By popular demand: Undgå julestress (repost)

Sidste år skrev jeg et indlæg om, hvad jeg gør for at undgå, at december bliver et helvede af hæsblæsende to-do’s, og jeg fik virkelig mange kommentarer om, om ikke jeg ville minde om det i god tid i år. (En enkelt bad i stressrelateret afmagt om at få det tatoveret på armen.) Your wish is my command, så i let redigeret udgave (og med nye nissefif’s tilføjet nederst) kommer her:

Happy X-mas (stress is over)

Jeg har i år haft et erklæret mål om ikke at lade mig stresse af december. Jeg elsker julen og lysene og alle traditionerne, men selv den mest hårdføre zenbuddhist kan vist godt momentvis miste pusten over alt det, der også følger med.

(Speaking of, mødte jeg en munk, da jeg forleden i en frokostpause løb rundt efter et par julegaver (En *virkelig* pæn en af slagsen – hvordan er lovgivningen på området; må de date?) Og jeg forstår jo godt, hvad han mener, når han spørger, om det er nødvendigt at have så travlt, for “hvad nu, hvis du dør om 30 sekunder?” Sandt. Men hvis jeg nu ikke gør, er det stadig rart nok at have styr på gaverne inden d. 24.)

Anyway: Det fungerer indtil videre ret godt at have gjort sig bevidste overvejelser om de begivenheder, der på papiret virker som den hyggelige essens af jul, men med små børn ofte viser sig mere at være essensen af helvede.

I tilfælde af at andre kan bruge mine erfaringer so far til noget, følger her:

SÅDAN UNDGÅR DU DEN VÆRSTE JULESTRESS MED SMÅ BØRN – EN LISTE:

Med alle punkter gælder det, at hvis det lige nøjagtigt er DENNE aktivtiet, der gør julen for dine børn, så skal den selvfølgelig gennemføres, men ikke før du har lavet en benhård og brutalt ærlig SWOT-analyse af, om du bliver så stresset af logistikken omkring det, at du forvandler dig til Frådende Mor, som ingen ønsker i bytte for et juleshow med Postmand Per.

Just say no to hard drugs og juletræsfester

Der er få ting, der kan stresse alle involverede parter så meget som juletræsfester. Det er kaotisk, det larmer og alle har et blik af desperation i øjnene, hvis du kigger godt nok efter. Overvej, om det er værd at bytte ud for en rolig weekend-dag derhjemme, hvor man kan jule i nattøj og lade op til andre, mere nære begivenheder.

Skovture og juledekorationer

Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her: Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.

Julepynt

Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.

Pakkekalender

Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen.

(Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det.)

Drillenisser

Jeg har en af de små døre, man kan sætte ved gulvpanelet. Frida er fuldstændig elektrisk over det, og så bliver det faktisk hyggeligt at gå og planlægge. Vi skriver et brev på et par linjer til ham om aftenen, som han så svarer på i løbet af natten, og jeg vil gætte på, at de breve bliver ret sjove at have om nogle år, fordi det 100% er børnene, der får lov at diktere. Vi har indtil nu skrevet 5 breve om, at vi ønsker os en lillebror. (Hahaha. Nej.)

Jeg har slået 2 fluer med ét smæk: Det er nissen, der har gaver med, og det er også ham, der driller. Hold. Det. Simpelt. For selvom det ikke tager 20 minutter at binde bord og stole ind i vitavrap om aftenen, så skal man stadig nå at Ih! og Åh!’e næste morgen – og at rydde op. Et lille pro-tip er at forvandle noget af det, man alligevel skal, til drilleri. F.eks. har jeg frosset lommepengene ned, pakket tandbørsterne ind i sølvpapir, gemt tøjet i ovnen, bundet skoene sammen med gavebånd, farvet mælken blå og vendt stolene om. Det er også nissen, der har pakker med om søndagen. 24 aktiviteter kræver opfindsomhed, og hvis man lægger fra med at pakke hele huset ind i gavepapir, bliver det lange 24 dage.*

Julebag

SÅ hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår! Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.

Ovenstående er, hvad jeg indtil videre har gjort mig af erfaringer omkring downsizing af julestress. Hvis nogen derude ligger inde med andre fif og tricks er jeg lutter øren.

—————————————————————————————–

*Jeg har i år up’et mit game yderligere ved at have brugt weekenden (og min hjerne og mine fb-venner og internettet generelt) på at lave en liste over 21 nisse-drille-aktiviteter, så jeg ikke – som sidste år – sidder og river mig i håret, når klokken er 22, og jeg egentlig var på vej i seng, og pludselig kommer i tanke om, at jeg er bagud på dril.

(Det dejligt runde tal dækker over 20 nisseløjer og 1 aktivitet til børnehavenissen. Dertil kommer 4 adventsgaver)

Hvis andre er idéfattige, kører man bare copy paste. Alle ideer er nemme at lave, og enten nemme at rydde op, eller noget, som man kan lade stå/være, til man kommer hjem om eftermiddagen. 

1. Pakke madderne i madpakken ind i gavepapir (som er det eneste, jeg pakker ind. Jeg ser INGEN grund til at lave “sjove” pranks, hvor bøger og iPads pakkes ind i gavepapir, så børnene reelt tror, at de får en gave, som så bare viser sig at være #Lol #Surprise #SameOldShit)

2. Bytte indholdet i børnenes tøjskabe rundt

3. Tegne smileys på fødderne af dem, når de sover

4. Klippe håret af tandbørsterne

5. Skifte vitaminpillerne ud med M&M’s

6. Sætte nisseklistermærker på alle lyskontakter

7. Fylde bilen med balloner

8. Bytte kalenderlyset ud med en gulerod

9. Stjæle pæren i lampen, og hænge en guldstjerne der i stedet

10. Vende alle billeder på hovedet

11. Tegne overskæg på både dem og mig i løbet af natten

12. Gemme alle tallerkener og sætte en guldstjerne i stedet

13. Line alle sko op gennem entreen og sætte bamser og dukker i

14. Hælde små glimmerstjerne i ærmerne på jakken, julebogen, skoene osv. 

15. Lave snefnug med sne-spray på spejlet i badeværelset

16. Give børnene et lille juletræ hver, og en lille æske med pynt

17. Udskifte cornflakes med lego/perler

18. Vikle piberensere om alle dørhåndtag

19. Hænge slikstokke op i kroge og karme med rødt silkebånd

20. Lave en analog laser-fælde med rødt gavebånd, så børnene står op til et edderkoppespind, der skal forceres

21. Sætte juleklistermærker i madpakken

Kød, klima og kritikere

I kølvandet på mit forrige indlæg The Love Boat, har jeg fået et par mails fra læsere, der beder mig om at nuancere billedet, fordi ikke alle er enige i, at klimaforandringer er en ting.

Jeg vil gerne dele det her indlæg op i to. Først en lille metabid om mails og blogindhold, og derefter det egentlige indlæg.

For at tage det fra en ende af: Jeg elsker at få mails fra jer derude. Det er fantastisk, at I engagerer jer, og jeg svarer på samtlige mails, jeg får. Det manglede bare. Da jeg i sommer startede ‘I spørger, jeg svarer’-serien var det egentlig en pludselig indskydelse, men jeg blev overrasket over, hvor meningsfyldt det føltes at skrive om emner, som I derude efterlyste.

Jeg holder meget af den bazar, min blog har udviklet sig til at være. Et sammensurium af erfaringsudveksling, ren underholdning og drøvtygning af emner, der interesserer mig.

Men jeg kan også mærke, at jeg har brug for at sige, at det her er en blog. Det er ikke en avis, og jeg er ikke underlagt nogen former for public service-forpligtelser. En stor del af grunden til, at jeg ikke kører med reklamer og spons er, at jeg vil kunne skrive, at jeg synes, himlen er rød med grønne prikker, uden at skulle stå til regnskab over for andre end mig selv. AL debat er velkommen, og jeg tror, uden pis, at jeg har det mest ordentlige kommentarfelt i hele blogland.

Derfor kan jeg også mærke en lille spænding bagerst i kæben, når man gerne vil have et synspunkt frem, men ikke selv vil være den, der skriver det. Jeg har første gang til gode at se nogen blive lynchet i mit kommentarfelt, og derfor synes jeg, at det må være en rimelig forventning, at man selv står på mål for det, man gerne vil bære til debatten. Det kommer til at lyde fedterøvsagtigt, men jeg tror faktisk, at lige præcis de læsere, jeg har, gerne vil være klogere. Jeg kan i hvert fald se, at mange af de links, der bliver delt i kommentarfeltet, bliver brugt, og der bliver diskuteret, flittigt og ordentligt, på kryds og tværs.

Sagt på en anden måde: Jeg vil ikke lave bestillingsarbejde, men jeg byder alle inputs velkomne med åbne, taknemmelige arme.

Når jeg alligevel vælger at efterkomme ønsket om, at det skal være mig, der italesætter synspunktet om, at klimaforandringerne måske ikke kun er menneskeskabte, er det fordi jeg (for en gangs skyld) utrolig gerne vil tage fejl.

Jeg kommer jævnligt et sted, hvor en lærer er meget optaget af klimadebatten – men som kritiker af, hvordan vi som borgere og samfund forholder os til den viden, der er tilgængelig. Hans synspunkter ligger meget op ad dem, der bliver beskrevet i den her artikel, der var linket til i en af de mails, jeg fik tilsendt. Den er både saglig og grundig, og jeg vil opfordre til, at man lige bruger 3 minutter på at læse den, inden man læser videre.

Jeg synes, at alt, hvad han skriver, lyder fornuftigt. Jeg kan sagtens se argumentet med, at klimaet har udviklet sig voldsomt igennem hele klodens levetid, og at det, vi oplever lige nu, måske blot er næste led i denne udvikling.

Og jeg er helt enig i, at vi skal forholde os kritisk til det, når noget bliver vedtaget som sandhed, bare fordi det føles rigtigt.

Men det, jeg hver gang savner, når jeg læser kritikernes indlæg og hører dem tale, er deres bud på, hvad vi skal gøre. For det, jeg indtil videre er stødt på, er en holdning til, hvordan vi fortolker den viden, der er tilgængelig – ikke, hvad vi gør ved den. Og her kommer vi nok til det, der for mig er kernen: Jeg tror ikke, vi har tid til at vente og se, hvem der har ret.

Hvis man helt ser bort fra, at gletsjerne smelter, og at temperaturen er steget en hel grad, så bliver vi flere og flere mennesker, der skal leve af den samme kage, hvilket nok egentlig er det største problem. Derfor er min holdning, at det i hvert fald ikke kan være en dårlig ide, at vi bliver mere bevidste om, hvad og hvordan vi forbruger, og hvordan vi passer bedre på de ressourcer, vi har.

Der forskes i vildskab i bæredygtige løsninger, der skændes på højt plan om, om klimaforandringerne er reelle eller indbildte, men faktum er, at det kommer til at tage tid at vende udviklingen, og ændre vores måde at leve på. Min generation ANER ikke, hvad knappe ressourcer vil sige, og kviklån og afbetalingsordninger er måske det bedste bevis på, at det, jeg ønsker mig

Og den tror jeg ikke bliver ved med at gå.

Men når alt det er sagt, vil jeg meget, MEGET gerne give plads til holdninger og synspunkter fra dem, der ikke er enige. Som jeg skrev i starten, er det her et af de steder, hvor det virkelig ville være skønt at opdage, at jorden faktisk ikke er flad, selvom de fleste af os har købt ind på dén præmis.

Så far trygt i blækhuset, og kommentér. Der bliver hverken peget fingre eller fundet høtyve og fakler frem, det lover jeg.

M2018, uge 35

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Været meget tæt på at bestille et zombie-outfit på udsalg til Anton til Halloween, fordi vi alle ved, hvad der sker priserne om en måned. Heldigvis havde de ikke zombiedragten i hans størrelse, for da jeg stod og tømte opvaskemaskinen, kom jeg til at tænke over, om vi egentlig ikke købte noget sort og uhyggeligt sidste år? På hovedet i udklædningskassen, og Lord behold: Halloweenudklædning. I et sjældent anfald af klarsyn, viser det sig endda, at jeg har købt noget kjortel (eller hvad vi nu kalder det, Døden suser rundt i), som man derfor ikke lige vokser ud af. Så tippet her er ikke “Gro en bedre hukommelse” men derimod “Vælg udklædning, der i forvejen stumper/ikke skal passe til et bestemt benlængde”, så man kan genbruge det et par år eller 3.

2)
Vasket hår i ler. Ja. I know. Det lyder mere rabiat, end vi er vante til her på siden. Og ligesom dilemmaet omkring, hvorvidt vi hepper på virksomheder, der reklamerer med deres grønne profiler eller ej, (= tæller det, hvis de kun gør det for at kunne reklamere med det, og dermed skabe øget omsætning/produktion > < det er stadig bedre end dem, der slet intet gør) er her også et af de tiltag, som udspringer af et personligt behov, og ikke et ønske om at passe på naturen. Men hey – to fluer, ikke? Sagen er, at jeg har shampo-issues. Der er INTET system i, hvad mit hår og min hovedbund reagerer negativt på; den ene uge kan jeg KUN bruge Stuhr, ugen efter forvandler det mit hår til hø. Eneste undtagelse er John Masters, men det er ganske enkelt for dyrt til hverdagsbrug. Forsøg med tørshampo og med at skære ned på antallet af vaskedage har ikke fungeret, så indtil nu har løsningen været at køre med 3-4 forskellige shampo-mærker, som jeg så skifter i mellem for at narre mit hår.

Men ovre ved Karoline læste jeg i kommentarsporet om Rasul-ler som jeg først afskrev som for alternativt, men nød lærer som bekendt nøgne katte at spinde, så jeg skimmede lige teksten alligevel. To ting gav mig lyst til at prøve: 1) Prisen og 2) Neohippies forsikringer om, at man efter et par uger kan vaske håret knap så ofte, fordi leret ikke affedter det.

Jeg bestilte med det samme, og har prøvet det i morges, og det var ret nemt at bruge. Jeg prøver det den kommende uge, og giver en tilbagemelding i næste M2018-indlæg.

3)
Haft held til at lokke mine børn til pølsevognen i stedet for på MacD. Det er ikke så tit, vi frekventerer den slags steder – mere pga. holdning end økonomi – men engang imellem giver jeg mig, fordi børnene så utrolig gerne vil. Det er jo ikke fordi, det ernæringsmæssigt er voldsomt meget bedre at spise ved pølsevognen end på MacD, men prisniveauet – i hvert fald her i byen – er et andet, primært fordi der er mulighed for at vælge, hvad/hvor meget man kan spise, i stedet for færdige pakkeløsninger. På MacD vælger de altid et happy meal, som koster 40-45 kr., og særlig Frida kan ikke spise 1/3 af det, der er i. Ved pølsevognen i dag kom jeg af med 50 kr. for mad til dem begge.

4)
spurgt på Janes fb-side efter erfaringer med tøj, der lugter, som man ikke kan vaske/lufte/rodalon’e lugten ud af.

Vi er så heldige at arve en del tøj, og engang i mellem er der noget, der lugter så meget af loft, at jeg ikke kan vaske lugten ud. Jeg vil ikke give mine egne børn tøjet på, og antager derfor, at andre mødre vil have det på nogenlunde samme måde, og derfor sender jeg det ikke videre til genbrug. Men det føles også forkert at stå og smide en stort set ubrugt flyverdragt i skraldespanden. Der blev budt ind med alt fra tykmælk og citron til eddike og brintoverilte, og flere skrev, at man kan aflevere det til de forskellige genbrugsbutikker, som laver tvist og andre fiber-ting af det. Sagen er bare, at der på flere containere her i Esbjerg står, at man frabeder sig tøj, der er “beskidt” eller hullet, så jeg synes, det er svært at blive klog på, hvem der rent faktisk kan anvende det, og hvem der bare skal bruge tid og kræfter på at stå og sortere og smide ud. For slet ikke at snakke om, at lugten også kan smitte af på andet tøj i posen.

Jeg har ikke kunne finde info om lige præcis det her på de respektive organisationers hjemmesider, så lang historie kort: Jeg har skrevet en mail til H&M, Kirkens Korshær, Frelsens Hær og Røde Kors og spurgt.

Jeg giver en tilbagemelding, når jeg hører fra dem.

I øvrigt:

* er jeg gået midlertidigt i stå med at sortere gamle indlæg, fordi jeg er så heldig, at en lille håndfuld gode mennesker har sendt opgaver i min retning. Derfor er jeres gæt ligeså godt som mit ift. hvad nummer ‘I øvrigt’ dette er i rækken. (Der kommer styr på det. Promise.)

* holdt Frida i fredags afslutning i vuggestuen. Mens jeg forsøgte at lægge neonblå glasur på kagen, spekulerede jeg lakonisk på, om jeg mon ender med at gå i graven uden at lære at justere glasur til den rette konsistens, eller om jeg for altid må pendulere mellem de to varianter ‘Modellervoks’ og ‘Vand’.

* var begge børn den anden morgen meget optagede af mit foredrag om det vildt, vi har i haven, og om hvordan ræven/ulven/den store kanin må have været så sulten i den sibiriske kulde, at den om natten havde væltet alt, hvad vi havde stående uden for vinduet, og revet trækassen fra hinanden. De snakker stadig om det, og jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal få rullet historien tilbage og afsløre, at det viste sig at være en 1,5 liters danskvand, der var eksploderet. Ulven Apollinaris. (Seriøst: Jeg har set bomber på tv forrette mindre skade #SagsanlægComingUp)

* vil jeg gerne vide, hvem – HVEM!?! – det er, der designer alle børnetandbørster i hele fucking Danmark, så de vælter, når man lægger dem på bordet ved håndvasken. At få børstet tænder i dette hjem har efterhånden udviklet sig en slags alternativt spa-ophold, hvor man iføres en helkrops-maske af Colgate.

* lavede jeg med et par småjusteringer denne kødsauce i fredags, og det er hands down den bedste bolognese jeg i mit liv har spist.

* var jeg i dag i Søstrene Grene efter en notesbog, og da jeg spurgte pigen ved kassen efter, hvad jeg skulle bruge, kunne jeg godt selv høre, at det er tippet over og har forvandlet sig til en besættelse. (“Den skal bare være sådan en almindelig én, du ved, A5-størrelse, hard cover med spiralryg, men ENDELIG IKKE præ-perforeret – jeg får spat af de der to millimeter restpapir – papiret må IKKE være ternet, og det skal ikke være det der trælse genbrugspapir, kuglepenne ikke kan skrive på. Har I det?”)

* har jeg aldrig været klar over, hvor meget jeg skriver “slet” før stavekontrollen konsekvent begyndte at auto-ændre det til “sket”, hvilket betyder, at man fra nu af kan forvente at modtage beskeder fra mig med rim, tysk-klingende syntaks og en undertone af mystik. “Det har jeg sket ikke set” “Det er sket ikke sikkert jeg når det”

* er jeg i dag blevet spurgt, om jeg har børnebørn. This shall not be forgotten.

* har Anton en ønskeseddel, han møjesommeligt skriver på, så den er klar til hans fødselsdag i november. De to ønsker, der indtil videre bekymrer mig mest, er ‘Tågehorn’ og ‘Brandslukker’.

* er boglisten opdateret med “Rum”

I øvrigt:

* er Frida begyndt at koble ritualer og ord. Hver gang, nogen siger “fødselsdag” bryder hun ud i “- hurra hurra hurraaa!” Det er lidt som at have fået ekstern Tourette.

* læser jeg altid med stor, jysk interesse, når forskellige firmaer trækker fødevarer tilbage, fordi der i de nyhedsbidder altid ligger en dejlig information om, hvornår forskellig emballage indeholder den samme vare. Som f.eks. når der er fundet listeria i fisk, og producenten trækker hhv. Luksus Laks i Irma og Fattig Grim Laks i Fakta tilbage. Da jeg forleden læste om det parti dadler, der blev trukket tilbage, fordi de potentielt kunne give leverbetændelse, glædede jeg bare mig over, at jeg aldrig køber dadler.

– indtil jeg kom tanke om, at det gjorde jeg, for første gang i mit liv, for nogle uger siden.

* må I gætte én gang, hvem der har købt – og spist – dadler fra det besudlede parti?

* har jeg ikke fået leverbetændelse endnu, men har til gengæld fået fullblown mistanke om, at nogen et sted derude er lidt lemfældige med øko-stemplet. For jeg skulle bruge de forbistrede dadler til en raw-kage, og nærlæste derfor pakkerne, for at se, hvor mange gram, der var i dem. Derfor ved jeg, at de to pakker, der er trukket tilbage er hhv. almindelige (500 gr.) og økologiske (400 gr.) dadler. Jeg siger ikke, at Juan, der ikke lige havde fået vasket hænder efter sit toiletbesøg, ikke kan have plukket fra både den økologiske og den ikke-økologiske mark (jo, jeg gør #svindel) – jeg siger bare, at tillid er godt, kontrol er bedre.

* kan jeg mærke, at jeg aldrig bliver helt tætte venner med mennesker, der kalder fjernsynet for “tossekassen”.

* siger jeg lige igen, at funktionen “Afmeld notifikationer” på IG, ikke? Make it happen.

* er Frida vokset ind i et sæt træningstøj, som får hende til at ligne verdens mindste pusher. Hun elsker det.

* bliver Anton lige skuffet, hver gang han spørger, om vi “ikke skal have en baby mere, mor?” og svaret er nej. “Men jeg skal nok passe den!!” Hahaha. Stadig nej.

* er serie- og boglisterne i “Anbefalinger”-fanen opdateret med følgende:

Snowfall
Stikord: Crack-kokain, 1980’erne, ghettoen og CIA.
Jeg havde aldrig hørt om denne serie, og det ser heller ikke ud som om, der er gjort specielt meget for at promovere den. Det er synd, for den er faktisk god. Jeg opdagede den, fordi HBO havde sat den på “You might also like”-listen – og det kunne jeg. Det første afsnit er en kende forvirrende, fordi man bliver præsenteret for temmelig mange af seriens karakterer, men allerede ved andet afsnit er man med. Det er historien om den gode dreng i det dårlige miljø, og stemnings- og indholdsmæssigt synes jeg, den lander et sted i mellem Breaking Bad og Mindhunter, uden dog helt at nå op på deres respektive niveauer. Primært fordi der er for mange personer med i den til, at man lærer dem tilbundsgående at kende. Men den rammer 80’er-viben rent, CIA er et dejlig skummelt foretagende og med kun én sæson, er den perfekt som mellemmads-serie, mens man venter på nye sæsoner af yndlingsserierne.

Minimalism
Stikord: Dokumentar, der følger og interviewer nogle af firstmoverne indenfor minimalisme og downsizing i USA.
Den her var jeg begejstret for – både af den indlysende årsag, at den handler om noget, der lige nu optager mig meget, men også fordi jeg synes, at jeg sad tilbage med en optimistisk fornemmelse af, at der ligger mange muligheder i at tænke lidt ud af boksen. Nogle af dem, der bliver interviewet, er ret ekstreme, men alligevel synes jeg, at man bliver præsenteret for en essens af deres holdninger og ideer, der giver stof til eftertanke i forhold til eget liv og egne valg. En sætning, jeg stadig går og tygger på, er (citeret frit efter hukommelsen) “You can never get enough of what you don’t really want” – selvfølgelig møntet på teorien om, at overforbrug sker, når vi køber og køber og køber, fordi vi aldrig kan købe det, der i virkeligheden gør os lykkelige. I en ellers fremragende dokumentar, er jeg dog nødt til at nævne en enkelt scene, som gav mig lyst til at kradse mine øjenæbler ud, nemlig da en af hovedpersonerne går ud i ørkenen, og meget emo og dramatisk læser op af sin bog. Shit, det var træls. Der synes jeg med fordel, de kunne have anvendt en af de læresætninger, de brugte meget tid på at fremhæve, nemlig: “Does this add value to my life/movie?” For det gjorde det virkelig, virkelig ikke. Men resten af den lille film er hvert et minut værd, og har man bare den fjerneste interesse i dette emne, er den et must-see.

Thanks, Obama – David Litt
Jeg elskede den her bog, næsten lige så højt, som jeg elsker Obama selv. Jeg fangirl’er for vildt, og jeg skammer mig ikke engang over det. Bogen er en selvbiografi, skrevet af en af Obamas taleskrivere, og når man lige ser det set-up, lugter det af en opportunist, der gerne vil tjene penge på the rub-off, men når man læser den, er det slet ikke det indtryk man får. For det første handler over halvdelen af bogen om David Litt’s liv og tanker, inden han endte som en af de primære taleskrivere for POTUS, og for det andet foregiver han aldrig at have haft en personlig relation til Obama. Han skriver fænomenalt, og han er voldsomt underspillet sjov. På mange måder havde jeg det som om, jeg sad og læste en mail fra en af mine venner, der ved en fejl var endt i et afsindig vigtigt job, og nu både kritisk, rædselsslagen og selvironisk mailede mig anekdoter om sine arbejdsdage. Bogen tegner et virkelig fint tidsbillede af årene både før og under Obama, og hundrede pluspoint herfra for både at være underholdende og gøre klogere. En sidste ting man også må beundre er, hvordan David Litt formår at tegne et billede af et både sympatisk og ambitiøst menneske, udelukkende gennem beskrivelser af gerninger og adfærd. Jeg håber, at Obama selv har læst den, og elskede den ligeså højt som mig.

Work Zone

Det slog mig idag, at jeg måske lige skulle sende et livstegn, så I ved, at jeg stadig er her. Radiotavsheden til trods har jeg sjældent set mere til min blog, end jeg gør i disse dage. De nye faner, som jeg elsker, tager livet af mig, fordi jeg skal lære, hvordan jeg arbejder med dem, men desværre for mig – og alle omkring mig – har jeg ikke tålmodighed til læreprocesser. Jeg insisterer bare på at kunne mestre nye tiltag, første gang jeg præsenteres for dem.

Men den gode nyhed er, at hår jo vokser ud igen.

Jeg er færdig med fanen “Om”, har fået serie-listen lagt under “Anbefalinger” og valgt og uploadet min Top 10 (som man kan læse eller genlæse, hvis man savner ikke-meta-indlæg). Det betyder, at jeg så småt kan begynde at fokusere på at blogge normalt igen; det bliver dejligt.

Jeg håber, december er god ved jer så langt.

 

This is major Tom to ground control

Så nåede vi så langt.

Jeg har netop lagt røret efter en guidet tour på min nye side, forestået af verdens mest tålmodige IT-mand. Jeg kan huske omkring 10% af, hvad han har vist mig (undskyld, Claus) men jeg satser på, at det hele kommer tilbage til mig, når først jeg for alvor begynder at rode med det.

Der er stadig elementer på siden, der ikke er på plads. F.eks. er menupunkterne for oven tomme. Af en eller anden grund får jeg nærmest hjertebanken af præstationsangst, når jeg forsøger at skrive noget til punktet “Om”. Det viser sig at være virkelig svært at skrive to afsnit, der, kort og vittigt, sammenfatter hvem man er, når man lige kortvarigt selv er kommet i tvivl.

Jeg skal lære alle de nye funktioner at kende, men der er forbindelse igen, vi har fået det hele med over, og resten er detaljer, der skal skylles ned med gløgg.

Info om reception og mulighed for at vinde en bog.

Som lovet i sidste indlæg kommer her lidt mere praktisk info om receptionen ifm. udgivelse af min bog.

Receptionen kommer til at foregå d. 18.10. på Godsbanen, Vogn 1, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus, kl. 16-19. Jeg håber, at du – ja, dig, der lige nu sidder og tænker, at det ikke gør en forskel, om du kommer – kommer. For det gør det for mig. Uanset om du har læst med i 5 minutter eller 5 år, om du stikker hovedet ind forbi hver 6. måned eller om du er frequent flyer, så er du mere end velkommen, og det samme er dine børn, små som store, samt dine veninder og din mor, der stadig ikke helt har forstået, hvad en blog er.

Jeg har ikke prøvet sådan noget her før, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, men hvis det var mig selv, der var inviteret til noget lignende, ville det nogle dage passe bedst, hvis man måtte droppe ind forbi en halv time på vej hjem fra arbejde, så det aftaler vi bare, at du gør, hvis det er det, der får tingene til at hænge sammen.

For de mennesker som står for at stable det på benene, er det måske meget rart at have en fornemmelse af, hvor mange vi – bare sådan ca. – bliver, så hvis du har 30 sekunder til at gå ind på https://www.facebook.com/damgaardforlag/ og under “begivenheder” tilkendegive at du kommer, er jeg ret sikker på, at det vil være værdsat. Du er i øvrigt mere end velkommen til at dele begivenheden, hvis du tror, at nogen du kender, også kunne være interesserede.

Jeg har fået lov at give en håndfuld bøger væk, og tænker, at vi gør det på den måde, at jeg smider 3 i puljen nu, og så laver en give-away mere i starten af december, hvor man kan vinde en mandelgave/pakkespilsgave/hadegave afhængigt af, hvem man giver den til.< Vi laver det på hjælp-til-selvhjælps-måden: For at deltage skal du smide en kommentar herunder, hvori du skriver, hvad du gerne vil læse mere af her på bloggen. Selvom - eller måske netop fordi - jeg har gjort det i efterhånden mange år, er det stadig rart ind i mellem lige at tage temperaturen på, hvem der sidder derude i stuerne, og hvad de/I gerne vil læse. I plejer at være utrolig søde og betænksomme, når I kommenterer, men skulle der sidde en enkelt, der har haft en mandags-onsdag, fyldt med kold kaffe, flade cykler og regn, nævner jeg bare lige, at pretty-please helst ingen kommentarer om, hvad man *ikke* vil læse mere af: Jeg er helt med på, at alle ikke kan elske alting ligemeget, men det gør mig utrolig selvbevidst og klodset, hvis jeg skal skrive indlæg og på forhånd ved, at der sidder nogen derude, som ikke gider at læse dem. Det håber jeg giver mening. Smid en kommentar senest søndag d. 09.10, kl. 23.59 - så trækker jeg lod om 3 bøger på mandag. - hvor der kun er 8 dage til vi ses #yeih!

Når jeg sætter mig ned for at blogge om noget – bare et eller andet – og det eneste, min hjerne er behjælpelig med, er nye flytte-to-do-lister, som jeg faktisk ikke rigtig gider komme i tanke om: