The times they are a-changin’

Det er en mærkelig tid. Det er, som om, alting er opbrud og kaos, og det er svært ikke at føle, at universet er ved at brænde marken af, så den er klar til at så en helt ny type af afgrøder på.

Mit hoved er ved at eksplodere, og min hjerne føles, som en overtrænet muskel; træt, øm og med desperat brug for en pause at restituere i. 

Helt lavpraktisk er der mange overvejelser ift. arbejde, og hvad der skal ske efter 30.06., hvor min tidsbegrænsede ansættelse udløber. For mig og os er det ikke kun et spørgsmål om, hvad dagene skal gå med, men også, at der er nogle økonomiske hensyn, der skal tages med i beregningen.

Der er stadig ikke en afklaring ift. ferie, og i småtingsafdelingen er fødselsdagsplanlægningen i fuld gang.

Derudover har racedebatten har fyldt virkelig meget for mig. Som tidligere nævnt handler det nok om, at 70% af mit feed er amerikansk, både på fb og på insta, men for mig har det været surrealistisk at se kontrasten i, hvor meget det fylder ude i verden, kontra hvor lidt det har fyldt herhjemme. Jeg har gjort mig mange overvejelser om, hvordan jeg skal forholde mig til både dem, der vælger at flyve under radar, og dem, der trods alt har haft en holdning, men én, jeg ikke er enig i.

Egentlig forstår jeg godt lysten til at lade som ingenting. Det er svært og ubehageligt at redefinere sit verdenssyn, og jeg føler også en nærmest desperat trang til at sætte mig i en blød stol og lade mig underholde af noget pastelfarvet uden skarpe kanter.

Men samtidig kan jeg også mærke, at jeg er ved at ændre syn på de mennsker, der har en platform, men som altid vælger den sikre vej. Jeg agiterer ikke for, at vi skal forvandle alle virtuelle åndehuller til rasende debatfora, hvor vi altid kun må snakke klima og racisme, men jeg tror måske, vi nærmer os et punkt, hvor tavshed larmer mere end tale?

Hvilket leder mig til det næste, jeg har tænkt meget over de sidste par uger, nemlig om man skal slette og blokere mennesker, der mener noget andet, end man selv gør? For på den ene side er et follow jo en slags bitcoins, der kan bruges til at købe indflydelse for, hvis man har nok af dem, og ønsker jeg at støtte op om, at personer, jeg ikke er enige med, får mere spalteplads? På den anden side betyder blokeringer og unfollows, at man får skabt et ekkokammer, hvor vi kan sidde og give hinanden ret i, at vores måde at være i verden på, er den rigtige – og det er nok heller ikke ret hensigtsmæssigt.

Og alt imens jeg forsøger at finde fodfæste i alt det ovenstående, har jeg også tænkt meget over, hvordan vi – dig og mig – kan gøre en forskel, der hvor vi er. Uanset om man har fokus på kropspositivisme, ligestilling, LGBTQ+rettigheder, miljø, racedebatten eller noget helt 6. som er ligeså vigtigt, så tror jeg, at de fleste af os er ved at drukne i det krydsfelt, hvor vores idealer møder vores hverdag. For hvordan kæmper man for sortes rettigheder, når man hedder Else og er sagsbehandler med begyndende mavesår og af natur ikke er særlig rasende?

Det har jeg tygget virkelig meget på, og jeg er nået frem til, at jeg faktisk ikke tror, at målet er at tage debatten med alle de perifære bekendte, man har, på internettet. Det kan føles kontra-intuitivt at scrollet forbi et udsagn, man er inderligt uenig i, når man lige har besluttet sig for at fight the power, men det er at hælde al sin gode energi ned i et sort hul, hvor den ikke gør den fjerneste forskel. Ingen har nogensinde skiftet politisk standpunkt på grund af en debat på facebook.

Men jeg tror, at vi ved at være åbne omkring hvor vi selv står, kan præge både dem, der ikke ved, hvor de står, og dem, der kommer efter os, og *derfor* tror jeg, at det er vigtigt, at vi er verbale omkring vores synspunkter, uanset hvor spage røster, vi føler, vi har – for der er altid nogen, der lytter. 

Jeg tror, det er vigtigt, at vi giver os selv en mulighed for at reagere indenfor de rammer, vi hver især kan være i. For ideelt set burde vi alle vide, hvad vi skulle gøre, og ride ud og gøre det. Men hvis man har det virkelig svært med konflikter, eller man af natur ikke har det godt med pludselig at være samtalens centrum, så kommer man ikke til at kalde hele omgangskredsen ud, eller afkræve sin hyggeracistiske arbejdsplads et svar. Men det er ikke det samme som, at man ikke kan gøre noget, for det kan man.

I min familie har vi f.eks. et par stykker, som har lidt svært ved at forstå, hvorfor man som dreng kan synes, at neonfarvede armbånd er magiske, for “det er da for piger, Anton!” Den tager jeg. Altid og hver gang. Men jeg gør det på en måde, så vi alle kan være i rum med hinanden bagefter, for målet med min kommentar er ikke, at de mennesker, der har kommenteret på armbåndene skal føle sig udskammede og forkerte. Jeg kan ikke ændre på det verdenssyn, de er vokset op med, og der er tale om mennesker, jeg elsker. Så når jeg med et smil siger: “Det er bare XXX, der er gammeldags, Anton – du må få 50 armbånd på, hvis du vil have det” så er det fordi, mine børn skal se, at der findes mange holdninger derude, men man må gerne udfordre dem, man ikke er enig i.

Så jeg tror, opgaven for den enkelte de næste måneder og år bliver at finde ud af, hvordan vi hver især, i vores små lommer af liv, kan pege på uretfærdigheder og fordomme, når vi ser dem, på en måde, vi hver især kan være i. Det er et privilegium at det ikke behøver at være mere rabiat, men al forandring starter et sted. 

Vi kan ikke blive enige alle sammen. Og det er nok egentlig heller ikke meningen. Men ved at være åbne om vores holdning til kropskultur, feminisme, racisme osv. kan vi stadig synliggøre en holdning og tilbyde et verdenssyn, som kan gøre det mere trygt for marginaliserede mennesker at stå ved, hvem de er, fordi det pludselig bliver synligt, hvor mange allierede de egentlig har.

M2020, uge 22

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

For første gang gjort mig overvejelser omkring, om det giver bedre mening at sælge bilen og få det, jeg kan få for den, og så låne penge til en brugt, der kan holde et par år.

Jeg kan næsten ikke holde tanken ud, for jeg har *sådan* set frem til det tidspunkt, hvor jeg er gældfri, men onsdag døde min bil, lige midt på motorvejen. Verdens bedste mekaniker hentede mig, gav mig en lånebil, fiksede min bil, og ville ikke have noget for noget af det, hvilket sgu var så meget godhed på én gang, at jeg tudede over det.

Så den kører igen – men hvor længe? For det er, som om A-L-T, hvad der kan gå galt i en bil, går galt i min.

Jeg snakkede med mekanikeren om det, og hans råd var at køre i den, til den ikke kan køre mere. Ingen af os vil være bekendt at sælge den videre til en anden sagesløs stakkel, og derfor er der ingen grund til at skele til, hvad jeg kan få for den hvornår, for den skal sælges som reservedele/skrot, når den tid kommer.

Det har været fint at bruge et par dage på at gå og vende tanken, for jeg kan mærke, at jeg er ok med det nu, hvis det er sælg-og-lån-til-en-brugt-løsningen, der ender med at være den bedste. 

2.

Haft virkelig, virkelig travlt, og det bliver ikke bedre den kommende uge. Både af dén grund og pga vores økonomi har jeg derfor valgt at køre rugbrødsmadder til både frokost og aftensmad, fordi jeg så i det mindste ikke skal bruge tid og penge på mad til mig selv, men kan koncentrere mig om at købe og lave noget nogenlunde ernæringsmæssigt forsvarligt til børnene (som synes, at madder er det værste i hele verden). 

3.

Ved et guds mirakel husket, at der er pant på saftevandsflasker. Det er, som om jeg har en defekt i hjernen, der gør, at den oplysning ikke kan hænge fast. Men denne gang afleverede jeg hele 3 stk. i flaskeautomaten, og jeg var bristefærdig af stolthed, da jeg gjorde det. 

4.

Haft min egen kaffe med på job. Principielt burde det her være normen, men hånden på hjertet synes jeg, at det er besværligt at komme bøvlende med madpakke, termokande, taske, overtøj og mig selv i fri dressur, når jeg skal ud på en uddannelse, hvor jeg ikke er vant til at komme, og derfor ikke ved, om vi har et sted at sætte vores ting. Men der, hvor jeg tolker fast lige nu, har vi fået et skab (hurra!), og jeg skal derfor ikke hele tiden have mine ting med rundt, fra lokale til lokale. Kombineret med det faktum, at en kop sort filterkaffe koster 16 kr. (for real? Til folk på SU??), har det udløst en revival til termokanden.

5.

Lavet de indledende manøvrer til et opsamlingsindlæg. Det kommer på i juli, hvor de ordinære M20XX-indlæg så holder ferie, og jeg skal lige finde ud af, om det skal postes i ét ryk eller om jeg skal dele det op.

—————— O o O ——————– 

Jeg har været så heldig at lande en korrekturopgave, så jeg tror ikke, jeg når herud før på fredag igen. Until then:

Når overtænkning bliver en OL-disciplin er der guld til Danmark

Jeg er kaldt tilbage på arbejde fra i morgen, tirsdag. Det bliver godt, og jeg glæder mig. Meget. Det bliver også endnu en omvæltning i en række, der begynder at føles uendelig, og jeg længes efter det tidspunkt, hvor alle planer og arrangementer ikke bor i en kasse med påskriften ‘Nu må vi se, hvad der sker’. Spejdernes Skt. Hans arrangement blev aflyst forleden, og det blev jeg ægte ked af, fordi det sidste år var så fin en oplevelse, og en af dem, hvor jeg følte et tilhørsforhold til området begynde at spire. Frida har fødselsdag i midten af juni, og jeg har ikke så meget som 23 sekunders ferie tilbage at tage af, så hvordan vi løser børnehaven-hjem-i-haven fejringen aner jeg ikke. Sommerferien er smidt op i luften, og da jeg foreløbigt kun har arbejde frem til 30.06, ved jeg heller ikke, hvad der venter på den anden side.

Jeg talte med en veninde om det forleden; det her med, at det er paradoksalt, at man næsten er mere mentalt presset nu, hvor alting begynder at åbne igen, end man har været de sidste mange uger, men egentlig tror jeg, at det er naturligt nok. For selvom restriktioner og forbud strammer og snærer, så giver de også mulighed for bare at rette ind uden selv at skulle tage stilling til en masse. Nu, hvor vi har ramt puberteten af den her pandemi, skal vi selv til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert, og vi har fået meget mere frihed, som føles lige dele fantastisk og forbandet. Ikke mindst fordi den samtidig er en påmindelse om, at alting stadig ikke er normalt; at der kommer flere omvæltninger og justeringer og nye virkeligheder.

Og så tror jeg, at vi, ligesom efter 11. september, er blevet påført en form for traume som mennesker. Vi har fået en trussel præsenteret, som vi ikke vidste fandtes; det koster kræfter at inkorporere den i vores verdensbillede og finde ud af, hvad vi skal stille op med den og hvor på skalaen, den skal placeres, nu hvor vi pludselig skal leve med visheden om, at den findes.

Økonomisk er jeg også efterhånden der, hvor jeg har lyst til at skrige, men næsten ikke orker det. Efter 3 måneder med markant nedgang i indkomst pga. den seneste konkurs, nåede jeg lige at køre halvanden måned med en nogenlunde indtægt, før vi nu igen er nede og ramme noget, der ikke er til at holde ud. Jeg er nødt til at holde mine tanker i et jerngreb og blive i små 24 timers lommer, for ellers synker jeg sammen under vægten af bekymringer, og det svinger fra dag til dag, hvor meget held jeg har med dét. 

Heldigvis er der med børn altid lige lidt andet at bekymre sig om, og ud over noget, der fylder og stresser en del herude, men som jeg ikke er klar til at skrive om, tænker jeg meget over grænsesætning ift. mine børn. Særlig i forhold til Frida, hvor jeg prøver at vurdere, hvor grænsen går mellem opdragelse, socialisering og retten til at være den, man er.

Jeg oplever det ikke som svært at sætte grænser for børnene hver især; problemet opstår i børnenes samspil med hinanden herhjemme.

Det bliver ekstra tydeligt i disse dage, fordi Anton er begyndt at lege meget med en klassekammerat, som han selv kan gå ned og besøge. Men vennen, som er en utrolig sød dreng, ELSKER at være her, så der går aldrig mere end 20 sekunder fra Anton er gået, til de står her. Og det må de virkelig gerne.

Men. 

Frida er, som jeg tidligere har skrevet lidt om, et meget ekstrovert barn, og hun er fuld af lyd og ord og meninger og vilje. Og hun synes, at mi casa es su casa, og at venner er noget, vi deler. Og her er det så, at vores hus, som jeg ellers elsker meget højt, gør livet svært for os alle. For værelserne er små, hvilket betyder, at der, når vi har legeaftaler, er børn i alle rum – og i haven – hele tiden. Og Antons ven er den mindste i en søskendeflok på 3, så han vil gerne inddrage Frida, formentlig fordi han ved, hvordan det er at være den lille, mens Anton inderligt ville ønske, at Frida ville gå en *lang* tur.

Det er ligesom at stå på bunden af en vulkan, og jeg er ved at blive idiot af at være landflygtig, mens der hele tiden er et barn, der græder/råber/skælder ud/smækker med døre. 

Det handler selvfølgelig om, at det her er nyt for os alle sammen, og at vi lige skal lære, hvordan vi griber det an.

Men shit, altså. For Frida er UMÅDELIG tydelig i sin utilfredshed, og det er jo ikke fordi, jeg ikke forstår det. Det er røv og nøgler at være udenfor. Omvendt skal Anton heller ikke tvinges til at inddrage hende i alt, fordi hun råber sig til det, og han bliver knaldende bims af støj.

Det er heldigvis ikke et generelt problem. Når vi er ude eller hun er i børnehaven, følger hun fint de sociale spilleregler, så hun forstår dem jo i hvert fald godt. Men herhjemme bliver det et problem, som jeg synes er svært at løse, fordi vi alle sammen bor her lige meget. 

En del af det handler om mig og min personlighed. Jeg har en lav tolerancetærskel for støj, jeg er (lidt for) opmærksom på, om folk omkring mig har det godt, og jeg har svært ved at være i ufred og knas. Den del ligger hos mig.

Men jeg er forfærdelig bange for, at hun om 20 år sidder hos en psykolog med ar på sjælen og fortæller om, at hendes mor stækkede hendes vinger, og at det var en værdi i hendes barndomshjem ikke at fylde. 

Omvendt er en del af problemet, når hun bliver koblet af, at hun er så kompromisløs og højlydt, og jeg synes, det er så utrolig svært at vurdere, hvornår jeg hjælper hende ved at give hende værktøjer til at begå sig i relationer, og hvornår jeg brækker afgørende stykker af hendes personligheder af.

Og jeg tænker nok ekstra meget over det, fordi det efterhånden er gået op for mig, at Anton og jeg begge er introverte og meget ens ift. hvad vi trives i og med, mens der er meget mere pang på hendes palet. Derfor fylder det ekstra meget for mig, at jeg giver dem lige meget plads, og ikke forfordeler én fremfor en anden, og derfor føler jeg nok ikke helt, at jeg kan løse det på en god måde. For når jeg i en konflikt dømmer til fordel for Anton, er jeg bange for, at hun føler sig udenfor, mens jeg, når det er hende, der får foræret det længste strå er bange for at skabe en kløft imellem dem. Om føje år har de kun hinanden, og jeg vil så gerne lægge grundstenene til, at de har et bæredygtigt forhold.

Det er givetvis bare en fase, og det fylder selvfølgelig mere lige nu, fordi vi stadig har begrænsede muligheder for at tage ud; det er min oplevelse, at den her form for konflikter ofte fylder mindre, når alle er på udebane, og vi piller den territoriale del ud af ligningen. 

I første omgang venter en form for hverdag fra i morgen, og det er nok meget godt. For jeg tror, vi alle kan være enige om, at min hjerne trænger til lidt at give sig til.

M2020, uge 21

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Manglet en lampe og købt den brugt.

I den her tid, hvor vi er meget mere hjemme, end vi plejer at være, sidder jeg jævnligt og lægger puslespil ved det skrivebord, jeg har op ad min blommefarvede væg, fordi kiddos har okkuperet spisebordet, men den suger så meget lys, at det nærmest er umulig at se brikkerne.

Vi er ret økonomisk pressede nu pga. krisen, og det er ikke en mulighed at købe en lampe fra ny. Men Marketplace var – igen – min ven: Jeg fandt en fin, brugt arkitektlampe til 50 kr. i Kolding, og min veninde, der var på besøg i tirsdags, var så sød at svinge forbi efter den, så jeg ovenikøbet sparede portoen.

2.

Tænkt på, at jeg gerne ift. madspild vil slå et slag for Remas frosne grøntsagsblandinger med smag. (Det er ikke spons, men de fungerer så perfekt ift. til det her tema, at de kommer på med navns nævnelse).

De koster kun omkring 10 kr., de skal tilberedes på panden, hvilket er både nemt og hurtigt, krydderierne gør, at de smager af noget, og så er de *perfekte* til at få brugt rester af kød, pasta, quinoa, bulgur osv.

Jeg ved godt, at det er meget specifikt, men jeg bliver jævnligt spurgt, hvad jeg gør med alle de små rester, der jo ikke i sig selv kan bruges til noget, og de her grøntsagsblandinger er meget ofte svaret, fordi de binder resterne sammen til et måltid. En halv kyllingefilet fra aftensmaden, ternet og smidt på panden med en pose fajitagrønt, en frossen rest linser eller ris og en smule salsa – så er du kørende. Det tager under 10 minutter fra du starter, til du sætter dig til bords.

Det kræver, at man opgraderer sit basislager, så man, udover grøntsagerne i fryseren, altid har et glas salsa, en dåse kokosmælk eller måske nogle af de lidt mere eksotiske saucer, man somme tider kan finde på spot, i skabet, men fordi disse også har virkelig lang holdbarhed, er det ikke noget, man behøver at stresse over at få brugt.

3.

Købt en stor pose frosne pølsehorn i den lokale Brugsen. Jeg tror, de fleste voksne har blandede følelser for pølsehorn, for de er svære at få øje på i kostpyramiden, ikke? Men børnene og alle deres venner elsker dem, og nu, hvor vi igen må have legeaftaler, er det bare både nemmere og billigere at kunne smide sådan et par stykker i ovnen, hvis nogen pludselig er sultne, end hver gang at sørge for at købe ind efter, at der er flere børn – som så, lige præcis den dag, ikke er sultne alligevel = Madspild galore. Hos den lokale bager (som vi ellers gerne støtter) koster de 8 kr. stykket, og er jævnligt udsolgt; her fik vi 50 for 125 kr.

Podcastanbefalinger – en liste:

(Edit: Hvis du er helt ny i podcasts, har jeg lavet en how-to guide i bunden af dette indlæg, samt givet lidt ekstra forklaring i kommentarfeltet)

Jeg fik i morges en forespørgsel på, om jeg måske kunne overtales til at lave en liste over podcasts, jeg har hørt og synes om, og lægge den under ‘anbefalinger’ her på siden.

Det har jeg gjort nu, og for at spare jer for det ekstra klik, får I den her i indlægsform. Jeg opdaterer den løbende, så der vil komme flere til.

Rigtig god forlænget weekend.

A slob comes clean 

Det er svært at beskrive præcist, hvad denne podcast handler om, for hvis man skriver: “En amerikansk husmor taler om oprydning og rengøring” lyder det cirka ligeså ophidsende som genopvarmet havregrød. 

Men det, der gør den virkelig, virkelig god er, at Dana White, som kvinden bag hedder, dels er den fødte fortæller, men også, at hun ud over helt lavpraktiske tips, tricks og ideer, formår at gøre sine tanker om, hvad vi omgiver os med, til noget, der er både genkendeligt og stikker dybere end som så.

Broken Harts 

Podcast på 9 små afsnit om 2 hvide kvinder, der adopterer 6 afro-amerikanske børn, og ender med at køre ud over en klippe med børnene i bilen. Historien er fra 2018, og normalt styrer jeg udenom nyere sager med børn, men fokus her er faktisk mere på, at den ene af kvinderne var så dygtig til at iscenesætte det perfekte liv på de sociale medier, at alle sad deres dårlige fornemmelser overhørige.

Historien er tragisk, spændende og relevant, hvis man færdes på de sociale medier, fordi den giver stof til eftertanke ift. hvad vi definerer som virkelighed. Både som afsendere og modtagere.

Conversations with Kenzie

Podcast, der falder i ‘inspirations-genren’.

Værten Kenzie Brenna har en profil på insta, som kredser meget om mental health og body positivity, og podcasten er en forlængelse heraf. Hun taler med forskellige gæster undervejs, og det er én af de podcasts, som er rare at lytte til, og som man bliver klogere af. 

Crime junkie

Min andenplads i true crime-genren. 

Podcasten hostes af to værter, men det er reelt kun den ene af dem (Ashley), der fortæller, mens medværten (Britt) mest bruges som mur at spille bold op ad.

Modsat de fleste andre true crime podcasts, jeg kender, er den her holdt i et ret stramt format. Historien fortælles uden afstikkere, og det gør den væsentligt mindre sludrende end mange af sine artsfæller. 

Lyden er sublim, selvom de optager fra hver sin lokation, og lige i forhold til podcasts, synes jeg, at det er værd at nævne. Jeg har selv en ultralav tolerancetærskel for mumleri, mikrofonskratten og telefoninterviews af tvivlsom kvalitet, så for mig giver det altid et ekstra plus i bogen, at lyden er god. 

Ditte Giese er blevet for tyk

Ditte Giese er journalist og erklæret feminist, og er – efter eget udsagn – blevet ‘lidt for tyk’. Podcasten er hendes afsøgning af, hvad det egentlig vil sige at være sund, om man kan være feminist og stadig gerne ville ændre på sin krop, og hvilken betydning det har at være et menneske, der altid har sat intellektet højere end det (traditionelt) æstetiske.

Dolly Partons America

Hvis du kun skal høre én podcast i år, som ikke er true crime, så SKAL du vælge den her. Også selvom du ikke har noget som helst forhold til Dolly Parton. Jeg lover dig: Det får du. 

Podcasten er lavet af en journalist, der bliver optaget af, at man i en tid, hvor USA er fragmenteret til ukendelighed og alle har vendt sig mod alle, til en DP-koncert kan finde demokrater, republikanere, kirkegængere, forstadsfruer, homoer, transseksuelle og skolepiger hånd i hånd.

Ved et utroligt tilfælde ender Dolly Parton med at blive venner med hans far, og derfra starter en afsøgning af, hvem hun er, hvad hun kommer fra, og hvad hun har betydet for både sin samtid og for de mennesker, hun er tæt på.

Den er sjov, rørende og mesterligt lavet, og hvis Dolly Parton ville indtale lydbøger, ville jeg bede min chef overføre min samlede løn direkte til hende. 

Happy Face

En slags true crime podcast, men med det tvist, at historien handler om en seriemorders datter og hendes forsøg på at afdække, hvor meget hun ligner sin far. Hun mødes på et tidspunkt med en søn til en af sin fars ofre, og det kostede mig næsten en hel kasse kleenex. 

Her går det godt

Peter Falktoft og Esben Bjerre gør det, de gør allerbedst, og de er stadig, på 8. år, noget af det bedste, jeg ved.

Jeffrey Epstein – Truth & lies

De fleste af os har formentlig hørt manden omtalt, men mit bud er, at relativ få ville kunne redegøre for, hvem han egentlig var.

Denne podcast fortæller hele historien; om hvordan han bluffede sig op igennem alle sociale lag på rekordtid, udnyttede meget, MEGET unge piger og knyttede bånd til så højprofilerede mennesker, at man sidder tilbage med fornemmelsen af, at det selvmord måske var mere end en smule assisteret. Den er god!

My Favorite Murder

Ingen over, ingen ved siden af. Det her er min absolutte yndlingspodcast, og jeg elsker de to værter så inderligt, at jeg læner mig op af et tilhold.

Karen Kilgariff er komiker og tidligere writer for Ellen, mens Georgia Hardstark også har en fortid i fjernsynsbranchen, men ikke på noget, vi kender her i DK. De er sjove og *voldsomt* upassende, men på en virkelig charmerende måde. Det stikker af i alle retninger, de siger ‘fuck’ i hveranden sætning, og den er ikke for alle, men bliver man ramt, er det en fuldtræffer.

Som bonusinfo kan oplyses, at det er originalen, som den danske podcast Mørkeland bygger på. 

Patient Zero

En super interessant podcast om, hvordan videnskaben griber medicinske gåder an. Det lyder virkelig kedeligt, og det er det overhovedet ikke. For at have en konkret case at fortælle ud fra, har værten valgt borreliose (det, man kan få, hvis man bliver bidt af en skovflåt), og det er umådeligt interessant at høre, både om hvordan sygdommen blev spottet, hvorfor den bliver mere og mere udbredt, hvordan det hænger sammen med klimakrisen, hvor langt man er med bio-engineering osv. osv. 

The Last days of August

Historien om pornoskuespilleren August Ames, der i 2017 måske/måske-ikke begik selvmord i en offentlig park – og havde hendes kæreste noget med det at gøre?

Denne podcast er et kig ind i en *helt* anden verden, men de allestedsnærværende sociale medier spiller også en rolle i den her historie. Genren er det, der på amerikansk kaldes Investigative journalism, (som jeg ikke tror, vi har en dansk pendant til?) og det hele er pænt og sobert, så du behøver ikke være bange for, at sidemanden kan høre lyden fra dine hørebøffer.

The teachers pet

True crime podcast om en australsk sag, der virker helt bims, når man hører om den. En kvinde forsvinder sporløst, og alt, hvad hendes mand siger, tages for gode varer. Hendes mand, som er kendt rugbystjerne, og som har spillet med en stor del af de lokale betjente. Hendes mand, som installerer sin elev/elskerinde, som er 16 år yngre end ham selv, i huset med børnene, 2 dage efter, at hans kone “forsvinder”. Podcasten blev taget ned i Australien, fordi den fik sagen mod manden genåbnet, og den er legendarisk i true crime-kredse.

Unexplained

En podcast, der – som navnet antyder – kigger på forskellige historier, som aldrig er blevet forklaret på tilfredsstillende vis, og som alle har et underliggende element af noget mystisk.

Fortælleren, som er vidunderligt britisk, kommer med både logiske og paranormale bud på, hvad der kan være sket, og alle afsnit er små, afsluttede episoder. Der er spøgelser, druider, ufoer og kvantefysik for alle penge, and I’m here for it. 

Up and vanished

True crime podcast i investigative journalism-genren, hvor værten/journalisten prøver at puste liv i sager, der for længst er blevet kolde. Første sæson handler om en ung lærer, der forsvinder sporløst, og man skal være lavet af sten for ikke at blive grebet af den.

Guide til download af podcasts:

1. Start med at finde app’en ‘Podcast’. Hvis ikke den ligger på din telefon, kan du hente den i app-store. (Android-folkene skal i Google Play Music app’en, trykke på ‘menu’ i øverste venstre hjørne, og vælge ‘podcast’)

2. Herefter vælger du søgefunktionen, og skriver navnet på den podcast, du vil finde:

3. Så vælger du den podcast, du vil høre:

4. Når du går ind på den, ligger de nyeste episoder klar på forsiden:

5. Du kan enten bare vælge det nyeste, eller scrolle lidt ned. Her finder du ‘Se alle episoder’:

Vælger du dén, kommer samtlige afsnit af podcasten frem, og det er bare at scrolle ned, så kommer du til de første/ældste episoder. Jeg plejer at vælge den første regulære episode, når jeg giver nye podcasts et skud, fordi der somme tider er lidt intro, der kan være rar at få med. Men som oftest er de nyeste episoder bedre produceret og fri for børnesygdomme, så det er en smagssag, om man er til det ene eller det andet.

Tilbage er der vist kun at sige: Go nuts!

I øvrigt:

*Rensede jeg forleden min make up af, inden børnene var lagt i seng. Da jeg stak hovedet ind til Anton, veg han tilbage og udbrød skrækslagent: “Mor!! Dine øjne er helt BØJEDE!?” Og det kan da godt være, at det bliver lidt hårdt for ham i starten på den kostskole, men jeg minder igen om kronprinsessens ord: Det er en gave.

*Var jeg i Aarhus sidste weekend. Da jeg ankom, var der vejarbejde i gården, hvor jeg plejer at parkere, men umiddelbart overfor ligger en låsesmed, som var lukket. Gitter for vinduerne und alles. Bygningen ligger som et hus ud til vejen, men trukket tilbage, side om side med et par andre bygninger. Foran var 16 tomme parkeringspladser, ingen skilte, og kun én firmabil fra låsesmeden parkeret. Jeg stillede bilen, strøg afsted – og da jeg kom tilbage kl 23, havde låsesmeden – altså ham, der havde lukket og 14 ledige parkeringspladser til rådighed – fundet tid til at hente sin anden og sidste firmabil og parkere den på tværs bagved min, så jeg var spærret inde. Dick. Move. Mr. Låsesmed. Men nobody puts baby in a corner, og med 20 cm. frigang på 3 sider af bilen, kom jeg ud alligevel, mens jeg nød tanken om, at han ville komme til at sidde resten af natten og vente forgæves ved telefonen på en trone af selvretfærdig harme. No retreat. No surrender. 

*Ønsker Frida sig en “katte-hvalp” i fødselsdagsgave. Børns sproglogik er uovertruffen. 

*Ved jeg ikke, om jeg nærmest har vænnet mig til hedebølger, der starter i april, men burde det ikke være varmere, nu hvor det er rasende lyst til kl. 22 hver eneste dag?

*Kan jeg godt mærke, at vi er kravlet ind i maj. I marts føltes det som om, der var 1000 år til lønkompensationspakkernes bagkant i juni. Nu? Not so much #Stress

*Efterlyste jeg ideer til madder på fb for et par uger siden, og én foreslog ristet grovbolle med mayo, tun og ananas. Det lyder vulgært, men det er. så. godt!!

*Kommer jeg aldrig til at forstå de mennesker, der skriver en små stile i deres køb-og salg annoncer. “Jeg har været super glad for den, siden jeg købte den på Rhodos på en ferie med min søster!” “Jeg købte den til en fest hos min eksmand, men må desværre erkende, at den er for lille”.

*Er der fordele og ulemper ved at have fået sine børn alene, men noget af det, man kan glæde sig over er, at når et barn kalder på én for at at oplyse, at “Vi mangler helium” #FreshOut og 10 minutter senere har fået sig selv så eftertrykkeligt lynet ind i en trøje, at han ikke kan komme ud igen, så kan jeg selv beslutte, hvilke karaktertræk, der kommer fra mig, og hvilke der ikke gør.

*Vil jeg gerne anbefale podcasten Broken Harts. Det er en afsluttet podcast på 9 små afsnit om 2 hvide kvinder, der adopterer 6 afro-amerikanske børn, og ender med at køre ud over en klippe med børnene i bilen. Sagen er fra 2018, og normalt styrer jeg udenom nyere sager med børn, men fokus her er faktisk mere på, at den ene af kvinderne var så dygtig til at iscenesætte det perfekte liv på de sociale medier, at alle sad deres dårlige fornemmelser overhørige. Historien er tragisk, spændende og relevant, hvis man blogger eller på anden vis begår sig på de sociale medier, fordi den giver stof til eftertanke ift. hvad vi definerer som virkelighed. Både som afsendere og modtagere.

M2020, uge 21

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Hjulpet mine forældre, som også har haft gang i den store oprydning, og som derfor havde en stak ting, som skulle videre ud i verden.

Fordi jeg efterhånden er så vant til at bruge de forskellige køb-og-salg-platforme tilbød jeg at gøre det for dem, og det tog, bogstaveligt talt, under et døgn før alle ting var foræret væk og solgt. Jeg er ikke sikker på, at de havde fået det gjort, hvis de skulle gøre det selv, og jeg finder det utroligt tilfredsstillende at alt det, der ellers havde kurs mod genbrugsstationen nu har fået nye hjem og ejere. 

2.

Tippet min veninde om noget, som jeg ikke kan huske, om jeg har nævnt herinde før: Overklip af bruseforhæng.

For jeg ved ikke, hvorfor bruseforhæng skal være så brede? Det *må* være et fåtal, der har brug for 2 meters afskærmning. Men da jeg boede i Aarhus, kom jeg til at tænke på, at man måtte kunne dele dem i to – og det kan man. På den måde får man pludselig to bruseforhæng ud af ét indkøbt, og ud over den indlysende besparelse, der ligger i dét, så er det tusind gange mere hygiejnisk med et smallere forhæng, fordi det tørrer meget hurtigere, når der ikke er 40 cm. overskydende stof, der klumper sig sammen i siderne.

3.

Foræret børnenes gamle Puky løbecykel til børnehaven (og selvfølgelig fulgt alle covid-regler i forbindelse med overdragelsen). 

Anton fik den, da han fyldte to, så den har efterhånden 7 år på bagen, men kører stadig upåklageligt. Begge børn har indtil for ganske nyligt brugt den til at lege med, men nu syntes jeg, vi ramte det punkt, hvor værdien ved at bruge den til det, den er designet til, oversteg underholdningsværdien i at fjolle rundt på den en gang hver anden måned.

Jeg klappede det af med både Anton og Frida, inden jeg spurgte børnehaven, om de kunne bruge den, og der var grønt lys. 

Det her punkt giver mig mulighed for at svare på noget, som Pernille spurgte om i kommentarfeltet for et par uger siden, nemlig hvad jeg gør ift. oprydning, når det kommer til børnenes ting. 

I mit forældreskab er én af de ting, jeg bruger rigtig meget tid og energi på at tænke over, at min opgave som mor er at hjælpe mine børn til at blive dem, de skal og gerne vil være og ikke bare forlængelser af mig. At min opdragelse skal værne om deres respektive personligheder, og give dem mulighed for at udfolde den. Når jeg skriver det på den måde, kommer jeg til at lyde mere zen, end jeg er, men jeg tror, vi alle sammen har noget, som er ekstra vigtigt for os ift. vores børn, og det her er én af mine kæpheste.

Derfor prøver jeg hver gang, jeg støder på noget, der er lidt større end bare hverdagens små meningsudvekslinger, at minde mig selv om, at de ikke er mig, men fuldgyldige medlemmer af vores lille familie, og at deres personligheder har præcis lige så meget ret til at være her, som min.

Det kan holde hårdt, når Ordning&Reda-Linda kigger ind på Antons værelse, som ligner indersiden af Tjernobyls 4. reaktor anno 1986, men jeg prøver. 

Og fordi jeg selv har været hele den her oprydnings/minimalist-proces igennem i en relativ sen alder, så oplever jeg egentlig, at jeg ikke har været ret meget i tvivl om, hvordan jeg skal gribe det an, når det kommer til oprydning af børnenes ting. 

Som jeg har skrevet om før, så tror jeg, at man skal være utrolig varsom med at forsøge at tvinge sine egne holdninger ned over sine børn, fordi det – synes jeg – er helt utrolig urimeligt at tvinge dem til at stå på mål for vores værdier, som vi har haft et helt liv til at forme og tænke over. Jeg har skrevet et indlæg om det, som jeg ikke kan finde, men hvor essensen er, at jeg ikke tror, at man skaber en bevidst forbruger på den lange bane, hvis man ignorerer, hvad der er vigtigt for ens børn, fordi man selv har fundet de vise sten. Brugte konfirmationskjoler og genbrugsskoletasker er både gode og miljørigtige valg set ud fra et minimalistisk synspunkt, men det er stadig værdikampe, der udkæmpes by proxy, og det tror jeg kan give eftertrykkeligt bagslag, hvis man ikke passer på. 

Derfor prøver jeg i videst muligt omfang at lade mine børn bestemme selv, når vi rydder op i deres ting, mens jeg samtidig husker, at hvis jeg gennemgik mit hjem med min far ved siden af, så ville han formentlig pege 3/4 af mit jordiske gods ud som småt brændbart. Vi ved ikke, hvad der er vigtigt for andre mennesker – eller hvorfor – og det faktum gælder også i forhold til vores børn. Forskellen her er bare, at det er os, der står med bestemmepinden.

Så hovedreglen er, at de får lov at beholde det, de gerne vil beholde, også selvom jeg ikke forstår det, og i forhold til ‘ – men du leger jo aldrig med den?’-argumentet er det værd at huske, at værdien af en given ting ikke nødvendigvis hænger sammen med anvendelsesfrekvensen. Ting kan sagtens være vigtig af andre årsager. Jeg har et par øreringe, som jeg ELSKER, men kun bruger ved særlige lejligheder, fordi jeg gerne vil værne lidt om, at nogle begivenheder er specielle, så selvom jeg kun bruger dem 3-4 gange om året, er de stadig super vigtige for mig.

Fordelen ved at lade børnene bestemme, har jeg opdaget, er, at de får et meget mere afslappet forhold til deres ting. De klynger sig ikke til dem, men forholder sig meget mere objektivt til, om det er noget, de stadig leger med og bruger, og jeg tror, det er fordi de oplever, at de har 100% råderet over tingene, og derfor ikke behøver være bange for, at jeg pludselig dømmer det ude. Begge børn kommer jævnligt med ting og siger, at nu er de færdige med dem, så nu synes de, vi skal give det til nogle andre, og jeg er i de situationer HYPER opmærksom på ikke at rose dem overdrevet, men blot at tage imod og sige noget i retning af: “Det var en fin ide. Lad os gøre det” For mig er det vigtigt, at deres valg udspringer af, hvad DE gerne vil, og ikke er forsøg på at gøre mig glad.

Og nu er det her efterhånden som de madbloggere, der ikke vil ud med opskriften på dampede asparges, før de har skrevet en fire sider lang afhandling om deres oldeforældres oplevelser under krigen – sorry! Men det er bare fordi hele min håndtering af lige præcis det her, faktisk er noget, jeg har brugt meget tid på at tænke over, netop fordi det hænger så tæt sammen med en af hjørnestenene i min opdragelse.

Så: 

Helt lavpraktisk kører jeg små, men hyppige oprydninger med dem, f.eks. en time en lørdag formiddag, hvor vi rydder op i skivebordsskufferne. På den måde er der jævnligt lidt, der bliver sluset ud, og det resulterer altid i, at de genfinder skatte, som de egentlig havde glemt, hvilket ofte inspirerer til leg. 

Jeg prøver at være på forkant ift. hvad vi fylder i vores hjem, fordi de ikke har de samme følelser knyttet til noget, de endnu ikke har fået. F.eks. vil Frida meget gerne have sådan en “puslestation” til sine dukker, men den er nærmest større end hendes værelse. (Og koster det samme som en hest). (Som vi heller ikke har hverken plads eller råd til). Så somme tider er opgaven også at sige nej, eller på forhånd at sætte nogle betingelser op, som f.eks. at hvis man gerne vil spare sammen til en puslestation, så skal man sige farvel til nogle af de andre store ting, man har på værelset. På den måde tvinger man dem også til at forholde sig lidt til, hvad der er vigtigt; at mærke forskel på, hvad de ægte gerne vil have og hvad de bare er momentant forblændede af. 

Og endelig har jeg Karantænekassen i bryggerset, som jeg bruger til undtagelserne – for dem har jeg og vi selvfølgelig også. Børnene skal inddrages så meget som overhovedet muligt, men der er enkelte ting, hvor der bliver kontraproduktivt, fordi de for længst har glemt det, vi skal rydde op i, men pludselig kommer i tanke om det, når de ser det. F.eks. har jeg gentagne gange forsøgt at rydde op i børnenes dvd’er med dem ved siden af, og hver gang er resultatet, at vi ikke får lagt én eneste film i ‘videre’-bunken – og når de så er sat tilbage på hylden, får de lov at samle støv igen. På samme måde kan særligt Frida også have svært ved at slippe tøj, som hun er vokset fra, eller som efterhånden er så hærget, at det ikke kan hænge sammen. Den slags ting sluser jeg ud i Karantænekassen, hvor de ligger en måneds tid. Hvis ikke der i løbet af de fire uger er nogen, der savner dem eller spørger efter dem, ryger de ud.

Det blev langt, og jeg er lidt usikker på, om det giver mening udenfor mit eget hoved. Men det er i hvert fald de overvejelser jeg gør mig, og argumenterne for, hvorfor jeg griber det an, som jeg gør. Jeg håber, at det var en form for svar til dig, Pernille, og at I andre kan bruge bare lidt af det.

Rigtig god weekend derude.

Hello (from the other side)

Adele er blevet tynd, hvis det skulle have forbigået nogens opmærksomhed. Meget tynd. Og internettet er – forudsigeligt nok – ved at koge over.

Men for første gang i al den tid, jeg kan huske, er det ikke kun beundring og misundelse, der fylder kommentarfelterne, men i ligeså høj grad bekymring for konsekvenserne af at hylde et vægttab på den måde. 

Jeg er med i en håndfuld amerikanske fb-grupper, som alle er udløbere af My Favorite Murder podcasten, og det har været en øjenåbner ift. mange emner for mig. Det var f.eks. her, jeg så de første reaktioner på alle kommentarerne om at tage på, mens vi er i karantæne. Det var også her, jeg lærte, at det er god stil at markere før-og-efterbilleder i forbindelse med et vægttab med ‘TW’ (triggerwarning), fordi billederne kan være med til at smide mennesker, der kæmper med spiseforstyrrelser, ud over kanten.

Da jeg så Adeles billede og de mange, MANGE virtuelle klapsalver, det udløste, blev jeg faktisk en smule trist, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hun kommer til at leve resten af sit liv under en lup. Tager hun så meget som ét kilo på, er det en historie nu, og hun har nærmest mistet retten til sin egen krop.

Men jeg blev sgu også træt, for hun har faktisk været én af dem, der har holdt på sin ret til at veje det, hun gjorde, og nu, hvor hun har tabt sig, er der – efter opslagene at dømme – lavet en serie af ‘look at me now’-billeder, som underminerer alt, hvad hun tidligere har sagt.

For mig handler det ikke om tyk vs. tynd, eller om hvad der er ‘bedst’ eller ‘pænt’. Det handler ikke om, at jeg ikke tror, at vægttab kan medføre øget livskvalitet, eller at det kan udspringe af noget sundt og rigtigt, og dermed være både godt og positivt.

Og jeg ved godt, at tynde mennesker også udsættes for mobning og nedladende kommentarer, hvilket bare er endnu et argument for at vi stopper med at kommentere på hinandens vægt, for hvad andre vejer kommer. ikke. os. ved.

Men jeg har første gang til gode at se en celebrity blive fejret og hyldet fordi vedkommende har taget på, og når tynd hyldes så overdrevet, som det gør, så bliver det et statussymbol, og ét, der er langt mere skadeligt end biler og huse. For sidstnævnte er der – trods alt – en begrænsning på, fordi der er kun plads til x antal villaer langs kysten. Den tynde krop er på papiret opnåelig for alle, hvilket er katastrofalt, fordi det 1) gør det meget nemt at føle sig som en eklatant fiasko, hvis man ikke formår at have den, og 2) giver alle lov til at mene noget om dem, der ikke kan pynte sig med det ydre symbol på viljestyrke og kontrol.

Men tænk, hvis vi vedtog, at det BEDSTE hus, og det, vi alle sammen burde stræbe efter, var en strandvejsvilla. Uanset vores socioøkonomiske baggrund, vores job, vores civilstatus, vores evner, talenter og overskud – hvis målet for alle var at få en strandvejsvilla, så ville der være nogen, der skulle gældsætte sig resten af livet for at nå målet. Nogle ville skulle arbejde 100 timer om ugen, nogle ville få stress, nogle ville blive skilt, nogle ville aldrig se deres børn, nogle ville blive syge og nogle ville bruge hele livet på at ofre ALT, hvad de havde – uden nogensinde at nå i mål.

Pointen er – selvfølgelig – at vi med statussymboler, hvad end det gælder kroppe eller huse, ikke kan se, hvad der ligger bag dem. Hvad de har kostet. Om de var dét værd.

Og selvom vi kamuflerer vores beundring af den tynde krop som en kompliment for indsatsen, når nogen har tabt sig, skal bare tænke grundigt og længe over, om man ved, hvad det er for en ild, man puster til. Både hos sig selv, den, man komplimenterer og hos alle dem, der læser og lytter med. 

Jeg bliver ked af det, når Peter Falktoft igen peger fingre af “de fede”, som bare skal tage sig sammen. For mig er det efterhånden et udsagt på linje med, at psykisk syge bare skal tage sig sammen og lige se at blive lidt glade igen.

For det kan godt være, at det er sådan, han ser det. Vi er alle sammen produkter af den opdragelse, vi har fået, og det kan være virkelig svært at ændre på indgroede synspunkter, så længe vi ikke har et incitament til at gøre det. 

Det er jo som regel først, når vi pludselig finder os selv på den anden side af bordet, at vores verdensbillede slår revner. Når sagsbehandleren pludselig selv bliver kronisk syg. Når politikeren med sparekniven får et døvt barnebarn. Når vi som andengangsgravide får alle de skavanker, vi i det skjulte tænkte på som svaghed og hysteri i vores første, problemfrie graviditet. Eller når det kronisk slanke menneske får børn med tendens til overvægt. 

Og det kan godt være, at det er hans synspunkt. Det er svært at gøre så meget ved. Men problemet med at mene noget, når man gør det ned i en åben mikrofon, er, at man dermed enabler, at andre gør det samme. Man legaliserer en måde at tale om noget på, og man forlænger levetiden af fordomme og snæversyn.

Det kunne være rigtigt fint, hvis han og man brugte 5 minutter på at tænke over, hvad det er, man gerne vil med de ting, man fokuserer på, når man gør det i det offentlige rum. For hvis målet rent faktisk er at flytte noget, eller at ændre en udvikling, så må og skal man have mere respekt for emnet end dét. Ingen – i-n-g-e-n – bliver motiveret til noget som helst af skæld ud og udskamning.

Og bare lige for at tage den: Folk er ikke blevet mere nærtagende. Tiden er bare løbet fra stiltiende at finde sig i en hierarkisk indplacering, man ikke selv har haft indflydelse på, og derfor begynder de mennesker, der tidligere automatisk blev holdt nede af strukturen i samfundet at give udtryk for, hvad de *altid* har følt. ‘Politisk korrekthed’ er et begreb, vi har opfundet, fordi det er en måde at dismisse et synspunkt på, uden at skulle besvære os med at finde et godt modargument.

Typisk fordi der ikke er et. 

Men det kræver ikke, at vi tilbundsgående forstår en problemstilling, for at være med til at ændre på måden, samfundet tilgår den på. Vi kan stadig bidrage ved i hvert fald ikke at forstærke fordommene eller gøde jorden, de vokser i.

Ændringer sker ikke overnight. Det er jo ikke sådan, at alle vågner en morgen og synes, at vi skal have ligeløn, at homoer skal have lov at adoptere og at børnehaver skal indrettes efter transkønnede børn. 

Al udvikling sker i ryk og etaper, og den gode nyhed i dét er, at alle kan bidrage. For måske føles det i starten kunstigt at sige én ting, men inderst inde at mene noget andet, og det kan godt ske, at vi ikke, hvis vi er *helt* ærlige, synes, at en bikinikrop er en krop i bikini.

Men ved at fjerne den verbale legalisering, fjerner vi en stor del af den kulturarv, som næste generation bliver formet af, og derfor er det vigtigt at reagere, når vi ser og hører nogen, der stadig mener, at det er ok at kommentere på andres vægt og kroppe, uanset BMI. Derfor er det vigtigt at reagere, når børn taler om pige- og drengefarver, og derfor giver det mening at foreslå, at fødselsdagskalenderen i børnehaven, hvor pigernes fødselsdage er skrevet på lyserøde kjoler, mens drengenes er skrevet på blå shorts, erstattes med balloner eller lagkager. Det er fuldstædig gratis at gøre, når man ikke har noget i klemme, men det gør bare en ret stor forskel på den lange bane, fordi børn formes af det miljø, de færdes i.

Når vi taler om noget på en ny og anden måde, end vores samtid og kultur har lært os, så *vil* det i starten føles anderledes. Men jeg tror ikke, at det er nok, at dem, der oprigtigt synes, at alle kroppe er lige pæne og at køn er noget, man vælger, giver modstrømmen en stemme; simpelthen fordi æstetik og normer er produkter af den samtid, de eksisterer og vokser i, og det derfor er flertallet, der bestemmer, hvordan de defineres.

Derfor er der ingenting, der ændrer sig, hvis det kun er De Få og dem med noget i klemme, der kæmper kampen. Hvis de kun var de kvinder, der gerne ville have børn, selvom de skulle have dem alene, der havde kæmpet for muligheden for at få det, havde jeg ikke haft Anton og Frida idag.

Vi kan ikke alle sammen kæmpe alle kampe derude. Det vil altid være dem, der brænder mest, der er nemmest at se. Men derfor kan resten af os stadig hjælpe ved i hvert fald ikke at modarbejde udviklingen og fremgangen for dem, der kæmper for ændringer på områder, der ikke direkte berører os.

M2020, uge 20

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Endelig fundet anvendelse for den meget lækre læbepomade fra Rudolph Care på, som jeg ellers ikke får brugt. For den ER virkelig lækker – men den bliver alt, alt for blød, når den står ved stuetemperatur, synes jeg. Når jeg opbevarer den i køleskabet glemmer jeg at bruge den, og når den står på mit bord, føler jeg mig som Clement, når jeg tager den på, fordi det er umuligt at tage så lidt på fingeren, som læberne kræver, når den nærmest er flydende. 

Men nu er jeg begyndt at bruge den til neglerødder og til de lede hormonsprækker, jeg får i hælene 2 gange om måneden, og det er den glimrende til. 

2

Bagt en kanelkage efter denne opskrift, som altid er god, men denne gang brugte jeg en sjat jordbærkoldskål i stedet for kærnemælk, og *janice-stemme* Oh! My! GOD! Shit, den blev god!!

3.

Har jeg konverteret mine solcellelamper til nattelamper.

Jeg har 5 af dem, og de er simpelhen så fine, så det har ærgret mig, at jeg faktisk ikke rigtig har glæde af dem, fordi de først begynder at lyse, når jeg er landet i sofaen, hvorfra jeg ikke har udsyn til haven.

Nu stiller jeg dem ud på en bakke om morgenen og så står de og suger sol hele dagen. Om aftenen fordeler jeg dem rundt omkring i de mørke kroge i huset, og så står de dér og minder om, at det næsten er sommer.

4.

Har jeg i to kommentarfelter på fb pippet om muligheden for at bruge DBA og Marketplace som et sted at finde reservedele. En veninde havde smadret sin blender, og spurgte, om nogen havde én billigt til salg, mens den anden var ved at lave en løbevogn og manglede hjul.

Og selvfølgelig er det nemmere bare at bestille noget fra nyt. Men da jeg smadrede min egen blender for år tilbage, var jeg glad for, at nogen mindede mig om, at man kan købe reservedele, for det var en dyr og en god blender, som jeg ikke ville have haft råd til at erstatte med en tilsvarende. Og så bliver løsningen jo ofte, at man køber noget billigt lort, som man aldrig bliver rigtig glad for. Men reservedelen, jeg manglede, viste sig at koste en fjerdedel af, hvad en ny blender ville have kostet – jeg havde bare aldrig tænkt over, at man kunne købe reservedele før. 

I dag, hvor DBA og Marketplace er helt faste bestanddele af mit liv, starter jeg altid der, og der kan være mange penge af spare. Jeg har også et par gange efterlyst specifikke ting, som f.eks. dengang jeg smadrede glaskanden til min kaffemaskine. Det vil jeg virkelig også gerne slå et slag for, for der kan sagtens sidde mennesker derude, som faktisk har en barnevogn stående i skuret, som de ikke længere bruger, men som er for ramponeret til at sælge som barnevogn-barnevogn. Ser de, at du efterlyser hjul eller stel til lige præcis den model, vil de fleste være glade for muligheden for at få skrumlet skudt af, og min egen oplevelse er, at folk ofte vil sælge ret billigt, når det er dig, der efterspørger, fordi de dermed slipper for hele bøvlet med at tage billeder, lægge op og svare på alle spørgsmål i hele universet. 

Ud over at du sparer penge, bliver miljøet også i godt humør, fordi du forlænger levetiden af det, du har, i stedet for at bidrage til at øge produktionen ved at købe noget nyt.