M2026, uge 14

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

1.

Har jeg irriteret mig voldsomt over, at græsplænen i baghaven efterhånden er omdannet til én stor mos-pude.

Jeg startede meget optimistisk med at google ‘fjern mos uden maskine’, men kunne efter 30 sekunder se, at det ville resultere i en 6 måneders sygemelding, for med en rive som eneste våben, ville mine skuldre og arme tabe kampen, inden vi overhovedet kom i gang.

Jeg lagde derfor en forespørgsel op i den lokale fb-gruppe og spurgte, om nogen havde en mosfjerner, jeg kunne låne – og det havde Dennis.

Jeg hentede den dagen efter, og det tog vitterligt kun 2 timer at prygle plænen til ukendelighed, og med Anton som co-pilot, som rev sammen, mens jeg hang i en lodret streg efter maskinen, var det en overraskende overkommelig opgave.

Så bare en opfordring til at spørge ud lokalt, inden man investerer i noget, man kun skal bruges en gang hvert andet år.

2.

Har jeg tømt min Oprydningskasse^TM.

Kassen blev fast inventar, da jeg i tidernes morgen begyndte at køre en fuld tour de chambre hvert år, og systemet er, at jeg i første omgang bare frasorterer alt, hvad vi ikke længere bruger, og smider det i kassen.

Først når jeg er færdig, tager jeg stilling til, hvad der skal sælges, hvad der skal foræres væk, og hvad der skal på storskrald, for min erfaring er, at det på den måde ikke bremser processen, at skulle vurdere, om mormors hjemmestrikkede halstørklæde skal foræres væk eller blot stedes til hvile.

Over årene er der blevet færre ting, som skal videre. Dels har jeg efterhånden ryddet så grundigt op, at der ikke er meget tilbage, der kan være til overs, og dels er børnene så store nu, at der ikke hvert halve år er tøj, de er vokset ud af, og legetøj, de ikke længere bruger.

Derfor er kassen i dag længere tid om at blive fyldt, og inden vi gik på påskeferie, kunne jeg mærke, at jeg faktisk hellere ville have pladsen fri, end jeg ville bruge tid på at tage billeder af tingene og forsøge at sælge dem.

Jeg pakkede derfor det hele pænt ned og forærede det til Hjemløses Venner, og glæden over den nyvundne plads på bryggers-bordet opvejer længe 2-300 kroner, jeg kunne have tjent på at sælge tingene.

3.

Er jeg begyndt at få øje på ting, jeg plejer at smide ud, som jeg kan bruge i Projekt Have.

Folk, både her og ude i virkeligheden, har simpelthen været så søde til at melde ind med tips, tricks og ideer, og jeg har brugt mange af de fif, jeg har fået.

Men jeg er efterhånden også nået til den erkendelse, at meget står og falder med, hvad der fungerer for den enkelte, hvilket i dette tilfælde er mig.

For når et projekt er SÅ meget learning by doing, som Projekt Forspiring & Have er for mig, så vokser læring af de erfaringer, man gør sig undervejs, og derfor kan man ikke bare gøre som andre gør, og få samme gode resultat. På den måde minder det egentlig meget om at lave mad.

Men hvor det måske på overfladen ligner noget, der kunne slå modet ud af en nybegynder, så oplever jeg faktisk, at det tværtimod giver mig lyst til at gå på opdagelse i, hvad der så kunne fungere, når det, jeg havde forventet ville lykkes, ender i fiasko.

En ting, der har drillet mig mere, end jeg næsten kan overskue at indrømme, er at flytte spirerne fra forspiringspotter til blivende potter, og derfor kan jeg pludselig, når jeg står i køkkenet og bager citronmåne, se, at nettet, citronerne kommer i, faktisk ville egne sig fortræffeligt til at montere under en oversavet mælkekarton, for så kan jeg bare klippe nettet af og slide den EKSTREMT sarte diva-basilikum direkte ned i forever-potten.

Plastikbakken fra gulerødder er god som undervandingsbakke til de nysåede solsikker, og yoghurtbøtten har den perfekte størrelse til mine korianderfrø.

I dag har jeg forsøgt mig med at lave stiklinge af mine krydderurter, og hvis nogen for 5 år siden havde fortalt mig, at jeg hver morgen ville tilse mine spirer med samme begejstrede opmærksomhed, som man giver sine nyfødte spædbørn, ville jeg have grinet.

Men her er vi, og jeg elsker det.