I spørger, jeg svarer: Hvordan fortæller man børn, at de er donorbørn?

I denne uge har vi noget så sjældent som et opfølgende spørgsmål til noget, der allerede har været sendt ind som et ‘I spørger’-spørgsmål. Det blev dog aldrig til et almindeligt indlæg, da jeg, for at kunne svare Julie dengang, valgte at fortælle hende min og vores historie, som den er, for at hun kendte mit udgangspunkt for at svare.

Dengang lød hendes spørgsmål således:

(…) Jeg har et spørgsmål, som handler om donorsæd/donoræg og alle mulige tanker derom. Først lidt kontekst: Jeg er 33 år og har været gift med min dejlige mand i 4 år. I 3 1/2 år af dem har vi forsøgt at få et barn, og er såkaldt ‘uforklarligt barnløse’. Efter 7 IVF/ICSI forsøg med lutter skuffelser og knuste hjerter, har vi valgt at forsætte med donoræg. Dette var ikke en let beslutning, og her i ventetiden på en donor, gør vi os begge en masse tanker. 

Jeg vil derfor spørge, hvad det betyder for dig, at Anton og Frida er kommet til ved hjælp af donorsæd? Tænker du over, hvilke kvaliteter/træk/dyder/intellektuelle evner de har fra dig og fra deres andet genetiske ophav? Bekymrer du dig om, hvorvidt der dukker sygdomme/ubehagelige træk eller andet op, som stammer fra donoren? Tænker/tænkte du på, om de mon kom til at ligne/ligner dig eller donoren? (…)

Essensen af mit svar til Julie var, at jeg gjorde mig mange af de samme tanker, inden jeg blev gravid, men at der for mig var meget, der faldt på plads, da jeg stod med to streger på pinden. 

For et par uger siden fik jeg så endnu en mail fra Julie:

(..) Der skete nemlig det ualmindeligt glædelige at jeg blev gravid i første forsøg med donoræg (efter 4 års behandling, 7 IVF/ICSI og en meget flosset sjæl og krop) og nu er min datter 1.5 år. Hun er lige, som hun skal være – sund og rask, sjov og glad, smuk og dejlig. Jeg kunne ikke have lavet hende bedre selv! Graviditeten var en vidunderlig, helende oplevelse og du fik fuldstændig ret i, at jeg blev mor i det sekund, jeg så de positive tests og at alle de spørgsmål om genetik, der fyldte så meget før, røg helt i baggrunden. 

Nu er der imidlertidig andre tanker, der trænger sig på, som handler om at fortælle hende historien om, hvordan hun kom til verden. Jeg tænkte – før vi fik hende – at man jo SELVFØLGELIG skal fortælle sine børn åbent og ærligt, hvordan de er kommet til, og den holdning har jeg stadig. Det er bare enormt svært i praksis. Jeg synes, at det gik fint, da hun var lille baby, og jeg fortalte historien om ‘den vidunderlige dame, som gav mor et æg, fordi mine egne ikke duede, og så voksede du i mors mave’ næsten dagligt. Det bliver dog sværere og sværere for mig at få ordene ud på en naturlig måde i takt med at hun bliver større og forstår mere og mere (altså hun er jo stadig kun 1.5 år, men hun mestrer jo sproget mere og mere nærmest dag for dag lige for tiden).

Jeg kan mærke, at jeg ikke har ‘lyst’ til at tale om det med hende. Det er ikke, fordi det er hemmeligt eller skamfuldt eller ubehageligt, men det er, som om at jeg gerne vil undgå at såre hende eller sætte noget ‘i mellem os’. Jeg ved godt, at Anton og Frida har en helt anden tilblivelses historie, men jeg vil alligevel spørge, om du vil sætte nogle ord på bloggen om, hvordan du har fortalt dem om dine valg ift. at få dem med mænd, som ikke umiddelbart skulle være en del af deres liv. Jeg tror og håber også, at dit fantastiske kommentarspor også ville byde ind med meget hjælpsomme refleksioner.   

Det er naturligvis helt helt i orden og helt forståeligt, hvis du ikke har lyst til at diskutere børnenes historier på bloggen (du skrev jo en email af samme grund sidst), men jeg tænkte, at din rummelige og kloge blog måske kunne være platform for en diskussion af, hvilke historier vi fortæller vores børn om deres tilblivelse og hvordan og hvorfor. (…)

Der er langt imellem, at jeg får en opfølgning fra de kvinder, jeg svarer bag om bloggen, og jeg blev simpelthen så glad over at høre, at historien dengang endte lykkeligt.

Det opfølgende spørgsmål synes jeg er rasende interessant, og det vil jeg derfor meget gerne prøve at .. om ikke svare på, så måske med-reflektere over. 

Jeg tror, at de fleste forældre med børn, som har en utraditionel tilblivelseshistorie, gør sig tanker om, hvordan man griber skabelsesberetningen rigtigt an, og fælles for os er, at vi alle ønsker det allerbedste for vores børn.

De sidste 20 år er der sket meget på fertilitetsbehandlingsområdet, og det betyder, at vi nu er ved at have en større gruppe af voksne mennesker, der er resultatet af IVF og insemination, som vi kan spørge, hvordan det er at være blevet til på de betingelser, og hvad de gerne vil vide/ville have vidst.

Jeg har været med i forskellige interessegrupper på fb, hvor de her ting diskuteres, men endte med at hoppe ud, fordi det blev for skingert, hvilket jo selvfølgelig skyldes, at det er et sårbart emne. Nogle (få) donorbørn er meget vrede over at være blevet til via donor, mens andre er mere pragmatiske omkring, at donorer har været et nødvendigt udgangspunkt for, at de overhovedet eksisterer. Lovgivningen er blevet strammet efter nogle skrækkelige sager, hvor én sæddonor er endt med at være far til hele fodboldhold, og der opstår hen ad vejen dilemmaer, man er nødt til at forholde sig til, som man måske ikke havde forudset, da man startede, som f.eks. om det er hensigtsmæssigt at drenge/mænd, der er blevet til via sæddonorer, selv bliver sæddonorer, når de bliver voksne, hvad betydning eksport af donorsæd har for risikoen for indavl, hvor meget genetisk udredning man skal lave af donorer osv. osv. 

Midt i alt det står de forældre, der har fået hjælp til at få børn, og jeg tror egentlig, at dem, det er sværest for, når vi taler om, hvad man skal fortælle børnene, er de par, der har fået hjælp, enten i form af donoræg eller donorsæd. 

For i mit tilfælde er det jo rimelig åbenlyst, at vi ikke har Far boende hos os. Denne afvigelse fra normen afstedkommer spørgsmål fra omverdenen, og dermed er det umuligt at holde hemmeligt, at mine børn er blevet til, fordi jeg har fået det til at ske. Det vilkår har man ikke i et parforhold. Her kan man ikke umiddelbart se, at noget er kommet til udefra, og det – tror jeg – kan gøre det mere bøvlet at vælge den åbenhed, som jeg tror, alle er enige om, er den bedste.

For jeg tror, at alle, der har fået hjælp, er MEGET idealistiske, når de er gravide, og så længe børnene er små. Her er det nemt at være åben og fortælle om rare damer og mænd, der har hjulpet ved at give celler og æg. Men det *bliver* sværere, når de bliver større, og egentlig tror jeg ikke, det handler om berøringsangst; jeg tror netop, at det, som du skriver, handler om, at man føler, man taler en usynlig mur op, som man som forælder frygter kan give barnet en følelse af ikke at høre til. 

Og så bliver det nok ekstra svært, når man faktisk ikke er tvunget til at gøre det: Hvis du valgte at holde det hemmeligt, ville hun potentielt kunne gå gennem hele livet uden nogensinde at få det at vide. 

Men jeg tror, man er nødt til det. For den hårfine revne, man kan frygte vil opstå, hvis man er åben omkring det, tror jeg er ubetydelig, sammenlignet med den revne, jorden vil slå mellem jer, hvis hun finder ud af det på et senere tidspunkt. Ikke mindst fordi jeg tror, at det ofte er i sårbare situationer, man har brug for at tjekke op på genetikken, og her tror jeg, at det bliver ekstra svært, hvis man pludselig også skal til at forholde sig til, at der er noget, man ikke har fået fortalt.

Men det er også 100% det, jeg læser i din mail. At du og I er afklarede med, at hun skal kende sin historie – men at det er den lavpraktiske håndtering af historiefortællingen, der kan være svær. 

Når jeg står i situationer, hvor jeg synes, det er vanskeligt at afgøre, hvad der er det rigtige at gøre, prøver jeg altid at tænke: “Hvad ville jeg forvente af mig selv, hvis vi var to, og hvordan tror jeg, vi ville gribe det an?” Det har hjulpet mig mange gange. For jeg tror, at både jeg selv og verden omkring kvinder, der får børn alene, har en tendens til at glemme, at mennesker i parforhold, der får børn, heller ikke har alle svarene på forhånd. De forholder sig sjældent til sygdom, skilsmisser og hvad-nu-hvis-økonomi, inden de får børn, og selvom der er områder, hvor der *er* en god ide at have tænkt tingene lidt ekstra igennem som enlig, så må man også gerne trække grænsen et sted. 

Nu er I to. Men måske det for jer kunne være en hjælp at tænke på, hvordan man ville gribe børns tilblivelse an, hvis de var lavet en tilfældig onsdag aften i soveværelset? For uden at jeg har siddet med ved alle middagsborde i hele verden, så er det ikke mit indtryk, at man dagligt eller ugentligt uopfordret fortæller sine børn, hvordan de, helt lavpraktisk, er blevet til. Det er noget, man taler med dem om, når de selv kommer og spørger til det, tror jeg? Måske I kunne bruge det samme princip? At I, når hun taler om babyer eller gravide maver, måske smider en sætning ind om, at I var så heldige at få det bedste æg på hele sygehuset, men at hun er vokset inde i din mave? For jeg tror, at I for jeres egen skyld er nødt til at nævne det allerede nu. Ellers bliver det simpelthen for svært senere. For hvornår er Det Rigtige Tidspunkt? Og hvis det bliver ‘Kom lige og sæt dig, skat. Din far og jeg har noget, vi skal tale med dig om’ så kommer det *først* til at fylde. Ved at plante et frø nu, giver I hende noget, hun selv kan tage fat på og spørge ind til, når hun bliver ældre og begynder at få spørgsmål, og det tror jeg måske vil give den mest naturlige samtale?

Jeg gør det samme her. Når vi ser noget eller taler om noget, hvor mine børns historier adskiller sig fra normens, nævner jeg det. Bare med en enkelt sætning, så de ved, at jeg ikke er bange for at snakke om det, og at det ikke er noget, de eller vi skal skamme os over. Jeg er ærlig omkring det, når der er noget, jeg ikke har et svar på, og i de situationer, hvor de konstaterer, at noget her er anderledes, giver jeg dem ret, uden at forsvare det. For den fælde er nem at falde i. Fordi man har valgt at gøre noget, der giver dem betingelser, der måske kan opleves som sværere end dem, vennerne har, kan man føle, at alle spørgsmål skal mødes med forsvar og ekstra gode argumenter. Det tror jeg, man skal gøre sig selv den tjeneste at lade være med. Alle børn får kort på hånden, hvor noget ikke er, som man ville ønske, uanset om det er antal/mangel på søskende/bedsteforældre, hverdagen og tiden, man har sammen, genetisk disponeret psykisk sårbarhed osv. osv. Men når vi over-svarer, er det ofte vores egen frygt og dårlige samvittighed, vi svarer ud fra – og jeg tror faktisk sjældent, at det er det, børnene gerne vil have svar på. De har brug for at benævne verden, som de ser den, uanset om det er i konstateringen af, “Det er en hund, mor!” eller “Jeg har ingen far”. Begge dele er rigtigt – og ingen af delene er ladet med værdi af hverken positiv eller negativ karakter.

Så essensen af mit bud er at finde små måder at nævne det på, når hun selv bringer emnet op, men ikke at taaaaaahhle om det hele tiden. Min veninde og jeg snakkede på et tidspunkt om, hvordan man taler med børn om at få børn, og hun sagde, at hun altid forestillede sig, at det var en opskrift, hun skulle forklare dem. Det synes jeg var en ualmindelig god måde at gøre det på. For lige nu er din datter kun på “Start med at tænde ovnen på 180 grader” – og der er ingen grund til at løbe rundt og råbe: “DU SKAL LIGE VÆRE OPMÆRKSOM PÅ, AT DER ER EN OPSKRIFT!” hele tiden. Men ved at nævne punkt 1, har I præsenteret, at der *er* en opskrift, og at I er klar til at snakke om punkt 2, 3 osv. når hun gerne vil vide mere.

Jeg ved ikke, om det overhovedet er noget, du føler, du kan bruge. Lige når det kommer til de svære samtaler med børn, er der så mange faktorer, der spiller ind, og det, der fungerer i én familie, ville være helt skævt i en anden. Derfor håber jeg også, at nogle af alle jer gode læsere derude vil byde ind, både hvis I selv er børn med atypiske historier, eller hvis I har gode/dårlige erfaringer med måder at gøre det på.

Bare husk, at det her er én af dem, hvor alle har hjertet uden på tøjet.

Påskepause

Påskefreden har sænket sig, og det var tiltrængt. Selvom jeg godt ved, at vi jo ikke har haft kontinuerligt travlt de sidste mange måneder, så føles det alligevel sådan. Måske fordi der har været et par af de store omstillinger, som både fylder og kræver en mental indsats. 

De nye værelser har definitivt lukket for, at børnene kan komme ind om natten, og det har været en sej omgang for dem at vænne sig til. De nætter, der har været værst, har jeg været oppe mellem 8 og 12 gange; jeg ved ikke, hvorfor mine børn tror, jeg går fra dem, når de ikke kan se mig, for det har de ikke oplevet én *eneste* gang, men nu er vi endelig ved at lande og så langt, så godt. 

I fredags havde Frida sidste dag i børnehaven, og på tirsdag starter hun i førskole. Hun er mere end klar, og for mig har det været en virkelig fin oplevelse at følge et barn, hvor der ikke har været den mindste tvivl om, hvorvidt hun skulle videre eller ej. Jeg tror ikke, at man træffer store beslutninger om sine børn, uden at have mørke nætter, hvor man tvivler på alt, hvad man ved, men når jeg ser, hvor klar Frida er, bliver jeg også med tilbagevirkende kraft bekræftet i, hvor godt det var, at jeg fik Anton skoleudsat. Det var lidt vemodigt at tage afsked med de fantastiske pædagoger, vi har fulgtes med de sidste 8 år, for de har for mig, som solomor, været vigtige sparringspartnere. Men Frida har brug for mere at rive i, og jeg er også ved at være klar til at have børnene samlet ét sted, kun at have ét intra og én ferieplan at navigere i, og til ikke at have flere holdninger til madordninger og sukkerpolitik. 

Bilen var til service igår, og verdens bedste mekaniker havde bedemandsfjæset på, da jeg hentede. Det lakker mod enden, og vi er nu der, hvor man hele tiden skal veje op, hvad det koster at lave den, kontra hvad jeg kan få for den i bytte. Han fik på pædagogisk vis sat mine muligheder op, og jeg skal lige bruge de næste par uger på at tygge på, hvad jeg gør. Jeg havde godt nok glædet mig til at prøve at være gældfri for første gang i 20 år, men det er måske ikke verdens bedste argument at træffe beslutninger ud fra. Skal den køre videre, koster det 10K, hvilket er nogenlunde det samme, som jeg kan forvente at få for den i bytte. Og havde jeg været sikker på, at den så var køredygtig et par år, havde jeg gjort det uden at blinke med øjnene, men problemet er, at der på min bil er en fabriksfejl, der gør, at den bruger alt for meget olie. FDM har været på sagen, og hele striben af biler fra den produktion har været indkaldt og forsøgt repareret, hvilket har hjulpet en smule, men det ændrer ikke på, at det er spørgsmål om tid, før udstødningssystemet står af, fordi det ikke kan følge med olieforbruget. Det betyder, at selvom jeg smider 10 i den nu, så ved vi ikke, hvornår der skal smides yderligere 10 i. Det kan være om to uger eller om to år. Og sker det i morgen, er vi pludselig ude i, at jeg har betalt dobbelt så meget for reservedele, som bilen er værd. Så. Jeg tænker. 

Om en uge har jeg 2 skolebørn, om 8 uger udløber min nuværende ansættelse, og hvad vi skal til sommer, står hen i det uvisse. Men på lørdag skal jeg til Aarhus, og i morgen trodser jeg min angst for husblas og prøver kræfter med en cheesecake til påskefrokosten torsdag. I dag skinner solen og vi skal i skoven, og egentlig tror jeg nok, at det hele skal gå.

PS: M2021 holder påskeferie på fredag, men er tilbage næste uge. 

M2021, uge 12

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Holdt hestene og dermed undgået at købe en GPS, som – viser det sig – jeg ikke har brug for. 

Og inden jeg går videre: Jeg ved godt, at de fleste mennesker idag bruger deres telefon, men det vil jeg gerne være fri for. Dels fordi jeg er lidt hidsig med ikke at have en telefon til at hænge og friste med beskeder og notifikationer, når jeg kører, og dels af den lavpraktiske grund, at jeg i løbet af en arbejdsuge ofte tolker steder, jeg aldrig har været før, og hvor jeg derfor er 100% afhængig af teknik, som kan guide mig derhen. Det betyder, at jeg reelt er uarbejdsdygtig, hvis jeg glemmer min telefon, eller den løber tør for strøm, og da stikket i min bil ikke virker, kan jeg ikke lade den op, når jeg er på farten. 

Nå, men i sidste uge døde min GPS så, og fordi de sidste par uger har været helt vanvittigt travle, var jeg egentlig, tju-hej, på vej på Marketplace for at finde en brugt, men inden jeg nåede så langt, snakkede jeg med min far og fik i forbifarten nævnt, at den var stået af.

“Men du fik da vores den gamle?” sagde han. Hvilket jeg hårdnakket benægtede, fordi 1) det ville jeg kunne huske og 2) jeg ville vide, hvor i mine meget trimmede skabe, den i givet fald ville befinde sig.

Lang historie kort: Min far havde ret – og for at føje spot til skade kunne han endda fortælle mig, hvor jeg havde lagt den.

Jeg siger ikke, at jeg hellere ville have betalt for en ny. Jeg siger bare, at en ny ikke ville have sendt mig overbærende, triumferende blikke de næste mange måneder. 

2.

Som nævnt haft helt vanvittigt travlt. Det samme gjorde sig gældende ugen før, og hvor mange ting kan skubbes en uge, så bliver det lidt mere kritisk med rent tøj, tjek-ups af netbank osv., hvis man ikke forholder sig til det i flere uger.

For mig har de uger altid været én af de største fælder ift. madspild, fordi det overskud, jeg følte, da jeg skrev indkøbssedlen i weekenden, for længst er fordampet, når jeg sætter nøglen i døren mandag kl. 17. 

I den slags perioder føler jeg faktisk, at jeg drager nytte af det mindset, jeg har udviklet over de sidste 3 år. At jeg er blevet god til at sortere fornuftigt og vurdere, hvordan jeg ikke bare laver strudsen, og dermed skaber en pukkel, så et par travle uger pludselig forvandler sig til en uoverskuelig måned, fordi alt det, der hober sig op, tålmodigt står og venter ved målstregen. 

Så jeg har omhyggeligt sørget for, at jeg alle løse ender var bundet hver eneste aften, inden jeg gik i seng, og at der var ryddet op og sat i opvaskemaskinen, inden vi kørte om morgenen. Madplanen har været ultra-simpel, med fryser-indslag til børnene og en salat/sandwich/pita-kombination til mig, så der kun skulle hakkes grønt et par gange undervejs. Det betyder, at jeg nærmest besvimede, da jeg landede i sofaen igår, men til gengæld stod jeg op her til morgen og havde fri, og aftensmaden her til aften var en lækker mexicansk tærte, hvor alle rester af grønt, ost og æg kunne smides i. 

3.

Endelig, endelig, ENDELIG fået min nye telefon. Det var godt nok også ved at være kritisk med den gamle, som efterhånden crashede 7-8 gange om dagen, og fordi mit teleselskab blev ved med ikke at kunne sige, hvornår den kom på lager, endte jeg i onsdags med at skifte til et af de mange andre selskaber, der havde den.

Den kom igår, jeg har hentet den idag, og jeg elsker den. 

Jeg har købt en 12’er, og jeg har ikke de fjerneste skrupler omkring det. Den aflagte var en 6’er, så jeg slider mine telefoner HELT i bund, og derfor ville jeg denne gang gerne have én, der ikke allerede var bagud, når jeg tog den ud af pakken. Det er min 4. iPhone og den første, jeg køber fra ny af, og da den samtidig var på tilbud, så jeg sparede 1600 på den, havde jeg det lidt som om, Gud talte direkte til mig.

Er listerne opdateret med følgende:

Podcasts:

Let’s go to court

True crime podcast, som jeg er stødt på et par gange, men hver gang har fravalgt, fordi jeg syntes, det lød virkelig uinteressant at høre retsager genfortalt – men det er det på ingen måde. Tværtimod betyder det, at man får lov at høre en masse sager og historier, man ikke har hørt før.

Stilen minder meget om Sinisterhood, som jeg også er vild med, så kæmpe win at finde én at kaste sig over, med 150 helt nye afsnit at binge. 

The thing about Pam

En fortælling om en klassisk mordsag, som tager nogle ret vanvittige drejninger undervejs. 

Den er hostet af Keith Morrison, som er en institution i amerikans true crime, fordi han er vært på Dateline. Hans fortælle-stil er ‘nu skal onkel morfar fortælle dig en historie’ og det er man nok enten til eller også er man SLET ikke. Jeg lå på vippen de første par afsnit, men historien er virkelig god, og efter et par episoder gror det på én, og det er næsten trist, når serien er slut.

Finding Fred

Til dem, der ikke lige kender Mr. (Fred) Rogers, var han en umådelig populært børneshows-tv-vært i USA i flere årtier. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg i sin tid bed mærke i den her podcast, for som helt almindelig dansker har jeg ikke rigtigt noget forhold til Mr. Rogers. 

Holdet bag podcasten sætter sig for at finde ud af, hvad det var, der gjorde Fred Rogers til det symbol på godhed og indsigt i børn og deres verdensforståelse, som han var. Det kan lyde irrelevant og fjernt, men podcasten udvikler sig til at blive en virkelig fin fortælling om, hvad det gode i mennesket er, om det er født eller tillært, og om vi skal se det bedste i mennesker, når de sårer os bevidst.

Ofrene

P7-værten Sandie Westh, som er søster til Jannie Westh, der i 2007 blev slået ihjel af sin kæreste, har startet en podcast for at tage ofrenes historier tilbage. Jeg følger hende på Instagram, og som jeg forstår projektet, så er det et opgør med hele true crime genren, fordi den føles ulækker og uværdig, når det er et menneske, man elsker, der er den ufrivillige hovedperson i historien.

Det er umuligt ikke at have sympati for projektet. Og jeg forstår virkelig godt, at det river hjerte og sjæl midt over, hvis man hører to værter sidde og cracke jokes om den mest traumatiske oplevelse, man har været igennem. 

I USA begynder de mennesker, der sidder tilbage, også at røre på sig i true crime genren, og der er ved at ske noget med måden, historierne fortælles på. Familiemedlemmer til både ofre og gerningsmænd deltager i stigende grad i debatten, og det tror jeg er godt.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg står; om jeg synes, man kan tage patent på en historie, når den er så voldsom at den finder vej til nyhederne. Hvor går grænsen? Hvem må fortælle? Kun familien? Kun etablerede medier? Må man lave film baseret på virkelige hændelser? Har antallet af ofre noget at sige? Må man fortælle om Utøya? Om 9/11? Og er det her i virkeligheden bare endnu en subgenre af true crime?

Det er komplekst, synes jeg, men vi kan under alle omstændigheder godt blive enige om, at det mindste, man som podcaster kan gøre, er at fortælle historien med empati og respekt for ofrene. Både dem, der ikke er her mere, og dem, der sidder tilbage. 

Serier:

Exit

Den her kan man streame på DR.

Beskrivelsen af den lyder således:

“Serien bygger på sande udsagn fra fire norske forretningsmænd, der tilbage i 2017 valgte at give et indblik i deres verden fyldt med stoffer, prostituerede, vold, sex, magt og penge.”

I call bullshit. Jeg tror, at man har lavet en Blair Witch, hvor man sælger den som dokumentar, men hvor det viser sig at være fri fantasi. Dels er det så ekstremt, at det er svært at forestille sig, at man ville kunne holde en karriere kørende med den livsstil på sidelinjen, og dels er der for pæne sløjfer om for mange af tingene til, at det kan være hentet i virkeligheden. Men vi er et par stykker i omgangskredsen, er er uenige, og måske er jeg bare en gammel, skeptisk dame, der er farvet af at være ramlet ind i en håndfuld podcasts, der har vist sig at være det pure opspind. Radioteater på nye flasker. Og det gider jeg ikke. Jeg får akut lukket kropssprog, når noget, jeg henter som dokumentar, viser sig at være fiktion. For år tilbage havde vi den samme diskussion om blogs: Må de være frit opfundne? Et fantasiland befolket af fiktive karakterer? Det synes jeg ikke, men jeg kan faktisk ikke helt forklare hvorfor. 

Anyway: Det er filmen Rich Kids flyttet til den norske finansverden, der er fuld fart på, og jeg var godt underholdt.

I spørger, jeg svarer: Om at blogge, dengang og nu

I sidste uge fik jeg en mail fra Pernille om det at blogge. 

Normalt paster jeg mailen eller dele af den ind i starten, når jeg skriver ‘I spørger’-indlæggene, men i dette tilfælde er der lidt overlap mellem mailen og de kommentarer, jeg fik under det seneste indlæg, så denne gang har jeg valgt at sammenskrive spørgsmålene og sætte dem som overskrift til de 3 afsnit, jeg har skrevet som svar. 

Der er nogle af de her ting, jeg har skrevet om før, både i indlæg og kommentarfelter, så hvis man synes, at noget virker bekendt, kan det sagtens være tilfældet. Men lige ift. de her spørgsmål, giver det mening at gentage nogle af pointerne, synes jeg, så nu får I det hele i én pærevælling.

Hvis noget er uklart, eller der er noget, I gerne vil have uddybet, er kommentarfeltet, som altid, piv-åbent. 

Lad os komme igang. 

Bloggen og de andre

Har det at blogge ændret sig for dig gennem årene? Er der hensyn, du tager nu, som du ikke gjorde i starten? Og hvordan er det at dele ting fra hverdagen, som også involverer andre?

Hvis jeg skal starte med at nævne noget, der ikke har ændret sig, så er det, at bloggen først og fremmest er noget, jeg skriver, for og til mig selv. Den er en måde for mig at få styr på noget af alt det, der kværner rundt i knolden på mig, fordi jeg ofte opdager sammenhænge og årsager, når jeg skal formulere mine tanker på en sammenhængende måde, så andre kan forstå dem.

Modsat en dagbog, har man også altid en lille djævlens advokat til at sidde på skulderen, når man skriver til andre, fordi der hele tiden kører et ‘hvad ville jeg selv tænke, hvis jeg læste det her’-spor, mens man skriver. Det har givet mig mange indsigter over årene.

Det betyder, at selvom bloggen er et egoprojekt, så fungerer den jo kun, fordi der er nogen, der læser med. Det har givet lidt debat gennem tiden, når der er opstået situationer, hvor læsere er blevet sure på mig, og jeg ikke vil lægge mig fladt ned, for ligesom med kunder og butikker er det et argument så gammelt som tiden selv, at sidstnævnte ville miste deres eksistensgrundlag, hvis ikke førstnævnte fandtes. Det er en valid pointe. Men det, de vrede læsere somme tider overser er, at det for mig er ligegyldigt, om der er 5 eller 5000, der læser med. For mig ligger hele værdien i, at der *er* andre øjne – ikke i antallet af disse.

Jeg har, siden Pernilles mail, tænkt lidt over, om bloggen er blevet mere tandløs. Om der i dag er emner, jeg styrer udenom, fordi jeg ikke vil støde nogen på manchetterne. Jeg er i tvivl. Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere selektiv ift. hvilke tæsk, jeg stiller op til, men jeg tror måske, at det er noget, der mere hænger sammen med at blive ældre, end med berøringsangst? For jeg synes egentlig stadig, jeg skriver om det, jeg har på hjerte, både når det er lal og bananer, og når det er noget med lidt mere bid i.

Jeg har tre gange pillet indlæg ned, fordi jeg har vurderet, at det for hurtigt har taget en drejning i kommentarfeltet. Vi sidder med hver vores livsbagage, som får os til at læse og forstå ting forskelligt, og sommer tider ved jeg godt, når jeg trykker ‘Udgiv’ at et indlæg kan falde ud til to sider. I de tilfælde bruger jeg de første kommenterer til at vurdere, om jeg har fået formuleret mit budskab godt nok. 

Jeg bruger stadig meget tid på at tænke over, hvorfor/om det, jeg skriver, er relevant for jer. At der skal være noget i det, I kan bruge til noget, hvad enten ‘noget’ er at trække på smilebåndet, at finde inspiration til nye podcasts eller at tage specifikke emner med ud og tænke videre over i egne liv. Jeg tror klart, at det er én af årsagerne til, at der ofte er gang i kommentarfeltet her; at vi taler om noget, der er relevant for andre end mig selv, og hvor man derfor får lyst til at byde ind. Men jeg forsøger også at skrive lidt om hverdagen og de småting, jeg går og bokser med, fordi jeg selv, som læser, godt kan lide, at man som bagtapet til debatindlæg, har en idé om, hvem mennesket bag ordene er. 

Da jeg startede, havde jeg færre grænser ift. hvad jeg skrev om andre, men jeg har alle dage været ret opmærksom på, at de mennesker, jeg har omkring mig, ikke skal kunne læse om sig selv herinde. Derfor skriver jeg meget sjældent om mennesker, der kan identificeres, som f.eks. min søster eller mine forældre, og når jeg skriver om venner og bekendte gør jeg mig ret umage for at skrue op og ned for detaljer, så det bliver problemstillingen og ikke de involverede parter, mit indlæg handler om. Jeg ville være meget ked af, at mennesker, jeg holder af, bliver bange for at betro sig til mig, af frygt for at ende som ufrivillig underholdning.

Jeg kan selv se, at jeg skriver mindre om mine børn i takt med, at de bliver ældre, hvilket føles som en naturlig udvikling. De bliver stille og roligt deres egne, som har ret til selv at have noget at skulle have sagt ift. hvad verden får at vide om dem. 

Sidst men ikke mindst har jeg også efterhånden lært, at hvis jeg skriver hele indlæg om kendte mennesker eller institutioner, så er der altid nogen, der kender nogen, og derfor tænker jeg idag meget mere over, hvordan jeg formulerer mig, når jeg skriver de indlæg. Jeg har både haft besøg i kommentarfeltet af offentlige personer, og har oplevet at se mine indlæg linket i kommentarfelter på facebook hos dem, de handler om, så jeg er ret opmærksom på at formulere mig, så jeg kan stå ved det, jeg skriver. Sådan har det ikke altid været, men sådan er det blevet.

Kommentarfeltet og læserne

Jeg kunne godt tænke mig at høre dit take på udvikling i kommentarfeltet/interaktion med læserne over årene. Hvad er der kommet mere/mindre af? 

Jeg tror, at den største ændring på min blog indtraf, da jeg besluttede at svare på mine kommentarer. Ordentligt. Jeg ser ikke så mange andre bloggere kommentere rundt omkring, hvilket jeg nok aldrig helt har forstået, men efter selv at have kommenteret flittigt hos et par stykker, som stort set aldrig svarede, kunne jeg mærke, at sådan syntes jeg ikke, det skulle være hos mig.

Det kræver tid. Jeg bruger ofte længere tid i kommentarfeltet end jeg gør på at skrive mine indlæg – men det er på alle måder det værd. Den interaktion, det har afstedkommet, er i særklasse – og selvforstærkende. For det giver langt større lyst til at engagere sig og byde ind, når man kan se, at der er flere, der med ægte interesse læser det, man skriver, og jeg sidder somme tider med fornemmelsen af at være formand for et utrolig hyggeligt klubhus, hvor medlemmerne virkelig gerne vil hinanden. Der er *afsindigt* meget IQ til stede i mine kommentarfelter, og det holder aldrig op med at overraske mig, at uanset om vi taler om konservering af dyr, lægemidler eller surbundsbede i parkanlæg, så er der altid lige et par stykker, der tilfældigvis ved alt om det – og som godt gider bruge tid på at hjælpe os andre med at blive klogere. Det har givet langt mere dybde og substans, og det har over årene presset de lidt mere .. neutrale småkommentarer ud.

Til gengæld kan jeg også mærke, at det over de sidste par år er blevet vigtigt for mig at være tro mod mine egne grænser. Der kan være svært at give sig selv lov til, for jeg ved jo godt, at langt, langt størstedelen af dem, der kommenterer herinde, mener det godt. Men idag er jeg nået frem til, at det er ok, at jeg også har en forventning om, at dem, der kommenterer, gør sig umage, når de skriver – og måske også deler lidt af sig selv. Det sidste skal forståes på den måde, at der er himmelvid forskel på at svare på et spørgsmål, hvor jeg kan læse, at afsenderen og jeg bøvler med nogle af de samme ting, og på et, hvor min oplevelse er, at der er tale om kritik camoufleret som nysgerrighed. Det sidste synes jeg desværre er et udbredt problem blandt akademiske kvinder, som er socialt kompetente nok til at vide, at vi ikke bare siger: “Kæft, jeg synes, det var åndssvagt, det du gjorde der”, men i stedet formulerer det: “Jeg bliver nysgerrig på dine bevæggrunde for at vælge dén løsning?”. Og her bliver det skriftlige medie svært, for der er mange nuancer, der går tabt. Men netop derfor er jeg heller ikke længere så overbærende med “Nu er det ikke for at være træls, men – “ eller “Jeg undskylder på forhånd, men – “ For hvis du ved det på forhånd, så gør det bedre. De fleste formår jo trods alt at omgåes chefer og ægtefællers kolleger uden at fornærme alle omkring sig, og det betyder, at de godt kan, men *vælger* ikke at gøre det. Det kan der være mange grunde til, bl.a. at man som læser måske føler, at man kender mig godt, fordi man har læst med længe. Og det har helt sikkert noget at sige, hvor godt vi kender hinanden, for de af jer, der er faste elementer i kommentarfeltet, forstår jeg jo også på en anden måde, end dem, der lægger vejen forbi første gang. Det kan næsten ikke være anderledes. Men man får det ud af en samtale, som man selv tager med til bordet, og det gælder både for jer og for mig.

Endelig hører det med til det her punkt, at jeg i takt med, at der er kommet mere dybde i kommentarfeltet, oprigtigt bliver i tvivl om, hvordan jeg tackler det bedst, når der kommer indspark, jeg ikke umiddelbart kan overføre på mit eget liv, forslag til podcasts, jeg har hørt, men ikke bryder mig om, eller ideer, jeg af den ene eller anden grund ikke kan bruge. Her synes jeg faktisk, at det kan være svært at vurdere, om jeg skal være ærlig omkring, at jeg ikke kan bruge forslaget, eller om jeg skal lave et neutralt ‘Tak for input’-svar. Der går jo ikke noget af mig for bare at skrive ‘Tak’. Omvendt føler jeg også, at det rammer min troværdighed, hvis jeg hver eneste gang skriver “Ej, tak! Der var LIGE det, jeg stod og manglede!” For det ved vi jo godt alle sammen ikke kan være tilfældet.

Hvis nogen mener noget klogt om det, er jeg lutter ører.

Eller øjne, vel egentlig. 

Blogmediet og fremtiden

Tror du, de mange kommercielle bloggere har ødelagt noget for jer, der stadig bare skriver af lyst? Hvor ser du blogmediet om 10 år?

Blogmediet er blevet spået dødt, siden jeg startede, men vi er her endnu, og mit bud er, at niveauet forbliver nogenlunde konstant de næste mange år. 

Jeg oplever egentlig ikke, at de kommercielle bloggere har ødelagt noget for os, der bare blogger af lyst, men på mange måder opfatter jeg os nok heller som nært beslægtede kolleger. For mig har de mere til fælles med mode- og livsstilsmagasinerne, end de har med os, der bare blogger om hverdag og leverpostej.

Helt personligt synes jeg, at det er meget, meget få kommercielle bloggere, der slipper fra det med troværdigheden i behold, men egentlig er det uforskyldt, for de er på mange måder bundet på hænder og fødder.

Problemet er, at blogs som det eneste medie, ikke kan have reklamer som et udenoms-element; i hvert fald ikke, som platformene er skruet sammen nu. For når Peter og Esben i HGDG åbner og lukker med 30 sekunders reklame for et produkt, ændrer det jo ikke det fjerneste på deres egentlige indhold. Men de endorser stadig produktet personligt, fordi de omtaler dét, de reklamerer for.

Det samme gælder podcasts, hvor man som afsender kan lave små reklameblokke i stil med dem, vi kender fra YouTube eller flow-tv; her siger podcasteren også god for produktet på en måde, hvor det får vægt.

Men som blogger kan man lige nu vælge mellem sponseret indhold og bannerreklamer, som – gætter jeg på – ikke har den store effekt, fordi vi alle efterhånden er så trænede i at ignorere dem. Alle ved, at bloggeren ikke selv har valgt, om det skal være Brugsen eller Sunny Tours, der skal hænge for oven og blafre, og dermed får virksomheden, der gerne vil reklamere ikke den value for money, som de gør ved direkte lovprisning. Det påvirker selvfølgelig, hvad de vil betale for det.

Det specifikke problem for blogs er, at hvis bloggeren kun kan endorse et produkt ved at skrive om det, så *bliver* reklamen produktet, hvilket ingen vel rigtig orker i længden. Her Går Det Godt-drengene ville ret hurtigt miste alle lyttere og al relevans, hvis deres podcasts kun var fortællingen om det produkt, de reklamerer for.

Men det tager ret meget tid at blogge, hvis man gerne vil gøre det ordentligt. Både at få ideerne, at skrive indlæggene og at vedligeholde et kommentarspor. Og jo større bloggen bliver, jo mere tid kræver den, fordi flere øjne også betyder flere ømme tæer og kæpheste, og dermed også mere omhu, oprydning og afklaringsarbejde. Da ingen har uendeligt med tid, tvinger det derfor nok de bedste til at vælge mellem at gå kommercielt, så de kan forsvare at bruge arbejdstid på det, eller at trække sig – eller i hvert fald skrue kraftigt ned. 

Bloggere er tvungne til at være MEGET mere transparente ift. reklame, hvilket jo på en måde giver fin mening, fordi vi også alle ville føle os snydt, hvis vi opdagede, at den veninde, der havde lovprist bestemte proteinbarer og dermed fået os til at købe dem, faktisk blev betalt af firmaet bag. Men samtidig betyder det også, at blogmediet aldrig kommer til at blive større end det er, for det, der gør en blog interessant at reklamere på, er samtidig det, der forsvinder i det sekund, der bliver blandet penge ind i tingene. 

Hvis man åbnede for, at en blog kunne være sponseret af Carlsberg, Ikea eller lignende, hvor man bare inden hvert indlæg skrev noget i stil med det, de siger, når man tænder for en bokse- eller fodboldkamp – ‘Nike proudly presents’ – ville der ske noget, tror jeg. Så ville man kunne få mange flere kvalificerede bloggere på banen, og det ville vi alle sammen have udbytte af.

For der er så mange historier derude, der bare venter på at blive fortalt.

M2021, uge 11

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Inden vi hopper til ugens punkter, tager jeg lige en afstikker. Jeg har fået en ‘I spørger, jeg svarer’-mail fra Pernille, der spørger, hvordan det at blogge har ændret sig over årene; om der er noget, jeg gør anderledes idag, end da jeg startede. Det vil jeg gerne prøve at skrive lidt om, men jeg kom til at tænke på, om der mon er andre, der har spekuleret over noget ift. selve bloggen/det at blogge? Det er lidt svært for mig at forestille mig, hvad man mon tænker, når man sidder på læsersiden – om overhovedet noget – men hvis nogen har noget, der emnemæssigt ligger op af det her, så smid det i kommentarfeltet eller I en mail på blogsbjerg@gmail.com – så tager vi det i samme ombæring.

Tilbage til studiet. 

I den forgangne uge har jeg :

1.

Lavet hjemmelavede kyllingespyd.

Gid mine børn bare var sådan nogle, der elskede alt og som var med på, at kylling er kylling, uanset facon. Det er desværre ikke tilfældet. Jeg ville helst købe spydene ferske, men færdige, men de er ikke til at opdrive, så den eneste mulighed er en KÆMPE kasse frosne af slagsen fra Bilka, som indeholder 45 stk. Det er vores fryser for lille til, og der kommer til at gå 3 år, før de er igennem dem. 

Derfor har jeg i denne uge købt en pose grillspyd af træ og to store pakker kylling på bud, og selv lavet en stak, som er smidt i fryseren. Det er – selvfølgelig – den billigste måde at gøre det på, men jeg haderhaderhader at røre ved råt kød, så lige her ville jeg betale mig fra det, hvis jeg kunne. 

2.

Fået penge tilbage i Skat, og den er på her, fordi det er min egen fortjeneste.

For jeg har snakket meget og ofte med samtlige ansatte derovre, og logget ind og ændret forskudsopgørelse så tit, at jeg er lidt overrasket over, at siden til sidst gad besvære sig med at logge mig af. Alt, hvad jeg kunne være pessimistisk omkring satte jeg så højt, som jeg kunne, mens jeg stort set fjernede alt, der kunne være en fordel for mig selv. Jeg fik, da jeg blev ansat, hvor jeg er nu, lønkontoret til at sætte min trækprocent op til 40, og mandag aften tog jeg mod til mig og loggede på.

13.000 kroner – LIGE ind på opsparingen, som, når de penge går ind, pludselig er på næsten 25.000. Jeg hiver de to sidste ugers indefrosne feriepenge ud, som også kommer derind, og når vi får børnepenge i april napper jeg de 5.000, jeg have forventet at bruge på fliser, Dengang Jeg Var Optimist, og smider dem i puljen også.

Det betyder, at jeg, når vi rammer sommerferien, og det sidste afdrag på lånet er betalt, pludselig har så anseelig en opsparing, at jeg ikke længere dræner den, hvis vaskemaskinen ryger, eller bilen skal på værksted, og jeg kan. ikke. beskrive, hvor vildt det føles.

3.

Ryddet op i skabe og skuffer og samlet de små rester af morgenmadsprodukter, som børnene eller jeg selv gik kold i, inden vi fik dem spist op. Jeg har væltet det hele i et kæmpeglas, sammen med de 3 æsker rosiner, ingen gad at have, en kvart pose tranebær, og de små chokoladeprikker, jeg købte til at bage med til jul, men aldrig nåede at bruge.

Det er blevet til en virkelig lækker müsli, og ud over, at den smager forrygende, så har det givet sådan nogle pæne skuffer og kasser, at alle de små, halvtomme poser og æsker er væk.

Når afgrunden stirrer tilbage

Jeg kan ikke huske, at jeg har haft et tidspunkt, hvor min krop ikke har fyldt for mig. Mit syn på den, ting, jeg ikke var tilfreds med, steder, hvor den adskilte sig fra andres osv. osv. Det har været trættende og givet anledning til mange tårer og dårlige dage, og derfor har jeg over de sidste 5-6 aktivt arbejdet på at ændre mit mindset. Det er blevet ekstra vigtigt for mig, efter jeg har fået Frida, fordi jeg så gerne vil give hende de redskaber, hun skal bruge for at blive ved med at være glad i og for sin krop. 

Jeg har fundet og følger profiler på diverse sociale medier, der handler om kropsneutralitet og kropspositivisme, jeg har lyttet til en del forskellige podcasts om emnet, og så har jeg meget aktivt fravalgt alt, hvad der kredser om diæt- og slankekultur. Det er bl.a. også derfor, jeg ikke følger de madinspirationsprofiler på Insta, der inkluderer træning og sprogbrug, der tager udgangspunkt i, at målet for alle er at være slanke, og at nogle madvarer derfor er ‘syndige’ og forkerte.

Derfor har jeg fulgt ret intenst med i hele kropsdebatten herhjemme, hvor blandt andre Morten Elsøe er meget aktiv. Jeg tror, det er vigtigere, end vi lige nu forstår, at det begynder at ske noget med retorikken, og at nogen med relevante uddannelser og forståelse for kompleksiteten i vægt, kost, sundhed, spiseforstyrrelser osv, bruger tid på at mene noget på de brede platforme. Og at de gør det sobert, underbygget og med en konstant nysgerrighed efter at lære mere og sætte spørgsmålstegn ved det, mange opfatter som Sandheden. 

Men der har hele tiden været noget, der har naget mig. En mislyd. En fornemmelse af, at der var et hul et sted i argumentationen, som jeg ikke kunne sætte fingeren på.

Før i dag, hvor jeg sad i morgensolen og ventede på grønt, og det pludselig gik op for mig, hvad det er. 

For i al den snak om intuitiv spisning og slankekursmentalitet, som de fleste (i teorien i hvert fald) efterhånden er enige om, at vi skal væk fra, ligger der indlejret en grundtese om, at der er en naturlig balance, man kan vende tilbage til. At et forstyrret spisemønster er et sundt spisemønster, der er blevet ødelagt, men som kan genfindes og genskabes. At vi alle som udgangspunkt er født med evnen til at have et naturligt forhold til mad; at spise, når vi er sultne, og stoppe, når vi ikke længere er.

Men hvad nu, hvis det er forkert? Hvad nu, hvis nogle af os er født med junkie-genet? Det gen, der føles som et hul indeni, som man kan bruge hele livet på at jagte noget at fylde i? På at forsøge at lukke. Og hvor det er arv og miljø, der afgør, om det bliver ting, stoffer, alkohol, mad eller sex, der bliver vores weapon of choice.

For det bliver jeg mere og mere overbevist om er tilfældet – men jeg er bare ikke rigtigt stødt på nogen, der taler om det.

Jeg bakker 1000% op om, at vi skal slankekursmentaliteten til livs, og hele kropsaktivist-bevægelsen er et stort skridt i den rigtige retning. Men hvis der er noget om det her, så efterlader det de mennesker, der lider af den her sygdom/defekt, et ret træls sted, for kan man lære en alkoholiker at drikke intuitivt? Eller en narkoman at stoppe, når abstinenserne er væk, men inden rushet sætter ind?

Eller bliver det bare endnu en mulighed for at fejle, fordi det – igen – er de syge, de ramte, de rastløse, der ikke formår at hjælpe sig selv? Slankekuren er skiftet ud med kravet om at være til stede og mærke efter, men det er stadig den enkelte, der bærer ansvaret for en sygdom, de ikke har valgt, og det er stadig den enkelte, der i  omverdenens øjne fejler, når det ikke lykkes.

Men hvis slankekure og kostregimer forværrer et forstyrret forhold til mad, og normalbalancen ikke findes – hvad gør man så? Så er alle med det her problem reelt fortabte, og det er der ingen penge i. For det tror jeg, kan være ret vigtigt at have i baghovedet: At de, der lever af at undersøge de her ting, for manges vedkommende også lever af at stille de lidende en løsning i udsigt.

Det er en svimlende tanke, for hvor går man hen, hvis ingen kan hjælpe? Hvordan finder man ro, hvis man hele livet skal leve med, at hullet ikke kan fyldes? Men hvor biologien stadig forudsætter, at man hver eneste dag skal stirre ned i dybet og bypasse sin trang til at springe?

Jeg ved det ikke. Måske er løsningen, som ved andre typer af afhængighed og misbrug, at man erstatter én vane med en anden, men jeg kan ikke frigøre mig fra tanken om, at man, uanset, hvilken gift, man vælger, kommer til at bruge sit liv på flugt fra sig selv.

Anbefalingslisterne er opdateret med følgende:

Podcasts:

Do no harm

Jeg ved ikke, om vi kalder det true crime, når det handler om børn og tvangsfjernelse, men denne podcast er centreret om to forældrepar, der pga. hændelige uheld, er meget tæt på at få fjernet deres børn. 

I starten er man sådan lidt ‘Ej, det er da også meget amerikansk’ – men der går ca. 10 minutter, før man begynder at svede lidt, fordi det går op for én, *hvor* lidt, der reelt skal til, før man risikerer at befinde sig på en karussel, man ikke kan komme af. 

Chameleon – The Hollywood Con Queen

Jeg gider normalt ikke scam-historier. Jeg tror, at jeg finder det for deprimerende at opdage, hvor tynd en tråd, vores civilisation i virkeligheden hænger i, og at det kun er vores fælles beslutning om at opretholde et nogenlunde niveau af lov og orden, der afholder snoren fra at knække. 

Men den her historie er bare virkelig godt fortalt. Journalisten har en tør, underspillet humor, og er god til undervejs at sige det, vi alle sammen tænker, så selvom man normalt styrer udenom denne type historier, så synes jeg alligevel, at man skal give den et lyt. 

Serier:

Christiane F – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo

Det her er uden sammenligning den bedste serie, jeg har set i årevis. Den bygger på bogen af samme navn, og mange af os er nok i tyskundervisningen blevet trukket igennem originalversionen, som var så østtysk og deprimerende, at man nærmest blev suicidal af at se den.

Remaket her er en mere løs fortolkning, og den er VILDT god. SYGT flot filmet, med det PERFEKTE soundtrack, masser af symbolik og bare en æstetisk fornøjelse af de sjældne. I det andet-sidste afsnit er der endda et The sixth sense-øjeblik, hvor man er død indeni, hvis man ikke højt råber: “Nej!?!!”

Jeg spår, at der går meget kort tid, før en amerikansk instruktør forelsker sig hjælpeløst og laver en engelsksproget version. Men uanset cast kommer den ikke til at nå bare op på siden af den her.

M2021, uge 10

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fået tilbud hjem på fliser i forhaven. 30.000 slag. Et par huse oppe har de fået lagt perlegrus, hvilket de gav 5.000 for, så jeg skal lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg ikke havde forventet, det ville være så dyrt. Jeg er med på, at det, selvom det kun er 40m2, kræver både sand, stabilgrus, maskiner, afskaffelse af jord osv, og selvfølgelig løber det op. Men 30.000 godt nok? 

Der er ikke noget at gøre, for jeg bor i en boligforening, og derfor skal arbejdet være ‘håndværksmæssigt forsvarligt udført’ – og jeg tror desværre ikke, det rækker, at jeg har tolket brolægningskurser, og sgu godt i en snæver vending selv kunne måle stykket op. 

Jeg har lige skulle bruge et par dage på at sluge min skuffelse, for jeg havde godt nok glædet mig til en sommer, der startede allerede i april, hvor man snildt ville kunne sidde derude i solen med en kop kaffe, men på plussiden er jeg fri for at ligge søvnløs over, om jeg har råd. For det har jeg virkelig, virkelig ikke. 

2.

Købt en sofa og en lænestol brugt. 

Jeg havde sådan håbet, at jeg kunne holde liv i den gamle sofa bare ét år mere, men for et par uger siden var der pludselig hul på endnu en hynde – og to dage senere døde den sidste.

Min mor og jeg syede nyt betræk på den ene af puderne og puf’en sidste år, og det har sådan set holdt sig pænt. Men fordi det jo skal være noget ret slidstærkt stof, man syer på, er det ikke gratis.

Derfor blev jeg nødt til at lave en realistisk cost-benefit analyse på, hvad det ville koste at reparere endnu engang på den gamle kontra prisen for en ny brugt, og her tabte den gamle.

Jeg snusede rundt på marketplace og bogmærkede et par stykker, jeg godt kunne lide. Normalt betaler jeg bare, hvad folk sætter deres varer til salg til – i hvert fald hvis jeg synes, at prisen er nogenlunde rimelig. Men fordi jeg lige nu faktisk ikke havde en sofa på budgettet, besluttede jeg at prøve at presse prisen lidt, fordi jeg vurderede, at man nok rimelig gerne vil af med sin sofa, når man står og skal flytte. 

Jeg fandt en fin én af slagsen, som endda kom med en matchende lænestol, og fik slået 1/3 af prisen, som endte på 1100 kroner i alt.

Jeg må være ærlig og sige, at jeg sad bedre i den gamle, men succeskriteriet for den her er, at den kan holde et år eller to, hvorefter jeg så forhåbentlig kan købe det, jeg ægte gerne vil have, og set i dét lys, er det her en god mulighed for at finde ud af, hvad ‘det’ så er. Eksempelvis har jeg allerede nu spekuleret på, at det måske i virkeligheden ville give mere mening at købe 3 lænestole, end en sofa og en stol, fordi jeg synes, der bliver så høns-på-pind-agtigt at sidde side om side i en sofa, når man har gæster.

3.

Købt en  ny madkasse til Frida. 

Og inden jeg går videre, er der noget, jeg lige har brug for at adressere. For jeg har det altid lidt ambivalent med at skrive om specifikke ting i de her indlæg, fordi det føles meget kontra-20XX at anbefale noget, og dermed potentielt være årsag til øget forbrug.

Derudover giver det altid lidt ekstra henvendelser i indbakken fra firmaer, der gerne vil køre spons, når jeg nævner navne, og det får mig selvfølgelig til at tænke over, hvad det er, jeg signalerer. 

Omvendt er de ting, jeg nævner her, jo typisk noget, jeg har købt, fordi *vi* har manglet det, og hvor jeg har fundet et produkt, der af den ene eller anden grund falder i tråd med temaet her, f.eks. ved at nedsætte/overflødiggøre forbruget af éngangs-produkter, som tefiltre eller madpapir. Og det virker dumt og idiotisk at lovprise en kvalitet ved et produkt, hvis man ikke vil fortælle, hvad det så *er* for et produkt. 

Derfor ryger de på alligevel, men jeg håber, at I vil læse dem, som de er tænkt, nemlig som inspiration til miljøvenlige alternativer, som man kan overveje næste gang, man selv mangler.

Med det sagt: Tilbage til madkassen. 

Vi har tidligere rullet med både Sistema, små metalkufferter osv, fordi ingen af mine børn ret gerne spiser rugbrød. Derfor er indholdet af mere ukurant facon, og de flade madkasser har derfor ikke fungeret for os. Men hvor har jeg bandet over de åndssvage madkasser, fordi deres (mangel på) indretning har betydet, at alt skulle pakkes særskilt ind, enten i unævnelig engangsemballage eller i så mange plastikbøtter, at hele opvaskemaskinen nærmest er fyldt, når madkassen kommer hjem.

På en legeaftale for et par uger siden, havde en anden mor en Yumbox madkasse med, og jeg fik sgu næsten lyst til at spørge, om hun ikke også ville stå for min madpakke, for det så simpelthen så indbydende ud. Jeg fik navnet på den, søgte nettet tyndt og fandt udelukkende begejstring og fanfarer, også hos mennesker, jeg kender (= som jeg ved, hvor bor, og som derfor er lidt varsomme med at lyve).

Jeg bestilte én (og de er BARE dyre!) – og jeg elsker den. For ruminddelingen gør, at det ikke er nødvendigt med et eneste stykke madpapir, og låget slutter så tæt, at man kan have yoghurt eller andet flydende i rummene, uden at det løber ud. Jeg smører altid madpakker om aftenen og både frugt, grønt, brød og frikadeller holder sig fint og friskt til dagen efter.

Som en uventet sidegevinst oplever jeg, at det også er blevet nemmere at smøre madpakken, fordi de små rum giver en hånd i ryggen, både ift. ideer og ift. hvornår man er færdig. Det lyder dumt, og jeg føler mig lidt fjollet over at være så nem at narre, men #facts.

Jeg har fundet et par sponserede IG-profiler, hvor der er mange gode ideer at hente, og jeg forstår ikke helt, at jeg har haft børn i snart 11 år, uden på noget tidspunkt at have hørt om eller opdaget de her.

I øvrigt:

*Så jeg idag, at Etisk Råd nu vil anbefale, at børn ned til 10 år får lov at skifte køn, og det blev jeg simpelthen så glad over at læse. Ikke mindst fordi nogle medlemmer før har stået et HELT andet sted. Det må være helt ubegribeligt svært at gennemgå de mest identitetsskabende år af sit liv i en helt forkert én af slagsen, og det må være en enorm lettelse for de forældre, der kæmper for at hjælpe deres transkønnede børn, at verden udenfor nu anerkender, at det ikke bare er en fiks ide, der kan kyses ud med tvang og forbud. 

*Var jeg i går så heldig at have en opgave et sted, hvor man ikke kan komme til i bil, så jeg fik 20 kilometer på cyklen i medvind og solskin, og jeg havde glemt, hvor godt D-vitamin føles, når man får det blæst lige i face. 

*Var Anton efterhånden ved at ligne Tom Hanks i Cast Away, og jeg fik derfor endelig lov at klippe ham med en trimmer. Inden vi gik i gang, var Frida ved at besvime af misundelse; da jeg var færdig, kastede hun ét blik på Anton, og sagde: “Jeg venter lige, til frisøren åbner igen”. Og hun har ret – det er bedst, at jeg bare tolker. Heldigvis synes Anton selv, at han er den hårdeste negl på hånden. 

*Og apropos, hvad man kan sætte mig til: Som nævnt i sidste indlæg har jeg arbejde frem til 31.05. I den forbindelse skal jeg lige høre, om I kan tage én for holdet og prikke en trommehinde eller to, så jeg stadig har lidt at rive i på den anden side?

*Kan jeg se, at Coop og DSK har regnet på, hvor meget vi fyrer af, når vi henter sodavand og sprut i Tyskland. Den handel skal de bede om, at vi får flyttet herhjem, og det synes jeg er en strålende ide. Men hvis vi skal det, så må nogen stramme helt UTROLIGT op med de verpühlte flaskeautomater, for det kan. ikke. være rigtigt, at 3/4 af dem opfører sig som DF ved grænsen, når vi kommer med vores fedtede poser, og kun kan få lov at aflevere 1/3 af indholdet. Flere og bedre automater, der æder det hele NU – så er jeg med.

*Havde jeg i weekenden fint besøg fra Aarhus, og prøvede i den forbindelse takeaway fra et nyt sushisted i Esbjerg. Det tog 10 år at finde, men det var ventetiden værd. SHIT, det var godt!

*Var det i går Kvindernes Internationale Kampdag, og måske kommer jeg de forkerte steder på nettet, men jeg syntes, at den fyldte *endnu* mindre end den plejer. Er det bare mig? Hvis man savner lidt holdninger til kønskvoter og Taylor Swifts betydning for kvinders rettigheder, er man velkommen til at hoppe en tur i arkivet, f.eks. her og her

*Og nu vi er ved medier, har jeg de sidste mange måneder tænkt på, om vi egentlig ikke snart ville være bedre tjent med noget nyhedsmæssig planøkonomi, hvor alle medier var 100% statsstøttede. For det sidste år har godt nok været ét langt eksempel på, hvor store konsekvenser, det har, når det er clickbaits, der skal holde bundlinjen flydende, for det kommer til at betyde, at vejen til overlevelse er at finde flest af dem, der siger de mest vanvittige ting. Og det skaber forvirring, metaltræthed og numbness, fordi man ikke hver dag kan forholde sig til 7 forskellige katastrofescenarier om masker i private hjem og 15 år mere med mutationer og nedlukninger, og man skal ret langt ned i teksten for at finde ord som ‘mener’, ‘antager’ og ‘vurderer’. Som det er skruet sammen idag, får alt samme værdi, og det tror jeg faktisk ikke er ret hensigtsmæssigt.

*Og uden at hive sølvpapirshatten helt op ad skuffen, bliver vi også lige nødt til at snakke om alle de ‘Erfarer TV2’-breaking-bjælker, der de sidste måneder er løbet i forvejen for pressemøderne, for man *må* spekulere over, hvad regeringen har ud af at lække alt, så massivt og systematisk, til ét medie. For lad os være ærlige: Hvis ikke det tjente et formål for dem, havde de jo for længst fundet ud af, hvem det er, der synger som en kanariefugl på speed. 

*Sendte min veninde mig forleden et screenshot af et salgsopslag, hvori nogen havde sat en brugt toiletspand til salg. “Trænger til en vask”. Jeg er ved at være klar til at opsige mit medlemskab af den menneskelige race.

*Hit med det interview. Nu.

*Er podcastlisten og serielisten opdateret med følgende:

It’s a sin

Hvis ikke man har set den her endnu, skal man se at komme igang. Scenen er 80’ernes London, hvor man følger en gruppe mænd, der alle springer ud af skabet og lige i favnen på fest, farver og en ny, mystisk virus, som ingen rigtig har hørt om før.

Hvis man kunne lide Queen-filmen (og det kunne alle, fordi #Queen og #RamiMalek), så vil man også elske den her. Den kræver heftige mængder af kleenex, men den er simpelthen så god. 

I min lomme ligger en sten

En P1 podcast, som jeg har fået anbefalet i kommentarfeltet her.

En kvindelig journalist beslutter sig for at få hele historien om sin søsters død. Søsteren døde, da de begge var børn, og hendes død har altid været en del af familiens historie, men podcasten her er et forsøg på at høre og få greb om historien som voksen.

Jeg synes, den var hård, men samtidig også umådelig fin og god at blive klogere af. Historier udfolder sig altid på en anden måde, når hovedpersonerne selv får lov at fortælle dem, og det er denne podcast er et godt eksempel på.

M2021, uge 9

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op i Fridas sommertøj, mens hun ikke var hjemme. 

Jeg har de sidste par uger holdt lidt øje med, hvad hun har taget på af tøj, og da jeg kunne se et bestemt par bukser og en trøje, der var ved at være for små, tog jeg dem fra, da jeg havde vasket dem. På den måde havde jeg livvidde og længde at måle op imod, og det er, synes jeg, 10.000 gange nemmere end at vurdere på øjemål eller køre prøveseancer med barn, der har seperationsangst på alt med enhjørning og palietter. Nu, hvor jeg netop har flyttet rundt, har jeg 100% styr på, hvor alle kasser med sommertøj og arvetøj er, og derfor var det oplagt at få ryddet op i det nu.

Da jeg nu alligevel var i gang, tog jeg kasserne med overtøj. Vi har et par stykker i omgangskredsen, som er søde til at sende ting vores vej, og det betyder, at der somme tider er overlap, så vi pludselig har 3-4 jakker i samme størrelse. Jeg tog de pæneste af dem fra, og sendte resten, sammen med poserne med sommertøj, til Røde Kors. 

2.

Er jeg gået igang med at rydde op i fryseren. Jeg er, som vi har talt om før, utrolig god til at bruge den, når jeg har noget i overskud, men det er ikke altid, jeg er så god til at gå i den, når jeg har tid til at lave mad fra bunden.

De sidste par dage har jeg fået rester af onepot-pasta i tomatsuppe. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, ret effen til at holde hus med min grøntsagsskuffe, men somme tider har jeg alligevel en håndfuld grøntsager, der er blevet lidt matte i sokkerne. Dem hakker jeg, svitser og hælder en dåse hakkede tomater ved, spæder op med lidt bouillon, og smider suppen i fryseren. Jeg tror aldrig, jeg har spist den, som den er, men den er ualmindelig god at bruge sammen med de små rester, der ikke helt kan udgøre et måltid i sig selv. Burritofyld, pastaretter, kødboller, stegte ris osv kan alt sammen, uden problemer, hældes i, og det smager fantastisk.

(Man kan selvfølgelig gøre det samme med færdige supper, for en liter tomat- eller græskarsuppe fylder ikke meget i skabet, men er god at have som “opsamler”).

Jeg har skrevet 7 retter på min to-do, som alle sammen indeholder noget fra fryseren, så jeg over de næste par uger husker at sætte retterne på madplanen. 

3.

Solgt 4 puslespil i den lokale puslespilsgruppe – og undladt at købe nye. 

Jeg havde en del af mine puslespil i skabet i det gamle soveværelse, og de er jo så blevet hjemløse nu. Pt. står de på bordet i bryggerset og irriterer mit øje hver *eneste* gang, jeg går forbi. De nye skal lægges og sælges, og der skal ryddes lidt op i dem, jeg egentlig havde besluttet at beholde. Herefter må jeg finde en løsning til opbevaring, som er bedre end den nuværende. 

4.

Købt et net rødløg, og da jeg ville lægge løgene på plads, viste det sig, at halvdelen af dem var bløde. Lægger man dem ned i krukken til de andre, rådner det hele på rekordtid, så i stedet gjorde jeg kort proces og syltede dem. Det tog 8 minutter, og der blev et glas til både mig og min søde genbo.

Mens vi venter på noget, ingen ved, hvad er

Da jeg forleden hørte det nyeste afsnit af My Favorite Murder, sagde den ene af værterne under introen, at hun var træt af, at de efterhånden kun snakkede om anbefalinger af andre podcasts og af dokumentarer på Netflix. “I hate it – but it’s like.. we have nothing left to give to you”. Den følte jeg helt ned i fødderne. For jeg har det på samme måde. Jeg har sådan lyst til at skrive, og det kribler i både mine fingre og ord-centeret i min hjerne – men der. sker. ingenting. Langt de fleste af mine blogindlæg bliver til, fordi jeg ude i verden støder på noget, der sætter tankerne igang, og uden den ydre stimuli, er der bare længere imellem de små stød, hvor jeg med det sammme kan mærke, at der er noget, jeg har lyst til at dykke ned i.

Det føles som at være på barsel eller som de dage mellem jul og nytår, hvor tiden flyder sammen, verden er sat på hold, og det er Groiundhog day, hver eneste gang man vågner. Og hvor de ting, man har på to-do’en på magisk vis tilpasser sig den tid, man har til rådighed, så man næsten synes, man har haft travlt, når man har fået lavet en test, handlet og været ude at gå, selvom man normalt også har et fuldtidsarbejde og et socialt liv most ind i det samme antal timer.

Tankerne er lavet af røg, som opløses i vinden, inden man når tænke dem til ende, og alt føles både akut og i dvale på én og samme tid. 

Men når alt det er sagt, så skal jeg love for, at det er nemmere at være hjemsendt, når solen skinner og dagene er fulde af lys. At være færdig med værelserne har løftet 10.000 kg af mine skuldre, og jeg har nu rettet blikket mod haven. Bænken derude er vasket af, og jeg har haft et par håndværkere forbi, som skal give en pris på, hvad det vil koste at få lavet fliser i forhaven.

Jeg har kigget lidt efter en ny dug til trampolinen, men det ser ud til, at de i år er svære at få fingrene i, fordi alle har vekslet turen til Mallorca til en nedgravet Berg, så det ender nok med, at vi med en kombination af bønner og trusler vrider en sæson mere ud af den, vi har. 

Og endelig begynder jeg så småt at gøre klar til, at Frida om en måneds tid skal starte i skole, og at min tidsbegrænsede ansættelse udløber d. 31.05.

Midt i alt det ingenting, rører jeg lidt i gryden, der er bloggen her, fordi alt for lange pauser har gennem tiden taget livet af bedre blogs end denne.

Der er skruet ned – men jeg går ingen steder.