I øvrigt/Siden sidst/Top 5/lister

*Har jeg det, som om dagene er 10 minutter lange i de her uger. Hver eneste opgave, jeg kommer i nærheden af, opfører sig som Gizmo fra Gremlins, dyppet i vand, og da dagslyset samtidigt kun beærer os med sin tilstedeværelse mellem kl. 11 og 12.30, føles det som om, jeg er kommet på en slags meget short-staffed nathold.

*Kan jeg, apropos lange nætter, ikke forstå, at det skal være så svært at finde Den Rigtige Hovedpude? HvorFOR kan man kun vælge mellem A4-papir og ølkasser?!

*#Pudegate er ikke kun irriterende pga. den brækkede nakke. Det er OGSÅ træls, fordi jeg har omkring 25 minutter til at falde i søvn, og hvis det fejler, straffer min hjerne mig resten af natten. For et par uger siden kom jeg til at ligge og, helt surt, tænke på en fyr, jeg kender, som sgu bare er for fornøjet til, at jeg rigtigt kan holde det ud – og med det SAMME kvitterede min hjerne med “Hør den lille stær, den ER ÅH, SÅ FORNØJET!”, som den kørte på repeat. Resten af natten. KUN den ene linje. De siger, at søvnmangel er en form for tortur. Jeg siger, at det bare er der, vi starter.

*Har jeg et spørgsmål, som jeg mener mere alvorligt, end jeg bryder mig om at indrømme: Hvordan ved pitabrød, at de skal være hule? Efter min BEDSTE overbevisning bager man dem sgu da på samme måde, som man bager boller? Jeg gør. Og alligevel er de på magisk vis hule, når man klipper dem op. Hvordan fungerer det??

*Vil jeg gerne vide, om nogen, nogensinde, noget sted, ever, har vundet de 500 kr., alle kommercielle sites altid fortæller, at man kan vinde ved at signe op på deres nyhedsbreve?

*Kan jeg ikke anbefale ‘The Beast In Me’ nok. Er du SVIMMEL, den er god! (Og uhyggelig!!)

*Har jeg bemærket en ny, ulækker tendens på de sociale medier, hvor afsenderen skriver beundrende overskrifter over billeder, der helt åbenlyst er valgt for at vise, at en eller anden er blevet gammel eller tyk.

Det, der gjorde det så tydeligt, at jeg endelig fik øje på det, var det her:

For hvis det her var en tilfældig sanger, som ingen kendte, ville man ikke tænke videre over det, tror jeg. Men hvor alle aviser og nyhedssites med deres clickbaitartikler er MESTRE i antydningens kunst, når de skriver om, hvilken restaurant, der er blevet taget i at servere grillede rotter (“Lokale i chok!”), så sørger de her i overskriften for at fortælle, at det er Nelly Furtado, der er tale om.

Det er genialt lavet, for du kan ikke kommentere på det, uden at de så kan slå ud med hænderne og med forstilt uskyld hævde, at DE ikke har haft bagtanker med det – men at du måske lige skulle prøve at vende blikket indad, for hvorfor er DIN tanke, at der skulle være noget i vejen med det her billede…?

Men de første 600 kommentarer var fatshaming og jokes om, at den fugl da vist var blevet noget tungere, siden den fløj væk i 90’erne. Og hvor det er svært at tage en debat om tonen i noget, der ikke bliver sagt, er det umuligt, når afsenderen direkte siger det modsatte af, hvad man beskylder dem for.

Jeg hader det.

*Kan vi, nu vi er ved sociale medier og urealistiske kropsidealer, også lige tale om de mange reklamer med billeder af lykkelige familier, der er alle steder at finde i denne søde juletid. For jeg er begyndt at kigge rigtigt på dem og prøve at vurdere, hvor gammel ‘moderen’ er. Det kan jeg varmt anbefale. For hvor man, i et hurtigt driveby, bare tager for gode varer, at de 3 personer på billedet, er mor (28-ish), far (35-ish) og deres lille baby, så er det faktisk ret nemt at se, at den kvindelige model er omkring 16 år, når man kigger rigtigt efter.

Det har faktisk rykket på noget fundamentalt i mig.

For som vi før har talt om, så designer man selv sin algoritme, og jeg har været meget bevidst om at luge ud i alt det, der kan kravle ind under huden, de dage, hvor man føler sig helt forkert.

Den digitale oprydning får mig i stigende grad til at indse, HVOR påvirket man bliver af kronisk eksponering for et ideal, der bliver præsenteret som normen.

For hvis du spørger mig, om jeg er flov over at være alene med mine børn, er svaret et rungende nej.

Men hvis du beder mig forestille mig en familie, forestiller jeg mig en mand, en kvinde og 2 børn.

Hvis du siger “Sygeplejerske” til mig, forestiller jeg mig en kvinde, uanset hvor meget jeg ville ønske, at det ikke var tilfældet, og vores nisse er en mand.

Den driller bare. Den har ikke tøj på, og den skriver ikke noget, hvor der er behov for pronominer – men jeg har i 15 år ikke engang forHOLDT mig til, at vi altid omtaler den som ‘ham’.

Derfor er det vigtigt at påtvinge sig selv noget diversitet i sit feed, og derfor er det vigtigt, at vi forholder os kritisk til det, vi bliver udsat for i det offentlige rum.

For måske behøver du ikke ønske dig en laseroperation og en hamphandske at fjerne appelsinhud med i julegave? Måske er der ikke noget forkert ved, at du som 52-årig har et gråt hår og bryster, der ikke starter under hagen? Måske er det faktisk den kommercielle arketype af Mor, der er noget galt med, og ikke dig?

Ja, det er bare en tanke (til nætterne, hvor hovedpuden er en idiot).

*Er der fart på for tiden, og det er skønt. Derfor passer det også *lidt* dårligt, at begge børn har fået Skanderborgpest her, 14 dage efter opstart.

*Glæder jeg mig dog over, at de er så store nu, og trods alt kører den simultant, så vi tager den i ét riv, og de kan holde hinanden ved selskab, når jeg er på job.

*Er der 80% af min fremtidige indtægt og et organ efter eget valg til den, der kan lære dem at pudse næse, så de ikke snøfter hvert 5. sekund… JESUS, mand!!

*Har jeg leget køkkenheks de sidste dage, og hvis der er flere hyldebær tilbage på træerne i Esbjerg, er det ikke min skyld. Jeg har lavet 2 liter saft med kanel, 1 liter med æble/citron/vanilje, 1 liter med ingefær, og 0,5 liter hyldesirup til teen. Eat your heart out, Rynkeby.

*Kom jeg ikke sovende til mine blåviolette skatte: Det lykkedes mig at blive stukket på det ene øjenlåg af noget surt med vinger, at knalde hovedet ind i en gren og at brænde mig hele 3 forskellige steder på brændenælder, da jeg var på hugst. Jeg føler, at jeg har nedlagt bærrene, mere end jeg har plukket dem.

*Var jeg til tandlæge i formiddag, og jeg kan næsten få ondt af ham, selvom vi joker med, at jeg er hans dårligste kunde. “Det bløder ikke engang lidt” mumlede han mismodigt for sig selv, da han var færdig med at massere mit tandkød med en syl – og ja; jeg har vundet i Tandlæge nu, tak fordi du spørger. (Nåmn, fordi ALT er en konkurrence, jo?)

*Nåede han dog at sende en opfordring efter mig til at opsøge en fysioterapeut, så jeg kan få løsnet op i “de ualmindeligt overspændte kæbemuskler!” Det bliver crowdfunding, og der er nogle stykker, der kan glæde sig til at modtage et girokort, direkte i DM’eren.

*Vil jeg gerne plugge podcasten ‘What happened to Talina Zar’. En kvinde får covid og tager ud i en skovhytte for at selvisolere (og måske/måske ikke dø) – og forsvinder sporløst. Det lyder kedeligt. Det er det virkelig, virkelig ikke. Der er så mange vanvittige plottwists i den historie, at man næsten bliver svimmel.

*Faldt jeg forleden over et klip fra De Grønne Slagtere, som min hjerne nu hjælpsomt afspiller hver eneste aften, når jeg forsøger at sove. Nikolaj Lie Kaas er Guds måde at sige undskyld til os for, at det var Sverige, der fik The Skarsgårds.

*Kørte vi, da vi var i Aarhus, forbi Tangkrogen, hvor Frida begejstret udbrød: “Ej, mor! Se! Det er CIRKUS SHARWARMA!!” – og jeg ved sgu stadig ikke helt, om det var urbant eller ghetto.

*Har jeg føjet endnu et punkt til mit manifest, nemlig at vi under mit kommende regime kommer til at klippe armene af, og sy munden sammen på de mennesker, der kører deres opkald på højtaler med mobilen i en idiotisk 70 graders vinkel foran munden. Stop det.

*Am I once again asking you om at sætte mål på det, du sælger på Marketplace. “Fin reol. Sælges pga. af flytning.” Okay super, Jan. Men HVOR BRED ER DEN!?

*Har jeg høstet de første grønne tomater fra min tomatillo-plante. Søren Ryge har intet på mig.

*Er jeg i gang med podcasten om Jan Grarup, som hedder Løgnens Anatomi, og jeg har det simpelthen så ambivalent med den.

For det lyder jo unægteligt som om, JG er kommet til at … fortolke lidt rigeligt på virkeligheden. Det er jeg træt af, for jeg ville så gerne tro på, at han er den forpinte rockstjerne, jeg altid har forestillet mig. (Nåmn, sagsøg mig).

Samtidigt er der også noget underligt forlorent og nærmest incestuøst ved, at et ægtepar, som deler branche med JG, og dermed måske grænser til at være inhabile, laver en podcast med det éne formål at rive ham ned fra piedestalen og fra hinanden – uden (indtil videre i hvert fald) at forklare præmissen eller deres bevæggrunde for projektet. Ikke mindst fordi det ikke er motiverne på billederne, de anfægter, men “bare” historierne, JG fortæller om dem.

Men den virker så gennemresearchet, at det er svært at ignorere det, man får at vide, og uanset hvor man står, giver podcasten stof til eftertanke. Jeg har brugt mange timer på at spekulere på, hvor upræcis en detalje skal være for at blive defineret som en løgn, og om din likeability som person definerer kvaliteten af dit arbejde.

*Er sommerferien ved at lakke mod enden. I morgen tager vi hul på den sidste uge, og i år har jeg for første gang følt, at jeg har ramt en slags balance, hvor der både har været plads til job, til børnene og til mig. Det er et godt sted at være kommet til.

*Har jeg til gengæld fået svar på det røntgenbillede, jeg har fået taget af mit knæ. Og det er også artrose. Så det er lækkert.

*Er jeg igennem Projekt Nye Børneværelser. Det er blevet fuldstændig fantastisk, og det er godt. Specielt fordi det næsten har kostet mig både min forstand og min førlighed.

Dels er nærmest LATTERLIGT meget gået galt. Jeg nævner i flæng: Forkerte hylder. (3 gange). For lidt maling. (2 gange) Forkert skrivebord udleveret (1 gang) (trods alt), forkerte dele til den ene skuffe i et sengebord, 2 lamper, der er gået i stykker uden yderlige forklaringer og. så. videre.

Dertil kommer det absurde antal skader, jeg har pådraget mig undervejs – som alle sammen er gået ud over min højre fod. Først hamrede jeg lilletåen ind i et bordben. 3 gange på et døgn. Den var SORT. Dernæst trådte jeg i et stykke Lego, der (af ombygningsmæssige årsager) lå Det Falske Sted, og det har jeg gjort 100 gange. Men denne gang trådte jeg det igennem den bløde del af foden, så jeg fik et gigantisk blåt mærke OG en blodvabel. Herefter valgte jeg, for afvekslingens skyld, at blive stukket af en klæg oven på foden – og det viser sig, at jeg er allergisk overfor giften. Min fod hævede til dobbelt størrelse, jeg fik nærmest brandsår på hele oversiden, og det var så slemt, at jeg til sidst ringede til vagtlægen. Som den store finale lukkede og slukkede jeg ved at få storetåen i klemme under sengebordet, så jeg skar den op hele vejen over, og det er nogenlunde lige så træls, som det lyder.

Men adapt, improvise, overcome, som de siger, så nu har jeg besluttet mig for at starte som produktudvikler, og I får lov at være de første, der ser mit pilot-projekt:

Airtox – I ringer bare.

*Ved jeg ikke engang selv, hvordan jeg har det med, at jeg blogger om lal og bananer, når verden omkring os har forvandlet sig til et dystopisk helvede. Det føles så surrealistisk, at vi er vidner til vanvid, der knapt lader sig beskrive, mens vi samtidigt bare deler memes og begejstres over den nye Afdeling Q på Netflix. Det føles, som om vi er den skingre, forpudrede overklasse i Hunger Games, der ser apokalypsen som ren underholdning – men jeg ved simpelthen ikke, hvad vi ellers skal gøre? Min hjerne brækker over på midten, hvis jeg skal tage mere ind.

*Har jeg, af samme grund, ikke set Den Sorte Svane, og jeg tror ikke, jeg kommer til det. Jeg er indignationsudtrættet i en grad, jeg ikke kan huske at have prøvet før, så jeg kan ikke rigtigt mønstre hverken raseri eller energi til at skælde ud på systemet eller forsøge at gennemskue, hvem der er i lommen på hvem.

*Skylder jeg et indlæg om sundhedsforsikringer, og det kommer. Jeg skal lige have tid til at researche ordentligt i bund, men jeg satser på at have det klar i midten af næste uge.

*Har jeg taget mig selv i at begynde at sige “Thank you” og “Please” til Siri. Jeg kan ikke finde ud af, om det mest bekymrende er, at jeg gør det, eller at hun holder et nanosekunds pause, før hun, med hørbar glædelig overraskelse i stemmen, svarer mig. Men altså. Det skader selvfølgelig ikke at være på god fod med robotterne med den fremtid, vi kigger ind i.

*Irriterer Mercedes nye håndtag til deres bagagerum mig *uforholdsmæssigt* meget. HVORFOR STRITTER DE LIGE UD I LUFTEN!?

*Har jeg i et par år Wørdlet med to af mine veninder. For 3 måneder siden begyndte Anton og jeg at gætte ordet sammen, når jeg kører ham i skole om morgenen, og det er virkelig hyggeligt. Når ordet er gættet, er reglen i vores lille gruppe, at vi deler resultatet med hinanden, og der er – selvfølgelig – fri håneret. (Nåmn, vi spiller altid for at vinde, jo?) Fordi jeg om morgenen kører bil, er det Anton, der sidder med telefonen, og det er derfor ham, der står for at sende resultatet til de andre to. Vi har gjort det hver dag i snart 100 dage. Det er de samme to damer, vi sender resultatet til. Hver dag. De hedder Karina og Gitte. Det hedder de også hver dag. Og alligevel spørger Anton hver ENESTE morgen, om han skal “sende det til [indsæt 2 nye navne, ingen nogensinde har hørt om før]?” I morges bød han ind med Louise og Cassandra.

*På den anden side er han også hver onsdag morgen godt muggen over, at han skal have ‘Fysik & Keramik’, (hvilket jeg, hånden på hjertet, også ville hade), så vi har for længst vedtaget, at navne er vejledende.

*Ligger der en dyrlæge et par hundrede meter fra, hvor jeg bor. For nyligt så jeg, at der er åbnet en ny butik i samme bygning – og jeg insinuerer ingenting. Jeg *nævner* bare, at det måske kan indikere et lidt uheldigt sammenfald af interesser, at det er en slagter. 

*Har jeg opdaget, at jeg lader til at være den eneste i verden, der stadig kører med hvid baggrund på min telefon. Hvornår besluttede vi, at dét var en ting??

*Nærmer jeg mig et punkt, hvor jeg er villig til at gå ind i politik for at fremsætte og vedtage en lov, der forbyder busser at køre 30 km/t for at slippe for at holde ind ved tomme stoppesteder. Det KAN ikke være rigtigt, at vi alle sammen skal komme for sent, fordi du ikke gider koble ud, Jørgen.

*Er det ved at være kritisk, hvor ofte jeg hånligt udbryder: “Tro på det!” når en Audi eller en Tesla trækker ud på midten af vejen 100 meter fra en chikane i selvsikker forvisning om, at Jeg, Pøblen™, holder andægtigt tilbage for dem. Not today, Satan.

*Har jeg til gengæld forelsket mig så hjælpeløst i den nye Suzuki, at jeg once again am asking you om at sætte mig op med jeres rige onkler/fætre/fædre, no questions asked. EJ, hvor jeg synes, den er pæn!

*Har jeg med stor fornøjelse læst alle jeres kommentarer på M2024-indlægget fra sidste uge. Det har været rart for mig at få en bedre fornemmelse af, hvordan I bruger indlæggene derude, for jeg kan se, at I er gode til at tage det, I konkret kan anvende – men faktisk også bruger de punkter, der måske ikke er umiddelbart relevante for jer, som inspiration til mere generelle overvejelser om minimalisme og økonomi. Det gør dem nemmere for mig at blive ved med at skrive, fordi jeg så ikke behøver at låse mig fast på, at alt skal være brugbart for alle. Med andre ord: Karavanen ruller ufortrødent videre i 2025.

*Har jeg holdt fri i en hel uge. Fri-fri. Fra træning, blog, arbejde, oprydning hos oldefar, madlavning og forpligtelser. Jeg har i stedet fået set og talt med gode mennesker, spist sushi, været i biografen (to gange) og ædt mig ned i Netflix og podcasts. Jeg har det, som om jeg er blevet født på ny.

*Var det nok mere tiltrængt end først antaget, for den sidste uge op til jul, var jeg to millimeter fra at google “Lejemorder tilbud” til de forældre, der parkerer-parkerer på Kys & Kør mellem 7.30 og 8.00. (Men for real tho: Skrid).

*Tror jeg efterhånden, at Anton kan kommunikere med levende væsner på en frekvens, vi andre ikke forstår. Inden jul havde jeg ham med på planteskolen – hvor han hele tiden forsvandt. Det viste sig, at han havde fundet en kat, der havde lagt sig til at sove i en stor blomsterkrukke, helt inde bagved, på en reol. Da vi gik, gik den meget beslutsomt med, og plantedamen måtte fysisk hente den ind igen. Senere på ugen var vi ude at gå, og mødte en hvalp, som beelinede lige i fødderne på Anton og insisterede på at blive aet af ham – og KUN ham. På skøjtebanen i lørdags havde vi en bænkplads ved siden af en lille familie med en baby på 4-5 måneder. På et tidspunkt kiggede jeg over på hende, og hun sad, fuldstændig musestille, med blikket *limet* til Anton – og det blev hun ved med i 5 fulde klokkeminutter. Da Anton opdagede det, spurgte han, meget høfligt, hendes far, om han “gerne måtte klappe pigen?”, og udbrød så med ærefrygt i stemmen: “Hendes kinder er så *bløde*, mor!” (Hvortil Frida, med Barbara Bertelsensk sans for timing, øjeblikkeligt smed et forslag om en lillesøster eller -bror på bordet. Hun er den vildeste, jeg kender).

*Var der til gengæld kun foragt at spore over Quaker og deres markedsføring af Kaptajn Knas, da Anton opdagede, at han er tegnet med 3 striber. Kaptajner – ved jeg nu – har fire (4). På vegne af familiemedlemmer til autister på verdensplan, Quaker: Do better.

*Er jeg kommet med som satellitmedlem i bestyrelsen i den lokale beboerforening. Vi er ikke mange på vores lille vej, men vores fraktion af boligforeningen består af 3 afdelinger, og de andre er væsentligt større end vores. Derfor er det ret afgørende, at vi sidder med i bestyrelsen; specielt fordi der i de andre afdelinger bor virkelig mange virkelig gamle mennesker, og deres forslag og holdninger afspejler demografien. Men jeg er også kommet med i bestyrelsen i tolkenes brancheforening, og der er kun 24 timer i døgnet. Så jeg deltog i generalforsamlingen og stirrede insisterende på min yndlings-vejbo, som hedder Lars, er gammel industrislagter og det rarest menneske i verden. Det giver *kun* ekstra point, at han vinker-vinker, begejstret og med hele hånden, som en slags royalt, uafrettet barn, når man møder ham. Han forsøgte at undslå sig med, at han er bragende ordblind, og at computere hader ham, men efter en hurtig sjakren og et håndslag blev aftalen, at vi plotter over hækken, og så tager han møderne, mens jeg skriver referat. Gid alle mennesker var som Lars.

*Vil jeg her på bagkant bare gerne give det største s/o til alle de virksomheder, der hele december har haft de fineste julelys oppe. Hver eneste morgen, når jeg kørte Anton i skole, løftede det mit humør adskillige grader at kunne nyde synet af pyntede træer, dekorerede indgangspartier og flagstænger draperet med lys. Det er en udgift, I ikke som sådan har indtjening på, så fra bunden af hjertet: Tak for at prioritere det alligevel.

*Får I lige en stak anbefalinger at følge året til dørs med:

Podcasts:

Kill List (Wondery, Apple, Google Play)

En journalist falder, ved et tilfælde, over en side på the dark web, hvor folk forsøger at bestille tortur og lejemord. Siden er scam – men det er de ordrer, folk lægger derinde ikke, og det bliver starten på et vanvittigt kapløb med tiden, hvor første hurdle består i overhovedet at få ofrene til at tro på, at de er i fare. Jeg startede med at være skeptisk og lidt ‘ej, det lyder sgu for åndssvagt’ – men endte med at stå i mit køkken og råbe: “Ej, men så hjælp dem dog!” af min telefon, da endnu en politistation grinede journalisterne ud ad døren.

Det er ikke Hunting Warhead, men den er derhenad, og man SKAL starte med første afsnit (The Hack), hvis man tager den, for ellers giver historien ikke mening.

Mørklagt (DR Lyd)

Mørklagt er graverjournalistik og består indtil videre af 6 sæsoner med hver sit tema.

Den nyeste hedder Falske Minder, og er en grum historie om adoption, børnehandel og hvor meget, man kan slippe afsted med i ly af krig og ødelæggelser.

Lige nu er jeg i gang med 2. sæson, som hedder Skyggekrigen. Den handler om Rusland, spionage og gasledninger, og jeg vil sige: Jeg har lige tjekket mit prepperlager igen-igen. Det giver podcasten et ekstra lag, at den er fra 2023, så man hører om Nord Stream i realtid, hvilket er super interessant holdt op imod, hvad vi ved i dag. Specielt når man får historien præsenteret i sammenhæng med fælles-nordisk efterretning om plantede agenter og spion-grooming.

(Serviceinfo: Hvis man henter app’en DR-Lyd, kan man streame alle afsnit af 6. sæson nu).

Netflix:

La Palma

Norsk miniserie om et ferieparadis og en lurende naturkatastrofe, som ingen i begyndelsen tager alvorligt. Den er ualmindeligt godt lavet, både visuelt og på plotsiden, og min eneste anke er egentlig, at timingen måske ikke er super passende ift. at serien rammer næsten på årsdagen for tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004.

The Six Triple Eight

Amerikansk film, der bygger på virkelige begivenheder, om en bataljon af sorte, kvindelige soldater, der under 2. verdenskrig blev sendt til Europa – og sat til at sortere post.

Det lyder som det kedeligste plot i verden. Jeg VRÆLEDE.

The Madness:

Amerikansk serie om en sort journalist, der ved et tilfælde – måske? – falder over et mord på en højreekstremist, og pludselig selv er den hovedmistænkte.

Så går den vilde jagt, og hvem kan man *egentlig* stole på?

Queer Eye

9. sæson af verdens bedste feel-good-serie, som jeg ikke kan anbefale nok. Man *kan* ikke være i dårligt humør efter et afsnit i selskab med den flamboyante flok, og deres nye medlem Jeremiah Brent er os alle sammen, når han spuletuder sig igennem folks taknemmelige reaktioner på nye hjem og chancer.

*Kom jeg forleden hjem til en lineal og en køkkenvægt på bordet. Børnene var gået alene hjem fra skole, og jeg havde sat et stykke chokoladekage frem til dem, som de skulle dele. Hvis det ikke er *peak* søskende-energi, så ved jeg ikke, hvad er. 

*Ved jeg ikke, om min hjerne har taget skade af al den konspirationsteori, jeg har fået i mit feed, efter at jeg har meldt mig under prepperfanerne, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at min insta lige siden Kamala Harris’ tale på Det Demokratiske Konvent, konsekvent foreslår profiler, der latterliggør Harris og Waltz. Der er INTET i min algoritme, der understøtter, at dét skulle have min interesse. Tværtimod. Så det er svært ikke at gro bare en *lille* bitte mistanke om, at der er russiske trolde i de virtuelle bjerge… (Lyt eventuelt til den her podcast med Peter Falktoft, hvor han interviewer militæranalytiker Jeanette Serritzlev om misinformation og ubevidst påvirkning på nettet).

*Og nu, vi er ved #prepperlife: For nogle uger siden skrev jeg til begge børnenes skoler og spurgte, om man, nu hvor vi fra øverste sted har fået besked på at øge vores personlige beredskab, har gjort sig tanker om, hvordan man, helt lavpraktisk, vil håndtere det, hvis der sker noget, og der ikke er strøm/internet tilgængeligt.

For modsat terror og brand, som skolerne HAR beredskabsplaner for, så vil det her problem, hvis det opstår, ikke være isoleret til en enkelt skole, og dermed er der masser af personale på skolerne, der selv har børn/familie andre steder, som de formentlig gerne vil hjem og tage sig af.

Og inden nogen sender mig en trøje med ekstra lange ærmer, vil jeg gerne lige sige to ting:

1.

Vi skal kun tilbage til 2020 for at finde et trist eksempel på, hvordan vi meget ofte er os selv nærmest, når panikken bryder ud: Hæren fandt plejehjemsbeboere efterladte og døde. I Spanien. Ikke i en eller anden mørk afkrog af verden uden internet og sundhedsvæsen. Spanien.

2.

Det er ikke længe siden, at en skole i Esbjerg skulle evakueres pga. bombetrusler. Forældrene fik via Aula besked på at hente deres børn (den procedure har jeg også MEGET lyst til, at nogen kigger på, kan jeg mærke..) – men nul net betyder nul Aula.

Jeg er ikke det fjerneste bange. Vi taler jo ikke om bombefly og den røde hær, der stamper i øst. Men med 25 skoler, et gennemsnit på omkring 600 elever, forbløffende få parkeringspladser, personale, der stryger afsted, og store arealer, børnene kan være spredt på, synes jeg faktisk bare, at det er rettidig omhu, at man som skole lige kigger rundt og beslutter, at sker der noget, så samler vi børnene i gymnastiksalen, for så er det ikke nødvendigt med én lærer pr. klasse.

Og melder det ud, mens man stadig har net og Aula at gøre det på.

MEN!

For én gang skyld får jeg lov at være the bearer of good news, for svaret fra Forvaltningen var:

I forhold til almindelige skoler, børnehaver og andre dagtilbud har Esbjerg Kommune valgt ikke at lave deciderede beredskabsplaner, der i forhold til den udmelding, regeringen kom med i begyndelsen af sommeren, tilgodeser evt. manglende strøm, mad -og vandforsyninger m.m.. Vurderingen er, at behovet ikke er tilstede.

Så dét er heldigt, synes jeg.

Selvfølgelig lige lidt træls timing, at Din Forsyningen 2 dage senere smider info op om, at de:

“tester et nødstrømsforsyningsanlæg til varmeværket på Esbjerg Havn. Nødstrømsanlægget, som består af et stort batteri og en gasmotor, vil kunne opretholde hele varmeforsyningen i tilfælde af, at man mister højspændingsforsyning fra elnettet.”

Og at der en uge efter lander et brev i e-boks, som gentager budskabet fra juni.

Men altså. Der er lavet en bundsolid og grundig vurdering af behovet på skolerne. Det er der ikke, og så er alt jo godt.

*Vil jeg gerne plugge podcasten Hysterical, som handler om en gruppe unge piger på en skole, som bliver voldsomt syge, nærmest samtidigt, og ingen kan finde ud af, om det er skimmelsvamp, noget i vandet eller massehysteri. Podcasten er omkring både Erin Brockovich, fenatyloverdoser og Havannah-syndromet, og den er både godt fortalt og produceret. 

*Er jeg endt i lidt forskellige medier, fordi jeg skrev et opslag på LinkedIn, der fik sit eget liv.

Jeg takker nej til 90% af det, jeg bliver spurgt, om jeg vil medvirke i – hvilket faktisk er mere, end man skulle tro. Formentlig fordi jeg mener relativt meget, relativt offentligt, om relativt mange ting og derfor tit kommer op, når journalister googler et emne.

Men dels har jeg ikke stamina til at blive lagt for had i umonitorerede kommentarfelter på Facebook, og dels har jeg et arbejde, hvor det er fint at ævle løs herinde, hvor I selv skal gøre en aktiv indsats for at finde ind, men hvor jeg helst er fri for at blive presset ned i halsen på brugere og samarbejdspartnere, bare fordi de låser deres telefoner op. Derfor plejer jeg at takke nej. 

Ind i mellem bliver jeg dog viklet ind i en sag, som jeg synes er så vigtig, at jeg må komme over mig selv og tage den offentligt. Det gjorde jeg her – og nu figurerer jeg så i alle mulige aviser med billeder, der (efter farven på væggen i min stue at dømme) er omkring 6 år gamle. Jeg har ikke den FJERNESTE erindring om, at de er blevet taget – eller i hvilken sammenhæng. Så bare, hvis nogen synes, at jeg ikke helt ligner mig selv: De er fra dengang, jeg var ung og fuld af håb.

*Har jeg grinet af den her i flere uger nu:

*Har jeg allerede nu besluttet, hvad børnene skal have i julegave: De får et kursus i Dørhåndtag & Hvordan De Virker, for OHMYGOD, hvor svært er det at trykke det ned, når man skal lukke en dør!!?

*Kommer her lige en serviceinformation til virksomheder og firmaer, der tagger @følgere eller @alle ind i deres opslag: Det får mig til at affølge deres side øjeblikkeligt. Når det ovenikøbet viser sig at være pga. en konkurrence, der bryder alle regler for, hvad man som virksomhed må bede sine følgere om at gøre, tager jeg mig selv i at ønske, man kunne affølge to gange.

*Har Anton været på lejr med sin klasse (og ja – selvfølgelig har jeg vrælet af taknemmelighed over, at han kan rumme det, tak fordi du spørger). De har prøvet at spise svampe, de har klappet køer og lavet mad over bål, og jeg vil bare sende det største af alle store skud ud til de lærere og pædagoger, der stiller op til at tage børn, der alle har brug for at blive mødt præcis, hvor de er, ud af deres vaner og hverdag, og knokle for at give dem en god oplevelse.

Vi ser jer <3

*Har vi 2 uger tilbage af sommerferien, og jeg er ved at være der. oKAY, der er mange ord i de børn!

*Er de i øvrigt begge to holdt op med at sove om natten. Det havde de ikke behøvet. (Og vi griner af det, fordi alternativet er aldrig at stoppe med at græde).

*Har jeg flækket min egen overlæbe. Yes. Hvordan spørger du? Ved at tabe en lampe ned i hovedet på mig selv. Jeg er undefeated.

*Har jeg et godt års tid bøvlet med smerter i højre hofte og for et par uger siden overvandt jeg så endelig min egen personlighed, og fik bestilt en tid ved lægen. Det resulterede i et røntgenbillede, og jeg er bare lige præcis løbet tør for brusk i højre side. Helt og aldeles. Det er lidt noget lort.

*Har vi i Esbjerg fået vores helt egen installationskunstner, der kører rundt på en elektrisk et-hjulet cykel med konfettirør og to af de mest agressive sæbeboblepistoler, jeg nogensinde har set. Fucking LEGENDE!

*Har jeg brugt en del af sommerferien på at lave om på Fridas værelse, fordi hun pludselig besluttede, at hun ikke kunne LEVE uden et skrivebord. Næste gang gør jeg det lige, når jeg har 24 sekunder alene til at tænke og arbejde i. 

*Har jeg købt en ny kogebog, og den vil jeg virkelig gerne plugge, for den er *chef’s kiss* vidUNDERLIG! “Gourministeriets favoritter”. Den er skøn, fordi den indeholder virkelig mange nemme retter, som kan laves selv i udkantsdanmark, hvor man ikke lige har adgang til vietnamesisk citrongræs, og fordi opskrifterne er så simpelt sat op, at de er nemme at tweake, så de passer til præferencer og mangel på samme i den enkelte familie. No #spons, men det er tarveligt at gatekeepe, så start med at låne den på bib, som jeg gjorde; så kan du selv vurdere, om den også er noget for jer. 

*Ser vi ret meget OL herhjemme, og mit hjerte, mand. De er så GODE! Det viser sig *også*, at Frida og Anton aktivt forsøger at aflede mig, så jeg ikke ser grædende atleter, fordi jeg så også selv begynder. (Ej, men UNDSKYLD for ikke at være lavet af sten!?)

*Er begge børn vokset helt ABSURD de sidste 2 måneder, og derfor har jeg været på jagt efter nye boxershorts i voksenstørrelse til Anton. Det viser sig, at mange mærker ikke laves i small…? Jeg prøver *virkeligt* på ikke at drage forhastede konklusioner om mandlige egoer her.

*Har jeg i dame-fødselsdagsklubben foreslået, at vi begynder at Lave Noget, når vi mødes. Ideen udspringer af, at jeg sammen med en veninde er begyndt at holde Moesgaard-dates, hvor vi mødes, tager en udstilling og så spiser frokost, mens vi catcher up, og det er måske den bedste ide, vi *nogensinde* har fået. Så nu har vi Escape Room, flødebollekursus, Djurs sommerland (uden børn) og keramikmaling, som jeg prøvede for et par uger siden og ELSKEDE, på tapetet, og jeg har SÅ optur over det!

*Holder M2024 pause denne uge med, men fra næste uge er vi tilbage. Stay tuned.

*Lukker vi på to anbefalinger af podcasts, som begge kan findes på de gratis platforme:

1. Den døde narkosmugler

Podcast fra TV2 Østjylland om Dennis, der d. 22. juni 2022 døde ombord på et fly fra Kastrup til Grønland. 6 afsnit, der forsøger at finde ud af, hvad der får et menneske til at bodypacke, og som jeg synes giver stof til eftertanke ift. hvad vi lader bag os af arv og historie, når vi tager herfra. 

2. Hysterical

En gruppe teenagepiger begynder ret pludseligt at lide af de samme symptomer, som f.eks. tics, blackouts og kvalme. Er det hysteri, eller er der noget i vandet, miljøet eller på skolen, der forårsager problemerne?

*Har jeg udstedt forsamlingsforbud herhjemme, fordi begge børn er så blæste af dispenserede skemaer og halløj, at de skændes om ALT. Og fordi jeg er den, der skal sørge for badetøj/kontanter/ekstra solcreme/turtasker/solhatte/ekstra vand/og/så/videre kan mit system ikke holde ud 46 gange i timen at skulle gyde olie på vandene og tackle: “HAN LAVEDE KANINØRER PÅ MIG!!” “HUN KIGGEDE PÅ MIN TANDBØRSTE!!” og “DET VAR *MIN* TUR TIL AT KOMME FØRST IND AD DØREN!!” Jeg er halvanden millimeter fra forbudstavler, ensretning og hajtænder.

*Er jeg – igen – blevet flagged på fb. Jeg har ikke engang et bud på hvorfor. Der står intet kontroversielt i de indlæg, der udløser advarslen, og derfor ved jeg ikke, hvad det er, jeg skal undlade at skrive. Hvis det bliver ved, må løsningen blive at lægge et billede op på bloggens fb-side, når jeg poster nye indlæg, og så linke til det i kommentarfeltet.

*Er det somme tider lidt bøvlet at hjælpe sit autistiske barn med at bryde verden ned i forståelige komponenter, for den er sgu kompleks. Men det giver også fra tid til anden nogle ret gode grin bo under samme tag som én, der forstår verden, som han ser den. Som f.eks. da jeg forleden kørte ham i skole, og vi holdte ved siden af en tankvogn fra mejeriet Sømælk: Jeg ville ønske, jeg havde haft på film, da Anton læste det, og med vantro væmmelse i alle træk udbrød: “SØmælk!? That sounds DISGUSTING, mor!!”

*I det hele taget er der meget lige nu, som Anton føler sig personligt angrebet af. F.eks. også Frida, som han i fødselsdagsgave gav den skin-roller, hun havde ønsket sig – uden dog at forholde sig til, hvad det var. Det lærte han på den hårde måde, da hun spurgte, om hun måtte prøve den på ham, og han glemte at høre efter, og derfor kom til at svare ja. Han så sådan her ud, da jeg kom ind i stuen:

*Er jeg i gang med America’s Sweethearts på Netflix, som er en doku om cheerleaderne for Dallas Cowboys. Mit hoved er ved at eksplodere. Måden, de bare æder racisme og den SYGESTE bodyshaming på, kombineret med den fuldstændig vanvittige måde at fremelske og dyrke sexappeal, mens man insisterende fastholder en nærmest infantil, religiøs naivitet er mind-blowing!

*Er det muligt, at alle på internettet lige nu er enige om, at Justin Timberlake er usympatisk, men man må give Herlufsholm, at de med deres sagsanlæg mod staten kører en ‘Hold my beer!’ med den her: 

Kravet lyder blandt andet, “at skolen efter sit formål og hele sit virke skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre”. De skal også styrke elevernes “kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene”.

Men Herlufsholm mener ikke, at kravet kan bruges til at fratage skolen statsstøtten, fordi kravet ikke angår trivsel, lyder det ifølge avisen i stævningen. (Kilde: TV2)

You can’t make this shit up.

*Havde jeg for første gang nogensinde fat i Apple Support på telefon forleden, som ydede den måske-dårligste kundeservice, jeg *nogensinde* har været udsat for? Og der er ellers kamp om podiepladserne. Men ikke nok med, at Steffen var HELT upåvirket af, at hans produkt, som jeg betaler en relativt anseelig sum penge for, ikke virker, og bare, helt afslappet, henviste til min netudbyder (wtaf?) – han lukkede også samtalen ned (da *han* syntes, at nu var vi færdige), med et: “Ok, held og lykke” – og lagde på. Jeg læner mig op ad af være villig til at tage de 12 år, det ville give at gå fuld Kill Bill. 

*Er mit årskort til Moesgaard måske den bedste gave, jeg nogensinde har givet mig selv. Jeg tager en fridag hist og pist, ruller op, og napper en udstilling og en frokost i godt selskab – og fordi vi kører hverdage, hvor børnene er skole, er det ikke nødvendigt med pasning og vi har vidunderlige MOMU næsten for os selv. Det kan på alle måder anbefales.

*Findes der et særligt sted i helvede til dem, der parkerer bilen, så de optager både forreste og bagerste pumpe på tankstationen. Og ja. Om lidt kører vi alle i el-biler, og tankstationer er en saga blot, men indtil da: Kør frem eller jeg nedkalder en forbandelse over dig!

*Læste jeg forleden et opslag i den lokale fb-gruppe om, at ‘Verner i nat er sovet stille ind’. Jeg var sikker på, at det var ham, jeg møder 4-5 gange om ugen, og altid vinker til, og jeg blev simpelthen så trist. Men i går, da jeg kørte hjem, kom han pludselig trissende på cykelstien, som han plejer, og jeg blev så glad, at jeg var ved at komme til at køre ham over af begejstring. (Og bagefter fik jeg ondt i maven over, at det jo stadig er pissesynd for Verner og hans efterladte familie).

*Var jeg i sidste uge afsted på en opgave, hvor en af de tilstedeværende (ved et uheld) bakkede så hårdt og eftertrykkeligt ind i siden på min bil, at det kræver 2 nye døre og en omlakering. Det er ..bøvlet.. Men altså… På plussiden er børnene på skolen ved at besvime af begejstring over katastrofens omfang, OG alle de Audier og sænkede VW’ere med spoilere og ekstra hurtige fælge, der plejer at ligge HELT oppe i røven på én, uanset hvor hurtigt man kører, holder behørig afstand. Formentlig ud fra den konklusion, at indehaveren af sådan en bule enten er uduelig i trafikken eller fuldstændig utilregnelig på COME AT ME, BRO!!-måden. 

*Stod jeg forleden i Netto og forsøgte at beslutte, hvilke Pågen-boller, jeg skulle købe, og det slog mig, at det må være de samme mennesker, der navngiver dém og Ikeamøbler.

*Har Frida en lærer, som Anton i sin tid også havde, som jeg ved, at der gentagne gange er klaget over. Jeg kan godt se hvorfor – men jeg prøver at balancere på den knivsæg, hvor jeg opretholder en vis loyalitet ift. den voksenautoritet, børnene er nødt til at rette ind efter, men uden at smadre Fridas fine og somme tider lidt for velfungerende social-kompas. Hun har de sidste mange uger været panisk ræd for at komme for sent de dage, klassen har den pågældende lærer fra morgenstunden – selvom hun ikke én eneste gang i de snart 3 år, hun har gået i skole, er kommet, efter at klokken er ringet. Jeg kan ikke stille så meget op ift. at en skole i et område, hvor faguddannet personale er en mangelvare, lader en mand blive ombord, som måske ville være bedre tjent med at finde et arbejde, der ikke involverer børn, men jeg nægter at lade ham indgyde fuldstændig uproportional frygt i hende, fordi *han* hader sit job. Derfor gav jeg hende ret i, at han ofte er urimeligt sur, og sagde: “Hvis der bliver det mindste med ham, så skal du fortælle mig det. Du skal ikke gå med det selv, og jeg hjælper dig” – hvortil hun svarede: “Mor, kan vi ikke bare give ham én stjerne/would not recommend?” Den generation, mand. De er uforlignelige.

*Har jeg været nødt til at sætte begrænsning på antallet af tilladte afspilninger af Solguden i bilen. Ja. Solguden. Den mest forfærdelige sang i hele verden. Men hver gang, Frida sætter den på, kommer begge børn i tanke om, hvor helt overdrevet fedt, de synes, Djurs Sommerland er, og på mange måder føles det som at være roadie for et to-personers rave-band.

*Får jeg set ualmindeligt meget af udkantsdanmark lige nu, hvilket skyldes en kombination af, at jeg har mange opgaver, jeg ikke plejer at have, og at min GPS groft overvurderer min evne til at køre 100 meter på øjemål. (Hvad? Må man nu ikke tælle kantpæle mere?)

*Kan jeg ikke forklare, hvor lidt, jeg skal bede om at ‘Spinne lykkehjulet!’, når jeg shopper på nettet på min telefon. Nej, jeg vil ikke vinde 100 kr. og druknes i virtuel konfetti og fanfarer, der blokerer hele skærmen. Jeg vil virkelig gerne bare have lov at tilføje til kurv, så jeg kan komme videre. 

*Holdt jeg i går i kø på motorvejen, hvilket er svært at være i godt humør omkring. Men efter 20 minutter kom jeg til at holde side om side med en rustvogn med … passager. Det gav lidt tiltrængt perspektiv.

*-hvilket holdt lige præcis en time, for så blev jeg blitzet på en strækning, hvor jeg ville have aflagt ed og begge nyrer på, at man må køre 60. Det kommer til at koste 1800 at lære, at den 100 meter brede vej med sparsom bebyggelse er byzone.

*Kørte jeg til gengæld direkte videre til mekanikeren for at aflevere min bulede bil, og fik den dårligste lånebil in the history of lånebiler udleveret. Jeg skulle heldigvis kun køre til Viborg i den i dag. Anton spurgte forleden, hvilken bil jeg troede, fugle ville vælge, hvis de kunne køre. Jeg blev ham svar skyldig – men ikke den her i hvert fald. 

*Hentede jeg selvsamme Anton i mandags, hvor han var helt stresset og irritabel (#kender). Det viste sig, at de var blevet bedt om at tage stilling til næste års valgfag og skulle vælge mellem ‘Håndværk & Design’ og ‘Madkundskab’. Da jeg af gammel vane kom til at sige, at der ikke var så meget at gøre ved det, for man skal have ét af dem, udbrød han frustreret: “Men jeg vil jo gerne have dem BEGGE to, mor!!” Så måtte jeg lige over og lave noget kaffe, for sidste år ved den her tid, troede jeg sgu ikke, at Anton nogensinde ville have noget pænt at sige om at gå i skole. ^*snøft*

*Kommer her et allekald til de store fastfoodkæder med drive-in i Jylland: Få nu noget ordentlig iskaffe på menuen! VIL I ikke tjene penge?!?

*Sendte en af mine veninder mig forleden et billede af en ny solcellelampe, hun har købt, og jeg kom til at tænke på, hvor glad, det gør mig at vide, at når Mine Mennesker kigger på noget, der gør *dem* glade, så er jeg den, de får lyst til at dele det med.

*Kan jeg mærke, at jeg synes, vi skal have os sat ind i det EU-valg, og jeg pønser derfor på at blogge om det. Er der noget særligt, I gerne vil have belyst?

*Har FB igen fjernet et af mine blogindlæg, fordi det angiveligt overtræder deres regler for spam – hvilket jeg ikke på nogen måde fatter. Hvordan kan the flat earthers og dem, der mener, at det engelske kongehus i virkeligheden er firben, få lov at køre løs, mens mine indlæg om fnugfiltre i tørretumblere får AI-moderatoren til at gå i baglås? Når man beder om at få opslaget gennemgået igen, er der også kun dårlige muligheder at vælge i mellem, så jeg satte mit kryds, mens jeg for mig selv nynnede den udødelige REM klassiker ‘Choosing: ‘My Religion’.

*Er jeg i gang med DR’s nye podcast ‘Massøren’ og jeg må sige, at tiden er ved at være moden til et strammere tilsyn og en langt mere krads strafferamme på det alternative område, end vi kører med nu.

*Har jeg genopdaget min yndlingssalat tabouleh, som løfter alt i et køkken flere niveauer. Knækbrød og hummus? Dovent og uambitiøst. Knækbrød, hummus og *tabouleh*? Undskyld; jeg kunne ikke lige høre, hvad du sagde hen over lyden af mig som avanceret, kulinarisk globetrotter. Jeg bruger den her som grundopskrift, men du kan slippe afsted med det meste. Det vigtigste er, at du bruger persille og citronsaft, som brødrene Price bruger smør, og at du smider couscous i, så der er noget, der suger eventuel overskydende væde fra grøntsagerne. 

*Holdt jeg forleden tilbage for en ung fyr i fodgængerfelt, som – så jeg, da han passerede – havde sat sine solbriller i nakken. Jeg skulle have kørt ham over.

*Har Anton ramt vampyrfasen af sin ungdom, og det viser sig, ser jeg nu, at mine forældre havde ret: Den er inderligt irriterende. Og ja. SelvFØLGELIG sørger jeg for at opfylde min del af kontrakten ved med jævne mellemrum at slå hans dør op, og med høj, bebrejdende morstemme spørge: “Skal du ikke UD lidt?? Det er SÅ dejligt vejr!”

*Har jeg hørt Morten Breums fuldstændig forrygende sæt fra Tomorrowland (som han har lagt op på iTunes) så mange gange, at jeg har smadret min egen algoritme. Alt, hvad jeg får af forslag til musik nu, er obskure bulgarske dj’s og sange mixet til ukendelighed af mennesker, jeg aldrig har hørt om. Jeg spurgte derfor en stak mennesker på fb om deres yndlingstracks fra 00’erne, og det satte gang i en lavine af “GUD ja!!!” Jeg har nu en 8 timer lang playliste, der er så on fire, at jeg skal have grydelapper på ørerne, når jeg hører den, og mine ‘you might also like’-forslag begynder at ligne noget igen.

*Kom jeg i morges til at tænke på, hvad der egentlig blev af de frie radikaler, vi var så bange for i slut-halvfemserne? Fik L’Oreal skudt dem ned?

*Er jeg færdig med at rykke rundt på møbler og krukker udenfor, og jeg er godt tilfreds med resultatet. Jeg har allerede siddet derude med både morgenkaffe, venner og vin, og fordi stole og borde nu står under halvtaget, er det hele tiden klart til bare at hoppe ud i, uanset om det regner eller duggen er faldet. Om I må se? Jeg troede aldrig, I ville spørge.

(Og det er jo så faktisk lidt løgn. For ude foran har jeg nu fået sat de kasser op, jeg skrev om tidligere, og jeg har, til min egen inderlige overraskelse, fulgt Helles anbefaling og plantet blomster i dem i de kapilærkasser, de er lavet til. Jeg holder liv i dem på 2. uge, og ingen i verden er mere chokeret end jeg).