Et er et søkort at forstå

Jeg er over gennemsnittet træt hele tiden, synes jeg. Eller. Ikke træt. Mere sådan.. som om mit hoved hele tiden svæver lidt for langt over min krop. Det er, som om jeg ikke helt kan få adgang til mine tanker og min koncentration. Da jeg i weekenden skulle lave 3 ting i køkkenet samtidig, tog jeg mig selv i næsten at have lyst til at give op på forhånd, fordi det virkede fuldstændig uoverskueligt at skulle interessere mig for 3 forskellige opskrifter og forholde mig til indhold og rækkefølge. 

Det er nok den konsekvens, man må påregne, når man belaster systemet med krav om omstillingsparathed i helt ekstrem grad over alt for lang tid. Pandemien har stået for 80% af skaderne, men det har heller ikke rigtig hjulpet, at min arbejdsliv har været én lang række af skift og konkurser over de sidste mange år. Det slider, når man alt for ofte skal forholde sig til, hvad man gør, hvis man ikke kan finde arbejde, og det gør heller ikke noget godt for noget, at man hele tiden er nyansat og tidsbegrænset – og dermed nødt til at være ekstra fleksibel hver eneste dag. Livet som alenemor er så stramt skruet sammen, at man ikke kan spænde én møtrik så meget som en millimeter mere, uden at en skrue samtidig løsner sig et andet sted på konstruktionen, og jeg er smerteligt bevidst om, at hver eneste gang, jeg giver mere ét sted, så tager jeg det fra et andet, hvor det kommer til at mangle. 

Jeg har skiftet job og bil og børnehaven ud med skolen. Der er nogle ting, der begynder at pege i en bestemt retning ift. Anton, og så er der alt det almindelige bøvl, der følger med voksenlivet, aula og all that jazz. 1,5 års konstant bekymring for familiemedlemmer, der virkelig, virkelig helst ikke må blive syge, kronisk angst for, at nogen omkring os bliver syge, så vi skal selvisolere x antal gange, hvilket ingen arbejdsgiver i verden vil kunne vente på, og det faktum, at ALLE er slidt ned, og vi dermed har fået smadret det fine økosystem, hvor jeg giver dig en hånd, når du ligger og jeg står – og omvendt. Det koster. 

Sammen – hver for sig, samfundssind og ensomhed. 

Vi sidder på den samme sø, men vi sidder her i hver sin båd, og det synes jeg for alvor, at man kan begynde at mærke.

M2021, uge 16

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Opdaget at jeg overhamstrer på ting, som jeg bruger meget sjældent. Jeg har i denne uge lavet noget asiatisk kylling, og skulle i den forbindelse bruge peanuts og soya. Jeg havde i skabet, men kun en smule af begge dele, og jeg havde derfor skrevet dem på sedlen. Men så kom jeg til at tænke på, at det faktisk er sådan, jeg somme tider får skabt mad-stress for mig selv, for når jeg køber noget nyt, så ligger det i skabet og glor, og bliver noget, jeg så synes, jeg skal omsætte, når jeg bladrer skabet igennem næste gang.

Jeg vil gerne være bedre til at vurdere, hvornår noget reelt er basisvarer, som det er træls at løbe tør for, og hvornår noget er bundet op på en specifik ret, og derfor kan vente med at blive stucket up, til jeg skal lave retten næste gang. 

2.

Været en idiot med arvesko og jakker. Jeg FATTER ikke, at det stadig kan ske. Men jeg var 1000% sikker på, at Frida havde jakker, mens Anton manglede, og at begge børn manglede sandaler.

Det viser sig, at der lå ikke færre en 3 jakker og ventede på Anton, og de sandaler, jeg købte til ham sidste år, passer stadig. Frida mangler til gengæld jakker, og hende har jeg ikke købt til. Så det er rigtig flot. 

Det er heldigvis efterhånden sjældent, at jeg går i fælden, men når jeg gør, så kan jeg virkelig mærke i hele mit selvhads-center, at tiden, jeg som oftes bruger på at være på forkant, er godt givet ud. 

3.

Bagt en kæmpe Big Mac – ja, det er en ting – og ja. Den smager som the real deal – og prøvet at fryse den på bagepapir. Det er ikke så tit, vi får ting, der er bagt i dej, men hver eneste gang vi gør, bakser jeg med, hvordan jeg fryser det. At smide det i bokse optager unødvendigt meget plads, og det bliver noget knald, når jeg skal flytte det fra boksen over på bagepladen, fordi dejen bliver lidt klistret, når den har været i fryseren, og dermed svær at flytte med, når den er kold. 

Jeg har brugt låg fra plastikbøtter, men det synes jeg heller ikke fungerer, så nu har jeg prøvet at dele et ark bagepapir i 4 og pakke det omkring de stykker, der er smidt i fryseren. Tanken er, at jeg dels kan bruge posen igen (papiret er pakket rundt om slicen, så posen bliver ikke beskidt), og dels kan smide maden i ovnen, indpakket i papiret. Så må vi se, om dét fungerer. 

4.

Købt min nye bil, og alle vågne nætter og overvejelser til trods, så følte jeg mig som en strong, independant woman, da jeg denne gang kunne smide udbetalingen kontant. Min opsparing skal lige komme sig, men jeg har stadig 10.000 til at stå, så vi er ikke slået helt tilbage til start.

——————————————-

Til sidst vil jeg gerne sige tusind tak for engagement og kommentarer til det seneste indlæg. I er nogle kloge damer, og det var fedt at få input hentet i praktisk erfaring af både den gode og den dårlige slags. 

Efter at have tygget på det, lander jeg på, at jeg mentalt flytter make up over i samme kategori som tøj, og dermed forholder mig til det fra gang til gang. Indtil videre er det meget sart og fint, hvad Frida gerne vil tage på, og det kan jeg godt leve med. Ikke mindst fordi jeg tror, at det er én af dem, hvor det kan give bagslag at begynde at regulere det, før det er nødvendigt: At det i givet fald vil gå fra at være noget, hun synes er sjovt 3-4 gange i måneden, til at blive et dagligt clash of the Titans, fordi det med et forbud pludselig bliver *meget* mere interessant.

Men jeg har mentalt-noteret mig alt, hvad I har skrevet, og jeg vil have det i baghovedet de næste par år. Det er et fedt forspring at have fået foræret, så tak for hjælpen – og god weekend.

Jeg spørger, I svarer: Om børn og make up

Jeg er røget i et dilemma, jeg ikke helt ved, hvad jeg stiller op med, så i dag bytter vi stole, og så kan I få lov at være Monopol for en dag. 

For:

Anton vil gerne have make up på i skolen, og det synes jeg er svært. Hvad, hvis de andre dømmer ham? Hvad hvis de dømmer mig? For jeg kan være lige så woke, jeg har lyst til; hvis de andre tror, det er mangel på opdragelse og interesse for mit barn, at han får lov at gå i skole med make up, så rammer det ham, alle mine gode intentioner til trods. 

Hvad tænker I så? At han skal have lov at være den han er? At det ville være forkert at undertrykke hans personlighed og udtryk? Eller at det er dårligt forældreskab, hvis jeg ikke forholder mig til, at han uforvarende kan komme til at stå på mål for mine politisk korrekte holdninger?

Brug lige 30 sekunder på at tænke over det, før du læser videre.

Klar igen?

Godt.

For det er så nu, jeg skriver, er det ikke er Anton, det her handler om. Han ville ikke kunne udpege en mascara, om den så sprang op og bed ham i næsen. 

Men det kan Frida. Frida, som elsker make up og glimmer og øreringe og tøj i alle regnbuens farver. Frida, som jeg har ladet vælge sine outfits, fra hun selv kunne pege, fordi hun ikke ryster på hånden overhovedet, og fordi det for mig har været meget tydeligt, at tøj for hende er en måde at udtrykke sig på. 

Hun har altid elsket make up, og jeg har ladet hende lege med det. Jeg købte allergitestet voksenmakeup, og et sæt ordentlige pensler til hende i kalendergave, og det var tæt på at indbringe mig prisen som Årets Mor. 

Hun har alle dage fået lov at børste lidt på øjnene, når hun gerne vil, og også at tage en gloss på læberne, for min påstand er, at meget af det, vi forbinder negativt med make up, er den sexualitet, vi synes, den signalerer.

Og det er netop derfor, jeg valgte at starte med at prøve at sætte Anton ind i problemstillingen, for jeg gætter på, at ingen af jer, der syntes, han skulle have lov, havde bekymringer ift. hud og allergi? Eller mente, at jeg skulle tænke over, hvad han signalerede?

Og jeg peger ikke fingre. Det gør jeg virkelig ikke. For jeg synes, det er svært!

Forleden talte jeg med min veninde om en pige i hendes barns klasse, som i en alder af 10 år kører fuld EMO-kohl. Og det kan jeg mærke, at jeg også *selv* reagerer på – men jeg tror, jeg gør det af de forkerte grunde.

For jeg nægter at være med til at undertrykke den næste generation af kvinder og gøre deres kroppe og seksualitet til noget forkert og beskidt, som skal frygtes og undgåes – men hvor og hvornår sætter man ind? Hvornår går vi fra, at glam-up bare er noget, vi leger med vores Bratz-extensions og Barbielipgloss til, at det er noget, vi forbinder med kvindelighed og kønsroller?

Helt lavpraktisk: Hvis jeg vil forbyde det – hvornår gør jeg det så? Og med hvad for en begrundelse?

Man kunne godt trække en grænse og sige, at ligesom man ikke må gå i skole i udklædningstøj, så må man heller ikke have sminke på, men jeg kan mærke, at der er noget i mig, der stritter, fordi jeg synes, at tankerne bag forbuddene af hhv. udklædning og make up er forskellige. Men er det vigtigt?

Og hjælper jeg hende, hvis jeg lader hende fortsætte, og hun risikerer at blive stemplet af både andre børn og deres forældre om et par år? Passer jeg ordentligt på hende, hvis jeg lader jeg hende gå, uforvarende og med paraderne nede, lige ind i løvens hule?

Jeg tænker, så det knager, og jeg ved ikke, hvor jeg står. Så det er her, I kommer ind i billedet. For måske har I haft snakken i jeres respektive netværk eller i børnenes klasser? Måske er det én af dem, hvor svaret bliver helt indlysende i takt med, at børnene bliver ældre? 

Jeg vil utrolig gerne høre jeres tanker og erfaringer, så vamos a la blækhus, s’il vous plaît.

På forhånd tak.

M2021, uge 15

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Haft en uge med flere sene dage i træk. Sådan er mit job, og det er ok. Jeg er efterhånden blevet verdensmester i planlægning, hvor morgenerne udnyttes, og jeg planlægger aftensmaden, så jeg laver den, de dage, vi er tidligere hjemme og så bare skal varme rester, de dage, det bliver sent. Men når jeg har 3 eller 4 på-hinanden-følgende dage, hvor vi er hjemme mellem 17 og 17.30, så bliver det en smule sværere at få matematikken til at gå op – også fordi det blik ud over ugen, man ellers laver løbende, bliver blokeret af her-og-nu praktik som Aula, høfeber og bukser, der er blevet for korte. Sagt med andre ord når jeg ikke at forholde mig til morgendagen, før jeg står midt i den. 

Derfor havde jeg egentlig onsdag besluttet, at vi måtte tage noget take-away med hjem, men da det gik op for mig, at vi også manglede en håndfuld småting, sadlede jeg om, og bestilte varer hos Bilka to-go.

Min lokale pizzamand bringer ikke ud, og de madsteder, der ligger tættest på som gør, ligger stadig så langt væk, at pizza, pitabrødet osv. er lunkent og træls, når det når frem. Det betyder, at der ikke er forskel på, om jeg skal hente varer i Bilka eller pizza på hjørnet, og på den her måde sparede vi både penge, fik noget lidt mere lødigt at spise og ordnet lidt småindkøb i samme ombæring.

2.

Nydt, at jeg kunne bestille præcis de sandaler til børnene, som de gerne ville have. Og altså; jeg kunne jo ikke have købt Versace til dem, hvis det var dem, de havde forelsket sig i, men fordi jeg er så langt nu, at mit ene lån er betalt ud, og jeg kun mangler 3 afdrag (7.500) på det andet, så *er* der faktisk penge til at købe de guld-Hummel, som Frida havde forelsket sig i, og de sandaler med det Brazilianske flag, som Anton ikke kunne leve uden. Det er FEDT at kunne gøre, og jeg tænker virkelig tit, at det er i de små hverdagssituationer, jeg føler den største frihed ved at have betalt min gæld (næsten) ud. 

3.

Slugt en kamel (næsten) uden at blive kvalt. 

For apropos #2, ville det jo være skønt, hvis jeg så fik lov at prøve det vilde liv som gældfri et års tid, inden jeg stiftede ny, men sådan bliver det ikke. Det har jeg bøvlet med oppe i hovedet, for var det ikke Målet? Har det hele ikke næsten været forgæves, hvis jeg bare starter forfra nu?

Jeg vil ikke lyve: Sådan kan jeg stadig have det. Dagligt. 

Men.

Hvis der er noget, jeg har lært at de sidste 20 år, hvor jeg næsten, med renter og renters rente, ender med at have betalt en lille halv million ud, så er det, at det, der kan virke som en god idé i situationen, kan ende med at være det modsatte. For vi bestemmer ikke altid selv, hvordan tingene udvikler sig, og vi lægger planer, og Gud ler. 

Og uanset hvordan jeg sætter det op, så har jeg ift. min bil 3 reelle valg:

*At tage chancen og satse på, at den nuværende kan køre videre. Det vil koste mig mindst 10.000 kr., og jeg kan stadig risikere, at den dør i morgen. 

*At sælge den gamle og lease en ny.

*At købe en ny brugt.

Og de to første muligheder virker tillokkende, fordi de ikke kræver nye lån, men uanset hvor længe og hvordan jeg regner på det, så bliver de dyrere end den sidste på sigt. Så jeg bliver ved med at nå frem til, at det her vil være en økonomisk dårligere beslutning at undlade at stifte gæld end at gøre det – hvor ulogisk det så end kan føles.

Så nu er der bestilt en bil. Min oprindelige plan var, at det skulle være en billig brugt, og jeg havde egentlig fundet én. Men da jeg kørte ud for at tale med forhandleren, snakkede vi længe frem og tibage, og hans klare anbefaling var at købe én, der var nyere, fordi de penge, jeg håbede på at spare på købet, formentlig ville blive ædt op af værkstedsregninger. Desuden ville jeg med en ældre brugt også miste en pæn luns restværdi, og jeg ville få samme kapløb med tiden, som jeg har haft med den nuværende, hvor jeg pga. mine mange km, hele tiden risikerer, at den dør, før den er betalt ud. 

Jeg prøvekørte en demomodel, fik lavet et tilbud – og kørte lige hjem til min mekaniker og spurgte, om han kunne skaffe en tilsvarende, for så ville jeg købe den hos ham. Han har været den STØRSTE helt over de sidste 4 år, og det vil jeg simpelthen så gerne honorere. 

Han har fundet én, der har kørt 2000 km., som er fra december 2020, hvilket betyder, at jeg får den med 1,5 års fabriksgaranti. Jeg spurgte ham ligeud, om han tjente på den, for det vil jeg så utrolig gerne, at han gør, og hans svar var, at han tjente lidt på bilen, og ville tjene på finansieringen også, hvis jeg købte gennem ham. Så det er sat i værk. Om det kommer til at lykkedes, ved jeg ikke, for det første finansieringsselskab har afvist mig, fordi jeg kun har én indkomst og bor til leje (hvilket jeg skal arbejde ret aktivt for ikke at føle skam over), så pt. er han ved at undersøge en anden mulighed. Min egen bank kan næsten ikke være i sig selv over, hvor gerne de vil låne mig penge, så jeg er ikke som sådan bekymret, men jeg ville godt nok gerne give lidt igen for alle de gange, han “lige har fundet en reservedel, der lå og flød” eller kom og hentede mig på motorvejen, fordi min bil var død og jeg i bare befippelse kom til at ringe til ham. 

Vi ser, hvor det ender, men som det ser ud lige nu, kommer den her til at holde i min garage fra på fredag i næste uge:

I øvrigt:

*så jeg forleden en reklame for et egernhus, som er det samme, som et fuglehus, bare til egern, og nu forstår jeg slet ikke, hvordan jeg har levet 44 fine år uden sådan ét?

*bliver Frida meget hurtig meget stor. Forleden meddelte hun, at hun og Tim havde ‘broken up, mor’, men at hun ‘gik i gang med at fall in love’ med Justin Bieber. Det lyder som en dejlig, praktisk tilgang til kærligheden. 

*kiggede Anton til gengæld på mig med bestyrtelse i blikket, da jeg nævnte, at han måske også engang fik lyst til at få en kæreste. Mine børn er MEGET forskellige, men på en mærkelig måde ligner de mig begge to virkelig meget lige her.

*bliver jeg sindssyg, hvis ikke snart, jeg kan komme på biblioteket.

*elskerelskerELSKER jeg min nye telefon, og jeg kan ikke være i mig selv over, hvor smart ansigtsgenkendelse er. Hvis Zuckerberg og Putin misbruger mine data og skaber en gensplejset hær på baggrund af data fra mig, er det stadig dét værd. 

*tolker jeg for tiden udelukkende steder, hvor jeg er iført hjelm og andre ansigtsmonterede værnemidler, og det kan ansigtsgenkendelsen til gengæld ikke lide. For at sikre mig, at CIA, FBI og KGB forstår hvor træls jeg synes, dét er, sørger jeg for at sukke tungt, hver gang jeg nu skal slæbe mig igennem den ørkenvandring det er, manuelt at indtaste min kode.

*vil jeg gerne vide, hvornår jeg kan forvente, at den aldersbetingede langsynethed sætter ind? For pt. bruger jeg kun briller, når jeg kører bil, men jeg er snart så blind, at jeg er nødt til at opgradere til et par solbriller med styrke – og det gider jeg jo ikke, hvis jeg om 10 minutter kan læse skilte på 1000 meters afstand.

*er jeg blevet pinligt afhængig af American Idol. Som serviceinfo kan jeg oplyse, at man *sagtens* kan surrogatinvestere i problemstillinger og udfordringer, der rammer mennesker, man aldrig har mødt, som synger duet med kunstnere, man aldrig har hørt om. Den menneskelige hjerne er utrolig. 

*var jeg i sidste uge ude at kigge på bil i et af de opdelte bilhuse, hvor der var Renault i den ene ende og Volvo i den anden. Volvo havde, for at fejre tidsånden, lavet et logo, hvor ‘Volvo’ stod inde i det maskuline kønstegn, med cirkel og pil und alles, mens de lige under havde placeret en stor pap-dame, der med et tysk, anæmisk smil, reklamerede for deres håndtasker. 

“dEt Er ALtsÅ eT spEedoMeTEr, LiNdA!”

Det siger vi så. (ffs!)

*ringede Anton til mig i mandags, og proklamerede, at han havde “hentet Frida, og vi er på vej hjem, mor”. Den var ikke helt reglementeret, og det går selvfølgelig ikke, at de bare stryger afsted. Men der er 1000 point for initiativ, og 10000000 point til det faktum, at de nu er samlet ét sted.

*har jeg de sidste måneder tænkt lidt over kendtes kommunikation på sociale medier. Jeg har svært ved at finde ud af, hvor jeg selv synes, grænsen går, for det lugter af censur, hvis vi begynder at diktere, hvad de må skrive. Og det går selvfølgelig ikke. Men den ansvarsfraskrivelse, jeg ser flere af dem lave, når deres opslag får ækle typer til at kravle frem fra mørket under stenene, synes jeg faktisk heller ikke klæder dem.

Jeg har i en periode fulgt en kendt, dansk komiker på fb. Han har lavet en del jokes om feminister, og i sidste uge var der en mand, der stille og roligt spurgte, om ikke man kunne lave komik uden at skabe fjendebilleder. Til stor moro og hån. Komikeren lod forstå, at det bare var en joke, og det måtte han jo forstå, mens mange af de andre følgere m/k påtog sig ansvaret for at belære ham om, hvor sart og nærtagende, han var. Han kunne ‘jo bare skride!’, hvis han ikke kunne lide lugten i bageriet. Til min store, glædelige overraskelse forsøgte manden faktisk at pege på det, jeg også synes er problemet, nemlig at kendte og offentlige personer måske godt selv ved, at de ‘ikke mener noget med det’, når de skriver de her ting. Men problemet er, at det gør deres følgere ikke. I hvert fald ikke dem, der ikke *vil* vide det. Og dermed bliver der skabt en platform, hvor de her mennesker kan få lov at brede og boltre sig i fællesskabsfølelse og delte fjendebilleder. 

Når Puk Elgaard laver et opslag om, at vi skal huske de gode mænd, når Dennis Knudsen laver lumre opslag om, at Sofie Linde nok ‘også var fræk som 18-årig’, og når en komiker tegner et billede af feminister som sure, urimelige røvhuller, så kan det godt ske, at de tror, at alle, der kender dem forstår, at de jo ikke mener det på dén måde. Men jeg er ikke sikker på, at jeg synes det er nok. Ikke længere. For det er lidt som at producere våben til FN’s fredsbevarende styrker, og så trække på skuldrene, når de bliver købt af militser og warlords. 

Jeg diskuterede det med Sven Brinkmand på hans fb-side, hvilket jeg skrev lidt om her, og jeg er som sagt ikke helt sikker på, hvor jeg selv står. For to af mine yndlingskändisser, Peter & Esben, er jo også grove som få – men deres publikum forstår ironien og sarkasmen. Endnu. Og jeg ved ikke, om jeg ville være klar til at sige farvel til den del af Her Går Det Godt-universet, hvis deres kommentarfelter bliver løbet over ende af idioter. Men jeg tygger på, hvor jeg synes grænsen går, for vi forlænger livet på de holdninger og den adfærd, vi validerer i det offentlige rum. 

*har jeg brug for ideer til dagsdestinationer i Jylland. Ikke noget stort og forkromet, men bare gode steder, man kan køre hen, hvis man har en ledig lørdag og solen skinner. Anyone?

M2021, uge 14

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Ryddet op på facebook. Ikke i venner, for der er algoritmen efterhånden så god/skræmmende, at jeg næsten udelukkende ser opslag fra dem, jeg interagerer med, men i grupper. Jeg er hoppet ud af dem, der ikke længere er relevante, og så har jeg smidt min administratorhat i ringen på et par stykker. I begge grupper fik andre buddet om at overtage først, og i den ene var en anden villig til at hoppe ind, men i den anden spillede folk døde, og det er fair. Men jeg slettede derfor gruppen uden videre dikkedarer. 


Jeg kan være slem til at tage sådan noget over for mange runder, både virtuelt og IRL. At jeg først annoncerer, at andre må træde til. Sker der intet, er jeg på talekassen igen. Sker der stadig intet, gør jeg opmærksom på, at det så betyder, at gruppen/det-jeg-står-for bliver nedlagt og først derefter gør jeg noget ved det. Men jeg har truffet en beslutning om at stoppe med at bruge så meget energi på noget, der faktisk er ligegyldigt. For der er jo ingen, der ligger vågne over, at en gruppe bliver nedlagt eller at jeg har solgt noget til anden side, hvis man har været for langsom til at reagere, så nu kører jeg one-strike-politik, og det har frigivet forbløffende meget energi.

2.

Købt et nyt cover til min nye telefon – igen.

Da jeg bestilte min 12’er, bestilte jeg i samme ombæring et nyt cover, som simpelthen var så pænt. Men det, man ikke kunne se på billedet af det var, at det var glat som en olieret fisk. Jeg havde det på i to dage, fordi jeg næsten ikke kunne bære at skulle bruge flere penge på noget, jeg allerede havde købt én gang, men efter 48 timer med dårlige nerver og 3 nær-ved-ulykker besluttede jeg, at det – trods alt – ville ærgre mig mere at smadre telefon og/eller skærm, når jeg kendte faren på forhånd.

3.

Læst – føles det som – alt, hvad der nogensinde er skrevet om leasing af biler og udfrittet alle, jeg kender, der har erfaring med det. 

Tre ting inden vi går videre:

*Resten af dette indlæg bliver meget kedeligt for dem, der ikke skal have en bil. Man er mere end tilgivet, hvis man holder weekend hér. 

*Jeg er ikke FDM. Jeg er bare mig, og alt nedenstående er det, jeg har kunne læse mig frem til. Hvis nogen kan se, at noget af det, jeg har skrevet, er forkert, eller jeg har misforstået noget, så meld ENDELIG ind. Og grav selv lidt mere i det, hvis du overvejer, for der kan sagtens være noget, jeg har overset. 

*Jeg har oplevet, at nogen går lidt i defensiven, når jeg har luftet, at leasing måske ikke er så god en idé. Her er der bare virkelig vigtigt for mig at understrege, at de to ord “ – for mig” står med usynligt blæk efter alt, hvad jeg skriver nedenfor. For jeg kender flere, der leaser, som elsker det; jeg er ikke ude på at skyde konceptet ned, og jeg kan SAGTENS se masser af steder, hvor det kan være en strålende ide. 

Men. 

For sådan én som mig, der de sidste 7 år i gennemsnit har kørt 33.000 km om året ser det, efter alt, hvad jeg kan læse mig til, ikke ud til at være en god ide.

Men inden jeg skriver om, hvorfor det er tilfældet, vil jeg faktisk gerne starte et andet sted, for jeg synes, at det første og største problem med leasing er, hvor svært det er at gennemskue. For som jeg forstår det, så skulle den største fordel ved leasing jo netop være, at man undgår overraskelser, og fjerner man den fordel, synes jeg, at det er begrænset, hvad man står tilbage med. 

De fordele, der er blevet nævnt i det materiale, jeg har kunne finde, har været:

*Man har mulighed for at køre en ny(ere) bil hele tiden.

*Man skal ikke tænke på restværdi.

*Man kan (efter en bindingsperiode) komme af med bilen stort set fra dag til dag og står ikke med en kæmpe restgæld, hvis man er tvunget til uventet at skulle skille sig af med den. 

*Service, dækskift, vejhjælp osv. er typisk med i pakken. 

*Man slipper for at stifte gæld.

*Man kan få underkørte kilometre refunderet (dog ikke til samme takst, som man selv betaler for dem)

Ovenstående kan være afgørende for nogle, mens der for andre er ting, der vejer tungere og det er tilfældet for mig.

Min situation er, at jeg skal vælge mellem en brugt bil og at lease, hvilket der ikke er lavet ret mange sammenligninger på. Jeg fandt ingen, men de må næsten være derude et sted. Jeg opgav af finde et uvildigt sted, hvor jeg kunne læse om det – de fleste sider er lavet af banker, forhandlere osv, hvilket man må formode medfører et vist bias pga. egeninteresser – så jeg prøvede simpelthen at hente tilbud på 4 forskellige biler med samme motorstørrelse som den, jeg kører i i dag. Derefter gjorde jeg det samme med forsikringer. 

For at tage det nemmeste først: De sammenligninger, jeg lavede, gav den samme pris på en leasingforsikring inkl. afleveringsforsikring, som jeg har på min nuværende bilforsikring. Her er altså ingen umiddelbar forskel.

Det hører også med til historien, at jeg har vejhjælp gennem min forsikring, og den udgift, nogle dermed kan slippe for, dermed ikke for mig er en besparelse.

Men herfra bliver det lidt mudret.

Fælles for alle 4 biler var, at de var slået op med 15.000 km. pr år, og alle sammen kostede lige knap 2000 pr/måned. Når jeg ændrede km-pakken til 30.000 (som var den højeste, jeg kunne vælge), steg prisen med lige omkring 1000 kr. pr. måned på dem alle. Dvs. en leje på 3000 kr pr. måned, hvilket er 300 kr. mere, end jeg skal give for hhv. en brugt-brugt over 3 år, eller en ny demomodel over 5 år.

(Og bare for god ordens skyld: Jeg siger ikke, at det er hverken urimeligt eller snyd. Flere kilometer medfører øget slid, og det skal selvfølgelig med i regnestykket).

Hvis regnestykket så stoppede ved, at man slap for mekanikerudgifter ville det være nemt, for man kan ikke komme ret meget på værksted for de cirka 10.000 kr, som 300 kr. x 36 måneder løber op i.

Problemet er, at det er UMULIGT at blive klogt på. hvad leasingselskaberne opfatter som omfattet af ‘almindeligt slid’, som er omfattet af din leasingaftale, og det synes jeg er superproblematisk. For så kender du jo ikke dine udgifter alligevel.

Ved leasing skal du, så vidt jeg kan tolke, selv betale for de ting, du “bruger” f.eks. bremser, vinduesviskere osv.

Banker nogen ind i siden på dig, er det kasko og selvrisiko – dvs. samme betingelser som hvis du ejer bilen (altså, ikke noget sparet ved leasing) og hvor du med en bil, du ejer, selv kan bestemme, om du vil have lavet de små lakskader, om du kan leve med en dør i en anden farve, om reservedelene skal være originale eller må være de billigere standart-versioner, så er det leasingselskabet, der bestemmer, hvad der skal laves og med hvad og hvordan, når du leaser. 

Man kan tegne en afleveringsforsikring på leasingbiler – men igen sidder jeg, som semipro-googler, og kan ikke blive klog på detaljerne på forhånd. For hvis alt kan gå under den, så er meget jo reddet der – men jeg fandt eksempler på, at hvert eneste lille stenslag i lakken talte som separate skader, at en sele, man har smækket døren på, ikke var omfattet af almindeligt slid (og dermed dækket af forsikringen dækkede) osv. osv. 

Endelig er der jo en restværdi i en brugt bil, som man ikke har, når man leaser. De indledende vurderinger er, at jeg kan få ca. 20.000 kr. for min nuværende i bytte. Forudsat at jeg ville kunne få det samme for den næste, jeg køber, betyder det, at jeg, hvis jeg lægger restværdi og merudgift ved leasing frem for afbetaling sammen, ender med en merudgift på 30.000 kr. ved leasing fremfor køb.

Dertil kommer afregning for eventuelt overkørte kilometre, og de små eller store reparationer, jeg kan høre, at stort set alle har, når de afleverer. Og 30.000+ kan man immervæk køre en del på værksted for.

Jeg vil også gerne lige have med, at det for mig ville være en betydelig stressfaktor, at jeg hele tiden skulle holde øje med mit kilometerforbrug; specielt fordi vi ikke har en bil nummer to, jeg ville kunne “aflaste” med.

Min konklusion er derfor, at den usikkerhed, jeg egentlig gerne ville betale mig fra ved at lease, faktisk ikke forsvinder, fordi jeg, pga. mit km-forbrug, betaler så høj en månedlig ydelse. Dermed er der ingen månedlig besparelse (ift. afbetaling) at “afsætte” til de usikkerhedsmomenter, jeg synes, man har ved leasing.

Som sagt: Kast jer i blækhuset, hvis der er noget, jeg har overset eller misforstået. Også hvis det er noget, der måske ikke lige passer på min situation. Det her indlæg må meget gerne være et, andre, der overvejer leasing, kan have gavn af, så skrivskrivskriv og lad os se, om ikke vi ved fælles hjælp kan gøre der her bare en anelse mere overskueligt.

I spørger, jeg svarer: Hvordan fortæller man børn, at de er donorbørn?

I denne uge har vi noget så sjældent som et opfølgende spørgsmål til noget, der allerede har været sendt ind som et ‘I spørger’-spørgsmål. Det blev dog aldrig til et almindeligt indlæg, da jeg, for at kunne svare Julie dengang, valgte at fortælle hende min og vores historie, som den er, for at hun kendte mit udgangspunkt for at svare.

Dengang lød hendes spørgsmål således:

(…) Jeg har et spørgsmål, som handler om donorsæd/donoræg og alle mulige tanker derom. Først lidt kontekst: Jeg er 33 år og har været gift med min dejlige mand i 4 år. I 3 1/2 år af dem har vi forsøgt at få et barn, og er såkaldt ‘uforklarligt barnløse’. Efter 7 IVF/ICSI forsøg med lutter skuffelser og knuste hjerter, har vi valgt at forsætte med donoræg. Dette var ikke en let beslutning, og her i ventetiden på en donor, gør vi os begge en masse tanker. 

Jeg vil derfor spørge, hvad det betyder for dig, at Anton og Frida er kommet til ved hjælp af donorsæd? Tænker du over, hvilke kvaliteter/træk/dyder/intellektuelle evner de har fra dig og fra deres andet genetiske ophav? Bekymrer du dig om, hvorvidt der dukker sygdomme/ubehagelige træk eller andet op, som stammer fra donoren? Tænker/tænkte du på, om de mon kom til at ligne/ligner dig eller donoren? (…)

Essensen af mit svar til Julie var, at jeg gjorde mig mange af de samme tanker, inden jeg blev gravid, men at der for mig var meget, der faldt på plads, da jeg stod med to streger på pinden. 

For et par uger siden fik jeg så endnu en mail fra Julie:

(..) Der skete nemlig det ualmindeligt glædelige at jeg blev gravid i første forsøg med donoræg (efter 4 års behandling, 7 IVF/ICSI og en meget flosset sjæl og krop) og nu er min datter 1.5 år. Hun er lige, som hun skal være – sund og rask, sjov og glad, smuk og dejlig. Jeg kunne ikke have lavet hende bedre selv! Graviditeten var en vidunderlig, helende oplevelse og du fik fuldstændig ret i, at jeg blev mor i det sekund, jeg så de positive tests og at alle de spørgsmål om genetik, der fyldte så meget før, røg helt i baggrunden. 

Nu er der imidlertidig andre tanker, der trænger sig på, som handler om at fortælle hende historien om, hvordan hun kom til verden. Jeg tænkte – før vi fik hende – at man jo SELVFØLGELIG skal fortælle sine børn åbent og ærligt, hvordan de er kommet til, og den holdning har jeg stadig. Det er bare enormt svært i praksis. Jeg synes, at det gik fint, da hun var lille baby, og jeg fortalte historien om ‘den vidunderlige dame, som gav mor et æg, fordi mine egne ikke duede, og så voksede du i mors mave’ næsten dagligt. Det bliver dog sværere og sværere for mig at få ordene ud på en naturlig måde i takt med at hun bliver større og forstår mere og mere (altså hun er jo stadig kun 1.5 år, men hun mestrer jo sproget mere og mere nærmest dag for dag lige for tiden).

Jeg kan mærke, at jeg ikke har ‘lyst’ til at tale om det med hende. Det er ikke, fordi det er hemmeligt eller skamfuldt eller ubehageligt, men det er, som om at jeg gerne vil undgå at såre hende eller sætte noget ‘i mellem os’. Jeg ved godt, at Anton og Frida har en helt anden tilblivelses historie, men jeg vil alligevel spørge, om du vil sætte nogle ord på bloggen om, hvordan du har fortalt dem om dine valg ift. at få dem med mænd, som ikke umiddelbart skulle være en del af deres liv. Jeg tror og håber også, at dit fantastiske kommentarspor også ville byde ind med meget hjælpsomme refleksioner.   

Det er naturligvis helt helt i orden og helt forståeligt, hvis du ikke har lyst til at diskutere børnenes historier på bloggen (du skrev jo en email af samme grund sidst), men jeg tænkte, at din rummelige og kloge blog måske kunne være platform for en diskussion af, hvilke historier vi fortæller vores børn om deres tilblivelse og hvordan og hvorfor. (…)

Der er langt imellem, at jeg får en opfølgning fra de kvinder, jeg svarer bag om bloggen, og jeg blev simpelthen så glad over at høre, at historien dengang endte lykkeligt.

Det opfølgende spørgsmål synes jeg er rasende interessant, og det vil jeg derfor meget gerne prøve at .. om ikke svare på, så måske med-reflektere over. 

Jeg tror, at de fleste forældre med børn, som har en utraditionel tilblivelseshistorie, gør sig tanker om, hvordan man griber skabelsesberetningen rigtigt an, og fælles for os er, at vi alle ønsker det allerbedste for vores børn.

De sidste 20 år er der sket meget på fertilitetsbehandlingsområdet, og det betyder, at vi nu er ved at have en større gruppe af voksne mennesker, der er resultatet af IVF og insemination, som vi kan spørge, hvordan det er at være blevet til på de betingelser, og hvad de gerne vil vide/ville have vidst.

Jeg har været med i forskellige interessegrupper på fb, hvor de her ting diskuteres, men endte med at hoppe ud, fordi det blev for skingert, hvilket jo selvfølgelig skyldes, at det er et sårbart emne. Nogle (få) donorbørn er meget vrede over at være blevet til via donor, mens andre er mere pragmatiske omkring, at donorer har været et nødvendigt udgangspunkt for, at de overhovedet eksisterer. Lovgivningen er blevet strammet efter nogle skrækkelige sager, hvor én sæddonor er endt med at være far til hele fodboldhold, og der opstår hen ad vejen dilemmaer, man er nødt til at forholde sig til, som man måske ikke havde forudset, da man startede, som f.eks. om det er hensigtsmæssigt at drenge/mænd, der er blevet til via sæddonorer, selv bliver sæddonorer, når de bliver voksne, hvad betydning eksport af donorsæd har for risikoen for indavl, hvor meget genetisk udredning man skal lave af donorer osv. osv. 

Midt i alt det står de forældre, der har fået hjælp til at få børn, og jeg tror egentlig, at dem, det er sværest for, når vi taler om, hvad man skal fortælle børnene, er de par, der har fået hjælp, enten i form af donoræg eller donorsæd. 

For i mit tilfælde er det jo rimelig åbenlyst, at vi ikke har Far boende hos os. Denne afvigelse fra normen afstedkommer spørgsmål fra omverdenen, og dermed er det umuligt at holde hemmeligt, at mine børn er blevet til, fordi jeg har fået det til at ske. Det vilkår har man ikke i et parforhold. Her kan man ikke umiddelbart se, at noget er kommet til udefra, og det – tror jeg – kan gøre det mere bøvlet at vælge den åbenhed, som jeg tror, alle er enige om, er den bedste.

For jeg tror, at alle, der har fået hjælp, er MEGET idealistiske, når de er gravide, og så længe børnene er små. Her er det nemt at være åben og fortælle om rare damer og mænd, der har hjulpet ved at give celler og æg. Men det *bliver* sværere, når de bliver større, og egentlig tror jeg ikke, det handler om berøringsangst; jeg tror netop, at det, som du skriver, handler om, at man føler, man taler en usynlig mur op, som man som forælder frygter kan give barnet en følelse af ikke at høre til. 

Og så bliver det nok ekstra svært, når man faktisk ikke er tvunget til at gøre det: Hvis du valgte at holde det hemmeligt, ville hun potentielt kunne gå gennem hele livet uden nogensinde at få det at vide. 

Men jeg tror, man er nødt til det. For den hårfine revne, man kan frygte vil opstå, hvis man er åben omkring det, tror jeg er ubetydelig, sammenlignet med den revne, jorden vil slå mellem jer, hvis hun finder ud af det på et senere tidspunkt. Ikke mindst fordi jeg tror, at det ofte er i sårbare situationer, man har brug for at tjekke op på genetikken, og her tror jeg, at det bliver ekstra svært, hvis man pludselig også skal til at forholde sig til, at der er noget, man ikke har fået fortalt.

Men det er også 100% det, jeg læser i din mail. At du og I er afklarede med, at hun skal kende sin historie – men at det er den lavpraktiske håndtering af historiefortællingen, der kan være svær. 

Når jeg står i situationer, hvor jeg synes, det er vanskeligt at afgøre, hvad der er det rigtige at gøre, prøver jeg altid at tænke: “Hvad ville jeg forvente af mig selv, hvis vi var to, og hvordan tror jeg, vi ville gribe det an?” Det har hjulpet mig mange gange. For jeg tror, at både jeg selv og verden omkring kvinder, der får børn alene, har en tendens til at glemme, at mennesker i parforhold, der får børn, heller ikke har alle svarene på forhånd. De forholder sig sjældent til sygdom, skilsmisser og hvad-nu-hvis-økonomi, inden de får børn, og selvom der er områder, hvor der *er* en god ide at have tænkt tingene lidt ekstra igennem som enlig, så må man også gerne trække grænsen et sted. 

Nu er I to. Men måske det for jer kunne være en hjælp at tænke på, hvordan man ville gribe børns tilblivelse an, hvis de var lavet en tilfældig onsdag aften i soveværelset? For uden at jeg har siddet med ved alle middagsborde i hele verden, så er det ikke mit indtryk, at man dagligt eller ugentligt uopfordret fortæller sine børn, hvordan de, helt lavpraktisk, er blevet til. Det er noget, man taler med dem om, når de selv kommer og spørger til det, tror jeg? Måske I kunne bruge det samme princip? At I, når hun taler om babyer eller gravide maver, måske smider en sætning ind om, at I var så heldige at få det bedste æg på hele sygehuset, men at hun er vokset inde i din mave? For jeg tror, at I for jeres egen skyld er nødt til at nævne det allerede nu. Ellers bliver det simpelthen for svært senere. For hvornår er Det Rigtige Tidspunkt? Og hvis det bliver ‘Kom lige og sæt dig, skat. Din far og jeg har noget, vi skal tale med dig om’ så kommer det *først* til at fylde. Ved at plante et frø nu, giver I hende noget, hun selv kan tage fat på og spørge ind til, når hun bliver ældre og begynder at få spørgsmål, og det tror jeg måske vil give den mest naturlige samtale?

Jeg gør det samme her. Når vi ser noget eller taler om noget, hvor mine børns historier adskiller sig fra normens, nævner jeg det. Bare med en enkelt sætning, så de ved, at jeg ikke er bange for at snakke om det, og at det ikke er noget, de eller vi skal skamme os over. Jeg er ærlig omkring det, når der er noget, jeg ikke har et svar på, og i de situationer, hvor de konstaterer, at noget her er anderledes, giver jeg dem ret, uden at forsvare det. For den fælde er nem at falde i. Fordi man har valgt at gøre noget, der giver dem betingelser, der måske kan opleves som sværere end dem, vennerne har, kan man føle, at alle spørgsmål skal mødes med forsvar og ekstra gode argumenter. Det tror jeg, man skal gøre sig selv den tjeneste at lade være med. Alle børn får kort på hånden, hvor noget ikke er, som man ville ønske, uanset om det er antal/mangel på søskende/bedsteforældre, hverdagen og tiden, man har sammen, genetisk disponeret psykisk sårbarhed osv. osv. Men når vi over-svarer, er det ofte vores egen frygt og dårlige samvittighed, vi svarer ud fra – og jeg tror faktisk sjældent, at det er det, børnene gerne vil have svar på. De har brug for at benævne verden, som de ser den, uanset om det er i konstateringen af, “Det er en hund, mor!” eller “Jeg har ingen far”. Begge dele er rigtigt – og ingen af delene er ladet med værdi af hverken positiv eller negativ karakter.

Så essensen af mit bud er at finde små måder at nævne det på, når hun selv bringer emnet op, men ikke at taaaaaahhle om det hele tiden. Min veninde og jeg snakkede på et tidspunkt om, hvordan man taler med børn om at få børn, og hun sagde, at hun altid forestillede sig, at det var en opskrift, hun skulle forklare dem. Det synes jeg var en ualmindelig god måde at gøre det på. For lige nu er din datter kun på “Start med at tænde ovnen på 180 grader” – og der er ingen grund til at løbe rundt og råbe: “DU SKAL LIGE VÆRE OPMÆRKSOM PÅ, AT DER ER EN OPSKRIFT!” hele tiden. Men ved at nævne punkt 1, har I præsenteret, at der *er* en opskrift, og at I er klar til at snakke om punkt 2, 3 osv. når hun gerne vil vide mere.

Jeg ved ikke, om det overhovedet er noget, du føler, du kan bruge. Lige når det kommer til de svære samtaler med børn, er der så mange faktorer, der spiller ind, og det, der fungerer i én familie, ville være helt skævt i en anden. Derfor håber jeg også, at nogle af alle jer gode læsere derude vil byde ind, både hvis I selv er børn med atypiske historier, eller hvis I har gode/dårlige erfaringer med måder at gøre det på.

Bare husk, at det her er én af dem, hvor alle har hjertet uden på tøjet.

Påskepause

Påskefreden har sænket sig, og det var tiltrængt. Selvom jeg godt ved, at vi jo ikke har haft kontinuerligt travlt de sidste mange måneder, så føles det alligevel sådan. Måske fordi der har været et par af de store omstillinger, som både fylder og kræver en mental indsats. 

De nye værelser har definitivt lukket for, at børnene kan komme ind om natten, og det har været en sej omgang for dem at vænne sig til. De nætter, der har været værst, har jeg været oppe mellem 8 og 12 gange; jeg ved ikke, hvorfor mine børn tror, jeg går fra dem, når de ikke kan se mig, for det har de ikke oplevet én *eneste* gang, men nu er vi endelig ved at lande og så langt, så godt. 

I fredags havde Frida sidste dag i børnehaven, og på tirsdag starter hun i førskole. Hun er mere end klar, og for mig har det været en virkelig fin oplevelse at følge et barn, hvor der ikke har været den mindste tvivl om, hvorvidt hun skulle videre eller ej. Jeg tror ikke, at man træffer store beslutninger om sine børn, uden at have mørke nætter, hvor man tvivler på alt, hvad man ved, men når jeg ser, hvor klar Frida er, bliver jeg også med tilbagevirkende kraft bekræftet i, hvor godt det var, at jeg fik Anton skoleudsat. Det var lidt vemodigt at tage afsked med de fantastiske pædagoger, vi har fulgtes med de sidste 8 år, for de har for mig, som solomor, været vigtige sparringspartnere. Men Frida har brug for mere at rive i, og jeg er også ved at være klar til at have børnene samlet ét sted, kun at have ét intra og én ferieplan at navigere i, og til ikke at have flere holdninger til madordninger og sukkerpolitik. 

Bilen var til service igår, og verdens bedste mekaniker havde bedemandsfjæset på, da jeg hentede. Det lakker mod enden, og vi er nu der, hvor man hele tiden skal veje op, hvad det koster at lave den, kontra hvad jeg kan få for den i bytte. Han fik på pædagogisk vis sat mine muligheder op, og jeg skal lige bruge de næste par uger på at tygge på, hvad jeg gør. Jeg havde godt nok glædet mig til at prøve at være gældfri for første gang i 20 år, men det er måske ikke verdens bedste argument at træffe beslutninger ud fra. Skal den køre videre, koster det 10K, hvilket er nogenlunde det samme, som jeg kan forvente at få for den i bytte. Og havde jeg været sikker på, at den så var køredygtig et par år, havde jeg gjort det uden at blinke med øjnene, men problemet er, at der på min bil er en fabriksfejl, der gør, at den bruger alt for meget olie. FDM har været på sagen, og hele striben af biler fra den produktion har været indkaldt og forsøgt repareret, hvilket har hjulpet en smule, men det ændrer ikke på, at det er spørgsmål om tid, før udstødningssystemet står af, fordi det ikke kan følge med olieforbruget. Det betyder, at selvom jeg smider 10 i den nu, så ved vi ikke, hvornår der skal smides yderligere 10 i. Det kan være om to uger eller om to år. Og sker det i morgen, er vi pludselig ude i, at jeg har betalt dobbelt så meget for reservedele, som bilen er værd. Så. Jeg tænker. 

Om en uge har jeg 2 skolebørn, om 8 uger udløber min nuværende ansættelse, og hvad vi skal til sommer, står hen i det uvisse. Men på lørdag skal jeg til Aarhus, og i morgen trodser jeg min angst for husblas og prøver kræfter med en cheesecake til påskefrokosten torsdag. I dag skinner solen og vi skal i skoven, og egentlig tror jeg nok, at det hele skal gå.

PS: M2021 holder påskeferie på fredag, men er tilbage næste uge. 

M2021, uge 12

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Holdt hestene og dermed undgået at købe en GPS, som – viser det sig – jeg ikke har brug for. 

Og inden jeg går videre: Jeg ved godt, at de fleste mennesker idag bruger deres telefon, men det vil jeg gerne være fri for. Dels fordi jeg er lidt hidsig med ikke at have en telefon til at hænge og friste med beskeder og notifikationer, når jeg kører, og dels af den lavpraktiske grund, at jeg i løbet af en arbejdsuge ofte tolker steder, jeg aldrig har været før, og hvor jeg derfor er 100% afhængig af teknik, som kan guide mig derhen. Det betyder, at jeg reelt er uarbejdsdygtig, hvis jeg glemmer min telefon, eller den løber tør for strøm, og da stikket i min bil ikke virker, kan jeg ikke lade den op, når jeg er på farten. 

Nå, men i sidste uge døde min GPS så, og fordi de sidste par uger har været helt vanvittigt travle, var jeg egentlig, tju-hej, på vej på Marketplace for at finde en brugt, men inden jeg nåede så langt, snakkede jeg med min far og fik i forbifarten nævnt, at den var stået af.

“Men du fik da vores den gamle?” sagde han. Hvilket jeg hårdnakket benægtede, fordi 1) det ville jeg kunne huske og 2) jeg ville vide, hvor i mine meget trimmede skabe, den i givet fald ville befinde sig.

Lang historie kort: Min far havde ret – og for at føje spot til skade kunne han endda fortælle mig, hvor jeg havde lagt den.

Jeg siger ikke, at jeg hellere ville have betalt for en ny. Jeg siger bare, at en ny ikke ville have sendt mig overbærende, triumferende blikke de næste mange måneder. 

2.

Som nævnt haft helt vanvittigt travlt. Det samme gjorde sig gældende ugen før, og hvor mange ting kan skubbes en uge, så bliver det lidt mere kritisk med rent tøj, tjek-ups af netbank osv., hvis man ikke forholder sig til det i flere uger.

For mig har de uger altid været én af de største fælder ift. madspild, fordi det overskud, jeg følte, da jeg skrev indkøbssedlen i weekenden, for længst er fordampet, når jeg sætter nøglen i døren mandag kl. 17. 

I den slags perioder føler jeg faktisk, at jeg drager nytte af det mindset, jeg har udviklet over de sidste 3 år. At jeg er blevet god til at sortere fornuftigt og vurdere, hvordan jeg ikke bare laver strudsen, og dermed skaber en pukkel, så et par travle uger pludselig forvandler sig til en uoverskuelig måned, fordi alt det, der hober sig op, tålmodigt står og venter ved målstregen. 

Så jeg har omhyggeligt sørget for, at jeg alle løse ender var bundet hver eneste aften, inden jeg gik i seng, og at der var ryddet op og sat i opvaskemaskinen, inden vi kørte om morgenen. Madplanen har været ultra-simpel, med fryser-indslag til børnene og en salat/sandwich/pita-kombination til mig, så der kun skulle hakkes grønt et par gange undervejs. Det betyder, at jeg nærmest besvimede, da jeg landede i sofaen igår, men til gengæld stod jeg op her til morgen og havde fri, og aftensmaden her til aften var en lækker mexicansk tærte, hvor alle rester af grønt, ost og æg kunne smides i. 

3.

Endelig, endelig, ENDELIG fået min nye telefon. Det var godt nok også ved at være kritisk med den gamle, som efterhånden crashede 7-8 gange om dagen, og fordi mit teleselskab blev ved med ikke at kunne sige, hvornår den kom på lager, endte jeg i onsdags med at skifte til et af de mange andre selskaber, der havde den.

Den kom igår, jeg har hentet den idag, og jeg elsker den. 

Jeg har købt en 12’er, og jeg har ikke de fjerneste skrupler omkring det. Den aflagte var en 6’er, så jeg slider mine telefoner HELT i bund, og derfor ville jeg denne gang gerne have én, der ikke allerede var bagud, når jeg tog den ud af pakken. Det er min 4. iPhone og den første, jeg køber fra ny af, og da den samtidig var på tilbud, så jeg sparede 1600 på den, havde jeg det lidt som om, Gud talte direkte til mig.

Er listerne opdateret med følgende:

Podcasts:

Let’s go to court

True crime podcast, som jeg er stødt på et par gange, men hver gang har fravalgt, fordi jeg syntes, det lød virkelig uinteressant at høre retsager genfortalt – men det er det på ingen måde. Tværtimod betyder det, at man får lov at høre en masse sager og historier, man ikke har hørt før.

Stilen minder meget om Sinisterhood, som jeg også er vild med, så kæmpe win at finde én at kaste sig over, med 150 helt nye afsnit at binge. 

The thing about Pam

En fortælling om en klassisk mordsag, som tager nogle ret vanvittige drejninger undervejs. 

Den er hostet af Keith Morrison, som er en institution i amerikans true crime, fordi han er vært på Dateline. Hans fortælle-stil er ‘nu skal onkel morfar fortælle dig en historie’ og det er man nok enten til eller også er man SLET ikke. Jeg lå på vippen de første par afsnit, men historien er virkelig god, og efter et par episoder gror det på én, og det er næsten trist, når serien er slut.

Finding Fred

Til dem, der ikke lige kender Mr. (Fred) Rogers, var han en umådelig populært børneshows-tv-vært i USA i flere årtier. Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg i sin tid bed mærke i den her podcast, for som helt almindelig dansker har jeg ikke rigtigt noget forhold til Mr. Rogers. 

Holdet bag podcasten sætter sig for at finde ud af, hvad det var, der gjorde Fred Rogers til det symbol på godhed og indsigt i børn og deres verdensforståelse, som han var. Det kan lyde irrelevant og fjernt, men podcasten udvikler sig til at blive en virkelig fin fortælling om, hvad det gode i mennesket er, om det er født eller tillært, og om vi skal se det bedste i mennesker, når de sårer os bevidst.

Ofrene

P7-værten Sandie Westh, som er søster til Jannie Westh, der i 2007 blev slået ihjel af sin kæreste, har startet en podcast for at tage ofrenes historier tilbage. Jeg følger hende på Instagram, og som jeg forstår projektet, så er det et opgør med hele true crime genren, fordi den føles ulækker og uværdig, når det er et menneske, man elsker, der er den ufrivillige hovedperson i historien.

Det er umuligt ikke at have sympati for projektet. Og jeg forstår virkelig godt, at det river hjerte og sjæl midt over, hvis man hører to værter sidde og cracke jokes om den mest traumatiske oplevelse, man har været igennem. 

I USA begynder de mennesker, der sidder tilbage, også at røre på sig i true crime genren, og der er ved at ske noget med måden, historierne fortælles på. Familiemedlemmer til både ofre og gerningsmænd deltager i stigende grad i debatten, og det tror jeg er godt.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg står; om jeg synes, man kan tage patent på en historie, når den er så voldsom at den finder vej til nyhederne. Hvor går grænsen? Hvem må fortælle? Kun familien? Kun etablerede medier? Må man lave film baseret på virkelige hændelser? Har antallet af ofre noget at sige? Må man fortælle om Utøya? Om 9/11? Og er det her i virkeligheden bare endnu en subgenre af true crime?

Det er komplekst, synes jeg, men vi kan under alle omstændigheder godt blive enige om, at det mindste, man som podcaster kan gøre, er at fortælle historien med empati og respekt for ofrene. Både dem, der ikke er her mere, og dem, der sidder tilbage. 

Serier:

Exit

Den her kan man streame på DR.

Beskrivelsen af den lyder således:

“Serien bygger på sande udsagn fra fire norske forretningsmænd, der tilbage i 2017 valgte at give et indblik i deres verden fyldt med stoffer, prostituerede, vold, sex, magt og penge.”

I call bullshit. Jeg tror, at man har lavet en Blair Witch, hvor man sælger den som dokumentar, men hvor det viser sig at være fri fantasi. Dels er det så ekstremt, at det er svært at forestille sig, at man ville kunne holde en karriere kørende med den livsstil på sidelinjen, og dels er der for pæne sløjfer om for mange af tingene til, at det kan være hentet i virkeligheden. Men vi er et par stykker i omgangskredsen, er er uenige, og måske er jeg bare en gammel, skeptisk dame, der er farvet af at være ramlet ind i en håndfuld podcasts, der har vist sig at være det pure opspind. Radioteater på nye flasker. Og det gider jeg ikke. Jeg får akut lukket kropssprog, når noget, jeg henter som dokumentar, viser sig at være fiktion. For år tilbage havde vi den samme diskussion om blogs: Må de være frit opfundne? Et fantasiland befolket af fiktive karakterer? Det synes jeg ikke, men jeg kan faktisk ikke helt forklare hvorfor. 

Anyway: Det er filmen Rich Kids flyttet til den norske finansverden, der er fuld fart på, og jeg var godt underholdt.

I spørger, jeg svarer: Om at blogge, dengang og nu

I sidste uge fik jeg en mail fra Pernille om det at blogge. 

Normalt paster jeg mailen eller dele af den ind i starten, når jeg skriver ‘I spørger’-indlæggene, men i dette tilfælde er der lidt overlap mellem mailen og de kommentarer, jeg fik under det seneste indlæg, så denne gang har jeg valgt at sammenskrive spørgsmålene og sætte dem som overskrift til de 3 afsnit, jeg har skrevet som svar. 

Der er nogle af de her ting, jeg har skrevet om før, både i indlæg og kommentarfelter, så hvis man synes, at noget virker bekendt, kan det sagtens være tilfældet. Men lige ift. de her spørgsmål, giver det mening at gentage nogle af pointerne, synes jeg, så nu får I det hele i én pærevælling.

Hvis noget er uklart, eller der er noget, I gerne vil have uddybet, er kommentarfeltet, som altid, piv-åbent. 

Lad os komme igang. 

Bloggen og de andre

Har det at blogge ændret sig for dig gennem årene? Er der hensyn, du tager nu, som du ikke gjorde i starten? Og hvordan er det at dele ting fra hverdagen, som også involverer andre?

Hvis jeg skal starte med at nævne noget, der ikke har ændret sig, så er det, at bloggen først og fremmest er noget, jeg skriver, for og til mig selv. Den er en måde for mig at få styr på noget af alt det, der kværner rundt i knolden på mig, fordi jeg ofte opdager sammenhænge og årsager, når jeg skal formulere mine tanker på en sammenhængende måde, så andre kan forstå dem.

Modsat en dagbog, har man også altid en lille djævlens advokat til at sidde på skulderen, når man skriver til andre, fordi der hele tiden kører et ‘hvad ville jeg selv tænke, hvis jeg læste det her’-spor, mens man skriver. Det har givet mig mange indsigter over årene.

Det betyder, at selvom bloggen er et egoprojekt, så fungerer den jo kun, fordi der er nogen, der læser med. Det har givet lidt debat gennem tiden, når der er opstået situationer, hvor læsere er blevet sure på mig, og jeg ikke vil lægge mig fladt ned, for ligesom med kunder og butikker er det et argument så gammelt som tiden selv, at sidstnævnte ville miste deres eksistensgrundlag, hvis ikke førstnævnte fandtes. Det er en valid pointe. Men det, de vrede læsere somme tider overser er, at det for mig er ligegyldigt, om der er 5 eller 5000, der læser med. For mig ligger hele værdien i, at der *er* andre øjne – ikke i antallet af disse.

Jeg har, siden Pernilles mail, tænkt lidt over, om bloggen er blevet mere tandløs. Om der i dag er emner, jeg styrer udenom, fordi jeg ikke vil støde nogen på manchetterne. Jeg er i tvivl. Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere selektiv ift. hvilke tæsk, jeg stiller op til, men jeg tror måske, at det er noget, der mere hænger sammen med at blive ældre, end med berøringsangst? For jeg synes egentlig stadig, jeg skriver om det, jeg har på hjerte, både når det er lal og bananer, og når det er noget med lidt mere bid i.

Jeg har tre gange pillet indlæg ned, fordi jeg har vurderet, at det for hurtigt har taget en drejning i kommentarfeltet. Vi sidder med hver vores livsbagage, som får os til at læse og forstå ting forskelligt, og sommer tider ved jeg godt, når jeg trykker ‘Udgiv’ at et indlæg kan falde ud til to sider. I de tilfælde bruger jeg de første kommenterer til at vurdere, om jeg har fået formuleret mit budskab godt nok. 

Jeg bruger stadig meget tid på at tænke over, hvorfor/om det, jeg skriver, er relevant for jer. At der skal være noget i det, I kan bruge til noget, hvad enten ‘noget’ er at trække på smilebåndet, at finde inspiration til nye podcasts eller at tage specifikke emner med ud og tænke videre over i egne liv. Jeg tror klart, at det er én af årsagerne til, at der ofte er gang i kommentarfeltet her; at vi taler om noget, der er relevant for andre end mig selv, og hvor man derfor får lyst til at byde ind. Men jeg forsøger også at skrive lidt om hverdagen og de småting, jeg går og bokser med, fordi jeg selv, som læser, godt kan lide, at man som bagtapet til debatindlæg, har en idé om, hvem mennesket bag ordene er. 

Da jeg startede, havde jeg færre grænser ift. hvad jeg skrev om andre, men jeg har alle dage været ret opmærksom på, at de mennesker, jeg har omkring mig, ikke skal kunne læse om sig selv herinde. Derfor skriver jeg meget sjældent om mennesker, der kan identificeres, som f.eks. min søster eller mine forældre, og når jeg skriver om venner og bekendte gør jeg mig ret umage for at skrue op og ned for detaljer, så det bliver problemstillingen og ikke de involverede parter, mit indlæg handler om. Jeg ville være meget ked af, at mennesker, jeg holder af, bliver bange for at betro sig til mig, af frygt for at ende som ufrivillig underholdning.

Jeg kan selv se, at jeg skriver mindre om mine børn i takt med, at de bliver ældre, hvilket føles som en naturlig udvikling. De bliver stille og roligt deres egne, som har ret til selv at have noget at skulle have sagt ift. hvad verden får at vide om dem. 

Sidst men ikke mindst har jeg også efterhånden lært, at hvis jeg skriver hele indlæg om kendte mennesker eller institutioner, så er der altid nogen, der kender nogen, og derfor tænker jeg idag meget mere over, hvordan jeg formulerer mig, når jeg skriver de indlæg. Jeg har både haft besøg i kommentarfeltet af offentlige personer, og har oplevet at se mine indlæg linket i kommentarfelter på facebook hos dem, de handler om, så jeg er ret opmærksom på at formulere mig, så jeg kan stå ved det, jeg skriver. Sådan har det ikke altid været, men sådan er det blevet.

Kommentarfeltet og læserne

Jeg kunne godt tænke mig at høre dit take på udvikling i kommentarfeltet/interaktion med læserne over årene. Hvad er der kommet mere/mindre af? 

Jeg tror, at den største ændring på min blog indtraf, da jeg besluttede at svare på mine kommentarer. Ordentligt. Jeg ser ikke så mange andre bloggere kommentere rundt omkring, hvilket jeg nok aldrig helt har forstået, men efter selv at have kommenteret flittigt hos et par stykker, som stort set aldrig svarede, kunne jeg mærke, at sådan syntes jeg ikke, det skulle være hos mig.

Det kræver tid. Jeg bruger ofte længere tid i kommentarfeltet end jeg gør på at skrive mine indlæg – men det er på alle måder det værd. Den interaktion, det har afstedkommet, er i særklasse – og selvforstærkende. For det giver langt større lyst til at engagere sig og byde ind, når man kan se, at der er flere, der med ægte interesse læser det, man skriver, og jeg sidder somme tider med fornemmelsen af at være formand for et utrolig hyggeligt klubhus, hvor medlemmerne virkelig gerne vil hinanden. Der er *afsindigt* meget IQ til stede i mine kommentarfelter, og det holder aldrig op med at overraske mig, at uanset om vi taler om konservering af dyr, lægemidler eller surbundsbede i parkanlæg, så er der altid lige et par stykker, der tilfældigvis ved alt om det – og som godt gider bruge tid på at hjælpe os andre med at blive klogere. Det har givet langt mere dybde og substans, og det har over årene presset de lidt mere .. neutrale småkommentarer ud.

Til gengæld kan jeg også mærke, at det over de sidste par år er blevet vigtigt for mig at være tro mod mine egne grænser. Der kan være svært at give sig selv lov til, for jeg ved jo godt, at langt, langt størstedelen af dem, der kommenterer herinde, mener det godt. Men idag er jeg nået frem til, at det er ok, at jeg også har en forventning om, at dem, der kommenterer, gør sig umage, når de skriver – og måske også deler lidt af sig selv. Det sidste skal forståes på den måde, at der er himmelvid forskel på at svare på et spørgsmål, hvor jeg kan læse, at afsenderen og jeg bøvler med nogle af de samme ting, og på et, hvor min oplevelse er, at der er tale om kritik camoufleret som nysgerrighed. Det sidste synes jeg desværre er et udbredt problem blandt akademiske kvinder, som er socialt kompetente nok til at vide, at vi ikke bare siger: “Kæft, jeg synes, det var åndssvagt, det du gjorde der”, men i stedet formulerer det: “Jeg bliver nysgerrig på dine bevæggrunde for at vælge dén løsning?”. Og her bliver det skriftlige medie svært, for der er mange nuancer, der går tabt. Men netop derfor er jeg heller ikke længere så overbærende med “Nu er det ikke for at være træls, men – “ eller “Jeg undskylder på forhånd, men – “ For hvis du ved det på forhånd, så gør det bedre. De fleste formår jo trods alt at omgåes chefer og ægtefællers kolleger uden at fornærme alle omkring sig, og det betyder, at de godt kan, men *vælger* ikke at gøre det. Det kan der være mange grunde til, bl.a. at man som læser måske føler, at man kender mig godt, fordi man har læst med længe. Og det har helt sikkert noget at sige, hvor godt vi kender hinanden, for de af jer, der er faste elementer i kommentarfeltet, forstår jeg jo også på en anden måde, end dem, der lægger vejen forbi første gang. Det kan næsten ikke være anderledes. Men man får det ud af en samtale, som man selv tager med til bordet, og det gælder både for jer og for mig.

Endelig hører det med til det her punkt, at jeg i takt med, at der er kommet mere dybde i kommentarfeltet, oprigtigt bliver i tvivl om, hvordan jeg tackler det bedst, når der kommer indspark, jeg ikke umiddelbart kan overføre på mit eget liv, forslag til podcasts, jeg har hørt, men ikke bryder mig om, eller ideer, jeg af den ene eller anden grund ikke kan bruge. Her synes jeg faktisk, at det kan være svært at vurdere, om jeg skal være ærlig omkring, at jeg ikke kan bruge forslaget, eller om jeg skal lave et neutralt ‘Tak for input’-svar. Der går jo ikke noget af mig for bare at skrive ‘Tak’. Omvendt føler jeg også, at det rammer min troværdighed, hvis jeg hver eneste gang skriver “Ej, tak! Der var LIGE det, jeg stod og manglede!” For det ved vi jo godt alle sammen ikke kan være tilfældet.

Hvis nogen mener noget klogt om det, er jeg lutter ører.

Eller øjne, vel egentlig. 

Blogmediet og fremtiden

Tror du, de mange kommercielle bloggere har ødelagt noget for jer, der stadig bare skriver af lyst? Hvor ser du blogmediet om 10 år?

Blogmediet er blevet spået dødt, siden jeg startede, men vi er her endnu, og mit bud er, at niveauet forbliver nogenlunde konstant de næste mange år. 

Jeg oplever egentlig ikke, at de kommercielle bloggere har ødelagt noget for os, der bare blogger af lyst, men på mange måder opfatter jeg os nok heller som nært beslægtede kolleger. For mig har de mere til fælles med mode- og livsstilsmagasinerne, end de har med os, der bare blogger om hverdag og leverpostej.

Helt personligt synes jeg, at det er meget, meget få kommercielle bloggere, der slipper fra det med troværdigheden i behold, men egentlig er det uforskyldt, for de er på mange måder bundet på hænder og fødder.

Problemet er, at blogs som det eneste medie, ikke kan have reklamer som et udenoms-element; i hvert fald ikke, som platformene er skruet sammen nu. For når Peter og Esben i HGDG åbner og lukker med 30 sekunders reklame for et produkt, ændrer det jo ikke det fjerneste på deres egentlige indhold. Men de endorser stadig produktet personligt, fordi de omtaler dét, de reklamerer for.

Det samme gælder podcasts, hvor man som afsender kan lave små reklameblokke i stil med dem, vi kender fra YouTube eller flow-tv; her siger podcasteren også god for produktet på en måde, hvor det får vægt.

Men som blogger kan man lige nu vælge mellem sponseret indhold og bannerreklamer, som – gætter jeg på – ikke har den store effekt, fordi vi alle efterhånden er så trænede i at ignorere dem. Alle ved, at bloggeren ikke selv har valgt, om det skal være Brugsen eller Sunny Tours, der skal hænge for oven og blafre, og dermed får virksomheden, der gerne vil reklamere ikke den value for money, som de gør ved direkte lovprisning. Det påvirker selvfølgelig, hvad de vil betale for det.

Det specifikke problem for blogs er, at hvis bloggeren kun kan endorse et produkt ved at skrive om det, så *bliver* reklamen produktet, hvilket ingen vel rigtig orker i længden. Her Går Det Godt-drengene ville ret hurtigt miste alle lyttere og al relevans, hvis deres podcasts kun var fortællingen om det produkt, de reklamerer for.

Men det tager ret meget tid at blogge, hvis man gerne vil gøre det ordentligt. Både at få ideerne, at skrive indlæggene og at vedligeholde et kommentarspor. Og jo større bloggen bliver, jo mere tid kræver den, fordi flere øjne også betyder flere ømme tæer og kæpheste, og dermed også mere omhu, oprydning og afklaringsarbejde. Da ingen har uendeligt med tid, tvinger det derfor nok de bedste til at vælge mellem at gå kommercielt, så de kan forsvare at bruge arbejdstid på det, eller at trække sig – eller i hvert fald skrue kraftigt ned. 

Bloggere er tvungne til at være MEGET mere transparente ift. reklame, hvilket jo på en måde giver fin mening, fordi vi også alle ville føle os snydt, hvis vi opdagede, at den veninde, der havde lovprist bestemte proteinbarer og dermed fået os til at købe dem, faktisk blev betalt af firmaet bag. Men samtidig betyder det også, at blogmediet aldrig kommer til at blive større end det er, for det, der gør en blog interessant at reklamere på, er samtidig det, der forsvinder i det sekund, der bliver blandet penge ind i tingene. 

Hvis man åbnede for, at en blog kunne være sponseret af Carlsberg, Ikea eller lignende, hvor man bare inden hvert indlæg skrev noget i stil med det, de siger, når man tænder for en bokse- eller fodboldkamp – ‘Nike proudly presents’ – ville der ske noget, tror jeg. Så ville man kunne få mange flere kvalificerede bloggere på banen, og det ville vi alle sammen have udbytte af.

For der er så mange historier derude, der bare venter på at blive fortalt.