M2026, uge 17

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt et ur til mit skur i en genbrugsbutik, og dermed købt brugt elektronik, hvilket jeg ikke plejer at gøre.

Og den regel skulle jeg have holdt fast i, for det virker ikke, som det skal.

Det er jeg træt af, for det virker lidt åndssvagt at gå tilbage med et ur til 40 kroner; særligt fordi det er en fin og ordentlig butik, og de normalt er meget omhyggelige med at tjekke de ting, de sælger videre.

Samtidigt er det træls, for det var netop for at spare penge, at jeg valgte dén løsning.

Jeg er derfor endt på, at jeg prøver at køre forbi i morgen og spørge, om jeg må bytte det til et andet ur, og er svaret nej, betragter jeg det som en donation, og så må jeg i Bilka efter et nyt.

Og så lytter jeg fremadrettet til min mavefornemmelse, når den atter fortæller mig, at der ér ting, det ikke kan betale sig at købe brugt.

2.

Taget et kig i glas-, pap- og plastemballage-kassen, hvor jeg den sidste måneds tid har gemt alt, jeg har fået op under neglene, som jeg har forestillet mig kunne bruges i haven.

Det kritiske blik kom sig af, at jeg brugte det sidste af en bodylotion, og derfor stod med en plastbøtte med skruelåg i en rigtig god størrelse. Den vaskede jeg af og gav Frida, fordi hun selv laver slim og tusind andre kreating, som hun efterfølgende skal bruge opbevaringsgrej til.

Mens jeg vaskede den af, tænke jeg over, at jeg egentlig synes, jeg er blevet god til at nøjes med at gemme det, jeg rent faktisk kan bruge.

I starten, når man går fra at smide alt ud til at gemme det hele, så opstår der en fase, hvor man også gemmer ting, som det viser sig, at man ikke kan finde anvendelse for. 

Derfor står man pludselig med så meget, man ikke plejer at have, at man bliver udfordret på plads.

Dermed kan man faktisk komme til at forstærke det problem, man i første omgang prøvede at løse, for hvis du ikke kan overskue, hvad du har på hylderne, så opgiver du på forhånd at lede efter det, du skal bruge, og ender i stedet med at købe dig til en løsning.

Derfor prøver jeg, hver gang jeg finder et nyt område at genbruge/optimere på, at køre ‘gem, revider, forebyg’-strategien, så jeg i første omgang bare gemmer revl og krat, men efter en måned eller to kigger på, hvad jeg reelt kan bruge.

I emballagetilfældet kan jeg se, at jeg meget hurtigt ophober glas, jeg ikke kan bruge, fordi de har indeholdt noget, der lugter. Selve glasset lugter selvfølgelig ikke, og kan stadig bruges til pensler, blomsterpinde osv., men for hvert glas, jeg kan finde et formål til, genererer jeg 6, jeg ikke kan.

Dem er der ingen grund til at gemme, for så skal jeg bare snuse mig igennem 30 glas, hver gang, jeg vil give min mor et glas hjemmelavet marmelade, for at sikre, at den ikke efter en uge smager af syltede rødløg.

Så længe jeg gemmer glas fra honning, tahin osv., har jeg hele tiden alle de glas, jeg skal bruge.

Målet med minimalisme er at have, hvad man skal bruge, og ikke mere end det. Min egen oplevelse er, at det er nemmest at holde fast i, hvis man praktiserer det bredt, og dermed ikke har områder, hvor man bare hoarder ting; heller ikke selvom de er gratis eller tilflyder dit hjem, uden at du gør noget for det. Det mudrer din fornemmelse af, hvad du har, og så bliver det sværere at undlade at købe nyt, fordi du ikke har et overblik over, om du har noget i forvejen, der kan bruges.

Så nu er haveemballage-kassen trimmet, så der er glas, der passer til æggeskaller, prikle-grej og blomsterpinde, plastikbakker, der kan bruges til ærteskud og forspiring og tomme toilet- og køkkenpapruller, som venter på at danne bund i det kommende højbed.

3.

Har jeg vasket mit plantebord ned, fordi det var blevet grønt af at stå under mit halvtag i baghaven, hvor der er skygge det meste af dagen.

Og nu er det projekt endt med at blive langt mere omfattende, end jeg havde tænkt, at det skulle være.

For jeg startede med at prøve at børste algebelægningen af bordet – og efter 2 timer og 14 kramper i armen, kunne man ikke se, at jeg havde været i gang.

En googlesøgning senere prøvede jeg med vand og opvaskebørste. Nul effekt.

Mere googling. Nyt angreb, denne gang med svamp, børste og brun sæbe.

Det hjalp. Meget. Bordet blev SÅ fint – men helt tydeligt også næsten ‘råt’ i træet, og derfor skulle det have noget olie.

Det fik jeg tilvejebragt og givet – og nu ligner det pis.

Min fars bud er, at det er fordi, det ikke har fået olie i al den tid, jeg har haft det, og at træet derfor mætter forskelligt. Dermed mener han, at løsningen er en gang olie mere, og jeg overvejer, om det ville hjælpe at vælge en variant, der stadig er transparent, men som har en lille smule farve, fordi det så vil være sværere at se farveforskellene i træet.

Hvad siger I?

Tips og gode råd modtages med kyshånd.