I spørger, jeg svarer: Om børn, opdragelse og konfliktløsning

For et par indlæg siden spurgte Lone i kommentarfeltet, om ikke jeg kunne skrive lidt om børn, opdragelse og konfliktløsning; noget, man nok meget naturligt er lidt mere optaget af her i ferien, hvor der er mere af det hele. *modstår-lysten-til-at-lave-en-smiley*

Jeg vil gerne prøve. Spørgsmålet er bredt, og derfor bliver mit svar det også, så jeg håber, jeg rammer ned i noget af det, der ligger til grund for spørgsmålet.

Inden jeg kaster mig over selve indlægget, vil jeg gerne starte med verdens største disclaimer. For selvom jeg føler, at jeg er god til at holde fast i de store linjer, som er vigtige for mig ift. opdragelse, (f.eks. at vi herhjemme behandler hinanden med respekt, hvilket blandt mange andre ting indebærer, at vi taler ordentligt til hinanden, at alles følelser tages lige alvorligt, og at man altid har ret til at have det, som man har det). (- hvilket ikke er det samme som, at man må tvangsinddrage andre i sit dårlige humør) så skal jeg være den første til at indrømme, at hverdagsdetaljerne i at holde det her tog på skinnerne dagligt giver mig lyst til at flytte til et land, hvor opiater i håndkøb er underlagt en mere lempelig lovgivning end her. 

Men noget af det, jeg tænker meget over, er at huske at opdrage de børn, jeg har, og ikke et sæt fiktive standardbørn. Det lyder meget indlysende, men det kan i perioder være ret svært at give sig selv lov at holde fast i, for når man er omkring andre mennesker med børn, eller læser artikler og hører eksperter udtale sig, så synes jeg nemt, at det kan komme til at lyde som om, alle børn er helt blanke lærreder, som man kan male på, med lige præcis de farver, man ønsker. At alle børn kan opdrages til at elske at hjælpe til i køkkenet. At der ikke findes kræsne børn, men kun eftergivende forældre. At det bare er et spørgsmål om at være konsekvent nok at lære dem at sove, lege selv eller ikke at afbryde. Det er ikke min erfaring. Jeg synes ikke, at man bare skal trække på skulderen eller undlade at forsøge, men når jeg har øjeblikke, hvor jeg føler, jeg fejler, fordi jeg ikke formår at installere trafiksikkerhed eller interesse for bøger og bladselleri i mine børn, minder jeg mig selv om, at hvis man har fået udleveret en reol, så kan den ikke laves om til en cykel. Den kan slibes, males og tapeseres, man kan pynte den med lyskæder  og man kan være omhyggelig med, hvad man fylder i den – men hverken cykel eller reol er tjent med at blive sammenlignet, for de hverken kan eller skal være ens. Og det kan bare være virkelig fint at huske de dage, man føler, at man er ved at gøre sig fortjent til en sidsteplads i VM For Forældre

Jeg tror egentlig, at det er en erkendelse, der er kommet efter at mine børn er blevet større, fordi det også har givet lidt sundt perspektiv på, at alle forældre kæmper med noget – og det gør de fleste af os mere ydmyge over tid. For hende, der i mødregruppen havde utrolig travlt med at belære os alle sammen om, hvordan det var hendes formidable indsats alene, der gjorde, at hendes børn spiste alt, har nu fået et barn, der ikke vil have andet end kiks. Og som bider. Og hvor jeg har al sympati i verden for forældre, der kæmper, så skal jeg også være ærlig og indrømme, at jeg aldrig er ked af at se skråsikkerhed blive sat på prøve. 

Og jeg ved godt, at jeg risikerer, at nogen bliver sure på mig nu, men jeg diskuterer også primært opdragelse med mennesker, der har børn, som er på alder med eller ældre end mine, når der er noget, jeg bøvler med; mest fordi jeg ikke gider høre mig selv sige “bare vent til xxx”. Men det er jo ofte sådan, det er. For mange af de kampe, man har med dem, når de er spæde og små, er kampe på instinkt, mens de fleste af dem, man får med dem, når de bliver større, handler om vilje og personlighed. Det er gratis at være tolerant, når ens søn på 2,5 år år vil have kjole på i børnehave. Det er gratis at være 100% sikker på, at han aldrig kommer til at sige til “Jeg gider ikke være din ven”, aldrig kommer til at plage i Bilka og altid vil elske at dele sit legetøj. Så længe de sover i lift, er de fleste af os også sikre på, at vi altid vil være fulde af tålmodighed og lytte til alt, hvad de har at fortælle – fordi man på det tidspunk ikke har måtte erkende, at medfødt forståelse af turtagning ikke er en ting.

Der er bare typisk lidt flere nuancer i andre menneskers holdninger, når de *har* været kaldt til samtale, fordi Alexander har slået Petra med en pind, og de pludselig har været tvunget til alt muligt besværligt, som f.eks. konsekvensanalyse og overvejelser omkring hvor meget børnene selv forstår, når de som en pludselig indskydelse kommer og gerne vil have pink sko med glimmer på i skole, når de er 8*.

Til mit forsvar skal siges, at jeg har fuld forståelse for, at mennesker med teenagere heller ikke sidder yderst på stolen med tilbageholdt åndedræt for at høre mine guldkorn om de udfordringer, der knytter sig til dén alder. 

Man kan sige, at hvad andre gør, siger og mener ikke har nogen reel betydning for, hvad vi vælger at gøre ift. opdragelse af vores børn, og det er der også megen sandhed i. Det gør f.eks. hverken fra eller til for mig og mine værdier, at jeg ser børnehave-Mathildes forældre gribe deres opdragelse anderledes an, end jeg gør. Når jeg alligevel lader det fylde relativt meget i dette indlæg, er det fordi, det er min erfaring, at vi oftest bliver i tvivl om vores egen opdragelse, når vi er pressede og pludselig synes, at alle andre ser ud til at tackle opgaven bedre, end vi selv formår. Og derfor synes jeg, at det er ret vigtigt at have gjort sig nogle overvejelser omkring hvor meget, man ønsker at invitere andre forældre ind i sine tanker – og hvorfor (ikke). Her spiller det helt sikkert ind, at Anton ikke har været helt som alle andre børn, og at jeg derfor har været tvunget til at finde min egen vej, som er rigtig for os herhjemme, samtidig med, at vi er plantet midt i en gruppe af mennesker, der griber tingene anderledes an. Men at opdrage børn forekommer mig at være en evig balance mellem at gøre sit allerbedste og samtidig acceptere, at det allerbedste stadig ikke er perfekt.

I forhold til konflikter er der vist desværre ingen gylden løsning, og jeg synes, at det er noget, der bevæger sig i bølger. Vi har lige haft et par måneder, hvor børnene har skændtes om A.L.T. Hvor ingen kan gøre noget rigtigt, og hvor alt, den anden gør, er irriterende. De perioder er seje, uanset om man holder ferie eller tæsker afsted i hamsterhjulet, og det menneske, der knækker koden til at løse dét problemet, kommer aldrig til at arbejde et minut mere i sit liv. 

Mine forsøg på at komme *ned* ad konflikttrappen indebærer nogle ret konkrete tiltag, som somme tider hjælper, og andre gange forslår som små, overoptimistiske skræddere i helvede. De er svære at skrive sammen til noget sammenhængende, så I får dem i punktform i stedet: 

1. Kan børnene afledes? Kan jeg tilbyde en aktivitet, jeg selv kan holde ud/et stykke frugt/et alternativ til det, de ikke kan leve uden, som betyder, at jeg ikke bare siger “Nej!”?

2. Lug ud i det, der skaber konflikter. For skal børn have lov at bestemme, om man kan tage på café og hygge med veninderne? I princippet nej. Men min egen erfaring er bare, at hvis man ikke er en af de mødre, der er så heldig at have et barn, der kan underholde sig selv i to timer med en legoklods og en saltstang, så tager man derfra, revet over i to. Tre, faktisk. For man synes ikke, man har været nok for sin veninde, man synes ikke, man har været nok for sit barn, OG man har dårlig samvittighed over at være vred over, at man selv føler, man har fået for lidt fyldt på. Så her vil jeg bare slå et slag for, at man overvejer, om det er kampen og konflikterne værd. Uanset om ‘det’ er juletræsfester, sommerafslutning i SFO’en eller arrangementer, der primært er for én selv. 

3. Husk, at hele pakken er en del af aktiviteten. Den her har været ret afgørende for mig, for i lang tid syntes jeg, at når jeg tog børnene med i svømmehallen, så var det svømmedelen, der var Aktiviteten. Men omklædningen, både før og efter, er også noget, vi tager ud og gør, og som bryder hverdagsmonotonien, og derfor minder jeg mig selv om, at det ikke er noget, der bare er træls eller skal overstås. Det er en del af aktiviteten – og der ville have været konflikter, uanset hvor vi havde været. Fordi: Børn.

4. Kan kompromiser ift. tilbagevendende problemer italesættes? Anton er ikke et krammebarn – men det er Frida. Hvilket gør det ret svært at finde et niveau, hvor hun får lov at udtrykke sin kærlighed uden at overskride hans grænser. Men jeg prøver at snakke med dem om, at for Frida er knus en måde at vise kærlighed og omsorg på, mens det hos Anton ikke er en afvisning af kærligheden, når han ikke vil have have 8 knus i timen. Og forstår de det nu? Nej. Men jeg tror faktisk, at der ligger noget ret vigtig læring for dem begge to ift. grænser og forståelse og accept af, at disse kan ligge forskellige steder, som de forhåbentlig fanger på et tidspunkt. 

Jeg sidder lige nu og spekulerer på, om jeg overhovedet har sagt noget, der giver mening for andre end mig selv? Eller om jeg bare har fyldt to hele tider med floskler og selvfølgeligheder. Det håber jeg ikke. Min hjerne er ved at være lidt medtaget af på 3. uge at agere tivoli fra klokken 5 til klokken 20. Men uanset hvad, er alle mere end velkomne til at byde ind med alt, hvad de føler for i kommentarfeltet. 

Rigtig god dag derude.

*Her henviser jeg lige til det her indlæg, for ellers bliver det her for langt.

I spørger, jeg svarer: Er der forskel på at opdrage et enebarn og søskende?

For et par uger siden fik jeg en mail fra Anette. Hun skrev:

Min mand og jeg har en søn på 2. Vi har mødt hinanden sent, og har derfor allerede inden vores søn kom til, været afklarede med, at vi kun når at få ét barn. 

For nyligt var jeg til fødselsdag, og en af de andre deltagere beskrev på et tidspunkt et barn i omgangskredsen som “et rigtigt enebarn”. Det har fået mig til at tænke. Først blev jeg lidt stødt, for jeg synes, at vi tænker meget over vores opdragelse, og at “det typiske enebarn” måske er en fordom. Men omvendt forstår jeg jo godt, hvad hun mener, og det har fået mig til at tænke meget på, hvor det mon er, jeg/vi gør noget, som vi ikke selv er opmærksomme på, som kan forme vores søn og gøre ham til “et rigtigt enebarn”.

Så mit spørgsmål til dig er, hvad du oplever? Har du tænkt over, at forældre opdrager deres børn forskelligt, afhængigt af, om de har ét eller flere? Jeg ved godt, at det kun kan være din personlige oplevelse, og at det måske er et lidt ømtåligt emne, men jeg håber, du har mod på at tage det op, for jeg kunne godt tænke mig at høre både din og dine kloge læseres betragtning.

Det her er noget, jeg selv har tænkt en del over, både da jeg selv havde et enebarn, og efter at Frida kom til.

Jeg starter lige med, med verdens største caps lock at disclaime; nedenstående jo udelukkende er det, jeg er stødt på, og ikke hver gang eller hos alle 1-barns-familier, jeg kender og møder. Og det er også vigtigt for mig at sige, at dem med 3 børn med garanti kunne skrive et tilsvarende indlæg om mig/os med to børn. 

Men hvis jeg alligevel skal give det et forsigtigt skud (så vi kan få jer på banen i kommentarfeltet #PublicService) så er der nogle tendenser, jeg synes, jeg har bemærket, og som jeg derfor vil nævne. Så kan du, Anette, selv vurdere, om det er noget, du føler, du kan bruge.

En af de primære forskelle jeg har tænkt over, er at enebørn hurtigere bliver store. Når man får et barn, tror jeg at de fleste oplever, at verden bliver vendt på hovedet, og at voksenlivet bliver sat på pause i en periode, men jeg tror, at forældre med ét barn er gode til at gøre barnet mere selvhjulpent hurtigere, både fordi der er bedre tid til at gøre det, og måske også fordi det giver en følelse af at vende tilbage til ‘normalen’.

Med flere børn er min egen oplevelse, at man bliver længere i børnefasen. Eksempelvis havde jeg LANGT flere krav til, hvad Anton skulle kunne selv, inden jeg fik Frida, fordi jeg havde tiden til at hjælpe og guide ham til det hele, både når noget drillede, og når han ikke gad. Jeg er sikker på, at jeg f.eks. havde lært ham at stå op og tage morgenmad selv, hvis det kun havde været ham og mig, men fordi jeg er oppe med Frida alligevel, har det ikke givet mening at bruge energi på at fokusere på dét. 

Han havde formentlig også deltaget i flere ting på voksen-præmisser, og jeg kan sagtens se mig selv tage ham og iPad’en med på en café for at mødes med en veninde, hvis han havde været enebarn – hvor jeg hellere ville drikke afløbsrens end at gennemføre dét eksperiment med begge børn i lommen.

Jeg tror måske også, at Anton har haft mulighed for at dyrke barndommen lidt længere end et enebarn på hans alder ville have haft, fordi han er med, når Frida skal afsted til noget. Men lige den her kan også handle om, at der kun er én forælder på vores adresse, og at der derfor ikke er mulighed for at slippe for at tage med. 

Jeg tror, at man med to børn måske har et lidt mere realistisk billede af, at ens barn både kan have horn og glorie, end man har, hvis der er ét barn. Når Anton og Frida har en konflikt, er det jo en konflikt, hvor jeg elsker både det barn, der er årsag til konflikten og det barn, det går ud over, og hvor jeg derfor ved, helt ned i følelserne, at det ikke er et udtryk for ondskab eller dårlig opdragelse (vel?), men bare skyldes, at det er sådan, børn er. Der oplever jeg måske mere, at det hos nogle ét-barnsforældre er en slags default reaktion, at det er svært at forestille sig, at det kan være ens eget barn, der lagde ud med at slå den anden i hovedet med bilen, fordi man ikke ser den side af sit barn, når man er sammen i en 1:1 voksen-barn-relation. 

Jeg synes også somme tider, at antallet af børn påvirker, hvordan de voksne taler til andre børn, når de oplever deres børns grænser overskredet. Måske igen fordi man med flere børn har en lidt mere rodfæstet fornemmelse af, hvor forskellig adfærd børn kan have, uden at det betyder, at de er respektløse eller ikke hører efter. 

F.eks. er Anton meget optaget af babyer, (som for ham er alle børn under 3 år), og selvom jeg gør meget ud af at snakke med ham om, at man skal huske at spørge babyers forældre, om man må ae de små, bliver han somme tider så revet med, at han kommer til at gøre det, inden jeg når at stoppe ham. Her oplever jeg, at måden et ‘nej tak’ bliver kommunikeret på ofte er langt mere kontant fra fra et-barns-forældre, end fra dem med flere børn, måske fordi sidstnævnte har lidt mere erfaring med, at børns personligheder kan have forskellige udtryk, og at man sagtens kan respektere både ét barns grænser og et andet barns adfærd samtidig. 

Og endelig er der nok færre regler i hjem med flere børn, fordi man løber tør for arme, øjne og overblik. Og tålmodighed. Bordskik, putteregler og skærmtid er bare nogle af de områder, hvor min egen oplevelse er, at jeg med ét barn var MEGET regelfast (og måske, hånden på hjertet, syntes, at flerbørnsforældre var *lidt* for laissez-faire) mens jeg med to børn dagligt har et standpunkt, til jeg tager et nyt.  Jeg har ganske enkelt ikke tiden til at tage hver eneste kamp, der opstår i løbet af en dag, for der er MANGE, og de kommer forskudt. På et tidspunkt synes jeg, at opdragelsen forvandler sig til en stemning af kronisk “Nej!”, og det er der ingen af os, der kan holde ud at være i.

I dag er det derfor blevet vigtigere for mig at vælge mine kampe, og så til gengæld være 100% til stede i dem og forsøge at tage dem på en ordentlig og respektfuld måde.

(-altså, de gange, hvor jeg  ikke bare tackler dem ved at råbe: “NEJ!! FORDI JEG SIGER DET!”)

Måske er det tilfældigt, at det netop er ovenstående, jeg har bemærket, og det sete afhænger jo som bekendt af øjnene, der ser. 

Om man reelt kan ændre på noget – og om man skal – er svært, synes jeg. For er det en dårlig ting, at man kan bruge al den tid, der er nødvendig, når man skal guide sit barn? Eller at børn får lov at snuse lidt til voksenliv og -dynamik?

For mig at se er det noget med, at man, uanset vilkår, gør alt hvad man kan for at give sine børn så godt et liv og så gode betingelser som overhovedet muligt. Og det er måske en tanke værd, at man nok ikke skader sine børn, men snarere former dem gennem sine valg og fravalg af både opdragelsesmetoder, fokuspunkter og antal af søskende, og at denne formen udspringer af den virkelighed børnene fødes ind i og skal navigere i.

Det kan ikke være ens for alle, og det tror jeg måske heller ikke, at det skal være.

I spørger, jeg svarer: Institution eller hjemmepasning/skoling?

I sidste uge fik jeg en mail fra Laura, der bl.a. skrev: 

“Hvad er dine tanker omkring institutioner og den måde vi særligt i Danmark har indrettet os på, hvor vi i høj grad benytter os af dette for at få et arbejdsliv og et velfærdsystem til at køre rundt? Jeg har selv to børn i henholdsvis børnehave og vuggestue, så det er måske derfor emnet optager mig meget, og derfor at denne kritik påvirker mig. En kritik omkring institutionslivet jeg føler er meget relevant og vigtigt, men samtidig en kritik, der af dem der råber højest forekommer mig rimelig sort/hvid á la: Hvis du afleverer dit barn i vuggestue, er det svigt. Punktum. Jeg håber du har mod på at tage det op på din blog, jeg kunne kun forestille mig at det ville føre til både et meget velovervejet og velformuleret indlæg fra din side og et spændende kommentarfelt.” 

Det er et emne, jeg selv har brugt utrolig mange timer på at tænke over, men da jeg samtidig også oplever, at det, som Laura skriver, meget hurtigt bliver sort og hvidt, har jeg indtil nu fravalgt at blogge om det.

Det er ingen hemmelighed, at jeg læser med hos Maj My, som hjemmeskoler sine børn, og som skriver så fint og poetisk om det. Inden jeg faldt over hende, har jeg aldrig tænkt nærmere over muligheden for at hjemmeskole, men i og med at Anton jo ikke er helt, som børn er flest (og også pga. min egen 9 år lange, dårlige erfaring med den danske folkeskole), satte hendes indlæg mange tanker i gang hos mig.

(De af jer, der har læst med længe, ved, at både Anton og Frida har taget den traditionelle vej gennem vuggestue, børnehave og nu skole. Mine tanker omkring hjemmeskoling begyndte først at røre på sig for et par år siden, og derfor har jeg ikke haft overvejelser omkring at fravælge vuggestuen.)

Det er et svært emne at diskutere, fordi alle argumenter for, hvorfor man ikke vil hjemmepasse/skole sine børn, kommer til at lyde som et forsvar, der bygger på, at man sætter sine egne behov over børnenes, eller at man ikke kan holde ud at være sammen med dem.

Hvis man virkelig brænder for at gøre det, er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at hjemmepasning/skoling er den eneste rigtige løsning, men jeg tror, man skal mærke grundigt efter, om ønsket om at hjemmeskole/passe sine egne børn, handler om at det føles rigtigt – eller om det mere handler om, at institutionerne og folkeskolen føles forkert. For hvis det sidste er tilfældet, er jeg ikke sikker på, at hjemmeskoling/pasning nødvendigvis er den rigtige løsning. 

Efter mange måneders overvejelser er jeg selv nået frem til, at det må handle om, hvordan man lever det for én selv mest meningsfyldte liv, med de vilkår og betingelser, man nu engang er givet.

Og sådan synes jeg ikke altid, det lyder i debatten, hvor min oplevelse er, at nogle fortalere er *lige* hurtige nok til at sige, at det ALTID er den bedste løsning for børn at være sammen med deres forældre, og at alle kan hjemmeskole, hvis de vil. Det sidste er formentlig rigtigt nok, ligesom også alle kan tabe sig, hvis de vil, og løbe et marathon og finde et job og leve uden en bil. For selvfølgelig kan man, hvis det er dét, ens sjæl kalder på, men min tese er, at det altid vil afhænge af summen af faktorer, hvad der giver mest mening for det enkelte menneske.

At isolere spørgsmålet om hjemmeskoling/pasning kontra institution/folkeskole til, at børn har bedst af at være sammen med deres forældre, synes jeg lugter lidt af tunnelsyn. I min optik er der mange, mange andre elementer, der også skal tages med i betragtning, hvis man skal træffe den beslutning, der er bedst for *både* børn, voksne og den samlede familie. Alle valg kommer med konsekvenser og for hver eneste familie vil det være en afvejning af idealer, boligforhold, netværk, indtjeningsmuligheder, lokalområde osv. osv, der afgør, hvad den bedste løsning er.

Her, hvor vi bor, er skolen krumtap for hele lokalsamfundet. Alle børn går på samme skole, og dermed også de 7, der bor på vores vej. Bør man ikke i det mindste overveje, om man holder sine børn ude af fællesskabet, hvis man holder dem hjemme? Eller om det, hvis man må flytte, for at få råd til at holde dem hjemme, og man dermed fjerner dem fra deres legekammerater og bedsteforældre, stadig den bedste løsning? Hvad, hvis man er alene med sine børn, og børnene på den måde kommer til at udgøre dit primære, sociale netværk; hvordan påvirker det relationen? Eller hvis din ægtefælle må være væk hjemmefra mange flere timer for at få økonomien til at hænge sammen? Eller du må tage natarbejde, fordi du ikke, for 20 år siden, da du valgte uddannelse, tænkte over at vælge noget, du kunne lave hjemmefra eller på konsulentbasis, og du derfor er tvunget til at tage, hvad du kan få – risikerer man så ikke at lægge ansvaret for det meningsfyldte liv over på sine børn?

Apropos mit indlæg om, hvad vi beder vores børn om at bære: Kan valget af hjemmeskoling/pasning have så mange konsekvenser, at man kommer til at sætte sine værdier over børnenes trivsel? 

Jeg tror nemlig ikke nødvendigvis, at man kan sætte lighedstegn mellem tilstedeværelse og nærvær.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er det fjerneste imod hjemmeskoling og -pasning. Tværtimod. Jeg synes, det er fuldstændig fantastisk, at muligheden er der, og at flere og flere gør brug af den. Og jeg er 200% på linje med, at samfundet er håbløst forkert indrettet ift. hvor meget vi er nødt til at arbejde, mens børnene er små.

Det, jeg har det svært med, er den lidt enøjede argumentation, jeg somme tider synes følger med, hvor det kommer til at lyde som om, at den ENESTE rigtige løsning er hjemmeskoling/pasning. Det er jeg simpelthen ikke enig i.

Jeg har læst med hos flere kvinder/familier, der har truffet valg om at holde deres børn hjemme, men må være ærlig at sige, at Maj My er den eneste, jeg holder ved. Jeg synes desværre, at det hurtigt kommer til at lugte af skæld ud, og jeg kan også se i kommentarfelterne, at det mange steder ender med at være præsten, der prædiker for koret, fordi dem, der har valgt den traditionelle løsning stille og roligt siver væk. Det synes jeg er ærgerligt, for der er nogle tanker om nærvær og alternativer hos disse mennesker, som jeg finder voldsomt inspirerende, og som jeg tror, mange i det traditionelle system kunne få noget ud af at læse om. Lidt ligesom man sagtens kan finde lækre opskrifter på en vegetarblog, selvom man selv spiser kød.

For mig at se, er det en kæmpe gevinst, at flere og flere vælger at gøre noget andet for og med deres børn, end det systemet lægger op til, fordi samfundet forhåbenligt får lidt mere vidvinkel på, når det bliver tvunget til at løfte blikket. Når jeg ikke hjemmeskoler, ved jeg i dag, efter mange måneders overvejelser, at det er fordi, det ikke er den rigtige løsning for os. Men jeg ville synes, det gav utrolig meget mening, hvis det var muligt for mig at være hjemme klokken 14 hver dag; at det ikke behøvede at være enten/eller, men godt kunne være både/og. Og hvem ved – måske er der en dag et klogt menneske, der når frem til, at den besparelse i normeringen, der kunne ligge i, at nogle forældre dagligt hentede deres børn kl. 14, kunne gives som tilskud, så disse forældre havde råd til at gå ned i tid?

Alene det, at der i dag tales mere om alternativer til det etablerede system, åbner for, at der kan tales om alternative måder at indrette os på som samfund. Og det tror jeg er meget tiltrængt.

I spørger, jeg svarer: Om at være mor til et barn, der er helt sit eget

For en uges tid siden fik jeg et spørgsmål i kommentarfeltet, der lød sådan her:

“Altså hvis man stadig kan foreslå indlæg, så ville jeg elske noget om forældreskab til de særlige, som jeg også har en af. Altså om det at være forældre til et barn, der er lidt mere særligt eller bare ikke helt følger alle de der normalkurver. Jeg synes, at det har givet mange tanker og lange bekymringer om, hvordan, hvormeget og til hvem vi taler om vores særlige børn og om hvordan man skal forholde sig til den evige tvivl om, hvornår det er opdragelse og hvornår det er det særlige.”

Med snart 8 år på bagen som Antons mor, kan jeg da i hvert fald byde ind med, hvordan min egen oplevelse har været, og hvad jeg har gjort mig af erfaringer.

Måske giver det mening lige at starte med at ridse op, hvor Anton adskiller sig lidt fra det brede flertal.

Han har alle dage haft et sanseapparat, der bare ikke ligner det, de fleste andre børn har. Han bliver voldsomt stresset af høje lyde, og bliver han forskrækket eller bange, er hans første reaktion at holde sig for ørerne. Derudover driller sproget, han har altid haft problemer med at falde i søvn/sove, og så svæver han lidt over vandene i forhold til verden omkring sig. Ikke, at han ikke er til stede eller opmærksom, men den nysgerrighed, de fleste andre børn udviser ift. at forstå, hvordan verden er skruet sammen, har han aldrig haft. Han trives i sit eget selskab; leger gerne med andre børn, og er faktisk ret populær, men det er typisk dem, der opsøger ham.

Når man stiller det op på den måde, kommer man hurtigt til at danne sig et billede af en lille, alvorlig rainman, hvilket næsten er så langt fra sandheden, man kan komme. Der er fuld fart på, han er helt utrolig livsglad og snakkesaglig, og han har ingen udfordringer ift. at begå sig. Han minder på mange måder om en hybrid mellem Sten (& Stoffer) og Peter Pedal.

Det, jeg efterhånden har lært er, at han bedst kan være i situationer, hvor det er ham selv, der sætter rammerne, hvilket jeg formoder er årsagen til, at han gerne lukker andre ind i sin leg, men sjældent opsøger deres. Hvis folk vil kramme ham, kan han blive 16 meter lang, så der kun er en lillefingernegl tilbage på det sted i luften, de krammer, mens han med største selvfølgelighed tager mine veninder i hånden, når de kommer herhjem, og han skal fortælle dem noget, han synes er vigtigt.

Jeg har altid selv opfattet Antons anderledeshed som et udtryk for, at nogle af de udfordinger, han er blevet tildelt, både de præmature og dem, der bare bliver uddelt tilfældigt, bliver forstærkede, fordi de falder sammen med træk i hans personlighed. Hvis jeg må bruge et meget uelegant billede på, hvad jeg mener, så forestil dig, at personligheden er en rulle småkagedej, hvori der er udstukket stjerner og måner i et vilkårligt mønster. De udfordinger, du får med fra fødslen, er en anden rulle dej, der også er udstukket kager i. Når du lægger de to lag ovenpå hinanden vil du få dybere huller der, hvor der tilfældigvis er udstukket kager i både det øverste og det nederste lag dej, end der, hvor det ene af lagene stadig er intakt.

Han har altid skilt sig ud, men aldrig gjort sig bemærket. I børnehaven var han utrolig god til selv at finde strategier til at undgå de situationer, der stressede ham, og han har aldrig været frustreret over sit manglende sprog. Det, jeg alle dage har hørt fra de mennesker, der har været omkring ham i fagligt regi er, at han er dreng, der er utrolig nem at holde af, og der er ingen tvivl om, at det har været med til at lette hans vej igennem verden. Han er simpelthen et barn, man får lyst hjælpe, og det er jeg inderligt taknemmelig for, for det betyder, at der er nogle bump på vejen, han har fået så meget hjælp til at komme over, at han knap har bemærket, at de har været der.

Igennem tiden har vi mødt mange diagnosesultne fagpersoner, som har været utrolig ivrige efter at putte ham ned i kasser. Problemet med Anton er bare, at så snart du tror, du ved, hvor du har ham, river han tæppet væk under dig. Et godt eksempel var, da han som 4-årig havde været til talepædagog, og var blevet testet i, om han kendte navnene på farverne.


“Og jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal gøre, for han svarede sådan set rigtig nok. Han svarede bare på engelsk.”

Jeg er ret bevidst om, at kærlighed gør blind, og at virkeligheden ikke er stationær. Fordi noget ikke er nu, betyder det ikke, at det ikke kan blive. Med diagnoser kommer penge og tilbud, som kan gøre livet lettere for dit barn, og hvilke forældre ønsker ikke det for det bedste de har? Men når det er sagt, så er jeg Antons first and last line of defense, og det er min inderlige overbevisning, at en personlighed ikke skal sygeliggøres, udelukkende fordi den er anderledes end flertallets. Derfor er jeg altid åben for at høre, hvad diverse pædagoger og lærere har at sige, men jeg går dem på klingen, og jeg er grundig. Jeg har nemlig også læst alle bøgerne, og hvor de er eksperter på ‘børn’ er jeg ekspert på Anton. Jeg kan have nætter, hvor jeg pludselig bliver bange og i tvivl om alt, hvad jeg ved, men når solen står op, er jeg landet igen, og ved, at jeg kan stole på mine instinkter. Hele hans børnehavetid stod jeg fast på, at han ikke skulle testes for alt muligt og umuligt, fordi jeg simpelthen syntes, at grundlaget de præsenterede mig for var for tyndt. Til sidst hev de en ressourcepædagog ind – som viste sig at være fuldstændig enig med mig, og det er en af de største gaver, jeg har fået i mit liv. At have et menneske, der stod i den faglige verden, som så Anton præcis som jeg gjorde, som jeg kunne sparre med, og som 100% bakkede op om, hvad jeg sagde, når jeg sad overfor både 3, 5, 7 og 9 fagfolk, der alle sammen havde tal, der skulle passe, og kommunale retningslinjer, der skulle følges. Det var en KÆMPE hjælp. Hun var så vigtig, og vi holder forfærdelig meget af hende.

Selvom det grænser til at være udansk, så vil jeg gerne supplere med, at en af pædagogerne i børnehaven faktisk ringede til mig, da han nærmede sig sin afslutning dernede og sagde, at de havde evalueret på børnene, og derfor havde snakket om Anton.



“Egentlig har jeg bare lyst til at sige til dig, at du skal vide, at vi snakkede om, at det, du så, og det, du stod fast på, faktisk viste sig at være det rigtige.”

Udredningen hos børnepsyk, der er obligatorisk, hvis man skal tages i betragtning til en plads i tale-høre klassen, viste en klog lille fyr, som ikke fejlede noget.

Og selvom det tog 7 måneder og 10 millioner møder og en mailkorrespondance med en advokat at få ham skoleudsat, så er han i dag fagligt lige præcis, hvor han skal være, hvilket for mig bekræfter, at min vurdering holdt stik.

Moralen i ovenstående er, at jeg tror, at man med den her type af børn skal turde stole på sine instinkter, og sparre med mennesker, hvis faglighed man har respekt for, fordi disse børn falder uden for alle kasser og systemer, og derfor kan være utrolig svære for fagfolk at hjælpe kvalificeret.

(Og så skal man samle på de sejre, der viser, at man havde ret, så man har lidt at klamre sig til, når troen på egne evner vakler.)

Hvis jeg skal prøve at sige lidt om, hvornår det er svært at have et barn, der er helt sit eget, så er det faktisk ofte i mødet med andre. For hvor det ikke fylder noget, når vi bare er herhjemme, eller er sammen med familien, så bliver anderledesheden jo af gode grunde mest tydelig, når den placeres ved siden af det mere almindelige. Her synes jeg, det kan være svært at give Anton det, han har brug for, uden samtidig at komme til at gøre ham så anderledes, at det næsten kommer til at modarbejde ham, og jeg forstår 100% hvad der menes i spørgsmålet med “hvordan, hvor meget og til hvem vi taler om vores særlige børn”. Skole osv. er en no-brainer, men når jeg f.eks. skal til vagtlæge, og ved, at Anton 50% af gangene går i blind panik over, at skulle undersøges – skal jeg så starte med en tale, der gør ham til et glasbarn, eller satse på, at det er en af de gode gange? For hvis det er, ligner jeg jo Fru Munchausen By Proxy, der gerne vil tale skrøbelighed frem, hvor ingen er. Eller når han starter til taekwondo. Starter man så lige med at prikke alle trænere på ryggen, så man sender ham ind i et nyt forløb, hvor det slet ikke er sikkert, at hans udfordringer kommer til udtryk, med the scarlet letter om halsen, eller lader jeg dem tro, at han ikke gider høre efter, fordi han ikke gør, som de beder ham om (fordi han ikke forstår det)? Hvornår er det en hjælp og hvornår bliver det et åg, jeg lægger på ham og giver ham med, ved at italesætte det? Det har jeg stadig ikke fundet balancen i.

Jeg synes også, at det kan være rigtig svært ift. andre forældre; primært når vi er i sammenhænge, hvor der er flere bekendte end venner. Og her må jeg med skam melde, at det også handler om, at jeg synes, det er svært at være i, at folk går hjem og tror, at det er fordi jeg ikke ved bedre, at han får længere iPad-snor, end børn bør gives, eller at det handler om, at jeg er eftergivende og ikke vil tage kampen, at der er så mange madvarer, han ikke spiser. Jeg gider simpelthen ikke være hende, der lige highjacker en fødselsdag og tvangsindlægger sagesløse mennesker til en forelæsning om, at nogle børn med lidt hidsige sanseapparater finder ro og tryghed i at se de samme små film igen og igen, særligt når der er mange (nye) mennesker, og at de faktisk ikke er kræsne, men bare bliver stressede af for mange nye teksturer i munden, fordi det for dem er en overbelastning af sanseapparatet. Men jeg har lyst. Og jeg har meget lyst, når forældre til 12-på-dusinet-børn gengælder tjenesten ved at fortælle om, hvordan de med deres mageløse forældreevner har sørget for, at deres børn sover/spiser/kan sidde stille på stolen ved bordet til aaaaaahle er færdige med at spise, og “du kan bare sende ham hjem til mig, haha”. Jeg får lyst til at spørge, om ikke de bare kan glæde sig over, at de genetisk set ikke fik Æselkort med til Uno-bordet, i stedet for at være røvhuller overfor dem, der gjorde. De gange, hvor jeg helt kort har prøvet at forklare, hvorfor han somme tider reagerer meget stærk på noget, eller at han bliver hyper, når han bliver træt osv. oplever jeg ofte at blive fejet af med “det gør alle børn jo” – og det er jo ikke forkert. Men efter jeg har fået Frida, kan jeg se, hvad jeg altid har fornemmet, nemlig at det bare ikke er lige så ofte, lige så intenst,  eller på lige så mange områder.

Når jeg vælger at lade være med at forklare yderligere, handler det om, at jeg ikke kan være i min krop, hvis jeg skal sidde og tale hans udfordringer så meget op, at det ikke bliver ham, men dem, man ser.

For gør man det, går man glip af virkelig, virkelig meget

I spørger, jeg svarer: Hvornår er man færdig med at få børn?

Der kommer stadig med jævne mellemrum mails fra jer derude, med spørgsmål, som I gerne vil høre mit take på. 

Jeg elsker at skrive de her “I spørger”-indlæg, fordi det føles ret meningsfyldt at skrive på noget, der helt konkret kommer fra jer. Men fordi det er noget, der stadig er nyt, vil jeg gerne lige knytte et par kommentarer til det, så I ikke tror, at jeg er igang med at udnævne mig selv til selvbestaltet orakel, eller at jeg planlægger at konvertere bloggen til en ren brevkasse. 

Jeg er 100% på det rene med, at det her bare er mine erfaringer, som udelukkende bygger på mit liv og de betingelser og privilegier, jeg har på hånden. Jeg er ikke ekspert på noget som helst, ikke engang mit eget liv.

Nogle spørgsmål svarer jeg på med en mail, hvis emnet f.eks. er meget personligt, eller noget, der er så smalt, at det ikke giver mening at brede ud i plenum. Men jeg synes, I skal vide, at mange af de mails jeg får, efterlyser mine og “dine kloge læseres” input. That’s right. Jer. Der er fest, og I er inviterede. Så for nogle mennesker derude, er det ikke kun interessant at læse om jeres erfaringer og tanker; det er noget, de bruger til at træffe store beslutninger i livet på  baggrund af #NoPressure

Så. Efter således at have fastslået, at jeg er bange for at blive opfattet som prætentiøs, kan vi komme igang med dagens spørgsmål.

Det kom i sidste uge i en mail fra Merete: 

Hvornår er man færdig med at få børn? Eller hvornår ved man, man er færdig? (Hvis altså, man er så privilegeret, at det er noget, man selv bestemmer). 

Vi fik nummer 2 for et halvt år siden, og status er, at vi egentlig nok er enige om, at det var det. Omvendt så kan jeg ikke forlige mig med tanken om, at det kapitel er slut. Jeg har rumineret over det i nogle måneder nu, og kan ikke helt gennemskue, hvad der er på spil. Jeg har ikke lyst til flere små børn (2 x kolik er sgu nok), jeg har ikke lyst til at gå på kompromis med komfort og økonomisk råderum, karriere, personlig fritid og generelt overskud, som en 3’er ville betyde. Og alligevel er jeg nærmest i sorg over at skulle vinke farvel til flere graviditeter og fødsler (og tumlinger). Jeg tænker på, om det er biologien, der spiller mig et puds (biologisk set kunne vi formentlig nå mange endnu, jeg er knap 30 og vi har haft utroligt nemt ved at få dem), om det er et underliggende ønske om en stor familie (er enebarn og det samme er min mand), eller om det er fordi, det er et meget håndgribeligt tegn på, at livet går. 

Hvad tænker du, om det her med at beslutte, hvor mange børn der er nok? Ville du have ønsket et andet antal, hvis du ikke var alene med dem? Følte du dig færdig eller var det mere en praktisk beslutning?

Da jeg læste mailen, føltes det som at læse en mail, jeg havde skrevet i 2016 og sendt til mig selv. Fra jeg fik Frida (i 2015) og til hun var 1,5 år, var jeg så skruk, at jeg næsten ikke kunne være i min krop over det. Det kom enormt bag på mig, fordi jeg havde brugt så lang tid på at være i tvivl om, om jeg turde få barn nummer 2 – og her stod jeg så og overvejede, i ramme alvor, om jeg skulle prøve at få 3.

Det ville være en underdrivelse at sige, at det overraskede mig. 

Om alle har det sådan, eller om det bare er tilfældigt, at Merete og jeg har haft de samme overvejelser, ved jeg ikke, men jeg brugte LANG tid på at spekulere på, hvorfor pokker, jeg havde det sådan. 

Når jeg valgte at holde mig til de to, jeg havde, var det i første omgang en meget fornuftbaseret beslutning. Hvis vi havde været to, er jeg ret sikker på, at jeg havde fået 3 børn, og i den erkendelse ligger jo også implicit, at det for mig meget handlede om det praktiske, når jeg valgte at stoppe ved to. Selvom folk siger, at “det går jo – det gør det altid!” når man snakker om antallet af børn, så synes jeg bare desværre, at jeg også har set, at “at gå” ikke altid er det samme som “at gå godt”.

Når det er hormonerne, der står for overvejelserne, tror jeg, at man er meget tilbøjelig til at forholde sig til, om man synes, der er plads til mere natteroderi, om man kan overskue en omgang mere i ble-manegen og om børn faktisk ikke i virkeligheden har godt af at dele værelse. 

Men hvis man tager hjernen med på råd, er det jo ikke det ekstra barn, der kan gøre det svært at få enderne til at mødes. Det er alt det, livet også er. Møder på arbejde, sygdom i familien, forældremøder, tandlægebesøg, venindebrunch osv. osv. Og problemet, tror jeg, er, at det ofte er børnene, der ender med at tage fra, når vi bliver overbelastede, fordi det er den eneste relation, hvori vi kan give efter for vores stress. Ikke fordi det på nogen måde er i orden, men fordi det er den eneste relation, hvor magten 100% ligger hos os. Man kan ikke kan skrige ad sin chef, at hvis han sender én mail eller indkalder til ét eneste møde mere, så ryger han på værelset, eller melde sig ud, hvis mennesker i netværket har brug for os (her tænker jeg på de mere alvorlige situationer). Derfor tror jeg faktisk, at det er ret væsentligt at have praktikken om ikke i førersædet, så i hvert fald med i bilen. 

For mig endte det med at blive udslagsgivende, at jeg var bange for at gå glip af de børn, jeg har. Jo flere, jeg fylder på, jo mindre tid til hvert enkelt. Og jo færre muligheder for det enkelte barn, i hvert fald så længe de er små. For mig er det to kurver, der krydser, hvor det handler om at finde det optimale skæringspunkt mellem egne ønsker og børnenes behov; at selvom det ikke nødvendigvis er nemt for børn at få søskende, uanset antal, så må mit ønske om flere børn ikke blive på bekostning af det, mine eksisterende børn har brug for. Hverken tidsmæssigt, omsorgsmæssigt eller økonomisk. Og her var og er jeg bare meget bevidst om, at jeg er alene. 

Selvfølgelig er det mere kompliceret end som så, og sat på spidsen kan man sige, at det ikke giver en bedre barndom at have mulighed for at gå til jazzballet hver mandag, eller at kunne komme i legeland og på ferie – men jeg er heller ikke sikker på, at flere søskende automatisk er lig med en bedre barndom. Ikke alle søskende knytter tætte bånd, og jeg tror ikke, at det er givet, at det skaber gode forudsætninger for søskendekærlighed, hvis man som barn oplever, at flere søskende er lig med fraværende forældre. 

I dag hvor Frida er 3 år, kigger jeg tilbage og kan se, at min skrukhed, da hun var spæd, meget handlede om, at jeg følte sorg over at lukke dén fase af mit liv ned. Måske kombineret med en fornemmelse af tidspres; jeg var 39, da jeg fik Frida, så biologisk begyndte det at haste, hvis jeg gerne ville have et barn mere. I og med at manglende handling automatisk ville betyde, at der ikke kom flere børn, følte jeg det meget presserende at være sikker på, at jeg traf den rigtige beslutning, mens jeg stadig, i teorien, havde valget. 

Jeg har tænkt meget på, at fordi mange af os i dag får vores børn ret sent, forplantningsmæssigt set, så er det faktisk også en beslutning, vi træffer lidt i blinde, fordi vi ikke har prøvet at have store børn, før vi skal besluttet, om vi gerne vil have flere små. Min egen oplevelse er, at nu, hvor børnene er 3 og 7, så har jeg langt mere at se til, end jeg havde, da de var helt små, og selvom jeg er sikker på, at det ændrer sig igen, når de bliver større, ville jeg jo stadig skulle kunne overkomme det på en ordentlig og kærlig måde nu, hvis der havde været 3.

Til sidst vil jeg sige, at jeg tror, man ved det, sådan helt inderst inde. Om man kan øge flokken, og stadig holde fast på sig selv, og de værdier, man gerne vil leve efter; om man kan være den forælder man gerne vil være, for de børn man ender med at have.  Og hvis overskuddet er der, så tror jeg virkelig, at flere børn er en gave. Men alene det at have de praktiske overvejelser er måske en indikation af, at man godt selv ved, at balkortet er ved at være fyldt. 

I spørger, jeg svarer: Hvordan føles det at være alene-mor, når du er sammen med par med børn?

Dette indlæg er det sidste i rækken af svar på jeres spørgsmål. Jeg kan egentlig godt lide den her måde at skrive på, så jeg lader postkassen forblive åben, og I er altid velkomne til at sende spørgsmål denne vej. 

Dagens emne har jeg tænkt meget over, siden jeg fik det, og jeg er ikke sikker på, at jeg er blevet klogere. På en eller anden måde tror jeg, at det er lidt som at spørge enebørn, om de savner søskende. Svaret vil ofte være ‘Ja’ – men det vil være en smule tænkt, fordi de ikke aner, hvad de svarer ja til. 

Jeg har efterhånden lært, at når vi taler om forskelle på at være forældre selv og sammen, så ender dem, jeg taler med, ofte med at sige ting som “Det er nok bare en anden slags udfordringer, vi har”, “Der er jo også nogle ting, du slipper for, fordi du bestemmer det hele selv” eller “Jeg synes faktisk tit, at det er nemmere, når Kurt er ude at rejse, for så er det bare mig og børnene, og så glider det hele meget nemmere”.

Eller “Men der er jo også mange glæder ved at have børn – det er jo ikke kun hårdt det hele, haha”

Den slags kommentarer skal jeg være ærlig at sige irriterer mig. Og ikke pga. indholdet, men fordi det altid – uden undtagelse –  er de andre, der starter debatten. Jeg tror, hånden på hjertet, aldrig, at jeg har startet en sammenligningsdialog af forældreopgaven op, ganske enkelt fordi (og det her får lige sin egen linje):

Det. Er. Ikke. Synd. For. Mig. 

Det er det virkelig ikke. Jeg tænker mange gange dagligt på, at jeg er så sygt taknemmelig over at leve i en del af verden i en tid, hvor det faktisk er muligt at få og have børn, selvom man er alene. 

Men hvis præmissen for dialogen er, at vi taler om de dele af forældreskabet, som kan trække tænder ud, og som man kan blive frygtelig ked af og frustreret over, så vil det jo af gode grunde også være der, fokus er. 

Når det er sagt, er det som at sammenligne æbler og pærer. Vi har alle livsbetingelser, som gør det umuligt at sammenligne (oplevelsen af) forældreopgaven. Er det hårdere at være alene, end at være sammen med en mand, der tæsker dig, eller sidder i fængsel? Er en syg bedsteforældre på den ene siden af ligningen sværere, end en bedstemor, der bor i Sverige på den anden? Er det nemmere at være den eneste, der bestemmer, hvor skabet skal stå, end at gå på kompromis med sine værdier som menneske?

Netværk, helbred, hvad for et barn du får, hvilke forcer og udfordringer, det har, hvordan søskendekonstellationen er, din jobsituation, din økonomi, din fortid, din trivsel på din arbejdsplads, osv. osv; alt sammen er faktorer i, hvordan livet og dermed forældreskabet opleves som helhed, og derfor bliver disse for mig usammenlignelige.

Og min fornemmelse er, at din egen mentale stamina og indstilling har umådelig meget at sige. 

Men tror jeg, at jeg har mere arbejde, sådan helt lavpraktisk, ud af at være alene med mine børn, frem for, hvis vi havde været to? Ja. Uden tvivl. Også selvom det føles som om, at Peter aldrig hjælper til derhjemme, for hvis man som familie f.eks. har valgt at prioritere Peters karriere, så er der tale om en arbejdsfordeling eller nogle værdier, man som par og familie har valgt at sætte øverst – og som man kan vælge at ændre på, hvis én af parterne ikke trives. Med to indkomster vil der være nogle ting, man kan betale sig fra, og gået på klingen viser det sig også ofte, at bemeldte Peter står for bilen og haven eller er den, der har sat sig tilbundsgående ind i Minecraft og Fortnite. 

Det er lidt som at sammenligne to lagkager, hvor det er flødeskummet man sammenligner, men hvor forskellen ligger i størrelsen på bunden.

Så når jeg er sammen med par, der har børn, tænker jeg ikke, at alting for dem er en sejltur på en solbeskinnet sø uden en krusning på vandet. Så heldige er der ingen, der er. Og jeg sidder ikke og himler mentalt med øjnene over det, hvis den ene af dem synes, at noget er svært eller hårdt, netop fordi jeg er så bevidst om, at forældreskabets glæder og udfordringer er usammenlignelige, fra én familie til en anden. 

(Når det er sagt, må jeg dog lige tage en tår af min kaffe, hvis der opstår ophedede diskutioner om, hvis tur det er til at skifte en lorteble. Bedre menneske er jeg trods alt ikke.)

Når jeg er sammen med familier, som er dobbelt så mange voksne som mig, så tror jeg egentlig, at det, jeg bliver misundelig på, er tiden de har. At være to om alt det praktiske giver – i hvert fald i teorien – en mulighed for at få frigivet tid, hvor man kan være sammen med sine børn, uden at skulle andet. Det giver mulighed for at lade dem blive hjemme fra ting, som de givetvis ikke finder særlig inspirerende at være med til, og det giver mulighed for at gøre noget med dem hver for sig. Det kan jeg godt savne.

Også selvom jeg i hjertet føler, at vores måde at være familie på, på den lange bane komme til at give mine børn noget andet, som er lige så godt. 

I spørger, jeg svarer: Hvad er målet, når dine lån er betalt ud?

Inden jeg tager hul på dagens tekst, bliver jeg bare nødt til at sige, at jeg simpelthen blev så rørt over jeres kommentarer og tilbud om gaver til det sidste indlæg. Først gik jeg, hvis jeg skal være ærlig, lidt i panik, fordi jeg blev bange for, at mine ord kom til at lyde som tiggeri. Men efter at have genlæst mit indlæg ca. 600 gange, nåede jeg frem til, at mennesker sgu bare somme tider er virkelig fantastiske, og tusind tak for det!!

 

Dagens indlæg er det andet-sidste i den her kategori, og er svar på en mail, der kom til mig for en måneds tid siden. Lise skrev:

Hvilke planer/drømme har du for de midler der til sin tid bliver frigjort når du er færdig med at afbetale din gæld?  Vi der følger dig og er glade for minimalisme-indlæggene er jo alle sammen enige om at det er godt at være gældfri, men hvad skal den frihed omsættes til? Eller skal den omsættes til noget? Jeg spørger vel på sæt og vis både meget konkret (glæder du dig til at kunne spare op til børnenes efterskole/den store rejse til Japan/købe den allerbedste pastamaskine) og meget abstrakt (hvad er frihed når vi er bundet af vores ansvar for både os selv og de skrubbelure-unger vi har sat i verden? Hvilken betydning har økonomisk frihed?)

Jeg elsker det spørgsmål, fordi det åbner hele verden, og fordi det løfter perspektivet ift. at det her (forhåbentlig!) ikke skal være den evige spareøvelse, men også en dag får et fokus, der giver energi og ikke bare sluger den.

Først og allerfremmest er målet ikke at være bange mere. Jeg er. så. træt. af at bekymre mig om penge – ikke mindst fordi, jeg har levet længe nok til at vide, at der er udfordringer af langt mere alvorlig karakter, som jeg er velsignet fri for. Pengeproblemer er irriterende på samme måde som overvægt og forhold til forkerte mænd: Man ved, at problemerne er selvskabte, og ikke behøvede at være der. Det giver sådan en slags stress-i-anden, fordi man både bøvler med de praktiske konsekvenser af sine dårlige valg, og samtidig også flittigt slår sig selv i hovedet med at stå, hvor man står. Al den gode energi, der løber ned i dét afløb, glæder jeg mig usigeligt til at få igen. 

Jeg glæder mig også til ikke hele tiden at være bange for, at min bil går i stykker, eller at dem i huset, der ikke er omfattet af skoletandplejen, knækker en tand.

Jeg glæder mig til igen at stå et sted, hvor jeg har valg, og ikke altid bare må gå med det-for-nuværende eneste alternativ.

Og så glæder jeg mig til ikke hele tiden at stresse over tolkemarkedet og den ud- eller afvikling, der foregår lige nu, fordi det helt udelukket at stå uden arbejde. Jeg elsker stadig at være tolk, og jeg kan stadig ikke forestille mig et andet job, jeg ville trives i, som jeg gør i dette, men det er et job med stor usikkerhed pga. udbudsrunder, priskrig og nedslidning, og bådene, jeg gennem tiden har siddet i, er flere gange kæntret. Indtil nu har jeg været heldig ift. hvem, der er kommet sejlende forbi, men det er desværre ikke utænkeligt, at vi en dag ender med, at de eneste tilbageværende arbejdsgivere tilbyder arbejde under vilkår, som jeg hverken kan eller vil leve med. Skete det nu, ville valget stå imellem at gå på kompromis med alt, hvad jeg er som menneske, eller tage et job ved kassen i Netto, fordi det tager tid at finde en stilling, der passer til én, der er uddannet så smalt, som jeg trods alt er.

Og hele det tankemylder glæder jeg mig til at slippe for at have i hovedet.

Men når jeg får mig selv tænkt allerlængst ned i et hul, så er det skønt med et spørgsmål som det her, fordi det minder mig om, at om 3 år er mine penge mine. Og dermed bliver alle valg også mine. Så kan jeg pludselig trække vejret igen. Det kræver fuld koncentration og det kræver held at nå i mål – men sammenholdt med de 12 år, jeg har betalt af, er det trods alt en overskuelig tidshorisont, og yes we can. 

Når den tid kommer, har jeg svært ved at forestille mig, at de frigivne midler kommer til at gå til pastamaskiner og guldbelagte armaturer. Efter dette år, hvor der er sket virkelig meget inde i hovedet på mig ift. forbrug, miljø og besparelser, kan jeg simpelthen ikke se mig selv gå tilbage til det sted, hvor jeg køber ting, jeg ikke har brug for, og skal finde plads til dem i et hjem, jeg har brugt mange timer på at gøre u-fyldt og overskueligt.

Jeg tænker meget over, at jeg, når det nu skal være, faktisk har været ufortjent heldig, at det falder sådan ud, at jeg er færdig med at betale af på min gæld, inden Frida starter i skole. Lige nu opdager børnene intet; deres fokus er helt andre steder. Ingen af dem opdager, at kalendergaverne er second hand, eller at mor sjældent køber andet end en kop kaffe, når vi ‘spiser’ ude – men det gør de om 3 år. Lige nu ville de ikke opdage det, hvis ‘Adidas’-skoene havde 4 striber, eller Capri Sun juicen hedder Cupri San – men om 3 år begynder de at have en holdning til, hvad de gerne vil have på, hvad de kan lide, og hvad vi skal gøre sammen, og tanken om, at det til den tid forhåbentlig er mulig at imødekomme dem, er meget, meget rar. 

Min store drøm er at tage dem begge to med til USA 3-4 måneder, og køre Guds Eget Land i stykker. Lige nu ville jeg hellere brække armen 3 steder end at tage på ferie i et fremmedsproget land med mig selv som eneste voksne indslag, men på den helt lange bane er dét drømmen. Mit håb er at jeg, når bilen er betalt ud, kan holde den sammen med hæfteplaster og papirclips 1 år mere, og spare en stor bid af de frigivne midler op, for jeg trænger sådan til at vide, at jeg har en buffer. Når dén er etableret, hedder det opsparing, og lige nu vil det være til en rejse til USA.

Drømme skifter og udvikler sig, og ingen ved, hvor livet tager os hen, men hvis jeg ikke begynder at spare op til det, kommer det i hvert fald ikke til at ske, og selvom vi ender med at konvertere drømmen til én med et andet indhold, vil pengene stadig give os muligheden for at gøre noget sammen, som vi kan tage med os mange år ind i fremtiden, og langt forbi det sted, hvor pastamaskiner og armaturer for længst ville have givet op.

I spørger, jeg svarer: Om at handle på Amazon

For nogle uger siden blev jeg i kommentarfeltet spurgt af et par læsere om min holdning til at handle på Amazon; at det måske kan være svært at se logikken i, at jeg er meget pro fagforeninger, og samtidig vedstår mig at handle et sted, der – særligt i lidt mere forbrugerbevidste kredse – har et dårligt ry. 

Baggrunden for det dårlige ry er bl.a. en artikel fra 2015, som bygger på interviews af 100 nuværende og tidligere ansatte, som beskriver et mildest talt træls arbejdsmiljø.

Grænsen mellem forsvar og forklaring kan være hårfin, når man taler om noget, som nogle føler stærk for, og andre knap så meget, men jeg har, siden jeg fik kommentarerne, gået og tygget lidt på, hvorfor jeg ikke kan mærke den samme reaktion hos mig selv, når jeg handler på Amazon, som jeg til sidst havde, når jeg handlede på Wish. For det kan jeg ikke.

Jeg er nået frem til, at det skyldes flere ting. 

Først og fremmest tror jeg, at det handler om noget så simpelt, som at man ikke kan mene lige meget om alting, og der er simpelthen andre ting, jeg føler stærkere for. Vores virkelig gode debat, der blev affødt af dilemmaet om dåseferskener kontra mango i pose, gav et godt billede af, at der ikke findes én løsning, der tilgodeser alle områder af bæredygtighed, grønne fingeraftryk og trivsel for både mennesker og dyr, og jeg tror, at man oplever det største engagement dér, hvor man føler, man kan gøre en forskel.

Og den følelse mangler jeg nok lidt her, fordi jeg har svært at se det logiske i af afstå fra at købe produkter gennem Amazon pga. deres forretningsgang; jeg synes, at det ville svare til at styre uden om nethandel herhjemme, fordi man ikke vil støtte Post Nord. De virksomheder, der sælger deres varer gennem Amazon har truffet en beslutning om, at det er den platform, de vil bruge, og jeg synes, det bliver for uklart, at det ikke er en utilfredshed med varen, men et politisk motiv, der ligger bag et fravalg af handel.

I min optik ligger forbrugeren som led, så langt nede i kæden, at det bliver for svært at løfte ansvaret. Foran os står producenter, der vælger at sælge gennem Amazon, og foran producenterne står politkere og magthavere, der gennem lovgivning gør det muligt for en virksomhed at agere, som Amazon gør.

Og et sted i rækken står de ansatte. 

Ville jeg helst, at alle mennesker i hele verden havde gode arbejdsvilkår og mulighed for at organisere sig? Kæmpe ja. Men for mig gør det en forskel, at det er voksne mennesker, og ikke børn, der her er tale om. Jeg er med på, at man stadig kan være presset ud i at tage et job under sølle betingelser, men jeg kan alligevel mærke, at jeg synes, der ligger mere ansvar for egen situation hos voksne ansatte i USA, end hos meget små børn i Indien og Kina, som intet har at skulle have sagt, hvor magtbalancen er 100% skæv, og hvor der ikke er andre alternativer end prostitution og livet på gaden. 

Mit bud er, at det ikke bliver forbrugerne, der kommer til at gøre en forskel, hvis/når man skal stoppe virksomheder som Amazon, men politikere og handelsorganisationerne, der kommer til at reagere, når de får nok. Som det f.eks. skete i 2017, hvor Dansk Internethandel var med til at presse på for at stoppe den konkurrenceforvridning, den lave fragt på varer fra Kina, gav:

“Postaftalen er fra 1800-tallet. En tid, hvor Kina var et udviklingsland. Derfor kom det på listen over lande, som postvæsner i rige lande skulle give fragtrabatter til. Siden har Kina dog udviklet sig med stor vækst og indflydelse på verdensøkonomien. Men landet er fortsat på listen over u-lande i UPU, Universal Post Union.

Derfor har bl.a. Foreningen for Dansk Internethandel presset på for at få postsystemet lukket. Det er nu besluttet, og udfasningen påbegynder næste år og foregår tre år frem.”

Jeg kan ikke helt finde ud af, om problemerne med arbejdsforholdene hos Amazon er større, end det er så mange andre steder, hvor lovgivningen heller ikke er positivt stemt overfor fagforeninger og ordnede arbejdsforhold. Eller om de bare er nemmere at få øje på, fordi Amazon har den størrelse, de har. F.eks. døde en spansk håndværker af hedeslag i sidste uge, da han var i gang med at asfaltere en vej, og sidste år arbejdede en tomatplukker sig ihjel i Italien.

Jeg kan heller ikke finde ud af, om vi som forbrugere hjælper de ansatte ved at boycotte Amazon. Er det en hjælp at blive fyret fra et lortejob, man selv har søgt? Vel kun, hvis der er et alternativ? Jeg spørger med helt åbent krops- og girafsprog, for jeg er i tvivl.

Min pointe er, at arbejdsforholdene er dårlige mange, mange steder, og jeg tror desværre, at det er noget, der skal ændres inde- og nedefra, og ligesom med nødhjælp, ikke kan serveres som en færdig løsning udefra. I hvert fald så længe vi taler om lande, der ikke – i det åbentlyse – opererer med diktatur.

Og endelig tænker jeg, at der er mange produkter, vi som forbrugere skal give afkald på, hvis vi kun vil acceptere varer, der fra første møtrik til sidste tråd er produceret/fragtet under ordentlige fohold. Apple, Nike, det meste af tekstil-branchen, ja, selv LEGO producerer steder, hvor alle nok ved, at man er lidt mere … liberal med arbejdsforholdene, end man er herhjemme. Hvis det endelig skulle være, ville det måske give mere mening at undlade at købe disse produkter, fordi man her kommunikerer direkte tilbage til dem, der har ansvar for produktionen, og som tjener pengene på den.

Så for at samle op: Jeg er ikke fan af den måde, Amazon indtil nu har valgt at drive forretning på, men det er ikke noget, jeg føler så stærkt for, at det får mig til at fravælge dem til de produkter, jeg ikke kan købe andre steder. 

Dog vil jeg sige, at takket være de tanker, jeg har gjort mig i forbindelse med tilblivelsen af dette indlæg, og kommentarerne, der inspirerede til det, så vil jeg fremover komme til at forholde mig endnu mere, end jeg allerede gør, til, om jeg nu også virkelig har brug for de her tarotkort, eller den her bog, og jeg vil også gøre en ekstra indsats for at tjekke, om der er alternative måder at skaffe tingene på, f.eks. gennem Etsy. Alle vinder. 

Som altid er kommentarfeltet piv-åbent, og jeg vil meget gerne høre, hvad I mener og synes. Også selvom det er det modsatte af mig

I spørger, jeg svarer: Om mænd og dating

Inden jeg kaster mig over dagens indlæg, vil jeg bare lige (så ingen tror, de er blevet glemt) sige, at jeg har 3 spørgsmål mere liggende i indbakken, som jeg nok skal nå omkring:

1) Hvad er din holdning til at handle på Amazon (ihukommende indlægget om fagforeninger)?

2) Apropos M2018 – hvad er det helt overordnede mål? Hvad skal friheden bruges til, når du er gældfri?

3) Hvordan er det at være alene, når du er sammen med andre forældre, som er to?

Disse indlæg kommer op i løbet af den næste lille måned; jeg skal lige have tiden til at skrive dem, for de her “I spørger, jeg svarer”-indlæg er noget længere, end dem, jeg normalt skriver. Jeg kan selv bedst lide, hvis et blogindlæg ikke vandrer planløst ud af lange sidespor (som det her f.eks. er i gang med at gøre lige nu) – men fordi I stiller så gode spørgsmål (#SmoothOperator) kræver de lidt flere ord, end jeg normalt belemrer jer med.

Dagens emne er ingen undtagelse, og det er en slags svar på den håndfuld spørgsmål, jeg har fået, der kan koges ned til: “Savner du aldrig en mand at dele dit liv med?”

Det korte svar er: Jo. Det gør jeg virkelig.

Jeg har, helt fra jeg startede med at blogge, haft en regel om, at jeg kun skriver om de mænd, jeg ser, hvis jeg ser dem så meget, at man kan møde mig med dem i det offentlige rum. Ikke for at være mørk og mystisk, men fordi jeg, bortset fra mine børn, meget sjældent skriver en ét enkelt individ. Alle, jeg blogger om, forsøger jeg at camouflere, så ingen skal føle sig udstillet, og det bliver svært, hvis jeg skal skrive om en mand, jeg dater, fordi der jo af gode grunde ikke vil være farlig mange af tage af. Derfor er det et af de få emner, jeg meget sjældent skriver konkret om herinde.

Jeg ved, at jeg har nye læsere med ombord, og derfor vil jeg gerne gentage noget, jeg har sagt flere gange før, nemlig at der ikke for mit vedkommende er tale om et statement, når jeg har valgt at få mine børn alene. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne ville have haft dem med en mand i en helt traditionel familiekonstellation. Det var drømmen.

Når jeg alligevel valgte at flyve solo, var det fordi jeg som 32-årig, da min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, syntes, at dét løb var kørt. Ideelt set havde jeg mødt Ham Det Skulle Være i løbet af mine 20’ere, så vi kunne have rejst sammen, festet sammen og lært hinandens venner og familier og forcer og svagheder at kende. Det var dét fundament, jeg gerne ville have haft, hvis jeg skulle have haft mine børn med en mand. At møde én som 33-årig, date et år eller to, for så at trykprøve forholdet med et barn, uden at vide, hvor de utætte svejsninger kunne tænkes at være, var jeg simpelthen ikke interesseret i, fordi jeg ikke ønskede at risikere at blive bundet, hverken geografisk eller til et andet menneske, hvis tingene faldt fra hinanden.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg alle dage har været mere pragmatisk end romantisk.

Ovenstående er grunden til, at jeg valgte ikke at vente på en mand at få mine børn med. Men det betyder selvfølgelig ikke, at målet er at leve resten af mit liv med sporadiske dates og overfladiske bekendtskaber som co-drivers. Dog må jeg sige, at jeg aldrig haft et ønske om at blive gift, ligesom jeg heller ikke umiddelbart ser mig selv som en, der skal bo med en kæreste. I og med at jeg har fået mine børn selv, synes jeg, at det væsentligste argument for at bo sammen er faldet væk, og jeg tænker – lige nu i hvert fald – at jeg er sådan en, der bedst kan være sammen, hvis jeg også kan være selv.

Jeg dater ikke sådan rigtig aktivt for tiden. Jeg har en regel om, at jeg ikke siger nej til en kop kaffe, og jeg har også et par gange haft Tinder installeret, men det kommer til at føles som en skal-ting. “Madpakker, støvsuge, vasketøj, Tinder” Det er nok ikke helt det rigtige udgangspunkt, tænker jeg. Jeg tror, jeg ville have datet mere og mere konsekvent, hvis jeg havde haft barn/børn med en ekskæreste, og jeg vidste, at børnene var hos ham i en eller anden deleordning, så der var lidt system at arbejde med, når man planlagde sine dates, men helt lavpraktisk drukner jeg i logistikken med arbejde og barnepiger osv, hvis jeg skal date regelmæssigt.

Og det med at invitere fremmede mænd herhjem kl 21, når børnene sover, bliver også et nej tak, så det kræver lidt teknisk snilde, hvis det skal kunne lade sig gøre at lære en ny mand at kende.

Endelig er der også en grund til, at mange er udfordrede i deres forhold, mens børnene er små; der er så lidt tid, der er din alene, at det for de flestes vedkommende er svært nok at vedligeholde noget solidt funderet, man har bygget op over en årrække. At skulle skabe noget helt nyt fra bunden i den periode, er – for mig i hvert fald – tæt på umuligt.

Jeg ved ikke, om jeg har en decideret type, men fælles for de mænd, jeg har knyttet de stærkeste bånd med har været, at de alle har været akademikere, begavet et godt stykke over gennemsnittet, og alle har haft en kreativ åre, typisk musik – og dem er der ikke rasende mange af i Esbjerg. Jeg har haft humoren til fælles med dem alle, og de har hvilet nok i det, de selv har vidst og kunne, til ikke at forsøge at kompensere med bestemmer-adfærd på ‘Sådan én som dig trænger vist bare lige til at blive sat på plads!’-måden. Hahaha. Prøv.

Jeg får somme tider skudt i skoene, at min singlestatus handler om, at jeg er kræsen; at det må være derfor, jeg ikke har fundet en mand. Det er ikke sådan, jeg selv oplever det. Man bestemmer ikke selv, hvad man tiltrækkes af, og jeg tror bare, hånden på hjertet, at det er en meget lille gruppe af mænd, jeg er kompatibel med, fordi man skal være ret meget i touch med sin mandighed for ikke at blive intimideret af mig. Det siger jeg, blottet for stolthed, for det er et faktum, som gør mit liv mere ensomt, og som jeg helst var foruden, men som ikke desto mindre er sandt.

Så opsummeringen må være, at jeg ville elske at have en mand i mit hjørne. En at læne mig op ad, som samtidig forstår, at jeg sagtens kan stå selv, og til enhver tid vil foretrække dét alternativ frem for at forsøge at holde balancen det forkerte sted.

En sidste lille ting: Når jeg skriver om mænd og kærlighed, oplever jeg somme tider, at nogle af jer derude tænker: “Du ville sgu da være perfekt med min fætter Jens!” Som sagt: Jeg er game. Indboksen er åben.

I spørger, jeg svarer: Om gæld og afdrag

Det er søndag, og dermed stadig den ugedag, hvor jeg som oftest poster mine M2018-indlæg.

Derfor tænkte jeg, at ville være ok at konvertere et svar på en kommentar til ugens indlæg, til et lille ekstraindlæg om baggrunden for hele projektet.

Lise skrev til mig:

Jeg synes ligesom Dorte at 6000 kr om måneden er vildt ambitiøst! Og undrer mig lidt – har du selv valgt det? For hvis du nu kun betalte 5000 af om måneden kunne du spare de sidste 1000 op. At sætte afbetalingen ned med 1000 kr om måneden ville kun (med lidt ueksakt hovedregning) forlænge din afbetalingstid m 9-12 måneder. Og en opsparing på 12000 om året kunne gøre hverdagen mindre sårbar overfor uforudsete begivenheder/sammenfald af store udskrivninger.

Men altså, hvis du ikke selv kan vælge din afbetalingsplan så er det totalt åndssvagt af mig påpege opsparingens velsignelser – på forhånd om forladelse hvis det er tilfældet!

Men hvis du vælger ikke at genforhandle din gældsafvikling eller selv sætter din månedlige afdrag vil jeg meget gerne høre om ræsonnementet for det, hvis du ellers har lyst til at dele det.

Jeg synes, at det er en meget relevant undren, og jeg vil rigtig gerne uddybe.

Min gæld er et resultat af mange bække små. Lidt restgæld fra salg af en andelslejlighed, rigeligt med kiropraktorregninger, fra da jeg begyndte at læse til tegnsprogstolk, og mine skuldre og arme i starten stod fuldstændig af, fordi de var helt uvante med de bevægelser, de pludselig blev bedt om at udføre, indskud til de mange forskellige steder, jeg boede – og almindeligt forbrug. Stille og roligt akkumulerede det sig, og blev til et ganske anseeligt beløb.

I mine start-tyvere var jeg ikke spor bekymret. Jeg var fuldstændig overbevist om, at min gæld ikke ville blive et problem, for om lidt ville jeg jo være færdiguddannet, få Et Rigtig Job, og møde en mand.

Årene gik, og gælden gik med, og uden at forholde mig særligt til det, valgte jeg bare at afbetale det mindste afdrag, jeg kunne slippe afsted med.

Jeg bærer selv langt den største del af skylden for, at det hele endte, hvor det gjorde, men jeg er også nødt til at sige, at jeg godt kunne være blevet bedre rådgivet i de banker, jeg gennem tiden har haft. Det tog mig alt for lang tid at lære, at banker er forretninger, der lever af at sælge ydelser, og at bankrådgivere ofte har en adfærd, der i mistænkelig grad minder om den, pushere har på film. Der er ingen smalle steder i Bredgade og alt kan lade sig gøre – lige indtil det ikke kan længere. Du må låne A.L.T det, du kan slæbe ud af døren – lige indtil den dag, den smækker, og det pludselig er et problem, at du skylder så meget.

Som f.eks. når du skal bruge penge til en bil for at kunne passe dit arbejde, eller når du, 15 år før boligforeningen har stillet dig det i udsigt, får tilbudt det eneste hus i hele Esbjerg, du gerne vil have, som koster 1000 kr. mere i måneden, end det du bor i nu, og kræver 40.000 kroner i indskud – og du kommer lige fra et halvt år på barselsdagpenge.

Mit held var, at jeg allerede da jeg fik Anton, havde været i banken hos min nye, esbjergensiske bankrådgiver, med et udtrykkeligt ønske om at få betalt min gæld af så hurtigt som muligt, fordi det på dét tidspunkt var gået op for mig, at jeg kunne have betalt den ud 5-6 gange, hvis nogen havde formået at få mig til at forstå, hvad jeg sidenhen selv måtte lære: Du får aldrig flere penge, end du har nu.

Det har været dyre lærepenge.

Lige nu er hver 3. måneds afdrag renter, hvilket er grunden til, at jeg ikke sparer op, men sætter ALT ind på at få banket mit lån af så hurtigt, jeg overhovedet kan. Ikke at jeg har et valg, for det var bankens krav, at jeg afviklede 3000 pr. måned på hhv. forbrugslån og billån hver måned, hvis jeg skulle have lov at låne til en ny bil, så sådan blev det. Men det er også den største hjælp, de kan give en person i min situation, for hvis jeg forlængede løbetiden på mine lån med bare ét år, ville det i runde tal koste mig ca. 22.000 kroner i renter.

Dette er også forklaringen på, hvorfor jeg ikke bare sælger min bil, tager tabet og låner til en ny. Ikke at jeg tror, jeg kunne få lov, men jeg ville stadig skulle betale så meget ekstra i renter ved at forhøje mit lån, at det langt overstiger hvad jeg har i mekanikerregninger.

Det er ikke ret sexet at tale om hverken gæld eller lån, men jeg håber, at dét, at jeg gør det her, måske kan være med til at få bare et enkelt ungt menneske eller to derude til at tænke over, at livet sjældent arter sig, som man forventer, når man er 21. De valg, man træffer, kan kaste skygger langt ind i fremtiden, og få konsekvenser, man ikke har fantasi til at forestille sig, når man står på tærsklen af det hele.