M2026, uge 15
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge har jeg:
1.
Givet mine plantekasser Gori – og jeg fatter faktisk ikke, at så lidt har gjort så meget.
Jeg har set min far behandle træværk med Gori hele mit liv. Hvert eneste år.
Alligevel har jeg ikke koblet, at det træ, der så mere og mere trist ud, nok i virkeligheden bare skreg på kærlighed.
Min far har altid været sådan én, der Gør Tingene Ordentligt. Det prøver jeg også at være, men jeg kan ikke selv bygge et plankeværk, og jeg ved intet om træ. Men trods alt kan jeg godt regne ud, at en plantekasse til et par hundrede kroner nok ikke er lavet af massivt lærketræ.
Derfor tror jeg bare, at jeg på forhånd havde opgivet, fordi jeg antog, at billigt træ nok bare havde det livsspand, det havde.
Men i år var kasserne blevet FOR trælse at se på, så jeg tog min alt-er-læring-hat på, købte 3/4 liter Gori og brugte dagen i går med en pensel – og prøv lige at se:
Jeg har brugt 0,5 liter af min lille dåse Gori, og dermed hedder regnestykket 2 dåser til 3 år. Det betyder, at kasserne kan holdes pæne og i live for 100 kr. om året, og selvom jeg måske til næste år skal bekoste en håndfuld beslag på dem (fordi siderne er klampet sammen), så ELSKER jeg, at levetiden nu ser ud til at kunne forlænges betydeligt.
2.
Har solen skinnet nok til, at både Frida og jeg har fået et drys fregner over næsen.
Derfor har jeg brugt 15 minutter på at hive alt af hylderne i mit badeværelsesskab, så resterne af sidste års solcreme er fundet frem og kan bruges, inden jeg køber nye forsyninger.
Ved samme lejlighed har jeg lavet en bakke med de flasker, krukker og tuber, der kun er sjatter tilbage i, og sat den på bordet i badeværelset.
Jeg er stor tilhænger af ikke at leve på forventet efterbevilling, og derfor har jeg ofte flere cremer, sukkerscrubs osv. i gang samtidigt. Jeg tænker ikke, at det gør den store forskel, når der er tale om varer, som ikke går på dato, når de er åbne, og jeg har endnu til gode at skulle smide noget ud, som er blevet harskt.
Men derfor kan det stadig være tilfredsstillende at få ryddet ud i resterne, så der igen bliver god plads på hylderne i skabet, og på den her måde bliver det et mål i sig selv at få tømt bakken på bordet.
3.
Har jeg gispet over den seneste elregning, for jävla, den var høj!
Jeg har derfor været ekstra obs på, hvordan vi har brugt strøm den seneste uge, og jeg må bare æde, at priserne er blevet så vilde, at det er dem alene, der er skyld i stigningen.
Derfor kan man stadig godt tænke over, hvordan man bruger strøm, og lige der har jeg alle dage været god til at huske, at mange bække små.
Derfor er vi igen begyndt at bruge solcellelamper som aften- og nattebelysning, og der er noget hyggeligt i at samle de små lamper sammen hver morgen og sætte dem til opladning på bænken med morgensol, for så tage dem ind og fordele dem i huset, når dagen går på hæld.
Ud over at spare en håndfuld kWh, er det for mig en virkelig dejlig måde at forbinde mig til årstiden, og at starte hver dag med at fokusere på solen og lyset og sommeren, der er på vej.
M2026, uge 14
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
1.
Har jeg irriteret mig voldsomt over, at græsplænen i baghaven efterhånden er omdannet til én stor mos-pude.
Jeg startede meget optimistisk med at google ‘fjern mos uden maskine’, men kunne efter 30 sekunder se, at det ville resultere i en 6 måneders sygemelding, for med en rive som eneste våben, ville mine skuldre og arme tabe kampen, inden vi overhovedet kom i gang.
Jeg lagde derfor en forespørgsel op i den lokale fb-gruppe og spurgte, om nogen havde en mosfjerner, jeg kunne låne – og det havde Dennis.
Jeg hentede den dagen efter, og det tog vitterligt kun 2 timer at prygle plænen til ukendelighed, og med Anton som co-pilot, som rev sammen, mens jeg hang i en lodret streg efter maskinen, var det en overraskende overkommelig opgave.
Så bare en opfordring til at spørge ud lokalt, inden man investerer i noget, man kun skal bruges en gang hvert andet år.
2.
Har jeg tømt min OprydningskasseTM.
Kassen blev fast inventar, da jeg i tidernes morgen begyndte at køre en fuld tour de chambre hvert år, og systemet er, at jeg i første omgang bare frasorterer alt, hvad vi ikke længere bruger, og smider det i kassen.
Først når jeg er færdig, tager jeg stilling til, hvad der skal sælges, hvad der skal foræres væk, og hvad der skal på storskrald, for min erfaring er, at det på den måde ikke bremser processen, at skulle vurdere, om mormors hjemmestrikkede halstørklæde skal foræres væk eller blot stedes til hvile.
Over årene er der blevet færre ting, som skal videre. Dels har jeg efterhånden ryddet så grundigt op, at der ikke er meget tilbage, der kan være til overs, og dels er børnene så store nu, at der ikke hvert halve år er tøj, de er vokset ud af, og legetøj, de ikke længere bruger.
Derfor er kassen i dag længere tid om at blive fyldt, og inden vi gik på påskeferie, kunne jeg mærke, at jeg faktisk hellere ville have pladsen fri, end jeg ville bruge tid på at tage billeder af tingene og forsøge at sælge dem.
Jeg pakkede derfor det hele pænt ned og forærede det til Hjemløses Venner, og glæden over den nyvundne plads på bryggers-bordet opvejer længe 2-300 kroner, jeg kunne have tjent på at sælge tingene.
3.
Er jeg begyndt at få øje på ting, jeg plejer at smide ud, som jeg kan bruge i Projekt Have.
Folk, både her og ude i virkeligheden, har simpelthen været så søde til at melde ind med tips, tricks og ideer, og jeg har brugt mange af de fif, jeg har fået.
Men jeg er efterhånden også nået til den erkendelse, at meget står og falder med, hvad der fungerer for den enkelte, hvilket i dette tilfælde er mig.
For når et projekt er SÅ meget learning by doing, som Projekt Forspiring & Have er for mig, så vokser læring af de erfaringer, man gør sig undervejs, og derfor kan man ikke bare gøre som andre gør, og få samme gode resultat. På den måde minder det egentlig meget om at lave mad.
Men hvor det måske på overfladen ligner noget, der kunne slå modet ud af en nybegynder, så oplever jeg faktisk, at det tværtimod giver mig lyst til at gå på opdagelse i, hvad der så kunne fungere, når det, jeg havde forventet ville lykkes, ender i fiasko.
En ting, der har drillet mig mere, end jeg næsten kan overskue at indrømme, er at flytte spirerne fra forspiringspotter til blivende potter, og derfor kan jeg pludselig, når jeg står i køkkenet og bager citronmåne, se, at nettet, citronerne kommer i, faktisk ville egne sig fortræffeligt til at montere under en oversavet mælkekarton, for så kan jeg bare klippe nettet af og slide den EKSTREMT sarte diva-basilikum direkte ned i forever-potten.
Plastikbakken fra gulerødder er god som undervandingsbakke til de nysåede solsikker, og yoghurtbøtten har den perfekte størrelse til mine korianderfrø.
I dag har jeg forsøgt mig med at lave stiklinge af mine krydderurter, og hvis nogen for 5 år siden havde fortalt mig, at jeg hver morgen ville tilse mine spirer med samme begejstrede opmærksomhed, som man giver sine nyfødte spædbørn, ville jeg have grinet.
Men her er vi, og jeg elsker det.
M2026, uge 13
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Den seneste tid er der nærmest gået lidt selvforsyning i den herhjemme, og der bærer ugens liste præg af. Men I kender mig også: Jeg siger aldrig nej til et godt tema.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg haft flere dage, hvor jeg er mødt lidt senere, end jeg plejer. Jeg har benyttet lejligheden til at lave smoothies til morgenmad, og dermed fået opbrugt alt, hvad jeg har haft liggende i fryseren af frossen frugt, så der er klar til høsten fra en ny sæson.
I år vil jeg prøve at vakuumpakke sommerens frugter og bær, inden jeg fryser dem. Så vidt jeg kan læse mig frem til, kan det godt lade sig gøre; også med meget saftige bær som f.eks. jordbær. Man skal bare løs-fryse dem først. Jeg har en metalbakke, som egner sig til formålet, så det får i hvert fald et skud.
Hvis det bliver noget smat at vakuumpakke dem helt, har min maskine også en funktion, hvor den kan suge det meste af luften ud af poserne, men uden at lave fuldt vakuum. Det bliver sommerens eksperiment. (SÅ rock n’ roll!).
2.
Er jeg startet op med nogle af forårets mange haveprojekter, bl.a. at forspire mine frø.
Jeg har læst jeres kommentarer med ekstremistisk nidkærhed, og har købt nogle af mine frø fra Tag Tomat, som flere af jer anbefalede.
Jeg har prøvet mig lidt frem med forskellige slags potter, både i materialer og størrelse, og i dag, en uge efter, jeg plantede frøene, gjorde jeg status.
2/3 af frøene er spiret fint, mens den sidste 1/3 er døde.
Her er det godt, at jeg har trænet min husk-nu-at-alt-er-læring-muskel, så jeg er i form, for 2020-Linda ville bare have konstateret, at ‘det kan jeg nok bare ikke finde ud af’ og givet op.
For med ‘hvad er the common denominator?’-brillen på, kunne jeg se, at de frø, der var gået til, alle var blomsterfrø, og at det var dem, jeg havde plantet i pap-potter (dem, der ligner æggebakker). Jeg googlede ‘forspiring af blomsterfrø’ og læste lidt hist og pist, og her faldt jeg over sætningen ‘stil potten i en vindueskarm, hvor der er godt med lys, da frøene er af den lysspirende slags’.
De garvede af jer må gerne tage jer til hovedet. Men for mig var det *phoebe-stemme* BRAND NEW INFORMATION! For jeg er indtil nu kun stødt på, at frøene skulle stå varmt, så jeg havde sat dem ind i mit målerskab. Hvor der er mørkt-mørkt.
Frøene, der var plantet i små plast-potter, overlevede, men kombinationen af varme, mørke og potter, der suger fugten ud af jorden, har gjort, at pap-potterne er begyndt at mugne lidt i kanten, og det må have stoppet væksten.
De fik et genoplivningsforsøg på min plantestation ved vinduet, men der er ikke noget at gøre, og de ryger ud i dag.
De andre bliver flyttet over i nye potter med lidt bedre plads, og får lov at stå og vokse sig stærke indenfor et par uger endnu.
Jeg har det sidste år gemt potterne fra de planter og blomster, jeg har købt, så dem fandt jeg frem i går, og når jeg ompotter mine skud, sår jeg en ny portion frø. Jeg har bl.a. nogle lavendel-frø, jeg vil prøve, og så vil jeg også se, om jeg selv kan spire de spanske margueritter, jeg altid planter i mine kasser i forhaven.
Ud over det utroligt tilfredsstillende i at lære noget nyt, som både giver anledning til ro og store tanker, og som kommer til at gøre mig populær i den post-apokalyptiske genopbygningen af samfundet, så er jeg faktisk forbavset over, hvor mange penge, der er at spare på at gro sine egne blomster og krydderurter. Der ryger selvfølgelig nogle materialer på tabskontoen i den her fase, men selv med det i baghovedet, er jeg stadig ikke i nærheden af at have brugt, hvad det normalt koster mig at købe blomster, urter og planter til mine krukker.
Et sidste havespørgsmål til ekspertpanelet: Gemmer I den jord, som frøene er forspirede i? Den indeholder jo stort set ingen næring, og de små skuds rødder strejfer nærmest kun de øverste cm., så jeg kom til at tænke på, om man kunne tømme potterne over i en pose, og gemme jorden til næste år?
3.
Er jeg begyndt at følge de lokale gårde på fb, så jeg kan købe grøntsager, frugt og friskhakket, lokal kød hos dem, når jeg mangler.
Også her er jeg overrasket over, hvor billigt, det er. Eksempelvis er prisen over hele linjen 100 kr. for 1 kg. hakket oksekød, og kvaliteten er så meget bedre end supermarkedsversionen, at der nærmest er tale om et andet produkt.
Når det begynder at trække op til grill, kommer jeg til at hente oksekød og forme det til bøffer, som jeg også løs-fryser og vakuumpakker, for ud over at forlænge holdbarheden, så fylder det mindre i fryseren. Det var derfor, jeg i sin tid købte en bakke i metal, for når noget skal bruges til både frugt, grønt og råt kød, skal det kunne desinficeres.
Men alle de gode intentioner dør, hvis lavpraktikken ikke er på plads, så jeg har også husket at sætte et kryds på en af mine fryser-skuffer, så jeg ikke har andet end fryseelementer i den. For nej tak til blåbær i hele fryseren og bøffer, der læner sig kælent op ad en pose frosne boller.
M2026, uge 12: Folketingsvalg og klimapolitik
I anledning af folketingsvalget på tirsdag, har jeg besluttet at denne uges M2026-indlæg skal være en gennemgang af, hvor de forskellige partier står på klima og miljø.
Når jeg skriver den slags indlæg, forsøger jeg altid at finde en håndfuld kilder med forskellige ideologiske standpunkter, at skrive ud fra. Det er jo ikke Dagbladet Informationen det her, men jeg vil stadig gerne gøre, hvad jeg kan, for at det, I læser, er nogenlunde validt og bredspektret.
Men det her indlæg var nærmest sværere at skrive, end det, jeg skrev, da vi i fællesskab besluttede at forstå EU-valget – og det fatter jeg simpelthen ikke.
Jeg ville gerne have sat indlægget op, så jeg under de enkelte partier havde to afsnit, hhv. ’hvad har de gjort for miljøet’ og ’hvad vil de gøre for miljøet’ – men det viste sig at være en umulig opgave.
Jeg har læst partiprogrammer, rodet rundt på græsrodsbevægelsers hjemmesider og fundet masser af artikler, der er enten MEGET generelle, eller ULTRAspecifikke, men det helt overordnede – og meget enkle – spørgsmål: ’Hvad har de enkelte partier gjort for miljø og klima de seneste 10 år?’ står stadig ubesvaret hen.
Måske har jeg sovet i timen, eller måske kan man kun tale om miljø i mere generelle vendinger; det ved jeg ikke.
Men jeg er ved at blive idiot af, at samtlige politikere får lov at slippe afsted med nærmest fornærmende simple afledningsmanøvrer, hvor de ”skændes” om Store Bededag, siger ja til ”kontroversielle” tv-programmer, og gør grise til vores eneste problem med landbruget, så de stadig får lov at sætte dagsordenen og bestemme, hvad vi IKKE taler om.
Så nedenstående er resultatet af mit forsøg på selv at finde ud af, hvad vi kan forvente os af de respektive partier, når frierfødderne er blevet ømme, og tobaksindustrien og Dansk Landbrug igen står med åbne trenchcoats og lokker med partistøtte.
I er mere end velkomne til at supplere, hvis der er noget, jeg har glemt eller overset. Eneste betingelse er, at der skal være tale om faktuelle oplysninger, som kan tjekkes, for selvom jeg er rød som solen, mor, så skal indlægget også være brugbart for dem, der føler sig bedre tilpas i blåt.
En sidste kommentar: Jeg har under nogle partier noteret de større sager, de indenfor de seneste 10 år har været involveret i. Partier består af mennesker, og derfor vil der over hele linjen være noget at finde, hvis man graver længe nok, så jeg har kun medtaget de sager, hvor a) en politiker eller et parti decideret har brudt loven, b) hvor en enkeltperson har haft en sag, der siger noget om partiets generelle holdning til emnet, eller c) hvor det lugter af, at partifæller bevidst har lukket øjnene.
Her er I også velkomne til at supplere.
Og således oplyste: Lad os komme i gang.
*
Socialdemokratiet (A)
Ros:
Har støttet klimalove med bindende nationale mål om CO₂‑reduktion (fx 70 % i 2030).
Har prioriteret grøn omstilling i finanslov med investeringer i grøn energi og grøn teknologi.
Kritik:
Kritik fra de grønnere partier (Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet) for ikke at være ambitiøse nok og for at mangle konkrete tiltag til at klimaoptimere transport, landbrug og industri
Vi har ikke glemt:
*Minksagen (2020-2022), hvor alle mink i Danmark blev aflivet, og det senere viste sig, at der manglede lovhjemmel for dele af beslutningen.
*Henrik Sass Larsen, som i september 2025 blev idømt 4 måneders ubetinget fængsel for besiddelse af overgrebsmateriale med børn
Radikale Venstre (B)
Ros:
Har presset regeringen og andre partier for meget højere klimamål (f.eks. 90 % reduktion i 2035).
Samarbejder med SF, Enhedslisten og Alternativet om mere ambitiøse klimamål.
Kritik:
Der er generel enighed om, at Radikale sætter miljø-barren højt, men at de stiller krav uden at have et bud på en løsning.
Vi har ikke glemt:
Morten Østergaard, der i 2020 måtte trække sig som leder pga. seksuelle krænkelser af partifælle.
Socialistisk Folkeparti (F)
Ros:
Har presset regeringen og andre partier for meget højere klimamål (f.eks. 90 % reduktion i 2035).
Har praksisorienterede krav til, hvordan man sektormæssigt kan arbejde med klimamål indenfor landbrug, transport og energi.
Arbejder med naturbeskyttelse og biodiversitet som centralt element.
Kritik:
Mangler klare forslag til og modeller for, hvordan de forskellige tiltag kan finansieres.
Enhedslisten (Ø)
Ros:
Et af de mest klimaambitiøse partier. Vil have hurtigere reduktioner og stærkere lovgivning, og har ved flere lejligheder fremført forslag om lovpligtige klimakrav og hurtig udfasning af fossile brændstoffer.
Kritik:
Generel enighed om, at partiet er mere ideologisk end praktisk, og at deres forslag er dyre og mangler realistiske overgangstiltag.
Alternativet (Å)
Ros:
Neongrøn dagsorden med fokus på 90 % reduktion i 2035 og 100 % vedvarende energi i 2040.
Kritik:
Så meget internt bøvl, at det har svækket partiets profil. Ligesom stort set alle andre klimaorienterede partier, mangler der også her konkrete løsningsforslag til, hvordan de ambitiøse mål kan nås.
Venstre (V)
Ros:
Støtter (i princippet) klimalove og grøn omstilling.
Har tidligere støttet naturprojekter og grøn energi via finanslov og brede politiske aftaler.
Kritik:
Lavt ambitionsniveau, tæt samarbejde med konventionelt landbrug og tendens til at sætte økonomiske hensyn over klima og miljø.
Fokus på innovation og teknologiske løsninger fremfor regulering og bindende krav.
Vi har ikke glemt:
At Troels Lund Poulsen lækkede Helle Thorning og hendes mands skatteoplysninger til pressen, at han sprøjtede med pesticider, selvom kommunen havde informeret ham om, at det var lige op og ned af en drikkevandszone, eller at han tog imod et Rolex til 70.000 kr. fra en oliesheik fra Qatar.
Det Konservative Folkeparti (C)
Ros:
Støtter grøn energi, CO₂‑afgifter som incitament og investeringer i klimainnovation.
Kritik:
Selvom de støtter regeringens mål, lader de ikke til selv at have klare ambitioner eller mål indenfor klima og miljø.
Vi har ikke glemt:
Naser Khader, der i 2021 måtte forlade partiet efter at være blevet beskyldt for seksuelle krænkelser af 5 forskellige kvinder.
Moderaterne (M)
Ros:
Støtter regeringens 82-85% mål i 2035.
Kritik:
MEGET pragmatiske, ingen klare klimaambitioner eller mål, og ønsker ikke nationale tiltag overfor forbrugsbaserede udledninger.
Vi har ikke glemt:
*Mike Fonseca og hans 15-årige kæreste.
*Lars Løkke og hans evindelige bilagsbøvl.
Dansk Folkeparti (O)
Ros:
Siger, at de vil beskytte miljøet (- men at klima ikke er hovedfokus).
Kritik:
Har ofte stemt imod strammere klimaforslag, og vægter økonomiske hensyn til (konventionelt) landbrug over grøn omstilling.
Vi har ikke glemt:
Morten Messerschmidt og MELD/FELD-sagen om misbrug af EU-midler.
Borgernes Parti/Lars Bøje Mathisen (H)
Ros:
Siger, ligesom DF, at partiet ønsker at beskytte miljøet, men at det ikke er hovedfokus.
Kritik:
Mener, helt overordnet, ikke, at der er en klimakrise (!!), og sætter derfor spørgsmålstegn ved stort set alle tiltag, der skal understøtte grøn omstilling.
Vi har ikke glemt:
LBM’s kærestebrev til Elon Musk på Twitter.
Liberal Alliance:
Ros:
Siger, at de ’generelt støtter grøn energi og teknologisk udvikling’, men at ’klima- og miljøpolitik skal baseres på fakta, teknologi og realistiske løsninger frem for symbolpolitik og hysteri’.
Kritik:
Partiet satser på frivillige, teknologiske løsninger frem for konkrete reduktionskrav. Ønsker at bremse den grønne omstilling, og i stedet satse på atomkraft.
Vi har ikke glemt:
Kokainindrømmelsen – som jeg selv har det ambivalent med. For folk må for min skyld vade rundt i sne til knæene, hvis det er det valg, de træffer for sig selv, og jeg tror ikke, at det som sådan har indflydelse på hans evner som politiker.
Men AV er måske den politiker på Borgen, der har mest ungdomsappel, og som gør sig bedst på de sociale medier, og derfor synes jeg, at signalværdien er uheldig. For det har (i min optik) lidt karakter af, at En Af DrengeneTM er blevet taget på fersk gerning og nu undskylder brødebetynget til lærere, forældre og den kæreste, han var utro, mens han bag ryggen sender slænget en thumbs-up, og hele flokken ved, at i aften gør vi det igen.
For mig har det en undertone af Bad Boys Unite, som meget hurtig kan tippe over i noget manosphere.
Danmarks Demokraterne/Inger Støjberg:
Ros:
Siger, at partiet ’vil give plads til grøn omstilling’.
Kritik:
Er imod solcellefarme og vindmølleparker på land, og modstandere af CO2-afgifter på landbrug og fiskeri.
Vi har ikke glemt:
Instrukssagen, hvor IS i Rigsretten blev dømt for ulovlig adskillelse af asylpar.
*
Vi ses i boksen på tirsdag.
I spørger, jeg svarer: Tegnsprogstolkebranchen for begyndere
Som lovet kommer her et smalt, men utrolig langt indlæg om min branche og de udfordringer, vi tegnsprogstolke står overfor. Tak til de 7 af jer, der har skrevet, at I gerne vil læse om det, og undskyld (og på gensyn i weekendens M2026-indlæg) til alle I andre.
Inden jeg kan beskrive den nuværende situation, er der nogle definitioner og lidt historie, jeg er nødt til at forklare, og jeg beklager på forhånd, at det er uoverskueligt.
Men egentlig understreger det blot det helt overordnede problem, som er, at markedet for tegnsprogstolkning er svært at gennemskue, fordi det reguleres efter så mange forskellige love og bekendtgørelser.
Lad os starte fra en ende af.
Er reglerne for tegnsprogstolkning og fremmedsprogstolkning de samme?
Nej. Herboende udlændinge har primært ret til tolkebistand, når de er i kontakt med sundhedsvæsnet og andre offentlige instanser de første 3 år, de opholder sig i Danmark. Herefter vil der, som udgangspunkt, være en egenbetaling forbundet med at bruge tolk.
Der er ingen formelle krav til fremmedsprogstolkes uddannelse, og dermed kan enhver, der måtte ønske det, uanset alder, uddannelse eller danskkundskaber, arbejde som tolk. Nogle få opgaver kræver, at tolken har gennemført et kursus, f.eks. tolkninger i retten eller hos politiet, men ellers er der frit slag.
Tegnsprogstolkning er et handikapkompenserende hjælpemiddel. Det betyder, at man som døv har ret til gratis tolkebistand på en lang række områder, f.eks. under uddannelse, i sit job, til forældremøder, når man skal i banken osv. osv.
Hvem betaler for en tegnsprogstolk?
Der er undtagelser til det, jeg skitserer nedenfor, men helt overordnet kan man dele tolkninger op i 3 kategorier:
1.
STUK:
Alle uddannelser, der ligger efter folkeskolen. STUK betaler, og priser og vilkår fastsættes gennem udbud, som typisk løber 3-4 år.
2.
DNTM:
Alle de aktiviteter, som skal sikre, at døve kan indgå i samfundet på lige fod med hørende, f.eks. lægebesøg, gudstjenester, misbrugsbehandling, fritidstilbud, teoriundervisning, møder på fagforeningen osv. DNTM betaler, og priser og vilkår fastsættes gennem udbud, som typisk løber 3-4 år.
3.
Sektoropgaver:
Sektoropgaver består af 2 dele:
3.1
Jobcentertolkning:
Tolkning for brugere i job.
Det er jobcentret i borgers hjemkommune, der betaler for tolkningen, og man kan få bevilget op til 20 timers tolkning på en fuldtidsansættelse. (Altså: Hvis jeg arbejdede på Lego, ville det være Esbjerg Jobcenter, der skulle betale for min tolk, selvom jeg arbejdede i Billund).
Vilkår og priser er skrevet ind i “Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v.” og den kommer vi tilbage til.
3.2.
Resten. (Ja, det er dejlig bredt).
Lidt forenklet kan man sige, at det meste af det, du bliver orienteret om eller indkaldt til i E-boks vil falde i denne kategori, f.eks. undersøgelser på sygehuset, fornyelse af pas på Borgerservice, politiafhøringer, osv.
Her er det den myndighed, der gør brug af tolkebistanden, der skal betale for den, og vi kan i princippet selv bestemme vores priser.
Tolkemarkedet historisk set:
I mange år var Center For Døve eneudbydere af tegnsprogstolkning. CFD eksisterer stadig, men deres tolkebooking lukkede i 2020.
CFD havde i i 2002, da jeg blev færdiguddannet, kontorer i 5 større byer: Aalborg, Aarhus, Fredericia, Odense og København. (Det får betydning senere).
Som i så mange andre brancher begyndte privat-aktører i midt-00’erne at træde ind på markedet, og siden har der været omkring en håndfuld mellemstore tolkefirmaer og et varierende antal selvstændige.
I starten af 00’erne var opgavesammensætningen anderledes, end den er i dag. Dengang var 80% opgaverne uddannelsestolkninger, hvilket betød, at man som tolkefirma kunne være nogenlunde sikker på, at en tolk kunne tolke 4-6 timer dagligt. Samtidig var mange af uddannelserne pga. sværhedsgraden 2-tolkeopgaver, og dermed havde man en sikker kilde til indtægt cirka 9 måneder om året.
Det billede begyndte at ændre sig fra omkring 2010. Pludselig var der færre døve, der søgte ind på de mellemlange, videregående uddannelser, og samtidig skete der en ændring i måden, man blev undervist på. Jeg tror aldrig, at nogen har kortlagt årsagen, men mit eget bud er mindre ungdomsårgange og mere selvstudie.
Derudover havde nogle døve udbytte nok af deres Cochlear Implant til at kunne klare sig uden tolk under dele af deres uddannelse, og dermed forsvandt den sikre bund, som hele tolkemarkedet hvilede på.
Det medførte i løbet af de næste 10 år, at flere tolkefirmaer lukkede eller gik konkurs, og som en naturlig konsekvens endte mange tolke med at forlade faget.
I dag er vi omkring 250 aktive tolke tilbage på landsplan.
Færre opgaver < = > færre tolke. Hvad er problemet, Linda?
Problemet er, at alle de andre typer af tolkninger IKKE er forsvundet.
Som fuldtidsansatte tolkede vi i 10’erne 20-25 timer ugentligt, og det passede med 2-3 dage på en uddannelse og 2-3 dage med DNTM og sektoropgaver.
Men med færre uddannelsestolkninger, skal man pludselig hente al indtjeningen på DNTM og sektoropgaver – og det er svært. Særligt for firmaerne, der skal betale løn til deres ansatte og det administrative personale, uanset om der er opgaver at tolke eller ej.
Og specielt det sidste er en vigtig pointe, for lige så lidt som en læge på skadestuen kan begynde at køre folk ned for at skaffe kunder i butikken; lige så lidt kan vi skabe arbejde til os selv. Der er de opgaver, der er, og det er dét.
I nogle perioder løber vi rigtig stærkt. I andre er der mere luft i kalenderen. Og ind imellem er der nærmest ingenting at tolke. Når Danmark holder fri, f.eks. i sommerferien, er det MEGET sparsomt, hvad der er af tolkeopgaver, ligesom epidemier også påvirker vores branche voldsomt.
For en bruger kan blive syg og aflyse et møde. Men en bruger kan også have børn, der er syge, som vedkommende så skal blive hjemme og passe. På arbejdspladser kan chefen, der skulle holde mødet, eller den eksterne underviser, der skulle afvikle et kursus også blive syge – og alle scenarier ender med det samme resultat, nemlig at opgaven bliver aflyst.
Vi er med andre ord underlagt en række vilkår, vi ikke selv er herre over, samtidig med, at vi ingen muligheder har for at skabe mersalg.
Samtidig ligger 80% af vores opgaver indenfor normal arbejdstid. Uddannelse, kurser, tolkning på arbejdspladser, operationer, kiropraktor- og tandlægetider; alt sammen er noget, der primært foregår mellem 8 og 16 – og dermed kan vi ikke i de perioder, hvor der er mange opgaver, bare tolke dobbelt så meget. Ud over risikoen for arbejdsskader, kan vi kun være ét sted ad gangen, og dermed er det ikke bare et spørgsmål om, at nyde de døde perioder og så maxe ud, når der er travlt.
Set fra brugers perspektiv er det heller ikke optimalt, at det i de travle perioder næsten er umuligt at få en tolk, hvis ikke man booker 5 uger i forvejen.
“Men så må folk vel bare leve med, at der er lidt længere ventetid på at få en tolk?”
Det virker oplagt – indtil et hospital ikke kan overholde behandlingsgarantien, en døv forælder ikke kan få tolk til det årlige forældremøde, eller en sagsbehandler ikke kan nå at afholde en samtale med en ledig borger inden for den fastsatte frist, fordi der er 3 ugers ventetid på at få en tolk.
Med andre ord: Hvis der skal være tegnsprogstolke til rådighed, når man skal bruge dem, er den økonomiske model, man binder tolkning op på, nødt til at understøtte, at nogen kan leve af at levere tegnsprogstolkning.
For hvis ikke du kan leve af at tolke, vil du som tegnsprogstolk være nødt til at vælge en helt ny retning. Vi arbejder så specialiseret, at vi ikke bare kan tage vores kompetencer med over i andre fag, og den dag, vi alle sammen sidder i andre 8-16-job, bliver det bøvlet at afholde samtaler med døve borgere i det tidsrum, hvor jobcentret/fagforeningen/lægehuset/Borgerservice har åbent.
Smertensbarnet:
Inden vi når til den sidste del af indlægget, hvor jeg prøver at forklare, hvad det nuværende problem er, skal vi lige omkring en sidste, bøvlet detalje: Zonetillægget.
Zonetillægget blev i tidernes morgen til for at sikre, at døve, der boede i udkanstdanmark, også kunne få tolk.
Timeprisen for en tolketime er forskellig, afhængigt af, om der er tale om en DNTM- eller STUK-opgave (som var dem, der gik i udbud) eller en sektoropgave, men fælles for alle opgaver er, at de følger en zoneinddeling af Danmarkskortet, hvor prisen er lavest i zone 1 og højest i zone 3.
Zonerne blev fastsat af CFD med udgangspunkt i, hvor de havde deres tolkekontorer, og tanken var, at prisen for en tolketime skulle afspejle de udgifter, der var forbundet med at dække den.
Altså: Hvis timeprisen var den samme, uanset geografi, så ville alle tolkefirmaer vælge de opgaver, der lå tættest på. For et tolkekontor i København ville det være en bedre forretning at sende en tolk på CBS, hvor hun på en arbejdsdag kunne tolke 6 timer, end det ville være at sende hende tværs over prærien for at tolke én time i Næstved.
Derfor lavede man et kompenserende tillæg; det såkaldte zonetillæg. Det skulle dække de transportudgifter, som var forbundet med at komme ud til opgaven, men også den tid, tolken brugte på at flytte sig derud, for de 4 timer, en tolk sidder i en bil, er 4 timer, hvor hun ikke kan tolke.
Selvom CFD’s tolkekontorer i de respektive byer for længst er lukkede, består zoneinddelingen, fordi det, fejl og mangler til trods, stadig er det tætteste vi kommer på en form for rimelig løsning.
Det kan ved første øjekast synes uretfærdigt, at jeg kan opkræve 3 gange mere for en times tolkning på Sydvestjysk Sygehus end for en time på Kolding sygehus, når jeg kun har 20 minutter derind – men afstandsargumentet holder stadig stik, blot med modsat fortegn: Jeg kan ikke nå ud til andre opgaver, når jeg er færdig på SVS.
I praksis betyder det, at nogle tolke har så mange opgaver, lige uden for hoveddøren, at de kan cykle til dem alle, og at de har nogenlunde samme timeantal hver dag, mens jeg har nogle dage her i byen, som er meget korte, og andre, som er 12 timer lange, hvor jeg bor i min bil og tolker i 3-4 forskellige byer.
Tillykke – du er nu endelig nået frem til det, indlægget egentlig handler om:
For ud over de generelle udfordringer, jeg har prøvet at skitsere ovenfor, kæmper vi lige hvad der føles som en endeløs kamp med jobcentrene og STAR.
Der skal spares, og det kan mærkes. Men den måde, besparelserne på vores område gribes an på, bærer mere præg af, at vi er en meget lille faggruppe, der tolker for en meget lille brugergruppe, og at man derfor ikke behøver at frygte uro på bagsmækken, end af rationale og logik.
Eksempelvis er nogle sagsbehandlere begyndt at afvise at betale tillæg for tolkninger fra talt engelsk, fordi de vurderer, at ‘der er tale om hverdagsengelsk’. Ingen af de sagsbehandlere, der har truffet den afgørelse, har tolkefaglige kompetencer, der gør dem i stand til at vurdere, hvor let eller svært det er at tolke fra talt engelsk til dansk og derfra videre til dansk tegnsprog, men det er dem, der sidder på kassen, og det eneste alternativ for os er at sige nej til opgaven.
Samtidig er taksterne i Bekendtgørelsen ikke blevet indeksreguleret siden 2020.
Da CFD’s tolkebooking stadig eksisterede, var ordlyden i Bekendtgørelsens § 24:
“Til assistance i form af tegnsprogstolkning, mund-hånd-system tolkning og skrivetolkning, jf. § 12, stk. 4, ydes et tilskud svarende til den ordinære sats for tegnsprogstolkning. Tilskuddet kan ikke overstige satsen fastsat af Center for Døve.”
Men da CFD lukkede, valgte nogen et sted i systemet at skrive de daværende takster direkte ind i bekendtgørelsen – og der har de stået siden.
Det er problematisk, da forbrugerpriserne fra slutningen af 2020 til udgangen af 2025 samlet set er steget lige omkring 18%.
Vi har mange gange over de seneste 3 år henvendt os til både STAR, Beskæftigelsesudvalget og Beskæftigelsesministeren for at bede om en indeksregulering, men selvom alle ‘vil kigge på problemet’, bliver vi holdt hen med vage antydninger om, at man ikke bare lige kan ændre enkeltdele af Bekendtgørelsen
Vi valgte derfor i januar at sende sagen videre til Folketingets Ombudsmand, hvor den lige nu ligger til behandling.
Men knap havde den forladt udbakken, før vi – ved et tilfælde – opdagede, at det alligevel, med effekt fra 01.02.26, var lykkedes STAR at ændre i en enkelt del af Bekendtgørelsen, og fjerne zonetillægget ved aflysninger.
En fuldtidsansat tegnsprogstolk ligger lønmæssigt et sted imellem pædagoger og folkeskolelærere, og for at kunne betale det, skal et firma lave cirka 1800 kr. om dagen på en tolk. Hver dag, 5 dage om ugen, 46 uger om året.
Og så er der stadig ikke hentet penge hjem til lokaler, administrativt personale eller ledelse.
Med den seneste ændring risikerer man at låse en tolk en hel dag i planlægningen, for så kun at kunne hive 650 kr. hjem, hvis opgaven aflyses. Det skal ikke ske ret mange gange, før det bliver reelt problem, uanset om man er selvstændig eller har tegnsprogstolke ansat.
Det siger sig selv, at det bliver en bestemt gruppe brugere, det kommer til at ramme, nemlig dem, der bor i zone 3, og dem, der ofte aflyser, uanset om det er bruger, brugers børn eller brugers arbejdsplads, der er skyld af i aflysningerne.
Der er meget ved proceduren omkring ændringen, der går i øjenbrynet. Derfor har vi søgt aktindsigt i en stor del af sagsbehandlingen, og indtil videre har det for mit eget vedkommende kun givet anledning til yderligere spørgsmål. Fordi vi endnu ikke er færdige med at tale med kloge mennesker, vil jeg ikke gå i detaljer, men skulle der sidde en enkelt derude, som underviser på jura og mangler en øve-case til Forvaltningsret, så giv mig lige et kald.
*
Dermed nåede vi til vejs ende, og der er stående applaus herfra til de af jer, der er nået helt herned.
Inden vi siger tak for i dag, vil jeg slutte af med to ultrakorte svar på spørgsmål, jeg plejer at få, når jeg taler med udenforstående om mit fag:
Er fjerntolkning ikke en mulighed?
Jeg forstår 100%, at det udefra må se sådan ud, fordi man i dag kan nærmest alt andet på en skærm – men fjerntolkning i 98% af tilfældene en elendig løsning.
Tegnsprog er visuelt, hvilket betyder, at man skal bruge sine øjne til at aflæse det. Når man kigger på en tolk på en skærm, kan man derfor ikke samtidigt se, hvad lægen er ved at vise, og man kan ikke aflæse mimik og kropssprog på de andre i rummet.
At aflæse en tegnsprogstolk på en skærm svarer til at skulle se en japansk film, hvor selve filmen kører på én skærm, mens underteksterne kører på en anden, et helt andet sted i rummet.
Samtidig bliver kvaliteten af tolkningen uundgåeligt dårligere, fordi tolken heller ikke kan se, hvad der foregår i det rum, vi tolker ud i, og fordi en mikrofon forstærker alting lige meget. Derfor kan vi ikke høre, hvad der bliver sagt, når din kollega rasler med et stykke papir, eller sagsbehandleren sætter sin kaffekop ned på skrivebordet.
Er du ikke bange for AI?
Tja. På mine dårlige dage tænker jeg, at AI kommer efter os alle sammen, men jeg tror ikke, at vi er helt så udsatte, som mange andre brancher.
For kommunikation er også somme tider det, der *ikke* bliver sagt. Ironi bliver sjældent udtrykt med eksplicitte ord, de små knæk i stemmen, når en taler bliver presset eller rørt, kræver et menneskeøre at fange, og spændingen i et rum, der er én sætning fra at eksplodere, er også svær at forvandle til algoritme.
Samtidig taler vi alle sammen så ustruktureret og bøvlet, at en maskine ville have svært ved at fange den røde tråd. Vi afbryder os selv, sluger endelser, bruger fremmedord forkert og smider om os med slang og stednavne.
Så jeg tror ikke, at AI kommer til at drive os ud af vores fag lige foreløbigt.
Men måske myndigheder og ministres manglende vilje til at tage ansvar for branchens overlevelse, også ender med at komme den i forkøbet.
M2026, uge 11
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge har der igen været fart på, og der har været dage, hvor det har været LIGE rigeligt.
I forrige uge var Anton i praktik, hvor arbejdstiden var kl. 8.30-12.30. Det gik over al forventning, og alle på virksomheden stjal mit hjerte – men det gør meget ved en uge at skulle arbejde dén transport logistik ind.
Samtidig sker der lige nu meget på tolkeområdet. Bekendtgørelser ændres og skruer strammes på en måde, der helt reelt truer branchens fremtid. Vi kæmper imod med næb og kløer, fordi stramningerne desværre ikke er et udtryk for manglende behov, men blot er en spareøvelse, der er nem at gennemføre, fordi vi er en meget lille gruppe, som ingen tager særlig notits af.
Derfor arbejder vi i brancheforeningen på højtryk, og fordi jeg er formand, er det mig, der har meget af den eksterne korrespondance.
Det arbejde æder meget tid, og sådan er det. Jeg gør det gerne, fordi det er vigtigt, og hvis ikke det havde den ækle følelse af dommedag over sig, ville det også være virkelig spændende.
(Jeg har somme tider lyst til at skrive et indlæg om det, men jeg gætter på, at det trods alt er FOR smalt. Men giv endelig lyd, hvis det er noget, I gerne vil læse om).
Men af den grund er det meget de små tiltag, jeg kan samle mig om for tiden, og det afspejler ugens liste.
Jeg har:
1.
Endelig fundet nogle flasker, der kan bruges til at fryse saft og andre væsker, men som også slutter tæt nok til at kunne sendes med i en skoletaske.
Frida elsker smoothies, men de er dyre at købe i ‘brikker’, og kvalitetsmæssigt er der langt mellem snapsene.
Jeg har af flere omgange prøvet at købe de lidt bedre af slagsen, som typisk sælges litervis, og hælde dem over i mindre flasker, men indtil nu har alt, hvad jeg har prøvet, enten været utæt, blevet misfarvet eller været ubehageligt at drikke af.
Nu har jeg fundet de små flasker fra Nalgene. Jeg kendte kun mærket fra de drikkedunke, jeg de sidste mange år har brugt til træning, men det viser sig, at firmaet også laver små flasker med skruelåg, som kan bruges til nærmest alt.
Jeg har læst mig frem til, at Nalgene producerer laboratorie-grej, og at mange af deres produkter derfor er af at et materiale, som kan tåle en tur i en autoklave. Det er måske lige at skyde over mål til det, vi bruger dem til herhjemme, men de ER virkelig gode – og forbavsende billige.
De slutter HELT tæt, de bliver ikke misfarvede og tager ikke smag, og de kan tåle at blive vasket på det varmeste program i opvaskemaskinen. Det betyder, at de kan bruges til ALT. Sæbe, shampoo, te, vaskepulver, ris – you name it.
Dermed kan de både bruges til madpakker, til at fryse hyldeblomstsaft om lidt, og til at medbringe det nødvendige, når vi skal på ferie.
Jeg har købt mine online hos diverse frilufts- og spejderbutikker, fordi de to, vi har i Esbjerg, ikke forhandler Nalgene, men bor man i en af de lidt større byer, er jeg sikker på, at man kan finde dem i de fysiske butikker der.
2.
Lavet luksusrasp, som også er det, andre ville kalde ‘chips-smulder’.
Jeg har aldrig selv været det store chipsmenneske (jeg har en teori om, at man enten er til sødt eller salt), men børnene ville køre en pose hver dag, hvis de fik lov.
Samtidig er nachos også et STORT hit, når de har soveaftaler – og det er ikke fordi, jeg er for fin. Jeg gider bare kun at spise dem, hvis der er tale om den loadede version med god kylling, ordentlig ost og hjemmelavet salsa, men selvom jeg har forsøgt at pushe min udgave på dem, så skal alle børn åbenbart bare bede om technoversionen, bestående af papstykker, gratineret med revet viskelæder.
Derfor står jeg et par gange om måneden med næsten-tomme chips/nachos-poser, hvor der kun er smulder tilbage. Det har jeg ind imellem brugt i burritos, fordi det suger overskydende væde fra det andet fyld, og de derfor bliver mindre saggy, men det er jo ikke altid, at vi kører den fulde, mexicanske menu.
Derfor er jeg begyndt at samle det i et glas. Det er et lækkert alternativ til almindelig rasp, fordi det tilføjer lidt smag, og det kan bruges til mange ting, f.eks. i kødboller, squashdeller eller til at gratinere Ting I Ovnen Med Ost med.
Vi redder nok ingen skildpadder med den her, men den er med alligevel, fordi den for mig er et af de små tiltag, der hjælper mig med at huske, at madspild er et fokusområde.
3.
Købt en solcelle-lyskæde, som, da den kom, manglede to plastikbøjler til boldene.
Selve lyskæden fungerer strålende, og jeg har købt den hos et dansk firma, hvor jeg har handlet før. De er søde, og deres ting er af ordentlig kvalitet.
Derfor har jeg skrevet dem en mail og spurgt, om de ikke bare kan smide to plastikbøjler i en kuvert og sende dem til mig.
Jeg står fast på, at vi skal returnere varer af dårlig kvalitet i håb om at få producenterne til at lave noget, der er bedre. Men når jeg ved, at der er tale om en enlig svale-fejl, som tilmed er let at udbedre, er der ingen grund til at sende hele kæden retur for at få en ny.
M2026, uge 10 – Status på fællesskur
Denne uges M2026-indlæg er den status på Projekt Fællesskur, som jeg i tidernes morgen lovede at give, når det hele var ved at tage form.
Der er vi ved at være nu, så nu prøver jeg at samle op på processen, både til inspiration, men også så de af jer, der overvejer noget tilsvarende der, hvor I bor, måske kan få glæde af de erfaringer, jeg har gjort mig undervejs.
Da det er så længe siden, jeg nævnte projektet første gang, tager jeg lige hele processen fra toppen, så alle er med.
I 2024 begyndte jeg at lege med tanken om, at vi her på vejen burde have os et fælles redskabsskur. Vores vej består af 16 små huse, med fine, men små haver, og derfor er det voldsomt overkill, at vi alle sammen kører fuld plade på haveredskaber og værktøj.
I første omgang prøvede jeg at vejre stemningen ved at spørge mig lidt for hos de andre beboere. Ingen var decideret imod ideen, men det var også tydeligt at mærke, at det ikke var noget, ret mange havde en holdning til.
Men det var jo trods alt ikke et nej, og derfor besluttede jeg mig for at prøve at gå lidt videre.
Jeg kontaktede boligforeningen for at spørge, om vi overhovedet måtte opsætte et skur; mange rækkehuse bygges på én stor grund (altså, ét matrikelnummer), og det har betydning for bebyggelsesprocent osv.
De var hurtige til at svare, at det måtte vi gerne – og at de i øvrigt syntes, at det var en virkelig god ide.
Så langt, så godt.
Næste formelle del af processen var, at ideen skulle godkendes af alle 3 underafdelinger på det kommende beboermøde, men for at kunne stille forslaget, var jeg nødt til at have noget konkret at sætte på dagsordenen, dvs. billeder af skuret, en plan for økonomi og drift osv.
Når man er i sine gode ideers vold, er det nemt at komme til at overse indlysende problemer, eller at undervurdere eventuelle udfordringer. Derfor spurgte jeg en anden på vejen, om han ville udgøre den anden halvdel af skur-udvalget, og det sagde han ja til.
I første omgang havde jeg egentlig tænkt, at udvalget skulle bestå af 3-4 mennesker, men fordi jeg går helt og aldeles død i projekter, hvor alting skal diskuteres og vendes og fluekneppes ihjel, endte jeg med at beslutte, at Lars og jeg var nok.
Herfra begyndte jeg at google skure, og fandt ét, hvor der også er plads til et par bænke og et bord, for ud over den miljømæssige fordel ved dele havegrej, så havde jeg faktisk også en anden bagtanke med skuret.
For lige præcis i boligområder som vores, bor der mange ældre mennesker, og min fornemmelse er, at en del af dem er ret ensomme. Flere af dem, der bor her på vejen, har mistet en ægtefælle, og det lader ikke til at være nemt at bygge et nyt netværk op i den alder.
Samtidig er der også den virkelighed, der hedder, at man ikke nødvendigvis har tid eller lyst til at skulle bære et ensomt menneske på sine skuldre. Jeg har førstehåndserfaring med et par stykker, som er svære at få lov at sige tak for i dag til, og det betyder, for mit eget vedkommende, at jeg ender med at trække mig, fordi det bliver for uoverskueligt.
Et fællesskur gør det muligt at mødes på neutral grund og drikke en kop kaffe; måske som en del af et regulært arrangement, måske bare når man er ude at lufte hunden. Alle kan komme, som det passer og gå hjem, når de har fået nok, og særligt det sidste betyder, at man ikke risikerer at bliver taget til fange i en uge, fordi man spørger, hvordan det går.
Med skur-modellen valgt, begyndte jeg at lede efter fonde, og ved et nærmest usandsynligt sammentræf af heldige omstændigheder, har Nykredit en fond, der netop i 2025 havde fokus på ‘bæredygtighed, fællesskab og bekæmpelse af ensomhed i sociale boligbyggerier’.
Da jeg gik i gang med at skrive ansøgningen, opstod projektets første udfordring. For jeg skulle – selvfølgelig – vedlægge et budget, og når man aldrig har bygget et skur, så er det ikke nødvendigvis indlysende, hvad man skal tænke ind at søge midler til.
Derfor sendte jeg mit bud til folkene på boligforeningen og bad dem vurdere, om det så realistisk ud, og det syntes de, det gjorde.
Ansøgningen røg afsted, og derfra var det bare at vente. Og her opstod udfordring nummer to.
For det årlige beboermøde, hvor forslaget kunne stilles, blev rykket, så mødet pludselig lå, FØR vi ville få svar fra fonden. Det er ikke helt efter bogen at sætte et ufærdigt forslag til afstemning, men med lodder og trisser og en løs formulering, endte vi med noget, man kunne stemme om alligevel.
På mødet var der selvfølgelig nogen, der ikke syntes, at forslaget var godt. Nogle mente ikke, at det ville blive brugt, andre, at folk ville stjæle og ødelægge tingene, og så var der de sure opstød over, at ‘Vores afdeling får aldrig noget!’ og ‘Hvordan skal vi komme helt derop og hente en trillebør?!’
Efter at have forsikret om, at alle, der måtte have lyst til at bruge det, bare kunne komme, og at vi starter med et udgangspunkt af tillid, blev forslaget vedtaget – og 3 dage senere fik vi brev fra fonden om, at pengene var bevilliget.
Vi havde fået de 64.000 kr., vi havde søgt, og så var det bare at gå i gang.
Troede jeg.
For her begyndte de ægte udfordringer at vise sig.
For pengene er tildelt mig, fordi det er mig, der har søgt dem. Men jeg har ikke 64.000, og derfor er det boligforeningen, der skal lægge ud. Den del havde jeg klappet af med dem på forhånd, men her kunne vi hurtigt mærke, at skuret for boligforeningen er en lillebitte opgave i en kæmpestor maskine, og derfor er der ikke ret meget opmærksomhed på det. Det betyder, at de ikke kan huske, hvad vi har talt om fra gang til gang, og det betød også, at det krævede 3 runder mails, før de forstod, at jeg ikke bare kunne bede fonden om at overføre beløbet til dem på forhånd.
Derudover er der også virkelig meget, som ikke er afklaret ift. rollefordeling, når det er beboere, der skal opføre en bygning på boligforeningens grund.
For de bærer ansvaret for, at alle regler er overholdt og de nødvendige tilladelser er søgt. Vi har kun de midler til rådighed, som vi har fået gennem fonden – på baggrund af et budget, som en medarbejder i boligforeningen i tiderne morgen nikkede ja til, måske uden helt at forstå, hvad projektet egentlig indebar. Det var i hvert fald den fornemmelse, jeg sad med.
Boligforeningen begyndte derfor at tale om byggetilladelser og arkitekter, der skulle lave tegninger, mens vi forsøgte at finde ud af, hvor vi kunne opbevare materialerne til skuret, fra de var købt, til det var bygget.
Budgettet begyndte (på papiret) at skride, jeg var ved at rive armene af mig selv, og ingen på boligforeningen lod til rigtigt at have sat sig ind i, hvad vi var ved. Derfor var der ingen, der hos dem tog ansvar for at hjælpe med at finde en løsning, og til sidst var jeg nødt til at skrive en strongly worded email til ledelsen derinde om, at vi én gang for alle skulle have afklaret, om projektet fortsat kunne gennenmføres, eller om det skulle stedes til hvile, så et andet projekt kunne få glæde af fondsmidlerne.
På det tidspunkt var jeg faktisk så frustreret over processen, at jeg næsten håbede på det sidste.
Men overbossen trådte til, og hun meddelte, efter et par møder, at boligforeningen var indstillet på at skyde de manglende midler i projektet, så det stadig kunne gennemføres.
Siden da har der været flere møder og flere mails, og jeg glæder mig meget, til vi forhåbentligt snart kan sætte spaden i jorden, men vi er så langt, at det virker realistisk, at vi indvier skuret i påskeferien.
Jeg har bedt om, at vi laver et evalueringsmøde med boligforeningen og en vicevært én gang om året, de næste 3 år, så vi sammen kan beslutte, hvad vi gør, hvis de pessimistiske typer får ret, og skuret bringer mere bøvl og baks, end glæde og gavn.
Når alt det er sagt, synes jeg stadig, at ideen holder 1000%, og det lange forløb har faktisk været en god anledning til løbende at tjekke ind med mig selv, ift. om jeg fortsat troede på kongstanken bag projektet. Og det har jeg gjort hele vejen.
Jeg er også godt tilfreds med min beslutning om at holde arbejdsgruppen lille, for da vi startede, vidste jeg ikke, hvor mange eksterne parter, der ville ende med at være med på sidelinjen, og det havde kun givet anledning til bøvl, hvis vi også på vores side af bordet havde haft brug for afstemninger og det store, demokratiske apparat.
Skulle jeg gøre det igen, er der en enkelt ting, jeg ville gøre anderledes.
Jeg ville have bedt om et fysisk møde med en repræsentant fra boligforeningen LANGT tidligere i forløbet, for det var virkelig træls at stå med 64000 kr. og et forslag, der var stemt igennem, for så at blive sparket over skinnebenet med et krav om byggetilladelse og betonstøbning af fundament, som boligforeningen med 100% sikkerhed også dengang vidste var nødvendige forudsætninger for, at projektet kunne gennemføres; de havde ganske enkelt bare ikke forholdt sig konkret til ideen, fordi al korrespondance det første stykke tid foregik på skrift.
Var vi startet der, ville vi have haft et bæredygtigt budget at søge pengene på, og vi ville allerede i ansøgningen kunne skrive, at pengene, i fald de blev tildelt, skulle sættes ind på en konto i boligforeningen.
Det havde forkortet tidslinjen markant, fordi projektet så langt hurtigere var blevet til en konkret opgave, hvilket havde sparet os alle for meget arbejde og mig for del irritation.
Status lige nu er, at vi bare mangler at trykke på knappen hos det firma, der skal støbe underlag. Det falder forhåbentligt på plads den kommende uge, og derfra kommer det til at gå stærkt.
Det punkt trænger vi vist alle sammen til at nå, men jeg glæder mig oprigtigt til at se det stå færdigt, og til at sætte mig under halvtaget med min søde genbo, der sidste år blev enke, og drikke en kop kaffe.
M2026, uge 9
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
1.
Har jeg vasket min regnvandstønde af, og stillet den ud i haven.
Før stod den under mit halvtag på terrassen, for når det blæser i Esbjerg, er det ikke optimalt at have store, tomme plastikbeholdere til at stå, så vinden kan tage dem, og med den kulde, vi har haft, har det ikke tjent noget formål at have den stående fremme.
Jeg satser på at kunne horde regnvand nok til, at jeg kan vande mine krukker det meste af sommeren, og hvis det skal være muligt, skal den sættes i arbejde nu, hvor det regner mere, end det forhåbentlig kommer til at gøre, når vi kommer lidt længere hen.
Jeg ved godt, at regnvandstønder egentlig er beregnede til at stå under tagrender, og at det bliver en arbejdssejr at fylde den, udelukkende med regnvand, men fordi jeg bor til leje, kan jeg ikke begynde at save mine nedløbsrør over.
Som alt andet i min have har jeg bare besluttet, at det er trial and error, og nu er den i hvert fald gjort klar. Alt herfra bliver betragtet som empiri.
2.
Og apropos haven, har jeg fundet mine blomsterfrø frem, fordi 2026 bliver året, hvor jeg vil prøve at forspire de blomster, der senere skal plantes ud i mine krukker.
Jeg kan se i min almanak, at de alle sammen skal forspires i marts/april, og jeg er HELT ny i den her disciplin. Derfor har jeg brugt nogle timer på at læse op på, hvad man skal bruge af potter, jord osv. fordi jeg tænkte, at jeg måske allerede nu kunne begynde at gemme bægre osv., hvis de kunne bruges som potter.
Og det kan de, så vidt jeg kan se, godt. Men der skal laves drænhuller i det hele (ikke?), så efter lidt vejen for og imod er jeg endt på, at det giver mest mening at købe en stak små urtepotter, som så kan genbruges fra år til år.
Hvis der sidder nogle havemennesker derude, som har tips, tricks eller gode råd, så hold jer ENDELIG ikke tilbage.
3.
Har jeg købt 2 bøger.
Den ene er ‘At tjene øjeblikket – en lærlings almanak’, som jeg pluggede i boganbefalingsindlægget, og den anden er Gourministeriets ‘Grønnere hverdagsretter’.
Bøger er vidunderlige, og jeg ville købe 7 om dagen, hvis jeg kunne. Jeg kan ikke forlige mig med lyd- eller e-bøger, så for mig er old school-papirversionerne den eneste farbare vej.
Jeg har været SÅ udfordret på minimalisme vs. bøger, fordi vi i Danmark har vores vidunderlige biblioteker, hvor alt kan lånes. Samtidig vil jeg også gerne bidrage til, at der også i fremtiden skrives bøger, og det sker jo kun, hvis man kan leve af at være forfatter.
Kompromisset er blevet, at jeg låner bøgerne først, men gerne må købe dem, hvis jeg elsker dem, og det har (trods alt) betydet, at jeg hver eneste måned afleverer bøger, som jeg inderst inde er glad for, at jeg ikke købte. Jeg er bare så nem at begejstre, og når et emne optager mig, føler jeg *næsten* ikke, at jeg kan leve uden den bog, jeg netop har fået øje på.
Disse to sled jeg næsten hul i, da de var hjemme på lån, så det blev et ‘tilføj til kurv’, og jeg følte mig som Gollum, da jeg tog dem op af kassen og bladrede gennem de jomfruelige, knitrende sider.
4.
Har jeg efterhånden næsten fået tømt min fryser helt.
Det er et evigt tilbagevendende punkt, det ved jeg godt. Men jeg vil alligevel lige nævne, at der er god grund til at være lidt ekstra opmærksom på, hvad man har i fryseren lige nu.
Dels er vi stille og roligt på vej mod sommermånederne, hvor det bliver rart at have plads til bær, saft osv., og hvor de fleste af os spiser lidt lettere og bruger flere friske råvarer, end i vintermånederne, hvor der er simremad og gryderetter på menuen. Derfor giver det mening at få spist de sidste rester af vintermaden, da holdbarheden trods alt ikke er uendelig.
Derudover er der netop udskrevet valg, og som verden ser ud i dag, er risikoen for cyberangreb dermed steget markant. Det går nok alt sammen, men hvor det for en måned siden var så koldt, at det ikke ville være et problem, hvis fryseren døde, fordi strømmen gik en dag eller to, så er det nu så varmt, at der vil være mad, som ikke overlever den situation.
Igen: Det går nok. Man kan ikke forberede sig ud af alt. Men derfor kan man godt tænke ind i en madplan, at man får spist de retter og fødevarer, der først ville fordærve uden strøm, og måske ved samme lejlighed har sit prepperlager i baghovedet. Jeg har eksempelvis mange forskellige slags suppe stående, og det er sjovest at spise med brød til. Derfor har jeg på ugens to-do, at jeg skal have bagt en plade boller, og da jeg i går frøs et halvt franskbrød, der var i overskud, valgte jeg at skive det, inden jeg frøs det, fordi det dermed er hurtigere at tø op, og nemmere at varme på en grill.
Sandhed eller konsekvens
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Sisse Sejr i forrige uge udgav en podcast, som hun siden har været nødt til at trække sig fra igen.
Det er der skrevet og ment meget om på de sociale medier, og jeg ved godt, at alle er ved at have fået nok, og at ingen rigtigt orker at høre mere om sagen.
Jeg har alligevel lyst til at skrive lidt om den, både fordi jeg har skrevet om den før, og fordi vinklen om folkedomstolens magt begynder at fylde mere, end hovedpersonen og den konkrete podcast gør.
Min første reaktion på podcasten var vantro, for det virker absurd, at man kan få en dom for stalking, og 10 minutter senere kan lave en karriere ud af det.
Det virker faktisk SÅ vildt og grænseoverskridende, at jeg besluttede mig for at høre de to afsnit, fordi jeg tænkte, at det MÅTTE være noget, Podimo havde forholdt sig til.
Det var det ikke.
Tværtimod lagde Henrik Qvortrup fra land med at fortælle, at de havde rakt ud til offeret, men at hun ikke havde ønsket at medvirke.
20 sekunder inde syntes jeg derfor allerede, at hele konceptet var SÅ problematisk, at det nærmest virkede som en parodi, og efter endt lytning var jeg rystet i min grundvold over manglen på dømmekraft fra både Sisse Sejr og Podimo.
Det var jeg ikke alene om, kunne jeg de følgende dage se på alle sociale medier, og de første dage gik samtalen meget på det usmagelige i at forsøge at slå mønt på en sag, man selv er gerningsmanden i.
Efter nogle dage med høj bølgegang i diverse kommentarspor, er samtalen nu begyndt at handle om det rimelige i, at folkedomstolen kan dømme dig ude, når du allerede har udstået din straf.
Om det var metaltræthed eller Udglatter-genet, der var på spil, ved jeg ikke, men ’hun har jo ikke slået et spædbarn ihjel’, som en af journalisterne i DR’s podcast ‘Damerne først’ sagde.
Og det har hun selvfølgelig ikke, men når så mange mennesker har den samme reaktion på en podcast, så er hun jo helt tydeligt trådt over en grænse, som er vigtig alligevel.
En af de ting, der på tværs af platforme lader til at være enighed om, er, at hun har været for hurtigt ud; at folk måske ville have været mere tilgivende, hvis der var gået nogle år.
Det er jeg ikke sikker på, for jeg tror ikke, at tiden er hendes største problem. Jeg tror, at det er hende selv.
For det, der i interviewet for mig blev tydeligt var, at hun stadig ikke synes, at det, hun har gjort, er særlig slemt.
Hun siger alle de rigtige ting. Hun bruger alle de rigtige ord. Men fordi interviewet er to timer langt, og hun hele tiden har fokus på at lave kollegial nivellering ved at sige ting som ’Det ved du også godt’ og ‘Det kender du jo selv’ til sin nye #bff Henrik, så glemmer hun at være opmærksom på, om masken bliver siddende. Det gør den ikke, og når den smutter, afslører den let hånlige undertone, at hendes anger er forstilt.
For man kan høre, at hun stadig finder det latterligt og urimeligt, at hun bliver straffet for noget, som den anden selv har været skyld i. Jeg sad i hvert fald tilbage med fornemmelsen af, at formålet med podcasten var at få liret noget beklagelse af, så vi kan komme videre, og hun kan få lov at vende tilbage til sit gamle liv.
Og hun er god. Det vil jeg faktisk gerne give hende. Hun får endda italesat, at hun kommer til at grine, når hun bliver presset, og at de hjemme hos hende bruger humor og sarkasme som coping.
Men for mig diskvalificeres HELE projektet af, at hun ikke på noget tidspunkt forholder sig til, at hun igen sætter sit eget behov over offerets.
Tværtimod nedtoner hun konsekvent alvoren af det, hun har gjort ved f.eks. at gå meget op i, at hun aldrig kontaktede offeret direkte. At det ‘bare’ var bordreservationer, bestilling af skadedyrsbekæmper osv.
Men hun er dømt for ‘ikke mindre end 81 tilfælde af identitetstyveri på 39 dage’.
Det er 2 gange om dagen – og det er det, man kan bevise.
For 39 dage siden var det d. 17. januar. Om 39 dage er det påske.
39 dage er ikke en nedsmeltning eller et fuck-up. Det er systematisk chikane, og dermed mangler der for mig en sammenhæng mellem forbrydelsens konkrete karakter og podcastens påståede formål om at undersøge, hvornår og hvordan man som offentlig person må ‘komme igen’, når man har ‘fucket op’.
Når jeg så alligevel synes, at der er kommet noget positivt ud af udgivelsen, så er det fordi, det er første gang, jeg kan mindes at have set offentligheden sige SÅ entydigt fra.
Det kan handle om, at vi som individer er blevet vores ansvar mere bevidst, fordi Epsteinsagen, ICE osv. har tydeliggjort, at den, der tier, samtykker.
Men jeg tror også, at det er et resultat af den debat, true crime-bølgen udløste, som fik de fleste af os til at forstå, at der sidder ofre og pårørende derude, som bliver retraumatiserede, når deres historier gøres til underholdning.
Her skal jeg være den første til at række hånden op og sige: Jeg forstod det heller ikke, og jeg var PÅ.
Men der er sket noget med true crime-genren over de sidste 3-4 år. Fra at alt var fair game; jo blodigere, jo bedre, så gør de store true crime-podcasts sig i dag ret umage for at have etikken med. Historier fortælles uden detaljer, mange af de største, udenlandske podcasts samarbejder med politiet og donerer en del af deres overskud til DNA-prøver og undersøgelser, som kan hjælpe med at opklare henlagte sager, og selvom der stadig er brodne kar, så lander mange podcasts i dag et sted mellem graver-journalistisk og underholdning.
Den udvikling er kun sket, fordi familiemedlemmer og venner til ofre for diverse forbrydelser har brugt tid på at opdrage på os, der har levet liv, ganske forskånet for de rædsler, de har gennemgået.
For når man får det forklaret, bliver det indlysende, hvorfor det er problematisk, og for mit eget vedkommende kan jeg huske, at der skete noget med mit syn på true crime, første gang jeg hørte en podcast om en dansk sag. Det ville have været klædeligt, hvis jeg havde forstået det af mig selv, men somme tider er der lidt længere til indsigt og læring, end man kunne have ønsket sig.
Jeg tror, at ovenstående er baggrunden for det rungende nej til Sisses podcast; erkendelsen af, at vi som borgere, publikum og forbrugere har et individuelt ansvar, og forståelsen af, at moral rummer flere nuancer end strafbart vs. lovligt.
I USA har man længe haft de såkaldte ‘Son of Sam’-love, der forhindrer dømte kriminelle i at tjene penge på deres forbrydelser ved f.eks. at sælge deres historie til aviser og dagblade.
Det kan de fleste se det rimelige i, og i det ligger for mig et af de største, etiske problemer ved Sisses podcast.
For én ting havde været, hvis hun havde stillet op til interview.
Men at hun, helt konkret, forsøger at gøre en levevej ud af sin forbrydelse, virker næsten afstumpet.
Og det er her, debatten om folkedomstolen begynder at irritere mig lidt, for jeg har set flere skrive, at det er dobbeltmoralsk, at hun skal dømmes så hårdt, når nu ex-rockere og tidligere bandemedlemmer får lov at lave podcasts og udgive bøger. Må man nu ikke komme videre?
Men at mange siger nej tak, er ikke folkedomstol. Hvis facebook havde eksisteret i Europa omkring 1939, havde der formentlig (forhåbentlig!) været mange opslag, der også stort set stod det samme i, og i Sisses tilfælde har jeg ikke set det udvikle sig derfra. Det er vitterligt podcasten og den manglende etik, der skrives om i samtlige opslag. Derfor synes jeg faktisk ikke, at man kan tale om gabestok, for når man gør det, forveksler man volumen med indhold.
For mig er der uENDELIG forskel på at have levet et helt liv som rocker, lægge det bag sig, og efter fængselsstraf og rigeligt med refleksion prøve at bruge sig selv, sin opvækst, og sin særlige indsigt til at skabe et nyt liv; ofte mens man ved siden af tager en uddannelse – og så på at prøve at gøre en enkeltstående forbrydelse, begået i et (udefra set) meget priviligeret liv, til en fuldtidskarriere.
Det er forskellen på at være mønsterbryder og opportunist, og når du lever af at mene noget i offentligheden, så følger det med, at offentligheden også mener noget om dig.
Det er en af grundene til, at jeg ikke vil blogge kommercielt, for i det sekund, du tjener penge på din holdning, så forvandler du den til en vare, der er underlagt reglen om udbud og efterspørgsel, og dermed får offentligheden en aktie i din markedsværdi, uanset om du kan lide det eller ej.
Dermed ikke være sagt, at jeg synes, at hele dit liv skal være offentligt tilgængeligt, fordi du er en person, folk kender; det skal være inde for skiven.
Men du kan ikke kun ville have et forhold til offentligheden, når det er fordelagtigt for dig, og hvis du bruger de sociale medier til at sælge dit produkt, synes jeg også, at du må acceptere, at det er der, du selv bliver opkrævet.
Da Black Lives Matters var på sit højeste, kan jeg huske, at jeg hørte en sort kvinde sige om hvide: “You don’t get to decide if you are an ally”.
Jeg tror, det samme princip gælder her.
Når det er dig, der har gjort noget forkert, er det ikke op til dig at beslutte, hvornår du er tilgivet og kan komme igen.
M2026, uge 8
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Inden jeg tager hul på ugens liste, vil jeg gerne runde, at jeg har ladet jer hænge i kommentarfeltet de sidste mange dage.
Den forgangne uge startede stille og roligt, men onsdag skete der en masse samtidigt ude i det virkelige liv, som lagde beslag på al min tid og hjernekapacitet.
Det var ikke noget dramatisk eller tragisk, men det var vigtigt nok til, at jeg var nødt til at parkere alt, der ikke var nødvendigt-nødvendigt.
Sådan er livet også somme tider, men jeg er træt af, at jeg har brugt lang tid på at skrive et indlæg om et lidt bøvlet emne, for så ikke at kunne deltage i den efterfølgende samtale med jer.
I går nærlæste jeg alt, hvad I har skrevet, og skulle der være nogen, der ikke har været i kommentarfeltet til AI-indlægget, vil jeg bare lige opfordre til, at man også runder det. Som sædvanligt er der masser af guld at hente, både i form af refleksioner og argumenter for og imod.
Jeg har også fået en mail fra en superskarp AI-type, der peger på et par steder, hvor jeg har skrevet noget forkert. De rettelser får jeg lavet i løbet af i dag, så vi kan tage hul på en ny, frisk uge, uden at have sidste uges snavsetøj til at ligge på gulvet og flyde.
Og dermed er broen bygget til denne uges liste, så i den forgangne uge:
1.
Har vi af ovennævnte grund levet af mad fra fryseren. Her vil jeg egentlig gerne have en medalje og måske også en lillebitte pokal for ikke at falde i take away-fælden, og ret skal være ret: Hvis jeg havde boet i nærheden af nogle ordentlige steder, var det også der, vi var endt.
Men i Esbjerg skal man arbejde lidt mere for sagen, end man skal i Aarhus, så derfor er det ikke helt så oplagt en løsning, når man er presset på tid.
Til gengæld har ugens tempo aktiveret det mindset, som er perfekt at rydde op på; det, hvor man, iskoldt og uden at se sig tilbage, skiller sig af med det, man ikke bruger.
I vinterferien fik jeg indtænkt mange af de små rester, vi alle sammen har stående, og kombineret med en lille uges madplan bestående af Fryser, opstod der en gylden mulighed for at få sorteret og smidt ud.
For det, der lå tilbage, er det, jeg længe er gået udenom, fordi jeg ikke er helt sikker på holdbarheden. Ilt er madens fjende nummer 1, så det er en dårlig ide at gå og åbne glas og poser for at snuse til tingene i tide og utide. Men efter et stykke tid, ved man godt, at det er 50/50, om de syltede agurker stadig smager af noget, og om parmesanosten stadig kan spises, og så skal tingene jo pludselig tænkes ind i retter som gæsten, der kan undværes til festen.
Mit blæste, overstimulerede hoved kunne ikke holde ud at forholde sig mere til det, så i går sagde vi farvel til alt, der har været på tålt ophold siden nytår, og nu er der plads, åbne vidder og ingenting tilbage at gemme sig bag.
2.
Er temperaturen langsomt stigende, og jeg begynder derfor fra i dag at gemme mælke- og juicekartoner, når de er tomme, så jeg kan skylle dem, fylde vand i dem og smide dem i fryseren.
Mens det har været permafrost, har det ikke været nødvendigt at tænke over potentielle strømsvigt, for det har været så koldt, at maden uden problemer kunne overleve en dag eller to i en slukket fryser.
Men nu, hvor fryseren ikke længere er fuld, og foråret er på vej, er det smart at pakke den, fordi en fyldt skuffe holder bedre på kulden, end én, hvor en pose falafler ligger og råber til en muffin.
Hjemmelavede køleelementer af kartoner (med skruelåg) er gode, fordi de kan medbringes som engangskøleelementer, og fordi man bare kan smide dem ud, hvis man får brug for pladsen.
Ryger strømmen, kan man flytte et par stykker over i køleskabet, hvor de vil hjælpe med at holde temperaturen nede, og sørger man for at skylle dem, inden man fylder vand i dem, fungerer de også som et supplement til vand-prepperlageret.
3.
Har jeg været forbi Hjemløses Venner og købt en håndfuld kagetallerkner.
For et par år siden gik min opvaskemaskine i stykker, og min genbo var så sød at forære mig deres, fordi de tilfældigvis fik en ny den samme uge.
Og alle, der har haft opvaskemaskine ved, at man over tid primært bruger service, der i mål passer i opvaskemaskinens kurve. Hvis du har 12 glas, og det kun er de 6 af dem, der kan stå i rillen, så får de resterende 6 lov at leve et luksusliv, bagerst i skabet.
Mine tallerkner er alle sammen så brede, at de kun kan stå i én række i maskinen, og derfor plukkede jeg en stak frokosttallerkner, da vi tømte oldefars hus. Men de får hurtigt ben at gå på, fordi jeg også bruger dem til mad, jeg tager op af fryseren, eller til at lægge grydeskeen på, når noget skal stå og simre.
Jeg har derfor brugt låg fra mine plastikbøtter til formålet, men lige så sikkert, det er, at man i supermarkedet vælger den forkerte kø, lige så sikkert er det, at jeg får fyldt aftensmadens rester op i den plastikbøtte, hvis låg står i køleskabet under 2. dl. pizzasauce, der er ved at tø op.
Derfor var jeg forbi genbrugsbutikken for at købe en stak underkopper, jeg kan bruge i stedet, men inden jeg fandt dét, faldt jeg over nogle små, fine kagetallerkner til ingen penge.
De fungerer strålende til både grydeskeer og frossen pizzasauce, og derudover kan de også bruges til deres oprindelige formål, uanset om det er kage eller grovboller, man udsætter dem for.
