M2026, uge 36

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg lavet hyldebærsaft.

Meget hyldebærsaft – for jeg havde heldet med mig, da jeg var ude med saksen, så det endte med, at jeg stod med lige knap 3 kg. i renset vægt.

Det betød, at jeg både kunne lave saft efter min sædvanlige opskrift, men hvor jeg i år prøvede at skifte sukker ud med farin og citron ud med appelsin, men også havde hyldebær nok til at prøve at lave en grydefuld, hvori jeg tilsatte det hyldeblomst-kvas, jeg frøs i forsommeren med netop dette eksperiment for øje.

Og det behøver I ikke bruge tid på, for det fungerer ikke. Bvadr.

Til gengæld blev appelsinversionen fuldstændig fantastisk, og den er nu hældt på flasker og sat i fryseren.

Inden jeg lukkede det violette køkken ned, prøvede jeg også en opskrift på en slags hjemmelavet “hostesaft”, som jeg fik opskriften på i et nyhedsbrev, jeg modtager fra en amerikansk hjemmeside, der hedder Homestead & Chill. Om hostesaften virker, ved vi ikke endnu, men der er to grunde til, at jeg nævner den her:

Den ene er, at jeg har opdaget, at det kan være ret godt at følge profiler, der dyrker ting i det land, en given plante oprindeligt er fra. Nu aner jeg ikke, hvor hyld egentlig har sin oprindelse, men Homestead & Chill har til huse på breddegrader, hvor tomater og chilier stortrives. Det betyder, at jeg i det ugentlige nyhedsbrev både lærer nye ting om mine planter, men også, at jeg får opskrifter som er en lille smule anderledes, end dem, man normalt finder herhjemme.

Da jeg lavede hendes version af hyldebærsirup mod hoste, fulgte jeg derfor hendes anvisninger til punkt og prikke – og hvor de fleste opskrifter på hyldebærsaft herhjemme bruger masser af vand, så man får en relativt tynd saft, som så skal koges ind, så kørte hun med blandingsforholdet 1 del vand til 8 dele bær. Hvilket er den anden grund til, at jeg nævner det. For hvorfor jeg ikke selv har tænkt på det, ved jeg simpelthen ikke, for det er jo MEGET smartere!? I hvert fald, når man laver saften som koncentrat, og gerne vil fryse den ned. Du sparer både tid og strøm, og konsistensen er fra starten meget tæt på at være som den hyldebærsaft, man køber i dyre domme i butikkerne.

2.

Har jeg gjort klar til at plante mine sættehvidløg.

Jeg har haft lyst til at prøve det, siden jeg læste om det første gang, men jeg har brugt et nærmest latterligt antal timer på at tænke over, hvad jeg skulle plante dem i.

Jeg har for længst fundet sorter, der egner sig til krukker – men da jeg begyndte at regne på, hvor mange krukker, det så ville kræve, hvis ikke de skulle udmanøvrere hinanden, fik jeg nærmest ondt i hovedet.

Samtidig har sommeren lært mig, at krukker straffer dig meget hurtigt, hvis der kommer for meget vand, blæst eller sol. Jorden tørrer ud på rekordtid, men, uretfærdigt nok, dræner den langsomt, så rødderne rådner, hvis der kommer for meget regn, og der er ikke meget sjov ved at skulle mandsopdække blomsterkrukker 24/7.

Jeg vil skrækkeligt gerne have højbede, men jeg vil have ordentlig tid til at planlægge projektet, så jeg får dem købt i rette størrelse og får dem sat de rigtige steder fra starten, og derfor må det vente til foråret.

Men så fik jeg en ide.

For kapilærkasseskjulere er jo egentlig bare små højbede; de er uden bund, og der er plads til masser af jord i dem. Jeg købte 2 stk. (i ikke-trykimprægneret træ), kantede dem med et dobbelt lag ukrudtsdug og hældte 150 liter jord i hver af dem.

Inden jeg satte dem op, stak jeg plænen ud i små firkanter, som jeg vendte med en spade, i håb om ikke at få alt for meget græs op mellem mine hvidløg, og jorden, jeg har hældt i, er en blanding af “aflagt” jord fra tømte krukker, småsten, potteskår og ituskårne korkpropper (for at dræne), græsafklip til at jordforbedre og så noget ny, god pottemuld.

Nu venter vi bare på fredagens nymåne.

3.

Har jeg været i Herning og mødes med en veninde.

Det her er et af de punkter, som måske lidt er på kanten af, hvad de her indlæg kan rumme – men for mig hænger det sammen, og det går så lidt ud over jer.

For når jeg mødes med mine venner på almindelige arbejdsdage, så har både de og jeg prioriteret at være der, og vi har sagt nej til opgaver, der kunne generere indtægt, for at se hinanden.

Der er ikke nogen af os, der svømmer i penge. Tværimod føles det, som om vi på skift er ved at drukne i regninger.

Derfor kan det måske synes lige vel luksus at hive en formiddag ud af kalenderen til det, der udefra bare ligner cafehygge.

Men.

Jeg synes, der sker noget med relationerne i den alder, vi har nu. Måske er det bare livets gang, og jeg kan mærke i fingrene, at jeg har skrevet om det før, men fra midt i 20’erne og frem til nu, synes jeg, at brikkerne bliver rykket lidt rundt på brættet omkring hvert 10. år.

I 20’erne føltes det som en logisk konsekvens af, at vi alle sammen blev færdige med vores respektive studier og begyndte at etablere os på arbejdsmarkedet. I 30’erne stiftede nogle familie, mens andre sprang over, og på den måde synes jeg egentlig, at der har været ydre forklaringer på, hvorfor vi gennem årene er rykker tættere på nogen og længere fra andre.

I 40’erne synes jeg, at forskellene i livsbaner er mindre udtalte, og der er ikke en enkelt årsagsforklaring på de nye mønstre i kalejdoskopet.

Men når nogle relationer ændrer sig og måske over tid ender med at fade helt ud, så står det ret klart for mig, at det er nu, vi vælger, hvem vores omgangskreds skal bestå af om 10, 15 og 20 år.

For der er ikke længere hverken små børn, holdplaner eller fælles arbejdspladser, der binder os sammen, og samtidig er overskuddet hele vejen rundt blevet mindre. Eller. Det sidste er nok i virkeligheden ikke helt rigtigt. Det er nok nærmere et spørgsmål om, at vi langt om længe er blevet tro nok mod os selv til at vide, hvad vi gerne vil bruge vores tid på.

De fleste af os har siddet i kirken og taget afsked med mennesker på vores egen alder, og samtidig har vi også efterhånden både set og forstået, at Greg Behrendt og Liz Tuccillo i 00’erne havde ret: If they wanted to, they would. Både i venskaber, forhold og løse forbindelser.

Det giver, i hvert fald i de kredse, jeg færdes, en langt lavere tærskel for bullshit, og en mere bevidst måde at være til stede i eget liv på. Vi ved, hvad vi gerne vil bruge tiden på, og det betyder, at mange af os bruger weekenderne i haven, på hesteryg eller på et arbejde, vi holder af – og så går tiden.

Et af mine egne røde flag er, at jeg begynder at undlade at ringe til mennesker, som det er længe siden, jeg har talt med, fordi jeg ikke kan overskue det lange catch-up.

Det bliver kun sværere, jo længere tid der går, og en dag er det gået et halvt år, så et helt og så et liv.

De tektoniske plader forskubber sig, og relationer ændrer sig. Det er svært at undgå. Men hvis ikke man vil ende med at sidde i ophøjet ensomhed, når man fylder 65, så bliver man nødt til at finde en måde at holde sine relationer i live på – og det så skørt, at man ikke bare gør det, for det er jo ALTID fedt, når man mødes. Det er logistikken og de lange opløbsstrækninger, der kan være svære at overskue.

Derfor har jeg, sammen med mine mennesker, fundet måder at tappe ind på, som er overskuelige, og hverken kræver barnepiger eller overnatninger, men som stadig giver den løbende kontakt, der måske ikke føles som noget særligt, når man har den, men som til gengæld er et dødskys i slowmotion, når man ikke har.

Derfor kører jeg til Herning med meget jævne mellemrum, fordi jeg der kan mødes med mine Aarhus-venner, og begge parter kun har omkring en time i bil.

Derfor giver min veninde og jeg hinanden et årskort til Moesgaard i julegave igen i år, for det betyder, at vi faktisk kommer afsted.

Og når man til bunds i alle de store ting, når man har 3 timer på en cafe i Nordens Chicago, eller skal vende verdenssituationen omgivet om mumier og pestlægers bedagede outfits? Nej. Men det giver den løbende kontakt, der gør, at det ikke føles uoverskueligt at lave den *næste* aftale, og dét, tror jeg, er altafgørende.

Det er i disse år, vi beslutter, om vi skal sidde alene, når børnene flyver fra reden, og karrieren ikke længere føles så vigtig at fremme.

Men det kræver, at vi er opmærksomme på at pleje de relationer, der består, og det betyder, for mit vedkommende, at jeg med åbne øjne og god samvittighed blokker en dag i kalenderen ud.