Verdens bedste dag for verdens bedste Anton (og M2025, uge 20)
Dagens indlæg bliver en kombination af ugens M2025-indlæg og en beskrivelse af den fine, fine dag, vi havde i går, hvor Anton blev nonfirmeret.
Jeg er helt savet over i dag. Jeg har smågrædt 4 gange, Bare Fordi, og alting sidder uden på tøjet. Men det var det hele værd, og jeg er fuldstændig blæst væk over, hvor fantastisk en dag, det lykkedes os at lave, fuldstændig på Antons præmisser.
Jeg har stået fast på, at han selv skulle være deltagende i planlægningen af den store dag, for hvis det skal give mening at holde en fest, når man ikke bliver konfirmeret, synes jeg, at det skal være en fest, der markerer overgangen fra barn til ung. Med til det hører at tage lidt mere ansvar for, hvad man gerne vil, end det forventes af én, når man er lille, og det har han gjort.
Det kræver selvfølgelig, at set-up’et rammesættes rigtigt, når hovedpersonen er autist, for ellers bliver resultatet det modsatte af en fest. Derfor har jeg på de fleste af del-elementerne, givet ham nogle valgmuligheder, så han ikke har skulle gribe et færdigt koncept ud af luften, men har haft nogle konkrete bud på, hvad vi kunne vælge at gøre.
Vi startede dagen med at tage i kirke for at se konfirmationen af hans klassekammerater, og det var en rørende oplevelse. Da vi var til infoaften i efteråret, fik vi at vide, at S-linjen skulle konfirmeres sammen med almen-delen, men det fik vi ændret til, at vores unge mennesker kunne få lov at starte. På den måde lå den formelle del af dagen om morgenen, hvor der er mest strøm på batterierne, og ceremonien blev kortere.
Det var godt, at det var sådan, præsten endte med at gøre det, for det er en stor kirke – og der var fuldt hus. De her unge mennesker har det så svært med for megen opmærksomhed og for mange mennesker, men fordi der her var en ramme omkring det, kunne alle, der holder af dem, for én gang skyld få lov at være med, og jeg fik våde øjne over at se, hvor mange mennesker, der var mødt frem til hver eneste af dem. Selv deres lærerteam var mødt frem i stiveste puds, og stod på rad og række og duppede øjne. Ej, men jeg var helt færdig.
Da klokkerne ringede, kørte vi over til mormor og morfar, hvor Anton havde valgt, at han gerne ville holde sin fest. Mine forældre bor større, end vi gør, og har en stor have med flere overdækkede terrasser, hvilket gav lidt mere spændevide ift. vejret, men jeg har hele tiden håbet, at vi kunne sidde i haven, fordi det er mindre overvældende end en lidt-for-varm stue, og akustikken under åben himmel er bedre.
Vi fik pyntet haven med blomster og flag, startede grillen og en time efter ankom de første gæster.
Vi var en lille flok. Bare min søster med familie, en lille håndfuld af mine venner, og mine forældre.
Jeg havde på forhånd skrevet til folk, at de skulle tage en ekstra trøje med, og jeg medbragte desuden en stak tæpper, som vi bare stillede i en kurv. Det var vigtigt for mig, at det blev en uformel dag, hvor alle kunne hygge sig, skæve hjerner, ømme ben og dumme fødder til trods, så derfor havde jeg forsøgt at indrette det, så folk kunne finde det sted i haven, der passede til deres fysik og indre termostat.
Hovedpersonen selv kan jo ikke så godt med for megen opmærksomhed, så jeg havde prikket til folk inden og spurgt, om de ville være behjælpelige med at tage billeder i løbet af dagen, uden at han opdagede det, så det ikke blev så opstillet.
Samtidig havde dem, der overvejede tale/sange haft fat i mig, for det er klart; det giver et dilemma, når vi er vante til at bruge den slags lejligheder til at fortælle vores nærmeste, at de er vigtige for os, og de så SLET ikke skal bede om det. Jeg havde derfor foreslået, at de i stedet lavede en lille bog med billeder og nogle små, korte beskrivelser af, hvorfor de havde valgt de pågældende snapshots, og det fik han.
For mit eget vedkommende havde jeg skrevet min lille tale til ham og lagt den i et kort, og det satte jeg frem, så dem, der gerne ville læse det, kunne gøre det.
(Det siger sig selv, at jeg hulkegræd mig igennem den, da jeg skrev den, så det er nok i virkeligheden meget godt, at jeg ikke skulle fremsige den. Børn, mand. De tager livet af dig).
Da jeg bød velkommen, bad jeg folk om i løbet af dagen at se, om de kunne tage en selfie sammen med Anton, men min svoger, den gigantiske helt, tilbød at tage billederne, og da han er en virkelig dygtig fotograf, glæder jeg mig som et barn til at se dem. Anton accepterede, fordi vi fik det sat op, så de blev taget et sted, hvor der var fred og ro, og vi gik derom på skift, så der ikke var publikum på. (Det er Onkel, der står bag billedet af Anton herunder, og jeg er ved at besvime over, hvor højt, jeg elsker det).
Billederne vil jeg bruge i en fotobog, der skal gøre det ud for den traditionelle gæstebog, fordi navne ganske enkelt ikke hænger fast. På den her måde kan han, også om 10 år, se og huske, hvem der var med.
Menuen stod på grillmad og tilbehør, og der var lidt til enhver smag. Jeg havde lavet små bestillingssedler, både så det var nemmere for grillmesteren at holde styr på, hvem der i løbet af dagen bestilte hvad, men også, så vi kunne nøjes med at hente det ud af køleskabet, der var bestilt.
På den måde har vi fuldstændig undgået at skulle smide kød og brød ud, fordi der blev kun lavet det, folk kunne spise. De forskellige salater fyldte vi løbende op, så det kun var det, der havde stået på bordet, der skulle kasseres sidst på eftermiddagen, og hele menuen var sammensat, så resterne enten når at blive spist i dag og i morgen, eller kan smides i fryseren.
Endelig har jeg i min del af planlægningen af festen haft meget fokus på, at det er de små ting, der æder overskuddet, når hjernen er lidt trekantet. Særligt, når man i forvejen er på overarbejde, fordi man ikke 100% ved, hvad der kommer til ske, og der er mennesker alle vegne.
Derfor skal tøjet være behageligt, og den unge mand elskede det, han havde valgt.
Ligeledes havde vi dækket op til børnene i udestuen, (som ligger i forlængelse af den terrasse vi sad på, og så havde vi bare skydedøren åben), så høfeberen blev holdt nogenlunde stangen, og det havde den ekstra fordel, at hverken Anton eller hans søde kusine behøvede at bekymre sig om hvepse, som de begge er lidt beklemte ved.
Jeg havde skrevet dagen ned i punktform til Anton, og havde i det hele taget gjort mig meget umage for at minimere antallet af overraskelser, fordi jeg ved, at det stresser ham. Alligevel var jeg lige ved at falde i, fordi jeg til børnenes velkomstdrinks havde planlagt at lave gigant-isterninger med legofigurer i. I første omgang havde jeg smuglet 4 ud af hans værelse, uden at han havde opdaget det, fordi jeg gik og gnækkede for mig selv ved tanken om, at han ville synes, det var sjovt, når han fik øje på det – men så kom jeg til at tænke på, at på en dag, hvor man i forvejen får langt flere surprise-input end normalt, så kan det vælte hele læsset, hvis man opdager yndlings-legofigurerne svømme rundt i hyldesaft og danskvand. Derfor havde han selv fået lov at vælge ofrene, og han havde gigantisk optur over det færdige resultat.
Det lyder måske som en tung og omstændig omgang at planlægge, men det har det ikke været, synes jeg. I hver fald ikke mere, end det altid er, når man skal planlægge en fest. Når det bliver Fridas tur, er det bare nogle andre overvejelser og valg, der kommer til at kræve opmærksomhed, og det er vel egentlig deri, det bliver noget særligt. F.eks. var det måske mere pga. form end indhold, at vi tog med i kirke, men det er jo netop rammesætningen, der gør de store begivenheder særlige og skiller dem fra de sædvanlige fødselsdage og sommerfester.
Det var den bedste dag – for os alle sammen, tror jeg – og jeg er så taknemmelig over den flok, vi har omkring os. Kærlighed udtrykkes gennem umage og i går blev det tydeligt, hvor meget af den, vi er omgivet af.
Da vi kom hjem og havde tømt bilen, tog Anton mig i hånden og sagde glad: “Det var sjovt i dag, mor!” og når man kender ham, ved man, hvor stort det er at være lykkedes med.
Og så græd jeg lidt igen.
M2025, uge 19
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har jeg tirsdag haft Frida med ude at købe tøj til på lørdag og onsdag var det Antons tur.
At shoppe tøj er noget af det værste, jeg ved, og det bliver kun værre, når det er til mine børn, for de hader det også. Frida lægger dog hårdt ud med at elske det, og være klar på alle butikker og prøverum i hele verden – for så ar ramme muren og blive nærmest apatisk af overvældelse efter en halv time.
I dag ved jeg, at det handler om, at shopping med et blottet nervesystem svarer til en rodbehandling ved tandlægen, bare minus bedøvelse. (Hvilket er en fejl, hvis du spørger mig). For der er lys og larm og mennesker og alt, alt for meget tøj at forholde sig til, og når du skal prøve det, får du 16.000.000 nye input at forholde dig til, fordi din krop ikke kender fornemmelsen af tøjet, du tager på.
(Hvis du har ND’ere i din omgangskreds, så prøv at lægge mærke til, at de ofte har det samme stykke tøj, bare i forskellige farver, og tit har nyt tøj hængende længe, før de begynder at bruge det. Det er benhård økonomi: Når man konstant aktivt skal frasortere indtryk og sensoriske input, så er kendt tøj ‘gratis’, fordi man ikke skal bruge ressourcer på at bearbejde indtryk, når man har det på).
Meget kan vi klare over nettet, men tøj til en fest kræver en ekskurtion gennem neonoplyste Mordor, så der var ikke nogen vej udenom.
Ved et Guds mirakel tog det kun en time pr. barn, ingen græd OG det lykkedes mig at hjælpe dem med at finde tøj, der også kan bruges til sommer. Frida fik to fine kjoler, fordi hun ikke kunne vælge, og da kjoler er noget af det, hun mangler, var det en to-fluer-med-ét-smæk kinda situation, mens Anton har opdaget hør, og nu er en stråhat og et par loafers fra at ligne en statist fra Den Afrikanske Farm.
For 5 år siden ville jeg have taget begge børn med samtidigt for at få det overstået. Vi ville være kommet ud med en brudekjole, 2 hunde og en mintgrøn heldragt, fordi jeg efter 24 minutter ville være så presset, at jeg sagde ja til alt, der kunne få mig ud af helvedes forgård, så nogle gange kræver minimalisme og økonomisk ansvarlighed et ærligt kig på, hvad man selv kan gøre for at holde fast i de gode vaner i de situationer, hvor det kan føles som pjat at være presset, men man ikke desto mindre er det.
2.
Har jeg ryddet op i alles tøjskabe, selvfølgelig med de respektive ejermænd m/k på sidelinjen.
Det blev den store tur, hvor jeg også var kasserne med hatte, handsker og sko igennem, og som hver eneste gang overraskede det mig, hvor meget tøj, jeg bagefter kunne smide til genbrug. Som ovennævnte punkt illustrerer, er vi ikke typerne, der hyggeshopper tøj i tide og utide, og min egen oplevelse er, at det er langt nemmere at styre, hvad man hælder i kurven, når man handler på nettet, fordi man kun ser det, man specifikt søger på, og derfor ikke pludselig opdager en t-shirt og to par sneakers, man ikke kan leve uden.
Men jeg kan også godt se, at vi alle tre over de sidste år gradvist har fået mindre tøj i bunkerne i skabet, hvilket nok skyldes en kombination af, at alle nu er store nok til at vide, hvad de gerne vil have og ikke skal bede om, og samtidigt kan passe tøjet længere tid ad gangen. Derfor er der ikke i børnenes skabe længere de bunker, hvori der ligger tøj, både i de størrelser, de er på vej ud af, og dem, de er på vej ind i.
Og så har vi, som naturlig konsekvens af, at jeg skriver de her indlæg, også talt meget om, hvor meget, man faktisk har brug for. Jeg er ikke helt så disciplineret som Jane, for jeg kan godt fristes over evne af pæne ting, der skinner, men det er dog lykkes mig at installere en vis bevidsthed i os alle 3 om, at målet er at have det, vi skal bruge, og ikke meget mere end det.
Alt andet lige er det nemmest at vurdere, hvad man mangler, når man samtidigt ved, hvad man har, og det kræver, at der bliver ryddet op.
Det fik vi gjort i mandags, og tingene blev afleveret til Røde Kors, som er dem, jeg altid bruger, fordi de både videregiver/sælger tøj, men også laver møbelpolstring og tvist af overskudstøj. Derfor ved jeg, at de selv eftersorterer det, de får, så det ikke er en katastrofe, hvis jeg undervurderer graden af slitage på tøjet, jeg smider ud.
3.
Har vi levet af mad fra fryseren, både fordi jeg gerne vil have plads i den, så der er et sted at gøre af rester efter nonfirmationen på lørdag, men også af økonomiske årsager.
Jeg skal liiiige trække vejret i en papirspose i disse dage, for det var godt nok ikke planen, at det overskud, jeg arbejdede som en yuppie fra 80’erne for at oparbejde i efteråret, skulle bruges på en operationsudløst sygemelding. Kombineret med en nonfirmation (seriøst: jeg hader det ord) og udsigten til sommerferie, skal jeg på dårlige dage koncentrere mig for ikke at gå en smule i panik.
Men jeg har været her før, og derfor har jeg jo heldigvis en masse gode vaner og strategier at trække på, og dem gør jeg brug af nu.
Jeg har længe været god til at tjekke stop-madspild-kølerne, når jeg handler, og er der kylling, køber jeg, hvis jeg alligevel skal have gang i ovnen den dag. Jeg laver pulled chicken af det, som jeg fryser i små bøtter, der passer til en enkelt portion suppe, huevos rancheros eller som fyld i pitabrød/burritos.
Det kan gøre små rester til fuldgyldige måltider, og tager ikke lang tid at tø op, og så har det været ekstra smart den sidste måned, hvor jeg dels har været lidt motorisk udfordret og samtidig har haft brug for ekstra protein.
Men ind imellem er det så også nødvendigt at få ryddet op, så jeg ikke har 15 bøtter kylling liggende, for det får jeg aldrig spist, så jeg har i denne uge både scoret billige point ved at servere loadede nachos for ungerne, og har med et glas karrysauce, to bægre frossen ris og en pose frossent grønt haft nem aftensmad til mig selv i 3 dage.
*
Jeg vil lige slutte med at sige tak for tålmodigheden de sidste par uger, hvor bloggen har været nede on/off. Det er MEGA irriterende, og det ødelægger flowet, fordi jeg ikke kan få lov at blogge eller svare på kommentarer, når det passer.
Derfor ved jeg godt, at det for jer kan føles som om, I bare har siddet og råbt ud i intetheden, og det er der ingen, der gider. Så jeg vil bare sige, at det ikke på nogen måde har handlet om ligegyldighed, men bare om noget så lavpraktisk som kombinationen af tid og adgang til mit dashboard.
Bloggen er nu flyttet over på en anden server, og jeg har overvejet, om jeg skulle flytte hele skidtet over på en google-understøttet løsning; også fordi min arbejdsmail ligger på samme server som bloggen. Men det bliver nok desværre ikke sidste gang, russiske og kinesiske bots forsøger at drukne servere, så jeg er endt på, at det egentlig er meget smart, at jeg har bloggen (og min arbejdsmail) til at ligge ét sted, mens facebook osv. ligger på et andet. Sandsynligheden for, at begge løsninger bliver lagt ned samtidigt er ikke ret stor (med mindre vi er på Fuld Rød Apokalypse, og så har vi større problemer at forholde os til), og dermed har jeg altid én kanal at kommunikere ud på.
Derfor: Fremover vil jeg, så snart jeg bliver opmærksom på det, smide info om nedbrud op på bloggens fb-side, så I ved, hvad der sker.
Fb-siden er offentlig, så man behøver ikke følge den for at tjekke den.
God søndag derude.
Bikinikrop, betalt indhold og brasilianske butt lifts
Jeg kan mærke, at vi skal snakke om influencere i dag, for de sidste 4-6 uger har der været artikler om dem her, der og alle vegne, og DR har netop lanceret dokumentaren ‘Løgnen i dit feed’.
Debatten fylder lige nu rigtig meget, fordi 3 influencere, mere eller mindre bevidst, har fået sig placeret i offentlighedens søgelys; den ene af dem har vi allerede vendt herinde. Derudover var der noget med Molslinjen og et arrangement på Christiansborg vs. en grædende baby.
I samtlige artikler, jeg har læst i den etablerede del af pressen, er udgangspunktet en bekymring over influencere og den massive magt, de har. Dels har de en nærmest hypnotisk magt over deres følgere, og dels kan de med et enkelt opslag ødelægge brands og virksomheder. Artiklerne har handlet meget om, at det er problematisk, at man kun får den ene side af historien, og at influencere ikke er underlagt nogen former for regulering eller retningslinjer. Det er det vilde vesten, og det er snyd, at de har en fordel, fordi deres følgere ukritisk tager deres parti.
Alt det tror jeg, de fleste af os efterhånden har hørt og læst om.
Og lad mig starte med at slå fast: Jeg synes, debatten om (sociale) medier og indhold er vigtig.
Men jeg bliver *idiot* af hykleriet.
For hvis vi lige skal prøve at sætte op, hvad det er, medierne er bekymrede over, så bliver det meget fint kogt ned til fire sætninger i Heartbeats artikel om influencere fra i går:
“Kan vi egentlig stole på dem? Hvor oprigtigt er det, når de anbefaler et produkt, en restaurant, en ferie eller sågar et kosmetisk indgreb? Og hvor fair er de egentlig i deres udlægning af episoder fra det virkelige liv? (..) Influencerne får os til at have lyst til at købe ting, vi ikke vidste, vi havde brug for.“
Og den snak kan vi SAGTENS tage. Men så vil jeg gerne insistere på, at vi tager den HELT overordnet, og starter med at definere, hvad en influencer egentlig er.
For på politiken.dk kan man i dag læse et interview med Allan Olsen om, hvorfor Tønder Festival er noget særligt, og en anbefaling af dejlige feriesteder i den sydlige del af Schweiz. Begge artikler er ‘annocørbetalt indhold’.
Dagens avis byder også på et debatindlæg fra en højskoleforstander om, at unge i stigende grad bliver ‘ubehageligt til mode, når de bliver modsagt’.
De mange madanmeldelser er gemt bag betalingsmure, så jeg skyder fra hoften her, men jeg gætter på, at der nok også gemmer sig et betalt måltid eller to blandt dem. (Update: Jeg gætter forkert, får jeg at vide i min øresnegl. Anmelderne/avisen betaler for maden, så det skal de selvfølgelig ikke skydes i skoene).
Er dét oprigtigt? Kan vi stole på det? Er Tønderfestival ubetinget vidunderligt, ungdommen sart og Schweiz det perfekte sted at holde ferie? Eller kunne Politiken (og alle som dem) mon også være farvet af, at man ikke skal bide hånden, der fodrer én?
I Spis Bedre – som jeg i øvrigt elsker – har jeg lige for sjov prøvet at bladre det nyeste nummer igennem. Bladet tæller 82 sider, heraf 5 sider regulær, indrykket reklame, 6 siders collager af nye produkter til køkkenet, (heriblandt en bærbar ovn og en ispind, designet af Mads Nørgaard), og 4 siders indhold, som er lavet i samarbejde med en stor dansk madblogger/forfatter.
Det tror jeg er meget gennemsnitligt på tværs af genrer; i et livsstilsmagasin ville reklamerne være for tasker og parfume i stedet for pølser og mel, samarbejdet ville være med en hotelkæde og ikke en airfryer-producent, og collagerne ville have billeder af opstrammende cremer og SS2025-kollektionen fra Chanel, men ratioen ville være nogenlunde den samme.
Her kan man måske også tale om skabte behov?
Lidt længere ned i artiklen fra Heartbeats kan man læse et andet synspunkt, som jeg de sidste uger også er stødt på igen og igen:
“Hvordan de for eksempel indprenter drømme om “perfekte kroppe” i hjernerne på deres følgere og uddeler glansbilleder af skønhedsoperationer, som i virkeligheden har været et farligt og smertefuldt helvede for dem.”
Og nu skal Heatbeats og den enkelte journalist jo ikke stå på mål for den samlede, danske presse – men kom. Vi går over og skriger ind i en pude sammen.
For hvor har al den bekymring været de sidste 40 år, hvor dameblade har pushet den perfekte krop, uge efter uge, og hvert år i maj har lovet os, at ‘Du kan nå det endnu – tab 5 kg. og bliv bikiniklar med Suppekuren/Keto/Faste/5:2!’
Hvor aviser har haft og stadig har “inspirerende” artikelserier om kvinder, der ’jonglerer karriere og børn’ akkompagneret af smukke billeder af manglende fædre og smilende mødre i store samtalekøkkener, der mildt hjælper børn i sandfarvet hør med at knække æg.
Hvor vi er blevet fortalt, at “40 er det nye 30!” og hvor 95% af det visuelle indhold er af hvide, konventionelt tiltrækkende mennesker, uden synlige skavanker eller handikap.
Og hvor hver eneste fucking artikel om ADHD er en lovprisning af den superkraft, den er for dem, der er så heldige at kunne udnytte hyperfikseringen og overblikket og så betale sig fra den efterfølgende fase med udbrændthed og tordnende overstimulering.
Ja, så fik jeg også hidset mig op i dag, så det var godt.
Men jeg kan fandme bare ikke holde ud, at det er ræven, der skinhelligt sidder og peger fingre ad rønnebærrene
Målt i procent vil jeg gætte på, at antallet af mennesker med spiseforstyrrelser og sygeligt kropshad, udløst af det ideal, vi i årtier er blevet præsenteret for i blade og aviser, er marKANT større end antallet af følgere, der har bestilt en flybillet til Tyrkiet for at få lavet en BBL, fordi en influencer, de følger, har fået det lavet.
Og hvor det meget vel kan tænkes, at der findes enkeltpersoner, der kommer galt afsted, fordi de lader sig inspirere af en tankeløs influencer, så er den skade, medierne forvolder med clickbaitartikler om diagnosejægere og enkeltsager på asylcentre, systemisk og LANGT mere skadelig, fordi den legitimerer en holdning til noget i den brede befolkning, som, helt lavpraktisk, kommer til at have indflydelse på, hvor vi sætter vores kryds til næste valg.
Så længe kommunalpolitikere og bestyrelsesmedlemmer med en dagsorden får lov at skrive “debatindlæg” i aviserne, som kan trykkes/postes uden NOGEN form for indholdsansvar eller regulering af kommentarfelter bagefter, kan jeg faktisk ikke rigtigt holde ud at blive belært om, at en pige på 24 fra Køge, der har fået så meget botox skudt ind i panden, at hun ligner et badedyr, nogen har pustet for hårdt op, er farlig for mig at følge.
Og modsat Berlingske, Weekendavisen og alle de andre, så er de influencere, vi taler om her, jo faktisk tilgængelige for deres følgere, mens aviserne bare spiller døde i deres egne kommentarfelter, når nogen kritiserer deres indhold. Cathrine Wichmand/Rockpaperdresses skrev for år tilbage et blogindlæg i samarbejde med Krifa, hvor hendes følgere, sobert men kritisk, efterfølgende stillede så mange spørgsmål i kommentarfeltet under, at hun endte med at pille det ned. Det har jeg første gang til gode at se en avis gøre.
Så. Vi kan sagtens tage debatten. Det synes jeg faktisk, at vi skal. For det er, helt indlysende, problematisk, at en influencer med et tårevædet billede fra et tog, kan få folketingspolitikere til at afbryde et vigtigt samarbejde – men det er jo kun fordi, vi er øjenvidner til katastrofen, at vi reagerer på den. Aviser og dagblade er også meningsdannere, og selvfølgelig har deres vinkling også GIGANTISK betydning for, hvor politikere lægger deres fokus og sætter deres penge. (Det talte vi f.eks. lidt om her). Der ser vi det bare ikke i realtid, og derfor reagerer vi ikke på det.
Så jeg synes, vi skal starte med at definere, hvad en influencer egentlig er.
Er det antallet af følgere, der afgør det? Platformen, de arbejder på? Produktet de sælger?
Uanset hvilke kriterier, du sætter op, vil mit bud være, at 80% af den danske presse selv vil falde ind under definitionen, og så bliver det interessant at se, hvor de gerne vil have reguleringerne sat ind. Ikke mindst fordi det vil betyde, at de skal til at spille med åbne kort. De fleste influencere skilter med deres følgertal, fordi det er det, de har at sælge, mens jeg ikke tror, at det er lykkes *nogen* at vriste et oplagstal ud af den etablerede presse siden slut-firserne.
Og læser man de nye, etiske retningslinjer for influenter, ville den etablerede presse i hvert fald være nødt til at vinke farvel til en solid luns af deres content og reklamekroner, hvis de bare skulle leve op til dem.
Mange influencere kæmper nok grundlæggende imod janteloven og vores nærmest katolske tilgang til forfængelighed og selvpromovering, og dermed bliver de nemme at hade og/eller latterliggøre.
Men derfor kan det stadig ikke være rigtigt, at de skal opfylde krav og kriterier, som ingen andre er forpligtede til at følge, så i stedet for at forsøge at mikro-regulere dem, så kunne vi passende tage en samtale om, hvordan vi generelt kan lægge ansvaret der, hvor det hører til. Over hele linjen.
For det er fint at hive det journalistiske princip frem, og sige, at det sikrer, at alle parter i en sag blive hørt – men det gælder jo kun konkrete artikler om konkrete personer, som er produceret af aviserne selv.
Så længe de kan poste “debatindlæg” uden at være forpligtede til at gøre opmærksom på den potentielle agenda, en afsender kan have, og så længe de selv bestemmer, hvordan de vægter deres indhold, så en tilfældig vaccineskeptiker får mere spalteplads end de forskere, der har arbejdet med emnet i årevis, så beskytter de nuværende regler ikke forbrugerne mod den fare, som pressen lige nu tjener penge på at beskylde influencerne for at udgøre.
M2025, uge 18
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har jeg været i gang med at planlægge Antons ikke-konfirmationsfest, som bliver en dag, 100% på hans præmisser.
Det har for ham været alt for abstrakt, hvad selve dagen kommer til at indebære, og i de situationer kan det ikke betale sig at forsøge at presse planlægning igennem, for han går i baglås – hvilket jo sådan set er ret forståeligt.
Men vi er så heldige, at Antons søde, jævnaldrende kusine også går i 7. klasse, så hun blev konfirmeret sidste weekend. Derfor har jeg nu kunne tale meget mere konkret med ham om, hvilken dag HAN gerne vil have, fordi jeg kan lave en 1:1 sammenligning af alle delelementerne.
“Hvem vil du gerne have med i kirken? I søndags var vi X, Y og Z afsted. Du skal jo ikke selv konfirmeres, men kunne du tænke dig, at mormor og morfar sad sammen med os og så de andre fra klassen blive konfirmeret?”
“Hvad vil du gerne have at spise? I søndags fik vi kylling, mørbrad, salat osv. Hvad kunne du tænke dig?”
“Hvor vil du gerne være? I søndags var vi i festsalen, hvor moster og onkel bor. Vil du gerne være her? Udenfor? I mormor og morfars have?”
Han HADER det, for han synes, det er bøvlet at tage stilling til, og det må det virkelig også være, når man ikke får billeder inde i hovedet, hver gang nogen beskriver et scenarie, men denne gang har jeg stået fast på, at det SKAL være ham selv, der vælger. Jeg hjælper selvfølgelig med forskellige muligheder, men med møje og besvær (og moderat tvang), er det lykkedes ham at vælge en menu og at beslutte, hvor vi skal være.
Ønskesedlen hænger stadig, men “Jeg er færdig med at snakke nu, mor” – og det kan man jo ikke argumentere imod.
Jeg har den på listen her, fordi det for mig virkelig er én af de ting, jeg har skulle lære, og som gennem tiden har kostet mig dyrt. Både økonomisk og tidsmæssigt. For jeg lægger planer – Gud og Anton ler. Det har været en overvindelse at slippe behovet for at være på forkant med alt, men jeg har så mange gange stået med fryseren fuld af mad, han ikke kan overskue, billetter til arrangementer, han ikke har lyst til at deltage i, og tusind ideer, jeg allerede har planlagt i detaljer, der bare ikke fungerer for ham.
Derfor har kunsten for mig været at lære at læne mig tilbage og vente på, at han er klar. For han ved præcis, hvad han vil og ikke vil, og det er en gave. Men at kunne drage fordel af kompasset forudsætter, at jeg holder hestene til han er klar, og det var han i dette tilfælde først nu.
Men nu er rammerne for dagen sat, jeg ved, hvad der skal laves af mad, og han har lovet mig, at vi kan kigge på ønskesedlen i morgen. Med 14 dage at løbe på, er det også ved at være, men vi får det til at fungere, og vi gør det på hans måde.
2.
Har jeg erkendt mit nederlag og købt flere knive.
For mine børn spiser pludseligt kun ting, der skal smøres, og efter i 4 uger konstant at åbne skuffen til en tom bestikindsats, fik jeg i går nok og kørte i Hjemløses Venner efter en håndfuld nye brugte.
Til 1 kr. stykket kan det ganske enkelt ikke betale sig at stå, optændt af mor-irritation over, at iNgEn i dEt HeR hUs TaGeR eN oPvasK aF siG sELv!
3.
Tænkte jeg, da jeg gik rundt i Hjemløses Venner over, om der mon kommer et tidspunkt, hvor der skal laves noget mere regulering af, hvad der må sælges i genbrugsbutikker.
For hvor den etablerede detailhandel er underlagt regler og restriktioner for, hvad de må videresælge, så er der jo – mig bekendt – ikke samme begrænsninger pålagt Frelsens Hær, Røde Kors osv.
Men du kan jo ikke på en lampe se, om den er købt i Silvan eller på Temu, om termokoppen er fra Magasin eller Ali Express eller om kjolen er fra Zalando eller Shein.
Og hvor man som enkeltforbruger jo selv beslutter, om man tør købe lyskæder og foundation fra den kinesiske undergrund, så kommer genbrugsbutikkerne måske lidt til uforvarende at hvidvaske varerne, fordi 80% af dem, der handler der, formentlig ikke overvejer, at varerne kan være fulde af kemikalier og løse forbindelser.
Handler du på Marketplace, ved du godt, at du tager chancen, for du kan ikke se på en babyalarm, om den har været tabt i havet, eller om et par gummistøvler har stået på loftet i 5 år, så de flækker, første gang barnet har dem på i børnehaven. Men der er et eller andet ved at købe tingene i en butik, der legitimerer dem på en anden måde, end hvis du har hentet dem i en garage i Guldager, synes jeg.
Jeg kan faktisk ikke helt finde ud af, hvor jeg selv står på den; om jeg synes, det bør reguleres eller om det bare er købers eget ansvar, men jeg tror, det er noget, vi på et tidspunkt bliver nødt til at forholde os til.
Hvad tænker I?
Hips don’t lie
Lidt på bagkant kommer her en update på både operation og nuværende helbredsstatus. Egentlig mest som en slags public service ift. hvis nogle af jer har udsigt til at skulle igennem det samme, for jeg har selv savnet nogen på min egen alder at spejle mig i.
Da jeg endelig fandt ud af, hvorfor jeg havde så absurd ondt i min højre hoftebøjer og musklerne på bagsiden, troede jeg, at jeg havde masser af tid at løbe på. Man har ikke hørt om ret mange under 50 med svær artrose, vel? Så jeg satte min lid til træning, akupunktur, collagen og høj smertetærskel, og indstillede mig mentalt på, at det nok trak op til operation om 4-5 år.
Det, jeg i dét regnestykke ikke havde taget højde for, var hvor hurtigt det gik ned ad bakke. Og hvor meget, der påvirker alle mulige andre dele af kroppen at have så ondt et centralt sted i bevægeapparatet. For jeg kunne nærmest uge for uge både se og mærke forværring, og allerede omkring jul, dvs. 5 måneder efter, at jeg havde fundet ud af, at det var artrose og ikke “bare” et skævt bækken, havde jeg fået virkelig ondt i det venstre knæ.
Da vi nåede februar, sov jeg på en triggerbold, sad på en kilepude i bilen og en bold herhjemme, havde indlæg i min ene sko og vågnede flere gange hver eneste nat af ren og skær smerte. Jeg havde ugentligt, spændingsudløst migræne og måtte kompensere i ét væk, når jeg trænede.
Det mest frustrerende var, at uanset hvad jeg gjorde mig af anstrengelser for at dæmme op og regulere, så blev det *stadig* bare værre og værre, og den sidste måned op til operationen havde jeg en oplevelse af, at det var et kapløb med tiden ift., om jeg ville nå at smadre det venstre knæ fuldstændigt.
Alt det skriver jeg, fordi jeg flere gange undervejs mødte velmenende fysioterapeuter, som advokerede for træning i stedet for operation, og som tydeligvis havde det med ortopædkirurger, som jeg har det med J.D Vance.
Jeg er enig i, at man ikke skal smide sig under kniven, første gang det nipper lidt. Der er naturligvis indsatser, som skal prøves af, inden man går fuld titanium. Men jeg vil gerne slå et slag for, at man som (mulig) patient insisterer på, sammen med de fagfolk, man læner sig op ad, at lave nogle evalueringer undervejs, hvor smerteoplevelsen skal være blevet bedre, eller hvor man kan mere indenfor det nuværende smerteniveau. Hvis ikke det er tilfældet, skal der ringes med klokken. For det er reelt kun to år siden, at jeg for alvor fik ondt, men det sidste år har det været så slemt, at jeg i dag klart ville ønske, at jeg havde taget det her skridt noget før. Ud fra et sundhedsfagligt perspektiv synes jeg, at man er nødt til at tage manglende nattesøvn og tab af muskelmasse, fordi man ikke kan træne som man plejer, med i beregningerne, når der laves en helhedsvurdering af, hvad den bedste løsning i det enkelte tilfælde er.
Nå, det var et sidespor, men jeg synes, det er et vigtigt ét af slagsen.
Da først jeg havde datoen for min operation, forsøgte jeg, me being me, at forberede mig bedst muligt, og noget af det, der var ved at drive mig til vanvid var, at jeg ikke kunne få svar på *noget*.
Uanset, hvad jeg spurgte om, fik jeg: “Det er MEGET forskelligt” retur, og når man er et menneske, der finder ro i forberedelse, så er det voldsomt udfordrende ikke at kunne gøre noget som helst. Havde det været en arm jeg skulle opereres i, havde jeg vidst, at lynlåse og madlavning ville blive bøvlet. Havde det været en tå, havde jeg forberedt mig på noget med balancen og fodtøjet. Men hoften sidder meget midt i kroppen, og det er virkelig svært at forestille sig, hvad man bagefter kan og ikke kan. Om det f.eks. gør mest ondt at sidde eller stå, om man kan støtte på benet eller løfte ting over hovedet osv. osv.
Selvfølgelig vidste jeg godt, at jeg ikke ville kunne cykle hjem fra hospitalet, men detaljerne var stadig relevante for mig, fordi jeg som selvstændig jo ret gerne ville have en fornemmelse af, hvornår jeg kunne begynde at tolke igen – og hvilke opgaver, der var realistisk at sige ja til. Nogle af mine faste opgaver er så faste, at jeg ved præcis, hvor jeg kan parkere, og hvor langt, jeg skal gå. Jeg kender lokalet, vi skal være i, og jeg ved, hvad der skal ske under tolkningen. Hvis jeg på forhånd vidste, at de fleste kan sidde nogenlunde smertefrit igen efter et par uger, ville jeg godt kunne sige ja til den slags opgaver, for armene fejler ikke noget.
Men tusind spørgsmål senere, måtte jeg sande, at jeg nok bare ikke kunne komme det nærmere, så jeg overgav mig (modvilligt!) til uvisheden.
Jeg stemplede ind på hospitalet onsdag d. 09. kl. 7.15. Kl. 8 røg jeg på bordet, kl. 10 vækkede de mig igen, og kl. 12.30 var jeg oppe at gå på trapper.
Jeg var presset, da jeg ankom til hospitalet, og de ti minutter, hvor de gjorde mig klar til operation, var overraskende ubehagelige. Jeg har tolket en del operationer efterhånden, og derfor har jeg lidt baggrundsviden ift., hvordan den slags normalt foregår. Men jeg var uforberedt på, HVOR meget, der foregik samtidigt her, og selvom jeg huskede at sige, at jeg gerne ville have lagt venflon i den ene hånd og målt blodtryk på modsatte arm, blev det hurtigt så overvældende, at jeg var nødt til mentalt at lukke af.
Mens jeg sad der, tænkte jeg lidt over, at det nok også handler om, at et ADHD-nervesystem selv på en god dag er overbelastet, og her er der lys og lyde og mennesker og info og ting, der er ubehagelige – og man har ikke fået sin medicin. Det ER en krads omgang. Men epiduralen var overraskende smertefri, og jeg fik sovemedicin, så hatten passede, så jeg har ingen erindring om selve operationen, hvilket jeg er glad for.
Da jeg skulle op at gå et par timer senere, føltes det som om, jeg satte min fod på en roterende skive, så den drejede rundt i en cirkel – men når jeg kiggede ned, stod foden stille. Det var her, jeg lærte, at man ikke kan lægge en ny hofte ind, uden at skære nogle af de muskler over, der styrer rotationsbevægelsen, og det er skideirriterende. For det er absurd udfordrende ikke at have motorisk kontrol over sit ben sidevers.
Men jeg er inderligt overrasket over, hvor lidt smertefuldt, det trods alt har været. De første 36 timer var stramme, men på intet tidspunkt var smerten uudholdelig, og jeg var afsted på min første tolkeopgave 14 dage efter, de havde opereret mig. Jeg brugte krykker i en lille uge, men primært om natten, eller når jeg var ude og traske en lille tur op og ned ad vejen.
I dag er det præcis 3 uger siden, jeg blev opereret, og jeg har været ude at køre bil for første gang. Jeg er på job igen, i gang med træning igen – også squat med en smule vægt på – og jeg kan nøjes med at spise panodil sporadisk, så selvom maskinen kører på lidt færre cylindere, end den plejer, er jeg jo egentlig, i det store og hele, tilbage.
Jeg halter stadig en smule, men kun fordi mine muskler stadig er så overspændte af at kompensere i 2 år, og smerterne, der før var ved at tage livet af mig, er væk.
Væk-væk.
Der er INGEN tvivl om, at min speedy recovery er resultatet af at have styrketrænet så længe og tungt, som jeg har, for der er meget, jeg ikke har været bange for at prøve. Jeg ved, at jeg kan bære min egen vægt, udelukkende på venstre ben, og at jeg har masser af styrke i armene. Det betyder, at jeg hurtigt har været i gang med at prøve at lægge vægten forsigtigt over på højre side, og jeg kan sagtens se, hvordan det kan være svært at turde gøre, hvis man ikke stoler på, at den gode side kan bære.
“Men er det KUN fedt, Linda? For det kunne godt lyde som om, du kommer til at lyve en *lille* bitte smule…”
Nej. Det ville trods alt være for godt til at være sandt.
Som sagt var de første døgn hårde, fordi kroppen har taget nogle tæsk; de saver et stykke knogle ud, fræser et hul i hofteskålen, hamrer et stykke metal ned i lårbensknoglen, og så har jeg, fordi jeg er så særlig, fået 3 ekstra skruer med i købet. Jeg er syet med 20 sting, mit ar er 25 cm. langt, og jeg glemmer ikke, at de har været der.
Jeg præsterede også at besvime, lige ned i bordet, den første morgen herhjemme, fordi mit blodtryk var gået hjemmefra, og jeg ikke havde fået noget at spise. Det kommer Frida ikke til at glemme foreløbigt, og det var virkelig synd for hende, at hun fik den med.
Men det, der ubetinget har været sværest, har været nætterne. De har været uendelige, fordi jeg de første to uger kun har kunne ligge på ryggen med benene bøjet, og jeg derfor har haft så ondt i mine muskler, at jeg har været ved at blive vanvittig. Ægte.
Det har også været en mental udfordring for mig, at smerterne har været forskellige fra dag til dag; den ene dag har jeg haft ondt i såret, dagen efter i knoglen, dagen efter det i anklen, fordi hele benet har været sort og blåt og hævet osv. osv. Det gør det svært at tracke fremgang, og det har været frustrerende.
Og endelig er trætheden (stadig) lidt overvældende. Jeg har dage, hvor jeg har det, som jeg havde det, de første uger efter jeg fødte Anton, og hvor et virkelig hyggeligt besøg på en time, af et menneske, jeg har savnet, som selv laver kaffe og serverer mad for mig, efterlader mig bleg og huløjet.
Alt det er kommet bag på mig, og det er faktisk grunden til, at jeg skriver det her indlæg. For jeg var forberedt på smerter og immobiltet og forbindinger og frustrerende begrænsninger – men de øvelser, jeg havde fået med hjem, var jeg niveaumæssigt forbi på 3. dagen, og smerterne har, de dage, de har været værst, ligget nogenlunde samme sted på skalaen som 2. dags menstruationssmerter.
Men jeg var ikke forberedt på nul søvn, invaliderende træthed og på at skulle famle i blinde efter fornemmelsen af, om det gik den rigtige vej.
Det vendte på 10. dagen, synes jeg. Herefter har jeg sovet mere og bedre, og jeg kan tydeligt mærke, at det hver eneste dag bliver bedre, og at jeg kan mere. Stingene er taget ud, plasteret er fjernet, og den største fare nu er faktisk, at jeg glemmer, at jeg er blevet opereret. Forleden, da jeg var på opgave, tog jeg trappen, og da eksede benet en smule skråt ind foran mig, fordi det stadig ikke er helt stabilt, når jeg belaster det. Det gjorde ikke ondt, og det er nok i virkeligheden ikke så godt, for jeg føler egentlig, at jeg er klar til at knalde nogle kilo på barren og køre rigtige squats igen. Men bøjer benet ind foran med 50 kg. på nakken, så går hoften går af led, og det skal vi IKKE bede om, har jeg ladet mig fortælle.
Summa summarum: Jeg tager den med ro, holder små pauser og sørger for at smide benene op et par gange i løbet af dagen. Jeg kommer til at trappe langsomt op på alt, lige fra opgaver til sociale arrangementer og bilkørsel, og de dage, hvor jeg er på job, skal der ikke ske andet.
Jeg har også sovet til middag for første gang i mit liv.
Men når alt det er sagt, så går det virkelig over al forventning, og jeg er helt blæst væk over, hvad kroppen kan overkomme på bare 3 uger.
M2025, uge 17
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg været på arbejde igen, og det var wunderbar – men jeg har selvfølgelig også været hjemme, langt flere timer end jeg plejer.
Jeg har brugt tiden på nogle af de små projekter, jeg har haft hængepartier på; bl.a. har jeg opdateret og udfyldt det, jeg manglede ift. min Post Mortem-bog, og jeg har fået tjekket login og koder til blog, firmahjemmeside, arbejdsapps osv. osv.
Det har været rart at få styr på, så punkterne kan slettes fra min kroniske to-do, og jeg opdagede faktisk undervejs også et par apps, jeg betaler for, som jeg ikke længere bruger. Farvel til dém.
2.
Har jeg brugt mange timer på Projekt Fællesskur, og jeg hygger mig virkelig meget med det. Jeres input til sidste uges indlæg har gjort, at jeg nu har fundet nogle fonde, jeg kan søge, og det ville jeg ikke have tænkt på, hvis ikke I havde nævnt det. Ægte tak for dét!
Jeg har fået nye bedstevenner, både på vejen og i boligforeningen, og jeg har lært mere om Gori, byggetilladelser og hvordan man trækker el på et udendørs areal, end jeg troede, det var muligt.
Jeg har flere gange hørt katastrofeforsker Rasmus Dahlberg tale om vigtigheden af at skabe små fællesskaber i nærmiljøet, fordi det også bliver den slags, der bliver afgørende, hvis vi ender et sted, hvor vi får brug for vores prepperlagre, så bare en varm anbefaling af at kaste sig over et fællesprojekt, der hvor man bor.
(Og så ved jeg godt, at det kan ende med at blive virkelig sjovt senere, når vi skal til at snakke vedligehold osv. men den tid, den glæde).
3.
Har jeg prøvet at købe en ny slags mælk, nemlig Nora Let Mælk, som jeg ikke har hørt om før.
Vi drikker en enkelt liter mælk eller to om ugen herhjemme, så det er ikke fordi, det er en stor post på budgettet, og jeg plejer bare at købe den økologiske variant, der er på tilbud, når jeg handler.
Men det, der fangede mit øje her, var teksten om, at mælken kan holde sig længere tid – men den er stadig at finde på køl.
UHT-mælk kan holde sig ved stuetemperatur, så min medfødte, vestjyske skepsis rørte naturligvis straks på sig over kombinationen af forlænget holdbarhed og køl. Særligt, da jeg ikke lige på de første 3 googlinger kunne finde info om firmaet bag.
Jeg tog derfor én for holdet og bestilte en liter, og nu har jeg både smagt mælken og fundet ud af lidt mere om firmaet bag og konceptet ‘ESL’ (Extended Shelf Life).
Nora er hollandsk, men det viser sig, at mælken er tappet i Sverige for Geia Group, og den er varmebehandlet på en måde, der ligger lige i mellem UHT (ultra high temperature) og lavpasteurisering.
Ved UHT-behandling opvarmes mælken til 135 grader i 3-5 sekunder. Det udrydder bakterier, men kan til gengæld påvirke smag og konsistens, ligesom det også kan have en negativ effekt på vitaminindholdet.
Fra et miljøperspektiv er fordelen, at mælken kan holde længere tid, hvilket mindsker madspild og gør det muligt at optimere den logistiske del af forsyningskæden. Højere temperaturer kræver mere energi, men til gengæld skal mælken jo så ikke stå på køl, hvorved man sparer energi, og hvad resultatet på bundlinjen af dét regnestykke er, ved jeg simpelthen ikke.
Lavpasteuriseret mælk opvarmes til 72 grader i 15 sekunder, hvorefter det nedkøles til 5 grader. Det er mælk, som vi kender det, og er i Danmark langt det mest almindelige, fordi vi har en effektiv forsyningskæde og er et lille land.
Miljømæssigt kræver det flere biler på vejene, mere nedkøling og hyppigere afhentning, men til gengæld knap så meget energi til pasteuriseringsprocessen.
ESL er en slags mellemvariant, hvor mælken opvarmes til 130 grader i 0,5-2 sekunder, hvilket giver længere holdbarhed pga. den højere temperatur, men til gengæld ikke skulle påvirke smag og konsistens. Jeg kan ikke smage forskel, men om det skyldes mig eller mælken, skal jeg lade være usagt.
Det kræver mere energi at varme mælken op til 130 grader end til de sædvanlige 72, men til gengæld er behandlingstiden kortere. Man kan optimere logistikken, fordi den længere holdbarhed gør det muligt at køre færre leverancer, men samtidig skal mælken jo så holdes på køl i sin levetid, og igen: Jeg aner ikke, hvordan man stiller det regnestykke op.
Alt det kan man nemt fare vild i, og så er det, at man nemt ender med ‘for komplekst – fuck det’-ligegyldigheden.
Men det, jeg synes er værd at huske, er, at al mælk har (relativ) kort levetid, når først det er åbnet. Derfor tror jeg, at man er nødt til at se på sit eget forbrugsmønster, når man beslutter, hvilken model, der er den mest miljøvenlige. I hvert fald indtil nogle uvildige forsker-typer siger noget klogt om hele processen.
Herhjemme er udfordringen uåbnet mælk, som når at blive for gammelt, fordi jeg forsøger at nøjes med at handle to gange om ugen, og det dermed kommer til at ligge på hylden i mit køleskab i mange dage.
Nogle dage spiser børnene morgenmadsprodukter med mælk på, andre dage kører de toast. Nogle dage drikker jeg mælk i min kaffe, andre dage gør jeg ikke. Derfor giver ESL mening her, fordi de ekstra 7-10 dages holdbarhed af den uåbnede mælk betyder, at jeg kan undlade at købe mælk, når jeg handler i uge 2, hvis der stadig ligger en liter i køleskabet fra uge 1 – for den kan stadig holde en uge, når jeg åbner den tirsdag i uge 2.
Jeg er træt af, at mælken ikke er økologisk, og derfor kommer jeg ikke til at lave et fuldt skifte, men jeg vil stadig gerne som forbruger støtte op om, at man begynder at tænke i løsninger, der mindsker spild af de varer, der bliver produceret.
You were so preoccupied with whether or not you could that you didn’t stop to think if you should
Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at mene noget højt om hele sagen om influenceren med ADHD, der har fået tilkendt 15 timers personlig assistance om ugen, betalt af kommunen.
Men nu er jeg blevet spurgt om min holdning til sagen af 5 forskellige mennesker, og selvom ingen ligger vågne om natten for at høre, hvad jeg mener om tingene, så har jeg heller ikke lyst til at være sådan én, der kun mener noget, når det er gratis.
Derfor kommer mit take her. Jeg nævner hende ikke ved navn; ikke fordi jeg ikke vil stå ved min holdning, men fordi jeg ikke har lyst dukke op, når mennesker med en dagsorden googler hende, på jagt efter nye vinkler at angribe hende fra.
Men for bare at starte med at sige det, som det er, så irriterer hele sagen mig inderligt. Jeg synes, at hun fremstår privilegieblind og tonedøv, og at hun bidrager til fortællingen om, at ADHD er et modefænomen, som man ikke behøver at tage alvorligt.
Men inden jeg begrunder min holdning, ville det være urimeligt ikke at disclaime den ved at sige, at jeg er ude af stand til at være objektiv her, fordi der er ikke ét aspekt i sagen, der ikke er et vilkår i mit liv.
Tegnsprogstolkning til døve borgere i job er nemlig også personlig assistance (PA), og dermed er jeg et handikapkompenserende hjælpemiddel, når jeg tolker på arbejdspladser. Ordningen er reguleret i BEK nr 1317 af 08/09/2020, og ansat i en fuldtidsstilling kan en døv medarbejder maksimalt få tilkendt 20 timers tolkebistand om ugen.
Det betyder, at jeg på sin vis har en økonomisk interesse i, at mennesker med et handikap får tilkendt assistance, og så kan man diskutere, om det gør en forskel, at vi her taler om neurodivergens og ikke et høretab.
Samtidig har jeg selv, som flere af jer ved, ret voldsom ADHD. Det er en spektrumdiagnose, og det er forskelligt, hvor vi hver især er ramt af konsekvenserne af den, hvilket gør det svært at sammenligne graden, men hvis jeg skal prøve at gøre det konkret, giver man normalt maksimalt 70 mg. Elvanse til folk med svær ADHD. Jeg får 80.
Derudover har jeg to børn med hhv. ADHD og autisme, som jeg forsøger at få nogenlunde helskindede gennem folkeskolen. Børn, som jeg insisterer på har ret til at trives, og som jeg prøver at give redskaberne til at leve gode, meningsfulde liv.
Ovenstående er nødvendig baggrundsinfo, synes jeg, for det giver forhåbentlig en linse at læse mine ord igennem, så I selv kan lægge til og trække fra, der hvor jeg helt indlysende er farvet af egne vilkår.
Man skal have levet under en sten for ikke at være klar over, hvor svært neurodivergente børn har det i dag, og hvor sparsom hjælpen til dem er. Det er allerede grelt, og det bliver kun værre de næste år, hvor man har lanceret endnu en spareøvelse under dæknavnet ‘inklusion’. De børn, der ikke er udredt, får endnu sværere ved at få lov at blive det, og de få, der slipper igennem nåleøjet, får stadig ikke den hjælp, de har brug for.
Det er som at se et færdselsuheld i slow motion, og min sjæl siver ud af kroppen på mig, når jeg tænker på konsekvenserne, det kommer til at få.
Når det nu forholder sig sådan, og det har været massivt beskrevet i medierne de sidste par år, er det svært for mig at forstå, at man ikke kan se det vilde i at stille sig frem og fortælle, hvor meget man selv, som voksent menneske med masser af selvbestemmelse og håndtag at dreje på, har fået tildelt – og hvor nemt det var at få.
For børn og deres forældre er bundet på hænder og fødder; der er undervisningspligt i Danmark, og økonomiske sanktioner, hvis du ikke sørger for at dit barn stiller i den skole, der langsomt slukker deres livsgnist og påfører dem belastningsreaktioner, som mange af dem kommer til at kæmpe med resten af livet. For de familier er der nærmest *kun* valg med hæslige konsekvenser, for ingen forældre drømmer om at være nødt til at tage orlov eller træde ud af arbejdsmarkedet, fordi skolen tager livet af deres børn. Det har enorme konsekvenser for den enkelte familie at have et barn med en spektrumdiagnose, både socialt, økonomisk og ift. de muligheder, man kan tilbyde eventuelle søskende.
Derfor er det nok svært for mange af os, der står på dén side af stregen at have forståelse for, at et menneske, der økonomisk ikke lader til at lide nogen nød, og som selv kan kompensere for sine udfordringer ved enten at gå lidt ned i tid eller ved at betale sig fra hjælpen, begejstret tager et stort stykke af den kage, som i forvejen er alt for lille, bare fordi hun kan.
For det handler jo ikke om, hvorvidt hun har ret til hjælpen eller ej. Det har hun, helt indiskutabelt, al den stund, at hun har fået den bevilget.
Men fordi man har ret til noget, behøver man måske ikke altid at gøre brug af den ret?
Og hvis man alligevel gør, behøver man måske ikke råbe det ud fra byens tage.
På mange måder kommer det ned til ret vs. moral, og egentlig synes jeg, at der er lighedspunkter mellem den her sag og den famøse “rumekspedition”, som Katy Perry og veninderne for nyligt har været på.
For de har jo sådan set også ret til at bruge deres penge, som de vil, og de er ikke forpligtede til at bekæmpe hungersnød og fattigdom eller til at tage hensyn til miljøet, der ligger ud over, hvad loven foreskriver.
Ganske ligesom ministre kan få kørepenge, landmænd har ret til at udlede pesticider i grundvandet, og minkavlere har ret til i årevis at indkassere erstatning for deres nedlagte produktion, samtidig med at de opstarter en ny.
Til gengæld har offentligheden jo så også ret til at have en holdning til det.
For mit eget vedkommende søgte jeg for år tilbage støtte én time om ugen pr. barn; udelukkende så jeg kunne tage med dem til specialtandlæge, sidde med til Tværsmøder, og holde børnene hjemme de dage, hvor skolen havde planlagt heldagsaktiviteter, som på alle måder virkede skønne, men som lå LANGT ud over, hvad man med rimelighed kunne forvente, at et neurodivergent barn ville kunne rumme.
For det følger jo med, når man insisterer på inklusion. Børnene er ikke kun autister i matematiktimerne eller mellem klokken 8 og 13. De har også særlige behov, når der planlægges ture ud af huset, når der er volleyturnering for alle 5.klasser i kommunen, eller når klubben skal cykle i skoven. Og dén del er der ingen, der tænker inklusion ind i. Bortset fra forældrene, selvfølgelig, som skal finde en løsning, så deres ikke-trafiksikre børn ikke dør af at skulle på tur, eller som skal samle op, når deres små autister har brugt 5 dages overskud på at stå 4 timer i en hal med akustikken fra helvede, sammen med 300 andre børn.
De neurotypiske børn skal jo helt indlysende ikke snydes for det, der for dem er sjove og inspirerende dage – men der er ikke personale sat af til, at nogen kan blive på skolen med de børn, der ikke kan deltage, og hvad gør vi så?
Jeg skrev 10 sider om hvert af mine børn og udfyldte spørgeskemaer i metermål. Kommunen indhentede udtalelser fra børnehave, egen læge, skole, fritidstilbud og PPR. Jeg blev udspurgt 2 x 3 timer herhjemme, og indsendte dokumentation i et omfang, de færreste kan forestille sig.
Jeg var hele tiden MEGET klar omkring, at jeg bare søgte den éne time, så jeg havde mulighed for at tage opgaver om eftermiddagen, som erstatning for den tid, jeg måtte klippe ud midt på arbejdsdagen, og jeg skrev allerede i første ansøgning, at jeg var indstillet på selv at betale barnepigen af egen lomme for alt, hvad der lå ud over den ene time. For mig handlede det om at overleve økonomisk, passe på mine børn og at få en barnepige, der var ansat mere formelt, end jeg selv havde mulighed for at gøre – for den model havde jeg naturligvis allerede selv afprøvet.
Jeg fik, efter halvandet år, nej med den begrundelse, at ‘en barnepige er en udgift alle forældre må påregne’, og fordi jeg selv ‘havde valgt at få børn alene’.
Sagsbehandlingen tog så lang tid, at børnene var blevet for store til reelt at have brug for den støtte, jeg søgte om, da jeg endelig fik mit afslag fra Ankestyrelsen, hvor jeg havde klaget over sagsbehandlingen og helt urimelig sagsbehandlingstid, men lærte, at jeg kun kunne påklage selve afgørelsen. Jammerlig sagsbehandling er bare ærgerligt, nemlig.
Og normalt abonnerer jeg på ideen om, at jeg ikke har mindre, fordi andre har mere. Jeg finder hverken glæde eller mening i, at andre skal have det svært, bare fordi noget har været svært for mig, og jeg bliver altid helt selvlysende af irritation, når den ældre generation bruger ‘- og vi klynkede ikke!’ som argument for at bevare status quo.
Men lige her TAGER hun jo faktisk noget fra fællespuljen, som andre så mister muligheden for at få, og måske er det misundelsen, der taler, men som enlig mor med ADHD, to børn med særlige behov og en lejebolig, der fik nej til én time, er det måske en lille smule svært at gennemskue, hvorfor hun, med hus og indbo til et tocifret millionbeløb og en husholdning med to indkomster, får bevilliget 15 timer.
Jeg er med på, at et dyrt hus og en luksussofa ikke er det samme som rede penge i hånden. Men det stadig svært at have sympati for, at et menneske med SÅ solidt et økonomiske fundament, får tildelt noget, som mennesker, der kæmper for at få enderne til at nå sammen, bliver nægtet, på baggrund af samme diagnose.
Det ville være rimeligt at indvende, at jeg blander æbler og bananer her, for PA-bevillinger og børnepasning (‘aflastning’, som det hedder), som jeg søgte om, reguleres af to forskellige lovgivninger, og har dermed formelt ikke noget med hinanden at gøre.
Det er sandt – men i begge situationer taler vi om neurodivergens og de udfordringer det giver, og prøver at sammenholde udgiften til hjælp med, hvad vil koste, hvis et voksent, skattepligtigt menneske falder ud af arbejdsmarkedet. For det er jo den helt overordnede grund til overhovedet at bevillige støtten. I dét regnestykke er det jo i og for sig lige meget, om det er ADHD hos forældre eller børn, vi taler om.
Jeg kan se, at hun forsøger at ride stormen af ved at gøre det til en diskussion om, hvorfor ALLE ikke bare kan få den hjælp, de har brug for. Her er jeg for så vidt enig med hende. Problemet med dén vinkel er bare, at vi på forhånd kender svaret: Der ikke er penge til det. Der er én kage, og når nogen får et større stykke, må andre nøjes med et mindre. Og det er dét, folk reagerer på.
I bund og grund er min holdning til sagen, at jeg ikke synes, det er særlig ordentligt at tage så meget, når andre må nøjes med så lidt. Heller ikke, selvom man faktuelt har ret til det.
Og jeg synes, at det er svært at tilgive, at hun, uagtet at det givetvis ikke har været hendes hensigt, allerede nu har gjort livet sværere for mennesker, der allerede står på tæer. For det her kommer med 100% garanti til at føre til, at nogle kommuner pludselig bliver MEGET nærige med deres PA-bevillinger – og her er der allerede masser af kommuner, der er tunge at danse med som det er. (Update: Det er allerede startet, kan jeg se her og her).
Hun har, i kraft af sit tidligere hverv som influencer, selv tegnet det billede af sit liv, som offentligheden reagerer på, og fordi det emmer af overskud og handlekraft, kommer hun desværre til at bekræfte fordommen om, at ADHD er en modediagnose, som mennesker, der gerne vil have opmærksomhed, jagter for at gøre sig interessante.
Og endelig kommer sagen på et tidspunkt, hvor jobcentrene står til at skulle ned- eller omlægges, og hvor PA-bevillingerne dermed risikerer at blive lagt over på nye sagsbehandlere, der ikke kender de borgere, de får ansvaret for at hjælpe. Her er det virkelig uheldigt at tegne et billede af, at PA er noget, man kan få, så man kan blive i sin strandvejsvilla og arbejde, når man lige føler for det.
Men som skrevet i starten: Jeg er inhabil, og uagtet at ovenstående er min holdning, så er der også et solidt argument i at hævde, at loven skal være lige for alle.
Det sidste, jeg har lyst til lige at runde, er, at jeg ikke forstår, at et medlem af kommunalbestyrelsen offentligt må kommentere en sag, der er behandlet i hans egen kommune. Heller ikke selv om den pågældende influencer selv har skrevet om det på SoMe.
Det er i min optik helt indlysende omfattet af den tavshedspligt, en offentlig myndighed er underlagt, for uanset hvor man står i den her sag, er det voldsomt undergravende for tilliden til den offentlige forvaltning, hvis man som navngiven borger kan risikere at blive brugt som løftestang for politiske agendaer.
Men om ikke andet, så håber jeg, at graverjournalisterne har bogmærket opslaget, så de kan hive det frem, næste gang Frederiksberg Kommune står med en træls sag, og deres talsmand påstår, at de ikke kan udtale sig om konkrete enkeltsager.
M2025, uge 16
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Inden vi går til ugens punkter: Hej igen. Long time, no .. write. Men nu er jeg retur, helt bionic og titaniumjacked, og det går på mange måder over al forventning. Men jeg er så træt, at jeg kunne optræde med det, så for nu får I lige et helt normalt M20XX at starte ud på; så kommer der et mere regulært indlæg i næste uge, hvor min hjerne forhåbentlig virker igen.
*
I den forgangne uge har jeg:
1.
Af gode grunde været hjemme 24/7, og da overskuddet har været i den lave ende, har jeg egentlig stillet mig tilfreds med at holde skibet nogenlunde flydende, så jeg ikke oparbejder en kæmpepukkel, der skal arbejdes i bund, når børnene starter i skole igen.
Men fordi jeg bare er hjemme, har jeg jo så til gengæld haft gode muligheder for at holde øje med elprisen, og bruge strøm, når den har været billig. Samtidig har jeg været ekstra obs på at alle mand lige bruger deres t-shirts og bukser en dag ekstra, og at man godt kan spise af den samme tallerken til flere måltider.
Det har været mere selvhjælp end egentlig idealisme, fordi jeg haft dage, hvor det har været relativt træls at stå op for længe ad gangen, men det har stadig betydet, at vi har brugt markant mindre strøm, end vi plejer – hvilket er ekstra imponerende, når man tænker på, at vi alle 3 er hjemme pga. påskeferien.
2.
Har jeg sparet en formue på take away, fordi jeg i ugerne op til min operation, forberedte mad til fryseren og sørgede for at købe noget af det, der ikke kræver overtalelse og som bare skal varmes.
Samtidig har alle mine mennesker været noget så søde til at hente varer for mig (Seriøst: Bilka To Go FTW. Ikke spons, men det er SUPER smart, at jeg selv kan købe ind OG betale for mine varer, så det bare er hjælp til afhentning, jeg har brug for), og der er flere, som også har smidt en portion aftensmad eller et friskbagt brød forbi.
Jeg har sagt ja tak til det hele, og det, vi ikke har spist, er røget i fryseren, som nu er godt pakket. Det er jeg oprigtigt taknemmelig over, både ift. komfort, men også fordi jeg de næste måneder er lidt begrænset ift., hvilke tolkeopgaver, jeg kan tage.
Jeg kan sådan set godt tolke, men jeg kan stadig ikke køre bil, og det er udelukkende faste opgaver, jeg kan tage, hvor jeg ved, at jeg ikke kommer ud til et møde, der pludselig er konverteret til et engelsk foredrag, eller til en frisk walk and talk i kuperet terræn. Mit arbejde er lidt specielt, fordi min arbejdsplads altid er andres arbejdspladser og arenaer, og jeg derfor ikke selv bestemmer, hvad der skal ske, men jeg vil kunne være min indsats bekendt, og det reducerer de mængden af mulige opgaver de næste 4-5 uger.
Derfor kommer der til at være et indtægtstab, og det er ikke det fedeste tidspunkt i verden, fordi sommeren nærmer sig med hastige skridt, og der er altid opgavenedgang.
Derfor er det en hjælp på flere måder, at der er masser af mad i fryseren, og jeg har lyst til at rejse en statue på Torvet af hver eneste af mine venner.
3.
Har jeg fået svar fra administrationen på boligforeningen ift. mit forslag om at etablere et skur med delegrej, og til min store overraskelse, var de meget positivt stemte.
Derfor har jeg stillet forslaget, så det kommer på til næste generalforsamling, og beboerne herude kan stemme om det, og nu skal jeg så i gang med at undersøge lavpraktikken.
Fordi jeg bor i en almennyttig boligforening, vil udgifterne til at bygge/etablere et skur blive lagt oveni huslejen. Derfor skal jeg have undersøgt, hvad der findes af muligheder, så det forhåbentlig ikke bliver økonomien, der spænder ben.
Hvis nogle af jer har erfaringer med fælles værktøjsskure, eller har konkrete ideer eller tips, vil jeg meget gerne høre dem. Jeg har selv tænkt på, at en walk-in conatiner kunne være en mulighed, men måske det er billigere at købe noget halvfabrikata?
Der er også lidt ift. hvordan man organiserer udlån og vedligehold, jeg skal have læst op på, for der er givetvis andre, der har gjort sig nogle erfaringer, som vi kan drag nytte af, men det er en meget meningsfuld opgave, synes jeg, og jeg glæder mig til at kaste mig over den.
M2025, uge 14
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Vi nærmer os min operation, så i den forgangne uge har jeg været i den lidt sære tilstand af indre klaustrofobi, som jeg altid befinder mig i, når jeg står overfor noget, jeg ikke kan overskue. Det er svært at forklare, hvordan det føles, men når jeg skal noget, jeg virkelig, virkelig ikke vil, så skal jeg aktivt fravælge at gå ind ad døren til det rum, hvor panikken bor. De få gange, jeg f.eks. er blevet scannet, ved jeg, at jeg er nødt til at dissociere, for hvis jeg bare strejfer angsten med en enkelt tanke, så eksploderer den. Det er som krystalglasset, lige inden det springer, hvor alt ser roligt og tilforladeligt ud, men hvor forskellen på et intakt glas og pulverisering er 0.01mikrohertz.
Smerterne ser jeg ikke frem til, ligesom jeg måske også havde håbet, at det ville være quaterback’en Fuld Narkose, jeg skulle på date med, men måske formanden for skak-klubben, Epiduralen, som jeg i stedet er blevet sat op med, viser sig at være bedre selskab.
Men det er kontroltabet, der holder mig i et jerngreb, som jeg ikke kan arbejde mig ud af. Jeg har altid haft det sådan med hospitaler, og har efterhånden sluttet fred med, at det nok ikke bliver anderledes. Jeg er derfor bare gået over til at informere om det til samtalerne, så personalet ved, at jeg stempler ind med det, der ligner stoisk ro, men at de bliver nødt til ikke at sludre løs til mig, for jeg kan ikke både samtale og fokusere på min vejrtrækning samtidigt.
At gå og vente på det giver mig scatterbrain ad helvede til, og jeg har svært ved at fastholde tankerspor og ideer. Derfor er ugen gået med små, konkrete projekter, og på plussiden har jeg fået ordnet mange småting af dem, man i hverdagen tænker: “Ej, det skal jeg også lige have ordnet” – for så at glemme alt om det igen. Samtidig har der også været lidt lavpraktiske forberedelser til operationen ift. mad og aftaler, der skulle styr på, og så har det for nogle af husets beboere fyldt meget, om påskeharen mon stadig kommer forbi, når dens nærmeste allierede er immobil.
Der er styr på det hele – tror jeg – og nu er jeg mest af alt bare klar til at få det overstået.
Ugens punkter består derfor af lavthængende frugter, som alle er nogle, jeg har haft i tankerne længe, men bare ikke har fået plukket.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg prøvet at undgå motorveje, og i stedet valgt landeveje, når det var muligt. Det er ikke altid, jeg har tid nok mellem mine opgaver til det, og jeg kommer også somme tider fra at gøre det, men fordi jeg i denne uge har været i både Horsens, Odense og København, plus det løse, forekom det smart at være lidt ekstra obs på brændstofforbruget.
Og det har virkelig lønnet sig; jeg har kunne holde det til at tanke én gang, selvom jeg har kørt (selv for mig) usædvanligt mange kilometer.
Som bonus kan jeg faktisk også bedre lide at køre landevej, fordi det er mindre hektisk, og fordi bilen larmer mindre på 90 km/t end på 130, så jeg bedre kan høre, hvad alle mine mobilvenner siger, når vi sludrer, mens vi kører Danmark tyndt.
2.
Har jeg sørget for at købe ind, så der er masser af nem mad i huset til de næste par uger. Er det hele biodynamisk grønt og fuldkorn? Nope. Men det meste af det er lavet fra bunden, det er mad, jeg ved, at lopperne spiser, og det slår stadig McD. og pizzamanden, både ernæringsmæssigt og økonomisk.
3.
Har jeg sendt en mail til hovedkontoret i boligforeningen og spurgt, om de ville være interesseret i at stille et skur til rådighed i afdelingen, hvis jeg undersøger muligheden for at lave dele-redskabsskur. Jeg synes, det er helt åndssvagt, at vi har 20 trillebøre, 20 hækklippere, 20 kantfræsere osv. osv., og derfor ville det være smart at lave et fællesskur, hvor vi kunne have et par stykker af hver stående, som alle kunne låne.
Service til mange, klapstole, flag, en stor grill osv. ville også kunne tænkes ind.
Jeg ved godt, at der er meget, man skal være opmærksom på, og måske kan det slet ikke lade sig gøre.
Men måske kan det.
Jeg vil bare ikke begynde at undersøge det, og stille med en fiks og færdig plan, for så at få at vide, at boligforeningen ikke vil stille opbevaringsplads til rådighed.
4.
Har jeg haft en kasse stående i mit bryggers, hvori jeg har sat det, jeg i min oversprings-sortering er faldet over, som vi ikke får brugt eller spist.
Jeg har ikke kørt fuld oprydning, men har bare taget de ting fra, som vi alle sammen har stående, og ikke bruger her og nu, men stadig lader stå, fordi *hvis* nu.
Men på et tidspunkt må man beslutte, om det skal bruges eller videre, og når man lige rammer Zonen, er det om at benytte sig af det.
Der er blevet sendt spil, dukketøj, spiritus, proteinpulver og bøger videre, og som altid har jeg bagefter tænkt over, at selv de ting, man syntes var svære at skille sig af med, forsvinder fuldstændigt ud af bevidstheden i det sekund, de er ude ad døren.
*
Næste uge holder M2025 pause, men jeg er stadig at finde i kommentarfeltet, og skal også nok pippe, når jeg er hjemme med min nye titaniumreservedel.
Hasta la vista, babies.
Prepperlife, vol. II
Vi nærmer os årsdagen for, hvornår jeg begyndte at interessere mig for prepping, og man må sige, at der er sket en del i verden siden da. Emnet er ikke blevet mindre aktuelt, og forleden hørte jeg, at Sverige nu opfordrer sine borgere til, ligesom i Norge, at kunne klare sig i 7 døgn, og ikke kun 3 som hidtil anbefalet – og som vi stadig kører med i Danmark.
For mig er det blevet naturligt at tænke opladning af mine powerbanks ind, og jeg har efterhånden fået lavet nogle gode rutiner ift. mit lager af mad. Jeg vasker mine skraldespande af med jævne mellemrum, og jeg tanker, mens der stadig er 1/3 tilbage i tanken. Det er ikke noget, jeg bruger en masse energi på; om noget gør det mig rolig at vide, at jeg har truffet nogle basale forholdsregler.
Men fordi der lige nu sker så meget, så mange forskellige steder på pladen, fik jeg lyst til at skrive lidt om, hvordan jeg ser situationen, for jeg forstår godt, at det kan virke uoverskueligt at gå i gang, hvis man endnu ikke er startet.
Ligesom da jeg skrev det oprindelige indlæg, vil jeg stadig mene, at det vigtigste overhovedet er at forsøge at skille tingene ad. Hvis man tyrer al vanviddet ned i den samme gryde, bliver det så overvældende, at man enten får et reelt problem med at gå og være bange hele tiden, eller også bliver man apatisk. Ingen af delene er hensigtsmæssige – eller til nogen hjælp.
At USA er blevet et frådende dystopisk helvede på bare 2 måneder, er ubegribeligt, og det fylder overALT; både når man åbner avisen, og når man skal forholde sig til små, sorte stjerner på varerne i Føtex.
Det massive fokus gør det nemt at komme til at blande tingene sammen, fordi associationskæden ofte bliver Trump/Musk/USA -> Putin/Rusland -> Kina -> Krig – og hvor er det så, man sætter ind med prepping?
Og det er muligt, at det er sådan, det ender med at blive. Men derfor er det stadig vigtigt at beslutte, om du forbereder dig på et hackerangreb, en pandemi, en naturkatastrofe eller, helt konkret, på 3. verdenskrig. Det har betydning for, hvordan du vælger at preppe, men også for, hvem det giver mening at lytte til.
For der er mange forskellige typer af preppere, og de er *også* på Instagram og TikTok. Både doomsday-prepperne, selvforsyningsprepperne, wilderness survivalist’erne og alle de andre. Deres budskaber, politiske ståsteder og lavpraktiske forberedelser er MEGET forskellige, og det HAR faktisk betydning for dig, fordi det kan komme til at betyde, at du afskriver hele emnet, hvis du snubler over én, der brygger kaffe på sin frysetørrede moderkage og broderer “Stand Your Ground!” ved sit hjemmebyggede ildsted, omgivet af skarpladte automatvåben.
Så for at gøre det konkret: For mig handler prepping om at være forberedt på den lille uge, der kan komme til at gå, fra samfundet lammes til der er etableret en form for new normal. Hverken mere eller mindre. Dermed er det (stadig) ikke nødvendigt for mig at tænke overlevelse i vildmarken ind, eller at have madvarer på lager til 4 års besættelse af en rabiesbefængt stormagt.
For et halvt år siden var min holdning, at folk måtte gøre op med sig selv, om de ville preppe eller ej, og jeg gik derfor meget sjældent ind i en diskussion omkring emnet, når jeg var ude.
I dag synes jeg, hvis jeg skal være ærlig, at det er en smule egoistisk, hvis man har evner og midler til at forholde sig til emnet, men undlader at gøre det, og bare satser på De Andre og De Voksne. Derfor er jeg mere villig til at prøve at redegøre for mit synspunkt, når jeg møder mennesker, der synes, at det er noget pjat.
Argumenterne er ofte noget i stil med: “Det skal vi nok løse, hvis det skulle ske”, “Vi fandt jo ud af det under corona” og “Ro på! Man kan da bare grave et hul udenfor; så har man et toilet!”
Intet af det er forkert.
Men det tager, meget belejligt, ikke højde for, at 90% af grunden til, at vi klarede os igennem pandemien var, at myndighederne kunne massekommunikere hele vejen igennem, og den mulighed forsvinder, hvis der ikke er internet og/eller strøm.
Det er også argumenter, der fokuserer på den del af ligningen, hvor prepping måske ikke længere er nødvendigt.
For hvis vi prøver at gøre det HELT konkret:
Har du prøvet at stå op og gå ud og tænde for bruseren – og så kommer der ikke noget vand? Her er dit første bud formentlig ikke, at der nok er tale om et angreb, men snarere en styg ed sendt i retning af Forsyningen og uduelige Kurt og hans fucking rendegraver.
Det samme gælder mangel på strøm og net. Hånden op, dem der ved, at de ville prøve at tage stikket ud og sætte det i igen 3-4 gange, og måske forsøge at genstarte routeren, før det gik op for dem, at der kunne være tale om noget mere alvorligt?
Så med mindre sirenerne lyder, vil der formentlig gå nogle timer, før vi overhovedet opdager, at noget er galt.
Sker det, tænker jeg ikke, at din første indskydelse er at fare ud i skuret og finde en skovl, for så at sende dine børn ud til hullet i haven, når de står og tripper. Det bliver måske den bedste løsning i løbet af et par dage, hvis nedbruddet fortsætter, men jeg er stensikker på, at vi vil have SÅ klar en forventning om, at myndighederne får styr på det hele *lige* om lidt, at ingen finder skovlen frem de første 48 timer.
Derfor er prepping for mig et spørgsmål om at kunne tage hånd om min familie i de første, kaotiske døgn, så jeg er selvkørende, og så beredskabet kan bruges på dem, der virkelig har brug for hjælp.
Men der kommer jo også et ‘efter’, og her kan jeg faktisk godt mærke, at jeg er ved at blive godt irriteret på Schack & Co. For måske lige se at komme lidt i gang?
Få nu udarbejdet nogle lister, som jeg og mine preppervenner kan hente, læse og printe, så vi kan fungere som en slags superbrugere ude i lokalsamfundene for dem, der IKKE har forholdt sig til det her, og som derfor kun har overskud til at forholde sig til Her & Nu. Det er den eneste måde at sikre, at vi ikke får skabt en pukkel, som kommer til at forlænge og forværre problemerne markant, fordi nødløsninger næsten altid sker på bekostning af de gode af slagsen.
Et konkret eksempel på viden, som meget få mennesker går rundt med, er, at du ikke må skylle ud i toilettet, hvis strømmen og/eller nettet går. Det giver sig selv, at du ikke kan skylle ud fra cisternen, hvis der ikke er vand i den, men jeg ville sagtens kunne have fundet på at skylle med vand fra en spand, og så ellers bare køre business as usual.
Men det duer ikke, for spildevandsanlæg i dag er computerstyrede, og bruger dermed både strøm og internet til at sluse vandet gennem de forskellige renseprocesser. Så vidt jeg kan researche mig frem til, kan de også i nogen grad styre indtaget af snavset vand, men selv med det system up and running, sker det stadig i forbindelse med kraftige regnskyl, at anlæg og kloaker får tilført så meget vand på én gang, at de ikke kan følge med. I de situationer ledes vandet, via nogle overløbsventiler, udenom rensningsanlægget, gennem én si – og derfra lige ud i havet.
Det bruger de *også* IT og strøm til at styre.
Så hvis alt det er sat ud, og vi alligevel sender spildevand afsted mod anlægget, så vil vi ret hurtigt ramme et punkt, hvor kapaciteten er maxet ud, og så er der kun én vej for vores sanitære affald at løbe: Baglæns gennem rørene og tilbage i husene.
Ud over den manglende hygiejne og den deraf afledte risiko for sygdomme og rotter, så risikerer vi både, at rensningsanlæggene bliver så overbelastede på bagkant, at de bryder sammen, men også at der kommer til et være et enormt (dyrt) efterslæb med oprensning af naturen. Det var sgu da smart at bruge 10 minutter på at forholde sig til, og få meldt noget ud, så de af os, der har det basale på plads kan være behjælpelige med at sprede dét budskab?
Ud over manglende info om noget af alt det, vi ikke på nogen rimelig måde kan forventes at vide som privatpersoner, er der fortsat også en *del* spørgsmål, jeg mangler svar på, Torsten.
F.eks. vil jeg gerne vide, om S!renen, altså, den varsling, vi er begyndt at få på mobilen den første onsdag i maj, virker i tilfælde af et cyberangreb? Jeg har læst 17 tusind artikler om Cell Broadcast, som er det netværk, S!renen bruger, men jeg kan ikke finde et klart svar på, om det stadig fungerer, hvis vores netværk bliver ramt.
Min gamle kæphest med at få lavet udmeldinger til skolerne, så de kan lave beredskabsplaner og melde videre ud til forældrene, slæber sig fortsat udmattet rundt i manegen, Torsten, og så fatter jeg ikke, at man ikke tænker panik ind som en reel risiko.
Jeg ville (stadig) synes, det var oplagt at uddanne et korps af mennesker, f.eks. hjemmeværnsfolk, som kunne stille på de lokale skoler, og være behjælpelige med at svare på spørgsmål – og det vigtigste hér ville være at få kommunikeret planen ud til befolkningen, mens der stadig er net at gøre det på
På prepperlisten, vi modtog i e-boks, står der, at folk skal anskaffe sig en radio, så de kan holde sig orienterede – men hvor mange her, i dette ellers meget veloplyste segment, kan (uden at google) fortælle mig, hvilken frekvens, man skal stille radioen ind på?
(Og service-Linda to the rescue: Det er altid P4’s sendemaster, du skal finde, og du kan se oversigten over de respektive frekvenser her).
Ville det måske give mening at bede folk om at printe deres medicinlister, så man EFTER et eventuelt angreb kan løbe systemet hurtigere i gang igen, fordi der kan laves en midlertidig dispensation, så dem, der får nødvendig, men ufarlig medicin kan ledes udenom hovedkøen, så læger og hospitaler kan tage sig af dem, der er alvorligt syge?
Kunne det være en ide at opfordre til, at vi alle sammen sørger for at lave konkrete aftaler med venner og familie om, hvor vi mødes, post-nedbrud, eller at vi får styr på, hvem der sørger for dem, der ikke kan tage sig af sig selv, så vi ikke får en Gene Hackman-situation herhjemme?
Kunne man som politiker flette ind i sine udtalelser, når man bliver spurgt til nedlagte sikringsrum, at folk jo altid kan søge mod metrostationer og betonkældre, som f.eks. vaskerum under etageejendomme eller parkeringskældre, hvis det værste skulle ske?
(Altså, sådan som jeg lige gjorde her..)
Ville det give mening at opfordre folk til at anskaffe sig én eller anden form for vandfilter, når nu mange vandværk i Danmark er privatejede af ældre landmænd, der måske ikke har gået til Silicon Valley, så folk kan klare sig lidt længere end 3 døgn?
For det er superduper, at man forventer at have smækket cyberdøren i igen på 72 timer, men hvis store dele af vores vandforsyning er forurenet, eller vandet ikke kan ledes ud til forbrugere og erhvervsliv, er vi jo lige vidt.
Det kan godt være, at der er styr på det, og at de bare holder kortene tæt til kroppen for ikke at sætte neonpile til at pege på de steder, som hackere og terrorister *også* skal sørge for at ødelægge – men så meld dét ud. Sig, at ‘vi er klar over, at det ikke er sikkert, at det hele er i gang igen med det samme, men i den situation har vi tænkt løsninger ind’.
For lige nu sidder jeg med fornemmelsen af, at fokus på de dyre adresser primært er rettet mod grej og jagerfly, og at man synes, at arbejdet nedad er gjort, fordi man har fortalt folk, at de skal have 3 liter vand pr. mand pr. døgn.
Hvis man skal mønstre en befolkning, eller i hvert fald den del af den, som vil kunne være en hjælp, hvis det hele falder fra hinanden, så er man nødt til at give os lidt mere at arbejde med.
*
Inden I får lov at slippe, vil jeg gerne illustrere, hvorfor man skal begynde at gå bare lidt op i det her. Derfor har jeg lige brugt 20 minutter på at samle lidt konkrete eksempler på bøvl sammen:
25.02.24: Hackerangreb, bl.a. Transportministeriet, Trafikstyrelsen og CPH
07.03.24: Hackerangreb, CPH
02.04.24: Statens IT, nedbrud
31.05.24: Hackerangreb, OUH
07.11.24: Strømafbrydelser, Vamdrup
24.11.24: Alle tog mellem Århus og Ålborg holder stille
09.12.24: Hackerangreb, 20+ kommuner
18.12.24: Hackerangreb, Tureby-Alkestrup Vandværk
25.12.24: Alle tog i Norge holder stille
26.12.24. Strømafbrydelser, Nordsjælland
07.01.25: Strømafbrydelser, Sjælland
20.01.25: Strømafbrydelser, Middelfart
24.01.25: Vandværk på Lolland, nedbrud
11.02.25: Nordnet, IT-nedbrud
16.02.25: Strømafbrydelser, Randers
25.02.25: Strømafbrydelser, Hammerum/Gjellerup
13.03.25: Region Midtjylland, IT nedbrud
31.01.25: Strømafbrydelse, Grenaa
Dertil kommer adskillige angreb på MitID, diverse banker og hele telesektoren – og det er bare de angreb og “uforklarlige nedbrud”, som instanserne selv har meldt ud, og/eller som har været så omfattende, at de ikke har kunne hemmeligholdes.
*
Med alt det sagt, skal man stadig finde sin egen måde at gøre det på, men hvis man endnu ikke er startet, så gør det i dag og tag udgangspunkt i disse 4 spørgsmål:
1. Hvad forbereder du dig til?
It/strømsvigt, voldsomt vejr, pandemi eller krig?
2. Hvem prepper du for?
Dig selv, børn, husdyr, venner/familiemedlemmer med særlige behov for hjælp?
3. Hvor mange dage vil du gerne preppe til?
3? 7? 30?
4. Hvad skal du bruge til dét?
Brug Beredskabsstyrelsens liste til inspiration, eller print min version her.
Det er bedre at forberede sig forgæves end at blive fanget på det forkerte ben, for hvis både net, strøm og infrastruktur er gået ned, kan du hverken bruge google, Siri eller ringe til en ven.
I dén situation er din notesbog og din forberedelse dit bedste værn mod panik, handlingslammelse og dårlige beslutninger.
