M2025, uge 3
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg besluttet, at vi kører en slags bootleg-købestop på dagligvarer den kommende uge.
Ikke sådan at forstå, at vi skal have havregryn med vand på, fordi vi ikke må købe en ny liter mælk, når vi har tømt den, der står i lågen, men jeg restock’er ikke på de ting, jeg bare pr. automatik plejer at købe, når jeg handler.
Og det er ikke fordi, vi ikke får dem brugt, for det gør vi. Men når man har alle de ingredienser ved hånden, man altid har, så laver man det, man altid laver, og dermed kommer de lidt mere eksotiske glas og dåser til at stå og hænge ensomt med næbbet.
Men jeg er faktisk relativt kreativ i et køkken, så jeg er god til at få ting tænkt ind; jeg skal bare ikke have et nemt alternativ, der stiller sig i vejen.
Det sidste halve år har jeg arbejdet på at finde en måde at få #prepperlife og #stopmadspild til at mødes, og det kræver, at man deler sin forståelse af overbegrebet Mad mere op, end jeg plejer at gøre. Jeg har brugt 5 år på at øve mig i at køre med halvtomme skabe og på først at købe, når jeg mangler; nu har jeg skulle lære at balancere For Meget af noget med Kun Lige Nok af noget andet.
Men nu er vi vist landet et sted, hvor ingen dør af sult, hvis det hele går i stå i en uge eller to, selvom jeg den næste uges tid fokuserer på at få brugt de syltede, grønne tomater og belugalinserne.
2.
Har jeg endelig tegnet den sygeforsikring, der har været min dårlige samvittighed fra jeg startede som selvstændig.
Og inden nogen hæver stemmen: Jeg begynder at græde, hvis I råber ad mig.
For jeg VED det godt. Det er tæt på kamikazisk at rulle uden, og særligt som enlig forsørger. Men selv i et fag, der ikke kræver hverken varelager eller uniform, er der en del udgifter, som man skal tjene penge for at kunne betale.
Den her forsikring giver højeste dagpengesats fra første sygedag, 6 måneder efter, at den er tegnet. Den koster tæt på 5000 om året, men udgiften kan trækkes fra. Vurderingen herfra har bare været, at med et gennemsnit på én sygedag om året, ville den koste mig mere, end jeg potentielt ville tabe – men jeg har også hele tiden været smerteligt bevidst om, at hvis jeg går på røven på et glat fortov og brækker et håndled, så bliver det *virkelig* træls at være mig og os.
Nu skal jeg bare holde tungen lige i munden og immunforsvar og lemmer intakte de næste 6 måneder, så kan jeg trække vejret lidt lettere igen.
3.
Har jeg tænkt meget over, hvad vi gør med folks ting, når de dør.
For i de uger, vi har gået og ryddet op hos oldefar, har vi snakket meget om, at det kræver mere fokus, end man lige skulle tro, ikke bare at ende med at samle til hobe.
For sagen er, at de færreste i dag jo lever med en masse lort omkring sig, og oldefar har været god til at rydde op. Det betyder, at stort set alt derude, er brugbart og velholdt, og fordi vi i dag er blevet så gode til ikke bare at smide ud, er det nemt at stå med en spartel eller en stor skål og tænke: “Ej, men den kan jeg da godt bruge!”
Og det ville man kunne med 70% af indboet.
“- men *mangler* du sådan én?” er vi derfor begyndt at spørge hinanden om, når én af os igen står med en vase eller tre skruetrækkere halvvejs nede i tasken. For det er nok mere relevant.
Vi har sat en masse plastikkasser på spisebordet derude, så vi får tingene sorteret med det samme, og så det er nemt at tage en bilfuld med på genbrugspladsen eller til Hjemløses Venner, når vi kører derudefra, og det kan jeg varmt anbefale; det gør det meget mere overskueligt, og man skal kun have tingene gennem hænderne én gang.
Det, der skal sælges, sætter vi i en tømt reol, og soveværelset bruger vi til de møbler, som vi ved, at nogen skal have. Og selvom anledningen jo ikke er særlig festlig, glæder jeg mig alligevel lidt over at kunne bidrage med al den systematik, som de her indlæg har lært mig.
Hele processen giver desuden anledning til nogle gode samtaler, for uden at der skal gå Live All You Can i den, så har min mor og jeg talt meget om, hvad man, som den, der er død, ville ønske for sine efterladte. For når man står med en skuffefuld af indgraveret sølvtøj, føles det nærmest som helligbrøde at skille sig af med det, men skåret ind til benet håber vi vel alle sammen, at de mennesker, vi har elsket og ladt bag os, forbinder os med noget godt. At det, der minder dem om os, gør dem glade.
Og det skaber ikke glæde, når man står og stirrer ned i en skuffe med sort, plettet sølvtøj, man aldrig bruger, men stadig føler dårlig samvittighed over ikke at få pudset.
Tværtimod.
Men jeg bliver glad, hver gang jeg kommer hjem i skumringen, og oldefars lille hus med lys i tager imod mig. Billedet af ham under træet på min reol, minder mig haven og drivhuset og vindruerne, der altid kun *næsten* var modne, og jeg sender ham en kærlig tanke hver ENESTE gang, jeg sætter bestik i hans aflagte kurv i min opvaskemaskine, og ikke længere skal tænke over, hvad det er for ét af rummene, bunden er gået løs i.
Sådan vil jeg håbe, at nogen også sorterer mine ting, når den dag kommer.
(PS: Men det siger sig selv, at jeg kommer til at hjemsøge dem alle sammen for evigt, hvis de smider mine tarotkort ud).
(Eller min lavalampe med glimmer).
M2025, uge 2
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Nåede jeg, som håbet, gennem mit oprydningsprojekt, og jeg kan igen overskue at åbne mine skabe.
Det har overrasket mig positivt, hvor lidt der egentlig har været at smide ud. Da først jeg lige fik sat tingene lidt i system og givet dem nye pladser, var jeg ikke helt så presset på plads, som jeg havde frygtet.
Men det er en kæphest for mig, at jeg vil bruge de ting, jeg har, og det gælder i køkkenet, som det gælder i relationer: Ude at øje, ude af sind. Derfor ville jeg meget gerne undgå at flytte f.eks. skåle og fade ud ad køkkenet, for så glemmer jeg, at jeg har dem, og finder bare noget andet at lave salat i, når musikken spiller.
Til gengæld kan min røremaskine og min paninigrill godt stå i et skab i mit bryggers, for det er speciesvarer, og derfor glider de ikke ud ad bevidstheden, fordi de ikke står på en hylde og kigger på mig dagligt.
Jeg har været i HTH efter et par ekstra hylder, og har flyttet lidt op og ned på nogle af dem, jeg har, så der ikke er 15 cm. spildplads over tallerknerne, og det hele står snorlige nu.
Jeg har sat nye labels på diverse kasser og æsker, så beskrivelsen passer til indholdet, og jeg har tilrettet listen over, hvad jeg har på loftet, så den også er opdateret, og det er pludselig meget lettere at trække vejret.
2.
Har jeg brugt forbløffende lang tid på at finde nogen, der ville reparere min Nutribullet-blender.
Jeg elsker den, fordi den intet fylder, hverken på bordet eller i opvaskemaskinen, og den er fantastisk til både smoothies og iskaffe. Men i sommer lærte jeg på den hårde måde, at noget iskaffepulver opfører sig som proteinpulver på steroider, når det bliver blendet med is, så det eksploderede nærmest ud af blenderen, da jeg tog den af motoren.
Jeg gjorde den grundigt rent, da det skete, men fordi jeg nu ikke har brugt den i et par måneder, har 2 af de 3 ‘tænder’, som overdelen af blenderen skal skubbe ned for at starte motoren, sat sig fast; formentlig fordi der er kommet en smule iskaffe om bag dem.
Men jeg ville ikke selv begynde at skille den ad, så jeg begyndte at lede efter nogen, der kunne gøre det for mig – og det var der lige præcis *ingen*, der kunne. De steder, der reparerer el-produkter, tager ikke så små maskiner ind, og i desperation endte jeg med at tage den med i Elgiganten.
Her lærte jeg, at de godt nok har nogle samarbejdspartnere, der kan bookes til småreparationer, men de tager 695 kr. for bare at oprette en sag.
Blenderen koster normalt 1700, men er købt på bud til 1000 kr., så en startpris, der ligger så tæt på det, jeg har givet for den, virkede åndssvagt. Men mens vi stod ved disken, kom Tony pludselig forbi. Og Tony kan jeg ikke rose nok. Tung, østeuropæisk accent, tusser op ad begge arme og en æstetik, der lå et sted mellem Beastie Boys/Sabotage og Motörhead.
Han kiggede på den med skepsis malet i alle træk, men meldte ud, at: “I can try fix it. No promise!”
Det var en nobrainer, for det var ham eller skraldespanden, så han spadserede af med den under armen – og ringede 1 time senere med meddelelsen om, at han havde lavet den. “I don’t want pay!” meddelte han brysk i telefonen, og da jeg hentede den, stod der ‘NO CHARGE!” på papiret, der var klistret på den.
Jeg er en lille smule i tvivl om, om jeg måske skylder den østeuropæiske mafia en tjeneste nu, men så må det være sådan, og jeg sender ham en kærlig tanke, hver eneste gang, jeg laver en smoothie.
(PS: Skal vi ikke også snart til at tale lidt om, at det ikke er reduceret indtag af oksekød alene, der skal stå for at redde planeten, men at vi måske også godt kunne gå tilbage til at producere ting med en levetid på over 10 minutter, som kan repareres, når de går i stykker?)
3.
Har jeg besluttet mig for at prøve at hente oldefars skab (som jeg simpelthen ikke kender det korrekte navn for. Københavnerskab? Dækketøjsskab?) herhjem og teste det der, hvor jeg har forestillet mig et vitrineskab. Det kan falde ud til alle sider; måske ser det vanvittig fedt ud, og måske gør det overhovedet ikke – men ligesom med den brugte opvaskemaskine, jeg fik foræret, da min egen gik i stykker, er det en mulighed for at opdage, at noget, jeg ikke har tænkt over, ville være rart at have/undgå.
Ligeledes har (havde?) han to klassiske lænestole, jeg sidder virkelig godt i, og de får også lov at komme med hjem på besøg. Jeg har jo længe leget med tanken om at skifte min sofa ud med 3 lænestole, og nu har jeg chancen for at teste konceptet, uden at det koster mig noget.
Hverken skab eller stole har nogen særlig, økonomisk værdi, og ingen andre i familien er interesserede i dem. De kan være på en trailer, og vi kommer alligevel til at køre på genbrugsstationen ad mange omgange, så der er intet forgjort ved, at de får et pitstop her, uanset hvad deres videre skæbne bliver.
I’m dead, now what – Listen
Så fik jeg gravet mig igennem jeres yderst brugbare kommentarer og mine egne noter, som jeg har taget løbende i takt med, at vi har gjort os lidt erfaringer hos oldefar.
Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skal bygge det her indlæg op, for jeg vil gerne have, at det er en konkret, lavpraktisk hjælp ift. at sætte lidt praktiske skibe i søen til sine efterladte, uanset om eller hvornår de måtte få brug for det.
Samtidig er jeg meget bevidst om, at det er et område, hvor der er en masse jura, man skal passe på, og hvor der er utroligt mange forhold i den enkelte familie, der spiller ind.
Derudover er der generelt nok også stor forskel på, hvad man selv har tænkt og forberedt, afhængigt af alder og helbred og civilstatus.
Endelig er der hele sikkerhedsvinklen, der skal tænkes ind, så man ikke risikerer at blive klædt af til skindet, hvis man får stjålet sine dødehavsruller eller hacket sin computer.
Jeg er endt på at dele indlægget op i 3:
Første del handler om, hvad man kan gøre sig af overvejelser, når man vælger sin løsning; altså, om man vil lave en notesbog, et googledoc eller noget helt tredje.
Anden del er en sammenfatning af jeres og mine erfaringer, som jeg egentlig bare har forsøgt at liste så overskueligt som muligt.
Tredje del er forslag til konkrete punkter, man kan skrive på sin liste.
Tilbage er vist bare at sige: Byd endelig ind på bagkant, hvis I tænker, at der er noget, jeg har glemt.
*
Som nævnt i første indlæg, kan man i dag købe bøger, specifikt til formålet. Dem, jeg har bladret i, indeholder både sider til hårde fakta, men også til de lidt mere bløde spørgsmål, det kan være rart at kende sine næres holdning til, som f.eks. om man gerne vil donere sine organer, om man har ønsker til sin begravelse osv. osv.
Hvis man er typen, der godt kan lide, at rammen er sat, så man ikke selv skal tænke dén del ind, kan man sagtens vælge sådan en bog, så længe man bare husker at tænke sig grundigt om ift. personfølsomme oplysninger. Mange af bøgerne er amerikanske, og der er ikke helt det samme fokus på sikkerhed, som vi efterhånden har vænnet os til herhjemme; f.eks. har jeg set eksempler på bøger, hvori der er plads til at notere både personnummer, passwords og bankinformationer. Her er jeg lige ved at tro, at man kan risikere at komme i klemme, hvis man har indbrud og får tømt sine bankkonti, for det kan måske godt diskuteres, om man har opbevaret sine koder og login-informationer forsvarligt, som man er forpligtet til.
Et alternativ kan være at lave sin egen bog eller mappe, som man designer til det liv, man lever. Fordi jeg er alene med mine børn, er der f.eks. nogle ting ift. min og deres sygdomshistorik, jeg har skrevet ned, fordi der ikke er en anden forælder, der kan hjælpe med de informationer, hvis jeg ikke er her mere.
Men uanset hvor fint og detaljeret, man har skrevet ønsker, brugernavne og medlemskaber ned, så hjælper det ingenting, hvis a) der ikke er nogen, der ved det, b) listen ikke er opdateret eller c) folk ikke ved, hvor den er. For når nogen dør, starter man jo ikke med at køre hjem til dem, og gå alle skuffer og devices igennem – men det er i den fase, de pårørende skal bruge det.
Jeg synes faktisk, at det har været svært at udtænke en løsning, som tager højde for ovenstående, og det undrer mig egentlig, at der ikke findes noget mere standardiseret til formålet.
For mit eget vedkommende er jeg endt med at prikke et par venner ud, som jeg har aftalt at oprette en beskedtråd i Signal-appen med. Her vil vi hver især lægge et billede af den bog eller mappe, vi bruger til formålet, og skrive, hvor den befinder sig. Det er også tanken, at vi noterer telefonnumrene til de familiemedlemmer, der, worst case, får brug for at vide, hvor de kan finde bogen/mappen.
Vi har valgt Signal, fordi app’en er gratis og fordi det i den er muligt at oprette flere separate tråde med de samme mennesker. Havde vi lavet en beskedtråd på telefonerne, ville informationerne i løbet af 3 uger drukne i beskeder om fødselsdage og “LOL – dig!!”-memes.
Jeg er tovholder på projektet, og det er min opgave én gang om året at sende en besked til de andre og tjekke op på, om vi alle har husket at opdatere vores bøger/dokumenter, og om de stadig ligger, hvor de gjorde sidst. Jeg har lagt en årlig reminder i min kalender, så jeg husker at få det gjort.
Man kan vælge 100 andre løsninger, men brug lige 10 minutter på at vende med dine nærmeste, hvordan I sikrer, at den model, I vælger, ikke er forældet og glemt af alle om halvanden måned.
*
Så er vi nået til anden del af indlægget, som handler om at være de(n) efterladte, og hvilke erfaringer vi i fællesskab har gjort os.
Som skrevet i starten kan man ikke lave en one-size-fits-all oversigt, men der er stadig en rækkefølge, det kan være rart at tage udgangspunkt i, og jeg synes, at den bedste og mest overskuelige illustration af denne, er den, man finder på Folkekirkens hjemmeside her.
Men det kan måske være rart at få den første del af processen præsenteret, så man kan have den i baghovedet, hvis man skulle få brug for det; så kan man altid gå ind og finde listen bagefter.
Når nogen dør i eget hjem, skal der udstedes en dødsattest, før afdøde må ‘fjernes fra dødslejet’, som der så poetisk står flere steder. Det gør egen læge – og dermed er det smart, at nogen ved, hvem dét er. Når dén er udstedt, kan man starte processen op, og det gør de fleste ved at kontakte en bedemand. Herfra ruller det, og så kan listen være både rar og praktisk at have ved hånden, så bogmærk linket, så du har det, hvis du får brug for det.
Jeg vil ikke gå i detaljer om hele processen om skifteretsattester osv., for det er der ingen, der kan huske alligevel, og lige til dén del, får man automatisk masser af hjælp, når/hvis man står i den her situation.
I stedet lister jeg, som lovet, de erfaringer, vi har gjort os, som måske er knap så konkrete, men som stadig kan have stor betydning for den enkelte.
*Jo mere sammenbragt, en familie er, jo grundigere skal man overveje, om det kan være en ide at betale sig fra en upartisk bobestyrer. Dine/mine/vores børn, geografiske afstande osv. kan gøre det svært at holde tungen lige i munden, både ift. de lavpraktiske opgaver og ift. alle de følelser, der kan være på spil. Når intet er på spil, er det nemt at være enige om alt, men når nogen dør, er det værd at huske, at alle sætter sig til bordet med de livsbetingelser og det verdenssyn, de har. Jeg har fundet en fin gennemgang af, hvad en bobestyrers rolle er her.
*Jo færre I er om at lukke et liv ned, jo mere giver det mening at fordele opgaverne, så alle ved, hvad de konkret kan hjælpe med. Hos oldefar har det primært været mine forældre, der har stået med opgaven, og derfor har jeg overtaget det, der ikke kræver nogen form for stillingtagen, f.eks. at skille møbler ad, ringe til offentlige instanser, aflevere hjælpemidler, køre ting på genbrugspladsen osv. Samtidigt overtog jeg i december en del af de juleforberedelser, min mor plejer at stå for, så hun kunne koncentrere sig om at være hos oldefar til det sidste.
For mig har det være rart at få lov at hjælpe med noget konkret, så mine forældre har kunne fokusere på det, der var mere følsomt. Samtidig har jeg kunne gøre det, når det har passet ind i vores hverdag her, fordi jeg præcis vidste, hvad min opgave var, så lav klare aftaler, hvis det er muligt. Hjælp er kun en hjælp, hvis ikke den kræver så meget forklaring, at man ligeså godt kunne have gjort arbejdet selv, men livet kører samtidigt også videre for alle os og dem, der stadig er her. Og Aula venter ikke på *nogen*.
*Overvej, om det giver mening at lave en fremtidsfuldmagt, så du selv bestemmer, hvem der skal varetage dine personlige og økonomiske forhold, hvis du ikke er i stand til det. Det er særligt en god ide at have en, hvis du er gift, fordi du selv udpeger den, der må træffe beslutninger på dine vegne. Dermed sikrer I hinanden ift. at kunne sælge huset eller råde over fælles bankkonti, hvis den ene får en hjerneblødning eller bliver ramt af demens.
*Er man gift/samboende og har bil, skal man være opmærksom på, hvem der står som primær/sekundær ejer/bruger, både ift. Motorregistret og bilforsikring. Man må nemlig ikke køre i afdødes bil, så længe boet ikke er gjort op, hvis den kun er registreret til vedkommende.
*Det er i dag muligt at føje en arvekontakt til din Applekonto, så vedkommende kan få adgang til dine billeder, apps og data. (Det her er nok én af dem, hvor man skal vælge en af vennerne og ikke sin mor, tænker jeg…)
*Man kan i dag tilføje to ekstra ansigter til ansigtsgenkendelsesfunktionen på sin iPhone, så f.eks. din ægtefælle og dit barn kan låse din telefon op, hvis det bliver nødvendigt. (Her vil jeg gerne slå et slag for, at man får overtalt sine nærmeste til at have ansigtsgenkendelse på telefonen, uanset hvad, fordi det også giver andre mulighed for at hjælpe dem, hvis de f.eks. får et ildebefindende. Jeg har engang fundet en mand, der var faldet om i et buskads, som fysisk var nogenlunde ok, men meget, meget konfus. Han kunne huske, at han havde en datter, men kunne hverken huske, hendes nummer eller koden til sin telefon – men fordi han havde ansigtsgenkendelse på, kunne jeg, med hans samtykke, låse den op og ringe til hende, så jeg havde noget info at give paramedicinerne, da ambulancen kom).
*Vær ekstra opmærksom på forsikringer, hvis den ene ægtefælle dør, for er de tegnet i f.eks. din mands navn, skal de flyttes over i dit, hvis du stadig skal være dækket.
*Hvis du/I har oprettet separate opsparinger, så I ikke kommer i klemme, mens skifteretten arbejder, så sørg for at få lavet hævekort til dem. Det er selvfølgelig fint, at regningerne stadig kan betales, men det er svært at købe ind uden et kort at betale med.
*Opretter du et testamente, så få juridisk rådgivning til at udforme det. En læsers mor har indsat sit barnebarn som arving på lige fod med sine børn – men fordi barnebarnet ikke er myndigt, skal en skifteværge godkende alt i forbindelse med opgørelse af boet og boligsalg, hvilket både forlænger processen, og har økonomiske konsekvenser.
*
Hermed er vi nået til sidste del af indlægget, som er de lavpraktiske punkter, som jeg synes, det kan give mening at nedskrive til de efterladte.
Mange bedemænd medbringer en liste over, hvad man skal huske at afmelde, når de kommer ud første gang, men jeg synes, at de lister, jeg har set, har været meget, meget generelle. Det er de måske nødt til at være, fordi de skal bruges af alle – men når noget bliver *for* generelt, bliver det næsten ubrugeligt, synes jeg.
Derfor har jeg prøvet at notere konkrete eksempler under de enkelte punkter.
Nogle ting lukkes automatisk ned, når de forskellige instanser får besked om et dødsfald, så verden går ikke under, hvis ikke man får *alting* aflyst og opsagt. Andet, som f.eks. forsikringer, kan man slet ikke opsige andres vegne. Samtidigt er det smart at beholde en indboforsikring, fordi risikoen for indbrud kan stige, når man f.eks. i en dødsannonce kan se, hvornår der afholdes begravelse – og der kan gå lang tid, før man får tømt et hus.
Jeg har brugt relativt lang tid på at forsøge at finde ud af, hvad man kan komme til at hæfte for på andres vegne; altså, om man f.eks. kan være forpligtet til at betale for et online-abonnement, som man jo ikke fysisk kan se, at folk har, men jeg kan ikke finde et konkret svar. (Meld gerne ind, hvis du ved noget her).
Listen er lagt op som pdf, nederst i indlægget, så man kan printe det ud, hvis man vil.
*Vigtige instanser
Bank, læge, forsikringsselskab, pensionsselskab
*Udbydere
Teleselskab, internet/tv, el-udbyder
*Abonnementer/medlemskaber
Streamingtjenester, fagforening, sygesikring danmark, vejhjælp, aviser, træning, tømning af skraldespande
*Faste aftaler (navn og telefonnummer)
Træning, frisør, vinduespudser, tandlæge, specialtandpleje
*Særlig info ift. børn
Værgemål, fast medicin, navn på kontaktlærer, skolebus
*Særlig info ift. dyr
Pels-værgemål, sygdom/behandling, navn på fast dyrlæge
*Info om testamente/sidste vilje
Er det lavet, hvor befinder det sig
*Oversigt over særlige værdier eller ejendele udenfor hjemmet
Kunst, antikviteter, værdipapirer, lagerrum, båd, veteranbil, motorcykel, sommerhus
*Liste over ejendele, der kræver særlig opmærksomhed
Våben, gas/iltflasker, (prepper)-benzindunke
*Boligforhold
Kontaktinfo til en eventuel andelsforening/ejerforening, så det kan undersøges, om der er venteliste eller en anden procedure for at sælge/udleje bolig
*Netværk
Liste og kontaktinfo over/på personer, der skal have besked om, at man er død. Særlig vigtigt, hvis den ene ægtefælle allerede er død, og der måske dér er et netværk af familie og venner, som man ikke længere har kontakt med
*Erhvervsinfo
Arbejdsgiver, firmainfo, revisor, CVR-nummer, eventuelle sundhedsforsikringer
*SoMe
Oversigt over hjemmesider/mailkonti/blogs/SoMe-profiler, og eventuelt ønske om, hvad der skal ske med dem, ønsker man en besked skrevet på sin blog eller væg, så venner/følgere ved, hvad der er sket, har man et ønske om, at der sendes en mail ud til eventuelle kunder/forretningsforbindelser osv.
*Særlige ønsker v. død
Organdonation, kremeres/begraves/doneres til videnskaben, bestemt sted, man gerne vil have sin aske spredt
*Særlige hensyn
Er der noget, familien skal overlade til vennerne at rydde op i, er der dagbøger eller korrespondance, familien skal skåne sig selv for at læse, er der info, man har holdt hemmeligt, men som kan være gavnligt for de efterladte at få besked om, f.eks. børn uden for ægteskab, et stamtræ, der ikke er helt, som resten af familien tror osv.
*Tech/koder
Brugernavne og adgangskoder på abonnementer og tjenester, som skal bevares, og som ikke kan bruges til identitetstyveri (f.eks. børns login-oplysninger til spil)
*Login
Dette er sidste punkt, fordi jeg gerne vil knytte en ekstra kommentar til det.
For det er en SUPER skidt ide at have alle sine personfølsomme oplysninger samlet ét sted, fordi risikoen for identitetstyveri er reel.
Omvendt kan der være nogle oplysninger, som man synes, det ville være meningsfuldt at dele.
En mulig løsning kunne være, at man i notesbogen skriver et hint i stil med de sikkerhedsspørgsmål, man kan blive stillet, hvis man f.eks. skal have reetableret sit MitId (navnet på vejen, hvor din mor voksede op, de sidste 4 cifre i et telefonnummer, alle i familien kender osv.)
En anden kunne være at notere brugernavn ét sted (f.eks. i sin bog), og login et andet (f.eks. på Signal). En analog og en digital kombination vil gøre det sværere at få fingrene i og misbruge dine informationer.
Men igen: Jo mere kreativ en løsning er, desto større risiko for, at alle har glemt systemet, hvis/når det skal bruges, så man må tænke længe og grundigt over, hvad der er hhv. need to have og nice to have for de efterladte.
*
Så nåede vi endelig igennem, og det blev LANGT! Men jeg håber, I føler, at det er brugbart og konkret – og at emnet ikke har været alt for deprimerende at forholde sig til.
M2025, uge 1
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Velkommen tilbage, har jeg næsten lyst til at starte med – for som lovet tager vi en runde mere.
Jeg vender tilbage til det oprindelige format med 3 ugentlige punkter, for selvom det var en fin udfordring at lægge 12 månedsmål ind, opdagede jeg i løbet af året, at det var tæt på umuligt at afgrænse ét område fra det, der naturligt falder ind under de faste punkter.
På plussiden betød temaet, at jeg fik gennemført nogle projekter, som jeg med sikkerhed kan sige, at jeg ikke ville have prioriteret at følge til dørs, hvis ikke jeg havde semi-forpligtet mig til det, men i 2025 går vi tilbage til originalformatet.
Skal vi ikke bare se at komme i gang?
*
I den forgangne uge har jeg:
1.
Ryddet op på en måde, der er så ukarakteristisk mig, at jeg næsten selv er blevet helt forskrækket over det.
For jeg er bare gået i gang. Uden systemer, lister eller overordnede planer.
I know. Jeg måtte også lige dobbelttjekke, om jeg var ok.
Men mit prepperlager i bryggerset har beslaglagt en halv reol ud af de to, jeg har at gøre med, og efter små 5 måneder må jeg bare erkende, at jeg mangler pladsen. Mine køkkenskabe har været så fyldte, at jeg næsten ikke kan rumme at åbne dem, og i juleferien har jeg derfor vendt og drejet mine muligheder.
Jeg er endt på, at et vitrineskab i stuen er den bedste løsning, og har også fundet dét, jeg gerne vil have. (Men 3700, Ikea? Seriøst?)
Jeg har lovet mig selv, at 2025 bliver året, hvor jeg ikke skal have mavesår 16 gange over kommuner, der ikke betaler deres regninger til tiden, og derfor venter jeg lige med at bestille skabet, til jeg ved, hvordan opgavesammensætningen ser ud den næste måneds tid.
Jeg er i stedet gået i gang med den oprydning og sortering, der er nødvendig for at have et nogenlunde gennemskueligt system i, hvad jeg har hvor.
Og først var planen at gribe det an med den sædvanlige systematik. Men efter en uge, hvor jeg var ved at brænde sammen over at forsøge at regne ud, hvad det var mest smart at starte med, er jeg nu bare gået i gang. Et skab hist. En hylde på reolen pist. En kasse fra oldefar, en kasse fra skuret, et blik på maleresterne i skabet – og til min *inderlige* overraskelse viser det sig, at det her nok faktisk er den mest optimale måde at gribe opgaven an på.
For det har ikke på noget tidspunkt føltes uoverskueligt; heller ikke selvom jeg har et par m2 i stuen, der agerer mellemstation. Og altså: Det pynter ikke, vel? Men så er det heller ikke værre. Og den her måde at arbejde på sikrer, at jeg får alle de køkkenting, jeg ender med at gemme, pakket i den samme kasse. Jeg får et overblik over, hvad jeg har af bedrollers og opbevaringskasser, og kan dermed bruge dem, der kan rumme tingene, men som fylder mindst. (Der er jo ingen grund til at bruge hyldeplads på en 20 liters kasse, hvis det, der skal være i den, kun fylder 10). Jeg får sorteret de kasser fra, der er knækket et hjørne af, eller hvor låget sidder dårligt fast, og det er langt nemmere at skille sig af med f.eks. overskydende drikkeglas, når man opdager, at der også ligger 6 i en kasse i skuret og glor.
Når jeg har været de sidste to skabe igennem og har tjekket loftet, er planen at lave 3 bunker i stuen: Det, der skal på loftet/i skuret, det, der skal i vitrineskabet og det, der skal videre/ud – og så er det bare at eksekvere.
Jeg tror, jeg når i mål i løbet af den næste uge.
2.
I oldefars køkken fundet 7 små plastikbøtter, som jeg har brugt til maling.
For der er faktisk ingen grund til at have 7 skrumlede malerspande med rester stående, når det eneste, jeg skal bruge, er en halv dl. til lige at plette med. Derfor har jeg nu fyldt en smule over i bøtterne, og de overskydende liter har jeg lagt op i den lokale fb-gruppe og spurgt, om nogen kan bruge til et kreaprojekt eller lign.
Det var der mange, der kunne, så nu bliver de brugt til noget i stedet for bare at stå i mit skab og fylde.
3.
Pakket julen væk, og i den forbindelse samlet de glaskugler, der ikke længere er så pæne, i en pose.
Hvert år har jeg et par lanterner stående ude, hvori jeg smider glaskugler og lyskæder, og der kan de kugler, der har fået en ridse eller som har tabt ‘hatten’ få lov at tilbringe deres otium til næste vinter.
I øvrigt – og et par anbefalinger
*Har jeg med stor fornøjelse læst alle jeres kommentarer på M2024-indlægget fra sidste uge. Det har været rart for mig at få en bedre fornemmelse af, hvordan I bruger indlæggene derude, for jeg kan se, at I er gode til at tage det, I konkret kan anvende – men faktisk også bruger de punkter, der måske ikke er umiddelbart relevante for jer, som inspiration til mere generelle overvejelser om minimalisme og økonomi. Det gør dem nemmere for mig at blive ved med at skrive, fordi jeg så ikke behøver at låse mig fast på, at alt skal være brugbart for alle. Med andre ord: Karavanen ruller ufortrødent videre i 2025.
*Har jeg holdt fri i en hel uge. Fri-fri. Fra træning, blog, arbejde, oprydning hos oldefar, madlavning og forpligtelser. Jeg har i stedet fået set og talt med gode mennesker, spist sushi, været i biografen (to gange) og ædt mig ned i Netflix og podcasts. Jeg har det, som om jeg er blevet født på ny.
*Var det nok mere tiltrængt end først antaget, for den sidste uge op til jul, var jeg to millimeter fra at google “Lejemorder tilbud” til de forældre, der parkerer-parkerer på Kys & Kør mellem 7.30 og 8.00. (Men for real tho: Skrid).
*Tror jeg efterhånden, at Anton kan kommunikere med levende væsner på en frekvens, vi andre ikke forstår. Inden jul havde jeg ham med på planteskolen – hvor han hele tiden forsvandt. Det viste sig, at han havde fundet en kat, der havde lagt sig til at sove i en stor blomsterkrukke, helt inde bagved, på en reol. Da vi gik, gik den meget beslutsomt med, og plantedamen måtte fysisk hente den ind igen. Senere på ugen var vi ude at gå, og mødte en hvalp, som beelinede lige i fødderne på Anton og insisterede på at blive aet af ham – og KUN ham. På skøjtebanen i lørdags havde vi en bænkplads ved siden af en lille familie med en baby på 4-5 måneder. På et tidspunkt kiggede jeg over på hende, og hun sad, fuldstændig musestille, med blikket *limet* til Anton – og det blev hun ved med i 5 fulde klokkeminutter. Da Anton opdagede det, spurgte han, meget høfligt, hendes far, om han “gerne måtte klappe pigen?”, og udbrød så med ærefrygt i stemmen: “Hendes kinder er så *bløde*, mor!” (Hvortil Frida, med Barbara Bertelsensk sans for timing, øjeblikkeligt smed et forslag om en lillesøster eller -bror på bordet. Hun er den vildeste, jeg kender).
*Var der til gengæld kun foragt at spore over Quaker og deres markedsføring af Kaptajn Knas, da Anton opdagede, at han er tegnet med 3 striber. Kaptajner – ved jeg nu – har fire (4). På vegne af familiemedlemmer til autister på verdensplan, Quaker: Do better.
*Er jeg kommet med som satellitmedlem i bestyrelsen i den lokale beboerforening. Vi er ikke mange på vores lille vej, men vores fraktion af boligforeningen består af 3 afdelinger, og de andre er væsentligt større end vores. Derfor er det ret afgørende, at vi sidder med i bestyrelsen; specielt fordi der i de andre afdelinger bor virkelig mange virkelig gamle mennesker, og deres forslag og holdninger afspejler demografien. Men jeg er også kommet med i bestyrelsen i tolkenes brancheforening, og der er kun 24 timer i døgnet. Så jeg deltog i generalforsamlingen og stirrede insisterende på min yndlings-vejbo, som hedder Lars, er gammel industrislagter og det rarest menneske i verden. Det giver *kun* ekstra point, at han vinker-vinker, begejstret og med hele hånden, som en slags royalt, uafrettet barn, når man møder ham. Han forsøgte at undslå sig med, at han er bragende ordblind, og at computere hader ham, men efter en hurtig sjakren og et håndslag blev aftalen, at vi plotter over hækken, og så tager han møderne, mens jeg skriver referat. Gid alle mennesker var som Lars.
*Vil jeg her på bagkant bare gerne give det største s/o til alle de virksomheder, der hele december har haft de fineste julelys oppe. Hver eneste morgen, når jeg kørte Anton i skole, løftede det mit humør adskillige grader at kunne nyde synet af pyntede træer, dekorerede indgangspartier og flagstænger draperet med lys. Det er en udgift, I ikke som sådan har indtjening på, så fra bunden af hjertet: Tak for at prioritere det alligevel.
*Får I lige en stak anbefalinger at følge året til dørs med:
Podcasts:
Kill List (Wondery, Apple, Google Play)
En journalist falder, ved et tilfælde, over en side på the dark web, hvor folk forsøger at bestille tortur og lejemord. Siden er scam – men det er de ordrer, folk lægger derinde ikke, og det bliver starten på et vanvittigt kapløb med tiden, hvor første hurdle består i overhovedet at få ofrene til at tro på, at de er i fare. Jeg startede med at være skeptisk og lidt ‘ej, det lyder sgu for åndssvagt’ – men endte med at stå i mit køkken og råbe: “Ej, men så hjælp dem dog!” af min telefon, da endnu en politistation grinede journalisterne ud ad døren.
Det er ikke Hunting Warhead, men den er derhenad, og man SKAL starte med første afsnit (The Hack), hvis man tager den, for ellers giver historien ikke mening.
Mørklagt (DR Lyd)
Mørklagt er graverjournalistik og består indtil videre af 6 sæsoner med hver sit tema.
Den nyeste hedder Falske Minder, og er en grum historie om adoption, børnehandel og hvor meget, man kan slippe afsted med i ly af krig og ødelæggelser.
Lige nu er jeg i gang med 2. sæson, som hedder Skyggekrigen. Den handler om Rusland, spionage og gasledninger, og jeg vil sige: Jeg har lige tjekket mit prepperlager igen-igen. Det giver podcasten et ekstra lag, at den er fra 2023, så man hører om Nord Stream i realtid, hvilket er super interessant holdt op imod, hvad vi ved i dag. Specielt når man får historien præsenteret i sammenhæng med fælles-nordisk efterretning om plantede agenter og spion-grooming.
(Serviceinfo: Hvis man henter app’en DR-Lyd, kan man streame alle afsnit af 6. sæson nu).
Netflix:
La Palma
Norsk miniserie om et ferieparadis og en lurende naturkatastrofe, som ingen i begyndelsen tager alvorligt. Den er ualmindeligt godt lavet, både visuelt og på plotsiden, og min eneste anke er egentlig, at timingen måske ikke er super passende ift. at serien rammer næsten på årsdagen for tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004.
The Six Triple Eight
Amerikansk film, der bygger på virkelige begivenheder, om en bataljon af sorte, kvindelige soldater, der under 2. verdenskrig blev sendt til Europa – og sat til at sortere post.
Det lyder som det kedeligste plot i verden. Jeg VRÆLEDE.
The Madness:
Amerikansk serie om en sort journalist, der ved et tilfælde – måske? – falder over et mord på en højreekstremist, og pludselig selv er den hovedmistænkte.
Så går den vilde jagt, og hvem kan man *egentlig* stole på?
Queer Eye
9. sæson af verdens bedste feel-good-serie, som jeg ikke kan anbefale nok. Man *kan* ikke være i dårligt humør efter et afsnit i selskab med den flamboyante flok, og deres nye medlem Jeremiah Brent er os alle sammen, når han spuletuder sig igennem folks taknemmelige reaktioner på nye hjem og chancer.
M2024, uge 51
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Inden vi går til ugens punkter, vil jeg bare nævne, at jeg sætter stor pris på alle kommentarerne til ‘I’m dead’-indlægget. Jeg er så småt gået i gang med at skrive dem sammen i et indlæg, der gerne skulle blive både lavpraktisk, umiddelbart anvendeligt og korrekt.
Det tager lidt tid, men jeg lover: Det kommer.
*
I den forgangne uge:
1.
Er vi så småt gået i gang med at rydde op hos oldefar. Det er en øvelse, som jeg tror vil udfordre de fleste minimalister, der i årevis har øvet sig i at bruge det, de har, i stedet for bare at køre brug-og-smid væk.
For ud over nostalgiske værdi, nogle af tingene har, så er der jo vitterligt også meget, der er brugbart, i perfekt stand og som bare kalder på at komme hjem i mit skab.
Det er svært, synes jeg. For hvor jeg jo herhjemme kan bruge al den tid, jeg vil, på at beslutte, om noget skal sendes videre, eller om det har fortjent den plads, det optager, så er der her tilføjet en tidsmæssig bagkant, fordi huset skal tømmes og sælges. Så jeg balancerer mellem at fortabe mig i detaljerede overvejelser og at sige nej til det hele – og ingen af delene fungerer.
For der ER ting, jeg mangler, som det ville være tåbeligt at hælde ud med badevandet. Men der er også ting, hvor jeg lige i øjeblikket tænker: “Ej, sådan én kunne man da godt bruge?” – men hvor jeg, når jeg tænker efter, godt ved, at jeg aldrig kommer til at bruge den.
Kompromisset er blevet, at jeg har annekteret sofabordet derude, hvorpå jeg stiller det, jeg i første omgang tænker, at jeg vil have med hjem. Men jeg tager kun det med, jeg rent faktisk mangler. De ting, der står tilbage, tygger jeg på, den tid, det tager at tømme huset, og når vi er ved at være færdige, er det mit håb, at det er nemmere at være realistisk omkring, hvad jeg kan bruge, fordi jeg fysisk kan se, hvor meget plads måske-tingene optager.
Til gengæld har jeg fået den iPhone, jeg hjalp oldefar med at købe og sætte op, og jeg er på bagkant kommet til at spekulere på, om det egentlig hele tiden var dét, der var hans plan…
Det ville ligne ham <3
2.
Har jeg lavet en madplan, hvor jeg har forsøgt at tænke de råvarer ind, jeg skal bruge til julefrokosten, så jeg får dem brugt.
Jeg har købt frysepizzaer, falafler, pitabrød og hummus, og en omgang instant-nudler, så der er noget til de dage, hvor man ellers kunne falde i take-away-fælden, og så har jeg forsøgt at tænke nogle af de retter, jeg skal stå for til julefrokosten, ind på andre dage i forsøget på at undgå at stå d. 25. med 7 gryder, 5 skåle og underskud i metermål.
Der er plads i fryseren til rester, der er plastikbøtter at smide dem i, og jeg tror faktisk, at vi på køkkenfronten er ved at være klar til jul.
3.
Ved jeg simpelthen ikke, om det er resultatet af at være vokset op i en tid, hvor lukkeloven var en ting, men jeg skal – stadig – aktivt modarbejde impulsen til at købe ind op til helligdage, som om, butikkerne aldrig åbnede igen.
Eksempelvis stod jeg forleden morgen og tænkte, at jeg skulle nå forbi en Matas inden jul, fordi min mascara er ved at være tom.
Jeg tog mig i det, fordi jeg kom til at tænke på, hvor mange andre gange, jeg nærmest har lavet gynækologiske undersøgelser på mine mascaraer i ugevis, fordi jeg bliver ved med at glemme at købe en ny, og det er gået fint – så der er INGEN grund til at stresse ud og købe en ny, fordi den her synger på sidste vers.
Men det er ét af de øjeblikke, hvor jeg tænker, at det er et resultat af at have skrevet de her indlæg, for jeg tror helt ærligt ikke, at jeg tidligere ville have forholdt mig til det; jeg ville bare være stormet afsted efter én. Men ligesom det faktisk over tid giver en konkret, økonomisk besparelse, hvis man kan vride en måned mere ud af de enkelte stykker tøj, inden man skifter dem ud, eller man kører reste-tapas en eller to gange pr. måned, så vil det modsat øge dit forbrug, hvis du hele tiden skifter dine ting ud, når der stadig er levetid tilbage i dem, fordi du bliver presset af en imaginær deadline.
Den erkendelse er en fin segway over i det sidste månedsmåls-punkt for i år:
Månedens mål, december (4/4)
For jeg har i nogle uger gået og tygget på, hvad der skal ske med de her indlæg; om de skal køre videre, om de er ved at have løbet deres kurs, eller om formatet skal ændres.
Der er ingen tvivl om, at de er med til at fastholde mig i at blogge, fordi de sørger for, at jeg tapper ind en gang om ugen. Jeg bliver aldrig færdig med at skrive, så det er ikke fordi bloggen lukker, hvis jeg udfaser dem – men der vil blive længere mellem indlæggene, og hvis jeg skal være ærlig, ved jeg ikke, hvordan det vil påvirke flowet.
De er nogenlunde nemme at skrive, fordi indholdet er bestemt på forhånd og fordi der er en rytme og struktur at læne sig ind i.
Omvendt er de emner, indlæggene kredser om, også ved at være så mainstream, at jeg ind imellem føler, at jeg (wo)mansplainer noget, som alle for længst er hoppet ombord i. For én ting er, at det skal give mening for mig at skrive dem – men det skal jo også give mening for jer at læse dem.
For nogle måneder siden skrev en læser, at hun syntes, det kunne være sjovt at høre, hvad andre, helt konkret, havde fået ud af indlæggene. Nye vaner, øget bevidsthed om særlige områder eller andre traditioner i omgangskredsen.
Det synes jeg faktisk også kunne være interessant, så jeg vil gerne slutte årets sidste M2024-indlæg af med en omgang ‘Ordet er frit’.
Man må skrive præcis, hvad man føler for, så længe man husker, at jeg er bygget som krebsen: Hård udenpå, men blød indeni.
Jeg håber, at julen bliver fin og rolig for hver eneste af jer.
Tak fordi I læser med – og rigtig glædelig jul.
I’m de@d – now what?
I forlængelse af fredagens M2024-indlæg laver jeg her en opfølgning på punktet om, hvad det kan være en god ide at have skrevet ned i tilfælde af, at man tjekker ud i utide.
For jeg synes faktisk, at det ville give mening ved fælles hjælp at lave en slags løsning, som ikke sender os alle sammen i knæ af kronisk, eksistentiel Angst, men som samtidig er både sikker og nem at (huske at) holde ajour.
Derfor har jeg besluttet at dedikere et indlæg til en fælles erfaringsudveksling, og så sørger jeg for at lave en opsamling, så dem, der har lyst og kan overskue det, kan få oprettet en slags dødsmanual.
(Kæmpe undskyld! Og så lige midt i julehyggen, mand).
Men jeg fik lidt uforvarrende taget hul på emnet, fordi jeg skrev om oldefar, der er taget herfra, og nu har vi folk, der sidder med ondt i maven over potentielle sikkerhedsbrister og identitetstyverier, og det er ikke sådan, det skal være.
Samtidig må vi også bare sige, at døden ikke venter på nogen, og når man er én af dem, der sidder tilbage, er det jo faktisk meget rart, hvis man kan få lov at bruge kræfterne på at bearbejde sit tab i stedet for at hænge i telefonen, mens man forsøger at gennemskue, hvordan man finder ud af, hvilket forsikringsselskab folk har haft, når alle døre smækker i, indtil skifteretten har været på banen.
Der findes gode lister på nettet, som de fleste bedemænd også har med ud, når man mødes med dem, hvorpå de helt overordnede praktikaliteter er beskrevne. Det er ikke dem, vi er efter her. Det, jeg selv forsøger at lave en oversigt over, er de mange små-elementer, der sammen udgør stilladset i et liv, så de efterladte ved, hvor de skal starte, når de skal have det hele lukket ned og pakket sammen.
*
Mit forslag er, at vi deler indlægget og de gode råd op i to dele:
Første del er en oversigt over, hvilke informationer, der er rart at have skrevet ned.
Anden del er, hvor/hvordan man skriver dem ned.
*
Vi går med devisen om, at der ikke findes dårlige ideer i brainstorming, så man skriver bare fra hjertet. Hvad har du selv, som efterladt, oplevet at mangle info om? Har du gjort dig tanker om emnet? Hvis ja: Hvordan har du lavpraktisk grebet det an? Har du oplevet at noget, du egentlig syntes var en god ide, gav bagslag?
Samtidigt er det mit håb, at nogle af jer, der så sidder med specifik viden om f.eks. datasikkerhed eller policer og opbevaring af info, vil melde ind, hvis I ser noget beskrevet, som I med det samme kan se kan give problemer.
(Og her hjælpes vi ad med at huske, at intet af det, der skrives, er tænkt som angreb eller kritik, men UDELUKKENDE er et forsøg på at hjælpe).
Der findes bøger til formålet, som f.eks. den her (ikke spons, men fundet her):
Det virker jo på mange måder som en god, overskuelig løsning. Omvendt tænker jeg også, at det ville være uheldigt at notere f.eks. passwords i sådan én, fordi den nærmest *tigger* om at blive stjålet af usle indbrudstyve, der læser dødsannoncer.
Så hvad går vi med? Apps? Noter? Notesbøger?
Hvordan sikrer vi, at den løsning, vi vælger, forbliver opdateret? Også om 2 år, når vi har glemt alt om det her? For det skal den jo af gode grunde være, hvis den skal have nogen form for værdi.
*
Min egen løsning kommer til at indeholde:
*En renskrivning af de bøger, jeg har lavet til børnene, hvori jeg noterer alt det, som jeg ved, jeg glemmer i takt med, at de bliver ældre. F.eks. Fridas svimmelhedsanfald, som hun led af, da hun var mindre, ting, jeg eller andre i familien har bøvlet med, som er arvelige, info om deres respektive baggrunde osv. osv.
*Kontaktinfo til min boligforening (fordi oldefar boede i en andelsforening, hvor formanden ved et usandsynligt tilfælde døde dagen inden oldefar, og der derfor lige nu ikke rigtigt er nogen, der ved, hvad der er op og ned – og om der er en venteliste).
*Kontaktinfo og medlemsnummer i: Forsikringsselskab, sygesikring danmark, elselskab, tele/internetudbyder samt pensionsselskab og privat sygesikring.
*Navn på bank, rådgiver og filial.
*En eller anden form for angivelse af login til facebook, insta, bloggen her, mail osv.
*Noget info på, hvad pårørende skal overlade til mine venner at rydde op i.
*Liste og kontaktinfo over/på personer, jeg kunne forestille mig gerne ville have besked, hvis jeg stempler ud. Oldemor døde for år tilbage, og derfor mangler vi lige nu lidt info på, om der sidder familiemedlemmer i dén gren af familien, som måske gerne vil med til begravelsen.
*
Til sidst vil jeg gerne appellere til, at vi hjælper dem, der har det svært med emner som dette, ved ikke at forvandle kommentarfeltet til et real life horror show over, hvor svært og ulykkeligt livet kan være. Man må selvfølgelig gerne give kontekst til sin erfaring, men målet her er, at så mange som muligt forholder sig til emnet, så vi/de får lavet en løsning, der kan være en hjælp for dem, der står tilbage, hvis det værste skulle ske. Og det får man ikke gjort, hvis man er nødt til at lave strudsen for ikke at gå i stykker oppe i hovedet.
Ja?
Med det sagt: Ordet er jeres.
M2024, uge 50
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg udnyttet, at alle, jeg nogensinde har købt noget af på nettet, i disse dage sender nyhedsbreve og reklamemails i vildskab, for det giver mig en gylden mulighed for at afmelde dem, ligeså hurtigt, som de lander i indbakken.
Jeg gør det på telefonen, fordi det er nemmest: Når du åbner mailen, er der i øverste, venstre hjørne på langt de fleste af dem et link, der hedder ‘Afmeld nyhedsbrev’ – og så er det bare at klikke.
På et par enkelte skal man scrolle ned i bunden af nyhedsbrevet, men fordi jeg har været bevidst om, at det her var et ugepunkt, har jeg fået det gjort.
Engang, når der er 28 timer i døgnet, vil jeg finde den store lup frem og undersøge, hvor de her nyhedsbreve kommer fra, for jeg er nærmest hysterisk med ALDRIG at sætte kryds i ja-tak boksen, når jeg bestiller online, ligesom jeg også er hyper opmærksom på at fjerne fluebenet, hvis det allerede er sat.
Jeg kan godt gå med til, at der er steder, hvor en kundeklub eller et medlemskab medfører en tvungen nyhedsmail i ny og næ, men de få sider, jeg har signet op på, står ikke på nogen måde mål med den storm af reklamecrap, jeg lige nu er ved at feje ud af indbakken.
Men indtil dén dag kommer, må denne måde at løse problemet på, række.
2.
Har jeg været brødkassen, snackkurven og grøntsagsskuffen igennem, inden jeg bestilte varer til den kommende uge, for på fredag er der dømt juleferie, og jeg vil gerne nå at bruge diverse rester inden da.
Madpakkerne kommer til at stritte i alle retninger, mens aftensmaden godt – med lidt god vilje – kan kaldes ‘tapasinspireret’, men der er alligevel dømt undtagelsestilstand og æbleskiver over hele linjen, og så kan vi ligeså godt få spist op.
3.
Har jeg lavet en note i min telefon, der hedder: ‘I’m dead. Now what?’
For søde, fine oldefar døde tirsdag aften efter 97 stærke år, og jeg er derfor i gang med, sammen med mine forældre, at rydde op, lukke ned og blænde af.
Oldefar har selv gjort en stor del af forarbejdet, og derfor skal vi ikke igennem gigantiske bunker af nostalgisk slagger, men der er stadig meget, man lige skal have styr på. I dag gik jeg i gang med at opsige abonnementer, tjekke op på forsikringer osv., og det er faktisk ikke så ligetil at finde ud af, hvor folk har internet, indboforsikring og el-aftaler, når først alt er lukket ned.
Derfor har jeg besluttet at lave et eller andet system, som gør det nemmere for dem, der skal binde sløjfe for mig, hvis jeg får et fly i hovedet – men det er jo nødt til enten at være analogt, eller at være sat op på en måde, så mine efterladte kan få adgang til det, selvom min computer er låst.
Indtil videre er det bare en ustruktureret note i mine telefon, som jeg skriver på i takt med, at jeg støder på udfordringer, som man kunne planlægge sig ud af, men når vi har sagt ordentligt farvel til oldefar, og jeg har et overblik over, hvad det ville have været rart for dem, der står tilbage, at vide, får jeg noget mere formelt sat op.
*
Månedens mål, december (3/4)
Midt i luciaoptog og begravelsesforberedelser er jeg så småt gået i gang med at planlægge den årlige julefrokost for familien. Livet er for de levende, og dem tilhører vi jo heldigvis stadig i skrivende stund, og det er rart, midt i det triste og lidt overvældende arbejde det er at lukke et liv ned, at kunne fokusere på noget dagligdags og traditionsbundet.
Som altid prøver jeg at sammensætte en menu, der minimerer madspild, hvilket konkret betyder, at jeg tænker over:
*At grønne retter og salat ikke skal indeholde våde grøntsager (f.eks. tomat), fordi det ødelægger konsistensen på rekordtid.
*At mælkeprodukter forkorter levetiden markant. En (pasta)salat, der er vendt i f.eks. lidt olie, honning og appelsinsaft, er lækker væsentligt længere end én, der er smurt ind i creme fraiche.
*At alt, hvad der er sprødt, skal serveres on the side, uanset om vi taler om bacon til leverpostejen, eller nøddetopping til salat. Meget få ting i verden er så klamme, som en peanut, der har ligget og trukket væde i halvandet døgn.
*At vælge retter, der kan fryses, samtidigt med, at jeg sørger for at have plads i fryseren og noget ved hånden, maden kan fryses i.
*At finde tomme isbøtter og yoghurtbægre frem, så gæsterne kan få eventuel overskudsmad med hjem.
*At forholde mig til, hvad jeg laver hvornår. Det er ikke fedt at skulle lave 10.000 ting samme dag, som julefrokosten skal holdes, men omvendt er det måske lidt lige meget, rent planlægningsmæssigt, om du laver risalamande dagen før eller på dagen. Men venter du til selve dagen, kan den holde en dag længere i den anden ende, og det kan godt give mening at tænke ind.
Og altså: Det er jo ikke, fordi julen bliver aflyst, hvis man står med en slatten salat eller må kassere resterne af den sommerfugl af laks, man har haft lyst til at lave til sine gæster hele året.
Men vi smider *ufattelig* meget mad ud i juledagene, og fordi de fleste af os er overstimulerede og mætte, når vi tager ud af bordet, så GØR lavpraktikken en forskel. Hvis du ikke har noget at hælde resterne i, er det nemmere at smide dem ud end at grave et kreativt alternativ frem. Hvis salaten ligner noget, du har skovlet op af en vandpyt, kører du bare de to skiver honningglaseret skinke uden, og lader som om, du ikke lige så den på hylden i køleskabet.
Om 7 dage har vi både hænder og hoveder fulde, så det er nu, man skal planlægge, hvis man har ambitioner om at forebygge.
M2024, uge 49
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Skrev jeg mig bag øret, at jeg skulle huske at nævne den uventede fordel ved det debet-kort, min bank har stoppet ned i halsen på mig.
Inden vi kommer til den del, hvor jeg siger noget pænt, vil jeg gerne have med, at jeg ikke har ord for, hvor ringe, jeg synes, min bank har været det sidste år.
Jeg har tidligere været omkring problemet med kommuner og sygehuse, der ikke betaler til tiden, og det har givet mig en håndfuld gange over det sidste år, hvor min konto er gået i overtræk.
Ret skal være ret: Det skal den ikke. Og dE haR OgSå rEgLeR, dE sKaL fØLgE.
Men jeg har hver e.n.e.s.t.e gang selv kontaktet banken.
Jeg har stået skoleret, når det er sket, har dækket underskuddet ind, og sendt dokumentation for de kommende betalinger, som altid er faldet 1-2 dage senere.
Jeg har forklaret situationen forfra, 100 gange, til 100 forskellige ansatte (“Nej, hvad for noget -tolk??”), har bedt om et møde 3 gange, så der kunne laves en mere holdbar løsning, har sagt ja til at betale for en midlertidig forhøjelse af min kassekredit, har givet dem adgang til mine skatteoplysninger og har sendt dem mit årsregnskab.
Jeg har været kunde hos dem i 16 år, og de HAR jo trods alt set mig betale en kvart million ud.
Mødeforespørgslerne og forhøjelsen af kassekredit – som var deres eget forslag, og som jeg fremsendte al den dokumentation, de bad om til – er de aldrig vendt tilbage på.
Alligevel har jeg på bydemåden fået udleveret et debetkort, og de valgte, med sædvanlig, kærlig omsorg, bare at spærre mine kort, da debetkortet var landet i min postkasse. Det fik jeg en sms om, da jeg sad på en opgave i Herning, og jeg har ikke ord for, hvor uordentligt, jeg synes, det er. Der stod penge på samtlige konti, og det havde sgu været et reelt problem, hvis jeg havde stået med en bil med tom tank derude på heden, for så havde jeg ikke kunne komme hjem.
Og bare, hvis der sidder et par bankansatte og læser med: Det er ikke løsningen, jeg har et problem med, og jeg ved godt, at de er underlagt regler, de ikke selv har indflydelse på. Men de HAR indflydelse på egne arbejdsgange, og den her er ét langt, nedladende clusterfuck.
ANYWAY. Jeg har arbejdet som en vanvittig hele efteråret, fordi jeg ikke kan holde det her ud, og betalingerne for de sidste måneder begynder stille og roligt at tikke ind. Når rådhusklokkerne ringer d. 31., står der omkring 100.000 på min firmakonto, og så kan de rende mig noget så eftertrykkeligt.
Men dét, jeg har glædet mig over ved debetkortet, og som jeg gerne ville give videre er, at det, modsat mit visa, hele tiden viser mig ‘reserverede beløb’ – hvilket er VIRKELIG smart, fordi jeg så hele tiden ved *præcis* hvad der reelt står på min konto.
Når jeg sætter den her form for punkter på, er jeg altid lidt nervøs for, at det er noget, alle bare ved, og om jeg kommer til at fremstå som en idiot over at være den eneste, der ikke ved det – men over årene har jeg lært, at der altid er andre, der heller ikke lige havde fået info-mailen.
Så: Debetkort for the win. Specielt hvis du bøvler lidt med tal eller overblik.
2.
Blev jeg ringet op af en sælger fra Aller Media, som gerne ville have mig tilbage ombord på mit yndlingsmadblad, som jeg sagde fra først på sommeren.
Jeg takkede pænt nej – indtil han tilbød mig et år til halv pris, hvilket fristede mig over evne. For jeg bliver altid ægte begejstret over at åbne min postkasse og finde bladet dér, og til halv pris synes jeg godt, at jeg kan forsvare posten på budgettet.
Catchet var selvfølgelig, at kampagneprisen bare glider over i normalt pris, når året er gået, så nu har jeg lagt en reminder i min telefon til september næste år, så jeg, hvis jeg vil, kan nå at sige det fra igen.
Hvis de får mig, bliver det med åbne øjne.
3.
Har jeg igen gjort brug af min sundhedsforsikring, og jeg vil endnu engang opfordre til, at man får tjekket op på, om man har én, enten gennem sit arbejde eller sit pensionsselskab.
Dem, jeg har talt med, der ikke har, har typisk fravalgt den, fordi de ikke forventer at få brug for hjælp eller store operationer, og samtidigt har der været megen snak om, at de private sundhedsforsikringer ikke længere vil dække for udredninger. Derfor kan man godt få det indtryk, at det næsten kan være lige meget, om man har én.
Men i alt det her bøvl med min højre hofte, har vi nu fundet ud af, at det formentlig ikke er den manglende brusk, der er problemet, men at mit bækken er mere skævt end Snoop, og at alle musklerne, både på for- og bagside, derfor er så overspændte, at jeg fysisk er blevet kortere, både vertikalt og horisontalt, på højre side.
Derfor er jeg nu i gang hos en kiropraktor, der er ved at ‘trække mit bækken på plads’ hvilket er nogenlunde ligeså behageligt, som det lyder. MEN. Jeg fik 12 gange akupunktur godkendt i foråret, og har netop fået 12 behandlinger hos bemeldte kiropraktor betalt af min sundhedsforsikring.
De 24 ture havde kostet mig i nærheden af 15.000, hvis jeg selv skulle have haft pengene op ad lommen.
Min sundhedsforsikring godkender altid 6 behandlinger ad gangen, og de er LYNhurtige: Når jeg søger om aftenen, har jeg svar næste morgen. Om det er det samme alle steder ved jeg selvfølgelig ikke, men det er bare for at sige, at det ikke behøver at være tungt og bureaukratisk at gøre brug af den.
Der er nul tvang her i klubhuset, men tænk i det mindste igennem, om økonomien kan være/blive en stopklods ift. at søge behandling, hvis du har ondt. Eller om der er situationer, hvor det ville gøre en forskel for dig, at du kunne blive opereret/kigget på med det samme, så du kunne komme hurtigere tilbage i sadlen. Som selvstændig synes jeg, at den faktor vejer tungt.
*
Månedens mål, december (2/4)
Som nævnt i sidste uges indlæg, synes jeg pludselig, at der er ting overalt – men turen gennem børnenes rum gav mig lyst til at gå med den samme, lidt løsere tilgang til de steder, jeg ikke kan holde ud at se på.
Derfor prøver jeg at tage en hylde hist og en skuffe pist, når det lige giver mening. Det kommer ikke til at give samme, strømlinede resultat, som når jeg tager hele hytten fra A til Å, men mindre kan også gøre det.
Køkkenskabene kommer jeg nok ikke til at slippe for at tage samlet, for her vandrer mine ting, og det giver derfor ikke mening at tage dem isoleret, men alle andre steder kan sagtens nøjes med mosters hånd.
I går fik jeg ryddet op på min krydderihylde, mens jeg stod og rørte i en gryde, og som altid blev jeg overrasket over at finde oregano og karry, der for længst var gået på dato. Jeg synes lige, jeg har købt det.
Den kommende uge har jeg flere dage uden opgaver, og det første, jeg skal have styr på, er, hvad jeg har og hvad jeg mangler af julegaver. Det kommer også til at give lidt plads på borde og reoler, for lige nu er det, jeg har købt, bare lagt der, hvor der tilfældigvis var plads. Alene det at få lidt samling på tingene vil gøre det hele mere overskueligt.
Men det er altid ekstra effektivt at rydde op på baggrund af TingspatTM, så derfor vil jeg gerne smede, bare lidt, mens jernet er overvældet, men varmt.
M2024, uge 48
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg ryddet op i mit køleskab og mine frysere og smidt alt det ud, jeg kan se, at jeg ikke får spist/brugt.
Modsat den daglige små-oprydning, hvor jeg sørger for at få brugt sjatter og rester, og så engang imellem kasserer noget, der har stået for længe, er det her lidt mere som når man rydder op i tøjskabet, og fjerner det, man ikke længere går i.
Den mad, jeg har smidt ud, kunne sådan set stadig spises – men jeg har flyttet rundt på den længe, og jeg får ikke omsat den til det, den kan bruges til. Det mudrer overblikket, og du ved reelt ikke, hvor meget, du egentlig har i fryseren, der kan bruges en træt torsdag aften.
Nu er der ryddet op, jeg ved, hvad jeg har, og jeg har fået en stak plastikbøtter tilbage i skabet.
2.
Er jeg begyndt at flytte rester af bodylotion, deodoranter osv. ind i mit soveværelse, for OHMYGOD, hvor de børn kan bruge meget tid på det badeværelse!!!!
Jeg har en tendens til at styre udenom resterne, fordi det altid er det sidst tilkomne, der er sjovest, men jeg kommer til bunds i dem nu, fordi jeg om morgenen bare bader, og så rykker ind i soveværelset og gør mig færdig, så børnene kan komme i gang med den *meget* omstændige proces, det (åbenbart) er at gøre sig klar. (Seriøst: Hvor lang tid kan det tage??)
3.
Har jeg lavet adventskrans og sat julelys op ude. Jeg manglede både et fad til kransen, nye julelys og noget at montere min lyskæde på. Sidste år købte jeg små buske, fordi jeg tænkte, at de ville kunne bruges flere år, men med vanligt talent, er det lykkedes mig at slå de planter, der er notorisk kendt for deres résistance, ihjel.
Jeg er denne gang gået med et rektangulært fad i en neutral farve, der passer i min vindueskarm i køkkenet, så den kan bruges hele året, og jeg har købt klyngelys til vores udhæng, fordi man på dem ikke bemærker det, når pærerne går; de sidste mange år har jeg troligt byttet lysene, hvis de går i stykker efter én sæson, for det KAN ikke passe, at et produkt, der er lavet til at hænge ude, kun kan holde 24 dage.
Men for bare at sige det, som det er, så orker jeg faktisk ikke at blive ved. Jeg vil bare gerne have noget, der kan bruges flere år i træk, og det kan de her. Når de har kørt 2-3 år under udhænget, er der stadig lys nok i dem til, at de kan tage et par år eller tre i mine lanterner. (Som til gengæld skal have GIGA ros for bare at blive ved med at være pæne, selvom de tager alle vejrtæsk i verden).
Kæden, som jeg ellers havde besluttet måtte sidde over i år, er blevet viklet om et obelisk-espalier, min mor havde i overskud, fordi børnene så gerne ville have den op. Det er ikke verdens mest æstetiske løsning, men den fungerer.
Så på papiret har jeg jo egentlig fulgt mine egne regler ift. at det, jeg køber, skal være både holdbart samt bredt anvendeligt nok til at retfærdiggøre den plads, det optager.
Men jeg har de sidste måneder tænkt over, at minimalisme og bæredygtighed efterhånden er så mainstream, at jeg måske er blevet lidt for god til at greenwashe mine egne undskyldninger for at købe nyt. For selvom jeg kører et relativt stramt regime med ikke bare at skovle ting ind, så kan jeg mærke, at jeg alligevel er samme sted, som jeg var sidste år ved denne tid, hvor jeg pludselig føler, at der er for mange ting alle steder.
Det er helt sikkert årstidsudløst; vi går lige fra græskar til flag og videre til jul, så der ER mere pynt og sager i mit hjem mellem oktober og december, end der er resten af året.
Men jeg gider ikke ende med at blive en parodi på konceptet, hvor jeg, i bedste En Shop-a-holics Bekendelser-stil, bare køber alt det, jeg har lyst til, og så retfærdiggør det på bagkant med noget minimalismerelateret.
Nye ting skal stadig produceres, uanset hvor mange formål, de kan bruges til, og at vi er blevet bedre til at sælge og købe brugt, har vist sig at have den bagside, at det får det til at føles mere lovligt at skifte ting ud hurtigere.
Det er ikke sort/hvidt, og grænserne er flydende, men jeg har i hvert fald et øje på det nu, og det må være der, det starter.
*
Månedens mål, december (1/4)
Det lykkedes os faktisk at komme igennem værelserne denne uge.
Vi kørte en mareridtssøndag, hvor jeg tog rummene, ét for ét, og fik ryddet op, gjort rent og pyntet, og jeg bad (‘tvang’ er nok mere retvisende) børnene om (til) at tage den store oprydning selv. Jeg faciliterede ved at smide de store vattæpper på gulvet, hvorpå jeg systematisk rykkede kasser og skuffer ud, og så fik de et fællestæppe i midten til det, de ikke længere brugte.
Det ville være synd at påstå, at de sang, mens de gjorde det.
Det blev heller ikke helt så tilbundsgående, som det ville være blevet, hvis jeg havde været leder på projektet – men hvis du vil have noget gjort ordentligt, skal du gøre det selv. Og det bliver i længden ret udmattende, så det må man tage konsekvensen af, og lade andre komme til.
