M2019, uge 36

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg kigget længe og alvorligt ud over september, som er fuldstændig vanvittig, både i kalenderen og økonomisk. Hvis vi kan klare os for 600 kr. pr. uge, ser det ud til, at vi kan nå helskindet igennem, og samtidig også betale regningerne og udgifterne, som de kommer. Nogle af udgifterne vil der være mulighed for at skubbe til oktober og/eller dele ud over et par rater, men jeg vil helst have dem knaldet af nu, hvis det på nogen måde er muligt, for de næste 3 måneder bliver der nok at bruge penge på, med fødselsdag, jul, nye vinterdæk osv. lige om hjørnet.

Der, hvor jeg synes, det bliver udfordrende er, når der vokser udgifter op af jorden, som jeg ikke har forudset. Som f.eks. når jeg bliver meldt ind i forældrerådet, og vi aftaler at mødes – og jeg derefter kommer i tanke om, at det jo så kommer til at medføre en barnepigeudgift.

Vi tager en dag og en uge ad gangen, og det skal nok ende med at gå. Det gør det jo. Imens prøver jeg at huske, at målet er inde for rækkevidde, og at der kommer et tidspunkt, hvor det ikke er sådan her. 

2.

Har jeg haft glæde af mit lille hack med altid at have en pakke pitabrød i fryseren. Som nævnt ovenfor, er det her én af de måneder, hvor ALT skal bruges, og hvor der ikke rigtigt er tid til de store udfoldelser. Men bunden af grøntsagsskuffen og to små kødrester fra fryseren blev til fuldt ud gyldige pitabrød, og den burgerdressing, der har stået i køleskabslågen og trådt sig selv over tæerne, doblede fint som Thousand Island.

3.

Kom børnenes løbehjul, som de selv har betalt for, med penge, de over de sidste mange år har fået i julegave af deres oldeforældre. Jeg har i årenes løb bare ladet pengene gå ind på deres respektive opsparinger, fordi jeg vurderede, at de ikke manglede legesager, og at der med garanti ville komme et tidspunkt, hvor de ikke kunne leve uden et eller andet, som var mere ønsket og nødvendigt end slim og lego. 

Det tidspunkt var nu, og efter lidt research nåede jeg frem til, at løbehjul er et af de steder, hvor kvalitet gør en forskel. Jeg skrev til Skate Pro og forklarede, hvad jeg havde brug for, og allerede samme dag havde jeg svar med konkrete anbefalinger. (Ikke spons. Bare info om, at man godt kan få fingrene i både kvalificeret vejledning og kvalitet, selvom man bor i udkantsdanmark). Børnene fik lov at vælge farve, og i denne uge kom de så. Og de ER lækre – og så kan de foldes sammen, så de ikke fylder noget, og kan dermed tages med ind, når vejret bliver træls. 

4.

Har jeg gjort brug af et lille trick, som jeg skrev om herinde engang sidste år, nemlig “Kan det holde en uge/en gang børnepenge mere?” Jeg er utrolig tilbøjelig til at ville have problemerne løst, så snart jeg får øje på dem, og har jeg først konstateret, at Frida mangler undertøj eller at Antons sko er ved at være slidte, så er mit default-set up at købe nyt med det samme. Men faktisk er det jo ofte sådan, at ting godt lige kan holde/strækkes/leves med lidt længere, hvis man prøver at kigge objektivt på det, og på den lange bane giver det besparelser, der er værd at tage med, fordi man ved at forlænge levetiden på et par bukser med en måned eller to, måske kan gå fra at købe bukser 3 gange om året til at købe 2 gange om året. 

(Og bare så ingen sidder derude og vrider hænder på børnenes vegne: Hvis de mangler, sådan ægte, så får de selvfølgelig nyt. De bliver ikke tvunget, hullede og forhutlede, ud i verden).

5.

Har jeg lavet suppe af en pose hjemmedyrkede tomater fra mormor og morfars have, og fundet en legeplads, hvor der både var æbletræer, samt brombær- og blåbærbuske. Man *kunne* kalde det, jeg gjorde ‘at stjæle’, men jeg foretrækker den mere økologiske term ‘sankede’.

Tyvekosterne er kogt til grød, som hygger sig i fryseren, mens den afventer sin skæbne som base til børnenes smoothies de næste par lørdage.

Finders keepers…

I spørger, jeg svarer: Om forældresamarbejde i børnenes klasser, når nogle forældre er døve, og der somme tider er tolk tilstede

For et par uger siden modtog jeg en mail fra Stine, som skrev: 

Min datter er startet i 0. og en af hendes klassekammeraters forældre er døve (begge to). Der er tegnsprogstolk med til alle forældremøder, men selvfølgelig ikke om morgenen og eftermiddagen, når man bare mødes i garderoben.

Er der nogle do’s and don’t’s, som er gode at kende til, når man ikke vil virke som en latterlig idiot overfor et ret flinkt sæt forældre, som man tilfældigvis ikke taler samme sprog som?

Gerne både tips til situationer, hvor der er tolk og ikke er tolk. 

Det virker virkeligt mærkeligt at føre en samtale med tolk, hvor man ikke taler med tolken men kun via tolken. Er det bare sådan man gør? Det føles vildt uhøfligt! Men altså… Det er jo en ny tolk hver gang (indtil videre), så det giver jo heller ikke mening at inddrage tolken i samtalen, for hun er jo bare på arbejde og skal ikke indgå i en relation med mig og den anden mor.

Jeg har været tolk i snart 20 år, så den del af det ved jeg en del om. Til gengæld aner jeg intet om at være døv forældre, men jeg er så heldig at kende Elisa, som ud over at være uddannet folkeskolelærer, også er ekspert i det at være døv forældre, fordi hun er netop det.

Hun slår fra tid til anden sine folder i blog-land, og jeg har derfor spurgt, om hun mon ville skrive lidt om forældrevinklen. Det ville hun heldigvis gerne, så hun får lov at starte, og så byder jeg ind med tolkevinklen nedenunder.

Tag godt imod Elisa:

Tak for introduktionen, Linda. Det er sandt at jeg er ekspert i at være en døv forælder, for jeg har sådan set ikke prøvet andet. Jeg er mor til to drenge på henholdsvis 11 og 7 år, så jeg har en del år i gamet med at have tegnsprogstolk med ud til diverse arrangementer i folkeskolen.

Folkeskolen er jo faktisk en helt ny verden for døve selv, da de fleste døve og hørehæmmede har gået på døveskoler eller centerskoler hvor klasser af døve elever inkluderes i en almindelig folkeskole. Så en almindelig folkeskole er en ukendt størrelse for mange døve i begyndelsen – ligesom døvhed og dansk tegnsprog er for jer hørende.

Jeg er blevet fortalt, at man som hørende ikke tænker over, at man har et ekstra mærkat, før man møder en døv. For når man er en del af majoriteten, er det at kunne høre en del af normaliteten, og ”hørende” er ikke det, man benævner sig som. Men det er I, hørende. Så når jeg skriver hørende, skal I opfatte det på samme måde, som I tænker ”døv”; det er bare et mærkat, der beskriver personens funktion.

Som døv mor har jeg præcis de samme glæder og udfordringer ved at være forælder, som I hørende har, og jeg kan godt forstå, at det kan være ret mærkeligt for jer at tænke på, hvordan en døv dog kan håndtere forældreskabet, for kommunikation er jo essentielt i familien. Men et nyfødt barn er ikke bygget til at kun forstå ET sprog, et lille barn er helt åbent for sprogtilegnelsen, også flere på én gang, og hvis forældrene taler dansk tegnsprog, ja så er det sproget, barnet lærer. Jeg er ofte blevet spurgt om, hvordan mine drenge lærte tegnsprog, og jeg plejer at vende den rundt og spørge, hvordan jeres børn har lært dansk? Det er ikke fordi, vi forældre ”underviser” vores børn i tegnsprog, de lærer det bare gennem dagligdags gøremål. 

I den forbindelse vil jeg gerne slå et slag for, at man lærer tegn og bruger dem til at kommunikere med jeres små babyer. Min ældste drengs første tegn var ‘mælk’, og han var 10 måneder gammel. Det åbnede for en verden med kommunikation, og mange frustrationer blev afværget. (Hans første talte ord, da han var knap et år, var så ”far”, og ikke ‘mor’; noget jeg godt kan være lidt syrligt over stadigvæk i dag…)

Vi døve er lige så forskellige individer, som I hørende er (ja, et mærkat her), og har selvfølgelig også forskellige oplevelser i forhold til at bruge tegnsprogstolk i skole-regi, så det, jeg skriver her, er generelt.

Rart at vide: 

Vær ikke bange for at hilse, smile og skabe øjenkontakt når I møder den døve forælder. Vi hilser gerne igen, og hvis noget kræver en noget uddybende kommunikation, så prøv at gestikulere, at skrive det ned (mobiltelefonen er en vidunderlig opfindelse). Og tag det ikke personligt, hvis vi engang imellem ikke reagerer: Vi kan også have dårlige dage med en sure chefer og møgvejr. 

Stol på, at når jeres barn er hos barnet med døve forældre, så passer vi godt på jeres barn. Opstår der skænderier eller konflikter, prøver vi efter bedste evne at løse dem.

At være døv betyder ikke i alle tilfælde,  at man helt har mistet hørelsen, og nogle døve har en høre-rest, som bliver godt udnyttet af diverse hjælpemidler. Nogle af os kan tale rimeligt forståeligt, og vi aflæser kropssprog.

Er der forældrearrangementer, vil vi helst have en eller to tegnsprogstolke med, men de er “bare” vores ører og stemmer, så tal til os, som du taler til andre. Vid at tolken formidler alt, også “øøøh” og “aaah”. Også det, der kommer fra os. Tolken skal nok selv samle op, hvis det er noget, hun ikke hørte eller forstod, tolken gør selv opmærksom på, at det er tolken, der ikke forstod det, der lige blev sagt. Man er ikke i tvivl om, hvem der siger noget.

En tolkningen er altid lidt forskudt, så hvis der fortælles en vits, hvor I hørende griner, så er vi måske 5 sekunder bagefter.

Tegnsprogstolkene arbejder hårdt for at forstå og formidle et talt sprog til et visuelt sprog med andre opbygninger end talesproget. Det er at formidle noget to-dimensionelt til noget tre-dimensionelt. Derfor er det vigtigt at tolken får pauser. Min oplevelse er dog, at alle har brug for pauser: 3 kvarter med hardcore fremlægning af skolens værdier kan få de fleste til at blunde med åbne øjne.

Vær endelig ikke bange for at spørge om noget, I har spekuleret over, hvordan vi døve kan eller gør. Tror at det er ret få spørgsmål, jeg ikke er blevet stillet mht. mit høretab, tegnsprog, tolk eller noget helt uden for rammerne. De mest typiske spørgsmål er: ”Kan du slet ikke høre noget?”, ”Hvordan står I op om morgenen, når I ikke kan høre vækkeuret?”, ”Hvordan siger man farvel?” (jeg lader jer lige tænke… You got it!), “Hvordan hører I, når jeres barn græder i et andet rum?” og især den her, som jeg tror tolken altid får: ”Er det dig, der kommer og tolker næste gang?”

Don’t

De fleste af os døve og hørehæmmede forældre har samme udfordringer og glæder ved vores børn, som hørende forældre har. Så når ens 0. klasses-unge ligger ude i garderoben, spændt som en flitsbue og hyler, at han ikke vil hjem, så er det vores egen opgave at få ungen beroliget og fragtet hjem. Vil I hjælpe, så spørg os først, og det kan nemt gøres ved at gestikulere, om man har brug for hjælp. At tale hen over forældrene er at fratage os autoriteten, og det skaber ulighed.

Tal ikke til os bagfra (nye folk er lovligt undskyldt). Men ved I, at vedkommende er døv, så skab øjenkontakt.

Stil ikke spørgsmål om døve til tolken, når vi er til stede. Spørg os.

Tolken er et hjælpemiddel, men det betyder ikke, at hun bare skal have den lave, hårde klassestol eller kontorstolen, hvor det ene hjul er knækket. Sørg for et godt indeklima. Dunst af dagens madkasser og rester af præpubertær sved kan forstyrre alle. Tolken skal nok sørge for at tingene fungerer bedst muligt for tolken og for os døve. Men vi hjælper hinanden alle sammen.

Gå ikke ind foran tolken. Folkeskolelærere – det er jer, jeg taler til! 😊

Spørg ikke, om jeg har telefonnummeret på tolken, fordi du synes, hun ser sød ud og kunne være en ny veninde. (Jo, det er noget, jeg har oplevet).

Det kræver ressourcer af os døve at være ”på” og aflæse en tolk, for trods tolkens enorme dygtighed og faglighed, er dansk tegnsprog IKKE deres primære sprog, så det er ikke altid så afslappet at forstå en tolk. At snakke med min mand, der selv er døv, er noget naturligt, men at forstå en tolk, der ikke mestrer den samme naturlighed (tolkesituationer er ikke naturlige, de er konstrueret med et bestemt formål, dvs. forældremøde, besøg hos lægen etc.) kan være hårdt, så vi har også brug for en pause.

Tak for hjælpen, Elisa. Det var dejligt, du havde tid💚

Nu til tolkevinklen:

Som alle andre faggrupper består vores af en gruppe individer, som er alle er forskellige, og derfor er det ikke givet, at en anden tegnsprogstolk ville fremhæve det samme, som jeg gør, hvis han/hun skulle svare på Stines spørgsmål.

Nogle dele af jobbeskrivelsen er dog ufravigelige, f.eks. at vi har tavshedspligt, at vi ikke blander os i det, vi tolker, og at vi tolker i 1. person.

Det sidste betyder, at hvis jeg tolker et forældremøde og siger: “Jeg vil gerne bage kage til hytteturen” – så er det den forælder, jeg tolker for, der stiller med kagen, og ikke mig.

Tavshedpligten omfatter både det, vi taler om, men også de brugere vi tolker for. Derfor vil man altid få et afglider-svar, hvis man f.eks. spørger mig, hvor jeg kender den døve bruger fra, eller hvor længe vedkommende har været døv. Til gengæld tolker vi hjertens gerne, hvis man selv vil spørge ham eller hende selv. 

Hvornår er vi med:

Vi er typisk med i de mere formelle situationer, f.eks. møder og større arrangementer, men vi kan også være med til børnefødselsdage, til tjek hos skoletandlægen, til disko i SFO’en osv.

Helt lavpraktisk er det sværere at følge med, når der er mange, der taler på én gang, og særligt i situationer, hvor der bliver givet informationer, som er vigtige, vil de fleste døve forældre, jeg er stødt på, foretrække at der er en tolk til stede.

Ideelt set var der tolke tilgængelige i alle situationer, fordi en stor del af den sociale klister, forældrene imellem, netop smøres på i garderoben, eller når man følges ud til bilerne på p-pladsen, men ud over det praktisk umulige i dét, bliver tolke også i 98% af tilfældene betalt af det offentlige, og her rammer vi jo så det evige dilemma med, at hvis nogen skal have mere, så er der andre, der skal have mindre.

Engang imellem kan der være forældremøder osv, hvor der burde være tolk på, men hvor der ingen kommer, enten pga. sygdom, for sen bestilling, eller fordi der ikke er tolke på vagt/flere tilbage at tage af.

Hvilket bringer os videre til næste punkt: 

Hvorfor kommer der en ny tolk hver gang?

Tolkeopgaver i dag bliver vundet i udbud, og ét af parametrene, vi bliver valgt ud fra, er pris. 

Det betyder, at vi skal være ret omkostningseffektive, for selvom timeprisen for en tolk er høj, er der mange faktorer, der skal tænkes ind. F.eks. skal man kunne få tolk, selvom man bor i Hvide Sande, og den tolk, der kører derud og tolker en lægesamtale på 20 minutter, kan ikke nå at tolke mere dén dag, fordi 80% af vores opgaver ligger inden for det samme tidsrum. Indtjeningen i et tolkefirma er derfor ikke bare ‘antal tolke x maximale antal tolketimer’, men afhængig af en mange forskellige, udefrakommende faktorer. 

Derfor har man kun det antal tolke ansat, som man har opgaver til; det ville være for dyrt (og dermed påvirke den pris, man afgiver tilbud ud fra), hvis man skulle have disponible tolke til at hænge i garderoben, bare for en sikkerheds skyld, for i nogle perioder kommer der mange små-opgaver, som f.eks. forældremøder, koncerter, fodboldkampe eller korte AMU-kurser, mens der i andre perioder ikke kommet noget som helst. Vi er et fag, hvor vi stort set intet kan gøre for at påvirke efterspørgslen, for der er de døve, der er, og de skal det, de skal. Hverken mere eller mindre. 

Og det er forklaringen på, hvorfor man på de små opgaver typisk ser mange forskellige tolke; de bliver dækket af det, der er tilbage, når de store, faste opgaver er dækkede og tolke > < bruger-sygdomspuslespillet er gået op.

Nice to know:

“Hvad har du brug for?”

Vi er skolede til at bede om det, der er nødvendigt for at få samtalen til at glide, både ift. fysisk placering, gentagelser, taletempo osv. Så overlad det trygt til os.

“Er der nogen, man ikke må gøre?”

Egentlig ikke. Det er os, der er de professionelle, og vi skal nok styre uden om faldgruberne, og vi er så vante til det, at du formentlig ikke opdager, at vi gør det. Vi bliver dog altid glade, hvis man kan tale én ad gangen, og en bette dagsorden/lidt forberedelsesmateriale (sange, prædikener, kopier af det, der udleveres) varmer også et flosset tolkehjerte.

“Hvorfor skal du have så mange pauser?”

Vi har brug for pauser ca. en gang i timen, og den skal være ca. 10 minutter lang, både for at kvaliteten af tolkningen bevares, og for at forebygge slidskader. Ved de opgaver, hvor det ikke kan lade sig gøre, kommer der typisk to tolke, og så kører vi i skift på 15 minutter ad gangen.

Typisk bruger vi danskere 10-20 minutter på småsnak, inden vi sådan rigtig går igang med tingene, og derfor sidder mange med en følelse af, at de lige er startet på Den Ægte Opgave, når vi beder om en pause. Men for os er det lige meget, om vi tolker småsnak om Gift Ved Første Blik eller en minutiøs gennemgang af Lean-principperne; belastningen af vores hjerner og arme er den samme, og derfor tæller småsnak også med. 

“Kan du blive lidt længere?”

Noget af det, jeg ofte oplever er svært for folk at forstå er, hvorfor vi ikke bare kan blive lidt længere, hvis en opgave trækker ud. Somme tider kan vi, mens vi andre gange er nødt til at sige nej. Det kan skyldes, at vi skal videre til en anden opgave, det kan handle om, at vi har tolket mange, hårde timer tidligere på dagen, eller det kan være fordi vi er helt almindelige mennesker, med helt almindelige liv, og børn, der går til gymnastik og institutioner, der lukker.

Det er værd at nævne, at det er noget, vi temmelig ofte bliver spurgt om. 

“Er det uhøfligt ikke at tale til tolken?”

Nej. Faktisk gør det vores job sværere, hvis du forsøger at inddrage os i samtalen. Jeg ved godt, at det kommer fra et godt sted, men tænk på, hvor mystisk det ville virke, hvis dommeren i en retssag pludselig henvendte sig til tolken. Eller hvis politikerne i Bruxelles pludselig begyndte at sludre med tolkene, mens de sidder og simultantolker. Vi er der som et teknisk hjælpemiddel; hverken mere eller mindre. 

(-men når det er sagt, er det jo stadig rart at blive behandlet som menneske; at man f.eks. hilser på os, når vi kommer og kaffe takker vi sjældent nej til).

“Hvad gør vi, hvis der skal tolk med til en fest?”

Her oplever jeg, at mange er i tvivl om, om man skal “tælle” tolken med som gæst.

Ikke i traditionel forstand. Hvor vi sidder er for så vidt underordnet, bare det er overfor den, vi skal tolke for, så de kan se os – og helst ikke er lige op og ned af en højtaler.

Om man vil bestille forplejning til tolken er 100% op til den/dem, der holder festen. Vi har ingen forventninger om det overhovedet, for selvom det måske er en stor dag for jer, er det for os stadig “bare” another day at the office. Min personlige oplevelse er dog, at dem, der fravælger mad til tolken, ofte bliver lidt forlegne over det, når dagen kommer, fordi det “larmer”, når der sidder et menneske uden en tallerken ved bordet, og fordi de andre gæster spørger til det 🌸

So there you have it. Jeg tror, at det er det, jeg oftes bliver spurgt om, når jeg er ude i marken. Som altid er det jo svært *ikke* at vide, det man ved, så hvis der er noget, jeg ikke har forklaret godt nok, eller som giver anledning til yderligere spørgsmål, så skyd endelig løs i kommentarfeltet.

M2019, uge 35

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg ryddet op i medicinskabet (hvilket er et stort ord at bruge om den kasse, vi har til formålet, men altså…)

Ovenpå mit oprydningsprojekt er det pludselig mere overskueligt lige at tage en kasse hist og pist, og den her var long overdue, kunne jeg se, da jeg tjekkede holdbarheden på de forskellige tuber og pakker. 

Jeg fik pakket en pose og afleveret den på apoteket, og googlet det, jeg ikke længere kunne huske, hvad var til, og jeg kan se, at vi skal have virkelig meget halsbetændelse i år, hvis vi skal nå igennem alle de strepsil, jeg har fået raget til mig. (OVER i kurven, Nemesis!!)

2.

Har jeg fået brugt en pakke isvafler, jeg har flyttet rundt på et par måneder, som jeg i sin tid købte, fordi vi fik gæster. (Vi kører typisk sodavandsis herhjemme).

Jeg tror, at det er noget af det, der ofte skaber madspild; når man har et eller andet, som fylder ret meget i et skab, og det kræver en aktiv indsats at få brugt. Så ender man til sidst med at tabe tålmodigheden, og bare kyle det ud.

Men da jeg så vejrudsigten for ugen, skrev jeg en liter is på indkøbssedlen, og herfra har børnene klaret resten:)

3.

Er jeg blevet færdig med at rydde op i mit skur. Jeg har været ALT igennem, også kasserne med ting, jeg stillede derud, da vi flyttede ind.

De to store kasser med køkkenting er tømt; et frugtfad og en vinkøler er flyttet ind i mit køkkenskab, mens resten er sendt til genbrug. Stofkasserne, som stod i en anden plastikboks, pakket ind efter alle kunstens regler, lugtede sure, da jeg pakkede dem ud, så de røg til destruktion, og et sted i dén historie ligger en lektion om at gemme til natten og katten gemt.

——————-

Jeg ved, at der er kommet nye læsere med ombord, siden jeg startede M2018/2019-projektet sidste år, og derfor har jeg lyst til at skrive lidt uddybende om alt det her med at rydde op og rydde ud, fordi den fysiske manifestation af, at man flytter sig, gør noget rigtig godt for hele holdningen til at leve mere simpelt. 

Jeg ved godt, at declutter-guruen Marie Kondo anbefaler, at man tager alt i ét ryk, men for mig kommer det aldrig til at ske. Alligevel kan man sige, at jeg var den store oprydning igennem sidste år, hvor min lyst til at leve med mindre for alvor slog igennem og blev konkret. Så selvom det strakte sig over flere måneder, kan man måske alligevel sige, at der var tale om en samlet proces.

Den første, store oprydning er relativ nem for de fleste, tror jeg, fordi man er optændt af lysten til at skille sig af med ting, og fordi der i stort set alle almindelige hjem ER en masse, der er indlysende til overs.

Men fordi det her er en udvikling, er der intet, der står stille, og når man skiller sig af med de ting, man har, bliver det – helt konkret – nemmere at se dem, der er tilbage. Orden avler orden, og som tiden er gået, er det for mig blevet tydeligt, i hvor høj grad sind og omgivelser hænger sammen. Det frigiver en masse energi at skille sig af med det, det ikke længere giver mening at holde fast i. 

Derfor tror jeg, at den sidste måned for mig har været næste bølge, hvor jeg har sluppet mange af de ting, der var følelser knyttet til, og så selvfølgelig i samme ombæring har taget det, der bare stod på hylden og fes husleje af.

Som jeg skrev lidt om for et par indlæg siden, tror jeg, at man skal være klar, hvis det skal give mening at gå i gang. Til gengæld tror jeg også, at det er et mindset, man kan hjælpe på vej, og her er det så, at Marie Kondos og mine veje skilles. 

For hvis jeg skal fortælle, hvordan jeg over de sidste 4 uger har fået sendt 5-6 trailer-læs på genbrugspladsen og afsted til nye hjem, så er det faktisk meget konkret, opdelt og lidt-ad-gangen-agtigt:

A.

Jeg startede med at besluttede, at jeg ville bruge 2 uger på at rydde op inde, og derefter 2 uger på at “rydde op” ude (ordne have, rydde op i skur, vaske skraldespande osv) under overskriften “Jeg når det, jeg når”.

B.

Dernæst skrev jeg en liste over de ting, jeg ideelt set gerne ville nå. Indelisten skrev jeg på 1. dagen, udelisten skrev jeg på 14. dagen, simpelthen for ikke på forhånd at blive overvældet af opgavens omfang.

Jeg undlod at prioritere listen, og satte ikke konkrete uge-dage på de enkelte opgaver, fordi: D.

C.

Herfra var planen, at tage én ting fra listen om dagen – og kun én. Fordi livet og hverdagen altid arter sig anderledes, end man forventer, ikke? Hvis planen er at tømme ét skab i bryggerset, kan jeg godt overskue det, selvom jeg har haft en lang dag. Er ambitionen derimod at tage hele øverste række, skal der ikke meget til, før det bliver (for) uoverskueligt, og risikoen for kl. 22 at stå med hele bordet fyldt med ting, jeg er alt, alt for træt til at forholde mig rigtigt til, fordi aftensmaden tog længere tid end forventet eller nogen ikke ville sove, er stor.

Så én ting. Også selvom jeg efter den ene ting tænkte: ‘Jeg kunne også lige…’ Min aftale med mig selv var, at hvis jeg følte mig i humør til at tage en ting mere, så måtte jeg først gå i gang med den, når madpakkerne var smurt, opvaskemaskinen var tømt og børnene lagt i seng. På den måde sikrede jeg, at jeg ikke fik startet på noget, jeg ikke kunne overskue at afslutte. 

D.

“Det skal ikke være perfekt, og det behøver ikke være alt eller intet.”

Det her mantra var ret vigtig for mig, da jeg var 5 dage inde i projektet, og opstartsflammen var gået fra ‘brølende bål’ til ‘blafrende stearinlys’.

De dage, hvor jeg var fuldstændig kørt over, tog jeg en af de små/nemme opgaver, også selvom jeg oprindeligt havde tænkt, at jeg ville tage en af de større. Og det er her, det er vigtigt, ikke på forhånd at have lagt sig fast på, hvad man laver hvornår, for har man det, bliver det et lille nederlag at fravige aftalen, man har lavet med sig selv og sin to-do, hvorimod det føles som en sejr at have taget en opgave, når man egentlig hellere ville junke Netflix. 

E.

Sidst, men absolut ikke mindst kørte jeg på genbrugspladsen, til genbrugsbutikkerne og forbi venner, der havde meldt ind på at aftage ting, omtrent hveranden dag.

På papiret virker det mest logisk at samle alt sammen, og køre det hele afsted til sidst, men når man sender det afsted løbende, mærker man allerede lettelsen og den gode fornemmelse undervejs, og det er på alle måder med til at skabe og underbygge momentum.

Desuden er der ikke noget, der stresser mig så meget som løse ender, og stress er bare et virkelig dårligt sted at rydde op fra, fordi det så kommer til at handle mere om at blive færdig, end om at få det gjort ordentligt. Ved at sende tingene afsted løbende, sikrede jeg mig, at jeg kunne stoppe any time, hvis der pludselig var nogen, der blev syge, eller chefen fik en ide, der bare *måtte* eksekveres nu.

Ovenstående måde at gribe opgaven an på virkede rigtig godt for mig, fordi oprydningen kom til at bestå af mange små dele, og jeg vidste, at jeg hele tiden kunne afbryde projektet, og stadig være nået et stykke af vejen. På den måde var ingen indsats for lille og intet føltes omsonst, hvilket var meget fordrende for lysten til at gå i gang – og for viljen til at blive ved.

Hvis du har tips eller tricks til, hvordan du griber de store oprydninger an, så del endelig i kommentarfeltet. Der er med garanti nogen derude, der kan drage nytte af lige præcis *dine* erfaringer.

Rigtig god weekend derude.

Genbrugsgaver

(Først: Tak for diverse forslag til blogs. Jeg glæder mig til at grave mig ned i dem. Som tak for hjælpen har jeg samlet alle forslag på en link-liste nederst i dette indlæg) 

Det her indlæg startede egentlig som et punkt til et M2019-indlæg, men det blev så langt, at jeg til sidst besluttede at konvertere det til et selvstændig indlæg. 

Som overskriften antyder, handler det om holdningen til brugte gaver, og næst efter mælk, tror jeg, det er det emne, der giver de mest indædte meningsudvekslinger i minimalistgrupperne rundt omkring. (- som det hedder, når de voksne skændes).

Det er en diskussion, hvor der er rig mulighed for at rage uklar, og fordi jeg de sidste par år – blandt andet her på bloggen – har talt meget og varmt for genbrug og second hand vil jeg gerne give mit besyv med.

Jeg har givet begge mine børn brugte gaver, både til jul og fødselsdage, og jeg har også de sidste par år på min egen ønskeseddel tilføjet “må gerne købes brugt” efter ca. halvdelen af tingene. 

Dette blot for at sige, at jeg som udgangspunkt synes, at brugte gaver kan være en god løsning. 

Når jeg alligevel ikke er fan, er det fordi diskussionen stort set altid bliver bragt på bane af giveren; altså, om man kan tillade sig at *give* brugte gaver.

Og det synes jeg ikke, man kan – i hver fald ikke medmindre der er lavet en udtrykkelig aftale om det.

Jeg ser mange, der begrunder deres ønske om at give brugte gaver med, at de ønsker at “melde sig ud af forbrugsræset”, hvilket er et synspunkt, jeg fuldstændig forstår. Men spørgsmålet er, om man kan gøre det fra giversiden? Er det ikke kun som modtager, at man kan ønske sig en ged eller en brugt vase? For mig er det andet lidt som at være med i en kageordning, og så en dag, uden varsel, at stille med skrællede gulerødder, fordi man har besluttet, at vi alle sammen spiser for meget sukker.

Man kan hade eller elske jul og fødselsdage og de traditioner, der knytter sig til begge begivenheder, men hvis man indtil nu har gjort som stort set alle andre, har man jo (stiltiende, måske, men stadig samtykkende) bakket op om gruppens holdning til gaver og kage – og så synes jeg også, at beslutningen om en ændring er nødt til at ske i gruppen. Ikke at man behøver at være enige, men så må man melde ud, at man ikke længere ønsker at give gaver, og derfor heller ikke forventer nogen retur. Eller man må spørge dem, man normalt er på gave med, hvor de står ift. genbrug.

For man kan sagtens være pro-genbrug og mindre materialistiske gaver, men samtidig have ting/materialer, man ikke ønsker at overtage brugt. Jeg har det f.eks. ret stramt med ting i stof, så jeg ville blive virkelig træt af det, hvis jeg (= Frida) fik en brugt bamse eller pyntepude. En af mine veninder kommer næsten til at gylpe ved tanken om at spise noget, andre har tilberedt, så for hende ville det *ikke* vække lykke at modtage et glas karameller, som man har lavet sammen med sine børn. Heller ikke selvom det er tanken, der tæller. 

Og så rammer vi noget af det, som virkelig undrer mig i de her grupper – for er målet ikke, at vi som race reducerer vores forbrug? Det redder vel hverken jord eller regnskov, at det kun er 10%, der skærer ned, flyver mindre og sparer på kød og vand? Alligevel oplever jeg, at der er virkelig mange i de her fora, der udelukkende fokuserer på, hvad *de* har lyst til at give – efter at have brugt 2 år på at skille sig af med de ting, som de ikke længere selv bruger/ønsker. Er det ikke super dobbeltmoralsk, at man er hyper-bevidst om ikke at fylde sit eget hjem med skrammel, men er ligeglad med at trække det ned over hovedet på andre?

Det er den materialistiske side af det, men derudover synes jeg også, at man med brugte gaver fralægger sig selve gestussen i det at give gaver, nemlig at give modtageren noget, der bringer glæde. Om noget synes jeg netop, at man her giver en gave, bare for at give den, samtidig med, at man fralægger sig ethvert ansvar for, hvad modtageren skal stille op, hvis vedkommende får 2 ens brødkasser, som jo så ikke kan byttes, fordi de er brugte. Eller hvis børnene på 5 år måske ikke lige har fået mailen om, at de er blevet miljøaktivister, og derfor får lange næb, når de åbner gaven, de håbede var Lego, og det viser sig at være et træpuslespil eller 5 plastikdyr, de ikke på nogen måde har ønsket sig.

Eller en handske, de faktisk HAR ønsket sig, der kan blinke og lyse – men som ikke duer. Og det er bare ærgerligt.

Her kan jeg på kommentarfeltet på fb se, at det er en meget populær holdning, at skuffede børn = forkælede børn, som skal se at lære noget taknemmelighed. Det er et synspunkt, som jeg tænker hænger meget sammen med opdragelsesstil –  jeg mener ikke, at børn nødvendigvis lærer noget af at blive kede af det. Selvfølgelig er der nogle lektier i livet, der gør ondt at lære, men at miljøbevidsthed skulle være én af dem, synes jeg bare er flat out dumt. Det er da næsten den eneste måde at sikre sig på, at de går kontra på et tidspunkt.

(Og bare lige for at tage den med ønskesedler med, når nu vi er ved emnet “for det er jo bare en bestillingsliste!”, så synes jeg på alle måder, at ønskesedler ER minimalistiske. De sikrer, at man rent faktisk får noget, man har brug for, OG de gør det muligt at ønske sig brugte ting, fordi man kan dele sedlen op og give to ønsker til sin søster, 2 til sin mor osv, så man på den måde sikrer, at der ikke ligger 4 brugte kageruller under træet d. 24.)

(Og selvom du finder “den perfekte gave – hver gang!” så er det måske en tanke værd, at det er dig selv, der synes det. Jeg siger ikke, at du tager fejl. Jeg siger bare, at hvis vi nu alle sammen prøver at tage udgangspunkt i os selv, hvor mange har vi så hver især omkring os, der rammer plet *hver* gang, når de free styler på gaver, mad og underholdning?)

Jeg synes, det er 100% fair, at vi hver især begynder at redefinere, hvad gaver er, og hvilken rolle de skal spille i forbindelse med højtider hjemme hos lige præcis *os*. Men jeg synes, det er noget, der er så mange traditioner omkring, at det bliver unødvendig konfliktfyldt at træffe en autonom beslutning, og så bare tvinge den ned i halsen på andre. Særligt fordi det så både bliver gavetraditionen, men også det, man prøver at sætte i fokus i stedet, nemlig fællesskabet og samværet, der bliver påvirket negativt, og det er en skam, for sådan behøves det ikke at være. 

Snak om det inden. Lav aftaler. Led med eksemplet og håb, at det smitter.

Og som belønning for at være nået gennem den lange tekst, er hermed listen over foreslåede blogs.

God læselyst.

Lillemor

Æselperspektiv

Miriams blok

Music is my secret

Trixyworld

Fru Holmboe

Et sted i verden

Jernmor

Plantesmilet

Zetland

Jord under neglene

Karmamilli

Nutidens mor

Krøllerier

Mette Marie Lei Lange

The Bloggess

Autisme plus far

Ind i verden

Tiefental

Freyamay November

Sofie Ude

RockPaperDresses

Inspiration til nye blogs?

Solen skinner lige nu, men dagene er allerede blevet kortere, og det er mørkt, når børnene sover, og jeg lister ud på terrassen med min te.

Der er et snert af efterår i luften, som minder om, at vi inden så længe kommer til at bruge flere timer indenfor, og måske er det derfor, jeg i morges pludselig kom til at savne lidt inspiration til nye steder at læse med, og nye vinduer at kigge ind af.

Så i dag er det jer, der skal gøre alt det hårde arbejde.

Hvor læser I med? Hvem er gode?

Man må gerne smide sig selv i puljen, men det er ikke rejse-, mad- og meget smalle tema-blogs, jeg efterlyser, og heller ikke blogs med tungt fokus på forbrug.

Jeg er på jagt efter mennesker man kan mærke. Mennesker med historier, der stikker i alle retninger, og ægte liv – med alt, hvad det indebærer. 

Traditionelt kommer der relativt mange kommentarer til indlæg som dette, så for at holde det så overskueligt som muligt, kommer her et billede af min blogroll, som er blogs, vi allerede læser og holder af, og som man derfor ikke behøver at plugge. 

På forhånd tak for hjælpen.

M2019, uge 34

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet mere op og både solgt og foræret (en masse) ting væk. 

Jeg valgte at sætte min mælkeskummer, mit tapasbræt og et salatsæt til salg, fordi alle 3 ting var mærkevarer, og dermed lettere at sælge end en anonym salatskål af ukendt mærke. 

De 3 ting tilsammen ville have kostet 1400 kr, hvis man skulle købe dem fra nye, og jeg solgte dem for i alt 300 kr. Det bekræfter min tese om, at man ret hurtigt kan komme af med det meste, hvis man er villig til at sælge for ca. 20% af nyprisen. 

Blandt tingene, jeg har foræret væk, var 3 dvd-afspillere til bilen, bøger, urtepotteskjulere, vaser osv. 

Og endelig har jeg kørt et hav af skåle, tallerkner, flere urtepotteskjulere, køkkenmaskiner osv. til Hjemløses Venner. Noget af det har jeg haft sat til salg inden, mens resten bare er sat direkte i donations-kassen.

Undervejs har jeg haft god tid til at tænke over, hvor meget det varierer, hvordan jeg griber oprydning og overskydende ting an.

I nogle perioder har jeg intet imod at bruge tid på at sælge. Jeg piller opslag ned og lægger dem op på ny (så de kommer øverst på salgssiderne), jeg ændrer på billederne, jeg sætter tingene sammen på nye måder osv. Jeg bruger tid på det, alt imens tingene står i bryggerset og fylder, men jeg har intet imod det, og kan næsten synes, at det er lidt hyggeligt.

I andre perioder, som f.eks. lige nu, kan jeg mærke, at jeg bare skal have det ud. Det handler helt sikkert om mængden af ting (at der f.eks. er forskel på at have en vinterjakke liggende kontra 1/3 af det samlede køkkeninteriør), men jeg tror også, at det handler om, hvad der ligger bag den oprydning, jeg på det givne tidspunkt er i gang med. For lige nu kan jeg mærke, at det handler om at skille mig af med alt overflødigt, og mentalt at brænde marken ned, så jorden igen kan blive frugtbar, og der kan plantes nyt. Det betyder, at det, at få tingene ud og væk og at skabe ro og orden, vejer langt tungere end en potentiel økonomiske gevinst.

2.

Endelig accepteret, at mine børn ikke vil spise de müslibarer og den store pakke med grovknækbrød, jeg har flyttet rundt på i et par måneder, og derfor taget tingene med på kontoret, hvor de til gengæld ser ud til hurtigt at få ben at gå på.

3.

Takket være min oprydning i skabet med mapper fået så god plads, at den øverste hylde har kunne omdannes til “bar-skab”, så jeg kan have papvin stående.

Papvin ER bare billigere end vin på flaske, men jeg hader at have de der dumme papkasser til at stå og rode. De fylder helt vildt, og ift. hvid og rosé, har jeg ikke plads i køleskabet til dem, hvilket betyder, at vinen aldrig er kold, og dermed ikke bliver drukket.

Men nu har jeg vasket to tomat-passata-flasker af, og de er perfekte at fylde over i. De er lave nok til at stå op i køleskabet, og dermed optager de meget lidt plads, og så kan de genfyldes og vaskes af i én uendelighed.

Papvinen er købt, flaskerne fyldt og sat på køl, og jeg er klar til at fejre, at bæredygtighed og god og billig vin pludselig kan gå hånd i hånd.

Skål og god weekend.

I øvrigt:

*Er jeg glad for, at den der aging-app er ved at tabe pusten igen efter flere gange oprigtigt at have været i tvivl om, om folk har brugt den på deres nye profilbilleder. 

*Har jeg lige betalt 60 kr. for at sende en paperback 100 km nordpå. Altså dobbelt så meget, som jeg i sin tid gav for at få den sendt tværs over Atlanten. Til gengæld er der ikke en eneste postkasse så langt øjet rækker. Er der ikke snart nogen, der giver Post Nord nådesstødet?

*Skal, SKAL jeg lære, at gudesmukke kokke-Antoni fra Queer Eye og jeg IKKE deler opfattelse af, hvad der smager godt. Jeg har nu lavet 3 af de ting, han kokkererer i programmet, og hver gang har det resulteret i det her:

Jeg skulle have vidst det ved ‘tilsæt koriander’.

*Havde Anton forleden fået sig forvildet ind på noget “Japan’s got talent”, hvor det, der efter min bedste overbevisning var far og datter, udførte et danseshow på en stripperstang forklædt som slikpind. Alle var meget begejstrede. Jeg forstår pludselig behovet for at lave særskilte show fra land til land.

*Er jeg i gang med Mindhunter 2, og hvor jeg nærmest græd af begejstring over 1’eren, føler jeg den ikke helt denne gang. Måske fordi jeg lige har set The Sinner, som til gengæld gav mig ALL the feels?

*Tror jeg ikke helt jeg forstår de mennesker, der præsenterer sig i facebookgrupper med flere tusinde medlemmer. No hate, men har vi ikke alle nok at gøre med at holde styr på, hvad vores egne børn hedder?

*Har jeg endelig fået lavet den fotobog, jeg har haft på min to-do i et halvt år, og jeg har været nødt til at gemme den væk, fordi jeg tuder, hver eneste gang, jeg bladrer i den. Børnene er så smååååå! Og søøøøøde! Der er tale om 2 år gamle billeder, og jeg er blevet blød.

*Bliver jeg vanvittig over de kvinder, der stiller 16.000 spørgsmål til noget, man har sat til salg på Marketplace, og efter en spørgerunde, der er længere end de fleste partirunder op til valg, slutter med: “Jeg skal lige snakke med min mand om det.” Dame. Det er en plastikscooter. Til 40 kr. Carpe diem.

*Har jeg netop lukket den danske true crime bog “En djævel i den lyse nat” af Søren Baastrup, og den får 5 store stjerner herfra. Den handler om mordet på Stine Geisler, der blev slået ihjel i 1990, som er lige omkring det tidspunkt, hvor min voksne hukommelse er etableret. Derfor har det været ekstra interessant at læse om sagen, fordi jeg kan huske brudstykker af både den og sagerne efter, og hele tidsperioden omkring, men her har jeg fået det sat sammen til en sammenhængende fortælling. (Er dog lidt rystet over, at billederne i bogen er fra 1990’erne, og ikke – som jeg var overbevist om – fra 1970’erne. Jeg *fatter* ikke, hvor antikverede, de ser ud).

*Har vi nu officielt ramt den tid på året, hvor jeg konsekvent har enten for lidt eller for meget tøj på. Sved-behæftet forkølelse coming up.

*Vil jeg gerne invitere jægere og lystfiskere, der har fået nok af al den natur, til at komme hjem til mig til en spændende gang hvepse-safari. Man må beholde alle dem, man nedlægger.

*Skal jeg høre, om nogen ved, hvor man finder sange, der ikke er på de traditionelle musiktjenester? Jeg er på jagt efter Bluest eyes in Texas med A Camp/Nina Person, som er på soundtracket til Boys don’t cry, og jeg kan kun finde den på youtube. (Jeg ved godt, at der findes programmer, der konverterer videoer til mp3 filer, men jeg var ved at give min computer aids, da jeg i går forsøgte, så alternativer ønskes).

*Er der en lille dreng i Fridas børnehave, der ligner Anton som lille så meget, at jeg aktivt må bekæmpe trangen til at skovle ham op og kramme ham. I morges afleverede hans far og jeg samtidig, og da vi står 100 forældre og et par pædagoger i garderoben, siger pædagogen: “Han ligner godt nok Anton!” hvortil faderen vender sig mod mig, blinker og siger: “Det kan være de har samme far…” #LetsGiveThemSomethingToTalkAbout

*Var jeg forleden ude at handle sidst på en ualmindelig irriterende dag. Ved kassen er køen af den slags, der bugter sig, og jeg kan allerede på lang afstand se ham, der har tænkt sig at snyde foran. Og ganske rigtigt. Normalt giver jeg med glæde forlommer, fordi jeg selv bliver så glad, når andre lader mig og min liter mælk komme foran, men den der med at forsøge sig med hugormen, og derefter spille blind?

Not today, satan.

M2019, uge 33

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

ENDELIG fundet en madkasse, der passer til min frokost, og min tilfredshed over, hvor mange plastikbøtter, jeg slipper for at slæbe rundt på, er astronomisk. 

2.

I forlængelse af ovenstående ryddet op i køkkenskabene, fordi jeg fik akut spat af, at det føltes som Tetris, level pro at få plads til de nye madkasser og drikkedunke. Og som det altid er med oprydning, greb det om sig, så nu er alle de køkkenskabe, der længe har irriteret mig, ordnet.

Det er virkelig mærkeligt, for jeg kører et ret stramt regime ift. at holde orden i mine skabe, og det, jeg har købt til mit køkken de sidste par år, kan tælles på en hånd. Alligevel har det rodet i skabene længe, og jeg har mere end én gang tænkt: “Hvor KOMMER alle de ting fra?!?”

Men måske er det noget med, at man (apropos seneste indlæg) også her arbejder i cirkler; at jo færre ting, man har, jo nemmere bliver det at få øje på det, man ikke længere bruger. Og måske også, at man bliver klar til at skille sig af med ting i etaper? For de første gange, jeg var mine ting igennem, var det nemt at pege ud, hvad jeg ikke brugte, og hvad jeg ikke ville savne, men det var også ting, der automatisk blev flyttet over i ‘skal blive’ bunken, fordi jeg havde fået dem i gave/syntes, at sådan én *bør* man have. Men da jeg nu lå halvvejs inde i skabet, fik jeg øje på nogle fade, som jeg virkelig elsker, og bliver glad over at eje, hver gang, jeg får øje på dem, som jeg stort set aldrig bruger, fordi der står 3 andre fade foran dem (= det var sådan, der var plads til det hele i skabet). Når jeg en sjælden gang har brug for fade, tager jeg bare ét af dem, der står først for, i stedet for dem, jeg faktisk bedst kan lide. Og det er sgu da tosset.

Så nu er køkkenet trimmet, og det jeg har, er det jeg bruger. For nu.

3.

Husket at lægge de overskydende madvarer fra mit oprydningsbonanza i Stop Madspilds-gruppen, og det hele er afhentet.

4.

Også ryddet op i skabene i bryggerset, fordi jeg virkelig ramte noget momentum, og pludselig kunne mærke, at jeg var klar til at rydde op i alle mine papirer og mapper.

Det er for mig noget af det, der kræver den allerstørste indsats, fordi det dels tager hundrede år virkelig at *LÆSE*, hvad der står på hvert enkelt stykke papir, hvilket er så kedeligt, at man næsten besvimer – men også fordi indholdet i nogle mapper tvinger én til at tage stilling til, hvor man er i sit liv. 

Jeg har i denne omgang smidt 3/4 af alle mine papirer fra fitnessbranchen ud. Det var tid, og jeg var klar. Det var jeg ikke sidst, jeg var mine mapper igennem, men siden er jeg blevet helt afklaret med, at jeg ikke kommer til at undervise i et fitnesscenter igen. De papirer jeg gemte, lod jeg blive, fordi jeg stadig ikke vil udelukke, at jeg kommer til at nappe et hold eller to i den lokale forening på et tidspunkt, og vælger jeg det, er der nogle ting, der er rare at have, men resten røg ud, sammen med ris/ros, breve, tegninger, brugsanvisninger og gamle kvitteringer. Lettelsen har været enorm.

Jeg snakkede med en veninde om, at det virkelig er en form for renselsesproces, fordi man får bedre plads, både konkret og mentalt. Men at det til gengæld også kræver, at man er klar til at tage afsked med tingene, og at det nok er derfor, man skal være i gear til det, når man rydder op – i hvert fald hvis det skal gøres ordentligt. 

Mit projekt strakte sig over en uge, og det giver naturligt nok nogle små-dyk i den mentale stamina undervejs. Den sætning, jeg brugte, hver gang jeg sad med et stykke papir, og pludselig syntes, at det, der stod på det, var ENORMT vigtigt var: “Hvis jeg på et tidspunkt får brug for den her oplysning – ville det så *nogensinde* falde mig ind at lede efter den her?” Svaret hver eneste gang var nej. #HejGoogle

5.

Leget madfabrik, fordi jeg pludselig ikke kunne have alle de små rester og sjatter, der lå og forstyrrede min nyetablerede orden. 

Som altid er jeg med på, at ingen af jer derude sidder med præcis de samme rester, og derfor er tanken ikke, at det her skal være inspiration til en konkret madplan. Det er bare et forsøg på at give ideer til, hvad rester kan bruges til, hvis man nu stadig er ny i stop-madspild-gamet. 

Jeg fik lavet:

a) en stor gryde tomatsuppe med fyld

b) en tærte

c) en portion kyllingegryde

d) mexicanske kyllingefrikadeller

Jeg lavede det hele i ét ryk, fordi det gav muligheden for at købe grønt på bud, rense og hakke det hele, og så var det bare at smide de forskellige ting sammen i de respektive gryder. 

Resterne jeg fik brugt var: 

Sambal Oelek (deller)

En halv pose nachos (deller og tærte)

En halv pakke pikantost fra fryseren (tærte)

En halv pakke pepperoni (tærte, deller, suppe)

En sjat salsa fra fryseren (kyll. gryde)

Revet ost fra fryseren (tærte)

En bakke trætte æg (deller og tærte)

To dåser tomatsuppe (suppe) (surprise)

Et halvt glas ajvar (kyll. gryde)

Jeg købte/brugte fra skabe og grøntsagsskuffe:

Porrer (tærte, kyll. gryde)

Gulerødder (deller)

Champignon (tærte, kyll. gryde, suppe)

Løg (tærte, kyll. gryde, suppe, deller)

Hvidløg (tærte, kyll. gryde, suppe, deller)

Squash (tærte, kyll. gryde, suppe)

Peberfrugt (suppe, kyll. gryde)

Kidneybønner (suppe)

Tomatpassata (suppe, kyll. gryde)

Tærtedej

Tartar (suppe)

Skinkestrimler (tærte)

Kyllingefars (deller, kyll. gryde)

Tomatpure (tærte, kyll. gryde)

Krydderier

Så for et meget symbolsk beløb har jeg aftensmad til minimum to uger, og jeg er allerede i gang med at arbejde på takketalen, jeg kommer til at holde for mig selv, når vi i slutningen af næste uge rammer matriklen, helt slået skæve af hverdag og virkelighed.

Maiden, mother, crone

Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, at det er en meget introvert blog, jeg skriver for tiden – hvis noget sådan ellers findes – og jeg bliver lidt usikker på, om den egentlig er relevant for andre, end mig selv. Om man overhovedet kan relatere til det, jeg skriver.

Det er ikke fordi ordene er ved at tørre ud, eller fordi jeg ikke ser verden omkring mig og har en holdning til den. Men jeg føler mig lidt overvældet i disse uger, uden at jeg helt ved, hvad det skyldes. Mine tanker springer hid og did uden helt at sætte sig fast, og jeg føler både, at jeg skøjter på overfladen og arbejder i de helt dybe lag. Jeg tror måske, at det er noget med alderen? At jeg lige nu står i startområdet til den nye rute, hvor retningen på mange måder er stukket ud gennem de valg, jeg har truffet, men hvor terræn og omgivelser er nye, og hvor jeg finder ud af, hvad jeg har i 40+ rygsækken i takt med, at jeg bevæger mig fremad. 

Jeg er i gang med mange ting, men det er der jo ikke noget nyt i, og selvom noget af det kræver en indsats, er det gode forandringer over hele linjen. Men jeg føler mig stadig .. fjern. Og drænet. 

Det mærkelige er, at mit humør egentlig ikke er påvirket. Jeg er ikke ked af det, vred eller fyldt med håbløshed; bare lidt distanceret til verden omkring mig.

Måske handler det om, at jeg er sådan et menneske, der justerer mit ambitionsniveau efter mit overskud, og derfor aldrig når til den pause, jeg forventer vil komme? 

Jeg mærker det tydeligt i forhold til, at der er nogle ting, som jeg simpelthen ikke kan tage mig sammen til. Min have giver mig kronisk dårlig samvittighed, og jeg synes hele tiden, jeg kommer i tanke om noget, jeg også burde gøre. Jeg øver mig i at huske, at alting forløber i cyklusser, for i min mentale tilstand føles det som om, noget tungt bliver løftet af mine skuldre, når en opgave er løst – for derefter at lande der igen, når opgaven så laver den her: 

Her har du mig *tilbaaage*

Som f.eks. græs der gror. Og biler, der bliver beskidte, mad, der skal laves og vinduer, der skal vaskes.

Men trods alt lytter jeg nu, når jeg får besked fra motherboardet om, at der ikke er mere ledig kapacitet, hvilket betyder, at jeg hverken falder så hårdt eller ligger så længe, som jeg gjorde for bare 5 år siden. Hver gang jeg står over for noget, jeg er nødt til at gøre eller løse, tænker jeg: “Hvad er den mindste del af opgaven?” og så starter jeg med den. Nogle dage når jeg ikke videre, andre dage viser det sig, at bilen godt kan køre, når den først er skubbet igang.

Jeg hørte for nyligt én, der af en feministisk terapeut var blevet anbefalet “to sit on it for a circle” og det ramte noget i mig. Det her med, at man, når man, tvunget eller frivilligt, ændrer vaner og mønstre, er nødt til at give det tid. Både ift. at mærke det, men også ift. at snakke om det. Egentlig forstår jeg alting bedst ved at tale/skrive om det, fordi min proces typisk sker gennem ord, men jeg kan godt mærke, at jeg, når jeg gør det, måske lader tingene blive på hjerneplan, så jeg bliver formidler af noget, i stedet for at hive det ned i kroppen og hjertet og selv blive en del af processen.

Så det er det, jeg gør lige nu. Sidder.

Og det er forklaringen på, hvorfor der for tiden ikke er plads til så forfærdelig meget andet.

M2019, uge 32

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Samkørt med en veninde til Lego-land; noget, jeg ellers ikke har været ret god til at gøre. Når jeg har børnene med, har jeg indtil nu prioriteret, at vi skal kunne komme hjem, hvis børnene pludselig får nok/bliver syge, og jeg kan, hånden på hjertet, godt få lidt klaustrofobi af at være taget til fange og være afhængig af, at alle skal blive enige om exit-tid. Men børnene er ved at være så store/robuste nu, at jeg egentlig gerne vil begynde at lære dem kompromisset kunst, og så er samkørsel, set med klima-øjne, det eneste, der giver mening. 

2.

Endelig fundet en ost, som jeg får spist, når jeg køber den som blok og ikke i skiver.

Min hjerne ved godt, at det med forskellen i kilopris nærmest er idioti at købe ost i skiver, men det her er én af dem, hvor erfaret virkelighed trumfer intellekt. Jeg H-A-D-E-R at fistre med ost. De der vokssider får min hud til at krympe et nummer, jeg har ingen bokse, der passer til ost, og derfor opbevarer jeg den altid i en pose, som bliver helt hvid og klam på indersiden, og alt ved konceptet frastøder mig. Derfor har jeg erkendt, at det – trods alt – giver mere mening at købe ost, der bliver spist, end ost, der lider en langsom, stille død bagerst i køleskabet, og så må jeg betale mig ud af mit ubehag. 

Men i sidste uge var jeg ude at handle og den ost, jeg skulle bruge var udsolgt. Jeg GAD ikke skulle til at lave flere pitstops ved andre butikker, og derfor tog jeg en cheasy blok-ost. (Ikke spons). Og der er sgu nogen i design-afdelingen hos Arla, der skal have lønforhøjelse, for den kommer i en boks, der slutter tæt og derfor kan bruges til opbevaring (OG boksen bliver ikke klam, fordi osten ikke gnider sig kælent op af siden), der er ingen voks-sider på (praised be!) og som prikken over i’et, er den pakket ind i noget papir-ish, der er perforeret, så det kan rives af, helt problemfrit, i takt med, at man spiser osten.

Kæmpe fan, lige her.

3.

Opdaget at der findes en lokal Stop madspildsgruppe i Esbjerg. Det kom sig af, at jeg havde lavet ris-ruller til børnene og mig, og det var der ingen af os, der sådan rigtig elskede. (Jeg har efterfølgende fået voksen-skæld ud over min fremgangsmåde, så vi er nu alle enige om, at det er min skyld, at de blev slimede og umulige at samarbejde med). Men jeg stod med en åbnet pakke rispapir, og vidste med 1000% sikkerhed, at det ville vi ikke få spist. Og jeg kender ikke lige nogen hernede, der var oplagte aftagere.

Jeg kom derfor til at tænke på, at det ville være virkelig smart med en lokal fb-gruppe, hvor man kunne forære den slags væk. Jeg lavede et opslag på min egen fb-side, og spurgte, om mine byfæller troede, at Esbjerg var klar til den slags tiltag – og det viste sig, at nogen var kommet mig i forkøbet, og at gruppen allerede eksisterede. Esbjerg: Douze points.

Jeg meldte mig straks ind, og hev en håndfuld mennesker med mig i faldet, men jeg kan godt se, at gruppen desværre er lidt død. Uden at jeg ved det med sikkerhed, har jeg en fornemmelse af, at der findes to slags madstoppere; den nye og den gamle generation. Og jeg tror måske, at der er mange af de gamle her? Dem, der forærer portioner af færdiglavet mad væk, og hvor jeg sagtens kan se, at det giver mening, ser jeg bare ikke mig selv køre tværs igennem byen efter noget sammenkogt ret, jeg ikke aner, hvad indeholder. Heller ikke selvom tanken er både fin, logisk og sympatisk.

Men jeg håber, at gruppen stille og roligt kan udvikle sig til at blive et sted, hvor ny-åbnede pakker ris-papir, de to liter mælk, der ikke kan holde til man kommer hjem fra sin forlængede weekendtur, de ting, man finder i skabet, og kan se, at man ikke kan nå at spise, og de to poser frossen grønt, man er nødt til at skille sig af med, så der er plads til sammenkogt ret i fryseren, kan smides up for grabs.