M2021, uge 28 (Aarhus edition)

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været på ferie i Aarhus (kæmpe #Breaking, I know), og bestilt Bilka ToGo, både dagen inden vi tog afsted, og dagen inden vi kom hjem. 

Jeg havde den også på for et par år siden, da vi var afsted, men det er simpelthen bare sådan en god ide, synes jeg. For mig minimerer det ferie-impulskøbene betragteligt, at jeg kan købe basisvarerne i ro og mag, og det giver mig også mulighed for lige at lave en voksen-vurdering af snackbehovet, for står man i et supermarked, man ikke er vant til at handle i, med to børn, der er fulde af gode ideer, og ‘det er jo også ferie’ i hele kroppen, så bliver det ikke *så* minimalistisk, ved jeg…

Inden jeg bestilte, prøvede jeg at skrive ned, hvilke dage, jeg på forhånd vidste, vi var afsted deroppe, så jeg havde et nogenlunde overblik over, hvor mange gange vi spiste hhv. morgenmad, frokost og aftensmad andre steder end ‘hjemme’. Bare for lige at få en fornemmelse af, hvor meget mælk osv. vi fik brug for. Denne gang passede vi et hus, vi ikke har passet før, og derfor var der nogle ting, vi havde med, som vi ikke fik brug for, og ligeledes nogle ting, jeg købte, men ikke fik bestilt nok af. 

I min lille bog har jeg nu skrevet, hvad vi endte med at bruge, så jeg næste år ikke skal sjusse mig helt så meget frem til mængderne. 

(Og i den forbindelse: Jeg skal have fat i en ny Bog, og jeg er desperat. Der er en nyre efter eget valg til den, der kan fortælle mig, hvor jeg kan købe en notesbog, i a4 størrelse, med spiralryg og faner, hvor alle fag er linjerede. Og det er forbudt at lægge kommentarer som ‘Prøv i Bog og Idé. eller ‘Jeg så dem i Søstrene Grene i 2019’. Det tæller KUN, hvis man ægte ved, at bogen kan købes der LIGE nu.)

2.

I forlængelse af ovenstående fundet et par små tricks til at holde styr på vores egne ting i andres hjem.

For det er faktisk, for et ordensmenneske som mig, en af de eneste stressfaktorer, når man passer hus: At man skal holde styr på sine egne ting, mens man er afsted. Hvor man i et lejet sommerhus ved, at poserne, Barbien og kaffen i huset, er noget, man selv har haft med, så bor man som huspasser i andres ting, og dermed kan Deres vs. Vores (specielt med børn, der, wallah, jeg sværger, kan forlægge ting i andre dimensioner) være noget, man (jeg) kommer til at bruge for meget tid på.

Denne gang fik jeg på afrejsedagen børnene til at lægge alle de legesager, de havde med, på gulvet herhjemme, og så tog jeg simpelthen et billede af hele molevitten. På den måde var det, på hjemrejsedagen, nemt at tjekke, om de havde husket det hele.

Ligeledes bestilte jeg mine Bilka ToGo-varer i papkasser denne gang, fordi det gav mig 4 fine kasser at deponere tøj, toiletsager og køkkenting i, mens vi var i huset.

3.

Besluttet at vi, når vi var på tur deroppe, købte os til forplejning.

Hver gang.

Det føltes nærmest lidt kontroversielt. Forbudt, faktisk. Men ved I hvad? Det var det hele værd. Et hurtigt overslag giver mig et totalbeløb på omkring 1200 kroner, og fordi de måltider, vi spiste hjemme i huset var af den nemme, billige slags, synes jeg, at det er forsvarligt. Vi har ingen dyre rejser på tapetet, vi skulle ikke give noget for at låne huset og der var købt fornuftigt og prisbevidst ind til alle måltider ‘derhjemme’. Gynger og karruseller, ikke?

Men fordi jeg havde truffet beslutningen på forhånd, stod jeg ikke med en masse mad, der ikke blev spist eller madpakker, der tabte til slush ice og 30 grader, og det gav mig en masse plads i hovedet – og i tasken – at jeg bare skulle sørge for mellemmåltidssnacks og et par kolde flasker vand.

Det kommer vi helt sikkert til at gøre igen til næste år.

Tilbage

Så er vi landet i Esbjerg igen efter en fantastisk uge i Aarhus.

Jeg nyder altid at være deroppe, men denne gang har vores tur også givet stof til eftertanke.

For mine skuldre falder altid cirka 10 centimeter, når jeg er i Aarhus – og fordi jeg, når jeg siger det, oplever, at nogle mennesker hører det som en kritik af Esbjerg, vil jeg bare gerne understrege, at det intet har med disse breddegrader at gøre. Intet. Om det skyldes historie, svingninger, temperament eller personlighed aner jeg ikke, men jeg føler mig bare langt mere tryg og hjemme i Aarhus, end jeg gør i Esbjerg.

Mit savn er et luksussavn. Det ved jeg godt. For jeg er så utrolig heldig at have en skøn familie, som jeg hverken kan eller vil undvære, og de bor i og omkring Esbjerg. Og så længe jeg har dem, har jeg det hele. Jeg har netværk i begge byer, og min familie at læne mig opad i hverdagen, og derfor kan jeg med fyldte batterier og fuld plade se på alt det, Aarhus er og kan, og savne det for fuld smadder.

Men fact er stadig, at mit netværk i Aarhus, er tættere vævet end det, jeg har i Esbjerg, ganske enkelt fordi det består af mennesker, jeg deler historie eller livsvilkår med, eller som jeg fulgtes med, da jeg blev voksen. 

Mine Esbjerg-mennesker holder jeg utrolig meget af – men de har alle sammen deres egne og eget. De har boet i byen det meste af deres liv, og har dermed hele det netværk, som jeg har efterladt i Aarhus, omkring sig. De har familier, træningsmakkere og jobrelationer, som jeg ikke kan konkurrere med – og det kan ikke være anderledes. Relationers styrke bestemmes af antallet af tråde, de er vævet af, og jeg kom væltende i en alder af 35 med alle mine løse ender flagrende, til et sted, hvor alles for længst er bundet op og hæftet. Det er ingens skyld, og jeg føler mig aldrig fravalgt – men jeg føler mig udenfor.

Stadigvæk og på 10. år. 

Samtidig er jeg uhyggelig bevidst om det kæmpe privilegium, det er, at have familien tæt på. Vi havde ikke haft det gode liv, vi har, hvis det ikke var for dem. Hverken i Esbjerg eller Aarhus. Min sjæl visner og mine øjne svider blot ved tanken om at fratage særligt Anton mine forældre, og jeg ville ikke bytte vores nærhed til dem for noget i hele verden. Derfor bliver vi, hvor vi er.

Man skal ikke indrette sit liv for andre, men man bliver heller ikke glad af kun at indrette det efter sig selv.

Men ferien i år har alligevel sat tanker i gang, for jeg føler mig mere hel og trækker vejret lettere, når jeg er i Aarhus. En uge deroppe er en saltvandsindsprøjtning, som vi alle sammen drager fordel af, og derfor har jeg truffet en beslutning om, vi kommer til at holde sommerferie deroppe som en fast, årlig begivenhed.

For mig giver mit kendskab til byen så meget overblik, at jeg kan overskue at udforske nye dele af den sammen med mine børn, hvilket er den perfekte løsning for et kontrolmenneske som mig. Det giver mig også overskud til at gribe og samle op, når nogen løber tør pga. ændringer af rutiner og omgivelser, og det giver os alle tre en bedre ferie, end hvis hele banden var på udebane. I Aarhus kan jeg være plankeværk og stillads og samtidig selv lade op, hvilket ikke ville være tilfældet, hvis jeg stod på en perron i syditalien med tvivlsomme sprogkundskaber, to børn, der trives bedst med kendte rammer og mig selv som eneste voksne indslag.

Så Aarhus en gang om året it is. 

Og med den beslutning er der faldet lidt ro over min ellers så rastløse og melankolske sjæl, for jeg kan bedre løsne mit greb om byen, når jeg ved, både *at* og *hvornår* jeg kommer tilbage. 

Også selvom det i første omgang bare er for nu.

Og husk solcreme

Jeg skylder et M2021-indlæg – og at reagere på kommentarer, både her og på fb, til sidste indlæg.  Men der er bare så mange gode mennesker og steder, der lige skal passes, og så er det, som om, jeg glemmer, at internettet eksisterer. 

Egentlig har jeg bemærket, at det lader til at gøre sig gældende for de fleste, jeg kender; at vi ikke længere har telefonen limet til hånden for at foto-dokumentere alt og svare på alle henvendelser i det sekund, de tikker ind.

Det giver en helt anden tilstedeværelse, og det er virkelig rart.

Jeg tror ikke, det er fordi jeg eller nogen i min omgangskreds er specielt zenbuddhistiske eller indsigtsfulde. Jeg tror måske bare, at alderen og den gradvise erkendelse af, at internettet og Apple også er her i morgen, gør, at vi ikke længere opfører os som om, at vi og vores oplevelser og minder forsvinder, hvis ikke de øjeblikkeligt lagres i cyber.

-og apropos ovenstående har 85% af jer sikkert så travlt med at slikke sol og nyde *jeres* mennesker, at I slet ikke har opdaget, at jeg er MIA.

Lige om lidt er jeg tilbage på min pind, og så er regler og rytme som de(n) plejer at være.

Pas godt på jer selv og hinanden så længe.

Pigen ud af Aarhus

Der er noget med lydene i Aarhus. Lige meget hvor man er, kan man altid høre en bas et sted i det fjerne, mennesker, der lever og fugle i de træer, der snyder og springer ud før alle andre i landet.

Det er noget med lyset i Aarhus. Med vejret. Selv når det regner, mener skyerne det ikke helt alvorligt, og solen er gylden og står præcis lige så lavt, som Peter AG påstår.

Der er noget med de mennesker, der bor i Aarhus. Som er så fulde af liv, fordi en stor del af dem står på tærsklen til det hele, og endnu har til gode at opdage, hvordan livet også kan være. Deres livsappetit og vovemod smitter af på alle, og åbenheden, der kommer af, at så mange var tilflyttere, da de kom, betyder, at småsnak ikke er sært, at øjenkontakt ikke er for de desperate, og at man hilser på dem, man møder, fordi man selv engang var ny og ved, hvor svært det er at føle, at man endnu ikke hører til.

Jeg savner det, så det svider i hjerte og sjæl, og det føles som et varmt knus på en kold dag at være her igen. 

I går, da jeg trådte de 6 trin ned i kælderen, og slog med armene med et: “Min ven!!” til min yndlingsgrønthandler i hele verden, som stadig holder hovedet og humøret højt, råbte han ligeså begejstret og uden ét sekunds tøven lige tilbage: “Min ven!! Det er længe siden! Hvor har du været?!”

Væk. Fordi det er sådan, det må være lige nu.

Men.

Aarhus.

Min ven.

Jeg kommer tilbage en dag.

M2021, uge 26

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Dobbelttjekket, at jeg har fået feriepenge udbetalt gennem Lønmodtagernes Garantifond.

Mit bud var ‘ja’ – men fordi pengene bliver ved med at stå på borger.dk som nogle, jeg selv kunne sende til udbetaling, blev jeg alligevel i tvivl. Lige nu, hvor jeg er på dagpenge, er det bare én af de små detaljer, der måske ikke ser ud af meget, men som kan komme og bide mig noget så eftertrykkeligt i r*ven, hvis jeg gør noget forkert, så jeg brugte de 10 minutter, det tog at tjekke.

De var gået med i den samlede udbetaling, jeg i sin tid fik, og der var en lang, teknisk forklaring på, hvorfor de stadig figurerede på min selvbetjeningsside, som jeg allerede har glemt igen, men nu er der tjekket op på det, og det føles voksent og ansvarligt at have fulgt tingene til dørs.

2.

Ferie-gennemgået køleskabet i god tid.

Den klassiske fejl, når det kommer til madspild i ferien, er at rydde op køleskabet, lige inden man tager afsted på ferie. Problemet er, at ingen kan overskue at gøre noget med noget, 10 minutter inden man sætter sig ud i bilen, og det betyder, at mere end nødvendigt ender i skraldespanden.

Jeg ved, at vi de kommende uger har ting planlagt, hvor vi er afsted flere dage ad gangen, og dermed skal der ryddes op i køleskabet, som om vi strøg afsted på ferie-ferie. Derfor brugte jeg sidste weekend på at beslutte, hvad der skulle ske med tingene – og få det eksekveret.

Jeg fik skrællet og kogt overskuds-æblerne i den brik-æble-juice, der havde tabt sugerøret, og som jeg derfor bare har flyttet rundt på, så jeg nu har 5 små bøtter med æblemos til luksushavregrød i fryseren. 

Alt det grønne blev skyllet, snittet og hakket, og blandet med en blok feta, et glas god pesto og en rest pasta, og forvandlede sig dermed til en luksuspastasalat, der fungerede som nem frokost og aftensmad flere dage i træk. 

Jeg tjekkede datoer på det, jeg ellers havde derinde, og fik lavet madplan, så jeg får brugt det, der ikke kan fryses (f.eks. den friske mozzarella), mens det, der kan (f.eks. pålæg) røg i det kolde dyb med det samme: Når jeg allerede nu ved, at vi ikke når at spise det, er der ingen grund til at opbruge holdbarhed ved at vente med at fryse det til sidste øjeblik. (Her er det nok lidt forskelligt, hvor hys man er, men hvis jeg fryser noget på den sidste anvendelsesdato, har jeg dette i baghovedet, når jeg tager det op).

3.

Købt frosne citronskiver.

Jeg bruger ofte citron som syre, når jeg laver mad, fordi jeg synes, at eddike har en bismag, der ikke fungerer med alt. Men det er sgu også lidt irriterende at bruge 1/8 citron og så bare have resten til at ligge og glo. I denne uge opdagede jeg så, at man kan købe frosne citronskiver, så det har jeg prøvet.

Jeg kan ikke umiddelbart se, at citronerne, der er brugt, er økologiske, og derfor er der trods alt grænser for, hvad jeg vil hælde dem i, men når det bare er til at runde en guacamole eller en rødbede/feta-creme af, så fungerer de upåklageligt.

I øvrigt:

*Har jeg besluttet mig for målrettet at gå efter statsministerposten, udelukkende for at kunne forbyde, at folk lægger billeder af eksem og udslæt på facebook med teksten: “Hvad tror I, det her kan være?” Gå dog til lægen!? Eller læg som MINIMUM de klamme, vamle, opkastfremkaldende billeder i kommentarfeltet. Andre mennesker, mand.

*Satte Anton sig for et par måneder siden på mine briller. Inden jeg fik børn, havde jeg kun hån til overs for mødre, der slæbte sig gennem dagene med pletter på tøjet og defekte telefoner og cykler pga. manglende tid, for ‘vI hAR FAktIsk aLlE sAmMeN 24 TimER I dØgneT’. Jeg har nu i 8 uger set sådan her ud, når jeg kører bil:

Jeg fik brillerne rettet i torsdags, og det føles som om, jeg har fået nyt hoved. 

*Spekulerer jeg uforholdsmæssigt meget på, om Mads Steffensen har det godt ovre på Podimo. 

*Hader-hader-HADER jeg gyserfilm. Det er derfor meget beklageligt, at min hjerne altid er mere end imødekommende ift. at spotte situationer, der ville egne sig strålende til et plot, som f.eks. når jeg skal rulle mit gardin i soveværelset ned om aftenen, og den – lige som jeg tager fat i snoren – hvisker: “Tænk, hvis du kiggede ud og i bilen så spejlingen af en mand, der bare stod i din garage og ventede…” Jeg er min egen værste fjende. 

*Så jeg forleden et skilt, man kan sætte i sin biodiversitetsfremmende have i forsøget på at undgå at blive stenet af vejens ligusterfascister pga. manglende vedligehold: “Vild med vilje”. Hvis jeg nogensinde har set et udtryk, der ville egne sig bedre på en t-shirt til Frida, kan jeg ikke huske det. 

*Skal vi lige have en frivillig til at ringe til det reklamebureau, der har lavet Pägens seneste radioreklame, som starter med ‘Der er så meget, svenskerne ikke kan finde ud af’ og sige, at tiden er løbet fra hate speech forklædt som onkelhumor.

* – og til dem, der sidder og synes, at jeg er hysterisk: Lakmusprøven er altid at skifte én nationalitet/minoritet ud med en vilkårlig anden og se, om vi stadig griner. “Der er så meget, jøderne ikke kan finde ud af.” “Der er så meget, tyrkerne ikke kan finde ud af.” Ikke rigtigt, vel? Drilleri er godmodigt, når den, man driller er fysisk eller digitalt til stede i samtalen og kan sige fra, give igen eller forsvare sig – og er enig i, at vi bare puffer hinanden i siden nu. Når vi gør det i det offentlige rum, uden tilstedeværelse af dem, vi “driller”, er det bare med til at underbygge en virkelig uhensigtsmæssig Dem vs. Os’, som ingen – INGEN – hverken savner, mangler eller har efterspurgt.

*Har jeg opdaget noget, jeg næsten synes mindre om end hedebølge: Den Pletvise Hedebølge. 30 grader den ene dage. 19 grader den næste. To dage med 21 grader og skyer. Hysterisk sol og nul skyer om formiddagen. Regn og torden om eftermiddagen. Det er UMULIGT at klæde sig på, det kan ikke betale sig at fylde poolen (… eller kan det? #LOL) og alt, hvad man har stillet sine børn i udsigt dagen før, er vejrmæssigt uladsiggørligt, når man vågner.

*Ved jeg ikke, om det er fordi, man primært at vant til at se børn på løbehjul, eller om det kun er virkelig høje mennesker, der køber el-løbehjul, men jeg har flere gange været ved at vælte på cyklen af skræk over, at væsner, der kortvarig skaber associationer til lange, sorte, armløse monstre fra en Stephen King-film haler ind på mig med 80 km/timen.

*Skal alle i hele verden skynde sig over på HBO og se Mare of Easttown. EJ, men den er så god! Kate Winslet er fuldstændig formidabel og gennemtroværdig som udslidt, sorgtynget politibetjent, historien er intens og spændende, og der er plottwists og virkelig fint skuespil hele vejen igennem. 

*Fik jeg i sidste uges M2021-indlæg nævnt mit nye panini-jern. Der var i kommentarfeltet efterlysning på både fyld og brødtype; jeg er pt. ved at teste denne opskrift på brød, men har også haft fint held med friske flutes fra bageren. Min yndlingspanino pt. er Cæcar-paninoen, som er et brød smurt med Cæsardressing og fyldt med avocado, agurk, romainesalat og kylling. Hvis nogle af jer derude ligger inde med en EKSTRA lækker opskrift på enten fyld eller brød, så spill endelig the beans i kommentarfeltet.

*Har jeg betalt af på mine banklån i over 20 år. Jeg har betalt omkring en kvart million tilbage. Men nu er champagnen lagt på køl, for om 31 dage sende den her til min bankmand:

M2021, uge 25

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt en paninigrill. KÆMPE yay! Og som altid, når jeg i de her minimalistindlæg skriver om at købe noget, vil jeg gerne lige knytte et par ord til, hvorfor jeg synes, det hører til her. 

For jeg har sukket efter en paninigrill i flere år. Men altså – vi er jo også nødt til at være enige om, at man ikke *dør*, hvis man ikke har sådan en, og allerede dér er vi jo lidt forbi målskiven ift. stram minimalisme. 

Men for mig har det aldrig været målet at leve med så få ting, som muligt. For mig har målet været at sørge for, at de ting, jeg har, er nogle jeg har erhvervet mig bevidst, og som jeg rent faktisk bruger.

For mig er det lykkelige liv ikke det, hvor man sover på gulvet og familien har én gaffel til deling – men jeg vil gerne være et sted, hvor de ting, jeg ejer, har gjort sig fortjent til at optage plads på hylden, og hvor jeg tænker potentielle nykøb ordentligt igennem, og ikke bare køber på impuls. 

Jeg synes, at et år er ok-god betænkningstid, og den udløsende faktor blev en frokost med en veninde, hvor hun lavede mad til os på sin paninigrill. Jeg besluttede, at jeg måtte få én, næste gang jeg så den på spot – og det gjorde jeg dagen efter. Hvis det ikke er Mano de Dios i aktion, så ved jeg snart ikke. 

Tidspunktet er ideelt, for på en sommerdag, hvor man ikke gider lave mad, der kan man vist altid klemme en hjemmelavet sandwich ned.

2.

Reageret på noget, jeg lærte i kommentarfeltet i sidste uge, nemlig at jeg ikke skal betale fragt for varer ved både køb og retur, når jeg handler på nettet.

Køber jeg en kjole til 500 kr., som jeg betaler 50 kr. i fragt for, når jeg bestiller den, skal jeg have 550 kr. tilbage på kontoen, når jeg sender den retur. Firmaet må gerne opkræve fragt for returforsendelsen, men ikke både ‘ud og hjem’.

Da jeg sendte kjolen, jeg nævnte i sidste uges indlæg, retur, var det præcis det, der skete. Jeg fik refunderet kjolens pris, fratrukket 2 x 49 kroner for fragt – og det må de jo så ikke.

Jeg skrev høfligt tilbage til dem, og efter et par mails, endte de med at sætte yderligere 49 kroner ind på min konto.

Jeg er sgu lidt rystet over at opdage, at det her ikke er lovligt, for SHIT, jeg har betalt dobbeltfragt i mange år.

Tak for heads up, Mette, og har man brug for at sende teksten med i en mail, kan man finde Forbrugeraftaleloven, paragraf 22 her.

3.

Tænkt virkelig mange gange, at jeg er glad for, jeg bor til leje. Jeg var omkring i det her indlæg, men de sidste par måneder har bare endnu en gang bekræftet mig i, at det for os er den rigtige og mest ansvarlige løsning. 

For et par uger siden, da det haglede helt vildt, smadrede det taget på min carport. (Spørg mig, om jeg havde lyst til at lægge mig ud ovenpå min nye bil og beskytte den..!) Der er store huller i samtlige plader, og det koster lige omkring 25.000 at få lavet.

Mit køleskab har været lidt træt af livet de sidste par måneder, og onsdag blev erstattet af et nyt og friskt ét af slagsen. 

Og for et par måneder siden trak alle mine afløb virkelig dårligt. Jeg havde et hyggeligt rend af viceværter, VVS’ere, slamsugere osv., indtil de fandt ud af, at det var en hældning på et rør, der var forkert.

Jeg tør ikke engang tænke på, hvad det havde kostet #plusMoms, hvis jeg skulle have betalt det hele selv, men jeg tror ikke, jeg er helt off, hvis jeg sætter den samlede udgift til omkring 50.000 kr. 

Den regning samler boligforeningen op, og selvom man kan argumentere for, at man selv betaler tilbage gennem huslejen, gør det for én som mig al forskel i hele verden, at jeg ikke skal ud og finde pengene selv. 

4.

Bandet længe og inderligt over forsikringsselskaber og deres diabolske kreativitet ift. at finde på måder at hive penge ud af dig på. 

Jeg har lidt en kæphest med, at jeg ikke så godt gider, når mennesker, der har en eller anden form for ekstra eksponering i det offentlige rum, bruger deres platform til at pege fingre af navngivne virksomheder, og selv om jeg blot er en mikroskopisk fisk i et gigantisk akvarium, så har jeg stadig ikke lyst til at være en shitstorm-trooper. 

Når jeg sætter den her på alligevel, er det fordi, der er noget dyrtkøbt erfaring i min oplevelse, som nogle af jer måske kunne bruge til at undgå, at det samme sker for jer. 

Jeg har, som vi har snakket om for nyligt, skiftet forsikringsselskab. Det nye selskab gjorde mig ved tegning opmærksom på, at de fleste af de selskaber, der tilbyder månedlig betaling, opkræver et gebyr på 70 kr., hvis man opsiger en udenfor tidspunktet for hovedforfald.

“Sådan må det være” svarede jeg, og så var vi videre.

I dag kom oversigten fra Betalingsservice, og imagine my surprise, da jeg kunne se, at jeg er opkrævet 70 kr. PR. forsikring – undtagen bilen, hvor jeg er opkrævet over 400 kr. Helt sikker på, at det var en fejl, ringede jeg til det gamle selskab – som kunne fortælle mig, at der kommer et EKSTRA tryllegebyr på, når bilforsikringen er under ét år gammel.

Nok fordi dén knap kræver mange flere kræfter at trykke på, forestiller jeg mig. 

Jeg tror, jeg sleb 4 millimeter af emaljen på mine kindtænder, da jeg sammenbidt hvislede, at jeg jo for fanden bare har skiftet bil; forsikringen har jeg haft i 10 år. Og han sang ikke: “Bare ærgerligt, Sonny Boy” – men det gjorde han lidt alligevel. 

Jeg måtte tage 10 dybe indåndinger og en aktiv beslutning om at slippe det og lade karma fixe det, før jeg var god igen. 

Men altså. Det kan I jo ligeså godt få glæde af, hvis I overvejer at skifte forsikringsselskab, for det er åbentbart det samme alle steder.

Så tjek hovedforfald og tænk over at time et skift, hvis du kører månedsvis betaling, og køber du ny du bil, så sørg for at få den gamle forsikring opsagt og den nye tegnet, så den er trådt i kraft, når du får nøglerne overrakt.

Midsommermærket

Jeg elsker stemningen op til ferier. Jeg har tænkt det hver eneste morgen i denne uge, når jeg har afleveret. Det hele knitrer og bobler, alt er lidt løst i sammenføjningerne og det er, som om vi allerede har sluppet hverdagen.

Madpakkemæssigt set læner vi os op ad en indberetning, jeg er hele tiden lidt bagud med vasketøjet, og aftensmaden er også virkelig so-and-so, fordi.. jamen, Sankt Hans og alt det der. Det kan jo næsten ikke betale sig at starte. På noget, egentlig.

De små hverdagskameler bliver nemmere at sluge, for lige om lidt, unger, og ferieplanerne ligger i gryden og bobler. 

Hedebølgen kommer og går, vi har købt en kæmpepool og jeg græder lidt, hver gang jeg læser noget om landsholdet.

På en mærkelig måde hænger det hele sammen.

I aften skal vi have sat ild til noget sammen med familien, og når vi kommer hjem, og ungerne sover, tror jeg, at jeg skal ud i haven at sidde med et glas champagne og fundere lidt over hekserelaterede emner, mens de små lamper lyser og sommeren og og selskaberne summer i det fjerne.

Om lidt er det ferie og med det kommer andre udfordringer og benspænd, men for nu er det nær ved og næsten, og alting føles både gyldent og potent.

Voksen og følsom

Jeg bøvler for tiden rigtig meget med en påtvungen relation. Jeg er af indlysende årsager lidt ulden omkring detaljerne, men det er én af dem, jeg ikke kan vende ryggen til, selvom jeg virkelig gerne vil.

Hos mig er det et et grundlæggende karaktertræk, at jeg gerne vil reparere det, der er i stykker. Det gør mig til en strålende holdkammerat, når der er problemer, der skal løses og udfordringer, der skal nytænkes, men det spænder ben for mig, når jeg møder mennesker, der grundlæggende modarbejder mig.

Det har taget mig mange år at lære, at det ikke er meningen, man skal svømme imod strømmen hele tiden. Hverken ift. mennesker, relationer eller situationer. Hvis der aldrig er flow, er det fordi man ikke er, hvor man skal være.

Med dén erkendelse kommer forståelsen af, at der er mennesker, der ikke er for mig. Mennesker, som jeg ikke kan eller skal have et godt forhold til, og som har deres egen dagsorden og bagage der gør, at vi ikke kan sameksistere. For i de tilfælde handler det jo ret beset ikke om ydre vilkår eller opgaver, vi skal samarbejde omkring løsningen af. Det handler om modvilje og ønsket om at være på tværs, hvilket kan bunde i alt muligt, det intet har med mig at gøre – men fordi jeg har den personlighed, jeg har, bliver jeg taget til fange i krydsfeltet mellem min hårdt tilkæmpede erfaring med at slippe det, jeg ikke vil have min energi taget til fange i, og ønsket om at skabe et klima, alle kan være i.

Det bliver KUN værre, når der er tale om en relation, hvor mine handlinger og beslutninger ikke kun falder tilbage på mig, men også på mennesker, jeg holder af – hvilket er tilfældet her.

Og hende her er ulidelig. Hun taler kun i ordrer, blander sig i ALT, modarbejder mig aktivt, og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg stille op.

For jeg plejer at skære de mennesker væk, jeg ikke bryder mig om, eller som altid er omgærdet af drama. Jeg har ingen problemer med at slippe en sag, hvis jeg kan se, at mit engagement i den leder til konflikter; i hvert fald laver jeg en benhård cost-benefit analyse af, om det er frustrationerne værd. Det er det sjældent.

Men problemet her er, at jeg ikke kan slippe væk, og derfor virker mine værktøjer ikke. For selvom jeg forsøger at skære *hende* væk, så består relationen – og dermed skal vi stadig forholde os til hinanden. Hvis jeg træder tilbage, vil hun med 100% garanti tolke det som en sejr, hvilket jeg sagtens kunne leve med, hvis jeg aldrig skulle have noget med hende at gøre igen. Men det skal jeg, og dermed oplever jeg for første gang en begrænsning i den frihed, det er at passe på sin energi ved at lade ting fare – for det virker åbentbart kun, hvis man ikke fortsat skal have med personen at gøre. Hvis jeg stepper ned, vil hun tage det som en bekræftelse af, at hun bestemmer over mig. At jeg er hende underlegen. Og det kan. jeg. ikke holde ud.

For at føje spot til skade har hun en wingman, jeg heller ikke kan undslippe, og de er usigeligt uelegante omkring det. Det hele foregår med smileyer og ‘hejsa’, men giften driver ned af både skærme og samtaler, og egentlig forværrer den kniplingstynde fernis af civiliseret høflighed hele situationen, fordi kommunikationen hele tiden foregår på to plan.

Derudover har hendes person og adfærd en anatomi, der til forveksling ligner den, jeg led under i ni rædselsfulde år i folkeskolen, og det betyder, at når andre, der ikke aner noget om vores betændte forhold, i nogle situationer, der intet har med noget at gøre, og hvor det kan være hip som hap, hvad man mener, og hvor jeg ikke har *noget som helst* på spil, mener det samme som hende – så føles det helt VILDT meget som dengang i folkeskolen, hvor alle rottede sig sammen, jeg altid var udenfor og jeg aldrig følte, jeg hørte til.

At være tvunget til at blive stående og fortsat at skulle interagere med hende, øger min frustration og foragt for hende med astronomiske højder, og lige nu føles det som om, at jo mere afstand, jeg forsøger at lægge til hende, jo mere forsøger hun at trænge ind i mit space. Min fight/flight refleks står og banker helt oppe i det røde felt, men ingen af de strategier, jeg over årene har udviklet er brugbare, når man er voksne mennesker, der af omstændigheder er tvunget ind i hinandens sfærer, og man *skal* kunne samarbejde.

Nogle gange er det sgu op ad bakke at være en del af den her race.

M2021, uge 24

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Forsøgt mig med en hjemmelavet jordbærtærte til Fridas fødselsdag, og det var en succes. Jeg bagte en mazarintærte, smed den halve æske pålægschokolade, jeg har flyttet rundt på i 100 år, på toppen, mens tærten stadig var varm, nøjedes med at anrette halvdelen (med skum af halv vanilieskum og halv blødt-pisket fløde), og lidt jordbær ovenpå.

Resten af jordbærrene serverede jeg i en skål ved siden af, hvilket betød, at de overskydende kunne bruges i madpakken samt i koldskål til morgenmad dagen efter. Den del af kagen, der ikke var anrettet, smed jeg i fryseren, og det stykke, der var i overskud, kørte jeg ud til oldefar med.

Pålægschokoladen blev brugt, der var intet madspild, og oldefar blev glad.

2.

Købt en kjole – og sendt den retur. 

Det her lyder sikkert for mange meget indlysende – men det har det ikke altid været for mig. Jeg har en krop, der gør, at jeg ikke bare kan gå ind i en butik og vælge, hvad jeg vil. Derfor kan jeg være slem til at købe det, når jeg finder noget, der passer til min højde og drøjde.

Men min gradvise trimning af mit tøjskab over de sidste år har tydeliggjort, at det er både unødvendigt og tosset. Jeg har længe det tøj, jeg skal bruge, og de ting, jeg synes, der er “noget” ved, når jeg prøver dem, ender i 9 ud af 10 tilfælde bagerst på en hylde, hvorfra de aldrig skal komme frem og dømme levende og døde.

Den her kjole fra My Little Curvy Love var neonpink, og jeg var SÅ forelsket i farven. Kvaliteten fra MLCL er uovertruffen – men den sad bare ikke godt. Da jeg prøvede den på, var jeg allerede i gang med, at man måske kunne bukke kraven ned, for se, hvor lang den er! Og farven, Linda – den kan du da ikke sende tilbage?!

Men det kan jeg, og det gjorde jeg. Og som en slags bekræftelse fra universet af, at det var den rigtige beslutning, fandt jeg dagen efter en anden kjole, som var så fin, så fin, og som sad MEGET bedre. 

3.

For sjov prøvet at regne på, hvor mange engangs-vatrondeller, de strikkede, som en sød læser (hej Grete) sendte mig for et år siden, har sparet mig for. 

Jeg bruger 4 vatrondeller hver eneste dag. Der er 70 stk, i de pakker, jeg plejede at købe. Det betyder, at jeg på et år har sparet – og hold nu fast – 21 pakker engangsrondeller. ENOGTYVE!! 

Det er sgu da helt vildt, og et glimrende eksempel på, hvorfor det gør en ret stor forskel at skifte de produkter, man bruger dagligt, ud med noget mere bæredygtigt. 

4.

Købt Fridas fødselsdagsgave – en iPhone 7 – gennem Swappie.

Inden jeg købte den, snusede jeg rundt på Marketplace, og spurgte også på min egen profil, om nogen kendte nogen, der stod og skulle af med en telefon. Jeg fandt et par stykker, der ville sælge for 500 kr – men de var alle ærlige nok til at sige, at telefonen skulle have nyt batteri. Og med dén udgift oveni, endte jeg faktisk med en pris, der var så tæt på Swappies, at det ikke gav mening at købe privat.

Der er 2 års garanti på telefonen, hvilket jeg synes er rart, når nu den nu ikke, hverken brugs- eller versionsmæssig, er ny, og det er rart at den er købt af en objektiv 3.part, så der ikke er følelser i klemme på nogen sider af hegnet, hvis den viser sig at være i stykker. 

Den kom i en fin æske, og der var ledning med til opladeren – men ingen oplader med, og det synes jeg faktisk trækker lidt ned.

Men jeg elsker, at man har fundet en måde at klemme al levetid ud af telefoner på, så de ikke bare får lov at ligge i en skuffe, når de stadig kan bruges, og indtil videre er vi godt tilfredse.