Den Gamle Dame & Nettet

I forlængelse af mine M2019 indlæg kom jeg forleden til at tænke over, at det egentlig er mærkeligt, at jeg med mit fokus på downsizing og bevidst forbrug, ikke har det sværere med min telefon og tiden, jeg bruger på internettet, end jeg har. For umiddelbart ville min tanke være, at et ønske om mindre skærmtid ville være en naturlig udløber af forsøget på at være mere til stede i mit eget liv. Men når jeg støder på artikler om digital detox er det ikke noget, der taler ind i et ‘burde’ i mig, og det kom jeg til at undre mig over.

Efter en del grublen, nåede jeg frem til, at det handler om, at internettet for mig er et vindue ud til verden; måske specielt fordi jeg bor alene med mine børn. Internettet og de sociale medier for mig er underholdning, stof til eftertanke og relationer, som ikke er mindre virkelige, end dem, jeg har i kød og blod. Ofte får cyber endda en understøttende effekt i mine venskaber, fordi det fungerer som livline, så vi stadig kan bevare venskaber, der ellers ville være gledet ud, og dermed være reel, værdifuld støtte for hinanden, når det brænder på, fordi vi ikke skal arbejde os igennem hele bunken af ‘hvordan går det med dit nye arbejde’ og ‘havde I en god konfirmation?’ før vi kan kaste os over det, vi kæmper med.

Det hører med til historien, at jeg ikke er en af dem, der bliver ramt af sammenligningsblues, eller føler, at jeg bliver konfronteret med egne mangler, når jeg ser andres overflod. Det er ikke et resultat af en speciel modstandsdygtig personlighed, eller tilfredshed over alt ved mig selv, men for mig er de glitrende typer så uvirkelige, at det ikke føles som om, vi tilhører samme race. For mig bliver den kulisse-agtige setting så tydelig, når det hele fremstilles i højglans og blomsterkranse, at det ville svare til at sammenligne mig selv og mit liv med hovedpersonen(s) i en bog.

Det betyder ikke, at jeg ikke tænker over, hvordan jeg bruger internettet, men for mig går skillelinjen det samme sted for dét, som det gør for mad, alkohol, mænd og alle andre typer af rusmidler: Så længe, man bruger det, fordi man har lyst til lige præcis det, man står med i hånden, er det fint. Når man begynder at bruge det, for det sted, det tager én hen; at bruge det, for det det gør, og ikke det det er, skal man høre alarmklokkerne ringe. Men stadig kun, hvis det er hver gang, det er tilfældet. 

For sagen er, at jeg faktisk synes, at det er ok at fjerne fokus fra nuet fra tid til anden. Det betyder ikke, at man ikke er, hvor man skal være, eller at man skal kulegrave sit liv og finde frem til undertrykte ønsker og drømme, man straks skal gå i gang med at udleve. Hvis man stirrer ind i solen for længe bliver man blind, og man kan sagtens trives i det liv man har, uden at knuselske alle faser af det. Man kan sagtens elske at være mor, uden at elske samtlige af de opgaver, der følger med titlen. Man kan trives og vokse i sit job, uden at føle elektriske stød af begejstringen over hver eneste opgave, der lander på skrivebordet, og man behøver ikke revolutionere sit liv hver eneste gang, man støder på noget, der er kedeligt, monotomt eller svært. Jeg hørte forleden udtrykket “to meet life on lifes terms” og det synes jeg giver utrolig meget mening ift. at der *vil* være tinder og dale, uanset hvilken vej man vælger. Og for mig er det lidt en katolsk tilgang til det, at man skal stå alt igennem med stoisk ro og åbne øjne. Så længe man, i det store og hele, er tilfreds, bliver det ikke mig, der peger fingre af lidt eskapisme.

Det, jeg til gengæld kan mærke har ændret sig de senere år, er *hvordan* jeg færdes på nettet. Da jeg var yngre, strakte jeg mig virkelig langt for at binde sløjfer og forklare, og det sugede utrolig meget tid. Det gør jeg ikke længere. I dag vil jeg have lov at bruge internettet på mine egne betingelser, som kan koges ned til, at det skal være noget, der giver mere end det tager. Jeg tænker tit på et udtryk, min veninde Linda og jeg brugte meget for år tilbage: “En ringende telefon er en invitation til en samtale, man ikke behøver sige ja til”. Det gælder også på internettet. Man er ikke forpligtet til at svare mennesker, der bevidst søger konfrontation og drama, man må gerne lukke ting ned i sit eget kommentarfelt, og man kan hverken være enig eller gode venner med alle. Og selvom man lige i øjeblikket oplever en altopslugende trang til at råbe ind i ansigtet på folk, at de er ignorante og afstumpede, så skal man huske at lave lakmusprøven “Er det tilfredsstillelsen værd at trække det her med ind i resten af dagen?” Det er det sjældent. Og det kommer man til, hvis man lader sig falde ned i kaninhullet, og ofrer en hel dag på at skændes med et menneske, man aldrig kommer til at møde i virkeligheden.

Så konklusionen på alle tankerne blev, at jeg måske alligevel har taget noget af det, jeg de senere år har lært, med over i mit cyberliv?

Enten det, eller også er jeg bare blevet ældre.

M2019, uge 31

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt et Ole Henriksen hudpleje-kit brugt. Umiddelbart virker den slags ikke særlig oplagt at overtage fra andre, men fordi jeg er kommet så langt ind i vanen med lige at tjekke, om noget mon kan findes brugt, inden jeg går ud og køber det, tænker jeg ikke engang over det mere, når jeg lige løber Tradono/Marketplace igennem. Og egentlig var jeg bare inde for at snuse lidt, for jeg havde ikke forestillet mig, at det ville være indenfor budgettets rammer. Men det viser sig, at der er ret mange, der har den slags sat til salg, hvor det er helt nyt/stadig plomberet, så nu har jeg for sølle 100 kr. erhvervet mig både rens, fugt og scrub i små størrelser fra samme OH-serie for 100 kr. Planen er at forsøge at gøre det med alle 4 serier, så jeg kan teste, hvilken en af dem, der passer til min hudtype, og ikke ender med at ønske mig/købe en dyr serie i normalstørrelse, som ikke passer til min hud.

2.

Lavet madplan ud fra, hvad jeg havde i køleskabet af rester fra sommerferien, så jeg har fået det hele brugt.

3.

Lavet en hjemmelavet shimmer-lotion af min helt almindelige fugtighedslotion, som jeg har drysset en lille smule guldstøv i, der egentlig er tænkt som lir til øjnene, men som drysser så meget, at jeg faktisk ikke helt forstår, hvad L’Oreal har tænkt på. Jeg elsker, at jeg har fundet noget at bruge det til, og cremen er SÅ fin på arme og ben, nu hvor jeg har fået en lille smule farve.

4.

Købt 8 Beyblades og 2 baner til Anton på Marketplace. Han er pludselig begyndt at lege helt vildt med sine BB igen, og har også fundet ud af, at trampolinen kan bruges som kæmpebane udenfor, så det er noget, både han og Frida får virkelig mange timer til at gå med. Da den ene af hans nuværende baner gik i stykker, blev han noget så ulykkelig, så næste dag, da han kom hjem fra udflugt, havde jeg linet de nye skatte op på gulvet til ham, og han besvimede nærmest af begejstring. De har leget – og sovet – med tingene siden.

Jeg synes, at brugt legetøj giver så utrolig god mening, når der er noget, der lige hitter her og nu. For hvis jeg havde insisteret på, at han skulle ønske sig en ny bane til jul eller fødselsdag, ville jeg have ødelagt det legeflow, han/de er i lige nu, og det synes jeg sgu også lidt er et selvmål. Men at gå ud og købe det hele fra nyt, var bare heller ikke en mulighed – og selvom det var, ville det – som alle, der er omkring børn ved – ikke være første gang, en interesse fortog sig fra den ene dag til den anden.

Brugt legetøj FTW.

I øvrigt:

*Støvsugede jeg i går mine vindueskarme, fordi livet på landet = fluer, og på badeværelset kunne jeg ikke overkomme den enorme anstrengelse det var at flytte nøglen til døren, som lå i hjørnet af karmen. Det viser sig at være rigtigt, når de siger, at dovenhed ikke betaler sig. Ffs.

*Skal jeg på vegne af mødre til børn med specifikke kostpræferencer til alle bagere sige: Ja tak til navne som ‘trekornsbrød’ og ‘gulerodsbrød’. Nej tak til ‘mandagsbrød’, ‘Athenabrød’ og ‘smølfebrød’.

*Så jeg forleden filmen “Mother!” på Netflix, og hvis man er det mindste til symbolik, Polanski og Rosemary’s baby, er det bare at komme igang. Den er fuldstændig bims og stikker i alle retninger, men castet er perfekt og den er umulig at ryste af sig. Jeg forsøger stadig at afgøre, om den vil sige noget om det gamle testamente, klimakrisen eller Justin Bieber/Kardashian-kulturen. 

*Er jeg utrolig åben for forslag til kyllingefrikadeller, der består den svære kombinationstest af både at smage af noget, og samtidig at være relativ faste i strukturen. Anyone?

*Skal jeg også lige, nu vi er igang med at drive rovdrift på jeres erfaringer, høre, om nogen kan anbefale bestemte mærker af alkoholfri vin? De gange, jeg er stødt på det under mine graviditeter, har det haft en grundnote af saftevand med et strejf af sure tæer. 

*Bider jeg blodårerne ud af armen på mig selv, hvis DMI én gang til laver “Sagde vi regn? Haha, nå ok. Our bad. Vi mente høj luftfugtighed” på mig. 

*Er jeg rystet i min grundvold over, hvor meget éns cyklus går amok i takt med, at man bliver ældre. I dag har jeg f.eks. så meget vand i kroppen, at jeg ikke kan få mine øreringe i #NextLevel

*Var jeg forleden for første gang i en af de vaskehaller, hvor man skal blive siddende i bilen, mens den kører igennem. Hvorfor er der ingen, der har sagt, at man bliver både sø- og køresyg af det?!

*Fik jeg af min yndlingskammerat tilsendt et spaophold, mom-edition, i form af et Ole Henriksen “Hyggekit”, og nu kan jeg ikke gå tilbage. Sidst jeg brugte OH, var jeg.. hvad? 22? og i den alder gør huden jo, hvad man beder den om, selvom man vasker den i sulfo og smører den med motorolie. 40+? Not so much. Min hud opfører sig nu to gange om dagen sådan her:

Slayyyy!

M2019, uge 30

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft idiot-motorik, og derfor smadret flere glas end hele sidste år tilsammen. Det sidste smed jeg meget dygtigt ind i den Le Creuset bestik-krukke, jeg bruger til min opvaskebørste, så jeg slog en stor flig af kanten. Jeg var allerede ved at gro en hovedpine på størrelse med Kina, da jeg kom i tanke om, at jeg har en magen til, som jeg har grydeskeer osv. til at stå i.

Og den står i et hjørne.

De kalder mig problemknuseren.

2. 

Givet hver af børnene deres egen travel-size sæberefill i silikone. (Silikone, fordi det gør dem bløde, og man derfor kan få sæben ud, modsat dem i hård plast, hvor sæben bare kigger hånligt ud på dig fra sit sikre skjul indeni). Der kan være omkring 1/2 dl. sæbe i, og den får de med, når de bader. Jeg vil meget gerne fremme selvhjulpenhed, men jeg var ved at gå til over at se dem hælde adskillige liter sæbe lige ud i afløbet, fordi de almindelige sæbeflasker (hvad kalder vi dem? Flasker? Beholdere?) er svære at styre med små, våde hænder. De gange, jeg har forsøgt mig med pumper, har jeg måtte sande, at det simpelthen frister for meget til at løse problemet #Skumfest.

De her er geniale. De kan vaskes af, genfyldes i det uendelige, OG jeg kan faktisk bruge dem, hvis vi skal afsted på en forlænget weekend. 

3.

Hver eneste morgen re-arrangeret mit køleskab, hvilket jeg har gjort hele ferien. Når vi alle 3 er hjemme, er vi i køleskabet 7000 gange oftere, end vi plejer at være, og alting bliver flyttet rundt og op og ind bagved og ud på hylder i lågen, hvor det ellers aldrig står, fordi der skal være plads til koldhævet dej/vandmelon/kolde drikkevarer. 

Her oplever jeg en af de få ulemper ved at have skåret drastisk ned på mit poseforbrug: Jeg har køleskabet FYLDT med plastikbøtter, og jeg kan ikke se, hvad der er i dem. Det kræver en ekstra indsats, når rytmen er fuldstændig brudt, og vi er på ture, spiser ude og har gæster i én pærevælling. 

For mig kræver det, at jeg er ekstra løs ift. madplan, og planlægger fra dag til dag, men det fungerer stadig bedre, end at handle til flere dage og stresse over, at jeg skal nå at have tingene brugt, hvis vi ændrer planer.

Jeg besluttede ret tidligt i ferien, at det ville være fint at tømme fryseren, så derfor har rutinen på hjemmedagene været: Hvad jeg har i køleskabet, der skal bruges, og hvad har jeg i fryseren, det kan sættes sammen med. 

Det er måske nemmere at illustrere hvad jeg mener med konkrete eksempler, så de sidste par uger har jeg f.eks. stegt en spidskål og spist den som tilbehør til en rest bolognese, smidt hytteost i dejen til de koldhævede boller, bagt pandekager med koldskål i stedet for mælk, syltet rødløg til mig selv og min søde mor, lavet risengrød af datomælk og den sidste sjat grødris, der lå og gemte sig i et hjørne, og ladet børnene bage pizza med diverse rester af chorizo, pølser og revet ost.

4. 

Været i Legoland hele to gange, hvilket betyder, at vores sæsonpas nu længe hqr tjent sig selv ind. Vi har gennem tiden haft årskort til en del forskellige ting, og jeg må bare indrømme, at det ofte har været spild af penge, fordi vi aldrig nåede afsted igen. Det irriterer mig helt enormt, og derfor er jeg i dag blevet lidt tvangshysterisk med at holde hus med, hvor meget vi får dem brugt, når vi, erfaringen til trods, vælger at købe dem. Det har vi gjort med de her, og det gør mig glad.

Feriefornemmelser

Vi er igang med den fjerde og sidste uge af vores ferie. Fra på mandag kører det hele så småt igen, og det er faktisk ok.

Hver gang, jeg holder sommerferie med mine børn, føles det som ‘a first’. Et år er bare ret længe ift. hvad børn kan og vil og er store nok til, og derfor er det altid med et vist element af spænding, vi kaster os ind i ferien, for jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente, udover at være på 24/7.

Det har været en god ferie, og jeg har mange gange tænkt over, hvor dejligt det er, at børnene ikke længere er helt små. Det kan godt ske, at de spørger 600 gange om, hvornår vi er der, når vi kører bil, men man kører ikke længere med truslen om PrimalSkriget hængende over hovedet, hvilket jeg ikke kan udtrykke stærkt nok, hvor lidt jeg savner. Den skrukhed, jeg led så frygteligt af, da Frida var spæd, er væk-væk, og jeg nyder, at jeg ikke skal arbejde rundt om middagslure og pusleborde. 

Til gengæld kan jeg også mærke, at jeg stille og roligt begynder at se mine børn som selvstændige mennesker, der træffer beslutninger om adfærd med semi-åbne øjne. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for de er jo stadig børn, men hvor man bliver mere frustreret end vred, når de ikke vil sove i barnevognen, eller ikke vil spise den skemad, man så møjesommeligt har googlet, kogt og blendet, så bliver jeg gal på dem nu, når de bevidst tramper hen over alle grænser, og f.eks. driller hinanden i det uendelige. I slutningen af 3. uge blev jeg så vred, at jeg smed en ishockeystav over på marken i raseri, og jeg skal være den første til at indrømme, at det ikke var mit fineste øjeblik som mor. Men. For. Helvede. Begge børn havde danset riverdance på mine nerver og grænser i 3 dage, non stop, alle mine pædagogiske tiltag og intentioner til trods, og der var bare ikke mere tilbage at give af. Plus noget med noget PMS.

Heldigvis har jeg en veninde, som jeg på 3. år  recap’er med hver eneste aften. Somme tider er det 3 ting, vi føler, vi har løst på en god måde, somme tider er det 3 ting, vi er taknemmelige over, og somme tider er det bare en evaluering af dagen. Og fordi jeg på den måde får bearbejdet ting, i stedet for bare at stange dem på selvhadsbålet, kunne jeg pludselig se, at det måske også havde noget med tidspunktet at gøre. For efter 3 uger er alle ved at være lidt tyndslidte i kanten af at være sammen i døgndrift, alle legesager er leget med, og den energi, man gik ind i ferien med, er ved at være brugt – og der er stadig en uge tilbage. 

(Jeg ved godt, at det ikke er sådan for alle. Der er mange, der ikke aner, hvad jeg taler om, og som bare får masser af energi af at holde ferie. Godt for dem og jer, og more power to you).

Jeg hørte et sted, at en ferie skal have en vis længde, for at hjernen for alvor slapper af, og det må være omkring en uge, for vores tur til Aarhus var fantastisk. Perfekt i længde og indhold, og selvom der naturligvis også var konflikter og alt det løse dér, så var det stadig noget andet, end når vi “bare” er herhjemme. Da vi kom hjem, kunne jeg nærmest ikke huske, hvor vi boede, og det var bare en god reminder om, hvorfor det er godt at tage væk. Det er nemmere for kontrolmennesker som mig at slippe det hele, leve med støv og nullermænd, og springe bad og madlavning over, når man er flyttet ud af sine vante omgivelser, hvor der hele tiden lige er en vask, der trænger til at blive kørt. 

Paradoksalt nok tror jeg måske også, at en del af grunden til, at denne ferie har været så god, har været, at jeg ikke bare har sluppet alting. Tværtimod tror jeg, at jeg endelig har fundet de vise sten ift. hvordan jeg skal spise for at trives, jeg har eksperimenteret med træning, og hvad jeg kan få til at fungere med børn, jeg har fundet en vandflaske, som indeholder 2 liter, og det stykke plastik til 50 kr. har revolutioneret mit liv, fordi jeg pludselig kan holde styr på, hvor meget vand jeg (ikke) drikker, og selvom jeg har jeg sænket standarden for rengøring, madlavning osv markant, har jeg stadig prioriteret at rydde op, bare nogenlunde, hver eneste aften. Alle de små ting til sammen gør, at jeg ikke nu sidder med fornemmelsen af at skulle i gang med den store udrensning og -mugning, når vi starter igen, og det er simpelthen så rart.

Aftenerne er gået med gæster, kaffe og vin på terrassen til synet af en synkende sol, og et afsnit Queer Eye i ny og næ, som har vist sig at være den perfekte ferie-serie: Hyggelig og rar og med små, afsluttede historier ikke indbyder til binging. 

Skadeslisten begrænser sig til 2 bi-stik under fødderne (et til hver af børnene, med 4 minutters interval), en hånd på et tændt vaffeljern (Frida) og en tsunami af bræk i bilen (Anton), som kom på det trælse tidspunkt, hvor vi var lige præcis lige langt fra hjem og vores destination, og hvor det eneste, jeg havde at tørre sele, bil, bilsæde, barn, tøj og mig selv af med var 10 brillerenseservietter, fordi jeg ikke lige har fået fulgt op på at smide vådservietter osv. i handskerummet, som jeg ellers har tænkt på at gøre 243938385590 gange. Det var 10 minutters selvhad så intenst, at det kunne være blevet klassificeret som kilde til vedvarende energi og have holdt os alle sammen kørende frem til den anden side af årtusindskiftet. 

Men alt i alt har det været en god ferie. Ikke perfekt, men god. En ægte ferie i et ægte liv, som er ikke særlig egnet til instagram eller douce farver på en livsstilsblog, men som til gengæld er mit.

Jeg ville ikke bytte det for noget.

M2019, uge 29

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Undladt at købe rugbrød, men i stedet bagt en omgang grove havregrødsboller. De kan hives ud af fryseren om morgenen, de dage, vi er hjemme, og dermed er der ikke noget, der ligger i brødkassen og bliver tørt og gammelt, når vi laver spontane aftaler. 

2.

Af en eller anden grund tænkt meget over noget, som jeg læste i en bog, jeg har glemt titlen på, nemlig at vi måske somme tider kommer til at opfatte den hellige grav som velforvaret, når vi sorterer vores affald.

Men affald forsvinder jo desværre ikke op i den blå luft, bare fordi vi ikke selv smider det direkte i havet, og selvom vi fjerner det fra vores egen matrikel, skal det stadig bortskaffes fra lossepladser og genbrugsstationer. Jeg ved ikke, hvorfor det pludselig rumsterer sådan i hjernen på mig, men for mig har det været en god reminder om, at det aldrig er nytteløst at tænke over, om jeg på nogen måde kan reducere mængden af affald, *jeg* smider i bunken, og det havde jeg bare lige lyst til at give videre💚

3.

Konverteret en håndcreme til shaving gel. Jeg løb tør for sidstnævnte, og stod derfor med hovedet i skabet og ledte efter et alternativ. Jeg fik øje på en håndcreme, jeg har flyttet rundt på et par måneder, fordi jeg ikke bryder mig om lugten, og testede, om den kunne bruges. Det kunne den. 

4. 

Beruset af min egen succes (jvf. ovenstående), smurte jeg dernæst en fodcreme, som jeg ikke får brugt (fordi alle i det her hus åbenbart har mest brug for hjælp om natten, og mine trægulve bliver uhyggeligt glatte, hvis jeg pisker omkring på cremepåsmurte fødder) på mine ny-shavede skinneben – som blev så smooth og lækre, at jeg nærmest ikke kunne være i min egen krop over det.

5.

Overvejet at tage på et ferie-frembragt loppemarked med børnene, men besluttet at lade være, fordi jeg pludselig kom til at tænke over, at det fremmer det mest unødvendige forbrug af dem alle, nemlig dét, hvor man tager afsted for at se, om man ikke kan skabe et behov, man ikke har.

I spørger, jeg svarer: Om børn, opdragelse og konfliktløsning

For et par indlæg siden spurgte Lone i kommentarfeltet, om ikke jeg kunne skrive lidt om børn, opdragelse og konfliktløsning; noget, man nok meget naturligt er lidt mere optaget af her i ferien, hvor der er mere af det hele. *modstår-lysten-til-at-lave-en-smiley*

Jeg vil gerne prøve. Spørgsmålet er bredt, og derfor bliver mit svar det også, så jeg håber, jeg rammer ned i noget af det, der ligger til grund for spørgsmålet.

Inden jeg kaster mig over selve indlægget, vil jeg gerne starte med verdens største disclaimer. For selvom jeg føler, at jeg er god til at holde fast i de store linjer, som er vigtige for mig ift. opdragelse, (f.eks. at vi herhjemme behandler hinanden med respekt, hvilket blandt mange andre ting indebærer, at vi taler ordentligt til hinanden, at alles følelser tages lige alvorligt, og at man altid har ret til at have det, som man har det). (- hvilket ikke er det samme som, at man må tvangsinddrage andre i sit dårlige humør) så skal jeg være den første til at indrømme, at hverdagsdetaljerne i at holde det her tog på skinnerne dagligt giver mig lyst til at flytte til et land, hvor opiater i håndkøb er underlagt en mere lempelig lovgivning end her. 

Men noget af det, jeg tænker meget over, er at huske at opdrage de børn, jeg har, og ikke et sæt fiktive standardbørn. Det lyder meget indlysende, men det kan i perioder være ret svært at give sig selv lov at holde fast i, for når man er omkring andre mennesker med børn, eller læser artikler og hører eksperter udtale sig, så synes jeg nemt, at det kan komme til at lyde som om, alle børn er helt blanke lærreder, som man kan male på, med lige præcis de farver, man ønsker. At alle børn kan opdrages til at elske at hjælpe til i køkkenet. At der ikke findes kræsne børn, men kun eftergivende forældre. At det bare er et spørgsmål om at være konsekvent nok at lære dem at sove, lege selv eller ikke at afbryde. Det er ikke min erfaring. Jeg synes ikke, at man bare skal trække på skulderen eller undlade at forsøge, men når jeg har øjeblikke, hvor jeg føler, jeg fejler, fordi jeg ikke formår at installere trafiksikkerhed eller interesse for bøger og bladselleri i mine børn, minder jeg mig selv om, at hvis man har fået udleveret en reol, så kan den ikke laves om til en cykel. Den kan slibes, males og tapeseres, man kan pynte den med lyskæder  og man kan være omhyggelig med, hvad man fylder i den – men hverken cykel eller reol er tjent med at blive sammenlignet, for de hverken kan eller skal være ens. Og det kan bare være virkelig fint at huske de dage, man føler, at man er ved at gøre sig fortjent til en sidsteplads i VM For Forældre

Jeg tror egentlig, at det er en erkendelse, der er kommet efter at mine børn er blevet større, fordi det også har givet lidt sundt perspektiv på, at alle forældre kæmper med noget – og det gør de fleste af os mere ydmyge over tid. For hende, der i mødregruppen havde utrolig travlt med at belære os alle sammen om, hvordan det var hendes formidable indsats alene, der gjorde, at hendes børn spiste alt, har nu fået et barn, der ikke vil have andet end kiks. Og som bider. Og hvor jeg har al sympati i verden for forældre, der kæmper, så skal jeg også være ærlig og indrømme, at jeg aldrig er ked af at se skråsikkerhed blive sat på prøve. 

Og jeg ved godt, at jeg risikerer, at nogen bliver sure på mig nu, men jeg diskuterer også primært opdragelse med mennesker, der har børn, som er på alder med eller ældre end mine, når der er noget, jeg bøvler med; mest fordi jeg ikke gider høre mig selv sige “bare vent til xxx”. Men det er jo ofte sådan, det er. For mange af de kampe, man har med dem, når de er spæde og små, er kampe på instinkt, mens de fleste af dem, man får med dem, når de bliver større, handler om vilje og personlighed. Det er gratis at være tolerant, når ens søn på 2,5 år år vil have kjole på i børnehave. Det er gratis at være 100% sikker på, at han aldrig kommer til at sige til “Jeg gider ikke være din ven”, aldrig kommer til at plage i Bilka og altid vil elske at dele sit legetøj. Så længe de sover i lift, er de fleste af os også sikre på, at vi altid vil være fulde af tålmodighed og lytte til alt, hvad de har at fortælle – fordi man på det tidspunk ikke har måtte erkende, at medfødt forståelse af turtagning ikke er en ting.

Der er bare typisk lidt flere nuancer i andre menneskers holdninger, når de *har* været kaldt til samtale, fordi Alexander har slået Petra med en pind, og de pludselig har været tvunget til alt muligt besværligt, som f.eks. konsekvensanalyse og overvejelser omkring hvor meget børnene selv forstår, når de som en pludselig indskydelse kommer og gerne vil have pink sko med glimmer på i skole, når de er 8*.

Til mit forsvar skal siges, at jeg har fuld forståelse for, at mennesker med teenagere heller ikke sidder yderst på stolen med tilbageholdt åndedræt for at høre mine guldkorn om de udfordringer, der knytter sig til dén alder. 

Man kan sige, at hvad andre gør, siger og mener ikke har nogen reel betydning for, hvad vi vælger at gøre ift. opdragelse af vores børn, og det er der også megen sandhed i. Det gør f.eks. hverken fra eller til for mig og mine værdier, at jeg ser børnehave-Mathildes forældre gribe deres opdragelse anderledes an, end jeg gør. Når jeg alligevel lader det fylde relativt meget i dette indlæg, er det fordi, det er min erfaring, at vi oftest bliver i tvivl om vores egen opdragelse, når vi er pressede og pludselig synes, at alle andre ser ud til at tackle opgaven bedre, end vi selv formår. Og derfor synes jeg, at det er ret vigtigt at have gjort sig nogle overvejelser omkring hvor meget, man ønsker at invitere andre forældre ind i sine tanker – og hvorfor (ikke). Her spiller det helt sikkert ind, at Anton ikke har været helt som alle andre børn, og at jeg derfor har været tvunget til at finde min egen vej, som er rigtig for os herhjemme, samtidig med, at vi er plantet midt i en gruppe af mennesker, der griber tingene anderledes an. Men at opdrage børn forekommer mig at være en evig balance mellem at gøre sit allerbedste og samtidig acceptere, at det allerbedste stadig ikke er perfekt.

I forhold til konflikter er der vist desværre ingen gylden løsning, og jeg synes, at det er noget, der bevæger sig i bølger. Vi har lige haft et par måneder, hvor børnene har skændtes om A.L.T. Hvor ingen kan gøre noget rigtigt, og hvor alt, den anden gør, er irriterende. De perioder er seje, uanset om man holder ferie eller tæsker afsted i hamsterhjulet, og det menneske, der knækker koden til at løse dét problemet, kommer aldrig til at arbejde et minut mere i sit liv. 

Mine forsøg på at komme *ned* ad konflikttrappen indebærer nogle ret konkrete tiltag, som somme tider hjælper, og andre gange forslår som små, overoptimistiske skræddere i helvede. De er svære at skrive sammen til noget sammenhængende, så I får dem i punktform i stedet: 

1. Kan børnene afledes? Kan jeg tilbyde en aktivitet, jeg selv kan holde ud/et stykke frugt/et alternativ til det, de ikke kan leve uden, som betyder, at jeg ikke bare siger “Nej!”?

2. Lug ud i det, der skaber konflikter. For skal børn have lov at bestemme, om man kan tage på café og hygge med veninderne? I princippet nej. Men min egen erfaring er bare, at hvis man ikke er en af de mødre, der er så heldig at have et barn, der kan underholde sig selv i to timer med en legoklods og en saltstang, så tager man derfra, revet over i to. Tre, faktisk. For man synes ikke, man har været nok for sin veninde, man synes ikke, man har været nok for sit barn, OG man har dårlig samvittighed over at være vred over, at man selv føler, man har fået for lidt fyldt på. Så her vil jeg bare slå et slag for, at man overvejer, om det er kampen og konflikterne værd. Uanset om ‘det’ er juletræsfester, sommerafslutning i SFO’en eller arrangementer, der primært er for én selv. 

3. Husk, at hele pakken er en del af aktiviteten. Den her har været ret afgørende for mig, for i lang tid syntes jeg, at når jeg tog børnene med i svømmehallen, så var det svømmedelen, der var Aktiviteten. Men omklædningen, både før og efter, er også noget, vi tager ud og gør, og som bryder hverdagsmonotonien, og derfor minder jeg mig selv om, at det ikke er noget, der bare er træls eller skal overstås. Det er en del af aktiviteten – og der ville have været konflikter, uanset hvor vi havde været. Fordi: Børn.

4. Kan kompromiser ift. tilbagevendende problemer italesættes? Anton er ikke et krammebarn – men det er Frida. Hvilket gør det ret svært at finde et niveau, hvor hun får lov at udtrykke sin kærlighed uden at overskride hans grænser. Men jeg prøver at snakke med dem om, at for Frida er knus en måde at vise kærlighed og omsorg på, mens det hos Anton ikke er en afvisning af kærligheden, når han ikke vil have have 8 knus i timen. Og forstår de det nu? Nej. Men jeg tror faktisk, at der ligger noget ret vigtig læring for dem begge to ift. grænser og forståelse og accept af, at disse kan ligge forskellige steder, som de forhåbentlig fanger på et tidspunkt. 

Jeg sidder lige nu og spekulerer på, om jeg overhovedet har sagt noget, der giver mening for andre end mig selv? Eller om jeg bare har fyldt to hele tider med floskler og selvfølgeligheder. Det håber jeg ikke. Min hjerne er ved at være lidt medtaget af på 3. uge at agere tivoli fra klokken 5 til klokken 20. Men uanset hvad, er alle mere end velkomne til at byde ind med alt, hvad de føler for i kommentarfeltet. 

Rigtig god dag derude.

*Her henviser jeg lige til det her indlæg, for ellers bliver det her for langt.

M2019, uge 28

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Som nævnt i sidste indlæg været på ferie i et lånehus i Aarhus. Der var jo alle muligheder for at lave mad, men for at sige det som det er: Jeg gad simpelthen ikke. Så i stedet for at ende med en masse impulsiv take-away, planlagde jeg efter det. Jeg bagte to pizzaer i forrige uge, frøs den ene, og tog den op, den morgen vi kørte til Aarhus; så der var nem aftensmad på ankomst-dagen.

Da jeg købte ind i Bilka to go, smed jeg et par frosne færdigretter af dem, børnene kan lide, i kurven, så der var noget at hive ud til dem, som kunne efterlades, hvis vi ikke nåede at spise det, og dagen efter vi kom derop, var jeg forbi mit yndlingssted efter haydari og wraps. Jeg havde bestilt rigeligt med grøntsager, samt lidt færdigstegt kylling og en pose peanuts hos Bilka, så jeg i løbet af ugen kunne mixe og matche på kryds og tværs, og den sidste dag, smed jeg alle resterne sammen til en god og fyldig salat.

Fordi jeg således ikke dagligt endte med panikløsninger, var der plads i budgettet til en gang kvalitetssushi og til at spise aftensmad i Djurs Sommerland, den dag, vi var derude, helt uden dårlig samvittighed.

2.

Tjekket netbank hver aften, mens vi var deroppe. Når alle ydre parametre ændres, og vi laver noget helt andet, end vi plejer, synes jeg godt, det kan være svært at være helt knivskarp på, hvad jeg bruger af penge. Ved at klikke forbi netbank hver aften, var jeg hele tiden sikker på, hvor meget vi havde brugt, og det dæmmede op for ‘skidt, pyt, vi har jo ferie’-refleksen. 

3.

Foræret en kurv til de søde mennesker, hvis hus vi lånte. Kurven har jeg gået og fyldt i over de sidste par måneder, og det betød, at jeg faktisk ikke følte, at vi gav noget for at låne huset, selvom det på alle måder var en luksuskurv, der ventede på mine venner, da de kom hjem. 

4.

Set mig så sur på min kondenstørretumbler, at jeg raseri-googlede, om man da for helvede ikke kunne få den til at tørre mere effektivt, hvis man skiftede en dims eller skruede på noget.

Det viser sig, at der sidder et hemmeligt filter i bunden af maskinen, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med på noget tidspunkt i løbet af de snart 3 år, vi har boet her. Hvordan er jeg den voksne i det her hus?

5.

Besluttet at sælge min havelounge sofa. Den er meget lav, og jeg er meget høj, og derfor får jeg den ikke rigtig brugt #KnæIKinderne. Hynderne fylder hele mit skur, og skal tages ind om vinteren, og egentlig vil jeg hellere have en stol og et bord under halvtaget, hvor sofaen står, så jeg kan sidde derude med en kop kaffe, når det regner lige så stille. 

Tanken har strejfet mig før, uden at jeg har gjort noget ved det, men i dag kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk ikke gider flytte rundt på de hynder en hel vinter mere, og samtidig risikere, at sofaen går i stykker, og dermed bare skal smides ud til foråret. Jeg lagde den på facebook til en fjerdedel af nyprisen kl. 12. Kl. 13 havde jeg 37 (!) i kø, og klokken 14 var den hentet, sammen med hyndeboksen i skuret, og jeg har allerede været ude at sidde i min nye krog med en kop te og nydt fornemmelsen af plads.

Hjemsøgt

Vi er i Aarhus.

Det er første gang, jeg har begge børn med på ferie heroppe, og dermed også første gang i flere år, jeg er her i mere end et par dage.

Årene giver lidt perspektiv i forhold til, hvad det giver mening at fylde i dagene. Da Anton og jeg var her sidst, og jeg stadig nærmest kunne have ham i lommen, var vi meget i midtbyen, hvor vi spiste på cafeerne og besøgte de steder, vi kunne gå til derindefra. Jeg måtte sortere i, hvem vi kunne nå at se, fordi jeg stadig havde kontakt med rigtig mange mennesker, og på mange måder var vores ferier dengang et bud på, hvordan vores weekender kunne have været, hvis vi var blevet heroppe.

Denne gang er det anderledes, og jeg bliver ved med at tænke, at to i den her forbindelse er et team, mens tre er en familie, og det gør noget ved måden, det giver mening at bruge dagene på. Programmet er tilrettelagt efter børn, ganske enkelt fordi de er i overtal. Søndag var vi f.eks. i Djurs Sommerland fra vi stod op til vi gik i seng, og det var den bedste dag længe. Det kan lyde som om, jeg sætter deres behov over mine, men det er ikke mere sandt her, end det er i det øvrige liv med børn, og selvom dagene er deres, er aftenerne er mine, og det er sådan, det skal være.

Da jeg for nogle uger siden begyndte at lave mine aftaler heroppe, gik det op for mig, at der også her er sket rigtig meget. Jeg sætter stadig pris på bekendte og hej-venner, men de relationer, jeg gerne vil bruge ægte, IRL tid på, er dem med mening og dybde. Samtidig har tiden flyttet en stor del af mine bekendtskaber fra dengang et led eller to ud i cirklerne, og dermed giver sondringen egentlig næsten sig selv. 

Jeg elsker at være her og at vise mine børn byen, men det er en kærlighed, der river i hjertet med kløer af savn og melankoli, fordi den er et gensyn med min egen fortid og med byen, der på godt og ondt gav mig de redskaber, jeg skulle bruge for at finde mig selv. 

Mennesket, jeg blev heroppe, tog jeg med, da jeg flyttede, men historierne lod jeg blive tilbage, og nu, hvor jeg kører byen igennem på kryds og tværs, bliver det tydeligt, at jeg flyttede fra dem, historierne, inden de var blevet runde i kanterne af tid og slid. Det river stadig frygteligt i hjertet, når jeg kører forbi afkørslen til Lenes hospice. Det føles nyere end det bør, når jeg kører forbi en ekskærestes lejlighed, og dufte og lyde og historier om mennesker, jeg slap og valg jeg traf, rasler med kæderne på hvert eneste hjørne.

Esbjerg er manden, jeg giftede mig med, og når jeg er sammen med ham, ved jeg, at det er sådan, det skal være. Jeg er glad det meste af tiden, og meget bevidst om alt det gode, han er og gør. Men Aarhus er den ekskæreste, jeg ikke kan slippe. Han var vanvid og magi og alt i ekstremer, og han gjorde mig til den kvinde, jeg er. 

Det var der, jeg fandt min identitet, det var der, jeg besluttede, hvad jeg skulle lave i mit arbejdsliv, og der var der, jeg mødte de mænd, der har haft størst betydning i mit liv.

Og så var det der, jeg besluttede at få Anton.

Skiftet føles nok ekstra tydeligt, fordi jeg var arret på kryds og tværs, da jeg flyttede fra Esbjerg, og jeg føler, at jeg lærte, at jeg er den og det, jeg skal være, og at der findes mange, som mig, da jeg langsomt slog rod og foldede mig ud i Aarhus.

Da jeg flyttede tilbage til Esbjerg, flyttede jeg ind i et nyt liv som nogens mor, og tilbage til en by, jeg aldrig helt har tilgivet. Det har taget lang tid at lære at være i den igen, og derfor vil det altid føles som om, at Aarhus var der, jeg voksede og blomstrede, mens Esbjerg var der, hvor jeg kæmpede. Også selvom det er en sandhed med modifikationer.

Jeg tror aldrig, jeg får lov at slippe følelsen af at være splittet. Det vil altid være både sødt og bittersødt at være i Aarhus – men det er også når jeg er der, jeg opdager, at jeg glæder mig til at vende tilbage til mit liv i Esbjerg.

Det er nok bare den pris, man betaler, for at kalde to steder sit hjem.

M2019, uge 27

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Gjort klar til den kommende uge, hvor vi bytter hus med et par kammerater i Aarhus. Jeg har undladt at handle mere end det allermest nødvendige, så vi kunne få tømt køleskab og skabe, og det er lykkes til fulde – uden at det på noget tidspunkt har føltes træls, for med ferien lige om hjørnet, er opmærksomheden på dén, og ikke på, at der de sidste par dage kun har været én slags pålæg til frokost, eller at morgenmadsudvalget har været lidt begrænset. Og faktisk har det også medført, at nogle måltider har været lidt ekstra luksuriøse; der har f.eks. været friskskåret frugt på yoghurten de sidste par dage, så no apple got left behind.

2.

På jeres foranledning givet e-reolen en chance mere. Første gang jeg forsøgte mig med den for et par år siden, opgav jeg, fordi intet virkede og alt crashede, og jeg havde egentlig afskrevet den. Men I var mange, der anbefalede den i kommentarfeltet til sidste uges indlæg, så jeg prøvede at hente den som app, og jeg er helt blæst væk over, hvor nemt og brugervenligt den er (blevet?). Så i stedet for at købe lydbøger til ferien, som jeg ellers havde indstillet mig på at skulle gøre, har jeg nu hentet en håndfuld, som er klar til at tage toppen af utålmodigheden i bilen den næste uges tid. Tak for tip!

3.

Handlet på Bilka To Go (ikke spons), og sat afhentningstedet til ‘Bilka, Tilst’. Det blev dyrere, end når jeg normalt handler til en uge, men til gengæld har jeg truffet alle ‘det *er* jo ferie’-beslutninger med fuldt overlæg, jeg slipper for at klathandle hele ugen deroppe, hvilket med 100% garanti ville ende med at blive dyrere, og på komfortsiden er det bare virkelig smart, at jeg (eller rettere, min kammerat) svinger forbi Bilka, samler varerne op og har dem med, når han kommer ud til os i morgen. Ud over at vi får en mere behagelig biltur, fordi vi ikke skal kile os ind mellem toiletpapir og køkkenrulle, betyder det også, at vi kan ankomme i ro og mag, og bare kan bruge hele den første dag på at lande. 

4.

Givet vores trækvogn væk, fordi jeg vurderede, at vi ikke skal bruge den mere. Skulle vi en enkelt gang beslutte at tage på en tur, hvor det ville være smart at have en trækvogn med, betaler jeg de 20 kroner det koster at leje en. Ressourcemæssigt er det for åndssvagt at have den stående i vores garage, mens den ruster og forfalder, bare fordi jeg muligvis, måske, man-ved-jo-aldrig skal bruge den én eller to gange mere. 

Jeg lagde den op til gratis afhentning i den lokale facebookgruppe, og 25 minutter senere var den væk, og kommer nu forhåbentlig til at opfylde det formål, den er produceret til, hos en anden familie.

5.

Haft gæster og serveret resterne af kagen fra Fridas fødselsdag, og konklusionen er, at man uden problemer kan fryse frosting. Både konsistens og smag var præcis, som inden jeg frøs kagen ned. (Jeg har lavet efter denne opskrift (varianten med smøreost)).