Vores liv med autisme

I aften kl. 20.40 ruller programmet ‘Vores liv med autisme’ over skærmen på TV2. Programmet i aften er det første af 4, og det fylder ret meget i autisme-communitiet, at det bliver sendt. 

Jeg håber også, at alle, jeg kender skal se det, for selvom jeg på programbeskrivelsen kan se, at de familier, der medvirker, har andre udfordringer, end dem, vi har, så er der også masser af elementer, jeg genkender. 

Fordi programmet giver et meget tiltrængt fokus på et område, hvor man ellers oplever at stå meget alene, vil jeg udnytte TV2’s momentum til at gøre mit til at udbrede kendskabet til, hvordan livet i en familie med autisme *også * kan se ud.

Jeg gør det i punktform, fordi jeg gerne vil holde det så kort og skarpt som muligt, og jeg deler det samme skriv på både min fb-side og min blog. Har man læst med det ene sted, behøver man derfor ikke læse med på det andet. 

—————–

Det store billede:

*Autister er ligeså forskellige, som alle andre mennesker, og autisme kan komme til udtryk på et væld af måder. At tale om ‘autister’ som én gruppe, svarer til at tale om ‘grønlænderne i Danmark’ eller ‘danskerne i spanien’. De nævnte grupper vil i mange henseender have flere ting til fælles med hinanden, end de har med det omkringliggende samfund, men grupperingen indebærer indlysende problemer med overforsimpling og uhensigtsmæssig generelisering.

Nogle autister har intet sprog, andre taler uden problemer. Nogle er højtbegavede, andre falder i kategorien ‘retarderede’. Nogle har særinteresser, andre har ikke. Nogle har tydelige stims, andre har ikke. Nogle har ingen problemer med øjenkontakt, andre kan ikke rumme det. Og i mellem alle de yderpunkter, ligger en stor, grå mellemmasse, som kan være svær at få øje på, hvis ikke man ved, hvad man kigger efter.

*Oven i det er et af de største problemer med diagnosen, at den ofte er usynlig, fordi mange af de børn, der får den, holder facaden, når de er ude, og falder fra hinanden, når de kommer hjem. Dette kan resultere i manglende tro på det, forældre fortæller/oplever, og det forstærker deprimerende ofte ideen om, at der ikke er noget galt med børnene, men at forældrene lyver/overdriver for at få opmærksomhed, eller at vi ikke evner at opdrage vores børn.

*Der er en helt afsindig mangel på systematik ift. at hjælpe de her børn og familier. En stor del af problemet er, at børnepsyk. er underlagt serviceloven, mens skolen er underlagt forvaltningsloven. Det betyder, at børnepsyk. ingen beføjelser har i skoleregi. De kan anbefale, men da det ikke er dem, der samler regningen op, er skolerne ikke forpligtet til at følge de anbefalinger, der gives efter en eventuel (hårdt tilkæmpet) udredning. Alle kan, men ingen skal, hvilket gør det MEGET svært som forælder at pege på, hvad man har ret til. 

*Og i forlængelse af det: Der er ingen opfølgning på en diagnose. Ingen breve i e-boks om, ‘Hvad sker der nu’ eller ‘Det har du ret til’. Prøv at forestille dig, at dit barn blev diagnosticeret med diabetes eller nyresvigt. Ville du ikke have en forventning om, at nogen tog hånd om dig og jer og hjalp jer til at få et overblik ift. hvad der videre skulle ske? Ikke her. Her er du helt alene i hulen, Mulle.

*Det tager ofte urimeligt lang tid at få en diagnose og hvert eneste skridt på vejen har en underlig vibe af Hunger Games ift. at få lov at komme videre. For os tog det 2 år og 9 måneder, og jeg har ikke tal på, hvor mange møder undervejs, der – 10000000 spørgeskemaer, interviews og observationer til trods – startede med “Nå, er far på arbejde?”

*Der er utallige sprækker i systemet, der gør, at man, selvom man har tilkæmpet sig ekstra hjælp i skoleregi, med alt for jævne mellemrum skal starte forfra, fordi ingen tænker på, at man ikke holder op med at være autist kl. 13 eller når man forlader skolens matrikel, og at der derfor kan være behov for at inddrage skoletandlæger, sundhedsplejersker, SFO/Klub osv. i eventuelle indsatser.

De usynlige konsekvenser:

*De mange hensyn, man er nødt til at tænke ind på daglig basis, som verden udenfor ikke kan se eller forstår. Hvis jeg skal give helt lavpraktiske eksempler fra vores liv, er det f.eks. at tandlæge er så svært for Anton, at han formentlig aldrig får bøjle på, selvom hans tænder er skæve, og at jeg skal have en plan for, hvordan jeg kan give ham en bagdør, hvis vi f.eks. skal til søskendefest i Fridas klasse, fordi støjniveauet er for højt. Eller at jeg, selvom han er lektienedsat, laver ALLE lektier med ham, og det skal jeg blive ved med, så længe han går i skole – hvilket påvirker de muligheder, jeg og vi har ift. fritidsaktiviteter og socialliv. Barnepiger er umulige, fordi de kræver så meget forberedelse, at det simpelthen ikke er biografturen værd, og det påvirker selvfølgelig *også* mit socialliv.

*Alle de forældre, jeg har mødt, til børn med autisme, lider af tordende dødsangst. For når man både er mor/far, sagsbehandler, advokat, frontkæmper og tolk, kan det holde selv den mest hårdføre vågen om natten at tænke på, hvad der skal blive af det barn, der ikke selv forstår, hvad det har brug for for at skabe et godt liv i et system, der INTET giver af sig selv. 

*Frygten for at eventuelle søskende bliver skyggebørn, der altid skal forstå, acceptere og nøjes. 

*Den konstante opgave i at skulle forklare omverdenen, at jo – det kan godt passe. Og nej – det er ikke rimeligt. Og ja – jeg har undersøgt det til bunds. Her vil jeg gerne sende en særlig hadsk tanke til de mennesker, uden noget i klemme, der skriver klummer og debatindlæg om rigtigheden af ‘bogstavediagnoser’ og kalder dem modefænomener. Jeg har endnu til gode at se en forælder til et barn med autisme eller adhd være i tvivl om, at diagnosen er både virkelig og reel.

*Ensomheden. Det er ensomt at skulle navigere i det her, uden opbakning fra hverken system, medier eller omverden, (med den allertætteste familie som positiv undtagelse). Den bliver ekstra forstærket af, at gruppen er så divergent, som den er, og at man derfor skal være heldig for at finde familier, der har udfordringer, der ligner dem, man selv står med, så meget, at man kan bruge hinanden rigtigt.

De ømme tæer:

Her forholder jeg mig ikke til, hvad der er rigtigt eller forkert; jeg gengiver jeg bare, hvad jeg indtil videre er stødt på i autisme-fora.

*Puslespilsbrikken som logo

Nogle autister synes, den er superduper. Andre, at den er barnlig og derfor indikerer et funktionsniveau, de ikke ønsker at blive identificeret med. 

*Udtrykket ‘mild autisme’

Her er jeg flere steder stødt på mennesker, der synes, at ‘mild’ taler ind i at rose autister for at være gode til at maskere/skjule deres autistiske træk for at passe ind. Jeg er selv meget splittet her, for hvor jeg forstår baggrunden for modviljen, oplever jeg selv som mor til en autist at stå i situationer, hvor jeg kort og præcist er nødt til at kunne give en information om, hvorfor mit barn *kan* ske at  reagere atypisk. Men han er jo stadig ikke nær så udfordret som et barn, der intet sprog har, eller som får massive nedsmeltninger, hvis der ændres i rutinerne. De udfordringer har vi ikke, og det mangler jeg et udtryk til at forklare, hvis ikke jeg kan bruge ‘mild’.

*Om man kalder det ‘autist’ eller ‘barn med autisme’

Nogle mener, at man ved at kalde det ‘autist’ gør barnet til sin diagnose, mens andre argumenterer for, at ‘barn med autisme’ svarer til at sige ‘en stol med elementer af træ’ når der er tale om en træstol.

*’Autistiske træk’ vs. ‘handikap’

Også her er holdningerne stærke og meget forskellige. Nogle mener, at neurodiversitet bare er en anderledes form for begavelse, mens andre opfatter diagnosen som et decideret handikap.

*”Antallet af børn med autisme er steget med 86%”

Her er den helt gennemgående anke, at det er diagnosticeringsprocenten, der er steget, og ikke antallet af børn – hvilket jeg er enig i. Mit personlige lægmansbud er, at vi dels, som samfund, står et sted i Maslows behovspyramide, hvor vi har overskud til at forholde os til de udfordringer, personlighedsforstyrrelser giver, og dels at skolereformen har skabt den perfekte storm ift. at presse de her børn til det yderste og dermed synliggøre dem.

——————-

Til slut vil jeg sige, at alle ovenstående punkter tager udgangspunkt i vores familie og oplevelser. Andre forældre til autistiske børn kan og vil opleve livet og udfordringerne helt anderledes – og det håber jeg, at de og du har lyst til at dele på de sociale medier. Kun sådan kan omverdenens billede af autisme blive ligeså nuanceret og diverst, som virkeligheden er.

M2022, uge 14

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fundet mine solcellelamper frem fra sidste år, og sat dem til opladning i solen – og de duer overhovedet ikke. Det er 3. år i træk, jeg har vasket årets indkøbte lamper, tørret dem efter alle kunstens regler og opbevaret dem i lukkede kasser og de overlever simpelthen ikke.

Jeg har derfor besluttet, at når jeg køber i år, så køber jeg bare et par stykker, vel vidende, at de reelt er at betragte som éngangspynt, og så får de lov at stå ude, til de ikke kan mere. Der er vist ingen grund til at bruge tid, vand og plads på at forsøge at forlænge holdbarheden, når det nu tilsyneladende ikke kan lade sig gøre.

(Hvis nogen har gode erfaringer med bestemte mærker, så skriv det endelig i kommentarfeltet).

2.

Preppet påskeæg, fordi vi er hjemme alle 3 fra i dag, og jeg derfor lige skal have styr på det, inden der er øjne og ører overalt. 

Jeg er aldrig gået særligt op i andre højtider end julen, men indeni Frida bor en eklektisk gejstlig, der skal bede om katolske mængder af fejring af alt, hvad der nogensinde er nævnt i alt, hvad der findes af trosretninger. 

Ret skal være ret: Jeg er nem at lokke. Derfor får børnene i slutningen af ugen op til påske, et brev i postkassen, som indeholder et påskeægsfrø. (Onde tunger vil påstå, at disse har en mistænkelig lighed med Jelly Beans..) Vi planter frøene i små potter, vander dem et par dage, og *puf* vokser der, overnight, et påskeæg op. 

Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvem det er, jeg forsøger at narre, men vi hygger os alle tre med det, og det må næsten være det vigtigste. 

Fordi jeg, som alle andre forældre, ville pakke månen ind til mine børn, hvis jeg kunne, kommer jeg somme tider til at gå lidt beløbsmæssigt overboard på de her ting; ikke mindst fordi der går ‘ej, så skal de sgu have noget ordentligt’ i den. Det vil jeg gerne lidt væk fra, for det er unødvendigt, og derfor kommer ægget i år til at indeholde lidt snoller og en billet til svømmestadion. På den måde bliver en aktivitet, som jeg alligevel havde planlagt i påsken, den bærende del af konstruktionen. 

3.

Læst jeres have-tips og tusind artikler på nettet, og efter nøje overvejelser besluttet at gå fuld krukke i stedet for højbed. Når jeg finder ud af, hvad jeg kan holde liv i, kan jeg overveje højbede med bund (så hedder de vist bare plantekasser), for der er ikke rigtigt noget jord at slå rod i herude. 

Med krukkerne kan jeg eksperimentere med planter, og jeg kan flytte dem rundt efter behov ift. sol og vind. 

Fordi vi bor på yderste revle, blæser det godt herude, og med en mark som nabo, er der tit meget støv osv. i luften; særligt helt nede ved jorden. Derfor vil jeg gerne have specielt krydderurterne lidt op i niveau, men jeg har fået den ide, at det må kunne lade sig gøre, hvis man smider et par fliser under de krukker, der skal indeholde noget spiseligt. På den måde får jeg også lidt forskellige niveauer, hvilket jeg synes ser så fint ud.

Men krukker er *også* dyre, og derfor har jeg været forbi en håndfuld forskellige genbrugsbutikker. Det viser sig, at de meget sjældent får havekrukker ind, og Marketplace var heller ikke rigtigt nogen hjælp. 

Jeg tyggede lidt på min mangel på held, og nåede frem til, at jeg nok heller ikke selv ville komme i tanke om at aflevere overskudskrukker til genbrug. De ville formentlig bare få lov at stå i et hjørne af skuret og glo. 

Derfor prøvede jeg at lave et opslag i den lokale fb-gruppe, hvori jeg efterlyste krukker, som folk ville sælge.

(I tilfælde af, at nogle af jer får lyst til at prøve lykken på lignende vis i jeres lokalområde, vil jeg bare lige videregive en erfaring, jeg har gjort mig, nemlig at folk meget ofte forærer deres ting væk eller sælger dem meget billigt, hvis man, allerede når man spørger, lægger op til, at man gerne vil betale for dem. Der er et eller andet psykologisk i at anerkende, at ting har værdi, som øger folks lyst til at forære dem væk, kontra hvis man bare spørger, om nogen har noget, man må få).

Jeg skrev i opslaget, at design, farve og eventuelle skår var underordnet, men at der skulle være hul i bunden, og krukkerne skulle være til havebrug.

Og det viste sig, at jeg havde ret i min antagelse: Der var flere, der havde krukker til at stå, som de ikke brugte, men heller ikke lige var nået til at smide ud. Ingen ville have noget for dem, så nu har jeg, helt gratis, fået krukker nok til at starte min lille have. Hurra!

Breaking News

I går, da jeg sad og scrollede insta, kom jeg forbi Iben Marie Zeuthens seneste opslag, som var 3 screendumps af avisoverskrifter. Den første lød ‘Putins adfærd tyder på nært forestående atomkrig’, den næste ‘Trods lav risiko bekymrer 4 ud af 10 sig om atomkrig’ og den sidste ‘Krisepsykolog: Lad ikke krigen i Ukraine overtage dine tanker’.

Opslaget ramte ned i noget, jeg selv den sidste tid har tænkt meget på, nemlig i hvor høj grad medierne former vores virkelighed, selvom de, sat på spidsen, vel egentlig har som primært formål bare at beskrive den.

Det er noget mærkeligt noget med medier. For på den ene side viste de første mange måneder med covid og nedlukning, hvor stille, der bliver, når alle nyhedsoutlets kun har én historie at fortælle.

På den anden side producerer de så meget larm og mentalforurening, at de i nogle tilfælde reelt besværliggør vores liv.

Det kroniske fokus på problemerne; på alt det svære og det, der gør ondt, giver et forvrænget billede af, hvordan livet og verden er skruet sammen. Det påvirker din oplevelse af din risiko for at få kræft og blive udsat for overfald, og det giver dig en fornemmelse af, at dine børn er i kronisk, overhængende fare, uanset om de er på lejrskole, i Tivoli eller hjemme hos dig.

Jeg forsøger at holde det stangen ved at forbyde mig selv at læse visse typer af artikler. Jeg må ikke læse noget om børn, der er druknet i svømmehaller, eller som er blevet kørt over ved skoler. Jeg må ikke læse om kendte menneskers kræftforløb, og jeg må ikke læse katastrofeartikler om miljøet.

Men de kravler ind alle de steder, hvor man færdes med paraderne nede. Jeg forsøger benhårdt at sondre mellem oplysende artikler og følelsesporno og dødsturisme, når jeg scroller ned over nyhederne, men alt, alt for ofte hopper overskrifterne op i mit feed på facebook – også selvom jeg aktivt har fravalgt at følge afsenderen. Det kræver bare, at nogle af mine venner har klikket på en artikel; så lander den også på mit virtuelle skrivebord.

Overskriften er altid skåret, så jeg reelt har læst artiklen, før jeg når at opdage, hvad jeg ser og forholde mig til, om jeg ønsker at føje artiklen til mit mentale frygtrepertoire: ‘Lones dreng blev kun 9 år. “Det startede med hovedpine og kvalme.”’

Mit hjerte bløder for Lone. Alt for meget, faktisk. Og det er det, der er min pointe: At når vi gør enkelthistorier som hendes til noget, der har nyhedsværdi, så har medierne med ét fingerknips plantet en frygt i alle forældre, der er helt ude af proportioner med den faktiske tragedie. For er det ønskværdigt, at så mange skal smittes med angst for noget, der (gudskelov) kun rammer meget få?

For mig at se giver det kun mening at gøre, hvis der i historien er et præventivt element, som andre kan have gavn af, eller hvis historien er et fortælleteknisk greb, der skal illustrere noget af samfundsmæssig betydning og interesse. F.eks. at nedskæringer på børneafdelingens kræftafsnit har medført en forhøjet dødelighed i en bestemt aldersgruppe.

Ellers er det bare frygt for frygtens skyld.

For mig er det helt overordnede problem den manglede vægtning af indhold. Alt får på en eller anden måde samme værdi, når klummer, skrevet af mennesker med indlysende dagsordener, får lige så meget plads på en side, som de valide, folkeoplysende artikler, skrevet af uvildige fagfolk.

Og det er skideirriterende, fordi det bliver gjort med fuldt overlæg.

For når et interview med en mand, der mener, at vi får covid af at gå i blåt tøj om mandagen, får lov at fylde det samme, som et interview med Søren Brostrøm, så handler det jo ikke længere om at belyse alle vinkler. Så handler det om clicks og forargelsetrafik i kommentarfeltet, og konsekvensen er, at vi alle sammen bliver så rundtossede og retorisk overstimulerede, at vi opgiver at finde ud af, hvad der er op og ned. 

Når Berlingske ansætter Inger Støjbergske kloner til at revse unge/kvinder/forældre/offentligt ansatte og gøre sig bevidst dummere end de er, fordi de gerne med rene hænder vil plante et frø, der kan vokse op og blive grimt og stikkende, helt uden deres hjælp, så de på den måde fremavler had og konflikter, som de så med uskylden malet i alle træk, kan dække, så får det mig til at tænke på en bank, der trykker sine egne penge på en kopimaskine i baglokalet. Det ligner den ægte vare – men det er det ikke. Og ligesom legetøjspengene har det NUL værdi for os, hverken som individer eller samfund.

Jeg tror, at medierne, og deres rolle og (manglende vilje til at påtage sig) ansvar bliver det næste store opgør, vi som samfund kommer til at tage, og det bliver interessant.

For ligesom metoo og BLM bliver det et opgør med en strukturel måde at legalisere og fremavle had og holdninger på, og ligesom med alle andre strukturelle skævheder, så giver misinformation og vinkling nogle konkrete resultater på bundlinjen, som medierne ikke kan blive ved med at fraskrive sig ansvaret for. Når man som fjerde statsmagt sælger en vare, der påvirker politiske valg, borgeres retsikkerhed, vaccinetilslutning og organdonation, så SKAL det komme med større ansvarsfølelse og bevidsthed om egen rolle, end vi ser demonstreret nu.

Mediernes forsvar har alle dage har været, at når forbrugerne klikker på det/køber det, så er det ikke OS, der gør noget forkert ved at tilvejebringe det. Men den ånd er der med det øgede fokus på f.eks. tobaks- og alkoholindustrien OGSÅ ved at ske noget med.

For jeg er for så vidt enig i, at vi har hinanden låst fast i et jerngreb af udbud og efterspørgsel, og det kan godt ske, at jeg som forbruger begejstret hiver både gin, rødvin og true crime ned ad hylderne, når jeg kommer forbi det – men jeg ville sikkert også købe coke og slankepiller med efedrin i Føtex og morfin på apoteket i stedet for panodil, hvis jeg kunne. At der er noget, jeg kan fristes af og gerne vil have, er ikke det samme som, at det er en god ide, at jeg får det, og den erkendelse lader til at være ved at vokse frem fra skyggerne flere og flere steder.

Generelt er “De bad selv om det!” ved at tabe terræn som forsvar.

Og når mediernes måde at formidle virkeligheden på, for os som samfund har konsekvenser, der er så meget større for gruppen, end underholdningsværdien er for det enkelte individ, skal det måske ikke længere *kun* være noget, de og vi selv får lov at bestemme og styre.

Der bliver nok ikke ændret på noget fra i dag til i morgen, men vi er ikke længere, hvor vi var, og som Nina Simone sang: It’s a new day. It’s a new dawn. It’s a new life.

Heldigvis.

Det bliver interessant at følge.

M2022, uge 13

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Erkendt mit nederlag og fornyet vores årskort til Legoland. 

Jeg havde forventet, at børnene efterhånden var ved at være for store, så jeg undlod at forny dem sidste år, hvilket ellers er billigere end at købe helt forfra.

Men børnene har, siden parken lukkede i november, spurgt 844873 gange, hvornår vi skal afsted igen, så da der kom en mail med et tilbud om at spare 100 kr. pr. fornyet kort, regnede jeg på, hvor mange gange vi skal afsted, for at det er tjent ind, og selv med den rabat, jeg kan få gennem HK og gratis børnebilletter at supplere med, kan det ikke betale sig *ikke* at købe årskort.

Trods alt var det så 300 kr. billigere at nå til den erkendelse nu, end om en måned. 

2.

Solgt en stak puslespil, og da jeg skulle sende dem opdaget, at man nu både gennem Bring, GLS og DAO kan sende uden at printe labels. 

Hos GLS får du en kode, som de scanner, når du indleverer, mens DAO og Bring bruger koder, du bare skriver på pakkerne.

Jeg tænker, at jeg nok ikke er den eneste uden printer, der ind i mellem skal sende noget, så måske er der nogle af jer, der kan have glæde af informationen også. 

3.

Kunne se, hvad jeg i løbet af marts – som er den første, fulde måned, hvor jeg har haft fokus på el – har sparet.

Jeg vil derfor gerne lige følge emnet til dørs for nu ved at lave en lille opsummering. 

Det er tydeligt for mig, at jeg med el har ramt et emne, som få ved rigtig meget om, og mange ved meget lidt om. Det har flere gange givet mig lyst til at lukke ned for det her på bloggen, fordi jeg er bange for at komme til at skrive noget forkert eller videreformidle noget, jeg selv har misforstået. 

Men en stor del af hele ideen bag de her indlæg er, at hvis vi alle sammen skal vente, til vi er blevet eksperter på noget, før vi ændrer vores vaner, så kommer vi aldrig i gang.

Derfor har jeg valgt at køre på med den ‘work in progress’-tilgang, der (forhåbentlig) gennemsyrer de fleste af indlæggene. For jeg tror virkelig, at nøglen til at ændre på de store ting, som vi er mange, der på forhånd giver lidt op på, fordi emnet virker kompliceret og uoverskueligt, bare er at starte et sted og så tage den derfra.

Inden jeg skriver, hvordan det er gået her, så er der lige en sondring, vi skal omkring. For når man – jeg – siger og skriver ‘spare på el’, så bliver det uklart, om det er en mængdemæssig eller en økonomisk besparelse, der er tale om. Altså, om man kan spare på antallet af kWh ved at blive bedre til at huske at slukke lyset, eller om man kan spare penge ved at bruge de billige kWh frem for de dyre.

Da jeg begyndte at gå op i det her, havde jeg egentlig ikke forventet, at vi kunne skrue særlig meget ned for antallet af brugte kWh. Vi er ikke nogle svin med lyset, vi fylder vaskemaskinen, inden vi tænder den, koger kun det vand, vi skal bruge osv. osv. 

Derfor var mit primære fokus at se, om jeg kunne spare noget i kroner og ører ved at flytte rundt på mit forbrug. 

Jeg besluttede fra starten, at det ikke skulle blive træls. Der skulle være tale om ændringer, der ikke krævede ekstra tid eller en fuldstændig omrokering af de daglige rutiner, for det overskud har jeg simpelthen ikke. Jeg ville aldrig kunne overskue at vaske tøj om natten, for ud over larmen (vaskemaskinen står op ad væggen til mit soveværelse), så er tid den knappe faktor for os, og jeg ville hellere flække begge skinneben på langs end at skulle mase en omgang ophæng af vasketøj ind kl 6.

Dét var udgangspunktet – men se nu her:

Det er simpelthen lykkedes mig at skære 30% af vores forbrug, udelukkende ved at fokusere på det. For vaskemaskinen kræver de kWh, den kræver, uanset hvornår på døgnet, jeg vasker, og jeg synes ikke, vi vasker mindre end vi plejer – eller sidder mere i mørke. (Jeg kan se, at det budgetterede forbrug er faldende fra vintermånederne, så jeg antager, at der er korrigeret for, at vi er ved at lægge vintermørket bag os). 

Vi er (dog) blevet bedre til at slukke lyset, jeg oplader min telefon, når jeg kører, og jeg vasker de store ting op i hånden, så jeg sparer en vask (hvilket jo får vandforbruget til at stige, men hvor dé to linjer krydser hinanden, ved jeg simpelthen ikke). Når jeg husker det, hiver jeg stikket ud af kontakten, de steder, det er til at komme til (jeg ligger ikke og kravler rundt nede bag sofaen), så jeg sparer lidt på standby-forbruget, men jeg føler virkelig ikke, at jeg gør noget, der kræver noget af mig. Så kan man *næsten* ikke, ud fra et miljøperspektiv, forsvare at lade være, vel?

Jeg ville ønske, at jeg kunne give et konkret bud på, hvor meget jeg i kroner og ører har sparet ved at prøve at flytte mit forbrug, men fordi jeg er gået fra fast pris til variabel pris, og strømmen samtidig generelt er steget, har jeg ikke et udgangspunkt at sammenligne med. Jeg kunne givetvis grave data frem og lave udregningen, hvis jeg havde al tid i hele verden, men det har jeg ikke, og Tænk skal også leve. 

For sjov kan vi lege lidt med de tal, vi trods alt har. For baseret på de her data, (som Watt henter samme sted fra som Norlys), så har jeg i marts sparet 106 kWh ift. budgetteret forbrug. Gennemsnitsprisen på sådan én er 2,25.

Det betyder, at jeg i marts har sparet kr. 238,5 ved at skære ned på antallet af forbrugte kWh.

Derudover vil der formentlig også være en økonomisk besparelse, fordi min pris på den enkelte kWh forhåbentlig bliver lavere end de 2,25, som gennemsnitsprisen er sat til, men hvor meget det beløber sig til, ved jeg ikke.

Jeg vil slutte med at vise jer det wi-fi, stik, jeg har snakket om, som gør det muligt netop af flytte en del af sit forbrug til det tidspunkt, hvor den rene elpris er lavest. 

Selve stikket ser sådan her ud:

Når jeg har det sat til, ser det sådan her ud:

Og det eneste, det kræver, er, at jeg går ind i en app og enten sætter en timer eller trykker her:

Jeg har eksperimenteret lidt, for i starten havde jeg det til at sidde i stikkontakten hele tiden, men det fungerer ikke her. Vi plugger til og fra, nakker hinandens opladere, når vi er ved at løbe tør, og fordi det sad der hele tiden, glemte jeg at slå det til og fra, så det enten bare ladede hele tiden eller slet ikke – og så går ideen jo af det.

Derfor har jeg fundet en ekstra lang stikdåse, som hele tiden sidder i wi-fistikket. Når den rene elpris så ser ud, som den f.eks. gjorde i forleden*, hvor vi var afsted over middag, smider jeg alt, der skal lades i det lange stik, sætter wi-fi stikket i kontakten og timer den til start fx. kl 13. Det tager 1,5 sekund, og på den måde begynder det hele at lade, når strømmen er allerbilligst.

Hvis du vil se, hvor stor en del af dit forbrug, der går til hvad, så du kan sætte ind der, hvor det gør den største forskel, så kan du hos Energistyrelsen se, hvordan forbruget i en typisk husholdning er sammensat her.

4.

Undersøgt, hvor lang ekspeditionstid, der er på oprettelse af en firmakonto i min bank, så jeg er sikker på at have den, når jeg skal til at sende fakturerer ud.

*

I øvrigt:

*Så jeg forleden et klip fra Radio4 på facebook, hvor en skolepædagog kommer med sin meget subjektive vurdering af forældre og deres måde at opdrage børn på.

Jeg tror ikke, jeg forstår, at man som fagperson synes, det er ok at melde sin primære samarbejdspartner/kundegruppe ned på de sociale medier? Det fik mig til at tænke på en insta-profil med jordemødre-memes, jeg fulgte på et tidspunkt, som jeg i starten syntes var ret sjov, men som jeg fik det mere og mere mærkeligt med i takt med at den latterliggjorde trætte fædre, førstegangsfødende og ubehaget ved at være den, der skulle fjerne afføring fra den fødende. Jeg synes ikke, det er sjovt. Jeg synes, den slags hører hjemme i et lukket fagligt forum, hvor alle har ganske andre forudsætninger for og ret til at bruge humor ift. det daglige virke, og hvor alle ved, hvilke opgaver, ingen har lyst til at få udstukket. Sådan er det i alle fag, og det ville være naivt at tro andet. Men der er sgu nogle illusioner, det er dyrt at give køb på. Ser en fysioterapeut somme tider på en krop og finder den tiltrækkende? Måske? Gør gynækologen sig nogle tanker om det, han/hun stirrer ind i 8 timer om dagen? Hvem ved? Men hvis vi skal være trygge ved at lægge paraderne i de settings, så er vi nødt til at værne lidt om illusionerne ved at holde jokes, holdninger og latterliggørelse in house i den gruppe, der har den implicitte, præ-eksistrende interesse for/kærlighed til faget, der ligger i at have valgt det som levevej.

*Troede jeg, at vi var venner. Men der tog jeg tydeligvis fejl, for ingen har fortalt mig, at JEG SKULLE SKYNDE MIG AT SE ‘DEN, DER DRÆBER’! KÆMPE late mover her, men føj, hvor er den god!

*Lænede børnene sig, højlydt og insisterende, op ad et kostskoleophold forleden. Da jeg havde vredet min sjæl for girafsprog og overskud, og højere, end jeg plejer, bjæffede: “Så HOLDER I sgu!!”, kiggede Anton på mig og spurgte: “Hvorfor bliver du så sur, når du har travlt, mor? Tror du ikke, du skulle take a yoga class?” Det bliver første linje på side 1 i min kommende bog: “Kald din mor ud på 2 sekunder”.

*Skal jeg til Netværksmøde i morgen, torsdag, som er møde, hvor børnepsyk. inviterer ‘borgerens netværk og de forskellige aktører’ og orienterer om, hvad Antons diagnose betyder/hvordan man kan hjælpe ham. Jeg troede, jeg var landet efter alt det her, og at mit blodtryk var stabilt igen, men efter en mail fra en leder på skolen om, at hun deltog i stedet for ham, der har siddet med hele vejen (“og hvor holdes mødet?”), manglende info om, om der er nogle af de lærere/pædagoger, der arbejder med Anton til dagligt, der deltager, og at have fundet ud af, at man ikke inviterer ‘aktører’ fra fritidstilbuddet (heldigt, at Anton holder op med at være autist klokken 13 så), har jeg opdaget, at min nyfundne ro bare har været et resultat af pause fra Systemet. 

*Forsøgte Bilka to go forleden at forkæle os med en vareprøve på Omega-3 fiske-piller til børn. Man har valgt at lave et stykke gele, der minder meget om det slim, børn leger med, og har forsøgt at camouflere fiskesmagen med hysteriske mængder at syntetisk jordbær, og det er måske det mest frastødende produkt, jeg nogensinde er blevet udsat for.

*Fik jeg til gengæld forleden serveret en af de nye Sanpellegrino sodavand, og det bliver dyrt.

*Har børnepsyk. lige ringet og aflyst mødet i morgen, fordi deres mand er syg. Det er andet møde ud af fem, de aflyser pga. sygdom. Sidste gang glemte de at sætte en ny dato. Ham her tager på ferie, når han er færdig med at være syg. Jeg har det meget Michael Douglas/Falling Down lige nu.

*Kan jeg næsten ikke rumme mennesker, der forsøger at hype deres brugte vaser og gamle skabe på Marketplace. “Røverkøb!” “Super smarte retrojeans sælges!” Dude. Det er brugte ting, du ikke længere selv gider at have. Easy on the praise. 

*River jeg mine øjenæbler ud med fingrene, hvis jeg skal se så meget som én artikel mere om #Slapgate

*Begynder jeg, HELT bagerst i min hjerne, at lege med tanken om en social/servicehund til Anton. Ikke nu. Men om et par år, når han er stor nok til at forstå og bære det ansvar, der følger med. Hvis du kender nogen, der har søgt og fået bevilget en hund på baggrund af en psykisk diagnose, må du godt lige stryge ind i DM’eren.

*Har jeg, siden jeg fik det her klip tilsendt for 20 minutter siden, vrælet 56 gange. Christian Eriksen, mand. 

*Vil jeg slutte med at plugge to podcastst: 

Maintenance Phase

Jeg tror, jeg har nævnt den her før, men jeg har den ikke på min samlede liste, og det er en fejl.

Podcastens hovedformål er at holde diæter, kure og helsetrends op i lyset og gøre os alle sammen klogere på, hvor meget af det, der bygger på privilegieblindhed, fatphobia og økonomiske interesser. (Spoiler: Meget). Værterne er Aubrey Gordon og Michael Hobbes, og de er godt begavede, sjove og supergode sammen.

Michael Hobbes er i øvrigt den ene af værterne fra podcasten ‘You’re wrong about’, og den her har meget den samme vibe.

Skyggekvinder (PODIMO)

Forfatter og radiovært Anne Sofie Allarp undersøger utroskab, og i første omgang var målet, såvidt jeg forstår, at afdække ‘den anden kvinde’ (deraf podcastens navn). Første sæson er derfor 15 interviews med kvinder, der har haft forhold og affærer med gifte mænd/kvinder. I hvert afsnit inddrager hun fagfolk, der kommer med perspektiver til de forskellige aspekter i utroskab, som f.eks. parterapeuter, psykologer, biologer osv. 

I anden sæson er hendes hovedpersoner mænd, der har haft forhold ved siden af ægteskabet, og i tredje sæson, som netop er startet, interviewer hun kvinder, hvis mænd har været utro.

Podcasten er godt produceret, om end man lige kan have brug for at tage et par pauser fra den i ny og næ, for jeg vil tro, at de fleste af os kan genkende os selv i flere af både forklaringerne, historierne og undskyldningerne.

M2022, uge 12

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg haft meget fokus på, at mit tørretumblerforbrug ikke behøver være alt eller intet.

Jeg har længe været god til at tørre f.eks. håndklæder ude, og så bare give dem 10 minutter i tumbleren til sidst, så de ikke føles som pap, men det er gået op for mig, at jeg uden at tænke over det, når jeg vasker kulørt, har overført det lidt dovne ‘når jeg nu starter den alligevel’-princip, som jeg bruger, når jeg starter vaskemaskinen/opvaskemaskinen, til tumbleren også.

Det er tosset, for få stykker tøj tørrer selvfølgelig hurtigere end mange, og dermed skal den køre i kortere tid. 

2.

Har jeg haft en mellemtime på job lige ved siden af en Harald Nyborg, og fordi TBS skrev i kommentarfeltet fra sidste uge, at hun havde købt et wi-fi stik i Jem & Fix, stak jeg hovedet ind forbi – og sørme så: De havde også.

Det ville aldrig været faldet mig ind at kigge efter det i byggemarkeder, for i mit hoved er wi-fi = internet = svært at finde i fysiske butikker, og jeg troede, jeg skulle bestille det online.

Nu sparede jeg de 40 kr. i fragt, og mange bække små. 

3.

Har jeg tømt fryseren for vintermad, for nu synes jeg, vi kalder den: Det er forår. 

Vi har derfor fået ret meget bagt pasta, kyllingelasagne og suppe de sidste par uger, og nu er der god plads til friske krydderurter og sodavandsis. 

Og apropos krydderurter:

4.

Er jeg så småt begyndt at planlægge, hvad der skal ske i haven. 

De sidste par år med nedlukninger har betydet, at vi har brugt naturen meget mere, sådan helt generelt, og det har givet mig lyst til at gøre lidt mere ved vores egen have. 

Jeg har besluttet, at vi skal have krydderurter, lavendel, lidt vilde blomster og tomater, men fordi vores have er lavet, som den er, og vi bor til leje, er der ikke mulighed for lige at lave et bed i selve haven. Det betyder plantekasser og højbede – og de er godt nok dyre.

Så inden jeg sælger min ene nyre, vil jeg lige spørge ud i plenum, fordi der altid sidder nogen, der ved noget om alting: Har haveentusiaster nogle hemmelige steder, hvor de ved, at man kan købe den slags billigt? Er det noget, den lokale tømrer ofte laver, eller er der særlige grupper på facebook? Helt fair, hvis de bare koster det, de koster – men jeg ville være træt af at flå skindet af, for så bagefter at få at vide, at ‘ej, dem køber vi da altid bare nede ved Kurt!’

(Og nu, jeg har jer: Frø eller små planter fra planteskolen, når vi som nybegyndere skal have lavendel, basilikum, mynte osv. til at gro?)

5.

Har jeg fået mit CVR nummer og er nu officielt direktør i den kommende virksomhed “Tegn & Sprog”. Jeg kan *næsten* ikke være i mig selv af stolthed og begejstring.

Alt og ingenting

Jeg føler mig underlig fjern og disconnectet fra verden og virkeligheden omkring mig i de her dage. Ikke på Er-der-en-læge-til-stede?-måden. Snarere bare som om, jeg siddet i et tog og kigger ud. Alting glider forbi, jeg registrerer det, men jeg kan ikke rigtigt finde ud af at tage det ind eller forholde mig til det. Det virker på en eller anden måde ikke relevant?

Jeg ved simpelthen ikke, om det giver mening uden for mit eget hoved, men det påvirker min evne til at skrive, fordi den i høj grad bygger på min evne til at observere. Og det gør jeg ikke rigtigt lige nu. Jeg kigger på det hele, men jeg ser ingenting.

Jeg har spekuleret på, om det kan være noget post-covid. Jeg kender flere, der har været syge, som beskriver bagefter jævnligt at blive ramt af invaliderende træthed ud af det blå. Måske er det her en slags afart af det?

Eller måske er det resultatet af, at mit fokus det sidste år hele tiden har været forankret i enten fortid eller fremtid?

Antons udredning har været ét langt tilbageblik, fordi det hele tiden har handlet om, hvad jeg har observeret og bemærket hvornår – men samtidig er udredningen også i høj grad foranlediget af, at jeg har blikket stift rettet mod fremtiden og det, der bliver brug for dér.

Min fyreseddel er resultatet af et år med rygende uenighed og forkrøblende frustration, og i dén forbindelse har jeg også konstant befundet mig i feltet mellem det, der var og det, jeg gerne vil skabe og være. Og med det ene ben i fortiden og det andet i fremtiden, er der ikke rigtigt noget tilbage at hvile på i nutiden med. 

Jeg føler mig hverken ked af eller stresset. Der er ting, jeg glædes ved og glæder mig til. Meget, endda. Men jeg så forleden en bog med titlen ‘Er du lykkelig nu?’ – og det ved jeg faktisk ikke, om jeg er.

Jeg tror, at mit syn på *hvad* lykken er, har forandret sig over årene. Om det er erfaring eller kynisme ved jeg ikke, men jeg tror, vi spænder ben for os selv ved at opfatte lykken som en menneskeret; en slags defaulttilstand, vi hele tiden bør kunne genfinde og søge tilbage til. Hvor det føles som en fejl, når vi ikke er det, og noget, vi kan kurskorrigere os ud af.

Men måske meningen med livet ikke at være lykkelig hele tiden. Måske er den konstante lykke ikke faktisk ønskværdig, fordi kronisk tilstedeværelse over tid øger tolerancen og det derfor vil komme tl at kræve mere og mere bare at holde niveau?

På mine midaldrende dage er jeg begyndt at hælde mere til, at livet er en slags rejse, der skal tilbagelægges. En opgave, der skal løses. Det lyder kedeligt og banalt, men faktisk har dén vinkel givet mig mere overskud til at bemærke lykken, når den manifesterer sig gennem godt selskab, smuk udsigt eller god underholdning undervejs. Hvad form den end måtte komme i.

Og der er ting, man kan gøre for at øge sandsynligheden for at få udsigt til blomster og stjerner og få sommerfugle i maven og muligheder for at udvikle sig som menneske undervejs. Men vi skal fra A til B, og der vil være strækninger med støv og bump og opslidende følgeskab, uanset hvor umage vi gør os.

Der er skrevet 10.000 selvhjælpsbøger om det, og jeg kan ikke bryste mig af nye, indsigtsfulde betragtninger – men det bliver bare nemmere at få øje på lykken, når man ikke hele tiden tror, den er en rettighed, og det punkt, som det er meningen, vi både skal starte fra og slutte i.

Det er ikke nyt. Men lige nu giver det mig en underlig form for trøst – som jeg faktisk ikke engang ved, om jeg har brug for.

Det er ikke tungt, men det er heller ikke let. Lige nu er det vist bare. Og selvom jeg ikke kan mærke andet, så kan jeg i hvert fald mærke dét.

M2022, uge 11

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg fået flere timer, end man skulle tro muligt, til at gå med at skaffe grønne poser til min madsorteringsspand. 

For hvad er det, vi gør, når vi mangler poser? Der er en 10’er til dem, der ved det. 

Jeg troede f.eks. selv, at de stadig blev husstandsomdelt. Det gør de ikke. 

Så tænkte jeg, at man nok kunne google sig til et svar. Det kan man ikke. 

Min næste tanke var, at man måtte kunne bestille dem på sin affalds-app. Heller ikke. 

Det viser sig, at man skal – og hold nu fast – binde en pose om håndtaget på sin spand, når man har en halv rulle tilbage, for at signalere til renovationsfolkene, at man mangler.

Jeg måtte læse det 5 gange.

Og misforstå mig endelig ikke: Jeg er all for lavpraktiske løsninger. Men at bruge fastbundne plastikposer i 2022, hvor vi har apps til A-L-T føles *lidt* som at forsøge at kommunikere mit budskab med røgsignaler eller brevduer.

ANYWAY. Jeg havde ikke lige fanget, at det var måden, vi gør det på nu, og da der er ekspeditionstid på (indtil videre) 3 uger, kørte jeg i dag på genbrugsstationen og spurgte. Jeg fik en rulle udleveret gratis, men vi måtte jage manden, med allerflest reflekser på vesten ned for at få bekræftet, at ja; vi skal binde en pose om håndtaget på spanden.

“Så får du, hvis de har nogen med på bilen.”

“Og hvis de ikke har?”

“Så kan du hente her.”

Danmarks 5. største by, mine damer og herrer. Ffs.

Så altså: Bare en opfordring til lige at tjekke op på, hvordan det forholder sig i din kommune, inden du løber tør for poser. 

2.

Har jeg ryddet op i mine bh’er ved simpelthen at stakke dem og teste en ny hver dag. 

Jeg bruger en ret umulig størrelse, og derfor er mine bh’er altid halvdyre. Jeg bestiller dem online og jævnligt i udlandet, og derfor er jeg nok lidt mere forsigtig med bare at kyle dem ud, end hvis jeg kunne stryge i H&M og købe nye.

Som de fleste andre får jeg altid nogle yndlings, og det betyder, at der over tid har samlet sig en stak i bunden af skuffen, som jeg nærmest bare pr. default går udenom. Nogle af dem sidder mærkeligt. Andre har noget stof, der føles ok om morgenen, men som helvede på jord, når klokken har passeret 13. If you know, you know.

Jeg lagde dem alle sammen frem og gik med hver eneste af dem en hel dag, og det var effektiv oprydning. 2 klarede cuttet, og der er nu rigeligt med plads i skuffen til kommende yndlings. 

3.

Kom jeg i tanke om, at jeg har glemt at lave en opfølgning på det punkt om skimmelsvamp og fuger i badeværelset, som jeg havde på for et par uger siden.

For lige at genopfriske hukommelsen gik mit punkt på, at jeg hver anden dag havde sprayet den nederste silikonekant i bruserummet med Rodalon for at slippe af med en smule skimmelsvamp, der var opstået, inden den udviklede sig, og at jeg på den uge kunne se tydelig forskel.

Efter jeg havde lagt indlægget op, kom der både tips og vigtige input i kommentarfeltet.

Det bedste tip jeg fik, gik på at fugte vat eller klude med klorin og lægge dem på fugerne natten over. Det gjorde jeg, og det var sgu tæt på at kunne kategoriseres som magi. For AL svamp var PIST væk efter 8 timer.

Men. Klorin er noget lort for miljøet, og kan (lærte jeg i kommentarfeltet) over tid gøre fugerne gule og porøse. 

Rodalon viser sig at være tæskefarligt for katte, og jeg vil bare citere ‘B’ fra kommentarfeltet:

Jeg er dyrlæge. Rodalon er giftigt for katte. De bliver meget dårlige, deres lever tager skade og de får ætsninger i munden og spiserør ved indtag.

Så what to do? For Klorin er værre for miljøet end Rodalon – men der skal bruges væsentligt mere Rodalon end Klorin, hvis man vil problemet til livs. Og bruger man Rodalon, skal man i hvert fald sørge for, at eventuelle katte ikke kan komme i nærheden af det.

Her på matriklen er mine fuger nu, takket være Klorin, så fine og rene, at jeg næsten får tårer i øjnene, så nu prøver jeg at spraye dem præventivt med Rodalon hver 14. dag, og så må vi se, om det kan holde skimmelsvamp (som jo heller ikke er hverken godt eller sundt) fra døren.

4.

Har jeg kig på et wifi-stik.

Som jeg forstår det, er det et stik, du bare banker i den almindelige stikkontakt, hvor du så gennem en app kan tænde og slukke for strømmen. Altså, lidt samme princip som en timer af den slags, vi bruger til lyskæder og julelys (…!), men med den afgørende forskel, at den er ligeså nem at slå til, fra og time, som alarmen på din telefon.

Det er smart, når man er blevet flex-els-rytter, for så vil man jo gerne starte eksempelvis opladning af telefoner, når strømmen er billigst, og ikke på et bestemt tidspunkt. Hvis telefonen f.eks. er på 70%, når man smider den i laderen, er det jo meget fedt, at den napper de 30% den mangler, når strømmen er billig, og ikke for længst er færdigopladet, når timeprisen falder. 

Har man et jævnt forbrug af devices, tænker jeg, at det er længe fint med en gammeldags timer, fordi man så ved, at man kan nå at lade dem på fx. 3 timer, og derfor kan indstille timeren til altid at lade mellem kl 2 og 5, men for folk som mig, der bruger iPads, Macbook og telefon fuldstændig som vinden blæser og har det hele med overalt, er det smart, at jeg kan sætte det til at lade på de tidspunkter, hvor strømmen er billig, uanset om det er dag eller nat – og kan starte det, så det kan nå at lade færdigt, inden jeg skal ud ad døren.

Som jeg læser beskrivelsen af den, jeg har kig på, kan man endda fjernstyre den, så man kan sidde i Herning og starte den derhjemme, hvis man ikke lige har fået den sat op med et bestemt tidspunkt. 

Men inden jeg bestiller den, vil jeg høre, om nogen herinde har erfaring med wifi-stik til indendørs brug? Det er ret almindeligt til elbiler, kan jeg forstå, men jeg mangler lidt emperi på indendørsversionen, så har man én siddende derhjemme i stikkontakten, må man meget gerne melde ind.

I øvrigt:

*Har det hele været så massivt de sidste, mange uger, at jeg lige syntes, vi trængte til en ‘i øvrigt’.

*Har jeg for mine fødselsdagspenge købt en flex-vandslange til haven på 45 meter, og jeg er så begejstret, at det grænser til upassende. Rock n’ roll, baby. 

*Skal vi snart have sendt en mail ud til samtlige virksomheder i Danmark, hvori vi fortæller dem, at de skal f’cking STOPPE med at lave fb-konkurrencer, hvor man skal tagge venner for at vinde, hvis de ind-taggede ikke får en bid af kagen. I beder folk om at betale for deres lod med min tid og mit feed, og det giver mig ligeså meget lyst til at handle hos jer, som jeg får lyst til at købe ydelser af en virksomhed, der sætter flyers i bilruden, så det ligner en p-bøde.

*Har jeg hele tiden fornemmelsen af at have alt for travlt og løbe en meter efter mig selv i de her dage. Det hverken har eller gør jeg, så jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan ryste følelsen af mig. Måske det er en efter-reaktion på de sidste mange måneders pres på nærmest alle fronter?

*Er det tid til celleskrab, og min menstruation har med kirurgisk præcision valgt at trodse alle statistiske forudsigelser, så det er umuligt at bestille en tid. Livet med en cyklus 40+ er … en oplevelse. 

*Kan jeg ikke forstå, at vi ikke snart kan få dæmmet op for alle de stakkels mennesker, der falder i vandet efter en bytur og drukner. I Esbjerg, hvor vi for år tilbage opdagede, at vi var våben-og trafficking-gateway til hele Europa, fordi vores kæmpehavn stod pivåben, blev den ‘terrorsikret’, som det hed, og nu kan man ikke komme i nærheden af bare én meter fri mole. PLEASE kopier konceptet til andre byer med havne i gåafstand fra midtbyen.

*Kan jeg godt blive lidt bekymret over, hvor hurtigt krigen i Ukraine er rykket ned af bevidsthedslisten hos os alle sammen, mig selv inklusive. Det må være bagsiden af de sociale medier og deres muliggørelse af at følge krigen 1:1; at vi nærmest bliver emotionshærdede på en uge, fordi vi ikke kan falde fra hinanden helt forfra, hver gang vi har fat i vores telefon.

*Vil Anton gerne have en tyngdedyne. Er der nogen, der har selvgjorte erfaringer med, om der er direkte sammenhæng mellem pris og kvalitet? For SHIT, det varierer! (Og jeg *kan ikke* med tanken om dyner, man kan låne på biblioteket).

*Kører jeg stadig ASMR-videoer, når jeg skal sove, og hver gang jeg vælger én med ‘The french whisperer’ fniser jeg for mig selv over den kommentar én af jer lagde herinde om, at ‘det er det mest uhyggelige, jeg nogensinde har hørt’.

*Er dette et allekald: Al udendørs julebelysning skal ned inden ugens udløb. Ellers kommer jeg forbi på cykel med min kæmpestore saks.

M2022, uge 10

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fundet min powerbank frem, som jeg ellers indtil nu kun har brugt, når vi har været på længere ture og har haft brug for at lade iPads undervejs.

Jeg lader den, når strømmen er billigst, for over den sidste uge har den rene elpris svinget fra 14 øre til 3 kroner, så det kan godt betale sig at lade den helt op, når strømmen er nede i pris, og så bruge den til hørebøffer og mobiler, hvis man skal lade disse prime time.

2.

Haft gæster til aftensmad, og fordi det er så længe siden, hverdagsgæster har været en fast, tilbagevendende ting, måtte jeg lige minde mig selv om, at det jo bare er mennesker, jeg kender, der kommer, og ikke noget royalt betinget, der lægger vejen forbi. 

Når jeg holder fødselsdag osv. vil jeg gerne give den et ekstra nøk opad på luksus- og tilbehørsskalaen, men på en helt almindelig onsdag, vil de fleste vist bare gerne have lidt at spise, og hvis andre har lavet maden, opvejer det til fulde, at der er tale om husmandskost. 

Jeg lavede derfor en omgang one-pot pasta, udelukkende af ting, jeg havde i skabe og fryser. Det blev, syntes jeg selv, ret godt, jeg fik ryddet lidt op i fryseren, og der var endda rester, så der var nem aftensmad til mig de efterfølgende dage.

3.

Haft en relativ sindssyg uge, hvilket altid rammer mig hårdest, når jeg skal smøre madpakker. Jeg tror, det er dén huslige pligt, jeg hader allermest; alle er kræsne, ingen spiser det samme, jeg er træt, når jeg skal finde på, og mine ambitioner om Sund Og Nærende Kost er umulige at forene med virkeligheden.

Derfor har jeg i denne uge fundet to tidspunkter, hvor jeg kunne overskue det, sat lidt god musik på, skænket et glas vin, og skrællet gulerødder og skåret frugtsalat. Det sidste er bare et flot ord for, at terne lidt æble og kiwi og flække en håndfuld druer. Normalt gør jeg det jo bare på dagen, når jeg smører madpakkerne, men jeg ved, at jeg, når jeg har travlt, ikke får det gjort. Derfor er det her en nem måde at undgå madspild på (for frugten var købt), samtidig med at jeg sikrer, at der kommer lidt frugt og grønt med til pauserne.

Ikke al frugt er sjovt to dage efter, det er skåret, men i den her uge var jeg heldig, at det jeg havde, egnede sig til projektet, og det tager vi med.

4.

Tænk over, at jeg måske kunne tilføje, hvad jeg har gjort ifm. firmaopstart som et sidste punkt, de uger, der er noget at skrive på?

Min egen tanke er, at det for mig altid har været lidt diffust, hvad det indebærer at starte for sig selv. Derfor kunne det her måske være med til at synliggøre, hvad man helt konkret skal – og jeg ved, at jeg for længst har glemt det hele, når vi rammer juli, så nu får I der her, i realtid. 

A)

Det nok bliver lidt forhjulstrukket, fordi jeg starter op midt i sommerferien, og derfor forsøger at få styr på mest muligt, så tidligt, som jeg kan.

B)

Garvede rotter skal ENDELIG bare melde ind, hvis noget ser mærkeligt ud.

C)

Og finder man det irrelevant, springer man det bare over – derfor vil det, når det er på, altid være sidste punkt på listen.

Så: 

På firmasiden har jeg i den forgangne uge: 

*Købt domæne til min kommende hjemmeside

*Bestilt og modtaget navneskilte

*Valgt selskabsform (fordi noget med moms) og bestilt CVR-nummer

*Sat mail op, så navn på hjemmeside og mail stemmer overens

*Undersøgt hvilke opgaver, jeg må tage

*Undersøgt, hvordan jeg, helt lavpraktisk, bliver underleverandør

*Snakket med mange gode og relevante mennesker