Tilstandsrapport
Egentlig havde jeg planlagt, at det var i dag, jeg ville skrive svar til de spørgsmål, jeg har fået omkring udredning, men det føltes pludselig som om, de sidste mange indlæg har været tema-opbundne, og jeg trænger lige til at skrive et helt almindeligt how-is-life indlæg for ikke at forsvinde helt.
Og altså. Det er jo ikke fordi, der sker en masse vildt på den store plade, men jeg synes, der sker lidt i det små.
Jeg er f.eks. startet op på det skriveforløb, jeg tilmeldte mig for nogle måneder siden. ‘Skriveskole’, som mine børn kalder det. De virker nærmest målløse over, at det er noget, jeg har tilmeldt mig frivilligt, men det er virkelig godt. Hver aften, når lopperne er smidt i seng, tænder jeg mit skrivelys, (som lyder meget fancy, men som bare er et helt almindeligt stearinlys) som en måde at markere for mig selv på, at nu ringer klokken ind, og så skriver jeg en halv times tid.
Skriveforløbets tema er årshjulet, og vi får nogle oplæg på mail, men ellers er det bare mig, der skriver til mig for min egen skyld. Det er ret vildt. Faktisk. Det er *super* uvant for mig at formulere noget, der bare er til mig selv, og som ikke har et konkret formål. Min optimerings- og formidlingshjerne lider alle verdens kvaler, men til gengæld har min lidt mere alternative side en fest, fordi jeg kan skrive præcis, hvad der falder mig ind, uden at frygte, at jeg fremstår fuldstændig bims. Temaet giver en opmærksomhed på naturen, og hver der sker derude, både på himlen, i jorden og i dyreriget, og jeg kan allerede mærke, at det giver en form for forankring, som føles virkelig godt.
Jeg er også startet op på medicin, og det er godt nok en gamechanger. Hvis jeg skal forsøge at forklare, hvordan det føles, så opdager jeg nu, at jeg altid har kørt på en motorvej uden midterstriber i stormvejr, hvor der går mennesker og dyr på kørebanen, og man hele tiden risikerer, at en papkasse blæser ud foran bilen. Nu er der bare fed, sort asfalt, autoværn og velfriserede marker så langt øjet rækker. Vi er der ikke helt endnu, dosismæssigt, men sikke dog en forskel allerede. Jeg har ingen af de bivirkninger, jeg ellers har læst meget om, ud over, at det – stadig – er svært for mig at sove. Og så er der en masse mentalt arbejde, der pludselig trænger sig på, fordi jeg både skal finde ud af, hvem jeg er under alt det, ADHD’en har vist sig at skabe, og tage mig selv i det, når jeg har en automatreaktion, som ikke længere udspringer af jagten på et dopamin-fix.
Fridas kurve er rimelig lodret lige nu, Antons skoleskift rykker tættere på med flere svære dage, og jeg skal være ærlig og sige, at det somme tider trækker tænder ud. Vi har så modsatrettede behov herhjemme, at det er svært at skabe et miljø, hvor alle får, hvad de har brug for, og kombinerer man det med søvnforstyrrelser galore, så giver det dage, hvor mor har lyst til at sende sig selv på kostskole i Schweiz.
Men det var derfor, Gud opfandt eskapisme, og ud over Chaplon-te, som er min nye besættelse, og som jeg høvler ned i litervis, så er jeg i gang med en bog, jeg har fået anbefalet, som er virkelig, virkelig god, nemlig ‘Defender’ af G.X. Todd. Vi er i Hunger Games/Walking Dead-genren, og jeg kan ikke finde den oversat i bogform, men det er engelsk på et niveau, hvor man sagtens kan være med, og den ligger, så vidt jeg kan se, som lydbog på Mofibo (ikke spons – jeg har ikke selv Mofibo).
På seriesiden har jeg slæbt mig igennem The Sinner 4, og jeg var fælt skuffet. JA, en rodet omgang med alt for meget forpint mimik, og en start så langsom, at jeg måtte sætte mig på hænderne for ikke at kradse huden af mit eget ansigt. Men pålidelige kilder siger, at den er skøn, hvis man er til slow burns, så om ikke andet er jeg igen blevet bekræftet i min mistanke om, at jeg nok mere er til benzin og flammekastere. Så jeg drikker te og tager nogle sider i min dystopiske bog, mens jeg tæller ned til The Last Of Us i stedet.
Inden jeg stryger ud i verden, vil jeg lige runde to ting:
Dels et heads up til de to, der i december sendte mig mails om ‘I spørger’-indlæg: Jeg har svaret jer begge, men ikke hørt mere fra jer. Alt godt, hvis det er fordi I har ombestemt jer – jeg ville bare lige sige, at jeg har skrevet tilbage, i tilfælde af, at jeg er røget i spam-filteret, og I tror, jeg spiller kostbar.
Og endelig bare et løfte om, at udredningsindlægget kommer på i næste uge. De 3 temaer, der er kommet spørgsmål til indtil nu er:
*Hvordan foregår en udredning, sådan helt lavpraktisk?
*Vi tror, vores barn er autist/har adhd, men barnet trives lige nu. Argumenter for/imod udredning?
*Kan en udredning fra det private bruges i det offentlige?
Hvis man skal have noget med, kan man stadig nå det. Så melder man bare ind i kommentarfeltet her eller sender en mail på blogsbjerg@gmail.com.
Hav en skøn dag derude.
M2023, uge 1
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
1.
Har jeg for første gang også skrevet lidt i Min Bog om nytårsaften.
Vi fejrede igen det nye år alene, bare os tre, og ligesom de forgående år kan jeg næsten ikke være i mig selv over, hvor rart det er. Vi kan gøre det 100% på vores præmisser, og når alle ydre hensyn og traditioner/rammer er fjernet, får vi en aften, der er ægte hyggelig og festlig.
Indtil nu har det fungeret fint bare at køre same procedure as last year, men i år kunne jeg pludselig mærke, at børnene er blevet større. Det havde lidt at sige ift. mad og mængder, men også ift. det fyrværkeri, vi køber.
Vi huserer virkelig i småtingsafdelingen, og set ud fra et M20XX kan man diskutere, om krudt er nødvendigt. Men jeg kan godt lide, at vi gør lidt for at skille hverdag fra fest; at vi ikke stiller skålen med salat ind på bordet i den Magretheskål, den er rørt i og bare altid går med praktisk og nemt. Hvis det er sådan, vi lever, kan vi ligeså godt sove i en kiste, for sådan én skal vi jo alligevel alle sammen bruge til sidst.
For os er fyrværkeri en måde at strække aftenen lidt på, og jeg vil gerne betale det, det koster, at det er noget, vi har sammen, og som vi planlægger, kigger på og køber i fællesskab. De sidste par år har vi købt børne/junior-pakker, hvor der er 100 småting, der bare lige lyser op og kvækker, og så et par raketter. I år havde jeg (ved en fejl, faktisk) fået bestilt en pakke, hvori der var færre men større ting, og det var en succes.
Om 10 måneder har jeg glemt alt, hvad jeg gjorde mig af tanker, så nu har ‘Nytår’ fået 3 linjer i bogen under ‘jul’ så vi bygger videre på det, der virker.
2.
Stod menuen nytårsaften (efter børnenes ønske) på burgere, og d. 01. havde jeg derfor lidt grønt, oksekød og dip* i overskud.
Jeg endte med at bootleg’e en chili con carne-suppe, hvor jeg smed det hele i, sammen med hakket tomat, en dåse bønner, og en rest majs, og den blev helt outstanding. De hjemmebagte burgerboller (de her. De er forrygende, men ubetinget bedst, når de er friskbagte) var perfekte til, og der var masser af suppe i overskud til fryseren.
*Fordi jeg ofte bruger dip i tærter, supper osv. øser jeg altid op i en lille skål, som jeg sætter på bordet, og har selve ‘masteren’ til at stå på køl.
3.
Bliver vi nødt til at tale om den nye net-tarif på strøm, der trådte i kraft 01.01.23. Og jeg kan næsten mærke suset af det dybe suk fra de af jer, der synes, at emnet er røvsygt. Men please hæng på.
For det er vigtigt, det her.
Jeg har holdt øje med tallene siden i søndags, og uden at være 100% præcis, så er prisen i snit omkring 2 kroner højere pr. kWh mellem 17 og 21, sammenholdt med den billigste periode (kl. 00.00-06.00).
Som tommelfingerregel siger man, at gennemsnitsdanskeren bruger 4,3 kWh om dagen (3,2 hvis man er samboende). Der er forskel på, hvordan man forbruger, hvis man bor i hus vs. lejlighed, men et konservativt bud er, at lige knap halvdelen af dit forbrug ligger på tøjvask, madlavning (ovn, opvaskemaskine, emhætte osv), og det, der i tabellerne hedder ‘underholdning’.
For en familie som vores giver det et forbrug på 10 kWh om dagen. Vi ligner mange andre ift., at jeg laver mad omkring kl 18, smider en vask over, når ungerne har været i bad, og starter opvaskemaskinen, når jeg har ryddet af bordet. Det betyder, at over halvdelen af vores forbrug ligger i de timer, hvor strømmen nu er allerdyrest. Omsat til tal betyder det, at vi kommer til at betale
5 kWh x 2 kroners merpris på nettarif = 10 kr EKSTRA om dagen.
Så kan man bare selv give sig til at gange op på måneds- og årsbasis.
Og den her betaling kommer *oveni*, at strømmen i forvejen er dyr, så hvis du synes, din elregning var slem i 2022, så bare vent til 2023, hvis du ikke forholder dig aktivt til det her.
“Det er alt sammen meget deprimerende, Linda. Kom med noget, vi kan bruge!”
Yes. Det kommer her.
For for det første handler det om at ændre vaner, hvilket er svært men ikke uladesiggørligt. Nogle (op)vaskemaskiner kommer med timer, og bor og lever man, så det giver mening at udnytte det, så er det bare at gå i gang. Men har man ikke den mulighed, er der stadig masser, man kan gøre.
*Man kan f.eks. tænke ind i sin madlavning, at man måske smider lasagnen tidligt i ovnen, slukker kl 17 og så bare lader den stå derinde, til man skal spise. Jeg lover, at man stadig kan brænde sig på osten.
*Er man virkelig disciplineret kan man koge en keddel vand og hælde på sin termokande, så man har til te/kaffe i løbet af aftenen.
*Ift. opladning kan man gøre en hel del. Jeg har rigget det timerstik, jeg flere gange har skrevet om, til med en lang stikdåse, som alle vores opladere sidder i. Det lange stikdåse sidder i timerstikket, som jeg så har sat til at slå til hver nat kl. 00.01 og slå fra igen kl. 06.00. (Og til dem, der har det stramt med opladere og nattetid: Jeg har en røgalarm lige over arrangementet). Her plugger jeg de flade devices i, inden jeg går i seng, og således er der strøm på dem den efterfølgende dag.
*Tøjvask og opvask er de helt store svin i det her regnestykke, så der er virkelig noget at hente, hvis man kan flytte rundt på noget. Jeg har vænnet mig til at skubbe tøjvask og start af opvaskemaskine, så jeg enten gør det, lige når vi kommer hjem om eftermiddagen, eller i løbet af dagen, når den variable strømpris (som stadig svinger inden for det gitter, som net-tariffen er lagt i) er lav. Det betyder, at der lander tøj i vasketøjskurven 3 timer efter, at jeg har tømt den, og for et ordensmenneske som mig er det mere frustrerende, end jeg har lyst til at indrømme. Men igen: 10 kroner om dagen, Mulle, og det *er* jo reelt bare et rul, man skubber, så det falder anderledes.
Til sidst vil jeg sige, at Opus somme tider havde ret: Life is life. Der kan være 100 faktorer, der gør, at man én dag er nødt til at tappe af guldhanen og vaske/lave mad/køre opvaskeren prime time. Sådan er det, og målet er ikke at nå derhen, hvor man får stresspletter på halsen og sveder inde i hænderne over dét. Men 3600 kr. om året er også bare virkelig trælse penge at bruge, hvis ikke det er nødvendigt. Så rettidig omhu og måske et bogmærke på et eller andet fedt til 3600 kr. man må købe til sig selv om 12 måneder, hvis man har været dygtig.
Sofa, champagne og en form for status
Lopperne er bukket under, raketterne er fyret af, og jeg er landet i sofaen med bare fødder og et glas champagne.
De sidste par dage har jeg været forbi det indlæg, jeg skrev for præcis et år siden, og har læst i min bog, hvori jeg noterer, hvilke kort, jeg trækker samt de mere personlige håb, drømme og mål for det kommende år.
Når jeg læser, hvor jeg var for et år siden, og hvad jeg gerne ville arbejde med i 2022, føler jeg mig både taknemmelig og stolt. For sidste år ved den her tid var jeg kvast. Helt og aldeles. Træt ind i knoglerne på en måde, jeg ikke kan huske at have været før.
Men jeg var også ret stålsat på at lære at finde ro med at overgive mig til livet på livets betingelser. Det er en sætning, jeg har skrevet flere gange i år, for den rammer virkelig noget i mig. Og selvom jeg har flirtet med ideen før, er det først i år, jeg faktisk synes, at jeg har forstået det; at jeg kan føle oprigtig glæde samtidig med, at tingene hverken er eller bliver, som jeg troede, de ville.
Engang imellem skriver jeg mig frem til noget på bloggen her, som får nogle ting til at gå op for mig selv, og ét af de indlæg var dét om, at livet nok mere er en opgave, der skal løses, end en tur i tivoli, hvor problemer, svære tider og udfordringer er fejl, der hurtigst muligt skal rettes op på, så man kan komme tilbage til lykke-defaulten. Det lyder som en erkendelse, der er hentet i et rabiat trossamfund i den mørkeste del af Vestjylland, men den giver mig ro til at være, hvor jeg er, og overskud til at glædes over de skatte, jeg snubler over, i stedet for at bruge alle kræfterne på at undre mig over, hvorfor der ikke er flere af dem.
Der var også i år noget, der faldt på plads ift. at opgive ideen om, at alt skal være perfekt for at give mening, og i stedet en gryende erkendelse af, at alle relationer og situationer tilbyder *noget*; en mulighed for at spejle sig og forstå, både hvad man næres ved, og hvad der ikke fungerer, og at det hele er en stående invitation til at tage, hvad man kan bruge og lade resten ligge. Mit sofa-indlæg gjorde dén erkendelse meget tydelig for mig selv.
I år har ikke været et af de år, jeg bare er sejlet i gennem på smult vande. Men jeg har ikke, sådan helt overordnet, haft lyst til at grave mig ned på marken i afmagt, som jeg somme tider havde i 2021. Tværtimod har det føltes som en slags… renovering, tror jeg? Hvor man godt, mens man står i det, kan synes, det er lidt op ad bakke at traske rundt i afdækningspap og murbrokker og hvor fanden lagde jeg proptrækkeren, men hvor man samtidig hele tiden trods alt er bevidst om, at det er vejen hen til noget, der bliver godt.
Der var en gang corona i posen til hver af os, der var en opsigelse til mig, der var en grim forskrækkelse på sygdomsfronten i familien, og der var lige rigeligt med jobcenter og a-kasse.
Men der var også en fuldmånevandring på Møn, et retreat ved Vesterhavet og et CVR-nummer med dertilhørende firma, og det bedste ved alt det er, at jeg det er noget, jeg selv har fundet, valgt og skabt.
Og midt i alt det var der udredninger galore og 3 diagnoser på et år. Det har givet anledning til mange overvejelser og bekymringer, men det har også været en *enorm* aha-oplevelse, og jeg er 100% sikker på, at det kommer til at hjælpe os, både hver for sig og som familie, at vi ikke længere spiller kort med bind for øjnene.
I går sendte jeg mit kvartalsregnskab til revisor-Jesper, og det slog det mig, hvor meget, der for mig er sket på et årti. Jeg har rykket mit liv op med rode, jeg har ompottet mig selv til et nyt liv i en gammel by, og jeg har fået et barn mere. Jeg har betalt en kvart million ud, jeg er startet op som selvstændig og efter et halvt år som min egen chef er der femcifret overskud på firmakontoen. Det føles som om, jeg har formået at vende en supertanker, ene kvinde, og jeg ved faktisk ikke, om det er bank-Jan eller mig selv, der er mest forbløffet.
Lige nu siler regnen ned udenfor, og om 53 minutter skriver vi 2023. Jeg vil sætte mig over til mit åbne vindue og trække kort med fornemmelsen af, at himlen er i færd med at viske tavlen ren, og at i morgen er en frisk start på noget lyst og godt.
Rigtig godt nytår til hver eneste af jer.
M2022, uge 52
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
Ugens indlæg kommer lige en dag tidligere, end det plejer, så I har det, inden der går champagne og raketter i det hele.
Helt lavpraktisk er tanken, jeg bare ruller ufortrødent videre gennem 2023 med de her indlæg. Der er (og vil være) gentagelser, påmindelser og emner, vi har talt om før, men jeg hygger mig med at skrive dem, og for mig er al læring og udvikling en gang kluddermor med ligeså mange tilbage- som fremskridt. Derfor er indholdet med til at minde mig om nogle af de helt overordnede overvejelser og værdier, jeg forsøger at holde fast i, og mit håb er, at de virker på samme måde for jer.
Men inden vi tager hul på 2023, come hell or high water, skal vi lige have sidste svirp med 2022-halen.
Så i den forgangne uge:
1.
Har jeg afmonteret julen. De lys, der har hængt/stået udenfor, er blevet tørret i varmeskabet og pakket væk, al pynt er sorteret og pakket i kasser, og de ting, det ikke længere giver menig for mig at beholde, er givet til genbrug.
Julebogen er opdateret, både ift. hvordan tingene er pakket ned, ændringer til den årlige julefrokost og med de informationer, jeg ved, at jeg til næste år har glemt (fx. at jeg allerede har et kalenderlys).
Det er jo ikke fordi, det er atomfysik, men det er rart med et overblik, og det er i dén her fase, man bestemmer, hvor godt overblikket skal være i november måned til næste år.
2.
Har jeg tænkt lidt over, at jeg måske til næste år ikke vil lave den årlige, systematiske oprydning af hele huset, men i stedet vil prøve at se, hvordan det fungerer at tage tingene lidt ad hoc. Altså, at tage det, jeg opdager trænger til at blive taget, når jeg opdager det.
Det lyder jo som en slags ikke-beslutning, men for mig fungerer det at have forholdt mig bevidst til det, fordi jeg så faktisk husker at gøre det, når jeg leder efter noget i kassen med sko og falder over de håndboldsko, Frida ikke længere kan passe. Så tager jeg kassen med det samme, hvilket tager 5 minutter, og jeg tror måske, at jeg er ved at være så godt med over hele linjen, at det rækker. Det kan i hvert fald komme an på en prøve.
Når jeg gør det på dén måde, kan jeg allerede nu godt se, at jeg kommer til at forære mere væk, end jeg sælger, fordi jeg ikke gider flytte rundt på enkelt-ting, hvis det er et par sko hist og en lyskæde pist, der skal ekspederes løbende over hele året. Det føles anderledes, hvis man lægger fra, samtidig med, at man rydder hele huset op, for så har man én måned, hvor alt er kaos, og hvor man godt kan leve med, at der står ting, der er sat til salg, men endnu ikke solgt på alle plane flader.
Ad hoc? Not so much. Jeg tog reolen med spil, skabet med krus og den føromtalte skokasse i weekenden, og alt, hvad jeg sorterede fra, er enten smidt ud eller givet til genbrug, for jeg vil hellere have tilfredsstillelsen ved mere plads og orden med det samme, end de 100 kr. jeg måske kunne have tjent.
Det skal siges, at jeg også i den forgangne uge har haft min første virkelig trælse oplevelse med at sælge brugt, og derfor lige nu er helt ok med *ikke* at skulle fedtes ind i Marketplace.
Og bare for at det ikke kommer til at lyde mørkt og mystisk: Det er oldefars uld-rullemadras, som jeg faktisk havde glemt, at jeg havde lagt op, som en kvinde nu slet ikke kan slippe. Hun har sendt mig så mange beskeder, EFTER at jeg har skrevet, at jeg ikke ville bruge mere tid på det OG har annulleret handlen, at jeg har været nødt til at blokere hende på Marketplace – hvorefter hun fandt mig på Facebook og bare skrev videre, som om intet var hændt, så nu har jeg også blokeret hende der. Den er to minutter i kogt kanin, og jeg skal virkelig, virkelig ikke bede om det.
3.
Er vi nu så tæt på årsskiftet, at jeg har tilladt mig at opgøre mit elforbrug for 2022. Der er en mikroskopisk usikkerhed på mit december-estimat, men vi taler 2-5 kWh, så jeg har valgt at sige, at vi godt kan sætte to streger under resultatet allerede nu.
For at starte med konklusionen: Jeg har i år brugt 2854 kWh, mod 3568 sidste år. Det er en besparelse på 714 kWh, eller 25%, hvilket jo faktisk svarer til et helt kvartals gratis strøm.
Med en snitpris på 2,90 kr. pr. kWh, er det et par tusinde, jeg har sparet, og særligt i år er de penge sjovere at have end at have brugt.
Fordi jeg flere gange har oplevet, at folk får blandet tingene sammen, tillader jeg mig lige at skære helt ud i pap, hvad sådan en besparelse dækker over.
For der er forskel på at spare på strømmen og at spare penge på strømmen.
Hvis vi bruger bananer som eksempel, så forestil dig, at du spiser én banan hver eneste dag i et år. Det giver et forbrug på 365 bananer.
Men hvis du i stedet for at spise en hel banan, kan nøjes med en halv, er dit bananforbrug nu kun 182,5 bananer mod de 365, du plejede at spise. De fleste vil synes at det er meget indlysende, at det giver en besparelse på 182,5 bananer.
Men.
At du har sparet 182,5 bananer, siger udelukkende noget om antallet af bananer, du har kørt ind. Vi kan alle sammen godt regne ud, at når man køber færre bananer, så sparer man nogle penge ved kassen, men hvor mange penge det er, målt i kroner og ører, vil afhænge af prisen på de bananer, du har købt.
Hvis den pludselig er steget helt vildt, kan du risikere, at du faktisk har betalt det samme (eller mere) for 182,5 bananer i år, som du gav for 365 bananer sidste år – men har du været god til at finde dem på tilbud og købe dem, når de var billige, har du sparet BÅDE i forbrugt mængde, og i kroner og ører.
Så jeg sparet 714 bananer i år; den del ligger fast. Men fordi bananprisen har været fuldstændig bims, er det umuligt at sige, hvad jeg konkret har sparet i kroner og ører.
Min besparelse ligger i, at jeg slipper for den ekstratregning, jeg ville have fået, hvis mit forbrug havde været 3568 bananer (som det var sidste år) til den nye, højere pris.
Jeg håber ikke, at I føler, at jeg mansplainer. Jeg har bare mange gange været nødt til at prøve at forklare den her forskel ude i real life, og det er en ret vigtigt detalje at forstå, fordi det ellers kan være virkelig demotiverende, at man synes, at man nærmest har brækket ryggen for at spare på strømmen, men bare skal betale det samme, som man plejer.
Mit el-fokus i 2022 har været en fin øjenåbner, fordi det har givet anledning til at se mit forbrug grundigt efter i sømmene, og der er ret meget info at hente. Jeg kan f.eks. se, at over halvdelen af min besparelse ligger i de fire vintermåneder (december, januar, februar og marts), mens sommermånederne i hhv. 2021 (hvor jeg ikke interesserede mig for el) og 2022 ligger meget tæt på hinanden. For mig siger det noget om, hvor overforbruget ligger, for køleskab, tv osv. bruger de kWh, de bruger. Dermed bliver det tydeligt, at det er på f.eks. lys, tørretumbler og ovn/komfur, jeg kan sænke mit forbrug, hvis jeg tænker mig om.
Konklusionen for i år må være, at strøm-loven består af 3 bud:
1.
Den billigste strøm er ALTID den, du ikke bruger.
2.
Skru ned for dit forbrug, så du, når du bruger strøm, bruger så lidt som muligt. Sluk dit lys, tør tøjet ude, kog/bag på eftervarme osv.
3.
Læg dit forbrug på det tidspunkt, hvor strømmen er billigst.
Til übernørderne smider jeg her mit forbrug måned for måned. Tallene i ( ) er dem for 2021.
- Januar: 314 (407)
- Februar: 253 (377)
- Marts: 243 (330)
- April: 229 (290)
- Maj: 222 (281)
- Juni: 221 (229)
- Juli 200 (244)
- August: 210 (272)
- September: 200 (233)
- Oktober: 232 (268)
- November: 252 (286)
- December: 278 (351)
————
Til sidst vil jeg bare lige runde de diagnose-spørgsmål, jeg har fået til sidste indlæg. Indtil nu falder spørgsmålene i to hovedgrupper: Hvad består en udredning konkret af, og skal man lade børn udrede, hvis de lige nu lader til at være i trivsel?
Jeg regner med at lave et indlæg i starten af januar, hvor jeg forsøger at svare efter bedste evne; bare for at sige, at jeg ikke ignorerer jer eller har glemt jer. (Og til de af jer, der har sendt mig mails: Jeg skal nok holde det generelt, så I forbliver anonyme).
Tilbage er der vist bare at ønske jer alle sammen en skøn nytårsaften. Pas godt på fingre, øjne og hinanden.
M2022, uge 51
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Kom der fredag på Aula besked om, at Fridas klasse skulle holde sammenskuds-julefrokost onsdag.
I stedet for at fare ud og købe alt muligt, som krævede en masse forberedelse, tog jeg en hurtig beslutning, og meldte ind med mandariner og små chokoladejulemænd, for jeg havde begge dele liggende, og om 10 sekunder er det jul, jul, jul, jul, jul, jul, og så når vi ikke at spise de mandariner, der egentlig var købt ind til madpakkerne, men som bare aldrig rigtig nåede med.
Chokoladenisserne var købt til et arrangement, som vi måtte hoppe fra på grund af den evighedsforkølelse, vi har været plaget af de sidste 3 uger.
Frida fik lov at gå amok med tusser på mandarinerne, og jeg flettede et par stjerner, som vi smed oveni kurven og med de små kulørte nisser stukket ind hist og pist, så det ud af en masse, selvom det var en nem, billig og stop-madspilds-venlig løsning.
2.
Har jeg eksperimenteret med at slukke el-radiatoren på Fridas værelse om natten, og det fungerer ret godt, synes jeg. Jeg havde spekuleret på, om besparelse og merforbrug villle ende med at gå i nul, fordi radiatoren med slukke-perioder måske skulle bruge mere power på at varme værelset op, end hvis den bare står og varmer jævnt hele døgnet, men umiddelbart ser det ud som om, jeg sparer på kWh-regnskabet. Sidste år brugte vi 351 kWh i december, og i år er jeg her d. 23. på 198 kWh, hvilket betyder, at jeg rammer ca. 250 for hele december, og eftersom vi stadig har lidt lys udenfor og bruger nogenlunde, hvad vi plejer herinde, ser det ud til at virke efter hensigten.
(Det er en ret vigtig tilføjelse, at vi kun har den éne el-radiator, som er sat op i det værelse, fordi det har en vestvendt mur, der bliver helt utrolig kold, når vinden står ind på den, og gulvarmen derfor ikke opvarmer værelset optimalt. Jeg ved ikke, om man kan overføre princippet, hvis man f.eks. sidder i et sommerhus, som kun er opvarmet med el. Meld gerne ind, hvis du har erfaring eller særlig viden her).
3.
Har jeg i løbet af ugen tjekket køleskab og købt ind, så jeg kan mixe lidt på kryds og tværs, og kan få brugt det, jeg har, og samtidig få brugt de rester fra julen, som også skal tænkes ind.
Jeg har købt et godt, langtidsholdbart surdejsbrød, som kan bruges både til det pesto og hummus, jeg har stående, og til eventuelle rester fra julefrokostbordet, jeg har købt lidt grønt og creme fraiche, så jeg med de kartofler, jeg har liggende, kan lave en kartoffelsalat, der kan spises til det meste, og så kan jeg se, at jeg har til en omgang engelsk luksusmorgenmad (baked beans, bacon, røsti, tortillas, æg), som vi herhjemme spiser som aftensmad.
Jeg har sørget for, at vi har fået spist og brugt meget af det, der normalt står og fylder, så der er plads i køleren til de forskellige jule-rester, så nu er vi faktisk klar, både til julen og til alt det, der kommer bagefter.
___________
I forbindelse med mit indlæg fra i tirsdags har jeg fået en håndfuld beskeder og mails bagom fra mennesker, der har spørgsmål til forskellige dele af alt det her udrednings-hurlumhej. Både til tanker/overvejelser, til selve proceduren, til melatonin/søvnproblemer osv.
Jeg ved ikke, om der er flere, der sidder med spørgsmål, de gerne vil have svar på, men jeg tænkte, at det måske kunne give mening at samle det i et indlæg, som folk, der ikke læser med på bloggen, også kunne have glæde af. (Altså, hvis man f.eks. har en søster, der står overfor en udredning, eller som gør sig nogle tanker).
Derfor: Hvis man har et eller andet man undres over, spekulerer på eller gerne vil kende proceduren omkring, så smid det i kommentarfeltet her. Jeg er ikke sart, så det er helt ok at sende spørgsmål ift. valg, man måske ikke helt forstår, at jeg har truffet. Helt lavpraktisk er Anton og jeg udredt gennem det offentlige, mens Frida er udredt gennem det private, så det er dét, min erfaring bygger på.
Hvis man gerne vil være anonym, kan man bare sende sine spørgsmål på en mail bagom (blogsbjerg@gmail.com)
———————-
Efter en hektisk uge er jeg landet i sofaen nu, og jeg sidder lige og tænker på, hvor meget jeg egentlig holder af lillejuleaften, hvor der falder lidt af den fatale ro over tingene, som kommer af, at dét, vi ikke har nået at købe eller gøre nu; dét må vi undvære. Tilbage er bare at overgive sig og flyde med.
En særlig tanke til de af jer, der i år skal finde ud af at navigere i en jul, der er slået helt ud af kurs pga. sygdom eller krise, eller som for første gang skal undvære et menneske, I holder af. Jeg håber, at I kommer hele igennem det, og at I har gode folk omkring jer, I kan læne jer op ad.
Tak fordi I læser med, tak for kommentarer og sparring, og tak for at være med til at gøre det her til er trygt og behageligt sted at være.
Rigtig glædelig jul.
Fuld diagnose-plade – og hvad så nu?
I dag nåede jeg endelig til det punkt, hvor jeg for første gang i meget lang tid kan puste ud og læne mig tilbage. Bare lige motinutter.
For i dag fik jeg, som den sidste perle på snoren, min ADHD-diagnose.
Fordi de smed min sidste tid væk 5 (og det var altså: f-e-m) gange, inden den endelig faldt på plads og kunne gennemføres, nåede Frida at overhale mig indenom; hun fik sin diagnose tirsdag i sidste uge, og det blev også en ADHD-diagnose til hende.
Som forventet viste Fridas test, at hovedet på ingen måde fejler noget hos hende. Udredningen består af både observationer, interviews og forskelige tests, og i den test-del, der omhandler visuel begavelse, scorer hun så højt, at det indikerer en IQ på 140. Det er ikke over hele linjen, hun ligger så højt, men det understøtter det, jeg selv har haft en fornemmelse af, nemlig at det er hendes begavelse der gør, at hun i skolen har overskud til at kompensere for de udfordringer, ADHD’en giver hende.
Så hvad nu?
Tja. Jeg skal have lavet en EKG og have taget nogle blodprøver, og når det er på plads, starter jeg op på medicin, hvilket jeg selv er meget spændt på. På den ene side hungrer jeg efter ro i hovedet og evnen til at give mig selv de pauser, jeg kan mærke, jeg har brug for. På den anden side er jeg nervøs for, om medicin retter min krøllede hjerne helt ud, for jeg er faktisk ok-glad for den, som den er.
Vi må se.
Men planen er at køre mig ind på medicin, og når jeg er nogenlunde stabil (jeg opfordrer til, at ingen holder vejret, mens vi venter), så laver vi en plan for Frida. Jeg er nødt til at have overskud til at kunne tage ordentligt vare på hende, ligemeget hvor vi starter ift. de tiltag, der skal hjælpe hende, og det har jeg ikke, hvis jeg selv kravler rundt på hele pladen.
Men trods alt er vi foran, for gennemsnitsalderen for en ADHD-diagnose for piger er 13 år, og hun er immervæk kun 7.
Samtidig trækker det op til, at Anton skal flyttes over i et andet skoletilbud i løbet af foråret. Der er også lige en del, der skal undersøges og planlægges i dén forbindelse, men i det mindste ved vi nu, hvad retning, vi skal i for os alle 3.
Det skal nok blive godt. Det er jeg faktisk ret overbevist om.
Men inden vi kaster os over næste etape, skal jeg lige have en pause, for at tvinge 3 udredninger ud af systemet på et år, føles lidt som en præstation, der burde udløse en pokal eller et lillebitte ridderkors.
For nu skal jeg lige fordøje, og kompasset skal justeres til den nye virkelighed.
Så tager vi hul på næste etape, når det nye år er skudt ind.
M2022, uge 50
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg doneret de julesnøfler, som mine børn ikke kunne *leve* uden, til forberedelseslokalet på min søsters job. For børnene tog én mussebid hver, og erklærede så, at de smagte “ulækkert, mor!!” – fordi kanel åbentbart er i bad standing nu. Jeg trænger ikke til 4 lag snøfler, men tænkte, at man som pædagog i december nok har brug for alle de saltvandsindsprøjtninger, man lovligt kan få, så de røg afsted og forvandt som dug for solen.
2.
Har jeg lavet en kæmpebalje tomatsuppe fra bunden og frosset den ned i hhv. 3 portioner, der passer til et måltid, og 5 små bøtter, som jeg kan bruge, når jeg skal til bunds i de one-pot-pasta retter, jeg har i fryseren. Jeg har flyttet rundt på dem i 3 måneder nu, fordi jeg havde en periode, hvor jeg syntes, at OPP var det mest geniale i verden, og nu er jeg bare virkelig er ovre det. Men jeg har opdaget, at de faktisk bliver acceptable, hvis man lige vender en dl. tomatsuppe i, når man varmer dem, så nu satser jeg på, at jeg kan nå gennem lagret på den her måde.
(Og så skal jeg bede om et stift, irettesættende blik og et hårdt greb i overarmen, hvis jeg begynder at finde den store gryde og posen med pasta frem igen).
3.
Var jeg for et par måneder siden på jagt efter en løsning til baggrund, når jeg fjerntolker (over Teams og Skype).
Vores hus er indrettet på en måde, så jeg ikke har en neutral væg, jeg kan sidde op ad, og derfor har jeg brug for et eller andet bagved, så alle ikke kan se hele min stue, når de ringer op.
I min sidste ansættelse fjerntolkede jeg fast, og dengang brugte jeg en foldeskærm, hvilket fungerede fint. Men selvom den kunne slås sammen, fyldte den stadig, og nu, hvor jeg ikke har faste fjerntolkeopgaver mere, ville jeg gerne finde en løsning, der ikke fylder, når den ikke er i brug.
Efter lidt facebookresearch endte jeg med at bestille noget, der minder om et kæmpe nodestativ – men ak. Det er for smalt, fordi jeg skal sidde langt nok fra kameratet til, at man kan se både mit ansigt og mine hænder, og derfor tager kameraet stadig for meget af baggrunden med.
Jeg skrev til hende, der foreslog løsningen og spurgte, om hun kunne bruge stativet, for hvis hun kunne, var det hendes, kvit og frit.
Kunne jeg have solgt det? Måske. Men jeg vil faktisk hellere, at det kommer ud og bliver brugt, end at jeg flytter rundt på det i et år, for så at sælge det for 50 kr. til en eller anden, der gider komme forbi og hente det.
4.
Har jeg, i forlængelse af ovenstående, lovet oldefar at prøve at sælge en uldrullemadras, han har haft liggende og aldrig brugt. Efter at det lykkedes mig at sælge hans elscooter, kender hans tiltro til mine videresalgsevner ingen grænser, og jeg vil gerne hjælpe ham, hvis jeg kan.
For mig giver det mening at give en hånd med ift. at få tingene solgt/givet væk, fordi det helt overordnet er bedre for miljøet, at vi får noget, der allerede er produceret ud og leve videre, fremfor at skulle have produceret noget mere. Men jeg er begyndt at tænke meget over, om det giver mere mening at sælge/forære tingene væk direkte, end altid at give det til genbrugsbutikker. Ikke fordi de ikke er vigtige eller gør gode ting, men fordi jeg synes, jeg begynder at se, at i takt med, at flere og flere gerne vil støtte op om at passe bedre på miljøet, så får de så utrolig mange flere ting, end det er mit indtryk, at de kan sælge.
Derfor er jeg begyndt at hælde mere til direkte videresalg eller bortgivelse, fordi man så får tingene sendt i armene på nogen, der skal bruge dem med det samme, i stedet for reelt bare at langtidsparkere dem et andet sted end hjemme i sit eget skab.
(PS: Hvis du hjælper andre med at videreekspedere ting, vil jeg lige slutte med at opfordre til, at du på forhånd aftaler, hvor længe du lader tingene stå til salg, og hvad du skal gøre med dem, hvis de ikke bliver solgt. Vil folk have dem retur, skal de foræres væk eller skal de afleveres til genbrug. Min erfaring er, at ude af øje er ude af sind, og derfor kan tingene meget hurtigt blive dit problem, hvis ikke der på forhånd er lavet en klar aftale om tingenes (videre) skæbne).
Spejl
Jeg elsker lister – hvilket der vist ikke er nogen af jer, der har læst med herinde i mere end 10 minutter, der er i tvivl om.
Og måske er det pga. min tiltro og kærlighed til lister, som udspringer af, at de for mig er en meget effektiv måde at sørge for, at jeg når det, jeg gerne vil nå, at jeg somme tider kommer til at tro, at hvis noget én gang er vinget af en liste, konkret såvel som abstrakt, så er det et overstået kapitel.
Det er der jo i virkeligheden nærmest ingenting der er. Alt er cirkulært og i konstant bevægelse, og derfor er kommer gamle opgaver ofte tilbage i nye forklædninger.
Lige nu er jeg tilbage i et tema, jeg ellers har arbejdet ret meget med, og som jeg også har skrevet om før. Men når det for mig er et tilbagevendende tema, så er det formentlig også for nogle af jer, så derfor tænkte jeg, at der ikke sker noget ved at tage den igen.
For jeg oplever atter at have en lille håndfuld mennesker i mit liv, hvor relationen for mig er svær at afkode og matche, forstået på den måde, at jeg enten føler, at det er mig, der yder mest, eller hvor jeg bliver i tvivl om, om jeg gør nok.
Det hører med til min historie, at jeg tiltrækker mennesker, der lever i kaos; formentlig fordi jeg er næsten hysterisk systematisk.
Det hører også med til min historie, at jeg trives i de menneskers selskab; formentlig fordi vi i bund og grund er skåret over samme læst, men har valgt at skrue op for de respektive modpoler i vores personligheder. Det giver noget skidespændende dynamik, men det giver også sammenstød og frustrationer, fordi man hurtigt bliver låst fast i de roller, som relationen lægger op til.
I et af mine mest trofaste sæt orakelkort, er der et kort, der hedder ‘Round and Round’.
Den symbolske betydning er, at man kan have en oplevelse af at gå i cirkler, men at man for hver runde man går, kommer et niveau højere op, og dermed får nye vinkler og perspektiver på velkendte problemstillinger.
Og det er faktisk det, jeg oplever lige nu. For jeg har et par mennesker omkring mig, hvor jeg begynder at føle mig en smule taget for givet. Jeg har også et par stykker, der har det ad helvede til, og hvor jeg bliver i tvivl om, om jeg mandsopdækker nok.
Men det er pludselig gået op for mig, at nøglen til at afkode begge situationer er at lave en 1:1 spejling; at spørge mig selv, om de er lige så up to speed med mit liv, som jeg eller de forventer, at jeg er med deres.
Det lyder knusende simpelt – og det er det faktisk for en gang skyld også. For det bliver pludselig meget nemt at se, at hvis de ikke har den fjerneste ide om, at vi f.eks. står i udrednings-slutspurt til op over begge ører, så er det også både forståeligt og tilgiveligt, at jeg ikke har styr på alle detaljer i deres liv. Det er der intet som helst i vejen med, for ingen kan være alt for alle hele tiden. Det gør det bare nemmere at realitetschecke både deres og mine egne forventninger til alle involverede parter.
Venskaber er ikke excel-ark, og det hverken kan eller skal være 1:1. I noge perioder bærer man, i andre er man den, der bliver båret. Sådan skal det være, og det er både det smukke, det svære og det værdifulde ved venskaber.
Men når man, som jeg, somme tider farer lidt vild i at afkode oplevelsen af ikke at slå til, ikke at blive hørt eller af at være blevet lidt for selvfølgelig på servicefronten, så er det virkelig rart at finde en måde at vurdere situationen nogenlunde objektivt på, som ikke kræver 3 timers intensiv selvransagelse og et weekendophold på briksen hos Freud.
M2022, uge 49
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg sendt en mail til Lidls hovedkontor om noget så usexet som toiletpapir.
Vi køber deres 3-lags toiletpapir, og har gjort det i flere år. De sidste måneder er der imidlertid sket det, at 5-6 ruller ud af de 10, der er i en pakke, halvvejs ind i rullen kun består af 2 lag. Det er helt sikkert noget med .. opviklingsmaskinen, som jeg lige har besluttet, at den hedder, for halvvejs igennem rullen løber der pludselig et lag mere på, og rullen er 3-lags igen.
Hvis det havde været en enkelt rulle i ny og næ, ville jeg have trukket på skulderen. Men når det er galt med over halvdelen af pakken, og det er hver eneste gang, så bliver det sgu lidt irriterende. Specielt når det er favoritmærket, og jeg faktisk ikke har lyst til at skifte.
Men det er jo lidt svært at stille i butikken med en toiletrulle og en sang fra de varme lande om hhv. 2 og 3 lag. Tung bevisbyrde at løfte at sandsynliggøre, at den faktisk stammer fra en 3-lags pakke, når den til forveksling ligner dem fra 2-lagspakkerne – og at det sker i hver eneste pakke, men somme tider først halvvejs inde i rullen. Man forestiller sig ikke, at de beredvilligt åbner 7 pakker og ruller al papiret af for at se, om jeg har ret, vel?
Omvendt har de jo heller ikke en chance for at vide det, hvis ingen siger det til dem. Så nu har jeg skrevet en mail til deres kundeservice og håber på et juletoiletpapirsmirakel.
(I bedste julekalenderstil har jeg dog stadig intet hørt fra dem, selvom det er en uge siden, jeg skrev. Vi satser på, at det hele løser sig i 24. afsnit).
2.
Har jeg brugt en aften på at tjekke op på gaver og kalendergaver, der står gemt i kasser og poser i bryggerset.
For hvert år synes jeg liiiige, at jeg mangler en liiillebitte ting til én – og hvert år viser det sig, at det er fordi, jeg har købt noget, som jeg siden har glemt alt om. I år var ingen undtagelse og jeg kan ikke beslutte mig for, om jeg skal være fortvivlet over min hullede hukommelse eller stolt over min evne til at udtænke workarounds.
3.
Er der pres på hos Bilka To Go, tror jeg, og det er nok derfor, der sker lidt flere svipsere. Jeg har i hvert fald fået en ekstra pakke grødris og en stor bakke klementiner med hjem, og jeg ekspederede med det samme begge dele videre. Vi spiser ikke de første, og havde rigeligt i vores egen store bakke af de sidste, og så kan genboen ligeså godt få glæde af tingene.
Den er på her, fordi julen er store madspildsmåned, og derfor er det meget godt lige at lave en fællesreminder om at huske at sende overskudsmad videre, mens det er friskt, så du ikke bare tørrer dit madspild af på naboen, der så kan bøvle med 24 frikadeller, der synger på sidste vers.
(Og bare lige ift. det med at beholde varer, jeg får med, som jeg ikke har bestilt: Min tommelfingerregel er, at det, jeg får med ved en fejl, skal koste over 100 kr. for at jeg kører retur med det, og de gange, jeg er kørt tilbage med varer, har de unge mennesker nærmest ikke vidst, hvad de skulle stille op med dem. For en måned siden kom jeg fx. hjem med 2 pakker bleer, 10 glas kartofler, 4 spande rødkål, 2 pakker mælkeerstatning og en flaske snaps. Det kørte jeg ud med igen med det samme, og jeg måtte nærmest tvinge det ned i halsen på de 3 ungersvende, der blev ved med at sige, at ‘det bliver jo helt umuligt at finde ud af, hvem der skulle have haft det?’. Yes. But that sounds like a you-problem).
4.
Har jeg fået et spørgsmål til et gammelt indlæg, som jeg mindes, at én af jer engang har svaret på i et andet indlæg, men jeg kan ikke søge i mine kommentarer, og Anton er tæskefucking syg på 5. døgn med 40-41 i feber, hvilket betyder, at jeg patruljerer hans værelse hver anden time natten igennem, så overskuddet er ved at være lidt småt.
Derfor:
Spørgsmålet lyder:
Old post, I know, men er der nogen, der ved, hvordan det forholder sig, hvis man har betalt for levering, men der så er gratis returnering? På den ene side, så har man jo stadig kun betalt for fragt den ene vej. På den anden side står der i loven, at man skal have sine penge for fragt tilbage, hvis man returnerer en vare..
Har vi en ombudsmand-in-spe på linjen? For det ville være verdensklasse.
M2022, uge 48
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg googlet, hvad der er mest klimavenligt: Et ægte eller et kunstigt juletræ. Svaret er, at der ikke er et entydigt svar.
Intuitivt vil jeg have, at de kunstige er mest klimavenlige, fordi de kan genbruges, men mængden af plastik og metal belaster 1:1 mere, end et juletræ koster i CO2 at producere. Derfor forudsætter en eventuel klimagevinst, at man bruger det kunstige træ i mange år (denne artikel fra Tænk siger mellem 5 og 20 år, hvilket jo er dejlig konkret).
Men fordi jeg i min egen omgangskreds kan se, at flere og flere går plastikvejen, tænkte jeg, at det ville være konstruktivt at udveksle gode såvel som dårlige erfaringer her, f.eks. i forhold til kvalitet, opmærksomhedspunkter og opbevaring. Kan de stå på loftet? I et skur? Holder de sig pæne? Hvad skal man være obs på, når man køber?
Hvis vi kunne forvandle kommentarfeltet til en ERFA-gruppe, kan vi da i hvert fald gøre vores til, at eventuelle fejl ikke bliver kopieret unødvendigt.
(Og igen: Vi er alle sammen helt enige om, at det mest miljøvenlige ville være at springe juletræ, gaver og skiferier over, men som altid er nordstjernen her at vi med respekt for hinandens valg forsøger at finde det bedste alternativ).
2.
Vælter det pludselig ind med nyhedsbreve, (som jeg ikke mindes at have sagt ja til at modtage…), fra alle mulige firmaer, jeg gennem tiden har handlet hos.
Det har fået mig til at beslutte, at jeg lige nu aktivt luger ud, melder fra og unfollower alt, hvad jeg ikke skal bruge. I hverdagen kommer jeg hurtigt til bare at scrolle videre eller ignorere diverse salgspitches, men når jeg lige holder fokus på det en uges tid, gør det faktisk en forskel i mit feed og min indbakke.
I samme ombæring prioriterer jeg også at få frameldt notifikationer og abonnementer på sider og steder, jeg er vokset fra.
3.
Har jeg købt sladretabletter til børnenes tænder.
Ingen af mine børn bryder sig om at få børstet tænder, og derfor er det en daglig kilde til frustration for os alle 3. Det bliver ikke bedre af, at det er en aktivitet, der optræder på de to mest trælse tidspunkter i løbet af en dag: Når vi har travlt, og når vi er trætte.
Men jeg er selv vokset op med forældre, der har passet godt på mine tænder og jeg har ingen huller. Det sætter jeg uendelig pris på, og det vil jeg gerne give videre til mine børn. Særligt fordi de begge har det så træls med kitler og nåle, som de har.
Derfor har jeg brugt de 200 kr. det koster at købe plak-tabletter, som de egentlig hedder. Mit håb er, at de kan være hjælp til selvhjælp. At børnene, når vi bruger dem et par gange om måneden, lærer, hvor de skal udvise lidt ekstra agtpågivenhed – og det er bare nemmere at forstå det, man med det blotte øje selv kan se.
Hvis ideen også kunne give mening hjemme hos jer, så vær obs på, at den røde farve er MEGET rød – også i vasken. Derfor er man nødt til lige at have vandet til at løbe, når man spytter ud, hvis man vil undgå at skulle panik-skrubbe sin håndvask på bagkant.
4.
Har jeg lovet jer en nisseliste.
Fordi jeg HADER pranks, hvor punchlinen er andre menneskers skuffelse, har jeg aldrig nogle af de “sjove” drillerier på, hvor man pakker skolebøger, iPads eller lign. ind i gavepapir, og jeg forsøger også at holde det hele på et niveau, hvor jeg ikke selv får det skruet op. For har man først fået lagt en biograftur på en helt almindelig onsdag, så er der ikke meget at sige til, at børnene sætter næsen op efter andet end blå mælk de kommende dage.
Desuden er jeg nødt til at vælge drillerier, som man ikke kan se, hvis man er oppe i løbet af natten. Vi bøvler i forvejen rigeligt med søvn, og både Frida og jeg er LYS-vågne i samme sekund, vi slår øjnene op, så der er ingen grund til at tilføre yderlige stimuli at hype over kl 01.17.
Jeg lægger altid et lille hint ved nissedøren, hvis jeg har lavet noget, børnene først opdager senere på dagen, så de ved, at nissen ikke har glemt dem. Eksempelvis lagde jeg i aftes en mandarin med gogley eyes og nissebriller foran nissedøren, fordi jeg havde klistret googley eyes på alle billeder i stuen og ikke var sikker på, at de ville opdage det, inden vi skulle afsted.
Så med alt det sagt:
Behold:
nisselisteN:
*En julestjerne lagt på stolen/bænken på den faste plads (jeg laver de der monster-dobbelt-flette-stjerner, og sætter en snor i, så de kan hænges på træet)
*Googley eyes på alle billeder
*En glaskugle på bakspejlet og lametta viklet om sæderne i bilen
*Ændre pauseskærmsbilledet på iPaden
*Skifte pærerne over bordet ud med nogle farvede af slagsen
*Spraye snefnug/klistre nissehuer på vinduet i stuen (så det, modsat på spejlet på badeværelset, er gemt bag gardinet, til vi står op)
*Binde stolebenene sammen
*Gøre badetøjet vådt og smide det i fryseren, så det er stift, når svømmetøjet skal pakkes
*Skifte alle blyanter i penalhusene ud med piberensere, sukkerstokke og te-skeer
*Sætte et ‘Plant en julemand’-kit foran nissedøren. (2 dage) Sæt en potte med jord og læg en lille chokoladejulemand, som skal plantes. Den vokser op og er blevet til en stor chokoladejulemand dagen efter
*Vikle lyskæder om jakkerne. (Kræver enten en timer eller remote, hvis de ikke kan være tændt hele natten pga. placering)
*Tegne smileyer på børnenes fødder, når de sover
*Skifte tandbørsterne ud med sukkerstokke
*Sætte nisseklistermærker på noget, børnene med sikkerhed skal bruge (smartwatch, sko, faste kop ell. lign)
*Bytte tøj i deres skabe (bare bluser, bukser og undertøj)
*Balloner i jakkeærmerne (eller grankogler i skoene; mine børn vælger bare forskellige sko hver morgen, så det duer ikke her).
*Male overskæg på dem, når de sover (obs på farven på pudebetræk og på at sætte tid af til at fjerne det om morgenen)
*Drysse masser af sølvstjerner i madkassen
*Lave køleskabet om til en snemand (Se billede nederst)
*Dekorere sodavand eller mælkekartoner i køleren (klister ansigter eller snefnug på eller giv dåser/kartoner nissehuer på)
