M2024, uge 37

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt en fjernbetjening til mine kunstige fyrfadslys.

For et par uger siden lagde jeg mærke til, at mine lys og lyskæder faktisk burde tænde en times tid tidligere, end de gør nu, for selvom vejret opfører sig fuldstændig vanvittigt, er vi på vej mod efterår.

Jeg har timer og fjernbetjening på stort set alle de lys og lyskæder, jeg har, fordi det gør det muligt at vælge, om de skal være tændt 2, 4, 6 eller 8 timer. Batterimæssigt gør det en KÆMPE forskel, og der er ingen grund til, at de tænder kl. 18 en sommeraften, hvor solen stadig brager ind ad alle vinduer.

Men de kunstige fyrfadslys jeg har, har jeg aldrig haft remote til, fordi jeg faktisk ikke rigtigt har brugt dem. Men fordi jeg manglede 60 kr. for at opnå gratis fragt på en ordre sidste år, købte jeg 4, og jeg kan godt se på det hele, at det også her ville give mening at kunne vælge mellem flere tidsintervaller.

Jeg googlede – og en fjernbetjening koster 50 kr. Det er tjent ind på en uge i forlænget batterilevetid. 

2.

Har jeg plantet lyng og lavendel i mine plantekasser – hvilket ikke var planen.

For faktisk havde jeg tænkt, at de kapilærkasseskjulere, jeg købte i foråret, skulle på loftet, når jeg tog de spanske maguriter, der har stået helt ABSURD flot hele sommeren, op.

Men da jeg havde tømt og fejet træskjulerne og havde vasket selve kapilærkasserne af, syntes jeg pludselig, at der var MEGET tomt i forhaven. Og kasserne er mildest talt uhandy og kan kun *lige* komme op gennem loftlemmen. I skuret fylder de det hele, og hvis vi ender med, at de skal stå udenfor et sted, kan de sgu ligeså godt stå der med blomster i.

Nu pynter de igen, og så må vi se, hvordan set-up’et fungerer, når kulden kommer.

3.

Har jeg knoklet som et bæst for at komme foran, rent økonomisk.

Lang (LANG) historie kort, fik jeg sidste år et solidt skattesmæk, fordi jeg det første år, jeg var selvstændig, var nødt til at sætte min årsindkomst kunstigt lavt. Som selvstændig betaler man skat af sin forventede årsindkomst, hvilket giver mening nu, men det første halve år betød det, at jeg skulle betale skat af penge, jeg endnu ikke havde tjent, og derfor blev det den løsning, jeg sammen med revisoren valgte at gå med.

Jeg satte (selvfølgelig) penge af, efterhånden som de rullede ind, men da året var gjort op, endte jeg med at skylde 60.000, hvilket var 15.000 mere, end jeg havde stående. Det slip er jeg løbet efter siden, og fordi det offentlige de sidste 8 måneder er blevet ualmindeligt dårlige til at betale deres regninger til tiden, er jeg endt i den åndssvage situation, at jeg har tolketimer nok til, at jeg længe har penge til at betale mine regning – men det hjælper ikke, når pengene hele tiden kommer for sent.

Paradokset i at tolke armene af og sende fakturaer ud, hurtigere end jeg nærmest kan nå at skrive dem, samtidig med, at min kassekredit hele tiden ligger og vipper LIGE på kanten, er ved at rive min hjerne midt over, og det er ULIDELIGT at skulle forsvare og forklare mig overfor skiftende 24-årige bankrådgivere, der alle sammen hedder Gitte, hver anden måned.

Efter at have brugt sommeren på, mere og mere rasende, at rykke for forfaldne betalinger og være ved at brænde sammen over ligegyldigheden, jeg blev mødt med, endte jeg derfor medio august med at tage en MUS-samtale med mig selv.

For det er, helt indiskutabelt, så dårligt og urimeligt, at man næsten ikke kan forstå det.

Men jeg sidder med to børn med diagnoser og en afledt historie med systemet, der betyder, at jeg ret hurtigt når til hjertebanken, vågne nætter og hænder, der ryster. Det offentlige er en mur, der er så forvænt med at kunne stonewall’e alle, og hvor ingen nogensinde, som enkeltperson, skal stå på mål for inkompetence og sjusk, at man bliver nødt til at tage realistisk bestik af, hvem det er, der har mest at miste ved at stå på sin ret.

Her er det mig. Jeg kan ikke holde til at være så vred hele tiden.

Derfor endte jeg med at nå frem til, at det er mindre frustrerende at forsøge at komme om foran rul, jeg nu i et år har løbet efter, end det er at få jobcentre og hospitaler til at rette ind.

Jeg har derfor sagt ja til alle de opgaver, jeg har fået tilbudt, uanset placering og tidspunkt på døgnet. (Selvfølgelig under hensyntagen til, at jeg fagligt kan stå inde for kvaliteten). 

Samtidig har jeg gjort mig umage med at tjekke skabe, inden jeg handler, så jeg både gør, hvad jeg kan for at pengene ruller ind, men også samtidig sparer lidt på de daglige indkøb. Det har faktisk været meget rart at få brugt nogle af de små rester, jeg har til at stå, og jeg har det stadig på rygraden. Selvom det jo er en stakket frist, så gør det faktisk en forskel at kunne trække indkøb en uge eller to. 

Vi er halvvejs i september, og jeg har de sidste to uger tolket næsten dobbelt så mange timer, som jeg plejer. Ordrebogen er fuld de næste mange uger, hvilket jeg er inderligt taknemmelig over, og selvom jeg er træt og meget bevidst om, at jeg ikke kan holde det her tempo i flere måneder, sidder jeg med en god fornemmelse af, der er grund til håb og optimisme.

Månedens Mål, september (2/4)

Vi er i fuld gang med at re-fokusere på vores el-forbrug, og som jeg nævnte i sidste uge, er der to måder at spare penge på:

A:

Du kan bruge strømmen, når den er billigst.

B:

Du kan nedsætte dit forbrug, så du bruger færre kWh.

*

Jeg har den sidste uge haft fokus på det første, dvs. at bruge strømmen, når den er billigst. Fordi intet i livet skal være let, er der også her to bevægelige dele, du skal holde styr på: 

*Timeprisen (med mindre du har fast pris, men det er de færreste, der har det i dag)

*Tariffen.

Timeprisen er den pris, som selskaberne betaler for at købe strømmen på el-børsen. Den bestemmes af udbud og efterspørgsel, og vejret har meget at sige ift. hvor meget strøm, der produceres og dermed er tilgængeligt.

Tariffen er, lidt enkelt forklaret, transport af strømmen, så den kommer ud til vores stikkontakter, men også det, vi hver især bidrager med til vedligehold og udbygning af elnettet. Fordi det belastes mindre, hvis vi bliver bedre til ikke at bruge strøm samtidigt, alle sammen, har man delt døgnet op, så der er mest at spare, hvis du bruger strøm, når de andre ikke gør:

(Billede lånt fra elberegner.dk)

Jeg har prøvet at tage et screenshot af min app på hhv. den dyreste og den billigste time torsdag d. 12.09, så I både kan se prisen, og hvad den består af:

Vi bor ikke, så det kan lade sig gøre at have (op)vaskemaskinen til at køre om natten, og som jeg også kort var omkring i sidste uges indlæg, så er der bare nogle apparater i hjemmet, der æder den strøm, de gør. Dit køleskab og din fryser kan jo ikke ret godt unplugges mellem 17 og 21.

Men derfor er det stadig muligt at flytte en del af sit forbrug, så det ikke lige ligger i spidsbelastningsperioden. Jeg er den sidste uge begyndt at tage udgangspunkt i min app, når jeg planlægger, hvornår jeg skal starte vaskemaskinen, ligesom jeg også forsøger at lægge alle de små opgaver, der kræver strøm (f.eks. afkalkning af elkedel, kagebagning til hytteture osv). nogenlunde der, hvor det er billigst.

Derudover har jeg opdateret mit timerstik, og igen lavet en ladestation, hvor alle vores devices lader om natten. Fridas skolecomputer lader jeg onsdag og søndag, højtalere og nattelamper mandag, mens iPads og min computer er sat til hver nat.

Og jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke er opladning af iPads, der kommer til at gøre en epokegørende forskel på størrelsen på elregningen – men når jeg vælger at bruge timerstikket til at lade om natten alligevel, handler det om, at det for mig er en daglig reminder om at have og holde fokus på mit elforbrug. For det er SÅ nemt at glide over i ‘men hverdagen er jo også nødt til at hænge sammen’ – og det er rigtigt.

Men lad os tage udgangspunkt i en helt almindelig vask, som, afhængigt af model og temperatur, koster lige knap 1 kWh. Torsdag kostede strømmen 3,00 kr. pr. kWh kl. 18-19, mens den kl. 19-20 kostede 4,44 kr.

Med et gennemsnitsforbrug på lige omkring 4 kWh pr. person pr. dag, er man nødt til at operere ud fra ‘mange bække små’-prinicippet, hvilket er både en velsignelse og en forbandelse. For ift. ovennævnte vask betyder det, at nej; du skal ikke sætte den vask over klokken 18, hvis det kræver, at du pisker alle børn i bad kl. 16, eller må tage alle de røde lys for at nå hjem. Det er ikke halvanden krone værd.

Men det betyder samtidig, at de små ændringer faktisk kan ende med at gøre en ret stor forskel, hvis du generelt er opmærksom på dem, for med et gennemsnitsforbrug på 1600 kWh om året, betyder det, at du kan spare næsten 1000 kr. på din elregning om året, hvis du skærer halvanden krone af bare 1/3 af dem.

*

Det er mange tal, og jeg er med på, at der er mange faktorer, der spiller ind. Men netop fordi det så komplekst, bliver man nødt til at vælge, hvad man fokuserer på, og her er det både let og overskueligt bare at gå efter at bruge strømmen, 1) når den er billigst 2) i det tidsrum, det er praktisk muligt for én at gøre det.

Og netop det sidste med, at det skal være ‘praktisk muligt’, vil jeg gerne slutte med, for man kan, som én af jer var inde på i sidste uges kommentarfelt, godt bliver en lille smule besat af det her, så man nærmest bliver stresset og får dårlig samvittighed, hvis man er nødt til at køre en kogevask kl. 20.

Her vil jeg virkelig gerne appellere til, at man kører Fast Greb – men Ingen Hvide Knoer. For hvis man sætter for mange begrænsninger op for sig selv, er risikoen, at det bliver SÅ surt og besværligt, at man bare opgiver på forhånd.

Vi arbejder med det muliges kunst, og det kan se meget forskelligt ud fra dag til dag.

*

Næste uge skal vi snakke om konkrete måder at nedbringe forbrug/antallet af kWh, inden vi den sidste uge tager fat i nogle af de lidt mere overordnede dilemmaer, og også laver en opsamling.