M2019, uge 8

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Brugt to gavekort på helt almindelige, gode ting. Vi har snakket om det før i denne indlægsrække, det med at bruge, hvad man har. Jeg er bare utrolig tilbøjelig til at synes, at gavekort skal bruges til Noget Særligt, men det sker så sjældent, at jeg køber noget helt ekstraordinært, at jeg ender med at glemme, jeg har dem. Da jeg i uge 51 ryddede op i min pung, fandt jeg ét fra Bestseller. Det var ikke dateret, men jeg ved, med sikkerhed, at det er tilbage fra da jeg boede i Aahus. Som var dengang, vi stavede det med Å. Det er sgu lidt åndssvagt. Derfor har jeg lagt de gavekort, jeg har, ned i en den kop, jeg smider penge i, når folk køber noget af mig og betaler kontant. Det betyder, at jeg ser dem med jævne mellemrum, og derfor husker, at jeg har dem. Samtidig har jeg besluttet, at målet bare er at bruge dem på noget, jeg mangler, så de gør gavn, i stedet for at ligge uvirksomme hen, til jeg står og skal købe den hellige gral.

For en måned siden brugte jeg kortet fra Bahne på Buddhalampen, jeg viste i uge 4, i går skød jeg Bestsellerkortet af på et sæt nattøj til Anton, og i onsdags var jeg forbi Matas, og købe for 100 kr. blandet te, som jeg bliver i godt humør af at kigge på.

2.

Besluttet, at jeg, når det kan lade sig gøre, tager/beder om en almindelig kop i stedet for en engangskop, når jeg er på arbejde. Det er klart, at det er en af dem, hvor det er meget kontekstafhængigt, om det kan lade sig gøre. Man stopper jo ikke et møde på en arbejdsplads, fordi tolken ikke er tilfreds med udvalget af kopper på bordet, men står jeg i en kantine eller lignende, og der er mulighed for at vælge, så går jeg med porcelænsvarianten. I denne uge har jeg sparet 5 engangskopper, så på årsbasis er der belæg for, at det kommer til at gøre en forskel.

3.

Modtaget en regning på den sundhedsforsikring, jeg har tegnet på mine børn, og brugt en time på at tjekke op på, om den reelt er nødvendig at have. For jeg har selvfølgelig ulykkesforsikring på dem begge to, ligesom de også er med i danmark, så jeg kom lidt i tvivl om, om det egentlig var overkill. Derfor ringede jeg til mit eget forsikringsselskab for at tjekke op på, om der var mulighed for at tegne noget sundhedsforsikrings-agtigt tillæg på ulykkesforsikringerne (det var der ikke), og jeg var omkring danmarks hjemmeside for at se, om de tilbød noget i den retning (det gjorde de ikke).

Jeg rodede derfor lidt rundt på nettet for at se argumenter for og imod, og enden på det blev, at jeg betalte regningen, primært fordi der er psykologhjælp med i pakken. Da jeg som 15 årig oplevede at blive omsluttet af komplet og totalt mørke, var der var 4 måneders ventetid på at komme til en psykolog, hvilke gjorde psykofarmaka til eneste mulige alternativ, for man kan ikke have det sådan i 4 måneder uden at noget afgørende i sjælen knækker. Det ønsker jeg ikke for nogle mennesker, og slet ikke mine børn, og da de genetisk er disponerede for at ende i samme situation, tager vi den her med. 

Så den er ikke på listen, fordi jeg endte med at spare pengene, men mere fordi jeg i den nye version af mig selv ikke længere bare betaler regninger uden helt at vide, hvad de dækker over, og det føles rart og voksent.  

4. 

Ryddet voldsomt, voldsomt op i kasserne med arvetøj til Frida. Jeg er god til at trimme, før jeg lægger fra, men det til trods, var vi alligevel endt med at have for meget af det samme, f.eks. 3 flyverdrager størrelse 116, og 24 t-shirts og 6 par jeans i størrelse 104/110 (til barnet, der hader jeans) (- og som i går smed sig meget dramatisk på sin seng, og hulkeråbte: “Min sut er døøøøhøøhøøhød!!” #SuttestopSucks).

Da jeg har været så heldig i denne uge at få en pose tøj i lidt større størrelser, benyttede jeg lejligheden til at sortere efter sætningen: “Do I like it or do I love it?” Sidstnævnte røg tilbage i kasserne, mens resten blev lagt pænt sammen og sendt videre til andre, der kan bruge det.

Med fare for at gentage mig selv, så får vi bare så meget mere glæde af arvetøjet, når jeg hurtigt kan tjekke, hvad vi har, og derfor får det fundet, når det kan bruges, i stedet for at have 5 tætpakkede kasser stående, som jeg først har tid til at løbe igennem, når 3/4 af indholdet er blevet for småt.

Om krænkede læsere og uheldige ord

Det her indlæg har rumsteret i mit hovede i nogle måneder nu, og jeg har været meget i tvivl om, om jeg skal skrive det. For jeg ved godt, at det er et ømtåleligt emne, og jeg er ikke hævet over at kunne mærke det i maven, når jeg på forhånd ved, at nogen bliver sure på mig.

Men jeg har vejet for og imod, og er nået frem til, at jeg synes, emnet er vigtigt, så her kommer det. Og det bliver langt. 

Jeg kunne nemlig godt tænke mig at tale om, hvor langt man som blogger/influencer/Instragrammer/mediefidus forventes at strække sig for at tage hensyn til sine følgeres følelser.  

Baggrunden er både de kommentarer, jeg ser alle de steder, jeg selv færdes på nettet, men også, at jeg efter 11 års skriverier, de sidste år i stigende grad har fået kommentarer og mails fra mennesker, som føler sig trådt over tæerne af et eller andet jeg har skrevet.

I mine år her på domænet har jeg fået forbløffende få hade-kommentarer, selvom jeg både har fået og får de klassiske “Dø, din klamme so!”-mails, men eftersom de føles cirka ligeså upersonlige som spam, er det ikke noget, der fylder for mig. Og det er ikke dem, jeg taler om her.

Det er heller ikke dem, hvor vi diskuterer et emne, og nogen er uenige, eller hvor de bringer nyt til bordet, som betyder, at jeg ender med at ændre noget i et indlæg. Som f.eks. da jeg havde skrevet, at det var vildt meget billigere at få smertestillende på recept end at købe det i håndkøb, og en kittelklædt læser bød ind med noget faglig baggrundsviden. Jeg elsker, når vi alle sammen smider noget i gryden, og går klogere fra bordet. 

De kommentarer, jeg gerne vil tale om her, er dem fra De Krænkede & Pegepindene.

Dem, jeg selv har fået, går f.eks. på, at jeg ikke kan tillade mig at lave sjov med psykisk sygdom eller præsident Trump. At jeg bør være mere neutral, når jeg skriver indlæg om klima og miljø. Eller forstilt undren over, hvad jeg vælger at bruge penge på, “når nu du skal spare”, eller at jeg vælger at vaske bilen manuelt, fordi “det er meget bedre for miljøet at køre den i vaskehal”.

Men det er ikke kun ift. bloggen her, at jeg synes, det er relevant at tale om; det er generelt for debatkulturen på alle de sociale platforme, vi møder hinanden på.

For selvom kommentarerne er formuleret pænt – og det er de stort set altid – så er der for mig at se stadig tale om, at man går ind i noget, der ikke handler om emnet, når man f.eks. skriver:

“Jeg synes, det er meget uheldigt, at du laver sjov med at bruge vin som copingmekanisme.” 

For det kan godt være, at din far var alkoholiker, og ovenstående derfor er en øm tå for dig. Men en anden læser kæmper med at få børn, og bliver ked af det, når jeg skriver om mine to, mens en tredje er glødende dyreaktivist, og bliver meget vred, når Maren i sine striber tager livet af sine katte. Så det, du griner af, røres af eller finder genkendelse i, trykker på andres knapper – og ville du synes, det var rimeligt, at de fik lov at bortcensurere den del af indholdet, som var svært for dem?

Jeg synes, det er en overset pointe, at man som læser/følger/lytter ikke har RET til at synes, at alt er sjovt eller giver mening for lige præcis én selv. Kreative udtryksformer starter og flyder fra de mennesker, der har dem i hovedet, og fælles for dem alle er, at det er afsenderen, der er epicenteret, mens cirklerne omkring udgøres af dem, som finder udgydelserne meningsfulde eller sjove. Uanset om vi taler om bøger, musik, fotos eller blogs, så er de et tilbud om at lade sig underholde af noget, så længe man føler, det giver mening. Jeg kender INGEN kreative mennesker, som ikke ville foretrække, at dem, som ikke længere henter værdi i det, de/vi skaber, stille og roligt ville søge andre steder hen. Sådan har vi det jo alle sammen. Vi vokser. Vi udvikler os. Vi flytter os. De samme inspirationskilder kan ikke ramme os igennem samtlige af livets forskellige faser, og det er ok. 

Det, jeg gerne vil prøve at opfordre til, er at man gør sig tanker om, om man interesseret i dét, man reelt beder om, når man lægger sådan en kommentar.

For hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, så følger jeg bloggere og andet godtfolk, fordi de giver mig stof til eftertanke, får mig til at grine eller skriver, så sjælen synger. Somme tider maler de billeder med koste, andre gange bruger de et enkelt hår. Men det, der får mig til at blive hængende, er at jeg kan mærke, hvem de er. Ikke forstået på den måde, at jeg tror, jeg kender dem, men at jeg kan mærke, at de er autentiske, uanset i hvilken grad de vælger at åbne deres liv og hjerter op. 

Og hvis vi accepterer, at vi som læsere hver især må begynde fjerne det, der lige præcis trykker på *vores* knapper, så bliver det meget hurtigt en underlig amputeret udgave af disse mennesker, vi kommer til  at sidde tilbage med. 

Hvis vi accepterer, at læserne pludselig må træde helt ind i bloggeres liv og valg, og må gå og prikke til alt med lange spidse pinde, så er en meget naturlig reaktion, at man lynhurtigt blænder dørene af til de rum, hvor det personlige og sårbare ligger, og udelukkende inviterer ind i det kunstigt opstillede showroom, der ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre. 

Jeg ved godt, at nogen synes, det er fjollet, at jeg ikke bare ruller om på ryggen og snakker folk efter munden, når nogen lægger ovennævnte typer af kommentarer på bloggen. At jeg hver gang går ind i den, og ikke bare er Den Gode Blogger, der giver læserne ret og “hvor er det godt du siger det!”

Andre skriver igen og igen, at jeg ikke skal tillægge det betydning og i stedet bare fokusere på dem, der godt forstår, hvad jeg mener. 

Men jeg synes sgu, at det her er vigtigt. For det er noget med grænser, der bliver overtrådt, og hvor det føles virkelig mærkeligt, at det nærmest forventes, at man bare glider af og retter ind. Det giver ikke mening for mig. Længere. Ikke når vi taler om et medie, man selv aktivt opsøger.

Og inden den gamle traver om, at det er, hvad man må forvente, når man lægger en del af sit liv til skue, bringes i spil, vil jeg gerne lige spørge: Siger hvem? Andre offentlige personer? Ikke rigtigt, vel? Det er en præmis, som er blevet etableret og vedtaget som sand af de mennesker, der gør den nødvendig.

Og det, som jeg så gerne vil have, at man holder sig for øje er, at det for mennesker som mig, påvirker min lyst til at skrive, og hvis det gælder for mig, så gælder det med 110% garanti også for en masse andre mænd og kvinder, der også bruger tid på at producere underholdning. Så det, jeg egentlig gerne vil frem til er, at vi som læsere er med til at bestemme, hvor stort udvalget af underholdning skal være, fordi vi påvirker menneskene bag det med vores respons. Og hvor debat altid er fedt, fordi det vidner om engagement, som gør dét at blogge 100 gange mere interessant, end tomme, døde kommentarfelter, hvor vindheksene blæser ensomt rundt, så er perfide stikkerier og kontekstuafhængige korstog nogenlunde ligeså ønskværdige som mus i køkkenskabet og svamp i underlivet. 

For mit eget vedkommende er mit formål med at blogge at blive klogere på mig selv. Men ligesom mennesker, der spiller musik, fordi de ikke kan lade være, skriver jeg også for at underholde, og det ville ikke for mig være det samme at skrive i en dagbog. 

Jeg skriver også til Anton og Frida, og træder jeg en dag ud foran en bil, er der truffet foranstaltninger, så domænet bliver betalt til de fylder 25 og kan tage stilling til, hvad de vil stille op med siden her. 

Til gengæld betyder det intet for mig, om jeg skriver til 50 eller 500 personer. Jeg er ikke til salg for annoncekroner, men jeg er heller ikke til salg for læsertal og likes. For mig er antallet ikke vigtigt; min proces opstår i det sekund, at jeg ved, at andre øjne skal læse, hvad jeg skriver, og andre hjerner skal forholde sig til indholdet. Om det altid har været sådan, kan jeg ikke længere huske, men faktum er, at sådan er det i dag.

Så inden du lægger en kommentar om, at et bestemt ord støder dig, eller at noget ikke er sjovt, så overvej lige en ekstra gang, om du faktisk er interesseret i, at det bliver modtagerne frem for afsenderen, der får lov at definere indholdet. ALLE modtagerne. Også dem, du synes er nærtagende og uden humor. 

Og hvis du i et kommentarfelt eller under et billede er nødt til at skrive “Det er ikke for at være træls, men..:” eller “Det er ikke for at være en løftet pegefinger, men..:” så synes jeg faktisk, du skal lægge tastaturet og bakke langsomt. For så ved du godt, at du er på vej ud over en grænse, som de færreste er interesseret i at alle de andre får lov at krydse.

M2019, uge 7

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Tænkt over, at noget af det, er er virkelig rart ved at køre denne indlægsrække er, at der er kommet langt mere transparence min omgangskreds.

I weekenden havde jeg besøg af en veninde, og i stedet for en blomst (som vi plejer at give hinanden) havde hun været på lageret i den virksomhed hun arbejder, og bl.a. fundet lidt rengøringsmidler, lidt luksuskrydderier og en pakke køkkenrulle. I torsdags havde en anden veninde et par flasker rødvin med, som var givet som firmagave til mennesker, der ikke bryder sig om vin, og for et par uger siden gav jeg selv en kogebog jeg ikke længere bruger, videre som værtindegave.

Jeg ELSKER, at vi er blevet langt mere åbne omkring brug, genbrug og økonomi. At vi kan videregive noget, vi hver især har adgang til, eller ikke længere bruger, uden at det virker usselt eller nærigt. Det føles, som om et lag er blevet fjernet, og som om relationerne er blevet endnu mere ægte.

(Men jeg sætter også pris på, at vi er enige om, hvornår vi kører genbrug; at det altid er til de små-gaver, som man ikke forventer at få. For jeg kan sagtens se, hvordan lige præcis det her emne kunne blive rigtig træls ift. jule- og fødselsdagsgaver, hvis man ikke er enige om reglerne).

2.

Ønsket mig – og fået – en termokande fra Contigo. Efter at have ransaget min sjæl ift. hvorfor jeg ikke bruger den udmærkede termokande jeg har, når jeg er på heldagsopgaver, hvor kaffen koster en million, er jeg nået frem til, at det handler om 3 ting: Den savler, hvilket gør, at jeg skal have den  med i en særskilt pose, den fylder, fordi den er designet til at stå på et bord, og den kræver, at jeg medbringer en kop, hvilket nærmest gør sættet til et ensemble. Et træls ensemble.

Derfor undersøgte jeg, om ikke man kunne få en termoflaske i samme mærke, som de termokopper, jeg har, som holder så tæt, at jeg uden at svede kan smide dem på hovedet i min lædertaske, og sørme jo. 

Jeg fik den i går, og den er skøn. Den rummer mere, fylder mindre, låget fungerer som kop og ingen kan stoppe mig nu. 

3. 

For første gang prøvet at købe ind gennem Bilka To Go (ikke spons). Og det kommer til at spare mig mange penge fremover, kan jeg se. 

Fordi jeg selv har været sådan lidt “Ja ja. We get it. Man sparer impulskøbene. Men man *kan* jo bare styre sig, når man handler”, når folk lovpriser den her måde at handle på, vil jeg gerne prøve at beskrive, hvad der har overrasket mig, som helt konkret gør en forskel:

*Impulskøbene. Jamen, vi er nødt til at have dem på, for de udgør virkelig en latterlig stor procentdel af den samlede købesum, kan jeg se. 

*Man kan hele tiden i hjørnet se, hvor meget man nu har købt for, hvilket jeg skulle hilse at sige har en MEGET præventiv effekt. For hvor man i butikken bare står med en proppet vogn, og det derfor føles lidt lige meget, om man lige smider et par ekstra ting i, så bliver det bare meget tydeligt, at det gør en forskel, når man med det samme i kroner og ører kan se det samlede beløb kravle opad. 

*Man kan justere sin kurv ligeså mange gange, man har lyst, så hvis man pludselig har for 200 kr. mere, end man havde kalkuleret med, kan man bare slette varerne i kurven. Det gør man ikke lige i forretningen, vel?

*Jeg er – åbentbart – sådan en, der normalt ikke tænker over, hvor mange bananer, jeg skal bruge, men bare tager en klase, der ser pæn ud. Vi spiser ret meget frugt og grønt, så alene det, at jeg hver gang, jeg skulle tilføje en varegruppe, udelukkende tog, hvad jeg vidste, jeg skulle bruge, og ikke bare lige en klase med 6, gjorde en forskel. Jeg tror aldrig, jeg har tænkt over, hvor meget jeg handler med øjnene og pr. refleks.

*Hver gang man søger, kan man vælge at sortere på tilbud. Det betyder, at man ikke overser en tilbuds-ø, hvor man kan få ekstra billig kokosmælk, fordi butikken har valgt at placere øen langt væk fra varegruppen ‘asiatisk mad’. Samtidig er der på hvert billede en kg/stk/liter-pris anført, så alle billeder i varegruppen står side om side, og man med det samme kan se, hvad der reelt er billigst. 

*Og endelig er man fri for det evindelige problem med forkerte hyldeforkanter, hvor man står ved kassen og får at vide, at lige præcis de japanske citroner desværre ikke er med i tilbuddet, og man er nødt til at sige fuck it, fordi man har frostvarer, og derfor ikke har tid til at stå og være nummer 100 i køen ved kundeservice. . 

Den eneste alvorlige irritationsfaktor er, at man er tvunget til at bruge de plastikposer, de pakker i. Jeg ville ønske, at man kunne tilvælge nogle mere robuste af slagsen, som man betalte pant for, og havde mulighed for at returnere, men mon ikke der på sigt bliver tænkt over et eller andet, som er mere bæredygtigt, end den model, de kører nu. 

Vil man gerne hente varer inden kl. 14, kræver det også, at man er lidt på forkant, for handler jeg mandag, kan det først hentes fra tirsdag kl. 14. Så vil jeg gerne hente inden kl. 14, skal jeg bestille to dage før (altså, bestille mandag og vinge af, at jeg henter tirsdag efter kl. 14 – så kan det hentes onsdag fra kl. 6).

Men det til trods bliver det helt sikkert sådan, vi kommer til at handle fremover.

____________________

Til sidst får I lige et par anbefalinger med: 

Leonora Christine Skov – Den der lever stille

Det, der gør, at man kan holde ud at læse den her historie, er måden, den er skrevet på. For selve fortællingen er simpelthen så grum og hjerteskærende, at det næsten overgår, hvad man som menneske kan forstå. 

Kort fortalt er det historien om emotionel vanrøgt, og om hvordan man genskaber sig selv, bid for bid, når ens forældre ikke har givet én den omsorg og kærlighed, som de fleste af os tager for givet. 

Bogen skifter mellem nutid og fortid, og fordi Leonora Christine er et halvt år ældre end mig, er der virkelig meget genkendelse i det billede, hun tegner af tiden, hun voksede op i. 

Sproget er eminent, og det virker så nemt og ubesværet, når ordene flyder og stemninger, steder og personer vokser frem for øjnene af én. 

Den er blevet rost til skyerne og det er umådelig velfortjent. Tusind stjerner herfra. 

(Og endelig skal man skynde sig i biografen og se Bohemian Rhapsody, hvis ikke man har været afsted. SÅ fin og rørende og respektfuld.)

Rolig nu

Noget af det, jeg holder meget af ved podcasten ‘A slob comes clean’ er, at den ofte får mine tanker til at vandre. 

På mange måder er de overvejelser, man gør sig, når man rydder op, minimerer og smider ud, faktisk er de samme, der fylder i livet, bare i mindre målestok. Mon ikke, det er derfor, man så ofte føler det nødvendigt at beskrive det som ‘en rejse’ eller ‘en proces’, når man snakker om det? For i virkeligheden er det jo ret store ord at bruge om det, der ret beset bare er oprydning. 

Men når det kommer til netop oprydning, så er det min oplevelse, at selvom slutresultatet for det blotte øje bare er bedre plads på hylder og i skuffer, så er ting ikke bare er ting, men snarere små ankre, man gennem tiden har kastet ud i det vand, man er sejlet igennem, og som derfor somme tider hænger fast i dynd og gamle skrog, når man forsøger at trække dem fri. 

I sidste uge hørte jeg podcast nr. 120, som hedder ‘Decluttering – giving up on dreams’ hvor udgangspunktet er en mail fra en lytter, som ved, at hun ikke får flere børn, men som har svært ved at skille sig af med alle babytingene, fordi det for hende har været en livsdrøm at få mange børn. 

Dana (hende, der laver podcasten) kommer omkring mange ting i dette afsnit, men essensen er, at de ting, der er sværest at slippe, er dem, der hænger sammen med bestemte selvbilleder. Enten en person, du var eller én, du drømte om at blive. Og det kræver jo ikke en ph.d i psykologi at regne ud, at det f.eks. var derfor, det var svært for mig at rydde op i mit tøjskab; i det lå min identitet som hende, jeg var, og selvom det var svært, at den lå der, fordi den var en konstant påmindelse om alt det, jeg ikke længere var, var den også afsindig svær at slippe, fordi jeg faktisk ikke helt er klar over, hvem jeg er blevet i stedet.

Hele ideen med podcasten er at prøve at komme med konkrete bud på, hvordan man løser nogle af de her udfordringer, så rådet her var at starte med det nemme; at man, uanset hvad det er, man har svært ved at give sig i kast med, bare starter, fordi man så vil opdage, at nogle af tingene er ligeså svære at forholde sig til, som man havde frygtet – men rigtig mange af dem er ikke.

Så længe de ligegyldige ting står og fylder, er der ikke plads til det, der betyder noget, men når man får ryddet op i alt det, der står rundt om det svære, så *bliver* der faktisk plads til, at man kan lade det vigtige og svære stå, til man er klar til at kigge på det.

Alene det, at man har haft fat i det, der napper, gør, at det næste gang, man har fat i det, napper mindre. Ikke mindst fordi man, hvis man samler stafetten op efter et halvt år, faktisk har konstateret, at man ikke har brugt det, som man var bange for at skille sig af med, fordi man mente, man ville få brug for det et sted i fremtiden. Hun bruger et udtryk, som jeg godt kan lide: “You have lived the future”, og tesen er, at man måske kan se på tingene med mere realistiske øjne.

Og mens jeg sad og lyttede, tænkte jeg over, at de løsninger, der blev beskrevet, egentlig også gælder i relationer og i livet, sådan helt generelt. At man er nødt til at skille sig af med det, der larmer og fylder, for at få plads til det, der er vigtigt. Og at det somme tider kan være nødvendigt at bevæge sig i cirkler, fremfor i lige linjer, fordi man ikke ser ting klart, første gang man står overfor dem. 

Det fik mig til at tænke på, at jeg har en oplevelse af at bevæge mig ind i en ny fase af mit liv. At hvor jeg i mange år har været frygtelig kompromisløs i mine relationer, og hvor det har været umådelig vigtigt for mig at stå vagt om mine grænser, så har det mål faktisk ændret sig til, at det i dag er vigtigere for mig at skabe ro i mit liv og i mit hoved.

Hvor jeg for 5 år siden ville have følt, at jeg solgte ud, hvis jeg bevarede relationer, som jeg måske egentlig ikke længere følte var rigtige, så oplever jeg i dag, at dét at klippe en relation over, somme tider bare kan være en anden måde at binde sin energi til den på, fordi der omkring nogle forbindelser er så mange eksterne faktorer, der spiller ind, at man ikke får lov at trække sin energi hjem ved at lukke ned for det, der frustrerer, men bare veksler frustration til en anden slags, som handler om drama og 3. parter.

Jeg oplever også, at hvor jeg for år tilbage næsten øjeblikkeligt vendte det indad, når jeg stødte på mennesker, jeg instinktivt ikke brød mig om (for hvorfor kan jeg ikke lide dem, skyggesider, projektioner, spejl, Freud og hvad med dig selv), så har jeg i dag sluttet fred med, at der simpelthen bare er noget, der hedder dårlig eller ingen kemi, uden at det har det fjerneste med mig at gøre. 

Så selvom podcasten handlede om, hvordan man rydder op i det, der er svært, fik den mig til at tænke over, hvor langt jeg egentlig synes, jeg er nået i mit arbejde med mig selv og hvordan jeg går gennem livet og verden. Hvor meget af det, der er svært, jeg faktisk *har* fået ryddet op i. At nogle af de issues, der fyldte allermest for mig, da jeg første gang satte mig i stolen overfor Carl i Studenterrådgivningen i Ryesgade, i dag har fundet deres plads.

Jeg behøver ikke tage alle kampe, jeg bliver inviteret til. Jeg behøver ikke være i konstant fight-or-flight-mode. Jeg behøver ikke løse alle de store problemer nu; somme tider er det både bedre og nok at se på det, der omkranser problemet og rydde op i dét, fordi det giver et mere målrettet fokus, og en bedre og mere klar fornemmelse af, hvad der er vigtigt. 

Og for mig, nu, i dag, er det først og fremmest ro.

M2019, uge 6

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg:

1.

Husket, at det er fastelavn om lidt.

Man kunne givetvis lave et eller andet finurligt, hvis man var den håndarbejds-efne type, men jeg er nærmest det modsatte. Samtidig er jeg rimelig priviligeret, fordi ingen af børnene har stærke holdninger til, hvad de gerne vil klædes ud som. Jeg ved ikke, om den bliver ved med at gå, men så længe den gør, kan jeg ligeså godt udnytte det.

Derfor tog jeg, da vi sidste år fik en pose tøj, hvori der var en udklædningskjole som Frida vil ELSKE, denne fra, og gemte den bagerst i skabet. 

Til Anton fandt jeg i mandags på Marketplace et fint Super Mario outfit til den beskedne sum af 85 kr, inkl. forsendelse.

Så nu kan de bare komme an med den kat. 

2.

Fået “nyt” sengetøj, som er en stak af min mors aflagte. Sengetøj har stået MEGET langt nede på listen over ting, jeg har prioriteret at bruge penge på, så det sidste år har jeg brugt en sikkerhedsnål, når jeg har lynet mine dynebetræk, fordi lynlåsene var i stykker, og at kalde sengetøjet ‘slidt’ ville være en kompliment. 

Men min mor sendte en pose af deres god-kvalitet-og-ikke-specielt-brugte sengetøj i min retning, og efter at have sendt to sæt retur, som hun var så sød at sy kortere, var der nyt sengetøj til hele banden.

3. 

Været ud-over-det-sædvanlige dygtig ift. sidste weekends aftensmad. Lørdag skulle vi til fødselsdag, og jeg ved, at når vi har været afsted hele eftermiddagen, så GIDER jeg ikke lave mad, når vi kommer hjem. 

Samtidig vil jeg også gerne undgå at ty til fryseren i weekenden, fordi det er der, hvor jeg – i hvert fald på papiret – burde have bedst tid til at lave mad; de frosne retter vil jeg gerne kunne hive ud og frem i hverdagen. 

Men når man har siddet og guffet kage i timevis, synes jeg også bare tit, at man har lyst til noget rigtig mad, når man kommer hjem, så jeg havde besluttet, at vi skulle have hjemmelavede sliders med pulled chicken og coleslaw, og det tager jo ca. 20 år at lave. 

Men fordi det bare var os, og det derfor ikke betød det store, hvis jeg eksperimenterede og fejlede, prøvede jeg at koldhæve dejen til burgerbollerne, som jeg rørte sammen om morgenen, og satte i køleskabet. Kyllingen smed jeg i stegesoen og tilsatte lidt ekstra væske, og så fik den lov at stå og hygge sig, mens vi var til fødselsdag. Da jeg til frokost alligevel skar gnavegrønt til de kommende dage, rev jeg kål og gulerødder, så salaten var også lavet. 

Og alt lykkedes, og det smagte så englene sang. Ridende på denne bølge af succes, gemte jeg fonden, som kyllingen havde kogt i, og dagen efter satte jeg den til at simre med en dåse hakkede tomater, et løg, en gulerod og en håndfuld rød peber af det, jeg allerede havde skrællet og skåret. Jeg blendede det med en rest smøreost og en sjat creme fraiche, der ellers var sat på dødsgangen, og så var der, sammen med resten af burgerbollerne, mad til både mandag og tirsdag, og det smagte fantastisk, og jeg har det nok lidt som om, jeg ene mand har skubbet klimakrisen 3-4 år #selvtak

Straffer vi psykisk sygdom med fængsel?

Der er noget, jeg har spekuleret over de sidste par uger, og jeg kan ikke finde ud af, om det er mig, der overser noget væsentligt. 

Det drejer sig om sygeplejersken fra Skjern, som har tappet blod fra sin lille dreng over en periode på 5 år. 

Inden jeg går videre, har jeg brug for at sige, at jeg på ingen måde synes, at det hun har gjort er i orden. Jeg får ondt i maven ved tanken om, hvad den lille dreng har været udsat for, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad det får af konsekvenser for ham på lang sigt, at hans primære omsorgsperson forsætligt har gjort ham ondt. 

Og selvfølgelig skal det have konsekvenser – det kan der vist ikke være nogen, der er uenige i. 

Men det, jeg bokser lidt med er, at moderen er blevet dømt efter voldsparagrafen, selvom lægerne vurderer, at hun sandsynligvis lider af Münchausen by Proxy.

For hvor man med stort set alle andre psykiske lidelser, jeg kan komme i tanke om, godt kan have diagnosen, uden at det nødvendigvis medfører, at man gør nogen ondt, så er det vel netop selve handlingen; selve det, at man skader sine børn med fuldt overlæg, fordi man gerne vil have opmærksomhed, der gør Münchausen by Proxy til en sygdom?

Eller hvad? 

For hvis det er rigtigt, så idømmer man hende jo faktisk fængselsstraf, udelukkende pga. en psykisk lidelse – som man klassificerer som vold –  og det ved jeg ikke helt, om jeg kan forlige mig med.

Havde forvaring eller behandling ikke været mere oplagt?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om dommen måske er et udtryk for, at nogle psykiske lidelser i vores samfund er langt mere tabubelagte end andre.

Hvad siger I?

(PS: M2019-indlægget kommer på i morgen aften)

I øvrigt:

*fik jeg serveret en kyllingesalat med æg i forleden. Er jeg den eneste, der finder det en lille smule perverst? #MorOgBarnSalat

*ELSKER Frida at se de der skrækkelige YouTube videoer, hvor hele Kina og den samlede Østblok klæder sig ud og falskt og fuldstændig frygtløst synger soundtracket til Frost på det mest ubehjælpsomme engelsk, jeg nogensinde mindes af have hørt. Jeg er med på, at internettet er nyt på de kanter, men de har vel dog trods alt haft toner? Noder? Musik?

*var jeg hjemme med Frida forleden, og det er stadig noget af det, jeg har det sværest med i mit job; at når jeg eller børnene er syg(e), så ved jeg PRÆCIS hvem der med stor sandsynlighed sidder uden tolk, og hvad de går glip af. Det er hæsligt. 

*trippede jeg i sidste uge nervøst rundt ved vinduerne og kastede lange blikke op ad vejen, lige fra vi stod op til vi kørte. Ikke fordi jeg ventede en sømand hjem fra de syv verdenshave, men fordi det var den dag, skraldemændene skulle komme og tømme papir- og genbrugsspand, og min angst for at misse dem er muligvis den mest deprimerende voksenreaktion, jeg endnu er stødt på. 

*har jeg brug for, at vi med øjeblikkelig varsel stopper med at bruge ordet “Momtrepreneur”.

*og nu vi alligevel roder rundt i sprogkassen: Vidste I, at det fænomen, der om aftenen hedder ‘skumringen’ hedder ‘dæmringen’ om morgenen? Jeg ELSKER ord!

*undrer det mig egentlig lidt, at man endnu ikke har set nogle rabiate dyreaktivister hidse sig op over den indlysende mangel på nærvær, når hundeejere går tur med hunden i den ene hånd og mobilen i den anden. 

*er jeg stadig ikke for gammel til at blive en lille smule excited, når DMI melder sne i løbet af natten. 

*eller til at blive skuffet, når vi så bare står op til regn on the rocks.

*er dét at bo og samtale med en 3-årig lidt som at bo med en af de troldmænd fra eventyrfilmene, der siger underlige ting, fuldstændig ude af kontekst. Bare med den ret afgørende forskel, at bemeldte troldmænd sjældent får et anfald i 3 etaper, hvis man ikke lige kan hive et svar ud af hovedet på spørgsmål som: “Hvem er vores egern egentlig, mor?” (vi har aldrig haft – eller set – et egern)  eller “Hvor er huset?” (Og troldmænd og torturbødler kan bare pakke sammen. Efter i 10 minutter at have forsøgt at stille opklarende spørgsmål a la “Hvad for et hus?” “Vores hus?” “Er det noget, du har set i børnehaven” for bare at blive mødt af en gradvist mere og mere hysterisk gentagelse af det oprindelige spørgsmål, har man lyst til at kravle sammen i hjørnet i katatonisk fosterstilling og skrige: “HVAD ER DET FOR ET HUS, DU SNAKKER OM!?!”)

(Men man gør det selvfølgelig ikke, vel?)

(Mest fordi hjørnet allerede er optaget af rasende 3-årig).

*hører jeg den her på repeat for tiden:

M2019, uge 5

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fundet og solgt en gammel mobiltelefon. Jeg fik 500 kr. for den, hvilket var fint, men shit det er godt nok også en anden gruppe af købere, man får henvendelser fra, end når man sælger børnetøj og tupperware. Jeg fik sygt mange bud på den, heriblandt virkelig mange skam-bud. Jeg tror også, jeg blev kontaktet af noget undercover politi; profilen så i hvert fald ualmindelig suspekt ud, og det var nogle MEGET specifikke spørgsmål, han/hun stillede.

Så det, jeg her har lært er, at hvis man skal sætte elektronik til salg, så skal man gøre det på et tidspunkt, hvor man har tid og overskud til at svare på mange (MAAANGHE!!) spørgsmål. 

2.

Ryddet op i mine smykker, hvilket er et projekt, jeg har skubbet i 100 år. Uden egentlig helt at vide hvorfor, for det er meget få af mine smykker, jeg har et nostalgisk forhold til. Men jeg har AFSINDIGT mange øreringe, fordi det er noget af det, man må give den gas med i mit fag, hvor vi ellers helst skal være uden for meget juletræspynt. Så jeg sorterede ca. 2/3 fra, satte det hele til salg, solgte ca. halvdelen, og forespurgte i den lokale genbrug om de ville have resten. Det ville de gerne. 

3.

I forlængelse af ovenstående fået vurderet et par armbånd og en halskæde jeg har i sølv. For jeg tror virkelig, at det somme tider er fint lige at afstemme idé om værdi og virkelighed. Og sættet, der har kostet – og stadig koster – omkring 1000 kr. fra nyt, kan man hos en sølvsmed få.. wait for it… 75 kr. for. I alt. Så nu er jeg helt i fred med, at det ligger og kigger, og venter på, at den rigtige modtager kommer forbi. 

4.

Prøvet at lave flødekarameller af fløde, der har været frosset ned, og vil bare som serviceinfo videregive, at det ikke kan lade sig gøre. Det tykner ikke, uanset hvor meget sukker, man hælder i. Jeg har smidt det alt for bløde resultat i fryseren i en rugbrødsform, og tænker, at jeg lægger det imellem to bjælker chokoladekage og serverer det med is, næste gang jeg får gæster. 

5. 

Svedt over, at økonomien er lidt stram i februar, samtidig med, at Antons værelse stadig kun er halvvejs færdigt. Det har jeg det sådan her med:

Men klog af skade ift. at have brugt for mange penge på for kort tid på Fridas værelse, har jeg lavet en liste over, hvad der skal købes til Antons værelse, og valgt at starte med træet til hylderne. Det er noget af det, der kommer til at gøre en reel forskel at få op, og som får projektet til at skride fremad, hvorimod et nyt sengetæppe mere er kosmetisk nødvendigt.

Så selvom jeg er ærgerlig over, at jeg med Fridas værelse faldt lidt af minimalist-vognen, gør det mig alligevel glad, at min læringskurve er blevet så stejl, at jeg opdager, hvad der foregår, mens det går ned, og reagerer (stort set) med det samme, i stedet for at lukke øjnene og stikke fingrene i ørerne, som jeg ville have gjort for bare et par år siden.

op ad bakke

Mandag i sidste uge havde jeg besøg af en ung kvinde, som overvejer at få et barn alene, og som derfor havde skrevet og spurgt, om hun måtte komme forbi og snakke lidt. De finder ind i mellem forbi mig, og efterhånden har jeg haft besøg af et par håndfulde af dem, kvinderne. Samtalerne giver altid anledning til at tænke tilbage og til at se hele vores situation i perspektiv, fordi disse kvinder står overfor at tage endegyldigt afsked med drømmen om kernefamilien som den traditionelt ser ud. Ganske som jeg selv gjorde.  

Måske er det derfor, jeg for tiden er ekstra opmærksom på, at jeg er selvvalgt alenemor, for normalt er det faktisk ikke noget, der fylder for mig på dén måde. Jeg kan se, at en del af de kvinder, der får børn alene, føler en identitet omkring det; de deler artikler om det på fb og er med i samtlige fora, hvor soloforældreskabet er fællesnævneren.

Sådan har det aldrig rigtig været for mig. Jeg ved ikke hvorfor. For mig er det mere bare et livsvilkår, at jeg er selvvalgt alenemor; lidt ligesom jeg også er kvinde, dansk og tegnsprogstolk.

Men i aftes, da jeg gik i seng klokken 21, var mine øjne så hævede af at tude, at jeg næsten ikke kunne se ud af dem, og i går var en af de dage, hvor jeg ikke kunne se andet end alle de steder, hvor jeg i al min alenehed ikke slog til. 

Det startede egentlig udemærket. Jeg var planlagt på en opgave, hvor vi normalt sidder alene hele dagen, men hvor administrationen denne gang har fået det til passe med, at vi splitter den halvvejs, og jeg havde derfor forventet, at det ville føles nemt og overskueligt. Om det var mig eller opgaven ved jeg ikke, men det føltes som at tolke i flydende cement, og jeg var fuldstændig drænet, da jeg fik derfra. 

Som jeg kørte fra opgaven, fik jeg en mail fra det nye busselskab, der henter Anton, som bare lige ville meddele, at Anton fra i dag, tirsdag, ville blive hentet kl. 7.

Og jeg ved godt, at de sulter i Afrika, og at vi er heldige, at vi har fået pladsen i taleklassen – men jeg blev simpelthen så stresset og ked af det, fordi jeg ved, at det for Anton er voldsomt at skulle køre Esbjerg tynd i en hel time og samle børn op, *inden* han skal ind og sidde stille en hel dag. Og jeg bliver vanvittig over, at det nærmest kræver, at man søger tabt arbejdsfortjeneste og går på deltid at få det til at hænge sammen, for hvor det for busselskab og skatteborgere er et spørgsmål om økonomi, og om, hvor få busser, man kan løse opgaven med, så er det vores liv og hverdag, der helt konkret bliver påvirket af det. Det kommer til at afgøre, hvordan hver eneste morgen ser ud for os, og det kommer til at betyde, at Frida også skal afleveres tidligt, og jeg kan næsten ikke forlige mig med, at jeg bare skal holde kæft og rette ind. 

Men det er, som det er, og om 4 måneder er det slut (prøvede jeg at trøste mig selv med).

Da jeg kørte ud for at hente Frida tidligt, kvitterede hun med at tude af raseri i 20 minutter, fordi hun ville spise frugt i børnehaven. Da vi kørte ind efter Anton, var der omkørsel alle steder, og det, vi skulle bruge i butikken var udsolgt. Anton var skidesur over .. et eller andet, og fra vi kom hjem, var det bare det ene nederlag efter det andet og det trejde og det fjerde. Begge børn skældte ud og svarede igen, ingen gad spise den mad, jeg havde lavet – Anton indtog sine 9 ris med et ansigtsudtryk, man ellers kun ser på den lidende Kristus på korset i kirken, og spicede oplevelsen op med bræklyde – alle skabte sig og skreg over, at de ikke måtte sidde med iPad, og jeg tabte samtlige konfrontationer med dem. Som kirsebærret på toppen har Anton ekstra svært ved at sove i disse uger, hvilket betød, at jeg løb i pendulfart fra stuen til hans værelse 200 gange i omkring 2 timer efter, han var lagt i seng.

Og jeg græd og jeg græd og jeg græd, fordi jeg sideløbende var mindst lige så vred på mig selv, som jeg var på børnene, fordi jeg ikke formår at være den mor, jeg gerne ville være. Sådan én, der har sukkerpolitik og skærmtidsholdninger og principper, og som ikke lader sig køre over af terrorister. Sådan en, som godt forstår, at det handler om, at børnene er trætte og skal mødes; også efter de 20 minutter, hvor man uden held har forsøgt at køre dén strategi, og i stedet nu bare er tilskuer til egen film, der knækker. Sådan en, som husker, at alt, hvad de lige nu gør, faktisk er mit ansvar; at jeg ikke skal give efter for Frida, når hun får eftermiddagens 30. raserianfald over ikke at måtte tage en cola med fra mormor og morfar med i bilen, og at hvis jeg gør, så skal jeg ikke skælde ud over det, når hun spilder. I hele bunden af bilen. Mit ansvar. 

Hvilket udelukkende bærer til selvhadets frådende flammer. 

Jeg prøver normalt at bære over med mig selv ved at huske, at opdragelse af børn og dét at skabe et menneske, er lidt som at bygge et hus: Det ikke bliver skævt eller ubeboeligt, fordi der er enkelte sten hist og pist, som man ikke får lagt, helt som man gerne ville, men i går var sådan en dag, hvor en ækel, lille djævel med min egen stemme hele tiden sad og hviskede i mit øre: “Men du ved jo ikke, hvornår det er en hjørnesten, der er tale om.”

I dag stod vi klar med tornysteret på ryggen kl. 6.59. Og man må gætte én gang, hvad der manglede i billedet? (Hint: Det starter med b og slutter på -ussen.) Og eftersom jeg havde valgt at bytte om på afleveringerne for at være klar til bemeldte tid, sad Frida i bilen, og nu skulle vi pludselig alle 3 ud, og om i SFO’en – hvor chaufføren ringede, lige som vi trådte ind, og meddelte, at han ville være der om 3 minutter. Og selvfølgelig forventer jeg ikke, at den ene af de to pædagoger skal gå med ud til vejen for 3 minutter, så alle mand tilbage til buslommen. 

‘3’ viste sig at betyde ‘7’, og de 3 minutter + indmarch i SFO’en, var i forvejen tid, jeg ikke havde, fordi jeg ikke er Chris, der bare kan ringe til min chef på chokoladefabrikken, så da bussen endelig kom, vil jeg gerne rose mig selv for at udtrykke mig meget assertivt, selvom jeg på det tidspunkt tudede af stress og raseri. Da Anton forsigtigt spurgte: “Mor, er du ked af det?” svarede jeg: “Nej. Jeg er vred, og så kommer jeg til at græde, fordi det lige bliver for meget.” Så…  keeping it real, trods alt?

Bussen kørte, jeg afleverede Frida og det var så her, jeg opdagede, jeg havde glemt mine telefoner. Tilbage efter dem og afsted. Jeg havde kørt 12 km. da jeg opdagede, at jeg havde glemt mit tolkeskilt (for sent at gøre noget ved) og 20 km. da jeg lige ville tage en tår af min kaffe, og uden helt at forstå, hvordan det skete, hældte 1 dl kogende kaffe ud over benene på mig selv. Hvilket man godt kan se på lyseblåt tøj. Og på huden på mine lår. 

Min ja-hat i forhold til den her uge ser på nuværende tidspunkt sådan her ud:

Men jeg har flere gange i dag mindet mig selv om et par kloge sætninger, jeg har læst:

Så. Det er trods alt kun tirsdag. Og i morgen skal jeg til Billund og spise med søde damer, og derefter ind og klappe og huje af verdens bedste Maren Uthaug.

Så du kan stadig nå det, uge 5. 

Men word of advice?

M2019, uge 4

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

(Det bliver langt i dag – bare så I lige er advarede. )

I den forgangne uge har jeg:

1.

Smidt smør i fryseren. Jeg havde fødselsdag i lørdags, og havde bl.a. bagt en krydderkage, som jeg havde lavet appelsinsmør til. (Smør, appelsinsaft og appelsinskal). Desuden havde jeg haft rigtig smør på bordet til bollerne. Men i dette hus er det primært børnene, der spiser smør (og det er IKKE med min gode vilje #RundErOgsåEnForm), og i hverdagen har de ikke tålmodighed til at vente på, at smørret bliver blødt nok til at smøre ud på knækbrøddet. Derfor kører vi udelukkende med blandingsprodukter, og en halv pakke smør kan derfor ikke rigtig bruges. Men jeg smed både den neutrale variant og den med appelsin i fryseren (og huskede at veje det inden), så næste gang jeg bager, tester jeg, om dét fungerer.  

2.

Irriteret mig over, at jeg stadig bruger mange poser til at fryse mad i. Min fryser er en skabsfryser med 3 skuffer, som altid er mindre, end jeg tror, så jeg skal tænke over, hvad jeg fylder i den, så jeg ikke pludseligt står med 4 portioner gullasch og intet sted at parkere dem. Derfor bruger jeg ofte plastikposer, fordi de ikke levner den mindste smule spildplads omkring maden , hvilket man ikke kan sige om plastik- og glasbøtter. Men efter at have lagt inderside til en portion lasagne, er der ikke så meget at gøre ift. at rengøre og genbruge poser. Hvad gør I? Jeg ved, at mange bruger mælkekartoner, men kan læse mig frem til, at de fleste putter poser i dem – og så er vi jo lige vidt. Ideer modtages med kyshånd.

3.

Fået de LÆKRESTE Kitchen Aid gryder i fødselsdagsgave. Jeg ved, at gaver er et stridspunkt i minimalistkredse, og at det er ugleset med ønskesedler, fordi det “bare er bestillingslister”. Derfor vil jeg gerne byde ind med min holdning. For jeg synes, at gaver kan være en god mulighed for at tilvejebringe noget, man ikke selv ville have haft mulighed for at købe, og hvor man kan gå efter en bedre kvalitet med længere levetid til følge. Jeg vidste allerede tilbage i september, hvor Bilka begyndte at reklamere med, at man kunne samle mærker og bruge dem til Kitchen Aid gear, at jeg ville ønske mig gryderne i fødselsdagsgave, så jeg har selv samlet mærker, og også smidt et par hundrede i puljen. Til gengæld har jeg nu for første gang i mit liv gryder, er ikke er arvede eller købt i Ikea, og jeg ELSKER dem.

4.

Fået et spørgsmål om, om ikke jeg vil prøve at skrive noget om vaner ift. at fokusere på sit forbrug. Lones spørgsmål var: “Hvad med at skrive noget om nye/gode vaner? Jeg er ved at lytte til A Slob Comes Clean, og det mest slående for mig er, at det handler om vaner og tankemønstre”

Jeg ved ikke, om det helt er, hvad du, Lone, har i tankerne, men A slob comes clean-Dana taler meget om 4 vaner, som har været grundlæggende for hende ift. at holde rodet i huset i skak. Jeg har derfor tænkt over, hvad der udgør skelettet i min proces, og det er det, jeg prøver at beskrive nedenfor. 

(Inden jeg gør, er jeg nødt til at nævne, at jeg i går brugte et kvarter på at lede efter min telefon, mens jeg gik og talte i den, så om jeg er den bedste til at komme med gode råd, kan jeg godt selv være lidt i tvivl om).

Men jeg giver det et skud, og så må I tage det, I kan bruge. 

A. Gennemgå en hylde eller to i køkkenskabe/fryser/køleskab, hver gang du kan.

Brug, hvad du har, send videre, hvad du ikke får brugt, og smid det ud, der er for gammelt, så du kan *se* hvad du har. 

For mig har denne vane været rygraden i det hele, og den har indvirkning på stort set alle de områder, jeg gerne vil være (mere) opmærksom på: Den reducerer madspild betydeligt og sparer dermed også penge, den giver en bedre udnyttelse af ressourcerne, og så føles det bare på alle måder bedre at åbne et skab, man kan overskue indholdet af, i stedet for ét, der angriber, så snart man linder på lågen.

Jeg ved ikke, hvor mange skabe andre har med fødevarer, men jeg har to, og mit køleskab og min fryser er også af overkommelig størrelse. Derfor er det en ret overskuelig opgave at gå et par hylder igennem, når jeg alligevel bare står og venter på, at pastavandet koger.

Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke er tanken, at man skal tage hele (køle)skabet eller fryseren hver gang, eller køre fuld rengøring og afrimning. For så bliver det Et Projekt, og dermed noget, der skal sættes tid af til, og som man ikke når i hverdagen, og det er ikke meningen.

B. Lav en kasse til salg/genbrug og stil den, hvor du kan se den.

Det har to formål. Tre, faktisk.

For det første betyder det, at det er nemt at rydde op, og giver mening at gøre det en kasse af gangen. For ingen starter bilen for at gøre på genbrugspladsen med to sæt forvasket børneundertøj, og hvad gør man med den Frost-dukke, som ingen længere leger med?

Jeg smider tingene i kassen, når jeg støder på dem, og en gang i måneden-ish, går jeg den igennem, hvilket er det andet punkt på formåls-listen. For så sætter jeg det til salg, som kan sælges, og tager det arbejde det giver i ét hug, fordi det betyder, at jeg faktisk kan se, at der kommer en reel indtjening ud af det; også selvom jeg sælger en kasse stearinlys til 25 kroner og en Spidermandukke til en 30 kr. Det, jeg ikke kan/vil sælge, kører jeg på genbrugsstationen med, for nu er der pludselig til en pose eller to, og så giver det mening.

Så Kassen minimerer dels rod, fordi man samler alt ét sted, den genererer lidt penge, og endelig betyder den, at du har fingrene i dine Tradono og DBA-apps ofte nok til at huske at bruge dem, når du selv står og mangler et eller andet. 

Som et slags ps til dette punkt, er kassen for mig også en slags smertegrænse ift. hvor meget, jeg vil have til at ligge og flyde. I forbindelse med børnenes nye værelser, har jeg ryddet voldsomt op i tøjskabe og legetøj, og dér har jeg gjort kort proces: Alt tøj er blevet kørt på genbrugspladsen, alt legetøj er enten givet til Antons skole eller til Frelsens Hær, og alle små plastikdimser er røget i genbrugsspanden. Jeg ved, at mange synes, det kan være svært, for “den jakke er så fin, og den må da kunne sælges” – og det kan den sikkert også. Og man *kan* sortere, så man lige tager de mest salgbare ting fra – men der kommer aldrig et tidspunkt, hvor man får tid til at fotografere 600 kjoler og t-shirts og sætte dem til salg, så skyd det af, og glæd dig over, at det enten i tøjform eller omsat til penge, kommer børn i f.eks. Syrien til gavn. 

C. Gør hvad du kan, når du kan. Og gør det færdigt.

Det her er det modsatte af KonMari – og har man tid og overskud til at køre hendes model, er jeg sikker på, at den er bedre. Men hvis ikke, er det her også en måde at nå virkelig langt på, på en meget overskuelig måde. For når jeg sidder og snakker med Frida, som er i bad, kan jeg sagtens lige sortere min æske med neglelak, og min kasse med sæbe/shampo/creme. Det tager vitterligt under 5 minutter. Når jeg leder en en undvegen strømpe, sorterer jeg kassen, nu jeg har fingrene i den. Og hylden med krydderier eller den, hvor du har bage-gear tager kortere tid at gå igennem, end det tager for kaffe-vandet at komme i kog.

Det har den KÆMPE fordel, at du ikke påbegynder noget, som du bliver afbrudt i, og pludselig ikke kan nå at gøre færdig, hvilket giver stress og surhed, fordi det ikke på nogen måde er fedt at have et køkkenbord FYLDT med indholdet fra ALLE skabe, som man startede med at hive ud, inden nogen pludselig trådte på et søm og skulle på skadestuen.

Og det, jeg efterhånden har fundet ud af, er, at jeg har ikke “Et skab”. Jeg har en trækasse med hylder, der indeholder en masse små beholdere og stakke. Og er de hver især sorterede – og det behøver ikke være samtidig – er der pludselig på magisk vis orden. 

Det har også for mig vist sig, at overblik smitter. Når jeg åbner mit køkkenskab, og der stadig er plads på hylderne, så bemærker jeg det pludselig, når jeg åbner mit skab på badeværelset og det ser ud som om indholdet er smidt ind med en skovl. Og så begynder man stille og roligt at kopiere “bare lige den her hylde”-strategien til andre områder end køkken- og køleskab, og det gør en verden til forskel.

Sidst men bestemt ikke mindst er der et par råd fra A slob comes clean, som jeg selv har haft meget glæde af, når jeg har ryddet op. For lige når man står med fløjten, man havde om halsen til karnevallet i Aalborg i 1998, synes man pludselig, at det virker lidt dumt at smide den ud. For tænk, hvis man skulle bruge den igen? Til et arrangement med børnene eller sådan noget?

Der bruger jeg hendes spørgsmål:

Hvis jeg en dag i år 2022 skulle bruge en fløjte:

a. Ville jeg så overhovedet huske, at jeg havde én?

b. Ville jeg vide, hvor jeg skulle lede efter den?

c. Hvad koster en ny?

Det synes jeg virkelig er solid advise, for 3/4 af mine ting er røget på den konto, og jeg har ikke manglet en eneste af dem siden. 

Det sidste lille punkt for i dag er et par billeder, jeg har lovet af vise, så dem, der er interesserede (ud over Sidsel) kan se, hvordan jeg bruger lyskæder og smålamper herhjemme: