M2021, uge 23

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Solgt mine krus til den pris, jeg havde sat dem til #RCGate

Det bedste ved dét var næsten at kunne pille dem af Marketplace og slippe for flere ‘Alle 6 for 200 kr?’ og ‘Har du stadig æskerne?’ beskeder. Hvis det var sådan her hver gang jeg satte noget til salg, ville jeg ikke gide bruge tiden på det. 

2.

Købt nye sædelommer til bilen til børnene (dem, der hænger på bagsiden af forsædet, hvor man kan have alle sine skatte i). 

Da jeg skiftede bil, måtte de gamle lade livet, og fordi jeg er den, jeg er, ville jeg helst have nogle nye på samme dag, som vi fik bilen. Jeg er SÅ slem til at ville fixe alting NU! så jeg kan strege det ud på min to-do – men fordi jeg tænkte, at vi nærmede os sommerferien og dermed tidspunktet, hvor den slags bil-accessories er i sæson, satte jeg mig på hænderne. (- efter lige at have tjekket på nettet, hvad de ville koste, hvis jeg bestilte dem med det samme. 250 kr. stk). 

Jeg har patruljeret området med spotvarer i Netto og Lidl siden, og i denne uge blev min tålmodighed belønnet. De fineste lommer til 29 kr. pr. stk. Jeg har sjældent været mere tilfreds med mig selv.

3.

Solgt 9 puslespil, og hevet 550 kr. hjem.

Hvor krusene har kostet mig megen tid og tænderskæren, tog det her til gengæld under 3 minutter.

Når jeg sætter mine puslespil til salg, starter jeg med at gøre det i den lokale fb-gruppe, jeg selv har oprettet til formålet. Jeg sætter prisen lavt, og giver rabat, hvis man køber flere, og jeg har endnu ikke oplevet at brænde inde med noget.

Dette blot for at sige, at de ting, man gerne bare vil af med, kan det godt betale sig at prissætte derefter. For selvom jeg i den landsdækkende puslegruppe kunne have solgt dem for mere, ville der her være hele bøvlet med at skulle pakke og sende dem, og for mig har det jo også værdi at slippe for dét. Det vil jeg gerne kvittere for ved at sætte prisen derefter. 

4.

I kommentarfeltet til sidste uges M2021-indlæg blevet spurgt, om ikke jeg vil skrive lidt om, hvordan jeg indtænker økonomi og madspild i ferien.

Og selvfølgelig vil jeg det. 

Det største problem ift. ferie og madspild er nok uforudsigeligheden; at ferien giver mulighed for at gøre noget spontant og ændre på planer og aftaler på dagen. 

Dertil kommer, at de fleste børnefamilier også er på flere ture og udflugter, end de/vi plejer at være. 

Hvis jeg skal tage hjemmedelen først, så tænker jeg over, at det, jeg køber ind til, skal være noget, der kan holde sig. Jeg og vi spiser f.eks. flere grøntsagsstave end vi spiser salat i ferien, simpelthen fordi ingredienser til salat har kortere holdbarhed end f.eks. gulerødder, agurker og peberfrugter. 

Jeg tænker over at have noget, der kan laves uden for mange dikkedarer, f.eks. altid at have noget, vi kan grille, eller at have noget i fryseren, der kan hives op og passe sig selv i ovnen, mens jeg pakker en bil ud. Rema laver nogle ret anstændige nuggets, man kan få en hel del udmærkede kopnudler efterhånden, toppings til pizza kan holde sig ret længe, og de frosne grøntsagsposer (også fra Rema), kan holde nærmest uendelig, og kan lynhurtigt gøres sjove med et glas salsa, en dåse kokosmælk ell. lign. Jeg løsfryser færdigstegt kylling og frikadeller, fordi det så er superhurtigt at tage den mængde ud, man skal bruge, og de tør lynhurtigt op, når de ikke er klumpet sammen i en beholder. 

Ting med kortere holdbarhed kan man købe i mindre mængder (f.eks. 2 små bægre creme fraiche i stedet for ét stort) og sidst men ikke mindst kommer her det bedste råd jeg har, som også gælder ift. ture: Beslut dig på forhånd, hvis du overvejer købemad/take away. For har du først taget mad op eller købt råvarer ind, så bliver take away ofte årsag til ret meget madspild. Men det er sgu en ærlig sag at være lidt overvældet af livet, sådan helt generelt, og specielt når det er varmt og alle er sammen hele tiden. Slut fred med det, men beslut dig på forhånd. 

Og således glider vi ubesværet over i den del, der handler om ture.

Igen: Beslut dig hjemmefra for, om I køber mad på stedet. Hvis I gør, så lad være med at pakke en kæmpe madkurv oveni. Det er ikke forbudt at være taktisk: Hvis du har besluttet, at I smører madpakker til ture, men tager noget take away med, når I kører hjem, så brug det, når ungerne med længsel i stemmen spørger, om I ikke godt kan spise burgere i Tivoli/Legoland/Wow-park. “Vi spiser madpakker her – men jeg vil godt gå med til, at vi tager sushi/en pizza med hjem til aftensmad.” Alle vinder.

Det andet trick, jeg altid bruger er, at jeg har noget med, som ungerne (og evt. jeg selv) får, lige når  vi ankommer. F.eks. en bolle, som de får, når vi står ud af bilen og går mod indgangen/dyrene/dem vi skal mødes med. For mig har det været én af dem, der gør en ret stor forskel. For når alle har fået fyldt på, lige inden man lander, så er blodsukkeret for det første væsentligt mere stabilt, men man ved også, at ingen kan påberåbe sig hungersnødslignende sult 4 minutter efter, at man er landet. En yderligere fordel er, at man ikke behøver tænke så meget på holdbarhed, fordi maden ikke skal kunne holde en hel dag i en varm rygsæk.

Jeg vælger en mellemvariant, hvor jeg køber noget, børnene gerne vil spise. Bedre forældre end mig tager formentlig kampen og insisterer på rugbrødsklappere, men jeg har på pragmatisk vis gjort op med mig selv, at hovedpointen her er, at børnene får så meget i maven, at de ikke er sultne lige med det samme, og derfor har jeg noget med, de godt kan lide og spiser uden diskussion.

For mig har det været en hjælp at tænke over, hvordan de spiser i børnehaven/skolen, for det er langt oftere, end jeg selv spiser. Men hvis man er vant til at få lille mad kl. 9 og frugt kl. 14, så mangler der noget i maven, hvis man pga. en tur bliver ‘tvunget’ ind i et voksenskema, hvor det, der kommer efter morgenmaden, er frokost kl. 12.

Man kan med fordel overveje, om der er noget af det, der normalt lokker, som det giver mening at købe med hjemmefra. Mine børn synes, at cola er det vildeste i hele verden, og derfor køber jeg ofte 1/2-liters colaer et par dage forinden, når jeg alligevel er ude at handle, og smider dem i køleskabet. Væsentligt billigere og som ekstra bonus har de skruelåg, hvilket modsat åbne papbægere gør dem væsentligt nemmere at tage med, når man er færdig med at spise frokost, og børnene kun har drukket 3 mundfulde. 

Jeg har et par gange prøvet, at vi gik tilbage til bilen og spiste frokost, og de gange, vi har gjort det, har det været en super god oplevelse. Det var rart med en pause fra støj og hurlumhej, de voksne kunne lige regruppere og der var ingen franske hotdogs i farvandet, der ødelagde fornøjelsen ved de medbragte boller og pølsehorn. Men. Det forudsætter, at man kan parkere rimelig tæt på indgangen (som man f.eks. kan i legoland), og jeg vil være ærlig og sige, at jeg ikke ville orke at gøre det, når jeg er alene afsted med børnene. Jeg synes, det kræver flere voksne hænder, fordi man dels skal ud at gå, man skal finde frem og pakke væk, og man skal gå tilbage. Det – synes jeg – er omstændigt, hvis man er eneste voksne indslag, der både skal stå for praktik og hep. 

Og endelig tænker jeg over, hvilke snacks, jeg har med. Efter at have opdaget tricket med at spise, når vi ankommer, har jeg væsentligt færre snacks med end tidligere, men derfor giver det stadig god mening ift. både økonomi og madspild at tænke over, hvad man tager med. Jeg har for længst droppet posen med idealistisk grønt efter at have smidt pose efter pose med agurk og gulerødder ud, når vi er kommet hjem. Derudover køber jeg ting, der kan holde sig, hvis de ikke bliver spist på dagen, f.eks. tørvarer (kiks, riskiks, popcorn), ting, der er enkeltindpakkede og kan bruges senere, selvom de har ligget i en varm rygsæk (figenstænger, rosiner, små juice) og evt. lidt slik, der kan aflede fra alt det, der lokker (små pakker karameller, en slikkepind osv.). Alt sammen noget, der er til at betale sig fra, og som kan smides tilbage i skabet og medbringes næste gang, man har det med hjem.

Kort sagt:

Ferie hjemme:

*Mad med lang holdbarhed

*Lidt på lager, der er nemt at tilberede og som kan laves til én dag ad gangen.

*Mindre mængder af madvarer med kort holdbarhed

Ferie på tur:

*Mad-mad, der spises lige inden/ved ankomst, men inden man kommer ind til alle fristelserne

*En forhåndsbeslutning om, hvad man evt. vil købe på stedet

*En forhåndsbeslutning om, hvad man gør med aftensmad 

*Snacks, der er billige og kan holde sig længe

Ovenstående er de redskaber, jeg selv bruger til at styre indtag, madspild og økonomi, når vi holder ferie. Har I derude andre tips og tricks, så smid dem endeligt i kommentarfeltet. 

Jeg håber, jeg har fået svaret på det, du spurgte om, Anita. Hvis ikke, eller hvis noget er uklart, så spørg endelig yderligere ind.

God weekend.

M2021, uge 6

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Mindet en veninde, der bor i samme boligforening som jeg om, at man får dækket istandsættelse af lejemål (maling og afslibning af gulve), hvis man fraflytter efter 10 år. Hun og manden går med overvejelser om at flytte, men ved at vente 12 måneder, kan de spare er ret anseeligt beløb. 

Køber man et hus, føles de 25.000 kr sikkert ikke, som om de gør en forskel. (Og det skal retfærdigvis siges, at regningen nedskrives ift. hvor længe, man har boet i lejligheden). Men husker man renterne, er det alligevel et halvt års ekstra løbetid på lånet, man tilføjer, hvis man betaler 5000 kr. af i måneden.

Jeg er efterhånden ved at forvandle mig til den clips, der i 90’er-udgaven af Microsoft Office hele tiden, uopfordret, kom med gode råd, men med min økonomiske historie, synes jeg egentlig, at jeg har optjent retten til at være irriterende.

2.

Har jeg fundet både en lampe og et sengetæppe til mit nye soveværelse på hhv. DBA og Marketplace. Begge dele var PRÆCIS, hvad jeg var på jagt efter, både i størrelse og design, og selv efter 3 dages intensiv søgning på Google efter nye ting, havde jeg ikke fundet noget, der faldt i smag. 

Lampen, som jeg gav 50 kr. for, er fra Ilva, hvilket faktisk betyder noget. Ikke pga. navnet, men fordi jeg er ret hysterisk med el-artikler, og meget sjældent køber det brugt. Jeg har tolket så meget brandbekæmpelse, at jeg aldrig kommer til at tage let på kortslutninger, elendige ledninger osv, og derfor køber jeg ALDRIG lamper og lyskæder udenom danske forhandlere.

Sengetæppet kostede 200, og var det enste, jeg kunne finde OVERHOVEDET, der passede med de mål, jeg skulle bruge. Fordi min seng står op af væggen på to sider, bliver sengetæpper, der er beregnet til at hænge ned på alle 4 sider, for lange.

Inden jeg købte det, skrev jeg til sælgeren og spurgte, hvor det havde været opbevaret i de 6 måneder, hun havde haft det til salg, fordi jeg har haft et par trælse episoder med flyverdragter, der har været opbevaret på loftet, og som jeg ikke har kunne vaske lugten ud af. Hun forsikrede mig om, at det havde ligget ‘i et skab på et værelse med varme på’, og da det kom, havde hun pakket det så fint ind i gavepapir og bundet en sløjfe om.

Det var dejligt at blive mindet om, at der er mennesker som Kirsten derude. 

3.

Har jeg lavet mexicansk one pot pasta, og i stedet for at koge pasta med i gryden, tømte jeg fryseren for alle de små ris- og pastarester, jeg smider derind, når jeg har en deciliter i overskud.

Jeg fik ryddet lidt op i fryseren, aftensmaden var hurtigere færdig, og det var et fint bevis på, at de rester, man er tilbøjelig til at smide ud, fordi der ikke er nok til noget som helst, snildt kan udgøre et helt måltid, når de rotter sig sammen.

M2021, uge 3

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Er jeg blevet færdig med min stue og min entre, og jeg har kæmpe optur over resultatet. Jeg ligger på lur med mit jammerlige iPhone-kamera i håb om at få taget et billede, hvor man kan få en bare nogenlunde fornemmelse af rummene, men lyset driller.

Jeg har altid lyst til at køre fuld plade på udskiftning af ALTALTALTALT, når jeg laver om, men denne gang har jeg besindet mig. I stuen er mine nykøb begrænset til et par nye plakater, tre nye pudebetræk, samt lidt smånips, mens jeg i entreen har flottet mig med en ekstra skoreol og 30 cm. kunstigt skind til min skammel til den nette sum af 170 kr. Mine knage vllle jeg gerne have skiftet ud, og havde det været for 5 år siden, havde jeg gjort det. Men jeg har øjnene stift rettet mod den forhave, jeg gerne vil have råd til, og derfor besluttede jeg, at eftersom der hænger 17000 jakker og tørklæder på dem hele tiden, så kan man alligevel aldrig se farven på dem. Spejlet derude har jeg skiftet ud med Fridas aflagte, lyskæden har jeg smidt i en anden vase, og det er blevet et helt andet rum.

Jeg har været i min kasse med billeder og pynteting, som jeg har sat væk, og den vil jeg gerne dvæle ved et kort sekund. For jeg sælger og videregiver de fleste af de ting, jeg skifter ud. På den måde kan jeg løbende forny en smule, uden at det koster det store. Men der er også nogle få ting, som jeg vælger at gemme, og særligt de sidste par år har jeg tænkt meget over, hvad jeg har valgt at lægge i gemme-kassen, fordi jeg er blevet så god til at skille mig af med det, jeg ikke længere bruger. Derfor har jeg været i tvivl om, om jeg ville komme til at bruge tingene igen, og det, jeg nu kan se er, at det gør jeg. Så bare lidt opbakning til, at man gerne må holde fast i de ting, man fjerner fra hylder og karme, hvis man ikke synes, man er helt færdig med dem. Der *er* en mellemvej mellem at gemme alt og skille sig af med alt.

2.

Har jeg holdt verdens mindste fødselsdag, og – som altid – tænkt madspild ind i ligningen på forhånd.

Jeg kørte som sædvanlig morgenmad, fordi det giver et væld af fordele. Det er nemt ift. forplejning, det ligger først på dagen, så alle ikke skal gå og vente (som man gør, hvis man går med kaffe og lagkage), og der er stort set intet spild. Jeg smed de 3 overskydende rundstykker i fryseren, hakkede peberfrugten og brugte den i suppe til aftensmaden, tog den skårne frugt med på legepladsen om eftermiddagen og brugte pålægget i madpakkerne mandag, tirsdag og onsdag. Jeg har noteret årets indtag i min bog, sammen med et link til de kanelsnegle, jeg bagte, som var de bedste, jeg nogensinde har lavet. De er koldhævede (GIGA smart!), lige tilpas snaskede, og så lærte jeg i den her opskrift, at når man skærer snegle med sytråd, så holder de faconen. De bliver så. flotte. Jeg testede det på pizzasnegle og hvidløgssnegle senere på ugen, og de blev også perfekte. Opskriften på kanelsneglene finder du lige her.

3.

Har jeg også lavet en smule om i køkkenet, mest fordi jeg nu var i gang. De kasser, jeg har ovenpå mine skabe, byttede jeg med 3 af samme slags (i en anden farve), som Anton har tøj i – han er ligeglad – og jeg skiftede et par af billederne ud med nogle, jeg før havde hængende i soveværelset. Lyskæderne i vindueskarmen, der har haft travlt det sidste halve år, er smidt i et par høje glaskrukker, jeg før havde lys i på badeværelset, og så forelskede jeg mig i min rundtur på nettet i en lille globus, som nu hænger i mit køkkenvindue, og minder mig om, at verden stadig er derude et sted.

Mørke og Lys

Jeg har det, som om, det er 12. gang i år, jeg skriver det samme indlæg. Det samme indlæg om at stå på den meget smalle streg mellem stress og kedsomhed. Det samme indlæg om at være både over- og undervældet på én og samme tid. Om gerne at ville være sammen med andre mennesker, og samtidig have behov for at være alene, fordi det føles som om, jeg mærker alting alt for meget. 

Men det er ikke desto mindre der, vi er. Det her år har gjort det fuldstændig umuligt at spare op på den mentale konto, og derfor ryger man i overtræk, så snart der sker noget, man ikke har forventet.

I midten af sidste uge blev jeg ringet op med beskeden om, at min mor var blevet indlagt med mistanke om blodpropper i hjernen. “Det er nok ingenting, og vi tjekker bare for at være på den sikre side” som de sagde. Men altså. Det skal de jo sige. Jeg har ikke ord for min lettelse over, at alt, et døgn senere, viste sig at se ud, som det skulle, men for mig betød det, at jeg omkring onsdag bare opgav resten af ugen, og derfra slæbte mig gennem dagene, mens jeg forsøgte at bearbejde min forskrækkelse. Der går ikke én eneste dag, hvor jeg ikke tænker over, hvor heldig jeg er at have begge mine forældre, og det her opkald var bare endnu en påmindelse om, hvor skrøbelig lykken egentlig er.

Vi slap med skrækken, men opkaldet og angsten efterlod mig med fornemmelsen af, at min hud er for tynd, at alle farver skærer i øjnene, og at alle lyde er alt for høje. Verden er vanvittig, jeg er ved at få konspirations-spat, og selvom det var min hest, der endte med kransen om halsen over there, er det mest præcise tweet, jeg har set om valget, stadig det her:

Samtidig ruller hverdagen videre, med alt hvad det indebærer, og lektier fylder rigtig meget hos os for tiden. Jeg har et godt samarbejde med skolen, men Anton er Anton, og selvom der er sat gang i lidt forskelligt, drejer hjulene i dét system hypnotiserende langsomt. Alt imens skal Aula nærlæses og Anton mandsopdækkes, for at sikre, at han faktisk forstår det, han sidder med.

Til gengæld taler han så strålende engelsk, at han i forbindelse med en test på skolen, kom retur med beskeden om, at de undrede sig over, at man ingen steder kunne læse, at han kom fra et tosproget hjem. 

Så. Ja. Der er ingen, der har sagt, at det skal være nemt. 

Børnene er vokset ud af alt deres tøj samtidig, alt, hvad jeg bestiller, viser sig at være enten for småt eller for stort, og mit arbejdsskema byder på meget – og lidt af hvert.

Men i fredags lavede jeg en kontrolleret nedlukning, smed begge børn i bilen, og kørte til Fyn. Undervejs stødte min kammerat til, og så drog vi i samlet flok til Luminis på Egeskov Slot, hvor vi for 3. gang lod os betage af lys og magi.

I næste uge fylder Anton 10, på fredag har Frida sin første soveaftale hos os, og jeg ved ikke engang rigtigt mere, hvad det er, jeg trænger til.

Jeg håber, I passer godt på jer selv derude.

M2019, uge 25

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg foræret de her fine folieballoner fra Fridas fødselsdag væk gennem den lokale fb-gruppe:

De kan holde luft i flere måneder, og derfor syntes jeg, at det var en skam bare at overlade dem til deres skæbne på gulvet, så nu er de sendt videre til en anden lille pige, der har skal fejres. 

Egentlig kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til skrive punktet på, fordi jeg ved, at der vil være nogen, for hvem folieballoner er så langt fra et minimalistisk livssyn, at det nærmest diskvalificerer hele temarækkens eksistensgrundlag. Men jeg besluttede at skrive den på alligevel, først og fremmest fordi jeg gerne vil holde det ægte. Men også fordi jeg synes, det er et godt eksempel på, at man stadig godt kan have bevidst forbrug i baghovedet, når man opfylder andre behov end sine egne. 

For er folieballoner livsnødvendige? Nej. Ville jeg købe dem til mig selv? Heller ikke. Men Frida fik stjerner i øjnene, da hun så dem, og for hende er de vigtige. Fuldstændig ligesom enhjørningepynt i kager.

Det i sig selv er jo ikke som sådan et argument, og egentlig havde jeg først sagt nej, netop fordi jeg ikke mindes at have set dem gro i naturen, og der derfor nok er noget unødvendigt fremstilling, der bliver holdt liv i, når jeg køber dem. 

Men.

Jeg endte med at omstemme mig, fordi jeg dybest set ikke tror på, at børn får lyst til at følge i deres forældres fodspor, hvis valg og handlinger er dikteret af tvang og forældreværdier, som børn ikke forstår. Jeg tror, man på den lange bane kan flytte meget mere ved at tage snakken med dem, når emnet naturligt kommer op – som når jeg f.eks. forklarer, hvorfor jeg ikke selv skal have folieballoner. Eller hvorfor vi giver hendes videre.

Så den kommer på, fordi jeg gerne vil minde os alle sammen om, at det ikke behøver være enten-eller, men at man godt, når man går på kompromis med sine principper, stadig kan overveje, om der er noget, man kan gøre, for trods alt at trække valget i en mere bæredygtig retning. 

2.

Glædet mig over, at vi i familien og omgangskredsen får mere og mere gang i en form for sektionsopdelt storkøkken. At jeg, når jeg skal bruge 5 dråber rød frugtfarve, starter med at spørge min mor, om hun har noget stående, at hun får et af mine tre deciliter-mål, fordi hendes er gået i stykker, og jeg ikke har brug for tre, og at vegetarmad og specialingredienser vandrer på kryds og tværs, fordi vi alle sammen snakker åbent om at stoppe madspild og prøver at inspirere hinanden til flere kødfri dage. 

3.

Skåret frugtstængerne, som mine børn ikke gad at spise, i små stykker og hældt dem ned i den sidste rest müsli, sammen med alle de halve og kvarte poser nødder og tørret frugt, jeg havde i skabet. Jeg fyldte op med et par dl. havregryn og lidt kokosmel, og rystede det hele sammen, så nu er der ryddet op i skabet, og jeg har müsli (som ac bliver ved med at rette til ‘muslim’. Det skal vi nok have gjort noget ved..) til de næste mange uger.

I øvrigt:

*har jeg nu set Green Book, og jeg er nødt til at sige: KÆMPE props til Viggo Mortensen for bare, helt stille og roligt, at gå rundt og være kvabset i en nusset wifebeater. Det må kræve sin mand at vide, at man stiller sin tidligere Aragorn-krop til skue for hele verden på et lærred på størrelse med gavlen på et gennemsnitligt, dansk parcelhus. 

*gælder ovenstående i øvrigt også for Kevin Costner i The Highway-men på Netflix. Var det ikke igår, han løb rundt, helt stram og secret service i The Bodyguard?

*( – med underspørgsmålet: Hvordan er de blevet midaldrende, mens vi andre stadig er i start 20’erne?)

*vil jeg bare lige for eventuelle tvivlere nævne, at en nedgravet kæmpetrampolin er verdens bedste ide. Seriøst. Selvom man kun har 10 minutter inden bad/mad/sammenbrud, så er det bare at åbne døren, og man behøver ikke frygte biler, pakke alle ind i 16 lag tøj, eller have tænkt igennem, hvad man gør, når nogen skal tisse. Det er ge.ni.alt. (Protip: Man kan evt. lægge en agent ind på DBA, så man får et heads up, når nogen sætter en trampolin til salg)

*har jeg som det sidste menneske i verden opdaget Gin Hass. Til gengæld har jeg opdaget den med blodgrape i stedet for mango, og det bliver en dyr sommer. 

*bad Anton forleden om at høre en sang med Kim Larsen: “Den der ‘Hey ho – for Lalandia’ mor” and I just can’t even. 

*havde jeg egentlig besluttet at gemme Game of Thrones til hele sæsonen er lagt op, men 3 venner spoilede uafhængigt af hinanden første afsnit inden for 12 timer efter premieren, så fuck det. Nu kører vi. 

*har jeg hentet temamelodien som ringetone for at out’e dem, der ikke ser den, så jeg kan få ryddet op i den omgangskreds. (We get it. You’re special).

*har børnene – meget overraskende – pludselig besluttet, at dét at blive passet af barnepigen, er det sjoveste i hele verden. Hvilket er lidt af et brat venstresving fra ‘Hvordan kan du efterlade os på dette rumænske børnehjem!?!’-stilen, de ellers har kørt indtil nu. Frida kunne derfor næsten ikke være i sig selv af skuffelse over, at barnepigen først ville komme post-putning i lørdags, så hun satte en skål med tomater frem til hende, og jeg kan ikke helt finde ud af, om der er tale om en offergave, eller om hun tror, at Sara er en slags ernæringsbevidst nisse.

*pustede jeg i går æg for første gang i mit liv; en proces, der har forbløffende meget til fælles med at føde børn. Måske var det pga. soundtracket (“Babyshark”) eller måske handlede det om, at børnene stod på hver sin side af mig og råbte: “Kom nu, mor!” “Pust hårdere, mor!” og “Hvorfor er du helt rød i hovedet, mor?” – i hvert fald har jeg aldrig følt mig tættere på Thorkild i mit liv.


I øvrigt:

*har mine børn udviklet et genetisk uforklarligt crush på MGP, og vi skal høre det helehelehelehele tiden. Jeg. Kan. Ikke. Holde. Det. Ud. Og jeg ved godt, at MGP-børnene i følge reglerne selv skal have skrevet både sang og musik, men nu har jeg hørt alle sange så mange gange, at jeg føler mig i stand til at ekspert-udtale, at det er med løg på. Jeg har i hvert fald aldrig mødt ægte børn med dét ordforråd. Og jeg bliver nærmest aggressiv ved tanken om voksne mennesker, der sidder og udtænker “sjove” tekster, der skal synges af børn til børn, men som i virkeligheden er rettet imod forældrene, som skal synes, det er sødt og fresh.

*var Frida og jeg for omkring 3 måneder siden på vej ud at handle, da en kat pludselig sprang LIGE ud foran bilen, og vi ramte den. Ubehageligt og trist, men vi har snakket om det, og jeg synes egentlig, at vi er klar til at lægge det bag os. Frida er ikke enig. Hver gang – H.V.E.R gang – jeg fortæller om et dyr, jeg har set på min vej, spørger hun alvorligt: “Kørte du den så over, mor?”

*ved jeg godt, at det er mig, der er uptight og ikke kan tage en joke og alt det der – men med det massive fokus, der er på fake news, synes jeg faktisk, at det burde være et krav, at virksomheder, der lægger 1. april-jokes på nettet, fjerner dem igen d. 01.04 kl. 23.59. Eller sætter et kæmpebanner på det oprindelige opslag med teksten “APRILSNAR!” For jeg kan se, at Erna fra Sønderborg stadig her d. 03.04 synes, det er virkelig smart med den lego-app, der kan finde bestemte klodser, og det skulle ikke undre mig, om der allerede er en paramilitant fraktion under Dyrenes Beskyttelse i gang med at udarbejde et manifest om de kritisable forhold, de nye hash-heste hos politiet skal arbejde under. 

*vil jeg dog gerne, apropos Politiet, sende et kæmpe highfive ud til både det danske og det udenlandske af slagsen for deres måde at være på sociale medier på.

*har jeg slået min mos-plæne for første gang i år, og hvis der er en frisk gartnertype på linjen, er jeg klar til at slå mig ned og falde til ro i rollen som trofæ-kone. 

*var jeg forleden på storindkøb i Bilka. Ved kassen nåede jeg lige at få lagt alle mine varer op, før kassedamen med dyster stemme bad mig om at “gå i gang med at pakke dine varer. For din egen skyld.” Jeg undskylder naturligvis for at komme rendende med alle mine penge og forstyrre dig.(*)

*har jeg hver dag den seneste uge passeret et skilt, hvorpå der med store bogstaver står: “Kultur” og har dermed også hver dag den seneste uge tænkt, at det er mærkeligt, at der ikke er et eller andet up-and-coming smykkefirma, der har lanceret et kultUR. (Det er utroligt, at jeg endnu ikke er blevet scoutet af et reklamebureau).

*har de i Antons klasse sået karse, og selv lavet de små bakker, karsen står i. Jeg elsker, at vi bare kører fuld snemand/kyllinge-hybrid. Sgu da også omstændigt og forvirrende med alle de højtider. (Og ja. Det karse der… Igen: Plantesæk søger træmand)

Blogsbjerg Inc. proudly presents: “Snekyllingen”

(*)Og bare lige så vi alle er enige: Kunder kan være de vildeste røvhuller. Jeg har selv siddet ved kassen i Føtex, så I so know. Men det er de trælse af slagsen, vi kanaliserer vores job-had ud på og straffer ved f.eks. at klemme deres krydderboller til kanonkugler og deres cornflakes til støv, eller køre servietter og poser fast i båndet. Ikke dem, der kigger én i øjnene og hilser, og vender alle varerne med stregkoden opad.

Kan du lege?

Jeg har aldrig været god til at lege. I hvert fald ikke på den traditionelle måde, hvor rollespil og “så sagde vi jo, at…” er en del af setup’et.

Jeg har til gengæld altid været god til at underholde mig selv. Jeg har haft snuden i bøger, siden jeg fandt ud af, at bogstaver kunne sættes sammen, og jeg har tegnet og lavet perleplader i ét væk.

Derfor ved jeg, at en manglende evne til at lege ikke handler om mangel på fantasi eller lyst til fordybelse – snarere om, at man bare er på en lidt anden måde i verden end de børn, der kan underholde sig selv i timevis, hvis de får en pind og en piberenser udleveret.

Når jeg tager det op her, er det fordi, Frida lader til at slægte mig på; hun kigger også lidt skeptisk på sine dukker, når jeg foreslår, at hun leger med dem, og det er ret tydeligt for mig, at hun bare ikke *ser* det, andre børn ser, når de kigger på en kasse med dukkegear. 

Hvis det bare var selve valget af aktivitet, der skilte sig lidt ud, ville jeg være cool med det, for jeg har ikke selv savnet at lege med Barbiedukker eller My Little Pony, så jeg er med på, at et børneliv kan være fint og rigt uden plastik og hestetrailere. Problemet er, at det lader til at være rigtig svært for Frida selv at finde på, hvad hun skal lave, og det går mig på. 

Jeg har tænkt over det et stykke tid, og kan se, at det primært er en udfordring herhjemme. Når hun er i børnehave, er det mit indtryk, at hun leger fint med sine små kompaner, både ude og inde, men når hun er alene herhjemme, er det som om, det eller den, der skal sætte gang i legen, mangler. 

Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad jeg kunne gøre. Både fordi jeg virkelig under hende at kunne gå ind i det rum, hvor timerne forsvinder, og kreativiteten blomstrer, men også fordi jeg – hånden på hjertet – somme tider ville ønske, at hun var mere selvkørende end tilfældet er. For lige nu pendler jeg mellem at lave noget praktisk og at deltage i spil, sidde med ved tegnebordet, stå på vejen eller lave perleplader. Og fordi jeg selv er handikappet i legecenteret, ved jeg simpelthen ikke, hvordan man gør, og derfor kan jeg ikke vise hende det. 

Jeg synes, jeg har prøvet at skubbe til det på mange forskellige måder. Jeg har fundet legesager frem, jeg har ladet hende kede sig bravt, jeg har gemt skærme og film væk osv. osv. men det lader ikke til at hjælpe.

Ipads og film er ift. Frida ikke det store problem. Hun får ret hurtigt nok, så det løser sig selv, og da jeg også er hyperbevidst om ikke at sidde med min telefon eller med snuden i en skærm, når børnene er til stede, er det ikke fordi jeg er uden for rækkevidde på den elektroniske måde, at hun rykker i mig. (Og her vil jeg gerne pointere, at jeg ikke prøver at være hellig. Jeg bliver simpelthen bare afbrudt så afsindig mange gange, at et potentielt misbrug bliver kvalt i fødslen).

Min oplevelse er, at det måske til dels handler om, at jeg er alene; at der altid er adgang til mig. For når vi er sammen med andre, og jeg er i samtale med flere voksne, er hun trods alt bedre til selv at gå i gang, men når vi er sammen med andre voksne, er der også ofte andre børn, som kan fungere som igangsættere. 

Men når vi er alene, og jeg er færdig med at hænge vasketøj op og lave mad, så er det som om, at vi har fået etableret et mønster, hvor jeg skal finde på og deltage i legen, og det ville jeg forfærdelig gerne have brudt. Ikke mindst fordi sommerferien lurer om hjørnet, og hvis jeg skal spille Vildkat 12 timer i døgnet, 4 uger i streg, bliver jeg alkoholiker. 

Så nu spørger jeg jer: Er der nogen derude, der har gode erfaringer med, hvordan man kan gribe sådan en problematik an? Enten selvgjorte eller i form af teori, litteratur eller lignende?

(PS: Og vi taler ikke om, at jeg mangler ideer til, hvad jeg kan lave med dem. Jeg er god til at tage dem med ud, til at finde tegnesager frem, til at læse højt og synge og til at finde steder, hvor de kan udfolde sig fysisk. Ligeledes har vi også rimelig styr på det med at involvere dem i den daglige drift i det omfang, det giver mening. Det er legen, sådan i sin reneste form, der driller).

By popular demand: Undgå julestress (repost)

Sidste år skrev jeg et indlæg om, hvad jeg gør for at undgå, at december bliver et helvede af hæsblæsende to-do’s, og jeg fik virkelig mange kommentarer om, om ikke jeg ville minde om det i god tid i år. (En enkelt bad i stressrelateret afmagt om at få det tatoveret på armen.) Your wish is my command, så i let redigeret udgave (og med nye nissefif’s tilføjet nederst) kommer her:

Happy X-mas (stress is over)

Jeg har i år haft et erklæret mål om ikke at lade mig stresse af december. Jeg elsker julen og lysene og alle traditionerne, men selv den mest hårdføre zenbuddhist kan vist godt momentvis miste pusten over alt det, der også følger med.

(Speaking of, mødte jeg en munk, da jeg forleden i en frokostpause løb rundt efter et par julegaver (En *virkelig* pæn en af slagsen – hvordan er lovgivningen på området; må de date?) Og jeg forstår jo godt, hvad han mener, når han spørger, om det er nødvendigt at have så travlt, for “hvad nu, hvis du dør om 30 sekunder?” Sandt. Men hvis jeg nu ikke gør, er det stadig rart nok at have styr på gaverne inden d. 24.)

Anyway: Det fungerer indtil videre ret godt at have gjort sig bevidste overvejelser om de begivenheder, der på papiret virker som den hyggelige essens af jul, men med små børn ofte viser sig mere at være essensen af helvede.

I tilfælde af at andre kan bruge mine erfaringer so far til noget, følger her:

SÅDAN UNDGÅR DU DEN VÆRSTE JULESTRESS MED SMÅ BØRN – EN LISTE:

Med alle punkter gælder det, at hvis det lige nøjagtigt er DENNE aktivtiet, der gør julen for dine børn, så skal den selvfølgelig gennemføres, men ikke før du har lavet en benhård og brutalt ærlig SWOT-analyse af, om du bliver så stresset af logistikken omkring det, at du forvandler dig til Frådende Mor, som ingen ønsker i bytte for et juleshow med Postmand Per.

Just say no to hard drugs og juletræsfester

Der er få ting, der kan stresse alle involverede parter så meget som juletræsfester. Det er kaotisk, det larmer og alle har et blik af desperation i øjnene, hvis du kigger godt nok efter. Overvej, om det er værd at bytte ud for en rolig weekend-dag derhjemme, hvor man kan jule i nattøj og lade op til andre, mere nære begivenheder.

Skovture og juledekorationer

Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her: Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.

Julepynt

Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.

Pakkekalender

Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen.

(Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det.)

Drillenisser

Jeg har en af de små døre, man kan sætte ved gulvpanelet. Frida er fuldstændig elektrisk over det, og så bliver det faktisk hyggeligt at gå og planlægge. Vi skriver et brev på et par linjer til ham om aftenen, som han så svarer på i løbet af natten, og jeg vil gætte på, at de breve bliver ret sjove at have om nogle år, fordi det 100% er børnene, der får lov at diktere. Vi har indtil nu skrevet 5 breve om, at vi ønsker os en lillebror. (Hahaha. Nej.)

Jeg har slået 2 fluer med ét smæk: Det er nissen, der har gaver med, og det er også ham, der driller. Hold. Det. Simpelt. For selvom det ikke tager 20 minutter at binde bord og stole ind i vitavrap om aftenen, så skal man stadig nå at Ih! og Åh!’e næste morgen – og at rydde op. Et lille pro-tip er at forvandle noget af det, man alligevel skal, til drilleri. F.eks. har jeg frosset lommepengene ned, pakket tandbørsterne ind i sølvpapir, gemt tøjet i ovnen, bundet skoene sammen med gavebånd, farvet mælken blå og vendt stolene om. Det er også nissen, der har pakker med om søndagen. 24 aktiviteter kræver opfindsomhed, og hvis man lægger fra med at pakke hele huset ind i gavepapir, bliver det lange 24 dage.*

Julebag

SÅ hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår! Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.

Ovenstående er, hvad jeg indtil videre har gjort mig af erfaringer omkring downsizing af julestress. Hvis nogen derude ligger inde med andre fif og tricks er jeg lutter øren.

—————————————————————————————–

*Jeg har i år up’et mit game yderligere ved at have brugt weekenden (og min hjerne og mine fb-venner og internettet generelt) på at lave en liste over 21 nisse-drille-aktiviteter, så jeg ikke – som sidste år – sidder og river mig i håret, når klokken er 22, og jeg egentlig var på vej i seng, og pludselig kommer i tanke om, at jeg er bagud på dril.

(Det dejligt runde tal dækker over 20 nisseløjer og 1 aktivitet til børnehavenissen. Dertil kommer 4 adventsgaver)

Hvis andre er idéfattige, kører man bare copy paste. Alle ideer er nemme at lave, og enten nemme at rydde op, eller noget, som man kan lade stå/være, til man kommer hjem om eftermiddagen. 

1. Pakke madderne i madpakken ind i gavepapir (som er det eneste, jeg pakker ind. Jeg ser INGEN grund til at lave “sjove” pranks, hvor bøger og iPads pakkes ind i gavepapir, så børnene reelt tror, at de får en gave, som så bare viser sig at være #Lol #Surprise #SameOldShit)

2. Bytte indholdet i børnenes tøjskabe rundt

3. Tegne smileys på fødderne af dem, når de sover

4. Klippe håret af tandbørsterne

5. Skifte vitaminpillerne ud med M&M’s

6. Sætte nisseklistermærker på alle lyskontakter

7. Fylde bilen med balloner

8. Bytte kalenderlyset ud med en gulerod

9. Stjæle pæren i lampen, og hænge en guldstjerne der i stedet

10. Vende alle billeder på hovedet

11. Tegne overskæg på både dem og mig i løbet af natten

12. Gemme alle tallerkener og sætte en guldstjerne i stedet

13. Line alle sko op gennem entreen og sætte bamser og dukker i

14. Hælde små glimmerstjerne i ærmerne på jakken, julebogen, skoene osv. 

15. Lave snefnug med sne-spray på spejlet i badeværelset

16. Give børnene et lille juletræ hver, og en lille æske med pynt

17. Udskifte cornflakes med lego/perler

18. Vikle piberensere om alle dørhåndtag

19. Hænge slikstokke op i kroge og karme med rødt silkebånd

20. Lave en analog laser-fælde med rødt gavebånd, så børnene står op til et edderkoppespind, der skal forceres

21. Sætte juleklistermærker i madpakken

Kød, klima og kritikere

I kølvandet på mit forrige indlæg The Love Boat, har jeg fået et par mails fra læsere, der beder mig om at nuancere billedet, fordi ikke alle er enige i, at klimaforandringer er en ting.

Jeg vil gerne dele det her indlæg op i to. Først en lille metabid om mails og blogindhold, og derefter det egentlige indlæg.

For at tage det fra en ende af: Jeg elsker at få mails fra jer derude. Det er fantastisk, at I engagerer jer, og jeg svarer på samtlige mails, jeg får. Det manglede bare. Da jeg i sommer startede ‘I spørger, jeg svarer’-serien var det egentlig en pludselig indskydelse, men jeg blev overrasket over, hvor meningsfyldt det føltes at skrive om emner, som I derude efterlyste.

Jeg holder meget af den bazar, min blog har udviklet sig til at være. Et sammensurium af erfaringsudveksling, ren underholdning og drøvtygning af emner, der interesserer mig.

Men jeg kan også mærke, at jeg har brug for at sige, at det her er en blog. Det er ikke en avis, og jeg er ikke underlagt nogen former for public service-forpligtelser. En stor del af grunden til, at jeg ikke kører med reklamer og spons er, at jeg vil kunne skrive, at jeg synes, himlen er rød med grønne prikker, uden at skulle stå til regnskab over for andre end mig selv. AL debat er velkommen, og jeg tror, uden pis, at jeg har det mest ordentlige kommentarfelt i hele blogland.

Derfor kan jeg også mærke en lille spænding bagerst i kæben, når man gerne vil have et synspunkt frem, men ikke selv vil være den, der skriver det. Jeg har første gang til gode at se nogen blive lynchet i mit kommentarfelt, og derfor synes jeg, at det må være en rimelig forventning, at man selv står på mål for det, man gerne vil bære til debatten. Det kommer til at lyde fedterøvsagtigt, men jeg tror faktisk, at lige præcis de læsere, jeg har, gerne vil være klogere. Jeg kan i hvert fald se, at mange af de links, der bliver delt i kommentarfeltet, bliver brugt, og der bliver diskuteret, flittigt og ordentligt, på kryds og tværs.

Sagt på en anden måde: Jeg vil ikke lave bestillingsarbejde, men jeg byder alle inputs velkomne med åbne, taknemmelige arme.

Når jeg alligevel vælger at efterkomme ønsket om, at det skal være mig, der italesætter synspunktet om, at klimaforandringerne måske ikke kun er menneskeskabte, er det fordi jeg (for en gangs skyld) utrolig gerne vil tage fejl.

Jeg kommer jævnligt et sted, hvor en lærer er meget optaget af klimadebatten – men som kritiker af, hvordan vi som borgere og samfund forholder os til den viden, der er tilgængelig. Hans synspunkter ligger meget op ad dem, der bliver beskrevet i den her artikel, der var linket til i en af de mails, jeg fik tilsendt. Den er både saglig og grundig, og jeg vil opfordre til, at man lige bruger 3 minutter på at læse den, inden man læser videre.

Jeg synes, at alt, hvad han skriver, lyder fornuftigt. Jeg kan sagtens se argumentet med, at klimaet har udviklet sig voldsomt igennem hele klodens levetid, og at det, vi oplever lige nu, måske blot er næste led i denne udvikling.

Og jeg er helt enig i, at vi skal forholde os kritisk til det, når noget bliver vedtaget som sandhed, bare fordi det føles rigtigt.

Men det, jeg hver gang savner, når jeg læser kritikernes indlæg og hører dem tale, er deres bud på, hvad vi skal gøre. For det, jeg indtil videre er stødt på, er en holdning til, hvordan vi fortolker den viden, der er tilgængelig – ikke, hvad vi gør ved den. Og her kommer vi nok til det, der for mig er kernen: Jeg tror ikke, vi har tid til at vente og se, hvem der har ret.

Hvis man helt ser bort fra, at gletsjerne smelter, og at temperaturen er steget en hel grad, så bliver vi flere og flere mennesker, der skal leve af den samme kage, hvilket nok egentlig er det største problem. Derfor er min holdning, at det i hvert fald ikke kan være en dårlig ide, at vi bliver mere bevidste om, hvad og hvordan vi forbruger, og hvordan vi passer bedre på de ressourcer, vi har.

Der forskes i vildskab i bæredygtige løsninger, der skændes på højt plan om, om klimaforandringerne er reelle eller indbildte, men faktum er, at det kommer til at tage tid at vende udviklingen, og ændre vores måde at leve på. Min generation ANER ikke, hvad knappe ressourcer vil sige, og kviklån og afbetalingsordninger er måske det bedste bevis på, at det, jeg ønsker mig

Og den tror jeg ikke bliver ved med at gå.

Men når alt det er sagt, vil jeg meget, MEGET gerne give plads til holdninger og synspunkter fra dem, der ikke er enige. Som jeg skrev i starten, er det her et af de steder, hvor det virkelig ville være skønt at opdage, at jorden faktisk ikke er flad, selvom de fleste af os har købt ind på dén præmis.

Så far trygt i blækhuset, og kommentér. Der bliver hverken peget fingre eller fundet høtyve og fakler frem, det lover jeg.