; udgifter, som kommer så løbende, at de er tæt på at være faste, men som alligevel ikke er der så ofte, at de er en del af det almindelige husholdningsbudget. Med et rådighedsbeløb på ca. 750 kroner pr. uge, inkl. benzin, som det har været tilfældet i denne måned, kan antihistamin til 70 kroner og en gave til 100 kr. godt mærkes.

Så med fare for at jinxe det hele, her 2 meter før målstregen, har jeg det lidt, som om jeg har vundet over august.