M2026, uge 10 – Status på fællesskur

Denne uges M2026-indlæg er den status på Projekt Fællesskur, som jeg i tidernes morgen lovede at give, når det hele var ved at tage form.

Der er vi ved at være nu, så nu prøver jeg at samle op på processen, både til inspiration, men også så de af jer, der overvejer noget tilsvarende der, hvor I bor, måske kan få glæde af de erfaringer, jeg har gjort mig undervejs.

Da det er så længe siden, jeg nævnte projektet første gang, tager jeg lige hele processen fra toppen, så alle er med.

I 2024 begyndte jeg at lege med tanken om, at vi her på vejen burde have os et fælles redskabsskur. Vores vej består af 16 små huse, med fine, men små haver, og derfor er det voldsomt overkill, at vi alle sammen kører fuld plade på haveredskaber og værktøj.

I første omgang prøvede jeg at vejre stemningen ved at spørge mig lidt for hos de andre beboere. Ingen var decideret imod ideen, men det var også tydeligt at mærke, at det ikke var noget, ret mange havde en holdning til.

Men det var jo trods alt ikke et nej, og derfor besluttede jeg mig for at prøve at gå lidt videre.

Jeg kontaktede boligforeningen for at spørge, om vi overhovedet måtte opsætte et skur; mange rækkehuse bygges på én stor grund (altså, ét matrikelnummer), og det har betydning for bebyggelsesprocent osv.

De var hurtige til at svare, at det måtte vi gerne – og at de i øvrigt syntes, at det var en virkelig god ide.

Så langt, så godt.

Næste formelle del af processen var, at ideen skulle godkendes af alle 3 underafdelinger på det kommende beboermøde, men for at kunne stille forslaget, var jeg nødt til at have noget konkret at sætte på dagsordenen, dvs. billeder af skuret, en plan for økonomi og drift osv.

Når man er i sine gode ideers vold, er det nemt at komme til at overse indlysende problemer, eller at undervurdere eventuelle udfordringer. Derfor spurgte jeg en anden på vejen, om han ville udgøre den anden halvdel af skur-udvalget, og det sagde han ja til.

I første omgang havde jeg egentlig tænkt, at udvalget skulle bestå af 3-4 mennesker, men fordi jeg går helt og aldeles død i projekter, hvor alting skal diskuteres og vendes og fluekneppes ihjel, endte jeg med at beslutte, at Lars og jeg var nok.

Herfra begyndte jeg at google skure, og fandt ét, hvor der også er plads til et par bænke og et bord, for ud over den miljømæssige fordel ved dele havegrej, så havde jeg faktisk også en anden bagtanke med skuret.

For lige præcis i boligområder som vores, bor der mange ældre mennesker, og min fornemmelse er, at en del af dem er ret ensomme. Flere af dem, der bor her på vejen, har mistet en ægtefælle, og det lader ikke til at være nemt at bygge et nyt netværk op i den alder.

Samtidig er der også den virkelighed, der hedder, at man ikke nødvendigvis har tid eller lyst til at skulle bære et ensomt menneske på sine skuldre. Jeg har førstehåndserfaring med et par stykker, som er svære at få lov at sige tak for i dag til, og det betyder, for mit eget vedkommende, at jeg ender med at trække mig, fordi det bliver for uoverskueligt.

Et fællesskur gør det muligt at mødes på neutral grund og drikke en kop kaffe; måske som en del af et regulært arrangement, måske bare når man er ude at lufte hunden. Alle kan komme, som det passer og gå hjem, når de har fået nok, og særligt det sidste betyder, at man ikke risikerer at bliver taget til fange i en uge, fordi man spørger, hvordan det går.

Med skur-modellen valgt, begyndte jeg at lede efter fonde, og ved et nærmest usandsynligt sammentræf af heldige omstændigheder, har Nykredit en fond, der netop i 2025 havde fokus på ‘bæredygtighed, fællesskab og bekæmpelse af ensomhed i sociale boligbyggerier’. 

Da jeg gik i gang med at skrive ansøgningen, opstod projektets første udfordring. For jeg skulle – selvfølgelig – vedlægge et budget, og når man aldrig har bygget et skur, så er det ikke nødvendigvis indlysende, hvad man skal tænke ind at søge midler til.

Derfor sendte jeg mit bud til folkene på boligforeningen og bad dem vurdere, om det så realistisk ud, og det syntes de, det gjorde.

Ansøgningen røg afsted, og derfra var det bare at vente. Og her opstod udfordring nummer to. 

For det årlige beboermøde, hvor forslaget kunne stilles, blev rykket, så mødet pludselig lå, FØR vi ville få svar fra fonden. Det er ikke helt efter bogen at sætte et ufærdigt forslag til afstemning, men med lodder og trisser og en løs formulering, endte vi med noget, man kunne stemme om alligevel.

På mødet var der selvfølgelig nogen, der ikke syntes, at forslaget var godt. Nogle mente ikke, at det ville blive brugt, andre, at folk ville stjæle og ødelægge tingene, og så var der de sure opstød over, at ‘Vores afdeling får aldrig noget!’ og ‘Hvordan skal vi komme helt derop og hente en trillebør?!’

Efter at have forsikret om, at alle, der måtte have lyst til at bruge det, bare kunne komme, og at vi starter med et udgangspunkt af tillid, blev forslaget vedtaget –  og 3 dage senere fik vi brev fra fonden om, at pengene var bevilliget. 

Vi havde fået de 64.000 kr., vi havde søgt, og så var det bare at gå i gang.

Troede jeg.

For her begyndte de ægte udfordringer at vise sig.

For pengene er tildelt mig, fordi det er mig, der har søgt dem. Men jeg har ikke 64.000, og derfor er det boligforeningen, der skal lægge ud. Den del havde jeg klappet af med dem på forhånd, men her kunne vi hurtigt mærke, at skuret for boligforeningen er en lillebitte opgave i en kæmpestor maskine, og derfor er der ikke ret meget opmærksomhed på det. Det betyder, at de ikke kan huske, hvad vi har talt om fra gang til gang, og det betød også, at det krævede 3 runder mails, før de forstod, at jeg ikke bare kunne bede fonden om at overføre beløbet til dem på forhånd.

Derudover er der også virkelig meget, som ikke er afklaret ift. rollefordeling, når det er beboere, der skal opføre en bygning på boligforeningens grund.

For de bærer ansvaret for, at alle regler er overholdt og de nødvendige tilladelser er søgt. Vi har kun de midler til rådighed, som vi har fået gennem fonden – på baggrund af et budget, som en medarbejder i boligforeningen i tiderne morgen nikkede ja til, måske uden helt at forstå, hvad projektet egentlig indebar. Det var i hvert fald den fornemmelse, jeg sad med.

Boligforeningen begyndte derfor at tale om byggetilladelser og arkitekter, der skulle lave tegninger, mens vi forsøgte at finde ud af, hvor vi kunne opbevare materialerne til skuret, fra de var købt, til det var bygget.

Budgettet begyndte (på papiret) at skride, jeg var ved at rive armene af mig selv, og ingen på boligforeningen lod til rigtigt at have sat sig ind i, hvad vi var ved. Derfor var der ingen, der hos dem tog ansvar for at hjælpe med at finde en løsning, og til sidst var jeg nødt til at skrive en strongly worded email til ledelsen derinde om, at vi én gang for alle skulle have afklaret, om projektet fortsat kunne gennenmføres, eller om det skulle stedes til hvile, så et andet projekt kunne få glæde af fondsmidlerne.

På det tidspunkt var jeg faktisk så frustreret over processen, at jeg næsten håbede på det sidste.

Men overbossen trådte til, og hun meddelte, efter et par møder, at boligforeningen var indstillet på at skyde de manglende midler i projektet, så det stadig kunne gennemføres.

Siden da har der været flere møder og flere mails, og jeg glæder mig meget, til vi forhåbentligt snart kan sætte spaden i jorden, men vi er så langt, at det virker realistisk, at vi indvier skuret i påskeferien.

Jeg har bedt om, at vi laver et evalueringsmøde med boligforeningen og en vicevært én gang om året, de næste 3 år, så vi sammen kan beslutte, hvad vi gør, hvis de pessimistiske typer får ret, og skuret bringer mere bøvl og baks, end glæde og gavn.

Når alt det er sagt, synes jeg stadig, at ideen holder 1000%, og det lange forløb har faktisk været en god anledning til løbende at tjekke ind med mig selv, ift. om jeg fortsat troede på kongstanken bag projektet. Og det har jeg gjort hele vejen.

Jeg er også godt tilfreds med min beslutning om at holde arbejdsgruppen lille, for da vi startede, vidste jeg ikke, hvor mange eksterne parter, der ville ende med at være med på sidelinjen, og det havde kun givet anledning til bøvl, hvis vi også på vores side af bordet havde haft brug for afstemninger og det store, demokratiske apparat. 

Skulle jeg gøre det igen, er der en enkelt ting, jeg ville gøre anderledes.

Jeg ville have bedt om et fysisk møde med en repræsentant fra boligforeningen LANGT tidligere i forløbet, for det var virkelig træls at stå med 64000 kr. og et forslag, der var stemt igennem, for så at blive sparket over skinnebenet med et krav om byggetilladelse og betonstøbning af fundament, som boligforeningen med 100% sikkerhed også dengang vidste var nødvendige forudsætninger for, at projektet kunne gennemføres; de havde ganske enkelt bare ikke forholdt sig konkret til ideen, fordi al korrespondance det første stykke tid foregik på skrift. 

Var vi startet der, ville vi have haft et bæredygtigt budget at søge pengene på, og vi ville allerede i ansøgningen kunne skrive, at pengene, i fald de blev tildelt, skulle sættes ind på en konto i boligforeningen.

Det havde forkortet tidslinjen markant, fordi projektet så langt hurtigere var blevet til en konkret opgave, hvilket havde sparet os alle for meget arbejde og mig for del irritation.

Status lige nu er, at vi bare mangler at trykke på knappen hos det firma, der skal støbe underlag. Det falder forhåbentligt på plads den kommende uge, og derfra kommer det til at gå stærkt.

Det punkt trænger vi vist alle sammen til at nå, men jeg glæder mig oprigtigt til at se det stå færdigt, og til at sætte mig under halvtaget med min søde genbo, der sidste år blev enke, og drikke en kop kaffe.