I øvrigt:

*Havde jeg fødselsdag igår, og da jeg bor med mine to mest entusiastiske hype-guys, blev jeg fejret efter alle kunstens regler, nedlukning til trods. Aftenen tilbragte jeg med bare tæer, podcast, malerpensel og champagne i min entre, og jeg er faktisk bare virkelig glad for mit liv.

*Troede jeg, at jeg havde fjernet min fødselsdag fra FB. Men enten har jeg gjort det forkert, eller også vurderede Zuckerberg, at jeg trængte til lidt virtuel kærlighed, for i hvert fald blev hele min venneliste prikket på skulderen, og han havde ret. Det *var* hyggeligt. 

*Hører jeg så meget radio for tiden, at de ting, der irriterer mig, irriterer mig, så jeg nærmest får udslæt. Jeg nævner i flæng: Bilka, der reklamerer for, hvor nemt det er at ‘handle ind’ (really, Bilka? Ikke ‘købe ind’ eller handle’?) eller Mr. Green, der formaner til ikke at ‘spille for penge, du ikke har råd til’ (bare lige hurtigt, Mr. Green. I har glemt ‘-AT MISTE’!! Ffs!). Og så har jeg lyst til at lægge mig ned og græde over, at fagforeningerne pisser muligheden for at lave aktuelle reklamer, som kunne gøre en afgørende forskel for en presset branche, og som kunne synliggøre, hvorfor de er så vigtige, væk. Hold nu kæft med den pris. Sig, at der lige om lidt er en arbejdsgiver, der kommer i tanke om, at det måske var smart at sætte en medarbejder ned i tid og spare på lønnen, fordi transporten er skåret væk. Eller snak om, hvilke konsekvenser det har for din opsparing og afvikling af ferie med al den hjemsendelse. Eller om, hvad man gør, hvis man pludselig er gået markant ned i løn, fordi alle de tillæg, man normalt oppebærer ude i virkeligheden, falder væk, når man er hjemme. Eller snak om, hvor lidt/meget en chef må overvåge sine medarbejdere, når de sidder hjemme og arbejder. Skatteregler. Sygefravær og 120-dages regler, når man skal blive hjemme, så snart man nyser, og ikke kan trække på bedsteforældre til syge børn. Der er. så. mange steder, hvor fagforeningerne får travlt de kommende år, og hvor det kommer til at blive helt afsindigt vigtigt, at nogen står vagt om arbejdstagerne, og hvor det derfor kommer til at betyde ALT, at de mennesker, der repræsenterer dig ved, hvad du laver, og ikke skal hjælpe både postbude, kagedekoratører og revisorer. Sig dét. På forhånd tak.  

*Er jeg blevet (skamfuldt) afhængig af Idols-klip på YouTube. (Freud ville nok byde ind med, at det er trygt og forløsende at græde over noget, der hverken er farligt, vigtigt eller trist). Lionel Ritchie, som jeg ellers synes laver det mest irriterende musik verden, begynder at gro på mig. 

*Har jeg pga. aflysninger været mere hjemme med børnene end forventet, og jeg vil gerne have lov at indstille Steve Jobs til prisen som Årets Pædagog. Jamen, min skærmpolitik, mand. Nogen må snart gribe ind. 

*Fik jeg igår, med høj, klar stemme sagt, at en bestemt person gik ‘for lud og kold vind’. Det er overflødigt at sige, at jeg ikke har sovet i nat.

*Håber jeg inderligt, at Biden tager Obama med som rådgiver. Mest fordi jeg savner alle de gode memes.

I øvrigt

*Fik jeg en ekstra bage-rist i julegave, og jeg tror, jeg blev lige så glad for den, som Anton blev for sin gigantiske æske med Lego. Det vil jeg minde mig selv om næste gang, jeg er på vej til et forældremøde og bliver ramt af fornemmelsen af ikke at være En Rigtig Voksen. 

*Havde vi den mest fantastiske juleaften. Kæft, det holder, at børnene bliver ældre. Jeg havde d. 23. lavet en liste over det, der skulle ske (bad – skoven – frokost – mormor og morfar – spise – rydde op – synge – gaver) og ladet børnene tegne små symboler til hvert punkt, og det fungerede fuldstændig fantastisk. De glædede sig, men på den måde, hvor det stadig var begejstret forventning, der fyldte og ikke det, den kan kamme over og forvandle sig til, når det hele bliver alt for meget.

*Er jeg for en måneds tid siden startet på CBD olie (cannabisolie), og jeg skal nok lade være med at forvandle mig til vækkelsesprædikant, men shit, det er godt for mange ting.

*Skal vi holde nytår herhjemme, bare børnene og jeg, ligesom vi har gjort de sidste to år, og jeg glæder mig. Der er pynt, fint tøj og glimmer, og der er hotdogs og 3 slags is til dessert. Jeg har valgt Årets Sjus, som jeg ikke har de fjerneste skrupler ved at købe ind til, selvom jeg formentlig ender med kun at drikke en enkelt eller to, men fordi det hele er holdt så low key, slår det ikke bunden ud af budgetttet, at jeg eksperimenterer lidt på drinkssiden.

*Har jeg lovet børnene lidt raketter at skyde nytåret ind med, så i tirsdags var vi ude for at købe dem. Jeg fik krydset et par børnepakker af, og da vi fik kassen overrakt, syntes jeg godt nok, den var lidt tung. Lang historie kort: De pakker, jeg havde bestilt, var udsolgt, så “vi har bare lige lagt nogle større i – I får dem selvfølgelig til samme pris” og vi har nu så mange raketter, romerlys og noget, der hedder “Ildsværd”, at Tivoli nok kommer til at ringe og spørge, hvorfor vi forsøger at outshine dem. 

*Bliver jeg efterhånden decideret hidsig, når folk og virksomheder sætter ting til salg som ‘auktion’ på facebook. Det er den digitale ækvivalent til at stille sig ind midt i en kø og lade som om, man ikke ser dem, der stod der først. For jo. SELVFØLGELIG handler det om udnytte algoritmen, så du som sælger sikrer, at dit opslag rykker øverst i alles feed, hver gang, nogen lægger et bud. Det er muligt, at du snyder dem, der ikke har gennemskuet taktikken, men jeg garanterer dig for, at alle dem, der har, synes, du er utrolig irriterende.

*Hørte jeg et cover af John Lennons ‘Happy Xmas (war is over)’, og kom pludselig til at høre, at han ønsker glædelig jul til ‘the yellow and red ones’. Set med 2020-øjne virker det.. friskt. 

*Har jeg ikke glemt, at jeg lovede at lave en opsamling på madspild, men jeg tænker, vi tager den i forbindelse med 2021’s første M2021-indlæg. 

*Opfatter jeg mig selv som et relativt kompetent menneske. Jeg er nogenlunde lærenem og udstyret med om ikke blind så i hvert fald svagtseende tillid til, at jeg kan lære det meste. Men andre menneskers blandingsbatterier og brødknive? De tager livet af mig hver eneste gang, mand.

*Har jeg lige hørt Don’t turn around med Ace of Base i radion, og hvordan er det gået til, at de aldrig har skrællet huden af Lady Gaga i retten for Alejandro?

*Lovede jeg inden jul, at jeg ville smide et link til mit indlæg om oprydning, fordi vi nok er mange, der efter pynt og fyld længes efter plads og luft. I finder det lige her.

I øvrigt:

*Kørte jeg idag forbi en nedlagt gård, hvor beboerne havde fjernet dugen på trampolinen, og omviklet stellet med gran, røde sløjfer og 4 store, hvide trafikkegler. Vestjyllands julegame er undefeatet.

*Var jeg i Bilka i går, og da jeg pakkede mine poser med kirurgisk præcision kom jeg til at tænke på, at mit job som pakkepige i Føtex, da jeg var 15 – som dengang føltes som det mest ligegyldige job ever – faktisk er det mest undervurderede fritidsjob, jeg har haft. 

*Bagte jeg i weekenden brunkager af færdig dej fra bageren, og jeg er stadig ikke kommet mig over, hvor meget dejen lugtede af pot.

*Er nogen snart nødt til at fortælle Post Nord, at vi ikke har ‘Oplevelser’ med dem. 

*Står jeg klar med blottet overarm i det sekund, vaccinen er klar på disse breddegrader. De, der hard core er imod, ændrer ikke synspunkt pga. noget, de læser her, og sådan er dét. Men til tvivlerne, der er mistroiske, fordi vaccinen er udviklet på et år, og man ikke ved, hvad der er i den, vil jeg bare lige hurtigt spørge, om de på stående fod kan fortælle mig gennemsnitstiden for udvikling af en vaccine, eller om de udbad sig indlægssedlen på den eksotiske coktail, de uden at blinke fik skudt i røven, inden de backpackede sig gennem Thailand og Indien? 

*Forstår jeg ikke, hvad de mener i spillereklamerne, når de til sidst siger “Regler og vilkår gælder”. Altså, er det godt nok en legal, juridisk ansvarsfraskrivelse?

*Har jeg i år installeret en lidt mindre ambitiøs drillenisse herhjemme. Men d. 01. december fik Frida drillenissen med hjem fra børnehaven, og hvor det normalt er en nusset, strikket sag, som jeg er tusind procent stejl på, at jeg ikke vil have i kontakt med sengetøjet, så er det i år en malet pind. Fem store guldstjerner for kreativitet og evne til at finde vej igennem covid til pædagogerne. Men. Pinden må ikke komme med tilbage i børnehaven. Så nu har vi to drillenisser. Jeg har sendt en mail til Interflora og foreslået, at de til deres ‘Sig det med blomster’-kategori tilføjer tidsler. 

*Overhørte jeg for et par uger siden to kvinder i starten af 20’erne snakke om, hvorfor feminister altid er – og jeg citerer – “sådan nogle sure, gamle damer”. Først blev jeg sgu lidt træt på indersiden, men ved nærmere eftertanke er det egentlig også min egen oplevelse, at mange af os først bliver aktive feminister i det sekund, vi får døtre. Det fik mig til at tænke på, at det er usigelig trist, at vi først kan se, at en måde at behandle mennesker på, er forkert, når den går ud over andre end os selv.

*Er jeg i gang med de indledende overvejelser til vores værelsesrokade, fordi der er en del logistik, der skal falde på plads, hvis det skal kunne lade sig gøre, at alle har egne ting på egne værelser. I den forbindelse har jeg en dør, som jeg gerne ville have vendt, og jeg gik derfor på nettet på jagt efter mailadresser på tømrerfirmaer. Og her må jeg bare sige, at der er *rigeligt* med udviklingspotentiale for faget, sådan helt generelt, for ud af de 7 – og det var altså s.y.v. – hjemmesider, jeg var forbi, var der mailadresse på én. Jeg er med på, at vi helst vil snakke med de kunder, vi skal give tilbud, men shit det kvæler megen potentiel indtjening i fødslen, for når jeg kl 23.30 pludselig skal vide, hvad det koster at vende en dør, så er der jo ingen, der sidder klar ved telefonen, vel?

*Og bare for at understøtte min pointe: Den gode mand, jeg skrev til, bad om billeder, og da jeg sendte dem til ham, skrev han retur med ‘Er du opmærksom på, at el og lys så kommer til at sidde bagved døren?’ Og nej. Jeg er sgu da ej. Jeg er mest optaget af, hvad for en nuance af blå, jeg skal vælge. Men med en korrespondance, der sammenlagt tog 3 minutter, sparede han sig selv for en forgæves tur på landet. Mailadresser til folket!

*Skulle jeg forleden bruge nedenstående gif som svar på en besked, og jeg kunne kun huske, at det på dansk hedder ‘Vindheks’ – hvilket ikke rigtig er nogen hjælp i et engelsk gif-bibliotek. Jeg googlede det, og fik: Vindheks = Wind Witch. Jeg tror ikke, at AI-robotterne er lige på trapperne.

I øvrigt:

*Sad jeg forleden i bilen på Bilkas p-plads og tjekkede mine fortænder i spejlet for hørfrø – indtil det gik op for mig, at det er skideligegyldigt #maskeliv

*Tror jeg, at TV2 skal starte deres årskavalkade nu, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at få bare 1/4 af 2020 med. 

*Er Anders Tegnell fotomæssigt set gaven, der bliver ved med at give. Uanset hvordan det går i Sverige, findes der et billede af ham med et ansigtsudtryk, der matcher overskriften. 

*Har jeg købt for en formue vintertøj til begge børn, nu hvor de skal være ude de næste mange måneder. Og altså. De termostøvler og overtræksbukser får vi jo ikke rigtigt brug for, hvis det fortsætter med 15 grader og vand nok til at genindspille En Verdensomsejling Under Havet på mortorvejen. Permafrost NU! 

*Står Instagram til en sherifstjerne efter at have sneget en shoppingknap ind, der hvor notifikationerne plejer at være. Nej tak. 

*Har Anton og jeg kørt Jurassic kavalkade, og det tog Anton – altså, barnet, der opfatter det danske sprog som en personlig fornærmelse – under 30 minutter at lære navnene på samtlige dinosaurere. (Hedder det egentligt ‘dinosaurere’ eller ‘dinosaurusser’?) Han kigger nu på mig med en blanding af medlidenhed og overbærenhed, når jeg refererer til dem som ‘den med den lange hals’ eller ‘den lille sure’.

*Forsøgte jeg i fredags at flytte mit sofabord med min lilletå. Det kan man ikke. Til gengæld er jeg tilbage i klip klappere. 

*Slog en med-murderino forleden et opslag op i My Favorite Murder-gruppen med overskriften: “I need a new vibrator”. Efter 3 timer havde opslaget 520 kommentarer fordelt nogenlunde ligeligt på anbefalinger og ‘taking notes’-gifs. Alle stress-keder sig i 2020.

*Gider jeg normalt ikke Baileys, som jeg synes er alt for sødt, men i år har jeg pludselig fået lyst til, at de laver en juleversion med et strejf af kanel. Så det skal jeg bede om.

*Er jeg umådelig fortørnet over, at Netflix bare, helt iskoldt, har valgt at lægge The return of the king op – men ikke Fellowship of the ring og The two towers. Hvem fanden kan nøjes med desserten?? (Og jo. Selvfølgelig har jeg set og læst dem alle 3 tusind gange allerede, men hvordan – *hvordan* spørger jeg!!?! – skal det blive jul uden?!)

*Fylder Anton 10 år i morgen, og jeg er derfor MIA de næste par dage, hvor jeg skal snigkysse ham på håret og snøfte over, at det lille, bitte menneske pludselig ikke længere er så lille endda.

*Synes jeg, at vi har snakket for lidt om, hvor meget Hugh Grant pludselig er begyndt at ligne Pierce Brosnan. Wtf?

*Er podcastlisten opdateret med:

En helvedes fortid

P1 podcast i 4 afsnit, som Esben Bjerre forleden anbefalede i sin story. 

Podcasten handler om “Michael”, der er født og opvokset i det kriminelle miljø i Aalborg, som efter fødslen af sit andet barn prøver at gøre op med fortiden for at komme ud af den. 

Man skal være en hård negl for ikke at blive berørt af historien om, hvor svært det er at finde nye veje med gamle kort, og selvom Michaels historie er mere rå end de flestes, er der alligevel også elementer i den, man genkender, som f.eks. at man ofte ser på sine forældre med mildere øjne, når man selv får børn, og det går op for en, at en barndom sådan set bare består af én lang række af øjeblikke, hvor man som forælder forsøger at tackle liv og hverdag så godt, som man kan, med det man har. 

I øvrigt:

*Så jeg forleden to lesbiske damer i lokalområdet, der kom gående med hinanden i hånden, og jeg havde lyst at rulle vinduet ned og råbe: “Tak!” For jeg bliver simpelthen så ked af det, når jeg hører fra mine homo-venner, hvordan de bliver svinet til, fordi de går med det menneske, de elsker i hånden, hvilket da for fanden burde være en menneskeret. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange, jeg har set det i al den tid, jeg har boet her i byen, og selvom de ikke på nogen måde har pligt til at agere reklamesøjler for homoseksualitet, så blev jeg bare virkelig glad over at se dem gøre det, fordi det forhåbentlig kommer til at gøre en forskel for den kommende generation, både ift. at gøre og forstå noget, de har set repræsenteret i gadebilledet og virkeligheden. 

*Kom jeg i dag, da jeg skulle forklare to børn, der stirrede blank på mig, fordi jeg bad dem om ikke at gå over åen efter vand, til at tænke på, om vi egentlig stadig laver ordsprog? Eller om vi bare har vedtaget, at vi har dem, vi skal bruge?

*Junker jeg fortsat Bailey Sarian på YouTube, og har derfor set den nye og meget smukke reklame fra undertøjsfirmaet Change en del gange. Men hvorfor *ER* det, de ikke smider de sidste par tusinde i puljen og køber en speaker, der har engelsk som modersmål? Engelsk med dansk accent er noget af det tungeste og mest klodsede, jeg kan komme i tanke om. 

*Skal jeg bede om, at de edderkopper, der sidder og gemmer sig virkelig dårligt over listerne i loftet, bidrager til det samlede hushold og får ædt nogle af alle de klimaforvirrede myg, der på transylvansk vis er ved at tømme os alle 3 for blod.

*Elsker jeg, at Frida har så meget sprog, fordi det giver et utrolig skønt billede af, hvad der sker inde i hovedet, når man er 5 år og øver sig i både at forstå verden og i at være stor. F.eks. ville hun forleden gerne vide, hvordan heste egentlig fløjter, og da hun i går havde hjulpet med at dække bord, bankede hun på Antons dør og råbte myndigt: “Værsgo – så er der friseret!” 

*Øver jeg mig for tiden i at huske, at man aldrig skal smide mere engangement ind i andre menneskers problemstillinger, end de selv gør. Jeg lærte lektien for år tilbage, hvor jeg havde hhv. en meget job-rådvild veninde og en, der ikke kunne finde ud af, om hun skulle gå fra sin kæreste. Hver gang jeg var sammen med dem, brugte vi TIMER på at analysere, tænkte igennem, forestille os og undersøge, hvad det indebar at blive meterolog/hestehvisker/cirkusartist, og hver gang engagerede jeg mig 100%. Jeg læste jobannoncer, jeg modtog opkald på alle tidspunkter af døgnet, jeg var sparringspartner, supporter og psykolog, og det tog næsten et år for mig at opdage, at jeg gik *væsentligt* mere op i at løse deres fremtidsudfordringer, end de selv gjorde.

Når de gik hjem, havde de fået læsset af og ventileret og indrettet luftkasteller, og det var egentlig både fint og nok for dem, så når jeg 3 dage senere sendte et jobopslag, jeg var stødt på eller et link til en ledig lejlighed, var de nærmest lidt uforstående over, hvorfor jeg gjorde det.

Mine veninder er det bedste, jeg ved, men den her type af adfærd er et sort hul, der suger al energi og synergi ud af et venskab, og man hjælper ingen ved at påtage sig problemknuserrollen. Tværtimod bliver man den sureste og mest trælse version af sig selv, når man vil løse andre menneskers problemer mere, end de selv vil, fordi man både bliver sympati-frustreret over problemet, men virkelig også over den manglende handling på det, alle samtalerne til trods.

*Kan jeg næsten ikke få luft af irritation, når jeg ser mennesker, jeg ellers både kender og holder af, der deler opslaget “Tak til alle de mænd, der gennem tiden har klappet mig i røven, taget mig på låret blablabla fået mig til at føle mig som kvinde”. Jeg synes, det er så misforstået, at jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal gøre ved mig selv, for det sidestiller metoo-sagerne med gensidig flirt i byen, og gør det yderligere svært for de kvinder, der har oplevet grænseoverskridende adfærd, at stå frem.

Særlig fordi der under hver eneste deling er ca. en million kommentarer (90% fra mænd…) af typen “TAK!” og “Endelig lidt fornuft!” og “Dejlig befriende læsning!”

For det er jo ikke flirten i byen, der er problemet, og selvom der er gråzoner, så bliver vi også nødt til at være enige om, at SÅ kompliceret er det heller ikke. Det er bare at vende spørgsmålet om. Ville det få mænd til at føle sig ekstra meget som mænd, hvis fremmede damer i byen greb dem i skridtet, når de gik forbi? Eller hvis den kvindelige kollega lagde hånden på den mandlige kollegas røv, blot fordi de stod ved siden af hinanden? Og når vi er færdige med at tø-hø-grine og albue hinanden i siden, så ved vi vist alle sammen godt, at det er en vane og en kultur, der skal ændres, og det kan være noget bøvl – men selve sondringen; den er ikke svær.

(Det er ikke for at negligere, at kulturopgøret bliver besværligt. For det gør det helt sikkert. Det er overalt, og vi er først lige begyndt at få øje på det. Hollywood får også god plads i arkivet, når de opdager, at klassikeren ‘kvinde siger nej til mand, mand bliver med med at prøve, kvinde overgiver sig til sidst’ faktisk bare er glorificeret light-stalking. Som – vil jeg meget gerne medgive – vi kvinder selv er med til at romantisere, fordi det er så dejligt bekræftende, når nogen rigtig kæmper for én).

(Og bare lige i forlængelse af ovenstående: Når det er kvinden i filmen, der ikke vil acceptere et nej, er det ikke længere romantisk, men bare ynkeligt. Det kan man også lige tænke lidt over).

Nå, men tilbage til opslaget, som jeg synes er super problematisk, fordi det får det til at lyde som om, at metoo bare er de stramme, sure feminister, der ikke er med på noget sjov.

For prøv lige at udskifte ‘mænd’ med ‘chefer’, ‘mandlige kolleger/lærere’ eller ‘alle de af mine veninders mænd’ og se, om det så føles anderledes? For det er jo dér, det primære problem ligger. Ikke på Crazy Daisy kl. 3 fredag nat.

At håne andres overtrådte grænser er bevis på én af to ting: Enten har man aldrig selv prøvet at få netop den grænse overtrådt, eller også er man stadig så sovset ind den giftige kultur, at man ikke forstår problemet.

Er podcastlisten opdateret med følgende:

Redhanded

Britisk true crime, som jeg først rigtig blev fanget af i andet forsøg.

Når jeg tester en ny podcast, starter jeg altid med første (=ældste) afsnit, fordi jeg synes, man der får en god fornemmelse af, hvem podcasterne er, og hvad det er, de gerne vil fortælle. Det gjorde jeg også med den her, og jeg var ikke imponeret. Lyden var dårlig, og der blev brugt enormt lang tid på at fortælle om befolkningsgrupper, historiske begivenheder osv. Alt sammen fint og godt, men når man napper sin podcast i bidder, så bliver det simpelthen for svært at holde styr på hovedhistorien, hvis info-delen om de forskellige retninger indenfor jødedommen er 20 minutter lang.

Derfor slap jeg den efter et par afsnit. Men i MFM-gruppen på fb blev den ved med at komme op, så jeg besluttede at give den endnu et skud, og valgte anden gang at høre det nyeste afsnit først. Og what a difference a day makes. For nu er jeg PÅ-på. Udover det virkelig skønne britiske engelsk, så fortæller de også nogle helt andre historier end deres amerikanske kolleger, fordi de ikke er flasket op med The Zodiac Killer og Ted Bundy. Kæmpe anbefaling herfra – bare husk at starte bagfra.

The Missionary

Denne podcast er et forsøg på at grave sandheden frem om den unge kvinde Renee Bach, der som 19-årig rejste til Uganda som missionær, stablede et lokalt hospital på benene og idag står anklaget for at have slået 135 børn ihjel. 

Podcasten tager fat hele den etiske problemstilling omkring, hvem det egentlig er, missionærer og hjælpearbejdere forsøger at gøre noget for. For handler det om at redde børn – eller handler det i virkeligheden mere om at se og fremstille sig selv som én, der redder børn.

I øvrigt:

*Er min koncentration stadig midlertidig forstuvet. Der kommer noget sammenhængende, når den er sig selv igen. 

*Har jeg her til morgen brugt 15 – og det var altså: Femten – minutter på at mægle mellem mine børn, fordi Anton havde taget et stykke brugt karamelpapir fra Frida, som hun havde tænkt sig at pakke en sten ind i. FN, I ringer bare. 

*Passerede vi forleden i bilen en kat. Anton: “Hvor var det flot, at du ikke kørte den over, mor!” Det er snart to år siden jeg kørte en kat over, hvilket er både første og eneste gang, jeg har så meget som strejfet et dyr. Det er børn, der er ophavsmænd til hashtagget #NeverForget

*Og nu vi er ved dyr – og det er ikke for at tale ilde om hverken det ene eller andet af slagsen –  men jeg tror ikke helt, jeg forstår, at man skal samle hundelorte op, mens heste må skide lystigt på stier og veje? 

*Skal jeg høre, om der er andre end mig, der oplever at få ualmindeligt mange mærkelige notifikationer fra mennesker, der tydeligvis ikke er danske, som gerne vil være medlem af samtlige grupper, man administrerer på facebook? Min russiske-amerikanske-valgs-sølvpapirshat er ved at selvantænde. 

*Er jeg bange for min e-boks, og jeg ved ikke hvorfor. Men så SNART, jeg får mail om, at der er ny post til mig derinde, får jeg svedige håndflader og hjertebanken. Måske jeg lige skal vende det med Dr. Freud?

*Har jeg lovet at prøve at skrive et indlæg, der læner sig op ad podcasten ‘Alenemor &’, hvor fokus er på, hvad der er specielt, når man får børn alene. Hvis nogen har noget, de specifikt gerne vil høre om i den forbindelse, er de velkomne til at kommentere eller sende en mail. Så ser jeg, om ikke, jeg kan flette det ind .

*Er podcaslisten opdateret med nye podcasts, men inden vi tager dem, smider jeg denne gang et par boblere på. Det er podcasts, jeg har fået anbefalet af flere, eller som jeg sagtens kan høre er af virkelig god kvalitet, men hvor underlige småting alligevel stryger mig nok mod hårene til, at jeg går udenom dem. (Jeg undlader at gå i detaljer for ikke at smitte jer med mine særheder).

Boblere:

This podcast will kill you

En biolog og en epidemiolog fortæller om alt fra Sars over Pest til Røde hunde, og kommer omkring både historie, myter, behandling osv. Der er tale om en podcast i samme format som de fleste true crime samtalepodcasts, og stilen er afslappet humoristisk.

Paperghosts

4 unge kvinder forsvinder i starten af 70’erne i New England, og denne podcast er en afdækning af forsøget på at finde ud af, om sagerne hænger sammen. 

Mine smukke veninder

P1 podcast i 4 afsnit laver en kvindelig journalist i slut-fyrrerne, som sætter sig for at finde ud af, om den vilde vendindeflok, hun har været en del af, siden hun var teenager, kan redefinere deres måde at være sammen på, nu hvor de er blevet voksne. Det er en podcast om at være fanget i de roller, man altid har haft, og et forsøg på at forstå, hvorfor bestemte konstellationer bliver så grænsesøgende og overdrevne. 

You’re wrong about

Et par journalister skiftes til at fortælle hinanden om sager, som de fleste af os har fået galt fat i detaljerne omkring. Emnerne er alt fra Tonya Harding, over crackbabyer til The Satanic Panic.

Anbefalinger, som er at finde på listen:

Den nye stil – historien om dansk rap

Jeg fik den her anbefalet for første gang for et år siden. Som altid, når jeg får anbefalinger, hentede jeg første afsnit, og så lå den ellers dér i mit bibliotek. Uanset hvor mange gange jeg var inde og rode rundt, endte jeg altid med at gå uden om den, fordi.. jamen, sgu nok fordi jeg synes coverbilledet er så grimt og klodset, og til sidst slettede jeg den igen.

Men nød lærer nøgen kvinde at elske gule, jammerlige collager, og med et par nye anbefalinger i ryggen, hentede jeg den igen. Det er 14 dage siden, og jeg har hørt alle 32 afsnit. SHIT, den er god!! Jeg er helt blæst bagover, hvor meget selvindsigt de her mennesker har (hej fordomme), og hvor utrolig nemme, de er at holde af. Det hjælper formentlig, at jeg tidsmæssigt var ung, lige da dansk rap begyndte at bryde igennem, og derfor er podcasten også en beskrivelse af en tid, jeg husker meget tydeligt, og jeg har masser af kontekst at sætte historierne ind i. Men uanset om du aldrig har hørt et eneste rap-nummer eller om du er die hard fan af genren, så er det her historiefortælling, når det er allerbedst.

Ear hustle

En podcast om at sidde i fængsel, produceret af dem, der sidder der. Hver episode er en afsluttet fortælling, og noget river mere i hjertet end andet, men den er utrolig velproduceret og giver masser af stof til eftertanke.

The Orange tree

En true crime podcast om en 15 år gammel sag, hvor en 21-årig collegestuderende forsvandt for senere at blive fundet myrdet. Det, der gør den her sag speciel er, at manden, der blev dømt for mordet, ikke kan huske, at han begik det, men stadig erkender sig skyldig, ‘cause I must have done it, right?’ Det er det ultimative mareridt; at gå kold, for så at vågne op med et lig i lejligheden og ikke have den fjerneste ide om, hvordan det endte der.

Sagen kompliceres yderligere – finder man ud af – af en anden ung kvinde, som er meget, MEGET forelsket i vores dømte hovedperson. Og var hun måske i lejligheden i løbet af den skæbnesvangre nat…?

The Lost kids

De af os, der var unge, da Ricki Lake og senere Dr. Phil var en ting, kan formentlig huske historierne om ‘the out of control-teens’, der blev sendt på diverse camps, hvor de blev råbt ind i hovedet af granvoksne mænd med overskæg og uniformer, og kom tilbage som renskurede, angrende mønsterborgere. Den her podcast er historien om, hvad de her camps så i *virkeligheden* er for nogle steder. Det er en hårrejsende historie, men det er også virkelig fint at blive mindet om, hvor nemt det er at vinkle et koncept, så noget, ingen egentlig rigtigt har forholdt sig til, fremstår som en god ide. 

Kvinden med den tunge kuffert

Latemover? Moi?

Ja. Jeg var jo nok den sidste i verden, der ikke havde hørt den her, men somme tider, når hypen over noget bliver for vild, så slår jeg automatisk bak, uden egentlig helt at vide hvorfor.

Jeg skulle lige vænne mig til, at fortælleren nogle steder taler m-e-g-e-t langsomt – af samme grund har jeg det svært med mange P1 podcasts *ERDERMEREKAFFE!?* – men man skal være lavet af sten for ikke at blive grebet af historien. Den ender ret overraskende, men faktisk også meget forløsende, og jeg kan godt forstå, at folk var så begejstrede, da den kom ud.

I øvrigt:

*Vil jeg bare gerne starte med at sende 1000 point og vognlæs af kærlighed i hovedet på jer alle sammen. For jeg er så utrolig positivt overrasket over, hvor meget I engagerer jer i de spørgsmål jeres fellow-læsere sender ind, og jeg er helt blæst væk over, hvor empatisk og konkret I gør jer umage for at svare.

*Har jeg forsøgt at lære børnene at bruge mic-søgefunktionen på Google og YouTube. Anton har ret hurtigt fanget ideen, fordi det er nemmere at sige ‘Lego Demolition Truck’ end at skulle stave sig igennem det, mens Frida bøvler lidt mere med formatet. I går kunne jeg f.eks. inde fra værelset høre hende sige: “Vil du ikke lige prøve at finde den med Elsa og Anna, hvor de skriger? Tak.” I det mindste er hun høflig.

*Stod jeg forleden og børstede tænder, mens jeg læste mærkater på diverse plejeprodukter, og det gik op for mig, hvor trygt jeg lever mit liv i lykkelig uvidenhed om, hvor meget lort, der er i alt muligt. Jeg er slet ikke bange nok. Og jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er god reklame, når man på sin sæbe kan læse, at den nu er uden beriget uran.

*Og nu vi er ved reklamer: Kan vi snakke om den Gillette-reklame, der kører på Insta, hvor damen barberer ydersiden af sine lår? Det gør vi sgu da ikke, med mindre vi er konkurrencesvømmere på vej til OL, gør vi?

*Har det taget mig lige knap 10 år at komme i tanke om, hvem det er, Lord Voldemort minder mig om:

#StillTooOldForThisShit

*Vil jeg bare lige for mine podcasterinos nævne, at HBO har haft premiere på The Vow, som handler om NXIVM; den kult, som 1. sæson af podcasten Uncover handler om. Jeg har ikke set den endnu, da jeg venter på, at alle afsnit bliver frigivet, men podcasten var virkelig god, og jeg glæder mig til at få billederne med. 

*Havde jeg et par dage i sidste uge, hvor jeg havde givet den lidt for meget gas med aircondition i bilen, og derfor småhostede en smule. I Covid-tidsalderen er det at sidestille med en kønssygdom midt i ansigtet, og jeg havde glemt, hvor meget man HELE tiden skal hoste, når man virkelig, virkelig prøver at lade være. 

*Er det mig ubegribeligt, at der stadig findes forældre, der skriver jobopslag for deres velfungerende, ikke diagnose-bærende børn på 21. Hvordan kan man *ikke* se, hvad man med det signalerer?

*Har jeg podcastkrise i disse dage. Alt, hvad jeg starter på, er i bedste fald jævne 7’ere, og jeg har abstinenser efter en af dem, der fejer benene væk under én. Hvis nogen derude sidder på noget godt, så hit med det.

*Bliver jeg idiot af, at Dennis Knudsen, som vinder prisen for årets mest usympatiske opslag på Insta*, får lov at slippe udenom ved at skynde sig videre med masser af let gennemskuelige opslag om ‘powerkvinder’, sin status som singlefar og efterlysninger af opskrifter på leverpostej (ffs!). Jeg kan ikke holde UD, at vi er så ivrige efter at bevare den gode stemning, at vi beredvilligt lader som om, vi ikke opdager, at han laver Se-En-Måge!-tricket.

“Men må man nu ikke begå fejl længere, Linda?” Jo. Det må man. Alt det man gider. Men det her ikke en fejl. En fejl er, hvis du kommer til at klippe pagen kortere i højre side end i venstre, eller ved et frygteligt uheld får lavet auberginefarvede striber på Hanne. At lave et opslag som nedenstående er et maskefald, der på fineste vis illustrerer, hvem du i virkeligheden er. Jeg GIDER ikke, at han får lov at hygge det væk, og hvis han om 3 måneder er gæst i aftenshowet eller Mads & Monopolet, hvor han skal sidde og mene noget om alt muligt, sætter jeg ild til mig selv. Det SKAL have konsekvenser at bidrage så aktivt til at bevare en syg kultur.

-og hvis man er ved at være træt af at snakke og høre om det, så foreslår jeg, at vi gør en aktiv indsats for at lade debatten folde sig ud, så udviklingen kan tage fart i stedet for hele tiden at bremse og lukke ned i den gode stemnings navn.

*

I øvrigt

*Må nogen snart fortælle det firma, der laver ventemusik til telefonkøer, at saxofonen er et fjendtligt instrument.

*Vil jeg gerne vide, om jeg er for gammel til at komme i betragtning som aupair hos Chrissy Teigen og John Legend, udelukkende for at få serveret den mad, hun laver? SHIT, det ser godt ud!! Jeg har bestilt hendes kogebog på biblioteket, men har lidt på fornemmelsen, at det er den slags retter, der bare kun bliver gode, når det er opfinderen selv, der laver dem.

*Har jeg, efter 9 års tilløb, fået lavet pas til børnene. Jamen, jeg ved det ikke. Fordi jeg troede, det var dyrt? Men for 115 kr. pr. barn kan vi nu stikke af til udlandet, hvis det hele bliver for træls. 

*Er Jehovas Vidner begyndt at ringe rundt, og jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, jeg skal bede mindre om. 

*Har jeg modtaget lige præcis nul breve til brevkassen, så jeg tænker, at vi kører videre med den model, der hedder, at hvis man har noget, man gerne vil spørge om, så skyder man bare en mail afsted på blogsbjerg@gmail.com Så svarer jeg i et ‘I spørger – jeg svarer’-indlæg. 

*Brækker jeg begge arme på Mark Zuckerberg, hvis ikke han snart får fikset problemet med, at alle notifikationsindstillinger på grupper nulstilles, hver gang der kommer en ny opdatering.

*Overvejer jeg en nebengeschäft, hvor unge mennesker i servicebranchen på et weekendkursus kan lære at lyve hurtigere og bedre. Når jeg spørger, om I har flere rosiner, så er det 10.000% fair, at du ikke gider løbe på lageret for 13. gang, den formiddag. Jeg har også været 17 og på job dagen efter en fest, og der er hverken had eller fordømmelse herfra over, at man lige hakker en servicehæl og klipper en kundetå. Men jeg er nødt til at insistere på, at du gør det bedre end et langt ‘Øøøh’, flakkende øjne og ‘… nej?’

*Havde Anton i sidste uge forlist sin absolutte yndlingshoodie. Vi ledte. Alle steder. På værelset, bag alle jakker og tasker, i SFO’en, hos mormor og morfar, i Street Mekka, i bilen og i Fridas tøjskab. Væk var den. Sorgen var dyb og tung – indtil jeg to dage senere nåede til bunds i vasketøjskurven, hvor Anton til alles inderlige overraskelse havde smidt den, og hvis ikke det er et rekommanderet brev direkte fra Gud om, at mine børn har det for nemt, så ved jeg ikke, hvad er. 

Er anbefalingslisterne opdateret med følgende:

I’ll be gone in the dark (HBO)

Dokumentar om true crime blogger og forfatter Michelle McNamera, der pga. en kombination af evner, stædighed og dedikation endte med at samarbejde med politiet i jagten på The Golden State Killer. Hun døde lige inden han blev fanget, hvilket føles uendelig urimeligt, fordi det formentlig var jagten på ham, der endte med at tage livet af hende i en kombination af stress, overarbejde og selvmedicinering.

Dokumentaren skiller sig ud fra andre dokumentarer, fordi den også gør brug af dramatiske effekter (GUD!SKE!LOV! ikke reenactment, som jeg inderligt hader), og så er det næsten poetisk, at den sætning, som The Golden State Killer sagde til et af sine ofre, og som hun brugte som titel til bogen, endte med at blive hendes skæbne.

Til alle mine fellow-murderinos kan jeg oplyse, at både Paul Holes, Billy Jensen og Karen Kilgariff er med, men uanset om man ‘færdes’ i miljøet eller ej, er den mesterligt lavet. 

Escaping NXIVM (Uncover, CBC Podcast, 1. sæson)

En mand, som tilfældigvis arbejder som journalist, møder en barndomsveninde, da han er hjemme på ferie, og da han spørger hende, hvad hvad hun render og laver, svarer hun: “I just left a cult”

Podcasten er fortællingen om, hvordan man går fra at være et selvstændigt, begavet menneske, der pga. en kombination af ambitioner og et oprigtigt ønske om at blive en bedre version af sig selv, ender i kløerne på en mand, der i dag står tiltalt for trafficking, pædofili, pyramidespil osv.

I øvrigt:

*Ønsker Frida sig brændende at lære at fløjte, og for nye og vordende forældre vil jeg lige nævne, at det kan være en god ide at tænke sig om, før man lægger sig fast på pædagogiske læresætninger, som f.eks. “Man bliver god til det, man øver sig på”. 

*Er min bil ved mekanikeren for at få lavet bulen, jeg var så heldig at få tilbage i efteråret (og stående applaus til forsikringsselskaberne for så aktivt at modarbejde stresskultur på arbejdspladsen), og jeg har som lånebil fået en C1’er, som har horn i stort set hele rattet. Jeg er 1.80 og har så lange fingre, at den stående joke blandt mine kolleger er, at jeg altid staver i caps lock, når jeg tolker. Jeg ender med at få klø af nogle af alle dem, jeg uforvarende kommer til at dytte af, hver eneste gang, jeg drejer. 

*Ved jeg ikke, om det er pga. de glædesløse, asociale coronamåneder, men er det ikke, som om vi alle sammen bliver lidt ekstra begejstrede, når vi møder bilerne med studenter i år? Der har i hvert fald været fingerkys, hujen og gedigen basarm overalt, hvor jeg har set dem.

*Vil jeg gerne vide, hvornår man er for gammel til at stalke Tony Hawk på insta, fordi man synes, han er pæn?

*Bad jeg i aftes, efter 2 timers intensiv knevren, i desperation Frida om at flette næbbet – hvilket fik hende til at skraldgrine. Det er første gang, mine børn forstår konkret, verbal humor, og det synes jeg faktisk var kæmpestort.

*Ved jeg godt, at vi ikke kan være enige om alting, men ift. de mange statuer og monumenter, der for tiden må lade livet rundt omkring i verden, vil jeg bare forsigtigt foreslå, at man prøver at forestille sig, at vi i 1937 havde grundlagt Hitlers Plads midt i København og havde dekoreret den med en stor, flot statue af manden. Det er vinderne og flertallet, der skriver historien.

*Tabte jeg forleden mit næsten færdiglagte 1000 brikkers puslespil med random cut brikker, som gik i – ja – tusind stykker. Prøvede at sige til mig selv, at jeg faktisk fik dobbelt så meget for pengene, når jeg nu fik lov at lægge det igen, men endte med at konkludere, at det er med peptalk som med at kilde: Man kan ikke gøre det på sig selv.

*Har jeg opdaget Twinings nye cold infuse te, som er tebreve, man kan smide i sin vandflaske, Hvis ikke Nobel kommer til at tage stilling til dem under den kommende udvælgelse til nominering, er der ingen retfærdighed til. 

*Er det som om, det post-corona er blevet helt comme il fait at dele screenshots på IG/FB af træningspas og stormøder. Hver gang jeg ser det, spekulerer jeg på, om man mon har husket at klappe af med de andre tilstedeværende, om de gerne vil deles.

*Har jeg de sidste par dage brugt mange timer på Marketplace i jagten på en reol, og dette er et allekald: Mål er relativt relevante, når vi taler møbler.

*Har jeg lært at grille. Og der må grines, men det har været én af dem, jeg bare ikke har kunne tage mig samme til, fordi… jamen, det ved jeg faktisk ikke? Fordi alle jeg kender er perfekte til det, og jeg aldrig lige kom i gang? Men jeg fik en fin, lille grill i 40 års fødselsdagsgave, som nu har haft premiere, og det gik godt, syntes jeg. Også selvom Fridas kommentar var: “Mor, du skal jo bare øve dig lidt”.

*Er anbefalingslisterne opdateret med følgende:

Serier:

Marcella

Denne serie er allerede på min liste, men 3. sæson er lige landet og jeg åd den på en uge. Det er britisk krimi noir og det er så godt, så godt.

Tessas Hævn (DR)

Jeg er meget lidt til rap, og derfor har jeg ikke som sådan haft en holdning til Tessa og hendes musik. Men man skal have levet under en sten for ikke at have hørt om hende, og fordi min nysgerrighed blev pirret af et par klip på DR3, fik jeg lyst til at se dokumentaren, som består af 4 afsnit.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet – men ikke dét her. For det er ikke – som forventet – en historie om et ønske om at provokere eller udfordre, men derimod historien om at have fået spillet nogle bestemte kort på hånden, og at være blevet misbrugt og voldtaget i festkulturens navn – men at rejse sig fra det, tage sin historie, sin krop og sin magt tilbage og prøve at hjælpe andre til at gøre det samme. Jeg ser hendes tekster i et MEGET andet lys nu, og selvom hun er rå som få, får man alligevel lyst til at give hende et kram, et highfive og en stor kop kaffe.

The Last Dance

Jeg kan ikke med ord forklare, hvor vild jeg var med den her. Det er historien om Michael Jordan, og jeg hverken forstår eller interesserer mig for basketball, men jeg tror, det er den bedste dokumentar, jeg nogensinde har set. Der er så meget respekt og selvindsigt i hele historien, både fra MJ, men også fra alle, han har spillet både med og imod. Clinton, Timberlake og Obama svinger lige – helt afslappet – forbi, og jeg måtte have fat i æsken med kleenex flere gange, end jeg har lyst til at indrømme.

Den er på én og samme tid en hyldest, en historie og et perfekt skåret tidsbillede af halvfemserne, komplet med et A+ soundtrack.

10/10 herfra. 

Podcasts:

Morfinbyen

P1-podcast i 3 små afsnit om, hvorfor Fredericia går under betegnelsen Morfinbyen. Det er en historie, som giver stof til eftertanke, og som gør op med fordommene om, hvornår og hvordan man kan ryge ud i et misbrug, og hvordan en struktur på behandlingsfronten kan være med til at forværre et problem markant. 

Sinisterhood

En slags true crime-podcast – og så alligevel ikke helt. Set up’et er stadig to kvindelige værter, der spiller bold op ad hinanden, men de fortæller historien sammen, og emnerne spænder over alt fra konspirationsteorier, til kultledere og mystiske dødsfald i Hollywood.

Podcasten er en smule mindre poleret, end man er genre-mæssigt er vant til, og jeg synes mest af alt det føles, som at have fået to virkelig sjove og badass damer til bords til en fest.

Wind of change

Den her ville jeg aldrig selv være kommet i tanke om at kaste mig over, for jeg hader alt, hvad der lugter af spioner og skæg og blå briller. Men Esben Bjerre (Her Går Det Godt) solgte den godt, og fordi jeg var up to speed med alt andet, fik den et skud. 

Den er fuldstædig outstanding. Kort fortalt handler den om, at det måske/måske-ikke er CIA, der har skrevet Wind of Change til Scorpions for at skubbe på ift. østblokkens fald. Det lyder fuldstændig vanvittigt, og journalisten, der graver i sagen, starter også med at være mere end skeptisk. Men så begynder han at snakke med tidligere CIA-agenter, managere og tryllekunstnere, og inden man får set sig om, går den vilde jagt med narkobaroner, heavybands, stadionkoncerter og dobbelt- og trippleagenter til højre og venstre. 

Den har lidt den samme vibe som Dolly Partons America, synes jeg, og uanset hvad du lige nu sidder og tænker, synes jeg virkelig, at du skal prøve-høre et afsnit. 

Chasing Cosby

En podcast om det årelange tæppefald for en af historiens mest joviale tv-fædre. 

Det er endnu et udløber-produkt af Me too-bevægelsen, og en af grundene til, at jeg synes det er så vigtigt at høre de mange vidnesbyrd fra ofrene er, at deres historier får det til at gå op for én, hvor villige vi er til at ignorere vores egen mavefornemmelse, når autoriteter fortæller os, at det, de gør imod os, er ok. Og hvor småt det ofte starter. For der er jo sjældent tale om full blown overgreb, som kommer ud af det blå. I stedet handler det om små skridt, længere og længere væk fra det, vi opfatter som normalt/passende, og hvis vi skal lære vores døtre at turde stå fast, når noget føles forkert, så kræver det en omprogrammering af vores måde at opdrage på. For at opdrage børn er én lang række af nye situationer at forholde sig til, og når vi møder noget, vi ikke har tacklet før, tror jeg ofte, at vores default-reaktion er at gribe til det, vi selv er vokset op med. Som når Frida f.eks. kommer og siger, at Sofus slår og hiver hende i håret, og jeg er to millimeter fra at sige: “Det er fordi, han godt kan lide dig”. Det er kun, fordi jeg aktivt har opsøgt historier som denne, at jeg når at bremse mig selv og snakke med hende om, at det ikke er ok. Og at det er godt, at hun siger fra. For det kan godt ske, at det vitterligt er, fordi han synes, hun er sød. Men så må Sofus og hans forældre tage en snak om, hvordan man udtrykker den slags følelser på en måde, der ikke går over andres grænser.

Det starter i det små, og det er historier som denne – og Tessas – effektive remindere om. 

Og bare lige PS: 100.000 point til det reklamebureau, der har tegnet illustrationen til podcasten.

I øvrigt:

*Rensede jeg forleden min make up af, inden børnene var lagt i seng. Da jeg stak hovedet ind til Anton, veg han tilbage og udbrød skrækslagent: “Mor!! Dine øjne er helt BØJEDE!?” Og det kan da godt være, at det bliver lidt hårdt for ham i starten på den kostskole, men jeg minder igen om kronprinsessens ord: Det er en gave.

*Var jeg i Aarhus sidste weekend. Da jeg ankom, var der vejarbejde i gården, hvor jeg plejer at parkere, men umiddelbart overfor ligger en låsesmed, som var lukket. Gitter for vinduerne und alles. Bygningen ligger som et hus ud til vejen, men trukket tilbage, side om side med et par andre bygninger. Foran var 16 tomme parkeringspladser, ingen skilte, og kun én firmabil fra låsesmeden parkeret. Jeg stillede bilen, strøg afsted – og da jeg kom tilbage kl 23, havde låsesmeden – altså ham, der havde lukket og 14 ledige parkeringspladser til rådighed – fundet tid til at hente sin anden og sidste firmabil og parkere den på tværs bagved min, så jeg var spærret inde. Dick. Move. Mr. Låsesmed. Men nobody puts baby in a corner, og med 20 cm. frigang på 3 sider af bilen, kom jeg ud alligevel, mens jeg nød tanken om, at han ville komme til at sidde resten af natten og vente forgæves ved telefonen på en trone af selvretfærdig harme. No retreat. No surrender. 

*Ønsker Frida sig en “katte-hvalp” i fødselsdagsgave. Børns sproglogik er uovertruffen. 

*Ved jeg ikke, om jeg nærmest har vænnet mig til hedebølger, der starter i april, men burde det ikke være varmere, nu hvor det er rasende lyst til kl. 22 hver eneste dag?

*Kan jeg godt mærke, at vi er kravlet ind i maj. I marts føltes det som om, der var 1000 år til lønkompensationspakkernes bagkant i juni. Nu? Not so much #Stress

*Efterlyste jeg ideer til madder på fb for et par uger siden, og én foreslog ristet grovbolle med mayo, tun og ananas. Det lyder vulgært, men det er. så. godt!!

*Kommer jeg aldrig til at forstå de mennesker, der skriver en små stile i deres køb-og salg annoncer. “Jeg har været super glad for den, siden jeg købte den på Rhodos på en ferie med min søster!” “Jeg købte den til en fest hos min eksmand, men må desværre erkende, at den er for lille”.

*Er der fordele og ulemper ved at have fået sine børn alene, men noget af det, man kan glæde sig over er, at når et barn kalder på én for at at oplyse, at “Vi mangler helium” #FreshOut og 10 minutter senere har fået sig selv så eftertrykkeligt lynet ind i en trøje, at han ikke kan komme ud igen, så kan jeg selv beslutte, hvilke karaktertræk, der kommer fra mig, og hvilke der ikke gør.

*Vil jeg gerne anbefale podcasten Broken Harts. Det er en afsluttet podcast på 9 små afsnit om 2 hvide kvinder, der adopterer 6 afro-amerikanske børn, og ender med at køre ud over en klippe med børnene i bilen. Sagen er fra 2018, og normalt styrer jeg udenom nyere sager med børn, men fokus her er faktisk mere på, at den ene af kvinderne var så dygtig til at iscenesætte det perfekte liv på de sociale medier, at alle sad deres dårlige fornemmelser overhørige. Historien er tragisk, spændende og relevant, hvis man blogger eller på anden vis begår sig på de sociale medier, fordi den giver stof til eftertanke ift. hvad vi definerer som virkelighed. Både som afsendere og modtagere.