7 uger inde

Tiden går.

Vi har – som de fleste andre, formoder jeg – fundet ind i en rytme, der ligner og lugter lidt af hverdag. Nogle dage synes jeg, at det er fint. Andre dage forstærker det følelsen af, at intet er som det plejer, og at udsigterne til normaltilstand er lange.

Det er svært at huske at give sig selv plads til fortsat at reagere, synes jeg. Fordi det er så uhåndgribeligt, og fordi der igen er skole og børnehave på programmet, har jeg det lidt som om, jeg burde være ovre det og køre på alle cylindre igen. På en måde er det næsten som sorgens fire faser; at nu, hvor vi er nogenlunde igennem chok og reaktion, så står vi i reparationsfasen og fordi den – trods alt – er nemmere at stå i end de to første, så kommer jeg til at synes, at jeg skal have det som jeg plejer. Og det har jeg overhovedet ikke. Bølgerne er blevet fladere, men vandet er langt fra smult, og sejlturen giver stadig søsyge. 

Men fordi der er etableret en form for genkendelig rytme, er jeg nået til et mentalt plateau, hvor den altoverskyggende følelse er kedsomhed. For når døren nu er blevet åbnet på klem, er det nemt at få øje på alt det, man har lyst til at gøre og lave, som stadig er forbudt.

Derfor har jeg kastet mig over lidt forskellige projekter ud fra devisen ‘det er nu, jeg har tid’, og det er egentlig rart. F.eks. cykler vi en del. Begge børn har rigtig godt af at øve en masse, og nu, hvor vejret de fleste dage er fint, er vi afsted næsten dagligt, fordi der ikke er bagkanter og ting, vi skal nå. Målet er, at vi på et tidspunkt kan cykle over til mine forældre, som bor ca. 8 km. herfra. I går cyklede vi 7 km. og jeg er svært imponeret over at opdage, at Frida nærmest er i tourform, nu hvor hun har fået en cykel, der ikke vejer et ton.

Jeg tester opskrifter, sørger for at holde mig up to speed med, hvad der (ikke) foregår på arbejdsmarkedet, og reserverer bøger i hobetal på biblioteket, som jeg savner med en inderlighed, der er en undvegen ekskæreste værdig. Og når jeg igen får mails fra Lønmodtagernes Garantifond, om noget nyt, der skal eftersendes dokumentation på, så forsøger jeg at glæde mig over, at jeg trods alt ikke skal stå på hovedet i den digitale rodekasse, mens jeg passer fuldtidsjob, tirsdagsgymnastik og forældremøder.

Jeg får også ryddet op, og i dag, da jeg stod og trimmede mit tøjskab, kom jeg til at tænke på en samtale, jeg havde med en bekendt i sidste uge. Hun kommenterede på, at hun havde set mig gå i tide og utide, og jeg fortalte, at det er sådan jeg har valgt at røre mig lige nu. Det førte til en snak om fitnesscentre og træning, og fordi hun ved, at jeg tidligere har boet i fitnessdk, spurgte hun til, om ikke jeg skulle have mig en barnepige et par gange om ugen, så jeg kunne komme afsted igen. 

Det var en af de situationer, hvor man næsten får en aha-oplevelse, når man hører ordene komme ud af munden på sig selv, for mit svar var, at jeg havde brug for at gøre noget nu, der ikke er en light-version af noget, jeg har gjort tidligere. Inden børn lagde jeg 10-15 timer i et center om ugen, og selv hvis jeg hev en barnepige ind 3 aftener om ugen, ville jeg stadig sidde med en følelse af at jage noget, jeg aldrig helt kommer til at nå. Det er for oplagt af sammenligne det, jeg er og kan, med det jeg var og kunne, og for mig giver det en følelse af at altid at underpræstere, som ikke er ret fordrende for hverken livsglæde eller -kvalitet. 

Og da jeg stod og fyldte tøj i poser i dag, kom jeg til at tænke på, at det er det samme, der gør sig gældende, nu hvor jeg er på vej ind i et nyt og anderledes garderobeskab. For jeg tror, det er let at komme til at sidde fast i en tidslomme, når man får børn. Fordi man drukner i alt det, der er livet med babyer og småbørn, er man så u-up-to-speed med mode, trends og tendenser, at mange af os bare kommer til at køre videre med den frisure, vi altid har haft, og den tøjstil, vi plejede at have. Jeg tror, det er forklaringen på små rygsække og den praktiske korthårsfrisure som stadig rider ubesejret videre i generationen lige imellem min mor og mig. For mange fungerer det sikkert rigtig fint. Men det gør det ikke for mig. Jeg er ikke hende jeg var, hverken fysisk eller psykisk, og derfor føles det ubekvemt og forkert, når jeg prøver at tegne mig selv ind i de rammer, jeg havde omkring mit liv før.

Det tager lang tid at opdage de her ting, synes jeg. Og erkendelsen er nærmest bare første skridt. For én ting er at sætte sig op og opdage, at man ikke er, hvor man var, da man faldt i søvn. Men efter det følger et vakuum, fordi man ikke aner, hvor man så befinder sig nu – og hvem man er i dét landskab.

Lige nu pejler jeg efter at gå med det, der gør mig glad. Og somme tider starter dét med at opdage, at noget ikke længere gør. 

Så måske man faktisk godt kan flytte sig lidt, selvom verden omkring én står stille.

M2020, uge 17

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Sat Fridas cykel til salg – og solgt den. Hun kunne i princippet køre på den et par måneder endnu, men for ikke at nå til det punkt, hvor den pludselig er for lille, og man derfor ender med at skulle panikshoppe en ny, satte jeg den til salg nu, så vi kunne bruge pengene fra dén som tilskud til den nye. 

Den nåede at være til salg 12 timer; så var den væk, og i morgen skal vi til Vejle og kigge på en ny.

Det slog mig, da jeg sad og browsede brugte cykler, hvor stor en gave internettet er ift. at købe second hand. For da jeg var barn var det SÅ træls at skulle have en brugt cykel, fordi man ikke rigtigt kunne se noget på det mikroskopiske billede, der var trykt ved siden af salgsannoncen i avisen. Og man blev næsten ALTID skuffet, når man så den i virkeligheden, fordi det er umuligt at se noget på et billede på størrelse med et frimærke. 

Men i dag, hvor vi kan søge utrolig specifikt på alle køb&salg-siderne, og blæse billederne op i fuld størrelse, er det mit indtryk, at børnene egentlig ikke tænker specielt over, at cyklerne er brugte. 

2.

Endelig fundet en løsning på #AspargessuppeGate

Og det her er på papiret virkelig, VIRKELIG i småtingsafdelingen, men det har været træls igennem en længere periode (mine Her-går-det-godt-homies, where you at?), og derfor er jeg uhørt begejstret. 

For.

Mine børn vil gerne have aspargessuppe.

Men de kan ikke lide asparges.

Hvilket besværliggør tingene en del.

Faktisk handler det nok om, at de accepterer suppen for at få adgang til kødbollerne, men uanset hvad, så er jeg farlig træt af, at aftensmaden skal udvikle sig til en form for afsky-befængt fiskekonkurrrence. Og fordi jeg typisk spiser noget andet end suppe, ender jeg altid med at smide en halv grydefuld ud, når jeg har kørt Mou-suppe til dem, og det gør ondt i mit madspilds-gen.

Men så kom jeg til at tænke på, at man jo sådan set kan få suppe fra Knorr, der *ikke* er frosset, og hvor portionen er mindre. Jeg testede det i denne uge; købte en pose, hældte indholdet op i min mest stor-hullede si, og lod den stå 10 minutter. Og Lord behold: Alle asparges blev fanget i sien, børnene kunne spise uden at gag’e, og gryden var næsten tom, da vi rejste os fra bordet. One small step for man.

3.

Truffet en beslutning om, hvordan jeg køber tøj, når nu jeg hverken har højde eller facon til at shoppe genbrug eller vælge frit mellem diverse bæredygtige mærker. For det synes jeg faktisk er utrolig frustrerende, 

Jeg tror, at de stykker tøj, jeg har købt til mig selv, siden jeg fik Frida, kan tælles på et par hænder. Af flere grunde. Dels pga. penge, dels pga. tid (jeg har altid skulle sætte lang tid af til at finde og prøve, fordi jeg åbentbart har verdens mest u-stangvarede krop), og endelig også fordi jeg har haft det svært med, at jeg har taget på. Men jeg er. så. træt af bare at være nødt til at tage, hvad jeg lige kan finde, og så bare købe 3 af den. Jeg savner at have det godt med mig selv i det, jeg har på, og at give den gas med øreringe, neglelak osv. som er det, jeg får lyst til, når jeg føler mig godt tilpas. 

Ved et tilfælde faldt jeg over mærket My Little Curvy Love, som Benedikte Utzon står bag. Jeg har kigget på det LÆNGE, for der er virkelig meget fint. Men det er også dyrt. I hvert fald når det er min økonomi, man står med. 

Men jeg er også bare ved at løbe tør for ideer til, hvad jeg skal stille op, fordi jeg ikke gider have mere tøj, der gør mig deprimeret, eller som kun kan holde 10 minutter, før det bliver slidt og skævt og skal skiftes ud. 

Derfor er jeg efter mange, lange overvejelser endt på, at den måde, jeg kan være mest bæredygtig omkring tøj til mig selv, er at bygge en garderobe op fra bunden, med tøj af ordentlig kvalitet, som jeg stadig kan bruge i takt med, at jeg (forhåbentlig) taber mig. Prisen betyder, at jeg kan tilføje 3-4 nye items (#fashionblogger) i løbet af et år, og på den måde ender jeg forhåbentlig med at stå med en langtidsholdbar garderobe, som gør mig glad i løbet af et par år eller tre.

Jeg får ikke en krone for at skrive det her, men det har været den *bedste* oplevelse at finde det her mærke. Dels er tøjet SÅ. LÆKKERT, og så elsker jeg, at det er designet til at sidde ordentligt, og ikke bare er en t-shirt, man har ganget op i størrelse. Der falder pænt, så man ikke bare ligner en papkasse på ben, fordi nogle idiotiske typer har lavet tøjet bredere men ikke længere, og der er tænkt over detaljer, som gør, at tøjet også sidder pænt på mennesker, der ikke er en størrelse 36. Benedikte/Liv fungerer selv som model for tøjet på både hjemmesiden og insta. Hun er 1.76 høj, og er 100% ærlig omkring egne mål, så man faktisk har en realistisk chance for at bedømme, om tøjet også vil sidde pænt på én selv. Jeg har skrevet et par gange med spørgsmål, og hver gang svarer hun selv, meget deltaljeret og præcist, og hver gang tilføjer hun, at jeg bare skal skrive igen, hvis det er noget specifikt, jeg er på udkig efter eller har brug for hjælp til. 

Som sagt: Jeg får ingenting for at skrive om det her, og hun aner ikke, hvem jeg er, men jeg ville virkelig, virkelig ønske, at nogen havde fortalt mig om det her mærke noget før, så tippet er hermed givet videre.

I øvrigt:

*Er det i dag 6 år siden min veninde Lene døde af en hjernetumor, og de sidste dage har jeg tænkt virkelig meget på, at den her pandemi også markerer en form for skifte i forhold til hendes død; at hun nu har været væk længe så længe, at virkeligheden har forandret sig og er blevet til noget, hun aldrig kom til at kende til. Lidt som med d. 11. september. Verden er ikke længere den samme, og det er mærkeligt. 

*Har jeg den sidste uge forsøgt at få fat i Skat, og som så ofte før, når jeg hænger i en telefonkø, spekulerer jeg på, om der findes nogen, der bruger de informationer, man får undervejs i køen, til noget? Jeg mener; hvis man er tech nok til at kunne bruge internettet, ved man så ikke godt, at man kan tjekke sin årsopgørelse online?

*Har jeg opdaget Voltaren gel, og det her er ikke en betalt reklame, men det burde det være, for mit liv bliver ikke det samme igen. Akillessenen på min ene fod har været permanent øm og hævet i 9 år, og for et par år siden var jeg inde for at få undersøgt, om man kunne gøre noget ved det. Citeret frit fra hukommelsen kunne vi skære min fod af. Jeg havde derfor indstillet mig på, at det bare var sådan, det var – men det her virker, og jeg kan ikke få armene ned. 

*Har Anton udviklet en hvepsefobi, efter at han sidste år blev skamstukket. Jeg har læst 69.842.648 sider på internettet om, hvad man stiller op med børn og angst for noget, som sådan set er reelt nok, for der er hvepse på landet, og jeg er ved at blive en liiiiille smule vanvittig af at snakke om hvepse 9 timer i døgnet. I dag stillede jeg ham i desperation 100 kr. i udsigt for hvert hvepsestik, han kunne erhverve sig denne sommer. Det var *ikke* et råd på nogen af siderne.

*Vil jeg bare lige give et heads up på, at der er hjælp at hente i kommentarfeltet til mit IG-opslag fra i fredags, hvis man mangler noget at læse, og man er til dystopisk, postapokalyptisk spænding. (Jamen, vi er flere, end man tror).

*Har jeg skrevet om det før, men det er u.tro.ligt, at jeg er 43 år og stadig hver e-n-e-s-t-e gang jeg handler, selvtilfreds tænker: “Nå, men nu har vi også det, vi skal bruge hele den næste uge” når jeg går ud af butikken. Ha. Hahaha.

*Er jeg lidt i tvivl om, om det er lock-downen, der taler, men.. altså, er Magnus Heunicke gået hen og blevet lidt en snitte? På den slidte, patina-måde? Eller er det bare den seriøse five-o-clock han kører, der får ram på mig?

*Skal jeg bede om lidt større, sproglig variation i det offentlige rum. Jeg er ikke i humør til flere, der lægger vejen, mens de kører på den. 

*Har jeg til min inderlige, oprigtige begejstring fundet mine to all time favorites MTV Unplugged sessions på YouSee’s musiktjeneste; Nirvana og Melissa Etheridge. Giv den her karantæne 2 uger mere, så er jeg tilbage i henna og fuld batik.

M2020, uge 16

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg bestilt sommertøj på nettet, og først da jeg havde afsendt ordren, så jeg, at man kunne få en ret anselig rabat, hvis man tilmeldte sig nyhedsbrevet. Jeg prøvede at sende dem en mail uden de store forhåbninger, men de skrev tilbage næste morgen, at det ikke var noget problem, og således sparede jeg et par hundrede, som jeg faktisk havde afskrevet.

2.

Har jeg solgt 5 puslespil og brugt pengene til 3 nye. Om det er urinstinkter eller afledningstrang ved jeg ikke, men i den her lock-down-fase har jeg haft lyst til at spise alle kulhydrater i verden og købe alt på hele internettet. Jeg skal lade være med begge dele, men jeg har forsøgt at undgå amokløb ved trods alt at købe lidt, men har til gengæld gjort mig voldsomt umage for at købe ting, jeg faktisk mangler (sommertøj), eller som kan sælges videre med minimalt tab (puslespil).

3.

Er jeg begyndt at øve ‘er tøjet beskidt’ med Frida. Lige nu, hvor vi bare er herhjemme, er svaret som oftest ‘nej’, men det ændrer sig jo, når børnehavelivet starter for alvor igen.

I takt med at hun bliver større og mere selvhjulpen, er hun blevet god til selv at tage tøj af og smide det til vask. Lidt for god, faktisk. For hun kan godt finde på at skifte tøj et par gange om dagen, og det er ikke altid, jeg opdager det. Det resulterer i ALT for meget unødvendig tøjvask, så hvis hun selv kan lære at vurdere, om tøjet reelt trænger til en tur i maskinen, vil der være meget arbejde og vand sparet dér. 

3.

Været over-gennemsnit god til at bruge op, hvad vi har haft i køleskabet.

Jeg har skrevet om det før, men for mig fungerer det ikke så godt at købe stort ind én gang om ugen. Det er dels pga. praktiske omstændigheder, som f.eks. at vores køleskab ikke er rasende stort, men det er også fordi jeg får stress af at have råvarer liggende, som skal bruges inden de udløber.

Vi kører med flydende madplan, hvilket betyder, at jeg køber ind til et par retter, men ikke lægger mig fast på bestemte ugedage. Det er formentligt et produkt af at have haft skiftende arbejdstider i snart 20 år (hvor jeg først kender mit skema for den kommende uge fredag aften, og der har jeg som oftest købt ind til den kommende uge)  men det handler også om, at det er utrolig forskelligt hvor lidt/meget børnene spiser. Derfor tror jeg somme tider, at jeg har mad til to dage, og så er gryden tom efter én, mens jeg andre gange får tre dage ud af noget, jeg troede ville række til én gang aftensmad og en frokost.

Men her i covid-æraen har jeg gerne ville minimere antallet af ture til supermarkedet, både til Bilka to go og i fysiske forretninger, fordi jeg er nødt til at have børnene med. Derfor har vi haft mere i køleskabet end vi plejer, og det har krævet lidt ekstra opmærksomhed at få det hele brugt.

Som eksempler på ‘oprydningsmad’ jeg har lavet, kan nævnes:

*Tomatsuppe (hk. tomat, en kartoffel, en peberfrugt, et par løg og lidt hvidløg, samt rester af soltørret tomat, ketchup, creme fraiche, pikantost, pesto, kylling og rød quinoa)

*Pandekager (med rester af risengrød, yoghurt og kærnemælk i dejen)

*Børnetapas (et par frikadeller, en fiskefrikadelle, lidt yoghurt, en håndfuld chickennuggets og melon)

*Madder (med en rest leverpostej, der blev varmet i ovnen, en håndfuld ukurant frugt og grønt skåret i både, og de sidste skiver pålæg til fri afbenyttelse)

Jeg gik mig over sø og land

Jeg gik hjemmefra i dag. Under ordnede forhold, med telefonen på lyd og genboen som fjern-barnepige, og i stjernemønster, så jeg aldrig var ret langt væk, men jeg gik. Da jeg kom hjem første gang, kiggede Frida på mig og sagde alvorligt: “Du skal lige gå lidt mere. Vi trænger til at være mere alene” and I felt that shit in my soul. Min hørelse har taget varig skade, så højt havde jeg høretelefonerne skruet op, men det var det hele værd. Jeg kunne nærmest mærke, hvordan der for hvert eneste minut kom lidt saft på batterierne igen, og det fik mig til at tænke på, at meget af min bimshed lige nu simpelthen handler om, at jeg er ud- og overkørt. 

Jeg har taget en lille uge med væsentligt mindre internet og nyheder, end jeg plejer (HBO tæller ikke som internet, vel?). Både for at kunne mærke, hvor jeg står ift. opstart og fordi den her krise gør min lunte kortere.

Jeg bliver afsindigt irriteret på dem, der har travlt med at fortælle, at vi bare skal hamre dørene op på vid gab igen, og at al forsigtighed er idiotisk, for “vi sagde det jo! Det er jo ikke farligere end almindelig influenza!” Det giver mig associationer til skizofrenipatienter, der endelig har ramt den rigtige kombinationen af psykofarmaka og føler sig raske – og derfor stopper med at tage deres medicin. For de er jo ikke syge mere. 

Jeg orker heller ikke rigtigt, at miljøaktivisterne opfører sig som om, det er jorden, der hævner sig på vores overforbrug. Det er SÅ super, at klimaet får lov at trække vejret, og at vi tager mange af vores valg op til fornyet overvejelse, men jeg kan. ikke. holde ud, når de får det til at lyde som om, pandemien nærmest er et argument, de har opfundet. 

Og når folk – igen – laver idiotiske regnestykker, hvor de sætter omkostninger op overfor antallet af døde, så får jeg lyst til at skrige. For det er jo for helvede alle dem, der *ikke* er døde, der skal sættes ind i dén ligning.

Så. Internettet og jeg har været on a break, og det tror jeg, at vi begge trængte til.

Jeg er stadig ikke sikker på, hvor jeg står ift. åbningen af både institutioner og den yngste halvdel af folkeskolen. Nok mest fordi jeg stadig føler, jeg mangler svar på, om det primære hensyn er at få hjulene igang igen, eller om det er fordi vi gerne vil have smitten til at rulle i relativt kontrollerede bølger. Jeg ved godt, at meldingen er, at vi ikke går efter flokimmunitet, men derfor kunne der stadig være lidt strategi i, at man ser antallet af smittede an i én gruppe, før man sender næste hold ud på ruten. 

Uanset hvad, er jeg endt på, at vi træder ud i verden igen, når den åbner på fredag. Mit eneste argument for ikke at gøre det, er (som jeg skrev i forrige indlæg) at vi bliver nødt til at sætte mormor og morfar live på pause, men det vilkår ændrer sig jo egentlig først, når vaccinen kommer, og så længe giver det ikke mening at holde børnene hjemme.

De ryger afsted begge to på én gang, for at sende dem afsted i etaper redder ingenting. Med samlet start kunne jeg godt være så ‘heldig’, at de bliver syge samtidig-ish, og at jeg så først går i dørken, når de er nogenlunde igennem. Håbet er jo i hvert fald lysegrønt. 

Nu, hvor beslutningen er truffet, har jeg skruet lidt op for nyheder og sociale medier igen, men det er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg skal blive ved med. Dels pga. mit blodtryk, men også fordi det lige nu, hvor hele verdens fokus er på én ting alene, bliver ekstra tydeligt, hvor problematisk det er, at digitale medier udgiver debatindlæg skrevet af mennesker, hvis eneste kvalifikation somme tider er, at de har en holdning, på lige fod med rigtige nyheder. For mig gav det stof til eftertanke, at jeg den ene dag kunne læse, at Trump bliver genvalgt pga krisen, mens han dagen efter ville lide uoprettelig skade. Når hverdagen kører og det hele går stærkt, er det svært at nå at opdage, hvor mange tomme kalorier, vores nyhedsmåltid faktisk består af, og det er nemt at blive overvældet af dommedagsprofetier forklædt som breaking. Det er en af de ting, jeg vil prøve at huske, når vi engang er på den anden side – hvordan den så end ser ud.

Jeg håber, at I har nydt påske derude, og at I stadig står. Trods alt.

M2020, uge 15

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Brugt et tilgodebevis, jeg har haft i pungen siden julen 2019. Dengang fik jeg af min tidligere arbejdsplads Aben (.. ja, vittighederne står nærmest i kø), som jeg valgte at bytte til et tilgodebevis. Jeg har siden jævnligt tjekket isenkrambutikkens hjemmeside for at se, om de mon havde den Kenwoodmaskine, jeg så gerne vil have, på bud, så tilgodebeviset kunne bruges som et tilskud til den. Indtil videre uden held.

Men forleden nat, da jeg lå og tænkte over livet, kom jeg pludselig til at spekulere på, at det måske ville være en meget god ide at få omsat beviset, for hvis kæden går konkurs, kan det jo ikke bruges til noget som helst. Og nye knive mangler man vel altid lidt. Dagen efter ringede jeg til butikken i Esbjerg – og fik en telefonsvarer om, at man havde valgt at lukke butikken ned.

Efter at have bidt mig selv i den ene kno i 10 minutter, ringede jeg til Ribe, mens jeg krydsede fingre for, at de stadig levede – og det gjorde de. Jeg strøg LIGE derned, og det første, jeg så, da jeg trådte ind ad døren, var Min Kenwood, sat 2500 kr. ned.

Her fulgte en kort, mental rådslagning, for på den ene side føles det bims at bruge penge lige nu. På den anden side har jeg fået penge tilbage i både varme og skat, og det byder mig egentlig også lidt imod at bruge penge på noget, jeg måske nok kan bruge, men som jeg ikke decideret mangler. 

Lang historie kort: Jeg er nu ikke længere i lock-down, men på barsel med min 3. baby, og bliver vi sat på gaden, kan vi bo i skålen, for det var maskinen med den store af slagsen, jeg købte. 

2.

Besluttet, at vi fremover ikke køber årskort til det kommende år, som vi sidste år gjorde til Legoland. De par hundrede vi sparede, er ikke meget værd nu, vel? 

3.

Flyttet min Ole Henriksen ansigtsmaske, som er Last Man Standing fra den hjælpepakke, min kammerat sendte mig for et halvt år siden, op i min bruserkurv i erkendelse af, at jeg ikke lever et liv, der er kompatibelt med 15-minutters-masker. Den får nu lov at virke i de minutter det tager at bade/shave/køre hårkur, og jeg får stadig blød og lækker hud.

4.

Sendt 5 liter One Pot Pasta, som børnene havde lavet i hjemkundskab, en tur over vejen til min søde genbo.

Børnene synes, det var skidesjovt at lave, men efter 2 x Verdens Mindste Portion og et generøst tilbud om, at “så kan du bare spise resten, mor” virkede det tosset at fryse 600 portioner af det. Over vejen med det, så det gjorde glæde, mens det var varmt og frisklavet – og så kom der 3 stykker pizza retur, som forsvandt som dug for solen her.

Jamen, hvad så nu?

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der sidder med fornemmelsen af at være omgivet af scenarier, jeg har det meget Nej Tak omkring? Hvis det er tilfældet, vil jeg gerne undskylde og forklare det med PMS, som jeg ikke på nogen måde kan anbefale at have under en pandemi. 

Men altså.. For helvede? Lidt?

Det ramte mig allerede i weekenden; tyngden af alt det, der venter forude. For med udsigt til åbning, bliver døren også igen låst op til det rum, hvor alt det, jeg og mange andre kæmpede med i starten, har haft held til at stuve af vejen, for når der ikke er noget, der fungerer, så kan det simpelthen ikke lade sig gøre at finde svar på alt det, der bekymrer. Men nu kan jeg høre, at det kradser på døren, for hvordan skal vi træde ud i verden igen, uden at føle os som bærere af pest, når vi er sammen med andre? Og hvor længe? Hvordan skal vi vide, hvornår vi igen må pleje omgang med andre, når vi ikke kan mærke symptomerne, og dermed ved, hvornår vi kan vinge smitten af listen? Hvad med ferie (har jeg? Skal jeg bruge? Hvordan finansierer vi det?), pension (jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte) og hvad med job og Den Anden Bølge, som pludselig ikke virker så langt væk, som den gjorde i starten.

Nu kan børnene komme afsted – men sender jeg dem ud ad døren, skærer jeg samtidig båndene over til den eneste anden voksenkontakt, vi har, nemlig min søster og mine forældre. Jeg ved godt, at der er mange, for hvem, det har været virkelighed siden vi startede, men det har det ikke her, og jeg har følt taknemmelighed over, at vi har haft muligheden for at se dem hver eneste dag, og det har været den mentale vitaminpille, der har afholdt mig fra at gå fuldstændig loco.

Tiden er mærkelig. Alle steder. Alt føles både vigtigt og ligegyldigt på én og samme tid. Folk opererer kun i kærligt overskud eller hvæs, der er ikke rigtigt noget in between mere. Måske fordi det er første gang, vi oplever, at alle er pressede på én gang, og dårlige dage derfor bliver svære at afbryde? Det er blevet meget synligt, hvor afhængige vi er af, at der er mennesker at tanke overskud fra, og lige nu er det måske den største mangelvare af dem alle. Der har sneget sig en ny tone ind alle steder – også i nogle af de kommentarer, jeg får. Måske også i nogle af de ting, jeg skriver? Jeg ved det ikke.

Men i søndags bestilte jeg sushi til mig selv. Jeg tror, det er første gang, siden jeg flyttede til Esbjerg, og jeg tænkte lidt over, at når alt det her er slut, så tror jeg, at jeg skal til at huske mig selv lidt mere. Bare i det små. For når man ikke kan suge på andres overskud, så opdager man, hvor nødvendigt det er at kunne skabe det hos sig selv. Og selvom man ikke kan købe lykke, så kan man sætte sig selv på listen over over mennesker, der skal prioriteres, når pengene skal fordeles, fordi man faktisk godt kan komme til at føle, at man ikke er vigtig, hvis man altid sætter sig selv til sidst. Åbentbart.

Det er en mærkelig tid, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg og vi kommer videre herfra.

M2020, uge 14

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

(Edit: Jeg har valgt at slette dette punkt, fordi energien lige nu er bedre brugt andre steder end i et kommentarfelt).

2.

Returneret Fridas dyne, som jeg købte, da vi fik børnepenge tilbage i oktober, og gav hende i julegave, fordi fyldet klumpede helt vildt. For mig er det en sejr, hver gang jeg gør brug af min returret, fordi jeg det meste af mit voksenliv har kørt efter parolen ‘Fuck det – videre!’ og bare anskaffet mig noget nyt. Men det var en dyr dyne, og den skal – selvfølgelig – kunne holde mere end 10 uger.

3.

Købt en håndfuld hvidtøl, fordi vi pludselig lever et liv, hvor det somme tider passer bedre at spise rester til frokost fremfor rugbrød. Det betyder, at jeg de sidste par uger flere gange har stået med 4-5 skiver rugbrød, der er for kedeligt at spise, og som jeg derfor laver øllebrød af. Normalt ville jeg smide dem i fryseren, og lave en ordentlig balje, når der var nok, men nu, hvor tiden er til det, kan vi ligeså godt lave mindre portioner, som bliver spist med det samme, og gemme fryserpladsen til noget andet.

4.

Tænkt en del over, at krisen har synliggjort en blind plet i hele minimalistdebatten (og -adfærden), fordi det bliver pludselig tydeligt, at de fleste af os gerne vil leve mere minimalistisk – så længe, det er de butikker, *jeg* bruger, der består. Personligt trykker jeg nærmest aggressivt på ‘opdater side’ 4 gange om dagen på den webshop, der sælger mine yndlingspuslespil – hvor der er puslespil at få. Bare ikke dem, jeg vil have.

Jeg ved godt, at alting er sat på spidsen lige nu, og at et udgangsforbud sætter de normale regler for udbud og efterspørgsel ud af kraft, men det bliver pludselig meget tydeligt, hvor forskelligt det er, hvad vi ikke vil undvære. For nogle er det spisesteder, for andre er det sport og kultur, og for endnu andre er det frisører, brugskunstbutikker og den lokale tatovør.

Måske er det fordi, jeg er kommet lidt sent igang med alt det her, men for mig har det været en sten i skoen fra starten. At vi ved at skære ned på alt, også på den lange baner udfaser noget, som jeg ikke tror, vi har gjort os klart. Jeg har forsøgt at åbne diskussionen nogle gange med problemstillingen ift. forfattere og journalister, og problemet med, at hvis vi forbrugere låner alt på biblioteket, så er der om 10 år meget få, der har råd til at hellige sig skriverier på fuld tid. Jeg  er med på, at mange forfattere laver noget andet ved siden af, men det er langt fra alle, der vil kunne indrette sig på den måde, så selvfølgelig får det noget at sige. For de 10 bedste forfattere af en gruppe på 1000 leverer formentlig samlet set bedre og højere kvalitet end de 10 bedste ud af 100. 

Det er et emne, der strækker sig ud i alting, og jeg har ikke engang et bud på, hvad løsningen er – for hvis vi skal passe på kloden, så SKAL vi forbruge mindre og anderledes. Men hvis vi skærer ind til benet, og kun producerer det, vi reelt har brug for, så begynder det at lugte lidt af diktatur og planøkonomi, for så er et par bukser ret beset et par bukser – uanset farve og pasform. Mad er råvarer, der mætter og giver næring og ikke mere end det, der er ingen, der har ægte brug for smykker, puslespil, bøger eller fodboldkampe, og ingen vil have råd til at dygtiggøre sig indenfor nytteløse erhverv. Hele vores uddannelsessystem vil skulle revolutioneres, fordi det kræver ansøgere og studerende at holde en uddannelsesinstitution kørende – men giver det overhovedet ressourcemæssigt mening at producere et overskud af kvalificeret arbejdskraft, hvis den ikke skal bruges?

Det åbner for en værdidiskussion, hvor vi skal tage stilling til, om frie valg, smag og stil er vigtigt, om underholdning er nødvendigt og ønskværdigt – og hvem der skal bestemme det.

Og så mangler vi helt at snakke om, at man flytter sig gennem livet, både geografisk og behovsmæssigt, og det, man gerne vil have adgang til idag, og derfor synes, det er vigtigt at støtte, for de flestes vedkommende ikke er det samme som det, de ikke kunne leve uden for 10 år siden eller 10 år ude i fremtiden.

Jeg tror, at mange af os, der nok mest præcist kan betegnes som hobby-minimalister, har en vag forestilling om en fremtid, hvor den lokale bager forsyner hele landsbyen med brød, og der dermed hverken er overproduktion eller overforbrug – men som vi bor og lever idag, er det jo ikke et ret sandsynligt fremtidsbillede. Mange peger på, at en løsning kan være arbejdsfællesskaber, hvor f.eks. bageren kører med produktion ét sted, og det så er små, lokale bagere, der forhandler brødet, fordi man så kan udnytte ressourcerne langt bedre – men er det ikke bare Kohberg? For det synes jeg egentlig også er en relevant vinkel; at vi lige nu er meget optagede af at støtte de små, men hvis alle de store forsvinder, hvad tror vi så, der over tid kommer til at ske med de små?

Der er plads til debat her, når vi engang er på den anden side af pandemien. For den har virkelig synliggjort, at det ikke nødvendigvis det mest bæredygtige eller efterspurgte, der overlever. Demografi og beliggenhed spiller en kæmpe rolle, fordi det altid vil være lettere at overleve, hvis man er omgivet af et købedygtigt segment, og ikke f.eks. er en restaurant på Bornholm, der både er øko og bæredygtig, men som ikke kan leve af øens beboere alene. Eller er en lille, lokal Brugs, der plejer at lave 30% af sit overskud i helligdagene, fordi de store holder lukket, men som pludselig har udsigt til at miste denne indtægt, fordi købeloven dispenseres.

Jeg springer en masse mellemregninger over her, det ved jeg godt. Og der er med sikkerhed mange mennesker med uddannelser indenfor dette område, der ved uendeligt meget mere end mig om, hvad der gør et samfund, og som har både ideer og arbejdstegninger til, hvordan vi kan indrette os på alternativ vis, så vi passer på jorden uden at dø af hverken sult eller kedsomhed. Dem vil jeg håbe, vi får lov at høre meget mere til i fremtiden, så vi kan tænke smart og bæredygtigt, uden at skulle gøre det på bagkant, for ingen tænker hverken klart, rationelt eller ret meget på det fælles bedste, når de hænger i neglene på klippekanten over afgrunden.

I øvrigt:

*Er ‘blid brus’ måske det mest vamle udtryk, jeg er stødt på i år.

*Er jeg i et anfald af dystopisk fatalisme startet forfra på The Walking Dead. Jeg tænker på det som ‘forberedelse’.

*Siger Frida, som ellers taler både flydende og meget, stadig ‘påskeniljer’, ‘vinterdækker’ og ‘kokos’, og jeg kommer ikke til at rette det.

*Var det ikke forårshaven, der kom ud af munden på hende i morges, da Anton ikke lige var klar på at agere baby. “Skal jeg smadre dit liv eller hvad!?” Så altså. Ja. Karantænen kræver sine ofre.

*Kører vi videre på vintertid, og du er velkommen til at ringe, hvis du har et problem med dét. (Så sender jeg Frida). 

*Er folk i Esbjerg mere oprørte over de lukkede genbrugsstationer end dødsfald, respiratorpladser og den foruroligende travle nødhjælpshelikopter, der letter og lander 3-4 gange om dagen 1000 meter herfra. Den her by skuffer aldrig.

*Er der – apropos – i weekenden blevet slået en mand ihjel i huset skråt over for det, vi boede i, da vi boede i Vædderens Kvarter. Der er ikke rigtigt nogen, der virker overraskede. 

*Har jeg fundet en løs puslespilsbrik i mit skab (wtf??) og er nu en del af den statistik, jeg selv har bandet over, af mennesker, der sælger defekte puslespil videre. Kæmpe undskyld til universet og ofret herfra. 

*Skal jeg høre, om jeg er den eneste, der har bemærket, at folk kører *ekstra* råddent i de her dage? Altså, på sneglemåden? SHIT, mit temperament kan næsten ikke, mand.

*Er det skønt med engageret sundhedspersonale, og jeg kan virkelig godt forstå, at de er desperate efter at få folk til at rette ind. Men efter at have set og hørt både studerende og laboranter mene noget om alt fra neglelak til genbrug, har jeg tænkt lidt over, om vi måske var bedre tjent med at lade de officielle kilder tale, så folk faktisk hører efter, når der bliver sagt noget vigtigt?

*Har vi fået nye naboer, som har verdens mindste hund, der ikke siger en lyd. Den hedder Maggie, og jeg kommer til at have Rod Stewart på hjernen de næste 8 år.

M2020, uge 13

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Sagt ja til at børnene måtte bruge penge fra deres opsparinger til en Nintendo Switch. 

Begge børn har børneopsparinger og har også af deres oldeforældre fået en stak værdipapirer foræret i “dåbsgave”, som stille og roligt står og trækker renter. De penge er der ingen, der rører ved, før børnene fylder 18.

Men deres oldeforældre forærede dem også penge til fødselsdag og jul, da de var små, og de penge satte jeg dengang fra, så de kunne købe nogle lidt større ting, når de engang blev gamle nok til at ønske sig noget konkret, som f.eks. en spillekonsol.

Inden jeg sagde ja, tjekkede jeg DBA for at se, hvordan sådan en bandit holder værdi, så vi ikke hældte små 3000 ud af vinduet, hvis det viste sig, at det ikke var noget alligevel. Her kunne jeg se, at både konsoller og spil med flere år på bagen kan sælges med et værditab på omkring 10%, så egentlig synes jeg, at det er et gratis sats.

Børnene har splejset til den, og ender det med, at den skal sælges igen, ryger pengene selvfølgelig retur på deres respektive konti. 

2. 

Klippet det røde bånd over til skur og have, fordi vi er hjemme hele tiden, og vejret har været så fint.

Og i år kunne jeg for første gang virkelig mærke, hvor stor forskel min indsats over de sidste par år har gjort. Fordi jeg har ryddet grundigt op og smidt ud, og har sørget for at pakke det hele ordentlig ned sidste efterår, tog det under 30 minutter at finde legesager frem, puste lidt spindelvæv af borde og hylder og lige køre en kost over gulvet – modsat tidligere år, hvor det har været et træls projekt, der har strakt sig over en hel weekend, før man bare nogenlunde kunne sparke sig frem derude.

Trampolinen er hentet ned fra loftet, og den er still going strong på sit 5. leveår. Her er det relativt nemt at se, hvor stor en forskel det gør, at den bliver pakket væk og fundet frem igen, for der er masser af helårs-trampoliner i haverne omkring os at sammenligne med, som er indkøbt efter vores, og som er væsentligt mere hærgede at se på. Det er ikke for at være pege-fingre-typen; det er bare for at sige, at det virkelig både er besparende og livsforlængende at passe på sine ting.

3.

Konverteret min fodcreme til håndcreme, for jøsses altså, nogle poter man får af al den vasken hænder.

Jeg bliver glad hver *eneste* gang, jeg finder ud af at gøre ting, jeg allerde har i skabet, multifunktionelle. 

4.

Revet en sæbebar til spåner på mit råkostjern. 

Sidste år fik jeg en gavepose, hvori der bl.a. var et stykke håndsæbe, som jeg har flyttet rundt på siden, fordi jeg har tolket lige præcis så mange hygiejnekurser, at jeg aldrig kommer til at have sådan en fyr til at ligge og lumre på håndvasken.

Men den var samtidig også for lækker at smide ud, og i mandags kom jeg til at tænke på, at man måske kunne rive den til spåner, og bruge dem i fod- og karbad.

Som sagt så gjort, og det fungerer perfekt.

Jeg håber, at I hænger på og sammen derude💚