M2020, uge 38

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Modtaget 4 kæmpe poser arvetøj, som nu er sorteret, vasket og lagt på plads.

Jeg blev for en lille månes siden spurgt, om tøjet var noget, jeg var interesseret i, og det var det på alle måder. For et par uger siden var jeg så fræk nok til at sende en forsigtig besked og spørge, hvornår den søde giver forventede at være færdig med at sortere. Det ville jeg ALDRIG have gjort tidligere, for det føles sgu lidt offensivt. Men jeg nåede frem til, at når jeg selv giver tøj væk, så er det jo i håb om, at modtageren kan få glæde af det, og det får de ikke, hvis de når at købe alt det, de mangler i den størrelse, de modtager fra mig.

Jeg kørte første sortering efter børnene var lagt i seng, så jeg kunne pille det fra, som de ikke kan passe. Der er ingen grund til at invitere til et sammenbrud i tre etaper over en enhjørning-kjole, der er to størrelser for lille.

Anden sortering fik børnene lov til at være med til. Her fik vi skilt det fra, som ikke lige er dem – f.eks. alle de jeans, som jeg sådan havde håbet, Anton gerne ville have, men som han ikke kan forlige sig med at have på. 

Herefter blev alt det tilvalgte tøj vasket, og lagt i stakke på bordet, hvorefter vi tog den runde som børnene H-A-D-E-R: Hvor bluserne fra skabet lægges oveni den nye stak af bluser, og man får at vide, hvor mange, man må vælge at beholde. Det gør vi med alle bunkerne, for i en pose med arvetøj kan der sagtens være 10 t-shirts, og hvis det så tilfældigvis også er dem, vi har mange i skabet af, som stadig passer, så bliver skabet fuldstændig uoverskueligt. Jeg er til at forhandle med, så det er ikke sådan, at man bliver tvunget til at afgive tøj, man virkelig gerne vil beholde, men særlig Frida er slem til bare at ville gemme ALT, og det er der simpelthen ikke plads i skabet til.

Alt, hvad vi sorterede fra, røg videre, så andre kan få glæde af det, og jeg har nu et godt overblik over, hvad børnene har, og hvad de mangler. 

2.

I forlængelse af ovenstående: Tvunget mig selv til ikke at fare ud og købe det, de/vi mangler til efterårs- og vintergarderoben. Det er jeg ellers slem til, både fordi det er en opgave, der skal vinges af på listen, men også fordi det kan være svært at få fat i f.eks. en vinterjakke, hvis man slæber for meget på fødderne. Det kritiske tidspunkt er ofte midt i oktober, fordi det er der, børnepengene kommer, men i år har jeg besluttet, at vi venter. Både med fodtøj, termotøj og regntøj. For i år bliver anderledes end de foregående år pga. covid, og børnene kommer til at være meget mere ude. Derfor venter vi og ser, om det bliver mest vådt eller koldt. Desuden skyder begge børn i vejret som ukrudt, og kan vi trække den lidt, kunne man godt være så heldig, at de kan bruge det, vi køber, foråret med. 

3.

Købt en radio til mit køkken, som jeg er så glad for, at jeg bliver i upassende godt humør, hver gang jeg får øje på den.

Vi har haft nogle uger, hvor vi har været VIRKELIG tidligt oppe, og hver gang vi skal det, tænker jeg på, at det ville være hyggeligere for ungerne at vågne til duften af kaffe og lyden af lidt stille musik end mig, der forsøger at ruske liv i dem. Men jeg gider ikke stå og rode med spillelister på den tid af døgnet, hvor min evne til at træffe beslutninger stadig ikke er aktiveret, så jeg fik lyst til at købe en helt old school radio. Den står nu og brummer i baggrunden stort set hele tiden, og jeg elsker det. 

Når den er at finde her på listen, er det fordi, den minder mig om, hvor meget bedre jeg er blevet til ikke at bruge forbrug og nye ting som copingmekanismer, når jeg er træt, stresset eller sat til vægs. Ikke, at jeg tidligere har købt store eller vilde ting, men jeg har opdaget, at jeg, når jeg er presset i bund, har en lyst til at bruge penge, der faktisk minder lidt om den kulhydrat-craving, jeg kan blive grebet af, når jeg egentlig bare er træt eller overvældet. Og alle de små æsker fra Søstrene Grene og tørklædet og den fine kaffekop fra Sinnerup virker jo ikke som noget, der påvirker budgettet nævneværdigt. Men de ender alligevel med at fylde, hvis man små-shopper et par gange i måneden, og hvor jeg tidligere nærmest glemte min glæde ved noget nyt samme dag, jeg havde anskaffet det, fordi noget andet hurtigt kom til, så kan jeg i dag glæde mig virkelig længe og inderligt over de ting, jeg køber. De er ikke købt for at fylde et tomrum eller kamuflere en følelse, men udelukkende fordi jeg ægte mangler dem eller gerne vil have dem. Det føles godt.

I øvrigt:

*Vil jeg bare gerne starte med at sende 1000 point og vognlæs af kærlighed i hovedet på jer alle sammen. For jeg er så utrolig positivt overrasket over, hvor meget I engagerer jer i de spørgsmål jeres fellow-læsere sender ind, og jeg er helt blæst væk over, hvor empatisk og konkret I gør jer umage for at svare.

*Har jeg forsøgt at lære børnene at bruge mic-søgefunktionen på Google og YouTube. Anton har ret hurtigt fanget ideen, fordi det er nemmere at sige ‘Lego Demolition Truck’ end at skulle stave sig igennem det, mens Frida bøvler lidt mere med formatet. I går kunne jeg f.eks. inde fra værelset høre hende sige: “Vil du ikke lige prøve at finde den med Elsa og Anna, hvor de skriger? Tak.” I det mindste er hun høflig.

*Stod jeg forleden og børstede tænder, mens jeg læste mærkater på diverse plejeprodukter, og det gik op for mig, hvor trygt jeg lever mit liv i lykkelig uvidenhed om, hvor meget lort, der er i alt muligt. Jeg er slet ikke bange nok. Og jeg er ikke sikker på, at jeg synes, det er god reklame, når man på sin sæbe kan læse, at den nu er uden beriget uran.

*Og nu vi er ved reklamer: Kan vi snakke om den Gillette-reklame, der kører på Insta, hvor damen barberer ydersiden af sine lår? Det gør vi sgu da ikke, med mindre vi er konkurrencesvømmere på vej til OL, gør vi?

*Har det taget mig lige knap 10 år at komme i tanke om, hvem det er, Lord Voldemort minder mig om:

#StillTooOldForThisShit

*Vil jeg bare lige for mine podcasterinos nævne, at HBO har haft premiere på The Vow, som handler om NXIVM; den kult, som 1. sæson af podcasten Uncover handler om. Jeg har ikke set den endnu, da jeg venter på, at alle afsnit bliver frigivet, men podcasten var virkelig god, og jeg glæder mig til at få billederne med. 

*Havde jeg et par dage i sidste uge, hvor jeg havde givet den lidt for meget gas med aircondition i bilen, og derfor småhostede en smule. I Covid-tidsalderen er det at sidestille med en kønssygdom midt i ansigtet, og jeg havde glemt, hvor meget man HELE tiden skal hoste, når man virkelig, virkelig prøver at lade være. 

*Er det mig ubegribeligt, at der stadig findes forældre, der skriver jobopslag for deres velfungerende, ikke diagnose-bærende børn på 21. Hvordan kan man *ikke* se, hvad man med det signalerer?

*Har jeg podcastkrise i disse dage. Alt, hvad jeg starter på, er i bedste fald jævne 7’ere, og jeg har abstinenser efter en af dem, der fejer benene væk under én. Hvis nogen derude sidder på noget godt, så hit med det.

*Bliver jeg idiot af, at Dennis Knudsen, som vinder prisen for årets mest usympatiske opslag på Insta*, får lov at slippe udenom ved at skynde sig videre med masser af let gennemskuelige opslag om ‘powerkvinder’, sin status som singlefar og efterlysninger af opskrifter på leverpostej (ffs!). Jeg kan ikke holde UD, at vi er så ivrige efter at bevare den gode stemning, at vi beredvilligt lader som om, vi ikke opdager, at han laver Se-En-Måge!-tricket.

“Men må man nu ikke begå fejl længere, Linda?” Jo. Det må man. Alt det man gider. Men det her ikke en fejl. En fejl er, hvis du kommer til at klippe pagen kortere i højre side end i venstre, eller ved et frygteligt uheld får lavet auberginefarvede striber på Hanne. At lave et opslag som nedenstående er et maskefald, der på fineste vis illustrerer, hvem du i virkeligheden er. Jeg GIDER ikke, at han får lov at hygge det væk, og hvis han om 3 måneder er gæst i aftenshowet eller Mads & Monopolet, hvor han skal sidde og mene noget om alt muligt, sætter jeg ild til mig selv. Det SKAL have konsekvenser at bidrage så aktivt til at bevare en syg kultur.

-og hvis man er ved at være træt af at snakke og høre om det, så foreslår jeg, at vi gør en aktiv indsats for at lade debatten folde sig ud, så udviklingen kan tage fart i stedet for hele tiden at bremse og lukke ned i den gode stemnings navn.

*

I spørger, jeg svarer: Om veninder, børn og ensomhed

Henriette har sendt os en mail:

Jeg er 31 år og lever sammen med min mand og vores to børn på to og fem år. Jeg har veninder, men jeg savner rigtig meget mere kontakt og samvær med dem. Eller med nye veninder. 

Jeg har måske 5 veninder, som jeg vil kalde forholdsvis tætte, men der er kun en af dem, som jeg bor i samme by med. Og udover det har jeg nogle mere perifære venner/bekendte. Fælles for dem alle er, at jeg ville ønske, at vi sås noget mere, eller blot skrev og ringede mere sammen. Bare en lille sms en gang imellem, hvor der står, at jeg er savnet og tænkt på, ville betyde alverden for mig. 

Som hovedregel er det næsten altid mig, der tager kontakt, og når jeg ikke gør det, er det tavshed fra deres side. Det gør mig rigtig ked af det, for jeg føler ikke, at de lægger lige så meget vægt på venskabet, som jeg gør. 

Måske bør jeg også nævne, at mine år som mor har været svære for mig med to fødselsdepressioner og sygemelding osv. Jeg har helt sikkert ikke været mig selv, og er sikkert også en anden end tidligere. Og det ved jeg godt kan være opslidende at være i som veninde. Det har allerede kostet et par venskaber på den front. Men nu hvor jeg føler, at jeg har overskud igen, mangler jeg nogle, som også har overskud til mig.

Og måske er det også bare sådan det er, når de fleste af mine veninder selv har travlt med arbejde og småbørn? Jeg arbejder ikke selv fuldtid i disse år og har jo derfor mere fritid, så måske er det også ‘bare’ fordi andre ikke kan overskue veninderelationer på samme måde? 

Jeg ved det ikke, jeg er forvirret og jo mere jeg tænker over det, jo mere usikker bliver jeg. Bottom line er, at jeg gerne vil have mere kontakt med nogle veninder, som jeg kan dele ups and downs og alt midt i mellem med, og skal jeg blive ved med altid at være den første, der tager kontakt (og hvordan stopper jeg i så fald med at lave et indre regnskab over, hvem der tager kontakt?).

På forhånd tak for jeres svar.

Hej Henriette.

På mange måder ligner vores situationer hinanden – og så alligevel ikke helt. For i mit tilfælde er det nok tilflyttervinklen, der er den største hindring i at danne relationer; at de mennesker, jeg har omkring mig, ikke er mennesker, jeg har kendt tidligere. De bor, hvor de altid har boet, og har i det store og hele det netværk, de har brug for, hvilket gør det svært for mig at møve mig ind. 

I din situation er der, så vidt jeg forstår, tale om mennesker, du tidligere har haft tætte bånd med, men som du nu føler er svære at genetablere kontakten til, post børn, depressioner og .. ja, voksenliv generelt.

Og det er svært. Men det allerførste, jeg har lyst til at sige til dig er, at du ikke må tage det personligt. Det lyder klicheagtigt, og er en af de sætninger, man siger og hører så meget, at den faktisk ofte mister sin betydning, men for mig har det været en af de vigtigste læresætninger i mit liv. Jeg har holdt fast i den både i forbindelse med fyringer, afslag på jobs, forhold, der ikke gik og også i hele situationen omkring de manglende relationer hernede. For det er jo virkelig meget, MEGET sjældent personligt. Når man bliver fyret, er det fordi de arbejdskompetencer, man har, ikke matcher dem, der skal bruges i et bestemt job. Når et forhold går i stykker, handler det (i de fleste tilfælde om mangel på kemi). Og mine manglende relationer hernede handler om vilkår, som bare er, som de er. At turde læne sig ind i, at det intet har med mig som person at gøre, har gjort, at jeg aldrig er blevet bitter, og det er en af de største gaver, jeg har givet mig selv.

Derfor vil jeg i al kærlighed opfordre dig til at bruge lidt tid på at slippe den tanke; at det handler om noget, du gør forkert, eller at du har ændret dig på en forkert måde. Mit bud vil være, at den manglende kontakt, du beskriver, gælder i alle de relationer, dine veninder har. Ikke kun ift. dig. Du ser det måske bare tydeligere, fordi du pga. din depression har været mentalt fraværende i forsøget på at passe på dig selv, og ligesom man ikke selv kan lugte, at der trænger til at blive luftet ud, når man sidder i et mødelokale på 4. time, så opdager de det formentlig ikke, fordi det bare stille og roligt er blevet sådan. Men du har været væk og kommer nu ind ad døren igen, så for dig bliver det meget tydeligt, at der er sket noget. 

At undlade at tage det personligt, er for mig ikke det samme som at acceptere, at tingene bare er på en bestemt måde og affinde sig med det. Jeg har også sluppet de relationer, hvor det altid er mig, der skriver først – i hvert fald til dem, hvor der aldrig kommer et konkret forslag til en dato retur. Men jeg tror, at det afgørende for mig her er, at jeg slipper dem for mig egen skyld. Jeg slipper dem, fordi deres manglende engagement i relationen mentalt tager mig et sted hen, hvor jeg ikke har lyst til at være – men fordi jeg ikke tager det personligt, slipper jeg dem uden at være sur eller lave drama omkring det, og fordelen ved dét er, at skulle man på et tidspunkt nå til et sted i livet, hvor vejene igen løber parallelt, så kan man uden problemer genetablere forbindelsen, fordi der ikke ligger sure følelser i hjørnet og lugter. 

Mit forslag til løsning er meget lavpraktisk og en tro kopi af noget, jeg selv gør og har haft utrolig meget glæde af. For de sidste 2-3 år har min veninde og jeg hver eneste aften recap’et dagen på en sms. Formatet er, at vi hver skal liste 3 ting, vi har været taknemmelige over/synes, vi har gjort godt i løbet af dagen, og jeg kan ikke sige gode ting nok om alt det, det har medført. Dels har det skærpet min opmærksomhed på det positive i løbet af dagen, fordi jeg altid bagerst i hovedet har dagens liste, som jeg leder efter punkter til, men det, der nok i virkeligheden har været mest givende er, at jeg har et menneske i mit liv, som altid er up to speed med, hvor jeg er, og hvordan jeg har det. For det betyder, at de små ting, vi snakkede om, inden vi fik børn og 200 km imellem os, pludselig kan sendes frem og tilbage i tekstform, og det giver en meget tættere relation, end hvis man hver gang man mødes skal samle op fra Adam og Eva. Det betyder, at jeg kan sende en besked til hende om alt mellem himmel og jord, uanset tid på dagen, fordi vi har kontakt hver eneste dag, og det derfor aldrig kommer ud af det blå.

Når den løsning er så god, er det også fordi min erfaring efterhånden er, at det svinger meget, hvor meget tid og overskud, jeg selv har til at engagere mig i mine veninders liv. For selvom det hele står på gloende pæle her, så føles det sgu også usselt at skrive “Ej, det lyder træls” tilbage til en kriseramt veninde – men man kan ikke redde andre, når man selv er ved at drukne. Dine børn har en alder lige nu, hvor jeg i hvert fald selv oplevede, at der var ro på. Men om 10 sekunder har du skolebørn, og her er kurven ret stejl ift. hvor meget mere det kræver af én som forælder. For pludselig er dagene ikke længere nogle, man selv kan designe, så de passer ift. arbejdstid osv., men derimod fulde af ringetider, fastlagte ferier, møder, fødselsdage, arrangementer og lektier, så jeg ville også (hvis jeg var dig) tænke over, ikke at løbe flere relationer igang, end du kan overskue at vedligeholde. Start med én, og se, om den giver dig det, du lige nu sidder og mangler.

Jeg kender dig ikke, så jeg aner ikke, om ovenstående giver mening, men jeg håber det, for den underlige følelse af noget, der lugter af ensomhed, er svær og tung at gå med.

Og med alt det sagt, synes jeg, at vi skal give mikrofonen fri i håb om, at nogle af alle de andre kloge damer har noget at byde ind med.

God mandag til jer alle derude.

M2020, uge 37

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

I weekenden brugt resterne af grøntsagerne, jeg preppede i sidste uge i en stor balje kødsauce til lasagne. Grøntsagerne var ikke længere helt pæne, men i kødsauce er alle katte grå, som vi siger, og ydermere havde de præ-rensede-og-hakkede grøntsager den store fordel, at Frida kunne hjælpe til med et minimum af internal screaming for mit vedkommende. (Hvad? Vis mig den mor, der hævder, at hun hygger sig fra A til Å med børn i køkkenet, og jeg skal vise dig en løgner).

Vi lavede lasagne af halvdelen af kødsaucen og frøs resten ned, hvilket fik mig til at tænke over, at det også er et sted, hvor jeg er blevet god til at tænke lavpraktisk. For en af de få ulemper ved at være ret god til at mindske madspild ved at fryse rester, mens de stadig kan bruges, er, at man altid er lige på kanten af at løbe tør for fryserplads. Men ligesom jeg har lært at løs-fryse kødboller så de fylder mindre, end de gør, hvis man hælder dem i to liter tomatsauce, så er der jo sådan set heller ingen grund til at fylde hele fryseren med færdiglavet lasagne; det er kødsaucen, der tager tid at lave. At samle den tager to sekunder.

2.

Sat 6 puslespil til salg og solgt dem. Det gav penge til at købe 4 nye. 

3. 

Skilt min parasol ad og med min søde fars hjælp fået den hængt op under loftet i mit skur. Vestenvinden mener det alvorligt på disse kanter, og jeg vil gerne, at vi kan have glæde af den så længe, som muligt. 

4.

Foræret min ekstra brødkniv væk i erkendelse af, at ingen har brug for to. Jeg fik 2’eren i julegave for et par år tilbage af min daværende arbejdsplads, og den kunne ikke byttes. Derfor har den været en del af holdet siden, men jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at jeg mindst én gang hver eneste dag har tænkt, at ‘det er sgu også lidt åndssvagt at have to’. Den røg op i Fejlkøbsgruppen på fb, og er nu klar til sit nye liv som Første Brødkniv hos et ungt menneske, der snart skal flytte hjemmefra.

Om nuet, FOMO og selvskabte benspænd

For et par uger siden sad jeg på en bænk i solen og nød en kop kaffe. Nogenlunde samtidig med, at jeg for mig selv konstaterede, hvor meget jeg holder af den her årstid, hvor der stadig er lidt varme i solen, men hvor det ikke føles som at stå midt i et bål, og hvor alle insekterne også er ved at finde på andet at give sig til, hørte jeg en mor sige til sin datter: “Nu skal du nyde det sidste af sommeren, for om lidt er det slut!”

Det var ét af de øjeblikke, hvor det går op for én, at der er noget, man aktivt modarbejder i sin opdragelse, uden at man på noget tidspunkt har været opmærksom på det.

Jeg hader det mindset. H.a.d.e.r. Det der med, at du ORN’lig skal nyde nuet og være til stede i det og mærke det og SUGE saft og kraft ud af det og sørge for at få det HELE med. Nydenydenyde.

For hvis man har et sind som mit, så kommer det til at ødelægge glæden ved så utrolig mange ting, fordi man – ironisk nok – flytter fokus fra nuet til den umiddelbart forestående nedtur og de tømmermænd, der følger. Uden jeg helt ved, hvorfor det hos mig er blevet så slemt, så er det et sort hul, jeg konstant skal gøre en aktiv indsats for at holde mig selv oppe af. For der er ikke noget, der kan suge glæden ud af julen, som tanken om, at ‘det kunne være den sidste, vi får’. Eller som kan forvandle en fødselsdag til en nedtælling, for hvornår tipper vi fra at være igang, til at være ved at afslutte?

Jeg forsøger at tale begivenheder lige præcis så meget op, at de skiller sig ud fra hverdagen, så alt ikke bare bliver en lind strøm af beige, lunken havregrød – men ikke så meget, at det kommer til at virke som en festlig, fyrværkerioplyst klippekant, hvor turen ned på den anden side er brat, mørk og fuld af skarpe sten.

Og hver gang mine børn mærker bummeren røre på sig, er jeg der til at minde om, at der kommer mange flere fødselsdage, sommerferier og juleaftener, og at det lige om lidt er halloween, efterårsferie og overnatning hos mormor og morfar. Ikke for at forvandle livet til én lang tivolitur, men fordi jeg håber, at de kommer til at tage med sig, at det er sjovere at være her, hvis man kan løfte blikket og få øje på de mange kommende glæder, i stedet for at sænke hovedet i mismod og leve med udsigten til skygger, støv og asfalt. 

Jeg kommer aldrig til at belære mine børn om, at forventningens glæde er den største og at de skal sætte pris på noget, mens de har det. Ikke fordi jeg ikke gerne vil lære dem om taknemmelighed, men ligner de mig (og det ved vi jo godt, at de gør, staklerne) kan det komme til at skabe meget tristesse og tungsind, hvis ikke de lærer at løsne grebet lidt, for klemmer man for hårdt om livet, ender man med at klemme livet ud af det.

_______________________________________

Podcastlisten (som bærer præg af, at jeg er blevet primærtolk på en opgave, der giver mig 3 timer i bilen om dagen) er opdateret med følgende:*

Believed

Endnu en podcast i MeeToo-rækken om den amerikanske læge for det olympiske gymnastikteam, der i årevis begik det ene overgreb efter det andet på de helt unge gymnaster – mens deres forældre sad i rummet. 

Ligesom Chasing Cosby er historien fortalt med udgangspunkt i forbryderen, og den kaster vigtigt lys over, hvordan kammerateri og eftergivenhed i systemet i årevis har været med til at facilitere, at de her uhyrligheder kunne finde sted. 

I en danskers blodspor

Den her podcast er noget af det mærkeligste, jeg nogensinde har hørt. For jeg kan godt huske, at jeg for år tilbage læste noget i nyhederne om en dansker, der var blevet arresteret i Afrika, fordi man havde fundet kvindelige kønsdele i hans dybfryser. Men sagen var så bizar, at jeg til sidst opgav at forstå, hvad den handlede om. 

Den her podcast er historien om 2 danske journalister, der interviewer ham, inden hele sagen eksploderer, og som efterfølgende blev brugt som oversættere for det afrikanske politi.

Sagen er vanvittig, manden er vanvittig, men podcasten er ualmindelig god. 

Bandeland

Hvordan den her er undsluppet mig, fatter jeg simpelthen ikke, for SHIT, den er god!! 

Det er historien om, hvordan Loyal To Familia opstod, eksisterede og smuldrede igen, og den er primært fortalt af en tidligere betjent, der har efteruddannet sig til journalist. Han er et ualmindelig sympatisk bekendtskab, og fortæller systematisk og let forståeligt om en verden, de færreste af os rigtigt forstår.

Missing crypto queen

Hånden op, hvis du også har hørt en del om Bitcoins, men heller ikke *helt* har forstået, hvad de går ud på? Denne podcast er til dig. For ud over at forklare begrebet, så vi alle sammen kan forstå det, fortæller den også en meget ‘Catch me if you can’-agtig historie, om en kvindelig conartist, der snyder mennesker over hele verden for millioner af kroner med løftet om bitcoins afløser – som bare ikke findes i virkeligheden. Hun er måske/måske ikke kransekagefigur for den østeuropæiske mafia, og podcasten er en virkelig god reminder om, hvor forsigtig man skal være ift. bare blindt at kaste sig ud i noget, man reelt ikke forstår.

M2020, uge 36

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Brugt søndagen inden vanvidsugen i køkkenet. Jeg hev alt ud af køleskabet, omsatte, hvad jeg kunne, smed ud, hvad jeg kunne se ville overskride sidste salgsdato, og reorganiserede, så det, der kunne holde sig længst, stod ind bagved.

Det er en af de opgaver, der kræver en indsats, men som gør en reel forskel, fordi jeg efterhånden har lært, at selvom jeg, når jeg står og skuer ud over ugen, tænker, at SÅ lang tid tager det jo ikke at snitte et iceberg, så får jeg det bare ikke gjort, fordi jeg – til min egen store overraskelse – har det om aftenen, som om jeg har fået tæsk med en stol, når jeg har tolket hundrede timer, kørt 200 km. i bil, smurt mad, vasket tøj, haft børn plus det løse.

Derfor er det en meget lavpraktisk måde at forebygge madspild på, og så har det den yderligere fordel, at madpakker og madlavning bliver nemmere i hverdagene, der følger. 

De 4 stykker ingefær og 2 lime blev til ingefærte, som jeg kogte og satte på køl, alt i grøntsagsskuffen blev snittet, skrællet og hakket, frugten blev vasket og det hele blev hældt i plastikskåle med låg og sat på køl. Alt blev spist, madpakkerne tog 5 minutter at lave, og jeg har haft lyst til at helgenkåre mig selv hele ugen.

2.

Fået de brødposer, jeg har bestilt, af min mor. 

Hun fik 4 slidte viskestykker, og min forklaring om, at de “bare lige skulle syes sammen” (gør det selv, Linda!), og i torsdags fik jeg det fine resultat retur. 

Tanken er ikke, at de skal bruges til opbevaring, for så bliver bagværket tørt, men jeg bager ofte, når vi skal noget. Tager vi f.eks. i  skoven eller på stranden, bager jeg ofte en plade pølsehorn, inden vi skal afsted, og ligeledes tager jeg ofte en håndfuld friskbagte boller med, hvis vi besøger mine forældre en lørdag formiddag.

Andre gange har jeg bagt et eller andet, der ikke kan nå at køle helt af, inden vi skal afsted og være væk i flere timer, og i begge situationer er plastikposer en jammerlig løsning, fordi kondensen fra det knap-kolde brød får dem til at mugne virkelig hurtigt.

Men poser i stof er perfekte både at medbringe bagværk i, og også at smide bollerne ned i, så de kan køle helt af, uden at tørre ud.

3.

Købt to hurricane-stager and I ain’t even sorry. 

Sidste år til halloween købte jeg kunstige lys med fjernbetjening, som jeg brugte i mine græskar. Det er smart ud over enhver tænkelig grænse, at jeg dels kan tænde dem inde fra stuen, men også, at jeg kan tænde dem, når vi er oppe/hjemme. Lys med timere er fint indenfor, men hen over efterår og  vinter er der bare meget lidt idé i at have et lys til at stå og fyre batteri af udenfor, når alle gardiner er rullet for, eller vi er i madklub.

Til gengæld er det noget så utrolig hyggeligt, at vi om morgenen, når vi sidder og spiser morgenmad, kan have keramikgræskarene udenfor tændt – og slukke dem, når vi kører. 

Men det er jo lidt åndssvag at have stearinlys stående, som jeg kun bruger én måned om året. Og hvor gerne, jeg end vil, så *synes* jeg ikke, at kunstige lys er ligeså fine som ægte stearinlys, så de flade stager, jeg plejer at bruge til bloklys, har ikke været en mulighed.

Derfor har jeg siden sidste efterår haft på den mentale liste, at jeg skulle købe stager til lysene, når jeg fandt de rigtige, som dels skulle være høje nok, og ikke måtte være gennemsigtige. Det lyder nemt nok. Det er det ikke. 

Pointen er sådan set ikke, at jeg har købt dem. Pointen er, at jeg først har købt dem NU. For hvis det her havde været for 4 år siden, ville jeg på nuværende tidspunkt have 4 fejlslagne sæt stager stående i skabet, fordi jeg ville have tænkt det som en opgave, der skulle vinges af. Og det – har jeg opdaget – er en ret hyppig kilde til fejlkøb, fordi jeg så får købt noget, jeg egentlig ikke er helt tilfreds med, og derfor køber noget andet, når jeg så finder noget, jeg tror passer bedre.

Her har jeg været på udkig i næsten et år, og da jeg så de her, vidste jeg med det samme, at det var dem, det skulle være, uanset pris. De viste sig at stå i brølende 80 kr. stykket, og er præcis lige så perfekte, som jeg vidste de ville være.

Servicebillede til Lotte i kommentarfeltet:)

Fart over feltet

Det hele går lidt stærkt i de her dage, og jeg er derfor mere fraværende herinde, end jeg plejer at være. Alting starter op igen, og fordi der er et covid-efterslæb fra det fordømte forår, er der endnu flere ting i kalenderen dette efterår, end der plejer at være. Alt er, som det plejer, og så alligevel ikke, og det er nok egentlig overskriften for stort set alle områder i vores liv lige nu. 

Anton er startet i 3. klasse, og det kan man godt mærke på lektiefronten, Frida er tilbage i børnehaven, hvor de stadig er ude stort set hele tiden, hvilket hun ikke alle dage er lige tilfreds med, og jeg selv har tolkeskiltet på igen, og det er fedt.

I selve mine tolkninger har det ikke den store, praktiske betydning, hvor jeg er ansat. En tolkning er en tolkning, uanset om det er en undersøgelse på hospitalet, eller en forelæsning om kviksølvs betydning for den medicinske historie i 1800-tallet. Og min nye arbejdsgiver er alt det, jeg håbede, han ville være; ordentlig, samvittighedfuld og imødekommende. Jeg kunne ikke ønske mig det bedre. Men det er stadig 6. gang på 2 år, jeg skal omstille mig til nye opgaver, nye brugere, nye virtuelle forberedelsesfora, nye arbejdsskemaer, nye arbejdstelefoner, nye måder at registrere arbejdstid på, nye kolleger osv. osv. osv. Og kombineret med forældrerådsmøder, gymnastikopstart og en hverdag, der pludselig kører igen, betyder det, at jeg er træt i hovedet. 

Men faktisk har jeg i år tænkt over, hvor fedt det er at kunne mærke, at jeg bliver bedre og bedre til at tage højde for opstartsstress og den følelse af overvældethed, der følger med. For det er tydeligt for mig at se, at det, at energien og ressourcerne skal kanaliseres målrettet nogle bestemte steder hen, også betyder, at jeg bliver mere skarp på, hvor der er huller i spanden. Når det hele har stabiliseret sig, og man kan rykke ting og aftaler frem og tilbage, så mængden af hverdagspres er nogenlunde konstant, så tror jeg ikke altid, jeg opdager, hvis der ligger et program i baggrunden og påvirker ydeevnen, men når kapaciteten er begrænset, så bliver det pludselig vigtigt. 

Det har helt lavpraktisk betydet, at jeg har blokeret en professionel relation på facebook, fordi han ganske enkelt ikke er vigtigt nok for mig til, at jeg vil bruge tid på at diskutere civiliseret med ham. 

Det har også betydet, at jeg har sluppet nogle relationer, som jeg ellers har kæmpet for at holde liv i. Og det er gode mennesker, som jeg holder usigeligt af – men på et tidspunkt kommer det til at fylde mere, at de aldrig tager initiativ til at ses, og aldrig kan, når jeg spørger, end at jeg altid går glad derfra, når vi en sjælden gang er sammen. Jeg har for længst sluttet fred med, at det ikke handler om mig; at det ikke er fordi, de ikke vil mig eller os. De har bare fuld plade i venne-bingo, og hvor ærgerligt, jeg end synes det er, så er det ingens skyld, og der er ingen grund til at bruge tid, tårer eller kræfter på at forsøge at gro noget, der ikke er levedygtigt. 

På underholdningsfronten kan jeg også altid se, når mit hoved er fyldt, for hvor jeg normalt elsker podcasts og serier med gode, indviklede plots, så vender jeg mig langt mere mod samtalepodcasts og hverdagsfortællinger, når der ikke er mental båndbredde til at følge med i en historie. Det bærer de anbefalinger, jeg lister nedenfor, præg af. 

Den kommende uge bliver vanvittig, og Frida og jeg har brugt eftermiddagen på at lave mad til flere dage, snitte og hakke frugt og grønt og bage lækre ting til frugtposerne. Antons bidrag til processen har været mindst ligeså vigtigt: Vi har fået opført 4 lego-akter af et ninja-inspireret drama, komplet med rumhunde, supersoniske våben og cirkelspark. 

Vi er klar til en ny uge, og som vi sagde i slutfirserne: If it’s wrong to love coffee I don’t wanna be right. (Altså, bare med Bros, ikke?)

Listerne er opdateret med:

Podcasts:

(Hvis man aldrig rigtig er kommet igang med podcasts, og er for flov til at spørge, hvordan det nu lige er, man får adgang til dem, er der en how-to-guide lige her)

Nice white parents

Den her fik jeg anbefalet i kommentarfeltet her på bloggen, og det bliver 5 stjerner herfra. Den handler om skolesystemet i USA, og hvorfor man ikke kan komme raceadskillelsen til livs – hvilket jo ikke umiddelbart lyder som noget, det giver så meget mening at gå op i, når man bor i Danmark. Men den er super relevant, fordi den giver nogle virkelig gode indspark til racedebatten i det hele taget, og fordi der er mange af problemstillingerne, der er direkte overførbare til kønsdebatten herhjemme. Det lyder tørt og kedeligt – det er det overhovedet ikke. Giv den et skud. Den er indsatsen værd. 

Williams død

Kort lille podcast i 3 afsnit om William fra Christiania, der hængte sig i sin mors soveværelset.

Jeg har taget tilløb til den her over længere tid, for jeg er normalt ikke til den form for sorg-porno, som jeg troede, at det her var. Men det viste sig, at det faktisk ligeså meget var en historie om, hvor stor betydning, det har at sige ordentligt farvel, og hvad det betyder at miste et menneske til selvmord, når livet kun lige er begyndt. 

Moderen, der tappede sin søn for blod

Jeg ved faktisk ikke, om jeg synes, at den her burde klassificeres som podcast, for det er egentlig bare en 30 minutter lang reportage om sagen fra Skjern, hvor en mor, der arbejdede som sygeplejerske, tappede sin søn for blod. 

Jeg er SÅ konfliktfyldt ift. at tale om Münchausen By Proxy og pædofili som psykiske lidelser, for gør vi det, er vi jo også nødt til at forholde os åbent til, at det er lidelser, der i princippet burde omfattes, når vi taler om at afstigmatisere psykisk sygdom. Det ved jeg hverken, hvad jeg skal mene om, eller hvor jeg skal placere, men det gør det bare endnu mere vigtigt at komme lidt mere bagom historierne, end vi gør, når vi læser en overskrift i avisen.

Alenemor &

En fin lille podcast, lavet af to kvinder i midten af 30’erne, som begge er skilt og har små børn.

De taler om livet, lykken, hverdagen, udfordringerne og alt det, der rører sig, når man er aleneforælder. Jeg ville ønske, at en podcast som denne havde eksisteret, da jeg overvejede at få børn selv, eller da Anton var lille, for der er mange af emnerne, som jeg tror, der ville have været en hjælp for mig at være forberedt på, eller have følt mig spejlet i. Hånden på hjertet er der i dag nogle af samtalerne, hvor mit liv er for anderledes ift. deres til, at jeg føler genkendelse ved dem, men der er stadig masser af gode timers lytning, og de steder, hvor vores liv og betingelser er alt for forskelige, eller hvor jeg ikke længere er, fordi mine børn er større (og der er to af dem), synes jeg stadig, at den giver anledning til gode refleksioner ift. de valg, jeg selv har truffet.

Bøger:

Camilla Louise Johnson – Svært barn har mange navne

De fleste på min alder kan formentlig huske Faderhuset, Ruth Evensen og hele konflikten omkring Ungdomshuset. Bogen her er en personlig beretning om, hvordan man ender i kløerne på det, der ret beset var en kult, og hvordan man gennem svigt og misbrug bliver det perfekte offer for hjernevask.

Den er hjerteskærende og velskrevet og man får lyst til at skrige af et system, der svigter et ban så konsekvent over så mange år.

—————————-

Sidst men ikke mindst kommer en lille mest-for-sjov anbefaling af Youtuberen Bailey Sarian, som hver mandag kører ‘Murder, mystery and makeup’. Det er præcis, hvad man tror det er: Hun fortæller en true crime historie, imens hun lægger sin make up, hvilket lyder fuldstændig bims. Det er perfekt. Det er S!Å! tilfredsstillende at se hende pensle obskøne mængder af concealer og øjenskygge i ansigtet, hun er simpelthen så pæn, og så er hun bare en virkelig god fortæller. Hvis du ikke kan samle dig om en serie, men stadig har brug for bare at koble af, så er der en kæmpe anbefaling af de her videoer herfra.

M2020, uge 35

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt bogbind af stof til Anton, og jeg er nødt til at sige, at jeg ikke umiddelbart er overbevist.

På papiret er ideen god. Bogbind, der kan bruges igen og igen, lyder alt andet lige bedre, end papir, man vikler om bogen og smider ud, når året er omme. 

Men bogbindene får mig til at tænke på bøgerne ‘En shopaholics bekendelser’, som jeg læste for år tilbage, hvor hovedpersonen sætter sig for at spare, og som den indledende manøvre bruger en formue på at købe notesbøger og smukke kuglepenne til regnskaberne og tæskedyre æsker til kvitteringerne, og på den måde opretholder sin problematiske adfærd, men på en måde hun kan leve med, fordi det føles som om, hendes overforbrug sker i god sags tjeneste. 

Jeg synes egentlig, at det er et generelt problem i alt det her minimalisme og forsøg på at begrænse CO2-udledning. For det er så nemt at falde i fælden, hvor man stadig overforbruger, men ikke opdager det, fordi en mulepose i økologisk, bæredygtig hør på alle måder virker som en forsvarlig ide, og man derfor glemmer at forholde sig til, om man virkelig mangler den.

Jeg havde selv overvejelserne i sidste uge, i forbindelse med de strikkede rondeller, jeg nævnte. For de er uomtvisteligt en god ide, men hvor mange gange skal de bruges for at materialerne til dem og de glas, jeg har købt til opbevaring af dem, opvejer det impact, som produktionen af almindelige vatrondeller har på miljøet? Hvor krydser akserne?

For bogbind i stof kan i teorien bruges i flere år – men kan de også det, når de udsættes for børn? Børn, der måske kommer til at tegne en lille bitte smule på dem, hiver i dem, fordi det laver en sjov lyd, når elastikken snapper osv. osv. Er stof bedre for miljøet, hvis levetiden er den samme som for papir? Jeg er i tvivl. 

Derfor har jeg købt to i stof, og de kommer til at fungere som eksperiment. Resten af bøgerne binder vi ind i det Starwars papir, vi har i overskud fra sidste år, og så må jeg evaluere på det til sommer. 

2.

Gjort min grill pænt rent og sat den væk, så den er klar til næste år. Det forlænger levetiden på ting markant at passe godt på dem, så jeg har været opmærksom på at få den sat ind i sikkerhed, inden regn og rusk tog over. 

3.

Købt plastikbøtter. Og igen brugt ret lang tid på at tænke over, om det er et ønske om forbrug forklædt som miljøbevidsthed. For jeg har masser af plastikbøtter, men ingen der er små, hvilket er en daglig kilde til irritation. Børnene har efterhånden madkasser på størrelse med parcelhuse, fordi alt indhold er pakket i mindre beholdere, og *stadig* er der ikke plads til både bøtter, madder og frugt i samme madkasse.

De nye er små, perfekte til bær, nødder og dressing, og de kostede ikke alverden. De har været med hver dag, siden de flyttede ind, og jeg konkluderer derfor, at det faktisk somme tider kan give mening at øge sit forbrug, selvom man er kronisk optaget af at skære ind til benet.

M2020, uge 34

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Nærmest fået nye klipklappere efter at have opdaget, at man kan børste dem med en opvaskebørste.

Jeg har 6 par af de billige kopi-Birckenstock fra Bilka, som alle er lavet af ruskind. De er superbehagelige at have på, fordi skindet bliver blødt og tilpasser sig foden, og de skarver ikke, når man får varme sommerfødder. Men ruskind er noget af det mest upraktiske ever, og jeg havde egentlig indstillet samtlige par til Småt Brændbart, når sommeren er ovre.

Men sidste weekend, hvor jeg stod og var på vej ud ad døren til en sommerfest, opdagede jeg, at jeg havde fået en træls plet lige midt på den ene klip. I desperation prøvede jeg at børste det af med den bløde opvaskebørste, jeg bruger til at børste sand af ungernes sko med, når de kommer hjem med hele stranden – og den blev simpelthen så fin. Nu har alle 6 par fået en tur, og dermed gjort sig fortjente til et år mere i aktiv tjeneste.

2.

Nærlæst min betalingsoversigt ift. fripladstilskud og opdaget noget, jeg syntes, så mærkeligt ud.

Jeg ringede til pladsanvisningen, og fik først et standardsvar. Men fordi jeg er blevet så gammel, at det ikke rokker det mindste ved min selvfølelse at stå ved, at der er noget, jeg ikke forstår, spurgte jeg ind og ind og ind – og det viste sig, at det var dem, der havde lavet en fejl, og jeg skal have penge tilbage. Det sker i 1 ud af 1000 tilfælde, men moralen er, at det somme tider er godt at huske, at man gerne må bede om en forklaring, selvom man er voksen og føler, at man *burde* forstå.

3.

Ryddet op i mit skur, hvilket efterhånden ikke tager ret lang tid, og de mange plastikkasser, jeg over årene har købt til opbevaring, er flyttet på loftet. 

Jeg har længe valgt bare at sætte dem ud i skuret, fordi der altid går 24 sekunder, fra jeg har tømt en kasse og udfaset den, til jeg skal bruge den til noget nyt. Men over de sidste år er der blevet mindre og mindre arvetøj at flytte rundt på, der er væsentligt færre mapper med papir pga. både oprydning og digitalisering, og jeg har ikke længere en masser kasser med diverse indhold til ‘måske en dag’. Derfor har jeg efterhånden ret mange tomme kasser, og de tog en del plads op i skuret.

Fordi jeg ikke vil risikere at skille mig af med dem, og så pludselig stå og have brug for dem til ét eller andet, vælger jeg i første omgang at beholde dem. De kan sagtens tåle at stå på loftet (som er stort set tomt), og hvis jeg om et år ikke har haft brug for at hente dem ned igen, ryger de videre ud i verden. Ting skal bruges for at have værdi, men man må også godt somme tider sove på det, så man ikke risikerer at skulle købe den samme ting 3 gange.

Sensommervibes, brevkassen og podcasts

I nat vågnede jeg til lyden af regn, og selvom jeg føler det en smule hånligt, at det er om natten, det regner, hvor jeg ikke har glæde af det, så er jeg alligevel holdspiller nok til at glæde mig på vegne af jer, der begræder sommerens langsomme sortie. 

Jeg bliver normalt utrolig stresset ved udsigt til hedebølge, for jeg kan. ikke. holde varmen ud. Jeg er udpræget efterårsmenneske og de sidste par år har jeg nærmest frygtet sommeren med dens krematorieagtige temperaturer. Men i år har vi fundet en sø, og jeg har fået mit liv tilbage. For hvor vi på stranden er afhængige af tidevandet, står den her sø bare tålmodigt og venter på, at det passer os at blive kølet ned. Det bedste er næsten, at den ligger tæt på, hvor vi bor, så de sidste par uger har jeg hentet børn, lige været forbi derhjemme og skifte til badetøj og så ellers bare bedrevet en submarin tilværelse, omgivet af fisk, soundbokse og gymnasieelever. 

Siden sidst har jeg været til det endelige møde med konfliktmæglerne og naboen, og der er simpelthen sket det magiske, at vi har fået genetableret det gode naboskab. Ikke bare forstilt, men ægte. Jeg er lettet langt ud over enhver tænkelig grænse, og jeg kan trække vejret igen. Det har været den første konflikt, jeg har haft som ægte voksen, hvor løsningen har været taget ud af mine hænder, og selvom det har været svært, og jeg har været psykopat-stresset over det, så er det også – her på den anden side – fedt at have trykprøvet mine værdier og set, at de holder.

På fritidsssiden begynder vi så småt at forholde os til, hvad børnene skal gå til. Anton får en pause fra taekwondo; en kombination af flere faktorer, men først og fremmest bare fordi han trænger. Til gengæld skal han i næste uge ned og se, om der måske er en spejder gemt i maven på ham. Min oplevelse er, at spejderne er det tætteste vi kommer på en fritidsudgave af Rudolf Steiner skolen, og jeg tror, at han vil trives i det. Frida ser ud til at have forhandlet sig til endnu et år til gymnastik. Jeg havde ellers nedlagt veto, fordi hun hele sidste år ikke lod til at synes, at det var ret fantastisk, men svømning, som er det eneste alternativ, vi kan blive enige om, koster 1300 kr. for 30 min. pr. sæson, og selvom vi havde pengene, bliver det ikke på det her tidspunkt på kurven, at vi laver dén tilmelding. Men veninderne går til gymnastik, og det vejer åbentbart tungere, end at aktiviteterne er lidt so-and-so, så det får et skud. 

På metasiden har jeg modtaget endnu et brevkassedilemma, og derfor knytter jeg lige et par ord til det.

Jeg synes, det er nogle ret sjove indlæg at skrive, og derfor bliver det noget, jeg fortsætter med at gøre, hvis jeg på nogen måde kan konvertere dilemmaet til et indlæg, der er relevant for flere. Men fordi de på kommentarsiden bliver ret envejs, sørger jeg for, at der er tid imellem dem. Normalt er der liv og glade dage i kommentarfeltet, men når afsenderen er anonym, som det har været tilfældet indtil nu, kan de jo af gode grunde ikke gå ind og svare på de mange fine inputs – og fordi dilemmaet ikke er mit, virker det også kunstigt, hvis jeg gør. Derfor har jeg besluttet, at der skal være uger nok imellem til, at man som læser har lyst til at bruge tid på at formulere et svar, som man sender ud i vinden, uden nødvendigvis at få noget tilbage.

Og blot for god ordens skyld er indlæggene ikke tænkt som erstatning for mine normale indlæg, så man behøver ikke være bange for, at bloggen forvandler sig til Linda & Monopolet.

En sidste praktisk ting, hvis man har noget, man gerne vil sende ind: Det er vigtigt, at man er *helt* klar i spyttet ift. hvis der er noget, jeg ikke må skrive på bloggen. Og egentlig synes jeg, at man skal formulere sig på en måde, så det hele kan lægges på – for hvis jeg sidder med en masse baggrundsviden, som læserne derude ikke får, så vil deres svar bygge på halve antagelser, og det gavner jo ikke rigtigt nogen.

Nu vil jeg drikke den sidste sjat kolde kaffe, og køre på arbejde. Det er SKØNT at være igang igen! Rigtig god dag derude.

—————————————————————

Podcastlisten er opdateret med følgende:

Missing Richard Simmons

De fleste af mine jævnaldrene kan nok huske Richard Simmons; ham, den lille, meget overgearede aerobicfyr med det store, krøllede hår, der var i alle talkshows og på tv-shop, og som man ikke kunne andet end at holde af.

Men har du nogensinde overvejet, hvor han blev af? Nej? Det er der mange andre, der har, for han gik fra at være alle steder til pludselig at være væk. Væk-væk. Podcasten her er lavet af en af hans gode bekendte, som gerne vil finde ud af, hvorfor han efter i årevis at have haft det med opmærksomhed som salamandere har det med sol og varme sten, pludseligt og selvvalgt gik ind i sit hus, lukkede døren, og aldrig lod sig se siden. 

Det er ikke verdens dybeste podcast, men den stiller nogle gode spørgsmål ift. hvor meget man som offentlig person skylder de mennesker, man hjælper, og, helt essentielt, hvem vi er sat i verden for at gøre tilfredse. 

Hunting Warhead

Jeg tror måske, at det her er den bedste podcast, jeg nogensinde har hørt. Helt kort handler den om en norsk tech-journalist, der kommer på sporet af et af de største pædofile netværk på the dark web, godt hjulpet på vej af en supernørd, der lidt vrangvilligt kommer ind fra højre.

Historien er fuldstændig vanvittig, og jeg tror aldrig, jeg har hørt en podcast, hvor jeg så mange gange undervejs har udbrudt: “Nej!!?!” Emnerne er ellers nogle, jeg normalt holder mig på afstand af. Misbrug af børn er så tungt, så tung, og hackere og The Dark Web kan tilsyneladende aldrig formidles, uden at det bliver så teknisk, at man falder i søvn. Før nu. Før. Fucking. Nu. 

Jeg åd alle 6 afsnit på en dag og en nat, og jeg er helt ved siden af mig selv på bagkant. For selvom der er ting i podcasten, som er svære og grusomme, så efterlader den alligevel én med håb, synes jeg. Håb om, at det kan godt være, at der popper nye skrækkelige fora op, hver gang, man lukker ét ned – men at der trods alt er en grænse for, hvor mange cybergenier, der også er pædofile. Og der er mennesker derude, der har gjort det til deres livsmission at jage dem. 

Der er konkrete sager, der er etiske diskussioner om, hvor langt politiet må gå i jagten på de her udyr, der er vidnesbyrd om de massive, menneskelige konsekvenser det har at lade sig fire ned i den her sorte sump af ondskab i den gode sags tjeneste, og så er der den fine og hjerteskærende detalje, at fagfolk på området ikke kalder det ‘børneporno’ fordi det er at se mishandlingen fra gerningsmandens perspektiv, men derimod ‘Child abuse’ – for det er, præcis hvad det er. 

The Clearing

Dette er autentiske historie om den 40-årige April, der i 2009 ringede til politiet og sagde, at hun havde en mistanke om, at hendes far var seriemorder.

Hun havde ret, viste det sig, og opkaldet endte med at blive startskuddet til en efterforskning, der fik hendes far anholdt og dømt.

Podcasten her er hendes historie; hvad der fik hende til at fatte mistanke, besøg til nogle af de mange steder, hun boede med sin familie som barn, og også et besøg hos familien til et af hendes fars ofre.

Man skal holde tungen lige i munden, for der er en del navne og steder at holde styr på, men den er velproduceret, godt fortalt, og en anderledes vinkel på hele true crime genren, fordi den åbenbarer, at der også er ofre på gerningsmændenes side af stregen.