I øvrigt:

  • Var Anton i sidste uge til sin første bælteprøve i Taekwondo, og jeg bliver i den forbindelse nødt til at spørge, hvordan andre forældre bærer sig ad med ikke at græde ved sådan lejligheder? Det virker lidt mærkeligt at stå med øjnene spærret-HELT-op-så-overfladespændingen-ikke-brister, når de 30 andre fremmødte voksne bare smiler og klapper, helt afslappet.
  • (Havde morfar dog påfaldende travlt med noget i tasken. I’m just saying…)
  • Råbte Frida i går: “Mor, jeg ELSKER bare strømpebukser!!” Hvordan kan hun være mit biologiske barn?
  • Ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg mener om, at Kim Wall-sagen skal laves til en tv-serie. Hendes forældre har givet lov, men.. #TooSoon?
  • Har jeg altid prøvet at praktisere, at vi herhjemme ikke truer mere end højest nødvendigt, og kun med sanktioner i den milde ende. Derfor blev jeg nærmest stolt, da Anton, dirrende af raseri, i morges brølede efter Frida: “HVIS IKKE DU STOPPER *LIGE* NU – SÅ TAGER JEG DINE STILLETTER PÅ!!!!
  • Undrer det mig, at ingen længere lugter af hvidløg. Var det ikke virkelig en ting i midt-halvfemserne?
  • Vil Anton forfærdelig gerne have en kagemand til sin fødselsdag. Problemet er bare, at han ikke rigtig kan lide de kage-typer, man normalt laver kagemand af. Til gengæld elsker han, inderligt og hengivent, Dagmartærter. Inden I bruger tid på at google: Det kan man ikke få. Men hvis ikke man spiller, så vinder man ikke, så jeg ringede til bageren i den lokale Bilka, og kæmpe skud ud Torben, der lød som en, der måske selv havde en Anton, som brummede: “Det finder vi ud af”. Dagmartærtekagemand coming up.
  • Fik jeg forleden den tanke, at Nicholas Cage og Chad Kroeger ligner hinanden, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med den konstatering.
  • Blev jeg i går ringet op af Nikolaj fra Det Faglige Hus, der havde “et smaddergodt tilbud til dig, Linda!”
  • Har jeg lige slugt de første 5 afsnit af A Discovery Of Witches og jeg kan lige så godt sige det, som det er: Hvis ikke jeg får en vampyr i julegave, bliver jeg sur.

I øvrigt:

  • Vil jeg gerne vide, hvordan nogle mennesker kan klippe deres hæk så sociopat-agtigt jævnt? Jeg er ved at have et par års rutine, og min ligner, post-klipning, stadig pandehår, jeg har trimmet med en neglesaks.
  • Har Frida for alvor opdaget Frozen, og jeg kan mærke, at jeg – igen – bliver helt uproportionalt irriteret over, at ingen kommenterer på, hvad Elsa laver på det skide slot, hun bygger af sne. Holder kæft og er pæn, eller hvad, Disney?
  • Ville jeg virkelig, virkelig ønske, at der snart kom en funktion på køb/salgs-siderne, hvor man som sælger fik lov at rate købere. Ja. Jeg snakker til jer, der stiller 600 spørgsmål, for så bare at leave me on read.
  • Har jeg for nyligt overværet en mand skrive på en tavle, og hver gang han skrev X, 9 og O startede han nedefra. Jeg håber, vi alle kan være enige om, at det er forkert?
  • Sidder jeg lige nu og spekulerer på, om jeg starter en ny toiletpapirs-gate #AltidUdad
  • Tømte jeg forleden min vaskepulver og min skyllemiddel på samme tid, og det var nærmest dagens højdepunkt. Så. Utrolig. Tilfredsstillende.
  • Er temperaturen endelig, endelig, endelig faldet. Praised be.
  • Har jeg taget hul på gløgg-sæsonen. Ja. Den bliver lang, og det er BARE skønt!
  • Har jeg, i et forsøg på at gøre det muligt at træne med børnene, købt et sæt håndvægte til dem hver. De følger ikke takterne i musikken, og jeg kan ligeså godt sige allerede nu: Det bliver et problem.
  • Har jeg nu endelig fået stukket kanter af rundt om hele min plæne, og det har jeg det sådan her med:

  • Har Anton i dag haft første skoledag, og her er et billede af ham og af Frida, som har besluttet, at alt, hvad Anton gør – det gør vi (#ThereIsNoIInWe).

  • Tænkte jeg, da jeg stod og bandt buket nummer to, at hendes temperament, vedholdenhed og usvigelige sikkerhed ift. hvad hun vil, muligvis somme tider giver mig grå hår. Men det bliver også det, der kommer til at betyde, at hun aldrig nogensinde bliver nogens dørmåtte, og den tanke gør mig så glad.

I øvrigt, sommer-edition:

  • har jeg i dag været i Ribe med børnene. I 38 graders varme. Jeg kan ikke mere.

  • har jeg ikke glemt de sidste 5 spørgsmål, der er kommet fra jer. Jeg skal bare lige have ro nok i hovedet til at kunne formulere noget, der hænger sammen.

  • har jeg smadret mit haleben i en rutchebane i Tivoli Friheden i en grad, så jeg dårligt kan køre bil, og får et morfinlignende præparat til lige at tage toppen af smerten. Feeling old yet?

  • elsker jeg, bortset fra det, at være i Tivoli. Ingen andre steder får man lov at se voksne mennesker med alle lag skrællet af, så man ved præcis, hvordan de så ud som børn.

  • havde jeg forleden smidt et par badebukser i tasken til Anton, som jeg, da han fik dem på, kunne konstatere strammede lidt. Tjekkede størrelsen, da jeg lagde dem væk: 86/92*. De kaldte ham Tændstikken.

  • har vi haft premiere på Fridas telt.

  • ved jeg nu, at firmaet, der har bygget mit hus, har anlagt min græsplæne ovenpå alt det gamle byggeaffald – primært sten og beton – som ikke giver 2 fucks for almindelige teltpløkker.

  • må andre før mig have haft det samme problem, for det viser sig, at man kan få noget, der hedder Tarzanpløkker, som er lavet af armeret stål. Så ja. Det er mig, der har flækket de tektoniske plader, and I’m not even sorry.

  • ved jeg ikke, hvordan det er lykkes mig at overse det faktum, at den teltmæssige forskel på at vælte i seng med en promille på 16 kl. 03:12 på Roskilde, og at gå i seng, pinlig ædru, med to børn kl. 20 er varme og lys. Så. Meget. Lys.

  • har jeg derfor søgt om patent på opfindelsen, der én gang for alle kommer til at løse mine økonomiske problemer: Et telt syet af mørklægningsgardiner. Selv tak.

  • havde jeg glemt, at mine børn reagerer med hyperaktivitet på alle ændringer i de faste rutiner.

Stuen, kl. 19:30:

Teltet, kl 22:30:

  • venter vi lige til næste år med at sove mere i telt.

*1-2 år.

I øvrigt:

  • udtalte jeg i aftes sætningen: “Jeg gider simpelthen ikke synge for dig, hvis du bliver ved med at ligge og råbe “SILVAN!”, og på en måde siger det alt om, hvordan det er at være forælder.

  • er jeg efterhånden ligeså indebrændt over de mennesker, jeg kender, der deler fb-opslag som “Denne person skylder dig en is” og så 16 random navne, som jeg var på de idiotiske dyreplakater med onkeljokes som “You used to call me on my sæl phone”.

  • får Anton og Frida ind i mellem lov at vælge, hvad vi skal have til morgenmad. Forleden ville Frida gerne bestille pølsebrød og jordbærlagkage. Vi skal lige have fat i den store pegebog om ernæring.

  • er jeg egentlig overrasket over, at Føtex får lov at slippe afsted med deres Føtæsk-reklamer. Det må være første gang i dette årtusinde, at en interesseorganisation for mennesker med en fysisk udfordring lader noget passere.

  • vil jeg godt høre, om trenden med at række tunge, når vi tager billeder af os selv, snart er ved at være ovre? Ligesom med kønsdele er det meningen, at vi kun deler vores indre organer med de særligt udvalgte.

  • har jeg fået et nyt trafik-tic. Når jeg er fanget bag en traktor eller en betonblander, og vi nærmer os en rundkørsel, kigger jeg, med en blanding af håb og desperation, på bilisterne, der nærmer sig rundkørselen fra de andre stikveje, mens min hjerne med Gandalfstemme råber: “FLY, YOU FOOLS!”. Det var sjovt de første to gange.

  • vil jeg, i tilfælde af, at nogen hacker min mobil og dermed mine spillelister, bare lige nævne, at Anton og Frida er medbrugere, og bærer det fulde ansvar for, at Top 3 lige nu er Turn down for what, Dragostea Din Tel og Ol’ McDonald had a farm.

  • elsker Frida spegepølse og leverpostej, og særligt om morgenen, og jeg forstår ikke, at hun er biologisk beslægtet med mig. Lugten af våd leverpostej, når jeg skyller kniven af, kan nærmest gøre mig psykisk syg.

  • har Anton fået et nyt spil til iPad’en, som hedder Sandbox. Det er en elektronisk version af de tegninger, vi andre lavede som børn, hvor motivet består af firkanter med tal i, og man så skal male alle 1’erne grønne, 2’erne gule osv. Hver aften laver vi en sammen, og det er rigtig hyggeligt – indtil Anton begynder at ændre på farverne og indstiller pastelfarvede mesterværker til at have store plamager af postkasserødt og koboltblå, og jeg må støtter mit barns kreative proces med sådan nogle hænder her:

  • var jeg i sidste uge så heldig at få foræret 5 billetter til Tivoli Friheden af en tidligere kollega. Vi skulle afsted i går, tirsdag, og mandag tænkte jeg derfor, at jeg hellere lige måtte pakke tasker og finde billetten frem, så vi var klar til afgang, når vi stod op. Klip til scenen, hvor jeg løber panikslagent rundt, fordi billetten – som har en værdi af 1500 kr – er væk. Væk-væk. Jeg var allerede i hovedet ved at formulere en mail til Mads & Monopolet, fordi jeg i min rædsel både havde glemt, at 1) de holder ferie, og at 2) det ikke var lørdag, ift. hvad fanden jeg skulle gøre. Én ting var at skulle aflyse turen for os selv, men noget andet var de 3 andre, vi havde inviteret med – for hvem skal nu betale, som de synger i forsamlingshusene i Jylland til 60 års fødselsdage. Efter febrilsk gennembladring af alt mit interiør, kom jeg i tanke om en stak vandfarve-malerier, børnene havde lavet, som jeg havde smidt ud (#ChristIsWatching), hvorunder jeg med sikkerhed vidste, at billletten lå. Det var lange 20 meter ud i skraldespanden med poser om hænderne og meget fokuseret bøn til de højere magter om at lave noget kosmisk fiksfakseri, så spanden var blevet tømt før, og ikke efter, jeg havde smidt dem ud. Katolikkerne viser sig at have ret i, at anger gør hele forskellen: Billetten var der, og jeg har nu lejet en Box-it container til alle de tegninger, jeg har lovet Forsynet aldrig mere at smide ud.

  • tror jeg, at vi pga. ferien er alene hjemme på bloggen i disse dage, så hvis der er noget, I godt kunne tænke jer at læse om (hvis der nu f.eks. er nye med ombord, der ikke lige magter at læse 10 år tilbage), så er I velkomne til at skrive det i kommentarfeltet.

I øvrigt:

  • bliver jeg nødt til at springe ud af varmeskabet og indrømme, at jeg er kuldemenneske. (Man fylder bare selv ind med Snedronning-jokes.) Jeg bliver S.Å indebrændt, når temperaturen kravler over 33 grader.

  • kan mit system slet ikke finde ud af, at vi ikke har sommerferie fra på mandag-ish. Vores køleskab giver nærmest ekko, når man åbner det, fordi “det kan ikke betale sig at købe ind til madpakker; vi går jo på ferie lige om lidt.” Haha. Ha. Der er 6 uger til, så du kan bare komme igang, Linda Abildgren.

  • er Anton på lørdag inviteret til fødselsdag fra kl. 11:30 til 16:00, og jeg kan ikke finde ud af, om de forældre er absurd overskudsramte eller i bekymrende grad har undervurderet situationen.

  • er jeg så småt begyndt at lave ide-katalog til vores sommerferie. Vi gentager succes’en fra sidste år, og laver én tur om ugen, mens vi resten af tiden skal hygge herhjemme. Jeg har fundet de FINESTE tusser, der kan tegne på sten, (som amazon.uk havde på bud) (jeg går min økonomiske død i møde, når Brexit træder i kraft), som selvfølgelig skal kombineres med ture på stranden, og så har jeg ønsket mig et telt i fødselsdagsgave til Frida, som vi skal have slået op i haven #ulvebuffet.

  • har jeg, apropos hygge, den sygeste børne-puttekrise i verden for tiden. Forståeligt nok er det for varmt til, at de kan lægges i seng til sædvanlig tid, men vi er nu oppe på, at det tager 2 timer at trække stikket, og at Anton sover så sent, at jeg ikke synes, det er i orden, og jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal løse det.

  • har jeg fundet de fineste, mest perfekte og ualmindeligt smukke heksekort på Etsy, som er lavet af en amerikansk kunstner, og jeg har nu sat himmel og jord i bevægelse for at få dem tilvejebragt, fordi fragten koster 180 kroner. Og det var altså: 180 kroner. Jeg kan leje en båd og sejle over og hente dem selv for de penge.

  • vil jeg gerne foreslå, at nogen opretter et kursus i brug af emojis til kommunikations-ansatte 50+, der har fået til opgave at skrive opslag på facebook. Smiley-der-græder-af-grin er ikke verdens mest oplagte emoji til et indlæg om antallet af tilskadekomne i trafikken, og nogen (- som ikke er mig) må forklare dem, at auberginen, abrikosen og de 3 dråber vand er reserveret til sexting.

  • har vi fået et fuglebad, og er nu det ornitologiske svar på Hilton.

  • har vi også fået myrer, og jeg har lyst til at flå min hud af i strimler. Hvordan – HVORDAN, spørger jeg!? – kan det ske alle de steder vi bor, når jeg er tæt-på-hysterisk med rengøring??

  • er Antons græsallergi ved at tage pusten fra os alle sammen. Hold kæft, han er ramt, det stakkels barn.

  • ser jeg The Handmaids Tale II, og fordi der kun kommer et nyt afsnit om ugen, bruger jeg 13 Reasons Why som fyld. Den er jeg vokset fra.

  • har jeg læst Heksen af Camilla Läckberg. 700 sider på 4 dage. Den er god. Skrækkelig, men god.

  • tror jeg, helt alvorligt, at kommentarfeltet her på bloggen kan bruges, hvis man på en uddannelse skal undervise i, hvad det modsatte af trolling er. Jeg er simpelthen så glad for, at I kommenterer, at I er så helt utrolig ordentlige og venlige, og at I er så gode at blive kloge på. TAK!

I øvrigt:

– bliver vi nødt til lige at vende, at autocorrect – når man fjumrer i forsøget på at skrive ‘der’ – hjælpsomt foreslår DDR. Wtf?

– vil jeg gerne vide, om andre end mig bliver lidt pinligt berørte, når de kommer til at tænde blinklyset i alt for god tid? Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er ny i trafikken.

– købte jeg til mine søvn-averse børn lydbogen ‘Kaninen der så gerne ville sove’, og troede nærmest ikke mit eget held, da den hele to aftener så ud til at virke. Hvilket selvfølgelig førte til, at børnene hader den. Så nu sker der så det, at man omkring klokken halv otte kan høre mig stå og hvisle-råbe: “Og der skal være ro l.i.g.e NU – ellers tænder jeg for kaninhistorien!!” #ModerenDerSåGerneVilleTrue

– kan jeg tage fejl – men føles det ikke lidt som om, medierne næsten håber på en storkonflikt?

– vil jeg, al sarkasme til side, virkelig gerne vide, hvorfor vi ikke interesserer os mere for alle de unge sportsfolk, der falder om med hjertestop?

– kan jeg ikke finde ud af, om vi er pro eller con ulve i dk?

– forstår jeg ikke, hvorfor det altid er de samme modstandere i WordFeud, man får CWZXQQY-brikkerne imod 15 gange i træk. Der må sidde mennesker derude, der tror, jeg er begavet under gennemsnittet.

– er jeg blevet sygeligt besat af at se gamle youtube videoer med Bruno Mars, der danser. Ja. Jeg forstår det heller ikke. (Men seriøst: Tjek lige 2:30 inde i den her)

– Kan. Jeg. Ikke. Fatte. at brugerfladen på HBO skal være så elendig. Netflix har en ‘Skip intro’-funktion. Netflix får ’Set for nyligt’ til at virke. Omfg. Det eksisterer. Stjæl det dog!?

– er vi nået til det eneste tidspunk på året, hvor jeg hader at bo 10 meter fra en mark:

Actual footage af børnene og mig, da vi forlod huset i morges.
(PS. Næst efter Task Force må Hazmat Suit være det fedeste ord ever.)

– har jeg flere mennesker i mit liv, hvor kommunikationen for 90% vedkommende består af GIF’s.

 

I øvrigt:

* spekulerer jeg på, om der er nogen, der udtaler k’et i fransKbrød?

* vil jeg gerne slå et slag for at indføre faget Systematisk Navngivning på uddannelsen til Hvem-der-end-navngiver-bogligkvarterer. Når jeg har passeret Blommevænget og Æblevænget og Pærevænget giver det mig nærmest fysisk ubehag, at den næste vej hedder Søhaven.

* øver og øver og øver jeg at cykle ude i verden med Anton, der stadig kører, som om livet er et computerspil. Forleden kørte han “Krims Krams, mor!” som er det, vi andre kalder zig zag. Jeg havde på daværende tidspunkt råbt: “Kig, hvor du cykler! KIG!!” og “IND TIL SIDEN” så mange gange, at jeg tog mig selv i bare lakonisk at tænke, at der i det mindste ikke er flere tænder tilbage at slå ud #jahat

* åbnede jeg i aftes min terassedør for at tage en danskvand, og ind i stuen strøg den største kat, jeg i mit liv har set. Jeg glæder mig til år 2020, hvor jeg forventer, at min puls igen er faldet til normalt niveau.

* vil jeg gerne vide, om der findes nogle minimalistgrupper på fb for mindre rabiate typer end dem, der bruger æggeblommer som shampoo, og som bruger aftenerne på at skralde. (- og ikke på dén måde).

* ville jeg ønske, at Martin Krasnik var med i Mads & Monopolet hver eneste lørdag.

* er én af de største udfordringer ved ikke at bruge penge næsten, at jeg skal indstille mine indkøb af små papæsker i Søstrene Grene. Det tangerer et misbrug.

* har jeg lovet mig selv, at jeg, hvis jeg når de mål, jeg har sat mig i år, må købe den Kenwood køkkenmaskine, jeg har kigget langt efter de sidste to år. (Ingen spons, men Kenwood, I ringer bare.)

* vil jeg bare lige nævne, at hvis nogen derude er klar på at starte Folkebevægelsen Mod Gulerødder I Rugbrød, så er jeg frisk.

I øvrigt:

* nikkede Frida mig en springskalle i fredags, så næsen sprang op, lige der, hvor den er sat på. Her en illustration af, hvordan jeg reagerede vs. hvordan jeg havde lyst til at reagere:

* flækkede Anton i aftes min læbe i en slags rugby-tackling under godnathistorie-læsningen, og jeg ligner nu en, der har været i byen i Randers #SkaDuPyntes?

* fik jeg i går fra TV2 en BREAKING, der hed: “Sådan tjekker du, om du eller dit barn er sigtet sagen om deling af sex-video” Kan I huske dengang, vi troede, at man i 2018 ville have flyvende biler og sommerhuse på Mars?

* skal jeg om lidt igang med at skrive i de notesbøger, jeg har købt til mine børn. Tanken er at skrive de ting til dem, som man glemmer hen ad vejen. Der kommer til at være et kapitel om sygdom/sundhed (f.eks. hvad der er af psykiske/fysisk baks i generne, hvad de har haft af børnesygdomme, ekstravacciner de har fået osv.), et kapitel om, hvad jeg har gjort mig af tanker om opdragelse, et kapitel med små-oplysninger, som jeg tror, de vil synes er er sjove at læse senere (hvilke godnatsange de har fået (og stadig får) sunget, ting, de har sagt osv.) Jeg kan ligesågodt starte med at iføre mig helkrops-regnslag; det bliver ikke kønt.

* har jeg taget en pause fra serierne for at læse, og er lige nu igang med hhv. Jordens Kvinder, som er semi-feministisk, urtet og meget ulig det, jeg plejer at læse, og Bruce Springsteens autobio. Kan man være litterær bipolar?

* skal Frida starte i børnehave d. 01. marts. Ja. I år. Wtf?

* kan jeg ikke helt finde ud af, hvor jeg står ift. til de tiltagende rygter om, at Oprah stiller op som præsidentkandidat.

* har Anton tabt en tand mere i overmunden, og jeg kan ikke komme over, hvor sød jeg synes, han ser ud.

Happy Xmas – (stress is over)

Jeg har i år haft et erklæret mål om ikke at lade mig stresse af december. Jeg elsker julen og lysene og alle traditionerne, men selv den mest hårdføre zenbuddhist kan vist godt momentvis miste pusten over alt det, der også følger med.

(Speaking of, mødte jeg en munk, da jeg forleden i en frokostpause løb rundt efter et par julegaver (En *virkelig* pæn en af slagsen – hvordan er lovgivningen på området; må de date?) Og jeg forstår jo godt, hvad han mener, når han spørger, om det er nødvendigt at have så travlt, for “hvad nu, hvis du dør om 30 sekunder?” Sandt. Men hvis jeg nu ikke gør, er det stadig rart nok at have styr på gaverne inden d. 24.)

Anyway: Det fungerer indtil videre ret godt at have gjort sig bevidste overvejelser om de begivenheder, der på papiret virker som den hyggelige essens af jul, men med små børn ofte viser sig mere at være essensen af helvede.

I tilfælde af at andre kan bruge mine erfaringer so far til noget, følger her:

Sådan undgår du den værste julestress med små børn – en liste:

Med alle punkter gælder det, at hvis det lige nøjagtigt er DENNE aktivtiet, der gør julen for dine børn, så skal den selvfølgelig gennemføres, men ikke før du har lavet en benhård og brutalt ærlig SWOT-analyse af, om du bliver så stresset af logistikken omkring det, at du forvandler dig til Frådende Mor, som ingen ønsker i bytte for et juleshow med Postmand Per.

Just say no to hard drugs og juletræsfester
Der er få ting, der kan stresse alle involverede parter så meget som juletræsfester. Det er kaotisk, det larmer og alle har et blik af desperation i øjnene, hvis du kigger godt nok efter. Overvej, om det er værd at bytte ud for en rolig weekend-dag derhjemme, hvor man kan jule i nattøj og lade op til andre, mere nære begivenheder.

Skovture og juledekorationer
Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her. Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.

Julepynt
Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.

Pakkekalender
Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen.

(Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det.)

Drillenisser
Jeg har en af de små døre, man kan sætte ved gulvpanelet. Frida er fuldstændig elektrisk over det, og så bliver det faktisk hyggeligt at gå og planlægge. Vi skriver et brev på et par linjer til ham om aftenen, som han så svarer på i løbet af natten, og jeg vil gætte på, at de breve bliver ret sjove at have om nogle år, fordi det 100% er børnene, der får lov at diktere. Vi har indtil nu skrevet 5 breve om, at vi ønsker os en lillebror. (Hahaha. Nej.)

Jeg har slået 2 fluer med ét smæk; det er nissen, der har gaver med, og det er også ham, der driller. Hold. Det. Simpelt. For selvom det ikke tager 20 minutter at binde bord og stole ind i vitavrap om aftenen ( – når man kommer i tanke om det kl. 23), så skal man stadig nå at Ih! og Åh!’e næste morgen – og at rydde op. Et lille pro-tip er at forvandle noget af det, man alligevel skal, til drilleri. F.eks. har jeg frosset lommepengene ned, pakket tandbørsterne ind i sølvpapir, gemt tøjet i ovnen, bundet skoene sammen med gavebånd, farvet mælken blå og vendt stolene om. Det er også nissen, der har pakker med om søndagen. 24 aktiviteter kræver opfindsomhed, og hvis man lægger fra med at pakke hele huset ind i gavepapir, bliver det lange 24 dage. I nat, hvor vi også har haft besøg af drillenissen fra skolen, som har tegnet smileys på fødderne af begge børn med sprittusch (oh, sue me), har han fanget det lille svin og bagbundet ham med strips og guldbånd. 2 fluer med ét smæk.

Julebag
hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår! Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.

Ovenstående er, hvad jeg indtil videre har gjort mig af erfaringer omkring downsizing af julestress. Hvis nogen derude ligger inde med andre fif og tricks er jeg lutter øren.

God weekend.

I øvrigt:

* har jeg for første gang i mit liv fået thai-massage. En lille dame spadserede rundt på ryggen af mig, og samtalen bestod af sætninger som: “Stop nej?” og “Stor av av?” Det var på mange måder som en helt almindelig eftermiddag med Frida.

* vil jeg gerne på vegne af personalet i serviceindustrien foreslå revselsesretten genindført, så det er tilladt at bitchslappe voksne mennesker, 50+, der, når de gerne vil have fat i en medarbejder, råber: “Hallå!?” Vis. Lidt. Respekt.

* holdt jeg i lørdags fødselsdag for Anton, og vi havde besøg af hans klassekammerater. 13 drenge og 1 pige. Jeg er så småt ved at genvinde hørelsen.

* lavede jeg til bemeldte fødselsdag en aktivitet, hvor børnene skulle samle en lego-figur med handsker på. Det viser sig, at Anton og jeg tilsammen ejer 14 par handsker. Den post kan vist godt stryges på budgettet i år.

* har jeg fået lyskæder op, både langs tag-kanten, og på min bænk ude foran. Jeg har på begge kæder sat en auto-timer på, så lyset tænder automatisk, og selvom jeg har haft det i halvanden uge nu, føler jeg mig stadig nærmest som en ingeniør med magiske kræfter hver eneste gang kæderne tænder.

* elsker jeg, jævnfør ovenstående, at lyskæder er hygge, vi giver til hinanden. 80% af dem, man sætter op, kan man ikke selv se, så kæmpe props til menneskeheden generelt for at bidrage til den gode stemning.

* har Anton været fældet af omgangssyge, og vejer nu imponerende 19 kg. Jeg synes derfor, jeg ville anstrenge mig lidt ekstra med maden forleden, og da han er en 90 år indeni, når det kommer til la cuisine, gik jeg fuld mormor, og lavede medister med rødkål, kartofler og brun sauce. 1) Jeg styrede 4 gryder på én gang, og ja tak. Jeg vil gerne have ros nu. 2) Hvorfor har ingen sagt, hvor nemt det er at lave brun sauce?? 3) Det blev perfekt.

* spiste Anton 2 stykker medister, uden tilbehør, Frida kiggede ud over bordet, sagde: “Ad!” og gik, og så sad jeg dér og holdt lillejuleaften med mig selv.

* vil jeg gerne pointere, at man godt kan være imod noget, uden at køre udråbstegn, automat-riffel-style. “Vi støtter ikke Black Friday!!! Vi holder Green Friday!!!!” Det er bare fino, men I behøver ikke råbe.

* vil jeg gerne, med øjeblikkeligt varsel, have fjernet den nye funktion i IG, der sender notifikationer, når dine venner kommenterer på billeder, du også har kommenteret på. Nej tak. Hvis jeg ville have det, havde jeg kommenteret på fb. (Venligst notér, hvordan jeg her ikke bruger ét eneste udråbstegn)

* arbejder jeg på en mail, der skal sendes til alle translatører/oversættere i hele Danmark, som forklarer, at når man i amerikanske film snakker om hhv. blue og white collar, så er det en reference til kraven på skjorten; altså, om man er håndværker eller kontortype. Jeg skyder mig selv af raseri, hvis jeg én gang til ser det oversat til “blå farve” eller “hvid farve”. (Igen: Nul udråbstegn)

* er jeg kommet til at se, at Dustin fra Stranger Things ligner en børneudgave af Carl Mar Møller, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den konstatering.