Mandagstanker
Inspireret af (= direkte kopieret fra) skønne Maj My, er dagens indlæg en lille liste over, hvad jeg spekulerer på i disse dage:
At fare vel.
Jeg tænker meget på at lade mennesker gå, når vore veje skilles. Mest i forhold til dem, jeg har opfattet som inspirerende eller som forbilleder. F.eks. har jeg det sidste år fulgt en kvinde, som har haft nogle emner oppe på sine sociale medier, som har vakt megen genklang hos mig. Men over den sidste måned, kan jeg mærke, at hun bevæger sig i en retning, der ikke giver mening for mig. I den slags situationer er min første reaktion som oftest irritation. Man skal jo ikke være Freud, for at gennemskue, hvad dét handler om, men automatreaktioner er bare så svære at ændre på, fordi de er, ja, automatiske. Jeg øver mig i at huske, at når jeg, helt konkret, ude i verden, har fulgtes med mennesker, jeg kan lide, så bliver jeg jo heller ikke sur, fordi de skal dreje til højre for at komme hjem, og ikke til venstre ligesom mig.
De-cluttering, level 2.0.
Nu har jeg det sidste halve års tid været igang med at rydde op i mit liv og mit hoved, og ligesom når jeg rydder op i mit hjem, og pludselig kan mærke, at jeg aldrig mere får brug for andet end luft, vand og yoga, er jeg også her blevet grebet af processen, og har haft lyst til bare at skrotte alting, hælde mine unger i en autocamper, og køre ud i livet. Men jeg er nået til det sted nu, hvor jeg holder ting op i lyset, konstaterer, at de er behæftet med fejl – og alligevel når frem til, at de er det bedste af de valg, jeg har, her og nu. Derfor skal de lægges tilbage i mit liv, selvom jeg ved, at de ikke er 100% optimale. Det er – også – en proces.
At ord giver fokus.
Lige nu står jeg over for nogle ting, som gør mig rigtig, ægte bange, og i den slags situationer bliver jeg ofte så panikslagen, at jeg bare taler og taler og taler om det, der skræmmer mig. Men jeg har længe tænkt på, at det ikke er alting, der bliver bedre af at tale meget, ofte og med mange om det. I de perioder, hvor jeg reelt har noget at være bange for, ligger frygten hele tiden på lur, klar til at bruse over mig, og skylle mig væk, og det er, som om, strømmen bliver stærkere og vildere, når jeg fokuserer på den. Jeg begynder at lære kun at inddrage de nærmeste, for at have et sted, hvor jeg kan give slip i tryg forvisning om, at disse mennesker vil gøre alt, hvad de kan for at hjælpe mig med at holde balancen, mens mine andre relationer kan give mig sten i vandet at stå på, fordi mit fokus her er på noget andet, end det, der er svært. De pauser er værdifulde.
Og i småtingsafdelingen:
Hvor længe græs har tænkt sig at blive ved med at gro? Går det da for pokker ikke snart i hi?
Om Clarissa Pinkola Estés ville græde, hvis hun hørte, at hendes bog “Kvinder, der løber med ulve” indtil videre mest bare har givet mig tekst-linjen “Running with wolves and I’m only proud” på hjernen. Som er fra “Wild Ones”. Med Flo Rida.
Hvorfor ingen har fortalt mig, hvor hysterisk lækkert det er at spise de hjemmelavede Baked Beans fra Valdemarsro i tortillas? Gør det. Gør det nu.
At lave en liste over serier/bøger osv., som jeg kan lide, og lægge den i en fane for sig her på siden. At kunne lide en persons måde at skrive på, er bestemt ikke det samme, som at dele smag, men måske der alligevel sidder nogen derude, der kunne bruge sådan en liste som inspiration? Jeg ville selv elske, hvis nogle af mine yndlingsbloggere gjorde det, så giv et kvæk, hvis det har interesse.
23. oktober 2017 @ 10:25
Ja tak til fane med serie/bøger. Super ide, det er svært at finde noget godt at se – især når man har ca 8 sekunders tålmodighed til at trævle Netflix igennem og så alligevel ender med et afsnit af Modern Family igen. Ikke at den ikke de fantastisk,bevares. Men måske findes der en lige så fantastisk derude et sted?
Og tak for en dejlig blog – jeg glæder mig altid til at læse den, jeg føler mig altid taget alvorligt som læser og jeg får altid noget at tænke over. Også når jeg griner højlydt,fordi du også bare er skidesjov.
24. oktober 2017 @ 14:01
Sikke dog en dejlig kommentar – tusind tak for den!❤️
Jeg går i gang med Listen – skal nok lige give et heads up, når den kommer på.
Kh
Linda
23. oktober 2017 @ 10:41
Kvæk!
(….get it? :D)
24. oktober 2017 @ 14:01
?
23. oktober 2017 @ 10:45
Kvæk kværk kvæk 🙂
24. oktober 2017 @ 14:01
???
23. oktober 2017 @ 14:27
Ja tak til en fane med boganbefalinger. Er selv ved at få kørt læsehesten i stilling igen efter flere års dvale pga småfolk. Jeg vil væk fra smartphone-zappermentaliteten, for den ødelægger mit fokus, hvorimod bøgerne hjælper til at holde koncentrationen.
24. oktober 2017 @ 14:03
Meget enig. Jeg spekulerer på, om det mon nogensinde igen bliver muligt for mig at samle mig om en spillefilm?
23. oktober 2017 @ 19:18
Nu er jeg nødt til at stille dig et spørgsmål og jeg håber ikke det giver dig bekymringer eller gør dig bange. Men hvordan tænker du om det at du er alene forælder for to børn. Jeg ved godt at du selvfølgelig har tænkt det igennem før du overhovedet valgte at blive alene mor men kan du ikke nogle gange blive bange ved tanken om at der kun er dig som forælder for dine børn. Eksempelvis hvis du skulle blive syg, få stress eller sådan noget. Jeg spørger om det fordi jeg desværre selv er sådan én som altid går med livrem og seler og jeg er fuld af beundring over at du tør gå efter det du mener er det rigtige for dig; at få to børn alene. Jeg håber du forstår mit spørgsmål 🙂
VH Susanne
24. oktober 2017 @ 17:50
Hej Susanne.
Jeg forstår godt dit spørgsmål, og som du selv er inde på, tror jeg ikke, der findes en eneste selvvalgt alenemor derude, der ikke har tænkt meget og længe over lige præcis det.
Det er jo en af de overvejelser, hvor man ikke er hjulpet af hverken god planlægning, overblik eller overskud, og det er klart, at man er mere sårbar, når man er alene, end hvis man er to.
Men der gives ingen garantier i livet for nogen, og for hvert eneste gang, man kan spørge “Hvad nu hvis?”, kan man også spørge: “Hvad nu hvis ikke?” Og jeg tror, at de fleste af os, der har valgt at få børn alene, har vurderet, at det simpelthen er for trist at undlade at leve, fordi man er bange for at dø.
Jeg håber, at det besvarer dit spørgsmål.
Mvh
Linda
23. oktober 2017 @ 20:05
Ja tak til boganbefalinger.
Jeg har lige læst Hvis der skulle komme et menneske forbi. Letlæst på den gode måde: sproget flyder. Men også letlæst på den måde, at jeg lige var nødt til at læse videre og se, hvad der nu skete (af dårligdomme for hovedpersonen. Lyder ikke så sympatisk, egentlig). Og masser af humor i bogen. Kan anbefales!
24. oktober 2017 @ 17:50
Uh! En anbefaling retur #like.
Jeg sætter en liste over ilden.
Kh
Linda
24. oktober 2017 @ 00:47
Quack!
24. oktober 2017 @ 17:50
🙂
24. oktober 2017 @ 05:23
*indsæt frø* ???
– A
24. oktober 2017 @ 17:51
Tommel-op, som Frida siger (- hele tiden…)
24. oktober 2017 @ 15:11
Jeg kan sige som Anders And. Tæller det? ❤️
24. oktober 2017 @ 17:51
Det er trumfen. Altid.
25. oktober 2017 @ 15:38
"Men jeg er nået til det sted nu, hvor jeg holder ting op i lyset, konstaterer, at de er behæftet med fejl – og alligevel når frem til, at de er det bedste af de valg, jeg har, her og nu." Hvor er det fint skrevet! Meget inspirerende, faktisk.