M2018, uge 37

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Fået svar fra Frelsens Hær om lugtende tøj:

“Selvom jeg klart forstår din tanke om upcycling så må vi desværre erkende at tøj der lugter, som du beskriver det, ikke kan anvendes.”

Jeg siger ikke, at vi skal kigge misbilligende i H&M’s retning. Jeg konstaterer bare, at den eneste af de 4 organisationer, jeg har henvendt mig til, som har rene, kommercielle interesser, også er den eneste, der ikke har prioriteret at svare mig.

2)
Holdt hestene ift. at få taget billeder af børnene. Da Anton var lille, var det en ret dygtig fotograf i Esbjerg, der tog de obligatoriske billeder i vuggestue og børnehave, og da han opsagde sin aftale med institutionerne, holdt jeg fast i at få børnene fotograferet hos ham. Men, som man kan forvente, er prisen også en anden hos en etableret fotograf, end hos Dansk Skolefoto. De sidste par år har jeg alligevel ikke været helt tilfreds, og så synes jeg faktisk, at det er for mange penge at smide efter en håndfuld billeder. Omvendt er der også noget over at have billeder i samme stil, taget på samme tidspunkt hvert år, og jeg har ikke helt kunne finde ud af, om jeg skal sætte fornuft og økonomi over minder på sigt. Men nu har jeg nærlæst teksten på skolefotopapiret, og kan se, at jeg faktisk kan se billederne, og først derefter beslutte mig for, om jeg vil have dem. Det prøver jeg at gøre i første omgang. Hvis der er et pletskud i mellem, kommer jeg til at spare ca. 500 kr. hvert år på dén konto.

3)
Haft børnene med til Fantasy Festival, som blev afholdt af Esbjerg Hovedbibliotek, og også her tøjlet mit ‘hit med alting nu!’-temperament. Festivalen foregik på selve biblioteket, og kostede et mindre beløb i entre, men uden for biblioteket var opstillet en masse boder, og der var både sværdkæmpende orker, og prinsesser i store kjoler. Jeg besluttede at forholde mig afventende, i stedet for bare at storme ind med et barn i hver hånd, og efter en times betaget gang rundt på pladsen udenfor, meddelte børnene nærmest i kor, at nu ville de gerne hjem. Dermed var der råd til på tilbagevejen at købe det træsværd, som Anton samtlige 60 minutter havde kigget længselsfuldt efter.

4)
Ryddet op i mit tøjskab, og det gjorde ondt. Jamen, jeg kan ligeså godt være ærlig. Jeg har skubbet det i flere år, fordi jeg godt vidste, at den ville rive – og det gjorde den. Dels erkendelsen af, at jeg aldrig kommer til at se ud, som jeg gjorde præ-børn, da jeg boede i et fitnesscenter og levede af kylling og grøntsager, men også afskeden med.. jamen, den unge kvinde, jeg var, tror jeg? Jeg er i gang med at finde ud af, hvem jeg er i den modne version, også tøjmæssigt, men det var vemodigt og svært at fylde de sorte sække. Ikke mindst fordi lige præcis mit forhold til min vægt og min krop nok er et af de eneste steder, hvor jeg stadig ligger i åben krig med mig selv. Det føltes som at have tabt slaget at køre sneploven over hylderne.

Lige nu er det så tomt, at det giver ekko, når jeg åbner skabet, hvilket i sig selv er rygende angstprovokerende. Jeg kan ikke forklare, hvorfor det føltes mere trygt at have mere tøj, når det nu var noget, jeg aldrig ville tage på eller komme i – men det gjorde det. Til gengæld føles det også mere rigtigt nu. Som en ny start. Og langt mere i sync med, hvem jeg er nu: At jeg har det, jeg bruger, og ikke mere end det.

I spørger, jeg svarer: Hvornår er man færdig med at få børn?

Der kommer stadig med jævne mellemrum mails fra jer derude, med spørgsmål, som I gerne vil høre mit take på. 

Jeg elsker at skrive de her “I spørger”-indlæg, fordi det føles ret meningsfyldt at skrive på noget, der helt konkret kommer fra jer. Men fordi det er noget, der stadig er nyt, vil jeg gerne lige knytte et par kommentarer til det, så I ikke tror, at jeg er igang med at udnævne mig selv til selvbestaltet orakel, eller at jeg planlægger at konvertere bloggen til en ren brevkasse. 

Jeg er 100% på det rene med, at det her bare er mine erfaringer, som udelukkende bygger på mit liv og de betingelser og privilegier, jeg har på hånden. Jeg er ikke ekspert på noget som helst, ikke engang mit eget liv.

Nogle spørgsmål svarer jeg på med en mail, hvis emnet f.eks. er meget personligt, eller noget, der er så smalt, at det ikke giver mening at brede ud i plenum. Men jeg synes, I skal vide, at mange af de mails jeg får, efterlyser mine og “dine kloge læseres” input. That’s right. Jer. Der er fest, og I er inviterede. Så for nogle mennesker derude, er det ikke kun interessant at læse om jeres erfaringer og tanker; det er noget, de bruger til at træffe store beslutninger i livet på  baggrund af #NoPressure

Så. Efter således at have fastslået, at jeg er bange for at blive opfattet som prætentiøs, kan vi komme igang med dagens spørgsmål.

Det kom i sidste uge i en mail fra Merete: 

Hvornår er man færdig med at få børn? Eller hvornår ved man, man er færdig? (Hvis altså, man er så privilegeret, at det er noget, man selv bestemmer). 

Vi fik nummer 2 for et halvt år siden, og status er, at vi egentlig nok er enige om, at det var det. Omvendt så kan jeg ikke forlige mig med tanken om, at det kapitel er slut. Jeg har rumineret over det i nogle måneder nu, og kan ikke helt gennemskue, hvad der er på spil. Jeg har ikke lyst til flere små børn (2 x kolik er sgu nok), jeg har ikke lyst til at gå på kompromis med komfort og økonomisk råderum, karriere, personlig fritid og generelt overskud, som en 3’er ville betyde. Og alligevel er jeg nærmest i sorg over at skulle vinke farvel til flere graviditeter og fødsler (og tumlinger). Jeg tænker på, om det er biologien, der spiller mig et puds (biologisk set kunne vi formentlig nå mange endnu, jeg er knap 30 og vi har haft utroligt nemt ved at få dem), om det er et underliggende ønske om en stor familie (er enebarn og det samme er min mand), eller om det er fordi, det er et meget håndgribeligt tegn på, at livet går. 

Hvad tænker du, om det her med at beslutte, hvor mange børn der er nok? Ville du have ønsket et andet antal, hvis du ikke var alene med dem? Følte du dig færdig eller var det mere en praktisk beslutning?

Da jeg læste mailen, føltes det som at læse en mail, jeg havde skrevet i 2016 og sendt til mig selv. Fra jeg fik Frida (i 2015) og til hun var 1,5 år, var jeg så skruk, at jeg næsten ikke kunne være i min krop over det. Det kom enormt bag på mig, fordi jeg havde brugt så lang tid på at være i tvivl om, om jeg turde få barn nummer 2 – og her stod jeg så og overvejede, i ramme alvor, om jeg skulle prøve at få 3.

Det ville være en underdrivelse at sige, at det overraskede mig. 

Om alle har det sådan, eller om det bare er tilfældigt, at Merete og jeg har haft de samme overvejelser, ved jeg ikke, men jeg brugte LANG tid på at spekulere på, hvorfor pokker, jeg havde det sådan. 

Når jeg valgte at holde mig til de to, jeg havde, var det i første omgang en meget fornuftbaseret beslutning. Hvis vi havde været to, er jeg ret sikker på, at jeg havde fået 3 børn, og i den erkendelse ligger jo også implicit, at det for mig meget handlede om det praktiske, når jeg valgte at stoppe ved to. Selvom folk siger, at “det går jo – det gør det altid!” når man snakker om antallet af børn, så synes jeg bare desværre, at jeg også har set, at “at gå” ikke altid er det samme som “at gå godt”.

Når det er hormonerne, der står for overvejelserne, tror jeg, at man er meget tilbøjelig til at forholde sig til, om man synes, der er plads til mere natteroderi, om man kan overskue en omgang mere i ble-manegen og om børn faktisk ikke i virkeligheden har godt af at dele værelse. 

Men hvis man tager hjernen med på råd, er det jo ikke det ekstra barn, der kan gøre det svært at få enderne til at mødes. Det er alt det, livet også er. Møder på arbejde, sygdom i familien, forældremøder, tandlægebesøg, venindebrunch osv. osv. Og problemet, tror jeg, er, at det ofte er børnene, der ender med at tage fra, når vi bliver overbelastede, fordi det er den eneste relation, hvori vi kan give efter for vores stress. Ikke fordi det på nogen måde er i orden, men fordi det er den eneste relation, hvor magten 100% ligger hos os. Man kan ikke kan skrige ad sin chef, at hvis han sender én mail eller indkalder til ét eneste møde mere, så ryger han på værelset, eller melde sig ud, hvis mennesker i netværket har brug for os (her tænker jeg på de mere alvorlige situationer). Derfor tror jeg faktisk, at det er ret væsentligt at have praktikken om ikke i førersædet, så i hvert fald med i bilen. 

For mig endte det med at blive udslagsgivende, at jeg var bange for at gå glip af de børn, jeg har. Jo flere, jeg fylder på, jo mindre tid til hvert enkelt. Og jo færre muligheder for det enkelte barn, i hvert fald så længe de er små. For mig er det to kurver, der krydser, hvor det handler om at finde det optimale skæringspunkt mellem egne ønsker og børnenes behov; at selvom det ikke nødvendigvis er nemt for børn at få søskende, uanset antal, så må mit ønske om flere børn ikke blive på bekostning af det, mine eksisterende børn har brug for. Hverken tidsmæssigt, omsorgsmæssigt eller økonomisk. Og her var og er jeg bare meget bevidst om, at jeg er alene. 

Selvfølgelig er det mere kompliceret end som så, og sat på spidsen kan man sige, at det ikke giver en bedre barndom at have mulighed for at gå til jazzballet hver mandag, eller at kunne komme i legeland og på ferie – men jeg er heller ikke sikker på, at flere søskende automatisk er lig med en bedre barndom. Ikke alle søskende knytter tætte bånd, og jeg tror ikke, at det er givet, at det skaber gode forudsætninger for søskendekærlighed, hvis man som barn oplever, at flere søskende er lig med fraværende forældre. 

I dag hvor Frida er 3 år, kigger jeg tilbage og kan se, at min skrukhed, da hun var spæd, meget handlede om, at jeg følte sorg over at lukke dén fase af mit liv ned. Måske kombineret med en fornemmelse af tidspres; jeg var 39, da jeg fik Frida, så biologisk begyndte det at haste, hvis jeg gerne ville have et barn mere. I og med at manglende handling automatisk ville betyde, at der ikke kom flere børn, følte jeg det meget presserende at være sikker på, at jeg traf den rigtige beslutning, mens jeg stadig, i teorien, havde valget. 

Jeg har tænkt meget på, at fordi mange af os i dag får vores børn ret sent, forplantningsmæssigt set, så er det faktisk også en beslutning, vi træffer lidt i blinde, fordi vi ikke har prøvet at have store børn, før vi skal besluttet, om vi gerne vil have flere små. Min egen oplevelse er, at nu, hvor børnene er 3 og 7, så har jeg langt mere at se til, end jeg havde, da de var helt små, og selvom jeg er sikker på, at det ændrer sig igen, når de bliver større, ville jeg jo stadig skulle kunne overkomme det på en ordentlig og kærlig måde nu, hvis der havde været 3.

Til sidst vil jeg sige, at jeg tror, man ved det, sådan helt inderst inde. Om man kan øge flokken, og stadig holde fast på sig selv, og de værdier, man gerne vil leve efter; om man kan være den forælder man gerne vil være, for de børn man ender med at have.  Og hvis overskuddet er der, så tror jeg virkelig, at flere børn er en gave. Men alene det at have de praktiske overvejelser er måske en indikation af, at man godt selv ved, at balkortet er ved at være fyldt. 

M2018, uge 36

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

Inden jeg går i gang med ugens liste, har jeg lige lyst til at runde en kommentar, jeg fik af en sød kollega i sidste uge. Hun læser med herinde, og spurgte, om jeg egentlig havde oplevet negativ respons på at tale så åbent om at sidde i en træls, økonomisk situation.

Fordi det lader til at være lidt af et tabu, har jeg lyst til at gentage mit svar i plenum, fordi det måske kan gøre det nemmere for andre i lignende situationer at vippe skammens kåbe af skuldrene.

For det har jeg virkelig ikke. Tværtimod. Jeg har udelukkende oplevet hep og kampråb og konkrete forsøg på hjælp fra sider og mennesker, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig ville byde ind. Mine skriverier har givet anledning til gode samtaler om værdier, voksenbeslutninger og om, hvad der er vigtigt i livet, og jeg er kommet til at kende mange omkring mig bedre, end jeg har tidligere har gjort. Det sætter jeg utrolig stor pris på.

Den eneste lille bitte ting, der kan gøre mig en smule stiv om kæben er, når nogen forsøger at forklare mig, hvad jeg skal gøre for at få styr på min økonomi. Vi er way past that, og det føles som om, de taler til den tidligere version af mig (the former artist known as Linda); hende, der tog den på beløbet uden at se sig tilbage, og som ikke engang satte spørgsmålstegn ved sin egen overbevisning om, at der jo senere i voksenlivet ville komme masser af penge. Det er nok det eneste tidspunkt, hvor jeg føler mig lidt talt ned til. Selvom jeg er fuldstændig klar over, at de gør det med rene hjerter og hensigter, så føles det stadig med et godt, dansk ord lidt belittling.

Måske har det noget at sige, at jeg ikke opfatter mig selv som fattig? Hvis ellers det giver mening at definere fattigdom som en følelse. Selvom vi ret beset lever for et beløb, der er væsentlig mindre end de fleste omkring os, opfatter jeg det helt klart som en midlertidig situation, som mest af alt er irriterende. Dermed ikke være sagt, at jeg ikke i perioder kan blive voldsomt stresset over det, for det kan jeg, og i nattens mørkeste timer kan jeg sagtens miste pusten over katastrofetanker galore – men langt det meste af tiden har jeg egentlig bare blikket rettet mod sidste afbetalingsrate med en koncentration, der får de fleste laserstråler til at virke lidt slaskede.

Så det korte svar er: Nej. Ingen negativ respons. Kun kærlighed, opmuntring og mere substans i mine relationer. Det kan virkelig varmt anbefales.

Men tilbage til det, det plejer at handle om.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Haft fornøjelsen af at genopdage vennetjenester. Korrekturlæsning af et par stillingsopslag, samt rollen som wing(wo)man på en bryllupstale, udløste gratis klipning af os alle 3, og pasning af børnene en aften, hvor jeg skulle i biografen.

2)
Testet og opgivet Rasul-ler til håret. Jeg gav det 6 dage, men måtte kapitulere. Porerne i min hovedbund lukker sig, mit hår bliver nærmest lidt stift, og jeg får så fedtet hår, at Johnny Madsen sidder et sted på Fanø og jamrer af misundelse. Jeg prøvede at bruge det i ansigtet, som en slags kombineret vask/maske, og resultet her var også tilstoppede porer og en underlig overfladeglans. I bedste M2018-stil har jeg solgt det videre, så en anden har chancen for at teste, om det fungerer bedre for hende.

3)
Lavet virkelig mange kødboller, og husket at bruge en tallerken som låg, når jeg har stillet farsen i køleskabet for at trække, i stedet for at bruge film. Her er det måske på sin plads med en opfølgning på det Bee’s wrap, jeg i tidernes morgen købte: Jeg kan ikke få det til at fungere. Det må ikke bruges over råt kød, så dermed er 50% af mit behov udelukket, fordi jeg primært filmer, når jeg laver frikadeller/kødbolle, og de skåle med andet indhold, jeg har prøvet det på, slutter det simpelthen ikke tæt nok omkring. Jeg mangler stadig at teste det ift. brød, fordi jeg bliver ved med at glemme det, men jeg skal nok få det vinget af listen, og meldt tilbage.

4)
Brugt en rest brombær/æble-kompot som luksusingrediens i kold havregrød. Konceptet er simpelt, og kan varieres i det uendelige: Man smider gryn og evt. chiafrø og/eller frugtgrød i et glas, fylder op med mælk/mandelmælk/kokosmælk, og lader det stå natten over. Næste morgen kan man smide lidt müsli eller frisk frugt i, hvis man gerne vil have noget, der knaser, og ellers er det bare at kaste sig over det. Det er som skabt til at udrydde frugtrester.

5)
Fået svar fra Kirkens Korshær og Røde Kors på min forespørgsel om tøj, der luger.

Røde Kors:
“Du kan sagtens lægge det i vores containere, da det kan genanvendes.”

Kirkens Korshær:
“Det er rigtigt, at vi fra flere steder sender usalgbare partier afsted til salg andetsteds, herunder til udenlandske genbrugsbutikker og derfra videresalg til upcycling. Her få vi en fast kilopris, der afhænger af kvaliteten. Problemet ved at sende lugtende tøj afsted i sådan et parti er, at det også kan påvirke tøjet omkring det under transporten og dermed gøre mere skade end gavn. Derfor er jeg glad for at du spørger, for modtagelsen af en sådan donation kan i sidste ende koste os penge frem for at hjælpe med at støtte vores formål. Derfor siger jeg også pænt nej tak, men endnu engang stor tak for omtanken!”

Jeg har stadig ikke hørt fra Frelsens Hær eller H&M.

6)
Vendt og drejet, hvordan jeg kan byde ind med noget konkret ift. mad, opskrifter og brug af rester. Sagen er den, at jeg tror, de fleste af os har helt utrolig svært ved at have glæde af andres nemme retter, ganske enkelt fordi det, der gør en ret nem, er at den udspringer af, hvordan man normalt laver mad – og det er forskelligt fra person til person. Det, jeg tænkte, jeg kunne gøre i stedet, var at skrive, hvad jeg helt konkret gør for at udnytte alle rester, og give lidt inspiration til, hvad jeg bruger dem til.

De to gyldne regler er 1) Frys og 2) Frys i små portioner. Og når jeg skriver ‘små’, så mener jeg virkelig små. Jeg fryser typisk i 1-1,5 dl. bægre. (Og hvis det f.eks. er en gryde kødsauce, jeg skal fryse, så laver jeg et eller to bægre, der passer til mad til én dag, og fylder resten i små bægre) Det giver muligheden for at lege fryser-tetris og sætte mad sammen på kryds og tværs, så det både er nemt og varieret.

Hermed lidt eksempler på, hvad man kan bruge resterne til:

Kødsauce:
*Pizzasnegle (bland med tomatpure/ketchup og revet ost)
*Fyldte grønsager, som f.eks. peberfrugt/squash (bland evt. med en rest ris, som suger væsken, og gratiner med en rest ost)
*Madpandekager (bland f.eks. med bønner, en rest ris og lidt revet ost eller feta)
*Som “pizza”-topping på brød, der har brug for lidt førstehjælp for at kunne spises

Creme Fraiche/smøreost/ost/feta/revet ost:
*I tærte
*I suppe
*I boller
*I frikadeller
*I et fad pasta, blandet med en rest kødsauce

Sauce:
*I kartoffelmos, der gerne må smage af noget (f.eks. som låg på noget-med-sauce-i-ovnen)
*Som dressing i en pastasalat (jeg smed en kold rest chilibearnaise i en pastasalat, og det er jeg stadig ikke ovre)
*Blandet i fyldet til fyldte, bagte kartofler

Kød/pålægsrester:
*Ristet på panden med bønner, peberfrugt og lidt løg, og serveret som fyld til mexicansk mad
*Fyld i en frokostsalat
*Fyld i tærte
*Blendet med lidt pesto og derefter tilsat dej til sandwichboller

Ris/pasta/bulgur osv (NB: Jeg har læst et sted, at man ikke må genopvarmet ris. Vi gør det, men jeg disclaimer lige for en sikkerheds skyld)
*Blandet med kødsauce i ting, hvor kødsaucen helst ikke må vande.
*Fyld i salater
*Blandet med den sidste lille rest af aftensmaden, som så kan bruges til madpakke den efterfølgende dag.
*Som suppefyld/topping

Frugtgrød/kompot:
*Som topping på en god chokoladekage (her er det f.eks. smart, hvis man har en måned med mange gæster, at man bager en kæmpekage, og fryser den i stykker, der passer til det antal mennesker, der kommer de respektive dage. En liter is eller to, lidt bærkompot ved siden af, og så har man en virkelig nem dessert, som er lige lækker hver gang)
*Blandet med neutrale surmælksprodukter som mellemmåltid
*Blandet med gryn og mælk til kold havregrød.

Det blev langt! Men jeg håber, det kan bruges, og sidder I derude med flere tips og tricks, så smid dem endelig i kommentarfeltet.

Say do you remember

I lørdags var Anton, som jeg kort fik nævnt i søndagens M2018-indlæg, til opvisning med Taekwondo-holdet på Torvet i Esbjerg. Jeg troede til det sidste, at han ville bakke ud, både fordi midtbyen var et inferno af mennesker og støj, og fordi jeg simpelthen ikke tror, at han var klar over, præcis hvad der skulle ske – og for bare 6 måneder siden, ville det have fået ham til at slå fuld bak. Men da de fik deres que, gik han, lidt forsigtigt, op på scenen sammen med de andre, og viste, hvad de havde lært, alt i mens jeg vrælede i vilden sky bag mine store solbriller. Han er nået så langt.

Bagefter sad vi og kiggede på de mange andre gymnaster og kor, der også lavede opvisning i midtbyen, og jeg kunne pludselig mærke følelsen af melankoli krybe ind i hele kroppen. Synet af de mange unge, der var sammen om noget, fik mig til at savne den tid, hvor det var mig, der løb rundt på torve og scener og festivalpladser, så jeg næsten kunne smage det.

Jeg skal ikke lade som om, jeg er blevet så gammel, at jeg har glemt, hvor svær den periode af mit liv også sommet tider var, men det slog mig virkelig, hvor alvorstungt jeg synes, det er at være Rigtig Voksen.

Alle udfordringer til trods, så var det en fantastisk lomme i tid, hvor man fik lov at være i fællesskaber med andre, der alle var, hvor de var, pga. aktive tilvalg, udsprunget af interesser. At forberede en opvisning, et event eller en uge på festival med mennesker, der alle brændte for det, vi lavede, gjorde den tid til noget særligt, og lige der på Torvet, kunne jeg mærke et svagt ekko af den stemning, der opstod, når vi var på eller afsted, og følelsen af fællesskab, når vi med tømmermænd eller iført gennemsvedt træningstøj betragtede strøget og cafeerne som vores retmæssige ejendom.

Da jeg sad og kiggede på alle de unge, der var igang, kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk ikke kan huske, hvordan man har det sjovt. Sådan rigtig, ægte haha-sjovt. Det er, som om, det ikke rigtig findes i voksenlivet? Eller er det mig, der leder de forkerte steder?

For selvom børnene bliver større, ville det aldrig give det samme at hoppe ind i sammenhænge, bestående af mennesker, der er helt andre steder i livet end mig, og som har tiden til at dedikere sig 100% til deres interesser. Selvom jeg kunne barnepige mig ud af logistikken, ville det f.eks. aldrig blive det samme for mig at søge fællesskaber i fitnesscentre igen, fordi jeg er et andet sted i livet. Træningen udgør kun 50% af det, der gør samværet fedt, og det er de resterende 50%, jeg er vokset fra, både praktisk og mentalt.

Som unge var vi hinandens netværk. Vi var hinandens sociale stimuli, hinandens historier og hinandens livsvidner, både pga. oplevelser, effektuerede timer og alle de op- og nedture, den fase af livet bestod af.

I dag har vi så mange af vores tentakler hæftet på andet og andre, at det intense samvær ikke kan genskabes – og det skal det i virkeligheden nok heller ikke. Det ligger bag os, fordi det forudsætter et bestemt ståsted i livet, med alle de muligheder og begrænser, der kommer med dét.

Normalt er jeg god til at huske, at hvis man fokuserer for meget på det, man har sluppet, så glemmer man at glædes over alt det, man dermed har givet sig selv mulighed for at samle op og holde om, på og ved i stedet, men lige der, på Torvet, en helt almindelig lørdag i september, ville jeg ønske, at det ikke altid behøvede at være enten-eller.

M2018, uge 35

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Været meget tæt på at bestille et zombie-outfit på udsalg til Anton til Halloween, fordi vi alle ved, hvad der sker priserne om en måned. Heldigvis havde de ikke zombiedragten i hans størrelse, for da jeg stod og tømte opvaskemaskinen, kom jeg til at tænke over, om vi egentlig ikke købte noget sort og uhyggeligt sidste år? På hovedet i udklædningskassen, og Lord behold: Halloweenudklædning. I et sjældent anfald af klarsyn, viser det sig endda, at jeg har købt noget kjortel (eller hvad vi nu kalder det, Døden suser rundt i), som man derfor ikke lige vokser ud af. Så tippet her er ikke “Gro en bedre hukommelse” men derimod “Vælg udklædning, der i forvejen stumper/ikke skal passe til et bestemt benlængde”, så man kan genbruge det et par år eller 3.

2)
Vasket hår i ler. Ja. I know. Det lyder mere rabiat, end vi er vante til her på siden. Og ligesom dilemmaet omkring, hvorvidt vi hepper på virksomheder, der reklamerer med deres grønne profiler eller ej, (= tæller det, hvis de kun gør det for at kunne reklamere med det, og dermed skabe øget omsætning/produktion > < det er stadig bedre end dem, der slet intet gør) er her også et af de tiltag, som udspringer af et personligt behov, og ikke et ønske om at passe på naturen. Men hey – to fluer, ikke? Sagen er, at jeg har shampo-issues. Der er INTET system i, hvad mit hår og min hovedbund reagerer negativt på; den ene uge kan jeg KUN bruge Stuhr, ugen efter forvandler det mit hår til hø. Eneste undtagelse er John Masters, men det er ganske enkelt for dyrt til hverdagsbrug. Forsøg med tørshampo og med at skære ned på antallet af vaskedage har ikke fungeret, så indtil nu har løsningen været at køre med 3-4 forskellige shampo-mærker, som jeg så skifter i mellem for at narre mit hår.

Men ovre ved Karoline læste jeg i kommentarsporet om Rasul-ler som jeg først afskrev som for alternativt, men nød lærer som bekendt nøgne katte at spinde, så jeg skimmede lige teksten alligevel. To ting gav mig lyst til at prøve: 1) Prisen og 2) Neohippies forsikringer om, at man efter et par uger kan vaske håret knap så ofte, fordi leret ikke affedter det.

Jeg bestilte med det samme, og har prøvet det i morges, og det var ret nemt at bruge. Jeg prøver det den kommende uge, og giver en tilbagemelding i næste M2018-indlæg.

3)
Haft held til at lokke mine børn til pølsevognen i stedet for på MacD. Det er ikke så tit, vi frekventerer den slags steder – mere pga. holdning end økonomi – men engang imellem giver jeg mig, fordi børnene så utrolig gerne vil. Det er jo ikke fordi, det ernæringsmæssigt er voldsomt meget bedre at spise ved pølsevognen end på MacD, men prisniveauet – i hvert fald her i byen – er et andet, primært fordi der er mulighed for at vælge, hvad/hvor meget man kan spise, i stedet for færdige pakkeløsninger. På MacD vælger de altid et happy meal, som koster 40-45 kr., og særlig Frida kan ikke spise 1/3 af det, der er i. Ved pølsevognen i dag kom jeg af med 50 kr. for mad til dem begge.

4)
spurgt på Janes fb-side efter erfaringer med tøj, der lugter, som man ikke kan vaske/lufte/rodalon’e lugten ud af.

Vi er så heldige at arve en del tøj, og engang i mellem er der noget, der lugter så meget af loft, at jeg ikke kan vaske lugten ud. Jeg vil ikke give mine egne børn tøjet på, og antager derfor, at andre mødre vil have det på nogenlunde samme måde, og derfor sender jeg det ikke videre til genbrug. Men det føles også forkert at stå og smide en stort set ubrugt flyverdragt i skraldespanden. Der blev budt ind med alt fra tykmælk og citron til eddike og brintoverilte, og flere skrev, at man kan aflevere det til de forskellige genbrugsbutikker, som laver tvist og andre fiber-ting af det. Sagen er bare, at der på flere containere her i Esbjerg står, at man frabeder sig tøj, der er “beskidt” eller hullet, så jeg synes, det er svært at blive klog på, hvem der rent faktisk kan anvende det, og hvem der bare skal bruge tid og kræfter på at stå og sortere og smide ud. For slet ikke at snakke om, at lugten også kan smitte af på andet tøj i posen.

Jeg har ikke kunne finde info om lige præcis det her på de respektive organisationers hjemmesider, så lang historie kort: Jeg har skrevet en mail til H&M, Kirkens Korshær, Frelsens Hær og Røde Kors og spurgt.

Jeg giver en tilbagemelding, når jeg hører fra dem.

I spørger, jeg svarer: Hvordan føles det at være alene-mor, når du er sammen med par med børn?

Dette indlæg er det sidste i rækken af svar på jeres spørgsmål. Jeg kan egentlig godt lide den her måde at skrive på, så jeg lader postkassen forblive åben, og I er altid velkomne til at sende spørgsmål denne vej. 

Dagens emne har jeg tænkt meget over, siden jeg fik det, og jeg er ikke sikker på, at jeg er blevet klogere. På en eller anden måde tror jeg, at det er lidt som at spørge enebørn, om de savner søskende. Svaret vil ofte være ‘Ja’ – men det vil være en smule tænkt, fordi de ikke aner, hvad de svarer ja til. 

Jeg har efterhånden lært, at når vi taler om forskelle på at være forældre selv og sammen, så ender dem, jeg taler med, ofte med at sige ting som “Det er nok bare en anden slags udfordringer, vi har”, “Der er jo også nogle ting, du slipper for, fordi du bestemmer det hele selv” eller “Jeg synes faktisk tit, at det er nemmere, når Kurt er ude at rejse, for så er det bare mig og børnene, og så glider det hele meget nemmere”.

Eller “Men der er jo også mange glæder ved at have børn – det er jo ikke kun hårdt det hele, haha”

Den slags kommentarer skal jeg være ærlig at sige irriterer mig. Og ikke pga. indholdet, men fordi det altid – uden undtagelse –  er de andre, der starter debatten. Jeg tror, hånden på hjertet, aldrig, at jeg har startet en sammenligningsdialog af forældreopgaven op, ganske enkelt fordi (og det her får lige sin egen linje):

Det. Er. Ikke. Synd. For. Mig. 

Det er det virkelig ikke. Jeg tænker mange gange dagligt på, at jeg er så sygt taknemmelig over at leve i en del af verden i en tid, hvor det faktisk er muligt at få og have børn, selvom man er alene. 

Men hvis præmissen for dialogen er, at vi taler om de dele af forældreskabet, som kan trække tænder ud, og som man kan blive frygtelig ked af og frustreret over, så vil det jo af gode grunde også være der, fokus er. 

Når det er sagt, er det som at sammenligne æbler og pærer. Vi har alle livsbetingelser, som gør det umuligt at sammenligne (oplevelsen af) forældreopgaven. Er det hårdere at være alene, end at være sammen med en mand, der tæsker dig, eller sidder i fængsel? Er en syg bedsteforældre på den ene siden af ligningen sværere, end en bedstemor, der bor i Sverige på den anden? Er det nemmere at være den eneste, der bestemmer, hvor skabet skal stå, end at gå på kompromis med sine værdier som menneske?

Netværk, helbred, hvad for et barn du får, hvilke forcer og udfordringer, det har, hvordan søskendekonstellationen er, din jobsituation, din økonomi, din fortid, din trivsel på din arbejdsplads, osv. osv; alt sammen er faktorer i, hvordan livet og dermed forældreskabet opleves som helhed, og derfor bliver disse for mig usammenlignelige.

Og min fornemmelse er, at din egen mentale stamina og indstilling har umådelig meget at sige. 

Men tror jeg, at jeg har mere arbejde, sådan helt lavpraktisk, ud af at være alene med mine børn, frem for, hvis vi havde været to? Ja. Uden tvivl. Også selvom det føles som om, at Peter aldrig hjælper til derhjemme, for hvis man som familie f.eks. har valgt at prioritere Peters karriere, så er der tale om en arbejdsfordeling eller nogle værdier, man som par og familie har valgt at sætte øverst – og som man kan vælge at ændre på, hvis én af parterne ikke trives. Med to indkomster vil der være nogle ting, man kan betale sig fra, og gået på klingen viser det sig også ofte, at bemeldte Peter står for bilen og haven eller er den, der har sat sig tilbundsgående ind i Minecraft og Fortnite. 

Det er lidt som at sammenligne to lagkager, hvor det er flødeskummet man sammenligner, men hvor forskellen ligger i størrelsen på bunden.

Så når jeg er sammen med par, der har børn, tænker jeg ikke, at alting for dem er en sejltur på en solbeskinnet sø uden en krusning på vandet. Så heldige er der ingen, der er. Og jeg sidder ikke og himler mentalt med øjnene over det, hvis den ene af dem synes, at noget er svært eller hårdt, netop fordi jeg er så bevidst om, at forældreskabets glæder og udfordringer er usammenlignelige, fra én familie til en anden. 

(Når det er sagt, må jeg dog lige tage en tår af min kaffe, hvis der opstår ophedede diskutioner om, hvis tur det er til at skifte en lorteble. Bedre menneske er jeg trods alt ikke.)

Når jeg er sammen med familier, som er dobbelt så mange voksne som mig, så tror jeg egentlig, at det, jeg bliver misundelig på, er tiden de har. At være to om alt det praktiske giver – i hvert fald i teorien – en mulighed for at få frigivet tid, hvor man kan være sammen med sine børn, uden at skulle andet. Det giver mulighed for at lade dem blive hjemme fra ting, som de givetvis ikke finder særlig inspirerende at være med til, og det giver mulighed for at gøre noget med dem hver for sig. Det kan jeg godt savne.

Også selvom jeg i hjertet føler, at vores måde at være familie på, på den lange bane komme til at give mine børn noget andet, som er lige så godt. 

M2018, uge 34

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
På min venindes opfordring prøvet at fryse de bager-rundstykker, vi havde i overskud fra en fællesmorgenmad. Nogle af dem var skåret over, andre var ikke. Jeg tog dem op i morges, lod dem ligge på køkkenbordet en halv times tid, og gav dem små 10 minutter i ovnen; de var længder bedre end de frosne bake off’s, vi ellers har kørt med til fødselsdage. Der er hermed belæg for fremover at holde øje med, om der er 10-for-et-eller-andet, når vi en sjælden gang køber hos bageren, fordi de overskydende pludselig kan bruges til noget. (Hvis nogen har tænkt sig at kopiere ideen, var det faktisk de præ-overskårne, der blev bedst; de var gennemvarme, men stadig uden at blive hidsige i krummen udenpå.)

2)
Foretaget et lille skifte, som afgjort hører til i småtingsafdelingen, men som jeg alligevel godt kan lide tanken om: Jeg har gravet mine små, almindelige teskeer frem fra bagerst i skuffen, og har konsekvent brugt dem, når jeg har sat marmelade, rosiner, kaffe osv. på bordet.

Jeg har i årevis kørt med sådan en et-sted-mellem-teske-og-spiseske-model fra Ikea, fordi jeg synes, de er rare at spise yoghurt osv. med, og så er det bare endt med, at det kun er dem, jeg har brugt.

Den er i familie med tricket med at spise af mindre tallerkener, og selvom det måske kun er et glas marmelade, en pakke rosiner og et enkelt glas Nescafe, der kan spares på et år, så giver det stadig mening for mig, at vi, som livsfilosofi, bliver bedre til at tage, hvad vi skal bruge, og ikke bare hvad vi kan.

3)
Glædet mig over, at jeg her – 6 dage før d. 31.- kan se, at det lykkes mig at få os igennem denne måned med flyvende faner på et rådighedsbeløb på 2800 kroner til ALT.

Jeg har suppleret med salg af børnetøj osv. og jeg har i denne måned gjort en ekstra stor indsats for at komme af med ting, jeg normalt ville have sendt videre i rotation, og takket være de ekstra penge, står der stadig 500 kroner på lønkontoen, og vi har købt ind til den kommende uge.

De 2800 (plus salg) har jeg fået til at dække: Mad, husholdningsartikler, 3 x kalendergaver, 1 vinterjakke (LEGO Wear) til Frida, et par sko (Ecco) til Frida samt benzin til bilen, og hvis ikke der står en barbershop-kvartet klar, når jeg slår øjnene op fredag d. 31. som med sang og lovprisning hylder min indsats, mens de hænger medaljer om halsen på mig, og strøer rosenblade for mine fødder, bliver jeg sur.

Modsat tidligere i dette forløb, hvor jeg i måneder som denne, bare pelsede ALLE skabe for ALT, har jeg nu lært, at det ikke hjælper ret meget at lave en Glistrup, for det betyder bare, at næste måned bliver ligeså styg. Derfor har jeg været ret opmærksom på at at restock’e, når jeg har taget den sidste af et eller andet, så der er stadig tandpasta, hakkede tomater og vådservietter i skabene, og masser af mad i fryseren.

Som et slags PS synes jeg faktisk sjældent, at det er maden, der er udfordringen, når man er presset økonomisk. Jeg kan lave 500 retter, som smager fint og koster tæt-på-ingenting; for mig er det alt det uden om, som er svært. Sygdom, der kræver penicillin, gaver, sko, der pludselig er for små osv; udgifter, som kommer så løbende, at de er tæt på at være faste, men som alligevel ikke er der så ofte, at de er en del af det almindelige husholdningsbudget. Med et rådighedsbeløb på ca. 750 kroner pr. uge, inkl. benzin, som det har været tilfældet i denne måned, kan antihistamin til 70 kroner og en gave til 100 kr. godt mærkes.

Så med fare for at jinxe det hele, her 2 meter før målstregen, har jeg det lidt, som om jeg har vundet over august.

Sæd, æg og forskelle

Jeg er med i en gruppe på fb for mennesker, der er donorer, donorbørn eller har/gerne vil have børn alene.

Med snart 8 års jubilæum som selvvalgt alenemor, er det efterhånden ikke mange dilemmaer om denne måde at få børn på, jeg ikke er stødt på, for længst har forholdt mig til, og gjort med mig selv, hvad jeg mener om. 

Men for et par dage siden var der en kvinde, der lagde dette spørgsmål op: 

“Jeg venter barn nr 2, og har befrugtede æg liggende, som jeg ikke kommer til at bruge. Har det skidt med blot at lade dem kassere, men har samtidig svært ved at forene mig ved tanken om at de bliver givet videre, da evt børn kommer til at være 100% søskende til mine. Hvad ville i gøre?”

Det blev jeg øjeblikkeligt fanget af, for det har jeg aldrig tænkt over, og jeg sprang lige i kommentarfeltet for at se, hvad andre, der måske havde stået i lignende situationer, havde valgt at gøre. 

Et par kommentarer nede lå den her :

“Interessant at man vil modtage sæd, men ikke selv vil give videre”

Først blev jeg sådan lidt ‘ok, når passivt-aggressive kommentarer bliver en OL-disciplin, glæder det mig da at se, at vi kan få Danmark repræsenteret’.

Men så kom jeg til at tænke over det, og for første gang i mange år ved jeg faktisk ikke, hvad jeg synes. 

Når vi ellers taler om donation af organer, er jeg ret klar på, hvad min holdning er: Hvis du vil have, må du være villig til at give. Eneste undtagelse er, hvis du har en religion, hvor du skal ankomme til næste station i ét stykke (omend jeg ville være lidt forbeholden ift. at lægge min evighedsskæbne i hænderne på en gud, der ikke støtter op om, at vi skal redde liv, når vi kan) eller hvis de efterladte ikke kan være i sig selv over, at nogen skal skære i den elskede, de har mistet. De skal leve videre med sorgen og tankerne, og derfor synes jeg, at man er nødt til at respektere deres ønsker, rationale eller ej.

Men jeg mærker slet ikke samme afklarethed ift. ovenstående dilemma. Nu er der godt nok, i den konkrete situation, tale om noget, der ligger lidt ud over at donere hhv. sæd eller æg, fordi der her er et samlet produkt, der skal tages stilling til, men hvis jeg tænker på det, sådan principielt, kan jeg mærke, at jeg helt instinktivt synes, at der er forskel på at donere sæd og æg. Men jeg kan ikke finde ud af, hvorfor jeg har det sådan. 

Umiddelbart har jeg lyst til at sige, at det handler om forskel på graden af .. tilknytning, tror jeg? Af antal? 1-2 æg kontra 60 millioner sædceller. Men det giver jo ikke ret meget mening, for hvis den holdning stod til troende, ville jeg vel også synes, at et barn var mere kvindens ‘produkt’ end mandens, og det synes jeg ikke. 

Så spekulerede jeg på, om det handler om tilvejebringelsen af hhv. sæd og æg. Uden at fornærme nogen eller synke ned på rendestensniveau, kan vi vist godt være enige om, at der er betydelig forskel på både indsats og fornøjelse hos hhv. mandlige og kvindelige donorer. Men da jeg ikke er katolik, tror jeg heller ikke, at det er forklaringen.

Nu har jeg tænkt over det er par dage, og jeg er ikke kommet det nærmere, så jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre, hvad I synes.

Hvad mener vi her?

I spørger, jeg svarer: Hvad er målet, når dine lån er betalt ud?

Inden jeg tager hul på dagens tekst, bliver jeg bare nødt til at sige, at jeg simpelthen blev så rørt over jeres kommentarer og tilbud om gaver til det sidste indlæg. Først gik jeg, hvis jeg skal være ærlig, lidt i panik, fordi jeg blev bange for, at mine ord kom til at lyde som tiggeri. Men efter at have genlæst mit indlæg ca. 600 gange, nåede jeg frem til, at mennesker sgu bare somme tider er virkelig fantastiske, og tusind tak for det!!

 

Dagens indlæg er det andet-sidste i den her kategori, og er svar på en mail, der kom til mig for en måneds tid siden. Lise skrev:

Hvilke planer/drømme har du for de midler der til sin tid bliver frigjort når du er færdig med at afbetale din gæld?  Vi der følger dig og er glade for minimalisme-indlæggene er jo alle sammen enige om at det er godt at være gældfri, men hvad skal den frihed omsættes til? Eller skal den omsættes til noget? Jeg spørger vel på sæt og vis både meget konkret (glæder du dig til at kunne spare op til børnenes efterskole/den store rejse til Japan/købe den allerbedste pastamaskine) og meget abstrakt (hvad er frihed når vi er bundet af vores ansvar for både os selv og de skrubbelure-unger vi har sat i verden? Hvilken betydning har økonomisk frihed?)

Jeg elsker det spørgsmål, fordi det åbner hele verden, og fordi det løfter perspektivet ift. at det her (forhåbentlig!) ikke skal være den evige spareøvelse, men også en dag får et fokus, der giver energi og ikke bare sluger den.

Først og allerfremmest er målet ikke at være bange mere. Jeg er. så. træt. af at bekymre mig om penge – ikke mindst fordi, jeg har levet længe nok til at vide, at der er udfordringer af langt mere alvorlig karakter, som jeg er velsignet fri for. Pengeproblemer er irriterende på samme måde som overvægt og forhold til forkerte mænd: Man ved, at problemerne er selvskabte, og ikke behøvede at være der. Det giver sådan en slags stress-i-anden, fordi man både bøvler med de praktiske konsekvenser af sine dårlige valg, og samtidig også flittigt slår sig selv i hovedet med at stå, hvor man står. Al den gode energi, der løber ned i dét afløb, glæder jeg mig usigeligt til at få igen. 

Jeg glæder mig også til ikke hele tiden at være bange for, at min bil går i stykker, eller at dem i huset, der ikke er omfattet af skoletandplejen, knækker en tand.

Jeg glæder mig til igen at stå et sted, hvor jeg har valg, og ikke altid bare må gå med det-for-nuværende eneste alternativ.

Og så glæder jeg mig til ikke hele tiden at stresse over tolkemarkedet og den ud- eller afvikling, der foregår lige nu, fordi det helt udelukket at stå uden arbejde. Jeg elsker stadig at være tolk, og jeg kan stadig ikke forestille mig et andet job, jeg ville trives i, som jeg gør i dette, men det er et job med stor usikkerhed pga. udbudsrunder, priskrig og nedslidning, og bådene, jeg gennem tiden har siddet i, er flere gange kæntret. Indtil nu har jeg været heldig ift. hvem, der er kommet sejlende forbi, men det er desværre ikke utænkeligt, at vi en dag ender med, at de eneste tilbageværende arbejdsgivere tilbyder arbejde under vilkår, som jeg hverken kan eller vil leve med. Skete det nu, ville valget stå imellem at gå på kompromis med alt, hvad jeg er som menneske, eller tage et job ved kassen i Netto, fordi det tager tid at finde en stilling, der passer til én, der er uddannet så smalt, som jeg trods alt er.

Og hele det tankemylder glæder jeg mig til at slippe for at have i hovedet.

Men når jeg får mig selv tænkt allerlængst ned i et hul, så er det skønt med et spørgsmål som det her, fordi det minder mig om, at om 3 år er mine penge mine. Og dermed bliver alle valg også mine. Så kan jeg pludselig trække vejret igen. Det kræver fuld koncentration og det kræver held at nå i mål – men sammenholdt med de 12 år, jeg har betalt af, er det trods alt en overskuelig tidshorisont, og yes we can. 

Når den tid kommer, har jeg svært ved at forestille mig, at de frigivne midler kommer til at gå til pastamaskiner og guldbelagte armaturer. Efter dette år, hvor der er sket virkelig meget inde i hovedet på mig ift. forbrug, miljø og besparelser, kan jeg simpelthen ikke se mig selv gå tilbage til det sted, hvor jeg køber ting, jeg ikke har brug for, og skal finde plads til dem i et hjem, jeg har brugt mange timer på at gøre u-fyldt og overskueligt.

Jeg tænker meget over, at jeg, når det nu skal være, faktisk har været ufortjent heldig, at det falder sådan ud, at jeg er færdig med at betale af på min gæld, inden Frida starter i skole. Lige nu opdager børnene intet; deres fokus er helt andre steder. Ingen af dem opdager, at kalendergaverne er second hand, eller at mor sjældent køber andet end en kop kaffe, når vi ‘spiser’ ude – men det gør de om 3 år. Lige nu ville de ikke opdage det, hvis ‘Adidas’-skoene havde 4 striber, eller Capri Sun juicen hedder Cupri San – men om 3 år begynder de at have en holdning til, hvad de gerne vil have på, hvad de kan lide, og hvad vi skal gøre sammen, og tanken om, at det til den tid forhåbentlig er mulig at imødekomme dem, er meget, meget rar. 

Min store drøm er at tage dem begge to med til USA 3-4 måneder, og køre Guds Eget Land i stykker. Lige nu ville jeg hellere brække armen 3 steder end at tage på ferie i et fremmedsproget land med mig selv som eneste voksne indslag, men på den helt lange bane er dét drømmen. Mit håb er at jeg, når bilen er betalt ud, kan holde den sammen med hæfteplaster og papirclips 1 år mere, og spare en stor bid af de frigivne midler op, for jeg trænger sådan til at vide, at jeg har en buffer. Når dén er etableret, hedder det opsparing, og lige nu vil det være til en rejse til USA.

Drømme skifter og udvikler sig, og ingen ved, hvor livet tager os hen, men hvis jeg ikke begynder at spare op til det, kommer det i hvert fald ikke til at ske, og selvom vi ender med at konvertere drømmen til én med et andet indhold, vil pengene stadig give os muligheden for at gøre noget sammen, som vi kan tage med os mange år ind i fremtiden, og langt forbi det sted, hvor pastamaskiner og armaturer for længst ville have givet op.

M2018, uge 33

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1.
Brugt 3 aftener på at finde en brugt vinterjakke og et par brugte sko til Frida.

I den bedste af alle verdener købte jeg nye sko til hende (jakker er jeg mere loose med), men – med fare for at gentage mig selv – vi er pressede pt. Jeg diskuterede lidt frem og tilbage med mig selv og nåede frem til, at jeg hellere vil have sko i en ordentlig kvalitet og leve med, at de er let brugte, end at købe billige, syntetiske sko – som stadig vil være dyrere. Jeg kiggede på kurven med ting, jeg selv har sat til salg, som også indeholder sko i varierende grad af brugt, men nogle par er brugt max. 10 gange, og andre er mærket ikke engang klippet af. Fejlkøb, gaver og perioder, hvor børnene vokser gennem 2 størrelser på 2 måneder. Jeg konkluderede, at det samme måtte ske i andre børnefamilier, og gik i gang fra en ende af. (Her må jeg så lige indskyde, at jeg igen forbløffes over, hvad nogle mennesker mener, de kan få for noget, der ret beset er affald) MEN: Efter mange timers intensiv jagt, fandt jeg et par næsten nye Ecco til 100 kroner, og en meget-lidt-brugt LEGO jakke til 100 kroner. Nu er vi fri for at skulle bruge penge på dét, når vi får børnepenge næste gang, hvilket betyder, at der kan flyttes penge over i julepuljen.

2.
Speaking of jul: Begyndt at spekulere på, hvad jeg skal finde på til kalendergaver. Der er bare ret mange penge at spare, hvis man køber på bud, eller har tid til at finde noget ordentligt brugt. Sidste år købte jeg 4 Flunkerne-bøger brugt, som Frida fik hver søndag, sammen med en anden lille ting (vi kører adventsgaver), og de er læst ca. 1 million gange siden. Hvis nogen har gode ideer (ud over klassikerne med at give noget, de alligevel mangler) så hold jer endelig ikke tilbage i kommentarfeltet.

3.
Solgt brugte ting og tøj for 300 kr, hvilket betyder, at jeg – når portoen kommer oveni sko og jakke – faktisk har et nulsumsregnskab kørende.

4.
Færdigbrugt et par flasker med forskellige rengøringsmidler, hvilket bringer mig tættere på mit mål om at reducere kassen med diverse rengøringsremedier væsentligt. Jeg har læst lidt på det, og flere steder nævnes det, at man faktisk kan nøjes med 3-4 stykker. Jeg kommer måske ikke helt så langt ned, men ligesom med bodylotion/ansigtscreme-eksperimentet, kan jeg godt lide tanken om, at det samme produkt kan bruges til flere formål, så man både har et bedre flow i sine ting, og et bedre overblik over, hvad man har/mangler.

5.
Taget hul på noget, jeg har danset rundt om et par måneder, nemlig at træne herhjemme. Jeg har altid HADET hjemmetræning, fordi jeg synes, man får tingene blandet sammen. Det hører med til historien, at jeg meget hurtigt synes, at jeg ikke træner nok, så jeg har måske også været lidt afmålt ift. at forvandle mit hjem til et mini-fitnesscenter: Hvis jeg hele tiden har muligheden, synes jeg også hele tiden, at jeg burde. Det er svært at forklare, men jeg føler aldrig helt, at jeg har fri. Og hvis mit mentale helbred skal bevares, bare nogenlunde, så er jeg nødt til at have mine aftener fri. Ellers bliver jeg sur og tosset, og ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Men jeg savner at træne, og der er bare ikke penge til et medlemskab i et fitnesscenter lige nu, så jeg har sat mig ned, og prøvet at skrive alle de punkter ned, som står i vejen for at træne hjemme; helt ned til “jeg synes, det er irriterede at tage stilling til, om jeg skal have træningssko på indenfor”. Da jeg havde skrevet listen, gennemgik jeg punkterne og besluttede, hvordan de kunne løses.

I sidste måned fandt jeg lidt flere håndvægte til samlingen på Tradono, jeg har lavet et program, der er kort men hårdt, og nu tester jeg frem til jul. Hvis jeg stadig hader det, når jeg står og sveder ved siden af juletræet, men har fundet tiden til det, må jeg prøve at kigge på, om jeg ikke på en eller anden måde kan stampe penge op ad jorden til et medlemskab i et fitnesscenter. Har jeg ikke fundet tiden til det, ville jeg heller ikke have haft den i et center, og så er det under alle omstændigheder spild af penge, og skulle det utrolige være sket – at jeg er kommet til at holde af det – kan pengene bruges på noget andet.