Happy Xmas – (stress is over)

Jeg har i år haft et erklæret mål om ikke at lade mig stresse af december. Jeg elsker julen og lysene og alle traditionerne, men selv den mest hårdføre zenbuddhist kan vist godt momentvis miste pusten over alt det, der også følger med.

(Speaking of, mødte jeg en munk, da jeg forleden i en frokostpause løb rundt efter et par julegaver (En *virkelig* pæn en af slagsen – hvordan er lovgivningen på området; må de date?) Og jeg forstår jo godt, hvad han mener, når han spørger, om det er nødvendigt at have så travlt, for “hvad nu, hvis du dør om 30 sekunder?” Sandt. Men hvis jeg nu ikke gør, er det stadig rart nok at have styr på gaverne inden d. 24.)

Anyway: Det fungerer indtil videre ret godt at have gjort sig bevidste overvejelser om de begivenheder, der på papiret virker som den hyggelige essens af jul, men med små børn ofte viser sig mere at være essensen af helvede.

I tilfælde af at andre kan bruge mine erfaringer so far til noget, følger her:

Sådan undgår du den værste julestress med små børn – en liste:

Med alle punkter gælder det, at hvis det lige nøjagtigt er DENNE aktivtiet, der gør julen for dine børn, så skal den selvfølgelig gennemføres, men ikke før du har lavet en benhård og brutalt ærlig SWOT-analyse af, om du bliver så stresset af logistikken omkring det, at du forvandler dig til Frådende Mor, som ingen ønsker i bytte for et juleshow med Postmand Per.

Just say no to hard drugs og juletræsfester
Der er få ting, der kan stresse alle involverede parter så meget som juletræsfester. Det er kaotisk, det larmer og alle har et blik af desperation i øjnene, hvis du kigger godt nok efter. Overvej, om det er værd at bytte ud for en rolig weekend-dag derhjemme, hvor man kan jule i nattøj og lade op til andre, mere nære begivenheder.

Skovture og juledekorationer
Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her. Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.

Julepynt
Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.

Pakkekalender
Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen.

(Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det.)

Drillenisser
Jeg har en af de små døre, man kan sætte ved gulvpanelet. Frida er fuldstændig elektrisk over det, og så bliver det faktisk hyggeligt at gå og planlægge. Vi skriver et brev på et par linjer til ham om aftenen, som han så svarer på i løbet af natten, og jeg vil gætte på, at de breve bliver ret sjove at have om nogle år, fordi det 100% er børnene, der får lov at diktere. Vi har indtil nu skrevet 5 breve om, at vi ønsker os en lillebror. (Hahaha. Nej.)

Jeg har slået 2 fluer med ét smæk; det er nissen, der har gaver med, og det er også ham, der driller. Hold. Det. Simpelt. For selvom det ikke tager 20 minutter at binde bord og stole ind i vitavrap om aftenen ( – når man kommer i tanke om det kl. 23), så skal man stadig nå at Ih! og Åh!’e næste morgen – og at rydde op. Et lille pro-tip er at forvandle noget af det, man alligevel skal, til drilleri. F.eks. har jeg frosset lommepengene ned, pakket tandbørsterne ind i sølvpapir, gemt tøjet i ovnen, bundet skoene sammen med gavebånd, farvet mælken blå og vendt stolene om. Det er også nissen, der har pakker med om søndagen. 24 aktiviteter kræver opfindsomhed, og hvis man lægger fra med at pakke hele huset ind i gavepapir, bliver det lange 24 dage. I nat, hvor vi også har haft besøg af drillenissen fra skolen, som har tegnet smileys på fødderne af begge børn med sprittusch (oh, sue me), har han fanget det lille svin og bagbundet ham med strips og guldbånd. 2 fluer med ét smæk.

Julebag
hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår! Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.

Ovenstående er, hvad jeg indtil videre har gjort mig af erfaringer omkring downsizing af julestress. Hvis nogen derude ligger inde med andre fif og tricks er jeg lutter øren.

God weekend.

Bad medicine

For nogle uger siden læste jeg en artikel på TV2, som efterfølgende har sat tankerne igang hos mig.

Artiklen handler om vores (over)forbrug af penicillin, og den deraf følgende risiko for, at vi som som race et sted i en fremtid far, far away vil have udviklet penicillinresistens, og dermed begynde at dø af helt almindelige infektioner af den slags, vi idag opfatter som ufarlige.

Når der er dystre nærfremtids-perspektiver på bordet, som det er nødvendigt at gøre noget for at undgå – I’m your man. Den sten skal sgu op ad det bjerg, and I will make it happen, om jeg så skal rekvirere BMS. Når vi taler om noget, der ligger mere end 50 år ude i fremtiden – not so much. Det bliver for abstrakt, og hvis jeg overhovedet forholder mig til det, tænker jeg, at nogen (NASA eller Illuminati) har styr på det.

Derfor har jeg indtil nu ikke spekuleret særligt over, om det er en god eller en dårlig ide, når vi – altså, mine børn og jeg – får penicillin med hjem fra lægen.

Men nogle af informationerne i artiklen fra TV2 overraskede mig. Meget, faktisk. Vidste I f.eks. at:

* Kun 1 ud af 20 børn har gavn af behandlingen med penicillin ved bakteriel mellemørebetændelse?

* Til gengæld oplever 1 ud 14 børn bivirkninger, som opkast, diarre eller udslæt. Der er altså flere, der oplever bivirkninger, end som har gavn af behandlingen.

* 90% af alle halsbetændelser skyldes virus og kan dermed ikke behandles med penicillin.

* Og ud af de 10 procent, der skyldes bakterier, bliver patienter, der har fået antibiotika, raske én sølle dag tidligere, end dem, der ikke har.

Jeg anede det ikke. Men når det forholder sig sådan, synes jeg, at det giver virkelig god mening at se på, hvordan vi, hver især og helt ned på familieplan, forholder os til penicillin fremadrettet.

Og det er egentlig derfor, jeg skriver dette indlæg, for hvis bare 10% af jer, der læser med her, tager nogle af pointerne til jer, og vi ellers kan regne med butterfly-effekten, så *gør* den enkeltes indsats en forskel.

Inden jeg satte mig til tastaturet, greb jeg fat i kitlen på 3 læger, jeg kender, fordi jeg gerne ville høre deres take på det her emne. De var ikke 100% enige om problemets omfang, og der var også et par stykker, der lavede en *ho-landbruget-st*-lyd, men uanset hvor stort problemet er, så ER det et problem, hvis Anton om 60 år skal være bange for, at hans barnebarn skal dø af lungebetændelse eller en simpel blindtarmsoperation, fordi vi ikke har prioriteret at sætte os ind i, om penicillin rent faktisk gør en forskel, når vi får det.

Så hvad kan vi selv gøre?

Hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, følger mine reaktioner slavisk nedenstående liste, når jeg bliver syg:

1) Hvad er nu dét?

2) Ej, hvad fanden!?

3) Det må være en fejl. En grusom, uretfærdig fejl.

4) *Nogen* må fikse det her! Jeg betaler skat! Vi bor sgu da i en retsstat!

(Serviceinfo: Der er udråbstegns-dispensation ved sygdom)

Og det er nok primært 4’eren, der gør, at jeg stiller hos lægen og peger vantro, men anklagende, på det sted, der gør ondt. Og lige her gør det faktisk en forskel for mig at vide, at penicillin 9 ud af 10 gange ingen effekt har. Det. Hjælper. Ikke. Jeg føler mig nærmest lidt løjet for. Som en ekstra hån, risikerer jeg at føje nye nedbrud til elendigheden som f.eks. svamp, eller yderligere infektioner.

Fremadrettet tænker jeg, at jeg, hver gang, jeg er syg nok til at ønske at tale med lægen, vil spørge, om der er noget til hinder for at smertedække med panodil og så ellers bare afvente.

I forhold til børn, var mine 3 tålmodige læge-bekendte lidt mere uenige, og fordi jeg ikke har mere medicinsk uddannelse end 12 sæsoner af Greys Anatomy (hvilket omregnet til ECTS-point er at sidestille med en BA) vil jeg undlade at opfordre til andet, end at man aktivt og up front husker at spørge sin læge om, om penicillin er den bedste og/eller eneste løsning, både ift. at behandle og smertedække. Og hvis man er ved at gå til i afmagt og pres fra arbejdspladsen, så kan det måske hjælpe en lille smule at minde sig selv om, at man øger risikoen for en ny infektion i op til 3 år efter den første infektion, når man vælger penicillin. (Og det skriver jeg virkelig, virkelig ikke for at pege fingre; for mig er det faktisk en hjælp at huske.)

Uanset hvad vi vælger ift. vores børn, vil det stadig gøre en forskel, hvis bare vi voksne gør, hvad vi hver især kan; ikke mindst fordi vi dermed formentlig også er med til at præge de valg, børnene selv kommer til at træffe, når de bliver større.

En sidste – nem – ting, vi hver især kan gøre, er at tænke over vores adfærd, når vi er syge. Jeg er med på, at vi skelner mellem viral og bakterielle sygdomme, men alt andet lige er vi mere modtagelige overfor bakterier, hvis immunforsvaret er fuldt beskæftige ved den nordlige grænse med at slå virale optøjer ned.

Så når du er syg, ikke? Så vær lige en guttermand og bliv hjemme. INGEN af dine kolleger synes, det er fedt, du kommer. I-N-G-E-N. I forbindelse med mit arbejde kommer jeg ind i mellem på en arbejdsplads, hvor der for nogle måneder siden var en fyr, der stillede på arbejde med feberøjne, nul stemme og en hoste, der ville gøre søløver misundelige. Jeg tænker, at det var ren pligtopfyldelse, der fik ham ud af sengen. Han lagde hele arbejdspladsen ned i 3 uger, fordi resten af kontoret bukkede under, én for én, som små, snottede dominobrikker. I stedet for det hadefulde “Der er ingen, der er uundværlige!!” kan man måske bare øve sig i at tænke, at det er federe for arbejdspladsen at undvære dig i to dage, end at undvære 10 mand i fire uger.

Og endelig vil jeg gerne slå et slag for, at vi allesammen lige husker at spritte hænder, både til hverdag og fest, men særligt, når vi f.eks. har tørret næser på enten os selv eller børnene. Det ved jeg selvfølgelig godt, at *du* gør – hver gang – men din kusine gør ikke, og det er hende, jeg taler til her. Så en pumpe med håndsprit eller to i kurven, næste gang du er ude at handle, og op med dem på strategisk rigtige steder i hjemmet. Bryd smittekæden, som Hjerne-Madsen siger.

Med disse ord erklærer jeg kommentarfeltet for åbent: Byd endelig ind med tanker, viden og erfaring.

Work Zone

Det slog mig idag, at jeg måske lige skulle sende et livstegn, så I ved, at jeg stadig er her. Radiotavsheden til trods har jeg sjældent set mere til min blog, end jeg gør i disse dage. De nye faner, som jeg elsker, tager livet af mig, fordi jeg skal lære, hvordan jeg arbejder med dem, men desværre for mig – og alle omkring mig – har jeg ikke tålmodighed til læreprocesser. Jeg insisterer bare på at kunne mestre nye tiltag, første gang jeg præsenteres for dem.

Men den gode nyhed er, at hår jo vokser ud igen.

Jeg er færdig med fanen “Om”, har fået serie-listen lagt under “Anbefalinger” og valgt og uploadet min Top 10 (som man kan læse eller genlæse, hvis man savner ikke-meta-indlæg). Det betyder, at jeg så småt kan begynde at fokusere på at blogge normalt igen; det bliver dejligt.

Jeg håber, december er god ved jer så langt.

 

This is major Tom to ground control

Så nåede vi så langt.

Jeg har netop lagt røret efter en guidet tour på min nye side, forestået af verdens mest tålmodige IT-mand. Jeg kan huske omkring 10% af, hvad han har vist mig (undskyld, Claus) men jeg satser på, at det hele kommer tilbage til mig, når først jeg for alvor begynder at rode med det.

Der er stadig elementer på siden, der ikke er på plads. F.eks. er menupunkterne for oven tomme. Af en eller anden grund får jeg nærmest hjertebanken af præstationsangst, når jeg forsøger at skrive noget til punktet “Om”. Det viser sig at være virkelig svært at skrive to afsnit, der, kort og vittigt, sammenfatter hvem man er, når man lige kortvarigt selv er kommet i tvivl.

Jeg skal lære alle de nye funktioner at kende, men der er forbindelse igen, vi har fået det hele med over, og resten er detaljer, der skal skylles ned med gløgg.

I øvrigt:

* har jeg for første gang i mit liv fået thai-massage. En lille dame spadserede rundt på ryggen af mig, og samtalen bestod af sætninger som: “Stop nej?” og “Stor av av?” Det var på mange måder som en helt almindelig eftermiddag med Frida.

* vil jeg gerne på vegne af personalet i serviceindustrien foreslå revselsesretten genindført, så det er tilladt at bitchslappe voksne mennesker, 50+, der, når de gerne vil have fat i en medarbejder, råber: “Hallå!?” Vis. Lidt. Respekt.

* holdt jeg i lørdags fødselsdag for Anton, og vi havde besøg af hans klassekammerater. 13 drenge og 1 pige. Jeg er så småt ved at genvinde hørelsen.

* lavede jeg til bemeldte fødselsdag en aktivitet, hvor børnene skulle samle en lego-figur med handsker på. Det viser sig, at Anton og jeg tilsammen ejer 14 par handsker. Den post kan vist godt stryges på budgettet i år.

* har jeg fået lyskæder op, både langs tag-kanten, og på min bænk ude foran. Jeg har på begge kæder sat en auto-timer på, så lyset tænder automatisk, og selvom jeg har haft det i halvanden uge nu, føler jeg mig stadig nærmest som en ingeniør med magiske kræfter hver eneste gang kæderne tænder.

* elsker jeg, jævnfør ovenstående, at lyskæder er hygge, vi giver til hinanden. 80% af dem, man sætter op, kan man ikke selv se, så kæmpe props til menneskeheden generelt for at bidrage til den gode stemning.

* har Anton været fældet af omgangssyge, og vejer nu imponerende 19 kg. Jeg synes derfor, jeg ville anstrenge mig lidt ekstra med maden forleden, og da han er en 90 år indeni, når det kommer til la cuisine, gik jeg fuld mormor, og lavede medister med rødkål, kartofler og brun sauce. 1) Jeg styrede 4 gryder på én gang, og ja tak. Jeg vil gerne have ros nu. 2) Hvorfor har ingen sagt, hvor nemt det er at lave brun sauce?? 3) Det blev perfekt.

* spiste Anton 2 stykker medister, uden tilbehør, Frida kiggede ud over bordet, sagde: “Ad!” og gik, og så sad jeg dér og holdt lillejuleaften med mig selv.

* vil jeg gerne pointere, at man godt kan være imod noget, uden at køre udråbstegn, automat-riffel-style. “Vi støtter ikke Black Friday!!! Vi holder Green Friday!!!!” Det er bare fino, men I behøver ikke råbe.

* vil jeg gerne, med øjeblikkeligt varsel, have fjernet den nye funktion i IG, der sender notifikationer, når dine venner kommenterer på billeder, du også har kommenteret på. Nej tak. Hvis jeg ville have det, havde jeg kommenteret på fb. (Venligst notér, hvordan jeg her ikke bruger ét eneste udråbstegn)

* arbejder jeg på en mail, der skal sendes til alle translatører/oversættere i hele Danmark, som forklarer, at når man i amerikanske film snakker om hhv. blue og white collar, så er det en reference til kraven på skjorten; altså, om man er håndværker eller kontortype. Jeg skyder mig selv af raseri, hvis jeg én gang til ser det oversat til “blå farve” eller “hvid farve”. (Igen: Nul udråbstegn)

* er jeg kommet til at se, at Dustin fra Stranger Things ligner en børneudgave af Carl Mar Møller, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den konstatering.

1 2 332