M2026, uge 20

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge har jeg:

1.

Hængt de første krydderurter til tørre, og det tip vil jeg lige give videre, fordi det virker, uanset om du har have eller vindueskarm.

Jeg har ikke tal på, hvor mange basilikum-, timian- og oreganoplanter, jeg har smidt ud gennem årene, fordi de går ud for mig.

Det har irriteret mig, for jeg kunne godt regne ud, at det var fordi jeg ikke brugte nok af dem, og at de derfor gik i stå i væksten. Samtidig bliver man også næsten stresset af en krydderurt, der står i vindueskarmen og stirrer bebrejdende på én, hver gang man laver noget, den IKKE lige passer i.

Derfor begyndte jeg sidste år at studse alle krydderurterne ugentligt. Det, jeg klipper af, smider jeg i en vaskepose (sådan en til undertøj), og hænger ud i mit målerskab, som er lidt varmere end resten af huset. Her får det lov at tørre, hvorefter jeg smuldrer det og hælder det i en dåse – et voila: Pizzakrydderi. (Timiankvistene kan bare pilles fra, når man smuldrer det).

I starten tørrede jeg de forskellige urter hver for sig, men det blev for omstændigt, så nu ryger det hele i samme pose. Jeg har 3 poser, fordi det tager 2-3 uger for krydderierne at tørre, og så kører de bare i rotation.

Krydderurterne lever nu deres bedste liv, vokser sig hurtigt buskede og tætte, og holder nu fra tidlig marts til starten af oktober.

Jeg køber mine på en planteskole i nærheden, og planter dem om, så de får en udepotte med hul i bunden; også dem, der står inde. På den måde kan jeg vande dem nedefra, og det fungerer godt, fordi jeg kan følge med i, hvor meget de drikker, og kan hælde lidt ekstra på, hvis jeg er væk et par dage, eller det er særlig varmt.

(Det hører med til historien, at mit køkkenvindue er østvendt, og at der derfor er MEGET sol på, det meste af dagen. I starten havde jeg derfor urterne til at stå i karmen i et andet rum, men så glemmer jeg dem simpelthen og så er vi lige vidt. Blot for at sige, at undervanding måske er overkill, hvis man har sine urter stående i et nordvendt vindue). 

2.

Ryddet op i mit skur, og jeg kan godt blive en mellemting mellem imponeret og let bekymret over, at der er ting derude, jeg ikke har den fjerneste erindring om at eje/have anskaffet. Og det til trods for, at der er tale om et mikroskopisk skur, som jeg har været god til at rydde op i årligt.

Men jeg tror, at man i sit hjem over tid udvikler tunnelsyn, så man kun ser det, man bruger, mens resten bare bliver en slags visuel baggrundsstøj; noget, man kigger rundt om og reelt ikke ser. Det fungerer, så længe man bruger et rum eller et område på samme måde over en længere periode, men når noget ændrer sig, ser man pludselig det virkelige billede i fuld HD.

I år har jeg brug for mit skur til mine mange haveprojekter, og derfor blev det pludselig nemt at se, hvor pladsen ikke blev brugt godt nok. Jeg fik sorteret det legetøj ud, som børnene er vokset fra, parasolfoden har fået besked på at lære at elske at stå ude hele året, og den sko-reol, jeg i foråret købte, fordi den passer perfekt ind i vinduesindhakket i bryggerset, hvor spirerne elsker at stå, og jeg på den måde fik et højhus med 4 etager, passer fuldstændig perfekt under arbejdsbordet derude. 

Reolen kan ikke holde til megen vægt, og egentlig havde jeg tænkt, at den skulle skilles ad igen, når forspiringssæsonen var slut, men den her løsning er meget bedre, for nu kan jeg bruge den til opbevaring af alle de mange plast-potter, forspiringsbakker osv., jeg har brugt og genbrugt hele foråret, men som nu lige får en pause, før der skal gøres vinterspirer klar.

Jeg fik smidt det rustne ukrudtstjern ud, sammen med en vindfløjte (fra dengang jeg troede, jeg var sådan én) og en kasse med ubestemmelige genstande, som jeg ikke med en pistol for panden ville kunne redegøre for hvad var. Jeg bankede en håndfuld søm i stolperne, så ledninger, bålrist og havevander kom op at hænge, og dermed ikke bruger bordplads længere, så nu mangler jeg bare at eftersortere de kasser med køkkenting, jeg har på fjernlager derovre.

Jeg har det *næsten* som om, jeg har bygget til.

3.

Er vores fællesskur langt om længe ved at komme op at stå. Der er støbt fundament og ydervæggene er rejst, så når vi rammer næste weekend, bør vi have et færdigt skur. HurRA!

Fordi ting aldrig går som planlagt, endte vi, som jeg også tidligere har skrevet lidt om, med at have brugt pengene på budgettet og lidt til, udelukkende på skuret. Dermed er der ikke penge til de redskaber, der skal fyldes i, men det løser jeg. Jeg forestiller mig at invitere til en male-dag, når skuret skal have Gori, hvor jeg og to andre, jeg kan overtale, bager kager, som folk kan købe et stykke af for en 10’er. På den måde skulle vi gerne ende med at have penge nok til at købe lidt indmad, og det bliver en hyggelig opgave at løse.

Til gengæld har jeg tygget på, hvordan jeg “tvinger” folk ned forbi, for de af os, der synes, at skuret er en god ide, kommer helt sikkert til at bruge det, men jeg vil også gerne have De Korslagte Arme med ombord.

Nogle af dem kommer jeg til at vinde over ved at spille dum (jamen, sagsøg mig), for hvis jeg stiller mig ned på plænen og mener noget om hældninger eller træværk, vil der med 1000% garanti manifestere sig fire mænd, 60+, med hver sin tommestok, som ikke kan modstå trangen til at forklare mig, hvordan det RIGTIGT skal gøres. Og når først de er dér, er de med.

Samtidig har jeg den sidste måned stiklet krydderurter i vildskab, for et krydderurtebed til fri afbenyttelse er også effektiv lokkemad. (Jeg bor, så jeg kan se skuret fra mit køkkenvindue, så det er et ikke et problem for mig at passe et ekstra bed).

Jeg har diskuteret med mig selv, om det skulle være et højbed eller krukker, og jeg er endt på det sidste. På den måde kan jeg tage dem over til mig selv, hvis de skal have lidt ekstra kærlighed og omsorg, og jeg kan bedre styre, hvad vi har.

Men krukker er DYRE – faktisk også i genbrugsbutikker. Hvis man da overhovedet er heldig nok til at finde dem der.

Derfor har jeg slået op i vores lokale fb-gruppe, at jeg gerne vil arve/købe større havekrukker, hvis nogen har i overskud. Jeg er normalt ikke til, at man går tiggergang på fb, men lige i denne gruppe har jeg selv foræret ret mange ting væk, og derfor føler jeg, at det er ok at række hånden op her. Jeg har fået 3 indtil videre, og har begrundet håb om, at der lander et par stykker mere i min indkørsel, inden weekenden er omme, så når vi rammer fars dag, håber jeg, at vi har et færdig, nymalet skur med en semi-etableret urtehave foran.