Overskud og mangel på samme
Jeg vil så gerne blogge, men tiden løber fra mig, og jeg halser efter og forsøger at holde alle bolde i luften. I går fandt jeg ud af, at jeg for 14 dage siden glemte en skole/hjem-samtale. Det er første gang, jeg har prøvet dét. Og jeg havde glemt den SÅ meget, at jeg ikke engang vidste, jeg havde glemt den, før en lærer i anden sammenhæng kommenterede på mit fravær.
Noget af travlheden er positiv. Jeg har rygende travlt i mit lille firma, og da december ellers traditionelt godt kan være lidt sparsomt belagt – og januar ligeså – er det en kæmpe lettelse, at det hele ikke går i stå. Samtidig bliver jeg brugt som sparringspartner på nogle ret gode tiltag i branchen, og den slags synes jeg altid er fedt.
Men noget af den kunne jeg virkelig, virkelig godt undvære.
For eksempel er det er nu lykkedes psyk. at fucke min sidste samtale op 3 gange. Jeg får ‘husk din aftale’-sms’er med datoer og tidspunkter, hvor jeg ikke har tider, og når jeg ringer derud, så er de tider, jeg *har* fået (og er blevet indkaldt til i e-boks) forsvundet, og ingen ved hvorhen. I sidste uge måtte jeg ringe derud 4 gange – og det skal siges, at jeg hver gang får oprigtige, uforbeholdne undskyldninger, og ‘det var da helt utroligt, så meget kludder, der er gået i din sag’ – og det til trods fik jeg i går et ‘du udeblev fra din samtale’-brev med beskeden om at kontakte dem asap, da min sag ellers ville blive afsluttet uden yderligere opfølgning.
Jeg kan ikke engang grine af det mere. Jeg vil bare have konklusionen, have lagt en eventuel plan for medicinering, og så ellers bare ud af det system så hurtigt som overhovedet muligt.
Samtidig er der også pludselig meget, der slet ikke fungerer med Anton ift. skolen. Jeg synes ellers, at vi har haft et godt samarbejde det sidste års tid, men vi er tilbage ved, at det sejler, at Anton er presset og at ingen rigtigt forholder sig til det eller inddrager mig. Hver gang det smuldrer, skal jeg have rustningen fundet frem igen, bruge tid på at rydde op og skabe overblik igenigenigenigenigen og samtidig skal jeg aktivt minde mig selv om, at Anton stadig bare er min allerbedste Anton, og at man sagtens kan leve et fint og rigt liv, selvom det ikke ligner det, de andre fra klassen har kurs imod.
Nogle dage er det nemt at huske. Andre dage har jeg bare lyst til at græde.
Så hvis I synes, her er lidt stille for tiden, så er det ikke jer; det er mig.
Jeg stikker hovedet ud i det omfang, det er muligt, og for at slutte på en high note, får I lige et løfte om en nisseliste på det kommende M2022-indlæg og 3 forslag til, hvad man kan lave, hvis man render og keder sig her i december:
*Lytte til podcasten “If books could kill”
(Ligger på alle de gratis platforme).
Michael Hobbes fra The Maintenance Phase har lavet den her podcast sammen med en kammerat, hvor de gennemgår popsmarte selvhjælpsbøger, der hævder alt muligt u-underbygget (f.eks. at det tager 30 dage at skabe en ny vane).
Både The Maintenance Phase og If Books Could Kill er podcasts, som jeg synes, man sådan helt overordnet bliver klogere af at lytte til. Begge tager afsæt i bestemte emner, men de er solide, bidende, sjove og tankevækkende indspark til den måde, vi generelt er i verden på. De er gode ift. at tænke over at være kildekritisk og ift. egne, privilegieblinde pletter.
*Bage de her knækbrød.
JA, de er gode!! Kombinationen af timian og (frisk) parmesan er groft undervurderet.
*Se The Bear på Disney+
Det er Trainspotting møder Hells Kitchen og jeg kan ikke anbefale den nok.
M2022, uge 47
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg holdt fødselsdag for drengene fra Antons klasse. De er ikke så mange, men det fungerer stadig bedst, at vi tager ud og gør et eller andet, fordi Anton bliver helt mast, hvis der er for mange mennesker herhjemme.
Sidste år var vi i svømmehallen, for et par år siden havde jeg booket taekwondoklubben og et par trænere, og i år gik turen så til skøjtehallen.
Jeg har brugt 2 uger på at forsøge at finde et alternativ til engangsservice, men det lykkedes mig ikke. Derfor endte jeg med skamfuldt at medbringe 12 paptallerkener og -krus – men til gengæld medbragte jeg også en sprittusch, som viste sig at være det vigtigste i hele tasken. For ud over, at jeg kunne skrive navn på både tallerkner og krus, så kunne jeg også skrive navn på både de små chips-bægre og dåserne med Pepsi Max, og jeg tror ikke, jeg lyver, når jeg siger, at det halverede det madspild, der ellers meget naturligt opstår, når alle går til og fra, og det hele skal stå på samme bænk.
Det irriterer mig stadig med det service, men jeg kan ikke komme på andet til de situationer, hvor regulær porcelæn ikke er en mulighed (og børnene er blevet så store, at melamin og plastik ikke længere er en fast bestanddel af køkkeninteriøret).
Hvis nogen har en genial ide, så få det endelig smidt i kommentarfeltet her, hvor vi er relativt mange, der ser det.
2.
Har jeg været til et heldagsmøde et sted, hvor kaffen er så jammerlig, at man næsten får tårer i øjnene over det, og hvor der aldrig er mælk at fortynde elendigheden med.
Men den dag havde jeg i køleskabet en næsten nyåbnet havremælk til at stå, som jeg ikke havde udsigt til selv at få brugt, så jeg medbragte den, satte den på kaffevognen og den fik ben at gå på.
Det er i småtingsafdelingen, I know, men det føltes stadig bedre end bare at hælde den ud.
3.
Har jeg delt min ønskeseddel op, inden jeg har sendt den til dem, jeg er på gaver med, sådan at de ting, det er fint at få flere af, står på dem alle, mens det, jeg selv ville købe på nettet, eller som er fra butikker, der ikke ligger i Esbjerg, er delt ud.
Igen: Ikke at de 3 returpakker gør den store forskel på det globale klimaaftryk, men når nu man har mulighed for at skrue lidt på nogle (h)jul, der både gør det nemmere for mig selv, og samtidig ikke dobbeltbelaster CO2-regnskabet, så er det næsten for tarveligt ikke at gøre det.
4.
Har jeg skiftet til Ewii (el) med start 01.01.23. Jeg har en måneds opsigelse ved Norlys, så ved at gøre det nu, får jeg et rent år at samle tal på, hvilket gør det nemmere at tracke forbrug.
5.
Troede jeg egentlig, at nissen herhjemme var gået på pension, men jeg kan ud fra de små skåle med pebernødder, jeg pludselig begynder at finde rundt omkring fornemme, at der er *nogen* herhjemme, der skal bede om four more years.
Der er nok ikke nogen, der ikke inderst inde ved, at det er mig, der er Knud. Men der bliver værnet så fint om illusionen, at jeg ikke kan nænne at sige nej.
Og nu kommer vi så til, hvorfor det er relevant for jer: For mine børn hader jo søvn af inderlige, neurodivergente hjerter, så jeg skal have lavet en plan med drillerier, man ikke opdager, hvis man er oppe (16 millioner gange) i løbet af natten, hvilket udelukker en del af de ideer, der findes online.
Så jeg ville bare tilbyde at smide listen på her, når jeg får den lavet, hvis der er andre, der kunne bruge den?
Hav en skøn weekend derude.
I øvrigt:
*Ved jeg sgu snart ikke med det VM. Hva? Hvad siger vi? Jeg kan sagtens se, at spillere ikke skal holdes op på hårdere standarder end regeringer og store virksomheder – men er det ikke lidt som om, at vi, alle protester og ‘Fine! But I won’t LIKE it!’ til trods, bare er endt med at falde til patten og rette ind hele vejen rundt?
*Har jeg forsøgt mig med Netflix’ nye serie ‘1899’, og jeg må med tilbagevirkende kraft give GOT-skaberne ret i, at det virkelig er bedst, hvis alle nationer, på kryds og tværs, helt ulogisk, taler samme sprog – og at dette er engelsk. Vi er faktisk nogen, der kun bruger teksterne, når vi tygger på noget, der larmer så meget inde i hovedet, at vi ikke kan høre, hvad de siger.
*Skal jeg bede om navn og mærke, hvis du drikker en te, der er over-gennemsnittet-god.
*Har jeg fundet min sølvpapirshat frem igen, fordi jeg så småt er begyndt at julegaveshoppe, og lige nu, meget tæt på Black Friday, kommer forbi mange webshops, hvor der er påfaldende meget systematik i, hvad der er “udsolgt”. Så var det federe bare at melde ud, at man ikke er med, no?
*Kan jeg i disse dage ikke samle mig om podcasts, når jeg kører bil, så jeg hører radio i stedet, og det har givet mig inspiration til endnu et punkt på mit partiprogram: Forbud mod radiostationer, der lader lyttere ringe ind. Lyttere, der ævler løs i øst og vest; som forsøger at være sjove, men ikke er det, og som skyder lysår forbi skiven ift. hvad vi andre skal delagtiggøres i. Jeg kan. ikke. holde det ud.
*Skal nogen tage i Legoland i weekenden og give mig en tilbagemelding på antallet af mennesker. På forhånd tak.
*Kan det være svært at være autist, når man føler noget meget stærkt, men ordene smutter fra én, når man forsøger at forklare det. Men hvor der er (u)vilje, er der en vej, og Anton har valgt en strategi, hvor han bruger udtryk, han kender fra iPad’en, som beskriver, hvad han vil sige. I morges meddelte han mig derfor rasende, at ‘jeg HADER Tysk, mor! Én stjerne til fucking Tysk! Would NOT recommend!!” Jeg fnøs kaffe ud over bordet.
*Er der også én stjerne til mit overskud lige nu. Hold kæft, hvor er jeg træt. Den her uge, mand. Mandag var jeg i Kolding til anden udredningssamtale for Frida. Mandag aften sad jeg til midnat og lavede ‘forældrebeskrivelse’ til kommunen ift. noget hurlumhej, jeg er ved at søge til Anton. 20 spørgsmål, alle af ‘beskriv barnets udfordringer’ og ‘hvordan påvirker barnets udfordringer jeres hverdag’-typen. Det blev til 7 tætskrevne sider, og jeg var fuldstændig blæst, da jeg lukkede Mac’en. I dag lagde jeg ud med at ringe til børneafdelingen, fordi vi har en tid i morgen til Antons 12-års vaccine, som han derinde kan få med lattergas. Det har krævet en samtale med børneafdelingen, en samtale med egen læge, en henvisning, trylleplaster og to opkald med info til de sygeplejersker og læger, der deltager, så de ved, at ambitionen er at få vaccinen, men at det er Anton, der bestemmer, og siger han stop, er det stop. Kan jeg ligge på briksen med ham, hvilken arm skal han stikkes i (= hvor skal trylleplasteret på?), hvad for noget tøj kræver mindst fikumdik, hvor mange er der i rummet osv. osv. osv. – og da jeg var færdig med dét opkald, kørte jeg ind på psyk. til min egen afsluttende udredningsamtale, som også tog et par timer. På fredag har skal Frida og jeg til Kolding til hendes opmærksomhedstest, og det er virkelig svært at forklare, hvor drænende det er at fokusere SÅ intenst på alt det, der *ikke* fungerer.
Om 4 uger kender vi resultaterne af det hele, og det bliver rart at nå dertil. Men indtil da handler det om at holde tungen lige i munden, og bare at sørge for at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden.
M2022, uge 46
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg fundet min bog frem og tjekket op på, hvad jeg har, og hvad jeg mangler.
Hvert. eneste. år. bliver jeg overrasket over, at jeg ikke kan huske, om jeg har et kalenderlys (som jeg er god til at købe på udsalg, fordi jeg har verdens fineste, men mest upraktiske stage, som kun kan huse Medusa og Georg Jensen-lys), om jeg stadig har lyskæder til udenfor, og hvor lidt/meget, vi spiste til julefrokosten sidste år.
Hvert år.
Så jeg har erkendt mit hukommelsesmæssige nederlag, og min bog redder mig fra mange dobbeltkøb og feberredninger – og i år er det ekstra vigtigt at have tjek på, fordi vi skal holde julefrokosten her, og det derfor er mig, der er den ift. uddelegering af både opgaver og mængder.
(Skrev jeg. Og så snakkede jeg med min søster som sagde: “Jamen, vi skal sgu da være hos os i år. Vi var hos jer sidste år.” I rest my case).
2.
Har begge børn fået besked på at medbringe gaver til en pakkekalender i skolen, og Fridas lærer fik en ekstra stjerne hos mig ved at skrive, at lærerne havde besluttet, at gaverne skulle være legetøj til klassen. Det synes jeg er decideret genialt.
Jeg har lavet en tråd i klassegruppen på fb, hvor vi kan skrive, hvad vi har købt, så de ikke ender med 17 sjippetov og 8 bolde, og Fridas bidrag bliver 4 store æsker med kridt.
3.
Har jeg være hende den irriterende. (Igen, vil nogen sige). (Det falder mig bare så naturligt, Hans Christian).
For i sidste uge kom Frida hjem fra skole med en flyer, som var en reklame for et kæmpe arrangement i Blue Water Dokken (vores stadion), som også skulle afholdes to andre steder i landet. Arrangøren stod angivet som ‘Børnenes Trafikskole’ og dem, der kommer og underholder, er bl.a. nogle af de youtubere, som børnene elsker og tilbeder.
Først havde jeg bare lagt den til side. Men så studsede jeg over, at der ikke stod noget om pris. Jeg nærstuderede den og så så, at der med skriftstørrelse 1 stod ‘Scan her for priser og billetter’.
You had my curiosity. Now you have my attention, som Leo siger.
For priser? For noget, de har fået udleveret i skoleregi?
Fordi jeg er den, jeg er, gav jeg mig til at grave i det. Og jeg kunne se, at arrangøren er en privat virksomhed, og det gav mig lys til lige at tjekke op på markedsføringsloven.
Den så ud, som jeg huskede den.
Men fordi jeg trods alt godt ved, at jeg kan få tunnelsyn, når jeg bliver irriteret, skrev jeg et opslag i en stor fb-gruppe, vi har i byen og spurgte, om nogen med juridisk baggrund kunne forklare mig, hvorfor det her ikke er omfattet af markedsføringsloven, når nu der er tale om reklame til børn og unge under 18, og arrangementet koster 180 kr. pr. billet. Ingen havde et svar, men mange havde undret sig.
I mellemtiden havde jeg gravet noget mere og fundet ud af, at de her flyers var delt ud på en hel del skoler i Esbjerg Kommune. Og så begyndte min sølvpapirshat for alvor at stramme. For det virker MEGET påfaldende, at der ikke er skrevet priser på flyeren, hvilket sansynligvis ville have fået nogle alarmklokker til at ringe, og navnet Børnenes Trafikskole ligger også så tæt op ad Børnenes Trafikklub, at man godt kunne gøre sig nogle tanker om dét valg. (Børnenes Trafikklub er også en privat organisation, men de samarbejder med Rådet For Sikker Trafik og tilbyder bl.a. undervisningsmateriale til skoler).
Så jeg skrev til skolelederen og spurgte, om han kunne hjælpe mig med at opklare, hvorfor børnene havde fået noget, der for mig lignede ren reklame med hjem.
Og er der nogen, der er døde, Linda? Nej. Det er der ikke. Men jeg finder det ret problematisk, at en virksomhed lader til at have fundet et smuthul i en ellers ret stramt reguleret lov. Uvidenhed kombineret med en lidt for kreativ tankegang kunne måske have været forklaringen, hvis ikke det var fordi, de youtubere, der er med, om *nogen* kender reglerne for markedsføring rettet mod børn.
“Men det er jo om trafik, Linda. Det er da vigtigt?”
Yes. Men det er der tusind andre emner, der også er, og for mig svarer det her til, at børnene får reklameflyers med hjem for Flying Superkids under dække af, at idræt er sundt. Så, som sagt: Ingen er døde, men GIGANTISK nej tak til, at skolerne skal fungere som greenwashere for virksomheder, så de kan skabe et behov, der ellers ikke ville opstå.
I går blev jeg så ringet op af en journalist, som havde set mit opslag i FB-gruppen. Jeg skrev forlods til hende, at jeg gerne ville snakke med hende, men at jeg ikke var interesseret i at fungere som case i en historie (så hun ikke spildte tid på mig, hvis det var det, hun var på jagt efter). Vi snakkede en lille halv time, og ved et U*TRO*LIGT tilfælde ringede skolelederen – der ikke havde svaret på min besked – tilbage til mig en time senere. Han havde – ved et frygteligt uheld – simpelthen fået slettet min besked, så det var nemmere lige at tage den (ikke-skrifteligt) over telefonen.
Det viste sig at være en frygtelig misforståelse, hvor nogle flyers var blevet afleveret til en sekretær, som slet ikke lige havde tænkt over, at det var mærkeligt, og jeg håber, at hun er ok, dernede under bussen, hvor hun ligger og roder rundt.
Jeg gider det ikke. Og det kan være, at der ender med at være en eller anden strålende og helt igennem logisk forklaring på det her, men jeg hæfter mig ved, at jeg efterhånden har talt med temmelig mange mennesker, og der er endnu ikke nogen, der er kommet op med den.
4.
Fandt jeg mine lyskæder fra sidste år frem (-fordi min bog fortalte mig, både at jeg havde, og hvor de lå. Kys til Bjarne. Kys til 2021-Linda) og til min store overraskelse var der kun en håndfuld pærer, der var sprunget.
Jeg har de sidste år gjort en dyd ud af at returnere dem, når de kun holder et år, for de er lavet til at hænge ude, og de SKAL kunne holde mere end 2 x 21 dage – men der skal også være en form for rimelighed i det, og jeg vil ikke være bekendt at stille derude med 4 døde pærer. I stedet har jeg krøllet kæderne sammen og smidt dem i to store lanterner, jeg fandt på Marketplace til ingen penge, og nu pynter de så fint i haven, og jeg er fri for at få tics hver gang jeg kigger ud og KUN ser de 4 sorte pærer.
Ift julelys tænkte jeg, at vi lige kort kunne runde energiforbruget på julelys, for selvom krisen kradser, så bruger de så lidt, at det næsten ikke kan betale sig at hade naboen, hvis han giver den behersket gas.
Så længe du vælger LED-lys, skal du anstrenge dig, hvis det skal koste dig mere end 20 kroner for alt, hvad du har tændt udenfor hele december. Jeg har fundet den her hjemmeside, hvor du kan indtaste din aktuelle elpris og ret præcist se, hvad det koster at have lige præcis dine nisser til at stå og blinke.
Der er lidt diskussion om, hvorvidt det kan betale sig at købe et timer-ur, fordi det er så billigt, som det er at have lysene tændt. Det betyder, at man faktisk skal bruge timer-urene i flere år, for at der er en reel besparelse at hente – men jeg er glad for mine. Jeg har de her, som jeg har købt på bud til 20 kroner, og de er still going strong på 4. år. Mine 3 lyskæder er jo virkelig i småtingsafdelingen, og altså – det er jo svært at argumentere for, at julebelysninger er need to have – men når alt det er sagt, så er der stadig et holdnings-element i ikke bare at have det til at stå og lyse, når vi alligevel ikke er hjemme. Mine tænder kl. 16 og slukker kl. 23, og igen kl 6.30 – 8, og det koster (ifølge hjemmesiden, jeg linker til) 15 kroner for alle 3 lyskæder for hele december.
M2022, uge 45
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har vi taget julegavesnakken i familien.
(Og inden vi går videre: Kan vi aftale, at det her punkt er henvendt til dem, der også juler og synes, at det med gaver og beløb kan være lidt tricky? Debatten når somme tider nærmest politiske højder, hvis man åbner for ‘hvorfor giver I overhovedet gaver/kapitalistsvin > < den, der hader julen, hader livet og andre menneskers glæde’-argumenterne).
Min erfaring er, at ændringer altid er nemmest at lave, inden nogen har noget i klemme. Hvis én er begyndt at købe gaver eller forestille sig bestemte scenarier, så bliver det pludselig ikke længere en snak om, hvad der giver mening, men en Robinsonsk kamp på, hvem der har mest ret til at bestemme.
Vi blev i fred og fordragelighed enige om gaver til børnene, som vi plejer, og så 250 kr. pr. voksen til hver af de andre voksne, som kan slåes sammen til én lidt større gave.
Så blot en kærlig reminder om at få taget snakken derude, inden det hele for alvor begynder.
2.
Har jeg haft gæster, som bøvler med lidt forskelligt i allergiafdelingen, og i stedet for at købe mig fattig i grønt, som jeg ikke kan nå at spise bagefter, bestilte jeg 3 forskellige slags salat hos en lokal, vegansk cafe.
Jeg snublede over kyllingefars på dato i Rema i sidste uge, som jeg brugte en friformiddag på at forvandle til virkelig lækre frikadeller (fajitakrydderi, chili, hvidløg og lime i farsen er en gamechanger), som jeg smed i fryseren, og så lavede jeg en super lækker fetacreme og en hokkaido-“hummus” til.
Det blev MEGET billigere, end hvis jeg skulle have raidet grøntafdelingen og lavet 3 forskellige salater fra bunden, og der var nul madspild. Og som om, alt det ikke var nok, så var det nemtnemtnemt, og gav mere tid til at sludre og drikke vin.
3.
Har jeg haft 6. og sidste besøg af smeden.
Jeg sætter det på her, fordi det er en påmindelse til både jer og mig selv om, at det faktisk somme tider hjælper at holde fast.
Vi har gulvvarme her i rækkehuset, og det har aldrig fungeret 100%. Men generelt er der nok ikke brugt de dyreste materialer til husene her, og det er, som det er. Udsigten er uforlignelig, og jeg har boet i lejligheder i Aarhus som kostede mere, og var både mindre og dårligere og som kom uden vicevært som en del af pakken.
Viceværterne – The Kurts – er rare, men kan godt have liiiidt en tendens til at tale til mig, som man somme tider kommer til at tale til børn. Da jeg havde vand i skuret, måtte jeg f.eks. 3 gange svare på, om jeg lod døren derude stå åben, når det regnede.
Mig:
Gulvvarmen gav de op på på forhånd og sendte direkte videre til smeden, som var så letsindig at give mig sit telefonnummer, da han var her første gang. Da han kom, forklarede jeg, hvad problemet var, og 4 ord inde, kunne jeg se i øjnene af ham, at han allerede havde besluttet, hvad problemet var.
Spoiler alert: Det var ikke det.
Lang, lang historie kort, så har jeg stillet spørgsmål til alt, hvad han har forklaret mig undervejs, og til sidst stillede han herude med et termisk kamera – og jeg siger ikke, hvem der havde ret.
Og det er jo heller ikke vigtigt.
Men fordi jeg over de sidste 3 uger har spurgt ham i knæ, kunne jeg faktisk spørge kvalificeret ind til, hvorfor de mindste rum var varmest, når der er rumføleren i alle rum, som for længst burde have være slået fra, når den ønskede temperatur var nået.
“Det er dels pga. udsugningen og dels fordi rumfølerne sidder ved yderdøren.”
“Men de er jo ikke forbundet til noget i væggen. Er der noget i vejen for at flytte dem?”
Laaaaang pause.
“Nej. Det er der vel sådan set ikke.”
Og sådan gik det til, at vi nu har flyttet en rumføler og lagt 2 kredse sammen, og nu forstår jeg PRÆCIS, hvordan systemet virker, hvilket betyder, at jeg kan styre det, og ikke længere pisser varme, lige ud i hovedet af fuglene.
Bagefter har jeg tænkt meget over, at det er en af de ting, jeg sætter mest pris på ved at være blevet voksen; at jeg i dag er NUL procent bange for at stille mange og/eller dumme spørgsmål. For de de fleste mennesker – har jeg opdaget – vil faktisk rigtig gerne have lov at snakke om det, de ved noget om, og spørgsmål af alle slags giver dem mulighed for at shine, og det er der sjældent nogen, der bliver sure over at få lov til.
Dage i november
Det slog mig forleden, at det er længe siden, at vi har haft et stille og roligt ‘hvordan går det egentlig?’-hverdagsindlæg. Good news: Det kommer her.
Jeg er stadig ramt af den tilstand, der for mig opstod under corona, som jeg efterhånden begynder at mistænke er permanent. Det er fornemmelsen af ‘Kan det snart betale sig?’, som jeg ellers kun kender fra ugerne op til ferier og barsler. Den der afventende, lidt skulderbørstende relax-but-brace-for-impact, som vel egentlig bare er et forsøg på at disponere kræfterne rigtigt, fordi covid var én lang omstilling, som konstant dispenserede hverdagen og de daglige rutiner.
Sådan har jeg det stadig. Ikke at jeg sjusker mig igennem dagene. Snarere tværtimod. Men jeg kæmper med sådan en underlæggende følelse af vantro over, at jeg hele tiden skal være på forkant med en hverdag, der ser ud til at blive ved med at komme rullende. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg får det forklaret godt nok, men det giver mig en mild distance til alt, som er underlig at gå rundt i verden med.
Men bortset fra det, så går det sgu ret godt. Faktisk. Vi har just pakket de sidste græskar væk, og halloween bliver sjovere og sjovere her, hvor vi bor. Jeg ELSKER, at alle gør så meget ud af det, og at rasleriet er blevet en fælles begivenhed, hvor børn jerner rundt i tusmørket og forældre trisser bagefter og småsnakker, mens ungerne hviner og hyler over afhuggede dukkehoveder, spindelvæv og ringklokker, der angriber.
Næste træk på festpladen er Antons fødselsdag, som rammer om halvanden uge. Der er skruet lidt ned for gaverne i år, fordi han får en computer i julegave, men han får stadig lov at være dagens mand i skysovs, og jeg begriber ikke, at det er 12 år siden, han meldte sin ankomst i en bidende kold november, hvor sneen væltede ud ad himlen, og frosten var tocifret.
På jobfronten begynder jeg efterhånden at have opbygget en form for rutine. Jeg har fundet min rytme ift. fakturering, indhentning af betalingstilsagn og logning af kørsel, jeg er ved at have sjusset mig ind på, hvornår jeg har brug for revisoren, og der er lavet udkast til de beskedne afdragsordninger, jeg skal have sat i værk på den anden side af nytår, så kassekreditten og budgetkontoen kan komme tilbage i sort. Jeg begynder så småt at vænne mig til at arbejde uden faste kolleger, men har til gengæld gjort en aktiv indsats for at udbygge det nære, faglige netværk ved at lave konkrete aftaler med tidligere gode kolleger om at ringe sammen, når vi alligevel bare ruller rundt på det danske vejnet.
Det offentlige fylder lidt meget for tiden, af flere forskellige grunde. Dels nærmer vi os tidspunktet for min endelige udredning (hvor de, for gammelt venskabs skyld havde glemt at sende en indkaldelse til en undersøgelse, som jeg så først blev opmærksom på, da de sendte en ‘vi er desværre nødt til at ændre din tid’-mail. For real: Hvor svært kan det være?) og dels har jeg nu afmeldt mig jobcentret, og kan dermed vriste mig fri af krav om 2 ugentlige ansøgninger, påtvungne jobs, man SKAL søge, samt diverse møder, som man her i byen bliver indkaldt til hver 2./3. uge og som ikke kan flyttes online – hvilket er virkelig irriterende, når man forsøger at løbe en virksomhed som min i gang.
I det hele taget skal jeg gøre en aktiv indsats for ikke at selvantænde af raseri over det system. (Og undskyld til de af jer, der arbejder i det, og faktisk bare gerne vil have lov at gå på arbejde, og som gør det så godt, I kan, under de betingelser, I er underlagt.) For jeg kommer aldrig til at forstå, hvor meget man aktivt modarbejder et menneske som mig, der virkelig, virkelig bare gerne vil forsørge mig selv og mine børn. Jeg KAN ikke forstå, at man ikke kan få 3-4 måneders frit lejde, og betragtes som en ressource, som jobcenter og a-kasse kan trække på, i stedet for at blive mødt af trusler og mistillid, hver eneste gang, man interagerer med dem. Tænk hvis man i stedet for job-logging og tvungen deltagelse i jobcafeer og jobdating, hvor fremmøde tjekkes med en nidkærhed, der ville få indtjek efter uledsaget udgang i åbne fængsler til at virke lemfældige, blev brugt som et aktiv; hvis man i stedet for at blive betragtet som en byrde, blev opfattet som én, der sad inde med frisk, værdifuld viden, der kunne gøres tilgængelig for andre ledige, der gerne ville starte virksomhed, være selvstændige eller gik rundt med en iværksætter i maven. Tænk, hvis man støttede op om dannelsen af netværk og sparring, nye virksomheder imellem. Den langsigtede værdi i dét, både menneskeligt og samfundsøkonomisk, MÅ overstige det, man får ud af at svinge pisken og behandle alle ens.
Og bare lige for at komme den i forkøbet: Supplerende dagpenge er ikke en badeferie, finansieret af staten. Dagpenge er, skåret ind til benet, en forsikring, hvor adgangen til de midler, man selv har betalt ind, bare kommer med et ualmindelig træls design.
Jeg har forsøgt at finde præcise tal, men det er (af årsager som er fint beskrevet her og her) ikke muligt. Men. Meget overforsimplet ser regnestykket sådan her ud:
Dagpengesystemet finansieres for 2/3 vedkommende af medlemmerne af a-kasserne.
Det betyder, at jeg, ud af de ca. 40.000 før skat, jeg har fået i dagpenge, siden jeg startede, selv har indbetalt 26.500, og dermed har jeg fået 13.500 kr. foræret. Før skat.
Jeg har været medlem af HK’s a-kasse siden jeg var 18. Det er 28 år, hvilket betyder, at jeg har indbetalt et beløb, der i dag er 500 kr. pr. måned i 336 måneder. Man kan ikke gange de to tal, fordi inflation, konjunkturer und so weiter, men hvis man er frisk og gør det alligevel, så giver det 168.000 kr., alene i kontingent. Dertil kommer den del, jeg har betalt over skatten.
Og så har vi slet ikke snakket om, at de 15.000 kr. ud af de 40 bare ryger direkte tilbage i statskassen som skat, sammen med skatten af de timer, jeg har tolket mens jeg har fået dagpenge.
Det kunne være fint, hvis det lige udløste 20 sekunders ro.
Nu fik jeg hidset mig selv op alligevel.
Men forhåbentlig er det sidste runde i dén manege, og da jeg samtidig også er ved at kigge på, om ikke det giver mest mening at framelde boligstøtte og fripladstilskud fra årsskiftet, er håbet, at jeg i 2023 kun sidder tilbage med mit enlige forsørger-tilskud/fradrag, som kun kræver, at jeg én gang om året underskriver på tro og love, at jeg stadig er enlig forsøger og ignorerer det brev, der i sleske vendinger tilbyder mig en ‘afklarende samtale’ fordi det kan være så ‘svært at vide, om man faktisk *er* enlig forsøger’…
Nå, men lad os slutte på en glad note, som er, at jeg har købt første modul af et skrivekursus, som jeg glæder mig helt vildt til at deltage på. Det er et forløb, der tager udgangspunkt i årshjulet, og jeg er allerede helt forelsket i det univers, der er skabt omkring forløbet.
Jeg er simpelthen så glad for, at begivenheder som fuldmånevandringen, retreatet, jeg var på, og skrivekurset her har fundet vej til mig, for jeg ELSKER at åbne døren ind til alt det, som man i hverdagens skynding glemmer, bare ligger og venter på at blive fundet.
M2022, uge 44
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg øvet mig (endnu mere) i at tilpasse mit indkøbsmønster til de nye tider.
Jeg har nogle basisvarer, som jeg altid har på lager, f.eks. æg, revet ost og gær. Det er rart at have, fordi det gør det muligt at være lidt spontan i køkkenet, men det giver også ind i mellem noget spild, fordi jeg ikke når at bruge det, inden det forgår.
Derfor er jeg begyndt først at købe de her ting, når jeg konkret har planer om at bruge dem. Det betyder, at der er et slip, hvor det gamle er brugt op, indtil jeg har noget nyt planlagt, og derfor køber det ind, hvor jeg ikke bare kan få en god ide og eksekvere den, og ret skal være ret: Det *er* federe, at det bare hele tiden er der.
Men ved at holde hestene spilder jeg ikke flere uger af varernes holdbarhed på, at de bare ligger i køleskabet og glor.
Jeg tænker over det med basisvarer i køkkenet, men faktisk også ift. storkøb og mængderabat. For hvor jeg før var relativ laissez faire med at købe stort ind, hvis der var en besparelse at hente, så er jeg mere påholdende nu. Jeg har f.eks. fået et tilbud på den kørebogsapp, jeg bruger, hvor jeg kan spare 150 kr., hvis jeg konverterer mit månedsabonnement til et årsabonnement, men fordi alting er så drønusikkert lige nu, vil jeg ikke binde mig for 12 måneder. Der kan komme billigere alternativer, der kan ske ting og sager i mit arbejdsliv osv. osv.
Selvfølgelig er det stadig en god ide at købe stort ind og spare på de varer, man med sikkerhed ved, man får brugt (fx. toiletpapir og kaffe), men jeg bruger mere tid på at forholde mig til, om et storkøb no også *er* en god ide, end jeg gjorde før.
2.
Bestilte jeg for et par uger siden nogle nye sko, og så senere, at kæden, jeg købte dem i, kørte 25% på alt den dag.
Fordi jeg faktisk havde bestilt skoene stående i den fysiske butik, som bare ikke havde dem i min størrelse, ringede jeg til hovedkontoret og spurgte, om man kunne gøre noget, og de bad mig nævne det, når jeg (click og) collectede skoene i butikken.
Jeg lider af nærmest tysk Angst for at fremstå nærig, men lige nu er der vist ingen, der har råd til at sige nej til 25%, så jeg tog en dyb indånding og fik kvækket, at jeg faktisk havde købt dem den dag, der var rabat i butikken, da jeg afhentede; de bad mig ikke engang fremvise bon, men tilbageførte bare et par hundrede kroner til min konto.
Courage, venner.
3.
Har jeg fået vores elregning, og jeg skal have 86 kr. tilbage. The gap is closing, kan jeg se, for selvom mit forbrug er stadig (let) faldene, så er prisen nu så høj, at jeg kommer til at falde gennem bundlinjen på et tidspunkt.
Jeg har for de sidste 3 måneder betalt 3000 kr. i reelt forbrug, og de har trukket 3600 kr. a conto for de næste 3 måneder. Jeg synes, det er helt åndssvagt mange penge, og jeg overvejer derfor at skifte til Ewii, som dels ikke kører a conto (Norlys har efter sigende samme mulighed, men jeg kan kun finde det op opladere til biler. Holla @ me hvis du har anden info), og som giver mulighed for månedsvis afregning; også på flex-el.
Har vi nogen på linjen, der kører Ewii, og som vil byde ind med lidt empiri?
____________________
Vi slutter med et skarpt venstresving, der ikke rigtigt har noget med noget at gøre: Jeg har forelsket mig i et online skriveforløb, som ser fuldstændig fortryllende ud, men jeg kan ikke rigtigt blive klog på de konkrete skriveøvelser, man får udstukket. Er der nogen af jer, der har erfaringer med den måde at arbejde på? Hvis ja, så fang mig lige i dm’en.
On wednesdays we wear pink
– og d. 31. rasler vi.
Jeg kan i de lokale fb-grupper se, at der igen i år er mødre, der forsøger at insistere på, at man også sagtens kan trick or treat’e dagene op til halloween, når man lige synes det passer.
Argumenterne er hver gang, at børnene enten er små, eller at man har sent fri fra arbejde.
Men nu er jeg den, der siger det højt, og jeg siger det med både kærlighed og girafsprog, Hella-Joof-Style:
For de lukkede halloweenfester kan du smide præcis, hvor det passer bedst, ligesom du må rykke helligdagene ligeså tosset, du vil. Du må holde juleaften d. 4. december, Mortensaften d. 2. juli og nytår d. 19. januar. Så længe (og nu bliver det vigtigt), at du gør det hjemme ved dig selv eller i en lukket gruppe.
Når du insisterer på, at dine børn må gå rundt og ringe på hos fremmede mennesker, tvinger du en masse mennesker, der ikke skylder hverken dig eller dine børn noget, til at stille op, fordi det passer *dig*.
Jeg ved godt, at det er strengt, og at der helt sikkert er nogen, der bliver sure på mig nu. Men tænkt det lige igennem: Ved at sende dem ud, vil der være mange steder, hvor dine børn – i en situation, hvor de i forvejen gør noget, der er grænseoverskridende for de fleste børn, nemlig at ringe på fremmede døre – bliver mødt med en afvisning, eller et lunkent ‘øh hvad? Nåmn, ok, så finder jeg lige en karamel’.
Og vi ved alle sammen godt, at børnene SAGTENS kan mærke, at det er en høflighedskaramel, de får i kurven.
Du lægger dit problem i skødet på fremmede mennesker, og lader det være *dem* der enten skal være bussemænd eller stille op til din dagsorden.
Samtidig smadrer du den uskrevne regel om, at de huse, hvor der er pyntet op, er med på løjerne. For dem, der går op i halloween, har pyntet længe inden d. 31., ligesom man også pynter til jul inden d. 24. Vi har pyntet, og her er alle børn, uanset alder, udklædning, neuro-status MERE end velkomne – d. 31. Og kun d. 31.
“Men Linda. Stop nu med at gøre det til et problem! Der sker sgu da ikke noget ved, at de kommer og ringer på i dagene op til!”
Nej. Det gør der ikke. Ligesom der heller ikke sker noget ved, at facerne stopper dig på strøget i din frokostpause, eller at Gallup ringer og vil have din årsindkomst, politiske observans og dit syn på søpindsvinets udvikling over de sidste 50 år mandag aften kl. 18.
Ingen dør eller kommer til skade ved det. Men derfor vil rigtig mange nok alligevel gerne være fri.
Jeg vil gerne medgive, at fejring af halloween stadig er relativ nyt, og at vi derfor alle sammen lige har skulle finde vores fødder i det. Men det har vi gjort nu, så nu trækker vi en streg i sandet og siger, at vi hjælper hinanden med at sørge for, at spookyseason bliver ved med at være både sjov og (u)hyggelig.
M2022, uge 43
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har vi spist mexicansk, som altid giver lidt rester. Jeg bruger ofte tomatsuppe som ‘opsamler’ for de smårester, der alene ikke er helt nok til et helt aftenmåltid, men som sagtens kan være fyld i en suppe. Lasagne, kødsauce, pastarester, hakkede grøntsager, rester af ost osv; alt fungerer strålende som topping.
Denne gang testede jeg det i en hokkaido-suppe, og det blev helt eminent. Jeg brugte denne grundopskrift, hvor jeg i stedet for pikant-ost, som jeg plejer at lave den med, brugte chilismøreost, og så ellers de rester, vi havde tilbage (løg, majs, peberfrugt, tomater og salsa). Jeg smed det hele i, lod det simre en halv times tid, og blendede med resterne af creme fraiche og cheddar, og så justerede jeg med lime i stedet for citron. Det blev SYGT godt.
2.
Har jeg været inde og læse lidt op på den stigning på el, der træder i kraft d. 01.01.23, som betyder, at strømmen bliver (endnu) dyrere mellem kl. 17 og 21.
Jeg har fundet den her artikel, der forklarer stigningen bedre, end jeg formår, men det korte af det lange er, at din elpris er sammensat af flere enkeltdele. Det, vi længe har snakket om, er den rene el-pris. Det er den, der svinger, hvis du har flex-el, og som forbliver det samme, hvis du har fast pris.
Det, der er blevet varslet stigning på pr. 01.01.23, er det, det hedder nettariffen. Den betaler vi alle sammen, uanset hvilket abonnement og hvilken aftale, vi har.
(Jeg vil gerne sætte en fed streg under, at jeg bare er almindelig forbruger, der forsøger at læse mig til at forstå, hvad der sker, så hvis nogen derude sidder inde med viden om, at det jeg her formidler ikke er præcist nok, eller at der er detaljer, jeg misforstår, så meld ENDELIG ind).
Det betyder, at der, hvis du har flex-el, er to dele af din strømpris, der bevæger sig, når vi rammer 01. januar. Dels den rene el-pris, som er den, vi holder øje med og som medierne skriver om, når der er ‘billig strøm’, og dels nettariffen, som har 3 forskellige niveauer: En lavtakst (kl. 24-06), en højtakst (kl. 6-17 + 21-24) samt en spidsbelastningstakts (kl. 17-21).
Om der når at ske noget politisk er svært at forudsige, men uanset hvad, er jeg begyndt at tænke over, hvordan jeg kan flytte mest muligt af mit forbrug til de billige tidspunkter.
Eksempelvis er jeg begyndt at tjekke natpriserne på min flex-aftale, for hvis der er tidspunkter mellem kl. 24 og kl. 6, hvor den rene elpris er lav, er der dobbelt op på besparelse, og så er det der, jeg lader iPads, skole-pc’ere, headsets og højtalere.
Der er mange holdninger til, hvornår man tør sætte sine bluetooth-ejendele til at lade, og man må gøre op med sig selv, hvor man står; jeg advokerer ikke for det ene frem for det andet. Men uanset hvornår man lader, så vil jeg bare (igen) anbefale et timerstik, (fx. det her) som man styrer med sin telefon og både kan programmere til at slå til på bestemte tidspunkter eller tænde for, selvom man sidder i Spanien.
Jeg er også begyndt at starte opvaskemaskinen efter kl 21, og så tømme den næste morgen – hvilket jeg HADER – men det, jeg egentlig bare vil opfordre til er, at man begynder at øve sig allerede nu, så man har fået de nye vaner indarbejdet, når stigningen træder i kraft.
3.
Er mit varmeanlæg i huset afgået ved døden, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så glad for at bo til leje, som da smeden var forbi, åbnede skabet, kiggede på anlægget og bare stille sagde: “Åh nej…”
Han har indtil nu været her 5 gange, fordi det bliver ved med at drille, og jeg må lægge bånd på mig selv for ikke at komme til at købe bare en *lille* bitte parfume for alle de penge, jeg so far har sparet i håndværkerudgifter.
I øvrigt:
*Kan jeg ikke fremtvinge den helt store, demokratiske entusiasme ift. det forestående valg. Verden har været så vanvittig de sidste par år, at det føles som at skulle tage stilling til farven på redningskransene på Titanic.
*Er min AC blevet vanvittig. Den retter nu konsekvent ‘hos’ til ‘hus’ og jeg ved ikke, hvad jeg har gjort for at fortjene dette?
*Kommer jeg qua mit job i mange forskellige kommuner, og jeg må bare sige, at samtlige Liberal Alliance-opstillede kandidater ligner ansatte på TV2.
*Er jeg, efter 5 måneders pause, tilbage i Systemet, både med Fridas og min egen udredning, samt noget kommunehalløj, jeg er i gang med at søge til Anton. Det viser sig at tage 0.2 millisekunder for den gamle, meget velkendte og utrolig u-savnede high-alert-refleks at generobre hele systemet.
Mig, der bare går og passer mig selv:
Systemet, E-boks-Angst, raseri og ur-træthed:
*Har jeg glemt, hvor forvænt jeg er med jer, når jeg efterspørger erfaringer. Det trækker op til, at Anton skal have en computer, og jeg har på forhånd lidt stress over, at han og klassekammeraterne somme tider råber så højt, når de spiller (han har gjort det hus mine forældre) (Se!? Er det ikke skideirriterende!?!), at mikrofonerne næsten virker overflødige. Derfor spurgte jeg i en fb-gruppe, om der var nogen, der havde gode erfaringer med spilleglade, larmende børn, de ville dele, og én foreslog – i ramme alvor – at jeg kunne beklæde hele værelset med æggebakker. Tak for input.
*Vil jeg gerne komme med 4 hurtige anbefalinger:
-Serien War of the Worlds på Disney+. Den er løst baseret på H.G. Wells roman (på dansk ‘Klodernes kamp’), og den er til de af os, der savner The Walking Dead.
-Den her usandsynligt lækre vegetarret: Gnocchi med hokkaido/parmesansauce. JA, den er god!
-Bogen ‘Mand og Barn’ af Puk Qvortrup, som jeg så anbefalet hus Iben Maria Zeuthen (for real, mand!). På mit biblioteks hjemmeside stod der ’For læsere af eksistentielle romaner’, og den beskrivelse i sig selv vil jeg gerne give 1000 point for, men bogen er sgu også god. Der er simpelthen så mange små ord og sætninger, der indkapsler, hvordan det er at være alene med et barn; her tydeliggjort i beskrivelsen af et forhold til en mand, der *ikke* har et barn. (Jeg er halvvejs, så bare lige en hurtig disclaimer ift. at jeg ikke ved, om den tager en grum drejning om 20 sider).
-Podcasten ‘As the seasons turn’. En lille, fin, halv-times podcast, der udkommer den første i hver måned, hvor forfatteren Lia Leendertz (som er britisk og står bag en meget smuk almanak) fortæller, hvad der sker i naturen, på himlen og i køkkenet den kommende måned.
*Kan det godt ske, at mine børn jævnligt opfører sig som egern på speed, men de er uforlignelige som hype-crew. Forleden så jeg en ræv, da vi kørte hjem, og de var ved at vælte bilen i begejstring.
Os, der ser en ræv:
