Tanker om tilgivelse

For et par uger siden gik jeg forbi to kvinder på min egen alder, som sad i en kantine og snakkede, og lige da jeg passerede dem, hørte jeg følgende brudstykke af en samtale:

“Tror du, hun kan slippe det?”

“Jeg tror det sgu ikke. Hun er ikke lige den tilgivende type, vel?”

Af en eller anden grund tog jeg sætningen med mig videre, da jeg gik, og jeg har siden tænkt en del over den, fordi jeg faktisk er blevet i tvivl om, om jeg er?

Jeg tror nok, at jeg, set udefra, bliver opfattet som hård. One strike and you’re out-typen. Og det er jeg også med nogle ting, men over de sidste par uger er jeg kommet til at tænke lidt over, at det egentlig mest er i forhold til mennesker, jeg ikke har tæt på.

‘Tilgivelse’ er måske et lidt forkert ord at bruge i den forbindelse, for det er jo i sagens natur ikke noget, man typisk får eller søger af og hos fremmede. Men det smager alligevel lidt af det samme, når man – jeg – dømmer folk på baggrund af en enkelt handling, og ikke glemmer det igen. 

I de tilfælde er det rigtig nok; der er jeg hård og uforsonlig, og ugerningen behøver ikke engang være noget, der direkte relaterer til mig. F.eks. så jeg en af tandlægerne fra børnetandplejen dytte af en handikap-bus, fordi den spærrede for 4 p-pladser, lige uden for tandklinikken, herunder tydeligvis hendes ‘faste’. Der var over 30 ledige pladser – jeg talte – alle under 10 meter fra døren. Ikke desto mindre var hendes valg at dytte af en bus, som henter handikappede børn, og selvom jeg faktisk tog den med hende på stedet, glemmer jeg det ikke igen, for der findes to slags mennesker, ikke? Jeg tænker på det HVER gang, jeg ser hende.

Ligeledes med dem, der som helt almindelige privatpersoner, tager billeder af trafikuheld og deler dem på de sociale medier. Dem kommer jeg heller aldrig til at se på på samme måde igen.

Uanset hvor høflige og venlige disse mennesker ellers er, er der bare for mig nogle handlinger, der afslører rådne pletter på personligheden, og jeg vil fremadrettet altid have en mistanke om, at de bare er dygtige til at skjule dem.

Til gengæld synes jeg faktisk, at jeg i de nære relationer har tilgivet nogle ret vilde ting. Og tilgivet dem ægte. For de gange i mit voksenliv, at nogen har gjort mig så ondt, at begrebet ‘tilgivelse’ har været bragt i spil, tror jeg faktisk, at jeg hver gang er endt med at kunne gøre det. 

Sådan har det ikke altid været. Da jeg var yngre, klippede jeg enten bare folk ud af min film, eller åd kamelen og skøjtede rundt i en uskøn blanding af resentment og selvhad, fordi jeg sagtens kunne mærke, at jeg slet ikke syntes, at det gjorte var ok, men ikke kunne finde ud af at tage konfrontationen. 

Og måske er det fordi jeg har fundet formlen og er sikker på at have mig selv med, når jeg giver slip, men i dag oplever jeg faktisk, at jeg formår at komme videre og – når jeg beslutter, at det er det rigtige at gøre – at tage folk med. 

Jeg har lært, at når nogen gør noget, som rammer mig hårdt, så er det alfa og omega at lukke ned for al kommunikation, også med andre, indtil jeg finder ud af, hvor jeg står. Jeg melder det ud – for larmende tavshed er bare hævn – så jeg giver besked om, at jeg har brug for ro til at tænke. Og så bruger jeg den nødvendige tid til at føle på og prikke til det svære og holde det op i lyset. Jeg mærker efter, om jeg gerne vil bevare relationen, trods alt. Og når jeg ved, hvad jeg mener, vender jeg tilbage.

Herfra handler det om at få lavet en aftale hurtigst muligt, så man kan komme over og igennem det første møde, som altid er mærkeligt, uanset hvor voksent og assertivt, man griber situationen an. Jeg tænker på det hver gang, jeg hører mennesker i Mads & Monopolet, som spørger, om de skal blive væk fra dette eller hint, fordi der kommer mennesker, der har såret dem; at jo længere tid, de venter, desto sværere bliver det, for i fraværet vokser det gjorte, mens det bliver relationen, der træder frem igen, når man vælger samværet. For nej. Gu er det sgu da ej i orden, at din veninde tog til Beyoncé-koncert i stedet for at komme til dit bryllup og løj om det – men når du er sammen med hende, er hun *hele* din veninde igen; ikke kun hende, der sårede dig, men også hende, der holdt dit hår, da du kastede op på Crazy Daisy, hende, der samlede dig op, da din kæreste knaldede praktikanten, og hende, der sad ved din side hver eneste dag på hospitalet, da du var indlagt. 

Somme tider er det bare så svært at huske, hvor meget man egentlig har sammen, når man er såret, og ego og skuffelse blokerer for udsynet. 

Så hvis det usandsynlige skulle ske, at de to damer, som sad og snakkede, læser med her, så vil jeg bare sige: Tak for at sætte gang i en masse gode tanker og overvejelser. (Og også lidt undskyld for at smuglytte.)

Og som ekstra bonus mindede ordet mig om en sang, jeg holder meget af, men som det er længe siden, jeg har hørt:

M2019, uge 3

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget.)

I den forgangne uge har jeg:

1.

Erstattet flere af mine lysestager med lyskæder og små-lamper. Jeg har et svinsk forbrug af fyrfadslys, og selvom jeg på papiret bifalder de kunstige stearinlys, må jeg bare konstatere, at jeg ikke bruger dem, jeg selv har købt. Derfor har jeg over de sidste mange måneder købt og ønsket mig forskellige lyskæder osv. og jeg har efterhånden fundet en god håndfuld, som jeg selv synes er smukke. Jeg køber dem, der kan lades op, eller sættes i en stikkontakt, fordi jeg tænker, at intet er vundet, hvis de kører på batterier, og en fordel ved dét er, at man ikke har den lange fase, hvor man skal forsøge at beslutte, hvornår belysningen er blevet *så* fesen, at man kan forsvare at skifte batterier.

2.

Købt 4 dybe tallerkner i den lokale genbrugsbiks. Af en eller anden grund løber vi tør for dybe tallerkner 3 gange så hurtigt, som vi løber tør for alt ander service, og jeg har nu i 100 år irriteret mig over, at jeg enten er nødt til at bruge skåle, som bare passer virkelig dårligt i min opvaskemaskine, som derfor på ingen måde kan fyldes optimalt, eller at vaske, mens opvaskemaskinen egentlig ikke er *helt* fyldt. (Og ja. Man kunne vaske op i hånden. Men altså… Ja. Life.) I mandags gik jeg forbi en genbrugsbutik og fik øje på en reol med tallerkner, og 2 minutter efter gik jeg derfra med 4 nye tallerkner, jeg havde givet 20 kroner for. Jeg har siden holdt en daglig takketale og dedikeret den til mig selv.

3.

Konstateret, at det åbenbart stadig er svært for mig at være bevidst om mit forbrug, når jeg er i projekt-mode. For jeg har brugt for mange penge i januar, og der er ingen tvivl om, at det er Fridas nye værelse, der er synderen. Jeg har tænkt over, hvorfor det sker, og er nået frem til, at det handler om, at én af mine mest dominerende sider kolliderer med mit fokus på at nedbringe mit forbrug, nemlig min trang til at følge opgaver til dørs. Jeg bliver så forhippet på, at jeg vil have værelset lavet færdig, at jeg ikke når at stoppe og tænke over, om jeg egentlig har penge til at købe de 3 kurve til opbevaring, jeg har fundet, eller om jeg måske er nødt til at vente til næste måned. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med den her erkendelse, for jeg er typen, der stresser helt vanvittigt over løse ender, og det er, hvad et halvfærdigt værelse er for mig. Men nu har jeg i hvert fald opdaget, at det sker. Så må vi se, om jeg kan omsætte det til et mere fornuftigt handlemønster.

4.

Fået et spørgsmål i sidste uges kommentarfelt om, om ikke, jeg vil prøve at skrive lidt om mine erfaringer ift. at købe brugt på f.eks. DBA og Tradono. Og selvfølgelig vil jeg det.

Hvad ville jeg købe uden at blinke med øjnene:

Hårde ting uden “indmad”.

F.eks. brødbokse, legetøj, køkkenservice og haveredskaber.  Disse varer kan man tjekke kvaliteten af, ganske enkelt ved at tage ud og se dem, eller ved at bede om flere billeder. 

Børnetøj.

Prismæssigt typisk ikke en katastrofe, hvis tøjet viser sig at være for småt/stort, eller ikke ligner det, man synes, man så på billedet. Dog tjekker jeg altid, hvor længe tøjet har været til salg, og har noget været til salg i mere end en måned, spørger jeg, hvor det har været opbevaret. Jeg er én gang kommet galt afsted med at købe en flyverdragt, der havde ligget på loftet, som lugten ikke kunne vaskes ud af. 

Hvad ville jeg være *meget* forsigtig med at købe brugt af fremmede mennesker:

Dyre ting, som det kan være rart at have garantien på.

F.eks. kan du ikke se, om en babyalarm har været med ude i regnvejr, og det er også svært at vurdere, om en barnevogn kører skævt, når man bare står og triller den frem og tilbage i stuen hos Lone i Varde.

Ting i stof.

Her medgiver jeg, at jeg er lidt hysterisk, men der er bare ikke rigtigt en måde at desinficere en bamse eller et sengetæppe på. 

Stof har også den store ulempe, at det ret nemt suger lugt og fugt til sig, så under alle omstændigheder ville jeg altid spørge til, hvor det har været opbevaret. Og særlig, hvis man kan se, at noget har været sat til salg i lang tid. Jo større ting, man køber, desto mere relevant er dette spørgsmål, for hvis en sofa har været sat til salg i 36 måneder, så kan man jo give det en tanke, at de færreste har 3 sofaer stående i stuen i 36 måneder.

Ting, jeg ville være varsom med at købe:

Potentielle kopivarer.

Hvilket i 2019 er noget andet en det, man lige umiddelbart forestiller sig. I gamle dage var det designervarer, der var faldgruppen her, men i dag er det helt almindelige ting, som man måske ikke lige tænker over. F.eks. køber folk rigtig meget kopi-lego-merch på Wish, og sælger det som the real deal. Kopiparfumer “i ubrudt emballage!!”, købt med hjem fra en ferie i Ungarn, er også rigtig trælse at købe, hvis man tror, man har fat i originalen. 

El og teknik.

Dels kan der være masser af fejl på, som man ikke med det blotte øje kan se, og dels er der noget sikkerhed, som er ret vigtigt. Jeg ville være ligeglad med at købe en stavblender eller en brødrister, fordi det er ting, der kun er i brug, når jeg er tilstede, men jeg ville ikke købe nattelamper til børn osv., som kan være købt på Wish, og produceret et sted, hvor der mildest talt er mere lempelige krav til ledninger og brandsikkerhed end i Danmark.

Ting med holdbarhed.

F.eks. parfumer. Vi har alle prøvet at købe/få en parfume, tage hul på den og efter 3 sprøjt konstatere, at den ikke lige falder i smag, og så er det jo oplagt at sælge den. Derfor er der ofte ret gode køb at gøre her – men man kan til gengæld også risikere, at sælger måske.. husker lidt forkert.. ift. hvornår parfumen blev åbnet. En ny parfume dufter bare bedre end én, der har stået og lumret på en hylde i 2 år.

Fodtøj til børn.

Den her har jeg lært på den hårde måde. Efter køb af 6 par brugte sko, må jeg bare sige, at der er for langt mellem de gode køb. For selvom jeg har købt sko, der var lagt op under betegnelsen “Fejlkøb” og som alle uden undtagelse fremstod som nye, har der kun været ét par, som reelt har været brugbare. Resten er flækket, har suget unaturligt meget vand til sig, eller har været utætte, formentlig pga. forkert opbevaring (på loftet) eller manglende imprægnering.

Små-tips:

*De fleste salgstjenester har en funktion, hvor man kan følge andre brugere. Brug den, hvis du finder én, der sælger gode ting i pæn stand til en god pris. Særlig hvis du finder en, der har børn, der er lige et nummer større end dit/dine, er det en god måde at spare penge på. 

*Overvej om det bedst kan betale sig at købe online eller i en lokal genbrugsbutik. Udvalget er ofte størst online, men til gengæld kommer portoen oveni, hvis man skal have varen sendt. 

*Tjek prisen på større ting i andre landsdele. Her er børnenes nyligt købte senge et godt eksempel. Jeg tjekkede 3 forskellige mærker af senge med samme liggemål: Alle kostede mellem 2 og 3 gange så meget på Sjælland/Fyn som i Jylland.

*Husk den sunde skepsis, hvis billedet, der ledsager annoncen, ikke er et, folk selv har taget, men er et, de har fundet på nettet. Det er der tit en grund til.

*Styr i en stor bue udenom varer, der er kategoriserede som “retro”. Det betyder i 9 ud af 10 tilfælde ‘slidt’ eller ‘umoderne’. 

*Tjek, hvad sælger ellers har til salg. Flere annoncer/billeder kan være en god måde at tjekke på, om man deler smag, og om sælger generelt passer ordentligt på sine ting. 

Hvis man tjekker, og det viser sig, at vedkommende har 700 andre varer til salg, skal man være opmærksom på, at der typisk er tale om et mellemled (f.eks. én, der opkøber dødsbo eller varer fra konkursramte virksomheder), og man derfor reelt ikke ved, hvem man køber noget af. Det kan gøre det svært have føling med stand og kvalitet. 

*Hvis du som køber laver en aftale om at hente/komme forbi, så hold den, eller tilbyd at betale på forhånd, hvis du gerne vil være sikker på, at det er dig, der får varen. Som sælger oplever man MANGE, der tilkendegiver, at de vil komme på bestemte tidspunkter – for derefter at forsvinde ud i den blå luft. Personligt er jeg blevet benhård med den her. Jeg sælger ofte så billigt, at jeg har folk i kø. Derfor har jeg lært at sætte en tidsfrist på, og overskrider interesserede købere denne frist med så meget som fem minutter, har jeg lige præcis nul skrupler ved at lade buddet gå videre.

————————–

Ovenstående er, hvad jeg har gjort mig af erfaringer. Hvis I derude har andre tips og tricks, så del dem endeligt i kommentarfeltet.

I øvrigt:

*har jeg i dag været til opfølgende kontrol hos tandlægen med Frida, fordi hun i fredags faldt af en bænk og tog fra med fortænderne, og uanset hvor optimistiske, vi alle sammen forsøger at være, så er det et spørgsmål om uger mere end om måneder, før de falder ud. Selvom det bare er tænder, og det ikke er de blivende, så kan jeg næsten ikke bære tanken om, at hun de næste 3 år kommer til at gå rundt med et kæmpehul, lige midt i stakittet. 

*er jeg begyndt at øve mig i at huske, at karma nok skal få styr på tingene, når folk opfører sig som idioter. Bl.a. fordi jeg har bemærket, at det sker, når jeg selv har været et røvhul.

*holder det dog ind i mellem en *liiiiille* smule hårdt, fordi jeg næsten ikke kan sove ved tanken om, at folk bare går rundt og tror, at deres opførsel er ok, indtil karma endelig svinger pisken. 

*har min hjerne derfor hjælpsom tilbudt Gloria Estefan som en slags musikalsk reminder, og jeg er ved at blive bims #KarmaIsGonnaGetYou

*slog jeg min søsters fortænder ud, da hun var 4.

*har jeg slugt “Addicted to food” på Netflix på 3 dage, og vil gerne vide, hvorfor vi skal spises af med én sæson, Oprah?

*elsker jeg at leve i en tid, hvor man, når man savner en funktion i en app, kan skrive til dem, der har udviklet den, og forespørge på, om ikke funktionen kan lægges ind i en fremtidig version. Og særligt når svaret så er positivt. (Var ved at få spat af, at man ikke i biblioteksapp’en kan se, hvad nummer i rækken en bog er i en serie. Hvilket er det hvideste i-landsproblem, et menneske nogensinde har haft.) (-men stadig)

*sprang pærerne i mine lamper i garagen sidste lørdag, og meget M2019-agtigt, satte jeg et par energibesparende af slagsen i i stedet. Men efter i en uge at have famlet mig rædselsslagen igennem horder af ulve og øksemordere, når jeg skal ud med affaldsposen, må miljøet bare lige klare sig selv i denne omgang: Jeg skal bede om to af de pærer, man sætter i stadionspots.

*er jeg på jagt efter et sengetæppe til Fridas seng, hvilket har vist sig at være en næsten umuligt opgave. I mellemtiden er jeg rystet i min grundvold over, at man, helt stille og roligt, kan købe sengetæpper til børn på 2-3 år, til lige knap 1000 kr.

*synes jeg måske lidt, at vi får de nyheder, vi fortjener, når nej’et til Brexit-aftalen efter 1 time får vristet den gule BREAKING!-bjælke ud af hænderne, fordi den skal sættes på noget med håndbold.

*værsgo:

Selv tak.

Vil du låne mine øjne?

Det er efterhånden et års tid siden, jeg som et forsøg skrev her på bloggen, at jeg kunne hyres til skriftligt arbejde, og jeg har været så heldig, at en god håndfuld mennesker har sparket opgaver i min retning. Indtil videre har jeg fået lov at lave korrekturlæsning af ansøgninger, større skriftlige opgaver, undervisningsmateriale og en enkelt bog, samt oversættelser af spørgeskemaer fra engelsk til dansk.

For mig er det en kærkommen mulighed for at bijobbe på et tidspunkt, hvor det ikke gør ondt ift. børnene, og det er samtidig også en slags afsøgning af, hvad jeg skal, hvis jeg en dag ikke længere skal være tolk.

Ikke, at det er en tanke, jeg bryder mig særlig meget om. Hvis det er muligt, håber jeg, at jeg kan få lov at være tolk, til jeg går på pension. Jeg elsker mit fag for dets uforudsigelighed, for alsidigheden og for det konstante krav om at holde hjernen skarp, fordi jeg skal forstå og videreformidle viden, som jeg ikke selv har tilegnet mig først. Jeg elsker at være ude blandt mennesker, og samtidig være the lone rider, men primært elsker jeg det, fordi sproget er mit element, og der, hvor jeg trives bedst. 

Men som i alle andre fag bliver skruen strammet, og udbudsrunder med dertilhørende prispres gør, at vi løber hurtigere nu, end vi nogensinde har gjort. Da jeg startede, tolkede vi som udgangspunkt 21 timer om ugen; i dag er det 25 timer, og jævnligt mere. De 21 timer er ikke trukket ud af luften. De bygger på, hvad der findes af undersøgelser om slid og arbejdsskader hos tegnsprogstolke, og samtidig også, hvor længe man kan holde koncentrationen og tolke kvalificeret.

I dag sidder vi ofte alene på f.eks. AMU flere dage om ugen, hvilket er for mange timer på for højt niveau (for hvis man lider af den vrangforestilling, at AMU er easy peasy, kan man bare prøve at hente et foredrag på YouTube om skorstene eller de forskellige jordlag, og deres betydning for jordbundens sammensætning og genfortælle dem til kæresten), men da mange AMU-uddannelser ligger på landet-ish, betyder det, at det er for dyrt at lave et tolkeskift midt dagen, for den tolk, der kommer for at overtage, kan ikke nå at tolke noget inden, og den tolk, der ville være færdig til middag, kan ikke nå ud på andet.  

Og vi er alle taget til fange i spændet mellem et inderligt ønske om at holde fast i de rammer, som vi ved giver det bedste produkt, og som forebygger slid og udbrændthed, og trangen til stadig at have en arbejdsplads at gå på arbejde på i morgen.

Det betyder, at stort set alle tolke, jeg kender, gør sig overvejelser om, hvad vi skal, hvis kroppen en dag siger stop, eller bunden falder ud af markedet. (Trods alt kan vi jo varme os ved, at vores produktion ikke sådan lige står til at blive flyttet til Asien eller østblokken.)

Fordi jeg er så glad for mit fag, er det svært for mig at forestille mig, hvad jeg skal lave, hvis jeg ikke skal tolke. Men mine bijobs giver mig mulighed for at tænke i nye retninger, og en ny ide er begyndt at spire:

For jeg gad virkelig godt at være sådan én, der tog ud og gav mennesker feed back på, hvordan de kunne forbedre deres kommunikation og performances.

Som tolk har jeg masser af erfaring i, hvad det er, der sker, når kommunikation ikke lykkes, fordi jeg sidder som fluen på væggen, og ikke har noget i klemme. Jeg har uddannet instruktører i små 10 år, og undervist i diverse sammenhænge i 15, og har også et par gange selv været den, der har holdt foredrag. Derfor ved jeg også lidt om, hvordan det er at stå der. Jeg har evalueret et hav af mennesker gennem årene, og jeg ved lidt om næsten alt. På en eller anden måde føles det, som om alle de her ting løber sammen i et knudepunkt, hvorfra jeg vil kunne hjælpe andre til bedre at blive hørt og få deres tanker og ideer igennem. 

Men er en genial idé genial, hvis man får den i skoven og ingen hører den? Jeg ved det ikke. Så jeg tænker, at næste skridt er, helt lavpraktisk, at teste det. 

Derfor skal jeg bruge 2-3 personer, der ganske gratis kunne tænke sig at blive kigget på. Det eneste, jeg beder om til gengæld er, at man efterfølgende giver noget feed back på, om det var brugbart at være under luppen. 

Umiddelbart forestiller jeg mig, at målgruppen er konsulenter, coaches, oplægsholdere el.lign. Det skal være mennesker, der arbejder med voksne, og det, jeg skal kigge på, skal enten foregå om aftenen, eller i sammenhænge, som det er muligt at filme.

Er det dig eller en, du kender? Det er ok, at det først er noget, der foregår til foråret eller i løbet af sommeren.

Smid en mail på blogsbjerg@gmail.com, hvis du er interesseret; så tager vi den derfra.

M2019, uge 1 & 2

Ja. Man har et standpunkt, til man skriver et nyt. 

Ovenpå årets første indlæg forstår jeg godt, hvis man som læser tænker, at det handler om, at jeg ikke kan skrive, hvis ikke jeg skriver de her indlæg, men det er ikke tilfældet. Efter snart 11 år som blogger ved jeg, at det bare er et spørgsmål om at blive ved med at skrive – så folder indlægscentret i hjernen sig ud igen.

Svare er så enkelt, at det næsten er deprimerende: Jeg glemmer at holde fokus på, hvordan vi forbruger, når jeg ikke skal aflægge ugentlig rapport. Mange af vanerne, jeg har fået over det sidste år er heldigvis så etablerede, at jeg fortsætter med dem, uden at tænke over det, men i de uger, der er gået, siden jeg skrev et reelt M2018-indlæg, har jeg ikke tænkt *videre* – og det savner jeg for meget til at være villig til at give slip, for jeg synes ikke, jeg er i mål endnu. 

Så. Jeg laver en fuld Kopernikus, og går tilbage til at lave et ugentligt indlæg, dog med den lille ændring, at jeg lægger lidt elastik ind ift. antallet af punkter, og heller ikke holder mig for fin til at slå to uger sammen, hvis der ikke har været punkter nok på 7 dage. 

Jeg ved godt, at ikke alle derude er begejstrede for de her indlæg, men lige her kalder jeg rang og siger, at når bloggen kan bidrage positivt til min selvudvikling, så bliver det det, jeg bruger den til. Til gengæld vil jeg indtrængende opfordre til, at jer, der ikke føler, indlæggene giver mening, springer dem over. Både for jeres og for min skyld. 

Jeg holder fast i navnet, fordi indlæggene er en direkte udløber af M2018-indlæggene, men skriver en anden intro, så det forhåbentlig bliver lidt mere klart, hvad baggrunden for indlæggene er, så ingen sidder tilbage og synes, at tiltagene ikke er minimalistiske/økologiske/sparsommelige/veganske nok. 

Til jer, der vil med på en tur mere: Velkommen tilbage.

I de forgangne uger har jeg:

1.

Fået Aben i firmajulegave, og efter mange overvejelser byttet den til et tilgodebevis til butikken, hvor den er købt. Vi har for mange Nerf-guns i dette hjem til at have et stykke træ til 700 kr. hængende, men i første omgang havde jeg tænkt, at jeg ville lægge den i skabet, og tage den frem igen, når der hersker lidt mere lov og orden i den her by. Det ér trods alt en klassiker, og den er fin. 

Men efter at have tygget på det et par uger, nåede jeg frem til, at det gør jeg ikke mere, det der med at lægge nye ting væk til det fjerne og ikke nærmere definerede tidspunkt “Engang”. Så jeg traf i stedet en beslutning om, at tilgodesedlen skal være rygsøjlen i en opsparing til den Kenwood røremaskine, jeg har sukket efter i flere år, og at alt, hvad jeg sælger brugt fra nu af, skal gå i den pulje. I skrivende stund har jeg solgt for 1300 kr. siden jul, så vi er nu ca. halvvejs. (Med mindre selvfølgelig, at den pludselig kommer på bud). Det føles meget tilfredsstillende, at de småbeløb, jeg sælger for, kommer til at give mig noget konkret, jeg har ønsket mig så længe.

2.

Byttet øreringe, som jeg fik i julegave af Anton. Den her var ægte svær. For bytter man gaver, man får af sine børn? I første omgang havde jeg lagt dem på plads, men efter at have brugt en uge på at vende og dreje det (og noteret mig, at Anton lader til at have glemt alt om dem igen) nåede jeg frem til, at det ikke er værre at have dem liggende ubrugte i skabet, end at bytte dem til nogle, jeg rent faktisk bruger.

3.

Købt brugte senge til børnene. Som nævnt i sidste indlæg er begge børn skudt godt i vejret, og nye senge var nødvendige. Det her projekt har jeg næsten ikke kunne overskue, fordi det også indebærer overvejelser om, hvornår vi laver Lokale-Rokaden. Lige nu har jeg soveværelse i det største rum (fordi der er et indbygget skab, som alt mit tøj, sengetøj osv. kan være i), Anton har det næst-største, og Frida har tændstikæsken. Når Frida begynder at være mere på værelset, end tilfældet er nu, skal vi have rykket, så Anton får det største, Frida det mellemste, og jeg det mindste. Men når vi skal det, skal alt skrues ned, og der skal males. Og det kan. jeg. bare. ikke. overskue. lige. nu. Og så var der overvejelser om, hvorvidt der skulle nye senge til, eller om Frida skulle arve Antons aflagte og blablabla. Meget rodet og langstrakt. Men ved et tilfælde så jeg et billede af en halvhøj seng, og så begyndte tandhjulene at snurre, og jeg endte med at beslutte, at det var den vej, vi ville gå. Halvhøje senge er SYGT dyre fra nye, så jeg brugte nogle uger på at lede efter nogle second hand, der passede i mål til både børn og værelser, og var så heldig at finde nogle, der i hvert fald på billederne så fine ud.

Jeg er styret uden om alt, der “bare lige skal males” eller “måske mangler en skrue eller to *smiley*” og har valgt to, der er danskproducerede, og som fra nye prismæssigt ligger i den hidsige ende, så forhåbentligt kan de holde nogle år, og jeg synes, jeg har fået ret meget for mine penge. Jeg har bestilt nye madrasser til begge børn (fordi brugte madrasser creeper mig ud) og er endt med i alt at have betalt 1100 for Fridas seng (som ville have kostet 2700 fra ny) og 1900 for Antons (som ville have kostet kostet 4500 fra ny), og tanken er, at når vi rykker værelser, så overtager Frida Antons seng, fordi målet passer til værelset.

4.

Solgt Fridas puslebord og Antons gamle seng så billigt, at jeg havde 7 i kø til bordet og 12 i kø til sengen. Og hvor jeg for et år siden ville have ærgret mig over, at jeg kunne have solgt dem dyrere, var jeg nu bare glad for, at jeg vidste, at jeg ikke ville være nødt til at skille tingene ad, og flytte rundt på dem i månedsvis.

5.

Indført et begreb ift. arvet legetøj, jeg for mig selv kalder “Bryd smittekæden”. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, eller om det er noget kønsbestemt, men hvor jeg til Anton primært arvede “store” stykker legetøj (f.eks. en bil, et sværd, en bold eller en kappe), så oplever jeg, at jeg til Frida ofte modtager poser med småting. Og tanken er simpelthen så fin – men det er fuldstændig umuligt at gennemskue, hvad 600 stykker pink plastik i fri dressur skal bruges til, når er ikke er samlevejledning med, og hvor man *sagtens* kan få mange timers god leg ud af en mini-ovn, hvor lågen mangler, hvis man har haft den fra ny, så er det ikke min oplevelse, at det samme er tilfældet, når man arver den og ikke ved, hvad den skal bygges sammen med. 

Og i flere år har jeg bare sendt det videre, for det virker simpelthen så forkert at smide legetøj ud. Men de sidste par gange, jeg har modtaget defekt legetøj, har jeg tænkt “Hvorfor smider folk det ikke bare ud?” – og derfor har jeg besluttet, at det er mig, der er final destination. For hvor plettet og hullet tøj kan bruges som twist og møbelpolstring, så kan ødelagt legetøj jo ikke rigtig bruges til noget. Og det er simpelthen ikke fair, at Erna og Jytte i Kirkens Korshær skal bruge deres generøst donerede, frivillige arbejdstimer på at stå og sortere i legetøj, fordi jeg ikke vil være den, der træffer beslutningen. Så det er jeg nu. Jeg affaldssorterer pligtskyldigt, og jeg kører på genbrugsstationen med det, der hører til dér, men det er slut med bare at sende aben videre (full-cirkle-moment) – også selvom det bliver gjort i bedste mening.

I øvrigt:

*Havde min barnepige i går premiere, og jeg kan ikke understrege nok, hvor god en idé det er at gøre tingene i omvendt rækkefølge: At booke hende først, og så bare have dagen i kalenderen, åben for lige præcis dét, man har lyst til at fylde i den – det var fanTASTISK! 

*Irriterer det mig mere end jeg vil indrømme, at X-Faktor er rykket til TV2. Som man jo ikke rigtigt kan se, når man ikke har tv-kanaler #Øv

*Var Frida til gymnastik for første gang i tirsdags, og det var et af de øjeblikke, hvor man befinder sig det samme sted, som man gjorde for år tilbage, og derfor pludselig kan se forskellen på hvor man var, og hvor man er. For hvor Anton sjældent på forhånd interesserer sig for, hvad der skal ske, havde Frida glædet sig i ugevis, og kunne først finde ro mandag aften, da vi havde pakket rygsækken og sat den frem. Og jeg kunne have tudet over det lille menneske, da hun stod der, i sin mini-dragt med flæser, som hun genert og lidt usikker stod og trak i, mens hun knugede min hånd og med øjne så store som tekopper iagttog alt, hvad der foregik. Mit hjerte, mand. Og hvor jeg, da jeg gik der med Anton, ikke kendte en sjæl, kendte jeg i tirsdags ca. 90% af børnene ved navn, og ses privat med 3 af forældrene. Måske vi alligevel er faldet mere til, end jeg tror. 

*Var jeg forleden i Bauhaus, og kom forbi en flok håndværkere, der stod og tø-hø makkede med noget træ. “Er den her i vinkel?” spurgte den ene mig for sjov, da jeg gik forbi, lidet vidende, at lige præcis vinkel og vater er to af mine superkræfter. “Den skal 1,5 mm. til venstre i toppen, så er den der” svarede jeg, lige som lærerdrengen kom ilende med vinkelmåleren, og et sekund senere kunne jeg fortsætte mod “El og belysning” med den her (meget tilfredsstillende) reaktion i ryggen:

*Plejer børnene og jeg at kunne nå til nogenlunde enighed om, hvad vi hører af musik i bilen. Men deres nye yndlingssang er George Ezras ‘Shotgun’. Og det er et problem. For hvis jeg én gang mere skal høre det provokerende elendige og alt for konstruerede omkvæd I’ll be riding shotgun//underneath the hot sun, understøttet af så gumpetung en rytme, at man føler sig hensat til en Birthe Kjær koncert, hvor folk klapper på 2 og 7, river jeg armene af mig selv og slår nogen i ansigtet med den våde ende. 

*Kan jeg næsten ikke være i mig selv, når mennesker, jeg ellers kun kender som begavede og opvakte, copy paster et eller andet bullshit jura og slår det op på FB for at ‘bevare deres rettigheder til indholdet på egen profil’.

*Er bog-listen opdateret med følgende: 

Pigen under jorden – Elly Griffith

Hvis man godt kan lide Sissel-Jo Gazans forsker-krimier (Dinosaurens fjer, Svalens graf) vil man formentlig også kunne lide denne bog. 

Hovedpersonen i Pigen under jorden er arkeologen Ruth, der – på helt klassisk vis – bliver centrum i en efterforskning af to sager om forsvundne børn. Jeg har en ret lav smertetærskel ift. hvor hjerteskærende, det må blive, og jeg synes, at den her historie på fineste vis rammer det niveau, hvor man bliver grebet af historien, uden at det bliver følelsesporno. 

Sproget er flydende og godt, scenen er en anden, end man er vant til, der er skæve personer og underspillet humor, og som i alle andre gode krimier, er der masser af luskede typer, der alle sammen sagtens kunne være bortføreren. 

Den har et par skønhedsfejl hist og pist, men jeg slugte den på et par dage, og har allerede bestilt den næste i rækken, så den er stadig absolut læseværdig. 

I gang igen

Det her er ét af de indlæg, jeg skriver, fordi jeg ved, at hvis jeg ikke poster noget, så kommer der til at gå for lang tid, og så bliver jeg bange for mit tastatur. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det er det. 

Egentlig tror jeg, det handler om, at jeg skal finde tilbage til at skrive, som jeg gjorde, inden M2018-indlæggene, for nu, hvor jeg ikke skriver dem, kan jeg mærke, i hvor høj grad, jeg har brugt dem, både til at fortælle lidt om, hvad vi har lavet i ugens løb, men også som en mulighed for at skrive – som jeg jo virkelig elsker – men uden først at skulle tænke form og indhold. Det har jeg manglet lidt i denne uge, så jeg skal lige reboote. 

Min manglende tilstedeværelse har dog også været forårsaget af, at vi har haft meget om ørerne.

Dels har der været enormt mange af de små afbrydelser, der jo ikke betyder noget særligt, men som man alligevel skal forholde sig til. F.eks. er der sprunget hele 3 pærer her på matriklen siden nytårsaften, og naturligvis i de lamper, der er mest besværlige at pille ned.

Jeg var ét af de 473 mennesker, der havde handlet online hos Bahne, da deres hjemmeside blev hacket, hvilket gav lidt ekstra kvalitetstid med banken, og det busselskab, der plejede at køre Anton i skole, er meget pludseligt blevet skiftet ud med et andet, som har en sygt irriterende lidt anden måde at gøre tingene på.

Som sagt: Ingen er døde, og alt er godt – jeg har bare stadig skulle tage mig af det.

På magisk vis er alle børn også pludselig blevet for lange til deres senge, og da værelserne her i huset er virkelig små, kræver det snilde og kreativitet at finde på løsninger, så lopperne stadig har et rum, der reelt kan bruges, som samtidig er rart at opholde sig i. I al beskedenhed har jeg løst udfordringen til et 12-tal, men det har betydet, at Fridas seng måtte hentes på Fyn, mens Antons stadig står i Hørsholm og venter på at blive fragtet tværs over prærien af min søde kollega. Der er noget med madrasser og lagner i specialmål, der skal tages højde for, og med de nye senge følger også en udskiftning af kasser osv. til opbevaring, fordi nogle ting har fået nye pladser – men trods alt fik jeg forhandlet Frida ned fra “Jeg vil gerne have malet mit værelse som en REGNBUE!!” til accept af en plakat med regnbuemotiv (og sommerfugle og hjerter og det vil undre mig, hvis ikke der også viser sig at stå en enhjørning på den et sted).

Fridas værelse er 90% færdigt, og det er svært at sige, hvem af os, der er mest stolt af resultatet. Fordi sengen er en halvhøj én af slagsen, er dukkevognen, klapvognen, rengøringsvognen und so weiter flyttet ud af min stue, og jeg kan pludselig få vejret igen. 

Endelig har jeg været så heldig at blive bestilt til endnu en oversættelsesopgave, engelsk/dansk. Jeg ved ikke, hvor mange gange kunder skal vende tilbage, før man må betegne dem som “stamkunder”, men der er nu et par stykker, der har brugt mig flere gange, og det må jo trods alt betyde, at de er tilfredse med resultatet. Det gør mig både glad og stolt. 

Og således er vi nu i gang, synes jeg. Både her på domænet og ude i 2019.

Nytårsaften, 2018

Klokken er 23 på årets sidste dag, og jeg sidder i sofaen med et glas champagne. I køkkenvinduet hænger vores sølvglimmerglitrende banner og ønsker os et *HAPPY*NEW*YEAR! og i soveværelset bobler børnene.

Jeg har i år valgt at holde fast i den plan, jeg allerede havde i tankerne sidste år, men som jeg sprang fra i 11. time, nemlig at holde nytår herhjemme, bare os 3.

Ikke at vi ikke har hygget os de andre år; det har vi på alle måder. Men der er ingen, jeg hellere vil byde det nye år velkommen med end Anton og Frida, og det har været en fornøjelse i år at kunne gøre det 100% på deres præmisser. 

Børnene har fået lov at bestemme aftenens menu (hotdogs), og vi har i fællesskab købt hatte, børnechampagne og lidt fyrværkeri.

I formiddag cyklede vi ud til den tankstation, jeg har valgt som vores bland-slik sted (fordi man ikke kan købe lego og enhjørninge på Cirkle K, og fordi jeg på den måde effektivt har klippet associationskæden over, og derfor ikke skal tage diskussionen med dem, hver gang vi er i Bilka), hvor vi blandede en skamløs stor pose slik, og eftermiddagen gik med at pynte stuen, afbrudt af konfettipistols-ekskursioner udenfor, og vores indkørsel ligner nu noget, Twilight Sparkle og Rainbow Dash har kastet op i. 

Vi spiste klokken 17, tog de bedste raketter først, så alle kunne nå at være med, havde et par gode venner forbi til et glas champagne, og kl. 20 bad Frida selv om at komme i seng. Anton fulgte trop kl. 22, og jeg har brugt den sidste time på at nippe vin og champagne, lægge heksekort for det kommende år og fundere lidt over, hvad jeg har lært i og af 2018. 

Jeg har lovet at vække lopperne om en time, så vi kan sætte os med dyner i stuen og se det nye år blive skudt ind.

Hvis det bliver ligeså fint, som i aften har været, er der virkelig noget at glæde sig til.

M2018, uge 52 (opsamling)

52 uger er gået, og vi er nået til vejs ende. Som lovet kommer hermed den samlede liste over, hvad M2018 helt konkret har givet af resultater. Det bliver langt, så sæt jer godt til rette.

Nye tiltag i omgangskredsen: 

M2018 har givet anledning til mange virkelig gode snakke i omgangskredsen, også om de emner, man normalt ikke italesætter. Jeg har det frygtelig stramt med nærighed, og derfor kan jeg somme tider komme til at overkompensere, når vi f.eks. har gæster til spisning. Men i takt med, at jeg har forholdt mig til vores forbrug på alle andre områder, kommer det til at virke ret ekstremt, når man bare kører fuld plade for en sikkerheds skyld her. Min egen oplevelse er, at mine overvejelser også har sat tanker i gang andre steder, og uden at jeg kan se, hvad folk tænker, så virker det til, at de også synes, at den nye, lidt anderledes måde at gøre tingene på, fungerer fint. 

Lavet aftaler om at give oplevelser i stedet for gaver, når vi giver hinandens børn fødselsdagsgaver.

Anbefalet vordende forældre at afsøge muligheden for at låne ting på fb, og vurdere, om det er noget, barnet reelt vil bruge, i stedet for at starte med at købe viklen/løbecyklen/kugledynen. 

Gennem forældrerådet fået vedtaget, at Fridas institution nu tilbyder, at alle forældre kan låne service med hjem til børnefødselsdage, så ingen behøver at købe engangsservice. Debatten om miljø har medført, at børnene for et par måneder siden blev bedt om at medbringe en vandflaske dagligt, så man sparer opvasken af de mange krus, som kun kan bruges én gang. 

Oprettet en gruppe, som kun består af mennesker fra min venneliste på fb (og jeg er benhård. Jeg har lukket for alle andres rettigheder, så det kun er mig, der kan tilføje medlemmer) til køb og salg af fejlkøb og ting, man er  træt af. Den fungerer GLIMRENDE, og der bliver handlet lystigt på kryds og tværs. 

Indført i omgangskredsen, at vi lige skriver sammen, når vi skal noget med børnene, så alle ikke i et anfald af Emma Gad kommer slæbende med en masse mad, som efterfølgende skal kasseres, fordi varme, børn og sand. 

Vænnet vennerne til, at pålæg bliver sat på bordet uåbnet, hvilket ikke betyder, at man ikke må åbne det. Det må man virkelig, virkelig gerne – der er bare ingen grund til at gøre det, hvis ingen spiser af det.

Nye vaner: 

De nye vaner er kommet snigende hen over året. Det er ikke sådan, at jeg startede med, hver eneste uge, at gå alle skabe igennem, eller at jeg med det samme var bevidst om, hvor der var mulighed for at prøve at gøre noget anderledes. Alle nedenstående ting er vokset frem af spæde begyndelser, f.eks. at jeg lige bladrede mit ene køkkenskab igennem, mens jeg alligevel stod og ventede på, at vandet kogte. Nu er mange af dem så indgroede, jeg ikke engang tænker over dem længere. 

Erstattet min balsam med Arganolie, som jeg også bruger i Fridas hår om morgenen, så det kan reddes igennem uden for mange hyl og skrig. Jeg er gået fra 6-8 flasker balsam årlig til ca. 1,5 flaske arganolie. 

Lært at bruge gavebevis og årskort, når jeg har dem, i stedet for at gemme dem til Det Perfekte Øjeblik og risikere ikke at få dem brugt.

Lært at tænke over at vælge et produkt, hvor emballagen kan genbruges, når jeg skal købe noget, hvor mærket ikke er vigtigt. F.eks. er jeg ret glad for Urtekrams beholdere, fordi låget kan skrues af, og man dermed kan genfylde med alt, fra sæbe til shampo til tøjsæbe. Anton har altid en flaske sæbe med til idræt i skolen, og det sker jævnligt, at han glemmer den. Derfor er det ret smart at have sådan et par stykker stående, som man kan fylde halvt op (= mindre at slæbe på) og som er lavet af den type plastik, der ikke går i stykker, når man taber det på gulvet. 

Indarbejdet en rutine med at løbe køleskab, fryser og køkkenskabe igennem et par gange om måneden.

Badeværelsesskabet ligeså. 

Opøvet at forholde mig til det, jeg har i skabe og skuffer, og træffe bevidste beslutninger om at bruge det/sende det videre, mens det stadig kan anvendes. 

Gjort børnenes fødselsdage til anledninger til at rydde op og ud i deres legetøj. 

Lært at tænke den kommende uges madplan ind i det, jeg laver af mad i weekenden.

Opdaget, at det i hverdagen fungerer godt at handle to gange om ugen, mens det i ferier og op til fødselsdage er bedre at handle lidt ad gangen over 3-4 dage, så overblikket ikke ryger. 

Groet en respekt for, at det er i alle de små ting, pengene forsvinder hen, og derfor gjort det til en vane først at tjekke dba og Tradono, når noget går i stykker (og det vel at mærke giver mening at købe brugt). Det hjælper med at sætte ting i perspektiv. 50 kr. for en brugt brødkasse, kontra 250 for den nye, jeg havde kig på. Når man efterhånden kender sin økonomi, og ved, hvor meget man har tilbage til resten af måneden, træffer valget ofte sig selv. I år har jeg gjort det med en julebog, en kaffekande, en lampe, samt bObles til Fridas julegave.

Lært at bladre arvetøjet igennem med jævnere mellemrum, og – helt fysisk – at sammenholde tøjet med det, de bruger nu. Størrelsen i nakken er ikke retvisende længere, når tøj har været vasket x antal gange. 

I forlængelse af ovenstående: Skilt mig af med det, som jeg allerede nu kan se, at de ikke kommer i. (Igen: Princippet om, at det er nemmere at overskue færre ting, og dermed også at få dem brugt)

Lært at bruge en tallerken eller et skærebræt som låg, når jeg sætter store skåle med ting i køleskabet. 

Blevet god til at vaske min bil manuelt, så tit det kan lade sig gøre. 

Lært at trække indkøbsturen en dag for langt, når det kan lade sig gøre, for på den måde at tvinge mig selv til at bruge det, man bliver lidt blind for i hverdagen, f.eks. den lille prøve med shampo eller de to frosne pitabrød bagerst i anden skuffe. 

Vænnet mig til at prøve supermarkedernes egne mærker af dagligvarer, og på den måde fundet virkelig mange ting, som jeg fremover kommer til at spare mange penge på.

Vænnet mig til at tørre håndklæder på tørrestativet og efterfølgende give dem 20 minutter i tørretumbleren, så de bliver bløde, i stedet for at køre det fulde tørreprogram. 

Blevet god til at vurdere, om ting kan repareres i stedet for at skiftes ud. F.eks. er mit sofabord, som fik nye beslag for snart et år siden, still going strong, og min vaskemaskine, som plasthåndtaget knækkede af for 1 1/2 år siden, vasker upåklageligt, selvom jeg skal åbne lågen med en tang. 

Fået som reel vane at genbruge plastikposer i køkkenet.

Lært at *kigge* på vasketøjet og vurdere, om det rent faktisk er snavset, i stedet for bare at automat-fyre det til vask. Efter et år kan jeg se, at det forlænger levetiden på tøjet markant. 

Madspild: 

I starten handlede det bare om, at der ikke skulle smides for meget mad direkte fra køleskab/gryde/fryser i skraldespanden, men efterhånden er tankegangen kommet til at gennemsyre meget mere end bare det, og den væsentligste forskel er nok i virkeligheden, at jeg tænker på det forlods, så jeg allerede inden jeg køber ind, forholder mig til, at det, jeg køber skal kunne bruges eller genbruges sammen med andet, jeg har i fryseren. Det giver væsentlig færre situationer, hvor jeg står med et fyldt køleskab, og på ingen måde kan nå at udnytte alt, hvad der ligger i skuffer og på hylder. 

Lært at forholde mig til, om jeg reelt skal/kan nå at bruge det, jeg står med i hånden. For hvis ikke, er 2 for 1 og økonomi-pakker ikke en god ide, hverken ift. madspild eller ressourcer generelt. 

Testet nye modeller af, når vi har gæster. F.eks. at det fungerer fint at lave madklub med forskellige rester fra fryseren, og at det er smart at lave noget, hvor børn kan vælge, hvad de vil spise, uden at resten går til spilde. F.eks. pølsevognen vi lavede til Antons fødselsdag. 

Købt låg til dåsesodavand, så de kan genbruges. Hvor jeg før hældte ca. 1/2 dåse doven sodavand ud, når børnene havde fået, kan de nu dele en sodavand over en weekend, og der er stadig brus i den søndag. 

Besluttet at lave, hvad der bliver spist og ikke, hvad jeg ville ønske, gæsterne (= børnene) spiste, når jeg laver mad til særlige lejligheder. 

Eksperimenteret med at fryse madvarer, jeg ikke plejer at fryse (- og finde anvendelse for dem). Mælk til smoothies, skivede tomater til lasagne, kage med smør/ostetopping osv. 

Lavet et system med at skrive det på min madplan, hvis en ret den kommende uge skal indeholde noget fra fryseren, som jeg skal have brugt. Ellers glemmer jeg det. 

Fået så meget plads i skabene, at der ikke længere er gemmesteder, hvor torskerogn og mango chutney kan stå og spille døde. 

Vænnet mig til at smøre madpakker, når vi har spist aftensmad, og på den måde gjort det muligt at bruge de rester fra aftensmaden, som ikke kan udgøre et måltid den efterfølgende dag. F.eks. en kartoffel, et par skefulde kødsauce osv. Ofte ender jeg med at have en fuld madpakke, når jeg har tømt de forskellige gryder og skåle ned i en plastikbøtte, og selvom det ikke vinder nogen priser for æstetisk udtryk, smager det fint.

Genopdaget muligheden for at spare på kødet ved at skære det, når det stadig halvfrossent, og dermed kan skæres meget tyndere end når det er råt. Som ekstra bonus kan man så med fordel købe dato-kød og smide det i fryseren.

Opdaget at overnight oats er en fremragende måde at få brugt rester af grød, kompot, marmelade, yoghurt og frugt

Lært at overskydende rundstykker fra bageren bliver superlækre, hvis man fryser dem, og luner dem senere. 

Lært at købe børnemenuer til mig selv også, når vi er på tur og spiser ude, f.eks. i zoo osv. (Indrømmet: Jeg gør det ikke, hvis vi er på cafe osv.) Sammen med det, børnene ikke spiser, er det længe rigeligt til at alle bliver mætte, og jeg slipper for at få ondt i hovedet over 3 halvfyldte tallerkener, der ryger tilbage til køkkenet og lige i skraldespanden. 

Blevet opmærksom på, at der er udviklingspotentiale ift. at mindske madspildet hos børnene.  At jeg f.eks. skærer frugt i halve/både, så der ikke står et halvt æble og glor, når Frida ikke kan spise mere, eller at huske, at man jo altså godt kan lave/hente morgenmad to gange. 

Lært lidt mere om, hvad der er smart at gøre, hvis vi i ferierne skal have mad med på ture. F.eks. at medbragte boller skal smøres hjemmefra, og at der ikke er nogen grund til at slæbe en pose idealistisk grønt med i Tivoli Friheden. En kande kaffe er fin i bilen, men træls at slæbe rundt på, mens en dåsecola og en flaske vand i rygsækken sparer ret mange penge, og er virkelig rare at have ved hånden, så man ikke først skal finde et sted at købe drikkevarer, når tørsten pludselig melder sig. (Og hvor der ALTID er nogle hurtige CBS-typer, der har tænkt ‘mer-salg’ i betalingsområdet.)

Frosset saft, som ikke lige faldt i smag, som isterninger, og hældt dem i danskvand eller saftevand på varme sommerdage. De udvander ikke saftvandet, og ingen opdager, at det er Det Falske Saft vi bruger. 

Fundet ud at tænke stort, når jeg planlægger fødselsdage, forstået på den måde, at jeg lægger menuen ud fra, at de samme ingredienser skal kunne bruges til det, jeg laver, både når familien og klassen/børnehaven kommer. 

Opdaget at det er smart at fryse overskudsmad i små portioner, fordi det giver langt bedre muligheder for at bruge det igen. Mad, der er frosset i portionsstørrelser, der passer til én dag, er nemmere at bruge, end en ordentlig m*therfucker af en tupperware, hvori der er mad til to dage, (og af en eller anden grund passer det aldrig med, at man er hjemme to dage i træk), og sandsynligheden for at du skal bruge 2 dl. pisket fløde er ret lille, hvorimod 1 dl i en smoothie og 1 dl  i en bolledej kan sagtens tænkes ind. Derudover er det også meget nemmere at sætte det sammen på kryds og tværs i tapas-lignende arrangementer, når man kan tage 5 skiver pølse, to boller og 1/2 dl. pesto op, end hvis man skal finde anvendelse for hele pakken med pølse og de to dl. pesto, der var i bægeret.

Hvor har jeg sparet penge: 

Det var her, det hele startede, og selvom det hurtigt stoppede med kun at handle om dét, så har jeg på den anden side ikke tænkt mig at klage over, at jeg har fundet måder at få pengene til at række længere. 

Skiftet fra gel til pulver, når jeg kører en quick-vask i opvaskemaskinen. Når jeg vasker normalt, bruger jeg tabs, men de kan ikke nå at blive opløst, når jeg kører lyn-program. Og det gør jeg ret tit, fordi madkasser og drikkeflasker fylder helt vildt, og aldrig er decideret beskidte. Da jeg brugte gel, brugte jeg ca. en flaske i måneden, som jeg gav 50-60 kr. for, når jeg fandt den på bud. Jeg har brugt ca. 1,5 beholder med pulver i år; prisen her er 50 kr. pr. beholder. Dvs. en årlig besparelse på ca. 600 kr. 

Sænket farten fra 130 til 110. Det her har uden sammenligning været den største økonomiske gevinst, jeg har fået ud af M2018-eksperimentet. Et slag på tasken er, at det komme til at give en besparelse på 6.000 – 10.000 kr. om året. 

Fundet ud af at testlytte nye numre på YouSee musik, som jeg har gratis, og kun købe dem, der hænger ved efter et par uger. Bare fordi det ikke føles som rigtige penge, når det hele foregår med 2 click i iTunes, betyder det ikke, at det ikke løber op. 

Skiftet håndsæben ud med skumsæbe, som jeg selv laver. Det kræver en særlig dispenser, men jeg genbruger bare en, jeg oprindeligt købte med skumsæbe fra Palmolive, og fylder 1/5 sæbe i og 4/5 vand. Det her er et kinderæg af fordele: Sæben rækker MEGET længere, det sparer vand, fordi det er hurtigere at skylle af, og så er det mere skånsomt for hænderne, fordi sæbekoncentrationen er lavere. 

Lært at nogle ting ER bedre i den dyre version, og dermed også erkendt, at discount-udgaverne både er spild af penge og ressourcer, fordi jeg ofte ender med at købe den dyre udgave til sidst alligevel. Fordi der er virkelig mange varer, som jeg i løbet af i år har lært, at jeg sagtens kan bruge i discount-udgaven, betyder det også, at jeg med både glæde og god samvittighed køber den gode kaffe, rugbrød hos bageren og den dyre shampo. 

Indført ‘kan det bruges 3 måneder mere?’-reglen ift. børnetøj, som de er ved at vokse ud af. (Og ‘kan de gøre det uden at komme til at ligne noget fra Oliver Twist?’, selvfølgelig.) Mit effektivitets-gen er tilbøjeligt til at ville fikse et problem, så snart jeg konstaterer, at det nærmer sig, og ‘de undertrøjer er snart for korte’ har i mange år betydet, at jeg køber nye med det samme. Men ‘snart’ er ikke det samme som ‘nu’, har jeg opdaget, og i stedet har jeg i dag en liste i min notesbog over ting, der skal købes om 3-6 måneder, når børnepengene kommer, så jeg ikke glemmer det. 

Haft held med at slå op på fb osv. når der er specifikke varer, jeg mangler. Det giver ofte bedre priser, fordi folk, der endnu ikke har fået deres varer lagt op, er villige til at sætte prisen efter, at de slipper for bøvlet. 

Været på forkant med julen, og sparet ret mange penge på både kalenderlys og adventsgaver.

Undladt at tilmelde de store udgiftsposter betalingsservice, så jeg konkret forholder mig til, om noget stadig er nødvendigt, inden jeg tager et år mere. FDM røg i år, fordi jeg har fået vejhjælp gratis gennem min forsikring, og det sparer mig årligt for 1800 kr. 

Taget hul på hjemmetræning, hvilket har vist sig at være en god måde at gøre det på, for jeg har haft MANGE uger, hvor det ikke har kunne lade sig gøre. Og jeg er ikke en af dem, der leder efter undskyldninger for at slippe, så for mig er det en reel konstatering af, at tiden ikke har været der, og dermed heller ikke havde været der, hvis jeg havde købt et medlemskab i et fitnesscenter. 

Opdaget at medbragt mad, når man er på ture til f.eks. Legoland kan være fantastisk, hvis man går tilbage til bilen og spiser den. Det giver en pause fra al hurlumhejet, som ALLE faktisk synes er rar, der er tid til lige at regruppere, og børnene vil gerne spise en sandwich, når den ikke skal indtages 4 meter fra alle de andres burgere og pommes frites.

Fået renterne på mine lån sat ned; en besparelse på ca. 10.000 kr. 

Hvad har jeg lært: 

Det virker lidt skørt at liste det her i punktform, for det er faktisk hele min måde at betragte verden på, der er blevet forrykket. Ikke desto mindre er det stadig rart at se, hvor det kommer konkret til udtryk.

Forstået helt ned i følelserne, at min økonomi ikke består af 12 fragmenterede dele årligt, men er et samlet hele. 

Lært at fjerne mentale labels, så ting bliver brugt og gør gavn, i stedet for at ligge uvirksomme hen. 2018 eksemplerne er: Træningssko = sko. Sandkasselegetøj = legetøj til badekar. Sommertøj = træningstøj (udemærket til hjemmebrug). Bodylotion = ansigtscreme. Balsam = shaving gel. Juleservietter = servietter. Bloklys til hurricane-stager = lys, der kan stå i alle stager.

Opdaget at det er blevet sværere at bruge penge, selvom det er både planlagt og budgetteret. Når man i hverdagen lever for begrænsede midler, føles det hurtigt meget ekstravagant, når det er større beløb, man sender efter noget. Jeg er spændt på, om det her ændrer sig, når min gæld er betalt ud. Det håber jeg. For jeg gider ikke ende et sted, hvor jeg stadig er bange for penge, bare med modsat fortegn.  

Blevet meget klogere på do’s and don’ts ift. at sælge brugt. Jeg har ofte tænkt på noget Jane skrev for længe siden om at have respekt for de små beløb. 2018 har været en lektie i, hvor meget små beløb reelt kan akkumulere sig til. (Gode råd til salg af brugte ting her

I forlængelse af ovenstående: At det godt kan betale sig at sætte noget til salg, selvom man måske kun kan få 50 kr. for det (med mindre det giver mening at forære væk, fordi mange kan have glæde af det længe. F.eks. har jeg foræret alle Fridas babylegesager til vuggestuen, fordi jeg godt kan lide tanken om, at mange børn i mange år kommer til at få glæde af dem). Eller at returnere defekte varer, hvis jeg stadig har bon’en. Også selvom det kun er 50 kr. det drejer sig om.

Undersøgt hvilke genbrugs-organisationer, der tager imod hvad. (Tøj, der lugter, tøj med pletter/huller osv) Det er forbløffende rart at have styr på. 

Lært at jeg skal re-stock’e, når vi har måneder, hvor vi er ekstra klemte, og jeg derfor bruger ALT i skabene, så jeg ikke bare skubber problemet til den kommende måned. Jeg behøver ikke fylde hylderne, men der skal stadig stå noget på dem, når vi kommer forbi d. 1.

Stoppet op, når vi har mødt ‘det plejer vi da’-udgifter. F.eks. til de årlige billeder af børnene. 

Afventet, når jeg har været i tvivl om, om et eller andet virkelig var nødvendigt. F.eks. ventede jeg med at købe entre til fantasyfestival (hvor det viste sig at være nok for børnene at suge indtryk på pladsen omkring biblioteket), jeg ventede med at købe et fitnessmedlemskab, fordi jeg først ville se, om jeg overhovedet havde tid til at bruge det (det havde jeg ikke), og jeg ventede med at købe en sommerjakke til Anton, fordi jeg ville se, om han fik brug for en (det gjorde han ikke).

Genopdaget vennetjenester. 

Fundet ud af at lommepenge/feriepenge er en super måde at mindske konfliktniveauet på, når vi er afsted, fordi det er beløbet i pungen, der sætter begrænsningen og ikke Sure Mor. 

Erfaret, at når man har et sommerbarn, så er det en god ide at hænge en seddel op i børnehaven, hvorpå familier kan skrive, hvis deres børn holder fri den dag, man holder fødselsdag. I år inviterede vi 18 humlebier, og der summede kun 9 forbi. Det giver ALT for meget madspild. 

Lært på den hår(d)e måde, at argan-olie ikke bare er argan-olie, men at man skal købe den model, der er til håret, hvis det er det, man gerne vil bruge det til. 

Haft glæde af at spørge om nogen kender til rabat-aftaler, de gange, vi har været på ture (primært i sommerferien), og at tjekke sweet deal, inden jeg køber billetter til diverse arrangementer. Jeg sparede MANGE penge på den her i år. 

Erhvervet mig en lille kogekeddel, så jeg kun koger den mængde vand, jeg skal bruge, og ikke er tvunget til at koge 0,8 liter, som var minimum i den gamle. 

Undersøgt og lært, at man ikke, som i 90’erne, skal lade lyset brænde, når man går ud af et rum, men bare slukke det efter sig.

Nej tak til:

Med så mange nye tiltag, har der selvfølglig også være nogle, der ikke har fungeret.

Rasul-ler. Det tog mit hår 3 uger at blive sig selv igen. 

Bee wraps. Jeg synes ikke, de slutter ordentlig tæt, og kan dermed ikke bruges til de formål, jeg havde købt dem til. 

En kassekredit. Som banken ellers MEGET gerne vil give mig. 

Brugt fodtøj. Heller ikke selvom det fremstår som nyt. 

En bambuskop til at tage med på arbejde. Ideen er god, men jeg slæber på virkelig meget andet i forvejen (vandflasker, madkasser osv), og i og med, at vi altid befinder os på andres studiesteder og arbejdspladser, hvor der ikke er et skab eller en hylde til os, bliver det for massivt at komme slentrende med en trailer med service. 

WISH og de andre app’s, der måske nok sælger billige ting, men som dels giver lyst til at købe en masse, man ikke har brug for, og også belaster miljøet helt åndssvagt, fordi alt, hvad man køber, skal sendes fra Kina. 

Nescafe fyldt i poser og medbragt på arbejde. Det taber smagen, og giver ekstra emballagespild. I stedet har jeg en lille pose med tebreve, som er pakket individuelt, i tasken. Det fungerer meget bedre. 

At bage rugbrød selv. Alt er prøvet. Jeg giver op. 

Hvad har jeg fået brugt/ryddet op i: 

Et punkt, der helt generelt har været en øjenåbner for mig. Jeg har aldrig tænkt over, at mange ting på lager var et problem, men i løbet af i år er det blevet tydeligt for mig, at det giver et meget bedre overblik over, hvad jeg har, når mængden er mindre. Det giver en langt mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, og jeg undgår at købe noget, jeg allerede har stående i skabet. Og endelig gør det også hverdagen betydeligt nemmere, fordi det f.eks. er hurtigt at bladre kassen med arvetøj igennem, når den består af en eller to overskuelige kasser, frem for 6 proppede af slagsen.

Endelig kan jeg også se, at det i dag går *meget* hurtigere med at sortere. Hvor jeg i starten vendte og drejede alting 16 gange, før jeg tog stilling til, om det skulle blive eller ud/videre, så er beslutningen i dag truffet på 1,5 sekund, fordi mit mål er færre ting, og alt derfor på en eller anden måde skal fortjene sin plads. 

Rengøringsmidler (jeg vil gerne ned på en håndfuld og er der næsten)

Kasserne med arvetøj. 

Mit tøjskab. (Av)

Engangsservice og sugerør, jeg i tidernes morgen købte.

Alle de små prøver i badeværelsesskabet.

Lageret af håndcreme. 7 stk. (plus to ekstra, jeg fandt i mine tasker.) Alt sammen fordi jeg fyldte dem over i en pumpe.

Go-cards (Til indkøbssedler, to-do’s osv.)

Stearinlys

Div:

Rodekassen til de erfaringer og inspirationskilder, der ikke lige passer i de andre kasser. 

Opdaget podcasten ‘A slob comes clean’.

Virkelig undrende erkendt, at hele det her projekt har fjernet 90% af min lyst til at snuse rundt i butikker for at se, om jeg dog ikke kunne skabe et behov for forbrug. 

Gjort mig mange overvejelser om krydsområderne, hvor man ved at vælge noget, der er gavnligt for ét område, samtidig tilvælger nogle konsekvenser, der er skadelige for et andet. Ikke, at der er noget, der er rigtigt eller forkert, men jeg kan egentlig godt lide visheden om, at det her område er komplekst, og at der er mange måder at gøre det rigtige på. (Den første overvejelse af slagsen jeg gjorde mig, var dåseferskner kontra frossen mango i uge 9)

Forsøgt at tænke ind, hvordan vi sparer på vandet, både ift. når vi bader, når jeg skyller af efter maden, og bare helt generelt. 

Betalt 72.000 kr. af på min gæld. 

Haft stor glæde af Min Bog, hvori jeg skriver de ting, jeg skal huske fra år til år, f.eks. hvor meget, der er spist til fødselsdage og julefrokoster, at jeg har købt et kalenderlys (og hvor det ligger..) osv. Det forebygger madspild og dobbeltindkøb. 

Skiftet mine 6 ruller gavepapir med mønster ud med brunt genbrugspapir, som jeg pynter til lejligheden. 

Øvet mig i at huske at cykle, når det er muligt, hvilket er sværere, end man lige skulle tro, fordi jeg altid har mindst 50 km. på job, og derfor er afsted i bilen alligevel. Det bliver for omstændigt at skulle hjem og sætte bilen, for derefter at cykle tilbage til den butik, jeg lige er kørt forbi. Men jeg forsøger at blive bedre til at få det lagt ind i weekenderne, og lidt har også ret. 

Læst “Et år uden overforbrug” af Trine Baadsgaard, og den kan varmt anbefales. 

Lært at bruge, hvad vi har. Både krydderier på hylden, årskort til zoo og bøger, der er købt, men aldrig læst. Det taler ind i noget med at nære større omtanke for vores brug af ressourcer, og også at øge bevidstheden om, hvad vi har, og hvad vi kan klare os med. 

—- O —-

Så there you have it, som vi siger på godt dansk. Hvor har det været en skelsættende rejse, og hvor er jeg glad for, at så mange af jer har haft lyst til at lege med.

Tilbage er der vist kun at sige tak for i år. Tak fordi I læser med. Tak fordi I er så ordentlige, og tak fordi I gør min blog til noget, der giver langt mere, end den kræver. 

Rigtig godt nytår.

Bag-jul

Jeg er netop landet i sofaen efter den føste dag, der har smagt lidt af hverdag, siden vi gik på ferie. Julen er kommet og gået, alt har åndet (relativ) fred og idyl, og jeg synes, at jeg i år nåede at få sjælen med. Nok mest fordi juleaften faldt en mandag, og der derfor var et par dage til at opdage, at man endelig havde fået juleferie, inden den store december-finale skulle afvikles – modsat de to forgående år, hvor man lige nåede at fåferie!Nuerdetjul!Nuerdetoverstået! 

Jeg har i år gået og luret lidt på Frida, fordi jeg kan se, at hun snart er så stor, at vi kan begynde at skabe traditioner. Ikke noget stort og forkromet, men bare noget, de engang vil komme til at tænke tilbage på og forbinde med deres barndoms jul, og som vi alle tre vil have som små, hyggelige fixpunkter i juledagene. F.eks. husker jeg selv, hvordan min mor altid lavede risengrød til frokost d. 24., da vi boede hjemme, og det var noget af det bedste. Hun er der ikke helt endnu, Frida, men det trækker derhenad.

Vi brugte d. 23. til at musse rundt herhjemme i nattøj, og ud på eftermiddagen tog vi vores respektive personligheder på, og kørte en tur ind i byen, hvor vi kiggede på julelys og folk, der løb på skøjter, mens vi drak varm kakao, og det ville ikke have overrasket mig spor, hvis det samlede Disney-entourage pludselig var trådt frem med et klap-træ og havde erklæret at “It’s a wrap!”

Juledagene er gået med familie, venner og afmålte doser af strand, og i går kunne jeg mærke, at jeg var ved at være ud-julet. Jeg når altid til et punkt, hvor jeg får ting-spat, fordi der er træer og legetøj og hjerter og nissehuer og glaskugler overalt, og lige pludselig kan jeg ikke have det mere. Så i morges væltede vi ud af sengen, så snart børnene havde fået øjne, og kl. 6:40 trådte vi ind i Bilka, hvor vi fik byttet en enkelt gave, og stucket op på mælk, grønt og brød. Da vi kom hjem, afmonterede vi julen, og eftermiddagen brugte vi i Ribe, hvor vi byttede gaver, fordi mindre by = færre mennesker. 

Jeg har holdt mig selv fast på faktisk at holde ferie, de sociale batterier er ladet op, jeg har genopdaget gløgg, og det passer mig fint, at der er et år, til vi gør det hele igen.

Men inden jeg lukker mac’en sammen for i dag, vil jeg gerne adressere de helt utrolig fine kommentarer, jeg fik til det seneste indlæg. De gjorde mig simpelthen så glad helt derinde, hvor det betyder noget. Jeg foretrækker normalt at svare 1:1, men efter flere tilløb, må jeg erkende, at jeg ikke kan få det til at fungere her. For det virker tamt at skrive det samme til jer alle, men hver eneste kommentar gjorde mig 10 cm. højere, og det vil jeg så gerne have, at I ved. Jeg er vanvittig stolt og ydmyg over at have fået mulighed for at facilitere noget, der har haft den effekt på rigtige mennesker ude i verden, og jeg er umådelig taknemmelig over, at så mange tog sig tid til at skrive, hvordan de helt konkret har brugt indlæggene. Det betød alverden.

Tak!

Og endelig: Listen over serie-anbefalinger er opdateret med følgende: 

The Bodyguard

Hvis man har bare den mindste bløde plet for britiske accenter, så skal – SKAL – man se den her. Hvis man tilmed synes, at Damon Albarn (ham fra Blur) er pæn, så spilder man allerede tiden ved at sidde og læse denne anmeldelse i stedet for at gå igang med The Bodyguard.

For hovedpersonen er ligner Damon, accenten får alt éns tøj til at falde af, og så er serien bundsolid – og spændende. Genremæssigt er vi ude i noget Homeland møder Flygtningen, og så elsker jeg, at helten ikke er lavet af 100% stoisk granit. 

Min eneste anke er, at den gerne vil omkring *mange* emner undervejs (PTSD, Afghanistan, cyberpolitik osv), hvilket kommer til at betyde, at flere af emnerne berøres lidt perifert, men i det store billede betyder det ingenting. Jeg sidder klar i sofaen til 2. sæson. 

Escape from Dannemora

Denne serie handler om 2 fanger og deres flugt fra et fængsel, som er muliggjort af, at de begge har et forhold til en kvindelig fængselsbetjent. 

Jeg ved ikke, om serien ville have haft samme dragende effekt, hvis den ikke var baseret på virkelige hændelser, for i så fald tror jeg, at man flere steder havde tænkt: “Ej. Det er simpelthen *for* urealistisk”. Men som så mange andre steder i livet, overgår virkeligheden fantasien, og det var nok til at få mig til fortsat at hænge på.

Enkelte steder bliver den *lidt* lang – men når det er sagt, så synes jeg egentlig, at det bidrager til et stemningsbillede, som fungerer godt i denne historie. Jeg ville være gået død i den, hvis jeg skulle have set ét afsnit om ugen, for så falder kadencen for meget, men set i forlængelse af hinanden, synes jeg, at de enkelte afsnit kommer til at fungere som et drævende, skævt univers, som man langsomt, men sikkert bliver suget ind i.