(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg sat en kasse frem i bryggerset, hvor vaskemaskinen står. Den bruger jeg til at smide det børnetøj i, som synger på sidste vers, så vi kan få det sendt til Røde Kors. Når vi får børnepenge næste gang, er det forårs- og sommertøj, børnene skal have, og fordi de begge to går i t-shirts året rundt, kan jeg sagtens så småt begynde at sortere nu.
Børnene er blevet så store, at jeg ikke gider have kassen til at stå i bryggerset og fylde hele tiden, for de kan trods alt passe det meste af deres tøj en sæson eller to, men ved at sætte den frem, husker jeg at forholde mig til tøjet, så de ensomme sokker, undertrøjen med hul i og strømpebukserne, der er blevet for små bliver pillet fra, når jeg lægger vasketøj sammen. For man kører jo ikke på genbrugsstationen med én sok og en badedragt, og derfor bliver den nemme løsning ofte bare at lægge det på plads.
Da børnene var mindre, solgte jeg ofte deres tøj, når de var vokset ud af det, fordi de spurtede gennem størrelserne, og det derfor ofte nærmest var ubrugt, når de var færdige med det. I dag synes jeg, at det er for slidt; jeg kunne måske godt, men jeg synes, det kræver for mange disclaimere og lange chats med mennesker, der spørger ‘*Hvor* slidt er den?’ og melder deres ankomst 3 gange for så aldrig at dukke op. Ingen har travlt med at kalde dips på en t-shirt til 15 kroner, og engagementet er derefter. Det er 100% forståeligt – og ikke arbejdet værd. Derfor sender jeg som regel vores aflagte tøj videre til Røde Kors, som kan bruge det hele – også det, der er plettet og hullet. (Jeg ved det, for jeg har ringet til dem og spurgt). De laver tvist og møbelpolstring af det, der er for trashet til at sælge, og på den måde ved jeg, at det hele bliver brugt.
2.
Er jeg i gang med at skifte pensionsselskab. Og det her handler ubetinget mest om mental-minimalisme, for mit raseri over den elendige service, der er hos mit nuværende selskab, kunne have forsynet det meste af Minsk med varme fra midthalvfemserne og frem til i dag. SHIT, mand. Jeg er blevet væk i deres system 4 gange. Jeg har mailet dem utallige gange – jeg har første gang til gode at få et svar. Da jeg for år tilbage var ansat i en virksomhed, hvor ejeren i et halvt år skrev på mine lønsedler, at han indbetalte pension uden reelt at gøre det, opdagede de det aldrig.
Når jeg valgte at blive ved dem, var det fordi, jeg gennem dem har forsikringer til begge børn, så de kan leve i sus og dus, hvis jeg får et fly i hovedet. Og lige præcis ved det her selskab (fandt jeg ud af) steg min egenbetaling på de forsikringer til over det dobbelte, da jeg i en periode var freelancer, og derfor selv indbetalte pension. Det betød, at jeg stadig betalte det samme beløb, men pludselig fik væsentligt mindre ført over på min pension.
Nu har de gjort det igen. Mistet mig i systemet, ikke svaret på mine mails og ikke kunne finde mig, da jeg ringede dem op. Og fordi februar åbentbart er ‘få nok af systemet’-måned her på matriklen, er jeg nu i gang med at skifte, og med at se, om jeg kan få den næste ordning sat op, så det ikke er så problematisk at skrue på knapperne, hvis jeg f.eks. ikke skal være ansat, hvor jeg arbejder nu.
Det er tørt og usexet, men der er ikke nogen vej udenom, hvis jeg nogensinde igen skal sove om natten uden at skære mine kindtænder til benmel.
3.
Har jeg købt en Yumbox til Anton.
Frida har haft sin .. et år? Halvandet? og den ER så god, som de alle sammen siger. Dels holder den HELT tæt, hvilket overflødiggør al anden indpakning, og dels synes jeg, at det er meget nemmere at smøre mad, fordi jeg egentlig bare skal fylde et ‘gitter’ ud.
Det er også nemmere at hive et svar ud af ungerne på, hvad de gerne vil have med, fordi de nu kan sige, at de gerne vil have ‘kiwi og æbler i det ene rum, pastasalat i det andet, og så må du bestemme resten, mor’.
Jeg tror, det er en smagssag, hvad man foretrækker ift. madkasser, og der *er* ting ved Yumbox, der ikke er helt ideelle. Den skal håndvaskes, den er dyr, og den er tung. Men fordelene opvejer langt ulemperne her, og fordi Fridas på alle måder holder niveau efter 300-400 ture i børnehave og skole, og jeg stort set ikke bruger folie/madpapir til hende mere, vil jeg gerne ofre det, sådan én koster på Anton også.
Pension er måske tørt og usexet nu, men om 30 år er det totalt lækkert! Jeg bliver virkelig ofte overrasket over hvor mange kvinder der intet ved om deres pension, men som kender prisen på både mælk og mærkevaretasker, hvis jeg må karikere lidt! Så tak for at sætte fokus på det, for jeg synes alle kvinder burde kunne svare på hvordan de er dækket og hvor meget der står på kontoen pt, for det er jo for de fleste den største opsparing og investering vi nogensinde laver! Jeg har stor glæde af at være med i Facebook-gruppen Moneypenny for kvinder der investerer. Selvom min pension forvaltes af selskabet og jeg pt ikke har ekstra midler at investere, så giver det mig en masse viden på en let måde og tonen der er næsten ligeså god som her (næsten! Fordi: Linda ❤️).
Det er fedt, at der er hjørner af nettet, der taler om de her ting på en måde, så man både forstår det og føler, at det giver mening at interessere sig for det. Jeg har et par samtaler de næste par dage med forskellige selskaber, så jeg håber, at det også kommer til at løfte min forståelse et niveau eller to. Jeg har aldrig været ligeglad, men det er, som om, man – når man er lidt presset – bliver nødt til at tage first things first. Nu kan børnene selv tage tøj på, og de sover også nogenlunde igennem om natten. Så er der pludselig lidt overskud til at gå op i andre voksenting:)
Yumbox er for fedt – og jeg sparer også virkelig meget tid på netop bare at fyre en rest af forskellige ting i, og det ser altid genialt lækkert og indbydende ud. Jeg er fan, og det husker jeg mig selv på dagligt når jeg står og vasker den op i hånden:).
Præcis! Jeg minder også dagligt mig selv om, at jeg også gennem årene har vasket et utal af legoklods-madkasser og metalkufferter af i hånden – så overlever jeg nok også, at vaske dén her af:)
1000000 voksenpoint til dig!! (Jeg synes slet ikke pension er så kedeligt, men jeg ér jo også efterlønner at heart 😂)
Du er virkelig den sødeste, unge pensionist, jeg kender, Tine:-D
Jeg er også svært begejstret for Yumbox til min børnehavedreng, men jeg har besluttet, at ting her på matriklen skal kunne overleve en tur i opvaskemaskinen, så den ryger en tur i maskinen hver weekend. Indtil videre ser den ud til at kunne holde til det (vi har brugt den i ca. 1 år), og tiden må vise om det fortsætter sådan.
Jeg bemærkede faktisk, da jeg købte Antons, at de siden jeg købte Fridas har tilføjet, at indsatsen kan vaskes i opvaskeren. Jeg vælger dog at spille sikkert, nu hvor de begge går i skole, og pludselig har ting i tasken, der helst ikke skal smadres ind i yoghurt og dressing:-D
Den der yumboks… Hvilken slags er det, du har sat et billede ind af her? Jeg synes ikke rigtig, jeg kan se mig ud af det 🙈🙈
Ej, det er også noget værre snyd, for det er faktisk ikke en Yumbox, og det kunne jeg godt have været tydeligere omkring. De billeder, jeg bruger her på bloggen, er i 99% af tilfældene hentet på Pexels, som er et sted, hvor man gratis kan hente billeder i god opløsning, og må bruge dem gratis. Jeg gør det egentlig kun fordi, billeder gør opslagene på fb-siden mere synlige, og folk har givet udtryk for, at det er rart at kunne se derinde, når der er nyt på bloggen.
De to, jeg har købt, er hhv. den model der hedder ‘tapas’ og den, der hedder ‘panino’. Jeg synes, de har gode størrelser. Der er en haj på Antons, og jeg var lidt spændt på, om han ville synes, han var for synes, han var for stor, men man kan købe indsatserne uden tryk, så jeg tænkte, at satset trods alt ikke var så stort:)