I øvrigt:

*Har Frida besluttet, at hun kan stave. Hvilket selvfølg er dejligt, og skønt med et barn med gå-på mod og alt det der, men det betyder, at vi 16 gange om dagen har den her samtale: 

Frida: Jeg er sulten. Prøv at gætte, hvad jeg gerne vil have? Det starter med P.

Mig: Pære?

F: Nej. 

M: Pizza?

F: Nej. 

M: Pasta?

F: Nej.

M: Så ved jeg det ikke.

F: Banan!

M: … ? – men det starter jo ikke med P, Frida?

F: JO! DET GØR!! 

Prøv at gætte, hvad jeg gerne vil have? Det starter med v. 

*Har jeg det sådan her med Arya’s sexscene i GOT:

*Pjækker vi på fredag og tager i Lego-house, og Anton kan *næsten* ikke være i sig selv af spænding. Frida kopi-glæder sig bare, uden at være helt sikker på, hvad hun glæder sig til. 

*Ser jeg uforholdsmæssigt mange Yoggi-kartoner ligge rundt omkring og flyde. Som i: I hvert fald 10 over de sidste to uger. Hvad sker der? Er der et yoghurt-prank igang, jeg ikke har hørt om? Eller er det nutidens version af ‘her sælges stoffer’, fordi der ikke længere findes telefonledninger at hænge sko omkring?

*Blev stakkel Anton ramt af bræksyge i påsken, og jeg troede, mit hjerte skulle knække i to, da vi klokken et om natten stod på badeværelset, og han, tynd, skælvende og hvid som et lagen, kvækkede: “Mor, jeg kan stadigvæk sagtens fiske med morfar i morgen!” Ej, men. Min bedste Anton. 

*Er jeg fuldstændig hypnotiseret af sproget i den her artikel

*Havde vi en skøn påskeferie, men 11 dage med mine søde børn, der står op klokken 5 og sover kl. 21.30, og som gerne vil have legeaftaler og være udenfor 24-7, har fået mig til at beslutte, at vi tager en uge til Aarhus til sommer. Vi skal lige se nogle andre vægge, mennesker og haver, hvis mor ikke selv skal ringe til kommunen. 

*Har jeg flækket min mund i den ene side, og med fare for at spoile, så bliver det nu meget tydeligt, at Heath Ledgers Joker-vansiringer i The Dark Knight var make-up, for jeg kan ikke bide over noget, der er højere end kiks, jeg griner kun i den ene side, og stadig river jeg det op 600 gange om dagen. Det gør. Så. Ondt. 

*Lærte jeg forleden, at det er ægte, rigtige mennesker, der kører biler op på de der to-lags-transportvogne, jeg får angst og trust-issues af at køre bagved på motorvejen. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det er nu på Top 3-listen over jobs, jeg hellere ville flække begge skinneben end at have. 

*Vil jeg ikke udelukke, at det er mig, men jeg har det sådan her med folk på internettet for tiden:

*Har jeg nu hørt 65 episoder af podcasten My Favorite Murder, og der er flat out tale om afhængighed. Fordi jeg lige føler mig lidt public service-agtig, og selv har været på grådens rand af taknemmelighed, siden en ung mand lærte mig, hvordan man afspiller podcasts i rækkefølge, får I guiden her. Helt uden at have spurgt. #HouseOfService (Og det er ikke nødvendigt at abonnere på podcasten for at gøre det – det kræver bare, at man henter ét afsnit, så det ligger i biblioteket, men når først indstillingen er lavet, afspiller den også i rækkefølge i takt med, at man streamer, selvom man ikke henter episoderne ned og gemmer dem):

Vælg ‘Bibliotek -> 3 prikker – > Indstillinger -> Afspil i rækkefølge


Selv tak <3

I øvrigt:

*har jeg nu set Green Book, og jeg er nødt til at sige: KÆMPE props til Viggo Mortensen for bare, helt stille og roligt, at gå rundt og være kvabset i en nusset wifebeater. Det må kræve sin mand at vide, at man stiller sin tidligere Aragorn-krop til skue for hele verden på et lærred på størrelse med gavlen på et gennemsnitligt, dansk parcelhus. 

*gælder ovenstående i øvrigt også for Kevin Costner i The Highway-men på Netflix. Var det ikke igår, han løb rundt, helt stram og secret service i The Bodyguard?

*( – med underspørgsmålet: Hvordan er de blevet midaldrende, mens vi andre stadig er i start 20’erne?)

*vil jeg bare lige for eventuelle tvivlere nævne, at en nedgravet kæmpetrampolin er verdens bedste ide. Seriøst. Selvom man kun har 10 minutter inden bad/mad/sammenbrud, så er det bare at åbne døren, og man behøver ikke frygte biler, pakke alle ind i 16 lag tøj, eller have tænkt igennem, hvad man gør, når nogen skal tisse. Det er ge.ni.alt. (Protip: Man kan evt. lægge en agent ind på DBA, så man får et heads up, når nogen sætter en trampolin til salg)

*har jeg som det sidste menneske i verden opdaget Gin Hass. Til gengæld har jeg opdaget den med blodgrape i stedet for mango, og det bliver en dyr sommer. 

*bad Anton forleden om at høre en sang med Kim Larsen: “Den der ‘Hey ho – for Lalandia’ mor” and I just can’t even. 

*havde jeg egentlig besluttet at gemme Game of Thrones til hele sæsonen er lagt op, men 3 venner spoilede uafhængigt af hinanden første afsnit inden for 12 timer efter premieren, så fuck det. Nu kører vi. 

*har jeg hentet temamelodien som ringetone for at out’e dem, der ikke ser den, så jeg kan få ryddet op i den omgangskreds. (We get it. You’re special).

*har børnene – meget overraskende – pludselig besluttet, at dét at blive passet af barnepigen, er det sjoveste i hele verden. Hvilket er lidt af et brat venstresving fra ‘Hvordan kan du efterlade os på dette rumænske børnehjem!?!’-stilen, de ellers har kørt indtil nu. Frida kunne derfor næsten ikke være i sig selv af skuffelse over, at barnepigen først ville komme post-putning i lørdags, så hun satte en skål med tomater frem til hende, og jeg kan ikke helt finde ud af, om der er tale om en offergave, eller om hun tror, at Sara er en slags ernæringsbevidst nisse.

*pustede jeg i går æg for første gang i mit liv; en proces, der har forbløffende meget til fælles med at føde børn. Måske var det pga. soundtracket (“Babyshark”) eller måske handlede det om, at børnene stod på hver sin side af mig og råbte: “Kom nu, mor!” “Pust hårdere, mor!” og “Hvorfor er du helt rød i hovedet, mor?” – i hvert fald har jeg aldrig følt mig tættere på Thorkild i mit liv.


I øvrigt:

*spekulerer jeg på, om vi nogensinde fandt ud af, om Beyoncés lemonade-koncentrat var reelt, eller om det bare var et PR-stunt, der skulle give Jay-Z’s bad-boy image kunstigt åndedræt og redde hans karriere?

*var jeg meget i tvivl om, om jeg skulle poste det sidste indlæg, fordi det en lille smule føltes som om, jeg udleverede Frida. Men I var – som sædvanligt – awesome, og jeg har forstået noget, jeg ikke ville være nået frem til, hvis ikke jeg havde skrevet indlægget. Jeg er glad for, jeg gjorde det. 

*har jeg så hidsige Rami Malek abstinenser, at jeg nappede første sæson af Mr. Robot på HBO. Og nogen i PR skal fyres, for det må være årets mest røvsyge serietitel – men den var super cool. Meget Trainspotting, tech-version. Den blev dog desværre for cyboid til mig i sæson 2, men første sæson holder. 

*hører jeg muligvis for meget My Favorit Murder (haha – #NoSuchThing), men jeg kørte forleden forbi en byggeplads en meget tidlig morgen, og det slog mig, at det absurd skarpe lys, der er den slags steder, når det er mørkt, er den mest øksemorder-agtige belysning overhovedet.

*forstår jeg ikke de bilister, der bare er helt A-okay med at køre 2 meter bag en lastbil på motorvejen. Du kører 130 km/t og kan ikke se vejen. How are you ok with that!?

*er jeg for tiden voldsomt plaget af spam-opkald. Jeg har diverse filtre instaleret, men det er som om, de altid ender med at finde veje omkring det alligevel. I går var der én, der var særlig insisterende, og til sidst rev jeg røret af (jeg ved godt, at det teknisk set ikke er det, vi gør med iPhones, men ‘besvarede opkaldet’ dækker ikke helt her) og brølede: “HVAD!!!?!” ned i det. Det var Jørgen fra Udbetaling Danmark, der bare lige ville tjekke op på noget, så jeg kunne få nogle penge.

*var Frida til gymnastikopvisning i weekenden, hvilket jeg imødeså med en vis spænding. Ikke kun fordi jeg stadig er traumatiseret af min 2015-oplevelse, hvor jeg måtte bære en panisk skrigende Anton ud, allerede inden indmarchen, men også fordi de små gymnaster var blevet indskærpet, at “pigerne skal have opsat hår”. Og ligeså meget jeg hader at have løst hår, ligeså inderligt hader Frida at have hestehale. 

*gik det så fint, så fint, og jeg måtte trække på smilebåndet, da hun på vej af gulvet gik forbi mig, pegede stift på hestehalen og hvislede: “Den skal ud. NU!!”

*gav og fik jeg 8 oprigtige knus dernede, og hilste på omkring 50 mennesker – jeg kendte ingen af dem, da vi flyttede herned for 7 år siden. Det skal jeg lige huske, næste gang jeg drukner i selvmedlidenhed over, at vi INGEN kender i den her by. 

*fortalte Frida mig forleden morgen, at mormor og morfar har fået ‘påskeniljer’ i haven, and I’m here for it. 

*skal jeg bede Apple om at skrue lidt ned for sine meget insisterende password-autosuggestions, når man for 179.483 gang skal på netbank. Nej. Tak.

*ved jeg godt, at der går lige præcis 20 minutter fra jeg har postet det her, til en tech-wizz fortæller mig, at ovenstående skyldes noget, jeg selv har glemt at slå fra. 

*tænker jeg på, hvem det er, der udbryder: “Det lyder som en super ide!” når deres børn på 5 år kommer og siger, at de vil have en You Tube kanal. Nej, virkelig. Hvem?

*var jeg forleden i Matas, og den mandlige ekspedient spurgte medfølende, om ikke jeg ville prøve en øjencreme, de havde på bud, som var “ekstra god til sorte rande og hævede øjenomgivelser?”

I øvrigt:

*fik jeg serveret en kyllingesalat med æg i forleden. Er jeg den eneste, der finder det en lille smule perverst? #MorOgBarnSalat

*ELSKER Frida at se de der skrækkelige YouTube videoer, hvor hele Kina og den samlede Østblok klæder sig ud og falskt og fuldstændig frygtløst synger soundtracket til Frost på det mest ubehjælpsomme engelsk, jeg nogensinde mindes af have hørt. Jeg er med på, at internettet er nyt på de kanter, men de har vel dog trods alt haft toner? Noder? Musik?

*var jeg hjemme med Frida forleden, og det er stadig noget af det, jeg har det sværest med i mit job; at når jeg eller børnene er syg(e), så ved jeg PRÆCIS hvem der med stor sandsynlighed sidder uden tolk, og hvad de går glip af. Det er hæsligt. 

*trippede jeg i sidste uge nervøst rundt ved vinduerne og kastede lange blikke op ad vejen, lige fra vi stod op til vi kørte. Ikke fordi jeg ventede en sømand hjem fra de syv verdenshave, men fordi det var den dag, skraldemændene skulle komme og tømme papir- og genbrugsspand, og min angst for at misse dem er muligvis den mest deprimerende voksenreaktion, jeg endnu er stødt på. 

*har jeg brug for, at vi med øjeblikkelig varsel stopper med at bruge ordet “Momtrepreneur”.

*og nu vi alligevel roder rundt i sprogkassen: Vidste I, at det fænomen, der om aftenen hedder ‘skumringen’ hedder ‘dæmringen’ om morgenen? Jeg ELSKER ord!

*undrer det mig egentlig lidt, at man endnu ikke har set nogle rabiate dyreaktivister hidse sig op over den indlysende mangel på nærvær, når hundeejere går tur med hunden i den ene hånd og mobilen i den anden. 

*er jeg stadig ikke for gammel til at blive en lille smule excited, når DMI melder sne i løbet af natten. 

*eller til at blive skuffet, når vi så bare står op til regn on the rocks.

*er dét at bo og samtale med en 3-årig lidt som at bo med en af de troldmænd fra eventyrfilmene, der siger underlige ting, fuldstændig ude af kontekst. Bare med den ret afgørende forskel, at bemeldte troldmænd sjældent får et anfald i 3 etaper, hvis man ikke lige kan hive et svar ud af hovedet på spørgsmål som: “Hvem er vores egern egentlig, mor?” (vi har aldrig haft – eller set – et egern)  eller “Hvor er huset?” (Og troldmænd og torturbødler kan bare pakke sammen. Efter i 10 minutter at have forsøgt at stille opklarende spørgsmål a la “Hvad for et hus?” “Vores hus?” “Er det noget, du har set i børnehaven” for bare at blive mødt af en gradvist mere og mere hysterisk gentagelse af det oprindelige spørgsmål, har man lyst til at kravle sammen i hjørnet i katatonisk fosterstilling og skrige: “HVAD ER DET FOR ET HUS, DU SNAKKER OM!?!”)

(Men man gør det selvfølgelig ikke, vel?)

(Mest fordi hjørnet allerede er optaget af rasende 3-årig).

*hører jeg den her på repeat for tiden:

I øvrigt:

*har jeg i dag været til opfølgende kontrol hos tandlægen med Frida, fordi hun i fredags faldt af en bænk og tog fra med fortænderne, og uanset hvor optimistiske, vi alle sammen forsøger at være, så er det et spørgsmål om uger mere end om måneder, før de falder ud. Selvom det bare er tænder, og det ikke er de blivende, så kan jeg næsten ikke bære tanken om, at hun de næste 3 år kommer til at gå rundt med et kæmpehul, lige midt i stakittet. 

*er jeg begyndt at øve mig i at huske, at karma nok skal få styr på tingene, når folk opfører sig som idioter. Bl.a. fordi jeg har bemærket, at det sker, når jeg selv har været et røvhul.

*holder det dog ind i mellem en *liiiiille* smule hårdt, fordi jeg næsten ikke kan sove ved tanken om, at folk bare går rundt og tror, at deres opførsel er ok, indtil karma endelig svinger pisken. 

*har min hjerne derfor hjælpsom tilbudt Gloria Estefan som en slags musikalsk reminder, og jeg er ved at blive bims #KarmaIsGonnaGetYou

*slog jeg min søsters fortænder ud, da hun var 4.

*har jeg slugt “Addicted to food” på Netflix på 3 dage, og vil gerne vide, hvorfor vi skal spises af med én sæson, Oprah?

*elsker jeg at leve i en tid, hvor man, når man savner en funktion i en app, kan skrive til dem, der har udviklet den, og forespørge på, om ikke funktionen kan lægges ind i en fremtidig version. Og særligt når svaret så er positivt. (Var ved at få spat af, at man ikke i biblioteksapp’en kan se, hvad nummer i rækken en bog er i en serie. Hvilket er det hvideste i-landsproblem, et menneske nogensinde har haft.) (-men stadig)

*sprang pærerne i mine lamper i garagen sidste lørdag, og meget M2019-agtigt, satte jeg et par energibesparende af slagsen i i stedet. Men efter i en uge at have famlet mig rædselsslagen igennem horder af ulve og øksemordere, når jeg skal ud med affaldsposen, må miljøet bare lige klare sig selv i denne omgang: Jeg skal bede om to af de pærer, man sætter i stadionspots.

*er jeg på jagt efter et sengetæppe til Fridas seng, hvilket har vist sig at være en næsten umuligt opgave. I mellemtiden er jeg rystet i min grundvold over, at man, helt stille og roligt, kan købe sengetæpper til børn på 2-3 år, til lige knap 1000 kr.

*synes jeg måske lidt, at vi får de nyheder, vi fortjener, når nej’et til Brexit-aftalen efter 1 time får vristet den gule BREAKING!-bjælke ud af hænderne, fordi den skal sættes på noget med håndbold.

*værsgo:

Selv tak.

I øvrigt:

*Havde min barnepige i går premiere, og jeg kan ikke understrege nok, hvor god en idé det er at gøre tingene i omvendt rækkefølge: At booke hende først, og så bare have dagen i kalenderen, åben for lige præcis dét, man har lyst til at fylde i den – det var fanTASTISK! 

*Irriterer det mig mere end jeg vil indrømme, at X-Faktor er rykket til TV2. Som man jo ikke rigtigt kan se, når man ikke har tv-kanaler #Øv

*Var Frida til gymnastik for første gang i tirsdags, og det var et af de øjeblikke, hvor man befinder sig det samme sted, som man gjorde for år tilbage, og derfor pludselig kan se forskellen på hvor man var, og hvor man er. For hvor Anton sjældent på forhånd interesserer sig for, hvad der skal ske, havde Frida glædet sig i ugevis, og kunne først finde ro mandag aften, da vi havde pakket rygsækken og sat den frem. Og jeg kunne have tudet over det lille menneske, da hun stod der, i sin mini-dragt med flæser, som hun genert og lidt usikker stod og trak i, mens hun knugede min hånd og med øjne så store som tekopper iagttog alt, hvad der foregik. Mit hjerte, mand. Og hvor jeg, da jeg gik der med Anton, ikke kendte en sjæl, kendte jeg i tirsdags ca. 90% af børnene ved navn, og ses privat med 3 af forældrene. Måske vi alligevel er faldet mere til, end jeg tror. 

*Var jeg forleden i Bauhaus, og kom forbi en flok håndværkere, der stod og tø-hø makkede med noget træ. “Er den her i vinkel?” spurgte den ene mig for sjov, da jeg gik forbi, lidet vidende, at lige præcis vinkel og vater er to af mine superkræfter. “Den skal 1,5 mm. til venstre i toppen, så er den der” svarede jeg, lige som lærerdrengen kom ilende med vinkelmåleren, og et sekund senere kunne jeg fortsætte mod “El og belysning” med den her (meget tilfredsstillende) reaktion i ryggen:

*Plejer børnene og jeg at kunne nå til nogenlunde enighed om, hvad vi hører af musik i bilen. Men deres nye yndlingssang er George Ezras ‘Shotgun’. Og det er et problem. For hvis jeg én gang mere skal høre det provokerende elendige og alt for konstruerede omkvæd I’ll be riding shotgun//underneath the hot sun, understøttet af så gumpetung en rytme, at man føler sig hensat til en Birthe Kjær koncert, hvor folk klapper på 2 og 7, river jeg armene af mig selv og slår nogen i ansigtet med den våde ende. 

*Kan jeg næsten ikke være i mig selv, når mennesker, jeg ellers kun kender som begavede og opvakte, copy paster et eller andet bullshit jura og slår det op på FB for at ‘bevare deres rettigheder til indholdet på egen profil’.

*Er bog-listen opdateret med følgende: 

Pigen under jorden – Elly Griffith

Hvis man godt kan lide Sissel-Jo Gazans forsker-krimier (Dinosaurens fjer, Svalens graf) vil man formentlig også kunne lide denne bog. 

Hovedpersonen i Pigen under jorden er arkeologen Ruth, der – på helt klassisk vis – bliver centrum i en efterforskning af to sager om forsvundne børn. Jeg har en ret lav smertetærskel ift. hvor hjerteskærende, det må blive, og jeg synes, at den her historie på fineste vis rammer det niveau, hvor man bliver grebet af historien, uden at det bliver følelsesporno. 

Sproget er flydende og godt, scenen er en anden, end man er vant til, der er skæve personer og underspillet humor, og som i alle andre gode krimier, er der masser af luskede typer, der alle sammen sagtens kunne være bortføreren. 

Den har et par skønhedsfejl hist og pist, men jeg slugte den på et par dage, og har allerede bestilt den næste i rækken, så den er stadig absolut læseværdig. 

I øvrigt:

*vil jeg gerne vide, om vi snart er færdige med at hælde karry i kolde retter? Jeg får ondt i tænderne af det. 

*har jeg meget få aversioner af de uforklarlige i livet. Fedtkugler med fuglefrø i er én af dem, så jeg vil gerne bede om en Emmy for min præstation i tirsdags, da Anton med en mine, som var det den hellige gral, overrakte mig resultatet af denne uges kreative indsats skolen. 

Min reaktion udenpå:

Min reaktion indeni:

*er det *bare* fint, at vi har ferie nu, for de sidste tre dage har Frida smidt sig i den omvendte søstjerne og brølet ned i gulvbrædderne: “JEG ER TRÆT!! JEG VIL I SENG!!” Hvilket sådan set er fint nok, hvis bare klokken ikke havde været 16. 

*skulle jeg sidste søndag læse en mail højt for familien, som bl.a. omhandlede julemad til oldeforældrene, og i stedet for at læse “og nyde Anettes andelår” – som der stod – læste jeg med høj og klar stemme “og nyde Anettes inderlår”. Man skal betragte sig selv som heldig, hvis man får mig som tolk.

*og apropos sidstnævnte tolkede jeg forleden i et køkken, hvor jeg både formåede at lægge røven op i en håndvask med påmonteret vandhane med sensor OG at smide en metalske i papircontaineren. Den gode tolk er en diskret tolk.

*siger jeg “praised be” uforholdsmæssigt mange gange dagligt for et menneske, der ikke har døbt sine børn. 

*har jeg i formiddag købt ind på den måde, hvor man tror, man ALDRIG vil få behov for at handle igen.

*gik der lige præcis fire minutter fra jeg kom hjem, til jeg opdagede det næste, jeg manglede.

*skal jeg bede skoler og institutioner om at stoppe med at være så effektive, at de afmonterer julen, inden de går på juleferie. Det er deprimerende.

Har jeg fundet den Blossa-gløgg, jeg fik anbefalet i sidste uges kommentarfeltet i en hvid version, og:

God weekend. 

I øvrigt:

-Er jeg til min egen rædsel og forfærdelse gået lidt kold i gløgg.

-Har jeg brug for at I straks sender mig jeres bedste opskrift på hvid gløgg/glühwein/noget-andet-voksent. 

-Havde jeg i går planlagt, at nissen skulle tegne sorte næser på os alle tre, og da Frida for tiden sover som vinden blæser, sneg jeg mig til at gøre det, da jeg alligevel var oppe kl. 2:15. 

-Viser det sig, at teatersminke *ikke* er pude-fast. 

-Læser Anton heldigvis endnu ikke så flydende, at han undrede sig over, hvor i nissebrevet  “I dag har jeg drillet med noget, I endnu ikke har opdaget, hahaha” stod.

-Var i dag dermed (endnu) en af de dage, hvor det came in handy, at jeg altid har lidt palietter og sølvstjerner til at stå.

-Får jeg aldrig de sidste stjerner op af Fridas vinterstøvler.

-Har jeg de sidste uger set opslag på fb fra privatpersoner, der har laver give-away’s med julekurve etc. til ‘værdigt trængende’ hvor de i opslaget skriver: “Skriv i kommentarfeltet, hvorfor jeg skal vælge dig.” Er det bare mig, der synes, det er lidt ulækkert?

-Hørte vi forleden Chandelier med Sia, og Anton spurgte, oprigtigt bekymret, om “hun ikke får ondt i halsen af det der, mor?” Det griner jeg stadig af. 

-Skal jeg have fundet en anden forældre-stil, til når vi øver at cykle ude i verden. Anton er – stadig – ikke trafiksikker, og jeg bliver så bekymret, at jeg kommer til at råbe, når han for 600. gang på en cykeltur lige skal køre zig zag over striberne.

-Ved jeg godt, at det er kontraproduktivt ad helvede til. 

-Svarede han forleden på mit spørgsmål: “VED DU, HVAD DER KAN SKE, HVIS DU BLIVER KØRT OVER?!” “Ja. Så kommer man derover på græsplænen,  hvor ens mor sætter lego til én ved siden af stenen med navn på” og hvis nogen vil mig noget, ligger jeg stadig i hjørnet i fosterstilling og hulker. 

-Kommer mine svar på kommentarer i disse dage lidt i stimer, for jeg har været så heldig at få tilsendt et par korrektur-opgaver, som jeg sidder med om aftenen. 

-Skal jeg til julefrokost i aften, og jeg glæder mig.

I øvrigt:

*Bliver dette et kort, lille indlæg, for vi har været syge, både samtidig og på skift, siden i søndags, og min hjerne fungerer ikke længere. Det må godt stoppe nu.

*Kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal give Anton i julegave.

*Spekulerer jeg lidt over, hvad der egentlig blev af Tina Turner?

*Har jeg fundet en barnepige, og lagt datoer i min kalender en aften i måneden fra januar  og frem til sommerferien, hvor hun kommer, og jeg kan gøre *lige* hvad der passer mig. 

*Var jeg til forældremøde i sidste uge, og ved nu, at vi forventer, at Anton er færdig i taleklassen til sommerferien.

*Bagte jeg forleden så aggressivt, at jeg ødelagde min kagerulle. 

*Er listen med boganbefalinger opdateret med følgende:

Kære Zoe Ukhona – Pelle Hvenegaard

Denne bog er simpelthen så fin og ærlig. I en enkelt sætning er det historien om at adoptere et barn, men jeg synes, den er meget andet end det. Fortællingen giver et kig ind i en verden, som mange af os nok ikke ved så meget om. En verden, hvor det 100% er andre mennesker, der afgør, om man får lov at blive forældre, og når man læser historien, er der virkelig mange ting, man undrer sig over. 

Pelle Hvenegaard er en usædvanlig god fortæller – jamen, undskyld. Han er selv inde på, at offentligheden måske har et lidt fladt billede af ham pga. de roller og værtsopgaver, han har påtaget sig – og jeg blev både rørt og klogere af at læse bogen. 

Kastanjemanden – Søren Sveistrup

Uden at vide det tror jeg, at denne bog er startet med, at nogen har diskuteret det perfekte mord, og en eller anden har sagt: “Tænk, hvis (fjernet-af-spoiler-censur) Ville det ikke være vanvittigt?!”

Jeg *slugte* den. De første 50 sider er ikke nær så flydende, som resten af bogen, og der sniger sig også en enkelt krimi-kliche i form af ude-af-kontakt-med-sine-følelser betjent ind i historien, men hænger man på, skifter den fra første til femte gear i ét hug. Masser af plottwists undervejs, og i det hele taget bare en solid, velkomponeret krimi, som stadig er så let læst, at man kan nappe 5 sider hist og 10 sider pist, uden at tabe overblikket. Tusind stjerner herfra.

Dødens Instrumenter – Cassandra Clare (Bind 1-6)

Her skal man starte med at beslutte sig for, om man gider genren eller ej. For – indrømmet – der er steder, hvor det bliver lidt ungt. Hvis man skal sammenligne, tror jeg somme tider, at Rowlings geni-streg var at skrive til børn, og samtidig betydningslade teksten, så man også som voksen er underholdt. Ungdomsgenren er svær, fordi man ikke kan benytte sig af samme fortælle-tricks, som til børn, men stadig ikke kan være lige så subtil, som når man skriver til voksne. 

Men når det er sagt, så er der små 4000 sider her at kaste sig over, som til fulde opfylder kravet om at underholde. Der er vampyrer, varulve og feer, der er blodfejder og kærlighed, og der er skurke, helte og humor. Hvis man kunne lide Tealing-trilogien og Hunger Games, er det bare at gå i gang. 

I øvrigt:

  • Er Frida begyndt at bede om lov til at sætte sig ud i bilen om morgenen, så SNART hun har fået tøj på og børstet tænder. Så sidder hun dér. Hvis nogle af mine læsere arbejder med psykologisk krigsførelse, er det en strategi, jeg varmt kan anbefale. #Stress
  • Har jeg i et par uger glemt at købe en ny pære til min lampe i soveværelset, som er sådan én, der kan dæmpes, og som derfor kræver en særlig pære. De er ret dyre, og jeg har været voldsomt irriteret over, at den nuværende allerede er sprunget, for den burde kunne holde 17-18 år endnu. Onsdag var jeg forbi Bauhaus, og da jeg betalte for den nye pære, bad jeg ekspedienten om bare at smide den gamle ud. Vel hjemme skruede jeg den nye pære i – og lampen duede stadig ikke. Min irritation over den defekte pære fordoblede sig ti-fold på ét sekund, og jeg var allerede ved at blive hysterisk over, at jeg med garanti ikke ville kunne finde bon’en på lampen, da jeg kom til at kigge ned. På stikket. Som lå på en meget arrogant måde ved siden af stikdåsen. Nogle gange er jeg min egen værste fjende.
  • Vil jeg godt være den, der siger, at hvis man er nødt til at skrive “Ironi kan forekomme” efter en tekst, man skriver, så har man ikke gjort sit arbejde godt nok.
  • Fik jeg forleden så vanvittig lyst til et trekornsbrød, at jeg gav efter og købte et, og for en gang skyld smagte den virkelige vare lige så godt, som den havde gjort i cravings-tankerne.
  • Har Anton fødselsdag på søndag, og da barnet ikke kan lide lagkage, har jeg besluttet at lave noget andet i stedet. Valget er faldet på en Oreo-kage, som ser så god ud, at jeg nærmest på forhånd kan sige, at det er en dårlig ide #RundErOgsåEnForm
  • Bliver ugens M2018-indlæg derfor muligvis en dag forsinket.
  • Fik jeg forleden anbefalet at se Joe Rogans to stand up shows på Netflix, og den anbefaling skynder jeg mig hermed at give videre. Han er sjov!
  • Elsker jeg, når virksomheder og nyhedskanaler ansætter SoMe medarbejdere, der kan deres kram. Som f.eks. dem på P3, der har svaret på kommentarer under radiokanalens opslag med filmen om ‘Britta – den omvendte Robin Hood’.
  • Og dem, som arbejder hos Burger King: 
  • Bliver jeg apropos Britta nødt til at spørge, hvem der har rådgivet hendes døtre til at stå frem med “deres side af historien”?
  • Sidder jeg lige og kommer til at tænke på, om vedkommende måske glemte at afslutte opfordringen med “Ironi kan forekomme”?