M2025, uge 12
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har Fridas klasse holdt afskedsfest for deres meget afholdte klassepædagog, som vi har haft glæde af hele Fridas skoletid, og 3 år af Antons med.
Vi fik derfor på Aula en besked ud mandag om, at børnene gerne måtte have lidt snacks og mad fra gemmerne med onsdag; så ville personalet stå for resten.
Jeg så beskeden mandag aften, og havde udsigt til en væg-til-væg tirsdag, så jeg besluttede mig for at slå to fluer med ét smæk, og kørte et hurtig holdbarhedstjek på prepperlageret. Det gav et par ruller kiks, et glas marmelade samt lidt saft og juice, som alle kun kunne holde et par måneder endnu. I køleskabet fandt jeg en pakke ostehaps, som Frida for 14 dage siden insisterede på, at hun godt kunne lide igen – hvorefter hun efter én (1) haps re-erindrede, at nåh-nej; det kunne hun (stadig) ikke.
*Skærer tænder i økonomisk ruin og madpakkestress*
Men på den her måde fik jeg ryddet op, maden blev spist, og verdens bedste Gregers blev sendt godt ud ad døren.
2.
Opdagede jeg et hul i Fridas dynebetræk, da jeg lagde vasketøj sammen.
Vi er så småt i gang med at skifte sengetøjet ud, fordi hun er ved at være for stor til Bratz og Yolo, og samtlige sæt har aftjent deres værnepligt. Derfor er der ingen grund til at begynde at reparere på dem, når de skrider i sømmene, og de bliver i stedet brugt til klude og rengøring.
Men det her dynebetræk gemte jeg, fordi jeg havde på min to-do, at vores sneakers skulle vaskes.
Det er ikke noget, jeg gør ret tit, for limen i skoene har ikke godt af det. Meget kan klares med lidt bagepulver og pletrens, men flittig brug giver snavs, som en tandbørste ikke i længden kan klare.
Derfor får de fleste af vores sneakers i løbet af deres levetid en tur eller to i maskinen, og jeg synes, det er rart at smide dem i et dynebetræk, når jeg vasker dem. Både fordi det er mere skånsomt for maskine og filter ift. sand og småsten, der måtte sidde i skoene, og fordi det er nemmere at pakke maskinen, så de ikke kan høre det i Australien, når den centrifugerer.
Jeg vaskede 2 par fra os hver, så vi alle havde andre sko, vi kunne bruge, mens de nyvaskede tørrede helt igennem (for ellers bliver de sure), og så vaskede jeg fra morgenstunden en solskinsdag, så de fik en hel dag ude med varme og blæst.
Jo kortere tid, skoene er gennemblødte, jo mindre skade tager de af turen i vaskemaskinen.
3.
Begynder det at lugte lidt af forår, og det har givet mig en pludselig opstået trang til iskaffe.
Derfor er jeg begyndt at fryse det, hvis der er en sjat tilbage på kanden, når jeg har drukket min morgenkaffe.
Jeg har nogle små plastikbægre, der er varmebestandige, så jeg hælder kaffen i sådan et, rører en skefuld nescafe i, så den bliver god stærk, og tilsætter eventuelt en lille smule sirup af den, jeg brugte i efteråret til mine pumpkin spice lattes, hvis det skal være vildt. Så får den *også* ben at gå på.
Hvis jeg stadig har kaffe i min termokop, når jeg kommer hjem fra arbejde, og trangen til iskaffe melder sig, hælder jeg den over i et mason jar, smider en kaffe-isterning i, topper med mælk og så er jeg kørende.
Og vi er selvfølgelig enige om, at det jo ikke er en økonomisk besparelse, der ender med at blive til udbetalingen til et hus. I know. Men jeg kan godt lide tanken om, at jeg bruger kaffen, i stedet for bare at hælde den ud – og så er det så nemt, at jeg får det gjort, så der faktisk ER kold/frossen kaffe at bruge, når jeg lige får lyst til et glas.
Follow the money
De sidste par år har jeg haft flere i min omgangskreds, der har taget pauser fra internettet. Det er ikke noget, jeg som sådan har forholdt mig til, men jeg har aldrig selv haft lyst til at gøre det.
Jeg elsker internettet, jeg elsker, hvad man kan gøre med det, og jeg elsker, hvad det gennem tiden har bragt mig.
Dermed ikke være sagt, at jeg ikke somme tider kan blive så irriteret på nogle af dem, der færdes derude, at jeg har lyst til at cykle ud og klippe deres forbindelse over, og jeg står fast på, at det burde være obligatorisk at logge ind med MitId på en verificeret profil for at få lov at deltage i debatten.
Men der er så meget viden, fællesskab og underholdning derude, som jeg ikke ville være foruden, og jeg elsker, at det også viser sider af folk man normalt ikke får lov at se. Jeg har mange gange ændret syn på mennesker, jeg egentlig havde placeret på en given hylde, og uanset om det har været for det gode eller det modsatte, har det givet mig vigtig viden om de mennesker, jeg er omkring.
Internettet har været en kærlighedsaffære af den slags, hvor man godt kan se både fejl og mangler, men hvor man elsker så højt, at man tåler og udholder (næsten) alt.
Men for første gang nogensinde sad jeg i aftes og kiggede på min skærm og tænkte, at jeg måske også er ved at være der.
At dét var internet nok til mig.
Jeg var ikke engang vred. Bare forstemt og deprimeret over, at det i den offentlige debat hele tiden føles som om, at alle os uden magt og beføjelser, spiller poker med bind for øjnene.
Det, der gjorde udslaget, var et indlæg på Zetland. Af alle steder.
Indlægget hed: “Skolepsykologer slår alarm: Diagnoserne er blevet forældres redningsplanke”, og var en lang, intellektualiserende filosoferen over, hvorfor forældre er så ivrige efter at få udredt deres børn.
Hvis man stadig ikke helt har forstået dagsordenen, er artiklen er en del af en serie, der hedder “Diagnosejægerne”.
De holdninger og argumenter, der bæres frem, har jeg hørt 16 millioner gange før. Det bliver de ikke bedre af, men altså; du kan ikke tvinge folk til at forstå. Og slet ikke, når du spørger de forkerte eller dem med åbenlyse aktier i at gøre det her til et individuelt problem for dovne, dårlige forældre, der ikke gider opdrage deres børn.
Normalt går jeg bare udenom den slags indlæg, for jeg kan hverken gøre fra eller til i kommentarfeltet under, og det er ikke raseriet værd. Når jeg en sjælden gang melder mig under fanerne, er det typisk med en kommentar til det medie, der bringer historien, for at forsøge at gøre opmærksom på, hvor stor skade de forretter ved at lægge væg til synspunkter, der udspringer af rene, økonomiske interesser, men præsenteres som fakta.
Jeg kommenterede heller ikke på Zetlands artikel; mest fordi jeg havde hænderne fulde af det håndklæde, som jeg havde lyst til at smide i ringen.
For den her artikel, på 92 millioner anslag, interviewer udelukkende ansatte og chefer i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). PPR er kommunalt og deler dermed både seng og budget med de økonomisk pressede skoler – hvilket er så åbenlys en interessekonflikt, at det skriger til himlen.
Artiklen kommer ikke én eneste gang ind på, at der i loven står, at både PPR og egen læge KAN henvise til børnepsyk. (som, modsat det indtryk, man kunne få i artiklen, er dem, der laver udredningen). Ingen af dem skal. Til gengæld er det helt almindeligt, at de peger på hinanden; skolen siger ‘egen læge’, egen læge siger ‘skolen’.
Døren til børnepsyk. kommer du bare desværre ikke ind ad, før PPR har medgivet, at der kan være noget at komme efter. Da jeg gik til egen læge og fik en henvisning til udredning af Frida, gik der 4 timer – fire TIMER – fra jeg gik ud af konsultationen, til jeg havde afslaget fra børnepsyk. i min e-boks.
Så når forældre presser på hos PPR, så handler det om, at de er dørmænd, og dermed fuldstændig afgørende for at få adgang til de rette fagfolk – hvilket er vanvid. Forestil dig, at din chef skulle bakke op om, hvad du tror, du måske kunne fejle, før du kunne få lov at blive undersøgt på sygehuset?
Artiklen er i bedste fald dårlig journalistik. I værste fald er den udgivet, INDLYSENDE bias og mangler til trods, fordi en nyttig idiot går sin arbejdsgivers ærinde uden at vide det.
For Zetlands chefredaktør hedder Lea Korsgaard.
Hun er gift med Rasmus Meyer.
Rasmus Meyer er formand for Trivselskommissionen.
Ja, Trivselskommissionen. Den, der netop har gjort meget ud af at fortælle, hvordan børns mistrivsel primært skyldes forældres manglende krav.
Og det, som 85% af offentligheden lader til at have glemt er, at en kommission er nedsat af regeringen til at udføre et stykke bestillingsarbejde.
Medlemmerne gør sig givetvis umage, og de er sikkert virkelig dygtige til det, de gør. Men den, der betaler regningen, sætter rammerne for, hvad der skal undersøges, og i dén proces er der jo rig mulighed for at skære stoffet til, så det passer til den trøje, man gerne vil sy.
Hvorfor er der ingen, der studser over timingen?
Over sammenfaldet med udmeldingen fra kommunerne (ja, dem med PPR, vi lige har talt om) om, at de vil have MERE inklusion i den folkeskole, der lige nu bliver holdt sammen af hæfteplaster og tyggegummi – og nu er børns manglende trivsel pludselig kun forældrenes skyld.
Over sammenfaldet med de mange artikler, der pludselig bliver postet her, der og alle vegne om, at der er stigende fravær i folkeskolen og ‘ingen ved hvorfor’?
Virkelig? *Slet* ingen? Heller ikke alle de forældre og fagfolk, der i årevis har råbt op og skreget sig hæse? De har heller ikke et bud?
Jeg kunne også have lyst til at høre lidt mere om, hvem der har bestilt og betalt observationsstudiet af sammenhængen mellem kost under graviditeten og forekomst af ADHD/autisme hos børn – som bygger på selvrapportering.
Og hvem, der har besluttet, at vi skal høre om det nu.
Timingen af offentliggørelsen af resultatet er .. interessant.
“Jamen, Linda. Er du også imod videnskab og forskning nu, din konspiratoriske knaldhat?”
Nej. Det er jeg ikke. Og det er heller ikke, fordi jeg tror, at de respektive parter, jeg remser op i dette indlæg, er en del af en større sammensværgelse. Faktisk tror jeg ikke, at de overhovedet ved, at de leverer enkeltdele til det, der, når man sætter det sammen, bliver et skarpladt våben.
Men det her studie virker så halvfærdigt, at det næsten ikke giver mening at gå ud med en konklusion. Folkene bag skriver selv, at kosten ikke forklarer arveligheden på omkring 80% – og det er sgu da ret relevant? For hvis forklaringen lå i kost under graviditeten, så skulle min mor have spist det samme, da hun ventede mig i 1976, som jeg spiste, da jeg ventede Frida i 2015.
Samtidig ville det have været oplagt at fokusere på de generelle kostråd, når man gik ud med historien; at se på, om det måske er *dem*, der er problemet. Men fokus i formidlingen er på mor og på, hvad hun har gjort galt.
Synes vi, at der begynder at tegne sig et mønster?
Inden jeg logger af for at skrige uforstyrret ind i min pude, skal jeg lige nå at nævne det indlæg, jeg for et par uger siden læste på LinkedIn. Overskriften var: “Far, tror du, jeg har ADHD?”
Jeg orker nærmest ikke at skrive det, for I ved alle sammen, hvad der stod, men altså. Det var historien om sønnen “på 14-15 år”, der oplevede, at “stadig flere af hans venner og skolekammerater fik diagnoser”. Det havde selvfølgelig givet anledning til en god far/søn snak om, hvordan livet også somme tider kan være lidt svært, men at så må man jo bare lige tro noget mere på sig selv og sine egne evner.
“Det er som om, diagnoser smitter” som der stod.
Igen: Det synspunkt kan man ikke forhindre folk i at have.
Men bemeldte far hedder Thomas Bille Winkel.
Ved I, hvad han laver, når han går på arbejde?
Han er særlig rådgiver for Sophie Løhde. Ja, dén Sophie Løhde. Hende, der er vores sundhedsminister, og som synes, at “vi skal tale om mistrivsel på en ny måde”
Og altså. Siger jeg, at den historie er det pure opspind? Det ved jeg ikke. Jeg siger bare, at den ikke kan faktatjekkes. Og at timingen, ift. lige at komme i tanke om dén anekdote, er påfaldende.
Særlig fra en mand, hvis profil på LinkedIn ellers er blottet for personlige fortællinger, og som med titusind procents sikkerhed har haft folk til at sørge for, at han er et spøgelse på nettet. Sjældent har jeg oplevet Google give SÅ fortabt, som da jeg fik lyst til lige at tjekke op på, hvor gammel den fortabte søn er i dag.
Jeg er ligeglad med, at Politiken kan tage ud at rejse og skrive en anmeldelse af et resort, som helt sikkert ikke er influeret at, at de har fået det hele betalt.
Jeg er ligeglad med, at livsstilsmagasiner skriver stolper op og vægge ned om røremaskiner og smokey eyes, de helt tilfældigt er faldet over (i postkassen), og at influencere pludselig alle sammen elsker den samme cykelhjelm. Det er ikke i orden, men det er tydeligt, hvad der foregår, og worst case ender du med et jammerligt franskbrød eller en eyeliner, der smitter af, når du sveder.
Men den form for spin, der bliver bedrevet her, danner grobund for et systemisk svigt, der kommer til at trække spor langt ind i de næste generationer, og jeg kan ikke holde UD, at den bliver begået af dem, der samtidig står på trappetrin i marineblå blazere og med alvorstunge miner taler om børns manglende trivsel og den farlige tone på nettet.
Det er et overgreb, begået med fuldt overlæg, af dem, vi har valgt i tillid til, at de vil passe på os.
Jeg gider ikke høre mere om informationskrig og Rusland og Kina, der infiltrerer den offentlige debat og trækker den skæv, så længe de danske politikere 1:1 gør det samme. The call is coming from inside the house, og jeg bliver sindssyg af, at det virker.
Man burde skulle deklarere sin åbenlyse inhabilitet, inden man fik lov at mene noget i den offentlige debat, hvis man går på arbejde i én af magtens 3 instanser, og man burde være tvunget til at skrive REKLAME, når man meler sin arbejdsgivers klæge kage på LinkedIn.
Men sådan er det ikke, og fordi de her mennesker serverer deres dagsorden forklædt som fornuftbåret bekymring og taler ind i fordomme, som virkelig mange mennesker gerne vil bekræftes i, kommer det til at forvolde uoprettelig skade og sætte udviklingen år tilbage.
Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan holde ud at være vidne til.
M2025, uge 11
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg konverteret Fridas gymnastik-sneakers til almindelige sko til hverdagsbrug.
Hendes klasse er efter vinterferien begyndt at svømme i gymnastiktimerne, og når det igen bliver aktuelt med indesko, er hun med garanti vokset ud af det her par.
De er sarte i farven, og de går en grum skæbne i møde, men jeg vil hellere kassere et par sko, der på grund af slid ligner en naturkatastrofe, end et par, der stadig ser nye ud, fordi man har været bange for at bruge dem.
2.
Har mine forældre været til det årlige tjek hos lægen. Dagen inden deres aftale ringede jeg til dem, og bad dem tale med lægen om at få ændret deres recepter, så den medicin, de lige nu bare fornyer, én pakke ad gangen, bliver lagt op, så de kan hente to. På den måde har de lidt ekstra tid at løbe på, hvis nettet ryger, og alle informationer i skyen forsvinder.
De syntes, det var liiige til den paranoide side, men føjede mig for husfredens skyld.
Dagen efter røg hele Region Midtjyllands it-system.
Og altså. Det er jo ikke fordi, jeg ikke elsker at få ret, for jeg ER jo stenbuk. Men somme tider ville det faktisk være dejligt, hvis Musk og Putin ikke kom mig SÅ meget i møde.
Hvis 3. verdenskrig bryder ud, kommer den ene pakke ekstra piller ikke til at gøre en forskel. Men er der tale om et nedbrud eller et cyberangreb, der kan fikses eller begrænses, giver det for mig mening, at sundhedsvæsenet kan bruge kapaciteten på dem, der har mest brug for det, indtil det hele er up and running igen.
3.
Har jeg skyllet de tomme kartoner fra juice og mælk, fyldt dem (næsten) (-fordi #Fysik) op med vand og smidt dem i fryseren.
Det bliver varmere nu, og dermed giver det mening at pakke fryseren, så den holder bedre på kulden, hvis strømmen går.
Samtidigt kan de bruges som engangsfrostelementer, hvis man skal på tur eller er afsted en hel dag og gerne vil have, at madpakken stadig er sjov efter 7 timers ophold i bilen.
4.
Kom der et spørgsmål i kommentarfeltet fra sidste uges indlæg, som er super relevant. Derfor smider jeg det lige på her, så I både kan læse med og eventuelt byde ind.
For Tanja spurgte, hvordan vi opbevarer vores vand, nu hvor forår og sommer er på vej, og jeg har selv tænkt på det samme.
Jette smed i samme kommentarfelt et link til Samvirke, hvor man kan læse, at vand kan holde nærmest uendeligt, hvis det opbevares ‘mørkt og køligt’.
Det udtryk ser man på mange fødevarer, men det er jo en relativ bred definition, når der ikke er konkrete tal på. Jeg har googlet lidt, og det lader til, at der er nogenlunde enighed om, at ‘køligt’ når vi taler om madvarer, er mellem 5 og 10 grader.
Selvom jeg ikke ved, præcis hvor varmt det bliver i mit skur om sommeren, bliver det jo i hvert fald varmere end dét, og derfor havde jeg egentlig bare tænkt, at jeg må skifte lagret ud en gang om året.
Tina har tidligere skrevet en kommentar om, at hun første gang, hun fylder sommerens badebassin op, bruger deres vand fra prepperlageret til det, og den idé kan jeg godt lide. For ved at skabe en rytme, der er knyttet op på en fast, tilbagevenden begivenhed, er chancen for at huske at få det gjort meget større, end hvis det bare er en vag intention, man hele tiden kommer fra.
Men alt andet lige ville det jo være bedre for både økonomi og miljø, hvis man kunne gemme vandet i længere tid, og derfor har jeg selv spekuleret på, om loftet var en mulighed.
Men jeg vil gerne være fri for at slæbe det op og ned, og da loftet jo ikke er opvarmet, aner jeg ikke, hvor koldt, det bliver deroppe om vinteren. Jeg antager, at det er knapt så koldt som udenfor, fordi varmen fra huset trækker opad, men jeg ved det ikke.
Ligeledes har jeg heller ikke den fjerneste ide om, hvor varmt det bliver om sommeren, for hvis der er ligeså varmt som i skuret, er vi jo lige vidt.
Derfor har jeg nu købt mig en billig, trådløs vejrstation med 3 sensorer; en til loftet, en til skuret og en til bilen, (hvor jeg længe gerne har ville have én, så jeg kan holde øje med, hvornår det bliver for varmt at handle i en mellemtime og lade en liter mælk ligge i bilen, uden at være på køl).
Så slipper vi for at gætte, og feltantropologen her skal nok give en tilbagemelding, når jeg er blevet klogere.
De små tjenesters død
Da jeg satte mig for at skrive det her indlæg, var min første sætning:
‘Tiden løber fra mig i de her uger.’
Men da jeg havde skrevet det, sad jeg længe og kiggede på det – for det føltes faktisk ikke helt rigtigt.
Jeg løber dagligt tør for tid, men ikke, som i de perioder, hvor alt omkring mig sker samtidigt, alle river i mig, og jeg ikke kan nå at sende én bold retur over nettet, før jeg får 5 nye, lige i masken.
Det er mere en oplevelse af, at timerne bare fordamper, fordi jeg er så optaget af det, jeg sidder med, hvilket føles helt anderledes, fordi det ikke hele tiden handler om at kæmpe for at komme ud af den tilstand, men tværtimod om at skabe plads til at blive i den.
De ting, der tager min tid lige nu, er ting, jeg meget aktivt har valgt til, og som jeg brænder for og gerne vil fordybe mig i, og det har gjort mig langt mere skarp på at spotte de potentielle tidsrøverfælder, som jeg så ofte har bandet over de sidste mange år.
For når jeg har stress-travlt, har jeg altid en oplevelse af, at jeg bare løber fra bål til bål med et fingerbøl med vand i, og underpræsterer over hele linjen. I de perioder ville det jo være ret brugbart, hvis jeg på forhånd kunne se, hvor noget potentielt kan udvikle sig og kræve endnu mere tid, så jeg kunne træffe andre valg og skære behørigt fra. Men det er nærmest det modsatte, der sker, og 2 plus 2 ender på en eller anden måde altid med at give 7.
Måske handler det om, at jeg reelt ikke har haft mulighed for at fordybe mig langvarigt i en interesse, siden jeg fik børn, og derfor har glemt, at prioritering kommer helt naturligt, når der er noget, man gerne vil. For selvfølgelig har der været perioder med mere overskud end andre, men jeg har ikke haft tid til – eller mod på – at kaste mig helhjertet over noget, fordi jeg hele tiden, halvt om halvt har forventet, at et roligt øjeblik bare er orkanens øje og ikke et nyt udgangspunkt.
Eller måske handler det om alder mere end nyerhvervede evner? Måske ville jeg være nået til det her punkt, uanset hvordan mit liv havde set ud?
Men jeg tror, at jeg lægger mere mærke til det end så mange andre, fordi jeg ikke har været her i årevis, og der derfor ikke for mig er tale om en umærkelig overgang, men om en ny og ret skarp kontrast til, hvordan livet har set ud de sidste mange år.
(Jeg er også åben for muligheden for, at det bare er min medicin, der virker, men, altså. Det skal ikke ødelægge et godt blogindlæg for os, vel?)
Uanset årsag, forsøger jeg at være opmærksom på, hvad jeg gør anderledes, så jeg kan blive ved med at gøre det; også når det går stærkt. Jeg øver mig i lægge mærke til, hvad der virker, og hvad jeg husker at gøre nu, som jeg glemmer at gøre, når det hele står på gloende pæle.
Og måske er det bare noget så banalt som at tænke lidt frem og lære at lade være træffe de samme valg, men forvente nye resultater.
For at gøre det lidt konkret, har jeg f.eks. længe overvejet at stille op til en bestyrelsespost i tegnsprogstolkenes brancheforening. Jeg brænder for mit fag, og jeg synes, at jeg med min anciennitet og mine år som TR, faktisk har noget konkret at bidrage med.
Jeg blev valgt ind, da jeg i efteråret stillede op, og nu sidder jeg sammen med nogle rasende skarpe mennesker og nørder i vilkår, fremtidsperspektiver og bekendtgørelser. Det er VILDT fedt – både når vi er enige, og når vi slet ikke er, for det hele er båret af interesse, idealisme og dedikation.
Og den tid, jeg lige nu bruger på at grave mig ned i lovstof og læse op på gamle udbud, er jo ikke ekstra timer, som jeg på magisk vis har manifesteret. De er et resultat af, at jeg har været meget, meget bevidst om, hvad jeg GERNE vil bruge min tid på, og derfor når at stoppe mig selv, inden jeg sætter noget i gang eller får mig rodet ud i noget, der udvikler sig.
For det, der ender med at æde tid, jeg faktisk ikke har lyst til at give afkald på, er ofte noget, jeg nedkalder over mig selv.
Men i sommer, da jeg var til beboermøde, var jeg allerede klar over, at jeg ville stille op i brancheforeningen, og derfor var jeg ikke det mindste i tvivl om, at jeg skulle takke nej til den bestyrelsespost, jeg fik tilbud i boligforeningen. For første gang i al den tid, jeg kan mindes, stod det på forhånd krystalklart for mig, at de timer, der ville gå til dét, skulle tages fra noget, jeg hellere ville.
Det blev startskuddet til, at jeg pludselig evnede at konsekvensberegne, inden jeg fik mig selv malet op i et hjørne.
Som f.eks. da jeg i forbindelse med et forældrearrangement i Fridas klasse, allerede havde fat i min telefon for at skrive ud og tilbyde at stå for en værtindegave – men lagde den fra mig igen, fordi jeg nåede at komme i tanke om alle de gange, jeg har tidligere tilbudt at stå for den slags, og det ender med at forvandle sig til et fuldtidsjob.
Jeg købte en buket tulipaner og en flaske vin fra mig selv i stedet, og det tog 5 minutter.
Eller da jeg, sammen med to andre forældre, var i gang med at arrangere blå mandag for vores børn, og den ene mor havde lavet en invitation, hvori hun bad folk melde tilbage, hvis de ikke kunne køre selv. Her skrev jeg stille og roligt retur, at vi nok lige var nødt til at forventningsafstemme, for jeg deltog hverken som arrangør eller frivillig, men bare som Antons mor.
En bekendt fik nej til hjælp med noget skriftligt arbejde til, fordi jeg efterhånden har lært, at det tager 20 minutter at læse korrektur og tilrette én side, og det kan alt sammen virke helt åndssvagt, og som småting, der ikke betyder noget i det store tidsregnskab.
Men når transporten til Billund ender i et logistisk mareridt, fordi nogle ikke har bil og andre ikke har skam i livet, æder det både tid og overskud.
Når den “korte opgave på et par sider – max!” viser sig at være 14 sider lang, og ikke kommer til aftalt tid, skal noget andet flyttes for at gøre plads.
Når værtindegaven, som på papiret bare kræver en besked om, at folk skal overføre 30 kroner på mobilepay, ender med at du skal rykke folk 3 gange, har 2, der stadig mangler at betale, når dagen oprinder, og hende, der af religiøse grunde ikke har MP, ikke medbringer de kontanter, hun ville tage med til festen, så *bliver* det dig, der skal beslutte, om alle skal skrives i kortet, om du betaler for dem, der ikke har overført, og om du vil være hende, der bliver ved med at rykke for 30 kroner.
Ingen af delene vælter læsset alene, men til sammen bliver det bare death by a thousand papercuts.
Det værste er, at det er selvforskyldt, for som MC Einar allerede i 1988 gjorde dig opmærksom på: Du har prøvet det før – du ved præcis, hvad der sker.
Der er mennesker, jeg altid ville gøre alting for, no questions asked. Det er de relationer, der får solen til at stå op og gå ned, og hvor ingen er nøjeregnende med hverken tid eller penge.
Men det er ikke dem, der æder de luksustimer, du både kunne og hellere ville bruge på noget andet.
De skal derimod findes der, hvor du, af gammel vane og manglende fremsyn, samler de trælse opgaver op, fordi ingen andre gør.
M2025, uge 10
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg brugt lang tid med min lommeregner, fordi jeg sidder med noget arbejde for vores brancheforening, og når først man er kommet i gang med al den dejlige procentregning, er det jo nærmest ikke til at få hold på sig selv igen.
Derfor lavede jeg for sjov lidt hyggeudregninger, da jeg bestilte varer, og jeg vil bare endnu engang opfordre til, at man bekæmper sin reptilhjerne, når man køber ind.
For da jeg eksempelvis skulle købe køkkenrulle (UDEN HALVE ARK!) kunne jeg vælge 4 ruller for 17 kroner, eller 12 ruller “KÆMPEKØB! SE HER!” med gule mærker og ekstra rabat for 49 kroner.
Vægten på de 4 ruller var 533,6 gram, mens de 12 ruller vejede 1533 gram.
I den lille pakke er der altså 133,4 gram i en rulle, mens der er 127,75 gram i den store.
Regner du prisen ud pr. 100 gram koster den lille pakke 3,19 kr. mens den store koster 3,20 kr.
Og altså: Vælter den beløbsforskel budgettet? Nej. (Det håber jeg ikke, i hvert fald). Og vil man gerne være fri for at køre efter det flere gange, så giver det selvfølgelige mening at købe mange ruller på én gang.
Der kan være gode grunde til at betale mere for mindre, og det er ikke det, jeg anfægter her. Jeg vil bare gerne den tendens til livs, som vi er ved at være gode til at styre udenom, når vi snakker om mad, hvor vi bare hovedløst køber store mængder, når vi handler, fordi vi tror, vi sparer penge.
2.
Har jeg prøvet at købe en shampoo-bar for at se, om den fungerer i mit hår, og jeg har også endelig fundet en leave-in balsam, der ikke får mit hår til at klaske.
Begge dele i forsøget på at minimere mit forbrug af både produkter og emballage.
Baren er ikke kommet endnu, men jeg skal nok give en anmeldelse, når den lander. I mellemtiden vil jeg gerne have gode ideer til opbevaring, for grunden til, at jeg ikke har prøvet det endnu, er fordi konceptet giver mig håndsæbe-i-80’erne vibes, hvor det var en reel risiko at få skørbug og Ebola af de klamme stykker glycerin, der lå og soppede i petriskåle rundt omkring på de karrygule badeværelser.
Hvordan sikrer vi, at den tørrer helt? Og ikke bliver støvet/snasket af at ligge i det fri?
3.
Har jeg sat en lillebitte diamant over brændstof-indikatoren på mit instrumentbræt, så jeg husker at tanke, når bilen stadig er halv fuld, og lavet en aftale med min faste preppermakker om i løbet af weekenden at få tjekket op på holdbarhed på mad og vand, vi har stående.
Mine powerbanks er sat til at lade i dag, hvor strømmen er billig, jeg har fundet og genlæst mine lister over, hvad jeg skal gøre, hvis det hele imploderer, og jeg har mindet mine forældre og børn om, hvad aftalen er, hvis vi pludselig ikke kan få fat på hinanden.
Og igen: Man skal gøre, som man finder det bedst, men Trump og Putin har travlt med at flette fingre, vores atomforsvar er lavet af franske bilproducenter, og Den Frie Verden er overladt til en barnepige på ketamin med en emotional support-motorsav.
Jeg vil hellere forberede mig forgæves, end at blive fanget på det forkerte ben.
M2025, uge 9
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har vi haft et par dage med solskin, og på denne årstid giver det mig altid lyst til at åbne alle døre og vinduer og lukke foråret ind.
Gør man det, får man så 3. gradsforfrysninger, for det er stadig *bidende* koldt, men de lysere dage har mindet mig om, at vi om lidt igen kan tørre vasketøj udenfor.
Vi skal lige en måned længere frem, inden vi er tilbage på sommertarif på strømmen, men jeg har lavet en lille note på min huskeseddel, så jeg kan udnytte dage med lave strømpriser og solskin til at få vasket gardiner, sengetæpper, rullemadrasser og sneakers.
2.
Har jeg fået svar fra boligselskabet ift. den forespørgsel jeg i starten af februar sendte dem om vand.
For lige at genopfriske baggrunden: I januar bragte TV2 en artikel om et ungt par, der havde fået en gigantisk efterregning på vand pga. et sprængt vandrør under huset. Da de afregnede direkte med deres lokale forsyningsselskab, kom de selv til at hænge på regningen (som endte på cirka 50.000 kr), mens den, hvis de havde betalt vand a conto til udlejer, ville have været dækket af dennes forsikring.
Vi er fra årsskiftet overgået til at afregne direkte med Din Forsyning, og derfor skrev jeg til dem for at spørge, om de har den samme ordning, som jeg i artiklen så beskrevet, hvor man kan få en advarsel på sms, hvis vandforbruget stiger meget og pludseligt.
Efter mange mails frem og tilbage, viste det sig, at det ikke er en mulighed for os, fordi det kun er fjernvarmen, vi afregner direkte. Vand går stadig gennem boligselskabet, fordi vi som rækkehuse er registreret som ét matrikelnummer, og derfor er det kun hovedmåleren, Din Forsyning har registreret. Fordelingen herfra og ud til de enkelte husstande, er det boligforeningen, der står for.
Så langt, så godt.
Men jeg syntes stadig ikke, at jeg havde fået svar på, hvordan jeg er dækket, hvis der springer et vandrør under *mit* hus, så jeg skrev til boligadministratoren – som heller ikke vidste det. Han tog derfor fat i deres forsikringsmægler, som kunne oplyse, at “hvis vandforbruget kan dokumenteres til skaden, så er der dækning for 100.000 kr. forbrug pr. skade.”
Tillid er godt, men kontrol er bedre, så jeg skrev retur og spurgte, hvori den dokumentation består. Om man tager udgangspunkt i det hidtil registrerede forbrug, og så tilskriver det, der måtte ligge over, som resultat af skaden? Det fik jeg ja til, så hvis uheldet er ude, så har jeg nu på skrift, at det er boligforeningens forsikring, der hæfter.
3.
Har jeg haft (endnu) en samtale med det teleselskab, jeg d. 01.01. flyttede mit internet til.
Det har været en lang, og meget irriterende sag, og jeg har været så gal, at jeg nærmest har haft punktblødninger i øjnene over det.
For egentlig var jeg glad og tilfreds med den løsning, jeg i efteråret tegnede hos Telmore, men fordi en venlig telefonsælger var meget insisterende ift. at sælge mig deres erhvervsløsning, endte jeg med at sige ja til at flytte mit internet over. Det kan jeg gøre, fordi jeg som selvstændig har eget CVR-nummer, og selvom besparelsen kun er 20 kr. i måneden, så giver det mig mindre arbejde, når jeg skal sende fakturaen videre til min revisor. Indtil nu har jeg skulle skille internettet ud fra den samlede regning, men ved at lægge det over på en særskilt faktura, kan denne bare videresendes.
Herfra gik alt, hvad der kunne gå galt, galt, og undervejs i processen fandt jeg ud af, at jeg som erhvervskunde er bundet i tre år.
Ja. Tre år. (3).
Meget, meget lang historie kort endte jeg med at få nedsat den bindingsperiode til 12 måneder, og selvom det undervejs ikke var kønt, endte det med våbenhvile.
Men noget af det, der i første omgang fik mig til at kontakte dem, var, at mit dataforbrug pludselig så HELT sært ud. Jeg løb tør for data allerede midt i januar, hvilket jeg VIDSTE ikke kunne passe, for jeg har tracket vores forbrug de sidste par år, og derfor ved jeg, at det ligger ret stabilt på lige omkring 20GB om dagen. Med 1000 GB til rådighed, *måtte* der derfor være tale om en fejl.
Da jeg loggede ind på mit dashboard kunne jeg se, at det daglige dataforbug hele måneden – som forventet – lå på cirka 20 GB, undtagen én uge, hvor det lå på 120 GB, 5 dage i træk.
Det havde vi mange… ‘meningsudvekslinger’ omkring, fordi det jo faktisk er ret problematisk at være forbruger her, for hvordan vil du bevise, at du IKKE har brugt de data? Med 3 års binding og en potentiel optankning midt på måneden hver eneste måned havde jeg pludselig udsigt til at betale næsten 10.000 kroner ekstra for min internetløsning.
Så ville jeg alligevel hellere have haft lidt ekstraarbejde med grave de rigtige tal frem til revisoren.
Nå, men en rasende Trustpilot-anmeldelse senere blev jeg ringet op af én med lidt flere stjerner på brystet, og under den lange samtale fik jeg også forklaret det her problem. Ud over at sætte min binding ned, skrev han på min sag, at jeg ikke skulle betale, hvis det skete igen – og det gjorde det så i søndags.
Jeg fik mailen, loggede ind, og kunne igen se et mønster med 3 ugers normalt forbrug og 5 dages vanvid.
(Bare for at gøre det lidt konkret, så bruger man cirka 3 GB på at se en film, så 120 GB’s forbrug svarer til at se 40 film på et døgn).
Jeg ringede derover igen, og gentog min forklaring om, at vi ikke har NOGET i huset, der kan trække så meget data på så kort tid.
Efter meget mumlen og tasten spurgte jeg, om det kunne være en fejl på routeren, for det er det *eneste*, der er skiftet ud, (hvis vi ellers antager, at netværket er sikret, så ingen kan stå i haven og hente store opdateringer til Fortnite ned) – og vil du tænke dig? Det kan det godt.
Nu er der en ny på vej, og så må vi se, om det løser problemet.
Jeg ved godt, at det ikke er alle, der gider at sidde og bundtrawle oversigter over forbrug, måned efter måned, men jeg vil stadig gerne give videre, at det faktisk godt kan svare sig at undersøge det, hvis man får ekstraregninger, som man studser over.
Sejr & nederlag
“Du har altid været så begejstret for Peter Falktoft og Esben Bjerre. Hvor står du egentlig i hele Sisse Sejr-stalkersagen?” spurgte min kollega mig i fredags.
Det er et godt spørgsmål, som jeg siden tirsdag har brugt virkelig, virkelig meget tid på at tænke over, fordi sagen både er meget simpel og uoverskuelig kompleks på én og samme tid.
(Hvis man ikke aner, hvad jeg taler om, kan man finde en kort beskrivelse af sagen her).
For man skal jo, helt indlysende, ikke chikanere andre mennesker på den måde, hun har gjort. Men der er virkelig mange elementer i spil, som er godt og grundigt rodet sammen, og dermed bliver det også et spørgsmål om faktorernes rækkefølge og hvis handlinger, der skal have konsekvenser for hvem.
For at starte bagfra synes jeg, at måden, hovedpersonerne har tacklet sagen på, er et studie i dårlig krisehåndtering.
Den “undskyldning” Sisse Sejr postede mandag aften på sin instagramprofil, er en vittighed, som er skrevet med den arrogance, der kommer af forventningen om, at folk vil tage dit parti, mens Esben Bjerres tavshed og totale nedluk af kommentarfelter på samtlige SoMe-platforme, for mig at se er decideret katastrofal.
Jeg forstår simpelthen ikke, at de ikke har forberedt sig bedre, for de har haft tid nok til det, og de er begge så godt begavede, at de MÅ have forudset, at sagen ville komme til at fylde i medierne.
For stalking er et problem, der er kommet meget mere fokus på de senere år, både med den nye stalkingparagraf og den omvendte fodlænke, der blev lanceret som forsøgsordning i starten af januar i år. Dertil kommer, at kvindelige stalkere ofte får mere opmærksomhed end de mandlige af slagsen, og Sisse Sejr er her den firstmover, ingen ønsker at være.
Opslaget er ualmindelig tonedøvt; måske fordi hun er forvænt med at være én af de offentlige personer, der har gjort meget ud af at være identificerbar og tilgængelig, og derfor næsten bliver betragtet som en privatperson, der bare tilfældigvis har en mikrofon. Det kan jeg (i meget mindre målestok, naturligvis) godt genkende, for jeg kommer også somme tider til at skrive ud fra en overbevisning om, at mine læsere kender mig; at I ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for, og derfor ikke halshugger mig for udsagn, som man ville angribe, hvis de kom fra en fremmed.
Men her tror jeg, hun har forregnet sig grusomt. Både fordi hun måske er større, end hun selv er bevidst om (ikke mindst fordi hun er gift med Esben Bjerre), men også fordi hun tilsyneladende ikke forstår, at det hun har gjort, objektivt set, er helt vildt. Det er andre bloggere og journalister blevet fældet af før hende, og det er nok en af de uhensigtsmæssige konsekvenser af at have så let adgang til egne kanaler og outlets, hvor det mest er mennesker, der er enige med dig, der finder hen: Du får skabt et ekkokammer, hvor ingen kalder dig ud, før du har bevæget dig SÅ langt fra den gængse norm, at det ikke længere kan forsvares.
At Esben Bjerre (og HGDG) også spiller død(e), og udgiver en special om fredagen, hvor den her historie er eksploderet om tirsdagen, samtidig med, at både de og Podimo lukker kommentarfelter ned, er, i min optik, idiotisk. Jamen, undskyld, men det synes jeg. Og jeg er sgu tæt på at være deres første og største fan. For uagtet at man ikke skal stå til regnskab for, hvad den man er gift med, får tiden til at gå med, så kommer tavsheden her til at larme helt ekstremt, fordi de har bygget en forretning op på at tale om, hvad der rører sig i medierne, og hvordan mennesker med magt håndterer det, når de oplever modvind og nederlag.
Jeg er med på, at der kan være meget, som de af juridiske årsager ikke kan kommentere på, og jeg tror ikke, at nogen ville have lyst til at høre ham køre fuld skriftestol i podcasten – men ved FULDSTÆNDIG at ignorere, hvad der foregår, bliver stilheden så øredøvende og i så skarp kontrast til, hvad vi er vant til fra HGDG, at vi nu VIRKELIG spidser ører. Havde han valgt at starte fredagens special med: “Ja. Det har sgu været en lidt lang uge, og der er meget, jeg kunne have lyst til at sige, men det må jeg ikke. Så er det godt, at vi kan hive gæster ind til samtaler om emner, vi gerne må mene noget om. Velkommen XX” – havde de som foretagende været videre. Formentlig ikke uden ridser i lakken, et smadret sidespejl og en bulet kofanger, men han var blevet menneskeliggjort igen med det samme, og det billede, lytterne har af ham efter 10+ år, ville hurtigt igen stå stærkere i bevidstheden, end det øjebliksbillede af en mand med rod i ægteskabet, vi for 6 dage siden blev præsenteret for.
Der har været flere kritiske røster ude og påstå, at både pressen, Sisse Sejrs veninder og ‘feministerne’ har slået ring om hende, og dermed faktisk forsvarer, hvad hun har gjort.
Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, at der som sådan er slået ring om nogen eller noget her, men det er sjældent hverken realitetskalibreret eller objektivt, når pressen skal dække historier om deres egne. Hverken når de er ofre, som f.eks. i forbindelse med attentatet mod Charlie Hebdo i 2015, eller når de, som her, er skadevolderen.
På mange måder synes jeg, at det er hovedproblemet i dækningen af sagen.
For de medier, der normalt beskæftiger sig med kändissladder, har nærmest fråde om munden i disse dage – men samtidig har de trods alt også én eller anden form for faglig forankring, der gør, at de objektivt godt kan se, at det her ikke bare er et kødben til den indre svinehund. Som skrevet ovenfor: En kvindelig stalker, der skal dømmes efter den nye, strammere paragraf? Det er større end bare sladder og skadefryd.
Samtidig har disse medier det store problem, at de for længst har bekendt kulør ift. Peter Falktoft og Esben Bjerre, som de hader med en inderlighed, der grænser til det religiøse, og dermed bliver dilemmaet, at de gerne vil dække historien, og måske faktisk også mere nuanceret, end de normalt bedriver journalistik – men de underminerer deres egen vinkel, hvis deres dækning får bare den mindste snert af, at de bruger historien til (endelig) at få ram på Peter & Esben/HGDG.
Så mit bud er, at det måske mere er en slags rådvildhed, der ligger til grund for de lidt halvhjertede angreb fra pressens side, end et egentligt hensyn til hovedpersonerne.
Det eneste sted, jeg sidder med en oplevelse af særbehandling, er ift. hvor konsekvent, der er lukket ned for kommentarfelter på ALLE platforme – og det synes jeg er svært at kritisere. Så længe de forskellige medier husker at gøre det samme, når det er Susanne fra Hjørring, der står for skud, er det en udvikling på SoMe, jeg byder velkommen.
Så vidt de lidt mere objektive spørgsmål, som sagen rejser.
Men det er ikke dem, der fylder i kommentarfelterne rundt omkring. Her handler det derimod om, om man synes, Esben Bjerres formodede utroskab undskylder det, Sisse Sejr har gjort.
Det har overrasket mig meget at se, hvor mange, der oprigtigt mener, at den kvinde, der har anmeldt Sisse Sejr, selv er ude om, hvad hun er blevet udsat for, fordi hun (og her citerer jeg) “gik efter en gift mand.”
Det synes jeg er helt vildt – og det er for mig en afart af den samme argumentation, som bruges, når man undskylder voldtægt med, at ofret var udfordrende klædt.
Jeg bliver sindssyg af, at vi stadig i 2025 fastholder det narrativ, at gifte mænd er uskyldige ofre, der kun er utro, når de, ganske mod deres vilje, lokkes i fordærv af onde sirener. Alene udtrykket ‘går efter’ får mit blodtryk til at stige, for uagtet at der findes kvinder derude, der af den ene eller anden grund foretrækker gifte mænd, så vil jeg gerne invitere hver eneste af jer til at ‘gå efter’ en mand eller kvinde, der ikke er interesseret i jer og få det til at ende i sengen.
Det er et udtryk, der udelukkende har til hensigt at frikende gifte mænd for det ansvar, der ligger i løftet, de har givet, og uden at have undersøgt det, vil jeg sætte hele min formue og begge mine nyrer på højkant på, at det er mænd, (måske med lidt hjælp fra kirken), der er arkitekterne bag.
Hvis en kvinde, der ikke er i et forhold, er sammen med en mand, der er, er det HAM, der har brudt et løfte. Ikke hende. Ansvaret er hans og hans alene, and I will die on that hill.
Den kvinde, der her er tale om, beskrives i flere medier som ‘Esben Bjerres veninde’. Om det er en puritansk omskrivning af ‘elskerinde’, eller om der reelt er tale om en fælles veninde til Sisse og Esben, ved jeg ikke, men hvis det sidste er tilfældet, er bedraget jo dobbelt, og det har jeg al mulig sympati for uoverskueligheden i.
Det retfærdiggør bare stadig ikke det, hun har gjort, synes jeg.
For det første MÅ det være en skærpende omstændighed, at hun har lavet et program om netop identitetstyveri og stalking. Alene dét er næsten nok til at skyde argumentet om affekt ned, fordi hun i min optik ikke troværdigt kan påstå, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde.
For det andet er der for mig at se intet, der kan undskylde en adfærd, man har praktiseret over flere uger. At handle overilet pga. sorg og krise, ville man (måske) kunne forstå, hvis der var tale om en lussing i nattelivet eller et opslag på insta om, at ‘X er en klam hore!’ skrevet en sen onsdag aften i en rødvinsbrandert. Svigt og bedrag gør ondt, og jeg tror, at vi alle har gjort ting, vi ikke er stolte af, i kærlighedens navn.
Men 14 dages systematisk chikane er ikke affekt. Det er nærmest det modsatte.
Og selvom hun, selvretfærdigt, i sin “undskyldning” skriver, at hun “stoppede i sommer”, selvom “den forurettede fortsatte med at kontakte min mand”, skal vi bare alle sammen huske, at ofret IKKE vidste, at det var stoppet, da hun anmeldte det. Hun har i ugevis været under konstant beskydning, og magtesløst vidne til, at et menneske meget aktivt har forsøgt at miskreditere hende og ødelægge de professionelle forbindelser, hun i sit job er 100% afhængig af at have.
Jeg er lige nu ved at høre en helt vanvittig podcast, der hedder ‘Barn med den forkerte’, hvor Jesper, som er ofret i historien, udsættes for noget tilsvarende. Når man hører ham fortælle, hvor meget det kan smadre (og hvor hurtigt), når et menneske går målrettet efter at ødelægge dit liv, kommer Sisse Sejrs ikke-undskyldning næsten til at virke afstumpet.
Når alt det er sagt, er der ingen mennesker ved deres fulde fem, der handler som Sisse Sejr har gjort, og jeg tror, det kommer til at koste hende hele butikken.
For ud over det vanvittige i, at hun har udsat et andet menneske for noget, hun i sit professionelle virke har afdækket konsekvenserne af, har hun sat hele sin faglige integritet over styr. For hun er erklæret feminist og har også været meget engageret i hele #metoo-debatten – men hvordan skal man kunne tage hende alvorligt, næste gang hun dækker en sag eller et emne, der har en overvægt af kvindelige ofre, når man nu ved, at hun ikke engang selv køber nok ind på præmissen til at afstå fra at gøre det, hun problematiserer?
Det er noget værre rod.
I bund og grund kan sagen nok koges ned til det helt fundamentale spørgsmål: Kan man gøre krav på et andet menneskes troskab og kærlighed?
Jeg tror det ikke. Der er ikke noget, der hedder hævdvunden ret, når det kommer til kærlighed, og den er intet værd, hvis man skal tigge om den eller insistere på den.
Et forhold er en kontrakt, som er under evig forhandling, og hvis den eneste måde, du kan sikre dig et andet menneskes troskab på, er ved at fjerne alle fristelser fra deres vej, er det ikke et forhold, du har; det er en endeløs kamp, du er dømt til at tabe, fordi du ikke kan være overalt, hele tiden.
Derfor tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår, hvad Sisse Sejr havde håbet at vinde med sin opførsel. At lukke en affære ned fjerner jo ikke det grundlæggende problem, at de (tilsyneladende) ikke længere er enige om, hvordan deres kontrakt skal fortolkes.
De ofre, vi alle sammen, uanset holdning til utroskab, må kunne blive enige om er 100% uskyldige i den her sag, er børnene, og det *kan* jeg ikke forstå, at hun ikke har kunne holde sig for øje. For én ting er utroskab. Det kan både redde og ødelægge ægteskaber, og de færreste går gennem livet uden at komme i berøring med det, på den ene eller den anden måde.
Men at reagere så ekstremt, at det ender på forsiden af alle aviser, så dine børn både skal leve med en viden om deres forældres ægteskab, de helst havde været foruden, og med konsekvenserne af din handling, både de strafferetslige og de afledte karrieremæssige og sociale af slagsen, er næsten umuligt at forsvare, synes jeg.
Jeg finder ingen fornøjelse ved at påpege det, for det er som at se et trafikuheld i slow motion, det her – men jeg tror desværre ikke, at Sisse Sejr har ramt bunden endnu. For det lader stadig ikke til, at hun forstår, hvorfor det, hun har gjort, er forkert, og derfor er jeg ikke sikker på, at hun er forberedt på omfanget af, hvad det kommer til at koste hende af jobs, relationer og venskaber.
Men hun har vist en side af sig selv, som MÅ ændre omgivelsernes syn på hende for bestandigt, og samtidig kommer hun formentlig til at trække flere med sig i faldet, inden det her er slut.
Her går det, mildest talt, ikke særlig godt.
M2025, uge 8
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Brugte jeg sidste søndag på at lave en liste over, hvad jeg har i mine frysere. Fordi jeg har et køle-fryseskab i køkkenet og en stor fryser i skuret (som jeg ELSKER!) går der jævnligt ude-af-øje i den, og da jeg for et par uger siden kørte en uge, kun med aftensmad fra fryseren, gik det op for mig, hvor meget jeg faktisk har på frost.
Efter at have snublet rundt i at planlægge at spise noget bestemt, som jeg tror, jeg har, og så køber tilbehør til, for så at finde ud af, at det *ikke* var det, jeg havde liggende, besluttede jeg at bruge 20 minutter på at gennemgå alle hylder og skuffer og skrive op, hvad jeg reelt har.
Jeg bliver aldrig struktureret nok til at have en on-going version af den liste kørende, selvom jeg på alle måder godt kan se, hvorfor det ville være smart, men selv som et one-time øjebliksbillede har den været brugbar.
For dels blev det tydeligt, at der er noget, jeg ikke behøver lave mere af lige foreløbigt (7 bokse med huevos rancheros, jeg kigger på jer), og dels muliggør det også lidt mix n’ match, hvor en lasagne, der er for meget af til én dag, men for lidt til to, bliver tænkt ind som fyld på andendagen i en tomatsuppe, der egentlig kun var en lille portion af.
Lige nu har det vist sig yderligere at have den fordel, at det bliver nemmere for mig at følge min læges anvisninger, fordi jeg har fået besked på at skrue op for indtag af protein og jern. Jeg spiser ikke ret meget kød, og kan være slem til i perioder at spise næsten det samme i flere uger i træk, hvilket godt kan give lidt lave værdier hist og pist. Min læge er god til at holde øje med de tal, der ligger lige på kanten, fordi jeg får taget blodprøver (og EKG) hver 6. måned i forbindelse med fornyelse af min recept på adhd-medicin, så med udsigt til en større operation, var anbefalingen at være mere bevidst om at få depoterne fyldt op.
Det er langt nemmere at gøre nu, fordi jeg på fryserlisten kan se, at 90% af det, jeg har i fryseren, er vegetarisk. Til gengæld er der meget af det, der sagtens kan smides en håndfuld pulled chicken eller chili con carne i, så det er der købt ind til at lave, næste gang strømmen er billig (hvis det nogensinde har tænkt sig at ske igen! *skærer tænder i højtarif*)
2.
Har jeg tjekket holdbarhed på fødevarerne og de hygiejneartikler, der ikke kan holde evigt (f.eks. tandpasta og håndkøbsmedicin) i mit prepperlager.
Det irriterer mig stadig, at verdens ledere og klimaet skal skabe sig så meget, at jeg skal bruge hyldeplads på det her, og hvor meget jeg end forsøger at køre kendte fødevarer, rotation og FIFO, så er der bare noget af det, jeg har derude, som vi ikke spiser til hverdag.
Men fordi jeg har et kvartalsvis tjek af lageret skrevet ind i min kalender, får jeg det gjort, og jeg synes efterhånden, at jeg er blevet god til at tænke selv de ting ind i madplanen, som vi ikke normalt spiser, hvis de er ved at gå på dato. Eksempelvis bruger jeg tomatsuppe på dåse som base, hvis jeg har mange slatne grøntsager i køleskabet; jeg langtidsbager dem i ovnen, blender dem og blander dem med suppen. Proteinbarerne bruger jeg i min madpakke, og instantpasta-retterne kan ungerne og deres venner høvle sig igennem, uden at blinke, når de kommer hjem fra skole, og kan spise deres egen kropsvægt i eftermiddagsmad.
Hygiejneartiklerne husker jeg det meste af tiden at skifte ud, når jeg køber nyt, og uanset hvad, oplever jeg, at det bliver nemmere og nemmere (og hurtigere og hurtigere) at gå lageret igennem, fordi jeg gør det 4 gange om året.
Og billedet af Musk med motorsaven (ffs!) var en fin reminder om, at selvom det er en lidt irriterende ekstraopgave, så er den nok fin nok at prioritere…
3.
Fandt jeg tid til at kigge på et ur, jeg har taget med ude fra oldefar.
Uret er sådan ét i en glasklokke, med et lille hængelod under, som roterer frem og tilbage, når uret går, og jeg syntes, det var fuldstændig magisk, da jeg var barn.
Der har ikke været batteri i det de sidste mange år, fordi oldefars syn var for dårligt til at se det, og da jeg fandt det derude, kunne jeg se, at bunden var irret. Men en nærmere inspektion viste, at selve urværket faktisk bare var skruet ned i bunden, som var hul, og jeg fik derfor den ide, at man måske kunne få drejet en ny bund til uret i mørkt træ.
For en sikkerheds skyld ville jeg lige tjekke, at uret stadig virkede, inden jeg gik på jagt efter en talentfuld træ-type, jeg kunne plage med min forespørgsel – og det var godt, jeg gjorde det.
For da jeg satte batterier i, startede uret igen, uden slinger i valsen. Jeg satte det over på reolen for at tage mål af det senere – men mens jeg stod og lavede en kop kaffe, kunne jeg pludselig høre, hvor AFSINDIGT højt, det tikkede.
Det er der nok 0% af jer, der er overraskede over at lære, at jeg ikke kan have, så efter at have flyttet det rundt i hele huset i håb om at finde et sted, hvor jeg kunne beundre det, men ikke høre det (og konstateret, at jeg har ører som en forskræmt perserkat), måtte jeg erkende mit nederlag og stede det til evig hvile.
Jeg ville virkelig, virkelig gerne have upcyclet det, for jeg elsker den historie, det kom med, men jeg er trods alt glad for, at jeg opdagede dealbreaker-detaljen, inden jeg fik smidt flere hundrede efter en specialdesignet fod.
M2025, uge 7
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg allokeret en dåse i mit skab til poser, der har været (tørre) madvarer i, f.eks. brød, frugt/grønt osv.
Vi har før talt om, at jeg er semihys med fødevarehygiejnen herhjemme, så selvom jeg genbruger de poser, der egner sig til det, så er der også nogle, som jeg ikke vil risikere at komme til at bruge til noget, de ikke egner sig til, fordi jeg har glemt, hvad der oprindeligt var i dem.
Men det er sgu også træls bare at smide dem ud, så nu er jeg i stedet endt med at samle dem sammen i dåsen, og så tage dem med ud i bilen, hvor jeg bruger dem til affald.
Jeg er ikke sikker på, at det er et behov alle har, men for mig, der kan køre 3-400 km. på en dag, sidder jeg ofte med et æbleskrog, papir fra et stykke plaster eller en brillepudseserviet i hånden, og nu er det nemt at tage med ud og smide i skraldespanden, når jeg parkerer.
2.
Har vi i anledning af vinterferien taget et par ture ud af huset.
Vi har gennem tiden haft årskort til mange forskellige lokationer, men dels er børnene efterhånden så store, at der er steder, der automatisk udelukker sig selv, og dels har vi heller ikke så mange timer mere, hvor det er mig, der skal stå for underholdningen.
Derfor har jeg valgt, at vi i dag hellere vil betale en smule mere for entre, men til gengæld kan tage lidt forskellige steder hen, når vi er afsted.
I søndags var vi på Egeskov Slot til Luminis lysfestival, hvilket efterhånden er en tradition. Vi har de sidste år været afsted med nogle af mine venner, som børnene er så heldige at få julegaver af, og fordi Frida ønsker sig alt i hele verden, mens Anton nærmest har det modsatte problem, valgte jeg sidste år at skrive lommepenge til Luminis på børnenes ønskesedler. For når vi har vandret igennem den fine slotshave, og er på vej hjem, kommer vi igennem en lille souvenirbutik, hvor begge børn hver gang forelsker sig inderligt i noget plys-belagt, de ikke kan leve uden, så på den her måde kunne mine søde venner selv få lov at se ungerne blive glade for det, de gav dem.
I går gik turen så til LEGO House, bare børnene og jeg, og på vejen derop lagde vi vejen forbi Lidl, hvor børnene fik lov at proviantere frit. Derfor var der penge til både en is og en solid kop kaffe løbet af eftermiddagen, og det var simpelthen sådan en hyggelig dag.
Det er jo ikke fordi julegavepenge og bake-off giver et Novo Nordisk-agtigt overskud på bundlinjen, men det *gør* en forskel, som er værd at tænke ind; særligt i ferieperioder, hvor mange bække små meget hurtigt løber op.
3.
Har jeg arbejdet nogle af dagene, selvom børnene har haft fri.
Det letter tingene betragteligt, at de kan være alene hjemme nogle timer, så jeg kan tage lidt opgaver ind, selvom de har ferie, for som selvstændig er det simpelthen ikke muligt at holde fri samtlige de 165 dage om året, hvor de ikke skal i skole.
Men lidt færre opgaver, kombineret med fraværet af madpakker og fritidsaktiviteter har betydet, at vi har haft god tid, og der er mere ro på mig, når jeg får lov at komme bare lidt ud (Torkild), og jeg også ved, at økonomien hænger sammen.
Det sidste er noget, jeg er HYPER opmærksom på, fordi jeg har lovet mig selv, at jeg ikke VIL tilbage til det sted, hvor jeg er underlagt kommuner og jobcentres betalingsvillighed, og den maratonindsats, jeg lagde for dagen i efteråret, har givet mig en lille buffer, som jeg er meget omhyggelig med at holde ved lige.
Skyerne i dén horisont er dog dels det skattesmæk, som ekstraopgaverne kommer til at give, og så det faktum, at jeg nu ved, at jeg skal under kniven i løbet af foråret for at få det, som ortopædkirurgen begejstret kaldte ‘et flot stykke metal fra Bauhauskassen!’
Det kan jeg overskue sådan cirka nul procent. Kontroltabet, usikkerheden ift. at være syg som selvstændig, udsigten til at skulle køre en husholdning på ét ben og morfin, det forstemmende i at have trænet mig *ægte* stærk for så at blive sat 5 felter tilbage giver mig lyst til at grave mig ned på marken.
Men der er ikke nogen vej udenom. Desværre. Jeg fik lov at se mit røntgenbillede, og hvor venstre side ligner en perfekt illustration fra en lærebog om knogler og led, så er højre side Sarajevo ’92.
Det er lort.
Men efter at have varmet mig ved fornægtelsens biopejs i et par måneder, har jeg nu trukket mig selv op ved nakkehårene, og er gået i gang med det forberedende arbejde, selvom der stadig er et par måneder til. Jeg har fået tjekket op på reglerne for sygedagpenge, jeg har talt med nogle samarbejdspartnere om mulige opgaver post-OP, der ikke kræver helt så mange timer i bil, og jeg har haft fat i Skat ift. muligheden for at afdrage restskatten i rater.
Alt sammen for at sikre, at jeg stadig har mit lille nest-egg, når jeg udløser alarmen i lufthavnens sikkerhedstjek.
Derfor er ferien også blevet brugt til stille og roligt at tale med børnene om, at jeg skal opereres, og hvad det betyder. Både ift. hvad jeg fysisk kan og ikke kan i tiden efter, men også om, at vi er nødt til at være gode til at tænke lidt over, hvad vi bruger pengene til nu, så vi stadig har penge at holde sommerferie for.
Det er en balancegang, for det skal præsenteres på en måde, så det ikke er noget, de bliver skræmte over, men omvendt er det også nødvendigt at forberede dem lidt mere, end der måske ville være brug for, hvis de ikke havde haft deres diagnoser, eller vi havde været to forældre.
Men det fine er, at de virkelig gerne vil hjælpe, og de spørger relevant ind til det hele, hvilket jeg bruger som pejlemærke ift. hvor lidt og hvor meget, det skal have lov at fylde. De er også begge skarpe nok til at lægge mærke til, at jeg skruer lidt ned for vores forbrug nu, og min vurdering er, at det er mere trygt for dem at kende årsagen, end det er at bemærke en ændring, som de voksne tilsyneladende hemmeligholder forklaringen på.
Grunden til, at punktet finder vej til listen her er, at jeg faktisk reelt er stolt over, at jeg formår at tænke frem i en situation, hvor mit instinkt tigger om afledning og Fuld Struds.
Der gives ingen garantier i livet, men jeg har gjort, hvad jeg kan for at komme igennem det her med skindet på næsen – og på plussiden må metal i skroget give livslang ret til med tung, østrigsk accent at annoncere, at ‘I’ll be back’ hver eneste gang, jeg forlader et lokale.
M2025, uge 6
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har Frida og jeg været en tur i Hjemløses Venner efter en vinterjakke og en skoletaske.
Den nuværende vinterjakke kan ikke mere; ikke engang med god vilje og reparationer, og skoletaskens lynlåse har pludselig besluttet, at det hele kan være lige meget.
Det er bidende koldt i dag – men selv konservativt sat, er der højest 6 uger tilbage, hvor en vinterjakke er nødvendig, og da mine børn alle dage er vokset helt ukurant, er det umuligt at købe én nu, som jeg kan være sikker på, hun stadig kan passe om 10 måneder.
Ift. skoletasken er vi, når vi trækker ferier og helligdage fra, for tæt på sommerferien og det kommende mellemtrin til, at jeg synes, det giver mening at købe en ny-ny. Ikke mindst fordi det skal være en taske af ordentlig kvalitet, og de er dyre.
For modsat Anton, som klarer sig fint med en almindelig rygsæk, fordi hans skole arbejder på én måde, har Frida brug for en rigtig skoletaske, fordi hendes skole arbejder på en anden. Hun slæber 10.000 bøger, en skolecomputer, madpakke, vandflaske og igangværende projekter med frem og tilbage hver eneste dag, og det kræver solide syninger, kvalitetslynlåse, en ordentlig opdeling af tasken, og remme, der ikke skærer armene af.
Derfor tog vi en tur i Hjemløses Venner, som her i byen har en KÆMPE forretning med meget fine ting.
HV har været mere innovative end andre genbrugsbutikker ift. aflevering af ting ved f.eks. at have lånetrailere og en stor, udendørs walk-in container, hvor ting kan sættes udenfor butikkens åbningstid. Samtidig er de mere selektive end de andre store spillere ift. hvad de tager ind i butikken, og derfor lugter der ikke af hengemte møbler og forgangne tider, når man går rundt og kigger.
Priserne er, så man kan give den fri uden at blive ruineret, så Frida valgte en fin skoletaske til 40 kroner, og en jakke til 30, og pengene kan nu i stedet bruges til at købe jakke og taske af god kvalitet, når vi rammer sensommer og efterår.
2.
Har jeg købt nyt sengetøj, og havde derfor et par dynebetræk, jeg tog ud af rotation.
Jeg bestak min søde mor med en buket blomster, og fik hende til at omdanne dem til 2 opbevaringsposer til mine flueforhæng, og en ordentlig stak små klude, som ungerne kan bruge, når de har børstet tænder.
Og det er meget niche med de forhæng, det ved jeg godt. Men vi bor på landet, så de er virkelig nødvendige, hvis ikke vi skal dø af enten varme eller insektudløst raseri om sommeren – men de er bøvlede at opbevare om vinteren. For stiller du dem på højkant, glider alle snorene ned på gulvet, og så ligger de dér og roder rundt. Men forhængene æder for meget lys om vinteren, hvis du lader dem hænge, så ét eller andet er man nødt til at gøre.
Dynebetrækkene var perfekte, fordi jeg så kan rulle forhængene sammen og lægge dem ned i poserne, ligesom du putter et brev i en kuvert. Jeg har købt et par værktøjskroge i Bil Tema, som jeg har skruet op over min dør i bryggerset, og nu kan de holde vinterpause der, indtil de igen skal på græs til maj.
3.
Har jeg gjort den trælse opdagelse, at det nu ikke længere er muligt at nøjes med sit fornavn på mobile pay. Og ærligt? Det kan jeg faktisk ikke helt forstå er lovligt.
For der er en MILLION situationer i dag, hvor det er den eneste mulighed for betaling, fordi ingen længere bruger kontanter og gebyret for kortbetaling (antager jeg) er for dyrt.
Men der kan være masser af grunde til, at du ikke har lyst til, at alle mulige skal have dit fulde navn. At du skal være registreret med det, så du ikke kan hvidvaske alle dine narkomillioner er fair nok – men at Jørgen, der sælger kage på en stand til Fantasyfestival, eller den engelske tatovør nede på hjørnet skal have info nok til at kunne slå dig op på både Krak og LinkedIn, hvis du ikke lige hedder Jensen til efternavn, fordi du betaler med et betalingsmiddel, *de* har bestemt, du skal bruge, forstår jeg ikke rimeligheden i.
Jeg har altid haft min profil sat op, så der bare står ‘Linda’ på den, men da jeg i sidste uge fik solgt nogle tæpper af oldefars, endte det simpelthen så træls, fordi dem, der havde købt dem, helt tydeligt troede, at der var tale om ægte tæpper. Det var der ikke – og prisen var sat derefter. Men henvendelsen jeg fik, var sketchy nok til, at jeg valgte at tage en kammerat med ud i huset, da aftalen var sat op.
De stillede to damer (min aftale var lavet med en mand), og brugte AL tid i verden på at tjekke mærkerne på bagsiden af tæpperne, sammen med en mand, de havde på Facetime. De talte ikke dansk, så hvad de har snakket om, ved jeg ikke – men jeg kan jo godt regne ud, at ingen skal bruge 30 minutter og 3 menneskers holdninger for at beslutte, om de skal købe 5 tæpper på 4×5 meter til 800 kroner i alt.
Da jeg spurgte, om vi var ved at være der, ville de gerne købe tæpperne – og skulle i øvrigt lige høre, om de måtte tage en vandkande, der stod på bordet, med. Den fik de, og så trillede de af.
5 timer senere skrev den ene af dem til mig, at ‘min mand kan ikke lide tæpperne, så jeg vil gerne aflevere dem tilbage og have mine penge igen’.
Og det er så *her*, jeg finder ud af, at de har mit fulde navn, fordi de har betalt med mobile pay. Min første reaktion var vantro, men da jeg slog det op, kunne jeg se, at det er bare ærgerligt, Sonny Boy; sådan er reglerne nu.
Det blev relativt ubehageligt, og jeg endte med at blokere dem begge to – men fordi jeg har det efternavn, jeg har, ville det tage dem 2 sekunder at slå mig op ud fra den overførsel, de har lavet, og så ville de vide, hvor jeg bor.
Verden er fuld af bimse typer, så det her punkt er faktisk mest tænkt som en advarsel, så man kan passe på sig selv, hvis noget i en situation føles *så* off, at man ikke har lyst til at udlevere sin identitet. Jeg ved ikke, hvad betalings-alternativet er, men ingen handel, kage eller tusch i verden er værd at sætte sin sikkerhed over styr for.
