I spørger, jeg svarer: Tegnsprogstolkebranchen for begyndere

Som lovet kommer her et smalt, men utrolig langt indlæg om min branche og de udfordringer, vi tegnsprogstolke står overfor. Tak til de 7 af jer, der har skrevet, at I gerne vil læse om det, og undskyld (og på gensyn i weekendens M2026-indlæg) til alle I andre.

Inden jeg kan beskrive den nuværende situation, er der nogle definitioner og lidt historie, jeg er nødt til at forklare, og jeg beklager på forhånd, at det er uoverskueligt. 

Men egentlig understreger det blot det helt overordnede problem, som er, at markedet for tegnsprogstolkning er svært at gennemskue, fordi det reguleres efter så mange forskellige love og bekendtgørelser.

Lad os starte fra en ende af.

Er reglerne for tegnsprogstolkning og fremmedsprogstolkning de samme?

Nej. Herboende udlændinge har primært ret til tolkebistand, når de er i kontakt med sundhedsvæsnet og andre offentlige instanser de første 3 år, de opholder sig i Danmark. Herefter vil der, som udgangspunkt, være en egenbetaling forbundet med at bruge tolk.

Der er ingen formelle krav til fremmedsprogstolkes uddannelse, og dermed kan enhver, der måtte ønske det, uanset alder, uddannelse eller danskkundskaber, arbejde som tolk. Nogle få opgaver kræver, at tolken har gennemført et kursus, f.eks. tolkninger i retten eller hos politiet, men ellers er der frit slag.

Tegnsprogstolkning er et handikapkompenserende hjælpemiddel. Det betyder, at man som døv har ret til gratis tolkebistand på en lang række områder, f.eks. under uddannelse, i sit job, til forældremøder, når man skal i banken osv. osv.

Hvem betaler for en tegnsprogstolk?

Der er undtagelser til det, jeg skitserer nedenfor, men helt overordnet kan man dele tolkninger op i 3 kategorier:

1.

STUK:

Alle uddannelser, der ligger efter folkeskolen. STUK betaler, og priser og vilkår fastsættes gennem udbud, som typisk løber 3-4 år. 

2.

DNTM:

Alle de aktiviteter, som skal sikre, at døve kan indgå i samfundet på lige fod med hørende, f.eks. lægebesøg, gudstjenester, misbrugsbehandling, fritidstilbud, teoriundervisning, møder på fagforeningen osv. DNTM betaler, og priser og vilkår fastsættes gennem udbud, som typisk løber 3-4 år.

3.

Sektoropgaver:

Sektoropgaver består af 2 dele:

3.1

Jobcentertolkning:

Tolkning for brugere i job.

Det er jobcentret i borgers hjemkommune, der betaler for tolkningen, og man kan få bevilget op til 20 timers tolkning på en fuldtidsansættelse. (Altså: Hvis jeg arbejdede på Lego, ville det være Esbjerg Jobcenter, der skulle betale for min tolk, selvom jeg arbejdede i Billund).

Vilkår og priser er skrevet ind i “Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v.” og den kommer vi tilbage til.

3.2.

Resten. (Ja, det er dejlig bredt).

Lidt forenklet kan man sige, at det meste af det, du bliver orienteret om eller indkaldt til i E-boks vil falde i denne kategori, f.eks. undersøgelser på sygehuset, fornyelse af pas på Borgerservice, politiafhøringer, osv.

Her er det den myndighed, der gør brug af tolkebistanden, der skal betale for den, og vi kan i princippet selv bestemme vores priser.

Tolkemarkedet historisk set:

I mange år var Center For Døve eneudbydere af tegnsprogstolkning. CFD eksisterer stadig, men deres tolkebooking lukkede i 2020.

CFD havde i i 2002, da jeg blev færdiguddannet, kontorer i 5 større byer: Aalborg, Aarhus, Fredericia, Odense og København. (Det får betydning senere).

Som i så mange andre brancher begyndte privat-aktører i midt-00’erne at træde ind på markedet, og siden har der været omkring en håndfuld mellemstore tolkefirmaer og et varierende antal selvstændige.

I starten af 00’erne var opgavesammensætningen anderledes, end den er i dag. Dengang var 80% opgaverne uddannelsestolkninger, hvilket betød, at man som tolkefirma kunne være nogenlunde sikker på, at en tolk kunne tolke 4-6 timer dagligt. Samtidig var mange af uddannelserne pga. sværhedsgraden 2-tolkeopgaver, og dermed havde man en sikker kilde til indtægt cirka 9 måneder om året.

Det billede begyndte at ændre sig fra omkring 2010. Pludselig var der færre døve, der søgte ind på de mellemlange, videregående uddannelser, og samtidig skete der en ændring i måden, man blev undervist på. Jeg tror aldrig, at nogen har kortlagt årsagen, men mit eget bud er mindre ungdomsårgange og mere selvstudie.

Derudover havde nogle døve udbytte nok af deres Cochlear Implant til at kunne klare sig uden tolk under dele af deres uddannelse, og dermed forsvandt den sikre bund, som hele tolkemarkedet hvilede på.

Det medførte i løbet af de næste 10 år, at flere tolkefirmaer lukkede eller gik konkurs, og som en naturlig konsekvens endte mange tolke med at forlade faget.

I dag er vi omkring 250 aktive tolke tilbage på landsplan.

Færre opgaver < = > færre tolke. Hvad er problemet, Linda?

Problemet er, at alle de andre typer af tolkninger IKKE er forsvundet.

Som fuldtidsansatte tolkede vi i 10’erne 20-25 timer ugentligt, og det passede med 2-3 dage på en uddannelse og 2-3 dage med DNTM og sektoropgaver.

Men med færre uddannelsestolkninger, skal man pludselig hente al indtjeningen på DNTM og sektoropgaver – og det er svært. Særligt for firmaerne, der skal betale løn til deres ansatte og det administrative personale, uanset om der er opgaver at tolke eller ej.

Og specielt det sidste er en vigtig pointe, for lige så lidt som en læge på skadestuen kan begynde at køre folk ned for at skaffe kunder i butikken; lige så lidt kan vi skabe arbejde til os selv. Der er de opgaver, der er, og det er dét.

I nogle perioder løber vi rigtig stærkt. I andre er der mere luft i kalenderen. Og ind imellem er der nærmest ingenting at tolke. Når Danmark holder fri, f.eks. i sommerferien, er det MEGET sparsomt, hvad der er af tolkeopgaver, ligesom epidemier også påvirker vores branche voldsomt. 

For en bruger kan blive syg og aflyse et møde. Men en bruger kan også have børn, der er syge, som vedkommende så skal blive hjemme og passe. På arbejdspladser kan chefen, der skulle holde mødet, eller den eksterne underviser, der skulle afvikle et kursus også blive syge – og alle scenarier ender med det samme resultat, nemlig at opgaven bliver aflyst.

Vi er med andre ord underlagt en række vilkår, vi ikke selv er herre over, samtidig med, at vi ingen muligheder har for at skabe mersalg.

Samtidig ligger 80% af vores opgaver indenfor normal arbejdstid. Uddannelse, kurser, tolkning på arbejdspladser, operationer, kiropraktor- og tandlægetider; alt sammen er noget, der primært foregår mellem 8 og 16 – og dermed kan vi ikke i de perioder, hvor der er mange opgaver, bare tolke dobbelt så meget. Ud over risikoen for arbejdsskader, kan vi kun være ét sted ad gangen, og dermed er det ikke bare et spørgsmål om, at nyde de døde perioder og så maxe ud, når der er travlt.

Set fra brugers perspektiv er det heller ikke optimalt, at det i de travle perioder næsten er umuligt at få en tolk, hvis ikke man booker 5 uger i forvejen.

“Men så må folk vel bare leve med, at der er lidt længere ventetid på at få en tolk?”

Det virker oplagt – indtil et hospital ikke kan overholde behandlingsgarantien, en døv forælder ikke kan få tolk til det årlige forældremøde, eller en sagsbehandler ikke kan nå at afholde en samtale med en ledig borger inden for den fastsatte frist, fordi der er 3 ugers ventetid på at få en tolk. 

Med andre ord: Hvis der skal være tegnsprogstolke til rådighed, når man skal bruge dem, er den økonomiske model, man binder tolkning op på, nødt til at understøtte, at nogen kan leve af at levere tegnsprogstolkning.

For hvis ikke du kan leve af at tolke, vil du som tegnsprogstolk være nødt til at vælge en helt ny retning. Vi arbejder så specialiseret, at vi ikke bare kan tage vores kompetencer med over i andre fag, og den dag, vi alle sammen sidder i andre 8-16-job, bliver det bøvlet at afholde samtaler med døve borgere i det tidsrum, hvor jobcentret/fagforeningen/lægehuset/Borgerservice har åbent.

Smertensbarnet:

Inden vi når til den sidste del af indlægget, hvor jeg prøver at forklare, hvad det nuværende problem er, skal vi lige omkring en sidste, bøvlet detalje: Zonetillægget.

Zonetillægget blev i tidernes morgen til for at sikre, at døve, der boede i udkanstdanmark, også kunne få tolk.

Timeprisen for en tolketime er forskellig, afhængigt af, om der er tale om en DNTM- eller STUK-opgave (som var dem, der gik i udbud) eller en sektoropgave, men fælles for alle opgaver er, at de følger en zoneinddeling af Danmarkskortet, hvor prisen er lavest i zone 1 og højest i zone 3.

Zonerne blev fastsat af CFD med udgangspunkt i, hvor de havde deres tolkekontorer, og tanken var, at prisen for en tolketime skulle afspejle de udgifter, der var forbundet med at dække den.

Altså: Hvis timeprisen var den samme, uanset geografi, så ville alle tolkefirmaer vælge de opgaver, der lå tættest på. For et tolkekontor i København ville det være en bedre forretning at sende en tolk på CBS, hvor hun på en arbejdsdag kunne tolke 6 timer, end det ville være at sende hende tværs over prærien for at tolke én time i Næstved.

Derfor lavede man et kompenserende tillæg; det såkaldte zonetillæg. Det skulle dække de transportudgifter, som var forbundet med at komme ud til opgaven, men også den tid, tolken brugte på at flytte sig derud, for de 4 timer, en tolk sidder i en bil, er 4 timer, hvor hun ikke kan tolke.

Selvom CFD’s tolkekontorer i de respektive byer for længst er lukkede, består zoneinddelingen, fordi det, fejl og mangler til trods, stadig er det tætteste vi kommer på en form for rimelig løsning.

Det kan ved første øjekast synes uretfærdigt, at jeg kan opkræve 3 gange mere for en times tolkning på Sydvestjysk Sygehus end for en time på Kolding sygehus, når jeg kun har 20 minutter derind – men afstandsargumentet holder stadig stik, blot med modsat fortegn: Jeg kan ikke nå ud til andre opgaver, når jeg er færdig på SVS.

I praksis betyder det, at nogle tolke har så mange opgaver, lige uden for hoveddøren, at de kan cykle til dem alle, og at de har nogenlunde samme timeantal hver dag, mens jeg har nogle dage her i byen, som er meget korte, og andre, som er 12 timer lange, hvor jeg bor i min bil og tolker i 3-4 forskellige byer.

Tillykke – du er nu endelig nået frem til det, indlægget egentlig handler om:

For ud over de generelle udfordringer, jeg har prøvet at skitsere ovenfor, kæmper vi lige hvad der føles som en endeløs kamp med jobcentrene og STAR.

Der skal spares, og det kan mærkes. Men den måde, besparelserne på vores område gribes an på, bærer mere præg af, at vi er en meget lille faggruppe, der tolker for en meget lille brugergruppe, og at man derfor ikke behøver at frygte uro på bagsmækken, end af rationale og logik.

Eksempelvis er nogle sagsbehandlere begyndt at afvise at betale tillæg for tolkninger fra talt engelsk, fordi de vurderer, at ‘der er tale om hverdagsengelsk’. Ingen af de sagsbehandlere, der har truffet den afgørelse, har tolkefaglige kompetencer, der gør dem i stand til at vurdere, hvor let eller svært det er at tolke fra talt engelsk til dansk og derfra videre til dansk tegnsprog, men det er dem, der sidder på kassen, og det eneste alternativ for os er at sige nej til opgaven.

Samtidig er taksterne i Bekendtgørelsen ikke blevet indeksreguleret siden 2020.

Da CFD’s tolkebooking stadig eksisterede, var ordlyden i Bekendtgørelsens § 24:

“Til assistance i form af tegnsprogstolkning, mund-hånd-system tolkning og skrivetolkning, jf. § 12, stk. 4, ydes et tilskud svarende til den ordinære sats for tegnsprogstolkning. Tilskuddet kan ikke overstige satsen fastsat af Center for Døve.”

Men da CFD lukkede, valgte nogen et sted i systemet at skrive de daværende takster direkte ind i bekendtgørelsen – og der har de stået siden.

Det er problematisk, da forbrugerpriserne fra slutningen af 2020 til udgangen af 2025 samlet set er steget lige omkring 18%.

Vi har mange gange over de seneste 3 år henvendt os til både STAR, Beskæftigelsesudvalget og Beskæftigelsesministeren for at bede om en indeksregulering, men selvom alle ‘vil kigge på problemet’, bliver vi holdt hen med vage antydninger om, at man ikke bare lige kan ændre enkeltdele af Bekendtgørelsen

Vi valgte derfor i januar at sende sagen videre til Folketingets Ombudsmand, hvor den lige nu ligger til behandling.

Men knap havde den forladt udbakken, før vi – ved et tilfælde – opdagede, at det alligevel, med effekt fra 01.02.26, var lykkedes STAR at ændre i en enkelt del af Bekendtgørelsen, og fjerne zonetillægget ved aflysninger.

En fuldtidsansat tegnsprogstolk ligger lønmæssigt et sted imellem pædagoger og folkeskolelærere, og for at kunne betale det, skal et firma lave cirka 1800 kr. om dagen på en tolk. Hver dag, 5 dage om ugen, 46 uger om året.

Og så er der stadig ikke hentet penge hjem til lokaler, administrativt personale eller ledelse.

Med den seneste ændring risikerer man at låse en tolk en hel dag i planlægningen, for så kun at kunne hive 650 kr. hjem, hvis opgaven aflyses. Det skal ikke ske ret mange gange, før det bliver reelt problem, uanset om man er selvstændig eller har tegnsprogstolke ansat.

Det siger sig selv, at det bliver en bestemt gruppe brugere, det kommer til at ramme, nemlig dem, der bor i zone 3, og dem, der ofte aflyser, uanset om det er bruger, brugers børn eller brugers arbejdsplads, der er skyld af i aflysningerne.

Der er meget ved proceduren omkring ændringen, der går i øjenbrynet. Derfor har vi søgt aktindsigt i en stor del af sagsbehandlingen, og indtil videre har det for mit eget vedkommende kun givet anledning til yderligere spørgsmål. Fordi vi endnu ikke er færdige med at tale med kloge mennesker, vil jeg ikke gå i detaljer, men skulle der sidde en enkelt derude, som underviser på jura og mangler en øve-case til Forvaltningsret, så giv mig lige et kald.

*

Dermed nåede vi til vejs ende, og der er stående applaus herfra til de af jer, der er nået helt herned.

Inden vi siger tak for i dag, vil jeg slutte af med to ultrakorte svar på spørgsmål, jeg plejer at få, når jeg taler med udenforstående om mit fag:

Er fjerntolkning ikke en mulighed?

Jeg forstår 100%, at det udefra må se sådan ud, fordi man i dag kan nærmest alt andet på en skærm – men fjerntolkning i 98% af tilfældene en elendig løsning.

Tegnsprog er visuelt, hvilket betyder, at man skal bruge sine øjne til at aflæse det. Når man kigger på en tolk på en skærm, kan man derfor ikke samtidigt se, hvad lægen er ved at vise, og man kan ikke aflæse mimik og kropssprog på de andre i rummet.

At aflæse en tegnsprogstolk på en skærm svarer til at skulle se en japansk film, hvor selve filmen kører på én skærm, mens underteksterne kører på en anden, et helt andet sted i rummet.

Samtidig bliver kvaliteten af tolkningen uundgåeligt dårligere, fordi tolken heller ikke kan se, hvad der foregår i det rum, vi tolker ud i, og fordi en mikrofon forstærker alting lige meget. Derfor kan vi ikke høre, hvad der bliver sagt, når din kollega rasler med et stykke papir, eller sagsbehandleren sætter sin kaffekop ned på skrivebordet.

Er du ikke bange for AI?

Tja. På mine dårlige dage tænker jeg, at AI kommer efter os alle sammen, men jeg tror ikke, at vi er helt så udsatte, som mange andre brancher.

For kommunikation er også somme tider det, der *ikke* bliver sagt. Ironi bliver sjældent udtrykt med eksplicitte ord, de små knæk i stemmen, når en taler bliver presset eller rørt, kræver et menneskeøre at fange, og spændingen i et rum, der er én sætning fra at eksplodere, er også svær at forvandle til algoritme.

Samtidig taler vi alle sammen så ustruktureret og bøvlet, at en maskine ville have svært ved at fange den røde tråd. Vi afbryder os selv, sluger endelser, bruger fremmedord forkert og smider om os med slang og stednavne.

Så jeg tror ikke, at AI kommer til at drive os ud af vores fag lige foreløbigt.

Men måske myndigheder og ministres manglende vilje til at tage ansvar for branchens overlevelse, også ender med at komme den i forkøbet.