At gøre & at være

Humøret er lidt mærkeligt for tiden. Jeg ved ikke helt hvorfor.

Der er nogle ting ude i virkeligheden, der bekymrer mig, og jeg er stadig utrolig træt efter mit maraton-sygeforløb, men jeg tror egentlig ikke, at det er derfor.

Jeg har sådan en underlig fornemmelse af at befinde mig mellem to livsbaner. Som om jeg har afsluttet noget, og nu venter på, at noget nyt skal tage sin begyndelse – uden jeg dog helt kan gennemskue på, hvad det er, der hhv. er lukket ned og lagt til rette.

For tiden er jeg igang med at slette kode i mine gamle indlæg her på bloggen, og måske er det det, der giver fornemmelsen. For når jeg læser, hvad jeg skrev for 4-5 år siden, kan jeg virkelig godt se, at jeg er et andet sted nu. Jeg kan se, at jeg et sted undervejs endelig tog mig selv alvorligt, når jeg igen gik i dørken af selvskabt stress, og sammenbidt svor, at det blev anderledes fra NU af, og jeg kan se, at jeg i dag forholder mig langt mere aktivt til, hvad jeg bruger min energi på.

Måske er det i virkeligheden det, det handler om? At jeg langt om længe er færdig med at arbejde med nogle af de udfordringer, jeg har slæbt rundt på det meste af mit voksenliv? At jeg endelig har sluttet fred med de svære passager i min fortid, og er blevet god til at se, når jeg er på vej ind i gamle mønstre, som jeg ikke ønsker at gentage?

Jeg læste et sted, at noget af det sværeste i voksenlivet er at lære at gå fra at gøre til at være. At føle sig værdifuld nok som menneske, og føle, at man har ret til sin plads i verden uden at skulle gøre sig fortjent til den, ved hele tiden aktivt at skulle bevise sit værd.

Jeg tror måske, at det er den livs-opgave, der så småt begynder at tegne sig i horisonten.

M2018, uge 19 og 20

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I de forgangne uger har jeg:

1)
Levet det ultimative, minimalistiske liv, hvor jeg ikke har belastet miljøet med bilkørsel, tøjvask eller andre smudsige CO2-fingeraftryk, fordi jeg primært har ligget på min sofa og febersvedt i det samme tøj, og kun haft lyst til sodavandsis.

2)
Haft et af de øjeblikke, hvor man ikke kan finde ud af, om man er genial eller ualmindelig tungnem, fordi den idé, man fik, ikke var det allerførste, der faldt én ind: Jeg fik – ligesom 5,8 millioner andre danskere – lyst til jordbærkoldskål i det gode vejr, og det var ingen steder at opdrive. Jeg googlede mig til en opskrift på en hjemmelavet variant, og så, da jeg stod i forretningen, slog det mig, at jeg jo, i stedet for at købe en hel liter kærnemælk og en hel liter ymer og pasteuriserede æggeblommer, og få ALT for meget koldskål til vores lille husholdning, bare kunne købe en almindelig koldskål på bud, og så blende en bakke friske jordbær i. Har alle andre regnet det ud? For så kunne I godt lige have sendt en mail.

3)
Købt Fridas fødselsdagsgave på DBA. Hun ønsker sig en nat-lampe fra Aloka, og har kigget længselsfuldt efter Antons i flere måneder, og den *er* fin. Men 450 kroner er også mange penge, og jeg brugte derfor lidt tid på at rode rundt på div. genbrugssider, og heldet var med mig. Jeg fandt lige præcis den, hun gerne ville have, ny og i ubrudt emballage, til 150 kroner. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at sikre mig, at der ikke er tale om hælervarer (spurgt efter kvittering og årsag til, at man har 3 forskellige, u-udpakkede lamper liggende), men sælgeren hedder Birthe og allerede der, tror jeg godt, vi kan parkere vores bekymringer. 

4)
Kørt forbi Ilva og for første gang mærket, at hele den her øvelse har flyttet noget i hovedet på mig, for da jeg så et kæmpe “TILBUD!!!”-skilt, var min første tanke, at jeg ikke mangler noget. Det er, som om den der købe-buzz/rastløshedsshoppetrang er forsvundet, og erstattet med en langt mere kritisk forholden mig til, hvad jeg egentlig har brug for. Det var fedt at mærke. 

5)
Slettet min Wish-app. Lidt i forlængelse af ovenstående kan jeg mærke, at jeg ikke længere kan se bort fra, hvordan tingene er produceret, og hvor sindssygt det i virkeligheden er at hidkalde 12 metalspænder fra den anden side af jorden, hvor børn på Antons alder sidder under kummerlige forhold 15 timer om dagen, fordi de kun koster 10 kroner. Det er sgu ikke i orden.

Sorg og venskaber

På bloggen ErDuHerIkkeSnart skrev Signe forleden et indlæg om forbudte følelser, og stillede i den forbindelse bl.a. spørgsmålet: “Hvor længe må man sørge over en abort?”

Det her bliver lidt ekstra meta, fordi det er et indlæg om et indlæg om en artikel, men jeg har ikke helt kunne slippe tankerne, som indlægget satte gang i hos mig.

Jeg tror, at alles instinktive svar vil være “Så længe, det er nødvendigt”. For der er jo ingen, der kan – eller skal – bestemme, hvordan vi reagerer på hændelser, der ændrer os som mennesker. Hvis man kunne vilje sig i en bestemt retning, tror jeg, at langt, langt de fleste ville gøre det, fordi det er så opslidende at gro ind i det nye menneske og den nye virkelighed, som de livsvilkår, man er underlagt, dikterer.

Men jeg har brugt en del tid på at tænke på, om det, vi måske i virkeligheden mener, når vi snakker om, hvor længe vi “må” sørge er, hvor længe vi kan forvente, at omverdenen tilsidesætter alt for at lytte og forstå.

(Jeg vil simpelthen så gerne forklare, hvad jeg mener på en ordentlig måde, for jeg ved godt, at det her er noget af det, som gør ondt der, hvor intet lys nogensinde trænger ind, så jeg håber, at det jeg skriver, forståes på samme måde, når man læser det, som det gør inde i mit hoved.)

For jeg tror faktisk ikke, at det som udgangspunkt er andres grænser, man rammer, når man synes, man kommer bumlende med sin sorg og fylder og larmer – jeg tror, det er ens egne, fordi man helt instinktivt har en fornemmelse af at have taget for meget fokus. (Her taler jeg selvfølgelig om alt det, der følger, når det første chok og vanvidssorgen har lagt sig).

Måske fordi vi alle sammen har prøvet at have relationer, hvor al ilten langsomt blev suget ud af venskabet, og vi næsten følte os forkerte, fordi vi ikke havde svært ved at få børn/var syge/havde mistet?

Og hvor inderlig sympati man end har, så tror jeg også, de fleste af os har oplevet at nå til et punkt, hvor det bliver for opslidende at sidde med en fornemmelse af at skulle undskylde for noget, som vi ligeså lidt har haft mulighed for at påvirke, som den person, der er blevet kørt over af livet har haft mulighed for at påvirke *sin* situation.

Ingen af parterne har ønsket at sidde med de følelser, som de nu har fået udleveret, og man kan ikke selv bestemme, hvordan man vil have det.

Men når man bliver ramt af noget voldsomt, tror jeg at noget af det sværeste er erkendelsen af, at verden for altid er forandret. At den verden, man levede i, og det menneske man var i går, ikke længere findes.

Og af en eller anden grund er der nogle relationer, der kan forandres i takt med, at man finder sin plads i sit nye liv, mens andre går i stykker i processen. Måske er det noget med, at man skal finde ud af, om man også passer sammen, når den ene er i sorg eller krise og den anden ikke er? I mine 41 år har jeg både været den, der blev revet midt over, og den, der stod ved siden af mennesker, som livet slog til jorden – og jeg kan konstatere, at nogen kan jeg sørge med, og andre kan jeg ikke. Det har aldrig handlet om mangel på hverken kærlighed eller ønsket om at lytte eller give plads. Hverken på den ene eller den anden side af bordet. Men min oplevelse har været, at hvor jeg sammen med nogle mennesker får skabt et rum, hvor intet føles kunstigt eller forstillet, så bliver sorg sammen med andre til en altfortærende ild, der langsomt, men sikkert brænder alt andet væk og bliver det eneste, der står tilbage.

Og jeg tror faktisk, at det handler om taletiden; om enighed – eller mangel på samme – om, hvordan man, når det første chok har lagt sig, indretter relationen, så ingen føler, at de skal lægge låg på sig selv.

Hvis det ellers giver mening.

Sygt nok

Denne uges M2018-indlæg bliver skudt en uge og lagt sammen med næste uges, fordi jeg har været syg, som jeg ikke kan huske, jeg har været det før i mit voksenliv.

Det startede fredag i sidste uge med feber, og da jeg alligevel var ved læge i anden anledning, tog han mit infektionstal, som var let forhøjet, men ikke meget. Som jeg tidligere har skrevet lidt om, vil jeg gerne prøve at gemme penicillin til de situationer, hvor det er nødvendigt, så vi blev enige om at afvente og se, om ikke kroppen selv ville få bugt med skidtet.

Lørdag og mandag havde jeg arbejdsrelaterede ting af den slags, man helst ikke aflyser. Jeg har ikke chefer, der kunne finde på at kræve min tilstedeværelse, hvis jeg vurderede, at jeg var for syg til at deltage, men omvendt kender vi også alle sammen dem, der melder sig syge i en uge, hvis de nyser én gang, og da jeg ikke på det tidspunkt vidste, hvor slemt det her ville ende med at blive, valgte jeg at tage afsted.

Mandag måtte jeg ringe til min læge og bede om noget hostesaft med lidt mere smæk på, end det, man kan købe i håndkøb, fordi nætterne gik med at ligge og prøve at afstøde mine lunger gennem munden.

Og herfra gik det bare ned ad bakke. Feber, som hver nat nåede op omkring 40 grader i flere timer af gangen, underlige rallende lyde i brystet, noget-med-ørerne, der gjorde mig mere og mere døv, ømhed og smerter i alle muskler og led, skrigende hovedpine og til sidst, den store finale: Opkast.

Onsdag ringede jeg til lægen igen og viftede med det hvide penicillinflag, men torsdag måtte jeg ringe efter mine forældre, fordi jeg på det tidspunkt var så syg, at jeg var bange for det.

De hentede os, og en tur til vagtlægen senere, kunne vi fejre et 3-cifret infektionstal, en lungebetændelse, væske på ørerne (er det ikke kun børn, der får det??) (han *kan* have sagt noget andet. Jeg hører *virkelig* dårligt), og en nyerhvervet viden om, at der åbenbart er nogle typer af penicillin, jeg ikke kan tåle.

Det går bedre nu, men jeg er mat i sokkerne, og jeg bliver stadig overraskende sløj, når virkningen af sidste skud penicillin begynder at klinge af, men i det mindste går det fremad.

Jeg satser på at have omløb nok i hovedet igen i løbet af ugen til at parkere både sygdom og selvmedlidenhed og skrive om noget mere interessant.

Rigtig god uge derude.

M2018, uge 18

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Prøvet at fryse en rest sprød, knust bacon og taget den op igen. Det fungerer 100%, og er stadig sprødt, når man tør det op. (Jeg kan forstå, at det med at have bacon i overskud er nogenlunde ligeså uhørt som at have diamanter til at ligge og flyde rundt omkring i huset. Lang historie kort har jeg engang fået omgangssyge lige efter at have spist røgede ben, og mit forhold til røget mad er aldrig kommet sig helt ovenpå dén oplevelse.)

2)
Øvet mig i at fryse overskydende mad i portioner til én dag og ikke to, som jeg ellers plejer at gøre. Jeg ved helt ærligt ikke, hvor jeg har samlet den vane op henne, for jeg har altid, både før og efter børn, haft et meget elastisk forhold til min madplan, hvilket betyder, at aftaler, sygdom osv. ofte forplumrer mine intentioner om at spise det samme to på hinanden følgende dage. Fryser jeg til to dage, ender jeg derfor ofte med at stå en portion i overskud. Da den jo har været frosset ned én gang, smider jeg den ikke i fryseren igen, og så står den dér og stirrer bebrejdende på mig.

3)
Fundet og prøvet 3 produkter i Lidl, som er både billige og overraskende gode, nemlig deres rosiner (9 kroner/250 gram), deres mascara (20 kroner), og deres neglelak (15 kroner). Rosinerne er bløde og ikke-sukrede, mascaraen bliver, hvor den skal og er nem at tage af, og neglelakken holder 4-5 dage uden at skalle. Ift. hvad jeg lige kan læse mig frem til, ser kemien i produkterne også fornuftigt ud.

Benyt endelig lejligheden til at dele, hvis du har gode erfaringer med produkter fra discountkæderne.

Anger management

En af grundene til, at jeg elsker at høre Mads og Monopolet er, at dilemmaerne ofte omhandler emner, der er relevante i mit eget liv, og derfor giver mig mulighed for at opdage områder, hvor jeg har rykket mig, ift. hvor jeg var for 5, 10 og 15 år siden. Det er ret tilfredsstillende, synes jeg. 

I sidste uges udsendelse havde M&M modtaget et dilemma fra et ægtepar, der gerne ville bygge hus i nærheden af nogle venner, fordi alt muligt, som intet havde med vennerne at gøre – hvilket havde fået bemeldte venner til at sende en mail til ægteparret om, at dét ville de gerne frabede sig.

Manden hældte nu til at lade være med at købe grunden, mens kvinden synes, de skulle holde fast.

Da jeg var færdig med at være målløs over, hvad man mener, man har ret til at bestemme, fik det mig til tænke over noget af det, som jeg sætter utrolig stor pris på at have lært som voksen, nemlig at hvis en anden har gjort en situation akavet eller ubehagelig, så går den ikke tilbage til normal, fordi du spiller død/lader være med at købe grunden. Din mangel på reaktion nulstiller ingenting, og jeg var rørende enig med Simon Emil Ammitzbøll-Bille i, at de to par, post-mail, var forbi det punkt, hvor de kunne gå tilbage til venskabet, som det var – men hvis manden fik sin vilje, ville han trække misstemningen med ind i hjemmet, fordi den ville fylde, hver gang de ærgrede sig over at bo, hvor de boede.

I bund og grund tror jeg, at det handler om at stå ved, hvem man er; at reagere i overenstemmelse med, hvad man oprigtigt føler, i stedet for at forsøge at kvæle sin reaktion med taktik og hensyn. Både når det gælder nære venner og når det gælder mere perifære relationer.

For det er ok at skrive et svar til sådan en mail, der starter med “Hvad fanden bilder I jer egentlig ind?” Men det kræver selvfølgelig den tyngde, der kommer med alder og med at kende sig selv, sådan rigtigt, så man, når der er optræk til konflikt, tænker: “Fint. Så tager vi den” – og ikke allerede inden man åbner munden, snubler i sit eget ønske om at bevare den gode stemning.

Hvis din fars kammerat fremsætter et virkelig upassende tilbud til dig, er det *ham* der har truffet et valg om, at situationen skal være mærkelig, ikke dig. Og når han har åbnet dén dør, er det umuligt at gå tilbage til det sted, man var, inden han gjorde det. Heller ikke selvom det ville være dejligt belejligt at kunne, fordi det bliver så bøvlet, når I støder på hinanden hos dine forældre. Akavetheden og ubehaget går ikke væk, fordi du forsøger at lade som ingenting, og når du undlader at reagere, fortæller du dig selv, at hans (og dine forældres) følelser er mere valide end dine, og fortjener mere hensyn, og det kommer der aldrig noget godt ud af.

Har jeg lært.

Selvfølgelig er der en bagatelgrænse, og pms kan få skovlen under selv den bedste, men for mig har det virkelig været en gamechanger at lære, at man også kan ødelægge en relation ved at undlade at reagere; at huske, at det faktisk kan være udtryk for et ønske om at bevare noget, når man reagerer i overstemmelse med, hvordan man har det.

Sidste uges M&M mindede mig om, hvilken enorm befrielse det har været for mig at lære at stå ved det, når jeg bliver vred. Ikke mindst da jeg tog overbygningen og lærte vigtigheden at være vred i fred. Min veninde siger ofte, at en ringende telefon er en invitation til en samtale, som man ikke behøver at takke ja til. På samme måde har jeg lært at forbeholde mig retten til at blive færdig med at være gal, før jeg vender tilbage og forholder mig til andre menneskers følelser, fordi det kan mudre processen, og forstyrrer mig i at forstå, hvad jeg har brug for at reagere på. Jeg ignorerer alle forsøg på kontakt, indtil jeg forstår, hver det reelle problem for mig er, så jeg får adresseret dét, i stedet for at opleve, at underlige afstikkere af det kravler ud mellem mine sideben (sildeben? #Esbjerg) i mærkelige forklædninger de næste mange måneder.

Det ér virkelig et aldeles fremragende program.

M2018, uge 17

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Haft gæster til frokost og stillet alle de uåbnede pakker pålæg på bordet med ordene om, at det hele måtte åbnes – men at der bare ikke var nogen grund til at tage hul på det, ingen lige havde lyst til i dag. De hverken slog korsets tegn for sig eller lignede nogen, der var parate til at melde mig til Emma Gad. Ud af 5 forskellige slags pålæg, var det kun 2 af pakkerne, der blev åbnet; de blev næsten spist op, og jeg slap for at stå tilbage med en masse åbne pakker, vi ikke kan nå at spise.

2)
Fyldt nescafe over i små ziplock-poser og taget med på job. Jeg må indrømme, at det her ikke så meget var pga. miljøet, som det var fordi jeg skulle tolke et sted, hvor kaffen er *så* dårlig, at den får motorolie til at virke som en delikatesse. De genbrugelige poser er valgt, fordi jeg altid er i transit. Somme tider tolker jeg samme sted hele dagen, mens jeg andre gange er på 3 forskellige lokationer i løbet af en dag. Det gør det *lidt* udfordrende at slæbe rundt på alle de platstikbøtter og termokrus, jeg i forvejen bruger, og vi behøver ikke føje en termokande eller et glas necsafe oven i.

3)
Købt låg til dåsesodavand. Mine børn er nærmest forelskede i Pepsi Max, og jeg køber derfor meget sjældent de store halvanden-liters flasker, fordi jeg simpelthen ikke gider de konflikter, der følger i kølvandet på min administrering og dosering. Men som enhver esbjergenser med respekt for sig selv, har jeg selvfølgelig et secret stash af dåser i en mørk afkrog af mit skur, som de kan få bevilliget en enkelt af ved særlige lejligheder. Men jeg har været træt af, at jeg ofte ender med at hælde halvdelen ud, fordi de ikke når at drikke det hele, og dåser, modsat flasker, ikke kan genlukkes – før nu, hvor jeg har fundet de her smarte låg (no spons).

Dels fungerer de som genluk, men derudover gør de det nemmere at drikke af dåsen, og det lille net-filter nede i betyder, at man kan have sin åbne cola stående udenfor, uden at hvepse, ulve og andet utøj forvilder sig ned i den.

Kvinder og børn, vol. II

En gang i mellem, når jeg skriver et indlæg, er det så tydeligt for mig selv, hvad jeg mener, at der er nogle mellemregninger, jeg ikke får med.

Jeg tror, det var det, der skete med mit indlæg fra i onsdags. Jeg kan i hvert fald se på kommentarerne, at der er nogle pointer, jeg ikke helt er kommet i mål med, så Ditte, Kristina, Lise, B, Lisa og Katrine, jeg har valgt at konvertere mine svar til jeres fine input til dette indlæg i stedet, fordi jeg synes, det er for fesent at kopiere det samme svar ind under jeres respektive kommentarer. Det håber jeg er ok.

Når jeg læser indlægget, efter at have læst kommentarerne, kan jeg nemlig godt se, at det kommer til at lyde som om, jeg insisterer på, at børnene, fast og bestemt, skal eskorteres ned i et kælderværelse, hvor låsen er monteret på ydersiden, hver gang vi er sammen med andre.

Det er – selvfølglige – ikke tilfældet.

Men Dittes kommentar om, at hun oplever samme problemstilling, når hun er sammen med veninder ift. disses kærester, fik mig til at spekulere på, om det her faktisk er et resultat af, at jeg er alene med mine børn. For mine veninder udgør stadig mit primære netværk, fordi jeg er single, og derfor er mit samvær med dem måske mere helligt, end hvis jeg havde haft en voksen allieret på matriklen.

Det ville være nærliggende at indvende, at så må jeg jo lave aftalerne om aftenen, hvor børnene ikke er med, men jeg vil godt stå på mål for, at jeg mener, at det skal være muligt at have voksen-samtaler i dagstimerne, også når børnene er der. Ikke mindst fordi jeg har en del langdistancevenskaber, hvor det ikke lige er muligt at stikke forbi om aftenen. Hvis de relationer skal leve videre, post-børn, så er der nogle emner, som det ville være mærkeligt ikke at vende, når man ser hinanden – som f.eks. da jeg fandt en knude i brystet.

Når vi er sammen med min familie, eller har legeaftaler, hvor det er børnenes relation, der er den primære, f.eks. med venner fra børnehaven, så er samtalerne alligevel af en sådan art, at jeg ikke synes, det gør noget at børnene sidder med, så i de situationer får de lov, hvis de har lyst.

Men når det er min relation, der er udgangspunktet, så står jeg gerne ved, at jeg vil have lov at sætte rammer, hvor det ikke kun er børnenes ønsker, der skal prioriteres. Som alenemor tænker jeg egentlig også, at det kan være meget fint at lære mine børn, at der er nogle situationer, hvor jeg ikke er “tilgængelig”, selvom jeg er i rummet, for virkeligheden herhjemme er jo, at de aldrig afbryder noget, når vi bare er os tre sammen.

Mine børn er stadig så små, at en stor del af samværet foregår i en slags åbent kontorlandskab, hvor vi alle sammen opholder os i samme rum, og det synes jeg er helt ok. På den måde tænker jeg, at børnene tjekker lidt ind og ud af samtalen, afhængigt af, hvor fordybede de er i det, de leger med, og de kan også komme op og sidde på skødet, hvis de lige har behov for det. På den måde får de også et indblik i de forskellige registre, der er i samtaler, hvilket jo er nødvendigt, når man selv skal lære at mestre dem.

Hvis man har meget introverte børn, kan der selvfølgelig være behov for ekstra hensyn, og jeg ville aldrig argumentere for, at man skulle sætte egne behov over børnenes tryghed og trivsel, men min oplevelse er, at det er, som om forældre somme tider simpelthen ikke opdager, at deres børn bliver større, og pludselig er opmærksomme på samtalen på en helt anden måde end før. Min reaktion opstår, når børnene udelukkende kommer hen for at lytte til samtalen, fordi det her, jeg ikke ved, hvor mine veninders grænser for, hvad børnene må overhøre, går, og hvor jeg kan mærke samme reaktion hos mig selv, som hvis man er på cafe, og pludselig opdager, at nabobordet helt åbenlyst lytter med.

Måske er jeg hårdere her end mange andre, men jeg kom til at tænke på et interview, jeg læste forleden, hvor en mor til trillinger fortalte, at de var ret konsekvente med, at børnene skulle sove på samme tid, fordi der ellers ikke var timer tilbage i døgnet, hvor forældrene kunne tanke op og samle overskud. Måske er det her den sociale ækvivalens?

Tak til jer, der har kommenteret, hvor at hjælpe mig med at blive opmærksom på, hvordan indlægget også kunne læses, så jeg ikke uvidende får mig selv fremstillet som Pol Pot.

Kvinder og børn

Jeg kan huske, dengang vi alle sammen begyndte at få Rigtige Kærester. Eller i hvert fald da vi forelskede os i de mænd, der potentielt kunne være blevet det. En af de ting, der kom meget bag på mig var, hvor tydeligt det pludseligt blev, at selvom vi som veninder følte os som hinandens spejlbilleder, så var de meget forskellige kærester beviser på, at der også var dele af vores personligheder, hvor vi slet ikke lignede hinanden.

Jeg har den samme oplevelse nu, hvor vi er blevet så voksne, at vi har fået børn. Kvinder, som jeg 100% identificerer mig med, og som jeg *ved* jeg deler værdier med – vi griber opdragelse forskelligt an, og det er ofte i det små, at jeg får øje på det. 

Senest er jeg blevet opmærksom på, hvordan vi hver især reagerer, når vi sidder og snakker, og vores børn komme hen og vil sidde med. Måske er det fordi, de er ved at være store, at jeg lægger mærke til det nu; så længe, de var små, og bare kom forbi for at sikre sig, at vi stadig var der, for derefter at fortsætte jagten på blotlagte ledninger, tusser uden låg og interiør med en værdi over 5000 kr., var de ikke det fjerneste opmærksomme på samtalen.

Det er en anden historie nu, hvor de er store nok til at være nysgerrige.

Som det så ofte er med den slags ting, har jeg aldrig tænkt over min egen politik, før jeg var sammen med venner og bekendte, der praktiserede en anden.

Min egne måde at reagere på har altid været, at mine unger til enhver tid må komme og få et kram/en tår at drikke/få hjælp til at reloade nerf-pistolen, men jeg har altid været ret konsekvent med, at når vi har legeaftaler med mine veninder, der har børn, så skal mine unger ikke sidde med i voksen-samtalen. Er vi sammen med nogen, der har børn, der er enten meget ældre eller meget yngre end mine, forventer jeg selvfølgelig ikke, at de underholder hinanden, men så har jeg medbragt legetøj osv. hjemmefra.

I løbet af det sidste års tid, har jeg imidlertid haft flere aftaler, hvor forældrene har deres store børn siddende på skødet, stort set al den tid, vi er sammen, og det kan jeg mærke, at jeg reagerer på.

Først spekulerede jeg på, om det mon handlede om, at jeg følte mig ramt som én, der stadig var taget til fange i 1955, hvor børn ikke havde nogen plads ved de voksnes bord, men jeg kørte min lakmustest (“Hvordan ville det føles, hvis det var en kollega?”) og kunne mærke, at jeg faktisk stadig følte det mest rigtigt at sige, at jeg gerne ville have, at de fandt noget at lave, i stedet for at sidde og hænge på mig. Godt nok kommer mine kolleger ikke ind og monterer sig selv som oversize halskæder på mig, mens jeg sidder og taler med andre, men jeg kunne alligevel mærke, at sammenligningen gav mening, netop fordi vi er ved at have store børn.

Jeg ved ikke, hvor mine veninders grænser går ift. hvad de gerne vil tale om, når deres børn hører det. Men jeg kan faktisk også mærke, at der er ting, jeg ikke har lyst til at tale om, når børnene sidder der. Og fordi de er store nok til at forstå, er min oplevelse, at samtalen derfor bliver vældig amputeret, simpelthen fordi vores børn er ved at blive små selvstændige mennesker, og dermed ikke længere bare er forlængelser af venner og veninder, som jo i første omgang er dem, man har skrevet fortrolighedskontrakt med.

Jeg har tygget lidt på, om jeg burde have dårlig samvittighed over, at dele af samværet så ikke bliver på børnenes præmisser, når nu det er os, de voksne, der har besluttet at sætte aftalen op, og børnene egentlig ikke har valgt, at det var det, deres onsdag eftermiddag skulle bruges på. Men jeg hælder til at bruge min faste sætning, som jeg hiver frem, når jeg glemmer, at mine behov også tæller, nemlig at “Vi skal alle sammen være her. Også mig.”

Men det løser stadig ikke problemet med, at vores grænser går forskellige steder, og at det derfor faktisk ikke er nok, at jeg er afklaret med min egen holdning til emnet.

(Ps: Boglisten, som ligger under “Anbefalinger” i topbjælken på forsiden, er opdateret med Lotus Turèll – Hemmeligheder for pige)

M2018, uge 16

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Arrangeret samkørsel til en børnefødselsdag, og dermed været den uudholdeligt selvtilfredse årsag til, at 1 og ikke 3 biler startede op og kørte en time.

2)
Besluttet, at vi i år prøver at se, om Anton kan klare sig uden en sommerjakke. Sidste år syntes jeg simpelthen ikke, at vi brugte den nok til, at den var udgiften værd, og da han har en håndfuld overtrækstrøjer af god kvalitet afventer jeg og ser, om ikke de dækker behovet.

3)
Steppet mit grøntsagsskuffe-game *sygt* op.

Jeg startede med at beslutte, at alt, hvad jeg havde i den, skulle bruges, inden jeg måtte handle igen, så med skuffens indhold lavede jeg bolognese (af resterne fra grøntsagsversionen fra sidste uge), som jeg serverede med blomkålsris den første dag, og dagen efter brugte som”bøf” i en gang burgere*, jeg fik lavet en kande ingefær-te med citron, og endelig blev et slattent hvidløg og en trist porre vendt på panden med et par æg, revet ost, og en kvart pose frossen spinat og spist på ristet rugbrød.

Jeg synes faktisk, at det kan være svært at nå at bruge de grøntsager, som af den ene eller anden grund bliver til overs; jeg har typisk købt ind til nogle bestemte retter, og et overskudsblomkål er bare ikke kompatibelt med alt. Det smager f.eks. ret træls i gullasch. Derfor synes jeg somme tider, at jeg ender med at skulle vælge mellem at lave mad med semi-suspekte ingredienser, der får retten til at smage underligt, eller at skubbe det, jeg *skulle* have brugt – som så bliver det næste, der ligger og stresser mig. En slags ondsindet grøntsagsdomino. Derfor besluttede jeg søndag at prøve at preppe alt det grønt, jeg havde tænkt mig at bruge til madpakker den kommende uge, så dét i hvert fald ikke lå og vansmægtede i skuffen sidst på ugen. Jeg slicede alle snackpebrene, skyllede alle tomaterne og skrællede alle gulerødderne og smed dem i vand, og stillede det hele i køleskabet. Resultat? Alt var spist, da vi nåede til fredag, og det var ca. 20 gange nemmere at smøre madpakker. Det bliver helt klart den model, vi kommer til at bruge fremadrettet.

*Jeg vil bare lige videregive, at Sloppy Joe-konceptet i vores størrelse-small/medium/large-familie ca. 100 gange så smart, som almindelige burgere med bøf, fordi det er meget nemmere at tilpasse portionsstørrelsen til det, vi hver især kan spise.