I øvrigt:

*Er ‘blid brus’ måske det mest vamle udtryk, jeg er stødt på i år.

*Er jeg i et anfald af dystopisk fatalisme startet forfra på The Walking Dead. Jeg tænker på det som ‘forberedelse’.

*Siger Frida, som ellers taler både flydende og meget, stadig ‘påskeniljer’, ‘vinterdækker’ og ‘kokos’, og jeg kommer ikke til at rette det.

*Var det ikke forårshaven, der kom ud af munden på hende i morges, da Anton ikke lige var klar på at agere baby. “Skal jeg smadre dit liv eller hvad!?” Så altså. Ja. Karantænen kræver sine ofre.

*Kører vi videre på vintertid, og du er velkommen til at ringe, hvis du har et problem med dét. (Så sender jeg Frida). 

*Er folk i Esbjerg mere oprørte over de lukkede genbrugsstationer end dødsfald, respiratorpladser og den foruroligende travle nødhjælpshelikopter, der letter og lander 3-4 gange om dagen 1000 meter herfra. Den her by skuffer aldrig.

*Er der – apropos – i weekenden blevet slået en mand ihjel i huset skråt over for det, vi boede i, da vi boede i Vædderens Kvarter. Der er ikke rigtigt nogen, der virker overraskede. 

*Har jeg fundet en løs puslespilsbrik i mit skab (wtf??) og er nu en del af den statistik, jeg selv har bandet over, af mennesker, der sælger defekte puslespil videre. Kæmpe undskyld til universet og ofret herfra. 

*Skal jeg høre, om jeg er den eneste, der har bemærket, at folk kører *ekstra* råddent i de her dage? Altså, på sneglemåden? SHIT, mit temperament kan næsten ikke, mand.

*Er det skønt med engageret sundhedspersonale, og jeg kan virkelig godt forstå, at de er desperate efter at få folk til at rette ind. Men efter at have set og hørt både studerende og laboranter mene noget om alt fra neglelak til genbrug, har jeg tænkt lidt over, om vi måske var bedre tjent med at lade de officielle kilder tale, så folk faktisk hører efter, når der bliver sagt noget vigtigt?

*Har vi fået nye naboer, som har verdens mindste hund, der ikke siger en lyd. Den hedder Maggie, og jeg kommer til at have Rod Stewart på hjernen de næste 8 år.

I øvrigt, corona-edition:

*er det vildt, hvor hurtigt noget bliver den nye, acceptable adfærd. Hver gang jeg på LinkedIn eller Facebook ser opslag med mennesker, der har været til træf af den ene eller anden slags, eller lægger billeder op, hvor de muntert og med dødsforagt går ombord i en buffet, besvimer jeg nærmest af forargelse. Altså, indtil jeg får øje på opslagsdatoen og kan se, at det er et præ-apokalyptisk opslag.

*bliver det ikke i den næste månes tid, at vægttabet her sætter nye rekorder.

*skal jeg stoppe med at købe katastrofe-snacks. Mådehold og udsigt til verdens undergang går virkelig dårligt i spænd. 

*er det egentlig utroligt, hvor ofte man småhoster. Nu hvor man lægger mærke til hvert ENESTE lille bjæf.

*er jeg ved at være omtrent ligeså træt af De Hellige og deres selvtilstrækkeligt, hyggeforargede opslag, som jeg er af selve Hamstrene.

*viser det sig, at mangel på arbejdsrelaterede input og engagementet i andre folks opslag på nettet, er ligefrem proportionale. 

*har jeg pludselig fået en ny.. ømhed er måske så meget sagt, men ‘forståelse’ så for segmentet på Nationen.

*er det virkelig vildt, hvor all over the place jeg er med alt det her. Det ene sekund er jeg optimistisk, sikker på, at velfærdsstaten griber os alle sammen, og at vi er kommet ind foran krisen på det rigtige tidspunkt. 10 minutter senere står jeg til op over begge albuer i stress-lakridser over udsigten til statsbankerot og artens endeligt.

*vil jeg godt give 100 kroner for, at altansangs-trenden forbliver i Italien. 

*har jeg lavet en facebookgruppe, der hedder ‘Mor, jeg keder mig’ hvor man kan få inspiration til hjemmeundervisning og aktivering af børnene, hvis man skulle have brug for det. Alle er velkomne.

I øvrigt:

*Har jeg Frida hjemme i disse dage, fordi hun har skoldkopper. “Igen?” hører jeg nogle spørge. Ja. Igen. Og også denne gang har hun 3.000.000 af dem. Vi har sovet sammenlagt 24 minutter siden i søndags, og det næste, jeg skriver, skal ikke opfattes som en trussel, men mere som en slags serviceinfo: Hvis jeg hører ét eneste menneske mere sige: “Det troede jeg da kun, man kunne få én gang?” tvinger jeg Frida til at nyse i en kuvert, som finder vej til en postkasse nær dig. 

*Bøjede jeg mig i søndags ned for at tænde en lampe, som står ved siden af sofaen. Sidstnævnte står, hvor den har stået siden vi flyttede herud – altså tæt på 4 år. Det lykkedes mig at knalde øjenbrynet ned i armlænet, og nu ser mit øje sådan her ud:

*Timingen kunne være bedre. På fredag skal jeg til noget job-dating, hvor “mange potentielle arbejdsgivere vil være at finde!”

*Har jeg en historie klar om, at skaden er intentionelt selvpåført for at skille mig ud. Det spindoktor-job burde lande sig selv. 

*Råber Frida: ““Se mor! Harry Potter!” hver gang hun får øje på filmen “Ser du månen, Daniel” Jeg kan faktisk godt se, hvad hun mener.

*Oplyste hun hjælpsomt til den søde dame i Rema i morges, som spurgte, hvad der dog var sket med mit øje, at jeg slog det på sofaen, og “så gik mor også helt amok!”. Min reaktion søndag morgen bestod i at bide – hårdt – i en pude. Jeg håber, hun kommer til at trives på det børnehjem.

*Skal jeg lige høre, om nogen har et bud på, hvad det er, demokraterne er igang med over there? Jøsses.

*Har jeg nu fået set half time show fra Super Bowl, og uanset om man er til J.Lo & Shakira eller ej, tror jeg ikke helt, jeg forstår, at så mange kvinder fremhæver deres alder som et tegn på, at tiderne skifter, og at kvindesynet ændrer sig. For hvis de to formidable damer havde lignet den gennemsnitlige 43/50-årige kvinde, så tror jeg næppe, vi havde set dem på scenen.

For mig at se er det stadig Den Perfekte Krop, der er idealet, og alders-begejstringen er bare endnu en måde at understøtte det umulige på.

Jeg forholder mig ikke til, om man skal have “ældre” kunstnere M/K på scenen; jeg undrer mig bare over, at det bliver opfattet som kvindefrigørende, at det er et mål, at man som 50-årig er smukkere og i bedre form end man er, når man er 25. 

(Og bare for  at sætte det lidt i perspektiv: Diana Ross var 52 år, da hun optrådte i half time show’et i i 1996, Madonna var 54 år i 2012, Janet Jackson var 38 år i 2004 og Missy Elliot var 44 år i 2015)

*Brugte jeg i aftes en time på, once and for all, at undersøge, hvad forskellen på taco-sauce og salsa er. Taco-sauce er beregnet til at varme, salsa er ikke. You. Are. Welcome. 

*Fik jeg min Endomondo-rapport i går, og jeg har gået 150 km. i januar. Jeg er upassende tilfreds med mig selv. 

*Synes jeg, at man skal se og lytte til: 

The Teacher’s Pet – podcast

True crime podcast om en australsk sag, der virker helt bims, når man hører den. En kvinde forsvinder sporløst, og alt, hvad hendes mand siger, tages for gode varer. Hendes mand, som er rugbystjerne, og som har spillet med en stor del af de lokale betjente. Hendes mand, som installerer sin elev/elskerinde, som er 16 år yngre end ham selv, i huset med børnene, 2 dage efter, at hans kone “forsvinder”. Den er god!

Unexplained – podcast

En podcast, der – som navnet antyder – kigger på forskellige historier, som aldrig er blevet forklaret på tilfredsstillende vis, og som alle har et underliggende element af noget mystisk. Fortælleren, som er vidunderligt britisk, kommer med både logiske og paranormale bud på, hvad der kan være sket, og alle afsnit er små, afsluttede episoder. Der er spøgelser, druider, ufoer og kvantefysik for alle penge, and I’m here for it. 

Carpool Karaoke med Billie Eilish

Hvis du aldrig rigtigt kom ombord, og ikke helt forstår, hvad hypen handler om, så brug lige 10 minutter på at se det her Youtube klip. Mage til sympatisk supertalent skal man godt nok lede længe efter. 

Pandemic – Netflix

En mini-doku på 6 episoder, som er højaktuel ift. den famøse Corona-virus.

Jeg synes, det er SÅ fint, at vi prøver at indplacere truslen på det niveau, den hører til, når nu almindelig influenza, som dræber væsentligt flere end Corona-virus formentlig kommer til, sniger sig afsted under radaren, men jeg tror stadig, at det er en udemærket ide at være lidt ekstra obs på vira, der hopper fra dyr til mennesker, og som vores immunforsvar derfor ikke er forberedt på at bekæmpe.

Den er godt fortalt, og så giver den lidt at tænke over.

I øvrigt:

*Har jeg glemt at fortælle om den aften inden jul, hvor jeg sad i min sofa og så en ekstra uhyggelig film – og det kl. 22.15 pludselig bankede på mit køkkenvindue. Udenfor stod en lavstammet mand med østeuropæisk overskæg. Det viste sig at være den ualmindelig samvittighedfulde, tyske fotograf, der har taget billeder af Frida og gerne ville være sikker på, at “du får dem vor jul, jah?” Hvilket jo var pænt af ham. Og jeg kan jo bare trække vejret igen i mit næste liv. 

*Findes der er særligt sted i helvede til de forældre, der parkerer på en af de 7 Kys&Kør-pladser foran skolen mellem klokken 7.30 og 8.

*Havde jeg i morges tankerne et helt andet sted, og kom derfor til at bruge neglelakfjerner som skin tonic. Det kan jeg ikke anbefale.

*Har jeg fået svar fra forsikringsselskabet vedr. min bil. Ham, der kørte ind i mig mener, at jeg også skiftede bane. Det gjorde jeg ikke. Vi var på vej over til mine forældre, og jeg har kørt den vej 49873285465783465 gange, og kører ALTID i den inderste bane. Det ender formentlig med halv skade, og fordi jeg er elitebilist, bliver det økonomisk også til at overskue, trods alt. Men jeg er ved at DØ over uretfærdigheden i, at jeg skal betale, fordi han lyver. 

*Kommer der her en servicemeddelelse til virksomheder og iværksættere, små såvel som store: STOP med at lave konkurrencer på fb/IG, hvor folk skal tagge deres venner for at deltage. Det er irriterende, det er virkelig sært, at det er lovligt at købe et lod og betale med andre menneskers navne, og det har PRÆCIS den modsatte effekt af, hvad du håber på.  

*Får jeg ondt i tænderne af lyden af andre menneskers støvsugere. Er det normalt, Dr. Freud?

*Har Anton fået et par virkelig lækre, trådløse høretelefoner i julegave, som ligger ubevogtede hen, nu hvor han er i skole. Det bliver en god gå-tur idag. 

*Lærte jeg d. 01. januar kl. 8 mine børn at drikke (børne)champagne med juice i, og jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg er klar til kommunen, eller om jeg allerede nu er løbet med titlen som Årets Mor #BottomlessMimosasForLife

*Foreslog Lone i kommentarfeltet for et par indlæg siden, at dem, der havde lyst kunne smide deres nytårsforsæt/planer for 2020 i kommentarfeltet her; så står jeg for en opfølgning om 52 uger. Og jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I derude har på tegnebrættet det kommende år, så skynd jer til tasterne, por favor.

*Sov mine børn i lørdags hos mine forældre, og jeg havde derfor sat mit ur til kl. 5.30, så jeg kunne nå at gå min tur, inden jeg skulle hente dem.

Det er KULSORT på disse kanter om natten, og jeg har derfor én af de små, hidsige cykellygter sat i skoen, når jeg går i mørke. Men jeg tror aldrig, jeg har været ude på det tidspunkt før, og selvom jeg normalt ikke er ret nem at skræmme, havde jeg kun gået ved siden af den mørklagte mark og træerne i omkring 10 minutter, da jeg pludselig kom til at spekulere på, om vi er *helt* sikre på, at ulve er bange for mennesker?

Umiddelbart efter meldte sig den meget uvelkomne tanke, at selvom lys jo er fint nok ift. ikke at blive kørt ned, så er det også nærmest en målskive på ryggen, hvis en seriemorder skulle slentre rundt i mørket og kede sig.

Derfor var jeg glad, da jeg efter yderligere et kvarter kom op på den lidt større vej, fordi biler = mennesker = sikkerhed, ikke? FORKERT!! For de få biler, der hver 7. minut kørte forbi, var udelukkende kassevogne eller lastbiler, som vi ALLE ved er øksemorderes foretrukne transportmidler. 

(På det her tidspunkt har jeg skåret næsten 90 sekunder af min tid pr. gået kilometer, og i en afkrog af min hjerne noterer jeg mig, at skrækbaseret vægttab måske godt kunne fungere).

Da jeg endelig kan dreje fra vejen, ser jeg længere fremme en bil, og der er et eller andet ved måden, den kører på, der får mig til at bemærke den.

Jeg drejer, går et par meter og beslutter så at følge det instinkt, der får mine nakkehår til at rejse sig, så jeg bøjer mig ned (mens min fornuft fortæller mig, at jeg er en hysterisk idiot) og slukker lygten. Fordi jeg kun går i sort tøj, er jeg nu reelt usynlig. Jeg drejer igen – og det er så her, jeg hører, at bilen sætter farten helt ned. Og drejer. 

Herfra kører jeg på rent instinkt, så jeg springer ind mellem træerne og stå MUSSEstille. Bilen kører laaaaangsomt forbi. Stopper. Holder der, med motoren tændt, men uden at gøre andet. Jeg har nærmest blodsmag i munden på det her tidspunkt, og forbander mig selv, skiftevis for at have hidset mig selv op over noget, der givetvis er ingenting, og for at være så letsindig og naiv, at jeg skal ende mine dage i en juletræsplantage. Bilen triller videre. Holder stille igen. Jeg semi-kravler mellem træerne, til jeg når til et sted, hvor vejen drejer lidt, og hvor jeg ikke kan ses fra vejen, og så er der ellers dømt powerwalk de næste 3 km. med ørerne på stilke og nøglerne i hånden.

Da en due på størrelse med en struds flaksede ud af et træ, troede jeg sgu, at mit hjerte skulle flække af ren rædsel. SHIT, hvor var jeg bange. 

Men jeg kom hjem i god behold, og jeg har siden brudt min hjerne med, om der er en eller anden logisk forklaring. Et afløser-avisbud, der ikke kunne finde sin rute. Et eller andet. Jeg ved det ikke og finder aldrig ud af det, men det bliver public places og 1000 watts belysning fra nu af, det er helt sikkert.

I øvrigt:

*Skal jeg bede om, at alle, fra nu af og til verden går under, ikke holder midt i mellem to benzinstandere, så der kun er plads til deres bil. Kør! Nu!! Frem!!!

 *Ville jeg ønske, at musikstreaming-tjenesterne ville headhunte et it-menneske fra Google, så deres søgefunktioner kunne blive mindre hysteriske.

Itunes/YouSee/Sportify, når man taster: ’Beyoncè – søg’

Google, når man taster: ‘Bijyonse – søg’

*Vil jeg bare opfordre til, at man går på YouTube og finder ‘I Mexico går det godt’. Jeg var ved at blive kvalt i en sofapude, da jeg måtte mute mine egne latterbrøl under sekvensen, hvor Esben og Peter først får renset deres aura med konkylie-blæs, og derefter skal omfavne træer.

*Skal jeg, efter at have set den i samtlige jule-kataloger, lige høre, om der godt nok stadig er nogen, der læser Guinness Rekordbog?

*Er jeg oprigtigt trist over, at Marie Fredriksson fra Roxette er død. Look sharp! var mit første ægte kassettebånd, og jeg forbinder det med sommerferie i Blåvand, solskinsvejr og afklippede jeans og mig og min walkman på lange gåture ud af barndommen og ind i noget, jeg endnu ikke vidste, hvad var. 

*Bliver jeg nødt til at spørge, hvem har opfundet bloggersprog, for jeg får en del mails med forslag til “samarbejde”. Hvor kommer det udtryk fra? Hvordan bliver det noget som helst andet end rent, regulært ’arbejde’, når du har et produkt, du gerne vil have mig til at reklamere for? Man må altid gerne spørge, men lad os kalde det, hvad det er –  selvom det så selvfølgelig også kommer til at lugte lidt af løn.

Hvis vi lige skal være alvorlige et øjeblik, venter jeg stadig på, at nogen laver en platform til blogs, der minder om HBO og Netflix. BlogFlix. Hvor man som læser tegner abonnement for en måned, og hvor de bloggere, der er med, kan koncentrere sig om at lave indhold og interagere med deres læsere, og ikke behøver sige pæne ting om slankesåler og motorolie, og blive tandløse og beige for ikke at bide hånden, der fodrer dem. Hvor der er plads til, at bloggere udvikler sig og prøver nye vinkler og nicher af, og ikke er tvunget til at gøre alt op i clicks og likes, og på den måde mainstreame et produkt, der i første omgang blev kommercielt levedygtigt, fordi det skilte sig ud.

*Ender min egen dovenskab med at tage livet af mig. Jeg har købt et juletræ, som jeg har stillet udenfor mine stuevinduer. 4 gange i timen får jeg et chok og tror, at der står en øksemorder derude. 4 gange i timen beslutter jeg, at jeg ikke behøver at flytte det, for ‘nu ved jeg jo, at det står der’. Jeg er min egen værste fjende.

I øvrigt

*blev jeg i går ringet hjem kl. 12, fordi Frida havde fået en bænk over tæerne, kl. 14.30 bragede en bil ind i siden på min, og kl. 16.10 fik jeg besked om, at den virksomhed, jeg arbejder i, er gået konkurs. Jeg har før haft bedre dage.

*er Frida ok. 

*kommer min erfaring fra konkursen i 2016 meget handy ind nu, for selvom der er 100 løse ender, og ting, der ikke er afklaring på, er panikelementet ikke til stede denne gang, og det er sådan set meget rart. 

*så jeg forleden Joker, og den er SYGT god. Også selvom man ikke er til Batman og hele DC Comics universet. Stort, STORT ja-tak til Joaquin Phoenix herfra.

*føles det lidt som om, vi alle sammen har skudt julen ekstra tidligt igang i år. Måske er det bare fordi, det sidste år var 42 grader indtil midt i november, og vi derfor aldrig rigtigt nåede at omstille os?

*har jeg fundet en hvid gløgg, der er så god, at det faktisk ikke kan betale sig at lave den selv. Den er fra Blossa, og dette er ikke spons – men hvis I ser der her, Blossa-folk, så giv lige et kald; jeg er *ikke* afvisende…

*har begge mine børn for tiden fået ord galt i halsen, som jeg næsten bliver kvalt i forsøget på ikke at grine af. Når Anton hånligt skal kommentere på, at Frida er bange for noget, kalder han hende for en pip-skid, mens Frida lystigt synger om rotterne på loftet, der danser om nissen, mens de snotter. For helvede, mand. Det er et galehus, det her. 

*ved jeg ikke, hvad jeg skal være, hvis jeg ikke skal være tolk, så ser man et jobopslag og tænker, at det kunne være noget for mig, så skyd det lige min vej, ikke?

I øvrigt

*Har mine børn opdaget Harry Potter, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af begejstring. Der ligger 3 års lobbyarbejde forud for denne festdag; år, hvor jeg har ladet bøgerne ligge “tilfældige” steder rundt omkring, sneget dem med hjem fra bib som lydbøger, sørget for at flette navnet “Harry Potter” ind i så mange samtaler som muligt, og endelig, ENDELIG har det båret frugt.

Frida ser de første 3 film, og ser dem MEGET koncentreret, mens Anton går lidt mere til og fra. (Vi skal nok få ham). I går gik han forbi og spurgte undrende, hvorfor “den kat ser så underlig ud?” hvortil Frida, overbærende og med kendermine svarede: “Det er ikke en kat, Anton. Det er Mione, der har drukket en klam smoothie”.

I love It.

*Tænker jeg for tiden meget over, om det vigtigste er at få tingene sagt, eller om det er at blive hørt. For trangen til at gøre det første kan være så altopslugende, at det bliver på bekostning af det sidste.

*Var børnene og jeg ude på vores første Halloween-togt i torsdags. Det var simpelthen så hyggeligt. Børnene var fine og spændte, og vejret var helt perfekt; tørt og med et snert af kulde. Der var græskar med lys i, hekse og spøgelser, og under det hele lå energien og sitrede.

Noget af det bedste ved, at de bliver større er, at vi kan lave ting, der er nye for dem begge, og som de begge synes er sjove, og når vi gør det, er de pludselig hinandens bedste venner. Det kan man godt trænge til at blive mindet om i hverdagens “hun kiggede på mig!!” og “han rørte min luft!!”

På et tidspunkt mødte vi en mand og hans søn på omkring et år. De var egentlig bare ude at gå, og drengen havde derfor ikke en halloweenspand med. Anton spurgte bestyrtet, om han så slet ikke havde fået slik? Og da svaret var nej, løb begge børn resolut over og tilbød både ham og hans far. 

Et andet sted kunne vi se, at der stod en golden retriever og kiggede længselsfuldt ud af vinduet. Da børnene havde ringet på og slik-eller-balladet, ville de godt lige vide, om man måtte sige hej til hunden? “Er I ikke bange for den?” “Øh nej!? Den har jo søde øjne?” Ej, men hjerte, hjerte, hjerte. Dem har jeg lavet. (#OgDetVarMor)

*Vil jeg gerne vide, om der findes en mere klam fornemmelse, end når man sætter sig på et offentligt toilet, og en eller anden doven vvs’er har spændt samlingen i brættet for hårdt, så overbrættet læner sig, kælent og lydløst, mod ens nøgne, uforberedte lænd?

*Skal jeg bede om din bedste opskrift på hvid gløgg.

*Har jeg en hemmelig drøm om, at alle gode blogs en dag ville have et forsidebillede, der ikke er så stort, at der kræver et scroll at se, om der er nyt, når man klikker forbi. A girl can dream. 

*Har jeg købt en nøgleboks, hvilket er tæt på at være verdens smarteste opfindelse, og svaret på stort set alle livets spørgsmål. Barn, der måske godt kunne komme til at smide en nøgle væk i skolen? Nøgleboks. Gæster, der er ankommet, mens du holder i kø? Nøgleboks. Håndværkere, der har brug for at komme ind, mens du er på job? Nøgleboks. Nabo, der er ved at bage, men mangler et æg, mens du står i gymnastiksalen med et barn i tyl? Nøgleboks. Så. Smart.

*Kører vi med jævne mellemrum forbi en gård, der ud til vejen har et skilt med følgende påskrift: “Velbjærget hø til salg”. Jeg funderer hver gang over, om der mon findes steder, der sælger dårligt bjerget hø?

*Har Anton fået Bamsevennen med hjem fra skole, og den dertilhørende Bamsebog, hvori vi skal skrive, hvad vi har lavet, mens den har været her. Jeg har ikke skrevet noget i hånden, som andre skal læse, i årevis, og jøsses, du altforbarmende. Kan man udvikle en meget smal form for analfabetisme, som kun sætter sig på håndskriften?

*Hvis ja og det kan behandles: Godt nyt til både mig og flere andre forældre i 2.B, kan jeg se på de foregående sider i bogen.

You are my people

I øvrigt:

*Har Frida lært at køre uden støttehjul, og *Chandler-intonation* kunne jeg *være* mere stolt?

*Var Anton i efterårsferien i biografen med morfar, og fordi Fridas livsfilosofi er “There is no ‘I’ in ‘team’” har jeg været nødt til at stille hende en bio-tur i udsigt for at undgå, at Anton finder ham her i sengen:

Nu har jeg så tre spørgsmål: 1. Hvad fanden sker der for, at vi begynder at pushe Frozen II merch så massivt EN MÅNED før filmen får premiere?? 2. Hvorfor, åh hvorfor, tjekkede jeg ikke premieredatoen, *inden* jeg lovede, vi skulle afsted? 3. Hvornår lærer børn, hvad tid er? For efter 652 forklaringer om, at ‘det skal være lørdag FIRE gange, og SÅ kommer filmen!’ og ‘når Anton har haft fødselsdag’ – komplet med kalenderillustrationer, fuld pegepind og halvbrille – spørger Frida stadig 76 gange dagligt, om det er i morgen, vi skal i bio?

*Er jeg i den forbindelse kommet til at love, at man må være klædt ud, når vi skal derind. Mormor har kaldet dibs på Sven. 

*Har jeg skrevet om det før, men åbentbart ikke nok til at slippe det: Jeg kan *næsten* ikke være i mig selv, når jeg ser folk på facebook, der gerne vil give deres aflagte børnetøj og cykler væk til “værdigt trængende”. Må jeg invitere til at kigge lidt indad? For jeg er all for, at vi giver dem, der har mindre end os selv. Men det findes der mange måder at gøre på, som ikke tvinger folk til at udbasunere deres livssituation på facebook, hvor kolleger, familiemedlemmer og børnenes klassekammeraters forældre følger med. Jeg er med på, at det er skideirriterende, at man står der og er klar til at føle sig barmhjertig, og så kommer Zandy, som man kender fra fitnesscentret, som ikke er mere værdigt trængende, end at hun har råd til at få lavet negle og extensions, og henter posen med det tøj, man havde forestillet sig skulle bringe glæde i en syrisk flygtningefamilie. (Som formentlig alligevel ikke er dem, du får i tale med sådan et opslag). Jeg forstår det, for sådan har jeg det også. Men kan vi ikke lige øve os i at mærke efter, om det handler mere om os selv end om modtageren? Om det måske er fordi, vi har alle mulige følelser bundet i bukserne, mormor har syet og hatten, vi købte, da vi sådan hyggede os i Italien i sommer? For hvis det er den rene hjælp, du gerne vil give, så ved du jo – ligesom mig – godt, at der findes masser af organisationer, som sørger for lige præcis det.

Somme tider er det mest næstekærlige, du kan gøre, at lade folk beholde deres værdighed.

*Går begge mine børn givetvis en strålende, faglig fremtid i møde, men ikke hos efterretningstjenesten.

Fordi:

Vi kommer kørende, og passerer, lige ved Esbjergs mest trafikerede lyskryds, et busstoppested, hvor der står en mørkhåret dame med en trolley.

Børnene (råber): “Det var Magne G’s mor!! Magne G’s mor står der!!”

Mig, der – som altid – kører uden briller: “Var det Claudia?”

Børn: “JAAA!!”

Busser sucks, så jeg tager en fuld runde ved næste rundkørsel, og kører tilbage og ind på Bilkas p-plads, som ligger bag ved busstoppestedet. Ud af bilen, og hen over græsset, mens jeg råber: “Claudia!!” efter damen – som i mellemtiden er nået halvt ud i fodgængerfeltet i den forkerte retning.

Alle andre end mig ville have indstillet redningsaktionen her i erkendelse af, at noget var galt. Men ikke mig. If you go, we go. Så jeg hæver stemme og indsats, og brøler, mens jeg vifter med armene:

“CLAU!!DI!!A!!!”

Kvinden vender sig (sammen med alle andre i hele verden), peger spørgende på sig selv, og begynder tøvende at gå tilbage. Det er så *her* det går op for mig, at det – selvfølgelig – ikke er Claudia. En masse italiensk, undskyldende ‘my bad!’ gestik senere, sætter jeg mig ind i bilen til børnene, som er på vej på kostskole i Schweiz, nu hvor vi har kronprinsessens ord for, at det er “en gave”.

I øvrigt:

*Så jeg forleden på Marketplace en kvinde, der havde en samlemappe med de små varer, man kunne få gratis i Bilka og Føtex for nogle måneder siden, til salg. Til 350 kr. Somme tider synes jeg faktisk, at vi som race fortjener at få en meteor i hovedet.

*Ved jeg godt, at Greta er både klog og dygtig, og at hun er talerør for en hel generation, og spiller en vigtig rolle ift. at sætte fokus og ansigt på klimakampen – men jeg kan. ikke. holde hende ud. 

*Var vi, apropos klimakamp, på stranden i lørdags for at samle affald, og jeg blev simpelthen så glad over, hvor lidt der var at rydde op.

*Var jeg til Høstfest med Anton i indskolingen i fredags, hvilket jeg havde imødeset med en vis spænding. Både fordi arrangementet, som er meget traditionstungt, var nyt for os begge, og fordi Anton har været *meget* lidt meddelsom omkring det. Det var f.eks. en pige fra klassen, der glædestrålende fortalte mig, at “Mig og Anton skal danse sammen!” – jeg anede ikke, at der var dans. Så jeg ankom og stillede mig op i gruppen af forældre, uden den fjerneste ide om 1) hvad der skulle ske og 2) hvordan Anton ville reagere.

Han kom ind, sang med, klappede på de rigtige taktslag og svingede sin lille dansepartner rundt, som om han aldrig havde bestilt andet. “Græder du, mor?” “Nej, nej! Jeg… hostede bare lige, haha”. Ej, men jeg hylede.

Lørdag betalte vi prisen for overtrækket på den mentale konto, og hvor han intet havde delagtiggjort mig i ift. festen, var han til gengæld helt anderledes ekspressiv i sine udmeldinger om Frida, vejret, hans tøj, maden og “DET DUMME AFFALD!!!” som han ikke gad samle op nede på “DEN RÅDNE STRAND!!”

You win some, you lose some. 

*Vil jeg gerne foreslå PepsiCo, at den næste Pepsi Max med smag, de laver, bliver Pepsi Max Kanel. (Hear me out): Næste gang, du køber bland-selv slik, så prøv at købe et par vingummi-colaer, og fortæl mig, at de ikke smager af cola OG kanel. Det gør de! Og det er godt! 

*Er der simpelthen så meget, jeg ville ønske, jeg interesserede mig ægte for. Jeg nævner i flæng: Brexit, Venstre og deres interne opgør, den potentielle rigsretssag mod Trump og jagten på rigmændene, der har trukket milliarder ud af dk. Men min opmærksomhed glider af på emnerne, som var de våde, mosbegroede sten, og så sent som i morges tog jeg mig selv i at tænke: Kan DR ikke bare lave sådan en bulletpoint-artikel om de vigtigste punkter, jeg kan læse? Jeg er nu officielt en del af problemet. 

*Har jeg den sidste måneds tid været i gang med flere af de blogs, I anbefalede i det her indlæg, og der er et par stykker, jeg gerne vil fremhæve:

Æselsperspektiv

Velskrevet og vedkommende, og så er Johanne en af de bloggere, der formår at skrive personligt, og samtidig indflette aktuelle begivenheder fra verden omkring os.

Plantesmilet

Om kolonihaver, livet, børn, bæredygtighed og alt det, der ligger ind i mellem. 

Tiefental

En blog om at finde det meningsfyldte liv, og det her indlæg er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. 

Og så noget så sjældent som hele TO mandlige bloggere: 

Undtagelsestilstanden

Skæv og utrolig velskrevet. Det er svært at sætte præcise ord på, hvad bloggen egentlig handler om, men den smager lidt af Jan Sonnergaard og Kafka, samtidig med, at den er både nem at læse og at blive fanget af.

Den gode opdragelse

Jesper, som står bag denne blog, har jeg skrevet med bag om bloggen, og han er et af de mennesker, man bare helt instinktivt godt kan lide. Han blogger hver fredag, og siger selv, at det overliggende tema er jagten på den gode opdragelse; min oplevelse som menig læser er dog, at det, han skriver trækker tråde til noget, der er meget mere overordnet end bare opdragelse af vores børn; måske er en form for reflektion over, hvad der skaber det gode menneske? Det lyder tungt, men det er det overhovedet ikke. Det er sjovt, velskrevet og skævt, og så har jeg lovet ham at sige, at han meget gerne vil have input til, hvad blogdamer er særlig interesserede i at høre en mandlig bloggers take på. Den er hermed givet videre.

*Er vi igennem september om 5 dage, og det har jeg det sådan her med:

I øvrigt:

*læste jeg for et par uger siden en artikel om, hvor problematisk det er, at unge mennesker ser porno, fordi det påvirker deres opfattelse af sex. Det fik mig til at tænke på, at jeg faktisk synes, at alle de vlogs, som diverse YouTube-børnefamilier lægger op, forvrænger virkeligheden tilsvarende, for alt er så utrolig smukt og velfriseret. Her er ingen, der er sure, og alle dage er fyldt med slik, kage og unboxing af ting, man ikke selv skal finde penge til.

*har jeg brugt lang tid på at tænke over, om jeg synes ovenstående også gælder for blogs og influencers, men tror, jeg er nået frem til, at de alligevel adskiller sig, fordi målgruppen er ældre (jeg mener – man skal lige kunne læse), og dermed forhåbentlig også en smule mere kritisk. Eller hvad?

*kørte jeg forleden forbi en hestetrailer, som efter påskriften at dømme indeholdt hoppen Cognac Conny, og hvis ikke det det bedste navn til en hest *nogensinde*, så ved jeg ikke, hvad er. 

*skal jeg lige høre, om der er andre end mig, der bruger tricket med kun at øse nye madvarer, man gerne vil lokke i sine børn, op på egen tallerken, for derefter “modvilligt” at lade børnene smage, når de spørger, hvad det er?

*tror jeg på mange måder, at Frida føler sig som min jævnbyrdige, voksne roommate. Forleden kom hun gående igennem stuen, iført bukser, der var så beskidte, at de lignede noget, hun havde gravet op af jorden.

Mig: “Frida, vil du være sød at tage et par rene bukser på?”

Frida, i det mest perfekte fake-beklagende, kundeservice-ekspedient-der-giver-minus-23-fucks-for-din-klage tonefald:

“Nej, desværre”

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er stolt eller rædselsslagen. 

*er jeg i gang med 3. sæson af Handmaid’s Tale, og jeg ved ikke hvorfor, men der er noget ved den serie, der giver mig lyst til at udskifte alle mine hilsner med Blessed day og Under his eye. (Selvom The Lord overhovedet ikke behøver at open noget som helst her).

*var vi til fest i børnehaven i fredags, hvor forældrerådet havde inviteret Naturnørden, som til lejligheden havde medbragt lidt forskellige dyr. Det viser sig, at jeg ingen problemer har overhovedet med at have slanger om halsen og mus i hånden, når alternativet er en kæle-snegl på størrelse med en honningmelon.

*fatter jeg ikke, at det i dag er 18 år siden, verden for altid blev delt i et før og et efter.