I sidste uge skrev en god insta-penneven til mig og spurgte om min holdning til alder og SoMe. Mere specifikt om jeg synes, at man godt må få en insta-profil, hvis man er et fornuftigt barn på 11 år.
Fordi jeg selv går og tumler med det her, spurgte jeg, om jeg måtte konvertere spørgsmålet til et indlæg, så vi kan få så mange synspunkter som muligt med, og det fik jeg lov til.
Min holdning til børn og skærme skrev jeg om i det her indlæg sidste år, og den har ikke ændret sig. Men børnene er blevet et år ældre, og digitale år følger nogenlunde samme omregningstabel som hundes, kan jeg godt begynde at se.
Der er med andre ord sket meget, og det afstedkommer naturligvis også nye dilemmaer.
For at starte in house:
Anton gider ikke andre medier end YouTube og så de chatfunktioner, der er knyttet op på spil.
Frida derimod skal bede om det hele – og helst i går. Hun er dagligt ved at gå *til* over, at jeg ikke vil give hende en instakonto, og at jeg siger nej til en offentlig profil på TikTok og Snapchat.
Ift. aldersgrænse kræver alle 3 platforme, at man skal være 13 år for at oprette sig som bruger – men som alle ved, er der ingen kontrol med, om det rent faktisk er tilfældet.
Herhjemme har jeg forældrekontrol på ALT. Børnene kan INTET hente, uden at jeg godkender det først; hverken apps, tilbehør eller programmer, og derfor er det – lige her – stadig mig, der ubetinget bestemmer det hele.
For et par måneder siden sagde jeg ja til, at Frida måtte hente TikTok og Snap ned på sin telefon, men for begge gælder, at hun må kigge, men ikke selv poste. Når hun leger med veninderne bruger de begge apps, fordi der i dem er nogle sjove filter-funktioner, og fordi de kan lave små dansevideoer, som de så bare gemmer på telefonerne.
Aftalen er, at jeg skal godkende, både hvem hun accepterer venneanmodninger fra og hvem hun sender følgeranmodninger til; det sidste fordi min holdning er, at det er min opgave at sikre, at hun ikke sender venneanmodninger til mine venner eller hendes egne venners forældre. En afvisning fra en voksen kan godt føles lidt voldsom, når man bare er et barn (hvilket jo i sig selv er et argument for aldersgrænsen), men det er heller ikke helt rimeligt, at man som voksen pludselig skal tænke over, hvad man poster, fordi der er børn, der kigger med.
Min umiddelbare holdning er, at man – hvis man ellers vurderer, at det er et fornuftigt ungt menneske, man står med – godt kan slække en smule på alderskravet. Ikke mindst fordi jeg synes, at det kan være farligt, hvis man får adgang til SoMe, samtidigt med, at alle hormoner i verden gør deres entre. Det er lidt som at gå direkte fra et løbehjul til en Ferrari, og jeg synes måske ikke helt, at man får tid til at danne sig sine egne, gode vaner, før det hele går op i teenage-usikkerhed og frygt for ikke at være en del af inderkredsen.
Jeg oplever, at det fungerer ret godt, at Frida har fået lov at eksperimentere lidt med, hvad f.eks. Snap kan have af fordele og ulemper, mens hun stadig spørger mig om alt, hvad hun er i tvivl om, og også uden at kny accepterer, hvis jeg træffer beslutninger på hendes vegne.
Eksempelvis var der pludselig opstået nogle grupper på Snap, som hun var med i, fordi de er nogle stykker fra klassen, der spiller med hinanden, og så har Snap kørende ved siden af, så de kan snakke sammen samtidigt. Den funktion kan jeg ikke deaktivere, fordi gruppen består af børn, hun i forvejen er venner med. Men jeg har ikke sagt ja til, at hun må være med i grupper, og her var tale om børn, der i deres respektive hjem har andre regler end dem, vi kører med her, og derfor bad jeg hende om at forlade grupperne igen. Det hele foregik stille og roligt, og gav anledning til en god snak om, hvordan og hvornår man skal/gerne vil være tilgængelig, hvordan konflikter kan starte digitalt, og så være svære at parkere IRL. osv. Faktisk virkede hun lidt lettet over at være hoppet ud af det drama, der somme tider udspillede sig, og det synes jeg er en vigtig lektie.
Der, hvor jeg til gengæld kan være bekymret, når vi taler SoMe og alder er dels ift. det skamredigerede billede af virkeligheden, disse medier kan tegne, men også at en app som Insta i dag nærmest som hvert andet opslag har forslag til, hvem du *også* kan følge.
Det er jeg ikke vild med, for det betyder, at tingene meget hurtigt kan udvikle sig i forkert retning. Børn (og bekymrende mange voksne) er meget lidt kildekritiske, og det er der mange afsendere, der helt åbentlyst udnytter. Reels, der ligner jokes eller søde dyrevideoer, men som 4 frames inde er fulde af politik, had og rabiate holdninger. Opslag, der skal ligne helt normale snapshots fra helt almindelige liv, men med så meget og så tydeligt product placement, at man *næsten* må grine.
Næsten.
Det synes jeg er problematisk, for det går SÅ hurtigt med at få algoritmen tunet til at gå ned af bestemte veje. For et års tid siden var jeg kortvarigt ret optaget af noget japansk fotokunst, og det tog vitterligt en uge fra jeg klikkede på det første forslag til 3/4 af mit feed bestod af japanske fotos. Det er jo fint, når vi taler om kunst – men det er knap så fint, hvis de første opslag, man får klikket på, fordi der er én, der laver en sjov dans, i virkeheden er poleret incel-facade eller gateway-profiler til radikalisering.
Så for lige at opsummere: Jeg er lidt-pro, at man kan give lov, hvis man har en 11 eller 12-årig, der ellers træffer gode beslutninger, og som ikke udviser tegn på noget, der kan tippe over og blive rigtig svært (f.eks. mad og motion) – og jeg er endda lidt-mere-pro, hvis man har at gøre med et ungt menneske, der af den ene eller anden grund tilhører en gruppe, som der måske ikke lige er så mange andre af i lokalområdet. Her tror jeg, at sociale medier kan være en hjælp, fordi man får nogen at spejle sig i, så man ikke føler sig så alene.
Men én ting er at give dem nøglerne. Noget andet er, hvordan man så sikrer, at de kører forsvarligt.
Jeg er modstander af, at man roder i sine børns telefoner. For mig er den at sidestille med en dagbog, og i min optik skal der være stærke mistanker eller alvorlig bekymring for noget meget specifikt, for at man kan forsvare at gøre det. Jeg ville f.eks. være nødt til at dø i en frygtelig fart, hvis nogen rodede min telefon igennem, og hvorfor skulle det forholde sig anderledes for børn? Alle har ret til et privatliv.
Men fordi man jo stadig virkelig, virkelig gerne vil passe på det bedste, man har, så er man nødt til at have en smule opsyn med dem derude, uanset om de er 11 eller 14, når de får en profil.
Men man er måske nødt til at slippe ideen om, at man kan holde øje med dem hele tiden. Ligesom vores forældre også sendte os til de første sodavandsdiskoteker og klassefester uden at vide, om vi faktisk havde de redskaber, der krævede at holde de aftaler, vi havde lavet med dem, og til at sige nej til stoffer og forkert selskab. Man er nødt til at klamre sig til en vis form for tillid til, at man er lykkedes med at installere et kompas i dem, og at de ved, hvordan de skal bruge det. Og spørger om hjælp, hvis de farer vild. Men det kan ikke testes i laboratoriet, og derfor er de første gange, man slipper dem løs, både på nettet og IRL, vel i sagens natur angstprovokerende og forbundet med både usikkerhed og nervøsitet.
Jeg ville synes, det var oplagt, at jeg fulgte dem, når de oprettede profiler, fordi det jo giver en vis form for kontrol med, hvad de poster – men det giver jo det helt åbentlyse modspørgsmål, om de så også skal/må følge mig? For det er jeg ikke sikker på, at jeg egentlig har lyst til, at de gør.
Ja.
Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Så TLDR: Jeg er tilbøjelig til at mene, at man godt må lave en individuel vurdering af sit barn og fravige aldersgrænsen med et år eller halvandet. Men jeg synes også, at der er reelle argumenter, der taler imod.
Og uanset hvor gamle mine børn er, når jeg endelig giver dem lov til at oprette profiler, så har jeg ét ufravigelige krav, så længe de er under 15: Jeg vil have lov at kigge med i de grupper, de potentielt kommer med i, hvis der også er voksne med i gruppen.
F.eks. var vi i søndags til gudstjeneste i den kirke, hvor Anton måske/måske ikke skal gå til konfirmationsforberedelse. Det var … en oplevelse, som jeg mener mange forskellige ting om, men det, der er relevant hér er, at præsten bagefter lagde op til, at børnene skulle sende ham en venneanmodning, så han kunne oprette en gruppe på Facebook, som ‘kun var for konfirmanderne’.
Jeg kender ham ikke overhovedet, og han kan være det rareste, mest gudfrygtige menneske, der nogensinde er skabt. Det ændrer ikke på, at Anton under ingen omstændigheder overhovedet får lov at være venner med en voksen mand, og komme med i en gruppe, uden opsyn og hvor der ikke er andre voksne til stede.
Men nu har jeg ævlet løs i øst og vest, og jeg er enormt nysgerrig efter at høre, hvad I mener om alt det her.
Inden I slår jer løs, vil jeg bare lige minde om, at der her i klubhuset helt givet vil være nogen, der har givet lov, og måske også meget tidligere end 11 år – ligesom der også vil være nogen, der kører stramt nej, indtil børnene fylder 15. I har altid været gode til at formulere jer sobert og ordentligt, og fordi det her er vores børn, vi taler om, hvor tæerne godt kan være ekstra ømme, vil jeg bare appellere til, at dette ikke bliver det første indlæg, hvor vi fraviger den tradition.
Det her indlæg bliver meget langt og meget emnespecifikt. Det vil ikke være relevant for alle, og har man ikke spektrumdiagnoser/udredning inde på livet, hopper man det bare over. Dog vil jeg sige, at det for familier, der står med de her problemstillinger, formentlig ville være en yderst velkommen oplevelse, at de mennesker, de har omkring sig, forstår, hvad det er, de står i/er igennem.
Jeg har modtaget 8 spørgsmål, som jeg efter bedste evne vil prøve at svare på:
1. Det private vs. det offentlige
2. Hvordan foregår en udredning?
3. Mistanke om diagnose, men barnet trives for nu. Udredning eller ej?
4. Jeg mistænker diagnose hos mig selv – hvad gør jeg?
5. Jeg mistænker diagnose hos mit barn – andre primær-personer er uenige. Hvad gør jeg?
6. Hvornår kan man tillade sig at bruge solsikkesnoren?
7. Bør man melde sig ind i Landsforeningen for Autisme?
8. Kravreduktion vs. opdragelse
Det er vigtigt for mig at understrege, at der er meget stor forskel på kommuner og regioner, og at man, fordi der er et lovgrundlag og en procedure, desværre ikke er sikret, at disse overholdes og følges. Det kunne jeg skrive meget og længe om, men det er ikke det, der skal fylde her; jeg vil bare gerne have det med, så man er forberedt, hvis man enten selv støder på afvigelser eller hører om nogen, der har haft et andet forløb, end det, jeg beskriver her.
Indlægget bygger på mine egne erfaringer, og der vil helt sikkert være elementer af udredningsafsnittet, som er anderledes, hvis det ikke er ADHD eller autisme, der udredes for. Når jeg alligevel vælger at skrive det, er det fordi, min egen oplevelse har været, at man ikke kan få et klart svar nogen steder, når man som ny forælder er på vej ind i det her. Ingen vil rigtigt ud med noget, fordi der *er* masser af nuancer og undtagelser – men man bruger utroligt mange kræfter på at forsøge at skabe sig bare et minimum af overblik, og derfor får I det, jeg har fået stykket sammen undervejs.
Ifald det bliver sendt til nogen, der ikke kender mig og min baggrund er den som følger:
Jeg er mor til Anton på 12 år, som har diagnosen Infantil Autisme og Atypisk Søvnforstyrrelse. Han er udredt i det offentlige.
Jeg er mor til Frida på 7 år, som har diagnoserne ADHD og Atypisk Søvnforstyrrelse. Hun er udredt i det private.
Jeg er 46 år og selv for nyligt sen-diagnosticeret med ADHD. Jeg er udredt i det offentlige.
Jeg er tegnsprogstolk og har gennem de sidste 22 år tolket udredningsforløb mange forskellige steder i Danmark.
Sidst men ikke mindst: Et grundgodt menneske, jeg har været så heldig at have i periferien af mit liv i over 15 år, er igang med sin speciallægeuddannelse til børne- og ungdomspsykiater. Hun tilbød sin hjælp, og jeg har fået hende til at læse indlægget igennem inden udgivelse, så jeg ikke skriver noget, der er helt skævt. Eventuelle fejl og uklarheder er mine alene.
Lad os komme i gang.
1. Det Private vs. det offentlige
Vi starter her, fordi det er inden selve udredningen, den største forskel mellem det offentlige og det private består.
Det offentlige:
Både egen læge og skole/PPR kan henvise barnet til udredning, så i princippet bør man kunne starte begge steder. Min erfaring er dog, at Børne- og Ungdomspsykiatrien (BUP) i langt de fleste tilfælde afviser henvisninger, der ikke kommer fra PPR.
Mit bedste råd er derfor, at man starter med at gå til egen læge og insistere på at få henvisningen; simpelthen fordi det i den her fase handler om at lukke døre, så man ikke spilder tiden på at løbe forgæves mellem skolen, der siger ‘egen læge’ og egen læge, der siger ‘skolen’. I vores tilfælde afviste BUP Fridas henvisning fra egen læge på 5 timer med henvisning til PPR, men med Anton brugte jeg 2 måneder på at rende fra skolen til lægen og tilbage til skolen, og her tog det trods alt kun én dag.
Herfra handler det så om at få PPR i tale. Igen kan man i princippet selv henvende sig, men ofte er der desværre så mange børn på venteliste, at de er nødt til at tage de mest kritiske børn først. Det betyder helt lavpraktisk, at man her i Esbjerg Kommune reelt er tvunget til at vente på, at barnet kommer i mistrivsel, men om det er det samme i hele landet, ved jeg ikke. Lige her har jeg kun min egen erfaring at trække på.
Derfor vil PPR ofte først komme på banen, når skolen tager initiativ, og dermed bliver det typisk de børn, der fylder i skolen, som tidligst får hjælp, f.eks. hvis de larmer, er urolige, udadreagerende eller i tydelig mistrivsel. Som vigtig tilføjelse vil jeg sige, at det er meget typisk, at man som forældre ser problemet hjemme længe før det kommer til udtryk i skolen, simpelthen fordi barnet er trygt derhjemme, og det derfor er der, masken falder. Man kan “hjælpe” skolen på vej ift. at få PPR råbt op ved at være *meget* insisterende. Det var jeg, og det kan godt lykkes, men det er hårdt arbejde, fordi man kæmper mod både lærerskift, skoleferier osv. og mod de økonomiske begrænsninger, som skolen er underlagt.
Når PPR er ombord, er deres opgave at lave en vurdering af, i hvilke situationer barnet er udfordret/mistrives, og hvad der er brug for af hjælp. En del af deres opgave er at udelukke, at barnets udfordringer kan handle om noget helt konkret, f.eks. nedsat hørelse, ordblindhed, begavelse osv. De udarbejder på denne baggrund det, der hedder en Pædagogisk Psykologisk Vurdering, en såkaldt PPV, som er et redskab til de fagfolk, der er omkring barnet.
Hvis skolepsykologen ender med at indstille barnet til udredning, vil det være med udgangspunkt i PPV’en, og BUP får dermed et godt forhåndskendskab til barnet og dets udfordringer, inden de påbegynder selve udredningen, hvilket betyder, at de kan målrette udredningen tidligere i forløbet.
Det private:
I det private starter man der, hvor PPR stopper i det offentlige. Man springer hele den indledende del over, og det kan der siges både godt og dårligt om.
Den første og største fordel er tidsbesparelsen. Antons udredning tog næsten 3 år, Fridas tog 8 måneder. Når vi taler om de her børn, så er tid uendelig vigtigt, fordi deres kurver ofte stiger lodret, når kravgraden i skolen stiger i takt med, at de bliver ældre.
I det private er der også den store fordel, at man ikke skal bokse med dørmænd, der har økonomiske interesser i de ressourcer, der eventuelt skal allokeres til barnet.
Ulemperne er, at den, der skal lave udredningen ikke kender barnet, og at vedkommende er en tredjepart, der ikke har et etableret samarbejde med skolen/institutionen.
Ift. muligheden for at blive udredt i det private, er der flere veje at gå. Man kan enten selv betale ved kasse 1 (det her bliver der ofte spurgt til i de grupper på fb, jeg er med i, og jeg kan se, at prisen ligger på ca. 25.000 kr.), man kan tjekke, om den eventuelle sundhedsforsikring, man har, dækker udredning (det gjorde vores ift. Frida), eller man kan skifte til sygesikringsgruppe 2. Den model kender jeg intet til, men man kan læse mere om den her.
En udredning fra det private er fuldt ud ligeså gyldig som én, lavet i det offentlige, men laves en udredning af et barn gennem PPR (det offentlige), har skolen været på banen langt tidligere, end hvis man bare stiller med en diagnose, og derfor kommer man nok til at skulle lidt mere på banen som forældre, hvis skolen først kommer med ombord, når udredningen *er* lavet.
Den privatpraktiserende psykiater kan efter udredningen ‘hentes over’ til netværksmøder osv.; dette kræver bare, at man på bagkant får en henvisning fra egen læge.
Nu er vi fremme ved døren. Så:
2. Hvordan foregår en udredning?
En udredning består, skåret ind til benet, af 4 dele: En screeningssamtale, et forældreinterview, en test/observationsdel og en afsluttende samtale.
Screeningssamtalen ligger altid først, men de andre 3 dele har jeg set i alle tænkelige konstellationer af rækkefølge, og jeg har også oplevet, at nogle kommuner/regioner slår nogle af elementerne sammen.
*Screeningssamtalen
Den første, lange samtale, hvor det vurderes, om der overhovedet er grund til at lave en udredning. Man deltager sammen med sit barn, og vurderingen bygger på både det, man selv fortæller, det man spørges om, og barnets svar og adfærd.
Jeg har kun oplevet og set, at man, inden man går hjem, har fået svar på, om der kan laves en udredning. Hvis ikke, slutter udredningsdelen her, og man må tilbage til skolen og finde ud af, hvordan man hjælper barnet videre.
Vurderes det, at der kan være noget om snakken, starter næste del af udredningen, som består af nedenstående elementer.
*Forældreinterview
En seance af et par timers varighed, hvor der bliver spurgt ind til barnets udvikling, og særlige hændelser, der eventuelt kan have haft betydning for barnet. Der fokuseres på bestemte aldersområder, afhængigt af diagnose-mistanke; f.eks. kigger man ved udredning for autisme meget på perioden omkring 3-års alderen.
*Observation af barnet i institution/børnehave/hjemmet
Her observeres adfærd og samspil, der er relevant for den diagnose, man er i gang med at udrede for.
*Opmærksomhedstest/intelligenstest/ADOS/diagnostisk interview med barnet
Igen vil testens indhold afhænge af, hvad man udreder for og hvor gammelt barnet er, men alle tests og interviews er designet til at tydeliggøre, hvor barnet er udfordret og hvordan.
*Afsluttende samtale/konklusion
Samtale, hvor man kort og godt får resultatet af udredningen, og hvor der, hvis diagnosen stilles, laves en plan for det videre forløb.
———
Her slutter fakta-delen af indlægget, og de næste 5 afsnit falder i holdningskategorien. Det er mit forsøg på at besvare på de spørgsmål, jeg har fået i kommentarfelter, på Instagram og i indbakken, og det, jeg skriver, står helt for egen regning.
———
3. Mistanke om diagnose, men barnet trives for nu. Udredning eller ej?
Her grænser jeg nok til at være inhabil, for i og med, at jeg har valgt udredning af os alle tre, ligger der jo i dét en indikation af min holdning.
Men når det er sagt, så tror jeg ikke, at jeg kan komme i tanke om én eneste grund til ikke at få lavet udredningen af et barn, hvis mistanken er der; økonomi værende den eneste undtagelse.
Af mange grunde. Dels er det umuligt at forudsige, hvordan ADHD, autisme osv. udvikler sig, og hvor barnet viser sig at være udfordret. Rigtig mange af dem, der er dygtige til at maskere, får det rigtig, rigtig svært omkring 5. klasse, fordi der i de år sker så meget, både fagligt og socialt, at det bliver for mange bolde at holde i luften, samtidig med, at man er på kronisk overarbejde for bare at være tilstede. Hvis man først dér som forældre sætter ind, er der lang vej til en diagnose og hjælp, og de her børn er i forvejen i forhøjet risiko for at udvikle overbelastningsreaktioner, som ofte leder til skolevægring, selvskade, OCD eller depression. Derudover hører jeg også mange steder fra, at man kommer til at kæmpe mod sin egen historik, for ‘det er jo gået så godt indtil nu’.
Hvis barnet er ældre, og man først begynder at lægge mærke til noget omkring 14-15 års alderen, er min tanke, at man må tale åbent med barnet om det, så man meget tydeligt får signaleret, at man gerne støtter op om en udredning, hvis barnet gerne selv vil have den lavet. Samtidig ville jeg selv sørge for at være *meget* tydelig omkring, at der ikke er noget forkert eller farligt ved en eventuel diagnose, så barnet ikke skal bruge et i forvejen sparsomt overskud på at være bange for at være forkert eller skuffe sine forældre.
For mig at se er der ikke noget at tabe. Er der ingenting at komme efter, behøver man ikke tænke mere over det. Er der noget, er det adgang til øget selvforståelse og hjælp.
Og til dem, der måtte sidde med ‘hvorfor skal alle pludselig have en diagnose’ bagerst på tungen: Mit bud er, at man, hvis man kigger på udviklingen indenfor medicin, vil se den samme kurve for alle typer af sygdomme, nemlig at kurven, når vi pludselig får øjnene op for, at noget hænger sammen, i en periode stiger voldsomt. Ikke som udtryk for at flere bliver syge, men som udtryk for, at vi pludselig får en forståelsesramme at sætte nogle symptomer ind i, og at udfordringer, der før bare blev tilskrevet hysteri eller indbildning, nu pludselig viser sig at være symptomer på en reel lidelse.
4. Jeg mistænker diagnose hos mig selv – hvad gør jeg?
Jeg har grebet det an på samme måde for os alle 3: Jeg har haft en liste liggende på mit bord, og hver gang, jeg har bemærket noget, som har været ‘skævt’, har jeg skrevet det på.
Samtidig har jeg opsøgt viden, både bøger og podcasts, men faktisk også helt lavpraktisk på SoMe, hvor jeg har fulgt både professionelle og mennesker med diagnoser. Ift. sidstnævnte er det selvfølgelig vigtigt at være kildekritisk, og også at have i baghovedet, at selvdiagnosticering inden for det her område er meget udbredt, men over tid og med input fra mange forskellige afsendere, tegner der sig alligevel over tid et billede.
Jeg har listet de udfordringer, jeg bøvler/har bøvlet med, sammen med inspiration til litteratur og IG-konti i et tidligere indlæg her.
5. Jeg mistænker diagnose hos mit barn – andre primær-personer er uenige. Hvad gør jeg?
Mit råd her vil være at starte med at gøre det samme, som jeg nævner ovenfor, nemlig at begynde at skrive de ting ned, man ser og studser over. Min oplevelse var, at jeg, da først jeg startede, ret hurtigt kunne se et mønster i de forskellige udfordringer og skævheder.
Hvis man har modstand mod noget, er det ofte fordi man enten ikke forstår det, ikke ved, hvad man kigger efter, eller er bange for, hvad det, man ser, kan indebære. Min erfaring er, at det kan være en hjælp at være meget konkret, når man forsøger at synliggøre overfor en afvisende lærer/pædagog/ægtefælle, hvor man ser udfordringerne.
Måske finder man ud af, at der faktisk ikke er “noget”, når man vil skrive det ned og dermed skal være konkret, eller måske bliver man bestyrket i sin mistanke. Sker det sidste, må man prøve at gå til de andre primær-personer igen, og afviser de stadig, må man overveje, om der er andre veje at gå. F.eks. om det er muligt at sparre med egen læge eller om man kan opsøge andre, der har erfaring på området. Her er fb-grupper ofte en god mulighed.
6. Hvornår kan man tillade sig at bruge solsikkesnoren?
Det her spørgsmål popper jævnligt op i de forskellige fora, jeg er med i, fordi nogle er bekymrede for, om konceptet bliver udvandet, hvis folk, der ikke har en officiel diagnose, begynder at bruge solsikkesnoren.
Jeg synes bare, at man skal give den gas. Den giver ingen privilegier i form af rabat eller forlommer i køen, og da den bliver brugt af alle (der har lyst) med usynlige handikap, er det ikke én særlig gruppe, man ‘tager noget fra’ ved at signalere tilhørsforhold, selvom det måske, diagnosemæssigt, viser sig ikke at holde stik.
Snoren appelerer til tålmodighed og lidt mildere øjne, og jeg har svært ved at se, at det på nogen måde kan være en dårlig ting.
7. Bør man melde sig ind i Landsforeningen for Autisme?
Som gammel TR kommer jeg til at dø med sværdet i hånden ift. at jo flere man er, jo stærkere står man. Og har man autisme inde på livet, synes jeg på alle måder, at man skal støtte op om enhver form for organisering, der på sigt kan give primærgruppen indflydelse på de valg, der politisk træffes på gruppens vegne, og hvor der er hjælp at hente for den enkelte familie.
8. Kravreduktion vs. opdragelse
Rigtig mange børn med diagnoser har i nogle situationer en adfærd, der står i skærende kontrast til, hvad vi som samfund opfatter som ‘rigtigt’. F.eks. kan de have rigtig svært ved at sidde stille ved bordet, de kan være meget selektive ift. mad, og de kan have et skærmforbrug, der ville få Lola Jensen til at slå korsets tegn for sig.
Derfor er det jævnligt oppe at vende, om man skal stå fast på, at barnet f.eks. skal smage ny mad eller blive siddende ved bordet, til alle er færdige – eller om man bare må give op.
Min oplevelse er, at de her spørgsmål ofte kommer fra ‘nye’ forældre, fordi man i den fase stadig kæmper med at forstå, hvad det egentlig vil sige at have (et barn med) en diagnose. Det er en super frustrerende fase, og man bliver, både der og i årene der følger, jævnligt ramt af ‘men det kan sgu da ikke passe, at det skal påvirke ALT!? Kan jeg ikke engang have dem med ud at handle!?’ For mig hjælper det altid at tænke på, hvad man ville gøre, hvis man havde et barn i kørestol. Med et synligt handikap ville det være nemmere at forstå, at nogle ting er nødt til at være anderledes for det her barn, end det er for andre, og at det ikke handler om, at barnet ikke vil, men at det ikke kan.
Når man med tiden begynder at forstå, *hvorfor* et barn har en bestemt adfærd eller reagerer på en bestemt måde, så mister man automatisk lysten til at stå fast på Skal & Plejer, synes jeg.
For at tage et konkret eksempel:
Mine børn har meget svært ved at sidde stille ved bordet, og i starten troede jeg, at det handlede om opdragelse og manglende vedholdenhed fra min side.
Men i takt med at jeg begyndte at forstå, at børnene reagerer, når de er overstimulerede, begyndte jeg også at lægge mærke til et mønster, nemlig at ingen af dem har problemer med at sidde pænt og relativt længe ved bordet om morgenen, mens de nærmest kravler på væggene om aftenen. De skal begge ‘hentes’ tilbage til bordet 5-6 gange i løbet af et aftenmåltid, som tager 5-10 minutter.
I dét ligger der til mig en information om, at uroen skyldes, at hele systemet er så overbelastet af at have været i skole og omkring andre en hel dag, at den samlede mængde af stimuli (madens tekstur og smag, øjenkontakt, samtale, taktile stimuli fra bord, stol og gulv, lys og lyde fra vejen og fra naboen osv. osv) bliver for overvældende til at kunne holdes nede/maskeres.
Med dén forståelse mister jeg lysten til at insistere. For det ville jo svare til at tvinge sit barn til at holde hånden på en kogeplade, de er i gang med at brænde sig på. Derfor bliver man nødt til at gentænke sine regler og sit levemæssige set up, for selvfølgelig er der nødt til at være en form for orden i kaos, hvis ikke man skal ende med at grave sig ned i haven i afmagt.
For os betyder det, at man skal (prøve at) blive siddende, mens man spiser, men må sige tak for mad, så snart, man er færdig; også hvis det er efter 3 minutter. Til gengæld skal man så sætte sig i sofaen eller gå ind på værelset, så man ikke forstyrrer den/dem, der stadig spiser. (Som ikke på *nogen* måde har brug for yderlige afledning…!) Vi spiser kun aftensmad sammen med de allernærmeste, og kun til særlige lejligheder, simpelthen fordi det er en begivenhed, der kræver for meget af børnene på et tidspunkt, hvor de ikke har mere at give af.
Man må gøre op med sig selv, hvordan energien er bedst brugt, ligesom det også kan være en god investering at kigge lidt indad og blive klogere på, hvorfor man synes, det er vigtigt, at børn adlyder og gør ting på bestemte måder. Det har i hvert fald for mig ledt til mere elastik og ro i mine beslutninger om at gøre tingene på vores måde, naturligvis med respekt for andre og deres regler i deres hjem, men uden at undskylde for at være dem, vi er.
———-
Med 5 fulde A4-sider er dette det længste indlæg i bloggens historie, og NU fletter jeg næbbet, så I kan komme til. Jeg håber, at de af jer, der har sendt mig spørgsmål, føler, at jeg har svaret fyldestgørende på dem. Ellers markerer I bare; kommentarfeltet er hermed åbent.
For nogle uger siden fik jeg den fineste mail fra H, som jeg har fået lov at konvertere til et ‘I spørger’-indlæg.
Hun skrev:
“Hej Linda.
Nedenstående startede som en kommentar til dit seneste (og tankevækkende) indlæg.
Men som jeg skrev, voksede det sig større og større.
Min kommentar (nu full-on mail) er ikke ment som en undskyldning eller en bortforklaring. Men den er et forsøg på at beskrive min (subjektive) side af min (specifikke) arbejdsdag.
Og jeg når jeg til slut skriver, at jeg rigtig gerne vil have gode, konkrete råd, så mener jeg det. Jeg er slet ikke i tvivl om, at mine kolleger og jeg ville have stor gavn af en form for grov-vejledning. For når jeg læser dit kommentarfelt, tænker jeg at alt er bedre end status quo.
Jeg er nemlig en af dem, der nogen gange sidder på den anden side. Og somme tider får jokket i spinaten, fordi jeg sidder overfor et barn med udfordringer, jeg ikke er klædt på til at håndtere oven i mit fagspeciale.
Jeg er tandlæge og har arbejdet med børn det meste af min karriere. Og jeg har for længst erkendt, at mens jeg er skidegod til de unge, så er jeg ikke særlig god til de små. Og for børn med psykisk bagage er det meget hit-or-miss for mig. Desværre.
Jeg har det faglige på det rene – men det er bare ‘kun’ halvdelen (og ofte mindre), når man behandler børn.
Heldigvis for alle, så er min arbejdsplads rigtig god til at udnytte mig og mine kvaliteter på en måde, der giver mening for alle parter.
Men. I en sektor, der desperat mangler arbejdskraft, udnytter man den, der er.
Så ofte, af forskellige *årsager* (sygdom, tandpine, akutbehandling osv), ender Patient X hos mig – også selvom der alle steder står, at X har det bedst med behandler B, og har brug for meget specifikke forhold. For behandler B arbejder ikke om torsdagen/har ferie/er syg/kursus/etc og X har ondt/mor eller far kan kun onsdage efter 13 eller mandage før 10/X er hos mor i ulige uger/etc.
Alle ting, der gør det næsten umuligt at få strikket den perfekte aftale sammen for X, når der opstår et akut behov. Eller når uventet sygdom kræver OL-værdig kalendergymnastik i vores ende, for at X ikke skal vente månedsvis for ny tid hos behandler B.
(Og her må jeg sige, at jeg har oplevet forældre, der selv tilsidesætter X’s behov for behandler B, hvis det er alt for ubelejligt – eller ventetiden er meget lang).
Jeg gør mit bedste i situationen. Men har jeg aldrig mødt X før, så er jeg ikke klar over alle de specifikke aftaler og tricks, der gør situationen nemmere. Jeg har en anamnese, dvs. diagnose og evt. medicin. Men alt derudover er ikke tandlægefagligt, så det hører juridisk ikke til i en patientjournal i vores regi. Og jeg har sjældent tid til at orientere mig i andet end journalen forud for en aftale.
For der var en patient før, og der kommer en lige bagefter.
Denne mail er ikke forsøg på forsvare et uhensigtsmæssigt system eller at undskylde det. Jeg elsker mit job og jeg gør sgu, hvad jeg kan.
En behandlingssituation i hårdknude er hård for begge parter. Og det gør ondt i mit behandlerhjerte ikke at kunne gøre mit bedste. Men hvad gør man?
Og det mener jeg helt alvorligt. HVAD GØR MAN? Hvad har du/I af forslag? Dit kommentarfelt må være en guldgrube, Linda! Og den viden vil jeg bare gerne have del i.
Måske nogle lavpraktiske tricks? (Jeg har bl.a. haft en patient, der var meget lysfølsom, så mor havde en ansigtsmaske med hjemme fra)
Måske hvordan man kommunikerer med forældrene ‘uden om’ barnet?
Det er ret vanskeligt at have en samtale med mor/far om, hvordan X bedst håndteres, når X sidder i stolen lige ved siden af. Er der nogle konkrete tips?
Som behandler kan jeg klart bedst håndtere de forældre, der går med mig ind først og lader barnet blive i venteværelset, mens jeg briefes. Men hvordan initierer jeg den samtale, uden at støde forældre og uden at umyndigegøre børnene?
Jeg tager imod råd med kyshånd og takker.
H“
Grunden til, at jeg gerne vil gøre det her til et ‘I spørger-‘indlæg er, at neurodivergente børn simpelthen er så forskellige, at det er umuligt at finde en one size fits all-løsning. Derfor vil jeg være ked af at tegne et billede af en løsning, der ville være perfekt for os, hvis den slet ikke er det rigtige for andre.
Men hvis ingen starter, kommer vi aldrig afsted, så jeg lægger ud med nogle input og generelle betragtninger. Herfra kan I så kommentere og supplere og forhåbentlig bliver slutresultatet så en ide-bank, der, uanset hvad, er bedre, end Det Store Ingenting, vi står med i dag.
Inden jeg kommer til ideer og løsningsforslag, vil jeg dog gerne lige omkring det med, at forældre somme tider selv tilsidesætter idealet og går med det praktisk mulige i stedet. For da jeg læste den passage i mailen, kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk sagtens kan se, hvordan det kan være med til at tegne et billede af, at det med en fast behandler er mere nice to have end need to have.
Det er noget, jeg selv har tænkt en del over, det her med, at vi nok ikke helt er gode nok til at fortælle konkret om, hvad det indebærer at være forældre til børn med særlige behov. For på ydersiden ligner de jo de fleste andre børn, og derfor er det nok svært at forestille sig, når man ser dem udefra, hvor meget det egentlig kræver at facilitere rammer, der giver dem mulighed for at trives. Jeg så et opslag i går fra insta-kontoen @autismeudenfilter, som meget fint illustrerer en brøkdel af de ekstraopgaver, man skal være på forkant med h.e.l.e tiden:
Vores punkter ikke de sammen, men vi har andre tilsvarende. Som forældre til autister er vi med vores store børn til ting, som deres jævnaldrende for længst selv mestrer, og fordi man rundt om alt det har et almindeligt liv, andre børn og ægtefæller, kærester og chefer, der skal passes ind, bliver vi somme tider nødt til at gå på kompromis, fordi der simpelthen ikke er timer i døgnet til at flytte en aftale længere frem. (Plus at mange autister har utrolig svært ved at rumme at få børstet tænder, hvilket betyder, at man hele tiden stresser over, a) om man får det gjort godt nok og b) hvad *f*a*n*d*e*n vi skal gøre, hvis der nogensinde kommer et hul. For hvis man har modstand mod spytsugeren, så bliver det nok *lidt* op ad bakke med et bor….)
Yes. Men det var jo egentlig ikke det, vi skulle snakke om her. Betragtningen faldt bare lige ned i noget, jeg selv har gået og tygget på, og så har det jo en tendens til at stikke lidt af.
Inden jeg går videre vil jeg gerne sige, at det virkelig er fedt at “møde” en fra den anden side, der bare siger ligeud, at hun/du gerne vil være bedre til det her, men ikke ved hvordan. Det kan være ret svært at afkode, hvor lidt eller megen hjælp, de fagfolk, vi står overfor, gerne vil have, så det er virkelig rart med en klar åbning, og det tænker jeg, at samtlige forældre i din tandpleje også vil synes.
Det allerførste, der faldt mig ind var, at man i venteværelset kunne have en krog med et par låne-solsikkesnore. Den spotter alle med børn med særlige behov med det samme, og det får altid skuldrene til at falde 5 cm., for så ved man, at man står overfor nogen, som i hvert fald har gjort sig nogle overvejelser.
Dernæst synes jeg, at det ville være en kæmpe hjælp for både forældre, børn og personale, hvis man havde et clipboard med en stak ‘solsikkeskemaer’ stående (det er et ord, jeg opfinder til lejligheden, bare så ingen begynder at google) ved solsikkesnorene. Et skema, hvor man kort og præcist kan anføre, hvad barnet har behov for, og som kan afleveres til det konkrete personale, man skal ind til dén dag. Som klinik kan man nøjes med at sætte ting på skemaet, som er muligt indenfor rammerne, og som forældre er det rart at kunne videregive de her informationer, uden at alle lytter med.
Skemaet ville også være en hjælp ift. at der er noget her, som man lige skal være opmærksom på, for jeg tror ofte, at problemerne opstår, når personalet glemmer, hvem de har i stolen.
Jeg forestiller mig noget i den her stil:
Jeg vil gerne have lov at slutte min del af indlægget med 4 punkter, der er gode at være opmærksom på, uanset om man er tandlæge, sundhedsplejerske eller børnelæge:
*De her børn kan mærke på 700 km. afstand, hvis behandleren har travlt eller ikke har tålmodighed. Det stresser dem HELT vildt, og skruer op for ALT, hvad der er af symptomer. Jeg ved godt, at det er en viden, der er træls at sidde med, fordi det kan være et vilkår, man ikke kan gøre så meget ved, men jeg vil alligevel gerne appellere til, at man måske på klinik-niveau kan tage en snak om, hvordan man kan minimere den her udfordring, når den opstår. Om der er børn uden stærke behandlerpræferencer, der kan flyttes, om der er en opgave, en anden måske kan tage eller lign. Det er ikke sikkert, at det er muligt, og så er det jo sådan, det er. Men det er bare desværre et faktum, at hastværk påvirker de her børn så negativt, at det besværliggør – og forlænger – behandlingstiden markant.
*Ingen pludselige bevægelser eller berøring, man ikke har informeret om først. Vi havde et tandlægebesøg, der endte i hat og briller, fordi Anton endelig var kommet op i stolen, og assistenten så kom susende ind ad døren og skubbede bakken med instrumenter lige ind foran ham. Det udløste noget, der mindede om et panikanfald.
Vis dem spytsugeren og lad dem røre ved den. Vis dem spejlet, og giv dem evt. lov til selv at prøve at prikke sig forsigtigt på hånden med den der spidse satan, man renser tænder med, som jeg ikke kan huske, hvad hedder.
*Giv dem på forhånd en bagdør, så de hele tiden ved, at de kan stoppe situationen, hvis det bliver for meget. Aftal f.eks. med dem, at du stopper, hvis de løfter hånden.
*Hyppige små-besøg gør en KÆMPE forskel. Jeg tror, man bruger det til børn med tandlægeskræk? Ultrakorte besøg, hvor der ikke skal laves noget, men hvor de kommer ind i lokalet, sidder i stolen og f.eks. bare får talt deres tænder. Det er ikke gratis, men de 5 minutter, man bruger her, kan ret hurtigt skæres af tiden til de reelle eftersyn, fordi barnet der så er (mere) trygt.
——-
Det var, hvad der lige faldt mig ind, så nu stiller jeg fjerpennen tilbage i blækhuset, og lader jer kommer til.
Tak for et virkelig fint oplæg, H. Jeg håber, der kommer noget, du føler, du kan bruge.
Nu er der faldet dom i Depp/Heard sagen og mange snakker om, at det er et tilbageslag for metoo.
Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg mener. Du har skrevet lidt om sagen for nylig, og nu er jeg blevet nysgerrig på, hvad du synes?
Bh
Britt
Hej Britt.
Den sag er lidt af en hvepserede, og derfor har jeg undladt at skrive om den, mens den har stået på. Af samme grund som når jeg undlader at skrive ret meget om vaccinedebatten og ren politik: Det er ikke værd at blive uvenner over, for der er intet af det, jeg eller andre i kommentarfeltet skriver, der kommer til at ændre holdningen hos dem, der mener det modsatte.
Når jeg så hopper med ombord her ved at svare på dit spørgsmål, så er det fordi jeg faktisk synes, at det nu bliver langt mere generelt og vigtigt, fordi det handler om, hvad man kan spænde #metoo-nettet ud under.
For at starte med helt rene linjer har jeg været #teamJohnny hele vejen. Ikke fordi han er en mand, eller fordi det er synd for ham, men fordi han på alt, hvad jeg har set fra retsagen (og det er temmelig meget), på mig har virket langt mere troværdig, end hende, hvilket jo har ret stor betydning i en sag om bagvaskelse.
Jeg kan også ligeså godt sige ligeud, at jeg ikke er enig i, at JD har vundet ved at vende sagen på hovedet og undvige anklagerne ved at angribe hendes karakter (det såkaldte ‘Darvo’). De karaktertræk og handlinger hos hende, de er gået efter, synes jeg har været relevante for sagen, modsat den slut-shaming og victimblaming, mange voldtægtsofre desværre udsættes for (det var hendes egen skyld/hun var for fuld/kjolen var for kort/hun skulle ikke have sat sig ind i den bil osv). Jeg synes simpelthen ikke, at det er det samme. Her er advokaterne gået efter relevante udsagn og hændelser, hvor hun f.eks. har påstået, at hendes læbe var flækket/næsen brækket, og optagelser fra den røde løber og talkshows, der er foregået samme dag eller dagen efter, har vist, at der ikke har været en ridse at spore i ansigtet på hende. Hun har talt usandt gentagne gange, vidner har modsagt hendes forklaringer, og der er lydoptagelser af hende, der gør præcis det, hun beskylder ham for at gøre.
For mig er der enten ingen eller to ofre i den her sag, afhængigt af, hvordan man ser på det, og derfor synes jeg ikke, at det er hverken retvisende eller retfærdigt, at den ene efter forgodtbefindende kan skære sig selv ud af billedet og påstå, at det, der står tilbage, er sandheden.
Jeg er for så vidt enig i, at sagen kommer til at påvirke #metoo negativt – men for mig at se er det hende, der er skyld i tilbageslaget, fordi hun i min optik har forsøgt at udnytte tidsånden til at spinde et narrativ, der ville være fordelagtigt for hende.
For jeg kan ikke forstå, at vi ikke, når vi taler om tilbageslaget for #metoo, skal snakke om, at hun løj. Flere gange. Så når folk skriver, at det ødelægger hele #metoo bevægelsen og alt, hvad den har kæmpet for, og ikke forholder sig til løgnene, så skriver de jo reelt, at JD skulle have været ofret for sagen, uanset hvad. Og det er sgu da helt skævt, for det er da heller ikke dét, #metoo skal fremme, synes jeg?
Der er meget polimik om, at sagen er ført i lige så høj grad på de sociale medier, som i retsalen, og det bliver også kritiseret. Her er min holdning, at det er hende, der har valgt arenaen. Hun valgte at skrive et indlæg i en avis, og bragte det dermed ud, hvor alle, mere eller mindre frivilligt, blev tilskuere. Hvis det “bare” var sandheden, hun var efter, ville det have været langt mere oplagt at melde ham til politiet, og køre en sag dén vej – for så kunne hun jo med sindsro have fortalt sin historie bagefter. Det gjorde hun ikke. Efter eget udsagn for at beskytte ham, mens de var i gift – men når hun nu ikke havde skrupler ved at skrive sin historie i avisen, opfatter jeg det sådan, at hun ikke længere var hæmmet af dét hensyn, og så kunne hun jo have valgt at melde ham i stedet. Igen: Det gjorde hun ikke. Og når HUN løber an på at kunne springe bevisførelsen over, og i stedet prøve at bruge medier og offentlighed til at ødelægge hans karriere, så har jeg svært ved at se det urimelige i, at det også er dér, han vælger at forsvare sig.
Det er også værd at huske, at juryen ikke har set alle de memes, reels og tweets, der har lagt nettet ned de 6 uger, sagen stod på. De har formentlig ikke kunne undgå dem helt, men i princippet må de kun dømme ud fra det, de har set præsenteret i retsalen.
At livestreamingen af sagen og internettets take på det kommer til at påvirke hendes karriere herfra, er rimelig åbenlyst, men fordi det præcist var det, hun forsøgte at gøre mod ham, er det svært at føle medlidenhed over, synes jeg.
Når vi har samtalen om #metoo, og frygter, at vi med denne dom er sat tilbage ift. at blive troet som kvinder, så handler det nok om, at mange af os desværre har førstehåndserfaring med at opleve seksuelt krænkende adfærd, og måske også har prøvet at fortælle det til nogen, som enten talte det ned eller ikke troede på os.
Derfor er det nok meget naturligt, at vi er bekymrede for, om bolden er spillet tilbage i fødderne på de mænd, som lige nu står og fryder sig over, at “kvinder ikke bare kan få ret ved at råbe: “Metoo!”.
Men vi taler lige forbi det reelle problem, synes jeg, for vi taler på begge sider af hegnet om sagen, som om, den er én af dem, hvor mænd systematisk har udnyttet skæve magtrelationer, og krænket kvinder. Og – og det har vi rettens ord for nu – det er ikke det, der er sket her.
Og det er faktisk dén debat, jeg synes, vi bliver nødt til at have.
For hvordan sikrer vi, at de her sager fortsat bliver taget alvorligt, men at retfærdigheden stadig skal være med ombord? For vi startede i den ene grøft, hvor mænd pr. default havde ret til at gøre, hvad de ville, og kvinder var hysteriske, hvis de sagde nej, og nu er vi måske tæt på at køre i den *anden* grøft, hvor alle er så bange for at blive opfattet som u-woke, at #metoo blev et argument i sig selv, som ikke kræver hverken beviser eller sandsynliggørelse.
Og nu tager vi en emnemæssig afstikker, så hæng lige på et sekund.
For for et par måneder siden, var der et barn i et af børnenes klasser, der pludselig blev taget ud. Moderen til barnet skrev på fb mandag, at barnet havde det svært og ofte følte, at h*n havde de andre imod sig. Onsdag var barnet udmeldt, og fredag så jeg et opslag fra moderen, hvor hun skrev, hvor glad barnet var for sin nye klasse på den nye skole, og sluttede opslaget med hashtagget #StopMobning.
Sagen er bare, at der ikke er NOGEN, der aner, hvad det her handler om. Ingen.
Forældregruppen er ikke specielt tætknyttet eller sammenspist, og mig bekendt er der ikke problemer blandt børnene i klassen. I forbindelse med et forældremøde et par uger senere blev den generelle klassetrivsel og eventuelle problemer taget op, og ingen – INGEN – havde hørt eller oplevet noget problematisk. Heller ikke lærerne.
Kan barnet stadig have følt sig mobbet? Så absolut. Men det bliver det jo altså ikke nødvendigvis sandt af. Og det er en SUPER underlig fornemmelse, at nogen har taget patent på sandheden, udelukkende på baggrund af egen oplevelse af den.
Du kan også prøve at forestille dig et scenarie, hvor en kollega af anden etnisk oprindelse end dansk, pludselig på de sociale medier beskylder din arbejdsplads for at være racistisk. Forholder det sig sådan? Måske. Vedkommende kan *sagtens* have oplevet det sådan – men ville du ikke som minimum gerne have mulighed for at blive hørt?
For problemet er, at der kan være to SÅ forskellige opfattelser af virkeligheden, at det ikke giver mening at tale om at afdække Sandheden. Det tror jeg vi alle har prøvet med ekskærester, familiemedlemmer eller kolleger. Ingen af os er ubeskrevne blade, og vi fortolker alle sammen vores oplevelser ud fra den forståelsesramme, vores livsvilkår har givet os. Der kan sagtens være to opfattelser af virkeligheden, der er modsatrettede, men som stadig begge, for de respektive parter, er sande. Og NETOP derfor er der nødt til at være en eller anden form for regulering af, hvad man må bruge sin fortælling til, så det ikke bare bliver den, der fortæller den først, der vinder.
Det er nemmere for mig at holde sagen ud i strakt arm, når jeg prøver at overføre principperne på problemer, hvor jeg ikke pga. mit køn har en potentiel, iboende bias, men uanset om vi taler om racisme, krænkelser eller undertrykkelse, så bliver det altid svært, når to individer pludselig bliver galionsfigurer for sager, der er langt større end dem og den konkrete konflikt, de står i.
Flertallet skal ikke have lov at diktere enkeltindividets oplevelse af virkeligheden. Det har vi prøvet, og det er vi heldigvis på vej væk fra.
Men jeg mener, at det er i alles interesse at holde fast i, at der skal være en form for systematisk sagsgang, når vi fremsætter anklager; at freedom of speech ikke skal være så grænseløs og vidtrækkende, at man gratis og uden konsekvenser offentligt kan sige ting, der ødelægger andre menneskers liv og muligheder. Uanset køn, race og alder.
Det blev langt, men jeg håber, at du synes, jeg har svaret fyldestgørende, Britt, og at jeg har fået argumenteret godt nok for min holdning til, at man kan se, hvor jeg kommer fra, selvom man ikke er enig.
I er, som altid, mere end velkomne til at byde ind med tanker og perspektiver. Men fordi den her sag er blevet så betændt, som den er, så husk lige at læse jeres kommentar en ekstra gang, inden I trykker udgiv, så kommentarfeltet ikke udvikler sig til et slagtehus ❤️
I kommentarfeltet for et par uger siden spurgte Lone, om jeg/vi ikke ville prøve at skrive lidt om/kommentere på, hvordan man undgår stress og konflikter, når man skal julehygge med familien.
Fordi det på søndag er 1. søndag i advent, tænker jeg, at nu måske er et godt tidspunkt at forholde sig til det på.
Jeg skrev for 4 år siden et indlæg om netop dette, og derfor blev jeg enig med mig selv om at poste en revideret udgave af indlægget fra dengang, og så lægge op til, at I derude smider *jeres* bedste tip i kommentarfeltet. For én gangs skyld vil jeg som udgangspunkt undlade at svare jer enkeltvis; ganske enkelt fordi jeg gerne vil have kommentarfeltet til at være en idébank, og ikke et cirkustelt, hvor jeg sludrer løs i øst og vest og trækker temaet helt af sporet.
Jeg håber, I har lyst til at være med.
_________________________________
Helt overordnet gælder det om at skrue ned. SkrunedSkrunedSkruned. For det, jeg altid er blevet mest stresset af, er, når jeg i et anfald af overmod går fuld Det Lille Hus På Prærien, og kun synes, det gælder, hvis jeg laver ALT fra bunden.
Problemet med dén model er, at den aldrig bliver sådan *rigtig* hyggelig, fordi jeg brækker midt over af stress, når vi er 10 minutter inde i arrangementet.
I takt med, at mine børn er blevet større, er det også gået op for mig, hvor meget udenomstamtam, man bliver nødt til at tage højde for, hvor man ikke har ret meget at skulle have sagt. Aktuelle eksempler her – udelukkende på børnesiden – er: Forældremøder, sundhedsplejerske, tandlæge, juleklip, julestævner, salg af kalendre/til-og-fra-kort, pakkekalendre i skolen, juleafslutninger galore og en juletræsfest, som alle de andre i klassen kommer til.
Og hvor man, så længe de er små, lidt bedre kan sortere, fordi de sgu ikke opdager, hvis man sluser noget af det ud, så kan du være STENsikker på, at de snakker nok om alle tingene i skolen til at være bevidste om, hvad de andre skal med til. Derfor skal man i hvert fald gøre sig overvejelser om, hvad man beder dem forstå/forsvare, hvis man melder afbud.
Men dette understøtter sådan set stadig fint hovedpointen: Skru ned.
Og fordi det somme tider er lidt nemmere at forholde sig til livet i punktform, får I her mine egne små selv-remindere til at styre udenom den værste stress:
1. Arrangementer
Lad være med at svare på invitationer/købe billetter til arrangementer, lige når de dumper ned i indbakken. Vent. På den måde giver du selv (og børnene) mulighed for at vælge, hvis det bliver nødvendigt at skære fra. Sat op mod hinanden kan det f.eks. godt være, at svømmestævnet, det i sidste uge var livet om at gøre at deltage i, taber til juletræsfesten i hallen.
2. Skovture og juledekorationer
Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her: Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.
3. Julepynt
Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.
4. Pakkekalender
Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen. (Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det).
Har man børn, der vågner MEGET tidligt, når der er pakker i farvandet, kan man – som jeg har gjort i år – vælge at flytte adventsgaverne til fredag morgen, hvor man alligevel skal op og afsted.
5. Julebag
SÅ hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår!
Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok-stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem i forvejen. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.
Vi har i et par år hos den lokale bager købt to slags dej, som udmærker sig ved at kunne fryses; vi laver af halvdelen og fryser den anden ned. Langt, LANGT mere overskueligt, både på produktionssiden og ift. indtag. Jeg købte for et par år siden sådan nogle mini-udstikkere med figurer på størrelse med 10-kroner. De er perfekte og gør, at børnene synes, det er sjovt og føler, at De Har Bagt. selvom de reelt bare har stukket 5 æbler, 7 stjerner og 4 hjerter ud. Fordi kagerne er så små, er de hurtigt færdige (= klar til at spise) og man slipper for børn med mavepine, fordi de ikke skal nå at smage 5 forskellige slags småkager, som alle er på størrelse med underkopper.
Og nu er det jeres tur. Hvad gør I for at bevare hyggen og den gode stemning? Ekstra rom i gløggen? (Det’ gas!) (- eller er det..?) Familiemeditationsophold i den svenske skærgaard? Melder jer ud? Eller har I nogle små tricks, der sikrer, at det er de rigtige ting, der fylder?
I weekenden fik jeg en mail fra Tina med et virkelig godt dilemma, som samtidig også egner sig fint til at snakke lidt om de ting, der rørte sig i kommentarfeltet til sidste indlæg. Jeg har klappet af med Tina, at det er ok at flette hendes mail sammen med de andre emner, så without further ado:
Hej Linda.
Jeg har et dilemma, jeg gerne vil ha dit, og verdens bedste kommentarfelt´s take på.
Det handler om jul og gaver.
Vi er en lille familie. Et par børn børn under 15 og et par stykker i 20’erne. Resten er 45+ og ingen mangler noget.
Stærkt inspireret af dine indlæg, er min opmærksomhed på forbrug/behov over årene blevet skærpet betragteligt, og jeg er nu den lykkelige indehaver af et liv, der indeholder de ting jeg reelt bruger, og som jeg er glad for. Resten er afhændet.
Jul og fødselsdag er altid lidt en udfordring, for jeg mangler ingenting, og jeg skal være meget opfindsom for at stampe ønsker nok op.
Forrige år mistede min mand sit arbejde, og da julen nærmede sig, var vi løbet tør for opsparing. Dette kombineret med ovenstående, gjorde at jeg rakte ud til min familie, og forklarede hvordan landet lå. Aftalen blev, at gaver til de voksne skulle være enten hjemmelavede eller genbrug til en symbolsk pris. Børnene skulle have som altid.
Jeg var totally excited, for jeg er Kongen Af Genbrugsbutikker, og jeg fandt de vildeste fund, som jeg glædede mig vanvittigt til at give.
-for så juleaften at modtage gaver til mange, mange penge fra dem, aftalen var indgået med.
Jeg blev så flov over mine genbrugsfund, og aftenen står som een lang skamfuld, på grænsen til tårer, langtrukken affære.
Klip til 2021.
Privatøkonomien er igen stabiliseret, der er sparet op til alle, og den får satme én på gavehatten i år. Ingen aftaler, men business as usual.
Der er ikke åbenhed for dette ikkeønske i min familie, faktisk oplever jeg det, som om min familie bliver provokeret af det.
Jeg har ingen intention om at ødelægge den gode stemning, men er nok lidt uforstående overfor den polemik, det afføder.
Derfor:
Skal jeg stikke piben ind og finde på ønsker, så julen kan afholdes som altid, eller skal jeg forsigtigt prøve igen.
(Nu jeg efterrationaliserer på dette skriv, slår det mig, at jeg jo nok har et issue med forbrugsjulen, og ikke julen. Måske er det derfor jeg slår bak. Jeg oplever det som en vild aften, med et højt tempo, og en gaveuddeling, der går for stærkt).
———————
Som altid springer vi bare lige ud i det, for ikke at gøre det unødvendigt langt.
Sagt med al kærlighed i hele verden var min allerførste tanke, da jeg læste din mail, at den reaktion, du stod med sidste år, måske er den, du nu, helt uforvarende, er i færd med at læsse ned i skødet på din familie? For hvis vi skærer ind til benet, så var din reaktion, som jeg læser det, en reaktion på følelsen af at underlevere, og mit bud vil være, at det vil føles præcis lige sådan for din familie at stille juleaften uden gaver til dig.
Problemet med gaver er, at man skal forholde sig til dem på to niveauer.
Men derudover prikker gaver også til en helt masse, som jeg tror, vi er tilbøjelige til at overse, fordi vi ikke er opmærksomme på, hvor forskelligt vi fortolker tilvejebringelsen af dem, og hvad både den og selve gaven symboliserer.
For hvis det bare var de konkrete gaver, der var i spil, ville det jo være relativt ligemeget, om man var enige om alt det rundt om. Hvis det vitterligt bare var bytte-bytte købmand, ville vi ikke hidse os op over forventninger, ønskesedler og gaver, der rammer langt forbi.
Når vi gør det, tror jeg, at det handler om, at en fejlskudt gave for nogle mennesker er et udtryk for ligegyldighed, eller for at du ikke kender mig rigtigt. For nogle er en ønskeseddel udtryk for, at modtageren ikke tiltror giveren at løfte opgaven. For nogle er en aften med pakker, man ikke selv har haft mulighed for at påvirke indholdet af, én lang oplevelse af, igen og atter, at blive overhørt, overrulet og ikke-taget-alvorligt af sin famile. Og for nogle bliver det en aften, hvor de bliver taget til fange i krydsfeltet mellem at være deres forældres godt opdragede og taknemmelige børn og deres skuffede børns forældre.
Intet af det er rigtigt. Men det kan man ikke fortælle følelserne, som insisterer på at læse modtagerens gave og gestus ind i den livsforståelse og de vilkår, man selv opererer med.
Så når du frabeder dig gaver, så er det for dig bare et spørgsmål om ikke at have brug for flere ting. Men for dem, der viser kærlighed og omsorg gennem gaver, beder du dem om ikke at vise dig, at de holder af dig. Og det er måske for meget at bede om?
Problemet med at bryde traditionerne, tror jeg, er, at de ofte er i spil i situationer, der er langt imellem. For hvis det var jul 12 gange om året, ville alle nok kunne leve med, at vi prøvede forskellige modeller af, og det ville ikke føles som helligbrøde at ændre på menuen eller pakke gaver ud om morgenen. Men når det går ned én gang om året, bliver det, alene på sin relative sjældenhedsfaktor, Noget Særligt, og det gør os nok meget lidt omstillingsparate. Og fordi Andre Menneskers ændringer har det med også at få konsekvenser for vores egen adfærd, reagerer verden omkring os, hvis vi stopper med at drikke, takker nej til kagen eller frabeder os julegaver. Og jeg er sgu ambivalent omkring det, for jeg synes ikke, man skal leve sit liv for at tækkes andre, eller at man skal blive kvalt i snaps, fordi “DeT PLejeR vI!” – men jeg synes måske også, det er lidt forældet at insistere på, at vi hver især bare skal gøre det, der gør OS glade – i hvert fald i kontekster, hvor samværet udgøres af mennesker, vi holder af.
Så med alt det vil jeg sige, at jeg, hvis jeg var dig, ville overveje, om jeg kunne finde et kompromis, jeg kunne leve med. Om jeg f.eks. når jeg i løbet af året forelskede mig i noget, jeg i princippet bare kunne købe, i stedet ventede og skrev det på min ønskeseddel. Eller om jeg kunne ønske mig bæredygtige versioner eller luksusudgaver af hverdagsting, som f.eks. bodylotion, karklude og krydderier. På den måde øger du ikke dit forbrug eller fylder dine skabe med skrammel, men din familie får stadig lov at give dig noget, der gør dig glad.
I samme boldgade synes jeg også, at det fungerer ret godt at ønske sig gaver, hvor man har peget giveren i retning af noget, man mangler, men samtidig giver lidt råderum, så folk alligevel får fornemmelsen af at have lidt at skulle have sagt. Jeg ønsker mig ofte “En god håndcreme”, “Et stribet tørklæde” eller “Guldøreringe i stil med disse” og så et par inspirationsbilleder. På en måde er der også plads til lidt økonomisk gymnastik, hvis det strammer hos giveren.
Jeg ruller med alle 3 modeller og fælles for dem er, at jeg tænker på giveren hver eneste gang, jeg bruger/kigger på gaven. Dét er fedt, for for mig er det, hvad gaver i virkeligheden handler om.
Giver det mening?
Inden jeg giver den fri, er der to ting, vi lige (pga. kommentarfeltet til sidste indlæg) skal runde.
Den ene er ønskesedler. For det er et område, hvor folk er MEGET Israel/Palæstina.
For mit eget vedkommende vil jeg gerne have ønskesedler, og jeg synes, det er helt fint, hvis folk har skrevet priser på. For mig er tiden en knap faktor, og jeg bliver virkelig stresset over at skulle finde noget til folk, som intet ønsker sig. Det føles for mig som en slags test, som jeg ikke føler, jeg har tid til at løse ordentligt. Af samme grund kan priser på ønskesedlen være en hjælp, fordi jeg nogenlunde med det samme kan se, hvilke ønsker, jeg kan vælge imellem, når jeg skal købe.
Jeg tror, at vi alle sammen giver ud fra, hvordan vi foretrækker at få. Både gaver og eventuelle ønskesedler. Hvis man hader at købe gaver fra ønskesedler, hader man vist typisk også selv at skrive dem. Så langt er jeg egentlig med.
Der, hvor det for mig bliver en lille smule uldent, er, når vi taler om, *hvorfor* folk hader at modtage ønskesedler. For det er ofte fordi “det føles som en bestillingsliste” og “jeg ved, hvad jeg gerne vil give”. For mig er vi allerede der ude i, at det handler mere om giveren end om modtageren, og det er vel ikke meningen, når vi taler om gaver? Dem giver vi vel netop for at bringe glæde hos dem, der får dem – og hvis de nu har det meget smalt med, hvad de foretrækker, så føles det nærmest som et angstprovokerende tab af kontrol at få 6 pakker, man ikke selv har haft nogen indflydelse på indholdet af.
Vi giver det, vi selv ville være glade for at modtage – ligesom U2 gjorde, da de, uopfordret og på egen foranledning, lagde deres nye album ind i vores alle sammens iTunes biblioteker og nærmest smadrede deres egen, musikalske arv. For det skulle vi BARE ikke bede om. En gave er kun en gave, hvis den er ønsket og/eller man får lov at give den – ellers er det bare andre menneskers ting og behov, der pludselig skal stå på dine hylder.
Og så er der Ønskeskyen (og andre tjenester som den), som jeg ikke kendte i forvejen.
For mig at se, trykker den på de samme knapper som ønskesedlerne, og dermed er argumenterne for og imod de samme.
Jeg har som sagt ikke selv prøvet at bruge den, men for mig er dealbreakeren nok, at man som modtager skal oprette sig og logge ind for at bruge den. Det kan jeg faktisk godt forstå, hvis nogen står af på.
Omvendt er jeg tilhænger af det, den lægger op til, nemlig at det er modtageren, der skal være i centrum, når man køber gaver. Hvad du ønsker, skal du få. For, sådan helt egoistisk, så synes jeg, at det er meget fedt, at giveren bliver tvunget til at hjælpe lidt med til, at modtageren ikke ender med 4 af den samme. Det er sket flere gange for mig, og jeg har både oplevet, at gaverne alle var købt i butikker, vi ikke har i Esbjerg, at de var købt til Black Friday hos et firma, der kun gav 14 dages returret, og at de var købt hos et firma, hvor man kun kunne returnere (selvbetalt) gennem ét bestemt fragtfirma, og det derfor kostede mig 70 kr. at sende varen retur. Det er ikke optimalt for hverken klima, modtager eller den gode stemning, og derfor synes jeg, helt overordnet, at den type tjenester er en god ide.
Yes. Det blev langt og strittede lidt i alle retninger.
Så nu er det jeres tur. Hvad tænker I? Må man melde sig ud? Må man give uden at få? Er det nødvendigt, at nogen går forrest, hvis vi skal have trukket tempoet ud af forbrugstoget, så klimaet kan få vejret igen? Har vi et fælles ansvar for Den Gode Stemning eller vægter individet højere end gruppen?
Den her uge har været vanvittig. Skolestart, møder, møder, møder, Aula, madpakker og alt det jazz. Derfor har det været lidt småt, hvad jeg har gjort mig af tanker og tiltag ift. M2021 – MEN. I mandags fik jeg en mail, som jeg egentlig syntes var et fint oplæg til et indlæg, der er en slags fusion mellem ‘I spørger, jeg svarer’ og M2021-indlæggene, og derfor er denne uges indlæg mit svar på den mail.
Som altid er input, råd og ideer mere end velkomne i kommentarfeltet.
Jeg vil gerne spørge dig om noget, nu hvor du er i mål med din gæld. Om et år er det nemlig min tur. Vi er godt nok to, men vi har også betalt af på fællesgæld i årevis, og jeg har læst med herinde og fundet meget inspiration i dine råd og i din åbenhed om, at gæld er svært at slæbe rundt på.
I sidste uges indlæg skrev du, at de næste måneder også bliver stramme, fordi du er på dagpenge. Nu kommer vi langt om længe til mit egentlige spørgsmål, for du skrev, at du ubesværet skruer ned, og jeg kan mærke, at det faktisk er noget, jeg tænker meget over. For hvis du kan skrue ned, hvornår har du så skruet op? Da du begyndte at kunne se en ende på det? Eller hvordan?
Undskyld hvis det lyder som om, jeg leger politi. Det er ikke det, jeg prøver, men jeg er så bange for at falde i den fælde, hvor jeg bare bruger de penge, vi får i “overskud”, når vi ikke længere skal betale af på vores lån. Altså, at jeg bare tilpasser vores forbrug de penge, vi så har, i stedet for f.eks. at spare op eller investere.
Åh, jeg håber, du forstår, hvad jeg mener. Men mon du vil prøve at skrive lidt om, hvad dine overvejelser er ift. at “være kommet ud på den anden side”?
Med venlig hilsen
Kristina
Jeg forstår 100%, hvad du mener, og det er perfekt, at du skriver, for jeg havde faktisk selv tænkt, at jeg ville tage fat på det.
Jeg har gjort mig de samme bekymringer; at nu, hvor mine penge ikke længere kommer med et prædefineret mål, så er der pludselig ret meget selvbestemmelse og selvjustits, der skal etableres.
Jeg har mange gange tænkt, at afvikling af gæld egentlig minder meget om en slankekur. For undervejs mod målet er hele fokus på processen – men at tabe sig er kun 50% af arbejdet. For bagefter skal man til at lære, hvordan man så kan spise *nu*. Hvad er kalorierne værd, hvor har man sine triggere – og vigtigst af alt: Hvordan undgår man at ende samme sted igen? For både med gæld, med misbrug og med forstyrret spisning gælder, at det som oftest kommer et sted fra. Og det – hvad ‘det’ så end er – er jo ikke gået væk, fordi man har fjernet den ydre konsekvens, det har haft.
Min gæld bestod af 5 dele: 1) Gæld fra min gamle bil, 2) restgæld fra en solgt andelslejlighed, 3) virkelig mange indskud til lejligheder, jeg har boet i, 4) en stor post, jeg måtte låne til, fordi mine skuldre gik fuldstændig i stykker, da jeg startede på tolkeuddannelsen, og jeg derfor nærmest måtte bo hos kiropraktoren i et år, og 5) klatgæld. Mens jeg læste havde jeg en bankmand, jeg havde gået på handelsskolen med, og hver gang jeg havde maxet min kassekredit ud, ringede jeg bare til ham og fik gælden flyttet over på mit lån, og dermed nulstillet kortet. Læg dertil kilometervis af renter, og du har historien om min gæld.
Det er 5’eren på listen, der er min virkelige fjende, fordi den er farlig, når man har en personlighed som min, hvor det kommer til at føles som om, at ‘nu kan det jo alligevel være lige meget’, når noget vokser mig over hovedet.
Og lige præcis dét karaktertræk er jeg sgu stadig en lille smule bange for. For jeg ved ikke, om man kan tale om yoyo-gæld, men mange mennesker, der taber sig meget, siger jo også ‘Aldrig igen!’ – for så alligevel at ende der, fordi junkie-genet ikke forsvandt med kiloene.
Lige nu er jeg tusind procent sikker på, at jeg aldrig kommer til at skylde penge igen. At jeg har lært lektien og er et andet menneske. Og der ER sket noget, det er helt sikkert. Måske *har* jeg faktisk repareret mig selv. Men det skal jeg jo først sådan rigtigt til at finde ud af nu, og det har jeg massiv respekt for.
Jeg har ingen dyre vaner. Hverken på badeværelset, i tøjskabet, på hobbysiden eller i køkkenet. Jeg har steder, hvor jeg gerne vil give ekstra for god kvalitet, men det er altid bundet op på brugsoplevelsen, og ikke navn eller mærke på det købte.
Så mit øgede forbrug ligger faktisk primært på mine børn og det, der på godt dansk hedder convenience. Melblandinger frem for at bage helt fra bunden. Bagepapir i ark frem for i rulle. At købe maden ude, når vi er afsted, i stedet for at smøre mandpakke. At handle samme sted i ét ryk, i stedet for at jagte tilbud i 4 forskellige butikker. At købe lidt større ind, når noget er på bud. I de måneder, hvor vi sad allermest stramt i det, var det ikke en mulighed at købe 4 liter Biotex eller fylde tanken på bilen, fordi det ikke kan nytte at have pengene bundet i sæbe eller benzin, når man mangler dem til mælk og rugbrød.
Mine børn får i dag lidt oftere ja, når de spørger, om vi kan lave noget, der koster penge, ligesom deres tøj ikke skal strække helt så langt, og jeg er en smule mere kritisk ift. arvetøj, forstået på den måde, at smag nu faktisk også får lov at have lidt at sige, når de siger ja tak og nej tak til tingene.
Og alt det ovenstående har jeg valgt til med helt åbne øjne. For jeg vil helt utrolig gerne have den sikkerhed, der kommer med en opsparing, og jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, jeg hellere vil end at køre tværs over staterne med Anton, Frida og min kammerat. Og derfor *er* der etableret en opsparing, og det bliver en kilde til ro, lettelse og glæde.
Men der er ingen lommer i den sidste skjorte. Og det strider mig inderligt imod at leve på forventet efterbevilling. Sådan er jeg indrettet, og hvis ikke jeg var, havde jeg ikke fået mine børn selv, for så havde jeg ventet på én at få dem med, og går man ned ad den vej, bliver det rent Sliding Doors.
Men jeg finder det formålsløst at vende hver eneste 5-øre og skovle alt, hvad jeg overHOVEDET kan skrælle af vores liv og forbrug over i en pengetank – fordi det for mig er at gå glip af det gode liv her og nu; at man udsætter det, i forventning om, at det kommer. At man har ret til det, at det ligger derude og venter, og at man er blevet det lovet. Det er man ikke. Og som Marty Hart siger i True Detective: “Do you know the good years when you’re in them, or do you just wait for them until you get ass cancer and realize that the good years came and went?”
Og er det gode liv at kunne spise på Street Food eller at kunne tage i Djurs Sommerland? Altså, både ja og nej, jo. For det er det, hvis de basale behov er dækkede – men ikke, hvis pengene ikke er der, eller man gør det på bekostning af noget, man skal have, og som man så derfor senere bliver nødt til at låne til. Men penge giver muligheder og hold kæft, den her sommer har været god. Havde den været ligeså god, hvis vi ikke havde købt et badebassin, havde spist madpakker i legoland, havde undladt at tage i Barfodsparken eller havde sparet på brændstoffet og derfor ikke var kørt på nær så mange ture? Måske. Men jeg synes, at der er nærvær i gode oplevelser, man har sammen. Det er en livsværdi for mig, og derfor vil jeg hellere bruge pengene på at gøre det nu, hvor vi kan, end at vente og risikere at gå glip af det, fordi vi ventede for længe.
Så jeg ved ikke, om jeg overhovedet har et godt svar til dig, Kristina, for jeg er stadig så ny i at være gældfri, at jeg sidder med den samme frygt som dig. Omvendt kan jeg, når jeg skriver dette, også se, at jeg måske faktisk har fanget det, jeg jagtede, da jeg startede denne indlægsrække, nemlig en øget bevidsthed om mit forbrug. Og måske er det så langt man kan nå, der hvor jeg står nu?
Alt hvad der ligger foran mig, er nyt og uopdaget land. Jeg har ikke prøvet at være voksen, gældfri og nogens mor samtidigt før, så det er nok noget med at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, mens jeg har øjnene stift rettet mod det overordnede mål: At leve det gode liv her og nu, men samtidig også hjælpe mig selv ved at sørge for, at det også er en mulighed i fremtiden.
Jeg går og tumler med et emne, som jeg godt kunne bruge andres tanker omkring. Egentlig kan mit dilemma deles op i tre, men punkterne kan koges sammen til, at jeg gerne vil lære at nyde livet og leve i nuet.
Jeg har jo et godt liv (selvfølgelig med de bump, som alle støder på), og derfor vil jeg rigtig gerne bryde med den tendens, jeg har til at:
*Bekymre mig om ting, jeg alligevel ikke kan ændre, f.eks. frygten for at miste mit job, at børnene bliver mobbet/ikke får en uddannelse/får et dårligt liv eller at jeg ikke har opdraget/hjulpet dem godt nok på vej. Men det er også bekymring om sygdom og død; hvad hvis mine forældre dør? Eller hvis jeg får kræft og dør fra mine børn?
*Tænke alt for meget på, hvad andre tænker om mig. Så meget, at jeg faktisk af og til agerer anderledes end jeg ville, for at behage andre, og samtidig ikke får sagt fra, når mine grænser bliver overtrådt – for hvad vil folk ikke tænke?
Det betyder f.eks. at jeg ikke får vist, hvad jeg kan på mit arbejde, fordi jeg er bange for, at folk synes, jeg praler. Jeg byder ikke ind med sjove bemærkninger eller small talk, for hvad hvis folk synes, jeg er dum at høre på?
*Sammenligne mig selv med andre, primært min søster, i forhold til økonomi, karriere, bolig osv. Det påvirker mig, når hun fortæller, at de har en kæmpe opsparing i banken (det har vi ikke), at deres hus snart er betalt af (det er vores langt fra), eller at hendes mand har fået nyt, godt job. Men det er ikke kun hende. Det kan også være, hvis jeg kan se andre, der har haft held med at opdrage deres børn på en måde, som jeg også havde ønsket at opdrage mine på.
Jeg har gået til psykolog et par gange, men er ikke lykkedes mig at knække koden, for at være taknemlig for de ting JEG har, og den person jeg er.
Måske du eller nogle i kommentarfeltet har de vise sten?
Jeg ved ikke, om nogen, sådan helt generelt, har de vise sten lige her, for det her er nok tanker, de fleste af os, i hvert fald i perioder, tumler med. Men jeg vil gerne prøve at skrive lidt om, hvad din mail får mig til at tænke over.
For at starte fra en ende af, så tror jeg, at den første del af dit problem, er uundgåelig. Jeg tror simpelthen, den er et produkt af at blive ældre? For da vi var i start-tyverne, var vi alle sammen frygtløse og udødelige, men i takt med, at vi bliver ældre, så bliver de fleste af os konfronteret med, at alt det svære ikke kun sker for naboen. Og egentlig er det vel både naturligt og måske endda sundt, sådan helt evolutionært speaking, at vi tilpasser vores syn på verden, til det, vi ser. Og akkumuleret set vil der være flere og flere, der mister deres forældre i takt med, at vi bliver ældre. Procentdelen af mennesker, vi kender, der bliver ramt af alvorlig sygdom vil stige. Vi skal efterhånden have begge hænder i brug, når vi skal tælle dem, vi kender, der har prøvet at blive fyret fra et virkelig godt job.
Så måske er det ikke et mindset, vi skal modarbejde, men snarere lære at leve side om side med?
For mig skete der noget, da min veninde Lene døde af en tumor i hjernen. Det smadrede en uskyld i mig, som ikke kan genskabes. Jeg tænker somme tider på, at det er det, sorg er. Et uønsket filter, der lægges ned over hele den verden, vi kender, hvorefter alt – ALT – ser anderledes ud. Og selvfølgelig er en fyring ikke at sidestille med den sorg, man oplever, når nogen, man holder af, forlader denne verden. Men måske det udløser en version af samme filter, når man over årene går fra at opfatte det svære som noget fjernt og uvedkommende, til at erkende, at der er noget til os alle sammen? En slags sorg-filter-light?
Jeg kan vist ikke rigtigt byde ind med noget, der kan få det til at gå væk, men for mig hjælper det at huske, at det er luksusbekymringer, forstået på den måde, at de alle sammen ville forsvinde med et knips, hvis man blev smidt ud i en virkelig krise. Man har dem, fordi man har overskud til at have dem, og det kan være udemærket at minde sig selv om.
Dine to næste punkter har jeg lyst til at slå delvist sammen. For mig at se udspringer af det samme, nemlig de tanker, der opstår, når man sammenligner sig selv med andre.
Jeg følger på insta en kropsterapeut (bodyimage_therapist), der skriver meget om det her med at være utilfreds med sin krop, fordi man sammenligner den med andres. Hendes pointe er, at man ikke skal arbejde på at stoppe med at sammenligne, men i stedet prøve at identificere, hvor og hvornår man sammenligner, og så prøve at styre udenom de situationer. At hvis man f.eks. kan mærke, at man falder i sammenligningsfælden, når man scroller inspo-siden på instagram, så skal man lade være med det.
For mig giver det mening, at det er omsonst at prøve at stoppe med at sammenligne. Hele vores samfund er skruet sammen, så vi konstant bliver præsenteret for områder, hvor vores præstationer kan sammenlignes. Karakterer. Løntrin. Tøjstørrelser. Huspriser og m2. Alt bygger på tal, der er direkte sammenlignelige, og vi bliver en del af spillet, fra det øjeblik, vi bliver født.
Mit bud er, at vi alle har områder, der er svære for os, hvor vi sammenligner os med andre, og hvor vi føler, at de mangler, vi selv synes, vi ser, indikerer at vi fejler. Det tossede er, at det jo ikke siger noget som helst om, hvem vi er. Ingen af os holder hverken mere eller mindre af vores mødre på baggrund af, hvad de vejer. Ingen af vores børn elsker os mindre, fordi vi fik 7 i tysk. Så altså. På den helt store plade er det jo skideligegyldigt.
Men problemet opstår, når det bliver til noget, der påvirker vores livskvalitet og -glæde. For det er ikke fedt at føle, at man altid halter bagefter, og at alle de andre acer noget, man ikke selv formår.
Jeg tror, der ligger meget i, hvilke værdier, vi hver især er vokset op med. At de områder, hvor du sammenligner dig selv med din søster og føler, du taber, måske handler om, at de arenaer, hvor hun klarer sig godt lige nu, er nogle, der blev opfattet som vigtige i jeres barndomshjem?
Jeg tror også, at din placering i en søskenderække kan have betydning. At der kan være roller, man havde som børn, som man kan komme til at tage med ind i voksenlivet. Nu ved jeg ikke, om din søster er yngre eller ældre end dig, men uanset om det handler om en storesøster, du ikke føler, du nogensinde kan indhente, eller om du føler dig overhalet indenom af din lillesøster, så er det skidestressende at konkurrere med et menneske, hvor de imaginære dommere er ens forældre. For skåret ind til benet er det nok dem, de fleste af os gerne vil imponere.
Og hvad godt skal dét så gøre, Linda? For det løser jo ingenting at konstatere.
Det har du sådan set ret i. Og så alligevel. For jeg tror, at det kan blive nemmere at hilse på afgrunden, men undlade at springe i den, hvis man ved, hvad den er skabt af. For hvis du finder ud af, at dit mindreværd ift. din søster handler om, at hun lever et liv, der ligger mere i tråd med det, dine forældre lever, så bliver det også nemmere at minde dig selv om, at det jo ikke er en fejl, at dit liv er anderledes indrettet. Du har valgt anderledes, fordi noget andet var vigtigere for dig.
Jeg kan huske, at Hella Joof engang sagde, at når man bliver misundelig på andre og ønsker sig deres liv, så gælder det kun, hvis man tager hele pakken. Man kan ikke bare pege på de ting i udstillingsvinduet, man gerne vil have; man skal også tage den latterlige ekskæreste, den nederdrægtige eksem og barnet med indlæringsvanskeligheder med. Det synes jeg også kan være en hjælp at huske. For når man sætter det op på dén måde, vil de fleste af os nok betakke os for at bytte.
Ift. dine kolleger tror jeg måske, det kunne være en hjælp at starte et andet sted. At du ikke har som mål at ‘holde op med at bekymre mig om, hvad de tænker’ – men i stedet tænker ‘hvad kunne JEG godt tænke mig at gøre/sige her?’ For det ændrer ikke noget fra i dag til i morgen. Men det flytter dit fokus fra De Andre til dig selv og dine egne ønsker og behov, og det tror jeg er første skridt.
Det lyder dejlig nemt – og det er det overhovedet ikke. Jeg har selv et par af de her knaster, jeg bøvler med.
Jeg har i mange år været HYPER følsom ift. andres humør – og var det dårligt, var jeg HELT sikker på, at det handlede om mig. At jeg havde gjort noget forkert, og at folk var sure på mig. Da jeg en dag blev træt nok af alt det mentale arbejde og stressfaktoren i at skulle gætte andre menneskers følelser, satte jeg mig ned og tænkte det igennem. Og jeg nåede frem til, at det hele foregik i oppe i mit eget hoved. For den både deprimerende og frigørende sandhed er, at vi fylder uendelig lidt i andre menneskers tanker. Vi har alle sammen hovedrollen i vores eget liv, og ALLE andre er bipersoner og statister. Sagt med andre ord: Så vigtig er jeg simpelthen ikke.
Jeg gav mig selv en go-to-sætning, jeg hiver frem, hver eneste gang jeg kan mærke, jeg reagerer på andre menneskers dårlige humør: Det handler ikke om mig.
Min pointe er, at triggeren for mig ikke er væk, men at det har hjulpet mig enormt at have en one-liner, der er nem at hive frem i underskudssituationer, hvor jeg bliver stresset. Måske kan du finde en lignende sætning, der kan hjælpe dig ift. dine kolleger? At du, når du har bevist, at der er et eller andet, du mestrer, og bagefter bliver i tvivl om, hvad andre tænker om dig, siger til dig selv, at du gør det samme, som ALLE andre – og det er der ingen, der tænker over. Og hvis de endelig gør, så varer det max. 10 sekunder – så er de tilbage ved hovedpersonen i deres eget liv, nemlig dem selv.
Det sidste, jeg har lyst til at skrive er, at det ikke er sikkert, det overhovedet handler om dig – måske det handler om selskabet?
Jeg kan pege en håndfuld mennesker ud, som kommer i de samme cirkler som mig, som gør mig helt VILDT utilpas. De er søde og rare, og jeg har svært ved at sætte ord på, hvorfor de for mig føles, som de gør – men det gør de. De gør mig usikker og selvbevidst, og jeg hader alt, hvad der kommer ud af munden på mig, når jeg er sammen med dem. Jeg lyder for sur/for skrap/for bestemt/for vælg-selv. Om det er fordi de minder mig om mennesker, jeg har dårlige oplevelser med, eller om deres adfærd trykker på knapper i mig, jeg ikke engang selv er klar over, jeg har, aner jeg ikke. Men fordi jeg har brugt tid på at identificere følelsen og ved, hvem der udløser den, vælger jeg at omgåes dem så lidt som overhovedet muligt, og når jeg er tvunget til at være sammen med dem alligevel, ved jeg, at det er knapperne, der taler, når jeg bliver utilpas.
Måske er det det samme, der gør sig gældende for din kollegagruppe? For hvis det er, så kan det måske ændre på selvopfattelsen på en positiv måde at indse, at det hele er kemi og samspil. Du er lige, som du skal være, og hvis ikke, det er sådan, de ser dig, er det fordi, de ikke er din klan og dine mennesker.
Alt det bedste til dig, Susanne. Jeg håber, at der er lidt i det, jeg skriver eller som lander i kommentarfeltet, du måske kan plukke ud og gøre til dit eget.
Fordi der over de sidste par måneder igen er begyndt at komme dilemmaer i inboxen, vil jeg bare lige knytte en kommentar til, hvordan jeg griber det an, så både I, der overvejer at sende ind og jer, der læser med, ved, hvad der foregår i maskinrummet.
Når jeg modtager et dilemma, vurderer jeg, om jeg synes, jeg har noget at byde ind med. Som oftest tager jeg udfordringen op, men det sker, at jeg er nødt til at svare, at jeg ikke kan skrive et indlæg, der yder dilemmaet og personen bag retfærdighed. Det kan være fordi, problemstillingen omhandler noget, jeg ingen erfaring har med overhovedet, eller fordi jeg synes, jeg har skrevet, det jeg kan, om lige præcis dét emne. Jeg får eksempelvis en del mails fra kvinder, der overvejer at få børn alene, men med mindre der er noget, som gør deres dilemma atypisk, synes jeg, at jeg på bloggen over årene har været omkring de ting, jeg her kan bidrage med.
Men hvis der er noget i emnet, som kan løftes op og tale ind i noget generelt, bider jeg på.
Herefter spørger jeg, hvor anonyme folk gerne vil være; om jeg f.eks. skal give dem et andet navn, men uanset hvor åbne folk selv er, ændrer jeg altid, uden undtagelse, alle stednavne og tal. I og med at det sjældent er hovedpersonerne selv, der har skrevet ind, er det vigtigt for mig at undgå, at nogen pludselig genkender sig selv i en beskrivelse, de ikke har sendt ind.
Når jeg har skrevet indlægget, sender jeg den, der har skrevet, et heads up, så de ved, at deres dilemma nu er live, og jeg beder i samme ombæring om, at de efter et par dage, går ind og skriver et ord eller to i kommentarfeltet, så I, der bruger tid på at svare, ved, hvor jeres svar er landet. Vil man gerne være anonym, sender man sin kommentar til mig, og så poster jeg den i kommentarfeltet.
Jeg prøver normalt at fordele mine indlægstyper en smule, så der ikke kommer flere af samme slags lige efter hinanden. I de her uger har jeg – igen – temmelig meget om ørerne, og derfor bytter jeg lidt rundt på rækkefølgen, og poster et indlæg nu, som jeg egentlig først havde tænkt skulle på i næste uge. Derfor får I et ‘I spørger’-indlæg idag, selvom det ikke er så længe siden, vi sidst havde et. Jeg håber ikke, at det påvirker jeres lyst til at byde ind, for jeg ved, at det for Helene er lige så ønsket med input til det her dilemma, som det var for mig til det, jeg skrev for et par uger siden.
Helenes mail udsprang af kommentarfeltet på mit eget ‘jeg spørger’-indlæg, og hvor jeg normalt korter de mails, jeg modtager, en smule ned (for læsevenligheden om at gøre), har jeg denne gang valgt at paste hele balladen, fordi jeg synes, der er mange detaljer, som er vigtige at få med.
Lad os komme i gang.
Hej Linda.
Mit spørgsmål går på noget, du kort nævnte i et indlæg for nyligt. Jeg spørger, fordi jeg er så meget i tvivl om, hvordan jeg tackler det på en ordentligt måde.
Min datter på 10 vil gerne ses med en tidligere klassekammerat, som flyttede til en naboby for nogle år siden. De er i kontakt via SoMe. Hun var her i nat på en overnatning. Det er ok for mig, jeg kender hende; hun virker umiddelbart som en fornuftig pige med et lidt svært liv. Hendes far døde for 4 år siden. Officielt af kræft, rygterne siger noget andet. Hendes mor virker belastet, har ikke så mange tænder tilbage, har nat-arbejde i en kiosk, hvor hun har ladet sine børn være alene hjemme imens (den ældste var 12). Pigen er altid lidt bange for sin mors vrede, f.eks var hendes rejsekort væk, vild panik, min mor bliver rasende osv.
Jeg spurgte ind til, hvordan det var at bo i den nye by? “Super” siger hun. “Vi bor tæt på alt; strande, gågaden, Rema, Netto og Bæveren (et værtshus). Der har min mor en ven, som hedder Søren, ja, han er også min ven faktisk. Min mor går tit der hen, flere gange om dagen, men hun drikker kun sodavand. Nogle gange går hun også hen til Martin, min papfar, men de har slået op.”
Denne papfar var, som jeg husker det, grunden til at de flyttede, så han kunne være hos børnene, når hun havde nat-arbejde – fordi lærerne på skolen var begyndt at spørge noget ind.
Nå men altså, jeg vil gerne se mig selv som et rummeligt menneske, og det betyder meget for mig, at mine børn er rummelige. Ikke alle har de samme vilkår i livet, men derfor kan man godt være sammen eller kunne lide hinanden. Man skal ikke sorteres fra, bare fordi man kommer fra et belastet miljø.
Men min datter skal under ingen omstændigheder derhen – og slet ikke overnatte der. Hvordan forklarer jeg hende det på en ordentlig måde uden at være alt for fordømmende? Jeg har det træls med at dømme den mor så hårdt, og alene på grund af det jeg ser, oplever og hører. Men jeg vil også gerne passe på mit barn. Jeg vil gerne kunne forklare uden af udlevere. Lige nu synes min datter, at jeg er dum, og at det er uretfærdigt, at hun ikke må overnatte hos pigen, og hun spørger mig hvorfor. Jeg har forsøgt med vage forklaringer om, at hjemme hos Amalie er det ikke altid, at de voksne passer godt nok på børnene.
I dag trak hun så det store kort og spurgte foran veninden. Jeg endte ud i en ‘fordi jeg siger det’-situation, som virkede fint, da hun var 5, men knap så godt på en 10-årig.
Hun har en veninde mere, som er skøn, men som også kommer fra et belastet miljø. Ingen grund til at uddybe, men her er mere fakta end rygter. Altså noget jeg reelt ved om familen, ikke bare noget jeg formoder.
Jeg er faktisk selv lidt ked af, at jeg sådan dømmer mine børns venners forældre. Synes ikke det klæder mig særlig godt, og det er sikkert også masser af forældre som dømmer os, vi ligger ikke selv højt i klasse hierakiet.
Det betyder noget for mig at mine børn lærer at omgåes forskellige typer af mennesker, at de kan se de kvaliteter, som det enkelte menneske besidder, uanset de vilkår de ellers har i livet. Det er også vigtig, at de lærer at se, hvornår deres venner er på vej ud i noget skidt, som de selv skal undgå – og endnu bedre: Hvis de kan råbe vagt i gevær til en voksen. Det gjorde Cecilie faktisk, da hendes den anden veninde, jeg nævner, fortalte, at hun nogle gange var alene om natten og at hun var begyndt at “online date” en dreng fra England, når hun var bange om natten. Der tog min datter fat i deres klasselærer, og fik veninden til at fortælle om de vanskeligheder, hun har derhjemme.
Alt i alt tænker jeg, at vi er på rette vej i vores opdragelse, men jeg mangler alligevel input, fordi min datter er så ufattelig selvsikker. Hun tror, at hun har styr på alt, så hun forestiller sig, at hun også sagtens kan klare alt.
Så hvordan gør man det her på en god måde? Passer på både egne og andres børn, har værdierne med og sidst men ikke mindst italesætter det på en måde, der både er respektfuld og giver mening?
KH
Det her dilemma kan jeg mærke helt ind i knoglerne. For som enlig mor er det noget, jeg har været tvunget til at forholde mig til, nærmest fra dag ét.
Inden jeg går videre vil jeg gerne lave en forhånds-disclaimer, som gælder både mig og jer, der har lyst til at kommentere. For det her indlæg bliver 6000 km. langt, hvis vi hele tiden skal skrive høflighedsforbehold, som ‘altså, ikke ALLE enlige mødre, jo’ og ‘der findes selvfølgelig undtagelser’. Det er vi helt, helt enige om, men vi bliver også nødt til at kunne skrive nogenlunde frit, hvis ikke det skal blive så hensyns-forplumret, at det bliver uforståeligt.
Når man kun er én forælder, er der nogle meget lavpraktiske vilkår, der gør, at der er øget risiko for, at ens børn kan ende i dårligt selskab. Én indkomst betyder begrænsninger i valg af bolig(område), og derfor er der typisk flere familier med udfordringer, belastet baggrund eller børn, der er mere alene i de områder, man har økonomisk adgang til.
Én forælder betyder typisk også flere timer uden opsyn, hvilket bliver ekstra kritisk, hvis de legekammerater, der er umiddelbar adgang til, vokser op i hjem med færre grænser og regler. Eller hvor de enlige forælder har givet køb på deres autoritet, fordi de har fået sat sig selv i en situation, hvor de har givet børnene noget at forhandle med – som f.eks. hvis det ældste barn skal passe sine mindre søskende om natten, så mor eller far kan arbejde eller overnatte hos kæresten.
Da jeg voksede op, var der børn i min omgangskreds, der kom fra hjem uden opsyn. Hjem, som på overfladen lignede det, jeg kom fra – og så alligevel ikke. De måtte MEGET mere, end jeg måtte, og der var ikke rigtigt nogen, som gik op i, om de brød de få regler, de fik udstukket. Hvilket alle vi, der kom fra hjem med regler, konsekvenser og faste kom-hjem tider, syntes var VILDT snyd.
Og man kan mene om det, hvad man vil. Men de børn, der blev til unge, som stort set opdrog sig selv, var dem, der endte med at træffe valg, der har givet dem hårdere liv med flere svære konsekvenser – og flere af dem har børn, der er på vej ud af det samme spor, de selv fulgte.
Det er utrolig upopulært at sige, men der findes dårligt selskab og mennesker, der kan sætte solid opdragelse og gode intentioner ud af spil. Mennesker, som faciliterer adgang til situationer og fristelser, som man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at man skulle klæde sine børn på til at navigere i. Uanset hvor gode kompas, man installerer i sine børn, så kan de, i det forkerte selskab, blive sat i situationer, hvor de kommer til at træffe valg, de ikke forstår konsekvenserne af.
Og det, jeg tror, gør det så kompliceret er, at de her mennesker ikke er dårlige mennesker. De er typisk bare voksne, der engang var børn, der voksede op i hjem, der ligner dem, de selv foranstalter nu, og hvordan skal man næsten kunne andet? Når det går godt, tror jeg, de fleste af os ligner hinanden, men i spidsbelastede situationer, er vi simpelthen som mennesker så afhængige af, at vi har set voksne autoritetsfigurer tackle lignende situationer hensigtsmæssigt, hvis vi skal kunne hive noget op af rygsækken. Hvis vi kunne overskrive impulser og indgroet adfærd med fornuft, ville det være nemt at være mønsterbryder, der ville ikke være noget, der hed social arv, børn af rygere ville ikke selv begynde at ryge og ingen, der selv er vokset op med tæsk og omsorgssvigt ville drømme om at udsætte deres egne børn for det samme.
Ovenstående er utrolig beskæmmende, for det, jeg siger, lugter af, at man sidder fast i den sociale kaste, man er født ind i. Og det er jo ikke til at holde ud. Specielt tror jeg, at man kæmper imod det fatalistiske livssyn, når man er et uddannet, idealistisk menneske, for ingen af os ønsker at opdrage vores egne børn med socialt snæversyn eller blinde vinkler ift. i hvor høj grad det er held og tilfældigheder, der har givet dem det liv, de har fået.
Så hvad gør vi? Hvad siger vi? Og hvordan vurderer vi folk omkring os? For som enlig mor har jeg også mødt masser af fordomme. Specialt da vi boede, hvor vi boede før, hvor folk lavede knallerter inde i stuen, og alkoholikerne smed dynerne i fællesmaskinen, når de havde skidt i sengen om natten. Jeg ville være blevet SÅ ked af, at mine børn blev fravalgt, alene på baggrund af min civilstatus eller adresse.
Men selv dengang var jeg egentlig ret afklaret med, at det formentlig ville kræve, at vi skulle ses mere an, end hvis vi havde boet et andet sted, eller været to forældre, når vi skulle danne nye relationer. Om det burde være sådan, kan man bestemt diskutere, men selvom de fleste af os faktisk møder vores medmennesker med en forforståelse af, at alle rummer noget godt, så er det naivt at lukke øjnene for, at hvis rammesætningen omkring livet og hverdagen er skæv, så bliver der revner, sprækker og plads nogle steder, hvor det ikke er meningen at børn skal færdes alene.
Så Helene: Jeg tror faktisk ikke, man kan gøre det så meget anderledes, end du allerede gør. For som jeg ser det, rummer du fint de her børn – du gør det bare på en måde, hvor du kan styre de ydre rammer. Og det er jo egentlig fraværet af disse, og ikke hverken børn eller forældre, vi reagerer på, når vi står overfor børn fra belastede hjem. Så ved at være åben for, at relationen kan bevares, både på de sociale medier og i jeres hjem, synes jeg, at du viser dine børn, at man godt kan forholde sig positivt til mennesker, samtidig med at man trækker en grænse ift. omstændigheder. Det tror jeg ikke, din datter vil kunne forstå nu – og det tænker jeg egentlig heller ikke, at man behøver at bede hende om. Men jeg tror ikke, at hun skal være særlig gammel, før det begynder at give mening for hende.
Man kan sige, at du med din måde at gribe situationen an på, også viser hende, at man godt kan holde fast i sine egne grænser og stadig være ordentlig omkring det. Det tror jeg er ret vigtigt at blive ved med at holde op, så hun kan se det, fordi det vil hjælpe hende, når hun selv står i situationer, hvor venner og veninder; mennesker hun holder af og identificerer sig med, går ind i situationer, hun selv kan mærke er uhensigtsmæssige.
Og måske er det en af de ting, der kan gøre det lidt nemmere? At tænke, at man faktisk hjælper dem ved at vise, at somme tider må man gerne sige nej, uden at det betyder, at man skylder en detaljeret forklaring?
Jeg følger en IG-konto, der hedder drbeckyatgoodinside. Hun er somme tider meget amerikansk, men hun er sgu også ret god. Og et af de små tricks, jeg har taget med fra hende, er, at man, når man siger nej til noget, de gerne ville have ja til, kan slutte med et stille og roligt ‘- and you are allowed to be mad about that’. Det synes jeg er en ret god reminder, både til barnet og én selv. For når din datter spørger, i venindens påsyn, hvorfor hun ikke må sove der, så synes jeg faktisk, at det rigtige svar ER en variation af ‘Fordi jeg siger det’. For man kan jo ikke smide forældrene under bussen i barnets påhør, men man kan godt sige: “Det er forskelligt, hvad I må her, og hvad I må andre steder. Jeg siger lige nej til, at I må sove hos Mathilde – og det er ok, at du bliver vred over det.” Her er et meget lavpraktisk tip fra mig til dig, at det faktisk ofte hjælper at skifte ordet ‘sur’ ud med ‘vred’. Jeg ved ikke, om andre har det sådan, men for mig har ‘sur’ en undertone af ‘urimelig’ – men det ER sgu fair, at de bliver vrede over at få nej til noget, de virkelig gerne vil. Og det tror jeg er godt for os voksne at huske.
Så efter 1000000000 ord ender jeg med, at jeg synes, du håndterer det på fin og forbilledlig vis. Jeg tror egentlig, at det er de tanker, du gør dig i baglokalet, der driller dig mest? Min holdning er, at man sagtens kan være rollemodel, både for egne børn og for dem, der har det svært derhjemme, ved at muliggøre relationer i trygge rammer, præcis som du gør. Men jeg tror desværre ikke, man kan redde børn og familier i brand ved selv at stille sig ind i bålet.
Jeg er røget i et dilemma, jeg ikke helt ved, hvad jeg stiller op med, så i dag bytter vi stole, og så kan I få lov at være Monopol for en dag.
For:
Anton vil gerne have make up på i skolen, og det synes jeg er svært. Hvad, hvis de andre dømmer ham? Hvad hvis de dømmer mig? For jeg kan være lige så woke, jeg har lyst til; hvis de andre tror, det er mangel på opdragelse og interesse for mit barn, at han får lov at gå i skole med make up, så rammer det ham, alle mine gode intentioner til trods.
Hvad tænker I så? At han skal have lov at være den han er? At det ville være forkert at undertrykke hans personlighed og udtryk? Eller at det er dårligt forældreskab, hvis jeg ikke forholder mig til, at han uforvarende kan komme til at stå på mål for mine politisk korrekte holdninger?
Brug lige 30 sekunder på at tænke over det, før du læser videre.
Klar igen?
Godt.
For det er så nu, jeg skriver, er det ikke er Anton, det her handler om. Han ville ikke kunne udpege en mascara, om den så sprang op og bed ham i næsen.
Men det kan Frida. Frida, som elsker make up og glimmer og øreringe og tøj i alle regnbuens farver. Frida, som jeg har ladet vælge sine outfits, fra hun selv kunne pege, fordi hun ikke ryster på hånden overhovedet, og fordi det for mig har været meget tydeligt, at tøj for hende er en måde at udtrykke sig på.
Hun har altid elsket make up, og jeg har ladet hende lege med det. Jeg købte allergitestet voksenmakeup, og et sæt ordentlige pensler til hende i kalendergave, og det var tæt på at indbringe mig prisen som Årets Mor.
Hun har alle dage fået lov at børste lidt på øjnene, når hun gerne vil, og også at tage en gloss på læberne, for min påstand er, at meget af det, vi forbinder negativt med make up, er den sexualitet, vi synes, den signalerer.
Og det er netop derfor, jeg valgte at starte med at prøve at sætte Anton ind i problemstillingen, for jeg gætter på, at ingen af jer, der syntes, han skulle have lov, havde bekymringer ift. hud og allergi? Eller mente, at jeg skulle tænke over, hvad han signalerede?
Og jeg peger ikke fingre. Det gør jeg virkelig ikke. For jeg synes, det er svært!
Forleden talte jeg med min veninde om en pige i hendes barns klasse, som i en alder af 10 år kører fuld EMO-kohl. Og det kan jeg mærke, at jeg også *selv* reagerer på – men jeg tror, jeg gør det af de forkerte grunde.
For jeg nægter at være med til at undertrykke den næste generation af kvinder og gøre deres kroppe og seksualitet til noget forkert og beskidt, som skal frygtes og undgåes – men hvor og hvornår sætter man ind? Hvornår går vi fra, at glam-up bare er noget, vi leger med vores Bratz-extensions og Barbielipgloss til, at det er noget, vi forbinder med kvindelighed og kønsroller?
Helt lavpraktisk: Hvis jeg vil forbyde det – hvornår gør jeg det så? Og med hvad for en begrundelse?
Man kunne godt trække en grænse og sige, at ligesom man ikke må gå i skole i udklædningstøj, så må man heller ikke have sminke på, men jeg kan mærke, at der er noget i mig, der stritter, fordi jeg synes, at tankerne bag forbuddene af hhv. udklædning og make up er forskellige. Men er det vigtigt?
Og hjælper jeg hende, hvis jeg lader hende fortsætte, og hun risikerer at blive stemplet af både andre børn og deres forældre om et par år? Passer jeg ordentligt på hende, hvis jeg lader jeg hende gå, uforvarende og med paraderne nede, lige ind i løvens hule?
Jeg tænker, så det knager, og jeg ved ikke, hvor jeg står. Så det er her, I kommer ind i billedet. For måske har I haft snakken i jeres respektive netværk eller i børnenes klasser? Måske er det én af dem, hvor svaret bliver helt indlysende i takt med, at børnene bliver ældre?
Jeg vil utrolig gerne høre jeres tanker og erfaringer, så vamos a la blækhus, s’il vous plaît.
