M2025, uge 9
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har vi haft et par dage med solskin, og på denne årstid giver det mig altid lyst til at åbne alle døre og vinduer og lukke foråret ind.
Gør man det, får man så 3. gradsforfrysninger, for det er stadig *bidende* koldt, men de lysere dage har mindet mig om, at vi om lidt igen kan tørre vasketøj udenfor.
Vi skal lige en måned længere frem, inden vi er tilbage på sommertarif på strømmen, men jeg har lavet en lille note på min huskeseddel, så jeg kan udnytte dage med lave strømpriser og solskin til at få vasket gardiner, sengetæpper, rullemadrasser og sneakers.
2.
Har jeg fået svar fra boligselskabet ift. den forespørgsel jeg i starten af februar sendte dem om vand.
For lige at genopfriske baggrunden: I januar bragte TV2 en artikel om et ungt par, der havde fået en gigantisk efterregning på vand pga. et sprængt vandrør under huset. Da de afregnede direkte med deres lokale forsyningsselskab, kom de selv til at hænge på regningen (som endte på cirka 50.000 kr), mens den, hvis de havde betalt vand a conto til udlejer, ville have været dækket af dennes forsikring.
Vi er fra årsskiftet overgået til at afregne direkte med Din Forsyning, og derfor skrev jeg til dem for at spørge, om de har den samme ordning, som jeg i artiklen så beskrevet, hvor man kan få en advarsel på sms, hvis vandforbruget stiger meget og pludseligt.
Efter mange mails frem og tilbage, viste det sig, at det ikke er en mulighed for os, fordi det kun er fjernvarmen, vi afregner direkte. Vand går stadig gennem boligselskabet, fordi vi som rækkehuse er registreret som ét matrikelnummer, og derfor er det kun hovedmåleren, Din Forsyning har registreret. Fordelingen herfra og ud til de enkelte husstande, er det boligforeningen, der står for.
Så langt, så godt.
Men jeg syntes stadig ikke, at jeg havde fået svar på, hvordan jeg er dækket, hvis der springer et vandrør under *mit* hus, så jeg skrev til boligadministratoren – som heller ikke vidste det. Han tog derfor fat i deres forsikringsmægler, som kunne oplyse, at “hvis vandforbruget kan dokumenteres til skaden, så er der dækning for 100.000 kr. forbrug pr. skade.”
Tillid er godt, men kontrol er bedre, så jeg skrev retur og spurgte, hvori den dokumentation består. Om man tager udgangspunkt i det hidtil registrerede forbrug, og så tilskriver det, der måtte ligge over, som resultat af skaden? Det fik jeg ja til, så hvis uheldet er ude, så har jeg nu på skrift, at det er boligforeningens forsikring, der hæfter.
3.
Har jeg haft (endnu) en samtale med det teleselskab, jeg d. 01.01. flyttede mit internet til.
Det har været en lang, og meget irriterende sag, og jeg har været så gal, at jeg nærmest har haft punktblødninger i øjnene over det.
For egentlig var jeg glad og tilfreds med den løsning, jeg i efteråret tegnede hos Telmore, men fordi en venlig telefonsælger var meget insisterende ift. at sælge mig deres erhvervsløsning, endte jeg med at sige ja til at flytte mit internet over. Det kan jeg gøre, fordi jeg som selvstændig har eget CVR-nummer, og selvom besparelsen kun er 20 kr. i måneden, så giver det mig mindre arbejde, når jeg skal sende fakturaen videre til min revisor. Indtil nu har jeg skulle skille internettet ud fra den samlede regning, men ved at lægge det over på en særskilt faktura, kan denne bare videresendes.
Herfra gik alt, hvad der kunne gå galt, galt, og undervejs i processen fandt jeg ud af, at jeg som erhvervskunde er bundet i tre år.
Ja. Tre år. (3).
Meget, meget lang historie kort endte jeg med at få nedsat den bindingsperiode til 12 måneder, og selvom det undervejs ikke var kønt, endte det med våbenhvile.
Men noget af det, der i første omgang fik mig til at kontakte dem, var, at mit dataforbrug pludselig så HELT sært ud. Jeg løb tør for data allerede midt i januar, hvilket jeg VIDSTE ikke kunne passe, for jeg har tracket vores forbrug de sidste par år, og derfor ved jeg, at det ligger ret stabilt på lige omkring 20GB om dagen. Med 1000 GB til rådighed, *måtte* der derfor være tale om en fejl.
Da jeg loggede ind på mit dashboard kunne jeg se, at det daglige dataforbug hele måneden – som forventet – lå på cirka 20 GB, undtagen én uge, hvor det lå på 120 GB, 5 dage i træk.
Det havde vi mange… ‘meningsudvekslinger’ omkring, fordi det jo faktisk er ret problematisk at være forbruger her, for hvordan vil du bevise, at du IKKE har brugt de data? Med 3 års binding og en potentiel optankning midt på måneden hver eneste måned havde jeg pludselig udsigt til at betale næsten 10.000 kroner ekstra for min internetløsning.
Så ville jeg alligevel hellere have haft lidt ekstraarbejde med grave de rigtige tal frem til revisoren.
Nå, men en rasende Trustpilot-anmeldelse senere blev jeg ringet op af én med lidt flere stjerner på brystet, og under den lange samtale fik jeg også forklaret det her problem. Ud over at sætte min binding ned, skrev han på min sag, at jeg ikke skulle betale, hvis det skete igen – og det gjorde det så i søndags.
Jeg fik mailen, loggede ind, og kunne igen se et mønster med 3 ugers normalt forbrug og 5 dages vanvid.
(Bare for at gøre det lidt konkret, så bruger man cirka 3 GB på at se en film, så 120 GB’s forbrug svarer til at se 40 film på et døgn).
Jeg ringede derover igen, og gentog min forklaring om, at vi ikke har NOGET i huset, der kan trække så meget data på så kort tid.
Efter meget mumlen og tasten spurgte jeg, om det kunne være en fejl på routeren, for det er det *eneste*, der er skiftet ud, (hvis vi ellers antager, at netværket er sikret, så ingen kan stå i haven og hente store opdateringer til Fortnite ned) – og vil du tænke dig? Det kan det godt.
Nu er der en ny på vej, og så må vi se, om det løser problemet.
Jeg ved godt, at det ikke er alle, der gider at sidde og bundtrawle oversigter over forbrug, måned efter måned, men jeg vil stadig gerne give videre, at det faktisk godt kan svare sig at undersøge det, hvis man får ekstraregninger, som man studser over.
Sejr & nederlag
“Du har altid været så begejstret for Peter Falktoft og Esben Bjerre. Hvor står du egentlig i hele Sisse Sejr-stalkersagen?” spurgte min kollega mig i fredags.
Det er et godt spørgsmål, som jeg siden tirsdag har brugt virkelig, virkelig meget tid på at tænke over, fordi sagen både er meget simpel og uoverskuelig kompleks på én og samme tid.
(Hvis man ikke aner, hvad jeg taler om, kan man finde en kort beskrivelse af sagen her).
For man skal jo, helt indlysende, ikke chikanere andre mennesker på den måde, hun har gjort. Men der er virkelig mange elementer i spil, som er godt og grundigt rodet sammen, og dermed bliver det også et spørgsmål om faktorernes rækkefølge og hvis handlinger, der skal have konsekvenser for hvem.
For at starte bagfra synes jeg, at måden, hovedpersonerne har tacklet sagen på, er et studie i dårlig krisehåndtering.
Den “undskyldning” Sisse Sejr postede mandag aften på sin instagramprofil, er en vittighed, som er skrevet med den arrogance, der kommer af forventningen om, at folk vil tage dit parti, mens Esben Bjerres tavshed og totale nedluk af kommentarfelter på samtlige SoMe-platforme, for mig at se er decideret katastrofal.
Jeg forstår simpelthen ikke, at de ikke har forberedt sig bedre, for de har haft tid nok til det, og de er begge så godt begavede, at de MÅ have forudset, at sagen ville komme til at fylde i medierne.
For stalking er et problem, der er kommet meget mere fokus på de senere år, både med den nye stalkingparagraf og den omvendte fodlænke, der blev lanceret som forsøgsordning i starten af januar i år. Dertil kommer, at kvindelige stalkere ofte får mere opmærksomhed end de mandlige af slagsen, og Sisse Sejr er her den firstmover, ingen ønsker at være.
Opslaget er ualmindelig tonedøvt; måske fordi hun er forvænt med at være én af de offentlige personer, der har gjort meget ud af at være identificerbar og tilgængelig, og derfor næsten bliver betragtet som en privatperson, der bare tilfældigvis har en mikrofon. Det kan jeg (i meget mindre målestok, naturligvis) godt genkende, for jeg kommer også somme tider til at skrive ud fra en overbevisning om, at mine læsere kender mig; at I ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for, og derfor ikke halshugger mig for udsagn, som man ville angribe, hvis de kom fra en fremmed.
Men her tror jeg, hun har forregnet sig grusomt. Både fordi hun måske er større, end hun selv er bevidst om (ikke mindst fordi hun er gift med Esben Bjerre), men også fordi hun tilsyneladende ikke forstår, at det hun har gjort, objektivt set, er helt vildt. Det er andre bloggere og journalister blevet fældet af før hende, og det er nok en af de uhensigtsmæssige konsekvenser af at have så let adgang til egne kanaler og outlets, hvor det mest er mennesker, der er enige med dig, der finder hen: Du får skabt et ekkokammer, hvor ingen kalder dig ud, før du har bevæget dig SÅ langt fra den gængse norm, at det ikke længere kan forsvares.
At Esben Bjerre (og HGDG) også spiller død(e), og udgiver en special om fredagen, hvor den her historie er eksploderet om tirsdagen, samtidig med, at både de og Podimo lukker kommentarfelter ned, er, i min optik, idiotisk. Jamen, undskyld, men det synes jeg. Og jeg er sgu tæt på at være deres første og største fan. For uagtet at man ikke skal stå til regnskab for, hvad den man er gift med, får tiden til at gå med, så kommer tavsheden her til at larme helt ekstremt, fordi de har bygget en forretning op på at tale om, hvad der rører sig i medierne, og hvordan mennesker med magt håndterer det, når de oplever modvind og nederlag.
Jeg er med på, at der kan være meget, som de af juridiske årsager ikke kan kommentere på, og jeg tror ikke, at nogen ville have lyst til at høre ham køre fuld skriftestol i podcasten – men ved FULDSTÆNDIG at ignorere, hvad der foregår, bliver stilheden så øredøvende og i så skarp kontrast til, hvad vi er vant til fra HGDG, at vi nu VIRKELIG spidser ører. Havde han valgt at starte fredagens special med: “Ja. Det har sgu været en lidt lang uge, og der er meget, jeg kunne have lyst til at sige, men det må jeg ikke. Så er det godt, at vi kan hive gæster ind til samtaler om emner, vi gerne må mene noget om. Velkommen XX” – havde de som foretagende været videre. Formentlig ikke uden ridser i lakken, et smadret sidespejl og en bulet kofanger, men han var blevet menneskeliggjort igen med det samme, og det billede, lytterne har af ham efter 10+ år, ville hurtigt igen stå stærkere i bevidstheden, end det øjebliksbillede af en mand med rod i ægteskabet, vi for 6 dage siden blev præsenteret for.
Der har været flere kritiske røster ude og påstå, at både pressen, Sisse Sejrs veninder og ‘feministerne’ har slået ring om hende, og dermed faktisk forsvarer, hvad hun har gjort.
Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, at der som sådan er slået ring om nogen eller noget her, men det er sjældent hverken realitetskalibreret eller objektivt, når pressen skal dække historier om deres egne. Hverken når de er ofre, som f.eks. i forbindelse med attentatet mod Charlie Hebdo i 2015, eller når de, som her, er skadevolderen.
På mange måder synes jeg, at det er hovedproblemet i dækningen af sagen.
For de medier, der normalt beskæftiger sig med kändissladder, har nærmest fråde om munden i disse dage – men samtidig har de trods alt også én eller anden form for faglig forankring, der gør, at de objektivt godt kan se, at det her ikke bare er et kødben til den indre svinehund. Som skrevet ovenfor: En kvindelig stalker, der skal dømmes efter den nye, strammere paragraf? Det er større end bare sladder og skadefryd.
Samtidig har disse medier det store problem, at de for længst har bekendt kulør ift. Peter Falktoft og Esben Bjerre, som de hader med en inderlighed, der grænser til det religiøse, og dermed bliver dilemmaet, at de gerne vil dække historien, og måske faktisk også mere nuanceret, end de normalt bedriver journalistik – men de underminerer deres egen vinkel, hvis deres dækning får bare den mindste snert af, at de bruger historien til (endelig) at få ram på Peter & Esben/HGDG.
Så mit bud er, at det måske mere er en slags rådvildhed, der ligger til grund for de lidt halvhjertede angreb fra pressens side, end et egentligt hensyn til hovedpersonerne.
Det eneste sted, jeg sidder med en oplevelse af særbehandling, er ift. hvor konsekvent, der er lukket ned for kommentarfelter på ALLE platforme – og det synes jeg er svært at kritisere. Så længe de forskellige medier husker at gøre det samme, når det er Susanne fra Hjørring, der står for skud, er det en udvikling på SoMe, jeg byder velkommen.
Så vidt de lidt mere objektive spørgsmål, som sagen rejser.
Men det er ikke dem, der fylder i kommentarfelterne rundt omkring. Her handler det derimod om, om man synes, Esben Bjerres formodede utroskab undskylder det, Sisse Sejr har gjort.
Det har overrasket mig meget at se, hvor mange, der oprigtigt mener, at den kvinde, der har anmeldt Sisse Sejr, selv er ude om, hvad hun er blevet udsat for, fordi hun (og her citerer jeg) “gik efter en gift mand.”
Det synes jeg er helt vildt – og det er for mig en afart af den samme argumentation, som bruges, når man undskylder voldtægt med, at ofret var udfordrende klædt.
Jeg bliver sindssyg af, at vi stadig i 2025 fastholder det narrativ, at gifte mænd er uskyldige ofre, der kun er utro, når de, ganske mod deres vilje, lokkes i fordærv af onde sirener. Alene udtrykket ‘går efter’ får mit blodtryk til at stige, for uagtet at der findes kvinder derude, der af den ene eller anden grund foretrækker gifte mænd, så vil jeg gerne invitere hver eneste af jer til at ‘gå efter’ en mand eller kvinde, der ikke er interesseret i jer og få det til at ende i sengen.
Det er et udtryk, der udelukkende har til hensigt at frikende gifte mænd for det ansvar, der ligger i løftet, de har givet, og uden at have undersøgt det, vil jeg sætte hele min formue og begge mine nyrer på højkant på, at det er mænd, (måske med lidt hjælp fra kirken), der er arkitekterne bag.
Hvis en kvinde, der ikke er i et forhold, er sammen med en mand, der er, er det HAM, der har brudt et løfte. Ikke hende. Ansvaret er hans og hans alene, and I will die on that hill.
Den kvinde, der her er tale om, beskrives i flere medier som ‘Esben Bjerres veninde’. Om det er en puritansk omskrivning af ‘elskerinde’, eller om der reelt er tale om en fælles veninde til Sisse og Esben, ved jeg ikke, men hvis det sidste er tilfældet, er bedraget jo dobbelt, og det har jeg al mulig sympati for uoverskueligheden i.
Det retfærdiggør bare stadig ikke det, hun har gjort, synes jeg.
For det første MÅ det være en skærpende omstændighed, at hun har lavet et program om netop identitetstyveri og stalking. Alene dét er næsten nok til at skyde argumentet om affekt ned, fordi hun i min optik ikke troværdigt kan påstå, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde.
For det andet er der for mig at se intet, der kan undskylde en adfærd, man har praktiseret over flere uger. At handle overilet pga. sorg og krise, ville man (måske) kunne forstå, hvis der var tale om en lussing i nattelivet eller et opslag på insta om, at ‘X er en klam hore!’ skrevet en sen onsdag aften i en rødvinsbrandert. Svigt og bedrag gør ondt, og jeg tror, at vi alle har gjort ting, vi ikke er stolte af, i kærlighedens navn.
Men 14 dages systematisk chikane er ikke affekt. Det er nærmest det modsatte.
Og selvom hun, selvretfærdigt, i sin “undskyldning” skriver, at hun “stoppede i sommer”, selvom “den forurettede fortsatte med at kontakte min mand”, skal vi bare alle sammen huske, at ofret IKKE vidste, at det var stoppet, da hun anmeldte det. Hun har i ugevis været under konstant beskydning, og magtesløst vidne til, at et menneske meget aktivt har forsøgt at miskreditere hende og ødelægge de professionelle forbindelser, hun i sit job er 100% afhængig af at have.
Jeg er lige nu ved at høre en helt vanvittig podcast, der hedder ‘Barn med den forkerte’, hvor Jesper, som er ofret i historien, udsættes for noget tilsvarende. Når man hører ham fortælle, hvor meget det kan smadre (og hvor hurtigt), når et menneske går målrettet efter at ødelægge dit liv, kommer Sisse Sejrs ikke-undskyldning næsten til at virke afstumpet.
Når alt det er sagt, er der ingen mennesker ved deres fulde fem, der handler som Sisse Sejr har gjort, og jeg tror, det kommer til at koste hende hele butikken.
For ud over det vanvittige i, at hun har udsat et andet menneske for noget, hun i sit professionelle virke har afdækket konsekvenserne af, har hun sat hele sin faglige integritet over styr. For hun er erklæret feminist og har også været meget engageret i hele #metoo-debatten – men hvordan skal man kunne tage hende alvorligt, næste gang hun dækker en sag eller et emne, der har en overvægt af kvindelige ofre, når man nu ved, at hun ikke engang selv køber nok ind på præmissen til at afstå fra at gøre det, hun problematiserer?
Det er noget værre rod.
I bund og grund kan sagen nok koges ned til det helt fundamentale spørgsmål: Kan man gøre krav på et andet menneskes troskab og kærlighed?
Jeg tror det ikke. Der er ikke noget, der hedder hævdvunden ret, når det kommer til kærlighed, og den er intet værd, hvis man skal tigge om den eller insistere på den.
Et forhold er en kontrakt, som er under evig forhandling, og hvis den eneste måde, du kan sikre dig et andet menneskes troskab på, er ved at fjerne alle fristelser fra deres vej, er det ikke et forhold, du har; det er en endeløs kamp, du er dømt til at tabe, fordi du ikke kan være overalt, hele tiden.
Derfor tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår, hvad Sisse Sejr havde håbet at vinde med sin opførsel. At lukke en affære ned fjerner jo ikke det grundlæggende problem, at de (tilsyneladende) ikke længere er enige om, hvordan deres kontrakt skal fortolkes.
De ofre, vi alle sammen, uanset holdning til utroskab, må kunne blive enige om er 100% uskyldige i den her sag, er børnene, og det *kan* jeg ikke forstå, at hun ikke har kunne holde sig for øje. For én ting er utroskab. Det kan både redde og ødelægge ægteskaber, og de færreste går gennem livet uden at komme i berøring med det, på den ene eller den anden måde.
Men at reagere så ekstremt, at det ender på forsiden af alle aviser, så dine børn både skal leve med en viden om deres forældres ægteskab, de helst havde været foruden, og med konsekvenserne af din handling, både de strafferetslige og de afledte karrieremæssige og sociale af slagsen, er næsten umuligt at forsvare, synes jeg.
Jeg finder ingen fornøjelse ved at påpege det, for det er som at se et trafikuheld i slow motion, det her – men jeg tror desværre ikke, at Sisse Sejr har ramt bunden endnu. For det lader stadig ikke til, at hun forstår, hvorfor det, hun har gjort, er forkert, og derfor er jeg ikke sikker på, at hun er forberedt på omfanget af, hvad det kommer til at koste hende af jobs, relationer og venskaber.
Men hun har vist en side af sig selv, som MÅ ændre omgivelsernes syn på hende for bestandigt, og samtidig kommer hun formentlig til at trække flere med sig i faldet, inden det her er slut.
Her går det, mildest talt, ikke særlig godt.
M2025, uge 8
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Brugte jeg sidste søndag på at lave en liste over, hvad jeg har i mine frysere. Fordi jeg har et køle-fryseskab i køkkenet og en stor fryser i skuret (som jeg ELSKER!) går der jævnligt ude-af-øje i den, og da jeg for et par uger siden kørte en uge, kun med aftensmad fra fryseren, gik det op for mig, hvor meget jeg faktisk har på frost.
Efter at have snublet rundt i at planlægge at spise noget bestemt, som jeg tror, jeg har, og så køber tilbehør til, for så at finde ud af, at det *ikke* var det, jeg havde liggende, besluttede jeg at bruge 20 minutter på at gennemgå alle hylder og skuffer og skrive op, hvad jeg reelt har.
Jeg bliver aldrig struktureret nok til at have en on-going version af den liste kørende, selvom jeg på alle måder godt kan se, hvorfor det ville være smart, men selv som et one-time øjebliksbillede har den været brugbar.
For dels blev det tydeligt, at der er noget, jeg ikke behøver lave mere af lige foreløbigt (7 bokse med huevos rancheros, jeg kigger på jer), og dels muliggør det også lidt mix n’ match, hvor en lasagne, der er for meget af til én dag, men for lidt til to, bliver tænkt ind som fyld på andendagen i en tomatsuppe, der egentlig kun var en lille portion af.
Lige nu har det vist sig yderligere at have den fordel, at det bliver nemmere for mig at følge min læges anvisninger, fordi jeg har fået besked på at skrue op for indtag af protein og jern. Jeg spiser ikke ret meget kød, og kan være slem til i perioder at spise næsten det samme i flere uger i træk, hvilket godt kan give lidt lave værdier hist og pist. Min læge er god til at holde øje med de tal, der ligger lige på kanten, fordi jeg får taget blodprøver (og EKG) hver 6. måned i forbindelse med fornyelse af min recept på adhd-medicin, så med udsigt til en større operation, var anbefalingen at være mere bevidst om at få depoterne fyldt op.
Det er langt nemmere at gøre nu, fordi jeg på fryserlisten kan se, at 90% af det, jeg har i fryseren, er vegetarisk. Til gengæld er der meget af det, der sagtens kan smides en håndfuld pulled chicken eller chili con carne i, så det er der købt ind til at lave, næste gang strømmen er billig (hvis det nogensinde har tænkt sig at ske igen! *skærer tænder i højtarif*)
2.
Har jeg tjekket holdbarhed på fødevarerne og de hygiejneartikler, der ikke kan holde evigt (f.eks. tandpasta og håndkøbsmedicin) i mit prepperlager.
Det irriterer mig stadig, at verdens ledere og klimaet skal skabe sig så meget, at jeg skal bruge hyldeplads på det her, og hvor meget jeg end forsøger at køre kendte fødevarer, rotation og FIFO, så er der bare noget af det, jeg har derude, som vi ikke spiser til hverdag.
Men fordi jeg har et kvartalsvis tjek af lageret skrevet ind i min kalender, får jeg det gjort, og jeg synes efterhånden, at jeg er blevet god til at tænke selv de ting ind i madplanen, som vi ikke normalt spiser, hvis de er ved at gå på dato. Eksempelvis bruger jeg tomatsuppe på dåse som base, hvis jeg har mange slatne grøntsager i køleskabet; jeg langtidsbager dem i ovnen, blender dem og blander dem med suppen. Proteinbarerne bruger jeg i min madpakke, og instantpasta-retterne kan ungerne og deres venner høvle sig igennem, uden at blinke, når de kommer hjem fra skole, og kan spise deres egen kropsvægt i eftermiddagsmad.
Hygiejneartiklerne husker jeg det meste af tiden at skifte ud, når jeg køber nyt, og uanset hvad, oplever jeg, at det bliver nemmere og nemmere (og hurtigere og hurtigere) at gå lageret igennem, fordi jeg gør det 4 gange om året.
Og billedet af Musk med motorsaven (ffs!) var en fin reminder om, at selvom det er en lidt irriterende ekstraopgave, så er den nok fin nok at prioritere…
3.
Fandt jeg tid til at kigge på et ur, jeg har taget med ude fra oldefar.
Uret er sådan ét i en glasklokke, med et lille hængelod under, som roterer frem og tilbage, når uret går, og jeg syntes, det var fuldstændig magisk, da jeg var barn.
Der har ikke været batteri i det de sidste mange år, fordi oldefars syn var for dårligt til at se det, og da jeg fandt det derude, kunne jeg se, at bunden var irret. Men en nærmere inspektion viste, at selve urværket faktisk bare var skruet ned i bunden, som var hul, og jeg fik derfor den ide, at man måske kunne få drejet en ny bund til uret i mørkt træ.
For en sikkerheds skyld ville jeg lige tjekke, at uret stadig virkede, inden jeg gik på jagt efter en talentfuld træ-type, jeg kunne plage med min forespørgsel – og det var godt, jeg gjorde det.
For da jeg satte batterier i, startede uret igen, uden slinger i valsen. Jeg satte det over på reolen for at tage mål af det senere – men mens jeg stod og lavede en kop kaffe, kunne jeg pludselig høre, hvor AFSINDIGT højt, det tikkede.
Det er der nok 0% af jer, der er overraskede over at lære, at jeg ikke kan have, så efter at have flyttet det rundt i hele huset i håb om at finde et sted, hvor jeg kunne beundre det, men ikke høre det (og konstateret, at jeg har ører som en forskræmt perserkat), måtte jeg erkende mit nederlag og stede det til evig hvile.
Jeg ville virkelig, virkelig gerne have upcyclet det, for jeg elsker den historie, det kom med, men jeg er trods alt glad for, at jeg opdagede dealbreaker-detaljen, inden jeg fik smidt flere hundrede efter en specialdesignet fod.
M2025, uge 7
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg allokeret en dåse i mit skab til poser, der har været (tørre) madvarer i, f.eks. brød, frugt/grønt osv.
Vi har før talt om, at jeg er semihys med fødevarehygiejnen herhjemme, så selvom jeg genbruger de poser, der egner sig til det, så er der også nogle, som jeg ikke vil risikere at komme til at bruge til noget, de ikke egner sig til, fordi jeg har glemt, hvad der oprindeligt var i dem.
Men det er sgu også træls bare at smide dem ud, så nu er jeg i stedet endt med at samle dem sammen i dåsen, og så tage dem med ud i bilen, hvor jeg bruger dem til affald.
Jeg er ikke sikker på, at det er et behov alle har, men for mig, der kan køre 3-400 km. på en dag, sidder jeg ofte med et æbleskrog, papir fra et stykke plaster eller en brillepudseserviet i hånden, og nu er det nemt at tage med ud og smide i skraldespanden, når jeg parkerer.
2.
Har vi i anledning af vinterferien taget et par ture ud af huset.
Vi har gennem tiden haft årskort til mange forskellige lokationer, men dels er børnene efterhånden så store, at der er steder, der automatisk udelukker sig selv, og dels har vi heller ikke så mange timer mere, hvor det er mig, der skal stå for underholdningen.
Derfor har jeg valgt, at vi i dag hellere vil betale en smule mere for entre, men til gengæld kan tage lidt forskellige steder hen, når vi er afsted.
I søndags var vi på Egeskov Slot til Luminis lysfestival, hvilket efterhånden er en tradition. Vi har de sidste år været afsted med nogle af mine venner, som børnene er så heldige at få julegaver af, og fordi Frida ønsker sig alt i hele verden, mens Anton nærmest har det modsatte problem, valgte jeg sidste år at skrive lommepenge til Luminis på børnenes ønskesedler. For når vi har vandret igennem den fine slotshave, og er på vej hjem, kommer vi igennem en lille souvenirbutik, hvor begge børn hver gang forelsker sig inderligt i noget plys-belagt, de ikke kan leve uden, så på den her måde kunne mine søde venner selv få lov at se ungerne blive glade for det, de gav dem.
I går gik turen så til LEGO House, bare børnene og jeg, og på vejen derop lagde vi vejen forbi Lidl, hvor børnene fik lov at proviantere frit. Derfor var der penge til både en is og en solid kop kaffe løbet af eftermiddagen, og det var simpelthen sådan en hyggelig dag.
Det er jo ikke fordi julegavepenge og bake-off giver et Novo Nordisk-agtigt overskud på bundlinjen, men det *gør* en forskel, som er værd at tænke ind; særligt i ferieperioder, hvor mange bække små meget hurtigt løber op.
3.
Har jeg arbejdet nogle af dagene, selvom børnene har haft fri.
Det letter tingene betragteligt, at de kan være alene hjemme nogle timer, så jeg kan tage lidt opgaver ind, selvom de har ferie, for som selvstændig er det simpelthen ikke muligt at holde fri samtlige de 165 dage om året, hvor de ikke skal i skole.
Men lidt færre opgaver, kombineret med fraværet af madpakker og fritidsaktiviteter har betydet, at vi har haft god tid, og der er mere ro på mig, når jeg får lov at komme bare lidt ud (Torkild), og jeg også ved, at økonomien hænger sammen.
Det sidste er noget, jeg er HYPER opmærksom på, fordi jeg har lovet mig selv, at jeg ikke VIL tilbage til det sted, hvor jeg er underlagt kommuner og jobcentres betalingsvillighed, og den maratonindsats, jeg lagde for dagen i efteråret, har givet mig en lille buffer, som jeg er meget omhyggelig med at holde ved lige.
Skyerne i dén horisont er dog dels det skattesmæk, som ekstraopgaverne kommer til at give, og så det faktum, at jeg nu ved, at jeg skal under kniven i løbet af foråret for at få det, som ortopædkirurgen begejstret kaldte ‘et flot stykke metal fra Bauhauskassen!’
Det kan jeg overskue sådan cirka nul procent. Kontroltabet, usikkerheden ift. at være syg som selvstændig, udsigten til at skulle køre en husholdning på ét ben og morfin, det forstemmende i at have trænet mig *ægte* stærk for så at blive sat 5 felter tilbage giver mig lyst til at grave mig ned på marken.
Men der er ikke nogen vej udenom. Desværre. Jeg fik lov at se mit røntgenbillede, og hvor venstre side ligner en perfekt illustration fra en lærebog om knogler og led, så er højre side Sarajevo ’92.
Det er lort.
Men efter at have varmet mig ved fornægtelsens biopejs i et par måneder, har jeg nu trukket mig selv op ved nakkehårene, og er gået i gang med det forberedende arbejde, selvom der stadig er et par måneder til. Jeg har fået tjekket op på reglerne for sygedagpenge, jeg har talt med nogle samarbejdspartnere om mulige opgaver post-OP, der ikke kræver helt så mange timer i bil, og jeg har haft fat i Skat ift. muligheden for at afdrage restskatten i rater.
Alt sammen for at sikre, at jeg stadig har mit lille nest-egg, når jeg udløser alarmen i lufthavnens sikkerhedstjek.
Derfor er ferien også blevet brugt til stille og roligt at tale med børnene om, at jeg skal opereres, og hvad det betyder. Både ift. hvad jeg fysisk kan og ikke kan i tiden efter, men også om, at vi er nødt til at være gode til at tænke lidt over, hvad vi bruger pengene til nu, så vi stadig har penge at holde sommerferie for.
Det er en balancegang, for det skal præsenteres på en måde, så det ikke er noget, de bliver skræmte over, men omvendt er det også nødvendigt at forberede dem lidt mere, end der måske ville være brug for, hvis de ikke havde haft deres diagnoser, eller vi havde været to forældre.
Men det fine er, at de virkelig gerne vil hjælpe, og de spørger relevant ind til det hele, hvilket jeg bruger som pejlemærke ift. hvor lidt og hvor meget, det skal have lov at fylde. De er også begge skarpe nok til at lægge mærke til, at jeg skruer lidt ned for vores forbrug nu, og min vurdering er, at det er mere trygt for dem at kende årsagen, end det er at bemærke en ændring, som de voksne tilsyneladende hemmeligholder forklaringen på.
Grunden til, at punktet finder vej til listen her er, at jeg faktisk reelt er stolt over, at jeg formår at tænke frem i en situation, hvor mit instinkt tigger om afledning og Fuld Struds.
Der gives ingen garantier i livet, men jeg har gjort, hvad jeg kan for at komme igennem det her med skindet på næsen – og på plussiden må metal i skroget give livslang ret til med tung, østrigsk accent at annoncere, at ‘I’ll be back’ hver eneste gang, jeg forlader et lokale.
M2025, uge 6
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har Frida og jeg været en tur i Hjemløses Venner efter en vinterjakke og en skoletaske.
Den nuværende vinterjakke kan ikke mere; ikke engang med god vilje og reparationer, og skoletaskens lynlåse har pludselig besluttet, at det hele kan være lige meget.
Det er bidende koldt i dag – men selv konservativt sat, er der højest 6 uger tilbage, hvor en vinterjakke er nødvendig, og da mine børn alle dage er vokset helt ukurant, er det umuligt at købe én nu, som jeg kan være sikker på, hun stadig kan passe om 10 måneder.
Ift. skoletasken er vi, når vi trækker ferier og helligdage fra, for tæt på sommerferien og det kommende mellemtrin til, at jeg synes, det giver mening at købe en ny-ny. Ikke mindst fordi det skal være en taske af ordentlig kvalitet, og de er dyre.
For modsat Anton, som klarer sig fint med en almindelig rygsæk, fordi hans skole arbejder på én måde, har Frida brug for en rigtig skoletaske, fordi hendes skole arbejder på en anden. Hun slæber 10.000 bøger, en skolecomputer, madpakke, vandflaske og igangværende projekter med frem og tilbage hver eneste dag, og det kræver solide syninger, kvalitetslynlåse, en ordentlig opdeling af tasken, og remme, der ikke skærer armene af.
Derfor tog vi en tur i Hjemløses Venner, som her i byen har en KÆMPE forretning med meget fine ting.
HV har været mere innovative end andre genbrugsbutikker ift. aflevering af ting ved f.eks. at have lånetrailere og en stor, udendørs walk-in container, hvor ting kan sættes udenfor butikkens åbningstid. Samtidig er de mere selektive end de andre store spillere ift. hvad de tager ind i butikken, og derfor lugter der ikke af hengemte møbler og forgangne tider, når man går rundt og kigger.
Priserne er, så man kan give den fri uden at blive ruineret, så Frida valgte en fin skoletaske til 40 kroner, og en jakke til 30, og pengene kan nu i stedet bruges til at købe jakke og taske af god kvalitet, når vi rammer sensommer og efterår.
2.
Har jeg købt nyt sengetøj, og havde derfor et par dynebetræk, jeg tog ud af rotation.
Jeg bestak min søde mor med en buket blomster, og fik hende til at omdanne dem til 2 opbevaringsposer til mine flueforhæng, og en ordentlig stak små klude, som ungerne kan bruge, når de har børstet tænder.
Og det er meget niche med de forhæng, det ved jeg godt. Men vi bor på landet, så de er virkelig nødvendige, hvis ikke vi skal dø af enten varme eller insektudløst raseri om sommeren – men de er bøvlede at opbevare om vinteren. For stiller du dem på højkant, glider alle snorene ned på gulvet, og så ligger de dér og roder rundt. Men forhængene æder for meget lys om vinteren, hvis du lader dem hænge, så ét eller andet er man nødt til at gøre.
Dynebetrækkene var perfekte, fordi jeg så kan rulle forhængene sammen og lægge dem ned i poserne, ligesom du putter et brev i en kuvert. Jeg har købt et par værktøjskroge i Bil Tema, som jeg har skruet op over min dør i bryggerset, og nu kan de holde vinterpause der, indtil de igen skal på græs til maj.
3.
Har jeg gjort den trælse opdagelse, at det nu ikke længere er muligt at nøjes med sit fornavn på mobile pay. Og ærligt? Det kan jeg faktisk ikke helt forstå er lovligt.
For der er en MILLION situationer i dag, hvor det er den eneste mulighed for betaling, fordi ingen længere bruger kontanter og gebyret for kortbetaling (antager jeg) er for dyrt.
Men der kan være masser af grunde til, at du ikke har lyst til, at alle mulige skal have dit fulde navn. At du skal være registreret med det, så du ikke kan hvidvaske alle dine narkomillioner er fair nok – men at Jørgen, der sælger kage på en stand til Fantasyfestival, eller den engelske tatovør nede på hjørnet skal have info nok til at kunne slå dig op på både Krak og LinkedIn, hvis du ikke lige hedder Jensen til efternavn, fordi du betaler med et betalingsmiddel, *de* har bestemt, du skal bruge, forstår jeg ikke rimeligheden i.
Jeg har altid haft min profil sat op, så der bare står ‘Linda’ på den, men da jeg i sidste uge fik solgt nogle tæpper af oldefars, endte det simpelthen så træls, fordi dem, der havde købt dem, helt tydeligt troede, at der var tale om ægte tæpper. Det var der ikke – og prisen var sat derefter. Men henvendelsen jeg fik, var sketchy nok til, at jeg valgte at tage en kammerat med ud i huset, da aftalen var sat op.
De stillede to damer (min aftale var lavet med en mand), og brugte AL tid i verden på at tjekke mærkerne på bagsiden af tæpperne, sammen med en mand, de havde på Facetime. De talte ikke dansk, så hvad de har snakket om, ved jeg ikke – men jeg kan jo godt regne ud, at ingen skal bruge 30 minutter og 3 menneskers holdninger for at beslutte, om de skal købe 5 tæpper på 4×5 meter til 800 kroner i alt.
Da jeg spurgte, om vi var ved at være der, ville de gerne købe tæpperne – og skulle i øvrigt lige høre, om de måtte tage en vandkande, der stod på bordet, med. Den fik de, og så trillede de af.
5 timer senere skrev den ene af dem til mig, at ‘min mand kan ikke lide tæpperne, så jeg vil gerne aflevere dem tilbage og have mine penge igen’.
Og det er så *her*, jeg finder ud af, at de har mit fulde navn, fordi de har betalt med mobile pay. Min første reaktion var vantro, men da jeg slog det op, kunne jeg se, at det er bare ærgerligt, Sonny Boy; sådan er reglerne nu.
Det blev relativt ubehageligt, og jeg endte med at blokere dem begge to – men fordi jeg har det efternavn, jeg har, ville det tage dem 2 sekunder at slå mig op ud fra den overførsel, de har lavet, og så ville de vide, hvor jeg bor.
Verden er fuld af bimse typer, så det her punkt er faktisk mest tænkt som en advarsel, så man kan passe på sig selv, hvis noget i en situation føles *så* off, at man ikke har lyst til at udlevere sin identitet. Jeg ved ikke, hvad betalings-alternativet er, men ingen handel, kage eller tusch i verden er værd at sætte sin sikkerhed over styr for.
Listen before I go
For en måneds tid siden kom jeg til at tale om kønsroller og misogyni med en af mine kammerater.
Det er altid en lidt bøvlet samtale at tage, fordi begge parter skal træde varsomt, hvis ikke de skal falde i Forsvar/Angrebs-fælden. Der er aktier i sagen på begge sider af bordet, og man skal gøre sig gensidigt umage for at holde den neutral.
Omvendt er den jo relativt nødvendig, og jeg tænker også, at den kan være en mulighed for at gøre et interliseret, systemisk problem konkret og relaterbart.
“Men oplever du, at der er steder i det daglige, hvor de mænd, du møder, er chauvinistiske?” spurgte han.
Det var et vidunderligt spørgsmål at få, fordi det er essensen af noget, jeg det sidste halve år har lagt mærke til:
Der er simpelthen så mange mænd, der aldrig stiller kvinder et holdningsrelateret spørgsmål.
Og der er ligeså mange, der hellere vil have begge ben sat af under knæene end at spørge en kvinde om noget, der ikke handler om mad, børn eller Aula.
Jeg er den eneste kaptajn på skibet herhjemme, og det betyder, at det er mig, der skal sætte internet op, vælge bil og have styr på el-aftalen. Det har vi alt sammen snakket meget om herinde.
Men tilfældigvis har jeg for nyligt flere gange været sammen med mænd, hvor nogle bøvler med den internetløsning, de har valgt til hjemmet, og andre har børn, der slæber rundt på iPads med ustabile netværksforbindelser.
Det ved jeg noget om. Ret meget, faktisk. Og mit kærlighedssprog er Viden & Hjælp, så når jeg kan høre, at der er noget, du ikke er klar over, men som jeg til gengæld har indgående kendskab til, er jeg katten, der begejstret lægger min mus af viden for dine fødder.
Men de her mænd fejer mig af som et barn, når jeg forsøger at sige noget.
“Ja, det kender jeg godt, men det kan ikke bruges her” siger de, og begynder at mansplaine datadelingskort på en måde, der gør det krystalklart, at de ikke aner, hvad det er.
I starten troede jeg, at det var fordi, jeg ikke havde forklaret mig godt nok. Det tror jeg ikke længere. For jeg kan efterhånden se, at det handler om, at de simpelthen ikke i deres vildeste fantasi kan forestille sig, at jeg kan sidde inde med en viden, de ikke har. De er så fast forankrede i deres overbevisning om, at det ikke kan passe, at en kvinde ved mere end dem om et givent emne, at de hellere vil betale for meget for en dårlig løsning – eller undvære helt – end at spørge mig til råds.
Da jeg i sin tid skrev prepperlisten, jeg postede herinde, hentede jeg en eftermiddag et af børnene til en fødselsdag hvor skæbnen ville, at jeg var den eneste mor i en flok af fædre. Over kaffen faldt snakken på udenrigspolitik og forhøjet beredskab, og de nærmest hånlo over dem, som ‘var bange’, for ‘vi har jo masser af mad i fryseren!’ Da jeg spurgte, hvordan de havde tænkt sig at tilberede den, kiggede de på mig, som om jeg var retarderet.
Det er helt fair, at man ikke mener, at prepping er nødvendigt. Det blander jeg mig ikke i. Men den fuldstændige afvisning af muligheden for, at jeg kunne have et validt synspunkt at byde ind med, var sgu forstemmende.
(Og der er NUL tændstikker eller batterier til *dem*, når zombierne kommer, og de står og mangler).
(Mændene, altså. Ikke zombierne).
Nu er der jo selvfølgelig den mulighed, at det er me, hi, I’m the problem, it’s me. Måske er jeg bare kedeligere end gennemsnittet at tale med, eller måske kender jeg ikke min besøgstid.
Men når jeg, helt uvidenskabeligt, beder mine veninder nævne bare to (2) eksempler på situationer, hvor en mand, privat eller professionelt, har spurgt dem om deres holdning til et emne, eller til deres viden på et felt, bliver de helt tomme i blikket.
Jeg har første gang til gode, at nogen HAR to eksempler – og det undrer mig.
Det undrer mig, at så mange mænd er så blinde for, hvilke delelementer en samtale udgøres af; at den kræver nærvær og tilstedeværelse og gensidig, oprigtig interesse for at være givende.
Det undrer mig, hvor mange af dem, der ikke forstår, at mine spørgsmål er spær i den konstruktion, der skal bære samtalen, men i stedet, uden at undre sig, tager for givet, at min interesse for deres personlige holdninger til ting, er bundløs, ubegrænset og udspringer af et inderligt, undertrykt ønske om, at de vil gifte sig med mig.
Ret skal være ret: Somme tider spørger jeg, fordi jeg fascineres. Af noget, af nogen, af emnet.
Somme tider er Tinder bare deprimerende.
Men langt, langt de fleste gange handler det om, at nu sidder vi her og skal have nogle timer til at gå i selskab med hinanden, og her er det ved at få mit hoved til at eksplodere, at de ikke studser over den manglende balance i samtalen. At de ikke lægger mærke til, hvor meget de taler, og hvor lidt de lytter.
Der er en *helt* anden dynamik i den slags samtaler, når det er to kvinder, der har den. Når den ene svarer på et spørgsmål, der forgrener sig ind i værdier og livssyn, så bliver det i 7 ud af 10 af de situationer, jeg har iagttaget, fulgt op af et modspørgsmål med tilsvarende substans. Ikke bytte-bytte købmand, men et slags kontinuerlig samarbejde om at lægge en vej, der giver samtalen et spor at bevæge sig ud af.
Derfor gjorde det mig dobbelt glad, at min kammerat stillede mig det indledende spørgsmål.
For ud over, at det gav samtalen substans, så plantede det også et frø af håb i mig om, at der måske, trods alt, er ved at ske noget her.
M2025, uge 5
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg sendt en mail til boligforeningen, efter at have læst en historie i nyhederne, om et ungt par, der har haft en vandskade og selv skal betale for det ekstra forbrug, det ødelagte vandrør har givet dem. En regning, de forventer ender et sted mellem 40 og 50.000 kr.
I artiklen står, at regningen ender hos dem, fordi de afregner direkte med deres forsyningsselskab, mens udlejers forsikring ville have dækket, hvis de havde betalt aconto til ham. Vi er fra 01.01 også overgået til netop at afregne direkte med Din Forsyning, og derfor gav historien mig akut lyst til at finde ud af, om det samme gælder her.
Jeg kunne læse i artiklen, at flere forsyningsvirksomheder på deres selvbetjeningssider giver mulighed for, at man kan vælge at få en varslings-sms, hvis forbruget pludseligt stiger uventet meget, og spørgsmålet er, om jeg ikke skal have det gjort under alle omstændigheder.
For selvom det første og største problem ville være pengene, er det jo stadig i alles interesse, at vi hjælper hinanden med at passe godt på tingene.
(Plus: KÆMPE fri for at bo i et hus, med sådan en tørre-satan, der skal køre i døgndrift i 3 måneder!)
2.
Har jeg netop bestilt varer til den kommende uge, og det blev en billig omgang, fordi jeg har besluttet, at vi den kommende uge KUN skal have mad fra fryseren og/eller rugbrød.
For meget af det, jeg har i fryseren, er temamæssigt i den lidt tungere vinter-ende, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at lysten til kartoffelsuppe og chili con carne kan ligge på et meget lille sted, når først foråret rigtigt kommer.
I næste uge har jeg meget arbejde og et par sene møder, og det er derfor oplagt at kombinere logistik og praktik.
3.
Nåede vi til ved vejs ende med at tømme oldefars hus.
Jeg har en håndfuld ting derudefra sat til salg for mine forældre, og vi venter lige på, at Antons klasselærer afhenter en håndfuld småmøbler, som de har spurgt, om de må få til et recycling-projekt – hvilket min murerformandsbedstefar ville have elsket.
Men ellers er huset nu klar til at blive sat til salg.
Jeg ved ikke, hvad den sædvanlig tidsramme for at binde sløjfe på et liv er, men her har det taget næsten to måneder, fordi julen satte hele processen på hold.
Modsat hvad jeg ville have forventet, har det faktisk vist sig at være en gave i forklædning, for det sænkede tempo har været godt for os alle sammen. Jeg kan mærke, at mine forældre har fundet ro i den nye version af deres virkelighed, fordi lavpraktik jo på en måde er sorgbearbejdning, og samtidigt har vi haft tid til at opdage, at der har været ting og møbler, vi selv kunne bruge.
Det sidste har jeg tænkt meget over. For vi er egentlig ret gode til at få meget ud af lidt og til at tænke kreativt ift. anvendelsesmuligheder. Alligevel har det her været en påfaldende blind vinkel for os alle sammen, som jeg selv er det bedste eksempel på.
For jeg manglede et vitrineskab, og har de sidste mange uger gået op og ned ad et dækketøjsskab, som ville være den *perfekte* løsning, og som min bedstefar har haft i hele min levetid – og stadig havde jeg det sådan her, da det gik op for mig, at jeg kunne bruge det:
Jeg tror, det er fordi, det er svært at skille et hjem fra dets beboer? For havde du lukket mig ind i et fremmed hjem med oldefars ting, og sagt: “Tag, hvad du kan bruge” ville jeg være strøget *lige* hen til det. På samme måde fik min mor forleden pludselig ægte øje på en lampe, hun kan bruge, som vi jo altså har flyttet 24 gange, mens vi har ryddet op derude, men uden at SE-se den.
Men fordi man ser det menneske, man har holdt af i tingene, er det på en underlig måde svært at reducere dem til deres rene funktion. Det har den lidt lange procestid gjort muligt, og det er jeg bare ret taknemmelig over, fordi vi nu alle sammen har nogle af hans ting flettet ind i vores indretning, uden at det skriger “dødsbo!” eller “pligtarv!” Tingene er 1:1 noget, vi stilmæssigt selv kunne have fundet på at købe – men de er stadig fyldt med historie.
Det elsker jeg.
Og sandheden skal sætte dem fri
For en måneds tid siden, faldt jeg på instagram over et opslag, der bare bestod af teksten:
”What would you tell your younger self?”
Det er et af de spørgsmål, der, lidt afhængig af dagsform, enten inspirerer mig eller irriterer mig, men lige den dag havde jeg så meget andet i hovedet, at jeg bare læste det og kom fra det igen.
Men de efterfølgende dage tænkte jeg alligevel lidt over det.
For på den ene side er det jo tæt på umuligt at svare på, fordi du ikke kan adskille det menneske, du er i dag, med de erfaringer du har gjort dig, og den viden du har nu. Det er, som med de billeder med skjulte motiver, man altid skal se, når man er på kursus: Når først du har set, at træet også er en nøgen kvinde, kan du ikke u-se det igen.
Omvendt, så ER der jo faktisk nogle erfaringer, du ville ønske, at du kunne gå tilbage i tid og give dig selv, fordi det ville spare dig for en masse smerte, tvivl og frygt.
Spørgsmålet er endt med nærmest at blive lidt et tema over den sidste måned, for mens vi har ryddet op hos oldefar, har jeg mange gange tænkt på en podcast, jeg hørte engang, hvor en familie, der bare skulle rydde deres bedstefars hus, pludselig fandt mistænkeligt mange smykker og trusser, og over et par mareridts-uger endte med at måtte finde en måde at rumme på, at det menneske, de hele livet havde kendt som den julemandsagtige bedstefar, i virkeligheden var seriemorder.
For mens det hos oldefar har været gamle postkort fra Kina og botaniske optegnelser over buske i deres gamle have, vi er stødt på, så er det jo virkeligheden for nogle mennesker, at det først er, når de skal rydde et dødsbo, at de finder ud af, at de er adopterede, har en anden far end de troede, eller har halvsøskende ude i verden. Så sent som i sidste uge fik jeg en chokeret besked fra min veninde, som i sin onkels dødsbo havde fundet breve og dokumenter, der ændrer på alt, hvad familien troede, de vidste om ham.
Og måske er det den gamle sandhed om, at man, når man har en hammer, ser søm overalt, der her er på spil, men da jeg forleden hørte en ren sladderhistorie om, at en kendt dansker, der turnerer hjemmevant på forsiderne af diverse sladderblade med kone og børn, i virkeligheden er til mænd, slog det mig, at én af de konstateringer, jeg gerne ville gå tilbage i tiden og overbringe mit yngre jeg er:
Det handler ikke om dig.
For modsat hvordan det kan føles, så er det forbløffende, hvor lidt du fylder i andre menneskers bevidsthed. Vi spiller alle sammen den bærende hovedrolle i egne liv, og selvom nogle biroller er vigtigere for os end andre, så er vi langt det meste af tiden bare statister og tilfældige forbipasserende i de andres historier.
I det store og hele har de hemmeligheder, jeg selv har prøvet at holde skjult været i småtingsafdelingen. Det har mest været tale om dårlig dømmekraft, tvivlsomme beslutninger, psykiske udfordringer og usikkerhed.
Over årene er de alle sammen piblet frem i lyset – og det har intet ændret overhovedet.
Tværtimod har jeg lært, at de ting, vi skammer os over og prøver at skjule, meget ofte ender med at være dem, der giver vores relationer dybde og substans, når de kommer for en dag – fordi det er dem, der gør os menneskelige, og hvor vi derfor, tror jeg, genkender artens grundsubstans i hinanden.
Og det gør mig virkelig trist at tænke på, hvor langt vi vil gå og hvor store anstrengelser, vi vil gøre os for at skjule hemmeligheder, som ingen går op i. I hvert fald ikke i en grad, der står mål med det, det koster os at vogte over dem.
Det er spild af liv.
For uagtet at det føles, som om, din verden vil synke i grus, hvis det, du skammer dig mest over, kommer ud, så er sandheden, at din frygt er et selvbestaltet fængsel, som frarøver dig langt mere, end andre menneskers mening om dig nogensinde vil kunne.
For det, der gælder for både de mennesker, der går i graven med hemmeligheder om sidespring og børn på gule plader, og for mænd og kvinder, der krampagtigt forsøger at opretholde den facade, som de tror, er vigtig, er, at:
Og altså. Det er jo sat på spidsen. Det ved jeg godt. Der er stadig samfund, der dømmer, familier, der kan falde fra hinanden, og relationer, det vil være ubærligt at miste. Den del forsøger jeg ikke at tale ned. Det er desværre stadig et faktum, at der er mennesker, der sætter livet på spil ved at komme ud af skabet eller bekende deres utroskab, og den del af historien skal med.
Sondringen må være, om du tier, fordi du frygter for dit liv eller for din status i klanen. Hvis det sidste er tilfældet, er det måske en overvejelse værd, om du tror, at de mennesker, hvis fordømmelse, du gør vold på dig selv for ikke at pådrage dig, reelt ville ønske, at du spildte det ene liv, du har fået, ved kun at leve det halvt.
For selv blandt Se & Hørs læsere og Nationens mest ihærdige skribenter tror jeg faktisk, at det ærlige svar ville være nej.
Og hvis du lever et sted, hvor fordømmelse eller tab af social status vil skære dig ud af andre menneskers liv, så er spørgsmålet måske, om det er der, du skal være. Om ikke du betaler prisen to gange, ved både at nægte dig selv det liv, du higer efter, og ved at leve det, du så vælger i stedet, i frygt.
Angst æder sjæle op, som Fassbinder fastslog, og der er nok at være bange for. Men tanken om, at nogle mennesker går igennem livet med skammen i den ene hånd og forstillelsen i den anden, så det ikke er hænder fri til at gribe efter lykken, når den kommer flagrende forbi, gør mig ondt og inderligt trist.
M2025, uge 4
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg opdateret min Watts energi-app, som inden jul pludselig holdt op med at virke. Men min strømregning er efterhånden så grum, at jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at gøre noget.
Jeg kan se på mit forbrug, at det ligger nogenlunde, som det plejer, så det er prisen, der er synderen her. Som vi har talt om før, kan der ikke gøres meget ved tarifferne, men jeg er træt af at sende SÅ mange penge efter vaskemaskinen og de tændte lamper; specielt fordi jeg stadig er (nogenlunde) god til at tænke over at smide låg på gryderne/bruge ovnens eftervarme/lave mad på én varmekilde, at slukke lyset/elradiatoren, når vi ikke er hjemme, at lade devices om natten og at holde tørretumblerforbrug på et minimum.
Så er der ikke andet tilbage at gøre, end at forsøge at lægge vores forbrug rent i de grønne perioder, og det kræver mindre at gøre, når jeg bare skal tjekke dagens timepris på en app, end hvis jeg skal google den først.
2.
Har jeg været på genbrugspladsen så mange gange, at man skulle tro, jeg var forelsket i formanden derovre.
Vi er tæt på at være i mål med at tømme oldefars hus, og da jeg samtidigt har fået chartollet hjem (som er SÅ PÆNT!!), har jeg også fået de sidste ting rykket rundt og på plads hér.
Inden jeg startede med at rydde op og rykke rundt, lovede jeg mig selv, at jeg ville være kritisk, når jeg satte tingene tilbage på plads, for jeg har MANGE æsker og kasser efterhånden, og problemet er, at de jo ikke på dén måde går i stykker. De skal virkelig være ramponerede, for at man ikke længere kan putte ting i dem og bruge dem til opbevaring.
Men der er en stak af dem, som jeg de sidste mange gange, jeg har ryddet op, bare har flyttet rundt på, fordi de er forkerte i faconen, har låg, der er dumme at sætte på, eller på anden vis er trælse.
Og oprydningens psykologi er dejlig forudsige, for hvor det af en eller anden grund kan være svært at stå med en kasse i hånden og beslutte at smide den ud, så er det nemmere at få gjort, når man på forhånd har besluttet at trimme hele bestanden.
Jeg stedte 15 stk. til hvile, og tetris’ede resten, så de fylder mindst muligt, og nu står de på loftet og venter på næste gang, jeg får en god ide.
3.
Har jeg hakket indholdet af min grøntsagsskuffe, vendt det med den sidste rest af nogle hjemmelavede langtidsbagte tomater med hvidløg, og ladet det bage mørt i ovnen. Jeg blendede det med en rest smøreost fra min fødselsdagsbrunch og et par skefulde creme fraiche, og det blev til noget, der ligger et sted mellem mos og tyk suppe.
Jeg har fordelt resultatet i 3 bøtter, for selvom jeg bare kunne have lavet (god) suppe af hele balladen, kan det også sagtens bruges som bund i f.eks. en gryderet eller en omgang Huevos Rancheros i stedet for hakket tomat.
Som ‘halvfabrikat’ fylder det ikke meget i fryseren, og jeg elsker, at man ved at bage og blende det, kan forvandle noget, der ellers mest er et irritationsmoment, som bare skal bruges, til et reelt produkt, der faktisk bidrager med noget.
M2025, uge 3
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg besluttet, at vi kører en slags bootleg-købestop på dagligvarer den kommende uge.
Ikke sådan at forstå, at vi skal have havregryn med vand på, fordi vi ikke må købe en ny liter mælk, når vi har tømt den, der står i lågen, men jeg restock’er ikke på de ting, jeg bare pr. automatik plejer at købe, når jeg handler.
Og det er ikke fordi, vi ikke får dem brugt, for det gør vi. Men når man har alle de ingredienser ved hånden, man altid har, så laver man det, man altid laver, og dermed kommer de lidt mere eksotiske glas og dåser til at stå og hænge ensomt med næbbet.
Men jeg er faktisk relativt kreativ i et køkken, så jeg er god til at få ting tænkt ind; jeg skal bare ikke have et nemt alternativ, der stiller sig i vejen.
Det sidste halve år har jeg arbejdet på at finde en måde at få #prepperlife og #stopmadspild til at mødes, og det kræver, at man deler sin forståelse af overbegrebet Mad mere op, end jeg plejer at gøre. Jeg har brugt 5 år på at øve mig i at køre med halvtomme skabe og på først at købe, når jeg mangler; nu har jeg skulle lære at balancere For Meget af noget med Kun Lige Nok af noget andet.
Men nu er vi vist landet et sted, hvor ingen dør af sult, hvis det hele går i stå i en uge eller to, selvom jeg den næste uges tid fokuserer på at få brugt de syltede, grønne tomater og belugalinserne.
2.
Har jeg endelig tegnet den sygeforsikring, der har været min dårlige samvittighed fra jeg startede som selvstændig.
Og inden nogen hæver stemmen: Jeg begynder at græde, hvis I råber ad mig.
For jeg VED det godt. Det er tæt på kamikazisk at rulle uden, og særligt som enlig forsørger. Men selv i et fag, der ikke kræver hverken varelager eller uniform, er der en del udgifter, som man skal tjene penge for at kunne betale.
Den her forsikring giver højeste dagpengesats fra første sygedag, 6 måneder efter, at den er tegnet. Den koster tæt på 5000 om året, men udgiften kan trækkes fra. Vurderingen herfra har bare været, at med et gennemsnit på én sygedag om året, ville den koste mig mere, end jeg potentielt ville tabe – men jeg har også hele tiden været smerteligt bevidst om, at hvis jeg går på røven på et glat fortov og brækker et håndled, så bliver det *virkelig* træls at være mig og os.
Nu skal jeg bare holde tungen lige i munden og immunforsvar og lemmer intakte de næste 6 måneder, så kan jeg trække vejret lidt lettere igen.
3.
Har jeg tænkt meget over, hvad vi gør med folks ting, når de dør.
For i de uger, vi har gået og ryddet op hos oldefar, har vi snakket meget om, at det kræver mere fokus, end man lige skulle tro, ikke bare at ende med at samle til hobe.
For sagen er, at de færreste i dag jo lever med en masse lort omkring sig, og oldefar har været god til at rydde op. Det betyder, at stort set alt derude, er brugbart og velholdt, og fordi vi i dag er blevet så gode til ikke bare at smide ud, er det nemt at stå med en spartel eller en stor skål og tænke: “Ej, men den kan jeg da godt bruge!”
Og det ville man kunne med 70% af indboet.
“- men *mangler* du sådan én?” er vi derfor begyndt at spørge hinanden om, når én af os igen står med en vase eller tre skruetrækkere halvvejs nede i tasken. For det er nok mere relevant.
Vi har sat en masse plastikkasser på spisebordet derude, så vi får tingene sorteret med det samme, og så det er nemt at tage en bilfuld med på genbrugspladsen eller til Hjemløses Venner, når vi kører derudefra, og det kan jeg varmt anbefale; det gør det meget mere overskueligt, og man skal kun have tingene gennem hænderne én gang.
Det, der skal sælges, sætter vi i en tømt reol, og soveværelset bruger vi til de møbler, som vi ved, at nogen skal have. Og selvom anledningen jo ikke er særlig festlig, glæder jeg mig alligevel lidt over at kunne bidrage med al den systematik, som de her indlæg har lært mig.
Hele processen giver desuden anledning til nogle gode samtaler, for uden at der skal gå Live All You Can i den, så har min mor og jeg talt meget om, hvad man, som den, der er død, ville ønske for sine efterladte. For når man står med en skuffefuld af indgraveret sølvtøj, føles det nærmest som helligbrøde at skille sig af med det, men skåret ind til benet håber vi vel alle sammen, at de mennesker, vi har elsket og ladt bag os, forbinder os med noget godt. At det, der minder dem om os, gør dem glade.
Og det skaber ikke glæde, når man står og stirrer ned i en skuffe med sort, plettet sølvtøj, man aldrig bruger, men stadig føler dårlig samvittighed over ikke at få pudset.
Tværtimod.
Men jeg bliver glad, hver gang jeg kommer hjem i skumringen, og oldefars lille hus med lys i tager imod mig. Billedet af ham under træet på min reol, minder mig haven og drivhuset og vindruerne, der altid kun *næsten* var modne, og jeg sender ham en kærlig tanke hver ENESTE gang, jeg sætter bestik i hans aflagte kurv i min opvaskemaskine, og ikke længere skal tænke over, hvad det er for ét af rummene, bunden er gået løs i.
Sådan vil jeg håbe, at nogen også sorterer mine ting, når den dag kommer.
(PS: Men det siger sig selv, at jeg kommer til at hjemsøge dem alle sammen for evigt, hvis de smider mine tarotkort ud).
(Eller min lavalampe med glimmer).
