Midsommermærket

Jeg elsker stemningen op til ferier. Jeg har tænkt det hver eneste morgen i denne uge, når jeg har afleveret. Det hele knitrer og bobler, alt er lidt løst i sammenføjningerne og det er, som om vi allerede har sluppet hverdagen.

Madpakkemæssigt set læner vi os op ad en indberetning, jeg er hele tiden lidt bagud med vasketøjet, og aftensmaden er også virkelig so-and-so, fordi.. jamen, Sankt Hans og alt det der. Det kan jo næsten ikke betale sig at starte. På noget, egentlig.

De små hverdagskameler bliver nemmere at sluge, for lige om lidt, unger, og ferieplanerne ligger i gryden og bobler. 

Hedebølgen kommer og går, vi har købt en kæmpepool og jeg græder lidt, hver gang jeg læser noget om landsholdet.

På en mærkelig måde hænger det hele sammen.

I aften skal vi have sat ild til noget sammen med familien, og når vi kommer hjem, og ungerne sover, tror jeg, at jeg skal ud i haven at sidde med et glas champagne og fundere lidt over hekserelaterede emner, mens de små lamper lyser og sommeren og og selskaberne summer i det fjerne.

Om lidt er det ferie og med det kommer andre udfordringer og benspænd, men for nu er det nær ved og næsten, og alting føles både gyldent og potent.

Voksen og følsom

Jeg bøvler for tiden rigtig meget med en påtvungen relation. Jeg er af indlysende årsager lidt ulden omkring detaljerne, men det er én af dem, jeg ikke kan vende ryggen til, selvom jeg virkelig gerne vil.

Hos mig er det et et grundlæggende karaktertræk, at jeg gerne vil reparere det, der er i stykker. Det gør mig til en strålende holdkammerat, når der er problemer, der skal løses og udfordringer, der skal nytænkes, men det spænder ben for mig, når jeg møder mennesker, der grundlæggende modarbejder mig.

Det har taget mig mange år at lære, at det ikke er meningen, man skal svømme imod strømmen hele tiden. Hverken ift. mennesker, relationer eller situationer. Hvis der aldrig er flow, er det fordi man ikke er, hvor man skal være.

Med dén erkendelse kommer forståelsen af, at der er mennesker, der ikke er for mig. Mennesker, som jeg ikke kan eller skal have et godt forhold til, og som har deres egen dagsorden og bagage der gør, at vi ikke kan sameksistere. For i de tilfælde handler det jo ret beset ikke om ydre vilkår eller opgaver, vi skal samarbejde omkring løsningen af. Det handler om modvilje og ønsket om at være på tværs, hvilket kan bunde i alt muligt, det intet har med mig at gøre – men fordi jeg har den personlighed, jeg har, bliver jeg taget til fange i krydsfeltet mellem min hårdt tilkæmpede erfaring med at slippe det, jeg ikke vil have min energi taget til fange i, og ønsket om at skabe et klima, alle kan være i.

Det bliver KUN værre, når der er tale om en relation, hvor mine handlinger og beslutninger ikke kun falder tilbage på mig, men også på mennesker, jeg holder af – hvilket er tilfældet her.

Og hende her er ulidelig. Hun taler kun i ordrer, blander sig i ALT, modarbejder mig aktivt, og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg stille op.

For jeg plejer at skære de mennesker væk, jeg ikke bryder mig om, eller som altid er omgærdet af drama. Jeg har ingen problemer med at slippe en sag, hvis jeg kan se, at mit engagement i den leder til konflikter; i hvert fald laver jeg en benhård cost-benefit analyse af, om det er frustrationerne værd. Det er det sjældent.

Men problemet her er, at jeg ikke kan slippe væk, og derfor virker mine værktøjer ikke. For selvom jeg forsøger at skære *hende* væk, så består relationen – og dermed skal vi stadig forholde os til hinanden. Hvis jeg træder tilbage, vil hun med 100% garanti tolke det som en sejr, hvilket jeg sagtens kunne leve med, hvis jeg aldrig skulle have noget med hende at gøre igen. Men det skal jeg, og dermed oplever jeg for første gang en begrænsning i den frihed, det er at passe på sin energi ved at lade ting fare – for det virker åbentbart kun, hvis man ikke fortsat skal have med personen at gøre. Hvis jeg stepper ned, vil hun tage det som en bekræftelse af, at hun bestemmer over mig. At jeg er hende underlegen. Og det kan. jeg. ikke holde ud.

For at føje spot til skade har hun en wingman, jeg heller ikke kan undslippe, og de er usigeligt uelegante omkring det. Det hele foregår med smileyer og ‘hejsa’, men giften driver ned af både skærme og samtaler, og egentlig forværrer den kniplingstynde fernis af civiliseret høflighed hele situationen, fordi kommunikationen hele tiden foregår på to plan.

Derudover har hendes person og adfærd en anatomi, der til forveksling ligner den, jeg led under i ni rædselsfulde år i folkeskolen, og det betyder, at når andre, der ikke aner noget om vores betændte forhold, i nogle situationer, der intet har med noget at gøre, og hvor det kan være hip som hap, hvad man mener, og hvor jeg ikke har *noget som helst* på spil, mener det samme som hende – så føles det helt VILDT meget som dengang i folkeskolen, hvor alle rottede sig sammen, jeg altid var udenfor og jeg aldrig følte, jeg hørte til.

At være tvunget til at blive stående og fortsat at skulle interagere med hende, øger min frustration og foragt for hende med astronomiske højder, og lige nu føles det som om, at jo mere afstand, jeg forsøger at lægge til hende, jo mere forsøger hun at trænge ind i mit space. Min fight/flight refleks står og banker helt oppe i det røde felt, men ingen af de strategier, jeg over årene har udviklet er brugbare, når man er voksne mennesker, der af omstændigheder er tvunget ind i hinandens sfærer, og man *skal* kunne samarbejde.

Nogle gange er det sgu op ad bakke at være en del af den her race.

M2021, uge 24

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Forsøgt mig med en hjemmelavet jordbærtærte til Fridas fødselsdag, og det var en succes. Jeg bagte en mazarintærte, smed den halve æske pålægschokolade, jeg har flyttet rundt på i 100 år, på toppen, mens tærten stadig var varm, nøjedes med at anrette halvdelen (med skum af halv vanilieskum og halv blødt-pisket fløde), og lidt jordbær ovenpå.

Resten af jordbærrene serverede jeg i en skål ved siden af, hvilket betød, at de overskydende kunne bruges i madpakken samt i koldskål til morgenmad dagen efter. Den del af kagen, der ikke var anrettet, smed jeg i fryseren, og det stykke, der var i overskud, kørte jeg ud til oldefar med.

Pålægschokoladen blev brugt, der var intet madspild, og oldefar blev glad.

2.

Købt en kjole – og sendt den retur. 

Det her lyder sikkert for mange meget indlysende – men det har det ikke altid været for mig. Jeg har en krop, der gør, at jeg ikke bare kan gå ind i en butik og vælge, hvad jeg vil. Derfor kan jeg være slem til at købe det, når jeg finder noget, der passer til min højde og drøjde.

Men min gradvise trimning af mit tøjskab over de sidste år har tydeliggjort, at det er både unødvendigt og tosset. Jeg har længe det tøj, jeg skal bruge, og de ting, jeg synes, der er “noget” ved, når jeg prøver dem, ender i 9 ud af 10 tilfælde bagerst på en hylde, hvorfra de aldrig skal komme frem og dømme levende og døde.

Den her kjole fra My Little Curvy Love var neonpink, og jeg var SÅ forelsket i farven. Kvaliteten fra MLCL er uovertruffen – men den sad bare ikke godt. Da jeg prøvede den på, var jeg allerede i gang med, at man måske kunne bukke kraven ned, for se, hvor lang den er! Og farven, Linda – den kan du da ikke sende tilbage?!

Men det kan jeg, og det gjorde jeg. Og som en slags bekræftelse fra universet af, at det var den rigtige beslutning, fandt jeg dagen efter en anden kjole, som var så fin, så fin, og som sad MEGET bedre. 

3.

For sjov prøvet at regne på, hvor mange engangs-vatrondeller, de strikkede, som en sød læser (hej Grete) sendte mig for et år siden, har sparet mig for. 

Jeg bruger 4 vatrondeller hver eneste dag. Der er 70 stk, i de pakker, jeg plejede at købe. Det betyder, at jeg på et år har sparet – og hold nu fast – 21 pakker engangsrondeller. ENOGTYVE!! 

Det er sgu da helt vildt, og et glimrende eksempel på, hvorfor det gør en ret stor forskel at skifte de produkter, man bruger dagligt, ud med noget mere bæredygtigt. 

4.

Købt Fridas fødselsdagsgave – en iPhone 7 – gennem Swappie.

Inden jeg købte den, snusede jeg rundt på Marketplace, og spurgte også på min egen profil, om nogen kendte nogen, der stod og skulle af med en telefon. Jeg fandt et par stykker, der ville sælge for 500 kr – men de var alle ærlige nok til at sige, at telefonen skulle have nyt batteri. Og med dén udgift oveni, endte jeg faktisk med en pris, der var så tæt på Swappies, at det ikke gav mening at købe privat.

Der er 2 års garanti på telefonen, hvilket jeg synes er rart, når nu den nu ikke, hverken brugs- eller versionsmæssig, er ny, og det er rart at den er købt af en objektiv 3.part, så der ikke er følelser i klemme på nogen sider af hegnet, hvis den viser sig at være i stykker. 

Den kom i en fin æske, og der var ledning med til opladeren – men ingen oplader med, og det synes jeg faktisk trækker lidt ned.

Men jeg elsker, at man har fundet en måde at klemme al levetid ud af telefoner på, så de ikke bare får lov at ligge i en skuffe, når de stadig kan bruges, og indtil videre er vi godt tilfredse.

I øvrigt:

*Tror jeg måske stadig ikke, jeg helt er klar over forskellen på en hare og en kanin?

*Tror jeg til gengæld, at jeg har fundet ud af, hvornår jeg er ALLERmest i-landsagtig: Når jeg ruller øjne så hårdt, at jeg kan se min rygrad, fordi min emailadresse ikke autoudfylder, når jeg skal bestille varer. 

*Blev jeg forleden overhalet af hele 4 Audier, som kørte langt over 100 km/t på landevejen. Ved I, hvad jeg finder allermest ulideligt ved fartbilister? Selvovervurderingen. Idéen om, at man er SÅ god en bilist, at man kan nå at reagere på det, ingen andre kan. Sæt dig ned, Lewis Hamilton. Helt ned.

*Ville jeg, nu vi taler om trafik, ønske, at jeg havde et skilt på taget, jeg kunne tænde, når jeg overhaler kassevogne og lastbiler, og holder næsten samme fart, når jeg er kommet forbi. “Ja hej. Jeg er ikke idiot. Jeg er bare kontrolfreak, og jeg kan. ikke. holde ud, at jeg ikke kan se, hvad der sker længere fremme på vejen. Hav en skøn dag! Møs”.

*Har min nye telefon og jeg den første krise i vores ellers så perfekte forhold. Den anden morgen, da jeg ville læse nyheder, fik jeg “Ansigt kan ikke genkendes”. Det vil IKKE blive glemt.

*Lærte jeg i går, at hende, der synger ‘Gonna make you sweat (Everybody Dance Now)’ og hende der synger ‘It’s raining men’ er én og samme person. Mit hoved eksploderede. Hvis ikke man har hørt podcasten Crime Show på Spotify, så skal man virkelig, virkelig gøre det. Afsnittet om tyveri i musikbranchen hedder ‘The Secret Billboard Chart-Topper’.

*Fik jeg første, gyldne stik i lørdags #TeamPfizer og har siden flere gange glædet mig over, at jeg ikke er sådan én, der går og sysler med lidt nazisme. Av min arm.

*Fylder Frida 6 år på torsdag, og det kan jeg næsten ikke forstå. Det er både 10 minutter og 400 år siden, hun møffede rundt i gennemknappet body og hagesmæk, hun går mig nu til midt på den mave, hun nægtede at komme ud af, og hun er det største og fineste livsstykke, jeg nogensinde har mødt.

*Speaking of podcasts var jeg, sådan helt ægte, lige ved at græde, da jeg havde hentet den nye iOs-update i søndags, og det viste sig, at podcast-app’en er redesignet til ukendelighed. Som et *ekstra* træls feature, har de valgt, at de podcasts, man ikke abonnerer på, bliver slettet ved den her update – hvilket betyder, at ALLE de podcasts, jeg bare har hentet et enkelt afsnit af, når jeg har hørt dem anbefalet, men lige er i gang med at binge noget andet, er væk. Væk-væk. Det er IKKE i orden, Apple. (Og jeg ved godt, at det hjælper podcastere, når man anmelder, rater og abonnerer på dem, men der er bare virkelig mange af dem, der kører med halvugentlige lytter-episoder eller julekalendre med gamle afsnit, og alt det gider jeg ikke have i mit bibliotek). 

*Ville jeg somme tider ønske, at jeg havde Anton på bånd. Som da jeg forleden sagde tak for hjælpen til ham, og han med perfekt fodboldcoach-entusiasme svarede “Teamwork makes the dream work, mor”. Eller da han i går, mens jeg stod i køkkenet, kom forbi og spurgte: “Hey mor – hvornår kan vi køre ud til en klippe og skrige?” Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så set.

*Er jeg igang med bøgerne bag HBO-serien A discovery of witches, og de er GODE. Hvis andre kunne have lyst til at kaste sig over dem, kan jeg bare lige som serviceinfo oplyse, at de 3 bøger hver er på 800 sider. Så man behøver måske ikke bestille dem alle 3 på én gang. (Det er primært mig selv, jeg taler til her). 

*Har jeg smågrædt nærmest uafbrudt, siden Christian Eriksen faldt om. Over ham. Over holdet. Over tilskuerne. Og sgu også over, at det er første gang, jeg synes, jeg har set, at seerne og læserne – altså, dem, som sladderbladene altid hævder, er grunden til affaldsjournalistik og slibrige fotos – for første gang har råbt rungende: NEJ! TAK! til billeder af både ham og kæresten. Det kan godt ske, de sidste par år har været vanvittige, men der sker langsomt noget med hele racen og den måde, vi er med hinanden i verden på.

*Har jeg tænkt virkelig meget over, hvorfor det tilsyneladende kun er fodboldspillere, det her sker for? Og det er et oprigtigt, u-ladet spørgsmål, helt uden sølvpapirshat eller konspirationsbriller. Men har vi hørt om svømmere, håndboldfolk og tennisspillere, der falder om med samme frekvens?

*Har jeg det sådan her, når min far på 69 pludselig er meget indsigtsfuld på følelser og forhold, for “nu hører jeg jo Mads & Monopolet*, Linda”:

*For min far er Mads og Sara det samme.

M2021, uge 23

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Solgt mine krus til den pris, jeg havde sat dem til #RCGate

Det bedste ved dét var næsten at kunne pille dem af Marketplace og slippe for flere ‘Alle 6 for 200 kr?’ og ‘Har du stadig æskerne?’ beskeder. Hvis det var sådan her hver gang jeg satte noget til salg, ville jeg ikke gide bruge tiden på det. 

2.

Købt nye sædelommer til bilen til børnene (dem, der hænger på bagsiden af forsædet, hvor man kan have alle sine skatte i). 

Da jeg skiftede bil, måtte de gamle lade livet, og fordi jeg er den, jeg er, ville jeg helst have nogle nye på samme dag, som vi fik bilen. Jeg er SÅ slem til at ville fixe alting NU! så jeg kan strege det ud på min to-do – men fordi jeg tænkte, at vi nærmede os sommerferien og dermed tidspunktet, hvor den slags bil-accessories er i sæson, satte jeg mig på hænderne. (- efter lige at have tjekket på nettet, hvad de ville koste, hvis jeg bestilte dem med det samme. 250 kr. stk). 

Jeg har patruljeret området med spotvarer i Netto og Lidl siden, og i denne uge blev min tålmodighed belønnet. De fineste lommer til 29 kr. pr. stk. Jeg har sjældent været mere tilfreds med mig selv.

3.

Solgt 9 puslespil, og hevet 550 kr. hjem.

Hvor krusene har kostet mig megen tid og tænderskæren, tog det her til gengæld under 3 minutter.

Når jeg sætter mine puslespil til salg, starter jeg med at gøre det i den lokale fb-gruppe, jeg selv har oprettet til formålet. Jeg sætter prisen lavt, og giver rabat, hvis man køber flere, og jeg har endnu ikke oplevet at brænde inde med noget.

Dette blot for at sige, at de ting, man gerne bare vil af med, kan det godt betale sig at prissætte derefter. For selvom jeg i den landsdækkende puslegruppe kunne have solgt dem for mere, ville der her være hele bøvlet med at skulle pakke og sende dem, og for mig har det jo også værdi at slippe for dét. Det vil jeg gerne kvittere for ved at sætte prisen derefter. 

4.

I kommentarfeltet til sidste uges M2021-indlæg blevet spurgt, om ikke jeg vil skrive lidt om, hvordan jeg indtænker økonomi og madspild i ferien.

Og selvfølgelig vil jeg det. 

Det største problem ift. ferie og madspild er nok uforudsigeligheden; at ferien giver mulighed for at gøre noget spontant og ændre på planer og aftaler på dagen. 

Dertil kommer, at de fleste børnefamilier også er på flere ture og udflugter, end de/vi plejer at være. 

Hvis jeg skal tage hjemmedelen først, så tænker jeg over, at det, jeg køber ind til, skal være noget, der kan holde sig. Jeg og vi spiser f.eks. flere grøntsagsstave end vi spiser salat i ferien, simpelthen fordi ingredienser til salat har kortere holdbarhed end f.eks. gulerødder, agurker og peberfrugter. 

Jeg tænker over at have noget, der kan laves uden for mange dikkedarer, f.eks. altid at have noget, vi kan grille, eller at have noget i fryseren, der kan hives op og passe sig selv i ovnen, mens jeg pakker en bil ud. Rema laver nogle ret anstændige nuggets, man kan få en hel del udmærkede kopnudler efterhånden, toppings til pizza kan holde sig ret længe, og de frosne grøntsagsposer (også fra Rema), kan holde nærmest uendelig, og kan lynhurtigt gøres sjove med et glas salsa, en dåse kokosmælk ell. lign. Jeg løsfryser færdigstegt kylling og frikadeller, fordi det så er superhurtigt at tage den mængde ud, man skal bruge, og de tør lynhurtigt op, når de ikke er klumpet sammen i en beholder. 

Ting med kortere holdbarhed kan man købe i mindre mængder (f.eks. 2 små bægre creme fraiche i stedet for ét stort) og sidst men ikke mindst kommer her det bedste råd jeg har, som også gælder ift. ture: Beslut dig på forhånd, hvis du overvejer købemad/take away. For har du først taget mad op eller købt råvarer ind, så bliver take away ofte årsag til ret meget madspild. Men det er sgu en ærlig sag at være lidt overvældet af livet, sådan helt generelt, og specielt når det er varmt og alle er sammen hele tiden. Slut fred med det, men beslut dig på forhånd. 

Og således glider vi ubesværet over i den del, der handler om ture.

Igen: Beslut dig hjemmefra for, om I køber mad på stedet. Hvis I gør, så lad være med at pakke en kæmpe madkurv oveni. Det er ikke forbudt at være taktisk: Hvis du har besluttet, at I smører madpakker til ture, men tager noget take away med, når I kører hjem, så brug det, når ungerne med længsel i stemmen spørger, om I ikke godt kan spise burgere i Tivoli/Legoland/Wow-park. “Vi spiser madpakker her – men jeg vil godt gå med til, at vi tager sushi/en pizza med hjem til aftensmad.” Alle vinder.

Det andet trick, jeg altid bruger er, at jeg har noget med, som ungerne (og evt. jeg selv) får, lige når  vi ankommer. F.eks. en bolle, som de får, når vi står ud af bilen og går mod indgangen/dyrene/dem vi skal mødes med. For mig har det været én af dem, der gør en ret stor forskel. For når alle har fået fyldt på, lige inden man lander, så er blodsukkeret for det første væsentligt mere stabilt, men man ved også, at ingen kan påberåbe sig hungersnødslignende sult 4 minutter efter, at man er landet. En yderligere fordel er, at man ikke behøver tænke så meget på holdbarhed, fordi maden ikke skal kunne holde en hel dag i en varm rygsæk.

Jeg vælger en mellemvariant, hvor jeg køber noget, børnene gerne vil spise. Bedre forældre end mig tager formentlig kampen og insisterer på rugbrødsklappere, men jeg har på pragmatisk vis gjort op med mig selv, at hovedpointen her er, at børnene får så meget i maven, at de ikke er sultne lige med det samme, og derfor har jeg noget med, de godt kan lide og spiser uden diskussion.

For mig har det været en hjælp at tænke over, hvordan de spiser i børnehaven/skolen, for det er langt oftere, end jeg selv spiser. Men hvis man er vant til at få lille mad kl. 9 og frugt kl. 14, så mangler der noget i maven, hvis man pga. en tur bliver ‘tvunget’ ind i et voksenskema, hvor det, der kommer efter morgenmaden, er frokost kl. 12.

Man kan med fordel overveje, om der er noget af det, der normalt lokker, som det giver mening at købe med hjemmefra. Mine børn synes, at cola er det vildeste i hele verden, og derfor køber jeg ofte 1/2-liters colaer et par dage forinden, når jeg alligevel er ude at handle, og smider dem i køleskabet. Væsentligt billigere og som ekstra bonus har de skruelåg, hvilket modsat åbne papbægere gør dem væsentligt nemmere at tage med, når man er færdig med at spise frokost, og børnene kun har drukket 3 mundfulde. 

Jeg har et par gange prøvet, at vi gik tilbage til bilen og spiste frokost, og de gange, vi har gjort det, har det været en super god oplevelse. Det var rart med en pause fra støj og hurlumhej, de voksne kunne lige regruppere og der var ingen franske hotdogs i farvandet, der ødelagde fornøjelsen ved de medbragte boller og pølsehorn. Men. Det forudsætter, at man kan parkere rimelig tæt på indgangen (som man f.eks. kan i legoland), og jeg vil være ærlig og sige, at jeg ikke ville orke at gøre det, når jeg er alene afsted med børnene. Jeg synes, det kræver flere voksne hænder, fordi man dels skal ud at gå, man skal finde frem og pakke væk, og man skal gå tilbage. Det – synes jeg – er omstændigt, hvis man er eneste voksne indslag, der både skal stå for praktik og hep. 

Og endelig tænker jeg over, hvilke snacks, jeg har med. Efter at have opdaget tricket med at spise, når vi ankommer, har jeg væsentligt færre snacks med end tidligere, men derfor giver det stadig god mening ift. både økonomi og madspild at tænke over, hvad man tager med. Jeg har for længst droppet posen med idealistisk grønt efter at have smidt pose efter pose med agurk og gulerødder ud, når vi er kommet hjem. Derudover køber jeg ting, der kan holde sig, hvis de ikke bliver spist på dagen, f.eks. tørvarer (kiks, riskiks, popcorn), ting, der er enkeltindpakkede og kan bruges senere, selvom de har ligget i en varm rygsæk (figenstænger, rosiner, små juice) og evt. lidt slik, der kan aflede fra alt det, der lokker (små pakker karameller, en slikkepind osv.). Alt sammen noget, der er til at betale sig fra, og som kan smides tilbage i skabet og medbringes næste gang, man har det med hjem.

Kort sagt:

Ferie hjemme:

*Mad med lang holdbarhed

*Lidt på lager, der er nemt at tilberede og som kan laves til én dag ad gangen.

*Mindre mængder af madvarer med kort holdbarhed

Ferie på tur:

*Mad-mad, der spises lige inden/ved ankomst, men inden man kommer ind til alle fristelserne

*En forhåndsbeslutning om, hvad man evt. vil købe på stedet

*En forhåndsbeslutning om, hvad man gør med aftensmad 

*Snacks, der er billige og kan holde sig længe

Ovenstående er de redskaber, jeg selv bruger til at styre indtag, madspild og økonomi, når vi holder ferie. Har I derude andre tips og tricks, så smid dem endeligt i kommentarfeltet. 

Jeg håber, jeg har fået svaret på det, du spurgte om, Anita. Hvis ikke, eller hvis noget er uklart, så spørg endelig yderligere ind.

God weekend.

I spørger, jeg svarer: Når De Andre fylder for meget

Jeg har fået følgende mail fra Susanne:

Jeg går og tumler med et emne, som jeg godt kunne bruge andres tanker omkring. Egentlig kan mit dilemma deles op i tre, men punkterne kan koges sammen til, at jeg gerne vil lære at nyde livet og leve i nuet.

Jeg har jo et godt liv (selvfølgelig med de bump, som alle støder på), og derfor vil jeg rigtig gerne bryde med den tendens, jeg har til at:

*Bekymre mig om ting, jeg alligevel ikke kan ændre, f.eks. frygten for at miste mit job, at børnene bliver mobbet/ikke får en uddannelse/får et dårligt liv eller at jeg ikke har opdraget/hjulpet dem godt nok på vej. Men det er også bekymring om sygdom og død; hvad hvis mine forældre dør? Eller hvis jeg får kræft og dør fra mine børn?

*Tænke alt for meget på, hvad andre tænker om mig. Så meget, at jeg faktisk af og til agerer anderledes end jeg ville, for at behage andre, og samtidig ikke får sagt fra, når mine grænser bliver overtrådt – for hvad vil folk ikke tænke?

Det betyder f.eks. at jeg ikke får vist, hvad jeg kan på mit arbejde, fordi jeg er bange for, at folk synes, jeg praler. Jeg byder ikke ind med sjove bemærkninger eller small talk, for hvad hvis folk synes, jeg er dum at høre på?

*Sammenligne mig selv med andre, primært min søster, i forhold til økonomi, karriere, bolig osv. Det påvirker mig, når hun fortæller, at de har en kæmpe opsparing i banken (det har vi ikke), at deres hus snart er betalt af (det er vores langt fra), eller at hendes mand har fået nyt, godt job. Men det er ikke kun hende. Det kan også være, hvis jeg kan se andre, der har haft held med at opdrage deres børn på en måde, som jeg også havde ønsket at opdrage mine på.

Jeg har gået til psykolog et par gange, men er ikke lykkedes mig at knække koden, for at være taknemlig for de ting JEG har, og den person jeg er.

Måske du eller nogle i kommentarfeltet har de vise sten?

Jeg ved ikke, om nogen, sådan helt generelt, har de vise sten lige her, for det her er nok tanker, de fleste af os, i hvert fald i perioder, tumler med. Men jeg vil gerne prøve at skrive lidt om, hvad din mail får mig til at tænke over.

For at starte fra en ende af, så tror jeg, at den første del af dit problem, er uundgåelig. Jeg tror simpelthen, den er et produkt af at blive ældre? For da vi var i start-tyverne, var vi alle sammen frygtløse og udødelige, men i takt med, at vi bliver ældre, så bliver de fleste af os konfronteret med, at alt det svære ikke kun sker for naboen. Og egentlig er det vel både naturligt og måske endda sundt, sådan helt evolutionært speaking, at vi tilpasser vores syn på verden, til det, vi ser. Og akkumuleret set vil der være flere og flere, der mister deres forældre i takt med, at vi bliver ældre. Procentdelen af mennesker, vi kender, der bliver ramt af alvorlig sygdom vil stige. Vi skal efterhånden have begge hænder i brug, når vi skal tælle dem, vi kender, der har prøvet at blive fyret fra et virkelig godt job.

Så måske er det ikke et mindset, vi skal modarbejde, men snarere lære at leve side om side med?

For mig skete der noget, da min veninde Lene døde af en tumor i hjernen. Det smadrede en uskyld i mig, som ikke kan genskabes. Jeg tænker somme tider på, at det er det, sorg er. Et uønsket filter, der lægges ned over hele den verden, vi kender, hvorefter alt – ALT – ser anderledes ud. Og selvfølgelig er en fyring ikke at sidestille med den sorg, man oplever, når nogen, man holder af, forlader denne verden. Men måske det udløser en version af samme filter, når man over årene går fra at opfatte det svære som noget fjernt og uvedkommende, til at erkende, at der er noget til os alle sammen? En slags sorg-filter-light?

Jeg kan vist ikke rigtigt byde ind med noget, der kan få det til at gå væk, men for mig hjælper det at huske, at det er luksusbekymringer, forstået på den måde, at de alle sammen ville forsvinde med et knips, hvis man blev smidt ud i en virkelig krise. Man har dem, fordi man har overskud til at have dem, og det kan være udemærket at minde sig selv om.

Dine to næste punkter har jeg lyst til at slå delvist sammen. For mig at se udspringer af det samme, nemlig de tanker, der opstår, når man sammenligner sig selv med andre.

Jeg følger på insta en kropsterapeut (bodyimage_therapist), der skriver meget om det her med at være utilfreds med sin krop, fordi man sammenligner den med andres. Hendes pointe er, at man ikke skal arbejde på at stoppe med at sammenligne, men i stedet prøve at identificere, hvor og hvornår man sammenligner, og så prøve at styre udenom de situationer. At hvis man f.eks. kan mærke, at man falder i sammenligningsfælden, når man scroller inspo-siden på instagram, så skal man lade være med det. 

For mig giver det mening, at det er omsonst at prøve at stoppe med at sammenligne. Hele vores samfund er skruet sammen, så vi konstant bliver præsenteret for områder, hvor vores præstationer kan sammenlignes. Karakterer. Løntrin. Tøjstørrelser. Huspriser og m2. Alt bygger på tal, der er direkte sammenlignelige, og vi bliver en del af spillet, fra det øjeblik, vi bliver født.

Mit bud er, at vi alle har områder, der er svære for os, hvor vi sammenligner os med andre, og hvor vi føler, at de mangler, vi selv synes, vi ser, indikerer at vi fejler. Det tossede er, at det jo ikke siger noget som helst om, hvem vi er. Ingen af os holder hverken mere eller mindre af vores mødre på baggrund af, hvad de vejer. Ingen af vores børn elsker os mindre, fordi vi fik 7 i tysk. Så altså. På den helt store plade er det jo skideligegyldigt. 

Men problemet opstår, når det bliver til noget, der påvirker vores livskvalitet og -glæde. For det er ikke fedt at føle, at man altid halter bagefter, og at alle de andre acer noget, man ikke selv formår. 

Jeg tror, der ligger meget i, hvilke værdier, vi hver især er vokset op med. At de områder, hvor du sammenligner dig selv med din søster og føler, du taber, måske handler om, at de arenaer, hvor hun klarer sig godt lige nu, er nogle, der blev opfattet som vigtige i jeres barndomshjem?

Jeg tror også, at din placering i en søskenderække kan have betydning. At der kan være roller, man havde som børn, som man kan komme til at tage med ind i voksenlivet. Nu ved jeg ikke, om din søster er yngre eller ældre end dig, men uanset om det handler om en storesøster, du ikke føler, du nogensinde kan indhente, eller om du føler dig overhalet indenom af din lillesøster, så er det skidestressende at konkurrere med et menneske, hvor de imaginære dommere er ens forældre. For skåret ind til benet er det nok dem, de fleste af os gerne vil imponere.

Og hvad godt skal dét så gøre, Linda? For det løser jo ingenting at konstatere.

Det har du sådan set ret i. Og så alligevel. For jeg tror, at det kan blive nemmere at hilse på afgrunden, men undlade at springe i den, hvis man ved, hvad den er skabt af. For hvis du finder ud af, at dit mindreværd ift. din søster handler om, at hun lever et liv, der ligger mere i tråd med det, dine forældre lever, så bliver det også nemmere at minde dig selv om, at det jo ikke er en fejl, at dit liv er anderledes indrettet. Du har valgt anderledes, fordi noget andet var vigtigere for dig.

Jeg kan huske, at Hella Joof engang sagde, at når man bliver misundelig på andre og ønsker sig deres liv, så gælder det kun, hvis man tager hele pakken. Man kan ikke bare pege på de ting i udstillingsvinduet, man gerne vil have; man skal også tage den latterlige ekskæreste, den nederdrægtige eksem og barnet med indlæringsvanskeligheder med. Det synes jeg også kan være en hjælp at huske. For når man sætter det op på dén måde, vil de fleste af os nok betakke os for at bytte.

Ift. dine kolleger tror jeg måske, det kunne være en hjælp at starte et andet sted. At du ikke har som mål at ‘holde op med at bekymre mig om, hvad de tænker’ – men i stedet tænker ‘hvad kunne JEG godt tænke mig at gøre/sige her?’ For det ændrer ikke noget fra i dag til i morgen. Men det flytter dit fokus fra De Andre til dig selv og dine egne ønsker og behov, og det tror jeg er første skridt.

Det lyder dejlig nemt – og det er det overhovedet ikke. Jeg har selv et par af de her knaster, jeg bøvler med.

Jeg har i mange år været HYPER følsom ift. andres humør – og var det dårligt, var jeg HELT sikker på, at det handlede om mig. At jeg havde gjort noget forkert, og at folk var sure på mig. Da jeg en dag blev træt nok af alt det mentale arbejde og stressfaktoren i at skulle gætte andre menneskers følelser, satte jeg mig ned og tænkte det igennem. Og jeg nåede frem til, at det hele foregik i oppe i mit eget hoved. For den både deprimerende og frigørende sandhed er, at vi fylder uendelig lidt i andre menneskers tanker. Vi har alle sammen hovedrollen i vores eget liv, og ALLE andre er bipersoner og statister. Sagt med andre ord: Så vigtig er jeg simpelthen ikke.

Jeg gav mig selv en go-to-sætning, jeg hiver frem, hver eneste gang jeg kan mærke, jeg reagerer på andre menneskers dårlige humør: Det handler ikke om mig.

Min pointe er, at triggeren for mig ikke er væk, men at det har hjulpet mig enormt at have en one-liner, der er nem at hive frem i underskudssituationer, hvor jeg bliver stresset. Måske kan du finde en lignende sætning, der kan hjælpe dig ift. dine kolleger? At du, når du har bevist, at der er et eller andet, du mestrer, og bagefter bliver i tvivl om, hvad andre tænker om dig, siger til dig selv, at du gør det samme, som ALLE andre – og det er der ingen, der tænker over. Og hvis de endelig gør, så varer det max. 10 sekunder – så er de tilbage ved hovedpersonen i deres eget liv, nemlig dem selv.

Det sidste, jeg har lyst til at skrive er, at det ikke er sikkert, det overhovedet handler om dig – måske det handler om selskabet?

Jeg kan pege en håndfuld mennesker ud, som kommer i de samme cirkler som mig, som gør mig helt VILDT utilpas. De er søde og rare, og jeg har svært ved at sætte ord på, hvorfor de for mig føles, som de gør – men det gør de. De gør mig usikker og selvbevidst, og jeg hader alt, hvad der kommer ud af munden på mig, når jeg er sammen med dem. Jeg lyder for sur/for skrap/for bestemt/for vælg-selv. Om det er fordi de minder mig om mennesker, jeg har dårlige oplevelser med, eller om deres adfærd trykker på knapper i mig, jeg ikke engang selv er klar over, jeg har, aner jeg ikke. Men fordi jeg har brugt tid på at identificere følelsen og ved, hvem der udløser den, vælger jeg at omgåes dem så lidt som overhovedet muligt, og når jeg er tvunget til at være sammen med dem alligevel, ved jeg, at det er knapperne, der taler, når jeg bliver utilpas. 

Måske er det det samme, der gør sig gældende for din kollegagruppe? For hvis det er, så kan det måske ændre på selvopfattelsen på en positiv måde at indse, at det hele er kemi og samspil. Du er lige, som du skal være, og hvis ikke, det er sådan, de ser dig, er det fordi, de ikke er din klan og dine mennesker.

Alt det bedste til dig, Susanne. Jeg håber, at der er lidt i det, jeg skriver eller som lander i kommentarfeltet, du måske kan plukke ud og gøre til dit eget.

Fordi der over de sidste par måneder igen er begyndt at komme dilemmaer i inboxen, vil jeg bare lige knytte en kommentar til, hvordan jeg griber det an, så både I, der overvejer at sende ind og jer, der læser med, ved, hvad der foregår i maskinrummet. 

Når jeg modtager et dilemma, vurderer jeg, om jeg synes, jeg har noget at byde ind med. Som oftest tager jeg udfordringen op, men det sker, at jeg er nødt til at svare, at jeg ikke kan skrive et indlæg, der yder dilemmaet og personen bag retfærdighed. Det kan være fordi, problemstillingen omhandler noget, jeg ingen erfaring har med overhovedet, eller fordi jeg synes, jeg har skrevet, det jeg kan, om lige præcis dét emne. Jeg får eksempelvis en del mails fra kvinder, der overvejer at få børn alene, men med mindre der er noget, som gør deres dilemma atypisk, synes jeg, at jeg på bloggen over årene har været omkring de ting, jeg her kan bidrage med. 

Men hvis der er noget i emnet, som kan løftes op og tale ind i noget generelt, bider jeg på. 

Herefter spørger jeg, hvor anonyme folk gerne vil være; om jeg f.eks. skal give dem et andet navn, men uanset hvor åbne folk selv er, ændrer jeg altid, uden undtagelse, alle stednavne og tal. I og med at det sjældent er hovedpersonerne selv, der har skrevet ind, er det vigtigt for mig at undgå, at nogen pludselig genkender sig selv i en beskrivelse, de ikke har sendt ind. 

Når jeg har skrevet indlægget, sender jeg den, der har skrevet, et heads up, så de ved, at deres dilemma nu er live, og jeg beder i samme ombæring om, at de efter et par dage, går ind og skriver et ord eller to i kommentarfeltet, så I, der bruger tid på at svare, ved, hvor jeres svar er landet. Vil man gerne være anonym, sender man sin kommentar til mig, og så poster jeg den i kommentarfeltet.

M2021, uge 22

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Inden vi starter, er der tre ting, jeg gerne lige vil omkring.

Den første er jeres fine svar og kommentarer til det seneste indlæg, som jeg begyndte at svare på enkeltvis, men stoppede igen, for jeg havde lyst til at skrive det samme til hver eneste af jer. Tak fordi I er sådan nogle goddamn champs. Jamen jeg vræler, og det er jeres skyld. Jeg sætter umådelig pris på, at vi kan kommunikere så ærligt, og at jeg kan lægge alle skjold, blændværk og forbehold og stadig blive mødt, grebet og forstået. Det gør mere, end I ved, for min fortsatte lyst til at blogge. 

Den anden er i den modsatte boldgade, for jeg havde i går en træls oplevelse, som jeg har brug for at adressere.

Jeg følger en insta-profil for mødre i Esbjerg. Det er en deleprofil, der bliver lånt ud til forskellige mødre, og i går, da jeg sad og scrollede, læste jeg et opslag, der virkede .. underligt bekendt. Efter et par afsnit blev jeg sådan lidt.. ‘altså.. er det ikke mig selv, der har skrevet det der..?!’ – og det var det. Hende, der har profilen i denne uge, har simpelthen 1:1 kopieret 5 afsnit af et indlæg, jeg har skrevet her på bloggen og lagt det op som sine egne ord. Det er første gang jeg prøver, at nogen så åbenlyst stjæler mit arbejde, og det var mildest talt ikke fedt. Jeg tog den up front med hende i kommentarfeltet derinde, og hun kvitterede med en lunken kommentar og et nødtvunget tag – og jeg synes sgu, det er en flad fornemmelse at blive tvunget til at være nærig med sit eget produkt.

Men bagefter tænkte jeg på, at det måske handler om, man ikke ved, *hvor* træls det føles, når nogen tager æren for et kreativt produkt, man har lavet, hvis man ikke selv skriver/tegner/maler, og derfor vil jeg bare lige poste det her, så jeg ved, jeg har sagt det højt: Man må ALTID gerne dele ud af det, jeg skriver. Jeg bliver ALTID glad, når mine ord sætter tanker igang, inspirerer eller underholder. Altid. Men skriv lige, hvor I har lånt ord, tegninger og billeder, uanset om det er mine, Marens eller Stinestregens. Det er almindelig, god stil.

Den tredje og sidste ting, jeg lige skal huske at sige er, at Bloglovin’ er blevet solgt, og fungerer ikke mere. Jeg har forsøgt at læse op på, om der er noget, man kan gøre, men det ser ikke umiddelbart sådan ud. Hvis I er vant til at få at besked om nye indlæg ad den vej, er det altså derfor, I ikke får det mere. Et muligt alternativ er at hoppe med i bloggens FB-gruppe, som jeg udelukkende bruger til at poste nye indlæg i (altså, bare så man ved, at man ikke drukner sit feed i debat og updates).

Godt. Det var bare lige det. Og nu er vi klar til at tage hul på dagens egentlige indlæg. 

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op i skuret og i den forbindelse foræret efterløberen, som vi selv fik sidste år, til en anden familie. Frida er cirka 10.000 størrelser for selvstændig til at være spændt fast efter min cykel, så vi må bare opøve udholdenheden med gradvist længere og længere ture i stedet. Men jeg er virkelig glad for, at vi fik lov at gøre os den erfaring uden at skulle smide flere tusind kroner efter den, og det ville jeg gerne give videre. 

2.

Solgt det cover, jeg i første omgang købte til min nye telefon, som jeg syntes var for glat. 

Egentlig havde jeg besluttet at gemme det, men så tog jeg lige en hurtig samtale med mig selv med overskriften ’Til hvad?’ For ingen af børnene står til en 12 pro lige foreløbigt, og når de engang når så langt, så er det den sikre vej til en forsikringsfatwa at give dem et cover, der er glat som en olieindsmurt ål.

Jeg smed det på DBA, og afsted det røg. 

3.
Til gengæld ikke solgt mine Royal Copenhagen krus, som jeg ikke bruger, fordi jeg synes, de er besværlige at vaske af. 

Jeg havde glemt, hvor irriterende det er at sælge mærkevarer. Der er her, folk i helt uhørt grad skambyder; mange fordi de tror, at man ikke ved, hvad det er, man står med.

Krusene kan bruges som små urtepotteskjulere eller foræres væk som gaver, hvis ikke jeg får dem solgt, så det her er en af de få situationer, hvor jeg står fast på at ville have prisen for dem, take-it-or-leave-it-style. 

4.

Taget hul på at ‘bruge ned’ af de madpakketing, der gemmer sig i kurve, kasser og køleskab. Om 3 uger er det sommerferie, og i år kommer jeg til at holde hele ferien med børnene. Derfor er der ingen grund til at have et lager af riskiks og smoothies, der enten skal tvinges ned i feriedage, hvor de ikke er nødvendige, eller ligge og fylde til august

Må man snart bede om en lillebitte pause?

Den her uge, mand. Der er ikke sket noget, der *ikke* har skubbet til livets grundpiller, og jeg er fuldstændig færdig. 

For at starte med noget meget konkret og lavpraktisk er jeg blevet ledig. Der er begrundet håb om job på den anden side af sommerferien, men vi kan jo ikke leve af gode intentioner og luftkasteller indtil da, så nu ruller hele møllen med samtaler, job-log og mistænkeliggørelse. For de skrivelser, der sendes ud, kan ikke, selv med de mest optimistiske briller, læses anderledes. Det føles lidt som når jeg modtager det årlige krav om at skrive under på, at jeg fortsat er enlig forsøger, og i umiddelbart forlængelse af dét, får “tilbudt” en samtale, hvor nogle rare mennesker fra kommunen kan hjælpe mig med at finde ud af, om jeg VIRKELIG stadig er enlig forsørger. Jeg er med på, at det er prisen for at blive grebet af systemet. Men den er satenfløjteme somme tider både træls og høj. 

Oven i det har jeg haft et par møder, både live og over telefonen, med nogle af de mennesker, der bliver involveret, når man gerne vil have sit barn udredt. Jeg er ikke helt klar til at skrive og snakke om det endnu, og det er mig selv, der – for halvandet år siden  – har sat det i gang. Det er derfor nærmest udelukkende positivt, og de folk, jeg har snakket med i den her uge, har været ualmindelig sympatiske – men det er stadig et set up, hvor jeg gerne vil stille med mit a-game hver eneste gang, og jeg hele tiden forsøger at være 1000% skarp på ønsker, behov, observationer og vurderinger, for ingen hører, hvad du siger, når du mumler.

Så er det lidt sygehus-halløj, der sådan set ikke er hverken ubehageligt eller farligt, men som stadig kræver ekstra opmærksomhed på børnene og den måde, de forstår og tackler det på.

Og så døde oldemor i fredags. Det har udløst mange tanker hos mig, for det var én af de relationer, der ikke var ukomplicerede. Jeg har tænkt utrolig meget over, at hvert eneste af de valg vi træffer; at hver eneste interaktion vi har med andre mennesker, er tråde, der måske ikke i situationen ser ud af noget særligt, men som stille og rolig over et liv bliver den tråd, vi væver livets tæppe med, som er det, vi svøbes i den dag, vi skal herfra.

Som altid, når nogen dør, river det også låget af nogle af de æsker, vi har stående på hylderne, som vi ikke bryder os om at kigge i, eller som vi har sat i de mørkeste hjørner, fordi de gør for ondt at støde på og blive mindet om eksistensen af, når vi til dagligt går gennem livets store lagerhal. 

Anton og Frida er så priviligerede, at de ikke før har oplevet at miste. Jeg har gjort mig mange tanker om, hvordan jeg skulle tale med dem om den, for jeg synes ikke, man skal lyve om noget så grundlæggende som døden. Omvendt er brutal ærlighed heller ikke specielt hensigtsmæssigt, når man forsøger at hjælpe små mennesker med at forstå livet og verden omkring sig, og vi har haft mange samtaler om, hvorfor man bliver ked af det, når nogen forsvinder, og hvad der sker, både konkret og mere filosofisk, når man dør. 

Børnene fik selv lov at vælge, om de ville med til bisættelsen, og begge børn svarede uden tøven, at det ville de gerne. Anton spurgte, om de måtte lægge roser på kisten, og var også meget optaget af, at han gerne ville have skjorte og slips på, mens Frida var mere fokuseret på, hvor oldemor, sådan helt lavpraktisk, var nu. Det kræver sgu noget tilstedeværelse og nærvær at guide børn gennem de her ting, og at finde en grimasse, der kan passe, når Anton i forbindelse med en undersøgelse på sygehuset spørger, om vi lige kan smutte ned i kælderen og besøge oldemor, nu vi er her?

Så det var med et vist element af spænding, jeg havde dem med i kirken – men jeg kunne have sparet mig. De var så gode, at jeg tudede over det, og deres primære bekymring var, hvordan vi passer på oldefar. Det fylder meget for dem, at han er så ulykkelig, og for mig er det vigtigt, at vi taler om tingene, når de har brug for svar, og ikke når jeg lige har tid og overskud.

Så det er en balancegang lige nu. For jeg er lidt holdt op med at sove, og mit hår er også ved at skride i afmagt.

Og jeg er faktisk ked af det, for vi plejer at hygge os her på bloggen. Men jeg kan ikke rigtigt skrive rundt om de her ting, og alternavet er helt at lade være med at skrive – hvilket har taget livet af større og bedre blogs end denne. Så aftalen bliver vist nødt til at være, at jeg skriver om det, der lige fylder på dagen, uanset om det er kulkælder eller lal og bananer, men til gengæld lover ikke at blive sur, hvis I derude vælger at springe nogle indlæg over.

Aftale?

God weekend.

M2021, uge 21

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Lavet en oprydning light i børnenes tøjskabe. Egentlig mest fordi de fine stabler, vi lægger ud med, har det med at forvandle sig til en form for vindblæst installationskunst i løbet af et par måneder, hvilket er SUPER træls, når man kommer anstigende med en stak rent vasketøj. 

Men denne gang prøvede jeg at lade Frida styre det selv. Jeg bad hende vælte det hele ud på sengen, og så fordele i to bunker, hvad hun gerne ville beholde, og hvad vi skulle sende videre, og det klarede hun til UG. Jeg bliver altid overrasket over, hvad mine børn beholder, kontra hvad de giver slip på, for jeg ville nærmest have gættet på det omvendte.

Men vi fik smidt 4 store poser i tøjcontaineren, og det er nu lidt nemmere at se, hvad vi mangler til sommer-sommer. 

2.

Spurgt et par veninder, om de manglede tøj til deres børn, som er 3-4 størrelser mindre end mine.

Det gjorde de ikke, men hver gang vi tilbyder hinanden tøj, ting og bøger, glæder jeg mig over, at vi har snakket så meget om de her ting, at vi a) husker at spørge, før vi bare kommer mosende med det og b) har pillet følelserne så meget ud af det, at alle parter er helt ok med et nej. 

3.

Haft kartoffelsalat med til pinsefrokost, og fordi jeg syntes, det godt måtte være lidt andet end den sædvanlige mormor-version, havde jeg fundet én med rødløg, forårsløg, sød chilisauce og croutoner. 

Sidstnævnte undlod jeg at vende i, men serverede dem i stedet i en skål ved siden af, hvilket betød, at folk kunne tage så mange eller få, som de foretrak, og at kartoffelsalaten var ligeså lækker på 3. dagen, som den var, da den var nylavet. 

Det er et undervurderet trick, men jeg kan næsten ikke anbefalde nok at servere alt, der skal være sprødt on the side, uanset om vi taler om bacon, kerner eller drys på kager. 

4.

Købt vitaminpiller på tilbud og jeg købte to glas; et til hvert barn.

Den her falder mere i kategorien ‘mental-minimalisme’, men den skal på alligevel, for sweet Jesus, hvor har det hjulpet, at de har fået hvert deres.

De sidste mange måneder har vi haft To Faste Morgenkonflikter: Hvem Må Tage Vitaminpiller og Hvem Må Komme Tandpasta På Først. Jeg bliver 7 år ældre for hvert eneste minut de konflikter trækker ud. 

Så nu har jeg gjort kort proces, og købt hhv. en tube og et glas til dem hver.

Og hvorFOR har jeg ikke gjort det noget før?!?

For skal man bakke ned, hver gang søskende skændes? Nej. Selvfølgelig ikke. Men lige her, ikke? Hvad skade gør det? Det er jo ikke sådan, at vi fordobler forbruget.

Det var en god reminder om, at virkelige lavpraktiske løsninger somme tider kan gøre en KÆMPE forskel. Jeg roser hver eneste, fredelige morgen mig selv for mine enestående forældreevner, og I ringer selvfølgelig bare, hvis I har brug for en ekspert i børneopdragelse.

Skilleveje

Da vi i begyndelsen af året byttede værelser herhjemme, fik jeg det, der vender ud mod vores carport, og som der derfor er halvtag over. En af de bedste lyde jeg ved, er lyden af regn om natten, og jeg skal LIGE love for, at jeg får noget for pengene i disse uger. Jeg er ikke nogen hund efter varme, men selv for mig er det her lige i overkanten. Mest fordi det fucker min tidsfornemmelse fuldstændig op. Jeg roder rundt i overvejelser om efterårsferie og julebelysning, fordi jeg hele tiden tror, det er der, vi er ved at være.

Men det er det ikke. Sommeren står, i hvert fald kalendermæssigt set, for døren, og når jeg går hjem fra arbejde i dag, nulstiller jeg min arbejdsmobil og sender den til min nuværende arbejdsgiver, og fra på tirsdag hedder det Jobnet og supplerende dagpenge.

Imens er jeg så småt igang med at planlægge Fridas fødselsdag. Covid-wise må vi gerne holde fødselsdag herhjemme igen, men dels er de to grupper, de er opdelt i i førskolen ikke så faste, at der er tale om egentlige klasser (og stort, stort nej tak til 40 børn på 100 m2), og dels vil jeg gerne udvise lidt solidaritet med alle de børn, der også gerne ville have haft små gæster, men som måtte tage til takke med at dele ud på skolen. Sommerferien er en fin streg i sandet, og efter den er der nulstillet og dermed frit slag på alle hylder, synes jeg.

Jeg har besluttet, at Frida får en telefon i fødselsdagsgave, hvilket jeg godt er klar over kommer til at dele juryen. Anton fik sin, da han var lige knap 9, og for mig har det været fint at se, hvor meget man som forælder *kan* styre ift. børn og telefoner. Jeg har sat hans op, så han kan ringe, sende beskeder, billedegoogle og se YouTube på den – og ikke mere. Han kan ikke hente så meget som et gratis stykke frugt til et spil uden at blande mig ind i det, for han har ikke koden, og telefonen er sat op til at bede om kode til A-L-T. Derfor har jeg ikke de store betænkeligheder ved dén del af det ift. Frida, selvom hun er så meget yngre. Når hun har udsigt til at få den som 6-årig, er det fordi hun er det ABSOLUT mest udadvendte indslag i vores familie, og hendes behov for sociale stimuli er større end Antons og mit til sammen. Det er svært at møde hende i, fordi jeg bliver sindssyg, hvis vi har legekammerater i huset 5 dage om ugen, og for mig koster det mere overskud, end jeg har, at arrangere legeaftaler efter kl. 16, hvor Frida synes, der er 7000 ensomme år til hun skal i seng, mens jeg har udsigt til madpakker, aftensmad, vasketøj og lektier med Anton. Mit håb er, at hun med en telefon stadig føler, hun kan få fyldt på sin social-tank, når vi er herhjemme ved f.eks. at lave perler med den én veninde over facetime, eller ringe og snakke om vigtige ting som slim og Justin Bieber med en anden. Ikke som erstatning for live-leg og aftaler, men som et supplement til de dage og situationer, hvor det for mig er praktisk uladesiggørligt at få enderne til at mødes.

Derudover har jeg fået den sidste uge til at gå med sjov og spas med CareLink. De af jer, der også holder mig ud på Instagram, så, at jeg i sidste uge blev testet af en lummer tester, som jeg efterfølgende valgte at klage over.

Kort fortalt kom jeg ind til en mand på ca. 55 år, som startede med at stille sig HELT tæt på mig. Og godt nok er de testaflukker ikke hangar-agtigt store, men der er dog stadig plads til at holde 10-20 cm. afstand. Da han havde podet mig, lavede han sovekammerøjne og spurgte, om han ‘kunne friste med en runde mere’, og da jeg oplyste mit telefonnummer, fik jeg ‘Er det bare til mig, eller vil du også bruge det til svar på testen?’ retur.

Han fangede mig fuldstændigt på det forkerte ben, og jeg var pinligt berørt, da jeg gik derfra. Jeg oplevede det som virkelig grænseoverskridende, fordi magtbalancen, både pga. roller og aldersspænd, var skæv. Min allerførste tanke var “Ham klager jeg over!” – men så .. indhentede det, samfundet har lært mig, mig, og jeg undskyldte ham overfor mig selv. Han mente det jo ikke på den måde, vel? Det var jo bare for sjov. Vil du godt nok ødelægge den gode stemning for så lidt? Og tænk, hvis han bliver fyret, og det er DIN skyld. 

Men det fyldte alligevel så meget for mig, at jeg lagde et skriv på Insta om det. (Fordi jeg ikke ville have det på min facebook, for der kan min mor se det, og det er jo pinligt, for jeg tror, vi alle kan være enige om, at det her er *mig*, der har gjort noget forkert).

Og så skete der to ting. Dels blev jeg edderspændt rasende over min egen reaktion, for hvad fanden?? Jeg opfatter mig selv som et menneske, der aktivt forsøger at bidrage til ligestillingen – og ALLIGEVEL er min automatreaktion at tage hensyn til ham og hans følelser, når han VÆLGER at opføre sig uprofessionelt og virkelig upassende. Og dels kom der ud på aftenen en kommentar fra en pige på Insta, der skrev: “Jeg var ved den samme mand i dag. Sædding Centret i Esbjerg, ikke? Han sagde præcis det samme til mig.”

Og så fik jeg det sådan her:

Bagom Insta havde jeg allerede samme dag en leder fra Falck igennem, der gerne ville vide, om det var ét af deres teststeder, for i så fald sad han klar til at handle på det ASAP. Det syntes jeg var superfin stil. 

Men det her var et CareLink-sted, så jeg ledte længe efter et link til noget Care kundeservice. Tom-tom-tom, som vi siger på tegnsprog. Så fandt jeg en mailadresse, som jeg skrev til. Ingenting. Jeg skrev igen på en anden adresse. Stadig ingenting. Jeg taggede dem ind på opslaget på Insta. Still nothing, darling. 

Og den *eneste* stensikre måde at få mig i haserne på, er at spille død. Freud ville helt sikkert have en kommentar eller to til det, men jeg bliver AFSINDIGT provokeret, når folk ignorerer mig. Så jeg fandt Region Syddanmark på FB, og da man ikke kunne skrive en pb, lagde jeg en høflig men stram besked i kommentarfeltet på deres seneste opslag. Det skulle de ikke bede om, så efter 4 minutter havde jeg en mailadresse til regionskontoret, og – for real – ét minut efter jeg kl. 20.33 havde sende dem en mail, havde jeg svar fra deres chefkonsulent. De var på den, og de ville følge op, og i går blev jeg så ringet op af CareLink. De har lovet mig en opfølgning, når de har haft ham inde til en samtale, men det synes jeg egentlig ikke, jeg har brug for. Jeg kan hverken gøre fra eller til, uanset hvordan de håndterer det, men det var en ret vigtigt lektie for mig at lære om mig selv, og det er rart at have fulgt den til dørs.

Så ja. Der sker en masse, og der sker ingenting. Det regner derude, og jeg lukker ned og binder sløjfer på det første halve år af 2021.

I weekenden har jeg lovet, at vi finder grillen frem, uanset om det regner eller sner, og børnene har for længst fundet badedyr og svømmevinger frem og indstillet blikket på ‘Nysø’.

Måske er jeg også kommet til at sige ja til noget med at sove i telt.

Det skal bare lige stoppe med at regne.

Jeg tror, det bliver en god sommer.