M2026, uge 44
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har jeg pakket halloweentingene ned.
Jeg plejer at have et par kasser med pynt, klistermærker osv. i mit bryggers, mens alle ude-ting står i skuret, men efter at være gået fuld haveheks, er pladsen i mit lille skur blevet kostbar, for der er ikke meget af den.
Derfor fik udetingene allerede sidste år ophold på loftet, som jeg jo ellers holder så tomt, som overhovedet muligt.
Det har givet plads i skuret – men det betyder også, at jeg først ved, hvad jeg har, når jeg har hentet tingene ned.
Det er irriterende, for når jeg giver efter for Fridas insisterende begejstring, og vi en lørdag morgen i oktober finder det hele frem, er det uMÅDElig træls at opdage, at de to porcelænsgræskar, jeg mente at have, som plejer at stå ved døren, ikke længere er iblandt os. (For lad os være ærlige: Hvem kan huske den slags fra år til år?)
Samtidig oplevede jeg også i år, at flere af de ting, jeg manglede, pludselig var udsolgt overalt.
Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg altid har lyst til at købe et par småting, når sommeren går på hæld, og alle de små spøgelser og græskar begynder at finde vej til butikkernes hylder – og det er svært at argumentere for, at halloweenpynt er decideret livsnødvendigt forbrug.
Derfor har jeg, mens jeg pakkede tingene ned i år, noteret, hvad jeg mangler, så jeg i det mindste sikrer mig, at det, jeg køber, ikke er noget, vi har i forvejen.
2.
Skal vi afholde generalforsamling i tegnsprogstolkenes brancheforeningen på lørdag.
Jeg står for at tilvejebringe ‘en erkendtlighed’ til dirigent, referent og revisor, og vi må i foreningen ikke give gavekort eller regulær løn.
Dermed er vejen banen for generiske kurve eller vin, man aldrig ved, om folk overhovedet drikker.
Jeg har derfor bare, helt straight up, skrevet til de 3 frivillige, hvordan det forholder sig, og spurgt, om de går og ønsker sig noget til det beløb, vi må give for.
Jeg ved godt, at jeg fratager folk muligheden for at spille overraskede, men den ofrer jeg gerne for at kunne sende dem noget, de rent faktisk kan bruge.
3.
Har jeg købt revisoren ind til at lave et præ-tjek af min lille virksomheds regnskab.
Jeg har i år været nødt til at sætte min forventede årsindkomst for lavt, så mine skatteafdrag dermed blev lave nok til, at jeg kunne betale min restskat fra 2024.
Det skal man jo ikke have gået mange år i skole for at kunne se er skruen uden ende, men planen har hele tiden været, at jeg så betaler så meget, som jeg overhovedet kan skrabe sammen i slutningen af december, og fordeler det, jeg forventer at mangle, på 2 ekstra afbetalinger i januar og februar til næste år.
Tal og regnskaber stresser mig stadig i en grad, jeg har svært ved at forklare, og jeg kommer altid meget hurtigt til at føle mig som et dårligt begavet barn.
Derfor har det været nødvendigt at sige mange, mange gange til mig selv, at det her faktisk har været planen i over et år, og at det er en god ting, at jeg holder mig til den – samtidig med, at jeg prøver at sørge for, at vi også lever imens.
Jeg har faste udgifter for omkring 21.000 kr. i måneden, hvilket måske lyder vildt, men det ser i runde tal sådan her ud:
Husleje: 10.000 kr.
HK: 1.200 kr.
Bil, afdrag + afgifter: 2.500 kr.
Forsikringer: 1.500 kr.
Internet/mobil: 1.500 kr.
Forbrug: 1.500 kr.
Diesel: 3.000 kr.
Hertil kommer medicin, vedligehold på bilen, klub, frisør, træning, osv., samt udgifter til at drive virksomhed (revisor, firmakonto, kørebog, regnskabsprogram, forsikring og pension).
Det er ikke synd for mig, men det en virkelighed, jeg kontinuerligt er nødt til at minde mig selv om; at en stram økonomi ikke nødvendigvis (kun) er udtryk for, at man ikke er god til tal. Det handler også om, at det simpelthen bare er dyrt at være til, når man kun er én voksen til at betale udgifterne.
Det er dermed ikke kun et spørgsmål om vilje, når jeg har været nødt til at sætte den forventede årsindkomst ned, men også om, at det kan være nødvendigt at tisse lidt i bukserne, hvis ikke man skal dø af kulde.
Nu har revisoren været alle tal igennem, og jeg har et estimat på, hvad jeg mangler at betale i skat. Dermed ved jeg også, hvad det konkrete mål er, og selvom jeg kortvarigt kan blive en smule svimmel over at jonglere alle de tal, så er det værd at huske, at det netop var dette greb, der sikrede, at skatteregnskabet i år endte med at gå i nul.
