I øvrigt:

*Er jeg glad for, at den der aging-app er ved at tabe pusten igen efter flere gange oprigtigt at have været i tvivl om, om folk har brugt den på deres nye profilbilleder. 

*Har jeg lige betalt 60 kr. for at sende en paperback 100 km nordpå. Altså dobbelt så meget, som jeg i sin tid gav for at få den sendt tværs over Atlanten. Til gengæld er der ikke en eneste postkasse så langt øjet rækker. Er der ikke snart nogen, der giver Post Nord nådesstødet?

*Skal, SKAL jeg lære, at gudesmukke kokke-Antoni fra Queer Eye og jeg IKKE deler opfattelse af, hvad der smager godt. Jeg har nu lavet 3 af de ting, han kokkererer i programmet, og hver gang har det resulteret i det her:

Jeg skulle have vidst det ved ‘tilsæt koriander’.

*Havde Anton forleden fået sig forvildet ind på noget “Japan’s got talent”, hvor det, der efter min bedste overbevisning var far og datter, udførte et danseshow på en stripperstang forklædt som slikpind. Alle var meget begejstrede. Jeg forstår pludselig behovet for at lave særskilte show fra land til land.

*Er jeg i gang med Mindhunter 2, og hvor jeg nærmest græd af begejstring over 1’eren, føler jeg den ikke helt denne gang. Måske fordi jeg lige har set The Sinner, som til gengæld gav mig ALL the feels?

*Tror jeg ikke helt jeg forstår de mennesker, der præsenterer sig i facebookgrupper med flere tusinde medlemmer. No hate, men har vi ikke alle nok at gøre med at holde styr på, hvad vores egne børn hedder?

*Har jeg endelig fået lavet den fotobog, jeg har haft på min to-do i et halvt år, og jeg har været nødt til at gemme den væk, fordi jeg tuder, hver eneste gang, jeg bladrer i den. Børnene er så smååååå! Og søøøøøde! Der er tale om 2 år gamle billeder, og jeg er blevet blød.

*Bliver jeg vanvittig over de kvinder, der stiller 16.000 spørgsmål til noget, man har sat til salg på Marketplace, og efter en spørgerunde, der er længere end de fleste partirunder op til valg, slutter med: “Jeg skal lige snakke med min mand om det.” Dame. Det er en plastikscooter. Til 40 kr. Carpe diem.

*Har jeg netop lukket den danske true crime bog “En djævel i den lyse nat” af Søren Baastrup, og den får 5 store stjerner herfra. Den handler om mordet på Stine Geisler, der blev slået ihjel i 1990, som er lige omkring det tidspunkt, hvor min voksne hukommelse er etableret. Derfor har det været ekstra interessant at læse om sagen, fordi jeg kan huske brudstykker af både den og sagerne efter, og hele tidsperioden omkring, men her har jeg fået det sat sammen til en sammenhængende fortælling. (Er dog lidt rystet over, at billederne i bogen er fra 1990’erne, og ikke – som jeg var overbevist om – fra 1970’erne. Jeg *fatter* ikke, hvor antikverede, de ser ud).

*Har vi nu officielt ramt den tid på året, hvor jeg konsekvent har enten for lidt eller for meget tøj på. Sved-behæftet forkølelse coming up.

*Vil jeg gerne invitere jægere og lystfiskere, der har fået nok af al den natur, til at komme hjem til mig til en spændende gang hvepse-safari. Man må beholde alle dem, man nedlægger.

*Skal jeg høre, om nogen ved, hvor man finder sange, der ikke er på de traditionelle musiktjenester? Jeg er på jagt efter Bluest eyes in Texas med A Camp/Nina Person, som er på soundtracket til Boys don’t cry, og jeg kan kun finde den på youtube. (Jeg ved godt, at der findes programmer, der konverterer videoer til mp3 filer, men jeg var ved at give min computer aids, da jeg i går forsøgte, så alternativer ønskes).

*Er der en lille dreng i Fridas børnehave, der ligner Anton som lille så meget, at jeg aktivt må bekæmpe trangen til at skovle ham op og kramme ham. I morges afleverede hans far og jeg samtidig, og da vi står 100 forældre og et par pædagoger i garderoben, siger pædagogen: “Han ligner godt nok Anton!” hvortil faderen vender sig mod mig, blinker og siger: “Det kan være de har samme far…” #LetsGiveThemSomethingToTalkAbout

*Var jeg forleden ude at handle sidst på en ualmindelig irriterende dag. Ved kassen er køen af den slags, der bugter sig, og jeg kan allerede på lang afstand se ham, der har tænkt sig at snyde foran. Og ganske rigtigt. Normalt giver jeg med glæde forlommer, fordi jeg selv bliver så glad, når andre lader mig og min liter mælk komme foran, men den der med at forsøge sig med hugormen, og derefter spille blind?

Not today, satan.

M2019, uge 33

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

ENDELIG fundet en madkasse, der passer til min frokost, og min tilfredshed over, hvor mange plastikbøtter, jeg slipper for at slæbe rundt på, er astronomisk. 

2.

I forlængelse af ovenstående ryddet op i køkkenskabene, fordi jeg fik akut spat af, at det føltes som Tetris, level pro at få plads til de nye madkasser og drikkedunke. Og som det altid er med oprydning, greb det om sig, så nu er alle de køkkenskabe, der længe har irriteret mig, ordnet.

Det er virkelig mærkeligt, for jeg kører et ret stramt regime ift. at holde orden i mine skabe, og det, jeg har købt til mit køkken de sidste par år, kan tælles på en hånd. Alligevel har det rodet i skabene længe, og jeg har mere end én gang tænkt: “Hvor KOMMER alle de ting fra?!?”

Men måske er det noget med, at man (apropos seneste indlæg) også her arbejder i cirkler; at jo færre ting, man har, jo nemmere bliver det at få øje på det, man ikke længere bruger. Og måske også, at man bliver klar til at skille sig af med ting i etaper? For de første gange, jeg var mine ting igennem, var det nemt at pege ud, hvad jeg ikke brugte, og hvad jeg ikke ville savne, men det var også ting, der automatisk blev flyttet over i ‘skal blive’ bunken, fordi jeg havde fået dem i gave/syntes, at sådan én *bør* man have. Men da jeg nu lå halvvejs inde i skabet, fik jeg øje på nogle fade, som jeg virkelig elsker, og bliver glad over at eje, hver gang, jeg får øje på dem, som jeg stort set aldrig bruger, fordi der står 3 andre fade foran dem (= det var sådan, der var plads til det hele i skabet). Når jeg en sjælden gang har brug for fade, tager jeg bare ét af dem, der står først for, i stedet for dem, jeg faktisk bedst kan lide. Og det er sgu da tosset.

Så nu er køkkenet trimmet, og det jeg har, er det jeg bruger. For nu.

3.

Husket at lægge de overskydende madvarer fra mit oprydningsbonanza i Stop Madspilds-gruppen, og det hele er afhentet.

4.

Også ryddet op i skabene i bryggerset, fordi jeg virkelig ramte noget momentum, og pludselig kunne mærke, at jeg var klar til at rydde op i alle mine papirer og mapper.

Det er for mig noget af det, der kræver den allerstørste indsats, fordi det dels tager hundrede år virkelig at *LÆSE*, hvad der står på hvert enkelt stykke papir, hvilket er så kedeligt, at man næsten besvimer – men også fordi indholdet i nogle mapper tvinger én til at tage stilling til, hvor man er i sit liv. 

Jeg har i denne omgang smidt 3/4 af alle mine papirer fra fitnessbranchen ud. Det var tid, og jeg var klar. Det var jeg ikke sidst, jeg var mine mapper igennem, men siden er jeg blevet helt afklaret med, at jeg ikke kommer til at undervise i et fitnesscenter igen. De papirer jeg gemte, lod jeg blive, fordi jeg stadig ikke vil udelukke, at jeg kommer til at nappe et hold eller to i den lokale forening på et tidspunkt, og vælger jeg det, er der nogle ting, der er rare at have, men resten røg ud, sammen med ris/ros, breve, tegninger, brugsanvisninger og gamle kvitteringer. Lettelsen har været enorm.

Jeg snakkede med en veninde om, at det virkelig er en form for renselsesproces, fordi man får bedre plads, både konkret og mentalt. Men at det til gengæld også kræver, at man er klar til at tage afsked med tingene, og at det nok er derfor, man skal være i gear til det, når man rydder op – i hvert fald hvis det skal gøres ordentligt. 

Mit projekt strakte sig over en uge, og det giver naturligt nok nogle små-dyk i den mentale stamina undervejs. Den sætning, jeg brugte, hver gang jeg sad med et stykke papir, og pludselig syntes, at det, der stod på det, var ENORMT vigtigt var: “Hvis jeg på et tidspunkt får brug for den her oplysning – ville det så *nogensinde* falde mig ind at lede efter den her?” Svaret hver eneste gang var nej. #HejGoogle

5.

Leget madfabrik, fordi jeg pludselig ikke kunne have alle de små rester og sjatter, der lå og forstyrrede min nyetablerede orden. 

Som altid er jeg med på, at ingen af jer derude sidder med præcis de samme rester, og derfor er tanken ikke, at det her skal være inspiration til en konkret madplan. Det er bare et forsøg på at give ideer til, hvad rester kan bruges til, hvis man nu stadig er ny i stop-madspild-gamet. 

Jeg fik lavet:

a) en stor gryde tomatsuppe med fyld

b) en tærte

c) en portion kyllingegryde

d) mexicanske kyllingefrikadeller

Jeg lavede det hele i ét ryk, fordi det gav muligheden for at købe grønt på bud, rense og hakke det hele, og så var det bare at smide de forskellige ting sammen i de respektive gryder. 

Resterne jeg fik brugt var: 

Sambal Oelek (deller)

En halv pose nachos (deller og tærte)

En halv pakke pikantost fra fryseren (tærte)

En halv pakke pepperoni (tærte, deller, suppe)

En sjat salsa fra fryseren (kyll. gryde)

Revet ost fra fryseren (tærte)

En bakke trætte æg (deller og tærte)

To dåser tomatsuppe (suppe) (surprise)

Et halvt glas ajvar (kyll. gryde)

Jeg købte/brugte fra skabe og grøntsagsskuffe:

Porrer (tærte, kyll. gryde)

Gulerødder (deller)

Champignon (tærte, kyll. gryde, suppe)

Løg (tærte, kyll. gryde, suppe, deller)

Hvidløg (tærte, kyll. gryde, suppe, deller)

Squash (tærte, kyll. gryde, suppe)

Peberfrugt (suppe, kyll. gryde)

Kidneybønner (suppe)

Tomatpassata (suppe, kyll. gryde)

Tærtedej

Tartar (suppe)

Skinkestrimler (tærte)

Kyllingefars (deller, kyll. gryde)

Tomatpure (tærte, kyll. gryde)

Krydderier

Så for et meget symbolsk beløb har jeg aftensmad til minimum to uger, og jeg er allerede i gang med at arbejde på takketalen, jeg kommer til at holde for mig selv, når vi i slutningen af næste uge rammer matriklen, helt slået skæve af hverdag og virkelighed.

Maiden, mother, crone

Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, at det er en meget introvert blog, jeg skriver for tiden – hvis noget sådan ellers findes – og jeg bliver lidt usikker på, om den egentlig er relevant for andre, end mig selv. Om man overhovedet kan relatere til det, jeg skriver.

Det er ikke fordi ordene er ved at tørre ud, eller fordi jeg ikke ser verden omkring mig og har en holdning til den. Men jeg føler mig lidt overvældet i disse uger, uden at jeg helt ved, hvad det skyldes. Mine tanker springer hid og did uden helt at sætte sig fast, og jeg føler både, at jeg skøjter på overfladen og arbejder i de helt dybe lag. Jeg tror måske, at det er noget med alderen? At jeg lige nu står i startområdet til den nye rute, hvor retningen på mange måder er stukket ud gennem de valg, jeg har truffet, men hvor terræn og omgivelser er nye, og hvor jeg finder ud af, hvad jeg har i 40+ rygsækken i takt med, at jeg bevæger mig fremad. 

Jeg er i gang med mange ting, men det er der jo ikke noget nyt i, og selvom noget af det kræver en indsats, er det gode forandringer over hele linjen. Men jeg føler mig stadig .. fjern. Og drænet. 

Det mærkelige er, at mit humør egentlig ikke er påvirket. Jeg er ikke ked af det, vred eller fyldt med håbløshed; bare lidt distanceret til verden omkring mig.

Måske handler det om, at jeg er sådan et menneske, der justerer mit ambitionsniveau efter mit overskud, og derfor aldrig når til den pause, jeg forventer vil komme? 

Jeg mærker det tydeligt i forhold til, at der er nogle ting, som jeg simpelthen ikke kan tage mig sammen til. Min have giver mig kronisk dårlig samvittighed, og jeg synes hele tiden, jeg kommer i tanke om noget, jeg også burde gøre. Jeg øver mig i at huske, at alting forløber i cyklusser, for i min mentale tilstand føles det som om, noget tungt bliver løftet af mine skuldre, når en opgave er løst – for derefter at lande der igen, når opgaven så laver den her: 

Her har du mig *tilbaaage*

Som f.eks. græs der gror. Og biler, der bliver beskidte, mad, der skal laves og vinduer, der skal vaskes.

Men trods alt lytter jeg nu, når jeg får besked fra motherboardet om, at der ikke er mere ledig kapacitet, hvilket betyder, at jeg hverken falder så hårdt eller ligger så længe, som jeg gjorde for bare 5 år siden. Hver gang jeg står over for noget, jeg er nødt til at gøre eller løse, tænker jeg: “Hvad er den mindste del af opgaven?” og så starter jeg med den. Nogle dage når jeg ikke videre, andre dage viser det sig, at bilen godt kan køre, når den først er skubbet igang.

Jeg hørte for nyligt én, der af en feministisk terapeut var blevet anbefalet “to sit on it for a circle” og det ramte noget i mig. Det her med, at man, når man, tvunget eller frivilligt, ændrer vaner og mønstre, er nødt til at give det tid. Både ift. at mærke det, men også ift. at snakke om det. Egentlig forstår jeg alting bedst ved at tale/skrive om det, fordi min proces typisk sker gennem ord, men jeg kan godt mærke, at jeg, når jeg gør det, måske lader tingene blive på hjerneplan, så jeg bliver formidler af noget, i stedet for at hive det ned i kroppen og hjertet og selv blive en del af processen.

Så det er det, jeg gør lige nu. Sidder.

Og det er forklaringen på, hvorfor der for tiden ikke er plads til så forfærdelig meget andet.

M2019, uge 32

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Samkørt med en veninde til Lego-land; noget, jeg ellers ikke har været ret god til at gøre. Når jeg har børnene med, har jeg indtil nu prioriteret, at vi skal kunne komme hjem, hvis børnene pludselig får nok/bliver syge, og jeg kan, hånden på hjertet, godt få lidt klaustrofobi af at være taget til fange og være afhængig af, at alle skal blive enige om exit-tid. Men børnene er ved at være så store/robuste nu, at jeg egentlig gerne vil begynde at lære dem kompromisset kunst, og så er samkørsel, set med klima-øjne, det eneste, der giver mening. 

2.

Endelig fundet en ost, som jeg får spist, når jeg køber den som blok og ikke i skiver.

Min hjerne ved godt, at det med forskellen i kilopris nærmest er idioti at købe ost i skiver, men det her er én af dem, hvor erfaret virkelighed trumfer intellekt. Jeg H-A-D-E-R at fistre med ost. De der vokssider får min hud til at krympe et nummer, jeg har ingen bokse, der passer til ost, og derfor opbevarer jeg den altid i en pose, som bliver helt hvid og klam på indersiden, og alt ved konceptet frastøder mig. Derfor har jeg erkendt, at det – trods alt – giver mere mening at købe ost, der bliver spist, end ost, der lider en langsom, stille død bagerst i køleskabet, og så må jeg betale mig ud af mit ubehag. 

Men i sidste uge var jeg ude at handle og den ost, jeg skulle bruge var udsolgt. Jeg GAD ikke skulle til at lave flere pitstops ved andre butikker, og derfor tog jeg en cheasy blok-ost. (Ikke spons). Og der er sgu nogen i design-afdelingen hos Arla, der skal have lønforhøjelse, for den kommer i en boks, der slutter tæt og derfor kan bruges til opbevaring (OG boksen bliver ikke klam, fordi osten ikke gnider sig kælent op af siden), der er ingen voks-sider på (praised be!) og som prikken over i’et, er den pakket ind i noget papir-ish, der er perforeret, så det kan rives af, helt problemfrit, i takt med, at man spiser osten.

Kæmpe fan, lige her.

3.

Opdaget at der findes en lokal Stop madspildsgruppe i Esbjerg. Det kom sig af, at jeg havde lavet ris-ruller til børnene og mig, og det var der ingen af os, der sådan rigtig elskede. (Jeg har efterfølgende fået voksen-skæld ud over min fremgangsmåde, så vi er nu alle enige om, at det er min skyld, at de blev slimede og umulige at samarbejde med). Men jeg stod med en åbnet pakke rispapir, og vidste med 1000% sikkerhed, at det ville vi ikke få spist. Og jeg kender ikke lige nogen hernede, der var oplagte aftagere.

Jeg kom derfor til at tænke på, at det ville være virkelig smart med en lokal fb-gruppe, hvor man kunne forære den slags væk. Jeg lavede et opslag på min egen fb-side, og spurgte, om mine byfæller troede, at Esbjerg var klar til den slags tiltag – og det viste sig, at nogen var kommet mig i forkøbet, og at gruppen allerede eksisterede. Esbjerg: Douze points.

Jeg meldte mig straks ind, og hev en håndfuld mennesker med mig i faldet, men jeg kan godt se, at gruppen desværre er lidt død. Uden at jeg ved det med sikkerhed, har jeg en fornemmelse af, at der findes to slags madstoppere; den nye og den gamle generation. Og jeg tror måske, at der er mange af de gamle her? Dem, der forærer portioner af færdiglavet mad væk, og hvor jeg sagtens kan se, at det giver mening, ser jeg bare ikke mig selv køre tværs igennem byen efter noget sammenkogt ret, jeg ikke aner, hvad indeholder. Heller ikke selvom tanken er både fin, logisk og sympatisk.

Men jeg håber, at gruppen stille og roligt kan udvikle sig til at blive et sted, hvor ny-åbnede pakker ris-papir, de to liter mælk, der ikke kan holde til man kommer hjem fra sin forlængede weekendtur, de ting, man finder i skabet, og kan se, at man ikke kan nå at spise, og de to poser frossen grønt, man er nødt til at skille sig af med, så der er plads til sammenkogt ret i fryseren, kan smides up for grabs.

Den Gamle Dame & Nettet

I forlængelse af mine M2019 indlæg kom jeg forleden til at tænke over, at det egentlig er mærkeligt, at jeg med mit fokus på downsizing og bevidst forbrug, ikke har det sværere med min telefon og tiden, jeg bruger på internettet, end jeg har. For umiddelbart ville min tanke være, at et ønske om mindre skærmtid ville være en naturlig udløber af forsøget på at være mere til stede i mit eget liv. Men når jeg støder på artikler om digital detox er det ikke noget, der taler ind i et ‘burde’ i mig, og det kom jeg til at undre mig over.

Efter en del grublen, nåede jeg frem til, at det handler om, at internettet for mig er et vindue ud til verden; måske specielt fordi jeg bor alene med mine børn. Internettet og de sociale medier for mig er underholdning, stof til eftertanke og relationer, som ikke er mindre virkelige, end dem, jeg har i kød og blod. Ofte får cyber endda en understøttende effekt i mine venskaber, fordi det fungerer som livline, så vi stadig kan bevare venskaber, der ellers ville være gledet ud, og dermed være reel, værdifuld støtte for hinanden, når det brænder på, fordi vi ikke skal arbejde os igennem hele bunken af ‘hvordan går det med dit nye arbejde’ og ‘havde I en god konfirmation?’ før vi kan kaste os over det, vi kæmper med.

Det hører med til historien, at jeg ikke er en af dem, der bliver ramt af sammenligningsblues, eller føler, at jeg bliver konfronteret med egne mangler, når jeg ser andres overflod. Det er ikke et resultat af en speciel modstandsdygtig personlighed, eller tilfredshed over alt ved mig selv, men for mig er de glitrende typer så uvirkelige, at det ikke føles som om, vi tilhører samme race. For mig bliver den kulisse-agtige setting så tydelig, når det hele fremstilles i højglans og blomsterkranse, at det ville svare til at sammenligne mig selv og mit liv med hovedpersonen(s) i en bog.

Det betyder ikke, at jeg ikke tænker over, hvordan jeg bruger internettet, men for mig går skillelinjen det samme sted for dét, som det gør for mad, alkohol, mænd og alle andre typer af rusmidler: Så længe, man bruger det, fordi man har lyst til lige præcis det, man står med i hånden, er det fint. Når man begynder at bruge det, for det sted, det tager én hen; at bruge det, for det det gør, og ikke det det er, skal man høre alarmklokkerne ringe. Men stadig kun, hvis det er hver gang, det er tilfældet. 

For sagen er, at jeg faktisk synes, at det er ok at fjerne fokus fra nuet fra tid til anden. Det betyder ikke, at man ikke er, hvor man skal være, eller at man skal kulegrave sit liv og finde frem til undertrykte ønsker og drømme, man straks skal gå i gang med at udleve. Hvis man stirrer ind i solen for længe bliver man blind, og man kan sagtens trives i det liv man har, uden at knuselske alle faser af det. Man kan sagtens elske at være mor, uden at elske samtlige af de opgaver, der følger med titlen. Man kan trives og vokse i sit job, uden at føle elektriske stød af begejstringen over hver eneste opgave, der lander på skrivebordet, og man behøver ikke revolutionere sit liv hver eneste gang, man støder på noget, der er kedeligt, monotomt eller svært. Jeg hørte forleden udtrykket “to meet life on lifes terms” og det synes jeg giver utrolig meget mening ift. at der *vil* være tinder og dale, uanset hvilken vej man vælger. Og for mig er det lidt en katolsk tilgang til det, at man skal stå alt igennem med stoisk ro og åbne øjne. Så længe man, i det store og hele, er tilfreds, bliver det ikke mig, der peger fingre af lidt eskapisme.

Det, jeg til gengæld kan mærke har ændret sig de senere år, er *hvordan* jeg færdes på nettet. Da jeg var yngre, strakte jeg mig virkelig langt for at binde sløjfer og forklare, og det sugede utrolig meget tid. Det gør jeg ikke længere. I dag vil jeg have lov at bruge internettet på mine egne betingelser, som kan koges ned til, at det skal være noget, der giver mere end det tager. Jeg tænker tit på et udtryk, min veninde Linda og jeg brugte meget for år tilbage: “En ringende telefon er en invitation til en samtale, man ikke behøver sige ja til”. Det gælder også på internettet. Man er ikke forpligtet til at svare mennesker, der bevidst søger konfrontation og drama, man må gerne lukke ting ned i sit eget kommentarfelt, og man kan hverken være enig eller gode venner med alle. Og selvom man lige i øjeblikket oplever en altopslugende trang til at råbe ind i ansigtet på folk, at de er ignorante og afstumpede, så skal man huske at lave lakmusprøven “Er det tilfredsstillelsen værd at trække det her med ind i resten af dagen?” Det er det sjældent. Og det kommer man til, hvis man lader sig falde ned i kaninhullet, og ofrer en hel dag på at skændes med et menneske, man aldrig kommer til at møde i virkeligheden.

Så konklusionen på alle tankerne blev, at jeg måske alligevel har taget noget af det, jeg de senere år har lært, med over i mit cyberliv?

Enten det, eller også er jeg bare blevet ældre.

M2019, uge 31

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt et Ole Henriksen hudpleje-kit brugt. Umiddelbart virker den slags ikke særlig oplagt at overtage fra andre, men fordi jeg er kommet så langt ind i vanen med lige at tjekke, om noget mon kan findes brugt, inden jeg går ud og køber det, tænker jeg ikke engang over det mere, når jeg lige løber Tradono/Marketplace igennem. Og egentlig var jeg bare inde for at snuse lidt, for jeg havde ikke forestillet mig, at det ville være indenfor budgettets rammer. Men det viser sig, at der er ret mange, der har den slags sat til salg, hvor det er helt nyt/stadig plomberet, så nu har jeg for sølle 100 kr. erhvervet mig både rens, fugt og scrub i små størrelser fra samme OH-serie for 100 kr. Planen er at forsøge at gøre det med alle 4 serier, så jeg kan teste, hvilken en af dem, der passer til min hudtype, og ikke ender med at ønske mig/købe en dyr serie i normalstørrelse, som ikke passer til min hud.

2.

Lavet madplan ud fra, hvad jeg havde i køleskabet af rester fra sommerferien, så jeg har fået det hele brugt.

3.

Lavet en hjemmelavet shimmer-lotion af min helt almindelige fugtighedslotion, som jeg har drysset en lille smule guldstøv i, der egentlig er tænkt som lir til øjnene, men som drysser så meget, at jeg faktisk ikke helt forstår, hvad L’Oreal har tænkt på. Jeg elsker, at jeg har fundet noget at bruge det til, og cremen er SÅ fin på arme og ben, nu hvor jeg har fået en lille smule farve.

4.

Købt 8 Beyblades og 2 baner til Anton på Marketplace. Han er pludselig begyndt at lege helt vildt med sine BB igen, og har også fundet ud af, at trampolinen kan bruges som kæmpebane udenfor, så det er noget, både han og Frida får virkelig mange timer til at gå med. Da den ene af hans nuværende baner gik i stykker, blev han noget så ulykkelig, så næste dag, da han kom hjem fra udflugt, havde jeg linet de nye skatte op på gulvet til ham, og han besvimede nærmest af begejstring. De har leget – og sovet – med tingene siden.

Jeg synes, at brugt legetøj giver så utrolig god mening, når der er noget, der lige hitter her og nu. For hvis jeg havde insisteret på, at han skulle ønske sig en ny bane til jul eller fødselsdag, ville jeg have ødelagt det legeflow, han/de er i lige nu, og det synes jeg sgu også lidt er et selvmål. Men at gå ud og købe det hele fra nyt, var bare heller ikke en mulighed – og selvom det var, ville det – som alle, der er omkring børn ved – ikke være første gang, en interesse fortog sig fra den ene dag til den anden.

Brugt legetøj FTW.

I øvrigt:

*Støvsugede jeg i går mine vindueskarme, fordi livet på landet = fluer, og på badeværelset kunne jeg ikke overkomme den enorme anstrengelse det var at flytte nøglen til døren, som lå i hjørnet af karmen. Det viser sig at være rigtigt, når de siger, at dovenhed ikke betaler sig. Ffs.

*Skal jeg på vegne af mødre til børn med specifikke kostpræferencer til alle bagere sige: Ja tak til navne som ‘trekornsbrød’ og ‘gulerodsbrød’. Nej tak til ‘mandagsbrød’, ‘Athenabrød’ og ‘smølfebrød’.

*Så jeg forleden filmen “Mother!” på Netflix, og hvis man er det mindste til symbolik, Polanski og Rosemary’s baby, er det bare at komme igang. Den er fuldstændig bims og stikker i alle retninger, men castet er perfekt og den er umulig at ryste af sig. Jeg forsøger stadig at afgøre, om den vil sige noget om det gamle testamente, klimakrisen eller Justin Bieber/Kardashian-kulturen. 

*Er jeg utrolig åben for forslag til kyllingefrikadeller, der består den svære kombinationstest af både at smage af noget, og samtidig at være relativ faste i strukturen. Anyone?

*Skal jeg også lige, nu vi er igang med at drive rovdrift på jeres erfaringer, høre, om nogen kan anbefale bestemte mærker af alkoholfri vin? De gange, jeg er stødt på det under mine graviditeter, har det haft en grundnote af saftevand med et strejf af sure tæer. 

*Bider jeg blodårerne ud af armen på mig selv, hvis DMI én gang til laver “Sagde vi regn? Haha, nå ok. Our bad. Vi mente høj luftfugtighed” på mig. 

*Er jeg rystet i min grundvold over, hvor meget éns cyklus går amok i takt med, at man bliver ældre. I dag har jeg f.eks. så meget vand i kroppen, at jeg ikke kan få mine øreringe i #NextLevel

*Var jeg forleden for første gang i en af de vaskehaller, hvor man skal blive siddende i bilen, mens den kører igennem. Hvorfor er der ingen, der har sagt, at man bliver både sø- og køresyg af det?!

*Fik jeg af min yndlingskammerat tilsendt et spaophold, mom-edition, i form af et Ole Henriksen “Hyggekit”, og nu kan jeg ikke gå tilbage. Sidst jeg brugte OH, var jeg.. hvad? 22? og i den alder gør huden jo, hvad man beder den om, selvom man vasker den i sulfo og smører den med motorolie. 40+? Not so much. Min hud opfører sig nu to gange om dagen sådan her:

Slayyyy!

M2019, uge 30

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft idiot-motorik, og derfor smadret flere glas end hele sidste år tilsammen. Det sidste smed jeg meget dygtigt ind i den Le Creuset bestik-krukke, jeg bruger til min opvaskebørste, så jeg slog en stor flig af kanten. Jeg var allerede ved at gro en hovedpine på størrelse med Kina, da jeg kom i tanke om, at jeg har en magen til, som jeg har grydeskeer osv. til at stå i.

Og den står i et hjørne.

De kalder mig problemknuseren.

2. 

Givet hver af børnene deres egen travel-size sæberefill i silikone. (Silikone, fordi det gør dem bløde, og man derfor kan få sæben ud, modsat dem i hård plast, hvor sæben bare kigger hånligt ud på dig fra sit sikre skjul indeni). Der kan være omkring 1/2 dl. sæbe i, og den får de med, når de bader. Jeg vil meget gerne fremme selvhjulpenhed, men jeg var ved at gå til over at se dem hælde adskillige liter sæbe lige ud i afløbet, fordi de almindelige sæbeflasker (hvad kalder vi dem? Flasker? Beholdere?) er svære at styre med små, våde hænder. De gange, jeg har forsøgt mig med pumper, har jeg måtte sande, at det simpelthen frister for meget til at løse problemet #Skumfest.

De her er geniale. De kan vaskes af, genfyldes i det uendelige, OG jeg kan faktisk bruge dem, hvis vi skal afsted på en forlænget weekend. 

3.

Hver eneste morgen re-arrangeret mit køleskab, hvilket jeg har gjort hele ferien. Når vi alle 3 er hjemme, er vi i køleskabet 7000 gange oftere, end vi plejer at være, og alting bliver flyttet rundt og op og ind bagved og ud på hylder i lågen, hvor det ellers aldrig står, fordi der skal være plads til koldhævet dej/vandmelon/kolde drikkevarer. 

Her oplever jeg en af de få ulemper ved at have skåret drastisk ned på mit poseforbrug: Jeg har køleskabet FYLDT med plastikbøtter, og jeg kan ikke se, hvad der er i dem. Det kræver en ekstra indsats, når rytmen er fuldstændig brudt, og vi er på ture, spiser ude og har gæster i én pærevælling. 

For mig kræver det, at jeg er ekstra løs ift. madplan, og planlægger fra dag til dag, men det fungerer stadig bedre, end at handle til flere dage og stresse over, at jeg skal nå at have tingene brugt, hvis vi ændrer planer.

Jeg besluttede ret tidligt i ferien, at det ville være fint at tømme fryseren, så derfor har rutinen på hjemmedagene været: Hvad jeg har i køleskabet, der skal bruges, og hvad har jeg i fryseren, det kan sættes sammen med. 

Det er måske nemmere at illustrere hvad jeg mener med konkrete eksempler, så de sidste par uger har jeg f.eks. stegt en spidskål og spist den som tilbehør til en rest bolognese, smidt hytteost i dejen til de koldhævede boller, bagt pandekager med koldskål i stedet for mælk, syltet rødløg til mig selv og min søde mor, lavet risengrød af datomælk og den sidste sjat grødris, der lå og gemte sig i et hjørne, og ladet børnene bage pizza med diverse rester af chorizo, pølser og revet ost.

4. 

Været i Legoland hele to gange, hvilket betyder, at vores sæsonpas nu længe hqr tjent sig selv ind. Vi har gennem tiden haft årskort til en del forskellige ting, og jeg må bare indrømme, at det ofte har været spild af penge, fordi vi aldrig nåede afsted igen. Det irriterer mig helt enormt, og derfor er jeg i dag blevet lidt tvangshysterisk med at holde hus med, hvor meget vi får dem brugt, når vi, erfaringen til trods, vælger at købe dem. Det har vi gjort med de her, og det gør mig glad.

Feriefornemmelser

Vi er igang med den fjerde og sidste uge af vores ferie. Fra på mandag kører det hele så småt igen, og det er faktisk ok.

Hver gang, jeg holder sommerferie med mine børn, føles det som ‘a first’. Et år er bare ret længe ift. hvad børn kan og vil og er store nok til, og derfor er det altid med et vist element af spænding, vi kaster os ind i ferien, for jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente, udover at være på 24/7.

Det har været en god ferie, og jeg har mange gange tænkt over, hvor dejligt det er, at børnene ikke længere er helt små. Det kan godt ske, at de spørger 600 gange om, hvornår vi er der, når vi kører bil, men man kører ikke længere med truslen om PrimalSkriget hængende over hovedet, hvilket jeg ikke kan udtrykke stærkt nok, hvor lidt jeg savner. Den skrukhed, jeg led så frygteligt af, da Frida var spæd, er væk-væk, og jeg nyder, at jeg ikke skal arbejde rundt om middagslure og pusleborde. 

Til gengæld kan jeg også mærke, at jeg stille og roligt begynder at se mine børn som selvstændige mennesker, der træffer beslutninger om adfærd med semi-åbne øjne. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for de er jo stadig børn, men hvor man bliver mere frustreret end vred, når de ikke vil sove i barnevognen, eller ikke vil spise den skemad, man så møjesommeligt har googlet, kogt og blendet, så bliver jeg gal på dem nu, når de bevidst tramper hen over alle grænser, og f.eks. driller hinanden i det uendelige. I slutningen af 3. uge blev jeg så vred, at jeg smed en ishockeystav over på marken i raseri, og jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke var mit fineste øjeblik som mor. Men. For. Helvede. Begge børn havde danset riverdance på mine nerver og grænser i 3 dage, non stop, alle mine pædagogiske tiltag og intentioner til trods, og der var bare ikke mere tilbage at give af. Plus noget med noget PMS.

Heldigvis har jeg en veninde, som jeg på 3. år  recap’er med hver eneste aften. Somme tider er det 3 ting, vi føler, vi har løst på en god måde, somme tider er det 3 ting, vi er taknemmelige over, og somme tider er det bare en evaluering af dagen. Og fordi jeg på den måde får bearbejdet ting, i stedet for bare at stange dem på selvhadsbålet, kunne jeg pludselig se, at det måske også havde noget med tidspunktet at gøre. For efter 3 uger er alle ved at være lidt tyndslidte i kanten af at være sammen i døgndrift, alle legesager er leget med, og den energi, man gik ind i ferien med, er ved at være brugt – og der er stadig en uge tilbage. 

(Jeg ved godt, at det ikke er sådan for alle. Der er mange, der ikke aner, hvad jeg taler om, og som bare får masser af energi af at holde ferie. Godt for dem og jer, og more power to you).

Jeg hørte et sted, at en ferie skal have en vis længde, for at hjernen for alvor slapper af, og det må være omkring en uge, for vores tur til Aarhus var fantastisk. Perfekt i længde og indhold, og selvom der naturligvis også var konflikter og alt det løse dér, så var det stadig noget andet, end når vi “bare” er herhjemme. Da vi kom hjem, kunne jeg nærmest ikke huske, hvor vi boede, og det var bare en god reminder om, hvorfor det er godt at tage væk. Det er nemmere for kontrolmennesker som mig at slippe det hele, leve med støv og nullermænd, og springe bad og madlavning over, når man er flyttet ud af sine vante omgivelser, hvor der hele tiden lige er en vask, der trænger til at blive kørt. 

Paradoksalt nok tror jeg måske også, at en del af grunden til, at denne ferie har været så god, har været, at jeg ikke bare har sluppet alting. Tværtimod tror jeg, at jeg endelig har fundet de vise sten ift. hvordan jeg skal spise for at trives, jeg har eksperimenteret med træning, og hvad jeg kan få til at fungere med børn, jeg har fundet en vandflaske, som indeholder 2 liter, og det stykke plastik til 50 kr. har revolutioneret mit liv, fordi jeg pludselig kan holde styr på, hvor meget vand jeg (ikke) drikker, og selvom jeg har jeg sænket standarden for rengøring, madlavning osv markant, har jeg stadig prioriteret at rydde op, bare nogenlunde, hver eneste aften. Alle de små ting til sammen gør, at jeg ikke nu sidder med fornemmelsen af at skulle i gang med den store udrensning og -mugning, når vi starter igen, og det er simpelthen så rart.

Aftenerne er gået med gæster, kaffe og vin på terrassen til synet af en synkende sol, og et afsnit Queer Eye i ny og næ, som har vist sig at være den perfekte ferie-serie: Hyggelig og rar og med små, afsluttede historier ikke indbyder til binging. 

Skadeslisten begrænser sig til 2 bi-stik under fødderne (et til hver af børnene, med 4 minutters interval), en hånd på et tændt vaffeljern (Frida) og en tsunami af bræk i bilen (Anton), som kom på det trælse tidspunkt, hvor vi var lige præcis lige langt fra hjem og vores destination, og hvor det eneste, jeg havde at tørre sele, bil, bilsæde, barn, tøj og mig selv af med var 10 brillerenseservietter, fordi jeg ikke lige har fået fulgt op på at smide vådservietter osv. i handskerummet, som jeg ellers har tænkt på at gøre 243938385590 gange. Det var 10 minutters selvhad så intenst, at det kunne være blevet klassificeret som kilde til vedvarende energi og have holdt os alle sammen kørende frem til den anden side af årtusindskiftet. 

Men alt i alt har det været en god ferie. Ikke perfekt, men god. En ægte ferie i et ægte liv, som er ikke særlig egnet til instagram eller douce farver på en livsstilsblog, men som til gengæld er mit.

Jeg ville ikke bytte det for noget.

M2019, uge 29

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Undladt at købe rugbrød, men i stedet bagt en omgang grove havregrødsboller. De kan hives ud af fryseren om morgenen, de dage, vi er hjemme, og dermed er der ikke noget, der ligger i brødkassen og bliver tørt og gammelt, når vi laver spontane aftaler. 

2.

Af en eller anden grund tænkt meget over noget, som jeg læste i en bog, jeg har glemt titlen på, nemlig at vi måske somme tider kommer til at opfatte den hellige grav som velforvaret, når vi sorterer vores affald.

Men affald forsvinder jo desværre ikke op i den blå luft, bare fordi vi ikke selv smider det direkte i havet, og selvom vi fjerner det fra vores egen matrikel, skal det stadig bortskaffes fra lossepladser og genbrugsstationer. Jeg ved ikke, hvorfor det pludselig rumsterer sådan i hjernen på mig, men for mig har det været en god reminder om, at det aldrig er nytteløst at tænke over, om jeg på nogen måde kan reducere mængden af affald, *jeg* smider i bunken, og det havde jeg bare lige lyst til at give videre💚

3.

Konverteret en håndcreme til shaving gel. Jeg løb tør for sidstnævnte, og stod derfor med hovedet i skabet og ledte efter et alternativ. Jeg fik øje på en håndcreme, jeg har flyttet rundt på et par måneder, fordi jeg ikke bryder mig om lugten, og testede, om den kunne bruges. Det kunne den. 

4. 

Beruset af min egen succes (jvf. ovenstående), smurte jeg dernæst en fodcreme, som jeg ikke får brugt (fordi alle i det her hus åbenbart har mest brug for hjælp om natten, og mine trægulve bliver uhyggeligt glatte, hvis jeg pisker omkring på cremepåsmurte fødder) på mine ny-shavede skinneben – som blev så smooth og lækre, at jeg nærmest ikke kunne være i min egen krop over det.

5.

Overvejet at tage på et ferie-frembragt loppemarked med børnene, men besluttet at lade være, fordi jeg pludselig kom til at tænke over, at det fremmer det mest unødvendige forbrug af dem alle, nemlig dét, hvor man tager afsted for at se, om man ikke kan skabe et behov, man ikke har.