(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt en ukrudtsbrænder efter at have erkendt, at der ikke er timer i døgnet til at fjerne ukrudt mellem de (FUCKING!!) nedsunkne kørefliser, der har tænder og dermed er pløkumulige at få noget ned i mellem.
Og vi vil så gerne undgå gift.
Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har lavet en tilbundsgående analyse af gift vs. ukrudtsbrændere; om der er noget ift. gas, der (heller) ikke er hensigtsmæssigt for miljøet. Hvis nogen sidder med specialviden her, så meld endelig ind, så jeg ikke uforvarende får skabt en gas-trend, der er værre end gift-i-grundvands-trenden.
2.
Tilbudt mine søde genboer at låne alt det, jeg har, som de mangler til deres bryllup denne weekend, f.eks. lyskæder, stole, parasol, havebord osv.
Jeg tror, at vi alle, uanset hvad vi planlægger, starter med et ‘det kan vi sagtens gøre billigt! Og selv!’-udgangspunkt. Jeg tror *også*, at de fleste af os ender ved en ‘F*ck det! Vi køber det!’-endestation de sidste dage op til den store begivenhed, for et sted undervejs går det fra at handle om processen til at handle om at nå i mål.
Derfor har jeg løbende budt ind, når de har fortalt om, hvad de har planlagt, og der er vandret en del indbo over vejen. Det er perfekt. Jeg ville ønske, at der fra boligforeningens side blev lagt mere op til fællesøkonomi end tilfældet er, så vi kunne dele f.eks. plæneklippere, forlængerledninger, klapstole, festservice osv., men indtil mit forslag på beboermøderne vækker mere genklang end vantro, kan jeg forsøge at skabe det selv.
3.
Sagt undskyld.
Det er et af de lidt mere alternative punkter, men ift. mentalminimalisme har det for mig været en gamechanger.
Situationen var arbejdsrelateret, og der var sådan set gode grunde til, at den endte i hat og briller. Men jeg skulle have reageret på et tidligere tidspunkt, og det fik jeg ikke gjort. Derfor endte jeg med at blive så presset, at jeg ikke kunne formulere mig ordentligt, og da jeg åbnede min mund, kunne jeg godt selv høre, at det, der kom ud kunne have afsyret møbler.
Det er en begynderfejl, og jeg har intet at sige til mit forsvar – så da der var en pause, og jeg mødte en af parterne i personalerummet, tog jeg fat i ham og sagde: “Jeg kan godt selv høre, at det blev alt, ALT for surt. Undskyld.” Og hvor han havde udstrålet permafrost, da han trådte ind, var vi to centimeter i at være på kram, da vi 10 minutter efter gik ud, og hele situationen havde udviklet sig til en super konstruktiv snak om, hvordan man kan gribe tværfagligt samarbejde an.
For 10 år siden ville jeg maksimalt være gået med et lunkent “Jeg beklager.” Som jeg formentlig ikke ville have ment, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg ville have brugt timer og dage på at vende og dreje situationen og prøve at overbevise mig selv om, at min reaktion var de andres skyld.
Men jeg har opdaget, hvor afsindigt befriende det er, bare at lægge mig fladt ned, når det er mig, der har begået en fejl, for det betyder, at jeg nærmest allerede har sluppet situationen, når jeg går hjem i stedet for at slæbe den rundt som en grim, tung rygsæk de næste mange dage.
En undskyldning er magisk. Den renser luften, men vigtigere end det, så hjælper den mig med at huske, at jeg bare er et menneske, og at mennesker begår fejl.
Det ville jeg ønske, jeg havde lært noget før.
Nu ved jeg ikke hvor vildt ukrudtsproblemet er, men jeg bruger et tip fra min mor, nemlig at hælde kogevand fra kartofler og lign ud på ukrudtet mellem fliserne. Det har samme effekt med at det bliver brændt/kogt og forgæves bruger kræfter på at hele, så det i hvert fald ikke bliver større og er lettere at trække op. Det er mange bække små, en lille hverdagsvane og dermed mere overskueligt. Min mor går ud med gryde og låg, jeg foretrækker at hælde vandet fra i køkkenet i min “åbne” vandkande, og så gå ud med den.
@LW og @SKN:
Jeg har over de sidste år øvet mig virkelig meget i at bruge så få “kilder” som muligt, når jeg laver mad. Det betyder, at vi ret ofte kan klare det hele i ovnen – og skal jeg bruge kogende vand, har jeg, da jeg skiftede kogekanden ud sidst, valgt en model, der kun kan være 0,7 liter i. Derfor har jeg faktisk meget sjældent kogende vand i overskud.
Men jeg er glad for, at I lige melder ind, for der er masser af læsere af kommentarfeltet, som helt sikkert vil kunne gøre brug af jeres trick, og så er der ingen grund til at fare ud og købe en ukrudtsbrænder <3
Det gør vi også..det med kartofelvandet/pasta og lign. Og det har samme effekt som at brænde det og bladene visner. Men jeg må også konstatere at det ikke er det samme som at hele planten dør. Så man skal være lidt vedholdende..og det er vi ikke altid.
I øvrigt skønt at naboerne nyder godt af at kunne låne og at du kunne få arbejdsballaden ud af verden så den ikke tynger
Det er så oplagt, at vi helt generelt begynder at dele de “store ting” lidt mere. I min lille andelsforening gør vi det og låner af hinanden. Og vi taler altid om, at foreningen burde indkøbe xyz til fælles brug. Indtil videre er det vist mest olie til altanerne, som foreningen køber fælles. Men det er sgu også fedt at vi ikke allesammen skal have en bøtte altanolie stående. Min erfaring her er, at folk gerne vil, men alle er lidt for dovne til at få købt det ekstra køleskab til kælderen, som vi har talt om i årevis 😀
Tidligere på året skulle jeg have ny ovn og have bakset den gamle ned. Jeg troede vi havde en sækkevogn nede i kælderen, men det havde vi ikke, så jeg skrev og spurgte bestyrelsen om det ville være ok, hvis jeg købte en, at foreningen betalte. Så nu har vi en sækkevogn 😉
For de der ting, man selv bruger sjældent og er gode at have, men man ikke gider have selv, er jo oplagte! Min erfaring er i hvert fald, at hvis man tager initiativet, så synes de andre det er en god idé – og så begynder de andre også at tænke, at de ikke selv behøver at bruge penge på den ting, som de kun skal bruge én gang, men som alle kan have glæde af.
Så bare bliv ved! Så skal der nok komme flere med på vognen! Og langsomt lærer folk, at de ikke behøver at bruge penge på en rystepudser, som de skal bruge én gang, når de ved, at dem ovre på den anden side af vejen har en, fordi de var ovre og låne de der klapstole sidste måned 🙂
Det er en virkelig fin pointe, det med, at det somme tider bare handler om at begynde at gøre det.
Vi har *virkelig* mange pensionister i den her afdeling, og der kan jeg mærke, at der også er noget gamle-hunde-nye-tricks på spil. Men der er sgu også noget ift. boligforeningen, som er tungt. Jeg har flere gange foreslået, at de laver en mere målrettet indsats ift. at forebygge nogle af de problemer, der kommer af at have huse, der nærmest ligger midt på en mark (f.eks. myrer), for det er så tåbeligt, at vi alle sammen bekæmper i vildskab, og så bare sender dem ét hus længere op ad vejen. Lad os dog lave en plan, så vi alle bekæmper samtidig og kommer det til livs!?
Jeg gør, hvad jeg kan, for at gøde jorden, så det næste hold, der rykker ind, når det her hold af seniorer flytter ud, ser det som mere oplagt at tænke os som en enhed, end son 50 individuelle huse.
Jeg vil gerne slå et slag for Nordeas dele-pulje, som kan søges her i 2023. Man kan søge op til 15.000 kr. til indkøb af udstyr, som kan deles i nabolaget: https://nordeafonden.dk/det-stoetter-vi/liv-i-det-lokale/dele-puljen
(og så snakker vi ikke om, at bestyrelsen i min grundejerforening ikke vil være med til at have dele-udstyr fordi ‘så skal der også afsættes penge til vedligehold af udstyr’ og ‘hvor skal det opbevares’ og tusind andre elendige argumenter 😩)
Sikke dog en FULDSTÆNDIG fantastisk ide!! Det vil jeg grave mig ned i den kommende uge, når ungerne er afsted igen, og der er ro til at læse op på det. Tak <3
De der kørefliser… hvis du i forvejen har græsplæne og en plæneklipper, ville jeg gøre det helt anderledes: så græs i arealet og klip det ligesom græsplænen. Hvis der altså ikke er en eller anden regel i din boligforening der kan stoppe projektet.
Hvis vi skal være bæredygtige i haven skal vi ændre vores mindset til det der rent faktisk fungerer uden det bliver for bøvlet.
Jeg har selv 15×15 meter pigstensgårdplads, hvor minimum 75% er græsplæne idag, da jeg ikke kan bruge hele mit liv på at luge…..
Ideen er god, men kan desværre ikke implementeres her. Dels må jeg ikke for boligforeningen, og dels ligger byggeaffaldet på vores grunde så tæt på overfladen, at det er umuligt at få andet en ukrudt til at gro. Det var faktisk det, der var det største problem i min forhave, hvor jeg fik lagt fliser for et par måneder siden. Jeg har forhave og indkørsel mod øst, og ligger som det sidste hus på en lille vej. Det betyder, at jeg har solsolsol på de to stykker jord HELE dagen, og en MASSE bøvl og baks fra marken ved siden af. (Tidsler, mælkebøtter osv). Og pga. det forbistrede affald i grunden, kan jeg ikke komme til at stikke det op, hvilket betyder, at det kvæler alle former for græs.
Det virker måske ikke med den kombination af ukrudt og affald som du nævner her, men ellers kan man sommetider være heldig at få græsset til at dominere ved at slå det hele som om det var græs. Meget ukrudt kan i længden ikke klare at blive klippet lige så aggressivt som græs kan.