You were so preoccupied with whether or not you could that you didn’t stop to think if you should
Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at mene noget højt om hele sagen om influenceren med ADHD, der har fået tilkendt 15 timers personlig assistance om ugen, betalt af kommunen.
Men nu er jeg blevet spurgt om min holdning til sagen af 5 forskellige mennesker, og selvom ingen ligger vågne om natten for at høre, hvad jeg mener om tingene, så har jeg heller ikke lyst til at være sådan én, der kun mener noget, når det er gratis.
Derfor kommer mit take her. Jeg nævner hende ikke ved navn; ikke fordi jeg ikke vil stå ved min holdning, men fordi jeg ikke har lyst dukke op, når mennesker med en dagsorden googler hende, på jagt efter nye vinkler at angribe hende fra.
Men for bare at starte med at sige det, som det er, så irriterer hele sagen mig inderligt. Jeg synes, at hun fremstår privilegieblind og tonedøv, og at hun bidrager til fortællingen om, at ADHD er et modefænomen, som man ikke behøver at tage alvorligt.
Men inden jeg begrunder min holdning, ville det være urimeligt ikke at disclaime den ved at sige, at jeg er ude af stand til at være objektiv her, fordi der er ikke ét aspekt i sagen, der ikke er et vilkår i mit liv.
Tegnsprogstolkning til døve borgere i job er nemlig også personlig assistance (PA), og dermed er jeg et handikapkompenserende hjælpemiddel, når jeg tolker på arbejdspladser. Ordningen er reguleret i BEK nr 1317 af 08/09/2020, og ansat i en fuldtidsstilling kan en døv medarbejder maksimalt få tilkendt 20 timers tolkebistand om ugen.
Det betyder, at jeg på sin vis har en økonomisk interesse i, at mennesker med et handikap får tilkendt assistance, og så kan man diskutere, om det gør en forskel, at vi her taler om neurodivergens og ikke et høretab.
Samtidig har jeg selv, som flere af jer ved, ret voldsom ADHD. Det er en spektrumdiagnose, og det er forskelligt, hvor vi hver især er ramt af konsekvenserne af den, hvilket gør det svært at sammenligne graden, men hvis jeg skal prøve at gøre det konkret, giver man normalt maksimalt 70 mg. Elvanse til folk med svær ADHD. Jeg får 80.
Derudover har jeg to børn med hhv. ADHD og autisme, som jeg forsøger at få nogenlunde helskindede gennem folkeskolen. Børn, som jeg insisterer på har ret til at trives, og som jeg prøver at give redskaberne til at leve gode, meningsfulde liv.
Ovenstående er nødvendig baggrundsinfo, synes jeg, for det giver forhåbentlig en linse at læse mine ord igennem, så I selv kan lægge til og trække fra, der hvor jeg helt indlysende er farvet af egne vilkår.
Man skal have levet under en sten for ikke at være klar over, hvor svært neurodivergente børn har det i dag, og hvor sparsom hjælpen til dem er. Det er allerede grelt, og det bliver kun værre de næste år, hvor man har lanceret endnu en spareøvelse under dæknavnet ‘inklusion’. De børn, der ikke er udredt, får endnu sværere ved at få lov at blive det, og de få, der slipper igennem nåleøjet, får stadig ikke den hjælp, de har brug for.
Det er som at se et færdselsuheld i slow motion, og min sjæl siver ud af kroppen på mig, når jeg tænker på konsekvenserne, det kommer til at få.
Når det nu forholder sig sådan, og det har været massivt beskrevet i medierne de sidste par år, er det svært for mig at forstå, at man ikke kan se det vilde i at stille sig frem og fortælle, hvor meget man selv, som voksent menneske med masser af selvbestemmelse og håndtag at dreje på, har fået tildelt – og hvor nemt det var at få.
For børn og deres forældre er bundet på hænder og fødder; der er undervisningspligt i Danmark, og økonomiske sanktioner, hvis du ikke sørger for at dit barn stiller i den skole, der langsomt slukker deres livsgnist og påfører dem belastningsreaktioner, som mange af dem kommer til at kæmpe med resten af livet. For de familier er der nærmest *kun* valg med hæslige konsekvenser, for ingen forældre drømmer om at være nødt til at tage orlov eller træde ud af arbejdsmarkedet, fordi skolen tager livet af deres børn. Det har enorme konsekvenser for den enkelte familie at have et barn med en spektrumdiagnose, både socialt, økonomisk og ift. de muligheder, man kan tilbyde eventuelle søskende.
Derfor er det nok svært for mange af os, der står på dén side af stregen at have forståelse for, at et menneske, der økonomisk ikke lader til at lide nogen nød, og som selv kan kompensere for sine udfordringer ved enten at gå lidt ned i tid eller ved at betale sig fra hjælpen, begejstret tager et stort stykke af den kage, som i forvejen er alt for lille, bare fordi hun kan.
For det handler jo ikke om, hvorvidt hun har ret til hjælpen eller ej. Det har hun, helt indiskutabelt, al den stund, at hun har fået den bevilget.
Men fordi man har ret til noget, behøver man måske ikke altid at gøre brug af den ret?
Og hvis man alligevel gør, behøver man måske ikke råbe det ud fra byens tage.
På mange måder kommer det ned til ret vs. moral, og egentlig synes jeg, at der er lighedspunkter mellem den her sag og den famøse “rumekspedition”, som Katy Perry og veninderne for nyligt har været på.
For de har jo sådan set også ret til at bruge deres penge, som de vil, og de er ikke forpligtede til at bekæmpe hungersnød og fattigdom eller til at tage hensyn til miljøet, der ligger ud over, hvad loven foreskriver.
Ganske ligesom ministre kan få kørepenge, landmænd har ret til at udlede pesticider i grundvandet, og minkavlere har ret til i årevis at indkassere erstatning for deres nedlagte produktion, samtidig med at de opstarter en ny.
Til gengæld har offentligheden jo så også ret til at have en holdning til det.
For mit eget vedkommende søgte jeg for år tilbage støtte én time om ugen pr. barn; udelukkende så jeg kunne tage med dem til specialtandlæge, sidde med til Tværsmøder, og holde børnene hjemme de dage, hvor skolen havde planlagt heldagsaktiviteter, som på alle måder virkede skønne, men som lå LANGT ud over, hvad man med rimelighed kunne forvente, at et neurodivergent barn ville kunne rumme.
For det følger jo med, når man insisterer på inklusion. Børnene er ikke kun autister i matematiktimerne eller mellem klokken 8 og 13. De har også særlige behov, når der planlægges ture ud af huset, når der er volleyturnering for alle 5.klasser i kommunen, eller når klubben skal cykle i skoven. Og dén del er der ingen, der tænker inklusion ind i. Bortset fra forældrene, selvfølgelig, som skal finde en løsning, så deres ikke-trafiksikre børn ikke dør af at skulle på tur, eller som skal samle op, når deres små autister har brugt 5 dages overskud på at stå 4 timer i en hal med akustikken fra helvede, sammen med 300 andre børn.
De neurotypiske børn skal jo helt indlysende ikke snydes for det, der for dem er sjove og inspirerende dage – men der er ikke personale sat af til, at nogen kan blive på skolen med de børn, der ikke kan deltage, og hvad gør vi så?
Jeg skrev 10 sider om hvert af mine børn og udfyldte spørgeskemaer i metermål. Kommunen indhentede udtalelser fra børnehave, egen læge, skole, fritidstilbud og PPR. Jeg blev udspurgt 2 x 3 timer herhjemme, og indsendte dokumentation i et omfang, de færreste kan forestille sig.
Jeg var hele tiden MEGET klar omkring, at jeg bare søgte den éne time, så jeg havde mulighed for at tage opgaver om eftermiddagen, som erstatning for den tid, jeg måtte klippe ud midt på arbejdsdagen, og jeg skrev allerede i første ansøgning, at jeg var indstillet på selv at betale barnepigen af egen lomme for alt, hvad der lå ud over den ene time. For mig handlede det om at overleve økonomisk, passe på mine børn og at få en barnepige, der var ansat mere formelt, end jeg selv havde mulighed for at gøre – for den model havde jeg naturligvis allerede selv afprøvet.
Jeg fik, efter halvandet år, nej med den begrundelse, at ‘en barnepige er en udgift alle forældre må påregne’, og fordi jeg selv ‘havde valgt at få børn alene’.
Sagsbehandlingen tog så lang tid, at børnene var blevet for store til reelt at have brug for den støtte, jeg søgte om, da jeg endelig fik mit afslag fra Ankestyrelsen, hvor jeg havde klaget over sagsbehandlingen og helt urimelig sagsbehandlingstid, men lærte, at jeg kun kunne påklage selve afgørelsen. Jammerlig sagsbehandling er bare ærgerligt, nemlig.
Og normalt abonnerer jeg på ideen om, at jeg ikke har mindre, fordi andre har mere. Jeg finder hverken glæde eller mening i, at andre skal have det svært, bare fordi noget har været svært for mig, og jeg bliver altid helt selvlysende af irritation, når den ældre generation bruger ‘- og vi klynkede ikke!’ som argument for at bevare status quo.
Men lige her TAGER hun jo faktisk noget fra fællespuljen, som andre så mister muligheden for at få, og måske er det misundelsen, der taler, men som enlig mor med ADHD, to børn med særlige behov og en lejebolig, der fik nej til én time, er det måske en lille smule svært at gennemskue, hvorfor hun, med hus og indbo til et tocifret millionbeløb og en husholdning med to indkomster, får bevilliget 15 timer.
Jeg er med på, at et dyrt hus og en luksussofa ikke er det samme som rede penge i hånden. Men det stadig svært at have sympati for, at et menneske med SÅ solidt et økonomiske fundament, får tildelt noget, som mennesker, der kæmper for at få enderne til at nå sammen, bliver nægtet, på baggrund af samme diagnose.
Det ville være rimeligt at indvende, at jeg blander æbler og bananer her, for PA-bevillinger og børnepasning (‘aflastning’, som det hedder), som jeg søgte om, reguleres af to forskellige lovgivninger, og har dermed formelt ikke noget med hinanden at gøre.
Det er sandt – men i begge situationer taler vi om neurodivergens og de udfordringer det giver, og prøver at sammenholde udgiften til hjælp med, hvad vil koste, hvis et voksent, skattepligtigt menneske falder ud af arbejdsmarkedet. For det er jo den helt overordnede grund til overhovedet at bevillige støtten. I dét regnestykke er det jo i og for sig lige meget, om det er ADHD hos forældre eller børn, vi taler om.
Jeg kan se, at hun forsøger at ride stormen af ved at gøre det til en diskussion om, hvorfor ALLE ikke bare kan få den hjælp, de har brug for. Her er jeg for så vidt enig med hende. Problemet med dén vinkel er bare, at vi på forhånd kender svaret: Der ikke er penge til det. Der er én kage, og når nogen får et større stykke, må andre nøjes med et mindre. Og det er dét, folk reagerer på.
I bund og grund er min holdning til sagen, at jeg ikke synes, det er særlig ordentligt at tage så meget, når andre må nøjes med så lidt. Heller ikke, selvom man faktuelt har ret til det.
Og jeg synes, at det er svært at tilgive, at hun, uagtet at det givetvis ikke har været hendes hensigt, allerede nu har gjort livet sværere for mennesker, der allerede står på tæer. For det her kommer med 100% garanti til at føre til, at nogle kommuner pludselig bliver MEGET nærige med deres PA-bevillinger – og her er der allerede masser af kommuner, der er tunge at danse med som det er. (Update: Det er allerede startet, kan jeg se her og her).
Hun har, i kraft af sit tidligere hverv som influencer, selv tegnet det billede af sit liv, som offentligheden reagerer på, og fordi det emmer af overskud og handlekraft, kommer hun desværre til at bekræfte fordommen om, at ADHD er en modediagnose, som mennesker, der gerne vil have opmærksomhed, jagter for at gøre sig interessante.
Og endelig kommer sagen på et tidspunkt, hvor jobcentrene står til at skulle ned- eller omlægges, og hvor PA-bevillingerne dermed risikerer at blive lagt over på nye sagsbehandlere, der ikke kender de borgere, de får ansvaret for at hjælpe. Her er det virkelig uheldigt at tegne et billede af, at PA er noget, man kan få, så man kan blive i sin strandvejsvilla og arbejde, når man lige føler for det.
Men som skrevet i starten: Jeg er inhabil, og uagtet at ovenstående er min holdning, så er der også et solidt argument i at hævde, at loven skal være lige for alle.
Det sidste, jeg har lyst til lige at runde, er, at jeg ikke forstår, at et medlem af kommunalbestyrelsen offentligt må kommentere en sag, der er behandlet i hans egen kommune. Heller ikke selv om den pågældende influencer selv har skrevet om det på SoMe.
Det er i min optik helt indlysende omfattet af den tavshedspligt, en offentlig myndighed er underlagt, for uanset hvor man står i den her sag, er det voldsomt undergravende for tilliden til den offentlige forvaltning, hvis man som navngiven borger kan risikere at blive brugt som løftestang for politiske agendaer.
Men om ikke andet, så håber jeg, at graverjournalisterne har bogmærket opslaget, så de kan hive det frem, næste gang Frederiksberg Kommune står med en træls sag, og deres talsmand påstår, at de ikke kan udtale sig om konkrete enkeltsager.
M2025, uge 16
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Inden vi går til ugens punkter: Hej igen. Long time, no .. write. Men nu er jeg retur, helt bionic og titaniumjacked, og det går på mange måder over al forventning. Men jeg er så træt, at jeg kunne optræde med det, så for nu får I lige et helt normalt M20XX at starte ud på; så kommer der et mere regulært indlæg i næste uge, hvor min hjerne forhåbentlig virker igen.
*
I den forgangne uge har jeg:
1.
Af gode grunde været hjemme 24/7, og da overskuddet har været i den lave ende, har jeg egentlig stillet mig tilfreds med at holde skibet nogenlunde flydende, så jeg ikke oparbejder en kæmpepukkel, der skal arbejdes i bund, når børnene starter i skole igen.
Men fordi jeg bare er hjemme, har jeg jo så til gengæld haft gode muligheder for at holde øje med elprisen, og bruge strøm, når den har været billig. Samtidig har jeg været ekstra obs på at alle mand lige bruger deres t-shirts og bukser en dag ekstra, og at man godt kan spise af den samme tallerken til flere måltider.
Det har været mere selvhjælp end egentlig idealisme, fordi jeg haft dage, hvor det har været relativt træls at stå op for længe ad gangen, men det har stadig betydet, at vi har brugt markant mindre strøm, end vi plejer – hvilket er ekstra imponerende, når man tænker på, at vi alle 3 er hjemme pga. påskeferien.
2.
Har jeg sparet en formue på take away, fordi jeg i ugerne op til min operation, forberedte mad til fryseren og sørgede for at købe noget af det, der ikke kræver overtalelse og som bare skal varmes.
Samtidig har alle mine mennesker været noget så søde til at hente varer for mig (Seriøst: Bilka To Go FTW. Ikke spons, men det er SUPER smart, at jeg selv kan købe ind OG betale for mine varer, så det bare er hjælp til afhentning, jeg har brug for), og der er flere, som også har smidt en portion aftensmad eller et friskbagt brød forbi.
Jeg har sagt ja tak til det hele, og det, vi ikke har spist, er røget i fryseren, som nu er godt pakket. Det er jeg oprigtigt taknemmelig over, både ift. komfort, men også fordi jeg de næste måneder er lidt begrænset ift., hvilke tolkeopgaver, jeg kan tage.
Jeg kan sådan set godt tolke, men jeg kan stadig ikke køre bil, og det er udelukkende faste opgaver, jeg kan tage, hvor jeg ved, at jeg ikke kommer ud til et møde, der pludselig er konverteret til et engelsk foredrag, eller til en frisk walk and talk i kuperet terræn. Mit arbejde er lidt specielt, fordi min arbejdsplads altid er andres arbejdspladser og arenaer, og jeg derfor ikke selv bestemmer, hvad der skal ske, men jeg vil kunne være min indsats bekendt, og det reducerer de mængden af mulige opgaver de næste 4-5 uger.
Derfor kommer der til at være et indtægtstab, og det er ikke det fedeste tidspunkt i verden, fordi sommeren nærmer sig med hastige skridt, og der er altid opgavenedgang.
Derfor er det en hjælp på flere måder, at der er masser af mad i fryseren, og jeg har lyst til at rejse en statue på Torvet af hver eneste af mine venner.
3.
Har jeg fået svar fra administrationen på boligforeningen ift. mit forslag om at etablere et skur med delegrej, og til min store overraskelse, var de meget positivt stemte.
Derfor har jeg stillet forslaget, så det kommer på til næste generalforsamling, og beboerne herude kan stemme om det, og nu skal jeg så i gang med at undersøge lavpraktikken.
Fordi jeg bor i en almennyttig boligforening, vil udgifterne til at bygge/etablere et skur blive lagt oveni huslejen. Derfor skal jeg have undersøgt, hvad der findes af muligheder, så det forhåbentlig ikke bliver økonomien, der spænder ben.
Hvis nogle af jer har erfaringer med fælles værktøjsskure, eller har konkrete ideer eller tips, vil jeg meget gerne høre dem. Jeg har selv tænkt på, at en walk-in conatiner kunne være en mulighed, men måske det er billigere at købe noget halvfabrikata?
Der er også lidt ift. hvordan man organiserer udlån og vedligehold, jeg skal have læst op på, for der er givetvis andre, der har gjort sig nogle erfaringer, som vi kan drag nytte af, men det er en meget meningsfuld opgave, synes jeg, og jeg glæder mig til at kaste mig over den.
M2025, uge 14
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Vi nærmer os min operation, så i den forgangne uge har jeg været i den lidt sære tilstand af indre klaustrofobi, som jeg altid befinder mig i, når jeg står overfor noget, jeg ikke kan overskue. Det er svært at forklare, hvordan det føles, men når jeg skal noget, jeg virkelig, virkelig ikke vil, så skal jeg aktivt fravælge at gå ind ad døren til det rum, hvor panikken bor. De få gange, jeg f.eks. er blevet scannet, ved jeg, at jeg er nødt til at dissociere, for hvis jeg bare strejfer angsten med en enkelt tanke, så eksploderer den. Det er som krystalglasset, lige inden det springer, hvor alt ser roligt og tilforladeligt ud, men hvor forskellen på et intakt glas og pulverisering er 0.01mikrohertz.
Smerterne ser jeg ikke frem til, ligesom jeg måske også havde håbet, at det ville være quaterback’en Fuld Narkose, jeg skulle på date med, men måske formanden for skak-klubben, Epiduralen, som jeg i stedet er blevet sat op med, viser sig at være bedre selskab.
Men det er kontroltabet, der holder mig i et jerngreb, som jeg ikke kan arbejde mig ud af. Jeg har altid haft det sådan med hospitaler, og har efterhånden sluttet fred med, at det nok ikke bliver anderledes. Jeg er derfor bare gået over til at informere om det til samtalerne, så personalet ved, at jeg stempler ind med det, der ligner stoisk ro, men at de bliver nødt til ikke at sludre løs til mig, for jeg kan ikke både samtale og fokusere på min vejrtrækning samtidigt.
At gå og vente på det giver mig scatterbrain ad helvede til, og jeg har svært ved at fastholde tankerspor og ideer. Derfor er ugen gået med små, konkrete projekter, og på plussiden har jeg fået ordnet mange småting af dem, man i hverdagen tænker: “Ej, det skal jeg også lige have ordnet” – for så at glemme alt om det igen. Samtidig har der også været lidt lavpraktiske forberedelser til operationen ift. mad og aftaler, der skulle styr på, og så har det for nogle af husets beboere fyldt meget, om påskeharen mon stadig kommer forbi, når dens nærmeste allierede er immobil.
Der er styr på det hele – tror jeg – og nu er jeg mest af alt bare klar til at få det overstået.
Ugens punkter består derfor af lavthængende frugter, som alle er nogle, jeg har haft i tankerne længe, men bare ikke har fået plukket.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg prøvet at undgå motorveje, og i stedet valgt landeveje, når det var muligt. Det er ikke altid, jeg har tid nok mellem mine opgaver til det, og jeg kommer også somme tider fra at gøre det, men fordi jeg i denne uge har været i både Horsens, Odense og København, plus det løse, forekom det smart at være lidt ekstra obs på brændstofforbruget.
Og det har virkelig lønnet sig; jeg har kunne holde det til at tanke én gang, selvom jeg har kørt (selv for mig) usædvanligt mange kilometer.
Som bonus kan jeg faktisk også bedre lide at køre landevej, fordi det er mindre hektisk, og fordi bilen larmer mindre på 90 km/t end på 130, så jeg bedre kan høre, hvad alle mine mobilvenner siger, når vi sludrer, mens vi kører Danmark tyndt.
2.
Har jeg sørget for at købe ind, så der er masser af nem mad i huset til de næste par uger. Er det hele biodynamisk grønt og fuldkorn? Nope. Men det meste af det er lavet fra bunden, det er mad, jeg ved, at lopperne spiser, og det slår stadig McD. og pizzamanden, både ernæringsmæssigt og økonomisk.
3.
Har jeg sendt en mail til hovedkontoret i boligforeningen og spurgt, om de ville være interesseret i at stille et skur til rådighed i afdelingen, hvis jeg undersøger muligheden for at lave dele-redskabsskur. Jeg synes, det er helt åndssvagt, at vi har 20 trillebøre, 20 hækklippere, 20 kantfræsere osv. osv., og derfor ville det være smart at lave et fællesskur, hvor vi kunne have et par stykker af hver stående, som alle kunne låne.
Service til mange, klapstole, flag, en stor grill osv. ville også kunne tænkes ind.
Jeg ved godt, at der er meget, man skal være opmærksom på, og måske kan det slet ikke lade sig gøre.
Men måske kan det.
Jeg vil bare ikke begynde at undersøge det, og stille med en fiks og færdig plan, for så at få at vide, at boligforeningen ikke vil stille opbevaringsplads til rådighed.
4.
Har jeg haft en kasse stående i mit bryggers, hvori jeg har sat det, jeg i min oversprings-sortering er faldet over, som vi ikke får brugt eller spist.
Jeg har ikke kørt fuld oprydning, men har bare taget de ting fra, som vi alle sammen har stående, og ikke bruger her og nu, men stadig lader stå, fordi *hvis* nu.
Men på et tidspunkt må man beslutte, om det skal bruges eller videre, og når man lige rammer Zonen, er det om at benytte sig af det.
Der er blevet sendt spil, dukketøj, spiritus, proteinpulver og bøger videre, og som altid har jeg bagefter tænkt over, at selv de ting, man syntes var svære at skille sig af med, forsvinder fuldstændigt ud af bevidstheden i det sekund, de er ude ad døren.
*
Næste uge holder M2025 pause, men jeg er stadig at finde i kommentarfeltet, og skal også nok pippe, når jeg er hjemme med min nye titaniumreservedel.
Hasta la vista, babies.
Prepperlife, vol. II
Vi nærmer os årsdagen for, hvornår jeg begyndte at interessere mig for prepping, og man må sige, at der er sket en del i verden siden da. Emnet er ikke blevet mindre aktuelt, og forleden hørte jeg, at Sverige nu opfordrer sine borgere til, ligesom i Norge, at kunne klare sig i 7 døgn, og ikke kun 3 som hidtil anbefalet – og som vi stadig kører med i Danmark.
For mig er det blevet naturligt at tænke opladning af mine powerbanks ind, og jeg har efterhånden fået lavet nogle gode rutiner ift. mit lager af mad. Jeg vasker mine skraldespande af med jævne mellemrum, og jeg tanker, mens der stadig er 1/3 tilbage i tanken. Det er ikke noget, jeg bruger en masse energi på; om noget gør det mig rolig at vide, at jeg har truffet nogle basale forholdsregler.
Men fordi der lige nu sker så meget, så mange forskellige steder på pladen, fik jeg lyst til at skrive lidt om, hvordan jeg ser situationen, for jeg forstår godt, at det kan virke uoverskueligt at gå i gang, hvis man endnu ikke er startet.
Ligesom da jeg skrev det oprindelige indlæg, vil jeg stadig mene, at det vigtigste overhovedet er at forsøge at skille tingene ad. Hvis man tyrer al vanviddet ned i den samme gryde, bliver det så overvældende, at man enten får et reelt problem med at gå og være bange hele tiden, eller også bliver man apatisk. Ingen af delene er hensigtsmæssige – eller til nogen hjælp.
At USA er blevet et frådende dystopisk helvede på bare 2 måneder, er ubegribeligt, og det fylder overALT; både når man åbner avisen, og når man skal forholde sig til små, sorte stjerner på varerne i Føtex.
Det massive fokus gør det nemt at komme til at blande tingene sammen, fordi associationskæden ofte bliver Trump/Musk/USA -> Putin/Rusland -> Kina -> Krig – og hvor er det så, man sætter ind med prepping?
Og det er muligt, at det er sådan, det ender med at blive. Men derfor er det stadig vigtigt at beslutte, om du forbereder dig på et hackerangreb, en pandemi, en naturkatastrofe eller, helt konkret, på 3. verdenskrig. Det har betydning for, hvordan du vælger at preppe, men også for, hvem det giver mening at lytte til.
For der er mange forskellige typer af preppere, og de er *også* på Instagram og TikTok. Både doomsday-prepperne, selvforsyningsprepperne, wilderness survivalist’erne og alle de andre. Deres budskaber, politiske ståsteder og lavpraktiske forberedelser er MEGET forskellige, og det HAR faktisk betydning for dig, fordi det kan komme til at betyde, at du afskriver hele emnet, hvis du snubler over én, der brygger kaffe på sin frysetørrede moderkage og broderer “Stand Your Ground!” ved sit hjemmebyggede ildsted, omgivet af skarpladte automatvåben.
Så for at gøre det konkret: For mig handler prepping om at være forberedt på den lille uge, der kan komme til at gå, fra samfundet lammes til der er etableret en form for new normal. Hverken mere eller mindre. Dermed er det (stadig) ikke nødvendigt for mig at tænke overlevelse i vildmarken ind, eller at have madvarer på lager til 4 års besættelse af en rabiesbefængt stormagt.
For et halvt år siden var min holdning, at folk måtte gøre op med sig selv, om de ville preppe eller ej, og jeg gik derfor meget sjældent ind i en diskussion omkring emnet, når jeg var ude.
I dag synes jeg, hvis jeg skal være ærlig, at det er en smule egoistisk, hvis man har evner og midler til at forholde sig til emnet, men undlader at gøre det, og bare satser på De Andre og De Voksne. Derfor er jeg mere villig til at prøve at redegøre for mit synspunkt, når jeg møder mennesker, der synes, at det er noget pjat.
Argumenterne er ofte noget i stil med: “Det skal vi nok løse, hvis det skulle ske”, “Vi fandt jo ud af det under corona” og “Ro på! Man kan da bare grave et hul udenfor; så har man et toilet!”
Intet af det er forkert.
Men det tager, meget belejligt, ikke højde for, at 90% af grunden til, at vi klarede os igennem pandemien var, at myndighederne kunne massekommunikere hele vejen igennem, og den mulighed forsvinder, hvis der ikke er internet og/eller strøm.
Det er også argumenter, der fokuserer på den del af ligningen, hvor prepping måske ikke længere er nødvendigt.
For hvis vi prøver at gøre det HELT konkret:
Har du prøvet at stå op og gå ud og tænde for bruseren – og så kommer der ikke noget vand? Her er dit første bud formentlig ikke, at der nok er tale om et angreb, men snarere en styg ed sendt i retning af Forsyningen og uduelige Kurt og hans fucking rendegraver.
Det samme gælder mangel på strøm og net. Hånden op, dem der ved, at de ville prøve at tage stikket ud og sætte det i igen 3-4 gange, og måske forsøge at genstarte routeren, før det gik op for dem, at der kunne være tale om noget mere alvorligt?
Så med mindre sirenerne lyder, vil der formentlig gå nogle timer, før vi overhovedet opdager, at noget er galt.
Sker det, tænker jeg ikke, at din første indskydelse er at fare ud i skuret og finde en skovl, for så at sende dine børn ud til hullet i haven, når de står og tripper. Det bliver måske den bedste løsning i løbet af et par dage, hvis nedbruddet fortsætter, men jeg er stensikker på, at vi vil have SÅ klar en forventning om, at myndighederne får styr på det hele *lige* om lidt, at ingen finder skovlen frem de første 48 timer.
Derfor er prepping for mig et spørgsmål om at kunne tage hånd om min familie i de første, kaotiske døgn, så jeg er selvkørende, og så beredskabet kan bruges på dem, der virkelig har brug for hjælp.
Men der kommer jo også et ‘efter’, og her kan jeg faktisk godt mærke, at jeg er ved at blive godt irriteret på Schack & Co. For måske lige se at komme lidt i gang?
Få nu udarbejdet nogle lister, som jeg og mine preppervenner kan hente, læse og printe, så vi kan fungere som en slags superbrugere ude i lokalsamfundene for dem, der IKKE har forholdt sig til det her, og som derfor kun har overskud til at forholde sig til Her & Nu. Det er den eneste måde at sikre, at vi ikke får skabt en pukkel, som kommer til at forlænge og forværre problemerne markant, fordi nødløsninger næsten altid sker på bekostning af de gode af slagsen.
Et konkret eksempel på viden, som meget få mennesker går rundt med, er, at du ikke må skylle ud i toilettet, hvis strømmen og/eller nettet går. Det giver sig selv, at du ikke kan skylle ud fra cisternen, hvis der ikke er vand i den, men jeg ville sagtens kunne have fundet på at skylle med vand fra en spand, og så ellers bare køre business as usual.
Men det duer ikke, for spildevandsanlæg i dag er computerstyrede, og bruger dermed både strøm og internet til at sluse vandet gennem de forskellige renseprocesser. Så vidt jeg kan researche mig frem til, kan de også i nogen grad styre indtaget af snavset vand, men selv med det system up and running, sker det stadig i forbindelse med kraftige regnskyl, at anlæg og kloaker får tilført så meget vand på én gang, at de ikke kan følge med. I de situationer ledes vandet, via nogle overløbsventiler, udenom rensningsanlægget, gennem én si – og derfra lige ud i havet.
Det bruger de *også* IT og strøm til at styre.
Så hvis alt det er sat ud, og vi alligevel sender spildevand afsted mod anlægget, så vil vi ret hurtigt ramme et punkt, hvor kapaciteten er maxet ud, og så er der kun én vej for vores sanitære affald at løbe: Baglæns gennem rørene og tilbage i husene.
Ud over den manglende hygiejne og den deraf afledte risiko for sygdomme og rotter, så risikerer vi både, at rensningsanlæggene bliver så overbelastede på bagkant, at de bryder sammen, men også at der kommer til et være et enormt (dyrt) efterslæb med oprensning af naturen. Det var sgu da smart at bruge 10 minutter på at forholde sig til, og få meldt noget ud, så de af os, der har det basale på plads kan være behjælpelige med at sprede dét budskab?
Ud over manglende info om noget af alt det, vi ikke på nogen rimelig måde kan forventes at vide som privatpersoner, er der fortsat også en *del* spørgsmål, jeg mangler svar på, Torsten.
F.eks. vil jeg gerne vide, om S!renen, altså, den varsling, vi er begyndt at få på mobilen den første onsdag i maj, virker i tilfælde af et cyberangreb? Jeg har læst 17 tusind artikler om Cell Broadcast, som er det netværk, S!renen bruger, men jeg kan ikke finde et klart svar på, om det stadig fungerer, hvis vores netværk bliver ramt.
Min gamle kæphest med at få lavet udmeldinger til skolerne, så de kan lave beredskabsplaner og melde videre ud til forældrene, slæber sig fortsat udmattet rundt i manegen, Torsten, og så fatter jeg ikke, at man ikke tænker panik ind som en reel risiko.
Jeg ville (stadig) synes, det var oplagt at uddanne et korps af mennesker, f.eks. hjemmeværnsfolk, som kunne stille på de lokale skoler, og være behjælpelige med at svare på spørgsmål – og det vigtigste hér ville være at få kommunikeret planen ud til befolkningen, mens der stadig er net at gøre det på
På prepperlisten, vi modtog i e-boks, står der, at folk skal anskaffe sig en radio, så de kan holde sig orienterede – men hvor mange her, i dette ellers meget veloplyste segment, kan (uden at google) fortælle mig, hvilken frekvens, man skal stille radioen ind på?
(Og service-Linda to the rescue: Det er altid P4’s sendemaster, du skal finde, og du kan se oversigten over de respektive frekvenser her).
Ville det måske give mening at bede folk om at printe deres medicinlister, så man EFTER et eventuelt angreb kan løbe systemet hurtigere i gang igen, fordi der kan laves en midlertidig dispensation, så dem, der får nødvendig, men ufarlig medicin kan ledes udenom hovedkøen, så læger og hospitaler kan tage sig af dem, der er alvorligt syge?
Kunne det være en ide at opfordre til, at vi alle sammen sørger for at lave konkrete aftaler med venner og familie om, hvor vi mødes, post-nedbrud, eller at vi får styr på, hvem der sørger for dem, der ikke kan tage sig af sig selv, så vi ikke får en Gene Hackman-situation herhjemme?
Kunne man som politiker flette ind i sine udtalelser, når man bliver spurgt til nedlagte sikringsrum, at folk jo altid kan søge mod metrostationer og betonkældre, som f.eks. vaskerum under etageejendomme eller parkeringskældre, hvis det værste skulle ske?
(Altså, sådan som jeg lige gjorde her..)
Ville det give mening at opfordre folk til at anskaffe sig én eller anden form for vandfilter, når nu mange vandværk i Danmark er privatejede af ældre landmænd, der måske ikke har gået til Silicon Valley, så folk kan klare sig lidt længere end 3 døgn?
For det er superduper, at man forventer at have smækket cyberdøren i igen på 72 timer, men hvis store dele af vores vandforsyning er forurenet, eller vandet ikke kan ledes ud til forbrugere og erhvervsliv, er vi jo lige vidt.
Det kan godt være, at der er styr på det, og at de bare holder kortene tæt til kroppen for ikke at sætte neonpile til at pege på de steder, som hackere og terrorister *også* skal sørge for at ødelægge – men så meld dét ud. Sig, at ‘vi er klar over, at det ikke er sikkert, at det hele er i gang igen med det samme, men i den situation har vi tænkt løsninger ind’.
For lige nu sidder jeg med fornemmelsen af, at fokus på de dyre adresser primært er rettet mod grej og jagerfly, og at man synes, at arbejdet nedad er gjort, fordi man har fortalt folk, at de skal have 3 liter vand pr. mand pr. døgn.
Hvis man skal mønstre en befolkning, eller i hvert fald den del af den, som vil kunne være en hjælp, hvis det hele falder fra hinanden, så er man nødt til at give os lidt mere at arbejde med.
*
Inden I får lov at slippe, vil jeg gerne illustrere, hvorfor man skal begynde at gå bare lidt op i det her. Derfor har jeg lige brugt 20 minutter på at samle lidt konkrete eksempler på bøvl sammen:
25.02.24: Hackerangreb, bl.a. Transportministeriet, Trafikstyrelsen og CPH
07.03.24: Hackerangreb, CPH
02.04.24: Statens IT, nedbrud
31.05.24: Hackerangreb, OUH
07.11.24: Strømafbrydelser, Vamdrup
24.11.24: Alle tog mellem Århus og Ålborg holder stille
09.12.24: Hackerangreb, 20+ kommuner
18.12.24: Hackerangreb, Tureby-Alkestrup Vandværk
25.12.24: Alle tog i Norge holder stille
26.12.24. Strømafbrydelser, Nordsjælland
07.01.25: Strømafbrydelser, Sjælland
20.01.25: Strømafbrydelser, Middelfart
24.01.25: Vandværk på Lolland, nedbrud
11.02.25: Nordnet, IT-nedbrud
16.02.25: Strømafbrydelser, Randers
25.02.25: Strømafbrydelser, Hammerum/Gjellerup
13.03.25: Region Midtjylland, IT nedbrud
31.01.25: Strømafbrydelse, Grenaa
Dertil kommer adskillige angreb på MitID, diverse banker og hele telesektoren – og det er bare de angreb og “uforklarlige nedbrud”, som instanserne selv har meldt ud, og/eller som har været så omfattende, at de ikke har kunne hemmeligholdes.
*
Med alt det sagt, skal man stadig finde sin egen måde at gøre det på, men hvis man endnu ikke er startet, så gør det i dag og tag udgangspunkt i disse 4 spørgsmål:
1. Hvad forbereder du dig til?
It/strømsvigt, voldsomt vejr, pandemi eller krig?
2. Hvem prepper du for?
Dig selv, børn, husdyr, venner/familiemedlemmer med særlige behov for hjælp?
3. Hvor mange dage vil du gerne preppe til?
3? 7? 30?
4. Hvad skal du bruge til dét?
Brug Beredskabsstyrelsens liste til inspiration, eller print min version her.
Det er bedre at forberede sig forgæves end at blive fanget på det forkerte ben, for hvis både net, strøm og infrastruktur er gået ned, kan du hverken bruge google, Siri eller ringe til en ven.
I dén situation er din notesbog og din forberedelse dit bedste værn mod panik, handlingslammelse og dårlige beslutninger.
M2025, uge 13
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Er jeg så småt gået i gang i haven.
Vi har i fællesskab gennem årene testet mange forskellige modeller, fordi jeg åbenbart er blottet for talent på det felt, men I har været meget tålmodige, og sidste år lykkedes det os endelig at finde på noget, jeg ikke kan slå ihjel: Plantekasser med spanske margueritter i min MEGET solbeskinnede forhave.
Fordi jeg ikke kan lade være med at flyve tæt på solen, har jeg udvidet repertoiret, men jeg forsøger fortsat at undlade at forkøbe mig, så jeg anskaffer lidt ad gangen, og tjekker hele tiden, om jeg allerede har noget, jeg kan bruge i skuret, inden jeg køber potter, krukker og tilbehør. Indtil videre tæller nyanskaffelserne blot lidt krydderurter, et par sommerfuglelavendel og to krukke-hortensiaer.
Plantekasserne har jeg tømt og vasket af i dag, og da de melder masser af regn i nat, har jeg sat nye poser i dem, men undladt at sætte toppen på. Så kan regnen få lov at hjælpe lidt med at fylde dem op.
Solcellelamperne er vasket af og lagt frem, så jeg kan få testet, hvor mange af dem, der stadig virker, og endelig har jeg rykket lidt rundt på møblerne, så jeg har små kroge på alle 3 sider af huset, hvor man kan sidde, hvis man f.eks. skal opereres, og har udsigt til 332434 millioner timer hjemme.
2.
Har jeg købt en regnvandstønde.
Som nævnt i første punkt melder de regnvejr hele natten og i morgen med, men derfra ser det ud til, at der kan gå lang tid, før vi får vand igen.
Og egentlig har jeg jo ikke så meget have, at jeg skal bruge 210 liter at vande den med, men jeg synes alligevel, at det giver mening. Både fra preppervinklen, men også fordi jeg har længe irriteret mig over, at jeg dagligt hælder vand ud i afløbet, som sagtens kan bruges.
Vi har haft emnet oppe tidligere, og mange af jer har fundet gode løsninger, men jeg har desværre ikke fundet frem til noget, der fungerer for mig. Med trægulv i køkkenet og sparsom bordplads, har jeg svært ved at finde et sted at sætte en kande eller en spand, så jeg kan tømme drikkedunke, kogekedel osv. i den, når jeg står ved vasken – og derfor får jeg det ikke gjort.
Men regnvandstønden løser problemet, tror jeg. For jeg har sat en vandkande ved min havedør, som børnene skal tømme drikkedunke i, når de kommer hjem fra skole, og havedøren er så tæt på køkkenet, at det er realistisk, at jeg også får sjatterne hældt i. Derfra skal det bare hældes over i regnvandstønden.
“Men hvorfor kan du så ikke bare nøjes med vandkanden, Linda?” hører jeg nogen spørge.
Fordi jeg ikke skal bruge 10 liter vand hver anden dag til at vande have med. De gange, jeg har testet dén model, har jeg derfor haft mange dage, hvor kanden allerede er fuld, når jeg står med halvfulde drikkedunke, og dem bliver jeg så nødt til at tømme i vasken alligevel – og dermed bliver det aldrig rutine at tænke vandkanden ind.
Med en 210 liters tønde at fylde over i, er der altid et sted at gøre af vandet, og det tror jeg er nøglen til succes.
Der er låg på tønden, og jeg har sat den under mit halvtag, hvor der sjældent er sol, så vandet ikke står og koger. Prepperwise kan det ikke drikkes (med mindre man bruger et life straw), men tøjvask, rengøring og personlig hygiejne kan det godt bruges til.
For at undgå at det forvandler sig til en død sø, skal vandet selvfølgelig bruges, men ud over havevanding, kan man vaske skraldespandene af i det, eller fylde en spand hver aften og så bruge det til at skylle ud i toilettet om natten med.
Jeg ved, at man kan koble regnvandstønder direkte til sine nedløbsrør, men der er lidt delte mening om, hvad tagrender og tage kan tilføre vandet af bakterier, alger osv., så jeg har bare valgt at lade være.
Til gengæld har jeg købt en sokkel til min tønde, så jeg kan sætte en vandkande ind under aftapningshanen, og dermed slippe for at stå og øse over.
3.
Har jeg kørt fuld curling, og betalt Frida for at skaffe sig af med noget af hendes legetøj.
MEN!
Jeg vil gerne have ført til protokol, at jeg gjorde det i god sags tjeneste.
Hun fylder 10 om lidt, den lille, og veninder og spa-days begynder at fylde mere end dukker og rollelege. Med et værelse, der er virkelig hyggeligt, men ikke særlig stort, er det træls at bruge m2 på dukkevogn, dukkeautostol, dukkeseng osv., når der egentlig er mere brug for en god stol, så de ikke skal sidde som høns på en pind på hendes seng, når hun har veninder på besøg.
Derfor kom hun selv og spurgte, om jeg ville hjælpe hende med at sælge tingene, og det kan jeg jo kun støtte op om. Jeg fik dem fotograferet og lagt op – men efter 14 dage var der stadig ikke nogen, der havde budt ind.
Jeg var træt af at have dem stående i stuen (fordi hun allerede har fået en af stolene fra oldefar ind), og jeg var måske også en *lillelillebitte* smule træt af, 26 gange om dagen, at svare på, om der var nogen, der ville købe dem? Hvad med nu? Nu? Kan du lige tjekke igen, mor?
Nu?
Så.
Jeg traf en hurtig beslutning, da jeg onsdag fik en aflysning, og derfor kom hjem som den første, så det hele røg i bilen, og så kørte jeg ind og afleverede det til Mødrehjælpen.
Skal man behandle sine børn som om, de er lavet af glas? Nej, ikke som udgangspunkt. Men her syntes jeg faktisk, at målet helligede midlet, for dels er jeg glad for, at Frida allerede nu har lært, at ting ikke bare skal smides ud, når man er færdig med dem, og derfor vil jeg gerne understøtte oplevelsen af succes.
Derudover ville jeg gerne have tingene ud af stuen, inden jeg skal på krykker, og endelig syntes jeg, at det var meget meningsfuldt at give dem til Mødrehjælpen, så de på den måde fik lov at tjene et dobbelt godt formål.
M2025, uge 12
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har Fridas klasse holdt afskedsfest for deres meget afholdte klassepædagog, som vi har haft glæde af hele Fridas skoletid, og 3 år af Antons med.
Vi fik derfor på Aula en besked ud mandag om, at børnene gerne måtte have lidt snacks og mad fra gemmerne med onsdag; så ville personalet stå for resten.
Jeg så beskeden mandag aften, og havde udsigt til en væg-til-væg tirsdag, så jeg besluttede mig for at slå to fluer med ét smæk, og kørte et hurtig holdbarhedstjek på prepperlageret. Det gav et par ruller kiks, et glas marmelade samt lidt saft og juice, som alle kun kunne holde et par måneder endnu. I køleskabet fandt jeg en pakke ostehaps, som Frida for 14 dage siden insisterede på, at hun godt kunne lide igen – hvorefter hun efter én (1) haps re-erindrede, at nåh-nej; det kunne hun (stadig) ikke.
*Skærer tænder i økonomisk ruin og madpakkestress*
Men på den her måde fik jeg ryddet op, maden blev spist, og verdens bedste Gregers blev sendt godt ud ad døren.
2.
Opdagede jeg et hul i Fridas dynebetræk, da jeg lagde vasketøj sammen.
Vi er så småt i gang med at skifte sengetøjet ud, fordi hun er ved at være for stor til Bratz og Yolo, og samtlige sæt har aftjent deres værnepligt. Derfor er der ingen grund til at begynde at reparere på dem, når de skrider i sømmene, og de bliver i stedet brugt til klude og rengøring.
Men det her dynebetræk gemte jeg, fordi jeg havde på min to-do, at vores sneakers skulle vaskes.
Det er ikke noget, jeg gør ret tit, for limen i skoene har ikke godt af det. Meget kan klares med lidt bagepulver og pletrens, men flittig brug giver snavs, som en tandbørste ikke i længden kan klare.
Derfor får de fleste af vores sneakers i løbet af deres levetid en tur eller to i maskinen, og jeg synes, det er rart at smide dem i et dynebetræk, når jeg vasker dem. Både fordi det er mere skånsomt for maskine og filter ift. sand og småsten, der måtte sidde i skoene, og fordi det er nemmere at pakke maskinen, så de ikke kan høre det i Australien, når den centrifugerer.
Jeg vaskede 2 par fra os hver, så vi alle havde andre sko, vi kunne bruge, mens de nyvaskede tørrede helt igennem (for ellers bliver de sure), og så vaskede jeg fra morgenstunden en solskinsdag, så de fik en hel dag ude med varme og blæst.
Jo kortere tid, skoene er gennemblødte, jo mindre skade tager de af turen i vaskemaskinen.
3.
Begynder det at lugte lidt af forår, og det har givet mig en pludselig opstået trang til iskaffe.
Derfor er jeg begyndt at fryse det, hvis der er en sjat tilbage på kanden, når jeg har drukket min morgenkaffe.
Jeg har nogle små plastikbægre, der er varmebestandige, så jeg hælder kaffen i sådan et, rører en skefuld nescafe i, så den bliver god stærk, og tilsætter eventuelt en lille smule sirup af den, jeg brugte i efteråret til mine pumpkin spice lattes, hvis det skal være vildt. Så får den *også* ben at gå på.
Hvis jeg stadig har kaffe i min termokop, når jeg kommer hjem fra arbejde, og trangen til iskaffe melder sig, hælder jeg den over i et mason jar, smider en kaffe-isterning i, topper med mælk og så er jeg kørende.
Og vi er selvfølgelig enige om, at det jo ikke er en økonomisk besparelse, der ender med at blive til udbetalingen til et hus. I know. Men jeg kan godt lide tanken om, at jeg bruger kaffen, i stedet for bare at hælde den ud – og så er det så nemt, at jeg får det gjort, så der faktisk ER kold/frossen kaffe at bruge, når jeg lige får lyst til et glas.
Follow the money
De sidste par år har jeg haft flere i min omgangskreds, der har taget pauser fra internettet. Det er ikke noget, jeg som sådan har forholdt mig til, men jeg har aldrig selv haft lyst til at gøre det.
Jeg elsker internettet, jeg elsker, hvad man kan gøre med det, og jeg elsker, hvad det gennem tiden har bragt mig.
Dermed ikke være sagt, at jeg ikke somme tider kan blive så irriteret på nogle af dem, der færdes derude, at jeg har lyst til at cykle ud og klippe deres forbindelse over, og jeg står fast på, at det burde være obligatorisk at logge ind med MitId på en verificeret profil for at få lov at deltage i debatten.
Men der er så meget viden, fællesskab og underholdning derude, som jeg ikke ville være foruden, og jeg elsker, at det også viser sider af folk man normalt ikke får lov at se. Jeg har mange gange ændret syn på mennesker, jeg egentlig havde placeret på en given hylde, og uanset om det har været for det gode eller det modsatte, har det givet mig vigtig viden om de mennesker, jeg er omkring.
Internettet har været en kærlighedsaffære af den slags, hvor man godt kan se både fejl og mangler, men hvor man elsker så højt, at man tåler og udholder (næsten) alt.
Men for første gang nogensinde sad jeg i aftes og kiggede på min skærm og tænkte, at jeg måske også er ved at være der.
At dét var internet nok til mig.
Jeg var ikke engang vred. Bare forstemt og deprimeret over, at det i den offentlige debat hele tiden føles som om, at alle os uden magt og beføjelser, spiller poker med bind for øjnene.
Det, der gjorde udslaget, var et indlæg på Zetland. Af alle steder.
Indlægget hed: “Skolepsykologer slår alarm: Diagnoserne er blevet forældres redningsplanke”, og var en lang, intellektualiserende filosoferen over, hvorfor forældre er så ivrige efter at få udredt deres børn.
Hvis man stadig ikke helt har forstået dagsordenen, er artiklen er en del af en serie, der hedder “Diagnosejægerne”.
De holdninger og argumenter, der bæres frem, har jeg hørt 16 millioner gange før. Det bliver de ikke bedre af, men altså; du kan ikke tvinge folk til at forstå. Og slet ikke, når du spørger de forkerte eller dem med åbenlyse aktier i at gøre det her til et individuelt problem for dovne, dårlige forældre, der ikke gider opdrage deres børn.
Normalt går jeg bare udenom den slags indlæg, for jeg kan hverken gøre fra eller til i kommentarfeltet under, og det er ikke raseriet værd. Når jeg en sjælden gang melder mig under fanerne, er det typisk med en kommentar til det medie, der bringer historien, for at forsøge at gøre opmærksom på, hvor stor skade de forretter ved at lægge væg til synspunkter, der udspringer af rene, økonomiske interesser, men præsenteres som fakta.
Jeg kommenterede heller ikke på Zetlands artikel; mest fordi jeg havde hænderne fulde af det håndklæde, som jeg havde lyst til at smide i ringen.
For den her artikel, på 92 millioner anslag, interviewer udelukkende ansatte og chefer i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). PPR er kommunalt og deler dermed både seng og budget med de økonomisk pressede skoler – hvilket er så åbenlys en interessekonflikt, at det skriger til himlen.
Artiklen kommer ikke én eneste gang ind på, at der i loven står, at både PPR og egen læge KAN henvise til børnepsyk. (som, modsat det indtryk, man kunne få i artiklen, er dem, der laver udredningen). Ingen af dem skal. Til gengæld er det helt almindeligt, at de peger på hinanden; skolen siger ‘egen læge’, egen læge siger ‘skolen’.
Døren til børnepsyk. kommer du bare desværre ikke ind ad, før PPR har medgivet, at der kan være noget at komme efter. Da jeg gik til egen læge og fik en henvisning til udredning af Frida, gik der 4 timer – fire TIMER – fra jeg gik ud af konsultationen, til jeg havde afslaget fra børnepsyk. i min e-boks.
Så når forældre presser på hos PPR, så handler det om, at de er dørmænd, og dermed fuldstændig afgørende for at få adgang til de rette fagfolk – hvilket er vanvid. Forestil dig, at din chef skulle bakke op om, hvad du tror, du måske kunne fejle, før du kunne få lov at blive undersøgt på sygehuset?
Artiklen er i bedste fald dårlig journalistik. I værste fald er den udgivet, INDLYSENDE bias og mangler til trods, fordi en nyttig idiot går sin arbejdsgivers ærinde uden at vide det.
For Zetlands chefredaktør hedder Lea Korsgaard.
Hun er gift med Rasmus Meyer.
Rasmus Meyer er formand for Trivselskommissionen.
Ja, Trivselskommissionen. Den, der netop har gjort meget ud af at fortælle, hvordan børns mistrivsel primært skyldes forældres manglende krav.
Og det, som 85% af offentligheden lader til at have glemt er, at en kommission er nedsat af regeringen til at udføre et stykke bestillingsarbejde.
Medlemmerne gør sig givetvis umage, og de er sikkert virkelig dygtige til det, de gør. Men den, der betaler regningen, sætter rammerne for, hvad der skal undersøges, og i dén proces er der jo rig mulighed for at skære stoffet til, så det passer til den trøje, man gerne vil sy.
Hvorfor er der ingen, der studser over timingen?
Over sammenfaldet med udmeldingen fra kommunerne (ja, dem med PPR, vi lige har talt om) om, at de vil have MERE inklusion i den folkeskole, der lige nu bliver holdt sammen af hæfteplaster og tyggegummi – og nu er børns manglende trivsel pludselig kun forældrenes skyld.
Over sammenfaldet med de mange artikler, der pludselig bliver postet her, der og alle vegne om, at der er stigende fravær i folkeskolen og ‘ingen ved hvorfor’?
Virkelig? *Slet* ingen? Heller ikke alle de forældre og fagfolk, der i årevis har råbt op og skreget sig hæse? De har heller ikke et bud?
Jeg kunne også have lyst til at høre lidt mere om, hvem der har bestilt og betalt observationsstudiet af sammenhængen mellem kost under graviditeten og forekomst af ADHD/autisme hos børn – som bygger på selvrapportering.
Og hvem, der har besluttet, at vi skal høre om det nu.
Timingen af offentliggørelsen af resultatet er .. interessant.
“Jamen, Linda. Er du også imod videnskab og forskning nu, din konspiratoriske knaldhat?”
Nej. Det er jeg ikke. Og det er heller ikke, fordi jeg tror, at de respektive parter, jeg remser op i dette indlæg, er en del af en større sammensværgelse. Faktisk tror jeg ikke, at de overhovedet ved, at de leverer enkeltdele til det, der, når man sætter det sammen, bliver et skarpladt våben.
Men det her studie virker så halvfærdigt, at det næsten ikke giver mening at gå ud med en konklusion. Folkene bag skriver selv, at kosten ikke forklarer arveligheden på omkring 80% – og det er sgu da ret relevant? For hvis forklaringen lå i kost under graviditeten, så skulle min mor have spist det samme, da hun ventede mig i 1976, som jeg spiste, da jeg ventede Frida i 2015.
Samtidig ville det have været oplagt at fokusere på de generelle kostråd, når man gik ud med historien; at se på, om det måske er *dem*, der er problemet. Men fokus i formidlingen er på mor og på, hvad hun har gjort galt.
Synes vi, at der begynder at tegne sig et mønster?
Inden jeg logger af for at skrige uforstyrret ind i min pude, skal jeg lige nå at nævne det indlæg, jeg for et par uger siden læste på LinkedIn. Overskriften var: “Far, tror du, jeg har ADHD?”
Jeg orker nærmest ikke at skrive det, for I ved alle sammen, hvad der stod, men altså. Det var historien om sønnen “på 14-15 år”, der oplevede, at “stadig flere af hans venner og skolekammerater fik diagnoser”. Det havde selvfølgelig givet anledning til en god far/søn snak om, hvordan livet også somme tider kan være lidt svært, men at så må man jo bare lige tro noget mere på sig selv og sine egne evner.
“Det er som om, diagnoser smitter” som der stod.
Igen: Det synspunkt kan man ikke forhindre folk i at have.
Men bemeldte far hedder Thomas Bille Winkel.
Ved I, hvad han laver, når han går på arbejde?
Han er særlig rådgiver for Sophie Løhde. Ja, dén Sophie Løhde. Hende, der er vores sundhedsminister, og som synes, at “vi skal tale om mistrivsel på en ny måde”
Og altså. Siger jeg, at den historie er det pure opspind? Det ved jeg ikke. Jeg siger bare, at den ikke kan faktatjekkes. Og at timingen, ift. lige at komme i tanke om dén anekdote, er påfaldende.
Særlig fra en mand, hvis profil på LinkedIn ellers er blottet for personlige fortællinger, og som med titusind procents sikkerhed har haft folk til at sørge for, at han er et spøgelse på nettet. Sjældent har jeg oplevet Google give SÅ fortabt, som da jeg fik lyst til lige at tjekke op på, hvor gammel den fortabte søn er i dag.
Jeg er ligeglad med, at Politiken kan tage ud at rejse og skrive en anmeldelse af et resort, som helt sikkert ikke er influeret at, at de har fået det hele betalt.
Jeg er ligeglad med, at livsstilsmagasiner skriver stolper op og vægge ned om røremaskiner og smokey eyes, de helt tilfældigt er faldet over (i postkassen), og at influencere pludselig alle sammen elsker den samme cykelhjelm. Det er ikke i orden, men det er tydeligt, hvad der foregår, og worst case ender du med et jammerligt franskbrød eller en eyeliner, der smitter af, når du sveder.
Men den form for spin, der bliver bedrevet her, danner grobund for et systemisk svigt, der kommer til at trække spor langt ind i de næste generationer, og jeg kan ikke holde UD, at den bliver begået af dem, der samtidig står på trappetrin i marineblå blazere og med alvorstunge miner taler om børns manglende trivsel og den farlige tone på nettet.
Det er et overgreb, begået med fuldt overlæg, af dem, vi har valgt i tillid til, at de vil passe på os.
Jeg gider ikke høre mere om informationskrig og Rusland og Kina, der infiltrerer den offentlige debat og trækker den skæv, så længe de danske politikere 1:1 gør det samme. The call is coming from inside the house, og jeg bliver sindssyg af, at det virker.
Man burde skulle deklarere sin åbenlyse inhabilitet, inden man fik lov at mene noget i den offentlige debat, hvis man går på arbejde i én af magtens 3 instanser, og man burde være tvunget til at skrive REKLAME, når man meler sin arbejdsgivers klæge kage på LinkedIn.
Men sådan er det ikke, og fordi de her mennesker serverer deres dagsorden forklædt som fornuftbåret bekymring og taler ind i fordomme, som virkelig mange mennesker gerne vil bekræftes i, kommer det til at forvolde uoprettelig skade og sætte udviklingen år tilbage.
Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan holde ud at være vidne til.
M2025, uge 11
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg konverteret Fridas gymnastik-sneakers til almindelige sko til hverdagsbrug.
Hendes klasse er efter vinterferien begyndt at svømme i gymnastiktimerne, og når det igen bliver aktuelt med indesko, er hun med garanti vokset ud af det her par.
De er sarte i farven, og de går en grum skæbne i møde, men jeg vil hellere kassere et par sko, der på grund af slid ligner en naturkatastrofe, end et par, der stadig ser nye ud, fordi man har været bange for at bruge dem.
2.
Har mine forældre været til det årlige tjek hos lægen. Dagen inden deres aftale ringede jeg til dem, og bad dem tale med lægen om at få ændret deres recepter, så den medicin, de lige nu bare fornyer, én pakke ad gangen, bliver lagt op, så de kan hente to. På den måde har de lidt ekstra tid at løbe på, hvis nettet ryger, og alle informationer i skyen forsvinder.
De syntes, det var liiige til den paranoide side, men føjede mig for husfredens skyld.
Dagen efter røg hele Region Midtjyllands it-system.
Og altså. Det er jo ikke fordi, jeg ikke elsker at få ret, for jeg ER jo stenbuk. Men somme tider ville det faktisk være dejligt, hvis Musk og Putin ikke kom mig SÅ meget i møde.
Hvis 3. verdenskrig bryder ud, kommer den ene pakke ekstra piller ikke til at gøre en forskel. Men er der tale om et nedbrud eller et cyberangreb, der kan fikses eller begrænses, giver det for mig mening, at sundhedsvæsenet kan bruge kapaciteten på dem, der har mest brug for det, indtil det hele er up and running igen.
3.
Har jeg skyllet de tomme kartoner fra juice og mælk, fyldt dem (næsten) (-fordi #Fysik) op med vand og smidt dem i fryseren.
Det bliver varmere nu, og dermed giver det mening at pakke fryseren, så den holder bedre på kulden, hvis strømmen går.
Samtidigt kan de bruges som engangsfrostelementer, hvis man skal på tur eller er afsted en hel dag og gerne vil have, at madpakken stadig er sjov efter 7 timers ophold i bilen.
4.
Kom der et spørgsmål i kommentarfeltet fra sidste uges indlæg, som er super relevant. Derfor smider jeg det lige på her, så I både kan læse med og eventuelt byde ind.
For Tanja spurgte, hvordan vi opbevarer vores vand, nu hvor forår og sommer er på vej, og jeg har selv tænkt på det samme.
Jette smed i samme kommentarfelt et link til Samvirke, hvor man kan læse, at vand kan holde nærmest uendeligt, hvis det opbevares ‘mørkt og køligt’.
Det udtryk ser man på mange fødevarer, men det er jo en relativ bred definition, når der ikke er konkrete tal på. Jeg har googlet lidt, og det lader til, at der er nogenlunde enighed om, at ‘køligt’ når vi taler om madvarer, er mellem 5 og 10 grader.
Selvom jeg ikke ved, præcis hvor varmt det bliver i mit skur om sommeren, bliver det jo i hvert fald varmere end dét, og derfor havde jeg egentlig bare tænkt, at jeg må skifte lagret ud en gang om året.
Tina har tidligere skrevet en kommentar om, at hun første gang, hun fylder sommerens badebassin op, bruger deres vand fra prepperlageret til det, og den idé kan jeg godt lide. For ved at skabe en rytme, der er knyttet op på en fast, tilbagevenden begivenhed, er chancen for at huske at få det gjort meget større, end hvis det bare er en vag intention, man hele tiden kommer fra.
Men alt andet lige ville det jo være bedre for både økonomi og miljø, hvis man kunne gemme vandet i længere tid, og derfor har jeg selv spekuleret på, om loftet var en mulighed.
Men jeg vil gerne være fri for at slæbe det op og ned, og da loftet jo ikke er opvarmet, aner jeg ikke, hvor koldt, det bliver deroppe om vinteren. Jeg antager, at det er knapt så koldt som udenfor, fordi varmen fra huset trækker opad, men jeg ved det ikke.
Ligeledes har jeg heller ikke den fjerneste ide om, hvor varmt det bliver om sommeren, for hvis der er ligeså varmt som i skuret, er vi jo lige vidt.
Derfor har jeg nu købt mig en billig, trådløs vejrstation med 3 sensorer; en til loftet, en til skuret og en til bilen, (hvor jeg længe gerne har ville have én, så jeg kan holde øje med, hvornår det bliver for varmt at handle i en mellemtime og lade en liter mælk ligge i bilen, uden at være på køl).
Så slipper vi for at gætte, og feltantropologen her skal nok give en tilbagemelding, når jeg er blevet klogere.
De små tjenesters død
Da jeg satte mig for at skrive det her indlæg, var min første sætning:
‘Tiden løber fra mig i de her uger.’
Men da jeg havde skrevet det, sad jeg længe og kiggede på det – for det føltes faktisk ikke helt rigtigt.
Jeg løber dagligt tør for tid, men ikke, som i de perioder, hvor alt omkring mig sker samtidigt, alle river i mig, og jeg ikke kan nå at sende én bold retur over nettet, før jeg får 5 nye, lige i masken.
Det er mere en oplevelse af, at timerne bare fordamper, fordi jeg er så optaget af det, jeg sidder med, hvilket føles helt anderledes, fordi det ikke hele tiden handler om at kæmpe for at komme ud af den tilstand, men tværtimod om at skabe plads til at blive i den.
De ting, der tager min tid lige nu, er ting, jeg meget aktivt har valgt til, og som jeg brænder for og gerne vil fordybe mig i, og det har gjort mig langt mere skarp på at spotte de potentielle tidsrøverfælder, som jeg så ofte har bandet over de sidste mange år.
For når jeg har stress-travlt, har jeg altid en oplevelse af, at jeg bare løber fra bål til bål med et fingerbøl med vand i, og underpræsterer over hele linjen. I de perioder ville det jo være ret brugbart, hvis jeg på forhånd kunne se, hvor noget potentielt kan udvikle sig og kræve endnu mere tid, så jeg kunne træffe andre valg og skære behørigt fra. Men det er nærmest det modsatte, der sker, og 2 plus 2 ender på en eller anden måde altid med at give 7.
Måske handler det om, at jeg reelt ikke har haft mulighed for at fordybe mig langvarigt i en interesse, siden jeg fik børn, og derfor har glemt, at prioritering kommer helt naturligt, når der er noget, man gerne vil. For selvfølgelig har der været perioder med mere overskud end andre, men jeg har ikke haft tid til – eller mod på – at kaste mig helhjertet over noget, fordi jeg hele tiden, halvt om halvt har forventet, at et roligt øjeblik bare er orkanens øje og ikke et nyt udgangspunkt.
Eller måske handler det om alder mere end nyerhvervede evner? Måske ville jeg være nået til det her punkt, uanset hvordan mit liv havde set ud?
Men jeg tror, at jeg lægger mere mærke til det end så mange andre, fordi jeg ikke har været her i årevis, og der derfor ikke for mig er tale om en umærkelig overgang, men om en ny og ret skarp kontrast til, hvordan livet har set ud de sidste mange år.
(Jeg er også åben for muligheden for, at det bare er min medicin, der virker, men, altså. Det skal ikke ødelægge et godt blogindlæg for os, vel?)
Uanset årsag, forsøger jeg at være opmærksom på, hvad jeg gør anderledes, så jeg kan blive ved med at gøre det; også når det går stærkt. Jeg øver mig i lægge mærke til, hvad der virker, og hvad jeg husker at gøre nu, som jeg glemmer at gøre, når det hele står på gloende pæle.
Og måske er det bare noget så banalt som at tænke lidt frem og lære at lade være træffe de samme valg, men forvente nye resultater.
For at gøre det lidt konkret, har jeg f.eks. længe overvejet at stille op til en bestyrelsespost i tegnsprogstolkenes brancheforening. Jeg brænder for mit fag, og jeg synes, at jeg med min anciennitet og mine år som TR, faktisk har noget konkret at bidrage med.
Jeg blev valgt ind, da jeg i efteråret stillede op, og nu sidder jeg sammen med nogle rasende skarpe mennesker og nørder i vilkår, fremtidsperspektiver og bekendtgørelser. Det er VILDT fedt – både når vi er enige, og når vi slet ikke er, for det hele er båret af interesse, idealisme og dedikation.
Og den tid, jeg lige nu bruger på at grave mig ned i lovstof og læse op på gamle udbud, er jo ikke ekstra timer, som jeg på magisk vis har manifesteret. De er et resultat af, at jeg har været meget, meget bevidst om, hvad jeg GERNE vil bruge min tid på, og derfor når at stoppe mig selv, inden jeg sætter noget i gang eller får mig rodet ud i noget, der udvikler sig.
For det, der ender med at æde tid, jeg faktisk ikke har lyst til at give afkald på, er ofte noget, jeg nedkalder over mig selv.
Men i sommer, da jeg var til beboermøde, var jeg allerede klar over, at jeg ville stille op i brancheforeningen, og derfor var jeg ikke det mindste i tvivl om, at jeg skulle takke nej til den bestyrelsespost, jeg fik tilbud i boligforeningen. For første gang i al den tid, jeg kan mindes, stod det på forhånd krystalklart for mig, at de timer, der ville gå til dét, skulle tages fra noget, jeg hellere ville.
Det blev startskuddet til, at jeg pludselig evnede at konsekvensberegne, inden jeg fik mig selv malet op i et hjørne.
Som f.eks. da jeg i forbindelse med et forældrearrangement i Fridas klasse, allerede havde fat i min telefon for at skrive ud og tilbyde at stå for en værtindegave – men lagde den fra mig igen, fordi jeg nåede at komme i tanke om alle de gange, jeg har tidligere tilbudt at stå for den slags, og det ender med at forvandle sig til et fuldtidsjob.
Jeg købte en buket tulipaner og en flaske vin fra mig selv i stedet, og det tog 5 minutter.
Eller da jeg, sammen med to andre forældre, var i gang med at arrangere blå mandag for vores børn, og den ene mor havde lavet en invitation, hvori hun bad folk melde tilbage, hvis de ikke kunne køre selv. Her skrev jeg stille og roligt retur, at vi nok lige var nødt til at forventningsafstemme, for jeg deltog hverken som arrangør eller frivillig, men bare som Antons mor.
En bekendt fik nej til hjælp med noget skriftligt arbejde til, fordi jeg efterhånden har lært, at det tager 20 minutter at læse korrektur og tilrette én side, og det kan alt sammen virke helt åndssvagt, og som småting, der ikke betyder noget i det store tidsregnskab.
Men når transporten til Billund ender i et logistisk mareridt, fordi nogle ikke har bil og andre ikke har skam i livet, æder det både tid og overskud.
Når den “korte opgave på et par sider – max!” viser sig at være 14 sider lang, og ikke kommer til aftalt tid, skal noget andet flyttes for at gøre plads.
Når værtindegaven, som på papiret bare kræver en besked om, at folk skal overføre 30 kroner på mobilepay, ender med at du skal rykke folk 3 gange, har 2, der stadig mangler at betale, når dagen oprinder, og hende, der af religiøse grunde ikke har MP, ikke medbringer de kontanter, hun ville tage med til festen, så *bliver* det dig, der skal beslutte, om alle skal skrives i kortet, om du betaler for dem, der ikke har overført, og om du vil være hende, der bliver ved med at rykke for 30 kroner.
Ingen af delene vælter læsset alene, men til sammen bliver det bare death by a thousand papercuts.
Det værste er, at det er selvforskyldt, for som MC Einar allerede i 1988 gjorde dig opmærksom på: Du har prøvet det før – du ved præcis, hvad der sker.
Der er mennesker, jeg altid ville gøre alting for, no questions asked. Det er de relationer, der får solen til at stå op og gå ned, og hvor ingen er nøjeregnende med hverken tid eller penge.
Men det er ikke dem, der æder de luksustimer, du både kunne og hellere ville bruge på noget andet.
De skal derimod findes der, hvor du, af gammel vane og manglende fremsyn, samler de trælse opgaver op, fordi ingen andre gør.
M2025, uge 10
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg brugt lang tid med min lommeregner, fordi jeg sidder med noget arbejde for vores brancheforening, og når først man er kommet i gang med al den dejlige procentregning, er det jo nærmest ikke til at få hold på sig selv igen.
Derfor lavede jeg for sjov lidt hyggeudregninger, da jeg bestilte varer, og jeg vil bare endnu engang opfordre til, at man bekæmper sin reptilhjerne, når man køber ind.
For da jeg eksempelvis skulle købe køkkenrulle (UDEN HALVE ARK!) kunne jeg vælge 4 ruller for 17 kroner, eller 12 ruller “KÆMPEKØB! SE HER!” med gule mærker og ekstra rabat for 49 kroner.
Vægten på de 4 ruller var 533,6 gram, mens de 12 ruller vejede 1533 gram.
I den lille pakke er der altså 133,4 gram i en rulle, mens der er 127,75 gram i den store.
Regner du prisen ud pr. 100 gram koster den lille pakke 3,19 kr. mens den store koster 3,20 kr.
Og altså: Vælter den beløbsforskel budgettet? Nej. (Det håber jeg ikke, i hvert fald). Og vil man gerne være fri for at køre efter det flere gange, så giver det selvfølgelige mening at købe mange ruller på én gang.
Der kan være gode grunde til at betale mere for mindre, og det er ikke det, jeg anfægter her. Jeg vil bare gerne den tendens til livs, som vi er ved at være gode til at styre udenom, når vi snakker om mad, hvor vi bare hovedløst køber store mængder, når vi handler, fordi vi tror, vi sparer penge.
2.
Har jeg prøvet at købe en shampoo-bar for at se, om den fungerer i mit hår, og jeg har også endelig fundet en leave-in balsam, der ikke får mit hår til at klaske.
Begge dele i forsøget på at minimere mit forbrug af både produkter og emballage.
Baren er ikke kommet endnu, men jeg skal nok give en anmeldelse, når den lander. I mellemtiden vil jeg gerne have gode ideer til opbevaring, for grunden til, at jeg ikke har prøvet det endnu, er fordi konceptet giver mig håndsæbe-i-80’erne vibes, hvor det var en reel risiko at få skørbug og Ebola af de klamme stykker glycerin, der lå og soppede i petriskåle rundt omkring på de karrygule badeværelser.
Hvordan sikrer vi, at den tørrer helt? Og ikke bliver støvet/snasket af at ligge i det fri?
3.
Har jeg sat en lillebitte diamant over brændstof-indikatoren på mit instrumentbræt, så jeg husker at tanke, når bilen stadig er halv fuld, og lavet en aftale med min faste preppermakker om i løbet af weekenden at få tjekket op på holdbarhed på mad og vand, vi har stående.
Mine powerbanks er sat til at lade i dag, hvor strømmen er billig, jeg har fundet og genlæst mine lister over, hvad jeg skal gøre, hvis det hele imploderer, og jeg har mindet mine forældre og børn om, hvad aftalen er, hvis vi pludselig ikke kan få fat på hinanden.
Og igen: Man skal gøre, som man finder det bedst, men Trump og Putin har travlt med at flette fingre, vores atomforsvar er lavet af franske bilproducenter, og Den Frie Verden er overladt til en barnepige på ketamin med en emotional support-motorsav.
Jeg vil hellere forberede mig forgæves, end at blive fanget på det forkerte ben.
