Kategori: I spørger, jeg svarer

I spørger, jeg svarer: Når De Andre fylder for meget

Jeg har fået følgende mail fra Susanne:

Jeg går og tumler med et emne, som jeg godt kunne bruge andres tanker omkring. Egentlig kan mit dilemma deles op i tre, men punkterne kan koges sammen til, at jeg gerne vil lære at nyde livet og leve i nuet.

Jeg har jo et godt liv (selvfølgelig med de bump, som alle støder på), og derfor vil jeg rigtig gerne bryde med den tendens, jeg har til at:

*Bekymre mig om ting, jeg alligevel ikke kan ændre, f.eks. frygten for at miste mit job, at børnene bliver mobbet/ikke får en uddannelse/får et dårligt liv eller at jeg ikke har opdraget/hjulpet dem godt nok på vej. Men det er også bekymring om sygdom og død; hvad hvis mine forældre dør? Eller hvis jeg får kræft og dør fra mine børn?

*Tænke alt for meget på, hvad andre tænker om mig. Så meget, at jeg faktisk af og til agerer anderledes end jeg ville, for at behage andre, og samtidig ikke får sagt fra, når mine grænser bliver overtrådt – for hvad vil folk ikke tænke?

Det betyder f.eks. at jeg ikke får vist, hvad jeg kan på mit arbejde, fordi jeg er bange for, at folk synes, jeg praler. Jeg byder ikke ind med sjove bemærkninger eller small talk, for hvad hvis folk synes, jeg er dum at høre på?

*Sammenligne mig selv med andre, primært min søster, i forhold til økonomi, karriere, bolig osv. Det påvirker mig, når hun fortæller, at de har en kæmpe opsparing i banken (det har vi ikke), at deres hus snart er betalt af (det er vores langt fra), eller at hendes mand har fået nyt, godt job. Men det er ikke kun hende. Det kan også være, hvis jeg kan se andre, der har haft held med at opdrage deres børn på en måde, som jeg også havde ønsket at opdrage mine på.

Jeg har gået til psykolog et par gange, men er ikke lykkedes mig at knække koden, for at være taknemlig for de ting JEG har, og den person jeg er.

Måske du eller nogle i kommentarfeltet har de vise sten?

Jeg ved ikke, om nogen, sådan helt generelt, har de vise sten lige her, for det her er nok tanker, de fleste af os, i hvert fald i perioder, tumler med. Men jeg vil gerne prøve at skrive lidt om, hvad din mail får mig til at tænke over.

For at starte fra en ende af, så tror jeg, at den første del af dit problem, er uundgåelig. Jeg tror simpelthen, den er et produkt af at blive ældre? For da vi var i start-tyverne, var vi alle sammen frygtløse og udødelige, men i takt med, at vi bliver ældre, så bliver de fleste af os konfronteret med, at alt det svære ikke kun sker for naboen. Og egentlig er det vel både naturligt og måske endda sundt, sådan helt evolutionært speaking, at vi tilpasser vores syn på verden, til det, vi ser. Og akkumuleret set vil der være flere og flere, der mister deres forældre i takt med, at vi bliver ældre. Procentdelen af mennesker, vi kender, der bliver ramt af alvorlig sygdom vil stige. Vi skal efterhånden have begge hænder i brug, når vi skal tælle dem, vi kender, der har prøvet at blive fyret fra et virkelig godt job.

Så måske er det ikke et mindset, vi skal modarbejde, men snarere lære at leve side om side med?

For mig skete der noget, da min veninde Lene døde af en tumor i hjernen. Det smadrede en uskyld i mig, som ikke kan genskabes. Jeg tænker somme tider på, at det er det, sorg er. Et uønsket filter, der lægges ned over hele den verden, vi kender, hvorefter alt – ALT – ser anderledes ud. Og selvfølgelig er en fyring ikke at sidestille med den sorg, man oplever, når nogen, man holder af, forlader denne verden. Men måske det udløser en version af samme filter, når man over årene går fra at opfatte det svære som noget fjernt og uvedkommende, til at erkende, at der er noget til os alle sammen? En slags sorg-filter-light?

Jeg kan vist ikke rigtigt byde ind med noget, der kan få det til at gå væk, men for mig hjælper det at huske, at det er luksusbekymringer, forstået på den måde, at de alle sammen ville forsvinde med et knips, hvis man blev smidt ud i en virkelig krise. Man har dem, fordi man har overskud til at have dem, og det kan være udemærket at minde sig selv om.

Dine to næste punkter har jeg lyst til at slå delvist sammen. For mig at se udspringer af det samme, nemlig de tanker, der opstår, når man sammenligner sig selv med andre.

Jeg følger på insta en kropsterapeut (bodyimage_therapist), der skriver meget om det her med at være utilfreds med sin krop, fordi man sammenligner den med andres. Hendes pointe er, at man ikke skal arbejde på at stoppe med at sammenligne, men i stedet prøve at identificere, hvor og hvornår man sammenligner, og så prøve at styre udenom de situationer. At hvis man f.eks. kan mærke, at man falder i sammenligningsfælden, når man scroller inspo-siden på instagram, så skal man lade være med det. 

For mig giver det mening, at det er omsonst at prøve at stoppe med at sammenligne. Hele vores samfund er skruet sammen, så vi konstant bliver præsenteret for områder, hvor vores præstationer kan sammenlignes. Karakterer. Løntrin. Tøjstørrelser. Huspriser og m2. Alt bygger på tal, der er direkte sammenlignelige, og vi bliver en del af spillet, fra det øjeblik, vi bliver født.

Mit bud er, at vi alle har områder, der er svære for os, hvor vi sammenligner os med andre, og hvor vi føler, at de mangler, vi selv synes, vi ser, indikerer at vi fejler. Det tossede er, at det jo ikke siger noget som helst om, hvem vi er. Ingen af os holder hverken mere eller mindre af vores mødre på baggrund af, hvad de vejer. Ingen af vores børn elsker os mindre, fordi vi fik 7 i tysk. Så altså. På den helt store plade er det jo skideligegyldigt. 

Men problemet opstår, når det bliver til noget, der påvirker vores livskvalitet og -glæde. For det er ikke fedt at føle, at man altid halter bagefter, og at alle de andre acer noget, man ikke selv formår. 

Jeg tror, der ligger meget i, hvilke værdier, vi hver især er vokset op med. At de områder, hvor du sammenligner dig selv med din søster og føler, du taber, måske handler om, at de arenaer, hvor hun klarer sig godt lige nu, er nogle, der blev opfattet som vigtige i jeres barndomshjem?

Jeg tror også, at din placering i en søskenderække kan have betydning. At der kan være roller, man havde som børn, som man kan komme til at tage med ind i voksenlivet. Nu ved jeg ikke, om din søster er yngre eller ældre end dig, men uanset om det handler om en storesøster, du ikke føler, du nogensinde kan indhente, eller om du føler dig overhalet indenom af din lillesøster, så er det skidestressende at konkurrere med et menneske, hvor de imaginære dommere er ens forældre. For skåret ind til benet er det nok dem, de fleste af os gerne vil imponere.

Og hvad godt skal dét så gøre, Linda? For det løser jo ingenting at konstatere.

Det har du sådan set ret i. Og så alligevel. For jeg tror, at det kan blive nemmere at hilse på afgrunden, men undlade at springe i den, hvis man ved, hvad den er skabt af. For hvis du finder ud af, at dit mindreværd ift. din søster handler om, at hun lever et liv, der ligger mere i tråd med det, dine forældre lever, så bliver det også nemmere at minde dig selv om, at det jo ikke er en fejl, at dit liv er anderledes indrettet. Du har valgt anderledes, fordi noget andet var vigtigere for dig.

Jeg kan huske, at Hella Joof engang sagde, at når man bliver misundelig på andre og ønsker sig deres liv, så gælder det kun, hvis man tager hele pakken. Man kan ikke bare pege på de ting i udstillingsvinduet, man gerne vil have; man skal også tage den latterlige ekskæreste, den nederdrægtige eksem og barnet med indlæringsvanskeligheder med. Det synes jeg også kan være en hjælp at huske. For når man sætter det op på dén måde, vil de fleste af os nok betakke os for at bytte.

Ift. dine kolleger tror jeg måske, det kunne være en hjælp at starte et andet sted. At du ikke har som mål at ‘holde op med at bekymre mig om, hvad de tænker’ – men i stedet tænker ‘hvad kunne JEG godt tænke mig at gøre/sige her?’ For det ændrer ikke noget fra i dag til i morgen. Men det flytter dit fokus fra De Andre til dig selv og dine egne ønsker og behov, og det tror jeg er første skridt.

Det lyder dejlig nemt – og det er det overhovedet ikke. Jeg har selv et par af de her knaster, jeg bøvler med.

Jeg har i mange år været HYPER følsom ift. andres humør – og var det dårligt, var jeg HELT sikker på, at det handlede om mig. At jeg havde gjort noget forkert, og at folk var sure på mig. Da jeg en dag blev træt nok af alt det mentale arbejde og stressfaktoren i at skulle gætte andre menneskers følelser, satte jeg mig ned og tænkte det igennem. Og jeg nåede frem til, at det hele foregik i oppe i mit eget hoved. For den både deprimerende og frigørende sandhed er, at vi fylder uendelig lidt i andre menneskers tanker. Vi har alle sammen hovedrollen i vores eget liv, og ALLE andre er bipersoner og statister. Sagt med andre ord: Så vigtig er jeg simpelthen ikke.

Jeg gav mig selv en go-to-sætning, jeg hiver frem, hver eneste gang jeg kan mærke, jeg reagerer på andre menneskers dårlige humør: Det handler ikke om mig.

Min pointe er, at triggeren for mig ikke er væk, men at det har hjulpet mig enormt at have en one-liner, der er nem at hive frem i underskudssituationer, hvor jeg bliver stresset. Måske kan du finde en lignende sætning, der kan hjælpe dig ift. dine kolleger? At du, når du har bevist, at der er et eller andet, du mestrer, og bagefter bliver i tvivl om, hvad andre tænker om dig, siger til dig selv, at du gør det samme, som ALLE andre – og det er der ingen, der tænker over. Og hvis de endelig gør, så varer det max. 10 sekunder – så er de tilbage ved hovedpersonen i deres eget liv, nemlig dem selv.

Det sidste, jeg har lyst til at skrive er, at det ikke er sikkert, det overhovedet handler om dig – måske det handler om selskabet?

Jeg kan pege en håndfuld mennesker ud, som kommer i de samme cirkler som mig, som gør mig helt VILDT utilpas. De er søde og rare, og jeg har svært ved at sætte ord på, hvorfor de for mig føles, som de gør – men det gør de. De gør mig usikker og selvbevidst, og jeg hader alt, hvad der kommer ud af munden på mig, når jeg er sammen med dem. Jeg lyder for sur/for skrap/for bestemt/for vælg-selv. Om det er fordi de minder mig om mennesker, jeg har dårlige oplevelser med, eller om deres adfærd trykker på knapper i mig, jeg ikke engang selv er klar over, jeg har, aner jeg ikke. Men fordi jeg har brugt tid på at identificere følelsen og ved, hvem der udløser den, vælger jeg at omgåes dem så lidt som overhovedet muligt, og når jeg er tvunget til at være sammen med dem alligevel, ved jeg, at det er knapperne, der taler, når jeg bliver utilpas. 

Måske er det det samme, der gør sig gældende for din kollegagruppe? For hvis det er, så kan det måske ændre på selvopfattelsen på en positiv måde at indse, at det hele er kemi og samspil. Du er lige, som du skal være, og hvis ikke, det er sådan, de ser dig, er det fordi, de ikke er din klan og dine mennesker.

Alt det bedste til dig, Susanne. Jeg håber, at der er lidt i det, jeg skriver eller som lander i kommentarfeltet, du måske kan plukke ud og gøre til dit eget.

Fordi der over de sidste par måneder igen er begyndt at komme dilemmaer i inboxen, vil jeg bare lige knytte en kommentar til, hvordan jeg griber det an, så både I, der overvejer at sende ind og jer, der læser med, ved, hvad der foregår i maskinrummet. 

Når jeg modtager et dilemma, vurderer jeg, om jeg synes, jeg har noget at byde ind med. Som oftest tager jeg udfordringen op, men det sker, at jeg er nødt til at svare, at jeg ikke kan skrive et indlæg, der yder dilemmaet og personen bag retfærdighed. Det kan være fordi, problemstillingen omhandler noget, jeg ingen erfaring har med overhovedet, eller fordi jeg synes, jeg har skrevet, det jeg kan, om lige præcis dét emne. Jeg får eksempelvis en del mails fra kvinder, der overvejer at få børn alene, men med mindre der er noget, som gør deres dilemma atypisk, synes jeg, at jeg på bloggen over årene har været omkring de ting, jeg her kan bidrage med. 

Men hvis der er noget i emnet, som kan løftes op og tale ind i noget generelt, bider jeg på. 

Herefter spørger jeg, hvor anonyme folk gerne vil være; om jeg f.eks. skal give dem et andet navn, men uanset hvor åbne folk selv er, ændrer jeg altid, uden undtagelse, alle stednavne og tal. I og med at det sjældent er hovedpersonerne selv, der har skrevet ind, er det vigtigt for mig at undgå, at nogen pludselig genkender sig selv i en beskrivelse, de ikke har sendt ind. 

Når jeg har skrevet indlægget, sender jeg den, der har skrevet, et heads up, så de ved, at deres dilemma nu er live, og jeg beder i samme ombæring om, at de efter et par dage, går ind og skriver et ord eller to i kommentarfeltet, så I, der bruger tid på at svare, ved, hvor jeres svar er landet. Vil man gerne være anonym, sender man sin kommentar til mig, og så poster jeg den i kommentarfeltet.

I spørger, jeg svarer: Hvem må mine børn lege med?

Jeg prøver normalt at fordele mine indlægstyper en smule, så der ikke kommer flere af samme slags lige efter hinanden. I de her uger har jeg – igen – temmelig meget om ørerne, og derfor bytter jeg lidt rundt på rækkefølgen, og poster et indlæg nu, som jeg egentlig først havde tænkt skulle på i næste uge. Derfor får I et ‘I spørger’-indlæg idag, selvom det ikke er så længe siden, vi sidst havde et. Jeg håber ikke, at det påvirker jeres lyst til at byde ind, for jeg ved, at det for Helene er lige så ønsket med input til det her dilemma, som det var for mig til det, jeg skrev for et par uger siden.

Helenes mail udsprang af kommentarfeltet på mit eget ‘jeg spørger’-indlæg, og hvor jeg normalt korter de mails, jeg modtager, en smule ned (for læsevenligheden om at gøre), har jeg denne gang valgt at paste hele balladen, fordi jeg synes, der er mange detaljer, som er vigtige at få med.

Lad os komme i gang.

Hej Linda.

Mit spørgsmål går på noget, du kort nævnte i et indlæg for nyligt. Jeg spørger, fordi jeg er så meget i tvivl om, hvordan jeg tackler det på en ordentligt måde.

Min datter på 10 vil gerne ses med en tidligere klassekammerat, som flyttede til en naboby for nogle år siden. De er i kontakt via SoMe. Hun var her i nat på en overnatning. Det er ok for mig, jeg kender hende; hun virker umiddelbart som en fornuftig pige med et lidt svært liv. Hendes far døde for 4 år siden. Officielt af kræft, rygterne siger noget andet. Hendes mor virker belastet, har ikke så mange tænder tilbage, har nat-arbejde i en kiosk, hvor hun har ladet sine børn være alene hjemme imens (den ældste var 12). Pigen er altid lidt bange for sin mors vrede, f.eks var hendes rejsekort væk, vild panik, min mor bliver rasende osv. 

Jeg spurgte ind til, hvordan det var at bo i den nye by? “Super” siger hun. “Vi bor tæt på alt; strande, gågaden, Rema, Netto og Bæveren (et værtshus). Der har min mor en ven, som hedder Søren, ja, han er også min ven faktisk. Min mor går tit der hen, flere gange om dagen, men hun drikker kun sodavand. Nogle gange går hun også hen til Martin, min papfar, men de har slået op.”

Denne papfar var, som jeg husker det, grunden til at de flyttede, så han kunne være hos børnene, når hun havde nat-arbejde – fordi lærerne på skolen var begyndt at spørge noget ind.

Nå men altså, jeg vil gerne se mig selv som et rummeligt menneske, og det betyder meget for mig, at mine børn er rummelige. Ikke alle har de samme vilkår i livet, men derfor kan man godt være sammen eller kunne lide hinanden. Man skal ikke sorteres fra, bare fordi man kommer fra et belastet miljø.

Men min datter skal under ingen omstændigheder derhen – og slet ikke overnatte der. Hvordan forklarer jeg hende det på en ordentlig måde uden at være alt for fordømmende? Jeg har det træls med at dømme den mor så hårdt, og alene på grund af det jeg ser, oplever og hører. Men jeg vil også gerne passe på mit barn. Jeg vil gerne kunne forklare uden af udlevere. Lige nu synes min datter, at jeg er dum, og at det er uretfærdigt, at hun ikke må overnatte hos pigen, og hun spørger mig hvorfor. Jeg har forsøgt med vage forklaringer om, at hjemme hos Amalie er det ikke altid, at de voksne passer godt nok på børnene.

I dag trak hun så det store kort og spurgte foran veninden. Jeg endte ud i en ‘fordi jeg siger det’-situation, som virkede fint, da hun var 5, men knap så godt på en 10-årig.

Hun har en veninde mere, som er skøn, men som også kommer fra et belastet miljø. Ingen grund til at uddybe, men her er mere fakta end rygter. Altså noget jeg reelt ved om familen, ikke bare noget jeg formoder.

Jeg er faktisk selv lidt ked af, at jeg sådan dømmer mine børns venners forældre. Synes ikke det klæder mig særlig godt, og det er sikkert også masser af forældre som dømmer os, vi ligger ikke selv højt i klasse hierakiet.

Det betyder noget for mig at mine børn lærer at omgåes forskellige typer af mennesker, at de kan se de kvaliteter, som det enkelte menneske besidder, uanset de vilkår de ellers har i livet. Det er også vigtig, at de lærer at se, hvornår deres venner er på vej ud i noget skidt, som de selv skal undgå – og endnu bedre: Hvis de kan råbe vagt i gevær til en voksen. Det gjorde Cecilie faktisk, da hendes den anden veninde, jeg nævner, fortalte, at hun nogle gange var alene om natten og at hun var begyndt at “online date” en dreng fra England, når hun var bange om natten. Der tog min datter fat i deres klasselærer, og fik veninden til at fortælle om de vanskeligheder, hun har derhjemme.

Alt i alt tænker jeg, at vi er på rette vej i vores opdragelse, men jeg mangler alligevel input, fordi min datter er så ufattelig selvsikker. Hun tror, at hun har styr på alt, så hun forestiller sig, at hun også sagtens kan klare alt.

Så hvordan gør man det her på en god måde? Passer på både egne og andres børn, har værdierne med og sidst men ikke mindst italesætter det på en måde, der både er respektfuld og giver mening?

KH

Det her dilemma kan jeg mærke helt ind i knoglerne. For som enlig mor er det noget, jeg har været tvunget til at forholde mig til, nærmest fra dag ét.

Inden jeg går videre vil jeg gerne lave en forhånds-disclaimer, som gælder både mig og jer, der har lyst til at kommentere. For det her indlæg bliver 6000 km. langt, hvis vi hele tiden skal skrive høflighedsforbehold, som ‘altså, ikke ALLE enlige mødre, jo’ og ‘der findes selvfølgelig undtagelser’. Det er vi helt, helt enige om, men vi bliver også nødt til at kunne skrive nogenlunde frit, hvis ikke det skal blive så hensyns-forplumret, at det bliver uforståeligt. 

Når man kun er én forælder, er der nogle meget lavpraktiske vilkår, der gør, at der er øget risiko for, at ens børn kan ende i dårligt selskab. Én indkomst betyder begrænsninger i valg af bolig(område), og derfor er der typisk flere familier med udfordringer, belastet baggrund eller børn, der er mere alene i de områder, man har økonomisk adgang til.

Én forælder betyder typisk også flere timer uden opsyn, hvilket bliver ekstra kritisk, hvis de legekammerater, der er umiddelbar adgang til, vokser op i hjem med færre grænser og regler. Eller hvor de enlige forælder har givet køb på deres autoritet, fordi de har fået sat sig selv i en situation, hvor de har givet børnene noget at forhandle med – som f.eks. hvis det ældste barn skal passe sine mindre søskende om natten, så mor eller far kan arbejde eller overnatte hos kæresten. 

Da jeg voksede op, var der børn i min omgangskreds, der kom fra hjem uden opsyn. Hjem, som på overfladen lignede det, jeg kom fra – og så alligevel ikke. De måtte MEGET mere, end jeg måtte, og der var ikke rigtigt nogen, som gik op i, om de brød de få regler, de fik udstukket. Hvilket alle vi, der kom fra hjem med regler, konsekvenser og faste kom-hjem tider, syntes var VILDT snyd.

Og man kan mene om det, hvad man vil. Men de børn, der blev til unge, som stort set opdrog sig selv, var dem, der endte med at træffe valg, der har givet dem hårdere liv med flere svære konsekvenser – og flere af dem har børn, der er på vej ud af det samme spor, de selv fulgte.

Det er utrolig upopulært at sige, men der findes dårligt selskab og mennesker, der kan sætte solid opdragelse og gode intentioner ud af spil. Mennesker, som faciliterer adgang til situationer og fristelser, som man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at man skulle klæde sine børn på til at navigere i. Uanset hvor gode kompas, man installerer i sine børn, så kan de, i det forkerte selskab, blive sat i situationer, hvor de kommer til at træffe valg, de ikke forstår konsekvenserne af.

Og det, jeg tror, gør det så kompliceret er, at de her mennesker ikke er dårlige mennesker. De er typisk bare voksne, der engang var børn, der voksede op i hjem, der ligner dem, de selv foranstalter nu, og hvordan skal man næsten kunne andet? Når det går godt, tror jeg, de fleste af os ligner hinanden, men i spidsbelastede situationer, er vi simpelthen som mennesker så afhængige af, at vi har set voksne autoritetsfigurer tackle lignende situationer hensigtsmæssigt, hvis vi skal kunne hive noget op af rygsækken. Hvis vi kunne overskrive impulser og indgroet adfærd med fornuft, ville det være nemt at være mønsterbryder, der ville ikke være noget, der hed social arv, børn af rygere ville ikke selv begynde at ryge og ingen, der selv er vokset op med tæsk og omsorgssvigt ville drømme om at udsætte deres egne børn for det samme.

Ovenstående er utrolig beskæmmende, for det, jeg siger, lugter af, at man sidder fast i den sociale kaste, man er født ind i. Og det er jo ikke til at holde ud. Specielt tror jeg, at man kæmper imod det fatalistiske livssyn, når man er et uddannet, idealistisk menneske, for ingen af os ønsker at opdrage vores egne børn med socialt snæversyn eller blinde vinkler ift. i hvor høj grad det er held og tilfældigheder, der har givet dem det liv, de har fået.

Så hvad gør vi? Hvad siger vi? Og hvordan vurderer vi folk omkring os? For som enlig mor har jeg også mødt masser af fordomme. Specialt da vi boede, hvor vi boede før, hvor folk lavede knallerter inde i stuen, og alkoholikerne smed dynerne i fællesmaskinen, når de havde skidt i sengen om natten. Jeg ville være blevet SÅ ked af, at mine børn blev fravalgt, alene på baggrund af min civilstatus eller adresse.

Men selv dengang var jeg egentlig ret afklaret med, at det formentlig ville kræve, at vi skulle ses mere an, end hvis vi havde boet et andet sted, eller været to forældre, når vi skulle danne nye relationer. Om det burde være sådan, kan man bestemt diskutere, men selvom de fleste af os faktisk møder vores medmennesker med en forforståelse af, at alle rummer noget godt, så er det naivt at lukke øjnene for, at hvis rammesætningen omkring livet og hverdagen er skæv, så bliver der revner, sprækker og plads nogle steder, hvor det ikke er meningen at børn skal færdes alene. 

Så Helene: Jeg tror faktisk ikke, man kan gøre det så meget anderledes, end du allerede gør. For som jeg ser det, rummer du fint de her børn – du gør det bare på en måde, hvor du kan styre de ydre rammer. Og det er jo egentlig fraværet af disse, og ikke hverken børn eller forældre, vi reagerer på, når vi står overfor børn fra belastede hjem. Så ved at være åben for, at relationen kan bevares, både på de sociale medier og i jeres hjem, synes jeg, at du viser dine børn, at man godt kan forholde sig positivt til mennesker, samtidig med at man trækker en grænse ift. omstændigheder. Det tror jeg ikke, din datter vil kunne forstå nu – og det tænker jeg egentlig heller ikke, at man behøver at bede hende om. Men jeg tror ikke, at hun skal være særlig gammel, før det begynder at give mening for hende.

Man kan sige, at du med din måde at gribe situationen an på, også viser hende, at man godt kan holde fast i sine egne grænser og stadig være ordentlig omkring det. Det tror jeg er ret vigtigt at blive ved med at holde op, så hun kan se det, fordi det vil hjælpe hende, når hun selv står i situationer, hvor venner og veninder; mennesker hun holder af og identificerer sig med, går ind i situationer, hun selv kan mærke er uhensigtsmæssige.

Og måske er det en af de ting, der kan gøre det lidt nemmere? At tænke, at man faktisk hjælper dem ved at vise, at somme tider må man gerne sige nej, uden at det betyder, at man skylder en detaljeret forklaring?

Jeg følger en IG-konto, der hedder drbeckyatgoodinside. Hun er somme tider meget amerikansk, men hun er sgu også ret god. Og et af de små tricks, jeg har taget med fra hende, er, at man, når man siger nej til noget, de gerne ville have ja til, kan slutte med et stille og roligt ‘- and you are allowed to be mad about that’. Det synes jeg er en ret god reminder, både til barnet og én selv. For når din datter spørger, i venindens påsyn, hvorfor hun ikke må sove der, så synes jeg faktisk, at det rigtige svar ER en variation af ‘Fordi jeg siger det’. For man kan jo ikke smide forældrene under bussen i barnets påhør, men man kan godt sige: “Det er forskelligt, hvad I må her, og hvad I må andre steder. Jeg siger lige nej til, at I må sove hos Mathilde – og det er ok, at du bliver vred over det.” Her er et meget lavpraktisk tip fra mig til dig, at det faktisk ofte hjælper at skifte ordet ‘sur’ ud med ‘vred’. Jeg ved ikke, om andre har det sådan, men for mig har ‘sur’ en undertone af ‘urimelig’ – men det ER sgu fair, at de bliver vrede over at få nej til noget, de virkelig gerne vil. Og det tror jeg er godt for os voksne at huske.

Så efter 1000000000 ord ender jeg med, at jeg synes, du håndterer det på fin og forbilledlig vis. Jeg tror egentlig, at det er de tanker, du gør dig i baglokalet, der driller dig mest? Min holdning er, at man sagtens kan være rollemodel, både for egne børn og for dem, der har det svært derhjemme, ved at muliggøre relationer i trygge rammer, præcis som du gør. Men jeg tror desværre ikke, man kan redde børn og familier i brand ved selv at stille sig ind i bålet.

Jeg spørger, I svarer: Om børn og make up

Jeg er røget i et dilemma, jeg ikke helt ved, hvad jeg stiller op med, så i dag bytter vi stole, og så kan I få lov at være Monopol for en dag. 

For:

Anton vil gerne have make up på i skolen, og det synes jeg er svært. Hvad, hvis de andre dømmer ham? Hvad hvis de dømmer mig? For jeg kan være lige så woke, jeg har lyst til; hvis de andre tror, det er mangel på opdragelse og interesse for mit barn, at han får lov at gå i skole med make up, så rammer det ham, alle mine gode intentioner til trods. 

Hvad tænker I så? At han skal have lov at være den han er? At det ville være forkert at undertrykke hans personlighed og udtryk? Eller at det er dårligt forældreskab, hvis jeg ikke forholder mig til, at han uforvarende kan komme til at stå på mål for mine politisk korrekte holdninger?

Brug lige 30 sekunder på at tænke over det, før du læser videre.

Klar igen?

Godt.

For det er så nu, jeg skriver, er det ikke er Anton, det her handler om. Han ville ikke kunne udpege en mascara, om den så sprang op og bed ham i næsen. 

Men det kan Frida. Frida, som elsker make up og glimmer og øreringe og tøj i alle regnbuens farver. Frida, som jeg har ladet vælge sine outfits, fra hun selv kunne pege, fordi hun ikke ryster på hånden overhovedet, og fordi det for mig har været meget tydeligt, at tøj for hende er en måde at udtrykke sig på. 

Hun har altid elsket make up, og jeg har ladet hende lege med det. Jeg købte allergitestet voksenmakeup, og et sæt ordentlige pensler til hende i kalendergave, og det var tæt på at indbringe mig prisen som Årets Mor. 

Hun har alle dage fået lov at børste lidt på øjnene, når hun gerne vil, og også at tage en gloss på læberne, for min påstand er, at meget af det, vi forbinder negativt med make up, er den sexualitet, vi synes, den signalerer.

Og det er netop derfor, jeg valgte at starte med at prøve at sætte Anton ind i problemstillingen, for jeg gætter på, at ingen af jer, der syntes, han skulle have lov, havde bekymringer ift. hud og allergi? Eller mente, at jeg skulle tænke over, hvad han signalerede?

Og jeg peger ikke fingre. Det gør jeg virkelig ikke. For jeg synes, det er svært!

Forleden talte jeg med min veninde om en pige i hendes barns klasse, som i en alder af 10 år kører fuld EMO-kohl. Og det kan jeg mærke, at jeg også *selv* reagerer på – men jeg tror, jeg gør det af de forkerte grunde.

For jeg nægter at være med til at undertrykke den næste generation af kvinder og gøre deres kroppe og seksualitet til noget forkert og beskidt, som skal frygtes og undgåes – men hvor og hvornår sætter man ind? Hvornår går vi fra, at glam-up bare er noget, vi leger med vores Bratz-extensions og Barbielipgloss til, at det er noget, vi forbinder med kvindelighed og kønsroller?

Helt lavpraktisk: Hvis jeg vil forbyde det – hvornår gør jeg det så? Og med hvad for en begrundelse?

Man kunne godt trække en grænse og sige, at ligesom man ikke må gå i skole i udklædningstøj, så må man heller ikke have sminke på, men jeg kan mærke, at der er noget i mig, der stritter, fordi jeg synes, at tankerne bag forbuddene af hhv. udklædning og make up er forskellige. Men er det vigtigt?

Og hjælper jeg hende, hvis jeg lader hende fortsætte, og hun risikerer at blive stemplet af både andre børn og deres forældre om et par år? Passer jeg ordentligt på hende, hvis jeg lader jeg hende gå, uforvarende og med paraderne nede, lige ind i løvens hule?

Jeg tænker, så det knager, og jeg ved ikke, hvor jeg står. Så det er her, I kommer ind i billedet. For måske har I haft snakken i jeres respektive netværk eller i børnenes klasser? Måske er det én af dem, hvor svaret bliver helt indlysende i takt med, at børnene bliver ældre? 

Jeg vil utrolig gerne høre jeres tanker og erfaringer, så vamos a la blækhus, s’il vous plaît.

På forhånd tak.

I spørger, jeg svarer: Hvordan fortæller man børn, at de er donorbørn?

I denne uge har vi noget så sjældent som et opfølgende spørgsmål til noget, der allerede har været sendt ind som et ‘I spørger’-spørgsmål. Det blev dog aldrig til et almindeligt indlæg, da jeg, for at kunne svare Julie dengang, valgte at fortælle hende min og vores historie, som den er, for at hun kendte mit udgangspunkt for at svare.

Dengang lød hendes spørgsmål således:

(…) Jeg har et spørgsmål, som handler om donorsæd/donoræg og alle mulige tanker derom. Først lidt kontekst: Jeg er 33 år og har været gift med min dejlige mand i 4 år. I 3 1/2 år af dem har vi forsøgt at få et barn, og er såkaldt ‘uforklarligt barnløse’. Efter 7 IVF/ICSI forsøg med lutter skuffelser og knuste hjerter, har vi valgt at forsætte med donoræg. Dette var ikke en let beslutning, og her i ventetiden på en donor, gør vi os begge en masse tanker. 

Jeg vil derfor spørge, hvad det betyder for dig, at Anton og Frida er kommet til ved hjælp af donorsæd? Tænker du over, hvilke kvaliteter/træk/dyder/intellektuelle evner de har fra dig og fra deres andet genetiske ophav? Bekymrer du dig om, hvorvidt der dukker sygdomme/ubehagelige træk eller andet op, som stammer fra donoren? Tænker/tænkte du på, om de mon kom til at ligne/ligner dig eller donoren? (…)

Essensen af mit svar til Julie var, at jeg gjorde mig mange af de samme tanker, inden jeg blev gravid, men at der for mig var meget, der faldt på plads, da jeg stod med to streger på pinden. 

For et par uger siden fik jeg så endnu en mail fra Julie:

(..) Der skete nemlig det ualmindeligt glædelige at jeg blev gravid i første forsøg med donoræg (efter 4 års behandling, 7 IVF/ICSI og en meget flosset sjæl og krop) og nu er min datter 1.5 år. Hun er lige, som hun skal være – sund og rask, sjov og glad, smuk og dejlig. Jeg kunne ikke have lavet hende bedre selv! Graviditeten var en vidunderlig, helende oplevelse og du fik fuldstændig ret i, at jeg blev mor i det sekund, jeg så de positive tests og at alle de spørgsmål om genetik, der fyldte så meget før, røg helt i baggrunden. 

Nu er der imidlertidig andre tanker, der trænger sig på, som handler om at fortælle hende historien om, hvordan hun kom til verden. Jeg tænkte – før vi fik hende – at man jo SELVFØLGELIG skal fortælle sine børn åbent og ærligt, hvordan de er kommet til, og den holdning har jeg stadig. Det er bare enormt svært i praksis. Jeg synes, at det gik fint, da hun var lille baby, og jeg fortalte historien om ‘den vidunderlige dame, som gav mor et æg, fordi mine egne ikke duede, og så voksede du i mors mave’ næsten dagligt. Det bliver dog sværere og sværere for mig at få ordene ud på en naturlig måde i takt med at hun bliver større og forstår mere og mere (altså hun er jo stadig kun 1.5 år, men hun mestrer jo sproget mere og mere nærmest dag for dag lige for tiden).

Jeg kan mærke, at jeg ikke har ‘lyst’ til at tale om det med hende. Det er ikke, fordi det er hemmeligt eller skamfuldt eller ubehageligt, men det er, som om at jeg gerne vil undgå at såre hende eller sætte noget ‘i mellem os’. Jeg ved godt, at Anton og Frida har en helt anden tilblivelses historie, men jeg vil alligevel spørge, om du vil sætte nogle ord på bloggen om, hvordan du har fortalt dem om dine valg ift. at få dem med mænd, som ikke umiddelbart skulle være en del af deres liv. Jeg tror og håber også, at dit fantastiske kommentarspor også ville byde ind med meget hjælpsomme refleksioner.   

Det er naturligvis helt helt i orden og helt forståeligt, hvis du ikke har lyst til at diskutere børnenes historier på bloggen (du skrev jo en email af samme grund sidst), men jeg tænkte, at din rummelige og kloge blog måske kunne være platform for en diskussion af, hvilke historier vi fortæller vores børn om deres tilblivelse og hvordan og hvorfor. (…)

Der er langt imellem, at jeg får en opfølgning fra de kvinder, jeg svarer bag om bloggen, og jeg blev simpelthen så glad over at høre, at historien dengang endte lykkeligt.

Det opfølgende spørgsmål synes jeg er rasende interessant, og det vil jeg derfor meget gerne prøve at .. om ikke svare på, så måske med-reflektere over. 

Jeg tror, at de fleste forældre med børn, som har en utraditionel tilblivelseshistorie, gør sig tanker om, hvordan man griber skabelsesberetningen rigtigt an, og fælles for os er, at vi alle ønsker det allerbedste for vores børn.

De sidste 20 år er der sket meget på fertilitetsbehandlingsområdet, og det betyder, at vi nu er ved at have en større gruppe af voksne mennesker, der er resultatet af IVF og insemination, som vi kan spørge, hvordan det er at være blevet til på de betingelser, og hvad de gerne vil vide/ville have vidst.

Jeg har været med i forskellige interessegrupper på fb, hvor de her ting diskuteres, men endte med at hoppe ud, fordi det blev for skingert, hvilket jo selvfølgelig skyldes, at det er et sårbart emne. Nogle (få) donorbørn er meget vrede over at være blevet til via donor, mens andre er mere pragmatiske omkring, at donorer har været et nødvendigt udgangspunkt for, at de overhovedet eksisterer. Lovgivningen er blevet strammet efter nogle skrækkelige sager, hvor én sæddonor er endt med at være far til hele fodboldhold, og der opstår hen ad vejen dilemmaer, man er nødt til at forholde sig til, som man måske ikke havde forudset, da man startede, som f.eks. om det er hensigtsmæssigt at drenge/mænd, der er blevet til via sæddonorer, selv bliver sæddonorer, når de bliver voksne, hvad betydning eksport af donorsæd har for risikoen for indavl, hvor meget genetisk udredning man skal lave af donorer osv. osv. 

Midt i alt det står de forældre, der har fået hjælp til at få børn, og jeg tror egentlig, at dem, det er sværest for, når vi taler om, hvad man skal fortælle børnene, er de par, der har fået hjælp, enten i form af donoræg eller donorsæd. 

For i mit tilfælde er det jo rimelig åbenlyst, at vi ikke har Far boende hos os. Denne afvigelse fra normen afstedkommer spørgsmål fra omverdenen, og dermed er det umuligt at holde hemmeligt, at mine børn er blevet til, fordi jeg har fået det til at ske. Det vilkår har man ikke i et parforhold. Her kan man ikke umiddelbart se, at noget er kommet til udefra, og det – tror jeg – kan gøre det mere bøvlet at vælge den åbenhed, som jeg tror, alle er enige om, er den bedste.

For jeg tror, at alle, der har fået hjælp, er MEGET idealistiske, når de er gravide, og så længe børnene er små. Her er det nemt at være åben og fortælle om rare damer og mænd, der har hjulpet ved at give celler og æg. Men det *bliver* sværere, når de bliver større, og egentlig tror jeg ikke, det handler om berøringsangst; jeg tror netop, at det, som du skriver, handler om, at man føler, man taler en usynlig mur op, som man som forælder frygter kan give barnet en følelse af ikke at høre til. 

Og så bliver det nok ekstra svært, når man faktisk ikke er tvunget til at gøre det: Hvis du valgte at holde det hemmeligt, ville hun potentielt kunne gå gennem hele livet uden nogensinde at få det at vide. 

Men jeg tror, man er nødt til det. For den hårfine revne, man kan frygte vil opstå, hvis man er åben omkring det, tror jeg er ubetydelig, sammenlignet med den revne, jorden vil slå mellem jer, hvis hun finder ud af det på et senere tidspunkt. Ikke mindst fordi jeg tror, at det ofte er i sårbare situationer, man har brug for at tjekke op på genetikken, og her tror jeg, at det bliver ekstra svært, hvis man pludselig også skal til at forholde sig til, at der er noget, man ikke har fået fortalt.

Men det er også 100% det, jeg læser i din mail. At du og I er afklarede med, at hun skal kende sin historie – men at det er den lavpraktiske håndtering af historiefortællingen, der kan være svær. 

Når jeg står i situationer, hvor jeg synes, det er vanskeligt at afgøre, hvad der er det rigtige at gøre, prøver jeg altid at tænke: “Hvad ville jeg forvente af mig selv, hvis vi var to, og hvordan tror jeg, vi ville gribe det an?” Det har hjulpet mig mange gange. For jeg tror, at både jeg selv og verden omkring kvinder, der får børn alene, har en tendens til at glemme, at mennesker i parforhold, der får børn, heller ikke har alle svarene på forhånd. De forholder sig sjældent til sygdom, skilsmisser og hvad-nu-hvis-økonomi, inden de får børn, og selvom der er områder, hvor der *er* en god ide at have tænkt tingene lidt ekstra igennem som enlig, så må man også gerne trække grænsen et sted. 

Nu er I to. Men måske det for jer kunne være en hjælp at tænke på, hvordan man ville gribe børns tilblivelse an, hvis de var lavet en tilfældig onsdag aften i soveværelset? For uden at jeg har siddet med ved alle middagsborde i hele verden, så er det ikke mit indtryk, at man dagligt eller ugentligt uopfordret fortæller sine børn, hvordan de, helt lavpraktisk, er blevet til. Det er noget, man taler med dem om, når de selv kommer og spørger til det, tror jeg? Måske I kunne bruge det samme princip? At I, når hun taler om babyer eller gravide maver, måske smider en sætning ind om, at I var så heldige at få det bedste æg på hele sygehuset, men at hun er vokset inde i din mave? For jeg tror, at I for jeres egen skyld er nødt til at nævne det allerede nu. Ellers bliver det simpelthen for svært senere. For hvornår er Det Rigtige Tidspunkt? Og hvis det bliver ‘Kom lige og sæt dig, skat. Din far og jeg har noget, vi skal tale med dig om’ så kommer det *først* til at fylde. Ved at plante et frø nu, giver I hende noget, hun selv kan tage fat på og spørge ind til, når hun bliver ældre og begynder at få spørgsmål, og det tror jeg måske vil give den mest naturlige samtale?

Jeg gør det samme her. Når vi ser noget eller taler om noget, hvor mine børns historier adskiller sig fra normens, nævner jeg det. Bare med en enkelt sætning, så de ved, at jeg ikke er bange for at snakke om det, og at det ikke er noget, de eller vi skal skamme os over. Jeg er ærlig omkring det, når der er noget, jeg ikke har et svar på, og i de situationer, hvor de konstaterer, at noget her er anderledes, giver jeg dem ret, uden at forsvare det. For den fælde er nem at falde i. Fordi man har valgt at gøre noget, der giver dem betingelser, der måske kan opleves som sværere end dem, vennerne har, kan man føle, at alle spørgsmål skal mødes med forsvar og ekstra gode argumenter. Det tror jeg, man skal gøre sig selv den tjeneste at lade være med. Alle børn får kort på hånden, hvor noget ikke er, som man ville ønske, uanset om det er antal/mangel på søskende/bedsteforældre, hverdagen og tiden, man har sammen, genetisk disponeret psykisk sårbarhed osv. osv. Men når vi over-svarer, er det ofte vores egen frygt og dårlige samvittighed, vi svarer ud fra – og jeg tror faktisk sjældent, at det er det, børnene gerne vil have svar på. De har brug for at benævne verden, som de ser den, uanset om det er i konstateringen af, “Det er en hund, mor!” eller “Jeg har ingen far”. Begge dele er rigtigt – og ingen af delene er ladet med værdi af hverken positiv eller negativ karakter.

Så essensen af mit bud er at finde små måder at nævne det på, når hun selv bringer emnet op, men ikke at taaaaaahhle om det hele tiden. Min veninde og jeg snakkede på et tidspunkt om, hvordan man taler med børn om at få børn, og hun sagde, at hun altid forestillede sig, at det var en opskrift, hun skulle forklare dem. Det synes jeg var en ualmindelig god måde at gøre det på. For lige nu er din datter kun på “Start med at tænde ovnen på 180 grader” – og der er ingen grund til at løbe rundt og råbe: “DU SKAL LIGE VÆRE OPMÆRKSOM PÅ, AT DER ER EN OPSKRIFT!” hele tiden. Men ved at nævne punkt 1, har I præsenteret, at der *er* en opskrift, og at I er klar til at snakke om punkt 2, 3 osv. når hun gerne vil vide mere.

Jeg ved ikke, om det overhovedet er noget, du føler, du kan bruge. Lige når det kommer til de svære samtaler med børn, er der så mange faktorer, der spiller ind, og det, der fungerer i én familie, ville være helt skævt i en anden. Derfor håber jeg også, at nogle af alle jer gode læsere derude vil byde ind, både hvis I selv er børn med atypiske historier, eller hvis I har gode/dårlige erfaringer med måder at gøre det på.

Bare husk, at det her er én af dem, hvor alle har hjertet uden på tøjet.

I spørger, jeg svarer: Om at blogge, dengang og nu

I sidste uge fik jeg en mail fra Pernille om det at blogge. 

Normalt paster jeg mailen eller dele af den ind i starten, når jeg skriver ‘I spørger’-indlæggene, men i dette tilfælde er der lidt overlap mellem mailen og de kommentarer, jeg fik under det seneste indlæg, så denne gang har jeg valgt at sammenskrive spørgsmålene og sætte dem som overskrift til de 3 afsnit, jeg har skrevet som svar. 

Der er nogle af de her ting, jeg har skrevet om før, både i indlæg og kommentarfelter, så hvis man synes, at noget virker bekendt, kan det sagtens være tilfældet. Men lige ift. de her spørgsmål, giver det mening at gentage nogle af pointerne, synes jeg, så nu får I det hele i én pærevælling.

Hvis noget er uklart, eller der er noget, I gerne vil have uddybet, er kommentarfeltet, som altid, piv-åbent. 

Lad os komme igang. 

Bloggen og de andre

Har det at blogge ændret sig for dig gennem årene? Er der hensyn, du tager nu, som du ikke gjorde i starten? Og hvordan er det at dele ting fra hverdagen, som også involverer andre?

Hvis jeg skal starte med at nævne noget, der ikke har ændret sig, så er det, at bloggen først og fremmest er noget, jeg skriver, for og til mig selv. Den er en måde for mig at få styr på noget af alt det, der kværner rundt i knolden på mig, fordi jeg ofte opdager sammenhænge og årsager, når jeg skal formulere mine tanker på en sammenhængende måde, så andre kan forstå dem.

Modsat en dagbog, har man også altid en lille djævlens advokat til at sidde på skulderen, når man skriver til andre, fordi der hele tiden kører et ‘hvad ville jeg selv tænke, hvis jeg læste det her’-spor, mens man skriver. Det har givet mig mange indsigter over årene.

Det betyder, at selvom bloggen er et egoprojekt, så fungerer den jo kun, fordi der er nogen, der læser med. Det har givet lidt debat gennem tiden, når der er opstået situationer, hvor læsere er blevet sure på mig, og jeg ikke vil lægge mig fladt ned, for ligesom med kunder og butikker er det et argument så gammelt som tiden selv, at sidstnævnte ville miste deres eksistensgrundlag, hvis ikke førstnævnte fandtes. Det er en valid pointe. Men det, de vrede læsere somme tider overser er, at det for mig er ligegyldigt, om der er 5 eller 5000, der læser med. For mig ligger hele værdien i, at der *er* andre øjne – ikke i antallet af disse.

Jeg har, siden Pernilles mail, tænkt lidt over, om bloggen er blevet mere tandløs. Om der i dag er emner, jeg styrer udenom, fordi jeg ikke vil støde nogen på manchetterne. Jeg er i tvivl. Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere selektiv ift. hvilke tæsk, jeg stiller op til, men jeg tror måske, at det er noget, der mere hænger sammen med at blive ældre, end med berøringsangst? For jeg synes egentlig stadig, jeg skriver om det, jeg har på hjerte, både når det er lal og bananer, og når det er noget med lidt mere bid i.

Jeg har tre gange pillet indlæg ned, fordi jeg har vurderet, at det for hurtigt har taget en drejning i kommentarfeltet. Vi sidder med hver vores livsbagage, som får os til at læse og forstå ting forskelligt, og sommer tider ved jeg godt, når jeg trykker ‘Udgiv’ at et indlæg kan falde ud til to sider. I de tilfælde bruger jeg de første kommenterer til at vurdere, om jeg har fået formuleret mit budskab godt nok. 

Jeg bruger stadig meget tid på at tænke over, hvorfor/om det, jeg skriver, er relevant for jer. At der skal være noget i det, I kan bruge til noget, hvad enten ‘noget’ er at trække på smilebåndet, at finde inspiration til nye podcasts eller at tage specifikke emner med ud og tænke videre over i egne liv. Jeg tror klart, at det er én af årsagerne til, at der ofte er gang i kommentarfeltet her; at vi taler om noget, der er relevant for andre end mig selv, og hvor man derfor får lyst til at byde ind. Men jeg forsøger også at skrive lidt om hverdagen og de småting, jeg går og bokser med, fordi jeg selv, som læser, godt kan lide, at man som bagtapet til debatindlæg, har en idé om, hvem mennesket bag ordene er. 

Da jeg startede, havde jeg færre grænser ift. hvad jeg skrev om andre, men jeg har alle dage været ret opmærksom på, at de mennesker, jeg har omkring mig, ikke skal kunne læse om sig selv herinde. Derfor skriver jeg meget sjældent om mennesker, der kan identificeres, som f.eks. min søster eller mine forældre, og når jeg skriver om venner og bekendte gør jeg mig ret umage for at skrue op og ned for detaljer, så det bliver problemstillingen og ikke de involverede parter, mit indlæg handler om. Jeg ville være meget ked af, at mennesker, jeg holder af, bliver bange for at betro sig til mig, af frygt for at ende som ufrivillig underholdning.

Jeg kan selv se, at jeg skriver mindre om mine børn i takt med, at de bliver ældre, hvilket føles som en naturlig udvikling. De bliver stille og roligt deres egne, som har ret til selv at have noget at skulle have sagt ift. hvad verden får at vide om dem. 

Sidst men ikke mindst har jeg også efterhånden lært, at hvis jeg skriver hele indlæg om kendte mennesker eller institutioner, så er der altid nogen, der kender nogen, og derfor tænker jeg idag meget mere over, hvordan jeg formulerer mig, når jeg skriver de indlæg. Jeg har både haft besøg i kommentarfeltet af offentlige personer, og har oplevet at se mine indlæg linket i kommentarfelter på facebook hos dem, de handler om, så jeg er ret opmærksom på at formulere mig, så jeg kan stå ved det, jeg skriver. Sådan har det ikke altid været, men sådan er det blevet.

Kommentarfeltet og læserne

Jeg kunne godt tænke mig at høre dit take på udvikling i kommentarfeltet/interaktion med læserne over årene. Hvad er der kommet mere/mindre af? 

Jeg tror, at den største ændring på min blog indtraf, da jeg besluttede at svare på mine kommentarer. Ordentligt. Jeg ser ikke så mange andre bloggere kommentere rundt omkring, hvilket jeg nok aldrig helt har forstået, men efter selv at have kommenteret flittigt hos et par stykker, som stort set aldrig svarede, kunne jeg mærke, at sådan syntes jeg ikke, det skulle være hos mig.

Det kræver tid. Jeg bruger ofte længere tid i kommentarfeltet end jeg gør på at skrive mine indlæg – men det er på alle måder det værd. Den interaktion, det har afstedkommet, er i særklasse – og selvforstærkende. For det giver langt større lyst til at engagere sig og byde ind, når man kan se, at der er flere, der med ægte interesse læser det, man skriver, og jeg sidder somme tider med fornemmelsen af at være formand for et utrolig hyggeligt klubhus, hvor medlemmerne virkelig gerne vil hinanden. Der er *afsindigt* meget IQ til stede i mine kommentarfelter, og det holder aldrig op med at overraske mig, at uanset om vi taler om konservering af dyr, lægemidler eller surbundsbede i parkanlæg, så er der altid lige et par stykker, der tilfældigvis ved alt om det – og som godt gider bruge tid på at hjælpe os andre med at blive klogere. Det har givet langt mere dybde og substans, og det har over årene presset de lidt mere .. neutrale småkommentarer ud.

Til gengæld kan jeg også mærke, at det over de sidste par år er blevet vigtigt for mig at være tro mod mine egne grænser. Der kan være svært at give sig selv lov til, for jeg ved jo godt, at langt, langt størstedelen af dem, der kommenterer herinde, mener det godt. Men idag er jeg nået frem til, at det er ok, at jeg også har en forventning om, at dem, der kommenterer, gør sig umage, når de skriver – og måske også deler lidt af sig selv. Det sidste skal forståes på den måde, at der er himmelvid forskel på at svare på et spørgsmål, hvor jeg kan læse, at afsenderen og jeg bøvler med nogle af de samme ting, og på et, hvor min oplevelse er, at der er tale om kritik camoufleret som nysgerrighed. Det sidste synes jeg desværre er et udbredt problem blandt akademiske kvinder, som er socialt kompetente nok til at vide, at vi ikke bare siger: “Kæft, jeg synes, det var åndssvagt, det du gjorde der”, men i stedet formulerer det: “Jeg bliver nysgerrig på dine bevæggrunde for at vælge dén løsning?”. Og her bliver det skriftlige medie svært, for der er mange nuancer, der går tabt. Men netop derfor er jeg heller ikke længere så overbærende med “Nu er det ikke for at være træls, men – “ eller “Jeg undskylder på forhånd, men – “ For hvis du ved det på forhånd, så gør det bedre. De fleste formår jo trods alt at omgåes chefer og ægtefællers kolleger uden at fornærme alle omkring sig, og det betyder, at de godt kan, men *vælger* ikke at gøre det. Det kan der være mange grunde til, bl.a. at man som læser måske føler, at man kender mig godt, fordi man har læst med længe. Og det har helt sikkert noget at sige, hvor godt vi kender hinanden, for de af jer, der er faste elementer i kommentarfeltet, forstår jeg jo også på en anden måde, end dem, der lægger vejen forbi første gang. Det kan næsten ikke være anderledes. Men man får det ud af en samtale, som man selv tager med til bordet, og det gælder både for jer og for mig.

Endelig hører det med til det her punkt, at jeg i takt med, at der er kommet mere dybde i kommentarfeltet, oprigtigt bliver i tvivl om, hvordan jeg tackler det bedst, når der kommer indspark, jeg ikke umiddelbart kan overføre på mit eget liv, forslag til podcasts, jeg har hørt, men ikke bryder mig om, eller ideer, jeg af den ene eller anden grund ikke kan bruge. Her synes jeg faktisk, at det kan være svært at vurdere, om jeg skal være ærlig omkring, at jeg ikke kan bruge forslaget, eller om jeg skal lave et neutralt ‘Tak for input’-svar. Der går jo ikke noget af mig for bare at skrive ‘Tak’. Omvendt føler jeg også, at det rammer min troværdighed, hvis jeg hver eneste gang skriver “Ej, tak! Der var LIGE det, jeg stod og manglede!” For det ved vi jo godt alle sammen ikke kan være tilfældet.

Hvis nogen mener noget klogt om det, er jeg lutter ører.

Eller øjne, vel egentlig. 

Blogmediet og fremtiden

Tror du, de mange kommercielle bloggere har ødelagt noget for jer, der stadig bare skriver af lyst? Hvor ser du blogmediet om 10 år?

Blogmediet er blevet spået dødt, siden jeg startede, men vi er her endnu, og mit bud er, at niveauet forbliver nogenlunde konstant de næste mange år. 

Jeg oplever egentlig ikke, at de kommercielle bloggere har ødelagt noget for os, der bare blogger af lyst, men på mange måder opfatter jeg os nok heller som nært beslægtede kolleger. For mig har de mere til fælles med mode- og livsstilsmagasinerne, end de har med os, der bare blogger om hverdag og leverpostej.

Helt personligt synes jeg, at det er meget, meget få kommercielle bloggere, der slipper fra det med troværdigheden i behold, men egentlig er det uforskyldt, for de er på mange måder bundet på hænder og fødder.

Problemet er, at blogs som det eneste medie, ikke kan have reklamer som et udenoms-element; i hvert fald ikke, som platformene er skruet sammen nu. For når Peter og Esben i HGDG åbner og lukker med 30 sekunders reklame for et produkt, ændrer det jo ikke det fjerneste på deres egentlige indhold. Men de endorser stadig produktet personligt, fordi de omtaler dét, de reklamerer for.

Det samme gælder podcasts, hvor man som afsender kan lave små reklameblokke i stil med dem, vi kender fra YouTube eller flow-tv; her siger podcasteren også god for produktet på en måde, hvor det får vægt.

Men som blogger kan man lige nu vælge mellem sponseret indhold og bannerreklamer, som – gætter jeg på – ikke har den store effekt, fordi vi alle efterhånden er så trænede i at ignorere dem. Alle ved, at bloggeren ikke selv har valgt, om det skal være Brugsen eller Sunny Tours, der skal hænge for oven og blafre, og dermed får virksomheden, der gerne vil reklamere ikke den value for money, som de gør ved direkte lovprisning. Det påvirker selvfølgelig, hvad de vil betale for det.

Det specifikke problem for blogs er, at hvis bloggeren kun kan endorse et produkt ved at skrive om det, så *bliver* reklamen produktet, hvilket ingen vel rigtig orker i længden. Her Går Det Godt-drengene ville ret hurtigt miste alle lyttere og al relevans, hvis deres podcasts kun var fortællingen om det produkt, de reklamerer for.

Men det tager ret meget tid at blogge, hvis man gerne vil gøre det ordentligt. Både at få ideerne, at skrive indlæggene og at vedligeholde et kommentarspor. Og jo større bloggen bliver, jo mere tid kræver den, fordi flere øjne også betyder flere ømme tæer og kæpheste, og dermed også mere omhu, oprydning og afklaringsarbejde. Da ingen har uendeligt med tid, tvinger det derfor nok de bedste til at vælge mellem at gå kommercielt, så de kan forsvare at bruge arbejdstid på det, eller at trække sig – eller i hvert fald skrue kraftigt ned. 

Bloggere er tvungne til at være MEGET mere transparente ift. reklame, hvilket jo på en måde giver fin mening, fordi vi også alle ville føle os snydt, hvis vi opdagede, at den veninde, der havde lovprist bestemte proteinbarer og dermed fået os til at købe dem, faktisk blev betalt af firmaet bag. Men samtidig betyder det også, at blogmediet aldrig kommer til at blive større end det er, for det, der gør en blog interessant at reklamere på, er samtidig det, der forsvinder i det sekund, der bliver blandet penge ind i tingene. 

Hvis man åbnede for, at en blog kunne være sponseret af Carlsberg, Ikea eller lignende, hvor man bare inden hvert indlæg skrev noget i stil med det, de siger, når man tænder for en bokse- eller fodboldkamp – ‘Nike proudly presents’ – ville der ske noget, tror jeg. Så ville man kunne få mange flere kvalificerede bloggere på banen, og det ville vi alle sammen have udbytte af.

For der er så mange historier derude, der bare venter på at blive fortalt.

I spørger, jeg svarer: Skal jeg blive på mit studie?

For et par uger siden fik jeg nedenstående mail fra Pernille:

Mit dilemma handler om mit arbejdsliv eller mangel på samme.

Jeg er 32 år og blev uddannet cand.mag. for tre år siden. Jeg gik arbejdsløs et halvt år og hadede det. Det virkede håbløst, rundt omkring mig havde jeg dygtige veninder, der var ved at ryge ud af dagpengesystemet, “systemet” irriterede mig, jeg følte mig fanget i deres regler, jeg kunne ikke håndtere uvisheden.

Jeg har et lidt skrøbeligt sind og en forhistorie med to længere depressioner og meget voldsom pms. Hver gang jeg fik afslag på et job, røg jeg ned i et hul, og det var, som om det hul bare blev dybere for hvert afslag. Så efter et halvt år gav jeg op. Jeg begyndte at freelance og arbejde som handicaphjælper. Det var langt bedre end at være arbejdsløs, gav masser af frihed til at hente min datter tidligt og lave andre ting end at arbejde, men efter et par år følte jeg mig mættet. 

Jeg kedede mig, opgaverne var ensformige, lønnen elendig. Jeg savnede at have kollegaer og at blive udfordret. Jeg kunne ikke se mig selv arbejde på den måde som tresårig. Jeg faldt ned i et hul igen.

Jeg besluttede mig for at prøve at blive gymnasielærer, da jeg så kunne bruge det fag, jeg har i forvejen, og som jeg holder meget af. Jeg ville formentligt kunne finde job i nærområdet, og jeg ville ikke skulle sidde foran en computer hele dagen. Det ville tage to år, fire semestre, at læse faget op. Det virkede overskueligt.

Vinteren brugte jeg på at læse de fag op, jeg manglede på VUC, og i september begyndte jeg på universitetet.

Efteråret har føltes, som om nogen har forsøgt at proppe noget på størrelse med universet ind i mit hoved. Det har på den ene side været spændende, og jeg er ikke bange for at sætte mig ind i abstrakte ting. Det må gerne være svært, og det er skønt at være en del af et hold af studerende. Men samtidig er der nogle strukturer på studiet, der bare stresser mig og irriterer mig helt vildt, og som jeg må acceptere, hvis jeg vil være der. Jeg arbejder mere end fuld tid for at kunne følge med og pendler en time til og fra studiet. Mit humør går op ned konstant, men den sidste måneds tid, mens jeg har læst til eksamen, er hullerne bare blevet dybere og dybere. Det går ud over min familie. Min mand synes, det har været et meget langt efterår. Det er svært for ham, at jeg ofte er ked af det. Han støtter mig meget, men det slider også på ham. Og det gør ondt på mig at se.

Eksamenerne nærmer sig sin afslutning, og jeg tror, jeg kommer igennem. Alligevel er jeg i tvivl, om jeg skal fortsætte. Jeg tror, at jeg ville kunne slide mig igennem de næste tre semestre. Jeg tror, at faget ville være spændende at undervise i, og jeg ville meget gerne kunne bruge mit oprindelige fag. Men er det det værd? Er arbejdsglæden på lang sigt værd at gå igennem yderligere halvandet års konstante nedture for? Kan jeg være det bekendt over for min familie? 

Alternativet er at vende tilbage til freelancelivet og noget ved siden af, få et barn mere, som vi også drømmer om, og måske starte på en ny, kort, uddannelse igen om et par år, men jeg vil nok ikke på samme måde kunne finde noget, hvor jeg bruger min oprindelige uddannelse (jeg har f.eks. overvejet at blive laborant). Jeg er bange for, at jeg fortryder, hvis jeg stopper, når jeg efter et par måneder væk fra studiet har fået ro i mit hoved.

Er det for tidligt at give op?

Hej Pernille.

Jeg har tygget på dit dilemma, siden du sendte det, men jeg når frem til, at min første tanke også er den, der giver mest mening, når jeg har vejet for og imod: Jeg synes, du skal holde ud. 

Når jeg har haft brug for at sove på det, er det fordi, jeg egentlig ikke er tilhænger af at ofre nuet for fremtiden. Vi ved ikke, hvad morgendagen bringer, og derfor synes jeg, det er så vigtigt, at arbejde på at være glad, hvor man er. Men når det er sagt er der situationer, hvor det alligevel giver mening at stå noget igennem, fordi målet er dét værd. Min egen afbetaling af gæld er et godt eksempel, for de 6000 kr. i måneden har vi bestemt godt kunne mærke, vi manglede – men alternativet; at være gældsat for livet med alle de usikkerhedsmomenter, dét indebærer, var værre.

For mig er det altafgørende, at du a) faktisk godt kan lide studiet og b) gerne vil lave det, studiet munder ud i. Sagen havde været en anden, hvis du bare var der, fordi du ikke vidste, hvad du ellers skulle give dig til, men når jeg læser din mail, sidder jeg med fornemmelsen af, at du har valgt en vej, der er meningsfuld – men som bare er virkelig træls lige nu. 

Jeg har fuld forståelse for angsten for, at depressionen stikker hovedet frem igen. Jeg har selv været der 3 gange, så jeg er 100% med på, hvor invaliderende, det er. Jeg har også selv prøvet at stå med fornemmelsen af at ligge mennesker omkring mig til last, og det er en tung byrde at bære. Så alt, hvad jeg skriver nedenfor, skriver jeg i dybeste respekt og forståelse for, at det her ikke er noget, du ‘bare lige kan gøre’. Det koster. Det forstår jeg. 

Men sagen er, at jeg ikke synes, at dine alternativer er ret gode ift. hvad de kommer til at give dig. At starte på et nyt studie, hvor du ikke kender vilkårene og ikke har en faglig ballast, der giver dig et forspring, tænker jeg nemt kunne ende samme sted, som du står nu. Og i dét tilfælde er det for at få et job, der ikke var din første prioritet. 

At overveje freelancelivet og småjobs’ne igen, er desperationen, der taler, tror jeg. For det er lidt som med ekskærester, der pludselig tager sig anderledes ud, når man ikke dagligt skal leve med alt det, der fik én til at gå fra dem. For selvfølgelig var der noget ved dem, man forelskede sig i i første omgang – ellers var man aldrig blevet kærester. På samme måde er det typisk også alle fordelene ved eks-jobs, man husker, når man har lagt dem bag sig, og ikke alle de dage, hvor man stressede over økonomi, bandede over manglende forudsigelighed og vilkår, der ikke var optimale, eller kedede sig, så man troede, hjernen skulle løbe ud af det ene øre. Hvis det var vejen for dig, var du blevet på den. 

Og så er der den med et barn mere. Nu ved jeg godt, at min situation er lidt anderledes, fordi jeg er alene med mine, men jeg vil bare nævne, at der ikke på nogen måde bliver mere tid eller overskud, når der kommer flere børn. Der kommer mere kærlighed og mange flere nuancer i kærligheden – men tid, ro og overskud bliver der *ikke* mere af. Jeg tænker ofte, at jeg i dag forstår, hvorfor så mange kvinder, der får børn, når de er meget unge, ender med korte uddannelser og hårde fag. For jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skulle finde tid til lektier, studieture, omlagte dage osv. med to børn. Hvis det var fordi, du stod med en positiv test i hånden, eller havde udsigt til et studie på 5 år, synes jeg, at sagen var en anden, men med halvandet år igen, ville jeg, hvis jeg var dig, lige skubbe det næste barn et år. 

Ift. din familie vil mit forslag være, at I prøver at snakke om, hvordan I får indrettet de næste 18 måneder, så I overlever. Om det er små belønninger, I skal have drysset ud over de kommende måneder, om det er et stop-ord, I aftaler en dag, hvor I ikke er helt kørt over af træthed, så din kæreste får mulighed for at tage en frieftermiddag, når han trænger, om det er indlagte pjækdage eller ture i sommerhus er ikke så vigtigt. Men det kunne måske være en fin måde at minde hinanden om, at I faktisk er på vej igennem det, og at tiden arbejder med jer. For jeg synes, det er værd at holde fast i, at I ikke holder en svær tid nu op mod glæde og overskud, hvis du hopper fra. I skubber det bare, fordi du på sigt enten vil brænde ud i jobs, du mistrives i, eller vil skulle igennem det på et senere tidspunkt. Jeg tror ikke, jeg kan se en løsning, hvor den her periode helt forsvinder fra ligningen, og derfor synes jeg, det giver mening at holde ved, nu hvor 25% af den er vinget af.

Til sidst vil jeg bare nævne, at det første semester ALTID er det værste. Jeg har som tolk nok set flere uddannelser indefra end de fleste, og det er ALTID det første halve år, der er det værste. Dels skal man lære at være studerende igen, dels skal man have det fællesfaglige grundlag, som resten af uddannelsen skal bygges på, og dels er der typisk meget mindre selvstudie/gruppearbejde, end når man når længere hen. Derudover er der en million praktiske ting omkring et studiested, som jo ikke er svære at forstå – men som man stadig skal bruge mental kapacitet på at forholde sig til. 

Mit bud er, at du er igennem det værste. Hvis du slet ikke kan finde ro med at beslutte at tage resten af uddannelsen, så træf en beslutning om, at du ikke må droppe ud nu, men skal fortsætte f.eks. til sommer. Min egen oplevelse er, at det ofte kan tage toppen af frustration og stress, hvis man parkerer en beslutning, fordi man ved, at man kommer til at træffe den – bare ikke lige nu. Når man 34.738.463 gange hver dag diskuterer med sig selv, så bruger man faktisk næsten mere energi på at veje for og imod, end man gør på at være i det, der er svært. 

Jeg ved ikke, om ovenstående giver mening. Der kan jo være tusind faktorer i dit liv, jeg ikke kender til, som påvirker de forslag, jeg har skrevet, men jeg håber alligevel, at det måske kan give bare en flig af ro at have fået det sagt højt og have haft uvildige øjne på det <3

______________________________________

Hvis andre derude har tips, tricks eller erfaringer, gode såvel som dårlige, er jeg sikker på, at flere perspektiver ville være yderst værdsatte.

I spørger, jeg svarer: Om veninder, børn og ensomhed

Henriette har sendt os en mail:

Jeg er 31 år og lever sammen med min mand og vores to børn på to og fem år. Jeg har veninder, men jeg savner rigtig meget mere kontakt og samvær med dem. Eller med nye veninder. 

Jeg har måske 5 veninder, som jeg vil kalde forholdsvis tætte, men der er kun en af dem, som jeg bor i samme by med. Og udover det har jeg nogle mere perifære venner/bekendte. Fælles for dem alle er, at jeg ville ønske, at vi sås noget mere, eller blot skrev og ringede mere sammen. Bare en lille sms en gang imellem, hvor der står, at jeg er savnet og tænkt på, ville betyde alverden for mig. 

Som hovedregel er det næsten altid mig, der tager kontakt, og når jeg ikke gør det, er det tavshed fra deres side. Det gør mig rigtig ked af det, for jeg føler ikke, at de lægger lige så meget vægt på venskabet, som jeg gør. 

Måske bør jeg også nævne, at mine år som mor har været svære for mig med to fødselsdepressioner og sygemelding osv. Jeg har helt sikkert ikke været mig selv, og er sikkert også en anden end tidligere. Og det ved jeg godt kan være opslidende at være i som veninde. Det har allerede kostet et par venskaber på den front. Men nu hvor jeg føler, at jeg har overskud igen, mangler jeg nogle, som også har overskud til mig.

Og måske er det også bare sådan det er, når de fleste af mine veninder selv har travlt med arbejde og småbørn? Jeg arbejder ikke selv fuldtid i disse år og har jo derfor mere fritid, så måske er det også ‘bare’ fordi andre ikke kan overskue veninderelationer på samme måde? 

Jeg ved det ikke, jeg er forvirret og jo mere jeg tænker over det, jo mere usikker bliver jeg. Bottom line er, at jeg gerne vil have mere kontakt med nogle veninder, som jeg kan dele ups and downs og alt midt i mellem med, og skal jeg blive ved med altid at være den første, der tager kontakt (og hvordan stopper jeg i så fald med at lave et indre regnskab over, hvem der tager kontakt?).

På forhånd tak for jeres svar.

Hej Henriette.

På mange måder ligner vores situationer hinanden – og så alligevel ikke helt. For i mit tilfælde er det nok tilflyttervinklen, der er den største hindring i at danne relationer; at de mennesker, jeg har omkring mig, ikke er mennesker, jeg har kendt tidligere. De bor, hvor de altid har boet, og har i det store og hele det netværk, de har brug for, hvilket gør det svært for mig at møve mig ind. 

I din situation er der, så vidt jeg forstår, tale om mennesker, du tidligere har haft tætte bånd med, men som du nu føler er svære at genetablere kontakten til, post børn, depressioner og .. ja, voksenliv generelt.

Og det er svært. Men det allerførste, jeg har lyst til at sige til dig er, at du ikke må tage det personligt. Det lyder klicheagtigt, og er en af de sætninger, man siger og hører så meget, at den faktisk ofte mister sin betydning, men for mig har det været en af de vigtigste læresætninger i mit liv. Jeg har holdt fast i den både i forbindelse med fyringer, afslag på jobs, forhold, der ikke gik og også i hele situationen omkring de manglende relationer hernede. For det er jo virkelig meget, MEGET sjældent personligt. Når man bliver fyret, er det fordi de arbejdskompetencer, man har, ikke matcher dem, der skal bruges i et bestemt job. Når et forhold går i stykker, handler det (i de fleste tilfælde om mangel på kemi). Og mine manglende relationer hernede handler om vilkår, som bare er, som de er. At turde læne sig ind i, at det intet har med mig som person at gøre, har gjort, at jeg aldrig er blevet bitter, og det er en af de største gaver, jeg har givet mig selv.

Derfor vil jeg i al kærlighed opfordre dig til at bruge lidt tid på at slippe den tanke; at det handler om noget, du gør forkert, eller at du har ændret dig på en forkert måde. Mit bud vil være, at den manglende kontakt, du beskriver, gælder i alle de relationer, dine veninder har. Ikke kun ift. dig. Du ser det måske bare tydeligere, fordi du pga. din depression har været mentalt fraværende i forsøget på at passe på dig selv, og ligesom man ikke selv kan lugte, at der trænger til at blive luftet ud, når man sidder i et mødelokale på 4. time, så opdager de det formentlig ikke, fordi det bare stille og roligt er blevet sådan. Men du har været væk og kommer nu ind ad døren igen, så for dig bliver det meget tydeligt, at der er sket noget. 

At undlade at tage det personligt, er for mig ikke det samme som at acceptere, at tingene bare er på en bestemt måde og affinde sig med det. Jeg har også sluppet de relationer, hvor det altid er mig, der skriver først – i hvert fald til dem, hvor der aldrig kommer et konkret forslag til en dato retur. Men jeg tror, at det afgørende for mig her er, at jeg slipper dem for mig egen skyld. Jeg slipper dem, fordi deres manglende engagement i relationen mentalt tager mig et sted hen, hvor jeg ikke har lyst til at være – men fordi jeg ikke tager det personligt, slipper jeg dem uden at være sur eller lave drama omkring det, og fordelen ved dét er, at skulle man på et tidspunkt nå til et sted i livet, hvor vejene igen løber parallelt, så kan man uden problemer genetablere forbindelsen, fordi der ikke ligger sure følelser i hjørnet og lugter. 

Mit forslag til løsning er meget lavpraktisk og en tro kopi af noget, jeg selv gør og har haft utrolig meget glæde af. For de sidste 2-3 år har min veninde og jeg hver eneste aften recap’et dagen på en sms. Formatet er, at vi hver skal liste 3 ting, vi har været taknemmelige over/synes, vi har gjort godt i løbet af dagen, og jeg kan ikke sige gode ting nok om alt det, det har medført. Dels har det skærpet min opmærksomhed på det positive i løbet af dagen, fordi jeg altid bagerst i hovedet har dagens liste, som jeg leder efter punkter til, men det, der nok i virkeligheden har været mest givende er, at jeg har et menneske i mit liv, som altid er up to speed med, hvor jeg er, og hvordan jeg har det. For det betyder, at de små ting, vi snakkede om, inden vi fik børn og 200 km imellem os, pludselig kan sendes frem og tilbage i tekstform, og det giver en meget tættere relation, end hvis man hver gang man mødes skal samle op fra Adam og Eva. Det betyder, at jeg kan sende en besked til hende om alt mellem himmel og jord, uanset tid på dagen, fordi vi har kontakt hver eneste dag, og det derfor aldrig kommer ud af det blå.

Når den løsning er så god, er det også fordi min erfaring efterhånden er, at det svinger meget, hvor meget tid og overskud, jeg selv har til at engagere mig i mine veninders liv. For selvom det hele står på gloende pæle her, så føles det sgu også usselt at skrive “Ej, det lyder træls” tilbage til en kriseramt veninde – men man kan ikke redde andre, når man selv er ved at drukne. Dine børn har en alder lige nu, hvor jeg i hvert fald selv oplevede, at der var ro på. Men om 10 sekunder har du skolebørn, og her er kurven ret stejl ift. hvor meget mere det kræver af én som forælder. For pludselig er dagene ikke længere nogle, man selv kan designe, så de passer ift. arbejdstid osv., men derimod fulde af ringetider, fastlagte ferier, møder, fødselsdage, arrangementer og lektier, så jeg ville også (hvis jeg var dig) tænke over, ikke at løbe flere relationer igang, end du kan overskue at vedligeholde. Start med én, og se, om den giver dig det, du lige nu sidder og mangler.

Jeg kender dig ikke, så jeg aner ikke, om ovenstående giver mening, men jeg håber det, for den underlige følelse af noget, der lugter af ensomhed, er svær og tung at gå med.

Og med alt det sagt, synes jeg, at vi skal give mikrofonen fri i håb om, at nogle af alle de andre kloge damer har noget at byde ind med.

God mandag til jer alle derude.

I spørger, jeg (vi) svarer: Bofællesskab eller egen bolig?

(Update: Sanne har sendt mig følgende tilbagemelding, som jeg har lovet at formidle videre til jer:

“Det var rigtigt interessant at læse de forskellige tilbagemeldinger. Og dit indlæg især var meget nuanceret og fuld af indspark som jeg ikke havde tænkt på. Her tænker jeg på at hvis man som menneske bliver påvirket at andres humør, så skal man måske være ekstra opmærksom, hvis man vælger at bo med mange mennesker.

Som man skriver får man svar og min vægt på huslige pligter, kom til at fylde mere end den reelt fylder hos mig. Det er samværet med andre, deleøkonomien ved at have fælles spisningen m.m., passe på ressourcerne og leve i naturen tæt på skov og med mange dyr omkring. Derudover kommer traditioner som fejres sammen. Det er det som tiltaler mig.

Men jeg tager alle de gode tilbagemeldinger til mig. Og erkender også at min familiesituation ikke holder til at rykke rødderne op pt.
Men drømmen er der stadig og har været der igennem flere år. Mange tusinde tak.”)

I sidste uge fik jeg en mail fra Sanne, som er i tvivl om, om hun skal flytte i bofællesskab med sin søn eller ej. Det her er én af dem, hvor jeg virkelig gerne vil have jer på banen, for der må sidde læsere derude, der har valgt til eller fra på samme dilemma, og som derfor har gjort sig nogle overvejelser omkring det.

Sanne skriver:

Jeg har et ønske om at flytte i bofællesskab. Primært fordi jeg ønsker mere samvær med andre, færre huslige pligter og økologi. Jeg er alene med 9 årig dreng (donorbarn), og vi har boet i vores nuværende bolig, siden han blev født. Han har mange kammerater her og mormor er også lige nærheden – men boligen er ved at være for lille, så derfor tænker jeg mere og mere over det.

Mit dilemma er om det er prisen værd; at flytte min søn væk fra kammerater, skole m.m. for at jeg som mor kan dele de huslige pligter med andre og få uforpligtende samvær. Dog tænker jeg kun på bofællesskaber, hvor der er masser af børn. Således at min søn også vil trives. Jeg synes også det vil være godt for ham med flere rollemodeller.

Det er Svanholm, jeg overvejer at flytte til. Det er meget specielt fordi man lægger størstedelen af sin løn hos dem. Og man skal arbejde fuldtid. Det har jeg ikke gjort i 9 år. Og jeg synes 30 timer er nok. Det er en ulempe. Men for fanden jeg skal da kunne arbejde fuldtid ligesom andre? Bofællesskaberne er også fulde af andre forpligtigelser i form af arbejdsdage, møder m.m.

Og der er 1000 gode ting ved det, synes jeg.

Det skal siges at jeg har været sygemeldt og pt uden job. Har en dement far, som nu er på plejehjem, og ved at flytte kommer vi væk fra begge mine forældre.

Mit dilemma er også rettet mod mine forældre. Kan jeg efterlade dem ? For jeg kan ikke hjælpe flere gange om ugen hvis jeg flytter. Men jeg har også en søster, som så kunne flytte tættere på og støtte. Jeg er sindssyg glad for mine forældre og har altid været det. Så det er helt naturligt at jeg hjælper. Jeg havde heller ikke klaret det uden dem da min søn var lille.

Jeg har ikke nydt livet ret meget det sidste år. Ansvaret hviler tungt på mine skuldre, synes jeg, og det har været svært at være mor. Jeg ønsker ikke det skal fortsætte sådan, for det går ud over min søn.

Så det er også et dilemma om at leve i nuet men tænke over fremtiden og træffe nogle valg. Og min søn er jo fremtiden. Og hvis jeg selv går ned med flaget kan jeg ikke hjælpe nogen. Jeg er sensitiv omkring sygdom og mennesker og tager meget til mig, så jeg trives godt blandt glade mennesker som udvikler sig.

Hvad gør jeg?

Det kan jeg virkelig godt forstå, at du synes er svært. For det er, som du skriver, på mange måder både en afvejning af værdier, af nutid og fremtid og et forsøg på at finde balancen mellem, hvad du selv trives i, og hvad du tror er vigtigt for din søn.

Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at skære lidt af larmen fra. 1) Hvad din søster gør eller ikke gør, kan du ikke påvirke, så ud af ligningen med hende. 2) Uagtet at det vil være svært for din mor, hvis du flytter, så vil forældre vel dybest set helst, at deres børn er glade, så jeg tror ikke, at din løsning skal tage udgangspunkt i hende/dem. 3) Og vi kan ikke rigtigt bestemme, hvem vores børn knytter bånd til, så antallet af rollemodeller og andre børn i nærheden, ville jeg heller ikke bruge krudt på i lige præcis dét her dilemma.

Herefter ville jeg prøve at tygge lidt på, om det, jeg higer efter *lige* nu, også er vigtigt for mig om 3 år. Altså, om dit behov for at have nogen at dele de huslige pligter med, her og nu, også er et behov, du tror, du har om 3 år. De færreste af os træffer gode valg, når vi er pressede, og jeg tror, det er menneskeligt at undlade at granske detaljerne i en mulig løsning, når vi har ryggen mod muren.

Mine tanker kan jo af gode grunde kun være gæt, for jeg kender dig ikke personligt, men jeg ville også bruge noget tid på at tænke igennem, at hvis man er et menneske, som bliver påvirket af andre menneskers stemninger og energier, så sætter man sig selv i en ret sårbar situation, hvis man flytter tæt på mange mennesker. For jeg tror, at selvom en idé bunder i idealer og gode intentioner, så kommer de fleste af os med både bagage og dagsordener, som man jo på en måde lægger på fællesskabet at løfte, når man flytter ind i et bofællesskab. Jeg kender ingen, der har boet på Svanholm, og håber, at der måske kunne være nogle af de andre læsere, der kan byde mere kvalificeret ind, men min tanke er, at der måske er to slags mennesker, der flytter ind i fællesskaber af den her type: Idealisterne og dem, der har brug for nogen at læne sig op ad. Og hører man til den sidstnævnte gruppe, skal man nok tænke igennem, hvordan det vil påvirke én at møde andre, der også har brug for lidt hjælp til at holde balancen. Specielt hvis man bliver påvirket af andre menneskers humør og sindsstemninger.

For mig ville det fylde meget at flytte mine børn fra deres fællesskaber i den alder, de har nu. Særligt når man er alene med dem. Jeg tror, at deres netværk med jævnaldrende måske er ekstra vigtigt, fordi de “kun” har det halve netværk på familiesiden, både ift. forældre, men også ift. de bedsteforældre, tanter og onkler, der ofte er på fædrenes side. Så har din søn et stærkt socialt netværk, hvor I bor nu, ville det veje tungt for mig ift. at blive i området.

Som jeg læser Svanholms hjemmeside, tænker jeg også, at man giver sine børn en noget anderledes hverdag, fordi man lægger så stor en del af sin indkomst hos dem. Intet ondt i det; jeg kan sagtens se, at et bofællesskab kan bidrage med utrolig mange gode ting, og selvfølgelige koster det penge at drive et velfungerende sted. Men min anke her er nok lidt, at jeg ikke i det, du skriver, læser, at du er træt af det almindelige liv og de værdier, der knytter sig til det – og jeg tror, at man af økonomiske grunde vil være nødt til at søge mod de aktiviteter osv. som “tilbydes” inhouse, hvis man flytter på Svanholm – hvilket jeg også sagtens kan se værdien i. Men hvis man godt kan lide at gå i Tivoli eller Djurs Sommerland med sine jævnaldrende kammerater, så bliver man også, helt lavpraktisk, sat af i dét fællesskab, hvis man ikke kan deltage i den slags mere. Det er der ingen børn, der er døde af – men trivsel er mange ting, og jeg tror, at store ændringer som den her, kommer til at fungere bedst, hvis man virkelig er sulten efter dem, fordi man så er indstillet på komme over eventuelle forhindringer, og hele tiden har øjnene på det overordnede mål. Lige nu læser jeg, at din primære drivkraft er, at du gerne vil ud af det liv, du sidder i. Ikke, at du gerne vil hen til det, du beskriver. Forstår du, hvad jeg mener?

Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at åbne mine mentale klapper og tænke ud af boksen. Overveje, om det var muligt at lave et “prøve-kollektiv” med nogle andre enlige mødre/fædre, som var mindre, som måske var tidsbegrænset til et par år, og som lå i området. Helt lavpraktisk ville jeg lægge en føler ud i den lokale fb-gruppe og spørge, om der var andre, der kunne have lyst til at mødes til en kop kaffe og en snak om et eksperiment. På den måde ville du stadig få det fællesskab, du efterlyser, du ville bevare din økonomiske integritet, du ville selv kunne være med til at præge værdierne, du ville få nogen at dele arbejde og pligter med, og vigtigst af alt: Du ville kunne teste, om både du og din søn overhovedet kan holde ud at være så tæt på andre mennesker.

Jeg ved godt, at det yder omstændigt, men jeg tror ikke, at det er mere omstændigt end at lade sig sluse ind i et eksisterede kæmpefællesskab, og skulle have sin økonomi filtret ind i det.

Jeg ved ikke, om ovenstående overhovedet giver mening for dig, og jeg håber rigtig meget, at der sidder nogle læsere derude, med andre vinkler, tanker og erfaringer, som har lyst til at byde ind i kommentarfeltet.

Ordet er frit. 

Rigtig god mandag derude.

I spørger, jeg svarer: Om børn og skærmtid

I kommentarsporet til dette indlæg, skrev Nanna:

“Jeg holder meget af din refleksion og tilgang til tingene, og kunne helt vildt godt tænke mig at høre din tilgang til skærmtid og spilletid. Jeg synes drengene i den alder (i hvertfald min dreng) er skræmmende optaget af det, og har svært ved at aktivere ham til andet”.

Jeg tror, at lige præcis det med overvejelser omkring skærmforbrug er den mest konstante variabel i hele min forældreskabsligning. Jeg tænker over det hver eneste dag, og nogle dage synes jeg, at jeg har fat i den lange ende, mens jeg andre dage føler mig som én stor falliterklæring. 

Sagen er, at jeg synes, at der er så mange del-elementer i den problemstilling, at det er umuligt at finde Den Gode Løsning på. 

Til gengæld er det et område, som alle har en holdning til, og som er sovset ind i mor-skam og praktiske hensyn, og som det derfor er umuligt – i hvert fald for mig – at se nøgternt på.

For der er en masse faktorer og følelser, der spiller ind, som egentlig ikke som sådan har noget med skærme at gøre. 

Uanset hvordan man vender og drejer det, giver skærme jo en pause til de voksne, og jeg tror, at det for virkelig mange af os føles som den lidt-for-lette løsning. For selvom vi alle sammen er enige om, at vi også skal være her, og at vores behov også tæller, så tror jeg, at der – særlig i vores segment – er et ønske og en bevidsthed om nærvær, værdier og God Opdragelse. Og lige i dén sammenhæng føles skærme og spil som noget, der hænger mere sammen med Kaare Sand end med Lola Jensen.

Somme tider giver skærme også arbejdsro, og her føles det lidt mere ok at give efter – for ulvetime og aftensmad, og vi ved jo godt, at børn skal inddrages og deltage, og at vi skal forebygge kræsenhed og fremme sansemotorisk nysgerrighed ved at lade dem skrælle gulerødder og røre i gryder – men det må sgu lige blive i morgen, hvor ulven ikke har helt så skarpe tænder som i dag.

Og oveni alt det står, at vi er den generation, der skal navigere i forbrug af noget, der ikke var tilgængeligt, da vi var børn; jeg har ikke en egen-erfaring med, hvor meget, jeg som 8-årig måtte have en iPad, og hvad det gjorde ved mig, at spille min forælder-holdning op ad. 

Der er simpelthen noget her, der er så fast forankret i, hvad vi føler er rigtigt og forkert, at WHO i foråret meldte ud, at de ikke anbefalede, at børn kiggede på en skærm over 60 minutter om dagen – til trods for at der ikke var/er et forskningsmæssigt grundlag at konkludere dette på.

Jeg gætter på, at det har en helt del at gøre med, at vi stadig har et glansbillede af, hvad en god barndom er, og at de mennesker, der er gamle nok til at sidde tungt på diverse poster i f.eks. WHO, *heller* ikke er vokset op med skærme. Måske kommer de derfor til at tillægge de undersøgelser, de intuitivt er mest enige med, mere vægt, end dem, der peger på, at der faktisk kan være meget godt gemt her, men at det kræver en holdningsændring, en dybere forståelse for teknologien og dens muligheder og begrænsninger og et knap så snævert syn at få øje på det. 

Men betyder det så, at jeg bare synes, at der bare skal være fri skærm til alle børn? Nej. Både fordi det (når man kun spiller mod sig selv) er en meget isolerende aktivitet, men også ud fra det helt indlysende sandhed, at stillesiddende aktivitet ikke er ret hensigtsmæssigt ift. at forebygge overvægt.

Så hvis jeg skal prøve at sige lidt om, hvordan vi griber det an herhjemme, vil jeg starte med at sige, at der er stor forskel på mine børn. Frida, som er langt mere klar på at kaste sig over verden – også efter en dag i børnehave – fravælger iPad’en oftere og hurtigere end Anton, for hvem den mere fungerer som en måde at skabe en lille, overskuelig verden på.

De bruger den også forskelligt: Frida kigger på den, indtil hun keder sig, mens Anton har den stående på gulvet og brumme, mens han sidder ved siden af og bygger Lego og Beyblades på livet løs.

Min oplevelse er, at Anton bruger den, som jeg brugte bøger, da jeg var barn; som en måde at skabe ro i hovedet og lukke verden ude på. Fordi det for ham er et ægte og reelt behov, får han også lidt længere snor (ledning?) end Frida.

Vi kører ikke med faste regler, men jeg prøver selv at gå forrest med det gode eksempel. Jeg sidder stort set aldrig med min computer, når børnene er oppe, og min telefon er altid på lydløs og ligger med ryggen opad på køkkenbordet. Jeg tjekker den, når jeg laver kaffe osv. men det er meget, meget sjældent, at mine børn ser mig sidde med den. Det lyder måske lidt helligt, men det hører jo også med til historien, at jeg er alene. Det betyder, at jeg, når børnene er i seng, har tiden til at samle op, besvare og deltage, fordi jeg ikke skal høre om, hvordan min mands chef har opført sig i dag.

Nogle dage oplever jeg, at børnene bliver vrisne og irritable af at sidde med en skærm, og til de dage har jeg købt et stopur til hver dem. Jeg sætter så uret til X antal minutter, og begge børn afleverer pænt iPad’en, når det ringer. For os har det fjernet en del konflikter, at det er uret, der “bestemmer”, hvornår man klapper iPad’en sammen, og ikke mig.

Når man læser ovenstående, lyder det måske som om, jeg har gjort mig alle overvejelserne og har fundet den gyldne mellemvej – men sådan føles det ikke. I hvert fald ikke altid. 

Jeg tænker dagligt over, om mine børn har deres iPads for meget, om jeg burde fjerne skærme helt, om deres hjerner tager skade, om de bliver asociale, om jeg er doven, om jeg er en dårlig mor, om jeg skærer hjørner og tæer og klipper kanter og hæle, om der burde være mere samtale osv. osv. osv. osv.

Det er nogle dage meget enerverende at bo i mit hoved. 

Og fordi jeg kan høre i min omgangskreds, at det ikke kun er mig, tænker jeg somme tider på, at det næsten har et isæt af katolicisme: At jeg og vi køber aflad for børnenes skærmtid ved at martre os selv for det.  

Men virkeligheden er, at jeg er alene med mine børn, og at der derfor VIL være tidspunkter, hvor jeg ikke er tilgængelig. Et godt eksempel er, når jeg skal lave lektier med Anton. Og hvor jeg kunne ønske, at Frida så var sådan et barn, der bare blev helt opslugt af leg, mens vi øvede staveord, så er det ikke den model, jeg har fået. (Og inden nogen skriver, at det bare handler om tid og om at lade dem kede sig: Nej).

Egentlig tror jeg, at det – trods alt – er fint, at skærmforbrug niver lidt i samvittigheden, fordi det betyder, at man ikke bare slipper sine overvejelser og (rodede, usammenhængende) principper helt. For selvom jeg gerne så, at skam- og skyld-elementet blev reduceret, så er det måske fint nok, at det ikke forsvinder helt, fordi jeg trods alt er realist nok til at erkende, at det så med stor sandsynlighed ville blive på bekostning af nær- og samværet. 

Lige nu giver skærmene mig mulighed for engang imellem at være sammen med mine børn, uden at det kræver noget af mig, og når vi sidder under tæppet i sofaen, som høns på en pind, og jeg kigger op på dem, så får jeg næsten den samme følelse, som når jeg sidder på sengekanten om aftenen og kigger på dem, når de sover. For jeg elsker dem jo altid, lige meget og lige højt – men kærligheden er så nem at mærke; så ren og lysende og ukompliceret, når man ikke er i gang med en konflikt om, hvorvidt slikkepinde er aftensmad, eller om man må have badedragt på i børnehave.

Så jeg har ikke engang et bud på et svar eller en løsning. Jeg ville ønske, jeg havde, for så vidste jeg også, hvad jeg selv stilede efter, og det ville være nemmere at vide, hvornår jeg havde levet op til mine egne idealer.

Men for mig er det springende punkt nok, at de stadig kan begejstres af andet. At de stadig ved, hvad de skal stille op med sig selv, når vi tager i skoven eller på legepladsen – men jeg kan også godt se, at jeg kæmper lidt imod tiden, for punktet, hvor det ikke længere er mig, der bestemmer, hvad vi fylder i fritiden, nærmer sig i horisonten.

Og når vi engang får svaret på, hvad der gjorde skade, og hvad der gjorde gavn, så er det, for vores vedkommende, for sent.

Med disse ord slår jeg dørene til kommentarfeltet op.

Husk at være gode ved hinanden.

I spørger, jeg svarer: Om forældresamarbejde i børnenes klasser, når nogle forældre er døve, og der somme tider er tolk tilstede

For et par uger siden modtog jeg en mail fra Stine, som skrev: 

Min datter er startet i 0. og en af hendes klassekammeraters forældre er døve (begge to). Der er tegnsprogstolk med til alle forældremøder, men selvfølgelig ikke om morgenen og eftermiddagen, når man bare mødes i garderoben.

Er der nogle do’s and don’t’s, som er gode at kende til, når man ikke vil virke som en latterlig idiot overfor et ret flinkt sæt forældre, som man tilfældigvis ikke taler samme sprog som?

Gerne både tips til situationer, hvor der er tolk og ikke er tolk. 

Det virker virkeligt mærkeligt at føre en samtale med tolk, hvor man ikke taler med tolken men kun via tolken. Er det bare sådan man gør? Det føles vildt uhøfligt! Men altså… Det er jo en ny tolk hver gang (indtil videre), så det giver jo heller ikke mening at inddrage tolken i samtalen, for hun er jo bare på arbejde og skal ikke indgå i en relation med mig og den anden mor.

Jeg har været tolk i snart 20 år, så den del af det ved jeg en del om. Til gengæld aner jeg intet om at være døv forældre, men jeg er så heldig at kende Elisa, som ud over at være uddannet folkeskolelærer, også er ekspert i det at være døv forældre, fordi hun er netop det.

Hun slår fra tid til anden sine folder i blog-land, og jeg har derfor spurgt, om hun mon ville skrive lidt om forældrevinklen. Det ville hun heldigvis gerne, så hun får lov at starte, og så byder jeg ind med tolkevinklen nedenunder.

Tag godt imod Elisa:

Tak for introduktionen, Linda. Det er sandt at jeg er ekspert i at være en døv forælder, for jeg har sådan set ikke prøvet andet. Jeg er mor til to drenge på henholdsvis 11 og 7 år, så jeg har en del år i gamet med at have tegnsprogstolk med ud til diverse arrangementer i folkeskolen.

Folkeskolen er jo faktisk en helt ny verden for døve selv, da de fleste døve og hørehæmmede har gået på døveskoler eller centerskoler hvor klasser af døve elever inkluderes i en almindelig folkeskole. Så en almindelig folkeskole er en ukendt størrelse for mange døve i begyndelsen – ligesom døvhed og dansk tegnsprog er for jer hørende.

Jeg er blevet fortalt, at man som hørende ikke tænker over, at man har et ekstra mærkat, før man møder en døv. For når man er en del af majoriteten, er det at kunne høre en del af normaliteten, og ”hørende” er ikke det, man benævner sig som. Men det er I, hørende. Så når jeg skriver hørende, skal I opfatte det på samme måde, som I tænker ”døv”; det er bare et mærkat, der beskriver personens funktion.

Som døv mor har jeg præcis de samme glæder og udfordringer ved at være forælder, som I hørende har, og jeg kan godt forstå, at det kan være ret mærkeligt for jer at tænke på, hvordan en døv dog kan håndtere forældreskabet, for kommunikation er jo essentielt i familien. Men et nyfødt barn er ikke bygget til at kun forstå ET sprog, et lille barn er helt åbent for sprogtilegnelsen, også flere på én gang, og hvis forældrene taler dansk tegnsprog, ja så er det sproget, barnet lærer. Jeg er ofte blevet spurgt om, hvordan mine drenge lærte tegnsprog, og jeg plejer at vende den rundt og spørge, hvordan jeres børn har lært dansk? Det er ikke fordi, vi forældre ”underviser” vores børn i tegnsprog, de lærer det bare gennem dagligdags gøremål. 

I den forbindelse vil jeg gerne slå et slag for, at man lærer tegn og bruger dem til at kommunikere med jeres små babyer. Min ældste drengs første tegn var ‘mælk’, og han var 10 måneder gammel. Det åbnede for en verden med kommunikation, og mange frustrationer blev afværget. (Hans første talte ord, da han var knap et år, var så ”far”, og ikke ‘mor’; noget jeg godt kan være lidt syrligt over stadigvæk i dag…)

Vi døve er lige så forskellige individer, som I hørende er (ja, et mærkat her), og har selvfølgelig også forskellige oplevelser i forhold til at bruge tegnsprogstolk i skole-regi, så det, jeg skriver her, er generelt.

Rart at vide: 

Vær ikke bange for at hilse, smile og skabe øjenkontakt når I møder den døve forælder. Vi hilser gerne igen, og hvis noget kræver en noget uddybende kommunikation, så prøv at gestikulere, at skrive det ned (mobiltelefonen er en vidunderlig opfindelse). Og tag det ikke personligt, hvis vi engang imellem ikke reagerer: Vi kan også have dårlige dage med en sure chefer og møgvejr. 

Stol på, at når jeres barn er hos barnet med døve forældre, så passer vi godt på jeres barn. Opstår der skænderier eller konflikter, prøver vi efter bedste evne at løse dem.

At være døv betyder ikke i alle tilfælde,  at man helt har mistet hørelsen, og nogle døve har en høre-rest, som bliver godt udnyttet af diverse hjælpemidler. Nogle af os kan tale rimeligt forståeligt, og vi aflæser kropssprog.

Er der forældrearrangementer, vil vi helst have en eller to tegnsprogstolke med, men de er “bare” vores ører og stemmer, så tal til os, som du taler til andre. Vid at tolken formidler alt, også “øøøh” og “aaah”. Også det, der kommer fra os. Tolken skal nok selv samle op, hvis det er noget, hun ikke hørte eller forstod, tolken gør selv opmærksom på, at det er tolken, der ikke forstod det, der lige blev sagt. Man er ikke i tvivl om, hvem der siger noget.

En tolkningen er altid lidt forskudt, så hvis der fortælles en vits, hvor I hørende griner, så er vi måske 5 sekunder bagefter.

Tegnsprogstolkene arbejder hårdt for at forstå og formidle et talt sprog til et visuelt sprog med andre opbygninger end talesproget. Det er at formidle noget to-dimensionelt til noget tre-dimensionelt. Derfor er det vigtigt at tolken får pauser. Min oplevelse er dog, at alle har brug for pauser: 3 kvarter med hardcore fremlægning af skolens værdier kan få de fleste til at blunde med åbne øjne.

Vær endelig ikke bange for at spørge om noget, I har spekuleret over, hvordan vi døve kan eller gør. Tror at det er ret få spørgsmål, jeg ikke er blevet stillet mht. mit høretab, tegnsprog, tolk eller noget helt uden for rammerne. De mest typiske spørgsmål er: ”Kan du slet ikke høre noget?”, ”Hvordan står I op om morgenen, når I ikke kan høre vækkeuret?”, ”Hvordan siger man farvel?” (jeg lader jer lige tænke… You got it!), “Hvordan hører I, når jeres barn græder i et andet rum?” og især den her, som jeg tror tolken altid får: ”Er det dig, der kommer og tolker næste gang?”

Don’t

De fleste af os døve og hørehæmmede forældre har samme udfordringer og glæder ved vores børn, som hørende forældre har. Så når ens 0. klasses-unge ligger ude i garderoben, spændt som en flitsbue og hyler, at han ikke vil hjem, så er det vores egen opgave at få ungen beroliget og fragtet hjem. Vil I hjælpe, så spørg os først, og det kan nemt gøres ved at gestikulere, om man har brug for hjælp. At tale hen over forældrene er at fratage os autoriteten, og det skaber ulighed.

Tal ikke til os bagfra (nye folk er lovligt undskyldt). Men ved I, at vedkommende er døv, så skab øjenkontakt.

Stil ikke spørgsmål om døve til tolken, når vi er til stede. Spørg os.

Tolken er et hjælpemiddel, men det betyder ikke, at hun bare skal have den lave, hårde klassestol eller kontorstolen, hvor det ene hjul er knækket. Sørg for et godt indeklima. Dunst af dagens madkasser og rester af præpubertær sved kan forstyrre alle. Tolken skal nok sørge for at tingene fungerer bedst muligt for tolken og for os døve. Men vi hjælper hinanden alle sammen.

Gå ikke ind foran tolken. Folkeskolelærere – det er jer, jeg taler til! 😊

Spørg ikke, om jeg har telefonnummeret på tolken, fordi du synes, hun ser sød ud og kunne være en ny veninde. (Jo, det er noget, jeg har oplevet).

Det kræver ressourcer af os døve at være ”på” og aflæse en tolk, for trods tolkens enorme dygtighed og faglighed, er dansk tegnsprog IKKE deres primære sprog, så det er ikke altid så afslappet at forstå en tolk. At snakke med min mand, der selv er døv, er noget naturligt, men at forstå en tolk, der ikke mestrer den samme naturlighed (tolkesituationer er ikke naturlige, de er konstrueret med et bestemt formål, dvs. forældremøde, besøg hos lægen etc.) kan være hårdt, så vi har også brug for en pause.

Tak for hjælpen, Elisa. Det var dejligt, du havde tid💚

Nu til tolkevinklen:

Som alle andre faggrupper består vores af en gruppe individer, som er alle er forskellige, og derfor er det ikke givet, at en anden tegnsprogstolk ville fremhæve det samme, som jeg gør, hvis han/hun skulle svare på Stines spørgsmål.

Nogle dele af jobbeskrivelsen er dog ufravigelige, f.eks. at vi har tavshedspligt, at vi ikke blander os i det, vi tolker, og at vi tolker i 1. person.

Det sidste betyder, at hvis jeg tolker et forældremøde og siger: “Jeg vil gerne bage kage til hytteturen” – så er det den forælder, jeg tolker for, der stiller med kagen, og ikke mig.

Tavshedpligten omfatter både det, vi taler om, men også de brugere vi tolker for. Derfor vil man altid få et afglider-svar, hvis man f.eks. spørger mig, hvor jeg kender den døve bruger fra, eller hvor længe vedkommende har været døv. Til gengæld tolker vi hjertens gerne, hvis man selv vil spørge ham eller hende selv. 

Hvornår er vi med:

Vi er typisk med i de mere formelle situationer, f.eks. møder og større arrangementer, men vi kan også være med til børnefødselsdage, til tjek hos skoletandlægen, til disko i SFO’en osv.

Helt lavpraktisk er det sværere at følge med, når der er mange, der taler på én gang, og særligt i situationer, hvor der bliver givet informationer, som er vigtige, vil de fleste døve forældre, jeg er stødt på, foretrække at der er en tolk til stede.

Ideelt set var der tolke tilgængelige i alle situationer, fordi en stor del af den sociale klister, forældrene imellem, netop smøres på i garderoben, eller når man følges ud til bilerne på p-pladsen, men ud over det praktisk umulige i dét, bliver tolke også i 98% af tilfældene betalt af det offentlige, og her rammer vi jo så det evige dilemma med, at hvis nogen skal have mere, så er der andre, der skal have mindre.

Engang imellem kan der være forældremøder osv, hvor der burde være tolk på, men hvor der ingen kommer, enten pga. sygdom, for sen bestilling, eller fordi der ikke er tolke på vagt/flere tilbage at tage af.

Hvilket bringer os videre til næste punkt: 

Hvorfor kommer der en ny tolk hver gang?

Tolkeopgaver i dag bliver vundet i udbud, og ét af parametrene, vi bliver valgt ud fra, er pris. 

Det betyder, at vi skal være ret omkostningseffektive, for selvom timeprisen for en tolk er høj, er der mange faktorer, der skal tænkes ind. F.eks. skal man kunne få tolk, selvom man bor i Hvide Sande, og den tolk, der kører derud og tolker en lægesamtale på 20 minutter, kan ikke nå at tolke mere dén dag, fordi 80% af vores opgaver ligger inden for det samme tidsrum. Indtjeningen i et tolkefirma er derfor ikke bare ‘antal tolke x maximale antal tolketimer’, men afhængig af en mange forskellige, udefrakommende faktorer. 

Derfor har man kun det antal tolke ansat, som man har opgaver til; det ville være for dyrt (og dermed påvirke den pris, man afgiver tilbud ud fra), hvis man skulle have disponible tolke til at hænge i garderoben, bare for en sikkerheds skyld, for i nogle perioder kommer der mange små-opgaver, som f.eks. forældremøder, koncerter, fodboldkampe eller korte AMU-kurser, mens der i andre perioder ikke kommet noget som helst. Vi er et fag, hvor vi stort set intet kan gøre for at påvirke efterspørgslen, for der er de døve, der er, og de skal det, de skal. Hverken mere eller mindre. 

Og det er forklaringen på, hvorfor man på de små opgaver typisk ser mange forskellige tolke; de bliver dækket af det, der er tilbage, når de store, faste opgaver er dækkede og tolke > < bruger-sygdomspuslespillet er gået op.

Nice to know:

“Hvad har du brug for?”

Vi er skolede til at bede om det, der er nødvendigt for at få samtalen til at glide, både ift. fysisk placering, gentagelser, taletempo osv. Så overlad det trygt til os.

“Er der nogen, man ikke må gøre?”

Egentlig ikke. Det er os, der er de professionelle, og vi skal nok styre uden om faldgruberne, og vi er så vante til det, at du formentlig ikke opdager, at vi gør det. Vi bliver dog altid glade, hvis man kan tale én ad gangen, og en bette dagsorden/lidt forberedelsesmateriale (sange, prædikener, kopier af det, der udleveres) varmer også et flosset tolkehjerte.

“Hvorfor skal du have så mange pauser?”

Vi har brug for pauser ca. en gang i timen, og den skal være ca. 10 minutter lang, både for at kvaliteten af tolkningen bevares, og for at forebygge slidskader. Ved de opgaver, hvor det ikke kan lade sig gøre, kommer der typisk to tolke, og så kører vi i skift på 15 minutter ad gangen.

Typisk bruger vi danskere 10-20 minutter på småsnak, inden vi sådan rigtig går igang med tingene, og derfor sidder mange med en følelse af, at de lige er startet på Den Ægte Opgave, når vi beder om en pause. Men for os er det lige meget, om vi tolker småsnak om Gift Ved Første Blik eller en minutiøs gennemgang af Lean-principperne; belastningen af vores hjerner og arme er den samme, og derfor tæller småsnak også med. 

“Kan du blive lidt længere?”

Noget af det, jeg ofte oplever er svært for folk at forstå er, hvorfor vi ikke bare kan blive lidt længere, hvis en opgave trækker ud. Somme tider kan vi, mens vi andre gange er nødt til at sige nej. Det kan skyldes, at vi skal videre til en anden opgave, det kan handle om, at vi har tolket mange, hårde timer tidligere på dagen, eller det kan være fordi vi er helt almindelige mennesker, med helt almindelige liv, og børn, der går til gymnastik og institutioner, der lukker.

Det er værd at nævne, at det er noget, vi temmelig ofte bliver spurgt om. 

“Er det uhøfligt ikke at tale til tolken?”

Nej. Faktisk gør det vores job sværere, hvis du forsøger at inddrage os i samtalen. Jeg ved godt, at det kommer fra et godt sted, men tænk på, hvor mystisk det ville virke, hvis dommeren i en retssag pludselig henvendte sig til tolken. Eller hvis politikerne i Bruxelles pludselig begyndte at sludre med tolkene, mens de sidder og simultantolker. Vi er der som et teknisk hjælpemiddel; hverken mere eller mindre. 

(-men når det er sagt, er det jo stadig rart at blive behandlet som menneske; at man f.eks. hilser på os, når vi kommer og kaffe takker vi sjældent nej til).

“Hvad gør vi, hvis der skal tolk med til en fest?”

Her oplever jeg, at mange er i tvivl om, om man skal “tælle” tolken med som gæst.

Ikke i traditionel forstand. Hvor vi sidder er for så vidt underordnet, bare det er overfor den, vi skal tolke for, så de kan se os – og helst ikke er lige op og ned af en højtaler.

Om man vil bestille forplejning til tolken er 100% op til den/dem, der holder festen. Vi har ingen forventninger om det overhovedet, for selvom det måske er en stor dag for jer, er det for os stadig “bare” another day at the office. Min personlige oplevelse er dog, at dem, der fravælger mad til tolken, ofte bliver lidt forlegne over det, når dagen kommer, fordi det “larmer”, når der sidder et menneske uden en tallerken ved bordet, og fordi de andre gæster spørger til det 🌸

So there you have it. Jeg tror, at det er det, jeg oftes bliver spurgt om, når jeg er ude i marken. Som altid er det jo svært *ikke* at vide, det man ved, så hvis der er noget, jeg ikke har forklaret godt nok, eller som giver anledning til yderligere spørgsmål, så skyd endelig løs i kommentarfeltet.