M2019, uge 25

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg foræret de her fine folieballoner fra Fridas fødselsdag væk gennem den lokale fb-gruppe:

De kan holde luft i flere måneder, og derfor syntes jeg, at det var en skam bare at overlade dem til deres skæbne på gulvet, så nu er de sendt videre til en anden lille pige, der har skal fejres. 

Egentlig kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til skrive punktet på, fordi jeg ved, at der vil være nogen, for hvem folieballoner er så langt fra et minimalistisk livssyn, at det nærmest diskvalificerer hele temarækkens eksistensgrundlag. Men jeg besluttede at skrive den på alligevel, først og fremmest fordi jeg gerne vil holde det ægte. Men også fordi jeg synes, det er et godt eksempel på, at man stadig godt kan have bevidst forbrug i baghovedet, når man opfylder andre behov end sine egne. 

For er folieballoner livsnødvendige? Nej. Ville jeg købe dem til mig selv? Heller ikke. Men Frida fik stjerner i øjnene, da hun så dem, og for hende er de vigtige. Fuldstændig ligesom enhjørningepynt i kager.

Det i sig selv er jo ikke som sådan et argument, og egentlig havde jeg først sagt nej, netop fordi jeg ikke mindes at have set dem gro i naturen, og der derfor nok er noget unødvendigt fremstilling, der bliver holdt liv i, når jeg køber dem. 

Men.

Jeg endte med at omstemme mig, fordi jeg dybest set ikke tror på, at børn får lyst til at følge i deres forældres fodspor, hvis valg og handlinger er dikteret af tvang og forældreværdier, som børn ikke forstår. Jeg tror, man på den lange bane kan flytte meget mere ved at tage snakken med dem, når emnet naturligt kommer op – som når jeg f.eks. forklarer, hvorfor jeg ikke selv skal have folieballoner. Eller hvorfor vi giver hendes videre.

Så den kommer på, fordi jeg gerne vil minde os alle sammen om, at det ikke behøver være enten-eller, men at man godt, når man går på kompromis med sine principper, stadig kan overveje, om der er noget, man kan gøre, for trods alt at trække valget i en mere bæredygtig retning. 

2.

Glædet mig over, at vi i familien og omgangskredsen får mere og mere gang i en form for sektionsopdelt storkøkken. At jeg, når jeg skal bruge 5 dråber rød frugtfarve, starter med at spørge min mor, om hun har noget stående, at hun får et af mine tre deciliter-mål, fordi hendes er gået i stykker, og jeg ikke har brug for tre, og at vegetarmad og specialingredienser vandrer på kryds og tværs, fordi vi alle sammen snakker åbent om at stoppe madspild og prøver at inspirere hinanden til flere kødfri dage. 

3.

Skåret frugtstængerne, som mine børn ikke gad at spise, i små stykker og hældt dem ned i den sidste rest müsli, sammen med alle de halve og kvarte poser nødder og tørret frugt, jeg havde i skabet. Jeg fyldte op med et par dl. havregryn og lidt kokosmel, og rystede det hele sammen, så nu er der ryddet op i skabet, og jeg har müsli (som ac bliver ved med at rette til ‘muslim’. Det skal vi nok have gjort noget ved..) til de næste mange uger.

I øvrigt:

*har jeg nu set Green Book, og jeg er nødt til at sige: KÆMPE props til Viggo Mortensen for bare, helt stille og roligt, at gå rundt og være kvabset i en nusset wifebeater. Det må kræve sin mand at vide, at man stiller sin tidligere Aragorn-krop til skue for hele verden på et lærred på størrelse med gavlen på et gennemsnitligt, dansk parcelhus. 

*gælder ovenstående i øvrigt også for Kevin Costner i The Highway-men på Netflix. Var det ikke igår, han løb rundt, helt stram og secret service i The Bodyguard?

*( – med underspørgsmålet: Hvordan er de blevet midaldrende, mens vi andre stadig er i start 20’erne?)

*vil jeg bare lige for eventuelle tvivlere nævne, at en nedgravet kæmpetrampolin er verdens bedste ide. Seriøst. Selvom man kun har 10 minutter inden bad/mad/sammenbrud, så er det bare at åbne døren, og man behøver ikke frygte biler, pakke alle ind i 16 lag tøj, eller have tænkt igennem, hvad man gør, når nogen skal tisse. Det er ge.ni.alt. (Protip: Man kan evt. lægge en agent ind på DBA, så man får et heads up, når nogen sætter en trampolin til salg)

*har jeg som det sidste menneske i verden opdaget Gin Hass. Til gengæld har jeg opdaget den med blodgrape i stedet for mango, og det bliver en dyr sommer. 

*bad Anton forleden om at høre en sang med Kim Larsen: “Den der ‘Hey ho – for Lalandia’ mor” and I just can’t even. 

*havde jeg egentlig besluttet at gemme Game of Thrones til hele sæsonen er lagt op, men 3 venner spoilede uafhængigt af hinanden første afsnit inden for 12 timer efter premieren, så fuck det. Nu kører vi. 

*har jeg hentet temamelodien som ringetone for at out’e dem, der ikke ser den, så jeg kan få ryddet op i den omgangskreds. (We get it. You’re special).

*har børnene – meget overraskende – pludselig besluttet, at dét at blive passet af barnepigen, er det sjoveste i hele verden. Hvilket er lidt af et brat venstresving fra ‘Hvordan kan du efterlade os på dette rumænske børnehjem!?!’-stilen, de ellers har kørt indtil nu. Frida kunne derfor næsten ikke være i sig selv af skuffelse over, at barnepigen først ville komme post-putning i lørdags, så hun satte en skål med tomater frem til hende, og jeg kan ikke helt finde ud af, om der er tale om en offergave, eller om hun tror, at Sara er en slags ernæringsbevidst nisse.

*pustede jeg i går æg for første gang i mit liv; en proces, der har forbløffende meget til fælles med at føde børn. Måske var det pga. soundtracket (“Babyshark”) eller måske handlede det om, at børnene stod på hver sin side af mig og råbte: “Kom nu, mor!” “Pust hårdere, mor!” og “Hvorfor er du helt rød i hovedet, mor?” – i hvert fald har jeg aldrig følt mig tættere på Thorkild i mit liv.


I øvrigt:

*har mine børn udviklet et genetisk uforklarligt crush på MGP, og vi skal høre det helehelehelehele tiden. Jeg. Kan. Ikke. Holde. Det. Ud. Og jeg ved godt, at MGP-børnene i følge reglerne selv skal have skrevet både sang og musik, men nu har jeg hørt alle sange så mange gange, at jeg føler mig i stand til at ekspert-udtale, at det er med løg på. Jeg har i hvert fald aldrig mødt ægte børn med dét ordforråd. Og jeg bliver nærmest aggressiv ved tanken om voksne mennesker, der sidder og udtænker “sjove” tekster, der skal synges af børn til børn, men som i virkeligheden er rettet imod forældrene, som skal synes, det er sødt og fresh.

*var Frida og jeg for omkring 3 måneder siden på vej ud at handle, da en kat pludselig sprang LIGE ud foran bilen, og vi ramte den. Ubehageligt og trist, men vi har snakket om det, og jeg synes egentlig, at vi er klar til at lægge det bag os. Frida er ikke enig. Hver gang – H.V.E.R gang – jeg fortæller om et dyr, jeg har set på min vej, spørger hun alvorligt: “Kørte du den så over, mor?”

*ved jeg godt, at det er mig, der er uptight og ikke kan tage en joke og alt det der – men med det massive fokus, der er på fake news, synes jeg faktisk, at det burde være et krav, at virksomheder, der lægger 1. april-jokes på nettet, fjerner dem igen d. 01.04 kl. 23.59. Eller sætter et kæmpebanner på det oprindelige opslag med teksten “APRILSNAR!” For jeg kan se, at Erna fra Sønderborg stadig her d. 03.04 synes, det er virkelig smart med den lego-app, der kan finde bestemte klodser, og det skulle ikke undre mig, om der allerede er en paramilitant fraktion under Dyrenes Beskyttelse i gang med at udarbejde et manifest om de kritisable forhold, de nye hash-heste hos politiet skal arbejde under. 

*vil jeg dog gerne, apropos Politiet, sende et kæmpe highfive ud til både det danske og det udenlandske af slagsen for deres måde at være på sociale medier på.

*har jeg slået min mos-plæne for første gang i år, og hvis der er en frisk gartnertype på linjen, er jeg klar til at slå mig ned og falde til ro i rollen som trofæ-kone. 

*var jeg forleden på storindkøb i Bilka. Ved kassen nåede jeg lige at få lagt alle mine varer op, før kassedamen med dyster stemme bad mig om at “gå i gang med at pakke dine varer. For din egen skyld.” Jeg undskylder naturligvis for at komme rendende med alle mine penge og forstyrre dig.(*)

*har jeg hver dag den seneste uge passeret et skilt, hvorpå der med store bogstaver står: “Kultur” og har dermed også hver dag den seneste uge tænkt, at det er mærkeligt, at der ikke er et eller andet up-and-coming smykkefirma, der har lanceret et kultUR. (Det er utroligt, at jeg endnu ikke er blevet scoutet af et reklamebureau).

*har de i Antons klasse sået karse, og selv lavet de små bakker, karsen står i. Jeg elsker, at vi bare kører fuld snemand/kyllinge-hybrid. Sgu da også omstændigt og forvirrende med alle de højtider. (Og ja. Det karse der… Igen: Plantesæk søger træmand)

Blogsbjerg Inc. proudly presents: “Snekyllingen”

(*)Og bare lige så vi alle er enige: Kunder kan være de vildeste røvhuller. Jeg har selv siddet ved kassen i Føtex, så I so know. Men det er de trælse af slagsen, vi kanaliserer vores job-had ud på og straffer ved f.eks. at klemme deres krydderboller til kanonkugler og deres cornflakes til støv, eller køre servietter og poser fast i båndet. Ikke dem, der kigger én i øjnene og hilser, og vender alle varerne med stregkoden opad.

Kan du lege?

Jeg har aldrig været god til at lege. I hvert fald ikke på den traditionelle måde, hvor rollespil og “så sagde vi jo, at…” er en del af setup’et.

Jeg har til gengæld altid været god til at underholde mig selv. Jeg har haft snuden i bøger, siden jeg fandt ud af, at bogstaver kunne sættes sammen, og jeg har tegnet og lavet perleplader i ét væk.

Derfor ved jeg, at en manglende evne til at lege ikke handler om mangel på fantasi eller lyst til fordybelse – snarere om, at man bare er på en lidt anden måde i verden end de børn, der kan underholde sig selv i timevis, hvis de får en pind og en piberenser udleveret.

Når jeg tager det op her, er det fordi, Frida lader til at slægte mig på; hun kigger også lidt skeptisk på sine dukker, når jeg foreslår, at hun leger med dem, og det er ret tydeligt for mig, at hun bare ikke *ser* det, andre børn ser, når de kigger på en kasse med dukkegear. 

Hvis det bare var selve valget af aktivitet, der skilte sig lidt ud, ville jeg være cool med det, for jeg har ikke selv savnet at lege med Barbiedukker eller My Little Pony, så jeg er med på, at et børneliv kan være fint og rigt uden plastik og hestetrailere. Problemet er, at det lader til at være rigtig svært for Frida selv at finde på, hvad hun skal lave, og det går mig på. 

Jeg har tænkt over det et stykke tid, og kan se, at det primært er en udfordring herhjemme. Når hun er i børnehave, er det mit indtryk, at hun leger fint med sine små kompaner, både ude og inde, men når hun er alene herhjemme, er det som om, det eller den, der skal sætte gang i legen, mangler. 

Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad jeg kunne gøre. Både fordi jeg virkelig under hende at kunne gå ind i det rum, hvor timerne forsvinder, og kreativiteten blomstrer, men også fordi jeg – hånden på hjertet – somme tider ville ønske, at hun var mere selvkørende end tilfældet er. For lige nu pendler jeg mellem at lave noget praktisk og at deltage i spil, sidde med ved tegnebordet, stå på vejen eller lave perleplader. Og fordi jeg selv er handikappet i legecenteret, ved jeg simpelthen ikke, hvordan man gør, og derfor kan jeg ikke vise hende det. 

Jeg synes, jeg har prøvet at skubbe til det på mange forskellige måder. Jeg har fundet legesager frem, jeg har ladet hende kede sig bravt, jeg har gemt skærme og film væk osv. osv. men det lader ikke til at hjælpe.

Ipads og film er ift. Frida ikke det store problem. Hun får ret hurtigt nok, så det løser sig selv, og da jeg også er hyperbevidst om ikke at sidde med min telefon eller med snuden i en skærm, når børnene er til stede, er det ikke fordi jeg er uden for rækkevidde på den elektroniske måde, at hun rykker i mig. (Og her vil jeg gerne pointere, at jeg ikke prøver at være hellig. Jeg bliver simpelthen bare afbrudt så afsindig mange gange, at et potentielt misbrug bliver kvalt i fødslen).

Min oplevelse er, at det måske til dels handler om, at jeg er alene; at der altid er adgang til mig. For når vi er sammen med andre, og jeg er i samtale med flere voksne, er hun trods alt bedre til selv at gå i gang, men når vi er sammen med andre voksne, er der også ofte andre børn, som kan fungere som igangsættere. 

Men når vi er alene, og jeg er færdig med at hænge vasketøj op og lave mad, så er det som om, at vi har fået etableret et mønster, hvor jeg skal finde på og deltage i legen, og det ville jeg forfærdelig gerne have brudt. Ikke mindst fordi sommerferien lurer om hjørnet, og hvis jeg skal spille Vildkat 12 timer i døgnet, 4 uger i streg, bliver jeg alkoholiker. 

Så nu spørger jeg jer: Er der nogen derude, der har gode erfaringer med, hvordan man kan gribe sådan en problematik an? Enten selvgjorte eller i form af teori, litteratur eller lignende?

(PS: Og vi taler ikke om, at jeg mangler ideer til, hvad jeg kan lave med dem. Jeg er god til at tage dem med ud, til at finde tegnesager frem, til at læse højt og synge og til at finde steder, hvor de kan udfolde sig fysisk. Ligeledes har vi også rimelig styr på det med at involvere dem i den daglige drift i det omfang, det giver mening. Det er legen, sådan i sin reneste form, der driller).

By popular demand: Undgå julestress (repost)

Sidste år skrev jeg et indlæg om, hvad jeg gør for at undgå, at december bliver et helvede af hæsblæsende to-do’s, og jeg fik virkelig mange kommentarer om, om ikke jeg ville minde om det i god tid i år. (En enkelt bad i stressrelateret afmagt om at få det tatoveret på armen.) Your wish is my command, så i let redigeret udgave (og med nye nissefif’s tilføjet nederst) kommer her:

Happy X-mas (stress is over)

Jeg har i år haft et erklæret mål om ikke at lade mig stresse af december. Jeg elsker julen og lysene og alle traditionerne, men selv den mest hårdføre zenbuddhist kan vist godt momentvis miste pusten over alt det, der også følger med.

(Speaking of, mødte jeg en munk, da jeg forleden i en frokostpause løb rundt efter et par julegaver (En *virkelig* pæn en af slagsen – hvordan er lovgivningen på området; må de date?) Og jeg forstår jo godt, hvad han mener, når han spørger, om det er nødvendigt at have så travlt, for “hvad nu, hvis du dør om 30 sekunder?” Sandt. Men hvis jeg nu ikke gør, er det stadig rart nok at have styr på gaverne inden d. 24.)

Anyway: Det fungerer indtil videre ret godt at have gjort sig bevidste overvejelser om de begivenheder, der på papiret virker som den hyggelige essens af jul, men med små børn ofte viser sig mere at være essensen af helvede.

I tilfælde af at andre kan bruge mine erfaringer so far til noget, følger her:

SÅDAN UNDGÅR DU DEN VÆRSTE JULESTRESS MED SMÅ BØRN – EN LISTE:

Med alle punkter gælder det, at hvis det lige nøjagtigt er DENNE aktivtiet, der gør julen for dine børn, så skal den selvfølgelig gennemføres, men ikke før du har lavet en benhård og brutalt ærlig SWOT-analyse af, om du bliver så stresset af logistikken omkring det, at du forvandler dig til Frådende Mor, som ingen ønsker i bytte for et juleshow med Postmand Per.

Just say no to hard drugs og juletræsfester

Der er få ting, der kan stresse alle involverede parter så meget som juletræsfester. Det er kaotisk, det larmer og alle har et blik af desperation i øjnene, hvis du kigger godt nok efter. Overvej, om det er værd at bytte ud for en rolig weekend-dag derhjemme, hvor man kan jule i nattøj og lade op til andre, mere nære begivenheder.

Skovture og juledekorationer

Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her: Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.

Julepynt

Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.

Pakkekalender

Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen.

(Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det.)

Drillenisser

Jeg har en af de små døre, man kan sætte ved gulvpanelet. Frida er fuldstændig elektrisk over det, og så bliver det faktisk hyggeligt at gå og planlægge. Vi skriver et brev på et par linjer til ham om aftenen, som han så svarer på i løbet af natten, og jeg vil gætte på, at de breve bliver ret sjove at have om nogle år, fordi det 100% er børnene, der får lov at diktere. Vi har indtil nu skrevet 5 breve om, at vi ønsker os en lillebror. (Hahaha. Nej.)

Jeg har slået 2 fluer med ét smæk: Det er nissen, der har gaver med, og det er også ham, der driller. Hold. Det. Simpelt. For selvom det ikke tager 20 minutter at binde bord og stole ind i vitavrap om aftenen, så skal man stadig nå at Ih! og Åh!’e næste morgen – og at rydde op. Et lille pro-tip er at forvandle noget af det, man alligevel skal, til drilleri. F.eks. har jeg frosset lommepengene ned, pakket tandbørsterne ind i sølvpapir, gemt tøjet i ovnen, bundet skoene sammen med gavebånd, farvet mælken blå og vendt stolene om. Det er også nissen, der har pakker med om søndagen. 24 aktiviteter kræver opfindsomhed, og hvis man lægger fra med at pakke hele huset ind i gavepapir, bliver det lange 24 dage.*

Julebag

SÅ hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår! Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.

Ovenstående er, hvad jeg indtil videre har gjort mig af erfaringer omkring downsizing af julestress. Hvis nogen derude ligger inde med andre fif og tricks er jeg lutter øren.

—————————————————————————————–

*Jeg har i år up’et mit game yderligere ved at have brugt weekenden (og min hjerne og mine fb-venner og internettet generelt) på at lave en liste over 21 nisse-drille-aktiviteter, så jeg ikke – som sidste år – sidder og river mig i håret, når klokken er 22, og jeg egentlig var på vej i seng, og pludselig kommer i tanke om, at jeg er bagud på dril.

(Det dejligt runde tal dækker over 20 nisseløjer og 1 aktivitet til børnehavenissen. Dertil kommer 4 adventsgaver)

Hvis andre er idéfattige, kører man bare copy paste. Alle ideer er nemme at lave, og enten nemme at rydde op, eller noget, som man kan lade stå/være, til man kommer hjem om eftermiddagen. 

1. Pakke madderne i madpakken ind i gavepapir (som er det eneste, jeg pakker ind. Jeg ser INGEN grund til at lave “sjove” pranks, hvor bøger og iPads pakkes ind i gavepapir, så børnene reelt tror, at de får en gave, som så bare viser sig at være #Lol #Surprise #SameOldShit)

2. Bytte indholdet i børnenes tøjskabe rundt

3. Tegne smileys på fødderne af dem, når de sover

4. Klippe håret af tandbørsterne

5. Skifte vitaminpillerne ud med M&M’s

6. Sætte nisseklistermærker på alle lyskontakter

7. Fylde bilen med balloner

8. Bytte kalenderlyset ud med en gulerod

9. Stjæle pæren i lampen, og hænge en guldstjerne der i stedet

10. Vende alle billeder på hovedet

11. Tegne overskæg på både dem og mig i løbet af natten

12. Gemme alle tallerkener og sætte en guldstjerne i stedet

13. Line alle sko op gennem entreen og sætte bamser og dukker i

14. Hælde små glimmerstjerne i ærmerne på jakken, julebogen, skoene osv. 

15. Lave snefnug med sne-spray på spejlet i badeværelset

16. Give børnene et lille juletræ hver, og en lille æske med pynt

17. Udskifte cornflakes med lego/perler

18. Vikle piberensere om alle dørhåndtag

19. Hænge slikstokke op i kroge og karme med rødt silkebånd

20. Lave en analog laser-fælde med rødt gavebånd, så børnene står op til et edderkoppespind, der skal forceres

21. Sætte juleklistermærker i madpakken

Kød, klima og kritikere

I kølvandet på mit forrige indlæg The Love Boat, har jeg fået et par mails fra læsere, der beder mig om at nuancere billedet, fordi ikke alle er enige i, at klimaforandringer er en ting.

Jeg vil gerne dele det her indlæg op i to. Først en lille metabid om mails og blogindhold, og derefter det egentlige indlæg.

For at tage det fra en ende af: Jeg elsker at få mails fra jer derude. Det er fantastisk, at I engagerer jer, og jeg svarer på samtlige mails, jeg får. Det manglede bare. Da jeg i sommer startede ‘I spørger, jeg svarer’-serien var det egentlig en pludselig indskydelse, men jeg blev overrasket over, hvor meningsfyldt det føltes at skrive om emner, som I derude efterlyste.

Jeg holder meget af den bazar, min blog har udviklet sig til at være. Et sammensurium af erfaringsudveksling, ren underholdning og drøvtygning af emner, der interesserer mig.

Men jeg kan også mærke, at jeg har brug for at sige, at det her er en blog. Det er ikke en avis, og jeg er ikke underlagt nogen former for public service-forpligtelser. En stor del af grunden til, at jeg ikke kører med reklamer og spons er, at jeg vil kunne skrive, at jeg synes, himlen er rød med grønne prikker, uden at skulle stå til regnskab over for andre end mig selv. AL debat er velkommen, og jeg tror, uden pis, at jeg har det mest ordentlige kommentarfelt i hele blogland.

Derfor kan jeg også mærke en lille spænding bagerst i kæben, når man gerne vil have et synspunkt frem, men ikke selv vil være den, der skriver det. Jeg har første gang til gode at se nogen blive lynchet i mit kommentarfelt, og derfor synes jeg, at det må være en rimelig forventning, at man selv står på mål for det, man gerne vil bære til debatten. Det kommer til at lyde fedterøvsagtigt, men jeg tror faktisk, at lige præcis de læsere, jeg har, gerne vil være klogere. Jeg kan i hvert fald se, at mange af de links, der bliver delt i kommentarfeltet, bliver brugt, og der bliver diskuteret, flittigt og ordentligt, på kryds og tværs.

Sagt på en anden måde: Jeg vil ikke lave bestillingsarbejde, men jeg byder alle inputs velkomne med åbne, taknemmelige arme.

Når jeg alligevel vælger at efterkomme ønsket om, at det skal være mig, der italesætter synspunktet om, at klimaforandringerne måske ikke kun er menneskeskabte, er det fordi jeg (for en gangs skyld) utrolig gerne vil tage fejl.

Jeg kommer jævnligt et sted, hvor en lærer er meget optaget af klimadebatten – men som kritiker af, hvordan vi som borgere og samfund forholder os til den viden, der er tilgængelig. Hans synspunkter ligger meget op ad dem, der bliver beskrevet i den her artikel, der var linket til i en af de mails, jeg fik tilsendt. Den er både saglig og grundig, og jeg vil opfordre til, at man lige bruger 3 minutter på at læse den, inden man læser videre.

Jeg synes, at alt, hvad han skriver, lyder fornuftigt. Jeg kan sagtens se argumentet med, at klimaet har udviklet sig voldsomt igennem hele klodens levetid, og at det, vi oplever lige nu, måske blot er næste led i denne udvikling.

Og jeg er helt enig i, at vi skal forholde os kritisk til det, når noget bliver vedtaget som sandhed, bare fordi det føles rigtigt.

Men det, jeg hver gang savner, når jeg læser kritikernes indlæg og hører dem tale, er deres bud på, hvad vi skal gøre. For det, jeg indtil videre er stødt på, er en holdning til, hvordan vi fortolker den viden, der er tilgængelig – ikke, hvad vi gør ved den. Og her kommer vi nok til det, der for mig er kernen: Jeg tror ikke, vi har tid til at vente og se, hvem der har ret.

Hvis man helt ser bort fra, at gletsjerne smelter, og at temperaturen er steget en hel grad, så bliver vi flere og flere mennesker, der skal leve af den samme kage, hvilket nok egentlig er det største problem. Derfor er min holdning, at det i hvert fald ikke kan være en dårlig ide, at vi bliver mere bevidste om, hvad og hvordan vi forbruger, og hvordan vi passer bedre på de ressourcer, vi har.

Der forskes i vildskab i bæredygtige løsninger, der skændes på højt plan om, om klimaforandringerne er reelle eller indbildte, men faktum er, at det kommer til at tage tid at vende udviklingen, og ændre vores måde at leve på. Min generation ANER ikke, hvad knappe ressourcer vil sige, og kviklån og afbetalingsordninger er måske det bedste bevis på, at det, jeg ønsker mig

Og den tror jeg ikke bliver ved med at gå.

Men når alt det er sagt, vil jeg meget, MEGET gerne give plads til holdninger og synspunkter fra dem, der ikke er enige. Som jeg skrev i starten, er det her et af de steder, hvor det virkelig ville være skønt at opdage, at jorden faktisk ikke er flad, selvom de fleste af os har købt ind på dén præmis.

Så far trygt i blækhuset, og kommentér. Der bliver hverken peget fingre eller fundet høtyve og fakler frem, det lover jeg.

M2018, uge 35

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Været meget tæt på at bestille et zombie-outfit på udsalg til Anton til Halloween, fordi vi alle ved, hvad der sker priserne om en måned. Heldigvis havde de ikke zombiedragten i hans størrelse, for da jeg stod og tømte opvaskemaskinen, kom jeg til at tænke over, om vi egentlig ikke købte noget sort og uhyggeligt sidste år? På hovedet i udklædningskassen, og Lord behold: Halloweenudklædning. I et sjældent anfald af klarsyn, viser det sig endda, at jeg har købt noget kjortel (eller hvad vi nu kalder det, Døden suser rundt i), som man derfor ikke lige vokser ud af. Så tippet her er ikke “Gro en bedre hukommelse” men derimod “Vælg udklædning, der i forvejen stumper/ikke skal passe til et bestemt benlængde”, så man kan genbruge det et par år eller 3.

2)
Vasket hår i ler. Ja. I know. Det lyder mere rabiat, end vi er vante til her på siden. Og ligesom dilemmaet omkring, hvorvidt vi hepper på virksomheder, der reklamerer med deres grønne profiler eller ej, (= tæller det, hvis de kun gør det for at kunne reklamere med det, og dermed skabe øget omsætning/produktion > < det er stadig bedre end dem, der slet intet gør) er her også et af de tiltag, som udspringer af et personligt behov, og ikke et ønske om at passe på naturen. Men hey – to fluer, ikke? Sagen er, at jeg har shampo-issues. Der er INTET system i, hvad mit hår og min hovedbund reagerer negativt på; den ene uge kan jeg KUN bruge Stuhr, ugen efter forvandler det mit hår til hø. Eneste undtagelse er John Masters, men det er ganske enkelt for dyrt til hverdagsbrug. Forsøg med tørshampo og med at skære ned på antallet af vaskedage har ikke fungeret, så indtil nu har løsningen været at køre med 3-4 forskellige shampo-mærker, som jeg så skifter i mellem for at narre mit hår.

Men ovre ved Karoline læste jeg i kommentarsporet om Rasul-ler som jeg først afskrev som for alternativt, men nød lærer som bekendt nøgne katte at spinde, så jeg skimmede lige teksten alligevel. To ting gav mig lyst til at prøve: 1) Prisen og 2) Neohippies forsikringer om, at man efter et par uger kan vaske håret knap så ofte, fordi leret ikke affedter det.

Jeg bestilte med det samme, og har prøvet det i morges, og det var ret nemt at bruge. Jeg prøver det den kommende uge, og giver en tilbagemelding i næste M2018-indlæg.

3)
Haft held til at lokke mine børn til pølsevognen i stedet for på MacD. Det er ikke så tit, vi frekventerer den slags steder – mere pga. holdning end økonomi – men engang imellem giver jeg mig, fordi børnene så utrolig gerne vil. Det er jo ikke fordi, det ernæringsmæssigt er voldsomt meget bedre at spise ved pølsevognen end på MacD, men prisniveauet – i hvert fald her i byen – er et andet, primært fordi der er mulighed for at vælge, hvad/hvor meget man kan spise, i stedet for færdige pakkeløsninger. På MacD vælger de altid et happy meal, som koster 40-45 kr., og særlig Frida kan ikke spise 1/3 af det, der er i. Ved pølsevognen i dag kom jeg af med 50 kr. for mad til dem begge.

4)
spurgt på Janes fb-side efter erfaringer med tøj, der lugter, som man ikke kan vaske/lufte/rodalon’e lugten ud af.

Vi er så heldige at arve en del tøj, og engang i mellem er der noget, der lugter så meget af loft, at jeg ikke kan vaske lugten ud. Jeg vil ikke give mine egne børn tøjet på, og antager derfor, at andre mødre vil have det på nogenlunde samme måde, og derfor sender jeg det ikke videre til genbrug. Men det føles også forkert at stå og smide en stort set ubrugt flyverdragt i skraldespanden. Der blev budt ind med alt fra tykmælk og citron til eddike og brintoverilte, og flere skrev, at man kan aflevere det til de forskellige genbrugsbutikker, som laver tvist og andre fiber-ting af det. Sagen er bare, at der på flere containere her i Esbjerg står, at man frabeder sig tøj, der er “beskidt” eller hullet, så jeg synes, det er svært at blive klog på, hvem der rent faktisk kan anvende det, og hvem der bare skal bruge tid og kræfter på at stå og sortere og smide ud. For slet ikke at snakke om, at lugten også kan smitte af på andet tøj i posen.

Jeg har ikke kunne finde info om lige præcis det her på de respektive organisationers hjemmesider, så lang historie kort: Jeg har skrevet en mail til H&M, Kirkens Korshær, Frelsens Hær og Røde Kors og spurgt.

Jeg giver en tilbagemelding, når jeg hører fra dem.

I øvrigt:

* er jeg gået midlertidigt i stå med at sortere gamle indlæg, fordi jeg er så heldig, at en lille håndfuld gode mennesker har sendt opgaver i min retning. Derfor er jeres gæt ligeså godt som mit ift. hvad nummer ‘I øvrigt’ dette er i rækken. (Der kommer styr på det. Promise.)

* holdt Frida i fredags afslutning i vuggestuen. Mens jeg forsøgte at lægge neonblå glasur på kagen, spekulerede jeg lakonisk på, om jeg mon ender med at gå i graven uden at lære at justere glasur til den rette konsistens, eller om jeg for altid må pendulere mellem de to varianter ‘Modellervoks’ og ‘Vand’.

* var begge børn den anden morgen meget optagede af mit foredrag om det vildt, vi har i haven, og om hvordan ræven/ulven/den store kanin må have været så sulten i den sibiriske kulde, at den om natten havde væltet alt, hvad vi havde stående uden for vinduet, og revet trækassen fra hinanden. De snakker stadig om det, og jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal få rullet historien tilbage og afsløre, at det viste sig at være en 1,5 liters danskvand, der var eksploderet. Ulven Apollinaris. (Seriøst: Jeg har set bomber på tv forrette mindre skade #SagsanlægComingUp)

* vil jeg gerne vide, hvem – HVEM!?! – det er, der designer alle børnetandbørster i hele fucking Danmark, så de vælter, når man lægger dem på bordet ved håndvasken. At få børstet tænder i dette hjem har efterhånden udviklet sig en slags alternativt spa-ophold, hvor man iføres en helkrops-maske af Colgate.

* lavede jeg med et par småjusteringer denne kødsauce i fredags, og det er hands down den bedste bolognese jeg i mit liv har spist.

* var jeg i dag i Søstrene Grene efter en notesbog, og da jeg spurgte pigen ved kassen efter, hvad jeg skulle bruge, kunne jeg godt selv høre, at det er tippet over og har forvandlet sig til en besættelse. (“Den skal bare være sådan en almindelig én, du ved, A5-størrelse, hard cover med spiralryg, men ENDELIG IKKE præ-perforeret – jeg får spat af de der to millimeter restpapir – papiret må IKKE være ternet, og det skal ikke være det der trælse genbrugspapir, kuglepenne ikke kan skrive på. Har I det?”)

* har jeg aldrig været klar over, hvor meget jeg skriver “slet” før stavekontrollen konsekvent begyndte at auto-ændre det til “sket”, hvilket betyder, at man fra nu af kan forvente at modtage beskeder fra mig med rim, tysk-klingende syntaks og en undertone af mystik. “Det har jeg sket ikke set” “Det er sket ikke sikkert jeg når det”

* er jeg i dag blevet spurgt, om jeg har børnebørn. This shall not be forgotten.

* har Anton en ønskeseddel, han møjesommeligt skriver på, så den er klar til hans fødselsdag i november. De to ønsker, der indtil videre bekymrer mig mest, er ‘Tågehorn’ og ‘Brandslukker’.

* er boglisten opdateret med “Rum”

I øvrigt:

* er Frida begyndt at koble ritualer og ord. Hver gang, nogen siger “fødselsdag” bryder hun ud i “- hurra hurra hurraaa!” Det er lidt som at have fået ekstern Tourette.

* læser jeg altid med stor, jysk interesse, når forskellige firmaer trækker fødevarer tilbage, fordi der i de nyhedsbidder altid ligger en dejlig information om, hvornår forskellig emballage indeholder den samme vare. Som f.eks. når der er fundet listeria i fisk, og producenten trækker hhv. Luksus Laks i Irma og Fattig Grim Laks i Fakta tilbage. Da jeg forleden læste om det parti dadler, der blev trukket tilbage, fordi de potentielt kunne give leverbetændelse, glædede jeg bare mig over, at jeg aldrig køber dadler.

– indtil jeg kom tanke om, at det gjorde jeg, for første gang i mit liv, for nogle uger siden.

* må I gætte én gang, hvem der har købt – og spist – dadler fra det besudlede parti?

* har jeg ikke fået leverbetændelse endnu, men har til gengæld fået fullblown mistanke om, at nogen et sted derude er lidt lemfældige med øko-stemplet. For jeg skulle bruge de forbistrede dadler til en raw-kage, og nærlæste derfor pakkerne, for at se, hvor mange gram, der var i dem. Derfor ved jeg, at de to pakker, der er trukket tilbage er hhv. almindelige (500 gr.) og økologiske (400 gr.) dadler. Jeg siger ikke, at Juan, der ikke lige havde fået vasket hænder efter sit toiletbesøg, ikke kan have plukket fra både den økologiske og den ikke-økologiske mark (jo, jeg gør #svindel) – jeg siger bare, at tillid er godt, kontrol er bedre.

* kan jeg mærke, at jeg aldrig bliver helt tætte venner med mennesker, der kalder fjernsynet for “tossekassen”.

* siger jeg lige igen, at funktionen “Afmeld notifikationer” på IG, ikke? Make it happen.

* er Frida vokset ind i et sæt træningstøj, som får hende til at ligne verdens mindste pusher. Hun elsker det.

* bliver Anton lige skuffet, hver gang han spørger, om vi “ikke skal have en baby mere, mor?” og svaret er nej. “Men jeg skal nok passe den!!” Hahaha. Stadig nej.

* er serie- og boglisterne i “Anbefalinger”-fanen opdateret med følgende:

Snowfall
Stikord: Crack-kokain, 1980’erne, ghettoen og CIA.
Jeg havde aldrig hørt om denne serie, og det ser heller ikke ud som om, der er gjort specielt meget for at promovere den. Det er synd, for den er faktisk god. Jeg opdagede den, fordi HBO havde sat den på “You might also like”-listen – og det kunne jeg. Det første afsnit er en kende forvirrende, fordi man bliver præsenteret for temmelig mange af seriens karakterer, men allerede ved andet afsnit er man med. Det er historien om den gode dreng i det dårlige miljø, og stemnings- og indholdsmæssigt synes jeg, den lander et sted i mellem Breaking Bad og Mindhunter, uden dog helt at nå op på deres respektive niveauer. Primært fordi der er for mange personer med i den til, at man lærer dem tilbundsgående at kende. Men den rammer 80’er-viben rent, CIA er et dejlig skummelt foretagende og med kun én sæson, er den perfekt som mellemmads-serie, mens man venter på nye sæsoner af yndlingsserierne.

Minimalism
Stikord: Dokumentar, der følger og interviewer nogle af firstmoverne indenfor minimalisme og downsizing i USA.
Den her var jeg begejstret for – både af den indlysende årsag, at den handler om noget, der lige nu optager mig meget, men også fordi jeg synes, at jeg sad tilbage med en optimistisk fornemmelse af, at der ligger mange muligheder i at tænke lidt ud af boksen. Nogle af dem, der bliver interviewet, er ret ekstreme, men alligevel synes jeg, at man bliver præsenteret for en essens af deres holdninger og ideer, der giver stof til eftertanke i forhold til eget liv og egne valg. En sætning, jeg stadig går og tygger på, er (citeret frit efter hukommelsen) “You can never get enough of what you don’t really want” – selvfølgelig møntet på teorien om, at overforbrug sker, når vi køber og køber og køber, fordi vi aldrig kan købe det, der i virkeligheden gør os lykkelige. I en ellers fremragende dokumentar, er jeg dog nødt til at nævne en enkelt scene, som gav mig lyst til at kradse mine øjenæbler ud, nemlig da en af hovedpersonerne går ud i ørkenen, og meget emo og dramatisk læser op af sin bog. Shit, det var træls. Der synes jeg med fordel, de kunne have anvendt en af de læresætninger, de brugte meget tid på at fremhæve, nemlig: “Does this add value to my life/movie?” For det gjorde det virkelig, virkelig ikke. Men resten af den lille film er hvert et minut værd, og har man bare den fjerneste interesse i dette emne, er den et must-see.

Thanks, Obama – David Litt
Jeg elskede den her bog, næsten lige så højt, som jeg elsker Obama selv. Jeg fangirl’er for vildt, og jeg skammer mig ikke engang over det. Bogen er en selvbiografi, skrevet af en af Obamas taleskrivere, og når man lige ser det set-up, lugter det af en opportunist, der gerne vil tjene penge på the rub-off, men når man læser den, er det slet ikke det indtryk man får. For det første handler over halvdelen af bogen om David Litt’s liv og tanker, inden han endte som en af de primære taleskrivere for POTUS, og for det andet foregiver han aldrig at have haft en personlig relation til Obama. Han skriver fænomenalt, og han er voldsomt underspillet sjov. På mange måder havde jeg det som om, jeg sad og læste en mail fra en af mine venner, der ved en fejl var endt i et afsindig vigtigt job, og nu både kritisk, rædselsslagen og selvironisk mailede mig anekdoter om sine arbejdsdage. Bogen tegner et virkelig fint tidsbillede af årene både før og under Obama, og hundrede pluspoint herfra for både at være underholdende og gøre klogere. En sidste ting man også må beundre er, hvordan David Litt formår at tegne et billede af et både sympatisk og ambitiøst menneske, udelukkende gennem beskrivelser af gerninger og adfærd. Jeg håber, at Obama selv har læst den, og elskede den ligeså højt som mig.

Work Zone

Det slog mig idag, at jeg måske lige skulle sende et livstegn, så I ved, at jeg stadig er her. Radiotavsheden til trods har jeg sjældent set mere til min blog, end jeg gør i disse dage. De nye faner, som jeg elsker, tager livet af mig, fordi jeg skal lære, hvordan jeg arbejder med dem, men desværre for mig – og alle omkring mig – har jeg ikke tålmodighed til læreprocesser. Jeg insisterer bare på at kunne mestre nye tiltag, første gang jeg præsenteres for dem.

Men den gode nyhed er, at hår jo vokser ud igen.

Jeg er færdig med fanen “Om”, har fået serie-listen lagt under “Anbefalinger” og valgt og uploadet min Top 10 (som man kan læse eller genlæse, hvis man savner ikke-meta-indlæg). Det betyder, at jeg så småt kan begynde at fokusere på at blogge normalt igen; det bliver dejligt.

Jeg håber, december er god ved jer så langt.