M2026, uge 27

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Denne uges M2026-indlæg bliver en have-edition, fordi jeg gerne vil illustrere, at de tanker og overvejelser, vi ved fælles hjælp har gjort os i over 8 år om ressourceforbrug og bæredygtighed, kan tænkes ind mange steder. Også dér, hvor man måske ikke lige syntes, at det i første omgang var oplagt.

Men inden vi når til de konkrete punkter, er jeg nødt til at have lov til at skrive en ode til min have, fordi jeg er helt benovet over, hvor meget godt det gør for mig at have fået en organisk hobby.

Jeg skal være den første til at indrømme, at have aldrig har sagt mig det store, og når min bedstefar og min mor altid startede med en havevandring, når vi besøgte ham, så forstod jeg simpelthen ikke, hvorfor det overhovedet var noget, man kunne gå op i.

Her vil jeg gerne sende en undskyldning opad med tilbagevirkende kraft: I get it nu, bedstefar.

For at sam-skabe noget, med noget andet levende, som man ikke med sin vilje kan tvinge til at lykkes, betyder, at glæden og begejstringen over en spire, der kigger frem, den første tomat på planten, eller en drueagurk, som pludselig åbenbarer sig bag et blad, er helt ren og oprigtig.

Når man er En Dygtig Pige, så har man efterhånden vænnet sig, at man er ok-god til det meste af det, man giver sig til. Det handler ikke om, at man er særlig udvalgt, eller mere lærenem end gennemsnittet; jeg tror simpelthen bare, at kombinationen af fokus, tidsforbrug og evnen til lynhurtigt at frasortere det, vi ikke med det samme er gode til, får det til at se sådan ud.

Ikke mindst fordi de fleste af os også er *rigtig* gode til at finde afarter af noget, vi kender, når vi kaster os over noget nyt: Hvis vi er gode til tennis, starter vi til badminton, hvis vi er flydende på fransk melder vi os til spansk osv. osv.

Jeg tror ikke nødvendigvis, at det gør noget godt for personligheden at have oplevelsen af, at nye egenskaber er nemme at tilegne sig, og i det her haveprojekt har jeg også opdaget, at det måske faktisk kan være lidt kedeligt, fordi det ikke helt på samme måde som noget nyt-nyt kræver din fulde opmærksomhed, og dermed sætter dig i Zonen.

Mit haveprojekt har givet anledning til at sætte mig ind i områder, jeg aldrig har forholdt mig til før, og det er SÅ FEDT at lære noget ægte nyt. Og jeg havde glemt, hvor fantastisk det føles at søge viden og dykke ned i obskure kaninhuller, når emnet, man researcher på, er noget, der udspringer af kærlighed og passion og ikke frustration og raseri.

Verden bliver lille på den gode måde, når man bruger timer på forsigtigt at grave et blomsterløg op, som er gået i stå i sin vækst, potte det om og bære det rundt i haven som et spædbarn i forsøget på at finde Det Bedste Lys – og pludselig en morgen kan skimte en lille, grøn spire i færd med at bryde igennem jordens overflade.

At stå med hænder og snude i alt det grønne, øger lysten (endnu mere) til at tage vare på naturen, og er en sund reminder om, at det, vi hælder i jorden og haven, også er det, vi hælder i munden og maven.

Nøglen til at komme i gang viste sig for mig at være forspiring og en fast beslutning om, at i år bare er et øve-år. Det, der lykkes, glæder jeg mig over. Det, der ikke gør, ryger på erfaringskontoen, og er dermed også værdifuldt. Forspiring kræver nærmest ingenting; hverken plads eller remedier, og det betød, at jeg kunne overskue det – og at det var sjovt.

I aftes tegnede jeg en skitse over, hvordan jeg gerne vil have haven til at se ud i 2027. Jeg tror aldrig, at jeg har planlagt noget så langt frem før, og det bedste er, at det ikke føles som en opgave, der skal overstås, men som et hyggeligt projekt, der giver anledning til at dykke ned i alt muligt andet spændende. Lige nu er jeg f.eks. i gang med at ide-udvikle på, hvad man kan bruge til højbede/plantekasser, fordi trykimprægneret træ ikke er godt at bruge til planter, der skal kaste noget spiseligt af sig, og selvom det kan være momentvist frustrerende, at alle løsninger virker økonomisk uoverkommelige, så er det også den slags udfordringer, jeg godt kan lide at nørkle med og – forhåbentlig – løse.

Og netop det her med at holde fast i at tænke økonomisk og bæredygtigt, kan man godt blive udfordret på, når man forelsker sig så intenst i noget nyt. For det er nemt at blive forledt til, i forsøget på at gøre det hele så godt som muligt, at købe det rigtige grej, den allerbedste jord og hver eneste blomst, plante og busk, man forelsker sig i.

Hvilket leder os frem til denne uges liste.

Så de seneste mange uger har jeg:

1.

Vandet tidlig morgen/sen aften alle de dage, hvor det har kunne lade sig gøre, fordi planterne så får glæde af alt det vand, man hælder i jorden, i stedet for at halvdelen af det fordamper i solen.

Jeg tømmer vandkanderne først, så de er tomme og klar til den efterfølgende dags overskudsvand fra vandflasker osv., og herefter bruger jeg vand fra min regntønde. Når jeg har brugt, hvad den har at byde på, er der dømt slange for resten, og den sørger jeg for at tømme efter endt vanding, både for at tryk og fugt ikke mørner gummiet mere end højest nødvendigt, men også, så der ikke står vand i slangen, som i solen kan blive så varmt, at Frida og veninderne skolder sig, hvis de skal lege med vand.

2.

Foræret masser af spirer og småplanter, jeg selv har stiklet, væk, mens de stadig kan bruges.

For det er nu, det er sjovt at få en bakke med basilikum, mynte og citrontimian, og det er gået SÅ godt med at stikle, at jeg har flere planter, end jeg kan nå at bruge selv.

Jeg spørger altid, før jeg kommer anstigende med hænderne fulde af krydderurter for ligeså skønt, det kan være at få noget grønt at hygge om, hvis man går op i det, ligeså belastende kan det være at få stoppet i halsen, hvis man ikke gør.

3.

Har jeg kun haft ét regulært dogme, og det har været KUN at dyrke spiselige ting, som jeg… ja, spiser.

Det har jeg skrevet om før, men det tog mig 3 år at lære, at jeg faktisk ikke spiser ret meget pesto, ligesom jeg heller ikke kan nå igennem 8 glas marmelade på et år.

Men alt, hvad jeg har i haven i år, som kan spises, har jeg fundet anvendelse for, og alt sammen til noget, hvor det ikke er pligt-spisning, fordi ‘det er da også lidt sjovt, at det er fra egen have’ – men faktisk er noget, jeg reelt bruger og/eller virkelig godt kan lide.

Samtidigt nedskriver jeg løbende mine erfaringer, fordi jeg ved, at jeg til næste år lykkeligt har glemt, hvor mange tomatplanter, jeg skal sigte efter, og hvor meget citronmelisse, jeg faktisk kan nå igennem efter at have opdaget te på mynte, citronmelisse og honning.

Det skulle gerne forebygge, at jeg overproducerer, for selvom det jo virkelig er på mikroskala, så er der ingen grund til at bruge ressourcer på at producere til skraldespanden.

Jeg har også for første gang prøvet kræfter med at sanke, og her følger jeg Hyldemors fine bog ‘Blandt urter og elverfolk’. Her har mit selvopstillede kriteriet også været kun at gå med det, jeg forventer at kunne bruge, og i skrivende stund har jeg røllike- og hyldeblomsttinktur til at stå og trække, og jeg har netop i dag været afsted efter brændenælder, som nu hænger til tørre i garagen.

For sjov prøvede jeg forleden at notere, hvad jeg indtil videre har lavet i år, og det er faktisk en ok-imponerende liste:

*Eddike m/krydderurter og jordbærtoppe

*Hyldeblomstsaft og -sirup (rød m. Appelsin og hvid med citron)

*Syrensirup

*Myntesirup

*Is-te

*Lavendelolie

*Røllike tinktur

*Hyldeblomsttinktur

*Læbepomade med hybenrose

*Rabarbersaft

*Tørrede krydderurter

*Brændenælde-infusion

*Jordbærmarmelade

*Tørret lavendel

*Syltede drueagurker

*Tørrede kamilleblomster

*Rosmarinvand

*Vakuumpakkede jordbær og kirsebær

Jeg har høstet første runde radiser, og anden omgang er snart klar, ligesom mine sommergulerødder også er lige på trapperne.

Derudover har jeg 6 græskarplanter, der gror helt vildt, jeg har netop købt mig en solbærbusk, og alle tomaterne begynder at tage farve.

Jeg har 2 forskellige slags chili og 3 peberfrugtplanter, der også blomstrer, og inden sommeren går på hæld bliver der føjet en japansk kvæde og et dværgkirsebærtræ til samlingen, så jeg kan plante dem ud til efteråret.

Jeg har ikke kun dyrket spiselige ting i haven, men har også masser af blomster – og her er læren, at det behøver jeg ikke til næste år. Ikke, at det ikke er pænt, for det er det, og jeg er gået målrettet efter blomster, som tiltrækker bier og sommerfugle. Men jeg har MANGE, og da det begyndte at trække op til et vandingsforbud, fik jeg faktisk helt hovedpine over mig selv, for hvis det på et tidspunkt bliver aktuelt, så er det godt nok mange blomster og planter, jeg har hældt jord, gødning og vand på i månedsvis til ingen verdens nytte.

Men som tidligere nævnt: Det er en erfaring, og dem sætter vi *også* pris på.

4.

Sidst men ikke mindst har jeg lavet mine egne selvvandsflasker til de største krukker, jeg har.

(Jeg vil i den forbindelse gerne rose Ikeas selvvandere, som mine planter ELSKER, men jeg har kun 3, og derfor har det været nødvendigt at være lidt kreativ).

Min løsning blev at skære bunden af de 2 liters vandflasker fra prepperlageret, som skulle skiftes ud, binde store knuder på klude af den selvvandingsdug, jeg har brugt til forspiring, og stoppe dem i halsen på flaskerne, som jeg så stak godt ned i jorden.

På den måde løber vandet meget langsomt ud, og ud over, at planten vandes tæt på rødderne, så sparer det faktisk også vand, at jorden ikke når at tørre så meget ud, at vandet bare fosser lige igennem krukken, når man næste gang kommer forbi med vandkanden.