I øvrigt:

*Skal jeg bede om, at alle, fra nu af og til verden går under, ikke holder midt i mellem to benzinstandere, så der kun er plads til deres bil. Kør! Nu!! Frem!!!

 *Ville jeg ønske, at musikstreaming-tjenesterne ville headhunte et it-menneske fra Google, så deres søgefunktioner kunne blive mindre hysteriske.

Itunes/YouSee/Sportify, når man taster: ’Beyoncè – søg’

Google, når man taster: ‘Bijyonse – søg’

*Vil jeg bare opfordre til, at man går på YouTube og finder ‘I Mexico går det godt’. Jeg var ved at blive kvalt i en sofapude, da jeg måtte mute mine egne latterbrøl under sekvensen, hvor Esben og Peter først får renset deres aura med konkylie-blæs, og derefter skal omfavne træer.

*Skal jeg, efter at have set den i samtlige jule-kataloger, lige høre, om der godt nok stadig er nogen, der læser Guinness Rekordbog?

*Er jeg oprigtigt trist over, at Marie Fredriksson fra Roxette er død. Look sharp! var mit første ægte kassettebånd, og jeg forbinder det med sommerferie i Blåvand, solskinsvejr og afklippede jeans og mig og min walkman på lange gåture ud af barndommen og ind i noget, jeg endnu ikke vidste, hvad var. 

*Bliver jeg nødt til at spørge, hvem har opfundet bloggersprog, for jeg får en del mails med forslag til “samarbejde”. Hvor kommer det udtryk fra? Hvordan bliver det noget som helst andet end rent, regulært ’arbejde’, når du har et produkt, du gerne vil have mig til at reklamere for? Man må altid gerne spørge, men lad os kalde det, hvad det er –  selvom det så selvfølgelig også kommer til at lugte lidt af løn.

Hvis vi lige skal være alvorlige et øjeblik, venter jeg stadig på, at nogen laver en platform til blogs, der minder om HBO og Netflix. BlogFlix. Hvor man som læser tegner abonnement for en måned, og hvor de bloggere, der er med, kan koncentrere sig om at lave indhold og interagere med deres læsere, og ikke behøver sige pæne ting om slankesåler og motorolie, og blive tandløse og beige for ikke at bide hånden, der fodrer dem. Hvor der er plads til, at bloggere udvikler sig og prøver nye vinkler og nicher af, og ikke er tvunget til at gøre alt op i clicks og likes, og på den måde mainstreame et produkt, der i første omgang blev kommercielt levedygtigt, fordi det skilte sig ud.

*Ender min egen dovenskab med at tage livet af mig. Jeg har købt et juletræ, som jeg har stillet udenfor mine stuevinduer. 4 gange i timen får jeg et chok og tror, at der står en øksemorder derude. 4 gange i timen beslutter jeg, at jeg ikke behøver at flytte det, for ‘nu ved jeg jo, at det står der’. Jeg er min egen værste fjende.

M2019, uge 49

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Repareret min sofa. Og med ‘jeg’ mener jeg her mest ‘min mor’.

Min sofa er en gammel svend. Jeg har prøvet at komme i tanke om, præcis hvornår jeg købte den, men det fortaber sig i tågerne. Vi skal bruge i hvert fald begge hænder og måske endda den ene fod, hvis vi skal tælle år. På den måde er den et stoisk, ongoing statement ift. at det betaler sig at købe kvalitet, for selvom man ikke tænker: “Gud, har du ikke fået ny sofa?!” når man ser den, så ligner den bestemte heller ikke en grand old lady. Betrækket er stadig stramt og fast, farven er ikke falmet, og puderne holder facon.

Nå, men for et par måneder siden sled vi hul i betrækket på en pude og puffen, stort set samtidig.

Og selvom jeg stirrede begge børn stift i øjnene og sagde: 

vil jeg sige, at de huller, der skulle fikses i den forgangne uge, i diameter målte *noget* mere, end de første forsigtige af slagsen.

Jeg tjekkede priser på ombetrækning (ca. 2000 kr), jeg tjekkede priser på nye, brugte sofaer (folk er vanvittige) og jeg trawlede Pinterest tyndt i forsøget på at finde en løsning, jeg selv kunne omsætte til virkelighed. Men i sidste ende blev det min mor, der kom med vinderforslaget, som var at købe et par meter møbelstof i en helt anden farve, og sy det på hhv. puf og pude. Jeg var skeptisk, men havde omvendt ikke rigtigt selv flere ideer, så vi gik med det – og det blev SIMPELTHEN så godt.

Og som bonus var det bare virkelig hyggeligt at have en hel dag med min mor og et fælles projekt.

2.

Lavet en madplan med faste ugedage – og holdt den.

Jeg kører normalt med flydende madplan, forstået på den måde, at jeg køber ind til to retter, og så i løbet af ugen vurderer, hvornår det passer bedst ift. tid og planer at lave hvad. Det plejer at passe med, at der er mad til 4-5 dage, og resten af tiden supplerer vi op med fryser, rester og impro. 

Men den seneste uge har været tosset, og det opdagede jeg for en gang skyld på forhånd. Derfor lavede jeg en plan, hvor jeg på forhånd fordelte retterne på specifikke ugedage, så jeg ikke f.eks. stod med dag-2-mad torsdag, hvor der var julefrokost i Antons klasse.

Resultatet er, at alt, hvad der er købt ind, er omsat til aftensmad, og intet er endt som spild. 

3.

Fået 2 store poser med børnetøj, som jeg sorterede med det samme.

Jeg valgte denne gang at sortere ad to omgange; første runde var en grovsortering, hvor alt, hvad børnene kunne passe blev taget fra. Anden runde var finsortering, hvor jeg fjernede de stykker tøj, som jeg med sikkerhed ved, at børnene ikke kommer til at gå med, og samtidig justerede jeg antal ift. forbrug. Det er f.eks. ikke nødvendigt at have 19 undertrøjer i samme størrelse, når 8 er nok.

Al overskydende tøj blev, efter aftale med den søde giver, afleveret til genbrug. 

4. 

“Ofret” et par vinterstøvler, jeg har fået til Frida.

Vi arvede sidste år et par virkelig pæne Bundgaard vinterstøvler, som nærmest ikke var brugt. Jeg har kviet mig ved at give hende dem med i børnehaven, fordi de netop var så fine, og børnehaven bare er det sted, hvor alt fint går hen for at dø. Men nu er vi ved at være der, hvor gummistøvler er for kolde, og fordi der er ret meget mudder på legepladsen dernede, overvejede jeg derfor, om jeg skulle købe et par termostøvler til hende. De kan i det mindste skylles. Men jeg besluttede at lade være, fordi det er en fælde, jeg er faldet i før: Jeg glemmer, at hvor jeg selv kan have sko i årevis, hvis jeg passer på dem, så er der ingen af børnene, der kan passe dette års fodtøj til næste år. 

Og hvis jeg tænker mig grundigt om, så kan jeg måske komme i tanke om én, max to lejligheder, hvor det ville være fedt at have et par fine vinterstøvler – og det *er* da knald i låget at have et par dyre, gode støvler til at stå ubrugte i skabet, fordi de ikke må blive beskidte.

De er givet med i børnehaven nu, og så må vi børste og vånde os ud af det, når de kommer med hjem på weekend, og ligner noget fra en arkæologisk udgravning.

You’re simply the best

Klokken er 19.30, og jeg sidder i min sofa med stængerne smidt op og gløgg inden for behagelig rækkevidde. I min seng ligger Frida og bobler – jeg lod som om, jeg ikke så hende, da hun listede derind, mens jeg hængte tøj op – og på værelset er Anton efter lydene at dømme igang med at genopføre Slaget ved Helms Deep.

De fleste julegaver er i hus, jeg knuselsker alle de fine lys, hele verden er pyntet med, og i fredags var vi til Luminis på Egeskov Slot, som virkelig bare er som at træde ind i et eventyr. 

Alt ånder med andre ord ro og fred, og egentlig er det tankevækkende, hvor meget pulsen falder, når først man har en retningen udstukket, fordi man så kan handle. I hvert fald føler jeg mig væsentlig roligere nu, al usikkerhed til trods, end jeg gjorde, mens vi ikke vidste, om vi var købt eller solgt.

Jeg har efterhånden lært, at noget af det, der stresser mig allermest er, når jeg skal forholde mig til flere mulige fremtidsscenarier samtidig. Uden sammenligning i øvrigt, har det fået mig til at tænke på de måneder, der gik, fra jeg fik at vide, at jeg ikke skulle regne med, at jeg kunne blive gravid, til jeg stod med en positiv test i hånden. Det her med hele tiden at have to døre åbne, og simultant at forberede sig på to meget forskellige typer af fremtid – det giver en fornemmelse af manglende rødder og kompas, som er ustyrlig stressende. Og nu, hvor jeg ved, at det gamle firma har drejet nøglen om, oplever jeg, at jeg pludselig langt bedre kan forholde mig til, hvad der så skal ske.

Jeg er mig naturligvis stadig alvoren bevidst. Dagsformen svinger, det er ikke ligemeget, hvordan de kommende måneder arter sig, og konsekvenserne kan blive både betydelige og ubehagelige. Men jeg er ikke i panik, jeg kan godt holde fast i, at der i en påtvungen situation stadig ligger masser af valg, og jeg synes også, at kriser som denne skærper opmærksomheden på, hvad der er vigtigt.

For problem-wise er det her et overskudsproblem. Det er et af dem, man kan vælge at bruge til at udvikle sig som menneske, modsat sygdom og dødsfald, som er påtvungne omstændigheder, hvor man bare håber, at man kommer igennem uden at gå helt i stykker.

Så jeg står stadig, og jeg er ved godt mod.

Og så er jeg, i alt det her, druknet i cyberomsorg, og det er jeg simpelthen så rørt over.

Nogle af jer har tilbud konkret hjælp, nogle har peget mig i retning af netværk, mine opslag er blevet delt til højre og venstre, og folk har sendt både jobopslag, gode ideer og virtuelle knus afsted i min retning. Og det hele har hjulpet. Virkelig. For jeg er ny i verden udenfor, og ved at få kvalificerede indspark fra både mennesker, der kender mig rigtig godt, og mennesker, der kender mig knap så godt, har jeg fået en bred vifte af muligheder og ideer præsenteret. Det fine ved dét er, at jeg nu er blevet langt klogere på, hvad jeg gerne vil, men også, hvad jeg ikke har så meget lyst til. Det sidste lyder som ‘tak, men nej tak’, men det er det virkelig ikke. Det har været mindst ligeså værdifuldt at finde ud af, hvad jeg ikke vil, fordi jeg pludselig læser jobopslag langt mere målrettet, og kan lægge energien, hvor den forhåbentlig ender med at gøre en forskel.

Så det, jeg egentlig bare kom herud for at sige i aften var: Tak. I er de bedste, og jeg ved, at I kommer til at gøre en forskel, for når man bliver mindet om, hvor fantastiske folk egentlig er, går man ud i verden på en anden måde, man præsenterer sig selv anderledes, og man har mod på at tage flere chancer, fordi man har i frisk erindring, at der er virkelig mange mennesker, som er ægte, reel optur.

M2019, uge 48

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Pyntet til jul. I min vindueskarm plejer jeg at have en stor glaskrukke med julekugler og en lyskæde i, men glaskrukken har jeg i nu i bedste M2019-stil i brug til noget andet. Jeg havde derfor allerede skrevet ‘stor glaskrukke’ på min indkøbsseddel, da jeg kom til at tænke over, om jeg mon havde et eller andet i køkkenskabene, der kunne bruges. Og sandelig så: En af de store Mason-Jars, jeg har brugt til tebreve, stod bagerst i skabet og kedede sig, og den fungerer perfekt som stand in for den gamle glaskrukke. 

2.

Fået nyt sofabord.

Tirsdag morgen hørte jeg pludselig et *knas* fra stuen, efterfulgt af larmende, påfaldende tavshed. 

Da jeg stak hovedet ind, stod Frida med et bordben i den ene hånd, mens hun med den anden hånd og tankens kraft forsøgte at få det kuldsejlede sofabord til at forsvinde.

Retfærdigvis skal det siges, at bordet har været dingelvornt i et par måneder, så det *var* et spørgsmål om tid.

Lige nu er ikke tidspunktet til de store, økonomiske møbeludskrivninger, men jeg kunne huske, at min veninde havde lagt et brugt sofabord på Marketplace for et par uger tilbage, så jeg skrev og spurgte, om hun stadig havde det. Det havde hun, så afsted det gik.

Vel tilbage i stuen fik jeg bordet sat op – og min første tanke var egentlig, at det var for stort, for det er ca. 3 gange større, end det, vi havde. Men inden jeg nåede at foretage mig yderligere, havde børnene kastet al deres kærlighed på det nye bord, som man kan 1) ligge på 2) ligge under 3) bruge som Beyblade bane 4) sidde ved og spise. Vi har med andre ord fået nyt, større sofabord, og min veninde insisterede på, at det var en gave. Jeg sender hende en kærlig tanke, hver eneste gang, jeg kigger på det. 

3.

Ryddet op i mine juleting, hvilket udviklede sig til, at jeg også rydde op i de to kasser med det, der i gamle dage hed ‘pynteting’ (vaser, lysestager etc.). 

Udrensningen kom sig af, at jeg, da jeg gik forbi Hjemløses Venner-butikken kunne se, at de solgte brugt julepynt. Jeg ved ikke hvorfor, men det havde jeg simpelthen ikke tænkt over, at man kunne. Men det gav mig lyst til at rydde op i mit og donere det tiloversblevne, nu hvor butikkerne faktisk kan sælge det, så de ikke skal flytte rundt på det et helt år.

I 2018 var jeg også julekassen igennem, men da det er lidt forskelligt, hvad jeg finder frem fra år til år, havde nogle ting fået lov at blive, selvom jeg ikke havde dem oppe sidste år. Eftersom vi i år *har* pyntet, og jeg derfor kunne se, at det for 3 ud 4 tings vedkommende var de samme ting, der stod tilbage i kassen, konkluderede jeg, at de måtte videre.

Jeg tillod mig selv at gemme en lille pose med nostalgisk pynt, som jeg ikke har fremme, men som stadig har affektionsværdi, f.eks. en dekoreret papirspose min oldemor gav mig, da jeg var barn.

Jeg ved, at mange minimalister er meget optagede af, at ALT, hvad man ikke bruger, skal ud, og at nostalgiske følelser ikke er grund nok til at beholde noget, men det er for ekstremt til mig. Jeg vil gerne finde balancen, hvor jeg tager de ting med videre, som understøtter minder og historie, men hvor jeg ikke drukner i dem, og hvor de ikke tager så meget plads, at de enkelte ting ender med at blive usynlige, og dermed ligegyldige.

Når jeg rydder op i den slags ting, bruger jeg derfor et lille trick, jeg i sin tid samlede op i podcasten ‘A slob comes clean’ og som virker ret godt, nemlig at vurdere, om én X er nok. Jeg syntes f.eks. at det var utrolig svært at skille mig af med Antons sparkedragter (i str. 44 for crying out loud!), men det gav mening for mig at tænke over, om det har betydning for minderne, om der ligger 12 dragter i kassen, eller om det faktisk er nok med en enkelt eller to.

Fortællerstemme: “Et par stykker var naturligvis LÆNGE nok til at fremkalde klumpen i halsen og de fugtige øjne.”

Gode, rådne dyr

I morgen er det en uge siden, at min (tidligere) arbejdsplads blev erklæret konkurs. 

Modsat konkursen i 2016 vidste vi denne gang godt, at det knagede, og da jeg har fungeret som medarbejderrepræsentant, har jeg stadig nærmest hård hud på øreflippen af at tale i telefon med kolleger, fagforening, LG, bank og ledelse.

I 2016 holdt jeg i indkørslen til vores nye hus, med begge børn på bagsædet, da jeg fik beskeden. Vi havde lige været ude og hente nøglerne, jeg havde lånt 40.000 til indskud af mine bedsteforældre, fordi jeg fik huset tilbudt umiddelbart efter et halvt år på barselsdagpenge, og jeg havde sagt ja til et hus, der var 850 kr. dyrere pr. måned, end det, vi kom fra. 

Dengang var chokket voldsomt, og fornemmelsen af at være i frit fald er noget af det mest ubehagelige, jeg har prøvet. 

Denne gang føles det anderledes. Dels har det været undervejs i små to måneder; to måneder, hvor stemningen i gruppen har svinget mellem optimisme, pessimisme og fatalisme. For det, der er specielt ved vores verden er, at folk jo ikke fra det ene øjeblik til det næste holder op med at være døve. Ej heller kan tolkeproduktionen rykkes til en fjern østblok, fordi arbejdskraften der er billigere. Men ikke desto mindre er der faktorer, der påvirker regnskabet, som betyder, at det her desværre kan ske. 

Men fordi opløbet har været længere denne gang, har der også været bedre tid til at tænke over, hvad der er vigtigt for mig, og derfor vidste jeg allerede ret tidligt i forløbet, hvad der står *helt* øverst på min prioriteringsliste:

1: At blive boende, hvor vi bor

2: At blive færdig med at betale af på min gæld

I forhold til punkt to har jeg omkring et år tilbage, så der *er* lys for enden af tunnelen.

Mange af mine kolleger vælger denne gang at prøve lykken som freelancere, modsat sidste gang, hvor stort set alle udelukkende var interesserede i en ny fastansættelse. En job som freelancer betyder, at man kan planlægge sin egen arbejdstid, og at man ikke er så sårbar overfor udviklingen på markedet, som man er som fastansat i virksomheder, der risikerer at gå konkurs. 

Men at være timelønnet er bare ikke rigtigt en mulighed for mig. Ikke én, jeg har ro med, i hvert fald, for det er ofte opgaverne i ydertimerne, der bliver sendt videre til freelancerne. Det betyder, at der er mange opgaver, som jeg på forhånd er udelukket fra at tage, fordi de ligger om aftenen og i weekenden.

Hertil kommer perioderne med få opgaver (f.eks. skoleferier) som ville gøre mig ternet af stress, fordi vi kun har min indkomst at leve for, og endelig står du selv for transportudgifter og -tid, som timelønnet – hvilket primært er et problem, hvis man bor i en by, langt væk fra, hvor opgaverne typisk ligger.

Som f.eks. Esbjerg. 

Så hvad nu?

Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har løn til og med februar, men har lidt præstress over, at jeg synes, jeg sætter en måned til, fordi der bare ikke er ret mange, der ansætter i december.

Jeg synes ikke, at jeg er færdig med mit fag; der ville for mig være en meget stor sorg forbundet med at skulle slippe det nu. Omvendt kan man jo heller ikke slå vand af en sten, og når fastansættelse for mig er den eneste mulighed, ved jeg godt selv, at det er op ad bakke. 

Hvis jeg vender blikket væk fra tolkeriet, og vi leger, at der er frit valg på alle hylder, vil jeg gerne noget med kommunikation og HR, for det er klart dér, jeg har mine forcer. Det er der bare *virkelig* mange andre, der også har – som også har papirer på det.

Jeg kan mærke, at jeg ikke kan leve med en mellemløsning. Enten skal jeg have et job, som jeg kan brænde for, eller også skal jeg have et på den helt modsatte side af skalaen. At tage et job, der lugter af, og ligner lidt, men som ikke helt er, er spild af andre menneskers tid og ressourcer, og min sjæl ville visne i det. Så vil jeg hellere tage 2 rengøringsjobs og sælge bilen, og så må vi få dét til at fungere det næste års tid.

Når først jeg er gældfri, har jeg mange flere muligheder; sikkerhedsnettet under enlige forsørgere er bundet op på indkomst, hvilket er fuldstændig rimeligt, og det er på alle måder både luksuriøst og fantastisk at bo i et land, hvor tingene hænger sådan sammen. Men lige nu river jeg 5.000 ud af mit rådighedsbeløb hver eneste måned og smider dem efter gæld, så selvom de penge tæller med i grundlaget for, hvad jeg f.eks. kan få i fripladstilskud, så har jeg dem ikke – og det har ret stor betydning for, hvor langt jeg kan gå ned i løn og stadig få det til at hænge sammen. 

Så. Ja. Sådan ligger landet. Det er usexet ad helvede til, men det er virkeligheden lige nu.

Og på sigt synes jeg altid, at store skift som det her, ender med at vise sig at være gaver, man slet ikke vidste, man ønskede sig.

Lige nu er det bare lidt svært at abstrahere fra den ualmindelig grimme indpakning.

M2019, uge 47 (Fødselsdagsedition)

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I forbindelse med Antons fødselsdag har jeg: 

1.

Lavet “pølsevogn”, da vi havde besøg af drengene fra klassen. Jeg gjorde det også sidste år, men da det jo i år var nye børn, kunne jeg uden problemer kopiere konceptet, som i al sin enkelthed går ud på at printe et billede af hhv. en fransk hot dog, en pølse med brød og en almindelig hotdog, og så ellers bare lade børnene bestille. 

Ud fra et madspildsperspektiv er det genialt, fordi man tilbereder maden, i takt med, at den spises, hvilket betyder, at der stort set ikke levnes noget.

De pølser, vi havde varmet, som ikke blev spist, skar jeg dagen efter i skiver. Halvdelen smed jeg på et par pizzaer  (= nem aftensmad og indhold til madpakkerne de næste par uger), og halvdelen frøs jeg med henblik på en omgang gammeldags biksemad. Når jeg har dét på menuen, starter jeg med at stege løg, og tager dem af panden. Så steger jeg pølserne, mens kartoflerne, som er skåret i tern og vendt i olie og salt, hygger sig i ovnen. Vi spiser meget sjældent kogte kartoflter, så ved at lave dem i ovnen, sparer jeg en arbejdsgang (kogning og stegning) og resultatet er en slags saml-selv biksemad, som er umådelig populært hos børnene. 

2.

Lavet gourmet-hotdogs med hjemmesyltede rødløg, luksuspølser og langtidshævede pølsebrød til familiefødselsdagen, som blev holdt 2 dage efter børnefødselsdagen. Ketchup, sennep osv. havde vi jo i forvejen, og på den her måde fik vi det brugt i stedet for bare at flytte rundt på det i køleskabet de næste mange uger.

3.

Lavet kagemand af to Dagmar tærter og en pistacie-stang, hvilket betød, at jeg for 60 kr. havde alt den kagemand, vi kunne spise.

 

4.

Skåret chokoladekagen som et 9-tal, og ud fra et madspilds-perspektiv, jeg må bare sige, at tal- og bogstavkager virkelig er nogle guttermænd: De ser ud af noget, selvom man kun serverer kage i den mængde, det er realistisk, at gæsterne spiser. 

9-tallet skar jeg af en halv bradepande chokoladekage, jeg havde i fryseren. Den bagte jeg for et par uger siden, da børnene og jeg holdt fødselsdag for min kammerat, og kagen til dén lejlighed var skåret og pyntet som et L. Mindre arbejde, mindre spild, kage nok. Det ER smart.

5.

Lavet en kagepose i fryseren, som jeg har smidt alle kanter, skorper og rester i. Tanken er, at det skal bruges til hjemmelavede træstammer, næste gang, vi skal medbringe kage til noget. 

Jeg ved godt, at det er meget forskelligt, hvor ens grænser går ift. hvad man smider ud af mad, men jeg er ret hysterisk med bakterier. Både fordi jeg er den, jeg er, men også fordi det mest nederdrægtige i verden er, når vi alle 3 er syge samtidig. Derfor fryser jeg kun det kage, som ingen har rørt ved eller spist af. (Jamen, det er der nogen, der er ligeglade med). Jeg ville normalt ikke gide bruge plads i fryseren til en kage-restepose, for det ville blive én skive i oktober og halvanden i november, og træstammer af årgamle rester er måske ikke det mest indbydende i verden. Men i løbet af den sidste uge har jeg samlet rester nok til at kunne omsætte dem til 15-20 træstammer, og det er da lidt tankevækkende, at jeg ikke ville have bemærket det, hvis jeg bare havde kasseret undervejs.

Når jeg har fundet en god opskrift og testet den, skal jeg nok give et heads up, så man kan kopiere ideen, hvis man har lyst. 

God weekend derude.

I øvrigt

*blev jeg i går ringet hjem kl. 12, fordi Frida havde fået en bænk over tæerne, kl. 14.30 bragede en bil ind i siden på min, og kl. 16.10 fik jeg besked om, at den virksomhed, jeg arbejder i, er gået konkurs. Jeg har før haft bedre dage.

*er Frida ok. 

*kommer min erfaring fra konkursen i 2016 meget handy ind nu, for selvom der er 100 løse ender, og ting, der ikke er afklaring på, er panikelementet ikke til stede denne gang, og det er sådan set meget rart. 

*så jeg forleden Joker, og den er SYGT god. Også selvom man ikke er til Batman og hele DC Comics universet. Stort, STORT ja-tak til Joaquin Phoenix herfra.

*føles det lidt som om, vi alle sammen har skudt julen ekstra tidligt igang i år. Måske er det bare fordi, det sidste år var 42 grader indtil midt i november, og vi derfor aldrig rigtigt nåede at omstille os?

*har jeg fundet en hvid gløgg, der er så god, at det faktisk ikke kan betale sig at lave den selv. Den er fra Blossa, og dette er ikke spons – men hvis I ser der her, Blossa-folk, så giv lige et kald; jeg er *ikke* afvisende…

*har begge mine børn for tiden fået ord galt i halsen, som jeg næsten bliver kvalt i forsøget på ikke at grine af. Når Anton hånligt skal kommentere på, at Frida er bange for noget, kalder han hende for en pip-skid, mens Frida lystigt synger om rotterne på loftet, der danser om nissen, mens de snotter. For helvede, mand. Det er et galehus, det her. 

*ved jeg ikke, hvad jeg skal være, hvis jeg ikke skal være tolk, så ser man et jobopslag og tænker, at det kunne være noget for mig, så skyd det lige min vej, ikke?

Om fødselsdage og introverte forældre

Endnu en uge er smuttet mellem fingrene på mig, og denne gang er den gået med at planlægge og afholde Antons fødselsdag. Han blev 9 år i går, og for første gang synes jeg, at der er overensstemmelse mellem oplevet tid og faktisk virkelighed. Jeg føler, at jeg har været Antons heldige mor i 9 år, hverken mere eller mindre, og det er helt rart. Jeg har ikke den der forjagede følelse af, at tiden løber så hurtigt, at jeg ikke når at opdage den, men – og jeg ved ikke, om det her giver mening – jeg kan også mærke, at der var noget; en tid, før. Jeg kan pludselig rumme og huske alle de piger og kvinder, jeg også har været, og uden at jeg helt kan forklare hvorfor, er det rart. Måske handler det om, at Anton begynder at stå så meget på egne ben, at jeg kan træde lidt tilbage, samtidig med, at Frida bliver større?

Nå, men i går, på selve dagen, hvor Anton næsten fandt sig i, at hans rørstrømske mor kyssede ham i håret eller snig-krammede ham, hver gang han gik forbi, havde vi familien på besøg, mens vi i lørdags holdt fest for drengene fra klassen. 

Jeg elsker vores hus. Elsker-elsker. Det er 100% perfekt i størrelsen til to børn og en enkelt voksen, og med sine 100 m2 og en medium have, er der plads nok til at vi kan trække vejret, mens det stadig ikke er større, end at jeg kan følge med til at holde det nogenlunde rent og trimmet.

Men det svage led er legeaftaler og fødselsdage. Vores stue er det centrale rum, og de tre værelser ligger hhv. kl. 1, kl. 7 og kl. 9. Og det betyder, at så snart, der er bare ét barn mere på matriklen, så er hele huset involveret, fordi de hele tiden kommer forbi, hvor jeg (og Anton/Frida) er, uanset hvad de skal. 

Det skal retfærdigvis siges, at det ikke kun er husets skyld. Jeg har det sværere med legeaftaler, end jeg havde forestillet mig, jeg ville have, fordi jeg – lærer jeg – er mere introvert, end jeg troede jeg var. Og lige det kapitel har jeg sgu ikke rigtig set i nogen af bøgerne. At man som forælder med en anden type personlighed end (det ene af) sine børn, faktisk kan være udfordret af, at der pludselig er små, søde, men larmende mennesker, der snakker virkelig meget, og kan få nedsmeltninger over perler og går på toilettet med åben dør – altså, opfører sig præcis som mit eget yngel – overalt i det hjem, hvor det er meningen, at man skal oplade sin sociale stamina, så den er klar og robust, når man tager den med ud i verden. Og det bliver ikke bedre af, at nogle forældre hører: ‘Må jeg ikke have lov at passe dit barn?’ når man forsøger at sætte legeaftaler op. For de kan sagtens være her. Det kan de virkelig sagtens. Jeg kan godt lægge mig selv og mine behov på hylden i børnenes netværks hellige navn, og jeg kan også se, at det bliver nemmere med gengangerbørnene, der efterhånden finder ud af, hvilke regler, der gælder her i huset. Men jeg går i ret små sko ift. fordelingsnøglen, som skal ligge tæt på 50/50, hvis jeg ikke skal bakke ud. Jeg ville, virkelig og ægte, ønske, at jeg var den rummelige mor, der syntes at jo flere børn, jo bedre, og som bagte pandekager og så konflikter som spændende, socio-emotionelle udviklingsmuligheder, men jeg er mest bare træt. 

Til gengæld sætter jeg så faktisk pris på legeaftalerne, når jeg kan mærke, at det andet barns forældre og jeg er i sync. For så ved jeg, at der er tale om en slags byttehandel, og så kan jeg være i det, fordi jeg ved, at øget stress nu giver en pause på et andet tidspunkt. 

(Jeg lyder som verdens mest ufede person, det ved jeg godt. Men jeg forestiller mig, at der må være andre derude, der har det på samme måde, og fordi jeg aldrig har hørt nogen sige det højt, tager jeg en for holdet her). 

Nå, men tilbage til fødselsdagen, som I jo så nu måske godt kan se, hvorfor jeg gerne ville have flyttet ud. 

Alle de sædvanlige alternativer som bowling, skøjtehal og legeland var udelukket på forhånd, fordi de koster en formue, så efter at have tygget lidt på det, undersøgte jeg, om vi måske kunne leje taekwondo-lokalerne og en træner. Og Lord behold: Det kunne vi. For sølle 250 kr. Jeg besvimede nærmest af glæde. Og herfra var der bare at planlægge en menu, alliere mig med mine forældre (min mor passede Frida, mens min far tog med til fødselsdag), og planlægge lidt underholdning*, fordi drengene jo af gode grunde ikke kunne udforske værelser og legetøj, når de havde spist.

Det var en bragende succes, og det har virkelig givet stof til eftertanke hvor meget mere overskud, det gav mig, at jeg ikke hele tiden skulle passe på rammerne, samtidig med, at jeg var vært. Det stresser mig åbenbart mere, end jeg troede. 

Men for første gang oplevede jeg, at jeg faktisk hyggede mig lige så meget som børnene, og at vi var ved at løbe tør for tid til sidst. Det var rart.

Jeg lærer hele tiden, og vi vokser alle sammen. Og ham her? Han er stadig verdens bedste Anton.

*Til inspiration følger her de 7 poster, jeg havde planlagt. De kan bruges både til julefrokost og fødselsdag, hvis man står og mangler underholdning. 

Jeg delte børnene op i to hold, og valgte et ulige antal poster, fordi vi i den her familie spiller for at vinde. (Hvad? Don’t hate the player. Hate the game)

Første post var en quiz på tid. Jeg havde valgt a) 5 ord, der skulle oversættes til engelsk, b) at børnene skulle lægge deres aldre sammen, c) at de skulle tælle, hvor mange stykker tøj, de havde på til sammen, d) at de skulle måle, hvem i gruppen, der havde de længste arme og e) skulle måle, hvem i gruppen, der havde de største fødder (og i forhold til julefrokost går den sidste vel ind under begrebet ‘research’…)

Anden post var blindsmagning på tid, hvor én deltager fra hvert hold skulle smage og gætte 6 forskellige ting. (Jeg havde her valgt, at holdene hver især skulle vælge en frivillig, fordi jeg syntes, at der skulle være plads til det, hvis nogle af børnene fandt det for grænseoverskridende).

Tredje post var Kims leg, hvor jeg havde lagt 15 forskellige ting på en bakke, som børnene måtte kigge på i 2 minutter, hvorefter de i hold skulle skrive alle dem, de kunne huske. Det fik de også 2 minutter til. Vinderne var selvfølgelig dem, der kunne huske flest. (Jeg var selv i tvivl om antallet af ting, og skulle jeg lave den igen, ville jeg lægge 20 ting på bakken. Det ene hold huskede 13 og det andet 12, så det var lige snert nok på, syntes jeg).

På fjerde post fik hvert barn en voksen-luffe på, og skulle med den spise 10 popcorn, lagt på en tallerken. Skulle jeg lave den igen, ville jeg finde noget, der var lidt sværere at få fat på end popcorn. Rosiner, måske?

Femte post var ‘Kig modsat’. Børnene dystede to og to, som her, og holdet med flest vindere, vandt samlet. (Bliver nok for kedelig, hvis der er for mange deltagere, men så kan den laves i cirkel som her) Der er 4 retninger: Op, ned, højre og venstre og som navnet antyder, peger den ene i én retning, og modstanderen skal så kigge modsat. Man har selvfølgelig tabt, når man kommer til at kigge samme vej, som der peges.

Sjette post var sten-saks-papir stafet. De to hold står i hver sin ende af et rum, og inden har man lavet en bane, f.eks. af hulahopringe, måtter eller (som mig) piberensere, man lægger med en halv meter i mellem, så de ligner en stige. Børnene hopper nu, fra hver sin side ud, og når de mødes, laver de sten-saks-papir. Vinderen må hoppe videre, mens taberen løber tilbage og sender næste mand afsted. Holdet har vundet, når deres mand er hele vejen igennem. (Se en video af det her).

Syvende og sidste post var Lego-stafet. Jeg havde bygget en lille klods med 15 legoklodser i forskellige farver, og de to hold fik hver en pose med 15 tilsvarende klodser. Min model blev sat uden for døren, og børnene skulle så løbe ud, en ad gangen, kigge på modellen, løbe tilbage og bygge den. Reglerne er, at man må sætte alle de klodser på, man vil og hele gruppen må hjælpe, men der er kun ét barn fra hvert hold, der må løbe ad gangen. Vinderholdet er dem, der først får bygget en klods identisk med masteren.

Sidder du med verdens bedste ide til en post, så smid den endelig i kommentarfeltet, så andre kan få glæde af den.

God tirsdag derude. 

M2019, uge 46

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

1.

Foræret Fridas vinterjakke, som hun ikke kunne passe mere, væk. Det var en lækker Lego Wear i virkelig fin stand, og jeg har forsøgt at sælge den, men af en eller anden grund, var der ikke nogen, der bed på. Og her kunne jeg så faktisk mærke, at der er sket noget med mit syn på ressourcer, for hvor jeg for bare et år siden ville have gjort mere for at få den solgt, så synes jeg egentlig nu, at det er vigtigere, at den bliver brugt, og med en vinterjakke er det ved at være op over. Røde Kors osv. er jo altid en mulighed, men ved at forære den væk på fb, betyder det, at der nu er nogen, der ikke går ud og køber en ny jakke, og på den måde prøver jeg at hjælpe med til, at tingene bliver brugt helt op.

2. 

Har jeg købt en lille reol og stillet den i stuen.

Jeg skrev for et halvt år siden det her indlæg om at lege selv, og det var et af de indlæg, hvor noget faldt på plads, da jeg skrev det. Det gik op for mig, at Fridas mangel på lege-lyst handler mere om, at hun er udadvendt og langt mere social end både Anton og jeg, og at hun er mere til de kreative sysler, hvis det endelig skal være. 

Derfor har jeg gået og tygget på, hvordan jeg kan fremme det, og mit forsøg på en løsning er en krea-reol i stuen. Jeg har sat klistermærker, papir og malebøger i tidskriftholdere, og fyldt perler, modellervoks og maling i gennemsigtige kasser, så hun kan se, hvad der er i. Og så ved jeg tilfældigvis, at der på pakkekalenderen kommer en hel kuffert, fyldt med glimmerlim, stempler og sakse, som nu også har et hjem.

Min egen ordnung-muss-sein personlighed har jeg sat på loftet og besluttet, at hvis hun maler på væggen, eller tegner på gulvet – ja, så må vi se, om ikke det kan vaskes af.

Ift. det her tema er reolen købt brugt til den svimlende sum af 60 kr., de gennemsigtige kasser er købt på bud og i et design, der gør, at de kan stables, så jeg kan gemme dem, uden at de fylder det hele, når hun på et tidspunkt ikke gider lege med tingene mere, og endelig vi har fået flyttet de kreative legesager ud af det skab, hvor de stod og oftere blev glemt end husket.

3.

Haft 1/2 liter pumpkin spice-mælk, som jeg ikke kunne nå at drikke, og derfor brugt det i boller. Jeg bagte på slump og smed lidt ekstra kanel og kardemomme i, og de blev så gode, at Anton spiste 3. Det lader til, at alt, hvad der er græskar i, taler til ham, og næste gang, der er casting til et boyband, ryger han til audition som Pumpkin Spice.

Døden alene fra døden gør fri

I dag har jeg været til en af de begravelser, hvor man er der for de levende, mere end for den døde.

Selvom der, som altid, var flere i kirken, der denne gang mest var berørte by proxy, så hviler der alligevel altid en speciel stemning over begravelser, fordi alle tilstedeværende mærker tyngden af tanken om, at både vi og dem vi elsker alle sammen skal herfra. 

I dag listede jeg ind og satte mig på den bagerste bænk, hvor der i forvejen sad en enkelt kvinde. Jeg kiggede ikke nærmere på hende – i hvert fald ikke før hun lidt tøvende sagde: “Er du ikke hende tolken?” Og så viste det sig, at vi for nyligt har arbejdet sammen på en af de opgaver, hvor der er syvdobbelt tavshedpligt, og hvor alle holder arme og personligheder helt stramt ind til kroppen, fordi opgavens beskaffenhed gør, at vi her i særlig grad blot er redskaber i andre menneskers værktøjskasser.

Begravelsen i dag varede 40 minutter, og jeg var der 7 minutter før, den startede. Kvinden og jeg har ikke udvekslet så meget som ét personligt ord i forbindelse med vores samarbejde, men da jeg havde siddet der i 3 minutter, havde vi talt om hendes far, Lene, livets skrøbelighed og dødsangsten, der kommer med alder og børn. 

Jeg hører ikke til i folkekirken, og ingen af mine børn er døbt. Det betyder ikke, at jeg ikke tror, for det gør jeg. Men jeg er af den overbevisning, at biblen og Satan og dødssynder og fordømmelse er menneskets begrænsede evne til at forstå, hvad vi kommer af. Kilden, om man vil. Det er et forklaringslag, der er skudt ind af mennesker med dagsordner og angst og behov for kontrol, og jeg kommer aldrig til at tro, at vi er skabt til underkastelse og frygt.

Men dybest set tror jeg, at de af os, der tror, egentlig tror på det samme. Vi aner de samme konturer bag slørene, men vi bruger det på forskellige måder og kommunikerer med det på forskellige frekvenser.

Og derfor bliver jeg stadig rørt og berørt over talerne og de smukke salmer, og jeg er taknemmelig over, at der findes et sted, hvor livets sværeste begivenhed bliver pakket nænsomt ind i ritualer, og vi har højtideligheden at læne os op ad.

Døden er aldrig velkommen, og den forandrer os, hver eneste gang vi støder på den, uanset om den strejfer os eller vælter os omkuld. Men da jeg gik derfra i dag tænkte jeg over, hvor sælsomt det er, at to mennesker, der ret beset er fremmede, kan sætte sig på en tilfældig bænk og åbne døren til en samtale, hvor al staffage er skrællet væk i respekt for livets forgængelighed.