M2026, uge 43
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har jeg kommenteret på et opslag i den preppergruppe på FB, jeg er med i.
Jeg tror, jeg har det som de fleste andre her i klubhuset: Jeg skal VIRKELIG mene det, hvis jeg skal blande mig i debatten derinde, for det bliver meget hurtigt meget vildt.
En (sød) mand havde lavet et opslag om, at engangsservice var smart at have på prepperlageret, fordi man så ikke skal bruge dyrebart preppervand på at vaske op.
Her skal jeg måske lige indskyde, at der altid kommer en bølge af nye medlemmer, når der sker noget ude i verden, der får flere til at forholde sig til emnet.
Måske er det stormvejret, måske er det TV-udsendelsen ‘Danmark går i sort’; der er i hvert fald mange opslag fra mennesker, der tydeligt er nye i preppinggamet.
Derfor har den slags opslag potentiale til at påvirke rigtigt mange mennesker, for hvis man ikke har tænkt over den vinkel, virker paptallerkner og plastikkrus som en nem og logisk løsning – og så HAR vi det jo alligvel liggende, når Emil får børnehaven til fødselsdag til december.
Derfor skrev jeg en kommentar om, at jeg i stedet havde købt skumklude, som kan lægges i en plastikpose med lidt vand og sulfo, fordi man på den måde så bare kan bruge, hvad man har af tallerkner og kopper, uden at bruge flere liter vand på at vaske op.
(Den samme model kan (efterfulgt af håndsprit) bruges til håndvask, så man ikke behøver at købe vådservietter; her kan man så ovenikøbet bruge sæbe, der tager højde for allergi osv.)
Det kan altid gå to veje, når man byder ind med noget andet, end OP har lagt op til, og af samme grund er jeg, når jeg vælger at blande mig, ekstra omhyggelig med at svare (pænt) på kommentarer og at hjerte-like de kommentarer, der måtte komme.
For det er helt utrolig vigtigt at holde sig for øje, at opgaven i de her situationer ikke er at få ret.
Den er derimod at få så mange mennesker som muligt til at hjælpe med at passe på miljøet, for der kun er ét af slagsen, og det er det, der i sidste ende kommer til at diktere livsbetingelserne for os alle sammen.
Der er ingen, der får lyst til at ændre adfærd af skæld ud eller latterliggørelse. Men hvis man kan nudge en smule ved at tænke over, hvordan man præsenterer et synspunkt, så synes jeg virkelig, at det er indsatsen værd.
2.
Har jeg haft gæster og i den anledning bagt en græskarkage med smørfrosting.
De fleste på min alder kan huske hypen, da den amerikanske gulerodskage med topping af FLØDEOST kom til Danmark. Det var vilde tider.
Nu er den vist efterhånden bare en del af det faste kagerepertoire herhjemme, men fordi vi dengang lærte, at frostingen skulle smøres ovenpå kagen, tror jeg, at det er sådan, de fleste af os gør, uden at tænke nærmere over det.
Det kan også give mening, fordi det gør kagen en smule mere svampet, hvilket er smart, hvis man bager den dagen før, man skal bruge den. Det er træls at have brugt tid på noget, der så har tekstur som et stykke finértræ, når man sætter tænderne i det.
Men.
Jeg havde mulighed for at bage kagen på dagen, og derfor serverede jeg min frosting i en skål ved siden af.
Jeg havde nøjedes med at lave en halv portion, og da gæsterne gik, kunne den frosting-løse kage fryses, så der næste gang, nogen lægger vejen forbi, kun skal laves en ny, halv portion frosting.
Økonomisk er det ikke det, der gør, at vi får råd til en ny bil, men vi elsker en løsning, der både begrænser madspild og samtidig sparer os tid, næste gang, vi får gæster.
3.
Er jeg begyndt at vaske de plastbægere op, børnenes minutnudler kommer i.
Nogle varianter kan man købe i foliepakker, og det gør vi – men mange af dem kan man kun få i bægre, og jeg får ondt i hovedet, hver gang, jeg smider dem ud.
(-mens jeg er ved at kaste op. Hvorfor skal de LUGTE på den måde!!?)
Nu har jeg besluttet, at jeg vasker dem af og gemmer dem. Det er ikke altid, at jeg på forhånd ved, hvad jeg vil bruge noget givent til, men efter, at vi som efterårsaktivitet er begyndt at lave små lygter af tomme glas, som vi klistrer pressede blomster, stof eller servietter på, kan jeg næsten ikke følge med til at vaske nye glas af, før de forsvinder.
Bægrene fra nudler kan stables, så de fylder ikke ret meget, og derfor er det en gratis omgang at beholde dem. Måske ender jeg med at kunne bruge dem til kreating, måske finder jeg anvendelse for dem i haven, men et eller andet skal jeg nok få dem overtalt til at være behjælpelige med, og så har jeg ikke helt så dårlig samvittighed over at de finder vej til mit køkken.
