M2018, uge 16

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Arrangeret samkørsel til en børnefødselsdag, og dermed været den uudholdeligt selvtilfredse årsag til, at 1 og ikke 3 biler startede op og kørte en time.

2)
Besluttet, at vi i år prøver at se, om Anton kan klare sig uden en sommerjakke. Sidste år syntes jeg simpelthen ikke, at vi brugte den nok til, at den var udgiften værd, og da han har en håndfuld overtrækstrøjer af god kvalitet afventer jeg og ser, om ikke de dækker behovet.

3)
Steppet mit grøntsagsskuffe-game *sygt* op.

Jeg startede med at beslutte, at alt, hvad jeg havde i den, skulle bruges, inden jeg måtte handle igen, så med skuffens indhold lavede jeg bolognese (af resterne fra grøntsagsversionen fra sidste uge), som jeg serverede med blomkålsris den første dag, og dagen efter brugte som”bøf” i en gang burgere*, jeg fik lavet en kande ingefær-te med citron, og endelig blev et slattent hvidløg og en trist porre vendt på panden med et par æg, revet ost, og en kvart pose frossen spinat og spist på ristet rugbrød.

Jeg synes faktisk, at det kan være svært at nå at bruge de grøntsager, som af den ene eller anden grund bliver til overs; jeg har typisk købt ind til nogle bestemte retter, og et overskudsblomkål er bare ikke kompatibelt med alt. Det smager f.eks. ret træls i gullasch. Derfor synes jeg somme tider, at jeg ender med at skulle vælge mellem at lave mad med semi-suspekte ingredienser, der får retten til at smage underligt, eller at skubbe det, jeg *skulle* have brugt – som så bliver det næste, der ligger og stresser mig. En slags ondsindet grøntsagsdomino. Derfor besluttede jeg søndag at prøve at preppe alt det grønt, jeg havde tænkt mig at bruge til madpakker den kommende uge, så dét i hvert fald ikke lå og vansmægtede i skuffen sidst på ugen. Jeg slicede alle snackpebrene, skyllede alle tomaterne og skrællede alle gulerødderne og smed dem i vand, og stillede det hele i køleskabet. Resultat? Alt var spist, da vi nåede til fredag, og det var ca. 20 gange nemmere at smøre madpakker. Det bliver helt klart den model, vi kommer til at bruge fremadrettet.

*Jeg vil bare lige videregive, at Sloppy Joe-konceptet i vores størrelse-small/medium/large-familie ca. 100 gange så smart, som almindelige burgere med bøf, fordi det er meget nemmere at tilpasse portionsstørrelsen til det, vi hver især kan spise.

I øvrigt:

– bliver vi nødt til lige at vende, at autocorrect – når man fjumrer i forsøget på at skrive ‘der’ – hjælpsomt foreslår DDR. Wtf?

– vil jeg gerne vide, om andre end mig bliver lidt pinligt berørte, når de kommer til at tænde blinklyset i alt for god tid? Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er ny i trafikken.

– købte jeg til mine søvn-averse børn lydbogen ‘Kaninen der så gerne ville sove’, og troede nærmest ikke mit eget held, da den hele to aftener så ud til at virke. Hvilket selvfølgelig førte til, at børnene hader den. Så nu sker der så det, at man omkring klokken halv otte kan høre mig stå og hvisle-råbe: “Og der skal være ro l.i.g.e NU – ellers tænder jeg for kaninhistorien!!” #ModerenDerSåGerneVilleTrue

– kan jeg tage fejl – men føles det ikke lidt som om, medierne næsten håber på en storkonflikt?

– vil jeg, al sarkasme til side, virkelig gerne vide, hvorfor vi ikke interesserer os mere for alle de unge sportsfolk, der falder om med hjertestop?

– kan jeg ikke finde ud af, om vi er pro eller con ulve i dk?

– forstår jeg ikke, hvorfor det altid er de samme modstandere i WordFeud, man får CWZXQQY-brikkerne imod 15 gange i træk. Der må sidde mennesker derude, der tror, jeg er begavet under gennemsnittet.

– er jeg blevet sygeligt besat af at se gamle youtube videoer med Bruno Mars, der danser. Ja. Jeg forstår det heller ikke. (Men seriøst: Tjek lige 2:30 inde i den her)

– Kan. Jeg. Ikke. Fatte. at brugerfladen på HBO skal være så elendig. Netflix har en ‘Skip intro’-funktion. Netflix får ’Set for nyligt’ til at virke. Omfg. Det eksisterer. Stjæl det dog!?

– er vi nået til det eneste tidspunk på året, hvor jeg hader at bo 10 meter fra en mark:

Actual footage af børnene og mig, da vi forlod huset i morges.
(PS. Næst efter Task Force må Hazmat Suit være det fedeste ord ever.)

– har jeg flere mennesker i mit liv, hvor kommunikationen for 90% vedkommende består af GIF’s.

 

M2018, uge 15

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Købt vaskepulver til min opvaskemaskine i stedet for tabs. Jeg har et lynprogram på min maskine, som ofte er nok, fordi meget af det, der skal vaskes, ikke er specielt beskidt, men den korte tid betyder, at en tablet ikke når at blive opløst. I lang tid har jeg brugt Neophos gel (ikke spons), men dels er det dyrt, og dels er det kun nogle butikker, der har det. Da jeg skulle handle i fredags, havde Netto tilfældigvis den store beholder med pulver på bud, så det fik et skud. Det fungerer præcis ligeså godt som gel’en, og koster cirka det halve.

2)
Haft fokus på vores kød-forbrug. Ikke specielt oplagt, for vi spiser ikke ret meget kød (ikke pga. principper eller overbevisninger, men simpelthen fordi jeg synes, at kød bliver ulækkert i det sekund, jeg ikke er sulten-sulten længere) – men derfor synes jeg alligevel, at det kunne være sjovt at se, om vi kunne skrue yderligere ned ved at fokusere på det. Helt konkret har jeg prøvet at lave vegetar-bolognese, lavet gryderet med én kyllingefilet i stedet for en pakke, og formet 6 små bøffer af den samme mængde kød, som ifølge opskriften skulle give 3-4 af slagsen. Bolognesen blev udemærket, men var for omstændig at lave, og ungerne gad det ikke, men dét med at skære markant ned på mængden af kød var et hit.

3)
Eksperimenteret med tidsforholdet ‘tørre ude’ > < ‘tørretumbler’ ift. håndklæder, så vi tumbler kortest mulig tid, men stadig lige får dem bløde nok til, at det ikke føles som at tørre sig med papkasser. Konklusionen er, at hvis jeg tager dem ind, når de er næsten-tørre, og bare lige giver dem 5-10 minutter i tumbleren, så bliver de ligeså bløde, som hvis de havde kørt full throttle i maskinen.

Faktisk er tørring af tøj én af de voksen-ting, jeg aldrig helt har fundet en god løsning på: Tøj bliver virkelig træls, virkelig hurtigt, hvis det bliver tørretumblet, hver gang det er vasket, det er umuligt at tørre ude fra oktober til april, og indeklimaet har mildest talt ikke godt af, at man tørrer det på et stativ indedøre. What to do? Hvis nogen har fundet en genial løsning på dét problem, så hold jer endelig ikke tilbage.

“Hæng dit vasketøj ud” sagde de. “Det bliver så lækkert og friskt” sagde de. 

 

Donorbørn og konsekvenser

For et års tid siden blev jeg kontaktet af en sød journalist, der gerne ville lave en artikel om at få børn alene, men med en lidt anden vinkel, end den sædvanlige “Pernille ventede forgæves på mand og børn – men så besluttede hun at tage sagen i egen hånd!” Journalistens fokus var bedsteforældrenes rolle, når kvinder som mig vælger at få børn alene. 

Jeg takkede nej til deltagelse, men hendes henvendelse og vinkel gjorde mig alligevel glad, for den betyder, at der begynder at ske noget ift. den historiefortælling om emnet, som finder vej til blade og aviser – hvor der ellers indtil nu har været en ret væsentlig forskydningstid mellem den italesatte og den reelle virkelighed.

Det er ikke engang 10 år siden, jeg selv søgte nettet tyndt i håbet om at finde historier og erfaringer fra kvinder, der havde fået børn alene, men dengang var der nærmest intet at finde.

Siden jeg fik Anton, har masser af fortællinger fundet vej til det store, vide net, men 9 ud af 10 gange, er det fiktive Pernilles historie, der bliver fortalt. 

Det betyder, at nogle overvejelser, som f.eks. økonomi og netværk, på nuværende tidspunkt er fint beskrevet; uden at man nødvendigvis kender til detaljerne, har antallet af historier gjort, at de fleste idag ved, at det er muligt at få børn alene og klare sig fint. 

Silas Holst-vinklen er også formidlet så mange gange, at de fleste kommende alenemødre gør sig overvejelser omkring, om de gerne vil co-parente, enten med en enkelt mand, de ikke er kærester med, eller med et homoseksuelt par, der også har et ønske om børn, men som pga. en kombination af biologi og lovgivning ikke selv kan få.

Den del af historien er fortalt og fortalt og fortalt igen – men der er mange vinkler, der ikke berøres derude, og det er en skam, for det betyder, at det stadig er svært for dem, der overvejer at få børn alene at forholde sig til ting, vi *er* blevet klogere på, og til de etiske problemstillinger, der er opstået i kølevandet på, at vi bliver flere og flere selvvalgte alenemødre. 

I public servicens hellige navn vil jeg derfor gerne bruge min platform her til at prøve at opliste et par af de udfordringer, jeg efter 9 år i denne verden har set/hørt om/oplevet, i håbet om, at de kan give debatten lidt flere nuancer.

Som f.eks:

* At det i en regnbuefamilie kan være virkelig svært at undvære sit barn halvdelen af tiden, selvom man selv er arkitekt på idéen, og den i sin tid virkede god.

* At man som forælder dagligt skal træffe beslutninger om sine børn og sin opdragelse, og at alle disse valg bygger på menneskesyn og værdier. Og det kan være næsten umuligt at forudsige, om man er enig med mennesker, man mødte for et halvt år siden på regnbuebarn.dk, uanset hvor meget kaffe man drikker inden. Man kan være heldig, at det bare fungerer – det er der heldigvis mange der er. Men når man idag har kunne etableret rådgivningsfirmaet Aftalt Forældreskab, som arbejder med de udfordringer der kan opstå i lige præcis den her konstellation, så fortæller det også en historie om, at gode intentioner ikke altid er nok.

* At det ofte har konskvenser for mænd, der udenom systemet hjælper kvinder med at blive gravide. Det er stadig meget tabuiseret, at man som mand ikke optændes af en hellig far-ild, når man ser sit yngel, men fortsat trives med den aftale, man i sin tid lavede med den nu glade og tilfredse alenemor. Jeg kender til et par mænd, der har mistet kærester på denne konto, fordi disse ikke kunne leve med den karakterbrist, det i *deres* øjne var, at man kan leve fint uden at være far for sit barn.

* At der, i de tilfælde, hvor man får hjælp af en kammerat til at blive gravid, sidder et sæt bedsteforældre længere ude, som man også træffer et valg på vegne af. Selvom du og din kammerat er enige om, at han egentlig bare er at betragte som en slags kendt donor, kan det være virkelig svært at have et barnebarn, man ikke kan få lov at være bedsteforældre for.

* At man som bedsteforældre til et donorbarn ofte får en anden rolle, end traditionelle bedsteforældre har, fordi man er primært netværk. For det første prikker det til den naturlige autoritetsfordeling, for hvem må opdrage på barnet, når man er sammen med bedstemor og bedstefar? Hvis barnet er hos dem oftere, end børnebørn normalt ville være, må og skal bedsteforældrene jo også have en opdragende rolle, for ellers bliver der simpelthen for stor en del af tiden, hvor børnene tumler rundt uden grænsesætning – men hvad, hvis man som mor ikke er enig med sine forældre? En alenemor vil meget sjældent sætte hælene i – for hvem skal så hjælpe, når det brænder på?

* At de fleste bedsteforældre gerne vil forkæle deres børnebørn – men hvis de ser deres donor-barnebarn 2-3 gange om ugen, og deres andre børnebørn 2 gange om måneden – hvordan undgår man så som bedsteforældre at føle, at man gør forskel?

* At man, som Eske Willerslev i Mads og Monopolet tog op, ved meget lidt om, hvilke konsekvenser det på lang sigt har, når man laver en graviditet i et reagensglas, fordi der ikke er naturlig selektion på samme måde, som ved en naturlig graviditet, hvor det vil være den hurtigste/stærkeste sædcelle, der befrugter ægget 

* At der i dag er der strammet op på, hvor mange børn, en donor må bruges til at sætte i verden; idag må han levere sæd til 12 familier (før 2012 var tallet 25) – men der er ikke begrænsning på, hvor mange børn, disse familier hver især må få. I Danmark sælger vi ret meget sæd til udlandet. Det betyder, at du som donorbarn ikke kun har de søskende og halvsøskende, du har i Danmark, men potentielt også en betragtelig flok i både nabolande og resten af verden. Og hvis vi prøver at kigge 15 år frem i tiden, og forestille os, at nogle af disse børn, *selv* bliver sæddonorer – hvilken betydning får dét så?

Hvis andre selvvalgte alenemødre derude har rettelser/erfaringer, de har lyst til at byde ind med, så skriv dem endelig i kommentarfeltet, så der er samlet lidt nyere stof til eftertanke her.

Man må gerne være anonym

M2018, uge 14

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)
Repareret mit meget-tæt-på-at-være-opgivet sofabord i stedet for at købe et nyt. Og her skal ‘jeg’ forståes i løsest mulige forstand, idet mit bidrag til processen var at ringe til min far, som kan fikse *alt*, og spørge, om han ville give det et skud. Hans betydelige evner til trods, har lopperne hærget det så grundigt, at det nok aldrig kommet til at kunne tåle et vaterpas igen, men det kan understøtte en kop kaffe, og det må række.

2)
Været så heldig at arve den fineste, lille el-kedel, som ud over at være meget hurtigere end den gamle, også er næsten lydløs, hvilket man – konsekvent afkalkning til trods – ikke kunne sige om forgængeren. Det har givet den ekstra fordel, at jeg nu kan lave te om aftenen, når børnene sover, uden at vække dem; jeg ikke længere er nødt til at lave en helt kande te, inden jeg putter dem, som jeg ofte kun ender med at drikke en enkelt kop af. Det lyder måske ikke af meget, men helt lavpraktisk vil jeg tro, at jeg, lavt sat, i gennemsnit hælder 1/2 liter te ud hver morgen – hvilket på årsplan nærmer sig 200 liter vand, som der er brugt ressourcer på både at rense og varme op.

3)
Renset og ternet 6 pærer, som var for modne til madpakker og salat, blandet dem med blåbær og smidt dem i fryseren, så jeg har til en crumblecake, næste gang vi får gæster. Lidt i stil med dåseferskenerne er dette punkt med, fordi det har givet anledning til at tygge på, hvor meget ekstraforbrug, det giver mening at skabe for at redde noget, der ellers skulle have været smidt ud (til fuglene). For jeg måtte ud og købe de frosne blåbær, og selvom jeg er med på, at det her er i småtingsafdelingen, ville jeg ikke have købt dem, hvis jeg bare havde smidt pærerne ud. Jeg synes, det er svært. Nogle ting er no-brainere, som f.eks. at købe en lap til et par bukser med hul på knæet, men hvad med gamle møbler, som skal renses med kemikalier eller males og upcycles med nye greb osv? Hvornår giver det faktisk, fra et miljøperspektiv, mere mening at smide ud/købe nyt/brugt, end at forlænge levertiden på det, man har?

Den sidste overvejelse er opstået, fordi jeg synes, at der somme tider er så meget fokus på processen, at man glemmer formålet. Jeg ser f.eks. ofte mennesker, der i diverse minimalist-fora laver opslag, hvori de efterspørger ideer til områder at kaste sig over.

Det, der står, er: “Jeg har lige en time, nu hvor børnene sover. Er der nogen, der har forslag til, hvad jeg kan rydde ud i?”

Det, jeg ser, er:

Naturen og miljøet er jo formentlig ligeglade med, om man giver en hjælpende hånd, fordi man bekymrer sig om kloden, eller om det handler om, at man er blevet en dopaminafhængig oprydningsjunkie – men for mig kommer det til at virke som om, man bare har erstattet én slags overforbrug med et andet. Og det er ikke det, jeg gerne vil med hele denne proces. Helt langhåret er det nok mere noget med, at jeg gerne vil nå det punkt, hvor min tilfredshed med livet ikke hænger sammen med materialistiske ting, som dybest set ikke bidrager med noget af essentiel betydning, men hvor jeg samtidig heller ikke frygter, at bilen går i stykker eller at vi ikke har råd til at blive boende, hvor vi bor. For mig handler det om at finde balancen, og holde den, og det er svært, hvis man er bange. Både hvis angsten handler om at have for meget og om at have for lidt. 

Når *jeg* bliver præsident…

Jeg ved ikke, om det er for tidligt, men jeg vil hermed gerne annoncere mit kandidatur som den næste leder af den frie verden.

Det bliver svært. Det bliver hårdt. Der vil være problemstillinger, der kommer til at stjæle min nattesøvn. Men det vil alt sammen være det værd, for det vil give mig mulighed for ved lov at forbyde argumenter, der udelukkende bygger på egenoplevelser, på internettet.

Som f.eks. når der diskuteres vacciner, og argumentet imod er: “Men min mormor havde mæslinger, og det døde hun altså ikke af.”

Som når der diskuteres farer ved rygning, og den evindelige bedstefar på 98, der har røget som en skorsten hele sit liv, og aldrig har haft en sygedag, støves af og trækkes frem.

Eller når en kvinde på 30 år skriver, at hun overvejer barn nummer to, og efterlyser erfaringer og overvejelser, og nogen nævner, at det måske kan være meget godt at have sin alder i baghovedet. Et ret aktuelt emne, nyhederne taget i betragtning, hvor vores uvidenhed om egen fertilitet af professor og klinikchef fra Rigshospitalets Fertilitetsklinik Søren Ziebe kaldes “grænseløs” og “overdreven optimistisk”.

En lille graf viser, at chancen for at blive gravid på én cyklus, når man er 30 år, er 17%.

Når Suzi så springer frem i kommentarfeltet med sit “Jeg var 40, da jeg blev gravid, og jeg blev altså gravid i første forsøg” er jeg efterhånden én scene fra at gå fuld Michael Douglas i Falling Down. Jeg. Kan. Ikke. Holde. Det. Ud.

Og jeg vil gerne have en enhjørning og to pokaler med champagne og en gratis ferie til et solbeskinnet sted, for ikke hver eneste gang at fare i struben på den slags mennesker med et: “Og hvad så, Suzy? HVAD FUCKING SÅ?!

For det er super duper for dig. Det er det virkelig. Og vi kan sagtens holde kommentarfeltet åbent for alle de kvinder, der sammen med dig udgør de 5%, der som 40-årige bliver gravide i første forsøg. No problem.

Så må vi bare håbe, at Mette, som har lavet opslaget, er ligeså heldig.

Men hvis ikke; hvis hun tilhører én af de kvinder, der udgør de 95 uheldige procent, hvad skal hun så bruge din kommentar til? Den er nogenlunde ligeså brugbar, som hvis vi, som svar på filmoptagelser fra et børnehjem i Afrika, hvor de fortæller, at de sulter, filmer os selv til en påskefrokost, og sender dem optagelsen med titlen: “Det gør vi ikke”.

For tænk, hvis hun tog kommentarer som din som udtryk for sandheden og ventede i den overbevisning, at hun havde god tid. Hvor er du og dine så, når hun om 10 år må sande, at det er for sent for hende? For jeg er helt med på, at vi gerne må tænke selv, og at man på en enkelt googling kan finde tal og statistik på fertilitetskurven – men når du kommenterer, at statistikken ikke var et problem for dig, er det så ikke for at sige, at den skal man ikke lægge for meget i?

Men det SKAL man, Suzy. For den er udarbejdet på baggrund af fakta og undersøgelser og mange, mange mennesker og læger og fertilitetsklinikkers erfaringer. Modsat din historie, som er baseret på et evidensgrundlag bestående af dig.

Jeg kan godt leve med, at man er nødt til at melde ind, hvis der berøres emner, som rammer noget i én, hvor man ikke kan være i sin krop, hvis ikke man kommenterer på det. Hvis nogen f.eks. beder om erfaringer med adoption, muligheden for som single mand at tage til USA og finde en rugemor, så man kan få det barn, man så inderligt ønsker sig, eller hvordan det er at rejse med et 2 måneder gammelt spædbarn. Så er det bare fino, at man byder ind med egen, oplevet virkelighed, for det kan man ikke slå op i en statistik.

Men jeg bliver SINDSSYG, hvis ikke snart folk holder op med at fremlægge egne oplevelser som fuldt ud gyldigt modspil til resultater, som forskere, læger og andre dedikerede sjæle har brugt år på at nå frem til.

Stop det. Nu. Tak.

M2018, uge 13

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Lavet de indledende manøvrer til at anskaffe mig en ekstra el-kedel. Jeg elsker den, jeg har, men den er stor, hvilket betyder, at der minimum skal 0,8 liter i, før den må startes. Jeg har derfor tænkt over, at det må være billigere i strøm med sådan en rejsestørrelse til en halv liter? Eller hvad? Er der noget med størrelsen på varmelegemet, der spiller ind? Hvis der er nogle fysik-/naturvidenskabelige typer på linjen, så meld endelig ind, for uanset hvad jeg skriver i søgefeltet af snorrige ordkombinationer, så kan jeg kun finde frem til, at det er billigere at koge vand i en elkedel end i en gryde, og så langt er jeg med.

Jeg har fundet én brugt, men den er rød, og selvom jeg er all for second hand og alt det jazz, kan jeg mærke, at jeg bliver nødt til at vente på at finde en, jeg kan holde ud at have stående i mit køkken, og som ikke giver mig farve-spat, hver gang jeg får øje på den.

2)
Parkeret min indre snob og købt pap-vin. Ikke, at det ikke er udemærket, men jeg synes, det får en kedelig undertone af blå tænder og sløret tale efter kl. 17, når man i ophøjet ensomhed køber vin i 3 liters emballage, der ikke klirrer, når man går med det i posen. Men jeg fandt min yndlingsvin på tilbud, og sammenholdt med flaskeprisen, sparede jeg 50%. ‘Tilføj kurv’, som vi siger.

3)
Været god ved fuglene. Alt, hvor vi bor, er så bundfrossent, at de stakkels kræ nærmest forsøger at æde hinanden, og fordi påsken = gæster og invitationer, og jeg efterhånden har erfaret, at der ikke er nær så mange ‘jeg varmer lige en skam-frossen, tør bolle fra fryseren’-situationer i mit liv, som antaget, har jeg været flittig til at tømme min brødboks og lægge ud på fuglebrættet. De små musvitter, der er igang med at flytte ind i vores fuglekasser, ligner nogen, der lige har givet os 5 stjerner på Trustpilot.

Done beats perfect

Det sidste års tid har jeg arbejdet meget med kort. Sært barn har mange navne, og de går under alle mulige betegnelser, som f.eks. orakelkort, angel cards, affirmationscards osv.

Uanset hvad tilgang og trosretning man lægger i arbejdet med kortene, elsker jeg det positive fokus, de giver, fordi de skærper opmærksomheden på at få øje på de steder i hverdagen, hvor der er mulighed for at arbejde med sig selv og/eller vokse som menneske.

Min yndlingsartist er det amerikanske medium Colette Baron-Reid, som laver de fineste sæt*:

Jeg plejer at trække et kort søndag aften for den kommende uge, og prøver at have temaet i baghovedet, både når jeg er udfordret, og når jeg er flyvende.

I søndags trak jeg “Balance”. Illustrationen på kortet er en kvinde, der holder en vægt, og det fik mig i går til at tænke over, at jeg ville ønske, jeg var bedre til at være i balancen, uden at den føles som et kompromis.

Jeg tror virkelig, at nøglen til at betragte sit liv og sig selv med glæde og tilfredshed ligger i at finde det sted, hvor yderpolerne er trukket langt nok mod midten til at kunne nå hinanden, og jeg øver mig. Jeg er blevet langt bedre til at acceptere det, når jeg ikke føler, jeg når i mål med tingene, men jeg er der ikke endnu.

Problemet for mig er, at jeg ofte drukner i praktik, når jeg får en ide; jeg ikke kan overskue det arbejde, der ligger i processen, hvis jeg skal udføre den “godt nok”. F.eks.har jeg flere gange tænkt, at begge børn ville elske det, hvis vi lavede picnic på stuegulvet med aftensmaden, men allerede inden jeg når længere end til den konstatering, er min hjerne igang med at remse op, hvad der kræver af madtyper (= spaghetti bolognese virker som en dårlig ide) service (glas med mælk/saft på et tæppe? Eller juicebrikker, der er sværere at vælte?) tidspunkt på dagen (= aftensmad, hvor alle er trætte eller frokost, hvor kun Frida er?) oprydning bagefter osv. osv. osv. Det er *sygt* belastende at være designet sådan inde i hovedet.

(Hvordan gør spontane mennesker? Er de, som jeg engang har hørt, kinestetiske typer, der forbliver på livets linje, og kun ser det, der ligger lige umiddelbart for, og ikke alt det, der følger med? Modsat auditive typer som mig, der konstant springer ind og ud af linjen, for at se, hvad der ligger længere fremme, så jeg kan være forberedt? Hvis det er tilfældet, vil jeg godt bytte noget af alt mit overblik for bare lidt af deres tilstedeværelse og situationsbestemte sorgløshed.)

Nå, men inspireret af min solo-brandtale og ugens kort, smed jeg i går al personlighed over bord, og lavede bare-sådan-uden-videre den famøse picnic på gulvet, da vi skulle spise aftensmad, og det var – selvfølgelig – bare at gøre det. Da vi sad på tæppet, kunne jeg allerede se, at det bliver noget, vi kommer til at gøre til sommer, både i haven og ude omkring i verden. Det var både nemt og hyggeligt (tager du noter, Linda?), og vi fik snakket på en helt anden måde, end vi plejer. Og jeg tror helt ærligt ikke, at jeg ville være kommet over mig selv længe nok til at få det lille projekt ført ud i livet, hvis ikke mine tanker, afledt af unges kort, havde sparket mig bagi.

* Hvis du har lyst til at se hende bruge dem, laver hun hver uge en “vejrudsigt” på You Tube, hvor hun bruger sine forskellige sæt. Det er en god måde at tjekke, om man overhovedet er til den slags udfoldelser, og at se de mange fine kort, hun har lavet. Hvis du har lyst, er videoen for denne uge her

M2018, uge 12

M2018, uge 11:

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Inspiceret og genbrugt mine plastikposer med en omhu og en nidkærhed der ville gøre sig godt i en efterretningstjeneste. Jeg bruger for mange plastikposer, og selvom jeg forsøger at inkorporere plastikbøtter de steder, jeg kan, så er der stadig steder, hvor convenience-hensynet vejer tungere, end mit grønne fokus. F.eks. slæber jeg altid rundt på min madpakke i min lædertaske, og jeg nærer absolut intet ønske om at dekorere indersiden med punkteret tomat, pikant-ost eller lignende. Da min taske ligner alle andre kvinder og mødres, med håndcreme, høretelefoner, opladere, sutter, kommoder, lommetørklæder, vådservietter, notesbøger og gamle p-billetter, vinder så-lille-som-muligt over så-grønt-som-muligt = madpakke i plastikposer. Sådan har vi en håndfuld steder, hvor jeg ikke umiddelbart ser mig selv sige farvel til poserne – men efter en uge med fokus på det, kan jeg se, at jeg kan skære ca. 3/4 (!!) af forbruget fra, fordi de fleste stadig er helt rene og dermed kan genbruges. Problemet er vane. For i frokostpausen, når alle sidder og spiser, er det nemt lige at forvandle sådan en pose til kollektiv affaldspose. Det slutter nu.

2)
Gjort det, jeg inde i hovedet meget pompøst kalder “taget ansvar for mit køleskab”. De sidste par uger har været pressede; børnehaveopstart med dertilhørende nye bakterier, så alle hoster sig gennem nætterne, usædvanlig meget arbejde og mange (dejlige!) gæster, har betydet, at al gang er foregået i løb. Det er typisk i sådanne perioder, jeg ender med at smide mad ud, ganske enkelt fordi det går så stærkt, at jeg ikke kan overskue, hvad vi skal spise (og dermed bruge) 2 dage frem. Når jeg får fodfæste igen, og kommer tilbage til rutinen med at bladre køleskabet igennem næsten dagligt, er maden blevet for gammel, og må kasseres. Det irriterer mig ENORMT, når det sker, og derfor er jeg, sådan på mikroplanet, stolt over, at jeg har brugt de 4 x 3 minutter, det reelt tog at tjekke, hvad vi havde og beslutte, hvad det skulle forvandles til, og at turbo-ugernes eneste ofre var 2 æg, der havde gemt sig i grøntsagsskuffen.

3)
Taget mig sammen og endelig læst op på, om det er billigst at tænde og slukke LED-pærer, hver gang man kommer og går, eller om det på den lange bane er billigere at lade dem brænde. Vi render ind og ud 87 gange om dagen, og da jeg i mange år har haft sparepærer, hvor jeg i sin tid fik anbefalet at lade dem brænde, hvis jeg bare skulle ned med skraldet (fordi de bruger mere energi, når de skal “starte op” igen, end på bare at forblive tændt) har jeg kørt sådan en ubeslutsomhedsløsning, hvor jeg somme tider slukker noget, andre gange alt, og endnu andre gange lader det hele brænde. Hvis der sidder andre med samme mangel på viden: De skal slukkes. Altid og hver gang.

4) (Påske-special)
Været lidt på påskeægsforkant. Lopperne er så heldige, at de får chokoladeæg af flere forskellige i omgangskredsen, og som de fleste andre børn, bliver de fuldstændig elektriske over det. Men for dem begge to, er det den knitrende cellofan og det, at få overrakt et æg, der proportionsmæssigt er SÅ meget større, end dem, de somme tider får, der drager. Når først ægget er brækket i stykker, forsvinder magien og dermed interessen, og 80 procent af ægget ender i skraldespanden. (‘Skraldespanden’ er kode for ‘i min mund’, obviously) I år har de fået lov at give den gas, som de plejer, når de får ægget overrakt – men jeg har umiddelbart efter smidt de stykker, de ikke har spist, i en bøtte i fryseren, så jeg kan smelte dem med, næste gang jeg bager en chokoladekage.

Tanker fra en bil-kø

* Uh! Katastrofeblink på. Har han set mig bagved? Det har han. Godt.

* Heldigt, jeg tog afsted i god tid. Det kan jo faktisk sagtens være en mulighed for et pusterum, det her. Jeg har kaffe. Jeg skal bare være. Dyyyyhbe indåndinger.

* Folk, der stresser over bilkøer må simpelthen lære at køre tidligere hjemmefra, og at slippe ideen om, at vi kan styre alting med viljens kraft.

* Jeg har ondt af dig, Audi-forretningsmand. Hvor er det trist, at du lever et liv, hvor du bliver så presset over en bilkø.

* Bumbumbum…

* Hvorfor kan jeg egentlig ikke lære teksten til “Total eclipse of the heart”?

* Gad vide, hvad man kalder det, når man fremstiller æbler? Æble…avl? Dyrkning?

* Ok, vi holder godt nok *meget* stille. Nå, pyt. Jeg har stadig god tid. Træk vejret iiiind. Puust ud. Godt, jeg huskede at tisse hjemmefra.

* Ej, nu må der faktisk godt snart ske noget.

* Hvem holder vi med i X-Faktor i år?

* Det burde simpelthen være fyringsgrundlag, når uddannede journalister udtaler det ‘lanciere’.

* Tænk hvis alle mennesker i hele verden er én og samme person, bare på forskellige niveauer af inkarnering. Eller hvis tiden ikke er lineær, men sideordnet, og vi, hvis vi blev i stand til at kigge sidevers gennem skiverne, kunne se os selv i både 1840 og 2059.

* Tager sgu lige et par panodil.

* For helvede. Nu skal jeg tisse. Forbandede kaffe.

* Oooog jeg kommer officielt for sent.

* Skidegod ide, Oakley-spade. SKYND dig forbi. Der er helt sikkert fri bane 10 meter fremme.

* Hvem fanden er det, der ikke kan finde ud af at bygge motorveje i det her land!? Det burde da være indlysende for enHVER, at 3 spor ikke er nok!?

* Kom nu. Komnukomnukomnu.

* FUCK!FUCK!FUCKFUCKFUCK!!! KOOOOOOOOOM!!! NUUUUUUUU!!!!

* Om 200 år, når de finder den her bil-kø med alle vores mumificerede kroppe, vil de undre sig over, hvilket sært millenialt ritual, vi var igang med.

* Jeg håber, Lasse finder min testamente-bog med mine nedskrevne direktiver om, hvem der skal have hvad. (Og at han husker at destruere det, vi har aftalt…)

* Bevægede vi os lige!?

* Ja! Ja! Ja! JA! JA!!! MOOOOOOOVE M*THERFUCKERS!

(* Note til selv: Tjek prisen på énmandsfly. Og blodtryksdæmpende medicin. Og bøger om zen og om at have ro med at være til stede i nuet.)