I øvrigt

*Har mine børn opdaget Harry Potter, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af begejstring. Der ligger 3 års lobbyarbejde forud for denne festdag; år, hvor jeg har ladet bøgerne ligge “tilfældige” steder rundt omkring, sneget dem med hjem fra bib som lydbøger, sørget for at flette navnet “Harry Potter” ind i så mange samtaler som muligt, og endelig, ENDELIG har det båret frugt.

Frida ser de første 3 film, og ser dem MEGET koncentreret, mens Anton går lidt mere til og fra. (Vi skal nok få ham). I går gik han forbi og spurgte undrende, hvorfor “den kat ser så underlig ud?” hvortil Frida, overbærende og med kendermine svarede: “Det er ikke en kat, Anton. Det er Mione, der har drukket en klam smoothie”.

I love It.

*Tænker jeg for tiden meget over, om det vigtigste er at få tingene sagt, eller om det er at blive hørt. For trangen til at gøre det første kan være så altopslugende, at det bliver på bekostning af det sidste.

*Var børnene og jeg ude på vores første Halloween-togt i torsdags. Det var simpelthen så hyggeligt. Børnene var fine og spændte, og vejret var helt perfekt; tørt og med et snert af kulde. Der var græskar med lys i, hekse og spøgelser, og under det hele lå energien og sitrede.

Noget af det bedste ved, at de bliver større er, at vi kan lave ting, der er nye for dem begge, og som de begge synes er sjove, og når vi gør det, er de pludselig hinandens bedste venner. Det kan man godt trænge til at blive mindet om i hverdagens “hun kiggede på mig!!” og “han rørte min luft!!”

På et tidspunkt mødte vi en mand og hans søn på omkring et år. De var egentlig bare ude at gå, og drengen havde derfor ikke en halloweenspand med. Anton spurgte bestyrtet, om han så slet ikke havde fået slik? Og da svaret var nej, løb begge børn resolut over og tilbød både ham og hans far. 

Et andet sted kunne vi se, at der stod en golden retriever og kiggede længselsfuldt ud af vinduet. Da børnene havde ringet på og slik-eller-balladet, ville de godt lige vide, om man måtte sige hej til hunden? “Er I ikke bange for den?” “Øh nej!? Den har jo søde øjne?” Ej, men hjerte, hjerte, hjerte. Dem har jeg lavet. (#OgDetVarMor)

*Vil jeg gerne vide, om der findes en mere klam fornemmelse, end når man sætter sig på et offentligt toilet, og en eller anden doven vvs’er har spændt samlingen i brættet for hårdt, så overbrættet læner sig, kælent og lydløst, mod ens nøgne, uforberedte lænd?

*Skal jeg bede om din bedste opskrift på hvid gløgg.

*Har jeg en hemmelig drøm om, at alle gode blogs en dag ville have et forsidebillede, der ikke er så stort, at der kræver et scroll at se, om der er nyt, når man klikker forbi. A girl can dream. 

*Har jeg købt en nøgleboks, hvilket er tæt på at være verdens smarteste opfindelse, og svaret på stort set alle livets spørgsmål. Barn, der måske godt kunne komme til at smide en nøgle væk i skolen? Nøgleboks. Gæster, der er ankommet, mens du holder i kø? Nøgleboks. Håndværkere, der har brug for at komme ind, mens du er på job? Nøgleboks. Nabo, der er ved at bage, men mangler et æg, mens du står i gymnastiksalen med et barn i tyl? Nøgleboks. Så. Smart.

*Kører vi med jævne mellemrum forbi en gård, der ud til vejen har et skilt med følgende påskrift: “Velbjærget hø til salg”. Jeg funderer hver gang over, om der mon findes steder, der sælger dårligt bjerget hø?

*Har Anton fået Bamsevennen med hjem fra skole, og den dertilhørende Bamsebog, hvori vi skal skrive, hvad vi har lavet, mens den har været her. Jeg har ikke skrevet noget i hånden, som andre skal læse, i årevis, og jøsses, du altforbarmende. Kan man udvikle en meget smal form for analfabetisme, som kun sætter sig på håndskriften?

*Hvis ja og det kan behandles: Godt nyt til både mig og flere andre forældre i 2.B, kan jeg se på de foregående sider i bogen.

You are my people

I øvrigt:

*Har Frida lært at køre uden støttehjul, og *Chandler-intonation* kunne jeg *være* mere stolt?

*Var Anton i efterårsferien i biografen med morfar, og fordi Fridas livsfilosofi er “There is no ‘I’ in ‘team’” har jeg været nødt til at stille hende en bio-tur i udsigt for at undgå, at Anton finder ham her i sengen:

Nu har jeg så tre spørgsmål: 1. Hvad fanden sker der for, at vi begynder at pushe Frozen II merch så massivt EN MÅNED før filmen får premiere?? 2. Hvorfor, åh hvorfor, tjekkede jeg ikke premieredatoen, *inden* jeg lovede, vi skulle afsted? 3. Hvornår lærer børn, hvad tid er? For efter 652 forklaringer om, at ‘det skal være lørdag FIRE gange, og SÅ kommer filmen!’ og ‘når Anton har haft fødselsdag’ – komplet med kalenderillustrationer, fuld pegepind og halvbrille – spørger Frida stadig 76 gange dagligt, om det er i morgen, vi skal i bio?

*Er jeg i den forbindelse kommet til at love, at man må være klædt ud, når vi skal derind. Mormor har kaldet dibs på Sven. 

*Har jeg skrevet om det før, men åbentbart ikke nok til at slippe det: Jeg kan *næsten* ikke være i mig selv, når jeg ser folk på facebook, der gerne vil give deres aflagte børnetøj og cykler væk til “værdigt trængende”. Må jeg invitere til at kigge lidt indad? For jeg er all for, at vi giver dem, der har mindre end os selv. Men det findes der mange måder at gøre på, som ikke tvinger folk til at udbasunere deres livssituation på facebook, hvor kolleger, familiemedlemmer og børnenes klassekammeraters forældre følger med. Jeg er med på, at det er skideirriterende, at man står der og er klar til at føle sig barmhjertig, og så kommer Zandy, som man kender fra fitnesscentret, som ikke er mere værdigt trængende, end at hun har råd til at få lavet negle og extensions, og henter posen med det tøj, man havde forestillet sig skulle bringe glæde i en syrisk flygtningefamilie. (Som formentlig alligevel ikke er dem, du får i tale med sådan et opslag). Jeg forstår det, for sådan har jeg det også. Men kan vi ikke lige øve os i at mærke efter, om det handler mere om os selv end om modtageren? Om det måske er fordi, vi har alle mulige følelser bundet i bukserne, mormor har syet og hatten, vi købte, da vi sådan hyggede os i Italien i sommer? For hvis det er den rene hjælp, du gerne vil give, så ved du jo – ligesom mig – godt, at der findes masser af organisationer, som sørger for lige præcis det.

Somme tider er det mest næstekærlige, du kan gøre, at lade folk beholde deres værdighed.

*Går begge mine børn givetvis en strålende, faglig fremtid i møde, men ikke hos efterretningstjenesten.

Fordi:

Vi kommer kørende, og passerer, lige ved Esbjergs mest trafikerede lyskryds, et busstoppested, hvor der står en mørkhåret dame med en trolley.

Børnene (råber): “Det var Magne G’s mor!! Magne G’s mor står der!!”

Mig, der – som altid – kører uden briller: “Var det Claudia?”

Børn: “JAAA!!”

Busser sucks, så jeg tager en fuld runde ved næste rundkørsel, og kører tilbage og ind på Bilkas p-plads, som ligger bag ved busstoppestedet. Ud af bilen, og hen over græsset, mens jeg råber: “Claudia!!” efter damen – som i mellemtiden er nået halvt ud i fodgængerfeltet i den forkerte retning.

Alle andre end mig ville have indstillet redningsaktionen her i erkendelse af, at noget var galt. Men ikke mig. If you go, we go. Så jeg hæver stemme og indsats, og brøler, mens jeg vifter med armene:

“CLAU!!DI!!A!!!”

Kvinden vender sig (sammen med alle andre i hele verden), peger spørgende på sig selv, og begynder tøvende at gå tilbage. Det er så *her* det går op for mig, at det – selvfølgelig – ikke er Claudia. En masse italiensk, undskyldende ‘my bad!’ gestik senere, sætter jeg mig ind i bilen til børnene, som er på vej på kostskole i Schweiz, nu hvor vi har kronprinsessens ord for, at det er “en gave”.

I øvrigt:

*Så jeg forleden på Marketplace en kvinde, der havde en samlemappe med de små varer, man kunne få gratis i Bilka og Føtex for nogle måneder siden, til salg. Til 350 kr. Somme tider synes jeg faktisk, at vi som race fortjener at få en meteor i hovedet.

*Ved jeg godt, at Greta er både klog og dygtig, og at hun er talerør for en hel generation, og spiller en vigtig rolle ift. at sætte fokus og ansigt på klimakampen – men jeg kan. ikke. holde hende ud. 

*Var vi, apropos klimakamp, på stranden i lørdags for at samle affald, og jeg blev simpelthen så glad over, hvor lidt der var at rydde op.

*Var jeg til Høstfest med Anton i indskolingen i fredags, hvilket jeg havde imødeset med en vis spænding. Både fordi arrangementet, som er meget traditionstungt, var nyt for os begge, og fordi Anton har været *meget* lidt meddelsom omkring det. Det var f.eks. en pige fra klassen, der glædestrålende fortalte mig, at “Mig og Anton skal danse sammen!” – jeg anede ikke, at der var dans. Så jeg ankom og stillede mig op i gruppen af forældre, uden den fjerneste ide om 1) hvad der skulle ske og 2) hvordan Anton ville reagere.

Han kom ind, sang med, klappede på de rigtige taktslag og svingede sin lille dansepartner rundt, som om han aldrig havde bestilt andet. “Græder du, mor?” “Nej, nej! Jeg… hostede bare lige, haha”. Ej, men jeg hylede.

Lørdag betalte vi prisen for overtrækket på den mentale konto, og hvor han intet havde delagtiggjort mig i ift. festen, var han til gengæld helt anderledes ekspressiv i sine udmeldinger om Frida, vejret, hans tøj, maden og “DET DUMME AFFALD!!!” som han ikke gad samle op nede på “DEN RÅDNE STRAND!!”

You win some, you lose some. 

*Vil jeg gerne foreslå PepsiCo, at den næste Pepsi Max med smag, de laver, bliver Pepsi Max Kanel. (Hear me out): Næste gang, du køber bland-selv slik, så prøv at købe et par vingummi-colaer, og fortæl mig, at de ikke smager af cola OG kanel. Det gør de! Og det er godt! 

*Er der simpelthen så meget, jeg ville ønske, jeg interesserede mig ægte for. Jeg nævner i flæng: Brexit, Venstre og deres interne opgør, den potentielle rigsretssag mod Trump og jagten på rigmændene, der har trukket milliarder ud af dk. Men min opmærksomhed glider af på emnerne, som var de våde, mosbegroede sten, og så sent som i morges tog jeg mig selv i at tænke: Kan DR ikke bare lave sådan en bulletpoint-artikel om de vigtigste punkter, jeg kan læse? Jeg er nu officielt en del af problemet. 

*Har jeg den sidste måneds tid været i gang med flere af de blogs, I anbefalede i det her indlæg, og der er et par stykker, jeg gerne vil fremhæve:

Æselsperspektiv

Velskrevet og vedkommende, og så er Johanne en af de bloggere, der formår at skrive personligt, og samtidig indflette aktuelle begivenheder fra verden omkring os.

Plantesmilet

Om kolonihaver, livet, børn, bæredygtighed og alt det, der ligger ind i mellem. 

Tiefental

En blog om at finde det meningsfyldte liv, og det her indlæg er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. 

Og så noget så sjældent som hele TO mandlige bloggere: 

Undtagelsestilstanden

Skæv og utrolig velskrevet. Det er svært at sætte præcise ord på, hvad bloggen egentlig handler om, men den smager lidt af Jan Sonnergaard og Kafka, samtidig med, at den er både nem at læse og at blive fanget af.

Den gode opdragelse

Jesper, som står bag denne blog, har jeg skrevet med bag om bloggen, og han er et af de mennesker, man bare helt instinktivt godt kan lide. Han blogger hver fredag, og siger selv, at det overliggende tema er jagten på den gode opdragelse; min oplevelse som menig læser er dog, at det, han skriver trækker tråde til noget, der er meget mere overordnet end bare opdragelse af vores børn; måske er en form for reflektion over, hvad der skaber det gode menneske? Det lyder tungt, men det er det overhovedet ikke. Det er sjovt, velskrevet og skævt, og så har jeg lovet ham at sige, at han meget gerne vil have input til, hvad blogdamer er særlig interesserede i at høre en mandlig bloggers take på. Den er hermed givet videre.

*Er vi igennem september om 5 dage, og det har jeg det sådan her med:

I øvrigt:

*læste jeg for et par uger siden en artikel om, hvor problematisk det er, at unge mennesker ser porno, fordi det påvirker deres opfattelse af sex. Det fik mig til at tænke på, at jeg faktisk synes, at alle de vlogs, som diverse YouTube-børnefamilier lægger op, forvrænger virkeligheden tilsvarende, for alt er så utrolig smukt og velfriseret. Her er ingen, der er sure, og alle dage er fyldt med slik, kage og unboxing af ting, man ikke selv skal finde penge til.

*har jeg brugt lang tid på at tænke over, om jeg synes ovenstående også gælder for blogs og influencers, men tror, jeg er nået frem til, at de alligevel adskiller sig, fordi målgruppen er ældre (jeg mener – man skal lige kunne læse), og dermed forhåbentlig også en smule mere kritisk. Eller hvad?

*kørte jeg forleden forbi en hestetrailer, som efter påskriften at dømme indeholdt hoppen Cognac Conny, og hvis ikke det det bedste navn til en hest *nogensinde*, så ved jeg ikke, hvad er. 

*skal jeg lige høre, om der er andre end mig, der bruger tricket med kun at øse nye madvarer, man gerne vil lokke i sine børn, op på egen tallerken, for derefter “modvilligt” at lade børnene smage, når de spørger, hvad det er?

*tror jeg på mange måder, at Frida føler sig som min jævnbyrdige, voksne roommate. Forleden kom hun gående igennem stuen, iført bukser, der var så beskidte, at de lignede noget, hun havde gravet op af jorden.

Mig: “Frida, vil du være sød at tage et par rene bukser på?”

Frida, i det mest perfekte fake-beklagende, kundeservice-ekspedient-der-giver-minus-23-fucks-for-din-klage tonefald:

“Nej, desværre”

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er stolt eller rædselsslagen. 

*er jeg i gang med 3. sæson af Handmaid’s Tale, og jeg ved ikke hvorfor, men der er noget ved den serie, der giver mig lyst til at udskifte alle mine hilsner med Blessed day og Under his eye. (Selvom The Lord overhovedet ikke behøver at open noget som helst her).

*var vi til fest i børnehaven i fredags, hvor forældrerådet havde inviteret Naturnørden, som til lejligheden havde medbragt lidt forskellige dyr. Det viser sig, at jeg ingen problemer har overhovedet med at have slanger om halsen og mus i hånden, når alternativet er en kæle-snegl på størrelse med en honningmelon.

*fatter jeg ikke, at det i dag er 18 år siden, verden for altid blev delt i et før og et efter.

I øvrigt:

*Er jeg glad for, at den der aging-app er ved at tabe pusten igen efter flere gange oprigtigt at have været i tvivl om, om folk har brugt den på deres nye profilbilleder. 

*Har jeg lige betalt 60 kr. for at sende en paperback 100 km nordpå. Altså dobbelt så meget, som jeg i sin tid gav for at få den sendt tværs over Atlanten. Til gengæld er der ikke en eneste postkasse så langt øjet rækker. Er der ikke snart nogen, der giver Post Nord nådesstødet?

*Skal, SKAL jeg lære, at gudesmukke kokke-Antoni fra Queer Eye og jeg IKKE deler opfattelse af, hvad der smager godt. Jeg har nu lavet 3 af de ting, han kokkererer i programmet, og hver gang har det resulteret i det her:

Jeg skulle have vidst det ved ‘tilsæt koriander’.

*Havde Anton forleden fået sig forvildet ind på noget “Japan’s got talent”, hvor det, der efter min bedste overbevisning var far og datter, udførte et danseshow på en stripperstang forklædt som slikpind. Alle var meget begejstrede. Jeg forstår pludselig behovet for at lave særskilte show fra land til land.

*Er jeg i gang med Mindhunter 2, og hvor jeg nærmest græd af begejstring over 1’eren, føler jeg den ikke helt denne gang. Måske fordi jeg lige har set The Sinner, som til gengæld gav mig ALL the feels?

*Tror jeg ikke helt jeg forstår de mennesker, der præsenterer sig i facebookgrupper med flere tusinde medlemmer. No hate, men har vi ikke alle nok at gøre med at holde styr på, hvad vores egne børn hedder?

*Har jeg endelig fået lavet den fotobog, jeg har haft på min to-do i et halvt år, og jeg har været nødt til at gemme den væk, fordi jeg tuder, hver eneste gang, jeg bladrer i den. Børnene er så smååååå! Og søøøøøde! Der er tale om 2 år gamle billeder, og jeg er blevet blød.

*Bliver jeg vanvittig over de kvinder, der stiller 16.000 spørgsmål til noget, man har sat til salg på Marketplace, og efter en spørgerunde, der er længere end de fleste partirunder op til valg, slutter med: “Jeg skal lige snakke med min mand om det.” Dame. Det er en plastikscooter. Til 40 kr. Carpe diem.

*Har jeg netop lukket den danske true crime bog “En djævel i den lyse nat” af Søren Baastrup, og den får 5 store stjerner herfra. Den handler om mordet på Stine Geisler, der blev slået ihjel i 1990, som er lige omkring det tidspunkt, hvor min voksne hukommelse er etableret. Derfor har det været ekstra interessant at læse om sagen, fordi jeg kan huske brudstykker af både den og sagerne efter, og hele tidsperioden omkring, men her har jeg fået det sat sammen til en sammenhængende fortælling. (Er dog lidt rystet over, at billederne i bogen er fra 1990’erne, og ikke – som jeg var overbevist om – fra 1970’erne. Jeg *fatter* ikke, hvor antikverede, de ser ud).

*Har vi nu officielt ramt den tid på året, hvor jeg konsekvent har enten for lidt eller for meget tøj på. Sved-behæftet forkølelse coming up.

*Vil jeg gerne invitere jægere og lystfiskere, der har fået nok af al den natur, til at komme hjem til mig til en spændende gang hvepse-safari. Man må beholde alle dem, man nedlægger.

*Skal jeg høre, om nogen ved, hvor man finder sange, der ikke er på de traditionelle musiktjenester? Jeg er på jagt efter Bluest eyes in Texas med A Camp/Nina Person, som er på soundtracket til Boys don’t cry, og jeg kan kun finde den på youtube. (Jeg ved godt, at der findes programmer, der konverterer videoer til mp3 filer, men jeg var ved at give min computer aids, da jeg i går forsøgte, så alternativer ønskes).

*Er der en lille dreng i Fridas børnehave, der ligner Anton som lille så meget, at jeg aktivt må bekæmpe trangen til at skovle ham op og kramme ham. I morges afleverede hans far og jeg samtidig, og da vi står 100 forældre og et par pædagoger i garderoben, siger pædagogen: “Han ligner godt nok Anton!” hvortil faderen vender sig mod mig, blinker og siger: “Det kan være de har samme far…” #LetsGiveThemSomethingToTalkAbout

*Var jeg forleden ude at handle sidst på en ualmindelig irriterende dag. Ved kassen er køen af den slags, der bugter sig, og jeg kan allerede på lang afstand se ham, der har tænkt sig at snyde foran. Og ganske rigtigt. Normalt giver jeg med glæde forlommer, fordi jeg selv bliver så glad, når andre lader mig og min liter mælk komme foran, men den der med at forsøge sig med hugormen, og derefter spille blind?

Not today, satan.

I øvrigt:

*Støvsugede jeg i går mine vindueskarme, fordi livet på landet = fluer, og på badeværelset kunne jeg ikke overkomme den enorme anstrengelse det var at flytte nøglen til døren, som lå i hjørnet af karmen. Det viser sig at være rigtigt, når de siger, at dovenhed ikke betaler sig. Ffs.

*Skal jeg på vegne af mødre til børn med specifikke kostpræferencer til alle bagere sige: Ja tak til navne som ‘trekornsbrød’ og ‘gulerodsbrød’. Nej tak til ‘mandagsbrød’, ‘Athenabrød’ og ‘smølfebrød’.

*Så jeg forleden filmen “Mother!” på Netflix, og hvis man er det mindste til symbolik, Polanski og Rosemary’s baby, er det bare at komme igang. Den er fuldstændig bims og stikker i alle retninger, men castet er perfekt og den er umulig at ryste af sig. Jeg forsøger stadig at afgøre, om den vil sige noget om det gamle testamente, klimakrisen eller Justin Bieber/Kardashian-kulturen. 

*Er jeg utrolig åben for forslag til kyllingefrikadeller, der består den svære kombinationstest af både at smage af noget, og samtidig at være relativ faste i strukturen. Anyone?

*Skal jeg også lige, nu vi er igang med at drive rovdrift på jeres erfaringer, høre, om nogen kan anbefale bestemte mærker af alkoholfri vin? De gange, jeg er stødt på det under mine graviditeter, har det haft en grundnote af saftevand med et strejf af sure tæer. 

*Bider jeg blodårerne ud af armen på mig selv, hvis DMI én gang til laver “Sagde vi regn? Haha, nå ok. Our bad. Vi mente høj luftfugtighed” på mig. 

*Er jeg rystet i min grundvold over, hvor meget éns cyklus går amok i takt med, at man bliver ældre. I dag har jeg f.eks. så meget vand i kroppen, at jeg ikke kan få mine øreringe i #NextLevel

*Var jeg forleden for første gang i en af de vaskehaller, hvor man skal blive siddende i bilen, mens den kører igennem. Hvorfor er der ingen, der har sagt, at man bliver både sø- og køresyg af det?!

*Fik jeg af min yndlingskammerat tilsendt et spaophold, mom-edition, i form af et Ole Henriksen “Hyggekit”, og nu kan jeg ikke gå tilbage. Sidst jeg brugte OH, var jeg.. hvad? 22? og i den alder gør huden jo, hvad man beder den om, selvom man vasker den i sulfo og smører den med motorolie. 40+? Not so much. Min hud opfører sig nu to gange om dagen sådan her:

Slayyyy!

I øvrigt:

*vil jeg gerne vide, om det *er* farligt at stirre direkte ind i pæren på en lommelygte, eller om det bare er noget, forældre siger for at slippe for at blive blændet i tide og utide?

*så jeg for et par uger siden carpool karaoke med Celine Dion og bagefter gik jeg en tur i kommentarfeltet, og der er INGEN, der hader hende. Ingen. Ikke én. Det er en præstation på linje med at gro vinger og flyve. 

*elsker jeg, når Frida med al selvsikkerhed i verden fortæller, at hun glæder sig til at besøge Engel & Pære (Inge og Per), og at hun skal bede om at være iført sin yndlings-t-shirt med en stiktus på maven. Kaktusser kommer herfra aldrig til at hedde andet.

*har jeg købt hendes fødselsdagsgave, og jeg glæder mig mere end hun gør, til hun pakker den op:

*er jeg igang med at arrangere et førstehjælpskursus for familier i lokalområdet. Hvis andre kan bruge ideen, så planlægger vi et 4 timers arrangement, hvor de to første timer er for børnene (med forældre), hvor vi bl.a. skal snakke om, hvad man gør, hvis en bedsteforælder falder om, mens de sidste to timer er genopfriskning af hjertemassage osv. for voksne. Røde Kors har instruktører, der tager ud lokalt, og hvis ikke man skal bruge et kursusbevis, er det væsentligt billigere end de priser, man kan finde på nettet. Jeg håber, vi får det stablet på benene. 

*har jeg brug for, at nogen forklarer mig, hvorfor det hedder EfterRETningstjenesten? What’s with the trykforDELing, guys?

*vil jeg gerne vide, hvor støv kommer fra. Nej, seriøst – hvorfra? Jeg fjerner det med meget jævne mellemrum, og alligevel når jeg kun lige at vende mig om, før det er der igen. Det er jo ikke fordi, der er tale om havepartikler eller nullermænd fra tøj. Hvor. Kommer. Det. Fra?

*vil jeg gerne tage den her på forkant, i tilfælde af, at der i fremtiden kommer en serie, der når GoT-agtige højder: Når vi har en serie, som 90% af verden ser, og de enkelte afsnit bliver lagt op på bestemte dage, så bliver det et langt liv, hvis du forventer, at hele internettet holder mund og venter på, at du catcher op. Vi er enige om, at folk er røvhuller, hvis de uopfordret sender en fællesmail ud til hele arbejdspladsen med en spoiler af det samlede plot, men du *har* ikke noget, du skal-skal på Instagram, så her synes jeg, vi vedtager, at al færdsel sker på eget ansvar. 

*brækker jeg midt over af irritation, næste gang jeg i Mads & Monopolet hører “Du ved jo heller ikke, om de har et åbent ægteskab” hånligt fremført som argument for ikke at fortælle sin kollega, at man har set hans kone knalde pedellen. Den her går ud til alle deltagere på A-holdet: Hvis kollegaen og konen har et åbent ægteskab, så SKER DER IKKE NOGET VED AT FORTÆLLE DET!! 

*delte jeg et link til min nye favoritstandup’er på fb, og der var én, der klikkede på det. Jeg er misforstået af min samtid. (Det er her, hvis nogle af jer skulle have bedre smag end mine venner)

*vil jeg gerne, ganske uopfordret, komme med et kæmpe s/o til de oversættere, der acer deres job. De er i sandhed the unsung heroes, for bøger som Stillidsen og Alt det lys, vi ikke ser, kunne med lethed forvandles til sprogmæssige blodbad, hvis de kom i hænderne på amatører. 

*er bog-listen (- apropos..) opdateret med følgende:

Den første, De tolv og Spejlbyen – Justin Cronin

Jeg fik anbefalet denne trilogi af en følger på Instagram, og Oh. My. God. 

Jeg blev færdig med den sidste i aftes, og havde med vilje gemt de sidste 100 sider, fordi det er en af de historier, som man har brug for at læse færdig, når skyggerne bliver lange og verden er faldet til ro. Efter små 3000 sider føles persongalleriet som gode venner, og universet næsten selvoplevet.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det præcis er, der gør bøgerne så gode, for hver for sig er enkeltelementerne glimrende, men uden at være ekstraordinære. Sproget er smukt, historien er troværdig og grusom, den religiøse parallel er underspillet nok til, at man ikke føler sig talt ned til, og personerne er fyldige og tegnet i alle nuancer af gråt. Men der er en form for 6. element, der gør kombinationen fuldstændig formidabel; en slags æterisk kvalitet, der hele vejen igennem tilføjer et lag af blå, luftig melankoli, selv i de passager, der er virkelig, virkelig spændende. 

Min eneste lille bitte anke er, at jeg synes, oversætteren har sjusket i den sidste af bøgerne. Der er for mange fodfejl med forkerte endelser, engelsk syntaks osv. og så måtte jeg tage 4 stesolid og en whiskey på hver af de ca. 600 steder, hvor der stod, at en af hovedpersoner “talte i tegnsprog” og “sagde det med tegnsprog”. Vi siger det med blomster, men vi taler på tegnsprog. På. Ligesom vi siger tingene PÅ norsk, PÅ svensk og PÅ fransk.

Men det er ikke forfatterens skyld, og bortset fra det, er det her nogle af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst.

I øvrigt:

*Har Frida besluttet, at hun kan stave. Hvilket selvfølg er dejligt, og skønt med et barn med gå-på mod og alt det der, men det betyder, at vi 16 gange om dagen har den her samtale: 

Frida: Jeg er sulten. Prøv at gætte, hvad jeg gerne vil have? Det starter med P.

Mig: Pære?

F: Nej. 

M: Pizza?

F: Nej. 

M: Pasta?

F: Nej.

M: Så ved jeg det ikke.

F: Banan!

M: … ? – men det starter jo ikke med P, Frida?

F: JO! DET GØR!! 

Prøv at gætte, hvad jeg gerne vil have? Det starter med v. 

*Har jeg det sådan her med Arya’s sexscene i GOT:

*Pjækker vi på fredag og tager i Lego-house, og Anton kan *næsten* ikke være i sig selv af spænding. Frida kopi-glæder sig bare, uden at være helt sikker på, hvad hun glæder sig til. 

*Ser jeg uforholdsmæssigt mange Yoggi-kartoner ligge rundt omkring og flyde. Som i: I hvert fald 10 over de sidste to uger. Hvad sker der? Er der et yoghurt-prank igang, jeg ikke har hørt om? Eller er det nutidens version af ‘her sælges stoffer’, fordi der ikke længere findes telefonledninger at hænge sko omkring?

*Blev stakkel Anton ramt af bræksyge i påsken, og jeg troede, mit hjerte skulle knække i to, da vi klokken et om natten stod på badeværelset, og han, tynd, skælvende og hvid som et lagen, kvækkede: “Mor, jeg kan stadigvæk sagtens fiske med morfar i morgen!” Ej, men. Min bedste Anton. 

*Er jeg fuldstændig hypnotiseret af sproget i den her artikel

*Havde vi en skøn påskeferie, men 11 dage med mine søde børn, der står op klokken 5 og sover kl. 21.30, og som gerne vil have legeaftaler og være udenfor 24-7, har fået mig til at beslutte, at vi tager en uge til Aarhus til sommer. Vi skal lige se nogle andre vægge, mennesker og haver, hvis mor ikke selv skal ringe til kommunen. 

*Har jeg flækket min mund i den ene side, og med fare for at spoile, så bliver det nu meget tydeligt, at Heath Ledgers Joker-vansiringer i The Dark Knight var make-up, for jeg kan ikke bide over noget, der er højere end kiks, jeg griner kun i den ene side, og stadig river jeg det op 600 gange om dagen. Det gør. Så. Ondt. 

*Lærte jeg forleden, at det er ægte, rigtige mennesker, der kører biler op på de der to-lags-transportvogne, jeg får angst og trust-issues af at køre bagved på motorvejen. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det er nu på Top 3-listen over jobs, jeg hellere ville flække begge skinneben end at have. 

*Vil jeg ikke udelukke, at det er mig, men jeg har det sådan her med folk på internettet for tiden:

*Har jeg nu hørt 65 episoder af podcasten My Favorite Murder, og der er flat out tale om afhængighed. Fordi jeg lige føler mig lidt public service-agtig, og selv har været på grådens rand af taknemmelighed, siden en ung mand lærte mig, hvordan man afspiller podcasts i rækkefølge, får I guiden her. Helt uden at have spurgt. #HouseOfService (Og det er ikke nødvendigt at abonnere på podcasten for at gøre det – det kræver bare, at man henter ét afsnit, så det ligger i biblioteket, men når først indstillingen er lavet, afspiller den også i rækkefølge i takt med, at man streamer, selvom man ikke henter episoderne ned og gemmer dem):

Vælg ‘Bibliotek -> 3 prikker – > Indstillinger -> Afspil i rækkefølge


Selv tak <3

I øvrigt:

*har jeg nu set Green Book, og jeg er nødt til at sige: KÆMPE props til Viggo Mortensen for bare, helt stille og roligt, at gå rundt og være kvabset i en nusset wifebeater. Det må kræve sin mand at vide, at man stiller sin tidligere Aragorn-krop til skue for hele verden på et lærred på størrelse med gavlen på et gennemsnitligt, dansk parcelhus. 

*gælder ovenstående i øvrigt også for Kevin Costner i The Highway-men på Netflix. Var det ikke igår, han løb rundt, helt stram og secret service i The Bodyguard?

*( – med underspørgsmålet: Hvordan er de blevet midaldrende, mens vi andre stadig er i start 20’erne?)

*vil jeg bare lige for eventuelle tvivlere nævne, at en nedgravet kæmpetrampolin er verdens bedste ide. Seriøst. Selvom man kun har 10 minutter inden bad/mad/sammenbrud, så er det bare at åbne døren, og man behøver ikke frygte biler, pakke alle ind i 16 lag tøj, eller have tænkt igennem, hvad man gør, når nogen skal tisse. Det er ge.ni.alt. (Protip: Man kan evt. lægge en agent ind på DBA, så man får et heads up, når nogen sætter en trampolin til salg)

*har jeg som det sidste menneske i verden opdaget Gin Hass. Til gengæld har jeg opdaget den med blodgrape i stedet for mango, og det bliver en dyr sommer. 

*bad Anton forleden om at høre en sang med Kim Larsen: “Den der ‘Hey ho – for Lalandia’ mor” and I just can’t even. 

*havde jeg egentlig besluttet at gemme Game of Thrones til hele sæsonen er lagt op, men 3 venner spoilede uafhængigt af hinanden første afsnit inden for 12 timer efter premieren, så fuck det. Nu kører vi. 

*har jeg hentet temamelodien som ringetone for at out’e dem, der ikke ser den, så jeg kan få ryddet op i den omgangskreds. (We get it. You’re special).

*har børnene – meget overraskende – pludselig besluttet, at dét at blive passet af barnepigen, er det sjoveste i hele verden. Hvilket er lidt af et brat venstresving fra ‘Hvordan kan du efterlade os på dette rumænske børnehjem!?!’-stilen, de ellers har kørt indtil nu. Frida kunne derfor næsten ikke være i sig selv af skuffelse over, at barnepigen først ville komme post-putning i lørdags, så hun satte en skål med tomater frem til hende, og jeg kan ikke helt finde ud af, om der er tale om en offergave, eller om hun tror, at Sara er en slags ernæringsbevidst nisse.

*pustede jeg i går æg for første gang i mit liv; en proces, der har forbløffende meget til fælles med at føde børn. Måske var det pga. soundtracket (“Babyshark”) eller måske handlede det om, at børnene stod på hver sin side af mig og råbte: “Kom nu, mor!” “Pust hårdere, mor!” og “Hvorfor er du helt rød i hovedet, mor?” – i hvert fald har jeg aldrig følt mig tættere på Thorkild i mit liv.


I øvrigt:

*spekulerer jeg på, om vi nogensinde fandt ud af, om Beyoncés lemonade-koncentrat var reelt, eller om det bare var et PR-stunt, der skulle give Jay-Z’s bad-boy image kunstigt åndedræt og redde hans karriere?

*var jeg meget i tvivl om, om jeg skulle poste det sidste indlæg, fordi det en lille smule føltes som om, jeg udleverede Frida. Men I var – som sædvanligt – awesome, og jeg har forstået noget, jeg ikke ville være nået frem til, hvis ikke jeg havde skrevet indlægget. Jeg er glad for, jeg gjorde det. 

*har jeg så hidsige Rami Malek abstinenser, at jeg nappede første sæson af Mr. Robot på HBO. Og nogen i PR skal fyres, for det må være årets mest røvsyge serietitel – men den var super cool. Meget Trainspotting, tech-version. Den blev dog desværre for cyboid til mig i sæson 2, men første sæson holder. 

*hører jeg muligvis for meget My Favorit Murder (haha – #NoSuchThing), men jeg kørte forleden forbi en byggeplads en meget tidlig morgen, og det slog mig, at det absurd skarpe lys, der er den slags steder, når det er mørkt, er den mest øksemorder-agtige belysning overhovedet.

*forstår jeg ikke de bilister, der bare er helt A-okay med at køre 2 meter bag en lastbil på motorvejen. Du kører 130 km/t og kan ikke se vejen. How are you ok with that!?

*er jeg for tiden voldsomt plaget af spam-opkald. Jeg har diverse filtre instaleret, men det er som om, de altid ender med at finde veje omkring det alligevel. I går var der én, der var særlig insisterende, og til sidst rev jeg røret af (jeg ved godt, at det teknisk set ikke er det, vi gør med iPhones, men ‘besvarede opkaldet’ dækker ikke helt her) og brølede: “HVAD!!!?!” ned i det. Det var Jørgen fra Udbetaling Danmark, der bare lige ville tjekke op på noget, så jeg kunne få nogle penge.

*var Frida til gymnastikopvisning i weekenden, hvilket jeg imødeså med en vis spænding. Ikke kun fordi jeg stadig er traumatiseret af min 2015-oplevelse, hvor jeg måtte bære en panisk skrigende Anton ud, allerede inden indmarchen, men også fordi de små gymnaster var blevet indskærpet, at “pigerne skal have opsat hår”. Og ligeså meget jeg hader at have løst hår, ligeså inderligt hader Frida at have hestehale. 

*gik det så fint, så fint, og jeg måtte trække på smilebåndet, da hun på vej af gulvet gik forbi mig, pegede stift på hestehalen og hvislede: “Den skal ud. NU!!”

*gav og fik jeg 8 oprigtige knus dernede, og hilste på omkring 50 mennesker – jeg kendte ingen af dem, da vi flyttede herned for 7 år siden. Det skal jeg lige huske, næste gang jeg drukner i selvmedlidenhed over, at vi INGEN kender i den her by. 

*fortalte Frida mig forleden morgen, at mormor og morfar har fået ‘påskeniljer’ i haven, and I’m here for it. 

*skal jeg bede Apple om at skrue lidt ned for sine meget insisterende password-autosuggestions, når man for 179.483 gang skal på netbank. Nej. Tak.

*ved jeg godt, at der går lige præcis 20 minutter fra jeg har postet det her, til en tech-wizz fortæller mig, at ovenstående skyldes noget, jeg selv har glemt at slå fra. 

*tænker jeg på, hvem det er, der udbryder: “Det lyder som en super ide!” når deres børn på 5 år kommer og siger, at de vil have en You Tube kanal. Nej, virkelig. Hvem?

*var jeg forleden i Matas, og den mandlige ekspedient spurgte medfølende, om ikke jeg ville prøve en øjencreme, de havde på bud, som var “ekstra god til sorte rande og hævede øjenomgivelser?”