M2026, uge 10 – Status på fællesskur
Denne uges M2026-indlæg er den status på Projekt Fællesskur, som jeg i tidernes morgen lovede at give, når det hele var ved at tage form.
Der er vi ved at være nu, så nu prøver jeg at samle op på processen, både til inspiration, men også så de af jer, der overvejer noget tilsvarende der, hvor I bor, måske kan få glæde af de erfaringer, jeg har gjort mig undervejs.
Da det er så længe siden, jeg nævnte projektet første gang, tager jeg lige hele processen fra toppen, så alle er med.
I 2024 begyndte jeg at lege med tanken om, at vi her på vejen burde have os et fælles redskabsskur. Vores vej består af 16 små huse, med fine, men små haver, og derfor er det voldsomt overkill, at vi alle sammen kører fuld plade på haveredskaber og værktøj.
I første omgang prøvede jeg at vejre stemningen ved at spørge mig lidt for hos de andre beboere. Ingen var decideret imod ideen, men det var også tydeligt at mærke, at det ikke var noget, ret mange havde en holdning til.
Men det var jo trods alt ikke et nej, og derfor besluttede jeg mig for at prøve at gå lidt videre.
Jeg kontaktede boligforeningen for at spørge, om vi overhovedet måtte opsætte et skur; mange rækkehuse bygges på én stor grund (altså, ét matrikelnummer), og det har betydning for bebyggelsesprocent osv.
De var hurtige til at svare, at det måtte vi gerne – og at de i øvrigt syntes, at det var en virkelig god ide.
Så langt, så godt.
Næste formelle del af processen var, at ideen skulle godkendes af alle 3 underafdelinger på det kommende beboermøde, men for at kunne stille forslaget, var jeg nødt til at have noget konkret at sætte på dagsordenen, dvs. billeder af skuret, en plan for økonomi og drift osv.
Når man er i sine gode ideers vold, er det nemt at komme til at overse indlysende problemer, eller at undervurdere eventuelle udfordringer. Derfor spurgte jeg en anden på vejen, om han ville udgøre den anden halvdel af skur-udvalget, og det sagde han ja til.
I første omgang havde jeg egentlig tænkt, at udvalget skulle bestå af 3-4 mennesker, men fordi jeg går helt og aldeles død i projekter, hvor alting skal diskuteres og vendes og fluekneppes ihjel, endte jeg med at beslutte, at Lars og jeg var nok.
Herfra begyndte jeg at google skure, og fandt ét, hvor der også er plads til et par bænke og et bord, for ud over den miljømæssige fordel ved dele havegrej, så havde jeg faktisk også en anden bagtanke med skuret.
For lige præcis i boligområder som vores, bor der mange ældre mennesker, og min fornemmelse er, at en del af dem er ret ensomme. Flere af dem, der bor her på vejen, har mistet en ægtefælle, og det lader ikke til at være nemt at bygge et nyt netværk op i den alder.
Samtidig er der også den virkelighed, der hedder, at man ikke nødvendigvis har tid eller lyst til at skulle bære et ensomt menneske på sine skuldre. Jeg har førstehåndserfaring med et par stykker, som er svære at få lov at sige tak for i dag til, og det betyder, for mit eget vedkommende, at jeg ender med at trække mig, fordi det bliver for uoverskueligt.
Et fællesskur gør det muligt at mødes på neutral grund og drikke en kop kaffe; måske som en del af et regulært arrangement, måske bare når man er ude at lufte hunden. Alle kan komme, som det passer og gå hjem, når de har fået nok, og særligt det sidste betyder, at man ikke risikerer at bliver taget til fange i en uge, fordi man spørger, hvordan det går.
Med skur-modellen valgt, begyndte jeg at lede efter fonde, og ved et nærmest usandsynligt sammentræf af heldige omstændigheder, har Nykredit en fond, der netop i 2025 havde fokus på ‘bæredygtighed, fællesskab og bekæmpelse af ensomhed i sociale boligbyggerier’.
Da jeg gik i gang med at skrive ansøgningen, opstod projektets første udfordring. For jeg skulle – selvfølgelig – vedlægge et budget, og når man aldrig har bygget et skur, så er det ikke nødvendigvis indlysende, hvad man skal tænke ind at søge midler til.
Derfor sendte jeg mit bud til folkene på boligforeningen og bad dem vurdere, om det så realistisk ud, og det syntes de, det gjorde.
Ansøgningen røg afsted, og derfra var det bare at vente. Og her opstod udfordring nummer to.
For det årlige beboermøde, hvor forslaget kunne stilles, blev rykket, så mødet pludselig lå, FØR vi ville få svar fra fonden. Det er ikke helt efter bogen at sætte et ufærdigt forslag til afstemning, men med lodder og trisser og en løs formulering, endte vi med noget, man kunne stemme om alligevel.
På mødet var der selvfølgelig nogen, der ikke syntes, at forslaget var godt. Nogle mente ikke, at det ville blive brugt, andre, at folk ville stjæle og ødelægge tingene, og så var der de sure opstød over, at ‘Vores afdeling får aldrig noget!’ og ‘Hvordan skal vi komme helt derop og hente en trillebør?!’
Efter at have forsikret om, at alle, der måtte have lyst til at bruge det, bare kunne komme, og at vi starter med et udgangspunkt af tillid, blev forslaget vedtaget – og 3 dage senere fik vi brev fra fonden om, at pengene var bevilliget.
Vi havde fået de 64.000 kr., vi havde søgt, og så var det bare at gå i gang.
Troede jeg.
For her begyndte de ægte udfordringer at vise sig.
For pengene er tildelt mig, fordi det er mig, der har søgt dem. Men jeg har ikke 64.000, og derfor er det boligforeningen, der skal lægge ud. Den del havde jeg klappet af med dem på forhånd, men her kunne vi hurtigt mærke, at skuret for boligforeningen er en lillebitte opgave i en kæmpestor maskine, og derfor er der ikke ret meget opmærksomhed på det. Det betyder, at de ikke kan huske, hvad vi har talt om fra gang til gang, og det betød også, at det krævede 3 runder mails, før de forstod, at jeg ikke bare kunne bede fonden om at overføre beløbet til dem på forhånd.
Derudover er der også virkelig meget, som ikke er afklaret ift. rollefordeling, når det er beboere, der skal opføre en bygning på boligforeningens grund.
For de bærer ansvaret for, at alle regler er overholdt og de nødvendige tilladelser er søgt. Vi har kun de midler til rådighed, som vi har fået gennem fonden – på baggrund af et budget, som en medarbejder i boligforeningen i tiderne morgen nikkede ja til, måske uden helt at forstå, hvad projektet egentlig indebar. Det var i hvert fald den fornemmelse, jeg sad med.
Boligforeningen begyndte derfor at tale om byggetilladelser og arkitekter, der skulle lave tegninger, mens vi forsøgte at finde ud af, hvor vi kunne opbevare materialerne til skuret, fra de var købt, til det var bygget.
Budgettet begyndte (på papiret) at skride, jeg var ved at rive armene af mig selv, og ingen på boligforeningen lod til rigtigt at have sat sig ind i, hvad vi var ved. Derfor var der ingen, der hos dem tog ansvar for at hjælpe med at finde en løsning, og til sidst var jeg nødt til at skrive en strongly worded email til ledelsen derinde om, at vi én gang for alle skulle have afklaret, om projektet fortsat kunne gennenmføres, eller om det skulle stedes til hvile, så et andet projekt kunne få glæde af fondsmidlerne.
På det tidspunkt var jeg faktisk så frustreret over processen, at jeg næsten håbede på det sidste.
Men overbossen trådte til, og hun meddelte, efter et par møder, at boligforeningen var indstillet på at skyde de manglende midler i projektet, så det stadig kunne gennemføres.
Siden da har der været flere møder og flere mails, og jeg glæder mig meget, til vi forhåbentligt snart kan sætte spaden i jorden, men vi er så langt, at det virker realistisk, at vi indvier skuret i påskeferien.
Jeg har bedt om, at vi laver et evalueringsmøde med boligforeningen og en vicevært én gang om året, de næste 3 år, så vi sammen kan beslutte, hvad vi gør, hvis de pessimistiske typer får ret, og skuret bringer mere bøvl og baks, end glæde og gavn.
Når alt det er sagt, synes jeg stadig, at ideen holder 1000%, og det lange forløb har faktisk været en god anledning til løbende at tjekke ind med mig selv, ift. om jeg fortsat troede på kongstanken bag projektet. Og det har jeg gjort hele vejen.
Jeg er også godt tilfreds med min beslutning om at holde arbejdsgruppen lille, for da vi startede, vidste jeg ikke, hvor mange eksterne parter, der ville ende med at være med på sidelinjen, og det havde kun givet anledning til bøvl, hvis vi også på vores side af bordet havde haft brug for afstemninger og det store, demokratiske apparat.
Skulle jeg gøre det igen, er der en enkelt ting, jeg ville gøre anderledes.
Jeg ville have bedt om et fysisk møde med en repræsentant fra boligforeningen LANGT tidligere i forløbet, for det var virkelig træls at stå med 64000 kr. og et forslag, der var stemt igennem, for så at blive sparket over skinnebenet med et krav om byggetilladelse og betonstøbning af fundament, som boligforeningen med 100% sikkerhed også dengang vidste var nødvendige forudsætninger for, at projektet kunne gennemføres; de havde ganske enkelt bare ikke forholdt sig konkret til ideen, fordi al korrespondance det første stykke tid foregik på skrift.
Var vi startet der, ville vi have haft et bæredygtigt budget at søge pengene på, og vi ville allerede i ansøgningen kunne skrive, at pengene, i fald de blev tildelt, skulle sættes ind på en konto i boligforeningen.
Det havde forkortet tidslinjen markant, fordi projektet så langt hurtigere var blevet til en konkret opgave, hvilket havde sparet os alle for meget arbejde og mig for del irritation.
Status lige nu er, at vi bare mangler at trykke på knappen hos det firma, der skal støbe underlag. Det falder forhåbentligt på plads den kommende uge, og derfra kommer det til at gå stærkt.
Det punkt trænger vi vist alle sammen til at nå, men jeg glæder mig oprigtigt til at se det stå færdigt, og til at sætte mig under halvtaget med min søde genbo, der sidste år blev enke, og drikke en kop kaffe.
M2026, uge 9
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
1.
Har jeg vasket min regnvandstønde af, og stillet den ud i haven.
Før stod den under mit halvtag på terrassen, for når det blæser i Esbjerg, er det ikke optimalt at have store, tomme plastikbeholdere til at stå, så vinden kan tage dem, og med den kulde, vi har haft, har det ikke tjent noget formål at have den stående fremme.
Jeg satser på at kunne horde regnvand nok til, at jeg kan vande mine krukker det meste af sommeren, og hvis det skal være muligt, skal den sættes i arbejde nu, hvor det regner mere, end det forhåbentlig kommer til at gøre, når vi kommer lidt længere hen.
Jeg ved godt, at regnvandstønder egentlig er beregnede til at stå under tagrender, og at det bliver en arbejdssejr at fylde den, udelukkende med regnvand, men fordi jeg bor til leje, kan jeg ikke begynde at save mine nedløbsrør over.
Som alt andet i min have har jeg bare besluttet, at det er trial and error, og nu er den i hvert fald gjort klar. Alt herfra bliver betragtet som empiri.
2.
Og apropos haven, har jeg fundet mine blomsterfrø frem, fordi 2026 bliver året, hvor jeg vil prøve at forspire de blomster, der senere skal plantes ud i mine krukker.
Jeg kan se i min almanak, at de alle sammen skal forspires i marts/april, og jeg er HELT ny i den her disciplin. Derfor har jeg brugt nogle timer på at læse op på, hvad man skal bruge af potter, jord osv. fordi jeg tænkte, at jeg måske allerede nu kunne begynde at gemme bægre osv., hvis de kunne bruges som potter.
Og det kan de, så vidt jeg kan se, godt. Men der skal laves drænhuller i det hele (ikke?), så efter lidt vejen for og imod er jeg endt på, at det giver mest mening at købe en stak små urtepotter, som så kan genbruges fra år til år.
Hvis der sidder nogle havemennesker derude, som har tips, tricks eller gode råd, så hold jer ENDELIG ikke tilbage.
3.
Har jeg købt 2 bøger.
Den ene er ‘At tjene øjeblikket – en lærlings almanak’, som jeg pluggede i boganbefalingsindlægget, og den anden er Gourministeriets ‘Grønnere hverdagsretter’.
Bøger er vidunderlige, og jeg ville købe 7 om dagen, hvis jeg kunne. Jeg kan ikke forlige mig med lyd- eller e-bøger, så for mig er old school-papirversionerne den eneste farbare vej.
Jeg har været SÅ udfordret på minimalisme vs. bøger, fordi vi i Danmark har vores vidunderlige biblioteker, hvor alt kan lånes. Samtidig vil jeg også gerne bidrage til, at der også i fremtiden skrives bøger, og det sker jo kun, hvis man kan leve af at være forfatter.
Kompromisset er blevet, at jeg låner bøgerne først, men gerne må købe dem, hvis jeg elsker dem, og det har (trods alt) betydet, at jeg hver eneste måned afleverer bøger, som jeg inderst inde er glad for, at jeg ikke købte. Jeg er bare så nem at begejstre, og når et emne optager mig, føler jeg *næsten* ikke, at jeg kan leve uden den bog, jeg netop har fået øje på.
Disse to sled jeg næsten hul i, da de var hjemme på lån, så det blev et ‘tilføj til kurv’, og jeg følte mig som Gollum, da jeg tog dem op af kassen og bladrede gennem de jomfruelige, knitrende sider.
4.
Har jeg efterhånden næsten fået tømt min fryser helt.
Det er et evigt tilbagevendende punkt, det ved jeg godt. Men jeg vil alligevel lige nævne, at der er god grund til at være lidt ekstra opmærksom på, hvad man har i fryseren lige nu.
Dels er vi stille og roligt på vej mod sommermånederne, hvor det bliver rart at have plads til bær, saft osv., og hvor de fleste af os spiser lidt lettere og bruger flere friske råvarer, end i vintermånederne, hvor der er simremad og gryderetter på menuen. Derfor giver det mening at få spist de sidste rester af vintermaden, da holdbarheden trods alt ikke er uendelig.
Derudover er der netop udskrevet valg, og som verden ser ud i dag, er risikoen for cyberangreb dermed steget markant. Det går nok alt sammen, men hvor det for en måned siden var så koldt, at det ikke ville være et problem, hvis fryseren døde, fordi strømmen gik en dag eller to, så er det nu så varmt, at der vil være mad, som ikke overlever den situation.
Igen: Det går nok. Man kan ikke forberede sig ud af alt. Men derfor kan man godt tænke ind i en madplan, at man får spist de retter og fødevarer, der først ville fordærve uden strøm, og måske ved samme lejlighed har sit prepperlager i baghovedet. Jeg har eksempelvis mange forskellige slags suppe stående, og det er sjovest at spise med brød til. Derfor har jeg på ugens to-do, at jeg skal have bagt en plade boller, og da jeg i går frøs et halvt franskbrød, der var i overskud, valgte jeg at skive det, inden jeg frøs det, fordi det dermed er hurtigere at tø op, og nemmere at varme på en grill.
Sandhed eller konsekvens
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Sisse Sejr i forrige uge udgav en podcast, som hun siden har været nødt til at trække sig fra igen.
Det er der skrevet og ment meget om på de sociale medier, og jeg ved godt, at alle er ved at have fået nok, og at ingen rigtigt orker at høre mere om sagen.
Jeg har alligevel lyst til at skrive lidt om den, både fordi jeg har skrevet om den før, og fordi vinklen om folkedomstolens magt begynder at fylde mere, end hovedpersonen og den konkrete podcast gør.
Min første reaktion på podcasten var vantro, for det virker absurd, at man kan få en dom for stalking, og 10 minutter senere kan lave en karriere ud af det.
Det virker faktisk SÅ vildt og grænseoverskridende, at jeg besluttede mig for at høre de to afsnit, fordi jeg tænkte, at det MÅTTE være noget, Podimo havde forholdt sig til.
Det var det ikke.
Tværtimod lagde Henrik Qvortrup fra land med at fortælle, at de havde rakt ud til offeret, men at hun ikke havde ønsket at medvirke.
20 sekunder inde syntes jeg derfor allerede, at hele konceptet var SÅ problematisk, at det nærmest virkede som en parodi, og efter endt lytning var jeg rystet i min grundvold over manglen på dømmekraft fra både Sisse Sejr og Podimo.
Det var jeg ikke alene om, kunne jeg de følgende dage se på alle sociale medier, og de første dage gik samtalen meget på det usmagelige i at forsøge at slå mønt på en sag, man selv er gerningsmanden i.
Efter nogle dage med høj bølgegang i diverse kommentarspor, er samtalen nu begyndt at handle om det rimelige i, at folkedomstolen kan dømme dig ude, når du allerede har udstået din straf.
Om det var metaltræthed eller Udglatter-genet, der var på spil, ved jeg ikke, men ’hun har jo ikke slået et spædbarn ihjel’, som en af journalisterne i DR’s podcast ‘Damerne først’ sagde.
Og det har hun selvfølgelig ikke, men når så mange mennesker har den samme reaktion på en podcast, så er hun jo helt tydeligt trådt over en grænse, som er vigtig alligevel.
En af de ting, der på tværs af platforme lader til at være enighed om, er, at hun har været for hurtigt ud; at folk måske ville have været mere tilgivende, hvis der var gået nogle år.
Det er jeg ikke sikker på, for jeg tror ikke, at tiden er hendes største problem. Jeg tror, at det er hende selv.
For det, der i interviewet for mig blev tydeligt var, at hun stadig ikke synes, at det, hun har gjort, er særlig slemt.
Hun siger alle de rigtige ting. Hun bruger alle de rigtige ord. Men fordi interviewet er to timer langt, og hun hele tiden har fokus på at lave kollegial nivellering ved at sige ting som ’Det ved du også godt’ og ‘Det kender du jo selv’ til sin nye #bff Henrik, så glemmer hun at være opmærksom på, om masken bliver siddende. Det gør den ikke, og når den smutter, afslører den let hånlige undertone, at hendes anger er forstilt.
For man kan høre, at hun stadig finder det latterligt og urimeligt, at hun bliver straffet for noget, som den anden selv har været skyld i. Jeg sad i hvert fald tilbage med fornemmelsen af, at formålet med podcasten var at få liret noget beklagelse af, så vi kan komme videre, og hun kan få lov at vende tilbage til sit gamle liv.
Og hun er god. Det vil jeg faktisk gerne give hende. Hun får endda italesat, at hun kommer til at grine, når hun bliver presset, og at de hjemme hos hende bruger humor og sarkasme som coping.
Men for mig diskvalificeres HELE projektet af, at hun ikke på noget tidspunkt forholder sig til, at hun igen sætter sit eget behov over offerets.
Tværtimod nedtoner hun konsekvent alvoren af det, hun har gjort ved f.eks. at gå meget op i, at hun aldrig kontaktede offeret direkte. At det ‘bare’ var bordreservationer, bestilling af skadedyrsbekæmper osv.
Men hun er dømt for ‘ikke mindre end 81 tilfælde af identitetstyveri på 39 dage’.
Det er 2 gange om dagen – og det er det, man kan bevise.
For 39 dage siden var det d. 17. januar. Om 39 dage er det påske.
39 dage er ikke en nedsmeltning eller et fuck-up. Det er systematisk chikane, og dermed mangler der for mig en sammenhæng mellem forbrydelsens konkrete karakter og podcastens påståede formål om at undersøge, hvornår og hvordan man som offentlig person må ‘komme igen’, når man har ‘fucket op’.
Når jeg så alligevel synes, at der er kommet noget positivt ud af udgivelsen, så er det fordi, det er første gang, jeg kan mindes at have set offentligheden sige SÅ entydigt fra.
Det kan handle om, at vi som individer er blevet vores ansvar mere bevidst, fordi Epsteinsagen, ICE osv. har tydeliggjort, at den, der tier, samtykker.
Men jeg tror også, at det er et resultat af den debat, true crime-bølgen udløste, som fik de fleste af os til at forstå, at der sidder ofre og pårørende derude, som bliver retraumatiserede, når deres historier gøres til underholdning.
Her skal jeg være den første til at række hånden op og sige: Jeg forstod det heller ikke, og jeg var PÅ.
Men der er sket noget med true crime-genren over de sidste 3-4 år. Fra at alt var fair game; jo blodigere, jo bedre, så gør de store true crime-podcasts sig i dag ret umage for at have etikken med. Historier fortælles uden detaljer, mange af de største, udenlandske podcasts samarbejder med politiet og donerer en del af deres overskud til DNA-prøver og undersøgelser, som kan hjælpe med at opklare henlagte sager, og selvom der stadig er brodne kar, så lander mange podcasts i dag et sted mellem graver-journalistisk og underholdning.
Den udvikling er kun sket, fordi familiemedlemmer og venner til ofre for diverse forbrydelser har brugt tid på at opdrage på os, der har levet liv, ganske forskånet for de rædsler, de har gennemgået.
For når man får det forklaret, bliver det indlysende, hvorfor det er problematisk, og for mit eget vedkommende kan jeg huske, at der skete noget med mit syn på true crime, første gang jeg hørte en podcast om en dansk sag. Det ville have været klædeligt, hvis jeg havde forstået det af mig selv, men somme tider er der lidt længere til indsigt og læring, end man kunne have ønsket sig.
Jeg tror, at ovenstående er baggrunden for det rungende nej til Sisses podcast; erkendelsen af, at vi som borgere, publikum og forbrugere har et individuelt ansvar, og forståelsen af, at moral rummer flere nuancer end strafbart vs. lovligt.
I USA har man længe haft de såkaldte ‘Son of Sam’-love, der forhindrer dømte kriminelle i at tjene penge på deres forbrydelser ved f.eks. at sælge deres historie til aviser og dagblade.
Det kan de fleste se det rimelige i, og i det ligger for mig et af de største, etiske problemer ved Sisses podcast.
For én ting havde været, hvis hun havde stillet op til interview.
Men at hun, helt konkret, forsøger at gøre en levevej ud af sin forbrydelse, virker næsten afstumpet.
Og det er her, debatten om folkedomstolen begynder at irritere mig lidt, for jeg har set flere skrive, at det er dobbeltmoralsk, at hun skal dømmes så hårdt, når nu ex-rockere og tidligere bandemedlemmer får lov at lave podcasts og udgive bøger. Må man nu ikke komme videre?
Men at mange siger nej tak, er ikke folkedomstol. Hvis facebook havde eksisteret i Europa omkring 1939, havde der formentlig (forhåbentlig!) været mange opslag, der også stort set stod det samme i, og i Sisses tilfælde har jeg ikke set det udvikle sig derfra. Det er vitterligt podcasten og den manglende etik, der skrives om i samtlige opslag. Derfor synes jeg faktisk ikke, at man kan tale om gabestok, for når man gør det, forveksler man volumen med indhold.
For mig er der uENDELIG forskel på at have levet et helt liv som rocker, lægge det bag sig, og efter fængselsstraf og rigeligt med refleksion prøve at bruge sig selv, sin opvækst, og sin særlige indsigt til at skabe et nyt liv; ofte mens man ved siden af tager en uddannelse – og så på at prøve at gøre en enkeltstående forbrydelse, begået i et (udefra set) meget priviligeret liv, til en fuldtidskarriere.
Det er forskellen på at være mønsterbryder og opportunist, og når du lever af at mene noget i offentligheden, så følger det med, at offentligheden også mener noget om dig.
Det er en af grundene til, at jeg ikke vil blogge kommercielt, for i det sekund, du tjener penge på din holdning, så forvandler du den til en vare, der er underlagt reglen om udbud og efterspørgsel, og dermed får offentligheden en aktie i din markedsværdi, uanset om du kan lide det eller ej.
Dermed ikke være sagt, at jeg synes, at hele dit liv skal være offentligt tilgængeligt, fordi du er en person, folk kender; det skal være inde for skiven.
Men du kan ikke kun ville have et forhold til offentligheden, når det er fordelagtigt for dig, og hvis du bruger de sociale medier til at sælge dit produkt, synes jeg også, at du må acceptere, at det er der, du selv bliver opkrævet.
Da Black Lives Matters var på sit højeste, kan jeg huske, at jeg hørte en sort kvinde sige om hvide: “You don’t get to decide if you are an ally”.
Jeg tror, det samme princip gælder her.
Når det er dig, der har gjort noget forkert, er det ikke op til dig at beslutte, hvornår du er tilgivet og kan komme igen.
M2026, uge 8
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Inden jeg tager hul på ugens liste, vil jeg gerne runde, at jeg har ladet jer hænge i kommentarfeltet de sidste mange dage.
Den forgangne uge startede stille og roligt, men onsdag skete der en masse samtidigt ude i det virkelige liv, som lagde beslag på al min tid og hjernekapacitet.
Det var ikke noget dramatisk eller tragisk, men det var vigtigt nok til, at jeg var nødt til at parkere alt, der ikke var nødvendigt-nødvendigt.
Sådan er livet også somme tider, men jeg er træt af, at jeg har brugt lang tid på at skrive et indlæg om et lidt bøvlet emne, for så ikke at kunne deltage i den efterfølgende samtale med jer.
I går nærlæste jeg alt, hvad I har skrevet, og skulle der være nogen, der ikke har været i kommentarfeltet til AI-indlægget, vil jeg bare lige opfordre til, at man også runder det. Som sædvanligt er der masser af guld at hente, både i form af refleksioner og argumenter for og imod.
Jeg har også fået en mail fra en superskarp AI-type, der peger på et par steder, hvor jeg har skrevet noget forkert. De rettelser får jeg lavet i løbet af i dag, så vi kan tage hul på en ny, frisk uge, uden at have sidste uges snavsetøj til at ligge på gulvet og flyde.
Og dermed er broen bygget til denne uges liste, så i den forgangne uge:
1.
Har vi af ovennævnte grund levet af mad fra fryseren. Her vil jeg egentlig gerne have en medalje og måske også en lillebitte pokal for ikke at falde i take away-fælden, og ret skal være ret: Hvis jeg havde boet i nærheden af nogle ordentlige steder, var det også der, vi var endt.
Men i Esbjerg skal man arbejde lidt mere for sagen, end man skal i Aarhus, så derfor er det ikke helt så oplagt en løsning, når man er presset på tid.
Til gengæld har ugens tempo aktiveret det mindset, som er perfekt at rydde op på; det, hvor man, iskoldt og uden at se sig tilbage, skiller sig af med det, man ikke bruger.
I vinterferien fik jeg indtænkt mange af de små rester, vi alle sammen har stående, og kombineret med en lille uges madplan bestående af Fryser, opstod der en gylden mulighed for at få sorteret og smidt ud.
For det, der lå tilbage, er det, jeg længe er gået udenom, fordi jeg ikke er helt sikker på holdbarheden. Ilt er madens fjende nummer 1, så det er en dårlig ide at gå og åbne glas og poser for at snuse til tingene i tide og utide. Men efter et stykke tid, ved man godt, at det er 50/50, om de syltede agurker stadig smager af noget, og om parmesanosten stadig kan spises, og så skal tingene jo pludselig tænkes ind i retter som gæsten, der kan undværes til festen.
Mit blæste, overstimulerede hoved kunne ikke holde ud at forholde sig mere til det, så i går sagde vi farvel til alt, der har været på tålt ophold siden nytår, og nu er der plads, åbne vidder og ingenting tilbage at gemme sig bag.
2.
Er temperaturen langsomt stigende, og jeg begynder derfor fra i dag at gemme mælke- og juicekartoner, når de er tomme, så jeg kan skylle dem, fylde vand i dem og smide dem i fryseren.
Mens det har været permafrost, har det ikke været nødvendigt at tænke over potentielle strømsvigt, for det har været så koldt, at maden uden problemer kunne overleve en dag eller to i en slukket fryser.
Men nu, hvor fryseren ikke længere er fuld, og foråret er på vej, er det smart at pakke den, fordi en fyldt skuffe holder bedre på kulden, end én, hvor en pose falafler ligger og råber til en muffin.
Hjemmelavede køleelementer af kartoner (med skruelåg) er gode, fordi de kan medbringes som engangskøleelementer, og fordi man bare kan smide dem ud, hvis man får brug for pladsen.
Ryger strømmen, kan man flytte et par stykker over i køleskabet, hvor de vil hjælpe med at holde temperaturen nede, og sørger man for at skylle dem, inden man fylder vand i dem, fungerer de også som et supplement til vand-prepperlageret.
3.
Har jeg været forbi Hjemløses Venner og købt en håndfuld kagetallerkner.
For et par år siden gik min opvaskemaskine i stykker, og min genbo var så sød at forære mig deres, fordi de tilfældigvis fik en ny den samme uge.
Og alle, der har haft opvaskemaskine ved, at man over tid primært bruger service, der i mål passer i opvaskemaskinens kurve. Hvis du har 12 glas, og det kun er de 6 af dem, der kan stå i rillen, så får de resterende 6 lov at leve et luksusliv, bagerst i skabet.
Mine tallerkner er alle sammen så brede, at de kun kan stå i én række i maskinen, og derfor plukkede jeg en stak frokosttallerkner, da vi tømte oldefars hus. Men de får hurtigt ben at gå på, fordi jeg også bruger dem til mad, jeg tager op af fryseren, eller til at lægge grydeskeen på, når noget skal stå og simre.
Jeg har derfor brugt låg fra mine plastikbøtter til formålet, men lige så sikkert, det er, at man i supermarkedet vælger den forkerte kø, lige så sikkert er det, at jeg får fyldt aftensmadens rester op i den plastikbøtte, hvis låg står i køleskabet under 2. dl. pizzasauce, der er ved at tø op.
Derfor var jeg forbi genbrugsbutikken for at købe en stak underkopper, jeg kan bruge i stedet, men inden jeg fandt dét, faldt jeg over nogle små, fine kagetallerkner til ingen penge.
De fungerer strålende til både grydeskeer og frossen pizzasauce, og derudover kan de også bruges til deres oprindelige formål, uanset om det er kage eller grovboller, man udsætter dem for.
AI og kunsten at vedligeholde en race
Dette indlæg er blevet til på baggrund af et ønske fra en af jer – og det er LANGT. Jeg deler det en smule op undervejs, så det ikke bliver fuldstændig uoverskueligt, men AI er komplekst, og derfor kræver udforskningen af det lidt mere spalteplads, end vi ellers forkæler os selv med herinde.
For god ordens skyld vil jeg lige deklarere, at jeg ingen faglige forudsætninger har for at mene noget om det her – men altså. Det har jo aldrig rigtig stoppet mig før.
Jeg synes bare, at vi stille og roligt kaster os over det, og prøver at udforske emnet i fællesskab. Skulle jeg få skrevet noget, der er decideret forkert, må man meget gerne gøre mig opmærksom på det, så jeg ikke uforvarende kommer til at sprede misinformation.
For at starte med konklusionen, tror jeg, at vi er forbi det punkt, hvor vi kan rulle udviklingen tilbage: Kunstig intelligens er en kendsgerning, og den forsvinder ikke, uanset hvad vi måtte mene om den.
Men allerede her vil jeg også gerne første gang appellere til, at vi begynder at bidrage til at forme udviklingen ved at sætte os lidt ind i, hvad AI egentlig er og kan, i stedet for bare at “være imod AI”, som jeg har hørt flere sige.
Jeg tror, at AI er vor tids internet, forstået på den måde, at det er ligeså gennemgribende forandrende for verden og måden, vi opfatter den på, som internettet var, da det for alvor blev udrullet i slut-80’erne.
Der er et før og et efter, og det bliver vi nødt til at forholde os til.
For at være “imod AI” svarer til at være imod internettet; det er for bredt til overhovedet at give mening. Hvis man lige har et fedt øjeblik over, hvor analog man er, kan man bare prøve at mindes sidst, nettet gik ned. I den situation bliver det for de fleste af os klart, at selvom vi måske ikke FØLER, at vi er ret meget på nettet, så bruger vi det faktisk til stort set alt.
Det er ikke kun selvforskyldt; det handler også om, at alt omkring os er bundet op på virtuelle løsninger, lige fra bestilling af nye skraldeposer over svar på de seneste blodprøver til kontakten til barnets klasselærer.
Cyberangreb og hybride trusler er en del af den nye virkelighed, og derfor er vi nu begyndt at forholde os til, om det måske ville være smart at lave en kombinationsløsning, hvor alt ikke bryder sammen, hvis nogen har held med at finde hovedafbryderen – men selv ikke i de mest dystopiske fremtidsscenarier, tror jeg, at nogen af os reelt forestiller os, at vi ender med at slukke for internettet for good.
At vi er ved at lære det, samtidig med, at AI for alvor får fat, er nok i virkeligheden meget godt. Hvis AI var blevet rullet ud for 10 år siden, er jeg ret sikker på, at vi ikke havde forholdt os til de trusler, det kan medføre, på samme måde, som vi gør i dag.
Når alt det er sagt, så tror jeg, at vi som enkeltpersoner bidrager til problemet ved at undlade at sætte os ind i, hvad AI er.
Ikke, at jeg ikke forstår det. Det virker fuldstændig uoverskueligt at sætte sig ind i noget så komplekst, og det udvikler sig så hurtigt, at vores hjerner ikke kan nå at følge med.
Samtidig er der flere clicks i skrækhistorier om Onde Maskiner, end i beskrivelser af Lone fra Horsens, der har brugt ChatGPT til at alfabetisere sin liste over venner fra folkeskolen, og det tegner måske også et uforholdsmæssigt skævt billede af fordele kontra ulemper.
Men jeg tror, at vejen til en form for fornuftig integrering at tage sin del af ansvaret for at forstå, hvad det er, så vi – altså, du og jeg – kan være den forælder, medarbejder eller ven, der stiller de kritiske spørgsmål, som forhindrer det i at løbe løbsk.
Det er en tunet Ferrari, der står til fri afbenyttelse på p-pladsen, og den forsvinder ikke, fordi vi hader den. Tværtimod risikerer vi bare, at Mike, der har ‘No Regrets!’ og billeder af de børn, han aldrig ser, tatoveret på brystet, stikker af med nøglerne, og gør vejene usikre for os alle sammen.
*
Første skridt er at forsøge at forstå, hvad udtrykket AI egentlig dækker over – hvilket desværre er så bredt, at det er umuligt at koge ned til et enkelt indlæg.
Derfor vil jeg fokusere på opgavespecifik (smal) AI og generativ AI.
1.
Smal AI refererer til systemets bredde; altså, at det er designet til at udføre én/få opgaver. Det kan f.eks. være at anbefale køb/musik/serier, baseret på din historik, eller at genkende dit ansigt, når du skal låse din telefon op.
Det bruges i mange sammenhænge, som f.eks. til de chatbots, der på hjemmesider kan besvare de mest almindelige spørgsmål, og i telefonen kan stille os videre, og det kan vha. mønstergenkendelse lave simple analyser af f.eks. røntgen- og scanningsbilleder.
Smal AI er hurtig og præcis, men kan kun dét, den er designet til at gøre. Du kan altså ikke bruge ‘You might also like’-assistenten i iTunes til at skrive en ansøgning, og de fleste af os har også oplevet chatbots, der melde pas, så snart vi spørger dem om noget, der er bare en lille smule skævt.
I langt de fleste tilfælde bruger man maskinlæring til at træne smal AI, hvilket betyder, at man fodrer den med massive mængder af data, så den over tid har tilgængelig information nok til at kunne at genkende mønstre.
I starten skal den have at vide, at ‘det her er et ansigt, og det her er et ansigt og det her er et ansigt’, men jo flere ansigter, den udsættes for, jo flere punkter i et billede har den til at afkode, at en given form er et ansigt.
Derudover ‘underviser’ man den også ved manuelt at be- eller afkræfte billeder, den er i tvivl om, og på den måde bliver den hele tiden bedre. Det er faktisk det, vi alle sammen bidrager til, når vi bliver bedt om at bekræfte, at vi ikke er robotter, og skal klikke på de firkanter, der viser lyssignaler/busser/osv.: Her træner vi simpelthen Googles AI, så den bliver bedre til at genkende mønstre og objekter. Den bruger somme tider billeder, hvor den allerede kender svaret, men den bruger også de billeder, den er i tvivl om: Når tusindvis af mennesker så alle sammen klikker på de samme firkanter i et billede, lærer maskinen, at en given form på et grynet billede, er et fodgængerfelt.
*
Fordelene ved smal AI er nemme at få øje på: Den er effektiv, fordi den kan sortere uhyrlige mængder af data lynhurtigt, hvilket betyder, at man f.eks. langt hurtigere vil opdage mønstre i noget, der ellers ikke ser ud til at hænge sammen.
Den laver ikke sjuskefejl, fordi den er træt, den har ikke brug for frokostpauser eller barsel, og den er aldrig syg. Den kan køre hele døgnet, skal ikke have fri mellem jul og nytår, og den er ligeglad med, at arbejdet er monotont.
Det betyder, at du i dag har større chancer for at få den rigtige hjælp, hvis du lider af en sjælden genfejl, og tilfældigvis er bosat i Lemvig. Fordi der i sparsomt befolkede områder vil været meget, meget få tilfælde af sjældne sygdomme, er risikoen for fejldiagnosticering, stor, for lægerne kan af gode grunde ikke have erfaring med noget, de aldrig støder på. I dag kan de, takket være AI, læne sig op ad bunkevis af data, indsamlet over hele verden.
Hvis man skal være lidt aktuel, kan smal AI kan også øge den nationale sikkerhed, fordi man med den kan overvåge den virtuelle infrastruktur langt mere effektivt, og dermed hurtigt kan reagere, hvis man f.eks. kan se, at 3 lokale vandværker, 3 forskellige steder i Danmark, pludselig sætter ud samtidigt.
Endelig nævnes det også ofte som en fordel, at smal AI kan varetage de rutineprægede opgaver, så menneskelige ressourcer kan frigøres til komplekse opgaver, men det tror jeg mest er i teorien. I praksis ser det ud til, at virksomheder rundt omkring er meget hurtige til at reducere medarbejderstaben, når de har implementeret AI, og så har man jo bare udskiftet menneskelig arbejdskraft med robotter.
Ulemperne er ligeså indlysende: Det koster arbejdspladser, og det kommer til at koste mange flere.
På den helt lange bane er det muligt, at vi får samfundet indrettet, så alle skal arbejde mindre, hvilket jo sådan set ville være meget fint. Men for nu er hele faggrupper på vej ud af arbejdsmarkedet, og ingen ved vist helt, hvor det giver mening at sluse dem hen.
Derudover er den manglende transparens et problem; altså, at man ikke kan se, HVORFOR AI er kommet frem til en bestemt løsning. Jeg tænker, at vi alle har prøvet at Netflix anbefaler et eller andet HELT vanvittigt, hvor man spekulerer på, hvad i alverden, der har ledt den frem til, at dét var et muligt match. Det er umuligt at finde ud af, og så længe vi ikke kan komme ind i dén del af maskinen, vil der altid være en del af det her værktøj, vi bruger uden at have forstået, hvordan det fungerer.
2.
Generativ AI kan, som navnet antyder, skabe (generere) nyt indhold, f.eks. billeder, musik og tekst, baseret på mønstre, den har lært at genkende ved at tygge sig igennem helt enorme mængder data; f.eks. hele internettet.
Det mest kendte eksempel på generativ AI, er nok ChatGPT – og så måske den opsummering af søgeresultater, der i dag altid står øverst på siden, når vi laver en googlesøgning.
Generativ AI kan sagtens være designet til at løse én specifik opgave; altså være både smal og generativ, men hvor ikke-generativ AI analyserer og klassificerer allerede eksisterende data, så bruger generativ AI eksisterende data til at producere nye data – dog med den vigtige detalje, at den, i hvert fald i sin nuværende form, skaber indhold, som tager udgangspunkt i det materiale, den er fodret med.
Det betyder, at den, hvis du beder den om at designe en bil med optimalt reduceret vindmodstand, stadig vil spytte en beholder på 4 hjul ud til dig, fordi den tager udgangspunkt i data, som bygger på vores eksisterende definition af begrebet ‘bil’.
*
Generativ AI øger ikke tempoet ift. automatisering og løsning af rutineopgaver, men også kan generere nye løsninger og muligheder på rekordtid.
Den kan bruges til reel sparring, hvor man f.eks. kan bede den om at komme med forslag til forbedring af en ansøgning eller med input til illustrationer af en artikel.
Endelig kan den være en hjælp ift. at skabe mere lighed mellem store og små aktører, altså, at Mogens fra Skive, som er ordblind, kan formulere en klage over Familieretshusets afgørelse, som i tone og lixtal ligner det, Familieretshuset sender til ham.
Et langt stykke hen ad vejen synes jeg faktisk, at fordelene ved generativ og ikke-generativ AI ligner hinanden.
Men ulemperne er, set med mine øjne, lidt mere alvorlige ved generativ AI end ved ikke-generativ AI.
A.
Dels kan den hallucinere, hvilket betyder, at den giver overbevisende, men forkerte svar, hvilket bl.a. kan skyldes, at den drager fejlslutninger ud fra de data, den har til rådighed.
Det så jeg selv et eksempel på for nogle måneder siden, hvor jeg skulle bruge en Tro & Love erklæring fra Esbjerg Kommunes Jobcenter, og bare googlede ‘tegnsprogstolk Jobcenter Esbjerg’, fordi jeg ikke kunne huske, hvor på hjemmesiden den lå. AI resultatet, som lå øverst på Google, var en anvisning til, hvordan man blev ansat som tegnsprogstolk ved Jobcenter Esbjerg – og det kan man ikke.
Men der var INTET i teksten, der så mærkeligt ud, og havde jeg ikke selv været tegnsprogstolk, ville jeg have godtaget forklaringen uden at blinke med øjnene.
B.
Så er der hele problematikken omkring deep fakes, som er videoer, billeder eller tekster, som er kunstigt skabte, men som ser virkelige ud.
Noget af det er så godt lavet, at det er umuligt for det menneskelige øje at se forskel, og problemet er, at de programmer, der udvikler deep fakes, i dag bruger programmerne, der er lavet for at afsløre deep fakes, som træningsbaner. Taylor Swifts nøgenbilleder er det eksempel, der typisk nævnes, men i dag bruges redskabet også i høj grad politisk – af begge fløje – for at miskreditere modparten.
Jeg har set flere hundrede videoer fra Minneapolis, hvor jeg var oprigtigt i tvivl om, hvad der var AI, og hvad der var ægte.
Samtidig tænker jeg, at det er et spørgsmål om tid, før nogle af de mennesker, der er nævnt i Epstein-filerne får den ide, at man kan bruge Deep Fake som forsvarsstrategi ved at påstå, at billede eller videomateriale er AI-genereret. Jeg ved ikke, hvem man skulle bede om at faktatjekke det?
C.
Endelig er der problemet omkring ophavsrettigheder, som er svært at undgå, og nok desværre også svært at gøre ret meget ved. For når en ny løsning bygger på allerede tilgængeligt materiale, så vil nogle af de forslag, AI kommer op med, læne sig op af designs, som allerede eksisterer, og dermed er udtænkt og produceret af rigtige mennesker, der gerne vil leve af det, de laver.
Men når man ser, hvor svært det allerede er for en designer at vinde en sag mod et fast-fashion-brand, der kopierer et par bukser og får dem syet til en tiendedel af prisen i Kina, er det svært at se, hvordan man i fremtiden skal håndtere det her på en ordentlig måde. For hvem trækker man i retten? I de sager, der et begyndt at køre i udlandet, hvor unge mennesker har taget deres eget liv, og forældrene nu trækker nogle af de store platforme i retten, kan man gå efter manglende flagging, og dermed manglende hjælp eller indgriben, men der er ingen, der kan sidde og overvåge, hvilke billeder af vaser, AI bruger til at generere et nyt design, som sættes i produktion – så hvem skal man straffe?
D.
Et af de allerstørste problemer ved både generativ og ikke-generativ AI er dog, at deres udgangspunkt er en verden, der er fuld af fejl og fordomme og bias – og det reproducerer de.
Et meget konkret eksempel er sagen mod Robert Williams, som i 2020 blev anholdt foran sit hjem i Detroit uden den fjerneste anelse om, hvad han var mistænkt for at have gjort.
Lang historie kort blev han anholdt for et røveri, som det senere viste sig, at han ikke havde begået.
Grunden til, at han blev anholdt var, at at politiet i Detroit i 2018 begyndte at bruge ansigtsgenkendelse til at sammenholde billeder fra overvågningskameraer med billeder i kørekorts-databasen. Her havde AI vurderet, at Robert Williams var en mulig gerningsmand til røveriet.
Robert Williams er sort. Og det har betydning, for ansigtsgenkendelsessystemer bliver trænet på datasæt, som er trukket fra internettet og sociale medier. Men fordi hvide mennesker er overrepræsenterede på nettet, og dermed også i de repræsentative datasæt, man trækker ud, så får systemet færre data at arbejde med, når det skal udpege en mulig gerningsmand ved at analysere afstanden mellem øjnene, næsens bredde osv. osv.
Derudover er billeder af sorte mennesker på nettet ofte af dårligere kvalitet end billeder af hvide, fordi kameraindstillingerne i mange smartphones er sat op til lyse/hvide hudtoner, og dermed ikke fanger nuancer i hudtoner med mere pigment.
Derfor havde politiets AI udpeget Robert Williams som gerningsmand; ganske enkelt fordi ansigtsgenkendelse 1:1 bygger på data, som stadig i dag er forfordeler minoriteter og har en slagside af racisme og misogyni.
Garbage in, garbage out er ikke som sådan noget nyt, men det bliver yderst problematisk her, fordi vi bruger et værktøj, som er meget, meget overbevisende, men som 85% af os ikke forstår godt nok til at kunne fejlkorrigere, og som hele tiden er to skridt foran.
E.
Som om alt det ikke var nok, belaster AI også miljøet ret voldsomt.
Dels koster det enorme mængder af elektricitet at holde de fysiske faciliteter kørende, og dertil kommer vandforbruget til at afkøle både datacentrene og køletårnene på de kraftværker, der skal levere elektriciteten til dem.
*
Ovenstående er nogle af de relativt konkrete fordele og ulemper ved AI, men derudover rejser kunstig intelligens også en nærmest uendelig række af etiske dilemmaer, som ingen kan nå at forholde sig til, før de er forældede og nye kommer til.
Hvor langt ind i privatsfæren ønsker vi eksempelvis at tillade overvågning?
Er der forskel på, om det er virksomheder eller myndigheder, der gør det?
Helliger målet midlet?
For AI er tilgængeligt for alle, og dermed er der ikke som sådan begrænsning på, hvad det kan bruges til.
Jeg kunne f.eks. sagtens forestille mig et smartwatch, der kom med software, som gjorde det muligt for udviklerne at høste bio-data om dig – og med terms and conditions, der gav dem ret til at udveksle disse med 3. mand. Du kan ikke bruge uret uden software, og det meste software styres i dag gennem apps – men hvis du accepterer ‘vilkår for brug’ af app’en, og dermed siger ja til, at udviklerne må indsamle og udveksle den form for data, er der intet til hinder for, at det kan logges, hvordan du reagerer på det, du ser og læser på din telefon. Hvis din puls stiger, når du læser en artikel om klimaforandringer, kan man skræddersy algoritmen, så du i dit feed får reklamer for terapeuter med speciale i angst, hvor de ting, din puls reagerer på, er fremhævet.
Er det godt eller skidt? Tja. Man kan anlægge begge synsvinkler. At sælge dig et produkt til et behov, du ikke selv har identificeret, er da etisk lidt uldent. Specielt, når det er handler om mental sundhed.
Men hvis terapien kan hjælpe dig – er det så godt alligevel?
Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at AI er kommet for at blive, og at vi lige nu, i realtid, er ved at lære, at det ikke er en garanti for etik og ordentlighed, at man bestrider et offentligt embede. Så længe politikere og partier er filtret ind i store spillere med specifikke, økonomiske interesser, er det nok en god ide at antage, at meget af det, vi foretager os på nettet, bliver logget og analyseret med helt specifikke mål og interesser for øje.
Hvis noget er gratis, er du produktet, og lige nu synes jeg, at det er svært at vurdere, hvem der forsøger at manipulere os, og hvem der oprigtigt prøver at varetage vores interesser.
Det er problematisk, når vi står overfor de store forandringer og uendelige muligheder, som AI synes at komme med.
Men frygt er ikke i sig selv et argument imod udvikling, og AI har potentiale til at redefinere verden, som vi kender den, og være nøglen til at løse problemer, vi ikke selv evner at knuse.
Den stiller enorme krav til vores sunde fornuft og evne til fortsat at forholde os kritisk til det, vi præsenteres for, men de dyder og egenskaber tror jeg sådan set godt, vi kan bevare.
Det er bare helt vanvittig vigtigt, at vi ikke har hele segmenter, der misser muligheden for at påvirke, hvilken retning udviklingen skal tage, ved i afmagt at melde sig ud, og dermed vige pladsen for mennesker med en dagsorden, og en maskine, der taler dem efter munden.
*
Hvis man gerne vil dykke lidt mere ned i emnet, uden at det bliver alt for teknisk, kommer her lige et par anbefalinger af gode podcasts at gå hjem på:
Long Shadow: Breaking the internet
M2026, uge 7
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst har jeg:
1.
Holdt vinterferie med børnene og i den forbindelse haft mange små gæster.
De er nemme at have besøg af, for de hygger sig sådan set bare – og de spiser som hærdebrede håndværkere.
Der er derfor gået mange boller og vafler gennem Mors Industrikøkken, men det er altid en fornøjelse at lave mad til mennesker, der med stor begejstring spiser, hvad de får serveret.
Jeg har benyttet lejligheden til at komme til bunds i frugtskålen, og til at få gjort kål på de halve poser med kiks og madpakkesnacks, som Anton og Frida er gået døde i,
Samtidig har jeg, som altid i ferierne, tænkt lidt ekstra over at fylde det, jeg sætter på bordet, over i mindre skåle; uanset om det er marmelade og flormelis, eller frugt og pålæg.
For vi hænger altid længere over måltiderne, når der ikke er en bagkant, og jeg gider ikke være politibetjent ift. om kniven, man bruger til smøreosten, er ren, eller om man har sterile hænder, når man sætter sig til bords.
Omvendt vil jeg gerne være fri for mug i marmeladen og mere sygdom end højest nødvendigt, og i løbet af en uge kan det faktisk godt generere ret meget madspild, hvis jeg hver gang bare sætter hele glasset/pakken/bakken over på bordet, og bagefter må smide resterne ud.
Det giver lidt ekstra opvask, men til gengæld sparer jeg lidt arbejde, når jeg ikke skal til at pelse en ny melon og skrælle nye appelsiner, men i stedet bare kan fylde over fra den Tupperware, jeg har i køleskabet, fordi jeg kun har sat det på bordet, børnene kunne spise.
De sidste to appelsiner er (sammen med en pose hindbær og en citron) blevet til et glas marmelade, så nu er der tomme kasser, skuffer og køleskabshylder, og plads til nye forsyninger, når hverdagen på mandag starter igen.
2.
Har jeg foræret min billet til foredraget om Køkkenhave & Selvforsyning væk.
Jeg ville meget, meget gerne have været afsted, men noget praktik er kommet i vejen, og i stedet for bare at blive væk, har jeg fundet én, der kan få glæde af min billet.
Foredragsholderen slipper for den tomme stol, og jeg er knap så ærgerligt over at måtte springe fra, fordi jeg ved, at mit afbud kommer en anden til gode.
3.
Vil jeg gerne komme med en anbefaling, og inden jeg skriver, hvad den handler om, skal I love mig, at I læser videre, selvom jeres første tanke er, at det ikke er relevant for jer.
…
Ama’r halshug?
?
Bilka To Go-app’en-VENT!!
Den er VIDUNDERLIG, selvom man ikke handler i hverken Bilka eller hos BTG.
For har du nogensinde været ved at rive armene af dig selv over ikke at kunne finde wasabi, gummihandsker eller kakao?
Det er HER, app’en er din ven.
For prøv lige at se her:
Og hvis du tænker nu: “Jamen, Linda. Jeg handler i Brugsen/Meny/365”, så vil jeg bare sige: Det er lige meget, for 95% af alle supermarkeder har deres varer sat op efter nogenlunde samme formel, så selvom din stam-Brugsen måske ikke har en hylde, der hedder “Festartikler”, så har jeg 10 ud af 10 gange fundet det, jeg ledte efter andre steder, fordi jeg i Bilka-app’en får et kvalificeret bud på, hvor en given ting kan stå.
Slut med at rage rundt mellem asiatisk mad og tørfoder til katte som et fortvivlet spøgelse, der mærker årene glide forbi, mens du leder efter solcellelamper – og bor du reelt i nærheden af en Bilka, kan du med app’en også tjekke, om en bestemt vare er hjemme, inden du kører afsted efter den.
*
Inden vi ønsker hinanden en god weekend, har jeg lige et enkelt spørgsmål til jer.
For jeg er knee-deep I indlægget om generativ AI, som en af jer skrev på listen, da jeg i december spurgte, om der var ønsker til kommende emner på bloggen.
Er der noget særligt, I gerne vil have svar på? Eller have mig til at runde i indlægget? For så kan jeg stadig nå at tjekke op på det, og få det med i indlægget.
Vi starter ikke debatten om AI op her, men gemmer den til selve indlægget, så vi har det hele samlet ét sted. Jeg forventer, at det kommer op i midten af næste uge.
M2026, uge 6
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst har jeg:
1.
Ryddet op i toiletskabet, og lavet en pose med håndsæbe, shampoo osv. som vi (pga. sart hud og meget skandinavisk hår) ikke bruger, og givet den til Hjemløses Venner.
Nytårsaften havde vi en stor brand i Esbjerg, hvor et par etageejendomme udbrændte fuldstændigt, og der dermed pludselig var virkelig mange mennesker, der mistede alt. Mange af de mennesker, der bor/boede der, er så pressede økonomisk, at de ikke har indboforsikring, og selv for dem der har, går der tid, før man får penge mellem hænderne.
Hjemløses Venner i Esbjerg er drevet af en fuldstændig fantastisk ildsjæl, som også er fængselspræst. Hun meldte sig med det samme på banen og tilbød, at de ramte familier bare kunne komme ud i butikken og hente, hvad de manglede. Hjælpen strømmede til fra hele byen – men det var meget tøj og legetøj, der blev afleveret, og de mennesker, der stod for at organisere det hele, er frivillige – og i mange tilfælde selv hjemløse.
Jeg ringede derfor til hende, og tilbød, at jeg gerne ville undersøge muligheden for at låne en tom fabrikshal, og løbe et set up i gang, hvor man kunne stille store borde med skilte op. “Bleer og tørmælk”, “Håndklæder”, “Hygiejneprodukter” osv.
Min tanke var, at ALLE har noget stående derhjemme, som de ikke bruger, og hvis man selv kunne køre ud og stille det på det rigtige bord, ville man fjerne sorteringsarbejdet for de frivillige. Samtidigt ville de ramte familier (og andre, der måtte have brug for det), kunne hente det, de manglede – og samtidig også have lidt autonomi ift. hvad de fik. Fordi man har mistet alt i en brand, kan man stadig godt være allergisk overfor parfume, eller have autistiske børn, der har det svært med specifikke teksturer/dufte/smagsvarianter, og på den her måde ville man kunne vælge det, man rent faktisk kunne bruge.
Hun forstod simpelthen ikke, hvad jeg mente, men foreslog, at jeg kunne aflevere tingene på hotellet hvor familierne var indkvarteret.
Det er fuldstændig fair, at et menneske, der pludselig er blevet en slags hovedansvarlig for at koordinere nødhjælp til virkelig, virkelig mange mennesker på én gang, ikke kan rumme mere – og hun var virkelig sød og imødekommende, da jeg talte med hende.
Men somme er der for langt hjem, og derfor valgte jeg i stedet at smide forslaget op i en gruppe og skrive, at hvis nogle af dem, der var tættere på hjælpearbejdet ville løbe med ideen, kunne de bare række ud; så ville jeg gerne hjælpe.
Jeg har ikke hørt mere fra nogen, og det er godt, for det betyder, at folk umiddelbart har det, de skal bruge. Men fordi jeg ved, at de stadig hos Hjemløses Venner hjælper ofrene, har jeg nu afleveret, hvad vi havde stående, så dem, der stadig/igen mangler den slags, kan få lidt mere at vælge imellem.
2.
Har jeg haft gæster, og prøvet at bage endnu en Key Lime Pie, hvor jeg brugte det fyld, jeg havde test-frosset – og det kunne man sagtens. Der var ingen forskel i hverken smag eller tekstur, så den er hermed givet videre.
3.
Er vi gået fra januar til februar, og derfor har jeg haft fat i min lille notesbog, hvori jeg nytårsaften skrev mine forsætter for det kommende år.
Det er en ny strategi, jeg prøver, for i løbet af året at hjælpe mig selv med at huske, hvad jeg gerne ville prioritere og fokusere på.
Et af mine punkter var/er at ‘fylde på’, og den liste, jeg har i min bog, er allerede til at få øje på: Jeg har været til foredrag med Rasmus Dahlberg og Eske Willerslev, jeg har prøvet Gong-bad med fødselsdagsklubben, været til Luminis på Egeskov, og jeg har tilmeldt mig både en tolkeweekend i marts og et foredrag om bæredygtige køkkenhaver om et par uger.
Det skal helst ikke få karakter af at samle en slags kulturelle Pokémons, og jeg vil gerne have tid nok mellem de respektive påfyldninger, til at kunne nå at lade det bundfælde sig i systemet.
Men det er en måde at holde fast i det løfte jeg gav mig selv for 6 uger siden, som hurtigt kan fortone sig, når hverdagen ruller og det bliver ved med at sne. (Seriøst. Nu må det faktisk godt stoppe).
Når jeg skriver punkter som det her på listen, så bliver jeg altid lidt i tvivl om, om det for jer føles skævt; som noget, der ikke hører til under minimalisme-begrebet.
Derfor vil jeg lige i dag gerne prøve at knytte et par ord til, hvorfor jeg gør det.
Inde i mit hoved giver det mening, og for mig er det en måde at kurskorrigere på. For hele kongstanken med disse indlæg er at bruge ressourcerne meningsfuldt, både klimamæssigt, personligt og økonomisk.
Og det er nemt at hægte sig på en trend, fordi de fleste af os automatisk bliver grebet af nye ideer, hvis de ligger inde for et felt, der interesserer os. Det er der intet i vejen med, og inspiration er altid fedt. Men kunsten er jo at udvikle de blivende tiltag, så de fortsat giver mening, når samfundet omkring os udvikler sig, og vi selv flytter os.
Da Marie Kondo var på alle platforme for at lære os, at ting skulle ‘sparke joy’, var det en.. måske ikke ny, men så i hvert fald mere systematisk måde at forholde sig til sit forbrugsmønster på. Men hvis hun i dag gik ud og forsøgte at sælge det samme budskab igen, ville det ikke have samme massive effekt, for nyhedens interesse er væk, og de af os, der fandt mening i det første gang, har for længst indarbejdet det i vores måde at forbruge på.
Som dagene, ugerne og årene går, er det nemt at blive dogmatisk; specielt, når man oplever, at det emne, man selv interesserer sig for, bliver mere mainstream – hvilket jo heldigvis/desværre er tilfældet, fordi miljø og klima fylder mere og mere i den fælles bevidsthed.
Derfor ville det for mig, når jeg skriver disse indlæg, være nemt at falde i fælden, hvor jeg bare, uge efter uge, lister op, hvordan Man kan spare på vandet og strømmen, og hvad Man ikke har brug for.
Men så bliver det dødt og salmevers og udenadslære, og mit udgangspunkt for disse indlæg har altid været, at dine tiltag kun fungerer, hvis de fungerer for DIG. For det er den eneste måde at sikre, at det er nogle, du har lyst til at blive ved med at praktisere.
Det er også den eneste måde at blive ved med at opdage nye måder at komme miljøet til undsætning på, for hvis vi alle fokuserer på produktion af bæredygtigt tøj, så ender vi med at blive VIRKELIG gode til det. Men det hjælper ikke, hvis 3/4 af os stadig bruger sølvpapir og engangsservice, smider kilovis af mad ud og klatvasker to par sokker på 95 grader.
De gode ideer kommer alle steder fra, og det lukker vi af for, hvis vi får skabt en fællesopfattelse af, at der kun er én rigtig løsning.
Så når mine punkter somme tider stritter lidt i alle retninger, og den ene uge bare er et tip om, at man kan lægge overskydende rundstykker i blød og smide dem i en ny portion dej, mens det ugen efter handler om at holde sig selv fast på et løfte om plads og tid, så man kan skabe mening i hverdagslivet, så er det fordi, det for mig er en måde hele tiden at sikre, at jeg holder fast i indlægsrækkens udgangspunkt
At bruge ressourcerne meningsfuldt. Både klimamæssigt, personligt og økonomisk.
Både for mig selv, og i det, jeg prøver at formidle.
Vi anbefaler: Bøger
De sidste uger har vi i diverse kommentarfelter snakket om at lave nogle ‘anbefalings-indlæg’, hvor vi kan få glæde af hinandens erfaringer.
Jeg har vendt og drejet mulighederne for at samle anbefalinger af alt, fra bøger til køkkengrej, i ét indlæg, men uden at nå frem til en god løsning, for det bliver en rodet omgang, uanset hvilket format, jeg vælger.
Derfor har jeg besluttet, at jeg i løbet af i år laver det som enkeltstående indlæg, som jeg så opretter en særskilt kategori til ovre i højre side af bloggen. (I bunden, hvis man læser med på en telefon). På den måde er man fri for selv at skulle holde styr på at skrive det ned; man kan bare hoppe over i sidebarren, når man skal genfinde det.
Dagens tema er bøger. Der er ingen begrænsninger på genrer, sprog, lixtal eller hvor mange bøger, man anbefaler, men for at gøre indlægget konkret og brugbart, vil jeg gerne lægge op til, at vi alle skriver vores anbefalinger i følgende format:
Titel:
Forfatter:
Genre:
Stikord:
På den måde er det nemt at overskue for andre, og man kan hurtigt finde det, man måtte være på jagt efter.
To korte bemærkninger, inden vi når til mine 3 anbefalinger:
1.
De fleste biblioteker har gode apps i dag, og i dem er der stort set altid en favorit/huskeliste-funktion. Den vil jeg gerne anbefale, fordi man på den måde har alle sine kommende læseeventyr samlet ét sted.
2.
Min gamle anbefalingsliste, som ligger øverst på siden, indeholder også en del anbefalinger, opdelt efter genrer, som jeg stadig står inde for. Link til dén liste her.
Og lad os så komme i gang.
*
Titel: At tjene øjeblikket; en lærlings almanak
Forfatter: Birgitte Kirkhoff
Genre: Selvudvikling, spiritualitet, feminisme, klima
Stikord:
Fuldstændig vidunderlig bog om en kvindes søgen mod større forbundethed med mennesker, dyr og natur, i en verden, der føles som om, den er ved at gå til grunde. Sproget er eminent, og den systematiske opdeling af interviews, så de følger årets 12 måneder, får betragtninger om natur, mennesker og forankring i et fælles hele til at føles nærmest magisk. Jeg fik den anbefalet af en af jer, og den tjeneste vil jeg gerne give videre her.
*
Titel: Lag på lag; genveje til smagfulde, grønne måltider
Forfatter: Camilla Skov
Genre: Madlavning, opskrifter, nytænkning af måltider, måltider før og efter børn
Stikord:
Camilla Skov, som er kvinden bag IG-profilen Vegetarisk Hverdag, har her skrevet en kogebog, der utrolig fint beskriver den proces, man går igennem, når man går fra at lave mad til voksne, til også at skulle tænke børn ind i ligningen.
Jeg skal skynde mig at sige, at bogen vil være en fornøjelse at læse og bruge, uanset familiekonstellation, for opskrifterne er lækre, og opgøret med den traditionelle måde at tænke måltidssammensætning på, vil fungere for alle.
Men de fleste af os, der har børn, har oplevet at blive udfordret på både principper og ideer, da vi gik fra selv at kunne stemme alt, hvad der skulle på i gryden og på bordet, til at have ansvar for at få hældt brændstof på børn, der – modsat hvad vi havde forventet – IKKE bare spiser alt, hvad man præsenterer dem for.
Bogens hovedkoncept er derfor en slags dekonstruktion af hovedmåltidet, som vi ellers kender det, så man stadig kan mødes over mad med masser af smag og næring, uden kampe og bævrende underlæber over tvivlsom tekstur og fjendtlige krydderier.
Det gør den meget anvendelig i familier og vennegrupper, hvor der skal tænkes særlige kosthensyn ind, og Camilla Skov er ualmindelig god til at forklare, hvad det er vigtigt at være opmærksom på, når man skal sætte tingene sammen på nye måder.
Jeg lånte den på biblioteket, men den er på min ønskeseddel nu, fordi der er så meget viden i den, at jeg har lyst til at eje den. Jeg tænkte flere gange, at den er den nye tids Frøken Jensens, fordi den, ud over de mange, lækre opskrifter, har så meget viden, som er brugbart for novicer i det grønne køkken.
*
Titel: Porcus
Forfatter: Kim Hundevadt
Genre: Krimi
Stikord:
Klassisk krimi – men med det tvist, at den kredser om svineindustrien, og dermed på forunderlig vis kombinerer samfundskritik og god underholdning.
Som med alle krimier kræver den, at man accepterer genre-præmissen for at være underholdt, men jeg synes faktisk, at den har et ekstra lag, jeg ikke har set før, fordi den inkorporerer fakta og etik om en branche, der i bedste fald bedriver en tvivlsom forretning.
Den er spændende og velskrevet, og med 400 sider er der tid og plads til at give både miljø og persongalleriet den dybde, der gør, at man lever sig ind i historien.
M2026, uge 5
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I denne uges M2026-indlæg har jeg valgt, at alle punkter er prepper-relaterede. Det bliver ikke sidste gang i år, at et M-indlæg får et specifikt tema, for det er ret velegnet som ramme til emner, som ellers kan blive lidt fragmenterede.
De første gange, jeg skrev prepperindlæg, var jeg meget omhyggelig med at disclaime, fordi jeg ved, at er et emne, der kan dele vandene. For nogle lugter prepping stadig lidt af fedtede typer i wifebeater og MAGA-kasketter, men som verden ser ud i dag, kan de fleste nok alligevel godt se, at det kan give mening at forberede sig i én eller anden grad.
Derfor har jeg besluttet, at det godt må være med herinde, og for mig er det at sidestille med førstehjælp. Både ift. indsats og udstyr.
For førstehjælp kan være hjertemassage og at redde folk op af frosne søer – men det kan også bare være at finde et hæfteplaster i skuffen, når dit barn har klippet sig i fingeren.
Nogle mennesker har alutæpper, kompressionsforbindinger og skumslukkere i både bil, sommerhus og køkken. Andre har bare en rulle gaze og 2 meter elastik-plaster i en kurv på badeværelset.
Det hele tæller som førstehjælp, og folk er med, som det giver mening for dem.
Det er det samme med prepping. Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet, og jeg har hverken ønske eller ambitioner om, at I begynder at grave ud til eget beskyttelsesrum i haven, eller laver et frøbibliotek, så I kan gen-så jordens samlede vegetation, post apokalypsen.
Jeg vil bare gerne gøre, hvad jeg kan, for at det bliver en naturlig del af hverdagen at forholde sig til, at strømmen kan forsvinde eller nettet gå ned, og at vi stille og roligt vænner os til at tænke bæredygtighed ind i forberedelserne også.
1.
Mit første punkt handler om, at jeg de sidste måneder flere gange har tænkt, at det måske ville give mening at anskaffe enten et gasblus eller en Trangia.
Jeg har indtil nu følt mig godt kørende, fordi jeg i mine forberedelser har tænkt varmekilder ind og har både bålfad, grill, og køkkengrej, der kan tåle åben ild.
Men når man har en hammer, ser man søm overalt, og fordi emnet her interesserer mig, har jeg over de sidste mange måneder bemærket, at strømmen er røget her, der og alle vegne – men ofte kun i et par timer ad gangen.
Det kan der være mange forklaringer på, og det er ikke dem, der er relevante her.
For det, jeg begyndte at tænke over var, at jeg jo ikke kommer til at fare ud i haven og tænde et bål, 10 minutter efter at have konstateret, at der ikke sker noget, når jeg trykker på mine kontakter. Jeg ved ikke, hvor længe, vi er uden strøm, og det er jo ikke givet, at man er så heldig, at det her sker en lørdag formiddag, hvor man ikke har planer.
Derfor er jeg endt på, at det måske er smart nok at have et eller andet, der er hurtig at sætte op, som jeg kan koge vand på. På den måde kan jeg lave både kaffe og kopnudler, indtil vi lige ved, hvordan situationen udvikler sig, og det er måske meget smart.
Efter at have gravet lidt i gasblus og Trangia, endte jeg med at bestille sidstnævnte, netop fordi jeg bare skal have noget, jeg kan koge vand på, og Trangiaen var billigst.
Jeg fandt en jubilæumsmodel i flammende pink, som jeg på stedet forelskede mig i, og det blev min fødselsdagsgave til mig selv.
I weekenden var børnene ude af huset, og jeg vurderede, at det var et godt tidspunkt at teste den.
“Jamen, er det ikke bare at sætte ild til den, Linda?”
Måske? Jeg har ikke haft en Trangia før, og ligesom jeg har sat batteri i og testet lommelygten i bilen, så vil jeg også gerne prøve at koge vand i haven, mens der var ro – og et internet at google på.
Jeg havde inden været i tvivl om, om spritbeholderen var nok, eller om jeg også skulle have anskaffet mig en gasbrænder til den – og det er lidt en religion, kunne jeg se på nettet.
Men jeg satte den op, hældte sprit i beholderen, tændte, og satte en kedel vand over – og 5 minutter senere havde jeg en liter kogende vand.
Det var så nemt, at jeg *næsten* blev fornærmet. Og det var godt, jeg testede, for det gjorde det klart, at det for mig og til mit behov er ALT rigeligt med spritbeholderen. Dermed har jeg sparet både min konto og miljøet for et gasblus, som ikke er nødvendigt.
2.
Jeg har også været prepperlageret igennem, og det ser lidt anderledes ud i dag, end det gjorde for et par år siden, hvor hele tankegangen var ny.
Da jeg lavede de første prepperkasser, havde jeg hele madlageret stående i mit bryggers – og det blev noget rod. For jeg glemte konstant, at det stod derude, hvilket resulterede i et pinligt madspild, og derudover var der også madvarer, som ikke havde godt af at stå i samme rum som tørretumbler og vaskemaskine, fordi det ofte er varmere end de andre rum i huset.
I dag har jeg flyttet de fleste madvarer ind i køkkenet, og har bare fået indarbejdet en rutine med et lidt større basislager, så der på den måde altid er lidt ekstra.
På grund af pladsmangel har jeg dog stadig en kasse med langtidsholdbare madvarer i mit bryggers, ligesom kassen med toiletartikler også står derude. I oldefars skab i stuen har jeg samlet det, jeg kan få brug for, her og nu, hvis strømmen går, så jeg ikke skal stå i bælgravende mørke og rode efter lightere, stearinlys og lommelygter.
Mit lager fylder mindre i dag, end det gjorde i starten, og ved at have inkorporeret det i min sædvanlige husholdning, ved jeg hele tiden, hvor mange batterier, jeg har tilbage, eller hvornår vi mangler kopnudler.
Det er faktisk endnu et argument for at forholde sig til emnet i én eller anden grad, for man lærer hen ad vejen, hvordan man kan skrue det sammen, så det ikke er noget ekstra, man skal gå og huske på, men derimod bare tænker det ind som en del af hverdagsforberedelserne.
3.
Sidst men ikke mindst har jeg forsøgt at tage de indledende spadestik til en lokal beredskabsgruppe – og konstateret, at det ikke er noget, folk kan se et behov for.
For mig ville det give mening at etablere en arbejdsgruppe på 5-6 mennesker, som kan mødes, brainstorme og derfra lægge op til et møde i det lokale forsamlingshus, fordi vejret alene har givet ret store udfordringer her i området det sidste års tid.
Det er ikke længe siden, at vi var ved at regne væk, og med 600 børn, der skulle hentes, og personale, der selv har børn på andre skoler i kommunen, var det ved at blive rigtig træls for rigtig mange.
Skolen og kommunen mente ikke, hverken før eller efter, at der var grund til at forholde sig til det, hvilket jeg nok ikke helt forstår. For det bliver ikke sidste gang, det sker.
Jeg er pragmatiker nok til at mene, at det ville gøre en forskel, hvis vi som beboere havde talt situationen igennem, og lavet en plan for, hvordan en sådan situation i fremtiden kunne gribes an. F.eks. at indskoling gik i gymnastikhallen, mellemtrinnet samledes i Pyramiden og udskolingen gik til kontorfløjen. De 3 områder har hvert sit parkeringsområde og hver sin nødudgang, og man ville på den måde kunne mandsopdække store børnegrupper med meget få ansatte.
Ud over vejret er strømafbrydelser også så hyppigt forekommende, at jeg synes, det kunne give mening at forholde sig til det. Helt konkret har jeg tænkt en del på dem, der får besøg af den udekørende hjemmepleje i området.
For beboerne på det lokale plejehjem er jeg ikke så bekymret for; de kan samles i de store rum, hvis varmen ryger, og man ved (og kan lave ekstra tjek) på dem, der er afhængig af livsvigtig medicin. Men jeg er ikke sikker på, at man har printede lister over borgere, der er tilmeldt den udekørende hjemmepleje, og her kan der både være mennesker, der skal have hjælp til mad og medicin.
Ligeledes har de fleste borgere med fast hjemmepleje i dag elektroniske nøglebokse. Dem kan man ikke komme ind til, hvis strømmen er gået, og de ikke selv kan åbne.
Alt det kunne man godt begynde at tale om, synes jeg. Det værste, der kan ske, er, at man får et lidt stærkere sammenhold, og hvis bare 1/3 af de mennesker, der bor i et område har tænkt noget klogt ift. et fælles beredskab, vil det gøre en ret stor forskel, hvis det en dag skulle blive nødvendigt.
Der var mange, der syntes, ideen var god.
Der var én (1), der meldte sig til arbejdsgruppen.
Og det er her, jeg er glad for, at jeg efterhånden har lært at lade være med at identificere mig med mine ideer og gøre dem til korstog.
For jeg har styr på, hvad jeg og min familie skal gøre i de her scenarier, så lidt hårdt kan man sige, at det her ikke (primært) er for min skyld. Men du slider dig selv i stykker, hvis du vil hjælpe folk mere, end de vil hjælpe sig selv – og i princippet ved jeg jo ikke, om de alle sammen har 80 sider lange beredskabsplaner hængt op på køleskabet, og derfor ikke har brug for mere.
Nu har jeg i hvert fald forsøgt, og somme tider må man lade det være ved det.
M2026, uge 4
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst har jeg:
1.
Hentet en krea-app, som tilbød, at man kunne prøve den gratis i en uge.
Som alle andre apps, der lokker med gratis prøveperioder, krævede det bare lige, at jeg indtastede mine betalingsoplysninger – men abonnementet kunne naturligvis ’til enhver tid opsiges’.
(Jeg mindes med længsel de dage, hvor vi bare kunne købe en app and be done with it. Good times).
Nå, men jeg har for nyligt opdaget, at ikke alle ved det her, så nu får I den lige af mig: Man kan bare opsige de her abonnementer med det samme. Altså, indtaste betalingsoplysninger, klikke ’hent app’, downloade – og så gå direkte over i Settings og opsige det. Du får stadig den gratis prøveuge, men abonnementet udløber så bare, når ugen er gået.
Jeg henter 17.000 apps om ugen, og derfor er jeg ret omhyggelig med at få dem opsagt i samme sekund, jeg har hentet dem, fordi jeg hellere vil tegne dem igen, hvis jeg ender med at elske dem, end betale for apps, jeg ikke bruger, fordi jeg glemmer at opsige dem.
Denne benyttede jeg lejligheden til lige at scrolle ned over mine aktive abonnementer, når nu jeg alligevel var der, for at sikre mig, at jeg stadig bruger dem nok til, at det giver mening at betale for dem.
Der røg to, som jeg ikke har åbnet i månedsvis; kommer jeg til at savne dem, henter jeg dem bare igen.
2.
Er mine Mason Jars med split-låg kommet.
Hvis man aldrig har hørt om dét før, er man ikke alene: jeg anede heller ikke, hvad det var.
Men det er Mason Jars, som vi kender dem – men med den afgørende forskel, at låget består af 2 dele; en plade og en ring:
Det er genialt. For det betyder, at det er nemt at skrue lågene fast, når man f.eks. henkoger tomater, men det vigtigste er, at det er nemmere at åbne glassene igen.
For de sidste to år har jeg flere gange oplevet, at undertrykket i glassene er så stort, at jeg faktisk ikke kan åbne dem, når jeg skal bruge dem, uanset om jeg har henkogt i patentglas med gummiring, eller almindelige glas med skruelåg.
På glas med metallåg kan man bruge en dåseåbner, men ikke uden at ødelægge låget.
Et hermetisk lukket patentglas er sværere at gøre noget ved. Jeg har brugt en tynd skruetrækker, men to gange har jeg på den måde ødelagt gummiringen, og 3 gange er glasset flækket/sprunget, når det tager luft ind, så det kan åbnes.
Jeg ved godt, at nye metallåg og gummiringe ikke koster en formue, men en del af ideen i at henkoge selv er jo bæredygtighed, og derfor irriterer det mig stadig.
Split-låg skulle være løsningen, og de er efter sigende en del af det originale design og dermed grunden til, at Mason Jars i USA er så populære.
For selv hvis der er opstået stort undertryk i glasset, kan ringen stadig drejes og skrues af, så man med spidsen af en kniv kan løsne skiven og befri sine tomater.
Det var én af de situationer, hvor algoritmen var min ven, for jeg har googlet emnet så meget, at jeg i mit feed fik en reklame for dem, fordi de var på tilbud. *haps*
Jeg skal først bruge dem til sommer, men nu har jeg fået dem billigt, og jeg er fri for at skulle på jagt efter dem, når tomater og jordbær begynder at tage farve.
3.
Har jeg haft fødselsdag, været syg, haft to syge børn, haft 2 x gæster og nappet et foredrag med Eske Willerslev.
Det har været til den gode kant, vil jeg sige.
Men ingen skygger uden lys, for det fine ved at have så ekstrem en uge er, at det tvinger mig tilbage til rødderne ift. at svinge øksen og lade falde, hvad ikke kan stå.
Når jeg har god(-ish) tid, kan jeg godt komme til at overvurdere min tid og mit overskud. Det kan trække opgaver i langdrag, og skubbe beslutninger, der egentlig bare burde træffes, og virker som åbne tabs, der står og sluger maskinkraft i baggrunden.
Når børnene har så høj feber, at jeg er oppe hver anden time, to nætter i træk, gemmer jeg ikke en lille rest spidskål, fordi jeg måske kan finde på noget at bruge den til senere på ugen. Jeg flytter ikke rundt på en blomst, som måske kan reddes, hvis den bliver nurset kærligt tilbage til livet. Jeg holder fast i både frist og i, at der skal være 8 tilmeldte til det arrangement om Digital Dannelse, jeg har tilbudt at lave i Fridas klasse – og aflyser det, når der er 7.
Og jeg ombestemmer mig ikke, når nogen efter fristens udløb skriver til mig bagom.
Til gengæld holder jeg fast i det, jeg allerede én gang har prioriteret og lagt i kalenderen, så jeg ikke to gange skal holde fri til den samme aftale.
Det giver madspild, jeg smider ting ud, som måske kunne reddes, og jeg går glip af muligheden for at facilitere en potentiel vigtig samtale, der også ville komme mit eget barn til gode.
Men det betyder samtidig, at jeg om lidt kan kravle i seng med fornemmelsen af at have brugt min sparsomme energi rigtigt.
For i morgen, når uret ringer, kan jeg tage fat på en ny uge, hvor jeg ikke allerede fra starten er bagud, fordi jeg først skal løbe mine efterslæb ind.
Det er ikke altid muligt at holde plads og rum til ingenting, for livet er en rodet omgang. Men jeg vil gøre mig umage for året igennem at arbejde smart i stedet for at arbejde hårdt, så jeg, når spidsbelastningskurverne flader ud, med det samme kan re-fokusere på det, jeg har lovet mig at selv at prioritere i 2026.
