I spørger, jeg svarer: Om veninder, børn og ensomhed
Henriette har sendt os en mail:
Jeg er 31 år og lever sammen med min mand og vores to børn på to og fem år. Jeg har veninder, men jeg savner rigtig meget mere kontakt og samvær med dem. Eller med nye veninder.
Jeg har måske 5 veninder, som jeg vil kalde forholdsvis tætte, men der er kun en af dem, som jeg bor i samme by med. Og udover det har jeg nogle mere perifære venner/bekendte. Fælles for dem alle er, at jeg ville ønske, at vi sås noget mere, eller blot skrev og ringede mere sammen. Bare en lille sms en gang imellem, hvor der står, at jeg er savnet og tænkt på, ville betyde alverden for mig.
Som hovedregel er det næsten altid mig, der tager kontakt, og når jeg ikke gør det, er det tavshed fra deres side. Det gør mig rigtig ked af det, for jeg føler ikke, at de lægger lige så meget vægt på venskabet, som jeg gør.
Måske bør jeg også nævne, at mine år som mor har været svære for mig med to fødselsdepressioner og sygemelding osv. Jeg har helt sikkert ikke været mig selv, og er sikkert også en anden end tidligere. Og det ved jeg godt kan være opslidende at være i som veninde. Det har allerede kostet et par venskaber på den front. Men nu hvor jeg føler, at jeg har overskud igen, mangler jeg nogle, som også har overskud til mig.
Og måske er det også bare sådan det er, når de fleste af mine veninder selv har travlt med arbejde og småbørn? Jeg arbejder ikke selv fuldtid i disse år og har jo derfor mere fritid, så måske er det også ‘bare’ fordi andre ikke kan overskue veninderelationer på samme måde?
Jeg ved det ikke, jeg er forvirret og jo mere jeg tænker over det, jo mere usikker bliver jeg. Bottom line er, at jeg gerne vil have mere kontakt med nogle veninder, som jeg kan dele ups and downs og alt midt i mellem med, og skal jeg blive ved med altid at være den første, der tager kontakt (og hvordan stopper jeg i så fald med at lave et indre regnskab over, hvem der tager kontakt?).
På forhånd tak for jeres svar.
Hej Henriette.
På mange måder ligner vores situationer hinanden – og så alligevel ikke helt. For i mit tilfælde er det nok tilflyttervinklen, der er den største hindring i at danne relationer; at de mennesker, jeg har omkring mig, ikke er mennesker, jeg har kendt tidligere. De bor, hvor de altid har boet, og har i det store og hele det netværk, de har brug for, hvilket gør det svært for mig at møve mig ind.
I din situation er der, så vidt jeg forstår, tale om mennesker, du tidligere har haft tætte bånd med, men som du nu føler er svære at genetablere kontakten til, post børn, depressioner og .. ja, voksenliv generelt.
Og det er svært. Men det allerførste, jeg har lyst til at sige til dig er, at du ikke må tage det personligt. Det lyder klicheagtigt, og er en af de sætninger, man siger og hører så meget, at den faktisk ofte mister sin betydning, men for mig har det været en af de vigtigste læresætninger i mit liv. Jeg har holdt fast i den både i forbindelse med fyringer, afslag på jobs, forhold, der ikke gik og også i hele situationen omkring de manglende relationer hernede. For det er jo virkelig meget, MEGET sjældent personligt. Når man bliver fyret, er det fordi de arbejdskompetencer, man har, ikke matcher dem, der skal bruges i et bestemt job. Når et forhold går i stykker, handler det (i de fleste tilfælde om mangel på kemi). Og mine manglende relationer hernede handler om vilkår, som bare er, som de er. At turde læne sig ind i, at det intet har med mig som person at gøre, har gjort, at jeg aldrig er blevet bitter, og det er en af de største gaver, jeg har givet mig selv.
Derfor vil jeg i al kærlighed opfordre dig til at bruge lidt tid på at slippe den tanke; at det handler om noget, du gør forkert, eller at du har ændret dig på en forkert måde. Mit bud vil være, at den manglende kontakt, du beskriver, gælder i alle de relationer, dine veninder har. Ikke kun ift. dig. Du ser det måske bare tydeligere, fordi du pga. din depression har været mentalt fraværende i forsøget på at passe på dig selv, og ligesom man ikke selv kan lugte, at der trænger til at blive luftet ud, når man sidder i et mødelokale på 4. time, så opdager de det formentlig ikke, fordi det bare stille og roligt er blevet sådan. Men du har været væk og kommer nu ind ad døren igen, så for dig bliver det meget tydeligt, at der er sket noget.
At undlade at tage det personligt, er for mig ikke det samme som at acceptere, at tingene bare er på en bestemt måde og affinde sig med det. Jeg har også sluppet de relationer, hvor det altid er mig, der skriver først – i hvert fald til dem, hvor der aldrig kommer et konkret forslag til en dato retur. Men jeg tror, at det afgørende for mig her er, at jeg slipper dem for mig egen skyld. Jeg slipper dem, fordi deres manglende engagement i relationen mentalt tager mig et sted hen, hvor jeg ikke har lyst til at være – men fordi jeg ikke tager det personligt, slipper jeg dem uden at være sur eller lave drama omkring det, og fordelen ved dét er, at skulle man på et tidspunkt nå til et sted i livet, hvor vejene igen løber parallelt, så kan man uden problemer genetablere forbindelsen, fordi der ikke ligger sure følelser i hjørnet og lugter.
Mit forslag til løsning er meget lavpraktisk og en tro kopi af noget, jeg selv gør og har haft utrolig meget glæde af. For de sidste 2-3 år har min veninde og jeg hver eneste aften recap’et dagen på en sms. Formatet er, at vi hver skal liste 3 ting, vi har været taknemmelige over/synes, vi har gjort godt i løbet af dagen, og jeg kan ikke sige gode ting nok om alt det, det har medført. Dels har det skærpet min opmærksomhed på det positive i løbet af dagen, fordi jeg altid bagerst i hovedet har dagens liste, som jeg leder efter punkter til, men det, der nok i virkeligheden har været mest givende er, at jeg har et menneske i mit liv, som altid er up to speed med, hvor jeg er, og hvordan jeg har det. For det betyder, at de små ting, vi snakkede om, inden vi fik børn og 200 km imellem os, pludselig kan sendes frem og tilbage i tekstform, og det giver en meget tættere relation, end hvis man hver gang man mødes skal samle op fra Adam og Eva. Det betyder, at jeg kan sende en besked til hende om alt mellem himmel og jord, uanset tid på dagen, fordi vi har kontakt hver eneste dag, og det derfor aldrig kommer ud af det blå.
Når den løsning er så god, er det også fordi min erfaring efterhånden er, at det svinger meget, hvor meget tid og overskud, jeg selv har til at engagere mig i mine veninders liv. For selvom det hele står på gloende pæle her, så føles det sgu også usselt at skrive “Ej, det lyder træls” tilbage til en kriseramt veninde – men man kan ikke redde andre, når man selv er ved at drukne. Dine børn har en alder lige nu, hvor jeg i hvert fald selv oplevede, at der var ro på. Men om 10 sekunder har du skolebørn, og her er kurven ret stejl ift. hvor meget mere det kræver af én som forælder. For pludselig er dagene ikke længere nogle, man selv kan designe, så de passer ift. arbejdstid osv., men derimod fulde af ringetider, fastlagte ferier, møder, fødselsdage, arrangementer og lektier, så jeg ville også (hvis jeg var dig) tænke over, ikke at løbe flere relationer igang, end du kan overskue at vedligeholde. Start med én, og se, om den giver dig det, du lige nu sidder og mangler.
Jeg kender dig ikke, så jeg aner ikke, om ovenstående giver mening, men jeg håber det, for den underlige følelse af noget, der lugter af ensomhed, er svær og tung at gå med.
Og med alt det sagt, synes jeg, at vi skal give mikrofonen fri i håb om, at nogle af alle de andre kloge damer har noget at byde ind med.
God mandag til jer alle derude.
