I øvrigt:

*Kom jeg forleden hjem til en lineal og en køkkenvægt på bordet. Børnene var gået alene hjem fra skole, og jeg havde sat et stykke chokoladekage frem til dem, som de skulle dele. Hvis det ikke er *peak* søskende-energi, så ved jeg ikke, hvad er. 

*Ved jeg ikke, om min hjerne har taget skade af al den konspirationsteori, jeg har fået i mit feed, efter at jeg har meldt mig under prepperfanerne, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at min insta lige siden Kamala Harris’ tale på Det Demokratiske Konvent, konsekvent foreslår profiler, der latterliggør Harris og Waltz. Der er INTET i min algoritme, der understøtter, at dét skulle have min interesse. Tværtimod. Så det er svært ikke at gro bare en *lille* bitte mistanke om, at der er russiske trolde i de virtuelle bjerge… (Lyt eventuelt til den her podcast med Peter Falktoft, hvor han interviewer militæranalytiker Jeanette Serritzlev om misinformation og ubevidst påvirkning på nettet).

*Og nu, vi er ved #prepperlife: For nogle uger siden skrev jeg til begge børnenes skoler og spurgte, om man, nu hvor vi fra øverste sted har fået besked på at øge vores personlige beredskab, har gjort sig tanker om, hvordan man, helt lavpraktisk, vil håndtere det, hvis der sker noget, og der ikke er strøm/internet tilgængeligt.

For modsat terror og brand, som skolerne HAR beredskabsplaner for, så vil det her problem, hvis det opstår, ikke være isoleret til en enkelt skole, og dermed er der masser af personale på skolerne, der selv har børn/familie andre steder, som de formentlig gerne vil hjem og tage sig af.

Og inden nogen sender mig en trøje med ekstra lange ærmer, vil jeg gerne lige sige to ting:

1.

Vi skal kun tilbage til 2020 for at finde et trist eksempel på, hvordan vi meget ofte er os selv nærmest, når panikken bryder ud: Hæren fandt plejehjemsbeboere efterladte og døde. I Spanien. Ikke i en eller anden mørk afkrog af verden uden internet og sundhedsvæsen. Spanien.

2.

Det er ikke længe siden, at en skole i Esbjerg skulle evakueres pga. bombetrusler. Forældrene fik via Aula besked på at hente deres børn (den procedure har jeg også MEGET lyst til, at nogen kigger på, kan jeg mærke..) – men nul net betyder nul Aula.

Jeg er ikke det fjerneste bange. Vi taler jo ikke om bombefly og den røde hær, der stamper i øst. Men med 25 skoler, et gennemsnit på omkring 600 elever, forbløffende få parkeringspladser, personale, der stryger afsted, og store arealer, børnene kan være spredt på, synes jeg faktisk bare, at det er rettidig omhu, at man som skole lige kigger rundt og beslutter, at sker der noget, så samler vi børnene i gymnastiksalen, for så er det ikke nødvendigt med én lærer pr. klasse.

Og melder det ud, mens man stadig har net og Aula at gøre det på.

MEN!

For én gang skyld får jeg lov at være the bearer of good news, for svaret fra Forvaltningen var:

I forhold til almindelige skoler, børnehaver og andre dagtilbud har Esbjerg Kommune valgt ikke at lave deciderede beredskabsplaner, der i forhold til den udmelding, regeringen kom med i begyndelsen af sommeren, tilgodeser evt. manglende strøm, mad -og vandforsyninger m.m.. Vurderingen er, at behovet ikke er tilstede.

Så dét er heldigt, synes jeg.

Selvfølgelig lige lidt træls timing, at Din Forsyningen 2 dage senere smider info op om, at de:

“tester et nødstrømsforsyningsanlæg til varmeværket på Esbjerg Havn. Nødstrømsanlægget, som består af et stort batteri og en gasmotor, vil kunne opretholde hele varmeforsyningen i tilfælde af, at man mister højspændingsforsyning fra elnettet.”

Og at der en uge efter lander et brev i e-boks, som gentager budskabet fra juni.

Men altså. Der er lavet en bundsolid og grundig vurdering af behovet på skolerne. Det er der ikke, og så er alt jo godt.

*Vil jeg gerne plugge podcasten Hysterical, som handler om en gruppe unge piger på en skole, som bliver voldsomt syge, nærmest samtidigt, og ingen kan finde ud af, om det er skimmelsvamp, noget i vandet eller massehysteri. Podcasten er omkring både Erin Brockovich, fenatyloverdoser og Havannah-syndromet, og den er både godt fortalt og produceret. 

*Er jeg endt i lidt forskellige medier, fordi jeg skrev et opslag på LinkedIn, der fik sit eget liv.

Jeg takker nej til 90% af det, jeg bliver spurgt, om jeg vil medvirke i – hvilket faktisk er mere, end man skulle tro. Formentlig fordi jeg mener relativt meget, relativt offentligt, om relativt mange ting og derfor tit kommer op, når journalister googler et emne.

Men dels har jeg ikke stamina til at blive lagt for had i umonitorerede kommentarfelter på Facebook, og dels har jeg et arbejde, hvor det er fint at ævle løs herinde, hvor I selv skal gøre en aktiv indsats for at finde ind, men hvor jeg helst er fri for at blive presset ned i halsen på brugere og samarbejdspartnere, bare fordi de låser deres telefoner op. Derfor plejer jeg at takke nej. 

Ind i mellem bliver jeg dog viklet ind i en sag, som jeg synes er så vigtig, at jeg må komme over mig selv og tage den offentligt. Det gjorde jeg her – og nu figurerer jeg så i alle mulige aviser med billeder, der (efter farven på væggen i min stue at dømme) er omkring 6 år gamle. Jeg har ikke den FJERNESTE erindring om, at de er blevet taget – eller i hvilken sammenhæng. Så bare, hvis nogen synes, at jeg ikke helt ligner mig selv: De er fra dengang, jeg var ung og fuld af håb.

*Har jeg grinet af den her i flere uger nu:

*Har jeg allerede nu besluttet, hvad børnene skal have i julegave: De får et kursus i Dørhåndtag & Hvordan De Virker, for OHMYGOD, hvor svært er det at trykke det ned, når man skal lukke en dør!!?

*Kommer her lige en serviceinformation til virksomheder og firmaer, der tagger @følgere eller @alle ind i deres opslag: Det får mig til at affølge deres side øjeblikkeligt. Når det ovenikøbet viser sig at være pga. en konkurrence, der bryder alle regler for, hvad man som virksomhed må bede sine følgere om at gøre, tager jeg mig selv i at ønske, man kunne affølge to gange.

*Har Anton været på lejr med sin klasse (og ja – selvfølgelig har jeg vrælet af taknemmelighed over, at han kan rumme det, tak fordi du spørger). De har prøvet at spise svampe, de har klappet køer og lavet mad over bål, og jeg vil bare sende det største af alle store skud ud til de lærere og pædagoger, der stiller op til at tage børn, der alle har brug for at blive mødt præcis, hvor de er, ud af deres vaner og hverdag, og knokle for at give dem en god oplevelse.

Vi ser jer <3