M2025, uge 39
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Døde min vandslange. Som en gigantisk diva gik den ud med manér og valgte at eksplodere, så jeg det éne øjeblik stod i al fredsommelighed og vandede min citrontimian og det næste lignede noget fra et undersøisk eksperiment.
Til alt held havde jeg, da vi ryddede op hos oldefar, taget hans haveslange med hjem, selvom jeg på dét tidspunkt ikke manglede.
Jeg har bandet over den flere gange, for mit skur er ikke særlig stort, og oldefar havde valgt modellen på fod, men det var vidUNDERLIGT, at jeg ikke skulle afsted efter en ny, da jeg stod med vandet løbende ned ad nakken.
Jeg bor så småt, at stativet er gigantisk overkill, men selve stativet har en lille ekstraslange påsat, som er den, man klikker på hanen. Den klippede jeg til, så jeg nu både har en normal vandslange og én, der passer ned i min vandkande. For om et par uger er det ikke længere nødvendigt at bruge slangen, når jeg skal vande, og så er det både rart og effektivt med et stykke slange på 30 cm. der kan stikkes ned i vandkanden, når jeg fylder den, så vandet ikke plasker ud over det hele.
Som en ekstra lille bonus, sender jeg nu søde oldefar en tanke, hver gang jeg vander.
2.
Har jeg købt en tripod til mit bålfad.
Jeg er ved at miste fornemmelsen af, hvor preppingindsatsen stopper og den bevidste måde at leve på starter, for det hele flyder sammen nu, synes jeg.
Jeg har længe haft fokus på at lave mad med de råvarer, der er i sæson, og de sidste mange måneder er gået med at øve mig i også at tænke mit lille haveprojekt ind i madlavning og konservering.
For jeg kan ret godt lide at lave mad. Og selvom jeg ikke er i overhængende fare for at blive scoutet til et Michelinkøkken, så slipper jeg det meste af tiden ret godt fra det.
Men i takt med, at jeg er blevet bedre og bedre til at tømme køleskabet, bruge mine rester og nøjes med at købe, hvad jeg skal bruge, så er det blevet tydeligt for mig, at jeg kan være slem til at lave det, jeg umiddelbart forbinder med en råvare, i stedet for det, jeg egentlig spiser. Altså, at jeg f.eks. laver pesto af min basilikum, selvom jeg meget sjældent *spiser* pesto.
Derfor har jeg i år været optaget af at finde ud af, hvad jeg/vi FAKTISK spiser, og så bruge mine krydderurter og det, jeg kan plukke og finde i naturen, til dét.
Eksempelvis at lave saft og fryse det. Eller at nøjes med at lave 2 glas marmelade og 3 brikker suppe i stedet for 9. For selvom det er lækkert med hokkaidosuppe i fryseren, så skal der ikke være så meget, at vi stadig til maj sidder og ligner en fejlplaceret halloweenudstilling – for det ødelægger flowet og hele processen med at lære at spise efter årstiden.
Jeg er begyndt at henkoge tomater, fordi jeg faktisk BRUGER hakkede tomater, jeg husker at tørre og støde mine krydderurter, så jeg altid har hjemmedyrket pizzakrydderi og myntete på hylden, og så har jeg fundet en opskrift på en basilikumolie, der kan holde i månedsvis, og som jeg derfor kan nå at spise – og som ovenikøbet er meget smuk at se på.
Det er ét af de projekter, som man ville gå fuldstændig kold i, hvis man fik det pålagt, men som føles meget meningsfyldt, når det opstår organisk, og bare er noget, man går og hygger sig med.
Næste skridt i hele den proces er at lære at lave mad over åben ild – og efter en uge med droner galore, giver det mening ud fra flere perspektiver.
Jeg har efterhånden lært, at jeg skal gribe det an nedefra, når jeg skal lære noget nyt; altså, at jeg her f.eks. skal lære at lave et bål, der brænder på den rigtige måde, inden jeg kaster mig over en 3-retters menu i det fri.
Men det ER sjovere, hvis man bygger bålet op for at bruge det til noget, og derfor har jeg købt en gryde og en kedel, nu hvor alt bålgrej er på udsalg, fordi winter is coming, så vi kan varme suppe, kakao og krydret æbletoddy derude. Tricket er at gå efter de lavthængende frugter, fordi det er der, man kan se formålet med at bøvle rundt i færdigheder, man endnu ikke mestrer – indtil man gør.
3.
Har vi afholdt, hvad jeg håber bliver en ny familietradition.
Vi har utrolig mange fødselsdage i efteråret i vores familie, og egentlig er der ikke noget ‘plejer’ ift. om og hvordan vi fejrer det. Men både børnene og de ældste i familien bliver ældre, og jeg er stor fortaler for, at man løbende retter tingene til, så de passer til den virkelighed, man befinder sig i.
Derfor foreslog jeg sidst på foråret, at vi skulle booke bålhytten i skoven, hvor jeg holdt fødselsdag for bloggen, og mødes der.
Det gjorde vi i går, og det var simpelthen så hyggeligt.
Der er flere i familien, der har lidt neurobaks, og derfor fungerer det exceptionelt godt at være et sted, hvor akustikken ikke er ren tortur. Stedet lægger op til mange små gåture, så alle nåede at tale rigtigt med hinanden, ungerne kunne gå til og fra, for der er masser af skov at gå på opdagelse i, og endelig betyder en neutral lokation, at alle kan være med, så længe nervesystemet kan holde til det. Ingen står med huset fuld af gæster, når det sociale batteri crasher, og ingen føler sig forpligtede til at blive længere, end de reelt kan overskue, fordi man kan takke af anytime, uden at efterlade et gigantisk hul i bordplanen.
Jeg har lavet en note i min telefon med vores erfaringer ift. tidspunkt på året, forplejning osv. så vi ikke igen til næste år må lide den tort (#TriggerWarning) at løbe tør for kaffe.
Punktet er på her, fordi jeg gerne vil videregive ideen til de af jer, der måtte kunne bruge den. For mit eget vedkommende har jeg nok mest tænkt fødselsdage i skoven som noget, der var oplagt til børnefødselsdage, men det fungerer mindst ligeså godt for voksne, kan jeg konstatere.
Jeg vil dog, lige på falderebet, opfordre til, er at man på forhånd tjekker, om man kan booke den hytte, man har kig på. Det havde vi gjort, og mens vi sad der, kom en familie, som havde tænkt, at de skulle bruge stedet til en børnefødselsdag. Det er en træls situation at stå i, så prøv eventuelt at google ‘bålhytte booking’ og søge på din by, hvis du overvejer at flytte et arrangement ud under semi-åben himmel.
M2025, uge 38
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fået solgt de kjoler og forklæder, som Frida de sidste 3 år har brugt til høstfest på skolen.
Det er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor alle børn skal klædes ud og medbringe noget spiseligt under temaet ‘Høst’. Man kan nok ikke længere kalde området her en landsby, men det har det været, og der er stadig masser af marker og landbrug i området. Derfor giver traditionen mening, både ud fra et lokalpatriotisk og miljømæssigt perspektiv.
Jeg har alle år forsøgt at finde tøj, som også kunne bruges til hverdag, og i det store og hele er det lykkedes. Men der er stadig lidt, som er *for* tema-agtigt, og derfor pakkede jeg det sidste år i salgskassen og lavede en note i min telefon, om at huske at sætte det til salg i starten af september i år.
Det nåede at være til salg i 2 timer og 13 minutter, så var det væk, og dermed blev jeg endnu engang bekræftet i, at det – hvis man har plads – godt kan betale sig at have meget årstidsbestemte ting, man gerne vil sælge, stående i skabet et år, for ingen kan overskue at købe halloweentøj i november og glaskugler i januar.
2.
Lavet en liste over, hvad jeg gerne vil have gjort, før der igen ryger vintertarif på strømmen.
Og altså: Man kan jo ikke hamstre strøm, så man har på lager til de mørke måneder, men de devices, der skal oplades, er der ingen grund til IKKE at oplade på den rigtige side af 01.10.
Jeg vil have afkalket vaskemaskine og opvaskemaskine, og vasket vores dyner og puder, så jeg kan tumble dem uden at blive ruineret.
De sidste tomater skal henkoges, timeruret tilbage i dokken, så opladerne slår til kl. 00.00 og fra kl. 06.00 og endelig vil jeg bruge den næste uges tid på at genetablere husets gode vaner med at huske at slukke lyset, når man forlader et rum.
3.
Har jeg fået svar på den ansøgning, jeg sendte til Nykreditfonden i håb om, at vi kunne komme i betragtning til midler at opføre et fællesskur for.
Og det kunne vi sgu! 64.000 kroner har vi fået, og jeg er stadig helt paf over, at jeg fik dét til at ske.
I et ukarakteristisk anfald af fremsynethed tjekkede jeg i god tid, hvornår vi i boligforeningen havde beboermøde, hvilket vi havde i forrige uge. Dermed var timingen meget lidt optimal, for ændringsforslag skal fremsættes, udsendes rettidigt og stemmes igennem, hvis man skal have lov at køre med dem.
Dermed stod jeg i den situation, at jeg enten skulle have forslaget på, inden jeg vidste, om vi fik midlerne, eller også skulle søge midlerne, og så (hvis vi fik dem) sætte det på dagsordenen til beboermøde et helt år efter. Det sidste er ekstra træls, fordi man typisk skal have brugt fondsmidler inden for en afgrænset periode.
Jeg har derfor haft meget korrespondance med boligforeningen, som synes, at ideen er helt fantastisk, og som derfor har været virkelig søde til at hjælpe med, hvordan man kan gribe de lavpraktiske benspænd an. Punktet blev derfor sat på dagsordenen og stemt igennem ‘på betingelse af’ – og det betyder, at vi nu bare kan gå i gang.
Her kan man jo godt lige kortvarigt blive overvældet af opgavens omfang, men heldigvis har jeg en god allieret på vejen, der har sagt ja til at hjælpe mig med at finde ud af, hvordan vi skal gribe projektet an, og viceværterne har også givet mig deres pledge of Allegiance.
Vi får det til at ske, og det bliver godt.
M2025, uge 37 (Kirppu)
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Denne uges indlæg bliver en opfølgning på vores lille fælleseksperiment: Kirppu.
(Jeg tager den lige forfra, så alle kan læse med uden at skulle tilbage i arkivet).
For en måned siden besluttede jeg mig for at prøve Kirppu, som er en slags pimpet loppemarked: Du lejer en stand, som du betaler for på ugebasis og derudover trækkes 19% i kommission for det, du sælger.
I den lejede periode er standen din, så du kan fylde varer op løbende, du kan bytte dem ud og flytte rundt på opstillingen, og du står selv for at trimme den.
Butikken er bemandet, så det eneste du skal gøre, er oprette prismærker i en app, som så kan printes i butikken.
Jeg trak min mor med i faldet, og vi valgte at booke 2 uger, så vi havde tid til at se, hvordan det artede sig, og samtidigt var nogenlunde sikre på at kunne nå at sælge nok til i hvert fald at få dækket omkostningerne til standleje.
Den første uge koster 200 kr., uge nummer 2 koster ligeledes 200 kr. og derfra falder prisen uge for uge. Ved at være 2 om at splitte udgiften, havde vi dermed kun 200 kroner ude pr. mand, og 14 dage til at sælge ting i.
Vores periode slutter i morgen klokken 15, så herunder prøver jeg at sammenfatte de erfaringer, vi har gjort os.
Jeg håber, at de af jer, der har erfaringer fra andre byer (og andre loppekæder end Kirppu) har lyst til at byde ind i kommentarfeltet, så vi kan få en lille bootleg-vidensbank banket sammen.
1. Hvorfor vælge Kirppu i stedet for Marketplace?
Grunden til, at jeg havde lyst til at prøve noget andet end MP er, at det simpelthen er blevet FOR populært. (*cue-Min-Klub-Først*). Det lyder jo ikke umiddelbart som et problem, at udvalget er blevet større – men det er det. For det betyder, at din standerlampe eller kettlebell LYNhurtigt ryger så langt ned på sitet, at folk, der søger på de varer, aldrig scroller langt nok ned til at se din.
Derudover kræver Marketplace, at du er til rådighed, når folk spørger om alt mellem himmel og jord, og der skal koordineres afhentning af tingene.
Med en stand er der selvfølgelig lidt indledende arbejde med at få lavet prismærker, men derfra passer tingene stort sig selv.
2. Kan det betale sig?
Jeg var spændt på, om det ville ende med at være en underskudsforretning, for selvom 400 kroner ikke lyder af meget, så skal der jo stadig sælges lidt, når gennemsnitsprisen på det, man sætter til salg, er 50 kroner.
Men til min glædelige overraskelse har det faktisk givet ret pænt. Vi har solgt for lidt over 1600 kroner på de 2 uger – når kommissionen ER trukket fra.
Med en udgift på 400 kroner til standleje har vi dermed tjent 1200 kroner. Det kan man jo ikke rejse sydpå for, men det er stadig langt mere, end vi ville kunne have tjent, hvis vi havde prøvet at sælge tingene på Marketplace – og det er gået meget hurtigere.
3. Hvad sælger – og på hvilke dage?
Jeg tror, at det er forskelligt fra by til by, men når det er sagt, er der nok alligevel fælles tendenser.
Det, vi har solgt allermest af, er puslespil og pynteting. Det kom bag på mig, fordi det sjældent er det, jeg selv går i genbrugsbutikker efter.
Til gengæld har vi næsten ingen køkkenting solgt, og tøj er der heller ikke gået meget af.
Men da jeg lige tyggede på, hvorfor det forholdte sig sådan, kom jeg til at tænke på, at det jo formentlig handler om netop det; at man ikke går i Kirppu efter én bestemt ting – for det er for uoverskueligt. Mangler man et piskeris, er det nemmest at køre i Frelsens Hær eller Røde Kors, for her står alle køkkentingene samlet, og man kan med det samme se de 5 piskeris, de har.
I Kirppu er det intet system i, hvad der står hvor. Standen ved siden af vores er fyldt med 3D-printede garnskåle og overfor er der nogen, der kører Pink Tema med en imponerende samling pandebånd som centerpieces.
Du kan derfor godt være heldig, at Hanne, der bare browser rundt, tilfældigvis mangler den rugbrødsform, du har til salg – men det er nok ikke dét, man skal satse på.
Ift. de enkelte ugedage kan jeg ikke umiddelbart se et system, ud over at tirsdag her er en død dag. Måske nogen i detailbranchen kan byde ind med noget her?
Søndag: -/260 kr.
Mandag: 135/165 kr.
Tirsdag: 0/0 kr.
Onsdag: 130/105 kr.
Torsdag: 425/260 kr.
Fredag: 240/40 kr.
Lørdag: 90/50 kr.
Tallene skal læses med det forbehold, at de bedste ting selvfølgelig går først, og det vil, alt andet lige, påvirke salget i slutningen af perioden.
Vores salg fordelt på kategorier:
Legetøj: 180 kr.
Nips: 235 kr.
Puslespil: 910 kr.
Køkkenting: 55 kr.
Tøj: 140 kr.
Smålamper: 215 kr.
Sy-ting: 100 kr.
Diverse: 190 kr.
4. Hvad kan man tænke over?
Jeg havde inden min egen entre på Kirppu-scenen aldrig været i butikken. Derfor startede jeg med at tage derud og bruge en halv time på at snuse rundt og få en fornemmelse af stedet.
Allerede her noterede jeg mig, at det kan være smart at skrive på prismærket, hvis din vare er af et bestemt mærke, som du gerne vil fremhæve, for det er der, du kan skrive, at dine kopper er ægte Nespresso-kopper eller vasen er fra Georg Jensen.
Jeg prøvede også hos mig selv at bemærke, hvilke stande, jeg fik lyst til at udforske, og hvilke, jeg bare gik forbi. De overfyldte var (for mig) for uoverskuelige, og én træls vare diskvalificerede (for mig) resten af tingene på hylderne.
Når jeg køber ting på Marketplace, kigger jeg godt på billederne, for hvis jeg bag skrivebordet, der er til salg, kan se, at hjemmet ligner en krigszone, eller at bordet står i en beskidt garage, springer jeg over. Det samme princip gjorde sig gældende her, kunne jeg mærke, for hvis du sætter en parfume til salg med et “TESTER”-klistermærke på, som er halvt pillet af i den ene side, så vurderer jeg, at vi nok ikke har helt samme holdning til, hvad der er i god nok stand til at kunne videresælges.
Derudover skal man (som altid) huske, at en vare er det værd, nogen vil betale for den, og ikke det, du som sælger FØLER den er værd. Folk er ligeglade med, hvad du har betalt for en vare – desværre.
Min erfaring er, at en vare kan sælges til cirka 1/4 af, hvad den har kostet fra ny, og det har vist sig også at holde stik her.
Sidst, men ikke mindst: Man kan faktisk ikke tage for givet, at køberne kender konceptet, når de går ind i butikken. Jeg hørte en dame sige til sin veninde, at det var den mest rodede genbrugsbutik, hun nogensinde havde besøgt – og hvis man tror, at det er en finsk Blå Kors, man er gået ind i, kan jeg godt forstå, at man bliver svimmel ove manglen på system.
Derfor tror jeg, at man skal være lidt ekstra omhyggelig med at holde sin stand pæn og overskuelig, hvis man gerne vil sælge noget, for kunderne er ikke kun de garvede loppemarkedgængere, der gerne vil grave sig igennem 5 mandshøje bunker af skrammel for at finde en skat.
Hellere fylde op lidt ad gangen, så man kan se, hvad der står på den, end proppe den med alting på én gang. Det giver lidt ekstra kørsel, men jeg tror klart, at det er besværet værd.
5. Hvordan griber man det an
Min mor og jeg har vi begge haft en kasse til at stå, som vi har smidt ting i, efterhånden som vi har fundet dem/er kommet i tanke om dem. Det er en ret god ide, tror jeg, for der kan faktisk være ret meget på sådan en dobbeltreol, og man kommer også i tanke om flere ting, man gerne vil prøve at sælge, mens man har standen. Det er derfor smart at have en god stak, når man starter.
Derudover tog jeg imod et råd fra én af jer om at tænke ind, hvornår folk har penge. Derudover kunne man godt forestille sig, at legetøj ville sælge ekstra godt omkring tidspunktet for børnepenge eller i løbet af november, hvor folk begynder at købe kalendergaver.
6. Fordele og ulemper
Hvis jeg kort skal liste fordelene, vil jeg fremhæve:
*Convenience. Det er virkelig nemt.
*Man skal ikke beskrive varens stand. Det er overraskende rart at slippe for. Folk kan se, præcis hvad du sælger, og så kan de købe det eller de kan lade være.
*Der går lidt sport i det, fordi man får notifikationer på sin app, og derfor kan følge med i, hvor meget man tjener. Det er noget andet end 25 kr. overført på MobilePay.
*Man kan (prøve at) sælge ting, som det ellers ikke ville være besværet værd at sætte til salg. Lysestagen til 5 kroner eller fadet, der ligner pis på billeder.
*Man er anonym.
*Du slipper for at have tingene stående derhjemme, og du slipper dem også mentalt, når du ikke kan se dem. Dermed tror jeg, det er nemmere for de fleste at sende det, der ikke bliver solgt, videre til genbrug efter endt lejeperiode.
Til gengæld:
*Kan du ikke holde øje med dine ting. Jeg har haft en duftlampe sat til salg, som var i ubrudt forsegling. Det er den ikke mere.
*Du skal vedligeholde standen i lejeperioden.
*Du aner ikke, hvad du sælger hvornår, og dermed kan du i princippet risikere, at du lejer en stand i 3 uger, sælger alt på to dage, og så skal betale for tid, du ikke bruger.
7. Konklusion
Jeg synes, det er lidt for dyrt, hvis man skal gøre det alene, men er man 2 eller 3, der går sammen, kan det godt betale sig. Her er det så nok bare vigtigt på forhånd at klappe af, hvordan man fordeler pladsen, både når man sætter op og i løbet af lejeperioden, så der ikke opstår sure miner undervejs.
Men alt i alt var det en god oplevelse, og jeg tror, vi kommer til at gøre det igen.
M2025, uge 36
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg været i gang med en redningsaktion på mine spanske maeguritter, som jeg klippede helt ned for en måneds tid siden.
Jeg fik dem plantet et par uger for tidligt tilbage i april, fordi jeg gjorde det inden min operation, og de blev aldrig helt så flotte, som dem, jeg havde sidste år. Men for en måned siden, syntes jeg, at det var blevet så jammerligt, at jeg gjorde kort proces.
Egentlig var formålet med at klippe dem ned bare, at jorden i plantekasserne så kunne tørre, så jeg kunne hælde det i havespanden uden at få skæld ud af skraldemændene, men så tog den ene dag den anden, og jeg kom fra det.
For 14 dage siden kunne jeg pludselig se, at mange af de visne stumper var begyndt at skyde igen, og nu har jeg prøvet at grave de pæneste af dem op og plante dem over i krukker.
Mens jeg gik og pottede om, kom jeg til at tænke over, at det bedste, der er kommet ud af mit haveprojekt, er, at jeg er blevet langt, langt bedre til at blive i det, der i alle mine kort hedder ‘beginners mind’.
Det har jeg ellers ikke for vane; jeg vil være god til ting første gang, jeg prøver dem – ellers kan det være lige meget.
Det er hverken særlig klogt eller sympatisk, men det er den plantegning, jeg fik udleveret, og det prøver jeg at leve med.
Men det har hjulpet forbløffende meget på min vedholdenhed, at jeg hele tiden minder mig selv om, at jeg øver mig. Det gør mig mere .. modig, i mangel af bedre ord, fordi det er lige meget, hvad resultatet af det, jeg prøver, bliver. Enten bliver det godt, hvilket er skønt, eller også lærer jeg noget mere om, hvordan noget ikke bliver godt – og begge dele har værdi.
2.
Har jeg været i gang med at undersøge, om man kan lave en form for svaleskab, når man ikke lige bor, så man kan bygge ét.
For jeg er stille og roligt ved at blive bedre til at henkogte, sylte og plukke årstidens frugt og grønt – men jeg mangler et sted at opbevare det, som egner sig bedre end mit køleskab. Jeg mangler plads, og eksempelvis æbler og tomater taber smagen, hvis de ligger på køl, men rådner for hurtigt, hvis de opbevares ved stuetemperatur.
Sidste år købte jeg en vejrstation med 3 målere, og satte én i skuret, én på loftet og én i stuen, og derfor ved jeg, at temperaturen er stort set den samme i huset/på loftet, og udenfor/i skuret.
Gulvvarmen er serieforbundet, og der er sensor i alle rum, så slukker jeg for varmen i ét rum, vil temperaturen stige i de andre i forsøget på at reetablere en jævn temperatur i hele huset.
Dermed er der ikke lige et oplagt sted at etablere noget, der holder omkring 10 grader og en fornuftig luftfugtighed.
At grave et hul i jorden virker meget lidt optimalt; ikke mindst ift. hygiejne.
Men jeg tænkte, at der måske var nogen opfindsomme typer derude, der havde fundet på en smart løsning, så jeg spurgte ud i diverse fora.
Det var der bare desværre ikke, så nu prøver jeg at sende den videre ud til jer i stedet.
Er der nogen, der har en god ide?
3.
Har jeg brugt 1000 mandetimer på at grave i, hvordan jeg er dækket på tandfronten.
Efter Henriettes fuldstændig fantastiske gennemgang af, hvad de forskellige begreber i en tandforsikring dækker over i sidste uges M2025-kommentarfelt (gør dig selv den tjeneste at læse den), fandt jeg min police frem.
Lige nu har jeg ‘tyggeskade’, hvilket er utrolig specifikt, så jeg har brugt 2 aftener på at google, hvordan jeg tilkøber bedre dækning.
Jeg er endt med at give op, for mit eget forsikringsselskab har ikke andre typer af dækning, og det eneste sted, jeg kunne finde noget, som ligner det, jeg gerne vil have, var hos Alka. Men for at få fingrene i det, skal jeg skifte forsikringsselskab, og alene ulykkesforsikringen koster det dobbelte af, hvad jeg betaler nu.
Sygeforsikringen danmark har samme dækning på de 3 grupper, helt op til de VIRKELIG hidsige operationer og indgreb – og her skal man have været i gruppe 1 og 2 i en sammenhængende periode på 5 år for at kunne få tilskud. Jeg er i gruppe 5, så det kan heller ikke på nogen måde svare sig for mig, for merudgiften ved at stå i de grupper, overstiger langt den faktiske omkostning ved en rodbehandling eller en krone.
Jeg spurgte derfor min egen tandlæge i torsdags – og han havde opgivet at følge med, fordi de forskellige forsikringer er blevet så specifikke.
Hans råd var, at jeg måske bare skulle fortsætte med mine faste eftersyn, for i og med, at jeg pga. medicin har fået frekvensen sat op, vurderede han, at intet vil kunne nå at udvikle sig kritisk, inden vi fanger det. Det giver mening, synes jeg.
Efterfølgende har mit eget forsikringsselskab skrevet til mig, at de er i gang med at lave en tandforsikring, men endnu ikke ved, hvornår den er klar.
Derfor er enden på det hele blevet, at jeg forholder mig afventende – og børster tænderne ekstra godt så længe.
I øvrigt:
*Er der fart på for tiden, og det er skønt. Derfor passer det også *lidt* dårligt, at begge børn har fået Skanderborgpest her, 14 dage efter opstart.
*Glæder jeg mig dog over, at de er så store nu, og trods alt kører den simultant, så vi tager den i ét riv, og de kan holde hinanden ved selskab, når jeg er på job.
*Er der 80% af min fremtidige indtægt og et organ efter eget valg til den, der kan lære dem at pudse næse, så de ikke snøfter hvert 5. sekund… JESUS, mand!!
*Har jeg leget køkkenheks de sidste dage, og hvis der er flere hyldebær tilbage på træerne i Esbjerg, er det ikke min skyld. Jeg har lavet 2 liter saft med kanel, 1 liter med æble/citron/vanilje, 1 liter med ingefær, og 0,5 liter hyldesirup til teen. Eat your heart out, Rynkeby.
*Kom jeg ikke sovende til mine blåviolette skatte: Det lykkedes mig at blive stukket på det ene øjenlåg af noget surt med vinger, at knalde hovedet ind i en gren og at brænde mig hele 3 forskellige steder på brændenælder, da jeg var på hugst. Jeg føler, at jeg har nedlagt bærrene, mere end jeg har plukket dem.
*Var jeg til tandlæge i formiddag, og jeg kan næsten få ondt af ham, selvom vi joker med, at jeg er hans dårligste kunde. “Det bløder ikke engang lidt” mumlede han mismodigt for sig selv, da han var færdig med at massere mit tandkød med en syl – og ja; jeg har vundet i Tandlæge nu, tak fordi du spørger. (Nåmn, fordi ALT er en konkurrence, jo?)
*Nåede han dog at sende en opfordring efter mig til at opsøge en fysioterapeut, så jeg kan få løsnet op i “de ualmindeligt overspændte kæbemuskler!” Det bliver crowdfunding, og der er nogle stykker, der kan glæde sig til at modtage et girokort, direkte i DM’eren.
*Vil jeg gerne plugge podcasten ‘What happened to Talina Zar’. En kvinde får covid og tager ud i en skovhytte for at selvisolere (og måske/måske ikke dø) – og forsvinder sporløst. Det lyder kedeligt. Det er det virkelig, virkelig ikke. Der er så mange vanvittige plottwists i den historie, at man næsten bliver svimmel.
*Faldt jeg forleden over et klip fra De Grønne Slagtere, som min hjerne nu hjælpsomt afspiller hver eneste aften, når jeg forsøger at sove. Nikolaj Lie Kaas er Guds måde at sige undskyld til os for, at det var Sverige, der fik The Skarsgårds.
M2025, uge 35
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg fået svar fra Skat, som godt kan se, at det ‘lige i denne situation er uhensigtsmæssigt’, at man sender mail til en afdød.
Vi kan kontakte dem, hvis vi gerne vil have min bedstefars e-mailadresse slettet, men de ‘har ikke mulighed for at ændre den’. Og det kan hende, jeg har skrevet med, jo ikke gøre for, men det virker for mig helt forrykt, at det bliver opfattet som noget ekstraordinært; det må vel være et issue, hver eneste gang, den sidste ægtefælle i et par afgår ved døden?
Anyway. For os er det ikke længere et issue, så jeg kommer ikke til at bruge mere tid på det, men nu er den i hvert fald givet videre, hvis nogen derude er i den trælse situation, at de har brug for det.
2.
Har min bil været på værksted. 3 gange.
Den skulle egentlig bare til service, og min faste mekaniker er på ferie. Han er af den gamle skole, og jeg er ikke sikker på, at han bliver stående i smøregraven 10 år mere, så jeg har flere gange tænkt, at jeg måske så småt skulle til at se mig om efter et nyt sted at koble mig på.
Efter min operation havde jeg 3 uger, hvor jeg ikke selv måtte køre bil, og derfor, meget GLS-agtigt, blev fragtet rundt. Det gav mig chancen for at teste siddekomfort i mange forskellige bilmærker, og jeg sidder ubetinget bedst i Suzukis modeller – hvilket passer perfekt, da jeg arbejder målrettet på at manifestere deres nye elbil. Der er venteliste til den, og min økonomi er lagt i kunstig koma, men håbet om, at de to kurver ender med at krydse hinanden, er lysegrønt.
Da jeg ved, at det er planen, har jeg derfor valgt, at mit nye værksted er det, der er tilknyttet Suzukis forhandler her i byen, fordi jeg har en formodning om, at det bliver nemmere at lave en god aftale om bytte, når de selv har serviceret bilen.
I forbindelse med ugens værkstedsbesøg kørte jeg i lånebiler derudefra, og det (eneste), der var fedt ved de 3 hele dage i forskellige modeller var, at jeg dels fik lov at teste, hvordan de var at køre i, og at børnene også fik lov at sidde i dem. Og selvom de biler, jeg fik, var samme modelstørrelse, som min nuværende Renault, udbrød de begge, i samme sekund, de satte sig ind: “Ej, hvor fedt! Der er plads til benene!” Det er vigtigt, for Anton er tæt på 1.80 nu, Frida gør, hvad hun kan for at indhente ham, og der er ikke udsigt til, at vækstkurverne stopper lige foreløbigt.
Suzukis designer må også enten selv være høj eller ikke hade høje mennesker helt så intenst som deres franske kolleger, for vinkler og vinduer er tilpasset mennesker, der ikke kun lige akkurat kan kigge hen over rattet.
Værkstedsregningen lyder på 20.000 kr., og jeg har det som en falleret bokser, der bare bliver ved med at blive slået i gulvet. PræCIS hvor står vi på sexarbejde?
Sådan noget lort, mand.
Men altså. Hvis vi tvinger jahatten ned over ørerne, så har det fået mig til at tjekke, hvor meget restgæld, jeg har i bilen, og vi er faktisk ved at være så langt med afbetalingerne, at det ikke er urealistisk, at jeg kan få det for den, jeg skylder. Det er relevant, fordi jeg også har været i gang med at kigge på, om der er kommet nye muligheder for at lease.
Det fik jeg uforvarende taget hul på i kommentarfeltet til sidste uges indlæg, for allerhelst i hele verden vil jeg have den eldrevne Suzuki, når den bliver givet fri. Men jeg er trods alt også realistisk nok til at kunne se, at den får jeg ikke råd til på den korte bane.
Med en fransk bil, der er 5 år gammel, kan jeg imidlertid godt risikere, at værkstedsregningerne på et tidspunkt inden alt for længe, bliver for dyre ift. hvad bilen er værd.
Det, jeg har fundet ud af er, at lige præcis Suzuki nu faktisk tilbyder leasing med MANGE kilometer til en ydelse, der ligner den, jeg betaler på bilen i dag. Kilometerne har været dealbreakeren indtil nu, for med et gennemsnit på 3200 km. kørt i måneden, bliver langt de fleste leasingaftaler for dyre.
Det var good news, og har fået mine skuldre til at falde en smule, for det betyder, at jeg ikke er stavnsbundet til min bil, når den bliver for dyr i reparationer, men stadig heller ikke behøver at stifte ny gæld for at få noget at køre i.
3.
I forlængelse af ovenstående har jeg de sidste uger kigget på de regninger, der (atter) har fået det hele til at vælte, for mit nervesystem kan ikke tage mere, Hans Christian.
Faktuelt taler vi om et gigantisk skattesmæk, en efterregning fra 2022 på for meget udbetalt boligstøtte og så nu en krads værkstedsregning, som alle 3 er faldet indenfor 4 måneder, og lige oveni en operation, der har givet et betydeligt fald i indtægt.
Men der er jo ikke andet for end at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, så skatten er delt op i 12 rater, hvoraf de 2 første er betalt, boligstøtten er delt op i 9, og her er 5 betalt, og værkstedsregningen har jeg fået delt i 3.
Når min vejrtrækning bliver lidt hurtig, minder jeg mig selv om, at det hele er overstået, når det bliver sommer igen, og gudskelov VÆLTER opgaverne ind lige nu.
Men noget skal ændres, for det her mønster har været det samme de sidste 6 år:
Jeg sparer op + (der sker noget uventet + jeg får en ekstraregning) = Tilbage til start.
Derfor har jeg denne gang brugt meget tid på at finde ud af, hvordan jeg kan forebygge, at det sker igen-igen-igen-igen.
Jeg har, som jeg vist også har skrevet tidligere, hevet revisoren end til et ekstra tjek i oktober.
Derudover holder jeg selv øje med min årsindtægt og sammenholder den ugentligt med min forskudsopgørelse.
Jeg har dobbelttjekket, at der ikke er flere offentlige ydelser, der kan komme efterregninger på, og da både fripladstilskud og boligstøtte er afmeldt i 2022, er den nuværende regning det sidste svirp med halen fra dén side.
Det bliver leasing, når jeg skal skifte bil næste gang, for uanset hvad kilometerne koster, så er det stadig med en leasingaftale en kendt, månedlig udgift, som for en hjerne som min er væsentligt nemmere at arbejde ind i budgettet, end en løs indbetaling til en buffer til et ukendt formål.
Da jeg bor til leje, er der ikke noget dér at bekymre sig om, for tag, dryppende vandhaner og køleskabe, der går i stykker, er omfattet af viceværter og lejekontrakter, så det eneste, jeg derudover kan komme i tanke om kan producere regninger af problematisk størrelse er Dumme Tænder.
Dem har vi heldigvis ikke tradition for at slæbe rundt på i vores familie, men jeg har på min weekend-to-do, at jeg skal have tjekket op på, hvad min tandskadeforsikring dækker, så jeg eventuelt kan tilpasse den og også dér være nok på forkant til, at det ikke bliver et problem.
Jeg tror, jeg har været omkring det meste. Eller hvad? Har jeg glemt noget indlysende?
M2025, uge 34
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg booket en stand på Kirppu sammen med min mor – og takket være Helene og Signe i kommentarfeltet lært, at Kirppu ud over standleje også tager 19% i kommission.
Vi har standen de første to uger af september, fordi S i en anden kommentar gjorde opmærksom på, at det kan betale sig at tænke lønningsdag ind.
Nu laver jeg på klubhusets vegne et antropologisk feltstudie; så får I på bagkant en opsummering af, om indsats og arbejde stod mål med udbytte, hvilke varer, der solgte godt, hvad vi ikke kom af med osv.
Der vil givetvis være forskel fra by til by, men vi samler vores erfaringer i kommentarfeltet, så alle interesserede kan få glæde af dem, uanset hvor man bor.
2.
Gør jeg mig stille og roligt erfaringer med de småting, jeg anskaffer mig i forsøget på at nedbringe mit emballageforbrug, og på at tænke mere bæredygtighed ind i hverdags-husholdningen.
Mit genbrugelige bagepapir, som jeg fortalte om for nogle uger siden, virker som det skal – men har også sine ulemper.
Meget af det, man laver i ovnen, afgiver saft, fedt eller andet snask, og da mit bagepapir (som jo egentlig er silikone) er mikroperforeret, løber det ud på pladen.
Dertil kommer, at jeg måske ikke ville have lyst til at bage cookies på det samme ark, som jeg et par dage forinden lunede fiskefilletter på.
Men når jeg bager brød fungerer det upåklageligt, og kan klare mange runder uden at skulle vaskes af.
Min sodastream er (stadig) vidunderlig, og den har sat vores indtag af kulsyredrikke markant ned (kæmpe undskyld til tandlægerne iblandt jer). At man skal lave sin sodavand først, i stedet for bare at hive den ud af køleskabet, synliggør hvor meget, man egentlig drikker, hvilket virker ret præventivt.
Til gengæld synes jeg, at det er bøvlet at slæbe flaskerne med, når jeg kører langt. I forvejen har jeg vandflasker og plastikbokse med mad og frugt/grønt med, og det bliver nærmest en halv opvask, man dagligt slæber med, ind og ud af bilen. Det fungerer ikke for mig.
Derudover savner jeg en mindre flaske, så man kan lave mindre end 0,5 liter ad gangen – for du er nødt til at fylde den, for at kunne tilsætte kulsyren.
Når alt det er sagt: Jeg sparer med 100% garanti både penge, emballage og plads med de her løsninger, selvom jeg ikke kun kan nøjes med dem, men så længe verden stadig drejer nogenlunde stabilt om sin akse, er der jo heller intet til hinder for at køre både/og.
3.
Har jeg opdateret min strøm-app, og lagt den tilbage på forsiden af min telefon, så jeg stille og roligt igen kan begynde at vænne mig til at tjekke priser og lægge tøjvask, opladning osv. til rette efter de billige perioder.
Der sker meget på strøm-området i disse dage. Fra oktober, hvor vi er tilbage på vintertarif, sker der nemlig også det nye, at priserne ændrer sig hvert kvarter, i stedet for en gang i timen, som de gør i dag.
Argumentet skulle være, at man som forbruger får fordelen af fald i prisen allerede når den indtræder, i stedet for at vente til næste, hele time – men om den fordel ædes op af, at man skal holde styr på 96 søjler i stedet for 24, og det dermed bliver så uoverskueligt, at man giver op, ved jeg ikke.
Det er, så vidt jeg forstår, frivilligt, om elselskaberne vil tilbyde modellen, og jeg tænker også, at de kan få deres sag for ift. at sætte deres apps og prisoversigter op, så forbrugerne kan følge med.
Det andet, der sker på området er, at Regeringen har varslet, at strømmen bliver billigere de næste to år for at skubbe til den grønne omstilling.
Det er svært at være sur over.
Jeg prøver lige alligevel.
For som almindelig forbruger vil det største enkeltbidrag her jo nok være at skifte dieselbilen ud med en elbil, og når prisen på strøm falder over så lang en periode, vil det for mange være incitament til at fremskynde beslutningen.
Og selvfølgelig skal vi væk fra fossile brændstoffer – i går.
Men.
Prisen på strøm og prisen på benzin/diesel indeholder begge skatter og afgifter, men sidstnævnte er der flere aktører, der har indflydelse på, og markedskræfterne får dermed stadig lov at arbejde.
Prisen på strøm er markant sværere for den enkelte at påvirke. Den rene elpris bestemmes suverænt af udbud og efterspørgsel, men den udgør samtidig den absolut mindste del af den pris, vi som forbrugere betaler for strømmen.
Lad mig illustrere:
I aften kl. 17-18 koster en kWh 2,08 kr. Prisen er sammensat af:
Den rene elpris: 0,59 kr. (28,5%)
Netomkostninger: 0,59 kr. (28,5%)
Elafgift: 0,90 kr. (43%)
I går (lørdag d. 23.08) kl. 06.00-07.00 kostede en kWh 2,04 kr.:
Den rene elpris: 0,81 kr. (40%)
Netomkostninger: 0,33 kr. (16%)
Elafgift: 0,90 kr. (44%)
(Kilde: Watts)
Vi er i vores hverdag 100% afhængige af strøm, uanset om vi har elbil eller ej. Vi kan slukke lyset, og tørre tøjet ude i stedet for i tumbleren for at reducere vores forbrug, men køleskabet skal stadig virke, tøjet skal vaskes, og telefonen skal lades op.
Derfor kan jeg godt, som helt almindelig forbruger, være lidt bekymret for at lægge alle mine æg i én kurv, for jeg synes, det er svært at gennemskue, hvad det kan få af konsekvenser. Hvis hele min husholdning OG min transport er bundet op på det samme produkt, som jeg ikke har nogen mulighed for at påvirke prisen på, bliver jeg ramt hele vejen rundt, hvis regeringen efter de 2 år sætter priserne op igen.
Det føles mærkeligt at skrive noget, der jo ret beset lyder som et argument imod grøn omstilling, og det er ikke det, jeg ønsker.
Men jeg savner en ordentlig udmelding om en gennemtænkt, helhedsorienteret og ikke mindst gennemskuelig plan for den grønne omstilling, som ikke står og falder med, hvem der sidder i regering, eller bare består af opportunistisk brandslukning.
Det kan jeg jo ønske mig til jul.
Men inden da ryger vintertarifferne stadig på, og derfor kan jeg jo starte med at refokusere på mit elforbrug, så jeg i det mindste kan spare lidt på det forbrug, jeg allerede har.
M2025, uge 33
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg sat de overskydende møbler fra børnenes værelser til salg. Da jeg også, nu jeg var i gang, fik rykket lidt rundt i køkkenet og sorteret mine ting i soveværelset, er jeg endt med et par kasser med ting, der også bør kunne sælges.
Men jeg er ved at være træt af Marketplace, kan jeg mærke. Måske handler det om, at det i dag er blevet så udbredt, at det er blevet sværere at sælge ting derinde, fordi dine opslag lynhurtigt ryger så langt ned i feedet, at du reelt er usynlig, eller også har jeg bare vænnet mig til at skibe ting, jeg er færdig med, ud af mit hjem med det samme.
Men dels vil jeg faktisk lige nu gerne have de penge, tingene kan indbringe. Beggars can’t be choosers, og så må jeg leve med at der står en rumdeler i stuen; i hvert fald indtil den har været sat til salg så længe, at det ikke giver mening at blive ved med at forsøge.
Og dels er det her ting og møbler, som er i så god stand, at jeg, (helt objektivt, selvfølgelig), vurderer, at det vil være et godt køb for eksempelvis de nye studerende, der lige om lidt skal til at møblere kollegieværelser. Derfor vil jeg gerne give det et forsøg.
Og her er det så, at det bliver en fordel, at telefonen efterhånden kan læse tanker, for jeg havde ikke andet end lige konstateret, at det var lidt uoverskueligt at skulle til at fotografere alle de ting, da jeg fik en reklame for Kirppu i mit feed.
Jeg havde ikke sat mig ind i, hvad det var, så i fald andre er i samme situation: Det er et fysisk loppemarked, hvor du lejer en stand, prismærker dine ting, og så er der et par ansatte i butikken, der sælger tingene for dig. Selve butikken minder lidt om en kaotisk genbrugsbutik, for hvor man normalt har porcelæn ét sted, tøj et andet og tasker et tredje, så er det intet system i, hvad folk har stående på deres stand. Så altså: Et loppemarked, flyttet ind i et stort lokale, kan man sige.
Jeg har spurgt mig lidt for, og det lader til, at folk her i byen har gode erfaringer med det. Prisen er 200 kr. for en uge, og efter et par uger bliver det lidt billigere. Jeg har ikke nogen referenceramme her, så jeg ved ikke, hvordan det prismæssigt ligger ift. f.eks. en stand på et ægte loppemarked.
Det får et skud, hvor jeg benytter lejligheden til også at tage de stole og lamper med, der står på loftet. For ud over, at jeg ikke skal tage billeder af alle tingene og svare på tusind spørgsmål, så har den her model også den store fordel, at tingene kommer ud af mit hus. Det giver plads omkring mig og ro i mit hoved – og så betyder det, at det er nemmere at aflevere det, der ikke bliver solgt, til genbrug. For min erfaring er, at i det sekund, tingene er ude af øje, så er de virkelig også ude af sind.
Men økonomisk kan jeg ikke over for mig selv forsvare ikke i det mindste at prøve at sælge dem, så det gør jeg.
De nye møbler, børnene har fået, er valgt ud fra, at de er multianvendelige, skal kunne bruges i alle rum, og at de ikke skal fylde en masse. Eksempelvis består Antons nye skab af to sektioner: Ét smalt skab, som står op ad sin dobbeltfløjede bror, men de kan uden problemer skilles ad. Fridas nye reol er væghængt, og i stedet for hylder i bøjlesektionen af hendes skab, har jeg købt et rullebord, som står i bunden og hængt stofposer op i kroge på stangen.
Det ser sådan her ud:
2.
Har jeg varslet morgenmadsoprydning de kommende uger.
Jeg har undervurderet vigtigheden af at have børnene med ombord ift. vores økonomi, for det er en stor hjælp.
Jeg er meget opmærksom på, ikke at overdele med dem, for det er ikke meningen, at de skal føle ansvar eller være bange for, om vi har råd til mad og tag over hovedet. Omvendt må de gerne udvikle en grundlæggende forståelse af, at økonomi og muligheder hænger sammen.
Det er overraskende rart at kunne være (nogenlunde) ærlig og sige, at det er smart at spise de (mange) rester af cornflakes, müsli osv., vi efterhånden har stående, op, fordi vi så kan køre ud og spise en is (som holder en kilopris på omkring det dobbelte af heroin) på stranden.
Det har også afledt nogle gode samtaler, når særligt Frida forelsker sig i noget nyt, eller én af veninderne får et større værelse, som Frida ville elske at have. For nu har vi en kontekst at tale ind i, og dermed kan vi snakke om, at jeg sagtens kan arbejde mere, end jeg gør. Og det vil jeg gerne, for jeg elsker mit job. Men det vil betyde, at de skal være mere i klub og mere alene hjemme, end de er nu, og at der også vil være aftener og weekender, hvor jeg skal afsted.
Jeg er HYPER opmærksom på at tale neutralt om det, så det hverken kommer til at lyde som om, jeg hænger på mit moderkors for deres skyld, eller som om, jeg ikke gider være sammen med dem. Men det ER et valg, og jeg synes egentlig, at de er så store nu, at de godt må have noget at skulle have sagt, ift. hvad vi vælger.
3.
Har jeg været inde og tjekke priser hos YouSee.
Jeg skiftede til Telmore for et års tid siden, og jeg synes egentlig, at de to selskaber er nogenlunde lige gode, dog med en marginalt bedre dækning på netsiden hos YouSee.
Men priserne på vores teleabonnementer er høje, sammenlignet med YouSee, og det er de, fordi der er streaming med i prisen. Derfor kræver det lige en uforstyrret halv time og en lommeregner at sammenligne, hvad det samme produkt (vil) koste(r) forskellige steder.
Konklusionen på mit lille pristjek var, at det stadig på bundlinjen er billigst at være hos Telmore, men jeg ville ønske, at YouSee tilbød en løsning, der udelukkende indeholdt streaming, i stedet for en old school TV-pakke med et tombolaagtigt pointsystem, der snedigt nok er sat sådan op, at du ikke i den billigste løsning kan få mere end én af de store streamingtjenester.
Vejr og hverdagsprepping
Da vi talte om prepping sidst, var det i kølvandet på Putin og Trumps nyligt annoncerede kærlighedsaffære, hvor en regulær krig måske ikke var så langt væk, som man kunne ønske.
Dengang, såvel som nu, er prepping et emne, der deler vandene, og jeg kan stadig mærke, at det for nogen smager lidt for meget af paranoia og konspiration.
Det er helt fair; det er ikke min agenda at piske en stemning op eller at tvinge min generelle mistillid til verdens ledere ned i halsen på nogen, og vi bor i et land, hvor man godt kan tillade sig at forvente, at der i krigs- og krisetider er nogen, der holder hånden under os alle; også dem, der ikke har preppet.
Men siden vi så småt begyndte at have samtalen, primært udløst af den udenrigspolitiske situation, har vejret lagt sig i selen for at illustrere, hvorfor det også kan give mening at være forberedt på DMI-relateret bøvl.
På mine breddegrader har regnvejr og blæst to gange på under et år udviklet sig kritisk på rekordtid, og selvom det ikke er endt fatalt, så er der på bagkant kommet historier frem om situationer, der kunne være endt markant anderledes, hvis ikke heldet havde været med dem, der klarede frisag.
Hver gang vejret har opført sig vanvittigt, har det undermineret veje og forvoldt anselig, materiel skade, og dermed er vi tilbage ved den forhøjede sandsynlighed for, at forsyningskæden inden for (u)overskuelig fremtid lider et knæk. Vandskader og logistiske forhindringer kan i hvert fald gøre det svært for virksomheder og producenter at holde den leveringskadence, vi som forbrugere er vante til.
Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi tog en prepperrunde mere, hvor fokus ikke så meget er på de 3 dages hjemmeberedskab, men mere på, hvad vi hver især er blevet mere opmærksomme på at tænke ind i hverdagen.
Det kan være eksempler på konkrete, oplevede problemstillinger, som er kommet bag på én, som f.eks. at man på en arbejdsplads i Jylland kan have problemer med at kopiere, fordi en papirfabrik er eksploderet i Kina.
Det kan også være små tiltag, man har gjort for at gøre sin husholdning mere resilient ift. udefrakommende påvirkninger, eller for at gøre situationen nemmere og mere overskuelig, hvis strømmen går, eller absurde mængder regn forhindrer dig i at komme hjem.
For mit eget vedkommende vil jeg gerne fremhæve min nøgleboks, som jeg har monteret på væggen i min garage. Da jeg sidste år sad på en opgave, 30 km. fra Esbjerg, og motorvejen på under en time blev oversvømmet, var det betryggende at vide, at uanset om jeg selv, mine børn eller min veninde, der var på vej fra Aarhus landede først, så var der mulighed for at komme ind i sikkerhed og tørvejr.
Derudover slog det mig, da strømmen gik sidst, at det måske ikke var særlig smart, at mine pandelamper, lommelygter, stearinlys og lightere lå 6 forskellige steder. For lige nu er det lyst hele døgnet, men det vil være træls at stå i blæksort mørke en vinteraften kl. 22 og skulle rode 5 kasser igennem, fordi det ikke hjælper at have skrevet på en label, hvad der er i hvilken kasse, hvis det er for mørkt til at læse den. Derfor har jeg omdannet oldefars chatol til prepperstation, og nu ved jeg, at alt, hvad vi i første omgang kan få brug for, ligger dér.
Dernæst er jeg begyndt at tænke over, at jeg på mit lager har ting, som er extra drøje i brug. Altså, en version af noget, som måske ikke er den, jeg bruger til hverdag, men som kan holde længe, hvis det pludselig skulle blive nødvendigt.
Jeg har f.eks. købt en helt old school deodorant af den type, der ligner en forvokset læbepomade. Sådan én kan holde i cirka 28 år, og jeg har købt den med neutral duft, så den kan bruges af os alle 3, hvis det strammer til.
Jeg har købt en lille pakke vaskepulver, et stykke håndsæbe af den gammeldags slags, en shampoobar, et par pakker tørgær, genanvendeligt bagepapir – og en migrænehat.
Samtidig har jeg en on-going liste over ting, jeg enten ønsker mig eller kan købe, hvis jeg finder dem på bud, som f.eks. en trimmer og et godt slibestål.
(Her minder jeg om, at vi i dette indlæg ikke taler om samfundets endelige kollaps og cyberkrig, men ‘bare’ om forsyningsknaphed og en periode, hvor noget er svært at få fat i. Hvis verden imploderer, kommer vi formentlig alle sammen til at lugte lidt af sved, og der er nok ingen, der på 2. dagen uden internet slæber Raadvad-gryden ud i haven og går amok med sæbespåner og vaskebræt).
Jeg gemmer vores gamle sygesikringsbeviser og pas i en kasse, så vi stadig har nogle fysiske af slagsen, hvis nettet går ned i en længere periode, og jeg runder boghylderne, når jeg i en mellemtime kommer forbi en genbrugsbutik. Mit lille bibliotek herhjemme tæller nu en begynderbog om strikning/hækling, en bog om reparationer i hjemmet, en bog om at sylte og henkoge – og en smuk, ny bog om selvforsyning, som jeg ikke kunne stå for.
Som en sidste krølle vil jeg nævne, at jeg i preppergruppen på FB for nogle uger siden spurgte, om vi skulle prøve at lave en dame-preppertråd, for jeg har en mistanke om, at de lister, der er tilgængelige rundt omkring, er lavet af mænd. De er MEGET vage ift. udfordringer, der primært rammer kvinder, og bærer i det hele taget præg af, at det i 90% af danske familier stadig er kvinder, der står for alt, hvad der vedrører børn, gamle og sygdom.
Derfor var jeg nysgerrig på, hvad andre damer har gjort sig af tanker om emnet.
På en klar førsteplads over bekymringer lå blærebetændelse – hvilket også er min egen. Jeg bøvlede med det som ung, og ud over at være afsindigt smertefuldt, er det ikke ufarligt. Jeg har prøvet at køre en fuld penicillinkur til ende, for så, 12 timer senere, at blive indlagt med hvidglødende smerter og nyre/bækkenbetændelse. Det var fuld morfin og antibiotika i drop, for når først blærebetændelse begynder at kravle baglæns op i nyrerne, bliver det ret hurtigt ret kritisk. Derfor har jeg ekstra vand i vores prepperlager, både til at drikke og til at opretholde god hygiejne, jeg har tranebærkapsler, og så har jeg en gammeldags varmepude til smertelindring.
Derudover har jeg anskaffet mig et gammeldags termometer (og sprit), for ligeså bange jeg er for blærebetændelse, ligeså meget frygter jeg meningitis. Begge dele er lumske som ind i helvede, fordi de ikke ser ud af noget i starten, udvikler sig hårrejsende hurtigt og kan ende med at blive livstruende, hvis man ikke reagerer i tide.
Derfor vil jeg gerne sikre mig, at jeg, hvis en af os bliver dårlig, kan holde øje med, hvor hurtigt feberen stiger.
Vaskbare bind var en genganger på damelisten; både til menstruerende piger/kvinder og til ældre damer, der lækker lidt, og sidst men ikke mindst havde mange tænkt nogle lidt mere bløde ting ind, som f.eks. nål og tråd til reparation af tøj, garn og pinde til kreative projekter, samt bøger om lægeurter og naturmedicin.
*
Ovenpå alle de ord vil jeg gerne slutte med at skrive, at jeg synes, at det er vigtigere end nogensinde før at være bevidst om, hvad man anskaffer sig og hvorfor. For det ER en balancegang, og det er nemt at tabe hovedet, når katastrofetankerne tager over. Jeg ved ikke, om der er lavet undersøgelser på det, men covid må have sat os år tilbage ift. forbrug af engangsprodukter, og vi har ikke brugt 4 år på at prøve igen at bevæge os væk fra hamstring og overforbrug for at fylde vores hjem op med unødvendigheder, som vi anskaffer i panik over en usikker verden.
Der VIL være anskaffelser, som kun giver mening, hvis det hele vælter, for Politikens Store Handyman-bog kan jo ikke på NOGEN måde måle sig med Google og AI – men den bliver nok meget rar at have, hvis man ikke længere har et søgefelt at skrive ‘tætning af vinduer’ i.
Men derfor kan vi stadig godt prøve at være bevidste forbrugere, som tænker bæredygtighed og madspild ind, så det, vi anskaffer, er noget, vi også har lyst til at bruge, spise og læse i, hvis solen bliver ved med at skinne, og alle verdens ledere til evig tid er på kram og kærlige kindkys.
*
Men nu er det jeres tur til at komme på banen. Har I ændret vaner for at dæmme op for noget, vi andre måske ikke har tænkt over? Eller oplevet bøvl, som var en uventet konsekvens af vejr eller det politiske klima?
Man behøver ikke have fundet en løsning; det handler bare om at hjælpe hinanden med at blive opmærksom på nogle af alle de små sprækker, der kan opstå, når det hele forskubber sig og intet er, som det plejer.
M2025, uge 32
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg sendt en mail til Skat.
Siden vi sagde farvel til oldefar i december, har jeg hjulpet mine forældre med alt det papirarbejde, der følger med, når vi siger farvel til mennesker, vi elsker, herunder de forskellige attester og opgørelser til Skifteretten. I den forbindelse har vi længe ventet på, at hans årsopgørelse skulle blive tilgængelig på skat.dk.
Min far er for længst godkendt til at ‘logge på med autorisation’, som det hedder, og dermed kan vi uden problemer logge på hjemmesiden og tjekke, men eftersom livet jo (heldigvis) går videre, selvom man står med den slags tunge opgaver, så ville det være fedt nok, hvis man bare fik besked, når der var nyt.
Vi tjekkede og ventede. Og tjekkede og ventede. Og tjekkede og ventede igen.
Til sidst rykkede jeg for den (fra min egen profil), og modtog en besked, der startede med “Som jeg skrev i min sidste besked” et-eller-andet om boopgørelsen.
Det undrede vi os over, for vi havde intet modtaget, og årsopgørelsen var stadig ikke kommet.
Pludselig slog det mig, at det kunne være fordi, min bedstefars mail stadig stod anført under kontaktoplysninger hos Skat, så den fik vi gravet password frem til – og bingo. Der lå ALT muligt i indbakken; også fra virksomheder og offentlige myndigheder, der for længst har modtaget besked om, at han ikke er her mere.
Hvilket, objektivt set, er udueligt.
Men jeg gik derfor, sammen med min far, ind på min bedstefars profil på skat.dk for at ændre kontaktoplysningerne til min fars mailadresse i stedet – men det kan man ikke.
Og altså. Jeg er med på, at det selvfølgelig er fordi, man ikke som bostøtte eller forældre skal kunne indsætte sig selv som modtager af notifikationerne, men i forbindelse med dødsfald burde det simpelthen være noget, som Skat automatisk ændrede, når de nu alligevel skal ind og tildele autorisation manuelt.
Egentlig havde jeg parkeret min irritation, for det gør jo ikke længere nogen forskel for os, men så kom jeg i tanke om, at vi i 2025 følger tingene til dørs, så nu har jeg sendt Skat en besked, attesteret den til deres techsupport og gjort opmærksom på problemet.
Så har de da i hvert fald muligheden for at gøre noget ved det, hvis de vil.
2.
Har jeg gjort mig fortjent til et meritudløst jagttegn på baggrund af alle de hvepse, jeg har fanget og dræbt herhjemme.
Det er varmt, og derfor står hoveddøren åben meget af tiden – men vi bor på landet, så jeg har selvfølgelig et flueforhæng hængt op for at forhindre en regulær invasion.
Om det er fordi, vores døre er højere end gennemsnittet, eller om det er fordi, jeg har fået købt et forhæng, der er lavet til Herredet, ved jeg ikke, men det *har* lignet et par lidt for korte bukser på en lidt for høj mand, når jeg har hængt det op.
Og hvor flyvende insekter ikke kan finde UD af dit hus, om du så fjernede alle vinduer og rev begge gavle ned, så skal jeg *love* for, at de kan finde ind af en 15 cm’s sprække under et forhæng.
Efter 2 gange at være blevet ringet op i bilen af paniske børn, der har gemt sig på badeværelset, fordi en hveps har fundet ind, mens jeg var ude, kunne jeg godt se, at jeg blev nødt til at gøre noget.
Men fordi vores økonomi er, som den er, og sommeren trods alt begynder at lakke mod enden, har jeg trukket nogle af alle Fridas perler på snore, som jeg har bundet på den nederste del af forhænget, så det nu er langt nok.
Er det så flot, at det læner sig op af at blive sat i produktion? Nix. Men det fungerer, og så lever vi med det lidt alternative. æstetiske udtryk.
Når jeg piller det ned for i år, vil jeg undersøge, om jeg kan sætte nye, længere snore i skinnen, for kan jeg det, prøver jeg selv at lave et nyt forhæng til næste år.
3.
Har jeg prøvet at købe genanvendeligt bagepapir.
Det tikker flere af mine bokse af, fordi det både er et skridt væk fra engangs-kulturen, og fordi det reducerer mit emballageforbrug.
Samtidig går det fint i spænd med preppermindsettet.
For noget af det, vi ikke har talt så meget om ift. prepping, er hvordan det påvirker forsyningskæden, hvis net eller strøm ryger i mere end et par timer.
Og hvis man tænker: “Ej, slap af. Hvor galt kan det gå?” vil jeg bare nævne, at det i månedsvis var nærmest umuligt at skaffe byggematerialer, puslespil og vådservietter, da verden først blev ramt af Corona, og et skib så sidenhen satte sig på tværs i Suezkanalen.
Det er så usandsynlig en sammenhæng, at de færreste ville sætte udfald i forbindelse med årsag.
Ligeledes er nogle typer af medicin lige nu svære at skaffe pga. den udenrigspolitiske situation mellem EU og USA, så det er ikke kun regulær krig, der kan påvirke vores adgang til varer og forbrugsgoder, vi i dag tager for givet at have ved hånden.
Derfor er jeg begyndt at prøve at tænke ind, hvordan jeg kan gøre vores lille husstand mere .. uafhængig (i mangel af bedre ord), hvis forsyningskæden lider et knæk. For det hjælper ikke meget at have mel og gær at bage med, hvis du ikke har noget at bage på.
Og ja. We will always have the bageforms, og i en snæver vending kan man også (gen)bruge tørrede bønner som bagepapir, men min pointe er bare, at jo mindre, man løbende mangler, hvis der bliver knaphed på noget, jo bedre er man kørende ift. at udnytte det, man har.
4.
Har jeg sendt 4 mobilepay-anmodninger afsted.
Som tidligere nævnt er det ofte her, Frida og veninderne hænger ud, og det er også meget ofte mig, der tager dem med i svømmehallen, Barfodsparken eller på tur.
Men af alle stempler i hele verden, er ‘nærig’ nok det, jeg er mest bange for at få knaldet i panden.
Kombineret med tolkehjerne, som er det, man får, når man lever af at lytte, huske og smide informationerne væk igen med det samme, har jeg været virkelig dårlig til at (huske at) opkræve entre og forplejning hos de andre børns forældre.
Inden jeg går videre, vil jeg lige nævne, at det ikke er noget, jeg praktiserer med dem, hvor vi på skift har hinandens børn med, og jeg ville aldrig tilbyde børn en is, for så at opkræve deres forældre penge for den.
Men vi har en lille håndfuld børn, som kun og udelukkende er her, og hvor forskellige vilkår og omstændigheder gør, at det altid er mig, der har dem med.
Og hvor det bare over tid er blevet sådan, at forældrene ikke lige af sig selv tilbyder at betale på bagkant.
Da jeg for nyligt var alle vores udgifter igennem med en tættekam, prøvede jeg at regne på, hvad det render op i i løbet af en måned – og det går ikke, kan jeg godt se.
Derfor er jeg begyndt at skrive i min besked til forældrene, hvad det koster i entre, når jeg spørger, om deres børn vil med på tur, og at spørge, hvad de må bruge af penge, når jeg henter dem/de bliver afleveret her.
Jeg køber stadig en is eller en slush ice, som er on me, hvis jeg synes, det giver mening, men frokost, entre osv. kan jeg ikke længere tilbyde at stå for til hele banden.
Det er rettidig omhu og Respekten For De Små Beløb, som vi har talt om før, og det bliver tydeligt, hvor meget disse faktisk løber op i, når man regner dem sammen for en hel sommer.
