I spørger, vi svarer: Børn & profiler på SoMe
I sidste uge skrev en god insta-penneven til mig og spurgte om min holdning til alder og SoMe. Mere specifikt om jeg synes, at man godt må få en insta-profil, hvis man er et fornuftigt barn på 11 år.
Fordi jeg selv går og tumler med det her, spurgte jeg, om jeg måtte konvertere spørgsmålet til et indlæg, så vi kan få så mange synspunkter som muligt med, og det fik jeg lov til.
Min holdning til børn og skærme skrev jeg om i det her indlæg sidste år, og den har ikke ændret sig. Men børnene er blevet et år ældre, og digitale år følger nogenlunde samme omregningstabel som hundes, kan jeg godt begynde at se.
Der er med andre ord sket meget, og det afstedkommer naturligvis også nye dilemmaer.
For at starte in house:
Anton gider ikke andre medier end YouTube og så de chatfunktioner, der er knyttet op på spil.
Frida derimod skal bede om det hele – og helst i går. Hun er dagligt ved at gå *til* over, at jeg ikke vil give hende en instakonto, og at jeg siger nej til en offentlig profil på TikTok og Snapchat.
Ift. aldersgrænse kræver alle 3 platforme, at man skal være 13 år for at oprette sig som bruger – men som alle ved, er der ingen kontrol med, om det rent faktisk er tilfældet.
Herhjemme har jeg forældrekontrol på ALT. Børnene kan INTET hente, uden at jeg godkender det først; hverken apps, tilbehør eller programmer, og derfor er det – lige her – stadig mig, der ubetinget bestemmer det hele.
For et par måneder siden sagde jeg ja til, at Frida måtte hente TikTok og Snap ned på sin telefon, men for begge gælder, at hun må kigge, men ikke selv poste. Når hun leger med veninderne bruger de begge apps, fordi der i dem er nogle sjove filter-funktioner, og fordi de kan lave små dansevideoer, som de så bare gemmer på telefonerne.
Aftalen er, at jeg skal godkende, både hvem hun accepterer venneanmodninger fra og hvem hun sender følgeranmodninger til; det sidste fordi min holdning er, at det er min opgave at sikre, at hun ikke sender venneanmodninger til mine venner eller hendes egne venners forældre. En afvisning fra en voksen kan godt føles lidt voldsom, når man bare er et barn (hvilket jo i sig selv er et argument for aldersgrænsen), men det er heller ikke helt rimeligt, at man som voksen pludselig skal tænke over, hvad man poster, fordi der er børn, der kigger med.
Min umiddelbare holdning er, at man – hvis man ellers vurderer, at det er et fornuftigt ungt menneske, man står med – godt kan slække en smule på alderskravet. Ikke mindst fordi jeg synes, at det kan være farligt, hvis man får adgang til SoMe, samtidigt med, at alle hormoner i verden gør deres entre. Det er lidt som at gå direkte fra et løbehjul til en Ferrari, og jeg synes måske ikke helt, at man får tid til at danne sig sine egne, gode vaner, før det hele går op i teenage-usikkerhed og frygt for ikke at være en del af inderkredsen.
Jeg oplever, at det fungerer ret godt, at Frida har fået lov at eksperimentere lidt med, hvad f.eks. Snap kan have af fordele og ulemper, mens hun stadig spørger mig om alt, hvad hun er i tvivl om, og også uden at kny accepterer, hvis jeg træffer beslutninger på hendes vegne.
Eksempelvis var der pludselig opstået nogle grupper på Snap, som hun var med i, fordi de er nogle stykker fra klassen, der spiller med hinanden, og så har Snap kørende ved siden af, så de kan snakke sammen samtidigt. Den funktion kan jeg ikke deaktivere, fordi gruppen består af børn, hun i forvejen er venner med. Men jeg har ikke sagt ja til, at hun må være med i grupper, og her var tale om børn, der i deres respektive hjem har andre regler end dem, vi kører med her, og derfor bad jeg hende om at forlade grupperne igen. Det hele foregik stille og roligt, og gav anledning til en god snak om, hvordan og hvornår man skal/gerne vil være tilgængelig, hvordan konflikter kan starte digitalt, og så være svære at parkere IRL. osv. Faktisk virkede hun lidt lettet over at være hoppet ud af det drama, der somme tider udspillede sig, og det synes jeg er en vigtig lektie.
Der, hvor jeg til gengæld kan være bekymret, når vi taler SoMe og alder er dels ift. det skamredigerede billede af virkeligheden, disse medier kan tegne, men også at en app som Insta i dag nærmest som hvert andet opslag har forslag til, hvem du *også* kan følge.
Det er jeg ikke vild med, for det betyder, at tingene meget hurtigt kan udvikle sig i forkert retning. Børn (og bekymrende mange voksne) er meget lidt kildekritiske, og det er der mange afsendere, der helt åbentlyst udnytter. Reels, der ligner jokes eller søde dyrevideoer, men som 4 frames inde er fulde af politik, had og rabiate holdninger. Opslag, der skal ligne helt normale snapshots fra helt almindelige liv, men med så meget og så tydeligt product placement, at man *næsten* må grine.
Næsten.
Det synes jeg er problematisk, for det går SÅ hurtigt med at få algoritmen tunet til at gå ned af bestemte veje. For et års tid siden var jeg kortvarigt ret optaget af noget japansk fotokunst, og det tog vitterligt en uge fra jeg klikkede på det første forslag til 3/4 af mit feed bestod af japanske fotos. Det er jo fint, når vi taler om kunst – men det er knap så fint, hvis de første opslag, man får klikket på, fordi der er én, der laver en sjov dans, i virkeheden er poleret incel-facade eller gateway-profiler til radikalisering.
Så for lige at opsummere: Jeg er lidt-pro, at man kan give lov, hvis man har en 11 eller 12-årig, der ellers træffer gode beslutninger, og som ikke udviser tegn på noget, der kan tippe over og blive rigtig svært (f.eks. mad og motion) – og jeg er endda lidt-mere-pro, hvis man har at gøre med et ungt menneske, der af den ene eller anden grund tilhører en gruppe, som der måske ikke lige er så mange andre af i lokalområdet. Her tror jeg, at sociale medier kan være en hjælp, fordi man får nogen at spejle sig i, så man ikke føler sig så alene.
Men én ting er at give dem nøglerne. Noget andet er, hvordan man så sikrer, at de kører forsvarligt.
Jeg er modstander af, at man roder i sine børns telefoner. For mig er den at sidestille med en dagbog, og i min optik skal der være stærke mistanker eller alvorlig bekymring for noget meget specifikt, for at man kan forsvare at gøre det. Jeg ville f.eks. være nødt til at dø i en frygtelig fart, hvis nogen rodede min telefon igennem, og hvorfor skulle det forholde sig anderledes for børn? Alle har ret til et privatliv.
Men fordi man jo stadig virkelig, virkelig gerne vil passe på det bedste, man har, så er man nødt til at have en smule opsyn med dem derude, uanset om de er 11 eller 14, når de får en profil.
Men man er måske nødt til at slippe ideen om, at man kan holde øje med dem hele tiden. Ligesom vores forældre også sendte os til de første sodavandsdiskoteker og klassefester uden at vide, om vi faktisk havde de redskaber, der krævede at holde de aftaler, vi havde lavet med dem, og til at sige nej til stoffer og forkert selskab. Man er nødt til at klamre sig til en vis form for tillid til, at man er lykkedes med at installere et kompas i dem, og at de ved, hvordan de skal bruge det. Og spørger om hjælp, hvis de farer vild. Men det kan ikke testes i laboratoriet, og derfor er de første gange, man slipper dem løs, både på nettet og IRL, vel i sagens natur angstprovokerende og forbundet med både usikkerhed og nervøsitet.
Jeg ville synes, det var oplagt, at jeg fulgte dem, når de oprettede profiler, fordi det jo giver en vis form for kontrol med, hvad de poster – men det giver jo det helt åbentlyse modspørgsmål, om de så også skal/må følge mig? For det er jeg ikke sikker på, at jeg egentlig har lyst til, at de gør.
Ja.
Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Så TLDR: Jeg er tilbøjelig til at mene, at man godt må lave en individuel vurdering af sit barn og fravige aldersgrænsen med et år eller halvandet. Men jeg synes også, at der er reelle argumenter, der taler imod.
Og uanset hvor gamle mine børn er, når jeg endelig giver dem lov til at oprette profiler, så har jeg ét ufravigelige krav, så længe de er under 15: Jeg vil have lov at kigge med i de grupper, de potentielt kommer med i, hvis der også er voksne med i gruppen.
F.eks. var vi i søndags til gudstjeneste i den kirke, hvor Anton måske/måske ikke skal gå til konfirmationsforberedelse. Det var … en oplevelse, som jeg mener mange forskellige ting om, men det, der er relevant hér er, at præsten bagefter lagde op til, at børnene skulle sende ham en venneanmodning, så han kunne oprette en gruppe på Facebook, som ‘kun var for konfirmanderne’.
Jeg kender ham ikke overhovedet, og han kan være det rareste, mest gudfrygtige menneske, der nogensinde er skabt. Det ændrer ikke på, at Anton under ingen omstændigheder overhovedet får lov at være venner med en voksen mand, og komme med i en gruppe, uden opsyn og hvor der ikke er andre voksne til stede.
Men nu har jeg ævlet løs i øst og vest, og jeg er enormt nysgerrig efter at høre, hvad I mener om alt det her.
Inden I slår jer løs, vil jeg bare lige minde om, at der her i klubhuset helt givet vil være nogen, der har givet lov, og måske også meget tidligere end 11 år – ligesom der også vil være nogen, der kører stramt nej, indtil børnene fylder 15. I har altid været gode til at formulere jer sobert og ordentligt, og fordi det her er vores børn, vi taler om, hvor tæerne godt kan være ekstra ømme, vil jeg bare appellere til, at dette ikke bliver det første indlæg, hvor vi fraviger den tradition.
Ordet er jeres.
29. august 2024 @ 03:26
Mine drenge er nogenlunde lige så uinteresserede som Anton, så vi har aldrig været nødt til at forholde os så meget til det. Men jeg er her egentlig mest for at kommentere på den præst der 😳. OMG, hvor er det dårlig dømmekraft fra hans side! Som du selv skriver, så er han da muligvis (og sandsynligvis) et helt almindeligt og udmærket menneske, men det der er da så skidt en beslutning, og det chokerer mig, at han ikke selv kan se det. Og at ingen i hans nærhed – kolleger eller familie – har prikket ham på skulderen og bedt ham liiiige tænke over det en gang til. Men nu har jeg også lige hørt en podcast om en pædofil præst, der lavede ‘ungdomsklub’ i præstegården……
30. august 2024 @ 21:56
Jamen, IKKE!!!?
Det var sgu også den del, jeg blev fuldstændig paf over. Der er så meget galt med det oplæg, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte. Og selvom man har boet under en sten og derfor ikke har hørt en eneste af de mange historier om kirken og dens lidet charmerende trackrecord med børn, så bør man da stadig med almindelig fornuft kunne sige sig selv, at man ikke skal lægge op til, at børn på 12 skal modtage info på en platform, hvor man skal være 13 for at være.
Og hvad sker der for ikke at have fanget, at man kan oprette grupper, som ikke forudsætter venskab?!
29. august 2024 @ 06:37
For en gangs skyld er jeg glad for at mine børn stadig er så små 😅.
Jeg håber at den bevægelse der er ved at starte i forhold til børn og smartphones/sociale medier i nogen grad har løst problemet for mig når de bliver gamle nok til at få deres egen telefon. For det er godt nok komplekst, som du med sædvanlig kompetence beskriver
30. august 2024 @ 21:52
Jeg håber virkelig, virkelig også, at tiden viser sig at arbejde med os her <3
29. august 2024 @ 09:14
Det er SÅ svært at navigere i, hvor, hvornår og hvor meget.
Vi bruger tid på at lære vores nu 11 årige datter at uanset hvad hun ser og hvad der sker, som virker ubehageligt, kan og skal hun altid komme til os.
Pt. spørger hun om lov til at ligge videoer på YouTube og dertil er svaret et rungende NEJ!.
Nej af primært 2 årsager;
1. Hvad man ligger på nettet forsvinder aldrig!, det synes vi der er læring i. Så man altid forholder sig til, om det man ligger op, også er noget man vil andre kan se om 5-10-20 år.
2. Lige så skønt det kan være at få “likes”, er der lige så stor chance/risiko for at der vil komme grimme kommentarer. Vores holdning er at vores datter for ung til at skulle bruge kræfter til de meget grimme kommentarer man dagligt ser på SoMe.
Hendes klassekammerater har en gruppechat, en hun ikke gider være en del af, da hun synes der for meget fnidder og ikke altid en god tone.
Alt i alt er vi indtil videre sluppet nemt om det og minimal plagen om TikTok osv. 🙂
29. august 2024 @ 10:03
Vi har også ret streng kontrol over, hvad hun lægger på Youtube. So far intet med ansigt eller personlige oplysninger. Hun laver små skøre videoer af ting hun klipper sammen og tegner, og det har vi givet hende lov til. Og så må hun godt være med på andres videoer, hvis hun har sin maske på (det har de ofte, for de er furries, hvor man har dyremasker på)
30. august 2024 @ 21:52
Tusind procent enig. Det er samme begrundelse jeg har for at sige nej til, at Frida må poste. Men jeg går på æggeskaller, når jeg begrunder mit nej – for det er SÅ forskelligt, hvad vi hver især synes er rigtigt her, og jeg bliver selv fuldstændig vild i blikket, når folk bliver så skinhellige ift. børn og skærm, at det bliver tydeligt, at de lyver. Jeg glemmer aldrig et forældremøde, hvor flere forældre nærmest slog korsets tegn over, at jeg gerne ville tale om venskaber og virtuel adfærd, og de kunne ikke komme til for hinanden ift. at fortælle om, HVOR lidt skærm, deres børn havde. – altså, de samme børn, som har leget her 10.000 gange, og som altid starter med at hive en ipad eller en telefon op af tasken, hjemmevant gå i indstillinger og spørge: “Linda, hvad er koden til jeres wifi?”
Jeg ville sådan ønske, at man kunne tage samtalen med udgangspunkt i virkeligheden, i stedet for at bruge debatten til at forsøge at tegne et billede af sin egen fortræffelighed som forælder.
29. august 2024 @ 09:47
Åh Linda, jeg mener SÅ MEGET om det her! Og hvor er jeg glad for at du bringer emnet op. Jeg har en datter på 12 år, og skærmbrug er absolut det allersværeste at navigere i som forælder. Jeg er træt helt ind til knoglerne over, at al ansvaret lægges over på forældrene, men techgiganterne suger livet ud af en hel generation. Marie Bjerre var ude med riven overfor forældrene for nylig, og jeg blev så VRED. Hun har børn på fucking 3 og 5 år. Intet er nemmere end at sige nej når de har den alder. Jeg gad godt høre fra hende, når hendes børn er tæt på teenagealderen, og man skal give slip og samtidig overvåge alt.
For min datter er de sociale medier den største tidsrøver. Vi gav hende lov til at komme på Snapchat – hvad fanden stiller man op, når hun kommer hjem fra skole og spørger samtidig med, at hun siger, at hun føler sig udenfor fordi de andre har det. Så vi sagde ja. Vi kører ikke helt så benhårdt som dig mht. hvad hun kan, men vi følger med. Heldigvis er hun god til bare at melde sig ud, hvis der er for meget drama. F.eks. gik det lynhurtigt med at melde sig ud af gruppechatten i hendes nye klasse da de begyndte at være stride.
Men… skærmen er så dragende for hende – selvfølgelig! De har jo ansat de bedste udi adfærdskontrol og fastholdelsesmekanismer…. Så hvis vi ikke er hjemme eller hun blot er alene, så ender hun i et loop af ligegyldige (og potentielt skadelige) videoer, som griller hendes hjerne og påvirker humør og koncentration. Det synes jeg er det værste, så vi har regler for, at når vi beder hende slukke for de korte videoer, så skal hun gøre det. Og det virker stadig, men hun er ikke i stand til at gøre det selv. Til gengæld har vi ret fri politik i forhold til at binge serier på f.eks. Netflix og CrunchyRoll. Det behøver hun ikke spørge om, men reglen er, at det skal være på fjernsynet eller tabletten, så hun ikke sidder 10 cm fra skærmen.
Hun er også en af dem, som der ikke findes mange af i en almindelig folkeskole, og heldigvis har hun fået fællesskaber med andre børn, der har samme meget særlige interesse (furries og cosplay), og det har været så godt for hende. De var en gruppe der mødtes til en convention i februar og siden har de haft gang to gruppechat, og de mødes i weekender og ferier. Kæmpe game changer for hende!!!!! De er faktisk rigtig gode til at navigere og løse konflikter, og den ene af grupperne har en voksen moderator, som jeg har kontakt til via en forældre gruppechat.
Jeg kunne så godt tænke mig, at vores politikere ikke bare tror, at alt er reddet ved et forbud under 13 eller 15 år, men reelt tager kampen op mod de techgiganter, som ødelægger mere end de gavner. De er jo totalt skruppelløse. Det er jo ikke sådan, at børnene løber ud på gaden og spiller rundbold i det øjeblik der kommer et forbud. De bliver bange, ængstelige og de skal lære færdigheder, som de mangler. Jeg ønsker, at de tager børnene med ind i snakken, for de har faktisk mange gode pointer, og de kan god se, at det er et problem. Og mest af alt, så ønsker jeg at byrden bliver lettet lidt fra mine skuldre, så det ikke alene er et forældreansvar at løfte.
30. august 2024 @ 21:46
Ja, jeg rejse mig og klappede, da jeg læste din kommentar. For AMEN til, at det er SÅ urimeligt, at vi selv som forældre skal sidde med den her møgabe! Og EKSTRA amen til, at det burde forbydes ved LOV at være hellig omkring problemstillinger, som man ikke selv har inde på livet endnu!
Jeg synes også, at det er ekstra svært, når man skal finde balancen i situationer, hvor de skal selvregulere i noget, de stadig er helt nye i. For et par uger siden fik Frida lov at gå hjem alene, sammen med en veninde, for første gang. De er SÅ søde og ordentlige, så det var jeg helt tryg ved. Men jeg kunne godt høre, da jeg kom hjem en time senere, at det havde været svært at navigere i, at den ene af dem blev kimet ned af klassekammerater på telefonen, mens den anden bare gerne ville lege. Når jeg er her, hjælper jeg dem, når det er svært – for det er det langt fra hver gang. Ofte er de helt enige om, at de gerne vil lege eller at de gerne lige vil indrette et hus i Roblox og så ud at hoppe på trampolinen bagefter. Men her var der pludselig et udefrakommende 3., som den ene af dem blev fanget af/i, og jeg havde ikke skænket en tanke, at det kunne blive et problem.
Heldigvis er de gode til at komme og sige det, og de er SÅ gode venner, at det ikke ødelægger noget, at en enkelt legeaftale kokser. Men for mig var det bare endnu en reminder om, at sociale medier igen og igen skaber udfordringer, som man ikke kan forudse eller gardere sig imod.
29. august 2024 @ 09:51
Min 15årige er på Snapchat, TikTok, Instagram, Facebook og Youtube. Så her er masser af sociale medier. Vi (forældrene) tænker meget på, at sociale medier er noget, man skal lære at håndtere som en glidende bevægelse mod mere og mere selvbestemmelse. Om få år har vi ingenting at skulle have sagt mere, og så synes vi, at det er rart at vide, at det ikke bare er et pludseligt skift fra ingenting til alting, men at det har været nogle år med os meget tæt på. Lige nu er begrænsningerne max. 2 timer pr. dag på TikTok og Snapchat, og at telefonen skal ligge i køkkenet fra kl 21 til kl 7. Derudover tager vi jævnligt en snak om god tone, skumle typer og lignende med den 15årige. I sommerferien have vi en lang snak om, hvad man egentlig gerne vil bruge sin tid på – ligge i sengen og se serier på Netflix eller tage på stranden med vennerne. Det første sker af sig selv, det andet skal man lige rejse sig op og få til at ske.
Og en sidste ting: Vi har altid spurgt om lov, hvis vi gerne vil sende et billede af vores barn – også selv om det bare er til mormor. Jeg håber, vi på den måde viser, at man må ikke bare tage billeder og dele uden at spørge om lov.
Det blev langt 😆 Jeg glæder mig til at læse de andre kommentarer, der kommer ind.
30. august 2024 @ 21:37
Jeg er enig i alt, hvad du skriver – men jeg vil gerne lige bruge din kommentar til at fremhæve en pointe, du har med, som jeg glemte i mit indlæg:
Mine børn har heller ikke deres devices på værelserne, når de skal sove, og efter Frida har fået Snap på sin telefon, sætter jeg den på flymode efter kl. 20. På den måde er der intet, der frister eller forstyrrer, og det er en nem måde at styre udenom de konflikter, der ellers kan opstå forældrene imellem, når forskellige regler i forskellige hjem giver udfordringer ift. at sove.
29. august 2024 @ 17:55
Jeg er fortaler for at man lige som man skal lære og øve sig på de fleste andre ting også skal øve sig i at begå sig på nettet. For os har det rigtige derfor været at give dem tilladelse forholdsvist tidlig (måske 10-11 år) men mens de stadig ville involvere os og hvor vi sammen kunne kigge på de forskellige medier. Tror ikke vi ville have oplevet samme involvering hvis de havde fået adgang som 13 årige uden at have øvet sig.
Nu er mine børn lidt ældre (15 og 16 år) og jeg er sikker på jeg ville have grebet hele smartphone-tingen anderledes an i dag end for 6-8 år siden 🤷🏼♀️
Til gengæld kan de begge begå sig på nettet på en måde som jeg både finde fornuftig og betryggende!
30. august 2024 @ 21:23
Det er en vigtigt pointe, at udviklingen her sker SÅ hurtigt, at man faktisk som forældre når at kunne konstatere, at man ville have grebet sin opdragelse anderledes an, hvis man for 3 år siden havde vidst, hvad man ved i dag. For det samme gør sig givetvis gældende 3 år længere ude i fremtiden, og det understøtter jo egentlig bare pointen om, at der ikke er en god, permanent løsning, som man skal lede efter/gennemskue. Man er nødt til bare at kaste sig ud i det og navigere efter nogenlunde samme kompas, som man bruger til den analoge del af deres opdragelse.
29. august 2024 @ 18:19
Jeg starter mit indspark med et stort ‘JEG HAR IKKE SELV BØRN!’. For der er så uendeligt meget i forældre-barn forholdet og det her dilemma, jeg af gode grunde ikke kan sætte mig ind i.
Men. Jeg er børnetandlæge og arbejder af gode grunde derfor med børn. Og, jeg er (på godt dansk) ok god til mit job.
Og jeg er super bekymret for de fremtidige generationer i forhold til sociale medier og selvbillede og selvtillid. Især Instagram.
Jeg oplever yngre og yngre patienter, der spørger til blegning af tænder, facader o.lign. (hvilket selvsagt ikke er en del af den offentlige sundhedspleje. Men så absolut heller ikke burde været noget en 12-13 årig efterspurgte).
Minimalt skæve tænder (som falder udenfor Sundhedsstyrelsens retningslinjer for hvad, der tilbydes behandling i offentligt regi) er også noget, der fylder helt enormt meget.
Jeg fik min dosis af urealistiske skønhedsidealer via det månedlige Vi Unge. Nutidens unge får det 24/7, i en algoritmekurateret udgave og direkte på mobilen (måske endda med notifikationer og belejlige shoppinglinks).
Det er i min optik et set-up der er designet til at give lavt selvværd. Desværre.
29. august 2024 @ 20:13
Det er faktisk rart at høre dit perspektiv også. Virkelig skræmmende med de sundhedsidealer. Det er vi forskånet for med vores 12 årige datter – heldigvis – men jeg ser det omkring mig. Normal lever jo af små pigers besættelse med skønhed. Det er helt crazy og alt for tidligt!
30. august 2024 @ 21:21
Sikke et vigtigt indspark, Henriette. Tusind tak for det.
Og det er helt sikkert, at der er erhverv, hvor man over tid kan se mønstre tegne sig, som man måske ikke får øje på, hvis man selv bare er en del af en given gruppe. Jeg har været tolk i snart 23 år, og det er for mig også meget, meget tydeligt, hvordan den gradvist løsere og løsere struktur i undervisningen på de mellemlange, videregående uddannelser, skaber en ulighed i klasserne, fordi det ikke længere er nok at være fagligt dygtig. Du skal også i dag kunne bevare koncentrationen i et inferno af lyd og kaos, og konstant insistere på din plads i hierakiet, hvis du skal klare dig godt.
Det er (for) store krav, vi stiller til dem <3
29. august 2024 @ 22:07
Hvor ER det fedt at læse hvordan I andre gør! Vores datter på snart 13 har haft mobil i to år og har først for meget nylig fået Snapchat (med mig på sidelinjen via Family Centre-funktionen). Hendes skole har mobilforbud, og det er en kæmpe hjælp for os forældre, så mobilen er primært noget hun bruger herhjemme. Vi har brugt og bruger stadig meget tid på at tale regler og grænser med hende, og hun har selv haft stor indflydelse på rammerne. Hun ved, at både mobilen og sociale medier er udviklet til at være stærkt afhængighedsskabende, så aftalen er, at hun skal tage en pause hvis vi føler, at hun tilsidesætter leg, tegning, fritidsinteresser og lignende til fordel for mobilen, eller at hun selv synes det bliver for svært at håndtere, og den er hun med på. Jeg synes virkelig hun er dygtig til at fortælle hvordan det går, og jeg er meget, meget glad for vores samtaler og at hun bruger os som sparring. Og præcis som hos andre i kommentarfeltet, så droppede hun hurtigt ud af Snapchat-fællesgrupperne fordi det blev for rodet og dramatisk.
Mit indtryk er helt sikkert, at hun efterspurgte mobil (og nu også Snapchat) fordi de andre piger har det. Vi hjælper hende (og hun hjælper os!) med at lære om onlineverdenen, for det er nu det gælder. Så jeg tænker, at vi tager det i små doser og justerer i takt med at hun efterspørger apps. Jeg har det bedst med at vi alle kan trives med et givent setup, men samtidig er der også nogle samtaler og noget forældre-topstyring, vi ikke kan komme udenom, fordi hun som stort barn selvfølgelig ikke tænker sikkerhed og langsigtede konsekvenser som vi gør som voksne.
Som reference er det måske værd at nævne, at jeg selv er på Snapchat og Instagram (sidstnævnte kun på laptop og kun som observatør), mens min mand kun har WhatsApp, så vi er generelt måske nok lidt mere off grid end de fleste.
30. august 2024 @ 21:15
Det er heldigvis mit indtryk, at langt de fleste skoler i dag er mobilfri zone. Alt andet ville også ende i kaos og sagsanlæg.
Tak for at melde ind med, hvordan den digitale dannelse ser ud hos jer. Det er virkelig, virkelig brugbart med så mange konkrete eksempler som muligt, synes jeg.
31. august 2024 @ 14:50
Det er nogle rigtig gode overvejelser, der kommer på banen. Et spørgsmål herfra: Hvilke overvejelser har du haft i fht. Tiktok og datahøst? Center for Cybersikkerhed talt med store bogstaver om kinesisk datahøst. På min arbejdsplads (statslig) kan man ikke have det på arbejdsenheder. Mine børn får aldrig lov til at få Tiktok af præcis den årsag, men også en del andre 😊
1. september 2024 @ 11:53
Min mand arbejder med datasikkerhed og af den grund bliver det også et NO GO med tik tok, så længe vi bestemmer. Min dreng havde i 4. klasse noget undervisning om digital dannelse, hvor de fik at vide, at nogle børn var blevet eksponeret for selvmordsvideoer på Tik Tok – det anede jeg ikke fandtes derinde, og det er vildt skræmmende, synes jeg! Jeg er generelt skræmt af, hvor svært det er at styre, hvad de bliver eksponeret for på sociale medier. En ting er, at de kan spilde en masse værdifuld tid, men de direkte skadelige effekter skræmmer mig. I mit arbejde er jeg stødt på en del videnskabelige studier, der underbygger, at jo mere tid på sociale medier som tilskuer/observatør, jo større mistrivsel/dårligt selvværd – mens tid hvor børn interagerer socialt faktisk er “ok”. Sat på spidsen er det derfor mere et problem med dem, der kigger på polerede Instagrambilleder, end dem, der gamer. Jeg har derfor – hidtil – været af den holdning at min pige skulle afskæres fra Instagram så længe som overhovedet muligt. Men jeg er heller ikke blind for, at det på et tidspunkt bliver svært, hvis hun er en af de eneste, der ikke er der – at være en del af fællesskabet er jo også virkelig vigtigt. Men kommentarsporet her har også fået mig til overveje pointen i, at jeg som forælder kan være mere inde over, hvis det sker lidt før. Det blir dog tidligst når hun er 13, da jeg i det mindste kan bruge , “fordi loven siger det” indtil da. Jeg er nok lidt på det ængstelige hold her, så tak for at dele erfaringer jer med lidt ældre børn, det er rart at læse, at det kan lade sig gøre på en god måde.
1. september 2024 @ 12:00
Hov, endnu et pip: Zetland har haft nogle gode artikler omkring emnet og en af de ting, jeg tog med derfra (som andre måske kan bruge), det er, at jeg aldrig “skælder ud” over skærmbrug, altså at mine børn skal “tage sig sammen” til st lægge skærmen, men i stedet italesætter, at vi ALLE sammen har brug for hjælp til at styre det – også mig – og at vi derfor hjælper hinanden med skærmregler (så man kommer til standen med vennerne jf kommentaren ovenfor), og at det fx også derfor jeg har automatiske grænser på min tlf fordi jeg HELLER ikke kan styre det uden hjælp.
1. september 2024 @ 21:43
Jeg er jo ikke ekspert i noget som helst, men jeg vil gerne prøve at svare, så længe vi husker, at jeg ikke har nogle særlige forudsætninger for at udtale mig her.
For mig er Tiktok ikke værre end andre apps, når vi taler om børn. Så vidt jeg har kunne læse mig frem til, er den type datahøst, som er problematisk på Tiktok mest ift. spionage, fordi den indsamler viden om Wifi, andre apps, du har liggende osv. Men hvis dit barn har Google eller YouTube på sin telefon eller iPad, vil jeg vove at påstå, at du som civil fodrer Tech giganterne med langt mere viden om dig selv via din søgehistorik, end med de apps, du har på din telefon. Jeg synes derfor, at det er MEGET fornuftigt, at man på offentlige arbejdspladser forbyder TikTok på de ansattes telefoner, for der er reel viden og info, som kan have interesse ift. international spionage.
Jeg er nok, helt overordnet, mindre bange for de sociale medier, end mange andre på min alder, fordi jeg synes, at de, brugt med omtanke, kan være et plus. For mig er det største problem, at debatten meget, meget ofte strander på, at mennesker, der ikke selv bruger dem, løber med halve vinde og måske også kan være ret slemme til at pushe det narrativ, at en mere liberal holdning til skærm betyder, at man ikke gider opdrage sine børn. Det synes jeg er problematisk, fordi det fuldstændig kvæler debatten om, hvordan vi kan hjælpe vores børn med at skabe gode, digitale vaner.
Min Frida går i 3. klasse nu, og allerede sidste år tog jeg skærme og sociale spilleregler op, fordi min erfaring er, at det er langt, langt nemmere at diskutere et emne, inden nogen har aktier i det. Min oplevelse er, at ungerne har virkelig mange gode input og holdninger til, hvordan man er en god ven på nettet, og det synes jeg ville være SÅ værdifuldt at brede ud.
Men både sidste år og i år på forældremødet går der under 2 minutter, før hele samtalen forvandler sig til en konkurrence om, hvem der er MEST analog, og pludselig er der nærmest INGEN børn i klassen, der har TikTok, Snap eller lignende. Det ved jeg jo, helt konkret, er løgn. Men fordi der er så meget.. skam, tror jeg? forbundet med det her, så ender de forældre, der måske faktisk ville have ret meget udbytte af en debat om, hvordan vi her kan hjælpe vores børn, med at blive stopklodser for samtalen, fordi det er vigtigere for dem at fremstå som perfekte, nærværende forældre, end at tage del i samtalen. Det ærger mig enormt.
Når alt det er sagt, vil jeg gerne sætte en fed streg under, at jeg ikke synes, at datahøst og sociale medier er ufarlige eller uproblematiske. Men jeg kommer til at dø med sværdet i hånden på, at det ikke kan være rigtigt, at den enkelte familie skal tage ansvar for at løse et problem, som vores politikere viger udenom. For de kunne forbyde TikTok – og Temu, for den sags skyld – på 2 sekunder, hvis de ville.
2. september 2024 @ 08:43
Helt enig i, at det ikke bør være et individuelt problem at håndtere datasikkerhed mm. – det er jo det, man har lovgivere til! Og jeg håber ikke, mit “skræmte” opslag blev opfattet som om, jeg mener, at man ikke opdrager sine børn, hvis man er mere liberal. Det mener jeg ikke, det er jo bare en anden vurdering af, hvordan det gøres bedst.
2. september 2024 @ 19:46
Nejnej, slet ikke! Jeg havde bare det nyligt overståede forældremøde i hovedet, da jeg skrev, og jeg bliver så frustreret over den pseudo-debat og gloriepudsning, der foregår, at jeg fik hidset mig selv helt op igen.
Undskyld, hvis jeg lød sur:)
1. september 2024 @ 13:52
To ting:
1. Journalisten fra Zetland har skrevet bogen ‘Generation skærm’ med gode overvejelser og oplæg til hvad og hvordan man snakker med børnene når de starter med egen telefon.
2. Hvad er dine tanker om Roblox? Min datter på snart 8 efterspørger det, fordi to veninder har det. Jeg har indtil videre sagt nej, fordi jeg ikke kan gennemskue om man kan gøre det sikkert. Og jeg synes generelt hun er for lille.
2. september 2024 @ 20:20
Alle mine børn vågnede i aftes, så jeg kom fra at svare dig, Trine.
Begge mine begyndte at spille Roblox, da de var på alder med din datter. Faktisk var det i SFO’en, Anton første gang stiftede bekendtskab med det.
Min oplevelse er, at det umiddelbart virker tilforladeligt. Der er selvfølgelig de to risici, der er overalt ift. at slibrige typer kan kravle ind i chatten, og at børnene kan komme til at klikke sig ind på spil, der måske er lidt mere voldsomme, end man havde tænkt, de skulle have adgang til. Men jeg kender ikke til nogen, det er sket for i det virkelige liv.
Til gengæld har det flere positive sideeffekter, end jeg havde forventet, fordi det skaber ret meget socialt, børnene i mellem. De spiller med hinanden derinde, og flere af spillene er ret kreative, så jeg ser dem både samarbejde og hjælpe hinanden. Derudover har det den store fordel, at de jo også kan spille lidt med hinanden, hvis man har en dag, hvor de ikke kan nå en fysisk legeaftale. Det har været rigtig godt til Frida, fordi hun kan være splittet mellem sit behov for, at der skal ske noget, og den træthed, der kan ramme som et godstog, når man er lidt på overarbejde med sin adhd i skolen. At spille med en veninde en halv times tid har vist sig at være et ret fint kompromis.
Nu skal man passe godt på, fordi det hurtigt kan få karakter af fingerpegning, men jeg synes, at det ser ud til, at de børn, der har forældre, som interesserer sig for, hvor de færdes; som spørger ind og som følger med i deres hverdagsliv, generelt kan færdes trygt på de her børnespilsplatforme, mens dem, der er meget overladt til sig selv, desværre hurtigere finder de lidt mere trælse steder hen. Men måske hænger det sammen med de venner, de samler op ude i det virkelige liv? For med den flok, Frida er en del af, er vi jo faktisk mange forældre, der “overvåger” hvad børnene spiller, og hvordan de taler med hinanden. Der ville være mange, der opdagede det, hvis der pludselig var en fremmede, der kontaktede en eller to af dem.
3. september 2024 @ 21:27
Det er spændende at læse kommentarsporet her og jeg synes det er virkelig svært at vide, hvor grænsen mellem at ødelægge noget vigtigt socialt for sit barn og at passe godt på det, er. Har lukket mine egne konti på sociale medier og lader ikke engang barnet i 6. klasse være på YouTube, så jeg lægger mig klart i den ene ende af spektrummet. Jonathan Haidt er en af mine kilder til stor stor skepsis i forhold til sociale medier.
https://m.youtube.com/watch?v=w6NfPHrVilc
8. september 2024 @ 12:53
Det er virkelig et dilemma af de store. Også fordi det griber ind meget, som man tidligere som familie selv kunne sætte reglerne for, f.eks. sengetider, legeaftaler om aftenen osv.
Men jeg synes også, at det er rart at læse, at der er ubetinget opbakning fra forældre til, at skolerne er mobilfrie zoner. Det vidner om, at vi trods alt alle sammen er bevidste om, at skærme og internet kan påvirke koncentrationen negativt.