Mens vi venter på noget, ingen ved, hvad er

Da jeg forleden hørte det nyeste afsnit af My Favorite Murder, sagde den ene af værterne under introen, at hun var træt af, at de efterhånden kun snakkede om anbefalinger af andre podcasts og af dokumentarer på Netflix. “I hate it – but it’s like.. we have nothing left to give to you”. Den følte jeg helt ned i fødderne. For jeg har det på samme måde. Jeg har sådan lyst til at skrive, og det kribler i både mine fingre og ord-centeret i min hjerne – men der. sker. ingenting. Langt de fleste af mine blogindlæg bliver til, fordi jeg ude i verden støder på noget, der sætter tankerne igang, og uden den ydre stimuli, er der bare længere imellem de små stød, hvor jeg med det sammme kan mærke, at der er noget, jeg har lyst til at dykke ned i.

Det føles som at være på barsel eller som de dage mellem jul og nytår, hvor tiden flyder sammen, verden er sat på hold, og det er Groiundhog day, hver eneste gang man vågner. Og hvor de ting, man har på to-do’en på magisk vis tilpasser sig den tid, man har til rådighed, så man næsten synes, man har haft travlt, når man har fået lavet en test, handlet og været ude at gå, selvom man normalt også har et fuldtidsarbejde og et socialt liv most ind i det samme antal timer.

Tankerne er lavet af røg, som opløses i vinden, inden man når tænke dem til ende, og alt føles både akut og i dvale på én og samme tid. 

Men når alt det er sagt, så skal jeg love for, at det er nemmere at være hjemsendt, når solen skinner og dagene er fulde af lys. At være færdig med værelserne har løftet 10.000 kg af mine skuldre, og jeg har nu rettet blikket mod haven. Bænken derude er vasket af, og jeg har haft et par håndværkere forbi, som skal give en pris på, hvad det vil koste at få lavet fliser i forhaven.

Jeg har kigget lidt efter en ny dug til trampolinen, men det ser ud til, at de i år er svære at få fingrene i, fordi alle har vekslet turen til Mallorca til en nedgravet Berg, så det ender nok med, at vi med en kombination af bønner og trusler vrider en sæson mere ud af den, vi har. 

Og endelig begynder jeg så småt at gøre klar til, at Frida om en måneds tid skal starte i skole, og at min tidsbegrænsede ansættelse udløber d. 31.05.

Midt i alt det ingenting, rører jeg lidt i gryden, der er bloggen her, fordi alt for lange pauser har gennem tiden taget livet af bedre blogs end denne.

Der er skruet ned – men jeg går ingen steder.

M2021, uge 8, værelsesedition

Jeg er 3 billeder og en lampe fra at være færdig med værelserne, og er derfor allerede nået det punkt, hvor jeg nærmest ikke forstår, at jeg var så presset. Det er ufatteligt. Men værelserne er simpelthen blevet så gode, og så føles det som om, det var gråd og tænders gnidsel værd.

Egentlig var jeg begyndt at skrive det her indlæg onsdag, men mens jeg skrev, gik det op for mig, at det måske passer bedre med M2021-temaet, fordi jeg har forsøgt at genbruge, upcyckle og spare hele vejen igennem projektet. 

Da jeg samtidig prøver at holde mig for øje, at de ting, jeg skriver herinde skal være relevante for jer, har jeg valgt at konvertere indlægget til et tidligt M2021-indlæg. På den måde er der kun ét indlæg, man skal springe over, hvis man ikke overvejer at lave om, male glimmervægge eller på anden måde møfle rundt i sit hjem.

Det bliver lidt langt, og jeg er oprigtigt i tvivl om, hvordan jeg gør det overskueligt, men jeg har valgt, at jeg først laver en beskrivelse af, hvad jeg har gjort ved de enkelte rum, herefter laver en ‘hvad har jeg gjort mig af erfaringer’-passage, og til slut smider jeg en håndfuld anbefalinger af podcasts ind, som jeg har haft i ørerne undervejs. 

Der er NUL sure miner, hvis man hopper det her indlæg over. Hvis det er tilfældet: Møs, god weekend og vi ses i næste uge.

____________________

Fridas værelse: (2,50m x 3,10m)

Planen:

Jeg havde planlagt, at Frida skulle have den ene halvdel af min gamle seng, at hun skulle beholde det meget fine skrivebord, jeg fik lavet til Anton (af pladen fra mit gamle, massive spisebord) og at det store skab, der i forvejen stod i rummet skulle ud. Herefter ville jeg finde et mindre skab til tøj, og undervejs se, hvad muligheder jeg havde ift. ophæng af tøj (= Barnet Med De Tusind Kjoler).

Eksekveret virkelighed:

Sengen fik hun som planlagt, og skrivebordet ligeså, men da jeg gik igang med soveværelset, kunne jeg pludselig se, at min futon, som jeg havde planlagt skulles stå på tværs, var nødt til at stå på langs. Vi er nogle, der er så lidt matematiske, at det først er, når vi står med brede ting og smalle rum, at vi kommer i tanke om, at diagonalmålet altid er længere end længdemålet. Dét betød, at der ikke var plads til det store skab fra Fridas værelse i soveværelset, som jeg ellers havde planlagt.

Enden på det blev, at Frida beholdt det store skab, og at jeg så i stedet købte en smal rumdeler-reol til det legetøj, jeg havde tænkt skulle opbevares på hendes lave træreol. Hun har fået en ny lampe, et par nye billeder og hendes sengetæppe bliver syet af det, jeg før havde på min dobbeltseng.

Mit soveværelse: (2,0m x 3,10m)

Planen:

Futon på tværs, stort skab op ad væggen og væk med døren.

Eksekveret virkelighed:

Futon på langs, den lille rumdeler fra stuen ind i hjørnet, Fridas reol ud i stuen i stedet for rumdeleren, beholde det lille skab, som egentlig er til badeværelset, bag døren – som jeg så til gengæld kunne beholde. 

Jeg har købt tre nye lamper (2 nye fra hhv. Netto og Lidl, samt 1 brugt), 2 nye billeder, et sengetæppe (brugt) og kasser til rumdeleren.

Og jeg bliver bare lige nødt til at skrige min begejstring over futonen ud: Man ligger FULDSTÆNDIG formidabelt på den. Den kommer ikke til at blive slået op til sofa, som ellers var planen, men det betyder ikke noget, fordi den nu står på langs, og der ikke er et kæmpe skab, jeg skal rundt om.

Antons værelse: (2,60 x 4,25m)

Planen:

Halvdelen af min seng, noget reol af en slags, poser med lego og kasser med sværd op ad væggen. 

Jeg har med vilje valgt, at Anton lige nu ikke skal have et skrivebord. Han har brugt det gamle cirka 4 gange siden vi flyttede herud, så det eneste, han reelt brugte det til, var rod. Jeg har planlagt indretningen af det nye værelse, så vi kan sætte et skrivebord op derinde uden at skulle skille alting ad, men jeg har været ret optaget af, at værelserne skal indrettes til det, de reelt bliver brugt til, og ikke ud fra en stereotyp forestilling om, hvad man skal have på et værelse.

Eksekveret virkelighed:

Min seng som planlagt, en rumdeler med 6 rum til rod legetøj, kasser med sværd op ad væggen, mens de 3 poser lego er erstattet med en puf med opbevaringsplads. Han har fået en ny lampe, et sengetæppe (brugt) og genforelsket sig i sine gamle Marvel-billeder, som jeg heldigvis havde gemt, så de er kommet på væggene igen. Da han ikke har et skrivebord, har jeg fået min far til at save en af mine gamle hylder over, så han nu har to trekantede hylder i hjørnet i stedet til hhv. radio og Harry Potterlampe.

Så altså:

Skabene blev i de rum, de oprindeligt stod, soveværelsesdøren blev hængende, det kostede en ny reol til både Anton og Frida, og jeg har byttet om på reolen og rumdeleren i stuen. 

Hvad har jeg lært/er jeg blevet bekræftet i:

*Det er ubetinget bedst at vente med at købe ting, til man kan se, hvad man skal bruge. Det lyder utrolig oplagt, men det er ikke desto mindre svært for mig at holde ved, fordi jeg arbejder imod min egen personlighed. Jeg ville helst have fundet og bestilt det hele på forhånd, så tempoet kunne sættes op, men i det her har jeg måtte ændre på den oprindelige plan hundrede gange, og det har understreget, hvor vigtigt det er at holde hestene. Det havde SATME været surt at stå med et nyt, unødvendigt skab til Fridas værelse, eller at have solgt det, jeg endte med at bruge. 

*At nogle ting er gode at gemme, mens andre bare skal videre. I det her har det været ret tydeligt, at alt, hvad der kan bruges til opbevaring er smart at have. Jeg har gennem tiden købt utrolig mange gennemsigtige plastikkasser, og kønne er de ikke. Men jeg hentede dem ned fra loftet, da jeg startede, og de var guld værd, fordi jeg kunne samle de ting, jeg hev ud fra værelserne i dem, og stadig have et nogenlunde overblik over, hvor alting var. Et par stykker af dem er i brug igen, mens resten er sat tilbage på loftet.

Alle mine filtkasser, rumdelerkasser osv, sørger jeg også for at gemme, fordi de bare er virkelig gode at have. Vores skabe er f.eks. ret dybe, og det betyder, at hylderne lynhurtigt bliver rodede, og at man ikke rigtigt får udnyttet pladsen inde bag ved. Det kan man med kasser og kurve. Jeg har f.eks. alt sommertøj til at ligge i filtkasser, som så står på tværs inde bag tøjet, vi bruger nu, og får jeg brug for en filtkasse et andet sted i huset, kan sommertøjet lægges i gennemsigtige poser, og forblive i skabet. Mine kasser lever et vildt normadeliv, fordi de hele tiden gør det muligt at flytte rundt på tingene, så disse er, hvor jeg skal bruge dem nu, og ikke, hvor det var smart, de lå, for 4 måneder siden. 

Hylder gemmer jeg, for de er virkelig rare at have, når man pludselig står og mangler dem. Jeg opbevarer dem i bunden af de skabe, de tilhører, fordi de på den måde kun optager et par centimeter, og jeg samtidig ved, hvor de er. Træhylder fra mine vægge, har jeg under min sofa og i kasser i bryggerset, sammen med de hyldeknægte, jeg har skruet af. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg efterhånden har hevet en hylde frem, som pludselig came in handy, og træ er sgu dyrt.

Billeder og rammer gemmer jeg også, men har tyndet lidt ud i dem denne gang, og så har jeg samlet dem alle i én kasse, så jeg ved, hvor de er, og hvilke størrelser, jeg har.

*Til gengæld har jeg solgt de ting/møbler, vi ikke har i spil lige nu, simpelthen fordi jeg ikke gider flytte rundt på dem. Mit kæmpespejl, som jeg ellers virkelig elsker, må videre, min pyntestige er hentet, ligesom det ene sengebord også er flyttet hjemmefra.

*Jeg har foræret en kæmpe kasse spil til børnehaven (jeg sætter ild til mig selv, hvis nogen skriver noget om corona, for selvfølgelig har jeg taget alle forholdsregler), som også har fået min gamle flyverdragt (hedder det kedeldragt til voksne?), som jeg købte, da jeg tolkede udenfor en hel vinter i permafrost, men som jeg ikke har brugt siden. Jeg har sorteret groft i arvetøj og legetøj, og jeg føler ikke, at det ville være mærkeligt at invitere folkene på genbrugsstationen med til housewarming, når vi må igen.

Glimmervæggen

Sidste lille bid om værelserne bliver om glimmervæggen, som er det eneste, jeg ikke er 100% tilfreds med. Jeg har snakket med hele 3 malere undervejs, og jeg er bare nødt til at sige, at glimmervægge er det vilde vesten, hvor alle *mener* noget, men ingen rigtig *ved* noget.

Mit første forsøg var en grå regnbueglimmer i pulverform. Farven på malingen kan I se ovenfor, og enten 1) fik jeg tilsat for meget glimmer 2) var glimmeren for mørk ift. malingen 3) fik jeg ikke rørt det godt nok op 4) malede jeg med for høj glans (glans 10) eller 5) var malingen af for god kvalitet. Alle bud er fremsat af fagfolk, så bare tag det, du føler giver mest mening. 

Men resultatet blev lortlortlort. Der var mørke skygger overalt på væggen, hvor for meget glimmer havde samlet sig, og det så virkelig træls ud. Jeg malede det over, og lærte i den forbindelse, at det trods alt ER smart at købe glimmer, der er beregnet til maling, for én overmaling var faktisk nok til at dække glimmeret under. I andet forsøg tilsatte jeg hvid glimmer i pulverform til malingen, og på plussiden er væggen ikke længere skjoldet, og glimmeret, som jeg denne gang rørte i med min håndmixer, er langt bedre fordelt. Og måske kan man se det mere tydeligt, når det ikke hele tiden er tåget og overskyet, men jeg synes simpelthen, at det er for svært at se.

Konklusionen er, at resultatet bliver bedst, hvis man tilsætter glimmer til mørkere farver, fordi du så ikke får skygger de steder, hvor glimmeren samler sig lidt. Uanset hvad, skal du være obs på at få rørt helt tosset, og billig maling med lav glans, vil formentlig give det bedste resultat.

____________________

Spørg løs, hvis der er noget, der er uklart, og ellers slutter vi bare med lidt godt til ørerne: 

Bandeland, 2. sæson

Det piner mig, at det er Ekstra Bladet, der står bag den her, for den er FANDME god. Fokus er på de nyere bander (Brothas og LTF), og det er et fascinerende indblik i en verden, de færreste af os kender ret meget til. Den er godt fortalt, og jeg kan kun anbefale, at man kaster sig over den, hvis man har den til gode. 

Welcome to your fantasy (OBS: Kun på Spotify)

Historien om Chippendales, som er væsentlig mere bims, end man lige tror. Der er ikke lagt mange afsnit ud endnu, men det er Pineapple Studios, der producerer, og de plejer at være garanter for kvalitet. Det, jeg indtil videre har hørt, har været godt.

Morbid

True crime, og min nye andenplads i genren. De to værter er halvsøstre, og den ene er frisør, mens den anden arbejder i et lighus. Lyden er træls på de første episoder, men det fungerer ret godt, at de kender hinanden så indgående, og de er (det meste af tiden) gode til at holde sig til historien, de fortæller.

Unraveled:

MFM-darlingen Billy Jensen (den ene halvdel af Murder Squat) og en kvindelig graverjournalist har kastet sig over sagen om The Long Island Serial Killer, som stadig er uopklaret. Sagen er speciel, fordi der er en meget fremherskende teori om, at det er den tidligere politichef, der står bag mordene, så der er sølvpapirshatte og mørklægninger til højre og venstre. Der er udgivet 5 episoder, og jeg synes, jeg et sted har læst, at der kommer 8 i alt.

____________________

God weekend til jer, når I når så langt.

M2021, uge 7

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Meldt mig ind i et par forskellige grupper på FB, hvor man kan forære ting væk. Mange af tingene kunne sagtens sælges, og Hjemsendelse Vol. II betyder, at vi godt kunne bruge pengene. Men lige nu er min mentale sundhed det vigtigste, og jeg er nødt til at prioritere at blive færdig med projektet herhjemme, for ellers brækker jeg midt over. Derfor har det primært handlet om at få ting, vi ikke længere skal bruge, ud ad døren. 

Til gengæld har jeg sat to regler for mig selv: Jeg sætter tid på, hvornår tingene skal være afhentede, og bliver de ikke det, går buddet videre til den næste i køen. Jeg blokerer folk præventivt, fordi jeg ikke gider bruge tid på at skændes med fremmede, der synes, jeg har lovet dem noget, men ikke lige kunne komme, fordi bilen gik stykker, børnene var syge og min hund har spist mine lektier.

2.

Klappet mig selv på skulderen over, at jeg, når jeg tegner abonnementer på noget, der kræver, at jeg taster mine betalingsoplysninger, lægger en reminder ind i min kalender, når det skal siges op. For efter at have skuffet mig selv utallige gange, når jeg ved oprettelsen har tænkt: “Det kan jeg SAGTENS huske!” – for så at ende med at betale for flere måneder af noget, som jeg ikke bruger, har jeg lært, at nej. Nej. Det kan jeg virkelig ikke. 

Denne gang var det lige ved at glippe, fordi jeg pga. af pandemien tjekker min kalender med en langt lavere frekvens, end jeg plejer, men jeg var heldig og fik opsagt mit abonnement hos C More 4 dage før prøveperioden udløb.

Jeg ved godt, at det er det, de løber an på, når de laver gratis/billige prøveperioder, der ‘bare lige kræver’ at man taster sine betalingsoplysninger, og i gamle dage var jeg lidt ‘nå ja’ omkring det. Men fordi jeg, når jeg skal lægge remindere ind, er nødt til at skulle omkring deres betingelser for at se, hvor lang tid i forvejen, man skal opsige, har jeg et par gange undgået nogle virkelig trælse oplevelser. Jeg ved sgu ikke, om udenlandske firmaer er undtaget danske regler ift. hvor længe, man binder sig, men jeg har det seneste år fået trukket i nødbremsen i sidste øjeblik på apps og medlemskaber af den type, hvor man automatisk melder sig ind, når man køber noget, fordi det viser sig, at man binder sig for et år, at der slet ikke findes info om bindingsperiode (#ThingsThatMakeYouGoHmm), eller at den eneste kontaktinfo til firmaet, er noget et par virkelig shady østeuropæiske adresser med meget lange telefonnumre.

Det kan godt betale sig at lede efter – og læse – det med småt.

3.

Endelig fundet Det Perfekte Tefilter.

I mit forsøg på at skære bare lidt ned for kaffeindtaget, har jeg prøvet at skrue op for teen, men jeg synes godt nok, at der er langt mellem snapsene, når man drikker brev-te. Men te i løs vægt har sin form lidt imod sig, synes jeg, og selvom jeg gennem tiden har forsøgt med te-æg, filtre og et par andre aggregater, har jeg aldrig lige fundet det, der fungerer for mig.

Før nu.

Den er så smart. Egentlig er der et låg til, men jeg drikker stadig koffein nok til ikke på *nogen* måde at have tålmodighed til at stå og forsøge at få hullerne i sien til at stå parallelt med hullerne i låget, OG få nålen igennem det hele. Ud med låget. Sien står så højt i koppen, at der ikke er noget, der løber over. 

Nålen kan bruges til at skrabe teen ud med, og efter 2 sekunders skyl under hanen, er sien klar til at stå i skabet og tørre i det lille glas, den bor i. Ingen engangsfiltre, intet hurlumhej når man fylder og tømmer (jeg taler til dig, klemme-æg), og der findes virkelig, virkelig meget god te derude. Mine seneste besættelser er ‘Hvid te med fresh lemon og yoghurt’ og ‘Hvid te Panforte de Sienna’.

Harmful parenting

For et par uger siden havde jeg taget børnene med ud til en aktivitet, som jeg havde troet, de ville synes var sjov. Jeg havde brugt tid på at researche, og var ikke selv 100% sikker på, hvordan den skulle afvikles, men jeg tænkte, at det, uanset hvad, stadig var sjovere end at sidde derhjemme og glo på rod og halvmalede vægge.

Først var de ved at slå hinanden ihjel. Så var de sure på mig. Så var vejen dum, vejret træls, én kiggede forkert og rørte ved den andens luft, skal vi ikke snart hjem, og hvorfor må vi ikke få badebassinet op?!

Efter 2 timer var jeg simpelthen så sur og ked af det, at jeg aldrig nåede at blive god igen den dag. Det er svært at sige præcist, hvad det var, der væltede læsset, men det, der overvældede mig var følelsen af at skulle være heppekor og grænsesætter i én fucking uendelighed, og det her var en af de sjældne dage, hvor jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude over det. Jeg syntes, at de var utaknemmelige, trodsige og fulde af nej og brok. Jeg havde the good old ‘efter alt hvad jeg har gjort for jer!’ i hele systemet, og jeg blev ramt så hårdt af en forbigående følelse af uretfærdighed, at jeg næsten sank i knæ.

Jeg keder mig *også*. Jeg synes ikke, det er sjovt at være den eneste voksne, som skal ordne vasketøj for 3, lave mad hundrede gange om dagen, hvor hvert ENESTE måltid indeholder enten den ene eller den anden konflikt, og jeg havde lyst til at sige: “I dag beder I mig om mere, end jeg har”. Den følelse gjorde mig simpelthen så ked af det.

Det er sjældent, jeg har det sådan, men når jeg har, er mit hoved ved at eksplodere, fordi det simultant forsøger at tackle både situationen og alles følelser, og samtidig kører et rektor-agtigt kommentarspor, hvor nogen med fordømmende stemme, kamufleret som nysgerrig omsorg, bliver ved med at metaanalysere på situationen og spørge mig, hvad jeg tror, jeg lærer dem lige nu. For er jeg interesseret i, at de skal klappe og råbe hurra som to små, dresserede aber, fordi de er bange for, at jeg skal blive ked af det, når jeg tager dem med til noget, jeg har planlagt for dem, som de ikke synes er sjovt? Nej. Sgu da. Overhovedet ikke. Men jeg ved ikke, hvad man så gør, for somme tider er det først, når man *har* lagt noget til rette, at det går op for én, at det måske har kostet overskud, man ikke lige den dag havde råd til at bruge på det.

Tilfældigvis skete det her på et tidspunkt, hvor jeg i forvejen havde tænkt utrolig meget på forældreskab og opdragelse, sådan helt generelt. 

Det startede med, at jeg hørte et afsnit af en podcast, der hedder ‘I never thought I’d say this’, som jeg ikke kan huske, hvor jeg har fået anbefalet. I første (skrækkelige) afsnit fortalte de to kvinder, hvoraf den ene er certificeret i alt mellem himmel og jord, om, hvordan moderskabet har fået dem til at sige ting, de aldrig havde forventet – deraf titlen – og meget af tiden gik med at grine af en situation, hvor den ene af dem havde stået nøgen på børnenes køjeseng og skreget dem ind i hovedet.

Dagen efter så jeg det her billede på Insta:

Begge dele faldt ned i noget, jeg selv har tænkt meget på, nemlig at vi med de sociale medier måske skal til at tænke lidt over, at vi med vores poster påvirker hinanden mere, end vi tror. Det afhænger selvfølgelig meget af, hvordan man bruger sine sociale medier, men hvis man 10 gange om dagen ser opslag fra folk, der laver sjov med daydrinking og rødvin på en onsdag, så føles det måske også ok, at man lige selv napper et glas. Når man hver dag ser 20 billeder af slikskåle og kager, så kommer det måske til at føles som om, det er ok at erstatte guleroden med trøfler, hver eneste gang man har lyst, fordi mængden af billeder, man bliver eksponeret for, ikke tager højde for, at den enkelte person måske kun spiser slik én gang om ugen.

Der er en grund til, at man ikke længere må reklamere for f.eks. tobak, og en reklame er jo i bund og grund bare et forsøg på at nudge målgruppen til en bestemt adfærd ved at vise dem mennesker, de enten identificerer sig med eller ser op til, gøre det samme.

Hvilket vel præcist er det, som mange af de mennekser, vi følger på SoMe, er.

Og det er her, jeg spekulerer på, om vi i åbenthedens og un-shamingens navn måske også somme tider kommer til at tage den for langt, når det kommer til opdragelse og børn?

For det er positivt, at vi prøver er italesætte det uperfekte, og at vi forsøger at være ærlige omkring alt det, som forældreskabet *også* er. Ingen har fået det bedre af at skamme sig og føle sig utilstrækkelig, og jeg tror, at alle forældre fra tid til anden sætter spørgsmålstegn ved egne evner og formåen. 

Men måske vi skal begynde at tænke over, at ligesom smukke hjem og idylisk sam-bag med børn er øjebliksbilleder, så er jokes og historier om tvivlsom opdragelse også kun øjebliksbilleder; at det er ok at tabe hovedet, hvis det sker en gang i mellem, og man resten af tiden varetager sin opdragelse på en måde, så børnene kommer nogenlunde helskindede igennem deres barndom. Men når vi ser 20 opslag om dagen, hører podcasts og læser artikler, hvori forældre fortæller om, hvordan de bare gav los, uanset om indholdet er formidlet med humor eller alvor, så begynder jeg at spekulere på, om vi risikerer at skabe en form for følelsesløshed, der er virkelig uhensigtsmæssig.

Og én ting er de sociale medier, som vi jo bare kan slukke for – men jeg har tænkt virkelig meget over, at det her område godt kunne trænge til en grundig udluftning og en debat om, hvad – og hvordan – vi siger det til hinanden, hvis vi synes, at en forældreadfærd er blevet uhensigtsmæssig.

Den mom-shaming, hvor man hæver øjenbryn af en mor, der sidder med sin mobiltelefon på legepladsen eller dømmer kvinder og mænd, man aldrig har mødt, er ødelæggende og undergravende, og den vil vi alle være godt tjent med at få faset ud, ligesom glansbilledet af Den Perfekte Mor/Far heller ikke gavner nogen. En dårlig dag eller en dårlig beslutning gør dig ikke til en dårlig forælder, og der er helt sikkert noget debatadfærd og sprogbrug, vi alle sammen vil hjælpe os selv ved at blive bedre til at identificere for at kunne ignorere den. 

For selvom det *ligner* et spørgsmål, så *er* det jo ikke et spørgsmål, når nogen skriver ‘Skal I godt nok alle sammen lave så meget i vinterferien? Jeg bliver helt forpustet’. Afsenderen har jo ikke siddet og kløet sig i håret og spekuleret på, om folk – ægte – skal så meget. Det er en måde at fremsætte kritik på, som jeg desværre synes er særlig udbredt blandt (veluddannede) kvinder, fordi man altid kan gemme sig bag, at ‘det var ikke det, jeg skrev’, hvis nogen konfronterer én direkte. Det er i bund og grund egomassage og en måde at sige på, at man synes, de andre gør det forkert.

Men det siger jo intet om vores måde at være forældre på. Det eneste, det er udtryk for, er en manglende forståelse af, at vi får de børn, vi får. Det, de kommer med, som trives i de betingelser, vi giver dem, føles som resultatet af god, kompetent opdragelse, men alle, der har børn, har med 1000% garanti også ting, de bøvler med, uanset om det er kræsenhed, problemer med at sove, børn, der bider/slår eller børn, der ikke kan lege selv. Og sagt med respekt, så kan en dværg jo sagtens lære at spille basket – men han/hun ender formentlig ikke i NBA. Hvis man får en reol, kan man ændre på farven med maling og tapet, man kan skubbe hylderne lidt op og ned, og man kan sætte forskellige ting i den – men det bliver aldrig hverken en sofa eller en cykel, uanset hvor meget girafsprog og grænsesætning, man forsøger sig med. 

Der, hvor det bliver problematisk, synes jeg, er, hvis man konstant sætter egne behov over sine børns. Hvis man bare åbner munden og lader alt komme ud, fordi “jeg er også presset!” eller man propper vinterferien, fordi man ikke selv kan holde ud at være hjemme og stille. Og det *er* sgu da svært, fordi man som forælder, specielt lige nu, *er* presset. Man skal også selv kunne holde ud at være i sit liv, og hvis man føler sin sjæl visne over udsigten til 8 dages ingenting, mens barnet virkelig, virkelig trænger til det, så *bliver* det svært at få enderne til at mødes.

Der er forskel på værdier, og selvom man kan være uenig i det livs- og verdenssyn, mennesker omkring én har, så er det som udgangspunkt sjældent direkte skadeligt, men jeg bliver ved med at spekulere på, at jeg faktisk ikke er i tvivl, når jeg synes, jeg ser harmfull parenting.

Men hvornår må vi blande os? Og hvordan? Ville jeg selv være åben overfor en veninde, der tog fat i min arm og sagde: “Jeg tror sgu ikke, det er helt hensigtsmæssigt, det du gør der”? Grænsen for, hvornår noget går fra at være en periode med manglende overskud til at være noget, der skader vores børn, er hårfin og så utrolig sårbar.

Vi har alle hørt eksemplet med iltmasker til hudløshed, og vi vil gene lære vores børn, at det er ok at stå ved egne behov og grænser, for der er ingen medaljer til dørmåtter og martyrer. Der er bare mavesår og indebrændthed galore. 

Vi vil alle sammen vores børn det allerbedste. Det kan bare være svært at huske og at holde fast i, hvad det er, når alting vælter og har gjort det længe, og vi fra alle sider bliver bekræftede i, at de andre heller ikke gør sig umage mere.

Men måske er vi nået til et sted, hvor det er blevet lidt for nemt finde bekræftelse på, at vores børn er jævnbyrdige partnere, der skal forstå og respektere vores behov, og i alt det kommer vi til at glemme, at det ER vores opgave, pligt og privilegium at passe på dem og at sætte dem først. Ikke altid og hver gang. Men heller ikke aldrig.

M2021, uge 6

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Mindet en veninde, der bor i samme boligforening som jeg om, at man får dækket istandsættelse af lejemål (maling og afslibning af gulve), hvis man fraflytter efter 10 år. Hun og manden går med overvejelser om at flytte, men ved at vente 12 måneder, kan de spare er ret anseeligt beløb. 

Køber man et hus, føles de 25.000 kr sikkert ikke, som om de gør en forskel. (Og det skal retfærdigvis siges, at regningen nedskrives ift. hvor længe, man har boet i lejligheden). Men husker man renterne, er det alligevel et halvt års ekstra løbetid på lånet, man tilføjer, hvis man betaler 5000 kr. af i måneden.

Jeg er efterhånden ved at forvandle mig til den clips, der i 90’er-udgaven af Microsoft Office hele tiden, uopfordret, kom med gode råd, men med min økonomiske historie, synes jeg egentlig, at jeg har optjent retten til at være irriterende.

2.

Har jeg fundet både en lampe og et sengetæppe til mit nye soveværelse på hhv. DBA og Marketplace. Begge dele var PRÆCIS, hvad jeg var på jagt efter, både i størrelse og design, og selv efter 3 dages intensiv søgning på Google efter nye ting, havde jeg ikke fundet noget, der faldt i smag. 

Lampen, som jeg gav 50 kr. for, er fra Ilva, hvilket faktisk betyder noget. Ikke pga. navnet, men fordi jeg er ret hysterisk med el-artikler, og meget sjældent køber det brugt. Jeg har tolket så meget brandbekæmpelse, at jeg aldrig kommer til at tage let på kortslutninger, elendige ledninger osv, og derfor køber jeg ALDRIG lamper og lyskæder udenom danske forhandlere.

Sengetæppet kostede 200, og var det enste, jeg kunne finde OVERHOVEDET, der passede med de mål, jeg skulle bruge. Fordi min seng står op af væggen på to sider, bliver sengetæpper, der er beregnet til at hænge ned på alle 4 sider, for lange.

Inden jeg købte det, skrev jeg til sælgeren og spurgte, hvor det havde været opbevaret i de 6 måneder, hun havde haft det til salg, fordi jeg har haft et par trælse episoder med flyverdragter, der har været opbevaret på loftet, og som jeg ikke har kunne vaske lugten ud af. Hun forsikrede mig om, at det havde ligget ‘i et skab på et værelse med varme på’, og da det kom, havde hun pakket det så fint ind i gavepapir og bundet en sløjfe om.

Det var dejligt at blive mindet om, at der er mennesker som Kirsten derude. 

3.

Har jeg lavet mexicansk one pot pasta, og i stedet for at koge pasta med i gryden, tømte jeg fryseren for alle de små ris- og pastarester, jeg smider derind, når jeg har en deciliter i overskud.

Jeg fik ryddet lidt op i fryseren, aftensmaden var hurtigere færdig, og det var et fint bevis på, at de rester, man er tilbøjelig til at smide ud, fordi der ikke er nok til noget som helst, snildt kan udgøre et helt måltid, når de rotter sig sammen.

Hej fra bunden af malerspanden

Jeg hænger i bremsen, både ift. indlæg og ift. at svare på kommentarer, og skulle der sidde en enkelt bekymret sjæl derude, kan jeg berolige med, at jeg ikke er ved at lukke. Jeg er bare helt utrolig kørt over af mit værelsesprojekt, og det tager al min tid. 

Jeg vidste på forhånd godt, at det ville blive en sej omgang – og det fik jeg ret i. Hvilket jo altid er rart at få, kan man sige. Men min personlighed er ubetinget mest til at skrælle ét rum ned ad gangen og gøre det HELT færdigt, hvilket bare ikke kan lade sig gøre her, og jeg er i sjælden grad overvældet af opgavens omfang. Ikke mindst fordi der er noget rækkefølge, jeg ikke kan springe over, så jeg har også mange dage, hvor jeg ikke kan komme videre, før noget maling er tørret, nogle møbler hentet/flyttet/samlet/skruet op, og så er der nogle ting, jeg er nødt til at have min fars hjælp til. Han er det rareste menneske i verden, men skal trods alt lige have tid til at pakke værktøjskassen og komme forbi.

Der er ingen steder at holde fri, for min stue er fuldstændig proppet med ting, og nu var her lige så pænt.

Jeg skal også hele tiden aktivt bekæmpe min egen perfektionisme, som altid forsøger at spænde ben for mig, når jeg er igang med projekter som det her, for jeg bliver på forhånd helt passiv over at tage hul på en opgave, hvor resultatet skal være perfekt. Det er ret dårlige arbejdsbetingelser for kreativitet, og jeg har bøvlet med det hele mit liv.

Men når alt det er sagt, så skrider det fremad. Jeg holder fast i at gøre *et eller andet* hver eneste dag, så jeg holder gryden i kog. De dage, jeg har lyst til at lægge mig i fosterstilling og skrige, tager jeg de små, nemme opgaver, som at skrue en hylde ned, eller køre på genbrugsstationen med noget af det, der skal ud.

Mit soveværelse er en lampe og 3 kroge fra at være færdigt, alt tøj er roteret og ligger nu i de rigtige skabe, der er bestilt rullemadrasser og målt op, rumdelere er indkøbt og i dag skal jeg male Fridas glimmervæg færdig. Hvis den bliver god, må jeg godt få en glimmervæg på badeværelset. Faktisk. Min nye bedste ven er Cliff fra Flügger i Horsens og om lidt er vi på plads, og det bliver umådelig fint.

Så. Jeg er her stadig. Under bunkerne et sted.

M2021, uge 5

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Prøvet at lave pizza med søde kartofler, og det blev sgu ikke ret godt. Opskriften var til 4 personer og én af dem, der var svære at skalere ned, fordi indholdet af mascarpone passede med et bæger, antallet af søde kartofler passede med en pakke osv. 

Dejen var koldhævet, og kunne, ifølge opskriften, holde ‘flere dage på køl’. Jeg havde derfor været smart nok til at nøjes med at lave pizza af halvdelen, og ladet den anden halvdel stå til dagen efter. 

Da vi den første aften rejste os fra bordet, stod jeg tilbage med et stort stykke færdiglavet pizza, som jeg egentlig havde mest lyst til at smide ud, fordi jeg ikke har ret gode erfaringer med at fryse mad med kartofler. Men fordi jeg ved, at der er dage, hvor alt, hvad man hiver ud af fryseren, vinder tifold over det, man først skal til at lave, så den røg derind alligevel. Jeg har en ide om, at man måske godt kan gøre den tålelig med en tur under grillen. 

Den efterfølgende aften brugte jeg de overskydende søde kartofler i en tøm-grøntsagskassen-suppe, hvor en dåse hakkede tomater og det tiloversblevne halve bæger mascarpone, sammen med masser af krydderier, forvandlede ukurante rester til en ret lækker suppe. Dejen bagte jeg et lille brød af, og således endte det hele med at blive omsat, uden at vi skulle tvangstygge os igennem noget, som ingen rigtigt gad at spise.

Som ekstra bonus er der 2 x suppe og et stort stykke pizza i fryseren til dage, hvor Nogen Må Tage Over. 

2.

Været ved at miste besindelsen over, at jeg ikke snart kan få en ny telefon. Men der er venteliste, og ikke noget at gøre, og i mellemtiden kan jeg så glæde mig over min nye, månedlige besparelse, som jeg nok ikke ville have opdaget muligheden for at opnå, hvis jeg bare kunne have trykket på en knap og fremmanet en ny.

For d. 03.12 skrev jeg mig op til en iPhone 12 hos mit nuværende teleselskab efter en graver-ekspedition, der var Detektor værdig. Jeg bruger mine telefoner så længe, at det giver mening at gå med 12’eren, og jeg fik sammenholdt dækningen og abonnementer hos alle andre kendte selskaber med det, min nuværende udbyder kan tilbyde. Målt på alle parametre, var konklusionen,  at det var denne løsning, der gav mest mening. 

Men fordi jeg var inde i se på mit forbrug for hver enkelt måned over de sidste 12 måneder for at se, om konkurrerende udbydere med telefonen på lager kunne tilbyde et abonnement, der passede til mit behov, kunne jeg se, at jeg faktisk sagtens kunne gå to pakker ned, så det har jeg været inde og ændre.

Det giver en månedlig besparelse på 40 kroner, og det er værd at tage med.

3.

Købt nye sko for mine fødselsdagspenge.

Jeg gik egentlig og ventede på, at jeg kunne komme i en fysisk butik og prøve, men dem, jeg havde, som jeg fik i julegave for 13 måneder siden, var færdige. Hvilket passer meget godt med, at man som tommelfingerregel siger, at et par træningssko kan holde én sæson. Der er selvfølgelig masser af faktorer, der spiller ind, som f.eks. hvor ofte, man bruger dem, hvor tung man er, hvor længe ad gangen man bruger dem osv. osv. men når man ved, hvad man leder efter, er man ikke i tvivl. Ømhed over lænden, ømme ankler, ømhed under fødderne, rygsmerter, ondt i V-facon under knæet osv. er tegn på, at stødabsorberingen i skoene er færdig, og jeg kunne vinge næsten alle boksene af.

De gamle har gjort det godt. Jeg gætter på, at jeg i snit har gået 25 km. om ugen i dem det sidste år, og så kan man vist ikke forlange mere af et par sko til 1300 kr.

De nye er købt, og er ved at blive gået til, og de gamle kommer til at tilbringe deres otium på mudrede stier i jagten på Geocacher, men når vi rammer foråret, ryger de ud. Jeg har tidligere været slem til at gemme gamle sko “til hvis nu”, men det er noget åndssvagt plads at tage op, for jeg gætter på, at jeg over 10 år har haft brug for “gamle” sko under 3 gange, og det er ikke værd at flytte rundt på 4 par udslidte Nikes for.

I øvrigt:

*Er vi startet på Geocaching. Mange af sporene ligger et stykke vej herfra, så vi kører ud i nærheden af dem, stiller bilen, og går derfra. Forleden var vi kommet *meget* offroad i vores jagt på lokationen; jeg elsker min gps, men da vi for 34. gang endte i et hjulspor på en mark, fik jeg den tanke, at det ville være fint, hvis den i stedet for ‘korteste rute’ gik med ‘anlagte veje’. Da damen for 24. gang opfordrede til: “KØR. TILBAGE. TIL. RUTE” flåede Anton, med desperationsraseri i øjnene, mobilen op til munden og råbte: “VI!! HAR!! HØRT!!!!! DET!!!!!” og jeg har aldrig følt det biologiske bånd til ham stærkere end da 

*Er jeg i disse dage hårdt ramt af de der underlige Bahamas-opkald, og jeg kom sådan til at tænke på, hvorfor i alverden de bliver ved med at være en ting? Er der godt nok stadig mennesker, der ringer tilbage?

*Forstår jeg godt, at folk ender med at gå fra hinanden, når de køber håndværkertilbud. Jeg har kun været i gang i 3 uger herhjemme, og jeg er klar til at lade mig skille fra mig selv. 

*Synes Anton for tiden, at det er ustyrlig sjovt at forskrække mig, og jeg kan nu med 100% sikkerhed sige, at det for mig i et forhold vil være en dealbreaker.

*Har jeg påbudt mig selv at tænke: “Er der nogen, der kommer til at ændre holdning af at læse det, jeg skriver nu?” inden jeg kaster mig ind i debatter på sociale medier. Nogle steder er det faktisk tilfældet. Men hvis ikke, slipper jeg tastaturet og bakker langsomt, og min hitrate på at klappe mig selv på skulderen over den kloge beslutning to timer senere, er indtil videre 100%.

For når jeg ser en satiretegning af Mads Steffensen om ‘Mads & Ulandsholdet’, hvor man sætter folks monopol-dilemmaer op imod sult i Ulande, og man faktisk skal have luppen frem for at kunne se, at det er et tease for en indsamling, så er der en masse ting, jeg har lyst til at skrive.

F.eks. at opslaget hverken er elegant eller sjovt. Den finurlighed, det ordspil, eller det manglende led, der bliver sjovt, når første og tredje-led pludselig sættes op mod hinanden, mangler fuldstændig. Det ligner en sen eftermiddag på redaktionen, hvor en eller anden foreslår, at ‘vi kunne jo lave noget med håndbold?’ og alle gerne vil hjem, og man derfor maler en hundelort og kalder det kunst.

Eller at jeg håber, de har forberedt Regnskab på den faktura, Mads Steffensen burde sende over at blive brugt som blikfang på en arbejdsplads, han ikke længere er tilknyttet. 

Eller at jeg håber, at deres tillidsrepræsentant forholder sig til, at det sanktioneres af ledelsen, at tidligere ansatte latterliggøres i fora med tusindvis af følgere. Jeg er oprigtigt interesseret i, hvad en fagforening ville sige til det, for jeg tror da, at de fleste af os gerne ville være fri for at vores tidligere arbejdspladser laver ‘satiriske’ reklamer, hvorpå vi figurerer.

Den eneste formildende omstændighed, jeg kan se er, hvis Mads selv sprang frem fra bag en busk og råbte: “Haha – snydt! Jeg var med på den for at give noget omtale!” Men det venter vi stadig på.

Helt forudsigeligt laver P3 efteraberen, når folk skriver, at det lugter lidt af, at det var Mads, der gik, med ‘Ja, buhuhu, vi må hellere skrive til Mads’, mens dem, der synes, at kvinder er hysteriske, når de ikke vil klappes i røven på jobbet, og at homojokes er sjove, bruger de to sædvanlige comebacks. ‘Kan du ikke tage en joke’, ‘Slap af’ og ‘Folk er sgu blevet så nærtagende’.

Jeg har LYST til at gå ind og skrive, at hvis det er de eneste argumenter, du har, så har du en dårlig sag. Men jeg gør det ikke. For der er ingen, der kommer til at ændre holdning af at læse det.

Thanks for coming to my TED-talk. 

*Lavede jeg forleden for første gang den libanesiske salat tabouleh selv, og shit, den var god!

Jeg spiste den i pitabrød med syltede rødløg, chilihumus, falafler og feta og det bliver min go-to gæsteret, når vi engang må se mennesker igen. Både pitabrød og falafler hev jeg ud af fryseren, humus, feta og syltede rødløg fra køleskab, og salaten lavede jeg om formiddagen, hvor jeg spiste den (første gang) om aftenen.

Salaten var perfekt, fordi den dels smagte fantastisk, men også fordi den indeholdt de klassiske salat-i-pita-ingredienser, som på denne måde kunne laves færdig i forvejen, og – ligesom de syltede rødløg – faktisk kun blev bedre af at stå.

Nogle laver tabouleh med bulgur, men jeg lavede den med couscous, da jeg syntes, det ville blive for tungt med kulhydrater fra både bulgur og pitabrød. Man kan sikkert lave den helt uden nogen af delene, men både couscous og bulgur suger overskydende væde fra salat, tomat og agurk og er derfor med til at sikre, at salaten forbliver u-slasket og knasende.

Fordi ingen skal snyde for noget godt i disse jammerlige tider, får I lige et par opskrifter her.

Syltede rødløg:

2 rødløg

1 dl. alm. eddike

1 dl. sukker.

Løg skives og smides i et varmeresistent glas.

Eddike bringes i kog, sukker tilsættes, rør, så det opløses og hæld lagen over løgene. Lad dem køle af, og sæt på køl. Dagen efter er de klar. De kan holde sig ca. en uge på køl, sikkert længere, hvis man kører atamon and all that jazz på glassene først. 

Tabouleh

125 gr. couscous (koges efter anvisning på pakken)

Saft fra en citron (hældes over couscousen, når man tager den af varmen, så den kan stå og suge smag)

1 stort bundt bredbladet persille

1 pose blandet salat

1 bæger mynte 

(Skylles og hakkes fint. Jeg brugte min køkkenmaskine, men kan gøres i hånden) 

1 lille agurk uden kerner

6-8 San Marino tomater

3-4 forårsløg

(Hakkes fint)

Dressing:

Saft fra (endnu) 1 citron

2 spsk olie

Vælt det hele sammen og lad det stå og trække så længe, som det nu kan. Opbevares på køl, men tag det ud en time inden servering. Så smager det af meget mere.

M2021, uge 4

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

——————–

Inden ugens punkter vil jeg bare lige sige tak for engagement og gode svar til det seneste indlæg. Jeg har fået følgende opdate fra Pernille:

Tak for både dit svar og de mange kommentarer. Jeg har besluttet at fortsætte. I hvertfald et semester til. Jeg har også overvejet terapi. Der er en der nævner Cektos. Det har jeg faktisk også tidligere overvejet. Men jeg har ikke energi til det lige nu. Kh

Hvis du på nogen måde kan overskue det, Pernille, så skyd endelig en update, når du er et sted, hvor det giver mening. Jeg er sikker på, at vi er mange, der kommer til at sende dig en tanke de næste mange måneder.

——————–

I den forgangne uge har jeg :

1.

Forsøgt at finde ud af, hvordan man gør dørmåtter rene. 

Jeg købte to, da vi flyttede herned, hvilket snart er 10 år siden. (wtf?) Jeg gav mere for dem, end jeg før har betalt for noget, man bare træder på, men med 10 år på bagen og still going strong må konklusionen være, at de var pengene værd. 

Det er nogle tunge banditter, som består af uld øverst og gummi nederst, og de trængte i dén grad til at blive gjort rigtigt rent. Men uanset hvad jeg googlede af kombinationer, kunne jeg ikke finde en how-to, og fordi der sådan set stadig var masser af levetid i dem begge, var vi ikke på ‘det er ligemeget, hvis de ikke kan holde til det, for de skal alligevel ud’-stadiet.

Jeg undersøgte leje af tæpperenser (for dyrt) og prøvede at skrive til et renseri, som på deres hjemmeside skrev, at de stadig havde åbent. De svarede aldrig. 

Til sidst fandt jeg en video med rengøring af bilmåtter, og besluttede, at det måtte være i nogenlunde samme historie. Jeg smed dem i brusekabinen, lavede en meget koncentreret sæbeopløsning af uldsæbe og vand, som jeg hældte på af et par omgange, mens jeg skrubbede med en gulvskrubbe og skyllede dem igennem imellem hver vask. Til sidst svabede jeg vandet af med en helt almindelig svaber, og lagde dem til tørre. Her lærte jeg, at skal jeg gøre det igen, så er det nok smart at gøre om sommeren, hvor de kan tørre ude, for dels tager de lang, LANG tid om at tørre helt, og dels lugter våd uld bare ikke ret godt.

Men fine blev de, og det var væsentligt nemmere, end jeg havde forventet.

2.

Konstateret, at man et standpunkt, til man tager et nyt. For jeg havde jo sådan set lovet mig selv at vente med at bestille futon. Men fordi Zuckerberg lytter med på alt, hvad man siger, skriver og tænker, landede en reklame fra Ilva i mit feed, og da jeg klikkede ind forbi, kunne jeg pludselig spare 3500. Så nu er den bestilt. Dels fordi jeg så kan komme igang og udnytte, at vi er mere hjemme nu, end vi (forhåbentlig!!) kommer til at være om nogle måneder, men også fordi jeg har lusket rundt på Marketplace og DBA og kan se, at jeg til dén pris faktisk kan gøre mig realistiske forhåbninger om at kunne sælge den med minimalt tab, hvis den er helt åndssvag at ligge på.

3.

Købt 2 nye klapkasser (som også hedder ‘foldbare kasser’ lærte jeg, da jeg skulle google), fordi Bilka to go nu endelig har gjort det muligt at fravælge poser.

Tidligere opkrævede de ét gebyr, når man bestilte varer (mener, det var 38 kr.), men nu har de delt det op, så det koster 10 kr. at gøre brug af pakkefolkene, og 28 kr. for poser, uanset antal.

Men nu har de tilføjet muligheden for at få varerne læsset direkte ind i bagagerummet, hvilket er gratis, så jeg tjekkede op på, om de ville lægge det i kasser, og det var no problem.

4.

Givet mig selv en behørig reprimande, for jeg troede, at jeg affaldssorterede efter alle kunstens regler. 

Det viser sig, at jeg har haft for stor tiltro til egne evner.

Vi får tømt mad-spand den ene fredag, og rest-affaldsspand den anden. I fredags var min restaffald godt fuld, og jeg var derfor sikker på, at det var den, der stod til at blive tømt. Stor var min rædsel, da det gik op for mig, at det først var idag, den blev tømt, og jeg derfor skulle producere MEGET lidt affald den kommende uge, hvis ikke det skulle blive et problem.

Jeg har derfor i denne uge med nazistisk præcision sorteret A-L-T. Helt ned til det lille stykke pap, jeg hev af te-emballagen, da jeg åbnede den. I papiraffald med dén.

Og jeg har formået at reducere min affaldsproduktion så markant, at jeg er flov over det. Mest fordi jeg troede, at jeg havde styr på det.

I spørger, jeg svarer: Skal jeg blive på mit studie?

For et par uger siden fik jeg nedenstående mail fra Pernille:

Mit dilemma handler om mit arbejdsliv eller mangel på samme.

Jeg er 32 år og blev uddannet cand.mag. for tre år siden. Jeg gik arbejdsløs et halvt år og hadede det. Det virkede håbløst, rundt omkring mig havde jeg dygtige veninder, der var ved at ryge ud af dagpengesystemet, “systemet” irriterede mig, jeg følte mig fanget i deres regler, jeg kunne ikke håndtere uvisheden.

Jeg har et lidt skrøbeligt sind og en forhistorie med to længere depressioner og meget voldsom pms. Hver gang jeg fik afslag på et job, røg jeg ned i et hul, og det var, som om det hul bare blev dybere for hvert afslag. Så efter et halvt år gav jeg op. Jeg begyndte at freelance og arbejde som handicaphjælper. Det var langt bedre end at være arbejdsløs, gav masser af frihed til at hente min datter tidligt og lave andre ting end at arbejde, men efter et par år følte jeg mig mættet. 

Jeg kedede mig, opgaverne var ensformige, lønnen elendig. Jeg savnede at have kollegaer og at blive udfordret. Jeg kunne ikke se mig selv arbejde på den måde som tresårig. Jeg faldt ned i et hul igen.

Jeg besluttede mig for at prøve at blive gymnasielærer, da jeg så kunne bruge det fag, jeg har i forvejen, og som jeg holder meget af. Jeg ville formentligt kunne finde job i nærområdet, og jeg ville ikke skulle sidde foran en computer hele dagen. Det ville tage to år, fire semestre, at læse faget op. Det virkede overskueligt.

Vinteren brugte jeg på at læse de fag op, jeg manglede på VUC, og i september begyndte jeg på universitetet.

Efteråret har føltes, som om nogen har forsøgt at proppe noget på størrelse med universet ind i mit hoved. Det har på den ene side været spændende, og jeg er ikke bange for at sætte mig ind i abstrakte ting. Det må gerne være svært, og det er skønt at være en del af et hold af studerende. Men samtidig er der nogle strukturer på studiet, der bare stresser mig og irriterer mig helt vildt, og som jeg må acceptere, hvis jeg vil være der. Jeg arbejder mere end fuld tid for at kunne følge med og pendler en time til og fra studiet. Mit humør går op ned konstant, men den sidste måneds tid, mens jeg har læst til eksamen, er hullerne bare blevet dybere og dybere. Det går ud over min familie. Min mand synes, det har været et meget langt efterår. Det er svært for ham, at jeg ofte er ked af det. Han støtter mig meget, men det slider også på ham. Og det gør ondt på mig at se.

Eksamenerne nærmer sig sin afslutning, og jeg tror, jeg kommer igennem. Alligevel er jeg i tvivl, om jeg skal fortsætte. Jeg tror, at jeg ville kunne slide mig igennem de næste tre semestre. Jeg tror, at faget ville være spændende at undervise i, og jeg ville meget gerne kunne bruge mit oprindelige fag. Men er det det værd? Er arbejdsglæden på lang sigt værd at gå igennem yderligere halvandet års konstante nedture for? Kan jeg være det bekendt over for min familie? 

Alternativet er at vende tilbage til freelancelivet og noget ved siden af, få et barn mere, som vi også drømmer om, og måske starte på en ny, kort, uddannelse igen om et par år, men jeg vil nok ikke på samme måde kunne finde noget, hvor jeg bruger min oprindelige uddannelse (jeg har f.eks. overvejet at blive laborant). Jeg er bange for, at jeg fortryder, hvis jeg stopper, når jeg efter et par måneder væk fra studiet har fået ro i mit hoved.

Er det for tidligt at give op?

Hej Pernille.

Jeg har tygget på dit dilemma, siden du sendte det, men jeg når frem til, at min første tanke også er den, der giver mest mening, når jeg har vejet for og imod: Jeg synes, du skal holde ud. 

Når jeg har haft brug for at sove på det, er det fordi, jeg egentlig ikke er tilhænger af at ofre nuet for fremtiden. Vi ved ikke, hvad morgendagen bringer, og derfor synes jeg, det er så vigtigt, at arbejde på at være glad, hvor man er. Men når det er sagt er der situationer, hvor det alligevel giver mening at stå noget igennem, fordi målet er dét værd. Min egen afbetaling af gæld er et godt eksempel, for de 6000 kr. i måneden har vi bestemt godt kunne mærke, vi manglede – men alternativet; at være gældsat for livet med alle de usikkerhedsmomenter, dét indebærer, var værre.

For mig er det altafgørende, at du a) faktisk godt kan lide studiet og b) gerne vil lave det, studiet munder ud i. Sagen havde været en anden, hvis du bare var der, fordi du ikke vidste, hvad du ellers skulle give dig til, men når jeg læser din mail, sidder jeg med fornemmelsen af, at du har valgt en vej, der er meningsfuld – men som bare er virkelig træls lige nu. 

Jeg har fuld forståelse for angsten for, at depressionen stikker hovedet frem igen. Jeg har selv været der 3 gange, så jeg er 100% med på, hvor invaliderende, det er. Jeg har også selv prøvet at stå med fornemmelsen af at ligge mennesker omkring mig til last, og det er en tung byrde at bære. Så alt, hvad jeg skriver nedenfor, skriver jeg i dybeste respekt og forståelse for, at det her ikke er noget, du ‘bare lige kan gøre’. Det koster. Det forstår jeg. 

Men sagen er, at jeg ikke synes, at dine alternativer er ret gode ift. hvad de kommer til at give dig. At starte på et nyt studie, hvor du ikke kender vilkårene og ikke har en faglig ballast, der giver dig et forspring, tænker jeg nemt kunne ende samme sted, som du står nu. Og i dét tilfælde er det for at få et job, der ikke var din første prioritet. 

At overveje freelancelivet og småjobs’ne igen, er desperationen, der taler, tror jeg. For det er lidt som med ekskærester, der pludselig tager sig anderledes ud, når man ikke dagligt skal leve med alt det, der fik én til at gå fra dem. For selvfølgelig var der noget ved dem, man forelskede sig i i første omgang – ellers var man aldrig blevet kærester. På samme måde er det typisk også alle fordelene ved eks-jobs, man husker, når man har lagt dem bag sig, og ikke alle de dage, hvor man stressede over økonomi, bandede over manglende forudsigelighed og vilkår, der ikke var optimale, eller kedede sig, så man troede, hjernen skulle løbe ud af det ene øre. Hvis det var vejen for dig, var du blevet på den. 

Og så er der den med et barn mere. Nu ved jeg godt, at min situation er lidt anderledes, fordi jeg er alene med mine, men jeg vil bare nævne, at der ikke på nogen måde bliver mere tid eller overskud, når der kommer flere børn. Der kommer mere kærlighed og mange flere nuancer i kærligheden – men tid, ro og overskud bliver der *ikke* mere af. Jeg tænker ofte, at jeg i dag forstår, hvorfor så mange kvinder, der får børn, når de er meget unge, ender med korte uddannelser og hårde fag. For jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skulle finde tid til lektier, studieture, omlagte dage osv. med to børn. Hvis det var fordi, du stod med en positiv test i hånden, eller havde udsigt til et studie på 5 år, synes jeg, at sagen var en anden, men med halvandet år igen, ville jeg, hvis jeg var dig, lige skubbe det næste barn et år. 

Ift. din familie vil mit forslag være, at I prøver at snakke om, hvordan I får indrettet de næste 18 måneder, så I overlever. Om det er små belønninger, I skal have drysset ud over de kommende måneder, om det er et stop-ord, I aftaler en dag, hvor I ikke er helt kørt over af træthed, så din kæreste får mulighed for at tage en frieftermiddag, når han trænger, om det er indlagte pjækdage eller ture i sommerhus er ikke så vigtigt. Men det kunne måske være en fin måde at minde hinanden om, at I faktisk er på vej igennem det, og at tiden arbejder med jer. For jeg synes, det er værd at holde fast i, at I ikke holder en svær tid nu op mod glæde og overskud, hvis du hopper fra. I skubber det bare, fordi du på sigt enten vil brænde ud i jobs, du mistrives i, eller vil skulle igennem det på et senere tidspunkt. Jeg tror ikke, jeg kan se en løsning, hvor den her periode helt forsvinder fra ligningen, og derfor synes jeg, det giver mening at holde ved, nu hvor 25% af den er vinget af.

Til sidst vil jeg bare nævne, at det første semester ALTID er det værste. Jeg har som tolk nok set flere uddannelser indefra end de fleste, og det er ALTID det første halve år, der er det værste. Dels skal man lære at være studerende igen, dels skal man have det fællesfaglige grundlag, som resten af uddannelsen skal bygges på, og dels er der typisk meget mindre selvstudie/gruppearbejde, end når man når længere hen. Derudover er der en million praktiske ting omkring et studiested, som jo ikke er svære at forstå – men som man stadig skal bruge mental kapacitet på at forholde sig til. 

Mit bud er, at du er igennem det værste. Hvis du slet ikke kan finde ro med at beslutte at tage resten af uddannelsen, så træf en beslutning om, at du ikke må droppe ud nu, men skal fortsætte f.eks. til sommer. Min egen oplevelse er, at det ofte kan tage toppen af frustration og stress, hvis man parkerer en beslutning, fordi man ved, at man kommer til at træffe den – bare ikke lige nu. Når man 34.738.463 gange hver dag diskuterer med sig selv, så bruger man faktisk næsten mere energi på at veje for og imod, end man gør på at være i det, der er svært. 

Jeg ved ikke, om ovenstående giver mening. Der kan jo være tusind faktorer i dit liv, jeg ikke kender til, som påvirker de forslag, jeg har skrevet, men jeg håber alligevel, at det måske kan give bare en flig af ro at have fået det sagt højt og have haft uvildige øjne på det <3

______________________________________

Hvis andre derude har tips, tricks eller erfaringer, gode såvel som dårlige, er jeg sikker på, at flere perspektiver ville være yderst værdsatte.