I øvrigt:

*Har vi kørt 48 timer med omgangssyge, og jeg identificerer mig 1:1 med Danny Glover, da han proklamerede: I’m too old for this shit. Jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, der er mere nedtur, end klokken 3 om natten at skulle køre fuld ISS på et værelse og et barn, der oralt har vendt vrangen ud på sig selv. 

*Forsøger jeg at være et åbent og rummeligt menneske, og det lykkes noget af tiden. Men jeg ved, uden skyggen af tvivl, at jeg aldrig bliver venner med mennesker, der får speciallavet nummerplader med teksten ‘My Toy’ til deres Porscher.

*Er netværk for erhvervsdrivende nærmest at sidestille med beliggenhed for boliger – men det sidste år har også for mig understreget, hvor givtigt det er på kundesiden. For selvom jeg efterhånden har boet i Esbjerg i 12 år, synes jeg stadig, at det kan være svært at gennemskue, hvilken frisør, man kan lægge sit hår i hænderne på, hvem der kan lave en voksbehandling, der ikke ender med mord, og hvilke fysioterapeuter, der elsker elastikker så højt, at det er bedst for alle parter, at jeg ikke ender hos dem. Men finder man først én fagperson, der rammer den lige i røven, så får man pludselig adgang til *deres* netværk. Og det betyder, at man ikke længere famler i blinde, men faktisk har fået et screeningsfilter foræret. Det er uvurderligt. 

*Og apropos netværk, så ER min nye akupunktør lige så dygtig, som jeg var blevet lovet. Men FØJ, hvor nåle på ydersiden af foden og i den øverste del af lænden er trælse. Og 25 er ikke mange, hvis vi taler om lakridser, bandeord eller reels – men målt i nåle føles det som 2500. 

*Kørte jeg i går på job i tåge så tæt som ærtesuppe, og jeg KAN ikke forstå, at biler i dag er udstyret med sensorer og kameraer og alarmer på seler og døre – men at baglygterne, altså noget af det eneste på en bil, du *ikke* selv kan se, stadig på alt, alt for mange biler er manuelt betjente. 3/4 af de biler, jeg kørte bag i dag kørte uden baglys. Med en sigtbarhed på 5? 10? meter. Det er RÅDDENT farligt.

*Har jeg besluttet at vie mit liv til at stikke strikkepinde i en voodoodukke af den oversætter, der er ansvarlig for Vinted’s danske reklame på YouTube. “Bære det ikke? Sælg det!” What. The. Actual. Fuck.

*Har jeg ofret mig i god sags tjeneste og taget et profilbillede i min selvlysende kedeldragt, som jeg har koblet til min Appleprofil. For oldefar på 96, som har fået sig en iPhone 15, ser meget, meget dårligt, men nu ved han, at når skærmen lyser op, og det ligner et raveparty fra midt-halvfemserne, så er det bare mig, der ringer. 

*Modtog jeg i sidste uge en mail fra Esbjerg Kommune. De har valgt at lukke min sag, da jeg ‘ikke har gjort brug af tilbuddet om de fire timer, jeg har fået tilkendt’. Meanwhile ovre i Ankestyrelsen beklager de – igen – at de ikke overholder behandlingsfristen. Kafka virker efterhånden mere synsk end vanvittig.

*Har jeg de sidste uger fået tilsendt så mange GIF’s af Ciillian Murphy med et tilhørende: “Hahaha – se skat. Det er dig!” at jeg faktisk begynder at blive en lille smule bekymret.

*Så jeg for snart længe siden et opslag med teksten: ‘Sometimes you have to make peace with the fact, that you’re the villain in someone else’s story’. Den har jeg tænkt meget over, og de sidste par uger har været én stejl læringskurve i, hvordan den sandhed føles. Føj, hvor jeg synes, at den er svær at æde. Specielt, når man har gjort sig inderligt umage, eller selv synes, at alle regler var klappet af på forhånd. Men det her bliver én af dem, hvor øvelsen kommer til at være at vende ryggen til og bare blive ved med at gå, selvom jeg *næsten* ikke kan være i mig selv over, hvor uretfærdigt, jeg synes, det er.

*Betaler det sig somme tider – jævnligt, faktisk – at være sådan én, der ikke altid fatter, at ‘det kan man da ikke spørge om!’. For jeg har længe gerne ville finde et fritidstilbud, som kunne give Anton lidt mere netværk, end han har nu. Flere af de børn, han går i klasse med, er relativt udfordrede, enten af vilkår på hjemmefronten eller af tillægsdiagnoser, og fordi Anton falder lidt mellem den neurodivergente og den neurotypiske stol, er det begrænset, hvad der dér er at bygge videre på. Men alle mine googlinger til trods, har jeg intet kunne grave frem. Derfor skrev jeg i starten af februar en mail, som jeg sendte til alle, jeg overhovedet kunne komme i tanke om, som kunne være relevante, herunder lederne for de nye, spektrumvenlige uddannelser i byen, alle, der har noget med eSport at gøre, Ungdomsskolen, formanden for Børn & Skoleudvalget osv. og spurgte, om nogen kendte til et tilbud til de her børn, f.eks. et hold, hvor man mødes og gamer en gang om ugen. Nærmest alt, hvad der udbydes lige nu, har fokus på ‘at fremme udvikling af sociale kompetencer’ – og det er fint. Men deres diagnoser til trods, så er de her børn sgu også bare børn, der gerne vil lave noget med andre børn, som de deler interesser med; fuldstændig ligesom helt almindelige børn. Og de fleste af dem er i forvejen på overarbejde ift. at være i verden – måske det ville være meget fedt med et sted, hvor de bare kunne komme og være børn?

Jeg har fået virkelig god respons på min mail, og er også blevet rodet ind i udviklingen af sådan et hold til efteråret, fordi nogle af dem, jeg skrev til, syntes, at det var en helt *vildt* god ide. Samtidig blev jeg ringet op af et par herrer, der stod for hold, som egentlig ikke er tiltænkt autister, men hvor min beskrivelse havde fået dem til at tænke over, at de faktisk passer ret fint ind i målgruppen. Vi har været afsted til to forskellige ting, og jeg er så råddent stolt af Anton, der i sidste uge kom og sagde: “Mor, hvis man nu synes, at det er lidt svært at vælge – må man så godt gå til begge dele?” Anton, Anton, min allerbedste Anton. Du må gå til alt, hvad du nogensinde kunne drømme om i hele, hele verden.

*Og apropos Anton skulle jeg lige kigge hans tænder efter forleden – og han er simpelthen ved at få skæg. Det har jeg det sådan her med:

M2024, uge 9

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ringet til viceværterne (The artists formerly known as The Kurts) og spurgt, om ikke nok de pretty, pretty, pretty please kan fikse et nyt komfur og en ny emhætte til mig. 

Jeg havde fat i dem for et par måneder siden, hvor de lovede at holde øje med, om der kom noget ind (fordi det er en ret stor boligforening, hvor der ofte er afdelinger, som bliver renoveret. Har en beboer inden valgt at sætte nyt køkken op, skal dette stadig skrælles ned, og derfor har de jævnligt hårde hvidevarer, som er nærmest nye til at stå), men siden har jeg ikke hørt mere. 

Men pærerne sprænger hele tiden i ovnen, pladerne er skæve og den ene pære i emhætten laver en hyletone, der er så spids og højfrekvent, at den føles som en laser i hjernen.

Og ved et kæmpeheld er den nye vicevært, der er kommet til, faktisk ham, der var i den gamle afdeling, jeg boede i, (som jeg måtte ringe efter, da jeg var så højgravid, at jeg ikke selv kunne komme ind skunken og skifte sikring), og han bestilte både en ny ovn og en ny emhætte til mig, mens jeg havde ham i røret. 

Det er bedre end sit ry at bo til leje. 

2.

Har jeg, i forbindelse med oprydningen, opdaget, at et par af mine plastikkasser og bedrollers er gået i stykker hist og pist. Typisk er der knækket et stykke af en kant, og hvor det ikke som sådan har noget at sige ift. opbevaringspladsen indeni, så er det træls at holde ved, og som med alt andet plastik risikerer man også, at en flænge ‘løber’.

Fordi jeg har haft lidt forskelligt sat til salg, har jeg slået to fluer med ét smæk og brugt kasser til at sende f.eks. ginglas og krus i. De er langt mere robuste end pap, og kræver ikke så meget bobbelplast og bølgepap, og så  fik de lov at gøre gavn en sidste gang. 

3.

Vil jeg bare lige igen slå et slag for Remas bleposer, som er decideret geniale at have i tasken og i bilen. De koster INGENTING, og fylder intet – men de er ligeså store som de poser, der står i grøntafdelinger, og dermed er de super anvendelige til både at samle skrald i, komme våde strømper i og til at holde styr på småting i katastrofesituationer, som f.eks. medbragte legofigurer, der tabes og går i 10000 stykker…

Status, Månedens Mål, januar og februar (7/7)

Så kom vi over målstregen og kæmpe hurra for det!

Vi er ved fælles hjælp nået igennem Antons værelse, og jeg synes faktisk, at han i år har været god til at acceptere, at noget skal ud, hvis der skal være plads til at hive andet ind.

Vi har samlet de ting, han ikke var klar til at slippe, men som han aldrig bruger, i nogle store, klare kasser, så han kan se, hvad der er i dem, og jeg har forsøgt at placere kasserne i skabet, så dem, han skal i, står der, hvor de er lettest for ham at komme til, mens dem, der bare er på tålt ophold står inde bagved. 

Jeg har fået sat labels på samtlige kasser i bryggerset, jeg har været på loftet med de sidste bedrollers, og jeg har sorteret de ting, Anton ikke bruger mere, og været på genbrugspladsen med det, der ikke kan sælges.

Jeg skal lige have vejret, inden jeg går i gang med at tage billeder og teste om Nerf-guns osv. virker, men det er egentlig ok. Jeg har tingene pakket, så de kan stå, uden at vi falder over dem, og alting behøver – trods alt – ikke at være nu.

Inden vi lukker den ned, vil jeg bare lige sige, at det har været virkelig skønt og forbavsende motiverende, at I har haft lyst til at lege med. Da jeg lagde ud med det her tema, havde jeg frygtet, at det ville være mig og én overbærende læser, som gik med af ren medlidenhed, men vi har sgu været en ret stor flok – og der er formentlig også en håndfuld eller to, der har leget med derhjemme, som de siger i tv.

TAK for at stille op, selvom vi lagde ud med det mest bissede af årets mål.

Og on that note:

Månedens Mål, marts:

Som lovet er det næste mål et overkommeligt ét af slagsen. Det handler i alt sin enkelthed om at tømme fryser, køleskab og køkkenskabe – eller i hvert fald at få spist noget af det, man længe bare har flyttet rundt på.

Grunden til dét tema er, at foråret for alvor er på vej, og inden vi ser os om, er det sommer. Jeg tror, de fleste af os spiser lidt lettere, både i konkret og overført betydning, når det er lyst og varmt, end vi gør, når vi har frosset hele dagen, og det er mørkt klokken 16.

I marts er der stadig kølige dage, så det er oplagt at få ryddet fryseren for suppe og comfort food – også fordi, den så er nemmere at afrime, når vi når dertil.

Det vigtigste er, at man gør det så nemt for sig selv, som man har brug for at det er, for at få det gjort. Hvis man ved, at man typisk ryger i svinget, hvis man skal få ideerne undervejs, så beslut på forhånd, at månedens mål for dig er at indtænke én ting fra fryser/skab/køleskab pr. uge i madplanen, og klap dig selv på skulderen, når det lykkes.

Når lyset bryder frem

Der er forår i luften. For første gang så langt tilbage, jeg kan huske, glæder jeg mig til både foråret og sommeren, der følger. De sidste mange år har jeg nærmest været stresset ved udsigten til varme og sol, for jeg trives ubetinget bedst i kulde, og det bliver at fryse over at svede any day for mig. 

Men jeg længes efter lys. Efter længere dage, flere timer og færre lag. Hvad det præcis er, der har ændret sig, ved jeg faktisk ikke – men måske det hænger sammen med, at jeg, med min medicin, nu har en døgnrytme, der ligner andre menneskers mere, end den gjorde før. Jeg bliver træt sidst på dagen, og er ved at lære, at hvis jeg skal lave noget, der kræver sammenhængende tanker og koncentration, så skal det eksekveres inden kl. 17.

Min fornemmelse er, at mit energiniveau følger mørkets ebbes og flod, og jeg savner at have lidt ekstra tid at gøre med, så dagen ikke er slut, når jeg er i bund med det praktiske.

Apropos solen har vinterferien givet anledning til mange overvejelser omkring, hvad vi gør, når vi rammer sommerferien i år. For jeg kan mærke, at ferie måske ikke er helt så afslappende for mig, som den er for børnene. Den erkendelse er ikke ny; forskellen består i, at jeg nu ret præcist kan se, hvad det er, der sker. 

For efter små to år som selvstændig, er jeg så privilegeret, at jeg har fået mig en solid kundebase, som jeg elsker at samarbejde med. Og hvor man som lønmodtager jo har sine 6 ugers ferie om året, så er det hele lidt mere flydende, når man selv er den, der sætter rammerne.

I vinterferien havde jeg små opgaver 4 ud af 5 dage, og da jeg elskerelskerelsker mit arbejde, var jeg glad og tilfreds. Det hele var i nærområdet, så der var ikke noget særlig transport forbundet med opgaverne, og stadig sikrede de, at jeg opretholdt den dagsindtægt, jeg ved, det kræver at holde os kørende.

Børnene og jeg var forbi Egeskov til Luminis, og vi nåede også til Odense Zoo til deres Valhal 2.0, som var uventet vidunderlig. Vi havde gode mennesker med til begge besøg, og vi hyggede os alle sammen gevaldigt.

Ferie betyder, at jeg slipper for min ultimative hadedisciplin, nemlig madpakkerne, og børnene kan putte under dynerne og daske rundt i nattøj til langt op ad formiddagen.

Men.

De kan stadig ikke lide at være alene hjemme i mere end en times tid, og derfor var mormor og morfar på banen nogle af dagene. Og både børnene og mine forældre hygger sig i hinandens selskab. Mine forældre skal have 10.000 point for aldrig nogensinde at være trætte af at hjælpe, når jeg spørger, og de er virkelig gode til at lave noget med børnene, når de er der.

Men de er ikke nye mere, og det ved jeg godt. Derfor forsøger jeg altid at hente så hurtigt, som jeg overhovedet kan, hvilket betyder, at jeg har det, som om jeg hele tiden løber. Først ud i den anden ende af byen for at aflevere, så på job, så HURTIGT tilbage for at hente, så hjem – og så er børnene nået godt ned i gear, og er RIGTIGT klar til at lave noget feriesjovt med mig.

Jeg har til gengæld ikke nået noget som helst af det, jeg ellers får passet ind i mellemtimer eller tidlige dage, hvor jeg plejer at handle, hente pakker, nå forbi apoteket eller ringe til de kunder, der hænger med betaling.

Børnene er længere oppe, fordi det er ferie, og alt det tilsammen betyder, at jeg faktisk ikke når at få de stille timer om aftenen, hvor jeg lige kan få lidt strøm på mine egne batterier.

Skulle der sidde en enkelt derude og tænke: “Hvordan gik det egentlig med de timer, du søgte, og som du endte med at køre sag på?” er status, at jeg har fået brev fra Ankestyrelsen om, at de er bagud. To gange. Så der er stadig ikke sket noget, og om 10 år tror jeg faktisk, at det bliver en reel ting, at nogen bliver diagnosticeret med e-boks-udløst PTSD.

Jeg ville ønske, at det var for sjov, jeg skrev det. Det er det ikke. 

Nå, men alt det bare for at sige, at jeg godt kan se på det hele, at jeg skal have tænkt grundigt igennem, hvordan jeg sætter sommerferien op, for ellers ender jeg med at brække midt over. Det er the downside ved pludselig at kunne mærke, hvordan man faktisk har det.

Men i dag, da jeg stod på en opgave, hvor jeg plejer at fryse, så knoglerne klaprer, måtte jeg lyne min kedeldragt ned og tage handskerne af. Da jeg gik ned til min bil, hørte jeg en fugl have optur over livet, og da vi i aftes kørte til svømning, var det pludselig lyst, både da vi kørte ud og hjem.

Jorden begynder at blive grøn, regnen er ikke så tung og våd, som den var, og lige om lidt er der sandaler og bare arme til os alle sammen igen.

M2023, uge 45

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt julepynt til Fridas klasse, som i år har valgt temaet ‘Gertrud Sands Julestue’..

Ja. Det er nok meget godt, jeg ikke blev lærer. 

Men altså. Vi fik ud på min favoritplatform Aula, at ‘aflagt og overskydende julepynt modtages med kyshånd’ – og jeg har ingen af delene, fordi jeg har sorteret og ryddet op de sidste par år, når jeg pakker det ned.

Alt, hvad jeg har sendt videre, har jeg givet til Hjemløses Venner-butikken, der ligger i baghaven, og nu gik jeg så over og købte en bærepose af den pynt, jeg selv har foræret dem i første omgang tilbage. 

Og er den så med på ugens liste, fordi jeg ærger mig over, at jeg ikke bare havde gemt det, spørger du? Nej. Lige præcis det modsatte, faktisk. For min pointe er, at jeg er sluppet for at flytte rundt på alt det her i to år, og nu, hvor jeg så skulle bruge det igen, kostede det mig 40 kroner, som går til et godt formål, at generhverve.

Det MÅ være den billigste m2-pris på lagerplads i Danmark. 

2.

Solgt Fridas Xplora Ur. 

Antons solgte jeg med det samme, da jeg lagde dem op på min egen fb-side, men Fridas strandede i bakken på køkkenbordet, hvor det siden har ligget og udsendt en konstant bebrejdende ‘Sæt mig dog til salg, mens garantien stadig gælder!’-vibe.

Jeg har tænkt på det tusinde gange, men bare aldrig på et tidspunkt, hvor det lige har passet med at få det lagt op. 

Men i sidste uge så jeg i en fb-gruppe et opslag fra én, der efterlyste erfaringer med GPS-ure, og alle anbefalinger var på det her. Så jeg smed en kommentar om, at jeg havde ét, der skulle sælges, hvor der stadig var garanti på; hun kunne skrive, hvis hun havde lyst.

Det havde hun, og 4 timer senere var det hentet. 

3.

Har jeg haft gæster, som havde en pose luksuskaffe med til mig, og fordi der ikke kunne hamres mere ind i det skab, hvor jeg har te og kaffe, føltes det som en god anledning til at få ryddet op.

Da jeg var færdig, havde jeg så meget stående i udbakken, at det faktisk i en indlægsrække som den her, er pinligt.

Til mit forsvar skal siges, at jeg er sådan én, der ofte får kaffe og te foræret, når folk kommer forbi, fordi alle ved, at jeg drikker 17 liter om dagen. Det bliver til lidt af et stash over tid, og fordi jeg er troløs og vender ryggen til gamle favoritter, så snart jeg forelsker mig i nye, så ender selv ret lækre ting ofte bagerst på hylden efter nogle uger.

Jeg skrev til min søster, der arbejder på en skole, om de kunne bruge det i deres forberedelses/pause-rum, og det blev et rungende ja.

Nu hersker der igen sirlig orden i skabet, og helt egoistisk glæder det mig, at der trods alt var andre, der kunne få glæde af tingene.

M2023, uge 30

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har vi haft overnattende gæster ad flere omgange, og efter at have fundet en håndfuld ret gode, lokale steder, er jeg begyndt, helt hård, at køre take away. Jeg har hænderne så rigeligt fulde med de to lopper, og lige så hyggeligt det kan være at lave mad fra bunden, når man har tid og ro, ligeså uhyggeligt er det, når man 76 gange undervejs skal finde tape, høre om japanske tv-shows, uddele røde kort og oversætte regler til obskure, virtuelle spil, ingen nogensinde har hørt om.

Fordi jeg selv har børn, der spiser meget selektivt, og derfor nok har mere forståelse end de fleste for, at det ikke er noget, man selv vælger, er jeg begyndt at sende linket til det sted, jeg har tænkt mig at hente mad til gæsterne på forhånd. Så kan folk selv vælge, og de kan få det, præCIS, som de vil have det.

Det giver meget mindre madspild, og ingen behøver at tvangssynke sig gennem mad, de i al hemmelighed hader.

2.

Har jeg lagt et opslag op i den lokale fb-gruppe for at forære de fribilletter til WOW-park væk, som jeg har fået med, når jeg har bestilt varer ved Bilka To Go eller købt børnetøj hos Kids World.

Jeg har ledsagerkort på begge børn, og derfor er de 3 billetter, jeg har taget fra, alt rigeligt til os i år.

Jeg skrev i opslaget, at jeg havde 7 stk, og jeg slog kommentarerne fra, da de var væk. De 4 personer, der havde meldt ind, fik hver tilsendt en besked, hvori jeg skrev, hvor jeg lagde dem, og det tog under 5 minutter i alt.

Nu er der nogen, der kan få glæde af dem, mens det stadig er sommerferie, og det er meget sjovere end at sidde på dem for så bare at ende med at smide dem ud engang i november. 

3.

Var vi – apropos – i Wowpark med et hold venner.

Jeg fik arrangeret fælleskørsel, så vi kke var afsted i unødvendigt mange biler, og vi klappede på forhånd af, hvad vi hver især medbragte. 

Vi valgte at gå med en ide, jeg i sin tid fik i kommentarfeltet herinde, og lagde ud med at køre i Lidl, hvor børnene fik lov at vælge både frokost, drikkevarer og snacks. De var ikke til at skyde igennem over høsten, og på forældresiden slap vi med 1/10 af, hvad det ville have kostet os, hvis vi havde købt det deroppe.

4.

Har jeg fået godkendt supplerende dagpenge, hvilket jeg har indtryk af, at meget få tænker over kan være en mulighed, når først man har kørt en længere periode som selvstændig.

Jeg har gemt 13 uger, og kommer til at bruge de 8 af dem denne sommer. Jeg har for længst opreguleret min skat, så jeg ikke til næste år får et smæk på 60.000, som jeg fik i år, og det betyder, at det overskud, der forhåbentlig står på firmakontoen, når vi rammer ferien til næste år, bør være længe nok til at kunne holde ferie for.

Jeg sætter den på her i fald der sidder en enkelt derude, der ikke har tænkt over, at supplerende dagpenge ikke behøver være et lukket kapitel, fordi man én gang har afmeldt dem.

I øvrigt:

*Går det godt med skolestart for Anton. JAAAAA, han er træt, når jeg henter ham, og forleden troede jeg, helt oprigtigt, at han havde fået en allergisk reaktion, så hævet var han om øjnene. Men han tager det i stiv arm, personalet er helt i særklasse søde, og han virker glad. Der er kun gået en uge, så jeg holder stadig vejret, men skuldrene har sænket sig halvanden millimeter, og jeg er glad for min beslutning om at køre opstart på den her side af sommerferien.

*Vil jeg, hvis du nu synes, at din arbejdsdag er lidt op ad bakke, bare nævne, at jeg i dag tolker et sted, hvor der er *meget* lidt plads, og at jeg nu fire (4) gange er blevet filtret ind i det live size skelet, jeg deler pladsen med. En god tolk er en usynlig tolk. 

*Mangler jeg anbefalinger til en god film (spænding/thriller), en vegetarisk pastasalat, en medbrings-ret til brunch og en ordentlig hvidvin. Anyone? (Og ja. Jeg har da google på min Mac. Men jeg har også jer, og I er meget bedre #love).

*Er der nogen, der er begyndt at indrapportere mine gamle indlæg til Blogger pga. anstødeligt indhold, og flere indlæg på Blogger er derfor nu skjult bag en advarselsside. Og altså. Have at it. Jeg kommer ikke til at sidde og redigere 10 år gamle indlæg, og jeg er næsten mest ked af, at indlæggene på den her måde kommer til at se væsentligt mere saftige ud, end de egentlig er.

*Er Frida meget optaget af Gud og Jesus for tiden, og hun har derfor hængt to meget … hellige billeder op på sit værelse. Hvilket jo med en hedning til mor som mig giver anledning til nogle interessante samtaler. Lige nu handler samtalerne meget om, om jeg kan komme med i himlen, når jeg nu ikke tror på den, og skulle andre stå i samme situation, kan jeg oplyse, at ‘haha skat, det løb er kørt for længst!’ er et svar, der forlænger putningen med 1-2 timer.

*Skal jeg høre, om nogen kender til en god app, fb-side eller lignende, hvor der er opdateret, landsdækkende trafik-info? Jeg har brug for noget, hvor man ikke kun kan se, hvis der er kø, f.eks. pga. uheld, men også kan se vejarbejde, afspærringer osv. Det er SÅ nedtur at skulle tolke noget vigtigt 70 km. hjemmefra og så blive presset på tid, fordi nogen pludselig har besluttet at fræse asfalten på samtlige indfaldsveje op, lige netop dén dag. 

*Fangirler jeg alt for hårdt på James Blunt i de her dage. Soldat, sangskriver, meget tit meget sjov på Twitter – og så bærer han lige en stakkels 18-årig dreng, der lige har mistet sin far, igennem finalen på American Idol, mens hans egne hænder ryster, så han næsten ikke kan holde mikrofonen. Jamen, jeg VRÆLEDE.

L.A. song (Out of This Town)

I dag er det fredag, og det betyder, at der burde være et M2023-indlæg på trapperne. Det er der ikke, for jeg har de sidste 2 døgn kørt fuld eskapisme, og jeg har derfor ikke en eneste tanke klar i frontallapperne. 

For halvanden uge siden blev en af mine veninder fra Aarhus stukket ihjel hjemme på sofaen under absurd tragiske omstændigheder. 

Vi var ikke tætte længere. Engang hang vi ud, trænede, var i madklub sammen osv, men så flyttede jeg til Esbjerg, og voksenlivet stillede sig i vejen. Men vi havde stadig kontakt, og det er ikke en måned siden, vi havde fat i hinanden på fb. Nu er hun her ikke mere, og ud over at skulle forholde mig til dét, så skal jeg også finde en hylde i hovedet, hvor jeg kan placere, at man kan dø på dén måde.

I tirsdags var jeg ude og tale med personalet på Antons nye skole, og der er nu sat dato på, hvornår han skifter. Og for første gang i meget, meget længe, stod jeg overfor noget diagnose-relateret og tænkte: “.. ok. Det her *kunne* faktisk godt blive godt…”

Der har været opfølgning på Fridas medicinopstart i Kolding, planlægning og koordinering af de sidste uger af Antons skema med personalet på den nuværende skole, og jeg har arbejdet på helt andre tidspunkter, end jeg plejer. 

Da jeg onsdag skulle tolke en opgave, som sluttede sent, var aftalen blevet, at børnene skulle sove hos mine forældre. Da jeg i en pause tjekkede min mobil, havde de alle 4 lagt en besked om, om ikke børnene måtte sove der både onsdag og torsdag aften? Normalt står jeg ret stramt på, at det må de ikke. Ikke pga. mine forældre; de støtter op om alle regler og sørger for, at rutinen hos dem er den samme, som den er herhjemme. Men det til trods, så er det alligevel en ændring, som børnene bruger kræfter på at forholde sig til, og som vi derfor betaler af på i dagene efter. Men fordi vi her kiggede ind i 3 fridage, og nogle efterfølgende uger, hvor alt alligevel er dispenseret, traf jeg en hurtig beslutning og sagde ja. 

For det hele er så overvældende lige nu, at jeg føler mig vægtløs, og det føles som om, der er glas imellem mig og resten af verden. Det føles som om, intet er virkeligt, og den fornemmelse får de normale grænser og forbehold til at fordampe. 

Så jeg tog fri fra mit liv i 48 timer.

Jeg har ikke tjekket noget som helst i e-boks, og jeg har ikke forholdt mig til én eneste børnerelateret ting. Jeg har ikke tjekket arbejdsmails, Aula eller to-do-lister, og revisor-Jesper må vente til på mandag. 

Jeg har til gengæld hørt virkelig meget, virkelig høj musik, spist sushi og kørt langt, mens mørket faldt på. Jeg har truffet tvivlsomme beslutninger, drukket vin og brugt penge, som om der ikke var en dag i morgen, og det har været fuldstændig magisk.

I dag larmer børnene lidt mere end de plejer, notifikationsboblerne virker ekstra røde, og opvaskemaskinen er gået i stykker på en meget bebrejdende måde. Vi har ikke mere mælk, og jeg har det som om, jeg ser dashboardet på bloggen for første gang, men det har været det hele værd, og i næste uge er jeg klar igen.

Sofa, champagne og en form for status

Lopperne er bukket under, raketterne er fyret af, og jeg er landet i sofaen med bare fødder og et glas champagne.

De sidste par dage har jeg været forbi det indlæg, jeg skrev for præcis et år siden, og har læst i min bog, hvori jeg noterer, hvilke kort, jeg trækker samt de mere personlige håb, drømme og mål for det kommende år.

Når jeg læser, hvor jeg var for et år siden, og hvad jeg gerne ville arbejde med i 2022, føler jeg mig både taknemmelig og stolt. For sidste år ved den her tid var jeg kvast. Helt og aldeles. Træt ind i knoglerne på en måde, jeg ikke kan huske at have været før.

Men jeg var også ret stålsat på at lære at finde ro med at overgive mig til livet på livets betingelser. Det er en sætning, jeg har skrevet flere gange i år, for den rammer virkelig noget i mig. Og selvom jeg har flirtet med ideen før, er det først i år, jeg faktisk synes, at jeg har forstået det; at jeg kan føle oprigtig glæde samtidig med, at tingene hverken er eller bliver, som jeg troede, de ville.

Engang imellem skriver jeg mig frem til noget på bloggen her, som får nogle ting til at gå op for mig selv, og ét af de indlæg var dét om, at livet nok mere er en opgave, der skal løses, end en tur i tivoli, hvor problemer, svære tider og udfordringer er fejl, der hurtigst muligt skal rettes op på, så man kan komme tilbage til lykke-defaulten. Det lyder som en erkendelse, der er hentet i et rabiat trossamfund i den mørkeste del af Vestjylland, men den giver mig ro til at være, hvor jeg er, og overskud til at glædes over de skatte, jeg snubler over, i stedet for at bruge alle kræfterne på at undre mig over, hvorfor der ikke er flere af dem.

Der var også i år noget, der faldt på plads ift. at opgive ideen om, at alt skal være perfekt for at give mening, og i stedet en gryende erkendelse af, at alle relationer og situationer tilbyder *noget*; en mulighed for at spejle sig og forstå, både hvad man næres ved, og hvad der ikke fungerer, og at det hele er en stående invitation til at tage, hvad man kan bruge og lade resten ligge. Mit sofa-indlæg gjorde dén erkendelse meget tydelig for mig selv.

I år har ikke været et af de år, jeg bare er sejlet i gennem på smult vande. Men jeg har ikke, sådan helt overordnet, haft lyst til at grave mig ned på marken i afmagt, som jeg somme tider havde i 2021. Tværtimod har det føltes som en slags… renovering, tror jeg? Hvor man godt, mens man står i det, kan synes, det er lidt op ad bakke at traske rundt i afdækningspap og murbrokker og hvor fanden lagde jeg proptrækkeren, men hvor man samtidig hele tiden trods alt er bevidst om, at det er vejen hen til noget, der bliver godt.

Der var en gang corona i posen til hver af os, der var en opsigelse til mig, der var en grim forskrækkelse på sygdomsfronten i familien, og der var lige rigeligt med jobcenter og a-kasse.

Men der var også en fuldmånevandring på Møn, et retreat ved Vesterhavet og et CVR-nummer med dertilhørende firma, og det bedste ved alt det er, at jeg det er noget, jeg selv har fundet, valgt og skabt.

Og midt i alt det var der udredninger galore og 3 diagnoser på et år. Det har givet anledning til mange overvejelser og bekymringer, men det har også været en *enorm* aha-oplevelse, og jeg er 100% sikker på, at det kommer til at hjælpe os, både hver for sig og som familie, at vi ikke længere spiller kort med bind for øjnene. 

I går sendte jeg mit kvartalsregnskab til revisor-Jesper, og det slog det mig, hvor meget, der for mig er sket på et årti. Jeg har rykket mit liv op med rode, jeg har ompottet mig selv til et nyt liv i en gammel by, og jeg har fået et barn mere. Jeg har betalt en kvart million ud, jeg er startet op som selvstændig og efter et halvt år som min egen chef er der femcifret overskud på firmakontoen. Det føles som om, jeg har formået at vende en supertanker, ene kvinde, og jeg ved faktisk ikke, om det er bank-Jan eller mig selv, der er mest forbløffet.

Lige nu siler regnen ned udenfor, og om 53 minutter skriver vi 2023. Jeg vil sætte mig over til mit åbne vindue og trække kort med fornemmelsen af, at himlen er i færd med at viske tavlen ren, og at i morgen er en frisk start på noget lyst og godt.

Rigtig godt nytår til hver eneste af jer.

M2022, uge 51

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Kom der fredag på Aula besked om, at Fridas klasse skulle holde sammenskuds-julefrokost onsdag.

I stedet for at fare ud og købe alt muligt, som krævede en masse forberedelse, tog jeg en hurtig beslutning, og meldte ind med mandariner og små chokoladejulemænd, for jeg havde begge dele liggende, og om 10 sekunder er det jul, jul, jul, jul, jul, jul, og så når vi ikke at spise de mandariner, der egentlig var købt ind til madpakkerne, men som bare aldrig rigtig nåede med.

Chokoladenisserne var købt til et arrangement, som vi måtte hoppe fra på grund af den evighedsforkølelse, vi har været plaget af de sidste 3 uger. 

Frida fik lov at gå amok med tusser på mandarinerne, og jeg flettede et par stjerner, som vi smed oveni kurven og med de små kulørte nisser stukket ind hist og pist, så det ud af en masse, selvom det var en nem, billig og stop-madspilds-venlig løsning. 

2.

Har jeg eksperimenteret med at slukke el-radiatoren på Fridas værelse om natten, og det fungerer ret godt, synes jeg. Jeg havde spekuleret på, om besparelse og merforbrug villle ende med at gå i nul, fordi radiatoren med slukke-perioder måske skulle bruge mere power på at varme værelset op, end hvis den bare står og varmer jævnt hele døgnet, men umiddelbart ser det ud som om, jeg sparer på kWh-regnskabet. Sidste år brugte vi 351 kWh i december, og i år er jeg her d. 23. på 198 kWh, hvilket betyder, at jeg rammer ca. 250 for hele december, og eftersom vi stadig har lidt lys udenfor og bruger nogenlunde, hvad vi plejer herinde, ser det ud til at virke efter hensigten.

(Det er en ret vigtig tilføjelse, at vi kun har den éne el-radiator, som er sat op i det værelse, fordi det har en vestvendt mur, der bliver helt utrolig kold, når vinden står ind på den, og gulvarmen derfor ikke opvarmer værelset optimalt. Jeg ved ikke, om man kan overføre princippet, hvis man f.eks. sidder i et sommerhus, som kun er opvarmet med el. Meld gerne ind, hvis du har erfaring eller særlig viden her). 

3.

Har jeg i løbet af ugen tjekket køleskab og købt ind, så jeg kan mixe lidt på kryds og tværs, og kan få brugt det, jeg har, og samtidig få brugt de rester fra julen, som også skal tænkes ind. 

Jeg har købt et godt, langtidsholdbart surdejsbrød, som kan bruges både til det pesto og hummus, jeg har stående, og til eventuelle rester fra julefrokostbordet, jeg har købt lidt grønt og creme fraiche, så jeg med de kartofler, jeg har liggende, kan lave en kartoffelsalat, der kan spises til det meste, og så kan jeg se, at jeg har til en omgang engelsk luksusmorgenmad (baked beans, bacon, røsti, tortillas, æg), som vi herhjemme spiser som aftensmad.

Jeg har sørget for, at vi har fået spist og brugt meget af det, der normalt står og fylder, så der er plads i køleren til de forskellige jule-rester, så nu er vi faktisk klar, både til julen og til alt det, der kommer bagefter. 

___________

I forbindelse med mit indlæg fra i tirsdags har jeg fået en håndfuld beskeder og mails bagom fra mennesker, der har spørgsmål til forskellige dele af alt det her udrednings-hurlumhej. Både til tanker/overvejelser, til selve proceduren, til melatonin/søvnproblemer osv.

Jeg ved ikke, om der er flere, der sidder med spørgsmål, de gerne vil have svar på, men jeg tænkte, at det måske kunne give mening at samle det i et indlæg, som folk, der ikke læser med på bloggen, også kunne have glæde af. (Altså, hvis man f.eks. har en søster, der står overfor en udredning, eller som gør sig nogle tanker). 

Derfor: Hvis man har et eller andet man undres over, spekulerer på eller gerne vil kende proceduren omkring, så smid det i kommentarfeltet her. Jeg er ikke sart, så det er helt ok at sende spørgsmål ift. valg, man måske ikke helt forstår, at jeg har truffet. Helt lavpraktisk er Anton og jeg udredt gennem det offentlige, mens Frida er udredt gennem det private, så det er dét, min erfaring bygger på.

Hvis man gerne vil være anonym, kan man bare sende sine spørgsmål på en mail bagom (blogsbjerg@gmail.com)

———————-

Efter en hektisk uge er jeg landet i sofaen nu, og jeg sidder lige og tænker på, hvor meget jeg egentlig holder af lillejuleaften, hvor der falder lidt af den fatale ro over tingene, som kommer af, at dét, vi ikke har nået at købe eller gøre nu; dét må vi undvære. Tilbage er bare at overgive sig og flyde med. 

En særlig tanke til de af jer, der i år skal finde ud af at navigere i en jul, der er slået helt ud af kurs pga. sygdom eller krise, eller som for første gang skal undvære et menneske, I holder af. Jeg håber, at I kommer hele igennem det, og at I har gode folk omkring jer, I kan læne jer op ad.

Tak fordi I læser med, tak for kommentarer og sparring, og tak for at være med til at gøre det her til er trygt og behageligt sted at være. 

Rigtig glædelig jul.

Om tavshed og trolde

For et par uger siden blev der i Jyskevestkysten trykt et læserbrev fra en mand, der mente, at kvinder ikke hørte til i “mandesport”, men derimod hjemme i køkkenet. Et tonedøvt og idiotisk læserbrev, som med 1000% garanti kun blev trykt, fordi JV vidste, at det ville give forargelseskliks.

Dén side af sagen er også irriterende; at seriøse, etablerede medier trykker den slags med forstilt uvidenhed, for de ved præcis, hvad der kommer til at ske; det er derfor, de trykker det. Og for dem er det gaven, der bliver ved med at give, fordi den skaber selvgenereret indhold, og de får mulighed for – som tilfældet var her – både at lave opfølgende artikler med Allan, (der jo er lidt ked af, at folk sådan har misforstået ham, for det var jo bare for sjov. (Haha?). Og det har da gjort indtryk med de reaktioner, han har fået, for han er ‘en følsom fyr’) og at skrive salvelsesfulde ledere om ytringsfrihed og retten til at mene noget, der går imod tidsånden.

Jeg har skrevet om det før, og jeg ville ønske, at jeg ikke blev så irriteret over det igen, men here we are.

Men det, jeg denne gang bed mærke i var, hvor få mennesker, der faktisk tog kvindernes parti i kommentarfeltet, der var én lang ørkenvandring i misogyni og hånlige ‘mAn Må dA hElLeR iKkE SiGE nOgEt mErE’-kommentarer. 

På anbefaling fra én herinde læste jeg for et par år siden bogen “Kan trold tæmmes?” om debatkulturen på internettet, og noget af det, den var omkring var, at det er nogle bestemte grupper, som den manglende monitorering og moderation af kommentarfelter skubber ud, nemlig dem, der i forvejen er på hælene, f.eks. kvinder, mennesker fra LGBTQ+-miljøet og folk af anden etnisk herkomst end dansk.

Det har jeg sidenhen tænkt meget over. For på den ene side kan jeg godt se problemet. Debatten får en uhensigtsmæssig slagside, når det kun er opponenterne og kværnulanterne, der deltager i den.

På den anden side tilhører jeg også den midtergruppe, både alders- og segmentmæssigt, der er vokset op uden internettet og har skulle lære at begå mig på det som voksen. For mig og os var det nyt, at man kunne komme til at bruge hele dage på at skændes med mennesker, man aldrig havde hverken mødt eller set, og jeg tror, vi er mange, der var ret uforberedte på internettets skyggesider. 

Derfor tror jeg, at mange af os har brugt tid på at lære, hvordan vi kan være derude, engagere os, hvor vi føler, det giver mening, og så ellers slippe det igen – for ellers kan man komme til at bruge hele efterårsferien på at skændes med Leif fra Næstved over, om man bør kunne betale sine biblioteksbøder med mobilepay.

Resultatet er blevet, at vi vender ryggen til opslag og kommentarfelter, der er ekstra sprængfarlige, fordi vi har lært, at tonen, selv på de ufarlige opslag, hurtig bliver perfid og personlig, uanset hvilke intentioner, man selv sætter sig til tastaturet med. 

(Og så har vi ikke engang rundet min sølvpapirshatsbeklædte kæphest, som er, at jeg er mere end overbevist om, at medierne selv har mennesker ansat til at piske stemninger op i kommentarfelterne. Jeg har flere gange noteret mig mistænkelige sammenfald i tid ift. at en profil er oprettet 14 dage før der udkommer en artikel om et bestemt emne, hvor profilindehaveren i kommentarfeltet mener noget helt absurd rabiat, og så har en stilling, der giver forargelsen 5 tænder ekstra. F.eks. at man under en artikel om børns mistrivsel i børnehaver går ind og skriver, at det er fordi forældre er dovne og ikke gider opdrage deres børn, og når man så kigger på den 14 dage gamle profil, er “Sofies” erhverv opgivet som ‘pædagog’. Hvis nogen har Morten Spiegelhauer på speeddial, så giv ham lige et kald).

(På forhånd tak).

Men nu nærmer vi os så (endelig) min pointe – for jeg tror måske, at vi er har nået et punkt, hvor vores manglende kommentarer faktisk bliver et indspark i debatten i kraft af deres fravær.

For hvor vi før tog virkeligheden med ud på internettet, så tror jeg, at internettet i dag er så integreret en del af vores alle sammens hverdag, at det er blevet omvendt. At vi opfatter det, vi ser online som en side af virkeligheden på lige fod med de interaktioner og situationer, vi har IRL, og derfor bliver vores cyberfravær lige så problematisk, som hvis ingen reagerer i bussen, når en kæmpespade råber: “Flyt dig, n*gger!” til en person med anden etnisk baggrund, som sidder på et sæde i bussen, hvor der ikke er flere ledige pladser.

For hvis man i et kommentarfelt under en artikel om juridisk kønsskifte hos børn udelukkende ser bemærkninger om, hvor åndssvage og over-woke forældrene til de her børn er, så er der ingen modvægt, man kan tage med ud i kantinen på sin arbejdsplads eller omklædningsrummet til svømning og læne sig op ad, hvis man mener noget andet. Og så vil der være mange, der giver op på forhånd, og så BLIVER den skævvredne version af virkeligheden, vi ser på nettet, til den, vi skaber ude i livet.

Derfor tror jeg, at det næste skridt i vores virtuelle evolution, sådan helt nede på enkeltpersonsniveau er, at vi bliver nødt til at være synlige. At vi er nødt til at tage ansvar for at andre synspunkter og holdninger end dem, Nationen bringer til bordet, til f.eks. overvægt, psykisk sygdom, misbrug og diagnoser, også repræsenteres der, hvor de læses af dem, de handler om.

For lige nu er debatten ved at blive så ensporet, at man som målgruppe for de her affaldsartikler får oplevelsen af, at man er alene. At ingen forstår eller sympatiserer. Det er SUPER problematisk, synes jeg. 

Så for at gribe i egen barm, har jeg besluttet at starte med mig selv. Jeg stempler ikke ind i hver eneste debat, og jeg mener ikke noget, bare for at mene noget. Det tænker jeg ikke er i nogens interesse. Men jeg er begyndt at kommentere, når der debateres emner, jeg synes er vigtige. Også selvom jeg med min holdning er i hvinende undertal. Min aftale med mig selv er, at jeg ikke behøver følge alle diskussioner til dørs. Jeg er ikke forpligtet til at gå ind i debatter med mennesker, der *vil* misforstå mig eller som kommunikerer uden respekt for mig eller emnet.

Men jeg vil gerne gøre mit til, at de mennesker, der i forvejen mangler allierede på stort set alle arenaer kan se, at vi faktisk er nogen, der gerne vil flytte os, lytte, tage ved lære og forstå. Vi er herude. Og det tror jeg, vi er nødt til at begynde at synliggøre.