I øvrigt:

*fik jeg serveret en kyllingesalat med æg i forleden. Er jeg den eneste, der finder det en lille smule perverst? #MorOgBarnSalat

*ELSKER Frida at se de der skrækkelige YouTube videoer, hvor hele Kina og den samlede Østblok klæder sig ud og falskt og fuldstændig frygtløst synger soundtracket til Frost på det mest ubehjælpsomme engelsk, jeg nogensinde mindes af have hørt. Jeg er med på, at internettet er nyt på de kanter, men de har vel dog trods alt haft toner? Noder? Musik?

*var jeg hjemme med Frida forleden, og det er stadig noget af det, jeg har det sværest med i mit job; at når jeg eller børnene er syg(e), så ved jeg PRÆCIS hvem der med stor sandsynlighed sidder uden tolk, og hvad de går glip af. Det er hæsligt. 

*trippede jeg i sidste uge nervøst rundt ved vinduerne og kastede lange blikke op ad vejen, lige fra vi stod op til vi kørte. Ikke fordi jeg ventede en sømand hjem fra de syv verdenshave, men fordi det var den dag, skraldemændene skulle komme og tømme papir- og genbrugsspand, og min angst for at misse dem er muligvis den mest deprimerende voksenreaktion, jeg endnu er stødt på. 

*har jeg brug for, at vi med øjeblikkelig varsel stopper med at bruge ordet “Momtrepreneur”.

*og nu vi alligevel roder rundt i sprogkassen: Vidste I, at det fænomen, der om aftenen hedder ‘skumringen’ hedder ‘dæmringen’ om morgenen? Jeg ELSKER ord!

*undrer det mig egentlig lidt, at man endnu ikke har set nogle rabiate dyreaktivister hidse sig op over den indlysende mangel på nærvær, når hundeejere går tur med hunden i den ene hånd og mobilen i den anden. 

*er jeg stadig ikke for gammel til at blive en lille smule excited, når DMI melder sne i løbet af natten. 

*eller til at blive skuffet, når vi så bare står op til regn on the rocks.

*er dét at bo og samtale med en 3-årig lidt som at bo med en af de troldmænd fra eventyrfilmene, der siger underlige ting, fuldstændig ude af kontekst. Bare med den ret afgørende forskel, at bemeldte troldmænd sjældent får et anfald i 3 etaper, hvis man ikke lige kan hive et svar ud af hovedet på spørgsmål som: “Hvem er vores egern egentlig, mor?” (vi har aldrig haft – eller set – et egern)  eller “Hvor er huset?” (Og troldmænd og torturbødler kan bare pakke sammen. Efter i 10 minutter at have forsøgt at stille opklarende spørgsmål a la “Hvad for et hus?” “Vores hus?” “Er det noget, du har set i børnehaven” for bare at blive mødt af en gradvist mere og mere hysterisk gentagelse af det oprindelige spørgsmål, har man lyst til at kravle sammen i hjørnet i katatonisk fosterstilling og skrige: “HVAD ER DET FOR ET HUS, DU SNAKKER OM!?!”)

(Men man gør det selvfølgelig ikke, vel?)

(Mest fordi hjørnet allerede er optaget af rasende 3-årig).

*hører jeg den her på repeat for tiden:

I øvrigt:

*har jeg i dag været til opfølgende kontrol hos tandlægen med Frida, fordi hun i fredags faldt af en bænk og tog fra med fortænderne, og uanset hvor optimistiske, vi alle sammen forsøger at være, så er det et spørgsmål om uger mere end om måneder, før de falder ud. Selvom det bare er tænder, og det ikke er de blivende, så kan jeg næsten ikke bære tanken om, at hun de næste 3 år kommer til at gå rundt med et kæmpehul, lige midt i stakittet. 

*er jeg begyndt at øve mig i at huske, at karma nok skal få styr på tingene, når folk opfører sig som idioter. Bl.a. fordi jeg har bemærket, at det sker, når jeg selv har været et røvhul.

*holder det dog ind i mellem en *liiiiille* smule hårdt, fordi jeg næsten ikke kan sove ved tanken om, at folk bare går rundt og tror, at deres opførsel er ok, indtil karma endelig svinger pisken. 

*har min hjerne derfor hjælpsom tilbudt Gloria Estefan som en slags musikalsk reminder, og jeg er ved at blive bims #KarmaIsGonnaGetYou

*slog jeg min søsters fortænder ud, da hun var 4.

*har jeg slugt “Addicted to food” på Netflix på 3 dage, og vil gerne vide, hvorfor vi skal spises af med én sæson, Oprah?

*elsker jeg at leve i en tid, hvor man, når man savner en funktion i en app, kan skrive til dem, der har udviklet den, og forespørge på, om ikke funktionen kan lægges ind i en fremtidig version. Og særligt når svaret så er positivt. (Var ved at få spat af, at man ikke i biblioteksapp’en kan se, hvad nummer i rækken en bog er i en serie. Hvilket er det hvideste i-landsproblem, et menneske nogensinde har haft.) (-men stadig)

*sprang pærerne i mine lamper i garagen sidste lørdag, og meget M2019-agtigt, satte jeg et par energibesparende af slagsen i i stedet. Men efter i en uge at have famlet mig rædselsslagen igennem horder af ulve og øksemordere, når jeg skal ud med affaldsposen, må miljøet bare lige klare sig selv i denne omgang: Jeg skal bede om to af de pærer, man sætter i stadionspots.

*er jeg på jagt efter et sengetæppe til Fridas seng, hvilket har vist sig at være en næsten umuligt opgave. I mellemtiden er jeg rystet i min grundvold over, at man, helt stille og roligt, kan købe sengetæpper til børn på 2-3 år, til lige knap 1000 kr.

*synes jeg måske lidt, at vi får de nyheder, vi fortjener, når nej’et til Brexit-aftalen efter 1 time får vristet den gule BREAKING!-bjælke ud af hænderne, fordi den skal sættes på noget med håndbold.

*værsgo:

Selv tak.

I øvrigt:

*Havde min barnepige i går premiere, og jeg kan ikke understrege nok, hvor god en idé det er at gøre tingene i omvendt rækkefølge: At booke hende først, og så bare have dagen i kalenderen, åben for lige præcis dét, man har lyst til at fylde i den – det var fanTASTISK! 

*Irriterer det mig mere end jeg vil indrømme, at X-Faktor er rykket til TV2. Som man jo ikke rigtigt kan se, når man ikke har tv-kanaler #Øv

*Var Frida til gymnastik for første gang i tirsdags, og det var et af de øjeblikke, hvor man befinder sig det samme sted, som man gjorde for år tilbage, og derfor pludselig kan se forskellen på hvor man var, og hvor man er. For hvor Anton sjældent på forhånd interesserer sig for, hvad der skal ske, havde Frida glædet sig i ugevis, og kunne først finde ro mandag aften, da vi havde pakket rygsækken og sat den frem. Og jeg kunne have tudet over det lille menneske, da hun stod der, i sin mini-dragt med flæser, som hun genert og lidt usikker stod og trak i, mens hun knugede min hånd og med øjne så store som tekopper iagttog alt, hvad der foregik. Mit hjerte, mand. Og hvor jeg, da jeg gik der med Anton, ikke kendte en sjæl, kendte jeg i tirsdags ca. 90% af børnene ved navn, og ses privat med 3 af forældrene. Måske vi alligevel er faldet mere til, end jeg tror. 

*Var jeg forleden i Bauhaus, og kom forbi en flok håndværkere, der stod og tø-hø makkede med noget træ. “Er den her i vinkel?” spurgte den ene mig for sjov, da jeg gik forbi, lidet vidende, at lige præcis vinkel og vater er to af mine superkræfter. “Den skal 1,5 mm. til venstre i toppen, så er den der” svarede jeg, lige som lærerdrengen kom ilende med vinkelmåleren, og et sekund senere kunne jeg fortsætte mod “El og belysning” med den her (meget tilfredsstillende) reaktion i ryggen:

*Plejer børnene og jeg at kunne nå til nogenlunde enighed om, hvad vi hører af musik i bilen. Men deres nye yndlingssang er George Ezras ‘Shotgun’. Og det er et problem. For hvis jeg én gang mere skal høre det provokerende elendige og alt for konstruerede omkvæd I’ll be riding shotgun//underneath the hot sun, understøttet af så gumpetung en rytme, at man føler sig hensat til en Birthe Kjær koncert, hvor folk klapper på 2 og 7, river jeg armene af mig selv og slår nogen i ansigtet med den våde ende. 

*Kan jeg næsten ikke være i mig selv, når mennesker, jeg ellers kun kender som begavede og opvakte, copy paster et eller andet bullshit jura og slår det op på FB for at ‘bevare deres rettigheder til indholdet på egen profil’.

*Er bog-listen opdateret med følgende: 

Pigen under jorden – Elly Griffith

Hvis man godt kan lide Sissel-Jo Gazans forsker-krimier (Dinosaurens fjer, Svalens graf) vil man formentlig også kunne lide denne bog. 

Hovedpersonen i Pigen under jorden er arkeologen Ruth, der – på helt klassisk vis – bliver centrum i en efterforskning af to sager om forsvundne børn. Jeg har en ret lav smertetærskel ift. hvor hjerteskærende, det må blive, og jeg synes, at den her historie på fineste vis rammer det niveau, hvor man bliver grebet af historien, uden at det bliver følelsesporno. 

Sproget er flydende og godt, scenen er en anden, end man er vant til, der er skæve personer og underspillet humor, og som i alle andre gode krimier, er der masser af luskede typer, der alle sammen sagtens kunne være bortføreren. 

Den har et par skønhedsfejl hist og pist, men jeg slugte den på et par dage, og har allerede bestilt den næste i rækken, så den er stadig absolut læseværdig. 

I øvrigt:

*vil jeg gerne vide, om vi snart er færdige med at hælde karry i kolde retter? Jeg får ondt i tænderne af det. 

*har jeg meget få aversioner af de uforklarlige i livet. Fedtkugler med fuglefrø i er én af dem, så jeg vil gerne bede om en Emmy for min præstation i tirsdags, da Anton med en mine, som var det den hellige gral, overrakte mig resultatet af denne uges kreative indsats skolen. 

Min reaktion udenpå:

Min reaktion indeni:

*er det *bare* fint, at vi har ferie nu, for de sidste tre dage har Frida smidt sig i den omvendte søstjerne og brølet ned i gulvbrædderne: “JEG ER TRÆT!! JEG VIL I SENG!!” Hvilket sådan set er fint nok, hvis bare klokken ikke havde været 16. 

*skulle jeg sidste søndag læse en mail højt for familien, som bl.a. omhandlede julemad til oldeforældrene, og i stedet for at læse “og nyde Anettes andelår” – som der stod – læste jeg med høj og klar stemme “og nyde Anettes inderlår”. Man skal betragte sig selv som heldig, hvis man får mig som tolk.

*og apropos sidstnævnte tolkede jeg forleden i et køkken, hvor jeg både formåede at lægge røven op i en håndvask med påmonteret vandhane med sensor OG at smide en metalske i papircontaineren. Den gode tolk er en diskret tolk.

*siger jeg “praised be” uforholdsmæssigt mange gange dagligt for et menneske, der ikke har døbt sine børn. 

*har jeg i formiddag købt ind på den måde, hvor man tror, man ALDRIG vil få behov for at handle igen.

*gik der lige præcis fire minutter fra jeg kom hjem, til jeg opdagede det næste, jeg manglede.

*skal jeg bede skoler og institutioner om at stoppe med at være så effektive, at de afmonterer julen, inden de går på juleferie. Det er deprimerende.

Har jeg fundet den Blossa-gløgg, jeg fik anbefalet i sidste uges kommentarfeltet i en hvid version, og:

God weekend. 

I øvrigt:

-Er jeg til min egen rædsel og forfærdelse gået lidt kold i gløgg.

-Har jeg brug for at I straks sender mig jeres bedste opskrift på hvid gløgg/glühwein/noget-andet-voksent. 

-Havde jeg i går planlagt, at nissen skulle tegne sorte næser på os alle tre, og da Frida for tiden sover som vinden blæser, sneg jeg mig til at gøre det, da jeg alligevel var oppe kl. 2:15. 

-Viser det sig, at teatersminke *ikke* er pude-fast. 

-Læser Anton heldigvis endnu ikke så flydende, at han undrede sig over, hvor i nissebrevet  “I dag har jeg drillet med noget, I endnu ikke har opdaget, hahaha” stod.

-Var i dag dermed (endnu) en af de dage, hvor det came in handy, at jeg altid har lidt palietter og sølvstjerner til at stå.

-Får jeg aldrig de sidste stjerner op af Fridas vinterstøvler.

-Har jeg de sidste uger set opslag på fb fra privatpersoner, der har laver give-away’s med julekurve etc. til ‘værdigt trængende’ hvor de i opslaget skriver: “Skriv i kommentarfeltet, hvorfor jeg skal vælge dig.” Er det bare mig, der synes, det er lidt ulækkert?

-Hørte vi forleden Chandelier med Sia, og Anton spurgte, oprigtigt bekymret, om “hun ikke får ondt i halsen af det der, mor?” Det griner jeg stadig af. 

-Skal jeg have fundet en anden forældre-stil, til når vi øver at cykle ude i verden. Anton er – stadig – ikke trafiksikker, og jeg bliver så bekymret, at jeg kommer til at råbe, når han for 600. gang på en cykeltur lige skal køre zig zag over striberne.

-Ved jeg godt, at det er kontraproduktivt ad helvede til. 

-Svarede han forleden på mit spørgsmål: “VED DU, HVAD DER KAN SKE, HVIS DU BLIVER KØRT OVER?!” “Ja. Så kommer man derover på græsplænen,  hvor ens mor sætter lego til én ved siden af stenen med navn på” og hvis nogen vil mig noget, ligger jeg stadig i hjørnet i fosterstilling og hulker. 

-Kommer mine svar på kommentarer i disse dage lidt i stimer, for jeg har været så heldig at få tilsendt et par korrektur-opgaver, som jeg sidder med om aftenen. 

-Skal jeg til julefrokost i aften, og jeg glæder mig.

I øvrigt:

*Bliver dette et kort, lille indlæg, for vi har været syge, både samtidig og på skift, siden i søndags, og min hjerne fungerer ikke længere. Det må godt stoppe nu.

*Kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal give Anton i julegave.

*Spekulerer jeg lidt over, hvad der egentlig blev af Tina Turner?

*Har jeg fundet en barnepige, og lagt datoer i min kalender en aften i måneden fra januar  og frem til sommerferien, hvor hun kommer, og jeg kan gøre *lige* hvad der passer mig. 

*Var jeg til forældremøde i sidste uge, og ved nu, at vi forventer, at Anton er færdig i taleklassen til sommerferien.

*Bagte jeg forleden så aggressivt, at jeg ødelagde min kagerulle. 

*Er listen med boganbefalinger opdateret med følgende:

Kære Zoe Ukhona – Pelle Hvenegaard

Denne bog er simpelthen så fin og ærlig. I en enkelt sætning er det historien om at adoptere et barn, men jeg synes, den er meget andet end det. Fortællingen giver et kig ind i en verden, som mange af os nok ikke ved så meget om. En verden, hvor det 100% er andre mennesker, der afgør, om man får lov at blive forældre, og når man læser historien, er der virkelig mange ting, man undrer sig over. 

Pelle Hvenegaard er en usædvanlig god fortæller – jamen, undskyld. Han er selv inde på, at offentligheden måske har et lidt fladt billede af ham pga. de roller og værtsopgaver, han har påtaget sig – og jeg blev både rørt og klogere af at læse bogen. 

Kastanjemanden – Søren Sveistrup

Uden at vide det tror jeg, at denne bog er startet med, at nogen har diskuteret det perfekte mord, og en eller anden har sagt: “Tænk, hvis (fjernet-af-spoiler-censur) Ville det ikke være vanvittigt?!”

Jeg *slugte* den. De første 50 sider er ikke nær så flydende, som resten af bogen, og der sniger sig også en enkelt krimi-kliche i form af ude-af-kontakt-med-sine-følelser betjent ind i historien, men hænger man på, skifter den fra første til femte gear i ét hug. Masser af plottwists undervejs, og i det hele taget bare en solid, velkomponeret krimi, som stadig er så let læst, at man kan nappe 5 sider hist og 10 sider pist, uden at tabe overblikket. Tusind stjerner herfra.

Dødens Instrumenter – Cassandra Clare (Bind 1-6)

Her skal man starte med at beslutte sig for, om man gider genren eller ej. For – indrømmet – der er steder, hvor det bliver lidt ungt. Hvis man skal sammenligne, tror jeg somme tider, at Rowlings geni-streg var at skrive til børn, og samtidig betydningslade teksten, så man også som voksen er underholdt. Ungdomsgenren er svær, fordi man ikke kan benytte sig af samme fortælle-tricks, som til børn, men stadig ikke kan være lige så subtil, som når man skriver til voksne. 

Men når det er sagt, så er der små 4000 sider her at kaste sig over, som til fulde opfylder kravet om at underholde. Der er vampyrer, varulve og feer, der er blodfejder og kærlighed, og der er skurke, helte og humor. Hvis man kunne lide Tealing-trilogien og Hunger Games, er det bare at gå i gang. 

I øvrigt:

  • Er Frida begyndt at bede om lov til at sætte sig ud i bilen om morgenen, så SNART hun har fået tøj på og børstet tænder. Så sidder hun dér. Hvis nogle af mine læsere arbejder med psykologisk krigsførelse, er det en strategi, jeg varmt kan anbefale. #Stress
  • Har jeg i et par uger glemt at købe en ny pære til min lampe i soveværelset, som er sådan én, der kan dæmpes, og som derfor kræver en særlig pære. De er ret dyre, og jeg har været voldsomt irriteret over, at den nuværende allerede er sprunget, for den burde kunne holde 17-18 år endnu. Onsdag var jeg forbi Bauhaus, og da jeg betalte for den nye pære, bad jeg ekspedienten om bare at smide den gamle ud. Vel hjemme skruede jeg den nye pære i – og lampen duede stadig ikke. Min irritation over den defekte pære fordoblede sig ti-fold på ét sekund, og jeg var allerede ved at blive hysterisk over, at jeg med garanti ikke ville kunne finde bon’en på lampen, da jeg kom til at kigge ned. På stikket. Som lå på en meget arrogant måde ved siden af stikdåsen. Nogle gange er jeg min egen værste fjende.
  • Vil jeg godt være den, der siger, at hvis man er nødt til at skrive “Ironi kan forekomme” efter en tekst, man skriver, så har man ikke gjort sit arbejde godt nok.
  • Fik jeg forleden så vanvittig lyst til et trekornsbrød, at jeg gav efter og købte et, og for en gang skyld smagte den virkelige vare lige så godt, som den havde gjort i cravings-tankerne.
  • Har Anton fødselsdag på søndag, og da barnet ikke kan lide lagkage, har jeg besluttet at lave noget andet i stedet. Valget er faldet på en Oreo-kage, som ser så god ud, at jeg nærmest på forhånd kan sige, at det er en dårlig ide #RundErOgsåEnForm
  • Bliver ugens M2018-indlæg derfor muligvis en dag forsinket.
  • Fik jeg forleden anbefalet at se Joe Rogans to stand up shows på Netflix, og den anbefaling skynder jeg mig hermed at give videre. Han er sjov!
  • Elsker jeg, når virksomheder og nyhedskanaler ansætter SoMe medarbejdere, der kan deres kram. Som f.eks. dem på P3, der har svaret på kommentarer under radiokanalens opslag med filmen om ‘Britta – den omvendte Robin Hood’.
  • Og dem, som arbejder hos Burger King: 
  • Bliver jeg apropos Britta nødt til at spørge, hvem der har rådgivet hendes døtre til at stå frem med “deres side af historien”?
  • Sidder jeg lige og kommer til at tænke på, om vedkommende måske glemte at afslutte opfordringen med “Ironi kan forekomme”?

I øvrigt:

  • Var Anton i sidste uge til sin første bælteprøve i Taekwondo, og jeg bliver i den forbindelse nødt til at spørge, hvordan andre forældre bærer sig ad med ikke at græde ved sådan lejligheder? Det virker lidt mærkeligt at stå med øjnene spærret-HELT-op-så-overfladespændingen-ikke-brister, når de 30 andre fremmødte voksne bare smiler og klapper, helt afslappet.
  • (Havde morfar dog påfaldende travlt med noget i tasken. I’m just saying…)
  • Råbte Frida i går: “Mor, jeg ELSKER bare strømpebukser!!” Hvordan kan hun være mit biologiske barn?
  • Ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg mener om, at Kim Wall-sagen skal laves til en tv-serie. Hendes forældre har givet lov, men.. #TooSoon?
  • Har jeg altid prøvet at praktisere, at vi herhjemme ikke truer mere end højest nødvendigt, og kun med sanktioner i den milde ende. Derfor blev jeg nærmest stolt, da Anton, dirrende af raseri, i morges brølede efter Frida: “HVIS IKKE DU STOPPER *LIGE* NU – SÅ TAGER JEG DINE STILLETTER PÅ!!!!
  • Undrer det mig, at ingen længere lugter af hvidløg. Var det ikke virkelig en ting i midt-halvfemserne?
  • Vil Anton forfærdelig gerne have en kagemand til sin fødselsdag. Problemet er bare, at han ikke rigtig kan lide de kage-typer, man normalt laver kagemand af. Til gengæld elsker han, inderligt og hengivent, Dagmartærter. Inden I bruger tid på at google: Det kan man ikke få. Men hvis ikke man spiller, så vinder man ikke, så jeg ringede til bageren i den lokale Bilka, og kæmpe skud ud Torben, der lød som en, der måske selv havde en Anton, som brummede: “Det finder vi ud af”. Dagmartærtekagemand coming up.
  • Fik jeg forleden den tanke, at Nicholas Cage og Chad Kroeger ligner hinanden, og nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med den konstatering.
  • Blev jeg i går ringet op af Nikolaj fra Det Faglige Hus, der havde “et smaddergodt tilbud til dig, Linda!”
  • Har jeg lige slugt de første 5 afsnit af A Discovery Of Witches og jeg kan lige så godt sige det, som det er: Hvis ikke jeg får en vampyr i julegave, bliver jeg sur.

I øvrigt:

  • Vil jeg gerne vide, hvordan nogle mennesker kan klippe deres hæk så sociopat-agtigt jævnt? Jeg er ved at have et par års rutine, og min ligner, post-klipning, stadig pandehår, jeg har trimmet med en neglesaks.
  • Har Frida for alvor opdaget Frozen, og jeg kan mærke, at jeg – igen – bliver helt uproportionalt irriteret over, at ingen kommenterer på, hvad Elsa laver på det skide slot, hun bygger af sne. Holder kæft og er pæn, eller hvad, Disney?
  • Ville jeg virkelig, virkelig ønske, at der snart kom en funktion på køb/salgs-siderne, hvor man som sælger fik lov at rate købere. Ja. Jeg snakker til jer, der stiller 600 spørgsmål, for så bare at leave me on read.
  • Har jeg for nyligt overværet en mand skrive på en tavle, og hver gang han skrev X, 9 og O startede han nedefra. Jeg håber, vi alle kan være enige om, at det er forkert?
  • Sidder jeg lige nu og spekulerer på, om jeg starter en ny toiletpapirs-gate #AltidUdad
  • Tømte jeg forleden min vaskepulver og min skyllemiddel på samme tid, og det var nærmest dagens højdepunkt. Så. Utrolig. Tilfredsstillende.
  • Er temperaturen endelig, endelig, endelig faldet. Praised be.
  • Har jeg taget hul på gløgg-sæsonen. Ja. Den bliver lang, og det er BARE skønt!
  • Har jeg, i et forsøg på at gøre det muligt at træne med børnene, købt et sæt håndvægte til dem hver. De følger ikke takterne i musikken, og jeg kan ligeså godt sige allerede nu: Det bliver et problem.
  • Har jeg nu endelig fået stukket kanter af rundt om hele min plæne, og det har jeg det sådan her med:

  • Har Anton i dag haft første skoledag, og her er et billede af ham og af Frida, som har besluttet, at alt, hvad Anton gør – det gør vi (#ThereIsNoIInWe).

  • Tænkte jeg, da jeg stod og bandt buket nummer to, at hendes temperament, vedholdenhed og usvigelige sikkerhed ift. hvad hun vil, muligvis somme tider giver mig grå hår. Men det bliver også det, der kommer til at betyde, at hun aldrig nogensinde bliver nogens dørmåtte, og den tanke gør mig så glad.

I øvrigt, sommer-edition:

  • har jeg i dag været i Ribe med børnene. I 38 graders varme. Jeg kan ikke mere.

  • har jeg ikke glemt de sidste 5 spørgsmål, der er kommet fra jer. Jeg skal bare lige have ro nok i hovedet til at kunne formulere noget, der hænger sammen.

  • har jeg smadret mit haleben i en rutchebane i Tivoli Friheden i en grad, så jeg dårligt kan køre bil, og får et morfinlignende præparat til lige at tage toppen af smerten. Feeling old yet?

  • elsker jeg, bortset fra det, at være i Tivoli. Ingen andre steder får man lov at se voksne mennesker med alle lag skrællet af, så man ved præcis, hvordan de så ud som børn.

  • havde jeg forleden smidt et par badebukser i tasken til Anton, som jeg, da han fik dem på, kunne konstatere strammede lidt. Tjekkede størrelsen, da jeg lagde dem væk: 86/92*. De kaldte ham Tændstikken.

  • har vi haft premiere på Fridas telt.

  • ved jeg nu, at firmaet, der har bygget mit hus, har anlagt min græsplæne ovenpå alt det gamle byggeaffald – primært sten og beton – som ikke giver 2 fucks for almindelige teltpløkker.

  • må andre før mig have haft det samme problem, for det viser sig, at man kan få noget, der hedder Tarzanpløkker, som er lavet af armeret stål. Så ja. Det er mig, der har flækket de tektoniske plader, and I’m not even sorry.

  • ved jeg ikke, hvordan det er lykkes mig at overse det faktum, at den teltmæssige forskel på at vælte i seng med en promille på 16 kl. 03:12 på Roskilde, og at gå i seng, pinlig ædru, med to børn kl. 20 er varme og lys. Så. Meget. Lys.

  • har jeg derfor søgt om patent på opfindelsen, der én gang for alle kommer til at løse mine økonomiske problemer: Et telt syet af mørklægningsgardiner. Selv tak.

  • havde jeg glemt, at mine børn reagerer med hyperaktivitet på alle ændringer i de faste rutiner.

Stuen, kl. 19:30:

Teltet, kl 22:30:

  • venter vi lige til næste år med at sove mere i telt.

*1-2 år.