I spørger, jeg svarer: Institution eller hjemmepasning/skoling?

I sidste uge fik jeg en mail fra Laura, der bl.a. skrev: 

“Hvad er dine tanker omkring institutioner og den måde vi særligt i Danmark har indrettet os på, hvor vi i høj grad benytter os af dette for at få et arbejdsliv og et velfærdsystem til at køre rundt? Jeg har selv to børn i henholdsvis børnehave og vuggestue, så det er måske derfor emnet optager mig meget, og derfor at denne kritik påvirker mig. En kritik omkring institutionslivet jeg føler er meget relevant og vigtigt, men samtidig en kritik, der af dem der råber højest forekommer mig rimelig sort/hvid á la: Hvis du afleverer dit barn i vuggestue, er det svigt. Punktum. Jeg håber du har mod på at tage det op på din blog, jeg kunne kun forestille mig at det ville føre til både et meget velovervejet og velformuleret indlæg fra din side og et spændende kommentarfelt.” 

Det er et emne, jeg selv har brugt utrolig mange timer på at tænke over, men da jeg samtidig også oplever, at det, som Laura skriver, meget hurtigt bliver sort og hvidt, har jeg indtil nu fravalgt at blogge om det.

Det er ingen hemmelighed, at jeg læser med hos Maj My, som hjemmeskoler sine børn, og som skriver så fint og poetisk om det. Inden jeg faldt over hende, har jeg aldrig tænkt nærmere over muligheden for at hjemmeskole, men i og med at Anton jo ikke er helt, som børn er flest (og også pga. min egen 9 år lange, dårlige erfaring med den danske folkeskole), satte hendes indlæg mange tanker i gang hos mig.

(De af jer, der har læst med længe, ved, at både Anton og Frida har taget den traditionelle vej gennem vuggestue, børnehave og nu skole. Mine tanker omkring hjemmeskoling begyndte først at røre på sig for et par år siden, og derfor har jeg ikke haft overvejelser omkring at fravælge vuggestuen.)

Det er et svært emne at diskutere, fordi alle argumenter for, hvorfor man ikke vil hjemmepasse/skole sine børn, kommer til at lyde som et forsvar, der bygger på, at man sætter sine egne behov over børnenes, eller at man ikke kan holde ud at være sammen med dem.

Hvis man virkelig brænder for at gøre det, er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at hjemmepasning/skoling er den eneste rigtige løsning, men jeg tror, man skal mærke grundigt efter, om ønsket om at hjemmeskole/passe sine egne børn, handler om at det føles rigtigt – eller om det mere handler om, at institutionerne og folkeskolen føles forkert. For hvis det sidste er tilfældet, er jeg ikke sikker på, at hjemmeskoling/pasning nødvendigvis er den rigtige løsning. 

Efter mange måneders overvejelser er jeg selv nået frem til, at det må handle om, hvordan man lever det for én selv mest meningsfyldte liv, med de vilkår og betingelser, man nu engang er givet.

Og sådan synes jeg ikke altid, det lyder i debatten, hvor min oplevelse er, at nogle fortalere er *lige* hurtige nok til at sige, at det ALTID er den bedste løsning for børn at være sammen med deres forældre, og at alle kan hjemmeskole, hvis de vil. Det sidste er formentlig rigtigt nok, ligesom også alle kan tabe sig, hvis de vil, og løbe et marathon og finde et job og leve uden en bil. For selvfølgelig kan man, hvis det er dét, ens sjæl kalder på, men min tese er, at det altid vil afhænge af summen af faktorer, hvad der giver mest mening for det enkelte menneske.

At isolere spørgsmålet om hjemmeskoling/pasning kontra institution/folkeskole til, at børn har bedst af at være sammen med deres forældre, synes jeg lugter lidt af tunnelsyn. I min optik er der mange, mange andre elementer, der også skal tages med i betragtning, hvis man skal træffe den beslutning, der er bedst for *både* børn, voksne og den samlede familie. Alle valg kommer med konsekvenser og for hver eneste familie vil det være en afvejning af idealer, boligforhold, netværk, indtjeningsmuligheder, lokalområde osv. osv, der afgør, hvad den bedste løsning er.

Her, hvor vi bor, er skolen krumtap for hele lokalsamfundet. Alle børn går på samme skole, og dermed også de 7, der bor på vores vej. Bør man ikke i det mindste overveje, om man holder sine børn ude af fællesskabet, hvis man holder dem hjemme? Eller om det, hvis man må flytte, for at få råd til at holde dem hjemme, og man dermed fjerner dem fra deres legekammerater og bedsteforældre, stadig den bedste løsning? Hvad, hvis man er alene med sine børn, og børnene på den måde kommer til at udgøre dit primære, sociale netværk; hvordan påvirker det relationen? Eller hvis din ægtefælle må være væk hjemmefra mange flere timer for at få økonomien til at hænge sammen? Eller du må tage natarbejde, fordi du ikke, for 20 år siden, da du valgte uddannelse, tænkte over at vælge noget, du kunne lave hjemmefra eller på konsulentbasis, og du derfor er tvunget til at tage, hvad du kan få – risikerer man så ikke at lægge ansvaret for det meningsfyldte liv over på sine børn?

Apropos mit indlæg om, hvad vi beder vores børn om at bære: Kan valget af hjemmeskoling/pasning have så mange konsekvenser, at man kommer til at sætte sine værdier over børnenes trivsel? 

Jeg tror nemlig ikke nødvendigvis, at man kan sætte lighedstegn mellem tilstedeværelse og nærvær.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er det fjerneste imod hjemmeskoling og -pasning. Tværtimod. Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk, at muligheden er der, og at flere og flere gør brug af den. Og jeg er 200% på linje med, at samfundet er håbløst forkert indrettet ift. hvor meget vi er nødt til at arbejde, mens børnene er små.

Det, jeg har det svært med, er den lidt enøjede argumentation, jeg somme tider synes følger med, hvor det kommer til at lyde som om, at den ENESTE rigtige løsning er hjemmeskoling/pasning. Det er jeg simpelthen ikke enig i.

Jeg har læst med hos flere kvinder/familier, der har truffet valg om at holde deres børn hjemme, men må være ærlig at sige, at Maj My er den eneste, jeg holder ved. Jeg synes desværre, at det hurtigt kommer til at lugte af skæld ud, og jeg kan også se i kommentarfelterne, at det mange steder ender med at være præsten, der prædiker for koret, fordi dem, der har valgt den traditionelle løsning stille og roligt siver væk. Det synes jeg er ærgerligt, for der er nogle tanker om nærvær og alternativer hos disse mennesker, som jeg finder voldsomt inspirerende, og som jeg tror, mange i det traditionelle system kunne få noget ud af at læse om. Lidt ligesom man sagtens kan finde lækre opskrifter på en vegetarblog, selvom man selv spiser kød.

For mig at se, er det en kæmpe gevinst, at flere og flere vælger at gøre noget andet for og med deres børn, end det systemet lægger op til, fordi samfundet forhåbenligt får lidt mere vidvinkel på, når det bliver tvunget til at løfte blikket. Når jeg ikke hjemmeskoler, ved jeg i dag, efter mange måneders overvejelser, at det er fordi, det ikke er den rigtige løsning for os. Men jeg ville synes, det gav utrolig meget mening, hvis det var muligt for mig at være hjemme klokken 14 hver dag; at det ikke behøvede at være enten/eller, men godt kunne være både/og. Og hvem ved – måske er der en dag et klogt menneske, der når frem til, at den besparelse i normeringen, der kunne ligge i, at nogle forældre dagligt hentede deres børn kl. 14, kunne gives som tilskud, så disse forældre havde råd til at gå ned i tid?

Alene det, at der i dag tales mere om alternativer til det etablerede system, åbner for, at der kan tales om alternative måder at indrette os på som samfund. Og det tror jeg er meget tiltrængt.

M2018, uge 45

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)

Flækket min brødkasse (desværre/heldigvis ikke en metafor), og købt en ny. Den er på listen, både fordi det føltes overraskende godt at have brugt sine ting *helt* op, og fordi jeg modstod fristelsen til at købe den (fine!!) lyserøde fra Plint, jeg har forelsket mig i. I stedet købte jeg en brugt på DBA for 50 kr, som stadig er pæn, og som jo på alle måder dækker behovet for brødopbevaring.

Det er ikke meningen, at jeg resten af mit liv vil forsage al æstetik og jage forbrugs-ønsker bort med hvidløg og vievand, men med ca. 2,5 års afbetalinger tilbage på mine lån, føles det dumt at begynde at sjuske med de små ting.

2)

Foræret min mor en halv pakke marcipan og to glas svinedyre krydderier, som jeg ikke kommer til at bruge. Jeg er blevet langt, langt bedre til at vurdere, hvad det er realtisik, at jeg når at få omsat til noget brugbart, inden holdbarheden udløber, end jeg tidligere har været. For et år siden ville jeg have flyttet rundt på den skide marcipan, til den var blevet så grå og hård, at politiet ville have konfiskeret den, hvis jeg var løbet på dem i en visitationszone (#GunCity), men i dag sender jeg den videre, mens den stadig kan bruges, og det er ret tilfredsstillende.

3)

Afholdt madklub og serveret to slags rester, der gastronomisk set ikke havde noget med hinanden at gøre. Jeg gætter på, at andre er langt mere afslappede med den slags, end jeg er, men der er lige præcis Emma Gad nok i mig til at synes, at “det gør man ikke.” Men jeg havde ganske enkelt ikke tid til at lave noget fra bunden, og jeg havde ingen rester i fryseren, der kunne gøre det ud for et måltid til 3 voksne og 3 børn. Jeg kørte derfor en porre/kartoffelsuppe og en lasagne, sammen med en tallerken gnavegrønt (fordi jeg dog ikke er der, hvor vi spiser salat i suppen. Vi er jo ikke dyr, Hans Christian), og en plade koldhævede proteinboller, som jeg havde rørt dej sammen til om morgenen. Ingen rynkede på næsen af den sælsomme mad-hybrid, alle blev mætte, resterne udgjorde nemme madpakker til dagen efter, og der blev lidt tiltrængt plads i fryseren igen.

Ud over at jeg faktisk godt kan lide tanken om, at man også når man får gæster, bruger hvad man har, kan jeg også mærke, at hele M2018-processen har afstedkommet nogle tanker om slow living. Ikke på den ekstreme måde, men bare at langsommelighed føles bedre, uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Jeg træffer bedre valg, og det er som om øget bevidsthed på enkelt-områder, også giver en øget bevidsthed om helhedden.

Da jeg startede, handlede det mest om at spare, og om at være mere opmærksom på, hvordan jeg gerne ville bruge mine penge, men stille og roligt har det for mig udviklet sig til overvejelser omkring tilstedeværelse i eget liv. Hvad vil jeg bruge min tid på, hvilke mennesker vil jeg gerne omgåes, hvilke værdier er vigtige for mig, og hvad betyder ikke noget længere? Og her kan jeg mærke, at det nu er blevet vigtigere for mig at undgå stress, så jeg har overskud til at være sammen med mine gæster, end at menuen giver mening ud fra et traditionelt menukorts-perspektiv. 

Kønskamp by proxy


For et par uger siden så jeg på FB et opslag i en af minimalistgrupperne, der omhandlede fødselsdagsgaveordninger i folkeskoleklasser. Det er ret oplagt at snakke om i de kredse, for når man holder børnefødselsdag, og der er sat beløbsgrænser på omkring 25 kroner, så bliver det ofte noget skrammel, fødselaren får overrakt. Debatten i tråden var konstruktiv og sober. Der blev diskuteret for og imod kontanter, givet forslag og ideer til ordninger, så hele klassen kunne give samlet osv. Alt sammen fint og forventeligt. Det, jeg bed mærke i, var dem, der deltog men alligevel havde meldt sig lidt ud, forstået på den måde, at deres børn f.eks. gav hjemmelavede gaver, eller blev bedt om at pakke noget af deres eget aflagte legetøj ind og give det videre.

Et par dage senere så jeg, ligeledes på fb, et opslag fra en bekendt, der tidligere på ugen havde lagt et billede op af sin søn med dennes nye cykel, og fået flere kommentarer på, at der var tale om en pigecykel. I det efterfølgende opslag undrede hun sig over, hvorfor folk gik op i det; at det vigtigste vel måtte være, at drengen var glad for sin cykel, og kommentarfeltet her var ligeledes meget ordentligt, og et studie i tolerance og mennesker, der ikke lå under for kønsstereotyper.

Af en eller anden grund blev jeg ved med at tænke over disse indlæg i sammenhæng, uden helt at kunne finde ud af hvorfor. For umiddelbart har de jo ikke noget med hinanden at gøre, og der var ikke noget overlap i persongalleriet. 

Og jeg er 100% enig med begge opslags-kvinder: Jeg synes også, at de der plastik-dimser fra Kina, som er hyppigt optrædende til børnefødselsdage, er noget crap, og Anton må få alle de lyserøde cykler, han vil have. (#HighRoller)

Men i morges slog det mig, hvad det er, der prikker til noget i mig i begge situationer, nemlig at jeg synes, vi somme tider sender vores børn ud for at kæmpe vores slag.

Tanken har kværnet rundt i hovedet på mig hele dagen, for jeg kan faktisk ikke finde ud af, hvordan pokker jeg så synes, at vi flytter noget. For jeg er fuldstændig med på, at hvis vi selv accepterer at ligge under for ideen om, at drenge er seje og stærke og går i blåt, mens pigerne er søde og dygtige og foretrækker pink, så kommer vi jo aldrig videre. 

Og hvis en dreng på 12 år kommer og beder om en lilla jakke med glimmervinger, så bliver det fem høje herfra. Men inden han når så langt, er han jo også en dreng på 6 år, der uforvarende slentrer ud på en potentiel slagmark, han er helt uvidende om eksisterer. Og det kan jeg simpelthen ikke finde ud af, om jeg synes er rimeligt?

Hvis de er store nok til, at man kan tale med dem om det; at man kan forberede dem uden at påvirke dem, så synes jeg sagen er en anden, for så går de ud i verden med åbne øjne. Men hvis ikke, kan jeg faktisk ikke finde ud af, om vi hjælper dem med at udtrykke deres personlighed, eller om vi  svigter vores primære opgave som forældre, nemlig at hjælpe dem med at træde ind i verden, og danne læ for dem, til de selv kan holde balancen, hvis vi ikke kommenterer på det, når de vælger noget, der adskiller sig væsentligt fra normen.

At vi som voksne synes, at det selvfølgelig skal være i orden at vælge med hjertet og ikke med frygt eller lemming-reflekser, udspringer jo et stykke hen ad vejen også af, at vi har vores voksen-stamina at læne os op ad. Vi ved, hvem vi er, og hvad vi står for, hvilket alt andet lige gør det nemmere at være ligeglad med, hvad andre synes. Den luksus har børnene ikke. I hvert fald ikke som udgangspunkt.

Spørgsmålet er, hvordan vi som forældre lettest hjælper dem med at få det. Og det ved jeg simpelthen ikke. 

M2018, uge 44

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Udvidet min madplan med en parentes efter hver ret, hvori jeg skriver, hvad jeg skal bruge fra fryseren. Det går hurtigt på mit arbejde for tiden, og derfor er det flere gange sket, at jeg har lavet madplan ud fra, at der er noget i fryseren, jeg gerne vil have brugt, men når hverdagen napper mig i haserne, slår jeg over på autopilot, og glemmer, at jeg faktisk havde planlagt porre/kartoffelsuppe, fordi jeg havde en halv pikant-ost og en sjat creme fraiche i fryseren, jeg skulle have brugt. Det irriterer mig. Ikke mindst fordi jeg relativt hurtigt løber tør for plads i fryseren, så det er nødvendigt at få små-tingene brugt, hvis der skal være plads til frosne portioner af det færdige resultat. De sidste par uger har jeg derfor noteret, hvad jeg gerne vil huske at tage op og bruge, når jeg sidder med det forkromede overblik og planlægger. Og det virker.

2)
Efterhånden fået ryddet så meget op i mine skabe, at jeg har en halv hylde, jeg har dedikeret til ‘skal bruges’. Her kommer den enlige dåse torskerogn, den sidste rest rosiner og de generte majs frem at stå, så de er det første jeg ser, når jeg åbner skabet. Jeg har ryddet endnu en hylde den forgangne uge på den her måde.

3)
Været en hvidhaj til at få brugt alle madrester. Indrømmet: Min madpakke har været lidt skizofren og ville, rent æstetisk, have udløst ramaskrig på Noma, men jeg er blevet mæt, og A-L-T er blevet brugt.

4)
Fundet en julebog med 24 kapitler på DBA, som jeg købte for 40 kr. (den koster knap 300 kr. fra ny), og yderligere været så heldig, at min østjyske kollega tog den med til mig, så jeg sparede portoen. Vi har ikke haft tv-kanaler, siden vi flyttede, og selvom jeg kan streame, synes jeg, at det kunne være hyggeligt, hvis vi kunne gøre det her til en tradition i stedet. Til 40 kr. er der ikke meget tabt, hvis det ikke lykkes.

5)
Konstateret at skum-sæbe – ud over at være billigere og mere vandbesparende – også er bedre for mine hænder. Den sidste skumdispenser vi havde, var bare en plastiksag fra Palmolive, som jeg genfyldte, men efter 4 måneder tænkte jeg, at jeg ville give den en tur i opvaskemaskinen, og sådan lærte jeg, at tynd plastik ikke kan tåle 60 grader varmt vand. Jeg satte en almindelig håndsæbe frem, og det har taget mig en uge at smadre huden på mine hænder fuldstændigt. Skumsæbe it is.

6)
Fuldendt min bObles-jagt, så julegaven (fra både mig og andre) til Frida er i hus. Jeg har opdaget, at mange automatisk fravælger at købe brugt legetøj, fordi den generelle opfattelse er, at brugt legetøj er slidt og træls. Derfor deler jeg lige et billede af det, jeg har købt, fordi jeg gerne vil illustrere, hvor meget, man kan få for sine penge, og hvor fin stand, det kan være i, hvis man bruger lidt tid på at lede efter det rigtige.

Her er for 800 kr., og det hele ser ud, som det ville gøre, hvis vi havde købt det fra nyt og leget med det 2-3 måneder. (Nypris ca. 2300 kr.)

Kød, klima og kritikere

I kølvandet på mit forrige indlæg The Love Boat, har jeg fået et par mails fra læsere, der beder mig om at nuancere billedet, fordi ikke alle er enige i, at klimaforandringer er en ting.

Jeg vil gerne dele det her indlæg op i to. Først en lille metabid om mails og blogindhold, og derefter det egentlige indlæg.

For at tage det fra en ende af: Jeg elsker at få mails fra jer derude. Det er fantastisk, at I engagerer jer, og jeg svarer på samtlige mails, jeg får. Det manglede bare. Da jeg i sommer startede ‘I spørger, jeg svarer’-serien var det egentlig en pludselig indskydelse, men jeg blev overrasket over, hvor meningsfyldt det føltes at skrive om emner, som I derude efterlyste.

Jeg holder meget af den bazar, min blog har udviklet sig til at være. Et sammensurium af erfaringsudveksling, ren underholdning og drøvtygning af emner, der interesserer mig.

Men jeg kan også mærke, at jeg har brug for at sige, at det her er en blog. Det er ikke en avis, og jeg er ikke underlagt nogen former for public service-forpligtelser. En stor del af grunden til, at jeg ikke kører med reklamer og spons er, at jeg vil kunne skrive, at jeg synes, himlen er rød med grønne prikker, uden at skulle stå til regnskab over for andre end mig selv. AL debat er velkommen, og jeg tror, uden pis, at jeg har det mest ordentlige kommentarfelt i hele blogland.

Derfor kan jeg også mærke en lille spænding bagerst i kæben, når man gerne vil have et synspunkt frem, men ikke selv vil være den, der skriver det. Jeg har første gang til gode at se nogen blive lynchet i mit kommentarfelt, og derfor synes jeg, at det må være en rimelig forventning, at man selv står på mål for det, man gerne vil bære til debatten. Det kommer til at lyde fedterøvsagtigt, men jeg tror faktisk, at lige præcis de læsere, jeg har, gerne vil være klogere. Jeg kan i hvert fald se, at mange af de links, der bliver delt i kommentarfeltet, bliver brugt, og der bliver diskuteret, flittigt og ordentligt, på kryds og tværs.

Sagt på en anden måde: Jeg vil ikke lave bestillingsarbejde, men jeg byder alle inputs velkomne med åbne, taknemmelige arme.

Når jeg alligevel vælger at efterkomme ønsket om, at det skal være mig, der italesætter synspunktet om, at klimaforandringerne måske ikke kun er menneskeskabte, er det fordi jeg (for en gangs skyld) utrolig gerne vil tage fejl.

Jeg kommer jævnligt et sted, hvor en lærer er meget optaget af klimadebatten – men som kritiker af, hvordan vi som borgere og samfund forholder os til den viden, der er tilgængelig. Hans synspunkter ligger meget op ad dem, der bliver beskrevet i den her artikel, der var linket til i en af de mails, jeg fik tilsendt. Den er både saglig og grundig, og jeg vil opfordre til, at man lige bruger 3 minutter på at læse den, inden man læser videre.

Jeg synes, at alt, hvad han skriver, lyder fornuftigt. Jeg kan sagtens se argumentet med, at klimaet har udviklet sig voldsomt igennem hele klodens levetid, og at det, vi oplever lige nu, måske blot er næste led i denne udvikling.

Og jeg er helt enig i, at vi skal forholde os kritisk til det, når noget bliver vedtaget som sandhed, bare fordi det føles rigtigt.

Men det, jeg hver gang savner, når jeg læser kritikernes indlæg og hører dem tale, er deres bud på, hvad vi skal gøre. For det, jeg indtil videre er stødt på, er en holdning til, hvordan vi fortolker den viden, der er tilgængelig – ikke, hvad vi gør ved den. Og her kommer vi nok til det, der for mig er kernen: Jeg tror ikke, vi har tid til at vente og se, hvem der har ret.

Hvis man helt ser bort fra, at gletsjerne smelter, og at temperaturen er steget en hel grad, så bliver vi flere og flere mennesker, der skal leve af den samme kage, hvilket nok egentlig er det største problem. Derfor er min holdning, at det i hvert fald ikke kan være en dårlig ide, at vi bliver mere bevidste om, hvad og hvordan vi forbruger, og hvordan vi passer bedre på de ressourcer, vi har.

Der forskes i vildskab i bæredygtige løsninger, der skændes på højt plan om, om klimaforandringerne er reelle eller indbildte, men faktum er, at det kommer til at tage tid at vende udviklingen, og ændre vores måde at leve på. Min generation ANER ikke, hvad knappe ressourcer vil sige, og kviklån og afbetalingsordninger er måske det bedste bevis på, at det, jeg ønsker mig

Og den tror jeg ikke bliver ved med at gå.

Men når alt det er sagt, vil jeg meget, MEGET gerne give plads til holdninger og synspunkter fra dem, der ikke er enige. Som jeg skrev i starten, er det her et af de steder, hvor det virkelig ville være skønt at opdage, at jorden faktisk ikke er flad, selvom de fleste af os har købt ind på dén præmis.

Så far trygt i blækhuset, og kommentér. Der bliver hverken peget fingre eller fundet høtyve og fakler frem, det lover jeg.

M2018, uge 43

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Ventet med at smøre madpakker til vi har spist aftensmad. Jeg har ellers for vane at gøre det, mens jeg laver mad (de dage, hvor det kan lade sig gøre), fordi jeg H-A-D-E-R at smøre madpakker, og den derfor er rar at få vinget af to-do’en. Men nu har jeg prøvet at vente, til efter aftensmaden, for bedre at kunne udnytte eventuelle rester. Og selvom jeg faktisk hver dag synes, at vi har meget-tæt-på-spist-op, så er det hele ugen lykkedes mig at sikre mig min frokost til den efterfølgende dag, når alle gryder, fader og skåle er blevet tømt ned i en tupperware. De dage, hvor broccolien har ligget og råbt til kartoflerne, har jeg suppleret med en bolle fra fryseren eller en skive rugbrød – men det har overrasket mig, hvor lidt, der kan være tilbage på bunden af alting, som stadig ender med at udgøre et måltid.

2)
Tænkt over, at jeg til jul i år beløbsmæssigt kommer til at give Frida for dobbelt så meget, som jeg giver Anton for. Det strider lidt imod mine principper, men jeg er endt med at holde ved min beslutning, fordi jeg ved, at Anton kommer til at kravle mindst ligeså meget rundt på bObles-banen, som Frida gør.

Jeg ved godt, at det er meget forskelligt, hvor man i minimalistkredse står i forhold til gaver, men i vores lille familie, er det stadig noget, vi sætter pris på både at give og at få. Til gengæld kan jeg mærke, at det bliver mere og mere vigtigt for mig, at det er ordentlige ting, de får. Ikke, at det skal være tøj og æbler det hele; de er så store nu, at de har ting, de oprigtigt ønsker sig, og det vil jeg gerne imødekomme – men det udløser også det paradoks, at jeg i en tid, hvor jeg prøver at spare og skære ned, faktisk ender med at købe for mere, end jeg ville have gjort præ-M2018.

Når jeg alligevel synes, at det er det rigtige at gøre, handler det om, at vi for det første får færre ting ind ad døren, fordi én Nerf gun koster det samme som 5 stykker pisset plastik, der går i stykker efter tyve minutter.

For det andet oplever jeg, at bedre kvalitet også giver længere levetid, både konkret, og i legemæssig forstand. Der er ganske enkelt flere timers leg i bedre legetøj. De kvalitets-vandfarver og -farveblyanter, Frida fik i fødselsdagsgave i juni, ser stadig nærmest nye ud, på trods af mange timers ihærdig brug.

Og endelig betragter jeg det også lidt som en investering. Kvalitetslegetøj kan sælges igen (eller gives væk #tørklædegate), og dermed muliggøre, at det næste man køber, også kan købes i god kvalitet.

3)
Vurderet, at Anton godt kan bruge sine nuværende undertrøjer og gummistøvler frem til januar, hvor vi får børnepenge igen.

Det er noget, jeg er blevet meget bedre til over det sidste år. Hvor jeg før gik meget problemknuser-agtigt til værks, a la ‘de undertrøjer er ved at være for korte, jeg bestiller lige nogle nye med det samme!’, er jeg nu blevet MEGET bedre til at kigge rigtigt på tøjet, der har pådraget sig min opmærksomhed og vurdere, om det kan holde bare 3 måneder mere. Det kan det virkelig tit. Og selvom det i første omgang føles som en Glistrup, (jeg sidder lige og bliver oprigtigt i tvivl om, om den reference stadig går?) kan jeg efterhånden godt se, at det jo på den lange bane ender med at være en besparelse, at vi får flere måneder ud af tøjet, inden vi skifter det ud.

Men det handler nok også om, at jeg efterhånden er så tryg ved vores forbrug, at jeg tør vente, fordi jeg ved, at vi faktisk har pengene til at købe det næste gang. Det er ikke nu-eller-aldrig. Uforudsete regninger kan jeg ikke gøre så meget ved, men mange af de udgifter, der før kom sådan lidt bag på mig, eller som jeg glemte at tage højde, har jeg fuldstændigt styr på nu. Og det er virkelig rart.

The love boat

Jeg er for længst blevet selektiv ift. hvilke nyheder, jeg læser, fordi mit katastrofefilter ikke er fintmasket nok. Når jeg læser om alt det forfærdelige, der sker rundt omkring i verden, og om hvor hastigt, vi tilsyneladende er på vej mod afgrunden, føler jeg rædsel, afmagt og en underlig form for resignation. Det er voldsomt og uoverskueligt, og det føles næsten latterligt at prøve at trække kontra ved at bruge porcelæn i stedet for plastikservice de 3 gange om året, vi holder fødselsdag, når gletsjerne smelter med rekordfart, og vi d. 01. august overskred grænsen for, hvad planeten kan undvære i år.

Derfor gik jeg i første omgang også uden om historien om, hvordan vi skal nedbringe vores kødforbrug med 93% inden år 2030. Men fordi jounalister og forskere både var ret insisterende og for en gang skyld havde gjort sig umage for at omsætte nyheden til konkrete tal, endte jeg alligevel med at gå ind og læse artiklen.

I tilfælde af at andre end mig måtte foretrække at leve i nyhedsskjul, kan jeg hermed viderebringe, at det konkret betyder, at man maksimalt må spise 100 gram okse-, svine- eller lammekød om ugen. 200 gram, hvis det er fjerkræ. Det virker så ekstremt, at det føles utopisk at realisere.

Jeg er lige præcis så meget barn af socialstaten, at min første tanke var, at de voksne finder ud af noget; at jeg ikke behøver besvære mig med at forholde mig til det her, for der kommer nok noget til mig i e-boks, som fortæller, hvordan vi får det til at gå væk.

Men efter et par timer i velsignet fornægtelse, kunne jeg alligevel godt mærke, at tidsrammen påvirkede mig. Det her er ikke noget, der først kommer til at blive et problem 6 generationer ude i tiden. Det her er nu. Når Anton er 20 år, og Frida er 15.

Først fik jeg ondt i maven. Sådan rigtigt. De politikere, embedsmænd og forskere, der lige nu sidder og river sig i håret, kan ikke trylle. Og tidsmæssigt er der vist ikke rigtig tid til trial-and-error; der skal gøres noget, og det skal virke.

Og mærkelig nok var så her, jeg for første gang i lang tid mærkede et snert af optimisme. Fordi det slog mig, at vi faktisk her har en mulighed for selv at gøre en indsats, der betyder noget. Her kan vi handle, og selv være med til at trække i den rigtige retning, uden at være nødt til at vente på, at kommunerne får sendt medarbejdere på kursus, eller opretter hotlines og call-centre. Vi er ikke underlagt offentlige systemer eller regler, vi ikke forstår, og vi er ikke tvunget til at overlade opgaven til mennesker, der – lad os være ærlige – jo heller ikke har trænet til at forhindre, at jorden går under.

Vi har 12 år til at lære, hvordan man gør, og det tror jeg faktisk er muligt. Men det kræver, at vi hver især – også dig, der sidder og læser det her – gør os konkrete overvejelser om, hvordan vi gradvist vil omstille os, så vi når i mål, så der også er udsigt til at vores børn kan få børn, som ikke skal satse på Mars og uopdagede planeter og solsystemer.

Vi er ikke kødmonstre herhjemme. Langt fra. Men vi spiser stadig væsentligt mere kød end 100 gram om ugen, og jeg tror, at det mest optimale er at gå til processen som en vane, der stille og roligt skal ændres, og jeg har derfor tænkt lidt over, hvordan jeg vil gribe det an.

Jeg har flere gange prøvet at lave vegetar-versioner af kendte retter, og nu, hvor jeg rent faktisk prøver at lægge en reel plan, har jeg erkendt, at den strategi ikke er vejen frem for os. For mig har de suspekte bootlegversioner aldrig fungeret, og avocado blendet med kakao smager IKKE af nutella, lige meget hvor mange gange I Form insisterer på det modsatte. I hvert fald ikke i min mund.

Så det, jeg har besluttet at gøre, er at finde nye retter. Retter, der ikke skal læne sig op af sammenligninger og vaner, men som bare skal smage godt, som de er.

Jeg har dedikeret en side i min ride-or-die notesbog til at skrive ideer ned, efterhånden som jeg kommer på dem, og reglen er, at de skal være enten fuldvegetariske, eller skal kunne fungere med meget lidt kød. Nogle retter har jeg prøvet, andre er på tegnebrættet.

Indtil videre har jeg følgende på listen:

Chili sin carne. (Jeg har lavet den her, som jeg hældte over et par brunede kyllingefileter og gav 25 min. i ovnen. Serverede den med creme fraiche, krydrede nødder og brød. SÅ godt!)
Risotto
Quesadillas
Burritos (jeg skal klart prøve at lave denne her og denne her)
Fried rice med kylling
Tærter
Baked beans (jeg ELSKER dem fra Valdemarsro, som er perfekte i pitabrød m/salat, tomat og agurk)
Bulgursalat (har en opskrift fra Svansø, hvor man vender bulgur med pesto og bagte squash og peberfrugter, som jeg vil prøve at bygge videre på)
Hjemmelavede falafler

Tanken er ikke, at vi fra næste uge skal være flexitarer, men at jeg stille og roligt vil dreje repertoirehjulet, så vi gradvist spiser mindre og mindre kød. Set med dé briller kan man nå langt på 12 år.

Derudover er jeg også i gang med at finde gode IG-profiler, der kan inspirere. Jeg er bedst til, hvis det bare er et billede af en ret, som jeg så selv kan lede efter en opskrift til. På den måde bliver jeg inspireret, men uden at blive låst for meget fast. Præcis sådan er Danmarks Veganske Forenings profil opbygget (madmedmedfolelse), så dem er jeg begyndt at følge; også fordi de tagger andre profiler, som jeg så kan tjekke ud. Jeg kan allerede nu se, at noget af det er for rabiat til mig, og hvis jeg må bruge min platform her til en velment formaning, tror jeg, at man skal lade være at gå i dén fælde. Mange af billederne er ualmindeligt smukke, men sandsynligheden for, at jeg kommer til at bo på Bali og leve af Buddha Bowls og smoothiegrød med kunstfærdigt arrangerede toppings, er nok ikke voldsomt stor. Mit forslag er, at man går efter noget, der ikke ligger alt for langt fra, hvordan man lever i dag, for så tror jeg, det bliver nemmere at implementere ændringerne.

Så kan vi altid gå fuld Buddha om 3 år.

Og nu er det så, at I skal på banen, så vi sammen kan gøre det her indlæg til noget, der giver lyst til at hoppe med ombord. Sus i kommentarfeltet og skriv, hvad du elsker at lave, som indeholder lidt eller intet kød. Kender du gode blogs eller IG-profiler, hvor der er inspiration at hente? Fyr navnene på dem afsted. Vi sidder i båden sammen, så lad os hjælpes ad med at holde den flydende

M2018, uge 42

(Læs forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Lavet et “Søges” opslag på Marketplace på FB, hvori jeg efterlyste bObles. (De der skum-legetøjsdimser, som er svinedyre). Jeg har besluttet, at Frida skal have en lille redskabsbane i julegave, og jeg ligger derfor på lur på diverse sites efter gode tilbud. Men det er der selvfølgelig også mange andre der gør, og derfor gav jeg den her model et skud, fordi jeg tænkte, at der måske sad nogen derude, som i en afkrog af hjernen havde besluttet, at de ville have deres sat til salg, men endnu ikke fået det gjort. De par gange jeg har gjort det tidligere, har det været min oplevelse, at man ofte får en bedre pris, fordi folk har udsigt til at slippe for bøvlet med at lægge annoncer op og besvare henvendelser fra 100 mennesker, der spørger til stand, mål, farver, religion og stjernetegn. Og ganske rigtigt: Jeg fik en krokodille til hende, små to hundrede kroner billigere, end mange af dem, der ellers er lagt op, er sat til.

Som bonus har mange af mine venner også set, at jeg er på udkig, så forleden fik jeg en sms fra en veninde, der var på loppemarked, som havde fundet Kyllingen til sølle 50 kr. Haps.

(Og som bonus-bonus ved jeg, at jeg kan sælge det hele igen i løbet af det næste år, uden at tabe penge på det, hvis det viser sig, at Frida synes, det er dødssygt.)

2)
Været på forkant med de med- og sammenbragte snacks og drikkevarer, da min veninde og jeg var på tur med børnene i torsdags. Jeg har haft den på listen før, men det er sådan en, jeg hurtigt glemmer, fordi jeg først kommer i tanke om, at det er en god ide at koordinere, 20 minutter inden vi skal afsted. Men her huskede jeg fra morgenstunden at skrive, hvad jeg medbragte, så vi ikke kørte dobbelt af noget, og intet af andet.

3)
Undladt af handle “op” til ferien. Den her er en slags klog-af-skade fra andre ferier, hvor jeg har forsøgt at indkøbe alt det, jeg overhovedet kunne, på forhånd. Normalt handler jeg ca. 2 gange om ugen; det fungerer perfekt, fordi jeg kan købe brød og grønt, så det er friskt, og jeg ikke er nødt til at fylde hele køleskabet med mælk, og dermed skal lege mad-tetris, når resterne fra aftensmaden, og kæmpemadkasserne skal have et sted at stå. Men jeg er ved at have lært, at selvom jeg helst handler uden børn (fordi stress og skal-vi-ikke-have-en-melon/kanelgifler/en-enhjørning-mor), så fungerer det bedre at småhandle, når det er nødvendigt, når vi holder ferie. Vi kører et ret fleksibelt skema, både med aftaler og måltider i vores ferier, og jeg mister overblikket over mit køleskab, hvis det er for proppet, med unødig madspild til følge. Og vi har ALTID mere i skabe/fryser/køleskab, end jeg tror, så i denne ferie har det kun været nødvendigt med en enkelt ekskursion til dagligvareland. (#PraisedBe)

4)
Har jeg fået en – i al beskedenhed – genial ide til Antons fødselsdag for klassen, som han heldigvis også synes, er det mest fantastiske forslag, han nogensinde har hørt: Vi laver køkkenet om til en pølsevogn, hvor man på skilte (som vi printer) kan vælge, om man vil have en hotdog, en fransk hotdog eller en rød m/brød. (Vi bor så langt ude vestpå, at der ikke er religiøse hensyn at tage ift. svinekød). Der er minimalt med forberedelse, det hele kan laves on-the-spot, så man ikke står med tusind rester, som har været varmet, og som derfor skal spises i løbet af de næste 48 timer, og økonomisk ligger det i den meget hensynsfulde ende. Win-win-win.

I øvrigt:

  • Var Anton i sidste uge til sin første bælteprøve i Taekwondo, og jeg bliver i den forbindelse nødt til at spørge, hvordan andre forældre bærer sig ad med ikke at græde ved sådan lejligheder? Det virker lidt mærkeligt at stå med øjnene spærret-HELT-op-så-overfladespændingen-ikke-brister, når de 30 andre fremmødte voksne bare smiler og klapper, helt afslappet.
  • (Havde morfar dog påfaldende travlt med noget i tasken. I’m just saying…)
  • Råbte Frida i går: “Mor, jeg ELSKER bare strømpebukser!!” Hvordan kan hun være mit biologiske barn?
  • Ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg mener om, at Kim Wall-sagen skal laves til en tv-serie. Hendes forældre har givet lov, men.. #TooSoon?
  • Har jeg altid prøvet at praktisere, at vi herhjemme ikke truer mere end højest nødvendigt, og kun med sanktioner i den milde ende. Derfor blev jeg nærmest stolt, da Anton, dirrende af raseri, i morges brølede efter Frida: “HVIS IKKE DU STOPPER *LIGE* NU – SÅ TAGER JEG DINE STILLETTER PÅ!!!!
  • Undrer det mig, at ingen længere lugter af hvidløg. Var det ikke virkelig en ting i midt-halvfemserne?
  • Vil Anton forfærdelig gerne have en kagemand til sin fødselsdag. Problemet er bare, at han ikke rigtig kan lide de kage-typer, man normalt laver kagemand af. Til gengæld elsker han, inderligt og hengivent, Dagmartærter. Inden I bruger tid på at google: Det kan man ikke få. Men hvis ikke man spiller, så vinder man ikke, så jeg ringede til bageren i den lokale Bilka, og kæmpe skud ud Torben, der lød som en, der måske selv havde en Anton, som brummede: “Det finder vi ud af”. Dagmartærtekagemand coming up.
  • Fik jeg forleden den tanke, at Nicholas Cage og Chad Kroeger ligner hinanden, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med den konstatering.
  • Blev jeg i går ringet op af Nikolaj fra Det Faglige Hus, der havde “et smaddergodt tilbud til dig, Linda!”
  • Har jeg lige slugt de første 5 afsnit af A Discovery Of Witches og jeg kan lige så godt sige det, som det er: Hvis ikke jeg får en vampyr i julegave, bliver jeg sur.

M2018, uge 41

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Fundet en dåse Chai-mix bagerst i mit skab (af den slags, Baresso bruger). Jeg købte den i tidernes morgen, fordi den var på bud, og jeg derfor glemte, at jeg faktisk ikke ret gerne drikker mine kalorier ( -med mindre de kommer som vin). Pulveret var et par måneder for gammelt, men det både lugtede og smagte som det skulle. I køleskabet havde jeg halvanden liter mælk, der ligeledes havde overskredet sidste salgsdato (det har været en tosset uge), så jeg smed hele svineriet i en gryde, og kogte det sammen. Det gav en slags chai-koncentrat, som jeg nu har frosset i små bægre med ca. 1 dl. i hver, som jeg kan tage op og varme og hælde i et par krus af min til-formålet-indkøbte discount chai.

2)
Husket at bladre kasserne med arvetøj igennem, da Frida pludselig var vokset ud af alle sine strømpebukser.

Jeg har efterhånden lært, at arvetøj ikke skal sorteres efter størrelsen, der står på mærket i nakken, for der er MEGET tøj, der kravler flere størrelser, når det bliver brugt og vasket. I stedet er jeg gået over til at bruge et stykke tøj, der passer børnene lige nu, som “tommestok”, og måle ud fra det.

De 2 par strømpebukser jeg fandt, var hhv. str. 4-5 år og 5-6 år, og de så umiddelbart lige lange ud. Det viste sig dog, at de største af dem var for store – men ikke meget. De mindste passer hende lige præcis, så havde jeg først fundet dem frem til næste år, hvor hun fylder 4, havde de været for små.

3)
Scoret billige mor-point. Under oprydning af mine køkkenskabe i sidste uge, fandt jeg både kagecreme og lagkagebunde, der trængte til at blive brugt, så da Frida i dag proklamerede, at dukken havde fødselsdag, spurgte Overskudsmor, om vi så ikke skulle lave en lagkage til hende? Needless to say at jeg kommer til at ligge herovre på mine laurbær og se Netflix resten af året.

4)
Genopdaget et gammelt kød-hack (som er bookmakernes favorit til at løbe med titlen som Årets Klammeste Ord), som passer fortrinligt sammen med dato-køb. Inden jeg fik børn, levede jeg af sushi og wok, og når jeg skulle bruge kylling, tog jeg om morgenen en kyllingefilet op af fryseren, og lagde den i køleskabet. Det betød, at den stadig var let frossen, når jeg skulle bruge den, og dermed hård nok til at kunne skæres i papirtynde skiver. Det lille trick er jeg kommet helt fra at bruge, men det er for dumt, for dels betyder det, at det nærmest er mest optimalt at bruge kylling fra frost (= køb, når det er datomærket og koster tæt-på-ingenting), og dels er det meget nemmere at spare på kødet, fordi man kan skære en filet i 6000 skiver, og dermed sikre, at der er kød i hele portionen; også den del, man gemmer til i morgen.