Sandhed eller konsekvens

Det er næppe gået nogens næse forbi, at Sisse Sejr i forrige uge udgav en podcast, som hun siden har været nødt til at trække sig fra igen.

Det er der skrevet og ment meget om på de sociale medier, og jeg ved godt, at alle er ved at have fået nok, og at ingen rigtigt orker at høre mere om sagen.

Jeg har alligevel lyst til at skrive lidt om den, både fordi jeg har skrevet om den før, og fordi vinklen om folkedomstolens magt begynder at fylde mere, end hovedpersonen og den konkrete podcast gør.

Min første reaktion på podcasten var vantro, for det virker absurd, at man kan få en dom for stalking, og 10 minutter senere kan lave en karriere ud af det.

Det virker faktisk SÅ vildt og grænseoverskridende, at jeg besluttede mig for at høre de to afsnit, fordi jeg tænkte, at det MÅTTE være noget, Podimo havde forholdt sig til.

Det var det ikke.

Tværtimod lagde Henrik Qvortrup fra land med at fortælle, at de havde rakt ud til offeret, men at hun ikke havde ønsket at medvirke.

20 sekunder inde syntes jeg derfor allerede, at hele konceptet var SÅ problematisk, at det nærmest virkede som en parodi, og efter endt lytning var jeg rystet i min grundvold over manglen på dømmekraft fra både Sisse Sejr og Podimo.

Det var jeg ikke alene om, kunne jeg de følgende dage se på alle sociale medier, og de første dage gik samtalen meget på det usmagelige i at forsøge at slå mønt på en sag, man selv er gerningsmanden i.

Efter nogle dage med høj bølgegang i diverse kommentarspor, er samtalen nu begyndt at handle om det rimelige i, at folkedomstolen kan dømme dig ude, når du allerede har udstået din straf.

Om det var metaltræthed eller Udglatter-genet, der var på spil, ved jeg ikke, men ’hun har jo ikke slået et spædbarn ihjel’, som en af journalisterne i DR’s podcast ‘Damerne først’ sagde.

Og det har hun selvfølgelig ikke, men når så mange mennesker har den samme reaktion på en podcast, så er hun jo helt tydeligt trådt over en grænse, som er vigtig alligevel.

En af de ting, der på tværs af platforme lader til at være enighed om, er, at hun har været for hurtigt ud; at folk måske ville have været mere tilgivende, hvis der var gået nogle år.

Det er jeg ikke sikker på, for jeg tror ikke, at tiden er hendes største problem. Jeg tror, at det er hende selv.

For det, der i interviewet for mig blev tydeligt var, at hun stadig ikke synes, at det, hun har gjort, er særlig slemt.

Hun siger alle de rigtige ting. Hun bruger alle de rigtige ord. Men fordi interviewet er to timer langt, og hun hele tiden har fokus på at lave kollegial nivellering ved at sige ting som ’Det ved du også godt’ og ‘Det kender du jo selv’ til sin nye #bff Henrik, så glemmer hun at være opmærksom på, om masken bliver siddende. Det gør den ikke, og når den smutter, afslører den let hånlige undertone, at hendes anger er forstilt.

For man kan høre, at hun stadig finder det latterligt og urimeligt, at hun bliver straffet for noget, som den anden selv har været skyld i. Jeg sad i hvert fald tilbage med fornemmelsen af, at formålet med podcasten var at få liret noget beklagelse af, så vi kan komme videre, og hun kan få lov at vende tilbage til sit gamle liv.

Og hun er god. Det vil jeg faktisk gerne give hende. Hun får endda italesat, at hun kommer til at grine, når hun bliver presset, og at de hjemme hos hende bruger humor og sarkasme som coping. 

Men for mig diskvalificeres HELE projektet af, at hun ikke på noget tidspunkt forholder sig til, at hun igen sætter sit eget behov over offerets.

Tværtimod nedtoner hun konsekvent alvoren af det, hun har gjort ved f.eks. at gå meget op i, at hun aldrig kontaktede offeret direkte. At det ‘bare’ var bordreservationer, bestilling af skadedyrsbekæmper osv.

Men hun er dømt for ‘ikke mindre end 81 tilfælde af identitetstyveri på 39 dage’.

Det er 2 gange om dagen – og det er det, man kan bevise. 

For 39 dage siden var det d. 17. januar. Om 39 dage er det påske.

39 dage er ikke en nedsmeltning eller et fuck-up. Det er systematisk chikane, og dermed mangler der for mig en sammenhæng mellem forbrydelsens konkrete karakter og podcastens påståede formål om at undersøge, hvornår og hvordan man som offentlig person må ‘komme igen’, når man har ‘fucket op’.

Når jeg så alligevel synes, at der er kommet noget positivt ud af udgivelsen, så er det fordi, det er første gang, jeg kan mindes at have set offentligheden sige SÅ entydigt fra.

Det kan handle om, at vi som individer er blevet vores ansvar mere bevidst, fordi Epsteinsagen, ICE osv. har tydeliggjort, at den, der tier, samtykker.

Men jeg tror også, at det er et resultat af den debat, true crime-bølgen udløste, som fik de fleste af os til at forstå, at der sidder ofre og pårørende derude, som bliver retraumatiserede, når deres historier gøres til underholdning.

Her skal jeg være den første til at række hånden op og sige: Jeg forstod det heller ikke, og jeg var PÅ.

Men der er sket noget med true crime-genren over de sidste 3-4 år. Fra at alt var fair game; jo blodigere, jo bedre, så gør de store true crime-podcasts sig i dag ret umage for at have etikken med. Historier fortælles uden detaljer, mange af de største, udenlandske podcasts samarbejder med politiet og donerer en del af deres overskud til DNA-prøver og undersøgelser, som kan hjælpe med at opklare henlagte sager, og selvom der stadig er brodne kar, så lander mange podcasts i dag et sted mellem graver-journalistisk og underholdning.

Den udvikling er kun sket, fordi familiemedlemmer og venner til ofre for diverse forbrydelser har brugt tid på at opdrage på os, der har levet liv, ganske forskånet for de rædsler, de har gennemgået. 

For når man får det forklaret, bliver det indlysende, hvorfor det er problematisk, og for mit eget vedkommende kan jeg huske, at der skete noget med mit syn på true crime, første gang jeg hørte en podcast om en dansk sag. Det ville have været klædeligt, hvis jeg havde forstået det af mig selv, men somme tider er der lidt længere til indsigt og læring, end man kunne have ønsket sig.

Jeg tror, at ovenstående er baggrunden for det rungende nej til Sisses podcast; erkendelsen af, at vi som borgere, publikum og forbrugere har et individuelt ansvar, og forståelsen af, at moral rummer flere nuancer end strafbart vs. lovligt.

I USA har man længe haft de såkaldte ‘Son of Sam’-love, der forhindrer dømte kriminelle i at tjene penge på deres forbrydelser ved f.eks. at sælge deres historie til aviser og dagblade.

Det kan de fleste se det rimelige i, og i det ligger for mig et af de største, etiske problemer ved Sisses podcast.

For én ting havde været, hvis hun havde stillet op til interview.

Men at hun, helt konkret, forsøger at gøre en levevej ud af sin forbrydelse, virker næsten afstumpet.

Og det er her, debatten om folkedomstolen begynder at irritere mig lidt, for jeg har set flere skrive, at det er dobbeltmoralsk, at hun skal dømmes så hårdt, når nu ex-rockere og tidligere bandemedlemmer får lov at lave podcasts og udgive bøger. Må man nu ikke komme videre?

Men at mange siger nej tak, er ikke folkedomstol. Hvis facebook havde eksisteret i Europa omkring 1939, havde der formentlig (forhåbentlig!) været mange opslag, der også stort set stod det samme i, og i Sisses tilfælde har jeg ikke set det udvikle sig derfra. Det er vitterligt podcasten og den manglende etik, der skrives om i samtlige opslag. Derfor synes jeg faktisk ikke, at man kan tale om gabestok, for når man gør det, forveksler man volumen med indhold.

For mig er der uENDELIG forskel på at have levet et helt liv som rocker, lægge det bag sig, og efter fængselsstraf og rigeligt med refleksion prøve at bruge sig selv, sin opvækst, og sin særlige indsigt til at skabe et nyt liv; ofte mens man ved siden af tager en uddannelse – og så på at prøve at gøre en enkeltstående forbrydelse, begået i et (udefra set) meget priviligeret liv, til en fuldtidskarriere.

Det er forskellen på at være mønsterbryder og opportunist, og når du lever af at mene noget i offentligheden, så følger det med, at offentligheden også mener noget om dig.

Det er en af grundene til, at jeg ikke vil blogge kommercielt, for i det sekund, du tjener penge på din holdning, så forvandler du den til en vare, der er underlagt reglen om udbud og efterspørgsel, og dermed får offentligheden en aktie i din markedsværdi, uanset om du kan lide det eller ej.

Dermed ikke være sagt, at jeg synes, at hele dit liv skal være offentligt tilgængeligt, fordi du er en person, folk kender; det skal være inde for skiven.

Men du kan ikke kun ville have et forhold til offentligheden, når det er fordelagtigt for dig, og hvis du bruger de sociale medier til at sælge dit produkt, synes jeg også, at du må acceptere, at det er der, du selv bliver opkrævet. 

Da Black Lives Matters var på sit højeste, kan jeg huske, at jeg hørte en sort kvinde sige om hvide: “You don’t get to decide if you are an ally”.

Jeg tror, det samme princip gælder her.

Når det er dig, der har gjort noget forkert, er det ikke op til dig at beslutte, hvornår du er tilgivet og kan komme igen.