I øvrigt:

*Tror jeg måske stadig ikke, jeg helt er klar over forskellen på en hare og en kanin?

*Tror jeg til gengæld, at jeg har fundet ud af, hvornår jeg er ALLERmest i-landsagtig: Når jeg ruller øjne så hårdt, at jeg kan se min rygrad, fordi min emailadresse ikke autoudfylder, når jeg skal bestille varer. 

*Blev jeg forleden overhalet af hele 4 Audier, som kørte langt over 100 km/t på landevejen. Ved I, hvad jeg finder allermest ulideligt ved fartbilister? Selvovervurderingen. Idéen om, at man er SÅ god en bilist, at man kan nå at reagere på det, ingen andre kan. Sæt dig ned, Lewis Hamilton. Helt ned.

*Ville jeg, nu vi taler om trafik, ønske, at jeg havde et skilt på taget, jeg kunne tænde, når jeg overhaler kassevogne og lastbiler, og holder næsten samme fart, når jeg er kommet forbi. “Ja hej. Jeg er ikke idiot. Jeg er bare kontrolfreak, og jeg kan. ikke. holde ud, at jeg ikke kan se, hvad der sker længere fremme på vejen. Hav en skøn dag! Møs”.

*Har min nye telefon og jeg den første krise i vores ellers så perfekte forhold. Den anden morgen, da jeg ville læse nyheder, fik jeg “Ansigt kan ikke genkendes”. Det vil IKKE blive glemt.

*Lærte jeg i går, at hende, der synger ‘Gonna make you sweat (Everybody Dance Now)’ og hende der synger ‘It’s raining men’ er én og samme person. Mit hoved eksploderede. Hvis ikke man har hørt podcasten Crime Show på Spotify, så skal man virkelig, virkelig gøre det. Afsnittet om tyveri i musikbranchen hedder ‘The Secret Billboard Chart-Topper’.

*Fik jeg første, gyldne stik i lørdags #TeamPfizer og har siden flere gange glædet mig over, at jeg ikke er sådan én, der går og sysler med lidt nazisme. Av min arm.

*Fylder Frida 6 år på torsdag, og det kan jeg næsten ikke forstå. Det er både 10 minutter og 400 år siden, hun møffede rundt i gennemknappet body og hagesmæk, hun går mig nu til midt på den mave, hun nægtede at komme ud af, og hun er det største og fineste livsstykke, jeg nogensinde har mødt.

*Speaking of podcasts var jeg, sådan helt ægte, lige ved at græde, da jeg havde hentet den nye iOs-update i søndags, og det viste sig, at podcast-app’en er redesignet til ukendelighed. Som et *ekstra* træls feature, har de valgt, at de podcasts, man ikke abonnerer på, bliver slettet ved den her update – hvilket betyder, at ALLE de podcasts, jeg bare har hentet et enkelt afsnit af, når jeg har hørt dem anbefalet, men lige er i gang med at binge noget andet, er væk. Væk-væk. Det er IKKE i orden, Apple. (Og jeg ved godt, at det hjælper podcastere, når man anmelder, rater og abonnerer på dem, men der er bare virkelig mange af dem, der kører med halvugentlige lytter-episoder eller julekalendre med gamle afsnit, og alt det gider jeg ikke have i mit bibliotek). 

*Ville jeg somme tider ønske, at jeg havde Anton på bånd. Som da jeg forleden sagde tak for hjælpen til ham, og han med perfekt fodboldcoach-entusiasme svarede “Teamwork makes the dream work, mor”. Eller da han i går, mens jeg stod i køkkenet, kom forbi og spurgte: “Hey mor – hvornår kan vi køre ud til en klippe og skrige?” Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så set.

*Er jeg igang med bøgerne bag HBO-serien A discovery of witches, og de er GODE. Hvis andre kunne have lyst til at kaste sig over dem, kan jeg bare lige som serviceinfo oplyse, at de 3 bøger hver er på 800 sider. Så man behøver måske ikke bestille dem alle 3 på én gang. (Det er primært mig selv, jeg taler til her). 

*Har jeg smågrædt nærmest uafbrudt, siden Christian Eriksen faldt om. Over ham. Over holdet. Over tilskuerne. Og sgu også over, at det er første gang, jeg synes, jeg har set, at seerne og læserne – altså, dem, som sladderbladene altid hævder, er grunden til affaldsjournalistik og slibrige fotos, for første gang har råbt rungende: NEJ! TAK! til billeder af både ham og kæresten. Det kan godt ske, de sidste par år har været vanvittige, men der sker langsomt noget med hele racen og den måde, vi er med hinanden i verden på. 

*Har jeg tænkt virkelig meget over, hvorfor det tilsyneladende kun er fodboldspillere, det her sker for? Og det er et oprigtigt, u-ladet spørgsmål, helt uden sølvpapirshat eller konspirationsbriller. Men har vi hørt om svømmere, håndboldfolk og tennisspillere, der falder om med samme frekvens?

*Har jeg det sådan her, når min far på 69 pludselig er meget indsigtsfuld på følelser og forhold, for “nu hører jeg jo Mads & Monopolet*, Linda”:

*For min far er Mads og Sara det samme.

I øvrigt:

*Har jeg lige været ovre at handle. Min gær trillede ned til varerne hos kunden, der stod bag mig, og det opdagede ekspedienten først, da jeg havde betalt, og hun var ved at køre næste kundes varer igennem. “Hov! Er det din?” spurgte hun. “Ja!” svarede jeg – og kiggede på kvinden, der var ved at få kørt sine varer igennem. Hun lod som absolut ingenting, fik sine varer kørt færdig og betalte. For sine egne varer. Og altså IKKE for min pakke gær. Til en krone. Jeg tænkte, jeg lige ville nævne det i tilfælde af, at nogle af jer gik rundt og var bekymrede for Småligheden. Den lever derude og har det A-Okay.

*Hear me out: Shazam, men for dufte. Ja, ik!? 

*Vil jeg gerne spørge de af jer, der bruger jeres læbepomader helt op, fordi I ikke smider dem væk kon-fucking-stant, hvordan det føles at være en af Guds Udvalgte?

*Har jeg 10 arbejdsdage tilbage på mit nuværende job. Det er, selv efter det rakkerliv, tolkejobbet har været de sidste mange år, stadig en underlig fornemmelse.

*Spiller min nye bil en lille, begejstret fanfare for mig, hver eneste gang jeg sætter min ind. Det var det selvtillidsboost, jeg ikke vidste, jeg manglede.

*Hørte jeg for nogle uger siden udtrykket: Don’t take criticism from someone you wouldn’t take advice from. Det har jeg tænkt meget på siden. 

*Er jeg for tiden involveret med Systemet på flere forskellige fronter, og som hver eneste gang, det sker, tænker jeg, at jeg godt forstår, at sjælen visner hos dem, hvis skæbne er lagt i hænderne på det. Manglen på respekt og almen menneskelig ordentlighed er overvældende. 

*Er de 10.000 bøger, jeg har skrevet mig op til på biblioteket kommet. Alle sammen. På én gang. Jeg er igennem den første håndfuld, men jeg kan godt se, at jeg skal oppe mig noget, hvis jeg ikke skal ud i en runde genlån og bøder. 

*Slutter vi lige med en runde anbefalinger:

Instagram:

kids.eat.in.color (ernæringsekspert med fokus på børn og mad)

drbeckyatgoodinside (psykolog med fokus på børn og trivsel)

pernillehebsgaard (kvinde på 33, der skriver ret godt, lærerigt og dejligt afmystificerende om livet med autisme)

anne.elsoe (børn og kost)

psykolog_ea_caroe (psykolog med speciale i autisme og ADHD)

earthpix (de FINESTE billeder)

caritas.astrologi (nede-på-jorden astro-profil)

gourministeriet (mad)

mummum.dk (mad)

henriette_ak (og mere mad. Denne profil udemærket sig ved at have opskrifterne i selve opslaget, hvilket jeg synes er fuldstændig fantastisk)

Podcasts:

Your Own Backyard:

Podcasten, der opnåede det, alle true crime podcasts stræber efter, nemlig at grave nye beviser frem og lave så meget larm omkring en cold-case, at den er blevet genåbnet og højest sandsynligt ender med at blive opklaret.

Sagen, den omhandler, er det formodede mord på Kristin Smart, der forsvandt for 23 år siden. Den formodede gerningsmand blev anholdt i marts i år, og hele krimiland holder vejret.

Crime Show (Spotify)

En true crime podcast, hvor ofrene selv fortæller deres historier. Den er ny, og der ligger indtil videre kun 4 afsnit, men den er godt lavet, og det tilføjer et ekstra element, at det er de involverede parter, der selv får lov at fortælle. 

Bøger:

Chimamanda Ngozi Adichie – Brev til en nybagt forælder. Et feministisk manifest

En lille, hurtig-læst bog, der giver masser af stof til eftertanke, når man opdrager en pige.

Interessant nok kommer den faktisk omkring hele debatten om make-up, som vi var omkring her (se nederste billede), men helt generelt udemærket den sig ved at blande det, der heldigvis efterhånden er indlysende selvfølgeligheder med små, spidse øjenåbnere og ting, jeg ikke havde tænkt over. 

Den Onde Søster – Karen Dionne

Shiiiiiiit, den her var spændende. En kvinde er frivilligt indlagt på psyk, fordi hun for 15 år siden slog sin mor ihjel. Eller gjorde hun? Og hvad er det med den søster? Og de dyr? OG DET SKIDEUHYGGELIGE HUS!?

Den er meget Gillian Flynn’sk, og selvom jeg godt kunne have brugt et Kridtmanden-agtigt svirp med halen på de sidste sider, var det stadig godt med bid i.

I øvrigt:

*så jeg forleden en reklame for et egernhus, som er det samme, som et fuglehus, bare til egern, og nu forstår jeg slet ikke, hvordan jeg har levet 44 fine år uden sådan ét?

*bliver Frida meget hurtig meget stor. Forleden meddelte hun, at hun og Tim havde ‘broken up, mor’, men at hun ‘gik i gang med at fall in love’ med Justin Bieber. Det lyder som en dejlig, praktisk tilgang til kærligheden. 

*kiggede Anton til gengæld på mig med bestyrtelse i blikket, da jeg nævnte, at han måske også engang fik lyst til at få en kæreste. Mine børn er MEGET forskellige, men på en mærkelig måde ligner de mig begge to virkelig meget lige her.

*bliver jeg sindssyg, hvis ikke snart, jeg kan komme på biblioteket.

*elskerelskerELSKER jeg min nye telefon, og jeg kan ikke være i mig selv over, hvor smart ansigtsgenkendelse er. Hvis Zuckerberg og Putin misbruger mine data og skaber en gensplejset hær på baggrund af data fra mig, er det stadig dét værd. 

*tolker jeg for tiden udelukkende steder, hvor jeg er iført hjelm og andre ansigtsmonterede værnemidler, og det kan ansigtsgenkendelsen til gengæld ikke lide. For at sikre mig, at CIA, FBI og KGB forstår hvor træls jeg synes, dét er, sørger jeg for at sukke tungt, hver gang jeg nu skal slæbe mig igennem den ørkenvandring det er, manuelt at indtaste min kode.

*vil jeg gerne vide, hvornår jeg kan forvente, at den aldersbetingede langsynethed sætter ind? For pt. bruger jeg kun briller, når jeg kører bil, men jeg er snart så blind, at jeg er nødt til at opgradere til et par solbriller med styrke – og det gider jeg jo ikke, hvis jeg om 10 minutter kan læse skilte på 1000 meters afstand.

*er jeg blevet pinligt afhængig af American Idol. Som serviceinfo kan jeg oplyse, at man *sagtens* kan surrogatinvestere i problemstillinger og udfordringer, der rammer mennesker, man aldrig har mødt, som synger duet med kunstnere, man aldrig har hørt om. Den menneskelige hjerne er utrolig. 

*var jeg i sidste uge ude at kigge på bil i et af de opdelte bilhuse, hvor der var Renault i den ene ende og Volvo i den anden. Volvo havde, for at fejre tidsånden, lavet et logo, hvor ‘Volvo’ stod inde i det maskuline kønstegn, med cirkel og pil und alles, mens de lige under havde placeret en stor pap-dame, der med et tysk, anæmisk smil, reklamerede for deres håndtasker. 

“dEt Er ALtsÅ eT spEedoMeTEr, LiNdA!”

Det siger vi så. (ffs!)

*ringede Anton til mig i mandags, og proklamerede, at han havde “hentet Frida, og vi er på vej hjem, mor”. Den var ikke helt reglementeret, og det går selvfølgelig ikke, at de bare stryger afsted. Men der er 1000 point for initiativ, og 10000000 point til det faktum, at de nu er samlet ét sted.

*har jeg de sidste måneder tænkt lidt over kendtes kommunikation på sociale medier. Jeg har svært ved at finde ud af, hvor jeg selv synes, grænsen går, for det lugter af censur, hvis vi begynder at diktere, hvad de må skrive. Og det går selvfølgelig ikke. Men den ansvarsfraskrivelse, jeg ser flere af dem lave, når deres opslag får ækle typer til at kravle frem fra mørket under stenene, synes jeg faktisk heller ikke klæder dem.

Jeg har i en periode fulgt en kendt, dansk komiker på fb. Han har lavet en del jokes om feminister, og i sidste uge var der en mand, der stille og roligt spurgte, om ikke man kunne lave komik uden at skabe fjendebilleder. Til stor moro og hån. Komikeren lod forstå, at det bare var en joke, og det måtte han jo forstå, mens mange af de andre følgere m/k påtog sig ansvaret for at belære ham om, hvor sart og nærtagende, han var. Han kunne ‘jo bare skride!’, hvis han ikke kunne lide lugten i bageriet. Til min store, glædelige overraskelse forsøgte manden faktisk at pege på det, jeg også synes er problemet, nemlig at kendte og offentlige personer måske godt selv ved, at de ‘ikke mener noget med det’, når de skriver de her ting. Men problemet er, at det gør deres følgere ikke. I hvert fald ikke dem, der ikke *vil* vide det. Og dermed bliver der skabt en platform, hvor de her mennesker kan få lov at brede og boltre sig i fællesskabsfølelse og delte fjendebilleder. 

Når Puk Elgaard laver et opslag om, at vi skal huske de gode mænd, når Dennis Knudsen laver lumre opslag om, at Sofie Linde nok ‘også var fræk som 18-årig’, og når en komiker tegner et billede af feminister som sure, urimelige røvhuller, så kan det godt ske, at de tror, at alle, der kender dem forstår, at de jo ikke mener det på dén måde. Men jeg er ikke sikker på, at jeg synes det er nok. Ikke længere. For det er lidt som at producere våben til FN’s fredsbevarende styrker, og så trække på skuldrene, når de bliver købt af militser og warlords. 

Jeg diskuterede det med Sven Brinkmand på hans fb-side, hvilket jeg skrev lidt om her, og jeg er som sagt ikke helt sikker på, hvor jeg selv står. For to af mine yndlingskändisser, Peter & Esben, er jo også grove som få – men deres publikum forstår ironien og sarkasmen. Endnu. Og jeg ved ikke, om jeg ville være klar til at sige farvel til den del af Her Går Det Godt-universet, hvis deres kommentarfelter bliver løbet over ende af idioter. Men jeg tygger på, hvor jeg synes grænsen går, for vi forlænger livet på de holdninger og den adfærd, vi validerer i det offentlige rum. 

*har jeg brug for ideer til dagsdestinationer i Jylland. Ikke noget stort og forkromet, men bare gode steder, man kan køre hen, hvis man har en ledig lørdag og solen skinner. Anyone?

I øvrigt:

*Så jeg idag, at Etisk Råd nu vil anbefale, at børn ned til 10 år får lov at skifte køn, og det blev jeg simpelthen så glad over at læse. Ikke mindst fordi nogle medlemmer før har stået et HELT andet sted. Det må være helt ubegribeligt svært at gennemgå de mest identitetsskabende år af sit liv i en helt forkert én af slagsen, og det må være en enorm lettelse for de forældre, der kæmper for at hjælpe deres transkønnede børn, at verden udenfor nu anerkender, at det ikke bare er en fiks ide, der kan kyses ud med tvang og forbud. 

*Var jeg i går så heldig at have en opgave et sted, hvor man ikke kan komme til i bil, så jeg fik 20 kilometer på cyklen i medvind og solskin, og jeg havde glemt, hvor godt D-vitamin føles, når man får det blæst lige i face. 

*Var Anton efterhånden ved at ligne Tom Hanks i Cast Away, og jeg fik derfor endelig lov at klippe ham med en trimmer. Inden vi gik i gang, var Frida ved at besvime af misundelse; da jeg var færdig, kastede hun ét blik på Anton, og sagde: “Jeg venter lige, til frisøren åbner igen”. Og hun har ret – det er bedst, at jeg bare tolker. Heldigvis synes Anton selv, at han er den hårdeste negl på hånden. 

*Og apropos, hvad man kan sætte mig til: Som nævnt i sidste indlæg har jeg arbejde frem til 31.05. I den forbindelse skal jeg lige høre, om I kan tage én for holdet og prikke en trommehinde eller to, så jeg stadig har lidt at rive i på den anden side?

*Kan jeg se, at Coop og DSK har regnet på, hvor meget vi fyrer af, når vi henter sodavand og sprut i Tyskland. Den handel skal de bede om, at vi får flyttet herhjem, og det synes jeg er en strålende ide. Men hvis vi skal det, så må nogen stramme helt UTROLIGT op med de verpühlte flaskeautomater, for det kan. ikke. være rigtigt, at 3/4 af dem opfører sig som DF ved grænsen, når vi kommer med vores fedtede poser, og kun kan få lov at aflevere 1/3 af indholdet. Flere og bedre automater, der æder det hele NU – så er jeg med.

*Havde jeg i weekenden fint besøg fra Aarhus, og prøvede i den forbindelse takeaway fra et nyt sushisted i Esbjerg. Det tog 10 år at finde, men det var ventetiden værd. SHIT, det var godt!

*Var det i går Kvindernes Internationale Kampdag, og måske kommer jeg de forkerte steder på nettet, men jeg syntes, at den fyldte *endnu* mindre end den plejer. Er det bare mig? Hvis man savner lidt holdninger til kønskvoter og Taylor Swifts betydning for kvinders rettigheder, er man velkommen til at hoppe en tur i arkivet, f.eks. her og her

*Og nu vi er ved medier, har jeg de sidste mange måneder tænkt på, om vi egentlig ikke snart ville være bedre tjent med noget nyhedsmæssig planøkonomi, hvor alle medier var 100% statsstøttede. For det sidste år har godt nok været ét langt eksempel på, hvor store konsekvenser, det har, når det er clickbaits, der skal holde bundlinjen flydende, for det kommer til at betyde, at vejen til overlevelse er at finde flest af dem, der siger de mest vanvittige ting. Og det skaber forvirring, metaltræthed og numbness, fordi man ikke hver dag kan forholde sig til 7 forskellige katastrofescenarier om masker i private hjem og 15 år mere med mutationer og nedlukninger, og man skal ret langt ned i teksten for at finde ord som ‘mener’, ‘antager’ og ‘vurderer’. Som det er skruet sammen idag, får alt samme værdi, og det tror jeg faktisk ikke er ret hensigtsmæssigt.

*Og uden at hive sølvpapirshatten helt op ad skuffen, bliver vi også lige nødt til at snakke om alle de ‘Erfarer TV2’-breaking-bjælker, der de sidste måneder er løbet i forvejen for pressemøderne, for man *må* spekulere over, hvad regeringen har ud af at lække alt, så massivt og systematisk, til ét medie. For lad os være ærlige: Hvis ikke det tjente et formål for dem, havde de jo for længst fundet ud af, hvem det er, der synger som en kanariefugl på speed. 

*Sendte min veninde mig forleden et screenshot af et salgsopslag, hvori nogen havde sat en brugt toiletspand til salg. “Trænger til en vask”. Jeg er ved at være klar til at opsige mit medlemskab af den menneskelige race.

*Hit med det interview. Nu.

*Er podcastlisten og serielisten opdateret med følgende:

It’s a sin

Hvis ikke man har set den her endnu, skal man se at komme igang. Scenen er 80’ernes London, hvor man følger en gruppe mænd, der alle springer ud af skabet og lige i favnen på fest, farver og en ny, mystisk virus, som ingen rigtig har hørt om før.

Hvis man kunne lide Queen-filmen (og det kunne alle, fordi #Queen og #RamiMalek), så vil man også elske den her. Den kræver heftige mængder af kleenex, men den er simpelthen så god. 

I min lomme ligger en sten

En P1 podcast, som jeg har fået anbefalet i kommentarfeltet her.

En kvindelig journalist beslutter sig for at få hele historien om sin søsters død. Søsteren døde, da de begge var børn, og hendes død har altid været en del af familiens historie, men podcasten her er et forsøg på at høre og få greb om historien som voksen.

Jeg synes, den var hård, men samtidig også umådelig fin og god at blive klogere af. Historier udfolder sig altid på en anden måde, når hovedpersonerne selv får lov at fortælle dem, og det er denne podcast er et godt eksempel på.

I øvrigt:

*Er vi startet på Geocaching. Mange af sporene ligger et stykke vej herfra, så vi kører ud i nærheden af dem, stiller bilen, og går derfra. Forleden var vi kommet *meget* offroad i vores jagt på lokationen; jeg elsker min gps, men da vi for 34. gang endte i et hjulspor på en mark, fik jeg den tanke, at det ville være fint, hvis den i stedet for ‘korteste rute’ gik med ‘anlagte veje’. Da damen for 24. gang opfordrede til: “KØR. TILBAGE. TIL. RUTE” flåede Anton, med desperationsraseri i øjnene, mobilen op til munden og råbte: “VI!! HAR!! HØRT!!!!! DET!!!!!” og jeg har aldrig følt det biologiske bånd til ham stærkere end da 

*Er jeg i disse dage hårdt ramt af de der underlige Bahamas-opkald, og jeg kom sådan til at tænke på, hvorfor i alverden de bliver ved med at være en ting? Er der godt nok stadig mennesker, der ringer tilbage?

*Forstår jeg godt, at folk ender med at gå fra hinanden, når de køber håndværkertilbud. Jeg har kun været i gang i 3 uger herhjemme, og jeg er klar til at lade mig skille fra mig selv. 

*Synes Anton for tiden, at det er ustyrlig sjovt at forskrække mig, og jeg kan nu med 100% sikkerhed sige, at det for mig i et forhold vil være en dealbreaker.

*Har jeg påbudt mig selv at tænke: “Er der nogen, der kommer til at ændre holdning af at læse det, jeg skriver nu?” inden jeg kaster mig ind i debatter på sociale medier. Nogle steder er det faktisk tilfældet. Men hvis ikke, slipper jeg tastaturet og bakker langsomt, og min hitrate på at klappe mig selv på skulderen over den kloge beslutning to timer senere, er indtil videre 100%.

For når jeg ser en satiretegning af Mads Steffensen om ‘Mads & Ulandsholdet’, hvor man sætter folks monopol-dilemmaer op imod sult i Ulande, og man faktisk skal have luppen frem for at kunne se, at det er et tease for en indsamling, så er der en masse ting, jeg har lyst til at skrive.

F.eks. at opslaget hverken er elegant eller sjovt. Den finurlighed, det ordspil, eller det manglende led, der bliver sjovt, når første og tredje-led pludselig sættes op mod hinanden, mangler fuldstændig. Det ligner en sen eftermiddag på redaktionen, hvor en eller anden foreslår, at ‘vi kunne jo lave noget med håndbold?’ og alle gerne vil hjem, og man derfor maler en hundelort og kalder det kunst.

Eller at jeg håber, de har forberedt Regnskab på den faktura, Mads Steffensen burde sende over at blive brugt som blikfang på en arbejdsplads, han ikke længere er tilknyttet. 

Eller at jeg håber, at deres tillidsrepræsentant forholder sig til, at det sanktioneres af ledelsen, at tidligere ansatte latterliggøres i fora med tusindvis af følgere. Jeg er oprigtigt interesseret i, hvad en fagforening ville sige til det, for jeg tror da, at de fleste af os gerne ville være fri for at vores tidligere arbejdspladser laver ‘satiriske’ reklamer, hvorpå vi figurerer.

Den eneste formildende omstændighed, jeg kan se er, hvis Mads selv sprang frem fra bag en busk og råbte: “Haha – snydt! Jeg var med på den for at give noget omtale!” Men det venter vi stadig på.

Helt forudsigeligt laver P3 efteraberen, når folk skriver, at det lugter lidt af, at det var Mads, der gik, med ‘Ja, buhuhu, vi må hellere skrive til Mads’, mens dem, der synes, at kvinder er hysteriske, når de ikke vil klappes i røven på jobbet, og at homojokes er sjove, bruger de to sædvanlige comebacks. ‘Kan du ikke tage en joke’, ‘Slap af’ og ‘Folk er sgu blevet så nærtagende’.

Jeg har LYST til at gå ind og skrive, at hvis det er de eneste argumenter, du har, så har du en dårlig sag. Men jeg gør det ikke. For der er ingen, der kommer til at ændre holdning af at læse det.

Thanks for coming to my TED-talk. 

*Lavede jeg forleden for første gang den libanesiske salat tabouleh selv, og shit, den var god!

Jeg spiste den i pitabrød med syltede rødløg, chilihumus, falafler og feta og det bliver min go-to gæsteret, når vi engang må se mennesker igen. Både pitabrød og falafler hev jeg ud af fryseren, humus, feta og syltede rødløg fra køleskab, og salaten lavede jeg om formiddagen, hvor jeg spiste den (første gang) om aftenen.

Salaten var perfekt, fordi den dels smagte fantastisk, men også fordi den indeholdt de klassiske salat-i-pita-ingredienser, som på denne måde kunne laves færdig i forvejen, og – ligesom de syltede rødløg – faktisk kun blev bedre af at stå.

Nogle laver tabouleh med bulgur, men jeg lavede den med couscous, da jeg syntes, det ville blive for tungt med kulhydrater fra både bulgur og pitabrød. Man kan sikkert lave den helt uden nogen af delene, men både couscous og bulgur suger overskydende væde fra salat, tomat og agurk og er derfor med til at sikre, at salaten forbliver u-slasket og knasende.

Fordi ingen skal snyde for noget godt i disse jammerlige tider, får I lige et par opskrifter her.

Syltede rødløg:

2 rødløg

1 dl. alm. eddike

1 dl. sukker.

Løg skives og smides i et varmeresistent glas.

Eddike bringes i kog, sukker tilsættes, rør, så det opløses og hæld lagen over løgene. Lad dem køle af, og sæt på køl. Dagen efter er de klar. De kan holde sig ca. en uge på køl, sikkert længere, hvis man kører atamon and all that jazz på glassene først. 

Tabouleh

125 gr. couscous (koges efter anvisning på pakken)

Saft fra en citron (hældes over couscousen, når man tager den af varmen, så den kan stå og suge smag)

1 stort bundt bredbladet persille

1 pose blandet salat

1 bæger mynte 

(Skylles og hakkes fint. Jeg brugte min køkkenmaskine, men kan gøres i hånden) 

1 lille agurk uden kerner

6-8 San Marino tomater

3-4 forårsløg

(Hakkes fint)

Dressing:

Saft fra (endnu) 1 citron

2 spsk olie

Vælt det hele sammen og lad det stå og trække så længe, som det nu kan. Opbevares på køl, men tag det ud en time inden servering. Så smager det af meget mere.

I øvrigt:

*Havde jeg fødselsdag igår, og da jeg bor med mine to mest entusiastiske hype-guys, blev jeg fejret efter alle kunstens regler, nedlukning til trods. Aftenen tilbragte jeg med bare tæer, podcast, malerpensel og champagne i min entre, og jeg er faktisk bare virkelig glad for mit liv.

*Troede jeg, at jeg havde fjernet min fødselsdag fra FB. Men enten har jeg gjort det forkert, eller også vurderede Zuckerberg, at jeg trængte til lidt virtuel kærlighed, for i hvert fald blev hele min venneliste prikket på skulderen, og han havde ret. Det *var* hyggeligt. 

*Hører jeg så meget radio for tiden, at de ting, der irriterer mig, irriterer mig, så jeg nærmest får udslæt. Jeg nævner i flæng: Bilka, der reklamerer for, hvor nemt det er at ‘handle ind’ (really, Bilka? Ikke ‘købe ind’ eller handle’?) eller Mr. Green, der formaner til ikke at ‘spille for penge, du ikke har råd til’ (bare lige hurtigt, Mr. Green. I har glemt ‘-AT MISTE’!! Ffs!). Og så har jeg lyst til at lægge mig ned og græde over, at fagforeningerne pisser muligheden for at lave aktuelle reklamer, som kunne gøre en afgørende forskel for en presset branche, og som kunne synliggøre, hvorfor de er så vigtige, væk. Hold nu kæft med den pris. Sig, at der lige om lidt er en arbejdsgiver, der kommer i tanke om, at det måske var smart at sætte en medarbejder ned i tid og spare på lønnen, fordi transporten er skåret væk. Eller snak om, hvilke konsekvenser det har for din opsparing og afvikling af ferie med al den hjemsendelse. Eller om, hvad man gør, hvis man pludselig er gået markant ned i løn, fordi alle de tillæg, man normalt oppebærer ude i virkeligheden, falder væk, når man er hjemme. Eller snak om, hvor lidt/meget en chef må overvåge sine medarbejdere, når de sidder hjemme og arbejder. Skatteregler. Sygefravær og 120-dages regler, når man skal blive hjemme, så snart man nyser, og ikke kan trække på bedsteforældre til syge børn. Der er. så. mange steder, hvor fagforeningerne får travlt de kommende år, og hvor det kommer til at blive helt afsindigt vigtigt, at nogen står vagt om arbejdstagerne, og hvor det derfor kommer til at betyde ALT, at de mennesker, der repræsenterer dig ved, hvad du laver, og ikke skal hjælpe både postbude, kagedekoratører og revisorer. Sig dét. På forhånd tak.  

*Er jeg blevet (skamfuldt) afhængig af Idols-klip på YouTube. (Freud ville nok byde ind med, at det er trygt og forløsende at græde over noget, der hverken er farligt, vigtigt eller trist). Lionel Ritchie, som jeg ellers synes laver det mest irriterende musik verden, begynder at gro på mig. 

*Har jeg pga. aflysninger været mere hjemme med børnene end forventet, og jeg vil gerne have lov at indstille Steve Jobs til prisen som Årets Pædagog. Jamen, min skærmpolitik, mand. Nogen må snart gribe ind. 

*Fik jeg igår, med høj, klar stemme sagt, at en bestemt person gik ‘for lud og kold vind’. Det er overflødigt at sige, at jeg ikke har sovet i nat.

*Håber jeg inderligt, at Biden tager Obama med som rådgiver. Mest fordi jeg savner alle de gode memes.

I øvrigt

*Fik jeg en ekstra bage-rist i julegave, og jeg tror, jeg blev lige så glad for den, som Anton blev for sin gigantiske æske med Lego. Det vil jeg minde mig selv om næste gang, jeg er på vej til et forældremøde og bliver ramt af fornemmelsen af ikke at være En Rigtig Voksen. 

*Havde vi den mest fantastiske juleaften. Kæft, det holder, at børnene bliver ældre. Jeg havde d. 23. lavet en liste over det, der skulle ske (bad – skoven – frokost – mormor og morfar – spise – rydde op – synge – gaver) og ladet børnene tegne små symboler til hvert punkt, og det fungerede fuldstændig fantastisk. De glædede sig, men på den måde, hvor det stadig var begejstret forventning, der fyldte og ikke det, den kan kamme over og forvandle sig til, når det hele bliver alt for meget.

*Er jeg for en måneds tid siden startet på CBD olie (cannabisolie), og jeg skal nok lade være med at forvandle mig til vækkelsesprædikant, men shit, det er godt for mange ting.

*Skal vi holde nytår herhjemme, bare børnene og jeg, ligesom vi har gjort de sidste to år, og jeg glæder mig. Der er pynt, fint tøj og glimmer, og der er hotdogs og 3 slags is til dessert. Jeg har valgt Årets Sjus, som jeg ikke har de fjerneste skrupler ved at købe ind til, selvom jeg formentlig ender med kun at drikke en enkelt eller to, men fordi det hele er holdt så low key, slår det ikke bunden ud af budgetttet, at jeg eksperimenterer lidt på drinkssiden.

*Har jeg lovet børnene lidt raketter at skyde nytåret ind med, så i tirsdags var vi ude for at købe dem. Jeg fik krydset et par børnepakker af, og da vi fik kassen overrakt, syntes jeg godt nok, den var lidt tung. Lang historie kort: De pakker, jeg havde bestilt, var udsolgt, så “vi har bare lige lagt nogle større i – I får dem selvfølgelig til samme pris” og vi har nu så mange raketter, romerlys og noget, der hedder “Ildsværd”, at Tivoli nok kommer til at ringe og spørge, hvorfor vi forsøger at outshine dem. 

*Bliver jeg efterhånden decideret hidsig, når folk og virksomheder sætter ting til salg som ‘auktion’ på facebook. Det er den digitale ækvivalent til at stille sig ind midt i en kø og lade som om, man ikke ser dem, der stod der først. For jo. SELVFØLGELIG handler det om udnytte algoritmen, så du som sælger sikrer, at dit opslag rykker øverst i alles feed, hver gang, nogen lægger et bud. Det er muligt, at du snyder dem, der ikke har gennemskuet taktikken, men jeg garanterer dig for, at alle dem, der har, synes, du er utrolig irriterende.

*Hørte jeg et cover af John Lennons ‘Happy Xmas (war is over)’, og kom pludselig til at høre, at han ønsker glædelig jul til ‘the yellow and red ones’. Set med 2020-øjne virker det.. friskt. 

*Har jeg ikke glemt, at jeg lovede at lave en opsamling på madspild, men jeg tænker, vi tager den i forbindelse med 2021’s første M2021-indlæg. 

*Opfatter jeg mig selv som et relativt kompetent menneske. Jeg er nogenlunde lærenem og udstyret med om ikke blind så i hvert fald svagtseende tillid til, at jeg kan lære det meste. Men andre menneskers blandingsbatterier og brødknive? De tager livet af mig hver eneste gang, mand.

*Har jeg lige hørt Don’t turn around med Ace of Base i radion, og hvordan er det gået til, at de aldrig har skrællet huden af Lady Gaga i retten for Alejandro?

*Lovede jeg inden jul, at jeg ville smide et link til mit indlæg om oprydning, fordi vi nok er mange, der efter pynt og fyld længes efter plads og luft. I finder det lige her.

I øvrigt:

*Kørte jeg idag forbi en nedlagt gård, hvor beboerne havde fjernet dugen på trampolinen, og omviklet stellet med gran, røde sløjfer og 4 store, hvide trafikkegler. Vestjyllands julegame er undefeatet.

*Var jeg i Bilka i går, og da jeg pakkede mine poser med kirurgisk præcision kom jeg til at tænke på, at mit job som pakkepige i Føtex, da jeg var 15 – som dengang føltes som det mest ligegyldige job ever – faktisk er det mest undervurderede fritidsjob, jeg har haft. 

*Bagte jeg i weekenden brunkager af færdig dej fra bageren, og jeg er stadig ikke kommet mig over, hvor meget dejen lugtede af pot.

*Er nogen snart nødt til at fortælle Post Nord, at vi ikke har ‘Oplevelser’ med dem. 

*Står jeg klar med blottet overarm i det sekund, vaccinen er klar på disse breddegrader. De, der hard core er imod, ændrer ikke synspunkt pga. noget, de læser her, og sådan er dét. Men til tvivlerne, der er mistroiske, fordi vaccinen er udviklet på et år, og man ikke ved, hvad der er i den, vil jeg bare lige hurtigt spørge, om de på stående fod kan fortælle mig gennemsnitstiden for udvikling af en vaccine, eller om de udbad sig indlægssedlen på den eksotiske coktail, de uden at blinke fik skudt i røven, inden de backpackede sig gennem Thailand og Indien? 

*Forstår jeg ikke, hvad de mener i spillereklamerne, når de til sidst siger “Regler og vilkår gælder”. Altså, er det godt nok en legal, juridisk ansvarsfraskrivelse?

*Har jeg i år installeret en lidt mindre ambitiøs drillenisse herhjemme. Men d. 01. december fik Frida drillenissen med hjem fra børnehaven, og hvor det normalt er en nusset, strikket sag, som jeg er tusind procent stejl på, at jeg ikke vil have i kontakt med sengetøjet, så er det i år en malet pind. Fem store guldstjerner for kreativitet og evne til at finde vej igennem covid til pædagogerne. Men. Pinden må ikke komme med tilbage i børnehaven. Så nu har vi to drillenisser. Jeg har sendt en mail til Interflora og foreslået, at de til deres ‘Sig det med blomster’-kategori tilføjer tidsler. 

*Overhørte jeg for et par uger siden to kvinder i starten af 20’erne snakke om, hvorfor feminister altid er – og jeg citerer – “sådan nogle sure, gamle damer”. Først blev jeg sgu lidt træt på indersiden, men ved nærmere eftertanke er det egentlig også min egen oplevelse, at mange af os først bliver aktive feminister i det sekund, vi får døtre. Det fik mig til at tænke på, at det er usigelig trist, at vi først kan se, at en måde at behandle mennesker på, er forkert, når den går ud over andre end os selv.

*Er jeg i gang med de indledende overvejelser til vores værelsesrokade, fordi der er en del logistik, der skal falde på plads, hvis det skal kunne lade sig gøre, at alle har egne ting på egne værelser. I den forbindelse har jeg en dør, som jeg gerne ville have vendt, og jeg gik derfor på nettet på jagt efter mailadresser på tømrerfirmaer. Og her må jeg bare sige, at der er *rigeligt* med udviklingspotentiale for faget, sådan helt generelt, for ud af de 7 – og det var altså s.y.v. – hjemmesider, jeg var forbi, var der mailadresse på én. Jeg er med på, at vi helst vil snakke med de kunder, vi skal give tilbud, men shit det kvæler megen potentiel indtjening i fødslen, for når jeg kl 23.30 pludselig skal vide, hvad det koster at vende en dør, så er der jo ingen, der sidder klar ved telefonen, vel?

*Og bare for at understøtte min pointe: Den gode mand, jeg skrev til, bad om billeder, og da jeg sendte dem til ham, skrev han retur med ‘Er du opmærksom på, at el og lys så kommer til at sidde bagved døren?’ Og nej. Jeg er sgu da ej. Jeg er mest optaget af, hvad for en nuance af blå, jeg skal vælge. Men med en korrespondance, der sammenlagt tog 3 minutter, sparede han sig selv for en forgæves tur på landet. Mailadresser til folket!

*Skulle jeg forleden bruge nedenstående gif som svar på en besked, og jeg kunne kun huske, at det på dansk hedder ‘Vindheks’ – hvilket ikke rigtig er nogen hjælp i et engelsk gif-bibliotek. Jeg googlede det, og fik: Vindheks = Wind Witch. Jeg tror ikke, at AI-robotterne er lige på trapperne.

I øvrigt:

*Sad jeg forleden i bilen på Bilkas p-plads og tjekkede mine fortænder i spejlet for hørfrø – indtil det gik op for mig, at det er skideligegyldigt #maskeliv

*Tror jeg, at TV2 skal starte deres årskavalkade nu, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at få bare 1/4 af 2020 med. 

*Er Anders Tegnell fotomæssigt set gaven, der bliver ved med at give. Uanset hvordan det går i Sverige, findes der et billede af ham med et ansigtsudtryk, der matcher overskriften. 

*Har jeg købt for en formue vintertøj til begge børn, nu hvor de skal være ude de næste mange måneder. Og altså. De termostøvler og overtræksbukser får vi jo ikke rigtigt brug for, hvis det fortsætter med 15 grader og vand nok til at genindspille En Verdensomsejling Under Havet på mortorvejen. Permafrost NU! 

*Står Instagram til en sherifstjerne efter at have sneget en shoppingknap ind, der hvor notifikationerne plejer at være. Nej tak. 

*Har Anton og jeg kørt Jurassic kavalkade, og det tog Anton – altså, barnet, der opfatter det danske sprog som en personlig fornærmelse – under 30 minutter at lære navnene på samtlige dinosaurere. (Hedder det egentligt ‘dinosaurere’ eller ‘dinosaurusser’?) Han kigger nu på mig med en blanding af medlidenhed og overbærenhed, når jeg refererer til dem som ‘den med den lange hals’ eller ‘den lille sure’.

*Forsøgte jeg i fredags at flytte mit sofabord med min lilletå. Det kan man ikke. Til gengæld er jeg tilbage i klip klappere. 

*Slog en med-murderino forleden et opslag op i My Favorite Murder-gruppen med overskriften: “I need a new vibrator”. Efter 3 timer havde opslaget 520 kommentarer fordelt nogenlunde ligeligt på anbefalinger og ‘taking notes’-gifs. Alle stress-keder sig i 2020.

*Gider jeg normalt ikke Baileys, som jeg synes er alt for sødt, men i år har jeg pludselig fået lyst til, at de laver en juleversion med et strejf af kanel. Så det skal jeg bede om.

*Er jeg umådelig fortørnet over, at Netflix bare, helt iskoldt, har valgt at lægge The return of the king op – men ikke Fellowship of the ring og The two towers. Hvem fanden kan nøjes med desserten?? (Og jo. Selvfølgelig har jeg set og læst dem alle 3 tusind gange allerede, men hvordan – *hvordan* spørger jeg!!?! – skal det blive jul uden?!)

*Fylder Anton 10 år i morgen, og jeg er derfor MIA de næste par dage, hvor jeg skal snigkysse ham på håret og snøfte over, at det lille, bitte menneske pludselig ikke længere er så lille endda.

*Synes jeg, at vi har snakket for lidt om, hvor meget Hugh Grant pludselig er begyndt at ligne Pierce Brosnan. Wtf?

*Er podcastlisten opdateret med:

En helvedes fortid

P1 podcast i 4 afsnit, som Esben Bjerre forleden anbefalede i sin story. 

Podcasten handler om “Michael”, der er født og opvokset i det kriminelle miljø i Aalborg, som efter fødslen af sit andet barn prøver at gøre op med fortiden for at komme ud af den. 

Man skal være en hård negl for ikke at blive berørt af historien om, hvor svært det er at finde nye veje med gamle kort, og selvom Michaels historie er mere rå end de flestes, er der alligevel også elementer i den, man genkender, som f.eks. at man ofte ser på sine forældre med mildere øjne, når man selv får børn, og det går op for en, at en barndom sådan set bare består af én lang række af øjeblikke, hvor man som forælder forsøger at tackle liv og hverdag så godt, som man kan, med det man har. 

I øvrigt:

*Så jeg forleden to lesbiske damer i lokalområdet, der kom gående med hinanden i hånden, og jeg havde lyst at rulle vinduet ned og råbe: “Tak!” For jeg bliver simpelthen så ked af det, når jeg hører fra mine homo-venner, hvordan de bliver svinet til, fordi de går med det menneske, de elsker i hånden, hvilket da for fanden burde være en menneskeret. Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange, jeg har set det i al den tid, jeg har boet her i byen, og selvom de ikke på nogen måde har pligt til at agere reklamesøjler for homoseksualitet, så blev jeg bare virkelig glad over at se dem gøre det, fordi det forhåbentlig kommer til at gøre en forskel for den kommende generation, både ift. at gøre og forstå noget, de har set repræsenteret i gadebilledet og virkeligheden. 

*Kom jeg i dag, da jeg skulle forklare to børn, der stirrede blank på mig, fordi jeg bad dem om ikke at gå over åen efter vand, til at tænke på, om vi egentlig stadig laver ordsprog? Eller om vi bare har vedtaget, at vi har dem, vi skal bruge?

*Junker jeg fortsat Bailey Sarian på YouTube, og har derfor set den nye og meget smukke reklame fra undertøjsfirmaet Change en del gange. Men hvorfor *ER* det, de ikke smider de sidste par tusinde i puljen og køber en speaker, der har engelsk som modersmål? Engelsk med dansk accent er noget af det tungeste og mest klodsede, jeg kan komme i tanke om. 

*Skal jeg bede om, at de edderkopper, der sidder og gemmer sig virkelig dårligt over listerne i loftet, bidrager til det samlede hushold og får ædt nogle af alle de klimaforvirrede myg, der på transylvansk vis er ved at tømme os alle 3 for blod.

*Elsker jeg, at Frida har så meget sprog, fordi det giver et utrolig skønt billede af, hvad der sker inde i hovedet, når man er 5 år og øver sig i både at forstå verden og i at være stor. F.eks. ville hun forleden gerne vide, hvordan heste egentlig fløjter, og da hun i går havde hjulpet med at dække bord, bankede hun på Antons dør og råbte myndigt: “Værsgo – så er der friseret!” 

*Øver jeg mig for tiden i at huske, at man aldrig skal smide mere engangement ind i andre menneskers problemstillinger, end de selv gør. Jeg lærte lektien for år tilbage, hvor jeg havde hhv. en meget job-rådvild veninde og en, der ikke kunne finde ud af, om hun skulle gå fra sin kæreste. Hver gang jeg var sammen med dem, brugte vi TIMER på at analysere, tænkte igennem, forestille os og undersøge, hvad det indebar at blive meterolog/hestehvisker/cirkusartist, og hver gang engagerede jeg mig 100%. Jeg læste jobannoncer, jeg modtog opkald på alle tidspunkter af døgnet, jeg var sparringspartner, supporter og psykolog, og det tog næsten et år for mig at opdage, at jeg gik *væsentligt* mere op i at løse deres fremtidsudfordringer, end de selv gjorde.

Når de gik hjem, havde de fået læsset af og ventileret og indrettet luftkasteller, og det var egentlig både fint og nok for dem, så når jeg 3 dage senere sendte et jobopslag, jeg var stødt på eller et link til en ledig lejlighed, var de nærmest lidt uforstående over, hvorfor jeg gjorde det.

Mine veninder er det bedste, jeg ved, men den her type af adfærd er et sort hul, der suger al energi og synergi ud af et venskab, og man hjælper ingen ved at påtage sig problemknuserrollen. Tværtimod bliver man den sureste og mest trælse version af sig selv, når man vil løse andre menneskers problemer mere, end de selv vil, fordi man både bliver sympati-frustreret over problemet, men virkelig også over den manglende handling på det, alle samtalerne til trods.

*Kan jeg næsten ikke få luft af irritation, når jeg ser mennesker, jeg ellers både kender og holder af, der deler opslaget “Tak til alle de mænd, der gennem tiden har klappet mig i røven, taget mig på låret blablabla fået mig til at føle mig som kvinde”. Jeg synes, det er så misforstået, at jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal gøre ved mig selv, for det sidestiller metoo-sagerne med gensidig flirt i byen, og gør det yderligere svært for de kvinder, der har oplevet grænseoverskridende adfærd, at stå frem.

Særlig fordi der under hver eneste deling er ca. en million kommentarer (90% fra mænd…) af typen “TAK!” og “Endelig lidt fornuft!” og “Dejlig befriende læsning!”

For det er jo ikke flirten i byen, der er problemet, og selvom der er gråzoner, så bliver vi også nødt til at være enige om, at SÅ kompliceret er det heller ikke. Det er bare at vende spørgsmålet om. Ville det få mænd til at føle sig ekstra meget som mænd, hvis fremmede damer i byen greb dem i skridtet, når de gik forbi? Eller hvis den kvindelige kollega lagde hånden på den mandlige kollegas røv, blot fordi de stod ved siden af hinanden? Og når vi er færdige med at tø-hø-grine og albue hinanden i siden, så ved vi vist alle sammen godt, at det er en vane og en kultur, der skal ændres, og det kan være noget bøvl – men selve sondringen; den er ikke svær.

(Det er ikke for at negligere, at kulturopgøret bliver besværligt. For det gør det helt sikkert. Det er overalt, og vi er først lige begyndt at få øje på det. Hollywood får også god plads i arkivet, når de opdager, at klassikeren ‘kvinde siger nej til mand, mand bliver med med at prøve, kvinde overgiver sig til sidst’ faktisk bare er glorificeret light-stalking. Som – vil jeg meget gerne medgive – vi kvinder selv er med til at romantisere, fordi det er så dejligt bekræftende, når nogen rigtig kæmper for én).

(Og bare lige i forlængelse af ovenstående: Når det er kvinden i filmen, der ikke vil acceptere et nej, er det ikke længere romantisk, men bare ynkeligt. Det kan man også lige tænke lidt over).

Nå, men tilbage til opslaget, som jeg synes er super problematisk, fordi det får det til at lyde som om, at metoo bare er de stramme, sure feminister, der ikke er med på noget sjov.

For prøv lige at udskifte ‘mænd’ med ‘chefer’, ‘mandlige kolleger/lærere’ eller ‘alle de af mine veninders mænd’ og se, om det så føles anderledes? For det er jo dér, det primære problem ligger. Ikke på Crazy Daisy kl. 3 fredag nat.

At håne andres overtrådte grænser er bevis på én af to ting: Enten har man aldrig selv prøvet at få netop den grænse overtrådt, eller også er man stadig så sovset ind den giftige kultur, at man ikke forstår problemet.

Er podcastlisten opdateret med følgende:

Redhanded

Britisk true crime, som jeg først rigtig blev fanget af i andet forsøg.

Når jeg tester en ny podcast, starter jeg altid med første (=ældste) afsnit, fordi jeg synes, man der får en god fornemmelse af, hvem podcasterne er, og hvad det er, de gerne vil fortælle. Det gjorde jeg også med den her, og jeg var ikke imponeret. Lyden var dårlig, og der blev brugt enormt lang tid på at fortælle om befolkningsgrupper, historiske begivenheder osv. Alt sammen fint og godt, men når man napper sin podcast i bidder, så bliver det simpelthen for svært at holde styr på hovedhistorien, hvis info-delen om de forskellige retninger indenfor jødedommen er 20 minutter lang.

Derfor slap jeg den efter et par afsnit. Men i MFM-gruppen på fb blev den ved med at komme op, så jeg besluttede at give den endnu et skud, og valgte anden gang at høre det nyeste afsnit først. Og what a difference a day makes. For nu er jeg PÅ-på. Udover det virkelig skønne britiske engelsk, så fortæller de også nogle helt andre historier end deres amerikanske kolleger, fordi de ikke er flasket op med The Zodiac Killer og Ted Bundy. Kæmpe anbefaling herfra – bare husk at starte bagfra.

The Missionary

Denne podcast er et forsøg på at grave sandheden frem om den unge kvinde Renee Bach, der som 19-årig rejste til Uganda som missionær, stablede et lokalt hospital på benene og idag står anklaget for at have slået 135 børn ihjel. 

Podcasten tager fat hele den etiske problemstilling omkring, hvem det egentlig er, missionærer og hjælpearbejdere forsøger at gøre noget for. For handler det om at redde børn – eller handler det i virkeligheden mere om at se og fremstille sig selv som én, der redder børn.