M2025, uge 24
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Søde, søde mennesker.
Jeg er rørt og overvældet og helt blæst bagover over alle de opmuntrende beskeder og kærlige tilkendegivelser, I har sendt mig, både her i kommentarfeltet og på mailen bagom.
For at starte med konklusionen: Jeg vil gerne takke ja til de mange generøse tilbud om at sende en blomst. Grænsen mellem stædighed og misforstået stolthed er hårfin, og lige her kan jeg mærke, at det bliver for dumt og egentlig også for utaknemmeligt at vende ryggen til de mange, hjælpende hænder, jeg bliver tilbudt.
Jeg er i gang med at undersøge, hvordan jeg helt lavpraktisk kan gribe det an, så jeg ikke uforvarende kommer til at overtræde regler og regulativer, og dermed bliver endnu en influencer, der får branchen til at se træls ud – men det er ikke helt så ligetil.
Søger jeg om at oprette en indsamling, koster ansøgningen alene 1200 kr., der skal svares skat af hele den indsamlede sum, og overstiger den et bestemt beløb, skal der udarbejdes regnskab af en statsautoriseret revisor.
Crowdfunding kræver, at man er en virksomhed, og selvom man måske godt kunne argumentere for, at nogle af mine indlæg kunne defineres som en slags vare, og at I tæller som ‘bekendte med et særligt interessefællesskab’, så bliver det noget knald at bringe mit CVR-nummer i spil, fordi tegnsprogstolkning er momsundtaget, og der dermed skal udarbejdes to separate regnskaber.
Det duer heller ikke, bare at slippe gækken løs, og så vurdere på bagkant, for i og med, at jeg stadig er deltidssygemeldt, modtager jeg offentlige ydelser, og det betyder, at banken er underlagt skærpet indberetningspligt. Dermed er ‘tilgivelse er nemmere end tilladelse’-argumentet også pillet ud af ligningen.
Kontanter virker MEGET dealer-agtigt, så lige nu overvejer jeg, om gavekort til f.eks. Sallinggroup giver mest mening? De kan laves på et hvilket som helst beløb, kan bruges i både Netto og Bilka og kan sendes på mail. Opretter jeg en særskilt mail til formålet, er det nemt at holde styr på beløbet, som så kan indberettes til Skat.
Og jeg er ked af at tørre den af på jer, men mine talmennesker melder pas, og jeg har læst internettet tyndt det sidste døgn, så nu tillader jeg mig at spørge ud i plenum: Er der nogen, der umiddelbart kan se et problem i den model?
Hvis ikke, får jeg det sat op i slutningen af ugen, men meld ENDELIG ind, hvis I sidder og tænker, at der er noget her, der kunne blive et problem senere hen; det er det mønster, vi forsøger at komme væk fra.
Men inden jeg slipper jer: Tak. Fra bunden af mit hjerte.
Jeg har ikke ORD for, hvor vildt det er at stå med det her selv, og så alligevel føle, at jeg ikke er alene.
*
Jeg har flere gange sat mig ved tastaturet for at skrive det ugentlige M2025-indlæg, men lige i disse dage føles det næsten omsonst. Jeg er træt og ked af det, og jeg har lyst til at melde mig ud af alting og i flytte ind i en skov.
I sidste uge fik jeg en efterregning på for meget boligstøtte, jeg har fået udbetalt – i 2022.
Efter en nonfirmation og midt i en sygemelding var det en virkelig uvelkommen overraskelse. Det krævede lige 10 minutters fosterstilling, inden jeg tog en dyb indånding, bad om en afdragsordning og gik ind for at dobbelttjekke, at det bliver den sidste regning fra dén kant. Det gør det heldigvis, for i slutningen af 2022 meldte jeg boligstøtte helt fra.
Så langt, så godt.
Jeg skrev derefter til min revisor, at jeg gerne til næste år vil have min trækprocent sat op, fordi jeg hele tiden har vidst, at der ville komme et skattesmæk i år. Ovennævnte regning fik mig til at nå til det punkt, hvor jeg kan mærke, at jeg har brug for at gøre noget aktivt, for ikke at blive ved med at være fanget i det her mønster, hvor jeg kommer på fode, får gang i lidt opsparing – for så at blive sat tilbage igen.
For det føles som om, jeg ikke bare bliver hevet tilbage til start, men for hver gang bliver rykket yderligere 3 felter bagud fra mit sidste udgangspunkt, og det er. så. opslidende.
I fredags fik jeg så tilsendt min efterregning fra SKAT. Og den er, meget præcist, dobbelt så høj, som jeg havde frygtet.
Om ikke andet må man rose mig for at være konsekvent dårlig til matematik.
Det føles som om, det aldrig får ende.
Denne gang ved jeg faktisk ikke, hvordan jeg skal løse det. For da jeg i sidste efterår knoklede som et bæst, var det jo netop for at komme foran – men det forspring, det gav mig, er nu ædt op af sygemelding og ekstraregninger, og nu står jeg med det samme problem én gang til.
At arbejde mig i smadder én gang til skubber problemet et år, men det løser det ikke.
Banken har ikke tidligere vist sig villig til at hjælpe, jeg er for gammel til Only Fans, de fleste af mine organer virker vitale, og dermed løber jeg tør for gode ideer.
Derfor virker det næsten som at lyve at sidde og blogge om besparelser og bæredygtighed, for det virker jo tydeligvis ikke for mig selv.
Ja. Undskyld. Det er sgu en sort omgang i dag, det kan jeg godt se. Men måske kan vi prøve at reframe pessimismen og kalde det en slags back-to-the-roots-indlæg? For det er vist der, vi er.
Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Noget. Et eller andet. Man kan, trods alt, ikke i vores del af verden, dø af opgivelse eller af at være fattig.
Men lige i dag er der nul strøm på fortrøstningsbatteriet, og jeg skal lige have fundet en oplader, før jeg er klar til at lægge en ny plan. Igen.
I øvrigt:
*Ved jeg ikke engang selv, hvordan jeg har det med, at jeg blogger om lal og bananer, når verden omkring os har forvandlet sig til et dystopisk helvede. Det føles så surrealistisk, at vi er vidner til vanvid, der knapt lader sig beskrive, mens vi samtidigt bare deler memes og begejstres over den nye Afdeling Q på Netflix. Det føles, som om vi er den skingre, forpudrede overklasse i Hunger Games, der ser apokalypsen som ren underholdning – men jeg ved simpelthen ikke, hvad vi ellers skal gøre? Min hjerne brækker over på midten, hvis jeg skal tage mere ind.
*Har jeg, af samme grund, ikke set Den Sorte Svane, og jeg tror ikke, jeg kommer til det. Jeg er indignationsudtrættet i en grad, jeg ikke kan huske at have prøvet før, så jeg kan ikke rigtigt mønstre hverken raseri eller energi til at skælde ud på systemet eller forsøge at gennemskue, hvem der er i lommen på hvem.
*Skylder jeg et indlæg om sundhedsforsikringer, og det kommer. Jeg skal lige have tid til at researche ordentligt i bund, men jeg satser på at have det klar i midten af næste uge.
*Har jeg taget mig selv i at begynde at sige “Thank you” og “Please” til Siri. Jeg kan ikke finde ud af, om det mest bekymrende er, at jeg gør det, eller at hun holder et nanosekunds pause, før hun, med hørbar glædelig overraskelse i stemmen, svarer mig. Men altså. Det skader selvfølgelig ikke at være på god fod med robotterne med den fremtid, vi kigger ind i.
*Irriterer Mercedes nye håndtag til deres bagagerum mig *uforholdsmæssigt* meget. HVORFOR STRITTER DE LIGE UD I LUFTEN!?
*Har jeg i et par år Wørdlet med to af mine veninder. For 3 måneder siden begyndte Anton og jeg at gætte ordet sammen, når jeg kører ham i skole om morgenen, og det er virkelig hyggeligt. Når ordet er gættet, er reglen i vores lille gruppe, at vi deler resultatet med hinanden, og der er – selvfølgelig – fri håneret. (Nåmn, vi spiller altid for at vinde, jo?) Fordi jeg om morgenen kører bil, er det Anton, der sidder med telefonen, og det er derfor ham, der står for at sende resultatet til de andre to. Vi har gjort det hver dag i snart 100 dage. Det er de samme to damer, vi sender resultatet til. Hver dag. De hedder Karina og Gitte. Det hedder de også hver dag. Og alligevel spørger Anton hver ENESTE morgen, om han skal “sende det til [indsæt 2 nye navne, ingen nogensinde har hørt om før]?” I morges bød han ind med Louise og Cassandra.
*På den anden side er han også hver onsdag morgen godt muggen over, at han skal have ‘Fysik & Keramik’, (hvilket jeg, hånden på hjertet, også ville hade), så vi har for længst vedtaget, at navne er vejledende.
*Ligger der en dyrlæge et par hundrede meter fra, hvor jeg bor. For nyligt så jeg, at der er åbnet en ny butik i samme bygning – og jeg insinuerer ingenting. Jeg *nævner* bare, at det måske kan indikere et lidt uheldigt sammenfald af interesser, at det er en slagter.
*Har jeg opdaget, at jeg lader til at være den eneste i verden, der stadig kører med hvid baggrund på min telefon. Hvornår besluttede vi, at dét var en ting??
*Nærmer jeg mig et punkt, hvor jeg er villig til at gå ind i politik for at fremsætte og vedtage en lov, der forbyder busser at køre 30 km/t for at slippe for at holde ind ved tomme stoppesteder. Det KAN ikke være rigtigt, at vi alle sammen skal komme for sent, fordi du ikke gider koble ud, Jørgen.
*Er det ved at være kritisk, hvor ofte jeg hånligt udbryder: “Tro på det!” når en Audi eller en Tesla trækker ud på midten af vejen 100 meter fra en chikane i selvsikker forvisning om, at Jeg, Pøblen™, holder andægtigt tilbage for dem. Not today, Satan.
*Har jeg til gengæld forelsket mig så hjælpeløst i den nye Suzuki, at jeg once again am asking you om at sætte mig op med jeres rige onkler/fætre/fædre, no questions asked. EJ, hvor jeg synes, den er pæn!
M2025, uge 23
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har jeg søgt og fået bevilget både akupunktur og kiropraktor hos min sundhedsforsikring.
Efter operation skal hele mit kadaver rekalibrere, og det kan man godt mærke, vil jeg sige. Jeg har afventet, at det stabiliserede sig en smule, og det har det gjort nu, hvor ømheden primært sidder i venstre knæ og skulder. Der er ikke noget at sige til, at hele systemet er på overarbejde, men klog af skade har jeg ikke tænkt mig bare at vente på, at det går over af sig selv.
Det tog 20 sekunder (for real) at få godkendt 6 x kiropraktor, og 12 timer at få godkendt 6 x akupunktur, og dermed er jeg oppe på at have fået 2 x 18 behandlinger godkendt over det sidste år. Fridas udredning er også lavet gennem privat sundhedsforsikring, og jeg kan ikke understrege nok, hvor glad jeg er for at kunne få hjælp, som jeg ikke selv ville have haft mulighed for at betale for.
Hvis du ikke har en sundhedsforsikring, synes jeg virkelig, at du skulle overveje at få én, og hvis du har, vil jeg, endnu engang, anbefale dig at nærlæse policen. Tænk, hvis du ikke *behøvede* at gå og bande over den tennisalbue.
2.
Var jeg i Rema i går, og da jeg stod ved kassen, kom en kunde tilbage og spurgte medarbejderen, om hun måtte bytte de jordbær, hun netop havde købt, fordi de ikke var særlig pæne. Kasseassistenten tog imod dem, og fordi jeg stod med en bakke Stop Madspild-jordbær i min kurv, og marmelade on my mind, spurgte jeg, om ikke bare jeg kunne købe dem med. Jeg fik begge bakker for en 5’er, og brugte det meste af dagen på at være nærmest upassende tilfreds med mit røverkøb.
Nu mangler jeg bare at omsætte bærerne til marmelade, men jeg venter på, at min hyldesaft bliver færdig med at trække, så jeg kan koge den ind til sirup, som jeg vil prøve at tilsætte, når jeg laver marmeladen.
3.
Har jeg købt en 20 liters murerspand og en 50 liters murerbalje i Jem & Fix, så jeg har noget at opsamle brusevand i, når vi lige når 14 dage længere hen, og haven er tørstig.
Jeg har forsøgt alle tænkelige løsninger ift. at udnytte vores overskudsvand, og jeg er ved at blive idiot af, at jeg ikke kan få det til at fungere.
Men jeg har efterhånden lært, at jeg ikke skal undervurdere lavpraktiske benspænd, for det er altid dem, der ender med at tage livet af mine ambitioner.
Derfor prøver jeg nu at gå helt lavpraktisk til værks.
En murerbalje kan stå på gulvet i brusekabinen, så vi kan tænde bruseren, som vi plejer, og så bare trække baljen ud, når vandet er varmt. (Vores bruser sidder højt, så Frida kan f.eks. ikke selv nå den, når hun skal i bad, og hun bader ofte som den første).
Den lidt mindre spand skal bruges til at bære vandet frem og tilbage, for det er måske lige optimistisk nok at tænke, at jeg kan bære 50 liter vand gennem huset og ud i regntønden.
Ender vi med tørke, forestiller jeg mig, at jeg kan have den stående i mit bryggers, og så have en 2 liters kande på køkkenbordet, som jeg tømmer vandflasker, kogekeddel osv. i løbet af dagen, som så bare kan hældes over. På den måde skal jeg ikke ud i haven, hver gang kanden er fuld.
Fungerer det, er det fantastisk, for så er der “gratis” vand til haven, og derudover kan det faktisk også bruges i prepperøjemed. En regntønde er ikke fødevaregodkendt, men vandet kan stadig i en nødsituation bruges til opvask, hårvask osv., og ruller verden helt på skjoldet, har jeg har købt et par Lifestraws, så det faktisk også kan drikkes.
Fungerer det ikke, skal jeg nok finde noget andet at bruge spand og balje til; f.eks. haveaffald eller tæpper i haven.
4.
Har jeg læst alle jeres gode og brugbare kommentarer ift. en Sodastream, og jeg er endt på, at det giver mest mening at købe en ny. Selvom de er billige på Marketplace, er der i mange butikker pakketilbud, hvor man får både kulsyrepatron, flasker og sirup med, og skal du ud og anskaffe det, efter at have købt maskinen brugt, ender du på stort set samme beløb.
Køber jeg en brugt, er den uden garanti, jeg ved ikke, hvor gamle plastikflaskerne er, og der kan (kan jeg forstå) være noget med gevindet, der bliver træls i en opvaskemaskine over tid. Jeg er lidt træt af at bidrage til merproduktion, men da der ikke er en løsning her, som er ideel på alle parametre, hælder jeg til den, der bedst kan sikre, at det produkt jeg anskaffer, fungerer som det skal.
Tak for at bruge tid på at dele jeres erfaringer.
M2025, uge 22
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har jeg fået købt de grønt- og brødposer, jeg skrev om i sidste uge, og lavet to indkøbsnet, der er klar til at hive med i butikken, når jeg svinger forbi Netto på vejen hjem.
2.
Har jeg været i gang med at undersøge, om en Sodastream er en god eller en dårlig ide.
(Som altid: Det er ikke spons, når jeg nævner mærket. Jeg overvejede at skrive ‘kulsyremaskine’, fordi der findes flere forskellige slags, bl.a. også fra Stelton, men jeg ville aldrig selv have gættet, at det er det samme som det, jeg indtil nu kun har kendt som ‘Sodastream’. Derfor valgte jeg det lave gærde).
For ift. hele emballageprojektet giver den jo virkelig god mening, men alligevel kan jeg mærke en vis skepsis hos mig selv – for hvis det er så god en ide, hvorfor har alle så ikke én?
Jeg startede med at spørge i den store, lokale fb-gruppe, om vi synes, at en Sodastream-Pepsi Max smager ligesom the real deal? Her var jeg overrasket over, at 8 ud af 10 faktisk svarede, at det gør den; dog med det lille forbehold, at man skal lære at ramme den rigtige dosering.
Herefter tjekkede jeg op på, hvad man egentlig skal bruge, og ud over maskinen, skal man bruge flasker, kulsyrepatroner og sirup.
En kulsyrepatron kan lave ca. 60 liter danskvand/sodavand, og kan købes til omkring 150 kr. på bud. Sirup findes i mange forskellige varianter, men eksempelvis Pepsi Max koster 40 kr. for en flaske, der giver 6 liter sodavand.
For sirup og brus ender man dermed med en pris på lige omkring 9 kr. pr. liter – hvilket faktisk er dyrere, end jeg havde forestillet mig.
Dertil kommer, at man skal bruge særlige flasker, som heller ikke er gratis. Esther var i seneste kommentarfelt inde på noget, jeg også har været i gang med at kigge lidt på, nemlig at emballage ikke kun er emballage; de finder skrammel og kemikalier i flere og flere materialer, og glas lader til at være det eneste, der (endnu) er gået fri.
Både derfor, men også fordi vi i forvejen har meget plastik, der dagligt skal vaskes af, vil jeg gerne have glasflasker. I en opvaskemaskine holder glas og metal nemlig bedre på varmen, hvilket får det våde service til at tørre hurtigere, og jeg hader at åbne en opvaskemaskine, hvor ALT skal tørres omhyggeligt af, inden det kan sættes på plads.
Men af alle de forskellige modeller, man kan købe, findes der kun én, der kan bruges glasflasker til, fordi man i den sætter flasken ned i en beholder, så man ikke bliver snittet ihjel, hvis glasset springer.
Så jeg er sgu lidt on the fence. For ved første øjekast ser det jo virkelig ud til at være en god ide, fordi man ikke skal slæbe dåser og flasker hjem, men bare udstyr derhjemme, som man vasker af og genbruger.
Men det er et af de regnestykker, jeg ikke føler mig kvalificeret til at lave, for hvad ender vi med på bundlinjen, når vi godt nok sparer enkeltemballagen, men der stadig skal produceres 1) en hel maskine, 2) kulsyrepatroner 3) særlige flasker 4) sirup – og dertil skal bruges strøm og vand til maskinen, og sæbe/vand/strøm til at vaske de flasker af, som ellers ville ryge i pantmaskinen?
Jeg vil meget gerne høre, hvis nogle af jer tilfældigvis ligger inde med noget særviden her, eller kan se et perspektiv, jeg ikke har fået øje på.
(Og lad os skåne hinanden for ‘Man kunne også bare drikke vand?’-argumentet. Vi kunne også nøjes med to sæt tøj og sove i vores kister for at spare sengen; det er altid nemt at undvære det, man ikke selv bruger).
3.
Har jeg lavet isterninger, isterninger og flere isterninger.
Jeg bruger de samme to forme, og hælder isterningerne over i plastikposer, efterhånden som de er klar, så nu har jeg en ordentlig stak, der kan smides i vandflaskerne, så jeg ikke behøver lade hanen løbe, når vejret bliver varmere, og mit lille køleskab ikke kan nå at køle vandet ned i det tempo, vi kan nå at drikke det.
M2025, uge 21
Det er weekend, og dermed tid til et M2025-indlæg. I sidste uge fik I en lidt alternativ version, og det gør I også i denne uge.
For mens jeg stod på hovedet i forberedelser af Blå Mandag og velkomstdrinks, læste jeg en deprimerende artikel om, at vi ikke længere kan genbruge os ud af vores overforbrug. Det tænker jeg ikke er ny viden for ret mange herinde, og jeg tror måske heller ikke, at vi er de største syndere i gruppen af mennesker, der har øget deres forbrug, fordi det føles legitimt, så længe vi bare videresælger eller donerer de aflagte ting til Røde Kors.
Men det, jeg kunne læse i artiklen var, at en af de største belastninger for klimaet, er al den emballage, alle vores dagligvarer er pakket ind i; at tandpasta f.eks., helt unødvendigt, kommer i en tube, som er pakket ind i en kasse, som er omviklet af cellofan.
Vi har talt om det en million gange før; at vi som forbrugere ikke kan flytte ret meget, hvis ikke vi får hjælp ovenfra. Omvendt synes jeg faktisk, at vi her i klubhuset har formået at inspirere hinanden til at handle på områder, hvor vores tiltag påvirker andre menneskers forbrug i positiv retning, som f.eks. kasserne med plast-service til udlån i børnehaver.
Derfor kunne jeg godt tænke mig at bruge det her indlæg til at fokusere på emballage. Både ift. hvor vi hver især allerede prøver at gøre noget, og hvor vi kunne ønske, at der blev sat ind.
For mit eget vedkommende har jeg, mens jeg gik og pønsede på det her indlæg, bemærket, at jeg faktisk allerede er begyndt at gemme emballage, som kan genbruges. For mig er det udsprunget af hele prepper-tankegangen, og det er første gang, jeg kan se, at der faktisk er en slags overlap her, for i preppermindsettet ligger jo implicit en grundantagelse om, at man ikke kan tage for givet, at der altid er mere at få af alting.
Derfor begyndte jeg allerede sidste år at gemme emballage, som kan bruges igen, som f.eks. plastikposer brugt til forsendelse, stofbånd, glas fra syltetøj og pesto osv.
Det nedbringer ikke den emballagemængde, der allerede er produceret, men trods alt bliver den brugt flere gange, hvilket må være bedre end ingenting.
Men med de tal, artiklen trækker frem, forslår den form for genbrug som en skrædder i helvede, for løsningen på det her problem er ikke at sortere vores affald mere eller bedre; ‘der skal simpelthen mindre i spanden’, som der står.
Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi brainstormede sammen på, hvor man enten kunne gøre noget aktivt, her og nu, eller prøve at skubbe lidt på i sit lokalmiljø.
For jeg tror ikke, at man som lille, lokal bager nødvendigvis tænker ret meget over de papirsposer, brødet puttes i, eller de plastikhandsker, de unge mennesker i salgsfladen tager på til ingen verdens nytte, fordi de ikke gør nogen forskel, når Emma og Matthias så bare klør sig i håret med handskerne på.
Men måske kunne man plante et frø ved på FB, helt uskyldigt, at spørge, om det ville være muligt at tage sin egen (rene) stofpose med, når man henter rundstykker? Eller om det stadig er nødvendigt med plasthandsker, nu hvor covid ikke længere er en decideret trussel? (Hvis man nævner covid, er det nok taktisk smart at huske at nævne, at man spørger ud fra en miljøbekymring, så der ikke udbryder borgerkrig i nabolaget).
Apropos bageren, så er friskt og lokalt, når vi taler om madvarer, nærmest udelukkende godt ift. at nedbringe mængden af emballage, og derudover reducerer det udledning af CO2 ift. transport, og mindsker belastningen på naturen, fordi man automatisk får råvarer, der er i sæson.
Ligeledes vil man også kunne skære meget emballage væk, hvis man selv laver mad fra bunden; i hvert fald så længe man bruger friske råvarer. For skal du ud og købe frosne jordbær, som ligger i en plastikpose, der er kommet til butikken i en papkasse på en palle omviklet med film, er du lige vidt.
Men der kan være mange helt legitime grunde til, at friskkøbt og hjemmelavet ikke altid er en mulighed, og derfor ville det være fedt med nogle ideer til, hvad man ellers kan gøre.
I artiklen fra før kan man læse, at man i Frankrig og Spanien har indført krav om, at mindst 20% af supermarkedernes arealer skal være emballagefri påfyldningsstationer, hvilket er en vidunderlig ide, som jeg virkelig håber, vi også kommer til at indføre herhjemme.
Men jeg tror, at vi her i indlægget i første omgang er nødt til at fokusere på emballage i fødevaresektoren, for selvom der på et tidspunkt også skal tales om genopfyldningsmuligheder og styk-køb af hygiejneprodukter, rengøringsmidler osv., kan vi ikke som forbrugere gøre ret meget der, så længe supermarkederne ikke faciliterer muligheden for dét.
Den laveste af alle lavthængende frugter er de genanvendelige poser til frugt, grønt og bake off. Man skal have levet under en sten for ikke at have enten læst om dem eller set dem – men jeg tror stadig, at det er forsvindende få af os, der faktisk bruger dem.
“Hvordan kan det være?”, spurgte hun ud i rummet.
Og lad mig bare svare på spørgsmålet selv, for svaret er lige så indlysende, som det er dumt: Vi glemmer dem.
Og når vi står i grøntafdelingen, og poserne ligger derhjemme, så gør de ikke megen gavn.
Derfor har jeg besluttet, at mit mål for den kommende uge er at få anskaffet 2 sæt brød- og grøntsagsposer, og så pakke 2 x GrabBags, der ligger i min bil. På den måde skulle der gerne altid være én taske med stofnet og grøntposer, som er klar til at tage med, hvis jeg smutter i Rema på vej hjem fra arbejde, selvom jeg har glemt at få den anden lagt tilbage, da jeg pakkede varer ud sidst.
Her tager jeg lige en afstikker, for hver gang jeg køber nye ting for at minimere mit forbrug, tænker jeg på bøgerne ‘En shopaholics bekendelser’, hvor det gennemgående tema var, at hovedpersonen skulle finde en måde at stoppe med at shoppe på – men altid bare brugte den aktuelle løsningsmodel som undskyldning for at købe noget nyt, som var nødvendige for at kunne gennemføre projektet.
Og det VILLE være nærlæggende at bruge det, man har i forvejen har, når hele kongstanken er Genbrug & Minimalisme. Jeg synes f.eks. at mine stofposer, som er syet af viskestykker, ville være oplagte, fordi de kan kogevaskes, og jord, ketchup og smattede jordbær derfor ikke er et problem.
Men fordi vi her taler om fødevarer, er der jo dels noget med hygiejne, hvor vi som forbrugere ikke nødvendigvis ved, hvilke krav, der stilles til supermarkederne, og dels er der et hensyn til de ansatte at tage: Deres håndled falder af, hvis de skal sidde og åbne alle poser, de har gennem hænderne, fordi man ikke kan se, hvad de indeholder.
Derfor synes jeg, at det her må kunne forsvares at købe en håndfuld af de poser, supermarkederne selv tilbyder til formålet.
Så langt, så godt.
Det næste indsatsområde for mig selv er, hvordan jeg så kan minimere emballageproduktionen, når jeg køber ind.
Her vil jeg øve mig i at begynde at vælge det mindst indpakkede alternativ, når der er noget at vælge imellem. Te er et godt eksempel, for te i løs vægt er jo lysår bedre, end tebreve, der er pakket ind i papir, som er pakket ind i en æske, som er omviklet med cellofan. (Og her kunne man jo så passende bruge de gemte, rene syltetøjsglas til at hælde teen over i, så den er opbevaret i mindre portioner, og dermed ikke så hurtigt taber smag).
Måske man endda kunne forhøre sig i butikken, om man må bruge sin egen pose til teen, eller genbruge den, man købte te i sidst.
Er man kommet afsted uden poser, kan man stadig godt træffe bedre valg, end at tage plastikposer til hver eneste grøntsagsgruppe; der er intet til hinder for, at radiserne kan gnubbe skuldre med forårsløgene – og peberfrugterne kan sagtens gå helt commando.
Skal du tage brød i en bake off-sektion, så vend vrangen ud på den pose, du skal putte brødet i og brug den som handske, så du tager brødet og trækker posen over det, læge-med-gummihandsker-style.
Den ene sparede handske kommer ikke til at redde klimaet, men jeg har gjort det i snart to år nu, og det MÅ være bedre at gøre dét, end ikke at gøre noget. Derudover hjælper den lille gestus mig med at huske at fokusere på at blive ved med at prøve, og da brødsektionen de steder, jeg handler, ligger før Frugt & Grønt, er det faktisk den, der i starten hjalp mig med at bryde vanen med at bruge én pose til æbler, én til tomater osv.
For der er meget Plejer & Vane at kæmpe imod her, og det er nemt at komme til at føle, at når de store ikke gør noget, hvorfor så overhovedet prøve? Det er nemt at blive så opgivende, at man bliver apatisk og bare giver op, men vi er simpelthen nødt til at gøre det bedre, end vi gør nu. Snart.
Revolutionen starter nedefra, og den starter i dag.
Den gode nyhed er, at vi er i den sammen. Yei!
Det sidste, jeg gerne vil have med, er anbefalinger af genbrugsemballage, som I er glade for – og her synes jeg sgu, at vi skal gå helt tæt på og ære den, der æres bør.
Har du fundet nogle gode grøntposer? Noget, der slutter tæt og egner sig til genfyld af te/kaffe? Flasker/glas, hvor låget ikke ruster? Og som man ikke får tyfus og difteri af at bruge?
Plug det i kommentarfeltet, så vi alle sammen kan gå glæde af det.
God weekend.
Verdens bedste dag for verdens bedste Anton (og M2025, uge 20)
Dagens indlæg bliver en kombination af ugens M2025-indlæg og en beskrivelse af den fine, fine dag, vi havde i går, hvor Anton blev nonfirmeret.
Jeg er helt savet over i dag. Jeg har smågrædt 4 gange, Bare Fordi, og alting sidder uden på tøjet. Men det var det hele værd, og jeg er fuldstændig blæst væk over, hvor fantastisk en dag, det lykkedes os at lave, fuldstændig på Antons præmisser.
Jeg har stået fast på, at han selv skulle være deltagende i planlægningen af den store dag, for hvis det skal give mening at holde en fest, når man ikke bliver konfirmeret, synes jeg, at det skal være en fest, der markerer overgangen fra barn til ung. Med til det hører at tage lidt mere ansvar for, hvad man gerne vil, end det forventes af én, når man er lille, og det har han gjort.
Det kræver selvfølgelig, at set-up’et rammesættes rigtigt, når hovedpersonen er autist, for ellers bliver resultatet det modsatte af en fest. Derfor har jeg på de fleste af del-elementerne, givet ham nogle valgmuligheder, så han ikke har skulle gribe et færdigt koncept ud af luften, men har haft nogle konkrete bud på, hvad vi kunne vælge at gøre.
Vi startede dagen med at tage i kirke for at se konfirmationen af hans klassekammerater, og det var en rørende oplevelse. Da vi var til infoaften i efteråret, fik vi at vide, at S-linjen skulle konfirmeres sammen med almen-delen, men det fik vi ændret til, at vores unge mennesker kunne få lov at starte. På den måde lå den formelle del af dagen om morgenen, hvor der er mest strøm på batterierne, og ceremonien blev kortere.
Det var godt, at det var sådan, præsten endte med at gøre det, for det er en stor kirke – og der var fuldt hus. De her unge mennesker har det så svært med for megen opmærksomhed og for mange mennesker, men fordi der her var en ramme omkring det, kunne alle, der holder af dem, for én gang skyld få lov at være med, og jeg fik våde øjne over at se, hvor mange mennesker, der var mødt frem til hver eneste af dem. Selv deres lærerteam var mødt frem i stiveste puds, og stod på rad og række og duppede øjne. Ej, men jeg var helt færdig.
Da klokkerne ringede, kørte vi over til mormor og morfar, hvor Anton havde valgt, at han gerne ville holde sin fest. Mine forældre bor større, end vi gør, og har en stor have med flere overdækkede terrasser, hvilket gav lidt mere spændevide ift. vejret, men jeg har hele tiden håbet, at vi kunne sidde i haven, fordi det er mindre overvældende end en lidt-for-varm stue, og akustikken under åben himmel er bedre.
Vi fik pyntet haven med blomster og flag, startede grillen og en time efter ankom de første gæster.
Vi var en lille flok. Bare min søster med familie, en lille håndfuld af mine venner, og mine forældre.
Jeg havde på forhånd skrevet til folk, at de skulle tage en ekstra trøje med, og jeg medbragte desuden en stak tæpper, som vi bare stillede i en kurv. Det var vigtigt for mig, at det blev en uformel dag, hvor alle kunne hygge sig, skæve hjerner, ømme ben og dumme fødder til trods, så derfor havde jeg forsøgt at indrette det, så folk kunne finde det sted i haven, der passede til deres fysik og indre termostat.
Hovedpersonen selv kan jo ikke så godt med for megen opmærksomhed, så jeg havde prikket til folk inden og spurgt, om de ville være behjælpelige med at tage billeder i løbet af dagen, uden at han opdagede det, så det ikke blev så opstillet.
Samtidig havde dem, der overvejede tale/sange haft fat i mig, for det er klart; det giver et dilemma, når vi er vante til at bruge den slags lejligheder til at fortælle vores nærmeste, at de er vigtige for os, og de så SLET ikke skal bede om det. Jeg havde derfor foreslået, at de i stedet lavede en lille bog med billeder og nogle små, korte beskrivelser af, hvorfor de havde valgt de pågældende snapshots, og det fik han.
For mit eget vedkommende havde jeg skrevet min lille tale til ham og lagt den i et kort, og det satte jeg frem, så dem, der gerne ville læse det, kunne gøre det.
(Det siger sig selv, at jeg hulkegræd mig igennem den, da jeg skrev den, så det er nok i virkeligheden meget godt, at jeg ikke skulle fremsige den. Børn, mand. De tager livet af dig).
Da jeg bød velkommen, bad jeg folk om i løbet af dagen at se, om de kunne tage en selfie sammen med Anton, men min svoger, den gigantiske helt, tilbød at tage billederne, og da han er en virkelig dygtig fotograf, glæder jeg mig som et barn til at se dem. Anton accepterede, fordi vi fik det sat op, så de blev taget et sted, hvor der var fred og ro, og vi gik derom på skift, så der ikke var publikum på. (Det er Onkel, der står bag billedet af Anton herunder, og jeg er ved at besvime over, hvor højt, jeg elsker det).
Billederne vil jeg bruge i en fotobog, der skal gøre det ud for den traditionelle gæstebog, fordi navne ganske enkelt ikke hænger fast. På den her måde kan han, også om 10 år, se og huske, hvem der var med.
Menuen stod på grillmad og tilbehør, og der var lidt til enhver smag. Jeg havde lavet små bestillingssedler, både så det var nemmere for grillmesteren at holde styr på, hvem der i løbet af dagen bestilte hvad, men også, så vi kunne nøjes med at hente det ud af køleskabet, der var bestilt.
På den måde har vi fuldstændig undgået at skulle smide kød og brød ud, fordi der blev kun lavet det, folk kunne spise. De forskellige salater fyldte vi løbende op, så det kun var det, der havde stået på bordet, der skulle kasseres sidst på eftermiddagen, og hele menuen var sammensat, så resterne enten når at blive spist i dag og i morgen, eller kan smides i fryseren.
Endelig har jeg i min del af planlægningen af festen haft meget fokus på, at det er de små ting, der æder overskuddet, når hjernen er lidt trekantet. Særligt, når man i forvejen er på overarbejde, fordi man ikke 100% ved, hvad der kommer til ske, og der er mennesker alle vegne.
Derfor skal tøjet være behageligt, og den unge mand elskede det, han havde valgt.
Ligeledes havde vi dækket op til børnene i udestuen, (som ligger i forlængelse af den terrasse vi sad på, og så havde vi bare skydedøren åben), så høfeberen blev holdt nogenlunde stangen, og det havde den ekstra fordel, at hverken Anton eller hans søde kusine behøvede at bekymre sig om hvepse, som de begge er lidt beklemte ved.
Jeg havde skrevet dagen ned i punktform til Anton, og havde i det hele taget gjort mig meget umage for at minimere antallet af overraskelser, fordi jeg ved, at det stresser ham. Alligevel var jeg lige ved at falde i, fordi jeg til børnenes velkomstdrinks havde planlagt at lave gigant-isterninger med legofigurer i. I første omgang havde jeg smuglet 4 ud af hans værelse, uden at han havde opdaget det, fordi jeg gik og gnækkede for mig selv ved tanken om, at han ville synes, det var sjovt, når han fik øje på det – men så kom jeg til at tænke på, at på en dag, hvor man i forvejen får langt flere surprise-input end normalt, så kan det vælte hele læsset, hvis man opdager yndlings-legofigurerne svømme rundt i hyldesaft og danskvand. Derfor havde han selv fået lov at vælge ofrene, og han havde gigantisk optur over det færdige resultat.
Det lyder måske som en tung og omstændig omgang at planlægge, men det har det ikke været, synes jeg. I hver fald ikke mere, end det altid er, når man skal planlægge en fest. Når det bliver Fridas tur, er det bare nogle andre overvejelser og valg, der kommer til at kræve opmærksomhed, og det er vel egentlig deri, det bliver noget særligt. F.eks. var det måske mere pga. form end indhold, at vi tog med i kirke, men det er jo netop rammesætningen, der gør de store begivenheder særlige og skiller dem fra de sædvanlige fødselsdage og sommerfester.
Det var den bedste dag – for os alle sammen, tror jeg – og jeg er så taknemmelig over den flok, vi har omkring os. Kærlighed udtrykkes gennem umage og i går blev det tydeligt, hvor meget af den, vi er omgivet af.
Da vi kom hjem og havde tømt bilen, tog Anton mig i hånden og sagde glad: “Det var sjovt i dag, mor!” og når man kender ham, ved man, hvor stort det er at være lykkedes med.
Og så græd jeg lidt igen.
M2025, uge 19
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har jeg tirsdag haft Frida med ude at købe tøj til på lørdag og onsdag var det Antons tur.
At shoppe tøj er noget af det værste, jeg ved, og det bliver kun værre, når det er til mine børn, for de hader det også. Frida lægger dog hårdt ud med at elske det, og være klar på alle butikker og prøverum i hele verden – for så ar ramme muren og blive nærmest apatisk af overvældelse efter en halv time.
I dag ved jeg, at det handler om, at shopping med et blottet nervesystem svarer til en rodbehandling ved tandlægen, bare minus bedøvelse. (Hvilket er en fejl, hvis du spørger mig). For der er lys og larm og mennesker og alt, alt for meget tøj at forholde sig til, og når du skal prøve det, får du 16.000.000 nye input at forholde dig til, fordi din krop ikke kender fornemmelsen af tøjet, du tager på.
(Hvis du har ND’ere i din omgangskreds, så prøv at lægge mærke til, at de ofte har det samme stykke tøj, bare i forskellige farver, og tit har nyt tøj hængende længe, før de begynder at bruge det. Det er benhård økonomi: Når man konstant aktivt skal frasortere indtryk og sensoriske input, så er kendt tøj ‘gratis’, fordi man ikke skal bruge ressourcer på at bearbejde indtryk, når man har det på).
Meget kan vi klare over nettet, men tøj til en fest kræver en ekskurtion gennem neonoplyste Mordor, så der var ikke nogen vej udenom.
Ved et Guds mirakel tog det kun en time pr. barn, ingen græd OG det lykkedes mig at hjælpe dem med at finde tøj, der også kan bruges til sommer. Frida fik to fine kjoler, fordi hun ikke kunne vælge, og da kjoler er noget af det, hun mangler, var det en to-fluer-med-ét-smæk kinda situation, mens Anton har opdaget hør, og nu er en stråhat og et par loafers fra at ligne en statist fra Den Afrikanske Farm.
For 5 år siden ville jeg have taget begge børn med samtidigt for at få det overstået. Vi ville være kommet ud med en brudekjole, 2 hunde og en mintgrøn heldragt, fordi jeg efter 24 minutter ville være så presset, at jeg sagde ja til alt, der kunne få mig ud af helvedes forgård, så nogle gange kræver minimalisme og økonomisk ansvarlighed et ærligt kig på, hvad man selv kan gøre for at holde fast i de gode vaner i de situationer, hvor det kan føles som pjat at være presset, men man ikke desto mindre er det.
2.
Har jeg ryddet op i alles tøjskabe, selvfølgelig med de respektive ejermænd m/k på sidelinjen.
Det blev den store tur, hvor jeg også var kasserne med hatte, handsker og sko igennem, og som hver eneste gang overraskede det mig, hvor meget tøj, jeg bagefter kunne smide til genbrug. Som ovennævnte punkt illustrerer, er vi ikke typerne, der hyggeshopper tøj i tide og utide, og min egen oplevelse er, at det er langt nemmere at styre, hvad man hælder i kurven, når man handler på nettet, fordi man kun ser det, man specifikt søger på, og derfor ikke pludselig opdager en t-shirt og to par sneakers, man ikke kan leve uden.
Men jeg kan også godt se, at vi alle tre over de sidste år gradvist har fået mindre tøj i bunkerne i skabet, hvilket nok skyldes en kombination af, at alle nu er store nok til at vide, hvad de gerne vil have og ikke skal bede om, og samtidigt kan passe tøjet længere tid ad gangen. Derfor er der ikke i børnenes skabe længere de bunker, hvori der ligger tøj, både i de størrelser, de er på vej ud af, og dem, de er på vej ind i.
Og så har vi, som naturlig konsekvens af, at jeg skriver de her indlæg, også talt meget om, hvor meget, man faktisk har brug for. Jeg er ikke helt så disciplineret som Jane, for jeg kan godt fristes over evne af pæne ting, der skinner, men det er dog lykkes mig at installere en vis bevidsthed i os alle 3 om, at målet er at have det, vi skal bruge, og ikke meget mere end det.
Alt andet lige er det nemmest at vurdere, hvad man mangler, når man samtidigt ved, hvad man har, og det kræver, at der bliver ryddet op.
Det fik vi gjort i mandags, og tingene blev afleveret til Røde Kors, som er dem, jeg altid bruger, fordi de både videregiver/sælger tøj, men også laver møbelpolstring og tvist af overskudstøj. Derfor ved jeg, at de selv eftersorterer det, de får, så det ikke er en katastrofe, hvis jeg undervurderer graden af slitage på tøjet, jeg smider ud.
3.
Har vi levet af mad fra fryseren, både fordi jeg gerne vil have plads i den, så der er et sted at gøre af rester efter nonfirmationen på lørdag, men også af økonomiske årsager.
Jeg skal liiiige trække vejret i en papirspose i disse dage, for det var godt nok ikke planen, at det overskud, jeg arbejdede som en yuppie fra 80’erne for at oparbejde i efteråret, skulle bruges på en operationsudløst sygemelding. Kombineret med en nonfirmation (seriøst: jeg hader det ord) og udsigten til sommerferie, skal jeg på dårlige dage koncentrere mig for ikke at gå en smule i panik.
Men jeg har været her før, og derfor har jeg jo heldigvis en masse gode vaner og strategier at trække på, og dem gør jeg brug af nu.
Jeg har længe været god til at tjekke stop-madspild-kølerne, når jeg handler, og er der kylling, køber jeg, hvis jeg alligevel skal have gang i ovnen den dag. Jeg laver pulled chicken af det, som jeg fryser i små bøtter, der passer til en enkelt portion suppe, huevos rancheros eller som fyld i pitabrød/burritos.
Det kan gøre små rester til fuldgyldige måltider, og tager ikke lang tid at tø op, og så har det været ekstra smart den sidste måned, hvor jeg dels har været lidt motorisk udfordret og samtidig har haft brug for ekstra protein.
Men ind imellem er det så også nødvendigt at få ryddet op, så jeg ikke har 15 bøtter kylling liggende, for det får jeg aldrig spist, så jeg har i denne uge både scoret billige point ved at servere loadede nachos for ungerne, og har med et glas karrysauce, to bægre frossen ris og en pose frossent grønt haft nem aftensmad til mig selv i 3 dage.
*
Jeg vil lige slutte med at sige tak for tålmodigheden de sidste par uger, hvor bloggen har været nede on/off. Det er MEGA irriterende, og det ødelægger flowet, fordi jeg ikke kan få lov at blogge eller svare på kommentarer, når det passer.
Derfor ved jeg godt, at det for jer kan føles som om, I bare har siddet og råbt ud i intetheden, og det er der ingen, der gider. Så jeg vil bare sige, at det ikke på nogen måde har handlet om ligegyldighed, men bare om noget så lavpraktisk som kombinationen af tid og adgang til mit dashboard.
Bloggen er nu flyttet over på en anden server, og jeg har overvejet, om jeg skulle flytte hele skidtet over på en google-understøttet løsning; også fordi min arbejdsmail ligger på samme server som bloggen. Men det bliver nok desværre ikke sidste gang, russiske og kinesiske bots forsøger at drukne servere, så jeg er endt på, at det egentlig er meget smart, at jeg har bloggen (og min arbejdsmail) til at ligge ét sted, mens facebook osv. ligger på et andet. Sandsynligheden for, at begge løsninger bliver lagt ned samtidigt er ikke ret stor (med mindre vi er på Fuld Rød Apokalypse, og så har vi større problemer at forholde os til), og dermed har jeg altid én kanal at kommunikere ud på.
Derfor: Fremover vil jeg, så snart jeg bliver opmærksom på det, smide info om nedbrud op på bloggens fb-side, så I ved, hvad der sker.
Fb-siden er offentlig, så man behøver ikke følge den for at tjekke den.
God søndag derude.
Bikinikrop, betalt indhold og brasilianske butt lifts
Jeg kan mærke, at vi skal snakke om influencere i dag, for de sidste 4-6 uger har der været artikler om dem her, der og alle vegne, og DR har netop lanceret dokumentaren ‘Løgnen i dit feed’.
Debatten fylder lige nu rigtig meget, fordi 3 influencere, mere eller mindre bevidst, har fået sig placeret i offentlighedens søgelys; den ene af dem har vi allerede vendt herinde. Derudover var der noget med Molslinjen og et arrangement på Christiansborg vs. en grædende baby.
I samtlige artikler, jeg har læst i den etablerede del af pressen, er udgangspunktet en bekymring over influencere og den massive magt, de har. Dels har de en nærmest hypnotisk magt over deres følgere, og dels kan de med et enkelt opslag ødelægge brands og virksomheder. Artiklerne har handlet meget om, at det er problematisk, at man kun får den ene side af historien, og at influencere ikke er underlagt nogen former for regulering eller retningslinjer. Det er det vilde vesten, og det er snyd, at de har en fordel, fordi deres følgere ukritisk tager deres parti.
Alt det tror jeg, de fleste af os efterhånden har hørt og læst om.
Og lad mig starte med at slå fast: Jeg synes, debatten om (sociale) medier og indhold er vigtig.
Men jeg bliver *idiot* af hykleriet.
For hvis vi lige skal prøve at sætte op, hvad det er, medierne er bekymrede over, så bliver det meget fint kogt ned til fire sætninger i Heartbeats artikel om influencere fra i går:
“Kan vi egentlig stole på dem? Hvor oprigtigt er det, når de anbefaler et produkt, en restaurant, en ferie eller sågar et kosmetisk indgreb? Og hvor fair er de egentlig i deres udlægning af episoder fra det virkelige liv? (..) Influencerne får os til at have lyst til at købe ting, vi ikke vidste, vi havde brug for.“
Og den snak kan vi SAGTENS tage. Men så vil jeg gerne insistere på, at vi tager den HELT overordnet, og starter med at definere, hvad en influencer egentlig er.
For på politiken.dk kan man i dag læse et interview med Allan Olsen om, hvorfor Tønder Festival er noget særligt, og en anbefaling af dejlige feriesteder i den sydlige del af Schweiz. Begge artikler er ‘annocørbetalt indhold’.
Dagens avis byder også på et debatindlæg fra en højskoleforstander om, at unge i stigende grad bliver ‘ubehageligt til mode, når de bliver modsagt’.
De mange madanmeldelser er gemt bag betalingsmure, så jeg skyder fra hoften her, men jeg gætter på, at der nok også gemmer sig et betalt måltid eller to blandt dem. (Update: Jeg gætter forkert, får jeg at vide i min øresnegl. Anmelderne/avisen betaler for maden, så det skal de selvfølgelig ikke skydes i skoene).
Er dét oprigtigt? Kan vi stole på det? Er Tønderfestival ubetinget vidunderligt, ungdommen sart og Schweiz det perfekte sted at holde ferie? Eller kunne Politiken (og alle som dem) mon også være farvet af, at man ikke skal bide hånden, der fodrer én?
I Spis Bedre – som jeg i øvrigt elsker – har jeg lige for sjov prøvet at bladre det nyeste nummer igennem. Bladet tæller 82 sider, heraf 5 sider regulær, indrykket reklame, 6 siders collager af nye produkter til køkkenet, (heriblandt en bærbar ovn og en ispind, designet af Mads Nørgaard), og 4 siders indhold, som er lavet i samarbejde med en stor dansk madblogger/forfatter.
Det tror jeg er meget gennemsnitligt på tværs af genrer; i et livsstilsmagasin ville reklamerne være for tasker og parfume i stedet for pølser og mel, samarbejdet ville være med en hotelkæde og ikke en airfryer-producent, og collagerne ville have billeder af opstrammende cremer og SS2025-kollektionen fra Chanel, men ratioen ville være nogenlunde den samme.
Her kan man måske også tale om skabte behov?
Lidt længere ned i artiklen fra Heartbeats kan man læse et andet synspunkt, som jeg de sidste uger også er stødt på igen og igen:
“Hvordan de for eksempel indprenter drømme om “perfekte kroppe” i hjernerne på deres følgere og uddeler glansbilleder af skønhedsoperationer, som i virkeligheden har været et farligt og smertefuldt helvede for dem.”
Og nu skal Heatbeats og den enkelte journalist jo ikke stå på mål for den samlede, danske presse – men kom. Vi går over og skriger ind i en pude sammen.
For hvor har al den bekymring været de sidste 40 år, hvor dameblade har pushet den perfekte krop, uge efter uge, og hvert år i maj har lovet os, at ‘Du kan nå det endnu – tab 5 kg. og bliv bikiniklar med Suppekuren/Keto/Faste/5:2!’
Hvor aviser har haft og stadig har “inspirerende” artikelserier om kvinder, der ’jonglerer karriere og børn’ akkompagneret af smukke billeder af manglende fædre og smilende mødre i store samtalekøkkener, der mildt hjælper børn i sandfarvet hør med at knække æg.
Hvor vi er blevet fortalt, at “40 er det nye 30!” og hvor 95% af det visuelle indhold er af hvide, konventionelt tiltrækkende mennesker, uden synlige skavanker eller handikap.
Og hvor hver eneste fucking artikel om ADHD er en lovprisning af den superkraft, den er for dem, der er så heldige at kunne udnytte hyperfikseringen og overblikket og så betale sig fra den efterfølgende fase med udbrændthed og tordnende overstimulering.
Ja, så fik jeg også hidset mig op i dag, så det var godt.
Men jeg kan fandme bare ikke holde ud, at det er ræven, der skinhelligt sidder og peger fingre ad rønnebærrene
Målt i procent vil jeg gætte på, at antallet af mennesker med spiseforstyrrelser og sygeligt kropshad, udløst af det ideal, vi i årtier er blevet præsenteret for i blade og aviser, er marKANT større end antallet af følgere, der har bestilt en flybillet til Tyrkiet for at få lavet en BBL, fordi en influencer, de følger, har fået det lavet.
Og hvor det meget vel kan tænkes, at der findes enkeltpersoner, der kommer galt afsted, fordi de lader sig inspirere af en tankeløs influencer, så er den skade, medierne forvolder med clickbaitartikler om diagnosejægere og enkeltsager på asylcentre, systemisk og LANGT mere skadelig, fordi den legitimerer en holdning til noget i den brede befolkning, som, helt lavpraktisk, kommer til at have indflydelse på, hvor vi sætter vores kryds til næste valg.
Så længe kommunalpolitikere og bestyrelsesmedlemmer med en dagsorden får lov at skrive “debatindlæg” i aviserne, som kan trykkes/postes uden NOGEN form for indholdsansvar eller regulering af kommentarfelter bagefter, kan jeg faktisk ikke rigtigt holde ud at blive belært om, at en pige på 24 fra Køge, der har fået så meget botox skudt ind i panden, at hun ligner et badedyr, nogen har pustet for hårdt op, er farlig for mig at følge.
Og modsat Berlingske, Weekendavisen og alle de andre, så er de influencere, vi taler om her, jo faktisk tilgængelige for deres følgere, mens aviserne bare spiller døde i deres egne kommentarfelter, når nogen kritiserer deres indhold. Cathrine Wichmand/Rockpaperdresses skrev for år tilbage et blogindlæg i samarbejde med Krifa, hvor hendes følgere, sobert men kritisk, efterfølgende stillede så mange spørgsmål i kommentarfeltet under, at hun endte med at pille det ned. Det har jeg første gang til gode at se en avis gøre.
Så. Vi kan sagtens tage debatten. Det synes jeg faktisk, at vi skal. For det er, helt indlysende, problematisk, at en influencer med et tårevædet billede fra et tog, kan få folketingspolitikere til at afbryde et vigtigt samarbejde – men det er jo kun fordi, vi er øjenvidner til katastrofen, at vi reagerer på den. Aviser og dagblade er også meningsdannere, og selvfølgelig har deres vinkling også GIGANTISK betydning for, hvor politikere lægger deres fokus og sætter deres penge. (Det talte vi f.eks. lidt om her). Der ser vi det bare ikke i realtid, og derfor reagerer vi ikke på det.
Så jeg synes, vi skal starte med at definere, hvad en influencer egentlig er.
Er det antallet af følgere, der afgør det? Platformen, de arbejder på? Produktet de sælger?
Uanset hvilke kriterier, du sætter op, vil mit bud være, at 80% af den danske presse selv vil falde ind under definitionen, og så bliver det interessant at se, hvor de gerne vil have reguleringerne sat ind. Ikke mindst fordi det vil betyde, at de skal til at spille med åbne kort. De fleste influencere skilter med deres følgertal, fordi det er det, de har at sælge, mens jeg ikke tror, at det er lykkes *nogen* at vriste et oplagstal ud af den etablerede presse siden slut-firserne.
Og læser man de nye, etiske retningslinjer for influenter, ville den etablerede presse i hvert fald være nødt til at vinke farvel til en solid luns af deres content og reklamekroner, hvis de bare skulle leve op til dem.
Mange influencere kæmper nok grundlæggende imod janteloven og vores nærmest katolske tilgang til forfængelighed og selvpromovering, og dermed bliver de nemme at hade og/eller latterliggøre.
Men derfor kan det stadig ikke være rigtigt, at de skal opfylde krav og kriterier, som ingen andre er forpligtede til at følge, så i stedet for at forsøge at mikro-regulere dem, så kunne vi passende tage en samtale om, hvordan vi generelt kan lægge ansvaret der, hvor det hører til. Over hele linjen.
For det er fint at hive det journalistiske princip frem, og sige, at det sikrer, at alle parter i en sag blive hørt – men det gælder jo kun konkrete artikler om konkrete personer, som er produceret af aviserne selv.
Så længe de kan poste “debatindlæg” uden at være forpligtede til at gøre opmærksom på den potentielle agenda, en afsender kan have, og så længe de selv bestemmer, hvordan de vægter deres indhold, så en tilfældig vaccineskeptiker får mere spalteplads end de forskere, der har arbejdet med emnet i årevis, så beskytter de nuværende regler ikke forbrugerne mod den fare, som pressen lige nu tjener penge på at beskylde influencerne for at udgøre.
M2025, uge 18
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
I den forgangne uge:
1.
Har jeg været i gang med at planlægge Antons ikke-konfirmationsfest, som bliver en dag, 100% på hans præmisser.
Det har for ham været alt for abstrakt, hvad selve dagen kommer til at indebære, og i de situationer kan det ikke betale sig at forsøge at presse planlægning igennem, for han går i baglås – hvilket jo sådan set er ret forståeligt.
Men vi er så heldige, at Antons søde, jævnaldrende kusine også går i 7. klasse, så hun blev konfirmeret sidste weekend. Derfor har jeg nu kunne tale meget mere konkret med ham om, hvilken dag HAN gerne vil have, fordi jeg kan lave en 1:1 sammenligning af alle delelementerne.
“Hvem vil du gerne have med i kirken? I søndags var vi X, Y og Z afsted. Du skal jo ikke selv konfirmeres, men kunne du tænke dig, at mormor og morfar sad sammen med os og så de andre fra klassen blive konfirmeret?”
“Hvad vil du gerne have at spise? I søndags fik vi kylling, mørbrad, salat osv. Hvad kunne du tænke dig?”
“Hvor vil du gerne være? I søndags var vi i festsalen, hvor moster og onkel bor. Vil du gerne være her? Udenfor? I mormor og morfars have?”
Han HADER det, for han synes, det er bøvlet at tage stilling til, og det må det virkelig også være, når man ikke får billeder inde i hovedet, hver gang nogen beskriver et scenarie, men denne gang har jeg stået fast på, at det SKAL være ham selv, der vælger. Jeg hjælper selvfølgelig med forskellige muligheder, men med møje og besvær (og moderat tvang), er det lykkedes ham at vælge en menu og at beslutte, hvor vi skal være.
Ønskesedlen hænger stadig, men “Jeg er færdig med at snakke nu, mor” – og det kan man jo ikke argumentere imod.
Jeg har den på listen her, fordi det for mig virkelig er én af de ting, jeg har skulle lære, og som gennem tiden har kostet mig dyrt. Både økonomisk og tidsmæssigt. For jeg lægger planer – Gud og Anton ler. Det har været en overvindelse at slippe behovet for at være på forkant med alt, men jeg har så mange gange stået med fryseren fuld af mad, han ikke kan overskue, billetter til arrangementer, han ikke har lyst til at deltage i, og tusind ideer, jeg allerede har planlagt i detaljer, der bare ikke fungerer for ham.
Derfor har kunsten for mig været at lære at læne mig tilbage og vente på, at han er klar. For han ved præcis, hvad han vil og ikke vil, og det er en gave. Men at kunne drage fordel af kompasset forudsætter, at jeg holder hestene til han er klar, og det var han i dette tilfælde først nu.
Men nu er rammerne for dagen sat, jeg ved, hvad der skal laves af mad, og han har lovet mig, at vi kan kigge på ønskesedlen i morgen. Med 14 dage at løbe på, er det også ved at være, men vi får det til at fungere, og vi gør det på hans måde.
2.
Har jeg erkendt mit nederlag og købt flere knive.
For mine børn spiser pludseligt kun ting, der skal smøres, og efter i 4 uger konstant at åbne skuffen til en tom bestikindsats, fik jeg i går nok og kørte i Hjemløses Venner efter en håndfuld nye brugte.
Til 1 kr. stykket kan det ganske enkelt ikke betale sig at stå, optændt af mor-irritation over, at iNgEn i dEt HeR hUs TaGeR eN oPvasK aF siG sELv!
3.
Tænkte jeg, da jeg gik rundt i Hjemløses Venner over, om der mon kommer et tidspunkt, hvor der skal laves noget mere regulering af, hvad der må sælges i genbrugsbutikker.
For hvor den etablerede detailhandel er underlagt regler og restriktioner for, hvad de må videresælge, så er der jo – mig bekendt – ikke samme begrænsninger pålagt Frelsens Hær, Røde Kors osv.
Men du kan jo ikke på en lampe se, om den er købt i Silvan eller på Temu, om termokoppen er fra Magasin eller Ali Express eller om kjolen er fra Zalando eller Shein.
Og hvor man som enkeltforbruger jo selv beslutter, om man tør købe lyskæder og foundation fra den kinesiske undergrund, så kommer genbrugsbutikkerne måske lidt til uforvarende at hvidvaske varerne, fordi 80% af dem, der handler der, formentlig ikke overvejer, at varerne kan være fulde af kemikalier og løse forbindelser.
Handler du på Marketplace, ved du godt, at du tager chancen, for du kan ikke se på en babyalarm, om den har været tabt i havet, eller om et par gummistøvler har stået på loftet i 5 år, så de flækker, første gang barnet har dem på i børnehaven. Men der er et eller andet ved at købe tingene i en butik, der legitimerer dem på en anden måde, end hvis du har hentet dem i en garage i Guldager, synes jeg.
Jeg kan faktisk ikke helt finde ud af, hvor jeg selv står på den; om jeg synes, det bør reguleres eller om det bare er købers eget ansvar, men jeg tror, det er noget, vi på et tidspunkt bliver nødt til at forholde os til.
Hvad tænker I?
Hips don’t lie
Lidt på bagkant kommer her en update på både operation og nuværende helbredsstatus. Egentlig mest som en slags public service ift. hvis nogle af jer har udsigt til at skulle igennem det samme, for jeg har selv savnet nogen på min egen alder at spejle mig i.
Da jeg endelig fandt ud af, hvorfor jeg havde så absurd ondt i min højre hoftebøjer og musklerne på bagsiden, troede jeg, at jeg havde masser af tid at løbe på. Man har ikke hørt om ret mange under 50 med svær artrose, vel? Så jeg satte min lid til træning, akupunktur, collagen og høj smertetærskel, og indstillede mig mentalt på, at det nok trak op til operation om 4-5 år.
Det, jeg i dét regnestykke ikke havde taget højde for, var hvor hurtigt det gik ned ad bakke. Og hvor meget, der påvirker alle mulige andre dele af kroppen at have så ondt et centralt sted i bevægeapparatet. For jeg kunne nærmest uge for uge både se og mærke forværring, og allerede omkring jul, dvs. 5 måneder efter, at jeg havde fundet ud af, at det var artrose og ikke “bare” et skævt bækken, havde jeg fået virkelig ondt i det venstre knæ.
Da vi nåede februar, sov jeg på en triggerbold, sad på en kilepude i bilen og en bold herhjemme, havde indlæg i min ene sko og vågnede flere gange hver eneste nat af ren og skær smerte. Jeg havde ugentligt, spændingsudløst migræne og måtte kompensere i ét væk, når jeg trænede.
Det mest frustrerende var, at uanset hvad jeg gjorde mig af anstrengelser for at dæmme op og regulere, så blev det *stadig* bare værre og værre, og den sidste måned op til operationen havde jeg en oplevelse af, at det var et kapløb med tiden ift., om jeg ville nå at smadre det venstre knæ fuldstændigt.
Alt det skriver jeg, fordi jeg flere gange undervejs mødte velmenende fysioterapeuter, som advokerede for træning i stedet for operation, og som tydeligvis havde det med ortopædkirurger, som jeg har det med J.D Vance.
Jeg er enig i, at man ikke skal smide sig under kniven, første gang det nipper lidt. Der er naturligvis indsatser, som skal prøves af, inden man går fuld titanium. Men jeg vil gerne slå et slag for, at man som (mulig) patient insisterer på, sammen med de fagfolk, man læner sig op ad, at lave nogle evalueringer undervejs, hvor smerteoplevelsen skal være blevet bedre, eller hvor man kan mere indenfor det nuværende smerteniveau. Hvis ikke det er tilfældet, skal der ringes med klokken. For det er reelt kun to år siden, at jeg for alvor fik ondt, men det sidste år har det været så slemt, at jeg i dag klart ville ønske, at jeg havde taget det her skridt noget før. Ud fra et sundhedsfagligt perspektiv synes jeg, at man er nødt til at tage manglende nattesøvn og tab af muskelmasse, fordi man ikke kan træne som man plejer, med i beregningerne, når der laves en helhedsvurdering af, hvad den bedste løsning i det enkelte tilfælde er.
Nå, det var et sidespor, men jeg synes, det er et vigtigt ét af slagsen.
Da først jeg havde datoen for min operation, forsøgte jeg, me being me, at forberede mig bedst muligt, og noget af det, der var ved at drive mig til vanvid var, at jeg ikke kunne få svar på *noget*.
Uanset, hvad jeg spurgte om, fik jeg: “Det er MEGET forskelligt” retur, og når man er et menneske, der finder ro i forberedelse, så er det voldsomt udfordrende ikke at kunne gøre noget som helst. Havde det været en arm jeg skulle opereres i, havde jeg vidst, at lynlåse og madlavning ville blive bøvlet. Havde det været en tå, havde jeg forberedt mig på noget med balancen og fodtøjet. Men hoften sidder meget midt i kroppen, og det er virkelig svært at forestille sig, hvad man bagefter kan og ikke kan. Om det f.eks. gør mest ondt at sidde eller stå, om man kan støtte på benet eller løfte ting over hovedet osv. osv.
Selvfølgelig vidste jeg godt, at jeg ikke ville kunne cykle hjem fra hospitalet, men detaljerne var stadig relevante for mig, fordi jeg som selvstændig jo ret gerne ville have en fornemmelse af, hvornår jeg kunne begynde at tolke igen – og hvilke opgaver, der var realistisk at sige ja til. Nogle af mine faste opgaver er så faste, at jeg ved præcis, hvor jeg kan parkere, og hvor langt, jeg skal gå. Jeg kender lokalet, vi skal være i, og jeg ved, hvad der skal ske under tolkningen. Hvis jeg på forhånd vidste, at de fleste kan sidde nogenlunde smertefrit igen efter et par uger, ville jeg godt kunne sige ja til den slags opgaver, for armene fejler ikke noget.
Men tusind spørgsmål senere, måtte jeg sande, at jeg nok bare ikke kunne komme det nærmere, så jeg overgav mig (modvilligt!) til uvisheden.
Jeg stemplede ind på hospitalet onsdag d. 09. kl. 7.15. Kl. 8 røg jeg på bordet, kl. 10 vækkede de mig igen, og kl. 12.30 var jeg oppe at gå på trapper.
Jeg var presset, da jeg ankom til hospitalet, og de ti minutter, hvor de gjorde mig klar til operation, var overraskende ubehagelige. Jeg har tolket en del operationer efterhånden, og derfor har jeg lidt baggrundsviden ift., hvordan den slags normalt foregår. Men jeg var uforberedt på, HVOR meget, der foregik samtidigt her, og selvom jeg huskede at sige, at jeg gerne ville have lagt venflon i den ene hånd og målt blodtryk på modsatte arm, blev det hurtigt så overvældende, at jeg var nødt til mentalt at lukke af.
Mens jeg sad der, tænkte jeg lidt over, at det nok også handler om, at et ADHD-nervesystem selv på en god dag er overbelastet, og her er der lys og lyde og mennesker og info og ting, der er ubehagelige – og man har ikke fået sin medicin. Det ER en krads omgang. Men epiduralen var overraskende smertefri, og jeg fik sovemedicin, så hatten passede, så jeg har ingen erindring om selve operationen, hvilket jeg er glad for.
Da jeg skulle op at gå et par timer senere, føltes det som om, jeg satte min fod på en roterende skive, så den drejede rundt i en cirkel – men når jeg kiggede ned, stod foden stille. Det var her, jeg lærte, at man ikke kan lægge en ny hofte ind, uden at skære nogle af de muskler over, der styrer rotationsbevægelsen, og det er skideirriterende. For det er absurd udfordrende ikke at have motorisk kontrol over sit ben sidevers.
Men jeg er inderligt overrasket over, hvor lidt smertefuldt, det trods alt har været. De første 36 timer var stramme, men på intet tidspunkt var smerten uudholdelig, og jeg var afsted på min første tolkeopgave 14 dage efter, de havde opereret mig. Jeg brugte krykker i en lille uge, men primært om natten, eller når jeg var ude og traske en lille tur op og ned ad vejen.
I dag er det præcis 3 uger siden, jeg blev opereret, og jeg har været ude at køre bil for første gang. Jeg er på job igen, i gang med træning igen – også squat med en smule vægt på – og jeg kan nøjes med at spise panodil sporadisk, så selvom maskinen kører på lidt færre cylindere, end den plejer, er jeg jo egentlig, i det store og hele, tilbage.
Jeg halter stadig en smule, men kun fordi mine muskler stadig er så overspændte af at kompensere i 2 år, og smerterne, der før var ved at tage livet af mig, er væk.
Væk-væk.
Der er INGEN tvivl om, at min speedy recovery er resultatet af at have styrketrænet så længe og tungt, som jeg har, for der er meget, jeg ikke har været bange for at prøve. Jeg ved, at jeg kan bære min egen vægt, udelukkende på venstre ben, og at jeg har masser af styrke i armene. Det betyder, at jeg hurtigt har været i gang med at prøve at lægge vægten forsigtigt over på højre side, og jeg kan sagtens se, hvordan det kan være svært at turde gøre, hvis man ikke stoler på, at den gode side kan bære.
“Men er det KUN fedt, Linda? For det kunne godt lyde som om, du kommer til at lyve en *lille* bitte smule…”
Nej. Det ville trods alt være for godt til at være sandt.
Som sagt var de første døgn hårde, fordi kroppen har taget nogle tæsk; de saver et stykke knogle ud, fræser et hul i hofteskålen, hamrer et stykke metal ned i lårbensknoglen, og så har jeg, fordi jeg er så særlig, fået 3 ekstra skruer med i købet. Jeg er syet med 20 sting, mit ar er 25 cm. langt, og jeg glemmer ikke, at de har været der.
Jeg præsterede også at besvime, lige ned i bordet, den første morgen herhjemme, fordi mit blodtryk var gået hjemmefra, og jeg ikke havde fået noget at spise. Det kommer Frida ikke til at glemme foreløbigt, og det var virkelig synd for hende, at hun fik den med.
Men det, der ubetinget har været sværest, har været nætterne. De har været uendelige, fordi jeg de første to uger kun har kunne ligge på ryggen med benene bøjet, og jeg derfor har haft så ondt i mine muskler, at jeg har været ved at blive vanvittig. Ægte.
Det har også været en mental udfordring for mig, at smerterne har været forskellige fra dag til dag; den ene dag har jeg haft ondt i såret, dagen efter i knoglen, dagen efter det i anklen, fordi hele benet har været sort og blåt og hævet osv. osv. Det gør det svært at tracke fremgang, og det har været frustrerende.
Og endelig er trætheden (stadig) lidt overvældende. Jeg har dage, hvor jeg har det, som jeg havde det, de første uger efter jeg fødte Anton, og hvor et virkelig hyggeligt besøg på en time, af et menneske, jeg har savnet, som selv laver kaffe og serverer mad for mig, efterlader mig bleg og huløjet.
Alt det er kommet bag på mig, og det er faktisk grunden til, at jeg skriver det her indlæg. For jeg var forberedt på smerter og immobiltet og forbindinger og frustrerende begrænsninger – men de øvelser, jeg havde fået med hjem, var jeg niveaumæssigt forbi på 3. dagen, og smerterne har, de dage, de har været værst, ligget nogenlunde samme sted på skalaen som 2. dags menstruationssmerter.
Men jeg var ikke forberedt på nul søvn, invaliderende træthed og på at skulle famle i blinde efter fornemmelsen af, om det gik den rigtige vej.
Det vendte på 10. dagen, synes jeg. Herefter har jeg sovet mere og bedre, og jeg kan tydeligt mærke, at det hver eneste dag bliver bedre, og at jeg kan mere. Stingene er taget ud, plasteret er fjernet, og den største fare nu er faktisk, at jeg glemmer, at jeg er blevet opereret. Forleden, da jeg var på opgave, tog jeg trappen, og da eksede benet en smule skråt ind foran mig, fordi det stadig ikke er helt stabilt, når jeg belaster det. Det gjorde ikke ondt, og det er nok i virkeligheden ikke så godt, for jeg føler egentlig, at jeg er klar til at knalde nogle kilo på barren og køre rigtige squats igen. Men bøjer benet ind foran med 50 kg. på nakken, så går hoften går af led, og det skal vi IKKE bede om, har jeg ladet mig fortælle.
Summa summarum: Jeg tager den med ro, holder små pauser og sørger for at smide benene op et par gange i løbet af dagen. Jeg kommer til at trappe langsomt op på alt, lige fra opgaver til sociale arrangementer og bilkørsel, og de dage, hvor jeg er på job, skal der ikke ske andet.
Jeg har også sovet til middag for første gang i mit liv.
Men når alt det er sagt, så går det virkelig over al forventning, og jeg er helt blæst væk over, hvad kroppen kan overkomme på bare 3 uger.
