M2026, uge 38

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg holdt mig stramt til den plan, jeg lagde i sidste uge.

I det sekund, jeg har lidt ekstra tid, er jeg slem til at kaste mig over noget, jeg ellers havde parkeret – for så at fortryde bittert, når jeg ender med at være i gang alt for længe alligevel.

Så jeg har holdt mig selv i et fast førergreb hele ugen, kørt mine små 10-minutters oprydninger hver eneste aften, klatvasket et par gange undervejs, uddelegeret støvsugning og opvask til den øvrige husstand, og alle aftensmåltider har været venligst sponsoreret af fryseren.

Det sidste har haft den positive bivirkning, at jeg har fået ryddet op, og derfor har jeg i dag brugt 30 minutter på at trimme hylderne, så der er lidt system i, hvad jeg har hvor.

Nu er alt saft fra sommerens produktion samlet i én skuffe, alle bær i en anden, alt, hvad jeg har lavet af mine tomater i en tredje osv.

2.

Har jeg været forbi min mekaniker med bilen, fordi dæk-advarselslampen – med vanlig sans for timing – lyste op som et præmaturt juletræ, mandag aften.

Da den kom op at hænge, kunne jeg godt se, at de nye dæk, vi talte om, da bilen var til service sidst, var rykket tættere på.

Jeg vil gerne have en anden bil – men jeg vil også gerne være millionær og have 4 drivhuse og en tjener. Nye dæk er dyre, og jeg havde brug for at tænke igennem, om jeg forventer at køre videre i min nuværende bil, længe nok til, at det giver mening at bekoste nye dæk på den.

Det primære problem var dengang, at det ene dæk er slidt en smule skævt, og bilen derfor larmer mere, end den behøves, når jeg kører i den.

Men nu er dækkene så slidte, at jeg ikke selv har lyst til at køre på dem, når efteråret rigtigt rammer, og så er sagen jo afgjort.

Bilen er betalt ud om et år, og mekanikeren lovede mig, at der var mange flere kilometer i den, så nu satser jeg på, at den med 4 nye dæk kan køre et par år endnu.

3.

Har jeg lavet henkogte tomater.

De synger på sidste vers, tomatplanterne, og det gør faktisk ikke noget. Ligeså flotte planterne er i august, lige så triste at se på er de ved at være her i den sidste halvdel af september, og det begynder at klø i fingrene efter at få ryddet op og gjort haven efterårsfin.

Jeg har virkelig, virkelig meget tomatpassata og -suppe i fryseren, og det er perfekt, for megen af den mad, vi spiser, egner sig fortrinneligt til at blive hældt i tomatsuppe. Pulled chicken, refried beans, lasagne, ris, oksekød; alt fungerer perfekt som fyld i en tomatsuppe, og dermed bliver det meget nemmere at bruge selv små rester til noget fornuftigt.

Jeg har ventet med de henkogte tomater af den simple grund, at de fylder. Glassene behøver ikke stå i køleskabet, men de skal stå ét eller andet sted, og nu er det blevet køligt nok til, at de kan stå i mit skab på terrassen.

Jeg vil gætte på, at jeg ender med 15-20 glas henkogte tomater, inden planterne giver op, og dem glæder jeg mig til at bruge i efterårets simreretter, for det ER mere lækkert med sådan et glas end med en dåse hakkede tomater fra Netto.

Selvom det kan lyde lidt ulogisk, så holder jeg nu også øje med, om der er tomater på bud, når jeg er ude at handle. Det gør jeg, fordi de sidste tomater nok ikke når at blive helt røde, og ved at have et par bakker overmodne tomater at blande mine egne næsten-modne op med, får jeg stadig glæde af dem, uden at ende med et glas tomatsauce, der ikke smager af noget.

De grønne tomater som hænger tilbage, bruger jeg til tomatchutney, og det kan jeg anbefale, hvis man, ligsom jeg, ikke får spist dem syltede (selvom de smager skønt).