Abort mission: Om igen

I går lagde jeg et indlæg op, som tog udgangspunkt i en artikel fra TV2, som handlede om at nedbringe antallet af ufrivillige aborter. 

Jeg valgte sent i aftes af tage indlægget ned igen, fordi jeg kunne se på mails og kommentarer, at det, jeg gerne ville sige, og det, flere af jer hørte, var to meget forskellige ting. 

Det vil virke underligt bare at fjerne det uden at knytte en kommentar til, hvorfor jeg har gjort det, så for de af jer, der ikke nåede at læse indlægget, vil det her skriv ikke give ret meget mening. Sådan må det lige for en sjælden gang være. 

Mit indlæg var en kritik af en udtalelse fra overlæge Ole Bjarne Christiansen, som i artiklen blev citeret for at sige:

“Man kunne screene for visse risikofaktorer og tage blodprøver. Man kunne også tage en kort samtale for at få en fornemmelse af, om der er tale om en meget sårbar kvinde, der er ved at gå i panik eller udvikle depression, og som derfor kræver ekstra omsorg.”

Jeg vidste på forhånd godt, at abort er et følsomt emne, så jeg havde været ret omhyggelig med at skrive “som jeg læser det” og “synes jeg” efter alt, hvad jeg skrev ud fra, og ikke på noget tidspunkt anfægtede jeg mandens dygtighed eller faglighed. 

Det gør jeg stadig ikke. Bare lige, så det er helt klart. 

Det, jeg finder problematisk er, at hans udtalelse bliver hentet ud af en inderkreds, hvor folk kender manden og ved, hvad han står for, og bliver flyttet over i det store, offentlige rum, hvor den bliver læst og fortolket af mennesker, som ikke nødvendigvis færdes i de samme miljøer som ham og de mennesker, han har hjulpet. Den bliver brugt som den ene halvdel af startskuddet til en artikelserie på et af landets største medier, og bliver dermed en del af den offentlige debat, og derfor synes jeg, at den er mere end almindelig uheldig, for selvom ord bare er ord, bliver de til virkelighed, når der er nok af dem. 

Dette var grunden til, at jeg trak paralleller til abortdebatten i USA og til Kristendemokraternes retoriske røgslør, der skal få deres abortmodstand til at virke som en slags politisk sidebemærkning, der ikke rigtig er vigtig for nogen. Og det er dét virkelighedsbillede, jeg synes, at Ole Bjarne Christiansens udtalelse bidrager problematisk til – uanset hvor dygtig og sympatisk, han er.

Der er for nyligt skrevet en ret spændende artikel i POV, som handler om netop det; hvordan man ved at flytte grænserne, et lille ord ad gangen, ender med en virkelighed, som ingen ville have troet muligt i udgangspunktet.

Jeg er fuldstændig 100% med på, at det ikke er Ole Bjarne Christiansens dagsorden, og at han med garanti ikke har skænket en tanke, at det kunne udlægges sådan. 

Jeg er også med på, at andre læser citatet anderledes end mig, og at vi alle ser verden gennem de briller, som vores opvækst, vores liv og vores historier har udstyret os med. 

Men du siger ikke det, du siger. Du siger det, andre hører du siger.

Det gælder både mig og Ole Bjarne Christiansen.

M2019, uge 23

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Tænkt over, hvor stor betydning det har for mit forbrug, at jeg sjældent drysser rundt på strøget og i butikscentre. (Og hvordan dét, at snuse rundt, når man lige har fået løn, på mange måder føles som at købe ind på tom mave). For jeg har været på jagt efter lidt forskellige småting til Fridas fødselsdag, og har i den forbindelse været i nogle af de butikker, hvor det er nemt at bruge en formue på dimser og småting. Og jeg må bare sige det, som det er: Jeg er stadig ikke så inkarneret minimalist, at forbrugslysten er forsvundet, når jeg står face to face med papirblomster, der ville være så fine i vinduet på Fridas fødselsdag, notesbøger (åh, notebøger..) med glimmer og patinatryk af gamle glansbilleder, en kjole med sommerfugle, som jeg ved, at Frida ville ELSKE, og bægre til popcorn, som Anton synes er det vildeste i verden. Jeg købte ingen af delene, men jeg havde virkelig, virkelig lyst.

Når jeg fortæller om det, kommer det hurtigt til at lyde farveløst og glædesforladt, synes jeg, og som om, jeg bevidst prøver at frarøve mig selv de små glimt af hverdagslykke, som et par fine øreringe, eller en neglelak i en særlig smuk nuance kan give. Sådan føler jeg det egentlig ikke. Øvelsen for mig går både på at styre uden om impulskøb af ting, jeg reelt ikke mangler, eller som ikke vil tilføre mig nogen særlig glæde, når først de er hjembragt. Men også på at nå at bremse mig selv, når jeg har lyst til at købe de småting, der er så billige, at det ikke føles som om, de tæller, for da jeg regnede sammen, hvad de ting, jeg havde været fristet af, ville have kostet mig, hvis jeg havde købt dem, nåede jeg op på 350 kr. For lal og bananer. Og jeg ville *aldrig* have opdaget det, for tingene befandt sig i 6 forskellige butikker, og ingen af dem kostede over 50 kr. 

Så alt i alt var det bare en fin reminder om, at det er nemmere at være tørlagt alkoholiker i kirken om søndagen, end fredag aften på en bar.

2.

Hængt en seddel op i Fridas børnehave (som jeg sidste år skrev i min højtids-bog, at jeg ville gøre) hvorpå forældre kan skrive, hvis deres børn holder fri på torsdag, hvor børnehaven er inviteret herhjem til fødselsdag. Sidste år havde jeg forberedt mad til 24 mennesker: der kom 11. Sygdom kan vi ikke holde for, men med et sommerbarn bliver man vist bare nødt til at tænke ind, at der godt kan være nogle, som er smuttet tidligt på ferie.

3.

Har jeg fået brugt makeup og body lotion, som jeg har flyttet rundt på i flere måneder. Jeg tror, jeg ligner de fleste andre: Når jeg køber noget nyt til øjnene, så gider jeg ikke længere bruge det gamle – med det resultat, at der ligger en masse rester og glaner på bunden af min makeup kasse, som stadig er for gode/fyldte til at smide ud.

Ift. bodylotion fik jeg i julegave en parfume, som kom i en gaveæske med bodylotion on the side. Det ved jeg aldrig helt, hvad jeg skal gøre ved, for jeg synes næsten, det kan blive aggressivt, hvis man kører både parfume og lotion med samme duft, så jeg kommer ofte til bare at flytte rundt på tuberne med creme, uden helt at vide, hvad jeg skulle stille op med dem. (Og jeg får et nervøst sammenbrud ved tanken om at bruge creme med én duft sammen med en parfume med en anden).

Så for 5 uger siden fandt jeg en lille æske, som jeg stillede frem på bordet i badeværelset, hvori jeg smed både makeup-rester og body lotion. I denne uge nåede jeg igennem det hele, og det var virkelig tilfredsstillende at få det brugt.

4.

Har jeg flere gange tænkt på, at jeg ville huske at linke til indlægget, jeg lavede sidste år, hvor jeg med jeres hjælp samlede gratis ideer til sommerferie-aktiviteter i hele landet. Inden I suser derover: Hvis nogen skulle have have ideer, der ikke er på listen, så vær søde at skrive dem i kommentarfeltet under sommerferieindlægget, og ikke her. På den måde sikrer vi, at alle de gode ideer stadig er samlet ét sted. Indlægget finder du her.

I øvrigt:

*vil jeg gerne vide, om det *er* farligt at stirre direkte ind i pæren på en lommelygte, eller om det bare er noget, forældre siger for at slippe for at blive blændet i tide og utide?

*så jeg for et par uger siden carpool karaoke med Celine Dion og bagefter gik jeg en tur i kommentarfeltet, og der er INGEN, der hader hende. Ingen. Ikke én. Det er en præstation på linje med at gro vinger og flyve. 

*elsker jeg, når Frida med al selvsikkerhed i verden fortæller, at hun glæder sig til at besøge Engel & Pære (Inge og Per), og at hun skal bede om at være iført sin yndlings-t-shirt med en stiktus på maven. Kaktusser kommer herfra aldrig til at hedde andet.

*har jeg købt hendes fødselsdagsgave, og jeg glæder mig mere end hun gør, til hun pakker den op:

*er jeg igang med at arrangere et førstehjælpskursus for familier i lokalområdet. Hvis andre kan bruge ideen, så planlægger vi et 4 timers arrangement, hvor de to første timer er for børnene (med forældre), hvor vi bl.a. skal snakke om, hvad man gør, hvis en bedsteforælder falder om, mens de sidste to timer er genopfriskning af hjertemassage osv. for voksne. Røde Kors har instruktører, der tager ud lokalt, og hvis ikke man skal bruge et kursusbevis, er det væsentligt billigere end de priser, man kan finde på nettet. Jeg håber, vi får det stablet på benene. 

*har jeg brug for, at nogen forklarer mig, hvorfor det hedder EfterRETningstjenesten? What’s with the trykforDELing, guys?

*vil jeg gerne vide, hvor støv kommer fra. Nej, seriøst – hvorfra? Jeg fjerner det med meget jævne mellemrum, og alligevel når jeg kun lige at vende mig om, før det er der igen. Det er jo ikke fordi, der er tale om havepartikler eller nullermænd fra tøj. Hvor. Kommer. Det. Fra?

*vil jeg gerne tage den her på forkant, i tilfælde af, at der i fremtiden kommer en serie, der når GoT-agtige højder: Når vi har en serie, som 90% af verden ser, og de enkelte afsnit bliver lagt op på bestemte dage, så bliver det et langt liv, hvis du forventer, at hele internettet holder mund og venter på, at du catcher op. Vi er enige om, at folk er røvhuller, hvis de uopfordret sender en fællesmail ud til hele arbejdspladsen med en spoiler af det samlede plot, men du *har* ikke noget, du skal-skal på Instagram, så her synes jeg, vi vedtager, at al færdsel sker på eget ansvar. 

*brækker jeg midt over af irritation, næste gang jeg i Mads & Monopolet hører “Du ved jo heller ikke, om de har et åbent ægteskab” hånligt fremført som argument for ikke at fortælle sin kollega, at man har set hans kone knalde pedellen. Den her går ud til alle deltagere på A-holdet: Hvis kollegaen og konen har et åbent ægteskab, så SKER DER IKKE NOGET VED AT FORTÆLLE DET!! 

*delte jeg et link til min nye favoritstandup’er på fb, og der var én, der klikkede på det. Jeg er misforstået af min samtid. (Det er her, hvis nogle af jer skulle have bedre smag end mine venner)

*vil jeg gerne, ganske uopfordret, komme med et kæmpe s/o til de oversættere, der acer deres job. De er i sandhed the unsung heroes, for bøger som Stillidsen og Alt det lys, vi ikke ser, kunne med lethed forvandles til sprogmæssige blodbad, hvis de kom i hænderne på amatører. 

*er bog-listen (- apropos..) opdateret med følgende:

Den første, De tolv og Spejlbyen – Justin Cronin

Jeg fik anbefalet denne trilogi af en følger på Instagram, og Oh. My. God. 

Jeg blev færdig med den sidste i aftes, og havde med vilje gemt de sidste 100 sider, fordi det er en af de historier, som man har brug for at læse færdig, når skyggerne bliver lange og verden er faldet til ro. Efter små 3000 sider føles persongalleriet som gode venner, og universet næsten selvoplevet.

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det præcis er, der gør bøgerne så gode, for hver for sig er enkeltelementerne glimrende, men uden at være ekstraordinære. Sproget er smukt, historien er troværdig og grusom, den religiøse parallel er underspillet nok til, at man ikke føler sig talt ned til, og personerne er fyldige og tegnet i alle nuancer af gråt. Men der er en form for 6. element, der gør kombinationen fuldstændig formidabel; en slags æterisk kvalitet, der hele vejen igennem tilføjer et lag af blå, luftig melankoli, selv i de passager, der er virkelig, virkelig spændende. 

Min eneste lille bitte anke er, at jeg synes, oversætteren har sjusket i den sidste af bøgerne. Der er for mange fodfejl med forkerte endelser, engelsk syntaks osv. og så måtte jeg tage 4 stesolid og en whiskey på hver af de ca. 600 steder, hvor der stod, at en af hovedpersoner “talte i tegnsprog” og “sagde det med tegnsprog”. Vi siger det med blomster, men vi taler på tegnsprog. På. Ligesom vi siger tingene PÅ norsk, PÅ svensk og PÅ fransk.

Men det er ikke forfatterens skyld, og bortset fra det, er det her nogle af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst.

M2019, uge 22

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg taget en dyb indåndning, for juni bliver en af de måneder, der bider, rent økonomisk. Frida har fødselsdag, nogle af de udgifter vi får til sommerferien, flytter jeg over til denne måned, så de bliver fordelt en smule, og min månedsløn, som svinger meget, er lidt til den lave side denne gang.

Det kommer til at kræve fuldt fokus og nul slinger i valsen, men til gengæld husker jeg at glæde mig over, at jeg i dag er et sted, hvor jeg stiller mig foran det med åbne øjne, i stedet for bare at køre på og lade være med at tjekke netbank. This is what we trained for.

2.

Er min mor nået til det næste skab i sin oprydnings-tour, hvilket betød flade-og-frokost tallerkner til mig. Jeg skrev til den unge mand, der var her og hente køkkenting i sidste uge, og spurgte, om han ville have mine aflagte, samt lidt skåle osv, som jeg også var kommet i tanke om, at jeg ikke rigtigt brugte. Det ville han gerne, så jeg smed dem forbi ham, da jeg alligevel skulle ud at køre.

Jeg er i det hele taget begyndt at gøre brug af faste aftagere, både med det, jeg forærer væk, og det, jeg sælger. Jeg har flere gange haft gengangere, når jeg har solgt babyting og børnetøj, og derfor er jeg begyndt at spørge, om dem, der køber, er interesserede i, at jeg skriver til dem (no strings attached) når jeg har næste størrelse klar – som de kan få ekstra billigt, fordi det også gør arbejdet lettere for mig. Det skal selvfølgelig ikke føles brugt-bilsælger-agtigt, men indtil nu har alle sagt ja tak.

3.

Har jeg været på roadtrip til Tyskland, hvor man – til manges overraskelse – kan spare penge på meget andet end slik og alkohol.

Jeg forberedte mig, som var det invasionen af Normandiet, jeg var ved at lægge strategi for, fordi punkt 1, og da jeg sad og kiggede i de forskellige reklamer, opdagede jeg noget, som jeg senere har tænkt over, at jeg også kommer til at gøre herhjemme. For når jeg f.eks. så, at der var tilbud på Fun saftevand til 8 kr., skrev jeg den på sedlen med det samme, for “dét er billigt!” Men så var det, at jeg kom til at tænke over, hvad jeg køber herhjemme. Og det er *ikke* Fun. Det er bare Nettos den bedste, og den er stadig billigere end Fun på tilbud.

Jeg ved ikke, om andre er hævet over den reaktion, men for mig var det faktisk lidt en aha-oplevelse; at jeg ikke skal sammenligne med, hvad varerne koster herhjemme/normalt, men derimod hvad jeg plejer at købe. 

4. 

Har jeg besluttet at vente med at købe nye hjemmesko til Anton til SFO’en. Han vil helst bare gå rundt uden, men skal alligevel have et par dernede til dage, hvor det regner og gulvet er vådt.

Men nu er han vokset ud af dem, han har, og med 28 dage tilbage, synes jeg, at det bliver for kort tid, han kan bruge et nyt par, for de vil helt sikkert være for små, når de starter op igen efter sommerferien. Han har til gengæld lige fået nye sandaler, og de er stadig så pæne, at de også kan bruges indedøre, så de må gøre det ud for hjemmesko de sidste 4 uger. 

5.

Har jeg eksperimenteret med en vegetaropskrift på Tikki Masala, som er blevet virkelig, virkelig god, og da vi før har snakket om vegetarretter i det her tema, får I den her. 

Den er lavet ud fra den her opskrift fra dygtige, fine Emma Martiny, og jeg nærer ingen illusioner om at kunne optimere hendes ting, for hun er niveauer over mig. Hendes original smager med garanti fantastisk, når hun laver den, men når jeg forsøgte, blev den en lille smule tør (HELT sikkert et eller andet, jeg gør forkert), og da jeg jo ofte har mad til to dage pga. de to kræsenpinde, jeg bor med, har jeg prøvet at gøre den lidt mere cremet, så den også er lækker dagen efter.

Jeg spiser den med naanbrød i stedet for ris som tilbehør, and it goes a little something like this:

Vegetar-Tikki Masala, 2-3 personer:

1 aubergine i tern

1 dåse godt afdryppede kikærter

1 sød kartoffel i bittesmå tern

Ovenstående marinerer natten over i:

3 fed presset hvidløg

1 cm revet ingefær

3 dl græsk yoghurt 10%

Saft af 1 lime

1 tsk gurkemeje

1 spsk stærk paprika

3 tsk garam masala

2 tsk salt

Hældes ud på en bageplade og bager i ovnen ved 225 grader i 20 minutter. Vend et par gange undervejs.

Herefter hældes det denne sauce, som gerne må laves aftenen før også, så den kan stå og trække smag:

2 løg

3 fed hvidløg

1 cm revet ingefær

50 gr finthakkede mandler (eventuelt salte mandler, hvis man har)

100 gr tomatpure

1 bouillonterning, kylling

1 lille sjat vand

1 tsk gurkemeje

2,5 dl fløde

1 dl gr. yoghurt, 10%

Evt. salt og stærk paprika

Svits løg, hvidløg og ingefær. Tilsæt mandler, tomatpure, gurkemeje og bouillonterning og bare lige en smule vand, så det ikke brænder på. Rør godt. (Hvis du laver saucen i god tid, tager du den af varmen, tilsætter fløde (vent med yoghurt til du laver den færdig) og sætter den i køleskabet nu).

Herefter tilsætter du dine grønsagstern fra ovnen, fløde og yoghurt, og så lader du det simre 5 minutter, så det lige bliver ordentligt assimileret.

Server med:

Persille (Masser, masser af persille. Bredbladet eller alm)

Peanuts

Humus

Naanbrød

M2019, uge 21

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har vi været en tur i Lego House. Som jeg skrev om her, valgte jeg at købe årskort, da vi var der sidst, og fordi jeg gerne vil være sikker på, at vi så også får det brugt, var det lidt et eksperiment, da vi drog afsted. Vi havde nemlig kun 4 timer at bruge deroppe, så det, jeg gerne ville se, var dels, om det kunne betale sig at tage afsted for dét, men også, om det gav mening at tage derop en lørdag. Sidstnævnte handler om, at jeg har det rasende stramt med for mange mennesker på for lidt plads. Ikke på angst-måden, men på den indebrændte måde, hvor jeg sveder og hader hele racen efter 24 minutter. 

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg intet ville forberede aftenen før, men bare stå op, gøre klar og tage afsted. Og så kiggede jeg begge børn dybt i øjnene, inden vi kørte, og sagde, at man måtte få en is – og det var det. For hvis de hver gang føler, at vi er På Tur med alt, hvad det indebærer af overpriced cola og Lego Shop, så bliver det ganske enkelt for dyrt og konfliktfyldt at gøre brug af årskortet. 

Konklusionen var, at 4 timer er lige i underkanten, fordi vi bruger en time hver vej på transport. Men når det er sagt, så forestiller jeg mig, at det måske hjælper, når vi har været afsted en håndfuld gange, og dermed bliver det pludselig noget, vi godt kan gøre en hverdag, hvor vi er tidligt hjemme. Det øger værdien af årskortet betragteligt. 

2.

Har jeg, apropos årskort, været igang med at undersøge, om/hvad vi skal købe til sommerferien. For selvom Frida godt kan lide Lego House, så skal ret også være ret: Det ER mere til Anton end til hende. 

Vi har været så heldige at låne et hus i Aarhus i sommerferien, men bortset fra det, skal der ikke ske det store. Derfor vil jeg gerne ofre et årskort på noget, vi kan have glæde af i ferien, men det ville være dejligt, hvis vi også kunne have glæde af det efter sommerferien.

Jeg havde overvejet Egeskov Slot, fordi jeg var helt blæst væk over Luminis-arrangementet, og fordi det også ser ud til, at de har nogle fine enkeltarrangementer i løbet af året – men det er en lang tur, og så er der bare heller ikke mere at lave i den have.

Egentlig hældte jeg derfor til Tivoli Friheden, men da jeg gravede lidt i det, endte det med at blive økonomien, der lukkede dén ned. For hvis vi skal have årskort, som gælder alle ugens dage, koster de 300 pr. snude. Derudover skal vi så købe armbånd hver gang, vi skal ind deroppe, hvilket også bliver 300 kr. pr. tur.

Læg dertil, at jeg bruger en god, halv tank benzin på hver tur, at vi ikke kan bruge det om fredagen (pga. Fed Fredag og det dertilhørende menneskehav), og at vi med en transporttid på små to timer hver vej, ikke vil kunne smutte afsted en eftermiddag, hvis vi får lyst. 

Så vi er endt med Legoland. Det er tættere på, og der er masser af venner og bekendte, der også har årskort. Det giver en hyggelig mulighed for at følges med nogen, og børnene kan prøve det, de hver især gerne vil, og ikke er tvungne til at blive enige, fordi de stadig er for små til at vente alene, mens jeg prøver sammen med den anden. Og med landevejskørsel (=nærmest gratis), ét engangsbeløb på ca. 500 pr. mand, som inkluderer alt, og indbygget rabat på kaffe og mad, giver det også mulighed for spontane ture, selvom vi har en uge, der strammer lidt ekstra, rent økonomisk.

3.

Har jeg ryddet op i mine køkkenskabe med glas, tallerkner osv. Jeg fatter ikke, hvordan det er sket, for jeg ryddede op i dem for under et år siden, og jeg synes simpelthen ikke, at jeg har købt nyt? Men alligevel har skabene over de sidste måneder fået mig til at skære tænder, hver gang jeg har åbnet dem, fordi de var PROPPEDE. 

Jeg stillede en kasse frem i bryggerset, og tog et par hylder, når det lige passede, og efter en uge er jeg alle skabe igennem. Og fordi jeg gjorde det over flere dage, fik jeg også frasorteret de ting, som jeg ellers først ikke kunne nænne at smide ud. Men når jeg åbnede til de ny-trimmede hylder, og den skål, som jeg ikke syntes, jeg kunne nænne at smide ud, stod midt i det hele og lignede en idiot, var den pludselig ikke så svær at deportere alligevel. 

Da jeg havde fyldt 3 store poser, skrev jeg i den lokale fb-gruppe, at der var brugt men gratis køkkengear til eventuelle unge på vej hjemmefra, og at det ville blive kørt til genbrug torsdag. Onsdag aften svingede en ung mand på 3,5 meter forbi efter tingene, og min skål får lov at nyde sit otium i selskab med playstation og havregryn.

#MAKEVOTINGGREATAGAIN

Dette indlæg er mest til dig, der allerede godt nu ved, at du formentlig ikke får stemt. Hverken på søndag eller d. 05.06.

Hvis diverse statistikker taler sandt, betyder det, at du er ung, og måske ikke har fundet dit politiske ståsted, eller at du måske bare har gang i så meget andet, at det her virker perifert og irrelevant. 

Jeg skal være den første til at indrømme, at det hverken er sexet eller interessant, når jakkesæt i den bedste sendetid duellerer indstuderet, og hvor man for 20 år siden kunne være nogenlunde sikker på kerneværdierne i hhv. rød og blå blok, så er alle linjer i dag visket ud, og det hele er til salg og forhandling. 

Sagen er bare, at det er vigtigt. 

For vi bevæger os i samlet flok afsted over kortet, og undervejs krydser vi fix-punkter, som vi ikke kan vende tilbage til, hvis vi engang fortryder vores mangel på indsats. 

Vi er så utrolig vante til, at fremtiden er noget, vi forholder os til 4 år ad gangen, fordi det er det, vi har lært. Og bedt om. Vi har stillet os tilfreds med valgløfter, der skal komme os til gode i den nære fremtid og ikke krævet, at der tænkes i løsninger, som er mere langsigtede, og som kræver et samarbejde på tværs af ideologier. 

Jeg tror, at tiden er ved at løbe fra os. Og derfor er det, at jeg så gerne vil, at så mange som muligt engagerer sig.

Ikke mindst fordi min egen, subjektive oplevelse er, at både retorik og politik bliver mere og mere vanvittigt; det er som om, vi efterhånden kun bevæger os i yderpolerne, og åbentbart kun kan forstå, hvad man fortæller os, hvis man tegner problemstillingerne så hårdt op, at det nærmer sig karikatur. 

Og problemet er, at de vanvittige og dem med en dagsorden? De skal nok finde vej til stemmeboksen. Og det er derfor, *din* stemme er vigtig. For hvis den tredjedel, der ikke stemmer, for en stor dels vedkommende befinder sig i midten, så *bliver* det fløjene, der får mest plads at tumle på.

Så mange mennesker taler om en følelse af magtesløshed ift. at det hele er på vej ud over kanten. Men her er noget, du faktisk kan gøre. En handlemulighed. For det hjælper ikke at stå i vejkanten og råbe af Paludan. Tværtimod er det den eneste sikre måde at give ham, hvad han vil have, for hvis ingen mødte op, ville han hurtigt miste sit momentum. Moddemonstrationen foregår ved stemmeurnerne, og derfor er det vigtigt at møde op. 

Jeg forstår godt, hvis man ikke på nogen måde kan overskue at hente og læse små 100 siders partiprogrammer for hvert enkelt parti. Det er der vist heller ingen, at de ægte voksne der gør. Og der er i bedste fald kun tale om hensigtserklæringer, som er nemmest at have, mens man er i opposition.

Men det, du KAN gøre, er at tage en håndfuld forskellige tests i diverse dagblade og nyhedsfora, og se, om ikke de indsnævrer feltet for dig. Og hvis de gør, så brug 5 minutter – og lidt sund kildeskepsis – på at tjekke nettet opfølgende. Det er sådan, jeg selv har gjort. Ud af 10 forskellige tests, har jeg hele vejen igennem kun haft 2 partier repræsenteret i min top 3, og da jeg havde brugt 20 minutter på at læse op på, hvad de hver især stod for, var jeg ikke længere i tvivl. 

For at gøre det så nemt som muligt, får du en håndfuld tests lige her. Så skal du ikke engang google dem:

Europaparlamentsvalget:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/ep-valg/kandidattest

https://www.information.dk/indland/2019/04/ep-valgtest-2019-hvem-stemme-paa

https://politiken.dk/udland/EP19/art7173099/Test-dig-selv-Hvilken-EP-kandidat-er-du-mest-enig-med

Folketingsvalget:

https://www.dr.dk/nyheder/politik/kandidattest

http://nyheder.tv2.dk/folketingsvalg/kandidattest

https://www.information.dk/valgtest

https://www.berlingske.dk/nyheder/hvilken-folketingskandidat-er-du-mest-og-mindst-enig-med

https://politiken.dk/indland/politik/FV19/Kandidattest/

Din stemme er med til at bestemme, hvordan dine forældre skal have det, når de bliver gamle. Den er med til at bestemme, hvordan din lillebror, som i dag er 10 år, skal leve sit liv, når han engang får børn. Den er afgørende for, om dine børnebørn har rent drikkevand i hanerne og en skov at gå tur i.

Det er så lidt, du skal gøre, for at gøre en stor forskel.

Og din stemme er den vigtigste af dem alle sammen, for af alle de stemmeberettigede, er det dig, der skal være her længst.

Midtvejsevaluering

Onsdag.

Vi er halvvejs igennem praktikugen, og efter at have løbet rundt i cybermanegen med mit forrevne hjerte blafrende efter mig, synes jeg næsten, at det er på sin plads med en opfølgning. 

Ugen startede allerede søndag aften, hvor jeg havde pakket og klargjort alt. Vi havde aftalt, at vi skulle cykle, hvilket for børnene var en stor ting, og noget, vi har snakket meget om, at vi endelig får mulighed for at gøre, når Anton kommer herud. Vi bor 400 meter fra skole og børnehave, men med tasker, bussæde og dobbelt op på tøj, så Anton har både i SFO’en og i skolen, har det indtil nu ikke været muligt.

Af sted det gik, og jeg fik næsten en klump i halsen, bare ved synet af lille Frida, der med sin kæmpe cykelhjelm og sine små “rigtige cykelhandsker, mor!” hjulede afsted ved siden af mig. 

Vi fik hende afleveret, og Anton virkede stadig spændt og glad.

Cyklerne blev parkeret, og vi gik op til kontoret, hvor vi skulle mødes med matematiklæreren, som de skulle have i første time. Anton virkede stadig ok-ish. Så gik vi ned i klassen, hvor flere af de søde, søde, SØDE børn stod udenfor klasseværelset, helt excitede over, at han nu ENDELIG kom – og så knækkede filmen for Anton. Han gik fuldstændig i baglås, klamrede sig til mig, mens han først prøvede ikke at græde, og derefter bare hulkegræd ind i halsen på mig, mens han gentog: “Du må ikke gå fra mig, mor, du må ikke gå fra mig, mor!”

Det. Var. Hæsligt. 

Efter 35 minutter, hvor jeg flere gange var oprigtigt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, hvis han ikke slap mig, gjorde jeg mig stille men bestemt fri, og gik, og det er med stolthed i stemmen, jeg kan bekendtgøre, at jeg nåede helt udenfor skolens område, inden jeg begyndte at tudbrøle. 

Det blev jeg ved med on/off resten af dagen, og hvor jeg havde forestillet mig, at jeg skulle nå at lave en masse, nu hvor begge børn var afsted, snublede jeg bare rundt derhjemme i en underlig, passiv døs, mens jeg mindede mig selv om, at det her ER det rigtige, og at al begyndelse er svær. Det var et af de skizofrene øjeblikke, hvor mine instinkter bød mig at storme tilbage og tage ham med ud og hjem, men hvor min hjerne blev ved med at holde powerpoints op med påmindelser om, at nye begyndelser for Anton altid vil være svære. Altid. Og jo mere nyt, jo værre. Så den første (indsæt-selv-begivenhed) for os, er altid den værste, og hvis ikke vi står den igennem, så skubber vi den bare, og skal igennem hele forberedelsesmøllen igen senere. 

Da klokken ENDELIG blev 14, sad jeg klar ude foran lokalet, og da døren gik op, kom Anton ud, stille og roligt, og man skal kende ham godt for at kunne se, hvor træt han var. Flere af børnene kom hen til mig for at fortælle, at der ikke var gået længe, før han var blevet glad igen, og at der godt nok var mange, der gerne ville lege med ham. Og jeg måtte binde snørebånd 16 gange, for lige at få hold på mig selv. 

I dag spurgte jeg ham, om han gerne ville tilbage til taleklassen, når denne uge er gået, eller om han hellere ville blive herude, og efter 3 sekunders betænkningstid, var svaret, at han gerne ville blive her. Jeg tjekker igen fredag, men hvis det ønske holder ved, ser jeg, om ikke vi kan rykke ham nu. 

Han er træt nu, sådan rigtigt, og får episke sammenbrud over forkerte gafler og Frida som koncept, men jeg har ryddet kalenderen, og skal ikke andet end at være omkring ham, gribe ham og sørge for, at han får ladet batterierne op.

Og mig? Jeg er så lettet og træt, at jeg har det, som om jeg er ved at få influenza. Jeg har tænkt meget på en kommentar, jeg fik til det her indlæg, (som stadig er et af mine egne yndlingsindlæg) hvor J skrev om, hvor mange kræfter det koster at scanne og analysere verden og forsøge at give sit lidt skæve barn, hvad han/hun har brug for, samtidig med, at barnet får plads til at vokse og udvikle sig. Når jeg oveni puljen smider det faktum, at jeg nok også er ved at hele nogle gamle sår, er det ikke så mærkeligt, at jeg har lyst til at lægge mig ned og trække dynen over hovedet og sove i 14 dage.

Men. Vi har fået en god start, Anton virker glad og tryg, og det er det vigtigste, der er sket i meget lang tid.

Matters of the heart

Jeg har ondt i maven i de her dage. Jeg har overvejet, om jeg har lyst til at blogge om det, for jeg har for længe siden truffet en beslutning om, at jeg ikke gider lade fortiden definere mig, men mit hoved er ved at eksplodere, og det her er min ventil, så nu skriver jeg om det, og så må jeg tage indlægget af, hvis jeg senere kan mærke, at jeg synes, det trækker mig ind i en rolle, jeg ikke vil besætte. 

På mandag og en uge frem skal Anton i praktik i sin kommende klasse, hvor han skal starte for alvor efter sommerferien. Og selvom jeg er 100% sikker på, at det er den rigtige beslutning, og selvom jeg glæder mig virkelig meget til at få ham ordentligt integreret i lokalmiljøet, og til at slippe for bus-logistikken, så river og brænder det pludselig i gamle ar, som jeg næsten havde glemt, at jeg har.

Det er, som når man forelsker sig igen, efter at have fået sit hjerte revet midt over. For selvom såret et lægt, og man har gjort alt det rigtige; at man hverken er flygtet fra sorgen eller har dvælet ved den, men har ladet den få sin plads, så den kunne falde til ro og passere, så er det først, når man står på tærkslen til at sætte det hele på spil igen, at man mærker, hvor dybe sårene var.

Sådan har jeg det med folkeskolen. For det er først nu, hvor Anton skal tilbage i den almindelige folkeskole, at jeg kan mærke, hvor meget, der blev slået i stykker i mig, da jeg selv gik der. Og det til trods for både psykologforløb, dybe kig i spejlet, eksponeringsterapi og en overbevisning om, at jeg har gjort alt det arbejde, det er muligt at gøre, for at lægge mine oplevelser bag mig. 

Men man kan ikke jo ikke gå gennem forløbet igen, og mærke, om man er ok. Det eneste, man kan gøre, er at bryste sig af, at man rejste sig igen, blev et helt menneske, og selv og ved egen kraft forvandlede affald til diamanter. Og derfor føles det næsten dobbelt grusomt, når man gennem sine børn står der igen, fordi man pludselig kan mærke, at man kan tage sit liv, men ikke de 9 år tilbage – og nu skal man sende sine børn igennem dem, uden at kunne gå ved siden af dem undervejs. Min styrke eksisterer kun i kraft af min oplevelse, og kan derfor ikke overdrages, hvor inderligt jeg end måtte ønske det.

Jeg kan næsten ikke få vejret.

Og det hjælper ikke, at jeg er helt på det rene med, at Anton ikke må mærke, hvordan jeg har det.

Han er heldigvis og gudskelov gjort af et andet stof, end jeg var, og når jeg kigger på ham, kan jeg ikke se, hvordan man kan undgå at holde af ham.

Han er det fineste og reneste lille menneske, og han er overbevist om, at hele verden vil ham det bedste. Det håber jeg simpelthen sådan, at han får lov at blive ved med at tro.

M2019, uge 20

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

har jeg fået solgt Fridas aflagte tøj, som jeg skrev om i sidste uge. Jeg lagde det hele op som en tøjpakke til 150 kr. men kun en enkelt skrev på det, og hun vendte aldrig tilbage. 

Derfor lagde jeg det op igen, men adskilt. Gamacher for sig (10 kr. pr. par/7 for 50) bluser for sig (10 kr. stk/9 for 60) osv., hvilket tog 20 sekunder, fordi billederne var taget. En køber skrev på to af tingene, og endte med at købe 3/4 af det, jeg havde til salg – til en samlet pris af 175 kr. (Hun fik selvfølgelig resten med gratis). 

Når jeg sorterer tøj, er der altid noget, jeg ikke sætter til salg. En bluse med en lille plet, et par vinterstøvler, der er fine, men en smule falmede osv. Jeg vil ikke lægge det op uden at skrive, hvordan standen reelt er, og jeg ville ikke selv købe noget med så mange disclaimere. Derfor er jeg begyndt at samle det i en bunke for sig, og når så jeg sælger det, jeg har sat til salg, spørger jeg, om køberne vil have det andet med gratis. Vi kan ikke bruge det mere, og folk bliver altid virkelig glade, fordi det reelt ikke er i dårligere stand end det, man normalt giver sine børn på. (Jeg mener, der er vel ingen af os, der smider en børnebluse ud, fordi den har en is-plet på ærmet på størrelse med en panodil, der ikke vil gå af i vask?)

Det er en god måde at få det ud af døren på, synes jeg, og jeg kan efterhånden se, at der er gengangere blandt køberne, der aftager tøjet.

Fordi jeg ofte hører, at folk synes, det kan være svært at vurdere, hvad man skal sælge aflagt børnetøj for, skriver jeg lige, hvad denne tøjpakke bestod af:

4 langærmede bluser

1 kjole

8 t-shirts

5 par 3/4 gamacher

2 par lange gamacher

5 par strømpebukser

2 joggingsæt 

Og så fik hun et par vinterstøvler med oveni. 

Så nu er her pænt ryddet op, en anden har glæde af tingene, og selvom nogen vil synes, at tingene er solgt for billigt, vil jeg bare stadig nævne, at 175 kr. samlet bedre kan mærkes, end 30 kr. her, og 20  kr. der, og jeg slap af med hele stakken på under en uge.

2.

er jeg begyndt at øve “hvor meget kan jeg spise” med børnene, inden jeg varmer maden/øser op/tager ud af fryseren, for at hjælpe dem med at få en fornemmelse af, hvor sultne de reelt er. 

Det er ikke alle retter og fødevarer, der er egnede til det, og der er selvfølgelig forskel på dagsformen, men stille og roligt begynder de at få en fornemmelse af, hvor mange kødboller, de hver især kan spise, hvor mange skiver brød, der er plads til i maven osv.

3.

har jeg fået en stak Royal Copenhagen tallerkner af min mor, som alle har små skår slået af kanterne. Det fik mig til at tænke over, hvor meget, der er sket med mit syn på ting. For hvor jeg for 3 år siden ville have klassificeret de her tallerkner som affald, så har jeg i dag ingen skrupler ved at bruge dem. Tværtimod synes jeg næsten, at det er rart, at vi har ting, vi ikke er bange for at bruge, og særligt så længe børnene ikke er større, og der jævnligt ryger en kop eller en skål på gulvet (- som det 9 ud af 10 gange er mig, der smadrer, men lige her synes jeg godt, de kan tage én for holdet). Og Frida synes, at det er de fineste tallerkner, hun nogensinde har set 💙

Mor med mere

I dag er det mors dag, og jeg synes, det er som om, det i år fylder lidt ekstra på de sociale medier. I hvert fald er det første år, jeg har bemærket, at folk har fejret begivenheden over flere dage. 

Jeg lå og tænkte på det i nat. Ikke fordi jeg ikke kunne sove af spænding over, hvad mine børn mon havde fundet på, for de har ingen ide om, at der findes noget, der hedder Mors dag, og det er jeg fuldstændig ok med. Ville jeg hellere have haft en buket blomster og et kram end en fod i nyren og søskendekonflikter on the rocks fra kl. 6? Jo, såmænd, men af alle de særforhold, der gør sig gældende for mig og os, der har valgt at få børn alene, er det her på  listen over bagateller.

I det store og hele synes jeg, at jeg er en god mor. Også selvom jeg hver eneste dag står i situationer, som jeg bagefter ville ønske, jeg havde tacklet anderledes, med mere tålmodighed og overskud. Begge mine børns grundoverbevisning er, at de har ret til deres plads i verden, uden at skulle forklare den eller undskylde for at optage pladsen, og det er ridderkorset i mit moderskab.

Men i nat lå jeg og tænkte over noget, som vi også tidligere har snakket om her på bloggen, nemlig det med, hvem jeg er – udover Anton og Fridas mor.

Jeg har altid haft et problem med metaforen om, at man skal tage sin egen iltmaske på, inden man hjælper sine børn. Primært fordi jeg synes, at den bliver hevet frem i situationer, man laver reverse engineering på, hvor man har brug for at retfærdiggøre noget, som måske ikke er helt fint i kanten ift. hvordan man fordeler tiden mellem sig selv og børnene. 

For mig er idealet at finde det sted, hvor der er plads til både mig og børnene, men jeg har også en holdning til, at hvis nogen i den ligning skal vige pladsen, så er det mig. Ganske enkelt fordi det er mig, der har ansvaret for dem, og ikke omvendt, og idet de ikke kan forhandle og fremsætte krav på egne vegne, så er jeg også deres tillidsrepræsentant overfor mig selv. 

Men det her meme ramte mig alligevel lidt:

For det eneste svar, jeg lige umiddelbart kunne hive op af hatten, var podcasten My Favorite Murder. Hvilket siger meget om enten podcasten eller mig, og jeg frygter lidt, at det er det sidste.

Det ville være fint, hvis jeg var tilfreds med mig selv og det, jeg fylder i den skuffe af mit liv, der står ‘Linda’ og ikke ‘Mor’ på. Men det er jeg bare ikke rigtigt. 

Jeg savner at træne. Jeg savner at meditere. Jeg vejer for meget og jeg har det rædselsfuldt med det. For mig er det både fornemmelsen af at være i en krop, der slet ikke føles som min, men også, at bære mit kontroltab uden på kroppen, hvor alle kan se det, og dømme mig for det. Det er det eneste sted, hvor jeg bliver mindre ved tanken om, hvad andre tænker om mig, men det fylder uforholdsmæssigt meget. 

Jeg ved jo sådan set godt, hvordan jeg løser problemet, og derfor ved jeg også godt, at jeg burde udvise større overbærenhed overfor mig selv. For det kræver kontinuerligt fokus at tabe sig og skabe gode trænings- og meditationsrutiner, og det finde ikke i mit liv lige nu. Lige nu har jeg fragmenter af løsrevet tid, som jeg ikke selv er herre over. De falder drypvist i et helt vilkårligt mønster, og er umulige at omsætte til en målrettet indsats, der gør en forskel. Jeg ved det godt. Men det stresser mig fuldstændig vanvittigt alligevel.

Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg stadig ville have truffet valget om at få mine børn, hvis jeg på forhånd havde vidst, hvilke konsekvenser, det også ville få. Både ift. hvad jeg har måtte slippe, tilføje og forlade. De er og bliver det vigtigste og bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg tror bare, at jeg til stadighed forbløffes over, at man kan føle så stor kærlighed og taknemmelighed, og alligevel kæmpe med tanker og følelser, der i det store billede ikke burde fylde så meget, som de gør.