Katherine Diez har udgivet en bog, som hun, så vidt vides, selv har skrevet.
Jeg har ikke læst den. Jeg kommer ikke til at læse den.
For hvor man måske, min generelle personlighed taget i betragtning, kunne foranlediges til at tro, at jeg dømmer folk benhårdt, når de begår fejl, så er det faktisk ikke tilfældet. Jeg kan se igennem fingrene med meget, og de fleste bliver i min optik bedre mennesker af at have trådt ved siden af. Det giver øget forståelse og tolerance for andre menneskers utilstrækkeligheder, og det klæder de fleste.
Men én ting er fejl. Noget ganske andet er forsæt.
For man kommer ikke ved et uheld til at kopiere andres arbejde i det omfang, det er sket her. Og slet ikke over en periode på 4 år. Der har været masser af chancer for at stoppe op, kurskorrigere og træffe bedre valg. Én gang er en fejl, to gange er mistænkeligt, tre gange er et mønster, og jeg kan ikke med min bedste vilje, se, hvordan det skal kunne bortforklares. Derfor er det for mig helt irrelevant, hvad hun har at sige.
Problemet er imidlertid, at vi belønner den her form for offentlig ansvarsforflygtigelse, næsten uanset hvilket standpunkt vi tager.
For som J.K. Rowling meget lakonisk skrev til et opslag fra en mor, der proklamerede, at hun havde brændt Harry Potter-bøgerne og ristet skumfiduser over bålet:
“I get the same royalties whether you read them or burn them. Enjoy your marshmallows!”
Omtalen af Diez-bogen alene er med til at sikre, at der bliver solgt og udlånt flere eksemplarer, og derfor er min dagsorden her egentlig bare at opfordre til, at man holder den indre svinehund i snor. Ligesom medierne efterhånden er ved at lære, at man ikke skal give seriemordere mytiske navne, eller vise billeder af schoolshooters, fordi man derved giver dem præcis den berømmelse, de higer efter, så vil jeg gerne minde om, at man ved at læse den her bog, er med til bevare og understøtte den pilrådne kultur, der har ført til bogens skabelse.
Det mest belastende er faktisk, at jeg synes, Katherine Diez skriver ret vidunderligt. Når hun er bedst, når hun, i min optik, næsten op på siden af Delphine de Vigan.
Men talent uden integritet er i bedste fald hult og i værste fald farligt. Særligt når det, som det er tilfældet her, parres med skønhed og kontakter.
Og selvom det hele lige nu handler om hende – igen – så er det jo ret vigtigt at huske, at der sidder nogen derude, som hun har taget noget fra.
Det problem kunne alle få øje på, da vi snakkede om Würtz, Bitz og keramik.
Her er det ord, det drejer sig om, men princippet er det samme.
For mit eget vedkommende kan jeg stadig huske fornemmelsen af at læse en af mine egne blogposter under en fremmed profil på instagram. Hverken jeg selv eller hende, der kopierede mit indlæg, tjener/tjente penge på mine ord, men fornemmelsen af at se min tekst med en anden som afsender, mindede om den, jeg oplevede, da jeg havde haft indbrud: Nogen havde gået rundt i mine (virtuelle) rum for at stjæle noget af mit, og det føltes både grænseoverskridende og uretfærdigt.
Det forestiller jeg mig, at man kan gange med 1000, når den, der gør det, ovenikøbet tjener penge på tyveriet.
Så for mig er spørgsmålet ikke, om Danmark kan rumme hende, om hun er for smuk eller hvem, der blev inviteret med i seng og hvorfor.
For mig er det eneste, der er fortsat relevant, at hun i 4 år, med fuldt overlæg, valgte – valgte – at plagiere tekster, og nu prøver at bortforklare det.
Det er dovent, og det er dumt. Særligt, når man faktisk har talentet til at løse opgaven selv.
Og jeg *synes*, det er problematisk, at man kan få lov at sige præcis, hvad man vil om andre kendte mennesker, uden skyggen af bevis for sine påstande.
Har hun haft en oplevelse af at være blevet udsat for noget, hun ikke brød sig om? Jeg aner det ikke. Hvis det er tilfældet, er det synd for hende.
Men hun besudler sin egen historie ved først at bære den frem, når hun har noget at vinde ved at vinkle den på en bestemt måde, og jeg sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at hun forsøger at udnytte tidsånden ved at caste sig selv som #metoo-offer.
En sidste bemærkning herfra er, at jeg for første gang oplever moderation på en SoMe-profil som problematisk. For Forlaget People’s, der har udgivet bogen, har dagen igennem holdt stram justits med, hvilke kommentarer, der har fået lov at blive stående under deres insta-opslag – og de skulle bede om fans og heppekor.
I skrivende stund har de lukket kommentarfeltet, fordi de er gået hjem, og dermed forsvinder alle dagens rosende ord også.
Men hvor jeg hos aviser og dagblade på alle måder støtter op om, at de mennesker, der skrives om, ikke skal trækkes gennem mediemøllen, fordi aviserne gerne vil clickbaite sig til flere annoncørkroner, så er der her tale om et forlag, der lever af at sælge bøger som den, de promoverer her – og hvor hovedpersonen på alle måder knows all the games you play, because she plays them too, som George Michael sang.
Her synes jeg faktisk det grænser til at være problematisk, at man fjerner alle kritiske kommentarer, fordi målet ikke er at beskytte en kilde eller tage hånd om mennesker, der ikke på forhånd vidste, hvad de gik ind til; målet her er salg og reklame, og ved at køre censur, får man tegnet et billede af sit produkt, der måske ikke helt matcher virkeligheden.
Når man vil tjene penge på at have stjålet andres arbejde, synes jeg godt, at vi må udfordre det rimelige i, at et forlag (som tjener penge på selvsamme tyveri) stiller sig op og agerer læhegn.
I USA er det efterhånden blevet normalt, at man i kriminalsager, udover fængselsstraffen, tildeler ofrene store, økonomiske erstatninger, selvom den, man dømmer, ikke har salt til et æg. Én af grundene til, at man gør det, er, at en gerningsmand ikke skal kunne tjene penge på at sælge sin historie til medierne.
Måske det faktisk heller ikke burde være muligt først at tjene penge på at stjæle andres ord, for så at tjene pengene én gang til, når man bruger sine egne til at fortælle historien om, hvorfor man gjorde det.
Velformuleret som altid. Mange gode pointer. Jeg er nok stadig af den overbevisning, at folk ikke er dømt ude for evigt, fordi de har begået endog store fejl.
Jeg vil læse bogen for at høre hendes bevæggrunde og selvransagelse i en vigtig debat, hun var hovedperson i. Hun hævder, at hun ikke kunne fortælle de her ting uden at gå tæt på andre, der var i hendes liv den gang. Det kan jeg godt se kan være rigtigt. Jeg er også skrivende og har svært ved at fortælle sandheder, der betyder noget, når jeg skal holde noget tilbage – og jeg er ikke en medieombrust, falden kendis, der også gerne vil have et besyv med i den historie, der kommer til at definere mig.
Og så kigger jeg interesseret med i al det had mod hende, der pibler frem i disse dage på ikke-modererede kommentarspor, som jeg synes er en vigtig, uddannende og skrækkelig pointe i sig selv. I de spor er det yderst vanskeligt at se hvad der er kritik af hendes fejl, og hvad der er had mod hendes fysiske fremtoning og køn. Det synes jeg vi trænger til at se, så vi ikke glemmer, at det findes. Og gå i rette med, naturligvis.
Jeg synes ikke forlaget der kun lader heppekommentarer komme igennem. Jeg var overrasket over hvor perfide kommentarer og hån, de faktisk svarer på. For en gangs skyld synes jeg, at et kommercielt foretagende har givet sig tid til at besvare kritik og forsvare sig sagligt – jo, det synes jeg. At de kun er tilgængelige at læse i kontortid er den pris, de betaler for at kunne moderere og holde forventeligt had tilbage.
Tak for en altid dejlig blog fra en longtime reader.
Vi behøver heldigvis ikke at være enige om alting. Jeg vil nu stadig hævde, at det lige præcis her måske er en lille smule uden for skiven at fastholde, at det handler om køn – for hvis jeg ikke tager meget fejl, var tonen ift. Bitz nogenlunde den samme. Det kan så måske underbygge, at der kan være noget om, at det handler om udseende, i og med at han også er meget klassisk smuk.
Og for mig er det et interessant tankeeksperiment, hvordan der ville være blevet taget imod en bog fra Bitz om, hvordan det var tidligere kærester og modelbranchen, der var skyld i, at han endte et sted, hvor han blev dømt for plagiat.
Tak for sober uenighed fra en longtime poster:)
I Genstart udtalte Diez som svar på, hvorfor de intime detaljer er vigtige i det omfang, hun har taget dem med i bogen, igen og igen, at de var bydende nødvendige for at fortælle hendes historie. Underforstået (eller vel nærmest overforstået?): Offentligheden må forstå, at deling af de intime detaljer fra hendes liv med andre navngivne, ægte living-and-breathing mennesker, tjener et eller andet form for højere formål, der er bydende nødvendigt og pinedød må ud. En art målet helliger midlet-logik.
Hvor ville jeg dog ønske, at både Diez og hendes forlag havde taget bogens titel for pålydende og vitterligt grebet i egen barm ved at stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det egentlig for et formål?
Det lugter langt væk af, at både forlaget og Diez ville tjene penge på en i forvejen oppustet mediesag, og at Diez i øvrigt udmærket ved, at hendes tvetydige formuleringer (–> Jeg siger ikke, at jeg har taget coke på Marienborg, men det ville være sjovt, hvis jeg havde. Igen, jeg parafraserer et citat fra bogen fra Genstart) bærer ved til netop den slags spekulationsbål, hun gerne vil ses som et offer på.
Jeg har også svært ved at se, hvordan det skal være et forsvar at smide tidligere partnere under bussen; særligt, når vi taler om plagiat i boganmeldelser. Over 4 år.
Det er ikke for at tage noget fra nogen. For få elsker det skrevne ord som jeg, så det handler ikke om, at jeg synes, boganmeldelser, klummer og insta-opslag er ligegyldige. Men ingen af dem er sådan rigtig breaking, vel?
For hvor jeg med sagen om journalisten, der brugte et screenshot fra Assasins Creed som baggrund til en historie om Damaskus måske godt kan se, hvordan man i en presset situation kan snuble lidt i researchen, så kan jeg ikke med min bedste vilje se, hvordan forventningspres eller særlige sociale cirkler skulle kunne føre til, at man bliver nødt til at kopiere andres arbejde.
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at hun jo har formået at finde relevant arbejde at plagiere. Vi taler jo ikke bare om en googlesøgning på et emne, og så en copy-paste fra det første, det bedste, man falder over. Hun har siddet ved den computer længe nok til, at hun bare kunne have skrevet sine tekster selv.
Altså ud af ren nysgerrighed – hvordan ved du, hun skriver godt?
Jeg mener, hvad kan man føle sig sikker på, hun ikke har plagieret?
Jeg skal lige tygge på, om det er min indre svinehund eller mit påståede ønske om altid at se en sag fra alle sider, før jeg dømmer nogen, der styrer lysten til at læse bogen, før jeg beslutter endeligt, om den skal købes.
Jeg forstår sådan set godt, hvad du mener. Og selvom jeg måske ikke lægger den milde, bløde linje her, så har hun jo ikke slået nogen ihjel.
Men: De sider, jeg er enig med dig i, at man skal prøve at se alle sager fra; dem har vi set. Hun HAR plagieret. Hun HAR løjet om sin uddannelse. Det, der står tilbage er, om man mener, at det, hun kan have at sige, undskylder det, hun har gjort.
Der kan være den vinkel, at man er nysgerrig på, hvad der driver et menneske. Det kan jeg også fascineres af, og der kan helt sikkert være elementer i hendes historie, der øger forståelsen for, hvorfor det endte, hvor det gjorde. Men jeg synes bare stadig ikke, at det er en undskyldning.
Og så har jeg det uendeligt stramt med, at hun tjener penge på det her. Det ville gøre hele verden til forskel for mig, hvis hun udgav bogen og donerede hele overskuddet til Dansk Forfatterakademi eller en højskole med en forfatterlinje. Hvis dét var tilfældet ville jeg stole på, at det faktisk var historien, der var vigtig for hende at få ud.
Har du læst hendes instagramposts?
Jeg forstuver min hjerne hver gang jeg forsøger at læse hendes tekster.
Det stritter ofte i alle retninger – men når hun rammer den rent, så synes jeg virkelig, at hun skriver fint. Sådan lidt Dan Turell møder Suzanne Brøgger.
Har absolut intet kendskab til sagen.
Men glæder mig alligevel helt ned i maven, over at der stadig findes en lille ø, hvor folk kan være uenige på en sober måde.
❤️
Jeg har kun læst Politikens artikler om sagen, og beset fra den vinkel undrer det mig såre, at hun beskriver at det er trangen til anerkendelse der er årsagen til plagiatet. Og så virker det som om hun er føler hun nødt til at divertere med intime detaljer fra kæresteforhold til kendte, for at sælge sin bog… Altså, tilsyneladende stoler hun så lidt på sin evne til at skrive at hun føler sig nødsaget til at trække bogkøberne til sig med slibrige detaljer…? Så for at summe op: erkendelsen af, at higen efter opmærksomhed bragte “det store sammenbrud” med sig, giver sig udslag i en bog der virker som mere higen efter opmærksomhed?
Meget, meget spot on.
Der er i øvrigt en interessant tråd på Reddit om den nye bog….
https://www.reddit.com/r/GossipDK/comments/1fu0b7i/diez_år_med_ro_og_hvile/
Sådan lidt splittet med den her. For jeg synes det er helt forfærdeligt, hvordan medierne og debatten på de sociale medier behandler kvinder. Men lige her, så synes jeg hun agerer helt forfærdeligt. Hun har opført sig uærligt og arrogant, og jeg har svært ved at se, hvorfor hun skal trække sit privatliv gennem sølet for at “fortælle sin historie”. Og samtidig give alle andre skylden for sit bedrag. Hun hælder bare mere vand på landsbysladdermøllen som hun selv er kæmpe offer for. Hold det mellem dig og din psykolog og dine nærmeste. Tag en pause fra mediemøllen og skab et liv, som leves i det virkelige liv.
Alt, hvad jeg har læst af hende er snobbet, elitært og alt for prætentiøst til min smag. Men jeg er nok heller ikke målgruppen….
Jeg har tænkt det samme; at hun faktisk ikke kun ødelægger sin egen sag her, men egentlig også forværrer noget, der på alle måder er slemt nok i forvejen. For jeg kan også mærke, at jeg instinktivt har lyst til at hvisle noget om, hvor grimt kvinder bliver behandlet på nettet og i kommentarspor. Men lige her er det svært ikke at få sit argument ødelagt af, at hun jo nærmest har gjort *præcis* det, vi beskylder internettet for, mod de mænd, hun skriver om i bogen.
Og (som jeg også har skrevet i en anden kommentar) Bitz fik faktisk samme tur – og jeg tror også, at *han* ville blive korsfæstet, hvis han skrev en bog om sin plagiatsag og castede sig selv som offer.
Nogle sager er bare for svære at forsvare, tror jeg?
Jeg har læst den nu.
Ved ærligt talt ikke hvad jeg skal mene. Den er uhyggelig, det er uhyggeligt at kigge lige ind i mørket.
Jeg ved ikke om jeg synes hun trækker de nævnte mænd så meget gennem sølet, som de artikler og podcasts, der ikke vil nævne detaljer, antyder. Hun hævder selv, at hun ikke kan fortælle om sin egen nedtur uden at give de detaljer, og jeg vil faktisk sige, at det tror jeg på.
Hvad jeg SLET ikke forstår er, at hun ikke som sådan forholder sig til plagiatsagen som andet end noget, der skete. Ingen selvransagelse (som bogen ellers er fuld af på andre områder), man kan nærmest få den tanke, at alvoren i dét ikke er gået op for hende.
Uden at have andet end en fornemmelse at have det i, har jeg tænkt på, at der godt kunne være noget diagnose-mæssigt inde over. Der er et eller andet med behovet for opmærksomhed, de manglende grænser og den åbentlyse blindhed ift. ansvar, der virker helt off, synes jeg.