Så nærmer sig tiden, og jeg har besluttet, at vi på lørdag holder fast i at mødes:
Østskoven, Grønnegårdsvej 30 C, 6705 Esbjerg Ø
Jeg har booket pavillonen til os, så vi har tag over hovedet, og jeg medbringer en kage.
Vi mødes på P-pladsen derude kl. 13.30, og så tager vi den derfra.
Jeg glæder mig til at se jer <3
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har jeg tirsdag haft Frida med ude at købe tøj til på lørdag og onsdag var det Antons tur.
At shoppe tøj er noget af det værste, jeg ved, og det bliver kun værre, når det er til mine børn, for de hader det også. Frida lægger dog hårdt ud med at elske det, og være klar på alle butikker og prøverum i hele verden – for så ar ramme muren og blive nærmest apatisk af overvældelse efter en halv time.
I dag ved jeg, at det handler om, at shopping med et blottet nervesystem svarer til en rodbehandling ved tandlægen, bare minus bedøvelse. (Hvilket er en fejl, hvis du spørger mig). For der er lys og larm og mennesker og alt, alt for meget tøj at forholde sig til, og når du skal prøve det, får du 16.000.000 nye input at forholde dig til, fordi din krop ikke kender fornemmelsen af tøjet, du tager på.
(Hvis du har ND’ere i din omgangskreds, så prøv at lægge mærke til, at de ofte har det samme stykke tøj, bare i forskellige farver, og tit har nyt tøj hængende længe, før de begynder at bruge det. Det er benhård økonomi: Når man konstant aktivt skal frasortere indtryk og sensoriske input, så er kendt tøj ‘gratis’, fordi man ikke skal bruge ressourcer på at bearbejde indtryk, når man har det på).
Meget kan vi klare over nettet, men tøj til en fest kræver en ekskurtion gennem neonoplyste Mordor, så der var ikke nogen vej udenom.
Ved et Guds mirakel tog det kun en time pr. barn, ingen græd OG det lykkedes mig at hjælpe dem med at finde tøj, der også kan bruges til sommer. Frida fik to fine kjoler, fordi hun ikke kunne vælge, og da kjoler er noget af det, hun mangler, var det en to-fluer-med-ét-smæk kinda situation, mens Anton har opdaget hør, og nu er en stråhat og et par loafers fra at ligne en statist fra Den Afrikanske Farm.
For 5 år siden ville jeg have taget begge børn med samtidigt for at få det overstået. Vi ville være kommet ud med en brudekjole, 2 hunde og en mintgrøn heldragt, fordi jeg efter 24 minutter ville være så presset, at jeg sagde ja til alt, der kunne få mig ud af helvedes forgård, så nogle gange kræver minimalisme og økonomisk ansvarlighed et ærligt kig på, hvad man selv kan gøre for at holde fast i de gode vaner i de situationer, hvor det kan føles som pjat at være presset, men man ikke desto mindre er det.
2.
Har jeg ryddet op i alles tøjskabe, selvfølgelig med de respektive ejermænd m/k på sidelinjen.
Det blev den store tur, hvor jeg også var kasserne med hatte, handsker og sko igennem, og som hver eneste gang overraskede det mig, hvor meget tøj, jeg bagefter kunne smide til genbrug. Som ovennævnte punkt illustrerer, er vi ikke typerne, der hyggeshopper tøj i tide og utide, og min egen oplevelse er, at det er langt nemmere at styre, hvad man hælder i kurven, når man handler på nettet, fordi man kun ser det, man specifikt søger på, og derfor ikke pludselig opdager en t-shirt og to par sneakers, man ikke kan leve uden.
Men jeg kan også godt se, at vi alle tre over de sidste år gradvist har fået mindre tøj i bunkerne i skabet, hvilket nok skyldes en kombination af, at alle nu er store nok til at vide, hvad de gerne vil have og ikke skal bede om, og samtidigt kan passe tøjet længere tid ad gangen. Derfor er der ikke i børnenes skabe længere de bunker, hvori der ligger tøj, både i de størrelser, de er på vej ud af, og dem, de er på vej ind i.
Og så har vi, som naturlig konsekvens af, at jeg skriver de her indlæg, også talt meget om, hvor meget, man faktisk har brug for. Jeg er ikke helt så disciplineret som Jane, for jeg kan godt fristes over evne af pæne ting, der skinner, men det er dog lykkes mig at installere en vis bevidsthed i os alle 3 om, at målet er at have det, vi skal bruge, og ikke meget mere end det.
Alt andet lige er det nemmest at vurdere, hvad man mangler, når man samtidigt ved, hvad man har, og det kræver, at der bliver ryddet op.
Det fik vi gjort i mandags, og tingene blev afleveret til Røde Kors, som er dem, jeg altid bruger, fordi de både videregiver/sælger tøj, men også laver møbelpolstring og tvist af overskudstøj. Derfor ved jeg, at de selv eftersorterer det, de får, så det ikke er en katastrofe, hvis jeg undervurderer graden af slitage på tøjet, jeg smider ud.
3.
Har vi levet af mad fra fryseren, både fordi jeg gerne vil have plads i den, så der er et sted at gøre af rester efter nonfirmationen på lørdag, men også af økonomiske årsager.
Jeg skal liiiige trække vejret i en papirspose i disse dage, for det var godt nok ikke planen, at det overskud, jeg arbejdede som en yuppie fra 80’erne for at oparbejde i efteråret, skulle bruges på en operationsudløst sygemelding. Kombineret med en nonfirmation (seriøst: jeg hader det ord) og udsigten til sommerferie, skal jeg på dårlige dage koncentrere mig for ikke at gå en smule i panik.
Men jeg har været her før, og derfor har jeg jo heldigvis en masse gode vaner og strategier at trække på, og dem gør jeg brug af nu.
Jeg har længe været god til at tjekke stop-madspild-kølerne, når jeg handler, og er der kylling, køber jeg, hvis jeg alligevel skal have gang i ovnen den dag. Jeg laver pulled chicken af det, som jeg fryser i små bøtter, der passer til en enkelt portion suppe, huevos rancheros eller som fyld i pitabrød/burritos.
Det kan gøre små rester til fuldgyldige måltider, og tager ikke lang tid at tø op, og så har det været ekstra smart den sidste måned, hvor jeg dels har været lidt motorisk udfordret og samtidig har haft brug for ekstra protein.
Men ind imellem er det så også nødvendigt at få ryddet op, så jeg ikke har 15 bøtter kylling liggende, for det får jeg aldrig spist, så jeg har i denne uge både scoret billige point ved at servere loadede nachos for ungerne, og har med et glas karrysauce, to bægre frossen ris og en pose frossent grønt haft nem aftensmad til mig selv i 3 dage.
*
Jeg vil lige slutte med at sige tak for tålmodigheden de sidste par uger, hvor bloggen har været nede on/off. Det er MEGA irriterende, og det ødelægger flowet, fordi jeg ikke kan få lov at blogge eller svare på kommentarer, når det passer.
Derfor ved jeg godt, at det for jer kan føles som om, I bare har siddet og råbt ud i intetheden, og det er der ingen, der gider. Så jeg vil bare sige, at det ikke på nogen måde har handlet om ligegyldighed, men bare om noget så lavpraktisk som kombinationen af tid og adgang til mit dashboard.
Bloggen er nu flyttet over på en anden server, og jeg har overvejet, om jeg skulle flytte hele skidtet over på en google-understøttet løsning; også fordi min arbejdsmail ligger på samme server som bloggen. Men det bliver nok desværre ikke sidste gang, russiske og kinesiske bots forsøger at drukne servere, så jeg er endt på, at det egentlig er meget smart, at jeg har bloggen (og min arbejdsmail) til at ligge ét sted, mens facebook osv. ligger på et andet. Sandsynligheden for, at begge løsninger bliver lagt ned samtidigt er ikke ret stor (med mindre vi er på Fuld Rød Apokalypse, og så har vi større problemer at forholde os til), og dermed har jeg altid én kanal at kommunikere ud på.
Derfor: Fremover vil jeg, så snart jeg bliver opmærksom på det, smide info om nedbrud op på bloggens fb-side, så I ved, hvad der sker.
Fb-siden er offentlig, så man behøver ikke følge den for at tjekke den.
God søndag derude.
Jeg kan mærke, at vi skal snakke om influencere i dag, for de sidste 4-6 uger har der været artikler om dem her, der og alle vegne, og DR har netop lanceret dokumentaren ‘Løgnen i dit feed’.
Debatten fylder lige nu rigtig meget, fordi 3 influencere, mere eller mindre bevidst, har fået sig placeret i offentlighedens søgelys; den ene af dem har vi allerede vendt herinde. Derudover var der noget med Molslinjen og et arrangement på Christiansborg vs. en grædende baby.
I samtlige artikler, jeg har læst i den etablerede del af pressen, er udgangspunktet en bekymring over influencere og den massive magt, de har. Dels har de en nærmest hypnotisk magt over deres følgere, og dels kan de med et enkelt opslag ødelægge brands og virksomheder. Artiklerne har handlet meget om, at det er problematisk, at man kun får den ene side af historien, og at influencere ikke er underlagt nogen former for regulering eller retningslinjer. Det er det vilde vesten, og det er snyd, at de har en fordel, fordi deres følgere ukritisk tager deres parti.
Alt det tror jeg, de fleste af os efterhånden har hørt og læst om.
Og lad mig starte med at slå fast: Jeg synes, debatten om (sociale) medier og indhold er vigtig.
Men jeg bliver *idiot* af hykleriet.
For hvis vi lige skal prøve at sætte op, hvad det er, medierne er bekymrede over, så bliver det meget fint kogt ned til fire sætninger i Heartbeats artikel om influencere fra i går:
“Kan vi egentlig stole på dem? Hvor oprigtigt er det, når de anbefaler et produkt, en restaurant, en ferie eller sågar et kosmetisk indgreb? Og hvor fair er de egentlig i deres udlægning af episoder fra det virkelige liv? (..) Influencerne får os til at have lyst til at købe ting, vi ikke vidste, vi havde brug for.“
Og den snak kan vi SAGTENS tage. Men så vil jeg gerne insistere på, at vi tager den HELT overordnet, og starter med at definere, hvad en influencer egentlig er.
For på politiken.dk kan man i dag læse et interview med Allan Olsen om, hvorfor Tønder Festival er noget særligt, og en anbefaling af dejlige feriesteder i den sydlige del af Schweiz. Begge artikler er ‘annocørbetalt indhold’.
Dagens avis byder også på et debatindlæg fra en højskoleforstander om, at unge i stigende grad bliver ‘ubehageligt til mode, når de bliver modsagt’.
De mange madanmeldelser er gemt bag betalingsmure, så jeg skyder fra hoften her, men jeg gætter på, at der nok også gemmer sig et betalt måltid eller to blandt dem. (Update: Jeg gætter forkert, får jeg at vide i min øresnegl. Anmelderne/avisen betaler for maden, så det skal de selvfølgelig ikke skydes i skoene).
Er dét oprigtigt? Kan vi stole på det? Er Tønderfestival ubetinget vidunderligt, ungdommen sart og Schweiz det perfekte sted at holde ferie? Eller kunne Politiken (og alle som dem) mon også være farvet af, at man ikke skal bide hånden, der fodrer én?
I Spis Bedre – som jeg i øvrigt elsker – har jeg lige for sjov prøvet at bladre det nyeste nummer igennem. Bladet tæller 82 sider, heraf 5 sider regulær, indrykket reklame, 6 siders collager af nye produkter til køkkenet, (heriblandt en bærbar ovn og en ispind, designet af Mads Nørgaard), og 4 siders indhold, som er lavet i samarbejde med en stor dansk madblogger/forfatter.
Det tror jeg er meget gennemsnitligt på tværs af genrer; i et livsstilsmagasin ville reklamerne være for tasker og parfume i stedet for pølser og mel, samarbejdet ville være med en hotelkæde og ikke en airfryer-producent, og collagerne ville have billeder af opstrammende cremer og SS2025-kollektionen fra Chanel, men ratioen ville være nogenlunde den samme.
Her kan man måske også tale om skabte behov?
Lidt længere ned i artiklen fra Heartbeats kan man læse et andet synspunkt, som jeg de sidste uger også er stødt på igen og igen:
“Hvordan de for eksempel indprenter drømme om “perfekte kroppe” i hjernerne på deres følgere og uddeler glansbilleder af skønhedsoperationer, som i virkeligheden har været et farligt og smertefuldt helvede for dem.”
Og nu skal Heatbeats og den enkelte journalist jo ikke stå på mål for den samlede, danske presse – men kom. Vi går over og skriger ind i en pude sammen.
For hvor har al den bekymring været de sidste 40 år, hvor dameblade har pushet den perfekte krop, uge efter uge, og hvert år i maj har lovet os, at ‘Du kan nå det endnu – tab 5 kg. og bliv bikiniklar med Suppekuren/Keto/Faste/5:2!’
Hvor aviser har haft og stadig har “inspirerende” artikelserier om kvinder, der ’jonglerer karriere og børn’ akkompagneret af smukke billeder af manglende fædre og smilende mødre i store samtalekøkkener, der mildt hjælper børn i sandfarvet hør med at knække æg.
Hvor vi er blevet fortalt, at “40 er det nye 30!” og hvor 95% af det visuelle indhold er af hvide, konventionelt tiltrækkende mennesker, uden synlige skavanker eller handikap.
Og hvor hver eneste fucking artikel om ADHD er en lovprisning af den superkraft, den er for dem, der er så heldige at kunne udnytte hyperfikseringen og overblikket og så betale sig fra den efterfølgende fase med udbrændthed og tordnende overstimulering.
Ja, så fik jeg også hidset mig op i dag, så det var godt.
Men jeg kan fandme bare ikke holde ud, at det er ræven, der skinhelligt sidder og peger fingre ad rønnebærrene
Målt i procent vil jeg gætte på, at antallet af mennesker med spiseforstyrrelser og sygeligt kropshad, udløst af det ideal, vi i årtier er blevet præsenteret for i blade og aviser, er marKANT større end antallet af følgere, der har bestilt en flybillet til Tyrkiet for at få lavet en BBL, fordi en influencer, de følger, har fået det lavet.
Og hvor det meget vel kan tænkes, at der findes enkeltpersoner, der kommer galt afsted, fordi de lader sig inspirere af en tankeløs influencer, så er den skade, medierne forvolder med clickbaitartikler om diagnosejægere og enkeltsager på asylcentre, systemisk og LANGT mere skadelig, fordi den legitimerer en holdning til noget i den brede befolkning, som, helt lavpraktisk, kommer til at have indflydelse på, hvor vi sætter vores kryds til næste valg.
Så længe kommunalpolitikere og bestyrelsesmedlemmer med en dagsorden får lov at skrive “debatindlæg” i aviserne, som kan trykkes/postes uden NOGEN form for indholdsansvar eller regulering af kommentarfelter bagefter, kan jeg faktisk ikke rigtigt holde ud at blive belært om, at en pige på 24 fra Køge, der har fået så meget botox skudt ind i panden, at hun ligner et badedyr, nogen har pustet for hårdt op, er farlig for mig at følge.
Og modsat Berlingske, Weekendavisen og alle de andre, så er de influencere, vi taler om her, jo faktisk tilgængelige for deres følgere, mens aviserne bare spiller døde i deres egne kommentarfelter, når nogen kritiserer deres indhold. Cathrine Wichmand/Rockpaperdresses skrev for år tilbage et blogindlæg i samarbejde med Krifa, hvor hendes følgere, sobert men kritisk, efterfølgende stillede så mange spørgsmål i kommentarfeltet under, at hun endte med at pille det ned. Det har jeg første gang til gode at se en avis gøre.
Så. Vi kan sagtens tage debatten. Det synes jeg faktisk, at vi skal. For det er, helt indlysende, problematisk, at en influencer med et tårevædet billede fra et tog, kan få folketingspolitikere til at afbryde et vigtigt samarbejde – men det er jo kun fordi, vi er øjenvidner til katastrofen, at vi reagerer på den. Aviser og dagblade er også meningsdannere, og selvfølgelig har deres vinkling også GIGANTISK betydning for, hvor politikere lægger deres fokus og sætter deres penge. (Det talte vi f.eks. lidt om her). Der ser vi det bare ikke i realtid, og derfor reagerer vi ikke på det.
Så jeg synes, vi skal starte med at definere, hvad en influencer egentlig er.
Er det antallet af følgere, der afgør det? Platformen, de arbejder på? Produktet de sælger?
Uanset hvilke kriterier, du sætter op, vil mit bud være, at 80% af den danske presse selv vil falde ind under definitionen, og så bliver det interessant at se, hvor de gerne vil have reguleringerne sat ind. Ikke mindst fordi det vil betyde, at de skal til at spille med åbne kort. De fleste influencere skilter med deres følgertal, fordi det er det, de har at sælge, mens jeg ikke tror, at det er lykkes *nogen* at vriste et oplagstal ud af den etablerede presse siden slut-firserne.
Og læser man de nye, etiske retningslinjer for influenter, ville den etablerede presse i hvert fald være nødt til at vinke farvel til en solid luns af deres content og reklamekroner, hvis de bare skulle leve op til dem.
Mange influencere kæmper nok grundlæggende imod janteloven og vores nærmest katolske tilgang til forfængelighed og selvpromovering, og dermed bliver de nemme at hade og/eller latterliggøre.
Men derfor kan det stadig ikke være rigtigt, at de skal opfylde krav og kriterier, som ingen andre er forpligtede til at følge, så i stedet for at forsøge at mikro-regulere dem, så kunne vi passende tage en samtale om, hvordan vi generelt kan lægge ansvaret der, hvor det hører til. Over hele linjen.
For det er fint at hive det journalistiske princip frem, og sige, at det sikrer, at alle parter i en sag blive hørt – men det gælder jo kun konkrete artikler om konkrete personer, som er produceret af aviserne selv.
Så længe de kan poste “debatindlæg” uden at være forpligtede til at gøre opmærksom på den potentielle agenda, en afsender kan have, og så længe de selv bestemmer, hvordan de vægter deres indhold, så en tilfældig vaccineskeptiker får mere spalteplads end de forskere, der har arbejdet med emnet i årevis, så beskytter de nuværende regler ikke forbrugerne mod den fare, som pressen lige nu tjener penge på at beskylde influencerne for at udgøre.
Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at mene noget højt om hele sagen om influenceren med ADHD, der har fået tilkendt 15 timers personlig assistance om ugen, betalt af kommunen.
Men nu er jeg blevet spurgt om min holdning til sagen af 5 forskellige mennesker, og selvom ingen ligger vågne om natten for at høre, hvad jeg mener om tingene, så har jeg heller ikke lyst til at være sådan én, der kun mener noget, når det er gratis.
Derfor kommer mit take her. Jeg nævner hende ikke ved navn; ikke fordi jeg ikke vil stå ved min holdning, men fordi jeg ikke har lyst dukke op, når mennesker med en dagsorden googler hende, på jagt efter nye vinkler at angribe hende fra.
Men for bare at starte med at sige det, som det er, så irriterer hele sagen mig inderligt. Jeg synes, at hun fremstår privilegieblind og tonedøv, og at hun bidrager til fortællingen om, at ADHD er et modefænomen, som man ikke behøver at tage alvorligt.
Men inden jeg begrunder min holdning, ville det være urimeligt ikke at disclaime den ved at sige, at jeg er ude af stand til at være objektiv her, fordi der er ikke ét aspekt i sagen, der ikke er et vilkår i mit liv.
Tegnsprogstolkning til døve borgere i job er nemlig også personlig assistance (PA), og dermed er jeg et handikapkompenserende hjælpemiddel, når jeg tolker på arbejdspladser. Ordningen er reguleret i BEK nr 1317 af 08/09/2020, og ansat i en fuldtidsstilling kan en døv medarbejder maksimalt få tilkendt 20 timers tolkebistand om ugen.
Det betyder, at jeg på sin vis har en økonomisk interesse i, at mennesker med et handikap får tilkendt assistance, og så kan man diskutere, om det gør en forskel, at vi her taler om neurodivergens og ikke et høretab.
Samtidig har jeg selv, som flere af jer ved, ret voldsom ADHD. Det er en spektrumdiagnose, og det er forskelligt, hvor vi hver især er ramt af konsekvenserne af den, hvilket gør det svært at sammenligne graden, men hvis jeg skal prøve at gøre det konkret, giver man normalt maksimalt 70 mg. Elvanse til folk med svær ADHD. Jeg får 80.
Derudover har jeg to børn med hhv. ADHD og autisme, som jeg forsøger at få nogenlunde helskindede gennem folkeskolen. Børn, som jeg insisterer på har ret til at trives, og som jeg prøver at give redskaberne til at leve gode, meningsfulde liv.
Ovenstående er nødvendig baggrundsinfo, synes jeg, for det giver forhåbentlig en linse at læse mine ord igennem, så I selv kan lægge til og trække fra, der hvor jeg helt indlysende er farvet af egne vilkår.
Man skal have levet under en sten for ikke at være klar over, hvor svært neurodivergente børn har det i dag, og hvor sparsom hjælpen til dem er. Det er allerede grelt, og det bliver kun værre de næste år, hvor man har lanceret endnu en spareøvelse under dæknavnet ‘inklusion’. De børn, der ikke er udredt, får endnu sværere ved at få lov at blive det, og de få, der slipper igennem nåleøjet, får stadig ikke den hjælp, de har brug for.
Det er som at se et færdselsuheld i slow motion, og min sjæl siver ud af kroppen på mig, når jeg tænker på konsekvenserne, det kommer til at få.
Når det nu forholder sig sådan, og det har været massivt beskrevet i medierne de sidste par år, er det svært for mig at forstå, at man ikke kan se det vilde i at stille sig frem og fortælle, hvor meget man selv, som voksent menneske med masser af selvbestemmelse og håndtag at dreje på, har fået tildelt – og hvor nemt det var at få.
For børn og deres forældre er bundet på hænder og fødder; der er undervisningspligt i Danmark, og økonomiske sanktioner, hvis du ikke sørger for at dit barn stiller i den skole, der langsomt slukker deres livsgnist og påfører dem belastningsreaktioner, som mange af dem kommer til at kæmpe med resten af livet. For de familier er der nærmest *kun* valg med hæslige konsekvenser, for ingen forældre drømmer om at være nødt til at tage orlov eller træde ud af arbejdsmarkedet, fordi skolen tager livet af deres børn. Det har enorme konsekvenser for den enkelte familie at have et barn med en spektrumdiagnose, både socialt, økonomisk og ift. de muligheder, man kan tilbyde eventuelle søskende.
Derfor er det nok svært for mange af os, der står på dén side af stregen at have forståelse for, at et menneske, der økonomisk ikke lader til at lide nogen nød, og som selv kan kompensere for sine udfordringer ved enten at gå lidt ned i tid eller ved at betale sig fra hjælpen, begejstret tager et stort stykke af den kage, som i forvejen er alt for lille, bare fordi hun kan.
For det handler jo ikke om, hvorvidt hun har ret til hjælpen eller ej. Det har hun, helt indiskutabelt, al den stund, at hun har fået den bevilget.
Men fordi man har ret til noget, behøver man måske ikke altid at gøre brug af den ret?
Og hvis man alligevel gør, behøver man måske ikke råbe det ud fra byens tage.
På mange måder kommer det ned til ret vs. moral, og egentlig synes jeg, at der er lighedspunkter mellem den her sag og den famøse “rumekspedition”, som Katy Perry og veninderne for nyligt har været på.
For de har jo sådan set også ret til at bruge deres penge, som de vil, og de er ikke forpligtede til at bekæmpe hungersnød og fattigdom eller til at tage hensyn til miljøet, der ligger ud over, hvad loven foreskriver.
Ganske ligesom ministre kan få kørepenge, landmænd har ret til at udlede pesticider i grundvandet, og minkavlere har ret til i årevis at indkassere erstatning for deres nedlagte produktion, samtidig med at de opstarter en ny.
Til gengæld har offentligheden jo så også ret til at have en holdning til det.
For mit eget vedkommende søgte jeg for år tilbage støtte én time om ugen pr. barn; udelukkende så jeg kunne tage med dem til specialtandlæge, sidde med til Tværsmøder, og holde børnene hjemme de dage, hvor skolen havde planlagt heldagsaktiviteter, som på alle måder virkede skønne, men som lå LANGT ud over, hvad man med rimelighed kunne forvente, at et neurodivergent barn ville kunne rumme.
For det følger jo med, når man insisterer på inklusion. Børnene er ikke kun autister i matematiktimerne eller mellem klokken 8 og 13. De har også særlige behov, når der planlægges ture ud af huset, når der er volleyturnering for alle 5.klasser i kommunen, eller når klubben skal cykle i skoven. Og dén del er der ingen, der tænker inklusion ind i. Bortset fra forældrene, selvfølgelig, som skal finde en løsning, så deres ikke-trafiksikre børn ikke dør af at skulle på tur, eller som skal samle op, når deres små autister har brugt 5 dages overskud på at stå 4 timer i en hal med akustikken fra helvede, sammen med 300 andre børn.
De neurotypiske børn skal jo helt indlysende ikke snydes for det, der for dem er sjove og inspirerende dage – men der er ikke personale sat af til, at nogen kan blive på skolen med de børn, der ikke kan deltage, og hvad gør vi så?
Jeg skrev 10 sider om hvert af mine børn og udfyldte spørgeskemaer i metermål. Kommunen indhentede udtalelser fra børnehave, egen læge, skole, fritidstilbud og PPR. Jeg blev udspurgt 2 x 3 timer herhjemme, og indsendte dokumentation i et omfang, de færreste kan forestille sig.
Jeg var hele tiden MEGET klar omkring, at jeg bare søgte den éne time, så jeg havde mulighed for at tage opgaver om eftermiddagen, som erstatning for den tid, jeg måtte klippe ud midt på arbejdsdagen, og jeg skrev allerede i første ansøgning, at jeg var indstillet på selv at betale barnepigen af egen lomme for alt, hvad der lå ud over den ene time. For mig handlede det om at overleve økonomisk, passe på mine børn og at få en barnepige, der var ansat mere formelt, end jeg selv havde mulighed for at gøre – for den model havde jeg naturligvis allerede selv afprøvet.
Jeg fik, efter halvandet år, nej med den begrundelse, at ‘en barnepige er en udgift alle forældre må påregne’, og fordi jeg selv ‘havde valgt at få børn alene’.
Sagsbehandlingen tog så lang tid, at børnene var blevet for store til reelt at have brug for den støtte, jeg søgte om, da jeg endelig fik mit afslag fra Ankestyrelsen, hvor jeg havde klaget over sagsbehandlingen og helt urimelig sagsbehandlingstid, men lærte, at jeg kun kunne påklage selve afgørelsen. Jammerlig sagsbehandling er bare ærgerligt, nemlig.
Og normalt abonnerer jeg på ideen om, at jeg ikke har mindre, fordi andre har mere. Jeg finder hverken glæde eller mening i, at andre skal have det svært, bare fordi noget har været svært for mig, og jeg bliver altid helt selvlysende af irritation, når den ældre generation bruger ‘- og vi klynkede ikke!’ som argument for at bevare status quo.
Men lige her TAGER hun jo faktisk noget fra fællespuljen, som andre så mister muligheden for at få, og måske er det misundelsen, der taler, men som enlig mor med ADHD, to børn med særlige behov og en lejebolig, der fik nej til én time, er det måske en lille smule svært at gennemskue, hvorfor hun, med hus og indbo til et tocifret millionbeløb og en husholdning med to indkomster, får bevilliget 15 timer.
Jeg er med på, at et dyrt hus og en luksussofa ikke er det samme som rede penge i hånden. Men det stadig svært at have sympati for, at et menneske med SÅ solidt et økonomiske fundament, får tildelt noget, som mennesker, der kæmper for at få enderne til at nå sammen, bliver nægtet, på baggrund af samme diagnose.
Det ville være rimeligt at indvende, at jeg blander æbler og bananer her, for PA-bevillinger og børnepasning (‘aflastning’, som det hedder), som jeg søgte om, reguleres af to forskellige lovgivninger, og har dermed formelt ikke noget med hinanden at gøre.
Det er sandt – men i begge situationer taler vi om neurodivergens og de udfordringer det giver, og prøver at sammenholde udgiften til hjælp med, hvad vil koste, hvis et voksent, skattepligtigt menneske falder ud af arbejdsmarkedet. For det er jo den helt overordnede grund til overhovedet at bevillige støtten. I dét regnestykke er det jo i og for sig lige meget, om det er ADHD hos forældre eller børn, vi taler om.
Jeg kan se, at hun forsøger at ride stormen af ved at gøre det til en diskussion om, hvorfor ALLE ikke bare kan få den hjælp, de har brug for. Her er jeg for så vidt enig med hende. Problemet med dén vinkel er bare, at vi på forhånd kender svaret: Der ikke er penge til det. Der er én kage, og når nogen får et større stykke, må andre nøjes med et mindre. Og det er dét, folk reagerer på.
I bund og grund er min holdning til sagen, at jeg ikke synes, det er særlig ordentligt at tage så meget, når andre må nøjes med så lidt. Heller ikke, selvom man faktuelt har ret til det.
Og jeg synes, at det er svært at tilgive, at hun, uagtet at det givetvis ikke har været hendes hensigt, allerede nu har gjort livet sværere for mennesker, der allerede står på tæer. For det her kommer med 100% garanti til at føre til, at nogle kommuner pludselig bliver MEGET nærige med deres PA-bevillinger – og her er der allerede masser af kommuner, der er tunge at danse med som det er. (Update: Det er allerede startet, kan jeg se her og her).
Hun har, i kraft af sit tidligere hverv som influencer, selv tegnet det billede af sit liv, som offentligheden reagerer på, og fordi det emmer af overskud og handlekraft, kommer hun desværre til at bekræfte fordommen om, at ADHD er en modediagnose, som mennesker, der gerne vil have opmærksomhed, jagter for at gøre sig interessante.
Og endelig kommer sagen på et tidspunkt, hvor jobcentrene står til at skulle ned- eller omlægges, og hvor PA-bevillingerne dermed risikerer at blive lagt over på nye sagsbehandlere, der ikke kender de borgere, de får ansvaret for at hjælpe. Her er det virkelig uheldigt at tegne et billede af, at PA er noget, man kan få, så man kan blive i sin strandvejsvilla og arbejde, når man lige føler for det.
Men som skrevet i starten: Jeg er inhabil, og uagtet at ovenstående er min holdning, så er der også et solidt argument i at hævde, at loven skal være lige for alle.
Det sidste, jeg har lyst til lige at runde, er, at jeg ikke forstår, at et medlem af kommunalbestyrelsen offentligt må kommentere en sag, der er behandlet i hans egen kommune. Heller ikke selv om den pågældende influencer selv har skrevet om det på SoMe.
Det er i min optik helt indlysende omfattet af den tavshedspligt, en offentlig myndighed er underlagt, for uanset hvor man står i den her sag, er det voldsomt undergravende for tilliden til den offentlige forvaltning, hvis man som navngiven borger kan risikere at blive brugt som løftestang for politiske agendaer.
Men om ikke andet, så håber jeg, at graverjournalisterne har bogmærket opslaget, så de kan hive det frem, næste gang Frederiksberg Kommune står med en træls sag, og deres talsmand påstår, at de ikke kan udtale sig om konkrete enkeltsager.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Velkommen tilbage, har jeg næsten lyst til at starte med – for som lovet tager vi en runde mere.
Jeg vender tilbage til det oprindelige format med 3 ugentlige punkter, for selvom det var en fin udfordring at lægge 12 månedsmål ind, opdagede jeg i løbet af året, at det var tæt på umuligt at afgrænse ét område fra det, der naturligt falder ind under de faste punkter.
På plussiden betød temaet, at jeg fik gennemført nogle projekter, som jeg med sikkerhed kan sige, at jeg ikke ville have prioriteret at følge til dørs, hvis ikke jeg havde semi-forpligtet mig til det, men i 2025 går vi tilbage til originalformatet.
Skal vi ikke bare se at komme i gang?
*
I den forgangne uge har jeg:
1.
Ryddet op på en måde, der er så ukarakteristisk mig, at jeg næsten selv er blevet helt forskrækket over det.
For jeg er bare gået i gang. Uden systemer, lister eller overordnede planer.
I know. Jeg måtte også lige dobbelttjekke, om jeg var ok.
Men mit prepperlager i bryggerset har beslaglagt en halv reol ud af de to, jeg har at gøre med, og efter små 5 måneder må jeg bare erkende, at jeg mangler pladsen. Mine køkkenskabe har været så fyldte, at jeg næsten ikke kan rumme at åbne dem, og i juleferien har jeg derfor vendt og drejet mine muligheder.
Jeg er endt på, at et vitrineskab i stuen er den bedste løsning, og har også fundet dét, jeg gerne vil have. (Men 3700, Ikea? Seriøst?)
Jeg har lovet mig selv, at 2025 bliver året, hvor jeg ikke skal have mavesår 16 gange over kommuner, der ikke betaler deres regninger til tiden, og derfor venter jeg lige med at bestille skabet, til jeg ved, hvordan opgavesammensætningen ser ud den næste måneds tid.
Jeg er i stedet gået i gang med den oprydning og sortering, der er nødvendig for at have et nogenlunde gennemskueligt system i, hvad jeg har hvor.
Og først var planen at gribe det an med den sædvanlige systematik. Men efter en uge, hvor jeg var ved at brænde sammen over at forsøge at regne ud, hvad det var mest smart at starte med, er jeg nu bare gået i gang. Et skab hist. En hylde på reolen pist. En kasse fra oldefar, en kasse fra skuret, et blik på maleresterne i skabet – og til min *inderlige* overraskelse viser det sig, at det her nok faktisk er den mest optimale måde at gribe opgaven an på.
For det har ikke på noget tidspunkt føltes uoverskueligt; heller ikke selvom jeg har et par m2 i stuen, der agerer mellemstation. Og altså: Det pynter ikke, vel? Men så er det heller ikke værre. Og den her måde at arbejde på sikrer, at jeg får alle de køkkenting, jeg ender med at gemme, pakket i den samme kasse. Jeg får et overblik over, hvad jeg har af bedrollers og opbevaringskasser, og kan dermed bruge dem, der kan rumme tingene, men som fylder mindst. (Der er jo ingen grund til at bruge hyldeplads på en 20 liters kasse, hvis det, der skal være i den, kun fylder 10). Jeg får sorteret de kasser fra, der er knækket et hjørne af, eller hvor låget sidder dårligt fast, og det er langt nemmere at skille sig af med f.eks. overskydende drikkeglas, når man opdager, at der også ligger 6 i en kasse i skuret og glor.
Når jeg har været de sidste to skabe igennem og har tjekket loftet, er planen at lave 3 bunker i stuen: Det, der skal på loftet/i skuret, det, der skal i vitrineskabet og det, der skal videre/ud – og så er det bare at eksekvere.
Jeg tror, jeg når i mål i løbet af den næste uge.
2.
I oldefars køkken fundet 7 små plastikbøtter, som jeg har brugt til maling.
For der er faktisk ingen grund til at have 7 skrumlede malerspande med rester stående, når det eneste, jeg skal bruge, er en halv dl. til lige at plette med. Derfor har jeg nu fyldt en smule over i bøtterne, og de overskydende liter har jeg lagt op i den lokale fb-gruppe og spurgt, om nogen kan bruge til et kreaprojekt eller lign.
Det var der mange, der kunne, så nu bliver de brugt til noget i stedet for bare at stå i mit skab og fylde.
3.
Pakket julen væk, og i den forbindelse samlet de glaskugler, der ikke længere er så pæne, i en pose.
Hvert år har jeg et par lanterner stående ude, hvori jeg smider glaskugler og lyskæder, og der kan de kugler, der har fået en ridse eller som har tabt ‘hatten’ få lov at tilbringe deres otium til næste vinter.
Det slog mig i aftes, at det er længe siden, jeg har skrevet et helt almindeligt ‘hvordan går det’- indlæg. Der har været meget at mene meget om de seneste måneder, og det har naturligt nok været det, der har siddet mest løst i fingrene, når jeg har haft fat i Mac’en.
Men sideløbende med, at verden er vanvittig uden for døren, synes jeg faktisk, at vi er et godt sted inde bag den.
Efter år med udredninger, skoleskift, tværsmøder, firmaopstart plus det løse, har det været fuldstændig vidunderligt med noget helt gennemsnitlig hverdag, hvor det går op og ned, som det altid gør i showbizz, men hvor der ikke hele tiden er Noget Stort & Bøvlet, der kræver fokus og kræfter.
Ungerne er flyvende, og de bliver store.
Anton er lige så høj, som jeg er nu, og stemmen er faldet flere oktaver. Han har rykket sig markant, efter at han er startet på speciallinjen, og i dag tænker jeg, at jeg skulle have flyttet ham noget før. Dengang var jeg bange for, at det faglige niveau ville være for langt under det, han sad i i det almene tilbud, men i dag står det lysende klart, at niveauet er irrelevant, hvis man bruger alle sine kræfter på bare at være til stede. I den nye klasse er normeringen LANGT bedre, og børnene bliver mødt, præcis hvor de er – og så er der pludselig overskud til at forholde sig til både verber og ligninger.
Fordi det er en klasse, hvor der løbende kommer nye børn til, bliver de med jævne mellemrum delt op på kryds og tværs, så klassesammensætningen er så optimal, som det er muligt. Det betyder, at jeg som mor ikke har den samme fornemmelse af børnene, som jeg havde i den gamle klasse, men fordi de er ved at være store, er det heller ikke længere så vigtigt. De var en nem flok at have med til lasergame, og de hyggede sig helt vildt. På madsiden skal jeg lige lære, at det med så mange sensorisk udfordrede børn ikke er nødvendigt at medbringe så meget forplejning, for godt nok havde jeg tænkt tekstur og smag ind, men jeg havde taget med, så der var nok af alt til alle…
På plussiden blev naboerne glade for al den overskudskage.
Lige nu taler vi lidt om den kommende konfirmation; om han gerne vil konfirmeres eller ej. Hans umiddelbare svar, da vi talte om det i sommer, var nej, men fordi jeg var lidt usikker på, om det handlede om, at han ikke 100% forstod konceptet, eller om det reelt var et nej tak, blev kompromiset, at han følges med de andre til præst frem til juleferien, hvor vi så sammen træffer en beslutning.
Frida er – stadig – et livsstykke uden lige. Hun går i 3. klasse nu, og var nær besvimet i Bilka forleden, da vi så en eller anden YouTuber, som jeg ikke aner hvem er. Dukkerne er på vej ud, mens kreasysler og udtryk som demure og cringe er på vej ind, og hun ved præcis, hvem hun er. Hvilket jeg er helt blæst væk over. Så lille og dog alligevel så tryg i at være helt sin egen. Hun udbryder jævnligt ting som ‘Yes, queen!’ eller ‘It’s giving seasonal depression!’ når jeg kommer ud fra badeværelset om morgenen (ja, undskyld, men vi er NOGEN, der elsker sort!), og hun er hæsblæsende god til både engelsk og alt, hvad der har med apps og device-opsætning at gøre.
Hun er også barnet, der føler alting ekstra meget, og som, inden hun får sin medicin om morgenen, speedsnakker og godt vil vide, hvilket hus, jeg ville have boet i, hvis Anton og jeg var flyttet, MENS hun var i min mave. Om der ville have været trapper? Om det ville ligge i Californien? Om vi ville have haft en hund? Hvad for én? Hvad farve ville huset være? Ville man kunne se over til mormor og morfar fra vinduerne? Hvorfor er Elon Musk egentlig hele tiden over det hele? Hvornår er det jul? Kan vi få en lillebror?
Så altså. Ja. Hvis du blinker, falder du af.
Og mig? Jeg står op hver eneste dag og glæder mig over, at jeg er min egen chef. Det giver somme tider lidt ekstra arbejde, og det er ikke altid uden udfordringer. Men det er det bedste, der er sket i mit arbejdsliv, og jeg er nærmest hysterisk taknemmelig over, at jeg har valgt et fag, hvor det er en mulighed.
Samtidigt er vi også nu et sted, hvor jeg ikke behøver at mandsopdække børnene 24/7. Det er work in progress, men for tiden prøver jeg at lægge en dag om ugen ind, hvor Anton henter Frida fra skole, når taxaen har sat ham af, og så er de alene, til jeg kommer hjem. Det gør en verden til forskel, fordi det giver mig lidt luft og manøvrerum, som jeg ikke har haft i 14 år.
Hvilket ser lidt vildt ud, når man ser det på skrift.
Der er ro på bagsmækken i omgangskredsen, alle mine mennesker har det godt, og selvom jeg godt ved, at livet aldrig står stille, og at ingen kender dagen i morgen, så nyder jeg, at ruten lige nu går gennem et naturskønt område, hvor brisen er mild, og solen skinner.
*Var jeg forleden på opgave i den sydligste del af Danmark, og benyttede lejligheden til lige at vippe over grænsen efter et par småting. Det var en anden grænseovergang, end den, jeg plejer at bruge, og da jeg kom ud af butikken, tænkte jeg: “Ej. Jeg kan sgu da sagtens finde hjem herfra uden gps!”
Lad dette være en advarsel til de af jer, der havde tænkt, at I bare ville følge efter mig, når apokalypsen rammer. Don’t. Jeg befandt mig under 3 km. fra den danske grænse, og det lykkedes mig stadig at fare vild. Vild-vild. Jeg ved nærmest ikke, hvordan det fysisk er muligt?
*Smed jeg i morges en amatør-exitpoll op på min fb-væg, men kommentarfeltet udviklede sig til en krigszone på rekordtid, så jeg pillede det ned igen. Men I plejer at være godt i vater, så nu kører vi den sgu her i stedet. Hvem tager den på tirsdag? Harris eller Trump?
*Hørte jeg forleden sangen ‘The Wanderer’ beskrevet som “the original version of ‘(I’ve got hoes In different) Area Codes’”. Jeg fnøs kaffe ud gennem næsen.
*Føler jeg mig sjældent talt mere ned til, end når firmaer sender reklamemails, og lader som om, afsenderen er en konkret person. ‘Marianne fra Lace’. ‘Morten fra Sport24’. Fuck af med det der.
*Vil jeg gerne, til de af jer, der har Podimo, plugge podcasten ‘Hestepigen fra helvede’. Den er mere end almindelig vanvittig.
*Håber jeg, at én af de tendenser, vi snart kan lægge bag os, er profiler på sociale medier, der ikke er bange for at pege andres fejl ud – men gerne lige selv vil være anonyme. Jeg hader dem. For det er SÅ gratis at mene alt muligt, når man ikke selv skal stå på mål for det, man siger, og det taler ind i den hater-kultur, som for mig at se er en stor del af problemet ift. tonen på nettet.
Det seneste eksempel jeg er stødt på, er instaprofilen cand.merc.memes, som i sidste uge havde et opslag, hvor han med slet skjult fryd kastede sig over Peter Falktoft og Esben Bjerre.
Her vil jeg gerne være 100% transparent: Jeg elsker dem. Jeg har været med siden allerførste Monte Carlo-program, og jeg er derfor ikke på nogen måde neutral her.
Jeg er bestemt ikke altid enig med dem. Der er emner, hvor vi er SÅ uenige, at jeg bare er nødt til at lade som om, at jeg ikke hørte, hvad de sagde – men det, der redder dem for mig, i dag og for altid, er, at de aldrig nogensinde gemmer sig. De har stillet sig op, hvor alle kan se dem, og har skabt en karriere på spitball’e på alt, hvad tilværelsen byder på for åben mikrofon.
Når man gør det, vil man komme til at udtale sig om emner, man faktisk ikke ved ret meget om, og man vil komme til at diskvalificere udfordringer, man ikke har prøvet på egen krop.
Men det er misforstået, at man skal være enig i alt, hvad de offentlige personer, man har købt ind på, mener og siger. Det kan ikke lade sig gøre. Det, man er nødt til at beslutte er, om man i bund og grund mener, at de er gode mennesker med gode intentioner. Og det kan man KUN gøre, hvis man ved, hvem de er.
Når man gemmer sig bag en anonyme profil, gør man det, fordi man godt ved, at ingen er perfekte, og at der vil være noget at finde hos os ALLE, hvis man sætter sig for at lede. Netop derfor er det ekstra ulækkert, når man skaber en karriere på at pege fingre af navngivne personer og profiler, mens man samtidigt sikrer sig, at man ikke selv risikerer at blive udsat for samme behandling.
Som en sidste kommentar synes jeg faktisk ikke, at det burde være muligt at køre sponsoreret indhold, hvor man får penge for at prøve at meningsdanne, når modtagerne ikke ved, hvem afsenderen er, og dermed hvad incitament, vedkommende kan have til at ønske at trække holdninger i en bestemt retning.
(Og bare inden nogen råber: HVAD MED DIG SELV!? Jeg er tegnsprogstolk. Jeg hedder Linda. Jeg bor i Esbjerg. Jeg har skrevet en bog. Jeg nævner mine børn ved navn, jeg har medvirket i en solid stak artikler, og jeg har mit eget billede på min instaprofil. Hvis man ikke kan google sig til mit fulde navn på under 2 sekunder, har man ikke fortjent at have adgang til internettet).
Få ting irriterer mig så meget som debatten om Temu og de andre kinesiske handelsplatforme.
Jeg vil gerne starte med at sige det, så det ikke kan misforstås: Det her indlæg er IKKE et endorsement af Temu, og jeg ville blive meget, meget ked af det, hvis nogen bruger det som undskyldning for at gå fuld Braveheart på appen.
Men.
Jeg kan næsten ikke holde ud, at samtalen er så tilstræbt naiv.
Jeg vil ikke udelukke, at jeg pga. mine børns diagnoser er præ-udtrættet af, at lort flyder nedad, og at alle led i en kæde, der har nogen, de kan sende sorteper videre til, gør det uden at blinke med øjnene – men jeg får lyst til at rive mine arme af over, at Forbrugerrådet Tænk, Kemiluppen og alle 179 politikere fordømmer Temu, Shein osv. – men lægger det over på forbrugerne at navigere i noget, der er fuldstændig uigennemskueligt, og som reelt er konsekvensen af, at politikerne stikker hovedet i jorden.
Det bliver ikke nemmere af, at der er masser af sæbekasser at stille sig op på i den her samtale, fordi man både kan fokusere på børnearbejde, overenskomst, løn, alternative indtægtskilder for familier i Kina og at vi i Europa selv har gjort os sårbare ved at læne os så tungt op ad udenlandske enkeltspillere.
For jeg er med på, at det ikke er problemfrit bare at ban’e Temu, for Temu er kinesisk, og Kina er en af vores største samarbejdspartnere, både på import og eksportsiden. Vi er – lige nu – afhængige af, at vi fortsat har adgang til billige dele og komponenter, som vi bruger i produkter, vi laver herhjemme, fordi vi i Kina kan købe dem så billigt, at det er afgørende for, at vi fortsat kan være konkurrencedygtige.
Derudover er det også nødvendigt at bevare en nogenlunde relation til kineserne, hvis vi i EU og vesten skal gøre os forhåbninger om at få dem med ombord på den grønne omstilling.
Det er gode og vigtige argumenter for ikke at save samarbejdsgrenen over, og det er både nemt og gratis for mig at mene, at det bare må være et spørgsmål om at knalde samme toldsats og håndteringsgebyr på de kinesiske varer, som er pålagt de amerikanske, for så ville problemet være løst.
Men lige nu synes jeg, at politikerne beder forbrugerne om at løse problemet for dem, og det er ikke i orden.
For selvFØLGELIG er det en dårlig ide at købe elektronik, legetøj og make up på Temu. Du risikerer at brænde dit hus ned, mens du sidder med åbne kødsår i ansigtet og 24 små, løse plastikdele på tværs i halsen. Det burde ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre at hive den slags hjem på matriklen.
Men når Magnus H. taler om Temu, så taler han om platformen på en måde, der får det til at lyde, som om alting derinde er farligt og miljøskadeligt.
Det kan sagtens være, at det er tilfældet – men så bliver vi nødt til også at tage den anden del af samtalen, hvor vi italesætter, at ingen brokker sig, når vi køber de selvsamme varer, som tilbydes på de kinesiske apps, i danske butikker.
Og her taler jeg ikke om de varer, hvor Temu bruger billeder af (danske) designervarer som reklame for billige efterligninger; her taler jeg om madkasser, jeg først har set i reklamer for på Temu, for så, en måned senere, at se dem på hylden i Normal.
– i øvrigt ved siden af den glimmerstick, som er identisk med den, min venindes veninde havde med i tasken, da vi var i byen sidst, og som hun havde købt på Ali Express.
Eller de små akrylæsker, jeg næsten ikke har kunne komme udenom i mit feed, som pludselig står sirligt linet op i Flying Tiger.
Eller spotvarerne i Netto, eller motivationsdrikkedunkene i Bilka, eller det her spejl i Elgiganten:
Og det kan godt være, at der, når du klikker ind på varen, står, at det bliver solgt ‘gennem 3.part’ – men at gøre den tilgængeligt gennem en kendt, etableret, dansk virksomhed gør det i hvert fald ikke *nemmere* for forbrugerne at gennemskue, hvad problemet egentlig er.
Er det farligt, eller er det ikke?
Det hele? Eller kun noget af det? For hånden op, alle dem, der på stående fod kan fortælle, hvad vi tester og tjekker for herhjemme, og hvordan proceduren er? Tjekker vi alt? Kører vi stikprøver?
Det kan man slå op, men det er ikke det, der er pointen her. Pointen er, at vi lige nu kører en form for selektiv samhandel, hvor vi med den ene hånd tilbyder varer fra Kina overalt i detailhandlen, mens vi holder den anden formanende op og beder forbrugerne være i stand til at forstå, hvorfor de ikke bare kan købe den selv – til en fjerdedel af prisen.
Og så er der en form for politisk cherrypicking her, der giver mig lyst til at se, hvad ville der ske, hvis man i en Tænk-test kørte et tilsvarende tjek af 98 tilsvarende produkter fra Normal eller Søstrene Grene.
Samtalen er simpelthen nødt til at blive bedre, hvis det her problem skal løses.
For jeg bliver helt tør i munden af frustration, når jeg i dag kan læse, at der er ‘nedsat en taskforce’ der skal finde ud af, hvad der kan gøres – og at der er sat midler af til en ‘oplysningskampagne til forbrugerne’.
Her vil jeg gerne, helt gratis, spare jer for konsulentudgiften: Der er ingen, der har brug for oplysning. Vi ved det godt. Ligesom vi også ved, at rygning og alkohol er farligt, og at cykelhjelmen ikke redder os, hvis den ligger i cykelkurven, når vi vælter.
Det hjælper bare ikke, når vi konstant bliver fristet over evne, og det giftige æble er både let tilgængeligt og (næsten) gratis.
Og endelig er det måske også meget at bede om, at forbrugerne skal kunne sige nej til besparelsen, når staten siger ja til fortjenesten:
Jeg er meget i mit hoved for tiden. Der er en masse fragmenter, der ligger og skøjter rundt, og jeg aner en slags sammenhæng i det tema, de udspringer af, uden at jeg helt kan sætte fingeren på, præcis hvori det består.
Der sker meget omkring mig. Folk tager opgør, der har været optræk til længe, de konfronterer hinanden, trækker sig, går, bliver uvenner og får nok.
Noget af det handler om et mærkeligt sammentræf, hvor mange af os samtidigt har ramt det punkt, hvor en ændring, der er sket langsomt og gradvist, pludselig er blevet synlig og mærkbar.
Lidt som når man ikke lægger mærke til den snigende hovedpine, temperaturen, der stiger en halv grad og næsen, der stopper til – men pludselig, når ledsmerterne sætter ind, kan mærke det hele samtidigt og går fra at være rask til at være syg på et splitsekund.
På samme måde er det for tiden som om, at det, folk har levet med og accepteret længe, pludselig ikke længere kan ignoreres – eller tolereres.
Vi er nok alle tilbøjelige til at se dem, vi holder af, gennem et filter af de mennesker, de var engang. Venskabet, kærligheden, og de fælles relationer og interesser. Erindringer om tidspunkter, hvor vi havde det svært, og de var der for os.
Og vi kommer automatisk til at antage, at de stadig er derinde et sted, og at svigt og skuffelser bare handler om dårlige dage, travlhed eller #life, som lige kom i vejen. At den dårlige opførsel eller manglen på omtanke og indsats er undtagelsen, mens reglen er en stærk og givende relation.
Men det skal jo vende på et tidspunkt, hvis det er tilfældet, og jeg har brugt det sidste år på, hver gang et menneske, jeg interagerer med, skuffer, lader mig trække læsset eller tackler noget givent på en måde, jeg synes er uhensigtsmæssig, at overveje, om jeg ville danne en relation til den person, hvis jeg mødte dem forfra med den adfærd og de prioriteringer, de har i dag.
Det kan lyde hårdt og meget noget-for-noget. Det er ikke sådan, jeg oplever det, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg ser gå gennem den samme udvikling.
Det ser ud og føles mere som noget aldersudløst, tror jeg? At vi, hvis vi er heldige, står midt i livet nu, og måske, ubevidst, gør status? Vurderer, hvad vi gerne vil have med videre, og hvad tiden er kommet til at slippe?
Da jeg begyndte at pusle med det her indlæg, kom jeg til at tænke på en kommentar, som en af jer lagde på det sidste indlæg, jeg skrev om relationer. Jeg kan ikke huske ordlyden, men det var en let, oprigtig undren over, at der i mit liv kunne være så mange problematiske relationer. (Det var ikke sådan, det var formuleret, og nu synes jeg, at det lyder passivt-aggressivt, når jeg parafraserer det, og det var slet ikke sådan, jeg opfattede det). Den kommentar har jeg tænkt meget over, fordi jeg er et menneske, der kan være ret kompromisløs i mine nære relationer. Der er langt til min grænse, men rammer du den, er løbet kørt.
Derfor fik den kommentar mig til at tænke over, hvordan det kan være tilfældet, for når man har været god til at gøre rent bord over årene, burde der jo ikke være så mange tilbage at luge ud i.
Men forleden, da jeg var på keramikmalerdate med en veninde, kom vi til at tale om grænser. Og her var der noget, der gik op for mig – for vi ligner på mange måder hinanden i vores måde at være i verden på, og for os begge gælder, at vi virker som magneter på mennesker, der mangler publikum og terapeuter.
Om det er fordi, vi er gode til small talk og til at lytte, eller om det handler om, at vi begge har ting med i posen, der gør, at vi kan relatere til, hvordan livet føles, når det ikke er nemt, ved jeg ikke. Men da vi sad og talte om det, gik det op for mig, at det ofte er dé relationer, hvor jeg bøvler med grænser – fordi jeg ikke helt forstår, at folk ikke sætter dem selv. For mig er noget af det værste, du kan byde mig at blive VED med at gå over en grænse, jeg allerede *har* sat.
Og det er klart: I et venskab ville jeg aldrig acceptere det. Men voksenlivet kommer med relationer, hvor man ikke er helt så fri til at vælge. Andre børns forældre, papbørn, kæresters ekskærester, naboer og kolleger er alle eksempler på mennesker, vi kan være nødt til at finde en måde at sameksistere med, uanset om vi har lyst eller ej.
For selvfølgelig kan man trække grænserne hårdt op. Men jeg tror, mange af os i de her tilfælde forsøger at vælge den lempelige vej, fordi det er mennesker, vi har et tvunget fællesskab med, og hvor en konflikt kan få nærmest uoverskuelige konsekvenser.
Men jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, jeg har det sværere med, end at være nødt til at sætte den samme grænse flere gange, og det har for mig altid været svært og frustrerende, når jeg bliver tvunget til at gøre det alligevel.
Og her tænker jeg for tiden rigtig meget over, at det handler om komfort, vane og manglende træning. For al udvikling er svært og grimt og bøvlet, og særligt når livet omkring os ikke lige trækker ind til siden, så vi kan få ro til at gro nye vaner, er det nemt at falde tilbage til det, man plejer og kender.
Men måske er livet ikke så meget er en øvelse i at forsøge at undgå at gentage mønstre og adfærd, man har set, lært og gentaget hele sit voksne liv.
Måske ligger øvelsen i at opdage det, når man ufrivilligt gentager det, man kender og forstår – og så gøre noget andet?
Måske ligger udvikling og vækst der, hvor man stadig gentager mønsteret, men ændrer sin reaktion. Som f.eks. når vores generation, mod bedre vidende, kommer til at råbe ad vores børn – men bagefter bruger den nødvendige tid på at undskylde og samle op i forsøget på at gøre det bedre. På at blive bedre.
Måske er det den udvikling i os selv, der får os til at stille krav til de mennesker, vi har i vores liv, både i de nære og i de perifære relationer nu. Som får os til at indse, at en relation ikke består af sig selv, og at den kun er værd at bevare, hvis den er vigtig nok for begge parter til, at de gør sig umage.
Måske er det først midt i livet man opdager, at en fælles opgave ikke kan løses alene, og at det i alle typer af skæve relationer er den, der giver mest, som til sidst er tvunget til at trække grænsen. For den, der tager, gør det ikke.
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne måned:
1.
Har jeg været i gang på Fridas værelse igen, fordi hun pludselig gerne ville have et skrivebord.
Det er sådan set helt forståeligt, for hun er et kreativt barn, og da jeg samtidig længe har tænkt, at det skrivebord, jeg har i stuen, skal noget andet, var det oplagt at starte med at sætte det ind på hendes værelse.
Det var godt, jeg gjorde det, for dels kunne jeg med det samme se, at det var ALT for stort, selvom det egentlig på mål burde have været fint, og dels fungerede det SLET ikke at stille det, hvor jeg havde tænkt, det skulle stå. Men fordi jeg lavede den mellemregning, betød det, at jeg pludselig havde en langt mere kvalificeret ide om, hvad det egentlig var, vi skulle ud og købe, og hvor det skulle stå.
Bordet er ankommet og sat op, og skrivebordet fra stuen er i mellemtiden vandret ind til Anton, hvor det faktisk har vist sig at passe perfekt.
Jeg elsker, at vi er endt med at kunne bruge noget, vi allerede havde, og jeg er OGSÅ glad for at slippe for Marketplace & De Tusind Spørgsmål.
2.
Fridas værelse er lige så småt, som det var, sidst vi talte om det, og det betyder, at nogle af møblerne skal ud, når hun har soveaftaler, og stabelsengene skal stå ved siden af hinanden.
Derfor havde jeg brug for en løsning til de ting, der skal stå på skrivebordet, som betyder, at det ikke tager 18 måneder at tømme bordet, når det skal løftes ud. Jeg endte med en væghængt køkkenstang af den slags, som jeg selv har i soveværelset til mine kjoler.
De store bestik-krukker er perfekte sakse, tusser og farveblyanter, og som ekstra plus optager de ikke plads på bordet, når man sidder ved det.
Når hun skal have lavet værelset om igen, kan stangen uden problemer pakkes væk, for den optager ingen plads, og senere kan den bruges til 600 andre formål.
3.
Med bordet af vejen i stuen har jeg nu fået bedre plads til mit træningsgrej, som jeg har været inderligt træt af at have liggende på gulvet. Det er ikke særlig fedt at bakse rundt med håndvægte og vægtskiver, der er fulde af nullermænd, og det er sgu også bøvlet at skulle flytte 80 kg. metal, hver gang man skal støvsuge.
Jeg startede med at google ‘racks’, som de stativer, vægte ligger på i fitnesscentrene hedder – men indtil vi lige finder ud af, hvordan jeg sælger samtlige mine indre organer på dark web, og stadig lever videre, bliver det ikke løsningen.
Efter at have tænkt noget mere, slog det mig pludselig, at møbelhunde måske faktisk var en mulighed.
Og hvis man aldrig har hørt det udtryk før, så er det sådan en her:
De kan bære ret mange kilo, hjulene kan låses, og så kan de bruges til blomsterkrukker og til at flytte rundt på tunge ting derhjemme, hvis de senere er i overskud.
Jeg fandt et par stykker i Harald Nyborg til næsten ingen penge, købte en yogamåtte til 40 kroner, som jeg klippede to stykker af, der passede, og nu ser det sådan her ud:
Min træningsbold fik en underskål fra en urtepotte at stå i, så den ikke triller rundt, men så der stadig ikke sker det store, hvis en af Frida venner, (som ikke *kan* gå forbi mit træningsgrej uden at skulle pille ved det) smider sig på den.
Jeg er MEGET tilfreds med mig selv.
Månedens Mål, august (1/4)
Nu, hvor det hele har været lidt løst i sammenføjningerne sommeren over, har jeg besluttet, at mit mål resten af august er et godt, gammeldags husholdningsbudget. Jeg har lidt for længe været lidt for god til bare at købe det, vi har lyst til at spise, og det koster.
Derfor vil jeg måneden ud prøve at lave et budget, uge for uge, og se, hvad vi kan klare os for, hvis jeg udviser en smule disciplin. Tanken er at flytte en vis sum penge over på mit ekstra visakort, og så lade det være mad/husholdningskortet. På den måde håber jeg at kunne holde snuden i sporet, for det, der er gået galt, når jeg tidligere har prøvet den her model er, at det bliver for svært at holde tingene adskilt, når alting betales med samme kort.
Mit første forsøg hedder 500 kr. til en uge. Om det er helt skudt ved siden af, ved jeg ikke endnu – men det gør jeg i næste uge.
Jeg håber, at det kan gøre det muligt endelig at etablere den opsparing, jeg så længe gerne har ville starte.
*
Det er skønt at være tilbage. Jeg håber, at I har haft verdens bedste sommer, og er klar til, sammen med mig, at tage hul på hverdagen igen.
