Kategori: Uncategorized

You were so preoccupied with whether or not you could that you didn’t stop to think if you should

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at mene noget højt om hele sagen om influenceren med ADHD, der har fået tilkendt 15 timers personlig assistance om ugen, betalt af kommunen.

Men nu er jeg blevet spurgt om min holdning til sagen af 5 forskellige mennesker, og selvom ingen ligger vågne om natten for at høre, hvad jeg mener om tingene, så har jeg heller ikke lyst til at være sådan én, der kun mener noget, når det er gratis.

Derfor kommer mit take her. Jeg nævner hende ikke ved navn; ikke fordi jeg ikke vil stå ved min holdning, men fordi jeg ikke har lyst dukke op, når mennesker med en dagsorden googler hende, på jagt efter nye vinkler at angribe hende fra.

Men for bare at starte med at sige det, som det er, så irriterer hele sagen mig inderligt. Jeg synes, at hun fremstår privilegieblind og tonedøv, og at hun bidrager til fortællingen om, at ADHD er et modefænomen, som man ikke behøver at tage alvorligt.

Men inden jeg begrunder min holdning, ville det være urimeligt ikke at disclaime den ved at sige, at jeg er ude af stand til at være objektiv her, fordi der er ikke ét aspekt i sagen, der ikke er et vilkår i mit liv.

Tegnsprogstolkning til døve borgere i job er nemlig også personlig assistance (PA), og dermed er jeg et handikapkompenserende hjælpemiddel, når jeg tolker på arbejdspladser. Ordningen er reguleret i BEK nr 1317 af 08/09/2020, og ansat i en fuldtidsstilling kan en døv medarbejder maksimalt få tilkendt 20 timers tolkebistand om ugen.

Det betyder, at jeg på sin vis har en økonomisk interesse i, at mennesker med et handikap får tilkendt assistance, og så kan man diskutere, om det gør en forskel, at vi her taler om neurodivergens og ikke et høretab.

Samtidig har jeg selv, som flere af jer ved, ret voldsom ADHD. Det er en spektrumdiagnose, og det er forskelligt, hvor vi hver især er ramt af konsekvenserne af den, hvilket gør det svært at sammenligne graden, men hvis jeg skal prøve at gøre det konkret, giver man normalt maksimalt 70 mg. Elvanse til folk med svær ADHD. Jeg får 80.

Derudover har jeg to børn med hhv. ADHD og autisme, som jeg forsøger at få nogenlunde helskindede gennem folkeskolen. Børn, som jeg insisterer på har ret til at trives, og som jeg prøver at give redskaberne til at leve gode, meningsfulde liv.

Ovenstående er nødvendig baggrundsinfo, synes jeg, for det giver forhåbentlig en linse at læse mine ord igennem, så I selv kan lægge til og trække fra, der hvor jeg helt indlysende er farvet af egne vilkår.

Man skal have levet under en sten for ikke at være klar over, hvor svært neurodivergente børn har det i dag, og hvor sparsom hjælpen til dem er. Det er allerede grelt, og det bliver kun værre de næste år, hvor man har lanceret endnu en spareøvelse under dæknavnet ‘inklusion’. De børn, der ikke er udredt, får endnu sværere ved at få lov at blive det, og de få, der slipper igennem nåleøjet, får stadig ikke den hjælp, de har brug for.

Det er som at se et færdselsuheld i slow motion, og min sjæl siver ud af kroppen på mig, når jeg tænker på konsekvenserne, det kommer til at få.

Når det nu forholder sig sådan, og det har været massivt beskrevet i medierne de sidste par år, er det svært for mig at forstå, at man ikke kan se det vilde i at stille sig frem og fortælle, hvor meget man selv, som voksent menneske med masser af selvbestemmelse og håndtag at dreje på, har fået tildelt – og hvor nemt det var at få.

For børn og deres forældre er bundet på hænder og fødder; der er undervisningspligt i Danmark, og økonomiske sanktioner, hvis du ikke sørger for at dit barn stiller i den skole, der langsomt slukker deres livsgnist og påfører dem belastningsreaktioner, som mange af dem kommer til at kæmpe med resten af livet. For de familier er der nærmest *kun* valg med hæslige konsekvenser, for ingen forældre drømmer om at være nødt til at tage orlov eller træde ud af arbejdsmarkedet, fordi skolen tager livet af deres børn. Det har enorme konsekvenser for den enkelte familie at have et barn med en spektrumdiagnose, både socialt, økonomisk og ift. de muligheder, man kan tilbyde eventuelle søskende.

Derfor er det nok svært for mange af os, der står på dén side af stregen at have forståelse for, at et menneske, der økonomisk ikke lader til at lide nogen nød, og som selv kan kompensere for sine udfordringer ved enten at gå lidt ned i tid eller ved at betale sig fra hjælpen, begejstret tager et stort stykke af den kage, som i forvejen er alt for lille, bare fordi hun kan.

For det handler jo ikke om, hvorvidt hun har ret til hjælpen eller ej. Det har hun, helt indiskutabelt, al den stund, at hun har fået den bevilget.

Men fordi man har ret til noget, behøver man måske ikke altid at gøre brug af den ret?

Og hvis man alligevel gør, behøver man måske ikke råbe det ud fra byens tage.

På mange måder kommer det ned til ret vs. moral, og egentlig synes jeg, at der er lighedspunkter mellem den her sag og den famøse “rumekspedition”, som Katy Perry og veninderne for nyligt har været på.

For de har jo sådan set også ret til at bruge deres penge, som de vil, og de er ikke forpligtede til at bekæmpe hungersnød og fattigdom eller til at tage hensyn til miljøet, der ligger ud over, hvad loven foreskriver.

Ganske ligesom ministre kan få kørepenge, landmænd har ret til at udlede pesticider i grundvandet, og minkavlere har ret til i årevis at indkassere erstatning for deres nedlagte produktion, samtidig med at de opstarter en ny.

Til gengæld har offentligheden jo så også ret til at have en holdning til det.

For mit eget vedkommende søgte jeg for år tilbage støtte én time om ugen pr. barn; udelukkende så jeg kunne tage med dem til specialtandlæge, sidde med til Tværsmøder, og holde børnene hjemme de dage, hvor skolen havde planlagt heldagsaktiviteter, som på alle måder virkede skønne, men som lå LANGT ud over, hvad man med rimelighed kunne forvente, at et neurodivergent barn ville kunne rumme.

For det følger jo med, når man insisterer på inklusion. Børnene er ikke kun autister i matematiktimerne eller mellem klokken 8 og 13. De har også særlige behov, når der planlægges ture ud af huset, når der er volleyturnering for alle 5.klasser i kommunen, eller når klubben skal cykle i skoven. Og dén del er der ingen, der tænker inklusion ind i. Bortset fra forældrene, selvfølgelig, som skal finde en løsning, så deres ikke-trafiksikre børn ikke dør af at skulle på tur, eller som skal samle op, når deres små autister har brugt 5 dages overskud på at stå 4 timer i en hal med akustikken fra helvede, sammen med 300 andre børn.

De neurotypiske børn skal jo helt indlysende ikke snydes for det, der for dem er sjove og inspirerende dage – men der er ikke personale sat af til, at nogen kan blive på skolen med de børn, der ikke kan deltage, og hvad gør vi så?

Jeg skrev 10 sider om hvert af mine børn og udfyldte spørgeskemaer i metermål. Kommunen indhentede udtalelser fra børnehave, egen læge, skole, fritidstilbud og PPR. Jeg blev udspurgt 2 x 3 timer herhjemme, og indsendte dokumentation i et omfang, de færreste kan forestille sig.

Jeg var hele tiden MEGET klar omkring, at jeg bare søgte den éne time, så jeg havde mulighed for at tage opgaver om eftermiddagen, som erstatning for den tid, jeg måtte klippe ud midt på arbejdsdagen, og jeg skrev allerede i første ansøgning, at jeg var indstillet på selv at betale barnepigen af egen lomme for alt, hvad der lå ud over den ene time. For mig handlede det om at overleve økonomisk, passe på mine børn og at få en barnepige, der var ansat mere formelt, end jeg selv havde mulighed for at gøre – for den model havde jeg naturligvis allerede selv afprøvet.

Jeg fik, efter halvandet år, nej med den begrundelse, at ‘en barnepige er en udgift alle forældre må påregne’, og fordi jeg selv ‘havde valgt at få børn alene’.

Sagsbehandlingen tog så lang tid, at børnene var blevet for store til reelt at have brug for den støtte, jeg søgte om, da jeg endelig fik mit afslag fra Ankestyrelsen, hvor jeg havde klaget over sagsbehandlingen og helt urimelig sagsbehandlingstid, men lærte, at jeg kun kunne påklage selve afgørelsen. Jammerlig sagsbehandling er bare ærgerligt, nemlig.

Og normalt abonnerer jeg på ideen om, at jeg ikke har mindre, fordi andre har mere. Jeg finder hverken glæde eller mening i, at andre skal have det svært, bare fordi noget har været svært for mig, og jeg bliver altid helt selvlysende af irritation, når den ældre generation bruger ‘- og vi klynkede ikke!’ som argument for at bevare status quo.

Men lige her TAGER hun jo faktisk noget fra fællespuljen, som andre så mister muligheden for at få, og måske er det misundelsen, der taler, men som enlig mor med ADHD, to børn med særlige behov og en lejebolig, der fik nej til én time, er det måske en lille smule svært at gennemskue, hvorfor hun, med hus og indbo til et tocifret millionbeløb og en husholdning med to indkomster, får bevilliget 15 timer.

Jeg er med på, at et dyrt hus og en luksussofa ikke er det samme som rede penge i hånden. Men det stadig svært at have sympati for, at et menneske med SÅ solidt et økonomiske fundament, får tildelt noget, som mennesker, der kæmper for at få enderne til at nå sammen, bliver nægtet, på baggrund af samme diagnose.

Det ville være rimeligt at indvende, at jeg blander æbler og bananer her, for PA-bevillinger og børnepasning (‘aflastning’, som det hedder), som jeg søgte om, reguleres af to forskellige lovgivninger, og har dermed formelt ikke noget med hinanden at gøre.

Det er sandt – men i begge situationer taler vi om neurodivergens og de udfordringer det giver, og prøver at sammenholde udgiften til hjælp med, hvad vil koste, hvis et voksent, skattepligtigt menneske falder ud af arbejdsmarkedet. For det er jo den helt overordnede grund til overhovedet at bevillige støtten. I dét regnestykke er det jo i og for sig lige meget, om det er ADHD hos forældre eller børn, vi taler om.

Jeg kan se, at hun forsøger at ride stormen af ved at gøre det til en diskussion om, hvorfor ALLE ikke bare kan få den hjælp, de har brug for. Her er jeg for så vidt enig med hende. Problemet med dén vinkel er bare, at vi på forhånd kender svaret: Der ikke er penge til det. Der er én kage, og når nogen får et større stykke, må andre nøjes med et mindre. Og det er dét, folk reagerer på.

I bund og grund er min holdning til sagen, at jeg ikke synes, det er særlig ordentligt at tage så meget, når andre må nøjes med så lidt. Heller ikke, selvom man faktuelt har ret til det.

Og jeg synes, at det er svært at tilgive, at hun, uagtet at det givetvis ikke har været hendes hensigt, allerede nu har gjort livet sværere for mennesker, der allerede står på tæer. For det her kommer med 100% garanti til at føre til, at nogle kommuner pludselig bliver MEGET nærige med deres PA-bevillinger – og her er der allerede masser af kommuner, der er tunge at danse med som det er. (Update: Det er allerede startet, kan jeg se her og her).

Hun har, i kraft af sit tidligere hverv som influencer, selv tegnet det billede af sit liv, som offentligheden reagerer på, og fordi det emmer af overskud og handlekraft, kommer hun desværre til at bekræfte fordommen om, at ADHD er en modediagnose, som mennesker, der gerne vil have opmærksomhed, jagter for at gøre sig interessante.

Og endelig kommer sagen på et tidspunkt, hvor jobcentrene står til at skulle ned- eller omlægges, og hvor PA-bevillingerne dermed risikerer at blive lagt over på nye sagsbehandlere, der ikke kender de borgere, de får ansvaret for at hjælpe. Her er det virkelig uheldigt at tegne et billede af, at PA er noget, man kan få, så man kan blive i sin strandvejsvilla og arbejde, når man lige føler for det.

Men som skrevet i starten: Jeg er inhabil, og uagtet at ovenstående er min holdning, så er der også et solidt argument i at hævde, at loven skal være lige for alle.

Det sidste, jeg har lyst til lige at runde, er, at jeg ikke forstår, at et medlem af kommunalbestyrelsen offentligt må kommentere en sag, der er behandlet i hans egen kommune. Heller ikke selv om den pågældende influencer selv har skrevet om det på SoMe.

Det er i min optik helt indlysende omfattet af den tavshedspligt, en offentlig myndighed er underlagt, for uanset hvor man står i den her sag, er det voldsomt undergravende for tilliden til den offentlige forvaltning, hvis man som navngiven borger kan risikere at blive brugt som løftestang for politiske agendaer.

Men om ikke andet, så håber jeg, at graverjournalisterne har bogmærket opslaget, så de kan hive det frem, næste gang Frederiksberg Kommune står med en træls sag, og deres talsmand påstår, at de ikke kan udtale sig om konkrete enkeltsager.

M2025, uge 1

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Velkommen tilbage, har jeg næsten lyst til at starte med – for som lovet tager vi en runde mere. 

Jeg vender tilbage til det oprindelige format med 3 ugentlige punkter, for selvom det var en fin udfordring at lægge 12 månedsmål ind, opdagede jeg i løbet af året, at det var tæt på umuligt at afgrænse ét område fra det, der naturligt falder ind under de faste punkter.

På plussiden betød temaet, at jeg fik gennemført nogle projekter, som jeg med sikkerhed kan sige, at jeg ikke ville have prioriteret at følge til dørs, hvis ikke jeg havde semi-forpligtet mig til det, men i 2025 går vi tilbage til originalformatet.

Skal vi ikke bare se at komme i gang?

*

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Ryddet op på en måde, der er så ukarakteristisk mig, at jeg næsten selv er blevet helt forskrækket over det.

For jeg er bare gået i gang. Uden systemer, lister eller overordnede planer.

I know. Jeg måtte også lige dobbelttjekke, om jeg var ok.

Men mit prepperlager i bryggerset har beslaglagt en halv reol ud af de to, jeg har at gøre med, og efter små 5 måneder må jeg bare erkende, at jeg mangler pladsen. Mine køkkenskabe har været så fyldte, at jeg næsten ikke kan rumme at åbne dem, og i juleferien har jeg derfor vendt og drejet mine muligheder.

Jeg er endt på, at et vitrineskab i stuen er den bedste løsning, og har også fundet dét, jeg gerne vil have. (Men 3700, Ikea? Seriøst?)

Jeg har lovet mig selv, at 2025 bliver året, hvor jeg ikke skal have mavesår 16 gange over kommuner, der ikke betaler deres regninger til tiden, og derfor venter jeg lige med at bestille skabet, til jeg ved, hvordan opgavesammensætningen ser ud den næste måneds tid.

Jeg er i stedet gået i gang med den oprydning og sortering, der er nødvendig for at have et nogenlunde gennemskueligt system i, hvad jeg har hvor.

Og først var planen at gribe det an med den sædvanlige systematik. Men efter en uge, hvor jeg var ved at brænde sammen over at forsøge at regne ud, hvad det var mest smart at starte med, er jeg nu bare gået i gang. Et skab hist. En hylde på reolen pist. En kasse fra oldefar, en kasse fra skuret, et blik på maleresterne i skabet – og til min *inderlige* overraskelse viser det sig, at det her nok faktisk er den mest optimale måde at gribe opgaven an på.

For det har ikke på noget tidspunkt føltes uoverskueligt; heller ikke selvom jeg har et par m2 i stuen, der agerer mellemstation. Og altså: Det pynter ikke, vel? Men så er det heller ikke værre. Og den her måde at arbejde på sikrer, at jeg får alle de køkkenting, jeg ender med at gemme, pakket i den samme kasse. Jeg får et overblik over, hvad jeg har af bedrollers og opbevaringskasser, og kan dermed bruge dem, der kan rumme tingene, men som fylder mindst. (Der er jo ingen grund til at bruge hyldeplads på en 20 liters kasse, hvis det, der skal være i den, kun fylder 10). Jeg får sorteret de kasser fra, der er knækket et hjørne af, eller hvor låget sidder dårligt fast, og det er langt nemmere at skille sig af med f.eks. overskydende drikkeglas, når man opdager, at der også ligger 6 i en kasse i skuret og glor.

Når jeg har været de sidste to skabe igennem og har tjekket loftet, er planen at lave 3 bunker i stuen: Det, der skal på loftet/i skuret, det, der skal i vitrineskabet og det, der skal videre/ud – og så er det bare at eksekvere.

Jeg tror, jeg når i mål i løbet af den næste uge.

2.

I oldefars køkken fundet 7 små plastikbøtter, som jeg har brugt til maling.

For der er faktisk ingen grund til at have 7 skrumlede malerspande med rester stående, når det eneste, jeg skal bruge, er en halv dl. til lige at plette med. Derfor har jeg nu fyldt en smule over i bøtterne, og de overskydende liter har jeg lagt op i den lokale fb-gruppe og spurgt, om nogen kan bruge til et kreaprojekt eller lign.

Det var der mange, der kunne, så nu bliver de brugt til noget i stedet for bare at stå i mit skab og fylde.

3.

Pakket julen væk, og i den forbindelse samlet de glaskugler, der ikke længere er så pæne, i en pose.

Hvert år har jeg et par lanterner stående ude, hvori jeg smider glaskugler og lyskæder, og der kan de kugler, der har fået en ridse eller som har tabt ‘hatten’ få lov at tilbringe deres otium til næste vinter.

Solskin i november

Det slog mig i aftes, at det er længe siden, jeg har skrevet et helt almindeligt ‘hvordan går det’- indlæg. Der har været meget at mene meget om de seneste måneder, og det har naturligt nok været det, der har siddet mest løst i fingrene, når jeg har haft fat i Mac’en.

Men sideløbende med, at verden er vanvittig uden for døren, synes jeg faktisk, at vi er et godt sted inde bag den.

Efter år med udredninger, skoleskift, tværsmøder, firmaopstart plus det løse, har det været fuldstændig vidunderligt med noget helt gennemsnitlig hverdag, hvor det går op og ned, som det altid gør i showbizz, men hvor der ikke hele tiden er Noget Stort & Bøvlet, der kræver fokus og kræfter.

Ungerne er flyvende, og de bliver store.

Anton er lige så høj, som jeg er nu, og stemmen er faldet flere oktaver. Han har rykket sig markant, efter at han er startet på speciallinjen, og i dag tænker jeg, at jeg skulle have flyttet ham noget før. Dengang var jeg bange for, at det faglige niveau ville være for langt under det, han sad i i det almene tilbud, men i dag står det lysende klart, at niveauet er irrelevant, hvis man bruger alle sine kræfter på bare at være til stede. I den nye klasse er normeringen LANGT bedre, og børnene bliver mødt, præcis hvor de er – og så er der pludselig overskud til at forholde sig til både verber og ligninger.

Fordi det er en klasse, hvor der løbende kommer nye børn til, bliver de med jævne mellemrum delt op på kryds og tværs, så klassesammensætningen er så optimal, som det er muligt. Det betyder, at jeg som mor ikke har den samme fornemmelse af børnene, som jeg havde i den gamle klasse, men fordi de er ved at være store, er det heller ikke længere så vigtigt. De var en nem flok at have med til lasergame, og de hyggede sig helt vildt. På madsiden skal jeg lige lære, at det med så mange sensorisk udfordrede børn ikke er nødvendigt at medbringe så meget forplejning, for godt nok havde jeg tænkt tekstur og smag ind, men jeg havde taget med, så der var nok af alt til alle…

På plussiden blev naboerne glade for al den overskudskage.

Lige nu taler vi lidt om den kommende konfirmation; om han gerne vil konfirmeres eller ej. Hans umiddelbare svar, da vi talte om det i sommer, var nej, men fordi jeg var lidt usikker på, om det handlede om, at han ikke 100% forstod konceptet, eller om det reelt var et nej tak, blev kompromiset, at han følges med de andre til præst frem til juleferien, hvor vi så sammen træffer en beslutning.

Frida er – stadig – et livsstykke uden lige. Hun går i 3. klasse nu, og var nær besvimet i Bilka forleden, da vi så en eller anden YouTuber, som jeg ikke aner hvem er. Dukkerne er på vej ud, mens kreasysler og udtryk som demure og cringe er på vej ind, og hun ved præcis, hvem hun er. Hvilket jeg er helt blæst væk over. Så lille og dog alligevel så tryg i at være helt sin egen. Hun udbryder jævnligt ting som ‘Yes, queen!’ eller ‘It’s giving seasonal depression!’ når jeg kommer ud fra badeværelset om morgenen (ja, undskyld, men vi er NOGEN, der elsker sort!), og hun er hæsblæsende god til både engelsk og alt, hvad der har med apps og device-opsætning at gøre.

Hun er også barnet, der føler alting ekstra meget, og som, inden hun får sin medicin om morgenen, speedsnakker og godt vil vide, hvilket hus, jeg ville have boet i, hvis Anton og jeg var flyttet, MENS hun var i min mave. Om der ville have været trapper? Om det ville ligge i Californien? Om vi ville have haft en hund? Hvad for én? Hvad farve ville huset være? Ville man kunne se over til mormor og morfar fra vinduerne? Hvorfor er Elon Musk egentlig hele tiden over det hele? Hvornår er det jul? Kan vi få en lillebror?

Så altså. Ja. Hvis du blinker, falder du af.

Og mig? Jeg står op hver eneste dag og glæder mig over, at jeg er min egen chef. Det giver somme tider lidt ekstra arbejde, og det er ikke altid uden udfordringer. Men det er det bedste, der er sket i mit arbejdsliv, og jeg er nærmest hysterisk taknemmelig over, at jeg har valgt et fag, hvor det er en mulighed.

Samtidigt er vi også nu et sted, hvor jeg ikke behøver at mandsopdække børnene 24/7. Det er work in progress, men for tiden prøver jeg at lægge en dag om ugen ind, hvor Anton henter Frida fra skole, når taxaen har sat ham af, og så er de alene, til jeg kommer hjem. Det gør en verden til forskel, fordi det giver mig lidt luft og manøvrerum, som jeg ikke har haft i 14 år.

Hvilket ser lidt vildt ud, når man ser det på skrift.

Der er ro på bagsmækken i omgangskredsen, alle mine mennesker har det godt, og selvom jeg godt ved, at livet aldrig står stille, og at ingen kender dagen i morgen, så nyder jeg, at ruten lige nu går gennem et naturskønt område, hvor brisen er mild, og solen skinner.

I øvrigt:

*Var jeg forleden på opgave i den sydligste del af Danmark, og benyttede lejligheden til lige at vippe over grænsen efter et par småting. Det var en anden grænseovergang, end den, jeg plejer at bruge, og da jeg kom ud af butikken, tænkte jeg: “Ej. Jeg kan sgu da sagtens finde hjem herfra uden gps!”

Lad dette være en advarsel til de af jer, der havde tænkt, at I bare ville følge efter mig, når apokalypsen rammer. Don’t. Jeg befandt mig under 3 km. fra den danske grænse, og det lykkedes mig stadig at fare vild. Vild-vild. Jeg ved nærmest ikke, hvordan det fysisk er muligt?

*Smed jeg i morges en amatør-exitpoll op på min fb-væg, men kommentarfeltet udviklede sig til en krigszone på rekordtid, så jeg pillede det ned igen. Men I plejer at være godt i vater, så nu kører vi den sgu her i stedet. Hvem tager den på tirsdag? Harris eller Trump?

*Hørte jeg forleden sangen ‘The Wanderer’ beskrevet som “the original version of ‘(I’ve got hoes In different) Area Codes’”. Jeg fnøs kaffe ud gennem næsen.

*Føler jeg mig sjældent talt mere ned til, end når firmaer sender reklamemails, og lader som om, afsenderen er en konkret person. ‘Marianne fra Lace’. ‘Morten fra Sport24’. Fuck af med det der. 

*Vil jeg gerne, til de af jer, der har Podimo, plugge podcasten ‘Hestepigen fra helvede’. Den er mere end almindelig vanvittig.

*Håber jeg, at én af de tendenser, vi snart kan lægge bag os, er profiler på sociale medier, der ikke er bange for at pege andres fejl ud – men gerne lige selv vil være anonyme. Jeg hader dem. For det er SÅ gratis at mene alt muligt, når man ikke selv skal stå på mål for det, man siger, og det taler ind i den hater-kultur, som for mig at se er en stor del af problemet ift. tonen på nettet.

Det seneste eksempel jeg er stødt på, er instaprofilen cand.merc.memes, som i sidste uge havde et opslag, hvor han med slet skjult fryd kastede sig over Peter Falktoft og Esben Bjerre.

Her vil jeg gerne være 100% transparent: Jeg elsker dem. Jeg har været med siden allerførste Monte Carlo-program, og jeg er derfor ikke på nogen måde neutral her.

Jeg er bestemt ikke altid enig med dem. Der er emner, hvor vi er SÅ uenige, at jeg bare er nødt til at lade som om, at jeg ikke hørte, hvad de sagde – men det, der redder dem for mig, i dag og for altid, er, at de aldrig nogensinde gemmer sig. De har stillet sig op, hvor alle kan se dem, og har skabt en karriere på spitball’e på alt, hvad tilværelsen byder på for åben mikrofon.

Når man gør det, vil man komme til at udtale sig om emner, man faktisk ikke ved ret meget om, og man vil komme til at diskvalificere udfordringer, man ikke har prøvet på egen krop.

Men det er misforstået, at man skal være enig i alt, hvad de offentlige personer, man har købt ind på, mener og siger. Det kan ikke lade sig gøre. Det, man er nødt til at beslutte er, om man i bund og grund mener, at de er gode mennesker med gode intentioner. Og det kan man KUN gøre, hvis man ved, hvem de er.

Når man gemmer sig bag en anonyme profil, gør man det, fordi man godt ved, at ingen er perfekte, og at der vil være noget at finde hos os ALLE, hvis man sætter sig for at lede. Netop derfor er det ekstra ulækkert, når man skaber en karriere på at pege fingre af navngivne personer og profiler, mens man samtidigt sikrer sig, at man ikke selv risikerer at blive udsat for samme behandling.

Som en sidste kommentar synes jeg faktisk ikke, at det burde være muligt at køre sponsoreret indhold, hvor man får penge for at prøve at meningsdanne, når modtagerne ikke ved, hvem afsenderen er, og dermed hvad incitament, vedkommende kan have til at ønske at trække holdninger i en bestemt retning.

(Og bare inden nogen råber: HVAD MED DIG SELV!? Jeg er tegnsprogstolk. Jeg hedder Linda. Jeg bor i Esbjerg. Jeg har skrevet en bog. Jeg nævner mine børn ved navn, jeg har medvirket i en solid stak artikler, og jeg har mit eget billede på min instaprofil. Hvis man ikke kan google sig til mit fulde navn på under 2 sekunder, har man ikke fortjent at have adgang til internettet).

Når du køber din taskforce på Temu

Få ting irriterer mig så meget som debatten om Temu og de andre kinesiske handelsplatforme.

Jeg vil gerne starte med at sige det, så det ikke kan misforstås: Det her indlæg er IKKE et endorsement af Temu, og jeg ville blive meget, meget ked af det, hvis nogen bruger det som undskyldning for at gå fuld Braveheart på appen.

Men.

Jeg kan næsten ikke holde ud, at samtalen er så tilstræbt naiv.

Jeg vil ikke udelukke, at jeg pga. mine børns diagnoser er præ-udtrættet af, at lort flyder nedad, og at alle led i en kæde, der har nogen, de kan sende sorteper videre til, gør det uden at blinke med øjnene – men jeg får lyst til at rive mine arme af over, at Forbrugerrådet Tænk, Kemiluppen og alle 179 politikere fordømmer Temu, Shein osv. – men lægger det over på forbrugerne at navigere i noget, der er fuldstændig uigennemskueligt, og som reelt er konsekvensen af, at politikerne stikker hovedet i jorden.

Det bliver ikke nemmere af, at der er masser af sæbekasser at stille sig op på i den her samtale, fordi man både kan fokusere på børnearbejde, overenskomst, løn, alternative indtægtskilder for familier i Kina og at vi i Europa selv har gjort os sårbare ved at læne os så tungt op ad udenlandske enkeltspillere.

For jeg er med på, at det ikke er problemfrit bare at ban’e Temu, for Temu er kinesisk, og Kina er en af vores største samarbejdspartnere, både på import og eksportsiden. Vi er – lige nu – afhængige af, at vi fortsat har adgang til billige dele og komponenter, som vi bruger i produkter, vi laver herhjemme, fordi vi i Kina kan købe dem så billigt, at det er afgørende for, at vi fortsat kan være konkurrencedygtige.

Derudover er det også nødvendigt at bevare en nogenlunde relation til kineserne, hvis vi i EU og vesten skal gøre os forhåbninger om at få dem med ombord på den grønne omstilling.

Det er gode og vigtige argumenter for ikke at save samarbejdsgrenen over, og det er både nemt og gratis for mig at mene, at det bare må være et spørgsmål om at knalde samme toldsats og håndteringsgebyr på de kinesiske varer, som er pålagt de amerikanske, for så ville problemet være løst.

Men lige nu synes jeg, at politikerne beder forbrugerne om at løse problemet for dem, og det er ikke i orden.

For selvFØLGELIG er det en dårlig ide at købe elektronik, legetøj og make up på Temu. Du risikerer at brænde dit hus ned, mens du sidder med åbne kødsår i ansigtet og 24 små, løse plastikdele på tværs i halsen. Det burde ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre at hive den slags hjem på matriklen.

Men når Magnus H. taler om Temu, så taler han om platformen på en måde, der får det til at lyde, som om alting derinde er farligt og miljøskadeligt.

Det kan sagtens være, at det er tilfældet – men så bliver vi nødt til også at tage den anden del af samtalen, hvor vi italesætter, at ingen brokker sig, når vi køber de selvsamme varer, som tilbydes på de kinesiske apps, i danske butikker.

Og her taler jeg ikke om de varer, hvor Temu bruger billeder af (danske) designervarer som reklame for billige efterligninger; her taler jeg om madkasser, jeg først har set i reklamer for på Temu, for så, en måned senere, at se dem på hylden i Normal.

– i øvrigt ved siden af den glimmerstick, som er identisk med den, min venindes veninde havde med i tasken, da vi var i byen sidst, og som hun havde købt på Ali Express.

Eller de små akrylæsker, jeg næsten ikke har kunne komme udenom i mit feed, som pludselig står sirligt linet op i Flying Tiger.

Eller spotvarerne i Netto, eller motivationsdrikkedunkene i Bilka, eller det her spejl i Elgiganten:

Og det kan godt være, at der, når du klikker ind på varen, står, at det bliver solgt ‘gennem 3.part’ – men at gøre den tilgængeligt gennem en kendt, etableret, dansk virksomhed gør det i hvert fald ikke *nemmere* for forbrugerne at gennemskue, hvad problemet egentlig er.

Er det farligt, eller er det ikke?

Det hele? Eller kun noget af det? For hånden op, alle dem, der på stående fod kan fortælle, hvad vi tester og tjekker for herhjemme, og hvordan proceduren er? Tjekker vi alt? Kører vi stikprøver?

Det kan man slå op, men det er ikke det, der er pointen her. Pointen er, at vi lige nu kører en form for selektiv samhandel, hvor vi med den ene hånd tilbyder varer fra Kina overalt i detailhandlen, mens vi holder den anden formanende op og beder forbrugerne være i stand til at forstå, hvorfor de ikke bare kan købe den selv – til en fjerdedel af prisen.

Og så er der en form for politisk cherrypicking her, der giver mig lyst til at se, hvad ville der ske, hvis man i en Tænk-test kørte et tilsvarende tjek af 98 tilsvarende produkter fra Normal eller Søstrene Grene.

Samtalen er simpelthen nødt til at blive bedre, hvis det her problem skal løses.

For jeg bliver helt tør i munden af frustration, når jeg i dag kan læse, at der er ‘nedsat en taskforce’ der skal finde ud af, hvad der kan gøres – og at der er sat midler af til en ‘oplysningskampagne til forbrugerne’.

Her vil jeg gerne, helt gratis, spare jer for konsulentudgiften: Der er ingen, der har brug for oplysning. Vi ved det godt. Ligesom vi også ved, at rygning og alkohol er farligt, og at cykelhjelmen ikke redder os, hvis den ligger i cykelkurven, når vi vælter.

Det hjælper bare ikke, når vi konstant bliver fristet over evne, og det giftige æble er både let tilgængeligt og (næsten) gratis.

Og endelig er det måske også meget at bede om, at forbrugerne skal kunne sige nej til besparelsen, når staten siger ja til fortjenesten:

M2024, uge 32

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne måned:

1.

Har jeg været i gang på Fridas værelse igen, fordi hun pludselig gerne ville have et skrivebord.

Det er sådan set helt forståeligt, for hun er et kreativt barn, og da jeg samtidig længe har tænkt, at det skrivebord, jeg har i stuen, skal noget andet, var det oplagt at starte med at sætte det ind på hendes værelse.

Det var godt, jeg gjorde det, for dels kunne jeg med det samme se, at det var ALT for stort, selvom det egentlig på mål burde have været fint, og dels fungerede det SLET ikke at stille det, hvor jeg havde tænkt, det skulle stå. Men fordi jeg lavede den mellemregning, betød det, at jeg pludselig havde en langt mere kvalificeret ide om, hvad det egentlig var, vi skulle ud og købe, og hvor det skulle stå.

Bordet er ankommet og sat op, og skrivebordet fra stuen er i mellemtiden vandret ind til Anton, hvor det faktisk har vist sig at passe perfekt.

Jeg elsker, at vi er endt med at kunne bruge noget, vi allerede havde, og jeg er OGSÅ glad for at slippe for Marketplace & De Tusind Spørgsmål.

2.

Fridas værelse er lige så småt, som det var, sidst vi talte om det, og det betyder, at nogle af møblerne skal ud, når hun har soveaftaler, og stabelsengene skal stå ved siden af hinanden.

Derfor havde jeg brug for en løsning til de ting, der skal stå på skrivebordet, som betyder, at det ikke tager 18 måneder at tømme bordet, når det skal løftes ud. Jeg endte med en væghængt køkkenstang af den slags, som jeg selv har i soveværelset til mine kjoler.

De store bestik-krukker er perfekte sakse, tusser og farveblyanter, og som ekstra plus optager de ikke plads på bordet, når man sidder ved det.

Når hun skal have lavet værelset om igen, kan stangen uden problemer pakkes væk, for den optager ingen plads, og senere kan den bruges til 600 andre formål. 

3.

Med bordet af vejen i stuen har jeg nu fået bedre plads til mit træningsgrej, som jeg har været inderligt træt af at have liggende på gulvet. Det er ikke særlig fedt at bakse rundt med håndvægte og vægtskiver, der er fulde af nullermænd, og det er sgu også bøvlet at skulle flytte 80 kg. metal, hver gang man skal støvsuge.

Jeg startede med at google ‘racks’, som de stativer, vægte ligger på i fitnesscentrene hedder – men indtil vi lige finder ud af, hvordan jeg sælger samtlige mine indre organer på dark web, og stadig lever videre, bliver det ikke løsningen.

Efter at have tænkt noget mere, slog det mig pludselig, at møbelhunde måske faktisk var en mulighed. 

Og hvis man aldrig har hørt det udtryk før, så er det sådan en her:

De kan bære ret mange kilo, hjulene kan låses, og så kan de bruges til blomsterkrukker og til at flytte rundt på tunge ting derhjemme, hvis de senere er i overskud.

Jeg fandt et par stykker i Harald Nyborg til næsten ingen penge, købte en yogamåtte til 40 kroner, som jeg klippede to stykker af, der passede, og nu ser det sådan her ud:

Min træningsbold fik en underskål fra en urtepotte at stå i, så den ikke triller rundt, men så der stadig ikke sker det store, hvis en af Frida venner, (som ikke *kan* gå forbi mit træningsgrej uden at skulle pille ved det) smider sig på den.

Jeg er MEGET tilfreds med mig selv.

Månedens Mål, august (1/4)

Nu, hvor det hele har været lidt løst i sammenføjningerne sommeren over, har jeg besluttet, at mit mål resten af august er et godt, gammeldags husholdningsbudget. Jeg har lidt for længe været lidt for god til bare at købe det, vi har lyst til at spise, og det koster.

Derfor vil jeg måneden ud prøve at lave et budget, uge for uge, og se, hvad vi kan klare os for, hvis jeg udviser en smule disciplin. Tanken er at flytte en vis sum penge over på mit ekstra visakort, og så lade det være mad/husholdningskortet. På den måde håber jeg at kunne holde snuden i sporet, for det, der er gået galt, når jeg tidligere har prøvet den her model er, at det bliver for svært at holde tingene adskilt, når alting betales med samme kort.

Mit første forsøg hedder 500 kr. til en uge. Om det er helt skudt ved siden af, ved jeg ikke endnu – men det gør jeg i næste uge.

Jeg håber, at det kan gøre det muligt endelig at etablere den opsparing, jeg så længe gerne har ville starte.

*

Det er skønt at være tilbage. Jeg håber, at I har haft verdens bedste sommer, og er klar til, sammen med mig, at tage hul på hverdagen igen.

M2024, uge 26

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg brugt uforholdsmæssigt mange timer på at finde ud af, hvad der er op og ned på abonnement og priser på en ny telefon. 

Begge børn trænger til en ny mobil, og jeg har af en veninde købt en iPhone 11 med masser af hukommelse til Frida, som har ti millioner billeder og videoer af hende og damerne liggende.

Planen er, at jeg køber en 15’er til mig selv, og at Anton så overtager min 12’er – men jeg kan ikke få lov at tage mit nuværende abonnement med over, hvis jeg køber en ny.

Og jeg ved godt, at YouSee skal tjene penge på abonnementet, når de giver rabat på telefonen – men lige nu har jeg 100 GB til 159 kr. i måneden, og det tætteste, jeg kommer på med en ny, er 80 GB til 219 kr. Det har jeg selvsagt ikke lyst til.

Jeg har ALT samlet hos YouSee, og har været kunde der i over 12 år, og det bliver sgu lidt en principsag for mig, at jeg ikke vil straffes for at smide næsten 10.000 kr. hos dem.

Derfor er jeg ved at kigge på, om jeg skal flytte rub og stub, eller om jeg skal købe mobilen på afbetaling hos f.eks. Elgiganten – for det er jo i princippet det samme, man gør, når man køber den gennem sit teleselskab. Betalt af over to år, betyder den højere abonnementpris, at jeg faktisk kan betale 1440 kroner mere for telefonen et andet sted, og stadig vinde, fordi jeg sidder med 100 GB i stedet for 80.

Derudover hænger jeg på den højere pris for abonnementet, når telefonen er betalt ud, så den ender med at blive dyr på sigt, selvom den måske er lidt billigere nu.

Erik, som jeg havde til Økonomi & Regnskab på handelsskolen, var nærmest tvangshysterisk med at indprente os, at det er de faste udgifter og ikke de variable, der er farlige, fordi de faste er sværere at komme af med igen. Han ville være stolt af mig nu.

2.

Har jeg kørt en hurtig oprydning i de fire køkkenskabe, hvor jeg har glas, skåle, tallerkner og plastbøtter, fordi jeg pludselig syntes, jeg havde for meget af det hele.

Det var ikke planlagt, og det er jo ikke mere end 5 måneder siden, jeg var skabene igennem sidst, men der er kommet et par nye skåle til, og jeg har også købt en håndfuld glas med låg og sugerør, fordi der altid er børn i det her hus: Det er smart, at de kan have deres saft med i haven, uden at det bliver hvepsenes foretrukne spa-resort, og det er også meget rart, at det ikke er HELE glassets indhold, de hælder ud over gulvet, når de kommer til at vælte det på værelset.

Jeg valgte at rydde op en dag, hvor jeg var edderspændt rasende, og det kan anbefales, for dels gik det virkelig hurtigt, og dels var jeg MEGET villig til at skille mig af med alt, der ikke sparkede instant joy. 

3.

Ved jeg ikke, om det er luftfugtigheden, der generelt er blevet højere, eller om det er fordi begge børn pludselig kan bruge tiiiiiimer på badeværelset, men jeg synes, der hurtigere opstår skimmelsvamp i bruserummet nu, end der tidligere har gjort. Og hvor det før sad de helt forudsigelige steder (f.eks. hjørner og helt nede ved gulvet), så kommer der nu lidt hist og pist, helt random steder på fugerne.

Vi har før snakket om Rodalon vs klorin, og jeg er Team Klorin. Men det er ikke ret nemt at sætte en stofstrimmel lodret fast midt på en væg, så nu har jeg i stedet klippet et pudevår til konfetti, og har hældt klorin i en tom neglelakfjerner-krukke af dem, hvor man får acetonen op ved at trykke ned på toppen. Stoffet er så tyndt, at jeg kan sætte de små stykker fast på væggen på samme måde, som mænd kan sætte små stykker toiletpapir fast på kinden, hvis de skærer sig under barberingen, og det er så nemt, at man faktisk får det gjort.

For god ordens skyld: Husk, at klorin kan misfarve fliser og fuger, gør det (for miljøets skyld) kun, når det er nødvendigt, og brug handsker, så du passer på din hud. 

*

Månedens mål (juni, 4/4)

*Jeg har haft haven på som det gennemgående punkt, og nåede faktisk lidt derude, inden solen besluttede sig for at se, om den kunne smelte skelettet gennem huden på mig. Oh well. I morgen er der atter en dag (-som forhåbentlig er køligere..).

*Til gengæld fik jeg en uventet fridag fredag, og den udnyttede jeg til at få ryddet helt op i bryggerset, så alle skoletasker og poser med skiftetøj blev tømt, alting blev vasket og sorteret, og det hele blev lagt på plads.

Fordi jeg havde et par kasser fra min ragecleaning i køkkenet, som også skulle til genbrug, endte jeg med at have 3 store kasser med glas, krus og for korte bukser, som jeg samme dag fik sendt videre ud i verden.

Jeg har som eneste fokuspunkt denne sommer at komme gennem den med overskuddet i behold, og én af de ting, der kan æde det hurtigt er, hvis her roder så meget, at jeg ikke kan tænke.

Derfor er det mere end rart, at jeg allerede på feriens første dag fik et forspring.

*

Som nævnt i sidste uge, holder M2024-indlæggene sommerferie i juli.

Planen var egentlig, at jeg ville have listet op, hvad jeg har på tegnebrættet til efterårets månedsmål, men tiden er løbet fra mig, og jeg tænker ikke, at det holder nogen vågen om natten ikke at vide det nu.

Jeg stikker hovedet herind, når det lige passer de næste uger, men uanset om I bliver her sommeren over, eller om I stikker af til fjerne himmelstrøg og først læser op på bagkant, så håber jeg, at ferien bliver alt det, I hver især har brug for, og håber allermest, og at I får lov at bruge den med dem, I holder af.

I øvrigt:

*Har vi kørt 48 timer med omgangssyge, og jeg identificerer mig 1:1 med Danny Glover, da han proklamerede: I’m too old for this shit. Jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, der er mere nedtur, end klokken 3 om natten at skulle køre fuld ISS på et værelse og et barn, der oralt har vendt vrangen ud på sig selv. 

*Forsøger jeg at være et åbent og rummeligt menneske, og det lykkes noget af tiden. Men jeg ved, uden skyggen af tvivl, at jeg aldrig bliver venner med mennesker, der får speciallavet nummerplader med teksten ‘My Toy’ til deres Porscher.

*Er netværk for erhvervsdrivende nærmest at sidestille med beliggenhed for boliger – men det sidste år har også for mig understreget, hvor givtigt det er på kundesiden. For selvom jeg efterhånden har boet i Esbjerg i 12 år, synes jeg stadig, at det kan være svært at gennemskue, hvilken frisør, man kan lægge sit hår i hænderne på, hvem der kan lave en voksbehandling, der ikke ender med mord, og hvilke fysioterapeuter, der elsker elastikker så højt, at det er bedst for alle parter, at jeg ikke ender hos dem. Men finder man først én fagperson, der rammer den lige i røven, så får man pludselig adgang til *deres* netværk. Og det betyder, at man ikke længere famler i blinde, men faktisk har fået et screeningsfilter foræret. Det er uvurderligt. 

*Og apropos netværk, så ER min nye akupunktør lige så dygtig, som jeg var blevet lovet. Men FØJ, hvor nåle på ydersiden af foden og i den øverste del af lænden er trælse. Og 25 er ikke mange, hvis vi taler om lakridser, bandeord eller reels – men målt i nåle føles det som 2500. 

*Kørte jeg i går på job i tåge så tæt som ærtesuppe, og jeg KAN ikke forstå, at biler i dag er udstyret med sensorer og kameraer og alarmer på seler og døre – men at baglygterne, altså noget af det eneste på en bil, du *ikke* selv kan se, stadig på alt, alt for mange biler er manuelt betjente. 3/4 af de biler, jeg kørte bag i dag kørte uden baglys. Med en sigtbarhed på 5? 10? meter. Det er RÅDDENT farligt.

*Har jeg besluttet at vie mit liv til at stikke strikkepinde i en voodoodukke af den oversætter, der er ansvarlig for Vinted’s danske reklame på YouTube. “Bære det ikke? Sælg det!” What. The. Actual. Fuck.

*Har jeg ofret mig i god sags tjeneste og taget et profilbillede i min selvlysende kedeldragt, som jeg har koblet til min Appleprofil. For oldefar på 96, som har fået sig en iPhone 15, ser meget, meget dårligt, men nu ved han, at når skærmen lyser op, og det ligner et raveparty fra midt-halvfemserne, så er det bare mig, der ringer. 

*Modtog jeg i sidste uge en mail fra Esbjerg Kommune. De har valgt at lukke min sag, da jeg ‘ikke har gjort brug af tilbuddet om de fire timer, jeg har fået tilkendt’. Meanwhile ovre i Ankestyrelsen beklager de – igen – at de ikke overholder behandlingsfristen. Kafka virker efterhånden mere synsk end vanvittig.

*Har jeg de sidste uger fået tilsendt så mange GIF’s af Ciillian Murphy med et tilhørende: “Hahaha – se skat. Det er dig!” at jeg faktisk begynder at blive en lille smule bekymret.

*Så jeg for snart længe siden et opslag med teksten: ‘Sometimes you have to make peace with the fact, that you’re the villain in someone else’s story’. Den har jeg tænkt meget over, og de sidste par uger har været én stejl læringskurve i, hvordan den sandhed føles. Føj, hvor jeg synes, at den er svær at æde. Specielt, når man har gjort sig inderligt umage, eller selv synes, at alle regler var klappet af på forhånd. Men det her bliver én af dem, hvor øvelsen kommer til at være at vende ryggen til og bare blive ved med at gå, selvom jeg *næsten* ikke kan være i mig selv over, hvor uretfærdigt, jeg synes, det er.

*Betaler det sig somme tider – jævnligt, faktisk – at være sådan én, der ikke altid fatter, at ‘det kan man da ikke spørge om!’. For jeg har længe gerne ville finde et fritidstilbud, som kunne give Anton lidt mere netværk, end han har nu. Flere af de børn, han går i klasse med, er relativt udfordrede, enten af vilkår på hjemmefronten eller af tillægsdiagnoser, og fordi Anton falder lidt mellem den neurodivergente og den neurotypiske stol, er det begrænset, hvad der dér er at bygge videre på. Men alle mine googlinger til trods, har jeg intet kunne grave frem. Derfor skrev jeg i starten af februar en mail, som jeg sendte til alle, jeg overhovedet kunne komme i tanke om, som kunne være relevante, herunder lederne for de nye, spektrumvenlige uddannelser i byen, alle, der har noget med eSport at gøre, Ungdomsskolen, formanden for Børn & Skoleudvalget osv. og spurgte, om nogen kendte til et tilbud til de her børn, f.eks. et hold, hvor man mødes og gamer en gang om ugen. Nærmest alt, hvad der udbydes lige nu, har fokus på ‘at fremme udvikling af sociale kompetencer’ – og det er fint. Men deres diagnoser til trods, så er de her børn sgu også bare børn, der gerne vil lave noget med andre børn, som de deler interesser med; fuldstændig ligesom helt almindelige børn. Og de fleste af dem er i forvejen på overarbejde ift. at være i verden – måske det ville være meget fedt med et sted, hvor de bare kunne komme og være børn?

Jeg har fået virkelig god respons på min mail, og er også blevet rodet ind i udviklingen af sådan et hold til efteråret, fordi nogle af dem, jeg skrev til, syntes, at det var en helt *vildt* god ide. Samtidig blev jeg ringet op af et par herrer, der stod for hold, som egentlig ikke er tiltænkt autister, men hvor min beskrivelse havde fået dem til at tænke over, at de faktisk passer ret fint ind i målgruppen. Vi har været afsted til to forskellige ting, og jeg er så råddent stolt af Anton, der i sidste uge kom og sagde: “Mor, hvis man nu synes, at det er lidt svært at vælge – må man så godt gå til begge dele?” Anton, Anton, min allerbedste Anton. Du må gå til alt, hvad du nogensinde kunne drømme om i hele, hele verden.

*Og apropos Anton skulle jeg lige kigge hans tænder efter forleden – og han er simpelthen ved at få skæg. Det har jeg det sådan her med: