M2023, uge 33

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg så småt zonet ind på børnenes efterårsgarderobe ved at lave en mental note til mig selv, når de stiller til mønstring i tøj, der lige præcis passer.

De har begge en form for selektiv seperationsangst, når det kommer til tøj, men heldigvis glemmer de meget hurtigt det, de ikke har haft på et stykke tid. Derfor kommer jeg de næste par uger til at lave snigermodellen, hvor jeg med udgangspunkt i et stykke tøj eller et par sko, som de kan passe nu, meget diskret får målt op imod det, der ligger inde bagved, og bortskaffer det, de er vokset ud af.

Det kan godt ske, det er snyd. Men det er dét eller 3 simultane nedsmeltninger, så det er sådan, det bliver. 

2.

Bedt Frida rydde op i sin krea-reol, som lægger hylder til foam, perler, filt, tegneting, modellervoks, snore, pinde, sten og 600.000 andre ting, jeg ikke engang ved, hvad hedder. 

Vi fik ikke smidt ret meget ud, og det er dejligt, at hun bruger tingene så meget, at det er umuligt at opretholde lov og orden – men det er *også* tydeligt, hvor meget det øger lysten til at finde ting frem og sætte sig med dem, når vi lige har samlet, sorteret og soigneret.

De ting, hun ikke længere selv kunne bruge, fik SFO’en tilbudt og de takkede ja. 

3.

Tjekket op på, hvornår el-priserne ifører sig vintertarif, og det gør de d. 01.10.

Jeg skal nok nævne det igen, når vi når dertil, men nu, hvor det så småt begynder at være nødvendigt med lys morgen og aften, og tøjet ikke nødvendigvis kan tørre ude, hver gang man vasker det, er det fint at have de gode vaner i baghovedet, så de er på plads, når prisen stiger igen.

Så få støvet den store stikdåse og wi-fi smart-stikket af, sluk lyset, når du ikke er i rummet, tør tøjet 90% ude og nøjes med de sidste 10% i tumbleren og vurdér, om det er nødvendigt at vaske tøjet, før du kyler det i maskinen.

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.