M2022, uge 11

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg fået flere timer, end man skulle tro muligt, til at gå med at skaffe grønne poser til min madsorteringsspand. 

For hvad er det, vi gør, når vi mangler poser? Der er en 10’er til dem, der ved det. 

Jeg troede f.eks. selv, at de stadig blev husstandsomdelt. Det gør de ikke. 

Så tænkte jeg, at man nok kunne google sig til et svar. Det kan man ikke. 

Min næste tanke var, at man måtte kunne bestille dem på sin affalds-app. Heller ikke. 

Det viser sig, at man skal – og hold nu fast – binde en pose om håndtaget på sin spand, når man har en halv rulle tilbage, for at signalere til renovationsfolkene, at man mangler.

Jeg måtte læse det 5 gange.

Og misforstå mig endelig ikke: Jeg er all for lavpraktiske løsninger. Men at bruge fastbundne plastikposer i 2022, hvor vi har apps til A-L-T føles *lidt* som at forsøge at kommunikere mit budskab med røgsignaler eller brevduer.

ANYWAY. Jeg havde ikke lige fanget, at det var måden, vi gør det på nu, og da der er ekspeditionstid på (indtil videre) 3 uger, kørte jeg i dag på genbrugsstationen og spurgte. Jeg fik en rulle udleveret gratis, men vi måtte jage manden, med allerflest reflekser på vesten ned for at få bekræftet, at ja; vi skal binde en pose om håndtaget på spanden.

“Så får du, hvis de har nogen med på bilen.”

“Og hvis de ikke har?”

“Så kan du hente her.”

Danmarks 5. største by, mine damer og herrer. Ffs.

Så altså: Bare en opfordring til lige at tjekke op på, hvordan det forholder sig i din kommune, inden du løber tør for poser. 

2.

Har jeg ryddet op i mine bh’er ved simpelthen at stakke dem og teste en ny hver dag. 

Jeg bruger en ret umulig størrelse, og derfor er mine bh’er altid halvdyre. Jeg bestiller dem online og jævnligt i udlandet, og derfor er jeg nok lidt mere forsigtig med bare at kyle dem ud, end hvis jeg kunne stryge i H&M og købe nye.

Som de fleste andre får jeg altid nogle yndlings, og det betyder, at der over tid har samlet sig en stak i bunden af skuffen, som jeg nærmest bare pr. default går udenom. Nogle af dem sidder mærkeligt. Andre har noget stof, der føles ok om morgenen, men som helvede på jord, når klokken har passeret 13. If you know, you know.

Jeg lagde dem alle sammen frem og gik med hver eneste af dem en hel dag, og det var effektiv oprydning. 2 klarede cuttet, og der er nu rigeligt med plads i skuffen til kommende yndlings. 

3.

Kom jeg i tanke om, at jeg har glemt at lave en opfølgning på det punkt om skimmelsvamp og fuger i badeværelset, som jeg havde på for et par uger siden.

For lige at genopfriske hukommelsen gik mit punkt på, at jeg hver anden dag havde sprayet den nederste silikonekant i bruserummet med Rodalon for at slippe af med en smule skimmelsvamp, der var opstået, inden den udviklede sig, og at jeg på den uge kunne se tydelig forskel.

Efter jeg havde lagt indlægget op, kom der både tips og vigtige input i kommentarfeltet.

Det bedste tip jeg fik, gik på at fugte vat eller klude med klorin og lægge dem på fugerne natten over. Det gjorde jeg, og det var sgu tæt på at kunne kategoriseres som magi. For AL svamp var PIST væk efter 8 timer.

Men. Klorin er noget lort for miljøet, og kan (lærte jeg i kommentarfeltet) over tid gøre fugerne gule og porøse. 

Rodalon viser sig at være tæskefarligt for katte, og jeg vil bare citere ‘B’ fra kommentarfeltet:

Jeg er dyrlæge. Rodalon er giftigt for katte. De bliver meget dårlige, deres lever tager skade og de får ætsninger i munden og spiserør ved indtag.

Så what to do? For Klorin er værre for miljøet end Rodalon – men der skal bruges væsentligt mere Rodalon end Klorin, hvis man vil problemet til livs. Og bruger man Rodalon, skal man i hvert fald sørge for, at eventuelle katte ikke kan komme i nærheden af det.

Her på matriklen er mine fuger nu, takket være Klorin, så fine og rene, at jeg næsten får tårer i øjnene, så nu prøver jeg at spraye dem præventivt med Rodalon hver 14. dag, og så må vi se, om det kan holde skimmelsvamp (som jo heller ikke er hverken godt eller sundt) fra døren.

4.

Har jeg kig på et wifi-stik.

Som jeg forstår det, er det et stik, du bare banker i den almindelige stikkontakt, hvor du så gennem en app kan tænde og slukke for strømmen. Altså, lidt samme princip som en timer af den slags, vi bruger til lyskæder og julelys (…!), men med den afgørende forskel, at den er ligeså nem at slå til, fra og time, som alarmen på din telefon.

Det er smart, når man er blevet flex-els-rytter, for så vil man jo gerne starte eksempelvis opladning af telefoner, når strømmen er billigst, og ikke på et bestemt tidspunkt. Hvis telefonen f.eks. er på 70%, når man smider den i laderen, er det jo meget fedt, at den napper de 30% den mangler, når strømmen er billig, og ikke for længst er færdigopladet, når timeprisen falder. 

Har man et jævnt forbrug af devices, tænker jeg, at det er længe fint med en gammeldags timer, fordi man så ved, at man kan nå at lade dem på fx. 3 timer, og derfor kan indstille timeren til altid at lade mellem kl 2 og 5, men for folk som mig, der bruger iPads, Macbook og telefon fuldstændig som vinden blæser og har det hele med overalt, er det smart, at jeg kan sætte det til at lade på de tidspunkter, hvor strømmen er billig, uanset om det er dag eller nat – og kan starte det, så det kan nå at lade færdigt, inden jeg skal ud ad døren.

Som jeg læser beskrivelsen af den, jeg har kig på, kan man endda fjernstyre den, så man kan sidde i Herning og starte den derhjemme, hvis man ikke lige har fået den sat op med et bestemt tidspunkt. 

Men inden jeg bestiller den, vil jeg høre, om nogen herinde har erfaring med wifi-stik til indendørs brug? Det er ret almindeligt til elbiler, kan jeg forstå, men jeg mangler lidt emperi på indendørsversionen, så har man én siddende derhjemme i stikkontakten, må man meget gerne melde ind.

M2022, uge 8

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Modtaget en vegetarisk kogebog, som jeg bestilte for længe siden – og som jeg med det samme kunne konstatere var for avanceret til mig. Der var ingen retter med under 20 ingredienser, mange af serveringerne bestod af 4-5 delkomponenter, og meget af det, der skulle bruges, ville jeg ikke ane, hvor jeg skulle købe her i Esbjerg. 

I stedet for at optimist-parkere den på køkkenhylden til jeg engang bliver virkelig dygtig og får uanede mængder af tid, valgte jeg at give den som værtindegave, da min veninde, som er det største, grønne madøre, jeg kender, havde inviteret på aftensmad.

Fordi vi ind imellem i de her indlæg har fokus på at skrue op for det grønne og ned for kødet, vil jeg gerne benytte lejligheden til at plugge den fineste kogebog, jeg er stødt på længe, nemlig Solo af Ditte Ingemann. Den er ikke 100% vegetarisk, men det trækker derhenad.

Ud over at virke til at være verdens mest sympatiske menneske, har Ditte skrevet en kogebog, der er ualmindelig anvendelig og meget M2022-kompatibel, fordi opskrifterne er nemme at gå til, selvom man måske er ny i det vegetariske køkken, og fordi hun er supergod til at komme med forslag til, hvad man kan erstatte forskellige ingredienser med. På den måde kan man både spare lidt på pengene og få brugt, hvad man har stående og dermed forebygge madspild..

Det er virkelig lækker mad, og bogen er også en æstetisk skøn oplevelse, fordi DI tager de smukkeste billeder. Start med at fange hende på Insta (@ditsen) – så tror jeg hurtigt, du kan vurdere, om kogebogen også kunne være noget for dig.

2.

Lavet en pass-it-on.

Jeg har en jævnaldrende veninde, der er begyndt at studere igen, og som var ved at brække øjnene på alt det, hun skal læse på en skærm. Vi er virkelig generationen in between. Vi skal bede om den nyeste iPhone, og ingen af os ejer en printer – men vi vil så gerne have bøger og notesbøger i ægte papir, som vi kan lave æselører og understregninger i. 

Da vi sad og snakkede, kom jeg i tanke om en Kindle, jeg selv har fået foræret, men aldrig er kommet i gang med at bruge, fordi jeg inderst inde er papirnarkoman, så nu har jeg sendt den videre til hende i håb om, at hun kan få glæde af den og komme igennem studiet med øjenæblerne i behold. 

3.

Holdt vejret og holdt os kørende på rester, flaskeboner og det, der står HELT bagerst i skabet. Jeg har hånd-vasket bilen, jeg har bagt bollerne fra bunden, og sparet på alt fra kaffe til hårshampo. Forskudte lønperioder, elregning fra 4. kvartal 2021, nul kørepenge og selvbetalt juleferie, kombineret med 4 fødselsdage, apotekersjov og en vinterferie har været en hård omgang.

(Det har været et underligt problem at stå med, fordi verden er eksploderet på (hvad der føles som) 48 timer, og Ukraine gør det så smerteligt tydeligt, at en skrabet måned i virkeligheden er et luksusproblem. Men altså. Det kan jo ikke rigtigt hjælpe, at jeg lader det hele sejle, fordi mit hjerte er brækket midt over. De stakkels, stakkels mennesker. For fanden, mand).

Så. Vi kom igennem, der står stadig et par kroner på kontoen, og selvom jeg har en solid indkøbsseddel til på mandag, så har jeg også et godt overblik over den kommende måned, så jeg ikke får skabt en af de åndsvage pukler, hvor man hele tiden ruinerer sig selv i forsøget på at lukke huller.

Jeg får SPAT af, at det bliver ved med at være sådan her – men jeg pusler lidt med et par nye skibe, der, når de sættes i søen, forhåbentlig kommer til at give en lille smule mere luft i økonomien.

For nu er det weekend, og jeg vil bruge den på at kramme mine børn og være ekstra taknemmelig over, at vi har tag over hovedet og mad på bordet.

M2021, uge 34

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Arbejdet på at indarbejde gode rutiner ift. den nye fryser i skuret, for når man hele sit voksenliv har haft sin fryser i køkkenet, er det nemt at frygte at ude af øje – ude af sind.

Fordi fryseren derude faktisk er større end den, jeg har i køkkenet, har jeg besluttet at samle alle storkøb derude, og så kun hente en smule ind ad gangen for at sikre, at jeg bliver tvunget til at gå i den flere gange ugentligt, og ikke glemmer, hvad jeg har derude. 

Og så overvejer jeg, om jeg skal finde på et alternativ til poser, når jeg fryser bagværk osv., for køkkenfryseren har smalle, dybe skuffer, hvilket gør, at den bliver SUPER rodet i løbet af 20 sekunder, når alt er i poser, der ligger hulter til bulter. 

Er der nogle af jer, der fryser i noget, man kan se igennem, og hvor beholderen ikke fylder unødvendigt meget (glasbokse fra Ikea, jeg kigger på jer)?

2.

Har jeg pakket sommertingene væk fra haven. Parasolen fik lov at gennemtørre opslået på en af de sidste solskinsdage, og blev derefter skilt ad, pakket ind og sat i skuret. Parasolfoden er ligeledes kørt i pit, for selvom selve foden er lavet af granit, har jeg på den hårde måde lært, at metalstykket, som parasolen skal sættes fast i, ruster som ind i helvede.

Grillen er vasket, skrubbet og sat i skuret, og alle solcellelamper er skilt ad, slukket og vasket pænt af. Jeg har hentet en gennemsigtig bedroller på loftet, som de er lagt i, og sat kassen i skuret, så de er nemme at finde til næste år, når jeg skal teste, hvor mange af dem, der stadig duer, inden jeg stocker op.

3.

Købt en ost og bagt knækbrød, fordi vi lige nu er i den kaotiske fase, hvor alle fritidsaktiviteter starter, og man stadig ikke helt er færdig med at snuble rundt i skolestart. Det betyder, at aftensmaden ikke har topprioritet, og derfor bliver det oftest mad til børnene og rester til mig. Her har jeg opdaget, at hjemmebagt knækbrød med ost er det perfekte supplement, for uanset restens størrelse, skal jeg ikke have gang i flere gryder og pander, men kan bare fylde efter med et stykke knækbrød, hvis jeg ikke blev mæt; når det er hjemmebagt og fyldt med kerner, synes både min hjerne og min mund også, at det tæller som aftensmad. 

Fordi i dag er jeres heldige dag, får I opskriften på knækbrødet her: 

1 dl. hørfrø

1 dl. sesamfrø

1 dl. havregryn

1 dl. boghvedemel

1 dl. græskarkerner

1 dl. solsikkefrø

3 spsk olie

2 dl. vand

Groft salt

Smør ud i et tyndt lag (brug en våd dejskraber) på en bageplade, rids let den størrelse, de færdige knækbrød skal have, i dejen, og bag dem 35-40 min. på nederste rille ved 180 grader (alm. varme). Laver du dobbeltportion, så bag pladerne enkeltvis; min erfaring er, at knækbrød bliver blødt, hvis man bager det ved varmluft.

Oplever du, at din ovn bager ujævnt, og nogle af stykkerne er lidt for lyse/bløde, når resten af stykkerne er nok, så bare tilbage i ovnen med dem. Så bliver de sprøde og lækre alligevel.

God weekend

M2021, uge 23

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Solgt mine krus til den pris, jeg havde sat dem til #RCGate

Det bedste ved dét var næsten at kunne pille dem af Marketplace og slippe for flere ‘Alle 6 for 200 kr?’ og ‘Har du stadig æskerne?’ beskeder. Hvis det var sådan her hver gang jeg satte noget til salg, ville jeg ikke gide bruge tiden på det. 

2.

Købt nye sædelommer til bilen til børnene (dem, der hænger på bagsiden af forsædet, hvor man kan have alle sine skatte i). 

Da jeg skiftede bil, måtte de gamle lade livet, og fordi jeg er den, jeg er, ville jeg helst have nogle nye på samme dag, som vi fik bilen. Jeg er SÅ slem til at ville fixe alting NU! så jeg kan strege det ud på min to-do – men fordi jeg tænkte, at vi nærmede os sommerferien og dermed tidspunktet, hvor den slags bil-accessories er i sæson, satte jeg mig på hænderne. (- efter lige at have tjekket på nettet, hvad de ville koste, hvis jeg bestilte dem med det samme. 250 kr. stk). 

Jeg har patruljeret området med spotvarer i Netto og Lidl siden, og i denne uge blev min tålmodighed belønnet. De fineste lommer til 29 kr. pr. stk. Jeg har sjældent været mere tilfreds med mig selv.

3.

Solgt 9 puslespil, og hevet 550 kr. hjem.

Hvor krusene har kostet mig megen tid og tænderskæren, tog det her til gengæld under 3 minutter.

Når jeg sætter mine puslespil til salg, starter jeg med at gøre det i den lokale fb-gruppe, jeg selv har oprettet til formålet. Jeg sætter prisen lavt, og giver rabat, hvis man køber flere, og jeg har endnu ikke oplevet at brænde inde med noget.

Dette blot for at sige, at de ting, man gerne bare vil af med, kan det godt betale sig at prissætte derefter. For selvom jeg i den landsdækkende puslegruppe kunne have solgt dem for mere, ville der her være hele bøvlet med at skulle pakke og sende dem, og for mig har det jo også værdi at slippe for dét. Det vil jeg gerne kvittere for ved at sætte prisen derefter. 

4.

I kommentarfeltet til sidste uges M2021-indlæg blevet spurgt, om ikke jeg vil skrive lidt om, hvordan jeg indtænker økonomi og madspild i ferien.

Og selvfølgelig vil jeg det. 

Det største problem ift. ferie og madspild er nok uforudsigeligheden; at ferien giver mulighed for at gøre noget spontant og ændre på planer og aftaler på dagen. 

Dertil kommer, at de fleste børnefamilier også er på flere ture og udflugter, end de/vi plejer at være. 

Hvis jeg skal tage hjemmedelen først, så tænker jeg over, at det, jeg køber ind til, skal være noget, der kan holde sig. Jeg og vi spiser f.eks. flere grøntsagsstave end vi spiser salat i ferien, simpelthen fordi ingredienser til salat har kortere holdbarhed end f.eks. gulerødder, agurker og peberfrugter. 

Jeg tænker over at have noget, der kan laves uden for mange dikkedarer, f.eks. altid at have noget, vi kan grille, eller at have noget i fryseren, der kan hives op og passe sig selv i ovnen, mens jeg pakker en bil ud. Rema laver nogle ret anstændige nuggets, man kan få en hel del udmærkede kopnudler efterhånden, toppings til pizza kan holde sig ret længe, og de frosne grøntsagsposer (også fra Rema), kan holde nærmest uendelig, og kan lynhurtigt gøres sjove med et glas salsa, en dåse kokosmælk ell. lign. Jeg løsfryser færdigstegt kylling og frikadeller, fordi det så er superhurtigt at tage den mængde ud, man skal bruge, og de tør lynhurtigt op, når de ikke er klumpet sammen i en beholder. 

Ting med kortere holdbarhed kan man købe i mindre mængder (f.eks. 2 små bægre creme fraiche i stedet for ét stort) og sidst men ikke mindst kommer her det bedste råd jeg har, som også gælder ift. ture: Beslut dig på forhånd, hvis du overvejer købemad/take away. For har du først taget mad op eller købt råvarer ind, så bliver take away ofte årsag til ret meget madspild. Men det er sgu en ærlig sag at være lidt overvældet af livet, sådan helt generelt, og specielt når det er varmt og alle er sammen hele tiden. Slut fred med det, men beslut dig på forhånd. 

Og således glider vi ubesværet over i den del, der handler om ture.

Igen: Beslut dig hjemmefra for, om I køber mad på stedet. Hvis I gør, så lad være med at pakke en kæmpe madkurv oveni. Det er ikke forbudt at være taktisk: Hvis du har besluttet, at I smører madpakker til ture, men tager noget take away med, når I kører hjem, så brug det, når ungerne med længsel i stemmen spørger, om I ikke godt kan spise burgere i Tivoli/Legoland/Wow-park. “Vi spiser madpakker her – men jeg vil godt gå med til, at vi tager sushi/en pizza med hjem til aftensmad.” Alle vinder.

Det andet trick, jeg altid bruger er, at jeg har noget med, som ungerne (og evt. jeg selv) får, lige når  vi ankommer. F.eks. en bolle, som de får, når vi står ud af bilen og går mod indgangen/dyrene/dem vi skal mødes med. For mig har det været én af dem, der gør en ret stor forskel. For når alle har fået fyldt på, lige inden man lander, så er blodsukkeret for det første væsentligt mere stabilt, men man ved også, at ingen kan påberåbe sig hungersnødslignende sult 4 minutter efter, at man er landet. En yderligere fordel er, at man ikke behøver tænke så meget på holdbarhed, fordi maden ikke skal kunne holde en hel dag i en varm rygsæk.

Jeg vælger en mellemvariant, hvor jeg køber noget, børnene gerne vil spise. Bedre forældre end mig tager formentlig kampen og insisterer på rugbrødsklappere, men jeg har på pragmatisk vis gjort op med mig selv, at hovedpointen her er, at børnene får så meget i maven, at de ikke er sultne lige med det samme, og derfor har jeg noget med, de godt kan lide og spiser uden diskussion.

For mig har det været en hjælp at tænke over, hvordan de spiser i børnehaven/skolen, for det er langt oftere, end jeg selv spiser. Men hvis man er vant til at få lille mad kl. 9 og frugt kl. 14, så mangler der noget i maven, hvis man pga. en tur bliver ‘tvunget’ ind i et voksenskema, hvor det, der kommer efter morgenmaden, er frokost kl. 12.

Man kan med fordel overveje, om der er noget af det, der normalt lokker, som det giver mening at købe med hjemmefra. Mine børn synes, at cola er det vildeste i hele verden, og derfor køber jeg ofte 1/2-liters colaer et par dage forinden, når jeg alligevel er ude at handle, og smider dem i køleskabet. Væsentligt billigere og som ekstra bonus har de skruelåg, hvilket modsat åbne papbægere gør dem væsentligt nemmere at tage med, når man er færdig med at spise frokost, og børnene kun har drukket 3 mundfulde. 

Jeg har et par gange prøvet, at vi gik tilbage til bilen og spiste frokost, og de gange, vi har gjort det, har det været en super god oplevelse. Det var rart med en pause fra støj og hurlumhej, de voksne kunne lige regruppere og der var ingen franske hotdogs i farvandet, der ødelagde fornøjelsen ved de medbragte boller og pølsehorn. Men. Det forudsætter, at man kan parkere rimelig tæt på indgangen (som man f.eks. kan i legoland), og jeg vil være ærlig og sige, at jeg ikke ville orke at gøre det, når jeg er alene afsted med børnene. Jeg synes, det kræver flere voksne hænder, fordi man dels skal ud at gå, man skal finde frem og pakke væk, og man skal gå tilbage. Det – synes jeg – er omstændigt, hvis man er eneste voksne indslag, der både skal stå for praktik og hep. 

Og endelig tænker jeg over, hvilke snacks, jeg har med. Efter at have opdaget tricket med at spise, når vi ankommer, har jeg væsentligt færre snacks med end tidligere, men derfor giver det stadig god mening ift. både økonomi og madspild at tænke over, hvad man tager med. Jeg har for længst droppet posen med idealistisk grønt efter at have smidt pose efter pose med agurk og gulerødder ud, når vi er kommet hjem. Derudover køber jeg ting, der kan holde sig, hvis de ikke bliver spist på dagen, f.eks. tørvarer (kiks, riskiks, popcorn), ting, der er enkeltindpakkede og kan bruges senere, selvom de har ligget i en varm rygsæk (figenstænger, rosiner, små juice) og evt. lidt slik, der kan aflede fra alt det, der lokker (små pakker karameller, en slikkepind osv.). Alt sammen noget, der er til at betale sig fra, og som kan smides tilbage i skabet og medbringes næste gang, man har det med hjem.

Kort sagt:

Ferie hjemme:

*Mad med lang holdbarhed

*Lidt på lager, der er nemt at tilberede og som kan laves til én dag ad gangen.

*Mindre mængder af madvarer med kort holdbarhed

Ferie på tur:

*Mad-mad, der spises lige inden/ved ankomst, men inden man kommer ind til alle fristelserne

*En forhåndsbeslutning om, hvad man evt. vil købe på stedet

*En forhåndsbeslutning om, hvad man gør med aftensmad 

*Snacks, der er billige og kan holde sig længe

Ovenstående er de redskaber, jeg selv bruger til at styre indtag, madspild og økonomi, når vi holder ferie. Har I derude andre tips og tricks, så smid dem endeligt i kommentarfeltet. 

Jeg håber, jeg har fået svaret på det, du spurgte om, Anita. Hvis ikke, eller hvis noget er uklart, så spørg endelig yderligere ind.

God weekend.

M2021, uge 6

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Mindet en veninde, der bor i samme boligforening som jeg om, at man får dækket istandsættelse af lejemål (maling og afslibning af gulve), hvis man fraflytter efter 10 år. Hun og manden går med overvejelser om at flytte, men ved at vente 12 måneder, kan de spare er ret anseeligt beløb. 

Køber man et hus, føles de 25.000 kr sikkert ikke, som om de gør en forskel. (Og det skal retfærdigvis siges, at regningen nedskrives ift. hvor længe, man har boet i lejligheden). Men husker man renterne, er det alligevel et halvt års ekstra løbetid på lånet, man tilføjer, hvis man betaler 5000 kr. af i måneden.

Jeg er efterhånden ved at forvandle mig til den clips, der i 90’er-udgaven af Microsoft Office hele tiden, uopfordret, kom med gode råd, men med min økonomiske historie, synes jeg egentlig, at jeg har optjent retten til at være irriterende.

2.

Har jeg fundet både en lampe og et sengetæppe til mit nye soveværelse på hhv. DBA og Marketplace. Begge dele var PRÆCIS, hvad jeg var på jagt efter, både i størrelse og design, og selv efter 3 dages intensiv søgning på Google efter nye ting, havde jeg ikke fundet noget, der faldt i smag. 

Lampen, som jeg gav 50 kr. for, er fra Ilva, hvilket faktisk betyder noget. Ikke pga. navnet, men fordi jeg er ret hysterisk med el-artikler, og meget sjældent køber det brugt. Jeg har tolket så meget brandbekæmpelse, at jeg aldrig kommer til at tage let på kortslutninger, elendige ledninger osv, og derfor køber jeg ALDRIG lamper og lyskæder udenom danske forhandlere.

Sengetæppet kostede 200, og var det enste, jeg kunne finde OVERHOVEDET, der passede med de mål, jeg skulle bruge. Fordi min seng står op af væggen på to sider, bliver sengetæpper, der er beregnet til at hænge ned på alle 4 sider, for lange.

Inden jeg købte det, skrev jeg til sælgeren og spurgte, hvor det havde været opbevaret i de 6 måneder, hun havde haft det til salg, fordi jeg har haft et par trælse episoder med flyverdragter, der har været opbevaret på loftet, og som jeg ikke har kunne vaske lugten ud af. Hun forsikrede mig om, at det havde ligget ‘i et skab på et værelse med varme på’, og da det kom, havde hun pakket det så fint ind i gavepapir og bundet en sløjfe om.

Det var dejligt at blive mindet om, at der er mennesker som Kirsten derude. 

3.

Har jeg lavet mexicansk one pot pasta, og i stedet for at koge pasta med i gryden, tømte jeg fryseren for alle de små ris- og pastarester, jeg smider derind, når jeg har en deciliter i overskud.

Jeg fik ryddet lidt op i fryseren, aftensmaden var hurtigere færdig, og det var et fint bevis på, at de rester, man er tilbøjelig til at smide ud, fordi der ikke er nok til noget som helst, snildt kan udgøre et helt måltid, når de rotter sig sammen.

M2021, uge 3

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg blevet færdig med min stue og min entre, og jeg har kæmpe optur over resultatet. Jeg ligger på lur med mit jammerlige iPhone-kamera i håb om at få taget et billede, hvor man kan få en bare nogenlunde fornemmelse af rummene, men lyset driller.

Jeg har altid lyst til at køre fuld plade på udskiftning af ALTALTALTALT, når jeg laver om, men denne gang har jeg besindet mig. I stuen er mine nykøb begrænset til et par nye plakater, tre nye pudebetræk, samt lidt smånips, mens jeg i entreen har flottet mig med en ekstra skoreol og 30 cm. kunstigt skind til min skammel til den nette sum af 170 kr. Mine knage vllle jeg gerne have skiftet ud, og havde det været for 5 år siden, havde jeg gjort det. Men jeg har øjnene stift rettet mod den forhave, jeg gerne vil have råd til, og derfor besluttede jeg, at eftersom der hænger 17000 jakker og tørklæder på dem hele tiden, så kan man alligevel aldrig se farven på dem. Spejlet derude har jeg skiftet ud med Fridas aflagte, lyskæden har jeg smidt i en anden vase, og det er blevet et helt andet rum.

Jeg har været i min kasse med billeder og pynteting, som jeg har sat væk, og den vil jeg gerne dvæle ved et kort sekund. For jeg sælger og videregiver de fleste af de ting, jeg skifter ud. På den måde kan jeg løbende forny en smule, uden at det koster det store. Men der er også nogle få ting, som jeg vælger at gemme, og særligt de sidste par år har jeg tænkt meget over, hvad jeg har valgt at lægge i gemme-kassen, fordi jeg er blevet så god til at skille mig af med det, jeg ikke længere bruger. Derfor har jeg været i tvivl om, om jeg ville komme til at bruge tingene igen, og det, jeg nu kan se er, at det gør jeg. Så bare lidt opbakning til, at man gerne må holde fast i de ting, man fjerner fra hylder og karme, hvis man ikke synes, man er helt færdig med dem. Der *er* en mellemvej mellem at gemme alt og skille sig af med alt.

2.

Har jeg holdt verdens mindste fødselsdag, og – som altid – tænkt madspild ind i ligningen på forhånd.

Jeg kørte som sædvanlig morgenmad, fordi det giver et væld af fordele. Det er nemt ift. forplejning, det ligger først på dagen, så alle ikke skal gå og vente (som man gør, hvis man går med kaffe og lagkage), og der er stort set intet spild. Jeg smed de 3 overskydende rundstykker i fryseren, hakkede peberfrugten og brugte den i suppe til aftensmaden, tog den skårne frugt med på legepladsen om eftermiddagen og brugte pålægget i madpakkerne mandag, tirsdag og onsdag. Jeg har noteret årets indtag i min bog, sammen med et link til de kanelsnegle, jeg bagte, som var de bedste, jeg nogensinde har lavet. De er koldhævede (GIGA smart!), lige tilpas snaskede, og så lærte jeg i den her opskrift, at når man skærer snegle med sytråd, så holder de faconen. De bliver så. flotte. Jeg testede det på pizzasnegle og hvidløgssnegle senere på ugen, og de blev også perfekte. Opskriften på kanelsneglene finder du lige her.

3.

Har jeg også lavet en smule om i køkkenet, mest fordi jeg nu var i gang. De kasser, jeg har ovenpå mine skabe, byttede jeg med 3 af samme slags (i en anden farve), som Anton har tøj i – han er ligeglad – og jeg skiftede et par af billederne ud med nogle, jeg før havde hængende i soveværelset. Lyskæderne i vindueskarmen, der har haft travlt det sidste halve år, er smidt i et par høje glaskrukker, jeg før havde lys i på badeværelset, og så forelskede jeg mig i min rundtur på nettet i en lille globus, som nu hænger i mit køkkenvindue, og minder mig om, at verden stadig er derude et sted.

Mørke og Lys

Jeg har det, som om, det er 12. gang i år, jeg skriver det samme indlæg. Det samme indlæg om at stå på den meget smalle streg mellem stress og kedsomhed. Det samme indlæg om at være både over- og undervældet på én og samme tid. Om gerne at ville være sammen med andre mennesker, og samtidig have behov for at være alene, fordi det føles som om, jeg mærker alting alt for meget. 

Men det er ikke desto mindre der, vi er. Det her år har gjort det fuldstændig umuligt at spare op på den mentale konto, og derfor ryger man i overtræk, så snart der sker noget, man ikke har forventet.

I midten af sidste uge blev jeg ringet op med beskeden om, at min mor var blevet indlagt med mistanke om blodpropper i hjernen. “Det er nok ingenting, og vi tjekker bare for at være på den sikre side” som de sagde. Men altså. Det skal de jo sige. Jeg har ikke ord for min lettelse over, at alt, et døgn senere, viste sig at se ud, som det skulle, men for mig betød det, at jeg omkring onsdag bare opgav resten af ugen, og derfra slæbte mig gennem dagene, mens jeg forsøgte at bearbejde min forskrækkelse. Der går ikke én eneste dag, hvor jeg ikke tænker over, hvor heldig jeg er at have begge mine forældre, og det her opkald var bare endnu en påmindelse om, hvor skrøbelig lykken egentlig er.

Vi slap med skrækken, men opkaldet og angsten efterlod mig med fornemmelsen af, at min hud er for tynd, at alle farver skærer i øjnene, og at alle lyde er alt for høje. Verden er vanvittig, jeg er ved at få konspirations-spat, og selvom det var min hest, der endte med kransen om halsen over there, er det mest præcise tweet, jeg har set om valget, stadig det her:

Samtidig ruller hverdagen videre, med alt hvad det indebærer, og lektier fylder rigtig meget hos os for tiden. Jeg har et godt samarbejde med skolen, men Anton er Anton, og selvom der er sat gang i lidt forskelligt, drejer hjulene i dét system hypnotiserende langsomt. Alt imens skal Aula nærlæses og Anton mandsopdækkes, for at sikre, at han faktisk forstår det, han sidder med.

Til gengæld taler han så strålende engelsk, at han i forbindelse med en test på skolen, kom retur med beskeden om, at de undrede sig over, at man ingen steder kunne læse, at han kom fra et tosproget hjem. 

Så. Ja. Der er ingen, der har sagt, at det skal være nemt. 

Børnene er vokset ud af alt deres tøj samtidig, alt, hvad jeg bestiller, viser sig at være enten for småt eller for stort, og mit arbejdsskema byder på meget – og lidt af hvert.

Men i fredags lavede jeg en kontrolleret nedlukning, smed begge børn i bilen, og kørte til Fyn. Undervejs stødte min kammerat til, og så drog vi i samlet flok til Luminis på Egeskov Slot, hvor vi for 3. gang lod os betage af lys og magi.

I næste uge fylder Anton 10, på fredag har Frida sin første soveaftale hos os, og jeg ved ikke engang rigtigt mere, hvad det er, jeg trænger til.

Jeg håber, I passer godt på jer selv derude.

M2019, uge 25

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg foræret de her fine folieballoner fra Fridas fødselsdag væk gennem den lokale fb-gruppe:

De kan holde luft i flere måneder, og derfor syntes jeg, at det var en skam bare at overlade dem til deres skæbne på gulvet, så nu er de sendt videre til en anden lille pige, der har skal fejres. 

Egentlig kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til skrive punktet på, fordi jeg ved, at der vil være nogen, for hvem folieballoner er så langt fra et minimalistisk livssyn, at det nærmest diskvalificerer hele temarækkens eksistensgrundlag. Men jeg besluttede at skrive den på alligevel, først og fremmest fordi jeg gerne vil holde det ægte. Men også fordi jeg synes, det er et godt eksempel på, at man stadig godt kan have bevidst forbrug i baghovedet, når man opfylder andre behov end sine egne. 

For er folieballoner livsnødvendige? Nej. Ville jeg købe dem til mig selv? Heller ikke. Men Frida fik stjerner i øjnene, da hun så dem, og for hende er de vigtige. Fuldstændig ligesom enhjørningepynt i kager.

Det i sig selv er jo ikke som sådan et argument, og egentlig havde jeg først sagt nej, netop fordi jeg ikke mindes at have set dem gro i naturen, og der derfor nok er noget unødvendigt fremstilling, der bliver holdt liv i, når jeg køber dem. 

Men.

Jeg endte med at omstemme mig, fordi jeg dybest set ikke tror på, at børn får lyst til at følge i deres forældres fodspor, hvis valg og handlinger er dikteret af tvang og forældreværdier, som børn ikke forstår. Jeg tror, man på den lange bane kan flytte meget mere ved at tage snakken med dem, når emnet naturligt kommer op – som når jeg f.eks. forklarer, hvorfor jeg ikke selv skal have folieballoner. Eller hvorfor vi giver hendes videre.

Så den kommer på, fordi jeg gerne vil minde os alle sammen om, at det ikke behøver være enten-eller, men at man godt, når man går på kompromis med sine principper, stadig kan overveje, om der er noget, man kan gøre, for trods alt at trække valget i en mere bæredygtig retning. 

2.

Glædet mig over, at vi i familien og omgangskredsen får mere og mere gang i en form for sektionsopdelt storkøkken. At jeg, når jeg skal bruge 5 dråber rød frugtfarve, starter med at spørge min mor, om hun har noget stående, at hun får et af mine tre deciliter-mål, fordi hendes er gået i stykker, og jeg ikke har brug for tre, og at vegetarmad og specialingredienser vandrer på kryds og tværs, fordi vi alle sammen snakker åbent om at stoppe madspild og prøver at inspirere hinanden til flere kødfri dage. 

3.

Skåret frugtstængerne, som mine børn ikke gad at spise, i små stykker og hældt dem ned i den sidste rest müsli, sammen med alle de halve og kvarte poser nødder og tørret frugt, jeg havde i skabet. Jeg fyldte op med et par dl. havregryn og lidt kokosmel, og rystede det hele sammen, så nu er der ryddet op i skabet, og jeg har müsli (som ac bliver ved med at rette til ‘muslim’. Det skal vi nok have gjort noget ved..) til de næste mange uger.

I øvrigt:

*har jeg nu set Green Book, og jeg er nødt til at sige: KÆMPE props til Viggo Mortensen for bare, helt stille og roligt, at gå rundt og være kvabset i en nusset wifebeater. Det må kræve sin mand at vide, at man stiller sin tidligere Aragorn-krop til skue for hele verden på et lærred på størrelse med gavlen på et gennemsnitligt, dansk parcelhus. 

*gælder ovenstående i øvrigt også for Kevin Costner i The Highway-men på Netflix. Var det ikke igår, han løb rundt, helt stram og secret service i The Bodyguard?

*( – med underspørgsmålet: Hvordan er de blevet midaldrende, mens vi andre stadig er i start 20’erne?)

*vil jeg bare lige for eventuelle tvivlere nævne, at en nedgravet kæmpetrampolin er verdens bedste ide. Seriøst. Selvom man kun har 10 minutter inden bad/mad/sammenbrud, så er det bare at åbne døren, og man behøver ikke frygte biler, pakke alle ind i 16 lag tøj, eller have tænkt igennem, hvad man gør, når nogen skal tisse. Det er ge.ni.alt. (Protip: Man kan evt. lægge en agent ind på DBA, så man får et heads up, når nogen sætter en trampolin til salg)

*har jeg som det sidste menneske i verden opdaget Gin Hass. Til gengæld har jeg opdaget den med blodgrape i stedet for mango, og det bliver en dyr sommer. 

*bad Anton forleden om at høre en sang med Kim Larsen: “Den der ‘Hey ho – for Lalandia’ mor” and I just can’t even. 

*havde jeg egentlig besluttet at gemme Game of Thrones til hele sæsonen er lagt op, men 3 venner spoilede uafhængigt af hinanden første afsnit inden for 12 timer efter premieren, så fuck det. Nu kører vi. 

*har jeg hentet temamelodien som ringetone for at out’e dem, der ikke ser den, så jeg kan få ryddet op i den omgangskreds. (We get it. You’re special).

*har børnene – meget overraskende – pludselig besluttet, at dét at blive passet af barnepigen, er det sjoveste i hele verden. Hvilket er lidt af et brat venstresving fra ‘Hvordan kan du efterlade os på dette rumænske børnehjem!?!’-stilen, de ellers har kørt indtil nu. Frida kunne derfor næsten ikke være i sig selv af skuffelse over, at barnepigen først ville komme post-putning i lørdags, så hun satte en skål med tomater frem til hende, og jeg kan ikke helt finde ud af, om der er tale om en offergave, eller om hun tror, at Sara er en slags ernæringsbevidst nisse.

*pustede jeg i går æg for første gang i mit liv; en proces, der har forbløffende meget til fælles med at føde børn. Måske var det pga. soundtracket (“Babyshark”) eller måske handlede det om, at børnene stod på hver sin side af mig og råbte: “Kom nu, mor!” “Pust hårdere, mor!” og “Hvorfor er du helt rød i hovedet, mor?” – i hvert fald har jeg aldrig følt mig tættere på Thorkild i mit liv.


I øvrigt:

*har mine børn udviklet et genetisk uforklarligt crush på MGP, og vi skal høre det helehelehelehele tiden. Jeg. Kan. Ikke. Holde. Det. Ud. Og jeg ved godt, at MGP-børnene i følge reglerne selv skal have skrevet både sang og musik, men nu har jeg hørt alle sange så mange gange, at jeg føler mig i stand til at ekspert-udtale, at det er med løg på. Jeg har i hvert fald aldrig mødt ægte børn med dét ordforråd. Og jeg bliver nærmest aggressiv ved tanken om voksne mennesker, der sidder og udtænker “sjove” tekster, der skal synges af børn til børn, men som i virkeligheden er rettet imod forældrene, som skal synes, det er sødt og fresh.

*var Frida og jeg for omkring 3 måneder siden på vej ud at handle, da en kat pludselig sprang LIGE ud foran bilen, og vi ramte den. Ubehageligt og trist, men vi har snakket om det, og jeg synes egentlig, at vi er klar til at lægge det bag os. Frida er ikke enig. Hver gang – H.V.E.R gang – jeg fortæller om et dyr, jeg har set på min vej, spørger hun alvorligt: “Kørte du den så over, mor?”

*ved jeg godt, at det er mig, der er uptight og ikke kan tage en joke og alt det der – men med det massive fokus, der er på fake news, synes jeg faktisk, at det burde være et krav, at virksomheder, der lægger 1. april-jokes på nettet, fjerner dem igen d. 01.04 kl. 23.59. Eller sætter et kæmpebanner på det oprindelige opslag med teksten “APRILSNAR!” For jeg kan se, at Erna fra Sønderborg stadig her d. 03.04 synes, det er virkelig smart med den lego-app, der kan finde bestemte klodser, og det skulle ikke undre mig, om der allerede er en paramilitant fraktion under Dyrenes Beskyttelse i gang med at udarbejde et manifest om de kritisable forhold, de nye hash-heste hos politiet skal arbejde under. 

*vil jeg dog gerne, apropos Politiet, sende et kæmpe highfive ud til både det danske og det udenlandske af slagsen for deres måde at være på sociale medier på.

*har jeg slået min mos-plæne for første gang i år, og hvis der er en frisk gartnertype på linjen, er jeg klar til at slå mig ned og falde til ro i rollen som trofæ-kone. 

*var jeg forleden på storindkøb i Bilka. Ved kassen nåede jeg lige at få lagt alle mine varer op, før kassedamen med dyster stemme bad mig om at “gå i gang med at pakke dine varer. For din egen skyld.” Jeg undskylder naturligvis for at komme rendende med alle mine penge og forstyrre dig.(*)

*har jeg hver dag den seneste uge passeret et skilt, hvorpå der med store bogstaver står: “Kultur” og har dermed også hver dag den seneste uge tænkt, at det er mærkeligt, at der ikke er et eller andet up-and-coming smykkefirma, der har lanceret et kultUR. (Det er utroligt, at jeg endnu ikke er blevet scoutet af et reklamebureau).

*har de i Antons klasse sået karse, og selv lavet de små bakker, karsen står i. Jeg elsker, at vi bare kører fuld snemand/kyllinge-hybrid. Sgu da også omstændigt og forvirrende med alle de højtider. (Og ja. Det karse der… Igen: Plantesæk søger træmand)

Blogsbjerg Inc. proudly presents: “Snekyllingen”

(*)Og bare lige så vi alle er enige: Kunder kan være de vildeste røvhuller. Jeg har selv siddet ved kassen i Føtex, så I so know. Men det er de trælse af slagsen, vi kanaliserer vores job-had ud på og straffer ved f.eks. at klemme deres krydderboller til kanonkugler og deres cornflakes til støv, eller køre servietter og poser fast i båndet. Ikke dem, der kigger én i øjnene og hilser, og vender alle varerne med stregkoden opad.