Jeg er, som vi vist efterhånden har fået slået fast, et menneske, der bruger og elsker internettet og de sociale medier. Højt. Jeg bruger det og dem til inspiration, som underholdning og til at blive klogere af – og somme tider også til at hidse mig op over.
Fordi jeg er herude mere end mange af mine jævnaldrende her i byen, har jeg, siden jeg fik børn, ofte siddet til forældremøder og været hende, der stiller spørgsmål, som jeg sagtens kan se, at de andre forældre synes er irrelevante og grænsende-til-perfide.
Det er mig, der gerne vil høre, hvad holdningen er til at dele billeder på egne fb-profiler, når man har haft et barn på besøg til en legeaftale. Eller som spørger meget insisterende ind til, hvordan en reklamevideo af børnene er endt på kommunens facebookside – og er lodret uenig i, at tilladelse til at dele fotos internt og på skolens hjemmeside, kan sidestilles med at overdrage børnene i Zuckerbergs kløer for all eternity.
Jeg er ofte den eneste, der interesserer mig for GDPR, udveksling af data mellem forskellige skolerelaterede instanser, og hvad børnene bliver spurgt til, når de bliver testede, hvor resultaterne bliver opbevaret (og hvor længe) og hvem, der har adgang til dem.
Jeg ved det. Jeg er en drøm at være til forældremøde med.
Det er ikke fordi, jeg er på nej-holdet. Mine børn har haft telefoner, siden de startede i skole, der er ikke umiddelbart restriktioner på, hvad de får lov at se på YouTube, og jeg har også måtte foretage et enkelt ‘det er jeg virkelig ked af!’-opkald, da vi havde fået skræmt livet af et barn, fordi pigerne fik lov at se Harry Potter & Fangen Fra Azkaban her.
Mine mange år som aktiv aktør på nettet har bragt mig min andel af suspekte henvendelser, dødstrusler, latterliggørelse og unsolicited dick pics, men vigtigere end dét, har det givet mig et uendeligt antal timers kvalitetsunderholdning, det har gjort mig mindre ensom, det har givet mig redskaber til at håndtere de vildeste ting – og blive stående – og det har givet mig flere tætte venner, end jeg kan tælle på fingrene.
Derfor er jeg kritisk, men måske knap så entydigt bange for nettet, som så mange andre forældre, og derfor forstår jeg virkelig, virkelig godt ønsket om at være der og bruge det; også selvom man er et barn.
Og min historie taget i betragtning, har jeg altid tænkt, at jeg nok var bedre forberedt på cybers faldgruber end mange af mine mere virtuelt forskrækkede medforældre.
Men i forældreskabet står hovmod kronisk for fald, og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke snart lærer det.
For hvor jeg havde forventet, at hajen i vandet var suspekte typer i spilchatten og negativ påvirkning af selvbilledet, så er der intet af det so far. Til gengæld er de to problemer, vi bøvler med lige nu, kommet helt bag på mig.
Det ene er influencer-udløst, og kommer fra en af mine yndlingsaversioner, nemlig forældre, der møver sig ind på deres børns YouTube-kanaler. For hvor jeg havde forventet, at eventuelle problemer ville handle om hovedpersonen, barnet, og dennes uendeligt tilflydende strøm af ting at unboxe, så er det faktisk billedet af familielivet, som videoerne fremstiller, der er blevet træls.
For i de her videoer siger mødrene aldrig nej. Til at lege på trampoliner, til at give ‘ja-dage’, til at lade børnene smøre køkkenet ind i slim eller til at anskaffe sig dyr.
De her mødre – og fædre – har endeløs tålmodighed, al tid til verden til rådighed, og de skal aldrig på arbejde eller afsted. De har ikke brug for tid alene, eller for at tale med andre voksne uden at blive afbrudt, og de vil altid gerne lege med på legepladsen – og Frida æder det råt.
Og af ALT det, jeg havde forestillet mig at skulle forklare, rumme og forsvare, står Det Perfekte Familieliv meget langt nede på listen. Men det fylder, fordi det for hende er virkelig svært at forstå, at virkeligheden er mere kompleks end en hårdt redigeret, ugentlig video på 34 minutter, og jeg opdager somme tider først, at hun føler sig oprigtigt afvist af mig, når jeg siger nej til at male hende med frugtfarve eller ombygge haven til en tropisk ø tirsdag kl. 20.04, hvis hun bliver vred eller ked af det.
Det er umådeligt irriterende, og der er et særligt sted i helvede til YouTube-forældre, men i det mindste giver det anledning til nogle vigtige samtaler om virkelighed kontra Filtre & Fremstilling.
Det andet problem er mere komplekst, og handler om de spil, Frida og hendes jævnaldrende spiller, f.eks. Roblox, hvor de kan hoppe ind i forskellige spil og spille på de samme baner.
Og hvor jeg havde tænkt, at det var smart, at de kunne spille sammen, selvom de sidder hjemme hos sig selv, så har det medført en masse bøvl og tårer, jeg ikke havde forudset og aldrig har oplevet med Anton.
For problemet her er, at de regler, man har i eget hjem, pludselig kommer til at have betydning for børnenes venskaber og muligheder for at deltage i fællesskabet.
Udfordringerne starter allerede, inden maskinen er tændt, for det er SÅ forskelligt, hvordan man som familie opfatter cyber-samvær. Vægter en spilleaftale f.eks. lige så højt, som en fysisk legeaftale, man har lavet? Nogle forældre fnyser nærmest hånligt ved tanken, mens andre står med børn, der ikke kan forstå, hvorfor Emil ikke ringer, når vi nu havde aftalt det?
Må man takke nej til at spille med en anden fra klassen, når man sidder to og spiller og en tredje logger på? Alle kan se, hvem der er online, så det bliver en ret direkte afvisning, hvis vedkommende vil være med, og de to, der sidder og spiller, siger nej. Og hvor vi jo som udgangspunkt synes, at alle skal lege sammen, så kender vi også alle sammen til at sidde og tale med et skideskønt menneske til en fest, og så kommer Anita og sætter sig.
Tæller det som en legeaftale, hvis Frida og en veninde sidder her, og de lige bygger værelser i deres cyberhuse, og et andet barn så ringer på iPad’en og spørger, om det besøgende barn kan spille? Gør det en forskel, hvis barnet, der ringer, bor ved siden af den, h*n ringer til, og relationen mellem dem er meget stærkere end relationen mellem vedkommende og dit eget barn? Eller omvendt? Hvis man har besøg af et barn, hvor venskabet er nyt, og de sidder og spiller, og en af politiets gamle kendinge så ringer? Svarer vi? Også hvis vi ikke kan/må spille?
Og hvor sent må de spille? For jeg kan godt afsløre, at det her gør det MEGET tydeligt, hvor forskellige sengetider, vi ruller med rundt omkring.
Det, der faktisk er sværest, er, at det er umuligt at træffe en beslutning, der udelukkende bygger på egne værdier og principper, for uanset hvad man vælger, så får det konsekvenser for barnet. Hvor man, da de var små, kunne holde fast i, at det var træklodser og økologiske farveblyanter, og at hjernen rådner, hvis den får skærm på sig, så er de så store nu, at de er udenfor, hvis de er en del af den gruppe, der spiller, og får så hårde restriktioner pålagt, at de reelt ikke kan være med.
Og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke mener, at man skal spille for at være med i hulen, Mulle. Er barnet en del af et fællesskab, hvor spil slet ikke er en ting, er det her jo ikke et problem, man behøver forholde sig til. Og vi er heldigvis i forældregruppen – trods alt – enige om, at spil er et supplement til det fysiske samvær; at de først og fremmest skal kunne lege sammen, ægte og analogt, og det er folk gode til at prioritere.
Men du kan ikke skærme dem fra internettet, til de bliver 15, og så forvente at de kan begå sig derude uden at komme galt afsted. Fuldstændigt ligesom i den virkelige verden, er min holdning, at det er hensigtsmæssigt, at man øver sig sammen med sine jævnaldrende, mens alle er nye, har samme muligheder og begår de samme fejl. De har alle sammen forældre, der holder øje med, hvad der foregår, og der er grænser for, *hvor* dårlige ideer, de kan få og eksekvere uden forældrenes viden og godkendelse.
Vi er nogenlunde enige om de ydre rammer, men det er helt åndssvagt svært at finde ud af, hvordan man får sat nogle sociale spilleregler op for de næste par år, uden at det bliver en indirekte kommentar på hinandens opdragelse og de forskellige regler i vores respektive hjem.
Og fordi man ikke kan løse problemet ved bare at melde sig ud, skal vi, der stort set alle sammen har fået adgang til nettet som voksne, og derfor ikke har erfaring fra egen barndom eller effekt og konsekvenser fra vores forældres regler at læne os op ad, have fundet noget fælles fodslag.
Hvilket er uendeligt meget sværere, end jeg havde forestillet mig, det ville være.
Jeg hader det her emnet så inderligt (men elsker at du skriver om det!)! Skærme fylder så meget i vores timer, snakke, konflikter, sociale relationer – det er ud over det hele. Det giver mig en følelse af afmagt og dårlig samvittighed og tvivl. Og det er så komplekst at håndtere, koblet med at det er lækkert som slik og narko! Wake me up when vi har fundet den gode måde at håndtere det på!
Kan vi ikke aftale, at den, der først finder på noget virkelig genialt, lige giver et heads up?
Ej, jeg havde sådan håbet, at du ville skrive løsningen nederst 😅 min datter startede i skole i sidste uge, og som ældste barn af to rimelig teknologiforskrækkede forældre har hun indtil nu kun bevæget sig meget lidt ud i spilverdenen. Jeg VED at behovet indhenter os, før vi aner, og hvor jeg på den ene side virkelig gerne ville være Den Cool Mor, der havde styr på, hvad det egentlig handler om og hvilke regler vi håndhæver her i familien, har jeg på den anden side mest lyst til at stikke fingrene i ørene og råbe “LA-LA-LA” og forbyde al internetadgang, indtil hun flytter hjemmefra. Ikke helt hensigtsmæssigt – I know. Men jeg synes, det er SÅ svært, og jeg håber mest bare, at nogle andre kan finde Den Gyldne Løsning, for det føler jeg mig slet ikke klædt på til at regne ud.
Faktisk var det måske også lidt min approach, nu du lige skriver det. Men det, der så er sket er, at der er en del forældre, hvor Fridas jævnaldrende er deres ældste barn, der bare har givet HELT los og ingen regler har. Og det er virkelig noget lort. Lige nu er der et barn, der jævnligt ringer for at spille omkring kl. 22 på hverdagsaftener; de er 8 år. Der er også et barn, hvis mor kan finde på at skrive og spørge, om Frida spiller, fordi de kan se, at hun er online. Det er nogle af de situationer, hvor det ALDRIG ville være faldet mig ind, at det kunne være nødvendigt at tale om fællesregler – men here we are:-/
Jeg genkender meget af det du skriver: Jeg har lært vildt meget af internettet via diverse nørdede fællesskab, skabt langvarige sociale relationer og blevet underholdt af en lang række tjenester. Jeg var på internettet første gang som 15-årig i 1996 (husker det tydeligt) og er har derfor glæden af at huske en barndom med fællesskab og leg i gaden. I dag arbejder jeg med IT og herhjemme vender vi både GDPR og samtykker med skolen jævnligt (Dansk Skolefoto: “We are on to you”)
Men vores veje skilles, for jeg er på nej-holdet. Mine børn er 5 og 8 og vi er ret strikse med skærme. Det startede med at den 5-årige for snart 2 år siden smed iPad’en i gulvet i et raserianfald og det var simpelthen en gave til familielivet, hvor vi efter en kort periode slap for de daglige diskussioner om skærmtid. De får lov at kigge på vores telefon en gang i mellem men ellers må de klare sig med Apple TV’et, hvor de skal blive enige eller bruge vores Nintendo Switch.
Men midt i min frelsthed om at begrænse skærm mest muligt, ved jeg at det er en stakket frist: Snart har alle i min datters klasse deres egne mobiler (ingen har indtil videre) og så bliver situationen en helt anden og vi er nok ude i samme dilemmaer som dig. Jeg håber bare at kunne udsætte så længe som muligt.
Jeg havde også sådan håbet at du havde fundet den hellige gral. Det er svært når der er forskellige regler i forskellige familier, og med skærme bliver det et meget tydeligere og hyppigere dilemma. Vi oplever det allerede nu, når vi har besøg af andre børnefamilier, hvor børnene tropper op i vores hjem med skærme og sætter sig i sofaen som om det var det naturligste i verden(indeni skriger jeg, for jeg synes det er så uhøfligt og hensynsløst) . Jeg har SÅ svært ved at rettfærdiggøre det overfor vores børn, som slet ikke ville få lov til at tage skærm med hjem til andre.
“Kan man ikke lave fælles regler, sammen med de andre forældre?” Her er jeg ret sikker på at det er et kæmpe NEJ: Familier er forskellige og det skal børn også lære, og jeg tror simpelthen ikke på at en gruppe forældre kan blive enige omkring det her – så jeg ved ikke hvad man gør…
Vores forskellige virkeligheder understreger på fineste vis udfordringen, ikke? For en stor, stor del af problemet (som jeg ikke kommer omkring i mit indlæg) er jo også, at net, spil og skærm påvirker børn forskelligt. Anton falder lidt uden for nummer, fordi han som autist bruger sin iPad til andet og mere end bare at spille på, men Frida gider ikke sin iPad i længere tid ad gangen. Derfor er det – for mig – relativt nemt at regulere hende, fordi hun givet valget, altid og hver gang vil vælge at lave noget socialt IRL. Men der er jo masser af børn i omgangskredsen, der er draget af skærme, og som får alle følelser i størrelse XL, når de ikke må få dem, taber i spil eller ikke kan logge på. Og det er jo de børn, Frida interagerer med, og derfor *bliver* problemet også vores.
Det er bare så skidesvært at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert her, synes jeg.
Børn er nemlig forskellige. Min 5-årige ligner Frida og kan sagtens slippe skærmen. Diskutioner om skærmtid med (mange ikke alle) forældre som har børn, der sagtens kan slippe skærmen, er som at snakke om om babyens søvnproblemer med dem der bare har kunnet lægge babyen og gå.
Jeg er langt på vej enig med Signe om at et nej til skærm er i boldgaden sengetid, alkohol, cykelhjelm osv. Men det er også noget andet, fordi nejet i yderste konsekvens ender med at holde barnet udenfor det sociale. Jeg er skidebange for at det sker uden at jeg opdager det.
Lige nu har jeg valgt den fantastiske strategi at lukke øjnene og håbe verdenssituationen ordner det hele for mig inden jeg selv bliver tvunget til at gøre noget mere aktivt. Kan godt se det ikke er en langtidsholdbar strategi
Mht. de lykkelige YouTube-familier kan jeg varmt anbefale “Børnene er konger” af Delphine de Vigan – både som bog og oplæst af Ellen Hillingsø! Den er åbenbart skræmmende realistisk!
Jeg er skrevet op til den på biblioteket; jeg ELSKER DdV!
Jeg er også selv på nej-holdet, og mine unger bruger derfor ikke skærme ret meget ud over en omgang fredags-tam-tam og lidt hygge med fx et puslespil eller noget Ramasjang-hejs, hvis de en sjælden gang får lov at låne dn gammel Ipad, som ellers er de voksnes. Telefon, Youtube, gaming, TikTok.. det ligger alt sammen meget, meget langt ude i en eventuel fremtid. Så langt som jeg kan skubbe det, faktisk. Men andre gør det anderledes, hvilket jeg tænker, at de sikkert har gode grunde til. Vi spiser jo også forskelligt, har forskellige forhold til søvn, motion, bandeord og alt muligt andet. Og jeg tror at en del af nøglen ligger i, at det ikke er et problem for mig, at der er ting mine børn ikke får/må/kan, selvom andre får/må/kan. For det bliver jo på sin vis skruen uden ende, hvis jeg i angst for at de keder sig/gør oprør/holdes udenfor skal forsøge at sætte baren efter andres grænser. Vores grænser er jo sat der, hvor vi har vurderet at de er mest hensigtsmæssige (og selvfølgelig justeres de over tid), men “frygten” for at være “mere nej end de andre” bliver jo en potentiel skrue uden ende, hvis vi hele tiden skubber egne og andres grænser ift. alt muligt… sengetider, skærm, alkohol, osv. Det er sikkert skide nemt sagt, nu hvor mine børn kun er i indskolingsalderen – men jeg tænker at der er noget enormt kærligt ved at rumme, at ens barn selvfølgelig bliver skide sur over ikke at måtte som Sigrid må, eller gerne ville have det samme som Oliver har… men at sådan er det nu engang at være barn i vores familie, fordi…
Jeg oplever endnu ikke, at ungernes fællesskaber står og falder på den slags – og jeg synes at det vil være lidt bekymrende, hvis det gør. Og jeg vil heller ikke være bekvem med at overskride mine egne holdninger til tøj, skærm eller alkohol alene i inkluderingens navn. Det bliver som sagt… er jeg bange for… en skrue uden ende?
Det, der for mig gør emnet ‘skærm’ radikalt anderledes end de andre udfordringer, du nævner er, at de ikke er situationsbestemte – og ikke primært ligger i forældre/barn-relationen.
Mad kan man sætte regler for, og det, man vælger at gøre hjemme, vil være det, der har størst impact, simpelthen fordi det er det, man gør mest. Børnene vil have et familiemæssigt værdisæt at læne sig op ad og ind i, og de vil se deres forældre lede med eksemplets magt.
Alkohol er et issue, jeg også imødeser med en vis bekymring, men trods alt er det også så situationsbestemt, at det ikke er noget, man på daglig basis skal tage stilling til.
For mig er det ikke et problem, at mine børn bliver sure på mig over at få et nej. Min opgave er ikke at være deres ven, men at facilitere gode, kærlige rammer for vækst og udvikling.
Men i takt med, at børnene bliver ældre, får vi som forældre mindre at sige ift. alt det sociale, og her tror jeg, at det måske har noget at sige, at man med større børn kan begynde at se, at man ikke har samme 1:1 relation med dem, som man har, når de er små. Deres venskaber og fællesskaber begynder at udvikle sig og få mere vægt og betydning, og derfor er der nogle problemstillinger der, som jeg ikke synes er helt så enkle som bare at sige nej. For det ‘nej’ har ret stor betydning for deres mulighed for at deltage i de store, brede fællesskaber, og det synes jeg, at man er nødt til at forvalte med større omhu, end når man siger nej til enkeltbegivenheder eller kultur, der knytter sig til mindre grupper, som f.eks. sprogbrug, hvor sent de må være ude, og om de må komme på sodavandsdisko.
Sidst men ikke mindst kan børnene heller ikke spejle sig i, hvordan vi som forældre gør – for vi spiller jo ikke med vores venner og kolleger. (Eller. No hate, hvis man gør, vel?) Og så utrolig meget af det, vi laver i dag, foregår på nettet, uanset om det er arbejde, at bestille nye affaldsposer eller at forny recepter hos lægen. Derfor tror jeg, at vores forbrug af skærm for børnene formentlige ser voldsommere ud, end vi selv er klar over, og så vil det for dem være nærliggende at sætte vores skærmforbrug som den normal, det er forventeligt at de stiler efter.
Jeg vil bare gerne sige tak for at bringe det her emne på banen. Det er så utroligt svært at navigere i som forældre. Jeg har heldigvis stadig til gode, at skulle forsøge at holde et (i mine øjne) sundt forbrug af spil/skærm op imod mine børns sociale liv, da mit ældste barn først er startet i børnehaveklasse i år. Men det der problem er jo lige om hjørnet. Allerede nu diskuteres det om man må spille i det ene hjem fremfor det andet. Ellers holder jeg mig til at være hende den irriterende, der siger nej til billeddeling. For undskyld mig, men der var to muligheder: ingen billeder på nogen platforme overhovedet (ikke engang aula) eller fri deling på alle sociale medier, skolens hjemmeside og iøvrigt i brochurer, nu de var i gang.
OG HVORFOR ER DET, AT DE IKKE SELV KAN SE, AT DET ER ET PROBLEM!?! Det FATTER jeg ikke! For 10 år siden kunne jeg måske have accepteret, at en ledelse med en gennemsnitsalder på +50, ikke 100% er up to speed med, hvorfor facebook og skolens interne side er to forskellige ting, men man skal sgu da have boet under en sten siden midt-90’erne for ikke at have forstået, at der er noget med rettigheder og big tech?!
Jeg bliver vanvittig.
Vi endte faktisk med at være et par stykker, der sagde klart nej og der blev sendt en opfordring til ledelsen om at differentiere mulighederne.
Og når du ellers er færdig med Delphine de Vigan tipper jeg lige om, at Justin Cronin har udgivet en ny bog – mener du også var ret glad for The Passage.
Du står til en helgenkåring. Justin Cronin er min helt. TAK!
Jeg har overhovedet ikke de vises sten – vi er også kun i de allertidligste stadier af skærmudfordringen herhjemme – men jeg vil bare udtrykke hvor utrolig taknemmelig jeg er for at dine børn er det ældre end mine, og at du er gået løs på emnet nu, før mig. Jeg ved ikke om det siger mest om a) hvor højt jeg sætter din sunde fornuft kombineret med konfliktløsnings-skills og din respekt for dine børns virkelighed – eller b) hvor opgivende jeg er ved tanken om at skulle navigere i det selv. Men du (og kommentarsporet) er mit bedste håb. Tak for at du åbner ballet, for vi skal sikkert have mange runder af den her dans, før vi bliver enige om hvilke trin, vi og vores børn skal træde digitalt.
Ekstra tak for den observation at vores børn jo ser os med mobilen hele tiden – til lægetider, Aula, koordinering med mormor osv, men jeg kan godt se hvordan det må se ud fra børnehøjde.
Glæd dig til Delphine de Vigan! Jeg håber du har lyst til at dele dine tanker efter endt læsning.
Haha – jeg takker for tiltroen (mens jeg bider frustreret i min sofapude over ikke at ane, hvad pokker vi gør). Men jeg synes egentlig, at det er overraskende rart at have debatten her, hvor vi ikke har børn, der spiller med hinanden, for det her emne bliver for de fleste af os først vigtigt, når børnene er trådt ind på spille-arenaen, og så bliver det bare lynhurtigt personligt. For det er svært at tage f.eks. spil om aftenen op som et neutralt emne på et forældremøde, når Felix har ringet til Malte 26 gange efter kl. 21. For så har de to sæt forældre jo allerede en etableret .. konflikt er et stærkt ord, men .. forskel i holdninger, så? som det er meget menneskeligt at forfalde til at ville forsvare.
Jeg er ret begejstret for den regel, der hedder 8 til 8, som jeg har hørt, nogle klasser har. Man kontakter ikke hinanden før 8 og efter 20.00. Desværre kan vi ikke blive enige om noget som helst i min datters klasse.
Den er da i hvert fald dejlig konkret og nem at håndhæve.
Tak for de gode indspark. Jeg er midt i det – min datter er 11 år. Og hun KAN ikke regulere sit skærmbrug (jeg har også svært ved det selv) Jeg synes vi bruger ret meget båndbredde på at holde øje og regulere for i vores øjne er skærmtid ikke bare skærmtid. Min datter er vildt kreativ, og hun ser en masse tutorials om at lave papirdrager. Stort ja til det! Film? Fint! Roblox? Også ok i relative mængder. Men når hun forsvinder ned i Youtube shorts og brænder hjerneceller af i høj fart og kommer ud på den anden side totalt bombet — det stopper vi hende i næsten hver dag. Hun er ved at være stor nok til selv at kunne mærke efter når skærmen bliver for meget. Hun besøgte en veninde som er fuldstændig fortabt til Youtube og TikTok, og min datter fortalte, at hun havde siddet med høretelefoner på i flere dage uden at tale med min datter, og hun var så skuffet da hun kom hjem. Da jeg tjekkede hendes skærmtid, havde hun været på skærm 15 timer på et døgn! Jeg var i chok, men det gav nogle gode snakke, og jeg tror hun lærte noget. Og det venskab er hun helt på eget initiativ ved at lukke ned for.
Jeg synes det er svært, for vores børn går glip af så mange stimuli fra den virkelige verden mens de sidder der med bøjede nakker mens vi kører bil osv. De ER ikke bare. Jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Jeg synes faktisk det er synd for børnene….
Om lidt kan jeg ikke længere regulere hendes skærmtid og jeg håber bare at hun selv vil blive i stand til at løfte blikket.
Jeg genkender 1:1 det med hele tiden at bruge kræfter på at sortere i egne principper ift. hvad man finder acceptabelt. Pigerne omkring Frida har nogle spil, der ret beset bare er virtuelle påklædningsdukker, med huse, der skal indrettes og dyr, der skal styles – og det kan jeg sagtens acceptere. Det giver dog en udfordring eller to, når man har et ADHD-barn, der virkelig, virkelig synes, at alle de pakker, man kan købe, er LIVSnødvendige. Men samværet om spillet har så meget kreativt i sig, når pigerne sidder med det, at jeg ingen problemer har med, at de spiller det.
Men Frida har særligt én veninde, der lyder som hende, du beskriver, og jeg kan både se og mærke, at det påvirker deres venskab i en grad, hvor det er ved at ryge. For Frida kan faktisk ikke overskue at spille Roblox om aftenen, og den anden pige spørger minimum 4 gange hver uge, om ikke Frida vil spille. Hun føler sig oprigtigt afvist, og det får jeg ondt i maven over. For det er jo ikke sådan, det skal være. Men man kan ikke sætte fysisk samvær i stedet, når det særligt er i aftentimerne, hun gerne vil spille, vel? Og særligt ikke, når den familie kører helt andre sengetider, end vi gør. (Og no hate: Vores er meget påvirkede af, at jeg jævnligt skal meget tidligt afsted, og vi derfor er ude ad døren kl 6.30).
Det er virkelig svært. Men det trøster mig faktisk (på en lidt forstemmende måde), at det er så fælles for os med store børn. Det understøtter i hvert fald fornemmelsen af, at det ikke bare handler om dårligt kompas hos os forældre <3