I øvrigt:

*Har Esbjerg fra og med i går fået nyt parkeringssystem; det samme, som bruges i alle andre storbyer – og aldrig har Vestjylland set så massivt et opbud af stærke følelser. oKAY, folk er rasende. Hvilket er virkelig vildt, taget i betragtning af, at der hernede er ledige p-pladser overALT, og at du, smackdown centrum, kan holde mellem 2 og 4 timer gratis. Men vi er ikke store på forandring på de her kanter, hvad mener du med apps, og HVAD MED OS, DER IKKE HAR MOBILTELEFON!!?

*Er det ved at være for varmt til min højtelskede rave-kedeldragt, når jeg er på Opgaven, Hvor Jeg Bliver Beskidt, men fordi jeg ofte skal videre til andre opgaver, har jeg brug for noget andet, jeg kan have over mit normale tøj. Noget, der beskytter, men uden at være varmt. Det udtryk, der falder mig ind, er ’Smuds-kedeldragt’ – har vi en ekspert i arbejdstøj på linjen, der kan være behjælpelig med en anbefaling?

*Så jeg forleden et opslag om, at Beyoncés version af Jolene er et ’power anthem for women everywhere!’ – og jeg ved godt, at jeg er meget alene her, men jeg synes, den er decideret irriterende. Dolly er tilgivet, fordi country og #DetVarEnAndenTid – men “I’m warnin’ you, don’t come for my man”? Really? Ej, men hvis det endelig skal være, så syng dog til din mand, at han skal stoppe med at knalde udenom.

*Var jeg i fredags på Moesgård for at se den nye udstilling ’Kriger’. Vi startede med at pre-game med hele det grå segment til noget morgenmad, hvor en blændende dygtig og engageret arkæolog fortalte om udstillingen, og hvad man havde gjort sig af overvejelser, da man satte den op. Det gav den en helt anden sammenhæng og dybde, og hvis man får muligheden for at høre et tilsvarende oplæg, enten om den her udstilling eller om en af de andre, så skal man KLART gøre det. Det var en gamechanger af de store.

*Fandt jeg forleden ud af, at Fridas veninde går til Kæphest. Hun bliver glad, når hun finder ud af, at Fridas mor er uofficiel verdensmester i selvsamme disciplin.

*Elsker jeg interne jokes, for der er ikke noget bedre, end når helt random ting kan få én til at trække på smilebåndet. For et par måneder siden var en veninde på date med en fyr, der, ganske u-ironisk, stillede i ruskindsjakke med frynser, og jeg har ikke TAL på, hvor mange cowboymemes og tvivlsomme TEMU-produkter, vi siden har været så hjælpsomme at sende hende. I sidste uge forsøgte min mor at beskrive, hvad det er for klip klappere, hun er på udkig efter, og det blev til en forklaring så vag, at jeg siden har sendt hende mellem 10 og 15 billeder af klip klappere og crocs med stilethæle, en version, der meget minder om 90’er-fænomenet Buffalos og et par, der var udformet som hajer. Altid ledsaget af teksten: ”Også en mulighed?” Jeg er skideheldig, at jeg har hende, og at hun også synes, det er sjovt.

*Har jeg reaktiveret min Tinderprofil, og det er ikke blevet mindre vildt, siden jeg var der sidst. Men det er stadig tankevækkende, hvor mange mænd, der lader til at have brug for, at du skal ville have en kæreste. Nu er det blevet et korstog for mig (fordi kæphesten er optaget), for det er 2024, og jeg nægter at bøje mig for den kønsnormative kliche om, at kvinder dater for at blive gift. Jeg har en god håndfuld kammerater, som er med på sidelinjen, og da jeg første gang forklarede, hvad jeg havde tænkt mig at skrive, udbrød den ene skrækslagent: ”VIL du gerne dø!?” mens den anden råbte: ”Er du blevet vanvittig!?!” – hvilket ikke på nogen måde styrker min tiltro til mænd som koncept, må jeg bare sige. Men alle kan være helt rolige, for 8 ud af 10 mænd læser alligevel ikke, hvad man skriver.

*Kan jeg læse, at SKAT bruger ”AI-systemer, som Skattestyrelsen har udviklet” til overvågning af danskerne. Altså, nogenlunde samme cast, som udviklede systemet, der blev brugt til at lave ejendomsvurderinger med, som denne gang forsøger at tøjle Sarah Conners værste mareridt, der – når det bliver bedt om at generere billeder af kvinder, der spiser salat – leverer det her:

Det kan ikke gå galt.

*Har jeg fundet 2 gode podcasts, som I også lige kan få glæde af, hvis I mangler lidt til ørerne:

Scamanda & Nobody Should Believe Me

I øvrigt:

*Vil jeg bare lige til den fyr, der forleden kom gående fra dyrlægen med sin cocker-spaniel i armene, og ikke sansede noget som helst, fordi han havde så travlt med at trøste og kramme, sige, at jeg måske godt kunne være villig til at forhandle på mit ellers ufravigelige standpunkt om ikke at skulle have flere børn, hvis det er. 

*Lykkedes det mig igen i sidste uge at blive underlagt et ban på fb. Mig. Det måske mest anti-voldelige og konsensussøgende menneske i Vestjylland. Det bliver ikke i år, AI overtager verdensherredømmet.

*Kørte den personlige træner og jeg i sidste uge en status på, hvad der er sket, siden jeg startede dernede. Jeg har øget med mellem 300 og 900% i, hvad jeg kan løfte på samtlige øvelser. Hvis zombierne kommer, kan jeg kke løbe fra dem, men jeg tror måske godt, at jeg efterhånden kan rive dem over på midten.

*Er jeg simpelthen så ambivalent med hele dækningen af Kate Middleton-sagen. For selvom de fleste af os måske nok havde en fornemmelse af, at der var en lavpraktisk, sygdomsrelateret forklaring bag fraværet, må jeg indrømme, at jeg har trukket på smilebåndet over et par af de konspirationsteorier, jeg har set. (Min favorit er stadig den om Pete Davidson). Nu, hvor forklarigen så er givet, er der mange, der kører en MEGET fordømmende tone over, at ‘Kvinder altid skal forklare sig!’ og ‘Lad hende være i fred!’. Det synes jeg faktisk er for letkøbt. For selvfølgelig er det skidesynd for hende og for børnene, og ingen ønsker kræft for deres værste fjende. Men sat på spidsen er kongehusene en institution, som i sidste ende er ansat af befolkningen, og håndteringen af den her sag har været decideret problematisk. Hele monarkiets eksistensberettigelse ligger vel nærmest i at være galionsfigurer for det land, de regerer over, og selvom det ikke betyder, at befolkningen har krav på detaljerede forklaringer og 1:1 redegørelser for de kongeliges gøren og laden, så må man enten have en redigeret version af sandheden klar til situationer som den her, eller lyve bedre end det har været tilfældet her, hvis man har brug for at blive ladt i fred.

*Spiser mine børn Yum Yum nudler h.e.l.e tiden i de her dage, og jeg har det efterhånden så stramt med lugten af krydderiblandingen, at jeg nærmest må stå ude på marken, mens de spiser.

*Tror jeg aldrig, at jeg, før jeg fik børn, forstod, hvor mange børn, der lever i familier, der måske ikke kan klassificeres som socialt belastede, men hvor der fandme godt nok stadig er vilkår, som børn ikke burde være underlagt. Over de sidste måneder har vi hentet børn til legeaftaler, som bare er sat ud på gaden til afhentning af mig; et menneske, forældrene aldrig har mødt, når vi kommer, og som, når jeg spørger lidt ind til, hvad de er for nogle små størrelser, fortæller om papfædre, der har skubbet dem, så de har slået hovedet (wtaf?!), om at være alene hjemme 8-10 timer om dagen, og om at passe mindre søskende om natten. Et par stykker har lugtet så voldsomt af tobaksrøg, at det hænger i hele huset, når de har været her, og selvom jeg prøver at sige til mig selv, at en lykkelig barndom er mange ting, så er der godt nok stadig elementer her, der får mig til at tænke over, hvor absurd priviligeret, jeg med mine forældre og min opvækst har været. (Og bare for at tage den i opløbet: Jeg har fagfolk i omgangskredsen, som jeg (anonymt) løber de mest bekymrende udsagn forbi).

*Har jeg, som eksperiment, været ret konsekvent med at køre tjekke LinkedIn hver eneste dag de sidste 3 måneder. Jeg har sørget for at interagere, like og kommentere hist og pist, og har gjort mig umage for at finde en bred vifte af personer og organisationer at følge. Algoritmen burde med andre ord ikke køre rent ekkokammer. Og det, som virkelig, virkelig undrer mig er, hvor ukritisk en platform, LinkedIn er. Ikke, at jeg ønsker, at der går fb i den, hvor mennesker uden nogen form for relevant uddannelse lige nu lader til at vide mere om broer og bærende konstruktioner end alle ingeniører og bygningskonstruktører i verden til sammen – men det er GODT nok glat og velfriseret inde i det blå segment.

*Sad jeg i går i kø, og fik, for gud ved hvilken gang, tiden til at gå med at udregne tværsummen af de nummerplader, jeg kunne se. Og så var det, at jeg kom til at tænke på, hvorfor vi egentlig skulle lære det? Hånden op, alle dem, der bare én gang har brugt det til noget konkret?

*Kan jeg ikke finde én eneste serie eller film, jeg gider at se, og de sidste uger har jeg i desperation kørt reruns af gamle actionfilm. Speed? Yes ma’am. Speed 2? Tjek. Alle Mission Impossible OG John Wick? Naturligvis. (“Igen?” hører jeg den vantro menneskemængde mumle. Ja. Igen.) Nogen må snart komme og redde mig fra mig selv.

*Synes jeg, at du skal gøre dig selv den tjeneste at lytte til de her 4 numre, næste gang, du kører bil: 

Moby – This Wild Darkness

Costa Mee – Around This World

Livingston – Shadow

Cigarettes After Sex – Cry

I øvrigt:

*Må jeg beundre den nærmest franske ligegyldighed, der ramte alle kommuner simultant ift. snerydning, da hele Danmark skøjtede rundt i helvedesversionen af the winter wonderland. Det blev et skuldertræk og et isbelagt c’est la vie til os alle sammen. 

*Er der få ting i verden, der kan drive mig så langt op ad væggen af raseri, som når jeg kun kan vælge mellem at vinduesviske for lidt eller for meget. Vil du have revet dine nerverbaner over af lyden at gummi, der forulemper glas, eller vil du køre 80 i timen med bind for øjnene? Selvregulerende viskere bliver mit eneste ufravigelige krav, næste gang jeg skal have ny bil.

*Kan jeg konstatere, at temperament går i arv – men det gør evnen til at tøjle det heldigvis også. Forleden gik jeg forbi Frida i køkkenet, mens hun sad og hvisle-nynnede: “Hvorfor gør du det her mod mig…!?!” til sin iPad. Hun er HELT sikkert min datter. 

*Kunne jeg have tilbudt at hjælpe, og det havde jeg nok også gjort, hvis ikke hun samme morgen havde spurgt, hvorfor jeg havde et stort, blåt mærke på min arm.

Mig: “Det ved jeg faktisk ikke?”

Frida, med al medfølelse i verden i stemmen: “Er det sådan noget, der bare sker, når man bliver gammel, mor?”

Held og lykke med den iPad. 

*Har jeg det virkelig blandet med hele Katherine Diez-sagen. For det er simpelthen utilgiveligt dumt i 2024 at blive taget i at plagiere. Det kommer man ikke ved et uheld til, og det er ikke – som hun selv forsøger at undskylde det med – et resultatet af sjuskede arbejdsmetoder. Det er tyveri; også selvom det bare er af ord. Men når alt det er sagt, så er jeg faktisk tilbøjelig til at give hende ret i, at verden ønsker at se hende brænde, fordi hun er skamløs i sin selvpromovering, samtidig med, at hun er meget klassisk smuk. Alle artikler om sagen giver mig en sær smag i munden, for det er en vigtig debat at tage, hvornår inspirationen ophører og plagiatet begynder, men samtidig sidder jeg hele tiden og er latent i tvivl om afsenderens reelle motiv. 

*Har jeg det til gengæld helt anderledes uproblematisk med min afsky for Torben Østergaard-Nielsen. Jeg havde engang en chef, der på mange måder opererede efter samme, defekte moralske kompas, og det holder aldrig op med at være belastende, at det skal være nødvendigt at gribe til lovgivning, fordi folk ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. You’re the reason we can’t have nice things.

*Holdt jeg i går i kø i næsten 10 minutter, fordi en svane på størrelse med en køkkendør spadserede sindigt afsted på den mest trafikerede vej i Esbjerg smack down i myldretiden. Jeg elsker, når naturen minder os om, at vores selverklærede topplacering i det biologiske hieraki er en illusion.

*Var jeg forleden med børnene og et par af deres venner i svømmehallen. De store er selvkørende, og de små er der næsten, men jeg sidder stadig på forældrestolene med mine AirPods og min kaffe, just in case. I søndags fik jeg selskab af en far, som lignede og lød som én, der ikke var decideret *imod* amfetamin. Der blev delt gavmildt ud af højlydte trusler, det var tribal tattoos og rigeligt med solarie så langt øjet rakte, og i det hele taget var viben meget Paradise Hotel, de tidlige år. Jeg var i gang med at skælde mig selv ud over min fordomsfuldhed, da han stoppede op og *lige* foran mig begyndte at lave stående push ups op ad væggen. Nogle gange må man bare konstatere, at virkeligheden overgår fantasien.

*Er jeg for tiden ret optaget af det begreb, der på godt dansk kaldes weaponized incompetence. Det er et udtryk, der bruges til at beskrive, når nogen gør sig dummere, end de er, for at undgå opgaver eller ansvarsområder; ofte i parforhold. Når fædre f.eks. ikke ved, hvornår deres børn går til svømning, eller om de følger vaccinationsprogrammet. For de her mænd er ofte godt begavede og højtuddannede; de kan skille biler ad og samle dem igen, de kan redegøre for både arbejdsgang og kemi i et mikrobryggeri, og de kan (smerteligt) detaljeret gengive alle scener i samtlige Star Wars film. Dermed er det nogenlunde nemt at se, at det ikke er evnerne, den er gal med, men at den manglende indsats handler om, at man bevidst undlader at sætte sig ind i noget, fordi man egentlig er godt tilfreds med at slippe for opgaven. Weaponized incompetence. Jeg ser det hele tiden hernede. Og jeg VED godt, at vi alle sammen indretter os, som det giver mest mening i vores respektive parforhold, og at en god og praktisk arbejdsfordeling ikke behøver at hedde 50/50 på alt. Men det er så dovent, at jeg næsten ikke kan holde det ud, når de her mænd ikke lige har styr på, hvilken klasse, deres børn går i, om de er medlem af danmark, eller om familien kommer til grillaften i SFO’en næste fredag. Sidst jeg hentede Frida til en fødselsdag, spurgte én af mødrene, om alle pigerne havde været der? Moderen til fødselsdagsbarnet svarede, at der var afbud fra to, samtidig med, at faderen grinende sagde: “Det aner jeg ikke.” De er 9 piger i alt. Og normalt holder jeg bare min kæft, for det er ikke min butik. Men moderen havde stresspletter helt op ad halsen, og hår, der strittede i alle retninger, og jeg blev bare så provokeret af ligegyldigheden. Så jeg kiggede på ham og sagde: “Jeg overfører 500 til dig på MobilePay, on the spot, hvis du kan nævne navnene på de to, der ikke er her. LIGE nu. Uden hjælp.” Needles to say at det var en gratis omgang.

I øvrigt:

*Gør kulden det samme for min evne til at holde fast i, hvorfor solarie er en dårlig ide, som papsugerørene gør for min distance-omsorg for skildpadderne. Jeg ligner et spøgelse. Forleden forsøgte jeg at fjerne noget meget genstridig øjenmakeup, og der gik længere tid, end det kan forsvares, før det gik op for mig, at det var de sorte rande, jeg forsøgte at tage med Biotherm.

*Vil jeg gerne, på vegne af forældre på landsplan, sige NEJ TAK!! til tidlig fastelavnspromovering. Vi har knap fået gavebånd og nissedøre ud af håret, mand. Giv os lige 5 minutter.

*Har Frida og jeg ryddet op i hendes tøjskab, og sammen været ude at shoppe, og hvis der er en frisk iværksætter på linjen, vil jeg bare gerne pitche idéen om en forældreopgavebyttebørs, hvor man kan udveksle tjenesteydelser. Jeg er virkelig god til at være med på legepladser og til at planlægge børnefødselsdage. Jeg vil til gengæld godt give en nyre for at slippe for at skulle shoppe tøj med børn og tidsmæssigt kunne vælge mellem eftermiddage, hvor alle er trætte eller lørdage sammen med resten af Esbjerg.

*Lykkedes det os dog at finde det, vi skulle bruge, hvorefter Frida, der så desperationen i mine øjne, og har en mesters talent for forhandlingsoptimal timing, med blafrende øjenvipper spurgte, om ikke godt hun måtte få den hvide pelsjakke, der hænger der, mor, pleeeeaaaaaase? Og jo. Du må få 5, hvis vi kan komme ud herfra. Jeg vil bare så gerne noget mere ud, Thorkild.

*Skal ret være ret: Den klæder hende. Den får hende også til at ligne en mellemting mellem et højstående medlem af den russiske mafia og Paris Hilton, men på en mærkeligt måde kan hun bære det. Antons kommentar, da han så den, var et andægtigt: “Ej, mor. Tror du, de har én i lilla?” Anton. Barnet, der ikke tåler hverken tekstur eller farver stærkere end marineblå. Jeg giver officielt op.

*Vil jeg, hvis vi har medarbejdere hos Karmameju med ombord, bare lige hurtigt spørge, om I, næste gang I laver en scrub i travelsize, måske kan emballerere den i noget, der ikke 1:1 er identisk med krukker til ansigtscreme? Av og på forhånd tak. 

*Fik jeg ikke lige tjekket mine erstatninger, da jeg købte ind hos Bilka To Go sidst, og derfor har jeg i stedet for den skyr med vanilje, jeg havde bestilt, fået en med jordbær og lime. Jeg har ét spørgsmål: Hvem – HVEM!?! – smager på det syrligste mælkeprodukt i verden og siger: “Ved du, hvad jeg synes, den mangler? Lime!”

*Sidder jeg lige og får en mistanke om, at der er fuld overlap på Venndiagrammet, mellem dem, der kan lide skyr med lime og dem, der KØBER KØKKENRULLE MED HALVE ARK MED VILJE!

*Har vi haft en lang snak herhjemme om FaceTime og oplysningspligt. Når man pga. træning bader på relativt ukurante tidspunkter, og har tendens til at glemme at tage sit tøj med på badeværelset, så er det bare rigtig fint, hvis man lige ved, at barnet ikke bare sidder og ser lidt YouTube, mens hun er kreativ, men at hun samtegner med bedsteveninden, hvis far – viser det sig – OGSÅ er i rummet. Ffs. 

*Tænker jeg på, om jeg er den eneste, der er f-u-l-d-s-t-æ-n-d-i-g overbevist om, at jeg sagtens kunne gå under jorden, og holde mig skjult for evigt? Nej? Er det mit toxic trait? HVER gang jeg hører om nogen, der har været på flugt fra politiet og er blevet fanget, fnyser jeg et hånligt “Amatør!” for mig selv.

*Lavede jeg forleden et opslag på min egen fb-profil om en kedeldragt, fordi jeg har en tolkeopgave, hvor det er så koldt, at kommende bjergbestigere med fordel kunne kigge forbi og kuldetræne. Et par af mine meget ordentlige venner skyndte sig at pippe, at der skal være logo på tøjet, hvis det skal kunne trækkes fra som arbejdstøj – og JA!, det gav glamour i indbakken bagom fra insidere, der kunne være behjælpelige med lidt statistik på, hvor mange gange Skat har kørt kontrol på dét…. Det danske parallelsamfund er ikke længere den kriminelle underverden, men bare den måde, vi i dagtimerne er samvittighedsfulde arbejdsbier, mens vi om natten bytter snydekoder og bagveje i vildskab. Så f*cking renegade. Jeg elsker det. Viva la revolución.

I øvrigt:

*Planlægger jeg at opstarte en nebengheschäft, hvor jeg underviser firmaer i marketing og reklame, som er obligatorisk at gennemføre, før man må sende mig nyhedsbreve. Første modul kommer til at hedde ’Daglige nyhedsmails. Inspiration eller irritation?’

*Glemte jeg forleden mit træningstøj i bilen, og på listen over Hidtil Ukendte Rædsler står nu at skulle tage sit varme tøj af for at iføre sig Nike med en kernetemperatur på -8 grader. F.Ø.J.

*Vil jeg på alle børns vegne komme med en servicemeddelelse til de forældre til børnehavebørn, der tænker, at gummistøvler med en ekstra sål nok er ligeså fint som termostøvler: Nej. Ikke på nogen måde, i nogen version af virkeligheden. Jeg har en tolkeopgave, hvor jeg står på et betongulv i bidende kulde, 3 timer ad gangen. Jeg startede i gummistøvler. Så oprustede jeg med uldsokker. Termosåler. Uldsåler. Ekstra skumsåler. Til sidst var vi halvanden millimeter fra en fuld Buffalo, og stadig var mine fødder efter 20 minutter så kolde, at jeg nærmest kunne græde istapper på kommando. I sidste uge overgav jeg mig og bestilte termostøvler – og what a difference a boot makes. Jeg føler mig lidt som B. S. Christiansen, når de spørger, om jeg fryser, og jeg nærmest må slå en vantro latter op.

*Kommer der lige her en OBS til alle, der enten selv er nye i ADHD-medicin eller har børn, der har: Vær ekstra hidsige med tandbørsten. Medicinen nedsætter spytproduktionen, hvilket giver Karius & Baktus mulighed for rigtigt at slå sig løs. Jeg har for første gang fået skæld ud af min tandlæge, og det tackler jeg dårligt.

*Har jeg i dag tilbragt 4 timer på det danske vejnet, og jeg må bare sige, at der er mange derude, der trænger til at læse lidt op på bremselængder.

*Og når de nu alligevel har teoribogen fremme: Tag lige afsnittet om køretøjers bredde også. Vi *kan* godt passere hinanden på den her 17 meter brede vej, selvom det har sneet.

*Skylder jeg svar på både kommentarer, mails og sms’er, men jeg er blevet inviteret i Musikhuset i aften for at se Hugorm & Frank Hvam, så som Imagine Dragon siger: First things first.

Hav en strålende vinter-onsdag-aften.

I øvrigt:

*Har jeg opdaget chilisauce med kimchi fra Kikkoman og det er noget af det bedste, der er sket i mit køkken i flere år. Modsat andre chilisaucer, så er den ikke bare stærk eller (for) sød, men har både bid, kant og umami. Jeg har prøvet den i tomatsauce på pizza, i suppe, i kødsauce og som et desperat forsøg på at redde en ret med kartoffelmos, der smagte af nothing, darling. Det virkede. Tusind stjerner herfra.

*Bliver det til gengæld tusind lussinger til den, der har besluttet, at køkkenrulle i halve ark er en ting. Det er måske det mest irriterende, der nogensinde er opfundet?

*Kan jeg se, at et legeland i Viborg har været superspreder-rede for Roskildesyge, og det eneste, der undrer mig her er, at det kommer i nyhederne. Med alt, hvad vi har lært om smittespredning de sidste år, er der vel ingen, der ved sine fulde fem vil påstå, at boldbade, børn og sparsom rengøring ikke virker mere som et laboratorium, der arbejder på at udvikle et supervåben til kemisk krigsførelse end en uskyldig legeplads?

*Går det strålende med Anton i den nye klasse, og selvom sproget stadig driller, er det også tydeligt, at der sker noget. Heldigvis er han stadig garant for kommentarer, der bare er *chef’s kiss* A+. Som f.eks. forleden, da jeg rømmede mig, og til Frida forklarede, at jeg havde en tudse i halsen, og Anton, der hader det med en inderlighed, der nærmer sig det religiøse, med rædsel i stemmen spurgte: “Hvorfor har du tysk i halsen?!” Det er næsten spild, at jeg ikke har fået dem døbt, når nu vi vader i materiale til konfirmationssange.

*Plejer jeg at stå stramt på, at vi ikke juler før efter Antons fødselsdag d. 18. november, og selvom børnene glæder sig, plejer de at rette nogenlunde ind. Men i år er det, som om de har besluttet, at det fandme skal være løgn, og sammen forsøger at knække mig. Hver morgen, når jeg kører dem i skole, får de lov at vælge musik, og selvom jeg har udstedt en fatwa mod Støvledans, kører de nu KUN julemusik. Begge to. Og min stamina begynder at krakelere, kan jeg mærke, for måske er jeg også en lillebitte smule kommet til at tilføje Fridas og min fælles besættelse ‘Julehjertets Hemmelighed’ til min normale playliste…

*Vil jeg, nu vi taler om jul, slå et slag for et julegaveønske til de af jer, der ikke ved, hvad I skal finde på, og som d. 31.12 (igen) beslutter, at næste år skal være året, hvor I gør alvor af de fordømte træningsplaner: Ønsk jer et klippekort til en personlig træner. De fleste seriøse steder har forløb på f.eks. 6 eller 8 gange, så man kan prøve, om man kan lide det, og det er en gamechanger. Jeg har aldrig nogensinde haft problemer med motivationen, men der har været mange andre benspænd her, og jeg var også usikker på, om jeg ville få det brugt. Men det er måske det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv. Der, hvor jeg går, er man alene med sin træner i et studie, hvor der kun er os. Det er ret fremmende for at have lyst til at prøve nye øvelser og flytte grænser, synes jeg. Jeg kan komme i dagtimerne i stedet for sidst på eftermiddagen/om aftenen, hvilket er verdensklasse, når man har mit liv, og for mig har det gjort hele forskellen, at jeg har to fixpunkter, jeg skal have lagt hjemmetræningen imellem, så jeg ikke bare har en løs ambition om, at træne ‘3 gange om ugen’. For hvis man har travlt mandag, så *kunne* ugen jo teknisk set godt starte tirsdag. Eller onsdag. Og så skrider det i sømmene, og man får det ikke gjort. Ikke her. Det er AWESOME! Min eneste bøn er, at man sørger for at gøre sit fodarbejde, når man vælger sted, og husker, at lige her hænger pris og kvalitet meget tæt sammen. Din indsats og dit udbytte bliver en direkte afspejlning af, hvor meget tid og energi, den personlige træner har lagt i sin egen uddannelse og dygtiggørelse – og dermed lægger i dig.

*Har jeg forelsket mig i de der fine, regnbuefarvede lys, som folk er begyndt at hænge op udenfor. Men jeg kan ikke finde ud af, om vi kun kører Twinkly, eller om der også er andre mærker på markedet? Nogen, der har noget erfaring, jeg må nasse lidt på?

*Vil jeg bare lige slå et slag for podcasten Narkofabrikken, som er lavet af TV2 Østjylland. Den er ok-vild.

*Am I, once again, asking for jeres bedste opskrift på hvid gløgg. Hvis nogen har forbindelser til køkkenet på Cafe Stiften i Aarhus, så vil jeg give en nyre for opskriften på den, de laver selv.

I øvrigt:

*Skal jeg bede alle om at gå ind og se Beckham dokumentaren på Netflix LIGE nu. At man ikke går op i fodbold er bare et plus, fordi man så – ud over små 5 timer i selskab med verdens måske pæneste mand? – også får lov at føle spændingen ved ikke at ane, hvordan (åbentbart) episke kampe ender. 

*Bliver jeg, nu hvor vi er ved celebrities, nødt til at insistere på, at vi lukker HELT ned for Jada Pinkett Smith. Jeg tror, jeg taler på hele verdens vegne, når jeg siger, at vi virkelig, virkelig gerne bare vil leve videre i lykkelig uvidenhed om de intime detaljer i hende og Wills ægteskab.

*Findes der ikke noget tidspunkt, hvor jeg profiler hårdere, end når jeg parkerer min bil. Barnesæder i de andre biler? Bilmærker, der indikerer en kundegruppe på 75+? Fang mig i den fjerneste ende af p-pladsen på det højeste sted, hvor ingen hamrer døren op i siden af mig eller det bliver mit problem, hvis Hans Henrik glemmer at trække håndbremsen. Jeg venter bare på, at Netflix kontakter mig, så vi kan lave 3. sæson af Mindhunter. 

*Var jeg børnefri i tirsdags, og smuttede en tur til Aarhus. I den forbindelse skal jeg bede om genindførelse af dødsstraf til dem, der stadig kører med langt lys på motorvejen (jeg er LIGEGLAD med, hvad FDM sagde!). 

*Vippede jeg ind forbi min faste Cirkle K efter en kop kaffe at køre hjem på, og som altid tænkte jeg på, at man ikke ville studse det fjerneste over det, hvis man stod derinde og apokalypsen ramte. Der er noget ved det hysteriske neonlys og de aggressive lysstofrør, når verden udenfor er mørk, der får zombier til at virke både oplagte og rimelige.

*Ramte jeg Esbjerg tæt på midnat, og de sidste 8 kilometer hernede kører jeg på en strækning uden lys og med marker og mørke så langt øjet rækker. Radiohead’s Karma Police er stadig en af de mest uhyggelige musikvideoer, der findes.

*Har jeg modtaget hele 2 kvitteringer fra Esbjerg Kommune på min seneste henvendelse. Jeg forsøger ikke at mistænke, at det skyldes min serviceinfo om aktindsigt og Ankestyrelse. Det går dårligt.

*Vil jeg simpelthen så gerne se den nye udstilling på Moesgaard. Nogen, der har tjekket den ud? Er den ligeså formidabel, som den ser ud til?

*Er jeg i gang med ‘Heroin Chic’ af Maria Kjoss Fonn, som virkelig kan anbefales (hvis man kan holde til at læse om stoffer, spiseforstyrrelser og Weltschmerz). Sprog og komposition er helt i særklasse.

I øvrigt:

*Ved vi nu med sikkerhed, at jeg i en nordisk krimi ville være den betjent, der langsomt blev sindssyg af midnatssolen, hvis jeg skulle opklare et mord på Nordpolen: Mit system jammer fuldstændig over, at kalenderen siger næsten-oktober og termometeret siger 21 grader.

*Er det nu et år siden, jeg var på stille/skrive-retreat ved vestkysten, og jeg vil snart et eller andet i samme stil igen. Hvis man hører om noget godt, så skyd endelig et link i min retning.

*Holdt jeg i dag for rødt ved siden af en bil, der pralede med at være en ‘mild hybrid’. Jeg ved ikke hvorfor, men ordene ‘mild’ og ‘blid’ giver mig myrekryb. (De kaldte, Dr. Freud?)

*Er der ikke meget, jeg bliver så glad af, som kindness of strangers i trafikken. Folk, der holder tilbage, så bilister fra sideveje kan komme ud, ‘kom bare’-blink med lygterne ved chikaner og mennesker, der giver plads til indflettere giver mig troen på menneskeheden tilbage.

*Har jeg haft en ualmindelig rasende meningsudveksling med en mand, jeg er i berøring med i fagligt regi – temmelig offentligt. Og jeg må bare sige, at jeg aldrig har rødere strømper på, end når mænd, der løber tør for argumenter, forsøger at vinde et skænderi med ‘hvorfor er du så hysterisk?’ Jeg tror du stavede ‘hvorfor er dine argumenter bedre end mine?’ forkert, din GIGANTISKE, arrogante spade. 

*Er Dumbledore død og det er fandme bare ikke i orden. 

*Kan jeg ikke beslutte mig for, om det amerikanske militær virkelig har forlist det fly, eller om det bare er et reklamefremstød i kategorien ‘Vores nye fly er SÅ stealth, at de bliver væk for os selv!?´

*Talte jeg forleden med en mor til et barn, der har det virkelig, virkelig svært. Forældrene er blevet ringet hjem til nogle ret ekstreme ting, og barnets adfærd følger nærmest en tjekliste over de mest almindelige ADHD-symptomer. Forældrene har bedt om møde med skolen – som ‘slet ikke synes, der er noget?’ Altså, den samme skole og de samme lærere, som har ringet forældrene hjem med højere frekvens end resten af klasseforældrene tilsammen. Jeg har bagefter tænkt virkelig meget over, at det faktisk er lige præcis dén gaslighting, der for mig at se er allerværst. Tænk, hvis skolen i stedet bare sagde det, som det var: “Vi kan også godt se, at der er noget. Men det er september, og den kommunale kasse er tom. Vi kan godt skrive Preben på venteliste, men der står så mange børn før ham, at det ikke er realistisk, at I kommer til, før han er færdig i 9. klasse” Så kunne forældrene aktivt gå i gang med at finde ud af, hvordan de kunne hjælpe deres barn selv, i stedet for at gå hjem og tænke, at det nok bare er dem, der tager fejl.

*Ved jeg ikke, om I kan huske, at vi for nogle måneder siden talte om Aula og GDPR? Jeg er stadig helt på røven over, at alle tilsyneladende er ligeglade. Nu kan jeg så se, at Rigsarkivet har besluttet at gemme al kommunikation mellem lærere og forældre, og min vantro har nået nye højder. Jeg KAN ikke forstå, at vi som forældre er tvunget til at være på platformen og oplyse/give adgang til masser af personfølsomme oplysninger, og det til trods ikke kan få oplyst, hvordan data opbevares, hvor længe de gemmes, og hvem de udveksles med. Min hjerne er (stadig) ved at selvantænde over, at forældre eksempelvis kan sanktioneres økonomisk, hvis deres børn har for højt, ulovligt fravær – for det kan kun ske ved at data udveksles mellem kommune og stat. Da jeg skrev til Datatilsynet, var svaret, at jeg skulle ‘henvende mig til egen skole’. Somme tider føles det som om, Kafka burde kategoriseres som faglitteratur.

*Fik den her mig til at trække på smilebåndet, og det er selvfølgelig ikke fordi jeg kan genkende det fra mig *selv*. Men jeg KENDER nogen, der har det sådan…

I øvrigt:

*Har mine forældre guldbryllup på fredag, og den lader vi lige stå et øjeblik. 50 år, mand. Æblet falder her så langt fra stammen, at jeg nærmest er trillet ind i nabohaven. 

*Elsker Anton sin sovespray med lavendel, som jeg for et års tid siden købte i The Body Shop. Den er snart tom, og jeg tænkte, at det måtte være til at finde noget tilsvarende på nettet. Googlede ‘sove-spray’, og det første tilbud i mit feed var en anal-spray fra Lust. Er det mig, eller har det en let undertone af overgreb?

*Forstår jeg ikke, at der stadig findes mennesker, der ikke har set The Bear eller genindspilningen af ‘Wir Kinder vom Bahnhof Zoo’. Seriøst: Hvad laver I?

*Skærer jeg mig nonstop i fingrene i disse dage, og efter en solid håndfuld hospitalstolkninger kan jeg godt se på det hele, at jeg skal skynde mig at aflægge dén vane, inden coronaen lancerer sin vintertour. For SATAN, håndsprit er en kælling!!

*Bruger jeg i disse uger meget tid på et tilbagevendende tema i mit liv, som er grænser.

Jeg synes ellers, at jeg er ok-god til at få dem sat, og også at jeg med jævne mellemrum får luget bedet og fjernet de mest invasive arter. Men med jævne mellemrum vokser der alligevel noget frem, som jeg godt kan se og mærke ikke er særlig hensigtsmæssigt, men som jeg samtidig synes er svært at forholde mig helt objektivt til. 

For over de sidste måneder kan jeg godt se, at jeg er blevet Spektrumhvisker. Det er nok ikke så mærkeligt; jeg har brugt meget tid på at forstå de forskellige måder, hjernen kan være bøvlet på, og jeg har det tvivlsomme privilegium at vide, både hvordan det er at have udfordringen selv, og hvordan det er være forælder til børn med de vilkår.

Fra naturens side er jeg indrettet sådan, at jeg umådelig gerne vil videreformidle de erfaringer, jeg selv har brugt tid på at tilegne mig, og derfor tiltrækker jeg naturligt dem, der higer og søger.

Og så rammer vi ned i et bøvlet krydsfelt, hvor jeg somme tider føler, at jeg bliver trukket i fra alle sider; også, når jeg selv er i knæ.

Men.

Jeg har nok bedre forståelse end de fleste for, hvorfor det kan knibe med at tolke signaler om, at noget er tæt på at være for meget – og samtidig bliver jeg ramt på alle mine mor-følelser ift. hvordan verden kommer til at tage imod mine børn, når de som voksne skal danne relationer, og måske heller ikke altid formår at afkode grænser.

Samtidig giver det anledning til ubehagelige overvejelser om, hvilke grænser, jeg selv går over, når jeg pludselig hyperfokuserer på nogen eller noget, og et crescendo af inderlig lede og træthed af at skulle forholde mig til diagnoser og konsekvenser af disse.

Så. Ja. En ting ad gangen, og work in progress, ikke?

*Er det, apropos hyperfixation, mig en stor glæde at kunne meddele, at jeg for tiden er besat af et nummer, der IKKE er Taylor Swift. Jeg smider det under det næste punkt.

*For jeg har bagom bloggen hørt fra flere, som spørger til, om de må læse min klage og mit svar til kommunens tilbud om et møde. Og det er sådan set ikke hemmeligt. Derfor smider jeg det under linket; så kan man stoppe ved videoen, hvis man ikke lige er i humør til at sætte ild til sig selv, og ellers er al fortsat færdsel på eget ansvar.

Inden jeg paster de to breve:

Jeg har skrevet begge dele fra hjertet. Der ligger ikke mange overvejelser om taktik eller håb om at ændre på noget bag; jeg har bare haft brug for at sætte ord på min frustration.

Klagen:

Jeg ønsker at klage over afgørelsen om afslag, jeg har modtaget d. 16.08.23. (Sags-id: XXXX)

*Jeg vil gerne klage over den helt urimelige sagsbehandlingstid. Min ansøgning er indsendt d. 22.11.22, hvilket giver en sagsbehandlingstid på 9 måneder.

*Jeg vil gerne klage over den manglende professionelle behandling, jeg har modtaget undervejs i forløbet. Da jeg første gang henvendte mig, fik jeg i telefonen oplyst, at jeg ‘formentlig ikke ville kunne få noget, når mine børn kunne klare sig i et alment undervisningstilbud’. Mit spørgsmål gik udelukkende på, hvor jeg kunne finde et ansøgningsskema. Derudover er Esbjerg Kommune vel en del af den offentlige forvaltning, som dermed er underlagt skriftlighedsprincippet?

*Jeg ønsker at klage over min manglende mulighed for at dokumentere vores forløb, fordi jeg ikke på noget tidspunkt har modtaget kvitteringer for mine henvendelser eller har modtaget info om, om/hvor mine henvendelser bliver dokumenteret. Jeg vil gætte på, at jeg har rykket for svar omkring 20 gange, fra jeg sendte min første ansøgning, til jeg modtog afgørelsen. Som jeg, i parentes bemærket, først modtog, da jeg ringede og sagde, at jeg den efterfølgende uge ville indlede en klagesag, hvis ikke jeg modtog en afgørelse. 

*Jeg mener, at afgørelsen er truffet på et forældet grundlag. Et af punkterne, der er angivet som årsag til afslag, er at X er nyopstartet i medicin, og at man derfor ønsker at se, om det gør en forskel. H*n har på nuværende tidspunkt været på medicin i over et halvt år.

*Jeg ønsker at klage over den helt indlysende mangel på viden om, hvordan neurodivergente lidelser kommer til udtryk og hvornår. Havde de mennesker, der havde siddet med vores sag vidst bare en smule om det her, ville de have vidst, at hverken autisme eller ADHD bliver mindre problematisk med tiden. Tværtimod.

*Jeg ønsker at klage over den helt horrible mangel på mulighed for som borger at følge med i mit sagsbehandlingsforløb. Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at man som borger kun kan henvende sig til kommunen via én indgang, som er ‘kontakt Esbjerg Kommune’. Man modtager ingen kvitteringer på det, man har indsendt, og vores forløb har været ét langt clusterfuck af mennesker, der har ringet, fordi de ikke mener, det er dem, der skal modtage henvendelser, eller som ikke aner, hvad jeg taler om, når jeg ringer og rykker for svar. Det er for mig som borger umuligt at dokumentere vores forløb, fordi jeg INTET har modtaget undervejs, fraset én mail fra vores sagsbehandler, som oplyste om, at vores afgørelse – igen – var forsinket. 

Slutteligt vil jeg gerne sige, at det forekommer mig ufatteligt, at man som borger bliver straffet for selv at have holdt for i årevis. Jeg har lagt hele mit liv om for at kunne tage hånd om mine børns særlige behov. Jeg har skåret ALT fra. Det er mine børn, og der er intet, jeg ikke ville gøre for dem. Men det giver simpelthen ikke mening, at det ender med at modarbejde min sag, at jeg selv har ofret alt i stedet for at søge om hjælp til alt mellem himmel og jord fra starten. At man ikke har et bedre blik for, hvad det er, man risikerer at udløse ved at nægte hjælp, når mennesker som mig endelig henvender sig, er svært for mig at forstå. Vi klarer os selv, som det er nu. Men alt andet lige vil det blive meget dyrere, hvis jeg er nødt til at søge TAF, fordi jeg ikke kan blive ved med at få enderne til at nå sammen, end det er for Esbjerg Kommune at bevilge 8 timer pr. måned, hvor begge børn kan passes i eget hjem, så jeg har de timer til ALT det, der følger med at være mor til børn med særlige behov. 

Det har været en meget forstemmende oplevelse at stifte bekendtskab med systemet, og jeg sidder tilbage med en oplevelse af, at det ikke er diagnoser, der slår familier i stykker. Det er det system, der er sat i verden for at hjælpe os. 

Esbjerg, d. 27.08.23

L.L.A.

NB: Jeg er uforstående overfor, at afgørelsen er dateret d. 11.07.23, når jeg har modtaget den d. 16.08.23, og til orientering kommer jeg til at hive alt, hvad jeg kan finde af advokater og journalister op ad jorden, hvis der bliver det MINDSTE omkring frist i den forbindelse.

Svar fra kommunen:

Svar fra mig:

Vedr. tilbud om møde.

Hermed min tilbagemelding ift. tilbud om møde (fremsendt d. 06.09.23)

Jeg vil gerne have lov at takke nej til mødet og i stedet bede om et skriftligt svar.

Jeg ved godt, at jeg ikke behøver begrunde mit svar – men jeg vil gerne. Både fordi jeg gerne vil synliggøre, hvordan det er at sidde på min side af bordet, og fordi jeg gerne vil have det tilføjet min sag.

Jeg har i vores sagsforløb ikke mødt nogen, der ikke har været søde og imødekommende, når jeg har talt med dem. Alle, jeg har siddet overfor, har været mennesker, jeg helt instinktivt godt har kunne lide.

Men det til trods er vores sag blevet syltet, sat på hold og har ligget brak så mange gange, at det næsten ikke er til at forstå. Og uanset hvor meget, jeg forsøger at komme afdelinger og enkeltpersoner i møde, så sidder jeg stadig tilbage med fornemmelsen af, at forsøget på at forstå i det her tilfælde har været en meget ensrettet vej.

For jer er det et arbejde, I går hjem fra; I kan stemple ud klokken 16 og holde fri. For mig og os er det et vilkår, som definerer vores liv, muligheder og alt, hvad fremtiden udgøres af.

Og hvor jeg er med på, at I ikke kan holdes ansvarlige for eksempelvis skolens og psykiatriens manglende overblik, systematik og ordentlighed, så udgør I alle for mig stadig det samlede hele, der er Systemet, og jeg har i 7 år stadig, selvom jeg har rigeligt at bokse med som det er, stået overfor en mur af inkompetence, mistro og ligegyldighed, der ville kunne få de fleste til at synke i knæ.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har brugt dagene siden invitationen på at sparre med mit netværk omkring tilbuddet om et møde. Mit netværk tæller socialrådgivere, journalister, psykologer, advokater og mennesker, der er ansat i systemet, og alle, uden undtagelse, har frarådet mig at takke ja til mødet. Både fordi det som enkeltperson er en kamp, du tilsyneladende er dømt til at tabe, og fordi deprimerende mange af dem havde de mest forfærdelige eksempler på, at møder som det her er blevet startskuddet på helt nye, uforudsete kampe – hvilket man beklageligvis først finder ud af, når det er for sent.

Kombineret med, at jeg, da jeg læste den skriftlige invitation, studsede over flere ting, vælger jeg derfor at takke nej.

For måske er det mig, der har hørt forkert eller misforstået det, jeg har fået præsenteret i telefonen.

Men dels er de personer, der er påført som deltagere på mødet i den skriftlige invitation ikke de samme, som dem, jeg fik præsenteret i telefonen.

Dels bider jeg mærke i ordet ’eller’ i den sidste sætning; jeg forstod det sådan på det, jeg fik forklaret, at mødet var et supplement til den skriftlige tilbagemelding. Det kan jeg se, ikke er tilfældet.

Og endelig får invitationen mig også til at spekulere på, hvordan I har foretaget opdelingen af min klage. For mine punkter er ikke som sådan skilt ad. Jeg har ikke lavet én klage, der går på sagsgang, og én, der går på afgørelsen. Jeg har klaget over den samlede pakke. Derfor blinker alle mine lamper, når jeg får tilbudt en tilbagemelding på en specifik del af min klage, som det er jer, der har defineret.

Så tak, men nej tak.

Det er ikke personligt. Jeg er sikker på, at I, der lige nu sidder om bordet, har de bedste intentioner, og selv er frustrerede over de manglende ressourcer og muligheder, I har. Men min kontakt med systemet har lært mig og bevist igen og igen, at min tro på det bedste i det og dem, jeg står overfor, altid ender med at modarbejde mig og kræve langt, langt mere, end det, jeg egentligt søgte hjælp til at løfte.

Det er desværre på bundlinjen bare langt mindre ressourcekrævende at klare tingene selv.

Derfor og af hensyn til det fortsatte forløb, takker jeg hermed nej til mødet, og beder i stedet om et skriftligt svar.

Esbjerg, d. 11.09.23

LLA

I øvrigt:

*Er jeg ved at gå amok over luftfugtigheden. Hvorfor føles verden udenfor hele tiden som et bryggers, fyldt med vådt vasketøj?

*Har jeg, endelig, endelig, endelig, fundet mig en ny frisør i Esbjerg. Modsat alt, hvad jeg har lagt hoved til de sidste 10 år, er hende her helt ok med, at vi bare er stille, og hun hører ægte, hvad jeg siger, når jeg forklarer, hvor vi er henne på farvehjulet. SÅ herligt ikke at ligne én med gulsot, når man går ud ad døren efter 4 timer i stolen, og lige har blødt tæt på 3000 kr.

*Er børnene startet til svømning, og for tredje (3.) år i træk, er det lykkedes mig at få dem skrevet op, så de ikke fremgår af tilmeldingslisten. Det grænser til talent.

*Kan jeg godt se, at jeg burde være up in arms over alt det med lovindgreb og koranafbrændinger. Men er det ikke lidt som om, at man her, 12 minutter i apokalypsen, ikke kan blive ved med at finde indignation ude på lageret? Verden har føltes som et sted, der kun består af caps lock og udråbstegn de sidste par år, synes jeg, og det er, som om hele reaktionsapparatet er blevet lidt følelsesløst.

*Er det klart en fejl, at CIA ikke har hvervet Taylor Swift, for hendes måde at infiltrere samtlige af mine playlister på tværs af platforme, er undefeatet. Jeg elsker det.

*Var der en sød læser, der for nyligt tippede mig om, at Justin Cronin har skrevet en ny bog. Til de af jer, der har Den Første, De Tolv og Spejlbyen til gode: Jeg hader jer (lidt).

*Ringede sagsbehandleren i sidste uge og lagde en besked om, at jeg lige skulle ringe med min mailadresse, så hun kunne sende mig et skema til den aflastningsperson, vi skulle have fundet. Jeg ringede tilbage om aftenen og sagde, at hun ikke behøvede at bruge tid på det; jeg kom ikke til at gøre brug af timerne. Hun ringede dagen efter. Og dagen efter det. Og de to efterfølgende dage. 5. dag tog jeg den, og var meget dybfryser omkring alting. Hun ’håbede sådan’, at jeg ville klage. Hvortil jeg svarede, at det kunne jeg ikke se en eneste grund til, for ungerne når jo at fylde 18, inden de får sagen færdigbehandlet. Men så sagde hun det, der gjorde forskellen for mig, nemlig at de skal sende de klager, de modtager, til Ankestyrelsen. Og da jeg lige har en ting eller to, jeg godt vil løbe forbi dem, tog jeg æsken med raseri ud af skabet og skrev 3 hele sider, der sluttede med:

NB: Jeg er uforstående overfor, at brevet om afgørelsen er dateret d. 11.07.23, når jeg har modtaget det d. 16.08.23, og til orientering kommer jeg til at hive alt, hvad jeg kan finde af advokater og journalister op ad jorden, hvis der bliver det MINDSTE omkring frist i den forbindelse.

Der er ikke mere høflighed tilbage i mig.

*Gik jeg for et par uger siden i gang med ’Utæmmet’ af Glennon Doyle, og jeg var så begejstret, at jeg tvang den ned i halsen på 4 af mine veninder. Nu er jeg, 2/3 inde, gået fuldstændig død i den, så hvis du er én af dem, jeg lovpriste den til: Undskyld. Jeg mente det ikke alligevel.

*Er jeg nærmest lidt modvilligt imponeret over, hvor mange offentlige institutioner, jeg mangler betaling fra, fordi deres regnskabsfolk har været på ferie. Tænk at tilhøre så magtfuld en institution, at man uden varsel, info eller beklagelse, fuldt bevidst overskrider betalingsfristen for ydelser, man har modtaget med 3-4 uger, og kører ’what’ you gonna do about it?’, når man bliver rykket #drømmen

*Så jeg en nyhed om, at læger i Australien har fundet en orm på 8 cm i hjernen på en mand. Jeg tror, jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at der er nogle nyheder, vi gerne vil være fri for. *Var jeg fredag aften i sidste uge på job, og derfor alene hjemme. Da jeg var færdig kl. 23, trængte jeg helt utroligt til noget ro i hovedet, så jeg kørte ud til en skovsø, der ligger 5 km. fra, hvor vi bor, og satte mig i sandet. Jeg bliver aldrig typen, der skal sove i shelter, men da jeg sad under månen og kiggede ud over vandet, og kunne høre alverdens dyr pusle i buskadset, forstod jeg egentlig godt, hvorfor man kan få lyst, hvis man ikke passer på.