I øvrigt:

*Meddelte Anton – altså, barnet, der har behov for forudsigelighed og kontrol i en grad, så han stadig er lidt loren ved Ørnen i Legoland – mig i går, at han har tilmeldt sig et motorcross arrangement i Klubben. Selv. Altså, ét, hvor han skal køre. Jeg sørgede selvfølgelig for at camouflere min rædsel med et stort, støttende smil og et skingert: “Ej, hvor spændende, skat!”

*Har Frida fået en ny yndlingshobby, som er, 25 gange i timen, at pege på noget og sige “Se!” til Anton og mig – og når vi så kigger, synger hun (højt): “Jeg fik en ko – til at glo – iiih, hvor jeg er go!”. Bare i tilfælde af, at nogen stadig ikke har besluttet sig for, om de vil give deres børn adgang til Youtube.

*Er jeg startet forfra på The Walking Dead, og det understreger til perfektion, præcis hvor meget jeg doomscroller på min telefon, mens jeg ser serier: Jeg kan huske ca. 10% af handlingen, selvom jeg så den for mindre end 2 år siden.

*Ved jeg i øvrigt ikke helt, hvad det siger om mig som type, at jeg, når verden er lidt uoverskuelig, finder ro i at gå kneedeep i postapokalyptiske zombier. De kaldte, Dr. Freud?

*Kan jeg på facebook se, at Region Syddanmark – i samarbejde med TV2 – har lanceret en konkurrence, hvor man med sin sms-stemme kan afgøre, hvilket af 4 forskningsprojekter, man synes skal vinde forskningsmidler. En sms-stemme. Altså, ligesom når vi stemmer på glade amatører, der bager, danser eller synger i fjernsynet, bare med forskning, der kan redde liv. Jeg har ikke *ord* til at beskrive, hvor uetisk og vanvittigt et set up, jeg synes det er. 

*Speaking of vanvittig bliver nogen snart nødt til at prøve at lægge USA i ris. WTAF med den abortdebat?

*Og når de er i gang: Køb lige et ekstra kilo basmati til det olympiske clusterfuck, der er retsagen Depp/Heard. 

*Overvejer jeg at prøve at lave et skriv om vores tur gennem systemet og sende det til en avis. Jeg er stadig ikke sikker på, om jeg synes, det er kommentarsporet og uvennerne i det system, vi stadig er afhængige af, værd. Men jeg kan fandme næsten heller ikke holde ud, at alle de familier, der står længere nede i køen end os, kommer til at skulle trækkes igennem det samme vanvid, som vi har været udsat for, uden at være forberedte på det. 

*Tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår Mette Frederiksens stylist. Jeg tænker, at målet er at klæde hende på, så hun ikke støder hverken nogen eller noget, og samtidig bliver taget alvorligt (og alene i dét ligger der 6-700 problemstillinger, der ville have gavn af lidt lys) – men jeg synes godt nok ofte, at resultatet bliver gammeldags og kluntet. Uden at have vekslet ét ord med hende, tror jeg sgu, der er mere feist og spark i hende end dét. 

*Har jeg fået min første kontrakt som underleverandør i hus, og dermed sikret mig selv adgang til en væsentligt større pulje af opgaver fra 01.07, hvor jeg starter op som selvstændig. Det lyder teknisk og kedeligt. Jeg her helt på månen over det.

*Har jeg bevilliget mig selv to nye sæt orakelkort i Mors Dag-gave. Fordelen ved selv at stå for opgaven er, at man også selv står for gaverne.

M2022, uge 17

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har vi været i Legoland, og jeg medbragte Fridas slush-ice-bæger fra sidst, hvilket betød, at den frosne saft denne gang som refill kun kostede 20 kr., mod de 50 kr. den koster fra ny. 

Jeg skal være ærlig og sige, at jeg simpelthen aldrig har tænkt over at tage flasken med hjem og vaske den af. Når jeg har set ‘refill’ på skiltet, har jeg bare tænkt, at man må være belagt med kirurgisk stål på indersiden, hvis man kan køre mere end én runde flydende kvælstof uden at få forfrysninger, men da min veninde, sidst vi var afsted samme, hev deres op af tasken, havde jeg det meget sådan her: 

Hvor mange runder sådan en gang tynd plastik kan tage i manegen, ved jeg ikke, men den er vasket af igen og klar til endnu en tur. 

2.

Måtte jeg lægge mig selv i aflåst sideleje, da jeg modtog min betalingsoversigt for maj. Fy for FANDEN, mand. ALT er steget, og den største synder på regningen denne gang er el.

Da jeg var færdig med at hyperventilere i min papirspose, loggede jeg ind på oversigten med en klar overbevisning om, at det måtte være en fejl. Det var det ikke. Første kvartal har kostet 2800 kr. – jeg får 92 kr. tilbage – og Norlys trækker lige knap 3400 a conto for de næste 3 måneder. Det er til at tude over. Men alle tal og priser så rigtige ud, og en hurtig sammenligning af prisen hos andre selskaber viste, at det havde været det samme, uanset hvor jeg havde været kunde.


Det føltes som en kold afvaskning, når man har gjort så meget for at spare, som jeg synes, jeg har gjort – men da jeg mismodigt klikkede ind for at sammenligne mit forbrug i år med første kvartal sidste år, steg mit humør alligevel lidt igen. For sidste år i samme periode har jeg brugt 1114 kWh – i år har jeg brugt 811.

Så det nytter, selvom det lige nu ikke føles sådan, og jeg kan trods alt trøste mig med, at jeg er sluppet for det gigantiske smæk, jeg ville have fået, hvis jeg ikke havde sat ind.

3.

Sparkede sidste uges vandfokus gang i, at jeg fik lyst til at undersøge, hvor meget vand vi egentlig bruger. For ligesom med el, er det ikke noget, jeg tidligere har forholdt mig særligt til.

Som kaldet, dumpede årsopgørelsen over vandforbrug for 2021 ind i e-boks torsdag, og jeg åbnede den, fuld af tillid til egne evner og google.

To timer senere havde jeg fem facebookvenner, tre beboere på vejen, to kolleger fra andre byer og min mor, der har arbejdet på Esbjerg Forsyningsvirksomhed i mange år involveret i projektet.

Og jeg vil gerne slå en handel af: Vi kan sige, at I på ALLE de hjemmesider, jeg besøger fraNUaf, kan gøre med mine personlige oplysninger, lige hvad I vil. I må gemme dem 30 dage eller 10 år, I må sælge dem videre eller forære dem væk, fuldstændig som I har lyst – hvis vi så til gengæld kan aftale, at regninger skal være til at forstå.

F.eks. lidt svært at vide, at ‘Ejendommen’ er den vej, jeg bor på. Hvad er ‘graddage’, hvorfor står *evt. faktor* i stjerner – og hvad er det – hvorfor fanden skal der estimeres et forbrug, fordi der er skiftet måler og endelig kunne man måske også vælge at være tydelige omkring, hvilke tal, der er kroner og ører og hvilke, der er ‘enheder’. (SKRIV dog, at det er m3!).

(Jeg bliver sur over dét der, for det kan ikke være rigtigt, at man bare kan skrive en regning, som ligner en opskrift Harry Potter kunne have fået udleveret på 4. semester i Eliksir, og så er det bare dit eget problem at tolke den, hvis du gerne vil tjekke, om tallene passer).

Nå, men efter mange, meget kedelige samtaler og en minutiøs granskning, nåede jeg frem til, at vi sidste år brugte 106 m3 vand, og Google var hjælpsom nok til at oplyse mig om, at en familie på 4, normalt har et vandforbrug på mellem 104 og 200 m3 pr. år.

Og tror jeg, at vi kan rykke specielt meget ved vores vandforbrug? Næ. Jeg tror sgu, at vi rimelig meget bare bruger det, vi bruger.

Men det troede jeg jo også med el. 

Så jeg undersøgte, om der var en app, ligesom Watts, som jeg bruger til el, og det er der. Den her kan jeg bare ikke selv få adgang til; det skal tildeles af den i boligforeningen, der står som administrator. Så nu venter jeg på svar på den mail, jeg har sendt, og jeg skal nok lave en opfølgning, når der er nyt.

Om solsikker og synlighed

For år tilbage hørte jeg et dilemma i Mads & Monopolet, som jeg stadig tænker på.

Spørgerne var et forældrepar til en dreng, der havde nogle udfordringer, som jeg med tilbagevirkende kraft tolker som autisme. De var i tvivl om, om de skulle give deres søn et badge på, der med et enkelt ord forklarede, at han ikke var helt som andre børn, fordi de i stigende grad oplevede, at folk kiggede, når de kom med ham i klapvogn (så vidt jeg husker var han omkring 6 år). Samtidig var der også nogle reaktioner, de mente, folk ville have mere forståelse for, hvis de vidste, hvordan tingene hang sammen.

Det gav anledning til en spændende debat, hvor det primære argument for badget var, at det ville lette drengens (og forældrenes) liv, hvis omverdenen vidste, at drengen var anderledes.

Hovedargumentet imod var, at det fik karakter af et stempel, og nogen i studiet fik i et særligt ophedet øjeblik i debatten sammenlignet det med den gule jødestjerne.

Jeg har gennem årene tænkt tilbage på det dilemma mange gange – også inden jeg fik Anton – fordi jeg syntes, at det var så svært. Opvejer lettelsen i de situationer, der bliver gjort nemmere, at drengen med et badge bogstaveligt talt bærer sin diagnose uden på tøjet og dermed aldrig er i stand til at holde fri fra den? Jeg har aldrig helt kunne beslutte mig for, hvad jeg selv mener.

Og nu står vi så her, hvor jeg selv har fået Verdens Bedste Anton, der på 7 ud af 10 punkter ligner alle andre børn. Men de sidste 3 gør en forskel, og jeg har været enormt i tvivl om, hvor lidt eller hvor meget, jeg skal gøre opmærksom på det. Og hvornår. For ved hele tiden at sende diagnosen først ind ad døren, er det min frygt, at Anton bliver usynlig, ligesom det også bliver virkelig dumt i de situationer, hvor han bare reagerer som alle andre børn.

Omvendt er løbet kørt, hvis en ny klinikassistent hiver bakken med instrumenter ind foran ham, når han sidder i tandlægestolen, inden hun fortæller, hvad der skal ske, fordi den slags set-ups er noget af det, der er allersværest for ham. Og der er nogle lavpraktiske hensyn, jeg er nødt til at tage, når det her er noget, vi skal forholde os til, hver eneste gang vi interagerer med Verden Udenfor. Når jeg f.eks. skal tage fri hver gang, vi skal til tandlæge, og der er sat ekstra tid af og det kun kan være den dag, hende den faste tandlæge, som Anton er tryg ved, er på arbejde; så er det noget lort, hvis vi smider et besøg, der har krævet så meget logistik at planlægge, på gulvet, og skal sætte et nyt op, fordi klinikassistenten er ny.

Så det har fyldt meget for mig, hvordan jeg griber synliggørelsen og/eller italesættelsen af Antons udfordringer an på en god måde. 

For et par år siden begyndte Solsikkesnoren så at dukke op i Danmark. Det er organisationen Hidden Disabilities, der står bag den, og formålet med den er, at man kan bære den, hvis man har et usynligt handikap, der kan fordre lidt ekstra støtte, forståelse eller tålmodighed. Den er stadig ikke super udbredt herhjemme, men flere og flere steder implementerer den, f.eks. lufthavne, busser og biblioteker, ligesom den er også ved at være almindelig i forlystelsesparker som f.eks. Legoland og WOW-park.

Uden at være helt sikker på, hvad jeg mente om den, bestilte jeg i vinter et par stykker hjem og anskaffede også en en nål, som Anton kan have på tøjet, når vi skal noget, hvor det ikke er særlig smart at have en snor om halsen (f.eks. hvis man skal klatre i træer). Da snorene kom, forklarede jeg ham, hvad de var til, og spurgte, om han havde lyst til at have én på, når vi skulle i Legoland næste gang. BLANK afvisning. “Så kan alle folk jo se, at jeg ikke er som dem!?”

Helt fair, Anton. Du bestemmer.

Jeg hængte dem ud på en krog i entreen, hvor han kunne gå og se dem lidt an, men jeg gjorde det *meget* klart, at det 100% var hans egen beslutning, og at han ikke skulle gøre det for min skyld.

Efter et par måneder begyndte han at hive mig i ærmet, når vi så andre børn (og voksne) have snoren på, når vi var ude, og så snakkede vi lidt om, hvem de mon var, og hvorfor de mon syntes, at den var rar at have på.

For en måneds tid siden tog han den selv om halsen, da vi var på vej i biografen, og siden har han jævnligt valgt at tage den med.

Og her er det så, at dilemmaet fra starten af indlægget bliver relevant – for i weekenden tog han den på i Legoland, og det medførte to ting, som jeg hverken havde forudset eller skænket en tanke. 

Først bemærkede jeg, at han talte med mange flere mennesker, end han plejer at gøre. Snoren er simpelthen en icebreaker, fordi han gerne vil vise den frem, og det er mit indtryk, at han er ved at testkøre sin nye identitet som autist. (Og bare for god ordens skyld: Det er ham, der gerne vil have, at jeg siger, at han ‘er autist’ og ikke at han ‘har autisme’). Af indlysende årsager henvender han sig ofte sig til mennesker, der selv har snoren på (eller som har børn med med snoren på), hvilket giver virkelig mange, fine succesoplevelser – for de mennesker vil gerne snakke, og de er meget villige til at forstå, når ordene driller.

Og da vi sad og spiste madpakker, kiggede han på mig og sagde glad: “Mor, ved du hvad? Der var én med toget – og han var ligesom mig!” Jeg vil tro, at de omkringsiddende næsten kunne høre klikket, da noget faldt i hak i min hjerne – for selvfølgelig. Selvfølgelig er det super værdifuldt at se sig selv repræsenteret i bybilledet, og jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg ikke har tænkt over dét noget før.

Så hvis nogen finder tids-telefonen, der gør det muligt at ringe tilbage til 00’erne, må de godt lige give mig et heads up, for så vil jeg ringe ind til Mads & Monopolet og sige, at et badge eller anden synliggørelse af ellers usynlige udfordringer, ikke kun er et spørgsmål om at skabe forståelse hos omgivelserne.

Det er også et værdifuldt redskab til at skabe større forståelse for sig selv.

M2022, uge 16

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg ryddet en hylde i køkkenskabet, og er begyndt at sætte engangsemballage fra, når jeg har noget, der kan bruges til sommerens mange ture. 

(Ja. Det virker måske nok lidt tidligt, men vejret giver mig solide ‘Kan det næsten betale sig at gøre rent/købe ind til madpakker/tjekke skiftetøj på børnenes rum, når nu det næsten er sommerferie?’-vibes, så.. #BlameItOnTheSunshine). 

De sidste par år har jeg forsøgt mig med lidt forskellige modeller ift. at nedbringe forbruget af plastikposer og alufolie.

Jeg har prøvet både at genbruge poserne, at have madkasser med, at bruge madpapir osv., men intet har fungeret optimalt. Efter en lang dag i en varm rygsæk, synes jeg ikke, at en pose, der har været brugt til madvarer, indbyder til genbrug, madkasser fylder stadig i tasken, når de er tomme, og stofposer er trælse til f.eks. pizzasnegle og sandwiches.

Derfor har jeg i år købt en stak bagerposer af papir, som er knap så hårde ved miljøet som deres fætre af plastik, (og som også egner sig strålende til endnu-lune boller og pølsehorn), og så er jeg, som nævnt, begyndt at gemme egnet engangsemballage. Det holder tæt, kan klare en gang ketchup eller glasur, og kan kasseres, når man har spist, så der er plads i rygsækken til souvenirs og særligt pæne kæppe og sten. (Suk)

Plastikbøtter fra is eller yoghurt er perfekte til pizzasnegle, mad-salater, kiks og knækbrød, mens syltetøjsglas er strålende til f.eks. cherrytomater, æg og druer. Man skal selvfølgelig have i baghovedet, at f.eks. plastikbøtter til is ikke er lavet til genbrug, og derfor er det nok ikke en god idé at genbruge dem for mange gange, eller at opvarme mad i dem i en microovn, men da de er lavet til at indeholde fødevarer, har jeg ingen skrupler ved at vaske dem af og genbruge dem en enkelt gang eller to.

Jeg ved, at det afhænger af, hvor gamle børn, man har, hvor man tager hen, og hvad for en type mad, man plejer at medbringe, men for os fungerer det, og tippet er hermed givet videre, så de af jer, der kan bruge det, kan nå at tænke det ind og sortere fra, inden I står med det ene ben ude af døren, på vej til Legoland.

2.

Sendt billeder af vores nytilplantede krukker til dem, vi fik dem af, så de kan se, hvor meget glæde, vi har fået af dem. Jeg har selv oplevet, at folk har gjort det, når de har fået noget af mig, og det har hver gang gjort mig virkelig, ægte glad. Pay it forward. 

3.

Har jeg opdaget, præcis hvor meget vand, jeg hælder i afløbet, hver eneste gang, jeg venter på at vandet bliver varmt, inden jeg skal i bad.

5 liter.

Hver dag.

Pr. bad.

Det startede med, at jeg tænkte, at jeg ville forsøge at bruge så meget vand som muligt af det, vi ellers hælder ud, til at vande de nye havekrukker med.

Fordi jeg efter 45 år kender mig selv virkelig godt, ved jeg, at jeg har nemmest ved at implementere nye vaner, hvis jeg sørger for at gøre det nemt for mig selv, og samtidig starter et sted, hvor indsatsen kan mærkes. Jeg taber momentum for hurtigt, hvis min vej ind er bundslatter fra vandflasker og glas, og det tager 3 dage at stampe 1/2 liter vand sammen. 

Derfor satte jeg en plastikspand ud i min bruseniche, og placerede min grønne havevandkande lige uden for min terrassedør. På den måde er det bare at åbne den dør, jeg alligevel går forbi 4000 gange om dagen og hælde i. Og fordi spanden i bruseren er en 10 liters spand, og det tager en halv spand for vandet at blive varmt, kan jeg se, at jeg hele sommeren kan vande krukker alene med det vand, jeg indtil nu bare har spildt.

At jeg får masser af vand i vandkanden fra morgenstunden har betydet, at jeg også husker alle dagens småsjatter, fordi jeg på den måde næsten kan få den fyldt.

Det er jo en falliterklæring, at det først er nu, hvor vand er rasende dyrt, og jeg har noget konkret at bruge det til, at jeg får mig taget sammen til at udnytte det – men… Ja. Jeg stresser allerede en lille smule over, hvad jeg skal bruge det til, når jeg ikke længere skal vande have og krukker hver anden dag, for selvom de 200 – 300 liter vand pr. måned ikke vælter budgettet, så er det noget svineri at hælde SÅ meget rent drikkevand lige ned i afløbet.

Solen er så rød, far

Det er fredag, og dermed egentligt tid til det ugentlige M2022-indlæg, men det får lige lov at vente til i morgen eller søndag, for jeg fik en kommentar fra M til det sidste indlæg, som lød sådan her: 

Jeg har to mænd i mine nære og seminære omgangskreds, der brændende ønsker sig børn, men ikke har fået benene fejet væk under sig af kærligheden. Den ene er over 50 og går måske Dennis Knudsen på den. Den anden er 35 og dater i vildskab i jagten på en partner og en mor til sine børn – for han kan ikke vælge at få dem selv. Ikke i Danmark, i hvert fald, og ikke uden at skulle navigere i et ret hajfyldt farvand, er mit indtryk (uden at vide meget om forholdene). Det at kvinder kan vælge at få børn selv og mænd ikke kan, vender afhængigheden af hinanden på hovedet. Hvor kvinderne før var afhængige af mænd for tag over hovedet og alt det, så er mænd nu afhængige af kvinder for at få børn. Det er naturligvis ikke kvinders ansvar at lægge krop til ‘de stakkels mænds’ ønske om at få børn – det er klart. Men det er et dilemma, synes jeg, at kvinders frigørelse og kraft til at kunne selv og ville selv efterlader nogle mænd i en ulykkelig og klemt situation.

Kan det overhovedet løses, eller må mændene simpelthen bare lære at gå mere på kompromis og tage sig lidt mere sammen for at være attraktive – ligesom kvinder måske gjorde før i tiden?

Jeg begyndte at svare, men det blev for langt, og egentlig synes jeg også, at emnet er for vigtigt og for interessant til at gemme væk i et kommentarfelt. (Omend I læser dem mere flittigt og interesseret, end folk gør de fleste andre steder på internettet, jeg kommer). 

For skal mænd komme igang/tage sig sammen/gå på kompromis – eller må de få børn alene?

Jeg er klar fortaler for det sidste.

Ditte Giese skrev en interessant artikel om det i Heartbeats for et par uger siden, hvori hun påpegede det problematiske i, at mænd, der gerne vil have børn alene, gør brug af udenlandske, betalte rugemødre.

Jeg er ikke enig i alt, hvad hun skriver, for jeg synes på alle måder, at det skal være muligt for mænd at blive selvvalgte alenefædre, og det læser jeg ikke er hendes holdning. Men jeg er enig i kritikken af måden, det bliver gjort på, for lige nu er det det vilde vesten, og det er der ingen, der er tjent med. 

(Hun berører desuden kort, at man ikke ved, hvad konsekvenser, det har for en baby at blive fjernet fra sin mor umiddelbart efter fødslen. Det mangler jeg lidt faktuel underbyggelse af, når det, der reelt er tale om, er at placere barnet hos en anden fast, primær omsorgsgiver, der vil være der fra starten – og som måske endda er til stede ved fødslen. Den del af problemstillingen parkerer jeg for nu, men hvis nogen har viden om emnet eller links til valide fakta omkring det, så smid det endelig i kommentarfeltet).

Inden jeg går videre, er der to ting, jeg gerne lige vil omkring.

Den ene er, at min grundlæggende holdning til alle spørgsmål af den her kaliber er, at den primært berørte gruppe må og skal være både drivkraften bag ændringerne og eksperterne på, hvad Den Gode Løsning er. Vi andre skal primært bruge ørerne og lade være med at gå i vejen.

Det skal selvfølgelig ikke forståes sådan, at man som primær part bare skal diktere, hvad man vil have, og så må resten af samfundet rette ind, for dels er der altid 1000 vinkler, der skal tænkes ind, og dels har vi alle sammen blinde pletter, både helt generelt, men særligt ift. det, der er vigtigt for os.

Den anden er, at jeg med dette indlæg gør præcis det modsatte af, hvad jeg lige har sagt, jeg synes, man bør. For uden at have tjekket statistikken, så gætter jeg på, at andelen af kvindelige læsere her på siden ligger på lige omkring 98%, så jeg starter med at spadsere friskt ud i det spinatbed, jeg netop selv har anlagt. 

Men mit håb er, at et indlæg som dette kan være med til at prikke til debatten rundt omkring, for uanset hvor man står, er det fint at have hørt så mange argumenter som muligt og forholdt sig til dem, når emnet er så komplekst, som det her er.

Hvis vi skal starte med de tørre facts, så blev der faktisk sidste år født flere børn, end der er blevet siden 2018. (63.473 levendefødte i 2021 mod 61.476 i 2018). Om ‘det faldende børnetal’ derfor er et argument for, at mænd skal have lov at blive fædre alene, kan man derfor måske diskutere, og jeg synes generelt ikke, at det skal være det, der afgør, om ideen er god eller ej. For skal vi så rulle alle eventuelle tiltag tilbage, hvis antallet af fødsler i traditionelle familier stiger igen? Ikke rigtigt, vel?

Jeg synes mænd skal have lov, fuldstændig på lige fod med kvinder, fordi de gerne vil.

Og inden nogen råber ‘Naturens orden!’ og ‘Biologi!’ vil jeg bare nævne, at naturen/Gud/biologien også i førsteudgaven forudsatte en mand og en kvinde for at lave et barn. Den betingelse har vi jo for længst bypasset med fertilitetsbehandling og inseminering, ligesom ingen vel heller vil hævde, at adoptanter og kvinder, der ikke kan/vil amme skal diskvalificeres som forældre. 

Til gengæld synes jeg, at området og mulighederne i langt højere grad end det er tilfældet i dag, skal være underlagt en form for regulering.

I Danmark må man ikke søge efter en rugemor, f.eks. på nettet. Det betyder, at mange er forviste til de ‘hajfyldte farvande’, som M i sin kommentar kalder det, hvor man selv forsøger at aftale sig ud af noget, f.eks. i en regnbuefamiliekonstellation.

Her bliver problemet, at mange har kendt hinanden i *meget* kort tid, når de – hvis projektet lykkes – pludselig står i en situation, hvor man som menneske bliver presset ud i de yderste afkroge af sin personlighed, og står ansigt til ansigt med værdier og holdninger i sig selv, som man ikke kan ane, man har, før man står i en situation, der kalder på, at man forholder sig til dem.

Dertil kommer, at ønsket om et barn, når man er endt på facebook i jagten på en med-forælder, formentlig er så stort, at man måske kommer til at gå lidt hurtigt over de røde flag og det, der står med småt. Risikoen er i hvert fald til stede.

Der er mange, der får det til at fungere, men der er også mange, der ikke gør, og i de situationer er der ingen vindere. Derfor synes jeg, at det ville være i alles interesse at strømline markedet og mulighederne, så alle ved, hvad de siger ja og nej til. 

Jeg har selv lavet mine børn, så jeg har ingen førstehåndserfaring at trække på, men det er mit indtryk, at det er meget systematiseret, når man som kvinde henvender sig til sin læge, fordi man gerne vil have børn alene. Der er hjælp at få, og sæddonorerne er underlagt både lovgivning, screening og kontrol. 

Om det er praktisk muligt at lave en tilsvarende ordning med rugemødre, ved jeg ikke, men det ville da være en frugtbar debat at starte op. Om det f.eks. er muligt at lave en screeningsproces, så samfundet sikrer sig, at de kvinder, der melder sig, gør det af lyst/næstekærlighed/idealisme og ikke af fattigdom og nød.

Måske skal man kompenseres økonomisk på samme måde som sæddonorer bliver det, og måske vil det også være hensigtsmæssigt at forholde sig til åbne vs. lukkede rugemødre.

Og ligesom man som kvinde kan få hjælp til at få børn, indtil man er i starten af 40’erne (der er, så vidt jeg ved, lidt forskellige regler afhængigt af, om man bruger ægdonor eller ej), så tænker jeg, at det tilsvarende ville give mening at forholde sig til, om der skal være en øvre aldersgrænse for mænd, der gerne vil have børn alene. 

For selvom mænd biologisk kan reproducere sig meget længere tid end kvinder, så er det bare et faktum, at risikoen for sygdom, både hos den enlige forælder og netværket omkring denne, stiger i takt med, at man bliver ældre. Og hvor brændende et ønske man end måtte have for at få børn, så er det min personlige holdning, at man ikke skal være 55, når man får dem. Uanset køn. Jo ældre man er, jo yngre er barnet, når det bliver forældreløst, og her synes jeg faktisk, at barnets tarv skal vægte tungere end den potentielle forælders ønske. Man kan ikke planlægge livet efter, at man på et tidspunkt skal dø – men man *kan*, synes jeg, kræve, at vi, der sætter børn i verden med et halvt sikkerhedsnet, giver vores børn de bedste odds for stadig at have forældre at læne sig op ad, når de skal finde sig til rette i ungdom og voksenliv.

Det er en af de diskussioner, der – ligesom ligestilling og fatphobia – ofte bliver trukket skæve af enkeltberetninger. Hvor nogen kender en SUPER fed type, der som 50-årig er blevet Årets Far på Fyn, eller som bor ved siden af en regnbuefamilie, hvor alle, inkl. bedsteforældre på begge sider, er endt med at flytte i kollektiv. Hvor en undervægtig kvinde kun har set sin tykke kollega vade i komplimenter (mens hun selv er træt af at få at vide, at hun skal spise), eller hvor den kvindelige smed er den i afdelingen, der tjener mest. Det er strålende. Det er det virkelig. Men det ændrer ikke på, at enkeltoplevelser aldrig må blive et reelt modargument til et systemisk problem.

Men fordi vores holdninger til de her ting bygger på vores værdier, som alle sammen udspringer af vores følelser, tror jeg ikke, at vi nogensinde kan diskutere os til enighed, for følelser er svære at imponere med logik.

Derfor tror jeg, at vi er nødt til at have nogen, der ikke har noget i klemme, og som fagligt er klædt på til at mene noget om etikken og logikken i de pågældende problemstillinger, til at tænke dem grundigt igennem og sætte rammerne. 

Og så skal vi have mændene, der gerne vil have børn alene, til at fylde dem ud.

Gamle værdier og nye tider

Forleden læste jeg (endnu) en artikel om, hvor problematisk det er, at der bliver flere og flere singler. Vinklen var, som så mange gange før, at kvinder ikke længere behøver mænd, og derfor er blevet mere kræsne.

Kommentarfeltet under artiklen var – også endnu engang – en forudsigelig blanding af bitterhed og slet skjult foragt over kvinder, der vil realisere sig selv, som nægter at gå på kompromis, og som – kan jeg forstå – nægter at flytte til provinsen og gifte sig med en af alle de håndværkere, der står i kø. Esbjerg blev endda flere gange nævnt specifikt.

Min udsigt, når jeg åbner døren og forsøger at få øje på de mange single-håndværkere:

Det skal retfærdigvis siges, at der også i både artikel og kommentarfelt blev skulet ondt mod mænd, der ikke gider oppe sig, og som er for sløve til at komme ud af starthullerne.

Jeg læser altid den slags artikler med samme, milde overflade-interesse, som jeg læser vejrudsigten med, for jeg føler faktisk ikke, at de rigtig har noget med mig at gøre.

Men denne gang kom jeg til at tænke på, hvorfor det forholder sig sådan, for i store træk er det jo nærmest mig, der er hovedpersonen i dem.

Jeg nåede frem til, at grunden til, at jeg ikke kan genkende mig selv i det skrevne, er, at jeg ikke føler, jeg har truffet et aktivt fravalg af en mand, og sådan kommer det i de her artikler meget til at lyde, synes jeg.

Jeg tror, at man kommer til at sætte problemstillingen forkert op, når man kigger på faldende børnetal og mistrivsel hos mændene, og konkluderer, at de problemer må udspringe af manglende parforhold, som igen er konsekvensen af kvindernes frigørelse. Jeg tror, man kommer til at lave regnestykket baglæns. For i stedet for at regne på, hvor mange der fravælger parforholdet i dag, så burde man måske kigge på, hvor mange, der tidligere valgte det til af nød.

Vi skal ikke ret langt tilbage, før det var nærmest altafgørende for en kvindes liv, at hun var gift. Alt, lige fra kost og logi til socialstatus og muligheder, stod og faldt med, at hun blev gift og fik børn. 

Sådan er det ikke længere – og det tror jeg 100% påvirker statistikken. For når du piller livsnødvendigheden for kvinderne ud af den alliance, så betyder det, at forhold i dag faktisk er underlagt de samme betingelser og vilkår, som venskaber er. Og hvor jeg sætter KÆMPE pris på mine venner, så har de jo ingen praktisk betydning for mine og børnenes muligheder, eller for om jeg ender på fattiggården. Venner er aktive tilvalg, du træffer igen og igen, fordi de bidrager positivt til dit liv, og meget få ville holde fast i et venskab, hvor rollefordelingen var skæv, eller man ikke følte sig ordentligt behandlet.

Måske er det også der, vi er med parforholdet? At når man ikke pinedød har *brug* for den anden, så begynder man pludselig at forholde sig til, hvad det konkret er, man får tilbudt? Og her er det jo ikke sådan, at man sidder på sin trone, og ser utallige bejlere komme bærende med alle deres pragteksemplarer af bidrag og personligheder på silkepuder, som de knælende holder frem, og derfor er der noget ved hele fravalgs-retorikken, der for mig føles forkert.

Men hvis jeg skal tage udgangspunkt i mig selv, så har de relationer, jeg har omkring mig og har set gennem både forelskelse, ægteskab og børn, selvfølgelig påvirket mit syn på, hvad der er bag dør nummer 3. For selv de skønneste og mest betænkesomme af mine veninders mænd – og dem er der mange af – som er opdraget af bad ass kvinder, der har indpodet dem gode værdier og respekt for andre; *SELV* de falder i kønsgryden, når der f.eks. kommer børn. Fordi det er det, samfundet er designet til at understøtte. Og ligesom det ikke batter, at jeg stopper med at bruge sugerør og plastikposer, hvis Shell og Microsoft stadig må tyre kul, olie og CO2 lige i face på planeten, så gør det heller ingen forskel i det store regnskab, at det er Poul, der går til babyrytmik eller skifter hver anden ble.

Jeg traf en bevidst beslutning, da jeg valgte at få børn selv – og det gjorde jeg da blandt andet på baggrund af, hvad jeg havde set. Så set med *de* briller, så ja. Så har jeg fravalgt mænd, fordi jeg ikke vil gå på kompromis. Jeg kan selv få børn, jeg kan få et hus, der er til at betale med én indkomst, og jeg har uddannelse nok til selv at have noget at sige ift. job, løn, segment osv. osv. Når det forholder sig sådan, så skal dét, jeg får tilbudt for min frihed, være andet og mere end én, der sætter sig med avisen, mens jeg pisker rundt og skolder flasker med en baby på armen, og som forventer klapsalver og we are the champions, fordi han støvsuger.

Men.

Ville jeg have valgt en mand til, hvis der var kommet én forbi, som havde fejet benene væk under mig? Uden tvivl. For så havde det været kærligheden, der havde været udslagsgivende faktor, og det tror jeg stadig, den både kan være og er. Men problemet er, at den traditionelt kun har stået for .. hvad..? 50%? af de ægteskaber og forhold, der er blevet indgået, og de 50% tror jeg består. Men de andre 50%, som var behovet for og nødvendigheden af den sikkerhed og tryghed, et ægteskab indebar; de er væk pga. fremskridt i teknologi, medicin og generelt forhøjet levestandart, og som de siger over there: You can’t unring the bell.

Og her tror jeg 100% at mænds slæben på fødderne kommer til at arbejde imod dem, for generelt tror jeg, at kønnenes transfervinduer ligger forskellige steder på livslinjen. Jeg tror, at kvinder i dag i langt højere grad forholder sig til, om de gerne vil have børn, og er svaret ja, så er de opmærksomme på den biologiske bagkant på en helt anden måde i dag end for 50 år siden, ganske enkelt fordi muligheden for at gøre det selv er tilstede. Hvilket betyder, at toget jo så har forladt perronen, hvis man som mand gerne ville have kernefamilien med parcelhuset, ligusterhækken og de 2,4 børn af egen avl, når man i slutningen af 30’erne begynder at føle, at man er klar.  

Fordi jeg af erfaring ved, at nogle læser de her indlæg som en lovprisning af singlelivet og en hånende pegefinger af staklerne i ægteskaber, vil jeg gerne sætte en fed streg under, at jeg ikke synes, at det ene er hverken bedre, nemmere eller mere rigtigt end det andet. Fælles for alle modellerne er, at man typisk længes mod de andre, når man har det svært. Når manden/konen er en idiot, virker det som om, det ville være nemmere at være alene, og når man står overfor noget, der er hårdt og massivt, ville man som enlig ønske, at man havde én i sit ringhjørne.

Det er sjældent, når man er flyvende, at man gerne vil bytte.

Så min pointe med denne lange smøre er nok egentlig bare, at jeg tror, man er nødt til at begynde at bryde det overordnede problem ned i enkeltdele, hvis man gerne vil løse det. For vi kommer ikke tilbage til et sted, hvor kvindens eksistens og overlevelse afhænger af ægteskabelig status, så dén løsning er vi nok – til nogens store fortrydelse – nødt til at afskrive. #BlessedBeTheFruit

Hvis problemet er faldende børnetal, må vi have kigget på, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt at få børn alene. Hvordan vi f.eks. kan skrue et samfund sammen, hvor man som enlig forælder, uanset køn, ikke er råddent presset, når børnene er syge, eller man skal have 6 ugers ferie til at dække de ca. 13 uger, skolerne holder sommerferie, vinterferie, efterårsferie, juleferie, påskeferie og klatfri. Eller når alt fra tandlæger til sundhedsplejersker og juleklip og høstfest foregår mellem klokken 8 og 15.

Hvis det er mænds mistrivsel og kortere levetid, man gerne vil ændre på, så må man ind og kigge på, hvordan man løser dét problem. Og det er en farlig dør at åbne, for noget siger mig, at nogle af de svar, der ligger dérinde og venter, er nogle af de samme, der kan besvare spørgsmålet om, hvorfor færre kvinder tilvælger mænd.

M2022, uge 15

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været i WOW-park med børnene og niecen.

Jeg har, siden jeg startede de her indlæg, gjort en indsats for at vride det hele ud af de årskort, vi køber, og sidste år købte vi til WOW-park.

Modsat f.eks. Legoland gælder kortet til WOW-park et helt kalenderår og ikke kun en sæson, så det betyder, at vi lige har et par måneder tilbage på det.

Det kommer næsten til at lyde lidt nærigt; som om vi PINEDØD skal afsted, så vi ORN’lig kan få noget for vores penge, men altså. Klassikeren med årskort er, at de virker som en god idé, når man står i Zoo eller på museet og regner på, at man kun skal komme en halv gang mere, for at det er tjent ind, og derfor køber man det, inden man går – for så aldrig at få det brugt. 

Derfor gør jeg mig umage for at tænke det ind i planlægningen, når vi først har købt dem, så jeg er sikker på, at vi får dem brugt. Når vi afsted bare én gang mere, inden kortene udløber, har vi været afsted 7-8 gange i alt, og så giver det mening. Og WOW-Park ER godt. Eneste minus er, at der i sommermånederne er ret meget kravl og kryb, fordi det ligger i en skov. Til gengæld er der plads, nul larm og gøgl, masser af gode legeområder, meget begrænset merchsalg (don’t get me startet…) og gedekid så søde, at vi altid er overhængende fare for, (ved et frygteligt uheld, selvfølgelig) at få ét med i lommen hjem.

2.

I forlængelse af ovenstående startet turen med at proviantere i den lokale Lidl. 

Det var et tip, jeg fik herinde sidste år, og har haft i baghovedet siden. Jeg kan være lidt tilbøjelig til, at når vi skal afsted, så skal vi sgu bare afsted, og så jeg har ikke tålmodighed til, at vi først skal 2 km. i den forkerte retning, ud af bilen alle mand, og ind at handle – men pga. noget logistik ift. aflevering af niecen, havde vi denne gang en halv time i overskud, så afsted det gik. 


Og jøsses, altså. Børnene fik lov at gå amok i bake-off, alle fik lov at vælge en snack og der var sodavand med skruelåg (fordi = skov = insekter) til hele banden – og jeg kom af med 200 kr. I alt. Det havde knap nok rakt til frokost til én person, hvis vi skulle have købt det deroppe.

Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at vi ikke kommer til at gøre det hver gang, både pga. tiden, og fordi man skal slæbe rundt på det, men det bliver helt sikkert ikke sidste gang, vi gør det. Og kan man gøre det bare hver anden eller tredje gang, er der rig mulighed for at spare temmelig mange penge på foråret og sommerens mange ture. 

3.

Gjort Fridas håndboldsko og vinterstøvler pænt rene og sat dem væk.

Vi har efterhånden så lidt arvetøj stående, at der er frigivet plads, så hvor jeg for et par år siden hellere bare ville smide tingene til genbrug, end at have dem stående og fylde hele sommeren, så har vi plads på hylden i bryggerset nu til, at jeg kan samle lidt sammen og se, om jeg kan sælge det til efteråret.

Vores liv med autisme

I aften kl. 20.40 ruller programmet ‘Vores liv med autisme’ over skærmen på TV2. Programmet i aften er det første af 4, og det fylder ret meget i autisme-communitiet, at det bliver sendt. 

Jeg håber også, at alle, jeg kender skal se det, for selvom jeg på programbeskrivelsen kan se, at de familier, der medvirker, har andre udfordringer, end dem, vi har, så er der også masser af elementer, jeg genkender. 

Fordi programmet giver et meget tiltrængt fokus på et område, hvor man ellers oplever at stå meget alene, vil jeg udnytte TV2’s momentum til at gøre mit til at udbrede kendskabet til, hvordan livet i en familie med autisme *også * kan se ud.

Jeg gør det i punktform, fordi jeg gerne vil holde det så kort og skarpt som muligt, og jeg deler det samme skriv på både min fb-side og min blog. Har man læst med det ene sted, behøver man derfor ikke læse med på det andet. 

—————–

Det store billede:

*Autister er ligeså forskellige, som alle andre mennesker, og autisme kan komme til udtryk på et væld af måder. At tale om ‘autister’ som én gruppe, svarer til at tale om ‘grønlænderne i Danmark’ eller ‘danskerne i spanien’. De nævnte grupper vil i mange henseender have flere ting til fælles med hinanden, end de har med det omkringliggende samfund, men grupperingen indebærer indlysende problemer med overforsimpling og uhensigtsmæssig generelisering.

Nogle autister har intet sprog, andre taler uden problemer. Nogle er højtbegavede, andre falder i kategorien ‘retarderede’. Nogle har særinteresser, andre har ikke. Nogle har tydelige stims, andre har ikke. Nogle har ingen problemer med øjenkontakt, andre kan ikke rumme det. Og i mellem alle de yderpunkter, ligger en stor, grå mellemmasse, som kan være svær at få øje på, hvis ikke man ved, hvad man kigger efter.

*Oven i det er et af de største problemer med diagnosen, at den ofte er usynlig, fordi mange af de børn, der får den, holder facaden, når de er ude, og falder fra hinanden, når de kommer hjem. Dette kan resultere i manglende tro på det, forældre fortæller/oplever, og det forstærker deprimerende ofte ideen om, at der ikke er noget galt med børnene, men at forældrene lyver/overdriver for at få opmærksomhed, eller at vi ikke evner at opdrage vores børn.

*Der er en helt afsindig mangel på systematik ift. at hjælpe de her børn og familier. En stor del af problemet er, at børnepsyk. er underlagt serviceloven, mens skolen er underlagt forvaltningsloven. Det betyder, at børnepsyk. ingen beføjelser har i skoleregi. De kan anbefale, men da det ikke er dem, der samler regningen op, er skolerne ikke forpligtet til at følge de anbefalinger, der gives efter en eventuel (hårdt tilkæmpet) udredning. Alle kan, men ingen skal, hvilket gør det MEGET svært som forælder at pege på, hvad man har ret til. 

*Og i forlængelse af det: Der er ingen opfølgning på en diagnose. Ingen breve i e-boks om, ‘Hvad sker der nu’ eller ‘Det har du ret til’. Prøv at forestille dig, at dit barn blev diagnosticeret med diabetes eller nyresvigt. Ville du ikke have en forventning om, at nogen tog hånd om dig og jer og hjalp jer til at få et overblik ift. hvad der videre skulle ske? Ikke her. Her er du helt alene i hulen, Mulle.

*Det tager ofte urimeligt lang tid at få en diagnose og hvert eneste skridt på vejen har en underlig vibe af Hunger Games ift. at få lov at komme videre. For os tog det 2 år og 9 måneder, og jeg har ikke tal på, hvor mange møder undervejs, der – 10000000 spørgeskemaer, interviews og observationer til trods – startede med “Nå, er far på arbejde?”

*Der er utallige sprækker i systemet, der gør, at man, selvom man har tilkæmpet sig ekstra hjælp i skoleregi, med alt for jævne mellemrum skal starte forfra, fordi ingen tænker på, at man ikke holder op med at være autist kl. 13 eller når man forlader skolens matrikel, og at der derfor kan være behov for at inddrage skoletandlæger, sundhedsplejersker, SFO/Klub osv. i eventuelle indsatser.

De usynlige konsekvenser:

*De mange hensyn, man er nødt til at tænke ind på daglig basis, som verden udenfor ikke kan se eller forstår. Hvis jeg skal give helt lavpraktiske eksempler fra vores liv, er det f.eks. at tandlæge er så svært for Anton, at han formentlig aldrig får bøjle på, selvom hans tænder er skæve, og at jeg skal have en plan for, hvordan jeg kan give ham en bagdør, hvis vi f.eks. skal til søskendefest i Fridas klasse, fordi støjniveauet er for højt. Eller at jeg, selvom han er lektienedsat, laver ALLE lektier med ham, og det skal jeg blive ved med, så længe han går i skole – hvilket påvirker de muligheder, jeg og vi har ift. fritidsaktiviteter og socialliv. Barnepiger er umulige, fordi de kræver så meget forberedelse, at det simpelthen ikke er biografturen værd, og det påvirker selvfølgelig *også* mit socialliv.

*Alle de forældre, jeg har mødt, til børn med autisme, lider af tordende dødsangst. For når man både er mor/far, sagsbehandler, advokat, frontkæmper og tolk, kan det holde selv den mest hårdføre vågen om natten at tænke på, hvad der skal blive af det barn, der ikke selv forstår, hvad det har brug for for at skabe et godt liv i et system, der INTET giver af sig selv. 

*Frygten for at eventuelle søskende bliver skyggebørn, der altid skal forstå, acceptere og nøjes. 

*Den konstante opgave i at skulle forklare omverdenen, at jo – det kan godt passe. Og nej – det er ikke rimeligt. Og ja – jeg har undersøgt det til bunds. Her vil jeg gerne sende en særlig hadsk tanke til de mennesker, uden noget i klemme, der skriver klummer og debatindlæg om rigtigheden af ‘bogstavediagnoser’ og kalder dem modefænomener. Jeg har endnu til gode at se en forælder til et barn med autisme eller adhd være i tvivl om, at diagnosen er både virkelig og reel.

*Ensomheden. Det er ensomt at skulle navigere i det her, uden opbakning fra hverken system, medier eller omverden, (med den allertætteste familie som positiv undtagelse). Den bliver ekstra forstærket af, at gruppen er så divergent, som den er, og at man derfor skal være heldig for at finde familier, der har udfordringer, der ligner dem, man selv står med, så meget, at man kan bruge hinanden rigtigt.

De ømme tæer:

Her forholder jeg mig ikke til, hvad der er rigtigt eller forkert; jeg gengiver jeg bare, hvad jeg indtil videre er stødt på i autisme-fora.

*Puslespilsbrikken som logo

Nogle autister synes, den er superduper. Andre, at den er barnlig og derfor indikerer et funktionsniveau, de ikke ønsker at blive identificeret med. 

*Udtrykket ‘mild autisme’

Her er jeg flere steder stødt på mennesker, der synes, at ‘mild’ taler ind i at rose autister for at være gode til at maskere/skjule deres autistiske træk for at passe ind. Jeg er selv meget splittet her, for hvor jeg forstår baggrunden for modviljen, oplever jeg selv som mor til en autist at stå i situationer, hvor jeg kort og præcist er nødt til at kunne give en information om, hvorfor mit barn *kan* ske at  reagere atypisk. Men han er jo stadig ikke nær så udfordret som et barn, der intet sprog har, eller som får massive nedsmeltninger, hvis der ændres i rutinerne. De udfordringer har vi ikke, og det mangler jeg et udtryk til at forklare, hvis ikke jeg kan bruge ‘mild’.

*Om man kalder det ‘autist’ eller ‘barn med autisme’

Nogle mener, at man ved at kalde det ‘autist’ gør barnet til sin diagnose, mens andre argumenterer for, at ‘barn med autisme’ svarer til at sige ‘en stol med elementer af træ’ når der er tale om en træstol.

*’Autistiske træk’ vs. ‘handikap’

Også her er holdningerne stærke og meget forskellige. Nogle mener, at neurodiversitet bare er en anderledes form for begavelse, mens andre opfatter diagnosen som et decideret handikap.

*”Antallet af børn med autisme er steget med 86%”

Her er den helt gennemgående anke, at det er diagnosticeringsprocenten, der er steget, og ikke antallet af børn – hvilket jeg er enig i. Mit personlige lægmansbud er, at vi dels, som samfund, står et sted i Maslows behovspyramide, hvor vi har overskud til at forholde os til de udfordringer, personlighedsforstyrrelser giver, og dels at skolereformen har skabt den perfekte storm ift. at presse de her børn til det yderste og dermed synliggøre dem.

——————-

Til slut vil jeg sige, at alle ovenstående punkter tager udgangspunkt i vores familie og oplevelser. Andre forældre til autistiske børn kan og vil opleve livet og udfordringerne helt anderledes – og det håber jeg, at de og du har lyst til at dele på de sociale medier. Kun sådan kan omverdenens billede af autisme blive ligeså nuanceret og diverst, som virkeligheden er.

M2022, uge 14

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Fundet mine solcellelamper frem fra sidste år, og sat dem til opladning i solen – og de duer overhovedet ikke. Det er 3. år i træk, jeg har vasket årets indkøbte lamper, tørret dem efter alle kunstens regler og opbevaret dem i lukkede kasser og de overlever simpelthen ikke.

Jeg har derfor besluttet, at når jeg køber i år, så køber jeg bare et par stykker, vel vidende, at de reelt er at betragte som éngangspynt, og så får de lov at stå ude, til de ikke kan mere. Der er vist ingen grund til at bruge tid, vand og plads på at forsøge at forlænge holdbarheden, når det nu tilsyneladende ikke kan lade sig gøre.

(Hvis nogen har gode erfaringer med bestemte mærker, så skriv det endelig i kommentarfeltet).

2.

Preppet påskeæg, fordi vi er hjemme alle 3 fra i dag, og jeg derfor lige skal have styr på det, inden der er øjne og ører overalt. 

Jeg er aldrig gået særligt op i andre højtider end julen, men indeni Frida bor en eklektisk gejstlig, der skal bede om katolske mængder af fejring af alt, hvad der nogensinde er nævnt i alt, hvad der findes af trosretninger. 

Ret skal være ret: Jeg er nem at lokke. Derfor får børnene i slutningen af ugen op til påske, et brev i postkassen, som indeholder et påskeægsfrø. (Onde tunger vil påstå, at disse har en mistænkelig lighed med Jelly Beans..) Vi planter frøene i små potter, vander dem et par dage, og *puf* vokser der, overnight, et påskeæg op. 

Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvem det er, jeg forsøger at narre, men vi hygger os alle tre med det, og det må næsten være det vigtigste. 

Fordi jeg, som alle andre forældre, ville pakke månen ind til mine børn, hvis jeg kunne, kommer jeg somme tider til at gå lidt beløbsmæssigt overboard på de her ting; ikke mindst fordi der går ‘ej, så skal de sgu have noget ordentligt’ i den. Det vil jeg gerne lidt væk fra, for det er unødvendigt, og derfor kommer ægget i år til at indeholde lidt snoller og en billet til svømmestadion. På den måde bliver en aktivitet, som jeg alligevel havde planlagt i påsken, den bærende del af konstruktionen. 

3.

Læst jeres have-tips og tusind artikler på nettet, og efter nøje overvejelser besluttet at gå fuld krukke i stedet for højbed. Når jeg finder ud af, hvad jeg kan holde liv i, kan jeg overveje højbede med bund (så hedder de vist bare plantekasser), for der er ikke rigtigt noget jord at slå rod i herude. 

Med krukkerne kan jeg eksperimentere med planter, og jeg kan flytte dem rundt efter behov ift. sol og vind. 

Fordi vi bor på yderste revle, blæser det godt herude, og med en mark som nabo, er der tit meget støv osv. i luften; særligt helt nede ved jorden. Derfor vil jeg gerne have specielt krydderurterne lidt op i niveau, men jeg har fået den ide, at det må kunne lade sig gøre, hvis man smider et par fliser under de krukker, der skal indeholde noget spiseligt. På den måde får jeg også lidt forskellige niveauer, hvilket jeg synes ser så fint ud.

Men krukker er *også* dyre, og derfor har jeg været forbi en håndfuld forskellige genbrugsbutikker. Det viser sig, at de meget sjældent får havekrukker ind, og Marketplace var heller ikke rigtigt nogen hjælp. 

Jeg tyggede lidt på min mangel på held, og nåede frem til, at jeg nok heller ikke selv ville komme i tanke om at aflevere overskudskrukker til genbrug. De ville formentlig bare få lov at stå i et hjørne af skuret og glo. 

Derfor prøvede jeg at lave et opslag i den lokale fb-gruppe, hvori jeg efterlyste krukker, som folk ville sælge.

(I tilfælde af, at nogle af jer får lyst til at prøve lykken på lignende vis i jeres lokalområde, vil jeg bare lige videregive en erfaring, jeg har gjort mig, nemlig at folk meget ofte forærer deres ting væk eller sælger dem meget billigt, hvis man, allerede når man spørger, lægger op til, at man gerne vil betale for dem. Der er et eller andet psykologisk i at anerkende, at ting har værdi, som øger folks lyst til at forære dem væk, kontra hvis man bare spørger, om nogen har noget, man må få).

Jeg skrev i opslaget, at design, farve og eventuelle skår var underordnet, men at der skulle være hul i bunden, og krukkerne skulle være til havebrug.

Og det viste sig, at jeg havde ret i min antagelse: Der var flere, der havde krukker til at stå, som de ikke brugte, men heller ikke lige var nået til at smide ud. Ingen ville have noget for dem, så nu har jeg, helt gratis, fået krukker nok til at starte min lille have. Hurra!

Breaking News

I går, da jeg sad og scrollede insta, kom jeg forbi Iben Marie Zeuthens seneste opslag, som var 3 screendumps af avisoverskrifter. Den første lød ‘Putins adfærd tyder på nært forestående atomkrig’, den næste ‘Trods lav risiko bekymrer 4 ud af 10 sig om atomkrig’ og den sidste ‘Krisepsykolog: Lad ikke krigen i Ukraine overtage dine tanker’.

Opslaget ramte ned i noget, jeg selv den sidste tid har tænkt meget på, nemlig i hvor høj grad medierne former vores virkelighed, selvom de, sat på spidsen, vel egentlig har som primært formål bare at beskrive den.

Det er noget mærkeligt noget med medier. For på den ene side viste de første mange måneder med covid og nedlukning, hvor stille, der bliver, når alle nyhedsoutlets kun har én historie at fortælle.

På den anden side producerer de så meget larm og mentalforurening, at de i nogle tilfælde reelt besværliggør vores liv.

Det kroniske fokus på problemerne; på alt det svære og det, der gør ondt, giver et forvrænget billede af, hvordan livet og verden er skruet sammen. Det påvirker din oplevelse af din risiko for at få kræft og blive udsat for overfald, og det giver dig en fornemmelse af, at dine børn er i kronisk, overhængende fare, uanset om de er på lejrskole, i Tivoli eller hjemme hos dig.

Jeg forsøger at holde det stangen ved at forbyde mig selv at læse visse typer af artikler. Jeg må ikke læse noget om børn, der er druknet i svømmehaller, eller som er blevet kørt over ved skoler. Jeg må ikke læse om kendte menneskers kræftforløb, og jeg må ikke læse katastrofeartikler om miljøet.

Men de kravler ind alle de steder, hvor man færdes med paraderne nede. Jeg forsøger benhårdt at sondre mellem oplysende artikler og følelsesporno og dødsturisme, når jeg scroller ned over nyhederne, men alt, alt for ofte hopper overskrifterne op i mit feed på facebook – også selvom jeg aktivt har fravalgt at følge afsenderen. Det kræver bare, at nogle af mine venner har klikket på en artikel; så lander den også på mit virtuelle skrivebord.

Overskriften er altid skåret, så jeg reelt har læst artiklen, før jeg når at opdage, hvad jeg ser og forholde mig til, om jeg ønsker at føje artiklen til mit mentale frygtrepertoire: ‘Lones dreng blev kun 9 år. “Det startede med hovedpine og kvalme.”’

Mit hjerte bløder for Lone. Alt for meget, faktisk. Og det er det, der er min pointe: At når vi gør enkelthistorier som hendes til noget, der har nyhedsværdi, så har medierne med ét fingerknips plantet en frygt i alle forældre, der er helt ude af proportioner med den faktiske tragedie. For er det ønskværdigt, at så mange skal smittes med angst for noget, der (gudskelov) kun rammer meget få?

For mig at se giver det kun mening at gøre, hvis der i historien er et præventivt element, som andre kan have gavn af, eller hvis historien er et fortælleteknisk greb, der skal illustrere noget af samfundsmæssig betydning og interesse. F.eks. at nedskæringer på børneafdelingens kræftafsnit har medført en forhøjet dødelighed i en bestemt aldersgruppe.

Ellers er det bare frygt for frygtens skyld.

For mig er det helt overordnede problem den manglede vægtning af indhold. Alt får på en eller anden måde samme værdi, når klummer, skrevet af mennesker med indlysende dagsordener, får lige så meget plads på en side, som de valide, folkeoplysende artikler, skrevet af uvildige fagfolk.

Og det er skideirriterende, fordi det bliver gjort med fuldt overlæg.

For når et interview med en mand, der mener, at vi får covid af at gå i blåt tøj om mandagen, får lov at fylde det samme, som et interview med Søren Brostrøm, så handler det jo ikke længere om at belyse alle vinkler. Så handler det om clicks og forargelsetrafik i kommentarfeltet, og konsekvensen er, at vi alle sammen bliver så rundtossede og retorisk overstimulerede, at vi opgiver at finde ud af, hvad der er op og ned. 

Når Berlingske ansætter Inger Støjbergske kloner til at revse unge/kvinder/forældre/offentligt ansatte og gøre sig bevidst dummere end de er, fordi de gerne med rene hænder vil plante et frø, der kan vokse op og blive grimt og stikkende, helt uden deres hjælp, så de på den måde fremavler had og konflikter, som de så med uskylden malet i alle træk, kan dække, så får det mig til at tænke på en bank, der trykker sine egne penge på en kopimaskine i baglokalet. Det ligner den ægte vare – men det er det ikke. Og ligesom legetøjspengene har det NUL værdi for os, hverken som individer eller samfund.

Jeg tror, at medierne, og deres rolle og (manglende vilje til at påtage sig) ansvar bliver det næste store opgør, vi som samfund kommer til at tage, og det bliver interessant.

For ligesom metoo og BLM bliver det et opgør med en strukturel måde at legalisere og fremavle had og holdninger på, og ligesom med alle andre strukturelle skævheder, så giver misinformation og vinkling nogle konkrete resultater på bundlinjen, som medierne ikke kan blive ved med at fraskrive sig ansvaret for. Når man som fjerde statsmagt sælger en vare, der påvirker politiske valg, borgeres retsikkerhed, vaccinetilslutning og organdonation, så SKAL det komme med større ansvarsfølelse og bevidsthed om egen rolle, end vi ser demonstreret nu.

Mediernes forsvar har alle dage har været, at når forbrugerne klikker på det/køber det, så er det ikke OS, der gør noget forkert ved at tilvejebringe det. Men den ånd er der med det øgede fokus på f.eks. tobaks- og alkoholindustrien OGSÅ ved at ske noget med.

For jeg er for så vidt enig i, at vi har hinanden låst fast i et jerngreb af udbud og efterspørgsel, og det kan godt ske, at jeg som forbruger begejstret hiver både gin, rødvin og true crime ned ad hylderne, når jeg kommer forbi det – men jeg ville sikkert også købe coke og slankepiller med efedrin i Føtex og morfin på apoteket i stedet for panodil, hvis jeg kunne. At der er noget, jeg kan fristes af og gerne vil have, er ikke det samme som, at det er en god ide, at jeg får det, og den erkendelse lader til at være ved at vokse frem fra skyggerne flere og flere steder.

Generelt er “De bad selv om det!” ved at tabe terræn som forsvar.

Og når mediernes måde at formidle virkeligheden på, for os som samfund har konsekvenser, der er så meget større for gruppen, end underholdningsværdien er for det enkelte individ, skal det måske ikke længere *kun* være noget, de og vi selv får lov at bestemme og styre.

Der bliver nok ikke ændret på noget fra i dag til i morgen, men vi er ikke længere, hvor vi var, og som Nina Simone sang: It’s a new day. It’s a new dawn. It’s a new life.

Heldigvis.

Det bliver interessant at følge.