Jeg tænker meget over gamle mønstre for tiden. Og over, hvordan det ofte kræver et menneske, der gør noget andet, end man forventer, at blive opmærksom på, at man bærer nogle bestemte forestillinger med sig.
Noget af det foregår ovre i voksenland. Men mindst ligeså meget foregår på børnefronten, hvor Frida, som nu er 8 år, har en alder, som jeg også kan huske fra mig selv.
Der er så mange stereotype og kønsnormative forventninger til, hvordan det er at være mor til hhv. piger og drenge, og jeg tror, at de fleste af os efterhånden er ved at have fået øjnene op for, at der er ligeså mange måder at være i verden på, som der er mennesker i den.
Men der uendelig forskel på min rolle som mor for hhv. Anton og Frida, og lige i forhold til det her emne, handler det lidt om personlighed, men mest om køn. Og egentlig mere mit end børnenes.
For jeg oplever, at jeg med Anton har nogenlunde nemt ved at forholde mig objektivt til alt fra udvikling til sociale relationer, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvordan det er at være stor dreng og ung mand. Ikke dermed sagt at jeg bare slentrer mig gennem opdragelse og moderskab, for der er bestemt også områder, hvor jeg ikke ANER, hvad jeg står med, og bare er nødt til at improvisere og satse på, at kærlighed og gode intentioner får os hele igennem det.
Frida er en helt anden historie. For hun er på mange måder et lille spejl, og her balancerer jeg hver eneste dag på den hårfine grænse mellem at forfalde til det, det jeg kender fra min egen barndom og mit ønske om at hjælpe hende til at forstå, at hun ikke skal rette ind, holde kæft, gøre sig lille og folde vingerne ind, bare fordi hun er en pige. Jeg udfordrer det, når det til forældremøder f.eks. bliver påtalt, at hun ‘godt kan lide at bestemme, haha’. Hver eneste gang spørger jeg, om det ville være blevet nævnt, hvis hun havde været en dreng.
Så bliver der altid lidt stille.
Og jeg er med på, at mange ser Et Irriterende Barn for sig nu – men dét der var mig. I hvert fald indtil jeg blev skammet til at forstå, at vi ikke kan lide det, vi ikke kan sætte i bås.
Mine forældre gjorde, hvad de kunne, og jeg har aldrig oplevet andet end opbakning til at være præcis det barn og det menneske, jeg var og er. Men tiden var en anden, og det var samfundet også, og dengang blev børn ikke opfattet som små, men rigtige mennesker, men mere som en slags larmende accessories. Livet og hverdagen blev indrettet og dikteret af de voksnes ønsker og valg, og vi fulgte bare med. Der var problemer, vi ikke havde – og *hvis* vi havde alligevel, så var det bare ærgerligt, for ingen tog dem specielt alvorligt.
Ja.
Som sagt. En anden tid.
Men hele pointen med det her indlæg er, at det for mig er ret vildt at opleve, at Frida faktisk ofte heler de sår, jeg slæber rundt på, fordi jeg (også) som barn var skæv og sær og ikke forstod, hvorfor jeg hele tiden følte mig så anderledes. Hun gør det uden at vide det, og uden at gøre andet for det, end bare at være det magiske, viljestærke barn, hun er.
I weekenden havde hun f.eks. en soveaftale. Det har hun haft mange gange efterhånden, og i takt med, at de bliver større, får de lidt mere frie tøjler med iPads og telefoner. Da jeg sad i sofaen og kunne høre, hvordan de ringede til alle de andre veninder, fik jeg faktisk en klump i halsen.
For de første gange hun blev ringet op af piger på soveaftaler, eller hvor hun selv, sammen med sin soveaftale, ringede ud, strammede alt på mig, og vi sprang direkte fra gult til mørkerødt alarmberedskab. Jeg opdagede ikke engang, at det skete.
Det gjorde jeg først, da de havde gjort det masser af gange, og jeg en dag pludselig kunne se, at alle hyggede sig med det.
For det er så fremmed for mig, at veninder rækker ud efter andre veninder uden anden agenda end den indlysende: Vi vil gerne spille med dig.
Men jeg har ingen referenceramme. Jeg har kun oplevet, at interaktion af den slags kom med ondskabsfulde bagtanker, og derfor kommer jeg helt automatisk til at forvente, at det er defaulten.
Og inden nogen skriver, at det kan ændre sig mange gange i takt med, at de bliver ældre: Det ved jeg godt. Men jeg vil bare nævne, at jeg selv, på en helt standard mandag i 10-frikvarteret, fik min ørering revet ud *gennem* øreflippen, da jeg gik i 1. klasse, så mobning er omvendt heller ikke noget, der er forbeholdt mellemtrin og udskoling.
Jeg er hyper bevidst om min egen historie, og jeg gør mig uendeligt umage for ikke at plante mine forventninger til andre børn og mennesker i Frida. Men fordi jeg selv har været en lille pige på 8 år, har jeg ret en konkret forestilling om, hvad det kan indebære, som jeg ikke har med Anton.
Det har fået mig til at tænke meget over, at det kræver en klangbund af mennesker, der ikke har de samme traumer og ar som dig selv, hvis du skal bryde mønstre og redefinere dit syn på verden. Hvis du kun har oplevet en skolegang, der krævede konstant alarmberedskab, opdager du ikke engang, at det er det, der i dit hoved er normalt, og så er du afhængig af, at andre mennesker viser dig, at det kan være på en anden måde; at det kan være helt uproblematisk og ligetil.
At få lov at gøre det hele igen på sidelinjen, og se, at det også kan være rent og fint og sundt, får noget til at vokse sammen i mig, som jeg ikke engang havde forstået var slået i stykker.
Det er ikke hele tiden nemt. Heller ikke ovre i voksenland. For når man opdager, at man altid har gået på den samme sti, fordi det var den, man startede på, så er den muligvis ujævn og smadret og har verdens grimmeste udsigt – men den er velkendt, og man går den uden at tænke over det.
Nye stier skal trædes først, og det kan sgu godt være både bøvlet, rodet og trække tænder ud. Ikke mindst fordi man i begyndelsen bruger meget tid og energi på at lede efter den gamle sti, fordi man tror, at man er faret vild.
Men når man opdager, at der faktisk *er* andre måder at komme gennem skoven på; andre stier, hvor udsigten er smuk, selskabet godt, og hvor ingen af dyrene bider, så er det som om, at skuldrene sænkes og sjælen langsomt falder til ro.
Kan virkelig genkende det med at prøve at afskille mig selv og mine erfaringer fra den kontekst mine døtre er i med deres egne personligheder og egne erfaringer – og at det kræver en del arbejde på min side ift at tage mig af det, der er mit.
Og så kom jeg til at tænke på en enkelt udtalelse ved en skole-hjem-samtale, da jeg gik i 5. klasse eller deromkring – min lærer fortalte, at der var en anden pige i klassen, der synes jeg var ‘dominerende’. Når jeg ser tilbage kan jeg se, at den udtalelse virkelig satte sig i mig og betød, at jeg ændrede mig og skruede virkelig meget ned for for ‘mig’. Det er faktisk først nu i en alder af 46 år, at jeg så småt er ved at generobre mine dominerende (eller skal vi sige boblende, tydelige, handlekraftige, impulsive og utålmodige sider) – og det føles SÅ godt at finde tilbage til dem. Og gud hvor jeg også håber, at vores døtre må finde større frihed til at være helt sig selv, end vi gjorde ❤️
Det ville være så fint, hvis de havde udsigt til et samfund, hvor det ikke bliver opfattet som en begrænsning, at man har sine meningers mod og ikke lader sig lukke ned.
Jeg minder dagligt mig selv om det meme, jeg også lagde op herinde:
If I’m too much – go find less <3
Perfekt meme – bliver mit nye motto 🙏❤️😆
Tak for det indlæg. Det ramte noget i mig, jeg blev meget rørt.
Det med at finde nye stier, skal jeg vist prøve at arbejde mere bevidst med
❤️❤️❤️
Jeg kan kende det så meget. Jeg opdager igen og igen at jeg har en forventning om at det med andre børn skal være en kamp og svært. Jeg ser måbende til når børnene bare vil hinanden, og så går det op for mig at egentlig bør det bare være sådan. Det er min fornemmelse af normalt, der er skæv. Jeg har kun piger, så jeg ved ikke om det er anderledes med drenge. Men jeg er så overrasket over at få nyt lys på mine egne oplevelser.
Det er nemlig virkelig vildt, at det først er når man ser det gjort anderledes, at det går op for én, at det, man selv har med, er undtagelsen.
Det her indlæg rammer mig, Linda. Jeg sidder lige nu midt i noget, der er svært. Min datter kæmper en del med skoleskift og det at falde ind i en ny klasse. Hun er anderledes, og prøver, men har alligevel ikke lyst til at indpasse sig. Hvorfor skal hun bruge tid på at spille basketball når hun ikke gider, selvom alternativet er, at hun sidder alene? Hun vil bare gerne finde nogen, der er som hende, og dem er der ikke mange af fordi hun har specielle interesser og absolut ikke synes at tøj, drenge og make-up er noget, der passer ind i 5. klasse. Så jeg lider med hende i en grad, hvor det påvirker min søvn. Jeg kan intet genkende fra min egen barndom, hvor jeg ikke var populær, men altid “havde nogen” i min nærhed. Jeg kan ikke forstå hendes reaktionsmønstre, og synes hun tager nogle sære valg, som på den anden side også er pisse modige fordi hun nægter at bøje af og ændre sig. Jeg er så bange for, at hun går i stykker i processen og ender med at isolere sig selv – noget jeg som ekstrovert i yderste potens synes er det værste i verden.
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil sige andet end, at jeg genkender det der med at være på nåle som mor til en datter. At bruge sig selv som referenceramme, men i dette tilfælde med omvendt fortegn. Men det, jeg tager med er nok, at jeg skal stoppe med at sammenligne med mig selv og se hende i den situation hun er i nu. Skoleskift i 5. klasse er bare brutalt og hun tager det fandeme i stiv arm.
Og så gør det mig ondt at høre om dine egne oplevelser i folkeskolen.
Jeg har virkelig mange gange tænkt på, at jeg tror, vi bare er nogen, der ikke er/var ret gode til at være børn? Som først falder på plads i livet, når vi bliver store nok til selv at kunne flytte os derhen, hvor vores mennesker er?
Jeg delte heller ikke interesser med de andre børn, da jeg var lille. Det vilkår har jeg i øvrigt stadig med mig; da jeg fik Frida, bad jeg om at komme i to mødregrupper, så jeg kunne arbejde på at udvide mit netværk, men ud af 14 mennesker, var jeg nogenlunde kompatibel med én. De andre var søde, og vi fik ugerne til at gå – men vi kunne alle sammen mærke, at jeg var en fremmed fugl. Det gør bare ikke så meget mere, når man er voksen, tror jeg?
For det, der gælder for mennesker som mig – og måske din datter? – er, at vi langt, langt hellere vil undvære end nøjes. Og for mig at se er det en enorm kvalitet, at man ikke kan eller vil forstille sig. Ikke, at jeg siger, at det er det, andre gør, men den kompromisløshed, hun lyder til at have i sig, vil jo helt sikkert komme til at bære hende hen til steder og mennesker, hvor hun til fulde kan forløse sit potentiale og finde ro. Der er bare ikke mange som hende i det tilfældige, geografiske rum, der er den klasse, hun er landet i, men når hun begynder at bevæge sig gennem uddannelsestragten og langsomt arbejder sig frem til dem, hun har interesser til fælles med, er jeg 2000% sikker på, at meget vil falde på plads.
Det hjælper måske ikke så meget på nattesøvnen her og nu – men måske det alligevel kan være en lille bitte trøst at huske, at det ikke er livsbanen, hun er ved at udstikke; det er bare et venteværelse, hvor hun skal have tiden til at gå uden at slå sig alt for meget, indtil hun kan folde vingerne ud <3
1000 tak for dit omsorgsfulde svar. Jeg tror du har ret – hendes folk finder hun senere. Det sagde hendes SFO pædagog allerede til os i 2. klasse. Det er en trøst for mig at vide dette, men det hjælper ikke i situationen, når hun græder og føler sig anderledes og alene. Og så sker der jo altid det, at hun dagen efter sådan en aften kommer glad hjem fordi Frederikke spurgte om hun ville med i klubben og der hyggede de sig helt vildt. Og i øvrigt vil hun gerne afsted i klub igen i morgen. Den klub som vi har forsøgt at få hende til at besøge mere siden hun startede på skolen. Mor skal simpelthen også øve sig i at være chill. Og de der søvnproblemer og humørsvingninger bliver jo ikke mindre af, at fødselsattesten indikerer overgangsalder. For fucks sake, da!
Hej Linda
Håber du vil tage det som ren nysgerrighed, men jeg stener lidt over at børnene har mobiltlf’er? Når de er 8 år? Det er helt gået min næse forbi at det måske, (nogle steder?) starter såååå tidligt. Min søn er 8, og det er slet ikke mit indtryk at det er en ting i hans klasse endnu. Han har ikke en tlf, og han har aldrig nævnt at nogle af hans venner (og han leger med begge køn) har. Måske er det bare vildt forskelligt fra skole til skole? Jeg synes det lyder som helt vildt tidligt.
Kh.
Tja. Det er nok meget forskelligt fra by til by og fra skole til skole? Det har helt sikkert også noget at sige, hvad nummer i søskendeflokken, man er; de fleste af de her piger, har større søskende, og der tror jeg ofte, at faserne er skubbet et år eller to frem.
Vi prøvede også at holde den så længe som muligt, men halvvejs i 3. klasse, så fik de fleste telefoner og vi gav også efter. Jeg synes det er noget man skal diskutere i klasserne, for SHIT, det ændrer meget når de først har sådan en i hånden.
Hvis jeg ku finde ud af at sætte et billede ind i kommentaren, ville jeg sætte billedet af hvidløget med en mandarinbåd istedet for et af fedene, ledsaget af teksten: “Just because you fit in, doesn’t mean you belong there”.
https://i.pinimg.com/originals/9b/4b/38/9b4b3810f6bb344eb616effdad0d4d52.jpg
Hvor perfekt, at der lige var én, der kunne opstøve et link – tak!