M2018, uge 11

(Se forklaring på m2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Ryddet op i ungernes tøjskabe. Vi har været så heldige, at der de sidste par uger er landet 4 store poser tøj hos os, hvilket altid er fedt. Normalt sorterer jeg bare størrelserne og lægger det på plads og i “vente-kasserne”, men denne gang valgte jeg at sortere i bund. Frida er nu ved at have fuld-installeret sin personlighed, og det betyder, at meget af det tøj, som jeg har gemt fra Anton, kan sendes videre, for hun kan ikke lide at have det på. F.eks. har jeg 5 par jeans, som har været Antons, som jeg med Mary Poppins-stemme har forsøgt at tale hende i, men hun hader at have dem på, og får jeg dem endelig lusket på, er det eneste, der sker, at hun tager dem af, ligeså snart, jeg vender ryggen til. Ved samme lejlighed frasorterede jeg alt det tøj, som vi styrer udenom, når vi vælger OOTD (#modeblogger), selvom det er både brugbart og i god stand. Selvom jeg måtte klappe Marie Kondo-bogen i lige omkring det sted, hvor man bliver anbefalet at folde sine strømper på en bestemt måde, fordi de har brug for at slappe af (for opholdet i skuffen angiveligt er den eneste pause de får..), kan jeg alligevel godt lide tanken om, at der kun er tøj, man har lyst til at tage på, når man åbner skabet. Så 4 poser modtaget og 6 sendt videre til nye hjem.

2)
Ledt efter baggy bukser til Frida i hør, hvor man har tænkt bæredygtighed ind i fremstillingen. En million googlinger til trods, kan jeg ikke finde nogen – anyone?

3)
Erstattet den frosne mango i vores weekendsmoothies med dåseferskener, som er væsentlig billigere. Vi har fast tradition for smoothies lørdag og søndag, og det er en glimrende mulighed for at få brugt yoghurt-, grød- og frugtrester, men da bananer, som jeg tidligere har sødet med, er i bad standing her i huset, har vi indtil nu brugt mango som “bund”. Det er bare sygt dyrt, og derfor har jeg nu skiftet den ud med dåseferskner. Når jeg tager dette punkt med, gør jeg det, fordi jeg ikke udelukkende synes, at det er en god ide. For fersknerne er billigere og tilgodeser dermed mit mål om at skrue ned for mit (økonomiske) forbrug. Men mango kommer i poser, som jeg har en ide om belaster miljøet væsentlig mindre, end de dåser, fersknerne sælges i.

Man kunne løse problemet ved selv at henkoge, og man kunne også flytte ud i skoven og leve af det, man kan skyde og plukke – men det rører ved noget, som jeg ikke synes, der snakkes så meget om i forhold til nedbringelse af overforbrug: At man somme tider i sin iver efter at gøre noget rigtigt på ét område, gør noget ret forkert på et andet. Måske er det fordi, jeg slår begreber som sparsommelighed/downsizing/minimalisme/bæredygtighed/upcycling osv. sammen, selvom de egentlig ikke er forenelige?

For der er masser af penge at spare ved handle i discountbutikkerne, og der udveksles ofte rundt omkring i cyber ideer til, hvad der er billigt, men lige så godt som en given originalvare – men hvis alle vælger at gå dén vej, risikerer vi så ikke, at de små lokale butikker, der ikke CO2-belaster med transport, emballage osv. må lukke?

Ligeledes kan der være masser af penge at spare ved at få gennemgået sine forsikringer og flytte dem til det billigste sted – men skal man det, hvis man har oplevet god service hos dem, man har, de gange, man har haft brug for dem?

Isoleret set er det ret nemt at svare på, at jeg selvfølglige ikke ønsker at skamspare mig til et samfund, hvor pris er den eneste faktor, der tages i betragtning, når jeg skal vælge noget frem for andet. Men i hverdagen og livet, sådan helt generelt, synes jeg, at der er mange gråzoner. Måske er jeg bare ved at have beskæftiget mig så meget med hele downsizing-ideen, at jeg er blevet opmærksom på noget, som alle andre ved og har forholdt sig til i årevis – men for mig er det nyt at føle, at mine idealer clasher, og at én løsning ikke længere kun føles god, fordi jeg pludselig er blevet meget bevidst om de konsekvenser mit valg *også* har.

Tilbage til hverdagen (og et par nye anmeldelser)

Jeg synes, det er længe siden, jeg bare har skrevet et helt almindeligt indlæg. Der var pludselig så meget, jeg mente en masse om, og så blev det de indlæg, der faldt ud af fingrene, når jeg satte mig med mac’en.

Men bagved alle holdningerne om fagforeninger, blogreklamer og billeder af uheld på motorveje, trillede hverdagen selvfølgelig stille og roligt videre.

Frida er startet i børnehave et par måneder før tid, og det er virkelig godt til hende, for hun er klar. Hun reagerer selvfølgelig, men på forventelig vis. Fordi Anton altid har været helt sin egen, som ikke har ladet følelser og reaktioner diktere af lærebøger og kurver, har jeg efterhånden lært at min rolle i forandringer er at dække op, indtil jeg finder ud af, hvad der kommer. På sportsmåden, that is. Ikke med knive og gafler. Det kommer mig til gode med Frida, fordi jeg bare pr. refleks rydder kalenderen, så vi har tid og ro til at tage tingene, som de kommer. Så når Frida først falder helt fra hinanden over, at hun skal i bad, for så – efter at have raset sig op af karret på rekordtid – at græde en time, fordi hun gerne vil i bad, så kan jeg sætte mig med hende, uden at stresse over aftaler og bagkanter.

Når jeg lige skriver det, lyder det mere zen, end det er, for non-stop raseri og gråd kan vist slå bunden ud af de fleste, men jeg tackler det med langt mere ro, end jeg tidligere ville have gjort, fordi jeg har taget mine forholdsregler.

I det hele taget er ‘ro’ et tema for mig for tiden. For en uges tid siden, hørte jeg Anton sige til Frida: “Kom nu, Frida. Vi skal skynde os!” da vi skulle ud af døren, og det satte sig hos mig. M2018-indlæggene er jo ret konkrete ift. spareideer osv. men de udspringer af et dybtfølt ønske om at leve et liv med mere ro, og fokus på de rigtige ting. Derfor har jeg nu finttunet mit øre, så det opfanger ‘skynde os’ hver eneste gang, ordene hopper ud af min mund. For det gider jeg egentlig ikke, at vi skal.

Men for lige at illustrere, at gode intentioner ikke altid bærer en ide ind i virkeligheden, kan jeg fortælle, at antallet af morgener, vi siden har haft, hvor vi ikke har skulle skynde os, er: 0. Jeg må bare sande, at om vi så stod op kl. 3, ville vi stadig ende i let løb, når vi skal ud af døren. Mine børn er åbenbart bare små, (søde) svampe, der absorberer al den tid, man giver dem.

Min eneste morgen-landevinding er derfor, at jeg ikke længere råber: KOM SÅ!! men bare moser det ud gennem meget sammenpressede læber, så anti-skynde kurset er ikke helt åbent for tilmelding endnu.

Ud over det, er der nothing going on but the rent. Anton elsker stadig taekwondo (Frida er umådelig fortørnet over, at hun ikke må gå til ‘wondo’) og jeg har netop fået besked på, at vi har fået tildelt en plads i tale-høreklasen efter sommerferien, hvilket er en enorm lettelse. Og så bliver det i denne uge, at jeg endelig, endelige, ENDELIG kan finde tid til at komme til frisøren, hvilket betyder, at man på søndag kan forvente M2018-punktet: “Shampooforbrug halveret.”

Må resten af ugen være god ved jer.

Ps: Bøg- og serielisterne er opdateret med følgende anbefalinger:

Waking up in winter – Cheryl Richardson
Denne bog var en af dem, Amazon anbefalede mig på baggrund af mine seneste køb, og selvom Amazon ofte har ret, var det her alligevel et ualmindelig rent pletskud.

Kort fortalt er det en dagbog skrevet af den 54-årig coach og forfatter Cheryl Richardson, som er tilknyttet Hay House. Hun lever af at holde foredrag og afholde workshops, men kan mærke, at hun ikke længere trives i det liv, hun har skabt for sig selv. Bogen er et forsøg på at skrive sig frem til, hvem hun er ved at blive, hvad der er vigtigt i livet, og hvorfor.

Jeg har sjældent følt så meget genkendelse i en bog. CR lever markant anderledes end mig (ingen børn og masser af penge), men hendes beskrivelser af fornemmelsen af at forandre sig; at mærke, at man ikke længere er den samme, uden at have nogen som helst ide om, hvem man så er, er 1:1 med den oplevelse jeg har af livet lige nu.

Jeg identificerede mig 100% med hendes forsøg på at skille det væsentlige fra det uvæsentlige, og efterfølgende slippe det, der ikke længere føles sandt, ægte og nødvendigt.

Til forskel fra mange andre bøger om coaching, der ofte har et meget specifikt mål for øje (lær at sige nej/forstå din sult/tiltræk den kæreste du virkelig fortjener), handler den her om noget langt mere grundlæggende og gennemgribende: At sidde med fornemmelsen af at ændre sig grundlæggende som person, og hvilke tanker, glæder og bekymringer, der sætter gang i. Og hvor de klassiske selvhjælpsbøger ofte indeholder løsninger og mål at arbejde hen imod, er det her egentlig bare et vindue til en proces, hvor den største “hjælp” for mig bestod i alle de tanker, den satte i gang hos mig selv.

Jeg er ikke ret meget i tvivl om, at man skal være midt i en form for søgen, for at den her bog giver mening. For sjov prøvede jeg at kigge på de ratings, den har fået på diverse amerikanske bogsider, og 95% af anmeldelserne var enten 1 eller 5 stjerner. Så enten mærker man den, eller også gør man overhovedet ikke, men jeg elskede den.

Jordens Kvinder – Vibeke Amdisen
Jeg fandt denne bog, fordi jeg var på jagt efter noget om månens cyklus og meditation. Helt klassisk får jeg ikke mediteret så meget, som jeg gerne ville, men over de sidste måneder, er jeg faldet over flere artikler, der nævner begrebet ‘månemeditation’ og alene navnet appellerer for vildt til mig.

Bogen er meget, meget smuk – og meget, meget urtet. Jeg har været nødt til at tage den i bidder, fordi jeg nok ikke helt er der, hvor jeg er klar til at markere mit territorium med menstruationsblod, lave et alter med det i stuen og omtale det som mit måneblod. Det snakker hun en del om.

Men bogen har alligevel gjort indtryk på mig, fordi den beskæftiger sig med livets cyklus, kvinderollen i religion, historie og samfund og det feminine, sådan helt generelt. Jeg vil være ærlig og sige, at jeg nogle steder synes, man får fremsat udsagn/holdninger som fakta, men læst som et indspark til the future is female og ud fra betragtningen om, at man ofte flytter sig mest, når man bliver en smule provokeret, synes jeg alligevel, at bogen er meningsfuld.

Dark
Stikord: Døde børn, orme-huller i tiden og uhygge. På tysk.
Forestil dig, at du er urmager, og om 10 år vil opfinde en maskine, der gør det muligt at rejse i tid. En mand opsøger dig og hævder at være fra fremtiden. Han beder dig om at reparere din egen (kommende) tidsmaskine, fordi den er gået i stykker. Spørgsmålet er nu: Er du i stand til at opfinde tidsmaskinen, fordi du har set den, eller ville du være nået frem til at opfinde den af dig selv under alle omstændigheder?

Hvis ovenstående semi-paradoks irriterer dig, kan du trygt styre udenom Dark. Hvis ikke, er det bare at trykke ‘Play’. Det er en serie, der kræver opmærksomhed, og som man godt kan blive lidt svimmel af, fordi den beskæftiger sig med det klassiske tidsrejsedilemma: Hvordan vil det påvirke nutiden og fremtiden, hvis du rejser tilbage og ændrer på et hændelsesforløb – og hvor vidtrækkende konsekvenser vil det få?

Serien kører simultant med et thriller-plot, et science-plot og et persongalleri i 3 forskellige årtier, og jeg var godt underholdt. Og til tider virkelig forvirret. Min eneste anke er egentlig, at nogen har kigget lidt for dybt i Blair Witch-flasken med lyd-effekter, for den sindssygt klamme hule i skoven, det meget suspekte atom-kraftværk og de forsvundne børn er længe uhyggelige nok i sig selv. Det bliver grænsende-til-latterligt, når der er ‘der-en-øksemorder-bag-dig-i-spejlet’-lydeffekter på fuldstændig almindelige samtaler.

Hvis man kunne lide Stranger Things, er der gode chancer for, at man også vil kunne lide Dark.

Here and Now
Stikord: Den yngste (adoptiv)søn i en hippiefamilie med et virkelig afslappet forhold til stoffer, begynder at se uforklarlige ting. Er det psykisk sygdom, for meget pot eller er der andet og mere på spil?
Der er indtil videre lagt 5 afsnit op af denne serie, og jeg er vild med den. Umiddelbart lyder det jo ikke som verdens stærkeste plot, men med et væld af bi-historier og en undertone af mystik og creepyness, kan jeg ikke få puttet ungerne hurtigt nok om mandagen, hvor de nye afsnit releases. Jeg aner ikke, om den holder kadencen, da der kun er 5 afsnit at vurdere ud fra, men kvaliteten af både historie og skuespil er høj, og den er absolut se-værdig, synes jeg.

(Serien er en af HBO’s nye satsninger, og er lavet af manden bag Six Feet Under. Den har fået ret dårlige anmeldelser de steder, jeg har set den omtalt, hvilket jeg ikke helt forstår. Retfærdigvis skal det siges, at jeg stadig har Six Feet Under til gode, og det er muligt, at HAN falder igennem, hvis man sammenligner de to.)

M2018, uge 10

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

haft fokus på vand, hvilket jeg har 2 kommentarer til.

For det første, at jeg kan se, at det her med ‘fokus’ virkelig er vigtigt. 2018 er sat af til at teste og undersøge alle afkroge og hjørner af hele downsizing-idéen, og det ville være ideelt, hvis vi fik grundlagt nye vaner på en uge, for hold kæft, hvor ville det rykke så, ikke? Men det er selvfølgelig ikke sådan, virkeligheden er. F.eks. har vi i den forgangne uge cyklet lige præcis 0 km., fordi det ikke har været et fokuspunkt. Det skal jeg lige finde ud af, hvad jeg gør ved; om nogle punkter eventuelt skal “genbruges” eller køre i flere uger, eller hvordan jeg ellers kan sikre, at de ikke falder ud af bunden, så snart jeg flytter fokus.

For det andet er ‘vand’ i forbindelse med spare-råd simpelthen noget af det mest usexede, jeg ved, og når jeg ser gode tips og ideer om det, finder jeg det underlig irrelevant, fordi zzzz. For god ordens skyld vil jeg lige sige, at jeg jo godt ved, at det er idiotisk på alle niveauer. Både ift. penge og miljø (i uprioriteret rækkefølge, naturlivis…) – men ikke desto mindre.

Derfor er denne uges 3 punkter alle variationer over the shape of water #dontjudge

1)
forholdt mig kritisk til ALT det tøj, jeg normalt ville smide til vask pr. automatik (strømper og undertøj/bodyer undtaget). Det bliver en af dem, der sidder der efter bare én uges fokus, for jøsses, hvor har vi været nogle små svin (ja, jeg er ikke for fin til at trække mine børn med mig ned her). Jeg tror måske, at jeg har glemt at opdage, at lopperne bliver større? Da de spiste med hele kroppen, og udelukkende bevægede sig i kravl, var alt tøj altid klar til en omgang koncentreret Biotex sidst på dagen, men det er jo langt fra tilfældet i dag. Jeg er heller ikke pr. default smurt ind i gylp og mos. Jeg vil tro, at jeg har sparet to hele vaske på en uge. Det bliver til at få øje på over et år.

2)
taget al service af bordet og skabt det rent, inden jeg begyndte at skylle af. Ja, jeg ved godt, at der lige nu sidder nogle garvede minimalister og slår korsets tegn for sig, og det er sgu heller ikke godt nok, men det har indtil nu været væsentlig mindre struktureret, og det har kostet vand. No more.

3)
ventet med at tænde for bruseren, til jeg har været klar. Den her er et levn fra før jeg fik børn, for de 10 sekunder, det tog at blive klar til at hoppe under strålerne, plejede at passe perfekt med, at vandet var blevet varmt. Men jeg har ikke været på badeværelset uden publikum med akut brug for hjælp til 53 ting; som har slået sig, skal trøstes, er tørstige og i det hele taget bare har kunne mærke 16 uopsættelige behov melde sig, i det sekund, badeværelsesdøren er blevet lukket, i 7 år. Jeg skal være ærlig: De 10 sekunder jeg nu står og fryser, finder jeg sygt ubehagelige, men en times komfort om året er – trods alt – en ret lille pris at betale, for at Anton og Fridas børn og børnebørn har rent drikkevand.

Fight the power

I dag er det kvindernes internationale kampdag, selvom det kan være svært at se dét ene træ i den store skov at lock-outs, strejker og u-bådssager.

Jeg kender ingen kvinder, der synes, at dagen er ligegyldig, men jeg kender heller ingen, der sådan rigtig… bruger den til noget. Ikke at der ikke er masser at kæmpe for, men de store problemstillinger, der altid trækkes frem, når vi snakker om ligestilling, er typisk emner som ligeløn, ret til uddannelse, barsel og de deraf følgende konsekvenser for pension og avancement, og det, at kvinder i mange tilfælde forventes at være den, der tager barnets første sygedag.

Meget få kvinder vil erklære sig uenige i, at ovenstående modarbejder ligestilling mellem kønnene, men det er også lidt svært at føle, at man som enkeltindivid kan gøre den helt store forskel. Det bliver lidt abstrakt, og ikke sådan rigtig noget, man lige kan tage fat på og løse en regnvåd torsdag i marts.

Men det, vi *kan* gøre, er at øve os i at blive bedre til at opdage, hvornår vi fuldstændig uden at tænke over det, opfatter manden som klogere og mere magtfuld og berettiget end kvinden, udelukkende pga. køn.

Jeg tog mig selv i det i sidste uge. Jeg har i lang tid haft en bekendt, der er meget opsøgende på fb. Det er mange år siden, vi havde noget med hinanden at gøre, og det var en helt rigtig beslutning, at det ikke skulle være os, men civiliserede som vi er, er vi selvfølgelig venner på fb.

I lang tid – år – har han jævnligt skrevet flirtende beskeder, men da jeg slet, slet ikke er interesseret, er jeg gledet af på dem. Jeg har også et par gange direkte sagt: “Nej tak”. Og ligeså hyggeligt, det kan være at flirte, ligeså træls og anmassende bliver det, når man har sagt nej og det bliver ved. Flirt er at blive kildet med en fjer. Det her er som at få tæsk med hele hønen. Jeg har for længst blokeret ham på messenger, men ladet ham stå som ven, fordi der trods alt er grænser for, hvor direkte man kan være i et åbent forum.

I sidste uge havde han så gjort det igen. Lavet et move, forklædt som en kompliment. Min første impuls var, at jeg blev nødt til at svare ham, men fordi jeg er så træt af det, kom jeg til at tænke: Hvorfor egentlig? Det er ham, der bliver ved med at gøre situationen akavet – hvorfor føler jeg mig forpligtet til at genoprette Den Gode Stemning? Og så gik det op for mig, at det er fordi jeg synes, jeg skylder ham noget, fordi Han giver mig opmærksomhed.

I 2018.

Hvor jeg betragter mig selv som en strong, independant woman, who don’t need NO man.

Det blev jeg sgu ærlig talt lidt rystet over.

Og hvor de fleste af os ikke står op til at skulle bekæmpe trafficking og prostitution og ligeløn – så kunne vi med fordel øve os i at opdage alle de små, bitte reaktionsmønstre og automatholdninger, der understøtter den skæve konstruktion som ligestillingen (eller mangel på samme) har været i mange hundrede år.

Som ovenstående. Eller som det lille snert af forbavselse, der går igennem os, når mekanikeren er en kvinde og sygeplejersken er en mand.

Hvis vi ikke selv opdager det, når det sker, bliver det det, vi kommer til at give det videre til næste generation, og dét, synes jeg, er værd at kæmpe for – eller måske nærmere imod.

Når jeg har trykket “udgiv” på dette indlæg, går jeg ind og fjerner ham helt fra min venneliste.

Glædelig kampdag derude.

I øvrigt:

* er jeg gået midlertidigt i stå med at sortere gamle indlæg, fordi jeg er så heldig, at en lille håndfuld gode mennesker har sendt opgaver i min retning. Derfor er jeres gæt ligeså godt som mit ift. hvad nummer ‘I øvrigt’ dette er i rækken. (Der kommer styr på det. Promise.)

* holdt Frida i fredags afslutning i vuggestuen. Mens jeg forsøgte at lægge neonblå glasur på kagen, spekulerede jeg lakonisk på, om jeg mon ender med at gå i graven uden at lære at justere glasur til den rette konsistens, eller om jeg for altid må pendulere mellem de to varianter ‘Modellervoks’ og ‘Vand’.

* var begge børn den anden morgen meget optagede af mit foredrag om det vildt, vi har i haven, og om hvordan ræven/ulven/den store kanin må have været så sulten i den sibiriske kulde, at den om natten havde væltet alt, hvad vi havde stående uden for vinduet, og revet trækassen fra hinanden. De snakker stadig om det, og jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal få rullet historien tilbage og afsløre, at det viste sig at være en 1,5 liters danskvand, der var eksploderet. Ulven Apollinaris. (Seriøst: Jeg har set bomber på tv forrette mindre skade #SagsanlægComingUp)

* vil jeg gerne vide, hvem – HVEM!?! – det er, der designer alle børnetandbørster i hele fucking Danmark, så de vælter, når man lægger dem på bordet ved håndvasken. At få børstet tænder i dette hjem har efterhånden udviklet sig en slags alternativt spa-ophold, hvor man iføres en helkrops-maske af Colgate.

* lavede jeg med et par småjusteringer denne kødsauce i fredags, og det er hands down den bedste bolognese jeg i mit liv har spist.

* var jeg i dag i Søstrene Grene efter en notesbog, og da jeg spurgte pigen ved kassen efter, hvad jeg skulle bruge, kunne jeg godt selv høre, at det er tippet over og har forvandlet sig til en besættelse. (“Den skal bare være sådan en almindelig én, du ved, A5-størrelse, hard cover med spiralryg, men ENDELIG IKKE præ-perforeret – jeg får spat af de der to millimeter restpapir – papiret må IKKE være ternet, og det skal ikke være det der trælse genbrugspapir, kuglepenne ikke kan skrive på. Har I det?”)

* har jeg aldrig været klar over, hvor meget jeg skriver “slet” før stavekontrollen konsekvent begyndte at auto-ændre det til “sket”, hvilket betyder, at man fra nu af kan forvente at modtage beskeder fra mig med rim, tysk-klingende syntaks og en undertone af mystik. “Det har jeg sket ikke set” “Det er sket ikke sikkert jeg når det”

* er jeg i dag blevet spurgt, om jeg har børnebørn. This shall not be forgotten.

* har Anton en ønskeseddel, han møjesommeligt skriver på, så den er klar til hans fødselsdag i november. De to ønsker, der indtil videre bekymrer mig mest, er ‘Tågehorn’ og ‘Brandslukker’.

* er boglisten opdateret med “Rum”

M2018, uge 9

(Se forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
lavet en madplan, der gav mulighed for at producere ekstra retter til fryseren. Hvis man ikke lige har orket at trawle kommentarfeltet fra sidste M2018-indlæg, så var fryseren det helt varme emne, og konklusionen var, at man i sin iver for at leve billigt og bruge, hvad man har, godt kan komme til at tømme sin fryser, og dermed hælde babyen ud med badevandet (#ImBringingOrdsprogBack) For det betyder, at man så ikke har noget som helst at gøre med i det, vi i kommentarfeltet fik døbt “panik-ugerne”. Så i denne uge har jeg haft hjemmeværnsgryden fremme stort set hver dag, og min fryser er nu så pakket, at der ikke kan mases så meget som en solsikkekerne mere ind.

2)
genfundet min cykel. Inden jeg fik børn (og bil) cyklede jeg til stort set alting, men i Aarhus boede jeg også væsentlig tættere på mine tolkeopgaver, end jeg gør herude på vestkysten. Jeg tolker mest i Kolding/Fredericia/Vejle-området, og det *giver* mere logistik, når jeg skal finde ud af, hvordan jeg får afleveret børn og hentet dem igen på cykel, når jeg ikke har cykelstativ på bilen. Men i ugen, der er gået, har jeg haft som fokuspunkt at finde og bruge mulighederne, når de opstod (hvis jeg f.eks. var før hjemme end beregnet og dermed havde mulighed for at trække både Antons og min cykel ned til skolen) og vi har fået cyklet ca. 12 km. Det er ikke Tour de France, men det er stadig mere end ingenting. (Og så er min bil i det mindste ikke gået i stykker på dé ture *bitter-smiley*)

3)
opdaget tomatpuré på tube. Det startede egentlig med, at jeg havde forsøgt at købe tomatketchup fra en af discountkæderne, som flere har lovet smager “fuldstændig som Heinz!” Enten er folk fulde af løgn, eller også er mine smagsløg mere raffinerede end flertallets; det smagte *overhovedet* ikke af Heinz. Jeg stod og kiggede på flasken, og tænkte: “Nå ja. Så må jeg vel bare bruge det til madlavning” Og så fik jeg sgu næsten en åbenbaring af den slags, hvor man bliver slået af forundring over, hvor stor en idiot, man somme somme tider er. For jeg søder ofte med ketchup, når jeg laver kødsauce, lasagne osv. Og indtil nu har jeg stået og hældt Heinz, som holder ca. samme literpris som blyfri 95, ned i tomatsacuen – hvilket jo er helt idiotisk. Så nu har vi en ketchup til madlavning og én til at bruge som ketchup-ketchup. Al den fokus på tomater i mad, fik mig til at tænke over, at jeg altid bare smider en hel dåse tomatpure i maden, selvom det egentlig ikke er nødvendigt. Og derfra var der ikke langt til tuben. Jeg medgiver, at det er i småtingsafdelingen, men det føles faktisk godt at tage det, jeg skal bruge, i stedet for at få mit forbrug defineret af pakkestørrelsen. Det vil jeg klart forsøge at overføre på flere af mine køkken-ingredienser.

Til sidst:
Da jeg startede denne lille serie af indlæg, lovede jeg, at vi ville evaluere på det, sådan slut-februar – og det er vist nu. Det svinger meget, hvor mange kommentarer indlæggene genererer, og jeg har været i gamet længe nok til at vide, at manglende kommentarer ikke altid er lig med manglende interesse. Omvendt er der heller ingen grund til at bruge tid og spalteplads på dem, hvis det kun er 15 af jer, der føler, at de er underholdende/brugbare at læse. Så jeg ville blive rigtig glad, hvis I ville bruge 30 sekunder på at smide en kommentar på, om I har noget ud af M2018-indlæggene herunder. (Og der er no hard feelings, hvis det ikke er tilfældet.)

God søndag!

Don’t hate the player, hate the game

Jeg tænker ikke, at nogen af os rigtig magter at træde mere rundt i Krifa-gate. Emnet er selvfølgelig evigt aktuelt og vigtigt, men blogvinklen tror jeg, at alle er ved at være trætte af.

Hele debatten rejste imidlertid i flere kommentarfelter rundt omkring en bi-tråd ift. reklamer på blogs, (Nomdemie har også flere gange taget emnet op) og det synes jeg egentlig godt, at vi kan snakke lidt om, nu hvor vi alligevel er i det mere seriøse hjørne.

To ting, inden vi starter:

For det første vil jeg meget gerne appellere til, at vi lader den blogger, der endte med at stå på mål for hele Krifa-debatten få fred. Nok er nok, og de knaster ved blogmediet, som hendes indlæg ufrivilligt endte med at belyse, kan sagtens diskuteres uden at inddrage hende yderligere.

For det andet vil jeg gerne runde mine motiver til at tage det her emne op, for det kommer hurtigt til at lugte af gloriepudsning og rose-fiskeri, fordi jeg ikke selv kører med spons og reklamer. Faktisk sidder jeg lige og beslutter, at det er forbudt at rose i kommentarfeltet.

Når jeg tager det op, er det fordi, der i forhold til reklamer kommer flere og flere etiske grå-zoner, som jeg synes, at vi, som både bloggere og bloglæsere, er nødt til at snakke om, fordi det påvirker os alle sammen. For 5 år siden var det ikke nødvendigt at skrive “Ikke spons” hver eneste gang, man nævnte noget ved navn; det er det i dag. Mit håb er, at vi selv kan være med til at bevare blogmediets troværdighed ved at snakke åbent om, hvor der køres med nedsat sigtbarhed.

Det er mit indtryk, at det er et emne, der er forbundet med en vis berøringsangst i blogland, fordi vi alle sammen kender nogen – og godt kan lide nogen – der kører med reklamer, og det betyder, at der er masser af ømme tæer at træde på. Alligevel tænker jeg, at vi tager den. De sponsorerede damer jeg kender (for jeg kender vist ikke rigtigt nogen mænd, der blogger med spons?) forsøger at være enormt transparante ift. hvornår de er skriver betalte indlæg, og på den måde tager de jo, sådan lidt af bagvejen, alligevel et standpunkt.

Pop-up- og bannerreklamer samt affiliate-links tror jeg godt, vi kan starte med at parkere. De er rimelig ligetil, og alle kan se, at der her er tale om reklame.

Så er der de steder, hvor det bliver lidt mere mudret.

Som f.eks. hvis Sildemoes giver mig en cykel for at skrive et indlæg. Her ville jeg klart skulle angive, at der var tale om sponsoreret indhold. Men ingen ved, hvad aftale jeg har lavet med Sildemoes, for kontrakten er en aftale mellem mig og producenten, så der er intet til hinder for, at jeg “tilfældigvis” står med selvsamme cykel, når jeg lægger min næste kampagne op, hvor jeg med en to-go i hånden reklamerer for min venindes nye kaffested Starfucks. Er det nok, at jeg bare første gang angiver, at der er tale om reklame? For som læsere gider vi jo ikke (lad os være ærlige) at skulle grave os igennem 2 hele sider inden hvert indlæg med oplysninger om, at mine øjenvipper for 2 måneder siden blev påsat som betaling for at skrive et indlæg, at jeg selv har betalt min klipning, men fået striberne betalt som tak for omtale og blablabla. Hvor længe og hvor meget skal man informere?

Eller de situationer, hvor store bloggere lader sig hverve som ambassadører for f.eks. restaurationer. Alle kan jo, ud fra et overordnet perspektiv, blive enige om, at det er spons – men hvad, hvis jeg er en kendt reality-stjerne, der lever af at blogge, og min storesøster åbner restauranten TRASH, hvor jeg spiser gratis – det manglede sgu da bare, med alt det tøj, hun har lånt – og jeg hver gang jeg spiser der, sørger for at poste et billede på IG, hvor restaurantens logo et med? At hverve ambassadører bliver mere og mere almindeligt, og i USA er flere alkoholproducenter begyndt at placere sælgere, forklædt som helt almindelige gæster, i barerne rundt omkring i nattelivet, som “tilfældigvis” kommer i snak med dig, og “tilfældigvis” sørger for at fortælle om deres nye yndlingsdrink. Det er godt tænkt – men det er stadig reklame.

Ovenstående gælder i forhold til produkter – men der findes også organisationer og sager, som er langt mere politiske, og på samme måde som fake news og plantede historier kan få store konsekvenser for hele det politiske landskab.

Lad os sige, at jeg laver en kampagne for den til-lejligheden-frit-opfundne organisation “Forbyd Abort”. Jeg er selv pro-valg, men Forbyd Abort har tilbudt mig en god pris og ovenikøbet lavet en kampagne, hvor de donerer 50% af alle indmeldelsesgebyrer til Unicef. Alle elsker Unicef, så jeg tager kampagnen. Jeg poster mit indlæg – og mine læsere går amok.

Nu bliver det pludselig træls, for nu bliver jeg tvunget til at vælge mellem min egen integritet og min arbejdsgivers. Hvis jeg ikke fortæller, hvor jeg står, slår det skår i mine læseres billede af mig, og dermed falder min værdi som reklamesøjle, for den er bygget op om min troværdighed. Jeg er produktet. Og hvis jeg gerne vil leve af min blog, er det essentielt, at jeg bevarer den.

Omvendt er det superproblematisk at undsige de mennesker, der har betalt mig penge for at køre deres kampagne, fordi det både vil give betænkeligheder hos potentielle, kommende annoncører, samt skabe et troværdighedsproblem ift. allerede kørte kampagner. Hvis jeg ikke står inde for det synspunkt, jeg gør mig til fortaler for her, var det kosttilskud, jeg lovpriste i sidste uge så virkelig så godt, som jeg påstod?

Det primære problem er, set med mine øjne, at der ift. bloggere og spons ikke er samme kontrakt mellem formidler og slutbruger, som der f.eks. er ved livsstilsmagasiner. Hvis Euroman laver en artikel, sponsoreret af Hugo Boss, hvori de forsøger at fremhæve SS-officierne (som HB syede uniformer til) som stil-ikoner, kan jeg som læser lade være med at købe bladet, og på den måde udtrykke min utilfredshed. Der er mulighed for en form for kontant afregning, som bloglæsere ikke kan praktisere overfor bloggere og producenter, de kører reklamer for.

Men har de ret til det? Det har jo hele tiden været det argument, vi i blogland bruger, når vi skal forventningsafstemme med læserne. At så længe de ikke betaler for “varen”, så kan de heller ikke diktere indhold, form og farve af denne. Jeg kan ikke beslutte mig for, hvad jeg mener, for det er en slags hønen og ægget. Bloggere og læsere eksisterer jo kun i kraft af hinanden, så hvem skal sætte dagsordenen?

Ud over at producenter og marketingsfolk bliver mere og mere kreative, hvilket kan gøre det sygt svært at opdage, når man bliver udsat for reklame, er problemet også, at næste generation af bloglæsere er på vej. Og de var ikke med, da vi for 5-6 år siden diskuterede det rimelige i, at bloggere skulle angive, når der var tale om betalt indhold.

Så hvordan sikrer vi, at alle, nye såvel som garvede læsere, kender spillereglerne? Og at bloggeres skrivelyst ikke bliver segner under vægten af dem?

(Og er der overhovedet nogen, der har orket at læse dette indlæg til ende?)

M2018, uge 8

(Se forklaring på M2018-konceptet her )

I den forgangne uge har jeg:

1)
tænkt meget over, hvordan jeg får standset ulykken, når først skibet begynder at kæntre. Lang historie kort måtte jeg sidste søndag gå i seng kl 19.30 med den ledeste migræne. Jeg havde det så skidt, at jeg ikke engang formåede at tage af bordet efter aftensmaden, og det betød, at jeg mandag morgen stod op til et hjem, der lignede en indflytterfest på et kollegium – med udsigt til en uge med ualmindelig mange aftaler, møder, gæster osv. Søndag aften plejer at være den aften, jeg skaber det endelige overblik over den kommene uge, planlægger indkøb osv. og hvis jeg nogensinde har tvivlet på, om det var indsatsen værd, har denne uge været en 7 dage lang illustration af, at ja. Det er det. For det har *sejlet*. Vi har brugt for mange penge, spist for dårlig mad, smidt alt for meget mad ud og generelt bare løbet efter os selv.

Den næste måned vil jeg prøve at lave råskitsen over den kommende uge om lørdagen, for at se, om en bufferdag kan gøre forskellen. Og ellers ved jeg sgu ikke rigtigt – har I nogle erfaringer, I kan byde ind med her? For selvom det jo ikke som sådan handler om at spare eller downsize, synes jeg alligevel, at det er relevant, fordi der ikke skal være mange af den slags uger på et år, før det faktisk gør en forskel i budgettet.

2)
endelig fundet den perfekte sæbe-flaske at genopfylde. Af en eller anden grund kan jeg kun finde genopfyldelige sæbedispensere med pumpe, hvilket af praktiske årsager ikke rigtig fungerer i min bruseniche. Jeg har derfor prøvet at genbruge nogle af emballagerne (hvad fanden kalder vi det?? Flasker? Beholdere?) fra de små showergels, jeg har brugt op, men fordi de ikke er lavet til at genbruge, bliver det noget baks. Men NU! Nu har jeg endelig fundet svaret, og det er Urtekrams sæber/shampooer. (Ikke spons) Hætten kan skrues af, så der er rigeligt med plads til at fylde over, og fordi de er designet til at blive fyldt på den måde, holder de tæt, så man også kan have sæben med i en toilettaske uden at risikere, at alt er smurt ind, når man lyner op næste gang.

3)
fundet et alternativ til poser/film/sølvpapir (#shame). Jeg er flere steder stødt på begrebet “Beeswrap”, som er et stykke stof, der er imprægneret med bivoks og noget antibakterielt. Ideen er, at man kan opbevare brød i det, lægge det over skåle i køleskabet, bruge det til madpakker osv. Det kan formes pga. voksen, og spås at kunne holde i ca. et år. Jeg fik lyst til at prøve det, men fik akut u-lyst igen, da jeg så priserne. Men så prøvede jeg at gå på Etsy, og der fandt jeg et tilsvarende produkt til omkring en fjerdedel af prisen. Man skal være obs på, at man bestiller fra England og ikke Australien eller USA (hvad gør vi, når Brexit er en realitet?), så man ikke sætter hele besparelsen til i porto, men mine kom i går, og jeg er spændt på at se, om de holder, hvad de lover.

Sammen *er* du stærkere

Lige nu kører Krifa en kampagne gennem forskellige bloggere, hvor temaet er “Brok” og indlæggene rundt omkring er sponsorerede; altså købt og betalt reklame. Fordi det er tilfældet, starter vi lige med en disclaimer:

Jeg får ingenting for at skrive dette indlæg, og ingen har prikket mig på skulderen.

Når jeg skriver det, handler det om, at jeg simpelthen ikke kan holde ud, at ingen nævner ulemperne og de vanvittig store konsekvenser, der kan få for os alle sammen, hvis det lykkes de gule fagforeninger at udradere fagforeningerne.

Nogen vil have legitime grunde til at ønske, at de gule får mere vind i sejlene, og det er ikke dem, jeg forsøger at ramme med dette indlæg. Nedenstående er mit forsøg på at nå dem, der træffer deres valg af fagforening ud af uvidenhed, og som dermed ikke ved, hvad de er ved at sætte over styr.

Fagforeninger er, som navnet siger, en “forening af fag”. Og allerede her støder vi på den første forskel på de gule (Krifa, Det Faglige Hus osv.) og de røde (HK, 3F, SL osv.) For der er en grund til, at de røde fagforeninger er delt op. Hvis jeg som tegnsprogstolk ringer til Dansk Metal for at melde mig ind, vil jeg venligt, men bestemt blive taget i hånden og fulgt over til nogle mennesker, der ved mere om, hvad jeg foretager mig, end dem, der repræsenterer rørlæggere, mekanikere osv. De gule fagforeninger forener ikke fag. Tværtimod. De reklamerer selv med, at de repræsenterer alle faggrupper – hvordan det kan være et argument at fortælle, hvor tyndt et lag, man skal smøre sin ekspertise ud over for at dække hele kagen, kommer jeg aldrig til at forstå. De gule fagforeninger er virksomheder, hverken mere eller mindre, og det er bare virkelig vigtigt at gøre sig 100% klart.

Til dette aspekt hører også, at der i vores alle sammens fag er opgaver, som måske ikke kræver specifik viden/uddannelse at varetage. Her er det kun fordi du har en fagforening, der helt målrettet kæmper for DIT fag, at andre faggrupper ikke får den gode ide at overtage pågældende funktion, og dermed, en funktion af gangen, at gøre dig og din profession mere og mere undværlig. De gule fagforeninger ønsker individuelle forhandlinger, og ikke overenskomster, men da postbuddenes fagforening fik den gode ide, at buddene kunne opkvalificeres til at tage blodprøver på ældre mennesker, når de nu alligevel kom ud på hjemadresserne, var det kun fordi bioanalytikernes fagforening forhindrede det, at den ide ikke blev ført ud i livet. Havde bioanalytikerne sikret sig individuelt, er det svært at se, hvem der skulle have stillet sig i vejen på den samlede gruppes vegne.

I Danmark har vi Den Danske Model, som meget forenklet går ud på, at repræsentanter for hhv. arbejdstagere og arbejdsgivere (og i nogle tilfælde staten) sætter sig sammen, og forsøger at skrue arbejdsmarkedet sammen på en måde, så alle får mest af det, de gerne vil have. Det fungerer, fordi alle parter repræsenterer en gruppe, og dermed har magt til at give og tage på hele gruppens vegne.

Fordi de gule fagforeninger ikke forhandler overenskomst med hovedorganisationerne, lukrerer de udelukkende på de resultater, som de røde fagforeninger bruger mange, mange penge og ressourcer på at forhandle hjem. Skåret ind til benet betyder det, at de gule fagforeninger aldrig kommer til at forbedre dit fags rettigheder, for de sidder ikke med ved bordet, og kommer ikke til det, så længe de ikke repræsenterer en gruppe, som de kan forhandle på vegne af.

Mange tænker: “Nå ja – men hvis rettighederne er de samme, og jeg kan spare penge, så er det vel mig der vinder?” Forkert. For jo flere, der flytter fra de røde fagforeninger til de gule, desto mindre bliver den gruppe, de røde repræsenterer, og det påvirker deres indflydelse. Strength in numbers og mangel på samme. Og det betyder, at næste gang, der skal forhandles overenskomst, så står fagforeningerne – og dermed arbejdstagerne – dårligere, og det vil kunne ses på de resultater, de kan forhandle hjem. Hvilket *også* rammer dem, der er gult organiserede, fordi de som nævnt bare sætter sig ind på bagsædet af bilen, uden spytte i kassen til brændstof, forsikring og slitage. Problemet bliver for alvor stort, hvis tilpas mange melder sig ind i de gule, da fagforeningerne så mister retten til at forhandle, fordi de ikke længere repræsenterer størstedelen af arbejderne – og dermed kan arbejdsgiver selv bestemme løn og arbejdsforhold efter forgodtbefindende. Mon ikke det får betydning for barsel, helligdagsbetaling, 6. ferie-uge, omsorgsdage, beskyttelse v. sygdom, efteruddannelse osv.?

Og når arbejdsmarkedets parter sætter sig til forhandlingsbordet, er det jo ikke sådan, at arbejdsgiversiden starter med at smække den gamle overenskomst i bordet og sige: “Nå venner. Hvor må vi tilbyde at giver jer flere goder, end I allerede har?” Når parterne sætter sig, bliver alt, hvad man tidligere har indgået aftaler om bragt tilbage i spil, så de rettigheder du har gennem din overenskomst i dag, er ikke sikret længere, end til næste overenskomstforhandling.

Ovenstående handler om dine grundvilkår; dvs. alt det, du bygger dit liv og din hverdag op omkring. Det ser skidekedeligt ud, når man læser om det i avisen, men det er simpelthen så vigtigt at forstå, at det handler om helt lavpraktiske forhold i dit liv – f.eks. hvor længe, du har råd til at gå hjemme med din lille, nye baby.

Men fagforeninger er også vigtige, når tingene ikke går, som de skal, som hvis du f.eks. bliver fyret, fordi du er kommet til at sige til din chef, at du synes, Nickelback er et latterligt dårligt band, eller har fået små børn og derfor ikke er så fleksibel længere, når det kommer til “interessetimer” som Malthe og Malou fra marketing på hhv. 21 og 23 år. Eller hvis du finder ud af, at du ikke har fået den løn, du egentlig har ret til. For de gule fagforeninger ikke adgang til det fagretlige system. “Men hvad betyder dét, Linda?” Jeg er glad for, at du spørger. Det betyder, at de gule kører de få sager, de tager gennem de civile domstole, hvilket i yderste konsekvens betyder, at du selv risikerer at skulle køre betale sagsomkostningerne, hvis du taber din sag. Og selvom de gule i hvert eneste (fucking) radioindslag insisterer på, at der er samme faglige tryghed hos dem, som ved de røde fagforeninger, er det simpelthen ikke rigtigt. I en undersøgelse, lavet af en advokat for 3F, kunne man se, at der i 2011/12 “ved landsretterne og Højesteret blev ført 45 skadesager, hvor en lønmodtager krævede erstatning af sin arbejdsgiver på grund af eksempelvis dårligt arbejdsmiljø. 9 ud af de 45 sager er rejst uden medvirken af en fagforening. Af de resterende sager tegner traditionelle forbund under hovedorganisationerne LO og FTF sig for de 35. Fagforeningen Danmark, der er en del af Det Faglige Hus, har ført én sag.”

Hvis nogen har kommentarer, gode eksempler osv. er man mere end velkommen i kommentarfeltet. Man må – som altid – gerne være uenig; nuanceret debat har aldrig skadet nogen, men vær søde at huske at tale ordentligt til hinanden.

Og en sidste ting: Jeg vil forfærdelig gerne, at dette indlæg og kommentarfeltet hertil reelt kan bruges som information til dem, der har opgivet at interessere sig for emnet. Derfor: Hvis noget af det, jeg har skrevet, kan misforstås eller formuleres bedre, skal man skrive det, og jeg vil meget gerne appellere til, at man bruger sin sunde fornuft, inden man fremsætter påstande i kommentarfeltet. Både når man er enig og uenig. Det er simpelthen for nemt at diskvalificere hele debatten, hvis den bygger på for meget hear-say og enkeltmandshistorier om engang i 1978, hvor man ringede til sin fagforening, og ingen tog telefonen.

Den her sag er for vigtigt til at smide på gulvet på grund af retorik og misforståelser og sponsorerede indlæg.

Anton, min Anton

For nogle måneder siden bad jeg om at få lavet en sensorisk profil af Anton. Min fornemmelse er, at han bruger mange, mange kræfter på at være i skole og på at være sammen med andre mennesker, og reaktionerne kommer, når han kommer hjem. Det må han gerne – det skal han – for jeg er den pude han skal slå i, og jeg stiller hellere end gerne op.

Lige nu går han, som jeg tidligere har nævnt, i en særlig tale-høreklasse på en skole i byen, og i SFO på den lokale skole; ideen er, at det skaber en tilknytning til nærmiljøet og fordi behovet for at blive i tale-høreklassen vurderes fra år til år, og er et tilbud, der kun går til og med 2. klasse, ved vi, at han på et tidspunkt skal “hjem” og gå i skole.

Jeg har efterhånden lært, at den eneste brobygger-faktor i denne ligning er mig. Hvis ikke jeg tager hånd om de udfordringer, der trækker op i horisonten, er der ingen, der forholder sig til dem, og jeg ved allerede nu, at uanset om Anton kommer til at gå inde i byen de næste 3 år, eller om han starter her efter sommerferien, så kommer det til at koste kræfter for ham at omstille sig. Derfor vil jeg gerne begynde at øve, hvordan jeg kan hjælpe ham med at rumme verden, når den forandrer sig, så han får de bedste betingelser for at trives og vokse og lære.

Fysioterapeuten, der er tilknyttet Antons klasse, og som er hende, der har lavet den sensoriske profil, sendte mig i går papirerne med konklusionen på undersøgelsen, så jeg lige kunne læse dem, inden mødet i morgen.

Og som hver eneste gang, jeg får hans udfordringer beskrevet, sort på hvidt, fik jeg ondt i maven og tårer i øjnene. Også selvom det er mig selv, der har bedt om at få lavet udredningen. Det er simpelthen så svært at se min fine dreng, der rummer hele livet selv, reduceret til indsatsområder, og det gør umådeligt ondt at blive mindet om, at selvom han har rykket sig himmelstormende mil, så er der stadig både snubletråd og bjørnefælder i det landskab, han betræder.

Men i går var heldigvis også første gang, Anton skulle prøve Taekwondo – noget, han har snakket om længe, og som jeg derfor syntes, at han skulle have lov at prøve.

Kæmpesucces.

Hvordan nogle forældre kan deltage i den slags med værdigheden i behold, er beyond me, for jeg måtte rode i tasken efter “vand” og “læbepomader” flere gange undervejs. Han var et halvt hoved mindre end alle andre på holdet og fordi det var en prøvegang, var han selvfølgelig ikke iført dobok. Så billedet er 15 børn i store, hvide dragter, og så lille, spinkle, sortklædte Anton, der var så ivrig og genert og begejstret, at han blev nødt til at hoppe op og ned på stedet, mens han kiggede på træner Alex, som jeg forestiller mig, at israelitterne må have kigget på Moses, da han delte Det Røde Hav.

Det var simpelthen så godt, at vi var afsted, fordi det hjalp mig med at huske, at papiret ikke definerer ham eller fortæller det fjerneste om, hvem han er, og når først jeg husker det, kommer jeg også altid i tanke om, at vi er omgivet af mennesker, der gør alt, hvad de kan for at hjælpe ham med det, der driller.

Vi er heldige.

Mest mig. For jeg har ham her:

(Ps: Boglisten er opdateret med thrilleren “Søster”)