M2025, uge 19

Linda Uncategorized 1 Comment

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg tirsdag haft Frida med ude at købe tøj til på lørdag og onsdag var det Antons tur.

At shoppe tøj er noget af det værste, jeg ved, og det bliver kun værre, når det er til mine børn, for de hader det også. Frida lægger dog hårdt ud med at elske det, og være klar på alle butikker og prøverum i hele verden – for så ar ramme muren og blive nærmest apatisk af overvældelse efter en halv time.

I dag ved jeg, at det handler om, at shopping med et blottet nervesystem svarer til en rodbehandling ved tandlægen, bare minus bedøvelse. (Hvilket er en fejl, hvis du spørger mig). For der er lys og larm og mennesker og alt, alt for meget tøj at forholde sig til, og når du skal prøve det, får du 16.000.000 nye input at forholde dig til, fordi din krop ikke kender fornemmelsen af tøjet, du tager på.

(Hvis du har ND’ere i din omgangskreds, så prøv at lægge mærke til, at de ofte har det samme stykke tøj, bare i forskellige farver, og tit har nyt tøj hængende længe, før de begynder at bruge det. Det er benhård økonomi: Når man konstant aktivt skal frasortere indtryk og sensoriske input, så er kendt tøj ‘gratis’, fordi man ikke skal bruge ressourcer på at bearbejde indtryk, når man har det på).

Meget kan vi klare over nettet, men tøj til en fest kræver en ekskurtion gennem neonoplyste Mordor, så der var ikke nogen vej udenom.

Ved et Guds mirakel tog det kun en time pr. barn, ingen græd OG det lykkedes mig at hjælpe dem med at finde tøj, der også kan bruges til sommer. Frida fik to fine kjoler, fordi hun ikke kunne vælge, og da kjoler er noget af det, hun mangler, var det en to-fluer-med-ét-smæk kinda situation, mens Anton har opdaget hør, og nu er en stråhat og et par loafers fra at ligne en statist fra Den Afrikanske Farm.

For 5 år siden ville jeg have taget begge børn med samtidigt for at få det overstået. Vi ville være kommet ud med en brudekjole, 2 hunde og en mintgrøn heldragt, fordi jeg efter 24 minutter ville være så presset, at jeg sagde ja til alt, der kunne få mig ud af helvedes forgård, så nogle gange kræver minimalisme og økonomisk ansvarlighed et ærligt kig på, hvad man selv kan gøre for at holde fast i de gode vaner i de situationer, hvor det kan føles som pjat at være presset, men man ikke desto mindre er det.

2.

Har jeg ryddet op i alles tøjskabe, selvfølgelig med de respektive ejermænd m/k på sidelinjen.

Det blev den store tur, hvor jeg også var kasserne med hatte, handsker og sko igennem, og som hver eneste gang overraskede det mig, hvor meget tøj, jeg bagefter kunne smide til genbrug. Som ovennævnte punkt illustrerer, er vi ikke typerne, der hyggeshopper tøj i tide og utide, og min egen oplevelse er, at det er langt nemmere at styre, hvad man hælder i kurven, når man handler på nettet, fordi man kun ser det, man specifikt søger på, og derfor ikke pludselig opdager en t-shirt og to par sneakers, man ikke kan leve uden.

Men jeg kan også godt se, at vi alle tre over de sidste år gradvist har fået mindre tøj i bunkerne i skabet, hvilket nok skyldes en kombination af, at alle nu er store nok til at vide, hvad de gerne vil have og ikke skal bede om, og samtidigt kan passe tøjet længere tid ad gangen. Derfor er der ikke i børnenes skabe længere de bunker, hvori der ligger tøj, både i de størrelser, de er på vej ud af, og dem, de er på vej ind i.

Og så har vi, som naturlig konsekvens af, at jeg skriver de her indlæg, også talt meget om, hvor meget, man faktisk har brug for. Jeg er ikke helt så disciplineret som Jane, for jeg kan godt fristes over evne af pæne ting, der skinner, men det er dog lykkes mig at installere en vis bevidsthed i os alle 3 om, at målet er at have det, vi skal bruge, og ikke meget mere end det.

Alt andet lige er det nemmest at vurdere, hvad man mangler, når man samtidigt ved, hvad man har, og det kræver, at der bliver ryddet op.

Det fik vi gjort i mandags, og tingene blev afleveret til Røde Kors, som er dem, jeg altid bruger, fordi de både videregiver/sælger tøj, men også laver møbelpolstring og tvist af overskudstøj. Derfor ved jeg, at de selv eftersorterer det, de får, så det ikke er en katastrofe, hvis jeg undervurderer graden af slitage på tøjet, jeg smider ud.

3.

Har vi levet af mad fra fryseren, både fordi jeg gerne vil have plads i den, så der er et sted at gøre af rester efter nonfirmationen på lørdag, men også af økonomiske årsager.

Jeg skal liiiige trække vejret i en papirspose i disse dage, for det var godt nok ikke planen, at det overskud, jeg arbejdede som en yuppie fra 80’erne for at oparbejde i efteråret, skulle bruges på en operationsudløst sygemelding. Kombineret med en nonfirmation (seriøst: jeg hader det ord) og udsigten til sommerferie, skal jeg på dårlige dage koncentrere mig for ikke at gå en smule i panik.

Men jeg har været her før, og derfor har jeg jo heldigvis en masse gode vaner og strategier at trække på, og dem gør jeg brug af nu.

Jeg har længe været god til at tjekke stop-madspild-kølerne, når jeg handler, og er der kylling, køber jeg, hvis jeg alligevel skal have gang i ovnen den dag. Jeg laver pulled chicken af det, som jeg fryser i små bøtter, der passer til en enkelt portion suppe, huevos rancheros eller som fyld i pitabrød/burritos.

Det kan gøre små rester til fuldgyldige måltider, og tager ikke lang tid at tø op, og så har det været ekstra smart den sidste måned, hvor jeg dels har været lidt motorisk udfordret og samtidig har haft brug for ekstra protein.

Men ind imellem er det så også nødvendigt at få ryddet op, så jeg ikke har 15 bøtter kylling liggende, for det får jeg aldrig spist, så jeg har i denne uge både scoret billige point ved at servere loadede nachos for ungerne, og har med et glas karrysauce, to bægre frossen ris og en pose frossent grønt haft nem aftensmad til mig selv i 3 dage.

*

Jeg vil lige slutte med at sige tak for tålmodigheden de sidste par uger, hvor bloggen har været nede on/off. Det er MEGA irriterende, og det ødelægger flowet, fordi jeg ikke kan få lov at blogge eller svare på kommentarer, når det passer.

Derfor ved jeg godt, at det for jer kan føles som om, I bare har siddet og råbt ud i intetheden, og det er der ingen, der gider. Så jeg vil bare sige, at det ikke på nogen måde har handlet om ligegyldighed, men bare om noget så lavpraktisk som kombinationen af tid og adgang til mit dashboard.

Bloggen er nu flyttet over på en anden server, og jeg har overvejet, om jeg skulle flytte hele skidtet over på en google-understøttet løsning; også fordi min arbejdsmail ligger på samme server som bloggen. Men det bliver nok desværre ikke sidste gang, russiske og kinesiske bots forsøger at drukne servere, så jeg er endt på, at det egentlig er meget smart, at jeg har bloggen (og min arbejdsmail) til at ligge ét sted, mens facebook osv. ligger på et andet. Sandsynligheden for, at begge løsninger bliver lagt ned samtidigt er ikke ret stor (med mindre vi er på Fuld Rød Apokalypse, og så har vi større problemer at forholde os til), og dermed har jeg altid én kanal at kommunikere ud på.

Derfor: Fremover vil jeg, så snart jeg bliver opmærksom på det, smide info om nedbrud op på bloggens fb-side, så I ved, hvad der sker.

Fb-siden er offentlig, så man behøver ikke følge den for at tjekke den.

God søndag derude.

Bikinikrop, betalt indhold og brasilianske butt lifts

Linda Uncategorized 5 Comments

Jeg kan mærke, at vi skal snakke om influencere i dag, for de sidste 4-6 uger har der været artikler om dem her, der og alle vegne, og DR har netop lanceret dokumentaren ‘Løgnen i dit feed’.

Debatten fylder lige nu rigtig meget, fordi 3 influencere, mere eller mindre bevidst, har fået sig placeret i offentlighedens søgelys; den ene af dem har vi allerede vendt herinde. Derudover var der noget med Molslinjen og et arrangement på Christiansborg vs. en grædende baby.

I samtlige artikler, jeg har læst i den etablerede del af pressen, er udgangspunktet en bekymring over influencere og den massive magt, de har. Dels har de en nærmest hypnotisk magt over deres følgere, og dels kan de med et enkelt opslag ødelægge brands og virksomheder. Artiklerne har handlet meget om, at det er problematisk, at man kun får den ene side af historien, og at influencere ikke er underlagt nogen former for regulering eller retningslinjer. Det er det vilde vesten, og det er snyd, at de har en fordel, fordi deres følgere ukritisk tager deres parti.

Alt det tror jeg, de fleste af os efterhånden har hørt og læst om.

Og lad mig starte med at slå fast: Jeg synes, debatten om (sociale) medier og indhold er vigtig.

Men jeg bliver *idiot* af hykleriet.

For hvis vi lige skal prøve at sætte op, hvad det er, medierne er bekymrede over, så bliver det meget fint kogt ned til fire sætninger i Heartbeats artikel om influencere fra i går:

“Kan vi egentlig stole på dem? Hvor oprigtigt er det, når de anbefaler et produkt, en restaurant, en ferie eller sågar et kosmetisk indgreb? Og hvor fair er de egentlig i deres udlægning af episoder fra det virkelige liv? (..) Influencerne får os til at have lyst til at købe ting, vi ikke vidste, vi havde brug for.“

Og den snak kan vi SAGTENS tage. Men så vil jeg gerne insistere på, at vi tager den HELT overordnet, og starter med at definere, hvad en influencer egentlig er.

For på politiken.dk kan man i dag læse et interview med Allan Olsen om, hvorfor Tønder Festival er noget særligt, og en anbefaling af dejlige feriesteder i den sydlige del af Schweiz. Begge artikler er ‘annocørbetalt indhold’.

Dagens avis byder også på et debatindlæg fra en højskoleforstander om, at unge i stigende grad bliver ‘ubehageligt til mode, når de bliver modsagt’.

De mange madanmeldelser er gemt bag betalingsmure, så jeg skyder fra hoften her, men jeg gætter på, at der nok også gemmer sig et betalt måltid eller to blandt dem. (Update: Jeg gætter forkert, får jeg at vide i min øresnegl. Anmelderne/avisen betaler for maden, så det skal de selvfølgelig ikke skydes i skoene).

Er dét oprigtigt? Kan vi stole på det? Er Tønderfestival ubetinget vidunderligt, ungdommen sart og Schweiz det perfekte sted at holde ferie? Eller kunne Politiken (og alle som dem) mon også være farvet af, at man ikke skal bide hånden, der fodrer én?

I Spis Bedre – som jeg i øvrigt elsker – har jeg lige for sjov prøvet at bladre det nyeste nummer igennem. Bladet tæller 82 sider, heraf 5 sider regulær, indrykket reklame, 6 siders collager af nye produkter til køkkenet, (heriblandt en bærbar ovn og en ispind, designet af Mads Nørgaard), og 4 siders indhold, som er lavet i samarbejde med en stor dansk madblogger/forfatter.

Det tror jeg er meget gennemsnitligt på tværs af genrer; i et livsstilsmagasin ville reklamerne være for tasker og parfume i stedet for pølser og mel, samarbejdet ville være med en hotelkæde og ikke en airfryer-producent, og collagerne ville have billeder af opstrammende cremer og SS2025-kollektionen fra Chanel, men ratioen ville være nogenlunde den samme.

Her kan man måske også tale om skabte behov?

Lidt længere ned i artiklen fra Heartbeats kan man læse et andet synspunkt, som jeg de sidste uger også er stødt på igen og igen:

“Hvordan de for eksempel indprenter drømme om “perfekte kroppe” i hjernerne på deres følgere og uddeler glansbilleder af skønhedsoperationer, som i virkeligheden har været et farligt og smertefuldt helvede for dem.”

Og nu skal Heatbeats og den enkelte journalist jo ikke stå på mål for den samlede, danske presse – men kom. Vi går over og skriger ind i en pude sammen.

For hvor har al den bekymring været de sidste 40 år, hvor dameblade har pushet den perfekte krop, uge efter uge, og hvert år i maj har lovet os, at ‘Du kan nå det endnu – tab 5 kg. og bliv bikiniklar med Suppekuren/Keto/Faste/5:2!’

Hvor aviser har haft og stadig har “inspirerende” artikelserier om kvinder, der ’jonglerer karriere og børn’ akkompagneret af smukke billeder af manglende fædre og smilende mødre i store samtalekøkkener, der mildt hjælper børn i sandfarvet hør med at knække æg.

Hvor vi er blevet fortalt, at “40 er det nye 30!” og hvor 95% af det visuelle indhold er af hvide, konventionelt tiltrækkende mennesker, uden synlige skavanker eller handikap.

Og hvor hver eneste fucking artikel om ADHD er en lovprisning af den superkraft, den er for dem, der er så heldige at kunne udnytte hyperfikseringen og overblikket og så betale sig fra den efterfølgende fase med udbrændthed og tordnende overstimulering.

Ja, så fik jeg også hidset mig op i dag, så det var godt.

Men jeg kan fandme bare ikke holde ud, at det er ræven, der skinhelligt sidder og peger fingre ad rønnebærrene

Målt i procent vil jeg gætte på, at antallet af mennesker med spiseforstyrrelser og sygeligt kropshad, udløst af det ideal, vi i årtier er blevet præsenteret for i blade og aviser, er marKANT større end antallet af følgere, der har bestilt en flybillet til Tyrkiet for at få lavet en BBL, fordi en influencer, de følger, har fået det lavet.

Og hvor det meget vel kan tænkes, at der findes enkeltpersoner, der kommer galt afsted, fordi de lader sig inspirere af en tankeløs influencer, så er den skade, medierne forvolder med clickbaitartikler om diagnosejægere og enkeltsager på asylcentre, systemisk og LANGT mere skadelig, fordi den legitimerer en holdning til noget i den brede befolkning, som, helt lavpraktisk, kommer til at have indflydelse på, hvor vi sætter vores kryds til næste valg.

Så længe kommunalpolitikere og bestyrelsesmedlemmer med en dagsorden får lov at skrive “debatindlæg” i aviserne, som kan trykkes/postes uden NOGEN form for indholdsansvar eller regulering af kommentarfelter bagefter, kan jeg faktisk ikke rigtigt holde ud at blive belært om, at en pige på 24 fra Køge, der har fået så meget botox skudt ind i panden, at hun ligner et badedyr, nogen har pustet for hårdt op, er farlig for mig at følge.

Og modsat Berlingske, Weekendavisen og alle de andre, så er de influencere, vi taler om her, jo faktisk tilgængelige for deres følgere, mens aviserne bare spiller døde i deres egne kommentarfelter, når nogen kritiserer deres indhold. Cathrine Wichmand/Rockpaperdresses skrev for år tilbage et blogindlæg i samarbejde med Krifa, hvor hendes følgere, sobert men kritisk, efterfølgende stillede så mange spørgsmål i kommentarfeltet under, at hun endte med at pille det ned. Det har jeg første gang til gode at se en avis gøre.

Så. Vi kan sagtens tage debatten. Det synes jeg faktisk, at vi skal. For det er, helt indlysende, problematisk, at en influencer med et tårevædet billede fra et tog, kan få folketingspolitikere til at afbryde et vigtigt samarbejde – men det er jo kun fordi, vi er øjenvidner til katastrofen, at vi reagerer på den. Aviser og dagblade er også meningsdannere, og selvfølgelig har deres vinkling også GIGANTISK betydning for, hvor politikere lægger deres fokus og sætter deres penge. (Det talte vi f.eks. lidt om her). Der ser vi det bare ikke i realtid, og derfor reagerer vi ikke på det.

Så jeg synes, vi skal starte med at definere, hvad en influencer egentlig er.

Er det antallet af følgere, der afgør det? Platformen, de arbejder på? Produktet de sælger?

Uanset hvilke kriterier, du sætter op, vil mit bud være, at 80% af den danske presse selv vil falde ind under definitionen, og så bliver det interessant at se, hvor de gerne vil have reguleringerne sat ind. Ikke mindst fordi det vil betyde, at de skal til at spille med åbne kort. De fleste influencere skilter med deres følgertal, fordi det er det, de har at sælge, mens jeg ikke tror, at det er lykkes *nogen* at vriste et oplagstal ud af den etablerede presse siden slut-firserne.

Og læser man de nye, etiske retningslinjer for influenter, ville den etablerede presse i hvert fald være nødt til at vinke farvel til en solid luns af deres content og reklamekroner, hvis de bare skulle leve op til dem.

Mange influencere kæmper nok grundlæggende imod janteloven og vores nærmest katolske tilgang til forfængelighed og selvpromovering, og dermed bliver de nemme at hade og/eller latterliggøre.

Men derfor kan det stadig ikke være rigtigt, at de skal opfylde krav og kriterier, som ingen andre er forpligtede til at følge, så i stedet for at forsøge at mikro-regulere dem, så kunne vi passende tage en samtale om, hvordan vi generelt kan lægge ansvaret der, hvor det hører til. Over hele linjen.

For det er fint at hive det journalistiske princip frem, og sige, at det sikrer, at alle parter i en sag blive hørt – men det gælder jo kun konkrete artikler om konkrete personer, som er produceret af aviserne selv.

Så længe de kan poste “debatindlæg” uden at være forpligtede til at gøre opmærksom på den potentielle agenda, en afsender kan have, og så længe de selv bestemmer, hvordan de vægter deres indhold, så en tilfældig vaccineskeptiker får mere spalteplads end de forskere, der har arbejdet med emnet i årevis, så beskytter de nuværende regler ikke forbrugerne mod den fare, som pressen lige nu tjener penge på at beskylde influencerne for at udgøre.

You were so preoccupied with whether or not you could that you didn’t stop to think if you should

Linda Uncategorized 19 Comments

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at mene noget højt om hele sagen om influenceren med ADHD, der har fået tilkendt 15 timers personlig assistance om ugen, betalt af kommunen.

Men nu er jeg blevet spurgt om min holdning til sagen af 5 forskellige mennesker, og selvom ingen ligger vågne om natten for at høre, hvad jeg mener om tingene, så har jeg heller ikke lyst til at være sådan én, der kun mener noget, når det er gratis.

Derfor kommer mit take her. Jeg nævner hende ikke ved navn; ikke fordi jeg ikke vil stå ved min holdning, men fordi jeg ikke har lyst dukke op, når mennesker med en dagsorden googler hende, på jagt efter nye vinkler at angribe hende fra.

Men for bare at starte med at sige det, som det er, så irriterer hele sagen mig inderligt. Jeg synes, at hun fremstår privilegieblind og tonedøv, og at hun bidrager til fortællingen om, at ADHD er et modefænomen, som man ikke behøver at tage alvorligt.

Men inden jeg begrunder min holdning, ville det være urimeligt ikke at disclaime den ved at sige, at jeg er ude af stand til at være objektiv her, fordi der er ikke ét aspekt i sagen, der ikke er et vilkår i mit liv.

Tegnsprogstolkning til døve borgere i job er nemlig også personlig assistance (PA), og dermed er jeg et handikapkompenserende hjælpemiddel, når jeg tolker på arbejdspladser. Ordningen er reguleret i BEK nr 1317 af 08/09/2020, og ansat i en fuldtidsstilling kan en døv medarbejder maksimalt få tilkendt 20 timers tolkebistand om ugen.

Det betyder, at jeg på sin vis har en økonomisk interesse i, at mennesker med et handikap får tilkendt assistance, og så kan man diskutere, om det gør en forskel, at vi her taler om neurodivergens og ikke et høretab.

Samtidig har jeg selv, som flere af jer ved, ret voldsom ADHD. Det er en spektrumdiagnose, og det er forskelligt, hvor vi hver især er ramt af konsekvenserne af den, hvilket gør det svært at sammenligne graden, men hvis jeg skal prøve at gøre det konkret, giver man normalt maksimalt 70 mg. Elvanse til folk med svær ADHD. Jeg får 80.

Derudover har jeg to børn med hhv. ADHD og autisme, som jeg forsøger at få nogenlunde helskindede gennem folkeskolen. Børn, som jeg insisterer på har ret til at trives, og som jeg prøver at give redskaberne til at leve gode, meningsfulde liv.

Ovenstående er nødvendig baggrundsinfo, synes jeg, for det giver forhåbentlig en linse at læse mine ord igennem, så I selv kan lægge til og trække fra, der hvor jeg helt indlysende er farvet af egne vilkår.

Man skal have levet under en sten for ikke at være klar over, hvor svært neurodivergente børn har det i dag, og hvor sparsom hjælpen til dem er. Det er allerede grelt, og det bliver kun værre de næste år, hvor man har lanceret endnu en spareøvelse under dæknavnet ‘inklusion’. De børn, der ikke er udredt, får endnu sværere ved at få lov at blive det, og de få, der slipper igennem nåleøjet, får stadig ikke den hjælp, de har brug for.

Det er som at se et færdselsuheld i slow motion, og min sjæl siver ud af kroppen på mig, når jeg tænker på konsekvenserne, det kommer til at få.

Når det nu forholder sig sådan, og det har været massivt beskrevet i medierne de sidste par år, er det svært for mig at forstå, at man ikke kan se det vilde i at stille sig frem og fortælle, hvor meget man selv, som voksent menneske med masser af selvbestemmelse og håndtag at dreje på, har fået tildelt – og hvor nemt det var at få.

For børn og deres forældre er bundet på hænder og fødder; der er undervisningspligt i Danmark, og økonomiske sanktioner, hvis du ikke sørger for at dit barn stiller i den skole, der langsomt slukker deres livsgnist og påfører dem belastningsreaktioner, som mange af dem kommer til at kæmpe med resten af livet. For de familier er der nærmest *kun* valg med hæslige konsekvenser, for ingen forældre drømmer om at være nødt til at tage orlov eller træde ud af arbejdsmarkedet, fordi skolen tager livet af deres børn. Det har enorme konsekvenser for den enkelte familie at have et barn med en spektrumdiagnose, både socialt, økonomisk og ift. de muligheder, man kan tilbyde eventuelle søskende.

Derfor er det nok svært for mange af os, der står på dén side af stregen at have forståelse for, at et menneske, der økonomisk ikke lader til at lide nogen nød, og som selv kan kompensere for sine udfordringer ved enten at gå lidt ned i tid eller ved at betale sig fra hjælpen, begejstret tager et stort stykke af den kage, som i forvejen er alt for lille, bare fordi hun kan.

For det handler jo ikke om, hvorvidt hun har ret til hjælpen eller ej. Det har hun, helt indiskutabelt, al den stund, at hun har fået den bevilget.

Men fordi man har ret til noget, behøver man måske ikke altid at gøre brug af den ret?

Og hvis man alligevel gør, behøver man måske ikke råbe det ud fra byens tage.

På mange måder kommer det ned til ret vs. moral, og egentlig synes jeg, at der er lighedspunkter mellem den her sag og den famøse “rumekspedition”, som Katy Perry og veninderne for nyligt har været på.

For de har jo sådan set også ret til at bruge deres penge, som de vil, og de er ikke forpligtede til at bekæmpe hungersnød og fattigdom eller til at tage hensyn til miljøet, der ligger ud over, hvad loven foreskriver.

Ganske ligesom ministre kan få kørepenge, landmænd har ret til at udlede pesticider i grundvandet, og minkavlere har ret til i årevis at indkassere erstatning for deres nedlagte produktion, samtidig med at de opstarter en ny.

Til gengæld har offentligheden jo så også ret til at have en holdning til det.

For mit eget vedkommende søgte jeg for år tilbage støtte én time om ugen pr. barn; udelukkende så jeg kunne tage med dem til specialtandlæge, sidde med til Tværsmøder, og holde børnene hjemme de dage, hvor skolen havde planlagt heldagsaktiviteter, som på alle måder virkede skønne, men som lå LANGT ud over, hvad man med rimelighed kunne forvente, at et neurodivergent barn ville kunne rumme.

For det følger jo med, når man insisterer på inklusion. Børnene er ikke kun autister i matematiktimerne eller mellem klokken 8 og 13. De har også særlige behov, når der planlægges ture ud af huset, når der er volleyturnering for alle 5.klasser i kommunen, eller når klubben skal cykle i skoven. Og dén del er der ingen, der tænker inklusion ind i. Bortset fra forældrene, selvfølgelig, som skal finde en løsning, så deres ikke-trafiksikre børn ikke dør af at skulle på tur, eller som skal samle op, når deres små autister har brugt 5 dages overskud på at stå 4 timer i en hal med akustikken fra helvede, sammen med 300 andre børn.

De neurotypiske børn skal jo helt indlysende ikke snydes for det, der for dem er sjove og inspirerende dage – men der er ikke personale sat af til, at nogen kan blive på skolen med de børn, der ikke kan deltage, og hvad gør vi så?

Jeg skrev 10 sider om hvert af mine børn og udfyldte spørgeskemaer i metermål. Kommunen indhentede udtalelser fra børnehave, egen læge, skole, fritidstilbud og PPR. Jeg blev udspurgt 2 x 3 timer herhjemme, og indsendte dokumentation i et omfang, de færreste kan forestille sig.

Jeg var hele tiden MEGET klar omkring, at jeg bare søgte den éne time, så jeg havde mulighed for at tage opgaver om eftermiddagen, som erstatning for den tid, jeg måtte klippe ud midt på arbejdsdagen, og jeg skrev allerede i første ansøgning, at jeg var indstillet på selv at betale barnepigen af egen lomme for alt, hvad der lå ud over den ene time. For mig handlede det om at overleve økonomisk, passe på mine børn og at få en barnepige, der var ansat mere formelt, end jeg selv havde mulighed for at gøre – for den model havde jeg naturligvis allerede selv afprøvet.

Jeg fik, efter halvandet år, nej med den begrundelse, at ‘en barnepige er en udgift alle forældre må påregne’, og fordi jeg selv ‘havde valgt at få børn alene’.

Sagsbehandlingen tog så lang tid, at børnene var blevet for store til reelt at have brug for den støtte, jeg søgte om, da jeg endelig fik mit afslag fra Ankestyrelsen, hvor jeg havde klaget over sagsbehandlingen og helt urimelig sagsbehandlingstid, men lærte, at jeg kun kunne påklage selve afgørelsen. Jammerlig sagsbehandling er bare ærgerligt, nemlig.

Og normalt abonnerer jeg på ideen om, at jeg ikke har mindre, fordi andre har mere. Jeg finder hverken glæde eller mening i, at andre skal have det svært, bare fordi noget har været svært for mig, og jeg bliver altid helt selvlysende af irritation, når den ældre generation bruger ‘- og vi klynkede ikke!’ som argument for at bevare status quo.

Men lige her TAGER hun jo faktisk noget fra fællespuljen, som andre så mister muligheden for at få, og måske er det misundelsen, der taler, men som enlig mor med ADHD, to børn med særlige behov og en lejebolig, der fik nej til én time, er det måske en lille smule svært at gennemskue, hvorfor hun, med hus og indbo til et tocifret millionbeløb og en husholdning med to indkomster, får bevilliget 15 timer.

Jeg er med på, at et dyrt hus og en luksussofa ikke er det samme som rede penge i hånden. Men det stadig svært at have sympati for, at et menneske med SÅ solidt et økonomiske fundament, får tildelt noget, som mennesker, der kæmper for at få enderne til at nå sammen, bliver nægtet, på baggrund af samme diagnose.

Det ville være rimeligt at indvende, at jeg blander æbler og bananer her, for PA-bevillinger og børnepasning (‘aflastning’, som det hedder), som jeg søgte om, reguleres af to forskellige lovgivninger, og har dermed formelt ikke noget med hinanden at gøre.

Det er sandt – men i begge situationer taler vi om neurodivergens og de udfordringer det giver, og prøver at sammenholde udgiften til hjælp med, hvad vil koste, hvis et voksent, skattepligtigt menneske falder ud af arbejdsmarkedet. For det er jo den helt overordnede grund til overhovedet at bevillige støtten. I dét regnestykke er det jo i og for sig lige meget, om det er ADHD hos forældre eller børn, vi taler om.

Jeg kan se, at hun forsøger at ride stormen af ved at gøre det til en diskussion om, hvorfor ALLE ikke bare kan få den hjælp, de har brug for. Her er jeg for så vidt enig med hende. Problemet med dén vinkel er bare, at vi på forhånd kender svaret: Der ikke er penge til det. Der er én kage, og når nogen får et større stykke, må andre nøjes med et mindre. Og det er dét, folk reagerer på.

I bund og grund er min holdning til sagen, at jeg ikke synes, det er særlig ordentligt at tage så meget, når andre må nøjes med så lidt. Heller ikke, selvom man faktuelt har ret til det.

Og jeg synes, at det er svært at tilgive, at hun, uagtet at det givetvis ikke har været hendes hensigt, allerede nu har gjort livet sværere for mennesker, der allerede står på tæer. For det her kommer med 100% garanti til at føre til, at nogle kommuner pludselig bliver MEGET nærige med deres PA-bevillinger – og her er der allerede masser af kommuner, der er tunge at danse med som det er. (Update: Det er allerede startet, kan jeg se her og her).

Hun har, i kraft af sit tidligere hverv som influencer, selv tegnet det billede af sit liv, som offentligheden reagerer på, og fordi det emmer af overskud og handlekraft, kommer hun desværre til at bekræfte fordommen om, at ADHD er en modediagnose, som mennesker, der gerne vil have opmærksomhed, jagter for at gøre sig interessante.

Og endelig kommer sagen på et tidspunkt, hvor jobcentrene står til at skulle ned- eller omlægges, og hvor PA-bevillingerne dermed risikerer at blive lagt over på nye sagsbehandlere, der ikke kender de borgere, de får ansvaret for at hjælpe. Her er det virkelig uheldigt at tegne et billede af, at PA er noget, man kan få, så man kan blive i sin strandvejsvilla og arbejde, når man lige føler for det.

Men som skrevet i starten: Jeg er inhabil, og uagtet at ovenstående er min holdning, så er der også et solidt argument i at hævde, at loven skal være lige for alle.

Det sidste, jeg har lyst til lige at runde, er, at jeg ikke forstår, at et medlem af kommunalbestyrelsen offentligt må kommentere en sag, der er behandlet i hans egen kommune. Heller ikke selv om den pågældende influencer selv har skrevet om det på SoMe.

Det er i min optik helt indlysende omfattet af den tavshedspligt, en offentlig myndighed er underlagt, for uanset hvor man står i den her sag, er det voldsomt undergravende for tilliden til den offentlige forvaltning, hvis man som navngiven borger kan risikere at blive brugt som løftestang for politiske agendaer.

Men om ikke andet, så håber jeg, at graverjournalisterne har bogmærket opslaget, så de kan hive det frem, næste gang Frederiksberg Kommune står med en træls sag, og deres talsmand påstår, at de ikke kan udtale sig om konkrete enkeltsager.