M2026, uge 29

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Den seneste uge har jeg:

1.

Været på biblioteket med endnu en stak havebøger, som jeg har lånt og skimmet; et par stykker af dem på jeres anbefalinger.

Det har resulteret i, at jeg har købt én af dem, og har skrevet to andre på min ønskeseddel, og jeg ELSKER, at vi i Danmark har biblioteker, der gør det muligt at vurdere en bog, inden man bestiller den.

For jeg var (som altid) overbevist om, at jeg ikke kunne LEVE uden i hvert fald 5 af de bøger, jeg de sidste måneder har haft gennem hænderne – men det kunne jeg sagtens, viste det sig.

Alle bøger var fine og brugbare og fulde af gode oplysninger og ideer, men som vi vist alle kender det fra kogebøgerne, er det bare svært at sætte på formel, hvorfor noget fungerer for én, mens andet ikke gør.

Ligesom vi skal huske at bruge de fysiske butikker, hvis vi gerne vil bevare dem, så synes jeg også, at vi skal huske at købe bøger, så man stadig kan leve af at skrive dem, og denne løsning fungerer for mig, fordi jeg kan nøjes med at købe dem, jeg kommer til at bruge.

Som en slags PS til dette punkt, er jeg begyndt at trawle boghylderne igennem, når jeg kommer forbi genbrugsbutikkerne ude i sommerlandet, for når man går meget specifikt efter havebøger, er det de fleste steder en meget overskuelig hyldemeter, man får anvist. Det kan jeg sagtens få en mellemtime i en lille by til at gå med, og jeg har allerede haft heldet med mig et par gange.

2.

Har jeg købt en støvsuger – på afbetaling.

Det har jeg ellers lovet mig selv, at vi ikke længere bruger herhjemme – og slet ikke på mindre forbrugskøb.

Men.

Jeg besluttede inden sommerferien, at jeg ville bruge noget af den ekstra tid, vi har sammen, til at inddrage børnene (specielt Anton) mere i husarbejdet.

I mange år har det været svært at gøre, fordi jeg er alene, og jeg ganske enkelt løber tør for tid, når det også er mig, der skal lave lektier med dem begge og køre dem til alt, hvad de går til.

Men dels bliver jeg sur og indebrændt over at være den, der skal lave det hele, når der er smeltet to (næsten)teenagere ned i møblerne, som ikke er bange for at spørge, om jeg ‘lige gider smide den her ud?’, når jeg går forbi, og dels vil jeg gerne give dem de redskaber, det kræver at klare sig i livet.

Jeg ved ikke, om andre gør sig lige så mange tanker om den slags, som jeg gør, men for mig har det fyldt en del. Det er hele tiden er en afvejning af, hvad vi også skal nå vs. hvor meget ekstra tid, det kræver at hjælpe dem i gang med en opgave, og være klar til at supporte undervejs. Specielt fordi den ekstra tid i hverdagen kun kan tages af den pulje, der hedder “Lindas tid” – og den er jeg lidt nærig med, fordi den ikke er specielt stor.

Men i ferien er der færre bagkanter og deadlines, og derfor syntes jeg, at nu var et godt tidspunkt.

Jeg har været ret stram med, at de opgaver, de får, skal være nogle, hvor det er en ægte hjælp, at de hjælper, for når det kører, frigiver det tid, så vi kan begynde at kigge på de opgaver og pligter, som handler mere om, at jeg lærer fra mig end at få indeværende husholdning til at køre.

Første opgave, de fik tildelt, var opvaskemaskinen, og da vantroen over at blive sat usuperviseret i gang havde lagt sig, gik de i gang – og det går godt.

Anton har hjulpet mig med at gøre fliser rene i haven, og det klarede han til UG.

Vasketøj er bøvlet, fordi jeg stadig har den vaskemaskine, hvor håndtaget på lågen i tidernes morgen knækkede, og den derfor skal åbnes med en tang, så jeg gik videre til næste punkt: Støvsugeren.

Jeg har længe ønsket mig en ledningsfri støvsuger (sådan én, som de fleste kender som Dyson), men.. ja,  #life og restskat og alt det jazz – og så har vi jo en støvsuger, der fungerer. Derfor er den blevet skubbet ned ad listen, hver gang jeg har haft lidt penge i overskud.

Men nu, hvor vi øver os i At Hjælpe Mor, og det samtidig er sommer, som betyder 6000 kg. sand i entreen konstance, besluttede jeg, at det var nu.

Da jeg søgte på den Siemens, som jeg havde researchet mig frem til, at jeg ville have, var den sat ned fra 4000 kr. til 1800 – og kunne samtidig betales med 3 afdrag, rentefrit.

Jeg vejede for og imod et helt døgn, for det føles ikke særlig fedt at stifte ny gæld, når man lige har afviklet en kæmpe én af slagsen – og jeg havde faktisk penge til at købe den.

Men der er ikke så mange tolkeopgaver i sommerferien, som der ellers er, og vi er stadig kun halvvejs igennem den. Derfor endte jeg med at beslutte at købe den på afbetaling, og så eventuelt betale de to sidste afdrag på én gang, når næste afdrag forfalder, for jeg ER ved at have lært, at det er “Ej, de 600 kr. gør da ikke en forskel i det store billede!”, der ender med at gøre forskellen. I alle størrelser af billeder.

Vi hentede støvsugeren, jeg satte Anton til at pakke den ud og samle den (hvilket tog 52 sekunder) – hvorefter Frida kaldte dips på den. Hun har støvsuget 5 gange, siden vi hentede den i onsdags, og da jeg afleverede hende til en legeaftale i dag, måtte jeg LOVE, at jeg ikke støvsugede sofaen, mens hun var væk, for det vil hun.

Be. My. Guest.

Ind imellem får man noget inde for dørene, der faktisk lever op til den hype, man inde i hovedet har arbejdet op, og det her er sådan et produkt. For jeg ELSKER, at jeg ikke skal til at finde min støvsuger-støvsuger frem, hver gang, vi har haft døren til at stå åben en eftermiddag, og vi har mærkbart mindre Sand & Sager på gulvet i resten af huset.

3.

Har jeg hentet min have-murerspand ind i køkkenet, for de bær og krydderurter, vi for tiden plukker og høster, går der VIRKELIG meget vand til at skylle.

Her ville jeg, som altid, ønske, at jeg var bedre, end jeg er, for vi kunne også godt opsamle vand fra bruseren osv., men jeg må bare endnu engang konstatere, at når jeg sætter barren for højt, så ender jeg med at gå helt udenom.

Med murerbaljen stående i mit bryggers, er den ved hånden, når jeg skal i gang i køkkenet, og fordi den rummer 20 liter, kan jeg nøjes med at tømme den én gang i regnvandstønden, når jeg er færdig.

Det er ikke perfekt, men det er bedre end ingenting, og det (prøver jeg at minde mig selv om) er hele kongstanken bag disse indlæg.