I spørger, jeg svarer

Som lovet kommer her et smalt, men utrolig langt indlæg om min branche og de udfordringer, vi tegnsprogstolke står overfor. Tak til de 7 af jer, der har skrevet, at I gerne vil læse om det, og undskyld (og på gensyn i weekendens M2026-indlæg) til alle I andre.

Inden jeg kan beskrive den nuværende situation, er der nogle definitioner og lidt historie, jeg er nødt til at forklare, og jeg beklager på forhånd, at det er uoverskueligt. 

Men egentlig understreger det blot det helt overordnede problem, som er, at markedet for tegnsprogstolkning er svært at gennemskue, fordi det reguleres efter så mange forskellige love og bekendtgørelser.

Lad os starte fra en ende af.

Er reglerne for tegnsprogstolkning og fremmedsprogstolkning de samme?

Nej. Herboende udlændinge har primært ret til tolkebistand, når de er i kontakt med sundhedsvæsnet og andre offentlige instanser de første 3 år, de opholder sig i Danmark. Herefter vil der, som udgangspunkt, være en egenbetaling forbundet med at bruge tolk.

Der er ingen formelle krav til fremmedsprogstolkes uddannelse, og dermed kan enhver, der måtte ønske det, uanset alder, uddannelse eller danskkundskaber, arbejde som tolk. Nogle få opgaver kræver, at tolken har gennemført et kursus, f.eks. tolkninger i retten eller hos politiet, men ellers er der frit slag.

Tegnsprogstolkning er et handikapkompenserende hjælpemiddel. Det betyder, at man som døv har ret til gratis tolkebistand på en lang række områder, f.eks. under uddannelse, i sit job, til forældremøder, når man skal i banken osv. osv.

Hvem betaler for en tegnsprogstolk?

Der er undtagelser til det, jeg skitserer nedenfor, men helt overordnet kan man dele tolkninger op i 3 kategorier:

1.

STUK:

Alle uddannelser, der ligger efter folkeskolen. STUK betaler, og priser og vilkår fastsættes gennem udbud, som typisk løber 3-4 år. 

2.

DNTM:

Alle de aktiviteter, som skal sikre, at døve kan indgå i samfundet på lige fod med hørende, f.eks. lægebesøg, gudstjenester, misbrugsbehandling, fritidstilbud, teoriundervisning, møder på fagforeningen osv. DNTM betaler, og priser og vilkår fastsættes gennem udbud, som typisk løber 3-4 år.

3.

Sektoropgaver:

Sektoropgaver består af 2 dele:

3.1

Jobcentertolkning:

Tolkning for brugere i job.

Det er jobcentret i borgers hjemkommune, der betaler for tolkningen, og man kan få bevilget op til 20 timers tolkning på en fuldtidsansættelse. (Altså: Hvis jeg arbejdede på Lego, ville det være Esbjerg Jobcenter, der skulle betale for min tolk, selvom jeg arbejdede i Billund).

Vilkår og priser er skrevet ind i “Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v.” og den kommer vi tilbage til.

3.2.

Resten. (Ja, det er dejlig bredt).

Lidt forenklet kan man sige, at det meste af det, du bliver orienteret om eller indkaldt til i E-boks vil falde i denne kategori, f.eks. undersøgelser på sygehuset, fornyelse af pas på Borgerservice, politiafhøringer, osv.

Her er det den myndighed, der gør brug af tolkebistanden, der skal betale for den, og vi kan i princippet selv bestemme vores priser.

Tolkemarkedet historisk set:

I mange år var Center For Døve eneudbydere af tegnsprogstolkning. CFD eksisterer stadig, men deres tolkebooking lukkede i 2020.

CFD havde i i 2002, da jeg blev færdiguddannet, kontorer i 5 større byer: Aalborg, Aarhus, Fredericia, Odense og København. (Det får betydning senere).

Som i så mange andre brancher begyndte privat-aktører i midt-00’erne at træde ind på markedet, og siden har der været omkring en håndfuld mellemstore tolkefirmaer og et varierende antal selvstændige.

I starten af 00’erne var opgavesammensætningen anderledes, end den er i dag. Dengang var 80% opgaverne uddannelsestolkninger, hvilket betød, at man som tolkefirma kunne være nogenlunde sikker på, at en tolk kunne tolke 4-6 timer dagligt. Samtidig var mange af uddannelserne pga. sværhedsgraden 2-tolkeopgaver, og dermed havde man en sikker kilde til indtægt cirka 9 måneder om året.

Det billede begyndte at ændre sig fra omkring 2010. Pludselig var der færre døve, der søgte ind på de mellemlange, videregående uddannelser, og samtidig skete der en ændring i måden, man blev undervist på. Jeg tror aldrig, at nogen har kortlagt årsagen, men mit eget bud er mindre ungdomsårgange og mere selvstudie.

Derudover havde nogle døve udbytte nok af deres Cochlear Implant til at kunne klare sig uden tolk under dele af deres uddannelse, og dermed forsvandt den sikre bund, som hele tolkemarkedet hvilede på.

Det medførte i løbet af de næste 10 år, at flere tolkefirmaer lukkede eller gik konkurs, og som en naturlig konsekvens endte mange tolke med at forlade faget.

I dag er vi omkring 250 aktive tolke tilbage på landsplan.

Færre opgaver < = > færre tolke. Hvad er problemet, Linda?

Problemet er, at alle de andre typer af tolkninger IKKE er forsvundet.

Som fuldtidsansatte tolkede vi i 10’erne 20-25 timer ugentligt, og det passede med 2-3 dage på en uddannelse og 2-3 dage med DNTM og sektoropgaver.

Men med færre uddannelsestolkninger, skal man pludselig hente al indtjeningen på DNTM og sektoropgaver – og det er svært. Særligt for firmaerne, der skal betale løn til deres ansatte og det administrative personale, uanset om der er opgaver at tolke eller ej.

Og specielt det sidste er en vigtig pointe, for lige så lidt som en læge på skadestuen kan begynde at køre folk ned for at skaffe kunder i butikken; lige så lidt kan vi skabe arbejde til os selv. Der er de opgaver, der er, og det er dét.

I nogle perioder løber vi rigtig stærkt. I andre er der mere luft i kalenderen. Og ind imellem er der nærmest ingenting at tolke. Når Danmark holder fri, f.eks. i sommerferien, er det MEGET sparsomt, hvad der er af tolkeopgaver, ligesom epidemier også påvirker vores branche voldsomt. 

For en bruger kan blive syg og aflyse et møde. Men en bruger kan også have børn, der er syge, som vedkommende så skal blive hjemme og passe. På arbejdspladser kan chefen, der skulle holde mødet, eller den eksterne underviser, der skulle afvikle et kursus også blive syge – og alle scenarier ender med det samme resultat, nemlig at opgaven bliver aflyst.

Vi er med andre ord underlagt en række vilkår, vi ikke selv er herre over, samtidig med, at vi ingen muligheder har for at skabe mersalg.

Samtidig ligger 80% af vores opgaver indenfor normal arbejdstid. Uddannelse, kurser, tolkning på arbejdspladser, operationer, kiropraktor- og tandlægetider; alt sammen er noget, der primært foregår mellem 8 og 16 – og dermed kan vi ikke i de perioder, hvor der er mange opgaver, bare tolke dobbelt så meget. Ud over risikoen for arbejdsskader, kan vi kun være ét sted ad gangen, og dermed er det ikke bare et spørgsmål om, at nyde de døde perioder og så maxe ud, når der er travlt.

Set fra brugers perspektiv er det heller ikke optimalt, at det i de travle perioder næsten er umuligt at få en tolk, hvis ikke man booker 5 uger i forvejen.

“Men så må folk vel bare leve med, at der er lidt længere ventetid på at få en tolk?”

Det virker oplagt – indtil et hospital ikke kan overholde behandlingsgarantien, en døv forælder ikke kan få tolk til det årlige forældremøde, eller en sagsbehandler ikke kan nå at afholde en samtale med en ledig borger inden for den fastsatte frist, fordi der er 3 ugers ventetid på at få en tolk. 

Med andre ord: Hvis der skal være tegnsprogstolke til rådighed, når man skal bruge dem, er den økonomiske model, man binder tolkning op på, nødt til at understøtte, at nogen kan leve af at levere tegnsprogstolkning.

For hvis ikke du kan leve af at tolke, vil du som tegnsprogstolk være nødt til at vælge en helt ny retning. Vi arbejder så specialiseret, at vi ikke bare kan tage vores kompetencer med over i andre fag, og den dag, vi alle sammen sidder i andre 8-16-job, bliver det bøvlet at afholde samtaler med døve borgere i det tidsrum, hvor jobcentret/fagforeningen/lægehuset/Borgerservice har åbent.

Smertensbarnet:

Inden vi når til den sidste del af indlægget, hvor jeg prøver at forklare, hvad det nuværende problem er, skal vi lige omkring en sidste, bøvlet detalje: Zonetillægget.

Zonetillægget blev i tidernes morgen til for at sikre, at døve, der boede i udkanstdanmark, også kunne få tolk.

Timeprisen for en tolketime er forskellig, afhængigt af, om der er tale om en DNTM- eller STUK-opgave (som var dem, der gik i udbud) eller en sektoropgave, men fælles for alle opgaver er, at de følger en zoneinddeling af Danmarkskortet, hvor prisen er lavest i zone 1 og højest i zone 3.

Zonerne blev fastsat af CFD med udgangspunkt i, hvor de havde deres tolkekontorer, og tanken var, at prisen for en tolketime skulle afspejle de udgifter, der var forbundet med at dække den.

Altså: Hvis timeprisen var den samme, uanset geografi, så ville alle tolkefirmaer vælge de opgaver, der lå tættest på. For et tolkekontor i København ville det være en bedre forretning at sende en tolk på CBS, hvor hun på en arbejdsdag kunne tolke 6 timer, end det ville være at sende hende tværs over prærien for at tolke én time i Næstved.

Derfor lavede man et kompenserende tillæg; det såkaldte zonetillæg. Det skulle dække de transportudgifter, som var forbundet med at komme ud til opgaven, men også den tid, tolken brugte på at flytte sig derud, for de 4 timer, en tolk sidder i en bil, er 4 timer, hvor hun ikke kan tolke.

Selvom CFD’s tolkekontorer i de respektive byer for længst er lukkede, består zoneinddelingen, fordi det, fejl og mangler til trods, stadig er det tætteste vi kommer på en form for rimelig løsning.

Det kan ved første øjekast synes uretfærdigt, at jeg kan opkræve 3 gange mere for en times tolkning på Sydvestjysk Sygehus end for en time på Kolding sygehus, når jeg kun har 20 minutter derind – men afstandsargumentet holder stadig stik, blot med modsat fortegn: Jeg kan ikke nå ud til andre opgaver, når jeg er færdig på SVS.

I praksis betyder det, at nogle tolke har så mange opgaver, lige uden for hoveddøren, at de kan cykle til dem alle, og at de har nogenlunde samme timeantal hver dag, mens jeg har nogle dage her i byen, som er meget korte, og andre, som er 12 timer lange, hvor jeg bor i min bil og tolker i 3-4 forskellige byer.

Tillykke – du er nu endelig nået frem til det, indlægget egentlig handler om:

For ud over de generelle udfordringer, jeg har prøvet at skitsere ovenfor, kæmper vi lige hvad der føles som en endeløs kamp med jobcentrene og STAR.

Der skal spares, og det kan mærkes. Men den måde, besparelserne på vores område gribes an på, bærer mere præg af, at vi er en meget lille faggruppe, der tolker for en meget lille brugergruppe, og at man derfor ikke behøver at frygte uro på bagsmækken, end af rationale og logik.

Eksempelvis er nogle sagsbehandlere begyndt at afvise at betale tillæg for tolkninger fra talt engelsk, fordi de vurderer, at ‘der er tale om hverdagsengelsk’. Ingen af de sagsbehandlere, der har truffet den afgørelse, har tolkefaglige kompetencer, der gør dem i stand til at vurdere, hvor let eller svært det er at tolke fra talt engelsk til dansk og derfra videre til dansk tegnsprog, men det er dem, der sidder på kassen, og det eneste alternativ for os er at sige nej til opgaven.

Samtidig er taksterne i Bekendtgørelsen ikke blevet indeksreguleret siden 2020.

Da CFD’s tolkebooking stadig eksisterede, var ordlyden i Bekendtgørelsens § 24:

“Til assistance i form af tegnsprogstolkning, mund-hånd-system tolkning og skrivetolkning, jf. § 12, stk. 4, ydes et tilskud svarende til den ordinære sats for tegnsprogstolkning. Tilskuddet kan ikke overstige satsen fastsat af Center for Døve.”

Men da CFD lukkede, valgte nogen et sted i systemet at skrive de daværende takster direkte ind i bekendtgørelsen – og der har de stået siden.

Det er problematisk, da forbrugerpriserne fra slutningen af 2020 til udgangen af 2025 samlet set er steget lige omkring 18%.

Vi har mange gange over de seneste 3 år henvendt os til både STAR, Beskæftigelsesudvalget og Beskæftigelsesministeren for at bede om en indeksregulering, men selvom alle ‘vil kigge på problemet’, bliver vi holdt hen med vage antydninger om, at man ikke bare lige kan ændre enkeltdele af Bekendtgørelsen

Vi valgte derfor i januar at sende sagen videre til Folketingets Ombudsmand, hvor den lige nu ligger til behandling.

Men knap havde den forladt udbakken, før vi – ved et tilfælde – opdagede, at det alligevel, med effekt fra 01.02.26, var lykkedes STAR at ændre i en enkelt del af Bekendtgørelsen, og fjerne zonetillægget ved aflysninger.

En fuldtidsansat tegnsprogstolk ligger lønmæssigt et sted imellem pædagoger og folkeskolelærere, og for at kunne betale det, skal et firma lave cirka 1800 kr. om dagen på en tolk. Hver dag, 5 dage om ugen, 46 uger om året.

Og så er der stadig ikke hentet penge hjem til lokaler, administrativt personale eller ledelse.

Med den seneste ændring risikerer man at låse en tolk en hel dag i planlægningen, for så kun at kunne hive 650 kr. hjem, hvis opgaven aflyses. Det skal ikke ske ret mange gange, før det bliver reelt problem, uanset om man er selvstændig eller har tegnsprogstolke ansat.

Det siger sig selv, at det bliver en bestemt gruppe brugere, det kommer til at ramme, nemlig dem, der bor i zone 3, og dem, der ofte aflyser, uanset om det er bruger, brugers børn eller brugers arbejdsplads, der er skyld af i aflysningerne.

Der er meget ved proceduren omkring ændringen, der går i øjenbrynet. Derfor har vi søgt aktindsigt i en stor del af sagsbehandlingen, og indtil videre har det for mit eget vedkommende kun givet anledning til yderligere spørgsmål. Fordi vi endnu ikke er færdige med at tale med kloge mennesker, vil jeg ikke gå i detaljer, men skulle der sidde en enkelt derude, som underviser på jura og mangler en øve-case til Forvaltningsret, så giv mig lige et kald.

*

Dermed nåede vi til vejs ende, og der er stående applaus herfra til de af jer, der er nået helt herned.

Inden vi siger tak for i dag, vil jeg slutte af med to ultrakorte svar på spørgsmål, jeg plejer at få, når jeg taler med udenforstående om mit fag:

Er fjerntolkning ikke en mulighed?

Jeg forstår 100%, at det udefra må se sådan ud, fordi man i dag kan nærmest alt andet på en skærm – men fjerntolkning i 98% af tilfældene en elendig løsning.

Tegnsprog er visuelt, hvilket betyder, at man skal bruge sine øjne til at aflæse det. Når man kigger på en tolk på en skærm, kan man derfor ikke samtidigt se, hvad lægen er ved at vise, og man kan ikke aflæse mimik og kropssprog på de andre i rummet.

At aflæse en tegnsprogstolk på en skærm svarer til at skulle se en japansk film, hvor selve filmen kører på én skærm, mens underteksterne kører på en anden, et helt andet sted i rummet.

Samtidig bliver kvaliteten af tolkningen uundgåeligt dårligere, fordi tolken heller ikke kan se, hvad der foregår i det rum, vi tolker ud i, og fordi en mikrofon forstærker alting lige meget. Derfor kan vi ikke høre, hvad der bliver sagt, når din kollega rasler med et stykke papir, eller sagsbehandleren sætter sin kaffekop ned på skrivebordet.

Er du ikke bange for AI?

Tja. På mine dårlige dage tænker jeg, at AI kommer efter os alle sammen, men jeg tror ikke, at vi er helt så udsatte, som mange andre brancher.

For kommunikation er også somme tider det, der *ikke* bliver sagt. Ironi bliver sjældent udtrykt med eksplicitte ord, de små knæk i stemmen, når en taler bliver presset eller rørt, kræver et menneskeøre at fange, og spændingen i et rum, der er én sætning fra at eksplodere, er også svær at forvandle til algoritme.

Samtidig taler vi alle sammen så ustruktureret og bøvlet, at en maskine ville have svært ved at fange den røde tråd. Vi afbryder os selv, sluger endelser, bruger fremmedord forkert og smider om os med slang og stednavne.

Så jeg tror ikke, at AI kommer til at drive os ud af vores fag lige foreløbigt.

Men måske myndigheder og ministres manglende vilje til at tage ansvar for branchens overlevelse, også ender med at komme den i forkøbet.

It’s been a long time coming, men nu fik jeg endelig vristet mig fri af Aulas kløer længe nok til at kunne sætte mig ved tasterne og skrive indlægget om sundhedsforsikringer.

Jeg har forsøgt at sætte det op i udvidet punktform, så det er overskueligt, det tørre indhold til trods, og som altid gælder, at man bare melder ind, hvis man sidder med noget særlig viden, eller spotter en fejl.

*

Jeg tror, at sundhedsforsikringer for mange har været opfattet som en slags forsikringsbastard, vi ikke helt har kunne forholde os til. Både fordi vi har vores offentlige sundhedssystem, som jo – trods alt – er nogenlunde velfungerende, og fordi de fleste har en ulykkesforsikring. Derudover er mange medlem af Sygeforsikringen danmark, og dermed kan det være svært at se, hvad man skal bruge endnu en forsikring til.

Derfor starter vi med det vigtigste spørgsmål:

Hvad er forskellen på en ulykkesforsikring og en sundhedsforsikring?

En ulykkesforsikring dækker, som navnet antyder, ulykker og kan give ret til erstatning, hvis du pga. et uheld eller en ulykke får varige mén; typisk som en engangsudbetaling.

En ulykkesforsikring er altså primært en økonomisk sikring af din fremtid, hvis du pga. en ulykke oplever tab af erhvervsevne eller livskvalitet. Der kan hos de fleste forsikringsselskaber tilkøbes ydelser som f.eks. tandskadeforsikring, kritisk sygdom osv. men igen: Retten til kompensation er som udgangspunkt udløst af en ulykke.

Et konkret eksempel kunne være et biluheld, som ødelægger dit knæ. Her vil størrelsen af din erstatning afhænge af méngraden, som forsikringsselskabet fastsætter ud fra en vurdering af, hvad du fremover ikke længere vil kunne.

En sundhedsforsikring dækker langt mere bredt. Den dækker udgifter til behandling og genoptræning, giver hurtigere adgang til undersøgelse, udredning og operation, tilbyder ofte rådgivning (f.eks. hos diætister, misbrugsbehandlere og stresscoaches) og kan også hjælpe ved psykisk sygdom.

Jeg har konkret brugt min sundhedsforsikring til udredning af Frida, til massage, fysioterapi, akupunktur, kiropraktorbehandling og til hurtigere adgang til en scanning af noget, der potentielt kunne blive træls, og som jeg derfor gerne ville have svar på så hurtigt som overhovedet muligt.

En ulykkesforsikring kommer altså ind i billedet på bagkant, og målet her er at kompensere dig for noget, du ikke længere kan, mens en sundhedsforsikring forsøger at tage tingene i opløbet ved at sætte hurtigt ind og hjælpe dig med at begrænse skadens omfang.

Hvad er forskellen på en sundhedsforsikring og Sygeforsikringen danmark?

Sygeforsikringen danmark giver tilskud til medicin og behandling, dvs. at de dækker en del af udgiften du har til disse ting, mens en sundhedsforsikring ofte dækker det fulde beløb til behandling, men ikke dækker/giver tilskud til medicin.

Derudover giver Sygeforsikringen danmark tilskud til f.eks. briller og vacciner, samt til nogle typer af (delvist) selvfinansierede behandlinger i det offentlige, f.eks. tandlægebesøg.

Sygeforsikringen danmark er altså en forsikring, du tegner for at undgå, at udgifter til medicin, hjælpemidler og behandling ruinerer dig.

Der kan sagtens være situationer, hvor du kan få tilskud fra både Sygeforsikringen danmark og din sundhedsforsikring. Min sundhedsforsikring giver f.eks. tilskud til behandling hos en osteopat – men kun med den sats, en kiropraktor koster. (En osteopat koster cirka 3 gange så meget). Her giver Sygeforsikringen danmark også tilskud (hvis man er i den rigtige gruppe), og dermed kan man bringe sin egen andel af udgiften yderligere ned.

Hvem kan tegne en sundhedsforsikring?

Ønsker man at tegne en sundhedsforsikring som privatperson, er det hos mange forsikringsselskaber kun muligt, hvis man er mellem 18 og 65 år.

Mange arbejdspladser tilbyder en sundhedsforsikring, enten tegnet særskilt eller gennem det pensionsselskab, som virksomheden bruger, ganske enkelt fordi det for en arbejdsgiver godt kan betale sig at have adgang til hurtigere udredning/behandling, så man forkorter/begrænser sygefraværet og dermed hurtigere kan få sine medarbejdere tilbage i sadlen.

Her vil det være dine ansættelsesvilkår og ikke din alder, der afgør, om du har adgang til sundhedsforsikringen.

Hvor tjekker man, om man har én?

Hvis du ikke ved, om du har en, skal du ikke være flov; jeg anede det heller ikke.

Men hvis du har en, har du enten gennem dit job, dit forsikringsselskab eller dit pensionsselskab. Tjek ‘min side’ hos de to sidstnævnte, og er det et nej, så send en mail til chefen og spørg, hvis du er i tvivl.

Hvad koster det?

Der er selvsagt meget, der spiller ind her, men hvis man søger på en gennemsnitspris, siger Google 3200 kr. om året for en voksen, og 1000 kr. for børn.

Der er dog så mange faktorer, der påvirker både pris og dækning, at et generisk bud ikke er ret meget værd.

I nogle sundhedsforsikringer er børn og ægtefæller også dækket af din police, i andre er de ikke.

Hos nogle forsikrings-/pensionsselskaber kan sundhedsforsikringer tegnes særskilt, i andre er de en del af en tvungen pakke.

Dertil kommer, at din ansættelsesform også kan påvirke prisen.

Hvis man er selvstændig eller ansat på en måde, så man selv betaler pension ind, er priserne på forsikringer, man tegner gennem sit pensionsselskab nemlig typisk højere, end hvis man er lønmodtager med det sædvanlige pensions-set-up, hvor arbejdsgiver betaler 8% og du selv betaler de sidste 4%.

Det betyder i praksis, at hvis jeg som lønmodtager indbetaler 3500 kr. til mit pensionsselskab pr. måned, så koster mine forsikringer måske 1000 kr., mens de sidste 2500 kr. så spares op til pension.

Hvis jeg derimod er selvstændig og selv indbetaler det fulde pensionsbeløb, kan de samme forsikringer pludselig koste 1800 kr. – og dermed sparer jeg pludselig kun 1700 kr. op til pension.

Forklaringen er, at pensionsselskaberne køber deres forsikringerne ude, ligesom alle os andre, og når de kan tilbyde et forsikringsselskab en personalegruppe på 50 mennesker, så kan de forhandle bedre priser/vilkår hjem, end hvis de skal købe forsikringer til en ensom tolk eller tøjdesigner. Derfor giver det ekstra god mening for selvstændige at hente tilbud hjem fra både pensionsselskab og forsikringsselskab, så man kan sammenligne vilkår og priser.

Endelig er det en vigtig pointe at få med, at der kan være særlige forhold, man gerne vil tage højde for. Jeg har f.eks. forsøgt at sikre mine børn bedst muligt ved at tilkøbe ekstra dækning ved død, invaliditet eller tab af erhvervsevne, og de dækninger har jeg tegnet hos både mit pensionsselskab og min forsikring.

(Og har tjekket, at de så ikke indbyrdes udelukker hinanden…)

Konklusion:

Det er med sundhedsforsikringer, som det er med alle andre typer af forsikringer: Man kan sagtens være heldig og sejle gennem livet uden nogensinde at få brug for dem. Men står du i en situation, hvor hurtig behandling kan gøre forskellen på, om du kan bevare dit job eller ej, om knuden i brystet får lov at udvikle sig til kræft, eller om dit barn udvikler invaliderende belastningsreaktioner pga. mistrivsel i skolen, er den RIGTIG rar at have.

Og modsat så meget andet, vi har talt om herinde, så er fodarbejdet her til at overskue, for der er reelt kun to steder, du skal henvende dig og bede om et tilbud, hvis du gerne vil se konkrete priser og vilkår, nemlig dit forsikringsselskab og dit pensionsselskab.

Det er da til at overskue, ikke?

Hvis man har adgang til Tænk, har de lavet en sammenligning af de forskellige tilbud på markedet her.

I sidste uge skrev en god insta-penneven til mig og spurgte om min holdning til alder og SoMe. Mere specifikt om jeg synes, at man godt må få en insta-profil, hvis man er et fornuftigt barn på 11 år.

Fordi jeg selv går og tumler med det her, spurgte jeg, om jeg måtte konvertere spørgsmålet til et indlæg, så vi kan få så mange synspunkter som muligt med, og det fik jeg lov til.

Min holdning til børn og skærme skrev jeg om i det her indlæg sidste år, og den har ikke ændret sig. Men børnene er blevet et år ældre, og digitale år følger nogenlunde samme omregningstabel som hundes, kan jeg godt begynde at se.

Der er med andre ord sket meget, og det afstedkommer naturligvis også nye dilemmaer.

For at starte in house:

Anton gider ikke andre medier end YouTube og så de chatfunktioner, der er knyttet op på spil.

Frida derimod skal bede om det hele – og helst i går. Hun er dagligt ved at gå *til* over, at jeg ikke vil give hende en instakonto, og at jeg siger nej til en offentlig profil på TikTok og Snapchat.

Ift. aldersgrænse kræver alle 3 platforme, at man skal være 13 år for at oprette sig som bruger – men som alle ved, er der ingen kontrol med, om det rent faktisk er tilfældet.

Herhjemme har jeg forældrekontrol på ALT. Børnene kan INTET hente, uden at jeg godkender det først; hverken apps, tilbehør eller programmer, og derfor er det – lige her – stadig mig, der ubetinget bestemmer det hele.

For et par måneder siden sagde jeg ja til, at Frida måtte hente TikTok og Snap ned på sin telefon, men for begge gælder, at hun må kigge, men ikke selv poste. Når hun leger med veninderne bruger de begge apps, fordi der i dem er nogle sjove filter-funktioner, og fordi de kan lave små dansevideoer, som de så bare gemmer på telefonerne.

Aftalen er, at jeg skal godkende, både hvem hun accepterer venneanmodninger fra og hvem hun sender følgeranmodninger til; det sidste fordi min holdning er, at det er min opgave at sikre, at hun ikke sender venneanmodninger til mine venner eller hendes egne venners forældre. En afvisning fra en voksen kan godt føles lidt voldsom, når man bare er et barn (hvilket jo i sig selv er et argument for aldersgrænsen), men det er heller ikke helt rimeligt, at man som voksen pludselig skal tænke over, hvad man poster, fordi der er børn, der kigger med.

Min umiddelbare holdning er, at man – hvis man ellers vurderer, at det er et fornuftigt ungt menneske, man står med – godt kan slække en smule på alderskravet. Ikke mindst fordi jeg synes, at det kan være farligt, hvis man får adgang til SoMe, samtidigt med, at alle hormoner i verden gør deres entre. Det er lidt som at gå direkte fra et løbehjul til en Ferrari, og jeg synes måske ikke helt, at man får tid til at danne sig sine egne, gode vaner, før det hele går op i teenage-usikkerhed og frygt for ikke at være en del af inderkredsen.

Jeg oplever, at det fungerer ret godt, at Frida har fået lov at eksperimentere lidt med, hvad f.eks. Snap kan have af fordele og ulemper, mens hun stadig spørger mig om alt, hvad hun er i tvivl om, og også uden at kny accepterer, hvis jeg træffer beslutninger på hendes vegne. 

Eksempelvis var der pludselig opstået nogle grupper på Snap, som hun var med i, fordi de er nogle stykker fra klassen, der spiller med hinanden, og så har Snap kørende ved siden af, så de kan snakke sammen samtidigt. Den funktion kan jeg ikke deaktivere, fordi gruppen består af børn, hun i forvejen er venner med. Men jeg har ikke sagt ja til, at hun må være med i grupper, og her var tale om børn, der i deres respektive hjem har andre regler end dem, vi kører med her, og derfor bad jeg hende om at forlade grupperne igen. Det hele foregik stille og roligt, og gav anledning til en god snak om, hvordan og hvornår man skal/gerne vil være tilgængelig, hvordan konflikter kan starte digitalt, og så være svære at parkere IRL. osv.  Faktisk virkede hun lidt lettet over at være hoppet ud af det drama, der somme tider udspillede sig, og det synes jeg er en vigtig lektie.

Der, hvor jeg til gengæld kan være bekymret, når vi taler SoMe og alder er dels ift. det skamredigerede billede af virkeligheden, disse medier kan tegne, men også at en app som Insta i dag nærmest som hvert andet opslag har forslag til, hvem du *også* kan følge. 

Det er jeg ikke vild med, for det betyder, at tingene meget hurtigt kan udvikle sig i forkert retning. Børn (og bekymrende mange voksne) er meget lidt kildekritiske, og det er der mange afsendere, der helt åbentlyst udnytter. Reels, der ligner jokes eller søde dyrevideoer, men som 4 frames inde er fulde af politik, had og rabiate holdninger. Opslag, der skal ligne helt normale snapshots fra helt almindelige liv, men med så meget og så tydeligt product placement, at man *næsten* må grine.

Næsten.

Det synes jeg er problematisk, for det går SÅ hurtigt med at få algoritmen tunet til at gå ned af bestemte veje. For et års tid siden var jeg kortvarigt ret optaget af noget japansk fotokunst, og det tog vitterligt en uge fra jeg klikkede på det første forslag til 3/4 af mit feed bestod af japanske fotos. Det er jo fint, når vi taler om kunst – men det er knap så fint, hvis de første opslag, man får klikket på, fordi der er én, der laver en sjov dans, i virkeheden er poleret incel-facade eller gateway-profiler til radikalisering.

Så for lige at opsummere: Jeg er lidt-pro, at man kan give lov, hvis man har en 11 eller 12-årig, der ellers træffer gode beslutninger, og som ikke udviser tegn på noget, der kan tippe over og blive rigtig svært (f.eks. mad og motion) – og jeg er endda lidt-mere-pro, hvis man har at gøre med et ungt menneske, der af den ene eller anden grund tilhører en gruppe, som der måske ikke lige er så mange andre af i lokalområdet. Her tror jeg, at sociale medier kan være en hjælp, fordi man får nogen at spejle sig i, så man ikke føler sig så alene.

Men én ting er at give dem nøglerne. Noget andet er, hvordan man så sikrer, at de kører forsvarligt.

Jeg er modstander af, at man roder i sine børns telefoner. For mig er den at sidestille med en dagbog, og i min optik skal der være stærke mistanker eller alvorlig bekymring for noget meget specifikt, for at man kan forsvare at gøre det. Jeg ville f.eks. være nødt til at dø i en frygtelig fart, hvis nogen rodede min telefon igennem, og hvorfor skulle det forholde sig anderledes for børn? Alle har ret til et privatliv.

Men fordi man jo stadig virkelig, virkelig gerne vil passe på det bedste, man har, så er man nødt til at have en smule opsyn med dem derude, uanset om de er 11 eller 14, når de får en profil.

Men man er måske nødt til at slippe ideen om, at man kan holde øje med dem hele tiden. Ligesom vores forældre også sendte os til de første sodavandsdiskoteker og klassefester uden at vide, om vi faktisk havde de redskaber, der krævede at holde de aftaler, vi havde lavet med dem, og til at sige nej til stoffer og forkert selskab. Man er nødt til at klamre sig til en vis form for tillid til, at man er lykkedes med at installere et kompas i dem, og at de ved, hvordan de skal bruge det. Og spørger om hjælp, hvis de farer vild. Men det kan ikke testes i laboratoriet, og derfor er de første gange, man slipper dem løs, både på nettet og IRL, vel i sagens natur angstprovokerende og forbundet med både usikkerhed og nervøsitet.

Jeg ville synes, det var oplagt, at jeg fulgte dem, når de oprettede profiler, fordi det jo giver en vis form for kontrol med, hvad de poster – men det giver jo det helt åbentlyse modspørgsmål, om de så også skal/må følge mig? For det er jeg ikke sikker på, at jeg egentlig har lyst til, at de gør.

Ja.

Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt.

Så TLDR: Jeg er tilbøjelig til at mene, at man godt må lave en individuel vurdering af sit barn og  fravige aldersgrænsen med et år eller halvandet. Men jeg synes også, at der er reelle argumenter, der taler imod.

Og uanset hvor gamle mine børn er, når jeg endelig giver dem lov til at oprette profiler, så har jeg ét ufravigelige krav, så længe de er under 15: Jeg vil have lov at kigge med i de grupper, de potentielt kommer med i, hvis der også er voksne med i gruppen.

F.eks. var vi i søndags til gudstjeneste i den kirke, hvor Anton måske/måske ikke skal gå til konfirmationsforberedelse. Det var … en oplevelse, som jeg mener mange forskellige ting om, men det, der er relevant hér er, at præsten bagefter lagde op til, at børnene skulle sende ham en venneanmodning, så han kunne oprette en gruppe på Facebook, som ‘kun var for konfirmanderne’.

Jeg kender ham ikke overhovedet, og han kan være det rareste, mest gudfrygtige menneske, der nogensinde er skabt. Det ændrer ikke på, at Anton under ingen omstændigheder overhovedet får lov at være venner med en voksen mand, og komme med i en gruppe, uden opsyn og hvor der ikke er andre voksne til stede.

Men nu har jeg ævlet løs i øst og vest, og jeg er enormt nysgerrig efter at høre, hvad I mener om alt det her.

Inden I slår jer løs, vil jeg bare lige minde om, at der her i klubhuset helt givet vil være nogen, der har givet lov, og måske også meget tidligere end 11 år – ligesom der også vil være nogen, der kører stramt nej, indtil børnene fylder 15. I har altid været gode til at formulere jer sobert og ordentligt, og fordi det her er vores børn, vi taler om, hvor tæerne godt kan være ekstra ømme, vil jeg bare appellere til, at dette ikke bliver det første indlæg, hvor vi fraviger den tradition.

Ordet er jeres.

Hej Linda.

Nu er der faldet dom i Depp/Heard sagen og mange snakker om, at det er et tilbageslag for metoo.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg mener. Du har skrevet lidt om sagen for nylig, og nu er jeg blevet nysgerrig på, hvad du synes?

Bh

Britt

Hej Britt.

Den sag er lidt af en hvepserede, og derfor har jeg undladt at skrive om den, mens den har stået på. Af samme grund som når jeg undlader at skrive ret meget om vaccinedebatten og ren politik: Det er ikke værd at blive uvenner over, for der er intet af det, jeg eller andre i kommentarfeltet skriver, der kommer til at ændre holdningen hos dem, der mener det modsatte. 

Når jeg så hopper med ombord her ved at svare på dit spørgsmål, så er det fordi jeg faktisk synes, at det nu bliver langt mere generelt og vigtigt, fordi det handler om, hvad man kan spænde #metoo-nettet ud under.

For at starte med helt rene linjer har jeg været #teamJohnny hele vejen. Ikke fordi han er en mand, eller fordi det er synd for ham, men fordi han på alt, hvad jeg har set fra retsagen (og det er temmelig meget), på mig har virket langt mere troværdig, end hende, hvilket jo har ret stor betydning i en sag om bagvaskelse.

Jeg kan også ligeså godt sige ligeud, at jeg ikke er enig i, at JD har vundet ved at vende sagen på hovedet og undvige anklagerne ved at angribe hendes karakter (det såkaldte ‘Darvo’). De karaktertræk og handlinger hos hende, de er gået efter, synes jeg har været relevante for sagen, modsat den slut-shaming og victimblaming, mange voldtægtsofre desværre udsættes for (det var hendes egen skyld/hun var for fuld/kjolen var for kort/hun skulle ikke have sat sig ind i den bil osv). Jeg synes simpelthen ikke, at det er det samme. Her er advokaterne gået efter relevante udsagn og hændelser, hvor hun f.eks. har påstået, at hendes læbe var flækket/næsen brækket, og optagelser fra den røde løber og talkshows, der er foregået samme dag eller dagen efter, har vist, at der ikke har været en ridse at spore i ansigtet på hende. Hun har talt usandt gentagne gange, vidner har modsagt hendes forklaringer, og der er lydoptagelser af hende, der gør præcis det, hun beskylder ham for at gøre.

For mig er der enten ingen eller to ofre i den her sag, afhængigt af, hvordan man ser på det, og derfor synes jeg ikke, at det er hverken retvisende eller retfærdigt, at den ene efter forgodtbefindende kan skære sig selv ud af billedet og påstå, at det, der står tilbage, er sandheden.

Jeg er for så vidt enig i, at sagen kommer til at påvirke #metoo negativt – men for mig at se er det hende, der er skyld i tilbageslaget, fordi hun i min optik har forsøgt at udnytte tidsånden til at spinde et narrativ, der ville være fordelagtigt for hende.

For jeg kan ikke forstå, at vi ikke, når vi taler om tilbageslaget for #metoo, skal snakke om, at hun løj. Flere gange. Så når folk skriver, at det ødelægger hele #metoo bevægelsen og alt, hvad den har kæmpet for, og ikke forholder sig til løgnene, så skriver de jo reelt, at JD skulle have været ofret for sagen, uanset hvad. Og det er sgu da helt skævt, for det er da heller ikke dét, #metoo skal fremme, synes jeg? 

Der er meget polimik om, at sagen er ført i lige så høj grad på de sociale medier, som i retsalen, og det bliver også kritiseret. Her er min holdning, at det er hende, der har valgt arenaen. Hun valgte at skrive et indlæg i en avis, og bragte det dermed ud, hvor alle, mere eller mindre frivilligt, blev tilskuere. Hvis det “bare” var sandheden, hun var efter, ville det have været langt mere oplagt at melde ham til politiet, og køre en sag dén vej – for så kunne hun jo med sindsro have fortalt sin historie bagefter. Det gjorde hun ikke. Efter eget udsagn for at beskytte ham, mens de var i gift – men når hun nu ikke havde skrupler ved at skrive sin historie i avisen, opfatter jeg det sådan, at hun ikke længere var hæmmet af dét hensyn, og så kunne hun jo have valgt at melde ham i stedet. Igen: Det gjorde hun ikke. Og når HUN løber an på at kunne springe bevisførelsen over, og i stedet prøve at bruge medier og offentlighed til at ødelægge hans karriere, så har jeg svært ved at se det urimelige i, at det også er dér, han vælger at forsvare sig.

Det er også værd at huske, at juryen ikke har set alle de memes, reels og tweets, der har lagt nettet ned de 6 uger, sagen stod på. De har formentlig ikke kunne undgå dem helt, men i princippet må de kun dømme ud fra det, de har set præsenteret i retsalen.

At livestreamingen af sagen og internettets take på det kommer til at påvirke hendes karriere herfra, er rimelig åbenlyst, men fordi det præcist var det, hun forsøgte at gøre mod ham, er det svært at føle medlidenhed over, synes jeg.

Når vi har samtalen om #metoo, og frygter, at vi med denne dom er sat tilbage ift. at blive troet som kvinder, så handler det nok om, at mange af os desværre har førstehåndserfaring med at opleve seksuelt krænkende adfærd, og måske også har prøvet at fortælle det til nogen, som enten talte det ned eller ikke troede på os.

Derfor er det nok meget naturligt, at vi er bekymrede for, om bolden er spillet tilbage i fødderne på de mænd, som lige nu står og fryder sig over, at “kvinder ikke bare kan få ret ved at råbe: “Metoo!”.

Men vi taler lige forbi det reelle problem, synes jeg, for vi taler på begge sider af hegnet om sagen, som om, den er én af dem, hvor mænd systematisk har udnyttet skæve magtrelationer, og krænket kvinder. Og – og det har vi rettens ord for nu – det er ikke det, der er sket her.

Og det er faktisk dén debat, jeg synes, vi bliver nødt til at have.

For hvordan sikrer vi, at de her sager fortsat bliver taget alvorligt, men at retfærdigheden stadig skal være med ombord? For vi startede i den ene grøft, hvor mænd pr. default havde ret til at gøre, hvad de ville, og kvinder var hysteriske, hvis de sagde nej, og nu er vi måske tæt på at køre i den *anden* grøft, hvor alle er så bange for at blive opfattet som u-woke, at #metoo blev et argument i sig selv, som ikke kræver hverken beviser eller sandsynliggørelse.

Og nu tager vi en emnemæssig afstikker, så hæng lige på et sekund. 

For for et par måneder siden, var der et barn i et af børnenes klasser, der pludselig blev taget ud. Moderen til barnet skrev på fb mandag, at barnet havde det svært og ofte følte, at h*n havde de andre imod sig. Onsdag var barnet udmeldt, og fredag så jeg et opslag fra moderen, hvor hun skrev, hvor glad barnet var for sin nye klasse på den nye skole, og sluttede opslaget med hashtagget #StopMobning. 

Sagen er bare, at der ikke er NOGEN, der aner, hvad det her handler om. Ingen.

Forældregruppen er ikke specielt tætknyttet eller sammenspist, og mig bekendt er der ikke problemer blandt børnene i klassen. I forbindelse med et forældremøde et par uger senere blev den generelle klassetrivsel og eventuelle problemer taget op, og ingen – INGEN – havde hørt eller oplevet noget problematisk. Heller ikke lærerne.

Kan barnet stadig have følt sig mobbet? Så absolut. Men det bliver det jo altså ikke nødvendigvis sandt af. Og det er en SUPER underlig fornemmelse, at nogen har taget patent på sandheden, udelukkende på baggrund af egen oplevelse af den. 

Du kan også prøve at forestille dig et scenarie, hvor en kollega af anden etnisk oprindelse end dansk, pludselig på de sociale medier beskylder din arbejdsplads for at være racistisk. Forholder det sig sådan? Måske. Vedkommende kan *sagtens* have oplevet det sådan – men ville du ikke som minimum gerne have mulighed for at blive hørt?

For problemet er, at der kan være to SÅ forskellige opfattelser af virkeligheden, at det ikke giver mening at tale om at afdække Sandheden. Det tror jeg vi alle har prøvet med ekskærester, familiemedlemmer eller kolleger. Ingen af os er ubeskrevne blade, og vi fortolker alle sammen vores oplevelser ud fra den forståelsesramme, vores livsvilkår har givet os. Der kan sagtens være to opfattelser af virkeligheden, der er modsatrettede, men som stadig begge, for de respektive parter, er sande. Og NETOP derfor er der nødt til at være en eller anden form for regulering af, hvad man må bruge sin fortælling til, så det ikke bare bliver den, der fortæller den først, der vinder.

Det er nemmere for mig at holde sagen ud i strakt arm, når jeg prøver at overføre principperne på problemer, hvor jeg ikke pga. mit køn har en potentiel, iboende bias, men uanset om vi taler om racisme, krænkelser eller undertrykkelse, så bliver det altid svært, når to individer pludselig bliver galionsfigurer for sager, der er langt større end dem og den konkrete konflikt, de står i.

Flertallet skal ikke have lov at diktere enkeltindividets oplevelse af virkeligheden. Det har vi prøvet, og det er vi heldigvis på vej væk fra.

Men jeg mener, at det er i alles interesse at holde fast i, at der skal være en form for systematisk sagsgang, når vi fremsætter anklager; at freedom of speech ikke skal være så grænseløs og vidtrækkende, at man gratis og uden konsekvenser offentligt kan sige ting, der ødelægger andre menneskers liv og muligheder. Uanset køn, race og alder.

Det blev langt, men jeg håber, at du synes, jeg har svaret fyldestgørende, Britt, og at jeg har fået argumenteret godt nok for min holdning til, at man kan se, hvor jeg kommer fra, selvom man ikke er enig. 

I er, som altid, mere end velkomne til at byde ind med tanker og perspektiver. Men fordi den her sag er blevet så betændt, som den er, så husk lige at læse jeres kommentar en ekstra gang, inden I trykker udgiv, så kommentarfeltet ikke udvikler sig til et slagtehus ❤️

I weekenden fik jeg en mail fra Tina med et virkelig godt dilemma, som samtidig også egner sig fint til at snakke lidt om de ting, der rørte sig i kommentarfeltet til sidste indlæg. Jeg har klappet af med Tina, at det er ok at flette hendes mail sammen med de andre emner, så without further ado:

Hej Linda.

Jeg har et dilemma, jeg gerne vil ha dit, og verdens bedste kommentarfelt´s take på.

Det handler om jul og gaver.

Vi er en lille familie. Et par børn børn under 15 og et par stykker i 20’erne. Resten er 45+ og ingen mangler noget.

Stærkt inspireret af dine indlæg, er min opmærksomhed på forbrug/behov over årene blevet skærpet betragteligt, og jeg er nu den lykkelige indehaver af et liv, der indeholder de ting jeg reelt bruger, og som jeg er glad for. Resten er afhændet.

Jul og fødselsdag er altid lidt en udfordring, for jeg mangler ingenting, og jeg skal være meget opfindsom for at stampe ønsker nok op.

Forrige år mistede min mand sit arbejde, og da julen nærmede sig, var vi løbet tør for opsparing. Dette kombineret med ovenstående, gjorde at jeg rakte ud til min familie, og forklarede hvordan landet lå. Aftalen blev, at gaver til de voksne skulle være enten hjemmelavede eller genbrug til en symbolsk pris. Børnene skulle have som altid.

Jeg var totally excited, for jeg er Kongen Af Genbrugsbutikker, og jeg fandt de vildeste fund, som jeg glædede mig vanvittigt til at give. 

-for så juleaften at modtage gaver til mange, mange penge fra dem, aftalen var indgået med.

Jeg blev så flov over mine genbrugsfund, og aftenen står som een lang skamfuld, på grænsen til tårer, langtrukken affære.

Klip til 2021.

Privatøkonomien er igen stabiliseret, der er sparet op til alle, og den får satme én på gavehatten i år. Ingen aftaler, men business as usual.

MEN:

Jeg ønsker mig ingenting. Jeg har oprigtigt alt, jeg ønsker mig. Jeg ønsker mig ingenting. 

Der er ikke åbenhed for dette ikkeønske i min familie, faktisk oplever jeg det, som om min familie bliver provokeret af det.

Jeg har ingen intention om at ødelægge den gode stemning, men er nok lidt uforstående overfor den polemik, det afføder.

Derfor:

Skal jeg stikke piben ind og finde på ønsker, så julen kan afholdes som altid, eller skal jeg forsigtigt prøve igen.

(Nu jeg efterrationaliserer på dette skriv, slår det mig, at jeg jo nok har et issue med forbrugsjulen, og ikke julen. Måske er det derfor jeg slår bak. Jeg oplever det som en vild aften, med et højt tempo, og en gaveuddeling, der går for stærkt).

———————

Som altid springer vi bare lige ud i det, for ikke at gøre det unødvendigt langt. 

Sagt med al kærlighed i hele verden var min allerførste tanke, da jeg læste din mail, at den reaktion, du stod med sidste år, måske er den, du nu, helt uforvarende, er i færd med at læsse ned i skødet på din familie? For hvis vi skærer ind til benet, så var din reaktion, som jeg læser det, en reaktion på følelsen af at underlevere, og mit bud vil være, at det vil føles præcis lige sådan for din familie at stille juleaften uden gaver til dig.

Problemet med gaver er, at man skal forholde sig til dem på to niveauer. 

Det ene er det materialle niveau, som er alt det lavpraktiske, der mest handler om beløbsgrænser, udveksling og ønskesedler/ikke ønskesedler. (Og genbrugsgaver, som jeg skrev et indlæg om sidste år)

Men derudover prikker gaver også til en helt masse, som jeg tror, vi er tilbøjelige til at overse, fordi vi ikke er opmærksomme på, hvor forskelligt vi fortolker tilvejebringelsen af dem, og hvad både den og selve gaven symboliserer. 

For hvis det bare var de konkrete gaver, der var i spil, ville det jo være relativt ligemeget, om man var enige om alt det rundt om. Hvis det vitterligt bare var bytte-bytte købmand, ville vi ikke hidse os op over forventninger, ønskesedler og gaver, der rammer langt forbi. 

Når vi gør det, tror jeg, at det handler om, at en fejlskudt gave for nogle mennesker er et udtryk for ligegyldighed, eller for at du ikke kender mig rigtigt. For nogle er en ønskeseddel udtryk for, at modtageren ikke tiltror giveren at løfte opgaven. For nogle er en aften med pakker, man ikke selv har haft mulighed for at påvirke indholdet af, én lang oplevelse af, igen og atter, at blive overhørt, overrulet og ikke-taget-alvorligt af sin famile. Og for nogle bliver det en aften, hvor de bliver taget til fange i krydsfeltet mellem at være deres forældres godt opdragede og taknemmelige børn og deres skuffede børns forældre.

Intet af det er rigtigt. Men det kan man ikke fortælle følelserne, som insisterer på at læse modtagerens gave og gestus ind i den livsforståelse og de vilkår, man selv opererer med.

Så når du frabeder dig gaver, så er det for dig bare et spørgsmål om ikke at have brug for flere ting. Men for dem, der viser kærlighed og omsorg gennem gaver, beder du dem om ikke at vise dig, at de holder af dig. Og det er måske for meget at bede om?

Problemet med at bryde traditionerne, tror jeg, er, at de ofte er i spil i situationer, der er langt imellem. For hvis det var jul 12 gange om året, ville alle nok kunne leve med, at vi prøvede forskellige modeller af, og det ville ikke føles som helligbrøde at ændre på menuen eller pakke gaver ud om morgenen. Men når det går ned én gang om året, bliver det, alene på sin relative sjældenhedsfaktor, Noget Særligt, og det gør os nok meget lidt omstillingsparate. Og fordi Andre Menneskers ændringer har det med også at få konsekvenser for vores egen adfærd, reagerer verden omkring os, hvis vi stopper med at drikke, takker nej til kagen eller frabeder os julegaver. Og jeg er sgu ambivalent omkring det, for jeg synes ikke, man skal leve sit liv for at tækkes andre, eller at man skal blive kvalt i snaps, fordi “DeT PLejeR vI!” – men jeg synes måske også, det er lidt forældet at insistere på, at vi hver især bare skal gøre det, der gør OS glade – i hvert fald i kontekster, hvor samværet udgøres af mennesker, vi holder af.

Så med alt det vil jeg sige, at jeg, hvis jeg var dig, ville overveje, om jeg kunne finde et kompromis, jeg kunne leve med. Om jeg f.eks. når jeg i løbet af året forelskede mig i noget, jeg i princippet bare kunne købe, i stedet ventede og skrev det på min ønskeseddel. Eller om jeg kunne ønske mig bæredygtige versioner eller luksusudgaver af hverdagsting, som f.eks. bodylotion, karklude og krydderier. På den måde øger du ikke dit forbrug eller fylder dine skabe med skrammel, men din familie får stadig lov at give dig noget, der gør dig glad.

I samme boldgade synes jeg også, at det fungerer ret godt at ønske sig gaver, hvor man har peget giveren i retning af noget, man mangler, men samtidig giver lidt råderum, så folk alligevel får fornemmelsen af at have lidt at skulle have sagt. Jeg ønsker mig ofte “En god håndcreme”, “Et stribet tørklæde” eller “Guldøreringe i stil med disse” og så et par inspirationsbilleder. På en måde er der også plads til lidt økonomisk gymnastik, hvis det strammer hos giveren.

Jeg ruller med alle 3 modeller og fælles for dem er, at jeg tænker på giveren hver eneste gang, jeg bruger/kigger på gaven. Dét er fedt, for for mig er det, hvad gaver i virkeligheden handler om.

Giver det mening?

Inden jeg giver den fri, er der to ting, vi lige (pga. kommentarfeltet til sidste indlæg) skal runde. 

Den ene er ønskesedler. For det er et område, hvor folk er MEGET Israel/Palæstina.

For mit eget vedkommende vil jeg gerne have ønskesedler, og jeg synes, det er helt fint, hvis folk har skrevet priser på. For mig er tiden en knap faktor, og jeg bliver virkelig stresset over at skulle finde noget til folk, som intet ønsker sig. Det føles for mig som en slags test, som jeg ikke føler, jeg har tid til at løse ordentligt. Af samme grund kan priser på ønskesedlen være en hjælp, fordi jeg nogenlunde med det samme kan se, hvilke ønsker, jeg kan vælge imellem, når jeg skal købe.

Jeg tror, at vi alle sammen giver ud fra, hvordan vi foretrækker at få. Både gaver og eventuelle ønskesedler. Hvis man hader at købe gaver fra ønskesedler, hader man vist typisk også selv at skrive dem. Så langt er jeg egentlig med.

Der, hvor det for mig bliver en lille smule uldent, er, når vi taler om, *hvorfor* folk hader at modtage ønskesedler. For det er ofte fordi “det føles som en bestillingsliste” og “jeg ved, hvad jeg gerne vil give”. For mig er vi allerede der ude i, at det handler mere om giveren end om modtageren, og det er vel ikke meningen, når vi taler om gaver? Dem giver vi vel netop for at bringe glæde hos dem, der får dem – og hvis de nu har det meget smalt med, hvad de foretrækker, så føles det nærmest som et angstprovokerende tab af kontrol at få 6 pakker, man ikke selv har haft nogen indflydelse på indholdet af.

Vi giver det, vi selv ville være glade for at modtage – ligesom U2 gjorde, da de, uopfordret og på egen foranledning, lagde deres nye album ind i vores alle sammens iTunes biblioteker og nærmest smadrede deres egen, musikalske arv. For det skulle vi BARE ikke bede om. En gave er kun en gave, hvis den er ønsket og/eller man får lov at give den – ellers er det bare andre menneskers ting og behov, der pludselig skal stå på dine hylder.

Og så er der Ønskeskyen (og andre tjenester som den), som jeg ikke kendte i forvejen.

For mig at se, trykker den på de samme knapper som ønskesedlerne, og dermed er argumenterne for og imod de samme.

Jeg har som sagt ikke selv prøvet at bruge den, men for mig er dealbreakeren nok, at man som modtager skal oprette sig og logge ind for at bruge den. Det kan jeg faktisk godt forstå, hvis nogen står af på.

Omvendt er jeg tilhænger af det, den lægger op til, nemlig at det er modtageren, der skal være i centrum, når man køber gaver. Hvad du ønsker, skal du få. For, sådan helt egoistisk, så synes jeg, at det er meget fedt, at giveren bliver tvunget til at hjælpe lidt med til, at modtageren ikke ender med 4 af den samme. Det er sket flere gange for mig, og jeg har både oplevet, at gaverne alle var købt i butikker, vi ikke har i Esbjerg, at de var købt til Black Friday hos et firma, der kun gav 14 dages returret, og at de var købt hos et firma, hvor man kun kunne returnere (selvbetalt) gennem ét bestemt fragtfirma, og det derfor kostede mig 70 kr. at sende varen retur. Det er ikke optimalt for hverken klima, modtager eller den gode stemning, og derfor synes jeg, helt overordnet, at den type tjenester er en god ide.

Yes. Det blev langt og strittede lidt i alle retninger.

Så nu er det jeres tur. Hvad tænker I? Må man melde sig ud? Må man give uden at få? Er det nødvendigt, at nogen går forrest, hvis vi skal have trukket tempoet ud af forbrugstoget, så klimaet kan få vejret igen? Har vi et fælles ansvar for Den Gode Stemning eller vægter individet højere end gruppen?

Go nuts – men husk at passe godt på hinanden.

Jeg har fået følgende mail fra Susanne:

Jeg går og tumler med et emne, som jeg godt kunne bruge andres tanker omkring. Egentlig kan mit dilemma deles op i tre, men punkterne kan koges sammen til, at jeg gerne vil lære at nyde livet og leve i nuet.

Jeg har jo et godt liv (selvfølgelig med de bump, som alle støder på), og derfor vil jeg rigtig gerne bryde med den tendens, jeg har til at:

*Bekymre mig om ting, jeg alligevel ikke kan ændre, f.eks. frygten for at miste mit job, at børnene bliver mobbet/ikke får en uddannelse/får et dårligt liv eller at jeg ikke har opdraget/hjulpet dem godt nok på vej. Men det er også bekymring om sygdom og død; hvad hvis mine forældre dør? Eller hvis jeg får kræft og dør fra mine børn?

*Tænke alt for meget på, hvad andre tænker om mig. Så meget, at jeg faktisk af og til agerer anderledes end jeg ville, for at behage andre, og samtidig ikke får sagt fra, når mine grænser bliver overtrådt – for hvad vil folk ikke tænke?

Det betyder f.eks. at jeg ikke får vist, hvad jeg kan på mit arbejde, fordi jeg er bange for, at folk synes, jeg praler. Jeg byder ikke ind med sjove bemærkninger eller small talk, for hvad hvis folk synes, jeg er dum at høre på?

*Sammenligne mig selv med andre, primært min søster, i forhold til økonomi, karriere, bolig osv. Det påvirker mig, når hun fortæller, at de har en kæmpe opsparing i banken (det har vi ikke), at deres hus snart er betalt af (det er vores langt fra), eller at hendes mand har fået nyt, godt job. Men det er ikke kun hende. Det kan også være, hvis jeg kan se andre, der har haft held med at opdrage deres børn på en måde, som jeg også havde ønsket at opdrage mine på.

Jeg har gået til psykolog et par gange, men er ikke lykkedes mig at knække koden, for at være taknemlig for de ting JEG har, og den person jeg er.

Måske du eller nogle i kommentarfeltet har de vise sten?

Jeg ved ikke, om nogen, sådan helt generelt, har de vise sten lige her, for det her er nok tanker, de fleste af os, i hvert fald i perioder, tumler med. Men jeg vil gerne prøve at skrive lidt om, hvad din mail får mig til at tænke over.

For at starte fra en ende af, så tror jeg, at den første del af dit problem, er uundgåelig. Jeg tror simpelthen, den er et produkt af at blive ældre? For da vi var i start-tyverne, var vi alle sammen frygtløse og udødelige, men i takt med, at vi bliver ældre, så bliver de fleste af os konfronteret med, at alt det svære ikke kun sker for naboen. Og egentlig er det vel både naturligt og måske endda sundt, sådan helt evolutionært speaking, at vi tilpasser vores syn på verden, til det, vi ser. Og akkumuleret set vil der være flere og flere, der mister deres forældre i takt med, at vi bliver ældre. Procentdelen af mennesker, vi kender, der bliver ramt af alvorlig sygdom vil stige. Vi skal efterhånden have begge hænder i brug, når vi skal tælle dem, vi kender, der har prøvet at blive fyret fra et virkelig godt job.

Så måske er det ikke et mindset, vi skal modarbejde, men snarere lære at leve side om side med?

For mig skete der noget, da min veninde Lene døde af en tumor i hjernen. Det smadrede en uskyld i mig, som ikke kan genskabes. Jeg tænker somme tider på, at det er det, sorg er. Et uønsket filter, der lægges ned over hele den verden, vi kender, hvorefter alt – ALT – ser anderledes ud. Og selvfølgelig er en fyring ikke at sidestille med den sorg, man oplever, når nogen, man holder af, forlader denne verden. Men måske det udløser en version af samme filter, når man over årene går fra at opfatte det svære som noget fjernt og uvedkommende, til at erkende, at der er noget til os alle sammen? En slags sorg-filter-light?

Jeg kan vist ikke rigtigt byde ind med noget, der kan få det til at gå væk, men for mig hjælper det at huske, at det er luksusbekymringer, forstået på den måde, at de alle sammen ville forsvinde med et knips, hvis man blev smidt ud i en virkelig krise. Man har dem, fordi man har overskud til at have dem, og det kan være udemærket at minde sig selv om.

Dine to næste punkter har jeg lyst til at slå delvist sammen. For mig at se udspringer af det samme, nemlig de tanker, der opstår, når man sammenligner sig selv med andre.

Jeg følger på insta en kropsterapeut (bodyimage_therapist), der skriver meget om det her med at være utilfreds med sin krop, fordi man sammenligner den med andres. Hendes pointe er, at man ikke skal arbejde på at stoppe med at sammenligne, men i stedet prøve at identificere, hvor og hvornår man sammenligner, og så prøve at styre udenom de situationer. At hvis man f.eks. kan mærke, at man falder i sammenligningsfælden, når man scroller inspo-siden på instagram, så skal man lade være med det. 

For mig giver det mening, at det er omsonst at prøve at stoppe med at sammenligne. Hele vores samfund er skruet sammen, så vi konstant bliver præsenteret for områder, hvor vores præstationer kan sammenlignes. Karakterer. Løntrin. Tøjstørrelser. Huspriser og m2. Alt bygger på tal, der er direkte sammenlignelige, og vi bliver en del af spillet, fra det øjeblik, vi bliver født.

Mit bud er, at vi alle har områder, der er svære for os, hvor vi sammenligner os med andre, og hvor vi føler, at de mangler, vi selv synes, vi ser, indikerer at vi fejler. Det tossede er, at det jo ikke siger noget som helst om, hvem vi er. Ingen af os holder hverken mere eller mindre af vores mødre på baggrund af, hvad de vejer. Ingen af vores børn elsker os mindre, fordi vi fik 7 i tysk. Så altså. På den helt store plade er det jo skideligegyldigt. 

Men problemet opstår, når det bliver til noget, der påvirker vores livskvalitet og -glæde. For det er ikke fedt at føle, at man altid halter bagefter, og at alle de andre acer noget, man ikke selv formår. 

Jeg tror, der ligger meget i, hvilke værdier, vi hver især er vokset op med. At de områder, hvor du sammenligner dig selv med din søster og føler, du taber, måske handler om, at de arenaer, hvor hun klarer sig godt lige nu, er nogle, der blev opfattet som vigtige i jeres barndomshjem?

Jeg tror også, at din placering i en søskenderække kan have betydning. At der kan være roller, man havde som børn, som man kan komme til at tage med ind i voksenlivet. Nu ved jeg ikke, om din søster er yngre eller ældre end dig, men uanset om det handler om en storesøster, du ikke føler, du nogensinde kan indhente, eller om du føler dig overhalet indenom af din lillesøster, så er det skidestressende at konkurrere med et menneske, hvor de imaginære dommere er ens forældre. For skåret ind til benet er det nok dem, de fleste af os gerne vil imponere.

Og hvad godt skal dét så gøre, Linda? For det løser jo ingenting at konstatere.

Det har du sådan set ret i. Og så alligevel. For jeg tror, at det kan blive nemmere at hilse på afgrunden, men undlade at springe i den, hvis man ved, hvad den er skabt af. For hvis du finder ud af, at dit mindreværd ift. din søster handler om, at hun lever et liv, der ligger mere i tråd med det, dine forældre lever, så bliver det også nemmere at minde dig selv om, at det jo ikke er en fejl, at dit liv er anderledes indrettet. Du har valgt anderledes, fordi noget andet var vigtigere for dig.

Jeg kan huske, at Hella Joof engang sagde, at når man bliver misundelig på andre og ønsker sig deres liv, så gælder det kun, hvis man tager hele pakken. Man kan ikke bare pege på de ting i udstillingsvinduet, man gerne vil have; man skal også tage den latterlige ekskæreste, den nederdrægtige eksem og barnet med indlæringsvanskeligheder med. Det synes jeg også kan være en hjælp at huske. For når man sætter det op på dén måde, vil de fleste af os nok betakke os for at bytte.

Ift. dine kolleger tror jeg måske, det kunne være en hjælp at starte et andet sted. At du ikke har som mål at ‘holde op med at bekymre mig om, hvad de tænker’ – men i stedet tænker ‘hvad kunne JEG godt tænke mig at gøre/sige her?’ For det ændrer ikke noget fra i dag til i morgen. Men det flytter dit fokus fra De Andre til dig selv og dine egne ønsker og behov, og det tror jeg er første skridt.

Det lyder dejlig nemt – og det er det overhovedet ikke. Jeg har selv et par af de her knaster, jeg bøvler med.

Jeg har i mange år været HYPER følsom ift. andres humør – og var det dårligt, var jeg HELT sikker på, at det handlede om mig. At jeg havde gjort noget forkert, og at folk var sure på mig. Da jeg en dag blev træt nok af alt det mentale arbejde og stressfaktoren i at skulle gætte andre menneskers følelser, satte jeg mig ned og tænkte det igennem. Og jeg nåede frem til, at det hele foregik i oppe i mit eget hoved. For den både deprimerende og frigørende sandhed er, at vi fylder uendelig lidt i andre menneskers tanker. Vi har alle sammen hovedrollen i vores eget liv, og ALLE andre er bipersoner og statister. Sagt med andre ord: Så vigtig er jeg simpelthen ikke.

Jeg gav mig selv en go-to-sætning, jeg hiver frem, hver eneste gang jeg kan mærke, jeg reagerer på andre menneskers dårlige humør: Det handler ikke om mig.

Min pointe er, at triggeren for mig ikke er væk, men at det har hjulpet mig enormt at have en one-liner, der er nem at hive frem i underskudssituationer, hvor jeg bliver stresset. Måske kan du finde en lignende sætning, der kan hjælpe dig ift. dine kolleger? At du, når du har bevist, at der er et eller andet, du mestrer, og bagefter bliver i tvivl om, hvad andre tænker om dig, siger til dig selv, at du gør det samme, som ALLE andre – og det er der ingen, der tænker over. Og hvis de endelig gør, så varer det max. 10 sekunder – så er de tilbage ved hovedpersonen i deres eget liv, nemlig dem selv.

Det sidste, jeg har lyst til at skrive er, at det ikke er sikkert, det overhovedet handler om dig – måske det handler om selskabet?

Jeg kan pege en håndfuld mennesker ud, som kommer i de samme cirkler som mig, som gør mig helt VILDT utilpas. De er søde og rare, og jeg har svært ved at sætte ord på, hvorfor de for mig føles, som de gør – men det gør de. De gør mig usikker og selvbevidst, og jeg hader alt, hvad der kommer ud af munden på mig, når jeg er sammen med dem. Jeg lyder for sur/for skrap/for bestemt/for vælg-selv. Om det er fordi de minder mig om mennesker, jeg har dårlige oplevelser med, eller om deres adfærd trykker på knapper i mig, jeg ikke engang selv er klar over, jeg har, aner jeg ikke. Men fordi jeg har brugt tid på at identificere følelsen og ved, hvem der udløser den, vælger jeg at omgåes dem så lidt som overhovedet muligt, og når jeg er tvunget til at være sammen med dem alligevel, ved jeg, at det er knapperne, der taler, når jeg bliver utilpas. 

Måske er det det samme, der gør sig gældende for din kollegagruppe? For hvis det er, så kan det måske ændre på selvopfattelsen på en positiv måde at indse, at det hele er kemi og samspil. Du er lige, som du skal være, og hvis ikke, det er sådan, de ser dig, er det fordi, de ikke er din klan og dine mennesker.

Alt det bedste til dig, Susanne. Jeg håber, at der er lidt i det, jeg skriver eller som lander i kommentarfeltet, du måske kan plukke ud og gøre til dit eget.

Fordi der over de sidste par måneder igen er begyndt at komme dilemmaer i inboxen, vil jeg bare lige knytte en kommentar til, hvordan jeg griber det an, så både I, der overvejer at sende ind og jer, der læser med, ved, hvad der foregår i maskinrummet. 

Når jeg modtager et dilemma, vurderer jeg, om jeg synes, jeg har noget at byde ind med. Som oftest tager jeg udfordringen op, men det sker, at jeg er nødt til at svare, at jeg ikke kan skrive et indlæg, der yder dilemmaet og personen bag retfærdighed. Det kan være fordi, problemstillingen omhandler noget, jeg ingen erfaring har med overhovedet, eller fordi jeg synes, jeg har skrevet, det jeg kan, om lige præcis dét emne. Jeg får eksempelvis en del mails fra kvinder, der overvejer at få børn alene, men med mindre der er noget, som gør deres dilemma atypisk, synes jeg, at jeg på bloggen over årene har været omkring de ting, jeg her kan bidrage med. 

Men hvis der er noget i emnet, som kan løftes op og tale ind i noget generelt, bider jeg på. 

Herefter spørger jeg, hvor anonyme folk gerne vil være; om jeg f.eks. skal give dem et andet navn, men uanset hvor åbne folk selv er, ændrer jeg altid, uden undtagelse, alle stednavne og tal. I og med at det sjældent er hovedpersonerne selv, der har skrevet ind, er det vigtigt for mig at undgå, at nogen pludselig genkender sig selv i en beskrivelse, de ikke har sendt ind. 

Når jeg har skrevet indlægget, sender jeg den, der har skrevet, et heads up, så de ved, at deres dilemma nu er live, og jeg beder i samme ombæring om, at de efter et par dage, går ind og skriver et ord eller to i kommentarfeltet, så I, der bruger tid på at svare, ved, hvor jeres svar er landet. Vil man gerne være anonym, sender man sin kommentar til mig, og så poster jeg den i kommentarfeltet.