I øvrigt:

* er Frida begyndt at koble ritualer og ord. Hver gang, nogen siger “fødselsdag” bryder hun ud i “- hurra hurra hurraaa!” Det er lidt som at have fået ekstern Tourette.

* læser jeg altid med stor, jysk interesse, når forskellige firmaer trækker fødevarer tilbage, fordi der i de nyhedsbidder altid ligger en dejlig information om, hvornår forskellig emballage indeholder den samme vare. Som f.eks. når der er fundet listeria i fisk, og producenten trækker hhv. Luksus Laks i Irma og Fattig Grim Laks i Fakta tilbage. Da jeg forleden læste om det parti dadler, der blev trukket tilbage, fordi de potentielt kunne give leverbetændelse, glædede jeg bare mig over, at jeg aldrig køber dadler.

– indtil jeg kom tanke om, at det gjorde jeg, for første gang i mit liv, for nogle uger siden.

* må I gætte én gang, hvem der har købt – og spist – dadler fra det besudlede parti?

* har jeg ikke fået leverbetændelse endnu, men har til gengæld fået fullblown mistanke om, at nogen et sted derude er lidt lemfældige med øko-stemplet. For jeg skulle bruge de forbistrede dadler til en raw-kage, og nærlæste derfor pakkerne, for at se, hvor mange gram, der var i dem. Derfor ved jeg, at de to pakker, der er trukket tilbage er hhv. almindelige (500 gr.) og økologiske (400 gr.) dadler. Jeg siger ikke, at Juan, der ikke lige havde fået vasket hænder efter sit toiletbesøg, ikke kan have plukket fra både den økologiske og den ikke-økologiske mark (jo, jeg gør #svindel) – jeg siger bare, at tillid er godt, kontrol er bedre.

* kan jeg mærke, at jeg aldrig bliver helt tætte venner med mennesker, der kalder fjernsynet for “tossekassen”.

* siger jeg lige igen, at funktionen “Afmeld notifikationer” på IG, ikke? Make it happen.

* er Frida vokset ind i et sæt træningstøj, som får hende til at ligne verdens mindste pusher. Hun elsker det.

* bliver Anton lige skuffet, hver gang han spørger, om vi “ikke skal have en baby mere, mor?” og svaret er nej. “Men jeg skal nok passe den!!” Hahaha. Stadig nej.

* er serie- og boglisterne i “Anbefalinger”-fanen opdateret med følgende:

Snowfall
Stikord: Crack-kokain, 1980’erne, ghettoen og CIA.
Jeg havde aldrig hørt om denne serie, og det ser heller ikke ud som om, der er gjort specielt meget for at promovere den. Det er synd, for den er faktisk god. Jeg opdagede den, fordi HBO havde sat den på “You might also like”-listen – og det kunne jeg. Det første afsnit er en kende forvirrende, fordi man bliver præsenteret for temmelig mange af seriens karakterer, men allerede ved andet afsnit er man med. Det er historien om den gode dreng i det dårlige miljø, og stemnings- og indholdsmæssigt synes jeg, den lander et sted i mellem Breaking Bad og Mindhunter, uden dog helt at nå op på deres respektive niveauer. Primært fordi der er for mange personer med i den til, at man lærer dem tilbundsgående at kende. Men den rammer 80’er-viben rent, CIA er et dejlig skummelt foretagende og med kun én sæson, er den perfekt som mellemmads-serie, mens man venter på nye sæsoner af yndlingsserierne.

Minimalism
Stikord: Dokumentar, der følger og interviewer nogle af firstmoverne indenfor minimalisme og downsizing i USA.
Den her var jeg begejstret for – både af den indlysende årsag, at den handler om noget, der lige nu optager mig meget, men også fordi jeg synes, at jeg sad tilbage med en optimistisk fornemmelse af, at der ligger mange muligheder i at tænke lidt ud af boksen. Nogle af dem, der bliver interviewet, er ret ekstreme, men alligevel synes jeg, at man bliver præsenteret for en essens af deres holdninger og ideer, der giver stof til eftertanke i forhold til eget liv og egne valg. En sætning, jeg stadig går og tygger på, er (citeret frit efter hukommelsen) “You can never get enough of what you don’t really want” – selvfølgelig møntet på teorien om, at overforbrug sker, når vi køber og køber og køber, fordi vi aldrig kan købe det, der i virkeligheden gør os lykkelige. I en ellers fremragende dokumentar, er jeg dog nødt til at nævne en enkelt scene, som gav mig lyst til at kradse mine øjenæbler ud, nemlig da en af hovedpersonerne går ud i ørkenen, og meget emo og dramatisk læser op af sin bog. Shit, det var træls. Der synes jeg med fordel, de kunne have anvendt en af de læresætninger, de brugte meget tid på at fremhæve, nemlig: “Does this add value to my life/movie?” For det gjorde det virkelig, virkelig ikke. Men resten af den lille film er hvert et minut værd, og har man bare den fjerneste interesse i dette emne, er den et must-see.

Thanks, Obama – David Litt
Jeg elskede den her bog, næsten lige så højt, som jeg elsker Obama selv. Jeg fangirl’er for vildt, og jeg skammer mig ikke engang over det. Bogen er en selvbiografi, skrevet af en af Obamas taleskrivere, og når man lige ser det set-up, lugter det af en opportunist, der gerne vil tjene penge på the rub-off, men når man læser den, er det slet ikke det indtryk man får. For det første handler over halvdelen af bogen om David Litt’s liv og tanker, inden han endte som en af de primære taleskrivere for POTUS, og for det andet foregiver han aldrig at have haft en personlig relation til Obama. Han skriver fænomenalt, og han er voldsomt underspillet sjov. På mange måder havde jeg det som om, jeg sad og læste en mail fra en af mine venner, der ved en fejl var endt i et afsindig vigtigt job, og nu både kritisk, rædselsslagen og selvironisk mailede mig anekdoter om sine arbejdsdage. Bogen tegner et virkelig fint tidsbillede af årene både før og under Obama, og hundrede pluspoint herfra for både at være underholdende og gøre klogere. En sidste ting man også må beundre er, hvordan David Litt formår at tegne et billede af et både sympatisk og ambitiøst menneske, udelukkende gennem beskrivelser af gerninger og adfærd. Jeg håber, at Obama selv har læst den, og elskede den ligeså højt som mig.

Work Zone

Det slog mig idag, at jeg måske lige skulle sende et livstegn, så I ved, at jeg stadig er her. Radiotavsheden til trods har jeg sjældent set mere til min blog, end jeg gør i disse dage. De nye faner, som jeg elsker, tager livet af mig, fordi jeg skal lære, hvordan jeg arbejder med dem, men desværre for mig – og alle omkring mig – har jeg ikke tålmodighed til læreprocesser. Jeg insisterer bare på at kunne mestre nye tiltag, første gang jeg præsenteres for dem.

Men den gode nyhed er, at hår jo vokser ud igen.

Jeg er færdig med fanen “Om”, har fået serie-listen lagt under “Anbefalinger” og valgt og uploadet min Top 10 (som man kan læse eller genlæse, hvis man savner ikke-meta-indlæg). Det betyder, at jeg så småt kan begynde at fokusere på at blogge normalt igen; det bliver dejligt.

Jeg håber, december er god ved jer så langt.

 

This is major Tom to ground control

Så nåede vi så langt.

Jeg har netop lagt røret efter en guidet tour på min nye side, forestået af verdens mest tålmodige IT-mand. Jeg kan huske omkring 10% af, hvad han har vist mig (undskyld, Claus) men jeg satser på, at det hele kommer tilbage til mig, når først jeg for alvor begynder at rode med det.

Der er stadig elementer på siden, der ikke er på plads. F.eks. er menupunkterne for oven tomme. Af en eller anden grund får jeg nærmest hjertebanken af præstationsangst, når jeg forsøger at skrive noget til punktet “Om”. Det viser sig at være virkelig svært at skrive to afsnit, der, kort og vittigt, sammenfatter hvem man er, når man lige kortvarigt selv er kommet i tvivl.

Jeg skal lære alle de nye funktioner at kende, men der er forbindelse igen, vi har fået det hele med over, og resten er detaljer, der skal skylles ned med gløgg.

Info om reception og mulighed for at vinde en bog.

Som lovet i sidste indlæg kommer her lidt mere praktisk info om receptionen ifm. udgivelse af min bog.

Receptionen kommer til at foregå d. 18.10. på Godsbanen, Vogn 1, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus, kl. 16-19. Jeg håber, at du – ja, dig, der lige nu sidder og tænker, at det ikke gør en forskel, om du kommer – kommer. For det gør det for mig. Uanset om du har læst med i 5 minutter eller 5 år, om du stikker hovedet ind forbi hver 6. måned eller om du er frequent flyer, så er du mere end velkommen, og det samme er dine børn, små som store, samt dine veninder og din mor, der stadig ikke helt har forstået, hvad en blog er.

Jeg har ikke prøvet sådan noget her før, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, men hvis det var mig selv, der var inviteret til noget lignende, ville det nogle dage passe bedst, hvis man måtte droppe ind forbi en halv time på vej hjem fra arbejde, så det aftaler vi bare, at du gør, hvis det er det, der får tingene til at hænge sammen.

For de mennesker som står for at stable det på benene, er det måske meget rart at have en fornemmelse af, hvor mange vi – bare sådan ca. – bliver, så hvis du har 30 sekunder til at gå ind på https://www.facebook.com/damgaardforlag/ og under “begivenheder” tilkendegive at du kommer, er jeg ret sikker på, at det vil være værdsat. Du er i øvrigt mere end velkommen til at dele begivenheden, hvis du tror, at nogen du kender, også kunne være interesserede.

Jeg har fået lov at give en håndfuld bøger væk, og tænker, at vi gør det på den måde, at jeg smider 3 i puljen nu, og så laver en give-away mere i starten af december, hvor man kan vinde en mandelgave/pakkespilsgave/hadegave afhængigt af, hvem man giver den til.< Vi laver det på hjælp-til-selvhjælps-måden: For at deltage skal du smide en kommentar herunder, hvori du skriver, hvad du gerne vil læse mere af her på bloggen. Selvom - eller måske netop fordi - jeg har gjort det i efterhånden mange år, er det stadig rart ind i mellem lige at tage temperaturen på, hvem der sidder derude i stuerne, og hvad de/I gerne vil læse. I plejer at være utrolig søde og betænksomme, når I kommenterer, men skulle der sidde en enkelt, der har haft en mandags-onsdag, fyldt med kold kaffe, flade cykler og regn, nævner jeg bare lige, at pretty-please helst ingen kommentarer om, hvad man *ikke* vil læse mere af: Jeg er helt med på, at alle ikke kan elske alting ligemeget, men det gør mig utrolig selvbevidst og klodset, hvis jeg skal skrive indlæg og på forhånd ved, at der sidder nogen derude, som ikke gider at læse dem. Det håber jeg giver mening. Smid en kommentar senest søndag d. 09.10, kl. 23.59 - så trækker jeg lod om 3 bøger på mandag. - hvor der kun er 8 dage til vi ses #yeih!

Når jeg sætter mig ned for at blogge om noget – bare et eller andet – og det eneste, min hjerne er behjælpelig med, er nye flytte-to-do-lister, som jeg faktisk ikke rigtig gider komme i tanke om:

I øvrigt

– har jeg fanget en mus i mit køkkenskab. For fanden i hede, hule helvede.

– har jeg besluttet, at jeg gerne må få en tatovering mere. Bare en lille, bitte en.

– har jeg læst den (for mig) mest meningsfyldte bog om mad og krop, jeg nogensinde er stødt på: Sofia Mannings “Mit hemmelige forhold til mad”.

– ved jeg ikke, om jeg skal græde mest over, at Bruxelles er blevet ramt af terror, eller over, at vi efterhånden er så angst-mætte, at udslaget på pressens reaktionsbarometer i forhold til Paris er faldet med adskillige hektopascal.

– er jeg igang med min anden runde på Snapchat. Jeg forstår det stadig ikke. Hvad er forskellen på dét og IG?

– har jeg glemt at opdatere mine betalingsoplysninger på un-blog.us, med det resultat, at jeg er blevet sat noget så eftertrykkeligt uden for døren. Og ikke kan få lov at betale, så mit abonnement bliver genåbnet. Midt i 8. sæson af Greys Anatomy. What. The. Actual. Fuck, Un-blog?!

– er Frida begyndt at kravle. Hurtigt. Ind imellem har hun så meget fart på, at hun glemmer at orientere sig i spejlene, inden hun trækker ud, og vi har således påsken over haft talrige kollisioner med bordben, storebrødre og vasketøjsstativer.

– har jeg set mig utrolig sur på den funktion i iMessage, der laver understregninger af tidsangivelser. Meget svært at skrive en besked, der ikke lyder som a) en trussel “Vi ses i morgen” (“røvhul” er stumt) eller b) passiv-aggressiv skæld ud: “Vi kommer kl. 2” ( – så hvis du gider være hjemme til tiden denne gang?!)

– spurgte jeg begejstret Anton, om ikke vi skulle bede mormor og morfar kigge efter Frida et par timer, så vi kunne komme ind og se Kung Fu Panda 3. Status i skrivende stund: Anton, mormor og morfar er i biografen, mens Frida og jeg sidder i mussehullet og kigger skuffede på hinanden.

Bye bye Bowie.

Jeg ved ikke, om man må skrive nekrologer over mennesker, man ikke har kendt, men ikke desto mindre er det noget i den retning, jeg har tænkt mig at gøre.
Tænk, at David Bowie er død.
Jeg har aldrig været die hard fan af hans musik, og jeg ville tabe de fleste David Bowie quiz’er stort. Jeg er med andre ord én af dem, som de virkelig inkarnerede fans væmmes over på de sociale medier lige nu, fordi jeg ved at begræde hans bortgang på en eller anden måde lader til at tage noget, der ikke er mit.
Men han var en af de offentlige personer, jeg har haft allermest respekt for, og jeg har altid – til mange af mine veninders inderlige rædsel – været forelsket i ham. Jeg synes virkelig, at han var smuk på en nærmest overjordisk måde, og hvis jeg skal forsøge at beskrive ham i ét ord, er det, der falder mig først ind ‘æterisk’. På mig har det altid virket som om, han på alle måder svævede et niveau eller to over denne verden, og det mener jeg på den allermest positive måde overhovedet. Det var, som om, han altid bare var præcis, det han var, fuldstændig uden at ænse, hvordan andre opfattede ham. Hans integritet var urørlig, og hvor mange andre kunstnere vrider sig nærmest ud af facon for at provokere, formåede han at få millioner og atter millioner af mennesker på tværs af generationer og nationaliteter til at forholde sig til ham, uden på noget tidspunkt at have bedt dem om det. 
Han har været en del af mit verdensbillede så langt tilbage, jeg kan huske, og selvom jeg ikke forstår al hans musik, betyder det ikke, at jeg ikke kan genkende genialitet, når jeg ser det. Det er et kæmpetab, at der er lukket for den kanal nu, og at den krøllede hjerne ikke får lov at forsyne verden med flere af sine betragtninger.
Hans underspillede humor, hans gentlemanagtige opførsel, og dét, at han har været alle sine aldre og gjort dem sine, er forbilledligt. At give slip på dét, man var, og turde vende sig mod det, der kommer; at favne og forme det, uden at undskylde og uden at forklare, aftvinger min dybeste respekt. Han var aldrig pinlig. Han blev aldrig ynkelig. Han stod stærkt, klart og vildt – og fuldstændig selv.
Mr. Bowie: You were always more than human to me.

Siden sidst:

* Er jeg kommet til at tænke på, hvad der er sket med Christian Bitz? Er det ikke som om, det offentlige rum er blevet helt afbitzet?
* Synes jeg, at det er et tab, at sangeren for Motörhead er død. Ikke fordi jeg er metaltypen; mit eneste forhold til Motörhead er, at jeg bruger Ace Of Spades, når jeg intervaltræner, fordi tempoet er så rasende, at selv en rytmefascist som mig kan rumme at træne uden for takt, men fordi verden er en Lemmy fattigere.
* Har jeg opdaget, at jeg nærer instant modvilje mod mennesker, der bruger ordet “sanseligt”. Særligt mænd.
* Er jeg inderligt træt af alle de famøse shitstorms på de sociale medier. Synes, det har udviklet sig til en mærkværdigt tiggerkultur, hvor man kan stille sig op på en kasse og whine højlydt i det sekund, man ikke får sin vilje.
* Har jeg meldt mig ind i en lokal fb-gruppe, som ikke kan beslutte sig for, om den er en dating- eller et netværksside. Næste gang nogen spørger mig, hvorfor jeg ikke har en kæreste, har jeg tænkt mig at vise dem et tilfældigt profilbillede derindefra. Som f.eks. det her:
Og ja. Det er en bibel, skåret ud som en pistol.

* Overvejer jeg alligevel for den samlede husstands skyld skulle gå all in, for da der idag fløj en solsort ind på terrassen, og jeg sagde: “Se, Anton, en fugl” råbte han begejstret: “Kom mor – vi skyder den!” #JeSuisSarahPalin
* Er der blevet smidt to mugne appelsiner ind i min have. Nogen, der ved, om der er østeuropæiske bander i omløb, der bruger citrusfrugter som signalværktøj?

Årets sidste heksehyl.

Normalt sidder jeg med en følelse af højtidelighed i kroppen, når jeg skriver årets sidste indlæg. Der ér noget særligt over at lukke én bog i, og have den næste liggende parat på bordet ved siden af; fuld af blanke, stive sider og endnu uden æselører og kaffepletter.
Men selvom i år skal skrives for Frida, som viste sig at være den brik, vi ikke var klar over, vi manglede, er det ikke højtidelighed, jeg mærker i dag. Det er snarere stærk og inderlig taknemmelighed.
De store følelser har så rigeligt været i spil i år, og jeg synes nærmest kun jeg har befundet mig i yderpolerne af registret – og måske er det derfor, jeg nu sidder med den samme fornemmelse i kroppen, som man har efter en ordentlig, tiltrængt tudetur: Larmen og de store armbevægelser er væk og erstattet med en mat, varm ro.
Det meste af foråret gik med at være bange for at miste Frida, fordi graviditeten aldrig blev af den nemme, ukomplicerede slags, med sommeren kom hun endelig og var det fineste, lille væsen, der lærte mig, at kærligheden uden problemer vokser tifold og breder sig ind over områder, man slet ikke vidste, den påvirkede, efteråret gik med at lære at være mor til to, krydret med lidt ekstra udfordringer som brækkede lemmer og nabobrande, og endelig er den sidste snas af året gået med hele skole/ikke-skole-problematikken for Anton. Og fordi det hele vedrører mine børn, er samtlige tanker og overvejelser knyttet op på følelser, hvilket koster kræfter på en helt anden måde, end når tingene bare foregår i hovedet. 
For sjov (#haha) har jeg prøvet at læse mine gamle nytårsindlæg igennem, og når jeg læser dem, bliver det tydeligt for mig, at jeg er blevet ældre. Med alderen er jeg på samme tid blevet både langt mere skrøbelig og langt mere robust. Det hænger selvfølgelig sammen, for i takt med, at man bliver ældre, opdager man hvor mange af de gode ting i livet, der skyldes held og tilfældigheder; simpelthen fordi man har folk omkring sig, der pludselig mister det, man indtil nu har taget for givet, eller ikke får adgang til noget af det, man selv har været heldig at få. Samtidig vil den akkumulerede mængde af uheld og erfaringer, man ikke har noget ønske om at gøre sig, vokse over tid, hvilket betyder, at man efterhånden finder ud af, at man ikke er så let at vælte mere. Trods alt. 
Jeg håber, at 2016 har mere med af alt det gode, som 2015 har lagt for fødderne af os. Måske handler det om, at Frida er en nemmere baby, end Anton var, eller måske er det bare fordi omvæltningen ved barn nummer 2 ikke er nær så stor som ved nummer 1, men jeg nyder virkelig at være på barsel og have tid til mine børn. Med Anton gik en stor del af barslen med at være i granatchok og på at flytte fra Aarhus til Esbjerg, og samtidig blev det et langt stykke hen ad vejen ham, der bestemte, hvordan dagene så ud, fordi vi kun var os to. Det gav en uforudsigelighed, som det tog lang tid for mig at lære at navigere i. Med Frida føles det bare som om, at alt det gode i livet er blevet ganget med 100, fordi der nu ér en rytme, som hun naturligt er faldet ind i; der ér et familieliv etableret, og det giver langt mere overskud til at nyde alle de store øjeblikke hos dem begge, fordi der er den føromtalte ro til at dvæle ved dem. F.eks. har Frida lige lært at vinke, og vinker 158 gange i løbet af et måltid, og jeg bliver præcis lige begejstret hver gang. Jeg er et nemt publikum på den måde. Samtidig bliver Anton bare ved med at hive ting op af hatten, som jeg går helt på røven over. Som da vi forleden fik besøg af en veninde og hendes søn – og Anton hilste ved, helt afslappet, at give hånd. Jeg havde nær tabt min kaffekop. Ikke mindst fordi jeg er typen, som nærmest tvangskrammer folk, når jeg hilser på dem, så hvor han har samlet det op henne, aner jeg ikke. Eller da han igår sad med en rugbrødsmad, og først spiste de øverste to cm. “Se mor. Nu er det en square” og derefter spiste videre, indtil han holdt en perfekt, retvinklet trekant op og proklamerede “Og se! Nu er det en triangle!”
De blæser mig væk.
Jeg håber, at 2016 vil byde på nye bekendtskaber, et nyt sted at bo, på mere vin og på graviditetskilo, der på magisk vis forsvinder af sig selv. (Har det som om, jeg bor i en lånekrop. Føler mig så meget som mig selv igen, at jeg bliver oprigtigt forbavset, når jeg får øje på mit spejlbillede. Hvad fanden er dét for en røv??) Jeg håber, at både jeg selv og alle jeg elsker og holder af, forbliver sunde og raske, bevarer evnen til at skille det vigtige fra det ligegyldige, og at der vil være tid. Tid til kaffe, til eftertænksomhed og til at grine. Højt og længe.
Godt nytår.