M2018, uge 29

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)
Takket pænt nej til en kassekredit, selvom banken virkelig byder sig til. Jeg hiver de fleste af mine penge ud af min lønkonto og sætter dem over på en anden, så snart de går ind, og så flytter jeg løbende retur, så jeg har styr på, hvad jeg bruger. Det betyder, at lønkontoen ind i mellem går et par hundrede i minus, indtil jeg er på netbank næste gang (hvilket jeg er et par gange om ugen). Der er åbentbart kommet nye EU-regler, som giver dårlige ratings til banker/kunder med overtræk, så banken har været meget insisterende på en kassekredit. Men jeg skal ikke låne så meget som 50 øre mere, hvis jeg på nogen måde kan undgå det, så jeg har steppet mit netbankgame op, og runder nu sitet dagligt.

2)
Fået os frem til børnepengene med lodder og trisser, trods ferie, ekstra regninger på bilen og meningitisvacciner til børnene. Det har været med tungen lige i munden, og jeg er virkelig kommet til bunds i skabene, både i køkkenet og på badeværelset, hvilket jeg egentlig finder ret tilfredsstillende. Jeg har formået at lave store portioner af det, jeg har lavet, så der også var forplejning til feriegæsterne (f.eks. smidt 2 overmodne bananer og en sjat kokosmel, der længe har stået i skabet og gloet, i chokoladekagen, og døbt den “Caribisk Chokoladekage”, serveret med “prinsessecreme” (= flødeskum, der skulle spises dén dag, rørt med en håndfuld pink, knuste kyskager fra Fridas fødselsdag) osv.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke har været klar over, at bilen skulle til service, eller at anden runde af børnenes vacciner ville falde nu, og det ville være rimeligt at spørge, hvorfor jeg ikke sætter penge til side til det. Svaret er ligeså indlysende, som det er nedslående: Fordi jeg ikke har dem. Jeg har en løn som en folkeskolelærer med et par års anciennitet, og betaler hver måned 6000 kr af på mine lån. Det lyder måske ikke af så meget – før man tænker over, at jeg ikke ejer andet end min bil. Derfor kommer huslejen oveni, og så er der det faktum, at der kun er mig til at betale forsikringer, internet, licens osv. Jeg klynker ikke – det er 100% selvforskyldt, og om 3 år er det slut. Men det betyder, at i de perioder, hvor der falder ekstra regninger, så kræver det også en ekstra indsats at få pengene til at slå til. Og så er det rart, at det (indtil nu, i hvert fald) er lykkedes.

3)
Genbrugt en Palmolive skum-sæbe-dispenser på badeværelset. Jeg havde i tidernes morgen én i keramik, men en hurtig cost-benefit-analyse af “keramik-dispenser >< flisegulv” faldt ud i de hele flisers favør. Derfor er dén parkeret, så længe børnene er små. Men der er bare virkelig mange penge at spare på både håndsæbe og vand, når man kun skal fylde dispenseren 1/4 op med sæbe, og sæben er skum, som er langt hurtigere at skylle af end almindelig, klistret håndsæbe. Nu tog jeg chancen og prøvede, om en tom letvægts-plastik-skumsæbe-dispenser fra Palmolive fungerer, og det gør den.

4)
Kørt til Odense med 110 km/timen, og kørt 260 km. på den samme mængde benzin, som jeg normalt, ved 130 km/timen, ville have kørt 175 km for. Det er ikke fordi, jeg skal nævne det hver eneste uge resten af året; det føles bare stadig nærmest lidt som magi, at forskellen virkelig er så stor.

I spørger, jeg svarer: Om træthed og logistik

I mit forrige indlæg skrev jeg, at I derude endelig måtte skrive, hvis der var et eller andet, I gerne ville læse (mere) om her på bloggen.

Det var der et par stykker der gjorde, og dagens indlæg er svar på to af spørgsmålene, som jeg har valgt at slå sammen, fordi svaret på både det første og det andet faktisk er det samme.

Lone skrev: “Jeg vil gerne høre, om du nogensinde er træt? Og hvordan du håndterer det med børnene?” og Henriette skrev: “Jeg vil gerne høre om logistikken i dit liv; hvordan får du det hele tid at gå op?”

For at starte fra begyndelsen, så kom jeg faktisk til at grine, da jeg læste den første kommentar (undskyld, Lone!) – for jo. Jeg er træt. Jeg er sgu somme tider så træt, at jeg kunne optræde med det. For et par uger siden tolkede jeg for en svagtseende bruger, der hilste på mig med ordene “Er du træt? Du er kulsort under øjnene”. En svagtseende bruger. Shit, ikke?

Når jeg blogger, lyder det måske som om, jeg valser igennem de seje dage iført kaffe og ironisk distance, men sandheden er jo, at jeg, ligesom så mange andre mødre (og fædre), somme tider er så træt, at jeg tuder over det.

Jeg taler kun på egne vegne, men for mig har det at få børn alene, medført en husholdning, der ligner den, mange familier med to voksne har, med græsplæner, der skal slåes, biler, der skal købes, vaskes og have vinterdæk på, vinduer, der skal pudses og flere m2, der skal gøres rent. Der er kun mig til at tage alt, hvad vi har af forældremøder, arbejdsdage i børnehaven og tandlægebesøg, og til at se teaterstykker og dukketeater, som børnene møjesommeligt og omhyggeligt har øvet og glædet sig til at vise, og der er også kun mig til at holde for, når de bliver syge, eller skal på skadestuen med huller i hovedet.

Oveni det kommer de forældrerelaterede opgaver med opdragelse, der gerne skulle gøre små, fine børn, til store, hele voksne. Som hverken bruger sut eller ble.

Det, der bærer igennem, sådan helt overordnet, er kærligheden. Det lyder som en kliché, men klichéer er vel ofte blevet netop det, fordi de er blevet gentaget i én uendelighed – fordi de er sande.

Jeg tror, at det er kombinationen af kærlighed og kaos, der er med til gøre båndet mellem forældre og børn så ubrydeligt stærkt; at det er vævet af tråde af natteroderi, fedtede kys, opkast, bekymringer og øjeblikke, hvor man mærker kærligheden til dem så stærkt at man ikke kan få vejret. Det er den mest kompromisløse relation, du nogensinde kommer til at indgå i, og det skræller huden af alle dine følelser, så du mærker dem i deres reneste form.

Men selvom kærligheden er både vild og øredøvende, er det jo også somme tider mandag i en uge, man ikke engang ville kunne overskue, hvis man kun skulle tage vare på sig selv. Arbejde, sygdom og udefrakommende, uforudsete begivenheder – livet – rammer, og i de perioder gør hverken kærligheden eller den stærkeste kaffe dagene nemmere at komme igennem.

Jeg har 3 stykker værktøj i kassen, der hjælper mig til at bevare fodfæste og overblik.

Det første er min evne til at organisere. Jeg laver hver eneste uge en seddel, der ser sådan her ud (kæmpeundskyld for håndskriften):


Den hjælper mig til at bevare overblikket, og frigiver noget mental lagerplads, fordi jeg ikke skal gå og huske på de ting, der står på den.

Det andet er, at jeg har lært, at det er de ufærdige opgaver, der stresser, og at done beats perfect. Det betyder, helt konkret, at jeg f.eks. ikke går igang med at smøre madpakker, mens jeg er ved at lave mad, når jeg er lav på overskud. Jeg gør én ting færdig af gangen, så jeg hele tiden giver mig selv muligheden for at vælge plan B (købe mad i kantinen i morgen, vente med at vaske tøj/gøre rent/slå græs osv), hvis det hele kokser, i stedet for at stå klokken 23.30 og stirre modløst ud over Sarajevo ’92. Og selvom salaten uden tvivl er mest lækker, hvis den er frisksnittet, så er den ikke så meget mere lækker, at det opvejer, at skulle vaske og snitte sig igennem 2,5 kg. frugt og grønt mens alle, inklusive mig selv, stortuder, fordi vi løb tør for overskud efter det første forårsløg; hvis jeg har en time i overskud om morgenen – eller dagen før – så er det der, salaten bliver lavet, og jeg har endnu til gode at fortryde, når ulvene hyler og hverdagen bider.

Det tredje er min vished om, at der (de fleste dage) er ro hos Frida senest klokken 20, og så kan jeg gå i seng samtidig med Anton. Det var noget af det, der stressede mig allermest, da de var spæde; at jeg aldrig vidste, hvornår jeg kunne få lov at sove. Fordi ingen af dem nogensinde har sovet ret meget, er jeg meget bevidst om, at jeg nu rent faktisk ved, hvor bagkanten er. Det hjælper mig rigtig meget. 

(Så kunne man indvende, at man, når man ligner en panda, godt kunne være bedre til at springe i skrinet, når der var ro – men jeg er nået frem til den erkendelse, at jeg har brug for alenetid, hvis jeg skal kunne fungere som menneske. Sat op på en vippe, vejer behovet for et par timer i selskab med mine egne tanker, simpelthen tungere end behovet for at være udsovet. Det hjælper mig ikke at være udsovet, hvis jeg har en oplevelse af at være på, fra jeg står op, til jeg går i seng – og så igen når jeg står op. Jeg kommer til at mangle en pause.)

Det bringer mig videre til Henriettes spørgsmål, om hvordan jeg får logistikken til at hænge sammen. (Undskyld. Det bliver skidelangt, det her). Men svaret her er nemlig også min ugeplan.

Mit arbejde er specielt på den måde, at min arbejdsplads må disponere over mig kl. 6-16.30 ugens 5 dage. Jeg får mit skema for den kommende uge om fredagen, og det betyder, at det først er weekenden op til den kommende uge, jeg ved, hvordan jeg kan planlægge ugen.

Her er min ugeplan guld værd, for når jeg sidder søndag aften og kan se alting samlet, er det meget, meget nemmere for mig at bevare overblikket. Jeg kan se, hvis jeg f.eks. er nødt til at handle tirsdag til de gæster jeg får fredag, jeg kan se, hvornår jeg har brug for hjælp til at hente børn, og jeg kan se, hvilke dage, jeg er nødt til at lave mad, så der er til dagen efter.

Det kræver et meget struktureret sindelag, men det har jeg alle dage haft, så det føles ikke besværligt eller som noget, der strammer for mig. Tværtimod oplever jeg, at det muliggør at jeg kan fylde lidt ekstra i mit liv, fordi systematikken frigiver tid til sjov og spas. Kaffeaftaler eller at blogge, f.eks.

Endelig spørger både Lone og Henriette (inddirekte) til, hvad jeg gør ift. børnene, når jeg er træt eller syg.

I de situationer trykker jeg mentalt på ‘release’. Jeg slipper alt, og lader det falde, og jeg er superfokuseret på, at vi bare skal bedst muligt igennem den eller de dage, hvor vi er ramt. Hvis det betyder film eller mere iPad, eller noget andet mad, end jeg havde tænkt/taget op/forberedt, så er det bare sådan det er, og alt, hvad der ikke er absolut akut, bliver sparket til hjørne. Jeg fortæller børnene, at jeg har det skidt, eller at jeg har brug for, at de hjælper mig, og jeg snyder alle de steder, jeg kan. Hvis jeg er så dårlig, at jeg ikke mener, jeg kan passe ordentlig på dem, eller jeg føler, at det bliver for voldsomt for dem at se på (f.eks. hvis jeg har migræne, som altid medfører, at jeg kaster op) hiver jeg hjælp ind, og heldigvis bor vi så tæt på mine forældre, at jeg bare kan ringe; så kommer de med det samme. Vi er priviligerede ift. at vi sjældent er syge – det gælder os alle 3 – så når jeg er så skidt, at jeg ringer efter hjælp, så smider mine forældre, hvad de har i hænderne, og står der som to fantastiske, værdsatte søm.

Jeg har næsten lyst til at stå her på målstregen med medaljer til at hænge om halsen på jer, der nåede så langt.

Under alle omstændigheder håber jeg, at ovenstående var svar på det, I spurgte om, Lone og Henriette.

Tak for oplæg og rigtig god aften.

M2018, uge 28

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1
Haft en fornemmelse af at smide mere mad ud, end jeg plejer, hvilket har irriteret mig. I første omgang tænkte jeg, at det måtte være fordi, jeg har købt væsentligt større ind, end jeg plejer pga. ferien, og derfor har et dårligere overblik over, hvad jeg har og dermed hvordan jeg skal få det brugt. Det bliver altid dyrere at handle, når jeg har børnene med, fordi de i bedste gidselforhandler stil, stille og umærkeligt får mig bearbejdet, så jeg tror, jeg har været den principfaste, stålsatte mor, når jeg har forhandlet en kasse lego og to vandpistoler ned til en melon, en pakke kiks og 2 drikkeyoghurt. Derfor har jeg forsøgt at handle så meget ind, som jeg kunne på forhånd, så vi bare skal supplere i løbet af ferien. Alt andet lige er det nemmere at være Det Store Nej i 6 minutter end i 36.

Men fordi jeg alligevel ikke helt følte, at det var den rigtige forklaring, prøvede jeg at lægge en blok ved siden af min køkkenvask, og skrive ned, hvad jeg smed ud. Og jøsses, for en øjenåbner, for det viser sig at være mindsteloppen, der var den store synder. (Hvilket hun jo af gode grunde ikke kan være uden min hjælp.) Jeg har været alt, alt for slem til at give hende det, hun beder om, inden hun har spist det færdig hun er i gang med; uden tvivl et resultat af min historie med Anton, som aldrig har interesseret sig for mad, og som jeg har været indlagt med to gange, fordi han under sygdom har tabt sig for meget. Derfor har jeg “lært”, at så snart barnet/børnene beder om noget, så er det om at få det hevet frem, inden interessen fordamper. No more. Nu er det én ting af gangen, og markant mindre portioner til den unge dame.

2
Været på tur, og taget mad med hjemmefra – og lært virkelig meget om, hvad der ikke fungerer. Jeg er vokset op med, at vi smurte maden on location, når vi var afsted, men når jeg ser tilbage nu, kan jeg godt se, at der var nogle logistiske årsager til, at det var en god ide. F.eks. at vi var ofte afsted, hvilket betød, at min mor var ret god til præcist at vurdere, hvor meget vi skulle have med, og at mange af turene var af kortere varighed, og maden dermed stadig var god og kunne smides tilbage på køl, når vi kom hjem. Jeg har intet andet at sammenligne med, for det er meget få ture, Anton, Frida og jeg har været på, hvor jeg har kørt madpakkestilen, så jeg skal lige lære det. Erfaringen for vores lille familie so far er: Maden skal smøres hjemmefra (så der ikke er smør og pålæg i overskud), der er ingen grund til at medbringe 2 kg. frugt og grønt, for ingen gider spise det (og midt i Tivoli Friheden gider jeg ikke insistere), og en dåsecola i tasken sparer virkelig mange penge. En termokande med kaffe er fantastisk i bilen, men for irriterende at slæbe rundt på indenfor. Jeg har skrevet erfaringerne i Min Bog, så jeg har dem ved hånden til næste år, når jeg har glemt, hvad jeg lærte i år.

3
Eksperimenteret med, hvor stor forskel det reelt gør at sætte farten ned, når man kører bil, og Hold. Da. Kæft. Det der med at køre hurtigt?

Jeg er ikke FDM, og der er sikkert 10 millioner faktorer, jeg ikke tager højde for her, men jeg startede denne indlægsrække, fordi jeg selv bedst kan forholde mig til råd, når de er konkrete, så hermed min helt uvidenskabelige rapport om sammenhæng mellem fart og benzinforbrug.

Jeg kører mange, MANGE km. om året, og derfor ved jeg, ret præcist, at min bil kører 50 km på én pind på min benzinmåler, når jeg kører 130 km i timen.

Jeg prøvede at sætte farten ned til 110 km – og kunne køre 70.

Ja. Du læste rigtigt. Altså, 20 km. mere end ved 130 km/timen pr. pind. Jeg har 12 pinde på min benzinmåler, så det betyder, at jeg på én tank kan køre 240 km. mere – på den samme tankfuld – hvis jeg sænker farten fra 130 til 110. Det er meget tæt på at være en tur til Aarhus og hjem igen. PÅ ÈN TANK! Jeg er rystet i min grundvold. Tidsmæssigt lagde det 4 minutter til min rejsetid.

Fordi jeg nu var igang, prøvede jeg at se, hvor langt jeg kunne køre på landevej ved 80 km/timen. 80 km. På én pind. Dvs. 360 km. mere på end tankfuld, sammenlignet med, når jeg kører 130 km/timen.

Når jeg starter på arbejde efter ferien, kommer jeg med 100 procents garanti til at bruge tid på at finde ud af, hvornår jeg kan undgå motorvejen, når jeg kører fra én opgave til den næste, for det vil kunne spare mig ca. en tankfuld pr. måned, hvilket er omkring 5000 kr. på et år. #SesIKrybesporet.

I øvrigt:

  • udtalte jeg i aftes sætningen: “Jeg gider simpelthen ikke synge for dig, hvis du bliver ved med at ligge og råbe “SILVAN!”, og på en måde siger det alt om, hvordan det er at være forælder.

  • er jeg efterhånden ligeså indebrændt over de mennesker, jeg kender, der deler fb-opslag som “Denne person skylder dig en is” og så 16 random navne, som jeg var på de idiotiske dyreplakater med onkeljokes som “You used to call me on my sæl phone”.

  • får Anton og Frida ind i mellem lov at vælge, hvad vi skal have til morgenmad. Forleden ville Frida gerne bestille pølsebrød og jordbærlagkage. Vi skal lige have fat i den store pegebog om ernæring.

  • er jeg egentlig overrasket over, at Føtex får lov at slippe afsted med deres Føtæsk-reklamer. Det må være første gang i dette årtusinde, at en interesseorganisation for mennesker med en fysisk udfordring lader noget passere.

  • vil jeg godt høre, om trenden med at række tunge, når vi tager billeder af os selv, snart er ved at være ovre? Ligesom med kønsdele er det meningen, at vi kun deler vores indre organer med de særligt udvalgte.

  • har jeg fået et nyt trafik-tic. Når jeg er fanget bag en traktor eller en betonblander, og vi nærmer os en rundkørsel, kigger jeg, med en blanding af håb og desperation, på bilisterne, der nærmer sig rundkørselen fra de andre stikveje, mens min hjerne med Gandalfstemme råber: “FLY, YOU FOOLS!”. Det var sjovt de første to gange.

  • vil jeg, i tilfælde af, at nogen hacker min mobil og dermed mine spillelister, bare lige nævne, at Anton og Frida er medbrugere, og bærer det fulde ansvar for, at Top 3 lige nu er Turn down for what, Dragostea Din Tel og Ol’ McDonald had a farm.

  • elsker Frida spegepølse og leverpostej, og særligt om morgenen, og jeg forstår ikke, at hun er biologisk beslægtet med mig. Lugten af våd leverpostej, når jeg skyller kniven af, kan nærmest gøre mig psykisk syg.

  • har Anton fået et nyt spil til iPad’en, som hedder Sandbox. Det er en elektronisk version af de tegninger, vi andre lavede som børn, hvor motivet består af firkanter med tal i, og man så skal male alle 1’erne grønne, 2’erne gule osv. Hver aften laver vi en sammen, og det er rigtig hyggeligt – indtil Anton begynder at ændre på farverne og indstiller pastelfarvede mesterværker til at have store plamager af postkasserødt og koboltblå, og jeg må støtter mit barns kreative proces med sådan nogle hænder her:

  • var jeg i sidste uge så heldig at få foræret 5 billetter til Tivoli Friheden af en tidligere kollega. Vi skulle afsted i går, tirsdag, og mandag tænkte jeg derfor, at jeg hellere lige måtte pakke tasker og finde billetten frem, så vi var klar til afgang, når vi stod op. Klip til scenen, hvor jeg løber panikslagent rundt, fordi billetten – som har en værdi af 1500 kr – er væk. Væk-væk. Jeg var allerede i hovedet ved at formulere en mail til Mads & Monopolet, fordi jeg i min rædsel både havde glemt, at 1) de holder ferie, og at 2) det ikke var lørdag, ift. hvad fanden jeg skulle gøre. Én ting var at skulle aflyse turen for os selv, men noget andet var de 3 andre, vi havde inviteret med – for hvem skal nu betale, som de synger i forsamlingshusene i Jylland til 60 års fødselsdage. Efter febrilsk gennembladring af alt mit interiør, kom jeg i tanke om en stak vandfarve-malerier, børnene havde lavet, som jeg havde smidt ud (#ChristIsWatching), hvorunder jeg med sikkerhed vidste, at billletten lå. Det var lange 20 meter ud i skraldespanden med poser om hænderne og meget fokuseret bøn til de højere magter om at lave noget kosmisk fiksfakseri, så spanden var blevet tømt før, og ikke efter, jeg havde smidt dem ud. Katolikkerne viser sig at have ret i, at anger gør hele forskellen: Billetten var der, og jeg har nu lejet en Box-it container til alle de tegninger, jeg har lovet Forsynet aldrig mere at smide ud.

  • tror jeg, at vi pga. ferien er alene hjemme på bloggen i disse dage, så hvis der er noget, I godt kunne tænke jer at læse om (hvis der nu f.eks. er nye med ombord, der ikke lige magter at læse 10 år tilbage), så er I velkomne til at skrive det i kommentarfeltet.

M2018 uge 27

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

Vi er gået på ferie, og det bærer ugens liste præg af.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Været i Legoland med hele familien, og selv med rabatkuponer er det stadig en større udskrivning. Når vi er på den slags ture, synes jeg egentlig principielt, at vi skal have madpakker med, da forplejningen disse steder holder samme kilopris som ren heroin. Men jeg må lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg synes, det (for vores familie) slår en lille smule skår i glæden, når vi sidder med vores klappere, og ungerne kaster lange blikke efter det, 85% af de tilstedeværende spiser.

(Jeg ved, at det her er et fokuspunkt for mange familier, der gerne vil leve økonomisk forsvarligt og hælde ordentlig mad i børnene, så derfor vil jeg gerne understrege, at jeg også oppe i hovedet synes, at det er den eneste fornuftige løsning. Men. Vi er på meget, meget få af den slags ture, fordi mængden af indtryk (i hvert fald indtil nu) har været voldsom for især Anton, og så går der ‘fuck det – vi har ferie!’ i den for mig.)  (-  hvilket jeg skal være den første til at indrømme, er fuldstændig idiotisk.)

Men men men. Denne gang var vi 5 voksne og 3 børn afsted, og havde på forhånd aftalt, at vi medbragte sammenskudsfrokost, så der var til en is til børnene. Da maverne begyndte at knurre, insisterede morfar på, at vi alle gik over til bilerne – og det viste sig at gøre hele forskellen. For i stedet for at være et træls alternativt til noget, man lige i øjeblikket havde mere lyst til, blev det til en pause fra støj og larm, og siddende på tæpper på en stribe græs med en klap-sammen i hånden, fik jeg totalt flash back til alle de sommerdage jeg som barn har tilbragt på flyvepladser i hele Danmark. Solen skinnede, der var tid til at hyggesnakke, og skovturstemningen var off the charts. Det var AWESOME, og jeg skriver mig bag øret, at hvis det på nogen måde er muligt at flytte frokostseancen ud af forlystelsesparken, så er det klart det bedste alternativ af alle de mulige.

2)
Opdaget en uventet fordel ved at give børnene lommepenge op til ferien, som de selv kan have med og bestemme over: Det er billigere for mig. For altså – på papiret er det jo ligemeget, om jeg giver dem 100 kroner herhjemme eller køber Lego for 100 kr. til dem i butikken i Legoland, men her støder vi igen på ‘fuck it – vi har ferie!’-monsteret. For når vi står der, og ingen nogensinde har ønsket sig noget mere i hele verden end lige præcis dén Ninjago-figur – ja, så har jeg nogenlunde ligeså fast en rygrad som en pakke Lurpak, nogen har glemt i en solstribe på frokostbordet. Derfor ender de 100 kroner, jeg på forhånd har aftalt med mig selv, at de må få for, ofte med at blive lidt mere end det. Og her lyver jeg, når jeg siger ‘lidt’.

Men når de har fået pengene på forhånd, og står med hver deres lille pung, er det meget, meget nemmere at guide dem til, hvad de har råd til, opdagede jeg, og det tager lidt af luften ud af den potentielle konflikt, at det ikke er mig, men matematikken, der siger nej.

3)
Taget hul på en ny vane, hvor jeg skriver til mine veninder, som vi har ude-legeaftaler med, hvad jeg medbringer til børnene. For uden undtagelse har alle mødre til alle børn, vi plejer omgang med her i byen, en vane med lige at stikke lidt i tasken, når vi skal mødes på en legeplads. Jeg har bare rigtig tit halvdelen med hjem igen, fordi alle har medbragt et eller andet, og ungerne ikke kan spise det. Vandmelon eller pizzasnegle, der har stået og kogt i solen i to timer, er ikke meget værd, når man kommer hjem, og derfor ryger det ofte ud. Men jeg gider ikke være religiøs om det her projekt, og rundsende et allekald om at vi fra nu af skal annoncere, hvad vi hver især medbringer. I stedet er jeg bare begyndt at skrive, hvad jeg tager med, og Lord behold: De andre mødre gør det samme. Ingen prædiker, alle vinder.

Uncle Sam is watching you

I aftes fik jeg en advisering om, at der lå et personligt brev til mig i min e-boks fra Danmarks Statistik.

Jeg er meget pro-statistik, hvis det ellers er noget, man kan være for eller imod. Helt lavpraktisk har jeg f.eks. haft stor glæde af lønstatistikker i min tid som tillidsrepræsentant, og hvis man gerne vil nyde godt af resultaterne, må man også selv byde inde på arbejdsdelen, uanset om det er fagbevægelsen eller Danmarks Statistik, der står for den. Derfor er jeg én af dem, der faktisk indvilliger i at svare, når jeg bliver ringet op.

Brevet i min e-boks lød sådan her:

“Vi skriver til dig for at bede dig om hjælp til at udfylde et spørgeskema om dit barn og jeres familie. Undersøgelsen handler om dit barns trivsel og udvikling og du, som forælder, er den bedste til at svare på det. Du er udvalgt til at deltage på vegne af Frida.

Forældre kan opleve deres barn og dét at være forælder forskelligt. Vi sender derfor spørgeskemaet til begge forældre. Det er vigtigt for undersøgelsen, at vi hører om både mors og fars oplevelser med barnet.(..)

Klik her for at høre om undersøgelsen.

Undersøgelsen SPOR- Børns udvikling og trivsel gennem livet, gennemføres på vegne af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Formålet med undersøgelsen er at få mere viden om, hvordan man bedst støtter små børn til at få et godt liv. Du kan læse om undersøgelsen på: www.vive.dk/spor

Hvis du vælger at deltage, vil du høre fra os igen – næste gang om 2 år. Du kan når som helst trække dig ud af undersøgelsen, og du behøver ikke at fortælle hvorfor.(..)

Danmarks Statistik behandler dit svar fortroligt. Resultaterne offentliggøres i tabeller, hvor man ikke kan se, hvem der har svaret.”

Jeg klikkede beredvilligt ind på undersøgelsen, og begyndte at svare.

Allerede et par spørgsmål inde begyndte det at blive lidt mærkeligt.

Har dit barn svært ved at huske beskeder?

Skader dit barn sig selv med vilje?

Er dit barn bekymret eller bange?

Udviser dit barn en usædvanlig interesse for eller viden om seksuelle ord eller handlinger?

Er der noget ved dit barn, der bekymrer dig?

Prøver dit barn at skade andre børn, voksne eller dyr?

På godt dansk: What the fuck?

De sidste 10-15 år har vi ikke lavet andet end at snakke om, hvor forsigtige vi skal være, når vi udleverer oplysninger om os selv på nettet, og det er muligt, at jeg lige trækker en sølvpapirshat op af posen her, men jeg får sgu da nærmest associationer til de dokumenterer om, hvordan CIA indhentede viden om borgere i USA i starten af 80’erne.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte i forhold til, hvor problematisk, jeg synes det er, at man som offentlig institution udsender et brev, hvori man:

  • Undlader at fortælle, hvordan folk er valgt ud til at deltage i undersøgelsen.

  • Ikke med et ord nævner, hvem der er med i undersøgelsen. Er det børn fra 0-10 år? 2-18? Hvem er det?

  • Bare omtaler folks børn med deres fornavn i brevet, hvilket for mig har en virkelig kedelig undertone af, at mine private oplysninger cykler lystigt rundt på kryds og tværs i systemet

  • Vil have os til at svare på spørgsmål, som jeg har meget, meget svært ved at se, hvordan man vil lave statistik ud af? For hvis det ikke skal bruges statistisk, så vil jeg gerne vide, hvorfor det er Danmarks Statistik, der står som afsender?

  • Fortæller, at man gerne vil have begge forældre til at svare – men ikke nævner, hvordan man forholder sig til, at det vel vil give en skævvridning i de supposed to be statistiske tal, fordi der vil ligge to indberetninger på nogle børn og én på andre? (Og det er bare fint, hvis man har nogle algoritmer, der tager højde for det. Så vær lige søde at skrive det)

  • Bare laver en “Klik her, for at høre om undersøgelsen” og linker til en You Tube video (ej, men er der ikke grænser for, hvor useriøst et oplæg, man må lave??)

  • Og den fylder to gange, for i en tid, hvor man risikerer at give sin computer AIDS, hvis man klikker på et forkert link, kunne man måske godt have valgt en anden løsning?

Endelig finder jeg det fuldstændig utroligt at man i disse dataforordningstider ikke nævner med ét ord, hvordan man har fundet frem til folk, eller hvordan man vil sikre, at deres svar ikke ender hos en anden offentlig instans, der måske godt lige vil holde lidt øje med børn, der ved for meget om sex og kan lide at rive knurhår af katte.

Man henvender sig til en generation, man har gjort sig umage med at fortælle, at man ikke kan være paranoid nok, når det kommer til internettet, og mit bud er, at Danmarks Statistik ikke nødvendigvis i dag er noget, alle ved, hvad er. En organisation er ikke bedre, end de mennesker, den har ansat, og når man har brug for, at folk bruger (lang!) tid på at svare på spørgsmål af virkelig privat karakter, må man simpelthen gøre det bedre end dét der, når man forklarer, hvem man er, og hvad man vil.

M2018, uge 26

(Se forklaring på M2018-konceptet her)

Denne uges indlæg markerer, at vi nu er halvvejs i M2018-serien. Da jeg i januar satte skibet i søen var jeg spændt på, om jeg kunne blive ved med at finde på, for det er næsten altid det, der går galt, når en temablog kuldsejler: Man når et punkt, hvor man synes, man har været omkring alt, hvad der kan siges om det pågældende emne. Men den frygt har vist sig at være ubegrundet (i hvert fald indtil nu), og jeg er blevet glædeligt overrasket over at opdage, at jeg pludselig opdager minimalisme/spare-mulighederne, når jeg støder på dem, hvilket jeg ikke er sikker på, at jeg ville have gjort, hvis ikke jeg skulle skrive om dem.

Samtidig får jeg rigtig mange tilbagemeldinger fra jer om, at det, der inspirerer ved denne serie dels er kommentarfeltet, men også, at hele opsætningen er meget rookie-venlig. Hvis man har levet som gennemsnitsforbruger de sidste 20 år, kan det godt virke lidt voldsomt at melde sig ind i en minimalist-gruppe på fb, hvor det første opslag man ser, er fra mennesker, der efterspørger erfaringer med at sy og genbruge toiletpapir.

Her på bloggen kan alle være med, og jeg er – hånden på hjertet – meget positivt overrasket over den manglende fordømmelse af mig og andre, der først nu forholder os rigtigt til vores forbrug af sølvpapir og plastikposer.

Så tak, hurra og nu til sagen.

I den forgangne uge har jeg:

1)
Støvsuget mit badeværelsesskab for alle de små prøver, tuber og krukker med ansigtsmasker, hårkure, bodyscrub osv., jeg længe bare har flyttet rundt på. Fra tid til anden tror jeg, at jeg er sådan én, der lige kan upgrade mit liv med luksuriøse makeup-produkter, høje hæle og eksfoliering, og jeg ved simpelthen ikke hvorfor, for i al den tid, jeg har kendt mig, har jeg været hende, der betragter kvinder (ja, og mænd i disse juicer-tider) der løber med løsthængende hår med en blanding af ærefrygt og vantro. Jeg ville kaste mig selv ud foran den første, den bedste bil i afmægtigt raseri, og det beskriver sådan set meget fint, hvordan jeg har det med alt, der er bare en lille smule ekstra. Jeg bliver adfærdsvanskelig af foundation, jeg skal kunne løbe (fra ulve eller efter undvegne børn) hvis det bliver nødvendigt, og hjemmespa er ikke for mig. Men. Når nu produkterne ad forskellige veje er endt i mit skab, synes jeg også, de skal bruges. Derfor er de nu sat ud på en bakke på mit bord, og så er det bare at gå igang. Dels for at få dem brugt, men også fordi de fylder i skabet og gør det sværere at se, hvad jeg rent faktisk har, og dermed resulterer i, at jeg pludselig har fået købt 5 tuber tandpasta og 7 myggestifter.

2)
Nedfrosset en sjat koncentreret saft, som ungerne ikke gider drikke, i isterningebakker. Jeg kunne godt blande det og være sure mor, der nægter at købe nyt, før de har drukket det, vi har, men dels var det mig, der valgte det i butikken, og dels har jeg for længe siden gjort op med mig selv, at hele dette minimalist-projekt ikke skal resultere i, at vi skal tygge os igennem 10 liter tvivlsomt, sammenkogt tristesse, eller skære det fra, der gør os glade.

Formålet må være at skille det vigtige fra det ligegyldige; at værne om det første og skrotte det sidste. Så. Nu har jeg isterninger, som smager forrygende i et glas dansk vand, og jeg er fri for at flytte rundt på flasken med taber-saft.

3)
Solgt for 500 kr. på Tradono og Reshopper, og jeg vil tro, at det bringer mig på ca. 6000 kr. i år. Vi var kort omkring det et par indlæg tilbage, men fordi jeg ofte møder mennesker, som ikke er kommet igang med at købe og sælge brugt, kommer her de erfaringer, jeg har gjort mig so far.

Tag ordentlige billeder af det, du sælger
Ingen gider købe noget, de ikke kan se, hvad er, så hvis du bare har tænkt dig at lægge et billede af en sort affaldssæk op med teksten “En masse blandet lego”, kan du lige så godt lade være. (Lakmusprøven er at tænke “Ville jeg selv købe det, jeg kan se på billedet?”)

I uge 22 skrev Kristina i kommentarfeltet: “Jeg bruger de varme sommereftermiddage på at tage billeder af ungernes efterårs- og vintertøj, der skal sælges når sæsonen skifter. Sommersolen giver et godt lys, så nu har jeg en mappe med billeder der ligger klar til vejret vender. And granted: en vinterjakke ser bare pænere ud når den er fotograferet på en bøjle mod en solskinsbelyst (have)trævæg, fremfor at ligge udsplattet på stuegulvet i trist efterårsgråhed.” 

Så har du også billederne på kamerarullen, og kan udnytte tiden til at oprette annoncerne, næste gang du sidder i et venteværelse eller i bussen og glor.

Beskriv din vare, så man ved, hvad man køber
Hvor mange buede skinner er der med i kassen med Brio, hvor mange sæsoner er flyverdragten brugt, er den købt fra ny og brugt til ét eller to børn osv. Det er også smart at skrive mærket på det, du sælger. Jeg køber aldrig selv noget uden at have et mærke, jeg kan tjekke ny-prisen på.

Vær ærlig omkring fejl, mangler og slid
Skriv i annoncen, hvis den ene tangent på børneklaveret stritter, eller der er gået en syning under ærmet på jakken. Jeg kørte engang ud for at hente en sort trip-trap stol, hvor sælger lige havde glemt at skrive, at hun 1) selv havde malet stolen og at hun 2) havde gjort det, da bøjlen sad i, og at der derfor var to umalede huller i stolen midt i alt det sorte. Det er træls for begge parter at bruge tid på, så skriv det i annoncen, så alle slipper for irriterende overraskelser.

Vær realistisk, når du sætter prisen
Hvad ville du selv give for en halv fyldt parfume? Eller for et par brugte bukser? Ingen går op i, hvad du gav for din vare, da du selv købte den (med mindre der er tale om mærkevarer) så selvom det første gang gør ondt at sælge noget for en tiendedel af ny-prisen, skal du sammenholde det, du kan tjene, med de 0 kr, du får for bare at blive ved med at flytte bukserne rundt i skabet, og ikke med de 900 kr. du i sin tid smed i Magasin.

En anden ting ift. prissætning er (som jeg også nævnte i indlægget, jeg refererer til ovenfor) at du skal lade være med bare at skrive “Byd”. Jeg ved godt, at det er skideærgerligt at sælge en æggekoger til 50 kr., hvis du kunne have fået 75 for den, men det er scenariet i ca. 1% af tilfældene. Resten af tiden får det bare din annonce til at lide den stille, ubemærkede død, fordi det er nemmere at købe noget af én, der har meldt ud, hvad noget koster, end at skulle indgå i en lang korrespondance, hvor man ikke på forhånd ved, om man er 10 eller 1000 kr. fra hinanden.

(Jeg har i øvrigt heller aldrig forstået begrebet ‘mindstepris’ med mindre man udtrykkeligt fortæller, at der er tale om en budrunde. Hvis jeg sætter mindsteprisen til 50 kroner er der vel for fanden ingen, der byder 60? Og den der med at sælge til anden side, hvis nogen pludselig byder mere, end den, man har lavet en aftale med, synes jeg er helt ukristelig dårlig stil.)

Hav en kasse, du smider i, efterhånden som du støder på ting, du vil sælge
Jeg har opdaget, at det er nemmere at sætte prisen lavt, når man sælger meget på én gang, fordi det er ok at bruge tid på at sælge to bøger til 15 kroner, når de er en del af en stak, der ender med at indbringe 4-500 kroner.

Der er forskel på, hvor nemme forskellige typer af varer er at sælge
Jeg ved ikke, om det er noget lokalt, men her i byen oplever jeg, at det er væsentligt sværere at sælge (børne)tøj end ting. Måske fordi ting er noget, man kan søge direkte på? Hvis jeg mangler en globus, søger jeg på det, og får de konkrete hits, mens jeg får ca. 1 million blandede hits, hvis jeg søger på ‘bukser’. Vær bevidst om dette, både ift ikke at give op, hvis det i starten går lidt trægt, og også når du sætter prisen. Hvis tøj er svært at komme af med, der hvor du bor, så sæt prisen, så det næsten er dumt at lade være med at købe det.

Vælg det rigtige tidspunkt at lægge din annonce op på
Både Tradono, Gul & Gratis og DBA smider de nyeste opslag øverst, hvis du vælger de gratis annoncer, hvilket betyder, at du skal tænke over, hvornår du poster. Du vil gerne ligge på forsiden, når købelystne typer lander i sofaen om aftenen og har tid til at sidde og scrolle, og hvis du lægger dine annoncer op kl. 13, er du allerede rykket ned på side 4, når klokken er 17. Læg op omkring spisetid. Det plejer at virke godt.

Ovenstående fungerer for mig. Hvis nogle garvede DBA-typer derude har andre fif eller lokale erfaringer (eller oplever det modsatte af, hvad jeg beskriver) så smid endelig en kommentar herunder.

Svingninger

Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville skrive et ‘I øvrigt’-indlæg til bloggen i dag, men jeg kan mærke, at jeg ikke rigtigt er i haha-humør. Dels sidder jeg midt i nogle lidt tunge ting i arbejdsøjemed, og dels er jeg bare træt og introvert i disse dage.

Jeg øver mig i at kigge på det, når jeg har det sådan. Ikke fordi der skal findes forklaringer og løsninger på alt, men fordi jeg gerne vil finde ud af, hvordan jeg bedst kan passe på mig selv, når jeg har det sådan. Egen-omsorg er et lidt irriterede ord, men det er det, det handler om.

Jeg har opdaget, at dårligt humør hos mig nogle dage handler om, at min grund-stemning bare ikke er helt oppe at ringe, mens det andre dage er summen af de små ting, der til sammen gør dagen træls.

Den sondring er jeg faktisk ret godt tilfreds med at have gjort, fordi den giver mening for mig; det kan ikke være konfettikanoner og brede smil hver dag, og alene den erkendelse føles rar. Jeg kan bedre udvise overbærenhed overfor mit eget underskud, når jeg ikke sidder med fornemmelsen af, selv at have skabt min surhed med et forkert fokus, og det er nemmere at være i det, når jeg er bevidst om, at med bjerge følger dale, og det ene kan ikke eksistere uden det andet.

Jeg prøver at skærpe opmærksomheden på, hvornår det er hhv. den ene og den anden slags dage, jeg har, og reagere i henhold til det. At jeg f.eks. styrer uden om triggerne, de dage, hvor alt, hvad jeg rører ved, går galt og i stykker, og at jeg ikke planlægger det store udenfor huset, når jeg har brug for ro, men bare prøver at give plads til at være så introvert, som situationen nu engang tillader.

Lige nu kan jeg mærke, at matheden skyldes, at for mange mennesker på for mange platforme river for meget i mig. Det er et issue så gammelt som mennesket selv, og man kan hver eneste uge høre variationer over temaet i Mads & Monopolet. En kvinde, der pludselig ikke længere kan holde ud, at hun giver større/bedre gaver end veninderne giver hende, en kødspiser, der er blevet så træt af at tage hensyn til sine vegetar-venner, at hun har lyst til at bede dem om at tilberede en bøf til hende, og en storesøster, der føler, at hun bliver forfordelt ift. til sin lillesøster – alt sammen resultater af at give mere, end man har, og af at en given relation har mistet balancen.

Det paradoksale er, at man i langt de fleste tilfælde selv har skabt situationen, fordi andre mennesker kun kan udsætte dig for den behandling, du lader dig udsætte for.

Jeg tror, man er nødt til at adressere det, hvis det er noget, der fylder så meget, at man er begyndt at se på det menneske, der handler om, med andre øjne. Frygten for, at “det bliver mærkeligt” hvis man tager problemet op, kan man med sindsro parkere, for hvis noget først har gnavet så meget, at der er kommet et sår, så er det allerede blevet mærkeligt, og at tage det op, er den eneste reelle chance man har for at gøre det umærkelig igen. Måske ikke idag eller i morgen, men et sted ude i fremtiden.

Men man ville slide sig selv op, hvis man skulle gøre konfrontationer ud af alt, og somme tider laver man også en analyse på forhånd, der hedder “Det her er egentlig mere, end jeg lige pt. kan overskue, men dette menneske/denne situation er vigtig nok for mig til, at jeg alligevel vælger at gøre det” – og det er der, jeg står lige nu.

Jeg er gået ind til det hele med åbne øjne, men sammenfaldet af behov og ydre omstændigheder har gjort, at jeg kan mærke, at det er nu, jeg skal trække tentaklerne ind. Der er tilbud, der skal rundes pænt og ordentligt af, der er opgaver, der skal bindes sløjfer om og returneres, og der er stafetter, jeg har løbet med, som nu skal rækkes videre til andre.

Det er godt, jeg snart har ferie.

M2018, uge 25

(Se forklaring på M2018-konceptet her🙂

I den forgangne uge har jeg:

1.
Købt mig en bambus-kop, som jeg har med på de tolkesteder, hvor jeg ved, de bruger plastikkopper. Jeg hader at drikke af mine termokopper, når jeg ikke kører bil, for selvom jeg tvivler på, at fysikere ved Niels Bohr kan finde et bevis, der underbygger min påstand, synes jeg, at kaffen smager af mere af metal, når jeg drikker den af en termokoppen indenfor, end når jeg er på farten.

2.
Genbrugt poserne til vinduesviskerne i vaskehallen. Den her er lidt en dråbe-fra-en-forstøver i havet , hvis det kun er mig, der gør det, men hvis flere hoppede på viskervognen, ville den gøre en forskel #VinduesHviskeren. Jeg havde glemt at smide de brugte ud, sidst jeg vaskede bil, og da jeg forleden holdt og ventede, fik jeg øje på dem nede i dør-lommen. De virkede glimrende 2. gang også, og ligger nu klar derude igen til de næste mange bilvaske.

3.
Ryddet op efter sidste weekends fødselsdag, og skrevet første ønske på min egen ønskeseddel til jul (bliver du sur nu?): Flagstænger. Ikke have-modellen, som ville være lidt overkill i vores lille have, men sådan et par stykker af ca. 2. meters højde i træ, der kan flankere døren, når vi holder fødselsdag. Da jeg gik og hev de små plastikflag op af jorden for at smide dem ud, kunne jeg lige mærke, at det er endnu en af de ting, der ikke føles rigtig mere. Men vi bor for enden af en vej, og har vestenvinden stående lige ind på gavlen, hvilket betyder, at alt, hvad jeg sætter i jorden af flag, blæser i stykker; både papir og plastik. Anton er fra november og jeg er fra januar = relativ stor sandsynlighed for regnvejr på vores fødselsdage, og dermed er en række stofflag (som ellers var min første indskydelse) i jorden også diskvalificeret. Dørflagstænger kan man hive ind i et snuptag, hvis vejret går amok, og de holder for evigt.

Lonely planet

Denne sommer er det 7 år siden, vi forlod Aarhus for at flytte tilbage til Esbjerg.

På mange måder er vi faldet til. Jeg elsker vores hus, jeg elsker at være tæt på familien, og havde vi ikke boet i Esbjerg, er jeg ikke sikker på, at jeg havde turde få et barn mere alene, så på en lidt inddirekte måde kan Esbjerg også tage æren for, at Frida er blevet en uundværlig del af vores lille familie.

Men noget af det, jeg stadig kæmper med, er forælder-ensomheden. Om det er byen, om det er lokal-ånden eller om det er et sammenfald af uheldige omstændigheder, ved jeg ikke, men det kan tælles på én hånd, hvor mange gange i år, at nogen tager initiativ til at lave noget med os.

Det er svært, synes jeg. Jeg byder selv ind, og vi har venner hernede, men det er mennesker, der er væsentlig mere rodfæstede end os, og som derfor har en del flere mennesker til at cirkulere i deres sociale kredsløb.

Og nogle gange ville det bare være så rart at blive prikket på skulderen.

F.eks. i weekenden, hvor både børnene og jeg havde træthedstømmermænd af flag og festivitas, og brugte hele lørdag på at mundhugges og være sure på skift. På den slags dage kan jeg få tårer i øjnene over, at vi stadig ikke har så meget netværk hernede, at det er en reel mulighed, at nogen spontant inviterer på en kop distraheringskaffe.

Modsat hvad man skulle tro, så føles det faktisk ikke personligt. Jeg oplever os ikke som aktivt fravalgte, og de mennesker, vi møder, er i langt de fleste tilfælde både søde og imødekommende.

Jeg tænker heller ikke på mig selv som ensom. Jeg har et ret fantastisk netværk, og et stærkt et af slagsen, og der dumper jævnligt beskeder ind med forslag til aften/voksen-aftaler, hvilket jeg sætter umådelig pris på.

Det er familie-venskaberne, jeg savner.

Jeg tror, det skyldes en kombination af, at de voksne i “almindelige” familier får dækket deres sociale behov, når de mødes hjemme i køkkenet over kaffen efter en lang dag på arbejde. Jeg har simpelthen et behov, som de ikke har, og som de derfor hverken ser, eller tænker over.

Og hvor politisk ukorrekt, det end er at sige, tror jeg også, at det er nemmest at være sammen med konstellationer, der ligner den, man selv er i. Singler med singler, mor-far-børn med mor-far-børn. Lige i dén sammenhæng, er vores familieform stadig lidt underrepræsenteret.

Endelig tror jeg også, at det er svært at konsolidere et venskab på de betingelser, jeg har lige nu; når man skal lære hinanden at kende, med børn om fødderne, og liv, der lægger op til, at man kan ses en gang i måneden, er det måske for svært at komme forbi førstehåndsindtrykket, og ind til det sted, hvor venskabet bliver noget, der giver glæde og energi, og ikke er en investering, der kræver en indsats. Jeg kan bare tage udgangspunkt i mig selv: Jeg er ubetinget bedst over tid. Når man møder mig, virker jeg dominerende og bedrevidende, og det kræver, at man lærer mig at kende at finde ud af, at den er god nok; det er jeg – men jeg er også ok-sjov.

Og det mærkelige ved ensomhed er, at man ikke holder op med at være kræsen, bare fordi man mangler mennesker. Det er en slags tabu i tabuet, tror jeg. At man ikke bare har lyst til at knytte bånd med alle, der måtte gide, men faktisk stadig tager hjem fra vennedates og tænker, at man hellere vil sidde på en sømmåtte med to brækkede arme og kigge på en ny-malet væg, der tørrer, end at bruge så meget som 4 minuttere mere med de mennesker, man lige har sagt tak for i dag til.

Der er masser af gode forklaringer på, at tingene er som de er – men på mine dårlige dage, skal jeg stadig aktivt modarbejde følelsen af, at det handler om, at vi ikke passer ind.