M2019, uge 40

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været til fødselsdag, som ud over lækker mad og godt selskab også bød på Den Store Bytte-runde, hvor alt det, vi hver især har ryddet ud i de sidste måneder, blev udvekslet.

Vi har efterhånden i omgangskredsen fået skabt en kultur, hvor man lige sender et billede af det, man ikke længere selv skal bruge, med teksten “Noget for dig?”, inden man kører det til genbrug, og det betød, at urtepotteskjulere, sko, bøger, trøjer, regntøj, termotøj, hårkur, tampax og en enkelt bamse skiftede hænder midt i al festivitasen. Jeg elsker det. 

2.

Taget mig sammen til at måle den indbyggede krydderihylde over mit komfur og købt nye (brugte) krydderiglas.

Jeg hader at stå og fistre med poser med krydderier, når jeg er i gang med at lave mad, men jeg har også længe haft det træls med at købe glas/dåser med krydderi, både fordi det lugter lidt af emballage-spild, men også fordi hylden er så snedig indrettet, at halvdelen af de glas med krydderier, man kan købe, er for høje til at stå på den. Det betyder, at jeg har glas og dåser og poser til at skøjte rundt 5 forskellige steder, hvilket på alle måder er uoptimalt. Det er det vildeste ilandsproblem, men ikke desto mindre noget, der har irriteret mig længe.

Jeg billedegooglede krydderiglas, og fandt nogle, der levede op til både højdemål og æstetiske krav. Derefter prøvede jeg at søge på Marketplace, og var så heldig, at en kvinde dagen før havde lagt præcis de glas op, stadig i originalindpakning, til 1/3 af prisen. Haps. 

Jeg ved godt, at der kan være enorm forskel på kvaliteten af krydderier, og at de kan købes *for* billigt, men de står relativt langt nede på listen over ting, jeg gerne vil betale ekstra for lige nu, så jeg lever fint med discountkardemomme og billig oregano.

For sjov prøvede jeg at tjekke forskellen på kiloprisen på karry og kanel i hhv. pose (Budget), glas (Santa Maria) og dåse (Urtekram). For karry var den 55 kr/600 kr/838 kr, mens den for kanel var 70 kr/500 kr/700 kr. 

Urtekrams er økologisk, og derfor må man forvente en højere kilopris, men der er sgu stadig langt fra 55 til 838 kroner, synes jeg. 

3.

Fremsendt et forslag til min boligforening om at måtte tage et istandsættelseslån til at lægge fliser i haven.

Jeg har en lille forhave, hvor solen TÆSKER ned fra morgen til aften, hvilket betyder, at alt, undtagen ukrudtet, dør.

Samtidig er den åben ud til vejen, hvilket jeg er temmelig træt af. 

Jeg har haft fat i en håndværker, som gav et overslag på ca. 5.000 kr., hvilket jo er ganske, ganske rimeligt, men stadig ikke er penge, vi har. 

Det er for nyligt blevet vedtaget, at man kan få istandsat køkken og badeværelser gennem et moderniseringslån, som afbetales over huslejen de næste 10 år. Det betyder, at hvis man fraflytter efter 3 år, så er det den nye ejer, der overtager forpligtelsen, og på den måde, betaler man kun for den forbedring, man selv har glæde af. Huslejestigningen ligger typisk på 300-500 kr. pr. måned, så det er, trods alt, til at have med at gøre. 

Derfor fik jeg den tanke, at man måske kunne gøre det samme med haven, så jeg sendte forslaget til boligforeningen.

Desværre viste det sig, at det for haven ville blive så omstændigt, at det i praksis er umuligt, (noget med realkreditinstitutter og definitioner af ‘forbedring’) men jeg er stadig ret tilfreds med, at jeg efterhånden har fået opdraget min hjerne til at se muligheder og alternativer, når der er noget, jeg gerne vil have, i stedet for bare at rive kortet igennem på beløbet, og defor får den lov at komme med her.

Min nye have, hvor jeg har valgt beplantning, der matcher min personlighed

Hvad med Phillip?

For lige at starte et helt andet sted, end jeg har tænkt mig at bevæge mig hen, så elsker jeg biblioteks-app’en, og hvis du ikke har hentet den, så gør det med det samme. Kvaliteten af de bøger jeg læser, er steget med 1000% efter jeg har hentet den, fordi jeg ikke længere bare på må og få tager dem med de pæneste forsider, når jeg vandrer planløst rundt på biblioteket. I dag går jeg, i det sekund, jeg ser en god anmeldelse af en bog, ind og reserverer den via app’en, og så er det bare at vente på, at den kommer hjem. Det lyder som en meget lille ændring, at funktionen er flyttet fra computeren og over på telefonen, men det gør hele verden til forskel. 

Grunden til ovenstående indledning er, at jeg nu også læser bøger, som jeg måske ikke lige ville have plukket, hvis jeg bare var gået forbi dem IRL, og “Jeg klarer mig, mor” er en af dem. Den handler om det tredobbelte drab på Frederiksberg i 2015, hvor 3 unge mænd blev skudt i en lejlighed, mens de sov. Likvideringen var banderelateret, og alene af den grund, ville jeg være styret udenom den, fordi det emne ikke optager mig. (Og kæmpe undskyld for det, hvis der sidder nogen derude med alting i klemme). 

Men anmeldelsen af den var god, så jeg bestilte den, og i sidste uge lå den klar til mig. Jeg hentede den torsdag, og torsdag aften slog jeg op på første side.

-og var nær faldet ned af sofaen, da det gik op for mig, at jeg kender fortælleren, som er moderen til den ene af drengene.

Jeg har gået i skole med hende, og jeg blev så rystet over retrospektivt at læse om hendes opvækst, og om hvordan livet har behandlet hende, at jeg kom til at læse hele bogen. Jeg græd, så jeg til sidst var så hævet om øjnene, at jeg ikke kunne se, hvad der stod, og jeg havde flere gange fat i min telefon, fordi jeg have lyst til at ringe til nogen og råbe: “Det er Liselotte!!” Men jeg kender ikke længere nogen fra dengang, så jeg endte med at sidde med det selv. Det var voldsomt surrealistisk at følge tidslinjen og vide, at mens jeg dalrede rundt ved åen i Aarhus og drak sjusser og bøvlede med mænd og sind og kærlighed, så fik hun børn, kæmpede for dem og mistede et af dem igen.

Historien er som sådan klassisk: En mønsterbryder-mor, der kommer fra svære kår, som får børn, mens hun selv er ung, med en mand, der også træffer destruktive valg. Hun ender med at være alene med børnene, og hvor de 2 (senere 3) andre børn vokser op uden de store dikkedarer, skiller Phillip sig ud fra starten ved at være grænsesøgende og svær at håndtere, og herfra eskalerer det bogen og livet igennem. Han kastes rundt fra sted til sted til sted igen; alle starter med at tro, at de kan hjælpe ham, alle ender med at give op, og han er 19 år, da han bliver skudt. 

Det, som gør historien til noget særligt er, at Liselotte faktisk bad om hjælp fra starten. Historien er selvfølgelig fortalt af hende, og dermed er det hendes opfattelse og version af virkeligheden, der skildres, men hele bogen igennem er der kopier og uddrag af offentlige papirer, fra alle de gange, hun selv har henvendt sig og bedt om hjælp, fordi han ikke lod sig styre. 

Jeg var nået ca. halvvejs igennem bogen, da det gik op for mig, at historien – ikke personerne, har jeg brug for at sige – minder mig om We need to talk about Kevin.

Den store forskel på de to bøger er selvfølgelig, at den ene er fiktion, mens den anden er non fiktion, men fælles for begge historier er, at de er fortalt af mødre til børn, der er anderledes på en måde, som samfundet ikke er gearet til at håndtere.

Phillip skildres med uendelig meget kærlighed, men også med respekt for de konsekvenser, hans handlinger har haft for andre.

Den fiktive dreng Kevin beskrives som beregnende og ondskabsfuld over for sin mor, når de er alene, mens han er eksemplarisk og kærlig, når hans far er til stede, hvilket driver en kile mellem forældrene og samtidig får moderen til at betvivle både sine observationer og sine forældreevner. Det sidste beskriver Liselotte også i sin bog, igen og igen, og en del fagpersoner gennem årene peger på hende og hendes egen baggrund som forklarende faktor på Philips adfærd.

Men det ændrer ikke på, at der ikke ligger *noget som helst* på de andre børn, hvilket jo ellers ville være oplagt, hvis det primære problem var manglende forældreevner. 

Phillip får på et tidspunk stillet diagnosen psykopat (eller Dyssocial Personlighedsstruktur, som det egentlig hedder) hvilket også er det, man ledes hen imod ift. Kevin, og det har jeg simpelthen tænkt så meget over efterfølgende. Efter hvad jeg siden har læst mig frem til, kan forskerne ikke blive enige om, om DP er medfødt, eller om det er noget man kan være disponeret for, og herefter udvikle i højere eller mindre grad, afhængigt af miljøet, man vokser op i. 

Men det, jeg bliver ved med at spekulere på er, om man som samfund hjælper eller forværrer situationen ved at blive ved med at prøve? For uanset Phillips genmæssige udgangspunkt, og Liselottes forældreevner, så kan jeg ikke forestille mig, at det er særlig fordrende for et menneske at blive smidt rundt i systemet og samle nederlag op, mens man bliver opgivet den ene gang efter den anden. Til gengæld forestiller jeg mig, at der er meget, der falder ned mellem sprækkerne, hver gang sagen og barnet går fra den ene instans til den næste. 

Der findes ikke en virkningsfuld behandling til DP, og noget af det, jeg fandt mest interessant, da jeg gik ind og læste yderligere om emnet var, at de fleste artikler og beskrivelser, der egentlig gerne vil sige noget om børnepsykopater, stille og roligt glider over i at skrive, hvad man gør, hvis man er omkring voksne psykopater (spoiler: Lade sig skille eller sige op). Det tætteste, jeg er kommet på et reelt bud på, hvad man gør, er ‘tydelig grænsesætning’ – men selv med gennemsnitsbørn og en egen-opvækst i en ressourcestærk familie med masser af omsorg og kærlighed, kan grænsesætning være en krævende omgang, så det må være stort set umuligt at løfte dén opgave, hvis man er forældre til et barn med DP. 

Ville det være bedre at sige det, som det er? At melde ud, at der ikke er en virkningsfuld behandling her? At give op?

Jeg ved det ikke. Men efter den her bog og et par aftener i det kaninhul, der er internettet, er det min fornemmelse, at det gør samfundet heller ikke – og primært fordi det er så tabuiseret at tale om, at børn kan være psykopater.

Man kunne godt få den tanke, at det bare handler om at få 18 år til at gå, så man kan lukke journalen og gå hjem med illusionen om, at man har gjort, hvad man kunne. Og det har man formentlig også. Både som enkeltperson og som instans. Men hvis sygdomme ikke kan behandles, og problemet ikke kan løses, så synes jeg vi skylder de her børn og deres familier at holde op med at lade som om, og i stedet blive bedre til at tale åbent om, hvordan man med mest mulig omsorg og fornuft kan lære at leve med diagnosen.

(Som altid er man mere end velkommen til at berige debatten i kommentarfeltet med links, faglige input osv.)

Læs, læs, læs!

M2019, uge 39

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Besluttet at fyre det byttebevis af, jeg sidste år fik i en isenkramforretning, som jeg egentlig havde bestemt mig for at bruge som startskud til en køkkenmaskine. Det lyder på 720 kroner, og er dermed et beløb, der er stort nok til, at jeg gerne vil omsætte det til en lidt større ting. 

Men den pågældende forretning tager konsekvent det dobbelte af, hvad jeg kan finde maskinerne til på tilbud, og så bliver det jo lidt idiotisk. Den, der gemmer til natten, og alt det der, så når butikken åbner som fysisk butik i her i byen i næste måned, tager jeg derind og får købt nogle af de småting, mit køkken og jeg går og mangler.

2.

Lavet græskarmos til pumpkin spice latte, og endelig taget mig sammen til at prøve at bruge kernerne til noget. Jeg vendte dem med lidt chiliolie og salt, og satte dem i ovnen sammen med græskarret, og de blev lækre – men det *er* sgu lidt noget grat at stå med #SlimFingre

3.

Efterlyst en væg-kalender for 2019 på FB. Jeg har de sidste mange år kørt med kalender i min telefon, men dels kunne begge børn have gavn af at se, sådan helt konkret, hvad et år består af, og dels vil jeg gerne bruge den som en slags overbliks-almanak. Jeg er træt af, at de samme måneder kommer bag på mig hvert eneste år, for der har været flere ting, jeg selv har planlagt i september, som jeg ikke ville have lagt her, hvis jeg havde husket, hvad måneden ellers er fuld af. 

Jeg er vokset op med den slags væg-kalendre, som min far altid fik gennem sit arbejde, og jeg er helt ligeglad med, at der står Geberit eller Brødrende Dahl på den. Derfor tænkte jeg, at jeg måske gennem fb kunne være heldig, men en god bekendt skrev, at jeg kunne prøve at spørge på det lokale trykkeri, så det gjorde jeg.

Det viste sig, at de godt ville bytte en 2019 kalender (som stadig koster 140 kr. i butikken…) for en plade chokolade. 

4.

Lavet kødboller efter den her opskrift, og løsfrosset dem. Det er muligt, at alle andre end jeg har regnet det her ud, men hvis ikke, kommer den her: For jeg har en helt almindelig skabsfryser, som ikke er ret stor. Derfor er alle smutveje velkomne, når det kommer til at pakke den rigtigt, så der er plads til mest muligt. 

Når kødbollerne er frosset løst, tør de hurtigtere op, jeg kan tage præcis det antal, jeg skal bruge (som jo svinger ift. om børnene begge spiser hjemme, om nogen har været til fødselsdag og dermed mest er symbolsk sultne osv.) men vigtigst af alt fylder de meget mindre i fryseren, fordi jeg først hælder tomatsaucen ved, når jeg varmer dem op.

Jeg har lavet dem på den her måde et par gange nu, og det har flere gange vist sig at være lidt af en life-saver: Med et glas tomatsauce i skabet og en pakke pasta, kan jeg, på de dage, hvor intet vil lykkes, lave aftensmad til børnene på den tid, det tager at koge pastaen, hvilket er både billigere og mindre omstændigt end at skulle ud ad døren efter take away.

I øvrigt:

*Så jeg forleden på Marketplace en kvinde, der havde en samlemappe med de små varer, man kunne få gratis i Bilka og Føtex for nogle måneder siden, til salg. Til 350 kr. Somme tider synes jeg faktisk, at vi som race fortjener at få en meteor i hovedet.

*Ved jeg godt, at Greta er både klog og dygtig, og at hun er talerør for en hel generation, og spiller en vigtig rolle ift. at sætte fokus og ansigt på klimakampen – men jeg kan. ikke. holde hende ud. 

*Var vi, apropos klimakamp, på stranden i lørdags for at samle affald, og jeg blev simpelthen så glad over, hvor lidt der var at rydde op.

*Var jeg til Høstfest med Anton i indskolingen i fredags, hvilket jeg havde imødeset med en vis spænding. Både fordi arrangementet, som er meget traditionstungt, var nyt for os begge, og fordi Anton har været *meget* lidt meddelsom omkring det. Det var f.eks. en pige fra klassen, der glædestrålende fortalte mig, at “Mig og Anton skal danse sammen!” – jeg anede ikke, at der var dans. Så jeg ankom og stillede mig op i gruppen af forældre, uden den fjerneste ide om 1) hvad der skulle ske og 2) hvordan Anton ville reagere.

Han kom ind, sang med, klappede på de rigtige taktslag og svingede sin lille dansepartner rundt, som om han aldrig havde bestilt andet. “Græder du, mor?” “Nej, nej! Jeg… hostede bare lige, haha”. Ej, men jeg hylede.

Lørdag betalte vi prisen for overtrækket på den mentale konto, og hvor han intet havde delagtiggjort mig i ift. festen, var han til gengæld helt anderledes ekspressiv i sine udmeldinger om Frida, vejret, hans tøj, maden og “DET DUMME AFFALD!!!” som han ikke gad samle op nede på “DEN RÅDNE STRAND!!”

You win some, you lose some. 

*Vil jeg gerne foreslå PepsiCo, at den næste Pepsi Max med smag, de laver, bliver Pepsi Max Kanel. (Hear me out): Næste gang, du køber bland-selv slik, så prøv at købe et par vingummi-colaer, og fortæl mig, at de ikke smager af cola OG kanel. Det gør de! Og det er godt! 

*Er der simpelthen så meget, jeg ville ønske, jeg interesserede mig ægte for. Jeg nævner i flæng: Brexit, Venstre og deres interne opgør, den potentielle rigsretssag mod Trump og jagten på rigmændene, der har trukket milliarder ud af dk. Men min opmærksomhed glider af på emnerne, som var de våde, mosbegroede sten, og så sent som i morges tog jeg mig selv i at tænke: Kan DR ikke bare lave sådan en bulletpoint-artikel om de vigtigste punkter, jeg kan læse? Jeg er nu officielt en del af problemet. 

*Har jeg den sidste måneds tid været i gang med flere af de blogs, I anbefalede i det her indlæg, og der er et par stykker, jeg gerne vil fremhæve:

Æselsperspektiv

Velskrevet og vedkommende, og så er Johanne en af de bloggere, der formår at skrive personligt, og samtidig indflette aktuelle begivenheder fra verden omkring os.

Plantesmilet

Om kolonihaver, livet, børn, bæredygtighed og alt det, der ligger ind i mellem. 

Tiefental

En blog om at finde det meningsfyldte liv, og det her indlæg er noget af det bedste, jeg nogensinde har læst. 

Og så noget så sjældent som hele TO mandlige bloggere: 

Undtagelsestilstanden

Skæv og utrolig velskrevet. Det er svært at sætte præcise ord på, hvad bloggen egentlig handler om, men den smager lidt af Jan Sonnergaard og Kafka, samtidig med, at den er både nem at læse og at blive fanget af.

Den gode opdragelse

Jesper, som står bag denne blog, har jeg skrevet med bag om bloggen, og han er et af de mennesker, man bare helt instinktivt godt kan lide. Han blogger hver fredag, og siger selv, at det overliggende tema er jagten på den gode opdragelse; min oplevelse som menig læser er dog, at det, han skriver trækker tråde til noget, der er meget mere overordnet end bare opdragelse af vores børn; måske er en form for reflektion over, hvad der skaber det gode menneske? Det lyder tungt, men det er det overhovedet ikke. Det er sjovt, velskrevet og skævt, og så har jeg lovet ham at sige, at han meget gerne vil have input til, hvad blogdamer er særlig interesserede i at høre en mandlig bloggers take på. Den er hermed givet videre.

*Er vi igennem september om 5 dage, og det har jeg det sådan her med:

City of solitude

Jeg tror ikke, der findes noget tidspunkt, hvor jeg føler ensomheden stærkere, end når ingen har tid til at lave noget med os i weekenden. 

Jeg er et menneske, der er drevet af logik. Jeg bryder ting ned i små dele; skiller dem ad, og løser problemerne, et efter et efter et.

Og når jeg bruger min logik, så ved jeg godt, at jeg kender usædvanligt mange mennesker. Det gør jeg virkelig. Og kender dem godt. Jeg føler mig ikke venne-fattig, for jeg kan uden at anstrenge mig nævne 10 personer, som jeg vil karakterisere som tætte, nære venner, grænsende til familie.

Jeg ved også godt, at jeg er selektiv; at jeg alle dage hellere har ville undvære end nøjes.

Alligevel føler jeg mig somme tider så alene, at jeg spekulerer på, om den bor inde i mig, ensomheden. Om den er en del af min dna, og altid vil være der, på samme måde som mine øjne altid vil være blå, og jeg altid vil drages mere mod ord end mod tal.

Jeg ved det ikke. 

Men på dage som disse mærker jeg fortvivlelsen rive, for jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg kommer ud. Jeg rækker ud. Vi tager ud.

Men man kan intet stille op mod symmetrien i familier, der består af to og fire, og en by, der i sin essens er lukket om sig selv.

M2019, uge 38

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Denne uges indlæg bliver lagt ekstra tidligt op, fordi jeg håber, at så mange som muligt når at læse punkt 5, og får lyst til at være med.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg ryddet op i mine krydderier, da jeg stod og ventede på noget vand, der skulle koge. Det er da utroligt, så hurtigt det blev 2019!?

2.

Har jeg brugt 20 minutter på minutiøst at gennemgå mine Facebookgrupper. Jeg er ikke så hys med antal af venner; jeg har og har haft jobs, der giver store berøringsflader, og jeg har for længst gjort op med mig selv, at jeg synes, signalværdien i en afvisning af en venneanmodning er langt mere problematisk, end at have ligeså mange bekendte som venner derinde. Til gengæld sidder min snooze-knap utrolig løst, og på den måde er der plads til os alle sammen.

Men grupperne kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har luget ud i, og det var rart at få gjort. Bl.a. er jeg hoppet ud af 3-4 boliginspirationsgrupper, for selvom der somme tider kan være ideer at få, så er det også der, der bliver plantet små forbrugsfrø, som jeg jo ikke savner, når jeg ikke ser dem. Så væk med dem, og med 23 andre grupper, jeg ikke længere følte mig kompatibel med. 

3.

Har jeg måtte tage mig til hovedet over den seneste mail fra To Good To Go. Normalt er jeg ret meget imod, at vi peger fingre af mennesker, der prøver at gøre en forskel, men bare gør tingene anderledes end vi selv gør – men tillad mig at vise et par screenshots:

WTAF? Så vi vil gerne have folk til at spise op, så vi kan nedbringe den samlede produktion, vi vil gerne klimastrejke og bekæmpe CO2-udledning – og så laver vi en aftale, hvor vi forsøger at lokke folk til at købe to kopper fuldstændig overflødig kaffe – i engangsemballage – så de kan få ‘en lykkepose’ som de ikke ved, hvad indeholder, og dermed om de kan bruge??

Jeg blev sgu helt hidsig. 

4.

Har jeg været i Frelsens Hær efter en skjorte og et par seler til Anton. Indskolingen afholder Høstfest i dag, og da det var onsdag, jeg fandt ud af, at “Alle børn møder udklædte!” var der ikke tid til at finde tingene til låns. Men Frelleren var en ven i nøden og for sølle 45 kroner, blev barnet ekviperet, og kan nu, udklædt som karl, fejre, at høsten er i hus.

5.

Har jeg meldt børnene og jeg til World Clean Up Day i morgen, lørdag.

World Clean Up Day er et tilbagevendende event, som hvert år arbejder for at begrænse mængden af forurening i naturen. På WCUD’s hjemmeside kan jeg læse, at der sidste år var 18 mio mennesker, der deltog på verdensplan, og at de formåede at indsamle 88.500 tons affald, som ellers bare ville have ligget og flydt i naturen.

Vi skal på stranden, men andre steder i landet foregår det i skove, på stisystemer osv. Hos os er der Fiskerimuseet, der står for at arrangere det, og de har i dag lagt et opslag op om, at de giver kaffe – hvis man selv har koppen med. (Det der *den* form for overensstemmelse, man som forbruger gerne vil se, To Good To Go, for hvad fanden nytter det ellers?)

Jeg synes, det er et forrygende tiltag, og det er så nemt at gøre en forskel, for uanset om du har en, to eller fire timer, og om du er selv eller sammen, så flytter du noget ved at komme. En pose affald fjernet er en pose affald fjernet, det er en nem måde at få lidt frisk luft på, og har man børn med, er det en god og konkret anledning til at snakke om, hvorfor vi skal passe på naturen.

Hvis nogle af jer derude kunne tænke jer at være med, er her et link til de steder i Danmark, hvor der allerede er etableret events, og hvor det bare er at hoppe i sko og jakke på og møde op.

God weekend.

Inspiration til efterårets podcasts

Jeg er nu igennem samtlige 189 uploadede afsnit af My Favorite Murder, og jeg har det, som da jeg havde set sidste afsnit af Lost.

Der kommer heldigvis et nyt afsnit hver uge – men det forslår som en skrædder i helvede med det forbrug, jeg har. Derfor skal jeg have ørerne i noget andet, og heldigvis for mig, har jeg igennem alle MFM-afsnit været smart nok til at downloade en episode af de podcasts, de undervejs har anbefalet, når det lød som noget for mig, så mit bibliotek bugner af gode bud.

Og så var det, jeg kom til at tænke på, at I derude måske også savner lidt inspiration? Jeg synes, at det på mange af de danske lister, er de samme podcasts, der går igen, men med et par enkelte undtagelser, har jeg aldrig hørt om de nedenstående. 

Der er en overvægt af true crime, hvilket nok giver sig selv, ophavskvinderne taget i betragtning, men der er også lidt i andre genrer, og jeg har desuden smidt et par stykker på, jeg er stødt på andre steder på nettet, som jeg også vil give et lyt. 

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har hørt et eneste afsnit af noget som helst, men umiddelbart ser det hele ud til at have trukket virkelig pæne ratings, og så er resten jo en smagssag.

Jeg har sakset lidt rundt omkring på nettet, så I kan få et par stikord til de enkelte udsendelser.

God fornøjelse. 

Up and vanished

Up and Vanished is an investigative journalism podcast. The series takes an in-depth look into the cases of people who have gone missing. The first season premiered on August 7, 2016 and investigated the case of Tara Grinstead, a beauty queen and school teacher who disappeared in Ocilla, Georgia.

Unexplained

iTunes Best of 2016.

Unexplained is a haunting and unsettling bi-weekly podcast about strange and mysterious real life events that continue to evade explanation.

Patient Zero

A podcast exploring one of the most enigmatic epidemics of the 21st century: Lyme Disease

Getting curious

A weekly exploration of all the things Jonathan Van Ness (Queer Eye, Gay of Thrones) is curious about. Come on a journey with Jonathan and experts in their respective fields as they get curious about anything and everything under the sun.

Someone knows something

Host David Ridgen joins victims’ family members as they investigate cold cases, tracking down leads, speaking to suspects and searching for answers

Third ear podcasts

Danske podcasts, som får ualmindeligt pæne anmeldelser alle steder fra, og som bl.a. omfatter Kvinden med den tunge kuffert, 21 roser osv. 

To live and die in LA

In Feb 2018, an aspiring actress vanished from her Hollywood apartment. Rolling Stone journalist Neil Strauss was asked to help the family get answers. Together, they found them…sometimes at great personal risk.

Mysteries abound

A podcast about mysteries from anywhere and everywhere – the unusual, the strange, the perplexing and the down-right odd. Scientific, historical mysteries, unusual stories and events as well as the paranormal will be featured on this podcast.

Heavens gate

In 1997, thirty-nine people took their own lives in an apparent mass suicide. The events captivated the media and had people across the planet asking the same question…‘Why?’ 20 years later, those who lost loved ones and those who still believe – tell their story.

The butterfly effect (På nogle tjenester ligger denne her sammen med den nederst nævnte podcast The last days of August)

Join bestselling author Jon Ronson as he traces an intriguing butterfly effect. Many years ago, a teenager in Brussels had an idea – make porn free and easy to stream online. The consequences of that idea are surprising, delightful, and sad. They reach into areas of life no one could have expected. In this series’ first episode, meet Fabian Thylmann – that teen from Brussels.

Luca Sofia – Flow Galore

En holistiske livsstilspodcast med fokus på moderne spiritualitet, manifestation, flow, praktisk selvudvikling og iværksætteri.

The strange and unusual podcast

The unknown, it lies at the root of all fear, and has inspired legends, folklore, superstition, mythology, and even murder throughout history. Still today we feel the shadowy presence of our ancestors’ struggles to explain the mysterious in our lives, as we continue to keep fighting to keep our monsters in the dark. Welcome to The Strange and Unusual Podcast, a podcast with a focus on dark history.

The last days of august

In December 2017, famed adult film star August Ames died by suicide in a park in the Conejo Valley. Her death came just a day after she’d been the victim of a social media pile-on by fellow porn professionals—punishment for her tweeting out something deemed homophobic. A month later, August’s husband and pornography producer Kevin Moore connected with journalist Jon Ronson to tell the story of how cyberbullying via Twitter killed his wife. Neither of them could predict the rumors and secrets that Ronson would soon hear, revelations that hinted at a very different story—something mysterious and unexpected and terrible.

Wake me up when september ends

En gang i mellem føles det pludselig som om, at det er længe siden, jeg har skrevet et helt almindelig u-tematiseret indlæg om livet og hverdagen, så det er, hvad der er på menuen i dag. 

Jeg synes, der er meget, der fylder for tiden. Begge børn kæmper begge med hver deres, og jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal tackle det. Dels er der det helt overordnede problem med, hvor meget af den oplevede virkelighed, der stemmer overens med den faktiske, forstået på den måde, at begge børn cykler rundt i tid, når de fortæller. Og der er immervæk forskel på, om man har haft en udfordring dagligt i en måned, eller om man bare kommer i tanke om, at det også skete for 6 uger siden, når man skal fortælle om, at det skete i dag.

Men jeg synes også, at det er super, super svært, hvornår man skal gribe ind. Hvornår noget er alvorligt nok til, at det giver mening, at jeg tager over, for selvom jeg altid gør mig umage for at vise mine børn, at jeg tager deres følelser alvorligt, så kan det jo også ret hurtigt blive kontraproduktivt, hvis man sender fællesmails på intra 3 gange om ugen, eller skal tale alvorligt med lærere og andre forældre, hver eneste gang, man træder ud ad døren. 

Men jeg har ondt i maven over det, og jeg ville ønske, at der var nogen, man i de her situationer kunne spørge til råds.

På aktivitetsfronten står det lidt bedre til. I sidste uge gennemførte vi det førstehjælpskursus, jeg for et par måneder siden fik stablet på benene, og det var en succes. Vi var 22 voksne og 26 børn som mødtes kl. 16 i menighedshuset, vi havde fået lov at låne til formålet, og den første time blev børnene undervist. Særlig forbindinger og aflåst sideleje vakte begejstring. Lidt over fem sendte vi børnene hjem, fik en hurtig sandwich, og derefter blev vi voksne undervist i 3 timer; bare det mest basale med hjerte/lungeredning, brug af hjertestarter osv. Det var en ret god måde at være sammen på, og med børn, som deltog gratis, og en voksenbetaling på 100 kr. pr. mand, inkl. mad, er det en ide, jeg på alle måder vil anbefale andre at overveje. 

Til min store glæde har vi også været afsted til et par arrangementer, som har været virkelig, ægte gode. Jeg ved godt, at det er dårlig stil at være sur på den by, man bor i, og det er ikke fordi, jeg på nogen måde føler mig for fin til at bo her – men jeg bliver sgu lidt mistrøstig over, hvor ofte de ting, vi deltager i, kun tager os 70% af vejen. F.eks. er jeg kommet med i en gruppe med andre solo-mødre, der bor på de her kanter, og det ældste donorbarn i gruppen er 4 år. Der er flere af kvinderne, der har ældre børn med deres eks-mænd, men fordi fællesnævneren i gruppen er yngre donorbørn, er aktiviteterne derefter, og så kommer det til at føles som at stille i en mødregruppe med Frida og en konfirmand, og mit fokus kommer til at være på at sørge for, at Anton ikke føler sig til overs.

Men sidste weekend var børnene og jeg afsted til noget, der hedder Karlsgårde-dag, og det var godt! Karlsgårde er sø, hvor jeg i min barndom har fisket meget med min far, og vi har haft mange gode timer derude. Da jeg så, at de holdt åbent hus (åben sø?), hvor alle foreninger, der laver noget i området, ville være til stedet, besluttede jeg, at det skulle vi. Det var SUPER godt. Børnene blæste i jagthorn (Ej, mor, må vi ikke få ét? Hahaha. Nej), vi kiggede på frøer og insekter, børnene smagte vildt-suppe, og Anton skød med luftgevær og lasergun, mens Frida var meget interesseret i de mårhunde, man havde fanget med ost og udstillet. 

I søndags var vi forbi Fantasy Festival på Esbjerg Hovedbibliotek, og det var også en helt fantastisk oplevelse. Vi var derinde sidste år, hvor vi bare gik rundt i området udenfor (hvor Frida blev jagtet af en Ork, der råbte: “Du skal ikke være bange for mig, jeg er bare klædt ud!” #NeverForget), men i år kørte vi fuldt armbånd og var både inde og ude. Kæmpe succes. Der var ugler, man måtte holde, der var udklædning og magisk skattejagt, der var bøger, bøger, bøger og musik og dans og tatoveringer. 6.000 point til de mennesker, der har stablet dét arrangement på benene.

I aftes var jeg til forældremøde, i aften skal Frida til gymnastik, som hun er for træt til (starter kl. 17), men som hun VIL gå til (alle vennerne går der), og vi er trods alt så langt, at forældremøde og sommerfest er afviklet, og alle de indledende manøvrer til taekwondosæsonen er overstået. Vi er over halvvejs gennem september, der er stadig penge på kontoen, og om lidt kan vi med god samvittighed skylle det hele ned med pumpkin spice latte og gløgg. 

Det ender med at gå det hele. 

M2019, uge 37

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft et par dl. dip til overs, som jeg først på ugen lavede til nogle grøntsagsstave. Jeg kan ikke huske, hvor jeg købte creme fraichen, men man kunne i butikken ikke få mindre end 1/2 liter, når det skulle være 5%’s versionen. Det ved jeg på forhånd godt, at jeg ikke kan nå at spise, men fordi #septemberstress har jeg ikke fået det smidt i fryseren. Til gengæld har jeg længe tænkt, at jeg ville prøve at lave tunfrikadeller, og det foresvævede mig, at der i nogle af de opskrifter jeg har set, skulle relativt meget creme fraiche i, så efter lidt higen og søgen fandt jeg den her opskrift, og de blev virkelig gode.

2.

Ryddet op i børnenes tøjskabe, og kasserne med arvetøj, og ligesom sidst var det den hårde hånd, jeg satte på opgaven. 

I takt med, at børnene bliver større, arver vi mindre og mindre tøj, simpelthen fordi store børn kan passe deres tøjet i længere tid, og det dermed bliver langt mere slidt, end når de er små.

Jeg har de sidste mange år haft 6 store kasser med arvetøj, som jeg gennemgår hver gang, jeg rydder op i tøjskabene, men efter oprydningen i denne uge er jeg nede på to små stabel-kasser pr. barn, hvilket er virkelig rart. Dels er det meget nemmere at holde øje med, at man får hentet tøjet frem, når størrelser og årstid passer sammen (for en str. 128 er ikke nødvendigvis en str. 128 – og slet ikke, når den har været vasket), dels har det givet ret meget ekstra plads, og endelig er begge børn ved at være så bevidste om, hvad de gerne vil have på, at der ikke er grund til at sidde på tøj, som vi ikke får glæde af.

Jeg har været umådelig taknemmelig over alt det tøj, vi har fået, og det har sparet os for MANGE penge gennem årene. Men det tager også meget plads, og når det er noget, man modtager over 4-5 år er der simpelthen også noget, man glemmer, man har. Vi snakkede om det i kommentarfeltet til det her indlæg; det her med ikke at sige ja tak til en vinterjakke, hvis vi har én i forvejen, men det princip til trods, havde jeg ikke færre end 9 overtrækstrøjer, windbreakere og vinterjakker til Frida til den kommende sæson. Jeg lagde det i stakke, og så fik hun lov at vælge 1-2 af hver slags, og resten har vi kørt til genbrug, fordi det jo også er nu, andre børn derude kan få glæde af det. 

Der er også detaljen med, at tøjets stand bliver vurderet ud fra den stak, det kommer i, så når jeg modtager en pose usorteret tøj, så er det måske i første omgang 1/3, der er for slidt og forvasket til hverdagsbrug. Men når jeg så finder alt arvetøjet frem, så er det pludselig en ny 1/3, som – sammenholdt med det andet – er godt slidt. Det betyder, at det, der nu ligger i skabene, er lækkert og pænt, og det er en god fornemmelse.

Jeg har kørt 10 poser tøj til genbrug, og det sværeste tøj at skille sig af med, var faktisk det, som mormor selv har syet/strikket. Den nostalgiske værdi er bare svær at være nøgtern omkring.

Jeg afleverede det hele til Røde Kors, fordi de, da jeg kontaktede de forskellige nødhjælpsorganisationer, som de eneste meldte tilbage, at de kan bruge revl og krat. Både det hullede, det beskidte og det, der lugter. Derfor har jeg gjort det til en vane, at det er dem, jeg bruger, når tøjet er af blandet stand, for så kan de tage det, der er brug for som tøj/det, de vurderer, de kan sælge, og lave møbelpolstring og twist af resten. På den måde tænker jeg, at tøjet bliver brugt lige præcis dér, hvor det gør mest gavn. 

3.

Solgt 5 par bukser af Antons for 100 kr. i alt – og det er stort set det eneste, jeg har solgt i denne omgang. Min erfaring er, at det ofte er nemt at komme af med mange stykker af samme slags tøj i samme størrelse, så det tip vil jeg bare lige give videre. 

4.

Foreslået i venindegruppen, at vi i julegave giver hinanden en tur til noget hekse-relateret i stedet for en ting. For helt ærligt, så mangler jeg ikke flere øreringe eller tørklæder, vi har testet og droppet det med at tage ud at spise sammen, og vi ender altid med at have lidt stress over at få gaverne udvekslet.

På den her måde bliver det noget, vi gør sammen, og det bliver i hvert fald en gave, vi husker, uanset om vi ender hos en håndlæser, en clairvoyant eller lignende (anbefalinger modtages i øvrigt med kyshånd).

I øvrigt:

*læste jeg for et par uger siden en artikel om, hvor problematisk det er, at unge mennesker ser porno, fordi det påvirker deres opfattelse af sex. Det fik mig til at tænke på, at jeg faktisk synes, at alle de vlogs, som diverse YouTube-børnefamilier lægger op, forvrænger virkeligheden tilsvarende, for alt er så utrolig smukt og velfriseret. Her er ingen, der er sure, og alle dage er fyldt med slik, kage og unboxing af ting, man ikke selv skal finde penge til.

*har jeg brugt lang tid på at tænke over, om jeg synes ovenstående også gælder for blogs og influencers, men tror, jeg er nået frem til, at de alligevel adskiller sig, fordi målgruppen er ældre (jeg mener – man skal lige kunne læse), og dermed forhåbentlig også en smule mere kritisk. Eller hvad?

*kørte jeg forleden forbi en hestetrailer, som efter påskriften at dømme indeholdt hoppen Cognac Conny, og hvis ikke det det bedste navn til en hest *nogensinde*, så ved jeg ikke, hvad er. 

*skal jeg lige høre, om der er andre end mig, der bruger tricket med kun at øse nye madvarer, man gerne vil lokke i sine børn, op på egen tallerken, for derefter “modvilligt” at lade børnene smage, når de spørger, hvad det er?

*tror jeg på mange måder, at Frida føler sig som min jævnbyrdige, voksne roommate. Forleden kom hun gående igennem stuen, iført bukser, der var så beskidte, at de lignede noget, hun havde gravet op af jorden.

Mig: “Frida, vil du være sød at tage et par rene bukser på?”

Frida, i det mest perfekte fake-beklagende, kundeservice-ekspedient-der-giver-minus-23-fucks-for-din-klage tonefald:

“Nej, desværre”

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er stolt eller rædselsslagen. 

*er jeg i gang med 3. sæson af Handmaid’s Tale, og jeg ved ikke hvorfor, men der er noget ved den serie, der giver mig lyst til at udskifte alle mine hilsner med Blessed day og Under his eye. (Selvom The Lord overhovedet ikke behøver at open noget som helst her).

*var vi til fest i børnehaven i fredags, hvor forældrerådet havde inviteret Naturnørden, som til lejligheden havde medbragt lidt forskellige dyr. Det viser sig, at jeg ingen problemer har overhovedet med at have slanger om halsen og mus i hånden, når alternativet er en kæle-snegl på størrelse med en honningmelon.

*fatter jeg ikke, at det i dag er 18 år siden, verden for altid blev delt i et før og et efter.