M2024, uge 42

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Spurgte min søde far, om jeg ville have hans cykel.

Jeg har længe gerne ville have en ny, og har forelsket mig i en Kildemoes, som jeg egentlig havde tænkt, at Anton og jeg kunne dele. Ikke fordi han ikke må få sin egen, men han er ikke trafiksikker, og skolen, han går på, ligger for langt væk til, at han kan cykle derud, så derfor er det lidt overkill at have én stående til ham.

Men når jeg er sent hjemme, henter han somme tider Frida i klubben, og den tur kender han – og der er cykelsti hele vejen. Her er der smart, at han kan cykle, mens hun kører på løbehjul, og fordi vi efterhånden er næsten lige høje, ville det fungere fint, at han her bare kunne låne min.

Men i forsøget på at oparbejde en solid opsparing, er de store køb sat på hold, og derfor takkede jeg ja, da min far tilbød mig sin.

Min egen, som på alle måder har gjort det godt, var jeg egentlig på vej på genbrugsstationen med, men i sidste øjeblik smed jeg den op i den lokale fb-gruppe (sammen med en ærlig tilstandsrapport), og spurgte, om nogen kunne bruge den.

Det var der flere, der kunne, så en time efter, at den var lagt op, var den afhentet, og jeg sparede turen på losseren.

2.

Har jeg ENDELIG modtaget den Tabte ArbejdsFortjeneste, jeg har søgt for den dag i april, jeg var i Ålborg og vidne.

Det var et sats at søge, men fordi jeg i april sad på en fast opgave, som jeg måtte afsætte, fordi jeg fik nej til at vidne virtuelt, og derfor skulle bruge en hel dag på det (3,5 times kørsel hver vej, samt 1,5 times vidneudsagn), spurgte jeg deroppe, om det var muligt at søge TAF, når man var selvstændig.

Det var det ’i princippet’, fik jeg at vide, men jeg skulle ‘søge det hos dommeren’, som så ville lave en individuel vurdering.

Og normalt går jeg ikke i små, økonomiske sko. Hvis jeg gjorde, er der klart nogle problemer, jeg havde været foruden – men i den her retssag vidnede jeg for anklageren i en sag, hvor jeg i tidernes morgen forsøgte at råbe virkelig mange mennesker og instanser op over en meget lang periode, og ingen hørte, hvad jeg sagde. Derfor blev det lidt en principsag for mig, at jeg gerne ville kompenseres for den tid, jeg konkret brugte her, for jeg har brugt VÆSENTLIGT længere tid på det end dét.

Så jeg søgte. Og ventede. Og rykkede. Og ringede. Og skrev.

Jeg tror, ærligt, at jeg har sendt mindst 10 mails og ringet 12-15 gange.

Jeg har, uopfordret, fremsendt dokumentation for den indtægt, jeg har haft de øvrige dage i april, og vi er næsten ude i, at det timeforbrug, jeg har haft på at søge den tabte arbejdsfortjeneste, opvejer det beløb, jeg fik ud af det.

Men når alt det er sagt, så kunne dommeren have sagt nej, og det gjorde han ikke. Det er bare ikke mit indtryk, at ret mange selvstændige afprøver muligheden for at søge TAF i de situationer, hvor man kan søge det som lønmodtager, og derfor syntes jeg, at den skulle med her som eksempel på, at det faktisk *kan* lade sig gøre.

3.

Er alle i mit hus begyndt at leve af ting, der kun kan spises med en ske.

Og vi kan – åbenbart – også kun spise det af skåle.

Det har givet bøvl både ift. antal og størrelse.

For at spise suppe med en almindelige teske, føles som om, man forsøger at feje suppen ind i munden med en meget ineffektiv kost, mens en almindelig spiseske falder af kanten, når man lægger den i skålen.

Jeg efterlyste derfor skeer i mellemstørrelse i en fb-gruppe, og et geni foreslog at smutte forbi en genbrugsbutik – hvilket jeg ikke fatter, at jeg ikke selv havde tænkt på.

Men det gjorde jeg, og jeg fandt 8, der er fuldstændig perfekte – og som kostede 1 krone stykket…

Og uden at der skal gå glorie og filantrop i den, vil jeg bare lige videregive, at man i en genbrugsbutik sagtens kan få lov at betale 10 gange mere, end en vare koster, hvis man gerne vil støtte den organisation, butikkens overskud går til. For modsat almindelige butikker, er der ikke stregkoder og lageroptælling, der skal gå op, og donerer man her, slipper man for de opkald, man ALTID får på bagkant, hvis man giver et bidrag på mobilepay, når Røde Kors eller Kirkens Korshær ringer på døren. (Hvilket vi også ved lejlighed skal have snakket om, hvordan Frau Kommissarin har kunne sidde overhørig..)

Månedens mål, oktober, (3/4)

I anledning af efterårsferien har vi været i Odense Zoo. Det er ét af de steder, som vi med vores årskort til Wowpark kan få rabat på entreen til, og jeg lavede lige et hurtigt overslag i hovedet på, hvad vi har hentet i rabat vs. hvad årskortene har kostet: De er for længst tjent ind.

Det er første år, vi har valgt den model, og selvom jeg synes, at billet-set up’et er ualmindeligt ringe, så fungerer konceptet stadig for sådan nogle, som os, der er gode til at køre til ting, og derfor får mere ud af at kunne komme billigt ind mange steder, end at kunne komme gratis ind et enkelt.

*

Jeg har også udnyttet nogle af de dage, vi har haft fri, til at tage børnene med ud og købe tøj.

Vi mangler stadig lidt af det, vi har på listen, men hvor jeg andre år ikke altid har haft et overblik over, præcis hvad de manglede, så har jeg i år haft en note på min telefon, som jeg lavede, da vi for nogle uger siden ryddede op i deres respektive skabe, og det har været overraskende effektivt.

For jeg taber lynhurtigt overblikket, når vi står i en butik, sammen med hele Esbjerg og opland, hvor der er 3 grader for varmt, radioen spiller for højt, og begge børn taler samtidigt. Der er få situationer, der trigger min flight-respons så voldsomt, og det betyder, at jeg somme tider ender med bare at sige yes to the dress, så vi kan komme ududududud i friheden igen.

Men fordi jeg denne gang havde lavet en liste på hvert barn, komplet med antal og det hele, så vidste jeg præcis, hvad vi skulle finde og prøve – og dermed også, hvornår vi var færdige. Det gjorde turen langt mere overskuelig, og fordi min liste synligt skrumper, efterhånden som vi får købt, hvad vi mangler, og jeg derfor kan *se* at vi støt og roligt arbejder os i mål, er det ok, at vi skal afsted flere gange.