M2019, uge 19

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1. 

haft et par dage i træk, hvor jeg ikke kunne nå ud at handle. Da jeg skulle smøre madpakke til mig selv til 3. dagen, synes jeg ikke, jeg havde noget som helst brugbart i køleskabet, så jeg havde egentlig besluttet, at så måtte jeg købe noget i kantinen på tolkestedet. Men fordi jeg skulle være afsted i små 11 timer, og det derfor ikke bare var frokost, jeg skulle købe, blev jeg alligevel ramt af ‘ej, det må sgu da kunne lade sig gøre?’, og efter at have vredet både hjerne og køleskab, drog jeg dagen efter ud i verden med: 

*Et glas overnight oats (havregryn og en halv, terminal banan, rørt op med en sjat yoghurt, som havde trukket natten over), toppet med en rest mandler.

*En pizzasnegl af børnenes, som var til overs fra aftensmaden, og som var på vej i skraldespanden, men blev benådet i sidste øjeblik.

*En bøtte pastasalat, bestående af de sidste par skefulde salat (se pkt. 4), som også lænede sig op af en bortvisning, men som blandet med lidt dressing og friskkogt pasta fik en revival, der var Madonna værdig. På en hylde fandt jeg nogle syltede chilier, jeg havde glemt alt om, som jeg hakkede og smed i, og slutresultatet var den bedste pastasalat, jeg nogensinde har fået, som jeg aldrig, aldrig, aldrig vil kunne lave igen. 

Ville jeg gide at have så meget arbejde ud af at smøre madpakke hver dag? Nix. Volumenmæssigt var det også en lidt hidsig madpakke, både i tasken og i maven. Men for en enkelt gang om at gøre var det ret tilfredsstillende, at jeg fandt en løsning, og dermed slap for at købe mad i kantinen, som på det pågældende tolkested er hårrejsende dyr og primært sælger ting, der er kogt i olie.

2.

taget billeder af det sommertøj, jeg har sorteret fra i Fridas skab, så jeg den kommende uge kan bruge ledige øjeblikke til at sætte det til salg. 

Som tidligere nævnt tager jeg billederne i godt lys og sorteret efter genstand, så jeg har et billede med alle bukserne, et billede med alle bluserne osv. På den måde kan jeg både prøve at sælge det som en tøjpakke, men kan også lægge de enkelte billeder op og sælge tøjet for f.eks. 10 kr. pr. stk/7 for 50. 

3.

fået den åbenbaring, at det er meget svært at smage forskel på koldskål og drikke-yoghurt. Frida ELSKER sidstnævnte, men det er afsindig dyrt, og det sælges ofte i halv-liters-flasker, hvilket er alt for meget til sådan en lille mave. I stedet har jeg købt en liter koldskål, og hældt det på de små glasflasker fra Froosh (ikke spons), og givet hende sådan én med i frugtposen. En liter koldskål rækker til en uge, og på bud kan man finde den til ca. 10 kr. 

4.

opdaget, at det er smart at opbevare de lidt mere sarte grøntsager for sig, når jeg laver salat til ugen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg skrev om det her, men jeg snitter hver søndag en KÆMPE skål salat, som kan række 4-5 dage. Ville jeg hellere have det, helt friskt? Ja. Ville jeg nogensinde få salat, hvis jeg satsede på at nå at snitte det i ulvetimen i løbet af ugen? Nej. Kæmpe skål søndag it is. 

Jeg tænker over at vælge grøntsager, der kan tåle at stå i køleskabet uden at blive alt for kedelige, f.eks. salat, kål, gulerødder, sugarsnaps, forårsløg og snackpeber (som af en eller anden grund holder sig bedre end alm. peberfrugt). Men somme tider er det meget fedt med lidt afveksling, så jeg har flere gange smidt tomater, peberfrugt osv. i. Problemet er bare, at de grøntsager bliver *så* trælse i løbet af et par dage, og det ødelægger faktisk hele salaten.

Derfor er jeg nu begyndt at opbevare disse i særskilte bøtter i køleren, så de stadig er skåret og kan smides på med det samme, men uden at salatens levetid forkortes. Hvis det kniber at nå at spise dem, kan jeg varmt, varmt anbefale at vende den slags grøntsager med et glas salsa (som jeg derfor altid har i skabet, just in case). En færdigkøbt salsa, blandet med triste tomater, pinlige peberfrugter og melankolske majs, kommer til at smage som noget, man har hjembragt fra en lokal restaurant i Mexico, hvor det nænsomt er håndskåret og blandet af en 9. generations, indfødt abuela.

Om sladder og alliancer

Da jeg i sin tid flyttede til Esbjerg, og særligt da jeg startede i Fitnessdk, var der noget, der føltes mærkeligt, som jeg ikke helt kunne sætte fingeren på. Efter nogle måneder gik det op for mig, at det var sladderen, der manglede. Hvor jeg i Aarhus vidste virkelig meget om virkelig mange mennesker, og det var som at gå rundt i et usynligt spindelvæv, hvor folk var forbundet af tråde på kryds og tværs, føltes det fladt og 2-dimensionelt at træne i Esbjerg, hvor jeg ikke anede, hvem der var affilieret med hvem. 

Det er efterhånden 8 år siden, vi flyttede herned, og stille og roligt er jeg blevet en del af nye netværk, og dermed også kommet in the loop, når det kommer til sladder. 

Måske er det fordi, jeg i en periode har stået lidt udenfor, eller også tænker jeg bare for meget over tingene, men det er gået op for mig, at jeg synes, der findes to slags sladder, nemlig den gode og den dårlige slags.

Den gode slags er den sociale klister, og den, som jeg tror, de færreste af os kan sige os fri for at deltage i. Det er den, der gør os i stand til at vurdere, hvem vi vil gruppere os med, hvis zombie apokalypsen bliver en realitet, og det bliver IKKE Lone fra Marketing, der fucking altid tager det sidste kaffe og aldrig laver noget nyt. 

Den gode sladder er også de ting, jeg er 100% i fred med, at andre siger om mig, og jeg tror, at de fleste af os har en ret god fornemmelse af, hvad der bliver sagt. Jeg ville f.eks. blive meget overrasket, hvis ordene ‘dominerende’, ‘skrap’ og ‘voldsomt talende’ ikke indgår i det, der bliver sagt om mig, når jeg ikke er der.

Jeg har ingen skrupler ved selv at deltage i den, når jeg er enig i det, der bliver sagt, og er jeg ikke, glider jeg af på den, hvilket jeg tænker er voksenmåden at signalere tilhørsforhold, uden at den, der har åbnet munden, taber ansigt. 

Men den kategori af sladder, jeg har det virkelig svært med, er den jeg for mig selv kalder den dårlige sladder, som er den, hvor nogen fortæller mig, hvad andre siger om mig. Eller værre endnu: Om mine børn. 

For mig tjener den form for sladder kun et formål for den, der bringer den til torvs, og jeg vil ubetinget helst være fri for at høre den. For problemet med den er, at den tager dig til fange, og tvinger dig ind i ufrivillig alliance. Hvis Jane fortæller mig, at Birgitte har sagt, at jeg er en træls til forældrearrangementer, fordi jeg fylder alt for meget, kan jeg ikke gå til Birgitte uden at smide Jane under bussen. Og dermed bliver det noget, jeg bare selv kan gå og marinere i, og blive usikker på og vred over, og pludselig tager jeg mig selv i at være imod alt, hvad Birgitte mener og står for. Man skal ikke have læst psykologi for at se, hvad der foregår dér, men min pointe er, at jeg faktisk ikke engang kan fakta-tjekke, om Birgitte reelt har sagt, hvad Jane påstår hun har. Og fordi udsagnet under alle omstændigheder passerer gennem et filter, kan det være opfattet på en helt anden måde, end det er ment, og jeg kommer nu pludselig til at have det stramt med både Birgitte og hendes børn, ganske uden grund. 

Jeg tror, at det er sådan, rigtig mange intriger og dårlige naboskaber og forældrerelationer starter, og selvom det er ubehageligt lige i situation, er jeg begyndt at sige til budbringeren, at jeg faktisk helst er fri for at få det at vide. For hvad formål tjener det? Har jeg tænkt mig at ændre min personlighed ud fra, hvad et perifert menneske siger og mener om mig? Nej. Og så vil jeg egentlig hellere møde min omverden med venligt overskud, og det kan jeg ikke, hvis jeg bærer nag.

Jeg synes, det er supervigtigt at holde sig for øje, at den, der kommer med historien har sin egen dagsorden, og uanset om det er at lave alliancer eller at isolere, synes jeg, at det er problematisk Det skaber splid, paranoia og ufred, og det er fuldstændig unødvendigt. 

Så jeg er gået kontra. Jeg er begyndt at sørge for at huske at fortælle det, HVER gang jeg hører nogen sige noget positivt om andre, og måske er det indbildning, men jeg synes, at der er nogle sociale sammenhænge, som er blevet rarere at være i, fordi de mennesker, jeg har videreformidlet gode historier om og til, pludselig er mindre på vagt og mere imødekommende. 

Vi kan ikke holde lige meget af alle, og der vil ALTID være nogen, der ikke bryder sig om os eller synes, vi træffer forkerte valg. Men 9 ud af 10 gange handler det om, at vi trykker på nogle bestemte knapper i dem, der har den negative reaktion, og dermed har det som sådan ikke noget med os at gøre. Skulle der være tale om den sidste gang ud af de 10, må vi læne os tilbage og stole på, at hvis der er tale om noget grelt, så er der nogen, vi holder af, som hjælper os med at forstå det.

Hvis ikke, er det vigtigt at huske, at ingen er forpligtede til at gå fejlfrie gennem livet❤️

M2019, uge 18

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Gemt de små 4-stk-æggebakker, som mine børn har fået Kinderæg i til påske. De var lagt i bunken med pap-affald, da jeg kom til at tænke på, at jeg med meget korte intervaller bliver super irriteret over at have 3 æg til at stå og glo i en bakke med plads til 10. Meget, meget oplagt – og alligevel noget, jeg ikke tidligere har skænket en tanke. Jeg bliver til stadighed overrasket over, hvor meget min hjerne er slave af, hvad ting i første omgang er lavet til. 

2. 

Ryddet op i kassen med låg til mine plastikbøtter og kasseret de overskydende. Og umiddelbart kunne man tænke, at det ikke har ret meget med minimalisme at gøre at smide ud, men jeg er efterhånden ved at have lært, at ligeså vigtigt, som det er at tænke over, hvad man køber, ligeså vigtigt er det at have et overblik over, hvad man har. For har man det, husker man at bruge det, hvilket betyder, at det har reel værdi og har fortjent at optage pladsen i skabet, og samtidig kommer man langt sjældnere hjem med noget, man så finder ud af, at man faktisk havde i forvejen. 

3.

Haft mange gæster og prøvet at sætte mig på mine hænder ift. forplejning. (Det er lidt snyd at sætte den på som et enkelt ugepunkt, for det er noget, jeg har tænkt over et par uger eller tre). Jeg  synes altid, at jeg lige skal have et eller andet at byde folk, og selvom det ikke er noget stort og voldsomt, ender det alligevel ofte med at blive dyrt, når jeg køber ind til det, fordi.. jamen, jeg ved det faktisk ikke. Emma Gad? Nå, men de sidste par uger har jeg tvunget mig selv til at tænke alternativt, og tjekke skabe og skuffer først. Og jeg er blevet overrasket over, hvor langt jeg er nået med det, jeg havde, fordi jeg først havde tænkt, at jeg intet havde i huset. 

Men det viste sig, at jeg alligevel havde et glas vin, en forsinket 5 o’clock, lidt nødder og mandler, chai-the, boller i fryseren, og et forbløffende udvalg af kiks. 

4.

Haft is i maven ift. aftensmad. Jeg er SÅ tilbøjelig til at tænke i helheder; at jeg skal have taget mad op af fryseren, så vi alle kan få det samme. (Eller i hvert fald blive tilbudt det samme…#børn) Men i onsdags havde jeg pludselig en masse småting i køleskabet, som hver for sig ikke kunne bruges til noget, og det, der kunne have været smidt i fryseren, var noget, som allerede havde været frosset ned.

Jeg havde faktisk taget mad op, da jeg besluttede at lægge det tilbage og prøve at se, om ikke vi kunne nå i mål med det, vi havde. Og sørme så. En dl. suppe, et par skiver tørt brød, jeg ristede, et par æg, en sjat yoghurt, en pakke bacon og en frikadelle. Det var, sådan rent kulinarisk, verdens mest tvivlsomme buffet, men alle blev mætte, jeg fik resterne brugt, og vi sparede reelt et helt måltid, som i stedet kunne gemmes til en anden dag.

Sorg & cirkler

Karoline skrev i sidste uge (endnu) et smukt indlæg om sorg. Kernen i indlægget var, at vi danskere måske ikke er så dårlige til at håndtere sorg, som vi konstant fortæller os selv og hinanden. 

Det fik mig til at tænke over noget, som indtil videre bare har ligget og rodet rundt i periferien af min bevidsthed, nemlig at jeg har været så bange for at falde i netop dén fælde, at jeg har skulle lære, at der findes forskellige niveauer ift. hvor man forventer at møde forståelse og trøst, når man er i krise. 

Indtil min kollega Anders blev kørt ned under Race Across America, og efter en lang periode i vegetativ tilstand, endte med at dø af sine kvæstelser, har jeg altid været meget optaget af, at de mennesker, der har det svært, i hvert fald ikke må tro, at jeg ikke tør stå ansigt til ansigt med dem og deres sorg.

Da jeg fik beskeden om, at Anders var blevet kørt ned, og at det så kritisk ud, løb jeg i cirkler om mig selv. Jeg ville så gerne vise ham og/eller hans pårørende, at jeg ikke var ligeglad; at jeg var meget berørt af situationen, og at jeg ikke var en af dem, der gik over på den anden side af gaden med min berøringsangst og min febrilskhed. Jeg overvejede at sende blomster eller kontakte hans familie; jeg overvejede endda, om jeg skulle besøge ham på hospitalet. 

Det, der endte med at gøre situationen lysende klar for mig, var da jeg pludselig kom til at tænke på, om jeg ville forvente at se Anders sidde i en stol ved siden af min sygeseng, hvis jeg vågnede på hospitalet. Tanken var så absurd, at den næsten – næsten – var sjov. Jeg ville føle det grænseoverskridende og absurd at skulle delagtiggøre en god, men fjern kollega i noget, der var intimt og privat, og det ville for mig være en belastning at skulle bruge kræfter på at holde personer, som ikke var en del af indercirklen up to speed på noget, som jeg selv skulle kæmpe for at være i.

Pludselig kunne jeg se, at det her ikke var min krise at lindre. Jeg var berørt, ja, men hvis jeg, i al min misforståede godhed, nærmest stalkede Anders og hans familie for at vise, at JEG ikke var bange for at være i dén situation, ville det være mit behov og ikke hans eller deres, der var årsagen til det. 

Jeg er ikke bange for andre menneskers følelser. Jeg har ikke det, der ligner berøringsangst ift. at snakke om det, der er svært. Nærmest tværtimod. Så det, der for mig har været kunsten at lære, har dels været at finde ud af, at der er forskel på at være støtte for mennesker i krise, og på at vise, at man ikke er utilpas i selskab med dem og deres sorg. Det har også været at lære, at der er noget, der hedder sorg-kemi. At man af en eller anden grund føler sig hørt og trøstet hos nogle, mens andre siger alt det forkerte. Og endelig har jeg lært, at sorg fordrer, at jeg skal finde ud af, hvilken en af cirklerne, jeg står i. Om jeg er i den inderste cirkel, som huser de allernærmeste, om jeg er i den mellemste cirkel, hvor de gode kolleger og bekendte bor, eller om jeg befinder mig i den yderste cirkel, som er mennesker, man sætter pris på, men sjældent eller aldrig er sammen med på eget initiativ. 

De færreste er i tvivl, når de er en del af inderkredsen, mens jeg tror faktisk sjældent, vi forholder os til, om vi er i den mellemste eller den yderste kreds, når hverdagen bare ruller, og vi mødes i træningscenteret, i kantinen eller i kommentarfelterne rundt omkring.

Netop derfor er det svært, når krise og sorg rammer, fordi man pludselig skal foretage sondringen – og gøre det på et tidspunkt, hvor man virkelig, virkelig ikke ønsker at opdage, at vi opfatter vores relation forskelligt. Hvilket nok også er grunden til, at det gør ekstra ondt, når mennesker, man selv opfatter som stående i første led i inderkredsen ikke kommer til undsætning, når man har brug for det, og at dette forandrer synet på relationen permanent. 

Det gibber stadig i mig, når mennesker, jeg holder af, bliver ramt af skæbnen, og jeg får stadig en instinktiv trang til at smide alt, hvad jeg har i hænderne, og dedikere de næste mange måneder af mit liv til at vise, at jeg gerne vil være der. Men der findes måder at anerkende sorg og svære livsvilkår på, som matcher relationen. Måder at sige: ‘Jeg ser dig’ med alt, hvad det indebærer, uden samtidig at smøre sig selv ud i for tyndt et lag, for hvis man gerne vil være alt for alle, tror jeg, at man bliver for lidt for de nære og for meget for de fjerne.

M2019, uge 17

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Været i Lego House med børnene. Vi har været så utroligt heldige at få entre-billetter i forsinket indflyttergave, og vi var afsted i dag. Tilfældigvis kører Lego House et introtilbud lige nu, hvor man kan opgradere sin billet til et årskort for 100 kr. pr. mand, og det valgte jeg at gøre, nu hvor vi havde fået et økonomisk forspring i form af betalt entre. Det betyder, at en del af sommerunderholdningen allerede er på plads, og det er fedt. 

Som en ekstra bonus syntes hverken børnene eller jeg, at maden var et hit. Konceptet er ellers  skidegodt: Man bygger sin bestilling i Lego, og det er faktisk ikke fordi, det er galt dyrt, men man SKAL vælge et bestemt antal dele til sin menu (for ellers kan menuen ikke scannes), og det betød, at vi var tvungne til at bestille mad, som jeg på forhånd vidste, at børnene ikke ville spise. (Og jeg havde fat i personalet, fordi #madspild. Der var ikke at gøre). Men på plussiden betød det, at børnene ganske af sig selv, da vi kørte hjem sagde: “Mor, kan vi ikke bare tage madpakker med næste gang?” og hvis det ikke er en milepæl, så ved jeg ikke, hvad er.

2. 

Glædet mig over, at vi er sådan en familie, hvor man godt må snakke om gaver på forhånd. Også de gaver, der ikke er helt officielle, som f.eks. påskeæg.

Min mor spurgte for et par uger siden, om der var påskeæg, som børnene særligt ønskede sig, fordi chokolade koster det hvide ud af øjnene, og man derfor gerne vil være bare nogenlunde sikker på at give noget, de kan lide.

Jeg var fræk nok til at spørge, om ikke de bare måtte bede om et kinderæg og en håndfuld småmønter i et pap-æg, så de havde lidt lommepenge at tage med i Lego-house i dag, og heldigvis var svaret ja. I skrivende stund ligger Anton og sover med en lego-hotdog-bamse i armene, mens Frida hele aftenen har sippet én ml vand ad gangen af sin funklende nye Lego Friends vandflaske, og det slår discountæg i cellofan med 10.000 km.

3.

Været i T Hansen med pærerne til mine forlygter på bilen, som der er 4 års garanti på, men som kun holder et år eller halvandet i min bil. Det er 4. gang, jeg bytter dem inden for garantien, så bare for at sige, at det kan være en rigtig god ide at give lidt mere for pærerne, for så bliver det én gang, man har udgiften, og derefter kører man gratis. (Og holder de i 4 år, har man jo også sparet en del, så det er virkelig win-win). 

Jeg føler det altid lidt nærigt, når jeg bytter varer, som jeg har haft i brug, men jeg øver mig i at huske (som vi også har snakket om før) at det ikke kun handler om pengene, men også om at sende et signal til producenterne om, at vi ikke længere er interesseret i køb-og-smid-væk, men faktisk har en forventning om, at pris og kvalitet hænger sammen. 

4.

Lavet en formidabel suppe af rester, som jeg skriver opskriften på her. Ikke fordi jeg tror, at I har det samme i fryseren, men bare for at give lidt inspiration til, hvad man kan bruge rester til:

3 triste bagekartofler

2 porrer, der har set bedre dage

4-5 dl. vand

1 bouillonterning m/kylling

1/3 bæger Philadelphia m. sød chili (rest fra fryseren)

1/2 bæger creme fraiche (rest fra fryseren)

1 dl. hytteost (rest fra fryseren)

3 spsk. revet cheddar (rest fra fryseren)

Salt, peber og muskat. 

Grøntsager renses og skæres i mindre stykker. Svitses i en gryde ca. 3 minutter. Dækkes med vand og bouillon. Småkoger ca. 20 min. Alle fryserester smides i, det hele blendes, og suppen lunes. (Må ikke koge, så skiller den).

I øvrigt:

*Har Frida besluttet, at hun kan stave. Hvilket selvfølg er dejligt, og skønt med et barn med gå-på mod og alt det der, men det betyder, at vi 16 gange om dagen har den her samtale: 

Frida: Jeg er sulten. Prøv at gætte, hvad jeg gerne vil have? Det starter med P.

Mig: Pære?

F: Nej. 

M: Pizza?

F: Nej. 

M: Pasta?

F: Nej.

M: Så ved jeg det ikke.

F: Banan!

M: … ? – men det starter jo ikke med P, Frida?

F: JO! DET GØR!! 

Prøv at gætte, hvad jeg gerne vil have? Det starter med v. 

*Har jeg det sådan her med Arya’s sexscene i GOT:

*Pjækker vi på fredag og tager i Lego-house, og Anton kan *næsten* ikke være i sig selv af spænding. Frida kopi-glæder sig bare, uden at være helt sikker på, hvad hun glæder sig til. 

*Ser jeg uforholdsmæssigt mange Yoggi-kartoner ligge rundt omkring og flyde. Som i: I hvert fald 10 over de sidste to uger. Hvad sker der? Er der et yoghurt-prank igang, jeg ikke har hørt om? Eller er det nutidens version af ‘her sælges stoffer’, fordi der ikke længere findes telefonledninger at hænge sko omkring?

*Blev stakkel Anton ramt af bræksyge i påsken, og jeg troede, mit hjerte skulle knække i to, da vi klokken et om natten stod på badeværelset, og han, tynd, skælvende og hvid som et lagen, kvækkede: “Mor, jeg kan stadigvæk sagtens fiske med morfar i morgen!” Ej, men. Min bedste Anton. 

*Er jeg fuldstændig hypnotiseret af sproget i den her artikel

*Havde vi en skøn påskeferie, men 11 dage med mine søde børn, der står op klokken 5 og sover kl. 21.30, og som gerne vil have legeaftaler og være udenfor 24-7, har fået mig til at beslutte, at vi tager en uge til Aarhus til sommer. Vi skal lige se nogle andre vægge, mennesker og haver, hvis mor ikke selv skal ringe til kommunen. 

*Har jeg flækket min mund i den ene side, og med fare for at spoile, så bliver det nu meget tydeligt, at Heath Ledgers Joker-vansiringer i The Dark Knight var make-up, for jeg kan ikke bide over noget, der er højere end kiks, jeg griner kun i den ene side, og stadig river jeg det op 600 gange om dagen. Det gør. Så. Ondt. 

*Lærte jeg forleden, at det er ægte, rigtige mennesker, der kører biler op på de der to-lags-transportvogne, jeg får angst og trust-issues af at køre bagved på motorvejen. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det er nu på Top 3-listen over jobs, jeg hellere ville flække begge skinneben end at have. 

*Vil jeg ikke udelukke, at det er mig, men jeg har det sådan her med folk på internettet for tiden:

*Har jeg nu hørt 65 episoder af podcasten My Favorite Murder, og der er flat out tale om afhængighed. Fordi jeg lige føler mig lidt public service-agtig, og selv har været på grådens rand af taknemmelighed, siden en ung mand lærte mig, hvordan man afspiller podcasts i rækkefølge, får I guiden her. Helt uden at have spurgt. #HouseOfService (Og det er ikke nødvendigt at abonnere på podcasten for at gøre det – det kræver bare, at man henter ét afsnit, så det ligger i biblioteket, men når først indstillingen er lavet, afspiller den også i rækkefølge i takt med, at man streamer, selvom man ikke henter episoderne ned og gemmer dem):

Vælg ‘Bibliotek -> 3 prikker – > Indstillinger -> Afspil i rækkefølge


Selv tak <3

M2019, uge 16

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget)

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Været god til at cykle, når det har været muligt. Faktisk har jeg (gen)hentet app’en Endomondo; egentlig fordi jeg er ved at få spat af, at tiden bare ikke vil arbejde med mig ift. at træne. Og når jeg endelig har nogle uger, hvor det lige flasker sig, så følger der altid nogle uger, hvor intet kan lade sig gøre, og hvor jeg derfor ryger tilbage til nul. I hvert fald når træningsformen er løb eller vægttræning. Det er super demotiverende.

Derfor har jeg tænkt over, hvad jeg kan gøre, så jeg kan udnytte, når jeg har mulighed for at bevæge mig, men uden at føle, at det ikke nytter, når jeg så rammer de travle perioder. Jeg nåede frem til, at hvis jeg har en fornemmelse af, hvor hurtigt, jeg kan gå/cykle, så kan jeg faktisk udnytte tiden, uanset om jeg har en halv time eller en time i overskud. Jeg skal ikke bruge tid på at klæde om og bade, og stadig foretager jeg mig noget, der forhåbentlig på sigt ender med, at jeg kan begynde at løbe rigtigt igen.

Derfor hentede jeg Endomondo, men gjorde alle indstillinger private, så jeg slipper for spam og konkurrencer, og det har vist sig, at jeg faktisk dermed også er blevet bedre til at huske at tage cyklen, når vi bare skal fra A til B. Jeg har haft app’en installeret i et par uger, og har gået små 15 km og cyklet ca. 35 km. Hvilket er langt fra, hvordan jeg trænede engang, men stadig er trumfer at ligge på sofaen.

2.

Spist spejlæg til frokost *virkelig* mange gange. Jeg mister ret hurtigt overblikket over, hvad jeg har af mad i køleskab og fryser, når vi holder fri i mere end et par dage. Særligt når butikkerne holder lukket, og jeg derfor er tvunget til at handle stort ind på forhånd, selvom jeg ved, at planer altid bliver ændret undervejs, og madplaner derfor ikke fungerer.

Men jeg har været hele køleskabet igennem hver dag, og fryseren har også fået en tur et par gange i løbet af påsken, og hvor jeg som regel ender med mere madspild, end jeg gider, når vi har holdt ferie, så har vi den her gang stort set formået at følge med. Det har somme tider krævet en indsats – som f.eks. at spise spejlæg dagligt, fordi det virkede som en god ide at købe 24 æg på bud (ffs, Linda!) – men det eneste, jeg har måtte ofre, har været lidt brød og en halv liter kakao, og der er mad i fryseren til de næste mange uger. 

3.

Fokuseret på, hvordan jeg bruger min opvaskemaskine. Det her punkt er nok lidt hard core, hvis man lige er hoppet ombord i de her indlæg, men fordi jeg er ved at have halvandet år på bagen i gamet, føltes det naturligt for mig. 

Normalt kører vi maskinen én gang om dagen. Den er fyldt, når vi har service samt drikkeflasker, madkasser osv. med, og jeg kører quick vask, når det kan lade sig gøre, og en almindelig vask, når jeg vurderer, at det er nødvendigt. Men når vi går hjemme, vasker jeg hurtigt både 2 og 3 gange om dagen, og ud fra et rent dovenskabsperspektiv er det skide irriterende. 

Derfor har jeg denne ferie prøvet følgende: At håndvaske de største ting (den store gryde, salatskålen osv.), at vurdere, om noget kan bruges igen, hvis det bare lige tørres over med en klud (f.eks. skærebræt, brødknive osv) og endelig at tænke over, om jeg vælger skåle eller tallerkner, både at spise af, men også at tage fra på/i, når jeg laver mad osv. (Altså, når man f.eks. har lynstegt grøntsagerne og skal have dem taget fra, mens man steger kød). Jeg plejer at bruge skåle – jeg aner ikke hvorfor – men de passer ad helvede til i opvaskemaskinen, så her i ferien har jeg kørt med tallerkner, og de tre nævnte tiltag har faktisk betydet, at vi har kunne holde fast i kun at køre maskinen én gang om dagen. Det er 10-12 ture, jeg har sparet på en ferie, og det synes jeg egentlig er vildt.

Paludan og andre børn

Forleden, da vi gik fra børnehaven, råbte to drenge fra Fridas stue efter hende. “Farvel Frida!” Frida vendte sig og vinkede.

“Farvel, fucking røvhuls-Frida!” råbte de så. De er 3 år. Jeg gik tilbage og sagde med min ‘hov, for søren’-stemme: “Nej tak, drenge – sådan en farvel-hilsen bliver man da ked af?”

Hvorefter de kiggede på mig og uden at fortrække en mine svarede: “Farvel, fucking røvhuls-mor!” 

Jeg siger det lige igen: De er 3 år. 

Og når jeg står i den slags situationer, kommer jeg til kort. For når børn er ligeglade med, at en voksen – en supposed-to-be autoritet – går i rette med dem, synes jeg, det bliver svært. For så bliver det tydeligt, at reglerne kun virker, så længe alle parter accepterer at spille efter dem.

Det fik mig til at tænke på Rasmus Paludan, som i dén grad har valgt at lade hånt om de sociale spilleregler, og lige nu, hvor FB flyder over med mennesker, der prøver at appellere til, at vi som modsvar prøver at latterliggøre ham, må jeg bare sige, at jeg desværre tror, det er for sent. 

For problemet er, at man løber tør for løsninger, når de mennesker, man prøver at tale tilbage i fællesskabet, ikke accepterer præmissen for, hvordan de fleste af os gerne vil være sammen. Og fordi de puster til vores frygt, tror jeg, at vi, når de ikke kommer os i møde, meget hurtig forfalder til at gribe til de værktøjer, vi har i vores primal-værktøjskasse, nemlig trusler, vold og straf. Og forkrampet latterliggørelse. Alt sammen sanktioner, der er sørgelige udtryk for den afmagt, vi føler, når vi ikke kan nå andre mennesker med fornuft, empati og argumenter. 

Det er forstemmende, og jeg går altid fra den slags konfrontationer med en underlig, hul fornemmelse i brystet. En fornemmelse af, at vi kun er trygge så længe ingen af De Andre har fået øje på os. For selv i det tilfælde, man valgte at besvare trusler med trusler, så har det kun effekt, hvis dem, du retter dem imod, er bange for konsekvenserne. Og de her børn, både de store og små af slagsen, er ligeglade med, om du siger det til deres mor. De vil skide på, om de kommer med til din fødselsdag og din partifest, og – væsentligst af alt, måske – de er ligeglade med, om du kan lide dem. Eller griner af dem. For dem svarer det til, at pattedyrene truer rovdyrene med at formene dem adgang til græsset, hvis ikke de opfører sig ordentligt, og de giver lige præcis zero fucks.

Jeg er depressiv fatalist ift mobning. Både i det offentlige rum og i børnegrupper. Jeg tror, at man kan præge dynamikker op til et vist punkt, men kommer man forbi det, tror jeg aldrig, at det bliver godt igen. Så er hierakiet etableret og rollerne fordelt, og man kan ikke længere reparere det, der er slået i stykker. Og jeg tror, at det punkt ligger langt tidligere, end den gennemsnitlige voksne forstår. 

En del af problemet er, at hverken børn eller politikere er små, individuelle øer. Begge parter er en små dele af et meget større system, for når min veninde, som er førtidspensionist pga. en rædselsfuld og urimelig sygdom fortæller, at hendes 7-årige datter er kommet grædende hjem, fordi klassekammeraterne har drillet hende med, at hendes mor ‘bare går derhjemme og får penge af kommunen’, så er det jo ikke noget, børnene selv har fundet på. Og de forældre, der er at finde, når man backtracker dét spor, sidder ikke med i rundkredsen, når følebamsen Flemming sendes rundt, og vi skal Tale Om, Hvordan Vi Har Det.

Ligesom de mennesker, der smider med møbler og brosten heller ikke søger dialogen eller løsningen, men tværtimod næres af hadet, konflikten og kontrasten, og dermed også er en underlig, bagvendt del af problemet

Og vi kan alle sammen pege på børn eller voksne i vores omgangskreds, hvor vi – hånden på hjertet – godt kan forstå, hvorfor alle andre ikke elsker dem. Som f.eks. Rasmus Paludan. Det bliver aldrig en undskyldning for at dyrke ondskaben, men måske et fragment af forklaringen på, hvorfor der ikke slås hårdere ned, end der trods alt gør, og hvorfor alle løber rundt i cirkler om sig selv.

I forhold til mobning peger nyere undersøgelser på, at de traditionelle tiltag faktisk ikke løser problemet, men tværtimod forstærker det, fordi man pludselig, med alle sine forsøg på forståelse, også i undervisningstiden skaber et rum, hvor det bliver gratis at sige de mest rædselsfulde ting til hinanden. Ytringsfrihed, anerkendende samtale og alt det jazz.

Så hvorfor bruger vi dem stadig? Mit bud er: Fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre, og fordi de instanser, der står med ansvaret for at løse problemet, har brug for at kunne pege på noget, de gør, fordi det ikke er en mulighed at sige, at de ikke gør noget. 

Og lur mig om ikke de mennesker, der evaluerer indsatserne, i mange tilfælde er de samme som lever af at lave dem. 

Men jeg ville gerne se, hvordan man følger op på indsatserne. Uanset hvordan man gør det, kan jeg næsten ikke se, hvordan det kan give et retvisende billede, fordi det bliver ofret, der skal fastholde, at der stadig er et problem, ligemeget hvordan man måler på det.

Jeg tror ikke, at man kan forhindre mobning og had-taler. Desværre. Men det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, at hele strukturen i civilisationen holdes sammen af så tyndt et lag af pænhedsklister, at det kun holder sammen på tingene, indtil nogen beslutter sig for at rive dem fra hinanden.

I øvrigt:

*har jeg nu set Green Book, og jeg er nødt til at sige: KÆMPE props til Viggo Mortensen for bare, helt stille og roligt, at gå rundt og være kvabset i en nusset wifebeater. Det må kræve sin mand at vide, at man stiller sin tidligere Aragorn-krop til skue for hele verden på et lærred på størrelse med gavlen på et gennemsnitligt, dansk parcelhus. 

*gælder ovenstående i øvrigt også for Kevin Costner i The Highway-men på Netflix. Var det ikke igår, han løb rundt, helt stram og secret service i The Bodyguard?

*( – med underspørgsmålet: Hvordan er de blevet midaldrende, mens vi andre stadig er i start 20’erne?)

*vil jeg bare lige for eventuelle tvivlere nævne, at en nedgravet kæmpetrampolin er verdens bedste ide. Seriøst. Selvom man kun har 10 minutter inden bad/mad/sammenbrud, så er det bare at åbne døren, og man behøver ikke frygte biler, pakke alle ind i 16 lag tøj, eller have tænkt igennem, hvad man gør, når nogen skal tisse. Det er ge.ni.alt. (Protip: Man kan evt. lægge en agent ind på DBA, så man får et heads up, når nogen sætter en trampolin til salg)

*har jeg som det sidste menneske i verden opdaget Gin Hass. Til gengæld har jeg opdaget den med blodgrape i stedet for mango, og det bliver en dyr sommer. 

*bad Anton forleden om at høre en sang med Kim Larsen: “Den der ‘Hey ho – for Lalandia’ mor” and I just can’t even. 

*havde jeg egentlig besluttet at gemme Game of Thrones til hele sæsonen er lagt op, men 3 venner spoilede uafhængigt af hinanden første afsnit inden for 12 timer efter premieren, så fuck det. Nu kører vi. 

*har jeg hentet temamelodien som ringetone for at out’e dem, der ikke ser den, så jeg kan få ryddet op i den omgangskreds. (We get it. You’re special).

*har børnene – meget overraskende – pludselig besluttet, at dét at blive passet af barnepigen, er det sjoveste i hele verden. Hvilket er lidt af et brat venstresving fra ‘Hvordan kan du efterlade os på dette rumænske børnehjem!?!’-stilen, de ellers har kørt indtil nu. Frida kunne derfor næsten ikke være i sig selv af skuffelse over, at barnepigen først ville komme post-putning i lørdags, så hun satte en skål med tomater frem til hende, og jeg kan ikke helt finde ud af, om der er tale om en offergave, eller om hun tror, at Sara er en slags ernæringsbevidst nisse.

*pustede jeg i går æg for første gang i mit liv; en proces, der har forbløffende meget til fælles med at føde børn. Måske var det pga. soundtracket (“Babyshark”) eller måske handlede det om, at børnene stod på hver sin side af mig og råbte: “Kom nu, mor!” “Pust hårdere, mor!” og “Hvorfor er du helt rød i hovedet, mor?” – i hvert fald har jeg aldrig følt mig tættere på Thorkild i mit liv.


M2019, uge 15

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

Inden vi kigger på ugens 3 tiltag, vil jeg lige lave en opfølgning på mit sidste indlæg, hvor et par stykker foreslog strik som løsning på mit rastløshedsproblem. Det er en super ide, men jeg er ikke selv så ivrig efter at gå i strikket tøj, og derfor kom jeg til at tænke på, om der mon ikke var andre derude, der kunne have glæde af mine udfoldelser, f,eks. hjemløse. Her på matriklen er der ikke så langt fra tanke til handling, så jeg skrev til en repræsentant fra Varmestuestrik Danmark, som svarede: 

Hej Linda ja vi kan bruge alle de halstørklæder og andre færdigstrikkede eller hæklede ting du har lyst til at lave til de hjemløse/socialt udsatte her i Danmark.

It’s on.

Skulle andre rastløse sjæle derude have lyst til at følge trop, kan man finde sit lokale indleveringssted på Varmestuestrik.dk. De er også på facebook.

Og så tilbage til studiet.

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Glædet mig over, at de mennesker, jeg skal holde påskefrokoster med, alle har tænkt over ressourcer og madspild, og i stedet for det traditionelle bord med sild og æg og 16 slags pålæg, som ingen alligevel kan spise, har valgt hhv. smørrebrød og en lun menu bestående af kød, pastasalat og hjemmebagte flutes. For hvor det er virkelig svært at nå at spise åbnet pålæg – fordi der er grænser for, hvor mange klemmer, man kan nå at køre ned – så er ovenstående med garanti udryddet senest næste dag til frokost, enten af værterne selv, eller af de heldige, der tager hjem med en doggybag under armen. 

2.

I minimalistgruppen på fb. efterspurgt ideer til gaver til børnefødselsdage. Der findes mange gode løsninger, hvor børnene giver samlet, eller hvor hver familie sørger for én lidt større gave, men det er der ikke lige stemning for her, så vi skal ca. 2 gange i måneden finde på noget fornuftigt til 30 kr. 

Indtil nu har jeg ikke kunne få det til at fungere, for jeg glemmer at kigge efter gave-emner, når vi ikke lige står og skal bruge dem, og når Anton så har en invitation med hjem, er alle butikker støvsugede for gode bud, og jeg ender med enten at købe noget, der er dyrere end aftalt (#SesPåBålet) eller en kombination af slik og penge. Men jeg kender ikke de enkelte familiers sukkerpolitik, så jeg er ikke selv tilfreds med den løsning, og fordi der er så mange fødselsdage i løbet af året, fylder det her irritationsmoment uforholdsmæssigt meget for mig. 

Med ideerne fra opslaget i baghovedet har jeg de gange, jeg har handlet i denne uge, brugt 5 minutter ekstra på at afsøge hylder med spotvarer, og kurve med nedsat legetøj og børnegear, og jeg har nu en kasse i bryggerset med et udvalg af små gaver, som alle er købt inden for beløbsgrænsen.

3.

Fundet og købt det tøj, som dette kvartals børnepenge skal gå til, på bud. Det betyder, at jeg har sparet omkring 300 kr., men ligeså vigtigt er, at jeg har fået købt det meste af det tøj og de sko, vi skal bruge til sommer, mens det stadig er til at få, for om to måneder er de størrelser, man skal bruge, med usvigelig sikkerhed udsolgt 97% af stederne, og man ender med at give dobbelt så meget som planlagt for tingene, fordi man bare skal have sandaler nu!nu!NU!

————————————–

Serielisten er opdateret med følgende:

Nate Bargatze: The Tennessee Kid

Stikord: Stand up

Det her er noget af det sjoveste stand up, jeg længe har set. Showet varer kun en time, og slutningen er lidt amputeret, men han er den mest underspillede stand-up’er ever, og alle, jeg har stoppet ham ned i halsen på, har været vilde med ham.

Afterlife

Stikord: Enkemand i sorg slipper alle hæmninger, og siger og gør præcis, hvad der passer ham.

En fin, lille serie af og med Ricky Gervais. Den er både trist, sjov og tankevækkende, og persongalleriet er perfekt. Jeg havde svært ved at slippe den, og min eneste anke er, at den bliver rundet for hurtigt af, for efter at have fulgt hovedpersonens seje proces med at finde tilbage til livet, kommer det for mig til at blive lidt utroværdigt med al den pludselige lykke og næstekærlighed. Havde man spredt finalen ud over et par ekstra afsnit, havde det været 5 stjerner herfra. 

Quicksand

Stikord: Svensk ungdomsthriller om skoleskyderi og børn med rige forældre.

Jeg brugte det første afsnit på at føle, at jeg måske var lidt for gammel ift. målgruppen for denne serie, som tager udgangspunkt i livet for en flok gymnasieelever med guldskeer så langt oppe i røven, at man aner et gyldent skær, når de åbner munden. 

Men stille og roligt bed den sig fast, og uden at være ligeså tung som ‘We need to talk about Kevin’, så er kernen i historien også her, at sandheden om skoleskyderier måske ikke altid er så simpel, som vi gerne vil gøre den til.