I øvrigt:
*Kom jeg forleden hjem til en lineal og en køkkenvægt på bordet. Børnene var gået alene hjem fra skole, og jeg havde sat et stykke chokoladekage frem til dem, som de skulle dele. Hvis det ikke er *peak* søskende-energi, så ved jeg ikke, hvad er.
*Ved jeg ikke, om min hjerne har taget skade af al den konspirationsteori, jeg har fået i mit feed, efter at jeg har meldt mig under prepperfanerne, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at min insta lige siden Kamala Harris’ tale på Det Demokratiske Konvent, konsekvent foreslår profiler, der latterliggør Harris og Waltz. Der er INTET i min algoritme, der understøtter, at dét skulle have min interesse. Tværtimod. Så det er svært ikke at gro bare en *lille* bitte mistanke om, at der er russiske trolde i de virtuelle bjerge… (Lyt eventuelt til den her podcast med Peter Falktoft, hvor han interviewer militæranalytiker Jeanette Serritzlev om misinformation og ubevidst påvirkning på nettet).
*Og nu, vi er ved #prepperlife: For nogle uger siden skrev jeg til begge børnenes skoler og spurgte, om man, nu hvor vi fra øverste sted har fået besked på at øge vores personlige beredskab, har gjort sig tanker om, hvordan man, helt lavpraktisk, vil håndtere det, hvis der sker noget, og der ikke er strøm/internet tilgængeligt.
For modsat terror og brand, som skolerne HAR beredskabsplaner for, så vil det her problem, hvis det opstår, ikke være isoleret til en enkelt skole, og dermed er der masser af personale på skolerne, der selv har børn/familie andre steder, som de formentlig gerne vil hjem og tage sig af.
Og inden nogen sender mig en trøje med ekstra lange ærmer, vil jeg gerne lige sige to ting:
1.
Vi skal kun tilbage til 2020 for at finde et trist eksempel på, hvordan vi meget ofte er os selv nærmest, når panikken bryder ud: Hæren fandt plejehjemsbeboere efterladte og døde. I Spanien. Ikke i en eller anden mørk afkrog af verden uden internet og sundhedsvæsen. Spanien.
2.
Det er ikke længe siden, at en skole i Esbjerg skulle evakueres pga. bombetrusler. Forældrene fik via Aula besked på at hente deres børn (den procedure har jeg også MEGET lyst til, at nogen kigger på, kan jeg mærke..) – men nul net betyder nul Aula.
Jeg er ikke det fjerneste bange. Vi taler jo ikke om bombefly og den røde hær, der stamper i øst. Men med 25 skoler, et gennemsnit på omkring 600 elever, forbløffende få parkeringspladser, personale, der stryger afsted, og store arealer, børnene kan være spredt på, synes jeg faktisk bare, at det er rettidig omhu, at man som skole lige kigger rundt og beslutter, at sker der noget, så samler vi børnene i gymnastiksalen, for så er det ikke nødvendigt med én lærer pr. klasse.
Og melder det ud, mens man stadig har net og Aula at gøre det på.
MEN!
For én gang skyld får jeg lov at være the bearer of good news, for svaret fra Forvaltningen var:
I forhold til almindelige skoler, børnehaver og andre dagtilbud har Esbjerg Kommune valgt ikke at lave deciderede beredskabsplaner, der i forhold til den udmelding, regeringen kom med i begyndelsen af sommeren, tilgodeser evt. manglende strøm, mad -og vandforsyninger m.m.. Vurderingen er, at behovet ikke er tilstede.
Så dét er heldigt, synes jeg.
Selvfølgelig lige lidt træls timing, at Din Forsyningen 2 dage senere smider info op om, at de:
“tester et nødstrømsforsyningsanlæg til varmeværket på Esbjerg Havn. Nødstrømsanlægget, som består af et stort batteri og en gasmotor, vil kunne opretholde hele varmeforsyningen i tilfælde af, at man mister højspændingsforsyning fra elnettet.”
Og at der en uge efter lander et brev i e-boks, som gentager budskabet fra juni.
Men altså. Der er lavet en bundsolid og grundig vurdering af behovet på skolerne. Det er der ikke, og så er alt jo godt.
*Vil jeg gerne plugge podcasten Hysterical, som handler om en gruppe unge piger på en skole, som bliver voldsomt syge, nærmest samtidigt, og ingen kan finde ud af, om det er skimmelsvamp, noget i vandet eller massehysteri. Podcasten er omkring både Erin Brockovich, fenatyloverdoser og Havannah-syndromet, og den er både godt fortalt og produceret.
*Er jeg endt i lidt forskellige medier, fordi jeg skrev et opslag på LinkedIn, der fik sit eget liv.
Jeg takker nej til 90% af det, jeg bliver spurgt, om jeg vil medvirke i – hvilket faktisk er mere, end man skulle tro. Formentlig fordi jeg mener relativt meget, relativt offentligt, om relativt mange ting og derfor tit kommer op, når journalister googler et emne.
Men dels har jeg ikke stamina til at blive lagt for had i umonitorerede kommentarfelter på Facebook, og dels har jeg et arbejde, hvor det er fint at ævle løs herinde, hvor I selv skal gøre en aktiv indsats for at finde ind, men hvor jeg helst er fri for at blive presset ned i halsen på brugere og samarbejdspartnere, bare fordi de låser deres telefoner op. Derfor plejer jeg at takke nej.
Ind i mellem bliver jeg dog viklet ind i en sag, som jeg synes er så vigtig, at jeg må komme over mig selv og tage den offentligt. Det gjorde jeg her – og nu figurerer jeg så i alle mulige aviser med billeder, der (efter farven på væggen i min stue at dømme) er omkring 6 år gamle. Jeg har ikke den FJERNESTE erindring om, at de er blevet taget – eller i hvilken sammenhæng. Så bare, hvis nogen synes, at jeg ikke helt ligner mig selv: De er fra dengang, jeg var ung og fuld af håb.
*Har jeg grinet af den her i flere uger nu:

*Har jeg allerede nu besluttet, hvad børnene skal have i julegave: De får et kursus i Dørhåndtag & Hvordan De Virker, for OHMYGOD, hvor svært er det at trykke det ned, når man skal lukke en dør!!?
*Kommer her lige en serviceinformation til virksomheder og firmaer, der tagger @følgere eller @alle ind i deres opslag: Det får mig til at affølge deres side øjeblikkeligt. Når det ovenikøbet viser sig at være pga. en konkurrence, der bryder alle regler for, hvad man som virksomhed må bede sine følgere om at gøre, tager jeg mig selv i at ønske, man kunne affølge to gange.
*Har Anton været på lejr med sin klasse (og ja – selvfølgelig har jeg vrælet af taknemmelighed over, at han kan rumme det, tak fordi du spørger). De har prøvet at spise svampe, de har klappet køer og lavet mad over bål, og jeg vil bare sende det største af alle store skud ud til de lærere og pædagoger, der stiller op til at tage børn, der alle har brug for at blive mødt præcis, hvor de er, ud af deres vaner og hverdag, og knokle for at give dem en god oplevelse.
Vi ser jer <3

M2024, uge 36
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Haft brug for noget værktøj og nogle ting til børnenes penalhuse, som gav anledning til at rode lidt rundt i de kasser, jeg har på alle hylder i hele huset.
Da først 7 af dem stod på køkkenbordet i den skarpe sensommersol, kunne jeg godt se, at et par af dem måske var klar til at sende på pension, og det gav anledning til en form for Tetris, hvor jeg smed ud, sorterede og fordelte indholdet fra samtlige kasser anderledes.
En del af grunden til, at jeg kan bevare overblikket over det meste, selv når det går stærkt, er, at jeg er ret god til at organisere, og her er kasser bare virkelig gode. For modsat skabe og store skuffer, så er den afgrænsning, der naturligt ligger i at have fx. 30x30x30 cm. til rådighed, med til at sørge for, at man ikke får væltet mere sammen, end man kan holde styr på.
Men efter utallige flytninger, har jeg også efterhånden lært, at det mest optimale er at købe opbevaringsløsninger, der enten kan klappes sammen, skilles ad, stables eller tåle at stå på loftet.
For kasserne, jeg har i mit bryggers, er virkelig gode til formålet; de er store og uden låg, så man faktisk får smidt skoene i dem, når man har et par uger, hvor det ikke lige er *dem*, der er yndlings – men de er af stof. Det betyder, at de SKAL opbevares ved stuetemperatur, hvis man rykker rundt og har et par stykker i overskud.
Derfor er jeg endt med at gå målrettet efter, at de opbevaringsløsninger, jeg i dag erhverver mig, skal kunne tages ud af rotation, men stadig gemmes, så jeg har dem, næste gang, jeg får Verdens Bedste Ide.
De seneste jeg har købt, er (tilfældigvis) alle fra Ikea:

(Billeder tyvstjålet fra Ikeas hjemmeside)
De øverste kan skilles helt ad, så de bare er en stak firkanter, og de store vasketøjskurve nederst, (som vi bruger til bamser) kan foldes sammen, så de ikke er højere end en flad tallerken.
(Sidstnævnte ville i øvrigt snildt kunne bruges til andre formål, f.eks. visne blade i haven, hvis man bor, så man ikke lige kan bakse rundt med en havespand, eller hvis man har brug for en ekstra stor skraldespand til et DIY-projekt).
2.
Har jeg bedt børnene oprette hver deres ønskeseddel på deres respektive iPads.
For der er langlanglang tid til jul. I know. Men Anton har fødselsdag i november, og jeg VED, at hvis vi først slut-oktober skal til at finde på, så bliver alle ønsker en direkte udløber af opportunistiske legetøjs- og techgiganters forsøg på at pushe specifikke varer ud i fjæset på os.
Med et adhd-barn, som ønsker sig alting, inderligt, brændende, nunuNU!, er det desuden også et ret godt hjørnespark, fordi det er med til at synliggøre, at det, man *næsten* ikke kan leve uden i dag, ikke engang er på Top 10 om 3 måneder.
Det er en svær øvelse, det der. Faktisk. For jeg ved, 1:1, hvordan hun har det. Den metafor, jeg blev ved med at vende tilbage til under min egen udredning var, at jeg altid har haft et hul indeni, og ligemeget hvad jeg prøver at fylde i det, så er det ikke dét, jeg leder efter,
Det har resulteret i virkelig mange, virkelig dårlige beslutninger, og selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan fjerne alle sten på vejen for hende, så håber jeg, at jeg med den her øvelse, kombineret med en MEGET aktiv indsats for at sætte ord på og mærke efter, stadig kan hjælpe hende med at undgå bare nogle af de fælder, jeg selv er gået i.
3.
Har jeg måtte æde, at vi stadig ikke er i mål med nye mobiler til hele flokken.
Frida har fået en iPhone 11, vi har købt af en tidligere, god kollega, og planen er stadig, at Anton skal overtage min 12’er, når jeg køber en ny.
Men fordi YouSee pludselig var helt korslagte og kontrære, endte vi, som jeg skrev i sidste uge, med at skifte teleselskab.
Nu er vi så langt, at det faktisk ikke kan betale sig for mig at købe en ny iPhone, før den nye 16’er kommer til november.
Og ikke fordi jeg er sådan én, der partout skal have den sidste nye model.
Men jeg har så store børn nu, at vi de næste 4-5 år kommer til at køre send-videre-modellen, og derfor er jeg endt på, at det nok giver mest mening at tænke ind, at den telefon jeg køber, skal kunne leve så længe som muligt – og det kræver, at den kan køre opdateringer.
For apropos vores snak om børn og mobiltelefoner, synes jeg kun, at det bliver stadigt vigtigere, at telefonerne kan holdes opdaterede med de seneste sikkerhedsopdateringer, der garderer bedst muligt mod hacking og spyware.
Men fordi det har trukket ud, har jeg haft tid til at nærstudere alle typer af rabataftaler så grundigt, at jeg, når den nye 16’er kommer, vil starte med at tjekke, om den billigste løsning er at købe telefonen på afbetaling over et år, direkte fra en butik. Det er det (for mig) lige nu på 15’eren. Og reelt er det jo det, vi gør, når vi køber en mobil med abonnement hos vores teleselskab; det er bare ikke sådan, de fleste af os opfatter det.
Månedens Mål, september (1/4)
Som jeg løftede sløret for i sidste uge, kommer september til at handle om at re-fokusere på vores el-forbrug.
Det er tiltrængt for mig, kunne jeg se, da jeg åbnede min app, som jeg ikke har rørt siden foråret, for mit forbrug er stille og roligt kravlet op i orange zone – og hvor det, økonomisk, er til at have med at gøre nu, så bliver det virkelig, virkelig træls efter 01.10, hvor vintertariffen igen ryger på.
Men vi starter blødt ud med at repetere de hårde facts:
*Tarifferne 2024 ser sådan her ud:

*En gennemsnitsdansker bruger 4,3 kWh om dagen.
*Der er forskel på, hvordan vi bruger vores kWh, afhængigt af, om vi bor alene eller sammen, om vi bor i lejlighed eller hus osv. osv,, men uanset hvilke tabeller, jeg graver frem, viser de, at godt halvdelen af den strøm, vi hver især bruger, går til tøjvask, underholdning og madlavning.
Jeg har brugt nogle timer på at google og nærlæse, og til min store overraskelse er langt de fleste tal, jeg kan finde, faktisk fra før 2022 og krigen i Ukraine. Også selvom artiklerne er nye. Det forstår jeg ikke helt, for uden at være ekspert, undrer det mig, hvis ikke de stigende priser og det generelle vanvidscirkus, verden har forvandlet sig til, har fået os til, grundlæggende, at ændre vores vaner.
Derudover studser jeg over, at stort set ingen artikler nævner el-biler. Jeg er med på, at man selvfølgelig er nødt til at opgøre forbruget på disse særskilt, fordi det ellers skævvrider alt, idet ikke alle har (el)bil – men det er da en smule sært, at det i mange artikler bare bliver helt forbigået?
Nå, men når det er sagt, så peger det meste af det, jeg kan finde, stadig i samme retning.
I meget runde tal ser fordelingen af vores elforbrug generelt sådan her ud:
Vaskemaskine/tørretumbler: 25%
Underholdning/TV: 25%
Køl/frys: 20%
Madlavning: 10%
Belysning/diverse: 20%
Det er nok de færreste af os, der har stærke følelser knyttet til sådan en oversigt, fordi den er vag og kan være svær at oversætte til hverdagsliv og lys over køkkenbordet.
Derudover er en del elforbruget jo svært at ændre på, sådan fra dag til dag. Mobiler, computere osv. er efterhånden så nødvendige, at de bare er nødt til at være opladede 24/7, og det kræver strøm. Og selvom køleskab og fryser selvfølgelig kan skiftes ud til mere energivenlige modeller, når de dør, bruger de, lige her og nu, det, de bruger.
MEN.
I den her sammenhæng er det (stadig) vigtigt at huske, at du kan spare penge på strøm på to måder:
A: Du kan sænke dit forbrug; altså bruge færre kWh.
B: Du kan bruge strømmen, når den er billigst.
De to muligheder breder jeg ud over de næste ugers indlæg, hvor vi selvfølgelig også skal snakke lidt om miljø.
*
Hvis du vil være med, er denne uges opgave ret overkommelig: Du skal bare (gen)finde den app, du brugte til at tjekke strømpriser sidst, opdatere den og flytte den ud på forsiden af din telefon, så den igen ligger et sted, hvor du ser den dagligt.
Jeg bruger Watts-app’en, men Norlys nævner disse 4 som andre mulige bud:
- Norlys Energi
- Min Strøm
- Elspotpriser
- Mit Elforbrug

M2024, uge 35
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg fået afsat en ramme Coca Cola med vanilje, to ruller chokoladekiks og 3 poser popcorn med karamel.
Anton på ude-lejr i næste uge, så jeg spurgte hans lærer, om de kunne bruge tingene, som jeg bare flytter rundt på. Colaerne købte vi, sidst vi var ovre grænsen, men ingen her i huset kan lide dem, popcornene fik jeg med som noget erstatning fra Bilka To Go, og kiksne købte jeg inden sommerferien, fordi jeg havde glemt, at mine børn ikke længere er 5 år.
Nu er det afleveret på skolen, og når de i næste uge skal lave mad over bål (åh, at være en flue på … træet), kan det til lige de her børn måske være meget godt med lidt at snacke på inden sengetid.
2.
Troede jeg, at Anton havde fået pest. Det viste sig at være hans hørebøffer, der er begyndt at skalle, og derfor efterlader sorte flager øverst på kindbenene.
Han kører med nogle dyre og virkelig gode høretelefoner, og økonomien lige nu er ikke til at smide et par tusind efter nogle nye. Men de er vigtigere for ham, end de er for så mange andre børn, fordi de fungerer som bolværk mod verden, når den bliver for overvældende.
Jeg har været lidt handlingslammet, fordi jeg faktisk ikke lige helt kunne finde ud af, hvad den gode løsning var: At købe nogle billigere og dårligere, og så sætte ham til at ønske sig nye til jul, eller at købe tid ved at forære ham mine (som er magen til hans).
Men så kom jeg til at tænke på, at det ville være sært, hvis man ikke kunne købe reservedele til så dyre bøffer, og én googling senere havde jeg fundet nye puder til den beskedne sum af 139 kr.
De er nu bestilt, og julen er reddet.
3
Endte jeg med at skifte teleselskab og er nu overgået fra YouSee til Telmore.
Jeg har trukket den længe, for, som jeg skrev lidt om her, så har haft vi ALT samlet hos YouSee, og opgaven med tjekke/sammenligne priser, forholde mig til dækning og det lavpraktiske i at sætte alting op forfra er/var fuldstændig uoverskuelig.
Og faktisk er jeg ikke sikker på, at jeg synes, det er helt ok, hvor usammenlignelige de her produkter er. For 1:1 kan du godt holde to mobilabonnementer op mod hinanden – men ALLE selskaber kører med kombinationsrabatter og underprodukter, som betyder, at du ikke kan taste, hvad du skal bruge og så bare få en pris.
Jeg endte derfor med at kontakte kundeservice hos 3 forskellige selskaber, skrev i punktform, hvad jeg skulle bruge, og bad om en samlet pris.
De to af selskaberne har jeg stadig ikke hørt fra, så det løste sig selv. Men heldigvis var dem, der vendte tilbage, Telmore, som bruger YouSees netværk og dermed har/bør have samme dækning. I mit job, hvor jeg kommer i mange afkroge af Jylland, er det ret relevant, om jeg har dækning på mobilen, når jeg står tre revler ude i Vesterhavet, og fordi jeg somme tider fjerntolker hjemmefra, skal der også være smæk på netværket her.
Det ville være synd at sige, at overflytningen gik smooth, men altså. Nu er vi kørende, og det er det vigtigste. Som et ekstra plus virker min iTunes nu også igen (og nej; jeg er ikke færdig med at synes, at det er noget svineri, at man ikke løser problemet, når man *har* konstateret det, tak fordi du spørger).
Fordi jeg således nu har alle priser på de nye abonnementer tilgængelige i min Telmore-app, får I lige en sammenligning herunder. De Telmorepriser, jeg skriver, er efter introrabatten er ophørt.

Månedens Mål, august (4/4)
Jeg tror måske, at jeg har fundet en vinder. For det her med at købe ind til én ret? Det har haft alle de positive bivirkninger, man kunne håbe og flere til.
Det er for tidligt at blive religiøs omkring det, for jeg har trods alt kun praktiseret det i halvanden uge, men hvor jeg med de andre systemer, jeg har prøvet at løbe i gang, har følt det som bøvlet og noget, der hele tiden kræver fokus fra start, så er det her nærmest det modsatte.
For det første er det MEGET nemmere at overskue, hvad jeg har i køleskabet, og hvad jeg har af rester, der skal bruges, når jeg har lavet “hovedretten”. Eksempelvis lavede jeg i denne uge Rasta Pasta (ja, undskyld, men det hedder det. Det er Mill & Mortar i skal skælde ud), hvilket gav lidt kylling og grøntsager i overskud. Det blev til en salat senere på ugen, og endelig havde jeg en pakke bacon tilbage fra de baked beans, jeg lavede i sidste uge, som sammen med et æg og en rest af noget hvidløgsost fra fryseren blev forvandlet til en gang bastard-carbonara.
For det andet er det alt rigeligt at handle to gange, som jeg skrev om i sidste uge, og det nedbringer mængden af impulskøb betydeligt.
For det tredje genopliver det traditionen med nogle gange bare at køre rugbrød til aftensmad – og det er SÅ undervurderet. Jeg er bare tilbøjelig til at glemme muligheden, når det hele ruller.
Det bliver tydeligt, hvor lidt det kræver at skabe en ret med råvarer, man alligevel har stående. Og bliver det ved med at gå? Nej, det gør det jo ikke, hvis man ender med at skrælle lagret helt ned, vel? Men selvom de fleste af os vi er blevet meget bedre til ikke bare at købe store mængder, fordi de er på tilbud, så er der alligevel ofte situationer, hvor det ikke giver mening IKKE at gå med tilbuddet. Eksempelvis skulle jeg betale det samme for én pakke bacon, som jeg købte 3 for i sidste uge, hvis jeg ikke gjorde brug af tilbuddet. Derfor er der, tror jeg, hele tiden lidt tilløb til skabe og skuffer, og på den her måde får man tingene brugt.
Så selvom det i første omgang så ud som om, at madbudget-målet var en dødssejler, tror jeg måske alligevel, at jeg er endt med at have fundet den version, der passer til mig.
*
I næste uge tager vi hul på september, og månedsmålet her bliver fokus på strømforbrug. Efter 6 måneder med sommertarif og mulighed for at tørre tøj ude, vil det nok for de fleste af os være hensigtsmæssigt lige at stramme lidt op på vanerne, inden vintertariffen igen banker på fra 01.10.

I spørger, vi svarer: Børn & profiler på SoMe
I sidste uge skrev en god insta-penneven til mig og spurgte om min holdning til alder og SoMe. Mere specifikt om jeg synes, at man godt må få en insta-profil, hvis man er et fornuftigt barn på 11 år.
Fordi jeg selv går og tumler med det her, spurgte jeg, om jeg måtte konvertere spørgsmålet til et indlæg, så vi kan få så mange synspunkter som muligt med, og det fik jeg lov til.
Min holdning til børn og skærme skrev jeg om i det her indlæg sidste år, og den har ikke ændret sig. Men børnene er blevet et år ældre, og digitale år følger nogenlunde samme omregningstabel som hundes, kan jeg godt begynde at se.
Der er med andre ord sket meget, og det afstedkommer naturligvis også nye dilemmaer.
For at starte in house:
Anton gider ikke andre medier end YouTube og så de chatfunktioner, der er knyttet op på spil.
Frida derimod skal bede om det hele – og helst i går. Hun er dagligt ved at gå *til* over, at jeg ikke vil give hende en instakonto, og at jeg siger nej til en offentlig profil på TikTok og Snapchat.
Ift. aldersgrænse kræver alle 3 platforme, at man skal være 13 år for at oprette sig som bruger – men som alle ved, er der ingen kontrol med, om det rent faktisk er tilfældet.
Herhjemme har jeg forældrekontrol på ALT. Børnene kan INTET hente, uden at jeg godkender det først; hverken apps, tilbehør eller programmer, og derfor er det – lige her – stadig mig, der ubetinget bestemmer det hele.
For et par måneder siden sagde jeg ja til, at Frida måtte hente TikTok og Snap ned på sin telefon, men for begge gælder, at hun må kigge, men ikke selv poste. Når hun leger med veninderne bruger de begge apps, fordi der i dem er nogle sjove filter-funktioner, og fordi de kan lave små dansevideoer, som de så bare gemmer på telefonerne.
Aftalen er, at jeg skal godkende, både hvem hun accepterer venneanmodninger fra og hvem hun sender følgeranmodninger til; det sidste fordi min holdning er, at det er min opgave at sikre, at hun ikke sender venneanmodninger til mine venner eller hendes egne venners forældre. En afvisning fra en voksen kan godt føles lidt voldsom, når man bare er et barn (hvilket jo i sig selv er et argument for aldersgrænsen), men det er heller ikke helt rimeligt, at man som voksen pludselig skal tænke over, hvad man poster, fordi der er børn, der kigger med.
Min umiddelbare holdning er, at man – hvis man ellers vurderer, at det er et fornuftigt ungt menneske, man står med – godt kan slække en smule på alderskravet. Ikke mindst fordi jeg synes, at det kan være farligt, hvis man får adgang til SoMe, samtidigt med, at alle hormoner i verden gør deres entre. Det er lidt som at gå direkte fra et løbehjul til en Ferrari, og jeg synes måske ikke helt, at man får tid til at danne sig sine egne, gode vaner, før det hele går op i teenage-usikkerhed og frygt for ikke at være en del af inderkredsen.
Jeg oplever, at det fungerer ret godt, at Frida har fået lov at eksperimentere lidt med, hvad f.eks. Snap kan have af fordele og ulemper, mens hun stadig spørger mig om alt, hvad hun er i tvivl om, og også uden at kny accepterer, hvis jeg træffer beslutninger på hendes vegne.
Eksempelvis var der pludselig opstået nogle grupper på Snap, som hun var med i, fordi de er nogle stykker fra klassen, der spiller med hinanden, og så har Snap kørende ved siden af, så de kan snakke sammen samtidigt. Den funktion kan jeg ikke deaktivere, fordi gruppen består af børn, hun i forvejen er venner med. Men jeg har ikke sagt ja til, at hun må være med i grupper, og her var tale om børn, der i deres respektive hjem har andre regler end dem, vi kører med her, og derfor bad jeg hende om at forlade grupperne igen. Det hele foregik stille og roligt, og gav anledning til en god snak om, hvordan og hvornår man skal/gerne vil være tilgængelig, hvordan konflikter kan starte digitalt, og så være svære at parkere IRL. osv. Faktisk virkede hun lidt lettet over at være hoppet ud af det drama, der somme tider udspillede sig, og det synes jeg er en vigtig lektie.
Der, hvor jeg til gengæld kan være bekymret, når vi taler SoMe og alder er dels ift. det skamredigerede billede af virkeligheden, disse medier kan tegne, men også at en app som Insta i dag nærmest som hvert andet opslag har forslag til, hvem du *også* kan følge.
Det er jeg ikke vild med, for det betyder, at tingene meget hurtigt kan udvikle sig i forkert retning. Børn (og bekymrende mange voksne) er meget lidt kildekritiske, og det er der mange afsendere, der helt åbentlyst udnytter. Reels, der ligner jokes eller søde dyrevideoer, men som 4 frames inde er fulde af politik, had og rabiate holdninger. Opslag, der skal ligne helt normale snapshots fra helt almindelige liv, men med så meget og så tydeligt product placement, at man *næsten* må grine.
Næsten.
Det synes jeg er problematisk, for det går SÅ hurtigt med at få algoritmen tunet til at gå ned af bestemte veje. For et års tid siden var jeg kortvarigt ret optaget af noget japansk fotokunst, og det tog vitterligt en uge fra jeg klikkede på det første forslag til 3/4 af mit feed bestod af japanske fotos. Det er jo fint, når vi taler om kunst – men det er knap så fint, hvis de første opslag, man får klikket på, fordi der er én, der laver en sjov dans, i virkeheden er poleret incel-facade eller gateway-profiler til radikalisering.
Så for lige at opsummere: Jeg er lidt-pro, at man kan give lov, hvis man har en 11 eller 12-årig, der ellers træffer gode beslutninger, og som ikke udviser tegn på noget, der kan tippe over og blive rigtig svært (f.eks. mad og motion) – og jeg er endda lidt-mere-pro, hvis man har at gøre med et ungt menneske, der af den ene eller anden grund tilhører en gruppe, som der måske ikke lige er så mange andre af i lokalområdet. Her tror jeg, at sociale medier kan være en hjælp, fordi man får nogen at spejle sig i, så man ikke føler sig så alene.
Men én ting er at give dem nøglerne. Noget andet er, hvordan man så sikrer, at de kører forsvarligt.
Jeg er modstander af, at man roder i sine børns telefoner. For mig er den at sidestille med en dagbog, og i min optik skal der være stærke mistanker eller alvorlig bekymring for noget meget specifikt, for at man kan forsvare at gøre det. Jeg ville f.eks. være nødt til at dø i en frygtelig fart, hvis nogen rodede min telefon igennem, og hvorfor skulle det forholde sig anderledes for børn? Alle har ret til et privatliv.
Men fordi man jo stadig virkelig, virkelig gerne vil passe på det bedste, man har, så er man nødt til at have en smule opsyn med dem derude, uanset om de er 11 eller 14, når de får en profil.
Men man er måske nødt til at slippe ideen om, at man kan holde øje med dem hele tiden. Ligesom vores forældre også sendte os til de første sodavandsdiskoteker og klassefester uden at vide, om vi faktisk havde de redskaber, der krævede at holde de aftaler, vi havde lavet med dem, og til at sige nej til stoffer og forkert selskab. Man er nødt til at klamre sig til en vis form for tillid til, at man er lykkedes med at installere et kompas i dem, og at de ved, hvordan de skal bruge det. Og spørger om hjælp, hvis de farer vild. Men det kan ikke testes i laboratoriet, og derfor er de første gange, man slipper dem løs, både på nettet og IRL, vel i sagens natur angstprovokerende og forbundet med både usikkerhed og nervøsitet.
Jeg ville synes, det var oplagt, at jeg fulgte dem, når de oprettede profiler, fordi det jo giver en vis form for kontrol med, hvad de poster – men det giver jo det helt åbentlyse modspørgsmål, om de så også skal/må følge mig? For det er jeg ikke sikker på, at jeg egentlig har lyst til, at de gør.
Ja.
Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Så TLDR: Jeg er tilbøjelig til at mene, at man godt må lave en individuel vurdering af sit barn og fravige aldersgrænsen med et år eller halvandet. Men jeg synes også, at der er reelle argumenter, der taler imod.
Og uanset hvor gamle mine børn er, når jeg endelig giver dem lov til at oprette profiler, så har jeg ét ufravigelige krav, så længe de er under 15: Jeg vil have lov at kigge med i de grupper, de potentielt kommer med i, hvis der også er voksne med i gruppen.
F.eks. var vi i søndags til gudstjeneste i den kirke, hvor Anton måske/måske ikke skal gå til konfirmationsforberedelse. Det var … en oplevelse, som jeg mener mange forskellige ting om, men det, der er relevant hér er, at præsten bagefter lagde op til, at børnene skulle sende ham en venneanmodning, så han kunne oprette en gruppe på Facebook, som ‘kun var for konfirmanderne’.
Jeg kender ham ikke overhovedet, og han kan være det rareste, mest gudfrygtige menneske, der nogensinde er skabt. Det ændrer ikke på, at Anton under ingen omstændigheder overhovedet får lov at være venner med en voksen mand, og komme med i en gruppe, uden opsyn og hvor der ikke er andre voksne til stede.
Men nu har jeg ævlet løs i øst og vest, og jeg er enormt nysgerrig efter at høre, hvad I mener om alt det her.
Inden I slår jer løs, vil jeg bare lige minde om, at der her i klubhuset helt givet vil være nogen, der har givet lov, og måske også meget tidligere end 11 år – ligesom der også vil være nogen, der kører stramt nej, indtil børnene fylder 15. I har altid været gode til at formulere jer sobert og ordentligt, og fordi det her er vores børn, vi taler om, hvor tæerne godt kan være ekstra ømme, vil jeg bare appellere til, at dette ikke bliver det første indlæg, hvor vi fraviger den tradition.
Ordet er jeres.

M2024, uge 34
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge har jeg:
1.
Ryddet op i børnenes kasser med huer og handsker.
Og det er jo ikke fordi, vi står og skal bruge dem i næste uge, vel? Men lige nu har ingen af dem den fjerneste erindring om, hvad de har af vintergear, og jeg VED, at hvis først de får lov at se kassen, så gror de attachment issues til hatte, de aldrig har haft på, og handsker, der er for små, på halvandet sekund.
Det gav en lille pose til Røde Kors, som jeg smuglede ud med så meget list og finesse, at jeg forventer at blive scoutet af colombianske narkokateller, og nu kan vi ud fra det, vi har tilbage, langt bedre vurdere, hvad der er brug for at anskaffe om et par måneder.
2.
Ringet til min sundhedsforsikring og forespurgt på, om man kan bruge den forebyggende.
Det er jo lidt noget lort med det der manglende brusk i højre side. Faktisk. Men jeg har – naturligvis – gravet mig ned i artikler om den nyeste forskning på slidgigtsområdet, og jeg hælder faktisk til, at de smerter, jeg bøvler med, ikke så meget skyldes den manglende brusk, som de skyldes, at jeg er skæv af at køre så meget bil. Alle muskler på højre forside er med ret stor sandsynlighed for korte, og så trækker det hele skævt. Stræk og træning hjælper, og selvom jeg er ret afklaret med, at jeg ikke ender med at blive smertefri, har jeg flyttet grænsen for, hvad jeg kan *så* meget, at jeg stadig er nogenlunde fortrøstningsfuld.
Massage hjælper – men det er DYRT. Og fordi jeg også har en ok-solid udgift til en personlig træner, syntes jeg, at det var indsatsen værd at undersøge, om man evt. kunne få noget af det dækket af sundhedsforsikringen.
Det var et nej – men til min store, positive overraskelse var ham, jeg talte med, fysioterapeut og han havde virkelig mange gode input.
Nu har jeg fået en henvisning til en fys, og har også én i tankerne. Men første stop på vejen er egen læge, hvor jeg lige skal have lidt hjælp til at lægge en forsvarlig plan.
(SÅ! VOKSEN!!)
3.
Vasket Fridas sneakers.
Der er så meget grundvand her, hvor vi bor, at markerne omkring den lokale skole, er én stor mudderpøl fra slut-august til start-maj. Det er SUPER bøvlet på tøj- og skosiden, men trods alt er hun stadig så lille, at sko, støvler og overtøj i forvejen kun kan bruges én sæson, inden hun vokser ud af det.
Vi ruller ikke med ‘pæne’ sko, for der er så få lejligheder, hvor det ville give mening, at det ville være fråds. Når det er sagt, vil jeg jo stadig gerne, at jeg kan have hende med ud i verden, uden at det ser ud som om, hun bor i en grøft.
Derfor fik begge par udesko en overhaling med bagepulver og Vanish i fredags, så der var tid til, at de kan nå at tørre helt, inden det hele ruller igen mandag. Det er jo ikke fordi, man ikke kan se, at de har været i brug, men det pynter stadig og modsat en tur i vaskemaskinen, så risikerer man ikke at opløse limen i sålerne, når man kun lige skyller dem med bruseren et minut eller to.

Månedens Mål, august (3/4)
Jeg har sadlet om. For efter – igen – at have knaldet rundt i, hvornår jeg skal føre penge over, og om storkøb af sæbe tæller med i ugens husholdningsbudget eller ej, havde jeg et langt, alvorligt møde med mig selv over en kop kaffe i haven.
For hvis du gør, hvad du gjorde, så får du, hvad du fik.
Og det er nok.. hvad? 8. gang? 12. gang? jeg forsøger at få den her model op at køre, og det VIL bare ikke lykkes. Den sidste uge har jeg haft god tid, og det til trods har jeg *stadig* fundet det svært at få intentionen omsat til virkelighed.
Jeg har derfor ryddet pladen og prøvet at gentænke hele konceptet. For det er godt til mig med konkrete tal og systemer, så den del har jeg prøvet at overføre på en anden løsning, for der er ingen tvivl om, at der er penge for os at hente her, hvis jeg ellers kan udtænke en måde at gøre det på, der er nemmere for mig at styre.
Derfor tester jeg de næste uger, hvordan det virker, hvis jeg:
1.
Køber stort ind én gang om ugen på BilkaToGo.
Og det er ikke for at endorce BTG, for det er hverken bedre eller værre end så meget andet. Men for mig fungerer det godt, at jeg hele tiden kan se oppe i hjørnet, hvad jeg har handlet for – og hvor jeg IRL ret nemt kan falde i ‘nu er vognen alligevel fyldt’-fælden, så har det slet ikke samme effekt på mig, når jeg køber stort ind på nettet. Snarere tværtimod, faktisk, og det hænger klart sammen med, at jeg hele tiden kan se, hvor mange penge, jeg er ved at bruge.
Samtidig bliver jeg ikke fristet af strategisk product placement, der får mig til at købe en friskpresset juice fra Princip til 35 kroner i stedet for den liter Rynkeby til en 10’er, jeg havde planlagt.
2.
Midvejshandler efter 3-4 dage, hvor jeg kan købe den liter mælk og de friske grøntsager, jeg mangler til resten af ugen.
3.
Planlægger at lave én ret fra bunden om ugen. Det lyder ikke af ret meget, det ved jeg godt – og det er ikke sikkert, at det rækker.
Men vi spiser 2-3 forskellige ting til alle måltider herhjemme, og det har jeg for længst opgivet at tude over. Det betyder, at jeg på mange måder laver mad til mig selv på samme vilkår, som hvis jeg boede alene. Jeg kan virkelig godt lide at lave mad, og jeg er ret god til at prøve at lave alt muligt forskelligt, Men det betyder, at jeg meget hurtigt har ting i køleskabet, som er åbnede og derfor skal spises inden for en rimelig tidshorisont, og når jeg laver to forskellige retter pr. uge fra bunden, får jeg simpelthen for mange ‘sjatter’, jeg ikke kan nå at bruge.
I denne uge lavede jeg f.eks. nogle spicy breakfastburritos (so sue me) med hjemmelavede baked beans fra Valdemarsro. Bønnerne lavede jeg den ene dag, hvor jeg bare spiste dem med en grøn salat og en skive brød, og så kørte jeg fuld mexicansk aftenen efter. Jeg havde rester til et par dage, og har også smidt lidt bønner i fryseren, og dermed har jeg faktisk fået aftensmad til 4 dage ud af én ret. Jeg kørte suppe fra fryseren på dag 5 og 6, og det flute, jeg købte til, var der nok tilbage af til en sandwich på dag nummer 7.
Den her model ligner i langt højere grad den måde, jeg plejer at vælte gennem ugen på, men med den store forskel, at jeg nu har prøvet at sætte konkrete tal på både indkøbsture og madlavningsprojekter.
Jeg glæder mig faktisk helt til at teste, hvordan det fungerer IRL.
Unbecoming
Jeg er meget i mit hoved for tiden. Der er en masse fragmenter, der ligger og skøjter rundt, og jeg aner en slags sammenhæng i det tema, de udspringer af, uden at jeg helt kan sætte fingeren på, præcis hvori det består.
Der sker meget omkring mig. Folk tager opgør, der har været optræk til længe, de konfronterer hinanden, trækker sig, går, bliver uvenner og får nok.
Noget af det handler om et mærkeligt sammentræf, hvor mange af os samtidigt har ramt det punkt, hvor en ændring, der er sket langsomt og gradvist, pludselig er blevet synlig og mærkbar.
Lidt som når man ikke lægger mærke til den snigende hovedpine, temperaturen, der stiger en halv grad og næsen, der stopper til – men pludselig, når ledsmerterne sætter ind, kan mærke det hele samtidigt og går fra at være rask til at være syg på et splitsekund.
På samme måde er det for tiden som om, at det, folk har levet med og accepteret længe, pludselig ikke længere kan ignoreres – eller tolereres.
Vi er nok alle tilbøjelige til at se dem, vi holder af, gennem et filter af de mennesker, de var engang. Venskabet, kærligheden, og de fælles relationer og interesser. Erindringer om tidspunkter, hvor vi havde det svært, og de var der for os.
Og vi kommer automatisk til at antage, at de stadig er derinde et sted, og at svigt og skuffelser bare handler om dårlige dage, travlhed eller #life, som lige kom i vejen. At den dårlige opførsel eller manglen på omtanke og indsats er undtagelsen, mens reglen er en stærk og givende relation.
Men det skal jo vende på et tidspunkt, hvis det er tilfældet, og jeg har brugt det sidste år på, hver gang et menneske, jeg interagerer med, skuffer, lader mig trække læsset eller tackler noget givent på en måde, jeg synes er uhensigtsmæssig, at overveje, om jeg ville danne en relation til den person, hvis jeg mødte dem forfra med den adfærd og de prioriteringer, de har i dag.
Det kan lyde hårdt og meget noget-for-noget. Det er ikke sådan, jeg oplever det, hverken hos mig selv eller hos dem, jeg ser gå gennem den samme udvikling.
Det ser ud og føles mere som noget aldersudløst, tror jeg? At vi, hvis vi er heldige, står midt i livet nu, og måske, ubevidst, gør status? Vurderer, hvad vi gerne vil have med videre, og hvad tiden er kommet til at slippe?
Da jeg begyndte at pusle med det her indlæg, kom jeg til at tænke på en kommentar, som en af jer lagde på det sidste indlæg, jeg skrev om relationer. Jeg kan ikke huske ordlyden, men det var en let, oprigtig undren over, at der i mit liv kunne være så mange problematiske relationer. (Det var ikke sådan, det var formuleret, og nu synes jeg, at det lyder passivt-aggressivt, når jeg parafraserer det, og det var slet ikke sådan, jeg opfattede det). Den kommentar har jeg tænkt meget over, fordi jeg er et menneske, der kan være ret kompromisløs i mine nære relationer. Der er langt til min grænse, men rammer du den, er løbet kørt.
Derfor fik den kommentar mig til at tænke over, hvordan det kan være tilfældet, for når man har været god til at gøre rent bord over årene, burde der jo ikke være så mange tilbage at luge ud i.
Men forleden, da jeg var på keramikmalerdate med en veninde, kom vi til at tale om grænser. Og her var der noget, der gik op for mig – for vi ligner på mange måder hinanden i vores måde at være i verden på, og for os begge gælder, at vi virker som magneter på mennesker, der mangler publikum og terapeuter.
Om det er fordi, vi er gode til small talk og til at lytte, eller om det handler om, at vi begge har ting med i posen, der gør, at vi kan relatere til, hvordan livet føles, når det ikke er nemt, ved jeg ikke. Men da vi sad og talte om det, gik det op for mig, at det ofte er dé relationer, hvor jeg bøvler med grænser – fordi jeg ikke helt forstår, at folk ikke sætter dem selv. For mig er noget af det værste, du kan byde mig at blive VED med at gå over en grænse, jeg allerede *har* sat.
Og det er klart: I et venskab ville jeg aldrig acceptere det. Men voksenlivet kommer med relationer, hvor man ikke er helt så fri til at vælge. Andre børns forældre, papbørn, kæresters ekskærester, naboer og kolleger er alle eksempler på mennesker, vi kan være nødt til at finde en måde at sameksistere med, uanset om vi har lyst eller ej.
For selvfølgelig kan man trække grænserne hårdt op. Men jeg tror, mange af os i de her tilfælde forsøger at vælge den lempelige vej, fordi det er mennesker, vi har et tvunget fællesskab med, og hvor en konflikt kan få nærmest uoverskuelige konsekvenser.
Men jeg kan *næsten* ikke komme i tanke om noget, jeg har det sværere med, end at være nødt til at sætte den samme grænse flere gange, og det har for mig altid været svært og frustrerende, når jeg bliver tvunget til at gøre det alligevel.
Og her tænker jeg for tiden rigtig meget over, at det handler om komfort, vane og manglende træning. For al udvikling er svært og grimt og bøvlet, og særligt når livet omkring os ikke lige trækker ind til siden, så vi kan få ro til at gro nye vaner, er det nemt at falde tilbage til det, man plejer og kender.
Men måske er livet ikke så meget er en øvelse i at forsøge at undgå at gentage mønstre og adfærd, man har set, lært og gentaget hele sit voksne liv.
Måske ligger øvelsen i at opdage det, når man ufrivilligt gentager det, man kender og forstår – og så gøre noget andet?
Måske ligger udvikling og vækst der, hvor man stadig gentager mønsteret, men ændrer sin reaktion. Som f.eks. når vores generation, mod bedre vidende, kommer til at råbe ad vores børn – men bagefter bruger den nødvendige tid på at undskylde og samle op i forsøget på at gøre det bedre. På at blive bedre.
Måske er det den udvikling i os selv, der får os til at stille krav til de mennesker, vi har i vores liv, både i de nære og i de perifære relationer nu. Som får os til at indse, at en relation ikke består af sig selv, og at den kun er værd at bevare, hvis den er vigtig nok for begge parter til, at de gør sig umage.
Måske er det først midt i livet man opdager, at en fælles opgave ikke kan løses alene, og at det i alle typer af skæve relationer er den, der giver mest, som til sidst er tvunget til at trække grænsen. For den, der tager, gør det ikke.
M2024, uge 33
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg tjekket de 2 alternative ruter, jeg får foreslået, når jeg taster en adresse på min GPS, som altid fremhæver og foreslår “Den hurtigste”.
Det har været noget af en øjenåbner. Af de 3 forslag er den hurtigste altid den, der giver flest kilometer på motorvej, mens den langsomste i nogle tilfælde må indeholde passager af ‘Kravl med din bil på ryggen’, for ellers kan jeg simpelthen ikke se, hvordan man skal kunne få en tur på 60 kilometer til at tage små 3 timer.
Men det midterste forslag lægger ofte kun 5-10 minutter til rejsetiden, er ofte kortere, målt på kilometer, og giver dig så mange af disse som muligt på landevej. KÆMPE gamechanger ift. brændstof. Og køreglæde, faktisk, fordi det uden undtagelse altid er pænere, og fordi man ikke skal male sine tænder til benmel over trafik og vejarbejde.
(Som ekstra plus får man i mit tilfælde også fornøjelsen af at høre Frida begejstret udbryde “KØER!!” hver e-n-e-s-t-e gang, vi kører forbi et eksemplar af slagsen).
Hvordan nedsat hastighed påvirker batterilevetiden for elbiler ved jeg ikke, men det er der med garanti nogle af jer, der ved, så meld endelig ind.
2.
Har jeg haft Min Bog fremme og opdateret den med årets erfaringer. Det var ikke fordi, der var så meget at tilføje, men jeg holder nærmest religiøst fast i at gøre det alligevel, for selvom jeg har 47 års empiri, der modsiger antagelsen, så tror jeg altid, at jeg kan huske ting fra ét år til det næste.
I år havde jeg f.eks. tænkt, at jeg ville smide et puslespil i bilen, da vi skulle til Nordjylland – men fortids-Linda havde heldigvis skrevet: “Lad være med at slæbe puslespil med. Det kan ikke betale sig” – og det havde hun helt ret i, kunne jeg se, da vi var deroppe.
Så for folk som mig, der er tilbøjelige til at få de samme ideer flere gange, er sådan en bog sin egen vægt værd i guld.
I år har jeg noteret, at jeg skal huske at smide vores Loops ørepropper i tasken, når vi skal i forlystelsesparker rundt omkring.
Og ikke, at det partout skal være Loops, men grunden til, at jeg synes, at de er smarte er, at de stadig lader lyd trænge ind. Man kan vælge dem med forskellige grader af filter, så de nedsætter lyd med hhv. 8, 16 og 32 dB (mener jeg, det er). Almindelige ørepropper lukker meget ude, og skal hives ind og ud, hver gang man skal interagere med andre mennesker, og jeg har nærmest mistet 4 stk. på den tid, det har taget mig at skrive den her sætning. Noise cancelling er vidunderligt for dem, der har brug for det, men dels virker de ved at producere hvid støj på den præcis modsatte frekvens af den omgivende lyd, hvilket betyder, at de (op)bruger batteri, og dermed på et tidspunkt løber tør for strøm, og dels er de VARME.
Og så er der noget ift. sikkerhed, der for mig kan være lidt problematisk, fordi man som hørende ikke er så opmærksom på sine omgivelser, som døve og mennesker med høretab er. Derfor er jeg altid nervøs for, om Anton opdager det, hvis der f.eks. går en alarm, eller nogen råber en advarsel, når han har sine NC-bøffer på.
Men nu har jeg noteret, at vores Loops skal med, og så håber jeg, at alle kan hygge sig og stadig har både forstand og nervesystem i behold, når vi kører hjem.
3.
Har jeg tjekket de spande med maling, jeg har stående i bryggerset.
Noget af det giver ikke mening at flytte rundt på, for der er for lidt til en væg men for meget til bare at plette med. Her fik jeg hældt en smule fra til mig selv, og foræret resten til nogle kreative typer.
De store spande med hvid maling, jeg købte fra sidste lejer, da jeg flyttede ind, irriterer mig, fordi de fylder. Omvendt er det jo virkelig dumt at smide dem ud, for maling er dyrt, og hvid altid kan bruges – men det slog mig, om der kunne være noget med holdbarhed.
Jeg google mig frem til, at der på mange spande står holdbarhed angivet, og at for gammel maling kan have dårligere dækkeevne og .. noget mere, jeg har glemt.
Men der stod ikke noget på mine spande, så jeg skrev til den forretning, hvor malingen er købt – og de anede det heller ikke. Men vi fik med lodder og trisser fundet frem til nogen lidt højere oppe i systemet, der kunne oplyse, at så længe malingen ikke lugtede mærkeligt, kunne man bare rulle løs.
Så nu lever jeg med, at de står bag døren og fylder, men glæder mig til gengæld over, at lagret på rest-hylden er skrumpet betragteligt.
Månedens Mål, august (2/4)
Intentionerne om et ugebudget var gode, men livet kom med sit store, grimme hverdagsfejeblad og skovlede dem væk.
Egentlig er det fint, fordi det giver anledning til at flette noget ind, som jeg for tiden prøver at arbejde bevidst med, nemlig at kurskorrigere løbende, og huske, at fordi man punkterer på ét hjul, så behøver man ikke at pifte de andre 3.
For mål sat så afgrænset op, som jeg gør herinde, har både fordele og ulemper. På plussiden betyder tidshorisonten, at jeg får fulgt nogle beslutninger til dørs, som ellers ville være smuldret mellem fingrene på mig, fordi jeg taber fokus, hvis noget tager for lang tid. Til gengæld er det svært at løbe det tabte ind, når man misser en uge, fordi det ikke er ret meget ekstratid at gøre med.
Det første, jeg måtte konstatere var, at det ikke fungerer at lave et stramt ugebudget den uge, hvor børnene skal tilbage i skole, efter 7 uger uden madpakker og ulvetimer. For vi manglede stort set ALT.
Den anden erfaring, jeg gjorde mig var, at det kan være godt givet ud at lægge alle tov fra sig og træde et skridt tilbage, når alting pludselig går meget hurtigere end forventet. Skolestart, kommuner, der ikke betaler deres regninger, og deraf følgende lappeløsninger, der skal klappes af med banken, et opslag på LinkedIn, der har fået sit eget liv, hvalpe hos naboen, taxabøvl til Anton osv. osv., åd alt, hvad jeg havde af overskydende tid, og dermed blev det småt med timer til at blogge og arbejde med konkrete mål.
Men også dét, prøver jeg at gøre til noget, jeg kan lære af. For jeg vil så gerne ændre mit mønster med at have fuld kontrol, indtil jeg bliver så overvældet, at jeg intet kan overskue, for det er dér, tingene skrider for mig.
Derfor har jeg denne uge prøvet at være meget, meget bevidst om, hvordan jeg forvaltede min tid, så jeg hele tiden var skarp på at gøre det absolut mest nødvendige først. De dage, jeg nåede nogle af luksus-opgaverne, når baseline var lagt, havde jeg ro til at glæde mig over det, men de dage, hvor det ikke lykkedes, var det stadig ok, for det, der SKULLE være styr på, var der styr på.
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det var nemt. Jeg kan *næsten* ikke være i mig selv, når jeg har besluttet at gøre noget, og så må sande, at jeg ikke kan nå det alligevel – men jeg bliver ved med at minde mig selv om, at vaner er svære at bryde, netop forde de er vaner.
Men hvis du gør, hvad du gjorde, så får du, hvad du fik, og jeg har ambitioner om andet og mere.
Det betyder, at jeg stadig har holdt øje med vores forbrug, og at jeg har fået tilføjet mit andet visakort til min telefon, så jeg i hvert fald har lagt en sten eller to til det, der gerne skulle blive husholdningsstien til sidst.
Det hele er udvikling, og selvom det ikke er nemt, har jeg en helt basal fornemmelse af, at det stadig er indsatsen værd.
M2024, uge 32
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne måned:
1.
Har jeg været i gang på Fridas værelse igen, fordi hun pludselig gerne ville have et skrivebord.
Det er sådan set helt forståeligt, for hun er et kreativt barn, og da jeg samtidig længe har tænkt, at det skrivebord, jeg har i stuen, skal noget andet, var det oplagt at starte med at sætte det ind på hendes værelse.
Det var godt, jeg gjorde det, for dels kunne jeg med det samme se, at det var ALT for stort, selvom det egentlig på mål burde have været fint, og dels fungerede det SLET ikke at stille det, hvor jeg havde tænkt, det skulle stå. Men fordi jeg lavede den mellemregning, betød det, at jeg pludselig havde en langt mere kvalificeret ide om, hvad det egentlig var, vi skulle ud og købe, og hvor det skulle stå.
Bordet er ankommet og sat op, og skrivebordet fra stuen er i mellemtiden vandret ind til Anton, hvor det faktisk har vist sig at passe perfekt.
Jeg elsker, at vi er endt med at kunne bruge noget, vi allerede havde, og jeg er OGSÅ glad for at slippe for Marketplace & De Tusind Spørgsmål.
2.
Fridas værelse er lige så småt, som det var, sidst vi talte om det, og det betyder, at nogle af møblerne skal ud, når hun har soveaftaler, og stabelsengene skal stå ved siden af hinanden.
Derfor havde jeg brug for en løsning til de ting, der skal stå på skrivebordet, som betyder, at det ikke tager 18 måneder at tømme bordet, når det skal løftes ud. Jeg endte med en væghængt køkkenstang af den slags, som jeg selv har i soveværelset til mine kjoler.
De store bestik-krukker er perfekte sakse, tusser og farveblyanter, og som ekstra plus optager de ikke plads på bordet, når man sidder ved det.
Når hun skal have lavet værelset om igen, kan stangen uden problemer pakkes væk, for den optager ingen plads, og senere kan den bruges til 600 andre formål.
3.
Med bordet af vejen i stuen har jeg nu fået bedre plads til mit træningsgrej, som jeg har været inderligt træt af at have liggende på gulvet. Det er ikke særlig fedt at bakse rundt med håndvægte og vægtskiver, der er fulde af nullermænd, og det er sgu også bøvlet at skulle flytte 80 kg. metal, hver gang man skal støvsuge.
Jeg startede med at google ‘racks’, som de stativer, vægte ligger på i fitnesscentrene hedder – men indtil vi lige finder ud af, hvordan jeg sælger samtlige mine indre organer på dark web, og stadig lever videre, bliver det ikke løsningen.
Efter at have tænkt noget mere, slog det mig pludselig, at møbelhunde måske faktisk var en mulighed.
Og hvis man aldrig har hørt det udtryk før, så er det sådan en her:
De kan bære ret mange kilo, hjulene kan låses, og så kan de bruges til blomsterkrukker og til at flytte rundt på tunge ting derhjemme, hvis de senere er i overskud.
Jeg fandt et par stykker i Harald Nyborg til næsten ingen penge, købte en yogamåtte til 40 kroner, som jeg klippede to stykker af, der passede, og nu ser det sådan her ud:
Min træningsbold fik en underskål fra en urtepotte at stå i, så den ikke triller rundt, men så der stadig ikke sker det store, hvis en af Frida venner, (som ikke *kan* gå forbi mit træningsgrej uden at skulle pille ved det) smider sig på den.
Jeg er MEGET tilfreds med mig selv.
Månedens Mål, august (1/4)
Nu, hvor det hele har været lidt løst i sammenføjningerne sommeren over, har jeg besluttet, at mit mål resten af august er et godt, gammeldags husholdningsbudget. Jeg har lidt for længe været lidt for god til bare at købe det, vi har lyst til at spise, og det koster.
Derfor vil jeg måneden ud prøve at lave et budget, uge for uge, og se, hvad vi kan klare os for, hvis jeg udviser en smule disciplin. Tanken er at flytte en vis sum penge over på mit ekstra visakort, og så lade det være mad/husholdningskortet. På den måde håber jeg at kunne holde snuden i sporet, for det, der er gået galt, når jeg tidligere har prøvet den her model er, at det bliver for svært at holde tingene adskilt, når alting betales med samme kort.
Mit første forsøg hedder 500 kr. til en uge. Om det er helt skudt ved siden af, ved jeg ikke endnu – men det gør jeg i næste uge.
Jeg håber, at det kan gøre det muligt endelig at etablere den opsparing, jeg så længe gerne har ville starte.
*
Det er skønt at være tilbage. Jeg håber, at I har haft verdens bedste sommer, og er klar til, sammen med mig, at tage hul på hverdagen igen.
I øvrigt:
*Har vi 2 uger tilbage af sommerferien, og jeg er ved at være der. oKAY, der er mange ord i de børn!
*Er de i øvrigt begge to holdt op med at sove om natten. Det havde de ikke behøvet. (Og vi griner af det, fordi alternativet er aldrig at stoppe med at græde).
*Har jeg flækket min egen overlæbe. Yes. Hvordan spørger du? Ved at tabe en lampe ned i hovedet på mig selv. Jeg er undefeated.
*Har jeg et godt års tid bøvlet med smerter i højre hofte og for et par uger siden overvandt jeg så endelig min egen personlighed, og fik bestilt en tid ved lægen. Det resulterede i et røntgenbillede, og jeg er bare lige præcis løbet tør for brusk i højre side. Helt og aldeles. Det er lidt noget lort.
*Har vi i Esbjerg fået vores helt egen installationskunstner, der kører rundt på en elektrisk et-hjulet cykel med konfettirør og to af de mest agressive sæbeboblepistoler, jeg nogensinde har set. Fucking LEGENDE!
*Har jeg brugt en del af sommerferien på at lave om på Fridas værelse, fordi hun pludselig besluttede, at hun ikke kunne LEVE uden et skrivebord. Næste gang gør jeg det lige, når jeg har 24 sekunder alene til at tænke og arbejde i.
*Har jeg købt en ny kogebog, og den vil jeg virkelig gerne plugge, for den er *chef’s kiss* vidUNDERLIG! “Gourministeriets favoritter”. Den er skøn, fordi den indeholder virkelig mange nemme retter, som kan laves selv i udkantsdanmark, hvor man ikke lige har adgang til vietnamesisk citrongræs, og fordi opskrifterne er så simpelt sat op, at de er nemme at tweake, så de passer til præferencer og mangel på samme i den enkelte familie. No #spons, men det er tarveligt at gatekeepe, så start med at låne den på bib, som jeg gjorde; så kan du selv vurdere, om den også er noget for jer.
*Ser vi ret meget OL herhjemme, og mit hjerte, mand. De er så GODE! Det viser sig *også*, at Frida og Anton aktivt forsøger at aflede mig, så jeg ikke ser grædende atleter, fordi jeg så også selv begynder. (Ej, men UNDSKYLD for ikke at være lavet af sten!?)
*Er begge børn vokset helt ABSURD de sidste 2 måneder, og derfor har jeg været på jagt efter nye boxershorts i voksenstørrelse til Anton. Det viser sig, at mange mærker ikke laves i small…? Jeg prøver *virkeligt* på ikke at drage forhastede konklusioner om mandlige egoer her.
*Har jeg i dame-fødselsdagsklubben foreslået, at vi begynder at Lave Noget, når vi mødes. Ideen udspringer af, at jeg sammen med en veninde er begyndt at holde Moesgaard-dates, hvor vi mødes, tager en udstilling og så spiser frokost, mens vi catcher up, og det er måske den bedste ide, vi *nogensinde* har fået. Så nu har vi Escape Room, flødebollekursus, Djurs sommerland (uden børn) og keramikmaling, som jeg prøvede for et par uger siden og ELSKEDE, på tapetet, og jeg har SÅ optur over det!
*Holder M2024 pause denne uge med, men fra næste uge er vi tilbage. Stay tuned.
*Lukker vi på to anbefalinger af podcasts, som begge kan findes på de gratis platforme:
1. Den døde narkosmugler
Podcast fra TV2 Østjylland om Dennis, der d. 22. juni 2022 døde ombord på et fly fra Kastrup til Grønland. 6 afsnit, der forsøger at finde ud af, hvad der får et menneske til at bodypacke, og som jeg synes giver stof til eftertanke ift. hvad vi lader bag os af arv og historie, når vi tager herfra.
2. Hysterical
En gruppe teenagepiger begynder ret pludseligt at lide af de samme symptomer, som f.eks. tics, blackouts og kvalme. Er det hysteri, eller er der noget i vandet, miljøet eller på skolen, der forårsager problemerne?
Facebook, kommuner og reklamer
For en måneds tid siden så jeg på Journalisten, at Viborg som den første kommune i Danmark har valgt, at de ikke vil være på Facebook med andet end én enkelt hovedside.
Jeg har stadig ondt i hænderne af at klappe.
For jeg har ALDRIG forstået, hvad kommuner og offentlige instanser skal på Facebook, LinkedIn og Instagram.
I AL den tid, Frida gik i børnehave, tog jeg det op på forældremøderne, og både personale og mange af de andre forældre syntes, at jeg var sær, kontrær og træls, når jeg igen og igen insisterede på, at det ikke kunne passe, at man under ‘Samtykke’ på Tabulex/Aula kun kunne vælge mellem fuld eksponering eller ingenting.
For jeg har aldrig haft et problem med, at børnehaven tog billeder af mine børn og brugte dem på egen hjemmeside. Så længe de lå dér, var det institutionen selv, der ejede billederne, ligesom det også kun var de mennesker, der aktivt klikkede sig ind på institutionens hjemmeside, der fik dem at se – men smider du noget på Facebook/YouTube, har du for altid overdraget rettighederne til det til Mark & Co. og jeg synes, at det er to MEGET forskellige set ups.
Ingen fattede, at jeg gad gå op i det, og jeg blev altid parkeret med et overbærende: “Så lader du jo bare være med at give samtykke”.
Men den mulighed har man så ikke engang længere. For i dag er det – fuldstændig vanvittigt – ikke muligt at fravælge, at man får sine børn lagt på Facebook, hvis skolen eller børnehaven tager billeder af dem.
Det er ubegribeligt, men ikke desto mindre sandt.
Paradokset i, at der tales så meget om, at det er svært for børn at lære at færdes sikkert på nettet, mens de voksne, der bestemmer over dem 30% af deres vågne timer, bare smider dem ud, hvor ingen kan passe på dem, og hvor de kommer til at ligge for altid, er så vildt, at det er svært at fatte.
Men det er ikke kun ift. børn, at det har undret mig, hvor laissez-faire, kommunerne forvalter GDPR og det ansvar, de har for borgere i deres varetægt. Eksempelvis er flere plejehjem i Esbjerg Kommune også på Facebook, og her lægges i åbne grupper billeder ud af beboerne i situationer, som jeg ville have det ualmindeligt stramt med, hvis mine kære blev foreviget i. Det er tæt på uværdigt, når en mand, der engang var respekteret arkitekt, og har tegnet en stor del af byens prominente bygninger, nu bliver lagt til offentlig skue med hagesmæk og tudekop, mens han sidder og stirrer tomt på den påskehare, nogen har sat ham til at dekorere.
På LinkedIn får man, selvom man ikke følger dem, opslag og billeder fra diverse kommuner i sit feed, alene udløst af geografisk nærhed. Her skriver de stolper op og vægge ned om, hvilke berigende kurser, workshops og temadage, de ansatte har deltaget på, og hvor mange gode tanker, det har sat i gang.
Men here is the thing: Hvis man er én af de mange borgere, der har kæmpet med sin kommune, eller er stødt på ét af de mange, MANGE områder, hvor ressourcerne er så knappe, at de ikke engang kan spottes under et mikroskop, så er der virkelig svært at begejstres over endnu et lederseminar, der koster det samme, som man kunne have købt et fuldt års støtte til de ordblinde elever på en skole for.
Det er prisen for demokrati. Det ved jeg godt. Alle kan ikke få alt, hvad de har brug for eller gerne vil have – og sådan er det. Derfor vælger vi med vores stemmer den flok, vi håber varetager vores interesser bedst muligt, vel vidende, at der kun er én kage, og når nogen får et større stykke, bliver skiverne til andre tyndere.
Men det er måske lige at tage den til kanten at prøve at høste likes på det?
De instanser, vi ikke har et valg i forhold til, om vi vil bruge, har for mig at se en meget begrænset eksistensberettigelse på de sociale medier – om nogen overhovedet.
Info om kulturelle tilbud og ændrede åbningstider på Borgerservice? Fint og brugbart. Opdateringer om ting, der har almen interesse som f.eks. vejarbejde, udskiftning af fjernvarmerør osv? Også acceptabelt.
Men der stopper den for mig.
Det er for store krav at stille til vores rummelighed, at vi skal kunne glæde os over økonomiske dispositioner, der helt konkret koster en del af det, vi hver især sidder med et behov for at få tilført ressourcer til.
Ikke mindst fordi vi a) præsenteres for det på en platform, der udelukkende burde bruges til gøgl og underholdning og b) det kommer fra en instans, vi i yderste konsekvens er underlagt, og hvor magtbalancen allerede i udgangspunktet er skæv.
Og det bliver sgu lidt Formand Mao for mig at se et barn, jeg kender, løbe rundt i det, der ret beset er en reklamevideo for Esbjerg Kommune, når jeg samtidigt ved, at barnets forældre ligger i åben krig med skoleledelsen, fordi barnet ikke får den hjælp, det har brug for.
Det er en kendt sag, at hvis noget er gratis, er det dig, der er produktet, og det er vist ingen steder mere sandt, end på de sociale medier.
Derfor har det været ved at drive mig til vanvid i årevis, at offentlige instanser gerne vil have de fordele, eksponering på sociale medier giver, men ikke vil samle det ansvar op, der følger med at bruge det; man betaler jo, synes jeg, i overført betydning med andre menneskers penge.
Når kommuner og offentlige instanser lægger billeder af borgerne på sociale medier, betyder skævheden i magtbalancen, at vi jo reelt intet kan stille op. Det hedder sig, at man kan henvende sig og få enkeltbilleder fjernet – men det er helt vildt, at den opgave skal ligge på den enkelte borger, mens kommunen har frie hænder til at bruge sine borgere til at skræddersy det image, de gerne vil have udadtil.
Forestil dig, at du pludselig, helt ufrivilligt, optrådte i en reklame for Toms Chokolade?
Eller at du hev telefonen frem, når du havde lyst, og filmede din sagsbehandler, dit barns pædagog eller din mormors SOSU-medarbejder, og delte videoen på Facebook – og så bare trak på skulderen og bad dem om selv at rette henvendelse til FB, hvis de gerne ville have det fjernet bagefter?
Det bliver *kun* mere problematisk af, at de borgere, kommunerne lægger op, i mange tilfælde er sårbare, fordi der er tale om patienter, børn eller ældre mennesker. Kan de overhovedet give meningsfuldt samtykke, når de spørges om lov af den instans, der varetager omsorgen for dem?
Det er ikke – og har aldrig været – i orden.
Selv på de seminarer, vi talte om lidt længere oppe, gætter jeg på, at både medarbejdere og ledere har mulighed for at sige nej, hvis de ikke vil lægges på de sociale medier. Den mulighed burde alle kommuners borgere, af helt indlysende årsager, også have.
Så at Viborg nu tager konsekvensen af, at det eneste produkt, man som kommune reelt har at sælge på SoMe, er sine borger, er på høje tid, og det kan KUN gå for langsomt for de resterende 97 at følge trop.
*
Men for at det hele ikke skal gå op i raseri og dårligt humør, når nu vi har ferie, Hans Christian, fik jeg faktisk lyst til at lave en spørgerunde på, hvad vi som forbrugere GERNE vil se på de sociale medier.
Ikke konkret på enkelte konti eller brancher, men mere generelt.
For i og med at platformene er gratis, er det uundgåeligt, at vi bliver fodret med reklamer, når vi er der, og konkurrencen er i nogle brancher så hård, at tilstedeværelsen på de sociale medier bliver afgørende for, om man overlever.
Derfor tænkte jeg, at vi måske kunne tage en runde med, hvad der for os, hver især, er brugbart content? Og måske også hvad der virker modsat?
Der er jo ikke på nogen måde tale om en repræsentativ udsnit af befolkningen, for i og med at vi sidder omkring bålet herinde på bloggen, har vi jo allerede placeret os solidt i et afgrænset segment.
Men derfor kunne det måske stadig være brugbart for de af jer, der driver virksomhed eller som sidder med ansvar for SoMe på jeres arbejdsplads at se, hvad menige forbrugere mener og synes?
Jeg vil gerne starte.
*Jeg elsker, når firmaer og butikker er gode til at lægge lige så mange foto-opslag som reels og videoer op på deres profiler; ganske enkelt fordi jeg ofte bruger deres insta- og facebooksider til at få et overblik over, hvilke varer/brands de tilbyder. Kører de kun reels, kræver det, at jeg som potentiel kunde klikker ind på hvert enkelt opslag for at se deres sortiment.
*Jeg smider ingen på bålet for en slåfejl eller et vildfarent komma, men hvis der generelt er stavefejl og dårlig grammatik i opslagene, påvirker det mit syn på en virksomhed negativt. (Et lille tip, hvis du er udfordret her, er chatGPT. Den skriver tæt-på fejlfrit dansk, og du kan bede den om a-l-t).
*Min telefon er som oftest på lydløs, og derfor er jeg langt mere tilbøjelig til at se reels og videoer, hvis de er tekstede. Det er lige meget for mig, at det er autogenereret tekst; de fejl, der kan opstå her, kan jeg sagtens leve med, mod at kunne se en video, når jeg ligger i min seng i et natstille hus.
*Jeg er ude i det sekund, en butik laver en konkurrence, der bryder loven ved at kræve, at man skal tagge andre ind for at deltage i konkurrencer. Ud over at det er utjekket ikke at kende reglerne, så er det lidt den virtuelle pendant til at sætte reklame-flyers i bilruder, så de ligner p-pøder.
*Max to opslag om dagen. Maxmax. Også selvom alle kurser om SEO hævder, at al aktivitet er god aktivitet. Det hjælper dig ikke at ligge øverst i feeds, hvis du overposter så voldsomt, at folk trykker ‘unfollow’.
*
Ja. Det var mine. Nu håber jeg, at andre derude har lyst til at byde ind, så de reklamer, vi alligevel skal se, får lidt konkret værdi. Både for afsender og modtager.