M2026, uge 21

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har vi afholdt et af vores heldags-bestyrelsesmøder i tegnsprogstolkenes brancheforening.

Vi er 6 mennesker, som kommer fra hele Danmark, og derfor er det altid et logistisk puslespil at finde en lokation, som vi alle har nogenlunde lige langt til, og hvor vi kan få et lokale, der både er til at betale sig fra, og hvor der er internet og kaffe.

Sidste gang var det min tur til at finde et lokale, og det slog mig, at bibliotekerne rundt omkring kunne være en mulighed. Og det var de.

I flere byer er det gratis at låne lokaler, når man er en forening, mens det andre steder koster et symbolsk beløb.

I skrivende stund er vi i gang med at forberede den årlige generalforsamling, som løber af stablen til efteråret, og her skal vi være i Odense, hvor biblioteket ikke er en mulighed. Til gengæld ser det ud som om, Odense Kommune måske kan hjælpe med et lokale på en skole eller i et sportscenter, så nu har vi skrevet til dem, og afventer svar.

Bare for at sige, at hvis man som forening gerne vil lave noget, som kræver lidt mere plads end dagligstuen derhjemme, men stadig ikke har midler til at leje en suite på D’Angleterre, så er bibliotekerne (igen!) vores venner.

2.

Stod jeg i Netto, da Nets gik ned, med kurven fuld af varer.

Jeg har altid en smule kontanter i bilen, så efter en sortering af kurvens indhold i ‘need to have vs. nice to have’, kunne jeg køre hjem med ingredienser til aftensmaden, der muliggjorde det, jeg allerede havde planlagt og taget op til.

Men jeg skulle have været på apoteket, fordi jeg har fået noget virus fra Helvede, der foreløbigt har beriget mig med 14 dages hoste, snot, ondt i ører/tænder/hals osv., og derfor manglede både Strepsil og Panodil.

Det havde jeg ikke kontanter med til, og min umiddelbare tanke var, at ‘så må jeg må bare undvære til i morgen’, når det hele forhåbentlig var oppe igen, og jeg kunne nå på apoteket.

Men det slog mig, at det jo faktisk PRÆCIS er dét, vi prepper til. Ikke bombefly og landflygtighed, men situationer, hvor infrastrukturen bryder ned.

Jeg har for længst indarbejdet en rutine med altid at have diesel nok i tanken til, at jeg kan nå hjem, selvom alle betalingssystemer bryder sammen, og jeg har også fået så meget systematik i min madvare-prepping, at jeg kører ‘en ekstra i skabet’ af de ting, vi bruger meget, og har en ‘ægte nødvendigt’-kasse i bryggerset med det, vi bruger sjældent, men som egner sig til madlavning over bål.

Vand har vi nok af, og det husker jeg også at skifte ud – men medicin og toiletartikler har jeg bare fået.. parkeret. Altså, jeg har et fuldt lager – men det står bare og står.

For de gange, betaling ikke har været muligt, har jeg bidt tænderne sammen eller fundet en Ipren med nullermænd på i bunden af min taske, hvis jeg har manglet smertestillende – men i virkeligheden kunne jeg jo bare tage den pakke, jeg har i min prepperkasse. Af en eller anden grund har jeg fået gjort kassen med toiletartikler til Noget, Der Ikke Må Røres, med mindre der opstår en ÆGTE krise.

Det er for idiotisk, for det gælder jo med de ting, som det gør med alt det andet: Det bliver for gammelt, hvis det står for længe. Plaster klæber fast i pakningen, cremer harsker, og vådservietter tørrer ud. Og selvom jeg ingen skrupler ville have ved at tage en Alnok, der var et år for gammel, så er en Strepsil, der er gået 4 år over dato måske ikke nogen stor fornøjelse at få i munden.

Jeg har derfor besluttet, at hver gang Nets går ned, så er det en anledning til at kigge på, hvad jeg var på vej ud for at købe, da det skete – og finde det i mit prepperlager i stedet.

På den måde får jeg både lidt flow i tingene, samtidig med, at jeg måske også bliver opmærksom på ting, jeg mangler i mit prepperlager.

Som et PS til det her punkt har jeg lige lyst til at sige, at jeg til gengæld finder det fuldstændig himmelråbende udueligt, at dagligvarebranchen stadig ikke er bedre forberedt på de her scenarier, end tilfældet lader til at være.

3.

Har jeg for første gang prøvet at lave syrensaft.

Det smager skønt, og man laver det på samme måde, som når man laver hyldeblomst-saft; altså, koger en sirup af vand og sukker, som man hælder over blomsterne. Det trækker et par dage i køleskabet, hvorefter man sier det, og så står man tilbage med den fineste saft.

Jeg er først begyndt at lave saft selv indenfor de sidste par år, og derfor har jeg eksperimenteret lidt med, hvad der fungerer ift. opbevaring.

Jeg vil gerne undgå Atamon i de situationer, jeg kan; ikke fordi jeg har en holdning til det, men simpelthen fordi jeg synes, jeg kan smage det. Specielt, hvis der er tale om frugt og grønt, som er måske er lidt milde i smagen. Derfor har jeg prøvet at finde måder at undgå det på, hvilket er grunden til, at jeg henkoger tomater, og generelt laver små mængder af det, jeg sylter og koger – men nogle ting er så kort i sæson, at der ikke er noget at gøre, hvis man gerne vil have et par glas eller flasker på lager, og her lever jeg med det.

Men sidste år læste jeg om én, der frøs sin saft, og jeg havde nærmest lyst til at gå ud og finde en hammer, jeg kunne wise-maxxe mig selv i hovedet med – for hvordan det ikke har slået mig tidligere, fatter jeg ikke.

Jeg nåede derfor at fryse hyldesaft og krydret æbletoddy, og det fungerede strålende, så i år vil jeg også lave et ordentligt badge hyldeblomstsaft, som ryger i fryseren.

Jeg bruger typisk mine fantastiske Nalgene-flasker, for med 2,5 dl. koncentrat, har jeg til ca. 1 liter færdig saft. Men somme tider har man også bare lyst til én kop et-eller-andet, og derfor er jeg begyndt at fryse saft i isterningebakker, som jeg gør med mine Golden Cubes.

For det er supersmart, at man bare kan tage én isterning op og overhælde den med kogende vand eller dansk vand, afhængigt af årstid og trang, og på den måde, er der ingenting, der går til spilde.

Min syrensaft har jeg udelukkende frosset som isterninger, og jeg pønser på at teste det i en gin og tonic, når solen næste gang skinner på en fredag.

Inden I får lov at gå ud og se pinsesolen danse, får I lige en anbefaling af den smukkeste instaprofil, jeg har set længe. Det er den svenske fotograf Linda_lomelino, som jeg faldt over i min jagt på syrenopskrifter, og hun tager så smukke billeder, at det er til at tude over.