Kategori: I spørger, jeg svarer

I spørger, jeg svarer: Må man takke nej til julegaver?

I weekenden fik jeg en mail fra Tina med et virkelig godt dilemma, som samtidig også egner sig fint til at snakke lidt om de ting, der rørte sig i kommentarfeltet til sidste indlæg. Jeg har klappet af med Tina, at det er ok at flette hendes mail sammen med de andre emner, så without further ado:

Hej Linda.

Jeg har et dilemma, jeg gerne vil ha dit, og verdens bedste kommentarfelt´s take på.

Det handler om jul og gaver.

Vi er en lille familie. Et par børn børn under 15 og et par stykker i 20’erne. Resten er 45+ og ingen mangler noget.

Stærkt inspireret af dine indlæg, er min opmærksomhed på forbrug/behov over årene blevet skærpet betragteligt, og jeg er nu den lykkelige indehaver af et liv, der indeholder de ting jeg reelt bruger, og som jeg er glad for. Resten er afhændet.

Jul og fødselsdag er altid lidt en udfordring, for jeg mangler ingenting, og jeg skal være meget opfindsom for at stampe ønsker nok op.

Forrige år mistede min mand sit arbejde, og da julen nærmede sig, var vi løbet tør for opsparing. Dette kombineret med ovenstående, gjorde at jeg rakte ud til min familie, og forklarede hvordan landet lå. Aftalen blev, at gaver til de voksne skulle være enten hjemmelavede eller genbrug til en symbolsk pris. Børnene skulle have som altid.

Jeg var totally excited, for jeg er Kongen Af Genbrugsbutikker, og jeg fandt de vildeste fund, som jeg glædede mig vanvittigt til at give. 

-for så juleaften at modtage gaver til mange, mange penge fra dem, aftalen var indgået med.

Jeg blev så flov over mine genbrugsfund, og aftenen står som een lang skamfuld, på grænsen til tårer, langtrukken affære.

Klip til 2021.

Privatøkonomien er igen stabiliseret, der er sparet op til alle, og den får satme én på gavehatten i år. Ingen aftaler, men business as usual.

MEN:

Jeg ønsker mig ingenting. Jeg har oprigtigt alt, jeg ønsker mig. Jeg ønsker mig ingenting. 

Der er ikke åbenhed for dette ikkeønske i min familie, faktisk oplever jeg det, som om min familie bliver provokeret af det.

Jeg har ingen intention om at ødelægge den gode stemning, men er nok lidt uforstående overfor den polemik, det afføder.

Derfor:

Skal jeg stikke piben ind og finde på ønsker, så julen kan afholdes som altid, eller skal jeg forsigtigt prøve igen.

(Nu jeg efterrationaliserer på dette skriv, slår det mig, at jeg jo nok har et issue med forbrugsjulen, og ikke julen. Måske er det derfor jeg slår bak. Jeg oplever det som en vild aften, med et højt tempo, og en gaveuddeling, der går for stærkt).

———————

Som altid springer vi bare lige ud i det, for ikke at gøre det unødvendigt langt. 

Sagt med al kærlighed i hele verden var min allerførste tanke, da jeg læste din mail, at den reaktion, du stod med sidste år, måske er den, du nu, helt uforvarende, er i færd med at læsse ned i skødet på din familie? For hvis vi skærer ind til benet, så var din reaktion, som jeg læser det, en reaktion på følelsen af at underlevere, og mit bud vil være, at det vil føles præcis lige sådan for din familie at stille juleaften uden gaver til dig.

Problemet med gaver er, at man skal forholde sig til dem på to niveauer. 

Det ene er det materialle niveau, som er alt det lavpraktiske, der mest handler om beløbsgrænser, udveksling og ønskesedler/ikke ønskesedler. (Og genbrugsgaver, som jeg skrev et indlæg om sidste år)

Men derudover prikker gaver også til en helt masse, som jeg tror, vi er tilbøjelige til at overse, fordi vi ikke er opmærksomme på, hvor forskelligt vi fortolker tilvejebringelsen af dem, og hvad både den og selve gaven symboliserer. 

For hvis det bare var de konkrete gaver, der var i spil, ville det jo være relativt ligemeget, om man var enige om alt det rundt om. Hvis det vitterligt bare var bytte-bytte købmand, ville vi ikke hidse os op over forventninger, ønskesedler og gaver, der rammer langt forbi. 

Når vi gør det, tror jeg, at det handler om, at en fejlskudt gave for nogle mennesker er et udtryk for ligegyldighed, eller for at du ikke kender mig rigtigt. For nogle er en ønskeseddel udtryk for, at modtageren ikke tiltror giveren at løfte opgaven. For nogle er en aften med pakker, man ikke selv har haft mulighed for at påvirke indholdet af, én lang oplevelse af, igen og atter, at blive overhørt, overrulet og ikke-taget-alvorligt af sin famile. Og for nogle bliver det en aften, hvor de bliver taget til fange i krydsfeltet mellem at være deres forældres godt opdragede og taknemmelige børn og deres skuffede børns forældre.

Intet af det er rigtigt. Men det kan man ikke fortælle følelserne, som insisterer på at læse modtagerens gave og gestus ind i den livsforståelse og de vilkår, man selv opererer med.

Så når du frabeder dig gaver, så er det for dig bare et spørgsmål om ikke at have brug for flere ting. Men for dem, der viser kærlighed og omsorg gennem gaver, beder du dem om ikke at vise dig, at de holder af dig. Og det er måske for meget at bede om?

Problemet med at bryde traditionerne, tror jeg, er, at de ofte er i spil i situationer, der er langt imellem. For hvis det var jul 12 gange om året, ville alle nok kunne leve med, at vi prøvede forskellige modeller af, og det ville ikke føles som helligbrøde at ændre på menuen eller pakke gaver ud om morgenen. Men når det går ned én gang om året, bliver det, alene på sin relative sjældenhedsfaktor, Noget Særligt, og det gør os nok meget lidt omstillingsparate. Og fordi Andre Menneskers ændringer har det med også at få konsekvenser for vores egen adfærd, reagerer verden omkring os, hvis vi stopper med at drikke, takker nej til kagen eller frabeder os julegaver. Og jeg er sgu ambivalent omkring det, for jeg synes ikke, man skal leve sit liv for at tækkes andre, eller at man skal blive kvalt i snaps, fordi “DeT PLejeR vI!” – men jeg synes måske også, det er lidt forældet at insistere på, at vi hver især bare skal gøre det, der gør OS glade – i hvert fald i kontekster, hvor samværet udgøres af mennesker, vi holder af.

Så med alt det vil jeg sige, at jeg, hvis jeg var dig, ville overveje, om jeg kunne finde et kompromis, jeg kunne leve med. Om jeg f.eks. når jeg i løbet af året forelskede mig i noget, jeg i princippet bare kunne købe, i stedet ventede og skrev det på min ønskeseddel. Eller om jeg kunne ønske mig bæredygtige versioner eller luksusudgaver af hverdagsting, som f.eks. bodylotion, karklude og krydderier. På den måde øger du ikke dit forbrug eller fylder dine skabe med skrammel, men din familie får stadig lov at give dig noget, der gør dig glad.

I samme boldgade synes jeg også, at det fungerer ret godt at ønske sig gaver, hvor man har peget giveren i retning af noget, man mangler, men samtidig giver lidt råderum, så folk alligevel får fornemmelsen af at have lidt at skulle have sagt. Jeg ønsker mig ofte “En god håndcreme”, “Et stribet tørklæde” eller “Guldøreringe i stil med disse” og så et par inspirationsbilleder. På en måde er der også plads til lidt økonomisk gymnastik, hvis det strammer hos giveren.

Jeg ruller med alle 3 modeller og fælles for dem er, at jeg tænker på giveren hver eneste gang, jeg bruger/kigger på gaven. Dét er fedt, for for mig er det, hvad gaver i virkeligheden handler om.

Giver det mening?

Inden jeg giver den fri, er der to ting, vi lige (pga. kommentarfeltet til sidste indlæg) skal runde. 

Den ene er ønskesedler. For det er et område, hvor folk er MEGET Israel/Palæstina.

For mit eget vedkommende vil jeg gerne have ønskesedler, og jeg synes, det er helt fint, hvis folk har skrevet priser på. For mig er tiden en knap faktor, og jeg bliver virkelig stresset over at skulle finde noget til folk, som intet ønsker sig. Det føles for mig som en slags test, som jeg ikke føler, jeg har tid til at løse ordentligt. Af samme grund kan priser på ønskesedlen være en hjælp, fordi jeg nogenlunde med det samme kan se, hvilke ønsker, jeg kan vælge imellem, når jeg skal købe.

Jeg tror, at vi alle sammen giver ud fra, hvordan vi foretrækker at få. Både gaver og eventuelle ønskesedler. Hvis man hader at købe gaver fra ønskesedler, hader man vist typisk også selv at skrive dem. Så langt er jeg egentlig med.

Der, hvor det for mig bliver en lille smule uldent, er, når vi taler om, *hvorfor* folk hader at modtage ønskesedler. For det er ofte fordi “det føles som en bestillingsliste” og “jeg ved, hvad jeg gerne vil give”. For mig er vi allerede der ude i, at det handler mere om giveren end om modtageren, og det er vel ikke meningen, når vi taler om gaver? Dem giver vi vel netop for at bringe glæde hos dem, der får dem – og hvis de nu har det meget smalt med, hvad de foretrækker, så føles det nærmest som et angstprovokerende tab af kontrol at få 6 pakker, man ikke selv har haft nogen indflydelse på indholdet af.

Vi giver det, vi selv ville være glade for at modtage – ligesom U2 gjorde, da de, uopfordret og på egen foranledning, lagde deres nye album ind i vores alle sammens iTunes biblioteker og nærmest smadrede deres egen, musikalske arv. For det skulle vi BARE ikke bede om. En gave er kun en gave, hvis den er ønsket og/eller man får lov at give den – ellers er det bare andre menneskers ting og behov, der pludselig skal stå på dine hylder.

Og så er der Ønskeskyen (og andre tjenester som den), som jeg ikke kendte i forvejen.

For mig at se, trykker den på de samme knapper som ønskesedlerne, og dermed er argumenterne for og imod de samme.

Jeg har som sagt ikke selv prøvet at bruge den, men for mig er dealbreakeren nok, at man som modtager skal oprette sig og logge ind for at bruge den. Det kan jeg faktisk godt forstå, hvis nogen står af på.

Omvendt er jeg tilhænger af det, den lægger op til, nemlig at det er modtageren, der skal være i centrum, når man køber gaver. Hvad du ønsker, skal du få. For, sådan helt egoistisk, så synes jeg, at det er meget fedt, at giveren bliver tvunget til at hjælpe lidt med til, at modtageren ikke ender med 4 af den samme. Det er sket flere gange for mig, og jeg har både oplevet, at gaverne alle var købt i butikker, vi ikke har i Esbjerg, at de var købt til Black Friday hos et firma, der kun gav 14 dages returret, og at de var købt hos et firma, hvor man kun kunne returnere (selvbetalt) gennem ét bestemt fragtfirma, og det derfor kostede mig 70 kr. at sende varen retur. Det er ikke optimalt for hverken klima, modtager eller den gode stemning, og derfor synes jeg, helt overordnet, at den type tjenester er en god ide.

Yes. Det blev langt og strittede lidt i alle retninger.

Så nu er det jeres tur. Hvad tænker I? Må man melde sig ud? Må man give uden at få? Er det nødvendigt, at nogen går forrest, hvis vi skal have trukket tempoet ud af forbrugstoget, så klimaet kan få vejret igen? Har vi et fælles ansvar for Den Gode Stemning eller vægter individet højere end gruppen?

Go nuts – men husk at passe godt på hinanden.

I spørger, jeg svarer: Når De Andre fylder for meget

Jeg har fået følgende mail fra Susanne:

Jeg går og tumler med et emne, som jeg godt kunne bruge andres tanker omkring. Egentlig kan mit dilemma deles op i tre, men punkterne kan koges sammen til, at jeg gerne vil lære at nyde livet og leve i nuet.

Jeg har jo et godt liv (selvfølgelig med de bump, som alle støder på), og derfor vil jeg rigtig gerne bryde med den tendens, jeg har til at:

*Bekymre mig om ting, jeg alligevel ikke kan ændre, f.eks. frygten for at miste mit job, at børnene bliver mobbet/ikke får en uddannelse/får et dårligt liv eller at jeg ikke har opdraget/hjulpet dem godt nok på vej. Men det er også bekymring om sygdom og død; hvad hvis mine forældre dør? Eller hvis jeg får kræft og dør fra mine børn?

*Tænke alt for meget på, hvad andre tænker om mig. Så meget, at jeg faktisk af og til agerer anderledes end jeg ville, for at behage andre, og samtidig ikke får sagt fra, når mine grænser bliver overtrådt – for hvad vil folk ikke tænke?

Det betyder f.eks. at jeg ikke får vist, hvad jeg kan på mit arbejde, fordi jeg er bange for, at folk synes, jeg praler. Jeg byder ikke ind med sjove bemærkninger eller small talk, for hvad hvis folk synes, jeg er dum at høre på?

*Sammenligne mig selv med andre, primært min søster, i forhold til økonomi, karriere, bolig osv. Det påvirker mig, når hun fortæller, at de har en kæmpe opsparing i banken (det har vi ikke), at deres hus snart er betalt af (det er vores langt fra), eller at hendes mand har fået nyt, godt job. Men det er ikke kun hende. Det kan også være, hvis jeg kan se andre, der har haft held med at opdrage deres børn på en måde, som jeg også havde ønsket at opdrage mine på.

Jeg har gået til psykolog et par gange, men er ikke lykkedes mig at knække koden, for at være taknemlig for de ting JEG har, og den person jeg er.

Måske du eller nogle i kommentarfeltet har de vise sten?

Jeg ved ikke, om nogen, sådan helt generelt, har de vise sten lige her, for det her er nok tanker, de fleste af os, i hvert fald i perioder, tumler med. Men jeg vil gerne prøve at skrive lidt om, hvad din mail får mig til at tænke over.

For at starte fra en ende af, så tror jeg, at den første del af dit problem, er uundgåelig. Jeg tror simpelthen, den er et produkt af at blive ældre? For da vi var i start-tyverne, var vi alle sammen frygtløse og udødelige, men i takt med, at vi bliver ældre, så bliver de fleste af os konfronteret med, at alt det svære ikke kun sker for naboen. Og egentlig er det vel både naturligt og måske endda sundt, sådan helt evolutionært speaking, at vi tilpasser vores syn på verden, til det, vi ser. Og akkumuleret set vil der være flere og flere, der mister deres forældre i takt med, at vi bliver ældre. Procentdelen af mennesker, vi kender, der bliver ramt af alvorlig sygdom vil stige. Vi skal efterhånden have begge hænder i brug, når vi skal tælle dem, vi kender, der har prøvet at blive fyret fra et virkelig godt job.

Så måske er det ikke et mindset, vi skal modarbejde, men snarere lære at leve side om side med?

For mig skete der noget, da min veninde Lene døde af en tumor i hjernen. Det smadrede en uskyld i mig, som ikke kan genskabes. Jeg tænker somme tider på, at det er det, sorg er. Et uønsket filter, der lægges ned over hele den verden, vi kender, hvorefter alt – ALT – ser anderledes ud. Og selvfølgelig er en fyring ikke at sidestille med den sorg, man oplever, når nogen, man holder af, forlader denne verden. Men måske det udløser en version af samme filter, når man over årene går fra at opfatte det svære som noget fjernt og uvedkommende, til at erkende, at der er noget til os alle sammen? En slags sorg-filter-light?

Jeg kan vist ikke rigtigt byde ind med noget, der kan få det til at gå væk, men for mig hjælper det at huske, at det er luksusbekymringer, forstået på den måde, at de alle sammen ville forsvinde med et knips, hvis man blev smidt ud i en virkelig krise. Man har dem, fordi man har overskud til at have dem, og det kan være udemærket at minde sig selv om.

Dine to næste punkter har jeg lyst til at slå delvist sammen. For mig at se udspringer af det samme, nemlig de tanker, der opstår, når man sammenligner sig selv med andre.

Jeg følger på insta en kropsterapeut (bodyimage_therapist), der skriver meget om det her med at være utilfreds med sin krop, fordi man sammenligner den med andres. Hendes pointe er, at man ikke skal arbejde på at stoppe med at sammenligne, men i stedet prøve at identificere, hvor og hvornår man sammenligner, og så prøve at styre udenom de situationer. At hvis man f.eks. kan mærke, at man falder i sammenligningsfælden, når man scroller inspo-siden på instagram, så skal man lade være med det. 

For mig giver det mening, at det er omsonst at prøve at stoppe med at sammenligne. Hele vores samfund er skruet sammen, så vi konstant bliver præsenteret for områder, hvor vores præstationer kan sammenlignes. Karakterer. Løntrin. Tøjstørrelser. Huspriser og m2. Alt bygger på tal, der er direkte sammenlignelige, og vi bliver en del af spillet, fra det øjeblik, vi bliver født.

Mit bud er, at vi alle har områder, der er svære for os, hvor vi sammenligner os med andre, og hvor vi føler, at de mangler, vi selv synes, vi ser, indikerer at vi fejler. Det tossede er, at det jo ikke siger noget som helst om, hvem vi er. Ingen af os holder hverken mere eller mindre af vores mødre på baggrund af, hvad de vejer. Ingen af vores børn elsker os mindre, fordi vi fik 7 i tysk. Så altså. På den helt store plade er det jo skideligegyldigt. 

Men problemet opstår, når det bliver til noget, der påvirker vores livskvalitet og -glæde. For det er ikke fedt at føle, at man altid halter bagefter, og at alle de andre acer noget, man ikke selv formår. 

Jeg tror, der ligger meget i, hvilke værdier, vi hver især er vokset op med. At de områder, hvor du sammenligner dig selv med din søster og føler, du taber, måske handler om, at de arenaer, hvor hun klarer sig godt lige nu, er nogle, der blev opfattet som vigtige i jeres barndomshjem?

Jeg tror også, at din placering i en søskenderække kan have betydning. At der kan være roller, man havde som børn, som man kan komme til at tage med ind i voksenlivet. Nu ved jeg ikke, om din søster er yngre eller ældre end dig, men uanset om det handler om en storesøster, du ikke føler, du nogensinde kan indhente, eller om du føler dig overhalet indenom af din lillesøster, så er det skidestressende at konkurrere med et menneske, hvor de imaginære dommere er ens forældre. For skåret ind til benet er det nok dem, de fleste af os gerne vil imponere.

Og hvad godt skal dét så gøre, Linda? For det løser jo ingenting at konstatere.

Det har du sådan set ret i. Og så alligevel. For jeg tror, at det kan blive nemmere at hilse på afgrunden, men undlade at springe i den, hvis man ved, hvad den er skabt af. For hvis du finder ud af, at dit mindreværd ift. din søster handler om, at hun lever et liv, der ligger mere i tråd med det, dine forældre lever, så bliver det også nemmere at minde dig selv om, at det jo ikke er en fejl, at dit liv er anderledes indrettet. Du har valgt anderledes, fordi noget andet var vigtigere for dig.

Jeg kan huske, at Hella Joof engang sagde, at når man bliver misundelig på andre og ønsker sig deres liv, så gælder det kun, hvis man tager hele pakken. Man kan ikke bare pege på de ting i udstillingsvinduet, man gerne vil have; man skal også tage den latterlige ekskæreste, den nederdrægtige eksem og barnet med indlæringsvanskeligheder med. Det synes jeg også kan være en hjælp at huske. For når man sætter det op på dén måde, vil de fleste af os nok betakke os for at bytte.

Ift. dine kolleger tror jeg måske, det kunne være en hjælp at starte et andet sted. At du ikke har som mål at ‘holde op med at bekymre mig om, hvad de tænker’ – men i stedet tænker ‘hvad kunne JEG godt tænke mig at gøre/sige her?’ For det ændrer ikke noget fra i dag til i morgen. Men det flytter dit fokus fra De Andre til dig selv og dine egne ønsker og behov, og det tror jeg er første skridt.

Det lyder dejlig nemt – og det er det overhovedet ikke. Jeg har selv et par af de her knaster, jeg bøvler med.

Jeg har i mange år været HYPER følsom ift. andres humør – og var det dårligt, var jeg HELT sikker på, at det handlede om mig. At jeg havde gjort noget forkert, og at folk var sure på mig. Da jeg en dag blev træt nok af alt det mentale arbejde og stressfaktoren i at skulle gætte andre menneskers følelser, satte jeg mig ned og tænkte det igennem. Og jeg nåede frem til, at det hele foregik i oppe i mit eget hoved. For den både deprimerende og frigørende sandhed er, at vi fylder uendelig lidt i andre menneskers tanker. Vi har alle sammen hovedrollen i vores eget liv, og ALLE andre er bipersoner og statister. Sagt med andre ord: Så vigtig er jeg simpelthen ikke.

Jeg gav mig selv en go-to-sætning, jeg hiver frem, hver eneste gang jeg kan mærke, jeg reagerer på andre menneskers dårlige humør: Det handler ikke om mig.

Min pointe er, at triggeren for mig ikke er væk, men at det har hjulpet mig enormt at have en one-liner, der er nem at hive frem i underskudssituationer, hvor jeg bliver stresset. Måske kan du finde en lignende sætning, der kan hjælpe dig ift. dine kolleger? At du, når du har bevist, at der er et eller andet, du mestrer, og bagefter bliver i tvivl om, hvad andre tænker om dig, siger til dig selv, at du gør det samme, som ALLE andre – og det er der ingen, der tænker over. Og hvis de endelig gør, så varer det max. 10 sekunder – så er de tilbage ved hovedpersonen i deres eget liv, nemlig dem selv.

Det sidste, jeg har lyst til at skrive er, at det ikke er sikkert, det overhovedet handler om dig – måske det handler om selskabet?

Jeg kan pege en håndfuld mennesker ud, som kommer i de samme cirkler som mig, som gør mig helt VILDT utilpas. De er søde og rare, og jeg har svært ved at sætte ord på, hvorfor de for mig føles, som de gør – men det gør de. De gør mig usikker og selvbevidst, og jeg hader alt, hvad der kommer ud af munden på mig, når jeg er sammen med dem. Jeg lyder for sur/for skrap/for bestemt/for vælg-selv. Om det er fordi de minder mig om mennesker, jeg har dårlige oplevelser med, eller om deres adfærd trykker på knapper i mig, jeg ikke engang selv er klar over, jeg har, aner jeg ikke. Men fordi jeg har brugt tid på at identificere følelsen og ved, hvem der udløser den, vælger jeg at omgåes dem så lidt som overhovedet muligt, og når jeg er tvunget til at være sammen med dem alligevel, ved jeg, at det er knapperne, der taler, når jeg bliver utilpas. 

Måske er det det samme, der gør sig gældende for din kollegagruppe? For hvis det er, så kan det måske ændre på selvopfattelsen på en positiv måde at indse, at det hele er kemi og samspil. Du er lige, som du skal være, og hvis ikke, det er sådan, de ser dig, er det fordi, de ikke er din klan og dine mennesker.

Alt det bedste til dig, Susanne. Jeg håber, at der er lidt i det, jeg skriver eller som lander i kommentarfeltet, du måske kan plukke ud og gøre til dit eget.

Fordi der over de sidste par måneder igen er begyndt at komme dilemmaer i inboxen, vil jeg bare lige knytte en kommentar til, hvordan jeg griber det an, så både I, der overvejer at sende ind og jer, der læser med, ved, hvad der foregår i maskinrummet. 

Når jeg modtager et dilemma, vurderer jeg, om jeg synes, jeg har noget at byde ind med. Som oftest tager jeg udfordringen op, men det sker, at jeg er nødt til at svare, at jeg ikke kan skrive et indlæg, der yder dilemmaet og personen bag retfærdighed. Det kan være fordi, problemstillingen omhandler noget, jeg ingen erfaring har med overhovedet, eller fordi jeg synes, jeg har skrevet, det jeg kan, om lige præcis dét emne. Jeg får eksempelvis en del mails fra kvinder, der overvejer at få børn alene, men med mindre der er noget, som gør deres dilemma atypisk, synes jeg, at jeg på bloggen over årene har været omkring de ting, jeg her kan bidrage med. 

Men hvis der er noget i emnet, som kan løftes op og tale ind i noget generelt, bider jeg på. 

Herefter spørger jeg, hvor anonyme folk gerne vil være; om jeg f.eks. skal give dem et andet navn, men uanset hvor åbne folk selv er, ændrer jeg altid, uden undtagelse, alle stednavne og tal. I og med at det sjældent er hovedpersonerne selv, der har skrevet ind, er det vigtigt for mig at undgå, at nogen pludselig genkender sig selv i en beskrivelse, de ikke har sendt ind. 

Når jeg har skrevet indlægget, sender jeg den, der har skrevet, et heads up, så de ved, at deres dilemma nu er live, og jeg beder i samme ombæring om, at de efter et par dage, går ind og skriver et ord eller to i kommentarfeltet, så I, der bruger tid på at svare, ved, hvor jeres svar er landet. Vil man gerne være anonym, sender man sin kommentar til mig, og så poster jeg den i kommentarfeltet.

I spørger, jeg svarer: Hvem må mine børn lege med?

Jeg prøver normalt at fordele mine indlægstyper en smule, så der ikke kommer flere af samme slags lige efter hinanden. I de her uger har jeg – igen – temmelig meget om ørerne, og derfor bytter jeg lidt rundt på rækkefølgen, og poster et indlæg nu, som jeg egentlig først havde tænkt skulle på i næste uge. Derfor får I et ‘I spørger’-indlæg idag, selvom det ikke er så længe siden, vi sidst havde et. Jeg håber ikke, at det påvirker jeres lyst til at byde ind, for jeg ved, at det for Helene er lige så ønsket med input til det her dilemma, som det var for mig til det, jeg skrev for et par uger siden.

Helenes mail udsprang af kommentarfeltet på mit eget ‘jeg spørger’-indlæg, og hvor jeg normalt korter de mails, jeg modtager, en smule ned (for læsevenligheden om at gøre), har jeg denne gang valgt at paste hele balladen, fordi jeg synes, der er mange detaljer, som er vigtige at få med.

Lad os komme i gang.

Hej Linda.

Mit spørgsmål går på noget, du kort nævnte i et indlæg for nyligt. Jeg spørger, fordi jeg er så meget i tvivl om, hvordan jeg tackler det på en ordentligt måde.

Min datter på 10 vil gerne ses med en tidligere klassekammerat, som flyttede til en naboby for nogle år siden. De er i kontakt via SoMe. Hun var her i nat på en overnatning. Det er ok for mig, jeg kender hende; hun virker umiddelbart som en fornuftig pige med et lidt svært liv. Hendes far døde for 4 år siden. Officielt af kræft, rygterne siger noget andet. Hendes mor virker belastet, har ikke så mange tænder tilbage, har nat-arbejde i en kiosk, hvor hun har ladet sine børn være alene hjemme imens (den ældste var 12). Pigen er altid lidt bange for sin mors vrede, f.eks var hendes rejsekort væk, vild panik, min mor bliver rasende osv. 

Jeg spurgte ind til, hvordan det var at bo i den nye by? “Super” siger hun. “Vi bor tæt på alt; strande, gågaden, Rema, Netto og Bæveren (et værtshus). Der har min mor en ven, som hedder Søren, ja, han er også min ven faktisk. Min mor går tit der hen, flere gange om dagen, men hun drikker kun sodavand. Nogle gange går hun også hen til Martin, min papfar, men de har slået op.”

Denne papfar var, som jeg husker det, grunden til at de flyttede, så han kunne være hos børnene, når hun havde nat-arbejde – fordi lærerne på skolen var begyndt at spørge noget ind.

Nå men altså, jeg vil gerne se mig selv som et rummeligt menneske, og det betyder meget for mig, at mine børn er rummelige. Ikke alle har de samme vilkår i livet, men derfor kan man godt være sammen eller kunne lide hinanden. Man skal ikke sorteres fra, bare fordi man kommer fra et belastet miljø.

Men min datter skal under ingen omstændigheder derhen – og slet ikke overnatte der. Hvordan forklarer jeg hende det på en ordentlig måde uden at være alt for fordømmende? Jeg har det træls med at dømme den mor så hårdt, og alene på grund af det jeg ser, oplever og hører. Men jeg vil også gerne passe på mit barn. Jeg vil gerne kunne forklare uden af udlevere. Lige nu synes min datter, at jeg er dum, og at det er uretfærdigt, at hun ikke må overnatte hos pigen, og hun spørger mig hvorfor. Jeg har forsøgt med vage forklaringer om, at hjemme hos Amalie er det ikke altid, at de voksne passer godt nok på børnene.

I dag trak hun så det store kort og spurgte foran veninden. Jeg endte ud i en ‘fordi jeg siger det’-situation, som virkede fint, da hun var 5, men knap så godt på en 10-årig.

Hun har en veninde mere, som er skøn, men som også kommer fra et belastet miljø. Ingen grund til at uddybe, men her er mere fakta end rygter. Altså noget jeg reelt ved om familen, ikke bare noget jeg formoder.

Jeg er faktisk selv lidt ked af, at jeg sådan dømmer mine børns venners forældre. Synes ikke det klæder mig særlig godt, og det er sikkert også masser af forældre som dømmer os, vi ligger ikke selv højt i klasse hierakiet.

Det betyder noget for mig at mine børn lærer at omgåes forskellige typer af mennesker, at de kan se de kvaliteter, som det enkelte menneske besidder, uanset de vilkår de ellers har i livet. Det er også vigtig, at de lærer at se, hvornår deres venner er på vej ud i noget skidt, som de selv skal undgå – og endnu bedre: Hvis de kan råbe vagt i gevær til en voksen. Det gjorde Cecilie faktisk, da hendes den anden veninde, jeg nævner, fortalte, at hun nogle gange var alene om natten og at hun var begyndt at “online date” en dreng fra England, når hun var bange om natten. Der tog min datter fat i deres klasselærer, og fik veninden til at fortælle om de vanskeligheder, hun har derhjemme.

Alt i alt tænker jeg, at vi er på rette vej i vores opdragelse, men jeg mangler alligevel input, fordi min datter er så ufattelig selvsikker. Hun tror, at hun har styr på alt, så hun forestiller sig, at hun også sagtens kan klare alt.

Så hvordan gør man det her på en god måde? Passer på både egne og andres børn, har værdierne med og sidst men ikke mindst italesætter det på en måde, der både er respektfuld og giver mening?

KH

Det her dilemma kan jeg mærke helt ind i knoglerne. For som enlig mor er det noget, jeg har været tvunget til at forholde mig til, nærmest fra dag ét.

Inden jeg går videre vil jeg gerne lave en forhånds-disclaimer, som gælder både mig og jer, der har lyst til at kommentere. For det her indlæg bliver 6000 km. langt, hvis vi hele tiden skal skrive høflighedsforbehold, som ‘altså, ikke ALLE enlige mødre, jo’ og ‘der findes selvfølgelig undtagelser’. Det er vi helt, helt enige om, men vi bliver også nødt til at kunne skrive nogenlunde frit, hvis ikke det skal blive så hensyns-forplumret, at det bliver uforståeligt. 

Når man kun er én forælder, er der nogle meget lavpraktiske vilkår, der gør, at der er øget risiko for, at ens børn kan ende i dårligt selskab. Én indkomst betyder begrænsninger i valg af bolig(område), og derfor er der typisk flere familier med udfordringer, belastet baggrund eller børn, der er mere alene i de områder, man har økonomisk adgang til.

Én forælder betyder typisk også flere timer uden opsyn, hvilket bliver ekstra kritisk, hvis de legekammerater, der er umiddelbar adgang til, vokser op i hjem med færre grænser og regler. Eller hvor de enlige forælder har givet køb på deres autoritet, fordi de har fået sat sig selv i en situation, hvor de har givet børnene noget at forhandle med – som f.eks. hvis det ældste barn skal passe sine mindre søskende om natten, så mor eller far kan arbejde eller overnatte hos kæresten. 

Da jeg voksede op, var der børn i min omgangskreds, der kom fra hjem uden opsyn. Hjem, som på overfladen lignede det, jeg kom fra – og så alligevel ikke. De måtte MEGET mere, end jeg måtte, og der var ikke rigtigt nogen, som gik op i, om de brød de få regler, de fik udstukket. Hvilket alle vi, der kom fra hjem med regler, konsekvenser og faste kom-hjem tider, syntes var VILDT snyd.

Og man kan mene om det, hvad man vil. Men de børn, der blev til unge, som stort set opdrog sig selv, var dem, der endte med at træffe valg, der har givet dem hårdere liv med flere svære konsekvenser – og flere af dem har børn, der er på vej ud af det samme spor, de selv fulgte.

Det er utrolig upopulært at sige, men der findes dårligt selskab og mennesker, der kan sætte solid opdragelse og gode intentioner ud af spil. Mennesker, som faciliterer adgang til situationer og fristelser, som man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at man skulle klæde sine børn på til at navigere i. Uanset hvor gode kompas, man installerer i sine børn, så kan de, i det forkerte selskab, blive sat i situationer, hvor de kommer til at træffe valg, de ikke forstår konsekvenserne af.

Og det, jeg tror, gør det så kompliceret er, at de her mennesker ikke er dårlige mennesker. De er typisk bare voksne, der engang var børn, der voksede op i hjem, der ligner dem, de selv foranstalter nu, og hvordan skal man næsten kunne andet? Når det går godt, tror jeg, de fleste af os ligner hinanden, men i spidsbelastede situationer, er vi simpelthen som mennesker så afhængige af, at vi har set voksne autoritetsfigurer tackle lignende situationer hensigtsmæssigt, hvis vi skal kunne hive noget op af rygsækken. Hvis vi kunne overskrive impulser og indgroet adfærd med fornuft, ville det være nemt at være mønsterbryder, der ville ikke være noget, der hed social arv, børn af rygere ville ikke selv begynde at ryge og ingen, der selv er vokset op med tæsk og omsorgssvigt ville drømme om at udsætte deres egne børn for det samme.

Ovenstående er utrolig beskæmmende, for det, jeg siger, lugter af, at man sidder fast i den sociale kaste, man er født ind i. Og det er jo ikke til at holde ud. Specielt tror jeg, at man kæmper imod det fatalistiske livssyn, når man er et uddannet, idealistisk menneske, for ingen af os ønsker at opdrage vores egne børn med socialt snæversyn eller blinde vinkler ift. i hvor høj grad det er held og tilfældigheder, der har givet dem det liv, de har fået.

Så hvad gør vi? Hvad siger vi? Og hvordan vurderer vi folk omkring os? For som enlig mor har jeg også mødt masser af fordomme. Specialt da vi boede, hvor vi boede før, hvor folk lavede knallerter inde i stuen, og alkoholikerne smed dynerne i fællesmaskinen, når de havde skidt i sengen om natten. Jeg ville være blevet SÅ ked af, at mine børn blev fravalgt, alene på baggrund af min civilstatus eller adresse.

Men selv dengang var jeg egentlig ret afklaret med, at det formentlig ville kræve, at vi skulle ses mere an, end hvis vi havde boet et andet sted, eller været to forældre, når vi skulle danne nye relationer. Om det burde være sådan, kan man bestemt diskutere, men selvom de fleste af os faktisk møder vores medmennesker med en forforståelse af, at alle rummer noget godt, så er det naivt at lukke øjnene for, at hvis rammesætningen omkring livet og hverdagen er skæv, så bliver der revner, sprækker og plads nogle steder, hvor det ikke er meningen at børn skal færdes alene. 

Så Helene: Jeg tror faktisk ikke, man kan gøre det så meget anderledes, end du allerede gør. For som jeg ser det, rummer du fint de her børn – du gør det bare på en måde, hvor du kan styre de ydre rammer. Og det er jo egentlig fraværet af disse, og ikke hverken børn eller forældre, vi reagerer på, når vi står overfor børn fra belastede hjem. Så ved at være åben for, at relationen kan bevares, både på de sociale medier og i jeres hjem, synes jeg, at du viser dine børn, at man godt kan forholde sig positivt til mennesker, samtidig med at man trækker en grænse ift. omstændigheder. Det tror jeg ikke, din datter vil kunne forstå nu – og det tænker jeg egentlig heller ikke, at man behøver at bede hende om. Men jeg tror ikke, at hun skal være særlig gammel, før det begynder at give mening for hende.

Man kan sige, at du med din måde at gribe situationen an på, også viser hende, at man godt kan holde fast i sine egne grænser og stadig være ordentlig omkring det. Det tror jeg er ret vigtigt at blive ved med at holde op, så hun kan se det, fordi det vil hjælpe hende, når hun selv står i situationer, hvor venner og veninder; mennesker hun holder af og identificerer sig med, går ind i situationer, hun selv kan mærke er uhensigtsmæssige.

Og måske er det en af de ting, der kan gøre det lidt nemmere? At tænke, at man faktisk hjælper dem ved at vise, at somme tider må man gerne sige nej, uden at det betyder, at man skylder en detaljeret forklaring?

Jeg følger en IG-konto, der hedder drbeckyatgoodinside. Hun er somme tider meget amerikansk, men hun er sgu også ret god. Og et af de små tricks, jeg har taget med fra hende, er, at man, når man siger nej til noget, de gerne ville have ja til, kan slutte med et stille og roligt ‘- and you are allowed to be mad about that’. Det synes jeg er en ret god reminder, både til barnet og én selv. For når din datter spørger, i venindens påsyn, hvorfor hun ikke må sove der, så synes jeg faktisk, at det rigtige svar ER en variation af ‘Fordi jeg siger det’. For man kan jo ikke smide forældrene under bussen i barnets påhør, men man kan godt sige: “Det er forskelligt, hvad I må her, og hvad I må andre steder. Jeg siger lige nej til, at I må sove hos Mathilde – og det er ok, at du bliver vred over det.” Her er et meget lavpraktisk tip fra mig til dig, at det faktisk ofte hjælper at skifte ordet ‘sur’ ud med ‘vred’. Jeg ved ikke, om andre har det sådan, men for mig har ‘sur’ en undertone af ‘urimelig’ – men det ER sgu fair, at de bliver vrede over at få nej til noget, de virkelig gerne vil. Og det tror jeg er godt for os voksne at huske.

Så efter 1000000000 ord ender jeg med, at jeg synes, du håndterer det på fin og forbilledlig vis. Jeg tror egentlig, at det er de tanker, du gør dig i baglokalet, der driller dig mest? Min holdning er, at man sagtens kan være rollemodel, både for egne børn og for dem, der har det svært derhjemme, ved at muliggøre relationer i trygge rammer, præcis som du gør. Men jeg tror desværre ikke, man kan redde børn og familier i brand ved selv at stille sig ind i bålet.

Jeg spørger, I svarer: Om børn og make up

Jeg er røget i et dilemma, jeg ikke helt ved, hvad jeg stiller op med, så i dag bytter vi stole, og så kan I få lov at være Monopol for en dag. 

For:

Anton vil gerne have make up på i skolen, og det synes jeg er svært. Hvad, hvis de andre dømmer ham? Hvad hvis de dømmer mig? For jeg kan være lige så woke, jeg har lyst til; hvis de andre tror, det er mangel på opdragelse og interesse for mit barn, at han får lov at gå i skole med make up, så rammer det ham, alle mine gode intentioner til trods. 

Hvad tænker I så? At han skal have lov at være den han er? At det ville være forkert at undertrykke hans personlighed og udtryk? Eller at det er dårligt forældreskab, hvis jeg ikke forholder mig til, at han uforvarende kan komme til at stå på mål for mine politisk korrekte holdninger?

Brug lige 30 sekunder på at tænke over det, før du læser videre.

Klar igen?

Godt.

For det er så nu, jeg skriver, er det ikke er Anton, det her handler om. Han ville ikke kunne udpege en mascara, om den så sprang op og bed ham i næsen. 

Men det kan Frida. Frida, som elsker make up og glimmer og øreringe og tøj i alle regnbuens farver. Frida, som jeg har ladet vælge sine outfits, fra hun selv kunne pege, fordi hun ikke ryster på hånden overhovedet, og fordi det for mig har været meget tydeligt, at tøj for hende er en måde at udtrykke sig på. 

Hun har altid elsket make up, og jeg har ladet hende lege med det. Jeg købte allergitestet voksenmakeup, og et sæt ordentlige pensler til hende i kalendergave, og det var tæt på at indbringe mig prisen som Årets Mor. 

Hun har alle dage fået lov at børste lidt på øjnene, når hun gerne vil, og også at tage en gloss på læberne, for min påstand er, at meget af det, vi forbinder negativt med make up, er den sexualitet, vi synes, den signalerer.

Og det er netop derfor, jeg valgte at starte med at prøve at sætte Anton ind i problemstillingen, for jeg gætter på, at ingen af jer, der syntes, han skulle have lov, havde bekymringer ift. hud og allergi? Eller mente, at jeg skulle tænke over, hvad han signalerede?

Og jeg peger ikke fingre. Det gør jeg virkelig ikke. For jeg synes, det er svært!

Forleden talte jeg med min veninde om en pige i hendes barns klasse, som i en alder af 10 år kører fuld EMO-kohl. Og det kan jeg mærke, at jeg også *selv* reagerer på – men jeg tror, jeg gør det af de forkerte grunde.

For jeg nægter at være med til at undertrykke den næste generation af kvinder og gøre deres kroppe og seksualitet til noget forkert og beskidt, som skal frygtes og undgåes – men hvor og hvornår sætter man ind? Hvornår går vi fra, at glam-up bare er noget, vi leger med vores Bratz-extensions og Barbielipgloss til, at det er noget, vi forbinder med kvindelighed og kønsroller?

Helt lavpraktisk: Hvis jeg vil forbyde det – hvornår gør jeg det så? Og med hvad for en begrundelse?

Man kunne godt trække en grænse og sige, at ligesom man ikke må gå i skole i udklædningstøj, så må man heller ikke have sminke på, men jeg kan mærke, at der er noget i mig, der stritter, fordi jeg synes, at tankerne bag forbuddene af hhv. udklædning og make up er forskellige. Men er det vigtigt?

Og hjælper jeg hende, hvis jeg lader hende fortsætte, og hun risikerer at blive stemplet af både andre børn og deres forældre om et par år? Passer jeg ordentligt på hende, hvis jeg lader jeg hende gå, uforvarende og med paraderne nede, lige ind i løvens hule?

Jeg tænker, så det knager, og jeg ved ikke, hvor jeg står. Så det er her, I kommer ind i billedet. For måske har I haft snakken i jeres respektive netværk eller i børnenes klasser? Måske er det én af dem, hvor svaret bliver helt indlysende i takt med, at børnene bliver ældre? 

Jeg vil utrolig gerne høre jeres tanker og erfaringer, så vamos a la blækhus, s’il vous plaît.

På forhånd tak.

I spørger, jeg svarer: Hvordan fortæller man børn, at de er donorbørn?

I denne uge har vi noget så sjældent som et opfølgende spørgsmål til noget, der allerede har været sendt ind som et ‘I spørger’-spørgsmål. Det blev dog aldrig til et almindeligt indlæg, da jeg, for at kunne svare Julie dengang, valgte at fortælle hende min og vores historie, som den er, for at hun kendte mit udgangspunkt for at svare.

Dengang lød hendes spørgsmål således:

(…) Jeg har et spørgsmål, som handler om donorsæd/donoræg og alle mulige tanker derom. Først lidt kontekst: Jeg er 33 år og har været gift med min dejlige mand i 4 år. I 3 1/2 år af dem har vi forsøgt at få et barn, og er såkaldt ‘uforklarligt barnløse’. Efter 7 IVF/ICSI forsøg med lutter skuffelser og knuste hjerter, har vi valgt at forsætte med donoræg. Dette var ikke en let beslutning, og her i ventetiden på en donor, gør vi os begge en masse tanker. 

Jeg vil derfor spørge, hvad det betyder for dig, at Anton og Frida er kommet til ved hjælp af donorsæd? Tænker du over, hvilke kvaliteter/træk/dyder/intellektuelle evner de har fra dig og fra deres andet genetiske ophav? Bekymrer du dig om, hvorvidt der dukker sygdomme/ubehagelige træk eller andet op, som stammer fra donoren? Tænker/tænkte du på, om de mon kom til at ligne/ligner dig eller donoren? (…)

Essensen af mit svar til Julie var, at jeg gjorde mig mange af de samme tanker, inden jeg blev gravid, men at der for mig var meget, der faldt på plads, da jeg stod med to streger på pinden. 

For et par uger siden fik jeg så endnu en mail fra Julie:

(..) Der skete nemlig det ualmindeligt glædelige at jeg blev gravid i første forsøg med donoræg (efter 4 års behandling, 7 IVF/ICSI og en meget flosset sjæl og krop) og nu er min datter 1.5 år. Hun er lige, som hun skal være – sund og rask, sjov og glad, smuk og dejlig. Jeg kunne ikke have lavet hende bedre selv! Graviditeten var en vidunderlig, helende oplevelse og du fik fuldstændig ret i, at jeg blev mor i det sekund, jeg så de positive tests og at alle de spørgsmål om genetik, der fyldte så meget før, røg helt i baggrunden. 

Nu er der imidlertidig andre tanker, der trænger sig på, som handler om at fortælle hende historien om, hvordan hun kom til verden. Jeg tænkte – før vi fik hende – at man jo SELVFØLGELIG skal fortælle sine børn åbent og ærligt, hvordan de er kommet til, og den holdning har jeg stadig. Det er bare enormt svært i praksis. Jeg synes, at det gik fint, da hun var lille baby, og jeg fortalte historien om ‘den vidunderlige dame, som gav mor et æg, fordi mine egne ikke duede, og så voksede du i mors mave’ næsten dagligt. Det bliver dog sværere og sværere for mig at få ordene ud på en naturlig måde i takt med at hun bliver større og forstår mere og mere (altså hun er jo stadig kun 1.5 år, men hun mestrer jo sproget mere og mere nærmest dag for dag lige for tiden).

Jeg kan mærke, at jeg ikke har ‘lyst’ til at tale om det med hende. Det er ikke, fordi det er hemmeligt eller skamfuldt eller ubehageligt, men det er, som om at jeg gerne vil undgå at såre hende eller sætte noget ‘i mellem os’. Jeg ved godt, at Anton og Frida har en helt anden tilblivelses historie, men jeg vil alligevel spørge, om du vil sætte nogle ord på bloggen om, hvordan du har fortalt dem om dine valg ift. at få dem med mænd, som ikke umiddelbart skulle være en del af deres liv. Jeg tror og håber også, at dit fantastiske kommentarspor også ville byde ind med meget hjælpsomme refleksioner.   

Det er naturligvis helt helt i orden og helt forståeligt, hvis du ikke har lyst til at diskutere børnenes historier på bloggen (du skrev jo en email af samme grund sidst), men jeg tænkte, at din rummelige og kloge blog måske kunne være platform for en diskussion af, hvilke historier vi fortæller vores børn om deres tilblivelse og hvordan og hvorfor. (…)

Der er langt imellem, at jeg får en opfølgning fra de kvinder, jeg svarer bag om bloggen, og jeg blev simpelthen så glad over at høre, at historien dengang endte lykkeligt.

Det opfølgende spørgsmål synes jeg er rasende interessant, og det vil jeg derfor meget gerne prøve at .. om ikke svare på, så måske med-reflektere over. 

Jeg tror, at de fleste forældre med børn, som har en utraditionel tilblivelseshistorie, gør sig tanker om, hvordan man griber skabelsesberetningen rigtigt an, og fælles for os er, at vi alle ønsker det allerbedste for vores børn.

De sidste 20 år er der sket meget på fertilitetsbehandlingsområdet, og det betyder, at vi nu er ved at have en større gruppe af voksne mennesker, der er resultatet af IVF og insemination, som vi kan spørge, hvordan det er at være blevet til på de betingelser, og hvad de gerne vil vide/ville have vidst.

Jeg har været med i forskellige interessegrupper på fb, hvor de her ting diskuteres, men endte med at hoppe ud, fordi det blev for skingert, hvilket jo selvfølgelig skyldes, at det er et sårbart emne. Nogle (få) donorbørn er meget vrede over at være blevet til via donor, mens andre er mere pragmatiske omkring, at donorer har været et nødvendigt udgangspunkt for, at de overhovedet eksisterer. Lovgivningen er blevet strammet efter nogle skrækkelige sager, hvor én sæddonor er endt med at være far til hele fodboldhold, og der opstår hen ad vejen dilemmaer, man er nødt til at forholde sig til, som man måske ikke havde forudset, da man startede, som f.eks. om det er hensigtsmæssigt at drenge/mænd, der er blevet til via sæddonorer, selv bliver sæddonorer, når de bliver voksne, hvad betydning eksport af donorsæd har for risikoen for indavl, hvor meget genetisk udredning man skal lave af donorer osv. osv. 

Midt i alt det står de forældre, der har fået hjælp til at få børn, og jeg tror egentlig, at dem, det er sværest for, når vi taler om, hvad man skal fortælle børnene, er de par, der har fået hjælp, enten i form af donoræg eller donorsæd. 

For i mit tilfælde er det jo rimelig åbenlyst, at vi ikke har Far boende hos os. Denne afvigelse fra normen afstedkommer spørgsmål fra omverdenen, og dermed er det umuligt at holde hemmeligt, at mine børn er blevet til, fordi jeg har fået det til at ske. Det vilkår har man ikke i et parforhold. Her kan man ikke umiddelbart se, at noget er kommet til udefra, og det – tror jeg – kan gøre det mere bøvlet at vælge den åbenhed, som jeg tror, alle er enige om, er den bedste.

For jeg tror, at alle, der har fået hjælp, er MEGET idealistiske, når de er gravide, og så længe børnene er små. Her er det nemt at være åben og fortælle om rare damer og mænd, der har hjulpet ved at give celler og æg. Men det *bliver* sværere, når de bliver større, og egentlig tror jeg ikke, det handler om berøringsangst; jeg tror netop, at det, som du skriver, handler om, at man føler, man taler en usynlig mur op, som man som forælder frygter kan give barnet en følelse af ikke at høre til. 

Og så bliver det nok ekstra svært, når man faktisk ikke er tvunget til at gøre det: Hvis du valgte at holde det hemmeligt, ville hun potentielt kunne gå gennem hele livet uden nogensinde at få det at vide. 

Men jeg tror, man er nødt til det. For den hårfine revne, man kan frygte vil opstå, hvis man er åben omkring det, tror jeg er ubetydelig, sammenlignet med den revne, jorden vil slå mellem jer, hvis hun finder ud af det på et senere tidspunkt. Ikke mindst fordi jeg tror, at det ofte er i sårbare situationer, man har brug for at tjekke op på genetikken, og her tror jeg, at det bliver ekstra svært, hvis man pludselig også skal til at forholde sig til, at der er noget, man ikke har fået fortalt.

Men det er også 100% det, jeg læser i din mail. At du og I er afklarede med, at hun skal kende sin historie – men at det er den lavpraktiske håndtering af historiefortællingen, der kan være svær. 

Når jeg står i situationer, hvor jeg synes, det er vanskeligt at afgøre, hvad der er det rigtige at gøre, prøver jeg altid at tænke: “Hvad ville jeg forvente af mig selv, hvis vi var to, og hvordan tror jeg, vi ville gribe det an?” Det har hjulpet mig mange gange. For jeg tror, at både jeg selv og verden omkring kvinder, der får børn alene, har en tendens til at glemme, at mennesker i parforhold, der får børn, heller ikke har alle svarene på forhånd. De forholder sig sjældent til sygdom, skilsmisser og hvad-nu-hvis-økonomi, inden de får børn, og selvom der er områder, hvor der *er* en god ide at have tænkt tingene lidt ekstra igennem som enlig, så må man også gerne trække grænsen et sted. 

Nu er I to. Men måske det for jer kunne være en hjælp at tænke på, hvordan man ville gribe børns tilblivelse an, hvis de var lavet en tilfældig onsdag aften i soveværelset? For uden at jeg har siddet med ved alle middagsborde i hele verden, så er det ikke mit indtryk, at man dagligt eller ugentligt uopfordret fortæller sine børn, hvordan de, helt lavpraktisk, er blevet til. Det er noget, man taler med dem om, når de selv kommer og spørger til det, tror jeg? Måske I kunne bruge det samme princip? At I, når hun taler om babyer eller gravide maver, måske smider en sætning ind om, at I var så heldige at få det bedste æg på hele sygehuset, men at hun er vokset inde i din mave? For jeg tror, at I for jeres egen skyld er nødt til at nævne det allerede nu. Ellers bliver det simpelthen for svært senere. For hvornår er Det Rigtige Tidspunkt? Og hvis det bliver ‘Kom lige og sæt dig, skat. Din far og jeg har noget, vi skal tale med dig om’ så kommer det *først* til at fylde. Ved at plante et frø nu, giver I hende noget, hun selv kan tage fat på og spørge ind til, når hun bliver ældre og begynder at få spørgsmål, og det tror jeg måske vil give den mest naturlige samtale?

Jeg gør det samme her. Når vi ser noget eller taler om noget, hvor mine børns historier adskiller sig fra normens, nævner jeg det. Bare med en enkelt sætning, så de ved, at jeg ikke er bange for at snakke om det, og at det ikke er noget, de eller vi skal skamme os over. Jeg er ærlig omkring det, når der er noget, jeg ikke har et svar på, og i de situationer, hvor de konstaterer, at noget her er anderledes, giver jeg dem ret, uden at forsvare det. For den fælde er nem at falde i. Fordi man har valgt at gøre noget, der giver dem betingelser, der måske kan opleves som sværere end dem, vennerne har, kan man føle, at alle spørgsmål skal mødes med forsvar og ekstra gode argumenter. Det tror jeg, man skal gøre sig selv den tjeneste at lade være med. Alle børn får kort på hånden, hvor noget ikke er, som man ville ønske, uanset om det er antal/mangel på søskende/bedsteforældre, hverdagen og tiden, man har sammen, genetisk disponeret psykisk sårbarhed osv. osv. Men når vi over-svarer, er det ofte vores egen frygt og dårlige samvittighed, vi svarer ud fra – og jeg tror faktisk sjældent, at det er det, børnene gerne vil have svar på. De har brug for at benævne verden, som de ser den, uanset om det er i konstateringen af, “Det er en hund, mor!” eller “Jeg har ingen far”. Begge dele er rigtigt – og ingen af delene er ladet med værdi af hverken positiv eller negativ karakter.

Så essensen af mit bud er at finde små måder at nævne det på, når hun selv bringer emnet op, men ikke at taaaaaahhle om det hele tiden. Min veninde og jeg snakkede på et tidspunkt om, hvordan man taler med børn om at få børn, og hun sagde, at hun altid forestillede sig, at det var en opskrift, hun skulle forklare dem. Det synes jeg var en ualmindelig god måde at gøre det på. For lige nu er din datter kun på “Start med at tænde ovnen på 180 grader” – og der er ingen grund til at løbe rundt og råbe: “DU SKAL LIGE VÆRE OPMÆRKSOM PÅ, AT DER ER EN OPSKRIFT!” hele tiden. Men ved at nævne punkt 1, har I præsenteret, at der *er* en opskrift, og at I er klar til at snakke om punkt 2, 3 osv. når hun gerne vil vide mere.

Jeg ved ikke, om det overhovedet er noget, du føler, du kan bruge. Lige når det kommer til de svære samtaler med børn, er der så mange faktorer, der spiller ind, og det, der fungerer i én familie, ville være helt skævt i en anden. Derfor håber jeg også, at nogle af alle jer gode læsere derude vil byde ind, både hvis I selv er børn med atypiske historier, eller hvis I har gode/dårlige erfaringer med måder at gøre det på.

Bare husk, at det her er én af dem, hvor alle har hjertet uden på tøjet.

I spørger, jeg svarer: Om at blogge, dengang og nu

I sidste uge fik jeg en mail fra Pernille om det at blogge. 

Normalt paster jeg mailen eller dele af den ind i starten, når jeg skriver ‘I spørger’-indlæggene, men i dette tilfælde er der lidt overlap mellem mailen og de kommentarer, jeg fik under det seneste indlæg, så denne gang har jeg valgt at sammenskrive spørgsmålene og sætte dem som overskrift til de 3 afsnit, jeg har skrevet som svar. 

Der er nogle af de her ting, jeg har skrevet om før, både i indlæg og kommentarfelter, så hvis man synes, at noget virker bekendt, kan det sagtens være tilfældet. Men lige ift. de her spørgsmål, giver det mening at gentage nogle af pointerne, synes jeg, så nu får I det hele i én pærevælling.

Hvis noget er uklart, eller der er noget, I gerne vil have uddybet, er kommentarfeltet, som altid, piv-åbent. 

Lad os komme igang. 

Bloggen og de andre

Har det at blogge ændret sig for dig gennem årene? Er der hensyn, du tager nu, som du ikke gjorde i starten? Og hvordan er det at dele ting fra hverdagen, som også involverer andre?

Hvis jeg skal starte med at nævne noget, der ikke har ændret sig, så er det, at bloggen først og fremmest er noget, jeg skriver, for og til mig selv. Den er en måde for mig at få styr på noget af alt det, der kværner rundt i knolden på mig, fordi jeg ofte opdager sammenhænge og årsager, når jeg skal formulere mine tanker på en sammenhængende måde, så andre kan forstå dem.

Modsat en dagbog, har man også altid en lille djævlens advokat til at sidde på skulderen, når man skriver til andre, fordi der hele tiden kører et ‘hvad ville jeg selv tænke, hvis jeg læste det her’-spor, mens man skriver. Det har givet mig mange indsigter over årene.

Det betyder, at selvom bloggen er et egoprojekt, så fungerer den jo kun, fordi der er nogen, der læser med. Det har givet lidt debat gennem tiden, når der er opstået situationer, hvor læsere er blevet sure på mig, og jeg ikke vil lægge mig fladt ned, for ligesom med kunder og butikker er det et argument så gammelt som tiden selv, at sidstnævnte ville miste deres eksistensgrundlag, hvis ikke førstnævnte fandtes. Det er en valid pointe. Men det, de vrede læsere somme tider overser er, at det for mig er ligegyldigt, om der er 5 eller 5000, der læser med. For mig ligger hele værdien i, at der *er* andre øjne – ikke i antallet af disse.

Jeg har, siden Pernilles mail, tænkt lidt over, om bloggen er blevet mere tandløs. Om der i dag er emner, jeg styrer udenom, fordi jeg ikke vil støde nogen på manchetterne. Jeg er i tvivl. Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere selektiv ift. hvilke tæsk, jeg stiller op til, men jeg tror måske, at det er noget, der mere hænger sammen med at blive ældre, end med berøringsangst? For jeg synes egentlig stadig, jeg skriver om det, jeg har på hjerte, både når det er lal og bananer, og når det er noget med lidt mere bid i.

Jeg har tre gange pillet indlæg ned, fordi jeg har vurderet, at det for hurtigt har taget en drejning i kommentarfeltet. Vi sidder med hver vores livsbagage, som får os til at læse og forstå ting forskelligt, og sommer tider ved jeg godt, når jeg trykker ‘Udgiv’ at et indlæg kan falde ud til to sider. I de tilfælde bruger jeg de første kommenterer til at vurdere, om jeg har fået formuleret mit budskab godt nok. 

Jeg bruger stadig meget tid på at tænke over, hvorfor/om det, jeg skriver, er relevant for jer. At der skal være noget i det, I kan bruge til noget, hvad enten ‘noget’ er at trække på smilebåndet, at finde inspiration til nye podcasts eller at tage specifikke emner med ud og tænke videre over i egne liv. Jeg tror klart, at det er én af årsagerne til, at der ofte er gang i kommentarfeltet her; at vi taler om noget, der er relevant for andre end mig selv, og hvor man derfor får lyst til at byde ind. Men jeg forsøger også at skrive lidt om hverdagen og de småting, jeg går og bokser med, fordi jeg selv, som læser, godt kan lide, at man som bagtapet til debatindlæg, har en idé om, hvem mennesket bag ordene er. 

Da jeg startede, havde jeg færre grænser ift. hvad jeg skrev om andre, men jeg har alle dage været ret opmærksom på, at de mennesker, jeg har omkring mig, ikke skal kunne læse om sig selv herinde. Derfor skriver jeg meget sjældent om mennesker, der kan identificeres, som f.eks. min søster eller mine forældre, og når jeg skriver om venner og bekendte gør jeg mig ret umage for at skrue op og ned for detaljer, så det bliver problemstillingen og ikke de involverede parter, mit indlæg handler om. Jeg ville være meget ked af, at mennesker, jeg holder af, bliver bange for at betro sig til mig, af frygt for at ende som ufrivillig underholdning.

Jeg kan selv se, at jeg skriver mindre om mine børn i takt med, at de bliver ældre, hvilket føles som en naturlig udvikling. De bliver stille og roligt deres egne, som har ret til selv at have noget at skulle have sagt ift. hvad verden får at vide om dem. 

Sidst men ikke mindst har jeg også efterhånden lært, at hvis jeg skriver hele indlæg om kendte mennesker eller institutioner, så er der altid nogen, der kender nogen, og derfor tænker jeg idag meget mere over, hvordan jeg formulerer mig, når jeg skriver de indlæg. Jeg har både haft besøg i kommentarfeltet af offentlige personer, og har oplevet at se mine indlæg linket i kommentarfelter på facebook hos dem, de handler om, så jeg er ret opmærksom på at formulere mig, så jeg kan stå ved det, jeg skriver. Sådan har det ikke altid været, men sådan er det blevet.

Kommentarfeltet og læserne

Jeg kunne godt tænke mig at høre dit take på udvikling i kommentarfeltet/interaktion med læserne over årene. Hvad er der kommet mere/mindre af? 

Jeg tror, at den største ændring på min blog indtraf, da jeg besluttede at svare på mine kommentarer. Ordentligt. Jeg ser ikke så mange andre bloggere kommentere rundt omkring, hvilket jeg nok aldrig helt har forstået, men efter selv at have kommenteret flittigt hos et par stykker, som stort set aldrig svarede, kunne jeg mærke, at sådan syntes jeg ikke, det skulle være hos mig.

Det kræver tid. Jeg bruger ofte længere tid i kommentarfeltet end jeg gør på at skrive mine indlæg – men det er på alle måder det værd. Den interaktion, det har afstedkommet, er i særklasse – og selvforstærkende. For det giver langt større lyst til at engagere sig og byde ind, når man kan se, at der er flere, der med ægte interesse læser det, man skriver, og jeg sidder somme tider med fornemmelsen af at være formand for et utrolig hyggeligt klubhus, hvor medlemmerne virkelig gerne vil hinanden. Der er *afsindigt* meget IQ til stede i mine kommentarfelter, og det holder aldrig op med at overraske mig, at uanset om vi taler om konservering af dyr, lægemidler eller surbundsbede i parkanlæg, så er der altid lige et par stykker, der tilfældigvis ved alt om det – og som godt gider bruge tid på at hjælpe os andre med at blive klogere. Det har givet langt mere dybde og substans, og det har over årene presset de lidt mere .. neutrale småkommentarer ud.

Til gengæld kan jeg også mærke, at det over de sidste par år er blevet vigtigt for mig at være tro mod mine egne grænser. Der kan være svært at give sig selv lov til, for jeg ved jo godt, at langt, langt størstedelen af dem, der kommenterer herinde, mener det godt. Men idag er jeg nået frem til, at det er ok, at jeg også har en forventning om, at dem, der kommenterer, gør sig umage, når de skriver – og måske også deler lidt af sig selv. Det sidste skal forståes på den måde, at der er himmelvid forskel på at svare på et spørgsmål, hvor jeg kan læse, at afsenderen og jeg bøvler med nogle af de samme ting, og på et, hvor min oplevelse er, at der er tale om kritik camoufleret som nysgerrighed. Det sidste synes jeg desværre er et udbredt problem blandt akademiske kvinder, som er socialt kompetente nok til at vide, at vi ikke bare siger: “Kæft, jeg synes, det var åndssvagt, det du gjorde der”, men i stedet formulerer det: “Jeg bliver nysgerrig på dine bevæggrunde for at vælge dén løsning?”. Og her bliver det skriftlige medie svært, for der er mange nuancer, der går tabt. Men netop derfor er jeg heller ikke længere så overbærende med “Nu er det ikke for at være træls, men – “ eller “Jeg undskylder på forhånd, men – “ For hvis du ved det på forhånd, så gør det bedre. De fleste formår jo trods alt at omgåes chefer og ægtefællers kolleger uden at fornærme alle omkring sig, og det betyder, at de godt kan, men *vælger* ikke at gøre det. Det kan der være mange grunde til, bl.a. at man som læser måske føler, at man kender mig godt, fordi man har læst med længe. Og det har helt sikkert noget at sige, hvor godt vi kender hinanden, for de af jer, der er faste elementer i kommentarfeltet, forstår jeg jo også på en anden måde, end dem, der lægger vejen forbi første gang. Det kan næsten ikke være anderledes. Men man får det ud af en samtale, som man selv tager med til bordet, og det gælder både for jer og for mig.

Endelig hører det med til det her punkt, at jeg i takt med, at der er kommet mere dybde i kommentarfeltet, oprigtigt bliver i tvivl om, hvordan jeg tackler det bedst, når der kommer indspark, jeg ikke umiddelbart kan overføre på mit eget liv, forslag til podcasts, jeg har hørt, men ikke bryder mig om, eller ideer, jeg af den ene eller anden grund ikke kan bruge. Her synes jeg faktisk, at det kan være svært at vurdere, om jeg skal være ærlig omkring, at jeg ikke kan bruge forslaget, eller om jeg skal lave et neutralt ‘Tak for input’-svar. Der går jo ikke noget af mig for bare at skrive ‘Tak’. Omvendt føler jeg også, at det rammer min troværdighed, hvis jeg hver eneste gang skriver “Ej, tak! Der var LIGE det, jeg stod og manglede!” For det ved vi jo godt alle sammen ikke kan være tilfældet.

Hvis nogen mener noget klogt om det, er jeg lutter ører.

Eller øjne, vel egentlig. 

Blogmediet og fremtiden

Tror du, de mange kommercielle bloggere har ødelagt noget for jer, der stadig bare skriver af lyst? Hvor ser du blogmediet om 10 år?

Blogmediet er blevet spået dødt, siden jeg startede, men vi er her endnu, og mit bud er, at niveauet forbliver nogenlunde konstant de næste mange år. 

Jeg oplever egentlig ikke, at de kommercielle bloggere har ødelagt noget for os, der bare blogger af lyst, men på mange måder opfatter jeg os nok heller som nært beslægtede kolleger. For mig har de mere til fælles med mode- og livsstilsmagasinerne, end de har med os, der bare blogger om hverdag og leverpostej.

Helt personligt synes jeg, at det er meget, meget få kommercielle bloggere, der slipper fra det med troværdigheden i behold, men egentlig er det uforskyldt, for de er på mange måder bundet på hænder og fødder.

Problemet er, at blogs som det eneste medie, ikke kan have reklamer som et udenoms-element; i hvert fald ikke, som platformene er skruet sammen nu. For når Peter og Esben i HGDG åbner og lukker med 30 sekunders reklame for et produkt, ændrer det jo ikke det fjerneste på deres egentlige indhold. Men de endorser stadig produktet personligt, fordi de omtaler dét, de reklamerer for.

Det samme gælder podcasts, hvor man som afsender kan lave små reklameblokke i stil med dem, vi kender fra YouTube eller flow-tv; her siger podcasteren også god for produktet på en måde, hvor det får vægt.

Men som blogger kan man lige nu vælge mellem sponseret indhold og bannerreklamer, som – gætter jeg på – ikke har den store effekt, fordi vi alle efterhånden er så trænede i at ignorere dem. Alle ved, at bloggeren ikke selv har valgt, om det skal være Brugsen eller Sunny Tours, der skal hænge for oven og blafre, og dermed får virksomheden, der gerne vil reklamere ikke den value for money, som de gør ved direkte lovprisning. Det påvirker selvfølgelig, hvad de vil betale for det.

Det specifikke problem for blogs er, at hvis bloggeren kun kan endorse et produkt ved at skrive om det, så *bliver* reklamen produktet, hvilket ingen vel rigtig orker i længden. Her Går Det Godt-drengene ville ret hurtigt miste alle lyttere og al relevans, hvis deres podcasts kun var fortællingen om det produkt, de reklamerer for.

Men det tager ret meget tid at blogge, hvis man gerne vil gøre det ordentligt. Både at få ideerne, at skrive indlæggene og at vedligeholde et kommentarspor. Og jo større bloggen bliver, jo mere tid kræver den, fordi flere øjne også betyder flere ømme tæer og kæpheste, og dermed også mere omhu, oprydning og afklaringsarbejde. Da ingen har uendeligt med tid, tvinger det derfor nok de bedste til at vælge mellem at gå kommercielt, så de kan forsvare at bruge arbejdstid på det, eller at trække sig – eller i hvert fald skrue kraftigt ned. 

Bloggere er tvungne til at være MEGET mere transparente ift. reklame, hvilket jo på en måde giver fin mening, fordi vi også alle ville føle os snydt, hvis vi opdagede, at den veninde, der havde lovprist bestemte proteinbarer og dermed fået os til at købe dem, faktisk blev betalt af firmaet bag. Men samtidig betyder det også, at blogmediet aldrig kommer til at blive større end det er, for det, der gør en blog interessant at reklamere på, er samtidig det, der forsvinder i det sekund, der bliver blandet penge ind i tingene. 

Hvis man åbnede for, at en blog kunne være sponseret af Carlsberg, Ikea eller lignende, hvor man bare inden hvert indlæg skrev noget i stil med det, de siger, når man tænder for en bokse- eller fodboldkamp – ‘Nike proudly presents’ – ville der ske noget, tror jeg. Så ville man kunne få mange flere kvalificerede bloggere på banen, og det ville vi alle sammen have udbytte af.

For der er så mange historier derude, der bare venter på at blive fortalt.

I spørger, jeg svarer: Skal jeg blive på mit studie?

For et par uger siden fik jeg nedenstående mail fra Pernille:

Mit dilemma handler om mit arbejdsliv eller mangel på samme.

Jeg er 32 år og blev uddannet cand.mag. for tre år siden. Jeg gik arbejdsløs et halvt år og hadede det. Det virkede håbløst, rundt omkring mig havde jeg dygtige veninder, der var ved at ryge ud af dagpengesystemet, “systemet” irriterede mig, jeg følte mig fanget i deres regler, jeg kunne ikke håndtere uvisheden.

Jeg har et lidt skrøbeligt sind og en forhistorie med to længere depressioner og meget voldsom pms. Hver gang jeg fik afslag på et job, røg jeg ned i et hul, og det var, som om det hul bare blev dybere for hvert afslag. Så efter et halvt år gav jeg op. Jeg begyndte at freelance og arbejde som handicaphjælper. Det var langt bedre end at være arbejdsløs, gav masser af frihed til at hente min datter tidligt og lave andre ting end at arbejde, men efter et par år følte jeg mig mættet. 

Jeg kedede mig, opgaverne var ensformige, lønnen elendig. Jeg savnede at have kollegaer og at blive udfordret. Jeg kunne ikke se mig selv arbejde på den måde som tresårig. Jeg faldt ned i et hul igen.

Jeg besluttede mig for at prøve at blive gymnasielærer, da jeg så kunne bruge det fag, jeg har i forvejen, og som jeg holder meget af. Jeg ville formentligt kunne finde job i nærområdet, og jeg ville ikke skulle sidde foran en computer hele dagen. Det ville tage to år, fire semestre, at læse faget op. Det virkede overskueligt.

Vinteren brugte jeg på at læse de fag op, jeg manglede på VUC, og i september begyndte jeg på universitetet.

Efteråret har føltes, som om nogen har forsøgt at proppe noget på størrelse med universet ind i mit hoved. Det har på den ene side været spændende, og jeg er ikke bange for at sætte mig ind i abstrakte ting. Det må gerne være svært, og det er skønt at være en del af et hold af studerende. Men samtidig er der nogle strukturer på studiet, der bare stresser mig og irriterer mig helt vildt, og som jeg må acceptere, hvis jeg vil være der. Jeg arbejder mere end fuld tid for at kunne følge med og pendler en time til og fra studiet. Mit humør går op ned konstant, men den sidste måneds tid, mens jeg har læst til eksamen, er hullerne bare blevet dybere og dybere. Det går ud over min familie. Min mand synes, det har været et meget langt efterår. Det er svært for ham, at jeg ofte er ked af det. Han støtter mig meget, men det slider også på ham. Og det gør ondt på mig at se.

Eksamenerne nærmer sig sin afslutning, og jeg tror, jeg kommer igennem. Alligevel er jeg i tvivl, om jeg skal fortsætte. Jeg tror, at jeg ville kunne slide mig igennem de næste tre semestre. Jeg tror, at faget ville være spændende at undervise i, og jeg ville meget gerne kunne bruge mit oprindelige fag. Men er det det værd? Er arbejdsglæden på lang sigt værd at gå igennem yderligere halvandet års konstante nedture for? Kan jeg være det bekendt over for min familie? 

Alternativet er at vende tilbage til freelancelivet og noget ved siden af, få et barn mere, som vi også drømmer om, og måske starte på en ny, kort, uddannelse igen om et par år, men jeg vil nok ikke på samme måde kunne finde noget, hvor jeg bruger min oprindelige uddannelse (jeg har f.eks. overvejet at blive laborant). Jeg er bange for, at jeg fortryder, hvis jeg stopper, når jeg efter et par måneder væk fra studiet har fået ro i mit hoved.

Er det for tidligt at give op?

Hej Pernille.

Jeg har tygget på dit dilemma, siden du sendte det, men jeg når frem til, at min første tanke også er den, der giver mest mening, når jeg har vejet for og imod: Jeg synes, du skal holde ud. 

Når jeg har haft brug for at sove på det, er det fordi, jeg egentlig ikke er tilhænger af at ofre nuet for fremtiden. Vi ved ikke, hvad morgendagen bringer, og derfor synes jeg, det er så vigtigt, at arbejde på at være glad, hvor man er. Men når det er sagt er der situationer, hvor det alligevel giver mening at stå noget igennem, fordi målet er dét værd. Min egen afbetaling af gæld er et godt eksempel, for de 6000 kr. i måneden har vi bestemt godt kunne mærke, vi manglede – men alternativet; at være gældsat for livet med alle de usikkerhedsmomenter, dét indebærer, var værre.

For mig er det altafgørende, at du a) faktisk godt kan lide studiet og b) gerne vil lave det, studiet munder ud i. Sagen havde været en anden, hvis du bare var der, fordi du ikke vidste, hvad du ellers skulle give dig til, men når jeg læser din mail, sidder jeg med fornemmelsen af, at du har valgt en vej, der er meningsfuld – men som bare er virkelig træls lige nu. 

Jeg har fuld forståelse for angsten for, at depressionen stikker hovedet frem igen. Jeg har selv været der 3 gange, så jeg er 100% med på, hvor invaliderende, det er. Jeg har også selv prøvet at stå med fornemmelsen af at ligge mennesker omkring mig til last, og det er en tung byrde at bære. Så alt, hvad jeg skriver nedenfor, skriver jeg i dybeste respekt og forståelse for, at det her ikke er noget, du ‘bare lige kan gøre’. Det koster. Det forstår jeg. 

Men sagen er, at jeg ikke synes, at dine alternativer er ret gode ift. hvad de kommer til at give dig. At starte på et nyt studie, hvor du ikke kender vilkårene og ikke har en faglig ballast, der giver dig et forspring, tænker jeg nemt kunne ende samme sted, som du står nu. Og i dét tilfælde er det for at få et job, der ikke var din første prioritet. 

At overveje freelancelivet og småjobs’ne igen, er desperationen, der taler, tror jeg. For det er lidt som med ekskærester, der pludselig tager sig anderledes ud, når man ikke dagligt skal leve med alt det, der fik én til at gå fra dem. For selvfølgelig var der noget ved dem, man forelskede sig i i første omgang – ellers var man aldrig blevet kærester. På samme måde er det typisk også alle fordelene ved eks-jobs, man husker, når man har lagt dem bag sig, og ikke alle de dage, hvor man stressede over økonomi, bandede over manglende forudsigelighed og vilkår, der ikke var optimale, eller kedede sig, så man troede, hjernen skulle løbe ud af det ene øre. Hvis det var vejen for dig, var du blevet på den. 

Og så er der den med et barn mere. Nu ved jeg godt, at min situation er lidt anderledes, fordi jeg er alene med mine, men jeg vil bare nævne, at der ikke på nogen måde bliver mere tid eller overskud, når der kommer flere børn. Der kommer mere kærlighed og mange flere nuancer i kærligheden – men tid, ro og overskud bliver der *ikke* mere af. Jeg tænker ofte, at jeg i dag forstår, hvorfor så mange kvinder, der får børn, når de er meget unge, ender med korte uddannelser og hårde fag. For jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skulle finde tid til lektier, studieture, omlagte dage osv. med to børn. Hvis det var fordi, du stod med en positiv test i hånden, eller havde udsigt til et studie på 5 år, synes jeg, at sagen var en anden, men med halvandet år igen, ville jeg, hvis jeg var dig, lige skubbe det næste barn et år. 

Ift. din familie vil mit forslag være, at I prøver at snakke om, hvordan I får indrettet de næste 18 måneder, så I overlever. Om det er små belønninger, I skal have drysset ud over de kommende måneder, om det er et stop-ord, I aftaler en dag, hvor I ikke er helt kørt over af træthed, så din kæreste får mulighed for at tage en frieftermiddag, når han trænger, om det er indlagte pjækdage eller ture i sommerhus er ikke så vigtigt. Men det kunne måske være en fin måde at minde hinanden om, at I faktisk er på vej igennem det, og at tiden arbejder med jer. For jeg synes, det er værd at holde fast i, at I ikke holder en svær tid nu op mod glæde og overskud, hvis du hopper fra. I skubber det bare, fordi du på sigt enten vil brænde ud i jobs, du mistrives i, eller vil skulle igennem det på et senere tidspunkt. Jeg tror ikke, jeg kan se en løsning, hvor den her periode helt forsvinder fra ligningen, og derfor synes jeg, det giver mening at holde ved, nu hvor 25% af den er vinget af.

Til sidst vil jeg bare nævne, at det første semester ALTID er det værste. Jeg har som tolk nok set flere uddannelser indefra end de fleste, og det er ALTID det første halve år, der er det værste. Dels skal man lære at være studerende igen, dels skal man have det fællesfaglige grundlag, som resten af uddannelsen skal bygges på, og dels er der typisk meget mindre selvstudie/gruppearbejde, end når man når længere hen. Derudover er der en million praktiske ting omkring et studiested, som jo ikke er svære at forstå – men som man stadig skal bruge mental kapacitet på at forholde sig til. 

Mit bud er, at du er igennem det værste. Hvis du slet ikke kan finde ro med at beslutte at tage resten af uddannelsen, så træf en beslutning om, at du ikke må droppe ud nu, men skal fortsætte f.eks. til sommer. Min egen oplevelse er, at det ofte kan tage toppen af frustration og stress, hvis man parkerer en beslutning, fordi man ved, at man kommer til at træffe den – bare ikke lige nu. Når man 34.738.463 gange hver dag diskuterer med sig selv, så bruger man faktisk næsten mere energi på at veje for og imod, end man gør på at være i det, der er svært. 

Jeg ved ikke, om ovenstående giver mening. Der kan jo være tusind faktorer i dit liv, jeg ikke kender til, som påvirker de forslag, jeg har skrevet, men jeg håber alligevel, at det måske kan give bare en flig af ro at have fået det sagt højt og have haft uvildige øjne på det <3

______________________________________

Hvis andre derude har tips, tricks eller erfaringer, gode såvel som dårlige, er jeg sikker på, at flere perspektiver ville være yderst værdsatte.

I spørger, jeg svarer: Om veninder, børn og ensomhed

Henriette har sendt os en mail:

Jeg er 31 år og lever sammen med min mand og vores to børn på to og fem år. Jeg har veninder, men jeg savner rigtig meget mere kontakt og samvær med dem. Eller med nye veninder. 

Jeg har måske 5 veninder, som jeg vil kalde forholdsvis tætte, men der er kun en af dem, som jeg bor i samme by med. Og udover det har jeg nogle mere perifære venner/bekendte. Fælles for dem alle er, at jeg ville ønske, at vi sås noget mere, eller blot skrev og ringede mere sammen. Bare en lille sms en gang imellem, hvor der står, at jeg er savnet og tænkt på, ville betyde alverden for mig. 

Som hovedregel er det næsten altid mig, der tager kontakt, og når jeg ikke gør det, er det tavshed fra deres side. Det gør mig rigtig ked af det, for jeg føler ikke, at de lægger lige så meget vægt på venskabet, som jeg gør. 

Måske bør jeg også nævne, at mine år som mor har været svære for mig med to fødselsdepressioner og sygemelding osv. Jeg har helt sikkert ikke været mig selv, og er sikkert også en anden end tidligere. Og det ved jeg godt kan være opslidende at være i som veninde. Det har allerede kostet et par venskaber på den front. Men nu hvor jeg føler, at jeg har overskud igen, mangler jeg nogle, som også har overskud til mig.

Og måske er det også bare sådan det er, når de fleste af mine veninder selv har travlt med arbejde og småbørn? Jeg arbejder ikke selv fuldtid i disse år og har jo derfor mere fritid, så måske er det også ‘bare’ fordi andre ikke kan overskue veninderelationer på samme måde? 

Jeg ved det ikke, jeg er forvirret og jo mere jeg tænker over det, jo mere usikker bliver jeg. Bottom line er, at jeg gerne vil have mere kontakt med nogle veninder, som jeg kan dele ups and downs og alt midt i mellem med, og skal jeg blive ved med altid at være den første, der tager kontakt (og hvordan stopper jeg i så fald med at lave et indre regnskab over, hvem der tager kontakt?).

På forhånd tak for jeres svar.

Hej Henriette.

På mange måder ligner vores situationer hinanden – og så alligevel ikke helt. For i mit tilfælde er det nok tilflyttervinklen, der er den største hindring i at danne relationer; at de mennesker, jeg har omkring mig, ikke er mennesker, jeg har kendt tidligere. De bor, hvor de altid har boet, og har i det store og hele det netværk, de har brug for, hvilket gør det svært for mig at møve mig ind. 

I din situation er der, så vidt jeg forstår, tale om mennesker, du tidligere har haft tætte bånd med, men som du nu føler er svære at genetablere kontakten til, post børn, depressioner og .. ja, voksenliv generelt.

Og det er svært. Men det allerførste, jeg har lyst til at sige til dig er, at du ikke må tage det personligt. Det lyder klicheagtigt, og er en af de sætninger, man siger og hører så meget, at den faktisk ofte mister sin betydning, men for mig har det været en af de vigtigste læresætninger i mit liv. Jeg har holdt fast i den både i forbindelse med fyringer, afslag på jobs, forhold, der ikke gik og også i hele situationen omkring de manglende relationer hernede. For det er jo virkelig meget, MEGET sjældent personligt. Når man bliver fyret, er det fordi de arbejdskompetencer, man har, ikke matcher dem, der skal bruges i et bestemt job. Når et forhold går i stykker, handler det (i de fleste tilfælde om mangel på kemi). Og mine manglende relationer hernede handler om vilkår, som bare er, som de er. At turde læne sig ind i, at det intet har med mig som person at gøre, har gjort, at jeg aldrig er blevet bitter, og det er en af de største gaver, jeg har givet mig selv.

Derfor vil jeg i al kærlighed opfordre dig til at bruge lidt tid på at slippe den tanke; at det handler om noget, du gør forkert, eller at du har ændret dig på en forkert måde. Mit bud vil være, at den manglende kontakt, du beskriver, gælder i alle de relationer, dine veninder har. Ikke kun ift. dig. Du ser det måske bare tydeligere, fordi du pga. din depression har været mentalt fraværende i forsøget på at passe på dig selv, og ligesom man ikke selv kan lugte, at der trænger til at blive luftet ud, når man sidder i et mødelokale på 4. time, så opdager de det formentlig ikke, fordi det bare stille og roligt er blevet sådan. Men du har været væk og kommer nu ind ad døren igen, så for dig bliver det meget tydeligt, at der er sket noget. 

At undlade at tage det personligt, er for mig ikke det samme som at acceptere, at tingene bare er på en bestemt måde og affinde sig med det. Jeg har også sluppet de relationer, hvor det altid er mig, der skriver først – i hvert fald til dem, hvor der aldrig kommer et konkret forslag til en dato retur. Men jeg tror, at det afgørende for mig her er, at jeg slipper dem for mig egen skyld. Jeg slipper dem, fordi deres manglende engagement i relationen mentalt tager mig et sted hen, hvor jeg ikke har lyst til at være – men fordi jeg ikke tager det personligt, slipper jeg dem uden at være sur eller lave drama omkring det, og fordelen ved dét er, at skulle man på et tidspunkt nå til et sted i livet, hvor vejene igen løber parallelt, så kan man uden problemer genetablere forbindelsen, fordi der ikke ligger sure følelser i hjørnet og lugter. 

Mit forslag til løsning er meget lavpraktisk og en tro kopi af noget, jeg selv gør og har haft utrolig meget glæde af. For de sidste 2-3 år har min veninde og jeg hver eneste aften recap’et dagen på en sms. Formatet er, at vi hver skal liste 3 ting, vi har været taknemmelige over/synes, vi har gjort godt i løbet af dagen, og jeg kan ikke sige gode ting nok om alt det, det har medført. Dels har det skærpet min opmærksomhed på det positive i løbet af dagen, fordi jeg altid bagerst i hovedet har dagens liste, som jeg leder efter punkter til, men det, der nok i virkeligheden har været mest givende er, at jeg har et menneske i mit liv, som altid er up to speed med, hvor jeg er, og hvordan jeg har det. For det betyder, at de små ting, vi snakkede om, inden vi fik børn og 200 km imellem os, pludselig kan sendes frem og tilbage i tekstform, og det giver en meget tættere relation, end hvis man hver gang man mødes skal samle op fra Adam og Eva. Det betyder, at jeg kan sende en besked til hende om alt mellem himmel og jord, uanset tid på dagen, fordi vi har kontakt hver eneste dag, og det derfor aldrig kommer ud af det blå.

Når den løsning er så god, er det også fordi min erfaring efterhånden er, at det svinger meget, hvor meget tid og overskud, jeg selv har til at engagere mig i mine veninders liv. For selvom det hele står på gloende pæle her, så føles det sgu også usselt at skrive “Ej, det lyder træls” tilbage til en kriseramt veninde – men man kan ikke redde andre, når man selv er ved at drukne. Dine børn har en alder lige nu, hvor jeg i hvert fald selv oplevede, at der var ro på. Men om 10 sekunder har du skolebørn, og her er kurven ret stejl ift. hvor meget mere det kræver af én som forælder. For pludselig er dagene ikke længere nogle, man selv kan designe, så de passer ift. arbejdstid osv., men derimod fulde af ringetider, fastlagte ferier, møder, fødselsdage, arrangementer og lektier, så jeg ville også (hvis jeg var dig) tænke over, ikke at løbe flere relationer igang, end du kan overskue at vedligeholde. Start med én, og se, om den giver dig det, du lige nu sidder og mangler.

Jeg kender dig ikke, så jeg aner ikke, om ovenstående giver mening, men jeg håber det, for den underlige følelse af noget, der lugter af ensomhed, er svær og tung at gå med.

Og med alt det sagt, synes jeg, at vi skal give mikrofonen fri i håb om, at nogle af alle de andre kloge damer har noget at byde ind med.

God mandag til jer alle derude.