Og det må du virkelig gerne❤️

Det her bliver et af de indlæg, hvor jeg starter et andet sted, end der, hvor jeg gerne vil hen. For jeg vil gerne lægge ud med at snakke lidt om Ditte Gieses nye podcast “Ditte Giese er blevet for tyk” som jeg har hørt på mine gåture, de sidste par uger. 

Ditte Giese er journalist og erklæret feminist, og er – efter eget udsagn – blevet ‘lidt for tyk’. Podcasten er hendes afsøgning af, hvad det egentlig vil sige at være sund, om man kan være feminist og stadig gerne ville ændre på sin krop, og hvilken betydning det har at være et menneske, der altid har sat intellektet højere end det (traditionelt) æstetiske.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af podcasten, men jeg elskede den. For mig var der rigtig meget genkendelse i de overvejelser, Ditte har gjort sig, og det var virkelig rart at høre mine egne tanker og mindfucks komme ud af munden på en kvinde, jeg har utrolig meget respekt for.

Samtidig fik jeg, gennem interviews med forskellige gæster, også nye perspektiver på kendte problemstillinger og alt i alt vil jeg bare gerne opfordre alle til at høre den, uanset køn og BMI.

Men udover fornemmelsen af at blive både spejlet og klogere, så gik det også undervejs op for mig, at der er sket noget med min måde at betragte kroppen på. Ikke kun min egen, men også generelt. Det er, som om, jeg langsomt begynder at bevæge mig væk fra, at der kun er én måde at være pæn på, og det har medført en mere (jeg hader det ord, men) nænsom tilgang til mig selv.

Jeg er en af de mange kvinder, der stort set altid har ligget i åben krig med min krop. Og som – som en slags ekstra sidedish af nedtur – samtidig har foragtet mig selv for at gå op i det, for at ligge under for, hvad samfundet dikterer som pænt, og for at ønske at passe ind.

Undervejs i podcasten, opdagede jeg, at noget har ændret sig. Det handler helt sikkert om, at skønhedsidealet i samfundet langsomt (langsomt!) bliver bredere, men faktisk oplever jeg, at en stor del af mit ændrede syn, hænger sammen med, at jeg er begyndt at følge kvinder, der stiller sig op, som de er, og siger en helt masse kloge ting om, at man gerne må være her, og at man gerne må have det godt og gøre ting, der gør én glad, selvom man objektivt set er overvægtig i forhold til de kasser, vi putter os selv og hinanden ned i idag. 

Når kvinder stiller sig op med al deres sårbarhed og insisterer på retten til at være her, til at lede efter lykken på lige fod med alle mulige andre, og til at gå klædt, som man selv bliver glad af, er der altid i debatten mennesker, der bringer sundhed og ‘men det er jo ikke pænt’ ind i debatten. Det har jeg selv tygget en del på. For det er objektivt set rigtig nok, at det er en større belastning for kroppen at veje mere, end den måske er bygget til at bære. Men egentlig tror jeg, at man er nødt til at skille tingene ad. For på en eller anden måde har vi fået det hele blandet sammen og besluttet, at tykke mennesker har pligt til at blive sunde *før* de må være glade og trygge i det offentlige rum, og at den bedste måde at hjælpe dem til det, er at fatshame dem.

Det er jo helt skævt. Ikke mindst fordi jeg har første gang til gode at se en overvægtig person forsøge at lokke andre til at blive det. Eller høre dem sige, at det er sundt at være tyk. Det er der INGEN af dem, der hverken siger, prøver eller påstår. Men ligesom man gerne må være glad, selvom man ryger, eller mens man prøver at stoppe med at ryge, og man gerne må tage på stranden selvom man har skæve tæer, fregner, eller mangler en finger, så burde det også være en menneskeret at stile efter Det Gode Liv, uanset tallet på badevægten. Det ene har jo ikke noget med det andet at gøre.

Sundhed i den her debat handler om en eller anden version af funktionalitet; at man kan få ondt af at være tyk, at man er i forhøjet risiko for forskellige typer af sygdomme osv., men det er sgu da lidt utroligt, at vi stadig føler så meget ondskabsfuld tryghed i at holde fast i, at det udelukkende er mangel på rygrad og karakter, der gør folk tykke, og hvis de ikke kan styre sig, så har de ikke ret til at have det godt, når de er ude blandt alle (os) andre. 

Og det er det ENESTE sted, hvor vi stadig fordrer fordommen om, at vi er og skal være enige om, hvad ‘pænt’ er. 

Andrea Bak siger i podcasten, da de snakker om tv programmer som ‘the biggest loser’ at man jo kunne prøve at forestille sig et tv-program, hvor 10 anorektikere blev sendt ud på en ø, hvor de skulle sidde helt stille og blev tvunget til at spise, mens coaches råbte dem ind i hovedet, at de skulle tage sig sammen, og det hele blev transmitteret og brugt som underholdning.

Det er et ret vildt billede, ikke?

Men trods alt begynder det at rykke sig, fordi der er kvinder som Lizzo, der acer body positivity og fordi vi begynder at bekræfte hinanden i, at en bikini-krop er en krop i en bikini. 

Det er kommet voldsomt bag på mig, hvor meget jeg selv har ændret syn på, hvad der er normalt og hvad der er pænt, fordi jeg er begyndt at følge nogle af de her damer på IG. Det har rystet mig, fordi jeg – hånden på hjertet – troede, at jeg var hævet over den form for påvirkning. Jeg troede, at jeg sagtens kunne sortere i mine egne idealer og skille dem ud fra, hvad modebranchen stopper ned i halsen på mig, men det er simpelthen ikke tilfældet. 

Det er så utrolig befriende at begynde at sænke skuldrene lidt. At kigge i spejlet og tænke, at det måske faktisk er ok, at min krop bare er helt almindelig. At nære håb for, at når Frida og hendes veninder træder ud i verden som kvinder, så er der sket noget med deres syn på både sig selv og hinanden.

Og Dittes podcast har fået mig til at tænke over, at der ville ikke være sket en skid, hvis ikke nogen havde taget det første skridt. Hvis ikke virkelig modige damer havde turde rejse sig og sige: Det her er min krop. Den er, som den er. Og jeg må godt være her.

Skal vi bytte gode IG-profiler af bad ass damer?

Jeg følger: 

aidybryant

lizzobeeating

dittegiesebosslady

ida_kys

det_fordi_jeg_er_tyk

Og så synes jeg også, at man skal lytte til det afsnit af podcasten ‘You’re wrong about’ der hedder ‘The obesity epedemic’ (19.sept. 2018)

Hvem og hvad kan I anbefale?

M2020, uge 4 (fødselsdags-edition)

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Som jeg kort var inde på i sidste uges indlæg, havde jeg fødselsdag i søndags, og punkterne i denne uges indlæg, hænger alle sammen med festivitassen. 

Jeg havde inviteret gæster fredag, hvilket ikke er en model, jeg tidligere har kørt. Men uden at skal lyde alt for woke, kan jeg mærke, at der over det sidste års tid er sket noget med mig ift. den mentale del af minimalist-udviklingen. Jeg tænkte på det nytårsaften, fordi det er gået op for mig, at det også er noget, der er vokset frem af alt det her; at jeg prøver at mærke efter, hvad JEG gerne vil. Nu bevæger vi os på kanten af, hvad dette tema kan bære, og så alligevel ikke, for jeg tror, at en stor del af årsagen til, at jeg begynder at have ro til at fokusere på de ting, jeg tidligere bare har gjort uden at tænke over det, hænger sammen med, at jeg de sidste par år har fået ryddet op i alting.

Umiddelbart virker det måske ikke logisk, at færre papirer i mapperne eller sparsomt belagte hylder i tøjskabet skulle give mere plads i hovedet, men det gør det. Mit eget bud er, at det handler om, at ting, papir, tøj osv. binder tankerne; at man omgiver sig med kapitler, der ikke er lukkede. Når man renser harddisken for alle de småprogrammer, der ikke længere er i brug, bliver der frigivet både plads og båndbredde til at arbejde mere fokuseret med det, der er tilbage. 

Uanset hvad, har jeg det sidste halve års tid fået øje på nogle mønstre, som er etableret for længe siden, men som jeg ikke siden har forholdt mig til.

Siden jeg flyttede til Esbjerg har det primært været min omgangskreds fra Aarhus, der er kommet til mig. Det har jeg hele tiden været bevidst om, og jeg har både haft sygt dårlig samvittighed over at være så lidt fleksibel og været rasende taknemmelig over, at de ville tage turen. Det har resulteret i, at jeg længe har overkompenseret helt vildt, ved både at tage et uendeligt antal hensyn ift. f.eks. at sætte datoer for sammenkomster, men også ved at stå med overdådig forplejning, som jeg har slået knuder på mig selv for både at have planlagt og forberedt, når de kommer.

Det er umådelig vigtigt for mig at understrege, at det aldrig har været en forventning fra gæsterne side. Jeg kender ingen mennesker, der er så små, at de går op i den slags eller ville holde det imod mig, hvis jeg gjorde det anderledes. Det hele er inde i mit hoved.

Men som sagt er jeg begyndt at få øje på det, når jeg gør noget, bare fordi det er sådan, jeg plejer at gøre, og det har ført til, at jeg bruger tid på at tænke igennem, hvornår jeg sætter hensynet til andre over hensynet til mig selv. For det vil jeg somme tider ægte gerne gøre. Jeg vil bare gerne, at det bunder i en bevidst beslutning, og ikke i vane og hensynsbetændelse. 

Jeg har altid holdt fødselsdag en eftermiddag/aften i weekenden, men det fungerer mere. Jeg inviterer mennesker, jeg virkelig savner, og gerne vil snakke med, og hvor børnene ikke fyldte så meget, da de var små, så fylder de virkelig meget nu, for de mener også en masse om alt muligt, og har 32323 forskellige stykker legetøj, de gerne vil vise frem. Dertil kommer, at de er senere i seng, så meget af den aften, vi tidligere kunne bruge på at snakke uforstyrret, er væk nu. 

Og den meget lange intro er forklaringen på, at jeg valgte at holde min fødselsdag fredag efter arbejde, og det var PERFEKT. Anton blev afleveret til overnatning hos mormor og morfar, så der var delvis ro og tidligt godnat her i huset, og jeg kunne koncentrere mig om at hygge med mine mennesker, og stadig vide, at mormor og morfar ikke blev slidt helt i bund. 

Fordi jeg havde inviteret familien til morgenmad søndag, havde børnene og jeg hele lørdag til at køre på løbehjul og spise rester, og hele set up’et fungerede simpelthen så godt. For en gang skyld var jeg ikke fuldstændig blæst i bøtten over planlægning og logistik, da jeg gik i seng på min fødselsdag, men havde tværtimod haft en hel weekend, der var umådelig hyggelig – og stressfri.

Men I skal selvfølgelig ikke snydes for de klassiske punkter, bare fordi jeg har tænkt en masse udenoms, så:

Til min fødselsdag har jeg: 

1. 

Lavet 3 x måltidssalat til damerne fredag. Jeg vidste på forhånd, at der mængdemæssigt var for meget, men jeg valgte at lave af alle råvarer alligevel, fordi jeg ved, at jeg ikke får brugt 4 tørrede abrikoser eller en kvart pose rucola. Jeg lavede af hele svineriet og lod gæsterne tage en doggybag med hjem, så de havde aftensmad til lørdag, så maden blev spist, gæsterne var glade, og jeg var fri for at stå med 150 forskellige smårester, der ikke kunne omsættes noget noget sammenhængende. 

2. 

Skrevet i min bog, hvor meget gæsterne spiste, så jeg næste gang kan se, hvor jeg kan tilpasse, ved f.eks. at vælge salater, hvor flere ingredienser går igen.

3.

Tænkt meget over, hvordan jeg kunne lave salaterne, så de også var lækre dagen efter. Derfor havde jeg fravalgt dressing, som bare gør alting træls og sjappet, men havde i stedet vendt spelt, quinoa og orzo med lidt pesto eller olie, mens det var varmt. 

Jeg havde stegt kyllingen og serverede den ved siden af, så jeg dels kunne nøjes med at lave det, jeg vurderede, vi kunne spise, og så eventuelle rester kunne fryses.

Nødderne, der egentlig skulle drysses ovenpå, serverede jeg i skåle ved siden af, for at sætte tænderne i en daggammel peanut, der har overnattet i pesto i et køleskab, er tæt på at være det værste, jeg ved. 

Og endelig havde jeg lavet fetadip, muhammara og humus, som gjorde det ud for dressing, og resterne af dét har jeg spist som pålæg hele ugen. 

4.

Haft optur over at invitere familien til morgenmad i stedet for eftermiddagskaffe. Af flere grunde. Dels fordi jeg er igang med at tabe mig, og morgenmad er et måltid, jeg spiser alligevel, modsat eftermiddagskaffe, som bare er et ekstra måltid, der giver virkelig mange ekstra kalorier.

Ift. arbejdsindsats er det meget overskueligt at hente en pose rundstykker og et frisk rugbrød hos bageren, og snitte lidt frugt, og sammenholdt med, hvad jeg plejer at bruge på kage og boller, var det også væsentlig billigere. 

Og endelig var der NUL madspild ved morgenmadsløsningen. Pålæg, rugbrød og frugt blev brugt til madpakker, de overskydende rundstykker røg i fryseren, og kagen (- for der VAR kage) fik en ekstra tur i manegen om eftermiddagen, og resterne fik mine forældre med hjem til deres søde, gamle, nylige enkemands-nabo Ole.

5.

Ønsket mig – og fået – ting, jeg mangler/skal købe alligevel. En termokop til te (det smager mærkeligt, når jeg har det med i den, jeg plejer at bruge til kaffe), en god scrub til ansigtet, en lækker håndcreme, et par fede, trådløse høretelefoner og make up.

Det var virkelig den bedste fødselsdag, jeg har haft i årevis.

Opfølgning: Om børn, gener og afhængighed

Nu er det en uge siden, jeg postede indlægget om Frida og hendes forhold til mad, og hvor har jeg opdaget meget på de 7 dage, både fordi indlægget og kommentarerne har givet en intensivt fokus, som jeg ikke har i hverdagen, men også fordi I – som altid – er kommet med kvalificerede og betænksomme indspark.

Indlægget har være det, der i mine år som blogger, har givet allerflest mails bagom bloggen fra kvinder og mødre, der kender problemstilligen enten fra sig selv eller deres børn. 

Når jeg skriver indlæg som dette, er det slice of life, og det betyder, at der er meget, der ikke kommer med. Ikke fordi det er hemmeligt, men fordi det bliver for langt og ufokuseret, hvis alle små krøller og vinkler skal med. I er garvede rotter, så det ved I godt, men det er jo også det, der gør, at nogle kommentarer rammer lige ned i det, det handler om, mens andre umiddelbart ser ud til at ramme lidt ved siden af. Men! Jeg vil gerne understrege, at hver eneste kommentar har bidraget med noget værdifuldt, fordi det *også* har været utrolig givende at kunne strege dele af problemstillingen ud, fordi jeg, når jeg læser en kommentar pludselig kan se, at det ikke er dét, der er på spil her. 

Jeg har fået både mails og kommentarer på, at det måske kan være mig selv, det handler om. Alle har været formuleret både kærligt og respektfuldt, og jeg synes, det er fint, at det er blevet sagt højt. Jeg forstår sagtens, hvor tanken kommer fra, men samtidig er det også en vinkel, jeg uden at ryste på hånden lukker af. Jeg har været mine børns mor længe nok til at være 1000% sikker på, at når jeg vurderer, at der er noget – så *er* der noget. Det kan godt være svært at definere, præcis hvor grænsen mellem mine gamle spøgelser og børnenes udfordringer går, og den virkelighed forsøger jeg at være mig meget bevidst, men jeg tror også, at det er voldsomt vigtigt, at man som sine børns mest dedikerede advokat tør stå ved, at selvom man har ting med sig i bagagen, så betyder det ikke, at det man ser, er forkert. 

Så tak for sparring og for muligheden for at dykke ned i noget, som jeg virkelig føler, at jeg er blevet klogere på. 

Jeg har spekuleret på, hvordan pokker jeg sætter det her indlæg op, så det bliver bare nogenlunde overskueligt, og jeg er endt med, at overskrifter for en gangs skyld giver mening. Også fordi jeg gerne vil gøre det brugbart ift. indsnævring for de kvinder, der har skrevet til mig, som står i samme situation.

Så lad os kaste os ud i det

Hvad fungerer:

*Hun spiser, til hun ikke er sulten mere i 8 ud af 10 situationer. 

*Hun spiser normale portionsstørrelser

*Jeg har aldrig oplevet, at hun spiser ukontrolleret eller på fråde/flugtmåden. Aldrig. 

*Hun levner. Dagligt. 

*Hun efterspørger ikke en is mere, når hun har spist én.

*Der er masser af mad, hun ikke vil have.

*Hun vil gerne spise frugt og grønt.

Men hvad er så problemet?

*At hun har *utrolig* meget fokus på muligheden for søde sager, og derfor aldrig misser en mulighed for at få, når der er.

*At hun spørger meget efter det, og derfor også får skabt ekstra muligheder for at få. 

*At hun 2 ud af 10 gange glemmer at mærke efter, om hun er mæt.

*At hun er kræsen, og at vi derfor er endt med mad, der ikke er decideret usundt, men som mætter for lidt, og som hun derfor spiser for meget af. F.eks. brød uden kerner. 

*At manglen på fuldkorn osv. gør hende virkelig oppustet.

*Ovenstående giver et afledt problem i form af for mange snacks. Og selvom de er sunde(-ish), er der stadig mange kalorier i f.eks. tørret frugt og knækbrød med kerner.*

*Jeg har været for dårlig til at afgrænse/hjælpe hende med at træffe gode valg, fordi jeg indtil nu har været meget farvet af, at der i valgmulighederne skal være noget, Anton kan/vil spise.

*At mine skæve arbejdstider har gjort det svært at etablere en rutine med, hvad man må få at spise hvornår. Når vi nogle dage er hjemme kl. 12.30 og andre dage kl. 16.45, er det svært at systematisere mellemmåltider, og så det bliver det noget, der skal forhandles hver eneste gang. 

*Alt ovenstående giver sammenlagt en oplevelse af, at vi snakker om mad h-e-l-e tiden, hvilket er en kilde til mange konflikter og meget frustration. For os begge, faktisk.

Konkrete tiltag:

*Mad der mætter mere til måltiderne. Det bliver en gradvis overgang, og det bliver helt sikkert også en vej med bump, for der *er* mange ting, hun ikke bryder sig om. Men jeg skal have skilt ad, hvad hun reelt ikke kan lide (hvilket måske kan hænge sammen med konsistens/den sensoriske fornemmelse i munden), og hvad hun bare helst vil slippe for, hvis hun kan. Jeg har købt hvidt fuldkornsmel, som jeg prøver at bage boller med i dag, og jeg har fundet luppen frem til hvert eneste af måltiderne, så jeg er sikker på at få øje på de steder, hvor jeg kan justere. 

*Ovenstående skulle gerne minimere behovet for snacks. De bliver afgrænsede, og hun får tilbud om en rugbrødsmad, hvis hun er mere sulten. 

*Hjælpe hende til at drikke mere i løbet af dagen.

*I forhold til valgmuligheder og afgræsning, skal der findes nogle kompromisser, som begge børn kan leve og trives med, og det er jeg egentlig ret optimistisk omkring.

*Jeg stiller en tallerken med frugt og grønt på bordet, når jeg begynder at lave mad.

*Jeg holder øje med, om der er fællestræk ved de madvarer, hun ikke vil spise, så jeg kan finde ud af, om det er noget med konsistensen/det sansemotoriske.

*Jeg prøver at fjerne de søde sager helt i en periode (den her er jeg selv lidt usikker på, hvad jeg mener om, for vi har kun slikkepinde og sodavandsis herhjemme, og begge dele holder sig kaloriemæssigt under det, man får, hvis man drikker et glas juice, men det får et skud, og så ser vi, hvad der sker)

*Finde en god ‘lukkesætning’ som jeg kan bruge, når hun gerne vil snakke om, hvad hun må få, når vi kommer til legoland/i svømmehallen/i Skate House osv. Den her var et forslag i mailbakken; at afvise at tale om mad, men at fokusere på det, vi er igang med lige nu, og sige hvad jeg *gerne* vil tale om.

*Aflede hende, når hun spørger, og lukke måltidet ned ved fysisk at flytte os fra bordet/der, hvor vi sidder, når hendes fokus bliver uhensigtsmæssigt.

Hvad kan det også handle om:

*Faktisk har mit stirrende blik og intense fokus gjort, at jeg har fået øje på noget, som jeg ikke tror, jeg ville have koblet, hvis ikke jeg havde skrevet dette indlæg. For når jeg har hende med ude at handle, så har hun faktisk en adfærd, der minder om den, hun har ift. søde sager: Hun vil gerne have.. alt. En tube blå maling, en svensknøgle, en pose indisk krydderi, you name it. Hun bliver næsten sådan helt febril, og virkelig ulykkelig, når svaret er Nej. Nej. Nej. Nej. Nej. Det er sgu lidt som om, hun træder ud af sig selv. Og kombineret med det faktum, at hun lader til at falde til ro, når jeg har givet efter, og hun får en is eller en ny drikkedunk, har det fået mig til at tænke over, om det mon i virkeligheden handler om noget helt andet, nemlig grænser?

Hvis hun havde været voksen, ville man jo have hældt til en psykologisk forklaring om, at det handler om et forsøg på at fylde et tomrum, men det tomrum har jeg altid tænkt som noget, der opstår på baggrund af begivenheder, svigt, traumer osv. Eftersom Frida har haft det sådan helt fra hun blev født, spekulerer jeg på, om et sådan hul kan være genetisk betinget, om misbrugsadfærd mon bor i det samme hul, og om der er mere biologi i psykologien, end jeg før har været bevidst om. 

Interessant nok var det noget af det, hende håndlæseren jeg var ved, talte utrolig meget om ift. mig; at jeg har utrolig svært ved at acceptere grænser/begrænsninger, og altid, stillet overfor dem, føler en dyb, instinktiv trang til at udfordre dem. Spejl, much?

Hvad så nu?

*De næste par måneder prøver jeg at holde øje med, om de konkrete ændringer gør en forskel. Hvis ikke, vil jeg i første omgang prøve at tage fat i vores gamle sundhedsplejerske, som vi var virkelig glade for. Hvis det heller ikke gør en forskel, må jeg finde ud af, hvad vi så gør. Om det er Ulla Lebahn, børnepsyk eller noget helt tredje. Den bro må vi krydse, hvis det bliver aktuelt.

Tak for alle jeres kloge tanker. I er de bedste.

*Tjekkede i dag en pose med knækbrødssnacks, da jeg var ude at handle. Der var 180 gram i, hvilket jo ikke ser ud af ret meget – men kalorieindholdet i en pose var 1000 kcal. Altså, ca. et halvt dagsindtag for en voksen…

M2020, uge 3

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Inden vi går til ugens liste, er der lige et par ting, jeg gerne vil adressere:

A) Tak for jeres fine, fine tilbagemeldinger på mit seneste indlæg. Jeg laver en opsamling på, hvad det har sat gang i af tanker, opdagelser og konkrete tiltag i løbet af næste uge. 

B) I forlængelse af sidste uges M2020-indlæg: Jeg laver en opsamling af hele M20XX-serien, inden længe. Mit mål er at lave det som vinterferie-M2020-indlæg, så med mindre tiden løber fra mig, kommer det op i uge 7.

Således oplyste kan vi gå tilbage til originalformatet. 

I den forgangne uge har jeg:

1.

Pimpet en bodyscrub, jeg har købt, som havde *så* lidt scrub i sig, at betegnelsen grænsede til vildledende markedsføring. Jeg har flyttet rundt på den et par måneder, fordi jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre med den, men nu har jeg smidt en halv pose perlesukker og en dl. kaffegrums i, og den kan bruges til det egentlige formål.

(I gamle dage lavede jeg altid min egen scrub af mandelolie tilsat sukker og rørsukker (min hud tørrer ud af salt), tilsat et par dråber æterisk olie. Den er SUPERlækker, men glatte fliser og børn fungerer bare virkelig dårligt med produkter lavet på olie).

2.

Besøgt Bazaren i Esbjerg for første gang, siden jeg flyttede herned. I Aarhus handlede jeg en del i Bazaar Vest, fordi der virkelig var penge at spare på frugt og grønt; jeg tolkede ofte i nærheden, og så var det nemt at svinge forbi.

I Esbjerg ligger Bazaren i den østlige del af byen, og vi bor i nord, så det er ikke et sted, vi umiddelbart kommer forbi. Men fordi jeg har fødselsdag i morgen, og dermed i denne uge har haft brug for ekstra meget frugt og grønt, tænkte jeg, at jeg ville benytte lejligheden til at kigge derud.

Og det er virkelig no hate, og måske jeg kom på den helt forkerte dag – men der lå 4 forkølede peberfrugter i hvert sit hjørne af en kasse og råbte til hinanden, mens persillen og de 2 ensomme meloner bare lå i køleren og mugnede i stoisk tavshed.

Men nej er også et svar, og nu er jeg fri for at spekulere mere over dét.

3.

Har jeg prøvet at skrive dato på min opvaskesæbe, da jeg tog hul på den. Der er KÆMPE forskel på i pris på opvaskesæbe, og jeg kan ikke finde ud af, om den dyre faktisk *er* mere drøj, eller om det er same-same.

Én ting er, at det kan være billigere at købe 3 discount-sæber, og stadig spare penge ift. til dyre, men jeg forestiller mig her, at faktisk mængde her også hænger sammen med mængden af kemi, man hælder i afløbet, så hvis den dyre virkelig *er” så meget mere drøj, at det gør en forskel, vil jeg gerne betale mere for den.

Om børn, gener og afhængighed

Jeg har gået og vejet for og imod at skrive det her indlæg længe, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvor jeg står ift. at gøre det. For det handler om Frida, og selvom jeg fra tid til anden skriver om mine børn, tænker jeg meget over ikke at lægge noget op, som senere kan blive svært for dem at læse om, eller som de kan blive tvunget til at forholde sig til, hvis mennesker, der kender dem, læser med. 

Men fordi jeg både trænger til at tænke højt og virkelig gerne vil have input, skriver jeg det, og så må jeg pille det ned igen, hvis det kommer til at føles for mærkeligt i maven. 

Sagen er, at jeg tror, Frida har en form for spiseforstyrrelse, og jeg har simpelthen så svært ved, hvordan jeg skal hjælpe hende. Hun ligger stadig på sin kurve, som hun skal, men hendes fokus er så konstant på søde sager, at jeg godt kan se, hvad der sker, hvis ikke jeg hjælper hende med at finde en måde at tackle det på.

Det har været et issue, siden hun var spæd. Hun kunne være så forstoppet, at hun var som en sten at røre ved, og alligevel var det eneste, hun ville, at ammes. Sundhedsplejerskens forklaring var, at der findes en gruppe af børn, som ikke kan fortolke deres følelser korrekt; de mærker, at der er “noget” med maven, og fortolker det konsekvent som sult. 

Jeg har været omkring både læge og diætister, og har hevet i alle, jeg kender, der er noget indenfor branchen, men ingen af dem, jeg har løbet op, har specialiseret sig i forebyggende indsatser til børn. Det eneste, de kan tilbyde, er kalorietabeller og Y-tallerkner, hvilket er til at skrige over. At vi som samfund kan være kloge på så mange ting, og stadig være så forblændede at vores egne fordomme om, at fedme skyldes dovenskab og dumhed, og tror, at problemet kan løses af rygrad og matematik, er mig en gåde. 

Min egen fornemmelse er, at det er en form for afhængighed – men en afhængighed, som er medfødt. Jeg aner ikke, hvad teorien siger om misbrug; om man har forsket i, om der er bestemte, genetiske markører, der giver misbrugsadfærd, men fordi jeg, som jeg tidligere har skrevet lidt om, selv har haft et ret problematisk forhold til kost, træning og egen krop, er det noget, jeg har været opmærksom på, fra jeg fik hende.

Jeg har været nærmest hysterisk med ikke at koble følelser med mad (altså, at man ikke får en is, fordi man slår sig, eller at hygge er noget, vi putter i munden), jeg har, helt fra hun var ganske lille, prøvet at hjælpe hende til at skille følelser fra sult ved at spørge hende, om hun er træt, tørstig eller trænger til et kram, hvis hun kommer og beder om mad, og jeg vurderer, at hun ikke kan være sulten, og jeg forsøger i det omfang, det er muligt, at sørge for, at sociale situationer ikke tager udgangspunkt i mad. 

Jeg prøver at balancere på kanten af ikke at tabuisere det, men heller ikke at give det konstant fokus, som potentielt kan udløse en spiseforstyrrelse, og jeg er rasende opmærksom på, hvordan vi taler om overvægt herhjemme. 

Samtidig er det jo som at bo med et lille spejl. For alt, hvad hun bøvler med, har jeg også kæmpet med. Så længe, jeg kan huske. Og derfor ved jeg jo også, hvad der ikke virker, som f.eks. regler, grænser og restriktioner, som jeg selv – på alle områder i livet – responderer sådan her på:

I min jagt på svar og løsninger faldt jeg sidste år over Overeaters Anonymous, fordi jeg googlede ‘mad afhængighed børn’ og de kom frem som resultat. Jeg snakkede med dem, men da de ikke har erfaring med børn, gravede jeg selv materiale frem på nettet og læste mig ned i det. Det var en øjenåbner ift. mit eget forhold til mad, og dermed også til Fridas, men det løser stadig ikke problemet med, hvordan man hjælper et barn, der stadig er så lille, at hun primært orienterer sig efter reglen ‘det føles godt = det må være rigtigt’.

Herhjemme er det yderligere en udfordring, at Anton er verdens mest intuitive spiser, som samtidig er undervægtig, og derfor virkelig, virkelig gerne må få alle de mellemmåltider, han har lyst til. For jeg kommer til kort, når Frida beder om det samme, som han får, og jeg siger nej. Hvad svarer man på hendes “Hvorfor ikke?”, som ikke er løgn/får hende til at føle sig forkert/underkender hendes egen vurdering af, hvad hun føler ved at sige, at hun ikke er sulten, selvom hun mener, hun er?

Jeg synes virkelig, at det er svært. For hvornår hjælper man, og hvornår får man skabt en selvopfyldende profeti?

Inden jeg runder af, har jeg brug for at skrive, at det ikke handler om æstetik. Det gør det virkelig ikke. For mig er selve overvægten ikke problemet, det er alt det, den fører med sig af stigma, lavt selvværd og udfordringer i sammenhænge, hvor man skal bruge sin krop. I særdeleshed hvis de ekstra kilo kommer af misbrug, fordi det så ikke længere er et valg, man træffer, men en sygdom, man kæmper med.

Heldigvis elsker hun at bevæge sig, så det sørger jeg for, at hun får alle muligheder for, og hun synes, fuldstændig ligesom sin mor, at hun er verdens fineste Frida. Men det er en hård verden derude, og jeg kan tude ved tanken om, at den instinktive glæde hun føler ved både sig selv, sin krop og livet skal lide overlast. GID hun formår at holde fast i den sandhed, der for mig er mejslet i massivt granit: At hun har ret til både sin plads og al kærlighed i verden, uanset hvem hun er, og hvordan hun ser ud.

M2020, uge 2

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Lagt mærke til, at jeg har smidt mere ud, end jeg plejer. I første omgang tænkte jeg på, om det skyldtes en kombination af juleoverload og mangel på overskud til at forholde mig til de ting, jeg smed ud, men da jeg prøvede at zoome ind på, hvad det var, der røg ud, kunne jeg se, at det faktisk næsten var det modsatte, der var tilfældet.

For det, der er smidt ud, er næsten uden undtagelse ting, som ikke skal have andre destinationer end skraldespanden, og måske er det derfor, jeg først rydder op i dem nu. Efter i 2 år at have skærpet opmærksomheden på genbrug, upcykling, stop-alle-former-for-spild osv, virker det næsten helt vulgært bare at åbne skraldespanden og hælde i. (Og bare så ingen får kaffen galt i halsen: Jeg har selvfølgelig både sorteret og brugt genbrugsstationen flittigt).

Men overbygningen på at give videre, tror jeg, er, at begynde at tage ansvar for at vurdere, hvad der reelt kan bruges af andre. Jeg tror, at MANGE kender følelsen af, at det er nemmere at rydde op, hvis man kan forære tingene til nogen, man kender, i stedet for bare at smide dem ud eller aflevere til genbrug. Men efterhånden som jeg selv har flyttet mig i den her proces, er det gået op for mig, hvor anti-minimalistisk, det egentlig er, set ud fra et mentalt ressource-synspunkt. 

For det, der ofte sker er, at man som afsender holder op med at forholde sig til, om det, man lægger i bunken, rent faktisk kan bruges af andre – eller om det, hånden på hjertet, er affald. Jeg oplever det ind imellem ift. Frida, fordi hun tillægger ting værdi efter, hvem hun har fået dem af og ikke, om hun leger med tingene eller gå med tøjet. Og hvis hun har fået noget af en af sine helte, så er der INTET, der i Fridas øjne skal smides ud. Heller ikke den ensomme sko, kufferten, der ikke kan lukke eller udklædningskjolen, der er hullet og mør og mangler et ærme.

Og det er tosset. Og dovent, hvis vi skal være helt ærlige, for et sted undervejs i processen, holder man op med at putte i posen, fordi man tror, at nogen kan have glæde af tingene, men slår hjernen fra, fordi det er hurtigere og mere bekvemt, og forvandler dermed modtageren til skraldespand/pulterrum for de ting, man har følelser bundet i, og derfor ikke kan nænne at smide ud, men heller ikke længere selv gider flytte rundt på. 

Men det betyder, at man binder flere menneskers tid til projektet, hvilket er helt unødvendigt. For når jeg f.eks. rydder op i min makeup, som jeg gjorde forleden, og jeg i ‘væk’-bunken har øjenskygger, der er så gamle, at der formentlig er både asbest og beriget uran i dem, så ved jeg jo godt, at de skal ud. Dem skal Frida ikke have at lege med, bare så jeg slipper for at forholde mig til, hvad jeg ellers skal gøre ved dem, og det samme gælder udtrådt fodtøj, gamle køkkenredskaber, slidt babytøj, som mormor har syet (“kan børnehaven ikke bruge det til dukkerne, Frida?”) osv. osv.

Så lang historie kort er jeg nu i forhold til op- og udrydning nået til det sted, hvor det ikke længere kun handler om, at jeg kommer af med tingene, men at jeg også tager ansvar for, at de ender, hvor de hører til. Første gang.

2.

Ryddet op i kasserne med tøj fra hhv. SFO og børnehave, nu hvor vi alligevel havde dem med hjemme på ferie. Shit, de børn gror!! Ved samme lejlighed tog jeg vores respektive kasser med hatte/handsker/refleksveste osv i bryggerset, hvor jeg, ud over det, vi for nuværende bruger, lægger alt, hvad vi arver af den slags, når vi får det. Tidligere smed jeg det i arvekasserne sammen med bukser, bluser osv., men fordi det måske er 3-4 måneder om året, den slags skal bruges, er det bare mere hensigtsmæssigt at have det seperat, fordi man så kan se, om hatten passer, når den skal bruges, og ikke skal gætte, hvor meget et hoved mon vokser på et år.

3.

Foræret hhv. to glas instantkaffe med smag og en parfumeprøve væk, alle 3 dele fordi jeg ikke brød mig om dem. Jeg ved godt, at jeg ofte skriver en variation af det her tema på, men det er fordi det stadig er nyt for mig, og noget, som jeg virkelig synes gør en forskel. Tidligere følte jeg, at jeg havde ryddet op, hvis jeg havde tømt køle- og køkkenskabe for madvarer med overskredet salgsdato, og ting, jeg ikke fik spist, men set i bakspejlet har jeg smidt utrolig meget mad ud, fordi jeg ikke lige gad forholde mig til det, mens det stadig kunne spises.

Det falder lidt i tråd med punkt nummer 1, både ift. at der sker en udvikling i enhver proces, uanset hvor man er, når man starter, men også ift. at man selvfølgelig skal huske at spørge om folk, om de vil have 1 liter mælk eller 1/2 rulle marcipan, inden man bare deponerer det hos dem. Takker de nej, må man selv være den, der går den tunge vej til skraldespanden, eller finder på en kreativ måde at få tingene brugt op på.

4.

Tænkt over, om der er kommet nogle nye med ombord, der har brug for lidt opsummering på, hvad jeg har erfaret indtil nu, eller som bare har spørgsmål af den ene eller anden slags? Hvis det er tilfældet, så fyr løs i kommentarfeltet. Så kigger vi på det.

Herfra min verden går

En uge inde i det nye år, og dagene går i en underlig blanding af hverdag og undtagelsestilstand.

Nogle dage har jeg det sådan her:

Andre dage mere sådan her:

Men børn forankrer en rutine der gør, at dagene alligevel føles fyldte, selvom jeg lige nu ikke går på arbejde. 

I morgen er der ansøgningsfrist på et par jobs, jeg har søgt, som jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG håber på at blive taget i betragtning til, og jeg kan mærke, at vi lige skal se, hvor dét lander, før jeg kan koncentrere mig om at skrive gode og oprigtigt mente ansøgninger til andre stillinger. 

Dagene herhjemme går med at støvsuge nettet for jobannoncer, skrive ansøgninger – og så med at rydde op i småting fra fortiden, som tager uhyrlige mængder af tid. 

Som f.eks. at min tidligere arbejdsgiver – ved en frygtelige fejl – ikke har indbetalt pension til mig siden april. Heldigvis havde han husket at skrive det på lønsedlerne, og det *er* sgu da heller ikke til med alt det administrative bøvl.

Eller Pladsanvisningen, som i går sendte mig en kærlig hilsen: De vil gerne lige bede om 4.000 kr., som jeg ifølge deres beregninger har fået for meget i 2016 (…!). På udspecificeringen kan jeg se, at det skyldes, at jeg står til dobbeltindkomst den måned, hvor det *sidste* firma, jeg var i, gik konkurs. (Fordi tidligere-tidligere arbejdsgiver indberettede løn, men aldrig udbetalte den), så der er en forklaring og håb om, at det løser sig, men sådan noget, ikke? Det får min sjæl til at visne.

Men *udover det* udnytter jeg, at der er tid til at fokusere på projekter, der ellers ofte kommer i sidste række, når hele maskinen ruller:

Jeg besluttede mig i december for, at de måneder, jeg får herhjemme, skal udnyttes til at få et forspring i forhold til at komme de fordømte kilo til livs, så jeg snitter salat, går, så mine ben er ved at falde af, og udnytter det januarmomentum der gør, at alle omkring mig også er fokuserede på sundhed. 

(Jeg fik min Endomondo-rapport for december igår, og den viser at jeg – i en måned, hvor jeg har haft børnene hjemme i to uger – stadig har formået at gå næsten 70 km. Min skridttæller har vist sig at være et absurd godt redskab til at få lagt bevægelse ind, og siden jeg har fået den, har jeg gået mellem 10.000 og 19.000 skridt om dagen).

(Og jeg ved godt, at du kender én med ét ben og ingen arme, der har gået det tredobbelte antal skridt på den halve tid, men han må få sin egen blog og prale på den).

I mandags indløste mine veninder og jeg vores julegave til hinanden og var forbi en håndlæser, hvilket var SYGT fascinerende og gav mig en masse at tænke over. 

Tirsdag var jeg i anden anledning forbi en bilforhandler, hvor jeg fik øje på en brugt bil, som jeg forelskede mig i på stedet. Det satte en masse tanker igang, for den oprindelige plan var at køre i den jeg har, til den er betalt ud, og bruge den som ‘udbetaling’ til den næste. Men med forsikringssagen der kører, og et filter, der begynder at skabe sig, er det måske også noget med at gen-tænke, om akserne mellem, hvad der kan betale sig at ofre på den gamle og det optimale købstidspunkt for en ny, krydser et andet sted, end jeg først havde tænkt. 

Frida havde igår sidste dag i lillegruppen, hvilket betød farvel til søde Hanne, som har været ‘vores’ pædagog i 6 gode år, og Anton har pludselig fået en holdning til sin frisure.

Det hele begynder at lugte af afslutning, store børn og nye begyndelser, og det er lige, som det skal være.

M2020, uge 1

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været nærmest upassende glad for at få min sorteringskasse i bryggerset tilbage. Den har været brugt til julegaver, fordi der bare kun er så mange steder, man kan gemme gaver, når man bor på 100m2, men nu er den tom og klar igen. 

Kassen er den, jeg smider tøj i, efterhånden som det bliver for småt, eller jeg kan se, at det ikke bliver brugt. Fordi den står i samme rum som tørrestativet, sparer det en del tid og oprydning, at jeg bare kan tage tøjet fra, når jeg alligevel har det i hænderne. Når kassen er fyldt, sorterer jeg tøjet, og smider til genbrug eller giver det videre. 

På den her måde er der orden i skabet, og det frasorterede tøj har stadig en plads, hvilket system-mennesker som mig sætter umådelig pris på.

2.

Frosset resten af vores dip fra nytårsaften. “Hvad??” “HVAD sagde hun??” “Kan man virkelig fryse dip!?” hører jeg den vantro forsamling mumle. Det kan man. Konsistensen ændrer sig, så det kan ikke bruges som dip-dip, men det er jo reelt bare creme fraiche med krydderier i, som man sagtens kan fryse og bruge i madboller, tærter og sammenkogte retter.

Det kræver dog, at man på forhånd beslutter, at man vil fryse det overskydende, for er man, som mig, moderat hys med bakterier, går det ikke, at man har et mælkeprodukt til at stå og lumre på bordet i timevis, mens alle mulige stikker alt muligt i det, og så smider det i fryseren. Det kræver, at man rører det, opbevarer det på køl, og så fylder op i skålen, der står på bordet, efterhånden som det bliver spist. (- med en ren ske hver gang, ikke?)

Det, der har været på bordet, ryger ud, men det, der har stået i køleren, kan man sagtens genbruge.

3.

Ryddet op i vore sengetøj. Fridas nye dyne er en voksen-dyne, og dermed skal vi ikke længere bruge hverken juniordyne eller -betræk.

Vi har fået foræret to sæt sengetøj med Frost og et sæt med Chima, og når noget nyt rykker ind, må noget gammelt ud. Jeg gav morfar 2 dynebetræk, som var godt slidte, og derfor perfekte som klude, resten smed jeg i poser og afleverede i Røde Kors containeren, fordi jeg ved, at de bruger rub og stub ved enten at sælge det, eller bruge det som møbelfyld/tvist.

I øvrigt:

*Har jeg glemt at fortælle om den aften inden jul, hvor jeg sad i min sofa og så en ekstra uhyggelig film – og det kl. 22.15 pludselig bankede på mit køkkenvindue. Udenfor stod en lavstammet mand med østeuropæisk overskæg. Det viste sig at være den ualmindelig samvittighedfulde, tyske fotograf, der har taget billeder af Frida og gerne ville være sikker på, at “du får dem vor jul, jah?” Hvilket jo var pænt af ham. Og jeg kan jo bare trække vejret igen i mit næste liv. 

*Findes der er særligt sted i helvede til de forældre, der parkerer på en af de 7 Kys&Kør-pladser foran skolen mellem klokken 7.30 og 8.

*Havde jeg i morges tankerne et helt andet sted, og kom derfor til at bruge neglelakfjerner som skin tonic. Det kan jeg ikke anbefale.

*Har jeg fået svar fra forsikringsselskabet vedr. min bil. Ham, der kørte ind i mig mener, at jeg også skiftede bane. Det gjorde jeg ikke. Vi var på vej over til mine forældre, og jeg har kørt den vej 49873285465783465 gange, og kører ALTID i den inderste bane. Det ender formentlig med halv skade, og fordi jeg er elitebilist, bliver det økonomisk også til at overskue, trods alt. Men jeg er ved at DØ over uretfærdigheden i, at jeg skal betale, fordi han lyver. 

*Kommer der her en servicemeddelelse til virksomheder og iværksættere, små såvel som store: STOP med at lave konkurrencer på fb/IG, hvor folk skal tagge deres venner for at deltage. Det er irriterende, det er virkelig sært, at det er lovligt at købe et lod og betale med andre menneskers navne, og det har PRÆCIS den modsatte effekt af, hvad du håber på.  

*Får jeg ondt i tænderne af lyden af andre menneskers støvsugere. Er det normalt, Dr. Freud?

*Har Anton fået et par virkelig lækre, trådløse høretelefoner i julegave, som ligger ubevogtede hen, nu hvor han er i skole. Det bliver en god gå-tur idag. 

*Lærte jeg d. 01. januar kl. 8 mine børn at drikke (børne)champagne med juice i, og jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg er klar til kommunen, eller om jeg allerede nu er løbet med titlen som Årets Mor #BottomlessMimosasForLife

*Foreslog Lone i kommentarfeltet for et par indlæg siden, at dem, der havde lyst kunne smide deres nytårsforsæt/planer for 2020 i kommentarfeltet her; så står jeg for en opfølgning om 52 uger. Og jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I derude har på tegnebrættet det kommende år, så skynd jer til tasterne, por favor.

*Sov mine børn i lørdags hos mine forældre, og jeg havde derfor sat mit ur til kl. 5.30, så jeg kunne nå at gå min tur, inden jeg skulle hente dem.

Det er KULSORT på disse kanter om natten, og jeg har derfor én af de små, hidsige cykellygter sat i skoen, når jeg går i mørke. Men jeg tror aldrig, jeg har været ude på det tidspunkt før, og selvom jeg normalt ikke er ret nem at skræmme, havde jeg kun gået ved siden af den mørklagte mark og træerne i omkring 10 minutter, da jeg pludselig kom til at spekulere på, om vi er *helt* sikre på, at ulve er bange for mennesker?

Umiddelbart efter meldte sig den meget uvelkomne tanke, at selvom lys jo er fint nok ift. ikke at blive kørt ned, så er det også nærmest en målskive på ryggen, hvis en seriemorder skulle slentre rundt i mørket og kede sig.

Derfor var jeg glad, da jeg efter yderligere et kvarter kom op på den lidt større vej, fordi biler = mennesker = sikkerhed, ikke? FORKERT!! For de få biler, der hver 7. minut kørte forbi, var udelukkende kassevogne eller lastbiler, som vi ALLE ved er øksemorderes foretrukne transportmidler. 

(På det her tidspunkt har jeg skåret næsten 90 sekunder af min tid pr. gået kilometer, og i en afkrog af min hjerne noterer jeg mig, at skrækbaseret vægttab måske godt kunne fungere).

Da jeg endelig kan dreje fra vejen, ser jeg længere fremme en bil, og der er et eller andet ved måden, den kører på, der får mig til at bemærke den.

Jeg drejer, går et par meter og beslutter så at følge det instinkt, der får mine nakkehår til at rejse sig, så jeg bøjer mig ned (mens min fornuft fortæller mig, at jeg er en hysterisk idiot) og slukker lygten. Fordi jeg kun går i sort tøj, er jeg nu reelt usynlig. Jeg drejer igen – og det er så her, jeg hører, at bilen sætter farten helt ned. Og drejer. 

Herfra kører jeg på rent instinkt, så jeg springer ind mellem træerne og stå MUSSEstille. Bilen kører laaaaangsomt forbi. Stopper. Holder der, med motoren tændt, men uden at gøre andet. Jeg har nærmest blodsmag i munden på det her tidspunkt, og forbander mig selv, skiftevis for at have hidset mig selv op over noget, der givetvis er ingenting, og for at være så letsindig og naiv, at jeg skal ende mine dage i en juletræsplantage. Bilen triller videre. Holder stille igen. Jeg semi-kravler mellem træerne, til jeg når til et sted, hvor vejen drejer lidt, og hvor jeg ikke kan ses fra vejen, og så er der ellers dømt powerwalk de næste 3 km. med ørerne på stilke og nøglerne i hånden.

Da en due på størrelse med en struds flaksede ud af et træ, troede jeg sgu, at mit hjerte skulle flække af ren rædsel. SHIT, hvor var jeg bange. 

Men jeg kom hjem i god behold, og jeg har siden brudt min hjerne med, om der er en eller anden logisk forklaring. Et afløser-avisbud, der ikke kunne finde sin rute. Et eller andet. Jeg ved det ikke og finder aldrig ud af det, men det bliver public places og 1000 watts belysning fra nu af, det er helt sikkert.

M2019, uge 52

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Husket at opsige min testperiode på hhv. Mofibo, TV2 Play og et spil, børnene havde fået lov at købe på iPad’en.

Jeg hentede Mofibo for at se, om Tinka fangede som lydbog (det gjorde den ikke), og TV2 Play, så vi kunne følge med i årets julekalender. Begge abonnementer er sat op, så man tilmelder sig med sine betalingsoplysninger; selvfølgelig fordi udbyderne håber, at man bliver hængende. Jeg har tidligere undgået den form for prøveperioder, netop fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg glemmer det, men jeg er begyndt at lægge en notifikation ind i min kalender, så jeg får en reminder, dagen inden prøveperioden udløber. Det er dejlig effektivt, og betyder, at vi faktisk kan prøve forskellige tilbud af, og kan finde ud af, om det er noget, vi bruger.

Mofibo brugte vi i prøveperioden sammenlagt 24 minutter, TV2 Play blev udelukkende brugt til Tinka, og spillet, som børnene bare ikke kunne LEVE uden, spillede de 2 dage, og glemte herefter alt om. 

Til gengæld har jeg besluttet, at vi, når jeg engang begynder at tjene menneskepenge igen, skal have fjernsynskanaler. For hvor iPads indbyder til soloridt og eget værelse, har det været skidehyggeligt at sidde som høns på en pind i sofaen og se det samme. Det vil jeg gerne gøre noget mere. 

2.

Ryddet op i skabet med vin og sprut, hvilket umiddelbart lyder sjovere, end det reelt har været.

I det skab, hvor jeg har vin og spiritus, har jeg haft 5 flasker rødvin stående i snart et år, som jeg konsekvent er styret udenom. Derfor besluttede jeg i starten af december at der ikke skulle åbnes andet, før de flasker var væk. Det viste sig at intuitionen var god nok: Af de 5 flasker røg 4 direkte i afløbet, fordi de ikke duede. En af dem havde sågar udviklet en form for brus. Den sidste endte sine dage i en gryde, hvor den sammen med sjatter af rom, portvin og noget cognac, som jeg ikke ANER, hvor kommer fra, blev til basen i en hidsig, men virkelig lækker gløgg.

3.

Været en ørn til at bruge, hvad jeg har haft i køleskab og fryser, og at få foræret det væk, som jeg på forhånd kunne se, vi ikke kunne nå at bruge.

Det med at være på forkant, er en detalje, jeg har lært over tid. Tidligere ryddede jeg først op i køleskabet, når vi var igennem ferier og helligdage, og det betød, at de tre liter mælk, der var i overskud, for længst var blevet dårlige. Ved at tjekke køleskab, brødboks og grøntsagsskuffe dagligt, har jeg dels fået brugt de ting, jeg kunne i madlavningen herhjemme, og dels kunne skrive til de mennesker, vi har besøgt, om de manglede mælk, rugbrød, salat, osv.

Det betyder, at jeg stadig har kunne køre med feriehjerne, hvor det somme tider først er samme eftermiddag, jeg har taget stilling til, hvad aftensmaden skulle bestå af, og alligevel har undgået at smide mad ud.

Det hører med til historien, at jeg har lavet madplan med netop den betingelse i baghovedet, og derfor har købt ind til retter, der a) kan kombineres på kryds og tværs (mexicansk/bolognese), b) består af enkeltdele, der kan spises separat eller sammen med rester af salat/i pitabrød/på rugbrød til frokost (kylling/frikadeller) eller c) har lang holdbarhed (topping til pizza). Det kræver et vist overblik, fordi man skal være sikker på, at der er pitabrød i fryseren og mel nok at bage pizza af, men til gengæld det giver helt frie hænder, så man med god samvittighed kan lave det, der er tid og overskud til på dagen, og stadig nå igennem det, man har købt. 

__________________________________

Og hvad sker der så nu? Officielt er vi jo sådan set nået til vejs ende med de her indlæg, men.. altså… Ja. Det er bare så hyggeligt at skrive dem, så efter at have tænkt over 16 forskellige undskyldninger for, hvorfor jeg gerne ville fortsætte, kom jeg i tanke om, at det her jo sådan set er my house, og at jeg derfor er så priviligeret, at jeg kan gøre, næsten hvad der passer mig. Så nu går vi benhårdt efter det 20 års jubilæum. Løber jeg tør for punkter eller tanker, må jeg lukke serierækken ned undervejs; den bro brænder vi, når vi kommer til den.

Men indtil da ruller karavanen videre, og jeg håber, I bliver siddende i vognene.

Tak fordi I hænger på. Tak for input, tilbagemeldinger og engageret debat i kommentarfeltet. I er helt i særklasse, og jeg er heldig at have jer med ombord.

Godt nytår.