M2022, uge 26

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Foræret min far min haveslange og en solcellelampe, som bare ikke vil bo hos os. 

Jeg købte i foråret en flex-haveslange, fordi vi sidste år i sommerferien boede i et lånehus, hvor vi vandede have med sådan én, og siden har jeg undret mig over, hvorfor jeg i sin tid købte sådan et gummisvin, der vrider og vender sig under alle forsøg på oprulning, og som er stiv og umedgørlig, når man vil bruge den. Men min far kører oldschool på haveslangefronten, så han ville gerne adoptere den og det fik han lov til. 

Solcellelampen var den fineste luftballon, der snurrer rundt, når sommerbrisen rammer. Beklageligvis bor vi et sted, hvor milde briser starter ved 40 m/s, og da den samtidig er temmelig stor, kan vi ikke kan have den hængende et sted, hvor vi kan se den, uden at den samtidig banker ind i et vindue som en morder i en gyserfilm. Den er derfor også kommet i permanent ophold hos mine forældre, som har en mindre nationalpark med utallige muligheder for ophæng og placering.

Ting skal ikke ligge på lofter og i skure og visne; de skal bruges, og det bliver de nu. 

2.

Prøvet at købe rensemælk til at fjerne øjenmakeup med i stedet for den sædvanlige eye makeup remover.

For den eneste ulempe ved strikkede rondeller er, at de ikke duer til makeupfjerner i væskeform. Rondellen suger alt for meget, og derfor kan man enten vælge at overforbruge af sit renseprodukt eller være nødt til at gnide sine øjne så hårdt, at de lige når ind og kysse frontallapperne.

I den prisklasse, jeg begår mig i, er der meget få make up fjernere i lotion-form. Nivea laver en, som er udemærket, men det er faktisk den eneste, jeg har kunne finde, og den er de sidste par måneder kravlet godt op i pris. Derfor har jeg nu prøvet at købe rensemælk, for at se, om det kan klare opgaven. Hvis ikke, må jeg finde nogen, der kan bruge den flaske, jeg har købt, men hvis det fungerer, får jeg 4 gange mere for samme pris. Det er satset værd. 

3.

Har vi i juni brugt 221 kWh, mod 229 i samme måned sidste år. Jeg kan se, at tallene i år fra januar og månedsvist frem har heddet 341, 253, 243, 229, 222 og 221 kWh, og det får mig til at tænke, at vores grundforbrug nok ligger lige omkring 220 kWh. For selvom man slukker lys, tørrer tøj ude osv. osv., så skal maden stadig varmes, køleskabet have strøm og telefoner og computere oplades. Derfor er der selvfølgelig en nedre grænse for, hvor meget vi kan presse citronen, men det giver en fin fornemmelse af, hvor det *kan* lade sig gøre at ligge, og det er godt, for det giver noget at navigere efter.

Tallene for hhv. 2021 og (2022) ser sådan her ud: 407 (341), 377 (253), 330 (243), 290 (229), 281 (222) og 229 (221), hvilket betyder, at vi i det første halve år af 2022 har sparet (1914 – 1509) 405 kWh. Ganger man med de 3,21 en kWh står til at koste, giver det 1300 kr. sparet, hvilket måske ikke lyder af så meget, indsatsen taget i betragtning, men det er tæt på at være to måneder på frihjul, og set i dét lys, synes jeg faktisk, at det er rigtig meget.

4.

Var jeg forleden alene hjemme en hel dag, og både fordi ledighed er roden til alt ondt, men også fordi vi snart tager på ferie, brugte jeg en time på at tømme køleskab og de to køkkenskabe med madvarer, sortere det hele og skrive på min ugeoversigt, hvad jeg har, som vi skal nå at bruge.

For selvom jeg ikke hamstrer, hverken kød eller grønt, så ligger der alligevel meget i sådan et køleskab, fordi livet og *hvis* det nu bliver grillvejr.

Så madplanen er et ukurant kludetæppe i disse dage, og der er masser af mad i fryseren, vi kan hive op, når afrejsedagen nærmer sig, så vi ikke står med mælk, salat og pulled chicken, der bare skal hældes i skraldespanden.

M2022, uge 25

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Prøvet at bage fladbrød fra opskriften i den usandsynligt lækre kogebog ‘Vegetarisk i aften?’ som står øverst på min ønskeseddel.

Jeg har lånt den flere gange på biblioteket, fordi jeg så nemt bliver fristet af lækre kogebøger, men har en lidt kedelig trackrecord ift. så at få brugt dem, når først de er købt, men den her er gennemskøn og super brugbar. 

Man skal bruge 4 dl. tykmælk til de her fladbrød, og jeg havde ikke lige noget i køleskabet at erstatte med, så jeg købte en liter. Og 6 dl. tykmælk? Det står vi ikke lige og mangler til noget. Men så kom jeg til at tænke på, at man jo kunne lave tzatziki, så jeg drænede det, helt old school, og lavede den perfekte mængde tzatziki til den portion fladbrød jeg bagte, og hvis det ikke er skæbnebestemt, så ved jeg ikke hvad er. 

2.

Har jeg brugt en aften på at gennemgå alle de mapper og papir-stakke, børnene har haft med hjem fra skole. Det er én af de fælder, der er nem at gå i – for nu er det jo ferie, det haster jo ikke, bunken kan lige ligge her, og så ser vi på det senere.

For den slags bunker vokser ALTID. Næste gang du står med en brugsanvisning eller info om sommerfodbold, så er sådan en stak som sirener på havet, og inden du ved af det, er den vokset til 3-dobbelt størrelse og blevet et uoverskueligt bjerg af papirer, der måske/måske ikke er vigtige, og som derfor kræver minutiøs gennemgang. 

Jeg løb stakken igennem, lavede en tynd mappe til hvert af børnene, som jeg lagde de sjoveste tegninger og historier i, og smed resten til genbrug. Og inden du drukner i nostalgi: Ingen har nogensinde følt glæde over at få udleveret en flyttekasse, proppet til randen med halvt udfyldte stavehæfter og løse matematik-kopier, når de flytter hjemmefra.

3.

Opdaget, at det afgørende for, om man kan klare sig med budgetversionen af mit kommende regnskabsprogram eller man skal have luksusversionen er, hvor meget, man omsætter for.

Derfor skrev jeg til deres helpdesk og spurgte, om man kunne starte billigt og så bare opgradere, når man ramte grænsen – og det kunne man godt. Det sker endda automatisk. Jeg sparer 94 kr. pr. måned så længe, jeg kan køre på den billige version, og det er på alle måder værd at tage med.

Og speaking of så har jeg idag afleveret afbejdsmobil, fjerntolkeudstyr og skilt. Det er nu, det er nu. INDERLIGT hurra!

En skærsommernatsdrøm

Sidste uge inden ferien og livet som selvstændig er i gang, og alting er moderat kaotisk lige nu. Børnenes skemaer er hat og briller, jeg lukker ned og takker af på mine faste opgaver, i takt med at jeg forlader dem, og madpakkerne over hele linjen kunne godt danne grundlag for et bekymringsopkald til kommunen.

Det er et underligt sted at stå, når man har to sæt tøjler i hænderne samtidig. At have hyperfokus på én opgave, mens man stadig skal holde øjnene på vejen på den anden. Men lige her, midt i midsommertimen, sidder jeg alligevel med fornemmelsen af, at det hele ruller i den helt rigtige retning. Den 4 måneder lange opløbsstrækning, hvor jeg har undersøgt en masse, spurgt tusinde mennesker og googlet til jeg var gasblå i hovedet, har været fuld af indledning, afsøgning og opmærksomhedsskærpelse, men nu, hvor det næsten er nu, kan alting eksekveres, og det frigiver mental kapacitet, fordi jeg så kan strege opgaven på den lange, tætskrevne liste. Forskudsopgørelsen er ændret, der er givet besked til boligstøtte og pladsanvisning, underleverandøraftalerne er på plads, revisoren har fået login til regnskabsprogrammet, kørebogsappen er sat op, og jeg glæder mig simpelthen så meget.

I weekenden holdt vi Fridas fødselsdag, hvilket var stort, fordi det var den første af slagsen, hvor vi har haft pigerne fra klassen på besøg. Jeg havde glemt, hvor meget lyd, der er på i den alder, og fordi hele flokken havde været til diskofest på skolen aftenen forinden, var det lidt som et 3 timers ophold i en blender, men de havde en fest, og der var kun én, der kom galt afsted, fordi hun lige ville ‘flytte en bi’. Det gik, som man kunne forvente.

Det hele kører, som det skal, og jeg ville egentlig ikke andet end at stikke hovedet ud og sige hej, for jeg er så midt i alting nu, at hele mit fokus er på dét.

Men inden I får lov at slippe, vil jeg gerne følge op på alle jeres kommentarer til sidste indlæg – tak for dem! Det gør mig så glad, at I gider spille bolden tilbage, når jeg sparker den ud i fødderne på jer, og fordi I har været gode og skarpe i de råd, I har formuleret, har jeg besluttet at lade dem stå, hvor de står. Det bliver for fragmenteret, hvis jeg forsøger at samle dem, og jeg vil gerne have alle jeres små forklaringer med. På den her måde kan man også altid gå tilbage og tilføje flere idéer, hvis man får nogle nye eller kommer i tanke om nogle, man havde glemt.

Glædelig midsommer, søstre. Må den være startskuddet til en sommer fyldt med lys og varme og gode beslutninger.

M2022, uge 24

Denne uges M2022-indlæg rammer tidligt pga. børnefødselsdag galore, og får et lidt andet format, end disse indlæg plejer at have.

Fordi alting er blevet så helt afsindigt dyrt, har jeg besluttet, at vi laver et indlæg, udelukkende med fokus på at spare penge. Jeg starter, og så smider I jeres gode tips i kommentarfeltet, mens jeg er viklet ind i flag og børn. 

Jeg vil gerne, at dette indlæg bliver brugbart for alle. Det betyder, at de sparetricks man smider skal kunne bruges af naboen, genboen og din kærestes mor, uanset smag og præferencer. Det, jeg med dét gerne vil luge ud i, er tips som ‘Aldis chokocreme smager fuldstændig ligesom Nutella’ – for det gør den måske i din mund. Men det er SÅ forskelligt, hvad vi er hysteriske med (for mig er det kaffe og ketchup), og hvad vi uden videre kan udskifte med en billigere version uden at føle, at vi går på kompromis, så jeg vil gerne, at de ideer, vi udveksler her, skal kunne bruges bredt.

Til gengæld er der ingen begrænsning på emner, så om det, man skriver handler om dyr, børn, offentlige transport, forsikringer, biler, både eller ferier er fuldstændig ligegyldigt. Så længe fokus er på økonomiske besparelser, skal man bare slå sig løs.

Så uden yderligere ophold – lad os komme i gang:

  • Sæt farten ned, når du kører 

Jeg har ikke lavet beregningen i min nye bil, men i den gamle kunne jeg vride en hel ekstra tur fra Esbjerg til Aarhus og retur ud af den samme tankfuld benzin, hvis jeg sænkede farten fra 130 km/t til 110 km/t.

  • Forhold dig til dit elforbrug

Jeg er nok gået mere op i det end de fleste pga. de her indlæg, og det har for mig medført en besparelse på mellem 20 og 30% om året. Det er et gratis kvartal. Men man behøver ikke nørde SÅ vildt for at kunne hente noget. Jeg læste på en af de mange el-sider, jeg var forbi, at bare en lille smule omtanke med lethed skærer 10% af forbruget, hvilket for os ville svare til en besparelse på små 1000 kr. om året. Vælg et fokuspunkt eller to, og hold det ved det, f.eks. at du er obs på at huske at slukke lyset, og slukker ovn/kogeplader de sidste 5-10 minutter, hver gang du laver mad. Langt, langt det meste kan sagtens koge/bage færdig på eftervarmen.

  • Kan det lånes/lejes/købes brugt?

Det er klart, at der er nogle ting, som er fede nok at have selv, så man ikke skal bruge tid på at rende ind til naboen hele tiden – men hvis du én eller to gange om året mangler en stige eller et tidseljern, så lad være med at fare ud at købe det nu. Det samme gælder babygrej, fest-tilbehør, kufferter osv. Det eneste, du skal love mig er, at du husker de to, gyldne låneregler: 1. Aftal, når du henter det, hvornår naboen skal have det retur. 2. Overhold aftalen. Ellers er du Det Mest Irriterende Menneske I Verden, og det er næsten dumt at blive for en cocktailshaker og en vikle.

  • Kan det undværes/erstattes/multi-anvendes?

Jeg ved godt, at vi alle sammen har områder, hvor vi bedst kan lide at slå til med den store hammer. Måske kan du godt lide at have mange forskellige rengøringsprodukter, der bliver solgt til forskellige formål, eller måske kan du smage forskel på, om du har brugt æbleeddike eller hvidvinseddike i din salatdressing. Men som priserne ser ud nu, kan det være fint nok at gøre sig en konkret overvejelse om, om du faktisk hellere vil bruge de penge et andet sted. Sulfo kan bruges til (næsten) det hele, og de fleste opskrifter kan sagtens bære, at man skifter én type af syre ud med en anden, f.eks. eddike med citron. Det er nok en uvant tanke for mange af os, der ikke har bøvlet med krigstid og rationering, at vi ikke bare kan gøre, som vi har lyst, så længe vi taler om de små ting, men træf i hvert fald dine valg med åbne øjne.

  • Find discount-versionen af dit favoritsupermarked og gå på opdagelse

For Bilka/Føtex er det Netto. For Kvickly/Super Brugsen er det Fakta. For der er MASSER af varer, som de har i både hovedkæde og budgetkæde, hvor du enten får mere i posen for samme pris, eller hvor den samme vare er billigere, fordi den hedder Premieur i stedet for Princip. Måske er der 10 Møllehjul i posen, når du køber den i Netto mod 8 stk. i Bilka. Måske koster havregryn/pasta/snacksalami/frosne kartofler/jordbær i kædens eget mærke et par kroner mindre i Fakta end i Kvickly.

Tjek det på så mange varer, du orker, lige fra vådservietter over kaffefiltre til koldrøget laks. For et år siden betød det måske ikke alverden. Det gør det virkelig nu. (Et lille ekstra fif, jeg selv bruger er, at jeg har Bilka to go-app’en åben, når jeg går rundt i Netto. Så er det lynhurtigt at sammenligne pris, vægt og indhold på bestemte varetyper).

  • Køb stort ind og tag tilbud med, når du falder over dem

Det her har jeg brugt 4 år på at arbejde mig væk fra, så det er SUPER irriterende, at det er nødvendigt igen. Men hvor jeg i 2020 kunne spare 2 kroner på at købe 20 ruller toiletpapir i stedet for 10, så er 10-stks-pakken nu blevet så dyr, at jeg kan spare 15 kroner på at købe den store pakke, når den er der som spottilbud.

Ligeledes har jeg også ekstra vitaminpiller i skabet nu, fordi Netto havde dem på spot til 90 kr. mod de 120, de normalt koster.

Jeg gør det ikke med madvarer, fordi proppede hylder sænker sigtbarheden, og dermed stiger risikoen for, at noget står og forgår i de mørke hjørner – og så er der jo *intet* sparet. Men med det, der i detailhandlen hedder ‘non-food’ gør jeg det, selvom jeg hader det, fordi det lige nu er for dyrt at lade være. Så må det være sådan, indtil verden lige styrer sig igen. 

  • Kan det drøjes?

Grøntsager eller en dåse bønner i kødsaucen, kikærter i tikki masalaen, havregryn eller en rest ris i frikadellerne – det giver meget hurtigt så meget ekstra volumen, at der er til et ekstra måltid. 

  • Fåes den samme vare i en billigere version?

Her tænker jeg på varer som f.eks. vin (bag-in-box) og (kop)nudler.

Der er temmelig mange penge at spare, og hvis du har det stramt med pap-vin eller mangler plads i køleskabet, så riv dig og køb en god flaske vin med skruelåg, og fyld den op fra pap-svinet, når den er tom. (Tomatpassata-flasker er også velegnede til formålet).

Og elsker dine børn kopnudler, så køb de små pakker i cellofan og smid dem i en almindelig kop.

  • Er er en mellemvej?

Den her er lidt bred, men jeg håber, I forstår, hvad jeg mener. 

For det, jeg her tænker på, er alle de situationer, hvor man plejer at køre enten/eller. Det er det, der f.eks. tit bliver dyrt, når man flytter eller laver nyt køkken, og man bliver besat af ‘Når vi nu er i gang’-ånden. For selvom priserne lige nu er helt hysteriske, så ruller livet jo stadig videre med alt, hvad det indebærer af fejringer, ferier, udflugter og hjemmeprojekter.

Her er det, at jeg selv oplever, at der kan være mange penge at spare ved at finde nogle mellemløsninger, hvor man ikke bare giver helt slip, men hvor der samtidig stadig er lidt, der skiller hverdag fra fest.

Er man f.eks. ved at lave om i stuen, kan man jo prøve at mærke efter, om man kan leve med et brugt bord, hvis man til gengæld køber de stole, man har forelsket sig i. Skal man holde fest, kan man overveje, om de billige mixers fungerer, hvis man køber den gode gin. Servietterne kan godt være pæne, men neutrale, så de kan bruges til både fødselsdag, konfirmation og nytårsaften. Og skal man i Legoland eller Givskud, eller køre så langt, at der skal lægges pitstop ind undervejs, og man får 4 nye rynker ved tanken om at a) skulle smøre madpakker og b) tvinge dem i sure børn, så kan man overveje at lade dem raide en Lidl eller en Rema, inden man kører, og så bare supplere med en is eller en slush ice på en tankstation.

——————–

Det var, hvad jeg havde i ærmet, så nu er det jeres tur. Slå jer løs i kommentarfeltet; jeg finder lige ud af, om det evt. kunne give mening at samle jeres bud og sætte dem på som et punkt i indlægget, så det hele er samlet, eller om de står fint, som de gør, i kommentarfeltet.

God weekend derude, når I når så langt.

I øvrigt:

*Hviler der en melonforbandelse over mig. Ligemeget hvilken sort jeg køber og hvor meget, jeg lugter til den i butikken, så er den blød/mulet/muggen indeni, når jeg kommer hjem med den. Det er utrolig ubelejligt, når Fridas absolutte favoritspise er – du gættede det – melon.

*Har jeg ikke ord til at forklare, hvor lidt jeg skal bede om flere remix af gamle Elton John-sange.

*Har Frida fået et ur, og på en eller anden måde får det mig pludselig til at se, hvor stor hun er blevet. Min far spurgte i går, hvad klokken var, og Frida på 17 kiggede på sit håndled og svarede: “Den er to”. Jeg kan ikke følge med. 

*Har jeg forstuvet og/eller brækket tre tæer. Anton gik ind foran mig, og jeg nåede ikke at retningskorrigere, før jeg hamrede tæerne ind i hælen på ham. For at være sikker på, at jeg handikappede mig selv totalt, gentog jeg manøvren senere samme aften. Samme fod, samme tæer. JAaaAAaAA!, det gør ondt!! 

*Kan jeg ikke forklare hvorfor, men Holger Rune gør mig decideret aggressiv. 

* -men ikke så aggressiv som udsigten til en ny, helt EMO og skæv covid-variant, der med kirurgisk præcision lanceres samtidig med min firmaopstart.

*Er jeg startet forfra med The Walking Dead, og har den sidste måned slæbt farligt på fødderne, fordi jeg ved, hvor skrækkelig 7. sæson er. Jeg orker næsten ikke at skulle igennem den. Er det bare mig, der kan få det sådan med en serie??

*Har jeg købt en diffuser, og jeg ELSKER den! Er der noget jeg overser? For ellers forstår jeg ikke, at alle ikke har én.

*Har jeg booket et retreat til efteråret. Det bliver første gang siden jeg fik børn, at jeg skal være væk fra dem mere end én nat, og jeg glæder mig helt ustyrligt.

*Er der 8 arbejdsdage tilbage til Dobby is a free elf.

*Bliver jeg nødt til at skulle ind og se den nye Jurassic World. ÅÅÅH, så god med de dinoer!

*Vil jeg godt give 100 kroner for ikke at skulle høre mere om kagepersoner og måske-misogyne t-shirts. 

*Har vi de næste 10 dage: En diskofest, en sommerfest, Fridas fødselsdag, 2 andre børnefødselsdage, en hidsig samtale (mig), et golfarrangement, Skt. Hans og en nedlukning/opstart/sommerferie.

M2022, uge 23

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Pludselig opdaget, at mine børn er blevet så store, at jeg ikke behøver lave Hjemmeværns-store portioner, hver gang, jeg laver mad, så der er til fryseren.

Da de var mindre, var ulvetimen et af de tidspunkter, hvor jeg var allermest presset ift. at være alene, så dengang gav det god mening at optimere, så der var 3-4 nemme dage på lager, når jeg alligevel var i gang, men nu, hvor de er så store, at der er fred og ingen fare, er det no problem at lave maden på dagen.

Det er selvsagt stadig rart at have noget at hive ud, når der er meget at se til, men fordi jeg er så god til at bruge mine rester, og til at huske at fryse tingene, mens de stadig kan spises, bliver det lige her faktisk fryserkapacitet og ikke tiden til at lave mad, der er den knappe faktor.

Det skulle jeg bare lige opdage, og det gjorde jeg så nu. 

2.

Været i gang med at bruge ned af alting, fordi sommerferien nærmer sig.

Det betyder, at jeg nu gør mig ekstra umage for at få indkorporeret de ting, jeg har stående bagerst i køleskabet, i aftensmaden, og at jeg også på badeværelset tjekker op på cremer, sæber osv. 

Førstnævnte handler selvfølgelig om at nå at få tingene spist, så man ikke har 7 åbne poser og glas i køleren, der ikke overlever en sommerferie, og sidstnævnte handler om at være lidt smart ift. til, hvad man skal have med i toilettasken. Der er jo ingen grund til at slæbe en fuld shampo med både ud og hjem, ligesom det også er meget fedt, at det er de halvt-fyldte solcremer, børnene smider væk i skolen. *suk* 

Sidegevinsten ved den slags hyperfokus er, at man også kommer til bunds i de tuber, glas og krukker, der står med en bundslat og glor. Jeg har fået tømt hele 3 parfumer, der er betragteligt mere plads på hylden med sæbe og shampoo, og jeg har klippet de to håndcremer op, der har ligget i min taske, som jeg bare er blevet ved med at glemme. Fordi de begge var af den lidt dyrere slags, klippede jeg dem op, og selvom vi har snakket om det før, så bliver jeg altid grænsende-til-forarget over, hvor meget, der sidder tilbage i hjørner og sammenføjninger. 

3.

Ringede en kollega mig op efter at have læst mit indlæg om udgifter ifm. opstart af firma, og sagde, at hun syntes forsikringen, jeg var blevet tilbudt, lød voldsomt dyr. Jeg spurgte, om ikke hun ville sende mig et screenshot af prisen på hendes, og det gjorde hun. Den videresendte jeg til min egen forsikring sammen med en høflig forespørgsel på, om vi mon havde fået mig indplaceret forkert.

Det resulterede i, at de slog 1100 af prisen. Det tænker jeg mange ting omkring, men altså… I første omgang er jeg glad for at have sparet pengene, og det bekræfter endnu engang, at det altid er en god ide at tale højt om penge, priser og løn (sagde den gamle tillidsrepræsentant).

I spørger, jeg svarer: Depp, Heard & #Metoo

Hej Linda.

Nu er der faldet dom i Depp/Heard sagen og mange snakker om, at det er et tilbageslag for metoo.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg mener. Du har skrevet lidt om sagen for nylig, og nu er jeg blevet nysgerrig på, hvad du synes?

Bh

Britt

Hej Britt.

Den sag er lidt af en hvepserede, og derfor har jeg undladt at skrive om den, mens den har stået på. Af samme grund som når jeg undlader at skrive ret meget om vaccinedebatten og ren politik: Det er ikke værd at blive uvenner over, for der er intet af det, jeg eller andre i kommentarfeltet skriver, der kommer til at ændre holdningen hos dem, der mener det modsatte. 

Når jeg så hopper med ombord her ved at svare på dit spørgsmål, så er det fordi jeg faktisk synes, at det nu bliver langt mere generelt og vigtigt, fordi det handler om, hvad man kan spænde #metoo-nettet ud under.

For at starte med helt rene linjer har jeg været #teamJohnny hele vejen. Ikke fordi han er en mand, eller fordi det er synd for ham, men fordi han på alt, hvad jeg har set fra retsagen (og det er temmelig meget), på mig har virket langt mere troværdig, end hende, hvilket jo har ret stor betydning i en sag om bagvaskelse.

Jeg kan også ligeså godt sige ligeud, at jeg ikke er enig i, at JD har vundet ved at vende sagen på hovedet og undvige anklagerne ved at angribe hendes karakter (det såkaldte ‘Darvo’). De karaktertræk og handlinger hos hende, de er gået efter, synes jeg har været relevante for sagen, modsat den slut-shaming og victimblaming, mange voldtægtsofre desværre udsættes for (det var hendes egen skyld/hun var for fuld/kjolen var for kort/hun skulle ikke have sat sig ind i den bil osv). Jeg synes simpelthen ikke, at det er det samme. Her er advokaterne gået efter relevante udsagn og hændelser, hvor hun f.eks. har påstået, at hendes læbe var flækket/næsen brækket, og optagelser fra den røde løber og talkshows, der er foregået samme dag eller dagen efter, har vist, at der ikke har været en ridse at spore i ansigtet på hende. Hun har talt usandt gentagne gange, vidner har modsagt hendes forklaringer, og der er lydoptagelser af hende, der gør præcis det, hun beskylder ham for at gøre.

For mig er der enten ingen eller to ofre i den her sag, afhængigt af, hvordan man ser på det, og derfor synes jeg ikke, at det er hverken retvisende eller retfærdigt, at den ene efter forgodtbefindende kan skære sig selv ud af billedet og påstå, at det, der står tilbage, er sandheden.

Jeg er for så vidt enig i, at sagen kommer til at påvirke #metoo negativt – men for mig at se er det hende, der er skyld i tilbageslaget, fordi hun i min optik har forsøgt at udnytte tidsånden til at spinde et narrativ, der ville være fordelagtigt for hende.

For jeg kan ikke forstå, at vi ikke, når vi taler om tilbageslaget for #metoo, skal snakke om, at hun løj. Flere gange. Så når folk skriver, at det ødelægger hele #metoo bevægelsen og alt, hvad den har kæmpet for, og ikke forholder sig til løgnene, så skriver de jo reelt, at JD skulle have været ofret for sagen, uanset hvad. Og det er sgu da helt skævt, for det er da heller ikke dét, #metoo skal fremme, synes jeg? 

Der er meget polimik om, at sagen er ført i lige så høj grad på de sociale medier, som i retsalen, og det bliver også kritiseret. Her er min holdning, at det er hende, der har valgt arenaen. Hun valgte at skrive et indlæg i en avis, og bragte det dermed ud, hvor alle, mere eller mindre frivilligt, blev tilskuere. Hvis det “bare” var sandheden, hun var efter, ville det have været langt mere oplagt at melde ham til politiet, og køre en sag dén vej – for så kunne hun jo med sindsro have fortalt sin historie bagefter. Det gjorde hun ikke. Efter eget udsagn for at beskytte ham, mens de var i gift – men når hun nu ikke havde skrupler ved at skrive sin historie i avisen, opfatter jeg det sådan, at hun ikke længere var hæmmet af dét hensyn, og så kunne hun jo have valgt at melde ham i stedet. Igen: Det gjorde hun ikke. Og når HUN løber an på at kunne springe bevisførelsen over, og i stedet prøve at bruge medier og offentlighed til at ødelægge hans karriere, så har jeg svært ved at se det urimelige i, at det også er dér, han vælger at forsvare sig.

Det er også værd at huske, at juryen ikke har set alle de memes, reels og tweets, der har lagt nettet ned de 6 uger, sagen stod på. De har formentlig ikke kunne undgå dem helt, men i princippet må de kun dømme ud fra det, de har set præsenteret i retsalen.

At livestreamingen af sagen og internettets take på det kommer til at påvirke hendes karriere herfra, er rimelig åbenlyst, men fordi det præcist var det, hun forsøgte at gøre mod ham, er det svært at føle medlidenhed over, synes jeg.

Når vi har samtalen om #metoo, og frygter, at vi med denne dom er sat tilbage ift. at blive troet som kvinder, så handler det nok om, at mange af os desværre har førstehåndserfaring med at opleve seksuelt krænkende adfærd, og måske også har prøvet at fortælle det til nogen, som enten talte det ned eller ikke troede på os.

Derfor er det nok meget naturligt, at vi er bekymrede for, om bolden er spillet tilbage i fødderne på de mænd, som lige nu står og fryder sig over, at “kvinder ikke bare kan få ret ved at råbe: “Metoo!”.

Men vi taler lige forbi det reelle problem, synes jeg, for vi taler på begge sider af hegnet om sagen, som om, den er én af dem, hvor mænd systematisk har udnyttet skæve magtrelationer, og krænket kvinder. Og – og det har vi rettens ord for nu – det er ikke det, der er sket her.

Og det er faktisk dén debat, jeg synes, vi bliver nødt til at have.

For hvordan sikrer vi, at de her sager fortsat bliver taget alvorligt, men at retfærdigheden stadig skal være med ombord? For vi startede i den ene grøft, hvor mænd pr. default havde ret til at gøre, hvad de ville, og kvinder var hysteriske, hvis de sagde nej, og nu er vi måske tæt på at køre i den *anden* grøft, hvor alle er så bange for at blive opfattet som u-woke, at #metoo blev et argument i sig selv, som ikke kræver hverken beviser eller sandsynliggørelse.

Og nu tager vi en emnemæssig afstikker, så hæng lige på et sekund. 

For for et par måneder siden, var der et barn i et af børnenes klasser, der pludselig blev taget ud. Moderen til barnet skrev på fb mandag, at barnet havde det svært og ofte følte, at h*n havde de andre imod sig. Onsdag var barnet udmeldt, og fredag så jeg et opslag fra moderen, hvor hun skrev, hvor glad barnet var for sin nye klasse på den nye skole, og sluttede opslaget med hashtagget #StopMobning. 

Sagen er bare, at der ikke er NOGEN, der aner, hvad det her handler om. Ingen.

Forældregruppen er ikke specielt tætknyttet eller sammenspist, og mig bekendt er der ikke problemer blandt børnene i klassen. I forbindelse med et forældremøde et par uger senere blev den generelle klassetrivsel og eventuelle problemer taget op, og ingen – INGEN – havde hørt eller oplevet noget problematisk. Heller ikke lærerne.

Kan barnet stadig have følt sig mobbet? Så absolut. Men det bliver det jo altså ikke nødvendigvis sandt af. Og det er en SUPER underlig fornemmelse, at nogen har taget patent på sandheden, udelukkende på baggrund af egen oplevelse af den. 

Du kan også prøve at forestille dig et scenarie, hvor en kollega af anden etnisk oprindelse end dansk, pludselig på de sociale medier beskylder din arbejdsplads for at være racistisk. Forholder det sig sådan? Måske. Vedkommende kan *sagtens* have oplevet det sådan – men ville du ikke som minimum gerne have mulighed for at blive hørt?

For problemet er, at der kan være to SÅ forskellige opfattelser af virkeligheden, at det ikke giver mening at tale om at afdække Sandheden. Det tror jeg vi alle har prøvet med ekskærester, familiemedlemmer eller kolleger. Ingen af os er ubeskrevne blade, og vi fortolker alle sammen vores oplevelser ud fra den forståelsesramme, vores livsvilkår har givet os. Der kan sagtens være to opfattelser af virkeligheden, der er modsatrettede, men som stadig begge, for de respektive parter, er sande. Og NETOP derfor er der nødt til at være en eller anden form for regulering af, hvad man må bruge sin fortælling til, så det ikke bare bliver den, der fortæller den først, der vinder.

Det er nemmere for mig at holde sagen ud i strakt arm, når jeg prøver at overføre principperne på problemer, hvor jeg ikke pga. mit køn har en potentiel, iboende bias, men uanset om vi taler om racisme, krænkelser eller undertrykkelse, så bliver det altid svært, når to individer pludselig bliver galionsfigurer for sager, der er langt større end dem og den konkrete konflikt, de står i.

Flertallet skal ikke have lov at diktere enkeltindividets oplevelse af virkeligheden. Det har vi prøvet, og det er vi heldigvis på vej væk fra.

Men jeg mener, at det er i alles interesse at holde fast i, at der skal være en form for systematisk sagsgang, når vi fremsætter anklager; at freedom of speech ikke skal være så grænseløs og vidtrækkende, at man gratis og uden konsekvenser offentligt kan sige ting, der ødelægger andre menneskers liv og muligheder. Uanset køn, race og alder.

Det blev langt, men jeg håber, at du synes, jeg har svaret fyldestgørende, Britt, og at jeg har fået argumenteret godt nok for min holdning til, at man kan se, hvor jeg kommer fra, selvom man ikke er enig. 

I er, som altid, mere end velkomne til at byde ind med tanker og perspektiver. Men fordi den her sag er blevet så betændt, som den er, så husk lige at læse jeres kommentar en ekstra gang, inden I trykker udgiv, så kommentarfeltet ikke udvikler sig til et slagtehus ❤️

M2022, uge 22

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fundet en opskrift på en hvid dressing, som er meget billigere, end den, jeg køber, når jeg engang i mellem får lyst til det i en pastasalat eller lignende: Halv pikantost og halv mayo. Den tager 10 sekunder at røre, og jeg har altid begge dele i køleskabet. Det er WAY billigere end de færdige creme fraichedressinger, jeg køber, bruger 4 skefulde af, og derefter flytter rundt på i ugevis, inden jeg til sidst smider dem ud.

2.

Tjekket opgørelsen for maj måneds elforbrug. Sidste år brugte vi 281 kWh, i år har vi brugt 222, dvs. en besparelse på ca. 20%. Det er ikke de 30%, vi sparede i sidste kvartal, men nogle meget lavpraktiske ting som f.eks. høfeber, soveaftaler og et arbejdsskema, der har betydet, at der skal vaskes, når der skal vaskes, har gjort, at vi har været nødt til at køre et par ekstra maskiner tøj og bruge tørretumbleren lidt ekstra. Sådan er det. Det er stadig en besparelse, og jeg er 100% afklaret med, at de her spareøvelser ikke skal blive så trælse, at jeg ender med at tænke ‘fuck det!’ og droppe dem helt.

3.
Er jeg gået fuld Jørgen Clevin. 

Vi kommer ikke til at lave en helt masse denne sommer. Dels pga. priserne men også pga. firmaopstart. Derfor er jeg begyndt at brainstorme på, hvor vi kan tage hen, og hvad vi kan lave, uden at det koster en million.

En af de ting, jeg har på listen, er picnic på stranden og i forskellige skove og parker. For at have lidt med at lave, vil jeg have købt et vikingespil, men jeg har også i denne uge sammen med børnene lavet to spil af sten, vi har fundet på standen, nemlig Kryds & Bolle og Find Holger-gemme.

De fylder ingenting i bilen, og de blæser ikke væk, uanset hvor dansk, sommeren bliver. 

4.

Har vi fået mexicansk, og jeg har brugt alle resterne til at lave tortillaspakker til fryseren. 

Det er den perfekte måde at rydde skålene på, måske specielt hvis man kun er én voksen i husstanden, og man dermed ofte har lidt mere mad i overskud, når man f.eks. laver oksekødsfyld af en pakke fars.

Vi fik almindelige tortillas mandag og tirsdag, og da vi havde spist tirsdag, smurte jeg resten af tortillapandekagerne med refried beans, og fyldte dem med oksekød, majs/tomat/forårsløg/peberfrugt, revet ost og de knuste rester af nachos-chipsene. Sidstnævnte giver god smag, men har også den fordel, at de suger overskydende væske, så pakkerne ikke lækker. (Af samme grund skal man undlade/være MEGET nærig med salsaen, hvis man har noget af dén i overskud. Frys den hellere særskilt i små bøtter, så du kan tage sådan én op sammen med din …, ja, det er jo så egentlig en burrito nu). 

Jeg smed pakkerne i paninigrillen, lod dem køle af og smed dem i fryseren. Nu er det bare at tage dem op et par timer inden, jeg skal bruge dem, og så varme dem i ovnen.

(De uger, hvor jeg har den slags på madplanen, laver jeg ofte ‘evighedssalaten’, som kan laves søndag og holde sig frisk i køleskabet frem til onsdag/torsdag-stykker. Den består af forårsløg, gulerod, agurk uden kød, snackpeber og cherrytomater, som alt sammen hakkes i små tern og vendes i en smule frisk lime- eller citronsaft).

———-

Til sidst bare en PSA at gå på weekend på: Søde, sjove, fine Marie har åbnet sin blog igen. Hurra og velkommen tilbage i blogland, Marie. Du har været savnet.

Målgrupper, priser og spejle

Jeg har i dag taget hul på min sidste måned som lønmodtager. Om 24 dage går jeg på ferie, og så er det slut med at være, hvor jeg er. 

Det hele skrider fremad i sin egen skæve rytme. Jeg undersøger, mailer og ringer som aldrig før, og ofte er det tre skridt frem og ét tilbage, fordi jeg pludselig snubler over en ny oplysning, og så må tilbage og justere. Men jeg lærer en masse nyt, jeg bliver klar og jeg glæder mig helt vildt.

At skulle tænke mine kompetencer ind i en ny ramme, giver også anledning til at forholde mig til valg, jeg tidligere har truffet, som f.eks. ift. det, jeg indtil nu har tænkt som ‘skriftligt arbejde’. For ‘skriftligt arbejde’ er helt sindssygt ukonkret, og dermed svært at beskrive og sælge.

Og hvor tegnsprogstolkning jo er nogenlunde givet, så er der på dét her område mulighed for at gå alle veje. Er det ren korrektur, jeg vil tilbyde, eller kun tekstredigering? Vil jeg producere tekst eller kun rette allerede skrevne tekster til, har jeg en holdning til, om det må bruges offentligt, er der en nedre eller ovre grænse for antal af sider jeg tager ind, vil jeg gerne have fat i studerende osv. osv. 

Fordi skæbnen ofte hjælper lidt til, når man holder op med at forsøge at svømme imod strømmen, fik jeg for et par måneder siden en større, skriftlig opgave til gennemlæsning og tilretning. Det er lang tid siden, jeg har haft tid til at tage de opgaver ind, men nu var der lige et hul. Det var den 5. af slagsen, jeg har haft for samme kunde, og det har været et virkelig godt samarbejde. Opgaven var 50 sider lang, og da jeg skulle prissætte min indsats, kunne jeg mærke, at jeg stod ved en skillevej. 

For indtil nu har jeg taget mindre, end jeg gennem tiden har betalt mine barnepiger, for mit arbejde, fordi jeg ikke har følt, at jeg kunne være andet bekendt.

Men det tager helt sygt lang tid at lave tekstredigering. I hvert fald for mig. Jeg kan nå tre sider på en time. Til gengæld er det, jeg sender retur, brugbart og konkret, og jeg vurderer i al beskedenhed, at det hver eneste gang, har opkvalificeret opgaven betragteligt.

De andre gange, jeg har lavet noget for den samme kunde, har opgaverne været ca. 10 sider lange, hvilket er ca. 3 timers arbejde. Det kan jeg for det meste nå på en aften, og jeg har sat prisen derefter. 

Men nu stod jeg med 50 sider, og hvor jeg godt kan blokke en hel aften ud til at arbejde, så kan jeg ikke gøre det alle dage, en uge i træk. Derfor bliver det længe, jeg sidder med så lange opgaver, og fordi man lige skal tilbage i det, hver eneste gang man har sluppet det, ryger tempoet yderligere ned.

Fordi kunden har været med fra starten, fik hun den samme sidepris på de 50 sider, som hun har fået på de 10 – hvilket pludseligt gjorde det MEGET tydeligt for mig, at det er for lidt.

For jeg sad med snuden i computeren i alle mine vågne timer i 8 dage, og det tydeliggjorde, at det, jeg egentlig sælger, er min tid. 

Det gav anledning til nogle ret interessante tanker om, hvorfor jeg er bange for at sætte prisen for højt, og forudsigelig nok var konklusionen, at det i bund og grund handler om manglende selvtillid. At jeg er bange for, at produktet ikke er perfekt – måske specielt fordi jeg ikke har en formel uddannelse i at gøre, hvad jeg gør, og dermed ikke føler mig certificeret berettiget til at gøre det. 

Det, jeg til gengæld har, er et ualmindeligt godt øje og øre for sprog, og 20+ års viden, samlet op på diverse arbejdspladser og uddannelser, hvilket gør mig i stand til at læse og forstå analyser og beskrivelser af selv ret komplekse problemstillinger, og se, hvor de er for tynde, usammenhængende eller indforståede.

Det tanketog buldrede lige ind i noget, jeg har tænkt på i andre sammenhænge, nemlig angsten for at være For Meget. Det er en angst, jeg har forholdt mig ret meget til de sidste par år, fordi jeg har fået en datter, der – modsat mig, da jeg var barn – ikke er bange for at være for meget. Overhovedet. Hun er ikke bange for at larme, for at skille sig ud eller for at stå fast og ved sig selv, og der ligger meget selvudvikling i at betragte mine egne reaktioner på hendes måde at være i verden på.

Det er en linse, der farver alt, hvad jeg betragter igennem den, helt ned til det humoristiske slogan på firmabilen, jeg overhaler på motorvejen, som jeg syrligt dumper med et: “Det er for søgt.”

Jeg arbejder med det, fordi jeg efterhånden er ved at lære, at man ikke kan dømme noget hos andre, uden samtidig at dømme det i sig selv. Det vender nok i virkeligheden den anden vej, men hvor det kan være svært at arbejde konkret med i sig selv, kan det være ret sundt at zoome ind på og dvæle lidt ved de tanker, der opstår, hvis man f.eks. ser en tyk mand spise en is, og tænker, at ‘det skulle han nok have ladet være med’. Eller hvis man dømmer et hjem, der roder, en person, der ikke kan finde arbejde, eller én, der godt kan lide at blive kigget på. For den bagvedliggende årsag til den fordømmelse er hundrede procent sikkert også noget, man dømmer i sig selv, og dermed medfører (tillært) overbærenhed for din næste automatisk også mere overbærenhed overfor dig selv.

Derfor øver jeg mig i at gøre sætningen længere; at følge et “Det er for meget!” op med “- for hvem?” For det er jo ikke sådan, at der et sted sidder et overpanel af dommere, der vurderer din samlede indsats som menneske, og at du kun består livets eksamen, hvis alle elsker dig og synes, du er den bedste, sjoveste og dygtigste til alt.

Ingen er for alle, det er ikke en fejl at fravælge og blive fravalgt, og det er ret godt at minde sig selv om. 

Det handler om at finde sine mennesker og sin målgruppe. Dem, du er den rigtige for. Både når det kommer til din personlighed, din humor og dit produkt.

M2022, uge 21

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået verdens mest patroniserende mail fra silverbacken på boligforeningens hovedkontor, om at ‘Ista vender tilbage – du behøver ikke rykke mig mere’.

Så nu har jeg selv ringet til Ista og fået de forbistrede koder. Ikke at jeg blev specielt meget klogere af dét; jeg synes, at det her med vand og varme er markant sværere at blive klog på end el. Specielt fordi vores vej, åbentbart som den eneste i boligforeningen, får det to forskellige steder fra.

Jeg har brugt uforholdsmæssig lang tid på at prøve at forstå, hvordan det hænger sammen, og har også skrevet til boligforeningen for at høre, om ikke vi kan få en Ista-person ud og gennemgå set-up’et på deres selvbetjeningsløsning på apps og hjemmesider. Og jeg kan SAGTENS mærke, at de synes, jeg er skideirriterende, men det begynder at gå op for mig, at der faktisk ikke er ret mange, der har styr på det her – de fleste vil bare ikke spørge af frygt for at fremstå som idioter. Den bro har vi jo for længst krydset her i firmaet, så jeg spørger løs. I. Don’t. Care. Det kan ikke være rigtigt, at noget vi ikke kan undvære, og som lige nu stiger helt sindssygt i pris, er så svært at forstå og følge med i  – og at det er bare vores eget problem.

Når det er sagt, så kommer der også et tidspunkt, hvor må man stoppe op og revurdere, hvor energien er bedst brugt, og jeg kan godt se, at jeg lige nu skal bruge væsentligt mere energi på at forstå mine regninger og app’en, der hører til, end det giver mening. Så nu starter jeg et andet sted, nemlig med at aflæse mine målere en gang om ugen. Jeg har lagt en bog ud i bryggerset, og så starter vi dér.

Så er jeg forhåbentlig bedre klædt på til at spørge ind til det, der ser mærkeligt ud, når jeg får den næste opgørelse. 

2.

Forbudt mig selv at købe ind til Kr. Himmelfartsferien.

Instinktet er at hamstre, når nu butikkerne holder lukket, men jeg har god erfaring med at lave en slags ‘indkøbs-faste’, bare en gang i mellem. Det tvinger mig til at tage det, der ligger bagerst i fryseren, at få brugt prøven med ansigtscreme og komme til bunds i snackskuffen.

Og altså: Verden er jo aldrig mere lukket, end at vi kan få fat i alt på 10 minutter, hvis det virkelig kniber. 

3.

Gjort mig mine første have-erfaringer.

Nogle krukker er for små, så jeg vander jorden af dem, når jeg vander. Nogle af dem står forkert og får ikke helt lys nok. Jeg har også fået svedet bladene på nogle af planterne, fordi jeg ikke lige fattede, at man skulle gøde nedefra og ikke ned oveni det hele.

I stedet for at rulle øjne af min egen manglende formåen, øver jeg mig i at huske, at jeg lige skal lære det, og at fejl som bekendt en fin læremester ift, hvordan ting *ikke* fungerer.

Og er det minimalisme? Næ. Ikke i klassisk forstand. Jamen, hvad laver det så her på listen, Linda? Det skal jeg sige dig.

Det er på, fordi jeg synes, jeg skal være god til alt, hvad jeg giver mig til, første gang, jeg forsøger. Alle – inkl. min hjerne – ved, at det jo ikke er sådan, det fungerer, men den slags realiteter er min indre stemme beklageligvis ganske upåvirket af. Derfor er det for mig en god, mentalminimalistisk øvelse at bevæge mig ud i noget, jeg ikke har prøvet før, og hele tiden holde mig for øje, at det overordnede mål faktisk ikke er projektet i sig selv, men at lære at udvise lidt større overbærenhed overfor mig selv og de fejl, der uværgerligt følger med, når man skal tilegne sig nye færdigheder eller gøre noget andet, end man plejer. 

Hvilket jo er temmelig relevant, når man f.eks. skal starte sin egen virksomhed op.

Så jeg øver mig, fejler, tager ved lære og fejler igen.

Det er work in progress, og det er ok.