Airhead

Jeg har det, som om, jeg har forstuvet mine funny bones. Jeg ved ikke, om det er al den forandring, jeg skriver om, der trækker tænder ud, eller om jeg bare er grundtræt, men jeg synes, der er modstand i mange ting for tiden, og for en gang skyld kan jeg ikke finde ud af at ironisere over det. 
Idag har jeg f.eks. ikke rigtig kunne holde op med at græde. Ikke tude (som er den med åben mund) men bare sive-græde. Jeg kan ikke engang selv finde ud af, om jeg er ked af det, (be)rørt, overvældet eller bare … ja, træt. 
Jeg er presset på at få hverdagen til at hænge sammen, og samtidig er det som om, mine kommunikationsplaneter står i vejen for hinanden; folk misforstår mig hver eneste gang, jeg åbner munden. 
Så der er lidt stille herinde i disse dage. Jeg vender tilbage, når jeg har fået en lur og en kande kaffe.

Stormvarsel

Det stormer for tiden. Både indeni og udenfor. 
Da vi sidste år flyttede ind, hvor vi bor nu, var det huset, der fyldte mest for mig; min glæde over at være kommet i ét plan, og over at bo et sted, hvor man ikke fik den visuelle ækvivalent til lyden af negle ned ad en tavle, hver gang man kiggede rundt, var enorm. Nu, hvor vi har boet her et år, oplever jeg, at haven giver mig ligeså meget glæde – hvis ikke mere. Jeg har kun naboer til den éne side, hvilket betyder, at jeg har mark, græs og natur til de to andre, og jeg har fået for vane at sætte mig ud med et glas vin en kop te, når børnene sover, alle de aftener, det kan lade sig gøre. Der sker noget med sjælen, når den får ro og bliver placeret midt i en interaktiv udstilling af årstidernes skiften.
Måske er det derfor, jeg lægger mere mærke til alt det, der også skifter indeni. Jeg skrev lidt om det for et par indlæg siden, men når man sammenholder, hvor meget det fylder ude på den her side af skærmen, er det meget lidt, jeg har ladet det fylde herinde. 
Det er, som om, roen bliver mindre skræmmende, jo mere jeg udsætter mig selv for den. Jeg var lige ved at skrive, at jeg er eskapist af nærmest forædlet kaliber, men det slår mig, som jeg sidder her og skriver, at jeg faktisk ikke ved, om det er sandt. Måske var det bare den strategi, jeg i sin tid valgte, da min hjerne hele tiden kørte i et omdrejningstal, mit sind slet ikke kunne håndtere. I hvert fald kan jeg mærke, at selvom roen nogle gange er svær, og jeg har myrer i hele kroppen, og får lyst til at tænde for radioen, læse bøger, se GOT, svare på beskeder og drikke kaffe og vin, det hele på én og samme tid, så opsøger jeg den mere og mere, roen. Jeg har typisk mellem 10 og 15 timer i min bil om ugen, og de sidste par måneder har jeg foretrukket at køre størstedelen af dem i stilhed. Jeg er også blevet opmærksom på, at når jeg har lyst til at holde begge hænder for ørerne, mens jeg råber: “LALALA!!” så er det faktisk fordi jeg har EKSTRA brug for at være stille. 
Om det er mig og min udvikling, der påvirker verden omkring mig, eller om det er omvendt, ved jeg ikke, men jorden bevæger sig under mine fødder, og jeg har det, som om alt, på en eller anden måde, er i opbrud. Det føles nødvendigt og på mange måder godt, men det er også opslidende, at min verden pludselig har forvandlet sig til et kalejdoskop, der bliver drejet ubønhørligt; stenene er de samme, men de bliver hele tiden rystet løs og falder ned på nye pladser, hvor de danner nye mønstre. Det kræver aktiv opmærksomhed og det kræver koncentration.
(Jeg er oprigtigt i tvivl om, om I overhovedet forstår, hvad jeg forsøger at beskrive her, men I plejer at være nogle hårde nysere, der er med på den værste, så jeg satser.)
Om mine børn mærker de tusinder af smårystelser i undergrunden, eller om de er i gang med deres egne processer, ved jeg ikke, men der sker også noget dér. Vi er i én af de faser, hvor vi hele tiden støder kanterne sammen, og jeg får virkelig meget skæld ud i disse dage. Det meste af tiden kan jeg rumme det (hvis jeg fokuserer virkelig indædt på udsigten til et roligt glas vin i haven senere..), men ind i mellem er det sgu også en smule sejt at få kontinuerlig skæld ud – også selvom gerningsmændene stadig sover med bamser. Samtidig bliver der prøvet grænser på den helt store klinge; i går havde Anton f.eks. valgt at udfolde sig kreativt, mens han hørte Gummi Tarzan, ved at male med sin mest aggressive, blå tusch på sig selv, sin væg, skrivebordet, trægulvet, lampen, kommoden, skufferne plus det løse. Lige dér ville jeg med støste fornøjelse have taget imod alle tilbud om afledning og flugt, lige fra kidnapning til rygeherion.
Det river og rusker, og regnen pisker ned, og hvis jeg sætter det sidste punktum nu, kan jeg nå en kop te under halvtaget med udsigt til elementernes evige påmindelse om, at vi er så små, så små, inden mine bedste lopper kommer hjem. 
God weekend derude. 

I øvrigt:

* kan jeg på min yoghurt læse, at blåbær på finsk hedder “Mustikka”, og det er måske det bedste ord, jeg har set i år.
* ville jeg have skrevet noget om, hvor meget jeg arbejder og den deraffølgende radiotavshed, men så læste jeg i et kommentarfelt et eller andet sted (jeg har desværre glemt hvor), at den slags indlæg føles som om, vi tror, I sidder helt ude på kanten af stolen, ganske uden indhold i livet, og med desperat længsel trykker “refresh” 16 gange i minuttet – og det giver simpelthen så god mening, at jeg holder min kæft. (fraNUaf!)
* har jeg efter 15 år sagt op i fitnessdk. #AndNowHerWatchIsEnded
* tænker jeg stadig over, hvorfor man ikke oftere ser tyve lave det trick, som Madonna lavede i “Who’s that girl”, hvor hun i en butik proppede et kassettebånd i lommen på en tilfældig person, og så – da dette sagesløse menneske satte alarmen igang – slentrede ubemærket ud, mens alarmen stadig lød, med læderjakken fuld af tyvekoster? Det er sgu da godt tænkt!
* forstår jeg heller ikke, prankwise, at ingen har fundet på at bytte rundt på benzin- og dieselpistolerne på tankstationer?
* – men the joke’s on me, for efter jeg har fået ideen, har jeg nu blæsende paranoia hver eneste gang, jeg tanker. 
* bliver jeg i aften færdig med 5. sæson af GOT, og da det er 2. gang, jeg ser den, ved jeg, at vi i 6. sæson indfører Pilou Asbæk. Det ved jeg næsten ikke, om jeg orker. 
* har jeg det VILDESTE girl/life-crush på Maj My. Hvis du trænger til at få pulsen ned, og dine refleksioner over, hvordan du har valgt at leve dit liv, op, så skal du kigge ind ovre hos hende. 
* hører Anton for tiden Gummi Tarzan på repeat. Lydbogen var en del af min rasende geniale plan, som skulle få os fra filmen, over på lydbogen og derfra videre til bogen. Vi læser meget, men lige nu er det mest Flunkerne, Holger og Legobøger, der fanger, så jeg syntes selv jeg var på vej ind på Nobels nomineringsliste, da jeg fik den ide – lige indtil Anton med høj, klar stemme i Bilka oplyste, at jeg var “En dum og uduelig søn!” og jeg godt kunne se på alle omkring os, at de troede, han var inspireret af sin opdragelse.
* har jeg fået malet væggen i stuen, og som nogen måske har set på IG, blev det lige, som jeg havde håbet.

Det er ikke dig, det er mig. Virkelig

Jeg forandrer mig. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, præcis hvori forandringen består, men min verdens tektoniske plader forskyder sig, og jeg kan mærke, at jeg ikke længere er den samme.

Måske hænger det sammen med, at jeg de sidste 6 år har haft små børn. Så længe de har været helt små, har der været så meget fokus på deres behov, at jeg har haft svært ved at mærke både mig selv og mine, og derfor er det, som om, jeg ikke længere ved, hvem jeg er. Jeg ved, hvem jeg var for 6 år siden, men i takt med, at børnene bliver større, og der bliver mere overskud til at betragte mig selv, kan jeg både se og mærke, at jeg ikke længere er hende, jeg var.

Det betyder, at jeg ser med nye øjne på alt, hvad jeg gør, for det er gået op for mig, at jeg bare har antaget, at dét, jeg kunne lide for 6 år siden, stadig er det, jeg foretrækker. Jeg tror måske, at det er dét her, der sker i de ægteskaber, hvor man pludselig lægger avisen, kigger hen over bordet og kaffekopperne, og har det, som om man for første gang virkelig SER ham, der sidder overfor. Og som følge heraf opdager, at man bor med en fremmed.

Jeg mærker det i forhold til de ting, jeg har fyldt i mit liv; en oprigtig forholden mig til, om jeg laver det, jeg gør, fordi jeg har lyst, eller bare fordi, det er det, min hjerne først får øje på, når den kaster blikket over den 6 år bredde slugt for at få inspiration til, hvad jeg kan lide at lave. I mange år har jeg f.eks. haft en ide om, at jeg gerne vil have tempoet i mit liv sat ned, men hvor det før har handlet om, at jeg ikke kan lide at have for travlt, kan jeg pludselig mærke, at det nu handler om, at jeg har lyst til ro. Jeg ved ikke, om andre end jeg forstår forskellen, men jeg mærker den tydeligt.

Så længe børnene var helt små, fyldte den lavpraktiske omsorg meget, men sommerferien gjorde det muligt for mig at mærke, hvor meget jeg gerne vil være sammen med dem, og nu, hvor jeg er startet på job igen, savner jeg dem nogle dage, så det synger i mine knogler.

Som naturlig forlængelse af alt det ovenstående, oplever jeg også en spirende kritisk stillingtagen til, hvem jeg vælger at bruge tiden med og på. Det handler ikke om, at jeg ønsker, at vi altid skal være herhjemme, kun os 3, men jeg arbejder meget bevidst på at skære larm og tid brugt af høflighed fra. Det er sværere, end mange kurser i assertion og girafsprog ellers lader tro, synes jeg, for det er, som om, jeg mangler et sprogligt register: Jeg mangler en måde at skrue ned eller lukke for de relationer, som jeg ikke tror giver nogen af parterne noget længere – men uden at skabe drama og uvenskab, som jo bare er en anden slags larm, der sluger ligeså meget energi, som dét, man i første omgang søgte væk fra. For mig er målet ro, og jeg ville ønske, at jeg havde stamina nok til bare at rumme akavethed og sårede følelser, men det er desværre ikke tilfældet. Ikke endnu, i hvert fald.

Jeg forsøger at holde fast i det, jeg også prøver at lære Anton og Frida: Når noget er svært, handler det ofte om, man bare ikke har øvet sig nok endnu, så hver eneste gang jeg laver en aftale, eller modtager en invitation, bruger jeg 10 minutter på at forholde mig til, om jeg rent faktisk har lyst, både til arrangementet og til relationen – og hvis ja, hvor meget, jeg har lyst til. Om jeg gerne både vil deltage i festen og blive og sove. Om jeg som udgangspunkt bliver tanket op eller drænet af at være sammen med det her menneske. Om ugen ser ud på en måde, der gør, at jeg allerede på forhånd ved, at vi har mere brug for en aften alene, end på at udvide boller- og lagkage-invitationen med aftensmad. Det er ikke nemt, men jeg øver mig, og heldigvis har jeg opdaget, at mit nye jeg ikke begår fejl; hun gør sig erfaringer i stedet. Det gør hende væsentlig rarere at være sammen med.

– men jeg ved stadig ikke, hvordan man slår op med mennesker, man ikke er kærester med.

Om 10 minutter har jeg været oppe i 18 timer, og da det er 5. gang på en uge, behøver jeg ikke mærke efter, men kan tage den her på rutinen: Træt! Så godnat derude – hvor end I er.

I øvrigt:

* elsker Frida vores nye tipi, som hun tror hedder ’et fuglehus’. “Frida sætter mig over i fuglehuset, mor” Jeg er vild med det. 
* vil jeg gerne vide, om andre bliver ligeså hidsige, som jeg gør, når jeg ser en reklame eller en udlejningsbil fra EuroPcar? Det føles, som om hele munden er kørt ind på en rasteplads, og har slukket motoren, når man har udtalt “Europ-”, og så skal man til at tage selen på igen, lægge håndbremsen, sætte i gear, op i fart og flette ind helt forfra, for at få det sidste “- car” med. 
* tog jeg Anton med i Tivoli Friheden i sidste uge, og bøjede mig, da han havde hoppet op og ned på stedet 10.000 gange, fordi han gerne ville prøve et lykkehjul, hvor man kunne vinde en 1 meter høj, skriggul Pikachu. “Du bærer den selv, hvis du vinder!”  Hahaha. Ha. Jeg har nu lært, at der findes et særligt blik, man som forældre sender hinanden, når man kommer gående med sin troværdighed og autoritet slæbende efter sig, som et gammelt, muggent tæppe, og et kæmpetøjdyr under armen. #WalkOfShame #MomEdition
* har jeg de sidste par uger haft virkelig meget besøg af GLS, og de typecaster for HÅRDT hernede. Samtlige chauffører jeg har lukket op for, kunne med lethed have spillet en bærende rolle i Prison Break. 
* vil jeg også være med på vognen og derfor har købt 2,5 liter blommefarvet maling til en væg i stuen. Nu venter jeg så bare på, at nogen (GLS?) tilbyder at komme forbi og få hele herligheden flyttet fra spanden og op på væggen.

* har jeg idag lavet blommemarmelade fra bunden. Man aner et tema.

* kørte jeg igår til Tyskland. Nogen burde sætte sig for at undersøge den virkelig mærkelige kohærens mellem salg af nye kartofler og gamle biler.

* og speaking of Tyskland, vil jeg gerne have en hyldessang og en park opkaldt efter mig for i går at være et sted i min cyklus, hvor jeg kunne høre min blodprocent falde for hvert eneste skridt jeg tog, og stadig formå at gå forbi 2,5 kg. Matadormix til 78 kr.

* har jeg fået en mail fra en læser, der meget fint og sødt har spurgt, om jeg ville dele nedenstående grafik. Det vil jeg, så Erik, den her er til dig.

Infografic omkring homosexuelle
HAPPY PRIDE!