Det store i det små

Denne uges M2026-indlæg får lov at vige pladsen for et helt almindeligt ét af slagsen. Dels er det (for) længe siden, at jeg bare har freestylet, og dels har de sidste par uger været ét langt riv af konfirmationer, arbejde, sygdom, der i mistænkelig grad føltes som Corona og så en fuldstændig mageløs opsætning af The Wall med Jesper Binzer i hovedrollen, som jeg stadig er helt i knæ af benovelse over.

Der har ikke været tid til ret meget andet end bare at hænge på, og i de perioder glemmer jeg at huske, når jeg gør noget M20XX-relateret.

Men verdens bedste IT-vicevært sendte mig forleden en ‘we need to talk’-besked, og derfor sidder vi nu med en side, der ser lidt anderledes ud, end den plejer, men hvor ingen opportunistiske russere får held til at hacke sig ind, og det føltes en god anledning til at skrive et indlæg om hverdagen og livet skøn forening.

Ud over den lidt hektiske kalender, er det egentlig ikke fordi, der sker det store; dagene går og jeg går med. Jeg har en følelse af, at jeg løber hurtigere tør for tid, end jeg plejer, hvilket er paradoksalt, nu hvor dagene er blevet mærkbart længere, men måske det bare handler om kombinationen af aldersudløst scatterbrain og min nye hobby: Haven.

Jeg er 49 nu, og jeg kan sagtens mærke hormonerne. Jeg bøvler ikke med de klassiske symptomer, og søvnforstyrrelser er jo bare another day at the office her – men min hjerne føles pludselig som et elendigt kodet spil Tetris, som man forsøger at køre på en Commodore 64, og nogle dage bliver jeg næsten selv imponeret over min afsindige mangel på sammenhængende tanker.

Derudover bøvler jeg med led- og muskelsmerter. Ikke dagligt eller ugentligt, men jeg har dage, hvor jeg oprigtigt spekulerer på, om man kan få urinsyregigt i hele kroppen på under 24 timer. Det kunne jeg godt undvære.

Til gengæld fyldte min nye hofte et år i sidste uge, og det overgår min fatteevne, at man kan skifte reservedele på et menneske med så godt et resultat. Jeg tænkte på det, da vi var til Luminis i februar, for året før havde jeg så. ondt, at jeg næsten ikke kunne gå op ad bakken derovre. I år kunne jeg have taget turen 16 gange uden at blinke. Jeg squatter med 65 kg., jeg kan cykle, så langt jeg vil, og jeg vågner ikke 7 gange hver eneste nat, fordi det føles som om, nogen er ved at klippe mig midt over med en rusten boltsaks. Jeg er simpelthen så glad for, at jeg fik det gjort.

Mit haveprojekt tager meget tid, men jeg elsker det. Jeg kan næsten blive vrissen, hvis jeg i to dage ikke har haft tid til lige at loppe ud og stikle et eller andet, eller potte noget om. Det har fået mig til at tænke over, hvor fedt det er at lære noget helt nyt som voksen. Jeg er meget tilbøjelig til at opsøge det, jeg på forhånd ved, jeg kan, så når jeg går i gang med noget nyt, er det ofte bare variationer over et allerede kendt tema. Det er fedt, fordi det aldrig er kedeligt at være god til noget – men man går glip af de highs, der ligger i at noget, man aldrig har kunne før, pludselig lykkes. 

Og selvom det er i småtingsafdelingen, så tror jeg ikke, at det er så dumt at blive mindet om, at man ikke bliver bedre til alt, fordi man bliver ældre. Man bliver bare bedre til at selektere, så det føles sådan.

*

Ungerne er flyvende. De er ved at være store, og jeg elsker at få lov at se dem folde sig ud. Frida går i 4. klasse nu, har et socialt liv, der ville få det amerikanske jetset til at blegne af misundelse, og da jeg forleden gik ind med en stak vasketøj, kunne jeg se, at en af de mange veninder, vi ofte har besøg af, på tavlen havde skrevet ‘Frida er en god ven’.

Anton har alle dage mindet mig om Steen fra Steen og Stoffer, men jeg har aldrig helt kunne sætte fingeren på, hvem det er, Frida minder mig om.

– før forleden, hvor hun havde bedt Anton om hjælp til at tage cykelhjelmen ned, han teenagevrissede: “Hvorfor kan du ikke selv tage den?” og jeg hørte hende svare: “My guy – I’m small!?!”

Anton er startet i løbeklub, og han er vild. Han stemplede ind på 9 km., uden nogen form for forudgående træning, og efter 3 gange (og stadig i udtrådte, neurospicy sko med velcro, der er ved at få mig til at kradse øjnene ud på mig selv), løber han på 6 minutter/km., fladt. Han har været der 4 gange, er meldt til sit første, ægte løb, og jeg er ved at brække over på midten af begejstring. Han er på et år gået fra et mad-repertoire på omkring 10 forskellige emner, til nu bare at spise alt. Altså: Alt-alt. 

Af alle mine planter er det de to, jeg er allermest stolt over at have vandet og gødet, så de blomstrer, lidt bøvlede vækstbetingelser til trods.

Det er der, vi er for tiden.

Med hverdag, vasketøj og plejer i den ene hånd og fremtiden, taknemmeligheden og de store valg i den anden. Og det meste af tiden passer det med, at vi på den måde kan holde balancen.