M2024, uge 34
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Ryddet op i børnenes kasser med huer og handsker.
Og det er jo ikke fordi, vi står og skal bruge dem i næste uge, vel? Men lige nu har ingen af dem den fjerneste erindring om, hvad de har af vintergear, og jeg VED, at hvis først de får lov at se kassen, så gror de attachment issues til hatte, de aldrig har haft på, og handsker, der er for små, på halvandet sekund.
Det gav en lille pose til Røde Kors, som jeg smuglede ud med så meget list og finesse, at jeg forventer at blive scoutet af colombianske narkokateller, og nu kan vi ud fra det, vi har tilbage, langt bedre vurdere, hvad der er brug for at anskaffe om et par måneder.
2.
Ringet til min sundhedsforsikring og forespurgt på, om man kan bruge den forebyggende.
Det er jo lidt noget lort med det der manglende brusk i højre side. Faktisk. Men jeg har – naturligvis – gravet mig ned i artikler om den nyeste forskning på slidgigtsområdet, og jeg hælder faktisk til, at de smerter, jeg bøvler med, ikke så meget skyldes den manglende brusk, som de skyldes, at jeg er skæv af at køre så meget bil. Alle muskler på højre forside er med ret stor sandsynlighed for korte, og så trækker det hele skævt. Stræk og træning hjælper, og selvom jeg er ret afklaret med, at jeg ikke ender med at blive smertefri, har jeg flyttet grænsen for, hvad jeg kan *så* meget, at jeg stadig er nogenlunde fortrøstningsfuld.
Massage hjælper – men det er DYRT. Og fordi jeg også har en ok-solid udgift til en personlig træner, syntes jeg, at det var indsatsen værd at undersøge, om man evt. kunne få noget af det dækket af sundhedsforsikringen.
Det var et nej – men til min store, positive overraskelse var ham, jeg talte med, fysioterapeut og han havde virkelig mange gode input.
Nu har jeg fået en henvisning til en fys, og har også én i tankerne. Men første stop på vejen er egen læge, hvor jeg lige skal have lidt hjælp til at lægge en forsvarlig plan.
(SÅ! VOKSEN!!)
3.
Vasket Fridas sneakers.
Der er så meget grundvand her, hvor vi bor, at markerne omkring den lokale skole, er én stor mudderpøl fra slut-august til start-maj. Det er SUPER bøvlet på tøj- og skosiden, men trods alt er hun stadig så lille, at sko, støvler og overtøj i forvejen kun kan bruges én sæson, inden hun vokser ud af det.
Vi ruller ikke med ‘pæne’ sko, for der er så få lejligheder, hvor det ville give mening, at det ville være fråds. Når det er sagt, vil jeg jo stadig gerne, at jeg kan have hende med ud i verden, uden at det ser ud som om, hun bor i en grøft.
Derfor fik begge par udesko en overhaling med bagepulver og Vanish i fredags, så der var tid til, at de kan nå at tørre helt, inden det hele ruller igen mandag. Det er jo ikke fordi, man ikke kan se, at de har været i brug, men det pynter stadig og modsat en tur i vaskemaskinen, så risikerer man ikke at opløse limen i sålerne, når man kun lige skyller dem med bruseren et minut eller to.
Månedens Mål, august (3/4)
Jeg har sadlet om. For efter – igen – at have knaldet rundt i, hvornår jeg skal føre penge over, og om storkøb af sæbe tæller med i ugens husholdningsbudget eller ej, havde jeg et langt, alvorligt møde med mig selv over en kop kaffe i haven.
For hvis du gør, hvad du gjorde, så får du, hvad du fik.
Og det er nok.. hvad? 8. gang? 12. gang? jeg forsøger at få den her model op at køre, og det VIL bare ikke lykkes. Den sidste uge har jeg haft god tid, og det til trods har jeg *stadig* fundet det svært at få intentionen omsat til virkelighed.
Jeg har derfor ryddet pladen og prøvet at gentænke hele konceptet. For det er godt til mig med konkrete tal og systemer, så den del har jeg prøvet at overføre på en anden løsning, for der er ingen tvivl om, at der er penge for os at hente her, hvis jeg ellers kan udtænke en måde at gøre det på, der er nemmere for mig at styre.
Derfor tester jeg de næste uger, hvordan det virker, hvis jeg:
1.
Køber stort ind én gang om ugen på BilkaToGo.
Og det er ikke for at endorce BTG, for det er hverken bedre eller værre end så meget andet. Men for mig fungerer det godt, at jeg hele tiden kan se oppe i hjørnet, hvad jeg har handlet for – og hvor jeg IRL ret nemt kan falde i ‘nu er vognen alligevel fyldt’-fælden, så har det slet ikke samme effekt på mig, når jeg køber stort ind på nettet. Snarere tværtimod, faktisk, og det hænger klart sammen med, at jeg hele tiden kan se, hvor mange penge, jeg er ved at bruge.
Samtidig bliver jeg ikke fristet af strategisk product placement, der får mig til at købe en friskpresset juice fra Princip til 35 kroner i stedet for den liter Rynkeby til en 10’er, jeg havde planlagt.
2.
Midvejshandler efter 3-4 dage, hvor jeg kan købe den liter mælk og de friske grøntsager, jeg mangler til resten af ugen.
3.
Planlægger at lave én ret fra bunden om ugen. Det lyder ikke af ret meget, det ved jeg godt – og det er ikke sikkert, at det rækker.
Men vi spiser 2-3 forskellige ting til alle måltider herhjemme, og det har jeg for længst opgivet at tude over. Det betyder, at jeg på mange måder laver mad til mig selv på samme vilkår, som hvis jeg boede alene. Jeg kan virkelig godt lide at lave mad, og jeg er ret god til at prøve at lave alt muligt forskelligt, Men det betyder, at jeg meget hurtigt har ting i køleskabet, som er åbnede og derfor skal spises inden for en rimelig tidshorisont, og når jeg laver to forskellige retter pr. uge fra bunden, får jeg simpelthen for mange ‘sjatter’, jeg ikke kan nå at bruge.
I denne uge lavede jeg f.eks. nogle spicy breakfastburritos (so sue me) med hjemmelavede baked beans fra Valdemarsro. Bønnerne lavede jeg den ene dag, hvor jeg bare spiste dem med en grøn salat og en skive brød, og så kørte jeg fuld mexicansk aftenen efter. Jeg havde rester til et par dage, og har også smidt lidt bønner i fryseren, og dermed har jeg faktisk fået aftensmad til 4 dage ud af én ret. Jeg kørte suppe fra fryseren på dag 5 og 6, og det flute, jeg købte til, var der nok tilbage af til en sandwich på dag nummer 7.
Den her model ligner i langt højere grad den måde, jeg plejer at vælte gennem ugen på, men med den store forskel, at jeg nu har prøvet at sætte konkrete tal på både indkøbsture og madlavningsprojekter.
Jeg glæder mig faktisk helt til at teste, hvordan det fungerer IRL.
Unbecoming
Jeg er meget i mit hoved for tiden. Der er en masse fragmenter, der ligger og skøjter rundt, og jeg aner en slags sammenhæng i det tema, de udspringer af, uden at jeg helt kan sætte fingeren på, præcis hvori det består.
Der sker meget omkring mig. Folk tager opgør, der har været optræk til længe, de konfronterer hinanden, trækker sig, går, bliver uvenner og får nok.
Noget af det handler om et mærkeligt sammentræf, hvor mange af os samtidigt har ramt det punkt, hvor en ændring, der er sket langsomt og gradvist, pludselig er blevet synlig og mærkbar.
Lidt som når man ikke lægger mærke til den snigende hovedpine, temperaturen, der stiger en halv grad og næsen, der stopper til – men pludselig, når ledsmerterne sætter ind, kan mærke det hele samtidigt og går fra at være rask til at være syg på et splitsekund.
På samme måde er det for tiden som om, at det, folk har levet med og accepteret længe, pludselig ikke længere kan ignoreres – eller tolereres.
Vi er nok alle tilbøjelige til at se dem, vi holder af, gennem et filter af de mennesker, de var engang. Venskabet, kærligheden, og de fælles relationer og interesser. Erindringer om tidspunkter, hvor vi havde det svært, og de var der for os.
Og vi kommer automatisk til at antage, at de stadig er derinde et sted, og at svigt og skuffelser bare handler om dårlige dage, travlhed eller #life, som lige kom i vejen. At den dårlige opførsel eller manglen på omtanke og indsats er undtagelsen, mens reglen er en stærk og givende relation.
Men det skal jo vende på et tidspunkt, hvis det er tilfældet, og jeg har brugt det sidste år på, hver gang et menneske, jeg interagerer med, skuffer, lader mig trække læsset eller tackler noget givent på en måde, jeg synes er uhensigtsmæssig, at overveje, om jeg ville danne en relation til den person, hvis jeg mødte dem forfra med den adfærd og de prioriteringer, de har i dag.
Det kan lyde hårdt og meget noget-for-noget. Det er ikke sådan, jeg oplever det, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg ser gå gennem den samme udvikling.
Det ser ud og føles mere som noget aldersudløst, tror jeg? At vi, hvis vi er heldige, står midt i livet nu, og måske, ubevidst, gør status? Vurderer, hvad vi gerne vil have med videre, og hvad tiden er kommet til at slippe?
Da jeg begyndte at pusle med det her indlæg, kom jeg til at tænke på en kommentar, som en af jer lagde på det sidste indlæg, jeg skrev om relationer. Jeg kan ikke huske ordlyden, men det var en let, oprigtig undren over, at der i mit liv kunne være så mange problematiske relationer. (Det var ikke sådan, det var formuleret, og nu synes jeg, at det lyder passivt-aggressivt, når jeg parafraserer det, og det var slet ikke sådan, jeg opfattede det). Den kommentar har jeg tænkt meget over, fordi jeg er et menneske, der kan være ret kompromisløs i mine nære relationer. Der er langt til min grænse, men rammer du den, er løbet kørt.
Derfor fik den kommentar mig til at tænke over, hvordan det kan være tilfældet, for når man har været god til at gøre rent bord over årene, burde der jo ikke være så mange tilbage at luge ud i.
Men forleden, da jeg var på keramikmalerdate med en veninde, kom vi til at tale om grænser. Og her var der noget, der gik op for mig – for vi ligner på mange måder hinanden i vores måde at være i verden på, og for os begge gælder, at vi virker som magneter på mennesker, der mangler publikum og terapeuter.
Om det er fordi, vi er gode til small talk og til at lytte, eller om det handler om, at vi begge har ting med i posen, der gør, at vi kan relatere til, hvordan livet føles, når det ikke er nemt, ved jeg ikke. Men da vi sad og talte om det, gik det op for mig, at det ofte er dé relationer, hvor jeg bøvler med grænser – fordi jeg ikke helt forstår, at folk ikke sætter dem selv. For mig er noget af det værste, du kan byde mig at blive VED med at gå over en grænse, jeg allerede *har* sat.
Og det er klart: I et venskab ville jeg aldrig acceptere det. Men voksenlivet kommer med relationer, hvor man ikke er helt så fri til at vælge. Andre børns forældre, papbørn, kæresters ekskærester, naboer og kolleger er alle eksempler på mennesker, vi kan være nødt til at finde en måde at sameksistere med, uanset om vi har lyst eller ej.
For selvfølgelig kan man trække grænserne hårdt op. Men jeg tror, mange af os i de her tilfælde forsøger at vælge den lempelige vej, fordi det er mennesker, vi har et tvunget fællesskab med, og hvor en konflikt kan få nærmest uoverskuelige konsekvenser.
Men jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, jeg har det sværere med, end at være nødt til at sætte den samme grænse flere gange, og det har for mig altid været svært og frustrerende, når jeg bliver tvunget til at gøre det alligevel.
Og her tænker jeg for tiden rigtig meget over, at det handler om komfort, vane og manglende træning. For al udvikling er svært og grimt og bøvlet, og særligt når livet omkring os ikke lige trækker ind til siden, så vi kan få ro til at gro nye vaner, er det nemt at falde tilbage til det, man plejer og kender.
Men måske er livet ikke så meget er en øvelse i at forsøge at undgå at gentage mønstre og adfærd, man har set, lært og gentaget hele sit voksne liv.
Måske ligger øvelsen i at opdage det, når man ufrivilligt gentager det, man kender og forstår – og så gøre noget andet?
Måske ligger udvikling og vækst der, hvor man stadig gentager mønsteret, men ændrer sin reaktion. Som f.eks. når vores generation, mod bedre vidende, kommer til at råbe ad vores børn – men bagefter bruger den nødvendige tid på at undskylde og samle op i forsøget på at gøre det bedre. På at blive bedre.
Måske er det den udvikling i os selv, der får os til at stille krav til de mennesker, vi har i vores liv, både i de nære og i de perifære relationer nu. Som får os til at indse, at en relation ikke består af sig selv, og at den kun er værd at bevare, hvis den er vigtig nok for begge parter til, at de gør sig umage.
Måske er det først midt i livet man opdager, at en fælles opgave ikke kan løses alene, og at det i alle typer af skæve relationer er den, der giver mest, som til sidst er tvunget til at trække grænsen. For den, der tager, gør det ikke.
M2024, uge 33
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg tjekket de 2 alternative ruter, jeg får foreslået, når jeg taster en adresse på min GPS, som altid fremhæver og foreslår “Den hurtigste”.
Det har været noget af en øjenåbner. Af de 3 forslag er den hurtigste altid den, der giver flest kilometer på motorvej, mens den langsomste i nogle tilfælde må indeholde passager af ‘Kravl med din bil på ryggen’, for ellers kan jeg simpelthen ikke se, hvordan man skal kunne få en tur på 60 kilometer til at tage små 3 timer.
Men det midterste forslag lægger ofte kun 5-10 minutter til rejsetiden, er ofte kortere, målt på kilometer, og giver dig så mange af disse som muligt på landevej. KÆMPE gamechanger ift. brændstof. Og køreglæde, faktisk, fordi det uden undtagelse altid er pænere, og fordi man ikke skal male sine tænder til benmel over trafik og vejarbejde.
(Som ekstra plus får man i mit tilfælde også fornøjelsen af at høre Frida begejstret udbryde “KØER!!” hver e-n-e-s-t-e gang, vi kører forbi et eksemplar af slagsen).
Hvordan nedsat hastighed påvirker batterilevetiden for elbiler ved jeg ikke, men det er der med garanti nogle af jer, der ved, så meld endelig ind.
2.
Har jeg haft Min Bog fremme og opdateret den med årets erfaringer. Det var ikke fordi, der var så meget at tilføje, men jeg holder nærmest religiøst fast i at gøre det alligevel, for selvom jeg har 47 års empiri, der modsiger antagelsen, så tror jeg altid, at jeg kan huske ting fra ét år til det næste.
I år havde jeg f.eks. tænkt, at jeg ville smide et puslespil i bilen, da vi skulle til Nordjylland – men fortids-Linda havde heldigvis skrevet: “Lad være med at slæbe puslespil med. Det kan ikke betale sig” – og det havde hun helt ret i, kunne jeg se, da vi var deroppe.
Så for folk som mig, der er tilbøjelige til at få de samme ideer flere gange, er sådan en bog sin egen vægt værd i guld.
I år har jeg noteret, at jeg skal huske at smide vores Loops ørepropper i tasken, når vi skal i forlystelsesparker rundt omkring.
Og ikke, at det partout skal være Loops, men grunden til, at jeg synes, at de er smarte er, at de stadig lader lyd trænge ind. Man kan vælge dem med forskellige grader af filter, så de nedsætter lyd med hhv. 8, 16 og 32 dB (mener jeg, det er). Almindelige ørepropper lukker meget ude, og skal hives ind og ud, hver gang man skal interagere med andre mennesker, og jeg har nærmest mistet 4 stk. på den tid, det har taget mig at skrive den her sætning. Noise cancelling er vidunderligt for dem, der har brug for det, men dels virker de ved at producere hvid støj på den præcis modsatte frekvens af den omgivende lyd, hvilket betyder, at de (op)bruger batteri, og dermed på et tidspunkt løber tør for strøm, og dels er de VARME.
Og så er der noget ift. sikkerhed, der for mig kan være lidt problematisk, fordi man som hørende ikke er så opmærksom på sine omgivelser, som døve og mennesker med høretab er. Derfor er jeg altid nervøs for, om Anton opdager det, hvis der f.eks. går en alarm, eller nogen råber en advarsel, når han har sine NC-bøffer på.
Men nu har jeg noteret, at vores Loops skal med, og så håber jeg, at alle kan hygge sig og stadig har både forstand og nervesystem i behold, når vi kører hjem.
3.
Har jeg tjekket de spande med maling, jeg har stående i bryggerset.
Noget af det giver ikke mening at flytte rundt på, for der er for lidt til en væg men for meget til bare at plette med. Her fik jeg hældt en smule fra til mig selv, og foræret resten til nogle kreative typer.
De store spande med hvid maling, jeg købte fra sidste lejer, da jeg flyttede ind, irriterer mig, fordi de fylder. Omvendt er det jo virkelig dumt at smide dem ud, for maling er dyrt, og hvid altid kan bruges – men det slog mig, om der kunne være noget med holdbarhed.
Jeg google mig frem til, at der på mange spande står holdbarhed angivet, og at for gammel maling kan have dårligere dækkeevne og .. noget mere, jeg har glemt.
Men der stod ikke noget på mine spande, så jeg skrev til den forretning, hvor malingen er købt – og de anede det heller ikke. Men vi fik med lodder og trisser fundet frem til nogen lidt højere oppe i systemet, der kunne oplyse, at så længe malingen ikke lugtede mærkeligt, kunne man bare rulle løs.
Så nu lever jeg med, at de står bag døren og fylder, men glæder mig til gengæld over, at lagret på rest-hylden er skrumpet betragteligt.
Månedens Mål, august (2/4)
Intentionerne om et ugebudget var gode, men livet kom med sit store, grimme hverdagsfejeblad og skovlede dem væk.
Egentlig er det fint, fordi det giver anledning til at flette noget ind, som jeg for tiden prøver at arbejde bevidst med, nemlig at kurskorrigere løbende, og huske, at fordi man punkterer på ét hjul, så behøver man ikke at pifte de andre 3.
For mål sat så afgrænset op, som jeg gør herinde, har både fordele og ulemper. På plussiden betyder tidshorisonten, at jeg får fulgt nogle beslutninger til dørs, som ellers ville være smuldret mellem fingrene på mig, fordi jeg taber fokus, hvis noget tager for lang tid. Til gengæld er det svært at løbe det tabte ind, når man misser en uge, fordi det ikke er ret meget ekstratid at gøre med.
Det første, jeg måtte konstatere var, at det ikke fungerer at lave et stramt ugebudget den uge, hvor børnene skal tilbage i skole, efter 7 uger uden madpakker og ulvetimer. For vi manglede stort set ALT.
Den anden erfaring, jeg gjorde mig var, at det kan være godt givet ud at lægge alle tov fra sig og træde et skridt tilbage, når alting pludselig går meget hurtigere end forventet. Skolestart, kommuner, der ikke betaler deres regninger, og deraf følgende lappeløsninger, der skal klappes af med banken, et opslag på LinkedIn, der har fået sit eget liv, hvalpe hos naboen, taxabøvl til Anton osv. osv., åd alt, hvad jeg havde af overskydende tid, og dermed blev det småt med timer til at blogge og arbejde med konkrete mål.
Men også dét, prøver jeg at gøre til noget, jeg kan lære af. For jeg vil så gerne ændre mit mønster med at have fuld kontrol, indtil jeg bliver så overvældet, at jeg intet kan overskue, for det er dér, tingene skrider for mig.
Derfor har jeg denne uge prøvet at være meget, meget bevidst om, hvordan jeg forvaltede min tid, så jeg hele tiden var skarp på at gøre det absolut mest nødvendige først. De dage, jeg nåede nogle af luksus-opgaverne, når baseline var lagt, havde jeg ro til at glæde mig over det, men de dage, hvor det ikke lykkedes, var det stadig ok, for det, der SKULLE være styr på, var der styr på.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var nemt. Jeg kan *næsten* ikke være i mig selv, når jeg har besluttet at gøre noget, og så må sande, at jeg ikke kan nå det alligevel – men jeg bliver ved med at minde mig selv om, at vaner er svære at bryde, netop forde de er vaner.
Men hvis du gør, hvad du gjorde, så får du, hvad du fik, og jeg har ambitioner om andet og mere.
Det betyder, at jeg stadig har holdt øje med vores forbrug, og at jeg har fået tilføjet mit andet visakort til min telefon, så jeg i hvert fald har lagt en sten eller to til det, der gerne skulle blive husholdningsstien til sidst.
Det hele er udvikling, og selvom det ikke er nemt, har jeg en helt basal fornemmelse af, at det stadig er indsatsen værd.
M2024, uge 32
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne måned:
1.
Har jeg været i gang på Fridas værelse igen, fordi hun pludselig gerne ville have et skrivebord.
Det er sådan set helt forståeligt, for hun er et kreativt barn, og da jeg samtidig længe har tænkt, at det skrivebord, jeg har i stuen, skal noget andet, var det oplagt at starte med at sætte det ind på hendes værelse.
Det var godt, jeg gjorde det, for dels kunne jeg med det samme se, at det var ALT for stort, selvom det egentlig på mål burde have været fint, og dels fungerede det SLET ikke at stille det, hvor jeg havde tænkt, det skulle stå. Men fordi jeg lavede den mellemregning, betød det, at jeg pludselig havde en langt mere kvalificeret ide om, hvad det egentlig var, vi skulle ud og købe, og hvor det skulle stå.
Bordet er ankommet og sat op, og skrivebordet fra stuen er i mellemtiden vandret ind til Anton, hvor det faktisk har vist sig at passe perfekt.
Jeg elsker, at vi er endt med at kunne bruge noget, vi allerede havde, og jeg er OGSÅ glad for at slippe for Marketplace & De Tusind Spørgsmål.
2.
Fridas værelse er lige så småt, som det var, sidst vi talte om det, og det betyder, at nogle af møblerne skal ud, når hun har soveaftaler, og stabelsengene skal stå ved siden af hinanden.
Derfor havde jeg brug for en løsning til de ting, der skal stå på skrivebordet, som betyder, at det ikke tager 18 måneder at tømme bordet, når det skal løftes ud. Jeg endte med en væghængt køkkenstang af den slags, som jeg selv har i soveværelset til mine kjoler.
De store bestik-krukker er perfekte sakse, tusser og farveblyanter, og som ekstra plus optager de ikke plads på bordet, når man sidder ved det.
Når hun skal have lavet værelset om igen, kan stangen uden problemer pakkes væk, for den optager ingen plads, og senere kan den bruges til 600 andre formål.
3.
Med bordet af vejen i stuen har jeg nu fået bedre plads til mit træningsgrej, som jeg har været inderligt træt af at have liggende på gulvet. Det er ikke særlig fedt at bakse rundt med håndvægte og vægtskiver, der er fulde af nullermænd, og det er sgu også bøvlet at skulle flytte 80 kg. metal, hver gang man skal støvsuge.
Jeg startede med at google ‘racks’, som de stativer, vægte ligger på i fitnesscentrene hedder – men indtil vi lige finder ud af, hvordan jeg sælger samtlige mine indre organer på dark web, og stadig lever videre, bliver det ikke løsningen.
Efter at have tænkt noget mere, slog det mig pludselig, at møbelhunde måske faktisk var en mulighed.
Og hvis man aldrig har hørt det udtryk før, så er det sådan en her:
De kan bære ret mange kilo, hjulene kan låses, og så kan de bruges til blomsterkrukker og til at flytte rundt på tunge ting derhjemme, hvis de senere er i overskud.
Jeg fandt et par stykker i Harald Nyborg til næsten ingen penge, købte en yogamåtte til 40 kroner, som jeg klippede to stykker af, der passede, og nu ser det sådan her ud:
Min træningsbold fik en underskål fra en urtepotte at stå i, så den ikke triller rundt, men så der stadig ikke sker det store, hvis en af Frida venner, (som ikke *kan* gå forbi mit træningsgrej uden at skulle pille ved det) smider sig på den.
Jeg er MEGET tilfreds med mig selv.
Månedens Mål, august (1/4)
Nu, hvor det hele har været lidt løst i sammenføjningerne sommeren over, har jeg besluttet, at mit mål resten af august er et godt, gammeldags husholdningsbudget. Jeg har lidt for længe været lidt for god til bare at købe det, vi har lyst til at spise, og det koster.
Derfor vil jeg måneden ud prøve at lave et budget, uge for uge, og se, hvad vi kan klare os for, hvis jeg udviser en smule disciplin. Tanken er at flytte en vis sum penge over på mit ekstra visakort, og så lade det være mad/husholdningskortet. På den måde håber jeg at kunne holde snuden i sporet, for det, der er gået galt, når jeg tidligere har prøvet den her model er, at det bliver for svært at holde tingene adskilt, når alting betales med samme kort.
Mit første forsøg hedder 500 kr. til en uge. Om det er helt skudt ved siden af, ved jeg ikke endnu – men det gør jeg i næste uge.
Jeg håber, at det kan gøre det muligt endelig at etablere den opsparing, jeg så længe gerne har ville starte.
*
Det er skønt at være tilbage. Jeg håber, at I har haft verdens bedste sommer, og er klar til, sammen med mig, at tage hul på hverdagen igen.
I øvrigt:
*Har vi 2 uger tilbage af sommerferien, og jeg er ved at være der. oKAY, der er mange ord i de børn!
*Er de i øvrigt begge to holdt op med at sove om natten. Det havde de ikke behøvet. (Og vi griner af det, fordi alternativet er aldrig at stoppe med at græde).
*Har jeg flækket min egen overlæbe. Yes. Hvordan spørger du? Ved at tabe en lampe ned i hovedet på mig selv. Jeg er undefeated.
*Har jeg et godt års tid bøvlet med smerter i højre hofte og for et par uger siden overvandt jeg så endelig min egen personlighed, og fik bestilt en tid ved lægen. Det resulterede i et røntgenbillede, og jeg er bare lige præcis løbet tør for brusk i højre side. Helt og aldeles. Det er lidt noget lort.
*Har vi i Esbjerg fået vores helt egen installationskunstner, der kører rundt på en elektrisk et-hjulet cykel med konfettirør og to af de mest agressive sæbeboblepistoler, jeg nogensinde har set. Fucking LEGENDE!
*Har jeg brugt en del af sommerferien på at lave om på Fridas værelse, fordi hun pludselig besluttede, at hun ikke kunne LEVE uden et skrivebord. Næste gang gør jeg det lige, når jeg har 24 sekunder alene til at tænke og arbejde i.
*Har jeg købt en ny kogebog, og den vil jeg virkelig gerne plugge, for den er *chef’s kiss* vidUNDERLIG! “Gourministeriets favoritter”. Den er skøn, fordi den indeholder virkelig mange nemme retter, som kan laves selv i udkantsdanmark, hvor man ikke lige har adgang til vietnamesisk citrongræs, og fordi opskrifterne er så simpelt sat op, at de er nemme at tweake, så de passer til præferencer og mangel på samme i den enkelte familie. No #spons, men det er tarveligt at gatekeepe, så start med at låne den på bib, som jeg gjorde; så kan du selv vurdere, om den også er noget for jer.
*Ser vi ret meget OL herhjemme, og mit hjerte, mand. De er så GODE! Det viser sig *også*, at Frida og Anton aktivt forsøger at aflede mig, så jeg ikke ser grædende atleter, fordi jeg så også selv begynder. (Ej, men UNDSKYLD for ikke at være lavet af sten!?)
*Er begge børn vokset helt ABSURD de sidste 2 måneder, og derfor har jeg været på jagt efter nye boxershorts i voksenstørrelse til Anton. Det viser sig, at mange mærker ikke laves i small…? Jeg prøver *virkeligt* på ikke at drage forhastede konklusioner om mandlige egoer her.
*Har jeg i dame-fødselsdagsklubben foreslået, at vi begynder at Lave Noget, når vi mødes. Ideen udspringer af, at jeg sammen med en veninde er begyndt at holde Moesgaard-dates, hvor vi mødes, tager en udstilling og så spiser frokost, mens vi catcher up, og det er måske den bedste ide, vi *nogensinde* har fået. Så nu har vi Escape Room, flødebollekursus, Djurs sommerland (uden børn) og keramikmaling, som jeg prøvede for et par uger siden og ELSKEDE, på tapetet, og jeg har SÅ optur over det!
*Holder M2024 pause denne uge med, men fra næste uge er vi tilbage. Stay tuned.
*Lukker vi på to anbefalinger af podcasts, som begge kan findes på de gratis platforme:
1. Den døde narkosmugler
Podcast fra TV2 Østjylland om Dennis, der d. 22. juni 2022 døde ombord på et fly fra Kastrup til Grønland. 6 afsnit, der forsøger at finde ud af, hvad der får et menneske til at bodypacke, og som jeg synes giver stof til eftertanke ift. hvad vi lader bag os af arv og historie, når vi tager herfra.
2. Hysterical
En gruppe teenagepiger begynder ret pludseligt at lide af de samme symptomer, som f.eks. tics, blackouts og kvalme. Er det hysteri, eller er der noget i vandet, miljøet eller på skolen, der forårsager problemerne?
Facebook, kommuner og reklamer
For en måneds tid siden så jeg på Journalisten, at Viborg som den første kommune i Danmark har valgt, at de ikke vil være på Facebook med andet end én enkelt hovedside.
Jeg har stadig ondt i hænderne af at klappe.
For jeg har ALDRIG forstået, hvad kommuner og offentlige instanser skal på Facebook, LinkedIn og Instagram.
I AL den tid, Frida gik i børnehave, tog jeg det op på forældremøderne, og både personale og mange af de andre forældre syntes, at jeg var sær, kontrær og træls, når jeg igen og igen insisterede på, at det ikke kunne passe, at man under ‘Samtykke’ på Tabulex/Aula kun kunne vælge mellem fuld eksponering eller ingenting.
For jeg har aldrig haft et problem med, at børnehaven tog billeder af mine børn og brugte dem på egen hjemmeside. Så længe de lå dér, var det institutionen selv, der ejede billederne, ligesom det også kun var de mennesker, der aktivt klikkede sig ind på institutionens hjemmeside, der fik dem at se – men smider du noget på Facebook/YouTube, har du for altid overdraget rettighederne til det til Mark & Co. og jeg synes, at det er to MEGET forskellige set ups.
Ingen fattede, at jeg gad gå op i det, og jeg blev altid parkeret med et overbærende: “Så lader du jo bare være med at give samtykke”.
Men den mulighed har man så ikke engang længere. For i dag er det – fuldstændig vanvittigt – ikke muligt at fravælge, at man får sine børn lagt på Facebook, hvis skolen eller børnehaven tager billeder af dem.
Det er ubegribeligt, men ikke desto mindre sandt.
Paradokset i, at der tales så meget om, at det er svært for børn at lære at færdes sikkert på nettet, mens de voksne, der bestemmer over dem 30% af deres vågne timer, bare smider dem ud, hvor ingen kan passe på dem, og hvor de kommer til at ligge for altid, er så vildt, at det er svært at fatte.
Men det er ikke kun ift. børn, at det har undret mig, hvor laissez-faire, kommunerne forvalter GDPR og det ansvar, de har for borgere i deres varetægt. Eksempelvis er flere plejehjem i Esbjerg Kommune også på Facebook, og her lægges i åbne grupper billeder ud af beboerne i situationer, som jeg ville have det ualmindeligt stramt med, hvis mine kære blev foreviget i. Det er tæt på uværdigt, når en mand, der engang var respekteret arkitekt, og har tegnet en stor del af byens prominente bygninger, nu bliver lagt til offentlig skue med hagesmæk og tudekop, mens han sidder og stirrer tomt på den påskehare, nogen har sat ham til at dekorere.
På LinkedIn får man, selvom man ikke følger dem, opslag og billeder fra diverse kommuner i sit feed, alene udløst af geografisk nærhed. Her skriver de stolper op og vægge ned om, hvilke berigende kurser, workshops og temadage, de ansatte har deltaget på, og hvor mange gode tanker, det har sat i gang.
Men here is the thing: Hvis man er én af de mange borgere, der har kæmpet med sin kommune, eller er stødt på ét af de mange, MANGE områder, hvor ressourcerne er så knappe, at de ikke engang kan spottes under et mikroskop, så er der virkelig svært at begejstres over endnu et lederseminar, der koster det samme, som man kunne have købt et fuldt års støtte til de ordblinde elever på en skole for.
Det er prisen for demokrati. Det ved jeg godt. Alle kan ikke få alt, hvad de har brug for eller gerne vil have – og sådan er det. Derfor vælger vi med vores stemmer den flok, vi håber varetager vores interesser bedst muligt, vel vidende, at der kun er én kage, og når nogen får et større stykke, bliver skiverne til andre tyndere.
Men det er måske lige at tage den til kanten at prøve at høste likes på det?
De instanser, vi ikke har et valg i forhold til, om vi vil bruge, har for mig at se en meget begrænset eksistensberettigelse på de sociale medier – om nogen overhovedet.
Info om kulturelle tilbud og ændrede åbningstider på Borgerservice? Fint og brugbart. Opdateringer om ting, der har almen interesse som f.eks. vejarbejde, udskiftning af fjernvarmerør osv? Også acceptabelt.
Men der stopper den for mig.
Det er for store krav at stille til vores rummelighed, at vi skal kunne glæde os over økonomiske dispositioner, der helt konkret koster en del af det, vi hver især sidder med et behov for at få tilført ressourcer til.
Ikke mindst fordi vi a) præsenteres for det på en platform, der udelukkende burde bruges til gøgl og underholdning og b) det kommer fra en instans, vi i yderste konsekvens er underlagt, og hvor magtbalancen allerede i udgangspunktet er skæv.
Og det bliver sgu lidt Formand Mao for mig at se et barn, jeg kender, løbe rundt i det, der ret beset er en reklamevideo for Esbjerg Kommune, når jeg samtidigt ved, at barnets forældre ligger i åben krig med skoleledelsen, fordi barnet ikke får den hjælp, det har brug for.
Det er en kendt sag, at hvis noget er gratis, er det dig, der er produktet, og det er vist ingen steder mere sandt, end på de sociale medier.
Derfor har det været ved at drive mig til vanvid i årevis, at offentlige instanser gerne vil have de fordele, eksponering på sociale medier giver, men ikke vil samle det ansvar op, der følger med at bruge det; man betaler jo, synes jeg, i overført betydning med andre menneskers penge.
Når kommuner og offentlige instanser lægger billeder af borgerne på sociale medier, betyder skævheden i magtbalancen, at vi jo reelt intet kan stille op. Det hedder sig, at man kan henvende sig og få enkeltbilleder fjernet – men det er helt vildt, at den opgave skal ligge på den enkelte borger, mens kommunen har frie hænder til at bruge sine borgere til at skræddersy det image, de gerne vil have udadtil.
Forestil dig, at du pludselig, helt ufrivilligt, optrådte i en reklame for Toms Chokolade?
Eller at du hev telefonen frem, når du havde lyst, og filmede din sagsbehandler, dit barns pædagog eller din mormors SOSU-medarbejder, og delte videoen på Facebook – og så bare trak på skulderen og bad dem om selv at rette henvendelse til FB, hvis de gerne ville have det fjernet bagefter?
Det bliver *kun* mere problematisk af, at de borgere, kommunerne lægger op, i mange tilfælde er sårbare, fordi der er tale om patienter, børn eller ældre mennesker. Kan de overhovedet give meningsfuldt samtykke, når de spørges om lov af den instans, der varetager omsorgen for dem?
Det er ikke – og har aldrig været – i orden.
Selv på de seminarer, vi talte om lidt længere oppe, gætter jeg på, at både medarbejdere og ledere har mulighed for at sige nej, hvis de ikke vil lægges på de sociale medier. Den mulighed burde alle kommuners borgere, af helt indlysende årsager, også have.
Så at Viborg nu tager konsekvensen af, at det eneste produkt, man som kommune reelt har at sælge på SoMe, er sine borger, er på høje tid, og det kan KUN gå for langsomt for de resterende 97 at følge trop.
*
Men for at det hele ikke skal gå op i raseri og dårligt humør, når nu vi har ferie, Hans Christian, fik jeg faktisk lyst til at lave en spørgerunde på, hvad vi som forbrugere GERNE vil se på de sociale medier.
Ikke konkret på enkelte konti eller brancher, men mere generelt.
For i og med at platformene er gratis, er det uundgåeligt, at vi bliver fodret med reklamer, når vi er der, og konkurrencen er i nogle brancher så hård, at tilstedeværelsen på de sociale medier bliver afgørende for, om man overlever.
Derfor tænkte jeg, at vi måske kunne tage en runde med, hvad der for os, hver især, er brugbart content? Og måske også hvad der virker modsat?
Der er jo ikke på nogen måde tale om en repræsentativ udsnit af befolkningen, for i og med at vi sidder omkring bålet herinde på bloggen, har vi jo allerede placeret os solidt i et afgrænset segment.
Men derfor kunne det måske stadig være brugbart for de af jer, der driver virksomhed eller som sidder med ansvar for SoMe på jeres arbejdsplads at se, hvad menige forbrugere mener og synes?
Jeg vil gerne starte.
*Jeg elsker, når firmaer og butikker er gode til at lægge lige så mange foto-opslag som reels og videoer op på deres profiler; ganske enkelt fordi jeg ofte bruger deres insta- og facebooksider til at få et overblik over, hvilke varer/brands de tilbyder. Kører de kun reels, kræver det, at jeg som potentiel kunde klikker ind på hvert enkelt opslag for at se deres sortiment.
*Jeg smider ingen på bålet for en slåfejl eller et vildfarent komma, men hvis der generelt er stavefejl og dårlig grammatik i opslagene, påvirker det mit syn på en virksomhed negativt. (Et lille tip, hvis du er udfordret her, er chatGPT. Den skriver tæt-på fejlfrit dansk, og du kan bede den om a-l-t).
*Min telefon er som oftest på lydløs, og derfor er jeg langt mere tilbøjelig til at se reels og videoer, hvis de er tekstede. Det er lige meget for mig, at det er autogenereret tekst; de fejl, der kan opstå her, kan jeg sagtens leve med, mod at kunne se en video, når jeg ligger i min seng i et natstille hus.
*Jeg er ude i det sekund, en butik laver en konkurrence, der bryder loven ved at kræve, at man skal tagge andre ind for at deltage i konkurrencer. Ud over at det er utjekket ikke at kende reglerne, så er det lidt den virtuelle pendant til at sætte reklame-flyers i bilruder, så de ligner p-pøder.
*Max to opslag om dagen. Maxmax. Også selvom alle kurser om SEO hævder, at al aktivitet er god aktivitet. Det hjælper dig ikke at ligge øverst i feeds, hvis du overposter så voldsomt, at folk trykker ‘unfollow’.
*
Ja. Det var mine. Nu håber jeg, at andre derude har lyst til at byde ind, så de reklamer, vi alligevel skal se, får lidt konkret værdi. Både for afsender og modtager.
Ferie, ferie, ferie
Jeg læste engang et sted, at man, inden man gifter sig med sit hjertes udkårne, skal holde ferie med vedkommende på en lokation med dårlig internetopkobling.
Det er vittigt formuleret, men egentlig er det et godt råd. For selvom kærligheden måske burde være både blind og ubegrænset, så er der meget vigtig viden om kompatibilitet at hente i at være sammen under (moderat) pres, og der er ikke nødvendigvis sammenhæng mellem, hvor dyb eller langvarig en relation er, og hvor godt man fungerer sammen i uvante omgivelser.
På samme måde er det også min oplevelse, at et godt venskab ikke automatisk betyder, at man kan fungere sammen, når eventuelle børn er med, eller at man kan tage på ferie med hinanden.
Måske er det noget af det, der kommer med at blive ældre; at man, uden bitterhed, accepterer, at forskellige venskaber kan forskellige ting, og at en relation ikke behøver kunne rumme det hele for at være god eller vigtig.
Børn er en ekstremsport, hvor man er så præget af sine værdier og hvad man har med i rygsækken, at det kan være umuligt at få to måder at være forældre på til at nå sammen og samtidig skabe en eftermiddag, hvor alle hygger sig.
Ligeledes er en ferie ikke særlig afslappende, hvis den ene part bliver stresset af at skulle navigere på ukendt territorium, mens den anden bliver i dårligt humør af at skulle tage stilling til, hvad der skal ske om 5 minutter.
Men i år har jeg for første gang haft lyst til at holde ferie med andre end bare mine børn, hvilket jeg ellers har foretrukket indtil nu; ganske enkelt fordi jeg lidt for mange gange har oplevet at stå med følelsen af at underpræstere alle steder, samtidigt.
For det er altid en balancegang, når jeg deltager i noget socialt og har børnene med. Det er sket en million gange, at jeg kører hjem med tårer i øjnene, fordi jeg ikke føler, at jeg har formået at være hverken den mor, jeg gerne vil være for mine børn, eller den veninde, jeg både gerne ville være og har brug for at få lov at være. Bare en gang i mellem.
Derfor er det inderligt vigtigt for mig, at de mennesker, vi eventuelt tager på ferie med, forstår præmissen.
For mine børn er søde og høflige og ualmindeligt velfungerende, deres diagnoser til trods. Men det er de, fordi jeg har accepteret og indrettet vores liv efter de vilkår, vi har fået givet, og fordi jeg hele tiden forsøger at møde dem, hvor de er. Det kræver ret meget overskud hele tiden at afkode og facilitere.
Når vi er nye steder, skal jeg både regulere mig selv i real-tid, samtidig med, at jeg hjælper dem med at regulere, og det er hårdt.
For bare at sige det, som det er.
For mit nervesystem er også på overarbejde, når jeg skal navigere i situationer, jeg ikke er vant til at være i, og derfor er ferie noget af det, der koster et vist overtræk på kontoen. Det er en pris, jeg betaler med villighed og åbne øjne, fordi jeg synes, at det i sidste ende giver os meget som familie – men det ville være idiotisk at lade som om, det er noget, jeg bare lige gør med venstre hånd.
Derfor er dem, jeg skal holde ferie med, nødt til at være nogen, der dels kender mig så godt, at jeg kan finde ud af at lægge paraderne og sige lige ud: “Det her kan jeg simpelthen ikke overskue. Vil du hjælpe mig?” – samtidigt med, at de kender mine børn så godt, at jeg ikke hele tiden skal kompensere og forklare, for det trætter mig yderligere.
Der er ikke umiddelbart logik i, hvem der kan fungere i et kaotiske set up, og hvem der ikke kan – og det er vigtigt for mig at sige, at jeg faktisk godt forstår dem, der ikke forstår. Jeg har arbejdet som tegnsprogstolk og dermed haft berøring med døveverdenen i snart 30 år – men jeg aner INTET om, hvad det vil sige at være blind. Og jo faktisk heller ikke, hvad det vil sige at være døv, for jeg kan holde fri og gå hjem med mine to, hørende ører, hvilket er en luksus, man ikke har som døv.
Derfor forstår jeg godt, hvorfor det kan være tæt på umuligt at forstå, hvordan neurodivergens kan påvirke hele familien, og hvad det kan medføre af særlige behov og moderationer. Men på en ferie, hvor jeg ideelt set også gerne vil slappe bare lidt af, og også have fyldt lidt på af alt det, som tætte relationer kan give, er det bare for mig uendeligt vigtigt, at jeg ikke kommer til at skulle bruge hele ferien på at føle mig som en lus mellem to negle.
I år har vi en lille håndfuld af de mennesker, vi har allertættest på med på de små-ferier, vi holder. En dag hist og to dage pist, overnatninger, fællesværelser og hele balladen, og mens vi er afsted taler vi om, hvad der måske kunne give mening at gøre sammen til næste år.
Nogle af dem har selv lidt bogstavbøvl inde på livet, andre kører stringent alfabet. Nogle har børn, andre rider solo, men alle er mennesker, vi holder af, og fordi vi kan tale om tingene, helt åbent, er der faktisk ret gode chancer for at ende med noget, som giver mening for alle.
Helt lavpraktisk begynder vi at snævre os ind på noget all inclusive, et sted, hvor det er varmt, uden at være ulideligt, og hvor hvor alle mand har eget værelse med en dør, der både kan og må lukkes. Så altså, hotel og ikke hytte/lejligheder. Der skal være lidt at lave, men det vil være overkill at køre La Santa. Ikke for meget spring break-vibe, men noget vandland, måske, og et par steder i nærheden, man kan besøge og suge lidt let kultur eller lokal cuisine.
Hvis man sidder med et bud på, hvor det kunne være, sidder jeg her bag skærmen med øjne og ører så store som tekopper, så meld endelig ind.
Jeg håber, at I har det godt, derude i ferielandet.
M2024, uge 26
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg brugt uforholdsmæssigt mange timer på at finde ud af, hvad der er op og ned på abonnement og priser på en ny telefon.
Begge børn trænger til en ny mobil, og jeg har af en veninde købt en iPhone 11 med masser af hukommelse til Frida, som har ti millioner billeder og videoer af hende og damerne liggende.
Planen er, at jeg køber en 15’er til mig selv, og at Anton så overtager min 12’er – men jeg kan ikke få lov at tage mit nuværende abonnement med over, hvis jeg køber en ny.
Og jeg ved godt, at YouSee skal tjene penge på abonnementet, når de giver rabat på telefonen – men lige nu har jeg 100 GB til 159 kr. i måneden, og det tætteste, jeg kommer på med en ny, er 80 GB til 219 kr. Det har jeg selvsagt ikke lyst til.
Jeg har ALT samlet hos YouSee, og har været kunde der i over 12 år, og det bliver sgu lidt en principsag for mig, at jeg ikke vil straffes for at smide næsten 10.000 kr. hos dem.
Derfor er jeg ved at kigge på, om jeg skal flytte rub og stub, eller om jeg skal købe mobilen på afbetaling hos f.eks. Elgiganten – for det er jo i princippet det samme, man gør, når man køber den gennem sit teleselskab. Betalt af over to år, betyder den højere abonnementpris, at jeg faktisk kan betale 1440 kroner mere for telefonen et andet sted, og stadig vinde, fordi jeg sidder med 100 GB i stedet for 80.
Derudover hænger jeg på den højere pris for abonnementet, når telefonen er betalt ud, så den ender med at blive dyr på sigt, selvom den måske er lidt billigere nu.
Erik, som jeg havde til Økonomi & Regnskab på handelsskolen, var nærmest tvangshysterisk med at indprente os, at det er de faste udgifter og ikke de variable, der er farlige, fordi de faste er sværere at komme af med igen. Han ville være stolt af mig nu.
2.
Har jeg kørt en hurtig oprydning i de fire køkkenskabe, hvor jeg har glas, skåle, tallerkner og plastbøtter, fordi jeg pludselig syntes, jeg havde for meget af det hele.
Det var ikke planlagt, og det er jo ikke mere end 5 måneder siden, jeg var skabene igennem sidst, men der er kommet et par nye skåle til, og jeg har også købt en håndfuld glas med låg og sugerør, fordi der altid er børn i det her hus: Det er smart, at de kan have deres saft med i haven, uden at det bliver hvepsenes foretrukne spa-resort, og det er også meget rart, at det ikke er HELE glassets indhold, de hælder ud over gulvet, når de kommer til at vælte det på værelset.
Jeg valgte at rydde op en dag, hvor jeg var edderspændt rasende, og det kan anbefales, for dels gik det virkelig hurtigt, og dels var jeg MEGET villig til at skille mig af med alt, der ikke sparkede instant joy.
3.
Ved jeg ikke, om det er luftfugtigheden, der generelt er blevet højere, eller om det er fordi begge børn pludselig kan bruge tiiiiiimer på badeværelset, men jeg synes, der hurtigere opstår skimmelsvamp i bruserummet nu, end der tidligere har gjort. Og hvor det før sad de helt forudsigelige steder (f.eks. hjørner og helt nede ved gulvet), så kommer der nu lidt hist og pist, helt random steder på fugerne.
Vi har før snakket om Rodalon vs klorin, og jeg er Team Klorin. Men det er ikke ret nemt at sætte en stofstrimmel lodret fast midt på en væg, så nu har jeg i stedet klippet et pudevår til konfetti, og har hældt klorin i en tom neglelakfjerner-krukke af dem, hvor man får acetonen op ved at trykke ned på toppen. Stoffet er så tyndt, at jeg kan sætte de små stykker fast på væggen på samme måde, som mænd kan sætte små stykker toiletpapir fast på kinden, hvis de skærer sig under barberingen, og det er så nemt, at man faktisk får det gjort.
For god ordens skyld: Husk, at klorin kan misfarve fliser og fuger, gør det (for miljøets skyld) kun, når det er nødvendigt, og brug handsker, så du passer på din hud.
*
Månedens mål (juni, 4/4)
*Jeg har haft haven på som det gennemgående punkt, og nåede faktisk lidt derude, inden solen besluttede sig for at se, om den kunne smelte skelettet gennem huden på mig. Oh well. I morgen er der atter en dag (-som forhåbentlig er køligere..).
*Til gengæld fik jeg en uventet fridag fredag, og den udnyttede jeg til at få ryddet helt op i bryggerset, så alle skoletasker og poser med skiftetøj blev tømt, alting blev vasket og sorteret, og det hele blev lagt på plads.
Fordi jeg havde et par kasser fra min ragecleaning i køkkenet, som også skulle til genbrug, endte jeg med at have 3 store kasser med glas, krus og for korte bukser, som jeg samme dag fik sendt videre ud i verden.
Jeg har som eneste fokuspunkt denne sommer at komme gennem den med overskuddet i behold, og én af de ting, der kan æde det hurtigt er, hvis her roder så meget, at jeg ikke kan tænke.
Derfor er det mere end rart, at jeg allerede på feriens første dag fik et forspring.
*
Som nævnt i sidste uge, holder M2024-indlæggene sommerferie i juli.
Planen var egentlig, at jeg ville have listet op, hvad jeg har på tegnebrættet til efterårets månedsmål, men tiden er løbet fra mig, og jeg tænker ikke, at det holder nogen vågen om natten ikke at vide det nu.
Jeg stikker hovedet herind, når det lige passer de næste uger, men uanset om I bliver her sommeren over, eller om I stikker af til fjerne himmelstrøg og først læser op på bagkant, så håber jeg, at ferien bliver alt det, I hver især har brug for, og håber allermest, og at I får lov at bruge den med dem, I holder af.
I øvrigt:
*Har jeg udstedt forsamlingsforbud herhjemme, fordi begge børn er så blæste af dispenserede skemaer og halløj, at de skændes om ALT. Og fordi jeg er den, der skal sørge for badetøj/kontanter/ekstra solcreme/turtasker/solhatte/ekstra vand/og/så/videre kan mit system ikke holde ud 46 gange i timen at skulle gyde olie på vandene og tackle: “HAN LAVEDE KANINØRER PÅ MIG!!” “HUN KIGGEDE PÅ MIN TANDBØRSTE!!” og “DET VAR *MIN* TUR TIL AT KOMME FØRST IND AD DØREN!!” Jeg er halvanden millimeter fra forbudstavler, ensretning og hajtænder.
*Er jeg – igen – blevet flagged på fb. Jeg har ikke engang et bud på hvorfor. Der står intet kontroversielt i de indlæg, der udløser advarslen, og derfor ved jeg ikke, hvad det er, jeg skal undlade at skrive. Hvis det bliver ved, må løsningen blive at lægge et billede op på bloggens fb-side, når jeg poster nye indlæg, og så linke til det i kommentarfeltet.
*Er det somme tider lidt bøvlet at hjælpe sit autistiske barn med at bryde verden ned i forståelige komponenter, for den er sgu kompleks. Men det giver også fra tid til anden nogle ret gode grin bo under samme tag som én, der forstår verden, som han ser den. Som f.eks. da jeg forleden kørte ham i skole, og vi holdte ved siden af en tankvogn fra mejeriet Sømælk: Jeg ville ønske, jeg havde haft på film, da Anton læste det, og med vantro væmmelse i alle træk udbrød: “SØmælk!? That sounds DISGUSTING, mor!!”
*I det hele taget er der meget lige nu, som Anton føler sig personligt angrebet af. F.eks. også Frida, som han i fødselsdagsgave gav den skin-roller, hun havde ønsket sig – uden dog at forholde sig til, hvad det var. Det lærte han på den hårde måde, da hun spurgte, om hun måtte prøve den på ham, og han glemte at høre efter, og derfor kom til at svare ja. Han så sådan her ud, da jeg kom ind i stuen:
*Er jeg i gang med America’s Sweethearts på Netflix, som er en doku om cheerleaderne for Dallas Cowboys. Mit hoved er ved at eksplodere. Måden, de bare æder racisme og den SYGESTE bodyshaming på, kombineret med den fuldstændig vanvittige måde at fremelske og dyrke sexappeal, mens man insisterende fastholder en nærmest infantil, religiøs naivitet er mind-blowing!
*Er det muligt, at alle på internettet lige nu er enige om, at Justin Timberlake er usympatisk, men man må give Herlufsholm, at de med deres sagsanlæg mod staten kører en ‘Hold my beer!’ med den her:
Kravet lyder blandt andet, “at skolen efter sit formål og hele sit virke skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre”. De skal også styrke elevernes “kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene”.
Men Herlufsholm mener ikke, at kravet kan bruges til at fratage skolen statsstøtten, fordi kravet ikke angår trivsel, lyder det ifølge avisen i stævningen. (Kilde: TV2)
You can’t make this shit up.
*Havde jeg for første gang nogensinde fat i Apple Support på telefon forleden, som ydede den måske-dårligste kundeservice, jeg *nogensinde* har været udsat for? Og der er ellers kamp om podiepladserne. Men ikke nok med, at Steffen var HELT upåvirket af, at hans produkt, som jeg betaler en relativt anseelig sum penge for, ikke virker, og bare, helt afslappet, henviste til min netudbyder (wtaf?) – han lukkede også samtalen ned (da *han* syntes, at nu var vi færdige), med et: “Ok, held og lykke” – og lagde på. Jeg læner mig op ad af være villig til at tage de 12 år, det ville give at gå fuld Kill Bill.
*Er mit årskort til Moesgaard måske den bedste gave, jeg nogensinde har givet mig selv. Jeg tager en fridag hist og pist, ruller op, og napper en udstilling og en frokost i godt selskab – og fordi vi kører hverdage, hvor børnene er skole, er det ikke nødvendigt med pasning og vi har vidunderlige MOMU næsten for os selv. Det kan på alle måder anbefales.
M2024, uge 25
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg hjulpet min mor med at sætte nogle glas til salg på Marketplace, og i samme ombæring fået lagt de sidste ting fra oprydningen på børnenes værelser op. Jeg har besluttet, at tingene får lov at være sat til salg i 14 dage – er de ikke gået, ryger de til genbrug.
Jeg kan godt mærke, at det er lidt uvant for mig at have så mange ting i mit hjem igen, som prepping har givet mig. Selvom jeg har tænkt over at købe ting, jeg kan bruge uanset hvad, så er det længe siden, jeg har haft 10 stearinlys og 4 pakker batterier.
For ikke at tale om vand på plastikflasker. (Av).
Når man kommer fra god plads og the bare necessities, skal der ikke meget ekstra til, før det kommer til at føles lidt kompakt, og derfor kan jeg godt mærke, at jeg kommer til at skrue op for oprydningen de næste uger og måneder.
Men egentlig er det fint at blive opmærksom på, i hvor høj grad jeg foretrækker den mere skrabede version af mit hjem, fordi overblikket giver mig ro. Det fjerner lidt af den sentimentalitet, der ellers godt kan være en hæmsko for at skille sig af med tøj, man ikke bruger længere, og køkkengrej, der står i vejen i skabet.
2.
Er jeg i gang med at bladre programmerne igennem for Esbjerg og Varde kommunes sommerferieaktiviteter. Vi har brugt tilbud i begge kommuner flittigt de sidste år, og det er en god mulighed for at snuse til nye sportsgrene og kreative aktiviteter uden at binde sig for en hel sæson.
Har du mindre børn og udsigt til en sommer herhjemme, så tjek din kommunes hjemmeside og se, om de ikke har noget lignende. Mange af tilbuddene er gratis, og der er ret meget af det, man kan lave sammen.
3.
Har jeg været på bog-rov – og her må jeg sige, at pladsoptaget ikke generer mig på *helt* samme måde…
Jeg brugte en aften på at grave mig ned i googlesøgninger på de bøger, jeg har på min altid åbne bogliste, og fandt en serie, jeg har haft stående længe, på DBA.
Her vil jeg lige indskyde, at det er en rigtig god ide at klikke på ‘Se sælgers andre annoncer’ når man køber bøger (og tøj og møbler) på DBA. Der kan du hurtigt se, om det er en læsehest, der er løbet tør for plads (#kender), som sælger ud af skattene, eller om det er en virtuel marskandiser, du er faldet over.
Og altså: You do you. Men jeg er HYPER sart med lugte, og jeg kan ikke samle mig om at læse en bog, når den lugter af røg eller hengemt kælder. Hvis en salgsprofil har 385.953 annoncer oppe, med 17 sofaer, 9 reoler, 2-3 biler og en hund, er det nok ikke Hanne og Poul, der bare har ryddet op i stuen – og lever du af at opkøbe dødsboer, står du ikke med snuden i hver enkelt bog, du hiver hjem.
Hende her havde 19 bogserier, alle i samme genre, lagt op, og jeg endte med at få de 3 bøger, som nærmest er urørte, til mindre, end første bind koster, hvis jeg skal købe dem fra nye.
De to andre bøger, jeg gerne ville have, men ikke kunne finde brugt, efterspurgte jeg først på min egen fb-profil, ud fra tanken om, at jeg ofte selv har bøger stående, som jeg har læst, men ikke lige er kommet videre med. Ingen rakte hånden op, så jeg købte dem til fuld pris med ro i sindet over, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at tænke både miljø og økonomi ind.
*
Månedens mål, juni (3/4)
*Jeg har fået vasket de to sidste af mine fire skraldespande. Nu handler det bare om at huske at smide en kande vand med en dråbe sulfo i, når de bliver tømt sommeren over, og så lade dem stå med åbent låg til de er tørre.
*Er jeg ved at revurdere, hvordan jeg skal sammensætte indhold i køleskab og fryser, for hvor målet jo indtil nu har været at få dem tæt-på-tømt, så handler det i disse dage lidt mere om at tænke over langsomt at få opbygget en base af mad, der ikke fordærver på 20 minutter, hvis strømmen går.
Igen er jeg ved at gå moderat amok over, at der pludselig er NOGET mere indhold på hylder og i skuffer, end jeg plejer at køre med, så det er work in progress at få indarbejdet en rytme, hvor vi ikke ikke kører med planøkonomiske tilstande, men heller ikke har så meget liggende, at overblikket ryger, og maden bliver for gammel.
*Haven ligner til gengæld noget, der er løgn, så den er på den kommende uges to-do. Men – MEN! Jeg skal lige bruge lidt spalteplads på at prale, for nu har vi jo talt en del om min nærmest latterlige mangel på evner i haven.
Men se lige her:
Ja. Started from the bottom, now we’re here! Det her er en have-profil nu, og Søren Ryge kan godt begynde at passe på haserne.
*
Næste uge rammer vi det sidste indlæg inden sommerferien, og jeg har besluttet, at M2024-indlæggene holder ferie i juli. Jeg kommer stadig til at blogge lidt, når det lige passer, så det er ikke fordi der bliver helt stille herinde, men jeg har brug for at kunne smide min kalender over skulderen og være ligeglad med, om det er mandag, torsdag eller lørdag.
Jeg laver en opsamling på Månedens Mål-projektet på fredag, fordi vi nu er halvvejs – og hvis jeg når det, får jeg kigget på, hvad jeg gerne vil have på af punkter resten af året.
Spørgsmål og ønsker er er velkomne, og man behøver ikke have en forkromet og deltaljeret plan for, hvad punktet kan hænge sammen med. Meld ind, hvis du har noget; så ser jeg, om ikke jeg kan binde det sammen med de emner, jeg har i tankerne.
Glædelig midsommer og solhverv.
