Solskin i november

Det slog mig i aftes, at det er længe siden, jeg har skrevet et helt almindeligt ‘hvordan går det’- indlæg. Der har været meget at mene meget om de seneste måneder, og det har naturligt nok været det, der har siddet mest løst i fingrene, når jeg har haft fat i Mac’en.

Men sideløbende med, at verden er vanvittig uden for døren, synes jeg faktisk, at vi er et godt sted inde bag den.

Efter år med udredninger, skoleskift, tværsmøder, firmaopstart plus det løse, har det været fuldstændig vidunderligt med noget helt gennemsnitlig hverdag, hvor det går op og ned, som det altid gør i showbizz, men hvor der ikke hele tiden er Noget Stort & Bøvlet, der kræver fokus og kræfter.

Ungerne er flyvende, og de bliver store.

Anton er lige så høj, som jeg er nu, og stemmen er faldet flere oktaver. Han har rykket sig markant, efter at han er startet på speciallinjen, og i dag tænker jeg, at jeg skulle have flyttet ham noget før. Dengang var jeg bange for, at det faglige niveau ville være for langt under det, han sad i i det almene tilbud, men i dag står det lysende klart, at niveauet er irrelevant, hvis man bruger alle sine kræfter på bare at være til stede. I den nye klasse er normeringen LANGT bedre, og børnene bliver mødt, præcis hvor de er – og så er der pludselig overskud til at forholde sig til både verber og ligninger.

Fordi det er en klasse, hvor der løbende kommer nye børn til, bliver de med jævne mellemrum delt op på kryds og tværs, så klassesammensætningen er så optimal, som det er muligt. Det betyder, at jeg som mor ikke har den samme fornemmelse af børnene, som jeg havde i den gamle klasse, men fordi de er ved at være store, er det heller ikke længere så vigtigt. De var en nem flok at have med til lasergame, og de hyggede sig helt vildt. På madsiden skal jeg lige lære, at det med så mange sensorisk udfordrede børn ikke er nødvendigt at medbringe meget forplejning, for godt nok havde jeg tænkt tekstur og smag ind, men jeg havde taget med, så der var nok af alt til alle…

På plussiden blev naboerne glade for al den overskudskage.

Lige nu taler vi lidt om den kommende konfirmation; om han gerne vil konfirmeres eller ej. Hans umiddelbare svar, da vi talte om det i sommer, var nej, men fordi jeg var lidt usikker på, om det handlede om, at han ikke 100% forstod konceptet, eller om det reelt var et nej tak, blev kompromiset, at han følges med de andre til præst frem til juleferien, hvor vi så sammen træffer en beslutning.

Frida er – stadig – et livsstykke uden lige. Hun går i 3. klasse nu, og var nær besvimet i Bilka forleden, da vi så en eller anden YouTuber, som jeg ikke aner hvem er. Dukkerne er på vej ud, mens kreasysler og udtryk som demure og cringe er på vej ind, og hun ved præcis, hvem hun er. Hvilket jeg er helt blæst væk over. Så lille og dog alligevel så tryg i at være helt sin egen. Hun udbryder jævnligt ting som ‘Yes, queen!’ eller ‘It’s giving seasonal depression!’ når jeg kommer ud fra badeværelset om morgenen (ja, undskyld, men vi er NOGEN, der elsker sort!), og hun er hæsblæsende god til både engelsk og alt, hvad der har med apps og device-opsætning at gøre.

Hun er også barnet, der føler alting ekstra meget, og som, inden hun får sin medicin om morgenen, speedsnakker og godt vil vide, hvilket hus, jeg ville have boet i, hvis Anton og jeg var flyttet, MENS hun var i min mave. Om der ville have været trapper? Om det ville ligge i Californien? Om vi ville have haft en hund? Hvad for én? Hvad farve ville huset være? Ville man kunne se over til mormor og morfar fra vinduerne? Hvorfor er Elon Musk egentlig hele tiden over det hele? Hvornår er det jul? Kan vi få en lillebror?

Så altså. Ja. Hvis du blinker, falder du af.

Og mig? Jeg står op hver eneste dag og glæder mig over, at jeg er min egen chef. Det giver somme tider lidt ekstra arbejde, og det er ikke altid uden udfordringer. Men det er det bedste, der er sket i mit arbejdsliv, og jeg er nærmest hysterisk taknemmelig over, at jeg har valgt et fag, hvor det er en mulighed.

Samtidigt er vi også nu et sted, hvor jeg ikke behøver at mandsopdække børnene 24/7. Det er work in progress, men for tiden prøver jeg at lægge en dag om ugen ind, hvor Anton henter Frida fra skole, når taxaen har sat ham af, og så er de alene, til jeg kommer hjem. Det gør en verden til forskel, fordi det giver mig lidt luft og manøvrerum, som jeg ikke har haft i 14 år.

Hvilket ser lidt vildt ud, når man ser det på skrift.

Der er ro på bagsmækken i omgangskredsen, alle mine mennesker har det godt, og selvom jeg godt ved, at livet aldrig står stille, og at ingen kender dagen i morgen, så nyder jeg, at ruten lige nu går gennem et naturskønt område, hvor brisen er mild, og solen skinner.

I øvrigt:

*Var jeg forleden på opgave i den sydligste del af Danmark, og benyttede lejligheden til lige at vippe over grænsen efter et par småting. Det var en anden grænseovergang, end den, jeg plejer at bruge, og da jeg kom ud af butikken, tænkte jeg: “Ej. Jeg kan sgu da sagtens finde hjem herfra uden gps!”

Lad dette være en advarsel til de af jer, der havde tænkt, at I bare ville følge efter mig, når apokalypsen rammer. Don’t. Jeg befandt mig under 3 km. fra den danske grænse, og det lykkedes mig stadig at fare vild. Vild-vild. Jeg ved nærmest ikke, hvordan det fysisk er muligt?

*Smed jeg i morges en amatør-exitpoll op på min fb-væg, men kommentarfeltet udviklede sig til en krigszone på rekordtid, så jeg pillede det ned igen. Men I plejer at være godt i vater, så nu kører vi den sgu her i stedet. Hvem tager den på tirsdag? Harris eller Trump?

*Hørte jeg forleden sangen ‘The Wanderer’ beskrevet som “the original version of ‘(I’ve got hoes In different) Area Codes’”. Jeg fnøs kaffe ud gennem næsen.

*Føler jeg mig sjældent talt mere ned til, end når firmaer sender reklamemails, og lader som om, afsenderen er en konkret person. ‘Marianne fra Lace’. ‘Morten fra Sport24’. Fuck af med det der. 

*Vil jeg gerne, til de af jer, der har Podimo, plugge podcasten ‘Hestepigen fra helvede’. Den er mere end almindelig vanvittig.

*Håber jeg, at én af de tendenser, vi snart kan lægge bag os, er profiler på sociale medier, der ikke er bange for at pege andres fejl ud – men gerne lige selv vil være anonyme. Jeg hader dem. For det er SÅ gratis at mene alt muligt, når man ikke selv skal stå på mål for det, man siger, og det taler ind i den hater-kultur, som for mig at se er en stor del af problemet ift. tonen på nettet.

Det seneste eksempel jeg er stødt på, er instaprofilen cand.merc.memes, som i sidste uge havde et opslag, hvor han med slet skjult fryd kastede sig over Peter Falktoft og Esben Bjerre.

Her vil jeg gerne være 100% transparent: Jeg elsker dem. Jeg har været med siden allerførste Monte Carlo-program, og jeg er derfor ikke på nogen måde neutral her.

Jeg er bestemt ikke altid enig med dem. Der er emner, hvor vi er SÅ uenige, at jeg bare er nødt til at lade som om, at jeg ikke hørte, hvad de sagde – men det, der redder dem for mig, i dag og for altid, er, at de aldrig nogensinde gemmer sig. De har stillet sig op, hvor alle kan se dem, og har skabt en karriere på spitball’e på alt, hvad tilværelsen byder på for åben mikrofon.

Når man gør det, vil man komme til at udtale sig om emner, man faktisk ikke ved ret meget om, og man vil komme til at diskvalificere udfordringer, man ikke har prøvet på egen krop.

Men det er misforstået, at man skal være enig i alt, hvad de offentlige personer, man har købt ind på, mener og siger. Det kan ikke lade sig gøre. Det, man er nødt til at beslutte er, om man i bund og grund mener, at de er gode mennesker med gode intentioner. Og det kan man KUN gøre, hvis man ved, hvem de er.

Når man gemmer sig bag en anonyme profil, gør man det, fordi man godt ved, at ingen er perfekte, og at der vil være noget at finde hos os ALLE, hvis man sætter sig for at lede. Netop derfor er det ekstra ulækkert, når man skaber en karriere på at pege fingre af navngivne personer og profiler, mens man samtidigt sikrer sig, at man ikke selv risikerer at blive udsat for samme behandling.

Som en sidste kommentar synes jeg faktisk ikke, at det burde være muligt at køre sponsoreret indhold, hvor man får penge for at prøve at meningsdanne, når modtagerne ikke ved, hvem afsenderen er, og dermed hvad incitament, vedkommende kan have til at ønske at trække holdninger i en bestemt retning.

(Og bare inden nogen råber: HVAD MED DIG SELV!? Jeg er tegnsprogstolk. Jeg hedder Linda. Jeg bor i Esbjerg. Jeg har skrevet en bog. Jeg nævner mine børn ved navn, jeg har medvirket i en solid stak artikler, og jeg har mit eget billede på min instaprofil. Hvis man ikke kan google sig til mit fulde navn på under 2 sekunder, har man ikke fortjent at have adgang til internettet).

Når du køber din taskforce på Temu

Få ting irriterer mig så meget som debatten om Temu og de andre kinesiske handelsplatforme.

Jeg vil gerne starte med at sige det, så det ikke kan misforstås: Det her indlæg er IKKE et endorsement af Temu, og jeg ville blive meget, meget ked af det, hvis nogen bruger det som undskyldning for at gå fuld Braveheart på appen.

Men.

Jeg kan næsten ikke holde ud, at samtalen er så tilstræbt naiv.

Jeg vil ikke udelukke, at jeg pga. mine børns diagnoser er præ-udtrættet af, at lort flyder nedad, og at alle led i en kæde, der har nogen, de kan sende sorteper videre til, gør det uden at blinke med øjnene – men jeg får lyst til at rive mine arme af over, at Forbrugerrådet Tænk, Kemiluppen og alle 179 politikere fordømmer Temu, Shein osv. – men lægger det over på forbrugerne at navigere i noget, der er fuldstændig uigennemskueligt, og som reelt er konsekvensen af, at politikerne stikker hovedet i jorden.

Det bliver ikke nemmere af, at der er masser af sæbekasser at stille sig op på i den her samtale, fordi man både kan fokusere på børnearbejde, overenskomst, løn, alternative indtægtskilder for familier i Kina og at vi i Europa selv har gjort os sårbare ved at læne os så tungt op ad udenlandske enkeltspillere.

For jeg er med på, at det ikke er problemfrit bare at ban’e Temu, for Temu er kinesisk, og Kina er en af vores største samarbejdspartnere, både på import og eksportsiden. Vi er – lige nu – afhængige af, at vi fortsat har adgang til billige dele og komponenter, som vi bruger i produkter, vi laver herhjemme, fordi vi i Kina kan købe dem så billigt, at det er afgørende for, at vi fortsat kan være konkurrencedygtige.

Derudover er det også nødvendigt at bevare en nogenlunde relation til kineserne, hvis vi i EU og vesten skal gøre os forhåbninger om at få dem med ombord på den grønne omstilling.

Det er gode og vigtige argumenter for ikke at save samarbejdsgrenen over, og det er både nemt og gratis for mig at mene, at det bare må være et spørgsmål om at knalde samme toldsats og håndteringsgebyr på de kinesiske varer, som er pålagt de amerikanske, for så ville problemet være løst.

Men lige nu synes jeg, at politikerne beder forbrugerne om at løse problemet for dem, og det er ikke i orden.

For selvFØLGELIG er det en dårlig ide at købe elektronik, legetøj og make up på Temu. Du risikerer at brænde dit hus ned, mens du sidder med åbne kødsår i ansigtet og 24 små, løse plastikdele på tværs i halsen. Det burde ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre at hive den slags hjem på matriklen.

Men når Magnus H. taler om Temu, så taler han om platformen på en måde, der får det til at lyde, som om alting derinde er farligt og miljøskadeligt.

Det kan sagtens være, at det er tilfældet – men så bliver vi nødt til også at tage den anden del af samtalen, hvor vi italesætter, at ingen brokker sig, når vi køber de selvsamme varer, som tilbydes på de kinesiske apps, i danske butikker.

Og her taler jeg ikke om de varer, hvor Temu bruger billeder af (danske) designervarer som reklame for billige efterligninger; her taler jeg om madkasser, jeg først har set i reklamer for på Temu, for så, en måned senere, at se dem på hylden i Normal.

– i øvrigt ved siden af den glimmerstick, som er identisk med den, min venindes veninde havde med i tasken, da vi var i byen sidst, og som hun havde købt på Ali Express.

Eller de små akrylæsker, jeg næsten ikke har kunne komme udenom i mit feed, som pludselig står sirligt linet op i Flying Tiger.

Eller spotvarerne i Netto, eller motivationsdrikkedunkene i Bilka, eller det her spejl i Elgiganten:

Og det kan godt være, at der, når du klikker ind på varen, står, at det bliver solgt ‘gennem 3.part’ – men at gøre den tilgængeligt gennem en kendt, etableret, dansk virksomhed gør det i hvert fald ikke *nemmere* for forbrugerne at gennemskue, hvad problemet egentlig er.

Er det farligt, eller er det ikke?

Det hele? Eller kun noget af det? For hånden op, alle dem, der på stående fod kan fortælle, hvad vi tester og tjekker for herhjemme, og hvordan proceduren er? Tjekker vi alt? Kører vi stikprøver?

Det kan man slå op, men det er ikke det, der er pointen her. Pointen er, at vi lige nu kører en form for selektiv samhandel, hvor vi med den ene hånd tilbyder varer fra Kina overalt i detailhandlen, mens vi holder den anden formanende op og beder forbrugerne være i stand til at forstå, hvorfor de ikke bare kan købe den selv – til en fjerdedel af prisen.

Og så er der en form for politisk cherrypicking her, der giver mig lyst til at se, hvad ville der ske, hvis man i en Tænk-test kørte et tilsvarende tjek af 98 tilsvarende produkter fra Normal eller Søstrene Grene.

Samtalen er simpelthen nødt til at blive bedre, hvis det her problem skal løses.

For jeg bliver helt tør i munden af frustration, når jeg i dag kan læse, at der er ‘nedsat en taskforce’ der skal finde ud af, hvad der kan gøres – og at der er sat midler af til en ‘oplysningskampagne til forbrugerne’.

Her vil jeg gerne, helt gratis, spare jer for konsulentudgiften: Der er ingen, der har brug for oplysning. Vi ved det godt. Ligesom vi også ved, at rygning og alkohol er farligt, og at cykelhjelmen ikke redder os, hvis den ligger i cykelkurven, når vi vælter.

Det hjælper bare ikke, når vi konstant bliver fristet over evne, og det giftige æble er både let tilgængeligt og (næsten) gratis.

Og endelig er det måske også meget at bede om, at forbrugerne skal kunne sige nej til besparelsen, når staten siger ja til fortjenesten:

Unbecoming

Jeg er meget i mit hoved for tiden. Der er en masse fragmenter, der ligger og skøjter rundt, og jeg aner en slags sammenhæng i det tema, de udspringer af, uden at jeg helt kan sætte fingeren på, præcis hvori det består.

Der sker meget omkring mig. Folk tager opgør, der har været optræk til længe, de konfronterer hinanden, trækker sig, går, bliver uvenner og får nok.

Noget af det handler om et mærkeligt sammentræf, hvor mange af os samtidigt har ramt det punkt, hvor en ændring, der er sket langsomt og gradvist, pludselig er blevet synlig og mærkbar.

Lidt som når man ikke lægger mærke til den snigende hovedpine, temperaturen, der stiger en halv grad og næsen, der stopper til – men pludselig, når ledsmerterne sætter ind, kan mærke det hele samtidigt og går fra at være rask til at være syg på et splitsekund.

På samme måde er det for tiden som om, at det, folk har levet med og accepteret længe, pludselig ikke længere kan ignoreres – eller tolereres.

Vi er nok alle tilbøjelige til at se dem, vi holder af, gennem et filter af de mennesker, de var engang. Venskabet, kærligheden, og de fælles relationer og interesser. Erindringer om tidspunkter, hvor vi havde det svært, og de var der for os.

Og vi kommer automatisk til at antage, at de stadig er derinde et sted, og at svigt og skuffelser bare handler om dårlige dage, travlhed eller #life, som lige kom i vejen. At den dårlige opførsel eller manglen på omtanke og indsats er undtagelsen, mens reglen er en stærk og givende relation.

Men det skal jo vende på et tidspunkt, hvis det er tilfældet, og jeg har brugt det sidste år på, hver gang et menneske, jeg interagerer med, skuffer, lader mig trække læsset eller tackler noget givent på en måde, jeg synes er uhensigtsmæssig, at overveje, om jeg ville danne en relation til den person, hvis jeg mødte dem forfra med den adfærd og de prioriteringer, de har i dag.

Det kan lyde hårdt og meget noget-for-noget. Det er ikke sådan, jeg oplever det, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg ser gå gennem den samme udvikling.

Det ser ud og føles mere som noget aldersudløst, tror jeg? At vi, hvis vi er heldige, står midt i livet nu, og måske, ubevidst, gør status? Vurderer, hvad vi gerne vil have med videre, og hvad tiden er kommet til at slippe?

Da jeg begyndte at pusle med det her indlæg, kom jeg til at tænke på en kommentar, som en af jer lagde på det sidste indlæg, jeg skrev om relationer. Jeg kan ikke huske ordlyden, men det var en let, oprigtig undren over, at der i mit liv kunne være så mange problematiske relationer. (Det var ikke sådan, det var formuleret, og nu synes jeg, at det lyder passivt-aggressivt, når jeg parafraserer det, og det var slet ikke sådan, jeg opfattede det). Den kommentar har jeg tænkt meget over, fordi jeg er et menneske, der kan være ret kompromisløs i mine nære relationer. Der er langt til min grænse, men rammer du den, er løbet kørt.

Derfor fik den kommentar mig til at tænke over, hvordan det kan være tilfældet, for når man har været god til at gøre rent bord over årene, burde der jo ikke være så mange tilbage at luge ud i.

Men forleden, da jeg var på keramikmalerdate med en veninde, kom vi til at tale om grænser. Og her var der noget, der gik op for mig – for vi ligner på mange måder hinanden i vores måde at være i verden på, og for os begge gælder, at vi virker som magneter på mennesker, der mangler publikum og terapeuter.

Om det er fordi, vi er gode til small talk og til at lytte, eller om det handler om, at vi begge har ting med i posen, der gør, at vi kan relatere til, hvordan livet føles, når det ikke er nemt, ved jeg ikke. Men da vi sad og talte om det, gik det op for mig, at det ofte er dé relationer, hvor jeg bøvler med grænser – fordi jeg ikke helt forstår, at folk ikke sætter dem selv. For mig er noget af det værste, du kan byde mig at blive VED med at gå over en grænse, jeg allerede *har* sat.

Og det er klart: I et venskab ville jeg aldrig acceptere det. Men voksenlivet kommer med relationer, hvor man ikke er helt så fri til at vælge. Andre børns forældre, papbørn, kæresters ekskærester, naboer og kolleger er alle eksempler på mennesker, vi kan være nødt til at finde en måde at sameksistere med, uanset om vi har lyst eller ej.

For selvfølgelig kan man trække grænserne hårdt op. Men jeg tror, mange af os i de her tilfælde forsøger at vælge den lempelige vej, fordi det er mennesker, vi har et tvunget fællesskab med, og hvor en konflikt kan få nærmest uoverskuelige konsekvenser.

Men jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, jeg har det sværere med, end at være nødt til at sætte den samme grænse flere gange, og det har for mig altid været svært og frustrerende, når jeg bliver tvunget til at gøre det alligevel.

Og her tænker jeg for tiden rigtig meget over, at det handler om komfort, vane og manglende træning. For al udvikling er svært og grimt og bøvlet, og særligt når livet omkring os ikke lige trækker ind til siden, så vi kan få ro til at gro nye vaner, er det nemt at falde tilbage til det, man plejer og kender.

Men måske er livet ikke så meget er en øvelse i at forsøge at undgå at gentage mønstre og adfærd, man har set, lært og gentaget hele sit voksne liv.

Måske ligger øvelsen i at opdage det, når man ufrivilligt gentager det, man kender og forstår – og så gøre noget andet?

Måske ligger udvikling og vækst der, hvor man stadig gentager mønsteret, men ændrer sin reaktion. Som f.eks. når vores generation, mod bedre vidende, kommer til at råbe ad vores børn – men bagefter bruger den nødvendige tid på at undskylde og samle op i forsøget på at gøre det bedre. På at blive bedre.

Måske er det den udvikling i os selv, der får os til at stille krav til de mennesker, vi har i vores liv, både i de nære og i de perifære relationer nu. Som får os til at indse, at en relation ikke består af sig selv, og at den kun er værd at bevare, hvis den er vigtig nok for begge parter til, at de gør sig umage.

Måske er det først midt i livet man opdager, at en fælles opgave ikke kan løses alene, og at det i alle typer af skæve relationer er den, der giver mest, som til sidst er tvunget til at trække grænsen. For den, der tager, gør det ikke.

Screenshot

M2024, uge 32

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne måned:

1.

Har jeg været i gang på Fridas værelse igen, fordi hun pludselig gerne ville have et skrivebord.

Det er sådan set helt forståeligt, for hun er et kreativt barn, og da jeg samtidig længe har tænkt, at det skrivebord, jeg har i stuen, skal noget andet, var det oplagt at starte med at sætte det ind på hendes værelse.

Det var godt, jeg gjorde det, for dels kunne jeg med det samme se, at det var ALT for stort, selvom det egentlig på mål burde have været fint, og dels fungerede det SLET ikke at stille det, hvor jeg havde tænkt, det skulle stå. Men fordi jeg lavede den mellemregning, betød det, at jeg pludselig havde en langt mere kvalificeret ide om, hvad det egentlig var, vi skulle ud og købe, og hvor det skulle stå.

Bordet er ankommet og sat op, og skrivebordet fra stuen er i mellemtiden vandret ind til Anton, hvor det faktisk har vist sig at passe perfekt.

Jeg elsker, at vi er endt med at kunne bruge noget, vi allerede havde, og jeg er OGSÅ glad for at slippe for Marketplace & De Tusind Spørgsmål.

2.

Fridas værelse er lige så småt, som det var, sidst vi talte om det, og det betyder, at nogle af møblerne skal ud, når hun har soveaftaler, og stabelsengene skal stå ved siden af hinanden.

Derfor havde jeg brug for en løsning til de ting, der skal stå på skrivebordet, som betyder, at det ikke tager 18 måneder at tømme bordet, når det skal løftes ud. Jeg endte med en væghængt køkkenstang af den slags, som jeg selv har i soveværelset til mine kjoler.

De store bestik-krukker er perfekte sakse, tusser og farveblyanter, og som ekstra plus optager de ikke plads på bordet, når man sidder ved det.

Når hun skal have lavet værelset om igen, kan stangen uden problemer pakkes væk, for den optager ingen plads, og senere kan den bruges til 600 andre formål. 

3.

Med bordet af vejen i stuen har jeg nu fået bedre plads til mit træningsgrej, som jeg har været inderligt træt af at have liggende på gulvet. Det er ikke særlig fedt at bakse rundt med håndvægte og vægtskiver, der er fulde af nullermænd, og det er sgu også bøvlet at skulle flytte 80 kg. metal, hver gang man skal støvsuge.

Jeg startede med at google ‘racks’, som de stativer, vægte ligger på i fitnesscentrene hedder – men indtil vi lige finder ud af, hvordan jeg sælger samtlige mine indre organer på dark web, og stadig lever videre, bliver det ikke løsningen.

Efter at have tænkt noget mere, slog det mig pludselig, at møbelhunde måske faktisk var en mulighed. 

Og hvis man aldrig har hørt det udtryk før, så er det sådan en her:

De kan bære ret mange kilo, hjulene kan låses, og så kan de bruges til blomsterkrukker og til at flytte rundt på tunge ting derhjemme, hvis de senere er i overskud.

Jeg fandt et par stykker i Harald Nyborg til næsten ingen penge, købte en yogamåtte til 40 kroner, som jeg klippede to stykker af, der passede, og nu ser det sådan her ud:

Min træningsbold fik en underskål fra en urtepotte at stå i, så den ikke triller rundt, men så der stadig ikke sker det store, hvis en af Frida venner, (som ikke *kan* gå forbi mit træningsgrej uden at skulle pille ved det) smider sig på den.

Jeg er MEGET tilfreds med mig selv.

Månedens Mål, august (1/4)

Nu, hvor det hele har været lidt løst i sammenføjningerne sommeren over, har jeg besluttet, at mit mål resten af august er et godt, gammeldags husholdningsbudget. Jeg har lidt for længe været lidt for god til bare at købe det, vi har lyst til at spise, og det koster.

Derfor vil jeg måneden ud prøve at lave et budget, uge for uge, og se, hvad vi kan klare os for, hvis jeg udviser en smule disciplin. Tanken er at flytte en vis sum penge over på mit ekstra visakort, og så lade det være mad/husholdningskortet. På den måde håber jeg at kunne holde snuden i sporet, for det, der er gået galt, når jeg tidligere har prøvet den her model er, at det bliver for svært at holde tingene adskilt, når alting betales med samme kort.

Mit første forsøg hedder 500 kr. til en uge. Om det er helt skudt ved siden af, ved jeg ikke endnu – men det gør jeg i næste uge.

Jeg håber, at det kan gøre det muligt endelig at etablere den opsparing, jeg så længe gerne har ville starte.

*

Det er skønt at være tilbage. Jeg håber, at I har haft verdens bedste sommer, og er klar til, sammen med mig, at tage hul på hverdagen igen.

M2024, uge 26

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge:

1.

Har jeg brugt uforholdsmæssigt mange timer på at finde ud af, hvad der er op og ned på abonnement og priser på en ny telefon. 

Begge børn trænger til en ny mobil, og jeg har af en veninde købt en iPhone 11 med masser af hukommelse til Frida, som har ti millioner billeder og videoer af hende og damerne liggende.

Planen er, at jeg køber en 15’er til mig selv, og at Anton så overtager min 12’er – men jeg kan ikke få lov at tage mit nuværende abonnement med over, hvis jeg køber en ny.

Og jeg ved godt, at YouSee skal tjene penge på abonnementet, når de giver rabat på telefonen – men lige nu har jeg 100 GB til 159 kr. i måneden, og det tætteste, jeg kommer på med en ny, er 80 GB til 219 kr. Det har jeg selvsagt ikke lyst til.

Jeg har ALT samlet hos YouSee, og har været kunde der i over 12 år, og det bliver sgu lidt en principsag for mig, at jeg ikke vil straffes for at smide næsten 10.000 kr. hos dem.

Derfor er jeg ved at kigge på, om jeg skal flytte rub og stub, eller om jeg skal købe mobilen på afbetaling hos f.eks. Elgiganten – for det er jo i princippet det samme, man gør, når man køber den gennem sit teleselskab. Betalt af over to år, betyder den højere abonnementpris, at jeg faktisk kan betale 1440 kroner mere for telefonen et andet sted, og stadig vinde, fordi jeg sidder med 100 GB i stedet for 80.

Derudover hænger jeg på den højere pris for abonnementet, når telefonen er betalt ud, så den ender med at blive dyr på sigt, selvom den måske er lidt billigere nu.

Erik, som jeg havde til Økonomi & Regnskab på handelsskolen, var nærmest tvangshysterisk med at indprente os, at det er de faste udgifter og ikke de variable, der er farlige, fordi de faste er sværere at komme af med igen. Han ville være stolt af mig nu.

2.

Har jeg kørt en hurtig oprydning i de fire køkkenskabe, hvor jeg har glas, skåle, tallerkner og plastbøtter, fordi jeg pludselig syntes, jeg havde for meget af det hele.

Det var ikke planlagt, og det er jo ikke mere end 5 måneder siden, jeg var skabene igennem sidst, men der er kommet et par nye skåle til, og jeg har også købt en håndfuld glas med låg og sugerør, fordi der altid er børn i det her hus: Det er smart, at de kan have deres saft med i haven, uden at det bliver hvepsenes foretrukne spa-resort, og det er også meget rart, at det ikke er HELE glassets indhold, de hælder ud over gulvet, når de kommer til at vælte det på værelset.

Jeg valgte at rydde op en dag, hvor jeg var edderspændt rasende, og det kan anbefales, for dels gik det virkelig hurtigt, og dels var jeg MEGET villig til at skille mig af med alt, der ikke sparkede instant joy. 

3.

Ved jeg ikke, om det er luftfugtigheden, der generelt er blevet højere, eller om det er fordi begge børn pludselig kan bruge tiiiiiimer på badeværelset, men jeg synes, der hurtigere opstår skimmelsvamp i bruserummet nu, end der tidligere har gjort. Og hvor det før sad de helt forudsigelige steder (f.eks. hjørner og helt nede ved gulvet), så kommer der nu lidt hist og pist, helt random steder på fugerne.

Vi har før snakket om Rodalon vs klorin, og jeg er Team Klorin. Men det er ikke ret nemt at sætte en stofstrimmel lodret fast midt på en væg, så nu har jeg i stedet klippet et pudevår til konfetti, og har hældt klorin i en tom neglelakfjerner-krukke af dem, hvor man får acetonen op ved at trykke ned på toppen. Stoffet er så tyndt, at jeg kan sætte de små stykker fast på væggen på samme måde, som mænd kan sætte små stykker toiletpapir fast på kinden, hvis de skærer sig under barberingen, og det er så nemt, at man faktisk får det gjort.

For god ordens skyld: Husk, at klorin kan misfarve fliser og fuger, gør det (for miljøets skyld) kun, når det er nødvendigt, og brug handsker, så du passer på din hud. 

*

Månedens mål (juni, 4/4)

*Jeg har haft haven på som det gennemgående punkt, og nåede faktisk lidt derude, inden solen besluttede sig for at se, om den kunne smelte skelettet gennem huden på mig. Oh well. I morgen er der atter en dag (-som forhåbentlig er køligere..).

*Til gengæld fik jeg en uventet fridag fredag, og den udnyttede jeg til at få ryddet helt op i bryggerset, så alle skoletasker og poser med skiftetøj blev tømt, alting blev vasket og sorteret, og det hele blev lagt på plads.

Fordi jeg havde et par kasser fra min ragecleaning i køkkenet, som også skulle til genbrug, endte jeg med at have 3 store kasser med glas, krus og for korte bukser, som jeg samme dag fik sendt videre ud i verden.

Jeg har som eneste fokuspunkt denne sommer at komme gennem den med overskuddet i behold, og én af de ting, der kan æde det hurtigt er, hvis her roder så meget, at jeg ikke kan tænke.

Derfor er det mere end rart, at jeg allerede på feriens første dag fik et forspring.

*

Som nævnt i sidste uge, holder M2024-indlæggene sommerferie i juli.

Planen var egentlig, at jeg ville have listet op, hvad jeg har på tegnebrættet til efterårets månedsmål, men tiden er løbet fra mig, og jeg tænker ikke, at det holder nogen vågen om natten ikke at vide det nu.

Jeg stikker hovedet herind, når det lige passer de næste uger, men uanset om I bliver her sommeren over, eller om I stikker af til fjerne himmelstrøg og først læser op på bagkant, så håber jeg, at ferien bliver alt det, I hver især har brug for, og håber allermest, og at I får lov at bruge den med dem, I holder af.

The rooms are all on fire

For et par uger siden blev der i den lokale fb-gruppe lagt et opslag op fra Krohaven, som er et aflastnings/botilbud, der ligger overfor skolen. En medarbejder appelerede til skolebørnenes forældre om at undlade at holde på Krohavens p-plads om morgenen, fordi de taxaer, der henter børnene, så ikke kan komme til. Det bliver et problem, fordi bemeldte taxaer kun må vente 5 minutter, før de skal køre videre, og mange af børnene på Krohaven bliver udadreagerende, hvis deres forventede struktur brydes.

Det er der jo ingen, der ikke kan forstå eller fatte sympati for.

Men. Samtidig fik opslaget noget til at falde på plads for mig, som jeg ikke helt har kunne sætte fingeren på, når jeg forsøgt at pinpointe min fornemmelse af, at hele systemet er ved at falde fra hinanden.

For det synliggjorde det, der for mig at se er kerneproblemet overalt, nemlig at løsninger, der burde løses strukturelt, bliver lagt over på individet.

Krohaven ejes af Esbjerg Kommune. Det gør skolen også. Begge dele er bygget på et tidspunkt, hvor verden var en anden, og problemet med for få p-pladser er vist generelt for alle skoler. 

Og lad os starte med at skåne hinanden for debatten om børn og cykler, for jeg synes, at problemet er langt mere komplekst end som så.

For i mange familier i dag arbejder alle tilgængelige forældre, mange har fået langt til job, og skal dermed tidligere afsted, end de skulle for 15 år siden, skoledistrikterne er blevet større, men infrastrukturen er ikke fulgt med osv. osv.

Samtidig skal man i dag tilkøbe et morgenmodul i SFO’en, hvis man har børn, der skal kunne komme ind på skolen tidligere end kl. 7.50.

Det betyder altså et vindue på 10 minutter, hvor alle de børn, der ikke går i SFO, ankommer til skolen – mange af dem i enten bil eller bus.

Og hvor børnene på Krohaven også bliver hentet, åbentbart.

Det får bølgerne til at gå højt i lokalsamfundet – hvilket er forventeligt. Men det, der til gengæld kan undre, er kommunens fuldstændige fravær i debatten om, hvordan man løser det her.

For det ville da være oplagt at forlænge det tidsrum, hvor børnene kan komme ind på skolen, så dørene f.eks. var åbne fra kl. 7.30.

Eller at man omtænkte busløsningen og/eller afhentningstidspunktet for Krohavens børn.

For igen: Det er samme instans, der ejer og driver begge steder. Men det er ret vanvittigt, at manglen på p-pladser, og 100 restriktioner og beslutninger, som er truffet og pålagt ovenfra, pludselig er blevet et problem, som forældre og ansatte selv skal løse.

Og dén måde (ikke) at gribe tingene an på går igen overalt, synes jeg.

Da Anton gik i det almene skoletilbud, var den første “løsning” jeg blev præsenteret for, da skole begyndte at være svært, at han skulle skemareduceres. Da jeg spurgte, hvordan vi så skulle sikre, at afgangseksamen blev reduceret tilsvarende, blev de helt blanke i ansigterne. Og jeg ved sgu da godt, at det ikke er noget, man gør. Men jeg havde lyst til at synliggøre, hvor absurd kortsigtet en løsning det var – og at det kun og udelukkende var en løsning for dem.

Min bedstefar på 96 ville, uden den mindste tvivl, være død for længst, hvis ikke det havde været for mine forældre, som fragter ham land og rige rundt, fordi flextaxa mest er flex på taxasiden. På brugersiden er det bare uværdigt og træls. De handler for ham, hjælper ham, når han mangler tøj, tager med ham til lægen, og kører ham på Borgerservice, når han smækker sig ude af Digital Post, fordi han ikke kan se, hvad han taster, eller er kommet i tvivl om, hvad det nu lige er for et kodeord, man bruger hér. 

Jeg tolker for brugere, der bliver sendt hjem fra hospitaler, uden at nogen forholder sig til, om der kommer andre forbi og hjælper med det, borgeren helt indlysende ikke selv kan klare, forældre bliver indkaldt til arbejdsdage i de kommunale børnehaver, så børnene ikke får rabies og pest af at rive sig på rustne søm på legepladserne, og der sendes opfordringer ud om at holde børnene hjemme, når der er sygdom hos personalet i vuggestuen.

Og jeg ved det godt: Det handler om ressourcer.

Det er i hvert fald det, vi hører igen og igen og igen.

Men hvad nu, hvis det i virkeligheden handler om noget helt andet, nemlig hvad vi bliver stillet i udsigt? Og det faktum at vi alle sammen bliver målt efter samme lineal, fordi systemet vil have kontrollen, men ikke det ansvar, der følger med?

For jeg begynder at mistænke, at det måske mere er dér, problemet ligger.

Havde jeg fået Anton for 60 år siden, ville de særlige vilkår, han kom med, have været mine egne at finde en løsning på. Han var måske kommet med min far i lommen som læredreng, og ingen havde interesseret sig synderligt for, at sproget drillede ham, så længe han havde hænderne skruet rigtigt på. Han var ikke blevet læsetestet og lixmålt i tide og utide, og uden at skulle romantisere det, så ville det i hvert fald have været en langt mere håndfast og konkret virkelighed at navigere i.

For 60 år siden ville vi have vidst, at min bedstefars ve og vel var vores at forvalte, og vi ville have brugt tiden på at løse problemerne, i stedet for at forsøge at få dem i tale, som vi har fået fortalt kan gøre det bedre end os.

Vi lever med en forventning om, at samfundet holder hånden under os, og at der altid er hjælp at hente. Vi glemmer at forberede os på de worst cases, livet kan have i posen til os, fordi vi forventer, at systemet passer på os, når vi er syge, svage eller uden midler, og min påstand er, at det, i hvert fald på nogle af områderne, ville være en større hjælp, hvis vi på forhånd vidste, at vi skulle klare os selv. De ressourcer, jeg har brugt på at forsøge at få hjælp til Anton, ville for det første ikke have været nødvendige, hvis ikke han skulle opfylde samme krav og betingelser, som børn, der ikke har de udfordringer, han har, men de ville også have været bedre brugt på bare at hjælpe ham selv.

Det er bare ikke muligt at vælge den vej, så længe alle stadig skal aktiveres og bidrage og yde og evne og høres i alle sammenhænge, hele tiden.

Systemet er efterhånden blevet den ulidelige chef, der vil mikrolede alle dele af samtlige processer i hele virksomheden, men som ikke er nogle steder at finde, når det virkelig brænder på, eller ansvar skal placeres. 

Men helt oprigtigt synes jeg, at det efterhånden er svært at få øje på både rimelighed og logik i, at vi skal levere og præstere, som om vi fik den hjælp, idealet tilskriver, mens vi, overladt til os selv, snubler rundt i stonewall’ing, krav om omstillingsparathed, udbudsrunder og behandlingsgarantier, der ikke bliver overholdt.

Men ingen har overblik eller kræfter til at løfte debatten op på det niveau, hvor den egentlig hører hjemme, og hvor ansvaret for løsning af problemet burde ligge, fordi vi har travlt med at skændes om parkeringspladser, børns sygedage og hjemmehjælp.

Og selvfølgelig er det her nærmest absurd komplekst. Alt var, helt indlysende, ikke bedre I Gamle Dage, og jeg er også med på, at meget af det, vi står med i dag, udspringer af problemer, der er forsøgt løst, men hvor tid, frekvens og akkumuleret mængde har overhalet løsningerne indenom.

Der er netværk, opsyn, ansvar og vagtplaner, der skal gå op, at tage højde for.

Men det bliver tydeligere og tydeligere, at vi bliver lovet mere, end samfundet har ressourcer til at holde, og jeg har oplevelsen af, at alle bare holder sig for øjnene og bliver ved med febrilsk at træde på speederen, selvom det hele ryster og ryger, og lige om lidt ryger lortet i luften.

Det virker heller ikke optimalt.

Men hvordan man gentænker samfundet og måden, vi har indrettet det på, mens vi alle sammen stadig er i det, og ingen dermed er upartiske, aner jeg simpelthen ikke.

Men jeg ved, at vi ikke kan blive ved med at klamre os til illusionen om, at den udhulning af alle dele af velfærdssamfundet, vi lige nu er vidner til, er et forbigående problem. For det er det ikke. Det bliver kun værre i takt med, at konsekvenserne af kortsigtet lappeløsninger bliver flere og flere, og der ikke længere er en solid klangbund til at absorbere de sårbare undtagelser.

I øvrigt:

*Har vi kørt 48 timer med omgangssyge, og jeg identificerer mig 1:1 med Danny Glover, da han proklamerede: I’m too old for this shit. Jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, der er mere nedtur, end klokken 3 om natten at skulle køre fuld ISS på et værelse og et barn, der oralt har vendt vrangen ud på sig selv. 

*Forsøger jeg at være et åbent og rummeligt menneske, og det lykkes noget af tiden. Men jeg ved, uden skyggen af tvivl, at jeg aldrig bliver venner med mennesker, der får speciallavet nummerplader med teksten ‘My Toy’ til deres Porscher.

*Er netværk for erhvervsdrivende nærmest at sidestille med beliggenhed for boliger – men det sidste år har også for mig understreget, hvor givtigt det er på kundesiden. For selvom jeg efterhånden har boet i Esbjerg i 12 år, synes jeg stadig, at det kan være svært at gennemskue, hvilken frisør, man kan lægge sit hår i hænderne på, hvem der kan lave en voksbehandling, der ikke ender med mord, og hvilke fysioterapeuter, der elsker elastikker så højt, at det er bedst for alle parter, at jeg ikke ender hos dem. Men finder man først én fagperson, der rammer den lige i røven, så får man pludselig adgang til *deres* netværk. Og det betyder, at man ikke længere famler i blinde, men faktisk har fået et screeningsfilter foræret. Det er uvurderligt. 

*Og apropos netværk, så ER min nye akupunktør lige så dygtig, som jeg var blevet lovet. Men FØJ, hvor nåle på ydersiden af foden og i den øverste del af lænden er trælse. Og 25 er ikke mange, hvis vi taler om lakridser, bandeord eller reels – men målt i nåle føles det som 2500. 

*Kørte jeg i går på job i tåge så tæt som ærtesuppe, og jeg KAN ikke forstå, at biler i dag er udstyret med sensorer og kameraer og alarmer på seler og døre – men at baglygterne, altså noget af det eneste på en bil, du *ikke* selv kan se, stadig på alt, alt for mange biler er manuelt betjente. 3/4 af de biler, jeg kørte bag i dag kørte uden baglys. Med en sigtbarhed på 5? 10? meter. Det er RÅDDENT farligt.

*Har jeg besluttet at vie mit liv til at stikke strikkepinde i en voodoodukke af den oversætter, der er ansvarlig for Vinted’s danske reklame på YouTube. “Bære det ikke? Sælg det!” What. The. Actual. Fuck.

*Har jeg ofret mig i god sags tjeneste og taget et profilbillede i min selvlysende kedeldragt, som jeg har koblet til min Appleprofil. For oldefar på 96, som har fået sig en iPhone 15, ser meget, meget dårligt, men nu ved han, at når skærmen lyser op, og det ligner et raveparty fra midt-halvfemserne, så er det bare mig, der ringer. 

*Modtog jeg i sidste uge en mail fra Esbjerg Kommune. De har valgt at lukke min sag, da jeg ‘ikke har gjort brug af tilbuddet om de fire timer, jeg har fået tilkendt’. Meanwhile ovre i Ankestyrelsen beklager de – igen – at de ikke overholder behandlingsfristen. Kafka virker efterhånden mere synsk end vanvittig.

*Har jeg de sidste uger fået tilsendt så mange GIF’s af Ciillian Murphy med et tilhørende: “Hahaha – se skat. Det er dig!” at jeg faktisk begynder at blive en lille smule bekymret.

*Så jeg for snart længe siden et opslag med teksten: ‘Sometimes you have to make peace with the fact, that you’re the villain in someone else’s story’. Den har jeg tænkt meget over, og de sidste par uger har været én stejl læringskurve i, hvordan den sandhed føles. Føj, hvor jeg synes, at den er svær at æde. Specielt, når man har gjort sig inderligt umage, eller selv synes, at alle regler var klappet af på forhånd. Men det her bliver én af dem, hvor øvelsen kommer til at være at vende ryggen til og bare blive ved med at gå, selvom jeg *næsten* ikke kan være i mig selv over, hvor uretfærdigt, jeg synes, det er.

*Betaler det sig somme tider – jævnligt, faktisk – at være sådan én, der ikke altid fatter, at ‘det kan man da ikke spørge om!’. For jeg har længe gerne ville finde et fritidstilbud, som kunne give Anton lidt mere netværk, end han har nu. Flere af de børn, han går i klasse med, er relativt udfordrede, enten af vilkår på hjemmefronten eller af tillægsdiagnoser, og fordi Anton falder lidt mellem den neurodivergente og den neurotypiske stol, er det begrænset, hvad der dér er at bygge videre på. Men alle mine googlinger til trods, har jeg intet kunne grave frem. Derfor skrev jeg i starten af februar en mail, som jeg sendte til alle, jeg overhovedet kunne komme i tanke om, som kunne være relevante, herunder lederne for de nye, spektrumvenlige uddannelser i byen, alle, der har noget med eSport at gøre, Ungdomsskolen, formanden for Børn & Skoleudvalget osv. og spurgte, om nogen kendte til et tilbud til de her børn, f.eks. et hold, hvor man mødes og gamer en gang om ugen. Nærmest alt, hvad der udbydes lige nu, har fokus på ‘at fremme udvikling af sociale kompetencer’ – og det er fint. Men deres diagnoser til trods, så er de her børn sgu også bare børn, der gerne vil lave noget med andre børn, som de deler interesser med; fuldstændig ligesom helt almindelige børn. Og de fleste af dem er i forvejen på overarbejde ift. at være i verden – måske det ville være meget fedt med et sted, hvor de bare kunne komme og være børn?

Jeg har fået virkelig god respons på min mail, og er også blevet rodet ind i udviklingen af sådan et hold til efteråret, fordi nogle af dem, jeg skrev til, syntes, at det var en helt *vildt* god ide. Samtidig blev jeg ringet op af et par herrer, der stod for hold, som egentlig ikke er tiltænkt autister, men hvor min beskrivelse havde fået dem til at tænke over, at de faktisk passer ret fint ind i målgruppen. Vi har været afsted til to forskellige ting, og jeg er så råddent stolt af Anton, der i sidste uge kom og sagde: “Mor, hvis man nu synes, at det er lidt svært at vælge – må man så godt gå til begge dele?” Anton, Anton, min allerbedste Anton. Du må gå til alt, hvad du nogensinde kunne drømme om i hele, hele verden.

*Og apropos Anton skulle jeg lige kigge hans tænder efter forleden – og han er simpelthen ved at få skæg. Det har jeg det sådan her med:

M2024, uge 9

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ringet til viceværterne (The artists formerly known as The Kurts) og spurgt, om ikke nok de pretty, pretty, pretty please kan fikse et nyt komfur og en ny emhætte til mig. 

Jeg havde fat i dem for et par måneder siden, hvor de lovede at holde øje med, om der kom noget ind (fordi det er en ret stor boligforening, hvor der ofte er afdelinger, som bliver renoveret. Har en beboer inden valgt at sætte nyt køkken op, skal dette stadig skrælles ned, og derfor har de jævnligt hårde hvidevarer, som er nærmest nye til at stå), men siden har jeg ikke hørt mere. 

Men pærerne sprænger hele tiden i ovnen, pladerne er skæve og den ene pære i emhætten laver en hyletone, der er så spids og højfrekvent, at den føles som en laser i hjernen.

Og ved et kæmpeheld er den nye vicevært, der er kommet til, faktisk ham, der var i den gamle afdeling, jeg boede i, (som jeg måtte ringe efter, da jeg var så højgravid, at jeg ikke selv kunne komme ind skunken og skifte sikring), og han bestilte både en ny ovn og en ny emhætte til mig, mens jeg havde ham i røret. 

Det er bedre end sit ry at bo til leje. 

2.

Har jeg, i forbindelse med oprydningen, opdaget, at et par af mine plastikkasser og bedrollers er gået i stykker hist og pist. Typisk er der knækket et stykke af en kant, og hvor det ikke som sådan har noget at sige ift. opbevaringspladsen indeni, så er det træls at holde ved, og som med alt andet plastik risikerer man også, at en flænge ‘løber’.

Fordi jeg har haft lidt forskelligt sat til salg, har jeg slået to fluer med ét smæk og brugt kasser til at sende f.eks. ginglas og krus i. De er langt mere robuste end pap, og kræver ikke så meget bobbelplast og bølgepap, og så  fik de lov at gøre gavn en sidste gang. 

3.

Vil jeg bare lige igen slå et slag for Remas bleposer, som er decideret geniale at have i tasken og i bilen. De koster INGENTING, og fylder intet – men de er ligeså store som de poser, der står i grøntafdelinger, og dermed er de super anvendelige til både at samle skrald i, komme våde strømper i og til at holde styr på småting i katastrofesituationer, som f.eks. medbragte legofigurer, der tabes og går i 10000 stykker…

Status, Månedens Mål, januar og februar (7/7)

Så kom vi over målstregen og kæmpe hurra for det!

Vi er ved fælles hjælp nået igennem Antons værelse, og jeg synes faktisk, at han i år har været god til at acceptere, at noget skal ud, hvis der skal være plads til at hive andet ind.

Vi har samlet de ting, han ikke var klar til at slippe, men som han aldrig bruger, i nogle store, klare kasser, så han kan se, hvad der er i dem, og jeg har forsøgt at placere kasserne i skabet, så dem, han skal i, står der, hvor de er lettest for ham at komme til, mens dem, der bare er på tålt ophold står inde bagved. 

Jeg har fået sat labels på samtlige kasser i bryggerset, jeg har været på loftet med de sidste bedrollers, og jeg har sorteret de ting, Anton ikke bruger mere, og været på genbrugspladsen med det, der ikke kan sælges.

Jeg skal lige have vejret, inden jeg går i gang med at tage billeder og teste om Nerf-guns osv. virker, men det er egentlig ok. Jeg har tingene pakket, så de kan stå, uden at vi falder over dem, og alting behøver – trods alt – ikke at være nu.

Inden vi lukker den ned, vil jeg bare lige sige, at det har været virkelig skønt og forbavsende motiverende, at I har haft lyst til at lege med. Da jeg lagde ud med det her tema, havde jeg frygtet, at det ville være mig og én overbærende læser, som gik med af ren medlidenhed, men vi har sgu været en ret stor flok – og der er formentlig også en håndfuld eller to, der har leget med derhjemme, som de siger i tv.

TAK for at stille op, selvom vi lagde ud med det mest bissede af årets mål.

Og on that note:

Månedens Mål, marts:

Som lovet er det næste mål et overkommeligt ét af slagsen. Det handler i alt sin enkelthed om at tømme fryser, køleskab og køkkenskabe – eller i hvert fald at få spist noget af det, man længe bare har flyttet rundt på.

Grunden til dét tema er, at foråret for alvor er på vej, og inden vi ser os om, er det sommer. Jeg tror, de fleste af os spiser lidt lettere, både i konkret og overført betydning, når det er lyst og varmt, end vi gør, når vi har frosset hele dagen, og det er mørkt klokken 16.

I marts er der stadig kølige dage, så det er oplagt at få ryddet fryseren for suppe og comfort food – også fordi, den så er nemmere at afrime, når vi når dertil.

Det vigtigste er, at man gør det så nemt for sig selv, som man har brug for at det er, for at få det gjort. Hvis man ved, at man typisk ryger i svinget, hvis man skal få ideerne undervejs, så beslut på forhånd, at månedens mål for dig er at indtænke én ting fra fryser/skab/køleskab pr. uge i madplanen, og klap dig selv på skulderen, når det lykkes.

Når lyset bryder frem

Der er forår i luften. For første gang så langt tilbage, jeg kan huske, glæder jeg mig til både foråret og sommeren, der følger. De sidste mange år har jeg nærmest været stresset ved udsigten til varme og sol, for jeg trives ubetinget bedst i kulde, og det bliver at fryse over at svede any day for mig. 

Men jeg længes efter lys. Efter længere dage, flere timer og færre lag. Hvad det præcis er, der har ændret sig, ved jeg faktisk ikke – men måske det hænger sammen med, at jeg, med min medicin, nu har en døgnrytme, der ligner andre menneskers mere, end den gjorde før. Jeg bliver træt sidst på dagen, og er ved at lære, at hvis jeg skal lave noget, der kræver sammenhængende tanker og koncentration, så skal det eksekveres inden kl. 17.

Min fornemmelse er, at mit energiniveau følger mørkets ebbes og flod, og jeg savner at have lidt ekstra tid at gøre med, så dagen ikke er slut, når jeg er i bund med det praktiske.

Apropos solen har vinterferien givet anledning til mange overvejelser omkring, hvad vi gør, når vi rammer sommerferien i år. For jeg kan mærke, at ferie måske ikke er helt så afslappende for mig, som den er for børnene. Den erkendelse er ikke ny; forskellen består i, at jeg nu ret præcist kan se, hvad det er, der sker. 

For efter små to år som selvstændig, er jeg så privilegeret, at jeg har fået mig en solid kundebase, som jeg elsker at samarbejde med. Og hvor man som lønmodtager jo har sine 6 ugers ferie om året, så er det hele lidt mere flydende, når man selv er den, der sætter rammerne.

I vinterferien havde jeg små opgaver 4 ud af 5 dage, og da jeg elskerelskerelsker mit arbejde, var jeg glad og tilfreds. Det hele var i nærområdet, så der var ikke noget særlig transport forbundet med opgaverne, og stadig sikrede de, at jeg opretholdt den dagsindtægt, jeg ved, det kræver at holde os kørende.

Børnene og jeg var forbi Egeskov til Luminis, og vi nåede også til Odense Zoo til deres Valhal 2.0, som var uventet vidunderlig. Vi havde gode mennesker med til begge besøg, og vi hyggede os alle sammen gevaldigt.

Ferie betyder, at jeg slipper for min ultimative hadedisciplin, nemlig madpakkerne, og børnene kan putte under dynerne og daske rundt i nattøj til langt op ad formiddagen.

Men.

De kan stadig ikke lide at være alene hjemme i mere end en times tid, og derfor var mormor og morfar på banen nogle af dagene. Og både børnene og mine forældre hygger sig i hinandens selskab. Mine forældre skal have 10.000 point for aldrig nogensinde at være trætte af at hjælpe, når jeg spørger, og de er virkelig gode til at lave noget med børnene, når de er der.

Men de er ikke nye mere, og det ved jeg godt. Derfor forsøger jeg altid at hente så hurtigt, som jeg overhovedet kan, hvilket betyder, at jeg har det, som om jeg hele tiden løber. Først ud i den anden ende af byen for at aflevere, så på job, så HURTIGT tilbage for at hente, så hjem – og så er børnene nået godt ned i gear, og er RIGTIGT klar til at lave noget feriesjovt med mig.

Jeg har til gengæld ikke nået noget som helst af det, jeg ellers får passet ind i mellemtimer eller tidlige dage, hvor jeg plejer at handle, hente pakker, nå forbi apoteket eller ringe til de kunder, der hænger med betaling.

Børnene er længere oppe, fordi det er ferie, og alt det tilsammen betyder, at jeg faktisk ikke når at få de stille timer om aftenen, hvor jeg lige kan få lidt strøm på mine egne batterier.

Skulle der sidde en enkelt derude og tænke: “Hvordan gik det egentlig med de timer, du søgte, og som du endte med at køre sag på?” er status, at jeg har fået brev fra Ankestyrelsen om, at de er bagud. To gange. Så der er stadig ikke sket noget, og om 10 år tror jeg faktisk, at det bliver en reel ting, at nogen bliver diagnosticeret med e-boks-udløst PTSD.

Jeg ville ønske, at det var for sjov, jeg skrev det. Det er det ikke. 

Nå, men alt det bare for at sige, at jeg godt kan se på det hele, at jeg skal have tænkt grundigt igennem, hvordan jeg sætter sommerferien op, for ellers ender jeg med at brække midt over. Det er the downside ved pludselig at kunne mærke, hvordan man faktisk har det.

Men i dag, da jeg stod på en opgave, hvor jeg plejer at fryse, så knoglerne klaprer, måtte jeg lyne min kedeldragt ned og tage handskerne af. Da jeg gik ned til min bil, hørte jeg en fugl have optur over livet, og da vi i aftes kørte til svømning, var det pludselig lyst, både da vi kørte ud og hjem.

Jorden begynder at blive grøn, regnen er ikke så tung og våd, som den var, og lige om lidt er der sandaler og bare arme til os alle sammen igen.