M2025, uge 45
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Denne uges indlæg handler om tanker og fokus. For jeg har haft så travlt og været så lidt hjemme, at de fleste hverdagsfunktioner har været sat på hold. Det har tydeliggjort i hvor høj grad, tid er en faktor, når det kommer til at leve bevidst, for selvom jeg nu i årevis har haft fokus på dette tema og derfor ved, hvor fælderne er, så har det alligevel været umuligt at undgå de helt gængse af slagsen.
Men netop derfor er jeg gået i dem med åbne øjne. Øvelsen nu går ud på at undgå at lade mig stresse af det, men i stedet bare konstatere, at det sker, og på bagkant tænke over, om der findes en vej mellem idealet og nødløsningen.
1
Det første, der skrider for mig, når det går (for) stærkt, er planlægningen af mad og madpakker; primært til mig selv.
For selv når jeg ikke har meget om ørerne, så ER det en udfordring at have to børn, der er meget selektivt spisende på hvert deres område. I hvert fald hvis man gerne vil være sikker på, at de ikke får knogler af gummi.
Derfor går en stor del af kapaciteten på at sikre, at de stadig har mad i madpakken, som de kan spise, og at aftensmaden består af noget, der er næringsmæssigt nogenlunde forsvarligt, og som samtidig ikke kræver det samlede cast fra Cheer! at luske i dem. For der er uendeligt lidt pom pom i mig, når jeg er kørt over.
Jeg har masser af mad i fryseren, og det har jeg stor glæde af i uger som den forgangne. Men det, der så bliver vigtigt at huske er, at madplanen de næste uger skal planlægges, så der kommer nye overlevelses-rester i fryseren. Og uden at det skal lyde som en undskyldning, så ER det en ADHD-ting, at man har svært ved at forholde sig til behov, man endnu ikke har, så for mig kræver det en ret bevidst indsats at huske lige dén del.
Mit køleskab lignede også noget, der var løgn, da jeg åbnede det i morges. For hvor jeg normalt sørger for at vi får brugt og spist rester og åbne ting ved at tænke det ind i den daglige madlavning, så glemmer jeg alt, hvad jeg nogensinde har haft på køl i det sekund, jeg lukker lågen, når jeg har travlt. Det giver MEGET madspild.
Jeg kan også se, at jeg har brugt næsten 400 kr. på frokost til mig selv, fordi jeg har købt mad i kantiner rundt omkring. Det er irriterende, fordi jeg faktisk hellere vil have en klap-sammen. Men jeg har været så tidligt afsted og sent hjemme alle dage, at bageren var lukket, når jeg kørte forbi den, og da jeg for længst har konstateret, at jeg ikke KAN spise det elendige rugbrød, man køber i supermarkederne, er tvivlsomme kantine-sandwiches blevet løsningen.
(Og bare lige for en god ordens skyld: All hail til jer, der elsker Kohberg, og/eller fryser bagerrugbrød og tager det op skivevis. Jeg har prøvet. Jeg kan ikke.)
Nu hvor tempoet lige er faldet lidt igen, kan jeg godt se, at der er mellemløsninger, som jeg kunne have valgt. For der findes masser af supermarked-sandwichboller, jeg GODT kan lide, og dem kunne jeg bare have købt en pose af.
Ligeledes ville det have krævet meget lidt at trimme køleskabet et par gange undervejs, så jeg kunne se, hvad jeg havde derinde – for noget af det kunne jeg faktisk godt have brugt til madpakken.
Det prøver jeg at huske næste gang.
2.
Til gengæld er der også vaner, jeg har formået at holde fast i, og blive ved med at prioritere.
Den ene er oprydning/rengøring. Her falder jeg øjeblikkeligt tilbage på de rutiner, jeg opbyggede, da jeg havde babyer, som aldrig sov, og rengøring derfor var et projekt, der strakte sig over 4 dage.
For er der nogen, der dør af, at der trænger til at blive støvsuget? Nej. Selvfølgelig ikke. Men ligesom et bad gør underværker for det mentale helbred, så gør det også meget godt for mit overblik og overskud, at det ikke roder, så alting bliver væk, og jeg ikke kan tænke.
Det er én af de vaner, jeg har tillært mig, fordi jeg over årene har forstået, at det er en meget dårlig løsning at hjælpe sig selv i dag ved at skubbe problemerne til i morgen. For hvis jeg bare lader stå til, så hjælper det ikke at nå igennem den travle periode – for så venter der bare en ny i form af udbedring af skader og efterslæb.
3.
Jeg har også fået trænet – men kun fordi jeg for nyligt havde en lang snak med mig selv om måden, jeg træner på.
For mig er motivationen aldrig et problem. Jeg kan virkelig godt lide at træne, sådan helt oprigtigt. Men jeg kan bedst lide at træne, når jeg har ro til at zone ud, mens jeg gør det. Når jeg egentlig synes, at jeg skulle være et andet sted, oplever jeg, at mit træningspas bliver dårligt, og at jeg næsten bare bliver mere stresset af det.
Men det kan i perioder komme til at betyde, at jeg lander i det mindset, som desværre stadig er min default: Det skal være perfekt; ellers kan det være lige meget. Men her bliver resultatet bare ofte, at det så SLET ikke bliver, og det er jo heller ikke særlig fedt.
Derfor prøvede jeg for et par måneder siden at tænke igennem, hvornår jeg egentlig synes, at jeg har trænet “nok”. Altså, helt konkret hvor mange gange på en uge, jeg gerne vil træne, og hvad træningen skal indeholde.
Det betyder, at jeg nu ved, at jeg gerne vil nå at træne 4 gange på en uge, fordelt på 2 gange, hvor jeg har 100% fokus, og 2 gange, hvor det er ok, at det er knap så tungt, eller hvor jeg justerer på antallet af gentagelser.
Og derfor får jeg det faktisk gjort. For det føles ikke som spild af tid at køre en let(tere) træning, og det føles ikke, som om jeg er bagefter, hvis jeg har et par dage i træk, hvor jeg ikke får trænet.
Det er tankevækkende, hvor meget mental kapacitet, den beslutning har frigivet.
*
Så noget fungerer, og noget vælter (stadig), når det går stærkt, men fælles for det, jeg formår at holde fast i er, at der er indøvede rutiner og meget konkrete tiltag at falde tilbage på.
Det kan der ikke være på alle områder. Men at konstatere, at den tilgang virker, får det til at give mening at blive ved med at forsøge.
M2025, uge 44
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Er jeg gået i gang med at gøre plads i fryseren, og det er tidligt i år. Jeg plejer at vente til starten af december, men for nogle måneder siden var jeg så heldig at få mig snuset frem til en lokal gård, hvor jeg har prøvet at købe kød. Det er virkelig, virkelig lækkert, og jeg spurgte derfor derude, om der fandtes en slags hemmelig liste, man kunne komme på, når det trak op til slagtning. Det gjorde der, og nu har jeg bestilt oksekød, som er klar til afhentning d. 08.12.
Vi spiser, som jeg vist også tidligere har nævnt, ikke særlig meget kød, men når vi gør, er det enten kylling eller oksekød, så at få mulighed for at købe kød af så god kvalitet, som oveni købet er billigere end i butikkerne, er et scoop.
Til gengæld kan man kun købe det i de mængder, det nu engang bliver pakket i, og det betyder, at jeg skal finde plads til 7 kg. kød. Det skal selvsagt vakuumpakkes, for der er kød til flere måneder, men det kommer stadig til at optage plads.
Kombineret med december, der også altid genererer lidt ekstra mad til fryseren, skal det tænkes ind nu, hvis ikke det skal ende med, at jeg er nødt til at smide noget ud.
Derfor har jeg ‘fryser’ på madplanen to gange om ugen, hele november, så der er plads.
2.
Er der små 3 uger til Antons fødselsdag. 15 år, mand. (og eBoks, godt nok? Jeg kan SLET ikke overskue at skulle være coach på dét projekt!)
Vores søde kusine fylder år 2 dage efter Anton, og det har altid betydet, at vi er liiiige ved at være der på lagkage og flag, når hele familien to gange på under en uge har siddet bænket om et fødselsdagsbord.
Derfor spurgte jeg min søster, om vi måske skulle høre ungerne ad, om de er blevet store nok til at kunne dele en fødselsdag, så vi kører én fællesfejring for familien, og så tager ud og laver noget, bare dem og os. I år er vi blevet enige om at prøve Escape Room, og vi har fundet noget, der ligger ikke så langt herfra, som ser ud til at passe til både voksne og børn.
Det er jo ikke fordi, at den model nødvendigvis er billigere eller mere tidsoptimerende end udgangspunktet, men med to børn, der har fødselsdag så tæt på julemåneden, hvor vi i forvejen er gode til at hygge os i familien, giver det mening at bruge tiden på at skabe en fælles oplevelse, i stedet for at køre Reprise-modellen med Tordenskjolds soldater.
De er ved at være store, børnene, og derfor er der nogle samtaler om at forbruge bevidst, både økonomisk og tidsmæssigt, som det er fint at begynde at tage.
3.
Det fører mig videre til ugens sidste punkt, som også handler om den næste generation af forbrugere.
Jeg ved faktisk ikke, hvad der har udløst det, men de sidste uger har jeg tænkt meget over, hvordan jeg kan tydeliggøre nogle af alle mine overvejelser om klimabelastning og økonomi for mine børn.
Jeg har prøvet med forskellige lommepengemodeller, og har også i nogle måneder skrevet alle poster fra betalingsservice op på en tavle, sammen med de beløb, vi har brugt på mad, hygge osv, men det bliver for abstrakt for dem.
Derfor prøver jeg nu at angribe fra en anden vinkel (som har den ekstra sidegevinst, at den gør mit liv nemmere), nemlig at tvinge dem til at begynde at skrive ting på indkøbssedlen.
Det, forudser jeg, kommer til at skabe bund for nogle gode samtaler, for jeg er sikker på, at vi ser forskelligt på graden af livsnødvendighed af chips og tandpasta, men snakken kommer til at tage udgangspunkt i vores fælles virkelighed, og det bliver en ægte hjælp, hvis jeg ikke først får overbragt budskabet, når kurven med nudler eller Ronaldo-deodoranten ER tom.
Jeg har lagt en blok, allokeret til formålet, på vores (nye) spisebord, så det er nemt at finde den, når man skal bruge den.
Så ser vi, om ideen fungerer, som jeg håber.
Umagen værd
Om et par uger skal jeg til skole/hjem samtale med Frida. Hun er, som altid, frygteligt nervøs, hvilket der absolut ikke er grund til, men hun kan næsten ikke være i, at der sidder 3 voksne mennesker og kigger på hende.
Det kan jeg ikke tage fra hende, hvor gerne jeg end ville, og selvom jeg er fortaler for, at børn skal have en høj grad af medbestemmelse i eget liv, så er der også somme tider ting, jeg står fast på, at man skal; også selvom man synes, det er svært. Specielt når man er en lille (over)tænker som Frida, for med børn som hende kan mangt og meget blive ubehageligt oppe i hovedet, og får man hver gang lov at sige nej, vokser bunken af ting, man ikke kan, fordi man ikke har opdaget, at man kan mestre dem.
(Når jeg skriver det, lyder det som om, jeg synes, at man skal trække børn med skolevægring i skole ved håret; det gør jeg virkelig, virkelig ikke. Men som med alt andet på spektret kan det være svært at sige, præcis hvornår noget går fra at være overkommeligt ubehag til traumatiserende angst og overbelastning).
Det er en balancegang, og hun får somme tider lov til at sige nej, men lige ift. de her samtaler står jeg fast. Dels ved jeg, at indholdet altid er positivt, dels er det et meget tidsafgrænset ubehag at skulle stå igennem, og endelig kan det hurtigt blive træls for lærerne, hvis først ét barn får lov at slippe.
Men vi taler meget om det i tiden op til samtalen, og noget af det, jeg gør meget ud af at fortælle hende er, at hun ikke skal leve op til nogen former for forventninger hos mig; at ingen er gode til alting, og at folkeskolen mest af alt er et sted, hvor man skal afsøge, hvad man kan lide at lave, så man kan vælge den rigtige vej i livet.
“Jeg bliver aldrig nogensinde sur på dig over karakterer eller over, at du synes, noget er svært. Det eneste, jeg gerne vil have, er, at du gør dig umage”, sagde jeg til hende forleden.
Det siger jeg hver gang. Til dem begge to. Men denne gang kom jeg bagefter til at tænke over, om ‘umage’ for hende føles som noget, hun skal præstere.
Det fik mig til at tænke videre over, hvad jeg forbinder med ordet, og jeg nåede frem til, at det for mig er en måde at tilgå livet på – og at det er en hjørnesten.
Det betyder ikke, at målet med en given indsats er perfektion, men når jeg selv involverer mig i noget, forsøger jeg altid at give det mit bedste skud, og jeg HADER at arbejde sammen med mennesker, der kun stempler halvt ind.
Umage, eller rettere mangel på samme, er faktisk i dag er blevet afgørende for, hvad jeg holder fast i, og hvad jeg skærer fra.
Det er én af dem, der føles, som om den bliver vigtigere og vigtigere i takt med, at jeg bliver ældre; måske fordi man bliver mere nærig med sin tid, når man erkender, at den ikke er ubegrænset.
Ingen er ligeglade med, hvordan de bliver behandlet, hverken professionelt eller privat, men jeg er ikke sikker på, at det er SÅ afgørende for andre mennesker, som det er for mig.
Dermed ikke være sagt, at jeg bare rider i stoisk ensomhed gennem livet på min høje hest og kun er at finde steder, hvor alle lever op til mine forventninger. Selvfølgelig ikke. Vi har alle sammen bløde punkter og blinde vinkler, og livet er fuld af opgaver i fællesskaber, vi ikke selv har valgt til.
Det er svært at ændre på, og egentlig er det nok meget godt, at man på den måde forbliver bevidst om sine værdier, fordi man mærker dem tydeligst på steder, hvor de ikke bliver delt.
Konkret handler det for mig om indsats, nærvær og respekt for andres tid.
Hvis du ikke kan finde en dag i din kalender 3 måneder frem, er det fordi, aftalen eller opgaven ikke er vigtig nok.
Hvis du hver gang kommer farende ind ad døren, 5 minutter for sent, og med flagrende tøj og kaos-energi, eller taler om bagkant og exit, allerede inden vi har sat os, er det fordi, der er et andet sted, du hellere vil være.
Det er ikke sikkert, at du er bevidst om det, men din konkrete adfærd afspejler den værdi, du tillægger en given relation eller interaktion, og hvis du gerne vil teste, om det bare er noget, jeg finder på, så prøv, næste gang du sidder i et møde eller over en kop kaffe at sige: “Jeg venter lige, til du er færdig”, når nogen samler mobilen op og siger: “Bare snak videre.”
Helt stille og roligt.
For det, der sker hver gang jeg gør det, er, at den, der sidder med mobilen bliver meget hurtigt færdig med at skrive – fordi afbrydelsen bliver så tydelig, når samtalen forstummer. Men det ER en afbrydelse, som ikke bliver mindre forstyrrende af, at vi taler hen over den, for uanset om du bare er Maltes mor eller er forsvarende olympisk mester i multitasking, så mister samtalen momentum, når den sættes på hold.
Og selvfølgelig: #Life. Det ved jeg godt. Og jeg er OGSÅ somme tider nødt til at svare på en besked. Men helt grundlæggende vil jeg prioriteres, når jeg tilbyder min tid eller indsats, og jeg forventer, at du er tilstede, når vi er sammen.
Jeg er ikke det fjerneste bange for at løse opgaverne selv eller for at være alene, men jeg er altid på vagt overfor ligegyldighed, også i det små, fordi det påvirker kvaliteten af både samværet og samværet, og selvom det måske ikke føles sådan, så forfladiger det dine relationer over tid.
For selvom det nogle gange godt må være lal og bananer, one night stands og Teammøder, hvor alle sidder og sender reels til hinanden under bordet, så er det vigtigt at være bevidst om, at dybde i samtale og kvalitet i samarbejde sker ikke af sig selv. Det kræver fokus og nærvær.
Umage.
Det hænger ikke sammen med frekvens, for der kan sagtens være både fokus og nærvær i en relation, hvor man sjældent taler sammen eller ses. Så længe begge parter vælger samværet helhjertet til, når man så ER sammen, kan relationen sagtens bestå.
Ligeledes kan man også have en velfungerende relation, selvom man kommer efter to forskellige ting. Jeg har f.eks. en veninde, jeg sætter stor pris på, hvor rollefordelingen er, at hun taler og jeg lytter. Det lyder skævt, men det er det ikke, for hun har mange temaer i sit liv, som jeg tidligere har haft i mit eget, og når vi taler om hende, oplever jeg at se min egen proces fra nye vinkler, fordi jeg skal sætte ord på min læring, og dermed pludselig forstår den på en helt ny måde. Der er masser af vækst og udvikling i vores venskab, selvom vi tilgår det af forskellige årsager, fordi vi begge er bevidste om, hvad vi henter hos hinanden.
Alle relationer skal vedligeholdes og plejes, hvis de skal leve og have værdi. Også de virtuelle af slagsen. Specielt på LinkedIn bliver det tydeligt, hvem der først finder derind, når fællesskabet har noget DE skal bruge – og sådan fungerer det ikke. Du kan ikke træde ind i et rum, hverken IRL eller cyber, og forvente, at mennesker, der har været der i årevis, og fra bunden har bygget netværk op, smider hvad de har i hænderne for at få lov at hjælpe dig. Det er der mange, der har måtte lære på den hårde måde. For al den lækre deling og trafik, der kan generere ansættelser, salg og synlighed får du ikke, fordi du lige stempler ind med hånden rakt frem. Den kræver kontinuerlig tilstedeværelse og meningsfuld interaktion; også når der ikke er noget i det for dig.
Jo ældre jeg bliver, des bedre forstår jeg, at tid er en gave, vi giver til dem, vi gerne vil dele den med. Som ung kan det føles vigtigt at tegne et billede af sig selv som én, der lever stående med jakken på; altid i transit og på vej videre. Men som årene går, opdager man, at dybde trumfer overflade hver eneste gang.
Dine relationer og dine resultater afspejler kvaliteten af din egen indsats. Og det skal man huske.
For det kan godt være, at du må melde afbud, gå tidligt eller sætte dig selv på pause.
Eller at dit projekt eller din danske stil ikke er helt så vild som din sidekammerats.
Måske ER umage faktisk noget, man skal præstere. Både som barn, som ung og når man er voksen.
Men hvor karakterer er øjebliksbilleder, som påvirkes af tusindvis af udefrakommende faktorer, og som i bedste fald indikerer flair for sprog frem for tal, så er umage en måde at tilgå livet og være i verden på. Det er en livslang investering i relationer og netværk, i kærlighed og kvalitet.
Go hard or go home, siger de over there.
Jeg er nok mere på go hard or stay home
For man kan ikke nå alt, man kan ikke mestre alt, og man kan ikke have lyst til alt.
Det skal man heller ikke.
Men der, hvor man er, kan man altid gøre sig umage.
M2025, uge 43
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg købt et nyt, brugt spisebord.
Det var ikke planlagt, men da jeg købte det, vi har haft de sidste par år, var det for at teste, om det var fedt at have et kæmpebord, eller om det var spild af plads. Det var også et, jeg fandt brugt, hos nogen, som havde lavet samme forsøg og var nået frem til det sidste. Det var fra Jysk, og kvaliteten lod lidt tilbage at ønske; eksempelvis har jeg efterspændt det cirka 80 gange, og bordpladen var af et materiale, der meget let tog imod farve.
Jeg kunne allerede fra første dag se, at et stort bord her KUN er fedt, og rummet kan sagtens bære det. Derfor har jeg hele tiden vidst, at vi skulle have noget tilsvarende, når det gamle ikke kunne mere, men det har bare været sådan en ‘ – på et tidspunkt’-tanke.
Men lørdag aften kunne jeg ikke sove, og jeg lå derfor (som man jo gør), med min mobil og tyrrede blåt lys og vanvid lige i fjæset på mig selv. Her så jeg pludselig, at en mor til en tidligere klassekammerat til Anton havde sat deres store spisebord til salg til en virkelig god ‘hjælp-vi-er-kommet-til-at-spontankøbe-et-kæmpe-møbel’-pris.
Fordi jeg kender hende, ved jeg, at bordet ville være i orden og af god kvalitet, og sådan gik det til, at jeg mandag kunne køre det gamle bord på storskrald (efter at have lagt det op og forsøgt at forære det væk), og spise aftensmad ved mit nye, ENDNU større bord. Hurra.
2.
Forsøger jeg at holde el-regningen i skak ved flittig brug af tørresnore og -stativer.
Jeg er egentlig positivt overrasket over, hvor meget tøjet trods alt stadig tørrer, og alt andet lige er det billigere at tumble tøj, er er 70% tørt, end hvis det røg ind lige fra vaskemaskinen.
Jeg vil i den forbindelse gerne slå et slag for et tower-tørrestativ (som jeg faktisk ikke ved, hvad hedder på dansk?), fordi det kan stå på badeværelset natten over uden at spærre det hele. Man skal være lidt varsom med at tørre tøj indedøre, fordi fugt kan give problemer med skimmelsvamp, men mange badeværelser i dag har udsugning, der starter automatisk hvis luftfugtigheden er høj, og dermed tørrer tøjet, uden at vandet smadrer indeklimaet.
3.
Håber jeg ikke, at nogen blacklister mig nu, men jeg laver lige en #triggerwarning: Juleindhold-disclaimer for en sikkerheds skyld.
Lidt undskyld – og så alligevel ikke helt.
For det handler om kunstige juletræer og om at være på forkant med de ekstraudgifter, der er/kan være forbundet med julen.
Sidste år var jeg ikke klar til at gå fra træ til plastik, men det er jeg i år.
Jeg ville ønske, at jeg kunne prale af, at det for mig kun handlede om miljøhensyn, men det er, hvis jeg skal være ærlig, ligeså meget fordi jeg prøver at forebygge julestress.
Vi har gulvvarme, og derfor kan et ægte træ ikke holde mere end 10-12 dage her, før det taber alle nåle. Det betyder, at vi både skal hente det, have det ind og pynte det, når der også er meget andet at se til, og jeg ville egentlig hellere kunne sætte det op, når børnene og jeg alligevel pynter, så vi har glæde af det hele december.
Samtidig slipper vi for hente-seancen, som ser så hyggelig ud på film, men som for mig mest består af eder, grannåle i bilen og harpiks på hænderne, og da jeg ved, at der er rigeligt med ekstraudgifter i december, vil jeg gerne have det købt i november.
Fake-træ it is. Men hvad har vi, der ikke ligner skraldespanden på en plastikfabrik? Og køber vi med eller uden lys? Kan man skifte pærer på sådan et dyr? For det ligger jo på loftet fra januar til november, så man kunne godt forestille sig, at nogle af pærerne gav op, og det er et HARD pass at have et træ stående med 7 sprungne pærer. (Seriøst. Jeg ville ikke se andet).
Er der anbefalinger til mærker/modeller? Eller dårlige erfaringer, som vi andre kan få lov at få glæde af?
*
Men. Inden der går full blown gran og julehjerter i den, skal vi uhygge os med græskar, skeletter og begejstrede børn. For os er der dømt pyntet skov, bål og brændvarm toddy allerede i aften.
Happy halloween, alle sammen.
M2025, uge 42
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg fundet mit wifi-stik frem og har lavet en ladestation på mit køkkenbord, i nærheden af en røgalarm og på en del af bordet, hvor der ikke er papir eller andre let antændelige materialer.
Da vi talte om det her første gang, var vi omkring batteriers holdbarhed og det hensigtsmæssige i at køre sine devices flade, inden man ladede dem op igen, men ovenpå #CurrentEvents, vurderer jeg, at førsteprioriteten lige nu er at sørge for, at der er mest muligt strøm på flest mulige devices 24/7.
Stikket er sat op til at slå til kl. 00.01 og fra igen kl. 06.00, og jeg har en stikdåse liggende i skabet lige under, så jeg, inden jeg går i seng, får det hele sat til opladning, og (trods alt) suger strømmen, når den er billigst.
2.
Har jeg returneret en solcellelampe, der pludselig gik død, og et sæt halvdyrt sengetøj, som godt nok er købt for 6 måneder siden, men som kun har været brugt 2 gange.
Solcellelampen købte jeg hos et dansk firma, som reklamerede med, at den også (via stik) kunne lades og bruges inde. Derfor pillede jeg den ned, da jeg gjorde haven vinterklar, tog den med ind, tørrede den omhyggeligt af, og ladede den op – for så at konstatere, at den var død.
Jeg skrev til firmaet, som allerede næste morgen svarede mig med 5 konkrete bud på, hvad der kunne være galt. “Skriv endelig igen, hvis det stadig driller!” sluttede mailen. Det gjorde det, så jeg filmede, hvad jeg forsøgte at gøre, sendte videoen retur – og 6 timer senere modtog jeg en mail om, at der var en ny kæde på vej til mig med GLS, at de var kede af fejlen, og at jeg bare kunne kassere den gamle kæde. 5 ud af 5 stjerner for dén service!
Sengetøjet er en lidt anden historie.
Jeg købte det til Anton i nonfirmationsgave, men da jeg lagde det på, passede det overhovedet ikke.
Dengang tænkte jeg, at det måtte handle om, at hans sommerdyne var så tynd, at dynebetrækket blev for stort, men nu, hvor jeg har fundet hans vinterdyne frem, var problemet det samme.
Jeg fandt derfor målebåndet frem – og det forklarede meget. For betrækket, der skulle måle 140 x 200, viste sig at måle 150 x 190 cm. Jeg skrev til firmaet (i sikker forvisning om, at det måtte være en produktionsfejl) – som kvitterede med en mail med spørgsmål til, hvordan det var vasket.
Jeg har fulgt anvisningerne, så det skrev jeg – hvorefter jeg modtog en mail med spørgsmål til, hvordan det var tørret. Jeg svarede igen, at jeg havde fulgt anvisningerne (mens jeg skar tænder, for uanset hvordan fanden det er vasket og/eller tørret, så bliver det vel næppe 10 cm. bredere??), og endelig fik jeg lov at aflevere sengetøjet ’til vurdering’.
Efter et par dage fik jeg en mail om, at det var blevet ‘gennemgået’, og at det var ‘krympet en del’ hvilket ‘typisk skyldes, at der er blevet vasket eller slynget for hårdt’. Jeg kunne hente et nyt sæt, men de ville ‘dog gøre opmærksom på, at sengetøjet maks. må vaskes ved 40 grader og 1200 omdrejninger for at undgå at det krymper.’
Jeg skrev ikke den mail, jeg havde lyst til at skrive, fordi jeg vurderede, at livet er for kort, så nu har jeg hentet et nyt sæt, og har for en sikkerheds skyld målt det, inden jeg tog det i brug – og det passer.
Jeg kommer ikke til at købe mere hos det firma, og det kommer de over, for det er der mange andre, der gør. Men jeg vil stadig holde fast i, at man som forbruger stemmer med sin pengepung, og at vi ved at sende defekte varer retur gør, hvad vi kan, for at sende op i systemet, at vi gerne vil bede om varer, der holder og ikke bare varer, der er billige.
3.
Har jeg gjort min bil vinterklar, netop som vi har haft den første nattefrost på disse kanter.
Inden jeg viser billederne, vil jeg gerne minde om, at jeg kører ca. 3000 km. i måneden. Det betyder, at jeg ofte er langt væk hjemmefra, og det afspejler min klargøring.
Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at de scenarier, jeg har haft i baghovedet, ikke er grebet ud af den blå luft. Modsat det, jeg har preppet efter i hjemmet, har jeg ift. min bil taget udgangspunkt i konkrete oplevelser, jeg har haft.
De tre, der har haft størst indflydelse, er hhv. Roskilde Festival for 25 år siden, et par færdselsuheld, hvor jeg har været første forbipasserende på stedet, og sidste vinters afsindige regnvejr og de afledte oversvømmelser i området omkring Esbjerg.
For da vi stod på Roskilde den nat, hvor regnen også piskede ned, og Pearl Jam pludselig stoppede med at spille, men The Cure ikke gik på, var der ingen der anede, hvad der foregik. Rygtebørsen arbejdede hurtigt, så der gik trods alt ikke mange timer, før vi vidste, at nogen var døde, men hvem, hvor mange og hvorfor anede vi ikke.
Og der gik under 20 minutter før telefonnettet var så overbelastet, at det gik ned. Nul service på mobilen, og ingen mulighed for at ringe hjem og fortælle, at man var ok.
Det er ikke min historie at fortælle, for jeg kendte ikke de mennesker, der døde, og jeg så og oplevede ikke noget den nat, der traumatiserede mig. Det var tungt, trist og uvirkeligt at være der, men det er, tragedien til trods, ikke noget, jeg har båret med mig videre ud i livet.
Men det gjorde mig opmærksom på noget, jeg ellers ikke tror, jeg ville tænke ret meget over, nemlig at nettet, selvom det er gearet til at tackle meget, har en smertegrænse, når der sker noget, som påvirker mange mennesker på et begrænset, geografisk område.
Og da vejene på under 3 timer sidste år stod under så massive mængder af vand, at man i dagene efter jævnligt passerede Teslaer, der – helt apokalyptisk – var efterladt i grøfter eller skyllet halvvejs op ad skråninger, holdt nettet stand.
Men jeg tænkte flere gange, at jeg var glad for, at jeg har købt mig et old school papirkort, for i takt med, at vejene omkring mig druknede, kom jeg længere og længere væk hjemmefra, og i dén situation er det sgu praktisk at kunne finde et kort frem og se, hvad man skal pejle efter for at komme hjem.
Samtidig gjorde oplevelsen det også tydelig, at det ikke kræver mere end 2 timers regnvejr at lukke så mange veje, at det bliver en reel risiko at skulle overnatte i sin bil.
Derfor har jeg papirkort i handskerummet og varmt tøj og et tæppe i bagagerummet.
Jeg har en pandelampe (med batterierne sat i), så jeg kan læse i min bog (som jeg har med), hvis jeg skal sidde på en mark og glo i 8 timer, et spil med til ungerne, så der er noget at fordrive tiden med, og vand og snacks, og en powerbank, som er opladet.
Jeg har en refleksvest til mig selv, og refleksbånd med lys i til børnene, og så har jeg regnslag til hele banden. Min førstehjælpskasse er tjekket igennem, advarselstrekanten er sat, så den er nem at få fat på, og Lommelygten Med Det Hysteriske Lys har fået nye batterier.
Det lyder som om, jeg kører rundt i en lastbil, men i virkeligheden ser det sådan her ud:
Sidst men ikke mindst:
Det har været vigtigt for mig at pakke ting, der også kan bruges i en helt almindelig hverdag. At både regnslag og det uldtøj, jeg har i bilen, er noget, der kan bruges i Legoland, hvis man er kommet afsted i for lidt tøj, eller vejret er en idiot.
Hvis vi er tørstige, drikker vi det vand, jeg har med, men sørger for at erstatte det, når vi kommer hjem, og powerbanken bruger vi i bund et par gange om året, så den kommer med ind til en frisk opladning, og jeg er sikker på, at den virker.
Man skal ikke have alt det her med, hvis man kun kører 20 km. i måneden; det siger sig selv. Men tænk igennem, hvad det kunne være rart at have ved hånden på en kold, mørk landevej i silende regn, hvis uheldet er ude.
M2025, uge 41
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Skal vi i morgen på tur med min søster og niece.
Jeg har brugt en halv time på at researche destinationen, og det er en af de turistfælder, hvor de baaaaare godt ved, hvad de vil have for det hele.
I et aktivt forsøg på at undgå ‘så kan det være lige meget’-fælden, tjekkede jeg, hvad parkering kostede, og havde nær fået kaffen galt i halsen, da svaret viste sig at være 100 kr.
I det store regnestykke føles det ikke, som om det gør den store forskel. Men hvis nogen skulle have glemt den massive restskat og min værkstedsfaktura, kan jeg berolige med, at det har hverken Skat eller Bakke Auto, og som Jane/Project Handmade har lært os: Vi skal have respekt for de små beløb.
Derfor snusede jeg rundt på kortet, til jeg fandt et sted i nærheden, hvor man kan parkere gratis, og her mødes vi og kører derfra i én bil, så vi slipper med 50 kr. hver.
Det havde været optimalt, hvis samkørsel var en mulighed, men det er, som om alle børn pludselig er blevet 7 meter høje, og de kommer til at sidde i spænd på et bagsæde. Der må man kigge indad, og personligt ville jeg hellere spændes fast på tagboksen end at køre en time, kilet ind mellem to andre, uanset hvem det var, så det skal de selvfølgelig heller ikke.
Den her løsning er det næstbedste, og samtidig er det min erfaring, at det er godt at gøre noget konkret, der kan tjene som en reminder om at holde fast i de gode vaner; også når hverdagen er parkeret for en stund.
2.
Har jeg opdaget et uTROlig lavpraktisk trick, som jeg gerne vil give videre – og den er måske mest til my fitnessbabies.
For mange år siden lærte jeg et trick af en gammel økonoma, nemlig at pulverkartoffelmos kan bruges til at justere konsistensen på en sammenkogt ret, der er blevet for våd. Jeg har brugt det meget ift. mad, der er lavet i min stegeso (dengang el-priserne stadig tillod simreretter…), hvor det kan være virkelig svært at vurdere på forhånd, hvor meget væde grøntsager afgiver på 4 timer. Løftede jeg låget til noget, der var for sjappet, rørte jeg et par skefulde pulverkartoffelmos i, og *vupti*, så hang retten sammen.
For et par uger siden havde børnene bestilt varm kakao med flødeskum, og i 1/4 liter piskefløde er der rigeligt til et par dage. Men der er få ting i verden, jeg hader mere end flødeskum, der sveder, som det kommer til, når det står i køleskabet. Jeg ved ikke hvorfor, for rationelt forstår jeg godt, at det også bare er fløde, men der er noget ved de små søer af væske, der får det til at vende sig i mig.
Samme dag havde jeg, da jeg handlede, købt en pose vaniljeproteinpulver, som jeg ikke havde nået at sætte på plads. Da jeg fik øje på den, kom jeg til at spekulere på, om ikke det i flødeskum ville opføre sig, som pulvermos gør i sauce – og det gør det.
Så hvis du skal have kage med på arbejde i morgen eller vil piske fløde til crumblecake nu, selvom gæsterne først kommer i aften, så kan en skefuld proteinpulver eller to give dig det flotteste skum, der holder konsistensen i dagevis.
3.
Har jeg splattet de sidste tomater fra mormor og morfars have og lagt indmaden til tørre i mit tørreskab, så jeg til næste år kan prøve at plante frøene selv.
Jeg har lavet en slags frø-almanak, hvor frøene er sat ind under den måned, de skal plantes til forspiring, for hvis ikke jeg gør det, ved vi alle sammen, at jeg glemmer det.
Nogle af frøene har jeg i fryseren, så dem har jeg bare lavet en seddel på, og sat ind under den pågældende måned, så jeg ved, hvor de skal hives ud og lægges i jorden.
Grunden til, at frøene er på listen er, at jeg efterhånden godt ved, at jeg får 24 nye ideer om dagen – og det er skønt, jo! Men min mange runder med oprydning har også tydeliggjort, hvor meget gear det akkumulerer, fordi jeg meget sjældent gør noget halvt. Dermed kan det godt blive en slags ubevidst undskyldning for at anskaffe ting, som så bare ender med at ligge i skabene og glo, når jeg er ovre det, der udløste behovet for dem.
Og overforbrug er ikke kun vaser, parfume og nyt tøj. Det er OGSÅ pensler, bålgrej, mapper, krydderier osv., hvis det er noget, der bliver indkøbt, men ikke brugt. Det har faktisk taget mig noget tid at få øjnene op for. For jeg et fripas i hovedet, der hedder ‘nødvendigt’, og når noget kan trækkes ind under dén undskyldning, køber jeg det uden at se mig tilbage. (Apotek, her kigger jeg også MEGET på dig).
Det prøver jeg at arbejde med ved at fjerne de lavpraktiske benspænd (f.eks. at skulle researche forspiringstidspunkt på et ikke-nærmere-fastsat tidspunkt ude i fremtiden), og ved at sænke barren for, hvornår noget er Godt Nok. Det har forbløffet mig at opdage, hvor stor betydning de to små greb har ift. at holde liv i de initiativer, jeg sætter i gang.
På den måde prøver jeg at sikre, at det, jeg køber, har reel værdi, samtidig med at jeg undgår, at skabe og skuffer sander til med ting, som jeg om et år har glemt, hvorfor jeg købte.
Ift. mine blomsterfrø er jeg endnu ikke *helt* sikker på, hvordan vi løser udfordringen med mange frø vs. jordløs have, men den bro må vi bygge, når vi rammer bredden.
Der skal trods alt stadig være en *lille* smule kaos tilbage at rulle sig i.
M2025, uge 40
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Er jeg gået i gang med at lave et svaleskab udenfor efter den model, som Stine A. beskrev i kommentarfeltet for en måned siden.
Jeg fandt umiddelbart efter et Ikea-skab på Marketplace, som var perfekt til formålet, som jeg hentede hjem.
Herefter brugte jeg lang tid på at prøve at finde den bedste placering, for det skal være nemt; ellers får jeg det ikke brugt. Derfor SKAL det stå i baghaven, tæt på min havedør. Men har jeg sol deromme sidst på dagen, og derfor satte jeg det op, og lagde en af sensorerne til den vejrstation, jeg i sin tid købte, ind i det.
De næste uger holdt jeg øje med, hvordan temperaturen opførte sig, og det er faktisk først nu, at der ikke længere varme nok i solens stråler, til at få temperaturen til at stige.
Jeg har stillet det på 4 Lecablokke (som jeg troede var gasbetonblokke, men som jeg nu, 4 timers foredrag i Jem & Fix senere har lært INTET har med gasbeton at gøre..) for at løfte det fri af jorden. Når det regner, som det har gjort de sidste par dage, er der så meget opslag fra jorden, at tingene i skabet ville blive snaskede, hvis skabet stod direkte på fliserne.
Lecablokke suger fugt, så ovenpå dem har jeg lagt en dørmåtte i gummi, som jeg har klippet til, så skabet ikke ruster (for hurtigt).
Ideelt skulle det stå vandret, så det flugtede med huset, fordi det så står helt i tørvejr, og det ender jeg måske med at gøre. Men jeg tester lige at have det stående vinkelret på, så jeg slipper for at skulle helt ud, hver gang, jeg skal i det, og så det ikke tager for meget af det sparsomme dagslys.
Jeg har købt to store bordskånere af kork/keramik, som kan ligge ovenpå skabet, så varm mad kan stå på det til afkøling, og allerede nu er det perfekt til grøntsager og drikkevarer, som måske ikke er køleskabskolde, men som stadig er koldere, end de ville være, hvis de stod herinde. Om en uge eller to får de selskab af hyldebærsirup, tonic og salte citroner, og jeg glæder mig til at få lidt mere plads i mit køleskab igen.
Pris for projektet:
Skab: 100 kr.
Lecablokke: 68 kr.
Gummimåtte: 39 kr.
Bordskånere: 85 kr.
2.
Har jeg stillet en lille kasse i skabet i mit bryggers, hvor jeg samler småting, jeg finder, der kan bruges til værtindegaver.
Der er altid en million arrangementer henover efterår og vinter, og jeg hader at komme tomhændet. Men jeg er også træt af at smide 100 kroner efter 4 halvvisne kviste, eller købe vin i blinde, og jeg snuser alligevel ofte rundt ved (udvalgte) spothylder, når jeg har tid til det.
Det kræver en vis selvdisciplin ikke at lade sig friste af alt muligt, men mange runders oprydning har installeret en vis form for mådehold i mig.
Jeg gider ikke spotsektioner, hvis det bare er 6 bure, hvor ting er tyret ned i én stor rodebunke, og man skal selvsagt også styre udenom dem, hvis man er typen, der uforvarende kan komme til at købe et trommesæt og 7 sæt matchende spisepinde.
Men min lokale Normal har en hylde, hvor de kører sirligt restsalg med *virkelig* gode priser, og på min Harald Nyborgs velfriserede restsalgs-reol fandt jeg i går nogle kasser, som passer PERFEKT over mine køkkenskabe og en lampe til mit mørke hjørne. Jeg har været på udkig efter begge dele i flere måneder, og her stod de pludselig til hhv. 20 kr. stk. for kasserne og 45 kr. for lampen.
Den slags steder kan man godt være heldig, at finde en fin, lille skål eller en luksus-opvaskesæbe, så dem køber jeg nu og lægger ud i ‘gavekassen’, så jeg med en pose karameller eller en hjemmehæklet karklud kan have noget med, når nogen inviterer på sushi eller gløgg. (Jo. Gløgg. Vi er forbi 01.10. Lev med det, som Mette og Triple-B sagde).
3.
Har jeg endelig knækket Nutellakoden.
(Det kan godt ske, at det her hack mest er til andre forældre med ND-børn, men der *kunne* jo sidde andre i salen, der godt kan lide en Nutellamad).
For prisen på Nutella har for længst overhalet prisen på råolie, og det himmelråbende håbløse design betyder, at man ikke KAN få den sidste Nutalla ud af glasset uden at stå tilbage og ligne én, der ville blive cancelled hårdt til fastelavn.
En dejskraber.
En DEJSKRABER, mand!!
Der er til MINIMUM 3 ekstra madder i hver eneste glas.
Jeg har sådan en smal bandit fra Tupperware, men jeg er sikker på, at den findes i tusind andre udgaver, og den efterlader glasset så rent, at man godt i en snæver vending kunne foretage en operation i det.
Tippet er hermed givet videre til de af jer, der kan bruge det.
Big brother is watching you
Det er en mærkelig tid.
Jeg har svært ved at rumme dobbeltheden i, at fjenden ikke længere kun stamper i øst, men også rasler med sablerne i vores luftrum, samtidig med, at livet og hverdagen fortsætter, som om intet er hændt.
Det føles som om, historien ikke har rustet os godt nok til krig, fordi vi er flasket op med en version, som ikke længere findes. Fjenden er blevet – næsten – usynlig, og vi har aktier og holdninger til den militære strategi, fordi vi læser med over skulderen på vores folkevalgte, som vi har adgang til 24/7.
Dermed står vi også i en situation, hvor vi bliver om ikke løjet for, så i hvert fald holdt hen i en grad, der gør mig utryg. Ikke fordi jeg ikke forstår det, men fordi frygt vokser i skyggerne.
Jeg er med på, at de ikke kan gå ud og sige, at de har 3 droner liggende på Panuminstituttet, spaltet i atomer, og at de nu ved, hvem afsenderen er. Gør de det, lukker de ned for muligheden for IKKE at reagere, så de er tvunget til at spille dumme – men det er bizart og surrealistisk og MEGET lidt beroligende at være vidne til.
For selvfølgelig har de pløkket droner ned. Jeg havde én hængende over marken i min baghave hele mandag aften, og hvis jeg havde haft et bedre boldøje, end tilfældet er, er jeg LIGE ved at tro, at jeg kunne have pillet den ud af himlen med en lasso.
Jeg var ikke bange-bange, men der var noget ved den måde, den bare hang der på, der gav mig myrekryb. Det føltes afventende.
Først havde jeg egentlig besluttet mig for bare at ignorere den, fordi jeg formodede, at myndighederne var (og er) ved at drukne i anmeldelser.
Men jeg bor 900 meter fra lufthavnen, og jeg ville sgu også være træt af, at en af helikopterne fik en drone galt i rotorbladene, fordi alle drog samme konklusion, så jeg filmede den, og sendte klippet til min politiven.
“Det behøver jeg ikke reagere på, gør jeg?”
“Det får du lige meldt ind, det der!”
Frida er nervøs over hele situationen, så for ikke at hælde benzin på bålet, gik jeg ud i baghaven og ringede. Jeg var nummer 14 i køen, og på plussiden gav det mig rig mulighed for at stå og iagttage dronen, så jeg kunne besvare de spørgsmål, politiets FB-side havde varslet mig, at jeg ville blive stillet.
Da jeg havde stået der i 5 minutter, kørte en politibil ind på den lille grusvej, der 800 meter herfra grænser op til min mark. De parkerede vinkelret på, så deres lygter lyste ind over marken, i retning af dronen – hvilket fik den til at slukke sit lys.
Så stod og sad vi dér.
Efter 10 minutter vurderede de, at den måtte have taget flugten (antager jeg), så de kørte deres vej.
Hvorefter dronen tændte sit lys igen.
Det var moderat foruroligende.
Det hjalp ikke på den George Orwellske stemning af sælsom uvirkelighed, at dyrene samme aften opførte sig helt bizart, da jeg kørte Fridas veninde hjem. Da vi i mørket kørte gennem skoven, s-l-e-n-t-r-e-d-e et dådyr ud midt på vejen, stoppede op og kiggede direkte på os. Længe. Selv pigerne blev stille. “Plejer de ikke at flytte sig, mor?” spurgte Frida beklemt.
Et par kilometer længere fremme kørte vi forbi 10? 12? katte, der bare stod i vejkanten, og inden vi nåede hjem, mødte vi også en hare med sin harekilling. Ingen af dyrene stak af, da vi kørte forbi.
Det er en mærkelig tid, og fremtiden føles lige nu som en dystopisk serie på Netflix.
Plejer er ophævet, Normalt er ude af drift, og stadig smører jeg madpakker, tolker møder og kører mine børn i klub, alt imens jeg er ved at kaste op over at høre og læse om droner. Droner, droner, droner. OverALT. Det føles som foråret 2020, hvor det eneste, der fandtes i verden, var covid og nedlukning og skænderier om masker.
Det er liv og død og leverpostej, det er altafgørende, skelsættende og ingenting overhovedet, og jeg ved ikke, hvordan man navigerer i en verden og en virkelighed, hvor alting, hele tiden, er uden fortilfælde.
M2025, uge 39
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Døde min vandslange. Som en gigantisk diva gik den ud med manér og valgte at eksplodere, så jeg det éne øjeblik stod i al fredsommelighed og vandede min citrontimian og det næste lignede noget fra et undersøisk eksperiment.
Til alt held havde jeg, da vi ryddede op hos oldefar, taget hans haveslange med hjem, selvom jeg på dét tidspunkt ikke manglede.
Jeg har bandet over den flere gange, for mit skur er ikke særlig stort, og oldefar havde valgt modellen på fod, men det var vidUNDERLIGT, at jeg ikke skulle afsted efter en ny, da jeg stod med vandet løbende ned ad nakken.
Jeg bor så småt, at stativet er gigantisk overkill, men selve stativet har en lille ekstraslange påsat, som er den, man klikker på hanen. Den klippede jeg til, så jeg nu både har en normal vandslange og én, der passer ned i min vandkande. For om et par uger er det ikke længere nødvendigt at bruge slangen, når jeg skal vande, og så er det både rart og effektivt med et stykke slange på 30 cm. der kan stikkes ned i vandkanden, når jeg fylder den, så vandet ikke plasker ud over det hele.
Som en ekstra lille bonus, sender jeg nu søde oldefar en tanke, hver gang jeg vander.
2.
Har jeg købt en tripod til mit bålfad.
Jeg er ved at miste fornemmelsen af, hvor preppingindsatsen stopper og den bevidste måde at leve på starter, for det hele flyder sammen nu, synes jeg.
Jeg har længe haft fokus på at lave mad med de råvarer, der er i sæson, og de sidste mange måneder er gået med at øve mig i også at tænke mit lille haveprojekt ind i madlavning og konservering.
For jeg kan ret godt lide at lave mad. Og selvom jeg ikke er i overhængende fare for at blive scoutet til et Michelinkøkken, så slipper jeg det meste af tiden ret godt fra det.
Men i takt med, at jeg er blevet bedre og bedre til at tømme køleskabet, bruge mine rester og nøjes med at købe, hvad jeg skal bruge, så er det blevet tydeligt for mig, at jeg kan være slem til at lave det, jeg umiddelbart forbinder med en råvare, i stedet for det, jeg egentlig spiser. Altså, at jeg f.eks. laver pesto af min basilikum, selvom jeg meget sjældent *spiser* pesto.
Derfor har jeg i år været optaget af at finde ud af, hvad jeg/vi FAKTISK spiser, og så bruge mine krydderurter og det, jeg kan plukke og finde i naturen, til dét.
Eksempelvis at lave saft og fryse det. Eller at nøjes med at lave 2 glas marmelade og 3 brikker suppe i stedet for 9. For selvom det er lækkert med hokkaidosuppe i fryseren, så skal der ikke være så meget, at vi stadig til maj sidder og ligner en fejlplaceret halloweenudstilling – for det ødelægger flowet og hele processen med at lære at spise efter årstiden.
Jeg er begyndt at henkoge tomater, fordi jeg faktisk BRUGER hakkede tomater, jeg husker at tørre og støde mine krydderurter, så jeg altid har hjemmedyrket pizzakrydderi og myntete på hylden, og så har jeg fundet en opskrift på en basilikumolie, der kan holde i månedsvis, og som jeg derfor kan nå at spise – og som ovenikøbet er meget smuk at se på.
Det er ét af de projekter, som man ville gå fuldstændig kold i, hvis man fik det pålagt, men som føles meget meningsfyldt, når det opstår organisk, og bare er noget, man går og hygger sig med.
Næste skridt i hele den proces er at lære at lave mad over åben ild – og efter en uge med droner galore, giver det mening ud fra flere perspektiver.
Jeg har efterhånden lært, at jeg skal gribe det an nedefra, når jeg skal lære noget nyt; altså, at jeg her f.eks. skal lære at lave et bål, der brænder på den rigtige måde, inden jeg kaster mig over en 3-retters menu i det fri.
Men det ER sjovere, hvis man bygger bålet op for at bruge det til noget, og derfor har jeg købt en gryde og en kedel, nu hvor alt bålgrej er på udsalg, fordi winter is coming, så vi kan varme suppe, kakao og krydret æbletoddy derude. Tricket er at gå efter de lavthængende frugter, fordi det er der, man kan se formålet med at bøvle rundt i færdigheder, man endnu ikke mestrer – indtil man gør.
3.
Har vi afholdt, hvad jeg håber bliver en ny familietradition.
Vi har utrolig mange fødselsdage i efteråret i vores familie, og egentlig er der ikke noget ‘plejer’ ift. om og hvordan vi fejrer det. Men både børnene og de ældste i familien bliver ældre, og jeg er stor fortaler for, at man løbende retter tingene til, så de passer til den virkelighed, man befinder sig i.
Derfor foreslog jeg sidst på foråret, at vi skulle booke bålhytten i skoven, hvor jeg holdt fødselsdag for bloggen, og mødes der.
Det gjorde vi i går, og det var simpelthen så hyggeligt.
Der er flere i familien, der har lidt neurobaks, og derfor fungerer det exceptionelt godt at være et sted, hvor akustikken ikke er ren tortur. Stedet lægger op til mange små gåture, så alle nåede at tale rigtigt med hinanden, ungerne kunne gå til og fra, for der er masser af skov at gå på opdagelse i, og endelig betyder en neutral lokation, at alle kan være med, så længe nervesystemet kan holde til det. Ingen står med huset fuld af gæster, når det sociale batteri crasher, og ingen føler sig forpligtede til at blive længere, end de reelt kan overskue, fordi man kan takke af anytime, uden at efterlade et gigantisk hul i bordplanen.
Jeg har lavet en note i min telefon med vores erfaringer ift. tidspunkt på året, forplejning osv. så vi ikke igen til næste år må lide den tort (#TriggerWarning) at løbe tør for kaffe.
Punktet er på her, fordi jeg gerne vil videregive ideen til de af jer, der måtte kunne bruge den. For mit eget vedkommende har jeg nok mest tænkt fødselsdage i skoven som noget, der var oplagt til børnefødselsdage, men det fungerer mindst ligeså godt for voksne, kan jeg konstatere.
Jeg vil dog, lige på falderebet, opfordre til, er at man på forhånd tjekker, om man kan booke den hytte, man har kig på. Det havde vi gjort, og mens vi sad der, kom en familie, som havde tænkt, at de skulle bruge stedet til en børnefødselsdag. Det er en træls situation at stå i, så prøv eventuelt at google ‘bålhytte booking’ og søge på din by, hvis du overvejer at flytte et arrangement ud under semi-åben himmel.
M2025, uge 38
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fået solgt de kjoler og forklæder, som Frida de sidste 3 år har brugt til høstfest på skolen.
Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor alle børn skal klædes ud og medbringe noget spiseligt under temaet ‘Høst’. Man kan nok ikke længere kalde området her en landsby, men det har det været, og der er stadig masser af marker og landbrug i området. Derfor giver traditionen mening, både ud fra et lokalpatriotisk og miljømæssigt perspektiv.
Jeg har alle år forsøgt at finde tøj, som også kunne bruges til hverdag, og i det store og hele er det lykkedes. Men der er stadig lidt, som er *for* tema-agtigt, og derfor pakkede jeg det sidste år i salgskassen og lavede en note i min telefon, om at huske at sætte det til salg i starten af september i år.
Det nåede at være til salg i 2 timer og 13 minutter, så var det væk, og dermed blev jeg endnu engang bekræftet i, at det – hvis man har plads – godt kan betale sig at have meget årstidsbestemte ting, man gerne vil sælge, stående i skabet et år, for ingen kan overskue at købe halloweentøj i november og glaskugler i januar.
2.
Lavet en liste over, hvad jeg gerne vil have gjort, før der igen ryger vintertarif på strømmen.
Og altså: Man kan jo ikke hamstre strøm, så man har på lager til de mørke måneder, men de devices, der skal oplades, er der ingen grund til IKKE at oplade på den rigtige side af 01.10.
Jeg vil have afkalket vaskemaskine og opvaskemaskine, og vasket vores dyner og puder, så jeg kan tumble dem uden at blive ruineret.
De sidste tomater skal henkoges, timeruret tilbage i dokken, så opladerne slår til kl. 00.00 og fra kl. 06.00 og endelig vil jeg bruge den næste uges tid på at genetablere husets gode vaner med at huske at slukke lyset, når man forlader et rum.
3.
Har jeg fået svar på den ansøgning, jeg sendte til Nykreditfonden i håb om, at vi kunne komme i betragtning til midler at opføre et fællesskur for.
Og det kunne vi sgu! 64.000 kroner har vi fået, og jeg er stadig helt paf over, at jeg fik dét til at ske.
I et ukarakteristisk anfald af fremsynethed tjekkede jeg i god tid, hvornår vi i boligforeningen havde beboermøde, hvilket vi havde i forrige uge. Dermed var timingen meget lidt optimal, for ændringsforslag skal fremsættes, udsendes rettidigt og stemmes igennem, hvis man skal have lov at køre med dem.
Dermed stod jeg i den situation, at jeg enten skulle have forslaget på, inden jeg vidste, om vi fik midlerne, eller også skulle søge midlerne, og så (hvis vi fik dem) sætte det på dagsordenen til beboermøde et helt år efter. Det sidste er ekstra træls, fordi man typisk skal have brugt fondsmidler inden for en afgrænset periode.
Jeg har derfor haft meget korrespondance med boligforeningen, som synes, at ideen er helt fantastisk, og som derfor har været virkelig søde til at hjælpe med, hvordan man kan gribe de lavpraktiske benspænd an. Punktet blev derfor sat på dagsordenen og stemt igennem ‘på betingelse af’ – og det betyder, at vi nu bare kan gå i gang.
Her kan man jo godt lige kortvarigt blive overvældet af opgavens omfang, men heldigvis har jeg en god allieret på vejen, der har sagt ja til at hjælpe mig med at finde ud af, hvordan vi skal gribe projektet an, og viceværterne har også givet mig deres pledge of Allegiance.
Vi får det til at ske, og det bliver godt.
