M2019, uge 16

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Været god til at cykle, når det har været muligt. Faktisk har jeg (gen)hentet app’en Endomondo; egentlig fordi jeg er ved at få spat af, at tiden bare ikke vil arbejde med mig ift. at træne. Og når jeg endelig har nogle uger, hvor det lige flasker sig, så følger der altid nogle uger, hvor intet kan lade sig gøre, og hvor jeg derfor ryger tilbage til nul. I hvert fald når træningsformen er løb eller vægttræning. Det er super demotiverende.

Derfor har jeg tænkt over, hvad jeg kan gøre, så jeg kan udnytte, når jeg har mulighed for at bevæge mig, men uden at føle, at det ikke nytter, når jeg så rammer de travle perioder. Jeg nåede frem til, at hvis jeg har en fornemmelse af, hvor hurtigt, jeg kan gå/cykle, så kan jeg faktisk udnytte tiden, uanset om jeg har en halv time eller en time i overskud. Jeg skal ikke bruge tid på at klæde om og bade, og stadig foretager jeg mig noget, der forhåbentlig på sigt ender med, at jeg kan begynde at løbe rigtigt igen.

Derfor hentede jeg Endomondo, men gjorde alle indstillinger private, så jeg slipper for spam og konkurrencer, og det har vist sig, at jeg faktisk dermed også er blevet bedre til at huske at tage cyklen, når vi bare skal fra A til B. Jeg har haft app’en installeret i et par uger, og har gået små 15 km og cyklet ca. 35 km. Hvilket er langt fra, hvordan jeg trænede engang, men stadig er trumfer at ligge på sofaen.

2.

Spist spejlæg til frokost *virkelig* mange gange. Jeg mister ret hurtigt overblikket over, hvad jeg har af mad i køleskab og fryser, når vi holder fri i mere end et par dage. Særligt når butikkerne holder lukket, og jeg derfor er tvunget til at handle stort ind på forhånd, selvom jeg ved, at planer altid bliver ændret undervejs, og madplaner derfor ikke fungerer.

Men jeg har været hele køleskabet igennem hver dag, og fryseren har også fået en tur et par gange i løbet af påsken, og hvor jeg som regel ender med mere madspild, end jeg gider, når vi har holdt ferie, så har vi den her gang stort set formået at følge med. Det har somme tider krævet en indsats – som f.eks. at spise spejlæg dagligt, fordi det virkede som en god ide at købe 24 æg på bud (ffs, Linda!) – men det eneste, jeg har måtte ofre, har været lidt brød og en halv liter kakao, og der er mad i fryseren til de næste mange uger. 

3.

Fokuseret på, hvordan jeg bruger min opvaskemaskine. Det her punkt er nok lidt hard core, hvis man lige er hoppet ombord i de her indlæg, men fordi jeg er ved at have halvandet år på bagen i gamet, føltes det naturligt for mig. 

Normalt kører vi maskinen én gang om dagen. Den er fyldt, når vi har service samt drikkeflasker, madkasser osv. med, og jeg kører quick vask, når det kan lade sig gøre, og en almindelig vask, når jeg vurderer, at det er nødvendigt. Men når vi går hjemme, vasker jeg hurtigt både 2 og 3 gange om dagen, og ud fra et rent dovenskabsperspektiv er det skide irriterende. 

Derfor har jeg denne ferie prøvet følgende: At håndvaske de største ting (den store gryde, salatskålen osv.), at vurdere, om noget kan bruges igen, hvis det bare lige tørres over med en klud (f.eks. skærebræt, brødknive osv) og endelig at tænke over, om jeg vælger skåle eller tallerkner, både at spise af, men også at tage fra på/i, når jeg laver mad osv. (Altså, når man f.eks. har lynstegt grøntsagerne og skal have dem taget fra, mens man steger kød). Jeg plejer at bruge skåle – jeg aner ikke hvorfor – men de passer ad helvede til i opvaskemaskinen, så her i ferien har jeg kørt med tallerkner, og de tre nævnte tiltag har faktisk betydet, at vi har kunne holde fast i kun at køre maskinen én gang om dagen. Det er 10-12 ture, jeg har sparet på en ferie, og det synes jeg egentlig er vildt.

Paludan og andre børn

Forleden, da vi gik fra børnehaven, råbte to drenge fra Fridas stue efter hende. “Farvel Frida!” Frida vendte sig og vinkede.

“Farvel, fucking røvhuls-Frida!” råbte de så. De er 3 år. Jeg gik tilbage og sagde med min ‘hov, for søren’-stemme: “Nej tak, drenge – sådan en farvel-hilsen bliver man da ked af?”

Hvorefter de kiggede på mig og uden at fortrække en mine svarede: “Farvel, fucking røvhuls-mor!” 

Jeg siger det lige igen: De er 3 år. 

Og når jeg står i den slags situationer, kommer jeg til kort. For når børn er ligeglade med, at en voksen – en supposed-to-be autoritet – går i rette med dem, synes jeg, det bliver svært. For så bliver det tydeligt, at reglerne kun virker, så længe alle parter accepterer at spille efter dem.

Det fik mig til at tænke på Rasmus Paludan, som i dén grad har valgt at lade hånt om de sociale spilleregler, og lige nu, hvor FB flyder over med mennesker, der prøver at appellere til, at vi som modsvar prøver at latterliggøre ham, må jeg bare sige, at jeg desværre tror, det er for sent. 

For problemet er, at man løber tør for løsninger, når de mennesker, man prøver at tale tilbage i fællesskabet, ikke accepterer præmissen for, hvordan de fleste af os gerne vil være sammen. Og fordi de puster til vores frygt, tror jeg, at vi, når de ikke kommer os i møde, meget hurtig forfalder til at gribe til de værktøjer, vi har i vores primal-værktøjskasse, nemlig trusler, vold og straf. Og forkrampet latterliggørelse. Alt sammen sanktioner, der er sørgelige udtryk for den afmagt, vi føler, når vi ikke kan nå andre mennesker med fornuft, empati og argumenter. 

Det er forstemmende, og jeg går altid fra den slags konfrontationer med en underlig, hul fornemmelse i brystet. En fornemmelse af, at vi kun er trygge så længe ingen af De Andre har fået øje på os. For selv i det tilfælde, man valgte at besvare trusler med trusler, så har det kun effekt, hvis dem, du retter dem imod, er bange for konsekvenserne. Og de her børn, både de store og små af slagsen, er ligeglade med, om du siger det til deres mor. De vil skide på, om de kommer med til din fødselsdag og din partifest, og – væsentligst af alt, måske – de er ligeglade med, om du kan lide dem. Eller griner af dem. For dem svarer det til, at pattedyrene truer rovdyrene med at formene dem adgang til græsset, hvis ikke de opfører sig ordentligt, og de giver lige præcis zero fucks.

Jeg er depressiv fatalist ift mobning. Både i det offentlige rum og i børnegrupper. Jeg tror, at man kan præge dynamikker op til et vist punkt, men kommer man forbi det, tror jeg aldrig, at det bliver godt igen. Så er hierakiet etableret og rollerne fordelt, og man kan ikke længere reparere det, der er slået i stykker. Og jeg tror, at det punkt ligger langt tidligere, end den gennemsnitlige voksne forstår. 

En del af problemet er, at hverken børn eller politikere er små, individuelle øer. Begge parter er en små dele af et meget større system, for når min veninde, som er førtidspensionist pga. en rædselsfuld og urimelig sygdom fortæller, at hendes 7-årige datter er kommet grædende hjem, fordi klassekammeraterne har drillet hende med, at hendes mor ‘bare går derhjemme og får penge af kommunen’, så er det jo ikke noget, børnene selv har fundet på. Og de forældre, der er at finde, når man backtracker dét spor, sidder ikke med i rundkredsen, når følebamsen Flemming sendes rundt, og vi skal Tale Om, Hvordan Vi Har Det.

Ligesom de mennesker, der smider med møbler og brosten heller ikke søger dialogen eller løsningen, men tværtimod næres af hadet, konflikten og kontrasten, og dermed også er en underlig, bagvendt del af problemet

Og vi kan alle sammen pege på børn eller voksne i vores omgangskreds, hvor vi – hånden på hjertet – godt kan forstå, hvorfor alle andre ikke elsker dem. Som f.eks. Rasmus Paludan. Det bliver aldrig en undskyldning for at dyrke ondskaben, men måske et fragment af forklaringen på, hvorfor der ikke slås hårdere ned, end der trods alt gør, og hvorfor alle løber rundt i cirkler om sig selv.

I forhold til mobning peger nyere undersøgelser på, at de traditionelle tiltag faktisk ikke løser problemet, men tværtimod forstærker det, fordi man pludselig, med alle sine forsøg på forståelse, også i undervisningstiden skaber et rum, hvor det bliver gratis at sige de mest rædselsfulde ting til hinanden. Ytringsfrihed, anerkendende samtale og alt det jazz.

Så hvorfor bruger vi dem stadig? Mit bud er: Fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre, og fordi de instanser, der står med ansvaret for at løse problemet, har brug for at kunne pege på noget, de gør, fordi det ikke er en mulighed at sige, at de ikke gør noget. 

Og lur mig om ikke de mennesker, der evaluerer indsatserne, i mange tilfælde er de samme som lever af at lave dem. 

Men jeg ville gerne se, hvordan man følger op på indsatserne. Uanset hvordan man gør det, kan jeg næsten ikke se, hvordan det kan give et retvisende billede, fordi det bliver ofret, der skal fastholde, at der stadig er et problem, ligemeget hvordan man måler på det.

Jeg tror ikke, at man kan forhindre mobning og had-taler. Desværre. Men det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, at hele strukturen i civilisationen holdes sammen af så tyndt et lag af pænhedsklister, at det kun holder sammen på tingene, indtil nogen beslutter sig for at rive dem fra hinanden.

I øvrigt:

*har jeg nu set Green Book, og jeg er nødt til at sige: KÆMPE props til Viggo Mortensen for bare, helt stille og roligt, at gå rundt og være kvabset i en nusset wifebeater. Det må kræve sin mand at vide, at man stiller sin tidligere Aragorn-krop til skue for hele verden på et lærred på størrelse med gavlen på et gennemsnitligt, dansk parcelhus. 

*gælder ovenstående i øvrigt også for Kevin Costner i The Highway-men på Netflix. Var det ikke igår, han løb rundt, helt stram og secret service i The Bodyguard?

*( – med underspørgsmålet: Hvordan er de blevet midaldrende, mens vi andre stadig er i start 20’erne?)

*vil jeg bare lige for eventuelle tvivlere nævne, at en nedgravet kæmpetrampolin er verdens bedste ide. Seriøst. Selvom man kun har 10 minutter inden bad/mad/sammenbrud, så er det bare at åbne døren, og man behøver ikke frygte biler, pakke alle ind i 16 lag tøj, eller have tænkt igennem, hvad man gør, når nogen skal tisse. Det er ge.ni.alt. (Protip: Man kan evt. lægge en agent ind på DBA, så man får et heads up, når nogen sætter en trampolin til salg)

*har jeg som det sidste menneske i verden opdaget Gin Hass. Til gengæld har jeg opdaget den med blodgrape i stedet for mango, og det bliver en dyr sommer. 

*bad Anton forleden om at høre en sang med Kim Larsen: “Den der ‘Hey ho – for Lalandia’ mor” and I just can’t even. 

*havde jeg egentlig besluttet at gemme Game of Thrones til hele sæsonen er lagt op, men 3 venner spoilede uafhængigt af hinanden første afsnit inden for 12 timer efter premieren, så fuck det. Nu kører vi. 

*har jeg hentet temamelodien som ringetone for at out’e dem, der ikke ser den, så jeg kan få ryddet op i den omgangskreds. (We get it. You’re special).

*har børnene – meget overraskende – pludselig besluttet, at dét at blive passet af barnepigen, er det sjoveste i hele verden. Hvilket er lidt af et brat venstresving fra ‘Hvordan kan du efterlade os på dette rumænske børnehjem!?!’-stilen, de ellers har kørt indtil nu. Frida kunne derfor næsten ikke være i sig selv af skuffelse over, at barnepigen først ville komme post-putning i lørdags, så hun satte en skål med tomater frem til hende, og jeg kan ikke helt finde ud af, om der er tale om en offergave, eller om hun tror, at Sara er en slags ernæringsbevidst nisse.

*pustede jeg i går æg for første gang i mit liv; en proces, der har forbløffende meget til fælles med at føde børn. Måske var det pga. soundtracket (“Babyshark”) eller måske handlede det om, at børnene stod på hver sin side af mig og råbte: “Kom nu, mor!” “Pust hårdere, mor!” og “Hvorfor er du helt rød i hovedet, mor?” – i hvert fald har jeg aldrig følt mig tættere på Thorkild i mit liv.


M2019, uge 15

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

Inden vi kigger på ugens 3 tiltag, vil jeg lige lave en opfølgning på mit sidste indlæg, hvor et par stykker foreslog strik som løsning på mit rastløshedsproblem. Det er en super ide, men jeg er ikke selv så ivrig efter at gå i strikket tøj, og derfor kom jeg til at tænke på, om der mon ikke var andre derude, der kunne have glæde af mine udfoldelser, f,eks. hjemløse. Her på matriklen er der ikke så langt fra tanke til handling, så jeg skrev til en repræsentant fra Varmestuestrik Danmark, som svarede: 

Hej Linda ja vi kan bruge alle de halstørklæder og andre færdigstrikkede eller hæklede ting du har lyst til at lave til de hjemløse/socialt udsatte her i Danmark.

It’s on.

Skulle andre rastløse sjæle derude have lyst til at følge trop, kan man finde sit lokale indleveringssted på Varmestuestrik.dk. De er også på facebook.

Og så tilbage til studiet.

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Glædet mig over, at de mennesker, jeg skal holde påskefrokoster med, alle har tænkt over ressourcer og madspild, og i stedet for det traditionelle bord med sild og æg og 16 slags pålæg, som ingen alligevel kan spise, har valgt hhv. smørrebrød og en lun menu bestående af kød, pastasalat og hjemmebagte flutes. For hvor det er virkelig svært at nå at spise åbnet pålæg – fordi der er grænser for, hvor mange klemmer, man kan nå at køre ned – så er ovenstående med garanti udryddet senest næste dag til frokost, enten af værterne selv, eller af de heldige, der tager hjem med en doggybag under armen. 

2.

I minimalistgruppen på fb. efterspurgt ideer til gaver til børnefødselsdage. Der findes mange gode løsninger, hvor børnene giver samlet, eller hvor hver familie sørger for én lidt større gave, men det er der ikke lige stemning for her, så vi skal ca. 2 gange i måneden finde på noget fornuftigt til 30 kr. 

Indtil nu har jeg ikke kunne få det til at fungere, for jeg glemmer at kigge efter gave-emner, når vi ikke lige står og skal bruge dem, og når Anton så har en invitation med hjem, er alle butikker støvsugede for gode bud, og jeg ender med enten at købe noget, der er dyrere end aftalt (#SesPåBålet) eller en kombination af slik og penge. Men jeg kender ikke de enkelte familiers sukkerpolitik, så jeg er ikke selv tilfreds med den løsning, og fordi der er så mange fødselsdage i løbet af året, fylder det her irritationsmoment uforholdsmæssigt meget for mig. 

Med ideerne fra opslaget i baghovedet har jeg de gange, jeg har handlet i denne uge, brugt 5 minutter ekstra på at afsøge hylder med spotvarer, og kurve med nedsat legetøj og børnegear, og jeg har nu en kasse i bryggerset med et udvalg af små gaver, som alle er købt inden for beløbsgrænsen.

3.

Fundet og købt det tøj, som dette kvartals børnepenge skal gå til, på bud. Det betyder, at jeg har sparet omkring 300 kr., men ligeså vigtigt er, at jeg har fået købt det meste af det tøj og de sko, vi skal bruge til sommer, mens det stadig er til at få, for om to måneder er de størrelser, man skal bruge, med usvigelig sikkerhed udsolgt 97% af stederne, og man ender med at give dobbelt så meget som planlagt for tingene, fordi man bare skal have sandaler nu!nu!NU!

————————————–

Serielisten er opdateret med følgende:

Nate Bargatze: The Tennessee Kid

Stikord: Stand up

Det her er noget af det sjoveste stand up, jeg længe har set. Showet varer kun en time, og slutningen er lidt amputeret, men han er den mest underspillede stand-up’er ever, og alle, jeg har stoppet ham ned i halsen på, har været vilde med ham.

Afterlife

Stikord: Enkemand i sorg slipper alle hæmninger, og siger og gør præcis, hvad der passer ham.

En fin, lille serie af og med Ricky Gervais. Den er både trist, sjov og tankevækkende, og persongalleriet er perfekt. Jeg havde svært ved at slippe den, og min eneste anke er, at den bliver rundet for hurtigt af, for efter at have fulgt hovedpersonens seje proces med at finde tilbage til livet, kommer det for mig til at blive lidt utroværdigt med al den pludselige lykke og næstekærlighed. Havde man spredt finalen ud over et par ekstra afsnit, havde det været 5 stjerner herfra. 

Quicksand

Stikord: Svensk ungdomsthriller om skoleskyderi og børn med rige forældre.

Jeg brugte det første afsnit på at føle, at jeg måske var lidt for gammel ift. målgruppen for denne serie, som tager udgangspunkt i livet for en flok gymnasieelever med guldskeer så langt oppe i røven, at man aner et gyldent skær, når de åbner munden. 

Men stille og roligt bed den sig fast, og uden at være ligeså tung som ‘We need to talk about Kevin’, så er kernen i historien også her, at sandheden om skoleskyderier måske ikke altid er så simpel, som vi gerne vil gøre den til.

Dagene går, og vi går med

Jeg er meget i mit hoved for tiden. Både på den konstruktive måde, hvor jeg tænker tanker, der giver indsigt og forståelse, men også på den måde, hvor tankerne føles som at træde på speederen i en bil, der ikke er i gear: Høje, larmende og uden fremdrift.

Jeg har fået meget ud af det, jeg lærte af at skrive lege-indlægget, for efter at have opdaget, at den manglende leg i bund og grund handler om, at Frida er langt, langt mere socialt anlagt end Anton og jeg, forstår jeg bedre, hvad det er, der sker.

Det har, lidt uventet, taget luften ud af nogle konflikter også, fordi jeg nu pludselig fatter, hvad de handler om. Jeg har f.eks. aldrig forstået, hvorfor Frida lod til nærmest at blive vred over hjemme-eftermiddage, men nu forstår jeg, at hvor Anton og jeg bliver drænet af selskab, når vi er trætte, så får Frida energi af at være sammen med andre mennesker. Og så giver det hele meget mere mening, og jeg kan kravle ned fra mit ‘når jeg nu har prioriteret en rolig hjemmeeftermiddag for JERES skyld…’-kors.

Hun er stadig for lille til selv at cykle ud i verden og besøge sine små mennesker, men alene det, at jeg ved, at det bliver anderledes på et tidspunkt og i mellemtiden kan prøve at fylde på med så mange aftaler, jeg kan lave – og overskue –  hjælper på det. 

Irriterende nok har det også betydet, at jeg pludselig kan se min egen rolle i det her. For nu, hvor jeg ikke har opmærksomheden parkeret i at forsøge at forstå, er der frigivet overskud til at se indad. Og jeg kan se, at jeg faktisk heller ikke kan aktivere mig selv. Hej nedtursmenneske. For inden jeg fik mine børn, havde jeg hænderne i 1000 projekter, og hvis jeg ikke var i gang med nogle af dem, var jeg i gang med noget fitnessrelateret. Men eftersom jeg ikke underviser mere, og helt selvvalgt har skåret både fra og væk, fordi jeg gerne vil ned og stå på flad fod, har jeg faktisk ikke længere noget, der ligger og venter på, at jeg kaster mig over det. 

Hvilket jo var det, jeg ville.

Og så alligevel. 

For problemet er nok, at jeg nu har mere overskud i hovedet, end jeg har haft de sidste 4 år, men jeg har stadig 90% af min tid besat med praktiske gøremål og børn. De 10 overskydende procent er nye og uvante, og jeg ved ikke, hvad jeg skal fylde i dem, for det stadig skal være noget, jeg kan tåle at blive afbrudt i, og som ikke stresser mig, hvis jeg ikke når det.

Så altså. Det er da i hvert fald gået op for mig, hvor meget jeg også selv har aktier i følelsen af, at jeg enten skal lave noget praktisk eller underholde børnene – for jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal lave. Og måske er det alderen, eller måske er det et resultat af at have løbet så stærkt så længe, men når jeg uventet pludselig har tid i overskud, så kan jeg slet ikke finde ud af gøre noget med den. Jeg har hele tiden sådan en sitrende, kravlende rastløshed i kroppen, der byder mig at gøre noget, så jeg er med og foran. Jeg har det som om, jeg er på flugt fra mig selv, men jeg ved ikke, hvad jeg stiller op med den erkendelse, og tankerne kører i ring.

Men med det stigende antal legeaftaler i vores liv, begynder Anton også at efterlyse selskab, hvilket glæder mig inderligt, og det er endnu et af de steder, hvor Frida har vist sig at være en lille, fin motor, der trækker Anton med ud på nye, uopdagede vande. Timingen kunne ikke være bedre, for vi begynder så småt at forberede hans skoleskifte, og jeg bruger hans nyopståede ønske om legeaftaler til at nudge ham til at deltage i legegrupper og fødselsdage herude; noget, han ellers indtil nu har undslået sig, fordi det har været for meget for ham at engagere sig to steder. 

Jeg har haft det første møde med hans kommende lærer, som virker dygtig og empatisk, både klassen og forældregruppen virker god, og jeg glæder mig som et barn til juleaften til at sige farvel til skolebusser og logistik. Det bliver fantastisk at få alle mand samlet under næsten samme tag, og kun at have ét hold børn og voksne pr. barn at forholde sig til. 

Så som jeg hørte en kvinde sige for nyligt: Vi er i en tid, hvor det på overfladen ikke ser ud som om, der sker så meget – men det betyder ikke, at der er ikke er forandringer på vej.

M2019, uge 14

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Kom Frida igen hjem med en stort set u-spist madpakke, fordi der var blevet delt fødselsdagsfrugt og -kage ud på gul stue. Det er 4. gang på en måned, og torsdag skrev jeg til børnehavelederen, om ikke der kunne sendes en opfordring med ud i nyhedsbrevet til, at man lige giver et heads up, hvis ens barn har noget med, enten over Tabulex eller med en old school seddel på døren.

Det kan godt være, at det virker som en lille ting, for de får jo også jævnligt mad med, de ikke spiser, så madspild er svært helt at undgå. Men der er omkring 120 børn i institutionen, hvilket i gennemsnit betyder 10 fødselsdage i måneden, så mængdemæssigt er der rasende meget mad, der går direkte fra køleskabet til skraldespanden hver eneste uge.

Opfordringen kom med i nyhedsbrevet allerede fredag, og jeg håber, at bare nogle af de andre forældre har lyst til at bakke op om initiativet. 

2.

Har jeg tørret alt mit vasketøj ude, og bare givet håndklæderne 10 minutter i tørretumbleren efterfølgende, så vi slipper for fornemmelsen af at tørre os i pap.

3. 

Døde min kaffemaskine, hvilket er et af de meget få husholdningsapparater, jeg erstatter pronto. Som i: Jeg kører ud og henter en ny, så SNART det sker. 

Det gjorde jeg så i lørdags, men den model, jeg plejer at købe, som er til at betale sig fra for penge, var udsolgt i El-giganten, som kun havde en mere luksuriøs – og dermed naturligvis også dyrere – model af samme mærke.

Mens jeg i desperation stod og googlede, hvor i byen, de mon havde mit sædvanlige weapon of choice på lager, kom den dyre model frem som sidebar-reklame, fordi Føtex havde den på bud.

Jeg handler meget sjældent i El-giganten, og jeg HADER at forsøge at forhandle mig til rabat i butikker (af en eller anden grund har jeg det anderledes, når jeg køber brugte ting privat), men da der i det samme kom en gigant-medarbejder gående forbi, spurgte jeg, om de tilfældigvis havde prisgaranti. Det havde de, og sådan gik det til, at jeg 10 minutter senere stod på p-pladsen med en ny og mere pimpet version af min sædvanlige kaffemaskine under armen, som jeg havde fået til lidt under den pris, jeg normalt giver for standardudgaven.

4.

Så jeg på fb et opslag om, hvordan folk lægger uge-budget, og det slog mig, at jeg faktisk har eksperimenteret med lidt forskellige udgaver, men ikke har skrevet om det her. 

Sidste år prøvede jeg kuvert-modellen, hvor jeg fordelte månedens rådighedsbeløb i 4 små portioner, og således vidste, hvad jeg havde til den enkelte uge. Jeg har hørt om mange, der er glade for dét system, men det fungerede ikke for mig.

For det første syntes jeg, at det blev enormt omstændigt med alle de kontanter. Både at huske at hæve dem og at have dem liggende et sted, hvor jeg kunne komme til dem, men hvor de ikke lå og gjorde sig til for alle, der kom forbi. 

For det andet endte jeg ofte med at købe dyrere, end det var nødvendigt, fordi jeg ikke kunne gøre brug af mængderabat, uden at bruge en uforholdsmæssig stor andel af ugens beløb.

Og endelig var vores økonomi bare ikke særlig velegnet til det, fordi vi ikke har feriekonti og opsparingskonti og tøjkonti osv. osv. osv. Alt kommer samme sted fra, og er der nogen, der pludselig har brug for nye gummistøvler eller kaffemaskiner –  jamen, så går de penge fra husholdsbudgettet, og vi har bare det mindre at gøre godt med resten af måneden.

Mit næste forsøg var en elektronisk version, hvor jeg fik lavet en ekstra konto (det er gratis i min bank), som jeg så flyttede et ugebeløb over på hver søndag. 

Det virkede langt bedre, fordi jeg nu bare kunne regulere, når jeg alligevel sad ved computeren, og også samtidig kunne lægge en buffer over til netop storkøb med mængderabat, eller til ‘den dims, jeg har ledt efter længe, og derfor SKAL købe, næste gang jeg ser den’. Bufferen kunne gå videre fra uge til uge, hvis den ikke blev brugt, men skabte ikke Rockefeller-illusioner, når pungen pludselig virkede helt fuld af kontanter.

Siden har mit indkøbsmønster ændret sig, fordi jeg er blevet langt, langt bedre til kun at købe det, vi mangler, og sjældent fraviger min indkøbsseddel, og derfor er det ikke længere helt så nødvendigt at skille ugerne ad. Men når jeg om et par år har betalt min gæld ud, tænker jeg, at min ekstra-konto bliver en slags mellemstation, hvor jeg flytter de penge over, som ikke direkte er en del af husholdningsbudgettet, men som stadig ikke er så meget i overskud, at de kan parkeres på opsparingen (f.eks. børnepengene, indtil vi har købt, hvad vi mangler, eller det beløb, jeg sætter af til service på bilen, indtil jeg ved, hvad det kommer til at koste osv.).

Mit mål er, at opsparingskontoen skal være fredet, så de penge, der står på den, faktisk er nogen, vi har i overskud, og som derfor kan bruges til fester, rejser og alt det andet, som ikke er livsnødvendigt, men som tilfører livet reel værdi.

I øvrigt:

*har mine børn udviklet et genetisk uforklarligt crush på MGP, og vi skal høre det helehelehelehele tiden. Jeg. Kan. Ikke. Holde. Det. Ud. Og jeg ved godt, at MGP-børnene i følge reglerne selv skal have skrevet både sang og musik, men nu har jeg hørt alle sange så mange gange, at jeg føler mig i stand til at ekspert-udtale, at det er med løg på. Jeg har i hvert fald aldrig mødt ægte børn med dét ordforråd. Og jeg bliver nærmest aggressiv ved tanken om voksne mennesker, der sidder og udtænker “sjove” tekster, der skal synges af børn til børn, men som i virkeligheden er rettet imod forældrene, som skal synes, det er sødt og fresh.

*var Frida og jeg for omkring 3 måneder siden på vej ud at handle, da en kat pludselig sprang LIGE ud foran bilen, og vi ramte den. Ubehageligt og trist, men vi har snakket om det, og jeg synes egentlig, at vi er klar til at lægge det bag os. Frida er ikke enig. Hver gang – H.V.E.R gang – jeg fortæller om et dyr, jeg har set på min vej, spørger hun alvorligt: “Kørte du den så over, mor?”

*ved jeg godt, at det er mig, der er uptight og ikke kan tage en joke og alt det der – men med det massive fokus, der er på fake news, synes jeg faktisk, at det burde være et krav, at virksomheder, der lægger 1. april-jokes på nettet, fjerner dem igen d. 01.04 kl. 23.59. Eller sætter et kæmpebanner på det oprindelige opslag med teksten “APRILSNAR!” For jeg kan se, at Erna fra Sønderborg stadig her d. 03.04 synes, det er virkelig smart med den lego-app, der kan finde bestemte klodser, og det skulle ikke undre mig, om der allerede er en paramilitant fraktion under Dyrenes Beskyttelse i gang med at udarbejde et manifest om de kritisable forhold, de nye hash-heste hos politiet skal arbejde under. 

*vil jeg dog gerne, apropos Politiet, sende et kæmpe highfive ud til både det danske og det udenlandske af slagsen for deres måde at være på sociale medier på.

*har jeg slået min mos-plæne for første gang i år, og hvis der er en frisk gartnertype på linjen, er jeg klar til at slå mig ned og falde til ro i rollen som trofæ-kone. 

*var jeg forleden på storindkøb i Bilka. Ved kassen nåede jeg lige at få lagt alle mine varer op, før kassedamen med dyster stemme bad mig om at “gå i gang med at pakke dine varer. For din egen skyld.” Jeg undskylder naturligvis for at komme rendende med alle mine penge og forstyrre dig.(*)

*har jeg hver dag den seneste uge passeret et skilt, hvorpå der med store bogstaver står: “Kultur” og har dermed også hver dag den seneste uge tænkt, at det er mærkeligt, at der ikke er et eller andet up-and-coming smykkefirma, der har lanceret et kultUR. (Det er utroligt, at jeg endnu ikke er blevet scoutet af et reklamebureau).

*har de i Antons klasse sået karse, og selv lavet de små bakker, karsen står i. Jeg elsker, at vi bare kører fuld snemand/kyllinge-hybrid. Sgu da også omstændigt og forvirrende med alle de højtider. (Og ja. Det karse der… Igen: Plantesæk søger træmand)

Blogsbjerg Inc. proudly presents: “Snekyllingen”

(*)Og bare lige så vi alle er enige: Kunder kan være de vildeste røvhuller. Jeg har selv siddet ved kassen i Føtex, så I so know. Men det er de trælse af slagsen, vi kanaliserer vores job-had ud på og straffer ved f.eks. at klemme deres krydderboller til kanonkugler og deres cornflakes til støv, eller køre servietter og poser fast i båndet. Ikke dem, der kigger én i øjnene og hilser, og vender alle varerne med stregkoden opad.

M2019, uge 13

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge:

1.

Er jeg faldet af parfumevognen med et brag. Jeg siger ikke, at det er jeres skyld. Jeg siger bare, at hvis man bliver ved med at sende en narkoman links til billig heroin, well….

Nå, men i det mindste gjorde jeg det på den rigtige måde. For jeg fandt den på tilbud, købte den og fik sat byttebevis på, og sikrede mig, at jeg kunne få pengene retur, hvis det blev nødvendigt. Og så ventede jeg ellers på at nå til slutningen af måneden, så jeg kunne se, hvordan lønsedlen for marts kom til at se ud, nu hvor jeg har rettet mine fradrag. 

Den var bedre end frygtet, og da jeg samtidig fik 3000 kr. tilbage i varme (tak til den globale opvarmning, som i 2018 holdt temperaturen på jævne 39 grader fra 01. april til 31. oktober og dermed overflødiggjorde gulvvarme) lod jeg propperne springe og tænkte: 

Jeg bliver glad i låget, hver eneste gang, jeg får øje på den og 

2.

har jeg repareret min bruser med en plastik-kile. Vippefunktionen i brusestangen er så slidt, at bruseren nu hele tiden taber hovedet, sad-lonely-man style. Det er til at gå amok over at stå under, og selvom en ny formentlig ikke koster alverden, og jeg gætter på, at jeg ville kunne få den af boligforeningen, fungerer plastik-kilen, man kan ikke se den, og jeg er miljømæssigt meget tilfreds med mig selv. 

3.

Har jeg planlagt mellemmåltider ud fra, hvad jeg havde, der skulle bruges.

Jeg er efterhånden ret god til at få brugt rester til hovedmåltider, men de små ting, der hverken er noget eller ingenting, er svære at tænke ind i en madplan, synes jeg.

I denne uge besluttede jeg at bruge dem til mellemmåltider i stedet. F.eks. havde jeg en pakke knækbrød, som jeg har flyttet rundt på i 100 år. Jeg købte en god ost, og fik dén onduleret. Lidt forskellige mandler og nødder blev fordelt i små poser, jeg fik brugt de mandariner og kiwier, der har leget gemme i grøntsagsskuffen, og jeg købte en liter appelsinjuice, så vi kunne få gule smoothies ud af de frosne poser frugt og risengrødsrester, jeg ikke har kunne finde anvendelse for.

De fleste af tingene krævede et tilkøb af en slags for at kunne bruges, men på bundlinjen gav det stadig mening, fordi vi dels fik tingene brugt, og fordi vi under alle omstændigheder skulle have købt noget til mellemmåltiderne. 

4.

Har jeg taget lyskæden af min bænk ude foran, og gjort den klar til forår og sommer. Den er vasket grundigt og tørret pænt af, alle alger og pletter er fjernet, og jeg har skrevet på min seddel, at jeg skal have købt lidt træolie til de steder, hvor malingen er skallet af.

Ligeledes har jeg pudset mine vinterstøvler pænt, inden jeg pakkede dem væk, for det er efterhånden gået op for mig, hvor meget jeg kan forlænge levetiden på ting og tøj, hvis jeg passer ordentligt på det.

Det handler selvfølgelig også om, at der er lidt mere tid nu, end der var, da Frida var spæd og vi lige var flyttet, men jeg kan godt lide tanken om, at et biprodukt af at blive bedre til at passe på mine penge, også er at blive bedre til at passe på de ting, jeg vælger at veksle dem til. 

Om at huske, hvad man ved

I morges havde vi en af de morgener, hvor alle de små ting rottede sig sammen og spændte ben. Nogen var kede af det, da de vågnede, der var sko, der drillede, og alle bukser var forkerte. Da jeg skulle sætte Anton på skolebussen var den forsinket, og lige som jeg havde afleveret ham i SFO’en, og løb tilbage mod bilen, trillede den ind på p-pladsen, så jeg måtte lave en u-vending, hente ham igen, og nærmest kaste ham ombord, alt imens jeg kunne mærke, at jeg virkelig, virkelig – set i forhold til, hvor på måneden jeg cyklusmæssigt befinder mig – allerede nu burde finde et toilet. I børnehaven gik det hele lige så skævt, hvilket nok kke kunne være anderledes, når jeg var så stresset, at jeg havde bly-smag i munden, så jeg måtte køre fra Frida, mens hun græd, hvilket jeg ellers aldrig at gør.

Det er vel overflødigt at sige, at jeg snøftede mig igennem de første 20 minutter af min egen køretur til arbejde. 

Men som jeg skrev i det her indlæg, hvor det hele også var lidt svært, så øver jeg mig meget i at vurdere, om der reelt er en tale om en dårlig dag, når jeg har det sådan, eller om det bare er 5 dårlige minutter, der stikker af med opmærksomheden, og bliver det filter, jeg ser resten af dagen igennem.

Jeg synes, det er sværest, når det er morgenerne, der vælter. Fornemmelsen af at komme skævt fra start er svær at ryste af sig, synes jeg, og det byder mig inderligt imod, at mine børn og jeg skilles på dårlig fod. Der er ingen tvivl om, at jeg er meget farvet af, at min far og hans kollega kørte galt, da jeg var på Antons alder, for min far kom hjem efter et langt ophold på hospitalet, men så heldig var hans arbejdskollega desværre ikke. Det sker. Og det er først i mine voksne år, det er gået op for mig, hvor tungt et aftryk, den oplevelse har sat i min tiltro til, at alle, der går ud ad en dør, også kommer ind ad den igen.

Men i morges prøvede jeg at grave lidt i følelsen af, at det hele var forkert, og i den iboende rædsel jeg har for, at det netop vil være en af de sjældne dage, hvor vi skilles med tårer eller stressudløst utålmodighed, jeg bliver torpederet af en Audi. 

Jeg nåede frem til, at følelsen egentlig består af to dele.

Den ene er min instinktive reaktion, som er, at jeg bør få mig et andet job. Et job, hvor jeg ikke har skæve arbejdstider og uger, hvor det føles som om, mine forældre henter mere, end jeg gør. Et job, der ikke har trafik som den ubekendte faktor i ligningen, og hvor jeg ikke behøves at stresse, men bare kan ringe til lægen og skifte en tampax, når det er nødvendigt.

Sagen er bare, at den snak har jeg taget med mig selv. Masser af gange, faktisk, for det er altid, når alting går skævt, eller vi har voldsomt travlt, at jeg får lyst til at hjemmeskole og være selvforsynende. Det er aldrig på de gode dage, og det er for mig det afgørende. For selvfølgelig har man lyst til at gøre alting anderledes, når man har en af de dage, hvor intet føles rigtigt – men jeg tror bare, at de er et grundvilkår ved at være menneske. Uanset hvordan man indretter sig. Og derfor er min aftale med mig selv, at så længe jeg synes, at jeg har valgt rigtigt på de gode dage, så er de svære af slagsen en del af den pakke, som hører med, og det må og skal være ok. 

Den anden del af min forkerthedsfølelse handler om min frygt for, at der sker noget forfærdeligt, og at mine børn dermed resten af livet skal bære med sig, at vores sidste morgen sammen var stresset og tårevædet. Men i morges tænkte jeg over, at selv hvis det værste skulle ske, så er vores bånd så solidt, at de godt ved, at den ene, dårlige morgen ikke var andet end dét; en dårlig morgen, som primært står ud, fordi der er flest af de andre. Når jeg siger: “Jeg elsker jer!” til dem, svarer de ofte: “Det ved vi godt, mor” og det er det bedste, jeg ved. At de hviler så trygt i visheden om min kærlighed til dem, at de ikke har behov for at høre mig sige det.

Jeg ved godt, at der kommer flere morgener, som ikke bliver, som jeg helst ville have det; morgener, hvor jeg bliver nødt til at tjekke min mascara i bakspejlet, inden jeg går ind. Men jeg synes faktisk, at der var noget, der faldt på plads i morges, og det håber jeg, at jeg husker, næste gang vi er løbet ud ad døren i jagten på minutterne og bussen og os selv.

M2019, uge 12

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Pillet mit “Tøjpakke sælges”-opslag med tøjet, jeg har ryddet op og ud af Fridas skab, af diverse salgssteder, lagt det op på en anden måde – og solgt det hele. 

Udfordringen med at sælge brugt er, at man i høj grad er afhængig af, at nogen specifikt er på udkig efter det, man sælger, lige når man lægger det op, for hvis opslaget er bare en uge gammelt, er det min erfaring, at det sjældent resulterer i et salg. Og for mit eget vedkommende, springer jeg altid over de salgsopslag over, som folk har op’et 3-4 gange, fordi jeg – strengt nok – tænker, at der må være noget i vejen med varen, når nu den ikke bliver solgt. (Hashtag: #WhyImSingle)

Når jeg har meget tøj, jeg sælger, tager jeg altid opdelte billeder af det, så jeg har ét billede med alle bukserne, ét billede med alle kjolerne osv. i stedet for at have alt tøjet i én stor stak på samme billede. Dels ville jeg aldrig selv købe en tøjpakke, hvor jeg ikke på billederne kunne se, præcis hvad jeg købte, og dels ser det pænere ud, rent opslagsmæssigt.

Men det har også en anden fordel, nemlig, at hvis ingen bider på at købe den samlede pakke, så kan jeg lægge tøjet op i adskilte opslag, som jeg gjorde her. 

“Kjoler, 1 stk 15 kr/5 for 50” – billedet under.

“T-shirts, 1 stk 10 kr/7 for 50” – billedet under. 

Osv.

Har man fotograferet tøjet opdelt, kan man bare genbruge de første billeder, og det tager to sekunder at gøre. 

Jeg solgte det hele, og fik – ironisk nok – mere for det, end jeg ville have fået, hvis jeg havde solgt tøjpakken. 

Somme tider virker det ene, somme tider virker det andet, men på den her måde er det i hvert fald nemt at give begge modeller et skud. 

2.

Købt undertøj til Frida og bevidst gået efter noget i farver, der kan vaskes sammen med Antons og mit (mørke) tøj. 

Jeg kunne aldrig drømme om at tvinge hende til at gå i tøj, hun ikke vil have på, men man kan jo godt nudge med billeder af fint undertøj, der ikke er pink eller sart rosa, så jeg ikke enten skal starte vaskemaskinen, når den er kvart-fuld, eller skal købe 14 sæt undertøj.

Vi fandt nogle fine sæt i grå med billeder af diverse fabel-dyr og alle var glade. 

3. 

Fået et glas marmelade af min mor, som jeg selv har givet hende i gave.

Jeg ELSKER, at vi har snakket så meget om de her ting, at min mor faktisk også begynder at tænke over, at det vejer tungere, at ting bliver brugt, end at Emma Gad kan ligge stille i sin grav.

Så bare for at sige, at har du fået en gave af nogen, som du ikke bruger/får spist/kan passe, så overvej, at man ofte giver gaver, man selv elsker, og som man derfor – præsenteret på den rigtige måde, selvfølgelig – faktisk mange gange ville blive himmelhenrykt over at få retur.

___________________________________

Jeg har desuden opdateret anbefalingslisterne øverst på siden med følgende emner: 

Bøger:

Kridtmanden + Dengang Annie Thorne forsvandt – C.J. Tudor

Jeg læste disse to bøger i den rækkefølge, de er angivet ovenfor, og da jeg havde læst Kridtmanden, tænkte jeg, at jeg skulle huske at skrive den på listen her, for den er fandenfløjteme god! Bogens fortæller er voksen, men han fortæller i tilbageblik, og der er en ret superfed Stranger Things vibe i bogen, som minder om Stephen Kings måde at skrive på, minus gys og overnaturlige skrækelementer. 

Dengang Annie Thorne forsvandt? Full blown Stephen King, inklusiv klamme dukker, børn, der forsvinder og kommer tilbage, huse, med scary ass karaktertræk og. så. videre. Den er SYGT uhyggelig, og overdrevet velskrevet, og jeg synes, man skal skynde sig at låne dem begge to. 

I en mørk. mørk skov + Kvinden i kahyt nr. 10 – Ruth Ware

Her er vi ude i genren domestic noir, men disse bøger har fået væsentlig mindre opmærksomhed end f.eks. Kvinden i toget og Naboparret. Og det forstår jeg faktisk ikke, for jeg synes, de er fuldt ud på højde med den første og niveauer bedre end den sidste.

Lige præcis i denne genre, hvor historierne er bygget op om en hovedperson, der af forskellige grunde bliver mere og mere i tvivl om noget, de (måske?) har set/oplevet, synes jeg somme tider, at de små hints og antydninger bliver for fortænkte. At man allerede på side 35 sidder og tænker: “Så stop dog med at æde piller og drikke whisky, hvis du ikke fatter, hvad der foregår!?” Sådan syntes jeg ikke, det var her. Jeg troede på plottet hele vejen, og sproget er også væsentlig over middel.

Har man brug for en let-læser, som man stadig bliver fanget af, er de her to gode bud. 

Farvel, kære sofa – Majbritte Ulrikkeholm

Jeg har en blød plet for MU. Jeg synes, hun er ualmindelig sympatisk, og jeg elsker måden, hun skriver på. Hun har haft en svær barndom, og jeg har læst de fleste af hendes selvbiografiske bøger gennem årene. Det er de store emner, hun er optaget af, men hun er poet af hjertet, og hendes tekster er som bløde klavertoner for sjælen. Også når de handler om de svære ting. 

Jeg tror ikke, at hendes bøger egner sig til at læse fra en ende af, for de er en beskrivelse af den proces, hun over årene er gået igennem, og handler naturligt nok om mange af de samme ting. Men har man ikke stiftet bekendtskab med hende før, er den her bog et godt sted at starte, for den er – tekstmæssigt – let læst, og stadig tordnende smuk. 

Serier: 

The disappearance of Madeleine McCann

Stikord: Dokumentar. Den 3-årige Madeleine McCann forsvinder fra et hotelværelse, mens forældrene spiser på hotellets terrasse, da familien er på ferie i Portugal. Hun er aldrig fundet, og man ved stadig ikke, hvad der skete og om forældrene var indblandet. 

Jeg synes, at Netflix true crime-dokumentarer kan være en blandet omgang. Jeg var vild med serien om OJ Simpson, mens jeg opgav halvvejs igennem den om mordet på Versace. 

Men den her er mesterligt lavet. Ligesom retsagen mod OJ, blev denne historie dækket massivt af pressen fra første sekund, og det betyder, at store dele af serien er bygget op om de faktiske optagelser fra dengang. Det gør den ualmindelig troværdig. Og så er den lavet, så man efter det ene afsnit er 100% sikker på, at det var forældrene, der slog hende ihjel, mens man efter det næste er 100% sikker på, at de intet havde med det at gøre, men at en international pædofiliring stod bag. Man skifter fra afsnit til afsnit, frem og tilbage, fra første til sidste episode. 

Jeg var i tvivl om, om den ville være for hjerteskærende at se, men jeg synes faktisk, at Netflix-folkene har fået den skåret, så det er sagen og ikke den lille pige, man fokuserer på. Der er et par øjeblikke undervejs, hvor man lige må have fat i en pakke kleenex, ikke mindst i forhold til nogle af de andre børn, der nævnes, og den ualmindelig grimme underverden, man så gerne vil glemme findes, sætter sig også som et fedtet, uønsket lag på både øjne, hjerne og sjæl, men jeg husker stadig sagen, som var det i går, og jeg ville sådan ønske, at man fandt svaret på, hvad pokker det var, der skete. 

Mr. Robot

Stikord: Occupy Wall Street møder Train spotting. 

Rami Malek spiller overfor Christian Slater i en serie om en temmelig ustabil nørd, som er så dygtig til det, han gør, at han bliver head huntet af et undergrundsnetværk, som forsøger at bekæmpe kapitalisme i form af den virksomhed, som Rami Malek arbejder for. Det lyder DØD-sygt, men er overraskende underholdende, ikke mindst pga. et par plottwists undervejs, som man SLET ikke ser komme. 

Jeg startede på 2. sæson, som blev for hacker/matrix-agtig til mig, men første sæson kan varmt anbefales. 

Broadchurch

Stikord: Britisk krimi med ham fra Dr. Who. 

En 11-årig dreng findes død for foden af en skrænt, og herfra optrævles skæbner og sager til højre og venstre.

Serien er helt klassisk, britisk tv-krimi, og er ikke på højde med Marcella, men den er til gengæld heller ikke så dyster. Der er et par skønhedsfejl hist og pist, men jeg syntes, at den blev mærkbart bedre undervejs, og lige nu lusker jeg rundt på noget amerikansk BBC, for at se, om jeg kan få fingrene i 3. sæson, som af en eller anden grund ikke ligger på Netflix. Den er bestemt et skud værd, hvis man er til tør humor, gode plots og britisk accent. 

Tickled

Stikord: Dokumentar. En journalist fra New Zealand ser et klip på facebook om ‘competitive endurance tickling’, og synes, det lyder *så* obskurt, at han beslutter sig for at se nærmere på, hvad dét går ud på. Dermed træder han uforvarende ind i en verden af afpresning, chikane og trusler på livet. 

Det her må være den mest vanvittige dokumentar, jeg nogensinde har set. Man starter med at synes, at det er mærkeligt, men lidt latterligt, grænsende til patetisk, men efter 1,5 time sidder man med håret blæst tilbage efter et indblik i noget, man ikke kan finde ud af om er soft porn, pyramidespil eller forsøg på at ødelægge unge menneskers liv. 

Den blev vist på Sundance Festival i 2016, men ligger på You Tube, hvis man har lyst til at se den.