M2019, uge 29

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Undladt at købe rugbrød, men i stedet bagt en omgang grove havregrødsboller. De kan hives ud af fryseren om morgenen, de dage, vi er hjemme, og dermed er der ikke noget, der ligger i brødkassen og bliver tørt og gammelt, når vi laver spontane aftaler. 

2.

Af en eller anden grund tænkt meget over noget, som jeg læste i en bog, jeg har glemt titlen på, nemlig at vi måske somme tider kommer til at opfatte den hellige grav som velforvaret, når vi sorterer vores affald.

Men affald forsvinder jo desværre ikke op i den blå luft, bare fordi vi ikke selv smider det direkte i havet, og selvom vi fjerner det fra vores egen matrikel, skal det stadig bortskaffes fra lossepladser og genbrugsstationer. Jeg ved ikke, hvorfor det pludselig rumsterer sådan i hjernen på mig, men for mig har det været en god reminder om, at det aldrig er nytteløst at tænke over, om jeg på nogen måde kan reducere mængden af affald, *jeg* smider i bunken, og det havde jeg bare lige lyst til at give videre💚

3.

Konverteret en håndcreme til shaving gel. Jeg løb tør for sidstnævnte, og stod derfor med hovedet i skabet og ledte efter et alternativ. Jeg fik øje på en håndcreme, jeg har flyttet rundt på et par måneder, fordi jeg ikke bryder mig om lugten, og testede, om den kunne bruges. Det kunne den. 

4. 

Beruset af min egen succes (jvf. ovenstående), smurte jeg dernæst en fodcreme, som jeg ikke får brugt (fordi alle i det her hus åbenbart har mest brug for hjælp om natten, og mine trægulve bliver uhyggeligt glatte, hvis jeg pisker omkring på cremepåsmurte fødder) på mine ny-shavede skinneben – som blev så smooth og lækre, at jeg nærmest ikke kunne være i min egen krop over det.

5.

Overvejet at tage på et ferie-frembragt loppemarked med børnene, men besluttet at lade være, fordi jeg pludselig kom til at tænke over, at det fremmer det mest unødvendige forbrug af dem alle, nemlig dét, hvor man tager afsted for at se, om man ikke kan skabe et behov, man ikke har.

I spørger, jeg svarer: Om børn, opdragelse og konfliktløsning

For et par indlæg siden spurgte Lone i kommentarfeltet, om ikke jeg kunne skrive lidt om børn, opdragelse og konfliktløsning; noget, man nok meget naturligt er lidt mere optaget af her i ferien, hvor der er mere af det hele. *modstår-lysten-til-at-lave-en-smiley*

Jeg vil gerne prøve. Spørgsmålet er bredt, og derfor bliver mit svar det også, så jeg håber, jeg rammer ned i noget af det, der ligger til grund for spørgsmålet.

Inden jeg kaster mig over selve indlægget, vil jeg gerne starte med verdens største disclaimer. For selvom jeg føler, at jeg er god til at holde fast i de store linjer, som er vigtige for mig ift. opdragelse, (f.eks. at vi herhjemme behandler hinanden med respekt, hvilket blandt mange andre ting indebærer, at vi taler ordentligt til hinanden, at alles følelser tages lige alvorligt, og at man altid har ret til at have det, som man har det). (- hvilket ikke er det samme som, at man må tvangsinddrage andre i sit dårlige humør) så skal jeg være den første til at indrømme, at hverdagsdetaljerne i at holde det her tog på skinnerne dagligt giver mig lyst til at flytte til et land, hvor opiater i håndkøb er underlagt en mere lempelig lovgivning end her. 

Men noget af det, jeg tænker meget over, er at huske at opdrage de børn, jeg har, og ikke et sæt fiktive standardbørn. Det lyder meget indlysende, men det kan i perioder være ret svært at give sig selv lov at holde fast i, for når man er omkring andre mennesker med børn, eller læser artikler og hører eksperter udtale sig, så synes jeg nemt, at det kan komme til at lyde som om, alle børn er helt blanke lærreder, som man kan male på, med lige præcis de farver, man ønsker. At alle børn kan opdrages til at elske at hjælpe til i køkkenet. At der ikke findes kræsne børn, men kun eftergivende forældre. At det bare er et spørgsmål om at være konsekvent nok at lære dem at sove, lege selv eller ikke at afbryde. Det er ikke min erfaring. Jeg synes ikke, at man bare skal trække på skulderen eller undlade at forsøge, men når jeg har øjeblikke, hvor jeg føler, jeg fejler, fordi jeg ikke formår at installere trafiksikkerhed eller interesse for bøger og bladselleri i mine børn, minder jeg mig selv om, at hvis man har fået udleveret en reol, så kan den ikke laves om til en cykel. Den kan slibes, males og tapeseres, man kan pynte den med lyskæder  og man kan være omhyggelig med, hvad man fylder i den – men hverken cykel eller reol er tjent med at blive sammenlignet, for de hverken kan eller skal være ens. Og det kan bare være virkelig fint at huske de dage, man føler, at man er ved at gøre sig fortjent til en sidsteplads i VM For Forældre

Jeg tror egentlig, at det er en erkendelse, der er kommet efter at mine børn er blevet større, fordi det også har givet lidt sundt perspektiv på, at alle forældre kæmper med noget – og det gør de fleste af os mere ydmyge over tid. For hende, der i mødregruppen havde utrolig travlt med at belære os alle sammen om, hvordan det var hendes formidable indsats alene, der gjorde, at hendes børn spiste alt, har nu fået et barn, der ikke vil have andet end kiks. Og som bider. Og hvor jeg har al sympati i verden for forældre, der kæmper, så skal jeg også være ærlig og indrømme, at jeg aldrig er ked af at se skråsikkerhed blive sat på prøve. 

Og jeg ved godt, at jeg risikerer, at nogen bliver sure på mig nu, men jeg diskuterer også primært opdragelse med mennesker, der har børn, som er på alder med eller ældre end mine, når der er noget, jeg bøvler med; mest fordi jeg ikke gider høre mig selv sige “bare vent til xxx”. Men det er jo ofte sådan, det er. For mange af de kampe, man har med dem, når de er spæde og små, er kampe på instinkt, mens de fleste af dem, man får med dem, når de bliver større, handler om vilje og personlighed. Det er gratis at være tolerant, når ens søn på 2,5 år år vil have kjole på i børnehave. Det er gratis at være 100% sikker på, at han aldrig kommer til at sige til “Jeg gider ikke være din ven”, aldrig kommer til at plage i Bilka og altid vil elske at dele sit legetøj. Så længe de sover i lift, er de fleste af os også sikre på, at vi altid vil være fulde af tålmodighed og lytte til alt, hvad de har at fortælle – fordi man på det tidspunk ikke har måtte erkende, at medfødt forståelse af turtagning ikke er en ting.

Der er bare typisk lidt flere nuancer i andre menneskers holdninger, når de *har* været kaldt til samtale, fordi Alexander har slået Petra med en pind, og de pludselig har været tvunget til alt muligt besværligt, som f.eks. konsekvensanalyse og overvejelser omkring hvor meget børnene selv forstår, når de som en pludselig indskydelse kommer og gerne vil have pink sko med glimmer på i skole, når de er 8*.

Til mit forsvar skal siges, at jeg har fuld forståelse for, at mennesker med teenagere heller ikke sidder yderst på stolen med tilbageholdt åndedræt for at høre mine guldkorn om de udfordringer, der knytter sig til dén alder. 

Man kan sige, at hvad andre gør, siger og mener ikke har nogen reel betydning for, hvad vi vælger at gøre ift. opdragelse af vores børn, og det er der også megen sandhed i. Det gør f.eks. hverken fra eller til for mig og mine værdier, at jeg ser børnehave-Mathildes forældre gribe deres opdragelse anderledes an, end jeg gør. Når jeg alligevel lader det fylde relativt meget i dette indlæg, er det fordi, det er min erfaring, at vi oftest bliver i tvivl om vores egen opdragelse, når vi er pressede og pludselig synes, at alle andre ser ud til at tackle opgaven bedre, end vi selv formår. Og derfor synes jeg, at det er ret vigtigt at have gjort sig nogle overvejelser omkring hvor meget, man ønsker at invitere andre forældre ind i sine tanker – og hvorfor (ikke). Her spiller det helt sikkert ind, at Anton ikke har været helt som alle andre børn, og at jeg derfor har været tvunget til at finde min egen vej, som er rigtig for os herhjemme, samtidig med, at vi er plantet midt i en gruppe af mennesker, der griber tingene anderledes an. Men at opdrage børn forekommer mig at være en evig balance mellem at gøre sit allerbedste og samtidig acceptere, at det allerbedste stadig ikke er perfekt.

I forhold til konflikter er der vist desværre ingen gylden løsning, og jeg synes, at det er noget, der bevæger sig i bølger. Vi har lige haft et par måneder, hvor børnene har skændtes om A.L.T. Hvor ingen kan gøre noget rigtigt, og hvor alt, den anden gør, er irriterende. De perioder er seje, uanset om man holder ferie eller tæsker afsted i hamsterhjulet, og det menneske, der knækker koden til at løse dét problemet, kommer aldrig til at arbejde et minut mere i sit liv. 

Mine forsøg på at komme *ned* ad konflikttrappen indebærer nogle ret konkrete tiltag, som somme tider hjælper, og andre gange forslår som små, overoptimistiske skræddere i helvede. De er svære at skrive sammen til noget sammenhængende, så I får dem i punktform i stedet: 

1. Kan børnene afledes? Kan jeg tilbyde en aktivitet, jeg selv kan holde ud/et stykke frugt/et alternativ til det, de ikke kan leve uden, som betyder, at jeg ikke bare siger “Nej!”?

2. Lug ud i det, der skaber konflikter. For skal børn have lov at bestemme, om man kan tage på café og hygge med veninderne? I princippet nej. Men min egen erfaring er bare, at hvis man ikke er en af de mødre, der er så heldig at have et barn, der kan underholde sig selv i to timer med en legoklods og en saltstang, så tager man derfra, revet over i to. Tre, faktisk. For man synes ikke, man har været nok for sin veninde, man synes ikke, man har været nok for sit barn, OG man har dårlig samvittighed over at være vred over, at man selv føler, man har fået for lidt fyldt på. Så her vil jeg bare slå et slag for, at man overvejer, om det er kampen og konflikterne værd. Uanset om ‘det’ er juletræsfester, sommerafslutning i SFO’en eller arrangementer, der primært er for én selv. 

3. Husk, at hele pakken er en del af aktiviteten. Den her har været ret afgørende for mig, for i lang tid syntes jeg, at når jeg tog børnene med i svømmehallen, så var det svømmedelen, der var Aktiviteten. Men omklædningen, både før og efter, er også noget, vi tager ud og gør, og som bryder hverdagsmonotonien, og derfor minder jeg mig selv om, at det ikke er noget, der bare er træls eller skal overstås. Det er en del af aktiviteten – og der ville have været konflikter, uanset hvor vi havde været. Fordi: Børn.

4. Kan kompromiser ift. tilbagevendende problemer italesættes? Anton er ikke et krammebarn – men det er Frida. Hvilket gør det ret svært at finde et niveau, hvor hun får lov at udtrykke sin kærlighed uden at overskride hans grænser. Men jeg prøver at snakke med dem om, at for Frida er knus en måde at vise kærlighed og omsorg på, mens det hos Anton ikke er en afvisning af kærligheden, når han ikke vil have have 8 knus i timen. Og forstår de det nu? Nej. Men jeg tror faktisk, at der ligger noget ret vigtig læring for dem begge to ift. grænser og forståelse og accept af, at disse kan ligge forskellige steder, som de forhåbentlig fanger på et tidspunkt. 

Jeg sidder lige nu og spekulerer på, om jeg overhovedet har sagt noget, der giver mening for andre end mig selv? Eller om jeg bare har fyldt to hele tider med floskler og selvfølgeligheder. Det håber jeg ikke. Min hjerne er ved at være lidt medtaget af på 3. uge at agere tivoli fra klokken 5 til klokken 20. Men uanset hvad, er alle mere end velkomne til at byde ind med alt, hvad de føler for i kommentarfeltet. 

Rigtig god dag derude.

*Her henviser jeg lige til det her indlæg, for ellers bliver det her for langt.

M2019, uge 28

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Som nævnt i sidste indlæg været på ferie i et lånehus i Aarhus. Der var jo alle muligheder for at lave mad, men for at sige det som det er: Jeg gad simpelthen ikke. Så i stedet for at ende med en masse impulsiv take-away, planlagde jeg efter det. Jeg bagte to pizzaer i forrige uge, frøs den ene, og tog den op, den morgen vi kørte til Aarhus; så der var nem aftensmad på ankomst-dagen.

Da jeg købte ind i Bilka to go, smed jeg et par frosne færdigretter af dem, børnene kan lide, i kurven, så der var noget at hive ud til dem, som kunne efterlades, hvis vi ikke nåede at spise det, og dagen efter vi kom derop, var jeg forbi mit yndlingssted efter haydari og wraps. Jeg havde bestilt rigeligt med grøntsager, samt lidt færdigstegt kylling og en pose peanuts hos Bilka, så jeg i løbet af ugen kunne mixe og matche på kryds og tværs, og den sidste dag, smed jeg alle resterne sammen til en god og fyldig salat.

Fordi jeg således ikke dagligt endte med panikløsninger, var der plads i budgettet til en gang kvalitetssushi og til at spise aftensmad i Djurs Sommerland, den dag, vi var derude, helt uden dårlig samvittighed.

2.

Tjekket netbank hver aften, mens vi var deroppe. Når alle ydre parametre ændres, og vi laver noget helt andet, end vi plejer, synes jeg godt, det kan være svært at være helt knivskarp på, hvad jeg bruger af penge. Ved at klikke forbi netbank hver aften, var jeg hele tiden sikker på, hvor meget vi havde brugt, og det dæmmede op for ‘skidt, pyt, vi har jo ferie’-refleksen. 

3.

Foræret en kurv til de søde mennesker, hvis hus vi lånte. Kurven har jeg gået og fyldt i over de sidste par måneder, og det betød, at jeg faktisk ikke følte, at vi gav noget for at låne huset, selvom det på alle måder var en luksuskurv, der ventede på mine venner, da de kom hjem. 

4.

Set mig så sur på min kondenstørretumbler, at jeg raseri-googlede, om man da for helvede ikke kunne få den til at tørre mere effektivt, hvis man skiftede en dims eller skruede på noget.

Det viser sig, at der sidder et hemmeligt filter i bunden af maskinen, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med på noget tidspunkt i løbet af de snart 3 år, vi har boet her. Hvordan er jeg den voksne i det her hus?

5.

Besluttet at sælge min havelounge sofa. Den er meget lav, og jeg er meget høj, og derfor får jeg den ikke rigtig brugt #KnæIKinderne. Hynderne fylder hele mit skur, og skal tages ind om vinteren, og egentlig vil jeg hellere have en stol og et bord under halvtaget, hvor sofaen står, så jeg kan sidde derude med en kop kaffe, når det regner lige så stille. 

Tanken har strejfet mig før, uden at jeg har gjort noget ved det, men i dag kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk ikke gider flytte rundt på de hynder en hel vinter mere, og samtidig risikere, at sofaen går i stykker, og dermed bare skal smides ud til foråret. Jeg lagde den på facebook til en fjerdedel af nyprisen kl. 12. Kl. 13 havde jeg 37 (!) i kø, og klokken 14 var den hentet, sammen med hyndeboksen i skuret, og jeg har allerede været ude at sidde i min nye krog med en kop te og nydt fornemmelsen af plads.

Hjemsøgt

Vi er i Aarhus.

Det er første gang, jeg har begge børn med på ferie heroppe, og dermed også første gang i flere år, jeg er her i mere end et par dage.

Årene giver lidt perspektiv i forhold til, hvad det giver mening at fylde i dagene. Da Anton og jeg var her sidst, og jeg stadig nærmest kunne have ham i lommen, var vi meget i midtbyen, hvor vi spiste på cafeerne og besøgte de steder, vi kunne gå til derindefra. Jeg måtte sortere i, hvem vi kunne nå at se, fordi jeg stadig havde kontakt med rigtig mange mennesker, og på mange måder var vores ferier dengang et bud på, hvordan vores weekender kunne have været, hvis vi var blevet heroppe.

Denne gang er det anderledes, og jeg bliver ved med at tænke, at to i den her forbindelse er et team, mens tre er en familie, og det gør noget ved måden, det giver mening at bruge dagene på. Programmet er tilrettelagt efter børn, ganske enkelt fordi de er i overtal. Søndag var vi f.eks. i Djurs Sommerland fra vi stod op til vi gik i seng, og det var den bedste dag længe. Det kan lyde som om, jeg sætter deres behov over mine, men det er ikke mere sandt her, end det er i det øvrige liv med børn, og selvom dagene er deres, er aftenerne er mine, og det er sådan, det skal være.

Da jeg for nogle uger siden begyndte at lave mine aftaler heroppe, gik det op for mig, at der også her er sket rigtig meget. Jeg sætter stadig pris på bekendte og hej-venner, men de relationer, jeg gerne vil bruge ægte, IRL tid på, er dem med mening og dybde. Samtidig har tiden flyttet en stor del af mine bekendtskaber fra dengang et led eller to ud i cirklerne, og dermed giver sondringen egentlig næsten sig selv. 

Jeg elsker at være her og at vise mine børn byen, men det er en kærlighed, der river i hjertet med kløer af savn og melankoli, fordi den er et gensyn med min egen fortid og med byen, der på godt og ondt gav mig de redskaber, jeg skulle bruge for at finde mig selv. 

Mennesket, jeg blev heroppe, tog jeg med, da jeg flyttede, men historierne lod jeg blive tilbage, og nu, hvor jeg kører byen igennem på kryds og tværs, bliver det tydeligt, at jeg flyttede fra dem, historierne, inden de var blevet runde i kanterne af tid og slid. Det river stadig frygteligt i hjertet, når jeg kører forbi afkørslen til Lenes hospice. Det føles nyere end det bør, når jeg kører forbi en ekskærestes lejlighed, og dufte og lyde og historier om mennesker, jeg slap og valg jeg traf, rasler med kæderne på hvert eneste hjørne.

Esbjerg er manden, jeg giftede mig med, og når jeg er sammen med ham, ved jeg, at det er sådan, det skal være. Jeg er glad det meste af tiden, og meget bevidst om alt det gode, han er og gør. Men Aarhus er den ekskæreste, jeg ikke kan slippe. Han var vanvid og magi og alt i ekstremer, og han gjorde mig til den kvinde, jeg er. 

Det var der, jeg fandt min identitet, det var der, jeg besluttede, hvad jeg skulle lave i mit arbejdsliv, og der var der, jeg mødte de mænd, der har haft størst betydning i mit liv.

Og så var det der, jeg besluttede at få Anton.

Skiftet føles nok ekstra tydeligt, fordi jeg var arret på kryds og tværs, da jeg flyttede fra Esbjerg, og jeg føler, at jeg lærte, at jeg er den og det, jeg skal være, og at der findes mange, som mig, da jeg langsomt slog rod og foldede mig ud i Aarhus.

Da jeg flyttede tilbage til Esbjerg, flyttede jeg ind i et nyt liv som nogens mor, og tilbage til en by, jeg aldrig helt har tilgivet. Det har taget lang tid at lære at være i den igen, og derfor vil det altid føles som om, at Aarhus var der, jeg voksede og blomstrede, mens Esbjerg var der, hvor jeg kæmpede. Også selvom det er en sandhed med modifikationer.

Jeg tror aldrig, jeg får lov at slippe følelsen af at være splittet. Det vil altid være både sødt og bittersødt at være i Aarhus – men det er også når jeg er der, jeg opdager, at jeg glæder mig til at vende tilbage til mit liv i Esbjerg.

Det er nok bare den pris, man betaler, for at kalde to steder sit hjem.

M2019, uge 27

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Gjort klar til den kommende uge, hvor vi bytter hus med et par kammerater i Aarhus. Jeg har undladt at handle mere end det allermest nødvendige, så vi kunne få tømt køleskab og skabe, og det er lykkes til fulde – uden at det på noget tidspunkt har føltes træls, for med ferien lige om hjørnet, er opmærksomheden på dén, og ikke på, at der de sidste par dage kun har været én slags pålæg til frokost, eller at morgenmadsudvalget har været lidt begrænset. Og faktisk har det også medført, at nogle måltider har været lidt ekstra luksuriøse; der har f.eks. været friskskåret frugt på yoghurten de sidste par dage, så no apple got left behind.

2.

På jeres foranledning givet e-reolen en chance mere. Første gang jeg forsøgte mig med den for et par år siden, opgav jeg, fordi intet virkede og alt crashede, og jeg havde egentlig afskrevet den. Men I var mange, der anbefalede den i kommentarfeltet til sidste uges indlæg, så jeg prøvede at hente den som app, og jeg er helt blæst væk over, hvor nemt og brugervenligt den er (blevet?). Så i stedet for at købe lydbøger til ferien, som jeg ellers havde indstillet mig på at skulle gøre, har jeg nu hentet en håndfuld, som er klar til at tage toppen af utålmodigheden i bilen den næste uges tid. Tak for tip!

3.

Handlet på Bilka To Go (ikke spons), og sat afhentningstedet til ‘Bilka, Tilst’. Det blev dyrere, end når jeg normalt handler til en uge, men til gengæld har jeg truffet alle ‘det *er* jo ferie’-beslutninger med fuldt overlæg, jeg slipper for at klathandle hele ugen deroppe, hvilket med 100% garanti ville ende med at blive dyrere, og på komfortsiden er det bare virkelig smart, at jeg (eller rettere, min kammerat) svinger forbi Bilka, samler varerne op og har dem med, når han kommer ud til os i morgen. Ud over at vi får en mere behagelig biltur, fordi vi ikke skal kile os ind mellem toiletpapir og køkkenrulle, betyder det også, at vi kan ankomme i ro og mag, og bare kan bruge hele den første dag på at lande. 

4.

Givet vores trækvogn væk, fordi jeg vurderede, at vi ikke skal bruge den mere. Skulle vi en enkelt gang beslutte at tage på en tur, hvor det ville være smart at have en trækvogn med, betaler jeg de 20 kroner det koster at leje en. Ressourcemæssigt er det for åndssvagt at have den stående i vores garage, mens den ruster og forfalder, bare fordi jeg muligvis, måske, man-ved-jo-aldrig skal bruge den én eller to gange mere. 

Jeg lagde den op til gratis afhentning i den lokale facebookgruppe, og 25 minutter senere var den væk, og kommer nu forhåbentlig til at opfylde det formål, den er produceret til, hos en anden familie.

5.

Haft gæster og serveret resterne af kagen fra Fridas fødselsdag, og konklusionen er, at man uden problemer kan fryse frosting. Både konsistens og smag var præcis, som inden jeg frøs kagen ned. (Jeg har lavet efter denne opskrift (varianten med smøreost)).

M2019, uge 26

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Læst min My Favorite Murder bog færdig, som min veninde Tina var så sød at forære mig. Og fordi hun har været med hele vejen, både i mit liv, på bloggen, i M2019 processen og på MFM-fan-toget, ved jeg, at jeg kan spørge hende, om hun vil have bogen nu, så hun også kan læse den. 

Jeg ved godt, at jeg ofte kommenterer på, hvor stor betydning, det har haft, at vi i min omgangskreds og familie snakker om de her ting, men det er fordi det virkelig slår mig, gang på gang, hvor stor lavpraktisk betydning det har for vores forbrug, at vi har pillet alle signalerne ud af de ting, vi omgiver os med. At jeg f.eks. bliver virkelig glad for en flaske værtinde-vin, som en venindes mand har fået i firmagave, selvom der er reklamer på. At jeg kan give en bog tilbage, som tak for, at en veninde i første omgang gav mig den, og ikke behøver være bange for, at det bliver tolket som en afvisning af noget i vores venskab. At jeg kan spørge min chef, om hun ikke kan tage en håndfuld sennepskorn med, så jeg ikke skal købe en hel pose, når jeg skal teste den opskrift, hun sendte mig – og at jeg ikke behøver frygte, at hun tror, det er fordi jeg er nærig.

Det er alt sammen noget, der har ændret sig i løbet af de sidste to år, og kun fordi vi snakker om det. Så hermed en kæmpe opfordring til at begrunde de ting, man gør i miljøets og minimalismens navn, så vi synliggør det og skaber nysgerrighed omkring det, hvilket er en helt anden motor, end når nogen med hønserøv fortæller én om alt det, man gør forkert. 

2.

Givet ferie-rundstykker på arbejde og ved samme lejlighed tømt mit køleskab for pålæg, som vi ikke selv ville kunne nå at bruge, så det bliver spist og ikke bare smidt ud. 

3.

For alvor opdaget bibliotek.dk.

Jeg hører en del amerikanske podcasts, hvori der ofte bliver anbefalet bøger. Og. Jeg. Elsker. Bøger. Indtil nu har jeg købt dem på Amazon, når der har været nogle, jeg ikke kunne leve uden, hvis det lokale bibliotek har ikke haft dem. (Det har de aldrig).

Og jeg er lidt blandet her, for på den ene side vil jeg faktisk gerne støtte forfattere ved at købe deres bøger, for på den måde at sikre, at de stadig har råd/tid til at blive ved med at skrive. (Og bare lige for at aflive den med, at de tjener kassen på udlån på bibliotekerne, så kan man se reglerne her). Omvendt virker det også ekstravagant-hældende-mod-ødselt at bestille en bog og få den sendt halvvejs rundt om jorden, bare fordi jeg lige nu er besat af true-crime genren.

Jeg har flere gange overvejet en kindle, men de er dyrere end hvad budgettet rækker til lige nu, og jeg får ondt i hovedet af at læse bøger på en iPad. Papirbøger it stadigvæk is.

Men sidste weekend manglede jeg to nye, amerikanske bøger, (jo. Jeg MANGLEDE dem, Hans Christian!) som hverken var at finde i danske boghandlere eller på det lokale bibliotek. En pludselig indskydelse fik mig til at tjekke bibliotek.dk og Lord behold: De havde dem begge to.

Efterfølgende var der en fyr, der havde fundet bloggen via en googlesøgning, fordi han var på jagt efter en lydbog, jeg har hørt som barn og skrevet om. Om jeg vidste, hvor man kunne finde den? Om jeg gør? bibliotek.dk.

Så hvis andre derude oplever, at deres lokale biblioteker lader lidt tilbage at ønske på udvalgssiden, er tippet hermed givet videre.

Crazy, crazy nights

Vi er i gang med den sidste uge inden sommerferien, og det gør ikke noget. Egentlig ville jeg gerne skrive et indlæg, der emmede af overskud og feriehormoner, men jeg er bare stadig træt og træg i hovedet.

I sidste uge havde vi besøg af børnehaven, som kom for at fejre Frida, og hvor der sidste år var mandefald på 60%, stillede samtlige 22 gule humlebier til mønstring denne gang. Gudskelov var vejret med os, så vi kunne smide haven og vores kæmpe trampolin ind i ligningen, for 22 børn plus voksne fylder godt på 100m2. Det var en fin, fin dag, og de var ualmindelig velopdragne og søde – og sultne. 40 pølsehorn, en hel bradepande pizza, 3 poser chips og en kæmpe chokoladekage satte de til livs. På 3 timer. Det indgyder ærefrygt, synes jeg. 

Søndag havde vi familien til kage og pizzasnegle, og mandag var det Den Ægte Fødselsdag, og til næste år bliver det brunch for familien og børnehaven på selve dagen; det her udviklede sig til en form for festival, og det var nærmest for meget af det gode for alle involverede parter. 

Til gengæld fik Frida sit største ønske opfyldt, og kører nu rundt på en Elsa & Anna-cykel, komplet med cykelkurv og babystol bagpå, og mit hjerte truer med at hoppe ud af brystet på mig, hver eneste gang, vi kører afsted, og hun nærmest er selvlysende af stolthed.

Anton har været til bælteprøve til taekwondo og i denne uge er der afslutningsarrangement i klubben. Begge børn har udflugter og dagsture på programmet, og jeg har i al stilhed gået og tænkt lidt over, hvor få af alle de overaktiviteter, som eksperterne påstår, børn trækkes igennem, forældrene reelt står for. 

Netop fordi jeg har en oplevelse af, at vi alle 3 herhjemme snart har akut brug for at blive lagt i nato-stilling, havde jeg overvejet, om vi skulle springe Skt. Hans-festen over. Fordi Anton bliver så utrolig overkørt af alt for meget hurlumhej, har jeg været meget nazi med at styre udenom de arrangementer, som koster overskud, hvis ikke jeg vurderer, at de giver Barndomsminder i oplevelsesbogen, og derfor overvejede jeg i første omgang at aflyse.

Og det var IKKE lysten, der drev værket, da jeg planlagde, hvad vi skulle have med, og hvordan vi skulle komme derned, og samtidig på forhånd havde stress over at komme sent hjem med to overtrætte børn, som med garanti ville skulle forbi en bruser, før de kunne kastes alt, alt for sent i seng, og så på en søndag. 

Det, der endte med at afgøre for mig, at vi skulle afsted var, at jeg, når jeg tænker tilbage på min egen barndom, ikke kan huske en eneste morgen af dem, der *må* have fulgt i halen af de aftener, jeg stadig har med. Jeg kan kun huske de lyse sommeraftener, de afslappede voksne, duften af bål og grill, de klistrede is og fornemmelsen af være fri, men stadig tryg, når vi drønede rundt og legede. Og derfor nåede jeg frem til, at det her var én af dem, hvor jeg som forælder er ved at lære, at det, der for børn føles som løse tøjler og frihed, bare ofte på voksensiden er forbundet med lidt mere arbejde. 

Det blev den bedste aften. Det var de lokale spejdere, der faciliterede arrangementet, og de havde lavet forskellige aktiviteter på pladsen, som man for meget rimelige penge kunne købe klippekort til. Anton piskede rundt, blev ansigts-malet som Batman, kørte i svævebane og kastede dartpile efter balloner, når han ikke lige guffede pizza og drak cola, alt imens han snakkede til højre og venstre med nye børn, som han genkendte fra skolen. Frida, der gav den fuld gas med glimmer og sommerfugle i hele 5-øren, fandt sine små kolleger fra børnehaven, og jeg tror ikke, jeg på noget tidspunkt så dem stå stille. Jeg fungerede som en slags pedel, der bare blev hentet, når der var noget, jeg skulle se, hjælpe med eller betale for, og vejret var perfekt.

Jeg tænkte mange, mange gange undervejs, at jeg var så utrolig glad for, at vi tog afsted. 

Da vi kom hjem, gik det som man kunne forvente, med træthedsgråd og sammenbrud over, at vand er vådt og noget med en pude. Anton fik lov at slippe, da vi havde fået 3/4 af Batman vasket af, med det resultat, at han mandag morgen lignede et undveget medlem af Kiss. Vi var uldne og groggy af træthed alle 3, og i aftes var der ro kl 21.30 – men det var det hele værd. 

I morgen, når jeg kører fra arbejde kl 13, har jeg ferie, og bruger ugens sidste to dage på at få købt ind, gjort rent og skabe overblik, og fredag, når jeg henter lopperne, venter 4 ugers ferie forude. Med dage, der starter kl. 5.30 og slutter kl. 21.30 og mig selv som eneste voksne indslag, kommer det til at koste lidt ekstra kaffe og hvidvin, men jeg glæder mig usigeligt til en pause fra madpakkerne, og til selv at sætte dagsordenen.

God tirsdag derude.

Når spejderne kører grupperabat på ansigtsmaling, og alle vil være Batman

M2019, uge 25

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg foræret de her fine folieballoner fra Fridas fødselsdag væk gennem den lokale fb-gruppe:

De kan holde luft i flere måneder, og derfor syntes jeg, at det var en skam bare at overlade dem til deres skæbne på gulvet, så nu er de sendt videre til en anden lille pige, der har skal fejres. 

Egentlig kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til skrive punktet på, fordi jeg ved, at der vil være nogen, for hvem folieballoner er så langt fra et minimalistisk livssyn, at det nærmest diskvalificerer hele temarækkens eksistensgrundlag. Men jeg besluttede at skrive den på alligevel, først og fremmest fordi jeg gerne vil holde det ægte. Men også fordi jeg synes, det er et godt eksempel på, at man stadig godt kan have bevidst forbrug i baghovedet, når man opfylder andre behov end sine egne. 

For er folieballoner livsnødvendige? Nej. Ville jeg købe dem til mig selv? Heller ikke. Men Frida fik stjerner i øjnene, da hun så dem, og for hende er de vigtige. Fuldstændig ligesom enhjørningepynt i kager.

Det i sig selv er jo ikke som sådan et argument, og egentlig havde jeg først sagt nej, netop fordi jeg ikke mindes at have set dem gro i naturen, og der derfor nok er noget unødvendigt fremstilling, der bliver holdt liv i, når jeg køber dem. 

Men.

Jeg endte med at omstemme mig, fordi jeg dybest set ikke tror på, at børn får lyst til at følge i deres forældres fodspor, hvis valg og handlinger er dikteret af tvang og forældreværdier, som børn ikke forstår. Jeg tror, man på den lange bane kan flytte meget mere ved at tage snakken med dem, når emnet naturligt kommer op – som når jeg f.eks. forklarer, hvorfor jeg ikke selv skal have folieballoner. Eller hvorfor vi giver hendes videre.

Så den kommer på, fordi jeg gerne vil minde os alle sammen om, at det ikke behøver være enten-eller, men at man godt, når man går på kompromis med sine principper, stadig kan overveje, om der er noget, man kan gøre, for trods alt at trække valget i en mere bæredygtig retning. 

2.

Glædet mig over, at vi i familien og omgangskredsen får mere og mere gang i en form for sektionsopdelt storkøkken. At jeg, når jeg skal bruge 5 dråber rød frugtfarve, starter med at spørge min mor, om hun har noget stående, at hun får et af mine tre deciliter-mål, fordi hendes er gået i stykker, og jeg ikke har brug for tre, og at vegetarmad og specialingredienser vandrer på kryds og tværs, fordi vi alle sammen snakker åbent om at stoppe madspild og prøver at inspirere hinanden til flere kødfri dage. 

3.

Skåret frugtstængerne, som mine børn ikke gad at spise, i små stykker og hældt dem ned i den sidste rest müsli, sammen med alle de halve og kvarte poser nødder og tørret frugt, jeg havde i skabet. Jeg fyldte op med et par dl. havregryn og lidt kokosmel, og rystede det hele sammen, så nu er der ryddet op i skabet, og jeg har müsli (som ac bliver ved med at rette til ‘muslim’. Det skal vi nok have gjort noget ved..) til de næste mange uger.

Vejen videre

Forleden så jeg et opslag i en af minimalistgrupperne på FB, fra en kvinde, som havde valgt at gå hjemme. Som jeg forstod det, var beslutningen truffet ud fra et ønske om at leve mere minimalistisk og nærværende; altså at bruge mere tid med børnene, aktivt at nedbringe familiens forbrug af diverse goder og leve for mandens indkomst. Hendes opslag gik på, om andre oplevede at blive spurgt til, hvordan de har det med ikke at “bidrage til samfundet”, når nu man stadig er forbruger af de ydelser, der bliver finansieret over skatten.

Diskussionen er ikke ny, men jeg synes sjældent, at den kommer længere end til, at man jo bidrager ved at passe sine børn, og at argumentet om, at “hvis alle gjorde det” er latterligt, for det gør alle ikke. Derudover bliver der også altid budt ind med, at man ikke vil opretholde et kunstigt højt forbrug, udelukkende for at holde hjulene i gang; og jo særligt ikke når alle efterhånden er enige om, at de pågældende hjul drejer alt for hurtigt.

Det er reelt nok. Man kan ikke gå baglæns. Hvis nogen bad mig gå tilbage til det madspild, jeg havde for 5 år siden, eller pålagde mig at købe tøj og nips med samme frekvens, som jeg gjorde i starthalvfemserne, ville jeg også takke pænt, men bestemt nej. For det er jo ikke kun sit forbrugsmønster, man ændrer; det er også hele tankegangen bag.

Men jeg tror faktisk, at problemstillingen er noget, vi bør begynde at forholde os til, sådan helt konkret. For i takt med, at der bliver flere, der forbruger mindre og et stigende antal familier melder sig ud, og måske endda arbejder på at blive selvforsynende, så vil der ske ændringer i den måde samfundet er skruet sammen på.

Vi bliver nødt i hvert fald at begynde at snakke om, hvad vi gør, når mange mennesker nok har flyttet sig fra den ene side af vippen og over på den anden. På et tidspunkt *vil* det blive et problem at udbygge og vedligeholde infrastruktur, skolesystem og sundhedsvæsen, hvis gruppen af mennesker, der bidrager økonomisk gennem skatten til driften, svinder ind.

Et faldende forbrug af både ydelser og varer vil også på et tidspunkt få konsekvenser for, hvor mange mennesker, der kan være ansat i de forskellige brancher, mens færre turister vil blive et kæmpe problem for nogle områder og lande, som lever af det.

Som global gruppe bliver vi nødt til at begynde at overveje, hvordan de mennsker, der bliver i overskud på arbejdsmarkedet, skal forsørges eller forsørge sig selv. 

Jeg er med på, at det her ikke bliver et problem i morgen, og at vi stadig har mennesker, der ikke helt forstår, hvorfor sugerør og plastikposer er et problem, og heldigvis ser jeg, når jeg kigger på gruppen af mennesker, der er nået et stykke længere hen af den minimalistiske vej, mange, der vender sig om og lærer fra sig bagud; som prøver at få de mennesker med ombord, der stadig synes, at røde bøffer er en menneskeret, og at Pia K. har ret i det med klimatosserne. 

Men jeg mangler måske lidt, at flere af os også begynder kigge fremad. For håbet er vel, at vi om 100 år har et samfund, hvor forbruget er faldet til et niveau, hvor vi ikke smadrer kloden, og hvor familien er den struktur, der holder sammen på samfundet. Men lige nu er det svært for mig at se, hvordan vi når derhen, uden at en masse mennesker falder gennem de huller, vi ufrivilligt kommer til at skabe i underlaget i vores iver efter at nå målet. 

For vi river jo ikke alle huse ned og bygger træhuse på én gang, så der skal helst være håndværkere og skadedyrsbekæmpere og folk, der kan komme og lægge nye tag på de huse, der allerede står en god rum tid endnu. Der skal helst være læger, tandlæger og kiropraktorer, og gerne nogle, som ikke er selvlærte. Det giver også mening, at de børn, hvis forældre måske ikke er så bogligt stærke, ikke bliver tvunget ind i en livsbane af praktisk arbejde, fordi forældrene eller naboen ikke kan undervise dem på det niveau, de er klar til at blive undervist på.

Og på den knap så nødvendige skala er det jo også rart nok at have adgang til gode bøger og aviser og blade, som kan gøre os klogere og skabe debat. Det kan sagtens foregå online – men hvis ingen vil betale for det, og alle låner på biblioteket, så *er* der sgu ingen, der har råd til at leve af at skrive. 

Og så længe dét er virkeligheden, er der stadig brancher, vi har brug for, uddannelser, der skal fungere og et sundhedsvæsen, der skal vedligeholdes og forbedres gennem forskning og dygtiggørelse. Hvordan muliggør vi det, samtidig med, at vi redesigner samfundet og måden vi lever på? Det mangler jeg nogle gode bud på, synes jeg. For lige nu er det min oplevelse (min. Kun min. Andre kan have oplevet noget andet), at mange føler, at de har gjort deres, hvis de bruger muleposer, skærer ned på kødet og husker at tage cyklen, og at opgaven derfra består i at fortælle andre, hvad de gør forkert. 

Vi kan ikke allesammen gøre alt, og lidt er bedre end ingenting, men for mig er der næsten et element af økologisk egoisme i, at man udelukkende vil fokusere på, hvordan man selv finder det rigtigt at leve, og bare lukker den her del af debatten ned, fordi den er ubekvem. For de valg, vi træffer ud af et hensyn til miljøet, burde vel også i en eller anden udstrækning træffes ud fra en bekymring om den samlede gruppe?

Som det er lige nu, er det dem, der er længst fremme, der sidder med privilegiet at leve i overenstemmelse med deres værdier. Fordi der stadig er et sikkerhedsnet, som bæres oppe af dem, der ikke har meldt sig ud. Det er muligt at flytte langt ud i skoven og leve af det man kan hive op af jorden og bytte sig til, uden at tænke specielt meget over, om der sættes penge af til at forske i grøn energi og sclerose.

Det er på mange måder vaccine-debatten om igen: At man kun kan træffe et alternativt valg, som bygger på individuelle principper og værdier, så længe flertallet træffer et andet.

Lige nu er vi alle voldsomt optagede af, hvordan vi undgår at køre ud over kanten, og det ér det vigtigste. Men vi skal også have fundet ud af, hvordan vi finder en alternativ rute, og kommer videre – alle sammen. Også de syge, de små og de gamle, og dem, der af den ene eller anden grund ikke kan klare sig selv. Og det tror jeg, vi er nødt til at begynde at snakke om.

(Og bare lige til sidst: Jeg er selvfølgelig ikke den første, der tænker over de her ting, så hvis nogle af jer derude følger med på blogs, IG-profiler osv., eller som har links til gode udsendelser, der mener noget klogt om emnet, må I endelig smide det i kommentarfeltet. Det eneste, jeg gerne vil bede om er, at det ikke bare er resultatet af en googlesøgning, men rent faktisk noget, man selv har set og finder lødigt og troværdigt).

M2019, uge 24

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Holdt fødselsdag for Fridas børnehave (I know. That is BRAND! NEW! INFOMATION!)

Det her bliver lidt langt, men jeg håber, at en smule forklaring til de enkelte punkter måske kan gøre ideerne nemmere at overføre til eget liv.

Jeg lånte tallerkner og kopper i børnehaven; mit eget forslag, som jeg stillede sidste år og som blev vedtaget. At dømme efter pædagogens lidt forbløffede ansigtsudtryk, er det ikke noget, som ret mange gør brug af, men om ikke andet kan mit en-mands-hærs-forsøg bruges til at skrive om her, så andre måske kan tage ideen med videre. (Prøv lige at tænke på, hvor meget engangsservice, vi kunne spare, hvis det blev almindeligt at låne i institutionen til fødselsdage i stedet for at køre pap og plastik).

Jeg smed to lagner på som duge (= kan kogevaskes), og pyntede med små træflag (= kan genbruges).

Ligesom sidste år valgte jeg at køre den pragmatiske fremfor den idealistiske stil ift. menuen.

Børnene fik pølsehorn; nogle Brugsen jævnligt lægger på FB som ‘ja tak – tilbud’, og som kommer på frost i en pose med 50 stk. De skal hives lige ud af fryseren og varmes, og derfor kan man afvente og se, hvor mange børn, der møder op. 

Derudover bagte jeg pizza, som jeg lavede på dagen, for at eventuelle rester ville kunne bruges som nem aftensmad eller fryses. Helt lavpraktisk bagte jeg pizza for et par uger siden, hvor jeg lavede 3 x tomatsauce og fyld, som derfor bare skulle tages op af fryseren. Dejen lavede jeg efter min sædvanlige opskrift, men med halv mængde gær, så den kunne røres sammen fra morgenstunden, og bare stå og hyggehæve på pladen. Nemt, hurtigt og uden spild.

På snacksiden bagte jeg en enhjørning-kage, som var så nem, at det næsten var snyd, og til dem, der ikke ville have kage, var der slikpinde og flødeboller; begge dele er guf, der ikke forgår, hvis der er noget i overskud. Derudover har vi de sidste par år kørt chips i stedet for slik, fordi børnene ELSKER det. Som bonus er chips langt, langt billigere, og jeg har endnu ikke haft besøg af børn, der ikke nærmest græd af begejstring over synet af de små skåle – modsat de par gange, hvor jeg har forsøgt mig med slik, og ingen kan lide det samme.

Jeg synes, det er SÅ svært at gætte, hvor meget kage, børn kan spise, og jeg overvurderede dem. (Måske fordi 40 pølsehorn og en bradepande pizza lå tungt i maven…) Men jeg er begyndt at test-fryse de ting, jeg i første omgang ikke tror kan fryses, fordi jeg ofte finder ud af, at det kan de faktisk godt. (F.eks. har jeg fundet en opskrift på chokoladekage med glasur, hvor glasuren ikke tager det mindste skade af en tur i fryseren. Det er smart at vide, når man skal have gæster, og derfor hellere vil bage lidt for meget end lidt for lidt). Lige nu har jeg derfor en kvart enhjørning med frosting i fryseren, som godt nok blev i overskud, men stadig tjener et højere formål, end hvis den bare skulle tvangsspises, fordi alternativet var at smide den ud.

Hva… kommer du her tit?

(Og nu har jeg opbrugt kvoten af ordet ‘fryser’ for resten af 2019).

2.

Tjekket Netflix for to film til Anton, som jeg havde skrevet på min to-do, at jeg skulle se, om jeg kunne finde brugt til sommerferien. Og til min store overraskelse lå de der begge to.

3.

Tjent små 500 kr., fordi jeg har gjort en indsats for at sælge de småting, jeg har fået samlet i min oprydningskasse i bryggerset. 

Igen får I de konkrete eksempler, både fordi jeg gerne vil vise, at små beløb ender med at blive til rigtige penge, hvis man sælger nok.

100 Plus Plus Maxi brikker: 80 kr. 

9 Lego film: 50 kr. 

15 stykker tøj af Fridas: 75 kr. 

2 uåbnede æsker glow-in-the-dark stjerner: 50 kr. 

5 specialdesignede Captain Amerika greb til kommode: 100 kr. 

Flexi Trax, 2 biler og 4,5 meter skinner: 80 kr.

Kunne jeg have fået mere for det? Måske. Men jeg solgte det hele på 5 dage, og det vil jeg langt hellere end at flytte rundt på det i en evighed for en 20’er ekstra. 

Da jeg satte Flexi Trax til salg kom jeg til at tænke på noget, som mange måske er opmærksomme på, men som nogle helt sikkert glemmer: Når man sælger brugt, er mange tjenester sat op til at vise det første billede, du lægger på din annonce, hvilket giver mening, fordi det gør det nemmere at se, hvad du sælger. Problemet er bare, at hvis man har flere ting til salg i samme “pakke” (fx. 2 biler og et sæt skinner), og har taget billeder af tingene enkeltvis, så vil det på f.eks. Tradono se ud som om, det er én bil, der koster 80 kr, og det er ingen, der vil give for en brugt legetøjsbil. Så hvis du sælger noget, der består af flere dele, kan det være en god ide at bruge en collageapp, så du kan lægge ét billede på din annonce, hvor man kan se det hele på én gang. Så ser dit forsidebillede sådan her ud:

Hav en fantastisk weekend derude.