Vi er i gang igen, og som altid er de første uger som at få tæsk med en stol. Jeg elsker hverdagen, og jeg har glædet mig til det hele ruller, og der er Rutiner & Plejer at læne sig ind i, men jeg glemmer altid, hvor massivt det er, når møder og Aula og titusinde lavpraktiske gøremål skal skydes i gang samtidigt.
Dertil kommer, at alt, hvad der hedder specialtandpleje, psykiatri og medicinkontrol har givet os tider i den her uge, OG at jeg på arbejdsfronten har 2 af de opgaver, der fylder mere i hjertet end i hænderne.
Esbjerg Kommune har også forkælet mig i indboksen – hvilket jeg, ret skal være ret, selv har bedt om.
I forrige uge gav jeg Familieafdelingen besked om, at jeg tirsdag kl 13 (i sidste uge) ville indlede en klagesag, hvis jeg stadig ikke havde modtaget en afgørelse på de to ansøgninger, jeg lavede i november sidste år. Jeg gjorde mig meget umage for at gøre det meget klart, at det gad jeg ikke; det er simpelthen for åndssvagt, at både de og jeg, som begge, paradoksalt nok, har samme problem med knaphed på ressourcer, skal bruge tid på det. Men når intet sker, og man har rykket over 20 gange for et svar, så er der ikke andre knapper tilbage at trykke på.
Lederen fra afdelingen ringede dagen efter og beklagede afgrundsdybt. Jeg ville få en afgørelse i denne uge, det lovede hun. Ama’r halshug.
Den kom så i dag. Det ene barn er godkendt, det andet har jeg fået afslag på.
Det har altså taget lige knap et år, og accept af at få hele vores liv endevendt, at få bevilget 4 timer om ugen, der ikke kan bruges til noget som helst, for jeg har hele vejen igennem både skrevet og sagt, at det er begge to eller ingen af dem. Jeg kan jo for fanden ikke gå fra den ene og tage den anden med mig, vel? Hvad er det for et signal at sende til den, der må blive hjemme? Og hvor skulle aflastningen i dét være for mig?
Så når jeg er færdig med at være hvidglødende, skal jeg har skrevet tilbage til dem, at de kan stikke deres 4 timer op, hvor solen aldrig skinner. For selvom jeg måske selv kan hækle en hybridløsning, hvor jeg af egen lomme betaler den, der kommer for at passe det barn, der ikke er godkendt, så er der no way in the seven circles of hell, jeg gider skulle underlægges ALT det, der følger med at få noget tildelt af det offentlige, for en halv løsning og 4 timer. For du kan være stensikker på, at de kommer med krav om dokumentation, masser af e-boks og rigelige mængder af mistro.
Det er udelukket at klage, for begge børn når vel at fylde 18, inden afgørelsen på dén bliver truffet.
Vi er tilbage ved det, jeg kommer til at bede om at få indgraveret på min gravsten: “I’ll just do it myFUCKINGself” – måske med et pigtrådsomviklet, syrepåsmurt, flammende swoosh-symbol under #aesthetics
Næste skridt bliver selv at stampe en voksen barnepige m/k op ad jorden. Én, som ved noget om børn som mine, og som kan hoste op med en ren straffe- og børneattest. Sådan må det være og i det mindste har jeg så minimeret min kontakt med det system, der på daglig basis forvandler min kæbe til granit.
Så vi er her, og min hjerne begynder at fungere igen. Der kommer masser af blog, når vi lige får lidt luft, men for nu stikker jeg egentlig mest hovedet herud for at sige, at jeg er under bunken herinde et sted.
Kære Linda
Jeg har selv været barnepige/hjælper som voksen/studerende for et barn med autisme og komplekse udfordringer. Jeg må selvfølgelig ikke gå i detaljer, men kan fortælle, at forældre selv betalte og hyrede via bureau.
Det har sikkert været dyrt, men det er helt sikkert muligt at finde voksne mennesker, der kan lære, hvad netop dine børn har brug for og samtidig ægte synes at det er et rart og givende job, som de vil gøre store anstrengelser for at løse til mindstelønnen. Og via bureau er man clearet med ren straffe- og børneattest.
Men ellers kan du via din virksomhed indhente samme mod samtykke, hvis du selv hyrer en barnepige. Så kan du måske også aflønne via virksomheden, men det ved jeg ikke med sikkerhed.
Jeg krydser for at jeres veje mødes, så du kan blive aflastet!
Kh Trine
Jeg har allerede lagt hovedet i blød ift. hvad der kunne give mening at kigge efter. Jeg skal lige have ordentlig tid til at tjekke op på, hvad vi har af bureauer hernede, men vi finder en løsning. Det havde bare været fedt ikke at bruge et år på ingenting og frustrationer, ikke? <3
Sikke et gudsjammerligt spild af alles tid.
Gid, at det dog var muligt for sagsbehandlere – ja, vi skærer lige alle over en kam her – at tænke lige så meget i helheder som i Regler.
Det er så absurd, at vores fælles ‘sikkerhedsnet’ er endt som et spind af snubletråde for os, der har behov for at gøre brug af det.
Medfølelse og medvrede herfra <3
Jeg vidste ikke, hvor meget, jeg havde brug for ‘medvrede’ før jeg læste din kommentar, Winnie – men den faldt på et tørt sted. Tak!!
Ingen afgørelse (Eller at man har ventet alt for længe på en afgørelse) er at sidestille med et afslag, så allerede der kan man klage. Blot til info til en anden gang.
Det kan også give mening at fastholde klagen og så lade ankestyrelsen behandle sagen – hvor du sikrer dig, at de har alle oplysninger (Det er decideret utroligt, hvor meget der “smutter” når kommunen indsender akterne) og hvor du der selv skriver alt supplerende, du indsiger imod direkte til ankestyrelsen
Jeg ved godt at man generelt opfatter ankestyrelsen som kommunernes forlængede arm, men min erfaring er, at jeg vinder mine sager
Ja, det er et slid og det er mere konstruktivt, at knalde hovedet ind i væggen, så man skal vurdere benhårdt, hvad man orker. Håber blot at ovenstående info kan hjælpe til en anden gang.
Det er super værdifuldt, at du skriver det. Både for mig, men også for de mange, der læser kommentarfeltet og kan have glæde af det. Så tak fordi du melder ind.
Hvor er det langt ude, Linda! Det er simpelthen utrolig, at det skal være så svært at få en lille smule hjælp. Vi kan heller ikke få den hjælp, vi har søgt om hos kommunen, og nu råder alle, selv PPR, os til at købe den hjælp privat. Så kompetent rådgivning og psykoedukation er åbenbart kun til dem med 20.000 kr. i overskud, og det gør mig rasende.
Psykologen hos PPR her sagde lige ud, at hun ville gå den private vej, hvis hun var mig, da jeg havde fat i hende ift. at få Frida udredt. Det virker fuldstændig gak at selv de mennesker, der udgør systemet, kan se, hvor fejlbehæftet, det er.
Det er simpelthen så vanvittigt som noget kan være, og det må de da også vide ved kommunen. Det er så sørgerligt at velfærd kun kan lade sig gøre, hvis man selv spytter i kassen (og hvormange har lige råd til det, når man nu søger kommunen). Jeg håber ikke du giver op, selvom du tror det varer længe, inden din klage behandles. kram
Jeg har besluttet mig for at bruge en uge på at vurdere, om jeg orker. Man burde. Det gjorde man virkelig. For det er til at blive sindsyg af, at systemet får lov at består, fordi det er for svært at forklare urimeligheden af for mennesker, der ikke selv har det inde på livet. Men det er også bare så TRÆLS, at det skal være dem/os, der i forvejen er pressede, der skal være first line of defense.
Hej
Hvis du overhovedet har energi til det, så skulle du overveje at anke den afgørelse. Mange kommuner er alt for restriktive i forhold til bevillinger efter serviceloven. Tjekkede lige Esbjerg kommunes tal og i de sager, der sidste år blev anket, fik borgeren medhold i 58% af sagerne. Dvs der er større chance for at din sagbehandler har truffet en forkert end en korrekt afgørelse…!
https://sm.dk/danmarkskort/2023/jun/omgoerelsesprocenter-paa-boernehandicapomraadet-i-2022
Tak i øvrigt for en skøn blog. Altid tankevækkende og lærerigt at følge med.
Ok, det der ryster mig faktisk. Det kommer jeg til at bruge mere tid på i weekenden. Tak for at melde MEGET relevant ind.
Det er alt for mange forkerte afgørelser og det er slet ikke acceptabelt!
Men det er jo ikke 58% af ALLE afgørelserne, men ‘kun’ af dem, der bliver anket. Så man kan (trods alt) ikke konkludere, at der er større sandsynlighed for en forkert afgørelse end for en korrekt sådan generelt.
I forlængelse heraf, hørte jeg en meget episode af Klog på sprog (Smukke handikap) podcast med Caspar Eric og Monica Lylloff (#enmillionstemmer) som nævnte samme tal ift. anke – og desuden talte om netop hvor lidt systemet kender sig selv. Udover nogle spændende betragtninger om emnet som sådan.
Kan godt se at min kommentar kan læses sådan, men det var faktisk ikke det, jeg mente.
Forhåbentligt og formentlig er der også rigtigt mange ansøgninger, hvor der træffes korrekte afgørelser, som ikke ankes. Men i et tilfælde som Lindas, hvor der er givet et afslag, som borgeren finder uberettiget og derfor anker, der er der større chance for at borgeren får ret end rådgiveren. Det var det, jeg prøvede at pointere.