M2021, uge 47

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har min søde mor hjulpet mig med at klippe den slidte kant af mit Modström-tørklæde (som med hastige skridt nærmer sig sit 15-års jubilæum), og sy en ny.

Jeg har længe været på jagt efter et nyt tørklæde, men efter 1000 googlinger og besøg i samtlige stofbutikker jeg kender, må jeg give fortabt. Mit Modström er syet i stof af så god kvalitet, at stofbutikkerne bare blankt erkender, at de ikke har noget, der kan måle sig med det.

Det har givet anledning til lidt selvransagelse, for i princippet burde jeg jo elske, at jeg ved blindt held har erhvervet mig noget, der har vist sig så slidstærkt, holdbart og bæredygtigt. Men der er et eller andet med den alder, jeg har nu, og en angst for at.. stagnere, tror jeg? Eller at blive opfattet som én, der stoppede med at udvikle sig, da hun fik børn?

Jeg er ikke færdig med at tænke, men angsten har trods alt ikke bedre fat, end at jeg glæder mig over at en ny søm har forlænget levetiden på mit all-time-favorite tørklæde markant. 

2.

Har jeg brugt en aften på at gennemgå mine kasser med advents- og julegaver.

Den eneste ulempe ved at starte i god tid er nemlig, at jeg somme tider glemmer, hvad jeg *har* købt, og derfor pludselig ender med at være lige rigeligt gavmild.

Klog af skade har jeg kun pakket de første adventsgaver ind. Resten pakker jeg ind hen ad vejen. Ellers kan jeg simpelthen ikke huske, hvad de får #scatterbrain

3.

Har jeg smidt en næsten-ny pakke te ud, efter kun at have drukket 2 kopper af den.

Fordi jeg har haft kronisk fokus på at stoppe madspild de sidste 4-5 år, kommer jeg somme tider, af ren vane, til bare at slave mig igennem ting, jeg reelt ikke kan lide, og det er livet sgu for kort til. Selvfølgelig er der gråzoner, men når man er sådan en, der MEGET ligger i den ene grøft, skal man somme tider hjælpe sig selv med at huske, at det er ok at dyppe tåen i vandet i den anden.

,

When they go high, we go low

I kommentarfeltet for et par uger siden spurgte Lone, om jeg/vi ikke ville prøve at skrive lidt om/kommentere på, hvordan man undgår stress og konflikter, når man skal julehygge med familien.

Fordi det på søndag er 1. søndag i advent, tænker jeg, at nu måske er et godt tidspunkt at forholde sig til det på. 

Jeg skrev for 4 år siden et indlæg om netop dette, og derfor blev jeg enig med mig selv om at poste en revideret udgave af indlægget fra dengang, og så lægge op til, at I derude smider *jeres* bedste tip i kommentarfeltet. For én gangs skyld vil jeg som udgangspunkt undlade at svare jer enkeltvis; ganske enkelt fordi jeg gerne vil have kommentarfeltet til at være en idébank, og ikke et cirkustelt, hvor jeg sludrer løs i øst og vest og trækker temaet helt af sporet.

Jeg håber, I har lyst til at være med.

_________________________________

Helt overordnet gælder det om at skrue ned. SkrunedSkrunedSkruned. For det, jeg altid er blevet mest stresset af, er, når jeg i et anfald af overmod går fuld Det Lille Hus På Prærien, og kun synes, det gælder, hvis jeg laver ALT fra bunden.

Problemet med dén model er, at den aldrig bliver sådan *rigtig* hyggelig, fordi jeg brækker midt over af stress, når vi er 10 minutter inde i arrangementet. 

I takt med, at mine børn er blevet større, er det også gået op for mig, hvor meget udenomstamtam, man bliver nødt til at tage højde for, hvor man ikke har ret meget at skulle have sagt. Aktuelle eksempler her – udelukkende på børnesiden – er: Forældremøder, sundhedsplejerske, tandlæge, juleklip, julestævner, salg af kalendre/til-og-fra-kort, pakkekalendre i skolen, juleafslutninger galore og en juletræsfest, som alle de andre i klassen kommer til. 

Og hvor man, så længe de er små, lidt bedre kan sortere, fordi de sgu ikke opdager, hvis man sluser noget af det ud, så kan du være STENsikker på, at de snakker nok om alle tingene i skolen til at være bevidste om, hvad de andre skal med til. Derfor skal man i hvert fald gøre sig overvejelser om, hvad man beder dem forstå/forsvare, hvis man melder afbud.

Men dette understøtter sådan set stadig fint hovedpointen: Skru ned.

Og fordi det somme tider er lidt nemmere at forholde sig til livet i punktform, får I her mine egne små selv-remindere til at styre udenom den værste stress:

1. Arrangementer

Lad være med at svare på invitationer/købe billetter til arrangementer, lige når de dumper ned i indbakken. Vent. På den måde giver du selv (og børnene) mulighed for at vælge, hvis det bliver nødvendigt at skære fra. Sat op mod hinanden kan det f.eks. godt være, at svømmestævnet, det i sidste uge var livet om at gøre at deltage i, taber til juletræsfesten i hallen.

2. Skovture og juledekorationer

Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her: Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.

3. Julepynt

Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.

4. Pakkekalender

Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen. (Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det). 

Har man børn, der vågner MEGET tidligt, når der er pakker i farvandet, kan man – som jeg har gjort i år – vælge at flytte adventsgaverne til fredag morgen, hvor man alligevel skal op og afsted.

5. Julebag

SÅ hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår!

Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok-stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem i forvejen. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.

Vi har i et par år hos den lokale bager købt to slags dej, som udmærker sig ved at kunne fryses; vi laver af halvdelen og fryser den anden ned. Langt, LANGT mere overskueligt, både på produktionssiden og ift. indtag. Jeg købte for et par år siden sådan nogle mini-udstikkere med figurer på størrelse med 10-kroner. De er perfekte og gør, at børnene synes, det er sjovt og føler, at De Har Bagt. selvom de reelt bare har stukket 5 æbler, 7 stjerner og 4 hjerter ud. Fordi kagerne er så små, er de hurtigt færdige (= klar til at spise) og man slipper for børn med mavepine, fordi de ikke skal nå at smage 5 forskellige slags småkager, som alle er på størrelse med underkopper.

Og nu er det jeres tur. Hvad gør I for at bevare hyggen og den gode stemning? Ekstra rom i gløggen? (Det’ gas!) (- eller er det..?) Familiemeditationsophold i den svenske skærgaard? Melder jer ud? Eller har I nogle små tricks, der sikrer, at det er de rigtige ting, der fylder?

Jeg glæder mig til at blive inspireret.

M2021, uge 46

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Prioriteret mit mentale helbred, fordi jeg ikke rigtig synes, jeg kan følge med. Føj, hvor der er meget at se til. Sidste uge havde jeg over 50 timer på arbejde, og det er tæt på umuligt at få det hele til at gå op.

I weekenden lavede mine børn en soveaftale med mine forældre, og selvom jeg havde en to-do på længde med den kinesiske mur, lukkede jeg verden ude og ned og tog på roadtrip med min kammerat. Det var verdens bedste ide. 

Lørdag havde jeg besøg af en veninde, og jeg lavede afrikansk kylling til os, fordi den kunne passe sig selv i stegesoen hele eftermiddagen, så jeg i stedet fik tid til at snakke, tune ind og få luft.

Og i går havde min allerbedste Anton fødselsdag. 11 år, mand. Og hvor jeg plejer at lave alt fra bunden og sørge for, at der er 17 forskellige ting at vælge imellem, så holdt jeg det simpelt i år, købte mig fra det, jeg kunne, og spurgte min mor, om hun ville bage en plade boller. Jeg er gammel nok til at synes, at der skal være nogenlunde rent, når vi får gæster, men i år bestod rengøringen af at give vandhanen på badeværelset en gang vinduesrens, hænge et rent håndklæde op og feje sandet i entreen ind under skobænken. Fødselsdagsbarnet fik lov at vælge menuen til aften, og han gik nærmest i bro af begejstring, da han håbefuldt sagde: “.. McDonald’s?” og svaret var ja.

2.

Fået en pose tøj til Frida af en veninde, og jeg kan ikke beskrive i ord, hvor glad jeg er for, at de damer, jeg har omkring mig, forstår hvorfor det er en god ide at give mig posen i smug. Så får jeg mulighed for at præ-sortere, inden Frida forelsker sig i indholdet og insisterer på, at man sagtens kan bruge en morgenkåbe som vinterjakke, hvis bare den er pæn nok.

Jeg fik sorteret, lagt i skabet og på lageret og sendt resten til genbrug med det samme, og det var fedt bare at få gjort. 

3.

Brugt rester af bogbind som indpakningspapir til fødselsdagsgaverne.

Af en eller anden grund har jeg to år i træk skudt langt over mål ift. antallet af udleverede bøger (og vi har også eksperimenteret med stofbind, hvilket selvfølgelig også nedsætter papirbehovet), så i stedet for at lade rullerne dø i synden, fik de lov at aftjene værnepligten som gavepapir i stedet.

I spørger, jeg svarer: Må man takke nej til julegaver?

I weekenden fik jeg en mail fra Tina med et virkelig godt dilemma, som samtidig også egner sig fint til at snakke lidt om de ting, der rørte sig i kommentarfeltet til sidste indlæg. Jeg har klappet af med Tina, at det er ok at flette hendes mail sammen med de andre emner, så without further ado:

Hej Linda.

Jeg har et dilemma, jeg gerne vil ha dit, og verdens bedste kommentarfelt´s take på.

Det handler om jul og gaver.

Vi er en lille familie. Et par børn børn under 15 og et par stykker i 20’erne. Resten er 45+ og ingen mangler noget.

Stærkt inspireret af dine indlæg, er min opmærksomhed på forbrug/behov over årene blevet skærpet betragteligt, og jeg er nu den lykkelige indehaver af et liv, der indeholder de ting jeg reelt bruger, og som jeg er glad for. Resten er afhændet.

Jul og fødselsdag er altid lidt en udfordring, for jeg mangler ingenting, og jeg skal være meget opfindsom for at stampe ønsker nok op.

Forrige år mistede min mand sit arbejde, og da julen nærmede sig, var vi løbet tør for opsparing. Dette kombineret med ovenstående, gjorde at jeg rakte ud til min familie, og forklarede hvordan landet lå. Aftalen blev, at gaver til de voksne skulle være enten hjemmelavede eller genbrug til en symbolsk pris. Børnene skulle have som altid.

Jeg var totally excited, for jeg er Kongen Af Genbrugsbutikker, og jeg fandt de vildeste fund, som jeg glædede mig vanvittigt til at give. 

-for så juleaften at modtage gaver til mange, mange penge fra dem, aftalen var indgået med.

Jeg blev så flov over mine genbrugsfund, og aftenen står som een lang skamfuld, på grænsen til tårer, langtrukken affære.

Klip til 2021.

Privatøkonomien er igen stabiliseret, der er sparet op til alle, og den får satme én på gavehatten i år. Ingen aftaler, men business as usual.

MEN:

Jeg ønsker mig ingenting. Jeg har oprigtigt alt, jeg ønsker mig. Jeg ønsker mig ingenting. 

Der er ikke åbenhed for dette ikkeønske i min familie, faktisk oplever jeg det, som om min familie bliver provokeret af det.

Jeg har ingen intention om at ødelægge den gode stemning, men er nok lidt uforstående overfor den polemik, det afføder.

Derfor:

Skal jeg stikke piben ind og finde på ønsker, så julen kan afholdes som altid, eller skal jeg forsigtigt prøve igen.

(Nu jeg efterrationaliserer på dette skriv, slår det mig, at jeg jo nok har et issue med forbrugsjulen, og ikke julen. Måske er det derfor jeg slår bak. Jeg oplever det som en vild aften, med et højt tempo, og en gaveuddeling, der går for stærkt).

———————

Som altid springer vi bare lige ud i det, for ikke at gøre det unødvendigt langt. 

Sagt med al kærlighed i hele verden var min allerførste tanke, da jeg læste din mail, at den reaktion, du stod med sidste år, måske er den, du nu, helt uforvarende, er i færd med at læsse ned i skødet på din familie? For hvis vi skærer ind til benet, så var din reaktion, som jeg læser det, en reaktion på følelsen af at underlevere, og mit bud vil være, at det vil føles præcis lige sådan for din familie at stille juleaften uden gaver til dig.

Problemet med gaver er, at man skal forholde sig til dem på to niveauer. 

Det ene er det materialle niveau, som er alt det lavpraktiske, der mest handler om beløbsgrænser, udveksling og ønskesedler/ikke ønskesedler. (Og genbrugsgaver, som jeg skrev et indlæg om sidste år)

Men derudover prikker gaver også til en helt masse, som jeg tror, vi er tilbøjelige til at overse, fordi vi ikke er opmærksomme på, hvor forskelligt vi fortolker tilvejebringelsen af dem, og hvad både den og selve gaven symboliserer. 

For hvis det bare var de konkrete gaver, der var i spil, ville det jo være relativt ligemeget, om man var enige om alt det rundt om. Hvis det vitterligt bare var bytte-bytte købmand, ville vi ikke hidse os op over forventninger, ønskesedler og gaver, der rammer langt forbi. 

Når vi gør det, tror jeg, at det handler om, at en fejlskudt gave for nogle mennesker er et udtryk for ligegyldighed, eller for at du ikke kender mig rigtigt. For nogle er en ønskeseddel udtryk for, at modtageren ikke tiltror giveren at løfte opgaven. For nogle er en aften med pakker, man ikke selv har haft mulighed for at påvirke indholdet af, én lang oplevelse af, igen og atter, at blive overhørt, overrulet og ikke-taget-alvorligt af sin famile. Og for nogle bliver det en aften, hvor de bliver taget til fange i krydsfeltet mellem at være deres forældres godt opdragede og taknemmelige børn og deres skuffede børns forældre.

Intet af det er rigtigt. Men det kan man ikke fortælle følelserne, som insisterer på at læse modtagerens gave og gestus ind i den livsforståelse og de vilkår, man selv opererer med.

Så når du frabeder dig gaver, så er det for dig bare et spørgsmål om ikke at have brug for flere ting. Men for dem, der viser kærlighed og omsorg gennem gaver, beder du dem om ikke at vise dig, at de holder af dig. Og det er måske for meget at bede om?

Problemet med at bryde traditionerne, tror jeg, er, at de ofte er i spil i situationer, der er langt imellem. For hvis det var jul 12 gange om året, ville alle nok kunne leve med, at vi prøvede forskellige modeller af, og det ville ikke føles som helligbrøde at ændre på menuen eller pakke gaver ud om morgenen. Men når det går ned én gang om året, bliver det, alene på sin relative sjældenhedsfaktor, Noget Særligt, og det gør os nok meget lidt omstillingsparate. Og fordi Andre Menneskers ændringer har det med også at få konsekvenser for vores egen adfærd, reagerer verden omkring os, hvis vi stopper med at drikke, takker nej til kagen eller frabeder os julegaver. Og jeg er sgu ambivalent omkring det, for jeg synes ikke, man skal leve sit liv for at tækkes andre, eller at man skal blive kvalt i snaps, fordi “DeT PLejeR vI!” – men jeg synes måske også, det er lidt forældet at insistere på, at vi hver især bare skal gøre det, der gør OS glade – i hvert fald i kontekster, hvor samværet udgøres af mennesker, vi holder af.

Så med alt det vil jeg sige, at jeg, hvis jeg var dig, ville overveje, om jeg kunne finde et kompromis, jeg kunne leve med. Om jeg f.eks. når jeg i løbet af året forelskede mig i noget, jeg i princippet bare kunne købe, i stedet ventede og skrev det på min ønskeseddel. Eller om jeg kunne ønske mig bæredygtige versioner eller luksusudgaver af hverdagsting, som f.eks. bodylotion, karklude og krydderier. På den måde øger du ikke dit forbrug eller fylder dine skabe med skrammel, men din familie får stadig lov at give dig noget, der gør dig glad.

I samme boldgade synes jeg også, at det fungerer ret godt at ønske sig gaver, hvor man har peget giveren i retning af noget, man mangler, men samtidig giver lidt råderum, så folk alligevel får fornemmelsen af at have lidt at skulle have sagt. Jeg ønsker mig ofte “En god håndcreme”, “Et stribet tørklæde” eller “Guldøreringe i stil med disse” og så et par inspirationsbilleder. På en måde er der også plads til lidt økonomisk gymnastik, hvis det strammer hos giveren.

Jeg ruller med alle 3 modeller og fælles for dem er, at jeg tænker på giveren hver eneste gang, jeg bruger/kigger på gaven. Dét er fedt, for for mig er det, hvad gaver i virkeligheden handler om.

Giver det mening?

Inden jeg giver den fri, er der to ting, vi lige (pga. kommentarfeltet til sidste indlæg) skal runde. 

Den ene er ønskesedler. For det er et område, hvor folk er MEGET Israel/Palæstina.

For mit eget vedkommende vil jeg gerne have ønskesedler, og jeg synes, det er helt fint, hvis folk har skrevet priser på. For mig er tiden en knap faktor, og jeg bliver virkelig stresset over at skulle finde noget til folk, som intet ønsker sig. Det føles for mig som en slags test, som jeg ikke føler, jeg har tid til at løse ordentligt. Af samme grund kan priser på ønskesedlen være en hjælp, fordi jeg nogenlunde med det samme kan se, hvilke ønsker, jeg kan vælge imellem, når jeg skal købe.

Jeg tror, at vi alle sammen giver ud fra, hvordan vi foretrækker at få. Både gaver og eventuelle ønskesedler. Hvis man hader at købe gaver fra ønskesedler, hader man vist typisk også selv at skrive dem. Så langt er jeg egentlig med.

Der, hvor det for mig bliver en lille smule uldent, er, når vi taler om, *hvorfor* folk hader at modtage ønskesedler. For det er ofte fordi “det føles som en bestillingsliste” og “jeg ved, hvad jeg gerne vil give”. For mig er vi allerede der ude i, at det handler mere om giveren end om modtageren, og det er vel ikke meningen, når vi taler om gaver? Dem giver vi vel netop for at bringe glæde hos dem, der får dem – og hvis de nu har det meget smalt med, hvad de foretrækker, så føles det nærmest som et angstprovokerende tab af kontrol at få 6 pakker, man ikke selv har haft nogen indflydelse på indholdet af.

Vi giver det, vi selv ville være glade for at modtage – ligesom U2 gjorde, da de, uopfordret og på egen foranledning, lagde deres nye album ind i vores alle sammens iTunes biblioteker og nærmest smadrede deres egen, musikalske arv. For det skulle vi BARE ikke bede om. En gave er kun en gave, hvis den er ønsket og/eller man får lov at give den – ellers er det bare andre menneskers ting og behov, der pludselig skal stå på dine hylder.

Og så er der Ønskeskyen (og andre tjenester som den), som jeg ikke kendte i forvejen.

For mig at se, trykker den på de samme knapper som ønskesedlerne, og dermed er argumenterne for og imod de samme.

Jeg har som sagt ikke selv prøvet at bruge den, men for mig er dealbreakeren nok, at man som modtager skal oprette sig og logge ind for at bruge den. Det kan jeg faktisk godt forstå, hvis nogen står af på.

Omvendt er jeg tilhænger af det, den lægger op til, nemlig at det er modtageren, der skal være i centrum, når man køber gaver. Hvad du ønsker, skal du få. For, sådan helt egoistisk, så synes jeg, at det er meget fedt, at giveren bliver tvunget til at hjælpe lidt med til, at modtageren ikke ender med 4 af den samme. Det er sket flere gange for mig, og jeg har både oplevet, at gaverne alle var købt i butikker, vi ikke har i Esbjerg, at de var købt til Black Friday hos et firma, der kun gav 14 dages returret, og at de var købt hos et firma, hvor man kun kunne returnere (selvbetalt) gennem ét bestemt fragtfirma, og det derfor kostede mig 70 kr. at sende varen retur. Det er ikke optimalt for hverken klima, modtager eller den gode stemning, og derfor synes jeg, helt overordnet, at den type tjenester er en god ide.

Yes. Det blev langt og strittede lidt i alle retninger.

Så nu er det jeres tur. Hvad tænker I? Må man melde sig ud? Må man give uden at få? Er det nødvendigt, at nogen går forrest, hvis vi skal have trukket tempoet ud af forbrugstoget, så klimaet kan få vejret igen? Har vi et fælles ansvar for Den Gode Stemning eller vægter individet højere end gruppen?

Go nuts – men husk at passe godt på hinanden.

M2021, uge 45

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.
Foræret min søde genbo en portion suppe, jeg havde i overskud fra aftensmaden.

Det er en lillebitte ting, men det fik mig til at tænke på, hvor fedt det er, at vi er nået til at punkt, hvor det ikke er mærkeligt bare ud af det blå at skrive: “Kan du bruge en portion aspargessuppe? Den skal spises i morgen”.

Det har gjort mig langt bedre til på forhånd at tage stilling til, om jeg/vi kan nå at spise rester, jeg ikke havde regnet med at have, og det redder mere mad fra skraldespanden, end man lige tror.

2.

Solgt 11 af mine puslespil.

Vi har talt om det før, men for mig gør det hele forskellen, når jeg sælger brugt, at jeg har en stak at sælge af, uanset om det er tøj eller ting, for det kræver mere arbejde, end man lige tror. Der er både nogle ting, man skal tænke ind ift. at lave og vedligeholde annoncerne, men der er også mange henvendelser, man skal svare på, ting, der skal afhentes eller sendes og mennesker, der er … tunge at danse med.

Dengang jeg startede hele denne indlægsrække, havde jeg mange ting at sælge ud af, og virkelig meget brug for pengene. Dengang havde jeg altid annoncer på Marketplace og en livlig trafik i indkørslen.

Så fulgte en tid, hvor det kom til at handle mere om at minimere end om at tjene på det, og i den periode forærede jeg stort set alt væk.

Jeg havde også en periode, hvor jeg lagde ting ud i en kurv i bryggerset, og så først solgte, når jeg havde samlet sammen; netop for at have ting nok at sælge til, at det var arbejdsindsatsen værd. Men i takt med at børnene bliver større, slider de tøjet mere og har ikke samme fase-afvikling med legetøj. Derudover har jeg efterhånden også fået afviklet alt det, der lå og fyldte i skabe og skuffer, og er landet på new normal, hvor vi stadig har ting, men slet, slet ikke så mange som før, og ikke noget, som jeg har flyttet rundt på i årevis. Derfor blev det til sidst irriterende at optage bordplads med en 1/4 fyldt kasse, der indbragte 50 kr. hver 3. måned. 

I dag er jeg landet et sted, hvor fordelingen på salg/genbrug er ca. 25/75; det handler stadig mest om at få tingene ud, så jeg kan få plads i både hoved og hjem, men hvis der er tale om store eller mange ting, ser jeg, om jeg kan få dem solgt. De får en uge på Marketplace, og hvis ikke nogen har bidt på, ryger det til Røde Kors. Det er et fint kompromis, for jeg kan godt leve med, at tingene står og fylder i bryggerset i 7 dage, og jeg sørger for at sætte dem til salg på et tidspunkt, hvor jeg har tid til at svare på spørgsmål og køre på posthuset – men det er også fedt bare at have truffet en beslutning om, at efter det ryger de videre. 

3.

Delt vores ønskesedler lidt op, inden jeg sendte dem ud, så alle ikke får de samme ønsker.

Der er ingen grund til at facilitere en situation, hvor vi skal til at fragte varer retur over landet, fordi der ligger 3 af samme slags under træet. Når nu der *er* flere ønsker på sedlen (og man er sådan en familie, der giver gaver), så er det en nem måde vise lidt klimahensyn på.

Mød mig i mørket

Dagene går og vi går med. Eller. Går og går. I rask gang, i hvert fald. Grænsende til spæn. Der er simpelthen så travlt på arbejdet lige nu, og pga. vintertid føles det som om, det er nat, både når vi kører, og når vi kommer hjem.

Samtidig er der mange andre ting på pladen, der også skal passes. Skolepsykologen er netop i dag vendt tilbage med, at de i hendes team laver indstillingen til os, og det var en delmålsplatform, der var rar at nå. Fordi skolen efter mødet, hvor jeg brændte 3 sikringer over i raseri, har strammet gevaldigt op, har vi ikke travlt-travlt med at få lavet udredningen; hele processen kører på to spor for mig. Det ene handler om at få skolen til at tage og føle ansvar for at undervise Anton, så han lærer noget, og ikke bare sidder til opbevaring, og her synes jeg, at vi nu er et godt sted. Dem, jeg arbejder tættest sammen med, er ved at kende ham så godt, at de ægte ved, hvordan de hjælper og støtter ham, og jeg kan se tydelig forskel på, hvordan det påvirker hans overblik positivt. 

Det andet spor handler om at få papirer på, hvad problemet reelt er. Ikke fordi jeg og vi som sådan skal bruge det til noget her og nu, men fordi det er umuligt at forudsige, hvordan Antons behov udvikler sig. Måske kunne det være meget fedt at komme på en efterskole eller ind på en uddannelse, der arbejder *med* børn som Anton og ikke imod dem. Måske bliver der behov for, at der lige svinger en voksen forbi et par timer pr. måned for at hjælpe med at sikre, at huslejen bliver betalt. Måske giver det adgang til fællesskaber, hvor han kan danne relationer på egne præmisser. Eller måske kommer han og vi ikke til at skulle bruge det til noget som helst. Men ved at gøre alt, hvad jeg kan for at få fundamentet bragt i orden nu, så håber jeg, at dørene er låst op, hvis han på et tidspunkt får behov for eller lyst til at gå ind ad dem.

Og nu vi er i medicinalhjørnet, så er jeg i gang med at få os oprettet hos den nye læge, så vi kan få booket tid til influenzavaccine til Frida og mig. Med den gigantiske kontaktflade på tværs af segmenter og geografiske grænser, mit job giver mig, vil jeg godt tage én for holdet ift. at begrænse risikoen for smitte. Samtidig har jeg været inde at tjekke, hvornår jeg kan få 3. stik, hvilket desværre først bliver omkring februar, hvis den nuværende plan holder stik. På plussiden slipper jeg så for at zombieslæbe mig gennem december, hvis jeg bliver ramt af samme infame træthed som sidst. 

Det trækker også op til fødselsdag, og jeg har brugt lang tid på at vride hjernen for ideer. De er store nu, drengene, og vores hus er lige så småt, som det plejer at være. Aldersmæssigt er de også et sted, hvor det kan være svært at finde fælles fodslag på aktivitetssiden, og årstiden er træls ift. at satse på at kunne være ude. Jeg har gjort det før, men det giver faktisk bare dobbeltarbejde, fordi man er nødt til at have en plan B, og derfor har vi i år besluttet at holde det i svømmehallen. Det er bestemt ikke gratis, men efter at have vejet for og imod i et par uger, er jeg nået frem til, at det er udgiften værd. Det bliver en fødselsdag, hvor alle er med på samme præmisser, de kan larme ALT det, de gider, og der er meget, meget lidt arbejdet i det for mig.

Endelig er der nisser i horisonten, og jeg har i år besluttet, at re-tænke hele arrangementet. Første søndag i advent kommer den nye nisse i byen til at lægge et brev, hvori han forklarer, at hans rute er omlagt, så han nu kommer med adventsgaver om fredagen, og i stedet for at drille om natten, så gemmer han en lillebitte ting i løbet af dagen, som de så skal finde, når de kommer hjem fra skole. Jeg tænker, at i år bliver sidste riv med nissen, vi kører, og begge unger elsker det så højt, at jeg ikke nænner at sende ham på pension. Men Anton sover først kl. 22, og Frida er på toilettet hver eneste nat, så det giver nogle ret store begrænsninger ift. hvad man kan drille med, hvis ikke alle skal være lysvågne kl. 2, når hun får øje på køkkenbordet, som er pakket ind i aviser. Samtidig vågner hun helt uRIMELIGt tidligt, når der er optræk til løjer, og det går simpelthen ikke, når dagene er så lange, som de er for tiden. Derfor: Gaver fredag morgen, hvor vi alligevel skal op og afsted, og så en pakke tyggegummi eller en lille glaskugle i hverdagene, som jeg gemmer, når ungerne er sat i bilen om morgenen.

Så altså. Hamsterhjul og planlægning, mens vi holder båden flydende. Et halvt afsnit af Squit Game og 10-20 sider i Pigen og Mørklingen inden sengetid, og så lidt CBD og ASMR at sove på. Nu skal jeg bare bede om, at verden lige trækker vejret, så vi kan hibernate på sofaen og nyde, at årstiden jo faktisk lægger op til stearinlys, gløgg og bløde tæpper. Det ville være rigtig rart.

M2021, uge 44

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Fået mine forældres aflagte sofa og foræret min egen væk.

Den, jeg havde før, var meget mere min stil, men jeg sad himmelråbende dårligt i den, og det har ikke hjulpet at øve sig i +4 måneder.

Mine forældres brugte er af god kvalitet, og der kan godt vrides et par år mere ud ad den, så jeg lever med, at farven ikke er én, jeg selv ville have valgt. På plussiden har jeg lært noget ret vigtigt ift. hvad jeg skal være opmærksom på, når jeg skal ud og købe enten sofa eller 3 store lænestole (som jeg hælder mere til) næste gang, og det er også noget værd. 

2.

Ovenpå halloweenfesten i børnenes SFO snakket med personalet på skolen og lagt en reminder i min kalender om at sende en mail til fest-udvalget, når vi nærmer os høstfest og halloween til næste år.

For der er et madspild af så astronomiske proportioner, at jeg næsten ikke kan være i min krop over det – hvilket nemt kunne begrænses, hvis dem, der skrev invitationerne, under ‘Børnene skal medbringe noget spiseligt’ tilføjede en sætning i stil med: “Hvert barn skal blot medbringe smagsprøver” eller “Hvert barn skal medbringe mad til ca. 5 personer”. Lige nu har hvert eneste barn mad med til alle i klassen, og det er fuldstændig unødvendigt. 

Det handler om misforstået godhed, for alle forældre vil selvfølgelig gerne være sikre på, at deres børn ikke som de eneste står med en kvart saltstang til buffeten, men der bliver smidt så meget mad ud, at det faktisk ikke rigtigt kan forsvares.

Jeg spurgte personalet, om det var ok, at jeg sendte en mail til næste år (så jeg ikke kommer til at træde nogen over tæerne), og det var det, så nu er der lagt en reminder i kalenderen, så jeg husker det. 

3.

Foræret en kæmpe stak ziplock-poser til SFO’en.

Jeg har flyttet rundt på dem i årevis, og de passer bare ikke i størrelsen til noget som helst herhjemme. Pædagogen lyste helt op, da jeg hev dem op ad tasken og spurgte, om de ville have dem, så nu bliver de brugt i stedet for at ligge i mit skab og glo. 

4.

Endelig fået tømt glasset med Omega-3 oliekapsler, som har stået og hængt med mulen bagerst i køleskabet, siden jeg startede på CBD-olie.

Jeg gør sjældent noget halvt, så da jeg fik de nye kapsler, glemte jeg alt om de her. Men de var ikke gratis, og trods alt er jeg ikke så finttunet en maskine, at alle indre barometre står af, hvis jeg mixer olietyper, så de sidste 14 dage har jeg kørt Omega 3 og CBD på skift hveranden dag, og nu er der spist op.

Maskebal og Kernehuse

Jeg har og har altid haft mange forskellige typer af mennesker i mit liv. Mine fødselsdage har altid været et kludetæppe af holdninger og socialklasser, og jeg har altid sat pris på, at der er så stor variation. Selvfølgelig har man brug for sine ride or dies, men jeg synes, det er værdifuldt, at vi i leddet længere ude kan spejle, sparre og støtte hinanden på forskellige måder og i forskellige sammenhænge. At jeg f.eks. har en kollega, som jeg sagtens kan tale privat med, uden at vi ses ved siden af jobbet, at jeg kan have noget, der minder om et venskab med en forælder fra et af børnenes klasser, eller at jeg kan have en solid relation, der primært er bundet op på en funktion, som f.eks. bestyrelsesarbejde. Hvor vi mødes i og om det, der binder os sammen, og hygger os hele vejen, men ellers ikke har med hinanden at gøre.

Fordi forskellighed for mig altid har været noget, jeg opfatter som en fordel, har jeg studset lidt over, at jeg det sidste års tid har .. reageret på mennesker, jeg jævnligt krydser bane med. Mennesker, jeg egentlig godt kan lide, men som alligevel får mine antenner til at stå og vibrere umærkeligt. 

Én af dem løber vild i sine egne historier. En anden ændrer adfærd, afhængigt af, hvem der er til stede. Den sidste har aldrig nogensinde selv en holdning til det, vi taler om.

Der er som sagt ingen af dem, der er i det nære netværk, og derfor er det ikke noget, jeg som sådan føler mig kaldet til at reagere på. Men jeg kan alligevel mærke, at jeg mentalt træder et halvt skridt bagud, når jeg støder på dem, og efter at have tygget på det, er jeg nået frem til, at det er fordi, det på mig virker som om, de ikke har nogen kerne. At der ikke er noget, der er essensen af dem.

Det kan der være tusind grunde til, og mange af dem er formentlig både forståelige og gode. Det kan også handle om den eneste anden konstante faktor i relationen, nemlig mig. Men uanset hvad, så mangler de den essens af personlighed, man knytter sig til i andre mennesker, uanset om det er i en venskabelig, professionel eller romantisk relation.

Ikke for at sige, at vi alle sammen er den samme person hele tiden. Jeg er forskellige versioner af mig selv, afhængig af, om jeg er datter, mor, søster, kollega, kæreste, ven eller tillidsrepræsentant. Jeg har forsøgt at finde et bedre billede på, hvad jeg mener, men det, der bliver ved med at falde mig ind, er sammenligningen med en diamant. Den har forskellige sider, og vil se forskellig ud, afhængig af lyset, der falder på den, og hvilken side, der vender frem, men det er uomtvisteligt den samme, genkendelige sten i både størrelse og karat, uanset hvordan du holder den.

Når jeg er afsted med en kollega, og hun tilfældigvis møder et menneske, hun kender privat, så kan jeg jo i langt de fleste tilfælde stadig genkende hende i samtalen, selvom hun pludselig har sin private personlighed på.

Og jeg advokerer ikke for, at vi alle skal gå rundt iført falskhed og sleske smil – men der sker noget med min måde at opfatte mennesker på, når jeg får en mistanke om, at de altid bare hyler med de ulve de er iblandt, og aldrig selv har noget på spil.

Det bliver tit ekstra tydeligt, hvis de gemmer sig, når der er flere mennesker til stede; i hvert fald når man ved, at det ikke handler om utilpashed ved mange mennesker, eller diagnoser, der giver udfordringer. (Og læs lige den sidste sætning igen, for ellers kommer den til at trække kommentarfeltet skævt).

Men det er for mennesker uden grundkerner umuligt at være sammen med flere, som de normalt kun er sammen med 1:1, fordi de simpelthen ikke kan spille alle de forskellige roller samtidig. Derfor bliver enhver type adfærd i plenum en afsløring, og så er der pludselig noget, der føles forkert. I hvert fald for mig.

De Kerneløse får mig til at være på vagt, og det er nok i virkeligheden derfor, jeg reagerer på dem. For det er jeg ellers meget sjældent.

Det behøver ikke være Nietzsche og Freud og Hvordan Går Det Derhjemme med alle. Som jeg startede med at skrive, sætter jeg enormt stor pris på forskellighed, og på, at der kan være tyngde i relationer, der måske ikke traditionelt er nogle, man tænker på som tætte. Men der skal være en genkendelighed i folk, som indikerer, hvem de er, sådan helt inderst inde. Hvis man ikke rammer noget hård substans, når man mærker efter, så kan de formes 100% efter omgivelserne, og så bliver de aldrig en væg, man kan læne sig eller spille bold op ad.

M2021, uge 43

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har Frida været til Halloweenfest i SFO’en, hvor alle børn skulle ‘medbringe noget spiseligt’.

Jeg har været presset på tid, så jeg havde på forhånd besluttet, at vores bidrag var nødt til at være noget nemt. Da jeg spurgte, hvad hun gerne ville have med, var svaret “Chips!”, så vi købte 4 poser i Lidl, samt en rulle engangskrus, som vi dekorerede med halloweenstickers og øste chipsene op i. Det udløste stående børneovationer og en begejstring så stor, at jeg halvt om halv forventer, at de har rejst en statue af mig i skolegården, når jeg afleverer på mandag.

Hvis nogen om en måneds tid står med ryggen mod julemuren, er jeg sikker på, at ideen vækker ligeså stor begejstring med julestickers på krusene.

Og altså:

Det her punkt er på, fordi jeg stadig selv øver mig i at huske, at jeg bliver en bedre mor og et bedre menneske, hvis jeg springer over, hvor gærdet er lavest, når der er brug for det.

Men det er også på, fordi engangsemballage stresser mig, og jeg har brugt 4 år på at forsøge at arbejde mig væk fra det. Men, helt generelt, er det, som om den udvikling er sat et årti tilbage med Covid, for når vi stadig skal passe på og helst ikke skal røre ved det samme alle sammen, så er der nærmest ikke andre måder at komme omkring det på. Ikke med mindre vi omtænker hele måden, vi er sammen på, så den ikke i så høj grad omfatter fællesspisning og sammenskud, i hvert fald.

Men det ærger mig stadig, at vi, stående overfor den akutte trussel, endnu engang lukker øjnene for den, der formørker horisonten.

2.

Har jeg fundet Min Bog frem og tjekket den juleliste, jeg skrev sidste år, da jeg havde ryddet op i alle juletingene. Og det var sgu kys til mig og kys til Bjarne, for det gav mig 500 km. forspring, at jeg sidste år havde åndsnærværelse nok til at skrive, at vi har et kalenderlys, at vi mangler en udendørs lyskæde, og hvor nissehuerne er.

De forgående år har jeg ikke været helt så skarp på listerne, hvilket har betydet, at jeg været nødt til at rode alle kasser igennem, når december nærmede sig, men fordi jeg sidste år lavede 3 lister (1. Det har vi, 2. Det mangler vi og 3. Hvordan er tingene pakket ned) er det i år bare at læne sig tilbage. 

For dem, der når frem til juleaften med en pose købte pebernødder og et flettet hjertet, forstår jeg godt, hvis det virker analt at gå så højt op i planlægningen. Men børnene ELSKER jul – så det gør jeg så også. Og fordi der bare i forvejen er fuld knald på alting med covidudsatte arrangementer, der skal afvikles, dobbelt op på forældremøder, tandlæger og sundhedsplejersker og Anton, der har fødselsdag i slutningen af november, så er jeg nødt til at være ekstra Hitler, hvis det stadig skal være hyggeligt. Det ville være hæsligt, hvis det ikke faldt i tråd med min generelle personlighed, men det gør det heldigvis, og i år, hvor vi skal holde Antons fødselsdag den samme weekend, som det er første søndag i advent, er det bare ekstra rart, at der er ro på.

3.

Har vi ryddet op på Antons værelse, hvilket er en opgave, der burde udløse et 14 dages, statsfinansieret spa-ophold på bagkant. SHIT, det barn roder! 

Men der er både fødselsdag og jul i sigte i løbet af de næste par måneder, så der er ikke at gøre – og selvom han skal have lov at være herre på eget værelse, skal vi stadig alle sammen kunne være her uden at gå til i Lego og støv.

Da han var mindre, kunne jeg uden problemet bare hælde klodserne tilbage i kæmpekufferten og parkere sværd og pistoler i deres respektive spande, men den går ikke længere. Jeg kom til at gøre det for et halvt år siden, og det taler vi (med meget bebrejdende stemmeføring) om endnu. 

Men jeg havde varslet det med de lovpligtige frister, og han fik selv lov at være med hele vejen. Der blev sorteret, smidt ud og sendt videre og alle de tusindmillionmilliard stykker løs Lego, der forvandler gulvet til en fakirs våde drøm, fik allernådigst lov at komme tilbage i Lego-puf’en.

Anton fandt undervejs en masse legetøj, han havde glemt, han havde, og kom på et tidspunkt – til sin egen forfærdelse – til at udbryde: “Det er rart at få ryddet op, mor!” 

Det lod jeg for husfredens skyld som om, jeg ikke hørte, og nu er der plads til både de kommende fødselsdagsgaver og til at lege derinde igen.

I øvrigt:

*Har jeg læst en håndfuld uddrag af den meget omtalte svømmebiografi, og jeg tror simpelthen ikke, jeg forstår, når ghostwritere skriver væsentligt under niveau i forsøget på at skabe en illusion af, at det er hovedpersonen, der bare lige selv i et anfald af inspiration har sat sig ved tastaturet og klapret derudaf? Indholdet er, som det er, men er hele ideen i at få en håndværker til at udføre et stykke arbejde ikke, at slutproduktet skal være bedre, end det, vi selv kunne fremstille?

*Skulle jeg forleden på en tolkeopgave, der krævede lidt mere formel påklædning end normalt. Da jeg kom ud fra badeværelset, gav Frida mig elevatorblikket, hvorefter hun knipsede og udbrød: “Yas queen!” Jeg kan ikke følge med. 

*Har jeg 3 gange i den forgangne uge været ved at blive påkørt af bilister, der skulle ud fra sideveje og af uransagelige årsager startede med at kigge til højre. Kig dog til venstre, hvor truslen er tættest på!?

*Modtog jeg fredag aften kl. 22.18 en besked fra Esbjerg Kommunes Pladsanvisning i min e-boks. De ville bare lige sende mig en efterregulering fra 2018, som jeg har 3 uger til at betale. Hvis der er nogle lokalpolitikere på linjen, så er min stemme til det kommende kommunalvalg til salg til til, der gider få styr på det forpulede cirkus.

*Har jeg på en lang dag i bilen ædt hele 3. sæson af podcasten ‘Det Perfekte Offer’. Af en eller anden grund blev jeg ikke helt fanget af de to første sæsoner, men den her var virkelig god, så nu får de en chance mere.

*Har jeg skiftet læge efter et besøg, der var så absurd, at det havde været sjovt, hvis det ikke var os, det var sket for.

For 4 uger siden havde jeg bestilt en tid alene for at forklare, hvorfor jeg gerne ville have en henvisning til børnepsyk. til udredning af Anton. Min læge var imødekommende, forstående og meget åben. Derfor var jeg fuldstændig uforberedt på, at han, da jeg kom med Anton i mandags, kiggede på mig, som om, vi aldrig havde set hinanden før og sagde: “Ja?” For første gang i hele det her forløb blev jeg fanget på det forkerte ben, for jeg havde ikke forberedt mig på, at jeg a) skulle fortælle hele historien forfra og b) skulle gøre det med Anton ved siden af.

Anton var helt VILDT stresset over situationen, og jeg var derfor efter 60 sekunder allerede på overarbejde, fordi jeg både skulle kæmpe for min sag og være Antons mor, der passer på ham, når det er svært.

Herefter fulgte et Kafkask forløb, hvor lægen først bad mig ringe til skolepsykologen og sige, at hun skulle “gøre sit arbejde ordentligt!” (fordi lægen mener det er skolen, der skal henvise, mens skolen mener det er lægen, og det virkelig frustrerende i dét er, at den eneste, der INTET har at sige er mig, skilsmissebarnet, som bliver bedt om at løbe fra mor til far og tilbage igen). Derefter fulgte skæld ud i form af: “Sig mig engang, hører I overhovedet efter!!?” da han ævlede helt uanfægtet videre om den arbejdssky psykolog (som er det ubetinget mest kompetente og sympatiske menneske, vi har mødt igennem alt det her), mens en stress-sludrende Anton blev ved med at hive mig i ærmet og gå over mod døren, og endelig fulgte – da jeg tudede af raseri og utilstrækkelighed – den store finale: “Ja, jeg kan godt se, at du er ked af det. Det er ikke min skyld!”

Anton, der på det her tidspunkt løb i cirkler om sig selv, sagde til lægen: “Min mor er ked af det nu?” “Ja, det er hun, kan du lige tage en serviet til hende, du er sørme en dygtig dreng, vil du have et stykke tyggegummi?”

What. The. Actual. F*ck?

At være i det her system føles meget sådan her:

(- men det bliver også et: “Suck my dick!!” herfra).

*Kan jeg ikke forklare, hvor højt, jeg elsker den her TikTok-video

– men i hvert fald højt nok til, at jeg (uden nogensinde at ville kunne gengive hvordan) har lavet den til ringetone på min telefon. Jeg bliver i godt humør hver ENESTE gang, den ringer. 

*Må vi ikke glemme originalen. Den er også svær at være sur til.