Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville lave et ‘I øvrigt’-indlæg i dag, men mit fokus har været et andet sted den sidste uges tid, fordi alle vores udredningstider ligger i februar.
I morges skulle jeg have været til forældreinterview, men den blev aflyst pga. sygdom, hvilket jo er en træls kombination af frustrerende og forståeligt. I det hele taget kræver det altid lidt ekstra, når der i perioder er skruet op for de tiltag, der følger med at have et barn, der ikke er helt som de andre.
Noget af det, der fylder mere, end jeg havde forestillet mig, det ville, er, når jeg støder på steder, hvor noget er indlysende urimeligt, ulogisk eller hvor mennesker, der burde hjælpe os, i stedet lader til at modarbejde os.
Det ligger i min natur at ville forbedre det, der ikke virker, og ligesom Anton bøvler jeg også med en lidt for overudviklet retfærdighedssans. Det lyder som én af dem, man skriver i sin ansøgning, hvor man forsøger at camouflere styrker som svagheder ved at fremsætte dem i humblebrag-tonefald (“Jeg er perfektionist, og har derfor en tendens til at arbejde over for at få opgaven gjort færdig”), men det er faktisk noget, der er relativt irriterende. For det betyder, at jeg har virkelig svært ved at slippe det, når noget i min optik er urimeligt, og det bruger jeg uforholdsmæssigt – og uhensigtsmæssigt – mange kræfter på. Det er som at blive gal på vinden og tidevandet, og den eneste, det rammer, er mig selv.
Jeg øver mig i på forhånd at lave en cost-benefit analyse af, om jeg vil ofre tid og energi på de forskellige benspænd. Den læge, vi skiftede fra, overvejede jeg i flere dage, om jeg skulle klage over. Enten direkte til ham selv eller længere op i systemet. Men den endte jeg med at slippe – af 2 grunde. Dels fordi det handlede om hans personlighed, som jo for pokker er, som den er. En klage vil måske ændre hans arbejdsgang, men den vil ikke ændre hans grundlæggende syn på mennesker som os. Men også fordi jeg – trods alt – godt vidste, at om 2 måneder, når det her endelig rammer et skrivebord, hvor nogen måske vil tage sig af det, så er jeg færdig med det, og så bliver det tilsæt af god energi og overskud at skulle revisit’e det sted og den oplevelse, og jeg skal bruge mine kræfter et andet sted. Så den lod jeg fare, selvom det i dagene og ugerne efter var svært, og jeg stadig bliver gal helt forfra, når jeg tænker på det.
Pga. samtalen, jeg skulle have været til i morges, læste jeg i weekenden op på alt, hvad jeg gennem tiden har fået af rapporter fra ressourcepædagoger, psykologer osv., som jeg har printet, når jeg modtaget i e-boks. Fordi jeg syntes, der var et lidt længere gap, end det virkede rimeligt tilbage i 2017, tænkte jeg, at jeg lige ville tjekke digitalt, om jeg havde glemt at printe noget. Og stor var min overraskelse, da jeg opdagede, at intet – INTET – er journaliseret digitalt, så jeg har adgang til det.
Min første tanke var, at det måtte være en fejl. Jeg kan adgå vores lægejournaler online og se, at jeg i 2008 på Skejby fik taget en blodprøve – og hvorfor – så selvfølgelig må de her ting være tilgængelige et sted. Ikke?
Nope. Først ringede jeg til PPR. Hende, jeg talte med, skød først skylden på Rambøll portalen Hjernen og Hjertet (“for den er jo relativt ny”). Da jeg svarede, at den – kunne jeg se – burde have fungeret i al den tid, barnet har gået i skole, var det psykologerne, der ikke havde lagt rapporterne op, så dem kunne jeg jo lige prøve at tage fat i. Tværsmødereferaterne var “skolens ansvar” – det “har vi ikke noget med at gøre”. Endelig spurgte hun hjælpsomt, om jeg vidste, at man kunne lave mapper i e-boks, og jeg tror måske stadig, at man fra en bestemt vinkel kan se bidemærkerne i mit køkkenbord. For FUCK sake!
Jeg skrev til skolelederen og spurgte, hvor tingene var henne. Han forstod det heller ikke. Han ville undersøge det. Det gjorde han – og vendte tilbage med et copypaste fra en person længere oppe i systemet, der kunne oplyse mig om, at jeg ikke havde ret til at se de her ting, udover det, jeg får tilsendt i e-boks.
Så bare lige, hvis nogen er blændede af det raseri, der lige nu stråler ud af skærmen: To af de primære samarbejdspartnere i det her system, ved ikke selv, hvor tingene bliver lagt hen.
Og jeg skal søge aktindsigt for at få adgang til dem.
Det her bliver en af dem, jeg tager. For det kan godt være, at der er en smaddergod forklaring; den må jeg så glæde mig til at få. I en verden, hvor vi hver eneste gang, vi trækker vejret på internettet, skal have info om, hvordan vores data lagres, og hvor der er sprækker så store som Gran Canyon mellem alle offentlige instanser, og man derfor selv er den eneste gennemgående faktor i alle typer af indsatser og behandlinger, kan det ikke være *rigtigt* at man bare må affinde sig med at bo i DDR.
For det, der sker her er, at Systemet beder mig om at holde kæft og rette ind; at stole på, hvad de siger og gør, til trods for gang på gang på gang på gang at have bevist, at højre hånd ikke ANER, hvad venstre hånd foretager sig – og går vi mere end 10 minutter tilbage i tiden, har det aldrig fundet sted.
De forlanger at jeg skal anerkende og respektere deres ret til autoritet til trods for, at de ved utallige lejlighed har fejlet, glemt, forlagt og overset.
Jeg har sendt en mail til retshjælpen, og jeg kommer også til at tage fat i Autismeforeningens jurist. For igen: Det kan godt ske, at det bare er sådan det er. Det kan godt ske, der ikke kan gøres noget, og at der, set med systemets øjne, er gode grunde til bare at fortsætte med at gøre, som vi plejer.
Men hvis alle gør, hvad de altid har gjort, så får alle det, de altid har fået.
Jeg har mest af alt bare fået nok.
Holy mercy, et indlæg!
Helt vildt hvor velformuleret du er, selv når der er bidemærker i køkkenbordet.
Go fight, Mamma- de ved ikke, hvad de har rodet sig ud i 😈
❤️💢👊🏻💢
Jeg er glad for, at du tager lige præcis den sidste hændelse videre. Som kommunal ansat og ‘über-perfektionist’ har jeg svært ved at anerkende, at andre (mine kollegaer) i organisationen ikke tager journaliseringen alvorlig.
Da jeg bor i samme kommune, som jeg arbejder i, kan jeg nemt give et eksempel: min yngste søn på 16 år er skiftet fra skoletandlægen til vores egen tandlæge (privat). Alene den øvelse var 100 km op ad bakke og frem og tilbage med hvem, der skulle gøre hvad, for at få ham overført! Da han endelig lå i stolen, ville vores tandlæge gerne se hans journal. De kan ikke selv få den eller bede om den. Det skal forældrene gøre (!) Jeg skriver, fra min arbejdsmail, til Tandplejen og beder dem sende journalen til min tandlæge. Ved næste konsultation har min tandlæge IKKE fået journalen. Jeg finder oprindelig, 4 måneders gammel, mail og videresender til tandplejen. Jeg beder om en aktindsigt, da de åbenlyst ikke har sendt journalen til tandlægen. To dage senere svarer Tandplejen, i en ny mail, ikke som svar på den fremsendte, – at de nu har sendt journalen til min e-boks (hallo venner, hvilken privat aktør jeg bruger til min digitale post, kan I ikke vide). Kronen på værket: Vi har sendt din datters journal til din E-boks. Desuden var der manglende lovhenvisning (paragraf) ift. imødekommelse af aktindsigten. Jeg SKAMMER mig over sådanne episoder. Håber du får givet dem så hatten passer, også selv om vi alle er mennesker og kan lave fejl. Bh. Birgitte
Jeg bliver helt hidsig over din historie, Birgitte. Det kan sgu da ikke være rigtigt!?
Og det, som jeg bliver helt sindssyg over er, at det somme tider virker nærmest kalkuleret. At de er så vante til, at forældre i det her system er tævet så langt ned under gulvbrædderne, at de bare bakker ned.
Og fordi systemet er designet, som det er, så kan de personer, der udgør det, altid gemme sig bag hinanden. Der er aldrig nogen, der direkte må æde den og sige: “Mig. Det var mig, der fuckede op. Jeg var ikke god nok til mit arbejde”. Der er altid sket ‘en beklagelig fejl’, og ingen bliver nogensinde holdt ansvarlige. Det fordrer ikke omhyggelighed eller giver incitament til at være sikker på, at man gør tingene rigtigt, vel? Tværtimod nærer det ideen om, at man er usårlig og urørlig, og det er, sådan helt generelt, ikke særlig hensigtsmæssigt, tror jeg.
Tak♥️ Fordi du orker! Hilsen en mor til søn med IA og med bidemærker i alle borde😬😵💫
Du får lige et cyberkram, fra ét hårdt prøvet tandsæt til et andet❤️
Hvor ér jeg dog irriteret (+sur/ked/arrig) på dine vegne over at du også lige får den her at skulle bruge kræfter på (og jeg frygter, den kan trække tænder ud).
På andres vegne glæder jeg mig over, at du tager den, for jeg er ikke i tvivl om at du gør det grundigt og godt, OG jeg tror faktisk det kan ende med at komme nogen til gode senere. (Giver det mening?? Jeg er træt i låget i dag så jeg formulerer mig sandsynligvis ikke helt skarpt)
I øvrigt sendte jeg en helt enkel forespørgsel til en afdeling på OUH forleden, og i dag modtog jeg svaret. “Desværre”. Og bevares, det ér da en hel
sætning, men de vinder altså ingen præmier for kommunikation her.
Knus og kageinvitation
Jeg trænger sådan til kage med dig, min ven. Snart, ikke? <3
PS (og dette spørgsmål er måske mest til kloge læsere her i kommentarfeltet) – kan man mon søge fremadrettet aktindsigt ? Altså, ikke bare i allerede eksisterende akter, men sådan at man automatisk får indsigt i løbende opdateringer i en sag?
Bare en tanke
Man kan ikke bede om fremadrettet aktindsigt.
Der kan dog være tilfælde, hvor man har krav på at blive hørt som part og i den ombæring kan have krav på at få informationer tilsendt.
Og lige for mit område, så gudsketakoglov for det 🙈 De fleste af de aktindsigter jeg ser, har anmoderen ikke krav på noget som helst som part og burde derfor lade sin nabo eller tilsvarende være i fred.
Modsat tilfældene her i indlæggene, hvor det er direkte sørgeligt, at det skal være nødvendigt at bede om 🙁
Efter nu 14 år i systemet med et barn med særlige behov kan jeg så meget genkende din historie. Jeg har utallige gange måtte grave efter gamle dokumenter, som jeg heldigvis havde gemt digitalt eller printet og sat i et ringbind, fordi den ene del af systemet ikke kunne tale sammen med den anden del af systemet, og så har jeg været budbringer mellem PPR, skolen, psykiatrien osv. Af samme grund beder jeg om aktindsigt og journaludskrifter ved ethvert møde med systemet, og tager så vidt muligt fyldige referater fra alle møder. Men det burde ikke være de i forvejen pressede forældres opgave at holde styr på og viderebringe den slags oplysninger. Selvfølgelig burde den slags journaliseres et samlet sted, hvor forældrene har adgang. Den tanke tror jeg bare ikke, der er nogen, der har fået før. På den måde er du jo genial, Linda! ‘Systemet’ burde ansætte dig til at få styr på tingene.
Jeg vil også til enhver tid anbefale aktindsigt, da det også er med til at ‘holde sagsbehandlerne på tæerne’ så at sige. Det er forfærdeligt at det skal være sådan, især fordi der er taget beslutning om, at borgerne nemt og hurtigt skulle kunne se egne sager, f.eks. via Borger.dk (MinSag). Hvis kommunen har en Borgerrådgiver (det er lovpligtigt fra EU og lige trådt i kraft), så kan man også henvende sig der.
Det er faktisk det, der generer mig i det her: Manglen på gennemsigtighed. For jeg behøver ikke aktindsigt, og jeg har ikke behov for at kunne backtracke hver eneste beslutning (selvom det sikkert ville være en øjenåbner) – men jeg bliver IDIOT af, at man både skal kæmpe med alle de udfordringer, der følger med at have et barn med udfordringer, samtidig med, at man skal holde styr på ALT, HELE tiden, HELE vejen igennem. Det virker så utrolig unødvendigt, når vi kan se på f.eks. sundhed.dk, at man kan lave en løsning, hvor forskellige instanser kan smide resultater og informationer op, så de er tilgængelige, når man skal bruge dem.
En del af problemet lige her er også, at der jo, lige når det kommer til neurodivergente børn, er virkelig, VIRKELIG mange tilfælde, hvor ingen i starten ved, hvad man står for foden af. De første 3 år troede alle omkring Anton – mig selv inklusive – at det handlede om sprog. Derfor er der meget, som havde været relevant at have adgang til nu, men som jeg ikke på det tidspunkt printede, fordi vi jo alle sammen havde en ide om, at han ville vokse sig fra det. Man ved ikke, at man står ved starten af et forløb, når man står der – og man agerer ud fra det.
Det MÅ kunne gøres bedre.
14 år, mand. Dorte, du burde indstilles til en medalje. Det er TUNGT!!
AMEN!
❤️
Go get ’em – de ved slet ikke, hvem de har at gøre med her. Tak for dig Linda.
Du er så sød, Jane <3
Jeg tror, jeg sidder i en vinkel, hvor jeg godt kan se bidemærkerne i dit køkkenbord. Også selvom jeg sidder lige uden for hovedstadens bygrænse. Det er jo vanvittigt, det du beskriver. Så tror da pokker, at der ikke er noget, der virker. Kæmp, Linda! Vi står bag dig!
❤️❤️❤️
Måske er nogle af papirerne gemt i sikre filer på AULA, men det burde skolelederen i så fald vide. Lige meget hvad er det godt, at du søger aktindsigt.
Som en sidebemærkning kan jeg fortælle, at jeg var ved at gå ud af mit gode skind, da jeg som nygravid med 2. barn opdagede på sundhed.dk, at en eller anden havde sat kryds ved, at jeg i min første graviditet røg 11-20 smøger om dagen! Jeg har aldrig røget – har taget to hiv, da jeg var 19 år, og det er det.
Jeg fik at vide, at det ikke kunne ændres, da de ikke kunne se, hvem der havde udfyldt det (what!), men at de kunne tilføje en kommentar om, at jeg var uenig. Det tog mig lang tid at forliges med, at det for altid kommer til at stå der. Sorry, det kom
til at handle om mig.
God kamp!
Nej, men det er så fint. For det er jo netop essensen af det, jeg kæmper med. At stå overfor noget, der for den enkelte borger føles som en mur, og hvor man ikke kan holde en enkeltperson ansvarlig. Jeg kan virkelig godt forstå, at du var/er vred.
Jeg arbejder med IT i sundhedsvæsnet og lige den der har jeg faktisk været med til at diskutere med jurister. (Altså ikke det med at de ikke kan se hvem…det burde faktisk ikke være rigtigt for de skal kunne logge det tror jeg..det kan vi i hvert tilfælde hvor jeg er). Men her handlede det ikke om sundhed.dk men den regionale patientjournal. Og juristens konklusion var faktisk at man ikke måtte slette noget i en journal. Man kan rette det ved at lave en tilføjelse men må ikke slette det. Vi diskuterede det fordi der jo kan ske fejl ala det du skriver eller der er ind i mellem nogen der kommer til at skrive noget i på en forkert patient (ja..det sker fordi det går stærkt og det også er mennesker der skriver tingene). Men det var juristernes fortolkning at det så skulle blive stående men med en rettelse..alternativt skal man slette og så skrive hvad der er rettet så vidt jeg husker.
Men argumentationen om at det er fordi de ikke ved hvem der har gjort det synes jeg lyder som noget vås.
@tbs..det tror jeg ikke man kan. Aktindigter kræver ofte stadigvæk en del manuelt arbejde fordi ikke alle systemer snakker sammen. Nogle systemer er også gamle og kan ikke det nødvendige (f.eks. danne en PDF). Og så er der selvfølgelig en vis form for sikkerhed i at få tjekket at det er den rigtige der beder om aktindsigt så eksmanden ikke får hele journalen udleveret f.eks.
Sådan personligt tænker jeg også at en mere patientvenlig model vel er at det kan findes på sundhed.dk så det ikke er nødvendigt at bede om aktindsigt. Og så er der jo altid gråzoner/situationer hvor det er uhensigtsmæssigt: f.eks. kan der være psykiatriske patienter hvor det er uhensigtsmæssigt at de kan se nogle ting, kræftdiagnose der kan ses på sundhed.dk før der er mulighed for at snakke med en læge (det er sådan nu), tilfælde hvor kontrollerede mænd helst ikke skal se at konen har fået en abort og det kan de hvis det står på sundhed.dk men for andre giver det fin mening at en sådan procedure står der.
Så nu blev det lidt langt. Det var egentlig bare for at sige at der er mange ting i det men at det selvfølgelig er noget værre rod hvis ikke der er styr på hvor det er journaliseret (altså helt ærligt).
Igen: Jeg kan ikke understrege, hvor fantastisk, jeg synes det er, at der altid lige er nogen, der har et knurhår indenfor, og som derfor kan fylde lidt detaljer på det, vi andre kun kan se omridset af.
Tak fordi du altid gider, Stinne <3
Tak for godt og oplysende svar! Jeg kender dig kun her fra Lindas kommentarfelt, men jeg sætter (udelukkende baseret på dine kommentarer herinde over de sidste par år) vældig stor pris på dig 😊
Kære Linda.
Jeg vil anbefale, at du laver en kronologisk gennemgang af alt det, I har prøvet og en gennem af, hvordan Anton fungerer i dagligdagen, hvis du ikke har gjort det. Det er meget givtigt i forhold til anamnese og andre samtaler, at det et gjort tidligt, så du kan nå at komme i tanke om mere. Det virkelig vanskeligt at huske alt på en gang. Hvis du følger mønsteret for forældre til neurodivergente børn, vil du kompensere så meget allerede for funktionsnedsættelse, at det tager noget tid at se det hele. Giver det mening?
En lille positiv ting, du måske kunne bruge, er at bestille solsikkesnoren til Anton. Bare at den findes, har gjort mig lidt mindre fortvivlet over hele systemet.
Det er vanvittigt hårdt at være i.
Hej Trine.
Tak for gode indspark; jeg har faktisk allerede gjort begge dele. Jeg havde allerede til de indledende samtaler lavet en stikordsliste, som jeg har skrevet på de sidste par år ift. hvor det er, Anton er udfordret – og også, hvor han, modsat hvad man måske skulle forvente – ikke er udfordret. Den er lagt ved hans papirer på psyk, så de mennesker vi skal snakke med derude alle får mulighed for at få en kort, præcis sammenfatning af, hvad det er, de sidder overfor.
Jeg har bestilt solsikkesnoren for et par uger siden, men der er lang leveringstid på, fordi den bliver sendt fra England. Jeg synes også, den er et virkelig fint tiltag; specielt lige nu, hvor Anton har en alder, hvor han ikke længere får den lange snor, man giver små børn ift. at svare og reagere, men stadig ikke er stor nok til selv at kunne forklare/bede om tid. Når den kommer, vil jeg snakke med ham om den, og så er det min tanke, at han selv skal have lov at vælge, om han føler, det giver mening at bruge den. Han er heldigvis altid fint i stand til at mærke, hvad han har lyst til, og hvad han ikke har lyst til.
Tak for kærlig opbakning – det gør altid en forskel at blive set <3
De fleste kommuner bruger Acadra som journaliseringssystem, dermed højst sandsynligt også Antons skole. Bed om agtindsigt her til. Vi står lige bag dig❤️
❤️❤️
For mig må de journalisere i lige præcis det system/program, der er allernemmest for dem at bruge – min anke går på, at det ikke er tilgængeligt for mig, som alle mine andre (sundheds)oplysninger er. Det forstår jeg simpelthen ikke. Specielt fordi der tales så meget om åben og gennemsigtig forvaltning og sammenhængende, digital infrastruktur. Det ville lette alting for alle involverede parter, hvis man som forælder sad på f.eks. børnepsyk. og blev spurgt til noget konkret, som man (fordi man er mor) ved, er undersøgt – og man så bare kunne logge ind på Hjernen og Hjertet/MitPPR/HvadVedJeg og finde svar og navnet på den, der har foretaget undersøgelsen med det samme. Det er kombinationen af urimelighed og mangel på logik, der æder min nattesøvn.
Tak for hep, Annette❤️
@Annette – De fleste kommuner jeg kender til bruger SB Sys eller KMD Nova (som os selv). Det ville være rart, hvis det var ensartet, men det er det ikke. Dog kan alle ESDH systemer generere en aktindsigts liste og dokumenter.
Jeg ville have skrevet „de fleste kommuners skoler“, men ordet forsvandt i farten. Elevmapperne blev overført til de elektroniske journaliseringssystemer da GDPR-forordningen trådte i kraft, her kan man være heldig at finde al korrespondance mellem f.eks PPR, visitationsudvalget og skolen HVIS der er praktiseret rettidig omhu, hvilket der er på min skole. Det er desværre forskelligt fra skole til skole, hvor grundigt dette arbejde er udført.
Og præcis den forskel ville man også komme udenom, hvis det hele blev smidt op i samme system, så forældrene selv kunne finde det. For jeg tror, at problemet her er, at mange af de enkelte skoler for sjældent har de her sager til rigtig at have etableret et system – eller i hvert fald til at kende det og sagsgangen i det. Og hver gang, en skoleleder, en MIL-konsulent eller en skolepsykolog skifter job, så er det min oplevelse, at vi starter helt forfra. Her kunne forældrene jo være en langt større ressource, fordi de i sagens natur er dem, der har allermest incitament til at holde trådene samlet. Det er tosset.
Bid dig fast, Linda! Der er noget at bidde i her!
Urimelighed, ubegribelighed, uordentlihed og en masse andet uuuuu-heder.
Jeg filer hjørnetænderne as we speak..:-D
Årh hvor er i søde. Det blev jeg helt oprigtigt glad helt ned i maven over. Selv tak for jeg henter jo selv en masse info, inspiration og reflektioner fra jer. Ha’ verdens bedste dag.
❤️
Der er et stort tema-afsnit i bladet Kommunen i denne måned: “Psykiatrien er syg. Børn og unge hænger fast i sløjt samarbejde mellem stat, regioner og kommune”. https://www.kommunen.dk/epaper, s. 8-15. Jeg mener ikke, jeg har abonnement, for at kunne læse det, så I burde alle kunne gå ind og læse. Det er ikke lige spot on ift. det, Linda har startet indlægget omkring, men det snerper derhenad og det er helt klart en af de største forhindringer for de her børns forældre.
Det kræver et kommunalt login, så jeg kan ikke læse artiklen. Jeg har haft fat i en journalist, da Jyske Vestkysten netop nu kører tema om børnepsykiatrien i Esbjerg Kommune. Han mente, at det her er omfattet af det, politikerne har lovet at kigge på.
Jeg tænker, at jeg stadig løber den forbi Autismeforeningens jurist. Bare for min egen sjælefreds skyld.
Øv. Jeg var faktisk ikke klar over, at jeg brugte login til den, men det giver nok mening, at det ikke er for alle og enhver. Jeg har klippet den til og smidt den i en mail til dig. Så kan du selv vurdere, om de 8 sider er vand på din mølle eller om de bare skal ud.
Du er en kæmpeskat, Mette. Jeg har faret rundt hele weekenden, men din mail er landet, og jeg glæder mig meget til at læse artiklen i morgen. Tak for at gøre den ekstra indsats <3
Tak for svar, Paulsen! Det er så dejligt med Lindas kommentarfelt; før eller senere kommer der altid minimum én person forbi som kender svaret 😊
Du er sej, mere end jeg er… orker.
Autismeforeningen er fantastisk hjælp
Der er ikke noget at sige til, at ingen tager kampen, for inden man nå bare 1/10 ind i systemet, der er man så overkørt af mangel på sammenhæng og overblik, at man ikke kan undvære kræfterne. Det er simpelthen så urimeligt.
Hej Linda,
Har din kommune ikke en borgerrådgiver ansat? Denne skulle også kunne være behjælpelige med at holde de forskellige instanser oppe på deres forpligtelser (f.eks. som at skolen da skal udlevere referater af møder du deltager i) og at kommunen skal hjælpe dig med at sende din forespørgsel videre til rette instans, så du ikke selv skal henvende dig 20 potientielle gemmesteder,
Bh. Susanne
Hej Susanne. Det er i hvert fald værd at tjekke op på. For god ordens skyld skal jeg sige, at jeg har fået referaterne tilsendt undervejs. Men problemet er, at når de her forløb strækker sig over mange år, så starter man for det første et helt andet sted, end man slutter. De første mange møder og undersøgelser er jo ofte bare i småtingsafdelingen, fordi der er noget, der ikke er helt som ved de andre børn. Men på det tidspunkt tror de fleste, at hvis vi bare lige laver de her tiltag, så løser vi problemet, så man er ikke opmærksom nok på at gemme alt fra start. Derfor er det, jeg egentlig savner, at vi får en pendant til sundhed.dk. hvor alt, der laves på barnet, lægges op, så man kan gå tilbage og finde det. Jeg troede, at det var det, Hjernen og Hjertet skulle bruges til, men kan jo så se, at det er det ikke. Og det er dét, jeg bliver stram over.
Men en borgerrådgiver kunne måske også være en hjælp. Det noterer jeg mig lige. Tak.
Hej Linda,
Jeg er helt enig! Der er sundhedssystemet på det punkt længere fremme. Lad os håbe kommunen kommer efter det.. om end gdpr giver nogle håbløse benspænd (farvel billeder på intra!), så er der kommet et relevant fokus på at få gemt dokumenter systematisk! Jeg håber du går indsamlet hvad du har brug for.
Bh. Susanne
Måske dette borgerforslag har interesse ‘Online adgang til egen sag i kommunen’.
https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-10235&fbclid=IwAR3W0RgmKrGh-HV2YhrforziSW6_e4Ltpxy9nURfxMhu9ZdHgT8l_1aKZeE
FanTASTISK ide!! Tak!