M2026, uge 37

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge er tempoet pludselig steget så meget fra det ene sekund til det næste, at jeg omkring tirsdag bare havde lyst til at kravle tilbage under dynen og gemme mig der for resten af verden.

Én ting er, når man, uventet, får travlt en enkelt dag eller to, men et sammenfald af (u)heldige omstændigheder betød, at samtlige hverdagsaftener og 3 weekender i træk pludselig var belagt langt over, hvad jeg normalt opererer med.

Samtidigt er september generelt bare travl, både arbejdsmæssigt og på privatsiden, fordi alting starter op igen efter en lang sommerferie, og det pludselig er *NU*, der skal tjekkes tøjskabe, overtøj and all that jazz.

Jeg har for længst forstået, at jeg ikke skal planlægge noget i september, men selv med det løfte til mig selv holdt, blev jeg i denne uge stresset på den måde, jeg godt ved, ikke er helt god.

I gamle dage havde jeg bare bidt tænderne sammen og forsøgt at komme igennem det, og det er også der, jeg stadig starter; simpelthen fordi det er den copingstrategi, jeg kender bedst.

Men da vi ramte torsdag, tog jeg en dyb indånding, lavede en stor, stærk kop kaffe og satte mig ned med min blok og min kalender for at lave det, jeg med lidt uvant hang til drama for mig selv kalder “Stands ulykken”.

Og fordi jeg fornemmer, at vi er mange her i klubhuset, der er skåret af samme klæde, besluttede jeg mig for at slå to fluer med ét smæk: At konvertere ugens indlæg til en overlevelsesguide, fordi jeg ikke har haft kapacitet til at lægge mærke til små M-hacks, jeg har gjort i ugens løb, og samtidig håber, at de af jer, der også kan have en tendens til at løbe efter jer selv, måske kan plukke noget ud, som kan bruges.

Fordi vi alle elsker en god liste, var det der, jeg startede.

Jeg skrev alt, hvad jeg havde i både hoved, kalender og noter på telefonen ned på én, lang råskitse, som jeg derefter delte i 3:

1. En liste med de punkter, som jeg SKAL-skal nå. Nu.

2. En med de punkter, som jeg skal nå. Gerne i løbet af de næste 2-3 uger.

3. Og endelig én med de punkter, som jeg gerne vil nå. På ét eller andet tidspunkt inden alt for længe.

For det er uendeligt idiotisk, men jo mere travlt, jeg får, desto mere forfalder jeg til min fabriksindstilling, som er, at alt, hvad der står på min liste er lige vigtigt. Hvilket KUN forværrer problemet, fordi jeg så ender med at bruge tid på at sylte jalapenos i stedet for at udfylde vigtige arbejdspapirer, som jeg så er nødt til at sidde med, når jeg har kvalme og tunnelsyn af træthed.

Fordelen ved at bruge de 30 minutter, det tager at hælde alle to-do’s ned på en liste og dele den op, er, at jeg på den måde sikrer mig, at jeg bruger tiden rigtigt.

Det kan godt betyde, at der pludselig opstår ekstra opgaver, og det kan føles kontraproduktivt.

Men i dag betød det, at jeg først tjekkede køleskabet for at se, hvad jeg havde stående, derefter lavede madplan til den kommende uge, og til sidst dobbelttjekkede fryseren, så jeg var sikker på, at jeg havde de ting liggende, som jeg mente at have.

Én ting er økonomien; det er ALTID dyrere at købe sig i mål.

Madspild er, helt indlysende, også nemmere at begrænse, når man planlægger sine måltider.

Men jeg tror, at vi alle kender til at være SÅ pressede, at vi er villige til at betale svimlende summer for færdige løsninger, og bare, helt hårdt, beslutter, at hvis det er dem eller os, så er det bare ærgerligt for de skildpadder.

Når det er sagt, så vil jeg hellere flække samtlige knogler i kroppen på langs, end at opdage onsdag aften kl. 19.15. at jeg ikke har de pitabrød i fryseren, som jeg har bygget hele aftenmåltidet op omkring.

Derfor er de 10 minutter, det tager at tjekke køler og fryser nemmere at afsætte, når jeg konkret kan se, at de er en investering i at undgå at skulle finde på løsninger, når der er udsolgt på overskudssiden. 

En anden fordel ved at dele opgaverne op efter deres akuthedsfaktor, er, at man kan træffe sine valg med åbne øjne.

Den kommende uge har jeg f.eks. aflyst min træningsaftale, men har til gengæld skrevet på tirsdagens to-do, at jeg skal tjekke tomatplanter og ordne de tomater, jeg har liggende i min vindueskarm til eftermodning.

Og altså. Er der nogen, der dør, hvis jeg ikke får det gjort? Nej. Men det er godt nok også ærgerligt, at have brugt tid på at nippe, gøde og undervande, for så bare at lade resultatet gå til spilde.

Til gengæld har jeg på forhånd besluttet, at målet ikke længere er at lave tomatsauce fra bunden af de tomater, der er klar til brug, men bare at få dem vakuumpakket og smidt i fryseren.

Jeg har aflyst det, som kan aflyses; også de små ting, som faktisk er de sværeste at sige nej til, fordi det virker næsten småligt at afslå at læse korrektur på en ansøgning, og så har jeg talt med børnene om, at vi den kommende uge er nødt til at springe nogle af deres fritidsaktiviteter over. 

Det sidste er jeg træt af – men det er prisen for at kunne holde alle ferier med dem, og for at kunne være tidligt hjemme 80% af tiden.

Somme tider kræver livet og hverdagen mere, end man lige i første omgang havde forventet, uanset hvor meget man forbereder sig og forsøger at være på forkant. Det kan man ikke stille meget op overfor.

Men man kan øve sig – og blive VED med at øve sig – i at blive bedre til at tackle det, så man stadig har sig selv med, når det hele letter lidt igen.